Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 0

Follow

Center for Humanities Computing Aarhus 17

1873_Soerensen_EnKvindeAfFolket

Carl

En Kvinde Af Folket

Sørensen

Soerensen

En Kvinde Af Folket

male

1873_Soerensen_EnKvindeAfFolket.pdf

Carl

Sørensen

Henry Levald; Peter Levald

dk

En Kvinde af Folket

Socialistisk Roman

n

gothic

C. Würtz

KB

Pseudonym varierer fra bind til bind. Samme Carl Sørensen, som også skrev under pseudonymet Carl Hermann. + Bog i 4 dele så sidetal er sammenlagt

pdftxt

nan

nan

O

Prolog. Dagen var for længst til ende. Den rastløse, glødende sol havde veget pladsen for den drømmende, blege måne, alle forelsledes og alle — forbryderes ven. Det var hen ad efteråret. Den barske boreas havde alt begyndt at rive de gulnede blade af træerne og hvirvlede dem om i lystig Dans —det er nu engang hans fornøjelse. Menneskene ser dog ikke med glæde på dette spil, det minder dem kun altfor meget om, at der også for dem gives et efterår, hvor døden vil lege med deres liv, ligesom nordenvinden fegede med det visnede løv. Mennesket ængstes for efteråret, som det ængstes for sygdommen og døden. Selv den lange, sørgelige vinter går det ikke imøde med en sak dan vemod som det, hvormed det hilser efteråret, ti vinteren bærer jo nyt liv og ny lyst i sit skød, medens efteråret kun blinger undergang og tilintetgørelse. Når efterårsstormsn raser og hviner i træernes toppe, da trækker mennesket sig tilbage til sin bolig og sender medlidende tanker ud til de arme, som i detie øjeblik er uden ly og læ for elementernes ville rasen. En sådan medfølende tanke ville dog ikke have galdt den unge kvinde, som på hin aften, da vor fortælling tager sin begyndelse, ilede hen ad kærlighedsstien med et lille barn knuget fast til sit bankende hjerte. Med forbrydelsen har mennesket ingen medfølelse, og denne unge kvinde er jo en forbryderne, ti om nogle få sekunder vil hun have dræbt det barn, hun nu bærer ved sit hjerte. Hvem er denne unge kvinde? En kvinde af folket! Født i armod og båren i elendighed, havde hendes barndom og første ungdom været som den stenede landevej, hvor der kun groer tidsel og tjørn på skrænten, men aldrig en duftende rose eller viol. Hun havde måttet arbejde, lige fra det øjeblik hendes forældres død havde bragt hende i fremmedes hænder, og alt lært mangt et kapitel i de menneskelige lidelsers bog, inden fristeren kom og hviskedee hende i øret, at det kun kom an på hende selv, om hun ville indsuge glæden og nydelsen i fulde drag. Hun modstod i lang tid fristerens lokkende ord, men kvinden er svag, og lige overfor en kvinde af folket har fristelsen ikke nogen hård kamp at bestå. Er det så underligt, at den hungrige griber efter det duftende fad, at den nøgne rækker efter det pyntelige klædebon eller den sørgende modtager glæden med åbne arme? Hun for. Sit vedkommende kunne ikke modstå fristel- ' sen! Men efter nydelsen var fortrydelsen og nu forbrydelsen kommen. Glædens yppige blomsterflor var “ visnet, efteråret var fulgt på våren.. Den ulykkelige kvinde flygtede hen ad stien, som jaget af tusinde onde dæmoner. det var dog kun hendes egen samvittighed, der drev hende rastløs fremad. Hun vidste, at det var en brøde at dræbe sit barn, og dog gjorde hun det og gjorde det med velberåd hu. Det var ikke frygten for den jordiske dom, der ængstede hende og bevingede hendes fjed, nej — tværtimod, ester fuldbragt gerning ville hun selv overgive sig i den jordiske retfærdigheds hænder; men det var himlens dom, som ængstede hende, ti ville ikke den moder, der selv dræber sit barn, være hjemfalden til evig straf og forsmædelse? Og dog målte hun dræbe barnet, ti i denne stund ejede hun ikke tag at give det over hovedet eller en krumme brød at komme i dets lille msmd; alt hvad hun havde kunnet undvære, var for længst offret på moderkærlighedens alter, og af slægt og venner ejede hun ingen — den sidste ven forlod hende troløst, da hun anråbte ham om hjælp til hans eget barn. Det lille væsen måtte dø, der var intet valg, tt hellere ville hun vide sit barn i himlen end i fremmedes varetægt, hvad der jo ville blive tilfældet, når hun anråbte den hårdhjertede øvrighed om hjælp. Ville det også i virkeligheden være en brøde at skille dette barn ved et liv, her måske kun skulle være en kæde af ulykker og lidelser, ligesom hendes eget liv kun havde været en kæde af rød og elendighed? Nej, det kunne ikke være nogen brøde! Således drømte hun, og dette gav hende mod og styrke, da afgørelsens time kom. Hun standsede, så sig ængstelig omkring, hun lyttede i mørket, om nogen nærmede sig, men hun hørte intet, uden sit hjertes heftige banken og sit barns rolige åndedræt. Det lille væsen sov fast og trygt ved moderbrystet uden at ane, at det om nogle få øjeblikke skulle optages i en anden favn, der kun var kold og klam, nemlig dødens favn. Moderen tog barnet fra sit bryst. Ved denne bevægelse vågnede det og fæstede sine klare øjne på moderen. Aldrig havde det endnu set så kærligt på hende, det var, som om barnet fattede øjeblikkets betydning. Den ulykkelige kvinde blev så overvældet as enterte, at hun sank på knæ ned ved bredden og anraæbte gud om nåde og barmhjertighed for det barn, hun sendte til ham. Det faldt hende ikke ind at bede om nåde og tilgivelse for sig selv. I dette øjeblik tilhørte alle hendes tanker hendes barn. Bønnen styrkede hende. Da den var endt, rejste hun sig. Hun knugede for sidste gang det lille væsen til sit hjerte dg trykkede for sidste gang et Kys på dets lille mund. Hun vendte hovedet bort og kastede derefter med fortvivlelsens styrke barnet langt ud i vandet. Uden et øjeblik at se sig tilbage, ilede hun ind til byen og overleverede sig i øvrighedens hænder som bærnemørderfle. Hermed endte prologen tæppet vil nu gå op for det drama, vi har kaldet „ En kvinde af folket “. første kapitel. Omtrent 16 år efter at hint nylig skildrede optrin havde fundet sted, fer vi en aften to ældre herrer vandre fortrolig arm i arm fra kongens Nytorv ad Strandstræde til st. Annæplads, hvor de endelig tog plads på en af bænkene, for uforstyrret at kunne fortsætte den begyndte, utvivlsomt højst interessante samtale. Inden vi lytter til denne, vil vi kaste et flygtigt blik på de to mænd og skal da først præsentere dem for læserne som grosserer Holm og pastor h ans en. Hvad det ådre angik, stod disse mænd i den krasseste modsætning til hinanden. Grossereren var høj og mager, præsten lille og velnæret; grossereren havde et tungt, næsten ubevægeligt ansigt, præsten derimod en Art guttaperkånsigt, der kunne lægges i alle mulige folder, alt efter øjeblikkets tarv; grossererens tale var kort og bestemt og bestod omtrent af lutter enstavelsesord, hvorimod præsten syntes at være en afgjort tilhænger af at bruge mange ord, uden at ændse, at han på opgørelsens dag skulle aflægge regnflab for hvert over- - flødigt ord. Hvad det indre angik, var der derimod den fuldstændigste lighed imellem dem. Det var begge skurke af det reneste vand, om de end i forskellig grad lagde dølgsmål derpå. Den værdige gudsmand tog noget mere hensyn til verdens dom end den uafhængige grosserer, der kunne stoppe enhver mund med guld, og døve sin samvittighed, blot ved at rasle højt med pengepungen for den. Efter at have kastet dette flygtige blik på de to herrers ydre og indre personligheder, vil vi lytte til deres tale, der var såre god at få forstand af. Da de havde taget plads på bænken tog grossereren først tilorde: „ Jeg takker dem for deres diskretion, hr. Pastor. Den skal ikke blive » belønnet. “ „ O, hr. Grossereren er alt for artig! Jeg er jo en Herrens tjener, en hyrde for den vildledte hjord og forsoner og mægler imellem den angrende synder, og den herre jesum kriftum....... Har de ild på deres cigar, hr. Grosserer? “ „ Tak, hr. Pastor. Det er altså en afgjort sag, at Johanne kommer ud i morgen? “ „ Ja, hr. Grosserer. Hun blev i sin tid dømt til døden, men da flere formildende omstændigheder talte til hendes fordel, blev hun af højesteret indstillet til benådning, og hans majestæt, vor allernådigste højsalige konge, hvis sjæl gud glæder i det høje, resolverede da af idet faderkærlighed, at livsstraffen skulle forandres til livsvarigt tugthusmbejde. Jeg har nu ' indstillet hende til benådning, og i anledning af vor højs konges fødselsdag vil tugthuset i morgen åbne sig for hende. Er de ikke tilfreds dermed, hr. Grosserer? “ „ Oprigtig talt, nej. ' jeg havde tungt hellere fet, at hun var død ude i tugthuset. Nu falder hun mig måske til byrde, og, hvad der er værre, begynder at gøre skandale. Fruentimmer af hendes simple, sjofle herkomst er jo i stand til alt. “ „ Det er netop denne betragtning, som har bragt mig til i aften at udbede mig en samtale med dem, hr. Grosserer. Jeg kan så vel forstå, at det ikke må være behageligt hvert øjeblik at vente døren gå op for at se en forhenværende elskerinde træde ind, tilmed når bemeldte elskerinde lige er kommen ud af tugthuset. Da jeg, som sagt, selv så vel forstår dette, vil jeg gøre alt for at redde dem ud af enhuer forlegenhed i denne sag, og ved den herre jesn Kristi nådige bistand skal det også nok lykkes mig. Det er nu klart, at munden først må stoppes på hende ved end l penge. “ „ Ja, jeg er villig til at give hende et par hundrede rigsdaler årligt, når jeg derved kan blive fritaget for mere vrøvl i denne sag. De vil måske være så god at udbetale hende pengene, hr. Pastor? “ intet skal være mig kærere, hr. Grosserer. Når hun får så meget, hun behøver til sit tarvelige underhold, vil de onde tanker vel forlade hende, så at hun atter betræder dydens smalle sti, som fører til paradisets glæder. O, hvilken salighed vil det ikke være for mig at skulle føre dette forvildede får tilbage til Herrens hjord og anråbe den store hyrde om barmhjertighed og miskundhed med det, ti der står skrevet, at den, der omvender en synder, frelser en sjæl fra døden. Nå, så de vil altså give hende 200 rigsdaler. om året? “ „ Jeg bliver vel nødt dertil. Jeg ville rigtignok helst være fri. “ „ Det kan jeg så godt forstå, hr. Grosserer. Var jeg i deres sted ville jeg heller ikke være glad ved en sådan udskrivning. Det er ærgerlige penge at sfulle være af med, men hvad gør man ikke for den kære husfred. Deres gode kone må selvfølgelig intet vide om denne kedelige affære? “ „ Nej, det forstår sig, hr. Pastor, “ svarede Holm, „ jeg ville ikke for alt i verden have hende indviet i dette mysterium. Det må derfor for enhver pris undgås, at Johanne fætter sin fod i mit hus. “ „ Intet er lettere, “ svarede præsten med et listigt smil, „ når jeg udbetaler hende pengene, har hun jo ingen anledning til at søge dem personligt, hr. Grosserer. “ Præsten rejste sig. „ Tør jeg gøre regning på, at de i morgen vil sende mig det første Års understøttelse, jeg skal da lade hende tilsige til at møde hos mig. “ „ Dersom jeg tør ulejlige dem med det samme, hr. Pastor, vil jeg helst udbetale de to hundrede rigsdaler straks. I dag om et år skal jeg punktlig tilstille dem understøttelsen for næste år. “ Holm fremtog sin tegnebog og gjorde denne 300 rigsdaler. lettere. Præsten modtog pengene med en spørgende grimase, idet han pegede på den tredje brune seddel. „ Tør jeg bede dem, “ sagde grossereren, „ at modtage den som et ringe bevis på min store erkendtlighed. “ „ Jeg takker dem, hr. Grosserer, men jeg tør kun modtage den på den betingelse, at de tillader mig at flænke den til en fattig familie? Jeg har kun gjort min pligt, og for pligthandlinger skal man ikke lade sig betale. “ „ Gør, som de vil, hr. Pastor, “ svarede Holm, „ i dag om et år ses vi atter. “ „ Guds engle beflytte dem, hr. Grosserer, og se i nåde ned til dem og deres hus... Godnat! Herren velsigne deres indgang og deres udgang... “ * * „ Dær tjente jeg mig 300 rigsdaler. “, mumlede præsten veltilfreds, da han havde tabt grossereren af syne. „ Han kan blive en god malkeko, den samme hr. Holm! “ andet kapitel. Grosserer Holm ejede „ sit eget sted “ — som almuen siger — på kongens Nytorv, og til at være dette steds vogter og beskytter, havde han udnævnt den agtbare hr. Peter Møller, der om dagen var skomagermester og om natten portner. Hr. Holms cherub viste sig dog ikke med noget flammende sværd i hånden, men derimod med en flammende næse i ansigtet, der forrådte et intimt bekendtflab mellem bemeldte hr. Møller og det rene livets vand, der sælges af agent Brøndum og andre menneskevenner. Portneren havde en egenflab, der forresten er fælles for alle portnere, at han var gift. Som det sædvanlig går i ægteskaberne var disse to ægtefæller grundforflellige i karakter og anskuelser. Der var derfor altid en lille knude på tråden imellem dem, og i den sidste tid syntes det, som om denne kurre truede-med at blive aldeles uopløselig, idet ingen af parterne ville ' give efter for hinanden. Striden drejede sig om et principspørgsmål, og principspørgsmål er nu engang meget vanskelige at løse ad overenskomstens vej. Spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt forældre er pligtige at sørge for deres børn, efterat de „ ærlig og kristelig “ har sendt dem ud i verden med de fornødne dåbs-, koppeog konfirmationsattester i lommen. Møller heldede til den anskuelse, at forældre ikke havde spor af forpligtelse lige overfor deres konfirmerede afkom, hvorimod konen mente, at forældrenes forpligtelser lige overfor deres børn kun ophører med døden. Hver af de to ægtefæller fastholdt som sagt sin opfattelse af dette spørgsmål, hvad der gav anledning til daglige rivninger og stridigheder. Stridens egenlige genstand var en ung pige på 16 år, der lige overfor verden galt for deres eget barn, men som i virkeligheden kun var et barn, de havde taget til sig af den reneste menneskekærlighed, idet det kun havde været indhyllet i nogle elendige pjalter, da de fik det til evig arv og eje. det er en selvfølge, at Møller var en fattig mand. Når en arbejder skal våge om natten, kan han ikke være synderlig fkikket til at arbejde om dagen, og det gik derfor kun småt med fortjenesten. Desuagtet påtog han og hans kone sig opdragelsen af et fremmed barn uden anden løn eller betaling end bevidstheden om at have gjort en god gerning. Marie — således kaldte de barnet — nød en opdragelse og pleje, der i mange henseender gik over plejeforældrenes sociale stilling og økonomiske vilkår, og som lå over deres kræfter, idet de ofte måtte undvære det allernødvendigste, blot for at kunne betale h. ndes skolepenge eller købe hende et nyt moderne klædningsstykke. Marie var i særdeleshed moderens kæledægge, og barnet fik sjælden noget ønske uopfyldt. Efterhånden som årene gik og Marie voksede til, forringedes faderens arbejdskraft, så at det alt for ofte var tilfældet, at der måtte slås en tyk streg både over middagsmaden og aftensmaden. Møller begyndte nu bittert at angre, at han havde påtaget sig at være barnefader, « ren da dette tkke lod sig ændre, søgte han at trøste sig på bedste måde, og efter hans skøn indeholdtes, som antydet, den bedste trøst i de klare dråber. Han blev en dranker, der mere søgte værtshusholderen end skomagerstolen, og havde det ikke været fattigt og småt før i den tarvelige portnerbolig, så blev det det nu tilgavns. Møller var i reglen altid ude for at forsøde sit liv med bittre snapse, og imedens sad hans kone og Marie i det fattige hjem og fristede livet ved at sy for hosekræmmeren. Det gik kun småt hermed, ti dels er fortjenesten ringe ved den Art arbejde, selv for duelige syersker, og tilmed vare vor to syersker kun meget tarvelige arbejdere. Moderens øjne tillod hende ikke at beskæftige sig alt for meget med sytøjet, og Marie havde desværre lært at sy i et af hovedstadens større pigeinstituter, hvilket var ensbetydende med, at hun omtrent flet ikke kunne sy! Kom det an på at brodere, da søgte hun sin mester, men at sy en simpel søm, det lå langt over hendes evner. Marie var på veje til at afgive et eksempel — foruden de alt for mange,. Som allerede haves — på, hvor forkasteligt det er, at almuen lader sine døtre få en opdragelse, der ikke står i forhold til deres sociale stilling. Når engang skrankerne for arbejdernes økonomiske velvære er kastet overende da kan han først lade sine døtre tilflyde en opdragelse, der stiller dem på lige fod med de bedre stillede klassers børn, men foregriber han fremtiden, og lader han, af en sørgelig trang til også at „ være med “, sine døtre slige over deres sfære, da stifter han kun ulykke både for dem og sig selv. Det har været samfundets ulykke, at de lavere stænder har søgt at opnå skinnet af lighed med de højere samfundsklasser, ti ærligheden, arbejdsomheden og moraliteten er derved bleven udsat for allehånde anfægtelser og fristelser, som ikke tidligere kunne forulempe dem. Det var kun arbejdernes onde venner, som prædikede den -lære, at det ene og alene er gennem dannelsen at -arbejdernes stilling i samfundet forbedres og befæstes, ti med den stigende dannelse kommer forsinkelsen og lysten til indholdsløse nydelser, hvis tilfredsstillelse nu ligger over arbejdernes kræfter. Nej, skal samfundet reformeres, da skal der først gives arbejdere « midler ihænde til selv at kunne erhverve sig den dannelse, han trænger ikke til romernes „ Brød og skuespil “, men kun til brødet; skuespillet kan altid komme. I herrer storborgere! Giv arbejderen så meget for hans arbejde, at han kan leve deraf, men indgyd ham ikke falske forestillinger om, at han først og fremmest behøver at være en dannet mand, og at skuespillet er det væsentligste, brødet en biting. De gamle klassiske folkeslag gik tilgrunde, fordi folkene blev for dannede, for overforfinede; blødagtighed og lediggang trådte i stedet for kraft og snille, og til sidst satte fremmede voldsmænd åget på deres nakke, for ikke mere at løfte det af dem. Lær arbejderen, at det er en hæder at være arbejder, og at verden vil gå tilgrunde, dersom han agter denne hæder for intet; lær ham at elske nøjsomhed og tarvelighed og lær ham, at han begår en brøde imod samfundet, dersom han ikke indskærper sine børn, at mennesket kun er sat her i verden for at arbejde, og at kun den sande livslykke beror i arbejdet! Lær ham også, at vurdere sit arbejde på rette måde, så at hans nuværende afhængighedsforhold til kapitalen ophæves, ti først når arbejderen og især arbejdersken får en løn for sit arbejde, der står i et passende forhold tjl de almindelige fordringer, som kan og må stilles til livet, er målet nået; da vil fængslerne og fattighusene ikke blive overfyldte og kvinden ikke synke så dybt i samfundet, som nu så ofte er tilfældet. Det er fornemmelig almuedøttrene, som lider mesf ' ved denne overforfinelse. Kvinden er af naturen forfængelig og pyntesyg, * og der er derfor ingen stor ulejlighed forbunden med at få en ung pige fil at falde i fristelsens og forførelsens garn. „ Man skal ligne andre mennesker “, hedder det, og forat kunne „ blive “ jevnbyrdig med de heldigere stillede klassers damer, hvad det ådre angår, tør de derfor ikke være kræsne i valget af de midler, som kan forskaffe dem den ydre lighed. Der tales og skrives så meget i vore dage om den stigende umoralitet, men grunden fil den siges ikke, idet man ikke tør tilstå, at den for en stor del skyldes almuens hang fil at leve over sine evner. Når først socialismens skønne læere om ligheden og broderskabet er trængt så meget igennem, at de bedre stillede klasser stiger ned af deres olympiske fornemheds stade, og når først arbejderen har erholdt en så stor løn for sit arbejde, at hans døtre for at „ ligne andre mennesker “ Ikke behøver at stå en tyk streg over deres kvindelighed, da vil først hele samfundet blive lykkeligt og en ny guldalder oprinde. Men vi vil vende tilbage til vor fortælling. Marie Møller havde, som vi altså ved, nydt en „ udmærket “ Uddannelse i et af hoved. Stadens større pigeinstituter. Denne udmærkedæ uddannelse bestod i, af der var givet hende en mundsmag af fire, fem levende sprog, en anelse om historien eller geografien, lidt ide om alle de sysler, en vordende husmoder bør være fortrolig med. Hun kunne omtrent alt på overfladen, men intet fra grunden, og delte i så henseende skæbne eller lykke med så godt som alle de unge damer af den dannede klasse i København. Ligesom dem kunne hun brodere de allernydeligste gulerødder og silleriknopper på sofapuder, men af håndtere en eneste af dem på køkkenbordet, det lå for højt øve > hendes evner. Når nu forældrenes vilkår tillader, af deres døtre ikke behøver af ' arbejde for sit brød og altså strengt taget heller ikke behøver af kunne eller kende noget, da er- det en fuldstændig ligegyldig sag, om hun træder ud i verden som en komplet gås, men når forældrenes vilkår ikke tillader dem af lade deres døttre være blot nydende medlem af samfundef, da bliver det en ulykke både for dem og deres børn, at de har ladet forfængeligheden løbe af med sig, og først når angeren kommer, vil dej ndse, hvilken uret, de har begået. At Møller og hans hustru havde begået uret mod Marie ved at sætte hende i en „ fornem dannelsesanstalt “, i stedet for i en jævn borgerskole viste sig snart. Da hun var bleven konfirmeret, så de sig ikke i stand til at ernære hende længer, og hun fattes derfor i kondition som stuepige hos ejeren af stedet, grosserer Holm, hvor hun kun forblev et halvt år, da hun så sig nødsaget til at flifte af forskellige årsager, som læseren snart skal blive bekendt med. Da det ikke straks lykkedes hende at få en ny kondition, måtte hun falde forældrene til byrde, som Møller kaldte det, hvorved der stadig opstod skænderier og stridigheder. Var han end berettiget til i hårde udtryk at bebrejde moderen, at hun havde ladet en altfor fin uddannelse tilflyde datteren, hvorved denne intet havde lært, men kun fået smag for pynt og fjas, var han dog for sit vedkommende uberettiget til at tale om nogen byrde, da hans hang til værtshuslivet ikke levnede nogen skilling i hjemmel, hvoraf den omtalte byrde kunne bestrides. Moder og datter måtte selv kummerlig fortjene det brød, de skulle putte i deres mnnd. en dag, da Marie var gået hen på adressekontoret med en billet om en kondition — vistnok for tyvende gang — spurgte Møller i en hånlig tone: „ Er tøsen nu igen ude at rende? “ „ Fy, Møller, hvor kan du tale således, “ Udbrød konen indigneret. „ Du ved jo, at den stakkels pige aldrig går ud, uden at det netop er for at forskaffe sig en ny kondition. “ „ Hun skulle, fanden forsåle mig, være bleven, hvor hun var “, svarede faderen. „ Ville du virkelig have forlangt af dit barn, at hun skulle have spillet kærreste med grossereren og have vanæret både sig selv og os? “ „ Å — vanære! Det er jo forresten ikke vort barn, når alt kommer til alt, og hun må derfor selv svare for, hvad hun gør. Jeg siger alligevel, at dej var dumt og snavs handlet af tøsen, at hun afviste grossererens frieri. Sådan en mand må man ikke støde for hovedet; det skulle ikke forbavse mig, om han en skøn dag sendte bud til mig og sagde: kære hr. Møller, de må kradse af, jeg har ikke længer brug for deres værdifulde tjeneste. “ „ Så flet vil han ikke være, “ svarede konen. „ Slet? “ udbrød Møller, „ jeg ville ingen slethed fe deri. „ Lige for lige, når vensfab skal holdes “, siger ordsproget, og vil datteren ikke føje sig, få må forældrene bøje sig. Se, det er nu min mening! “ „ Det er altså virkelig din mening, at Marie fluide have sagt ja, dengang grossereren tilbød at leje en lejlighed til hende, mod at hun ville være hans elskede? “ „ Ja vel er det det! I denne usle verden må man være taknemlig for enhver velgerning, og jeg måtte være en stor nar, dersom jeg ville sige nej til at få både huslejlighed, kost, klæder og penge for ingen ting. “ „ Kalder du da virkelig det for intet, at dit barn opoffrer sin dyd og bringer skændsel både over sit eget og dit hoved? “ „ Blæse være med dyden! “ sagde Møller. „ Kan vi købe et halvt rugbrød eller en fjerding smør for dyden? Kan jeg få mig en ny vinterfrakke for min dyd? Nej, blæse være med dyden! Mennesket er sat her i verden for at nyde livet, og derfor burde tøsen have taget imod tilbudet med kyshånd, i stedet for at slå krøller på næsen og agere dydig? “ „ Møller, Møller, tal dog ikke således! Husk det ansvar, vi har påtaget os for gud og mennesker, at føre dette barn frem i verden på en ærlig og kristelig måde, og er det at opfylde vor pligt, at ville forlange as hende, at hun for en lumpen vindings skyld skal forlade dydens og lerbarhedens vej? Nej, nej, det kan ikke være din mening, Møller! “ „ Jo, sågu ' er det min mening, det skal jeg vise dig. Endnu i dag går jeg op til grossereren og spørger ham, hvor meget han vil give Marie om året at leve af, og når vi få bliver enige, da skal tøsen enten med det onde eller med det gode elske ham. “ „ Det skal aldrig sle, “ råbte moderen, idet hun fortvivlet sprang ivejret og greb en hummer, „ før skal jeg kløve hendes hoved mes denne hammer, førend hun skal blive nogens frille! “ „ Å, du slår vel nok koldt vand i blodet, mutter! Er det ikke langt bedre at have et forgfrit udkomme end at sidde her og suge på labben, ligesom bjørnene om vinteren. Når Marie bliver gode venner mes grossereren, vil hun naturligvis kunne pumpe så meget ud af ham, at vi ikke behøve at arbejde for det usle brød, vi putter i munden. Hvad stader det tøsen, om hun elsker grossereren, eller blot bilder ham ind, at hun gør det? Sådan en gammel nar, som han er, fortjener at blive taget ved næsen, og den kunst lærer Marie nok, kender jeg fruentimmerne ret! He, he, he! “ Moderen, der under denne sidste replik havde haft ansigtet skjult i sine hænder, tørrede nu tårerne af kinden og gik hen til klædeskabet, hvor hun tog nogle klædningsstykker, som hun bandt sammen i en byldt. Da dette var gjort, tog hun sit sjal på, gik hen til manden og sagde til ham: „ Farvel, Møller... Nu ser du aldrig Marie og mig mere. Jeg har delt fattigdom og ulykke med dig uden at kny, jeg har uden at klage set dig dag for dag blive mere og mere hengiven til drik og lediggang, og jeg har uden at gøre dig bebrejdelser set dig tage den sidste skilling med dig herfra, for at øde den bort på værtshuset. Jeg kan leve sammen med en mand, der er fattig, ja, jeg kan leve sammen med en mand, der er forfalden, men jeg kan ikke bo sammen med en mand, der er slet, og du er en slet fader, når du vil sælge dit barns dyd og ære, for at du selv kan ligge på den lade side. Farvel, Møller... Vi vil ikke hade hinanden! “ Og hermed gik hunmøller var så målløs af forbavselse over sin kones energi, at han først for sent kunne falde på at forhindre hendes flugt. Hun var allerede forsvundet for hans blik, da han løb ud i porten efter hende. tredje kapitel. Vi har allerede lært hr. Grosserer Holm at kende som en rå og kynisk person, der ikke tog i betænkning at forføre den ene kvinde efter den anden, og alt som vi strider frem i vor fortælling, vil vi komme til at se, at grundfarven i denne mands karakter var det sorteste sort, og at han i enhver henseende fortjente den ikke synderlig velklingende, men højst korrekte titel af skurk. Dette forhindrede dog ikke verden fra at se op til ham med den dybeste agtelse. Hans hus var samlingsstedet for landets ypperste mænd, og kongen havde fundet det passende at hænge et gyldent kors på hans bryst. „ Penge regerer verden “, og da grosserer Holm besad en god stump af dem, var det intet under, at verden bøjede sig ærbødigst og underdanigst for ham, og at han ustraffet turde gøre, hvad ingen fattig mand blot turde tænke på at sætte i værk. For ham var intet helligt, intet rent og intet agtværdigt uden guldet; når han blot kunne erhverve sig dette, brød han sig ikke om verdens dom, ti han vidste, at verdens dom altid ville være med ham, aldrig imod ham, netop i kraft af det guld, han tilranede sig. Når en rigmand gribes i en forbrydelse, da beklager verden ham, men når en fattig mand overbevises om en brøde, da fordømmer verden ham, selv om det kun er hans sultne børn, som har fået ham til at dæmpe samvittigheden et øjeblik. Når millionæren opkøber alt det korn, han kan opdrive, og derved stjæler brødet ud af den fattiges mund, da er han genstand for beundring, og ved hans død synges lange litanier over ham; men når en fattig og ulykkelig kone forgriber sig på et stykke brød-til at stille sin eller fine grædende børns sult, da råber den ' samme verden: „ I fængsel med hende! Straf hende! “ og ingen tager i betænkning at kaste den første sten. Holm havde tjent sin uhyre formue ved slavehandel, idet han havde overtaget rederiet af en del skibe, som for på Afrikas vestkyst for at kapre negerflaver, som derefter solgtes i Amerika. Denne handel var yderst farlig, men også yderst fordelagtig. Nhederen risikerede kun sit gamle skib og sin billige ladning, hvorimod besætningen risikerede livet, dersom de faldt i hænderne på de engelske krydsere. Holm havde dog i en snes år været ualmindelig heldig, idet han ikke havde mistet så meget som en båd, og han havde fået sine ladninger af menneskekød overordenlig godt betalte. Da det ikke godt gik an lige overfor verden officielt at optræde som slavehandler, førte huset en skinforretning med korn, hvorved det også tjente store summer, da kornet som bekendt i årene omkring 1847 steg til så uhyre priser herhjemme — takket være puggård og Komp. ( hage ) — at den yngre slægt næppe vil tro det, når den ældre slægt taler derom. En få stor forretning, som Holms, krævede naturligvis et storartet apparat for at være i gang, og poa hans kontorer arbejdede mindst en tredive personer, hvoraf dog kun nogle få var inde i den udenrigske handel, da Holm ikke vovede at betro sig til alt for mange. Hans mest betroede dndling i dette kapitel var bogholderen, en gammel, snu ræv, der med held havde studeret det „ dobbelte “ Bogholderi, idet han førte nogle bøger til „ Chefens “ Brug og andre tis sin egen fornøjelse. Da det er en meget dårlig forretning, hvori der ikke kan fnydes, måtte Holms være en ganske fortræffelig forretning, ti bogholderen tilsnød sig årlig en halv snes tusind daler, hvad der dog ikke forhindrede ham i at føre det tarveligste liv, der kan tænkes. Sagen var den, at han ågrede i kompagni med pastor Hansen, og dertil benyttede en as disse almuens vampyrer, som hedder „ Kommissionærer “ eller fint — „ Diskontorer “. Bogholderen havde en søn, der var ansat som fuldmægtig i den indenrigske handel. Det var en vakker, ung mand, hvis hele lighed med faderen bestod i deres fælles efternavn. Han havde ingen anelse om faderens kæltringestreger, ellers ville han ikke en dag have levet under tag med ham. Ærlighed og mennefkekær- ' lighed var hans mål, gavtyvestreger og tyranni var faderens løsen. Carl block — således hed den unge mand — havde i den sidste tid givet anledning til megen omtale hos det øvrige kontorpersonale, idet han, der tidligere havde været den første på kontoret om morgenen og den sidste, der gik om aftenen, nu begyndte at forsømme sit arbejde eller i ethvert fald ikke at udføre det med den samme energi og lyst, som tidligere. Han udførte vel sit arbejde, men aldeles mekanisk og maskinmæssigt ligesom en drømmende, og når han, hvad sjælden skete, åbnede munden, var det kun for at give stof til ' latter, da han talte aldeles meningsløst i de ni af ti tilfælde. Denne løjerlige optræden kunne selvfølgelig ikke forblive en hemmelighed for faderen, og han søgte forgæves at løse gåden. Da denne vindtørre, for al kærlighed uimodtagelige sjæl ikke kunne tænke sig andet, end at den unge mands ejendommelige måde at være på stod i forbindelse med penge og skyldtes en eller anden dum streg, søgte han ved hjælp af de altid villige spioner at udforsfe sønnens hemmelighed, men dette lod sig uheldigvis ikke gøre, og en hemmelig undersøgelse af de af ham førte bøger ledede ikke til opdagelse af nogetsomhelst underslæb, hvad faderen havde ventet. Det nyttede ikke, at faderen selv spurgte ham, ti han vidste kun alt for vel, at han kun ville få et undvigende svar. Han tænkte mindst på, at grunden til den unge mands besynderlige adfærd skyldtes forelskelse. Hvorledes skulle vel en ægte forretningsmand, som Carl var, kunne ofre kvinden en tanke — det kunne den gamle ikke begribe. Og selv om den gamle block kunne have haft nogen anelse om, at Carl var plaget af kærlighedsdrømme, ville han dog ikke have haft spor af begreb om, hvem disse drømme gjaldt. Deres knappe og karrige levevis tillod dem ikke at føre noget hus, hvori der kom unge damer, og da Carl i alle måder var et eksemplarisk menneske, der aldrig gik ud på egen hånd, ville det jo være en komplet umulighed for ham at stifte noget som helst bekendtflab med nogen kvinde. Og dog havde det været en mulighed for ham. Han var ikke alene forelflet, men genelsket. Som den, der førte korrespondansebogen, nød han den ære hver morgen at konferere med chefen for huset, og denne konference fandt da sted i grossererens eget arbejdskabinet, der lå inde i hans private lejlighed. Forat komme ind i dette kabinet, måtte han passere en lang korridor, og for at han kunne komme ind i denne, måtte stuepigen åbne gangdøren for ham. På denne måde havde han lært Marie Møller at kende. Den tarvelige, fordringsløse og smukke unge pige havde straks gjort et betydeligt indtryk på den unge mands hjerte, og da Carl var et i alle henseender vakkert ungt menneske, var det ikke så underligt, at han kom, så og vandt! Hver morgen udvekslede de deres hilsener og kærtegn i det korte øjeblik, hvori de kunne være uforstyrrede. Det

1875_GoldschmidtR_EnKvindehistorie

Ragnhild

En Kvindehistorie

Goldschmidtr

Goldschmidt

En Kvindehistorie

female

1875_GoldschmidtR_EnKvindehistorie.pdf

Ragnhild

Goldschmidt

anonym

dk

En Kvindehistorie

n

roman

Gyldendal

KB

Fortalt af en Anonym. Med et Forord af M. Goldschmidt.

pdftxt

nan

barndomskildring

O

Det hændes ikke sjælden ældre forfattere, at en yngre eller begynder sender dem et manuskript for at få det læst og bedømt og deraf fatte mod o. s. v. Hyppigst er det da, i det mindste efter min erfaring, at man ikke kan gøre synderlig andet end sende manuskriptet tilbage med et par almindelige ord, — og det vistnok af den ganske simple grund, at de, hos hvem der er virkelig kaldelse, i reglen ikke have trang til at føle sig sådan for, men gå på, finde vej. Ved nærværende lejlighed er der for mig indtrådt en undtagelse. Jeg fik sendt et manuskript på den sædvanlige beklemte måde, men hvorom jeg efter læsningen måtte sige mig selv, at det burde anbefales en boghandler til udgivelse. Det gjorde jeg, og man ytrede da, at min anbefaling kunne opfattes på to måder: om jeg ville give den mundlig eller skriftlig, og hvad brug man måtte gøre af det skrevne. Det førte til, at jeg svarede: jeg giver meget gerne min anbefaling skriftlig eller offenlig, på den betingelse, at den i det væsenlige falder sammen med den mundlige, nemlig: literært taget er her talent, både til iagttagelse og til fremstilling; men her er måske noget mere: et alvorligt sind. Hertil indskrænker jeg mig ', eftersom min opgave ikke er at foregribe nogen kritik, men kun, om mulig, bidrage til, at den lille fortælling bliver læst med nogen opmærksomhed. København, septbr. 1875. M. goldschMidt. en kvindehistorie. Laura Holm og jeg havde været skolekammerater og intime ungdomsveninder. Hun var datter af en fuldmægtig Holm — således stod der på dørpladen. Jeg husker endnu Laura i hendes grå bomuldskjole, der faldt meget tæt omkring hendes figur, grå strømper, meget tynde sko med korsbånd op om benet, en sort hat med brune bånd, et sort merinos shawl, der om vinteren afløstes af en brun kåbe. I de fire år, vi gik i skole sammen, har jeg aldrig set hende i andet tøj. Jeg tror, det voksede med hende, undtagen kåben, den blev med årene noget kort. Hun var altid ren og ordenlig, og i skolen sagde man, at hendes tøj blev vasket om natten. Og jeg mindes en dag, da jeg nylig var kommen i skolen, at hendes sidekammerat, Trine skram, sagde til hende: « Laura, din kjole er våd; regner det? » Solen skinnede klart ind i skolestuen. Laura blev blussenderød. Lærerinden, som formodentlig vidste lidt besked, sagde i det samme: « Laura, sæt dig hen ved vinduet; der kan du bedre se dit fine broderi. Vend ryggen til vinduet, så du ikke spolerer dine øjne. » Trine skram fik den dag mådelig i håndarbejde. Laura var tolv år, da jeg kom ind i skolen; jeg var lidt over elleve år. Da jeg havde gået i en god skole i købstaden, hvor vi kom fra, var jeg for flink til femte klasse og kom derfor i fjerde, hvor Laura var duks. Der var man dygtigere, og det faldt mig vanskeligt at følge med; men Laura tog sig straks af mig, og ved hendes hjælp kom jeg så vidt, at jeg blev nr. 3 og ( som man dengang sad i pigeskolerne ) derved hendes sidekammerat. Og de pladser hævdede vi, så længe vi gik i skolen. Laura havde gået i skolen fra sit syvende år uden at omgås nogen; jeg var den eneste, hun sluttede sig til, og jeg tror, det var, fordi jeg var fra landet, var ikke verdensklog, udfrittede ikke mine skolekammeraters forhold eller lagde mærke til, om de vare pyntede, eller om de gjorde baller. Laura var ikke afholdt i skolen, nok af lærere og lærerinder, da hun var meget flink, men ikke af skolekammeraterne. Det var ikke, fordi hun var fattig; der var flere ligeså fattige som hun, som vare vel sete; men jeg tror, det var, fordi hun ikke alene ville skjule sin fattigdom, men hun ville også dække den med lidt praleri, og det tilgive børn ikke; de er i reglen for kloge til at lade sig narre og ikke kloge nok til at undskylde en sådan fejl. Lauras familie bestod af fader, moder, to brødre og en søster. Jeg var kommen daglig i hen ved to år hos Laura, altid til den tid, hun bestemte, uden at have set andre af familien end faderen. Han var en høj, svær mand med gråt hår, livlige, stikkende øjne og nogle forslidte fine manerer. Det var mig altid ubehageligt at træffe ham. De boede på en tredje sal i Farvergade i et dårlig udseende hus. Dagligstuen var et værelse til gaden, hvori der ganske vist var en dør ind til et andet værelse; men i alle de år, jeg kom hos Laura, har jeg aldrig set andet værelse end dette. Det var tarvelig, ja næsten fattig møbleret, med undtagelse af et smukt klaver, som Fru Holm havde fået hjemmefra, da hendes forældre døde. Hun skal have spillet meget godt, og Laura spillede og sang også meget smukt. Den første gang, jeg så familien, var, da Lauras søster var død. Jeg havde aldrig set denne søster; hun gik nok ud og syede; hun havde forkølet sig, fået lungebetændelse og døde. Da jeg en søndagmorgen bragte en krans til hendes kiste, traf jeg hele familien samlet i dagligstuen. Moderen, en lille, mager, sygelig kone, sagde: « det skal de ret have tak for; så får dog Hanne en krans på sin grav; hun holdt så meget af blomster, stakkel! » Laura sagde: « å, moder, du kan tro, tante Emilie — det var en søster til moderen, som var gift med en etatsråd — bringer nok kranse. » Peter, den ældste søn, et menneske på en 17—18 år, sagde: « jo pyt, ja når vi alle døde, så bragte hun måske en krans af glæde over at blive af med os. » faderen tilføjede: « ja, en vissen, måske. » Laura så bebrejdende på dem, men svarede ikke. Efter den dag så jeg ofte familien; man generede sig ikke mere for mig; og dog var det Trine skram, af hvem jeg fik underretning om deres forhold. Da der en dag i skolen blev talt om, at Laura spadserede så ofte med sin fader, spurgte en hende, om hendes moder aldrig gik ud. « nej », svarede Laura, « moder er så svag, næsten blind; hun kan ikke forlade sit værelse. » Trine skram, som hørte det, sagde halvhøjt: « sit værelse! Det er nok skorstenen, hun mener. » Vi vare nu næsten voksne piger, og jeg fandt Trines opførsel mod Laura usømmelig og sagde hende det ligefrem. Hun blev ivrig og sagde: « jeg kan ikke udstå hendes praleri og skaberi. Se blot, hvor hun og faderen skabe sig, når de spadsere sammen. Min Broder kalder dem emigranterne; han siger, de agere, som om de bar på en højere ulykke. Lag mærke til, de gå altid i den venstre allé til Frederiksberg og helt op til hækken; det skal nu være så ydmygt; naturligvis med hinanden under armen, og så skæve de over i den anden allé, om man lægger mærke til dem. Faderen giver den værdige fader med det grå hår; jeg tør bande på, det er forlorent; altid i hvidt halstørklæde og med en marquisstok med en stor, uægte knap. Og hvad er han så? En falleret forpagter. Han var forvalter på konens forældres gård; hun var en rig ' pige, han en køn laps; min moder har kendt lidt til dem, hun er fra samme egn. Da de blev gift, blev han forpagter på en stor gård; men det varede kun kort, da de skulle omgås de fornemme og han gøre kur til de fine damer. Nu tager han tiltakke med tjenestepigerne. Efter et par Års forløb kom de fra gården uden så meget som en stol at sidde på. Så kom de hertil, og ' nu ernære de sig, som de kan. Faderen går om og fører regnskaber for småhandlende og indkræver deres regninger. Og så kalder han sig fuldmægtig! Søsteren, som døde, var sypige. De er så fattige som kirkerotter; men stort skal det være; ingen må vide, at de bestille noget. De holde ingen pige, moderen står i køkkenet hele dagen; det kalder Laura, at hun er på sit værelse. » « men gud, Trine, hvor véd du dog alt det fra? Jeg, som kommer der hver dag, véd ingenting! » « å, dig regner jeg ikke; du er så blind som en muldvarp; men seer du, vor stuepige er datter af skomageren i deres kælder, og hun fortæller så meget, også det, at det er slet ikke så kærligt imellem dem; de skændes himmelhøjt; men så lidt efter skal fader og datter ud at spadsere, for at ingen skal mærke det. Og så Lauras praleri med den fornemme tante, hvor hun aldrig kommer! » « jo, det må du rigtignok undskylde », råbte jeg, glad ved at vide bedre besked, « hun var der til bal forleden; jeg var selv med at pynte hende, og hun var så nydelig i hvid kjole og blomster på håret. ( jeg tav vel stille med, at dragten var lånt. ) og jeg véd også, at hun fik meget danset og var en af de smukkeste piger på ballet. » Denne begivenhed, at Laura virkelig havde været til bal hos etatsråd kruses, gjorde et stærkt indtryk på oppositionen, og dens fører, Trine skram, var siden langt venligere mod Laura og ville endogså et par gange følges med Laura og mig, som altid fulgtes ad. Laura kom daglig hjem til os, og både moder og jeg holdt meget af hende. Hun var ligeså trofast og sammenholdende med os som med sin egen familie. Vi blev konfirmerede sammen, og forholdet blev det samme som i vor skoletid. Et par år efter Lauras kpnfirmation døde hendes fader, og dette forbedrede deres stilling. Fru Holm og Laura fik fribolig i en stiftelse og dertil nogen understøttelse. Den ældste søn var rejst til Amerika, og den anden var blevet urtekræmmersvend. Laura havde flere informationer og tjente så godt, at hun ikke alene kunne give noget til hjælp i hjemmet, men også kunne gå smukt klædt. Og i tidens løb var hun forvandlet fra en opløben skoletøs til en meget køn pige. For at udvikle vor skolelærdom gik vi senere sammen til sprogkursus. Til lærer i tysk havde vi en ung, køn tysker, som vi alle syntes godt om. Vi var otte unge piger. Heller ikke her var Laura godt lidt; man sagde, at hun var koket. Jeg véd det ikke; jeg var så vant til hende, at jeg intet kunne se. Men det véd jeg, at hun aldrig som alle vi andre pyntede sig mere til den tyske time end til den franske, hvor den gamle mr. Hébert underviste. Og det blik, man havde så meget imod, sendte hun ligeså godt den gamle franskmand som den unge tysker. Hun havde ganske vist en egen måde at slå sine øjne op på; hun hævede langsomt øjnene, men slog dem hurtig ned igen, som om en stærk stråleglands eller undseelse tvang hende dertil, og desuden rødmede hun meget let. Og vist er det også, at den unge hr. Knutzon behandlede hende ganske anderledes end os andre. Alle vi andre vare mere eller mindre skoletøse, elever, pigebørn — hun var den unge pige. Skulle et smukt digt læses op, sagde hr. Knutzon: « vil frøken Holm være så elskværdig at læse det? » til os andre hed det: « vil den eller den begynde eller fortsætte », og selve tonen var forskellig. Forklarede han noget, var det hende, han henvendte sig til. Forsømte Laura en enkelt gang, fik vi kun en knap time, hvorimod han ellers blev i halvanden. Og da nu Laura på grund af moderens sygdom forsømte i længere tid og jeg på hans gentagne spørgen om hende ikke kunne sige, når hun kom igen, blev han forsømmelig og sløv, og bestyrerinden så sig nødt til at afskedige ham, og vi fik nu en gammel dame i hans sted. Laura fik desværre ikke tid til at komme mere, da hendes moder var blevet aldeles blind, og den tid, hun havde tilovers fra sine informationer, måtte hun være hjemme og pleje hende eller køre ud med hende i en sygevogn. Jeg var den eneste, som Laura kom til, og det var meget sjælden; heller ikke troer jeg, at hun fandt det synderlig, morsomt. Vi førte et temmelig stille og ensformigt liv og omgikkes kun få, og det var mest ældre damer. Hver søndag kom moders søster, tante Stine, og hendes datter Klara til os. Tante var blevet enke et par år tilbage, og så var de flyttet hertil og havde heller ikke mange bekendte. Kusine Klara var en høj, blond, lidt sværmerisk, men godmodig og rar pige, som jeg holdt meget af; men Laura fandt hende kedelig. Så hændte den store begivenhed, at en fætter til os kom hertil for at læse til tteologisk embedseksamen. Han havde et * par år været huslærer, og man mente, at han helt havde opgivet den eksamen; jeg tror, han tænkte på at blive digter. Der blev derfor stor glæde i familien over hans beslutning. Han boede hos tante og kom altid med til os, når de kom. Fætter Theodor var et temmelig stille, ret begavet menneske, som havde megen Sans for poesi og læste smukt højt. Han bragte nu altid bøger med og læste for os, og de lange vinteraftener gik meget behageligt. Man sagde, at Theodor og Klara havde syntes godt om hinanden som børn; de havde boet i by sammen, og da han nu ville tage sin eksamen og boede hos tante, blev det betragtet som afgjort, at han og Klara skulle have hinanden. Og jeg tror nok, at Klara betragtede sig som forlovet med ham, om med eller uden grund, véd jeg ikke. Juledags aften vare vi igen samlede. Vi havde alle været i kirke om formiddagen, og tante, Klara og Theodor havde spist til middag hos os. Lampen var tændt, vi sagde på vore sædvanlige pladser, Klara ved siden af Theodor, som den aften ville læse « væringerne » for os. Så kom Laura for at tilbringe aftenen hos os. Hun kom sjælden; det var første gang i den vinter, så vi blev meget glade ved at se hende. Hun havde fået lidt mere frihed, på grund af, at en gammel dame fra huset tog sig af moderen. Laura var den aften i strålende humør; måske bidrog det, at hun traf en fremmed gæst, noget dertil. Theodor og hun kom straks i samtale. Hun havde sin egen mening om alt og sagde den livlig og kækt. Der var i Lauras væsen noget pikant, udfordrende, som interesserede Theodor overordenlig. Der blev intet af læsningen den aften, de to disputerede hele tiden sammen, og da Laura gik, tilbød Theodor at følge hende til omnibussen. Det varede temmelig længe, inden han kom tilbage. Tante var vred og sagde, at det var upassende, at en ung pige lod sig følge af en herre, hun så første gang, og at denne Laura var forskrækkelig koket. Moder tog Laura i forsvar og sagde, at når en livlig ung pige levede meget ensomt, måtte man tilgive, om hun var lidt overgiven, når hun en enkelt gang kom sammen med andre. Klara sagde intet, hun sad bøjet 2 over sit sytøj og syede ivrig. Endelig kom Theodor. Han kom syngende ind ad døren, og uden at lægge mærke til stemningen i stuen sagde han: « hvad det dog er for et mageløst vejr i aften! Mildt og lyst som en vinternat i syden! Selv månen skinner med usædvanlig glans og kaster så eventyrlige skygger på de snedækte veje, at man kan tro sig i et fortryllet land. » « var omnibussen flyttet, siden du blev så længe borte? » spurgte tante. « det véd jeg ikke », sagde Theodor leende, idet han vedblev at gå op og ned ad gulvet; « vi havde begge lyst til at spadsere i det smukke vejr, og så fulgte jeg frøkenen hjem. » « og lod os sidde og vente til sent på natten », sagde tante. « er det så sent, så kan vi jo gå straks », sagde Theodor og knappede sin frakke. I gnaven tavshed toge tante og Klara tøjet på og gik. Næste søndag var alt igen i sin vante orden: Theodor læste igen højt, Klara sad ved hans side, engang imellem lænende sig over hans arm for at se i bogen, og tante seende med glæde på det unge par. Men søndagen efter kom Laura igen. Theodor var som forvandlet, når Laura var tilstede: livlig, smuk, galant. Heller ikke den aften blev der læst, Theodor og Laura kom til at disputere om de forskellige stillinger i livet, og Theodor sagde nu: « jeg har valgt min; om et år er jeg tteologisk kandidat. » « uf, jeg kan ikke udstå tteologiske kandidater », sagde Laura. « hvorfor ikke? » spurgte Theodor ivrig. « fordi præst og digter skal man være af begejstring. » « og kunne den ikke forenes med en eksamen, frøken? » spurgte Theodor. « det er muligt; men er det dog ikke underligt, at hos andre mennesker kommer begejstringen frem, medens de er unge; men hos tteologerne kommer den først, når de som ældre mænd få præstekald; men så kommer den rigtignok også hver søndag », sagde Laura leende. Tante udbrød: « det er i sin orden; enhver præst bliver begejstret, når han står på prædikestolen. » Klara tilføjede: « og især når han er så lykkelig at få kald på landet. » « ja », sagde Laura, « hvad sådan en præstegård på landet er for en begejstrende ting. den ligger midt i en have. Del er søndag. Havestuedøren står åben, solen skinner, fuglene synge, gyldenlak- og lavendelduft fylder luften; inde ved kaffebordet sidder præstekonen midt imellem egnens madammer, som er komne fra kirken for at takke præsten for den yndige prædiken. Ja, det er rigtignok en lykke at være præstekone. » Tante sagde spydig: « de udmaler livet så smukt, frøken, de kunne måske selv have lyst til at være præstekonen? » « ja », sagde Laura leende, « hvorfor ikke? jeg elsker landlivet og den trivelige præst, som spadserer ude i haven med piben i munden og taler med mølleren om kornpriserne. » Theodor lo nu med og sagde: « — og som er glad ved, at der er otte dage, til han igen skal prædike. » Tante brød tidlig op den aften, til dels for at afbryde samtalen; men jeg tror, også for at forhindre, at Theodor fulgte Laura hjem, hvilket dog ikke lykkedes hende; thi da Laura kom hen til omnibussen, stod Theodor der. Om frøkenen kørte eller gik, vidste vor pige, som havde fulgt hende, ikke. På grund af, at tante ikke kunne lide Laura, og moder også var lidt misfornøjet med hendes væsen, tog jeg mig for at sige hende Theodors forhold til Klara, for at hun kunne blive lidt mere forsigtig, og da jeg et par dage efter mødte hende på gaden, udførte jeg også min beslutning. Hun sagde: « ja, syntes jeg ikke nok, at din kusine er blevet noget mere end almindelig sværmerisk, og hvor både hun og moderen blev ivrige i søndags! Det morede mig at drille dem lidt. » « det må du ikke gøre, Laura; moder synes ikke om det », sagde jeg nu bestemt. Jeg vidste, at hun vovede ikke at gøre moder imod. « nu, så er det bedst, jeg slet ikke kommer til jer om søndagen; for når jeg seer denne legen « duen efter høgen », så kan jeg ikke lade være at gøre løjer. » « du véd, Laura, du er altid velkommen hos os; men man må tage lidt hensyn til andres følelser. » Da vi netop vare ved vor dør, spurgte jeg, om hun ville gå med op. « nej, tak, jeg har ikke tid i dag. Hils din moder og vær nu ikke vred på mig, min lille due. » Laura kom nu ikke mere om søndagen, og alt gik som sædvanlig; dog kom Theodor ikke så regelmæssig mere. Han havde fået flere bekendte, var sjeldnere hjemme og søgte Regensen. Vinteren var gået; de lange vinteraftener vare afløste af de smukke forårsaftener; istedenfor at sidde hjemme og arbejde eller læse, gik vi nu ud at spadsere. Således gik vi, moder, tante, Klara og jeg en aften i slutningen af maj ud til Frederiksberg. Det var en usædvanlig varm og smuk aften. Vi sad på den venstre runde bænk og morede os med at se på folk. Da råber tante pludselig ganske højt: « men, gud forbarme sig, der går jo Theodor og Laura Holm! » og ganske rigtig: ud fra gangen lige overfor kom de spadserende, hun med en bouket anemoner i hånden og han med en lignende i knaphullet. De vare så optagne af hinanden, at de hverken så os eller hørte tantes udbrud. Tante ville løbe efter dem; men moder holdt hende tilbage og sagde: « og hvad så? Lad dem gå »; og hun føjede sagte til: « giv ingen scener her i haven. » Tante var som ude af sig selv, og for ikke at vække opsigt blandt menneskene på bænken, rejste vi os og gik lidt op i haven igen, da moder på ingen måde ville, som tante havde stor lyst til, gå bag efter Theodor og Laura. Det gjorde mig ondt for Klara. Vi gik arm i arm under de smukke, lysegrønne træer, fuglene sang, jordbunden duftede, alt åndede glæde og håb, ligesom da vi kom ind i haven, og hvor forandret måtte det nu ikke være for hende! Thi ingen kunne tage fejl af forholdet mellem de to, som vi havde set spadsere sammen. Det var en meget ubehagelig situation. Jeg hørte tantes ivrige skænden bagved, og ord som « den kokette! », « stakkels Klara! », « det er skændigt af Theodor! » Lød til os. Jeg kunne ikke ligefrem trøste Klara, da jeg aldrig havde hørt om noget bestemt forhold imellem dem, og tale om ligegyldige ting, syntes jeg heller ikke godt, jeg kunne. Da havde vi det held at møde nogle bekendte, en justitsråd Klausen med kone og søn. Sønnen var fuld « i mægtig i postkontoret. Vi standsede og talte sammen og blev enige om at følges ad hjem. I begyndelsen var Klara noget tavs; men lidt efter lidt blev hun livligere. Vel vedblev der at være noget elegisk over hendes væsen og stemme; men jeg troer, det forhøjede hendes elskværdighed i den unge hr. Klausens øjne; thi han gjorde stærkt kur til hende på hjemturen, og vi kom hjem i den bedste stemning. Da moder og jeg kom hjem, sagde hun, at hun var meget misfornøjet med Lauras opførsel. Jeg søgte at undskylde hende og sagde, at når de nu holdt af hinanden; men moder afbrød mig og sagde: « det er ikke det, at hun og Theodor have forelsket sig i hinanden eller forlovet sig — lad dem det, det er måske en lykke for Klara; hun og Theodor passede dog ikke sammen — men det er måden, hvorpå hun har opført sig, og jeg skal også sige hende min mening derom. » Et par dage derefter kom tante til os. Hun løb igennem spisestuen, hvor jeg sad, med det spørgsmål: « hvor er din moder? » men uden at vente på svar før hun ind i dagligstuen, hvor moder var, og idet hun lod sig falde ned i en stol, råbte hun: « Theodor er flyttet fra os i dag! Hvad synes du, Frederikke? Det kan jeg takke jer før, at i holdt omgang med den kokette. » Moder sagde: « hvad vil det sige? Er han flyttet pludselig, uden grund? » « ja, uden mindste grund. Da han endelig kom hjem i går — den foregående dag lod han sig slet ikke se — foreholdt jeg ham naturligvis det upassende i hans spadseren med frøken Holm på samme tid, som han havde sagt til os, at han ikke havde tid til at spadsere. « « og hvad svarede han? » spurgte moder. « meget ordenlig: — det skal jeg tænke over, tante —, og dermed gik han. Men han må have været hjemme siden; før nu i middags kom der en Karl med et brev, hvori han lader mig vide, at han er flyttet til Regensen, om jeg vil udlevere hans tøj, og da jeg kommer ind på hans værelse, er alt i orden til at flytte. Hvad synes du om det? Er det ikke skændigt? Og min stakkels Klara! Hun har ligget og sukket og grædt den hele nat, og det er da ikke blevet bedre i dag. O, jeg tror aldrig, hun forvinder det! « hør, Stine », sagde moder, « har Klara og Theodor virkelig været forlovede? Har du haft nogen ret til at drage ham til regnskab for hans opførsel, eller har det blot været i din og Klaras indbildning, at forholdet har bestået? « « om de har været forlovede? Men gud bevare ’ s, har du da ikke selv set, hvorledes de have omgåedes? Og har du ikke selv troet det? » « jeg har troet det, fordi du troede det; men har det ikke været andet end en løs tro, så har du haft stor uret i at tåle en sådan roman i dit hus, og den samme uret har du nu ved at hjælpe din datter i at fortsætte romanen. » « fortsætte romanen! Hvad mener du med det? Vil du måske, at jeg skal være så hjerteløs at forbyde barnet at sørge? Skulle en datter ikke finde sympatti hos sin moder, hvor skulle hun da finde den? » « vist skal en datter finde sympatti hos sin moder, men på fornuftig måde. Altfor stor fortrolighed mellem forældre og børn duer ikke; en moder skal ikke deltage i sin datters romantiske sværmerier, ikke leve sin ungdom om igen på den måde. » « ja, nu kan du sagtens kritisere; men var det på det samme hændet din Sofie, så skulle vi have hørt! » « Vorherre fri min Sofie for en stor hjertesorg; men hændte det, så ville hun vide, at hun hos mig havde den kærligste medfølelse; men vi ville aldrig konversere om den, og hun ville af kærlighed til mig søge at beherske den og derved komme bedre over den. Og frem for alt ville jeg forhindre denne evige syngen og spillen af sentimentale sange og melodier og læsning af sådanne dumme bøger, hvis hele indhold er kjærlighedsintriger. » Tante gav sig nu til at græde og sagde: « jeg seer nok, at der er ingen trøst for os hos dig, at du endog holder med denne listige kokette, som er skyld i det hele. » « nå, nå, Stine, græd nu ikke », sagde moder rolig og alvorlig, men dog kærlig; « du véd godt, at jeg holder af dig og af Klara, som var hun mit eget barn, og jeg føler virkelig sorg over, hvad der er hændet. Heller ikke holder jeg med Laura. At Theodor forelskede sig i hende den første gang, han så hende, var tydeligt, og at hun syntes om ham, er menneskeligt. Men hvad galt der forresten er, må vi nu stræbe at komme over på bedste måde. Og du skal se, tiden og andre livsbegivenheder ville snart bringe Klara på andre tanker. Lad mig se, i vedblive at komme her som sædvanlig; i skulle ikke træffe Laura her mere. » « det skal jeg da også have mig frabedt. Også for Sofies skyld skulle du holde hende fra døren », sagde tante bestemt. « du véd, ordsproget siger: slet selskab fordærver gode sæder. » « å », sagde moder, « det har ingen fare. Når to mennesker have været knyttede sammen, således som de have været det fra børn af, så ville det være synd mod begge at skille dem sådan ad. Og så store fejl har Laura heller ikke, at jeg havde lov dertil. » Hvor jeg følte mig taknemlig mod moder for den ytring! De talte nu om andre ting, deriblandt om en ny logerende til Theodors værelse, og tante sagde, at hun muligvis ville tage en dame, da det måske ville gøre for stærkt indtryk på Klara at se en herre flytte ind. Men moder mente, at tante uden at lægge mærke til Klaras følelser skulle leje værelset til en herre, således som hun plejede. Lidt efter fulgte moder tante ud, og jeg måtte smile over den rørende måde, hvorpå tante sagde farvel til mig — som om det var mig, der led af en ulykkelig kærlighed. I entreen sagde tante: « om en fjorten dages tid skal justitsråd Klausens have en stor skovtur; synes du, jeg skal overtale Klara til at tage med? » » nej, på ingen måde overtale hende dertil; men vil du lyde mig, så betragt det som i sin orden, at hun tager med. Sofie skal vel også med, så kan de følges ad, og du skal se, hun morer sig nok. » Jeg ventede hver dag, at Laura skulle komme og fortælle sin forlovelse; men hun kom ikke, og moder mente, at jeg ikke burde gå til hende for det første; hun skulle ikke have det så nemt, hun skulle tvinges til at komme. Klara og jeg vare nu næsten hver dag sammen, og når vi vare ene, var hun ligeså snaksom og munter som sædvanlig; også havde hun været meget ivrig med sin pynt til skovturen, og hun havde moret sig udmærket. Når tante var tilstede, kom der sommetider noget sørgmodigt over hende; men det fortog sig også. Vi lærte at male sammen, vi spillede firhændige stykker sammen og søgte at beskæftige os på bedste måde. Tantes humør var også betydelig bedre, siden hun havde fået den unge fuldmægtig Klausen til logerende. Ingen af os så noget til Theodor eller Laura; heller ikke mødte vi dem mere på vore spadsereture; men tante havde hørt, gud véd af hvem, at Theodor kom hver dag hjem til Laura. Ved det, at den unge Klausen var kommen til at bo hos tante, vare vi blevne mere bekendte med hans forældre, og Klara og jeg kom meget ofte til dem på landet. Der var behageligt at komme, da de førte et meget livligt hus, og den unge mand selv var et behageligt, jevnt, hverdagsagtigt menneske. Han syntes at holde meget af Klara, og han gjorde alt for at gøre os alle livet behageligt. Og efter et par måneders forløb begyndte tante at tale i meget høje toner om den unge mands elskværdighed og om, at Klara vist egnede sig bedre til at bo i København end på landet. Og Klara begyndte også at tale om, hvad hr. Klausen mente og syntes om — og en klar septemberaften, da vi vare ude hos justitsrådens for at iagttage de mange stjerneskud, blev Johannes og Klara forlovede. Nu var al vrede forsvunden hos tante, og der blev sendt kort både til Theodor og til Laura. Fra Laura kom der straks gratulationsbrev og undskyldning, fordi hun ikke kom selv; men hendes moder var syg og hun kunne ikke forlade hende. Theodor lod ikke høre fra sig; derimod kom han nogen tid efter en morgenstund op til os. Han så noget forvåget og mat ud, og der var noget forpjusket ved hele personen. Uden at svare på moders spørgsmål om, hvorledes han havde det, og uden at sætte sig ned, sagde han: « jeg kommer blot for at sige farvel; jeg rejser bort i dag, jeg tager igen ud som huslærer. » « du har altså igen opgivet din eksamen? » Sagde moder. « ja, jeg har hverken lyst til den eller til noget andet herhjemme; jeg tager med en dansk familie til Vestindien som huslærer. Måske kunne de nye forhold give nye ideer. » « det vil vi håbe, Theodor, og gid de også må give dig villie og udholdenhed til at udføre de nye ideer. — du har vel hørt, at Klara er blevet forlovet? » « ja, vil du hilse dem. » « går du ikke derop og siger farvel? » « nej, jeg kan ikke tale med dem; ved en misforståelse kom jeg i et skævt forhold til dem, og jeg vil ikke med rene ord klare det. » « men ved en misforståelse, som du selv var skyld i », sagde moder. « kan være; jeg forsvarer mig ikke; men egentlig skyld havde jeg heller ikke. » Moder sagde nu: « vi troede, du var forlovet med Laura Holm; var det også en misforståelse? » Han blev end blegere end han var, de matte øjelåg sænkede sig, og som om han talte med sig selv, sagde han: « ja, det var en misforståelse »; men han tog sig straks sammen og sagde: « jeg er ikke forlovet », og idet han rakte moder hånden: « farvel, tante, og lev vel ' » Vi tog nu en kærlig afsked, bad ham skrive til os, o. s. v., og så gik han. Jeg havde flere gange været hos Laura for at se til hendes moder, som var bleven opereret for stær. Operationen var mislykket, og hun havde været meget syg, men var nu i bedring. Der havde ikke været lejlighed til at tale om Theodor, og heller ikke havde jeg følt lyst dertil. Jeg holdt så meget af Laura, at jeg ubetinget holdt med hende. Og hvor jeg beundrede hende i hendes forhold til moderen! Trods al sygdom, tristhed og besvær hørte man aldrig en klage, tværtimod, når jeg talte med hende, var det altid, som om livet var let og behageligt. Der udstrålede fra hende noget kækt, frejdigt og forventningsfuldt, som gav mig den tro, at hende måtte der hænde noget usædvanligt. En månedstid efter at Theodor var rejst, kom Laura op til os. Det var i mørkningen. Laura havde den vane at sidde på gulvet og læne sig op til moder; der sad hun også nu og fortalte en hel del ting om ingenting; det var en evne, hun havde. Da sagde moder: « men sig mig engang, Laura, hvorledes hang det egentlig sammen med dig og Theodor; jeg troede, i var forlovede? » « å nej, kære Fru Stein, det har jeg aldrig tænkt; men det sagde han forresten også sidste gang, vi talte sammen; han var så vred, han sagde, jeg havde været hjerteløs, koket og en hel del mere », sagde Laura leende. « men gud fri os, Laura; for at han kan sige sådant til dig og tro, at 1 er forlovede, må du da have givet ham grund til at tro det. » « nej, på ingen måde. Det morede mig at omgås ham, som jeg troede, at det morede ham; men gifte mig med ham, det har jeg aldrig tænkt på. Kan jeg gøre for, at han forelsker sig i mig? » « nej, Laura, det kan du måske ikke gøre for; men du kan gøre for, at det fæstner sig i hans sind. Du er intet barn mere, du vidste godt, hvad han mente, og det morede dig. Du har været koket, deri havde han ret, og det er en hjerteløs gerning, du har begået. » « men, kære, søde, rare Fru Stein, vær ikke så vred på mig; jeg har ikke tænkt over det; det faldt mig ikke ind, at han tog det så alvorlig. Hvad vil de, jeg skal gøre? Skal jeg sige ham, at jeg fortryder det, at jeg elsker ham, at jeg vil gifte mig med ham — hvad de vil, og jeg skal gøre det, vær blot ikke vred. Sofie, du holder med mig, ikke sandt? Kom og fortæl din moder, hvor meget jeg holder af jer to, at jeg ikke kan undvære jer, at hun skal tilgive mig. » « moder tilgiver dig nok, Laura », sagde jeg, « men det var stor synd mod Theodor, du skulle have set, hvor dårlig han så ud, da han var her og sagde farvel! » « er han rejst bort? » « ja, til Vestindien som huslærer. » « ja så », sagde hun langsomt, men tilføjede straks muntert; « å, så glemmer han såmænd snart mig. Giv mig et godnatkys, kære Fru Stein, og sig, de har tilgivet mig. » Moder sagde: « hvad nytter det, om du end får min tilgivelse; den uret, du har begået, forsvinder ikke derved, den bliver liggende ude i luften og venter. » « men når jeg nu angrer, hjælper det så heller ikke? » sagde Laura i en indsmigrende, halvt spøgende tone. Men det lykkedes hende ikke at få moder til at spøge; tværtimod, moder sagde strengt: « jo, hvis angeren gør dig bedre; ellers ikke. » « men husk dog også på, Fru Stein, under hvilke forhold jeg lever. » « det er et farligt eksperiment, Laura, at skyde skylden for sine fejl over på forholdene. » « det er muligt; men det er så, og jeg griber med glæde alt, hvad der bringer lidt liv og frisk luft til mig — jeg trænger dertil for at leve. » Jeg havde imidlertid tændt lampen, Laura havde rejst sig; hun stod, og støttede sig til bordet og så ind i lampen; der var noget uroligt, næsten vildt i øjets udtryk. Moder sagde: « er du som valravnen og skal næres af et menneskeligt hjerte? ».. « hm! », sagde Laura langsomt, idet hun vedblev at stirre

1899_NielsenJ_EnLandsbykunstner

Jakob

En Landsbykunstner

Nielsen

NielsenJ

En Landsbykunstner

male

1899_NielsenJ_EnLandsbykunstner.pdf

Jacob

Nielsen

Knud Skytte

dk

En Landsbykunstner

Fortælling

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

Derudover står Gyldendal i parentes ved siden af Jydsk Forl.forr.

pdftxt

nan

nan

O

Klaus Jonsen var fra dreng af et tænksomt hoved og havde en farlig lyst til » Mekanik «. Før han blev konfirmeret, kunne han » gøre klokker rene «, og han var ikke mere end fjorten år, da han lavede et » Viseværk « af lutter træ. Det var så stort som et flueskab, og loddet, der drev værket, var ikke andet end en kampesten, så stor som et par sammenlagte knytnæver. Men gå kunne det og også vise tiden, når det blev » stillet « et par gange i døgnet. Dette sjældne ur blev beundret af alle, og folk sagde om urmageren: » Den dreng skulle holdes frem, af ham måtte der kunne blive en stor mester! « og det var da også hans største lyst at komme i urmagerlære eller på et mekanisk værksted. Men der var en, som ikke beundrede uret eller det » Sjeni «, som havde frembragt det, og det var den begavede drengs fader, gårdmand Jon Hansen i ellebæk. Han havde endogså meget imod, at hans søn gik og » spildte tiden på sådant narreværk «. Træuret, der hang på væggen i dagligstuen og just ikke var til pryd for lokalet — thi det var hverken malet eller poleret — skottede han gnavent til, hver gang han så det, og kaldte det et » Skrummel « og et » Skrammel «, der ikke var bedre værd end » at slås i hundrede stumper og stykker «. » Nej, Klaus, « sagde han idelig og idelig til sønnen, » slå urmageriet og mekanikken af hovedet og læg dig efter at blive en dygtig landmand, det er der noget ved, og det er det eneste, som duer,og der er hold i; for jorden løber ikke fra os, og det er den, der føder os alle! « Men Klaus kunne ikke slå mekanikken af hovedet, han vedblev at sysle med sit ur, at skille det ad og snitte af hjulene hist og her for at bedre på det og få det til at gå mere akkurat. En dag sagde han til faderen: » I har ret i, at dette ur er dårligt; men nu kan jeg lave et, som skal blive meget bedre. Det skal være et slåværk med to lodder. Jeg har udtænkt det hele, og når det nu lykkes for mig, og i synes godt om det, må jeg så komme i unnagerlære? « » Nej, du skal ingen ulejlighed gøre dig for min skyld, « svarede Jon Hansen i en streng, afvisende tone, » jeg kommer aldrig til at synes om det makværk, og dine urmager-nykker skal du slå af hovedet, om vi to skal blive ved at være gode venner. « » Se nu, hvor forknyt du har gjort ham, sølle dreng, « sagde Maren Jons og sendte sin søn et kærligt, deltagende blik. » Ja, hold med ham, det bliver han bedre af! « råbte manden opfarende. » Drengen er såmænd god nok, Vorherre spar’ ham! « genmælede hustruen blidt; » og fordi han endnu ikke er så dygtig til bondeslid som hans Broder Anders, der er ældre, derfor kan han vel nok komme med engang i det også, når han har fået nogle flere år på bagen. « » Ja, men knægten vil jo være spirantmager, eller hvad det er, og det er det, jeg siger nej til; for Bonde skal han, den bitte mand tage e mig, være, om han vil vel fare! « råbte manden hidsig og slog i bordet, så det knagede. » Nå nå, Jon, godt ord igen, « sagde konen mildt; » Klaus er en god dreng, og han føjer dig også nok og bliver hjemme og hjælper sin far og sin bro’er med arbejdet. « » Ja, det skal han minsæl også! « » Det vil han også godt, bitte Jon; men husk på, han er jo da nylig konfirmeret, og hvad kan det skade, at han bruger sin lommekniv og snitter pinde og hjul og makker dem sammen til klokker, der kan gå... « » Narreværk! « afbrød husbonden hende. » Ja, det tykkes du, men det er jeg endda ikke så sikker på, « indvendte Maren; » jeg tykkes, det er meget, at han kan lave sådanne ting med sin lommekniv, og jeg tror heller ikke, det er dit alvor, når du skænder på ham og altid kommer med, at du har så meget imod hans urmageri? « » Nå, ikke det! « råbte manden opfarende; » ja, da skal jeg straks lade dig se, hvor alvorligt jeg mener det! « Med disse ord snappede han » Skramlet «, bar det ned i bryggerset og smed det ind i ovnen, hvor ilden luebrændte; thi de skulle bage den dag. Moder. og søn var fulgt efter ham og kom lige tidsnok til at se træuret fortæres af de grådige flammer. » Å, det var synd, Jon! hvor kunne du dog nænne det? « råbte Maren hændervridende. » Den synd tage er jeg på mig! « svarede Jon hårdt; » men kan i nu forstå, det er mit alvor? « føjede han til, idet han vendte sig fra dem og gik ud i gården. » Ja, ramme alvor — nu forstår jeg det! « sagde Maren dæmpet ved sig selv. Hun snappede kagen og ragede det flammende urværk ud i kulgraven udenfor ovnsmunden og skyndte sig at slå vand på det. Men det var for sent; uret var forkullet og faldt fra hinanden i stumper og stykker. Klaus stod og så på ødelæggelsens vederstyggelighed; han græd de salte tårer af sorg over sit tilintetgjorte værk. Pludselig løftede han hovedet, tørrede sine øjne og råbte: » Ja, det er det samme — jeg kan lave et nyt, og det skal være et slåværk! « » Nej, for gud i himlens skyld, gør da endelig ikke det, min dreng! du ser jo, hvor hårdt det er ham imod! « udbrød moderen forskrækket og klappede kærlig drengens kind. » Gør ikke din far imod, søn, hører du? « vedblev hun indtrængende. » Ja, han er jo sådan, at hvad han vil, det vil han; men han er da ellers en retskaffens god mand, en god far, det må du tro! Han tror jo, det er til dit bedste, som han vil have det. « » Ja, det ved jeg nok, mor, « sagde drengen blødgjort. » Og det er ham, der råder — føj ham, søn, føj ham, og slå mekanikken af hovedet! « vedblev moderen. » Ja — hvis jeg kan, « svarede sønnen tøvende. » Jo, du kan, og du vil også, ikke sandt, min dreng? « » Må jeg så heller ikke mere forlange at komme i urmagerlære? « » Nej, for det nytter jo ikke, du får aldrig lov til det, « ivrede moderen; » men du kan tro, han holder alligevel meget af dig, både af dig og din bro’er Anders, og han vil kun jert bedste. « » Ja, det tror jeg også, mor; men jeg kan ikke forstå, at det kan være far så hårdt imod, at jeg bliver urmager? Det har jeg sådan en forfærdelig lyst til, og jeg tror også, jeg har gaver til det. « » Ja, men sagen er jo den, at din far sætter bondearbejde højt over alle andre håndteringer. Han synes for eksempel ikke, der er noget ved at være håndværker, og han snakker altid så foragtelig om de fordrukne, pjaltede håndværkssvende, der render os på døre, når de er ude at fægte. « » Der er jo da også mange pæne håndværkere, mo'er. « » Ja, vel er der det, og der er desværre også mere end nok af fordrukne bønder, det er ikke sådan at forstå! Men lad os nu ikke snakke mere om ’et. Lov mig, at du vil lyde din far og blive hjemme og hjælpe ham, så gør du ham glad, og så gør du også mig glad, og så... så skal du få et stort stykke søsterkage til din eftermiddagskaffe. « » Å, hvor du er god, mor! « udbrød drengen med strålende åsyn. » Ja, jeg skal nok føje mig efter far og lyde både dig og ham. Det er måske bedst, jeg går ud til ham med det samme og hjælper ham, med hvad jeg kan. « dermed gik han. Ude i huggehuset sad Jon Hansen på tælle-stolen og snittede tøjrepæle. Han så endnu lidt » brummet « ud og skottede til Klaus, da denne viste sig i den åbenstående dør. » Han er naturligvis vred på mig, fordi jeg smed skramlet på ilden; men det får ikke at hjælpe! « tænkte han. » Må jeg give mig til at muge under svinene, far? De trænger til, at der bliver gjort rent under dem, og jeg kan vist magelig få det gjort inden middag, « sagde drengen nok så ufortrøden. » Om du må! « sagde faderen glad overrasket og så fornøjet på ham. » Ja, det må du rigtignok, hellere end gerne; for det er et arbejde, som det er værd at tage sine hænder til. Nu skal jeg selv gå hen og lukke portene, så lader du svinene » spille « i gården så længe; ellers kan du ikke komme ad for dem. « » Det huede han, den gamle! « mumlede drengen, idet han lukkede op for svinene og slap dem ud i gården. » Ja, det er alligevel rart, når ens far og mor er tilfredse med en. Å, det gør ordentlig godt at se far så glad og i sådan et humør, så godt tilpas har jeg ikke set ham i mange tider... og det blev han bare, fordi jeg lod ham mærke, at jeg var villig... og det bør jeg jo være... for det siger mor,.. og alt, hvad hun siger,-er sandt... det ved jeg. Ja, bare jeg kunne slå det andet... » Narreværket «... af hovedet... men det bliver jeg vel nødt til... ja, ja, ja, det bliver jeg nødt til... for at føje far... og mor... « Inden han blev færdig med denne enetale, havde han hentet trillebør, greb og skovl og begyndt at tage fat med god vilje. Der var god plads at røre sig i i stiens vel indrettede, med cementgulv belagte aflukker, og han læssede på og trillede ud og op på møddingen den ene børfuld gødning efter den anden — der skulle bestilles noget! Faderen gik og vogtede svinene og følte på dem, hvor fede de var, men holdt dog hele tiden øje med Klaus. Til sidst gik han hen til ham og sagde: » Det kan jeg lide! sådan er det, jeg vil have det! Du er jo både stor og stærk og kan godt arbejde, for hænderne vender ikke avet på dig. « » Ja, men jeg bliver da vel lidt stærkere endnu, end jeg er? « sagde drengen, glad over faderens opmuntrende tiltale. » Om du gør? « råbte Jon, » ja, det gør du rigtignok, når du sådan vil hænge i med arbejdet — to, tre gange så stærk bliver du, Vorherre spar' dig! Men læs ikke mere på børen, søn, end du magelig kan køre op ad trillefjælen; du må heller ikke tage dig det for nær; nu er du jo snart færdig, og der er en stunds tid til middag endnu. « Jon var i et rigtigt perlehumør. Han blev hos sønnen og passiarede med ham, til han var færdig. Så hjalp de hinanden at bære frisk strøelse i de rensede aflukker og drive svinene ind. — » Se nu engang, Klaus, hvor de ligger og vælter sig i den tørre halm og rækker og strækker sig og laver sig til at tage e deres middagslur, « sagde Jon, da alle dørene var lukkede og omhyggelig skoddede; » det er en ren forfriskelse for dem, dette her. « » Ja, det er det vel, « sagde Klaus; han og faderen stod ved siden af hinanden med armene hvilende på den stærke, murede skillebalk og fornøjede sig ved at se, hvor godt tilpas svinene lå og rækkede sig i de forskellige rum. » Om det er! « genmælede Jon; » ja, det kan du stole på, søn! De siger nok, at svin er svin, og mener dermed, at de er urenlige; men det er fejl; der er ingen dyr så renfærdige som svin, og når de vælter sig i sølen — ja, hvad tror du, de gør det for, Klaus Jonsen? « » Det er måske for at vaske sig? « » Ja, det er, de vil være rene, det er hensigten og altså et bevis på deres renfærdighed. At de somme tider bader sig i vand, der er alt andet. end rent, det kan vi ikke ta'e efter; for det kommer bare af, at de ikke har andet; men det skal vi mennesker bøde på ved at sørge for at holde dem rene. Jeg syntes, jeg ville sige dig det; for sådan noget må du jo vide, da du skal være landmand. « Med disse ord vendte Jon Hansen sig til sønnen og så ham forskende ind i ansigtet. » Ja, det er rart nok at vide sådan noget, « svarede drengen, uden anelse om, at faderens sidste ord var et følehorn, han stak ud. » Ganske rigtig! « sagde faderen, glad over sønnens svar, » det er rart, og det er nyttigt, og sådan kan jeg lære dig meget, må du tro. Men sig mig engang: du blev vel ked af, at jeg brændte dit ur? « Drengen så hastig på ham, og så svarede han åbent: » Ja, jeg blev jo noget ked af det; men da det var jer, så gjorde det ikke noget. « » Godt, min søn! « sagde faderen bevæget og klappede ham på skulderen; » det skal du aldrig fortryde, at du er villig og vil lyde din far! « » Nej, for det lægger Vorherre sin velsignelse i, « lød i det samme Maren Jons røst henne i døren, hvor hun stod med et stort krus godtøl i den ene hånd og en tallerken, toppet med varme, nybagte boller, i den anden. » Det er vel ikke værd, jeg kommer her ind med det; for her lugter nok ikke godt, « tilføjede hun. vognporten var lige ved siden af. Der fulgtes de ad ind og satte sig på en vognstjært. » Nå, det kan nok være, mor trakterer i dag, og det endda lige op til middag, « sagde Jon og lod de friskbagte boller smage sig. » Ja, jeg syntes, i skulle have den bitte mundsmag for drengens skyld, sådan som han har slidt, sølle knægt! og vi kommer da heller ikke til at spise før om en times tid, bagningen har sinket mig så meget. Men var det ikke for strengt et arbejde, du satte drengen til, bitte far! » Satte ham til! « gentog manden leende også på sønnen med et kærligt blik; » nej, jeg satte ham såmænd ikke til det; han kom selv og bød sig til og lagde sig godvillig i selen, og det gik galant. Du kan tro, der er kræfter i purken, og han halet rigtig godt smid på arbejdet. Nu er vi kon-tente, Klaus og jeg. « » Ih, gud ske lov da! « udbrød moderen glad. » Ja, nu har jeg sat mig for, at jeg vil blive hjemme og hjælpe far, og jeg skal heller ikke lave flere ure, « sagde sønnen. » Du må godt lave ure i din fritid; men jeg holdt ikke af at se dig gå og snitte fra morgen til aften uden at bestille andet, « sagde faderen og så forskende på ham. » Nej, jeg laver ikke flere, « sagde sønnen alvorlig. » Så er du vist alligevel lidt vred på mig? « » Nej, det er jeg virkelig ikke, far! ikke det allermindste, det forsikrer jeg! « råbte sønnen, blussende rød. » Det er godt, søn! Du behøver ikke at sige mere, jeg tror, du vil holde, hvad du i dag har lovet din mor og mig, « sagde faderen. » Ja, det vil han! « sagde moderen. » Ja, det skal i få at se, jeg vil! « stadfæstede sønnen. I det samme trådte Anders, den ældre søn, ind i vognporten, i bare skjorteærmer, med frakken på armen og et hyppejærn i hånden, det han satte fra sig på dets plads i den nærmeste krog. Han havde været i Marken at hyppe kartofler. » Hvad! er du allerede færdig med hele stykket, siden du kommer med hyppejærnet? « råbte Jon i en tilfreds tone. » Ja, hvor mange dage skulle jeg vel gå over sådan et stykke kartofler? « svarede sønnen oprømt, idet han satte sig på en tromlebom, med front mod det øvrige selskab — » raske karle gør raskt arbejde, ved i nok, far! « tilføjede han. » Og gør det alligevel godt, « nikkede faderen og betragtede med velbehag den syttenårige, men næsten fuldvoksne, kraftige yngling med det solbrændte, friske ansigt. » Ja, det kan i stole på, far, at det er gjort, som det skulle gøres! « råbte ynglingen frejdig, » og dersom i kan finde en eneste ukrudtsplante med knejsende hoved mellem kartoflerne, så må i også kalde mig Mads! Men hvad sidder du og græder for, bitte Klaus? « tilføjede han pludselig og gav sin mere alvorlig anlagte Broder et klask på skulderen. » Å, lad vær’, du! jeg græder ikke, « svarede Klaus i en næsten vranten tone. » Nå, ikke det! Jeg tænkte, om urværket måske var gået i stå... « » Ja, du skal nu altid drille, « afbrød Klaus ham. » Ja, hvad gør det, når jeg ikke mener ondt med det? « svarede Anders godmodig. » Men hvad er det, mor sidder og skjuler under sit forklæde? « tilføjede han og ville lette en flig af det. Hun smækkede ham over fingrene og sagde leende: » Ja, lover du, at du vil vænne dig af med at drille din bro’er, så skal du både få det at se og smage? « » Ja, det lover jeg — og hvad så? « Moderen slog forklædet til side og bød ham, hvad hun havde holdt skjult derunder: det kun halvt tømte ølkrus og tallerkenen med de sidste tre boller på. » Jeg troede, det var en fremmed, der kom, da jeg hørte dig træde på stenbroen, og derfor puttede jeg det under mit forklæde, « sagde ma’jons; » vær så god, Anders! Det er din part; din far og Klaus vil ikke have mere. « » Ih, nu har jeg set det med! Så mor trakterer i dag! Tak, tak, lille mor! Å, hvor du er god, lille ma’ Jons! « sludrede den glade, overgivne yngling, der sad med tallerkenen i den ene hånd og kruset i den anden. » Skål, min bro’er! Jeg skal nok stå ved akkorden! « tilføjede han og nikkede til Klaus. Derpå satte han kruset for munden og tømte det til bunds. » Å, hvor det gjorde godt, jeg var så tørstig! « sagde han og gav sig så i lag med bollerne. » Jeg ved ikke af, at du liar gjort nogen akkord med mig, « sagde Klaus. » Ikke med dig, men om dig, bitte ven. Jeg lovede jo mor, at jeg ikke skulle drille dig mere. Det var akkorden, og den står jeg ved — kan du forstå det, bro’er min? « svarede Anders og stak det sidste stykke bolle i munden. » Å, du må såmænd drille mig så meget, du vil, og det kan du heller ikke lade være, « mumlede Klaus. » Jo, jeg kan> jeg både kan og vil, det skal jeg vise dig, når du så vil forsage tællekniven og alt dit urmakkeri og i det sted hjælpe far og mig med arbejdet- « » Ja, men det vil han, det har han lovet os i dag! « råbte far og mor på en gang. » Nej da? « udbrød Anders tvivlende og så på Klaus. » Jo, det er sandt, og hvad jeg har lovet, skal jeg også nok holde, « sagde drengen alvorlig. » Og han har såmænd gjort et godt stykke arbejde nyssen, « sagde moderen; » han har renset hele den store svinesti og trillet -al den tunge gødning op på møddingen, fjorten store børfulde var der! Jeg gik en enlig gang til vinduet, må du tro, og kiggede ud over gårdspladsen for at glæde mig over, hvor villig han gik og asede i 'et. Å ja, jeg var såmænd så glad, for jeg vidste, at nu var han og far kontente. Og så var det, jeg syntes, de skulle have en bitte hjertestyrkning, og så... « » Det er nok. Mor! I behøver ikke at sige mere! nu forstår jeg det hele! « afbrød Anders hende, leende. » Det var den forlorne søn, der endelig havde forladt sine luftkasteller og var vendt tilbage til hjemmet og arbejdet, og til ære for ham skulle der holdes gilde her i vognporten, ha ha ha! Det er meget godt! « » Den ældste søn var imidlertid på Marken, og da han kom nær til huset.... « begyndte Klaus. Men Anders afbrød ham og fortsatte rettende: » Og da han kom nær til vognporten og så, hvem der var forsamlede og holdt gilde, gik også han derind og satte sig hos de andre og tog del i lystigheden og spiste og drak, hvad de havde levnet til ham af gildemaden 1 men er det virkelig sandt, alvorsnak, at du vil opgive mekanikken og tage skeen i en anden hånd, lille bro’er? Det er jeg rigtignok glad ved, « tilføjede han i en helt anden tone, henvendt til Klaus. » Ja, vel er det sandt, det hører du jo, « svarede denne lidt tungt; » men det er ellers sært, så glade i alle er ved, at jeg har opgivet det, som jeg har mest lyst til! « » Du skal også selv være glad, min kære dreng! « sagde moderen og så ham kærlig deltagende ind i hans alvorlige ansigt. » Når vi fire holder sammen og hjælpes ad i enighed og kærlighed, så kan vi jo rettens føre et himmerigs liv her i denne gode gård. « » Ja, det kan vi, Vorherre spar’ os helsenet! « føjede Jon Hansen til med fromt foldede hænder. Anders var nu også bleven alvorlig; han sad og så ufravendt på broderen uden at sige noget. » Ja, nu må jeg ind til pigerne og hjælpe dem at lempe til middag, « sagde Maren og rejste sig. » Så kalder vi på jer om en halv times tid! « Dermed gik hun. » Så går vi ud og piller stenbro så længe, « sagde Jon. Han og sønnerne fulgtes ad ud i gården. De lagde sig på knæerne på stenbroen og pillede græstotter op ved hjælp af lugeknive, der var for synede med nye, smukt drejede skafter, brede og runde foroven, så de hvilede bekvemt i hånden. » Hvem har skæftet disse knive, far? « sagde Anders, » det er godt kommen fra. « » Det har Klaus. « » Liar du lavet disse pæne skafter? kan du dreje? og uden drejelad, havde jeg nær sagt? « vedblev Anders, henvendt til broderen. » Ja — nej, ikke uden drejelad, « svarede drengen, glad over sin Broders oprigtige beundring; » jeg gik om til drejeren og fik lov til at lave dem på hans lad, og jeg kunne godt, så snart han havde vist mig, hvorledes jeg skulle bære mig ad. « Anders faldt atter i tanker og tilkastede af og til sin Broder et blik, der røbede, at det var ham, han stadig tænkte på. Arbejdet fortsattes fra nu af i tavshed, indtil lillepigen kom og kaldte ind til unnenowr ( middag ). Da de havde spist, gik brødrene om og lagde sig i stakhaven for at få sig en lille middagslur; men ingen af dem kunne falde i søvn, og så opgav de det og gav sig til at snakke, Anders var den, der begyndte » Der gik en prås op for mig, da jeg sad der ovre ved gildet i vognporten, det vil jeg barestens lade dig vide, « sagde han, idet han vendte sig til sin Broder og lagde sin arm om hans Hals. Klaus blev forundret; han var ikke vant til kærtegn fra den kant. » Nå, hvad var det for en prås? « spurgte han. » Jo, ved at sidde og se lidt nøje på dit alvorlige fjæs, kom det mig for, at du så helt forknyt ud — var det fordi, du havde lovet far og mor....? « » Å, hvad kommer det dig ved — ti dog stille! « svarede Klaus ærgerlig. » Ja, sådan slipper du mig ikke, « vedblev Anders, idet han satte sig op på albuen og så ham kærlig ind i ansigtet. » Tror du kanske ikke, jeg holder af dig? « » Jeg ved det ikke rigtig? « svarede Klaus forundret. » Jo, det kan du tro, jeg gør, og fra nu af vil vi være venner! « » Ja, det vil jeg gerne! « råbte Klaus glad — » hvis det da er dit alvor? « » Om det er? Ja, du kan tro, det er mit alvor! Jeg vil gøre min part til, at du kan blive glad ved at være her hjemme hos os. « » Hvorfor er du da altid så slem til at drille mig og kalde mig med øgenavne, som Klaus urmakker, Klaus mikmakker, Klaus snittepind og mange flere? « » Ja, men jeg gør det ikke mere, fra nu af skal du hedde slet og ret Klaus. Jo, ser du, bro’er, » vedblev Anders, » det tegnede jo til, at du aldrig skulle komme til at bestille andet end at gå og notle med en kniv i den ene hånd og en pind i den anden og ligesom drive tiden hen for at blive fri for at arbejde. Jeg regnede ikke det makkeri for andet end narrestreger, og det var dog måske noget andet? « » Ja, du kan tro, det var lysten, der drev værket, og det var mit ramme alvor, når jeg sagde, at jeg intet hellere ville end at komme i lære hos en urmager eller på et maskinværksted. « » Så har jeg jo behandlet dig uforskammet ved at drille dig! « råbte Anders med anger i stemmen. » Det gør ikke noget, og du tog jo bare fejl. « » Ja, og så var der jo det, at far havde så meget imod det; men nu forstår jeg, hvor svært det måtte være for dig at give slip på urmageren eller maskinisten — du var vist meget ked af det, ikke? « » Jo, men det kan jo ikke blive anderledes, og vi skal jo lyde vore forældre, « sagde Klaus stille. Efter en lille pause tog Anders atter til orde. » Fra nu af vil vi være perlevenner, du og jeg, « sagde han. » Hidtil har jeg gjort dig uret, og den vil jeg gøre god igen. Lad nu nogen komme og gøre løjer med urmakkeren, han skal få med mig at bestille, stol på det! « » Ja, det er jeg glad ved, at du vil være gode venner med mig og stå mig bi, og så kan jeg bedre finde mig i at give slip på mit højeste ønske og blive hjemme. « » Å, det går nok alt sammen, og du skal få at se, at du bliver helt tilfreds. Der er jo ingen, der forbyder dig at lægge dit hoved i blød og lave tusinde nyttige ting i din fritid. « » Ure laver jeg ingen flere af, det har jeg lovet far og mor. « » Nej, men så andre ting — du bitter nok på noget, « sagde Anders opmuntrende. Her blev samtalen afbrudt ved, at mor selv kom ud og kaldte dem ind til kaffe, til hvilken der vankede et stort stykke søsterkage, ej alene til Klaus, hvem hun jo havde lovet det i forvejen, men også til far og Anders. » Det kan nok være, mor trakterer i dag! « sagde den muntre Anders Jonsen; » det skal vel kaldes eftermiddags-gilde? « » Kald det, hvad du vil, « svarede hun; » men i dag er vi jo alle så glade, og derfor er det, jeg trakterer. « Ja, de andre var glade; men Klaus var det egentlig ikke, i alt fald kun sådan halvt om halvt. Der var noget i ham, der gjorde oprør mod den ordning, han var gået ind på, og han var ikke langt fra at fortryde løftet, hans kærlige, fromme moder havde aflokket ham. Det havde io don altid været hans lyst, hans glæde, hans lyse, stadige drøm at blive urmager, mekaniker eller maskinsmcd, lige meget hvilket, bare det var noget, der var » Mekanik « ved — og nu havde han givet afkald på det hele for at føje sine forældre og bundet sig dertil ved et løfte, som hans samvittighed forbød ham at bryde. Disse tanker tumlede med ham om aftenen, da han var kommen i seng, så han ikke kunne sove. Det gamle bornholmske stueur i dagligstuen slog elleve, halvtolv, tolv, og i tankerne så han levende, hvorledes de mange hjul greb i hinanden og bevægede sig, og viserne flyttede sig på skiven, han forstod det alt sammen og kunne det hele udenad. Å ja, det var noget at tænke og spekulere på, det var en fornøjelse! Men — han måtte jo ikke tænke derpå, han skulle » forsage « det, som var det noget ondt, det havde han lovet og bundet sig til. Fra nu af måtte han ikke tænke på eller bruge sin tid til andet end rense stalde, røgte kvæg, luge rodfrugt, køre plov og harve, så og høste og sanke i lade og lægge korn på loftet. Det var noget andet end fuldstændig at give sig hen til » Mekanikken «, og når han » forsagede « sin egen lyst og føjede sine forældre, så opnåede han til løn derfor, at de var glade, som de jo også fortjente at være, og Anders ville ikke mere drille ham, men stå ham bi som hans bedste ven... og... og... derfor ville han bringe sit offer... Aftalen skulle stå ved magt... det var afgjort... Nu slog klokken halveet. Klaus Jonsen drog et dybt suk, drejede sig for sjette gang om på den anden side og faldt endelig i søvn. Og så havde han en vidunderlig levende drøm. Ned igennem gårdens udmark flød der en bæk, der aldrig var tør hverken sommer eller vinter. Bækken havde et efter vore naturforhold temmelig stærkt fald, den mumlede, sang og klukkede uophørlig, alt som den skyndte sig afsted på sin stærkt bugtede vej midt ned igennem et smalt engdrag og forbi mangfoldige større og mindre ellebuske, der voksede på dens bredder. Så flød den ind i et lille stykke bøgeskov, også Jon Hansens ejendom, og efter at være kommen der igennem skyndte den sig ned i byens store Enge og gød sig omsider ud i åen. Klaus Jonsen drømte, at han gik og spaserede ude ved bækken og havde hovedet fuldt af tanker og bekymringer. Så kom han til et sted, hvor der lå en lille grønmalet båd fortøjet. » Det var dog underligt; jeg har aldrig set nogen båd på bækken før — hvis mon den kan være? « han løsnede den og satte sig ud i den, og straks begyndte den at flyde med ham ned ad bækken, gennem alle dens bugtninger og krumninger, forbi den ene ellebusk efter den anden, indtil han kom der ned, hvor bøgetræerne begyndte. Her fortøjede han båden ved en ung risbøg, sprang i land og gik ind i lunden, gennem hvilken der førte en jævn sti, og den fulgte han. Men hvad var nu det? På hvert eneste bøgetræ, han kom forbi, stod der med store, gyldne bogstaver skrevet på stammen: » Ær din fader og din moder, på det at det må gå dig vel, og du må leve længe i landet «. Det var dog mærkeligt! det havde han aldrig set før, og det skulle han rigtignok huske at fortælle sine forældre og sin Broder Anders,- at også de kunne komme ned og få det at se, og båden ville han lade blive liggende, hvor den lå, så kunne de få den at se med det samme. Han havde ikke gået ret mange skridt, så mødte han en ærværdig udseende olding med et par klare, milde øjne og et langt, hvidt skæg. Han standsede, og idet han lagde sin hånd på klaus’s hoved, bøjede han sig ned over ham, så ham kærlig ind i ansigtet og sagde med blid, velklingende røst: » Hvorfor ser du så alvorlig ud, min søn? og hvad er det, du går og grunder på? « » Jo, jeg ville gerne vide, hvad jeg skal gøre for at opfylde det hellige budord, der står skrevet på alle bøgestammerne, « svarede drengen og så den gamle mand frimodig og tillidsfuldt op i øjnene. » Jeg ville gerne ære min fader og min moder, og det er just det, jeg har tænkt så meget over i disse dage; men jeg ved ikke rigtig, hvorledes jeg skal gøre det? « » Ved at lyde dem, søn, ved at lyde dem, « svarede den gamle mand i en afgørende tone; » den, der er lydig mod sin fader og moder, han ærer dem også; det lader sig slet ikke gøre på nogen anden måde. « » Ja, jeg tænkte det nok, at det især var det, det kom an på, « sagde Klaus alvorlig, » og derfor har jeg også besluttet, at jeg vil lyde mine forældre og blive hjemme hos dem — så får gud at råde for, hvorledes det ellers skal gå mig. « » Det skal gå dig vel, og du skal længe leve! « sagde den gamle mand ivrig; » det har gud jo forjættet dig for mange tusinde år siden, og hans ord er evigt. Han velsigner dit forsæt og giver dig lykke, og dit allerkæreste og største ønske, som du nu vil forsage for dine forældres skyld, det skal du just derved få opfyldt og det på en langt bedre og fyldigere måde, end det ville sket, hvis du havde fulgt dit eget hoved, havde overhørt din faders formaning og ringeagter din moders bud og var vandret bort fra hjemmet for selvrådig at prøve din lykke iblandt fremmede. Du skal få lykke til at lave et nyt værk, ikke et urværk, men dog et kunstigt værk med hjul og megen mekanik, og det skal blive både din og hele fa miliens fryd og glæde. Og dermed gud i vold, søn! Fred være med dig! « I det samme vågnede Klaus. Det var højlys dag og ved den tid, han skulle op. Han satte, sig over ende og gned sig i øjnene, hvorpå han sprang ud af sengen og klædte sig på. » Det var dog mærkeligt, at dette kun var en drøm! « mumlede han. » Jeg så jo alt så levende og hørte så tydelig den gamle mands ord, der endnu lyder mig i øret, og jeg fornemmer trykket af hans hånd på min isse. Ja, det var mærkeligt; så livagtigt har jeg aldrig før drømt. Det må dog vist være af den slags drømme, der betyder, det tror jeg. « Hans første morgenbestilling var at gå i Marken og flytte fårene. Så plejede han at tage foldekniven og en pind op af lommen og fordybe sig sådan i sit snittearbejde, at han glemte at flytte benene, så han kom for sent hjem. Men ikke således denne morgenstund. Så snart han havde flyttet fårene, satte han i rend ud til bækken for at se efter, om den grønmalede båd måske dog lå der; men det gjorde den ikke. Flan blev ved at følge bækløbet helt ned til det sted, hvor han i drømme havde fortøjet den, men fandt den ikke. Så sprang han over bækken og gik ind i bøgelunden ad gangstien, som han havde spaseret på i drømme; men den gyldne indskrift var nu forsvunden fra bøgestammerne, og den ærværdige olding, han havde talt med om natten, traf han heller ikke. » Nej, jeg tænkte det nok, « mumlede han, idet han vendte om og skyndte sig hjem; » men jeg ville • dog se efter, om der ikke skulle møde mig et eller andet, der kunne ligne en opfyldelse. Det gjorde der nu ikke, men lige meget: opfyldelsen kommer nok; thi drømmen var fra gud — det tror jeg! « Da han kom hjem, var der endnu ikke kaldt ind til davre. Anders kom bærende på et stort dækkenfuld græs, han havde hentet omme i toften, og som, sammen med halm, skulle skæres i hakkelse til hestene. » Halløj! « råbte han i sin sædvanlige muntre tone: » det er nyt, som sjælden sker, at du kommer tids nok hjem til davre! Hvordan kan det være? « Klaus vidste jo nu, at han ikke sagde det på dril, og derfor kunne han svare venligt: » Jo, jeg lod kniven blive i lommen, så den har ikke sinket mig i dag; men så gjorde jeg rigtignok hjemvejen kroget om ad bækken og bøgelund, så jeg kunne jo have været her noget før. « » Det er meget godt, « sagde Anders; » jeg er godt tilfreds med dig, « vedblev han leende, » og når du tage er fat straks, kan du vist godt få muget i nødset, inden der bliver kaldt. « » Ja vel, hr. Løjtnant! « svarede Klaus i samme muntre tone, » akkurat også min tænkemåde. « Han skyndte sig at få fat på trillebør, greb og skovl og tog ufortrødent fat på arbejdet. Ma’ Jons var sysselsat i køkkenet, hun kiggede en enlig gang gennem ruden og frydede sig ved at se, hvor rask den ene børfuld efter den anden rullede ud ad nødsdøren og op på møddingen. Jon havde imidlertid, ved at trække i stangen, hjulpet Anders at skære hakkelse. Nu var det til side, og han kom gående hen ad stenbroen. Da han nærmede sig nødsdøren, kom Klaus nok så rask kørende ud ad den med den sidste børfuld. » Hvad! er du kommen hjem? « råbte han glad overrasket, og da Iran kiggede ind i nødset, var Klaus allerede færdig med mugningen. » Det er du rigtignok kommen godt fra, søn! « råbte han ud til drengen, der stod oppe på møddingen og lagde den nysudkørte gødning i » Bænk «, for at hindre vind og luft i at trænge ind i den; » der er jo skovlet og fejet og lavet så rent derinde, så en kunne gå der i sine strømpefødder. Det var ret, Klaus! sådan er det, vi skulle have det! Og jeg er også glad over, at du i dag er bleven færdig i rette tid! « » Vil i så komme ind til davre! « kaldte lillepigen henne i bryggersdøren. Ved davrebordet kunne Klaus ikke undgå at lægge mærke til, hvor tilfredse far og mor så ud, og hvor oprømte de var; deres ansigter næsten strålede. » Det er alligevel en stor opmuntring for mig, at jeg sådan kan glæde mine forældre, og det vil jeg med guds hjælp blive ved med — bare jeg vidste, hvorledes drømmen skal forstås! « tænkte Klaus Jonsen. Ja, drømmen glemte han aldrig, den tænkte han på alle tider, og den ligesom gav hans

1895_Norrie_EnLoesgaenger

William

En Løsgænger

Norrie

Norrie

En Loesgaenger

male

1895_Norrie_EnLoesgaenger.pdf

William

Norrie

dk

En Løsgænger

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Den første gang var- det på kafé. Jeg husker det så tydeligt. De sad dér midt i min gamle omgangskres — hartelius’, Dresings og Koch. Deres mand var også med. Jeg kom med et par herrer, jeg tilfældigt havde truffet på en variété, og vi slog os ned ved et bord lige overfor deres, efter at vi på afstand havde vekslet hilsner — det vil sige vi, der kendte hinanden. De var nylig kommen til hovedstaden; det var let at se, at de var glad ved at være dér igen. Deres nydelige oprømthed, deres ufrivillig lynsnare blik til døren, hver gang den gik op og en ny gæst trådte ind, deres flittige nippen til glasset — de drak whisky ligesom herrerne — og til sidst deres morsomme vægren dem ved at bryde op, da deres mand ville. Gudskelov, de andre holdt med dem! Jeg sad sådan, at jeg kunne iagttage dem. Jeg gjorde det så meget ihærdigere, som mit selskab interesserede mig såre lidet. Tænk dem, der faldt mig endog den løjerlige tanke ind, at hvis jeg ikke havde været skilt, havde jeg bestemt siddet ved deres bord. Jeg ønskede, at jeg var gift igen. De forhørte dem ikke om, hvem jeg var — vi kom jo hele tre på én gang — jeg var dem helt og holdent ubekendt. Jeg kendte dem fra fotografi, fruentimmersladder og mandfolkeomtale. Så fik de pludselig at vide, hvem jeg var... eller rettere hvem jeg havde været. Nægt ikke, de blev ganske interesseret. Jeg så’, da min fraskilte hustrus bedste veninde hviskedee det til dem over sin mand. Jeg har altid kunnet se på hendes næse, når hun i min nærværelse talte til andre om mig. Jeg mener derfor ikke som mange andre, at næsen udtrykker mest; men en menneskevenlig gud skabte hendes næse hendes medmennesker til agtpågivenhed. Og at den forklaring, de fik, var i et og alt fyldestgørende, så’ jeg på hendes blege mands ondt lysende mellemrum mellem hans hvide fortænder. Fra den stund så’ de oftere på mig. Og ikke længe efter vidste deres mand — der sad med ryggen til — besked; han gjorde sig et ærinde ud — for i forbifarten at syne mig.... Jeg tænkte kun meget lidt over, hvad der kunne være sagt om mig; vi drak ved vort bord hermitage, slotsaftapning, — proppen underkastedes en sagkyndig kontrol — og efterhånden som den blandede sig med mit blod, stemtes mit sind friere og friere for al jordisk bekymring. En dejlig tavshed bandt min tunge, en svimlende ophøjethed kronede mine tanker... jeg følte hver den spinkleste forbindelse mellem mig og mine omgivelser, mellem min og alle andres verden afbrudt. Jeg sad ikke, dér jeg sad, stolte og store planer krystede mig i favn og vuggede mig under halvt bedøvende vingeslag i vellystfyldte drømme, der i strålende omrids afspejlede opfyldelsen af alle mine længslers mål... 6 da de vakte mig! Jeg tilstår, jeg ikke var mig helt bevidst, at mine øjne ufravendt havde dvælet på dem. Jeg havde vel lagt mærke til, at vore blikke ofte mødtes, men jeg havde ikke tænkt nøjere derover, endsige gransket deres blik. Nu vakte de mig af mine fantasier med et langt, udholdende, pinlig forundret øjekast, og straks efter foreslog de lidt nervøs — så syntes det mig — deres mand opbrud. Herrerne ved deres bord rejste sig og gik afsides for at gøre regningen op. Da fik jeg en pludselig indskydelse. Uden så meget som at give mig tid til at tænke over, hvad jeg skulle sige, stod jeg ved deres bord. Det gav et sæt i dem, og de to andre fruer kastede rådvilde blikke efter deres mænd. Jeg rakte dem begge hånden og spurgte smilende til deres befindende. Så bukkede jeg med et hurtigt opfordrende sideblik til de to for dem; de svarede med en let alvorlig bøjning af deres dejlige hoved. Jeg bukkede anden gang for dem, mens latteren som en sød kløe kriblede mig gennem kroppen, og jeg udbrød, vendt til min fraskilte hustrus bedste veninde, men med mine øjne i deres: » Kære frue, kunne de ikke sige det forløsende ord!... « Fru Dresing nævnede mit navn, og trylleriet var løst: jeg stod med deres hånd i min, salig fortabt i det dristig strålende smil, der kløvede deres læber og gav deres vidunderlige øjne tusindfoldigt liv. Jeg fremstødte nogle intetsigende ord, mens jeg begærlig indsugede deres smils ånde og i et langt blik ristede deres hele person ind i min bevidsthed. Så vendte jeg mig igen til min fraskilte hustrus bedste veninde og foregav som grunden til, at jeg trængte mig ind i deres selskab, at jeg havde en hilsen til hende fra min fraskilte hustru; men mine øjne veg ikke fra dem. Og jeg tilføjede med en klædelig overlegenhed, der for anden gang fik de to fruer til at kaste rådvilde blikke efter deres mænd os dem til at smile med et hastigt, lidt rovdyragtigt smil: » De kan vel ikke have hørt senere; jeg havde brev i dag. Hun befinder sig i bedste velgående. Bad hilse når jeg traf dem. « Og jeg fortsatte: » Ja, de vidste vel, vi korresponderer!? « Fru Dresing sad stiv uden udtryk. » Hvorfor skulle vi ikke det 1 vi skiltes jo som de samme gode kammerater, vi altid har været. « En nysgærrig undren splittede et sekund smilet i deres øjne; jeg anede, at jeg begyndte at interessere dem. — herrerne kom tilbage. En formel præsentation for deres mand, et hastigt forslag fra min side om at drikke et glas med mig og mit selskab, der ligeså hastigt afsloges — dog ikke af dem, min frue! Thi det så’ jeg på dem. — jeg trak mig tilbage til mine to herrer og hermitagen. Kort efter brød de op. Jeg fulgte deres mindste bevægelser, og har jeg ret? De gav dem såre god tid med deres overtøj. Da de gik forbi vort bord mod udgangen, rejste jeg mig og bukkede, uden at vende mine øjne fra dem. De så’ stift på mig, deres øjne havde igen en pir lig forundret glans, men om deres mund spillede et varmt, lovende smil... — — straks efter slukkede opvarteren det elektriske blus over sofaen, hvor de havde siddet, ryddede bordet for glas og flAsker og slog med servietten Aske og støv af sofa, bord og stole. Med en ligefrem sm ærtende opmærksomhed var jeg vidne til hans pligtopfyldelse; men da han til sidst kom med platmenagen, som de med egen hånd havde flyttet hen på et andet bord, og stillede den på sin plads, rejste jeg mig, tog afsked med de to herrer, jeg tilfældig havde truffet på en varieté, og gik. ------------jeg gik med hurtige, ubekymrede skridt ad de tomme, hvide gader. Kun ét øjeblik vakte måneskinnet min slumrende sentimentalitet. Jeg fornemmede det som et stik i hjertet, at jeg ikke vidste, hvor de boede, at jeg ikke kunne gå forbi deres vinduer og hviske deres navn. Deres navn! Deres mands navn! Jeg kendte jo intet andet. og en ytring af en af de herrer, jeg havde været i selskab med, faldt mig ind. » Hun er vistnok meget... ganske overordenlig varm. « — jeg påskyndede min gang. Men da jeg kom nær vandet, sagtnedes den af sig selv, — og jeg greb mig pludselig i at have stået længe på samme plet, støttet til min stok, stirrende mod lygterne på den modsatte bred. Helt og holdent i mine tankers vold. I forunderlige par øjne, hvad vil i mig? Vil i ikke lade mig i fred? Jeg vil jo gøre jer enhver indrømmelse... I er smukke... noget for jer selv... forunderlige, hvasse og silkebløde... lad mig da i fred! Hvad skulle jeg kunne være for jer! Er jeg ikke helt nyligt sluppet ud af både det ene og det andet. Ud af ægteskabets glasskab, ud af et tidslugende elskovsforholds vranghed. I forunderlig dejlige øjne i det skønne hoved! Hvad har man mon sagt jer om mig? jeg så’ jer jo lytte, anspændte og hede, til småfruernes hvisken, mens sladderens giftige em vævede som et tågeslør mellem jer og mig. Fik i mon noget indtryk af, at de, der talte om mig, ikke en, men mange gange kaldte sig mine bedste venner? Sagde man jer, at jeg var en dårlig person? Jeg, der havde en smuk og forstandig hustru, og som endda valgte andre guder at tjene. En letsindig og karakterløs person, som hun kunne takke sin gud og skaber for, at hun slap at leve resten af livet med. Tror i da, det er så forfærdelig godt og naturligt, fordi det mange gange er så forfærdelig let, at leve et helt liv to og to? I forunderlige, uskyldige og erfarne øjne under det naturlige krushår! Ha, hal jeg glemmer rent.. også i er jo skilt fra den mand, i første gang gemte helt i jert hedeste begær, delte bord og seng med under latter og gråd, i følelsesløs opfylden og i ophidset trang... I har endog valgt anden gang, anden gang bundet jer. Og nu ser i atter bort, udover anden mands bord og seng... Pardon! Jeg fabler. Det er mig, der vil, at i skal; men jeg vil, jeg vil, jeg vil... Jeg under jer ikke rist eller ro, jeg skal forfølge jer, tvinge jer til at ville se mig, hvor i end ser... Jeg så’, i har viljen dertil, inderst inde i jer dunkleste krog lå den gemt som en herlig skat, der drømmer om at blive bragt frem for dagens lys... eller den lå dér på lur som et rovdyr, parat til Spring, utålmodig afventende det rette offer... Kast jer da over mig, jeg begærer intet bedre. Gennembor mit hjerte, hurtigt men sikkert, fråds i mit varme, urolige blod. Overvundet. og afvæbnet vil jeg dog som sejrherre synge jer pris! I forunderlige øjne med mands begær og kvindes sky. Salige stund jeg med mit blik sænket i jer vil føle, som timedes kvindegunst mig første gang i mit liv! Hør, jeg kalder luft og vand, lys og mørke til vidner på, at i skal ville mig! forundrede eller kolde, trodsige eller overlegne... jeg skal liste mig mellem alt, der nu er jert og ikke mit... jeg vil, at i skal eje mig helt og holdent, thi da vil jeg være herre over jer hjærtefred...... Min stok faldt klirrende til jorden. Idet jeg bukkede mig for at tage den op, blev jeg en politibetjent vaer, der med rets-bevidste skridt styrede henimod mig og mønstrede mig fra top til tå. Jeg mødte med et dødningekoldt blik hans frittende bondeøjne. Få skridt fra mig gjorde han holdt og.indtog vagtstilling. Jeg følte hermitagen farve mine kinder brændende røde. Det suste for mine ører, og mine hænder dirrede... Så kaldte jeg det dannede menneske i mig til hjælp og fortsatte langsomt min vej. Længe hørte jeg betjentens dobbeltsåler slå mod jorden bag mig. i. Skæbnen — hverken de eller jeg — førte os meget snart sammen igen. Det var ved en middag hos Nejas. De kom sidst af alle, deres mand var - kommen i forvejen. Han har den egenskab ikke at kunne beherske sin hilsen; det mishager mig. Jeg så’ nemlig, det mishagede ham, at jeg var indbudt. De så’ ud, som de vidste, at de skulle træffe mig. Hvor var de strålende i deres selskabstoilette! Det klæder dem at være pyntet. Deres entrée kunne gjort indtryk af at have været forberedt — i al sin naturlighed, ynde og overlegenhed; men jeg vil ikke tro, at den var det. Som på en snor trak de alles øjne til dem — og hvilke øjne! beundrende, forgabede, overrumplede, modvillige, målende og oprørte. Viertens ordensbånd hoppede i knaphullet, da han gik dem i møde og bød dem velkommen; mit hjerte bankede hørligt under mit tomme knaphul. Jeg opsøgte en afsides krog i skyggen af et pianino og gjorde fortvivlede forsøg på at vække min ellers så årvågne kritik til live. Smilte de — straks svor jeg for mig selv på, at de bar forlorne tænder... Deres ører var for store og udviskede, ingen karakter, ingen race i dem... Deres fod var for bred, eller også var det skoenes fejl... så meget forfærdeligere naturligvis! En dames fodtøj er hendes adelsmærke, havde jeg enten læst eller ladet mig fortælle... Ja jeg tror, jeg endog ville bilde mig ind, at de sminkede dem... Lyslevende sidder de for mig i en lav lænestol, i en lidt skødesløs, men fuldendt harmonisk, foroverbøjet stilling... De sidder dér mejslet ind i min erindring... jeg husker på en prik deres toilette. Men jeg skal vel vogte mig for selv den mest fristende afsløring. Der gives ikke større ignorant på al kvindestads’ område end jeg. Endnu en andens øjne hang ved dem, det var deres mands. Jeg havde en følelse af, at han ville fange deres blik. Jeg bad til, at det ikke måtte lykkes ham — og min bøn blev hørt. Han måtte gå til bords, uden at det en gang faldt dem ind at se efter, hvor han kom til at sidde. Jeg fik pladsen ved deres højre side. Mon de tiltroede mig at have gjort noget derfor, eller ofrede de ikke dette lille træf, der næsten fik mit hjerte til at standse sine slag, en tanke? På venstre side af dem sad værten med et så overlykkeligt smil, som det kunne være dem, der havde valgt ham til deres kavaler, og ikke ham, der opfyldte en almindelig høflighedspligt ved at føre dem, der første gang var i hans hus, til bords. Jeg havde til højre en gammel veninde, en nygift frue. Hendes mand, en habil skuespiller, havde — sin vane tro — ageret for at hævde den nyforlovedes vaudevillerettighed: end ikke ved fremmed-mands bord at vige fra sin kærestes side. deres mand sad retfærdigvis på samme side som de og jeg ved den nederste bordende. Jeg var ikke længe om at opdage, at den meget forliebte vært ikke var til sinds med det gode at slippe dem udenfor sin flakkende konversations grænser. Jeg beroligede mig med, at om ikke andet, så hans værtpligter ville tvinge ham til at kapitulere til fordel for mig. Jeg vendte mig derfor til min nygifte borddame og bebrejdede hende spøgende, at hun for gammelt bekendtskabs skyld ikke havde sørget for, at vi — når vi endelig en gang traf hinanden igen — i det mindste var udenfor hendes mands hørevidde. Hun smilte stift, og jeg følte et let tryk på min højre fod, som jeg — gud ved egentlig hvorfor — ikke besvarede. Hendes mand forsikrede hende indtrængende om, at suppen var meget varm. Jeg fortsatte: » Du må dog indrømme mig... Gudbevares, din mand kan være ret underholdende, når han står på scenen, men at have ham hængende over sig, når man vil tale alene med dig! jeg kan jo, gud hjælpe mig, ikke så meget som gøre en hentydning til det alleruskyldigste. « Min nygifte veninde lo med en trillende latter, der øjensynlig beroligede hendes mand, men hidsede mig til at fortsætte; jeg vidste, hvor forceret den var. » Jeg lover dig, at jeg skal være forsigtig... jeg skal give ord for sætninger... tænk blot, hvad der kan udtrykkes i de fire ord: skoven, brændestabel, måneskin, tokajer... « For anden gang følte jeg et tryk på min højre fod, kraftigere og med en advarende bismag. Jeg besvarede det med vilje ikke. Værten bød velkommen. En stund undte jeg mig selv og mit ægtepar til højre madro; jeg tilstår, væsen-ligst for at lytte til, hvad vor inderlig velvillige vært kunne underholde dem med. De var på rejser. 1 fremmede hoved-stæders teatre, på restauranter og hoteller. Da de kom til London, kastede jeg mig dristigt ind i konversationen. Det var min mening at ville sige noget ikke helt rejsebogs- agtigt; men deres forunderlige blik på mig, mens jeg talte, gjorde mig det næsten umuligt at finde ord. Det var på samme tid, som de hørte og ikke hørte, som mine ord gled dem sporløst forbi, og som de søgte noget bag ordene, som ønskede de træt, at jeg ville holde op, og som bad de mig interesseret at fortsætte. Det lykkedes mig dog at vedligeholde samtalen en lille tid, til trods for at jeg følte mig mere og mere forvirret under deres blik, og til trods for at de ikke havde været i London — da vor vært vovede et dumdristigt Spring, der med ét hensatte os... ja noksagt did hvor jeg aldrig før havde været, og jeg stod atter udenfor. Jeg følte mig som en andenklasses passager, der har listet sig ind i en første klasses kupé og bliver tagen på fersk gærning, da jeg pludselig fik en bestemt fornemmelse af, at de med et meget kort og klangløst svar på et af vor ihærdige værts spørgsmål ville betyde mig, at de ingenlunde var tilfreds med den forandrede rejserute. Glædesdrukken vendte jeg mig til min gamle veninde og spurgte hende hviskende, om hun i sit liv havde truffet noget så dejligt, så fint, så helt og holdent efter en kræsen mandfolkesmag som dem. Hun så mistroisk på mig og hviskedee » Fy i « Jeg udviklede den mest himmelfaldne forundring: » Siger du fy! Jeg er allerede så betagen, at jeg knapt tør se hende i øjnene. Du véd, på den måde ytrer det sig altid til en begyndelse hos mig! Skal du for resten sige fy om en dame, der end ikke affekterer at bryde sig om sin mand... der, selv om hun gjorde det, ville have takt nok til ikke at vise verden det. Hvor du er kommen langt tilbage, siden du blev berøvet min indflydelse. Skål, kære Jeanna 1 « Jeg tog mit glas og skyndte mig at føre det til munden, da jeg så’, at min veninde ikke gjorde tegn til at ville drikke med mig. » Hvad er det for manerer! hvorfor drikker du ikke? « » Du er styg. « » Fordi jeg finder, at hun er dejlig?! « min veninde bøjede sig henimod mig og hviskedee: » Jeg vil tale med dig siden. « » Hvis din mand giver dig lejlighed — « » Hvad hvisker i om?! « afbrød han os, og han tilføjede til sin hustru, uden at det dog gik mine ører forbi: » Ser du ikke, man lægger mærke til jer ved bordet! « Jeg tog igen min tilflugt til glasset og hilste højtideligt på ham: » Du er ikke alene på scenen, men også i det daglige liv det mest påpasselige, jeg kender... Stikordet har i dig en årvågen herre. Skål! « Han slog sin mest indstuderte scenelatter op, mens han hvæsede mellem de sammenbidte tænder: » Ja du... Du... « » For guds skyld! « hviskedee jeg til hans frue. » Bed ham holde inde, ser du ikke, man lægger mærke til os ved bordet! «... En gude-amontillado serveredes rundt. Den kom på den megen champagne som solen på en heftig regnbyge. Man formelig slikkede solskin af de orangegyldne glas, varmedes op og hævede stemmerne. med halvtillukkede øjne lod jeg blikket glide bordet rundt... og helt uvilkårlig måtte jeg ligne de tilstedeværende med ligesåmange ophedede og summende fluer om et brændevinsbrød, bestrøet med hvidt sukker... indbydende og dragende lagt til rette i en soldrukken, hvidsprukken vindueskarm... Da en fin, blød skygge faldt mellem mig og mine galaklædte fluer... Det var dem, dejlige frue, der bøjet hen over mig med et lidt koket smil spurgte: » Er det virkelig deres mening, slet ikke at ville have med mig at gøre!? « I samme stund bød værten velbekomme. Jeg var ikke sen om at liste mig fra cigaren og kognaken. Lige i hælene på mig fulgte en nygift teaterhelt. Vor vej gennem salonerne kantedes af kunstpavser, talende albustød og diplomatisk øjenblinken. Jeg søgte dem, frue, og jeg fandt dem mærkværdigvis alene, bladende i et billedværk. Mærkværdigvis siger jeg, det var i virkeligheden ikke til at undre sig over — i stuen fandtes jo kun repræsentanter for deres eget køn. Jeg stillede mig ved deres side. Beroliget hastede min følgesvend tilbage til rygeværelset. Jeg bøjede mig ned over dem og bogen og bladede ivrig nogle blade tilbage, mens jeg dæmpede min stemme: » Jeg véd ikke, frue, om de ventede at få et fyldestgørende svar på deres spørgsmål før ved bordet. Jeg er imidlertid kommen for at give dem det. « De så’ hastigt op og lænede dem ligesom lidt afværgende tilbage i stolen. Jeg hævede igen stemmen. » Dufter jeg stærkt af tobak, frue? De må betænke, at jeg har været indelukket med mindst en snes dampende havanesere... men jeg skal stille mig i gennemtræk, hvis de ønsker det... blot de lover at reservere mig denne plads, « lagde jeg hviskende til. Et fint smil krusede deres læber, og de bøjede dem atter over bogen, der lå på deres knæ: » De skal ikke udsætte deres liv... det slog mig netop, at de lugter mærkværdig lidt af tobak. « » Har de i deres liv kendt mage til mennesker til at være tavse, når de og jeg vil tale sammen! « » Nej, de har ret, vi er genstand for en lidt besværlig opmærksomhed. « » Jeg kender et ganske lille kryb-ind på den anden side af spisestuen. Gives der overhovedet retfærdighed på jorden og i himlene, er det ikke beslaglagt... det har kun siddeplads for to... « » Såmeget desbedre for os. « de lukkede bogen i og rejste dem. » Skaffer de mig lidt vand? « » Hjærtensgærne, frue! « De gik rank med spænstige skridt foran mig... jeg kunne have fulgt dem gennem ørkener. Vi fandt vor plads uoptagen og slog os ned på to magelige sæder overfor hinanden. En tjenende ånd bragte vand og whisky, jeg blandede for dem og mig og skålede. » Tak for sidst, frue! « » Sidst! Hvornår mener de? « » Har de glemt det? På kaféen. Jeg blev præsenteret for dem. « De blev en ganske lille kende rød og smilte med deres — stundom lidt hovne — dejlige smil. » De nægtede mig dengang at drikke et glas i deres selskab — ja de ikke, jeg véd det i... Kan jeg tænke mig en dristigere oprejsning?! « » Jeg havde virkelig lyst, men — « » Forskån mig for de indvendinger, de mødte, frue; jeg tror at kunne stave mig til dem. Hvorlænge bliver de i hovedstaden? « » Ikke så forfærdelig længe! Min mand — « » Hvad mener de med ikke så forfærdelig længe? « » Ikke så længe som jeg kunne ønske. « Jeg tømte mit whiskyglas i ét drag. » Når jeg før ikke just anstrengte mig for at knytte en samtale med dem, var det måske, fordi jeg ville forsøge at undgå dem. Jeg indser nu umuligheden deraf. « De sad uden at røre en mine og så’ på mig. Deres arme med de lange brun gule handsker lå indolente på hver sit armstød, deres ben havde de lagt over kors. Det forekom mig, som de hvilte i en trone højt over mit hoved. Jeg gentog mekanisk, halvt for mig selv: » Jeg indser nu umuligheden deraf. « » Med hvilke følger for dem og for mig? « spurgte de oppe fra højsædet. Jeg løftede mine øjne og mødte deres kongelige blik. » Med den følge, at jeg forelsker mig op over ørerne i dem.., på ny kaster mig ud i noget, jeg vel på ny ikke kan føre til ende... men som jeg må, må til bunds i. « » Hvorfor må de? « » Fordi jeg vil. « Vi tav begge. Jeg blandede mig en whisky og lagde med forundring mærke til, at min hånd rystede. Jeg forsøgte ikke at skjule det. » Vil de ikke skænke for mig? « Jeg så op. » Har de allerede tømt deres glas! « » Allerede?! « vore blikke mødtes, og vi smilte. » Whisky smager dem altså... « » Ja, når jeg vil. « Vi smilte igen og drak stiltiende. » Er det, fordi jeg er skilt fra min første mand, at jeg interesserer dem? « » Er de ikke gift igen! Elvad bryder jeg mig om deres første mand, deres anden mand, alle deres mænd... jeg er forelsket i dem... Jeg sagde, jeg er forelsket i dem. « » Jeg hørte det. « » Og jeg agter at fortælle dem det, så ofte jeg kan komme dertil. De skal blive mindet om mig hver time på dagen... jeg sprænger mig ind til dem, jeg slår mine strænge med en sølvnegl, jeg banker på deres hjerte med en lille kunstig forarbejdet sølvhammer... De skal med eller mod deres vilje aldrig slippe mig af syne. « » Det er store ord! « » Whisky ord?! « » Whisky ovenpå mange ædle vine! « » De aner ikke, hvor de har ret; der skal virkelig sprit til at løse min tunge — — — men man kan vistnok handle uden mange ord. « » Man kan jo forsøge. « » Jeg vil. « Jeg rejste mig. » Vil de love at bevare denne plads for mig, hvem der så end måtte komme... vil de love, at jeg må gå alene ved deres side, når vi går herfra? Jeg véd, at her er en enlig dame, der skal samme vej som de og jeg... De har blot at sørge for, at deres mand tager sig af hende. « » Jeg skal tænke på det... « » De skal love mig det nu med det samme. « De kneb øjnene sammen og mønstrede mig... så nikkede de. Jeg gik hastig ud. Jeg måtte for j o c j o enhver pris have frisk luft. Ude i entréen stødte jeg et vindue op. En herlig kold luft slog mig i møde. I mørket svang sig myriader af hvidglødende stjærner for mine brændende øjne. Jeg spændte mine muskler, som ville jeg forsøge at lægge en alen til min vækst, og jeg drog vejret dybt, indåndende al den natkølige luft, jeg kunne fatte om. Det jublede i mig: jeg elsker... elsker... elsker... Det var min nygifte veninde, der kaldte mig tilbage til jordelivet — og korridoren hvor jeg stod. » Er du fra forstanden at stå der i åbent vindue, så varm som du er! « Jeg vendte mig om mod hende. » Du har endnu din gamle ævne til med et malende ord at give hele situationen... men jeg skal straks lukke, det kunne trække på dig, du er så dekolleteret. « Jeg lukkede vinduet. » Hvor har du været, lige siden vi rejste os fra bordet? « » Ja hvor!... En smuk kvinde kan spørge om mere, end ti svage mandfolk kan besvare. « » Å... « Jeg måtte betragte hende. Så helt pludseligt stod det for mig, at det var længe siden, jeg sidst havde set hende — næsten et helt år. Som et lyn skød den tanke gennem mit hoved, at jeg uhyggelig hurtigt havde glemt denne smukke kvinde. Mærkværdigt!! Som om hendes læber ikke talte det gamle fristersprog — hendes blågrå drengeøjne ikke bad den gamle tyranniske bøn! Som om hendes dronningehals og selvsikre buste, hendes slanke liv og letsindige hofter ikke tog sin ret nu som altid før! Hvor havde jeg været betagen i denne kvinde! Ingen havde som hun ført et så ubestrideligt magtsprog over mine sanser. Jeg følte det stige i mig, at jeg måtte tage hende ind til mig — jeg syntes, om ikke andet, så for at dokumentere vanens overhøjhed. Hun bemærkede mit vågnende begær, og hun smilte med dette kåde, letfærdige blik i de åbne øjne, hun som ingen anden ejer... som elskerinden, der uden modstand lader det ene klædningsstykke efter det andet falde for sin elskers hånd og vellystig måler styrken af hans lidenskab på hans sitrende hænder. » Hvorfor ser jeg dig aldrig? « » Hvorfor!... Jeg troede... Din mand! « en lille væver tungespids spillede for mine mere og mere ophidsede øjne. » Nu, nu, nu, nu... Bekend! Du har andet for. « » Nej. Jeg skal måske komme, hvis du beder mig rigtig indstændig. « » O...1 « » Hvor du er smuk i aften! Og hvor du er mig lidt ligegyldig. Friskere, smukkere, mere fordrende end nogensinde før! « Jeg blev tørrere og tørrere i halsen. » Og så udsøgt lækkert klædt! Hvad hedder dette stof? må jeg beføle det med mine fingerspidser! Der må altså dog være noget ganske specielt ved dig, siden du i et nu kan lade mig føle alt det gamle, jeg troede vel forvaret, så helt nyt og betagende som i vor allerførste hjemsøgelsestid. « » Du kan slet ikke drille mig i aften. » » Drille dig! Det er nok min tur nu at spørge, om du er fra forstanden! Jeg nærer i dette øjeblik kun det ene ønske at tage dig i min favn, selv med fare for mit pragtfulde skjortebryst, og bortføre dig til vort gamle lune hi, hvor vi såmangen gråvejrseftermiddag selv skabte sol, sommer og fuglesang om os. « » Det lader sig næppe gøre nu. « » Lader sig næppe gøre! For hvem? Hvorfor? Føler du da ikke i dette øjeblik, at der måske aldrig nogensinde før har eksisteret eller senere vil opstå to mennesker, mand og kvinde, i den grad kødeligt be-skårne for hinanden... med en fra skaberens hånd så fuldtudviklet kropsprædestination... tør du trodse almagtens bud! « » Som du har gjort det i dag ved at vie Fru — « » Ingen navne! Elsker du mig? « » Som du elsker mig. « » O prisværdige kvindeforsigtighed! « » Du vil vel ikke forlange, at jeg altid skal stå tilrede... i særdeleshed når jeg ser, hvordan du er overfor andre damer i dit selskab. « » Jeg forlanger det af dig. « » Hvorfor netop af mig? « » Fordi man lettest kommer fra hinanden, når man forlanger for meget af hinanden. « jeg begyndte pludselig at blive adspredt. Jeg øjnede en kvinde i en halvt ligegyldig, halvt ventende stillling. Hendes hænder med de lange brungule handsker lå indolente på hver sit armstød, benene havde hun lagt over kors. Om hendes mund spillede et let. hovent, svagt anelsesfuldt smil. Mon jeg nogensinde kunne forlange for meget af hende? Min veninde rykkede mig ind på livet. Hun stræbte tydelig af al magt at udforske, hvor mine tanker var. Hun lagde sin hånd på min arm; jeg følte intet derved. » Kommer du op til mig i morgen ved halvsyvtiden? Walter spiller. « » Måske. « jeg så’ det hovne smil fortrække sig til et medlident spottende. » Kys mig! « Med en voldsom kraftanstrengelse sled jeg mig udenfor smilets rækkevidde. Vi vekslede et hastigt Kys og for straks efter hver for sig henimod noget overtøj, der ikke var vort, mens vore øjne ængsteligt spejdede mod korridorens døre. så udbrød vi næsten samtidig: » Det er bedst, vi går ind. « Og uden at se til hinanden gik vi hver ad sin dør. Jeg fandt dem i den selvsamme stilling, som da jeg forlod dem. Kun skimtede jeg i deres øjne en antydning til et spørgsmål. Jeg satte mig på min gamle plads, og da jeg ikke ønskede at besvare deres spørgende blik, blandede jeg mig en whisky, skønt jeg vel vidste, at jeg var langtfra at behøve mere. Mon den samme viden lå til grund for deres udbrud: » Det er vist snart på de tider, at vi bryder op, jeg mener, at hver søger til sit. « Jeg så’ op. » På de tider, at vi går. « De nikkede. » Hvis det lykkes! « » Jeg kan slet ikke tænke mig det, der ikke skulle lykkes, når de og jeg vil. « Vi sad en stund tavse med lykkelige øjne. Deres smil var mildt og tankefuldt. » Hvad tænker de på, frue? « » Jeg tænker på, at jeg har gået i over fjorten dage og ikke ofret denne middag i dag en tanke, og så kommer jeg her som... som var det den ligegyldigste sag af verden... og så... « » Træffer de mig! « » Ikke just det, men... nej, denne middag må ikke komme til at stå i vor erindring i dusinmiddagenes række. « de knejsede, bøjede dem henimod mig og så’ på mig med et på én gang bedende og truende blik. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg svandt helt bort, blev mindre end den aller-usseligste dværg, samtidig med at jeg følte som et stænk af frygt under deres blik. Straks efter gled de tilbage i deres gamle stilling, og på deres mine læste jeg, at det smil, jeg havde sat op uden at vide, om det gav eller tog, havde tilfredsstillet dem. Det var vist ikke længe efter, at deres mand hentede dem til opbrud. — så hensynsløst åbent jeg manøvrerede med deres overtøj, og så fod i hose det gik med at overlade den enlige dame til deres mands beskyttelse. Vi gik en stund, som var vi ikke helt sikre på, at vi virkelig fik lov til at være for os selv. Ingen af os turde bryde tavsheden af frygt for, at de to foran skulle finde anledning deraf til at blande sig i samtalen. Jeg bildte mig ind at kunne se på deres mands ryg, at han lyttede. De havde sikkert en følelse af det samme, thi i begyndelsen holdt de dem ganske tæt op til fortroppen; men så indledte den enlige en konversation — ligeså springende fra hendes side som knap fra deres mands — og vi sakkede mere og mere bagud. Da vi var udenfor hørevidde, undslap der mig dette alle elskeres ufejlbarlige hjærtesuk: » Når ser jeg dem igen? « Og jeg tilføjede let undskyldende: » Mig bekendt har vi nemlig ikke flere middagsvelgørere tilfælles. « De så’ et lille øjeblik frem for dem gennem halvsløret, inden de svarede: » Besøg mig i mit hjem. « Jeg havde al min selvbeherskelse nødig for ikke at røbe min overraskelse. Jeg erindrede ikke nogensinde før at have modtaget et så ligefremt svar på dette evindelige, om de mandfolks uopfindsomhed så sørgeligt vidnende spørgsmål, og jeg følte mig helt overrumplet af det absolut selvfølgelige i deres tone. » Vil de ikke, eller anser de det for umuligt at kunne besøge mig? « Jeg fornemmede et stænk af ironi i deres stemme, og jeg skyndte mig at svare: » Gudbevares — jeg ville selv uden deres elskværdige anmodning have vovet en visit i al ydmyghed og hengivenhed, men ------ja undskyld mig, frue, men hvordan forholder det sig med deres piger, er de gamle i gårde? og den Cerberus til portner, der vogter deres bolig? og genboerne, skal de alle have deres part af, hvad der hænder dem af ondt og godt, fra sol står op til sol går ned? « De lo muntert og svarede: » De vil blive forbavset, når de ser, hvor let man trænger ind til mig! Man er selv herre over, hvor mange af de genvordigheder, de omtaler, man vil udsætte sig for. « » De bor dog sammen med deres mand? « jeg henkastede det, som ville intet have forbavset mig mindre, end om de ikke gjorde det. » Ja og nej, som man tager det. « For anden gang i så kort en tid manglede jeg svar. For anden gang... det løb rundt i hovedet på mig, og jeg havde et øjeblik en grumset fornemmelse af, at de gjorde nar af mig. Jeg slog den imidlertid hen og sagde helt spagfærdig: » Den kan jeg virkelig ikke! « Deres svar betog mig straks min tåbelige frygt, min skoledrengeagtige mistro. » Når jeg ikke forklarer dem det nu, kommer de måske så meget desto før for med egne øjne at se... og styre deres nysgærrighed. « Jeg erklærede overbevist at ville komme den følgende dag. Jeg ville sove ind og vågne med den tanke, at om så og så mange timer skulle jeg gense dem. Jeg ville tælle minutterne, ja sekunderne, til jeg atter skulle trykke deres faste, hvide hånd og se ind i deres strålende, vidunderlige øjne. » Hvilke dejlige, besynderlig dejlige øjne de har, prægtige frue! « og jeg stirrede dem med en forelskets udholdenhed i deres skinnende øjne... så længe til jeg snublede over en flisesten, akkurat beholdt ligevægten og méd en vis beklemthed noterede for mig selv, at jeg ikke var helt sikker på benene. En — fra min side — lidt forlegen pause opstod. Forgæves anstrengte jeg mig for at genoptage den tabte tråd, jeg fandt ikke ord; det blev kun nogle halvkvalte » Ja, ja « -udråb, der prætenderede at gælde

1884_LieJ_EnMalstroem

Jonas

En Malstrøm

Lie

LieJ

En Malstroem

male

1884_LieJ_EnMalstroem.pdf

Jonas

Lie

no

En Malstrøm

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. » Der var ingen råd for det, « sagde brugsfuldmægtigen, Andreasen,... » slettes ingen heller. Kommissæren var syg. De så selv, begge gardinerne var nede i hjørneværelset ovenpå, — om de havde øjne i hovedet! « det sidste blev tillagt for simplere folk. Og så var han ikke til at få. tale med... Ikke i morgen heller... ikke i hele denne uge; — ja, kanske på mandag... Andreasen var en skarp fyr med en lidt skæv, snipformet næse og et par gløgge, kvikke øjne; han forstod at drive mygsværmen fra gården hver på den måde, de skulle ha det... Og imidlertid sad han på kontorværelset over i den røde bygning og ekspederede folkene, som kom for at få lønninger. Der stod en hel flok foran døren, for Mads foss på Fossegård havde vidtløftige kørsler for møllebruget 2 på denne tid af året, — korn og mel til og fra byen og ladestedet og vedleverancer didned over hele bjølstadmarken.. Ekspeditionen gik for sig med en røst, som var vant til at skulle høres nede ved møllen i fossesusen, og som nu under den stadige gentagelse søgte at gøre sig indtrængende:... » Nej han er syg, — og så kan der ikke blive kontant, før han bliver frisk igen! Når, siger du, min mand? Å, — om en tre, fire ugers tid, når kommissæren får sine opgør. Men her, sér du, har du det, som er lige godt som kontant, — seddel på tilgodehavende... Hæl — skønner du ikke det? Når du får møl og gryn og tobak og salt og brændevin i sækken din for det nede hos købmanden lige friskt, som om du havde kongens mynt, så er det vel penge da!... at sige, om du går til købmand buås, ikke til den andre rakkeren der nede i Strandgaden. Nå skønner du det, eller skønner du det ikke? Jeg har andre at ekspedere end.dig! Du begriber det nok, når det bærer hjemover,.. Kom så du, Olai... bi, bi lidt! « — han keg ud. Der klang dombjelder udenfor. En smalslæde kom svingende ind på gården. » Hør du, Nils! spring ind og varsko jomfru Holst. Det er majoren på Moberg. « Med et vanemæssigt slag over bagskjødet, som han netop kunne have siddet på en melsæk, for han ud. Der bliver ikke noget kortspil ikvæld, mumlede han, medens han med næverne, én i hver sidelomme på den korte jakke, skrævede over sneen hen imod slæden. Der blev han stående med et venligt-forbindtligt ansigt, foroverbøjet, så ryggen blev lang og uhrkjeden hang ned fra den grønstribede hverkens vest. Han trak på skuldrene, rystede med betydning på hovedet og så op mod gardinerne: » Er desværre ikke at få i tale, hr. Major! — har været syg nu i tre dage. « » Rigtig ubelejligt, « kremtede det kort. Majorens ansigt med de glanssorte, vixede knebelsbarter blev endnu rødere, end det var af naturen. » Var det noget, hr. Major, som «... lød det atter med et forbindtligt buk.. » Hm, hm! Sér de, Andreasen, « han tog i brystlommen, — det var et papir, som skulle fornyes. Tror de ikke, det' lod sig gøre «... Andreasen så ned i sneen og tyggede rådvild på et prøvekorn fra kræmmerhuset i sidelommen. Nu kom Kirsten Holst ilsomt ud på trappen. » Det var, lille jomfru! « instruerede majoren, — » om de kunne tage en dyppet pen og så gå ind til foss med dette papir... Blot hans navn, « pegede han — » der... under «... Jomfru Holst rystede på hovedet. » Det er rent umuligt, hr. Major! « » Blot hans navn, forstår de. « » Han vil ha det ganske mørkt hos sig, tåler ikke at se lyset. « » Å, det gør han uden at se. « » Tåler ikke engang dombjelder udenfor! « Hviskedee Andreasen. » Der er nedlagt bud, at der ikke må være den mindste larm på gården. «, » Nå, så! « » Det kommer altid så voldsomt på ham, hr. Major! « forklarede jomfru Holst noget unaturlig usikker i foredraget, — » og dette har vist sin grund i noget, han har spist hos proprietær rings i søndags. Der var så meget fed ål «... » Hm, hm, — ja; og den må sættes godt ned, jomfru Holst! « kremtede majoren og plirede ubarmhjertigt op på hende, da han så, hun blev rød. Hun var en blanding af noget vakkert i sort og lidt karikaturmæssigt, der just kom frem nu, hun nervøst trippende bevægede sig på trappen og skulle anstille sig rolig for at værge huset mod majorens formodninger; — han héd ikke for ingenting extrapostenl nogen indenfor tog et pludseligt vrid i gangdøren; men den åbnedes blot ganske fint og sagte på klem. » Kirsten! « hviskedee en kvindelig stemme. — » og så har han forkølet sig på hjemvejen, « Vedblev hun — » han er så uhyre uforsigtig... og, siden fruen døde, og Marianne blev gift... og «... skottede hun — » har han ingen til at passe på sig, når han sådan er ude. For Hilda er jo « » Kirsten! « hviskedee det igen ud af gang- døren. — » så rent for ung til at have nogen sådan slags myndighed «... Døren reves halvt op, og skimtet af et hoved og et par tynde kvindelige arme viste sig et øjeblik. » Kirsten Holst! « hvén det så ud i en angst, der knap fik lyd for sig- » Det er vist noget derinde, som de må hjælpe med, « sagde Andreasen roligt. Overvundet af situationén forsvandt hun uden at hilse. « » Å hål « hviskedee majoren... » forstår, forstår, Andreasen... Når i næste uge tror de, det nytter at komme? « spurgte han diskret, medens han vigede hesten rundt for at køre bort igen... » Véd de, om gamle tolderen er hjemme? — så... End over hos futen? « Han strammede tømmerne, nikkede og lod dilte afgårde. Dilla i det var, forsørge mig dilla! Forsyne mig en hel komedie!... Kirsten Holst vippende som en skære på trappen for at dække indgangen, Andreasen bukkende i sne’skavlen... Gardinerne tæt for der ovenpå, og Mads foss bagom i fuld travlhed med at fange fluer... Det var noget for futen! Men først indom vejinspektøren. Han smurte på hesten, blinkede og smilte, — naturligvis sub rosa!... Det ord delirium førte for hans sjæl med sig noget afgjort komisk; dets blotte nævnelse var uadskillelig forbundet med en hel hær af vittige, humoristiske forestillinger, der blot behøvede at anslås for at flyve, op som en fuglehær, når der bankes i båden. Det havde også sine kælenavne; — det, at en gik i » Dilla «, lunt fortalt, kunne virke som den rene sprængbombe!... — og nu? — er man ikke mere lystig i vor nøgterne, realistiske, filantropisk-strævende tid? Eller hvad ville vel en af disse gamle, o 7 hårslidte sælhunde fra så mangt et vasket lag have sagt, om en af deres bedste historier, hvori den ene af gæsterne kørte samarien af sig i grindstolpen, og den anden blev siddende igen og hyppe på i karjolen midt i landevejen uden hest, — kun blev mødt med en bekymret mine og medicinsk-sociale udtalelser om alkoholens destruerende og giftige indflydelse på den menneskelige organisme? En nutidens alvorsmand ville gjort en højkomisk figur i den gode gammeldags verden, når han kun. opdagede det umoralske og sørgelige i et ønske som: » I et vinhus vil jeg ligge, under tappen hovedet, « eller rystede mørkt og trist på hovedet af den uforståelige påstand, at ministeren Pitt i underhuset vandt » ved åndens merveiller, sit England ti tusinde pund for hver af de tømte buteljer! « — det ville været et kosteligt, ubetaleligt syn, når han forbavset og uforstående stirrede på folks jubel i /anledning af hippokrat, som, » for at fyldes rét drøjt, han sprang i den skummende bølge, « eller » Vismanden aristotel, som lo af enhver, som var nøgter, « eller af den anden videnskabens heros, gallilæi, som, » da stuen gik rundt omkring stolen, begreb han først ret i sit liv, at jorden gik rundt omkring solen «... Den gamle sælhund ville betænkelig have spurgt sig, om det ene øre pludselig var faldt af på menneskeheden? — — — —---------------— Stakkars Kirsten Holst, alene, som hun nu stod for bestyret, skulle ikke 'kunne sætte stor dæmning for strømmen af alle dem, der nu efter hustruens død mere og mere ville prøve Fossegårds bekendte gæstfrihed. Hun vidste, at det ikke nyttede at tælle.sine finder — bare tage imod!... Kortspillet kunne gå for højtryk hele natten udover, medens konjaken i bollen forstærkedes, og pointerne sattes op til tolvskillings og marker. Hun var overhovedet altid forberedt på overraskelser, aldrig tryg — havde længst gennem alle de otte, ni år, hun havde været der, fåt i blodet, at det usandsynligste her på Fossegård bare var det sandsynligste. Og, hvad Mads foss ikke netop ville have sat pris på at se nede i stuen, det fik hun med tjenestefolkene under angst og bæven sno sig imellem, når gæsterne fandtes mere eller mindre ude af stand til at hjælpe sig selv og måtte besørges til hvile oppe på gæsteværelserne. datter af en ungdomsven af Mads foss, der var. død som toldbetjent nede i ladestedet, blev hun seksten, sytten år gammel taget didop for at lære husholdning og var efterhånden groet fast til familjen. Hun ville vist blevet forbavset, om nogen havde betvilet, at hun hørte med til det mur- og nagelfaste i huset! — — Andreasen stod en stund betænkt med næverne strammede i sidelommen på sin melede frak og så efter majorens slæde, som forsvandt nedover alléen. Han finder nok frem til en kortleg ikvæld den Karen! mumlede han. Han så op mod hovedbygningen, steg så op af trappen og ind yderdøren. Derinde i den store, tomme gang blev han stående ved trappegelænderet og lytte. Fra køkkenet hørtes en del undertrykt pigesnak af de mange tjenestefolk, der hang ved husholdningen fra den tid, fruen levede og alle børnene var hjemme. To, tre gårdsgutter og fire, fem piger til alle de gæsteværelser, bruget og hele det store udvendige stel var ikke for meget her, hvor huset så ofte var fuldt af besøgende. I den umalede brede trappe, der førte op til anden etage, stod et efterladt vaskevandsfad med en blodig svamp i. Fra soveværelset ovenpå hørtes en høj kalden efterfulgt af en uhyggelig lyd som et kreaturs buren eller brøl, afdæmpet gennem salsdøren. Man gik på tå og ivrede halv hviskende der oppe på gangen... De frygtede nok et anfald igen. Nu lød madam torbjørnsens stemme ud af døren kort og hårdt. Hun måtte have vaskevandsfadet med friskt vand ind. «..: og mere edike. Spring ned du, Hilda, og hent af platmenagen! Det var landdistriktets gamle, grundfæstede jordemor med sine egne doktormeninger og sin egen myndige doktorpraxis. Hun havde taget imod de fleste af børnene der i huset og var den altbetrode for disse tilfælde af privat beskaffenhed, der ikke gjorde nogen tilkaldelse af husets officielle læge ønskelig. Ned af trappen og op igen med edikflasken smøg sig hastig en bleg ung pige; forskrækkelsens panik lå over hele den vege o skikkelse. » Bedst du går over på dit eget Kammer, du Hilda! « lød madamens stemme. » De må holde barnet afvejen, jomfru Holst! Det er ikke noget for hende dette, slig som han nu bærer sig og skriger derinde. For nu har » den hin « overtaget... Det løsner og kryber og glor med djævelskab fra alle krogene, så håret kan rejse sig! «... Der hørtes en pludselig larm som et større møbel -væltedes indenfor. » De får lade stor-anne holde sig i nærheden for, ret som det er, springer han op og blir ustyrlig, « sagde madamen i farten, idet hun skyndte sig ind. * • Andreasen stod med den ene hånd på gelænderet. Alt var igen blevet stille, ganske stille gennem hele huset. Døren til dagligstuen og indenfor værelserne stod åben efter Hilda, og hans blik fulgte tanketomt langs gulvsprækkerne forbi en rad af stolebén og skænken og de rare glasse og sølvtøjet hen mod det gamle engelske slagur med den månestore perpendikelskive af messing, som gik med et hørbart tik-tak bag glasruden i klokkeskabet. Han skimtede gennem storstuen helt ind til de to gamle portræter i fruens kabinet, hvor nu kortbordet plejede at arrangeres for de mest udvalgte.. « Formiddagslyset faldt didind, kattepus gik der alene og strakte og gispede og kedede sig som elektrisk medfølér af husets trykkede humør og så af og til op til kanarifuglen i buret; — der var ikke så meget som en flue at fange i vinduet endnu i... Den uhyggelige burende lyd lød af og til. -• Kirsten Holst stod deroppe udenfor salsdøren. hun tog i klinken og slap den igen, vred sagte knirkende i den, som hun gruede. Der lød en underlig hæs latter, da hun endelig gik ind. » Skulle ha et par ordentlige karer til at holde sig suggen!... de driver et stakkars fruentimmer fra vettet! « udbrød han, og lukkede iltert døren til dagligstuen; — kanarifuglen var begyndt at synge som den var gal derinde i ensomheden. I. Hvorfor gamle Bastian Borg hængte sig? Man kunne vel først og fremst spørge, hvorfor han giftede sig? svaret havde nu i de sidste tre år gået rundt om i distriktet under allehånde variationer, og det lød på, at Mads foss ikke havde set andet råd til at få klaret sin halvpart til ham i den fejlslagne rugspekulation med barkskibet kronos, end at lade ham få sin datter Marianne. Han brugte, blev det velvillig udlagt, at likvidere sine beter med sine smukke døtre; de sad nu, den ene her og den anden der, underlig gifte. En vis stormodig flothed og rundhåndethed var familjetrækket hos dem allé. Der kom en stadig selskabsturen tilhuse med konerne, — og, héd det, pantobligationer den ene efter den anden i ejendommene, man kunne regne én for hver barnedåbl — at Bastian Borg havde hængt sig var desværre utvilsomt nok! Det var hellerikke det spørgsmål, lidt kløgtige Hoder brød sig så meget med som, hvorfor han havde gjort det? Dette stod så rent, totalt uklart, — stred mindst mod to aftaler, han havde gjort samme formiddag om næste dag at indfindé sig nede på beddingen i ladestedet for at modtage afregning for mastetrær og derefter at møde op hos vejinspektøren. Han var underlig' nok, det var vist, den gamle, oplagte skipperen! — som han gik der mellem sine surøjede, gulbrune husebygninger nede i borgsviken, skutrygget, fåmælt og mistænksom med de buskede bryn, de små runde øjne, den krumme næse og arret i ansigtet efter minérskuddet, — hubroen kaldte de ham. Og det vakte jo en - aldeles hovedstyrtende forbavselse, da det spurgtes, at Marianne foss, den vakkre,'kvikke Marianne foss! skulle » gå i hubroen «, giftes med Bastian Borg. Han lignede en Hauk, som havde hængt for gammel på spigeren! Men over til borgsviken fik han hende, hvordan det nu gik til. Og op fra ladestedet kom gamle Bastian hvergang behængt med presenter, kjoletøjer og hatteslør og syskrin og fine støvler, — for den mand er en dåre, sagde han, som ikke forstår en ung kones naturlige begær. — som rimeligt blev der anderledes indryk og besøg end før på Borg, det var jo også noget, som Bastian indså... Men mere og mere underlig af sig blev han. han gik stilfærdig omkring for sig selv. Folkene kunne sé ham stå og lytte i skumringen på de urimeligste steder, så her og så der. De mente, han måtte have uro af den gamle skibsnissen sin, — et og andet uopgjort dem imellem, — at det var den Karen, han var synen for... Nu ivår havde den unge Ferdinand Wiese, som altid plejede at være på julebesøg hos fogdens, søn af skibsbyggeren oppe i fjorden, bedt om at få logere sig ind der de par uger, han skulle annamme skibsknæer og egemateriale til kranen i skogene deromkring. Det var en eftermiddag i skumringen, at Bastian nok syntes, der blev noget ensomt nedenunder. Han steg op ad trappen til gulsalen, hvor han vidste, Marianne lagde ind dækketøj i klædesskabet. Der blev han stående i dørglytten. Men, hvad han der havde sét, var ikke godt for nogen at sige, for stuepigen, som havde været ovenpå og hængt væk klædessnorer, så, at han var' ganske hvid i ansigtet, da han vendte sig om og gik op ad loftstrappen. Hun hørte, det knagede langsomt og tungt i fjælene efter ham, og så blev det så stille, at hun hørte dryppet udenfor af tagrenden. Da hun siden kom op på loftet med klædeskurvene og pråsen i hånden, troede hun først, han igen stod der og lurede og grundede. Men så fik hun sé, hvordan det havde sig, — og da var det, de hørte skriget nedover alle trapperne. Ja så forklarede Stina den samme aften. Dagen efter vidste hun imidlertid nøjagtig at berette om, hvorledes hun havde fundet ham med ryggen mod bjelken død af slag... — og i dag havde der været gravøl på Borg, et ordentligt gravøl! Det vil sige sletikke noget overdådigt flot, hvor det bugnede af retter og flommede med vin — sådan, som man for øvrigt ellers kunne ventet det i fossegårdsfamilien. Men tværtimod hellere et ordentligt i betydningen pænt og passende, næsten henimod nøgternt. Det var en stille, lavmælt, højtidelig begravelse med én for én skåler udbragte af Mads foss for autoriteterne: præsten, fogden 7 o og sorenskriveren. At gamle f'oss så noget medtaget bleg ud efter sygdommen, gjorde ham kun vakker og værdig; han rørte næsten ikke ved det stærke mere end, så vidt skålerne krævede. Sønnen, grossereren nede fra kystbyen, takkede på sin søsters vegne i velvalgte udtryk de mange udenbygds, som havde vist huset den ære. Noget, som havde tynget luften, var ved fælleds venners konduite lykkelig ryddet afvejen. Bastian Borg skulle begraves i indviet jord! Der var endog demonstrationsvis bestilt fra hovedstaden et jerngitter med forgyldte knopper.’ det var en officiel hemmelighed, som man her stod om, tavse og velforseglede. Og hver, som ville regne sig i nogen sammenhæng med » the.upper « i egnen, følte æren af at være med i dette fossegårdsfamiliens privatisimum, og at han havde at bidrage sit til at kremte og støtte det. Alle naturligvis — undtagen gamle tolderen på furusæt, som altid gik der med luggen strittende op ad nakken og gren imod strømmen. Han påstod uden sky, at det var selvmord, og at Stina stuepige — og flere end hun i — var underkjøbt. Der nyttede intet gitter om det, for alle så gennem sprinklerne... men hvem brød sig om en slig ansvarsløs kæft! • enken var vakker i sin sorte uldne dragt, det lod sig ikke nægte, de glimt af hende, de selskabelig udvalgte fik, — sådan hyggelig, lun ung kone med den ranke vækst og de grå talende øjne under tykke, sorte bryn. Det ellers så livlige og letbevægelige ansigt var i dag så stilfærdig nedslagent. Det var en kone med takt, Marianne Borg; — og skulle nogen fra Fossegård mangle det?... Ja, hvem skulle hun nu have, — Marianne Borg? Eller rettere, hvem ville hun tage? Det var det stille, dybt i forundringen og formodningen tilbagetrængte spørgsmål, som svævede om i den bedrøvede luft over kisten og granbaret nede på Borg og alt der var begyndt at hviskes og blinkes mellem to og to af de røde ansigter henne ved kransekagen og portvins- og maderaglassene. Og bagefter, man gik vinøre omkring i værelserne, havde man alt et helt sæt af kombinationer istand, — mærkelig nok, uagtet hendes t kun fire og tyve år, alle sammen med temmelig middelaldrende, endog tilårskomne mænd, naturligvis af egnens første. hvorfor det heller skulle være med enkemænd og ældre end med sønnerne, kom der ingen rede for; det lod kun til at fremgå af et slags fælledsinstinkt. Hun var så forstandig og koselig at tale med. Sådan leende halv dulgt, snurrede hun, når hun ville, både hode og hjerte rundt på en gammel kavaller; og det var sandelig ikke for den gamle envise ulk af en skippers skyld, at både den ene og den anden af omegnens gråhårede og skaldede koryfæer så flittig havde taget, op på Borg. Vårluften og søndenvejret havde taget alvorlig på føret. Det lå godtsom blot med en strime af sne og is i den eneside af vejen, så slædemejen gik bar i sandet og det gnurede og ulede lange stykker. I bredslæden med den store brune for, de med sort omvundne dombjelder og bjørneskindsfelden kørte Mads foss på Fossegård. Ved siden af ham sad hans datter Marianne med et tæt sort slør for ansigtet. Hun havde uvægerlig ståt på at komme hjem fra Borg straks. hesten havde trukket med uformindsket fart over halvanden mil, og mange ord var der ikke vekslet mellem dem undervejs. Hun forstod, at han var tilfreds med at få hende hjem igen, det passede jo også så for ham i alle måder i det store hus. Hun skimtede fra siden i sin fars ansigt. Håret og hans korte kindskjæg var sølvhvidt nu; det så så godmodig og jovialt ud. Hun havde altid syntes; det var så strengt, da hun var barn, haft sådan angst for det... Den var gået bort mere og mere, efterhånden, som hun lærte sig til at omgå og besnakke det... Endel af kulisserne faldt, dengang han bad og tryglede og så tilslut tvang hende over til Borg... Hun gøs over den mørke, bitre ubøjelighed, som kunne komme op i ham; — den havde sat sit mærke i alle børnene, t hans ansigt kom just for hendes erindring, tydeligt som i en vision, — kraftigt, sorthåret, rødt ophidset, — hun var liden da... dengang mor så med ét havde sendt Anne barnepige på porten! Han gik endnu med rejsehuen på, som han var kommet lige fra hovedstadsmarkedet, og ravede og tordnede og slog huen i ttestellet. Mor fik krampe inde i stuen, og vi blev skydset ovenpå; — og stakkars bror Henrik rasede og spændte, med hælene i sovekammerdøren... — så sad hun bag sløret de to mile som i drømme ved alt det, som så pludselig var overgåt hende. Og hun kørte fort i tankerne, tortere og tortere, — undaf noget, som bestandig jog efter og ville melde sig, og som også et øjeblik indhentede hende... ♦ tankerne kørte fra det igen. Det var noget helt nyt, hun nu skulle ind i — fra gården og stellet og — ægteskabet der... Det var, som hun pludselig var sluppet ud af en gravkjelder; hun havde virkelig et øjeblik tænkt, at hun skulle være med ham did også i og nu var hun kommet slig fra det!. ».. « • hun hadede at tænke på alt der, — kjørene, hestene, værelserne, folkene. Faderen og skifteretten fik styre med gården og det økonomiske. Hun skulle igen gå som datter hjemme, — notabena nu som en datter, der ejede noget selv... den samme sneskavl, som man måtte vare sig for, lå endnu altid i svingen op til fossegårdsgrinden derhjemme med kanten af sneplogen kørt langt ind i sig, kun lidt højere eller lavere, eftersom vinteren var. Den voldtes af de to attentoms stokke, som stak enderne ud tvertover hverandre ved grøften som en gårdshilsen og stiltiende reklame om fossegårdsskogen, hvad enten de nu vidnede sandt eller løj... Sandhed havde det nu vel været engang, — hun havde aldrig tænkt over det før, — kanske i den tid, da de tog ud de to gamle sprukne, vældige portstolper med kuglerne på, som stod på hver sin side af grinden. Men en mærkeøxe ville gået af skaftet af forbløffelse, om den traf på den slags dimensioner nu... Her var måget ny, ren, lys sne udover vejen, så slæden fik en pludselig lettelsens fart, idet den slugtes af portgabet • og forsvandt indover lindealleen op mod trappen på Fossegård. bygningens vældige teglstensskråning med i alle kvistkarnapperne i syntes en hél etage forvandlet til bare tag over en mængde smårudede vindusfag i to Rader henefter længden. Med den underlige lille by af store og små udhuse, som stod sammen, — gamle og ny, — den lange røde låve og staburet med den egne svære madklokke gjorde stedet trods sin gammeldagshed et herrémæssigt indtryk. Det lå tronende mellem vidtstrakte gjærdesgårde, der i vårtøen rablede sine sorte streger hen over de hvide marker. Her var husrum nok både for gæster og køretøjer. Oppe på fjeldknarten stod det gamle udsigtstårn, hvorfra man kunne se ud til fjorden og i de øverste ræer på skibene mellem holmene nede ved kystbyen. Nedenfra tordnede fossen og møllebruget, og længere henne stak det forfaldne teglværk sit gråmosede tag op af bakken... Hjemmet lå foran hende, som det kunne været rigtig længe, — år, — siden hun havde været der.•.. Erindringer gennem alle værelser; -- kunne de fortælle døre og vægge!... Det var begge de vakkre værelser indenfor sørsalen, Marianne fik,' de, som vendte 'ud mod den vidtløftige, parklignende frugthave med lysthusene og alle ribs- og stikkelsbærgangene, bjerkelunden og de forgrode græsbænke og anlæg. nedenfor 'lå en féd, sumpigstrækning med et hist og her opdukkende krat, hvor morgenog aftentågen altid lagde sig — om sommeren let dunstagtig, om høsten som en tæt hvid stribe langs Marken. Det var en med grønske næsten helt overvokset dam. Det skimlede grønne havegærde gik tværtover det nederste af den, hvor alle de fede vandplanter stod og trykkede sig sammen. Af og til kunne en stille lurer overkomme at høre et dæmpet plask, — en gulbuget karuds, • som snappede en flue eller et froskeembryo i nogen skikkelse... ______ <1 ellers lå dammen lang, smal og tavs, næsten igjengroet og gemte sin tilværelse under græstørven, der varmede den om vinteren, medens tågen lagde sig somuld over den om høsten, — til isen kom, da karudserne stod med hovederne sammen i dyndet midt nede på dybet, hvor det aldrig nåde til at bundfryse, eller tyde til mørke, hemmelighedsfulde lunheder langt indunder myrvolden. Fossegård var i sin tid berømt for sine store, fede karudser. Der gik det sagn, at de skrev sig fra en dansk foged og justitsråd, som engang i forrige århundrede ejede Fossegård med til- og underliggende ejendomme hele elvedraget opover. Faktum var imidlertid, at de nu var blevet så besværlige at få fat pål forklaringen- lå kanske i, at karudser, som har ståt to hundrede vintre, hoved mod hoved og øje mod øje, sammen og grundet på de ting, som er ovenover dem, også kan blive kloge og erfarne om deres hjerner efter en darwinistisk begrebsdannelse kunne have' udviklet sin stumme undren til et slags, om end kun dunkelt bevidste, ideer eller en anelsesfuld spekulation om, hvad der kunne vente dem, når det mystiske i skikkelse af en håv med sækkenet dukkede ned og hævede enkelte sprællende op i den højere sfære, — skal lades stå hen. Men sikkert og vist var det, at deres gløgge øjne holdt udkig med buskekrattet og havegærdet, og at den mindste mistænkelige skygge, som bevægede sig der, var signalet til en almindelig sky forstikken langt indunder græstørven; — man kunne komme med eller uden håv eller slæbe den efter sig så listig man ville. Den tilsegne karudsdam lå der som et dunkelt øje på, hvad der bevægede sig slægt efter slægt... Den havde været uroet af små gutter og piger, som kastede vedkubber i den — plask til forskrækkelse! — og rodede og gravede ned * i den med grene og sejlede med barkeskibe; — den blev altid fri for dem, når madklokken ringede. Det gamle, grønbrillede øje havde skimtet unge piger i hvide kjoler, som bevægede sig i det fri under bryllupper og fester i sommer « tiden og dansede ovenfor på plænen, sét træerne om kvældene illuminerede med begfakler og derunder allehånde ravende og lallende skikkelser... havde vel og i tidens løb sét et og andet blegt, forstyrret ansigt stå og stirre ned — så en mands, så en kvindes, — som det ville finde ud, hvor dyb den var der under grønsken. Mads foss’s bedstefar, kommerceråden og skibsrederen John foss, da han måtte opgive sit Bo, gik der længe en eftermiddag med armene overkors og grundede på de kar udser!... Det var da, alle ejendommene ned mod søsiden kom over i fremmed hånd. Men ' også da, møllebruget blev bygget, som durede og rystede så dag og nat der nedefra og tjente i penge til Fossegård som det eneste aårgangsfald videnom, — helt til processen kom på om damretten, som tabtes. Da blev det stilt, og duren standsede lange tider på året... At håven nutildags sjeldnere gjorde sine herjende greb ned i dammen end i tidligere dage, turde også have sin forklaring i, at Mads foss selv aldrig ville spise karudser. Grunden, — at en husjomfru i hans fars, krigskommissærens, tid var forsvundet og fundet igen der ud på våren, — fandt han ikke forgodt at rykke ud med. De gamle karudser kunne have adskillige ting fra gammel tid af at grunde og ruge over der i slammet... * men lad os ikke rive op tørven 1 de værste hjemsøgeiser, der fra alders tid var overgået de gamle brave karudser, var dog alle de farlige, hvasse flaskeskår og skarpe, kantede buteljestumper, som år efter år nu i sommerferierne blev kastet ned i den. Medens de voksne gastererede i hovedbygningen, holdt husets to sønner deres eget leven i det nederste lysthus, det af træ med muren under. Brødrene havde kammerater fra skolen med sig hjem i besøg, stjal vinflasker i kælderen r og begrov dem — efter klink, klink mod muren, — omhyggelig i karudsdammen, hvor de endnu lå med spidser op af dyndet og flængede og rev og skar. Formanden for dem var den samme lange; lyshårede plageånd af en gut, — Johnny, lorden til Fossegård, som han kaldtes, — husets ældste søn, — der så hændig havde gjort opdagelsen at bringe tomme flasker.ud af verden. Og den næstældste, Henrik, han med den mørke lug, som forstod at jage håven så langt indunder tørven, fulgte trolig eksemplet! det var nu til sommeren otte år, siden * de havde fået den sidste portion over sig, — tildels knusende småt, så en karuds kunne få glasfliser i øjnene. Der var hylt og skreget og sunget i kor den hele kvæld i lysthuset, og så var de, seks stykker i rad, draget ravende og skrålende afsted... Noget henimod så langt vidste karudserne. Men Mads foss fik i dagene efter besked på det merel hans næstældste syttenårige,• der snart skulle blive student, havde om natten brudt • ind i et vinlager nede i ladestedet og langet ud flasker til sine kammerater, — to styrmænd og nogle søfolk fra et fremmed skib, han var kommet sammen med. Og, da der blev tale om at arresteres, havde de brugt vold imod vægteren og dukket politibetjenten flere gange udenfor bryggen. Det var først et par måneder efter, de fik et brev fra ham fra håvi \ han agtede at sé sig om i verden, — ville ikke være familjenavnet til skam derhjemme... Det var et slag lige i Mads foss's stolte hjerte! Han ville siden aldrig høre ham nævne, — havde ikke mere end én søn, j— John — den ældste 1 Iii. Hjemme måtte Marianne bare få alt, som hun ønskede det, og én af hestene skulle stå til hendes rådighed, havde Mads foss betalt. Hun var kommet på solsiden af ham, og han hyggede sig synlig ved igen at have nogen, som der var forslag ved, til at stå for værtskabet inde i stuen... For lidt, lidt ballast af fruentimmer må der være i et hus, skal det ikke slingre for langt ud af sporeti mente han. Det kendtes nu ikke længere så tomt og ødt at sætte sig med piben inde i sofaen. Og visse andre betragtninger kom til... Siden sygdommen i vinter havde han sin ængstelse for at gå der alene og se på hjørneskjænken med den lille gammeldags forgyldte flaskeopsats indenfor... Marianne og Hilda tog, ret som det var, trille eller gig og rejste ud i småbesøg, så her og så der, — til majorens, til svoger Biermanns på nedre-bruget, over elven til fogdens eller vel også den længere tur nedover til byen, hvor de da gerne blev over hos deres bror, grossereren og skibsrederen, til næste dag. Dernede i byen var der som oftesf noget selskabeligt på færde og hos bror » Johnny « altid nogen. Flot og muntert gik der til. Han havde så mange forretningsvenner og forbindelser at varetage og gøre honnør for, når de kom strygende forbi med dampskibene fra hoved- • staden eller udlandeti en og anden gang tog de så en veninde med sig hjem i besøg. Forresten gik jo spillepartierne og korttoddyerne deres vante gang mellem familjerne i egnen, og, — var ikke møllebruget påfossegård rigtig årgangs, men stoppede de par måneder i sommertiden, — så var i al fald, som tolderen sagde, » Kortbruget « der årvist! Spillebordene skulle jo flyttes.i en slags omgang helt oppe fra lensmanden og exam. Jur. Robarth ned til Henschen. Men » Hovedbruget « Stod dog, — især siden Mads foss var mindre rørlig og villig til at.sætte sig i karjolen, og Marianne var hjemme, — de tre, fire aftener i ugen på Fossegård. Det gik jo også nu i alle måder ordensmæssig pænt og passende til; der sad ingen der nogengang ved kortbordet efter tolv, ét om natten. Og hænde turde det vel, at der her ligesom på Borg også var kommet en anden dragningskraft!... Doktoren og den formuende examinatus robarth, der begge var enkemænd, fordrog ikke videre at træffe hinanden der, — satte majoren ud; — men vel søgte de hver for sig ganske hændig anledningen og hyggede sig og trivedes vidunderlig godt ved en liden lun passiar med enken... » Forliebte som rotter begge to! « — påstod tolderen... » sidder der hos Mads foss og spiller bort i natten og grubler på at fri, — og robarth gør ve-hers i « — harkede han for latteren. » Ja mæn gør han Vers!... he '... he og — drømmer! « jog han stokken ind i luften. Igåraftes sent var Johnny kommet kørende alene i sin ny trille op til Fossegård. Han havde sådan trang til at lufte sig ud fra forretningerne engang imellem og gå der hjemme alene og drive, sagde han til Marianne. Jomfru Holst fik skaffe ham et ordentlig bryg af sin gode punsch ude på trappen, — så godt at sidde og ryge og tænke!... » Nej, nej, ikke vække den gamle!... Hvordan er det med ham? « — han så forskende på Marianne hun forstod meningen og nikkede beroligende. » Ak og så få styrte sig i sin egen seng igen! For der er ikke senge til aligevel andetsteds i verden, — enda vore er hjemførte, Marianne, — første rangs, — mage til de i hotel de l’europe i Hamburg!.... Der næredes et højt mål af beundring for den vakkre flotte Broder. Opdraget mellem en hel flok søstre som ældste og vord

1886_Kieler_EnOppositionsmand

Laura

En Oppositionsmand

Kieler

Kieler

En Oppositionsmand

female

1886_Kieler_EnOppositionsmand.pdf

Laura

Kieler

no

En Oppositionsmand

n

roman

Schønberg

KB

pdftxt

1771-1824.

1771-1824. Om https://da.wikipedia.org/wiki/Hans_Nielsen_Hauge

HISTORICAL

I. I slutningen af det forrige århundrede fødtes de frisindede ideer, som de foregående decennier havde ruget over og båret i sit skød. De selvsamme ideer, der, om end i en forandret skikkelse, dog mod slutningen af det nittende århundrede har rejst hovedet op som fuldvoksen mand, og i kraft af sin myndighedsalder fordrer sin ret. Frihedstanken har haft en langsom, men sikker vækst, der imellem har været opholdt, forsinket, aldrig stanset. Det var voldsomme efterdønninger, Katharinas og Josef den 2dens krig mod tyrkerne havde efterladt i de forskellige, evropæiske farvande. danmark-norge havde. ikke undgået den fælles skæbne, men var naturligvis blevet trukket med ind i den politiske malstrøm. InituPinit==det var de forenede deruPder==rigers deruPder==frelse, at deruPder==P. heruPher==a. Bernstorf stod ved roret og lodsede statsskuden sikkert mellem skær og brændinger. han vidste, » hvor dybt Danmark stak, hvilke søgange og storme, det kunne udholde, og når det i tide måtte minske sejl og gå i havn. » Imidlertid, medens nu alle disse veltiltaklede regeringsskibe, store og små, alle med kongeflag og rigtforgvldte gallionsfigurer lå og slingrede, duvede i den voldsomme bølgegang og sled. i deres ankerkættinger, skete der en eksplosion i et krater, der allerede havde ulmet i længere tid. De glødende lavastene slyngedes som brændende projektiler ud over hele Evropa og tændte ild overalt, hvor der fandtes brændbare stoffer i lasten. De sved hul i mangt et purpurfarvet silkesejl. Verdenshavet hævede sig drønende og sank ved eruptionen; regeringsskibene blev hjælpeløst slyngede sammen. De lå og drev; et havde agterstavnen under vand, et andet forstavnen, et tredje lå på siden, som om det skulle kølhales, på et fjerde var stormasten og skanseklædningen skyllet over bord. Det gjaldt om at rebe sejl og nå land. Det gamle Evropa var bleven rystet ud af sine Fuger. Statssystemet var i fare, og regenterne skalv på deres troner. Det var den franske revolution. ingen var dog bleven så skrækslagne som Katharina den 2den og Gustav deri 3die. Kong Gustav nærede et glødende had til enhver frihedsbevægelse. Katharinas had var det eneste, som kunne måle sig med hans i intensitet, med ét ord: angsten drev disse to arvefjender sammen til forsvar mod den sig nærmende frihed. Herodes og Pilatus blev — som så mange gange før i denne syndige verden — gode venner. Der fandtes imidlertid tvende lande, som ikke var grebne af den almindelige panik. Det ene var England. Albion lå vel fortøjet og vendte sin brede, solide bov op mod brådsøerne. Det gav sig næppe i sammenføjningerne. Det andet land var Danmark. Ikke for intet var der i Bernstorfs humane natur en ærlig sympatti for det bedste af det 18de århundredes ideer. Ikke for intet var han skaber af frisindede reformer, skænkede det danske folk trykkefrihed ( ved reskriptet 1790 ) og kæmpede for at rive trælleåget fra den danske Bondes nakke. Mærkværdig nok, Bernstorfs anskuelser var så liberale, at han, skønt en enevoldskonges minister, havde agtelse endog for den offentlige mening. En agtelse så stor, at han selv tog hensyn til den og fordømte de regeringer, der ignorerede den. Og skønt han vendte sig med modbydelighed bort fra den franske revolutions udskejelser, havde han tillige den største uvilje mod det omstyrtede l’ancien regime, og — hvad der var det mærkeligste — ikke spor af frygt for det revolutionære smitstof. Han rejste ingen kinesisk mur om Danmarks kyster. Han havde heller ingen grund. Den store statsmand påstod trøstigt, at » de overdrevne frihedsgrundsætninger kun er farlige for de lande, som er underkuede. « » Han havde i så henseende en god samvittighed ligeoverfor folket i danmark-norge, fordi han vidste, det ikke lå under noget tryk. « Det er meget heldigt at have en god samvittighed. takket være Bernstorfs overbevisning om, at » Nationens vilje måtte være lov for. Kongen «, behøvede den danske regering til visse ikke at være ængstelig. Folket elskede den og stolede på den — — ubetinget! Det jublede over trykkefriheden og havde en instinktmæssig forvisning om, at adelen var ikke blot folkets, men også kongens naturlige fjende. Som bekendt var der i Danmark ingenlunde idyllisk ro under absolutismens moderlige beskyttelse. V tværtimod: der var en gæring stærkere end i de fleste øvrige, evropæiske stater. Især sværmede københavnerne for revolutionens fordring: » Agtelse for menneskerettigheder! « men trods alle forestillinger fra ængstede hjærter — og ængstede hjerter gives der ved enhver lejlighed og til enhver tid, — lod Bernstorf sig ikke bevæge til at tage pressefriheden tilbage. Dens misbrug » berettigede ikke til at tilintetgøre den «, og — » skaber man martyrer, gavner man den sag, man vil bekæmpe, i steden for at skade den. « Kort og godt, Bernstorf ville ikke » trodse tidens ånd «, undgik omhyggeligt alt, hvad der kunne vække nationens uvilje og lagde nøje mærke til » le caractère de la nation «. På grund af denne gensidige tillid mellem regering og folk havde Danmark altså den gang kraft nok til at ride en storm af. Forgæves søgte til forskellige tidspunkter Rusland, østerig, Preussen at få Bernstorf overtalt til i forening med de øvrige, evropæiske magter at gøre front mod den franske revolution. det var en formelig krydsild af henvendelser, c-/ v ' der let kunne have gjort et mindre stærkt hoved forvirret. Men Bernstorf betakkede sig for den tiltænkte ære. I sine forskellige afslag erklærede han: » At han ikke behøvede at sikre sine lande mod revolution, da han allerede havde nået dette mål ved at følge en politik, som nøje stemmede med hans folks ånd. « » Den pligt, det uomtvistelig er for enhver fyrste at tage hensyn til sit folks ønsker og tænkesæt, forstærkes ganske særlig ved den almindelige stilling og ved den tids ånd, i hvilken vi leve. « Og fordringen at blande sig egenmægtig ind i et andet riges indre anliggender afviste han med det skarpe svar: » Folkeretten er uforanderlig. Dens sætninger afhænge ikke af omstændighederne. « » I er vistnok «, sagde Bernstorf en gang til den svenske diplomat ehrenheim, » forbavset over, hvad der bliver trykket her. Det er min grundsætning ikke at bekymre mig derom; thi sligt falder til jorden af sig selv, når man ikke giver sig af dermed, og forfølgelsen ville kun endnu mere ophidse sindene. « Til visse var ehrenheim forbavset! Hele udlandet spærrede øjnene op af bestyrtelse over, at pressefriheden, » som imod slutningen af det 18de århundrede i England blev et intet og i Frankrig en.landeplage, opslog sin faste bolig i det højeste Norden i en enevoldsregents stater. « Den berømte, tyske forfatter schløzer kaldte reskriptet af 3die decbr. 1790 den eneste trykkefrihedslov i Europa, medens » Historischpolitisches magazin « erklærede, at » i Danmark nyde undersåtterne den fuldkomneste (! ) frihed, uagtet dets konge er en af de mest uindskrænkede i Evropa «. Ingen var dog mere oprørt over denne » Infami « end Gustav den 3dje. Et » Frihedens arnested var kommen ham lige ind på livet «. Der manglede snart ikke meget i, at hans gustavianske majestæt hadede Danmark af samme grund, som han hadede den franske revolution. At danskerne den gang efter deres natur var langt mere modtagelige for frihedsideer end svenskerne, er en kendsgerning. Det være nu hermed, som det vil: de svenske diplomater sendte depesche efter depesche fra København til Stockholm med beretninger om, hvor frodigt demokratiet og jakobinismen trivedes i Danmark under » Regeringens ægide. « Gustav den 3dje antog, at de revolutionære skrifter, der fandtes i Skåne, var trykte i København, og skalv af angst for den sansculottisme, der kunne komme sejlende tværs over Øresund og marschere løs på selve Stockholms slot. Nu — enhver véd: medens Katharina den 2den glemte sit had til den franske revolution over sit had til Polen, blev Gustav den 3dje ramt af anckarstrøms pistol og blev nødt til at give afkald på sine reaktionære planer. Men hans angst gik i arv. Reuterholm og sparre fandt, at det hensyn til den offentlige mening, Bernstorf vedkendte sig, var i høj grad truende for nabostaterne, og hertug Carl insinuerede i det svenske statsråd, at » Bernstorf havde forstået at vinde det danske folks yndest ved at smigre det på kongemagtens bekostning. Hans hu står snarere til at være nationens end kongens minister. Han higer åbenbart efter at gøre folkeoponionen til enehersker i landet, og hans stræben må være selve tronens kuldkastning. « Forunderlig nok, den følelse for frihedstanke og selvstændighed, som fandtes i danmark-norge, drog det med sympattiens magt til et for øvrigt med danskerne åndeligt beslægtet land, nemlig England, c* o den fælles kærlighed til friheden knyttede Storbritanien og Danmark gensidig til hinanden. Bernstorfs memoirer gjorde overordentlig opsigt, og oversættelsen udkom i 7 oplag. Den engelske opposition hævede Bernstorf til skyerne, fordi hans frisindede politik faldt i dens smag. Den brugte endog hans noter som våben mod den engelske regering. Og hvad Bernstorf selv angår, var det ham personlig imod at stille sig fjendtlig lige overfor England. Han satte stor pris på engelske forhold. Disse forhold, der havde åbnet hans egne øjne og særlig styrket ham i hans kamp for den danske bondestand. Mindes skal det også, at da England senere hen forberedede sit skændige overfald på København, kaldte de engelske oppositionsblade toget for et » så oprørende, uundskyldeligt foretagende, at man ikke en gang ville nævne det. « Og da det var sat i udførelse, var deres angre! ) på ministeriet voldsomme, ligesom oppositionens » parlamentariske forsvar for Danmark kraftigt og fuldt af indignation «. Når den talte om en skammelig umoralsk handling, tilføjede den: » Det er æreløst som toget mod København «. men politik og handelsinteresser respekterer hverken nationale sympattier eller naturlig tilknytning. den norske handel var i Bernstorfs tid så rig og blomstrende, — takket være den norske trælasthandel, kalder Jakob ål dette tidsrum for Norges guldalder, — og nationalvelstanden som følge heraf så god, at regeringen måtte opbyde al sin klogskab og energi for at afværge den fare, der truede den. InituPinit==desværre, deruPder==P. heruPher==a. heruPher==bernstorf døde, og den danske regering så sig nødt til at iværksætte det usalige konvoyeringssystem, hvis skæbnesvangre følger kulminerede i overfaldet 1807. — ved siden af frihedsbevægelsen gik der imidlertid i slutningen af forrige århundrede en anden strømning gennem Norden. Mærkværdig nok var denne strømning skandinavismen. Rimeligvis var det dog her ikke naturloven, slægtskabet, som gjorde sig gældende, men omstændighedernes tryk, nødvendigheden, fordelen af at forene sig. Trods hadet mod » den troløse nabo «, krævede forholdene her sin ret. Sverrige trængte til støtte hos Danmark og rakte broderhånden frem. » Mon Danmark ville tage mod den? « Nordens fælles tarv lød fra mangfoldige læber som et evangelium. Sansen for det fælles nordiske begyndte at vågne. Øjnene blev åbnede for de skandinaviske oldtidsminder; man opdagede pludselig stammeslægtskabet og det unaturlige i frænders had. Rigtignok kaldte et politisk flyveskrift » det foregivne had mellem begge nationer for en fabel, god at fortælle i ammestuer. « i ganske vist! Man. måtte antage det for en fabel, når man læste ehrenheims forsikring om, » at foreningen mellem Danmark og Sverrig er grundet på naturen «, hørte ham beundre den berømmelige Iver, hvormed de danske rustede sig, og ønske, at i Sverrige måtte den påtænkte søudrustning vække den samme patriotisme.. Man måtte tro, det var et ammestueæventyr, når man ved folkefester så svenske og danske farver i broderlig forening, og den danske og svenske skytsgudinde knæle sammen foran fredens alter, tro det, når man læste, » hvorledes Polens sørgelige skæbne var en fornyet opfordring for det skandinaviske Norden om at holde sammen. « Der var tilmed en literær tilnærmelse. De tvende landes digtere sagde hverandre gensidige komplimenter. » Sverige hastade att forena sig med en dygdig granne dannemark «. I » Stockholmsposten « fortaltes der, » att dannemarks soner skynda ådelmodigt till forsvar. Skulle swensken wara den sista att uppresa sig. mot fdrtrycket, skulle han swika sitt fosterlands ara och en trogen bundsforwandts ratmåtige wåntan? « Ved sprengportens død lovpriste thårup ham som den mand, » der lærte cimbren at elske gothen «. Da Bernstorf havde undertegnet traktaten, var det » den skønneste dag i hans liv. « Ved hertug Karls aftenselskab var der stor jubel og stille rørelse, og da hans højhed viste den unge konge konventionen, fældte Gustav o c Adolf tårer. Intet hjalp. Fablen blev igen til virkelighed. De tvende lande kunne ikke blive enige i politiken. De gik hver sin vej. Sverrige ville stadig gøre front til en side. Danmark til en anden. Men hovedsagen var: den forbandede arv o fra fædrene gik igen. De forsvundne slægters splid og nationale mistro kvalte slægtfølelsen i fødslen. Man mistænkte hinanden og bagtalte hinanden. Gustavianerne var desuden Danmarks fødte fjender. Trods de i begyndelsen venskabelige tilnærmelser gik Gustav den 3dies had i arv til Gustav den 4de, ligesom Kathrina den 2dens holsten-gottorpske nag til kejser Paul. Skandinavismen forsvandt ligeså pludseligt,.som den var kommen, forsvandt i det forborgne dyb, hvorfra den omtrent i midten af det påfølgende århundrede igen skulle stikke hovedet op, for på ny lig en upålidelig lygtemand at dukke ned i en vildmose. rimeligvis vil den ikke mere betræde skuepladsen, før Sverrige ( Norge ) igen bliver foruroliget af Rusland og med ufo vender ansigtet mod øst.----------------— — — — •-------------- men det var ikke blot slægtshadet, der gik i arv til Gustav den 4de og kejser Paul. Det var også den gamle angst for Bernstorfs revolutionære principer. Den svenske regerings politik var mere overensstemmende med Frankrigs, end den dansk-norske regerings nogensinde havde været, — det nyttede ikke! 1 svenske øjne var Danmarks indre politik mr en gang befængt med den franske farsot. Og hvad kejser Paul senere hen angår,, betragtede han ufravigelig Danmark som et tilhold for den forhadte jakobinisme. Dog — de var ikke ene om det. Alle Europas reaktionære stater skelede med onde' øjne til den dansk-norske pressefrihed.------ — imidlertid — danmark-norge havde anerkendt den franske Republik; den store Bernstorf var død. Engelske krigsskibe krydsede' mellem Jyllands og Norges kyst, visiterede de skandinaviske handelsskibe og gjorde oftere indgreb på norsk territorium. En samlet eskadre af den svenske og dansknorske fiåde krydsede i Nordsøen og Kattegat, og det unge Danmark drak i Dreyers klub * • / • i 1 fandens skål, fordi han havde været så venlig at tage kejserinde Katharina. Medens således det store verdensdrama gik sin ustanselige gang over Evropas scene, foregik der et mindre og dog vigtigt,' omsiggribende mellem Norges fjælde. Dets følger går igen den dag i dag. Det lille drama stod vistnok ikke i direkte forbindelse med det store, men var dog i sin inderste grund et barn af dets ånd. Med våben i hånd blev kristendommen indført i Norge. Medens Ansgar i Danmark prædikede guds ord under forfølgelsens martyrium, tvang kong Olaf de norske bønder til korset og døbefonten. Det blev et kristent hedenskab. Hans Tausen bragte Danmark reformationen i ånd og sandhed; i Norge jog de danske adelsmænd præsterne fanden i vold, plyndrede kirkerne og svor en saligheds ed på den lutherske lære. Derfor blev kristendommen ikke nogen magt i det norske folks liv. Kristian den 6te indførte rigtignok pietismen, hvor gabestokken øvede kirketugt. Hernhuterne fulgte i dens kølvand med deres mere blødsødne anskuelser, men manglede livskraft og sundt blod. Intet under, at de dannede blev lede og kede af Kristian den. 6tes religion, og så godt som de fleste blev rationalister. Rationalismen var fra Tyskland brudt ind over danmark-norge, og havde grebet størsteparten af de forenede rigers gejstlighed. Fritænkeriet prædikedes fra de fleste prædikestole, lærtes i almueskolerne, og blev doceret i bøger og aviser. Præsterne troede, de kunne bibringe » den simple mand « » mere oplyste religionsbegreber. « Præsterne tog fejl. De » mindre oplyste « Kunne ikke følge med. Rationalismens væsen var så luftigt, uhåndgribeligt; bonden med sin virkelighedssans kunne ikke få tag i den. De dunkle, halvt sentimentale, halvt filosofiske prædikener var ham en gåde; han kunne ikke med den præst, der ikke talte, så han kunne forstå ham. Med undtagelse af enkelte steder på kysten og et og andet sogn i det indre af landet stod almuen udenfor den » højeste oplysning «. Den holdt sig ligesom den danske Bonde trofast til de gamle opbyggelsesbøger og havde sin kristendom for sig selv. Det vil sige, sådan som den nu var. det var og blev en kendsgerning: » den højeste oplysning « * ) passede ikke for folket. Tværtimod! Den spredte stor vankundighed ud over landet og, hvad der var værre,. Stor demoralisation. Hvor grænseløs begge dele virkelig var, derom kan historien give os besked. Endnu mærkeligere var det særsyn, at de selvsamme præster, der delte Frankrigs rationalistiske anskuelser, var social og politisk friheds mest fanatiske modstandere. De fleste af dem hadede deruPder==grev deruPder==P. heruPher==a. heruPher==bernstorf. heruPher==han var dem en torn i øjet. — — — den store Bernstorf er død. Det er på tide at mindes ham igen, — ikke blot som en historisk personlighed, der var stor for sin tid og er forsvunden med den. Måtte hans ånd gå igen! Måtte den danske inituPinit==Bonde aldrig glemme deruPder==P. heruPher==a. heruPher==bernstorfs deruPder==navn! Og hvad skandinavismen angår, — når den tid en gang kommer, da frisindets ånd har besjælet hele Skandinavien, forjaget sabelherredømmets brutale minder om nationale forurettelser og had, da først vil Nordens store enhedstanke, frigjort fra antipattiens og misundelsens smudsige bånd, blive virkeliggjort. * ) det var stikordet den gang. virkeliggjort i samarbejde, i fælles kamp for frihedens og menneskelighedens sag. Den fælles ilddåb, som udeblev i 1801 og i 1863, vil da komme, selv om der kun kæmpes med åndelige våben. Danske, svenske og nordmænd side om side — » in reih’ und glied «, i strid mod en fælles fjende. Kieler: en oppositionsmand. i. Nær st. Hans i 1796 skinnede midsommersolen ind i et tømret Kammer på gården Hauge i Tune sogn i smålenenes amt. Krøniken beretter, at » en ung mand med brede skuldre, bredt bryst, lysebrunt hår og et mildt åsyn vandrede op og ned ad gulvet. « Hans Nilsen Hauge dikterede, medens hans ældre Broder, lensmanden, sad ved fyrrebordet og skrev. Pennen fløj hen over papiret. Der var så stille, man hørte kun gåsefjeréns kradsen. Hans Nilsen Hauges tunge skridt, kobjælderne udenfor og jæternes kavken* ). » Af den gode guds forsyn, « dikterede hans Nilsen, » have vi her i vore lande haft en god begering. Den har ordineret guds ords lærere, som efter den hellige skrift, biblen, skal forklare guds vilje til enhvers saligheds befordring uden hykleri eller vildfarelse. Den gode konge * ) røgternes jodlen. Kristian den 6te har især haft den største omsorg for guds viljes fremme. Kongen har ordineret lærere. Af dem kender jeg nogle, andre hører jeg om. Det er et almindeligt ordsprog, at gerrighed er hos alle mennesker, men hos præsten har den overhånd. « » Det var strengt sagt, hans Nilsen! « » Men sandt, Ole, så sandt, som gud er over mig. —----------man kan erfare dette på deres ord og gerninger. De have i deres prædikener meget at handle og bede om det timelige, og hvorledes man deri skal blive lykkelig, og så at forestille folk, at man kan sove sig ind i himmerig; de kan aldrig få så meget af det timelige, at de jo søge efter mere. Men skal de undertiden tale guds ord, så må de have god betaling derfor; da kan det blive vel, ellers ikke. En del vil og have ære og reverentser af deres tilhørere, og desuden foregå de dem med det eksempel, at når de kommer fra kirken, gå de i spil og vellystigheder. En del råber på satan; ja han viser dem og vejen. Ser jeg nu til tilhørerne, så vil jeg ikke tale om den fri viljes misbrug i grove laster, men handle om de fine, så følge de grove med. Man har da al omsorg for at samle sig liggendefæ og opbygge herlige huse, samle sig godt forråd derudi, men dersom der kommer fattige til dem; så have de lidet. Men til spil, Dans, 9* komedier, prægtig klædedragt, frådseri og drukkenskab have de nok at forlyste sig med. Officererne, der skulle holde deres underordnede i kristelig tugt, lærer dem tværtimod ved deres eksempler at bande og øve gudsbespottelser. Og alt dette, som er imod guds og kongens lov, bliver ikke straffet. Kirkens lærerstand er nedsunket i verdslighed, det timelige afhandles endog fra prædikestolene — alt sammen følger af præsternes studier af de økonomiske og fysikalske videnskaber, og menighederne er fremmede for livet i gud. « Ole Nilsen Hauge så op. » Du skulle heller lade det være. Det hævner sig at angribe de store, hans. « » Det må frem, Broder. Det kan ikke være andet, jeg må udgive dette skrift. Det er ikke for spøgs skyld, jeg her har angrebet tidens rationalistiske lærerstand —. « » Og det temmelig skarpt, « sagde lensmanden. » Og hvad så, Ole? Frelseren har jo selv uden persons anseelse talt strenge ord til dem, der gave sig ud for folkets ledere, men forhindrede og forvendte guds vej. Jeg følger jo blot Herrens eget eksempel, når jeg med frimodighed taler sandhedens sprog. « » Angrebet på de lærde vil opvække forfølgelser mod dig selv, « sagde lensmanden sindigt. » Jeg er beredt til at lide, hvad der må forestå. Det at udbrede guds navn er min højeste lyst, men når jeg vil gøre det, sætter sig imod mig både læg og lærd, fordi jeg ikke er i den stand. Men jeg kan dog ikke grave mit pund i jorden, efterdi jeg fornemmer, at det da bliver taget fra mig. Jeg har derfor fået i sinde at forfatte dette skrift, for om muligt at få overbevist menneskene om kristendommens tilstand. « » Du skal huske, du har ikke mange kundskaber, hans. « » Nej, jeg har det kun fra den hellige skrift, men du véd også, Broder, » hvad der er skjult for de vise og forstandige, det er ofte åbenbare! For de umyndige. « » Det er dog betænkeligt, hans Nielsen, at erklære dem krig, der er stærke ved deres lærdom og indflydelsesrige ved deres stilling. Glem ikke, hvem du er. « Hans Nielsen standsede pludseligt. » Jeg véd nok, det er en såre betænkelig sag for en ringe bondesøn at udæske så mange mægtige fjender, men når guds indviede tjenere tie, da må selv stenene tale. Vil du skrive mere, Ole? « Lensmanden bøjede sig igen over papiret, og Hauge dikterede. » Præsten skulle være højlærd, dog er han så vanvittig og formørket i synden, at det må hedde: hvo er blind uden min tjener? Præsterne leve enten i åbenbare laster eller i farisæisk egenretfærdighed. De er lejesvende og er kommet til embedet for at føde og vogte fårene, når de derfor kan blive betalte. For penge dømme de folk salige i deres ligprædikener; deres embedsførelse er et forræderi af samme slags som judas’s. De lægger byrder på andre, men rører dem ikke selv med en finger. De er ordgydere, stortalende, historiefortællere, som kan tale meget om store bedrifter af andre: men når gerningen skal udvises, da duer det ikke. Vægterne sove, den evige sandheds grund er forladt, den menneskelige fornuft er lyset, og tør moral vejen til livet. « Lensmand Hauge lagde pennen ned og rejste sig op. » Det går ikke, hans! « udbrød han. » Det må gå. Jeg må være ordet lydig: » Når du en gang omvender dig, da styrk dine brødre. « « » Ja, hvis du ikke var den, du er! « » Jeg er, hvad jeg er. Hverken Moses eller Kristus har indlagt noget som helst forbud mod en sådan bekenden, men bifaldt den. Heller ikke finder man, at nogen af apostlene gjorde indvending mod, at stefanus.prædikede, straffede og underviste folket, omendskønt han blot var udvalgt til fattigforstander. Jeg er Bonde. « » Det var den gang, hans. « » Den gang og nu er det samme for gud. Her er stort frafald, Broder, inden den lutherske kirke. Rationalisterne, siger: her er lys! og dog er her bælgmørke i landet. Den store oplysning er kun til i deres indbildning. Det er i det blå alt sammen. De giver folket sten i steden for brød. « » Det er sandt hvert ord, du har sagt, hans, men det kan dog ikke gavne nogen, at du blev fængslet. Tværtimod vil det stanse dit arbejde for guds sag. « Hans Nilsen Hauge kæmpede en tung kamp; » Sveden haglede frem på hans pande «. Pludselig sprang han hen og strøg de skarpeste udtryk i manuskriptet. » Mer kan jeg ikke gøre, « sagde han. » Jeg må gendrive de usande rygter, som er opdigtet mod mig, og især, at jeg er en af sebergs tilhængere. « » Jeg er enig med dig i det, hans. Det er ikke længere end et år siden, at den forrykte hernhuter blev afsat fra præsteembedet, og nu driver han sit uvæsen igen i Tune. « » Seberg! I Tune! « » Jeg mødte i formiddag træsko ingebrigt og kristen gieng, spillemanden.* ) de fortalte, han var i farvandet. « » Jeg troede, han var taget til København, og Norge var fri ham! « » Da tog du fejl den gang, hans. « han så ud ad vinduet. » Ser jeg ikke fejl, så har vi ham der. « » Seberg! « En mager skikkelse i en lang, brun frakke og- med en knortestok i hånden trådte stilfærdig ind. » Guds.fred, « sagde han og blottede sit hoved. » Guds fred, « svarede Hauge. » Jeg er kommen hid, hans Nielsen, for at sige dig, jeg lider uskyldig som Kristus og hans apostle. «.. » Det er meget sagt, « sagde lensmanden. » Såvidt jeg har hørt, er i i sin tid bleven fradømt jeres embede. « » Suspenderet, « rettede seberg, » suspenderet. « » På grund af falske begreber om embedsmyndighed, kirketugt og forholdet mellem præst og menighed, samt for egenrådighed og for høje begreber om jer selv. « » Det er bagvaskelse alt sammen, — bagvaskelse, « Sagde seberg. * ) hernhuteren seberg’s tilhængere. » I har nægtet nogle højtstillede personligheder i menigheden sakramentet. » » Det var ret gjort af seberg, « sagde hans Nilsen, » da de var skørlevnere hver en. For resten gives der i vore tider et slags falske ånder, der nok kan bekende kristum med mund og beråbe sig på hans lidelse og død, men aldrig beviser de det i kraftige kærlighedsgerninger. De tager en falsk lægedom i Kristi lidelse, vil have lidelsen til lægende plaster for deres kød, da den dog er det skarpeste salt og retfærdigheds vredes ild. « » Jeg supponerer ikke, du dermed mener den lære, jeg forkynder, hans Nilsen? Jeg supponerer, du erindrer, hvem der står for dig. I 1771 komponerede jeg » » Hellige betragtninger over den allerhøjeste og dyrebareste Troes og kærligheds lærdomme, « « som den højtoplyste, bekendte, gudfrygtige, danske kronprinsesse Charlotte Amalia ved sin ligesindede, højtoplyste frøken hofmesterinde von Østen allernådigst befalede mig på højsammes bekostning at skrive og lade trykke. Og hvad mere er: den fandt det ganske, danske, højkongelige, allernådigste arvehuses allerhøjeste velbehag. « » Jeg ville ønske, seberg, den også havde fundet guds allerhøjeste velbehag. Det havde været bedre. « » Guds velbehag? Lovet være Herren! Stod der ikke på hver pagina smeltende ord om Jesu nådefulde, velsignede navn, mange uudsigelige og ubeskrivelige lidelser, smerter, sår, blodsudgydelse og forsmædelse? « » Når de er ubeskrivelige, så lad være med at beskrive dem, seberg. I taler om Kristi forsoning, blod, død og sår, men følger ikke hans fodspor og gør vel. « » Følger vi ikke hans fodspor? Unge mand, hvad siger frelseren? Han siger, den som tror, — haster ikke. « » Seberg, han siger: vis mig din tro af dine gerninger. I hernhutere gør troen til en følelse, ikke til en vilje. Troen er en livsmagt til genfødelse, præst, ikke afguderi med skabningen! Og i det timelige skal der vises flittighed. « » Hans Nilsen, du er en Bonde, og det tilkommer mig at observere, jeg taler med en Bonde. Hvem var det, der ofte tog dig frem for at læse med dine jævnlige og kaldte dig for den lille skoleholder? Hvem var denne mand, hans Nilsen? « » Det var jer, seberg. Så vidt jeg véd, smigrede i mig også med, at jeg skulle blive præst. Men da jeg kom til modnere alder, lærte jeg mere og mere at indse jeres tiltagende svagheder, der ej alene stødte mit hjerte fra jer, så jeg ved jeres påstande modsagde jer, men i stødte og an mod de allerfleste af jeres menighed, så de anklagede jer. « » Anklagede mig! Lægmand, hvo est du, at du tør tage sådanne ord i din mund! « » Seberg, det gør mig ondt at skulle sige alt dette, da jeg erkender, i har udvist stor nidkærhed og alvor, men ligesom i har mod mig, så har og jeg mod jeres hele tænkemåde og handling. « » Liberavi animam meam, hans Nilsen, det er udlagt: jeg ryster støvet af mine fødder! « Da Ole Hauge kom tilbage efter at have fulgt seberg* ) ud, gik hans Nilsen op og ned i stor pine. Han vred sine hænder som et menneske, der er i sjælekval. » Ole! « råbte han. » Det genlød i mit indre: du skal bekende mit navn for menneskene, formane dem at omvende sig og søge mig, medens jeg findes, kalde på mig, når jeg er nær, og røre deres hjerter, så de kunne omvende sig fra mørket til lyset. Jeg hørte Herrens røst, som sagde: hvem skal jeg sende hen? Jeg sagde: send mig! Thi mit hjerte brændte af kærlighed til alle mennesker. « » Hans, du har et sår! Sind, så blødt som * ) seberg levede senere og døde i København. I 't i en kvindes. Hvorfor skal du også tage dig al denne elendighed så nær? « » Det er dog bedrøveligt nok at tænke på og tale om, hvor aldeles Kristi ånd, er udryddet i vore tider formedelst kirken og lærerne. Største delen af menneskene her til lands lever i vanvittighed. Uretfærdighed har taget overhånd, og kærligheden er bleven kold. Guds ord og navn agtes ikke. Hos sådanne rådne trælsom bærer rådne frugter, ligger øksen allerede ved roden. Disse fornuftoplyste fornægte kristendommen i sin dybeste grund! Å, Broder, hvor jeg føler dyb sorg over tidens åndelige nød og brænder efter at gøre, hvad gud vil pålægge mig for at afhjælpe nøden! « » Du må først gennemkæmpe det med dig selv, hans. « » Kæmpe? Har jeg ikke kæmpet? Fra jeg som ung gut på 13 år var lige ved at drukne i elven, har jeg kæmpet lige til mit 25de år. Tre gange har jeg været i livsfare, og hver gang har jeg kæmpet med gud. Jeg har også nu kæmpet med ham. Denne sjæleangst holder jeg ikke ud! « » Hvad er det for en sjæleangst, der piner dig, hans? « » Herren sagde til profeten: når jeg siger til den ugudelige, du skal visselig dø, og du ikke påminder ham, da skal den ugudelige dø i sin misgerning. Men jeg vil kræve hans blod af din hånd. « » Hans, du taler over dig! « » Nej, jeg gør ikke, men jeg tør ikke andet, jeg må adlyde. Jeg må tale hans ord. En stor magt driver mig, så jeg ikke i min ånd har nogen ro. « » Jeg véd nok, hans Nilsen, Herren befaler, man skal sætte sit lys på lysestagen, og han har givet dig et stort lys. « » Kristi apostle var usle fiskere. Ole, jeg stryger intet! Skal jeg tilbagekalde Jesu egne ord, der straffede præsterne, og blot sige den halve sandhed? Gud har budt mig at sige den hele. » » Du har ret, hans. Jeg vil ikke længere holde dig tilbage. Hvad der er sandt, er sandt. « » Alt er af sandheden. Det må trykkes, som det er! Ved st. Hans går jeg til Kristiania for at få skriftet i trykken. « » Da du ikke angriber nogen enkelt med navns nævnelse, så kan rigtignok ingen rejse angreb mod dig, uden med det samme at erklære sig skyldig i de laster, du har nævnet. « » Og om de alligevel skulle gøre det, — at den sande kristendom skal få overhånd, jeg vil kæmpe for den, selv om jeg skulle dø for det. « » Gud være med dig, hans, « sagde lens- manden. » Vil du så skrive titlen, Ole? Skriv: » » Betragtning over verdens dårlighed, forfattet i 5 kapitler og sammenskrevet i korthed af en lidet forsøgt og mindre skriftlærd dreng, hans Nilsen Hauge på rolfsøen i Tune sogn. « « » Skriv også, « han standsede og så på broderen, » » Jeg kalder det verdens dårlighed, fordi jeg er vis på, at den vil blive det for verdens vise mennesker, der er så mange af nu. Jeg beder læseren betragte, om det er dårlighed for gud. « «. Da Hauge en 14 dage senere fra en høj for første gang så Kristianias huse, tårne og akershus fæstning, de blussende st. Hans bål, der omgav staden som en ildkrans, » overfaldt der ham en stor angst «. Han var nær vendt om. Medens han rådløs og vildfarende drev om i nedre Slotsgade, hvor en kone gik og råbte med pilkesild, og hvor bundtmagere, knapmagere og hattemagere havde deres kvarter og deres løjerlige skilte, råbte han i sin nød til gud. Han gik om uden mål og med, kom ned i Kongensgade, hvor der boede så mange artilleriofficerer, at den også kaldtes » Artillerigaden «, så som i drømme op til husene med de spidse gavle og de mange, oplyste karnapper. Tilsidst standsede han, uden at vide, hvo

1894_Keller_EnOvergangstid

Johan

En Overgangstid

Keller

Keller

En Overgangstid

male

1894_Keller_EnOvergangstid.pdf

Johan

Keller

dk

En Overgangstid

En Ungdomshistorie

n

roman

Axel Andersen

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Henad den bakkede vej, der i utallige bugtninger førte fra den lille købstad til landsbyen vangede, gik et purt ungt, lidt ranglet menneske. I den ene hånd havde han en kæp, som hvert øjeblik ubarmhjærtigt huggede vejkantens blomster og strå i stumper og stykker, i den anden sad et stort tykt papir forsvarlig gemt — den unge mands bevis for vel overstået eksamen. Han kom lige fra skolen, hvor bestyreren i læreres, enkelte forældres og samtlige elevers overværelse højtideligt havde overrakt hver af de otte unge fyre, der nu skulle forlade skolen, præliminæreksamens-testimoniet. Han havde talt til dem som en fader, ønsket at de ville arte sig vel i livet, håbet, at det grundlag, han havde givet dem, måtte bære rige frugter, så de ikke blot blev deres forældre til velsignelse, dem selv til gavn, men til lysende eksempler for hele den kommende slægt. De måtte ikke tro, han glemte dem, fordi de fløj bort fra hans lille rede, som han kaldte skolen, nej de kunne flyve, hvorhen de ville, han ville følge dem, hvor langt de end fløj, thi han følte sig som fader til hvert barn, der gik i hans skole! Enkelte af mødrene havde grædt, de unge præliminarister havde trukket lidt på smilebåndet — de sværmede ikke rigtig for ham som fader — og den gamle, fordrukne « overlærer », som han tituleredes, havde til sin sidekammerat mumlet akkurat de samme ord, som han mumlede hvert evige, eneste år: — fræk Karl! Løgn, løgn! Satan til Karl! Så havde de fået kransekage og vin — og så vare de skiltes. Xenius west — sådan hed den unge fyr — var straks styrtet afsted. Han trængte til at komme ud i luften, fyldt af jubel, som han var! Flere gange havde han måttet bide sig i læben, mens bestyreren talte; latteren sad ham uophørlig i halsen og truede med at bryde ud. Hele tiden havde han set mod gulvet. Havde han mødt et af kammeraternes blikke, vidste han, det var gået galt. Sådan havde han måttet bekæmpe sig! Nu, medens han gik ad den smukke af levende hegn omgivne vej, gav han også latteren fri luft. Han lo, så det klang. Han sang og han råbte. Han var som et føl, der første gang er på græs. ellevild og kåd, følte han sig som det lykkeligste menneske, følte det, som var han nu noget. Så standsede han lidt og så på beviset. Han havde fået over det dobbelte antal points, han skulle have for at bestå. Og han lo igen, så det klukkede i ham. Nu endelig skulle livet begynde, nu skulle han først til at level for skoledrengens liv var ikke « liv », det var kun slid og slæb på skolen og i hjemmet, kun slid og slæb til jævne læreres ked-somme, tvære undervisning... • men nu'. Han rettede sig i sin fulde højde, skød brystet frem, og slog igen med kæppen, så blomsterne i spraglet mængde dansede om i luften — nu — nu'. Ja nu var han fri, ikke fri for at bestille noget, men fri for den dumme skoles hundsende tvang. For vel skulle han lære mere. Han ville jo være student. Hvad ellers? Men det var noget ganske, ganske andet! Nu skulle han til København, og dér blev der sagt « de » til ham, og han ville blive behandlet som « voksen ». Det var det, der var dejligt. Så kunne man sagtens læse! På den sidste bakke før vangede kunne han se det lille hus, han og moderen beboede. Det var en lille hvidmalet bygning, hvor grønne planter i sammenfiltret masse slyngede sig op ad murene. « enkesædet » kaldtes det. Så langt der kunne huskes tilbage havde nemlig kun enker boet i det lille hus. Xenius så straks moderen. Ved havelågen stod hun og stirrede ud i retningen af ham. Og næppe var han nået op på Toppen af bakken, før den lille sortklædte dame kom i den livligste bevægelse. Hun vinkede og nikkede og viftede med lommetørklædet. Xenius fik næsten tårer i øjnene ved synet af hende. Han vidste, at dér havde hun nu stået i flere timer for at hilse på ham så tidligt som muligt. Havde hendes ben kunnet tåle det, ville hun have overværet højtideligheden. Men Xenius Havde forbudt hende det. Han vidste kun alt for godt, hvad hun døjede ved at gå, og hvor ilde tilpas hun følte sig mellem mange mennesker. I Spring satte han ned ad bakken igen, og ikke længe efter stod han hos hende. Han bøjede sig ned for at kysse hende, og hun blev ved at klappe ham på kinden. — min store — flinke dreng —----------------- min store — flinke dreng! Hun blev ved at gentage de samme ord, mens hun mildt og henrykt så ham ind i øjnene. — min store, flinke dreng! Så gik de sammen gennem haven, hvor mørke, røde roser med fløj elsbløde blade kappedes med den dybgule « gloire de Dijon » og ganske fine lyserøde om at sprede Duft i de tætte gange. Hun støttede sig til hans arm, og de gik kun langsomt. Det smertede så stærkt, når hun flyttede sine ben. Pludselig standsede Xenius og pegede spørgende på en plante, hvor der aftenen forud havde siddet en dejlig « la France ». Det var faderens blomst, og han vidste, at moderen aldrig skar de blomster af. De skulle sidde, så længe de kunne. Ingen saks, ingen kniv måtte røre ved dem. Hun nikkede kun til ham og trak ham videre. Men han så, at der glinsede lidt vådt frem i hendes øjne. Og han spurgte ikke. Men da de nåde verandaen, hvor bordet var dækket, faldt hans øjne straks på blomsten, der i et højt slebet glas stod foran hans kuvert. — lille mor! kunne han kun sige, for gråden sad ham i halsen. Hun kyssede ham ømt, og med øjnene fulde af tårer sagde hun ganske stille: — det er fra far, lille Xenius! Xenius forgudede sin far, skønt han ikke var mere end seks år gammel, da han døde. Selv huskede han ham kun som noget mildt og venligt, noget uendelig kærligt og stille, men moderens daglige tale om ham gjorde, at han syntes, han havde kendt ham meget, meget længer. Men dødsdagen — den stod for ham, som var det dage siden og ikke år! Xenius skal være stille, sagde moderen, Xenius skal være stille, sagde pigerne, ja, selv Lars kusk, til hvem han altid tyede, når der var noget i vejen, han tyssede også på ham og sagde, han skulle være stille. Han begreb ikke et ord af det hele, men de alvorlige ansigter, han så, og gardinet, der de sidste dage havde været rullet ned i værelset, hvor faderen lå det gjorde alt et underligt, et skrækindjagende indtryk på ham. Da så moderen kom og hentede ham ind i det mørke af sygeluft opfyldte værelse, da var det, som lagde der sig en sten på hans hjerte — så stille syntes han det stod — og uden modstand, uden et ord lod han hende lede sig hen til faderens seng. En klam, mager hånd følte han på sit hoved, en klangløs, sagte stemme trængte sig ind i hans øren: farvel, min dreng, min lille dreng 1 — og så blev han fulgt ud igen. Og over ham hvilte der et tryk af noget fremmed, uforståeligt, der gjorde ham ganske syg. Først hen mod aften kom moderen igen. Han så hendes øjne, der var tykke og røde, og han hørte hendes stemme, der var kvalt af gråd — så skærende fortvivlet lød den: nu sover far, Xenius, nu er far i himlen 1 så løftede hun ham op i sine arme, og han mærkede hendes våde ansigt mod sin mund og kind. Da først begyndte han at græde, voldsomt, ustanseligt, men uden forståelse af, hvorfor han egentlig gjorde det. Den aften kunne han aldrig siden glemme. Tanker om « gamle » dage — dage, der aldrig kom igen — gjorde både moderen og Xenius tavse i begyndelsen af måltidet. Stille spiste de deres mad og drak deres vin. Men jo mere vin han drak, jo lettere blev hans stemning, og han begyndte at fortælle moderen dagens begivenheder. Hvert øjeblik lo han, og hans latter smittede hende. Han havde sådanne pudsige indfald, han havde en evne til at se de komiske sider hos sine medmennesker — og det var skolens ær værdige besætning med bestyreren i spidsen, hans humor denne gang gik ud over. Stadig måtte moderen true ad ham, når han blev alt for slem ved de stakkels, halvforsultne lærere, men det æggede ham blot mere endnu, og da de rejste sig fra bordet, lød den hjerteligste latter både fra moder og søn. i. Den august-aften, Xenius skulle rejse, fyldte han nætop 18 år. Moderen ville have udsat rejsen til dagen efter, men Xenius protesterede — pligtopfyldende som han var! Skulle undervisningen begynde den næste dag, ville han også. Og i sit indre var moderen stolt derover — når blot det ikke havde knebet så forskrækkeligt for hende at skulle af med ham! Fru west var enke efter præsten i vangede. De havde i deres ægteskab altid haft lykken med sig, men den dag — mange år efter deres bryllup — da hun med jubel i sin stemme havde sagt til ham, at nu følte hun « liv » under sit hjerte, ja, da var det lykken kulminerede. Hvor hun huskede hans ansigt, da hun sagde ham det! At et menneskes øjne kunne stråle sådan! Han havde takket hende og kysset hende og været snarere som en tosset dreng, end som en ældre mand, der skulle være fader! Hvor det dog var vidunderlig dejligt, havde han sagt, han havde jo ikke turdet håbe mere, thi skønt han aldrig med et ord eller en mine havde ladet hende det mærke, så havde han dog i sit indre følt en underlig tomhed i den store præstegård, især når han så, at alle der i sognet — selv de fattigste stoddere som Per Hjulmand og smed Ole — blev velsignede med langt flere børn, end de ønskede sig, langt fler, end de havde råd til at ernære. Svær havde fødslen været. Hun havde ikke troet, hun var kommen over den. Men da jordemoderen rakte hende den lille bitte dreng, da havde hun glemt hver smerte og pine, og hun syntes netop det var dejligt at have lidt. Xenius blev drengen kaldet — det blev deres eneste barn. Så var det — seks år efter — at pastor west faldt bort. Sorgen var tung, og der var tanker hos Fru west om at flytte til København og bosætte sig dér. Hver plet i vangede havde hun jo betrådt sammen med ham, og hvert skridt, hun tog, måtte rippe såret op og kalde minder frem. Hun vaklede længe i sin beslutning, men en aften, hun stod ved graven, følte hun det pludselig så sikkert, at hun ville blive. I vangede havde de levet deres liv, i vangede var han død — i vangede måtte hun også blive. Så var hun flyttet ind i « enkesædet ». Det var værst med Xenius. Han måtte ikke rejse fra hende. Det behøvedes natur ligvis heller ikke straks. — men skulle han være student, ville det dog ske en gang. I den lille købstad, der lå Sa mil fra vangede, fandtes der jo kun den temmelig primitive realskole. Hun syntes ikke om den. Den var hverken fin nok eller god nok til ham. Men resultatet blev dog, at han kom deri. Senere, når han var bleven ældre, kunne han altid bytte skole, Sagde hun, og hun tænkte ved sig selv, at der kunne ske så meget inden da. Den tid, den sorgl sådan tænkte hun bestandig! Nu var tiden gået, og afrejsen, adskillelsen stod virkelig for døren. Sommerferien, der alt for hurtig var svundet, havde hun ikke kunnet nyde fuldt ud. Tanken på denne time var stadig kommet op i hende, snigende som slangen, listende som tyven, og den havde pint hende og gjort hende tung i sindet. En gang imellem for det så igennem hende, at hun kunne jo dog flytte med! Men det blev kun til tanker — tanker, der flygtede lige så hurtigt, som de kom. Hun og vangede skiltes ikke ad! Så kom da vognen, som skulle køre dem til stationen! Hun følte sig så underlig, hun kunne bedt Vorherre om at tage hende med det samme; men hun var alligevel hastigere i sine bevægelser end sædvanlig, og hun havde allerede siddet og ventet længe, da Xenius endelig kom. Der var så mange steder, han skulle sige farvel til, så mange steder, han i årenes løb havde fået så usigelig kære. Det var ikke fri for, at han måtte kæmpe lidt for at holde gråden tilbage. Men han ville ikke græde. Græd han, så vidste han jo, at moderen også ville græde — og så blev det bare meget, meget sværere. Medens de kørte ad den bakkede vej til den lille købstad, følte han det uop hørligt, som tog han afsked med noget smukt, der aldrig ville komme igen. Han kaldte sig selv for en nar, en tosse. Han vidste jo godt, at han atter snart ville komme hjem på besøg. Men det var alligevel ikke det samme, det ville dog ikke mere blive den daglige samleven med de kære, kendte omgivelser. Nu tog han jo virkelig afsked. Og han følte igen sådan trykken i halsen, så han måtte presse læberne sammen for ikke at briste i gråd. Men moderen nikkede til ham og pludrede ustanseligt væk om alt mellem himmel og jord. Hun mærkede jo nok, hvordan det var fat, og det galdt for hende at holde humøret oppe. Gav hun sig først, vidste hun, at det blev værst for hende selv. For Xenius var det kun en øjeblikkets stemning, men for hende var det så meget, meget mere. Det hele ville jo blive så skrækkelig tomt. Hun ville nu i sandhed komme til at leve enel men medens tankerne uafladelig drejede sig om denne tomhed, hun ville komme til at lide, stod munden ikke stille blot det bitterste sekund, som var hun angst for da at give tabt. Først da han sad i kupéen, havde hun ikke længere kræfter til at snakke. Stille stod hun foran døren og bare stirrede på ham. Hun sænkede sine øjne så dybt i hans, — hun kunne ikke rive dem løs derfra igen. Xenius ønskede blot, at toget ville køre. Disse øjeblikke forekom ham så uendelig lange. Havde han endda været ene i kupéen, så han kunne have sagt et par ord til moderen 1 men lige overfor ham sad to unge damer og fniste i det uendelige — over hvad måtte guderne videt — og betog ham lygten til blot at åbne sin mund. Endelig ringede det, togførerens fløjte blev besvaret af lokomotivets, og toget satte sig i gang. Han så langt på moderen, nikkede ikke, kyssede ikke på fingren, men hun blev ved at nikke og smile og råbe lykke og vifte med lommetørklædet, vifte og vifte, til toget drejede om ved svinget, hvor skoven begyndte. Da holdt hun op, for da fik hun brug for tørklædet til at tørre de længe tilbagetrængte tårer bort, der nu for alvor blev næsvise. Iii. Toget bruste ind under glastaget på Københavns banegård. Xenius fik straks øje på onklen, grosserer west, der med sit runde, svedglinsende ansigt nok så fornøjet nikkede til ham. Og der var tanten, og der fætter Carl, hvis snehvide studenterhue Xenius straks bed mærke i! Først da han var kommen ud på perronen, opdagede han også kusinen, der syntes ham så voksen i den næsten helt lange kjole. Hvor køn hun dog var, og hvor fin! Var det virkelig den Ingeborg, han for to år siden havde leget sammen med? Men hun lo til ham og rakte ham hånden. Og de øjne, hun sendte ham, hvor kendte han dem dog igen! Der blev naturligvis straks en spørgen ud om mor, — om hvordan hun havde det — om det havde knebet meget for hende o. s. v., o. s. v., førend de kom til rette i selvejerkøretøjet med « skimlerne », der utålmodig nikkede med hovederne og stampede i stenbroen. Carl sprang op på bukken hos Jens kusk, og Xenius kom til at sidde ved siden af Ingeborg. Han kunne slet ikke komme sig af sin forbavselse over, hvor hun var blevet voksen, det lagde ligesom et lille tryk på ham, og han kunne ikke snakke så naturligt til hende, som han før havde gjort, og så så’ hun hele tiden på ham, hele tiden følte han hendes kønne øjne hvilende på sig. Til sidst blev han ganske underlig ved det, og han vendte sig om imod hende: — hvorfor ser du sådan på mig? sagde han og forsøgte at le. — jeg ser på, hvor brun du er, Xenius, du er snart så brun som en mulat. Hun sagde det ganske roligt, uden spor af forlegenhed, medens hun så ham ind i øjnene. Xenius lo lidt, men latteren var ikke ægte, og han ærgrede sig over sig selv. Han følte sig så ussel og drengeagtig og hende ganske underlegen i væsen. Og dog vidste han, at hun ikke var mere end 16 år — og han 18i men det var netop det, der ærgrede ham. Han ville ikke være « dreng » for hendel lidt efter lidt forekom det ham, at han fik mere herredømme over sig, og da de holdt ved deres hjem, sprang han galant ud af vognen, hjalp først tanten, og bød så også Ingeborg hånden. Men hun lo blot af ham og sagde, at han skulle gå væk med den hånd 1 så lo han også, og denne gang var latteren ikke påtaget. På iste sal i en af tårnbygningerne ved søerne boede grosserer west. — køn udsigt, højt til loftet og gode udenomsbekvemmeligheder, det ville han s’gu ha', sagde han og skød maven, der ikke var fri for at lægge sig efter den kuglerunde form, stærkt fremad. Skulle man leve, skulle man leve ordentligt! Ellers var det sandelig meningsløst det hele! Xenius gav ham fuldstændig ret. Det morede onklen, og idet han slog ham på skuldren, sagde han med det mest strålende ansigt af verden: — ja Xenius, du er vist ikke så tosset, min dreng, du kan se ud til at blive god, når du bli'r gemt. Dertil havde Xenius heller ikke noget at indvende. Han livedes i det hele taget op ved onklens joviale, godmodige skæmten med ham, så han lidt efter lidt fik mere hold på sig selv, følte sig mere fri og vel til mode. Stille og lille nuslede tanten rundt i de høje store Stuer. Kom og gik, kom og gik 1 hun hørtes næsten ikke, skønt hun altid var i travl virksomhed. Lige i det samme hun havde sagt et par venlige ord — så til den ene og så til den anden — var hun straks forsvunden igen. Men dog følte man hende uafladeligt om sig. Skønt hun var rastløs, kom der dog aldrig noget støjende over hende. Hvis Xenius ikke var kommen til at bo hos denne tante, havde han sikkert aldrig fået lov til at rejse. Hos hende vidste hans moder ham i gode hænder, hun var hende en garanti for, at han virkelig ville finde et « hjem ». Hun ville passe ham som en moder og våge over ham — som en moder, der holder af sit barn. En ung sortklædt pige viste sig i døren. — gudskelov, sagde onklen og sprang op. Jeg troede virkelig aldrig, vi ville få noget at spise i dag! Den unge pige forsvandt lige så pludseligt, som hun var kommen. Xenius havde straks set, at hun var køn. — kom så, børn, sagde onklen igen og tog Xenius under armen. Nu skal jeg vise dig, hvor du skal sidde, min dreng, for du skal ha’ din bestemte plads! Her i huset er vi i det hele taget ordensmennesker. Står op på klokkeslet, spiser på klokkeslet og går i seng på klokkeslet — ikke sandt, Ingeborg? I den høje, med egetræsmøbler udstyrede spisestue stod et overdådigt dækket bord. Onklens øjne spiledes op ved at se det. I alle mulige farver strålede maden ham i møde og fik hans tunge til at smække af velvære. — så west, sagde tanten, nu må du ikke lade Xenius tro, at du er sådan en forfærdelig Gourmand 1 — hva’ må jeg ikkel lo onklen højt. Jo det ved gud jeg mål lille Xenius, nu skal du bare se din onkel spise. Og Xenius fik det at se; du store gud, tænkte han, at et menneske i den grad kan gå op i at spise! Han sagde ingen ting, mens han tog for sig af retterne! Det var, som ville ordene forstyrre nydelsen af maden, og han blev færdig længe efter de andre. Så begyndte han først igen at tale. Så ville han have vin. Xenius skulle bydes ordentlig velkommen. Den sortklædte pige kom atter ind og satte vinglas og karafler frem. Det hele gik stille for sig. Ingen klirren af glas, ingen trædenhårdt i gulvet! Hvor sådan en husjomfru dog kan være stille, tænkte Xenius. Onklen begyndte på en lille tale. Nu var humøret oppe i ham på ny, men midt under talen slog uret inde i dagligstuen ti klangfulde slag, og han brød i en fart af. — det er nok sengetid! sagde han blot og drak ud. Han kyssede Ingeborg på munden og Carl på panden. Xenius rakte ham hånden, men han lod, som han slet ikke så den, og kyssede også ham på panden. — god nat, børn, sagde han og slentrede afsted. Tanten ville følge Xenius ind og vise ham det værelse, han skulle have. Men Ingeborg stillede sig først i vejen for ham, og smilende over hele ansigtet sagde hun, at han fik ikke lov til at gå, før han havde lovet at sige hende, hvad han drømte om natten. — jeg drømmer aldrig, sagde Xenius og så hende ind i hendes dejlige øjne. — jo, du gør! — nej, jeg gør virkelig ikke! — du drømmer i nat! —- hvorfor det? — man drømmer altid første gang, man ligger i en fremmed seng. — gør man det? — ja man gør... og du lover at fortælle mig drømmen, ikke sandt, Xenius? Han lovede hende det, og holdt hendes hånd så forunderlig længe i sin, da hun rakte ham den. Så var hun borte med det samme. Xenius’s værelse lå ved siden af Carls. Det så hyggeligt og kønt ud. Han glædede sig over det. — skal jeg ha’ det så fint, tante? sagde han. Han ville have føjet til, at det var alt for meget, at de var alt for gode ved ham, men han havde aldrig rigtig kunnet takke, han fik altid sådan en underlig smag i munden, når han skulle til det. men tanten klappede ham på kinden og ønskede, at han nu rigtig måtte føle sig hjemme hos dem, så savnet af moderen ikke blev så slemt. Hun kyssede Carl og nikkede endnu engang til Xenius. Så listede hun stille tilbage gennem de store høje Stuer, ind til den allerede sovende ægtemage. Iv. — vil du med ud, Xenius? Xenius holdt op med at klæde sig af og så forundret på Carl, der med overfrakke og hat stod henne i døråbningen. — ud? — ja, ud, lille Xenius. Carl kaldte altid med en vis flothed Xenius for lille, skønt han selv var så godt som et hoved mindre — vil du med ud? spørger jeg. — klokken er jo over ti! og din far har sagt... — at klokken ti gå vi i seng! Det er rigtigt, lille Xenius! Men hvem tror du, det program gælder for? — os alle vel! — ja du har i hvert fald troligt overholdt det, så længe du har været her! Men ser, du Xenius, vi er unge mennesker — og unge mennesker i København gå sandelig ikke i seng klokken ti. Så skal man jo først til at leve! Xenius forstod ham ikke, og han så spørgende forbavset på ham. — du ser på mig, lille Xenius, blev Carl ved i en overlegen tone, men du kender jo heller ikke noget til livet i København! Xenius svarede ikke. Men han begyndte halvt ubevidst at tage tøjet på igen. Det glædede Carl. Han gentog flere gange: det var ret, det var ret, nu skal vi skam ud og more os! — men dine forældre? sagde Xenius pludselig, da han langt om længe havde fået alt tøjet på. — ja, hvad de! De hører såmænd ingen ting. Jeg har jo « egen indgang ». I morgen, når de vågner, tror de vi har sovet de « retfærdiges » søvn lige fra klokken ti! Og han lo med en latter, der i xenius’s øren lød underlig rå og brutal. Så slukkede de lamperne og gik ud. Lige udenfor huset var der droske-holdeplads. Carl ville køre. Han puffede Xenius op i en vogn og idet han selv smækkede døren i, råbte han: kisten! — hvad siger du? spurgte Xenius og så helt underlig på ham. — kisten! ved du ikke, hvad det er? — nej. — gud, hvor du er « grøn », Xenius. Du har sandelig godt af at komme lidt under min behandling.... Men når du ikke ved, hvad det er, vil jeg heller ikke sige dig det. Du skal imponeres i aften, min dreng! Under køreturen sludrede Carl uop hørligt om Københavns mysterier, mens Xenius spekulerede på, hvad kisten egentlig kunne være. Han havde både lyst til at springe ud og vende hjem, og lyst til at få det ukendte, det fremmede at se. Det trak og trak og fik hans hjerte til at banke. Hvor blev han skuffet, da de kom indenfor døren 1 en ækel dunst af røg og sved og drikke slog ham i møde. Han måtte hoste, så ondt gjorde det i halsen, og øjnene løb i vand. — her er væmmeligt, sagde han og tog Carl i skulderen, lad os gå igen! — nej nu sætter vi os helt henne ved scenen og får noget at drikke. Om et øjeblik går tæppet op igen, og så skal du få pigebørn at set Xenius fulgte efter. Mellem stole og borde, hvor øl og vin, banko og champagne flød imellem hinanden, borede de sig frem. en gang imellem lettede Carl på huen og nikkede til en eller anden herre. Xenius lagde mærke til, at det morede ham at hilse. — kan du se, man er kendt, sagde Carl og blinkede til ham. — det lader til det. Xenius sagde det ganske roligt, uden gnist af begejstring. Og det ærgrede Carl. Endelig fik de et bord, og blev placerede lige ved scenen. — schvartz, kaldte Carl. Schvartz, en blegfed, glatkæmmet opvarter var i et Spring hos dem. Hans tykke læber trak op til smil og de svømmende øjne hilste ærbødigt. —- Herren ønsker? — ja, hvad vil du ha’? sagde Carl og så på Xenius. — det er såmænd ligegyldigt. — banko? — ja, som du vil! schvartz bukkede og forsvandt med det fra en opvarters læber evigtlydende: s’gerne. Med et blev der røre i salen. Publikum blev utålmodigt, fordi tæppet blev alt for længe nede. Der hamredes med ølkrus på bordene, og man stampede med stokkene i gulvet. Xenius blev helt ør i hovedet af al den støj. Men så spilledes der op og tæppet hævede sig. En yngre, nedringet dame i rødt atlask hoppede ind på scenen. Hun dansede, sang og gestikulerede og udstødte en gang imellem ville hyl. — er det sang? spurgte Xenius uden at tage øjnene fra hende. Han kunne ikke rive dem løs fra hendes blottede Hals og arme. — hun er « fransk », sagde Carl og lo så det klukkede i ham, da hun i det samme slog det ene ben op i luften. Så forsvandt hun og tæppet gik ned. Der blev et øredøvende spektakel. « frem med hende », « op med tæppet », råbte folk i munden på hverandre, mens krus og stokke dundrede om kap. Jo længere det varede, inden tæppet gik op, jo værre blev spektaklet. Folk ville ha’ det op igen — og de fik deres vilje. Smilende kom hun dansende og gav sit bravournummer. Ved slutningen af hvert Vers spidsede hun læberne, smækkede med tungen og kastede fingerKys ud til publikum. Der blev vild jubel. Kyssede hun, genlød hele salen af Kys på Kys. Til sidst Kyssedes der i takt. En gang, syntes Xenius, at hun sendte ham sit Kys, og han blev ganske rød i hovedet. Var det virkelig ham, hun havde set på? Der steg en varme op i hans kinder. Men nu nikkede hun til ham, og han følte, det var til ham. Så var hun borte igen — og tæppet nede. han sad som betaget. Hun havde set til ham, nikket til ham og kysset til ham, hun, for hvis skyld alle de mennesker, der sad derinde, teede sig som gale. Det var næsten utroligt. Han var jo kun en dreng — og hvad brød hun sig om en dreng? Men hun havde kysset til ham, og han mærkede, hvordan blodet hamrede i tindingerne. — hun så nok på dig, drillede Carl. — så—å? — ja, hun holder nemlig meget af de « ganske unge », skal jeg sige dig. Det ærgrede Carl, at hun havde lagt mærke til Xenius. Derfor søgte han at drukne sin ærgrelse ved at være så overlegen som mulig. Men Xenius lod ham tale. Han gad ikke længer svare. Kun et ja eller nej lod han falde ind en gang imellem — som det bedst kunne. Det var ham omtrent ligegyldigt, om det passede. Carl blev ved at snakke. I overdrevne udtryk fortalte han om det liv, han havde ført. Ikke en nat havde han været hjemme i de 2 sidste år! Sikke skoleår, sikke skoleårl blev han ved at sige og lo, så tårerne trillede ned ad kinderne på ham. Han var ikke langt fra at beundre sig selv. At han nogensinde havde fået den eksamen! At han nu først var « rus »! — jeg beundrer mig virkelig selv, sagde han og bøjede sig nærmere hen mod Xenius, der syntes ham mere og mere åndsfraværende. Jeg beundrer virkelig mig selv! Når man læser, kan man s’gu sagtens tage en eksamen, men uden at læse, se det er netop kunsten! Xenius kunne ikke forstå, at bestyreren i skolen ikke havde fået noget at vide, at det i det hele taget kunne være gået for sig uden opdagelse fra nogen side. — bestyreren, lo Carl igen, jo du kan tro, han vidste det. En dag blev 4—5 af mine kammerater og jeg kaldt ind til ham. Vi anede jo nok, hvad det galdt. De sidste aftener havde vi nemlig set en af vore lærere, en lille tteologisk kandidat, der i en time om ugen med salvelsesfuld stemme skulle vedligeholde vor interesse for religionen, ham havde vi såmænd fået kig på her ude i « kisten » — ja, for her samledes vi, dut — og han havde set på ds med strenge gruopfyldte blikke. Muligvis ville han redde os, føre os tilbage til dydens vej. Men han var kun « luft » for os. Og så mældte han os til bestyreren. — nå, og hvad sagde han da? faldt Xenius pludselig ind. Carl trak nemlig nu lidt langsommere på ordene, da han så, at xenius's interesse var vakt. Det smigrede ham, og idet han ustanseligt blev ved at rive i et par lyse hår over overlæben tog han atter langsomt fat: — ja, han var vigtig, du — i begyndelsen! Men det gik over, kan du bande på, da han mærkede, hvem han havde for sig: hvor har i været i går aftes og i forgårs og de sidste aftener, brummede han med dyb stemme og gennemborede os med sine vandede øjne. Ja, vi havde da været i « kisten »! Vi sagde det ganske ærligt og med troskyldige miner. — og det indrømme i sådan « ohne weiter », knægte, ja, jeg skal gi’ jer « kisten », det kan i stole på! Så fik han ikke sagt mere, for den største af os, en fyr, der både i højden og drøjden magelig samme dag kunne være tagen til gardist, han trådte et par skridt frem og i al ærbødighed ønskede han sig fritagen for at blive tituleret « knægt » og « du » og indblanding i, hvad han fore tog sig udenfor skoletiden. Hvis det generede bestyreren at have ham i skolen, kunne han såmænd gerne gå. Der var skoler nokl — det var frækt, skød Xenius ind. — det var det eneste rigtige, blev Carl ganske rolig ved. For det hjalp, kan du tro! Det var som havde han fået et slag i ansigtet — hvad man for resten også godt kan kalde det! — hans stemme blev spag og hans bevægelser så underlig kejtede. Et par gange gik han op og ned ad gulvet — mumlende hen for sig. Men pludselig stod han stille, og der var noget usigelig træt både i hans stemme og øjne: — ja, jeg skal ikke røre mere ved denne sag. Jeg mærker de er unge op-positionsmænd. Men i skolen — forstår de — gælder det respekt! Hvad må ikke folk tænke om min skole, når de hører, at mine elever gå i « kisten ». Og deres forældre, hvad tror de, de ville sige, hvis de vidste det? — det ved de godt, løj vi alle i kor. Når vi passer vor skole, må vi gerne more os lidt om aftenen! Hans øjne blev endnu mere vandede, og han ligesom faldt sammen. Men han sagde kun: ja sål med en håndbevægelse lod han os forstå, at vi kunne gå. Og vi styrtede grinende ned ad trapperne. — at han ikke smed den fyr ud, det kan jeg ved gud ikke forstå, indvendte Xenius, der følte sådan en inderlig medfølelse overfor bestyreren. — da skal jeg sige dig, hvorfor han ikke gjorde det, forklarede Carl i en vigtig påtaget tone. — ser du, København er noget mere end en provins. Her vrimler af skoler. Konkurrencen er stor, og hans skole var på retour — i aller højeste grad. Gammel skolelebygning, usle, mørke lokaler, snavs ventilation o. s. v., o. s-, v. 1 han var bange, du, — det var hele sagen! Han kunne ikke tåle at miste en eneste elev. — han havde alligevel stået sig ved at smide ham ud! — han havde det, ja, men han var gammel og han var fattig og led — som sagt — af en ubeskrivelig angst for at det hele skulle ramle sammen. I det samrrie kom der to negere springende ind på scenen. De sparkede til hinanden, råbte og skreg og Dansede en aldeles meningsløs Dans. Da de havde set et øjeblik på dem, rejste Carl sig og kaldte på opvarteren. — kom, lad os gå, sagde han til Xenius — det snavs er ikke været at se! Han betalte, og de gik. Atter måtte de bore sig frem mellem stole og borde og menneskeben. Ved et af de bageste borde standsede Carl og nikkede til en ung pige, der, omgivet af en halv snes unge mennesker, ustanselig lod munden løbe. Da hun fik øje på Carl, sprang hun pludselig op, og uden at bryde sig den mindste smule om sine kavalerers selskab tog hun fat i ham. — da’, lille lam! fniste hun og strøg liam over kinden med sin behandskede hånd. — god aften, Mathilde. — er du ikke alene? • — nej, min fætter er med! Og han pegede på Xenius. Hun sendte Xenius et par milde øjne, og rakte hånden frem imod ham. Xenius lod som om han ikke så den, og idet han vendte sig om mod Carl, sagde han, at han ville gå. — det er nok et pjok, den små! lo Mathilde med en rå, skingrende latter. lad ham bare gå, hviskedee hun til Carl, det er meget bedre! Først ville Carl ikke lade ham gå, men efter et par forgæves forsøg på at holde ham tilbage, gav han ham dog til slut sine nøgler, indstændig formanende ham til at være vågen, når han kom hjem, så han kunne lukke op, når han bankede på døren. Straks, da Xenius kom ud, slog den kølige natteluft ham i møde. Han følte en brænden og sviden i sine øjne, og en banken i hovedet, som han ikke havde kendt før. Hvert øjeblik stod han stille og trak vejret dybere. — uha, hvor var han ækel ved det hele og ved sig selv! Lumskt havde de sneget sig ud, lumskt gik han her, mens onklen og tanten og Ingeborg troede, at han sov! Og moderen! Ja, moderen! Ikke en tanke havde han skænket hende, som havde hun slet ikke eksisteret! angeren greb ham og fyldte ham. Den ligesom lagde sig kvælende over ham. Han mærkede det, som snøredes struben sammen, da han tænkte på, hvordan hun havde haft det. Å, herregud, hvor havde han dog kunnet glemme hende sådan. Et kvindemenneske skråede over gaden til ham og rømmede sig. En let gysen for igennem ham, og han forstærkede sin gang. Han løb og løb uden at vende sig om en eneste gang. Hun stod og så forbavset efter ham, til han drejede om hjørnet langt henne i gaden. Så rystede hun på hovedet og søgte ny fangst. Xenius blev ved at løbe, han kunne ikke holde op igen

1876_Drachmann_EnOverkomplet

Holger

En Overkomplet

Drachmann

Drachmann

En Overkomplet

male

1876_Drachmann_EnOverkomplet.pdf

Holger

Drachmann

dk

En Overkomplet

Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

Findes på ADL

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Brusede det over mit hoved? viftede og vuggede det sig som grene, der, engang satte i bevægelse af sommervinden, nu synes, at denne gyngende vellyst er for fød til ret snart at skulle ophøre? rislede der ligesom en doven strøm af den fineste lindeblomstparfume ned igennem de dæmpet oplyste Meer, hvor kun et enkelt lille solglimt vovede sig ind og straks rullede sig sammen som en skinnende st. Hansorm på det bløde bladsvøbstæppe? nynner ikke nu disse grene, og hvisker ikke nu denne parfume mig hin halvglemte tid i øret, der engang brusede og skummede stærkt nok for vore unge sanser, så stærkt, at larmen overdøvede ethvert andet sprog, og vi drev omkring som voldte for luners og lysters tilfældige kast? - hvormange af os er ikke bleven stikkende i alt dette dæmpede, dovne, drømmende, duftende, vuggende,. Villieshæmmende? Ingen hjalp os; alt stod os imod: vor oprindelse, vort blod, vor læsning, vor tid. i hvem kan rose sig af, at han slap derfra uden ved en række tilfældigheder, hvis brogede spil endnu må forvirre hans hukommelse? Hvem er det, der højrøstet pukker på sin kraft, fin villie? Træd frem! — ingen svarer. Hvem er det, der fornemt går afvejen for en af hine skygger, der blev dømt til skyggen, endnu medens han troede sig selv stoltserende afsted langs solsiden? — alle svarer: vi, vi! — ja rigtigt. Jeg kender koret. Men lad os lade koret gå til side for et øjeblik. Det trætter i længden. Øg lad os lade skyggen falde hen over vort hvide lærred, og lad os afridse med fast hånd dens konturer, medens vi nynner på vor ungdoms halvglemte Melodi. Det var midt på dagen, lige midt i den brændende julihede. Ferien var begyndt. Ikke en sky på himlen; den hang ganske kornblomstblå, ubevægelig, ligesom dirrende af varme over vore hoveder. Ikke en forstyrrelse af vore fantasterier, ikke den fjerneste tanke på en lærer; det var, som om der ikke gaves skole i verden, som om tiden kun var inddelt i kapitler af Walter Scott, sider af Alexander Dumas og hemmelige, uhyre forsigtigt benyttede parentteser af Eugene Sue. Walter Scott havde dog øvertaget. Stå, din blodhund, og sig os dit navn, førend du trænger ind i højlandet! Jeg havde besat det ville fjeldpas, som fra normandsdalen fører op over bakkeåsen, der åbner gennem de store bøgetræer et udblik over esromsøen. Vi var syv unge fyre, bevæbnede med huggerter og knipler. Jeg havde skrabet min pande den foregående dag ved at søge efter en musvågerede i Toppen af et træ; vi var alle sammen ivrige æggesamlere, foruden at vi var klansmænd nordfra. Jeg havde bundet mit hoved ind i et rødt silketørklæde, som jeg havde „ neglet “ fra min søster. En stor dreng med en jakke, som var lidt kort for armene, et åbent, godmodigt ansigt og en blond hårtjavs, som hang ned under kasketskyggen, kom slentrende opad skråningen og standsede, øjensynlig sat i forlegenhed ved tilråbet. Stå, og sig, hvad du hedder! Jeg hedder Adolf. Har du ingen huggert? Nej! Så må du låne en af os; vi skal slås. Jeg forstår ikke at slås med huggert! Så må du lære det; kom her. Seer du, det hug hedder en prim; men det bruger vi ikke, undtagen når vi har maske på. Dette er en dyb terts, som altid må svippes ind med blødt håndled. Kan du mærke? Av, ja! Godt. Øg dette er en kvart, som egentlig skal træffe over det venstre øre, men den bruger vi også kun, når vi har mæsfe. Dette er en dyb kvart, men det er kun et mavehug, som vi ikke bruger. Alle hug, som går under det, hedder skrædderhug og gælder ikke. Kom nu altså! Han hugger øjeblikkeligt ud og i en prim. Jeg faldt baglængs om i græsset. Det svære silketørklæde under min kasket eller måske tørklædet og kasketskyggen i forening frelste mit hoved fra at blive slakt. Jeg havde imidlertid fået nok for en times tid. Da jeg atter kom til mig selv, lå jeg nede ved kilden, hvor mine kammerater havde båret mig ned, og hvor de havde hældt mit hoved så eftertrykkeligt over med vand, at jeg var våd gennem den stumpede frakke og skjorte helt ned ad ryggen og det ene lår. Hvor blev han af? var mit første spørgsmål, da jeg slog øjnene op. Mine kammerater forklarede i munden på hverandre, at han, så snart han så mig falde, blev ligbleg og rystede som et æspeblad. Da jeg ikke gjorde mine til at rejse mig, smed han huggerten fra sig og rendte, så stærkt han kunne, ned igennem normandsdalen. De andre havde været så optagne af deres høvdings fald, at de havde ladet ham løbe, uden at sætte efter ham. jeg blev rejst halvt overrende og førte, endnu fuldstændig fortumlet, min hånd op til hovedet. En langagtig, frygtelig øm knude på godt og vel tre tommer var at føle mellem hårene fra issens begyndelse skråt nedover baghovedet. Jeg stønnede lydeligt. Tror du ikke, at det kunne være godt at gå helt i vandet? spurgte en medfølende. Jeg svarede ikke. Man klædte mig af. De klædte sig alle af. Kilden ligger jo lige ved søen. Vi vadede ud, indtil vi kunne svømme. Jeg blev dykket et par gange under ( jeg antager ligeså villieløs som et mormonæmne i en dåbs-situation ), og det endte med, at jeg besvimede, blev tagen op fra bunden, blev båren iland af fex nøgne paladiner og lagt på grønsværet, hvor jeg kastede en hel del vand op og endelig kom til mig selv. Jeg blev nu forbundet, få godt det lod sig gøre, og vi begav os på hjemvejen gennem den store, mennesketomme slotshave. Det var min fødselsdag den dag, og mine seks drabanter var tillige minegæsfer. Af dissevarstørsteparten fra Fredensborg by eller den nærmeste omegn; et par stykker var dog skolekammerater fra hovedstaden. Disse var allerede den foregående dag kommen med fragtmanden. Det var den — nogle ville kalde den lykkelige — tid, da man kørte med fragtvognen til Fredensborg. Den tykke bless var dengang lige så kendt og allermindst lige så anset i den lille by, som stationsforvalteren rimeligvis nu er det. Når bless kom knaldende op igennem den brede gade med de hvide huse, med de store lindetræer og slottet i baggrunden, når hans pudel drejede sig gøende rundt om sin egen akse foran på bukken, når samtlige næser kom på ruderne for at erfare, om der var fremmede med fragtvognen, når „ Staldmesteren “ ved den kongelige privilegerede gæstgivergård sfrævede ud foran indkørslen og hilsede på bless med en blanding af agtelse og familiaritet, når alle byens samtlige hunde kom farende rundtomkring fra for at hilse på pudelen, når ænderne streg og skræppede, så det gav genlyd fra den øde slotsgård, så hørte alt det så nøje med til hin tids begreb: Fredensborg, at man slet ikke ville kunne danne sig nogen mening om begrebet, når man slilte det ad i dets enkelte bestanddele. Fyldigst og fatteligst formede sig måske indtrykket af den hele lille, stille by, det øde slot og den forsømte slotspark, når man betragtede en af disse melankolske skikkelser, en gammel herre eller gammel dame, hvis tilværelsesbetingelse med pension eller sligt allerede dengang for os drenge var en gåde og en kilde til dybsindige drøftelser, en gåde, der for øvrigt havde noget ærefrygtindgydende ved sig, og som stedse holdt os i en passende afstand, hver gang en af skikkelserne på deres lydløse, sammensunkne måde gled os forbi. Vi betragtede næsten med pietet disse affældige levninger af en svunden menneskevår, når vi så dem sidde på en bænk i slotshaven og slikke det solskin, som vi varmblodige sextenårsfyre hellere unddrog os. Allerede dengang var den mest poetiske natur iblandt os ( offenligt udleet, hemmeligt misundt af os andre ) ved sin muses insfinkf bleven ledet til at sammenligne dem med vrag, der, efter at være bleven omtumlede på havet af stormen, ' nu var drevne. ind i en stille bugt, hvor de lå i solskinnet og ventede på, at tømmeret efterhånden skulle opløses. Digtet, der forøvrigt aldrig blev fuldført, var meget højbenet anlagt i sin begyndelse. Jeg husker endnu indledningen: o i, som sidde nu i solens lyse skin, omtumlet fyrst på hav af storm og hvirvelvind og siden henslcrngt som et vrag på stranden.... Enderimet på „ Stranden “ mindes jeg gav anledning til lange debatter. Digtet blev skrevet om to sådanne gamle, en herre og en frøken, som vi altid traf nede ved kongebroen på en bestemt bænk og til en bestemt tid. Vi havde aldrig hørt dem tale sammen, men de sad bestandig sammen. Nu var enderimet i digtet „ selvanden “, men vi kunne ikke blive enige med hverandre om, hvorvidt dette rim var poetisk nok eller ej. Forresten gik der gennem poemet en alexandrinsk klang, der passede godt nok til de rococoagtige omgivelser, men som gav en anden iblandt os, der var beundret og frygtet som skarp kritiker, lejlighed til at parodiere det ved stadig at citere inskriptionen over Kirsten pils kilde i dyrehaven: det kildevæld, som her sit udløb haver taget, er af Kirstine pil først fundet og opdaget — hvilket omsider endte med et større slagsmål, der rensede stikleriernes luft for en tid. Vi gik igennem slotshaven og talte om det skete. Jeg selv havde vel nok en følelse af, at det var den fremmede fyrs keitethed og uforstandighed, der var skyld i slaget, men de andre påstod så bestemt, at det var den sorteste ondskab, at han naturligvis meget godt havde vidst, hvad en prim var, og at han hårdelig skulle bøde for sin udåd, når vi fik fat i ham. En god regent er lidt bleven omstemt af flette rådgivere. Jeg blev efterhånden bragt op på den almindelige højde af indignation og hævntørst. Det gjaldt nu blot om at finde den fremmede, som næppe endnu kunne være kommen ud af parken. Vi delte os i hold på to i hvert og spredte os til forskellige sider. Samlingsstedet skulle være „ Hidsepladsen “, det åbne sted i haven, hvor vildtet ved de gamle kongelige jagter dreves sammen. Jeg og min følgesvend slog ind på en skovsti, der ville føre os til de østlige, store alleer. Vi gik med raske skridt og kode vore klinger gøre lyst mellem de store skarntyder eller skræpperne, som vi kom forbi. Når man er sexten—sytten år og går i en skov med en dragen klinge i hånden, bliver man heroisk stemt, især når man er letbevægelig af fantasi og har et helt romanbibliothek i hovedet. Jeg var dertil ganske stolt af mit sår, som gjorde tilstrækkelig ondt til at holde mig i krigsillusionen. Vi snakkede ikke om andet end om fjenden, der nu forfulgtes, om den tvungne tvekamp, der skulle finde sted, når han fandtes, om at indespærre ham i den hule, vi havde lavet os, o. s. fr. Engang imellem standsede vi og lyttede, om vi kunne høre et signal eller muligvis våbenklirren. Der var imidlertid stille i skoven; kun de tørre kviste, som vi knækkede under vore fødder, gav lyd fra sig; vi kunne stundom høre en spætte banke sine monotone slag på træstammerne; ellers var alt som uddødt; intet springende dyr krydsede vor sti, intet menneske mødte vi; det var, som om middagsvarmen fra den glødende himmel oppe over træernes kroner havde suget alt liv til sig, som fandtes på vor vej, og som om varmen deroppe, højt over vore hoveder, rugede over sit rov. Jeg tror, vi får torden i dag! sagde min kammerat og standsede for at tørre sveden af sit ansigt. Jeg standsede ligeledes. Mit hoved smertede en del, og jeg var udmattet både af „ Hændelsen “ og varmen. Vi stak vore klinger ind i de selvsyede læderskeder og fortsatte vor gang, men meget langsomt, gennem den store, stille park. Krigshumøret var borte, omgivelserne virkede for stærkt på vore modtagelige gemytter. Den store, stille park! Var det, fordi videngang var så unge og med en så udvidelig fantasi, at denne have forekom os så stor? En verden rummedes for os i den. Stille var den i ethvert fald; ingen jernbaneturister gennemkrydsede den for at komme til at se de spadserende kongelige børn. Der var intet Hof, som man måtte gå afvejen for, om ikke for andet, så for ikke at blive slået i hartkorn med disse påtrængende nysgerrige, der rimeligvis er den sky, som formørker hoflivets ellers så blanke himmel, en lille irritation i de menneskers tilværelse, der ellers er skabt til at henrinde i et så blidt og uberørt stillleben. Parken lignede i sin forsømthed meget mere en skov end en have. Der var ingen revne gange, omhyggeligt kæmmede og klippede græsplæner, kun den lille afdeling „ Marmorhaven “ blev holdt med vask og renlighed. De mange myttologiske og allegoriske mindesmærker rundtomkring, rococotidens søjler, småtempler, statuer, altre, obelisker og gud ved hvad overgroedes i fredelig pagt med naturen af Mos og lavarter eller overvoksedes af buske og ukrudt. Disse græske helte eller romerske gudinder legede da på en egen pikant måde skjul med hverandre eller med den ensomme vandrer. Snart så man et kækt hoved løfte sig bag en busk, snart var det en hvid barm, som søgte at gemme sig mellem det forræderske løv. Mange af disse statuer og støtter vare så overgroede, at kun et rent træf eller vore omhyggeligste opdagelsesrejser afdækkede deres skjul. De, som man så eller skimtede, gav på deres side haven et forførende, hemmelighedsfuldt liv midt i al den store, øde stilhed, som end yderligere hidsede vor fantasi og satte vort unge blod i bevægelsæ. Der var intet Hof, ingen skilderhuse med gardister eller gardister med skilderhuse, som bondemanden sagde. Slottet stod øde og tomt på den fløj nær, hvor pensionisterne var indkvarterede. Når vi flød genvej over den græsbevoxede slotsgård og gennem den „ hemmelige gang “, der førte ud i parken mellem hovedstaden og kirkebygningen, så vakte vore trin det slumrende ekko omkring springvandet, der ikke sprang, eller under de hvælvinger, hvor den grønne fugtighed stirrede ud gennem overkalkningen. Hvis det var blevet sent på aftenen, undgik vi helst denne vej, der var noget ved disse øde, hvidkalkede bygninger med de uendelige, frem og tilbagebølgende ekkoer, der ikke rigtig smagte os. Vi søgte at hæve os derover, men det ville ikke altid lykkes. Bedst gik det, når vi betragtede slottet som den fortryllede Borg, hvor prinsessen og alt omkring hende sov den fortryllede søvn. Så var vi da sikre på intet levende at møde, intet, som pludselig kunne træde frem fra en krog, udstrække armen imod os eller sætte efter os, når vi med et sitrende Spring begav os på flugt. Om dagen var vi naturligvis kry på det, uden at forresten vore « æventyrlige forestillinger om, hvad slottet gemte i sine talrige gemakker, led det ringeste skår ved vor større dristighed overfor udbygninger og gårdsrum. Jeg erindrer, at jeg en dag med en ung romantikers hele uklare tro på det utrolige trængte ind ad en dør, som jeg tilfældigvis fandt stående åben, med det faste forsæt at ville gå fra gemak til gemak for endelig — derom kunne der ikke være den ringeste tvivl — i det allersidste og pragtfuldeste rum at stå ansigt til ansigt med den sovende dejlighed. Med urokkeligt blod, jmen dog ikke uden en indre bæven, gik jeg fra værelse til værelse. Jeg var så optagen af den store heltegerning og på samme tid så trykket af min ulovlige borgerlige nærværelse på disse de monarkiske og aristokratiske manes ' opholdssteder, at jeg så godt som slet ikke fik tid til at modtage noget indtryk af de herligheder, jeg passerede. Jeg erindrer dunkelt nogle sort anløbne rococoforgyldninger opad paneler og henunder lofter, nogle plafondmalerier, hvor nøgne lemmer syntes at ville salde ned på mit -hoved, et enkelt sødtsmilende, sanseligt lokkende ansigt måske i disse malerier og forresten nogle bredryggede, med falmet atlask overtrukne lænestole, der syntes at stirre på mig, overrasket over min frækhed, med de krummede arme i siderne og de svaiede underekstremiteter skrævende ud, som om de ville spænde ben for mig. Kun et par gange vendte jeg mig om for muligen at opdage døren til den trappe, hvor Juliane Marie eller en anden slem dronning med egen høje hånd havde styrtet sin utro kammerpige ned. Jeg fandt ikke døren; der var uheldigvis ikke sat et rødt kors på den. Derimod faldt mit øje i et værelse på et snurrigt, fuldstændigt i parykstilen holdt ur, der stod på en speilkonsol. Min gamle skikkelige tante, der måske ikke var ganske fri for visse royalistiske tilbøjeligheder, og som syntes at kende noget nærmere til den lille bys helligdom, havde ved forskellige lejligheder talt om et sådant ur på slottet, som kunne spille de nydeligste arier, rondoer og danse, når man trykkede på en knap. Min barnagtige lyst til at høre et sådant kunstværk overvandt min frygt. Med skælvende hånd undersøgte jeg bagklædningen. Rigtigt. Der var en knap, og på siden opdagede jeg nu en sølvplade, hvorpå stod indgraveret musiknumrenes navne. Det første var: lady Coventrys menuet. Jeg trykkede på knappen. Det snurrede først lidt derinde som en themaskine, der er ved at komme i kog; og så begyndte med de nydeligste triller og fløjtetoner hds. Nåde den muntre ladys menuet. Ikke mange øjeblikke efter hørte jeg skridt inde i det tilstødende værelse. Jeg blev angst og ville standse det automatiske instrument, men forgæves; menuetten gik sin afmålte, sirlige gang. Døren åbnedes, og på tærskelen stod — ikke, som jeg straks ventede mig, den fortryllede prinsesse, hvis trolddom nu var løst ved mine toner, men en gammel bidsk skurekone, som jeg alt tidligere var kommen i en mindre venskabelig berøring med, og hvis ansigt nu drev mig på en opdaget indbrudstyvs ilsomme flugt. Jeg har ikke siden hørt lady Coventrys menuet, men jeg skulle kende den blandt hundrede andre afdøde menuetter, blot ved at høre de tre første toner igen. Hvor lidet virkeligt levende liv der nu end var på slottet, så virkede det dog med sin italienske pavillonkuppel og de fire slanke spir ved noget af grand-seigneuriets bevarede overvægt på den lille by, der i ydmyg bevidsthed om den passende afstand med sin gade så at sige kun dannede en opkørsel til slottet for de høje herskaber. På den anden side stod byen også på sin ret. Den forholdt sig til slottet som til et begreb. Den fredede om de gamle minder, men bevarede tillige sin egen værdighed. Havde der virkeligt resideret et herskab på slottet, så er det jo muligt, at byen ikke ville have undgået den servile holdning med 2 * krum ryg og et stereotypt smil, der skal kunne træffes hos alle lakaier og nogle embedsmænd. Byen var konservativ, ikke royalistisk reaktionær. Selv på os unge, lidet hensynsfulde fyre virkede det stadigt gentagne: slottet, slots-haven, slotskirken, ja lige ned til sammensætninger som slotsforvalterens-kovang med en sådan ubevidst magt, at der endogså over vore mest uvilkårlige bevægelser hvilede noget dæmpet, noget, som om slottet altid så på os, — hvad det for. den sags skyld også gjorde, eftersom det næsten kunne ses for enden af enhver gang i parken. Vi måtte egentlig helst, for tilgavns at føle os frie, have esromsøens vande mellem den høje autoritet og os, og endda kiggede kuplen som et mægtigt hoved med allongeparyk udover parkens trætoppe og fikserede os skarpt, hvor vi så end færdedes, ved randen af Nøddebo eller grib skov, i Sørup eller ved kongens bøge. Denne noget feudale vedhængen ved, om ikke afhængighed af slottet ytrede sig, tror jeg næsten, som et gennemgående træk hos de fleste ældre folk i byen. Min onkel, der nu levede i et slags gnaven mellemtilstand mellem købmand og partikulier ( han plejede altid liggende på sofaen inde i sin dagligstue at råbe fil kunderne ude i butikken: tag selv, for satan, og smid pengene på tisken! ) —denne sære gamle fyr, hvem vi trods hans særhed dog ganske godt kunne lide, erindrede altid med et glimt af stolthed i de grå øjne, at han i sin ungdom havde været „ Slots-tømmermester “, ligesom nok hans fader og farfar før ham. Han plejede regelmæssig at banke mine to fætters, når de havde været tilveirs efter fuglereder i de højeste træer i slotshaven, og når jeg så traf ham selv om eftermiddagen gående sine invlingsture der,. slog han gerne med sin egekæp fornøjet på de sværeste stammer og berettede triumferende, at der ikke var det træ i hele haven, som han ikke indtil for ganske få år siden skulle kunne gå op i; „ men det forstår sig, når man har været tømmermester på slottet og ligget oppe og repareret på den allerøverste lanternekuppel, få er et bøgetræ kun småting. “ Det var for øvrigt interessant nok at iagttage, hvorledes stedets romantik virkede på denne ordknappe særling. Stort mere af verden havde han vel næppe teet end vi drenge. Livet havde givet ham sine små nålestik, uden at han havde haft evner eller lykke til at besvare dem på anden måde end ved en indadvendt gnavenhed, der for den sags skyld undertiden kunne vende sig bestemt nok udad imod hans daglige omgivelser. Han talte meget sjældent med sin lille fromme godhjertede kone; måske havde han en stor uret imod hende at bære på; måske gjorde denne byrde ham endnu mere bidsk. I de mange hundredtusinder af ægteskaber, hvor man straks i begyndelsen kommer skævt ind på sagerne, hører der stor villiestyrke eller et lykkeligt tilfælde til at rette det krumme. Villie havde han ikke meget af, et lykkeligt tilfælde havde formodenlig ikke vist sig. Han var bleven gift som så mange, havde fået børn som så mange, havde hverken haft kærlighedens eller den høje dannelses styrke til at underkue sin egoisme, og var lidt efter lidt umærkeligt gledet fra sin familie over i sit eget gnavne selv. Denne forskansning havde endnu ingen kunnet storme. Pigebørnenes muntre liv, al den glade ungdom, der kom i købmandsgården, det frie sprog, der førtes, alle de ubændige løjer mellem denne lidet hensyntagende blanding af gifte og ugifte, intet virkede på ham. Det skulle da være hans broderdatter, en ikke ganske ung kone, der havde bevaret en vis voxkabinetagtig skønhed med sorte hår og øjenbryn, klare øjne og røde læber, og som med et vrst frejdigt koketteri, godt beflærmet af-en almindelig bekendt ulidenskabelighed, sagde drøjheder, der bragte os unge knøse til at rødme. Hun kunne undertiden, som hun selv udtrykte sig, „ bringe humør i den gamle gedebuk “. Måske var han endogså ikke fri for at være lidt indtaget i hende. Det slags damer, der kan tillade sig alle slags friheder, fordi der er fuldstændig goldt bagved de yppige antydninger, plejer næsten altid at gøre indtryk på en stærkt sammenbidt lidenskabelighed, der er bleven afsondret i tidernes løb og nu vil frem og vil hævde sig, førend tiden svinder for stedse. Men når så det gamle klaver blev benyttet alt for larmende og den store,. gammeldags stue genlød alt for stærkt af de mange stemmer, eller når der i haven blev bombarderet altfor nærgående med nedfalden frugt, få tog han med en fortrydelig mine sin egekæp og den grå hat, lukkede egenhændig butikken, selv om det var midt på dagen, og gik ud der, hvor han vidste, at han kunne finde trøst, på sine andlingssteder i den store, stille slotspark. Jeg har set ham gå derude i de ensomme gange som — ja som en forfatter, halvt hensunken i grublerier, nu og da med en skarp opmærksomhed for det liv, der i dybet af den tilsyneladende ensomhed rørte sig omkring ham, når de usynlige bier summede som et fjernt havs brusen oppe i de tætte lindetræskroner, så bøjede han nakken tilbage og gik og stirrede op i den bløde guirlandeverden af blomst ved blomst; hans næsebor udvidede sig ligesom hos hesten, når den langtborte fra får færten af en nyflåeteng; hans tykke sammenvoksede øjenbryn løftede sig og delte sig som skyer, der mærker solens komme. Han bøjede varsomt af for de sorte skovsnegle, pirrede dem med sin stok ind i græsset eller stod minut efter minut og iagttog deres langsomme kryben, medens slimet, som slæbte efter dem, efterhånden halede et helt lille læs af bladsvøb, småkviste, støv og blomsferfnug til sig, en yderligere hæmsko for den besværlige gang. Måske sammenlignede han filosofisk sit eget liv eller menneskets liv i almindelighed med en sådan snegl, måske var hans opmærksomhed snarere barnets opmærksomhed for det, der i det hele taget bevæger sig, om bevægelsen end er nok så ringe. Han morede sig med at lade de små mariehøns krybe på sine fingre, indtil de fløj. Han standsede ofte og lyttede efter en rovfugls skrig eller de ville duers ægte sommerstemte kurren. Han klappede i hænderne og råbte hallo, når, hvad for øvrigt sjeldnere hændtes, et dyr raslede afsted gennem underskoven.. Han slog med en drengs hele kannibalske fornøjelse en tyk hugorm ihjel, der solede sin dovne krop over et gærde. Han var ikke botaniker, ikke zoolog, men han kendte sin slotshave ud og ind som en forstmand kender sin skov, en fisker sin fiskegrund, en elsfer sin elskede. Når han tilfældigvis traf nogle af os knøse derude i parken, og når han tilfældigvis ikke var altfor overvættes gnaven den dag, så gav han sig gerne af med os, og hans ordknaphed tøede da efterhånden op under indflydelsen af al denne sommervarme, fred og Duft rundtomkring. Han smed sig da gerne med os oppe på en eller anden bakke under foden af et stort træ, hvor der var udsigt over søen, Nøddebo, grib skov, helt op til Esrom, men tillige, og helst, et lille sidekig ind imod en fløj af det hvide slot. Så fortalte han os om sin ungdom herude, om sine strejftog derovre i den store, uvejsomme grib skov, et rent æventyrets eldorado for vor fantasi; han befolkede skovene rundtomkring med vildttyve og fortvivlede kulsvierbanditter; han fortalte ikke som bless, når nran kørte med ham gennem gel skov, bestandig den samme historie om Ole kollerød, som den drabelige fragtmand havde været med til at fange. Nej, der kom stadig flere og flere nye skikkelser frem på lærredet. Alle de folk, der havde hængt sig i slotshaven, og alle de piger, der havde druknet sig udenfor haven, alle kom de med. Billedet blev bestandig mere og mere broget i sin sammensætning. vi unge fyre anede en ukendt verden af lidenskab, trods mod lovene, fribytterliv i disse halvttilslørede forførelseshistorier, hvor slottet nok også havde grebet ind med, i disse slagsmålsscener og vildttyverier. Den hele egn blev usikker for os, men uhyre pikant. Vi begyndte at føle os selv som „ Skovgangsmænd “, indtil idyllen kastede sit formildende lys over de mørke grupper, og den gamle fik bragt vore gemytter i ro ved at skildre os sine > fisketure og bådfarter på søen og den store fodtur ind i det ukendte land langs esromkanalen, til dronningemøllen og villingebcek, over nakkehoved til gilleleie. Disse skove her rundtomkring fra Esrom til Frederiksborg, fra Danstrup til Gurre, den store udflugt til gilleleie og så slotshaven først og fremmest, det var den gamle købmands verden, og han skildrede denne, ligesom en købmand nu ville fortælle om sine jernbaneture i Tyskland, sine schweizerkravlerier med hoteljeremiader og sin æsthetiserende pasfichrejse i romerlandet. Men hvad han fortalte om, det var en verden, som han kendte lige til det ringeste strå, en verden, som han løftede op i sin fantasi med de blussende rester af sin ungdoms indbildningskraff, og hvis iboende naturromantik til gengæld løftede ham op til sand begejstring i, hvad han skildrede os., så greb han pludselig sin kæp, trykkede den grå hat fast om panden og forlod os med en - eller anden gnaven bemærkning, hvis dulgte vemod ikke engang undgik os; og så gik han hjem, hjem til den butik, som han ikke passede, og til de mennesker, som ikke passede ham. Men når naturomgivelserne kunne virke så stærkt på den gamle gnavpotte, hvorledes måtte de da ikke bøje og forme os, vi, som i ganske anderledes forstand var blødt voks og altid gav efter for ethvert tryk udvendig fra. Det var stærke naturer, disse mine slægtninge i den linie, og de lod sig ikke let gå på af noget. Som yngre mænd havde min onkel og hans brødre en månelys nat taget en gammel halvrådden båd ud fra skipperhuset - og var roet et godt stykke ud på søen for at fifke. De havde nok været til gilde og havde måske endogså en flaske med sig ombord. Den ældste fik pludselig lyst til at prøve bådens styrke og stampede da hele bunden ud, hvorpå han greb de to synkende brødre, der ikke kunne svømme, og bjærgede dem iland. „ Og det var oven i købet i det fordømte ferske vand, der slet ikke vil bære, “ berettede min hjemmelsmand kommenterende. Vi gik fuldstændig op i vore omgivelser og lod vor utøilede fantasi løbe med os, hvorhen det selv behagede den. Når vi på vore fodture kom til Danstrup hegn, blev vi fuldstændig til Rostgård og kastede vor hat i mosen, og jeg er sikker på, at - havde vi haft en hest ved hånden, havde vi troligt skudt den ned af. lutter individualitetsforvexleg med den flygtende patriot fra Kronborg. I Gurre legede vi kong Valdemar og gjorde to, tre stykker i tallet kur til en ung bondepige med røde arme og venlige øjne, som vi kaldte for Tove. I Fredensborg slotshave antog imidlertid vore fantasterier den højeste spænd. ing. Jeg er sikker på at, lige indtil stærkt virkende ydre begivenheder rev os ud af vore drømmerier, der ikke var en eneste dag, hvor vi havde en følelse af os selv. Vi stiftede næsten som en. Kamæleon farven, eftersom vi bevægede os i skyggen eller i lyset. I de lange, dæmpet oplyste gange, især i „ Sukkenes alle “, gik vi med sagtnede skridt, og så os mystisk betagne omkring. På „ Hidsepladsen “ Var vi ville jægere og stormende krigsmænd. Overfor de hvide gudinder steg blodet os til kinderne, og den dunkle erotiske rørelse drev sine stempelslag gennem vore pulse og bankede på vore hjærter, som ville den til samme tid advare og ægge. Vi var halvt forlibte i, halvt imponerede af de flere år ældre kusiner, der måske ikke altid var så forsigtige overfor os, som kendsfaben til det unge hjerte bød. Men kendskaben hos dem var måske heller ikke så stærkt udviklet, eller den bukkede under for en af de stærkeste fristelser for unge piger, koketteri med drengen, som lader manden ane. Det ebbede i vor attrå, eller bølgen brød frem i vort bryst, eftersom sol og skygge stiftede i den stille park. Snart var ridderen, snart møveren, snart den dunhagede dreng, inart den kommende mand oppe i os. Vi var forlibte og utilgængelige, kåde og vemodige, kynisk drengeagtige og drømmende ynglinge-tavse på en gang. Den samlede sum af havens stemning hang over os, den mørke, fjerne grib skov var rammen om alle disse herligheder. Skyerne gled over vore hoveder snart med smil, snart med tårer. Vi omgikkes dyr og planter, statuer og kusiner som udtryk as den samme store natur uden at gøre nogen synderlig forskel. Der var et træ i haven, kundskabens træ på godt og ondt, som vi endnu ikke havde plukket af, uagtet, strengt taget ingen havde forbudt os det, eftersom strengt taget ingen gav sig af med os. Hvor længe det varede?.... Ja hvor længe varer det i reglen! Jeg gik adskillige år efter den tids begivenheder alene gennem parken. Det var sommer, med solvarme ude over plænerne, skygge med mild dæmpet kølighed inde under de høje lindealleer. Den for en fremmed påfaldende tavshed, som hersker i denne have, stemte mig måske endnu mere eftertænksom. Som bekendt hører man ingen fuglesang i Fredensborg slotshave. Hvori det ligger? Formodenlig i de mange mørke, indelukkede alleer fuglene vil vel ligesom menneskene have frihed og luft for at kunne synge. Endskønt de røde skilderhuse og de vandrende gardister udenfor havestuetrappen antydede, at slottet var taget i brug af de personer, der i det hele taget plejer at bebo slotte, forstyrredes man dog ikke i sin gang. Parken er jo stor, og i marmorhaven kommer man kun om søndagen, sammen med bønder, turister og „ anden plebs “. Jeg hørte mine egne skridt i Alleen, og jeg hørte bierne summe oppe i lindetaget. Jeg slog ind på en af de kendte stier. Intet forandret i så mange år. Hvormange var det nu? Jeg begyndte at tælle på fingrene, men jeg havde ikke fingre nok til at tælle frem på, og jeg kan ikke lide at standse og tælle tilbage. Er det i det hele taget værd at tælle tilbage? Såmange år gåde, alt her uforandret, og alt andet få forandret. Jeg kom ned til kilden og så ud over esromsøen. Store hvide sommerskyer stod som fastmurede bag grib skoven, hvis terrassesormige bælte af løv- og nåletræer trækker sig mod øst, mod Esrom, kanalen, dronningemøllen, Kattegat, —-havet. Havet, ja! Luftning! Her er i grunden så indelukket i Fredensborg. At digteren - lægger sig til dette bryst, når „ Bægret vil stumme over randen “, det har jeg egentlig aldrig rigtig kunnet være med på. Jeg kender et andet bryst, der er bredere og hvidere, og hvis ånde er sundere. — jeg så udover den roligt hvilende flade, hvor fiskene slog deres cirkler, og hvor skyerne spejlede sig. Hvide bjerge føroven, hvide bjerge forneden. Så begyndte skyerne at løsnes i deres grundvold, og samtidig begyndte der lige nedenunder grib skov at vise sig en gråblå stribe på vandet. Den voksede fremefter, skyerne lettede sig, den kom helt over imod mig. Cirkler og spejlbilleder forsvandt i vandet. En kold luftning viftede imod mig, og snart begyndte en regelmæssig bevægelse at klnkke og skvulpe mellem sivene og at pjaske mod gruset ved min fod. Jeg blev ublidt berørt af denne kolde luftning, og dog havde jeg ønsket mig den for et øjeblik siden. Jeg vendte mig og gik op igennem skoven, hvis toppe allerede sus

1889_BrandesE_EnPolitiker

Edvard

En Politiker

Brandes

Brandes

En Politiker

male

1889_BrandesE_EnPolitiker.pdf

Edvard

Brandes

dk

En Politiker

Fortælling

n

roman

Philipsen

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

i. » det ærede medlem for Ringkøbing amts s jætte valgkreds har ordet. » Der blev en kort stilhed i folketingssalen, medlemmerne, der livligt havde passiaret under den sidste højretalers kraftige udbrud, drejede hovederne hen imod den plads, fra hvilken jomfrutalen skulle holdes. Adskillige af de menige kom i bevægelse og valgte sig pladser rundtom taleren. Også et par af tingets ældste medlemmer banede sig vej gennem rækkerne og placerede sig på stole foran ham, lige under hans ansigt. Den enes store blanke oldingeåsyn lyste præsteligt under det endnu kraftfulde hvide hår; den anden sad sammendukket med hældende hoved; øjnene spillede, venlige og snilde som en frøs, ubestemt hid og did. det var allerede sent i mødet; der var halvmørkt i salen, og man var træt ved en andendags - forhandling. Oppositionens bedste taler havde den forrige dag i en udmærket holdt, vittig og fyndig tale gennemgået regeringens politik. Ageren var således høstet, og der var ikke mange aks at sanke for de sentkommende. Det ærede medlem for Ringkøbing sjætte havde ubehageligt mærket dette aftenen forud, da han forberedte sig til talen. Ordførerens udtryk og vendinger hang endnu i hans øren. Han skjulte ikke for sig selv, at han umuligt kunne gøre det så godt. Alligevel måtte der jævnsides med denne detaillerede parlamentariske kritik være plads for et simpelt og kraftigt vidnesbyrd, en mands alvorlige og vægtige protest mod ministeriets voldsfærd. Der var ord, som folket ønskede at høre sagt, fordi ordene svarede til de med møje tilbagetrængte følelser, og man ventede netop et sådant vidnesbyrd af ham, der var sat ind i tinget ved en af landets radikaleste venstrekredse., man burde blot sige ministrene sandheden lige i øjnene. Tiden var egentlig forbi for de omhyggelige begrundelser og de bidende vittigheder. Nej en gang give dem ladningen langskibs, så det kunne ryste op i deres samvittigheder. hans røst var jo stærk, og han havde let ved at finde ord. Det var mærkeligt, om han ingen virkning skulle gøre. Han tvivlede ikke på, at han skulle slå til lyd. Tinget ville høre på ham i åndeløs tavshed, og den næste dag ville alle bladene være fulde af hans tale. Naturligvis ville man angribe ham — men selv de uforsonligste modstandere ville dog indrømme, at hans ord havde gjort indtryk og vidnede om en stærk følelse. Sådanne folk må opflamme menigmands gemytter, ville de skrive, og man kan ikke nægte dem en relativ ret. Var hele oppositionen sammensat af så sandhedskærlige og fædrelandssindede mænd, ville modstanden ganske sikkert blive mindre, o. s. v., o. s. v. Og medens han sådan fantaserede sig ind i fremtiden og lod sine tanker flyve så højt de blot ville, glemte han næsten at udarbejde talen. Han tænkte også et øjeblik på slet ikke at forberede sig og trøstig stole på, at hans medfødte ævne og sikkert indtræffende inspiration ville slå fuldkommen til. Men han opgav dog igen dette. Han kunne muligvis være mindre vel oplagt og desuden ville han næppe undgå en vis benavelse ved denne debut. Når han her på sit værelse forestillede sig det øjeblik, hvor formanden gav » det ærede medlem for Ringkøbing sjætte « ordet, mærkede han allerede ligesom en vis slattenhed i benene. Nej, han ville skrive gangen i foredraget op og de vigtigste vendinger. Han ville være sikker på enkelte billeder, der skulle ramme som kølleslag. Han ville holde begyndelsen af foredraget i en rolig tone — ikke fuldt så let som ordførerens — for så til slutning med voldsomme farver at skildre og med bitre trusler at skræmme dette ministerium, der sad så nagelfast på taburetterne. Han skulle i alt fald rokke dem i sædet. Han gav sig i lag med arbejdet. Det gik lidt langsomt, fordi han stadigt var mere sysselsat med den virkning, hans ord skulle afstedkomme, end med deres logiske sammenknytning. Det var heller ikke så let at finde nye betegnelser for noget så gammelt som dette ministerium eller så gennemdrøftet som dets politik. det var noget andet ved møderne ude i landet. Tilhørerne forlangte ikke ret meget, egentlig kun en fremhæven af enkelte punkter i situationen og så en kraftig appelleren til folkets grundlovmæssige, uantastelige ret. Ja, men tingets medlemmer kendte jo alt dette. Det var ikke nyt for dem, hvad der var sket mellem sidste samling og denne. Og de store, simple og næsten hellige ord, bevillingsret og grundlov, trængte hårdt til fornyelse, når de nu efter så megen brug skulle tage sig ud i en rigsdagstale. Hvad kunne det også nytte ideligt at gentage disse ord, når ingen brød sig om deres betydning! — han skød disse tanker til side. Han tænkte sig tilbage til valgdagens tummel. Han havde sejret med et stort flertal over den unge baron, som højre havde sendt i ilden. Flan så’ sin modstander for sig. Elegant skikkelse med kortklippet rødligt hår og en smal moustache; de sammenknebne lidt sløve øjne gjorde hans udtryk endnu mere impertinent. Baronen havde behandlet ham med en koldblodig høflighed, som ikke havde været ham behagelig; selv når den rige godsejer på valgmøderne blev stærkest angrebet, fortrak der sig ikke en mine i hans ansigt. Selv talte han rask og flot. På valgdagen, ja der havde unægteligt den borgerlige sejret — men da baronen, efter at afstemningens resultat var forkyndt, havde fjærnet sig med et kort buk for sin lykkelige modstander og sporenstregs begivet sig henimod udkanten af forsamlingen, til en lille klynge vogne, hvorfra bredskuldrede proprietærer med røde, hovne ansigter, og høje slanke damer i stramme figurfrakker og med gråblå slør havde betragtet kampen — da baronen her efter mange håndtryk og venlige smil havde svunget sig op på sin høje dogeart og med et lystigt smæld styrede de prægtige heste bort ved siden af sin smukke frue, hvis gyldne nakkeknude gled tungt og rigt som en fristende guldfrugt ned fra den fine Hals og skinnede imod jakkens sorte atlask — da kunne Ringkøbing amts nyvalgte rigsdagsmand ikke undlade med sit blik at følge den ubekymrede livsrigdom, der fjernede sig. Sejren syntes ham i øjeblikket ikke sikker; var baronen virkelig overvunden? Han betragtede den kofteklædte skare, der ikke blev træt af hurraerne, med en blanding af mistro og medynk. ----------men det var slet ikke herpå, han ville tænke. Tværtimod, han ville forestille sig disse brave og trofaste menneskers begejstring over den vundne sejr, hvormed de havde slået baronen trods de husmandslæs, han havde kørt ind om morgenen. Denne valgdag og møderne iforvejen var for dem livets retegentligste fester. Hvad fornøjelser havde de vel året rundt, når rent legemlige tilfredsstillelser undtoges? Hvad smukt havde de at se på? Hjemmet var tarveligt, forædlede hverken sind eller Sans, og der var ingen store offentlige haller med billedstøtter og imalerier, ingen teatre med nationalopdragende skuespil, som kunne vække deres ånd af århundreders trældomssløvhed. Men én tanke havde de lært at tænke: tanken om deres frihed og grundlovsret. Og følelsen heraf betog ham stærkt. Det var dog såre smukt dette: en almue, der stod på sin ret. Heri var hans simple vælgere myndige og modne mænd, tusende gange mere værd end den hovmodige dreng, som havde kørt sine heste igennem deres rækker med en så modbydelig foragt. Hvad ramte den? Deres klæder, deres sprog, deres vaner, ja — men ikke deres hjærte, ikke engang deres intelligens; thi disse mænd tænkte én stor tanke, grundlovstanken her i landet. Ordet greb ham, medens han i drømmerier gik op og ned ad gulvet. Han satte sig hurtigt hen til sit skrivebord og gav sig til at nedskrive en række korte sætninger. Han skildrede tilstanden i landet, folkets trang til lovlighed, grundlovens betydning — » for den må alting vige « — og dernæst regeringens stilling til denne. Han fandt et par billeder, som syntes ham nye og som egnede sig fortræffeligt til slutningsvirkningen. Hans udkast fyldte et ark papir, han gennemgik det, føjede bemærkninger til, indskød de politiske data, som han ville dvæle ved, og blev mere og mere nervøs og brændende i hovedet. Petroleumslampen gød ham en varm douche lige i issen. Han sprang op. Han følte, det var ham umuligt at blive ved. Men han havde også nok. Han kunne mageligt tale en halv time, og længere var ikke rimeligt. I den tid ville han få tegnet et kort over landets politik i store, lysende træk. Et anskuelsesbillede! han smilte herover, idet han gav sig til at klæde sig af. Men han lå endnu længe vågen og fantaserede stærkere og stærkere over talens virkning. Han lod sig straks indskrive, ligesom han kom ind i salen ved mødets begyndelse. Han var lidt højtidelig derved. Og det var ham ikke ganske behageligt, at formanden kun med et nik forretningsmæssigt indskrev hans navn. Han sagde ikke engang: » Nå, skal vi høre dem i dag i « Fra sin plads så’ han senere adskillige medlemmer kigge på listen over de indtegnede talere. Men heller ikke disse viste nogen synlig overraskelse eller spænding. Kun da under mødets træge gang konsejlspræsidenten talte, og derved gav ham lejlighed til at gøre et par tilføjelser i sit udkast — hans foredrag ville derved mere få karakter af improvisation og af en slagfærdig replik — lagde et forbigående menigt medlem mærke til hans skriveri og spurgte, om han skulle tale. » Kun et par ord, « svarede han let. men ventetiden blev ham lang. De andres taler trættede ham usigeligt. Han hørte dem ikke tydeligt, dertil var han alt for febrilsk, men hvad han opfattede, generte ham. Der var især en taler af venstre, som var ham en pæl i kødet: foredraget var flydende, ordene faldt så selvglade, røsten klang løs fra lunger, der arbejdede som en dampmaskine — og talen syntes ham ikke særdeles forskellig fra hans, i alt fald ikke i indhold. Nå, det var jo ikke så underligt! De pragtfulde slutningslignelser havde han da i ethvert fald for sig selv. — — han følte sig helt tom i hovedet, med en tør smag i munden og benene ganske uldne. Endelig! Han havde rejst sig ganske langsomt og udfoldet sit papir, og da han stod op og så' udover salen, gik der en glad følelse igennem ham. Jo, de stimlede omkring ham; der var en stærk forventning til stede. Hist og her i salen var der nok adskillige, som roligt samtalende eller sysselsatte blev siddende uinteresserede på deres pladser. Og deriblandt var unægteligt nogle af tingets mest kendte medlemmer. De var vel blaserede! men han fandt trøst i de to betydelige medlemmer, som sad lige under ham. Oldingen fra den grundlovgivende tid og skolelæreren, der havde været med i den demokratiske opposition de sidste tyve år. Det var ligesom den gamle frisindede nationalliberalisme og den ny bonderejsning begge sad ved hans fødder. Og så talte han. Han fik det sagt alt sammen, og det var ret flydende og utvivlsomt følelsesfuldt. Men sætningerne var dog ikke helt pålidelige i deres bygning — og disse stenografer sad der på lur, med blyanterne fældede som bajonetter imod ham. Ikke man kunne snyde med en eneste eftersætning. Han talte sig ikke op. For han havde tungere og mere forvirrende fornemmelsen af, at tilhørerne ikke kom ham nærmere. De hørte på ham — men grebne var de ikke. Han skottede til ministerbordet — konsejlspræsidenten konverserede ivrigt i en vinduesfordybning, skønt hans politik i dette øjeblik gennemrystedes i dens grundvolde, og et par andre ministre døsede hen i deres stole. Han syntes også at bemærke, at medlemmernes kreds om ham tyndedes, og de indflydelsesrige medlemmer hist og her i salen talte og lo uden at skænke ham mindste opmærksomhed. Kun et medlem, der var journalist og skrev om møderne i sit blad, lå henslængt på sin stol i retning af ham, og hans ansigt havde et udtryk som om han havde opgivet alt i verden, sådan halvgabede han af uhyre kedsomhed. — han fyrede slutningsbuketten af. Det hjalp ikke. Han følte selv, at han anbragte de pragtfulde lignelser uden overbevisning. Og han skottede ned til sine to bedste tilhørere. I oldingens hvide ansigt rørte sig ikke en muskel, øjnene var lukkede, kun om munden var et gnavent træk; skolelæreren var faldet helt sammen, hovedet ludede ind mod brystet. Både den gamle frisindede nationalliberalisme og den demokratiske bonderejsning syntes at blunde. Så satte han sig. Hans hænder skælvede, medens de mekanisk pillede ved papirerne foran ham. Han var bleg og træt, og hans blik så’ ud i rummet uden at se noget. Mødet var hævet, og rigsdagsmændene skyndte sig ud af salen. Ingen tog videre notits af ham, men han hørte skolelæreren, der havde siddet foran ham, sige i forbigående til et lille gnavent medlem: » Det er nok en romantiker. « Nu rejste han sig også og gik bort uden at se sig om. Først ude i forstuen hævede han hovedet, idet han passerede forbi to damer, der havde overværet mødet. Han følte, at venlige øjne hvilede på ham. Han hilste og opfangede i det samme et varmt og beundrende blik fra den yngste af damerne. Det var Margrete Scheibel, som var lærerinde i den pigeskole, hvor han, Johan Gerner, underviste hver formiddag. i. Gerner gik slukøret og mismodig hjem. Nej, det var ingen triumf blevet. Han havde ikke vundet nogen stilling med denne tale, ikke med ét slag anbragt sig på et fremragende punkt. Venstrebladene ville i morgen indeholde et par anerkendende ord, højrebladene ville notere ham som én, der kendte lektien fra møderne, eller måske slet ikke nævne ham. Det gode var imidlertid det, at han havde talt. Vælgerne ventede det af ham — han havde talt for vælgerne. Det sidste var ham ikke behageligt at tænke. Han vidste, at dette var det tekniske udtryk for de rigsdagsmænd, der blandede sig i en debat uden at have noget at sige, men som for kredsens skyld måtte gøre sig til aktive deltagere i rigsdagsmøderne. jamen var der da noget at sige, som han ikke vidste? Og foregik der noget på rigsdagen, som han ikke forstod? Og var det der skete, slet ikke det, som stod i tidenden og refereredes i bladene? Han havde en fornemmelse af, at der var noget bagved, noget som ikke rummedes i de almindelige ord om kampen imellem højre og venstre. — — han kom netop til middagstid hjem, hvor han boede sammen med sin gamle faster. Tante Rikke, der var enke efter en lille embedsmand under kommunen, havde i mange tider levet af et pensionat og af en pension. Pensionatet havde hun i de sidste år opgivet og førte blot hus for nevøen. De havde hver sit værelse og en fælles spisestue på en fjerde sal i Laksegade. Det var en sommerlig oktoberdag, og spisestuens vinduer stod åbne mod gården, der sendte en bedøvende stank ind i værelset. Der boede en brændevinsbrænder i kælderen og han holdt en kule midt i den usle bid af en gårdsplads. Kulen var lukket med et trælåg, men stank som et helt gødet agerland. Det nyttede ikke, at beboerne klagede, thi brændevinsmanden ejede gården og besad egenskaber, som bragte ham på en god fod med gadens politibetjente. Og sammen med stanken hævede sig dernede fra dybet skingrende vrælen af baghusets børn, der legede og sloges. I den stille og varme eftermiddag kom ilde lugt og ilde lyd lige skarpt og tæt ind på Gerner. Og når han så ned på dugen, hvis grove lærred havde store, brune fedtpletter, smagte frikasséen ham endnu mindre; den var heller ikke videre lækker iforvejen. — — tante Rikke havde skottet hen til ham nogen tid. Hele ansigtet var rynket ligesom af misfornøjelse og særhed. Endelig sagde hun: » Nå, hvordan gik så talen? « Gerner undgik at se på hende. Det var umuligt for ham at slippe for en vis fortrolighed dem imellem. Hun havde taget sig af ham, da hans forældre vare døde, og han skyldte hende således taknemlighed. Desuden førte det daglige samliv med sig, at man måtte tale med hinanden om den smule, der passerede dem begge. men hun var ham imod. Legemligt imod. Hendes lille visne krop, den gamle sorte kjole over det flade bryst, det tynde grå hår var allerede ikke videre behageligt at have for øje. Men så kunne han ikke lide, at hun lignede ham. Han kunne godt selv se ligheden i ansigtstrækkene, skønt han var tredive år og hun tres. Det var den samme næse, der gik søgende ud ved spidsen, og den samme tilbagevigende, tomme hage. Han rettede sig i sin fulde højde — for han var ret stor og stærktbygget og strøg over sit svære hår og skæg — hver gang han ikke kunne undgå at se ligheden. Han fandt i hendes ansigt på éngang en ganske opvakt lyst til at spore og samtidigt en borneret almindelighed. Næsen rodede op, men hagen trak i land. De sympatiserede ikke. Hun var højre både i politik og literatur. Hun havde i sin ungdom set Dina med Fru Heiberg på det kongelige teater, og hun vidste, at dette var kunstens toppunkt. I literaturen var hun fulgt med lige til hjortens flugt, men dermed havde hun også for evigt sagt poesien farvel; igennem folkets Avis erfarede hun tilstrækkeligt om det nye. Dog værre var det med politik. Thi Gerner interesserede sig ikke synderligt for de literære frembringelser, som han kun vurderede efter deres direkte agitatoriske karakter. Han var derfor gladest ved kampsange og festviser. Men i politiken var han med af hele sin sjæl. Og på dette punkt var tante Rikke ligeså fanatisk som han. Hun hadede venstremænd ligeså heftigt som tjenestepiger. Hun foragtede dem som bønder. Hun havde engang selv haft to rigsdagsmænd i sit pensionat. Når hun kom på dette punkt, var hun uudtømmelig i sin forbitrelse. Det var svin, det var bondebæster. De spyttede på gulvet og de sleb saucen af tallerkenen med kniven og de skiftede ikke linned, for de gik da heller ikke med andet end sort i halsen — og de lugtede og de skråede, og den ene var nok kromand og den anden landsbyskomager. Og disse folk skulle regere os! Disse dumme, uvidende bønder, der ikke kunne et eneste tysk eller fransk ord, skulle spille bås med dannede mennesker! den lille gamle rystede af harme i alle sine knokler. Med sin afblegede institutdannelse, med Fru Heiberg under den ene arm og Christian Winther under den anden oprørtes hun i sin sjæls dyb over, at bondebæsterne skulle regere over hende. Og var de ikke bønder, så var de socialister. Dette var næsten værre for hende, thi hun ræddedes om hjertet. Det vidste enhver — og det hjalp ikke, hvad Johan sagde — at de ville dele, ville tage vore penge. Det var pøblen henne fra smågaderne, som hun så’ styrte ud — sådan som når tappenstregen gik på kongens fødselsdag eller ved anden festlighed — hujende læredrenge og fordrukne karle, der klumpede sig frem i tætte masser mod politiet og de ordentlige folk. De ville trænge op i husene, komme ind i hendes værelser, måske tage på hende med deres væmmelige næver, grine modbydeligt ad hendes forgæves modstand, slå porcellænet itu og løbe væk både med sparekassebogen og obligationerne, som hun gemte i chiffoniéren.---------- og med sådanne folk rottede han sig sammen mod regeringen. Men han var vel selv socialist? Nå ja, hvis han ikke var det, hvad havde han så med pøbelen at skaffe! — — sådan tænkte tante Rikke, og det var derfor uden mindste venlighed, at hun spurgte Johan: » Nå, hvordan gik det så med talen? « » Jo tak! « svarede han kort uden at se op fra tallerkenen. » Var bønderne glade ved dig? « » Det véd jeg ikke. « » Det må dog være rart for dem, at der er ét dannet menneske imellem dem. « » Der er flere dannede mennesker end jeg, der er venstremænd. Forskellen er blot, at i din tid var alle dannede mennesker venstre. « Men her kom han galt afsted. For hun tog øjeblikkelig fat på, hvor ganske anderledes mændene fra hendes ungdom havde været. Orla Lehmann var hendes ideal. Sådan som han så' ud og som han talte! Hun erindrede ham altid, som han sad på det gamle litografi inde i fængselsværelset, i slobrokken, med hånden under det krøllede hoved. Og i vinduet, i gittervinduet, stod blomst ved blomst, som damerne havde sendt ham! — ----------johan var glad, da måltidet var forbi og han kunne gå ind på sit værelse. Mere fornøjet blev han dog endnu, da det lidt efter ringede på døren, og gæsten, hvem han iøvrigt kendte på ringningen, var hans bedste ven, Tage Schrøder, der kom styrtende for at høre, hvordan det var gået med talen. » Aftenbladene har den ikke — du er altså kommet meget sent til? « Johan forklarede, at han havde værer sidste taler. » Nå, og det gik godt? Du gjorde vel stor virkning? « Johan følte en Art bitter trøst ved at fortælle, hvor ganske det modsatte havde været tilfældet. Nej, hans tale var falden komplet til jorden — det var ikke sådanne ord, der gjorde opsigt i folketinget. Tage mente, at han måske ikke havde været oplagt. Nej, det var ikke det; der stak noget andet under, som han ikke ret forstod. Tage så’ forundret på ham med vidtopspilede øjne. men Gerner rejste sig heftig og gik hen mod vinduet, hvorfra han kunne se over til slotsruinen. Og så kom ordene fra ham i stærk strøm. — der var ikke nok sandhed i dette rigsdagsarbejde! Man tog det alt for småt, alt for forstandsmæssigt. Og det var dog følelserne det til syvende og sidst kom an på. Kunne man ikke fremkalde mægtige stemninger hos folket, ville man aldrig sejre. Tanker var der nok af — de rette tanker, dem man kunne kalde grundlovstanker, som dannede grundlaget for hele nationens opfattelse af sig selv og af dens mål. Men sindene måtte forberedes, hærdes og lutres. Dette skete vel nok på møderne rundt om i landet, dér tændtes ilden; men han begyndte at tro, at rigsdagens endeløse forhandlinger snarere slukkede end nærede den. Bønderne var rede, og hvad var landet uden bønderne! Med tre fjerdedele af landet bag sig, hele ungdommen, en stor del af intelligensen — og det rørte sig jo i byerne — måtte man vel kunne løbe disse storsnudede godsejere og dette sløve bureaukrati over ende. Hvis der blot var den rette følelse af, hvad det kom an på!------ han blev længe ved således. Der kom lummerstegt luft ind ad vinduet. En kone råbte med blommer nede på gaden. Ellers var der ganske stille. Tage Schrøder sad tålmodigt og venligt og hørte på. Egentlig interesserede det ham ikke synderligt, han var jo ikke politiker af fag, men han holdt overmåde meget af Johan og troede på hans begavelse ligeså fuldt som han stolede på hans karakter. De var skolekammerater og var blevne studenter sammen. Fattige begge to. Men Tage var en praktisk natur, og han skræmtes tilbage fra de år, der skulle komme inden embedseksamen. Det var ikke arbejdet, han frygtede; han var flittig nok. Men han tænkte på den ville jagt efter stipendier med ydmyge besøg hos bortgivende professorer, han forestillede sig den forgæves søgen efter timer, de idiotiske drenge, med hvilke der skulle læses lektier hjemme, og de skolebestyrere, for hvem der skulle smigres. I rusåret fik Johan en dreng at læse med, som de andre misundte ham. Det var to å tre timer daglig for fem kroner om måneden og kaffe med tvebak. Tage, der havde lyst til allehånde gode sager og slet ingen Sans for tvebakker, og som fristedes af kjøbenhavnerlivet, hver gang han gik ned ad Østergade, sagde pludselig midt under læsningen til filosofikum farvel til studeringerne og snoede sig til en lille plads i en bank. Her var han steget lempeligt i vejret, havde nu nogle tusinde kroner om året og levede sorgløst sit ungkarleliv i København. han var oprigtigt venstre. Hans Sans for livets behageligheder sammen med hans gode forstand havde drevet ham til literær interesse. Han købte de nye bøger, der udkom, forargedes ved højrebladenes adfærd overfor dem, anskaffede sig også de bedste værker af den moderne franske literatur, sværmede for Zola og brødrene goncourt og var sammen med den literære bevægelse gået over til det politiske venstre. Han nærede ikke den ringeste tvivl om venstres ret og højres uret og var særdeles ivrig på valgdagene. Da så Johan blev rigsdagsmand, steg naturligvis hans interesse. Men på den anden side forekom det ham, at den danske politik manglede liv og spænding. Dette ministerium, der altid sad, kedede ham usigeligt. Og han talte gerne med Johan om franske forhold, om de skiftende ministerier derovre og striden mellem klerikale og antiklerikale. — — mens Johan gav sin uvilje luft, tænkte han på, hvor meget mere sådan en jomfrutale måtte betyde i et stort land. Der var alle mennesker, damer ligesom mænd, interesserede i kammerets forhandlinger. Der var en deputeret en mægtig mand, hos hvem damer søgte audiens og som dekorerede deres mænd for selv------- men Johan holdt op. Der var forfærdeligt kvalmt inde i den lille stue. Og Tage foreslog, de skulle gå en tur sammen. Klokken var syv, og København strømmede bort fra byens gamle del. Oktoberaftenen var klar og smuk med sommer i luften. Et langt, lystigt tog gik fra Østergade ud imod Vesterbro. Droskerne fik hurtigt besat. Snart med en hel familie, seks i vognen og to børn på bukken, snart med fire herrer, der lå lænede tilbage, roligt rygende og seende overlegent ned på fodgængerne, medens de vekslede nogle korte sætninger og smilede til. Undertiden sad der også et enkelt par, hun lidt stiv og med opslået parasol, han drejende stokken mellem fingrene. Det var let at se, når det var fremmede: da var damen i lys silkedragt. Og på begge sider af kørevejen valfartede københavnerne troligt deres aftenpilgrimsgang. Ægtefolk og kærester, brødre der gik aftentur, halvgamle fyre, der havde kort til national. Og sværmen summede sagte, og der var en krydsild af blikke mellem de unge mænd og de smukke piger. Den skarpe luft steg til hovedet. — — de to venner gik støt igennem mængden, lidt hurtigere end Tage egentlig skøttede om. Medens Johan talte både varmt og overbevist om hvor meget der burde reformeres hertillands både i skolevæsen og toldvæsen, både i hæren og i kirken, hang Tages øjne ved hver eneste ungdommelig kvindeskikkelse, der passerede forbi. Han havde en særdeles fornøjelse af at betragte dem, deres figur, deres dragt, alt sammen. Han syntes alle de smukke piger var ude at spasere, og det skælvede i ham for hvert et kønt ansigt han mødte. Dog droskerne med et enkelt par berørte ham stærkest. Men Johan drog ham ad den lige vej ud til frederiksberghave, hvor de drak the hos josti. Og så klokken ti gik vejen igen tilbage sammen med det hjemvendende store tog. Nu var sværmen livligere, sporvognene var propfulde, og det nyttede ikke, man råbte dem an med lystige tilråb. I alléen sang de fædrelandssange. Og på Vesterbrogade var der ikke lidt slagsmål af fulde folk. Droskerne kørte hjem. Der var flere med et enkelt par. Undertiden var bagkaleschen opslået, og man kunne i halvmørket skimte en lys hattefjeder nærved en glød af en cigar. Undertiden havde de kørende ikke gidet berøve sig en smule af den friske luft, de rullede afsted i åben vogn, og han havde sin arm om hendes liv, medens hendes hoved lå ind mod hans skulder og hun mere sad på ham end på sædet. Johan talte om, hvor reaktionært universitetet var, og hvor lidt det fortjente en særformue. Og Tage indskød en bemærkning om, at det franske universitet var fritænkeriets værn overfor kirken. Men hans øjne hang ved droskerne. Ved halmtorvet skiltes vennerne. Tage boede på Nørrebro. Da han havde sagt farvel ved sporvognsomdrejningen, gik han et slag over torvet, vendte sig, så’, at Johan var forsvundet ned ad filosofgangen — og gik hurtigt op mod tivoli og ind i » Ligkisten «. * men Johan gik alene hjem. Han var træt. Da han var nået bortfra sværmen og langs kanalen kom udfør ruinen af kristiansborgslot, mindedes han pludselig det beundrende blik, hvormed Margrete Scheibel havde set på ham i forstuen. Og han tænkte på dette — hvad der gjorde ham godt — uafbrudt lige indtil han faldt i søvn. Iii. Johan Gerner blev rigsdagsmand om sommeren 1884. Det var en meget lykkelig begivenhed for ham. Hans liv var indtil da gået både småt og trist. Fra sit ottende år af havde han boet i tante Rikkes pensionat. Af skabestuen var der bleven afdelt en længe med en række skabe som væg og et trækgardin som dør. Dér bagved stod op ad væggen en servante og en sovesofa. Bord var der ikke plads til. Men ud fra vinduet var der lavet en klap, der kunne slås op og ned. Han var i skole hele formiddagen, sad på sofaen om eftermiddagen med sin bog på klappen og læste indtil han skulle i seng, den halve times tid undtagen, hvor han ude i køk- kenet spiste pensionats-middagsmaden i en fortyndet skikkelse. Først da han lige skulle blive student, fik han et kvistkammer for sig selv. Fornøjelser var der få af. Engang imellem en skovtur eller en komediegang. Og bekendte havde pensionatsdrengen, som ingen gæstfrihed kunne yde, ikke synderlig af. Han havde kun sluttet sig nøje til Tage, der kom ham i møde med des større venlighed, som han ikke fandt sig selv nær så flittig eller begavet. Johan læste ikke lidt, fulgte med i de aviser, pensionatet holdt, og havde en fornemmelse af den undervisnings urimelighed, de begge nød. Især havde han tidligt fået øjnene op for den historiske lærdom, man bød dem. Både historiebogens respekt for alt tyranni og dens fuldkomne mangel på kulturhistoriske oplysninger var han, længe før han blev student, ganske på det Rene med. De to drenge gik på musæer sammen om søndagen og talte meget med hinanden om historiens store mænd. Efter konfirmationen begyndte Tage imidlertid a< interessere sig en hel del mere for sin onkels buttede tjenestepige. og han kom åndeløs styrtende til Johan samme eftermiddag, som hun ude i køkkenet, hvor han havde gjort sig et ærinde efter et glas vand, havde givet ham hans første Kys. Da han havde drukket vandet, havde hun smilende spurgt ham, om der var mér han ønskede, og da han så — blussende rød og med bankende hjerte — havde sagt: at kysse dem, havde hun svaret: » det må du såmænd gerne, min søde dreng! « — og så var det lykkelige øjeblik indtruffet. Johan hørte i begyndelsen ganske gerne på den Art historier, hvoraf Tage efterhånden oplevede ikke så få. Han var selv en yderst frygtsom natur, især forlegen overfor fruentimmer, men han havde intet imod at høre om, hvad han ikke selv vovede. Kun stræbte han at foragte Tages tjenestepigehistorier, som noget ganske uværdigt, skønt han unægteligt en aften, da han spiste hos Tages onkel, misundte ham kraftigt, medens den store pige smilende vartede op ved bordet. Han talte ofte med Tage om, hvor meget det rent sjælelige moment betød i kærligheden og om hvorledes den blev højst uskøn, rent ud dyrisk, når dette manglede — og Tage indrømmede det ganske, stærkt gennemtrængt af sin egen syndige natur. Da var de ganske nær ved at blive studenter. såsnart Johan var kommen til universitetet, begyndte han at læse Kierkegård. Og han tilegnede sig med ærbødighed hele den videnskabelige jargon, hvori skrifterne var holdte. Denne passede desuden så godt til de filosofiske forelæsninger, han skulle høre ved universitetet. Professoren gennemgik i to semestre — omtrent syv måneder — alle filosofiens systemer fra heraklit til Herbert Spencer. Han lærte de attenårige visdomselskere først selve teorierne, og dernæst påpegede han deres mangler og fejl. Han fik russerne mange gange til at le over malebranches naivetet og til at trække på smilebåndet over leibnitz’ monader. Johan blev til eksamen hørt i Hegels system, og på ti minuter gjorde han det grundigt af med denne filosof, der unægtelig! havde blændet mange klare hoveder, endogså Martensen, men hvis fejl nu var opdagede og fastslåede. også Kierkegård havde sin spas med Hegels kategorier. Dog Johan, der ikke tiltroede sig nogen særlig begavelse for filosofi, men var glad over at blive bekendt med dens grundtræk, følte sig langt mere tiltrukken af Kierkegårds moralske askese end af hans filosofiske kritik. Askesen stemmede med hans naturel og hans økonomiske forhold. Han vidste, at han var på rette vej, når han ikke gav efter for fristelser — der iøvrigt ikke fristede ham stærkt. Han lærte af Kierkegård, hvor modbydelig den skønhedsfølelse var, som mange folk tog ind med i selve ægteskabet, men som tilhørte den fordærveligste æstetik. Han oprørtes sammen med Kierkegård over gehejmeråd gøthes grove sanselige udskejelser og forstod fuldkommen, hvor uværdig lysten mod det slanke var for et etisk menneske. — Tage derimod holdt sig til forførerens dagbog, roste højlydt dens stil og dvælte gerne ved mødet med tjenestepigen i Frederiksberg have. Og det hjalp ikke, at Johan påviste ham, at Kierkegård kun havde opstillet dette standpunkt for at forlade og angribe det. Selv ægteskabet var jo ikke etisk, hvis manden så’ konen under synspunktet slank. Og da Tage hertil bemærkede, at manden jo selv kunne sørge for, at konen var etisk u-slank, blev Johan gal i hovedet og skældte ham ud for et svin. Tage skammede sig, og fra den tid af fortalte han ikke længer Johan noget om de småbegivenheder, som bragte ham til at finde tilværelsen behagelig. Johan oplevede ingen sådanne. Han tvang sin natur, og selv om hans frygtsomhed lettede ham dette, skete det dog også, fordi han var overbevist om sin afholdenheds moralske betydning. men han førte et fattigt liv. Han var intet særdeles godt hoved, ikke egentlig lær

1870_Gundersen_EnPolitimandsErindringer

William

En Politimands Erindringer

Gundersen

Gundersen

En Politimands Erindringer

male

1870_Gundersen_EnPolitimandsErindringer.pdf

William K.

Gundersen

dk

En Politimands Erindringer

n

gothic

V. Pio

KB

Forfatter ikke identificeret. Kan være et pseudonym, da der ikke rigtigt er noget at finde

pdftxt

nan

nan

O

Falskmøntneri og mord. Julen var forbi med alle sine glæder, og det gamle Års sidste dag var næsten forløben. Selv en politimand holder et slags ferie i den glade juletid, og jeg gjorde mig håb om at kunne tilbringe årets sidste aften i familiens hygge, — men det skulle være anderledes. — jeg var nær ved mine tarvelige ønskers mål; dagens forretning var sluttet. Vor chef havde ønsket os et glædeligt nytår, og enhver var vandret hjemad for at nyde hvile og ro. Midt i aftenens glæde hørtes dørklokkens monotome klang, og man ilede med lengstelse til for at se, om den frygt, man følte for en afbrydelse i ferien, ville blive stadfæstet af sendebudet. — jo, ganske rigtigt. „ Hr. — venter dem straks! “ bemærkede min værdige kollega. At nå pågjældendes bolig og erfare, at nytårsdagen måtte tilbringes i forretninger og langt fra hjemmet, var kun en lille times værk. Glæden i hjemmet var således forstyrret. Sagen var, at man i løbet af de sidste måneder havde fået underretning om, at en på Amager boende svensk arbejdsmand forbrugte en mængde penge, som han angav, at han havde vundet i lotteriet. Der var imidlertid anledning til at antage, af han drev en industri, som loven forbyder. Angiveren troede med be1 » stemthed af turde påstå, af Carl Johan — som vi kunne kalde ham — enten var leder for en tyvebande eller af han hælede med en sådan. Carl Johan var altid i besiddelse af mange sølvsager og Uhre og havde meget selskab med svenskere af den laveste klasse. Det var denne gåde, der blev mig pålagt af løse i begyndelsen af det ny år. At begynde og fortsætte dette arbejde alene var umuligt, og jeg var så heldig af få en medhjælper, som — lad mig sige ham det til 2ere — var ufortrøden og forstod af spille sin rolle godt. Det var meget vanfleligt af trænge ind i Carl Johans forhold; thi huset, som han beboede, lå forladt og ensomt på en mark. Man kunne kun ubemærket i aftenens mørke søge hen til huset, og måtte endda frygte for af blive opdaget. Man måtte altså benytte „ Stikkere “ — et slags håndlangere, som politiet undertiden betjener sig af. Det lykkedes os i en klodset bondedreng af få en fådan hjælper. Hans udseende spåede ganske vist intet godt. Han så så dum ud, af man måtte antage, af han ikke kunne påtage sig en sådan mission. Ikke destomindre vovede vi forsøget. Det blev ham pålagt at trænge sig ind i huset under et eller andet påskud. Næste aften kom han tilbage og fortalte, at han havde erfaret, at svenskeren havde udlejet ejeren af huset, som tidligere selv havde beboet det; — thi han ville, efter at han var bleven en rig mand, bo mere komfortabelt. Værten var derefter flyttet til Brønshøj, og den hytte, som var på Marken og blev benyttet til opbevaring af klude, henstod nu ubenyttet. Efter at have søgt oplysning om værten, på hvis karakter man ikke havde noget at udsætte, erfarede man, at han havde lejet sig et hus i Brønshøj for der at fortsætte sin kludehandel. Han havde gjort en meget fordelagtig forretning, idet han nemlig havde fået udbetalt 500 rdl. for at overlade svenskeren huset i et årstid. Der måtte en særlig tiltrækningskraft til for at bringe en simpel arbejdsmand til at henleve sin tid uden beskæftigelse i et forfaldent hus på Amager, og han måtte være en aparte fyr, når han betalte 500 rigsdaler. for i et år at have en kludesamlers hytte til sin rådighed, — selv om han havde vundet „ alle de 50, 000 rigsdaler. “, som der blev sagt. En eftermiddag blev der os meddelt, at der et sted på Kristianshavn var blevet begået et meget stort tyveri. Natten havde været bælmørk med skylregn, så at kun få mennesker begave sig ud. Tyvene havde havt mange vanskeligheder at overvinde. En stor plads adskilte ejendommen fra gaden, og for at få adgang til pladsen måtte de bestige et højt plankeværk, besat med pigge. Bag huset lå et pakhus, som vendte ud til vandet. Intet tydede på anvendt vold; man måtte have havt falske nøgler og en båd til at transportere tøjet bort i. Tyveriet opdagedes først om formiddagen, da en af forretningens betjente ville hente et stykke silketøi fra den afdeling i lageret, hvor tyveriet var begået. At flere personer måtte have deltaget i tyveriet, var indlysende, thi det ville have været nmuligt for en mand at føre 27 stkr. Silketøi fra 2den sals etage ned i båden, der kun med vanskelighed kunne lægge til ved husets bagside. Hertil kom, at varerne måtte være blevne hejsede ned fra et lille vindue i stueetagen; — men det mest gådefulde var dog den omstændighed, at man i almindelighed anså det for umuligt at bane sig vej derind. Ingen af forretningens folk måtte ifølge bestjålnes ønske på nogen måde mistænkes. Efter de meddelelser, der forelå, blev mistanken henvendt på Carl Johan. Der tildrog sig imidlertid en begivenhed, som satte hele omegnen i bevægelse, og hvorved der blev kastet et lys i dette mørke. Ovennævnte tyveri var forøvet en nat mellem søndag og mandag. Den følgende torsdag aften kørte en amagerbonde hjem herfra byen til sundbyvester. Da han passerede den mark, hvor Carl Johans hus lå, bemærkede han, at der steg en let røg op derfra. Dette var et særsyn og efter at være kommen lidt forbi, steg han ned og sneg sig hen mod huset. Vognen, på hvilken hans tiårige søn var bleven tilbage, holdt, som anført, noget derfra. Omtrent 10 minuter efter hørte drengen et skud og derpå stærke råb, blandt hvilke han troede at genkende faderens stemme. Han blev angst, piskede på hestene og kom snart efter hjem, hvor han satte gårdens besætning i stærk bevægelse. To karle besluttede at begive sig til øvrigheden for at forklare dette og få hjælp, men betænkte sig efter det skete dog på i nattens mørke at passere et sted, som hele omegnen nu havde fået en sand rædsel for. Man håbede stadig, at manden skulle komme tilbage, og først da dagen brød frem gjorde man anstalter for at meddele øvrigheden det passerede. først ud på eftermiddagen næste dag nåde beretningen om denne begivenhed til København. Man begav sig med en lille afdeling betjente til stedet, men fandt her ingen mennesker, hvorfor man slog døren ind og foretog en undersøgelse. Husets indre tydede på en hurtig flytning, thi klædningsstykker, våben og forskelligartede rekvisiter lå spredte overalt. Efferat den første afsøgning havde fundet sted, begyndte man nøiere at føge. Da man kom ned i kælderen, fandt man liget af Kasper, amagerbonden, fuldstændig nøgent. Her forelå altså et mord. Manden var bleven såret af en kugle, tilsyneladende affyret af en almindelig jagtbøsse, men efter lægens skøn havde dette ikke været tilstrækkeligt til at dræbe, hvorimod det måtte antages, at det store blodtab havde svækket og senere dræbt ham. Vi afsøgte nu alle gemmer i huset og det tilstødende skur uden at finde andet end nogle stumper tin. Da vi ærgerlige over det ringe udbytte af beviser stødte til et klædeskab for ligesom at bringe det til at tale, løsnedes en skuffe, hvis tilværelse ikke tidligere var bemærket, og ud af denne faldt — en gibsform. Læserne ville mulig straks antage, at dette kun var et ubetydeligt bevis mod en morder. Det var heller ikke morderen, vi egentlig i øjeblikket søgte, — det var hans motiver. Her var i det mindste en antydning. Gibsformen bar præget af en speciedaler. Når man har en falskmøntner for sig, da er al mulig forsigtighed nødvendig. Her var altså nu en tredie forbrydelse tilstede, i forvejen havde vi jo tyveriet og mordet. Denne oplysning ligesom spændte nerverne. Vi vidste, at det gjaldt om at finde beviser; de måtte skaffes frem. En så hurtig foretagen udflytning tydede på, at man havde grebet til denne udflugt på grund af angst for at blive overrumplet, og muligt kunne en eller anden genstand findes, som endnu yderligere kunne tjene til oplysning. Her måtte være noget skjult, som forbryderne i deres hastværk ikke havde kunnet medføre, — og hvorfor var den ulykkelige mands lig blevet berøvet sin beklædning? — dette tydede på, at man heller ikke var meget godt forsynet med klæder. Der blev nu sat vagt til at forblive ved huset, medens omegnen blev afsøgt. Der sattes poster på alle mulige overgangssteder, og ved amagerport passerede der vistnok næppe nogen, uden at en opdagers spejdende blik søgte at genkende en eller anden mistænkelig person. Man troede nemlig i ethvert tilfælde at have en tidligere straffet person for sig, men det viste sig at være en fuldstændig skuffelse. Den næste dag deltoge flere embedsmænd i afsøgningen, og en af vore dygtigste overbetjente, som med bestemthed påstod, at beviser måtte fremkomme, lod til sidst panelet brække fra i det Kammer, som husets beboere sandsynligvis havde benyttet til soveværelse, og her fandt man, foruden en del tinsfænger, fire forstjelligartede smeltedigler og endvidere en tegnebog, som indeholdt en dåbsattest og andre dokumenter for tjenestekarl Anders Andersson af Kalmar Lehn i Sverig, en del svenske rigsdalersedler, et Pas, udstedt fra Gøteborg politikammer for jøns Pehrson, og endelig, hvad man tog for en god prise, et brev — formodentlig fra en kæreste — til en mand ved navn Anders Pehrsson, hvilket brev var adresseret til en familie i Borgergade. Den ufortrødne overbetjents opmærksomhed var bleven henledet på dette gemmested derved, at man havde tilstoppet åbningen over panelet med hø. Her var der dog måske mulighed for at få oplysning. Glad ilede man ud. Den pågældende, der havde boet der, var flyttet foregående oktober flyttedag, formentlig ud på enghaveveien. Efter lang søgen udfandt man endelig, at den eftersøgte boede i Valby, og her fik man at vide, at familiefaderen i de sidste to måneder ikke havde været hjemme, men søgt arbejde på Amager. Konen var ikke meget glad over hans fraværelse; han havde i de sidste måneder før sin afrejse søgt dårligt selskab, navnlig med en svensker ved navn Carlsson. På grund af omstændighederne var det nødvendigt at undersøge hjemmet, men alt, hvad man fandt der, var et brev, skrevet på svensk og undertegnet Carl. Det var alle de oplysninger, som kunne gives på stedet. Fra Amager indtraf der imidlertid melding om, at der på Marken var fundet spor af, at der etsteds havde været gravet kort tid, før undersøgelserne begyndte, og ved eftergravningen stødte man på en fjerding, som var nedgravet i jorden. Den indeholdt 3 stykker silketøi, 1 vest, som genkendtes at have tilhørt den afdøde amagerbonde, og endelig en mængde sølvfkeer, Uhre og nogle armbånd. På et andet sted fandt man atter en fjerding, som indeholdt falske marker, rigsdalere og specier, såvel danske som svenske, og endelig nogle slet udførte preussiske dalere. Fra Dragør indfandt sig en dag en tømmermand og meddelte, at hans hustru havde, ved at oprede sengen for en hos ham boende logerende, en svensk arbejdsmand, bemærket, at der faldt en hård genstand ned bag sengen. Ved at optage pakken og undersøge den fandt hun, at den indeholdt nogle sølvspiseskeer og et par Uhre samt flere småting af guld, hvilke genstande formodedes at være stjålne, da bemeldte perfon for øvrigt var fattigt klædt. Han angav at arbejdes omtrent en mil derfra, men da dette ved undersøgelsen, hvilken fandt sted på Taren ud, viste sig at være falskt, blev han, da man heldigvis traf ham på vejen i nærheden af angiverens hjem, anholdt. Når undtages en pistol, fandtes der for øvrigt intet andet mistænkeligt i hans logi, men hans forklaring var få forvirret, at man ikke kunne få noget sammenhæng. Til Bertels hus, historie og forhold kendte han naturligvis intet. Da han var ført til København, blev han af konen fra Valby genkendt som en person, hun ofte havde fet fammen med sin mand; i hendes hjem i Borgergade havde han aldrig været, derimod havde hun ofte set ham i en værtshnsholderkjælder i Adelgade, hvor hendes mand søgte, og hvorfra hun undertiden lørdag aften hentede denne hjem. Med hensyn til de hos ham forefundne koster, da erklærede han bestemt, at disse sager vare ham aldeles ubekendte, og at de måtte være blevne henkastede bag sengen uden hans vidende, enten før han tiltrådte logiet, eller samme dag, han blev anholdt. Han søgte således at kaste mistanken over på sin vært, som, om han end var en mand i trange kår, dog havde et så udmærket vidnesbyrd både fra præst, politi og medborgere, at der ikke næredes tvivl om hans angivelses rigtighed. Tiden, da man anvendte våde skjorter, fugtige værelser osv. for at bringe hårdnakkede forbrydere til bekendelse, er heldigvis forbi; nu har erfaringen godtgjort, at intelligens og velvilje selv hos den mest forhærdedæ forbryder kan udrette mere end alle hine brutale midler, som kun en rå tidsalder kunne hylde. Således også i denne sag. Efter et par ugers forløb var den anholdte, hvis navn var Nils, genkendt af en værtshusholder i Adelgade, som oplyste, at Nils indtil for ca. 2 måneder siden i løbet af et par år jævnlig havde søgt hos ham med flere andre, såvel danske som svenske, arbejdsfolk. En aften havde de erklæret at skulle rejse til Sverig, og siden havde værten ikke set dem. Værten, der iøvrigt var en skikkelig mand, fortalte om en af de anholdtes venner, som han kaldte seven, at han sjælden, når de vare sammen, talte om andet end at lave penge; men hvor seven var, det kunne man ikke få nogen oplysning om. Endelig indtraf der en, som det kunne synes, ubetydelig begivenhed, hvilken omsider kastede lys i denne mærkværdige sag. En dag gik en opdagelsesbetjent over høibroplads og bemærkede, at der ved en af amagernes vogne dersteds blev opløb. Da han kom derhen, erfarede han, at man af en pige, som ville købe nogle grøntsager, havde modtaget til veksling en falsk sølvdaler. Pigen blev anholdt, men forklarede, at hun havde modtaget daleren tilligemed flere andre af sin kæreste, en svensk landmand, som ejede en gård i nærheden af Hasleholm, hvorhen han var rejst for kort tid siden. Hun havde gjort bekendtskab med ham for hen ved 3 måneder siden en aften på Frederiksberg. Til hende havde han opgivet at have haft ansættelse på en mølle ved noskilde og anmodet hende om at opbevare en kiste med nogle klæder, samt havde, da han forlod hende, givet hende 5 sølvdalere, af hvilke hun netop den dag havde forsøgt at udgive den første. Der var nu håb om, mulig at pågribe hovedpersonen i dette drama. En opdagelsesbetjent sendtes op til Hasleholm og afsøgte i forening med det svenske politi omegnen, uden at det lykkedes at opdage det mindste spor. Pigens tidligere forhold vare således, at de ikke kunne give plads for nogen mistanke. Omsider besluttede man sig her i byen til at lade pigen ledsage betjenten i hans eftersøgning, da man jo aldeles ikke havde andet end det af pigen opgivne signalement. Iblandt sagerne i kisten fandt man en optegnelse over en del berygtede personer her i byen, til hvilke man dog havde betænkeligheder ved at henvende sig for ikke at skade sagens fremgang. Omtrent 14 dage senere vendte pigen og betjenten tilbage fra Sverig uden noget udbytte af denne rejse. En aften fulgtes de ad ud til Amager for at skulle gøre nogle ny forespørgsler. Pludseligt greb pigen betjenten i armen, idet hun hviskedee: „ Der går hans ven! “ — i et nu var betjenten på den modsatte side af gaden og tiltalte en person, som også viste sig at være svensk. Tiltalen var så uventet og spørgsmålene skete så direkte, at manden gik i fælden, det vil sige, han tilstod straks at kende Sven carsson, — dette var navnet på den mand, som man hovedsagelig søgte som leder af en tyve- og falskmøntnerbande, tillige skyldig i mord. Man vendte om, og svenskeren fulgte rolig med. Da man kom til børnehusbroen, og betjenten, der, hvor stenbroen hæver sig lidt, ville gå op ad trinene, følte han pludselig en tung fod træde på hans, — der undslap ham et skrig, — han bukkede sig halvt ned, — han gled og brækkede i faldet den venstre arm. Svenskeren var væk! For ikke længe siden fortalte den gamle betjent mig atter om, hvorledes han endnu mindes at kunne se svenskeren løbe ned ad Torvegade, og under løbet kaste noget ud af sine lommer. Det viste sig at være nogle falske markstykker. På samme tid hændte der sig en anden begivenhed, som satte politiet i bevægelse. Fra Kristiania modtog man nemlig meddelelse om, at en mand var ankommen med dampskibet „ Kronprinsesse Louise “, og som, da man undersøgte hans rejsegods, nægtede toldvæsenet tilladelse til at gennemse en lille kasse, som han førte med sig. Da han ikke kunne slippe fri for undersøgelsen, lod han kassen falde overbord. Da det var hans ejendom, kunne jo ingen hindre ham i af ødelægge den, — men politiet, som blev underrettet derom, fandt det dog meget mistænkeligt og søgte af holde øje med mandens bevægelser. Han var kommen til Norge herfra, og derfor tog politiet i Kristiania anledning til af underrette politiet hersteds derom. Manden opgav sit navn som Carl Jønsson og af være svensk smedesvend. læseren må nu springe over et tidsrum af 3 måneder, i hvilken tid man aldeles intet hørte om den forannævnte sag. Fra Norge erholdt man kort tid efter den ovenfor omtalte efterretning om, af bemeldtemand var forsvunden. Da man ikke længere havde manden, fik et kløgtigt hoved det indfald ved dykkerhjælp af få kassen op. Det lykkedes —, den indeholdt dirker, smeltedigler, tin, glasstumper og et par brækjern. En dag stod grossereren, hos hvem det i begyndelsen af denne fortælling omtalte storartede tyveri blev begået, og talte med sit bud, en mand, som i mange år havde været i hans tjeneste. Denne mand var i det sidste halve Års tid bleven meget drikfældig, og der blev derfor passet nøjere på hans handlinger end tidligere. Budet, hvis navn var hans, kom tilbage; efter at have ndført sit lerinde betalte han grossereren blandt andre penge også en specie. Der blev ikke i øjeblikket gjort nogen bemærkning om den, men da kassereren om eftermiddagen — et par timer senere — eftertalte pengene, opdagede han, at specien var falfk. Man vidste med bestemthed, at den var indleveret af hans og adspurgte ham derfor, men han svarede, at han om formiddagen måtte have fået den blandt de andre penge i byen. Der var tilfældigvis ikke andre specier tilstede. Grossereren og hans folk havde naturligvis haft anledning af de forfkjellige opdagelser, som tid efter anden fandt sted, til at anstille betragtninger angående muligheden af, at Carl Johan kunne være den virkelige tyv. at hans stod i nogen forbindelse med tyvene, havde man aldrig tænkt; nu var det dog, som om der blev givet plads for en svag tanke. Mandens ulykkelige tilbøjelighed til de stærke varer netop efter begivenheden syntes påfaldende, ligesom man også troede at have bemærket en vis lengstelighed hos ham, når man tilfældigvis kom til at omtale tyveri og mord, når han var nærværende i beskænket tilstand. En formiddag, et par dage efter sidst omtalte begivenhed, kom en ældre opdagelsesbetjent ud til grossereren på Kristianshavn i et sagen vedkommende anliggende. Hans, som i almindelighed lukkede porten, kendte betjentene godt, og da han derfor bemeldte formiddag hilsede betjenten med det sædvanlige godmorgen, tilføjede han: „ Har de endnu ikke fundet den tyveknegt? “ — men fik uventet det rolige svar: „ Jo nit har jeg ham, “ ledsaget af et så fast og udholdende blik, at hans slog øjnene til jorden. Betjenten lagde sin hånd på skuldren af hans og sagde til ham: „ Du skal ikke være bange, for din straf kan ikke blive stor, du har jo ikke fået nogen af kosterne. “ Svaret herpå var: „ Jo, hr. Betjent, jeg fik jo de 600 rd-, men jeg har siden erfaret, at de vare falske. “ „ Gav du dem da ud? “ — „ Omtrent 100 rigsdaler. har jeg byttet mig til i grossererens penge, resten er på mit Kammer. “ Mange år er hengåede siden denne tildragelse, men endnu kan det more den gamle politimand at tale om sin egen overraskelse ved så let og uventet at få oplysninger. Det var altså frygt og en ond samvittighed, der havde gjort hans til en dranker, og ordsproget havde denne gang ret, når det hedder: af fulde folk og børn erfares sandheden. Da hans var bragt til rette sted, hvor forhør kunne optages, forklarede han meget omstændeligt, hvorledes han havde gjort bekendtskab med to svenske arbejdsmænd ved navn Bertel Jønsson og Niels Petterson, som efter nogen tids forløb havde gjort ham bekendt med, at de kunne forfærdige svenske seddelpenge og havde mange endalersedler at vise ham. Da de efter nogen tids forløb havde bragt ham ind på drukkenskabens veje, blev han omsider delagtig i deres forbrydelser og udgav penge for dem. Disse penge blev navnlig udgivne til folk, som rejste til Sverig. De havde derved omtrent tilvendt sig et par tusinde dalere, og nu ville Bertel Jønsson, at de skulle få sig et tilholdssted eller et slags pengefabrik. Tillige ville dette jo også være et heldigt gemmested for de mange tyvekoster, som svenskerne — hans deltog nemlig ikke i deres tyverier — tid efter anden samlede. Sådanne sager vare ikke altid afsættelige, thi pantelånerne og assistentshuset er ikke noget godt sted for afsætning. Derfor besluttede de sig til at leje det før nævnte hus på Amager. Hans forklarede om Bertel, at han var en snu og durkdreven kjeltring, der altid søgte af få folk til af begå forbrydelser, selv tage fordelen og altid holde sig således, af han dog ikke kunne blive straffet. Det var gået ret heldigt med forfærdigelsen af pengene, og denne fandt i almindelighed sted om natten i det lille hus på Amager. I lang tid løb det heldigt af, uden af nogen uvedkommende søgte af trænge ind i hemmelighederne, men eftersom lykken begunstigede dem, blev Bertel mere havesyg, og da pengefabrikationen ikke fuldstændig lykkedes, opfordrede han idelig hans til af skaffe dem adgang til sin principals hus. Dette var han dog uvillig til; men da Bertel truede med af ville, efter af være flygtet bort herfra, angive dem alle, så gav han omsider efter. Han lukkede derfor en aften sildig tre af sine kammerater ind, og det omtalte tyveri blev udført. Da han nogle aftener senere var nde hos Bertel, meldte den mand, som bestandig havde post udenfor huset, af en ham ubekendt person sneg sig henad Marken. Han blev råbt an, og da han ikke gav noget svar, affyrede Bertel sit gevær, der altid holdtes i beredskab. Anholdte kunne ikke give nogen videre forklaring om det øvrige, thi han var af rædsel flygtet bort. Samme aften modtog han som løn for sit arbejde de omtalte 600 rigsdaler., hvilke han dog senere udfandt vare falske. At liget var fundet afklædt, fandt han ikke forunderligt, thi der var altid en mængde svenske vagabonder, som nok kunne bruge klæder. Da han blev konfronteret med den endnu anholdte Nils, genkendte han i ham straks Bertels ven og følgesvend Nils Pettersson, og han tilstod nu åbent og ærligt sin delagtighed i de begåede forbrydelser. Han meddelte, at Bertels rette navn var seven Pehrsson, og at han, da de ved det frygtelige udfald af formandens ildesindede handlemåde blev ængstelige for følgerne, havde de besluttet at opgive det hele. Da de ikke kunne føre penge og værdisager med sig, havde de nedgravet det øvrige på Marken. De resterende stykker silketøi vare indførte til Sverig, tildels som smuglegods. anholdte havde haft brev fra seven, hvori denne fortalte ham, at han ville til Norge. Nu antog man derfor, at den der omtalte person var identisk med den så meget eftersøgte. Der var imidlertid intet håb om at kunne få fat på hovedmanden for denne bande, indtil man i aviserne læste om, at der i blekingen var anholdt en mandsperson, som havde udgivet falske penge. Eu betjent afsendtes straks dertil, ledsaget af hans, og endelig lykkedes det at møde den med så megen udholdenhed eftersøgte forbryder. Det var en nagelsmedsvend seven Pehrsson fra elmhult, men han nægtede bestemt at kende hans ellerat vide noget om den ham forelagte sag. Han skulle imidlertid føres hertil for at konfronteres med Nils og hans tidligere kæreste, hvorfor rejsen tiltrådtes. Alan ankom med fangen til Malmø, hvor han af politiet genkendtes som en meget slet person, af hvem flere ulykkelige personer vare blevne forledte til at begå falsk, som nu vare på Malmøs fæstning. Selv havde han altid vidst at klare sig. Da man om morgenen ville afhente ham for at fortsætte rejsen hertil, fandt man ham svømmende i sit blod. Om natten havde han med en knappenål stukket hul på flere af årerne på armen og navnlig pulsårerne. Han var ikke død, mens, i meget lidende tilstand, og først om aftenen døde han af forblødning. Nils og hans blev dømte, dog efter omstændighederne med en mild straf, og hans rejste forrige sommer til Amerika. Den tid, han tilbragte i straffeanstalten, har mulig været ham til gavn, for så vidt han der blev asvænnet fra sin tilbøjelighed til drik, og han kan måske således endnu imødese en bedre fremtid. Nils fik derimod aldrig friheden, han døde få måneder efter, at straffetiden var begyndt. Ladegårdsklubben. Regnen styrtede ned, og stormen tudede på en mørk novemberaften i året 186— > da 2 mænd gik ud over Knippelsbro. En sådan aften går man ikke den vej, uden at det er fuldkomment nødvendigt; man møder heller ikke mange på sin vej, og dersom man derfor „ hører til faget “, lægger man særlig mærke til, hvem man møder. Den ene af de to mænd gik blandt „ Gårdens folk “ under navn af „ Pølse-peter “, fordi han debuterede på forbryderbanen som pølsetyv, og det var dels ved at træffe ham på dette strøg sent om aftenen, dels derved, at jeg i forbigående hørte bemærkningen: „ Messingens lader vente på sig “, at jeg fulgte dem, indtil jeg traf en af de „ Velvillige “, som jeg anviste vejen til at „ puste “ de forfulgte, som det hedder i kjeltringesproget. Pølsepeter var en alt for durkdreven kjeltring til at det kunne nytte politiet selv at forsøge at fange ham, der måtte altid bruges „ Stikkere “ Til at nappe ham. Hvad der senere passerede, fortælles mulig bedst ved at følge handlingens gang. 2 * pølsepeter og den ubekendte fortsatte deres gang op mod Sofiegade. Her standsede de midt i gaden, og kort efter hørte man en lyd, omtrent som når en kat rusaner. Dette gjentvges tre gange med kort mellemrum, og straks ' derefter ville man have bemærket, at et vindn t en tredje etage blev belyst as en lampe eller et lys. Så snart pølsepeter og den ubekendte så dette, gik de hen til gadedøren, og pølsepeter lukkede døren op, hvorefter de begge listede sig ind. I en kælder i Dronningensgade sinde vi et lille selskab af forskellige industririddere samlede, som fordrive tiden med at spille kort. Deres vært er en meget fornuftig mand, som „ hører og dog ikke hører “; thi når politiet vil have underretning om det ene eller det andet, svarer han bestandig, at det har han ikke hørt. Fornuftigvis kan han heller ikke se alt, hvad der foregår hos ham, derfor har han aldrig set tyvekoster, som man spørger efter, og da forretningen er temmelig godt besøgt, kan man ikke forundre sig over, at værten ikke altid kan erindre, hvem der har besøgt hans beværtning de sidste tre ugers tid, eller om nogen særlig har haft „ Mønt “ i den sidste tid. På et sådant sted ved politiet alt for vel, at det ikke nytter at arbejde selv, men det må for at få pålidelige oplysninger benytte hjælpere. Vi forlods pølsepeter og den ubekendte, da de gik ind i huset i Sofiegade; lad os nu besøge den omtalte kælder, som blandt gæsterne bærer navnet „ Gensynet “. Dette navn har den formodentlig fået af venner, som dersteds træffe sammen, ofte efter længere tids „ Udenlandsrejse “, et udtryk, forbryderen bruger om sit ophold i en straffeanstalt. den Asten, vi besøge „ Gensynet “, er der kun tarveligt besøgt. På en stol i krogen ved skænken sidder værten og sover, medens hans tre gæster drikke og spille kort. Disse tre gæster er stadige kunder, og derfor er værtens årvågenhed me så nødvendig, som når der er fremmede tilstede. Pludselig farer værten op, han har hørt en sagte fløjten udenfor. Han går efter lyden, og da han kommer tilbage, bringer han en stærkbygget Karl med sig. „ Messingens fortæller, at snushanerne er på sporet, “ siger han, idet han skænker et glas for den nys jndtrådte; „ have vi nogen forræder blandt os? “ „ Forræderi er; det samme som død, “ råbte alle gæsterne tilsammen; „ hvor er Markus? “ „ Vor anfører melder forfald, „ Spåkvinden “ er nappet, og han må sørge for hendes „ Udstyr “ “ ( „ Udstyr “ Er det samme som tyvekoster ), svarer messingens. „ Jmorgen må alle træffe sammen i hulen. “ Her afbrydes samtalen ved, at en meget dårlig klædt person træder ind. Han lader til at være kendt og forlanger en forfriskning, som værten stiller hen til ham. „ Kommer du fra gården i dag, Lars? “ spørger messingens ham, esterat have betragtet ham i nogen tid. „ Nej — jeg er fri. “ „ Hvad lever du as? “ „ Tilfældigt arbejde. “ „ Giver det noget af sig? “ „ Sidste nat fik jeg kun en gammel kande og et shavl, men i morgen nat skal jeg nok få smæk for skillingen. “ „ Hvordan blev du fri? “ „ Jeg stjal „ Herrens “ Slobrok, pantsatte den for 1 rigsdaler. og tiggede mig resten til, og Jørgensen tog mig naturligvis i arbejde. “ Jørgensen var formand for kulsjoverne, som ofte tog sådanne folk i arbejde. Som oftest var det dog kun et skin, og det er senere blevet oplyst, at han modtog en daglig betaling, f. Eks. I mk., for at foregive at have dem i arbejde. Den påbegyndte samtale fortsattes indtil henimod kl. 1, da de tre spillere brøde op for at gå. Lars havde imidlertid drukket endeel, og da værten rakte ham det sidste glas, tabte han det ud af hånden og faldt tilbage på bænken. Dette var ikke noget usædvanligt syn, og der blev ikke lagt videre mærke dertil. Gæsterne begave sig bort, og snart var alt roligt. Lars lå på en bænk, og en lydelig snorken tilkendegav, at han for længst havde givet sig søvnen i vold. Vi forlod pølsepeter og den ubekendte, da de efter et givet signal begave sig ind i et hus i Sofiegade. De personer, vi have set samlede i „ Gensynet “, henhørte til en tyvebande, som til motto havde valgt denne sætning: „ Det urette i at stjæle består i at blive opdaget. “ Foreningen bestod af lutter demitterede forbedringshusfolk, som dels levede på fri fod, dels vare indlagte på ladegården. Alan vil erindre, at Peter og hans ven vare forfulgte af en af det hemmelige politis agenter, og vi ville derfor følge deres bedrifter, eftersom de foregå på de forskellige steder. da politiagenten så pølsepeter og hans ledsager gå ind i huset i Sofiegade, vidste han, hvem de besøgte, nemlig en gammel polsk Skræder, som i mange år havde været her og levede i en yderlig fattigdom. Han var ofte mistænkt for at huse forbrydere, havde ofte været under anholdelse, tiltalt og flere gange straffet for at være truffen i besiddelse af tyvekoster, men aldrig straffet ifølge tilståelse: han fastholdt vedholdende nægtelsessystemet. Da politiagenten så dette, vidste han, at det gjaldt at benytte den tid, de ville opholde sig der, så godt som muligt. Han var en omvendt forbryder og politiets fuldtro ven. Beslutningen var snart fattet. Med raske skridt styrede han sin gang hen i Amagergade, op i en næsten faldefærdig bygning. På kvisten standsede han udenfor en dør, som førte ind til et elendigt aflukke, der tjente til sovekammer for mand, hustru og to børn. Fire faste slag på ' døren, en sagte puslen, og en mand trådte ud i sin lette natdragt. Man kunne næppe høre den hurtige hvisken, og mindre end ti minuter efter ville vi finde de to personer standse på hjørnet af Dronningensgade og Amagergade, og fem minuter efter finde vi „ Druen “, som vor første hjælper kaldtes, på sin post i Sofiegade, og den anden genfinde vi i „ Gensynet “ som Lars, der, da vi forlod ham, tilsyneladende sov på en bænk i værtshuset. Da beboerne af „ Gensynet “ havde hvilet i et par timers tid, ville en iagttager have bemærket, at tre mandspersoner forlod huset i Sofiegade, hvilket blandt bandens medlemmer bar det lovende navn „ Håbet “. Deres gang gik mod „ Gensynet “, og ankommen hertil hørte man en person nyse. At de tre mænd vare ventede, fremgik deraf, at døren øjeblikkelig åbnedes, og de forsvandt straks i „ Gensynets “ Dyb. I stuen, som var mørk, befandt sig ingen anden end Lars, der endnu lå på bænken og ved sin snorken søgte at overbevise enhver tvivler om, at han sov. Mørket blev snart hævet ved hjælp af en blændlygte. Man kunne forsfå, at der var uro over de tre mænd; de blev stående midt på gulvet og syntes aldeles ikke at bemærke Lars ' s nærværelse. „ Hvorledes skulle vi klare dette? “ spurgte den ene af mændene, i hvem vi genkende pølsepeter, „ Markus er gået til Hvidovre for at møde Birgittes moder; vi fkulle passe på dem i morgen aften ved a. -kroen. Det var bestemt, at Sidses og Birgittes moder skulle snige sig ind på forpagtergården for at åbne døren, så at Markus tilligemed „ Filen “ og „ Tinsoldaten “ kunne komme ind i nat. „ Efter at den lille forretning var gjort, var det påtænkt at gæste kroen, hvor hans Poulsen i går har indbetalt 1, 800 ndlr., og dette var nok egentlig hovedsagen, thi jeg så „ Tinsoldaten “ slibe sin store kniv og skærpe sine stemmejern. Je

1890_Rist_EnRekrutFraFireOgTreds

P.

En Rekrut Fra Fire Og Treds

Rist

Rist

En Rekrut Fra Fire Og Treds

male

1890_Rist_EnRekrutFraFireOgTreds.pdf

Peter Frederik

Rist

dk

En Rekrut fra fire og treds

n

roman

Philipsen

KB

pdftxt

nan

nan

O

1. Fredericia by lå mennesketom og øde inden for sine volde som gården i et munkekloster. For et par dage siden var fæstningen bleven bombarderet, og granaternes spor sås overalt i de rækker af huse, som var brændte, og som stod i ruiner lige til grunden; de fleste andre bygninger bar mærker af dem ved huller i Tage og mure og sprungne vinduer. I den del af byen, som var mest sammenbygget, havde ilden haft bedst næring, gadelang lå byen her i ruiner, men i den øvrige del, hvor de større gårde lå med mellemrum af marker og haver, betegnede vel hist og her en brandtomt eller en skorsten, som nøgen ragede i vejret, at der havde været ild, men kun de ubeboede huse og urenligheden på de dårligt brolagte gader viste, at det var en forladt by, som var overladt til sin skæbne. Da fjenden nærmede sig fæstningen, havde de fleste velhavende familier forladt den; granaterne havde senere jaget næsten hele resten bort. Det var kun en ringe del af den lavere befolkning, som blev tilbage, og den havde i bombardementets dage, da alt var i forvirring, bidraget ikke lidt til at formere uordenen ved udskejelser i retning af plyndring. Nu, da ro og streng kommando var vendt tilbage, så man slet ingen civile folk i byen. Martssolen stod højt på den hvide himmel og kastede et skånselsløst lys over de brede gader, hvor der lå dynger af snavs og allehånde sager omkring. En kold og blæsende vind fejede i store skyer kalk og støv og strå afsted med sig. Som en tåge formørkede så det fine murstøv et øjeblik den klare luft, indtil det pludselig faldt ned mod jorden, hvirvlede rundt, trængte ind overalt igennem sprækker og revner, og til sidst strakte sig hen som et hvidgrå! Dække på stenene, på tagene — indtil et nyt vindstød atter jagede det afsted. En officersaspirant kom ud af en port, men da et vindstød i det samme kom fygende med sit smudsige tilbehør, trak han sig hurtigt tilbage igen. Det var en attenårig knægt med et smukt, friskt ansigt. Under den lille felthue brusede et krøllet, blondt hår frem, som man straks lagde mærke til, da det var alt for stort for en soldat. For en times tid siden var han kommen fra København med et par kammerater, og efter en lystig rejse gennem Fyen, fuld af latter, spøg og ungdommelig forventning, havde de i havnen sagt hinanden farvel for at melde sig til tjeneste ved regimenterne. Han kom nu fra regimentschefen, men hans udrustning, der var splinterny, lige fra det blanksorte tornyster til den lange officerssabel, havde lige så lidt som hans reglementerede optræden gjort noget synligt indtryk på chefen. Hvis Felix havde ventet at blive modtaget med åbne arme, så var han bleven skuffet. Den lille grimme mand med det stive halsbind havde set et øjeblik på ham, og da han hørte, at han var frivillig, havde han kun — Felix vidste ikke rigtig, om det var med en medlidende eller foragtende mine — meddelt ham, ved hvilket kompagni han skulle melde sig. Så var han ganske betuttet kommen ud på trappen og ned i porten, men da støvskyen modtog ham og truede med at ødelægge hans velbørstede og pudsede klædedragt, blev han helt forknyt. Det var en slem velkomst. Han bed sig i underlæben af ærgrelse og forlegenhed, han havde jo rent glemt at spørge om, hvor han kunne træffe kompagnichefen, og vidste nu ikke, hvorhen han skulle styre sine skridt. Han gik atter ud på gaden og fulgte den med blæsten på ryggen. Han så på alle husenes døre og porte, hvor der med kridt var skrevet, hvilke afdelinger der var indkvarteret, men det var stadig andre regimenter end hans eget. De få soldater, han mødte, vidste ingen besked, og en underofficer, som han spurgte, affærdigede ham kort. Det var ham en gåde, at der var så tomt; han vidste ikke, at den del af besætningen, som ikke var på forpost, hvilede sig ud hjemme i deres kvarterer. Jaget af blæsten gik han om i den stille by, hvor ingen ville have noget at gøre med ham. I en bred gade kom en oppasser ud af et hus og løb hurtig forbi ham. I det samme råbte en stemme inde i huset: » Lars! L-a-r-s! « Og der kom en buldrende ned ad trapperne, rev gadedøren op og gentog sit råb, men blev stående oppe på den høje stentrappe og så på Felix. Det var en ung, meget høj officer med et tyndt overskæg, håret var sirligt glattet frem over ørene. På det ene ben havde han en velpudset ridestøvle med spændespore, på det andet en grøn morgensko. Med en grimasse satte han en monokle fast i øjet og spurgte: » Har de ikke set en dunk? « » Der løb netop en mand ned ad gaden, « Svarede Felix med hånden til huen. » Pokker stå i ham i — l-a-r-s! « brølede han ned ad den tomme, tavse gade, så han blev ganske rød i hovedet. Da Felix ikke kunne se hans distinktioner, spurgte han forsigtig, om hr. Premierlieutenanten ikke kunne sige ham, hvor chefen for hans kompagni boede. » Næ, det véd jeg min salighed ikke, har aldrig hørt tale om ham. — de er nok lige kommen, hvad? « » Ja i formiddags, men jeg kan ikke finde min kompagnikommandør. « » Det er s’gu heller ikke så nemt, — noget af deres regiment ligger i den befæstede lejr. Har de været der ude? « — uden at få svar vendte han sig om til Lars, som nu kom tilbage. » Hør dit bæst, du har jo kun børstet min ene støvle, — ja, jeg kan s’gu ikke hjælpe dem, « Sagde han til Felix, der blev stående, og gik ind med Lars, i det hans skændende stemme mere og mere tabte sig inde i huset. Felix gik videre, han kom igennem de samme gader, forbi de samme huse. Han begyndte at blive træt. Oppe ved volden var der mere liv, han mødte nogle patrouiller og lidt efter et par officerer med slæbende sabler; de så ud, som om de havde travlt, og dem turde han ikke henvende sig til. Inde i en gård så han en rødhåret soldat stå ved posten med halvnøgen overkrop og vaske sig; han gik hen til ham og spurgte sig atter for uden synderligt håb. » Han borinde ved siden af, « sagde manden og skrubbede løs i sit røde ansigt, » der er en ordonnans i porten. « Endelig! tænkte Felix. Ganske rigtig, i den lave, halvmørke port sad en soldat på jorden, lænet til muren og sov, og da han gik forbi ham og op ad trappen, stod kompagnichefens navn skrevet med kridt på en dør. Han viskede støvet af støvlerne, trak ned i kappen, rettede sig og bankede forsigtig. Ingen svarede, men han hørte nogen tale indenfor. Hans hjerte bankede stærkere end hans kno, nu skulle han jo stå over for sin chef; han fortrød, at han ikke havde ladet sit hår klippe kortere, rigtig militært var det ikke, — måske var det en bulderbasse, som straks ville skælde ham ud. Lidt efter bankede han igen. » Kom ind! « lød en stemme. Han trådte ind i et lavt, smudsigt værelse, i hvilket der befandt sig fire officerer. Skøndt det ikke var mørkt endnu, brændte der dog en lille lampe på et skrøbeligt klapbord, som stod foran en gammel sofa. Den ene af officererne rejste sig fra denne og gik hen imod ham. Det var en kraftig bygget, lavstammet mand med et gråt, tætklippet hår og skæg, kun overskægget var tykt og svært, men skjulte dog ikke det venlige udtryk om munden, der stod i en usædvanlig smuk harmoni til de grå øjne. Det var kompagnichefen. » Nå, « sagde han, efter at Felix havde meldt sig til tjeneste, » så de skal altså her til kompagniet? Ja så velkommen da, « og han forestillede ham for de andre officerer i stuen, for bataillonschefen, kaptajn Knudsen, der sad i sofaen, en svær og stor mand, hvis ravnsorte skæg og mørke, rolige øjne gav ham et præg af taushed og sørgmodighed, og for de to lieutenanter, af hvilke den ene, Høyer, der sad overskrævs på en stol med armene på dens ryg, viste sig at være en høj, stærk skikkelse, da han rejste sig og rakte ham hånden. Hans blonde fuldskæg var omkring munden helt brunt af tobaksrøg, som han af en lille soldaterpibe med et kvindehoved på, stadig og langsomt lod sive gennem overskægget op omkring den lille, tynde næse. Der var stor ro og sikkerhed udbredt over ham, i stærk modsætning til den anden unge mand, lieutenant sander, som stod foran på bordet med kappen på og huen i hånden han så ud til kun at være en snes år eller lidt mere. Hans lille, blege og spinkle ansigt, der var helt skægløst, og hans smukke mund og skarpe øjne tydede på forstand og energi, hans livlige og bestemte bevægelser, når han talte, gjorde det samme indtryk. Deres uniformer vare slidte og medtagne, kun kraven på kaptajnens frakke skinnede livlig rød frem under hans lange fipskæg. Da præsentationen var endt, vedblev kompagnichefen: » Ja, hvor skal vi nu gøre af dem, aspirant? Har de kvarter? Ikke det? Ja, så véd jeg min sandten ikke, hvad vi skal gøre. Klokken er jo mange. Hvad slags tjeneste skal de egentlig gøre? Er der ikke bleven sagt noget til dem derom? Kan de føre en deling? « Og han så under sine mange spørgsmål Felix smilende ind i ansigtet. Denne bad om i den første tid at måtte gøre tjeneste som menig for rigtig at kunne komme ind i tjenesten. » Det kan jeg lide, sådan skal det min sandten være! « sagde kompagnichefen og slog ham på skulderen. » Det vil vi drikke et glas på, « vedblev han og skænkede op i nogle små snapseglas, » det er rigtignok kun dobbelt-01, jeg har ikke andet, men skål alligevel! « » Der kommer kommandersergenten, « sagde den store lieutenant, som var gået hen til vinduet, hvor han stoppede sin pibe. Kommandersergenten trådte ind og stod rettet henne ved døren. Han var egentlig kun sergent, men gjorde tjeneste i en højere grad, da der manglede underofficerer. Det var en undersætsig ung mand med et rødt ansigt; det blonde skæg var helt farveløst af vejr og væde. » Kommandersergent! « råbte kompagnichefen straks, » der er kommen en aspirant til os. Her er han. Han træder ind som menig. De sørger for et gevær til ham, men hvor skal vi indkvartere ham? « » Jeg skal nok finde et sted, hr. Premierlieutenant, når jeg må få en lille halv time. « » Så kan de vente her, « sagde kompagnichefen, da sergenten var gået, » sæt dem ned. « Under alt dette var den lille blege officer gået op og ned ad gulvet. Han havde kun stået stille engang imellem, hørt efter, og set på Felix, tømt sit glas og var så gået videre. Felix havde taget tornystret af og lagt det på en tønde, der stod ved vinduet, og betydelig lettet satte han sig hen ved bordet. » Nå, men hvad sagde så kejseren? « spurgte den sorte kapitajn kompagnichefen, som var bleven afbrudt i en fortælling. » Nej — nu skal vi høre nyt fra København, « Sagde denne til Felix, som sad og svedte i sin store kappe med en pinlig følelse af at være tilovers. » Nu må de ud med alt, hvad de véd derovre fra. « men Felix var forlegen og imponeret af første gang at sidde i en kreds af officerer og vidste ikke, hvad han skulle sige. » Hvad sagde man så om Dannevirke der ovre? « Ja, folk vare jo meget bedrøvede, mente Felix, » men mange havde jo rigtignok også sagt, at det var, som det skulle være, « tilføjede han forsigtig. » Nå og Dybbøl? Er det også, som det skal være? « spurgte den sorte mand bistert. Felix svarede ganske spagfærdigt, at dér ville man kæmpe til sidste mand og opbyde alt. » Ja, de har godt ved at snakke derovre. Nå, og er de nu kommen over for at kæmpe til sidste mand? « Felix mumlede noget mellem tænderne om at gøre sin pligt, men da han mærkede at en bag ved ham — det måtte være lieutenant sander — lagde hånden på hans skulder, gentog han højere, at han var kommen for at gøre sin pligt. » Lad det nu være godt, lille aspirant, « sagde kompagnichefen, og gjorde nogle spørgsmål om folk, han kendte i København, og da Felix var så heldig at kende nogle af hans og de andres bekendte, fik samtalen et lettere og livligere præg. » Ja, nu må jeg gå, « sagde sander, » farvel, hr. Kaptajn, jeg har lovet Reinhardt at komme hjem. « » Farvel, lieutenant, « sagde kapitajnen. » Men hør, er det sandt, hvad man siger om dem? Man siger, de vil gifte dem en af dagene. « Sander, som var i færd med at tage afsked fra de andre, vendte sig alvorlig imod ham. » Hvis jeg kan få lov til at forlade fæstningen, så længe det står på, så har jeg alt beredt til at kunne gøre det. « » Det var som fanden — konen med? « » Konen med. « » det er jo vanvid, kære 1 « I det samme bankede det atter, og kommandersergenten trådte ind. Sander benyttede lejligheden til at gå. Underofficeren havde ikke fundet noget kvarter til aspiranten. Der var tomme huse nok, men der manglede alt i dem, og det blev til sidst besluttet, at han indtil videre kunne gå hjem med sergenten og bo hos ham. » Så kan Kristiansen sætte dem lidt ind i tjenesten, gode aspirant, ja, det er udmærket, « sagde kompagnichefen, der øjensynlig følte sig lettet ved at få sagen afgjort. Felix fik tøjet på, gjorde honnør og gik. » Har man nu andet end vrøvl? « hørte han kompagnichefen spørge de to andre, idet han lukkede døren. Blæsten havde lagt sig, men det var blevet helt mørkt, og sergenten førte den unge mand med sig gennem den tomme by. De kom forbi sammenfaldne ruiner, der nu lyste hvidt i mørket, forbi øde huse, hvorfra kun et enkelt oplyst vindue kastede sit skær ud over den oprevne stenbro, forbi marker og haver, langs endeløse plankeværker, over skarndynger og småsumpe, indtil de standsede ved nogle høje, smukke bygninger. » Ja, se dér boede jeg først, « sagde sergenten muntert og pegede på et højt hus, » men så blev gulvet skudt igennem, og jeg måtte holde flyttedag. « » Hvor bor de nu? Er vi der ikke snart? « » Jo straks, vi skal bare forbi engen, så er vi der. Jeg har måttet redde mig ind i bøssemagerens hus; fint er det ikke, men herregud! « Og endelig stod de uden for et lille, tarveligt en. Rekrut fra 64. 5. Opl. 2 hus. De kunne næsten nå op til tagrenden, så lavt var det, og den ene gavl var halvt faldet sammen. Igennem et lille køkken kom de ind i en stor, lav stue, der vendte ud til et gårdsrum, som var fuldt af brændestabler og kasser. » Ja, se møblementet har jeg, med skam at tale om, alt sammen reddet her randt omkring fra, « snakkede sergenten, medens han søgte at få tændt et tyndt tællelys i en flaske og derefter pegede på et par borde og stole samt en seng med noget halm i og en gammel dyne. » Sid ned aspirant, og lad, som de var hjemme. Velkommen er de s’gu. « Han kaldte en tyk, duknakket soldat ind fra gården, og de to fik nu travlt med at tømre nogle brædder sammen til en ramme i en krog af stuen. Felix sad og så til. » Så, nu har vi to senge, behag at vælge, hvilken de vil have. Man ligger udmærket i den dér, « sagde han og pegede på dynen. » Nej tak, jeg vil helst ligge på gulvet. « » Nå, som de ønsker; å Jesper, hent så tre Knipper halm ovre i smedien. Nu skal vi ha’e os noget at spise, jeg er morderlig sulten. « » Tak, jeg er kun træt, « sagde Felix, som havde fået tøjet af sig og nu også trak frakken af og smed sig i halmen. Han vidste ikke rigtig hvorfor, men han følte sig misfornøjet og utilfreds, han var ligesom skuffet over noget, men han kunne ikke finde årsagen dertil; thi selv om også hans kvarter var bleven lidt tarveligt, havde de dog alle været venlige imod ham ved kompagniet. Dagen havde været så lang, så trættende og ensformig — ja det var det, nu vidste han det. Meget havde han set i dag, men » Krigen « Havde han ikke set noget til. Han havde tænkt sig det ganske anderledes inde i en belejret by, tropper, der rykkede ud og ind, trompetfanfarer, vajende faner, travlhed og liv, larm og tummel, han havde ventet, at alt var optaget af fjendens nærhed, af et truende bombardement, af et forventet angreb, at sårede bragtes ind, afløsninger marcherede ud — — og så havde alt været så roligt og dagligdags. » Hvad behager? « spurgte han sergenten, som sad og spiste, medens han stadig fortalte om kompagniet og dets forhold. » Nej, jeg siger kun, at premierlieutenanten, det er en dejlig mand, kan de bande på, han er, « og han berettede videre, indtil han opdagede, at Felix sov. » Sikken ung fisk, « mumlede han og tog et par tunge grå tæpper og bredte ud over ham. i. Hver morgen klokken fire måtte soldaterne ud af halmen, og klokken halv fem stod hele Fredericias besætning i allarmstilling. Man ventede altid fjendens angreb i dagbrækningen. Det ene kompagni efter det andet kom marcherende til deres bataillons allarmplads. Der blev givet melding, der blev kommanderet rør, og der indtrådte friere bevægelser i geledderne. Folkene satte sig ned på fortouget, på gadedørstrapperne og på stenbroen med ryggen lænet op til husene. De kompagnier, som ikke skulle på forpost, men som efter allarmstillingen gik i kvarter igen, havde ikke tornystrene på. Nogle af folkene gav sig til at spise i den tidlige morgen. Det var en vane for dem straks at få madposen frem, når der blev kommanderet rør. Man vidste jo ikke, hvornår der atter kom en lighed til at få en bid — en tom mave, det er den danske soldats natur imod, — mange havde desuden heller ikke i de mørke kvarterer og i den søvndrukne hast fået tid til at tage sig et lille morgenmåltid. Andre faldt lidt efter lidt i søvn. Halvfrysende, sammenkrøbne op ad hinanden, indtog de uvilkårlig alle mulige stillinger, brugte hinanden til støtte ryg mod ryg, den enes hoved på den andens mave, benene ind imellem hinanden eller spærrede ud til alle sider. Officererne gik op og ned, hvor der valen smule plads, eller satte sig i en lille klynge på det øverste trin af en trappe, hvorfra de kunne overse gaden og folkene. En kold, hvidgrå morgenluft bredte sig over den hele scene. Der var en blanding af hvile og forventning over den. Man vidste, at nu havde forposternes patrouiller travlt ude foran fæstningen, at de nu gik langt ud imod fjenden for at se, om han dog ikke denne morgen havde noget i sinde. Og hørte man så en lyd, som af et skud i det fjærne, spidsede man øre, de halvsovende lukkede øjnene op og så sig omkring uden at forandre hovedets stilling, andre rejste sig halvt og lyttede. Men kom en ordonnans travende nede ved enden af gaden, blev der ganske tyst, og alle, der ikke var faldne hen i en alt forglemmende søvn, så efter ham, til han forsvandt ned ad en Sidegade. Når klokken så nærmede sig syv, kom der uro i blodet, bataillonerne skulle nu enten rykke ud til afløsning af forposterne eller hjem i kvartererne for at have en hviledag. Folkene gjorde sig færdige. » Træd an! « lød det, og der kom bevægelse i dem alle. Lidt efter marcherede kompagniet afsted, idet soldaterne satte fødderne hårdt i den toppede, hullede stenbro for at holde varmen. Felix gik strunk på højre fløj af kompagniets forreste sektion, hans bagmand var en vældig sjællænder med et brunrødt rundskæg og en stor, fremskudt underlæbe. Felix gik strunk og stram, thi han havde til sin store misfornøjelse set, at de andre var uden militær holdning, ja de bar geværerne næsten som de ville, helt langt ned ad nakken, og Marchen — de holdt næppe trit engang. — å, der var mange ting at ærgre sig over, og hverken officerer eller underofficerer lod til at bryde sig derom. så kom de da igennem kongens port ud af byen. Det var gråvejr, luften tung og tyk af tåge og væde, og vejene opkørte og snavsede. Det var vanskelig at kende vej fra mark, og Felix opdagede ikke straks, at de ikke fulgte chausseen, men en vej, som var banet ved den daglige Marche af mange fødder. — så gik det videre i tavshed. Han søgte at holde sig på sin plads, men vejen var for smal, og han måtte idelig ud på Marken, hvor den pløjede jord lagde sig i tykke klumper om hans støvler, limede sig fast og gjorde det tungt og svært at gå. Enhver gik nu, som han ville, og kompagnichefen foran med en stok i hånden. Er det nu soldatermæssigt? tænkte Felix; han går jo som en forvalter med en flok arbejdere. Han havde aldrig set en forvalter, men tænkte sig sådan en bred skikkelse med en egekæp i hånden. Er vi der mon ikke snart? tænkte han og havde stor lyst til at stå stille og skrabe den fede dynd af støvlerne. Endelig så de noget, der lignede et hus. Det var pikethytten, som dukkede frem i tågen: et langt bræddetag stod på jorden; det så ud, som om man var gået bort med huset og havde ladet taget blive stående med gavlen ud i den retning, hvor fjenden var. Kompagniet gjorde holdt. En del soldater gik op og ned foran hytten med hænderne i bukselommerne, andre stod og trippede med fødderne for at holde dem varme. Geværerne stod i pyramider ved siden af hytten. Kompagnichefen ville gå ind, men i det samme blev døren åbnet, og en høj officer med et langt skæg kom frem i åbningen. » Næ, hvad fanden, er det dem 1 så kan vi snart blive færdige. Jeg har haft et satans vrøvl i nat med majoren « — og så snakkede de videre. Piketmandskabet havde nærmet sig og stod og talte med folkene i kompagniet. » Har i set no’et te’ fjenden? « spurgte en af disse. » Næ «, blev der svaret, » der æ’ s'gu slet ingen, men der æ’ en patrouille ovre i erritsø. « » Kommandersergent Kristiansen og lieutenant sander! « råbte kompagnichefen. » Vil de tage feltvagterne, så løser tredje og fjerde af i aften 1 « Lidt efter marcherede kommandersergenten af med sin deling. Felix var kommet til at fryse ved at stå stille. Nå, nu gik det da ud mod de yderste forposter! Kommandersergenten gik foran. » Til højre, til højre, « sagde han, idet han pegede fremad og hen i den retning. Hvorfor kommanderer han da ikke » højre sving! « tænkte Felix. De kommanderer jo slet ikke, det er jo slet ikke, som om det vare soldater. » Nå, vil de så være vedet eller føre posterne op? « spurgte sergenten ham, » Premierlieutenanten har ikke givet nogen ordre, så de kan godt blive fri. « » De véd jo nok, at det er meningen, at jeg skal gøre tjeneste som menig. « » Nå, som de vil, « og de traskede videre. Tågen hævede sig mere og mere, men egnen fik ikke noget lysteligere udseende. Flade, brede, side marker; langt nede til venstre imod syd, i en dyb Dal, sås oversvømmelsens grålige strømme, til højre så man kun tågen, som trak ad den kant, men ret udfør hævede terrænet sig i en bovnende banke og dannede en smuk, bølgende, lysegrå linie, der tegnede sig ganske svagt på baggrund af skovene og bakkerne langt borte. Derude lå Vejlby og igum. Felix kendte navnene fra fredericiaslaget. Feltvagthytten var et sammentømret halvtag, hvis åbne side vendte ud imod fjenden. Feltvagtkommandøren, en lille, forfrossen, tyndskægget lieutenant, stod og så ind imod afløsningen, da denne kom. » Nå, « sagde han gnavent til kommandersergenten, » det var da godt, de kom, lad os nu få den afløsning til at gå lidt villig. « kommandersergenten inddelte sine folk, gav kommandoen til korporalen og ville selv gå med første afløsning. » Hvor vil de hen? « sagde løjtnanten irriteret og gik hen til ham, — på hans forfrosne næse hang der en lille klar dråbe, der hele tiden truede med at falde, — » er de da ikke delingsføreren eller kommer der måske en anden? « » Nej, men jeg vil helst selv ud for at se vedetternes stilling. « » Å, hva* fa’en, « svarede han og vendte ham ryggen. Kommandersergenten gik med en halv snes mand af første afløsning, blandt hvilke Felix befandt sig. » Nå, aspirant, det skal altså være? « Felix havde begyndt at tabe lysten. Han havde tænkt sig det at stå i den yderste forpostlinie, ansigt til ansigt med fjenden, som noget stort og opløftende. Med bøssen i den stærke arm skulle han holde vagt imod Danmarks fjender, våge og vogte, medens kammeraterne sov, og med heltemod modtage hans første angreb! Men det, han nu så, dæmpede hans Iver. De slæbte sig over jordtunge marker, han frøs om næsen, og fingerspidserne sved af kulde i den våde morgenstund. Det så heller ikke så farligt ud, og han var allerede træt og søvnig. Men han svarede som før, at han ville have sin post. » Ja, når de har lyst, så værs’go. « underofficerens svar sårede ham, thi det viste ham, hvor lidt man trængte til ham, og at det var ligegyldigt, om han var med eller ikke, og han forstod, at de syntes, det var dumt af ham, at han ikke, da han kunne, blev i god ro inde i den lune barakke. » Der æ’ kæden, « hørte han en af folkene sige, og han så’ to mørke skikkelser foran sig i tågen. » Holdt! Afløsning frem i aspiranten og 41. « Felix og fløjmanden afløste de to vedetter. Det var to små folk af en anden bataillon, krumryggede af nattekulde og nattevågen. Duggen hang i små dråber i deres skæg og sad i tætte Perler i fnuggen på deres grove kapper. Endskønt de længtes efter at komme afsted, gav de dog med stor omstændelighed en lang oplysning om den foranliggende egn. » Der henne går vejen til Vejlby, og den gård derude hedder anelyst, underkorporalen så i går eftermiddags en patrouille der henne a’, — men gården der ovre — det er mod nord —• den véd a ikke hvad hedder; der nede bagved har vi stallerup by og en anden en, men a kan ikke se noget til husene, om også det ikke er tåge. « » Er det post nr. i? « » Ja vel, hr. Skersant, henne ved diget står den næste. « » Det er godt. Har i set noget til fjenden! « » Ikke en bitte, hr. Skersant — ja det vil sige, underkorporalen så ham i går, men det var nok ikke mere end som en visiteringspatrouille. » Det er godt. — træd ind, « og afsted gik afløsningen. nu stod han da dér i de yderste forposter, ansigt til ansigt med fjenden, som intet skilte ham fra, men som han heller ikke så noget til. Han tog geværet i armen, således som han havde lært det ovre i København, stillede sig rank og flot med ansigtet ud i den retning, hvor fjenden var, og stirrede derud med opmærksomme øjne og spændte miner. Ingen fjende skulle uset nærme sig hans post, det følte han — — og hvis han pludselig så en østriger komme krybende i tågen som en slange, så havde han lært, hvad det ville sige, — så ville man søge at overrumple hans post. Østrigeren ville pludselig springe ind på ham, slå geværet af hans hånd, gribe ham i struben, så han ikke kunne skrige, bore sin kniv i hans hjerte, og medens en anden lige så snedig fjende gjorde det af med hans kammerat, den store fløjmand, ville pludselig mange, mange fjendtlige soldater vrimle frem, styrte ind imod feltvagten, slå denne tilbage på pikettet, alt ville blive forvirring, og fæstningen måske overrumplet. — nej, nej, nej, han vidste, hvad han skulle gøre, en mistænkelig lyd i tågen, — den mindste bevægelse af noget ukendt inden for 50 skridt — 3i så ville han råbe an, og fik han intet svar, da et skud fra sin trofaste ven, den store tapriffel, som tyngede ham så hårdt i armen, og hele kæden, feltvagten, pikettet, alt ville være parat. Han vidste, hvad det gjaldt. En stolt følelse af det store ansvar blussede op i ham, og en tryg følelse af, at han ikke var alene om dette ansvar, —• — han vendte sig om for at sige et par ord til sin kammerat, men han sank næsten i knæ af forbavselse. Den store fløjmand havde ganske roligt lagt geværet ned foran sig, knappet kappen op, og ud af brødposen taget et stort strikket tørklæde, som han med sindsro viklede om sin Hals og nu omhyggelig knappede kappen sammen om igen. Så tog han en tyk humpel rugbrød frem af posen og en lille stump flæskefedt, der sad på et stykke svær. Da han mærkede, at den anden så’ på ham, sagde han: » Ska’ de it’ ha’ en bi’ brø', hr. Asperant? « » Men er de gal menneske, kalder de det at stå som vedet? « » Jæ’ æ’ b’e’en sulten a’ den lange maseren, « Svarede han rolig, skar lidt flæsk af med toldekniven og tog sig en stor bid brød dertil. » Ja, men fjenden, — når nu østrigerne kommer? « » Å, han kommer fa’en itt, nu da tågen æ’ tage en po å lett’, næ gu’ om han gør. Men, « Tilføjede han efter en lille pause, i hvilken han spiste videre, » æ’ de hang’ for han, så pas på han, jeg a’ stras færig. « Felix vendte sig fra ham i den dybeste indignation. Var det den samvittighedsfuldhed og pålidelighed, hvorfor den danske soldat var så berømt? Men lad ham først blive færdig, så skal jeg sige ham min mening, eller nej — det er min pligt at melde ham, og i den straf den hårde straf, som må ramme ham, da han har brudt sine pligter på posten, vil de andre få en advarsel, der måske vil føre dem tilbage til deres pligt. Og premierlieutenanten, som troede denne mand så godt. Da han satte mig på kompagniets højre fløj sagde han jo: så får de en solid og dygtig rodekammerat i vor højre fløjmand! Nu skal jeg nok lukke deres øjne op alle sammen. » Ska’tte være en bitte snaps, asperant?. Lød fløjmandens stemme ganske blidt bagved ham. Han vendte sig ikke, gjorde kun en afværgende bevægelse med skulderen og stod støt og så ud i landskabet, ud på den svindende tåge, som gled langsomt hen helt nede ved jorden i tynde slør, der spredte sig mere og mere. Fløjmanden var imidlertid bleven færdig med sit lille måltid og stod nu ved siden af Felix. Denne var vred og talte ikke til ham. » Æ’ de fra køvenhavn a’? « spurgte fløjmanden. » De må ikke tale så højt på posten. « » Hvorfor ikke? « » Det må de jo have lært på skolen. Fjenden kan høre os. « » Så må han s’gu ha’ lange øren, « sagde fløjmanden. » Han er måske nærmere end de tror. Hans patrouiller har måske listet sig ind på os, dækket af tågen. « » Næ gu’ har de ej. Hva’ sku’ de her? Han ve’ s’gu godt, hvor vi stoer, å han sæl æ’ langt ovre ve’ åen. « » Man er aldrig sikker lige over for fjenden. « » Næ’ der æ’ nok no’en, som itt’ er’et. « » Hvad mener de med det? « — da fløj- en rekrut fra 64. 5. O pi. 2 manden ikke svarede ham, begyndte Felix et langt foredrag om vedettens pligter, idet han udpakkede al den felttjeneste visdom, som han havde inde. » Javel, javel, « svarede fløjmanden engang imellem. » Jamen det vil jeg sige dem, at det er min pligt at melde til vore foresatte, hvorledes de bærer dem ad, og spiser og drikker på posten! « tilføjede Felix i høj grad irriteret. » De må ikke tale så højt på posten, « svarede den anden med et smørret smil. Aspiranten tav. Der er intet udkomme med de folk, tænkte han, sløve som de er, rimeligvis af den trættende og strenge tjeneste. Det er måske synd at være for hård imod dem. Han skuttede sig af kulde og følte sig træt og mat, især i knæene. Ingen af dem sagde noget, der var ganske stille omkring dem. Kun nogle krager skreg imellem ude på markerne. Tågen var stegen tilvejrs og lå i et tæt, gråt dække oppe i luften. De kunne nu se langt ud over egnen, men de så kun mark ved mark, pløjede sorte agre, grågrønt vissent brakland, og længere ude tobaksjorderne med lange stilke, som stod bøjede og brækkede langt fra hinanden. » Har de været på post her før? « spurgte Felix til sidst. » Næj, vi har væ’t ude i den befæstede lejr, å vi ha’ væ’t nere foran oversvømmelsen før bombardemangen, men hær æ' mæjet bæ'er. Men dæ’ æ’ nu allesammens ikke no’et, næj nere ve’ reteraden fra danneverke og sangelmark, ja gu’ bevar os vel, sikken relighed, « og han fortabte sig nu i en lang ensformig beretning. » Holdt, hvem der! « brølede han pludselig og slog med et vældigt klask geværet ned i den venstre hånd, så at Felix forskrækket for sammen. » Hvad er’et? « råbte han. » Visiteringspatrouille, « svarede en dyb stemme, og to mand kom hen imod dem fra venstre. » Passer, « sagde fløjmanden. » Er der noget nyt? « spurgte den ene af mændene. » Næ’ gu’ om der æ’, « svarede fløjmanden. Den pludselige anråbning i den store stilhed havde skræmmet Felix op, men han fik nu en lettende og fornøjet følelse af, at alt var i orden og ro. Folkene talte så lystigt og trygt med 3* hinanden, der var jo i virkeligheden heller intet at passe på, alt var jo stille og fredeligt. Han tog geværet ved foden og lyttede atter til fløjmandens fortælling om kompagniets affære under tilbagetoget, og han så med beundring op på den store Karl, der havde oplevet så meget og dog talte derom, som om det intet var. Han overvældede ham i begyndelsen med spørgsmål, men efterhånden gled de over i en rolig samtale, og da fløjmanden så, at han frøs, bød han ham en snaps af sin lille blå lærke, Felix drak, og fra nu af var de venner. » De sku’ røre lidt po’ dem, asperant, soldaten ska’ itt’ sto’ stille po’ vedetten. Ja ser de, « sagde han, da Felix gik op og ned foran ham, » man læ’er så mæjet slu’er inge po’ skolen, a’ man har sit slid mæ’ å glemm’ dæ’ alsammens. Ded ka’ nu vær’ så mæjet godt mæ’ al den teori man for, men dæ' sla’er s’gu’nte te’ i verkelighe’en. Men dæ forstoer se’, rekler å reklementer skal der s’gu te', men dæ’ æ’ nu mer for offesererne å’ underoffesererne. Dæ’ æ’ li’egodt vist, a’ de offeserer, som har våt menige soldater æ’ s’gu itt’ mæ’ de voueste, næj så min salighed æ’ de ej, å’ de goer itt’ etter bøjerne. « Felix søgte sagtmodig at hævde tteoriens betydning, men fløjmanden ville ikke give sig, og de diskuterede i en lavmælt tone med stor ivrighed, indtil de hørte skridt bagved. » Ded æ’ afløsningen, « sagde fløjmanden. » Hvad, allerede, « sagde Felix. Tiden var fløjet for ham. Med stor selvfølelse instruerede han de nye vedetter og gav dem, trods fløjmandens ord, alle de gode regler, som han havde bevaret i sin erindring fra sin lærebog. » Ja, det er godt nok alt sammen, men har i set noget til fjenden? « spurgte underkorporalen. » Itt’ en skimlet lus engang, « sagde fløjmanden. » Så har du nok ikke set din

1895_Malling_EnRomanomFoersteKonsulen

Mathilda

En Roman om Første Konsulen

Malling

MallingM

En Romanom Foerste Konsulen

female

1895_Malling_EnRomanomFoersteKonsulen.pdf

Mathilda

Malling

anonym

dk

En Roman om Første- Konsulen fra den 18. Brumaire til Freden i Amiens

n

roman

Ernst Bojesen

KB

Oversat roman?

pdftxt

nan

nan

O

— mademoiselle! råbte han med pibende, ængstelig stemme, idet han satte hånden for øjnene og hævede lygten op over sit hoved. Mademoiselle Edmée! En ung pige i en lang, ærmeløs kåbe med skindbesætning kom hurtig farende fra en smal sidegang op imod trappen. På hovedet havde hun en gammeldags hat fra firserne med fjær og bred skygge à la bergère. — jeg kommer jo, jeanot — hendes stemme klang frisk og høj gennem blæsten. Jeg kommer jo. Du behøver ikke at råbe, som om der var ild i gården. I et par Spring var hun oppe på terrassen. — er abbeden måske kommet? spurgte hun uroligt. — abbeden venter på dem, mademoiselle, svarede den gamle bebrejdende. Monsieur de châtillon er med ham. Medens han talte, skød han den tunge dør op med sin ryg og lod damen træde ind. En stor, fliselagt forsat strakte sig gennem to etager. Dens loft og væggefelter var prydede med afblegede freskomalerier. Langs en af dens vægge løb en udskåret, i muren fastgjort træbænk hen til kaminen, hvis nysantændte bål med sine flammer lyste ud over gulvets sorte og hvide tavl. 1 det modsatte hjørne af forsalen førte en bred trappe med et prægtigt, forgyldt rækværk op til anden etage. Den var prydet med våbenskjolde og mange heraldiske emblemer, alt sammen i en søgt og snirklet stil. Den så næsten ud, som om den kunne være ny, og dens forgyldning stak besynderligt af mod det øvrige strengt gammeldags bohave af mørknet eg. På midtervæggen førte to døre ind i huset, hvoraf den ene stod på klem, så at man kunne høre stemmerne derindefra. Midt på gulvet havde jeanot sat en anløben sølvkandelaber fra sig, hvis tre tynde tællelys osede, mens de viftede for lufttrækket. Den unge dame gik straks hen til kaminen, og tje neren hjalp hende med at lægge hendes overtøj fra sig på bænken. Hun følte på sine ærmer, der var lidt fugtige, og bredte sine hænder ud foran ilden. Hun bar en dragt af sort silke, som, skønt den ikke så gammel ud, var syet efter det snit, man af og til ser på portrætter fra Ludvig xvi’s sidste regeringsår: langt, smalt skørt, kort, tætsluttende trøje, knappet med dobbelte rækker af store knapper og med brede, trekantede opslag på brystet og lange, snævre ærmer, der endte i en lille snip ud over hænderne. Et marie-antoinette-tørklæde af grøn- og hvidstribet taft lå om hendes Hals, var korsvis slynget over barmen og knyttet med en stor roset højt oppe på ryggen. Håret — et prægtigt, brungyldent hår — bar hun derimod efter øjeblikkets mode opsat i en græsk knude i nakken, mens det lå i naturlige lokker om panden og ørerne. Det var den attenårige mademoiselle edmée-louise de la feuillade, hvis fader for flere år tilbage var bleven dræbt i den første vendée-opstand, og som nu sammen med sin gamle, døve moster og et par andre adelsdamer, der ved krigens omskiftelser vare blevne hjemløse, beboede dette ensomme slot på Loires venstre bred — rocroyes’ernes gamle familiegods, som havde stået forladt lige siden regentens tid, og som nu under revolutionen tjente deres forfulgte ætlinger som fristed. De levede dér så godt som uden nogen som helst forbindelse med yderverdenen undtagen den, de kunne forskaffe sig gennem chouanskarerne, der på en gang beskyttede og terroriserede dem. Mademoiselle de la feuillade hørte gennem den halvtåbne dør en dæmpet mumlen af flere stemmer. Hun strøg sit hår bort fra tindingerne og mønstrede et øjeblik prøvende sine hænder, der ikke var ganske rene, medens hun lagde hovedet på siden og spilede fingrene ud. Derpå trådte hun resolut ind. Omkring det ovale marmorbord med svajede, forgyldte ben, sad seks personer og spillede kort. Øverst for bordenden en kraftig, midaldrende herre i præstedragt og med tonsur, der netop i dette øjeblik betænksomt med to fingre trak et kort frem til at stikke med, og lige over for ham en anden med ryggen mod døren og en lang, pudret hårpung hængende ned i nakken. Mellem dem — ved bordets langsider — sad de fire gamle damer, to på hver side. De udmærkede sig alle ved højt opsat, pudret frisyre og stive, spidst tilløbende liv med firkantet udskæring og halvlange ærmer; møllene havde ilde tilredt silken i den bedrøvelige tid, disse stadsklæder havde hvilet i dragkisterne. Abbed Bernier, som først fik øje på mademoiselle de la feuillade, lagde straks sine kort på bordet og rejste sig med et udråb. Med sirlig, trippende gang og udstrakte hænder gik han hende i møde. — min datter... Med overstrømmende venlighed tog han hendes hoved mellem begge sine hænder. — de kender måske allerede den store nyhed, som monsieur de chåtillon — han gjorde en håndbevægelse i retning af Herren med hårpungen, der rejste sig og bukkede stift — har til dem? Edmée gjorde en dyb, gammeldags reverens for de to herrer. — til mig? sagde hun med et smil. Det er vel en nyhed til os alle. Det er fredsslutningen, ikke sandt, hr. Abbed? — freden — ak, ja vist! Ja, jeg véd, at de allerede fra Montfaucon har hørt, at nu endelig det for os alle lige vigtige hensyn til fædrelandet — hans stemme blev pludselig salvelsesfuld — har besejret vore tapre venner her i vendée. For nogle dage siden undertegnede vi den med general hédouville, og nu har også monsieur de chåtillon gjort mig den glæde at give køb. Mine damer — han vendte sig til mademoiselle de rocroyes og de andre — jeg beder dem være forvissede om, at jeg føler dyb sympati med den ædle trofasthed mod en ulykkelig fyrste; men vor hellige kirkes sag er dog for øjeblikket den vigtigste af alle, og for at kunne udrette noget for den, hvortil jeg håber, at tiden nu endelig er moden, behøve vi først og fremmest fred — fred med vore landsmænd og brødre, vore så sørgeligt vildfarende brødre. Han hævede sit blik imod loftet. Ikke sandt, mine venner — sjælenes frelse frem for alt? Ingen svarede. Damerne sukkede, og et par af dem gjorde korsets tegn. — nej, mit barn, udbrød abbeden nu pludseligt med naturligt stemmefald — det er ikke det alene. Vi have flere nyheder. Gæt! Edmée rystede på hovedet og lo. Abbedens oprømt-hed smittede hende. — mademoiselle de rocroyes, madame de beaurollier — han vendte sig med et buk til de gamle damer — ønsker de, at jeg siger hende det? — jeg står som på nåle, hr. Abbed, råbte Edmée. Er det virkelig en nyhed, som angår mig? Abbeden påbød med løftet hånd en højtidelig stilhed. Så udbrød han pludseligt: — monsieur de chåtillon og jeg rejser i morgen til Paris for at tale med første-konsulen i anledning af freden. Deres tante ønsker, at vi skal tage dem med, mademoiselle Edmée. — mig! — i morgen! Men, tante dog! hun vendte sig rask til mademoiselle de rocroyes. Jeg er jo ganske uforberedt til at rejse. Jeg har ikke engang en dragt, jeg kan tage på. Hvor kan jeg det?... Forvirret, betagen så hun med strålende øjne fra den ene til den anden. Alene tanken om at slippe ud af dette mørke chouanslot bragte hendes unge hjerte til at banke. — vi har overvejet alt, Edmée, nikkede mademoiselle de rocroyes værdigt og langsomt. Jeanot og Valentine skal følge med dig, og bedre rejseselskab end abbeden og vor ridderlige ven, monsieur de chåtillon — hun gjorde en højtidelige bøjning for denne — kan du ikke få. Du véd, det er af vigtighed, tilføjede hun med eftertryk, at du snart kommer til Paris; madame de chåteauneuf venter dig sikkert. Edmée rødmede og rynkede øjenbrynene let. Madame de chåteauneuf var hendes faster, og lige fra hendes barndom havde det været en aftalt sag mellem familierne, at hun, når tiden kom, skulle formæles med sin fætter, Louis de chåteauneuf. Som børn var de kommet meget sammen — han var for resten en seks-syv år ældre end hun — men siden kom revolutionen, og nu havde hun hverken set ham eller fasteren i omtrent ti år. Det ydmygede hende, at hendes venner nu ved den første lejlighed, der tilbød sig, ville sende hende bort og kaste hende i armene på en mand, der havde været bestemt hende til husbond fra barneårene, og som måske ikke en gang ofrede hende en tanke længere. Og hun ville komme til dem blottet for alt, uden nogen anden formue end fordringen på et par konfiskerede godser, som det var mere end utroligt, at hun nogensinde ville få tilbage. Ikke engang en anstændig rejsedragt havde hun, hvori hun kunne præsentere sig for sine slægtninge. — men, tante, sagde hun tøvende, hvordan skal jeg egentlig kunne tage til Paris? Hun udtalte navnet på denne mærkværdige stad med provinsboens dybe ærbødighed. — jeg har jo ingen penge, ingen klæder engang! — snak, Edmée! afbrød den gamle hende skarpt. — vi har da endnu et par diamanter i vore gemmer, véd jeg. Og nåar blot du kommer til Paris, får du dine godser igen, har abbeden sagt..abbeden så lidt forlegen ud, men sagde intet. — Paris! vedblev den gamle dame hånligt efter en lille, trykket pause. Som om ikke du — et pigebarn af stand ( une fille de grande qualite ) —- var god nok til at optræde i Paris, som du står og går. Dette rakkerhul! De slyngler! De tyve og kongemordere! Tror du, at folk, som selv gør sig til af at gå uden bukser, forlanger nogen anstand af en kvinde? — undskyld, madame! råbte abbeden ind i øret på hende. Det er længe siden. Nu hersker der tværtimod stor luksus i Paris. Den gamle frøken fikserede ham vredt og med ubeskrivelig foragt. Luksus! Ja, jeg véd nok, at de har stjålet bedre folks sager og nu ugler sig ud som guder og gudinder i stedet for at gå med fiskebensskørt og pudder som kristne mennesker. Men de vil vel ikke indbilde mig, at deres lille korsikanske slagsbroder, som de gør så megen stads af, er i stand til at give tonen an i et selskabsliv, om også han har formået at sammenlappe et dusin republikker? Nej — hun rystede energisk på hovedet — noget selskabsliv, som der kunne være tale om, at en dame af min søsterdatters rang kan deltage i, bliver der ikke tale om i Paris, før hs. Majestæt kommer tilbage. Til den tid må hun sidde og kukkelure hos sin faster bag lukkede døre. Det gør naturligvis alle bedre folk, bemærkede hun kategorisk. Søsterdatteren sukkede. Udsigten til indespærringen bag de lukkede døre tiltalte hende ikke trods al royalistisk rettroenhed. Den gamle madame de beaurollier tog nu ordet. Når hun talte, rystede hun på hovedet, så at der stod en sky af pudder ud fra hendes paryk. — men, kære abbed, er det da ikke uforsigtigt at sende vor lille pige til dette Sodoma? Tænk, jeg har hørt, at en grevinde af det gamle Hof med et fuldstændig respektabelt navn har giftet sig med sin lakaj — tænk dem, giftet sig! Der ligger galskab i luften derinde, og den smitter. Ak gud! Man har jo set folk af den fornemste fødsel blive som forvandlede. Tænk blot på den første prins af blodet — på selve hertugen af Orléans! Og den lille hertug af Chartres! — gud og hver mand véd, at han har tjent under den trefarvede fane. Det smitter, siger jeg dem — det smitter. — åh, gudmo’er, råbte Edmée indigneret, de er da vel ikke bange for, at jeg skal gifte mig med jeanot! Og hun brast ud i en frisk, barnlig overgiven latter. De andre kunne ikke lade være at le med. Madame de beaurollier rettede sig og så hvast fra den ene til den anden. — ja, ja, mit søde barn — man har hørt værre! Siden 9; er der ikke mere noget, der forbavser mig. Der lå i hendes stemme en så absolut håbløs overbevisning, at den med ét gjorde ende på al munterhed. — vi skal nok passe på mademoiselle de la feuillade, lød abbed Berniers stemme opmuntrende efter et øjebliks stilhed. Hun har jo til en begyndelse både mig og monsieur de chåtillon, for ikke at tale om madame de chåteauneuf og den unge Greve. Er det ikke sandt — mademoiselle? Edmée svarede ikke; hun hørte ham næppe. Hun sad med hånden under kinden og så hen for sig med fugtige øjne, der smilede og strålede med et åndsfraværende udtryk. Hun var så smuk, som hun dér sad med den rene, barnligt bløde profil, den blege med en let rosenrødme gennemglødede teint mod det bronzegyldne hår, og øjnene — de store, omskiftelige, gråbrune øjne — ubevægelig opspilede under de tætte, stråleagtig fremspringende øjenvipper. Den yngste af de gamle frøkener de kergoran måtte sukke en smule misundeligt, da hun så på hende, og abbeden tog sig betænksomt en pris. Han vidste måske mere om Paris — barras’ og madame talliens Paris — end han fandt det rigtigt at meddele mademoiselle de rocroyes. Næste morgen tidligt, så tidligt at månen endnu stod højt på den vinterlige himmel, medens tjenerne i lygteskær surrede bagagen fast på den gamle karosse, begav de sig afsted. På trappen stod de fire gamle damer i deres nedringede kjoler med tænderne klaprende af kulde og havde alle travlt med at ordne og kommandere. Med sprukne, grådkvalte stemmer udslyngede de vredesudbrud og skældsord over hovederne på folkene, som, uden at lade sig anfægte deraf, langsomt og sindigt passede deres dont. Mørk som en bronzestatue holdt monsieur de chåtillon allerede til hest ved siden af vogndøren, og abbeden og va-lentine — den sidste med en kolossal tørklædebylt, som hun ikke var at formå til at give fra sig, tæt trykket i sin favn — sad allerede i den gamle berliner; men mademoiselle de la feuillade stod endnu grædende på trappen med armene om sin gudmoders Hals og lyttede til hendes sidste naive og pedantiske formaninger. Hun havde holdt sig tappert lige til nu; ja, hun havde været næsten vild af glæde, da hun i nat havde samlet sine sager sammen og hjulpet pigen med at pakke dem ind; men nu — nu overvældedes hun pludseligt af skilsmissens tragiske alvor ( i disse tider vare alle skilsmisser tragiske! ) hun græd højt og ubehersket. — bed til Maria for mig, alle sammen! Hun strakte begge sine hænder ud til de to frøkner de kergoran. hvis freden varer til det bliver sommer, skal jeg bede madame de chåteauneuf om at følge med mig herud. Alle damerne græd, snøftede, pudsede næse og råbte højt. Abbeden frøs om fødderne og begyndte at stampe med benene inde i vognen. Jeanot gned sine øjne oppe på bukken og vuggede sig snøftende frem og tilbage, så at hans hårpung dinglede. Det urolige, hoppende lys fra lygterne skræmmede hestene, der skrabede med hovene mod den frosne jord og vrinskede. Kun monsieur de chå-tillon holdt ubevægelig og tålmodig på sin høje hest udenfor vogndøren. Endelig kom Edmée ind i karossen. Han holdt sit lommetørklæde for øjnene og lod sig hulkende falde med hovedet mod Valentines knæ, medens vognen rask rullede ud af gården. Hun hørte, hvor vindebroen drønede under dem. — Valentine, kæreste lille Valentine! Hun krøb sammen ved den robuste piges bryst. Abbeden sagde intet. Hun bøjede sig ud af vinduet og vinkede med hånden en hilsen til de fire damer på trappen. Ved lyset fra de svingende lygter så de vognen forsvinde med Edmée. i. « la France avait plus besoin de moi, que moi d’elle! » Mot de Napoléon. Næsten fjorten dage varede rejsen ad de elendige veje, som nu på grund af vinteren vare i deres værste tilstand. Ofte måtte de stige ud og tilbagelægge lange strækninger til fods. Når Edmée blev alt for træt af at sidde stille inde i vognen, fik hun nu og da lov til at sætte sig op på saddelknappen hos monsieur de chåtillon og ride et stykke, eller han gik ved siden og førte hesten ved bidslet, hvor vejen var for tung. På værtshusene, hvor de tog ind, stødte de som oftest sammen med rekrutafdelinger, der skulle til Paris for derfra at afgå til hærene i ligurien og ved Rhinen, eller med republikens tropper, som nu begyndte at trække bort fra vendée. En gang tilbagelagde de flere mil i selskab med en sådan afdeling. Kaptejnen var en af dem, abbeden havde underhandlet med angående fredsslutningen i Montfaucon. Han optrådte yderst galant mod den smukke mademoiselle de la feuillade, som på sin side unægtelig fandt fornøjelse i hans underholdning. Det var jo den første virkelige repræsentant for det nye Frankrig, hun var truffet på — hun, som så længe alene havde været henvist til samtale med republikens hånende fjender; den første, der med ublandet beundring og sympati havde udtalt sig om første-konsulen og hvad han havde udrettet i disse måneder efter brumaire. Kaptajn OllIvier var moderat republikaner og en ganske dannet mand. Som ung soldat havde han tjent under Kellermann i Flandern, derefter deltaget i det italienske felttog år Iv og været med ved mantua mod wurmser. Edmée fandt det under sin værdighed at udspørge ham om general og madame Bonaparte — som han fortalte, at han havde set i Brescia — men gjorde ham dog nogle ligegyldige og forsigtige spørgsmål, som han besvarede med begejstring. Denne ensformige begejstring, som hun mente måtte være påbudt eller kunstlet, trættede til sidst Edmée i en sådan grad, at hun endogså begyndte at foretrække monsieur châtillons kolde og triste ordknaphed. Imidlertid havde hendes samtale med kaptejnen dog affødt en vis interesseret nyfigenhed overfor første-konsulen og hans omgivelse, dette nye Paris, hvorom ingen på les fougères havde nogen anelse. Endelig en aften sent rullede vognen ind på paris’s gader Edmée var så træt, at hun næppe følte nogen interesse derved — hun sad halvsovende med hovedet mod valen-tines skulder. Hendes kræfter, der ellers var ganske gode, var næsten udtømte af den lange rejse i koldt og fugtigt vejr, med tvungne ophold på ubekvemme gæstgivergårde, hvis spisekamre var så hårdt medtagne af forbimarcherende soldater, at fredelige rejsende næppe kunne opdrive et måltid mad i dem. Alt det nye — forhold, meninger og mennesker — som mødte hende på hele rejsen, og som ganske hensynsløst væltede sig ind på hende, trættede og irriterede hende også i høj grad. Blot en sådan ubetydelighed som de lange regnskabsopgør med værtinder og postillioner, der altid med smålig omstændelighed skulle afgøres i. Assignater med tusinder af francs ad gangen, var hende imod. Det oprørte hende stadig at høre soldaterne skråle Marseillaisen, ja endogså ça ira, sange, som hun havde lært at afsky som djævelske hymner, at blive behandlet med den affekterede, næsvise uforskammethed, som patrioterne endnu mente sig forpligtede til at vise overfor en cidevant noble, en person fra vendée. Når hun og valen-tine med deres ømme fødder indsvøbte i tæpper og puder tog plads ved ilden i værtshusstuerne for at varme sig, medens forspandet blev skiftet, ærgrede hun sig over at være tvungen til at høre på alskens råheder og ukvemsord mod bourbonerne og emigranterne. Ja, hun kom næsten til at afsky denne første-konsul, som abbed Bernier dog altid talte så anerkendende om, alene fordi alle disse mennesker hævede ham til skyerne. Det så trist ud på landet, men de byer, de kom igennem, gjorde et næsten endnu pinligere indtryk på hende. Selv om de af og til havde været blottede for alt på les fougères, de havde dog i det mindste haft det for sig selv og ikke kendt den skam hvert øjeblik at måtte lade sig træde på tæerne af pøbelen. Anderledes her i disse af revolutionen hærgede byer' — i angers f, Eks.! Overalt var murene overklistrede med opslag og plakater, annoncer om ejendomssalg, gamle opråb og dekreter fra konventet og direktoriet —- hun kunne ikke undgå i forbifarten flygtigt at læse de svulstige, patriotiske fraser, der var trykte med tommelange bogstaver. I de smudsige marskandiserboder, der strakte sig helt ud på gaden, næsten ud i den af alskens snavs og roderi opfyldte rendesten, fandtes der en ugenert og skadefro udstilling af møbler og kunstsager, der vare plyndrede fra de gamle herresæder: stoltelig smilende portrætter af markiser i diana- eller avrora-dragt, malede af nattier, ophængte på et kroget søm udenfor en kælderhals, uvurderlige sèvresvaser, der havde prydet en hertugs kaminfrise, henslængte i den snavsede vindueskarm, medens gamle kniplingsgarniturer, der måske havde tilhørt en prinsesse af blodet, iturevne hang og dinglede mellem de pjalter, der garnerede muren. Og oven over det alt sammen som patriotisk og fyldestgørende forklaring: en rød hue! Edmée vendte sig med væmmelse bort; hun ønskede blot, at de snart igen var vel ude på landevejen — den skidne, øde landevej, der i sin trøstesløse ensformighed løb forbi uopdyrkede landstrækninger, omhuggede skove og forfaldne, halvt nedrevne eller afbrændte gårde. De tre rejsende talte ikke meget sammen om, hvad de så; men af og til hørte Edmée et resigneret suk fra abbeden eller en utålmodig ed fra monsieur de chåtillon. Det havde så længe været farligt at udtale sine tanker — selv blandt venner — at man næsten havde vænnet sig af med det. Nu var de i Paris. Edmée havde ikke kræfter til at se ud; hun lagde kun mærke til, at en gade, de kom igennem, var bælmørk — de andre var for resten også højst sparsomt oplyste — folket havde taget lygterne bort. Hun følte sig dødtræt og var faldet hen i halvsøvn, da kusken endelig holdt hestene an udenfor madame chåteau-neufs hus i rue du bak, faubourg st. Germain nær ved floden. Søvndrukken tumlede hun ud af vognen og befandt sig nu på en rummelig, firkantet gårdsplads, hvor en stor, monumental fontæne, der lyste hvid i måneskinnet, var det første, der tiltrak sig hendes opmærksomhed. Ud af den brede hovedbygning kom en mand med en lygte. Abbeden bød hende hånden — monsieur de chåtillon havde de allerede sagt farvel — og de gik ind. Edmée følte i dette øjeblik liden eller ingen spænding ved tanken om gensynet med sine slægtninge og sin tilkommende mand. Overvældet af træthed og søvnighed fulgte hun ved abbedens hånd langsomt bag efter tjeneren, som med slæbende skridt og lygten i hånden gik foran dem. Først da hun hørte ham nævne deres navne, idet de trådte ind i salonen, rettede hun sig uvilkårlig op. Det værelse, i hvilket de blev indført, var et stort, firkantet gemak, kun sparsomt oplyst fra et par mange-armede lampetter, der sad hver på sin side af kaminspejlet og var omgivet med en skærm af gaze for at mildne lyset. En ældre dame, som var i færd med at vinde en dukke garn af en ung piges hænder, rejste sig med et let udråb, da hun hørte deres navne, og kom dem straks i møde. Edmée kunne ikke kende hende igen, men begreb, at det måtte være hendes faster, og med en følelse af endelig at have fundet et hjem, kastede hun sig i hendes udstrakte arme. — min kære Edmée!... Vi havde ikke ventet dig så snart. Louis, kom og hils på din kusine... En ung, mørk herre, som havde stået og læst i en lille Avis henne ved kaminen, nærmede sig nu. Edmée følte sig pludselig overvældet af en generende forlegenhed — hver mangel i hendes dragt, i hendes af rejsen medtagne udseende trængte sig frem til hendes bevidsthed og ydmygede hende. Med en tilkæmpet, tvungen værdighed, som i grunden var lutter undselighed, hilsede hun koldt og afmålt på sin fætter. Den unge pige, som havde holdt garndukken, rejste sig nu med en flygtig og yndefuld hilsen. Madame de chåteauneuf trak hende til sig og lagde hendes hånd i Edmées: — her ser du din tilkommende veninde Laura de permon. Loulou — du, som altid er så sød og forstandig, hjælp du Edmée til rette, medens jeg hilser på vor kære abbed. Madame de chåteauneuf var pertentlig og gammeldags sirlig i sin måde at være på. Hun talte med en påtaget mild og noget ligegyldig stemme, der passede godt til hendes spinkle, endnu elegante figur og behagelige, blonde ansigt. Det var hendes stolthed, at hun i sin ungdom skulle have lignet prinsessen af lamballe, og hun vedblev endnu at accentuere det ved en stærkt pudret, lokket marie-antoinette-frisure, der trådte frem i bukler bag ørerne. Nu var hendes ansigt gammelt og furet af disse ti Års angst og bekymring; men hun havde trods alt i sit smil, i sin forbindtlige omgangstone, i sin naturlige og fornemme holdning — beholdt den elskværdige og forfinede ynde, der var ejendommeligt for det gamle Hofs damer. Hendes søn var en adelsmand af en fornem og utilgængelig karakter. Revolutionen havde langt fra at bøje ham tværtimod gjort ham trodsigere. Medens hans moder i Frankrig havde gennemkæmpet disse Års prøvelser og fortvivlelse, var han allerede som yngling fulgt emigrantstrømmen og var bleven opdraget i England hos sin faders familie. Først for kort tid siden var han vendt tilbage og befandt sig nu, takket være hans moders klogskab, årvågenhed og ihærdighed, i modsætning til andre emigranter i så godt som ubeskåren besiddelse af sin families ejendom. Louis de chåteauneuf gjorde i reglen på folk, der så ham for første gang, et hovmodigt og satirisk indtryk; men der var i hans væsen en ædel loyalitet, en retskaffen fasthed, der snart lod dette indtryk glemmes. I modsætning til den tids royalister var han allerede tidlig ganske blottet for illusioner angående en restavration, og da han indså, at der ikke var noget håb om at komme til at tjene bourbonerne, havde han taget sit parti at tjene Frankrig, og allerede gennem den tidligere biskop af Autun — hans moders trofaste ven og rådgiver under disse sidste Års farer — havde han stillet sig til den nuværende regerings tjeneste som diplomat. Der var så få mænd af hans stand og navn, der endnu havde kunnet beslutte sig til et sådant skridt, at han i højeste grad havde vundet regeringens anerkendelse. Hans moder var heller ikke nogen ultra-royalist; under de ti sidste Års omvæltninger, som hun alle havde set på nært hold, var hun lidt efter lidt blevet næsten fuldstændig ligegyldig for alt andet end at skaffe sin søn og sig selv en betrygget stilling. Når hun tænkte på bourbonerne, var det med en vis vemodig sympati, som på noget, der hørte med til hendes ungdoms glans og glæde, men som det var forgæves at ønske sig tilbage. Tjeneren kom ind med te, hvortil der serveredes noget kold postej, fuglevildt og syltetøj. Edmée befandt sig særdeles vel i det varme værelse, hvor hendes faster og lille Laurette kappedes om at hygge om hende. Hendes mistænksomme provinsstolthed følte sig ikke engang længer krænket af sammenligninger mellem hendes antidiluvianske, ilde medtagne rejsedragt og mademoiselle permons græske musselinstunika med guldbæltet. Hun lod abbeden svare på alle spørgsmål, som stilledes til dem angående deres rejse og tilstandene i vendée; til sidst faldt hun i søvn i den stol, hvori hun sad. Da Edmée vågnede næste morgen, skinnede solen ind i stuen til hende. Hun sprang op på sine bare fødder og løb hen til vinduet. Der lå Paris! Gråblå og plumret flød Seinen på begge sider af broen, med løse isstykker langs begge sine bredder, og derovre — på dens modsatte bred — så hun store slotsbygninger hæve deres vældige masser omgivne af parkernes og havernes bladløse træer. Hun havde hørt, at man kaldte broen ligeudfor deres vinduer Pont Royal — Louis havde ironisk korrigeret det til national, som den nu skulle hedde — og hun sluttede deraf, at de store slotte på den anden side af floden ikke kunne være andre end Louvre og tuilerierne. Med sine gode øjne kunne hun tydeligt se en uniformeret skildvagt gå frem og tilbage foran en fremspringende del af slottet. Der boede han formodentlig, og der havde kongen boet... Men det havde hun ikke tid til at tænke på nu! Med vidtopspilede, strålende øjne stirrede hun i solskinnet ud over paris’ bygninger, kirketårne og menneskefyldte gader — her skulle hun nu få lov at bo, her var livets og skæbnens midtpunkt, martyrernes og sejrherrernes by! Valentine stod og pakkede klæderne ud af hendes kuffert. Edmée for hen til hende, rev den ud af hænderne på hende og kastede den på gulvet. — lad det gamle stads bare ligge, råbte hun overmodigt og lo højt med glædestrålende øjne. — i Paris er man fin! Jeg vil have hvide kjoler og gyldne borter og ringe på hænderne og stene i håret ligesom mademoiselle permon. — men mademoiselle kan da ikke gå i det bare linned — skønt gud skal vide, at de ikke har stort mere på — til vi har fået alt det anskaffet, svarede Valentine fornærmet og bukkede sig ned for at samle tøjet op. Samme formiddag kørte madame de chåteauneuf ud med sin niece og aflagde besøg i alle mulige fashionable butiker og magasiner. Først tog de til madame Germon for at bestille et halvt dusin nye dragter, så til despaux og leroi for at vælge nye hatte, og da de nu en gang var i rue de la Loi aflagde de også med det samme et besøg hos antikvitetshandleren villemain for at se på kniplinger. Madame de chåteauneuf hviskedee til Edmée, at hans udvalg var enestående, han havde endogså vidst at skaffe sig dronningens garniturer — desto værre var der ingen, der havde haft råd til at købe dem uden mademoiselle lange! Edmée sad hele tiden og morede sig med at se ud af vognvinduet — der var så meget at se på. Små kunstige engelske vogne, som damerne selv kørte, jog forbi dem i susende fart — madame de chåteauneuf sagde hende navnet på dem: wiski, carrick, demi-fortune; nogle lignede romerske triumfvogne, hvor kusken stod bagpå og kørte. Og midt mellem dem — de rullede netop nu over champs-elysées — ilede med fare for liv og lemmer tarveligere kvinder i korte, røde kjoler, med hvide livstykker og huer og et lille blåt sjal over skuldrene å la Gertrude, eller arbejdere i korte trøjer og lange bukser med gamle, trekantede hatte på hovedet og kolossale knortestokke i hænderne. Uniformer så hun ikke så mange af, som hun havde ventet; madame de chåteauneuf forklarede hende, at første-konsulen holdt så streng justits med militæret, at de hver især havde sit bestemte arbejde om formiddagen og ikke fik lov at drive om på gaderne efter behag. Noget, som også her faldt Edmée i øjnene — især i de mere obskure og afsides gader, de passerede — var den mangfoldighed af kundgørelser og skrevne så vel som trykte opslag, hvormed murene alle vegne var overklistrede. De var næsten alle salgsbekendtgørelser. Desuden læste man jævnligt på plankeværker og på ruder patriotiske inskriptioner som f. Eks.: iet on s’honore du titre de at oyen eller fraternité ou la mørt! eller Maison de la liberté o. lign. Mademoiselle de la feuillade syntes, at det så dumt og smagløst ud; men hun vidste ikke, om hendes tante ville holde af, at hun sagde det. Efter en meget lang køretur var de endelig stegne af ved palais d’egalité ( Royal ) for at købe nogle småting. Da de vare færdige med deres indkøb, vinkede madame de chåteauneuf til Edmée, og idet de, uden at ænse den ventende ekvipage, skråede til fods over rue des petits-champs, udbrød hun pludseligt: — kom her, Edmée! så skal jeg vise dig noget. de gik igennem en kort, smal gade, som Edmée ikke så navnet på, og kom ud på en rund, åben plads, på hvilken de midt mellem apottekeres og kvaksalveres boder, der var overklistrede med iturevne, prangende plakater om vidunderkure, fik øje på en malet træobelisk — et tarveligt mindesmærke om sansculotsejren den i ode Avgust. — se dig nu om, sagde madame de chåteauneuf med et ejendommeligt smil. — her er jo ingenting at se. Edmée spilede øjnene vidt op. Hvor er vi? — på place des victoires. Hun tav og så næsten højtideligt på Edmée, som spørgende havde vendt sig imod hende. Derpå hviskedee hun med rørt og dæmpet stemme: — dette var en gang place royale — feuilladernes stolthed. Din farfaders farfader, hertug de la feuillade lod det bygge til Ludvig den xiv’s ære. Jeg kan huske, da kongens statue stod dér — hun pegede på obelisken, og min moder har fortalt, at der i hendes tid altid brændte fakler omkring den. Hun rystede vemodigt på hovedet og stirrede stift hen for sig, nedsænket i minder fra svunden tid. Og da hendes broderdatter endnu bestandig vedblev at tie, sagde hun, idet de langsomt begyndte at gå tilbage gennem rue de la feuillade: — ak, Edmée, den gang havde det været noget andet for dig at komme til Paris! Edmée havde rynket øjenbrynene ligesom i smerte eller bitterhed. Nu lo hun, idet hun så op på sin faster og sagde højt med sin klare, klingende stemme: — place des victoires er egentlig lige så smukt et navn som place royale. Min farfaders farfader, marskallen, som var en tapper herre, ville vist ikke have haft noget derimod. Sejersgudinden er jo nu Frankrigs suveræn... Men gudskelov, tilføjede hun og foldede sine hænder, at ingen er faldet på at kalde den place du dix-aout! På hjemvejen gjorde de endnu en ubetydelig afstikker og kørte forbi place de la concorde, som første-konsulen nu havde befalet, at place de la revolution skulle kaldes. Madame de chåteauneuf lod vognen holde og viste Edmée den gibsstatue af friheden, som stod på samme sokkel, der tidligere havde tjent Ludvig xv’s rytterstatue som fodstykke. Den havde oprindeligt været malet rosenrød; men det skulle man nu næppe længere ane, så snavset og forfalden som den var; dens Hals var så sprukken og laset, at hovedet truede med at falde af. Edmée så lidt på den, så vendte hun sig om med et stolt og foragteligt smil, og med en hentydning til den helbredende kraft, man fra gammel tid har tillagt Frankrigs aller kristeligste konger, sagde hun: — det ser ud, som kunne det behøves, at der snart kom en suveræn og rørte ved al denne skrøbelighed! Iii. Ces noms appartiennent à la France, à l’histoire; je suis le tuteur de leur gloire, je ne les laisserai pas périr. Napoléon ( sur les familles du faubourg st. Germain ). Det var under en tropperevy — en

1880_Rosing_EnRomantiker

Michael

En Romantiker

Rosing

Rosing

En Romantiker

male

1880_Rosing_EnRomantiker.pdf

Michael

Rosing

dk

En Romantiker

Fortælling

n

roman

Jacob Lunds Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

det var en juni nat. Marken lå hvid i det klare måneskin, fra kratskovene omkring den lød nattergalenes sang, snart svagere, snart stærkere, akkompagneret af frøernes kvækken i mergelgravene og de små kær. Hvide tåger lå over engene, hvorfra ellebuskene stak deres mørke hoveder op, og over himlen lå et let lag skyer, bløde som bomuld og på sine steder så tynde, at de kun som et svagt slør lå for stjernernes blik. I grøfterne lyste sanct hansormens fosforagtige lys på de mørke, våde tidselblade, hvor tudserne klavrede omkring, og hvorfra nu og da en opskræmmet hare for op for at skjule sig i den nære rugmark. Inde fra skoven lød i det fjærne rævens gøen og fra det bukkarduftende, dugvåde mørke derinde kom der af og til en opskræmmet fugls kviddren og en dæmpet nynnen, som om sangfuglene i deres drøm, hørte nattergalens sang gennem tågen og svagt sang et omkvæd dertil. Der var stille overalt og dog en 2 sagte hvisken og dæmpede toner, som om naturens ånder havde et uset møde i måneskinsnatten og fortalte hverandre eventyr om de gamle tider, før døden og vinteren satte mærke på jordens åsyn. Alt i denne nat, hvorpå øjet faldt, havde fået et fantastisk udseende; alle bygninger fik en lettere, luftigere vækst, alle kroge bleve dybere og mørkere og så ud som gemmesteder for de utroligste ting. Her fik en rævne i en væg aldeles udseendet af et menneskeligt ansigt, hist blev en træstub til en sammenbøjet skikkelse, som man næsten blev forundret over ikke rejste sig, når man kom den nær. Småhytter, som måske om dagen vare vidner til alt andet end idylliske scener, så nu ud, som om de måtte være gemmestedet for de lykkeligste drømme, og nu, da man ikke hørte eller så mennesker, var det næsten, som om naturen trak vejret lettere. Forpagtergårdens ladebygninger og kostalde stod og stirrede på hverandre i måneskinnet, som om de forbavsedes over stilheden, der kun nu og da afbrødes af den store lænkehunds rasende gøen, der troede at se noget, som andre ikke kunne se, og efter at have gøet en stund vandrede rundt om hundehuset med sin raslende lænke for så atter at fare op og rasende stille sig på bagbenene og strække Hals henimod haven, der omgav våningshuset. hvad var der da i den have? Måneskin, 3 lavendel- og rosenduft, dug på alle blade og ganske vist friske fodspor i den revne gang, men ikke et menneske at se. Forpagterboligen lå ganske anderledes, end de fleste forpagterboliger og » forbandet upraktisk «, sagde forpagter Hansen. Den lå nemlig borte fra lader og loer og stalde, som en stor fuglerede midt i en have, omgiven af alle slags buske og navnlig ud mod vejen og indkørselen skjult af en tjørnehæk og rækker af syrener og guldregn. Hele den mur, der vendte ud imod vejen, var helt overgroet af slyngroser, vild vin og kaprifolium mellem hverandre, der næsten skjulte de to vinduer i gavlen, der nu blinkede i månelyset. Det ene stod på klem, og månens stråler syntes fortrinsvis at samle sig der, som om de gerne ville lette det hvide halvgardin, der var trukket for vinduet, og kigge ind. Ja, hvis du havde været månen, så havde du set noget, der egentlig nok var været at se. Deroppe sov alle forpagterens 5 døtre, hans dreng, som endnu var ganske lille, lå inde i forældrenes sovekammer ved siden af moderens seng. Men deroppe stod de fem senge, den ene mindre end den anden', alle på rad, og som fløjmand nærmest ved vinduet lå den ældste datter. Det var ganske lyst derinde, og søvnen havde endnu ikke indfundet sig, thi man var kommen senere til ro, end ellers, da der havde været fremmede. Nærmest ved vinduet lå, som sagt, den ældste; 4 hun lå med lukkede øjne og med begge arme bøjede tilbage om hovedet. De lysebrune lokker krøb ud fra natkappen, og, havde du været månen, ville du have skimtet det unge legemes smukke former under det brune, stukne tæppe og set en hvid lille fod liste sig ud ved siden, som om den søgte kølighed. Ved siden lå de mindre søstre; de sov ikke, men lå og hviskedee, og stundom talte de, som om de netop ville høres. En ældre søster, der skal have kommandoen over de mindre, er ikke altid misundelsesværdig. Opposition er engang nedlagt i det menneskelige sind, og hos børn er der en stor evne til at. drille på en måde, som en voksen ikke formår, selv om han ville. Piger på 14 år er de uelskværdigste væsener i verden næst drenge af samme alder, og de elskværdige unge damer, der her lå på rad i stadig aftagende alder og størrelse til venstre for deres ældre søster, vare i aften alt andet end elskværdige. » Hvad synes du om Petersen? « sagde den ene. — » Tys, « sagde den anden, » Henriette hører det. « — » Lad hende det, det bryder jeg mig slet ikke om. « — » Ja, jeg ved nu ikke, men jeg synes, Petersen er skutrygget. « og så fniste de. » Petersen er skutrygget, « gik det nu fra seng til seng lige til den allermindste 4 Års pige, der ikke kunne tale rent endnu og gentog som et Echo » Pesen er dutrygget. « så blev der en 5 almindelig fnisen. » Ja, jeg ved nu ikke, « sagde den første, » men jeg synes, han er gruelig grim. « Så gik parolen » han er gruelig grim « fra seng til seng, til det fra den mindste lød, » Pesen ruelig rim. « —: » Tror du, Jette vil ha’ ham? « lød. det igen. » Uf nej! hvad skulle hun med ham! « lød svaret, og det sidste svage Echo af dette » uf nej! « Lød som en sagte grynten fra den sidste seng, og så blev det stille. Efter en sagte hvisken og fnisen sov nu alle de unge frøkener Hansen, om ikke de retfærdiges, så de glades lette lydløse søvn, mens månens stråler spillede på gulvet og juni-nattens blomsterduft og nattergalesang gennem det på klem stående vindue sænkede sig ned over de unge pigers søvn. men den" ældste sov ikke; ikke fordi hun tænkte på hr. Petersen, men der var så mange tanker og drømme i hendes unge hoved, og om dagen havde hun så lidt tid. Om en ung pige oplever end aldrig så lidt, så er hendes tankeverden dog i reglen så rig, at det lidet bliver til en hel lille verden, og man vil lægge mærke til, at der er ikke mange, der holde så meget af ensomhed, som unge piger i en vis alder. Hele dage kunne de sysle tavse i det huslige liv eller med deres sytøj og musik, hensjunkne i sig selv, uden at tiden et øjeblik falder dem lang; om de virkelig tænke klart og skarpt på noget bestemt, er måske tvivlsomt, snarest vegetere de vel som 6 rosen og vokse i stilhed, og snaksomheden og kedsommeligheden kommer først, når bladene ere ved at falde. Sådan var denne husets ældste datter. I al hendes travlhed i huset fra den tidlige morgen var der en velgørende stilfærdighed, man mærkede overalt i det hyggelige hjem, at hun havde haft travlt, men man hørte aldrig, at hun havde det. Og når så aftenen kom, og søstrene vare til ro, og hun hørte deres regelmæssige åndedræt, så kunne hun sidde længe ved vinduet og stirre over skovens toppe eller, som nu, ligge med åbne øjne og drømme, gud ved, om hvad. Om Petersen var det i al fald ikke, om hvem eller om hvad det nu også var. Hun lå og så på månens stråler og hørte på nattergalens sang; nu lød hundens gøen atter så stærkt; hvad var det dog? mon der virkelig var nogen dernede? Skulle hun se ad? Den nøgne fod, der havde hængt udenfor sengen, kom ned, og så den anden, og der stod hun i sin lange hvide natkjole som et alt andet end skrækindjagende spøgelse. Hun listede sig sagte hen til vinduet, trak en ganske lille smule halvgardinet til side, så at hun uden selv at blive set kunne kigge ned i den månebelyste have. Pludselig slap hun gardinet og veg tilbage. » Min gud, « Sagde hun, » der står nogen dernede; det er ham! « og en purpurrødme dækkede hendes kinder. Hun blev stående lidt med bøjet hoved,' gik 7 så sagte tilbage til sin seng, trak tæppet over sig og lagde kinden på puden. Det yndigste smil gled over hendes åsyn, og med det sov hun til sidst ind. hvem var det, hun havde set dernede? Ja, hvis det var sandt, som søstrene havde sagt, at Petersen var skutrygget og grim, så var det ikke hr. Petersen, thi han dernede var så rank og velvoksen, som man kunne ønske sig, og så vidt man kunne se i månens usikkre belysning, så var han heller ikke grim. Han stod ved en syrenbusk, som havde tabt sine sidste hvide blomster, der lå på jorden som en tynd sne i måneskinnet, og han lænede sig med korslagte arme op til det hvidmalede stakit, bag hvilket tjørnehækken rejste sig. Hans øje stirrede op mod det vindue, der stod på klem, og når månens stråler faldt på hans ansigt, der bar ungdommens og sundhedens præg og rundt omkring med aldeles ubestemte grænser sporene til et begyndende skæg, så det ud, som om det var et spejl for en eller anden drøm, for en række billeder, der hurtig for forbi, men alle havde en forbavsende lighed med hverandre. Ja, en fin iagttager ville måske, uagtet de træk for træk ikke lignede hinanden, dog i dette øjeblik i hans ansigt kunne have set en vis lighed med den unge pige, der for et øjeblik siden bag gardinet havde set 8 ned på ham og nu lå deroppe med sin runde, smilende kind på puden. Hans sjæl var i det mindste i dette øjeblik et fuldstændigt spejl for hende og bar ikke noget andet billede. Han havde stået der meget længe, før han gik ned gennem haven og under hundens rasende gøen fandt et hul i gærdet og derfra kom ud på den bløde engsti, der mellem sorte muldvarpeskud og ellebuske slyngede sig op til haven ved slottet og elastisk gav efter for hans skridt. Over en smal å lå der et gangbræt og langs dette lå der i vandet en række hvide vandliljer, der nu med deres lukkede bægre i måneskinnet lignede store hvide Perler. Han bukkede sig ned og tog en, der var halvåben, og gik tankefuld videre og stirrede ned i den. Han var ikke botaniker mere end ethvert ungt menneske, der elsker den natur, hvori han er født, og i dens blomster og træer finder de første tavse venner af sine drømme og sine længsler. Han så ned i vandliljens bæger og så, — ja hvad ser man ikke, når man er 20 år og først har set ind i et par pigeøjne. Han stak vandliljen ind i sit knaphul og gik videre, mens han, akkompagneret af nattergalen i den lille kratskov, som han nu strøg lige forbi og som havde et rødligt skær over sig af den kommende dag, sang med dæmpet røst følgende sang: 9 de kastede ned ham i fængslets nat, de bandt ham med lænker to, de ej forstod, hvordan det var fat, at højt han sang kun og lo. Det voldte hans hjerte det unge, han følte ej lænkerne tunge. Og grevens datter hun lyttede til, og hun for sin fader stod: » Hvem har hver nat i fængslet sit spil og kogler under min fod? « Det voldte hans hjerte det unge, trods lænkerne kunne han sjunge. Og fangen kaldtes for greven ind: » Hvad haver du for hver nat? « — » Når alt bli’r tyst, så dybt i mit sind » Et billede vågner der brat. » Det lokker mit hjerte det unge » Til liflig i mørket at sjunge. » Jeg ser en kvinde med øjne blå » Som bølger i solskins-dragt, » For fængslets gru hun hænderne små » Får mildt om øjet mig lagt. » Så synger mit hjerte det unge, » Så glemmer jeg lænkerne tunge. « Men grevens datter bag døren stod, højt bølgede hendes bryst, hun blev så rød som dryppende blod, mens tavs hun lyttede med lyst; thi selv nu i hjertet det unge, begyndte hans sang hun at sjunge. to hun gik til fængslet; til blods sin hånd hun stødte på hården slå, så løste fangen hun ud af bånd og dybt i øjet ham så. det voldte hans hjerte det unge, om livet hun lærte at sjunge.. Så flygtede bort han en vårnat lun fra fængselets bånd og bast, mens rundt om bøgebladenes dun det brune knopdække brast, det voldte hans hjerte det unge, med våren han højt kunne sjunge. han var nu kommen op i Alleen og nærmede sig indkørselen til slottet. De to danske Dogger, der stod ved indgangen, kendte ham langtfra, raslede med lænkerne og logrede. Han gik hen og kærtegnede den ene, der lagde sine forpoter på hans skuldre; den anden blev skinsyg og begyndte at gø og blive urolig. Han truede ad den, og, som om han blev bange for, at nogen skulle blive vækket og se ham, sneg han sig i skyggen langs muren hen til en lille sidedør og forsvandt gennem denne. Da han var kommen op på sit værelse, åbnede han vinduet; han kunne se vandet ude i fjorden blinke i månelyset, en ålestanger lå derude med blus på båden, og langt borte blinkede et fyr. Fra den fjærne kratskov lød nattergalens sang. Han stod længe og så ud; så gik han med lange skridt 11 op og ned ad gulvet. » Hvor jeg dog havde lyst til at tale med nogen i dette øjeblik! « udbrød han. » Gud ved, om Petersen skulle være i seng. « Han gik ud af værelset og ned ad en korridor og standsede og lyttede udenfor en dør. Der skinnede et lys ud gennem nøglehullet. Han åbnede sagte døren og stak hovedet ind. Der lå en mand i sengen og læste, med ryggen vendt mod døren. Han vendte hovedet om, da han hørte døren gå, og satte sig forbavset overrende i sengen, da han så, hvem det var. » Grev Henrik! på denne tid af natten! er der noget i vejen? Hvad vil de? « » Slet ikke noget, « svarede den anden; » blot passiare en smule, hvis de ellers har tid. « — » Både tid og lyst, kære unge ven, men må jeg have lov til at blive i sengen? jeg ligger så forbandet godt her. Der tag lænestolen og læg benene op på en anden og tænd en cigar — således; ikke sandt, der sidder man godt, hvad? « » Ja vist gør man det, Petersen, men de kan ellers tro, der er dejligere udenfor. De ved ikke, hvor denne nat er mageløs. « » Ved jeg det ikke? min kære unge ven, jeg kender alle vor danske naturs hemmeligheder, og var jeg 20 år, som de, ved gud jeg tror også, jeg ville foretrække en nat som denne på en træstub eller dernede ved skrænten eller allerhelst i 2 ude i en båd tæt under den kratbevoxede brink dernede. « » Det er et ord, Petersen, kom med, lad os lege, at vi begge er 20 år. « » Ja, eller skal vi ikke heller sige, at 2 gange 20 er 40 og så føre dem alle over på min konto og blive liggende? « » Så bliver der jo på den måde slet ikke noget tilovers til mig, « sagde den unge mand leende, » så er jeg jo slet ikke født. « » Ja, det blev jo rigtignok en grov leg især for en Greve, « sagde Petersen; » nå lad gå, lad os så drage på eventyr, men hvad vil man tro, hvis man hører eller ser os? « » At vi ville ud og se på solopgangen, medens de øvrige dorske mennesker glemme, at de lyse nætter er bestemte til alt andet, end til at sove i. « » Ja men, kære hr. Greve, de glemmer ganske, at jeg er familien falkenberg’s højtbetroede huslærer ogzi mange Miles omkreds et luslidt dydens eksempel. « » Ja, men de er også digter, « svarede den unge mand. » Hvis deres højadelige hr. Vindbeutel, ikke vil have nogle borgerlige prygl, så vil de måske behage at tie med det. Der er ikke mere end som så tilbage i mig af digteren. « — » Ja, lad os nu ikke skændes om det, kære hr. Petersen, jeg har nu en anden mening, og 13 de ved jo nok sligt er en smags sag. Jeg har endnu i aften gået og sunget deres sang: » Det voldte hans hjerte det unge, han følte ej lænkerne tunge. « den anden gentog dette omkvæd og faldt i tanker derved, medens han var i færd med at klæde sig på og stod med den ene buxe - sele i den nedhængende hånd og med bøjet hoved. Han var ikke ung mere; han så ud til at være omtrent 40 år, og hans hår var lidt gråsprængt ved tindingerne, ligesom også hans tætte brune skæg begyndte at blive gråt. Hans pande var høj og vel formet, men fuld af rynker, og over næsen var der to dybe furer, der aldrig ganske forsvandt, selv når han lo af hjertet. Hans øjne havde et underligt udtryk blandet af tungsindighed og skjælmeri og navnlig var der ved øjekrogene, når han smilede, nogle folder, der gav hans blik noget ejendommeligt polisk. » Nej, min unge ven, « Sagde han, idet han rystede på hovedet, » De har en dårlig smag, og det er ikke noget godt skudsmål for deres gamle lærer, når det er resultatet af min undervisning. Men lad det nu være godt og lad os skynde os at komme afsted; men hvad siger de om at tage en flaske med noget godt i med? Morgenluften er klam. « « ja det skal jeg gøre på vejen, kom nu blot med. « — de listede sig ned ad trappen og forsvandt snart efter gennem haven. imidlertid lå husets herskerinde, grevinde Falkenberg, i sin seng med en mat brændende lampe ved siden. Det var en ikke længer ung dame med et smukt og stadseligt ydre. En lang grå lok lå opløst ned på hver skulder; i ansigtet var et ængsteligt, lyttende udtryk, og de fine regelmæssig buede bryn, der endnu ikke havde mistet deres mørke farve, vare nu sammentrukne. Døren stod åben ind til et sideværelse, hvorfra man hørte hendes kammerjomfrus dæmpede snorken blandet med et stueuhrs pikken. » Jensen, « Sagde grevinden, » sover de? « det var i grunden et ganske overflødigt spørgsmål, men det stilledes også i håb om at få søvnen til at holde op. Det lykkedes ikke, og spørgsmålet blev derfor gentaget med lige så lidt held; så blev der trukket i en klokkestreng, hvis klokke hang lige ved den ulykkelige kommerjomfrus øre. Det hjalp. » Ringede fruen? « spurgte et ældre væsen med bare fødder i et par morgensko og en kappe, der i søvne var bleven drejet helt på snur og gav denne værdige dame et højst forsorent udtryk, der vistnok ikke svarede til hendes sande væsen. » Jensen, hvad er det dog for en støj her er over mit hoved i nat? man går med store støvler deroppe og flytter stole. « — » Det må vistnok være den unge Greve, der har været ude, svarede 15 kammerjomfruen. — » Min gode Jensen, den unge Greve går ikke ud midt om natten, når jeg ikke ved det. « — » Ja så må det være huslæreren, han var nede hos forpagterens i aften. « — » Nej Jensen, huslæreren kan det ikke være, ham så jeg, da han kom hjem. Der må være blevet nogen syg, vil de behage at forhøre dem. « — » Men gud, deres nåde, midt om natten kan jeg dog ikke trænge mig ind i herrernes værelse, « Indvendte kammerjomfruen. — » Jensen, jeg er vis på, at de kan alt, hvad jeg vil. Kast noget om dem, tag et lys og gå. « — kammerjomfruen gik. Med skælvende hånd holdt hun lyset foran sig, så angstfuld ned ad korridoren og steg så op ad trappen; i samme nu blæste en trækvind lyset ud, og skønt det var ganske lyst, turde hun dog ikke gå videre; men det behøvedes heller ikke, thi ved at se ud ad gangvinduet så hun ude i det klare måneskin de to formodede patienter gå arm i arm over græsplænen foran slottet og forsvinde i havens gange. Med lettet sind vendte hun tilbage og sagde med triumferende mine: » Nej, deres nåde, der er såmænd slet ingen deroppe; jeg så nu både greven og hr. Petersen gå ned gennem haven. « — » Jensen, de må have set fejl; hvad skulle de ville i haven nu? det er ganske ubegribeligt. « — » Å, deres nåde, hr. Petersen finder såmænd på så mange ting, som ingen andre kan begribe. « — » Jensen, de snakker vist i søvne; det er ikke nobelt at tale ondt om sine medtjenere, det gør man ikke. « — » Ja, deres nåde, jeg vil da bare fortælle dem, at forleden aften, da der var Dans nede hos skovfogedens, så var hr. Petersen der og dansede hele « — — » Jensen gå ind og læg dem, « afbrød grevinden hende, » De er for gammel til at forstyrres om natten, det gør mig ondt, jeg vækkede dem. « — » Gud, deres nåde, de må vække mig så lidt de vil, jeg er virkelig ikke så gammel, jeg kan tåle, hvad det skal være. « — » Godt, godt, Jensen, « sagde grevinden, » bind deres kappe lige på hovedet og se at komme til at se lidt ordentlig ud og gå så ind og sov. « — ordren ledsagedes af en betegnende hånd- bevægelse og der var intet andet for kammerjom- fruen at gøre end at forsvinde; snart lød hendes snorken igen. grevinden sov derimod ikke, tvivl og uro betog hendes sjæl. Hun var tidlig bleven enke og havde levet så afsondret fra verden, som en dame i hendes stilling kunne uden egentlig at bryde med den, idet hun var helt optagen af om- sorgen for sine tre sønners opdragelse. Hun havde heri haft en tro og udmærket hjælper i sin hus- lærer, som var kommen i hendes hus for ti år siden, medens hendes mand endnu levede. Denne havde ikke været nogen højtbegavet mand, men han besad en dannelse og fordomsfrihed, som ikke var ganske almindelig i hans stand. Han var bleven aldeles indtagen i Petersen, som var lidt ældre end han, og en del af denne følelse havde enken så at sige taget i arv efter ham. Langt mere adels- stolt end sin mand var hun ulige mere begavet og havde, som kloge kvinder i reglen have, en evne til i kort tid at se, hvad der bor i folk. der var meget hos Petersen, der stødte hende, noget burschikost, formløst og stundom alt for op- rigtigt, men på den anden side anerkendte hun hans sjældne evne til at opdrage og undervise hendes børn, og da hun, som en ægte moder, satte dem over alt. i verden, bar hun i andre henseender meget over med huslæreren. Hans digteriske talent var hun heller ikke ufølsom for og stundom greb hun sig selv med uvilje i måske at være for følsom i så henseende. Det, som hun dog især satte pris på hos ham, var hans ridderlighed og ærbødighed overfor hende, thi hun holdt nok af den hyldest, hendes stilling.i sam- fundet havde vænnet hende til at kræve. Hun var nu imidlertid lidt urolig. Hun vidste, at Petersen var et ekstravagant og til tider eksalteret menneske. det faldt hende ikke ind at bryde sig om, hvad han foretog sig for egen regning, men nu var hendes ældste søn, stamherren, Petersens tidligere elev, voksen; hun kendte dennes hengivenhed for sin tidligere lærer, kunne der nu ikke opstå noget ondt af deres intime omgang? Det var dette hun grundede på nu, indtil hun med den beslutning at tale åbenhjærtig med Petersen sov ind, medens den første solstråle alt kiggede gennem ruden og åbnede de første dugvåde månedsroser under hendes vindue. — medens hun lå og tænkte på alt dette vare huslæreren og sønnen for længe siden nåde ned til stranden. De havde løst en lille fladbundet båd og roede nu langs kysten, der med stejle brinker skrånede ned mod den flade fjord, der længere ude indesluttedes af to lange, smalle land- strimler, de såkaldte fed, mod hvilke Østersøen nu i den måneklare, stille nat vuggede sine bølger. det var nok umagen været at gå herned. I det mørke krat af tjørne, ville roser, klintepil og forkrøblede lærketræer, der dækkede den sandede brinks sider, var der en højlydt fuglenynnen; nu og da fløj en opskræmmet hejre op med et hæst skrig; hvide måger lå og svømmede ude på vandet, hvis spejlklare flade havde en lang sølv- stribe af månens stråler, der yderst ude mødtes med det rosenrøde skær fra den kommende dag. ude i Østersøen gik et dampskib; de kunne ikke se det, men i den stille nat kunne de høre den fjerne lyd af maskinen. Fra feddene, hvor egnens kvæg græssede, hørte man en tyrs brølen og hyrdehundens gøen. De roede tavse langs brinken, begge optagne af det vidunderlig dejlige syn og den højtidelige stilhed. Nu holdt de op med at ro. 19 » Hvad var det så egentlig, de ville inde hos mig i aften? « spurgte huslæreren. » De havde noget på hjerte, jeg kunne se det på dem. « den unge mand sad og så ned i vandet. » Å, ikke noget, « svarede han, » jeg ville kun vide, hvor de var i aften. « — » Jeg? Jeg var nede og fejre forpagterens fødselsdag. « » Var der morsomt? « spurgte den unge mand. » Morsomt? Ja, det er, som man tager det til. jeg morer mig altid. « » Hvad bestilte de da? « » Bestilte? Ingenting, det erdet allermorsomste. « » Ja, men hvad talte de om? « » Alt, hvad der er mellem himmel og jord og lidt til. « » Og med hvem? « » Hvad er det for et krydsforhør, de under- kaster mig? Jeg talte naturligvis med kvinderne; manden er jo ligesom hesten i hans tærskemaskine, han går rundt på det samme punkt med sky- klapper for øjet; men han er forresten en yderst fornøjelig mand, der mener det godt med alle og alt, så længe man bare bliver ved jorden. « » Men hvordanne er kvinderne? « » Den gamle guvernante, jomfru Lindau, er lige så fornøjelig, som hun er grim; at høre hende disputere med forpagteren er en hel komedie, der altid ender med de ord: » Nej, min gode Lindau, 20 de er mig s’gu for høj. « —• så er der fruen i huset, hun kunne såmænd gerne gå for grev- inde, så fin og nobel ser hun ud, selv når hun står midt blandt malkepigerne og kommanderer. ja, de kender hende da, de må jo have set hende hos deres Fru moder. « — » Ja jeg gør, jo; ja hun er en meget vakker dame, men så er der jo også datteren. « en let rødme drog sig over den unge mands kinder. » De mener frøken Henriette, ja, det er en meget rar pige. « — » Ja, og så — « » Nå og sår « » Så er hun så smuk og indtagende — « den unge mand var purpurrød i hovedet; i det samme lød nattergalens sang stærkt ud over fjorden. » Hvorfor var de der ikke også? « spurgte huslæreren. » Jeg kommer der ikke, « svarede den unge mand; » man har aldrig anmodet mig derom. « » Men hvor kan de da vide, at hun er ind- tagende? « » Å, jeg har mødt hende mangé gange og en gang vekslet et par ord med hende. Hør, har de nogensinde set noget så smukt, som hende i går i sin hvide kjole med den lille strimmel med det blå bånd om halsen? « » Hvor ved de, hvad hun havde på i går, « spurgte huslæreren, » når de ikke var der? « 21 » Jo jeg stod udenfor. Ja til dem tør jeg nok sige det, de gør ikke nar ad mig, men jeg stod hele aftenen udenfor og så ind ad de oplyste v induer. « » Hvad gjorde de? Nå, og hvad så de da? « spurgte huslæreren ligesom en lille smule urolig for svaret. » Jeg så hende; ja, og jeg så også dem. « » Ja, det var da næppe for at se mig, de stod der, den fornøjelse har de gratis hver dag; nå, men hvad så de så af hende? « — » Jeg så hende danse med de klodsede land- væsenselever; jeg så hendes yndige smil, og jeg så hende engang stå i det åbne vindue og stirre op mod den lyse himmel, som om hun ønskede at slippe ud. « » Nå, så de ikke mere? « » Jo, jeg så dem tale længe med hende i en af vinduesfordybningerne. « » Nå, gjorde de det? De er ellers en lumsk Karl, min gode grev Henrik; jeg skal nok advare frøken Henriette. « » Nej, for guds skyld, Petersen! det må de ikke, de ved ikke, hvilken glæde de derved ville tage fra mig. Jeg ved ikke, men at være i hendes nærhed, at møde hende, ja blot at gå der, hvor hun nylig har gået, det er mig så forunderlig dejligt, jeg ved ikke, hvorledes jeg skal beskrive det « -------- » De behøver ikke at beskrive det, « sagde huslæreren tørt. » Hør, « sagde den unge mand, » har de set noget så yndigt som hendes smil? Jeg kommer altid til at tænke på vor egn en skyet sommerdag. der ligger markerne og skovene således en dag i deres jævne dagligdags skikkelse, og man falder slet ikke på at blive henrykt derover; så blæser der på en gang en rask vestenvind og jager skyerne væk; kornet bølger i solskinnet, lærkerne synge, skoven bliver lysegrøn, fjorden blå, alt er forandret. Når jeg tænker på hende, synes hun mig det dejligste, jeg nogensinde har set, og ser jeg hende så, så synes jeg først, at der ikke er videre at se, men så kommer smilet, så kommer øjets dybe blå farve, og så er hun meget dejligere, end hun var, da jeg tænkte på hende. « — » Men, grev Henrik, de er jo forelsket! « sagde huslæreren. » Er jeg? det ved jeg ikke. Har de nogen- sinde set en sådan gang? Hun svæver, og man bliver ganske forundret, når man går bag efter hende og så ser, at der står spor i jorden af hendes fod. « — » Ja, og så hendes stemme, « sagde huslæreren, » kender de den? Denne dæmpede, bløde røst; i røsten ligger sjælen. « — » Ja, og hendes latter, « sagde den unge. 23 » Og hendes sang, « sagde huslæreren; » høre hende synge en af vveyses aftensange, det er meget bedre end en hel sjælemesse. « » Hvorledes skal jeg få det at høre? « spurgte den unge. » Ganske simpelt ved at gå ind og bede hende synge for dem. « » Jeg tror, de vil, « svarede den unge; » jeg er alt for kejtet, og desuden er der jo den forbandelse ved mig, at jeg er stamherre og Greve. « » Hvad mener de? « sagde huslæreren. » Jeg mener, at den dummeste Karl, der trasker efter en plov, er lykkeligere end jeg, thi han — nå, det nytter ikke at tale om det. « — han lagde åren ud og tog et tag, vandet, der dryppede ned fra åren, blev rødt af skæret fra den op- gående sol. » Vil de allerede hjem? « spurgte huslæreren. » Nej, « sagde den anden, » jeg ville helst aldrig hjem. De er lykkelig, Petersen. « » Å ja såmænd, det er, som man tager det til. Vejen til ladegården er der vel lidt tilbage af endnu, og rosenstrøet er den. «, » Hvad er det for en snak? « sagde den unge. » Det er min snak, « svarede huslæreren, » lad, som de ikke hører den; men nu kommer tågen her ud fra mosen, ræk mig flasken. « den anden rakte ham en elaske vin, han trak et glas op af 24 lommen, skænkede og drak. » Ah! det gjorde godt. Vil de ikke? « » Nej, jeg holder ikke af vin på fastende hjerte. « » Bliv først så gammel, som jeg, ogjhuslærer, og lig i morgentågen og hør på en forelsket, så bliver de nok tørstig. Nå, sig mig nu ærlig, hvor var de så i nat, før de kom op til mig? « » Det har jeg jo sagt dem, « svarede den unge. » Nej hør, ved de hvad, jeg gik fra for- pagterens kl. ir, da det sidste lys blev slukket, og de kom hjem, da klokken var over i. « » Jeg gik og drev lidt om i forpagterens have;. var der noget ondt i det? « » Nej, endnu tror jeg ikke, der er nogen ond blodsdråbe i dem. Skal jeg så sige dem, hvad de bestilte? De sad først lidt i hendes lysthus, og så stod de og så op til hendes vindue, til hun havde slukket lyset, og så — « » Nå, hvad så? « » Så stod de der endnu en tid og stirrede op på hendes vindue. « » Hvor ved de dog det fra? « sagde den unge forvirret. » Jo, for jeg ville have gjort akkurat det samme, at sige, når jeg var 20 år, som de. nå, ja, ja, grev Henrik, det er efter min mening en god anvendelse af natten. Det er dumt at ²5 sove fra en skærsommernat, når man ikke trænger til det og ikke har noget at glemme. Elsk de kun, især på så ærbødig en måde, « føjede han lidt sarkastisk til. » Lad os nu ro hjem, der er solen. « den unge svarede ikke, men tog åren. En flok krager fløj skrigende ud fra skoven over mod feddet, og inde fra Marken hørte de lærkens morgensang. Huslæreren sad og så med del- tagelse på den unge mand, der sad og roede med bøjet hoved og nu og da så sig omkring med et drømmende blik. Han var så smuk i det øjeblik; hans unge, runde, lidt kvindelige ansigt var blegt, men fik nu et rødligt skær af morgensolen. Huslæreren drak atter et glas vin og sang så med dæmpet røst: de mødtes, da rosernes knopper sprang ud, de kendte slet ikke til sorgen, de kendte på jord kun den algode gud og solskinnets komme hver morgen. de mødtes med øjne og hænder og mund og skiltes så kun for at møde hinanden igen, når i drømmenes stund, de slumrede med kinderne røde. de så i hver halvåben rosenkalks bund det billede, de helst ville finde, og lagde hver kviddrende drossel på mund den sang, som de selv havde inde. men dengang da rosen den tabte sit blad, og bladet lå gult under Linde, det billede, som før gjorde hjertet dem glad, de kunne blandt løvet ej finde. det billede af gud, som i våren blev skabt, det kunne de længer ej kende, hinanden gav skyld de, for skatten var tabt, og ledte til dagenes ende. » Det er ikke smukt det, « sagde den unge. » Hvad for noget? « spurgte huslæreren. » Det, de synger. « — » Nej, det er nok muligt, « sagde huslæreren; » men det er sandt. « — » Det er løgn, « sagde den unge heftig, » at det man elsker inderlig og dybt, kan tabes, det er sjælens evige eje. « » Ja vist, « sagde huslæreren, » men det kommer an på inderligheden og dybden. Men vil de ikke ro lidt med den venstre åre, ellers kommer vi aldrig ind, strømmen driver os ud. « en lille å mundede ud her, og nede mellem siv og rør lå broen skjult. Sivene viftede svagt i det røde skær, som den opgående sol, der nu stod bag en tynd sky, kastede over dem. Båden stødte let til broen, en forskrækket vildand fløj op over deres hoveder og kastede sig ned i vandet længere borte. » Havde man nu haft en bøsse! « råbte hus- læreren. 27 » Å, det var synd! tænk, hvor dejlig den kan leve her! De kunne ikke nænne at skyde den. « » Nå, de er også en Greve de; de slægter ikke stammen på. Kalder de det en synd at skyde en vildand? « » Ja, jeg tror, de har ret, « sagde den unge Greve og så sig om; » jeg slægter ikke stammen på. Kunne jeg, lyste jeg fred over alt, skoven skulle vokse, dyrene fredes — « » Til skoven gik ud og dyrene myrdede hver- andre, ikke sandt? « afbrød huslæreren ham. » Ja, gør kun nar, « sagde den unge mand, » jeg er jo kun en kejtet, løjerlig fyr. « » Nej, min kære, unge ven, de er min øje- sten, men bare lidt for god for vor syndige verden. men nu godmorgen! Jeg må op og sove en times tid, inden jeg skal til at proppe visdom i deres brødre. Godmorgen! « " Huslæreren løb op mod slottet, den unge Greve gik ind i haven og forsvandt i en af linde- alleerne. imidlertid var det travle liv begyndt i for- pagtergården. Malkepigerne gik ud at malke, og karlene trak hestene frem og red ud i Marken. ude på brakmarken gik alt en af landvæsens- eleverne og pløjede; hans små, lyseblå øjne så noget røde og forvå

1872_Heilmann_EnSangerinde

Quivis

En Sangerinde

Heilmann

Heilmann

En Sangerinde

male

1872_Heilmann_EnSangerinde.pdf

Joh. Ernst

Heilmann

Quivis

dk

En Sangerinde

Fortælling

y

gothic

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Hendes fader. Hendes fader var musikus. Hans instrument var vel ikke meget omfangsrigt, thi det havde kun en tone, men han trakterede det med kraft og færdighed. Han var stadstambour i en jysk købstad, som ligger ved den slesvigske grændse. Hans navn var Stephan Giskra. Det har ikke været muligt at udfinde hans stamtavle længere tilbage i tiden, men alle efterforskninger standse ved hans fader, der bar samme navn, og skal være kommen som overløber til et dansk regiment under krigen i begyndelsen af dette århundrede, medens det med de andre tropper lå i det holstenske. Han skal have været en dygtig tambour ligesom sønnen, så talentet synes at være arveligt i familien. Efterat faderen var død, og sønnen havde udtjent sin kapitulation, blev han ansat i den lille by i den dobbelte egenskab som magistratens trommeflager, hvis pligt det var at bekjendtgjøre alle politieplakater, auktioner, rådstuemøder o. s. v. — og som borgervæbningens tambour, der skulle bringe orden og nhytmus i bevægelserne under de krigeriske øvelser, som om sommeren anstilledes på byens fælled. Foruden disse hans egentlige embedsfunctioner havde han eu jævnlig fortjeneste ad en mere privat vej ved hjælp af trommen og klokken. Den første brugtes nemlig med politiemesterens tilladelse, når en Slagter var kommen i besiddelse af et særdeles fedt og smukt høved. Der anstilledes da en procession gennem byens gader. Først kom Stephan gisfra — dog ikke i uniform — med trommen, på hvilken han slog en højtidelig parademarsch. Dernæst fulgte den ulykkelige stud eller kvie med forgyldte horn, til hvilke var fastgjort en opstående grøn krands med blomster, og med en rød båndfløife ved roden af halen. Den ville ikke have set så glad ud ved al denne pynt og pragt, dersom den havde vidst, hvad derved bebudedes. Bagefter kom slagtermesteren selv i rødstribede skjorteærmer, med et ganske rent hvidt forklæde, og med en vældig knaldrepidsk i hånden, smeldende så det klirrede i vinduesruderne. Med korte mellemrum standsede toget, hvornæsf Stephan Giskra opløftede sin røst, og udråbte: „ Fedt oxekjød i morgen hos Slagter iNitupiNit==N! “ — amtmaNdeN, byfogdeN, amtsforvaltereN, doktoren samt byens velhavende købmænd gav ordre til deres kokkepiger, medens tænderne løb i vand på de stakler, som ikke havde råd til at give tyve skilling for pundet. Klokken, der var forsynet med et håndtag af jern, brugtes ved mindre højtidelige lejligheder, når det skulle udråbes, at der var gedder, brasen, torsk, kartofler eller andre viktualier på torvet eller ved skibbroen. Ved denne lejlighed udviklede giffra et ikke ringe dramatisk talent, idet han med den udstrakte venstre hånd præsenterede en prøve af den falbudne vare, deklamerede sin bekjendtgjørelse med en vis pattos, og ofte tilføjede en eller anden vittighed af egen fabrik, som altid blev modtaget med bifald af et velvilligt publikum. I det hele taget var Stephan Giskra godt lidt. Hans offentlige stilling bevirkede, at hver mand, ja hvert barn i byen kendte ham, og hans hyppige præstationer på gaderne tilvendte ham snart tilrejsende fremmedes opmærksomhed, såat han på en måde hørte med til byens charakteristiske psysiognomie. Den eneste fjendtlige adfærd, der vistes ham, var fra gadedrengenes side, når han efter en varm exerceerdag på fælleden eller efter en usædvanlig rigelig fortjeneste med klokken begav sig hjem fra vertshuset om aftenen med noget ulige skridt og en noget slangeagtig retning i bevægelsen; thi sandheden bør ikke fordølges: han delte med mange andre musikere en temmelig stærk tilbøjelighed til det fugtige. Cantores amant humores. Ved sådan lejlighed kunne det nu og da træffe sig, at hans vrede opblussede, når den skjemtsomme ungdom, der fulgte efter ham, gik for vidt i sin spøg, og kaldte ham „ Sorte Stephen “, eller sagde, af han var af natmandsfolk. Dette kunne han ikke lide, og et par gange var det gået så vidt, af det kom til håndgribeligheder. Han var jo rigtignok noget mørk i huden, men han var sig bevidst af være født i lovligt ægteskab i kongens København. Det kom jo for resten ingen ved, om hans fader eller forfædre vare komne af taterfolk, eller om de nedstammede fra Ungarn, eller om måske begge dele kunne tænkes. Han selv vidste ikke noget derom med sikkerhed, og holdt det for en ære af kaldes en god dansi mand. Og han var det visselig, såfremt ikke blot fødselen men oprigtig patriotisk følelse kunne gøre ham dertil. Da kongen engang kom til byen, var det en glædesfest for Giskra. Borgerskabet gjorde vagttjeneste, da byen intet andet militair havde, og der blev indrettet en vagtstue i et hus på torvet. Borgercaptainen, skomager pløk, kommanderede selv vagten, og Giskra var her en vigtig mand, da han som forhenværende militair kunne give både captainen og hele mandskabet gavnlige vink med hensyn til vagttjenesten og militair skik og brug. „ Sørg endelig for, captain plak, af der kommer en mand, som der er et godt brøl i, til af stå skildvagt, når kongen kommer kørende! “ Det venskabelige råd blev efterfulgt. Forhenværende skipper Gydesen, som levede i stadigt uvenskab med chordegnen, fordi han fuldkommen tog luven fra denne og alle chordrengene, når han var i kirke, og dertil gerne sang sin psalme en tone eller halvanden højere end de, — blev posteret udenfor skilderhuset med formaning om af lægge al sin kraft i de tre ørd: „ Vagt i gevær! “ og af trække den sidste stavelse brav længe ud. Man lovede sig meget af denne vældige stemme, som i kirken ofte havde viist sig af være ganske forfærdelig, såat organisten selv måtte forsøge af dulme eller dæmpe den ved af trække flere og flere registre ud, men altid forgæves. Både „ Drometen “, „ Posannen “, ja selv „ Miksturen “ arbejdede omsonst. Skipper Gydesen følte sig just derved end mere opfordret til af forstærke udtrykket af sin gudfrygtige stemning, og han gik for det meste seierrig ud af kampen, skønt man, når psalmen var endt, af hans stærke åndedræt og rødblussende ansigt kunne se, af det kostede anstrengelse. Giskra havde imidlertid ingen ret tro til skipperens åndsnærværelse, og han blev derfor stående udenfor vagten, da alle klokkerne i domkirkens tårn begyndte at klemte, som om der var ildebrand, og derved gav folket tilkende, at landsfaderen nærmede sig. Alt var parat til at tage imod ham på en værdig måde. Skipper Gydesen marscherede ganske rolig frem og tilbage foran skilderhuset med geværet i armen, som om intet var på færde. Hele vagtmandskabet var inde i vagten, beredt til at mylre ud, så snart råbet hørtes. Blomster med grønt blandet med hvidt sand var strøet over hele torvet. Stadens to politiebetjente havde ved flittig brug af deres stokke formået folkestimlen til at koncentrere sig på den modsatte side af torvet, så at der var fri plads foran vagten. „ Stå nu stille, skipper! og pas på, når de dreje om hjørnet, og sæt så den krumme hånd ved siden af munden for at forstærke lyden! “ Dette var Stephan Giskra ' s velmente formaning, men det gik, som han ahnede: skipperen holdt godt nok udkik, men fortabte sig således i beskuelsen af det prægtige optog, at han længe glemte at istemme råbet. „ Men så brøl da, for satan! “ hviskedee tambouren til ham, og gav ham et dygtigt puf i ryggen. „ Klar til at vende! “ råbte skipperen af fuld Hals i sin befippelse. Råbet havde dog den tilsigtede virkning, thi vagtmandsfabet styrtede frem, og stillede sig i orden. Der blev presenteret gevær; fanen sænkedes, skønt noget vel sent, da vognene kørte i skarp trav, og alt gik tåleligt. Men den, der gjorde sine sager bedst, var dog Stephan gisfra. Med mønsterværdig holdning, med fuldkommen nøjagtighed og kraftige arme slog han „ De gode gamle ægyptere “, medens hjertet svulmede og de sorte øjne funklede af glæde over atter at bringe monarken den gamle hilsen, og da kongen med hele følget var drejet om hjørnet, endte han med en hvirvel, hvis mage aldrig var hørt. „ Bravo, gisfra! “ sagde captainen, og klappede ham på skulderen. „ Men skipper Gydesen bar sig forbandet galt ad, og derfor skal han give punsch til hele vagten i aften, når tappenstregen er gået! “ Stephan gisfra var, som sagt, vel lidt af alle, og få af byens bestillingsmænd vare i den grad som han i folkeyndest. Men han erhvervede sig også et finere bekendtskab. Hans hus, der var embedsbolig, lå i en udkant af byen umiddelbart ved siden af et lille eenetageshuus med øvist, tilhørende en enke, som førte et stille og roligt liv. Qvistkammeret, fra hvis vinduer åbnede sig en ganske net udsigt over haverne på den anden side af vejen, og over disse igen til den brede å og tilstødende Enge, beboedes af et ungt menneske, der var discipel i den lærde skoles øverste klasse, og hed Jens Jensen. Han var et forunderligt stille og drømmende menneske, og tog sjelden del i de andre disciples sædvanlige adspredelser, hvilket vel tildeels havde sin grund deri, at han var noget ældre end de. Hans forældre vare døde tidligt, og han havde ingen pårørende i byen. Iøvrigt ejede han en capital, hvis rente var tilstrækkelig til hans underhold og studeringer. Han gik sjælden ud undtagen for at besøge skolen til de bestemte tider, men tilbragte sin fritid ved et ret godt pianoforte, en arv efter hans afdøde moder. „ Frisk luft og dygtig bevægelse med armene! — så går hovedpinen nok over “, sagde Stephan gisfra til ham en morgen, da han kom for at børste Jensens støvler og klæder, hvortil han for nylig var bleven antaget af hans vertinde. — „ Hvad mener de om at tage en time om dagen på trommen? De kan aldrig tro, hvor sundt det er, og hvor smidige armene blive “. „ Er de gal, Giskra? — at kurere hovedpine med at slå på tromme! „ Nå, nå da! Noget må de tage dem for. Det går ikke an for sådant et ungt menneske at hænge bestandigt over bøgerne eller klimpre på claveret. — ud må de! “ „ Hvad skal jeg ude? — at musicere er mig den bedste adspredelse. Når jeg er træt af at læse, sætter jeg mig til mit instrument, og når fingrene så er trætte, tager jeg fat på bøgerne igen. “ „ Ja fingrene! — det forslår kun lidt. Nej armene skal de røre, og dertil mener jeg trommen er det bedste middel; thi at tærske eller hugge brænde er ikke passende for dem. Men hvad mener de om at roe? — min jolle ligger dernede ved badstuebroen, og den er altid til deres tjeneste. Jeg skal nok lære dem at bruge en åre, og måske kunne det more dem at tage ud med mig at fiste om aftenen, når de kommer fra skolen. — jeg skal gøre en medestang i stand til dem i morgen den dag. “ Som sagt, så gjort. Han fik virkelig det unge menneske på glid, og Jensen blev efterhånden en lidenskabelig fisfer. Den stille beskæftigede med at betragte den vippende korkprop i vandet tillod tankerne at fortabe sig i drømmeverdenen, indtil et kraftigt ryk, der bragte floddet til at forsvinde under vandfladen, atter rev ham ud i den virkelige verden. Med behændighed vippede han den sprællende fisf med de røde finner og det friske udseende ud af sit element, siffrede sig sin fangst, forsynede krogen med ny mading, kastede den atter ud, og hensank påny i den drømmende tilstand, indtil et nyt bid atter drog hans opmærksomhed til sig, og vækkede ham. Det er sandsynligt, at denne syssel, der så fuldkommen svarede til hans naturlige tilbøjelighed, i forbindelse med opholdet i den frie luft og den legemlige anstrengelse med at roe båden ud og hjem var det unge menneske særdeles gavnlig. Efterhånden ophørte de jævnlige anfald af hovedpine, ansigtsfarven blev friskere, musklerne fyldigere. Stephan Giskra så det, og glædede sig derover. Det var jo hans værk. Også Jensen glædede sig, uagtet han måske neppe var sig det selv bevidst. Den tilbagevendende sundhed og styrke afprægede sig ikke blot i hans hele udsæende, men også i hans raskere bevægelser, i hans stille latter, i de livlige melodier, han smånynnede, medens han roede jollen hen over de klukkende og rislende småbølger. En aften i juni, da vejret var fuldkommen stille og mildt, roede de to fiskere op ad den brede å. Myggene dannede ligesom småskyer højt oppe i luften; svalerne sværmede med lystig qviddren hen over vandet i talløse skarer; slagene as pigernes tærskel, som skyllede tsi nede ved badstuebroen, genlød fra den modsatte høje åbred; ændernes rabben blandede sig med ællingernes piben, der lignede lyden af små sølvklokker; åkanden udfoldede sin smukke blomst ved siden af det brede blad. Fra et åbent vindue i det gamle kloster, som det kaldtes, lød en klar og fyldig mandsrøst: „ Lyt, elskede, lyt! Hør kærlighed kalder. “ „ Det er den gale præst, som sidder i dårekisten “, sagde Giskra; — „ Folk sige, han er gået fra forstanden, fordi hans kæreste slog ham fejl. Jeg tror nu snarere, det er fordi han studerede for stærkt. Tag dem i agt for det, hr. Jensen. Det duer min sæl ikke “! Da de vare komne ud fra byens nærmeste omgivelser, blev det mere stille omkring dem, og man hørte intet andet end den ensformige plasken af de taktfaste åreslag og vandets rislen, idet stævnen gjennemflar dets overflade. „ Når vi nu komme forbi den næste bugt, vil vi prøve det “, sagde Giskra. — „ Så for fanden! Der er allerede en, som har lagt sig på det bedste fiskested. Det er den fordømte tyske skomager. Ja så må vi roe forbi ham, og længere op! — nå mester zwirn! hvorledes går det? “ „ Schitt “! lød svaret; — „ de aborren de niffeln und naffeln, und nehmen den Wurm weg, und wollen doch nicht bieden “! Omsider nåde de en plads, hvor Giskra med med sit erfarne blik skønnede, at der var god lejlighed. Det var et sted, hvor der var dybt vand og ren bund, medens bredderne på begge sider vare bevoksede med høje siv. Her blev ankeret kastet, og fangsten begyndte. Det var hidtil undgået Jensens opmærksomhed, at Giskra denne aften var mere end sædvanlig snaksom og munter. Han havde om formiddagen haft en fed stud at „ tromme ud “, og slagteren havde skænket godt. Efter halvanden times fangst lagde Giskra sin medestang, og foreslog at undersøge indholdet af den madkurv, hvormed Jensens vertinde havde forsynet dem. Ved denne lejlighed bemærkedes det, at tambouren havde sørget for det våde, thi han fremtog af sin brystlomme en ikke ganske ubetydelig „ Lærke, “ som han forgæves anbefalede sin ledsager. Efter måltidet fortsattes fiskeriet; men det var som om fiskene også havde holdt måltid, thi en lang tid lå begges flodd aldeles ubevægelig på vandfladen. Jensen hensank i sine vågne drømme, medens Giskra flittig betjente sig af flasken. Endelig efter lang tids forløb afbrødes stilheden. „ Det er en bundskalle “, mumlede tambouren med dæmpet røst. — „ Se, hvor han løber med proppen! Men du skal ikke nehme mig den Wurm weg, ihvor meget du nifler! “ Under denne monolog havde han rejst sig op på pligten, og strakte sig ud over relingen for at give fisken Line. — plump! lød det: vandet sprøjtede højt op, og jollen gyngede voldsomt. Den drømmende Jensen for op med et udråb. Giskra var forsvunden, men et øjeblik efter så han ham komme til syne i en kort afstand, drivende med strømmen, medens han på en kejtet og fortumlet måde bevægede arme og ben. — „ Tag sat på den “! Råbte Jensen, idet han rakte sin medestang ud så langt han kunne, og heldigvis fik dens yderste spids stukken ind mellem hænderne på den i vandet flydende. Uvilkårlig klamrede han sig fast, og langsomt og forsigtigt trak Jensen ham hen til kanten af jollen, fik ham fat i nakken, og drag ham ud af vandet op i båden. „ Puh! — det var en bundskalle “, sagde Giskra efterat han var kommen lidt til sig selv igen — „ Nå! — større fisk har de nok ingensinde fanget hr. Jensen, og jeg skal aldrig glemme, at de har frelst mit liv “! „ Åh snak! Er det nu noget at tale om? — jeg gjorde jo ikke andet end række dem enden af min medestang. “ „ Alligevel skylder jeg dem mit liv, og jeg er i deres gæld for bestandig “! „ Det er den fordømte flasfe, der er skyld i det hele, gisfra! Kan de dog ikke lade det være? “ „ Det er ikke så let en sag, hr. Jensen. Brændevin koster jo næsten ingenting! Imidlertid forsikrer jeg dem, at jeg nu er så ædru som et nyfødt barn. — hu! jeg fryser! jeg tror, der er endnu en tår i lærken, og jeg må have noget at fordrive kulden med. — så! Nu ankeret op, og fat på åren, at jeg kan holde varmen, indtil jeg kan komme hjem, og komme ud af alt dette våde pjadst! “ andet capitel. Hendes barndom. Anna Cathrine var ni år gammel, da dette tildrog sig. Hendes taknemmelighed mod hendes faders redningsmand var så meget større, som det nu for første gang blev hende klart, at hun ville have stået aldeles ene i verden, hvis faderen var druknet; thi slægtninge havde hun ikke, og moderen var død så tidlig at hun flet ingen erindring havde om hende. „ Du ville være kommen på fattiggården “, sagde Stephan Giskra, „ hvis hr. Jensen ikke havde trukket mig op “. Fattiggården var nu det sted, hvor Anna cahrine mindst ønskede at komme. Det sortmalede plankeværk og porten, som altid holdtes lukket, havde noget fængselsagtigt ved sig, og hun satte netop megen pris på at strejfe omkring på gaderne i aldeles ubunden frihed. Hun gik vel i skole om formiddagen, men eftermiddagen havde hun ganske til sin egen rådighed, og hun tilbragte denne fritid som et barn helst vil tilbringe den, nemlig ved leg med andre børn. Dog var det just ikke hendes lige, hun legede med. Man så hende sjælden i selflab med andre pigebørn, men oftest blandt drengene, endogså ældre drenge. I at løbe, springe, klattre kunne hun måle sig med de bedste, og det var formodentlig af denne grund, at hun blev tålt, ja endogså betragtet med gunstigt blik af de ville og støjende kammerater. Ved mere end en lejlighed havde de taget den lille pige i forsvar mod angreb fra hendes eget køns side, og således viste det sig, at hendes nærværelse på en måde virkede forædlende på drengene, idet den opvakte ridderlige følelser, som de måske ellers længe ville være blevne ukendte med. Øm sommeren holdt hun mest af at gå barbenet, hvilket var meget bekvemt i regnvejr, da hun så flap for at tage tørt på. Hendes dragt var simpel, og bestod ikke af mange klædningsstykker, men hun holdt sig altid nogenlunde ren og ordentlig. Hvad der voldte hende mest ulejlighed var hendes stærke, krøllede, sorte hår; men det blev da også efter hendes egen begjering holdt stærkt under saksen. „ Anna Cathrine er en vildkat “, sagde Stephan Giskra, „ men det er godt, hun ikke er en dreng, thi så ville der ingen ende blive på hendes spilopper. Pigebørnene blive nok sagtmodige med tiden “. Det var med en vis ærefrygtsfuld beundring Anna Cathrine betragtede Jensen den dag, han bragte den pjaskvåde Giskra hjem til huset, efter at hun først af faderens beretning og højtravende lovprisninger havde fået en forestilling om, hvad der var flet. Hnn ytrede ikke et ord for at udtrykke sin taknemmelighed, men stod i en krog og stirrede ufravendt med sine store sorte øjne på genstanden for Giskra ' s lovtaler. Dette havde omsider den virkning, at Jensen bemærkede hende. Hendes faste blik havde noget ligesom magnetisk tiltrækkende, og hun så ham lige ind i øjnene uden på nogen måde at føle sig foruroliget ved det. Det er kun et barneøie, der således kan betragte og udholde at betragtes. Langt og vedholdende var det gensidige blik, og det var først efter længere taushed at Jensen spurgte hende: „ Hvem er du “? Anna Cathrine brød ud i en skingrende latter. „ Skammer du dig ikke, dit vanartige trold? “ — således lød Giskra ' s faderlige irettesættelse — „ Forresten er det underligt nok, hr. Jensen, at de ikke kender hende, da hun hver dag løber forbi dem på gaden “. Jensen måtte i sit hjerte give ham ret, og greb sig selv i den vildfarelse, at det at se og at bemærke skulle være et. Han havde set hende hundrede gange, men nu først lagde han mærke til dette forunderlige barn. Hans interesse vågnede, og den tabte sig ikke så snart. Da Giskra var kommen til sengs, og syntes at trænge til søvn efter det ufrivillige bad, tog Jensen den lille pige med sig, og førte hende op på sit eget værelse. Hans instrument stod åbent, og for at more barnet satte han sig ved det, og begyndte at spille. De første indledende toner gjorde et forbavsende indtryk på hende. Hun stod som forstenet, og hendes øjne, der syntes at blive dobbelt så store som ellers, funklede med en forunderlig glans. Da Jensen efter en kort indledning gik over til en livlig og munter rondo, blev hun urolig. De små fødder og armene bevægede sig uvilkårlig, og et øjeblik efter begyndte hun at hoppe og danse med det lyksaligsfe og mest glædestrålende udtryk i ansigt og bevægelser. Synet heraf virkede tilbage på Jensen, hvis foredrag efterhånden blev mere og mere animeret, indtil dansen nåde en så vild og bachantisk højde, at han omsider fandt det rådeligt at gøre en ende på det, og sluttede med et par kraftige akkorder. „ Meer! Meer “! råbte den blussende dandserinde. „ Nej! Nu kan det være nok for dengang. Kom nu herhen, og prøv, om du selv kan spille “. Anna Cathrine nærmede sig frygtsomt, tog plads på tabouretten, og prøvede at anslå en enkelt tone. Glad overraskelse stod malet i barnets ansigt, da hun mærkede at hun selv kunne aflokke instrumentet de skønne toner, der ligesom bragte hendes hele indre til at vibrere. Det varede ikke længe, inden hun instinktmæssig havde udfundet den diatoniske skala i et par tonarter. Derpå gav hun sig i færd med at anflåe flere toner på en gang, opsøgte tertser, qvinter, oktaver, ja fandt endogså snart på at bringe afveksling ind i harmonien ved hjælp af septimeakkorden, og skuttede hver gang i den rette grundtone. Hun fordybede sig således i at gå på opdagelser i denne for hende nye verden, at hun måske ikke så snart ville have holdt op, hvis ikke Jensen, der med stum forbavselse længe havde hørt til, omsider havde afbrudt hende. „ Har du lyst til at lære et ordentligt stykke “? Spurgte han hende. „ Ja, hvis jeg bare kan “. „ Se nu efter, og brug både øje og øre “. Derpå satte han sig, og forespillede hende en let og simpel Melodie tre gange. Til hans største forundring gentog barnet ttemaet med fuldstændig nøjagtighed efter at have prøvet sig frem et par gange. „ Kan du også synge, Anna Cathrine “? Neppe var spørgsmålet fremsat, førend hun stemmede i med en forunderlig klarhed og renhed, og gentog hovedpassagen af rondoen, han nylig havde foredraget, medens hun dansede. Det var et lille musikstykke, som egentlig ikke egnede sig for sang, da det dels ved sit hurtige tempo, dels ved hyppige forslag og andre forziringer frembød ikke få vanskeligheder; men Anna Cathrine gengav det alt sammen med fuldkommen troskab, som om hendes syngestemme var et instrument, der blev spillet af en øvet hånd. Fra denne dag af blev Anna Cathrine en stadig gæst hos Jensen og efterhånden hans lærvillige elev. Han gav hende tilladelse til af benytte instrumentet, når han selv var fraværende, og meddelte hende regelmæssig undervisning hver dag. Følgen heraf var et så hurtigt fremskridt, af Jensen mangen gang faldt i forundring derover. Hun overvandt med lethed alle vanskeligheder, og syntes af tilegne sig, hvad hun lærte, ikke som noget nyt, men som noget gammelt og velbekendt, der havde ligget slumrende i hendes indre, og blot behøvede af vækkes. Hendes musikalske hukommelse var overordentlig, og med sikkerhed og troskab gengav hun sådanne folkemelodier, som hun leilighedsviis opsnappede. Der holdtes årligt i byen et såkaldt folkemarked til en bestemt tid. Store skarer as karle og piger kom vandrende nord fra og fra vestkysten, og opstillede sig på byens torv for at lade sig fæste til tjeneste for høsletten og høsten. Velhavende og velnærede bønder fra den frugtbare marskegn mod syd kom kørende med tomme vogne, som vendte tilbage om aftenen med en levende ladning af disse fattige og hårdføre folk, hver især forsynet med en bylt gangklæder og linned, enten stoppede sammen i en pose, eller, hvad karlene angik, i et par vadmelseller lærredsbuper, der blev anbragte over ejerens nakke som en rytter uden overkrop, med benene hængende ned foran. Om dagen var der et usædvanligt liv på torvet, hvor handelen gik for sig som på et studemarked. Med sølvbeslagne merskumspiber i munden og ditto spanskrørsstokke i hånden gik de stolte og velvoksne marskbønder omkring blandt den mylrende stimmel af de tjenstsøgende hedefolk. Man så dem mønstre både karle og piger med kjenderblik. Offe gik undersøgelsen for sig på den måde, at trøjeærmerne blev opsmøgede, håndledets og armens fasthed og førhed prøvet ved at spænde om dem, — brystets og skuldrenes brede målt. Der blev pruttet og tinget, som om det var et kreatur, der skulle sælges, alene med den forskel, at sælgerne og handelsvarerne her vare forenede i en og samme person. Om aftenen, når dagens handelsvirksomhed standsede, og bøndernes vogne havde forladt byen, så man de tilbageblevne „ Nørreder “ — thi således benævnedes de i almindelighed — vandre hånd i hånd i lange rækker gennem gaderne, eller siddende på fortonget udenfor vertshuset. Her istemmede de deres forunderlige vemodige sange, der bare samme præg som den golde og ensformige egn, hvorfra de vare komne. Der var en klang i dem, som mindede både om hedens sorte lyng, klitternes tørre sandbanker og Vesterhavets dumpe brusen. Som oftest vare disse sange af et sørgeligt indhold; men selv hvor det modsatte var tilfældet, hvor teksten bestod af snurrige og skjemtsomme fabler, blandet med meningsløse og latterlige omkvæd, bevarede melodien dog noget af det samme melankolske anstrøg. Anna Cathrine var en stadig tilhører ved disse folkelige aftenunderholdninger. Ubevægelig sad hun tidt hele timer i en krog med ryggen lænet mod muren, og lyttede med spændt opmærksomhed på hedeboernes sange. Hun havde nu allerede lært harmonisk at udfylde en Melodi på claveret, og hendes læremester og beskytter, der hørte hende gengive nogle af disse folkesange med de forunderlige modulationer, følte snart en lignende interesse, og hjalp hende med at bearbejde dem. Som en prøve både på den snurrige tekst og den forunderlige charakteer af disse melodier meddele vi følgende: sommeren gik og efteråret med. Anna Cathrine var efterhånden bleven mindre omflakkende og mere stadig, da hendes interesse havde fået en bestemt genstand at hæfte sig ved. Sjeldnere sås hun at deltage i drengenes larmende leg, uden at hun dog derfor sluttede sig nærmere til pigebørnene. Om formiddagen søgte hun en såkaldet pigeskole, hvor en gammel kone med briller på næsen bestræbte sig for at bibringe en talrig børneflok begyndelsesgrundene til menneskelig lærdom. Først på vinteren skete dog hermed en forandring, idet Jensen fandt det fornødent at sætte hende i en ordentlig pigeskole, hvor undervisningen strakte sig lidt videre, og tillige selv om aftenen beskæftige de sig med at meddele hende vejledning. Anledningen hertil var følgende. Christian Ballum var ubestridelig skolens raskeste og behændigste dreng og tillige den mest forvovne. Man så ham aldrig gå på gaden, men altid løbe eller rettere springe i de voldsomste satser. Altid var han munter og på færde, hvor noget skulle foregå. Anna Cathrine havde allerede længe beundret ham, og han selv havde med stor forkærlighed sluttet sig til den lille pige. „ Hvor var du henne i går “? spurgte hun ham en dag, da hun sad ved siden af ham med regnetavlen på skødet, og for tyvende gang skulle male den fuld af de kedelige 8-tal. „ Jeg skulkede “. „ Hvad er det, at skulke “? „ Ved du ikke det, din lille gås “? Og nu påfulgte en forklaring, som Anna Cathrine straks besluttede at anvende i praksis. Det forekom hende at have nogen lighed med en hellegjerning, og desuden var hun allerede for længst ked af skoleundervisningen, der ikke meddelte hende noget nyt. Den næste morgen gik hun som sædvanlig med sin bog hjemmefra, men i stedet for at dreje om ad den Sidegade, hvor skolen var, blev hun ved at fortsætte sin gang ligeud, og blev omsider stående udenfor en port i en lidet besøgt gade. Det havde begyndt at fryse, og vinden var skarp. Hun holdt sine hænder under forklædet, og tænderne begyndte at klapre. Efter en halv times forløb følte hun, at det var meget kedeligt. Den tykke vertshuusholder ligeoverfor fik øje på hende, og kaldte hende over til sig. Nogle få spørgsmål, som blev besvarede undvigende, satte ham snart i stand til at indse sammenhængen. Dog gav han det ikke tilkende. „ Sæt dig her ved den varme kakkelovn “, sagde han; „ Det er ialtfald bedre end at stå ude på gaden og fryse “. Uagtet hun nu var kommen ilæ, kunne hun dog ikke nægte for sig selv, at det, at skulke på denne måde, flet ikke var videre morsomt. Hun begyndte at gabe, og da klokke » i ven gamle domkirke efter nogen tids forløb begyndte at ringe ti, bildte den underfundige Vert hende ind, at det var tolv. Hun gik. I den hensigt at opmuntre sig lidt efter formiddagens kedsomhed begav hun sig op på Jensens værelse, hvortil hun havde fri adgang for at kunne benytte instrumentet. Jensen var hændelsesvis hjemme, og modtog hende med det spørgsmål: „ Hvorfor kommer du så tidlig af skole i dag “? „ Klokken ringede jo nylig tolv. “ „ Vist ikke! Den er kun ti “. Anna Cathrine følte en sammensnørende fornemmelse i halsen, som om hun ikke kunne synke. Imidlertid havde hun endnu mod nok til at blive ved at lyve og svarede: „ Skolemadammen gav mig så tidlig lov, fordi jeg havde været så flittig “. Jensen søgte hendes øjne, men kunne ikke fange dem. „ Det var herligt min pige! — nu skal du også have en belønning af mig. Der har du en tostilling. Gå så om til bageren, og køb dig en sukkerkringle. “ Det var for meget for Anna gisfra. Målet var fuldt, og løb over. Skamrød i ansigtet brast hun i en voldsom gråd, og da den endelig var standset noget, kom den fuldstændige bekendelse. Siden den dag løj hun aldrig. Den skole, i hvilken hun nu straks blev sat, var en pigestole, og hendes jævnlige samkvem med drengene ophørte. Dog var der en mandlig fornøjelse, hvis tillokkelse hun ikke kunne modstå. Hun havde nemlig den foregående vinter af drengene lært af løbe på skøjter, og da isen blev så stærk, af den kunne bære, tumlede hun sig på ny blandt sine forrige kammerater. Skøiteløben var dengang en meget yndet fornøjelse i den lille by, hvis nærmeste omgivelser frembød en ypperlig lejlighed. Søndag eftermiddag, når det var godt vejr, vrimlede det på isen af drenge, unge mennesker, ja endogså enkelte ældre mænd. Midt iblandt dem var det ganske mærkværdigt af se Anna Cathrine som det eneste kvindelige væsen. Let som en fugl, behændig og gratiøs i alle sine bevægelser, med friskt blod i kinderne, håret flagrende bagud under den lille hue, snoede hun sig frem mellem vrimlen i susende fart, som oftest efterfulgt af en flok drenge, der forgæves søgte af indhente hende. Således svandt hendes barndom. Fri og uhindret udviklede hun sig uden nogen synderlig opdragelse. Hun var sund og frisf, tænkte ikke på fremtiden, men nød sin tilværelse med det gladeste sind. Ligeoverfor andre kunne hun stundom være noget vel selvstændig; mod Jensen var hun altid føieligheden selv. tredie kapitel. Stephan Giskra absenterer sig. Et par år derefter blev Jensen student, og forlod byen. Det var et hårdt stød før Anna Giskra — ikke blot fordi han tog sit instrument med sig, men fordi hun virkelig hang ved ham med den inderligste hengivenhed. Hans blide og rolige temperament havde en formildende indvirkning på hendes af naturen fyrige og heftige sind. Hans undervisning og fortrolige samtaler udvidede hendes begreber og klarede hendes forstand. Hun befandt sig i hans daglige omgang som løftet op i et renere luftlag, hvor hun åndede lettere, og følte sig befriet fra alt, hvad der ellers kunne trykke hende. Ved hendes lykkelige naturgaver, Jensens grundige vejledning og hendes egen utrættelige flid havde hun gjort store fremskridt i musikken, og den nu tolvårige pige spillede allerede med en for hendes alder betydelig færdighed. Mangen en affentime havde de tilbragt med firhændige øvelser, og da Jensen valgte med smag, havde hun efterhånden gjort bekendtskab med en hel del af de ældre mesteres klassiske værker, som hun opfattede med følelse og udførte med en finhed og elegance i foredraget, som ofte satte hendes lærer i forbavselse. Alt dette var nu forbi, og savnet og længselen gik så vidt, at hun ofte fandtes grædende af smerte, når Stephan Giskra om aftenen kom hjem til den ensomme bolig. Istedetfor at tale venligt til hende, skændte han på hende, og irettesatte hende på en rå måde. Uagtet hun vidste, at hendes fader mente det godt, stod dog hans adfærd i en så skærende modsætning til alt, hvad hun nu var bleven vant til, at hun ofte forekom sig som forladt og enestående i den hele verden, og var nærved at fortvivle. At hun, efterhånden som hun voksede til, ganske afbrød al forbindelse med de ville drenge, faldt af sig selv. Derimod holdt hun sig til naboersken, madam Nielsen, Jensens forrige vertinde, en godmodig og venlig gammel kone, der tillod hende a

1891_Reiserer_EnSergent

C.

En Sergent

Reiserer

Reiserer

En Sergent

female

1891_Reiserer_EnSergent.pdf

Charles

Reiserer

dk

En Sergent

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Junisolen skinnede over garnisonsbyen København, over Skandinaviens største by med storstadens evige vognrumlen, med sit virvar af huse og sin indre bys krogede gader og de rygende skorstene. Hist og her gjorde solen sig umage for at skinne det allernødvendigste på et parti træer, der førte en kummerlig tilværelse inde mellem de indsnævrede huse; men det lykkedes den kun til dels. Og da solen som en ægte gentleman aldrig gik krogveje, kunne den mangen gang ikke nå mere end det allerøverste af træernes kroner, hvorfor træerne også selv søgte at komme den i møde og strakte og rakte sig opefter og hen mod de frie, lyse steder, så godt de formåede. Op over mylret af Tage hævede sig kolossen Kristiansborgs og frue kirkes grønne Tage, og imellem lutter røde teglstensTage lå kongens haves lille grønne firkant med sine ulige høje trætoppe, medens helt ude ved Langelinie, noget forbi nybodershusenes lave geledder, det gamle kastels træbeplantninger bugtede sig ujævnt op og ned langs ad voldene og kun lod en plads åben for en mølle, hvis vinger gik rundt for en sagte vind. Og solen beskinnede de mennesker, der skyndte sig hen ad gaderne i frygtelig vigtige forretninger; den kiggede ned imellem de københavnske gaders høje huse og i smalle, københavnske gårde, og den belyste den ene side af de høje skorstene, medens den lod den anden side af dem og fabrikerne ligge i dyb skygge som noget, der ikke kunne tåle at blive draget frem for dagen. Langt østerpå glimrede solen i sundets bølger, hvor de mange tålmodige sejlere fortsatte deres umærkelige fart, og helt ude i horisonten lod den den lange, flade Saltholm til syne for københavneren. Nærmere ind mod byen fremhævede solen triumferende de hvide mure på de små øer, søforterne, der bevogte Københavns kyst, og inde i byen lod den en stor, grøn krans træde kendeligt frem: de gamle voldpartier om den indre del af staden, voldene fra Frederik den tredjes og svenskerkrigens tid. Hist og her fandtes endnu en mølle på volden, malerisk beliggende og med vinger, på hvis dovne og træge bevægelser det syntes, som om møllen slet intet anede om, at dens dage snart vare talte. Imod syd lå amagerfælleds udstrakte flader, hvor kalvebodernes flade strand skærer en vig ind i landet — amagerfælled med sine skydebaner og sin underlige flove lugt af græs og af gæs; og lige overfor, på den anden side af kalvebodstrand, Vesterbros mange høje fabrikskorstene og badeanstalternes lange, smalle broer. Ved fælledens østlige side lå den lange, lige grænselinie, som afskærer Tårnby marker fra den store øvelsesfælled, og langt ude i det fjerne viste sig kongelundens lave træmasser. På Vesterbro, hvorfra man hørte lokomotivernes hæse piben, rejste sig de høje huse og de nyere kvarterets grå Tage, og langt borte belyste solen Frederiksberg bakke med de høje trækonturer, der afgrænsede udsigten mod vest. Nu og da fandt solen lejlighed til at forgylde et vindue, som tilbagekastede dens stråler og i kort tid selv glimrede som en lille sol. Mod nordvest lå søerne, Københavns flod, denne flod uden strøm og skibsfart, uden munding og udspring, med sin let krusede, sølvblinkende overflade — en arm af Øresund, men en amputeret arm, og så stadens store fælleder, » Fattigmands-parkerne «; og fjernt imod nord kunne blikket nå dyrehavens højtliggende plateau og skovshovedpyntens svagt tegnede linier. — alt dette belyste solen med en fagmands hele akkuratesse. Men den fik også tid til meget andet: til ikke alene at skinne på finere folks kvarteret, hvor den var bestilt fra morgenstunden og ved sin alt for overdrevne pligtiver gjorde de hvide markiser nødvendige, men også til at kigge ind i de store arbejderkaserners smuds og fattigdom og til at kaste en stråle ind ad vinduerne i de store hospitaler, hvor så mange ulykkelige lå og våndede sig i pine, medens ethvert kristent menneske, som gik forbi, bad en bøn for disses helbredelse. Men det sidste gjorde solen nærmest kun for sin gode samvittigheds skyld. Undertiden kunne solen, himlens øje, blive så forstemt over det, den måtte se i disse ulykkens boliger, at den for en tid ligesom trak en sky for ansigtet; ja stundom lettede himlen sig oven i købet ved en ganske lille bitte tåreregn — den danske sommerdags umotiverede regnstænk; men så snart det var overstået, så var solen lige utrættelig på færde igen og fordelte sin nåde ligelig over den store by, over hovedstaden, over den gamle fæstning og garnisonsby, over industriens, over rigsdagens, over varietépublikummets, over ølbryggeriernes og over hundenes København. Ud mod landet løb til alle sider vejenes hvide, smalle, bugtede linier fra byen, Danmarks tyngdepunkt. Men ved siden af disse veje løb der også en uendelighed af fine, usynlige veje, menneskenes skæbneveje; også de førte i tusindevis til og fra den store, larmende hovedstad. Langs ad de sidste drog de forskelligste skikkelser. Med en munter sang, i let sommertøj og med den nemme, formløse kasket på hovedet kommer studenten vandrende, repræsentanten for, spiren til den begunstigede, vel oplyste menneskeklasse. Bag brillerne ligge de intelligente øjne med det dybe, satiriske blik. Han forstår og vurderer alt, hvad han ser, og traller på en gammel latinsk studenter-vise. Vandrertrætheden kan ikke kue hans ånd; thi de vise guder hjælpe ham at bære anstrengelserne og gør ham vejen over de højeste bakker let. Når han gør holdt, springer han over grøften ind mellem kornets blomster, der fortælle ham tusinde eventyr. Lad os i alt fald gøre et forsøg på at se ham i denne belysning. Med en lang, ensformig vej bagved sig og en lang vej foran sig kommer paksoldaten marcherende i støvet. Den tunge chakot hænger ham ned over øjnene; den store, reglementerede oppakning, hans ufordøjede, faglige lærdom, ligger tungt på hans skuldre. Han vil synge, og synger også, men skæver imens til korporalstokken. Hans sløve, uproduktive liv har gjort ham tung og træt før tiden. Bagpå hænger brødposen og dasker, mindende ham om mavens fordringer ved hvert skridt, medens feltflasken listig og trøstende glider frem under armen på ham. Trommestokkenes rullen på kalveskindet er hans underholdning, vanens magt flytter hans ben efter trommens ensformige rytmer. Han har blot at lyde og lade andre tænke for sig. Når der holdes hvil, kaster han sig dorsk i vejgrøften. Rundt om ham står det yppige grønsværs ville blomster og andre planter: kamelblomster, lathyrus og lillablå » Gejsengryder «, campanula, den himmelblå klokkeblomst, og hvad de nu alle sammen hedder, perleløg, valmuer og kløverblomster, øverst oppe på gærdet de mageløse hyldetræer med deres hvide blomster og hvidtjørnen med den gennemtrængende lugt, og så de ville roser! Han ser dem ikke. Når han har stillet sin hunger, strækker han sig i græsset til et blund. Han drømmer hverken om fortidens store vismænd eller om livets evige gåder, om et højere åndsliv eller om en fortsat kamp for ideen. Hans drøm er fattig, så uendelig fattig og naiv; men han ved det ikke selv, og det er måske også det bedste for ham. Lad os til en begyndelse også her gøre et forsøg. Lad os prøve at se soldaten under denne synsvinkel — om end lignelsen i flere punkter halter stærkt, når man har for øje hans forhold allerede på det tidspunkt, da denne fortællings begivenheder foregår. Præsten ruller forbi i sin magelige kalechevogn. Bonden sidder beregnende på sin nye fjedervogn og klipper i tanker efter hesten med sin pisk. Håndværkssvenden burscher hen ad vejen og bærer sin hat og sin ransel » som han vil «. Han kan skifte mester, når han selv synes. Det kan soldaten ikke. Den tykke rentier, der har trukket sig tilbage med udbyttet af den kælderhandel, han har drevet i en af smågaderne, lader sig transportere forbi i sin vogn — blød hjerne, bløde fjedre. Bag efter kommer dyrlægen i sin gig i langstrakt trav. For dem alle er den hvervede, uniformerede soldat i vejgrøften kun billedet på et nødvendigt onde. Ved Langelinie, Københavns enestående smukke promenade, luftede vinden en smule og gjorde opholdet her behageligere, mere forfriskende end inde i de tillukkede gader. Ret ud for dét sted, hvor kastelsglaciet hørte op, lå den militære badeanstalt. Inde på land var til højre en pavillon med sin restavrationshave, hvor stolene, når de ikke benyttedes, lænede sig forover mod bordene for vandafløbets skyld under de pludselige regnskyl. Ved siderne af den lange pælebro, som over strandens inderste lave grund og opskyllede tangmasser førte ud til badeanstalten, vuggede sig både af de forskelligste faconer. Indenfor de fire siders plankeværk strakte den store militær-badeanstalt sig, vel et hundrede alen lang og næsten halvt så bred, på alle sider forsynet med broer, hvorfra en mængde trapper førte ned i bassinerne. Over broernes bageste del var rejst et halvtag; tværs over bassinerne vare disse Tage afstivede indbyrdes ved lange metaltove for ikke at blæse af i storm vejre på broerne var fremdeles anbragt bænke, hvorpå mandskabet lagde deres klæder under badningen. Længere henne var der små aflukker, badekamre for officererne. Ved indgangen til etablissementet vajede fra en flagstang et forslidt eksemplar af danebrog. Midt for indgangen, helt oppe i badeanstaltens anden ende, var endelig den bekendte » høje vippe « anbragt, et langt brædt, der fra den øverste bro strakte sig ud over vandet med et stort fritliggende og i en højde af 4 — 5 alen over vandfladen. Nogle redningsbøjer og lange stænger borgede for deres sikkerhed, der pludselig blev syge i vandet. Den skarpe saltvandslugt, blandet med lugten af de omkringflydende tangklatter, slog en i møde, når man betrådte badeanstalten. I det største af de to bassiner gik der ganske små bitte, hurtige bølger, og solen gav genskin på vandets overflade, så det ordentlig skar i øjnene, eller vindstødene jog ligesom fine skyer hen over det jævne, indesluttede vandspejl. I det mindste bassin kunne man se den lyse sandbund gennem det lave vand. De grønne, kølige bølger slikkede op ad broerne og plaskede muntert mod trapperne, der vare beklædte med kokustæpper for ikke at blive glatte. Når de lange dønninger kom, stødte bølgernes ryg mod strækbjælkerne under den laveste brorækkes forkant. Fra det lave bassin lød munter latter. En del børn løb her og tumlede sig i det to til tre fod dybe vand. Deres små, tynde, hvide legemer rystede af kulde, når de, nylig afklædte, løb med klaskende fodsåler hen ad flåderne og skuttede sig, med de små arme tæt ind til kroppen, eller når de endnu sad på bænkene, med knæerne trukne op under hagen, og trykkede sig ved at gå ud; men når de så kom op igen, drivende af vand og endnu mere forfrosne, var der ingen ende på deres sejrstolte støjen. En lille dreng var så bange for det våde element, at han skreg som i dødsangst, da hans større Broder tog ham med sig derned. Det var ikke de allerfineste børn, man så her. Men jo fattigere og tyndere de så ud, og jo simplere deres stakkels kasketter og trøjer var, som lå på bænkene, desto raskere drenge var det i almindelighed, og med desto større kvikhed og reso-luthed sprang de i vandet eller gik endog » på det dybe « og sprang ud fra vipperne. Fattigvæsensdrengene med de hvide lærredsbukser og. Skottehuerne vare de allerraskeste. Nogle enkelte civile, blege, voksne personer sad her også og klædte sig af. De havde erholdt adgang mod en lille entré. De så ud til at være håndværkere. Militære afdelinger ankom inde på land i hurtigt trit, fodfolket med » overtrådte roder «, rytterne inddelte i » Firer «, som om de endnu sad på deres heste. Ad den lange bro, hvor man blev helt svimmel af frygt for at falde ud over de smalle rækværks-liner, bevægede de sig straks efter ud til badeanstalten. Et øjeblik senere vare alle bænkene fyldte med en vrimmel af soldater, der under snakken og gen sidige tilråb afførte sig munderingen. Foran bænkerækkerne gik underofficererne og delte ind i hold til svømningen. En kvælende, sur lugt af disse menneskers uddunstninger begyndte at udbrede sig. Alle disse unge, velskabte karle lugtede af en skarp, sund sved, som udvikledes ved de daglige legemsøvelser. Så begyndte badningen. En for en skyndte folkene sig ned i det lave bassin med denne underlige, forsigtige, nøgne gang, som et menneske har, når han er afklædt; forsigtigt måtte der gås, thi broerne vare glatte af de mange våde fødder, som havde passeret dem; og svigtede fodfæstet, så kunne en mand slå sig hårdt nok i faldet på de skarpe brokanter. På trappen pustede de et'øjeblik, med benene i vandet, satte så af fra broen og fik den første dukkert. Der var allehånde typer på ungdommelig kraft mellem soldaterne: den raske, københavnske håndværkssvend med de stærke arme og de essige manerer, de mere stilfærdige provinsmennesker, de langsomme, fyldige bønderkarle med deres betænksomme miner, spinkle kontorister og studenter, hvis intelligente ansigter ikke udviste noget af den uro, der prægede de fleste andres optræden. Urolige, lidt bange vare ellers de fleste. Vandet var koldt, og mange af dem vare så lidet vante til badning hjemme fra deres landsbyer. Når en Karl havde haft hovedet under vandet, så kom han ofte helt fortumlet op igen, kneb øjnene sammen, gned sig med hænderne i ansigtet og skuttede de nøgne skuldre højt i vejret — og så lo han til sine kammerater af sundhed og velbefindende og svinglede gennem det lave vand hen til nogle, der havde dannet en kreds og stænkede hverandre med vand, til de ikke kunne se ud af øjnene. Eller et par fyre kunne hoppe over hinandens skuldre og plaske ned i vandet igen efter denne kuldbøtte, så vandet stod op om dem i store sprøjt. Der var kun få virkelig smukt skabte imellem dem. En legemsform som på » den døende fægter « eller andre kunstværker findes sjældent i naturen. Fine i huden vare de heller ikke. Fødderne vare smudsige, dårligt passede, på nogle af dem ligesom udtrådte ved hælen, hvor fodranden stak ud til siderne. Men sunde og kraftige vare folkene i al deres mangel på elegance. — manden er efter nogles mening en smukkere menneskeskabning end kvinden. Der er noget unaturligt, uskønt i kvindens overdrevent smalle midje, der minder om insekter, i hendes uformelig store hofteparti, i benene, der søge støtte mod hinanden, og noget dyrisk ved hendes to fremtrædende bryster. Hun er derhos for afrundet, for blød. Kvinder er smukkest på billeder. I mandsskikkelsen er der fastere hold, mere samling på legemsdelene, en muskulatur, der kan være smuk, når den er harmonisk udviklet. — der var nogle enkelte studerte folk imellem, med korte, spidse skæg om hagen. De toge sig underlige ud, når de vare afklædte. Der er noget latterligt ved en nøgen mand med fuldskæg. Det er, som om skægget var et klædningsstykke, han havde glemt at afføre sig, og der bliver noget stort og uformeligt ved hovedet, som ikke rigtig kan rime sig med det øvrige. En nøgen mand med høj hat på ville næsten se bedre ud. Hele denne vrimmel af nøgne mennesker i vandet lignede de billeder, man har af syndfloden. De hvide kroppe stak underligt af mod de solbrændte halse og ansigter. Efterhånden begyndte de at fryse stærkere. De skottede op til den underofficer, der havde kommandoen, om han ikke snart ville give det forønskede signal. Jo, nu kom det: » Et! Hovedet under vandet — og op! « Henimod bassinets trapper ravede hele menneskemængden og skyndte sig op til bænkene. Henne i det dybe bassin blev en del soldater holdte i sele. Fra selen gik et reb op til en Stang, der blev holdt ud over vandet, så at de svømmende blev hævede helt op i vandskorpen, hvor de på kommando måtte udføre de reglementerede svømme-bevægelser. En og anden forsøgte at svømme uden Stangens hjælp; men da han endnu ikke forstod at bruge de rigtige svømmetag, blev det hele som oftest kun til en ynkelig roden omkring i vandet, med hovedet snart under og snart over vandfladen, til sidst en fortvivlet plasken for at nå broen. Den uheldige svømmer afgav i et sådant øjeblik et billede på menneskelivet og dets kampe. Undertiden blev læreren ked af det, når eleven var alt for tungnem, og så blev det en pludselig dukkert ved hjælp af stangen, der trykkede eleven dybt ned under vandet; spruttende og spyttende kom han op igen og skar nogle grimacer, som om han havde forslugt sig på noget meget bittert eller salt — hvad han vel også havde. Iblandt underofficererne, som stod på den lave flådebro og holdt mandskabet i sele, befandt sig også unge Hansen. Han var for ikke ret længe siden bleven udnævnt til sergent; og da han var kommen meget tidlig ind i militærtjenesten, idet han allerede fra det fjortende år havde været på hærens elevskole, så var han kun lidt over nitten år gammel. Hansen var høj, men af den Art høje mennesker, som ikke synes at have legemlig fasthed nok til at være sig deres højde bevidst. Sligt kan ligge i ansigtsudtrykket, i holdningen; man får i alt fald overfor sådanne mennesker den forestilling, at deres højde er noget, de har lånt, ja man kan ligefrem gå og være bange for, at man ved næste blik på dem skal finde dem meget mindre end for. — hvad her skal blive fortalt om Hansen er fra begyndelsen til enden en ganske simpel og ubetydelig historie, eller rettere nogle små, spredte træk fra en ung sergents liv for en del år siden, navnlig en række løst sammenknyttede episoder fra hans første og vanskelige år som underofficer, nogle flygtige småbilleder fra den lille, for sig selv afsluttede verden, der udgjorde unge Hansens liv — den lille, begrænsede verden, der fulgte sit eget kredsløb og sine egne love, medens den bevægede sig udenom og i en stedse nøje afmålt afstand fra større og indflydelsesrigere kloder. — Hansen var lyshåret og havde et skægløst lille ansigt med smukke, noget udtryksløse blå øjne. For øjeblikket havde han kastet frakke og fodbeklædning, da han under øvelsen blev stærkt overstænket; han havde sat sig ned på hug for bedre at få magt over stangen, hvori han holdt den svømmende soldat, og han sad således med sine smukke, små, hvide fødder helt ude ved randen af broen og indeksercerede svømmetagene med sin elev. Når svømmelærerne passerede hverandre på broen, idet deres elever bevægede sig i vandet, måtte de træde over eller krybe under hinandens snore og stænger for ikke at få disse indfiltrede i hinanden. Solen var brudt frem for alvor og sendte sine stråler ned over den larmende mængde på broerne. Nye hold elever krøb gysende i det samme sæt våde seler, som de forrige havde brugt, og plumpede i vandet i krumme og ikke netop skønne stillinger. Helt oppe ved vipperne sprang de fuldt udlærte svømmere i vandet fra vippens hele højde. Her var det interessanteste syn på hele badeanstalten. Nogle af svømmerne sprang godt ud og kom smukt og med strakt legeme ned på hovedet, vare borte i nogle sekunder og dukkede så op igen over vandfladen med disse lange, seje bevægelser, som er den rutinerede svømmers kendemærke. Andre derimod vare ikke så dristige. Den store dybde fra vippen skræmmede dem, og de vare øjensynlig ikke vante til at springe ud på hovedet. Omsider toge de mest behjertede mod til sig og sprang — og faldt på maven med et forfærdeligt plask, så vandet sprøjtede højt op over flådebroen og over svømmelæreren, der stod med en lang Stang i hånden og dirigerede springene og nu skyndte sig til side med et ærgerligt udråb. Til allersidst var der en enkelt, forsagt fyr, som ikke turde driste sig til det afgørende hop. Over en halv snes gange havde han løbet ud på enden af vippen, undertiden med en særdeles kraftig start; men ved den yderste ende blev han stående som lamslået, vaklede, søgte balancen, fandt fodfæste og kastede et langt, betænksomt blik ned i vandet. Svømmelæreren havde forsøgt mangehånde opmuntringer; inde under halvtaget stod kammeraterne i lange rækker og lo af den ulykkelige; han følte selv hele sin fornedrelse — men hans øjne tiggede uafbrudt om at blive fri for springet — han lagde hovedet på siden med bønlige miner — til sidst måtte læreren lade ham gå til side og krybe ud i vandet fra trappen. En sergent. 2 men mangen gang er sådan en Karl den aller-raskeste i munden, når han igen kommer på tort land. Det er en gammel, kendt historie. Da øvelsen var forbi, fik unge Hansen tilladelse hos den inspektionshavende officer til at træde af; i dag var det hans tur at blive fri så tidlig. Han ville selv gå en gang i vandet med det samme. Soldaterne ordnede sig i geledder foran bænkene og gik i land, hvorpå de marcherede hjem til kasernerne. I kastellet stod en mængde barnepiger og kastede forelskede blikke til alle de mange geledder af våde hoveder. Badeanstalten fyldtes derpå med civile personer. En flok hel- eller halvvoksne unge mandfolk øvede sig i udspring på forskellige måder. Alle skulle de naturligvis op på den høje vippe, ærgærrighedens højeste tinde. Når en af dem sprang, stod der tre-fire andre og gav dessiner: han kom ikke rigtig » strakt « ned, han gik » bagover « og kom mere ned på ryggen end på hovedet, eller han » bøjede benene «, når han var lige i vandskorpen, eller holdt ikke benene samlede. Der var en, som eksellerede i at stå på hænderne lige ved vippens kant og så slippe med et lille skub fremad — så at han faldt ned i den sædvanlige efterstræbte stilling. En anden gjorde i baglænds saltomortaler fra den lave bro. En yndet sport bestod i at stå ret op og ned og så, stiv som en pind, at lade sig » falde « ud, så at man fik det behørige civiliserede nedfald med hovedet ned og benene op. Dette kunne oven i købet ske både forlæns og baglæns. Kongen for dem alle var en høj, sværlemmet gut, der så ud til at være toldbodarbejder eller lignende. Når han stillede sig op til udspring, var det med en suveræns selvfølelse; han vidste, at han blev fulgt med den yderste grad af beundring. Især var der en hoben drenge, som tiljublede ham deres bifald efter hvert vellykket point i springene. Men han var også ubestridelig den bedste. Først satte han af bagud med et voldsomt stød mod opstanderne ved vippen for at få fart fremefter; så tog han et særdeles kraftigt opspring på vippens fritliggende, hævede sig højt i vejret i springet, i begyndelsen liggende omtrent vandret; med en blød bøjning i hoftepartiet forandrede han derpå retning og skød så, lodret og langsomt, ned i vandet, kløvende dette med de fremstrakte hænder og med benene samlede og strakte så fuldendt smukt som nogen balletdansers; og benene vare næppe forsvundne under vandet, førend hovedet viste sig igen lidt længere fremme — ligesom om det havde været en stor, smidig og kraftig søløve, der var sprunget ud fra sit leje på en klippe ved kysten. Den slags ubemidlede sport har intet organ, som refererer de glimrende resultater for en beundrende læsekreds. Den er ellers nok så god som det, avispublikummet nu til dags kender indtil over-mættelse. Der hørte en hel del andre kunster til foruden udspringet, førend en svømmer havde erhvervet sig den rette anseelse blandt badeanstaltens tilskuerkreds. Sådan noget som at komme op med benene eller andre legemsdele først, når man var sprunget ud, og så ligge og drive nogle sekunder, med disse dele synlige og hovedet og det øvrige under vand, tog almindelig applaus. Der var kort sagt alle mulige og umulige bevægelser og påfund. Imellem de badende var der en ganske ung knægt på 17 — 18 år; han var en af de vildeste til at springe og gjorde indtryk af at være beruset. Da vippen var prøvet en halv snes gange, var den ham ikke længere nok. Han ville højere op, op på taget; og det lykkedes ham virkelig, kravlende og krybende, at nå derop. Fra taget skulle der imidlertid springes godt fremad, for ikke at tørne mod den lavest liggende flåde; en af hans kammerater stillede sig i det yderste øjeblik under ham for at afværge den ulykke, som således kunne ske; men den berusede flyttede sig leende nogle alen til siden, gled på det skrå tag og faldt ud over tag-randen ned på den lave bros kant, lige ved vandet; han søgte at parere stødet ved at gribe for sig med hænderne; men ved tyngden og hurtigheden brækkede begge hans arme, og han gled bevidstløs ud i vandet. Han sank ikke straks tilbunds, men lå og vippede op og ned i vandfladen. Hans blege, fordrejede ansigt viste sig engang imellem, med det lange, våde hår hængende ned over panden. De andre badende løb frem og tilbage på broen og råbte; men ingen dristede sig til at gå ud og skaffe ham i land. Der var ingen, som havde mod til at gå lige løs på ham. En druknende kan have krampe, og får man ikke rigtig fat på ham lige straks, så kan han klamre sig fast med overnaturlige kræfter til den, der vil redde ham, og hindre denne i svømme-bevægelserne, så de begge gå tilbunds. Det vidste de alle godt, og derfor lå de blot og råbte i munden på hverandre og søgte at få fat i den tilskadekomne; men forlade broen turde ingen af dem; og imidlertid drev han længere og længere ud. Unge Hansen havde i stilhed ligget og muntret sig i det ene hjørne af bassinet. Han var en udmærket svømmer og kunne også gøre et fortrinlig smukt udspring, hvilket han havde lært til gavns på elevskolen. Men der var ingen andre underofficerer på badeanstalten, så han havde intet selskab at foretage disse øvelser i. Ved støjen havde han nærmet sig ulykkesstedet og lå stille i vandet og ventede på, at en af de nærmeststående skulle springe ud efter den forulykkede. Men det trak som sagt længe ud. Hansen gav sig ikke tid til at tænke over faren; han kendte sin dygtighed også i den såkaldte » Bjærgning « og » Dykkesvømning «, og så var han sund og stærk, hærdet, kun nitten år gammel og vant til at gå lige på. Her var jo desuden netop en sådan gunstig lejlighed, han som den øvede svømmer ofte havde ønsket sig. Nogle svømmetag bragte ham hen til stedet, hvor det unge menneske var sunket; der skød han vandet fra sig med et tryk af hænderne opad, så at han vendte hovedet nedefter, og lod sig synke tilbunds. Hans øjne stirrede gennem det klare, lysegrønne vand efter det menneskelige legeme, han ville redde; men her, helt nede ved bassinets bund, var vandets gennemsigtighed netop så stor, at han kun kunne se nogle få alen frem for sig. Ilfærdigt roede han sig fremad med hænderne; han rørte ved bunden og havde en ubehagelig fornemmelse af, at tang og planter skrabede hans legeme. Hernede var også så koldt, i modsætning til overfladens varmere strømninger. Han frøs. Han kunne mærke, hvorledes brystet arbejdede hæftigere for hvert sekund, han forlængede sit ophold under vandet; en dump susen af alle de forskellige lyde, som nåde ham gennem vandet, ramte hans øren. Hans øjne vare nær ved at træde ud af deres hulinger. Med vanvittig hast alkede han rundt og rundt og spejdede gennem vandet. Han kunne nu føle, hvorledes hjerteslaget sugede brystet ud og ind i hæftige stød, ligesom i krampetrækninger; det var ligesom en heftig hulken; og samtidig så han bobler med den forbrugte og fordærvede luft undslippe hans mund og næse og stige op igennem det flaskegrønne vand, medens vandet trådte længere og længere ind i mund, næse og øren på ham. Om et øjeblik ville han blive nødt til at gå op igen for at trække luft. Da — endelig — så han den sunkne ligge sammenrullet med ryggen opad inde i en bunke mørkt tang; menneskelegemets lyse farve var hel dunkel og grøn her i den store dybde. Hansen greb ham bagfra om livet og gjorde et stød med benene mod bunden; endnu et par bevægelser i vandet, og de vare begge oppe; det var, som om et nyt liv blev givet Hansen i det øjeblik, han atter sansede luften. Inde ved trappen var der hænder nok, som tog imod hans byrde. Nu blev der en fornyet råben og larmen mellem de civile personer om, hvem det egentlig var, der havde reddet den druknende. Den ene havde været lige ved ham fra begyndelsen, og den anden havde haft fat i ham i det moment, da han kom op i vandskorpen for sidste gang; en tredje påstod endog at have haft fat i ham hele tiden og forhindret ham i at gå tilbunds. De havde alle været med til at redde ham. En af dem, der var lige så fuld som den tilskadekomne, løb endog over til badeanstaltens ejer og fik en dusør for at have reddet sin kammerat. Politiet og en læge blev hentet. Hansen var straks gået hjem. Tildragelsen er denne gang aldeles sandfærdig. Men Hansen havde blot reddet menneskets liv. Han var af en tilbageholden natur, og han forstod ikke at skaffe sin dåd den belønning, som den for tjente. Hans ægte, i dette tilfælde noget overdrevne, beskedenhed forbød ham selv at omtale begivenheden. Derfor gik det ham også, ligesom det gik Ole Pihl: » Han fortjente medaljen — men se om han fik den! « i. En lørdag aften, da Hansen var helt fri for tjeneste, gik han hen på en af stadens andre kaserner — en gammel bygning, der nu er nedrevet — for at træffe en jævnaldrende kollega. Hansens forældre boede i en af provinserne. Vi kunne i dette afsnit følge den unge, uerfarne underofficer på en sådan friaften og se, under hvilke tilfældige småtræf den eksempelvis kunne forløbe for ham. Da han kom op på sergentværelset, lå sergent bang og sov. Hansen trådte hen til det åbne vindue og kastede et blik ned i gården. Indenfor kaserneporten slentrede skildvagten frem og tilbage på sin vagt med en lille, ånde-agtig fløjten for at få den dræbende tid til at gå. Med hænderne på ryggen stirrede han i livslede på et opslag på muren, han havde set de hundrede gange for. Han gyngede frem og tilbage på de skrævende ben, mistede balancen og kom derved i gang igen, frem og tilbage, frem og tilbage. Så drejede han skilderhuset en omgang helt rundt for at høre det knage i opstanderen. Kasernens grå mure hævede sig i vejret uden afbrydelse, højt, højt op; ovenover så man kun et lille stykke blå himmel, og deroppe kredsede en flok duer rundt; de hørte til i en af naboejendommene, fra hvis dueslag på taget deres ejer dirigerede bevægelserne. Ud af kasernevinduerne hang mandskabets tøj til tørre, hist og her en vasket brødpose eller en frakke med opsmøgede, våde ærmefoer. Bønderkarlenes lange, tykke uldstrømper, med et stort navn syet i hvert skaft, hang på stormkrogene. Og ved vaskebordene henne ved gårdposten stod der underkorporaler og menige og vaskede deres hvide tøj med en stiv børste, så vandet sprøjtede ud til begge sider i en fin støvregn. En kat luskede sin fede krop afsted, bagom vaskebordene. En tummel af vogne udenfor og den evindelige summen af mange ubestemmelige lyde røbede den store stads liv. Og med denne susen og rumlen blandede sig nogle monotone lyde, der trængte ud fra kasernens åbentstående vinduer, mandskabets uharmoniske fløjten og pudseproppernes piben mod lædertøjet. Fra en af stuerne lød en harmonikas snøvlende musik, idet den på sædvanlig vis gengav nogle populære melodier, hvori den udelod alle de halve toner. Slæbende skridt af soldaternes Dans akkompagnerede harmonikaen. En harmonika kan være til fryd for mange, når den bliver nogenlunde godt trakteret. Den kan også være en straf for mange, når den bliver nogenlunde slet trakteret. For et musikalsk menneske kan det være en ulidelig pine at høre på den, enten den så bliver godt eller slet trakteret. Man kan finde sig i dens musik en dag, ti dage. Men den ellevte dags aften lister man sig sagte over til dens ejermand med en bindøkse eller et rugbrød for bagfra at bringe ham til tavshed. Fra vinduet i den høje etage kunne man se ligesom i fugleperspektiv, hvorledes enkelte menige gik over gården med pakker med madvarer, som de havde hentet i byen, eller hvordan de slentrede langsomt omkring dernede med hænderne i lommen, med drejelstøjet hængende løst og opknappet og med udtrådte gymnastiksko på fødderne. Underofficerer med lange piber i munden og med sirlige morgensko spankulerede nu og da over gården. På gangene mødte der enhver fremmed næse den ubeskrivelige lugt, der er en blanding af kommisbrødslugt, lugten af marketenderkaffe og af menneskesved, og som er karakteristisk for kaserner. Beboerne kunne i almindelighed ikke selv mærke den, så stor er vanens magt. Lyden af mandskabets slæbende skridt udenfor på gangene trængte ind på stuen, hvor Hansen stod. Fra en nærliggende samlingsstue hørte man soldaternes falske stemmer vræle en bondesang: » I alle de riger og lande — «. Så hørte man en flok komme buldrende op ad trapperne under højrøstet tale og latter. Døre blev smældede op og i med stort rabalder, så at det lød ned ad de lange gange som små kanonskud. Inde fra et værelse tæt ved hørtes høje røster; derinde blev dei- spillet kort, og døren var et øjeblik kommen til at stå åben. Hansen vendte sig bort fra vinduet og så sig om i sergentkvarteret. Det lille rum frembød ikke det mest tiltalende skue; det syntes kun at være et slags simpelt aftrædelsesværelse for bang, inden han om eftermiddagen skyndte sig i byen til sine forældres hjem. Selve kamrets små dimensioner her i denne gamle kasernebygning gjorde det endnu mere frastødende end den uorden, der herskede her ligesom de fleste steder, hvor der sa

1898_Thisted_EnSkaersild

Peter

En Skærsild

Thisted

Thisted

En Skaersild

male

1898_Thisted_EnSkaersild.pdf

Peder

Thisted

Poul Hertel

dk

En Skærsild

Nutidsfortælling

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. En fremmed, der kom til byen, ville rimeligvis kunne gætte sig til, at den lied Hulby; i hvert fald ville han finde navnet betegnende; for den lå bogstavelig i et hul; omgivet af bakker til de tre sider og eng og krat til den fjerde lå den bortgemt for hele den øvrige verden, som dens indbyggere, de ægte Hulbyer, heller ikke følte trang til at have mere med at gøre end nødvendigt. Hulby var en verden for sig, og i den havde Hulbyerne nok. — der gik det sagn, at der på en toft i byen, som man viste, og som endnu kaldtes » Kirketoften «, skulle have ligget en kirke; men den var for mange tider siden blevet nedbrudt af en herremand, der brugte stenene til stuebygning i sin herregård, som lå et par mil borte. Hvordan dette for øvrigt forholdt sig, så havde hulbyerne nu ingen kirke; de havde endogen hel mil til den nærmeste. Ret tit kom de der heller ikke; to gange om året, når de gik til alters, på de tre store højtidsdage, når der skulle ofres, og ellers ved brudefærd, dåb og begravelser, det var det hele. — om kvaliteten af de få prækener, de således havde lejlighed til at høre mellem år og dag, muligvis stod i omvendt forhold til kvantiteten, skal være usagt. Så meget var i hvert fald vist, at der var steder, hvor der levedes mindre kristeligt end just i Hulby. — ikke således, at Hulbyerne til daglig brug — for besten heller ikke om søndagen — havde videre med det kristelige at gøre; men de var ikke slemme til at bande, heller ikke værre til at drikke end de fleste andre; tilmed var de skikkelige og fredsommelige og, for hvem, der kunne indordne sig under deres livsvaner, meget fornøjelige at omgås. Men mage til kommers som den sommer allerførst i halvfjerdserne, da Jens Nymand byggede sin gård om efter branden, havde man alligevel ikke i mands minde kendt i Hulby. Der var en hel del fremmede svende, både murere og tømrere, og det var folk, der var liv i. Hele dagen igennem gik det med sang og muntre vitser, og det kunne Hulbyerne lide; for ganske vist var de efter svendenes mening nogle snurrige gammeldags patroner; men kedelige var de ikke, når man rigtig blev kendt med dem. — at mændene heller ikke fandt svendene kedelige, var let at se; for så snart dagen begyndte at helde, begyndte de at samles til; de forsømte jo ikke noget med det. — efter fyraften drev hele flokken, både de gamle og de unge, i reglen ud på gaden eller om i toften. Der hoppede de — det vil sige de unge — kragehop, trak skaden af reden, slog kolbøtter, stod på hovedet, sprang buk eller tog brydekampe. Det morede de gamle storartet; under tiden måtte de selv med; for de havde også i deres unge dage øvet idrætter, som svendene ikke kendte; men der blev voldsomt liv, når sådan en tyk gårdmand skulle vise, hvordan man bar sig ad med at trille til vævekone, og det gik ikke af uden pusten og sveden og tab af seleknapper. Efter sådanne kraftkunster trængte man til at trække vejret, og så var det om at gøre at få Frederik Hansen til at spille. Samme Frederik Hansen var tømrersvend og noget af et musikalsk geni, påstodes der, skønt han selv under tiden helt mismodigt erklærede, at hans spil ingen ting var værd. Noder, musikteori og alt det andet af den slags havde han kun et meget ufuldstændigt kendskab til; men når ban havde hørt en Melodi et par gange, kunne han spille den, og det skulle, forsikrede de andre, være et par mærkelige ben, der uden at være helt dødtrætte kunne forholde sig fuldstændig rolige, når han lod sine valser, polkaer og galoppader trille ud af violinen. Når han begyndte at spille, fik de andre svende shagpiberne frem, fandt sig et sæde på grønsværet eller på grøftekanten mellem de gamle og begyndte at sende længselsfulde blikke ned ad gaden og op til gårdenes porte og låger. Længe varede det heller ikke, før snart en, snart en anden af byens karle kom dryssende med store træpiber dinglende i mundvigene og hænderne begravede i bukselommerne lige efter albuerne. De kom aldrig helt hen til de andre, men standsede i behørig afstand og klumpede sig under svendenes fnisen og under ærgerlige tilråb fra de gamle, der skammede sig over deres sønner, sammen i hviskende små-grupper, hvor de stod og skuttede sig. Der bestod nemlig af gode grunde ikke det bedste forhold mellem svendene og den » indfødte « mandlige ungdom. De første brød forgæves deres hoveder med, hvorfor karlene var sådanne tørvetrillere, eftersom de gamle var så gemytlige. Lidt senere, når pigerne var blevet færdige med deres arbejde, optrådte også de på skuepladsen, og de var ikke så kede af at komme i kast med svendene: men det kunne karlene ikke tåle. Kunne de ikke forhindre det — o ir det kunne de kun i de færreste tilfælde — så puffede den ene den anden frem, og snart var de alle samlede i en flok. Ved den tid gik de gamle i regelen deres vej; men så blev der sjov for alvor; pigerne hujede, og svendene lo; men karlene kunne let risikere at få et mindre venskabeligt puf mellem ribbenene eller komme på hovedet i vejgrøften, hvis de ikke foretrak at gøre gode miner til slet spil. De måtte den sommer finde sig i megen tilsidesættelse; ikke en gang deres gode venner blandt pigerne kunne de stole på; de havde i den tid kun øje for svendene. — men når karlene kunne tie stille til, hvad de hørte og så — og det lærte de jo efterhånden — så kunne de for øvrigt nok få lov at være der, og under tiden endte det hele i en fredelig træskodans på det dugvåde grønsvær eller på skolens gymnastikplads; men under tiden tog hele flokken hinanden under armene og vandrede syngende ned i engen eller op i krattet. Alligevel var der med undtagelse af Frederik Hansen ingen af svendene, hvem karlene rigtig kunne lide; Frederik fornærmede ingen; men han var ikke al tid med til de andres løjer. Hans kammerater sagde om ham, at han under tiden var lidt underlig. Når det kom over ham — og det kunne komme på et øjeblik — så snakkede han ikke til nogen, men gik sin vej ned i engen, op i krattet eller ud i Marken, og så kom han aldrig i seng før langt ud på natten. Til andre tider var der intet at mærke på ham: så var han ligesom andre unge mennesker. Frederik var kun 19 år gammel, lidt højere end de fleste, kraftigt bygget, havde et smalt ansigt, en høj pande og en fremstående skarp næse, der drejede en streg til højre. Han varen skovfogedsøn fra en skov et par mil borte; som dreng var han blevet fortrolig med og mærket af skovens ensomhed, og endnu som voksen var det ham f. Eks. ukærkomment at få følgeskab, når han var ude på længere ture. I skolen havde han været flink; hans lærer-havde forstået at vække hans interesse for læsning og havde lånt ham bøger; han havde håbet at få en bogens mand af ham. Det havde hans fader imidlertid modsat sig, fordi det kostede for meget. Han så hellere, han blev musikanter, og Frederik havde god lyst til det også. — men så ofte han i det første halve år efter sin konfirmation var kommet til at tænke på det, var tanken om hans konfirma-tionsløfte gledet frem i hans sjæls forgrund. Konfirmationsløftet var faldet tungt på den unge grublers sjæl, så tungt, at han under den hellige handling havde bedet om døden med det samme, mens det gode havde magt i ham, og før han endnu kom ud på de ville veje. Forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? Hvor skulle han kunne det som musikanter? — han erindrede, at hans barndomslærer en gang havde gjort opmærksom på, at der flere steder i bibelen stod berettet, at Jesus græd, men ikke et eneste sted, at han lo. Det var ham påfaldende, og han drog deraf den slutning, at gud var en fjende af alt sådant, og da hans moder også frarådede ham at blive musikanter, så valgte han at blive tømrer. — det var et raskt liv, da han først kom i gang med det, og det modvirkede for nogle år hans hang til grubleri. Han var stor af sin alder og stærk, og det, at han kunne spille, gjorde, at der blev taget mere hensyn til ham end ellers til læredrenge. Idet gjaldt al tid for svendene om at få ham med, og han blev en rask fyr. — men der var noget, som ingen af de andre fik at se: hans interesser fik ingen næring, kunne under disse omstændigheder ingen få, men det krævede de, og der var tider, da han foragtede alle de mennesker, han havde med at gøre; men der var andre tider, da tankerne og grublerierne var nær ved at knuge ham i støvet. Det var især dette med forudbestem-melsen, han ikke kunne klare sig. Både læreren og præsten havde sagt, at læren om forud-bestemmelsen, som de havde i den reformerte kirke, var en falsk lære; men samtidig havde de forklaret guds alvidenhed således, at gud kendte alt, også alt det, der skulle ske — og Frederik kunne nu ikke få andet.ud af det, end at han så også måtte vide, hvilke mennesker der ville gå fortabte, og hvilke der ville blive frelste; men når han nu vidste det, endog fra evighed af, hvorfor lod han da nogle blive fødte til fortabelse? — ja, gud havde givet menneskene en fri villie! — men han måtte jo dog i kraft af sin alvidenhed kende, hvad hver enkelt ville bruge sin frie villie til? — dette med den frie villie forklarede ikke sagen. — nej, så havde Frederik en anden tanke; der stod jo i lærebogen: » Gud er alvidende; det er, han kender på det fuldkomneste alt fra evighed af «. — skulle det ikke være således at forstå, at gud, netop fordi han havde givet mennesket en fri villie, ikke forud vidste, hvad det ville vælge? — ja, bare han kunne have slået sig til ro med det! men det var jo kun hans egen tanke, og den var han bange for; vi skal jo kun tro og må ikke fordre forståelse. — hvad om der alligevel var en forud-bestemmelse? — den lutherske kirke kunne jo lige så godt have taget fejl som den reformerte — hvad om han var forud bestemt til fortabelse, så han ikke kunne få sine synders forladelse!!! — syndernes forladelse? — å, ja, bare han dog havde haft den! — men hvor var det, man fik den? — i dåben? — ved bøn nen? — i omvendelsen? — eller ved nadveren? — det hele var ham så rent ud forfærdelig uklart og fortvivlet. Han havde ikke været til alters de to sidste år; han var bange for, at han skulle være » uværdig og uskikket «, skulle » æde og drikke sig selv til dom «. — dom? — han frygtede dommen og døden, fordi han frygtede straffen for det liv, han egentlig ikke ville leve, men som han dog alligevel levede. Men i kammeraternes selskab måtte han skyde de tanker til side, og han kunne det også så nogenlunde; han var ung og ville være glad endnu en tid; siden ville han omvende sig, bare han kunne, og bare døden ikke skulle komme bag på ham. I virkeligheden var han ulykkelig den sommer, og der var dem, der havde en anelse om det, men ingen, der vidste det; Frederik betroede sig ikke til nogen. En dag gik han op til byens gamle lærer for at bede om at låne en bog. Læreren sad i sin dagligstue og snoede simer* ); han havde kastet frakken, og Frederik lagde mærke til, at hans skjorteærmer var meget snavsede. » En bog? « — han så forundret op fra sit arbejde — » hvad skulle det være for en bog? « *; halmreb. å, det var for resten lige meget. Ja, Hansen havde ikke mange bøger; men bøger havde han da, og Frederik kunne også godt låne en. Da den var læst, fik han en anden, og således videre, indtil læreren ikke havde flere. — hver gang, han var inde hos ham, prøvede han på at få en samtale om noget af det, ingen af de andre forstod sig på eller brød sig om. — om forholdet mellem loven og evangeliet? — ja, det kunne lærebogen jo allerbedst give svar på. — Hansen forstod sig ikke på forholdet mellem loven og evangeliet. — om det sønderjyske spørgsmål? — ja, Sønderjylland fik vi vel ikke tilbage i vor tid, om ellers nogen sinde. — Hansen interesserede sig ikke for det sønderjyske spørgsmål. — om politikken? — ja, Hansen var højremand, men gav sig slet ikke af med politik. — men bønderne måtte skam ikke tro, at kunstgødningen kunne hjælpe deres marker; for så kunne de akkurat lige så godt så pengene på agrene. — Hansen kunne minsæl heller ikke tro, at det kunne blive ved at gå med alt det smør, der nu skulle laves; for hvem skulle spise det? Det var godt nok, at det skulle sendes til England; men der lærte de også nok at lave smør, og hvad skulle vi så med alt vort? Nej det kunne Frederik heller ikke forstå; det var liam for resten også så knusende ligegyldigt. — men sådanne lærere havde han ikke troet, der fandtes, og nu forstod han bedre end før, hvorfor der var så mange fæ blandt de unge i Hulby. Nogle uger efter høst var Jens Nymand færdig med sit byggeri, og da det andet tømrerarbejde var forbi, afskedigede den gamle Anders tømrer sine folk så nær som Frederik og en læredreng. Oven på den livlige sommer kom der en stille tid. Tømreren boede en god kvarters gang fra byen; der kom kun sjælden fremmede, og Frederik gik ikke meget i byen. Han spillede gerne en halv times tid hver aften og kedede sig resten af tiden. Men til november skulle naboen, Rasmus krog, der boede et lille stykke længere ude fra byen, skifte Karl. Frederik vidste om den nye, at han tjente i et nabosogn på en større bonde-gård, der hed Tulstrup. Han havde også hørt, at han var barnefødt i Hulby, hvor hans, nu afdøde forældre i sin tid havde været velstående gårdmandsfolk; men ellers kendte han ikke noget til ham. Novembersdag var en lørdag. Da Frederik dagen efter havde spist sin middagsmad, tændte han sin pibe og daskede over til Rasmus krogs for at hilse på den nye Karl og spørge ham, om han ville med til legestue om aftenen. det var en gråkold efterårsdag uden sol: men vejen var tør, og hist og her gjorde vinden en smule forsøg på at rejse en større støvsky, men resignerede og opgav det igen. En flok skrigende krager kredsede over en pløjemark et stykke borte; ellers syntes naturen at have opgivet kampen mod døden; kun havernes nøgne træer stod der endnu og strakte de lange, tynde arme mod himmelen, som bad de endnu en bøn for livet. Idet Frederik kom til gården, ville han gå ind ad køkkendøren, fordi den var nærmest; men der stod tjenestepigen Hansine og tog imod ham. » Hvad har du tænkt dig, Frederik? « spurgte hun med et forborgent smil. » Jeg har tænkt mig, at jeg skulle over at se til dig, Hansine! « svarede han og stillede sig med ryggen mod den modsatte dørstolpe lige over for hende. » Var det ikke kønt af mig? « » Jo, det var sgu godt, du kom. « » Så—å? — hvorfor det? — jeg tykkes nok, du ser så melantrist ud? « » Å, « kom det foragteligt, » det er vor nye Karl! Han er så hellig, så han lugter. « » Nej Pokker heller. « » Jo gu er han så. Han sidder og præker, så det står i en blå tåge omkring ham, og vor mor går og sukker helt ned i hendes træ skohæle, så det tegner sgu til en rigtig gemytlig vinter. « Ja det troede Frederik da med — » og jeg kom endda for at spørge ham, om han ville med til legestue; men det vil han vel så ikke. « » Ok! « — hun gjorde en afværgende gestus med hænderne — » ja det skulle du sgu prøve at spørge ham ad! — nej, han har siddet og præket for mig, at jeg skulle blive hjemme. « » Men du er vel ikke tosset, Hansine? « spurgte han med en tvungen latter. Nej, han kunne være vis på, hun var ikke tosset; de kunne præke så meget, de ville, hun gik alligevel. Frederik var ikke glad ved den efterretning, han der havde fået. Stå her og holde faddersladder med Hansine var der ikke stort ved; gå igen, syntes han, ikke han kunne; men han havde heller ingen lyst til at snakke med den anden. Han havde en forudfølelse af, at- dette let kunne fremkalde en afgørelse, han frygtede for. » Det er sært, Rasmus aldrig har sagt noget om det før, « syntes han. » Men det var jo i foråret, han fæstede ham, og da var han ikke hellig; men han blev det nok lige straks efter, « oplyste hun. Lidt efter blev der kaldt på Hansine, og Stine bød Frederik indenfor. Så var der jo ikke andet at gøre. den nye Karl sad på bænken inden for bordet; men han rejste sig og hilste på Frederik,. og denne så, at den anden var lige så høj som han selv; men han var mere spinkel; noget rund-skuldret var han også. Han havde en stor mund, store kraftige tænder, fremstående kindben og øren, og håret voksede ham helt ned i panden. Det lod til, at Rasmus var glad ved at få. Afløsning; for aldrig så snart var Frederik kommet, før han rejste sig og gik hen for at tage sig en middagssøvn. Stine satte sig med sin strikkestrømpe ved den nedre bordende, og Frederik ved den øvre; men det var ham ikke muligt at få nogen samtale i gang med karlen; denne sad og stirrede åndsfraværende ud i stuen. Omsider rejste han sig og spurgte Frederik, om han ville med ud og give hestene. Her fik den anden munden på gled, og Frederik snakkede også rask væk med om heste og kreaturer, skønt det var det kedeligste, han vidste. Han var allerede, ved at tro, at han slap for nogen præken, denne gang i det mindste; men lige med et brød den anden af, vendte sig om imod ham med et meget nærgående, kærligt blik og spurgte ham, hvordan han havde det med sin frelser. » Hvordan jeg har ’et med min frelser? « stammede Frederik forvirret og slog øjnene ned, skamfuld på den andens vegne, at han kunne nævne dette hellige navn i en stald. » Ja — elsker du Jesus? « Frederik følte vreden fare op i sig; men han tvang den ned igen. Han turde nok sige ja til, at han elskede Jesus, skønt ikke så højt, som han burde. » Nej, det har du ret i, « udbrød den anden inderligt, lagde hovedet på skrå og vendte øjnene mod loftet. » Hvor skulle du, vent kunne elske ham så højt, som du burde, han, som har lidt den grulige død på korset for dig? for det tror du vel, at han liar? « Ja, det vidste Frederik nok. — han følte den dybeste afsky for den anden. » Du ved, at han er død for dig, « vedblev denne; » men har du så dine synders forladelse? er du genfødt? « Frederik havde på munden at spørge, hvad det vedkom ham; men det kunne han dog ikke; derfor tav han. » Har du dine synders forladelse? « gentog den anden endnu mere indtrængende. » Nej, « svarede Frederik ærgerligt, » endnu ikke; men det får jeg vel nok. « Den anden så ham ind i øjet med usigelig bedrøvelse. » Du tror, du får dine synders. Forladelse? — hvornår, har du tænkt? — det bliver ikke, før du beder gud om det. — tykkesdu kanske, det er for tidligt at omvende dig? — ved du ikke, at i dag er nådens tid? — ved du ikke, at Jesus i næste sekund kan kræve din sjæl af dig? — ved du, hvor du går hen, hvis det skulle ske? “ » Næ—ej, det ved jeg ikke så lige, og det ved du heller ikke; men jeg håber, at gud vil være mig nådig. « » Ved jeg ikke? — jo, det ved jeg! — o kæreste menneske! « vedblev han med en stemme så sød, at det kriblede i Frederiks neglerødder, » o kæreste menneske! hvor tør du opsætte det med din omvendelse, da du ikke væd, om det næste sekund tilhører dig? « » Ja det har jeg nu ingen lyst til at stå og prate med dig om, « afbrød Frederik og gik sin vej. Anders blev længe stående i sørgmodige betragtninger: dette var mærkværdigt! » Endnu ikke «, havde han sagt. Han havde altså dog tænkt, at han ville omvende sig en gang. — » Kære herre Jesus! Du ser, hvad der bor i dette menneskes sjæl! Han vil omvende sig, inden han dør, men ikke endnu. Han tror vel, at al glæde er forbi, når han bliver et omvendt menneske. — o kæreste herre Jesus! riv ham ud af denne græsselige vildfarelse, og lær ham, at først så begynder den egentlige store, salige glæde, og hjælp ham frem til omvendelse, før det bliver for sent, at han må blive en af dine små, en af dine hellige — — —! « — guds sædemand! det var det, Anders Jensen følte sig kaldet til at være. — han havde selv været langt ude på syndens veje. Allerede før han var et år gammel, døde hans moder. Hans fader drak regelmæssig en pot brændevin om dagen, og han mishandlede drengen: men da denne var ni år gammel, døde han af delirium. Anders kom så i huset hos sin mormoder, og hun forkælede ham; men siden hendes død havde han været blandt fremmede, og han havde levet flere år i Sus og dus, i drik og slagsmål, indtil han nu i sit 25de år var blevet fundet af sin frelser, af ham, der kan give kraft til kampen mod synden og skænke sine venner den fred, som verden ikke kender — og nu vidste Anders intet saligere end at udbrede hans navn blandt menneskene. Han gik ind i sit Kammer og fremtog af sin kiste Luthers huspostil; han måtte se at få lov til at læse dagens prædiken for Rasmus og Stine eller i hvert fald for den sidste; thi i hendes hjerte var der sikkert ikke så lidt af den gode jord. Hen mod aften, da Hansine kom ind, sad han endnu og talte med de gamle. Hun spurgte, om hun så måtte gå til legestue. Stine så til Anders; men hans tanker var langt borte. » Jeg tror, du har bedre af at blive hjemme og høre, hvad Anders læser, og hvad han har at sige, « sagde hun; » men vil du endelig af sted, så — — « » Hvad vil du til legestue efter? « spurgte Anders. » For at danse, naturligvis. « » Hvem skal du danse med? « » Med karlene, har jeg tænkt. « » Ja, med karlene — men tror du ikke også, det bliver med djævelen? « Hansine fniste, idet hun gik sin vej. » Ja, ja, « formanede Anders, » læg nu mærke til, om djævelen ikke er der alligevel! « Denne samtale fortalte hun Frederik om, lige straks hun traf ham i legestuen. » Ja, han er jo tosset «, svarede Frederik flot, » og det er han glad ved. « Men Frederik var i virkeligheden slet ikke så stor Karl, som han ville give sig udseende af; det ringede alligevel bestandig for hans øren: » I dag er nådens tid, i dag er gud at finde; nu kan alvorlig flid hans milde hjerte vinde «. — ja i dag, ikke i morgen! « — han gik igen i denne forfærdelige uro for, at gulvet skulle briste under ham. » Sekstur! « blev der råbt: » her mangler et par! Frederik Hansen! op med dig! « Og han dansede. — væk med alle kedsommelige tanker for i aften! — det går vel heller ikke så strengt til, som præsten præker. Den aften skulle de, der hidtil havde været drenge eller anden-karle, men nu havde fået pladser som rigtige karle, drikkes ind i karlenes lav. Den akt af legestuen, der foregik ved punchebordet, havde derfor også til en begyndelse et lidt mere højtideligt præg end ellers; men da det jo gjaldt om, at de unge fik en værdig indvielse, blev der også drukket mere end ellers. — Frederik Hansen var al tid meget forsigtig, og han var tilmed slet ingen ynder af stærke drikke; men den aften fik han alligevel for meget. Idet han forlod bordet, følte han heftige opkastningsfornemmelser, og ganske sagte listede han bort fra selskabet, ud i gården og om på den anden side af ladelængen. Iler satte han panden mod den kolde mur og blev længe stående; men da det ikke hjalp, måtte han bekvemme sig til at forsøge det middel, han havde hørt anbefale som probat i et sådant tilfælde, at jage en finger i halsen. Heller ikke det hjalp; så tænkte han på at gå hjem, men fik ved det første svage forsøg overbalance og tumlede baglænds en halv snes skridt ud på agrene, hvor han endelig faldt. det var en ganske løjerlig fornemmelse, han havde ved at ligge der. Jorden kørte rundt med ham, rundt og rundt, og uvilkårlig greb han fat i de visne græstotter for ikke at falde ned. — » Å, det er jo bare dig, der er fuld «, huskede han så og opslog en hæs, fjollet latter. — han erindrede, at det havde været koldt om aftenen; men nu skulle han næsten mene, at det ikke var koldt; han lå jo her ude på agrene med uknappet frakke, og dog havde han det så varmt og hyggeligt som i den lu-neste seng. — var han vågen, eller sov han? — han spyttede på knoerne og gned sig i øjnene. — jo, han var vågen. Han hørte vindens vemodige hvislen mellem hæssene og omkring husene, og det forekom ham, at det var hviskende menneskestemmer et lille stykke borte. Flere gange rejste han sig på albuen og stirrede sløvt frem for sig; men han så intet, og så faldt han tilbage igen. — » Du er jo egentlig et svin, Frederik Hansen! « hviskedee det inden i ham, » og du ville omvende dig? — ja i morgen! — i morgen? — nej hik! i dag! — i dag — i dag hik! — i dag er nådens tid — i dag skal du hik! rejse dig og opstå fra de døde — nej i dag er han opstået fra de hik! — ja her ligger — hviler hik! Frederik Hansen i sit støv — han ville omvende sig; men han kunne hik! ikke — men han gik på —• på med kram hik! Hals — for lykken står den kække bi — men han var for svag i kar — hik! i karakten — han fik sig ikke omvendt — og derfor ligger han her i støvet — som en orm — i støvet hik! — og vrider sig — i smærter — i helvedns luer — å herre Jesus! at det skulle tage en sådan ende med ham! — vor herre var såmænd uden hik! Skyld — men han var for svag af karak — af karakterstyrke — alt — alt for hik! svag---------- til sidst faldt han i gråd og græd sig i søvn. — da han endelig vågnede, frøs han, så hans tænder klaprede i munden. Han forsøgte at rejse sig, og nu gik det nogenlunde; men han havde en fæl sammensnørende fornemmelse i ansigtshuden, og så denne kulde! Nu måtte han ind og have varmen i dansen! Men så kom han i tanker om, at han muligvis var snavset på ryggen. Han tog frakken af og efterså den; men den fejlede ingen ting; der var jo også tørt, hvor han havde ligget. Han redte håret i vejret med fingrene: » Nu er du igen en nobel herre, Frederik Hansen! « — så påtog han sig en kæk mine og gik på med sikre skridt, men dog i lønlig frygt for, at de andre skulle have savnet ham, eller skulle kunne se på ham, at han havde været fuld. dansen var endnu i fuld gang, og musi-kanteren filede strængene af alle livsens kræfter; men tonerne kom ikke fra violinen, men langt, langt borte fra. — Frederik snappede en af pigerne og hvirvlede sig ind i dansen. Men o ve! straks begyndte stuen at køre rundt med ham, og han dansede mod bænkene og ind i krogene. Så opgav han det, listede igen ud og gav sig på hjemvejen. — det blev en besværlig tur; flere gange gik han i vejgrøfterne; når han ret ville tage sig i agt for den ene, så gik han i den anden, og omvendt. Men endelig kom han da hjem og ind på sit Kammer. Nu kunne han imidlertid ikke få støvlerne af, og når han bukkede sig for at lede efter støvleknægten, så kom de ækle opkastningsfornemmelser på ham igen. Der var ikke andet for, end at han måtte smide alt det andet tøj, trække bukserne af over støvlerne og gå i seng med strømper og støvler på. Han skød både over- og underdynen godt op for ikke at snavse dem og lagenerne ti], og så krøb han i kassen. Plan havde kun dyne til knæerne, og lejet var ikke behageligt; men han faldt snart i søvn. Da han vågnede, var han forfærdelig tung i hovedet, og så havde han en hæslig smag på tungen og langt ned i halsen. Han frøs som en bindehund. Mon drengen var stået op? — han rejste sig over ende og kiggede? Jo sengen var tom — og han var endda kommet sidst hjem. — mon han havde set, hvordan han lå? — det var jo en nydelig historie! — å hvem der dog bare kunne blive liggende hele dagen! — men det gik ikke; han måtte stive den af og lade som ingen ting. Langt om længe kom han ned i værkstedet. Anders værdigede ham næppe et blik; men det forekom ham, at han så et ondskabsfuldt grin i drengens ansigt. — arbejdet ville heller ikke rigtig gå den dag; ingen ting kunne han spise; men han troede, hans hoved skulle splittes ad af pine. Ingen af de andre sagde et ord til ham; men dagen truede med aldrig at få ende, og aldrig så snart var det blevet fyraften, før han igen listede i seng.. Men heller ikke siden kunne han komme tilbage i det gamle trit. Livet var på en gang blevet så over al måde trist for ham. — hvad skulle der blive af ham? — og om han nu blev kaldt bort herfra? — han havde syndet, og han syndede stadig, fordi han ikke ville ud af synden. Han hørte til de ugudelige, der synder med fri vilje og forsæt, og dog havde han al tid vidst, at han skulle omvende sig, blive gudfrygtig, så han kun syndede af skrøbelighed, kun begik uvidenheds- og overilelsessynder. Mangfoldige gange havde han foresat sig at gøre alvor af sin omvendelse; men derved var det blevet; han havde ingen karakter. — » Å herre Jesus! tag mig dog ikke bort midt i mine synder! Nu vil jeg lyde dig! Nu vil jeg omvende mig! Nu vil jeg! « — men hvorledes? — han tænkte frem og tilbage på, hvad han havde lært i skolen og hos præsten, og, hvad han siden havde hørt, frem og tilbage. Men det ene syntes ham at stride mod det andet, og det var ham umuligt at finde nogen løsning. — bare der dog var et menneske, hos hvem han kunne hente vejledning, en, der forstod sig på det, en rigtig gudfrygtig mand! — ja der var jo Rasmus krogs Karl! Hvem kunne vide! — han sagde jo om sig selv, at han var hellig. Frederik syntes nok, at dette var.formasteligt; men lige meget, han måtte tale med ham! — han huskede jo nok, at han selv var blevet vred sidst, de talte sammen; men nu forstod han, at det var uden grund; Anders havde jo kun bekendt sin frelser for menneskene, og det var jo ikke mere, end Jesus udtrykkelig krævede af dem, der troede på ham. Til alt held kom Anders samme aften for at tale med Frederik, og det forundrede denne sig meget over. » Vred, fordi du blev vred? Nej min ven! et guds barn må ikke blive vred. « » Næ—ej, men « — — — » Du har ’et nok ikke godt Frederik «? spurgte Anders med denne irriterende sødladne stemme. » Næ—ej «. » Hvad er der i vejen med dig? « Frederik tøvede med svaret; mod dette menneske kunne han ikke vise fortrolighed. » Hvad er der i vejen med dig? « » Å ingen ting. « » Jo det er der Frederik! og jeg kan godt sige dig, hvad det er. « » Så—å? « » Du kan ikke finde fred. « » Næ—ej. « » Tror du da ikke på Jesus? « » Jo—o. « » Men prøv så at bede ham om dine synders forladelse! Så skal du se, du får fred! « » Nej, ’et hjælper ikke. « » Hjælper det ikke? Hvoraf ved du det? « » Nej, jeg kan jo ikke lade være at synde med fri vilje og forsæt, og så længe jeg ikke kan det, er jeg jo ugudelig; men et ugudeligt menneske kan gud jo da ikke tilgive dets synder. « » Det er noget, djævelen bilder dig ind «, svarede Anders med overbevisning. » Men djævelen var en manddraber fra begyndelsen, og han blev ikke bestående i sandheden; thi sandheden er ikke i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner og løgnens fader. « — han ser, du strider for at komme ud af hans lænker; men kunne han nu få dig den generalløgn bundet på ærmet, så havde han spillet vundet. — kære ven! det er jo netop sådanne ugudelige mennesker som dig, Jesus så gerne vil have fat i. — lad os derfor i fællesskab knæle ned og bede om dine synders forladelse! Så skal du se, den kære herre Jesus hjælper dig til at lade være med at synde med fri vilje og forsæt. — Jesus er så usigelig god og kærlig, så du kan ikke tænke dig det. — lad os bede, Frederik! « » Nej, det kan ikke nytte «, påstod Frederik. » Hvorfor kan ’et ikke nytte? « » Kan du da ikke forstå det, menneske! Det er jo ikke ham, der skal omvende mig, det er jo mig selv! « » Nej, det er virkelig Jesus. « » Så—å? Du tror måske slet ikke, jeg kender noget til bibelen? « spurgte Frederik utålmodigt, » men jeg har alligevel set mange steder, at der står: » Omvender eder! « men jeg-har aldrig set noget sted, der står, at Jesus vil gøre det. — har du det? « Det vidste Anders i øjeblikket intet at svare til. Han sad derfor længe med foldede hænder og med blikket hævet mod kammerets mørke loft. » Du vil altså blive et pænt menneske, før du kommer til Jesus? « spurgte han endelig; » er ’et det, du vil? « » Jeg ville omvende mig «, kom det forsagt, » blive således, at jeg aldrig synder mod bedre vidende; forsætlighedssynder kan der jo ikke gives forladelse for. « » Hvordan ved du nu alt det? « spurgte Anders. » Det ved jeg fra lærebogen, og sådan har jeg lært i skolen. « » Af hvem har du lært det? — ikke af Jesus! Det kan du stole på, men af en vantro lærer måske. — du vil nu forstå det hele; men det lader sig slet ikke forstå; den menneskelige tanke er afmægtig, ja ligefrem fjendtlig mod alt det, der hører til guds rige. — o kæreste menneske! Du må omvende dig fra dine tanker, mens det endnu er tid, at det ikke skal lyde til dig: » Gå bort fra mig, du forbandede! i den evige ild, der dig er beredt af djævelen og hans engle. « Omvende sig? — ja men det blev mere og mere sort for den stakkels Frederik. Han kom til at tænke på de tre tusinde sjæle, der blev vundet den første pinsedag, hvor let de var sluppet til det, og så faldt det ham ind, at det vistnok måtte have været meget lettere at få rede på sagerne den gang, da man havde apostlene at rådføre sig med, i stedet for en lærebog, der anviste en vej, som var så umådelig svær, og en missionsmand, der troede sig i overensstemmelse med denne lærebog og dog lærte tværtimod den. » Herre! hjælp mig at finde ud af alt dette! « bad han. Men på hjemvejen lovede Anders sig selv, snart at gentage besøget; thi dette stakkels menneske trængte visselig til vejledning. i. Det var en af de sidste søndage før jul. Rasmus krog og Stine skulle til alters; men Stine var i dårligt humør, mens hun gik og lavede davre. Da hun var kommet op i storstuen, havde hun nemlig set,

1870_Korfitsen_EnSkibbruden

Valdemar

En Skibbruden

Korfitsen

Korfitsen

En Skibbruden

male

1870_Korfitsen_EnSkibbruden.pdf

Valdemar

Korfitsen

dk

En Skibbruden

En Kjøbenhavners Livsførelse. Novelle

n

gothic

V. Pio

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Et gilde. „ Mine herrer! — „ Min herre! “ udbrød øjeblikkeligt stud. jur. Langsted, der som jurist stærkt havde udhævet nødvendigheden af, at der var parlementarisk orden ved gildet, og at der måtte vælges en dirigent; „ jeg må bede dem at erindre, at de har at bede mig om ordet, når de vil tale. “ „ Å snak, Langsted! “ „ Til orden! “ — „ Til orden! “ lød det fra alle sider. „ Vel! — må jeg be ' e den ærede dirigent om ordet? “ „ Hr. stud. jur. Carlsen har ordet. “ „ „ Das war der langen rede kurzer Sinn! “ — mine herrer! Ifald man ville spørge os om anledningen fil, at vi i aften er samlede her i denne hyggelige lille bagstue, knejpens allerhelligste, så ville svaret rimeligvis i al anstændighed lyde: vor fælles ven, Carl Volmer, har fået den lille guldmedaille for sin gruppe Cain og abet, dette lille mesterværk, der vil bane ham vejen fil udødeligheden; han har slået abet smukt ihjel efter alle kunstens regler, og hans venner have villet hædre manddraberen — apropos! det lader fil at være en god forretning at slå folk ihjel — “ „ Det er naturligvis derfor, du har studeret. Medicin, “ bemærkede en ung maler, Sophus Frank. „ Conjecturen er dristig, men savner ikke al basis. — svaret ville altså i al anstændighed lyde til den nyfigne spørger: vi have villet hædre den unge fremadstræbænde kunstner. Kunne man imidlertid så fat i den egentlige, for den store mængde skjulte, dybere liggende grund, kunne man med andre ordgranske i hjerter og nyrer, få — “ „ Å, vent med det, til vi engang — gid sent! — kommer på obductionsbordet, “ bad Carl Volmer, æresgjæsfen. „ Så ville man dog måske se, at svaret heller burde lyde: vi vare umådeligt tørstige efter lang tids afholdenhed, på latin: abstinentia, på græsk: de vises dyd — “ „ Men det er dårligt græsk. “ „ Naturligt! det er fra de fenere forfattere — vi. søgte en anledning til at drikke — “ „ Bravo! — bravo! “ „ Så fik vor geniale ven, Carl Volmer, som sagt den lille guldmedaille; anledningen var der „ Til at drikke til den store. “ „ Og som flittige arbejdere i vingården benyttede vi den, og derfor sidde vi her. Vort dobbelte formål kan imidlertid ypperligt medieres op i en højere enhed ved „ bloße behændigkeit. “ Nu skal de bare se, mine herrer. Klokken er jo over 12; værten. har anmodet os om ikke at være alt for højrøstede; vi kunne derfor ikke hædre vor ven ved oftere at råbe tre gange hurra for ham, men for at vise, hvor oprigtigt vi mene ham det, ville vi fylde vore glas og tre gange drikke dem ud på en rig fremtid for billedhuggeren Carl Volmer. Han leve! “ „ Det var en satans god ide! “ udbrød en halvgammel herre, der var ansat i toldvæsenet; „ på den måde kan man da blive fuld i en fart. “ „ Udmærket fuld! “ snøvlede cand. fil. Petersen, der allerede var godt på veje. Glassene blev nu fyldte og atter tømte efter medieinereus recept, den fejrede takkede rørt, og Petersen foreslog, at man skulle synge den vise, han havde skrevet til festen, en gang endnu. Dette forslag blev dog imødegået på det allerbestemteste, idet man med fuld føje udhævede, at den allerede var sunget to gange, og at de nu alle sammen kunne den udenad. „ Desbedre går den, og alle gode gange er tre, og visen er minsæl god! “ Og så begyndte han at synge: „ Jeden abet bort fra hjemmet gik, jeden abet auf der Heide! Bro ' eren Cain ham fulgte nok så kvik, alle beide auf der Heide! Abet mødte fluks den grumme Cain, der var ingen verdens ting ivei ' n; aber — tænk dem! — auf der Heide stod den allerferste jødefejde. Cain ham myred ' og var nær ved galgen, skaffede ' Volmer derved dog medaillen. „ Cain ham myred ' — “ lød choret, som dirigentens vedholdende kimen dog fik bragt til tanshed. „ Jeg må bede de herrer om at tie af flere grunde, af hvilke den ene dog turde være tilstrækkelig at anføre lige overfor tænkende væsener. Vi har ikke mere punsch, og vi risquere, at værten ikke vil give os mere, når vi brøler sådan op. “ „ For himlens skyld! “ udbrød told embedsmand en, „ lad ' os blot tie bomstille. Tænk, om det umenneske, værten, faldt på en så raffineret hævn! “ „ Umuligt! “ mente Petersen. „ Han er da ikke den skinbarlige satan i en traeteurs huldsalige skikkelse. Jeg for mit vedkommende tror indtil videre, at han har et hjerte i livet. Men vi kan jo sætte ham på en prøve! — hr. Vært! Hr. Vært! “ — værten viste sig - „ En bolle! “ „ Jeg har virkelig ikke mere i nat, “ var det uheldvarslende svar „ Godt! ingen bolle! så lad mig få en julekage og en — en fin cognac. “ „ Passiar, Petersen! “ udbrød Volmer. „ Hr. Vært! jeg kan vel nok få to flasker champagne? “ „ Med fornøjelse, hr. Volmer! “ og som en kakerlak sprang værten ud ad døren. „ Drømmer jeg, eller er jeg vågen? “ spurgte Langsted. „ Bedrog mine øren mig? Sagde han ikke champagne? “ „ Jo, han sagde champagne, “ forsikrede Carlsen, „ og han synes ikke at tale i vildelse. Må jeg føle din puls, Carl? “ „ Ingen chicanonerier lige overfor denne noble charakter, “ råbte Petersen. „ Kom til mit bryst, Carl, og lad mig kysse dig. “ „ Nej, ellers tak! — der er værten med champagnen. Se, hvor de kælent strække halsen ud imod os, de ranke skønheder med de sølverne diademer om hovedet. Vær hilset, skønne enke! “ „ Veuve cliquot! je vous adore! “ udbrød Carlsen begejstret. „ Jeg gifter mig med enkefruen, når det skal være, “ forsikrede Langsted galant. Med øvet mesterhånd fik Volmer ståltråden vredet over, gejsten sprængte sine skranker og forkyndfe verden sin frihed med et knald, og kogende og sfummende sydede den liflige drik i de smækre glas. „ Lad bouteillen klukke og vemodigt sukke over tabet af sit ædle blod! Som en hob vampyrer vi dens indhold tyrer, suge spænstighed og fyrigt mod. “ Sang Volmer, idet han tømte sit glas for atter at fylde det. „ Mine venner! En kunstner har mange timer, fulde af tvivl, fulde as mismod, fulde af kval, men han har til gengæld frem for andre dødelige timer, fulde af henrykkelse, fulde af begejstring, fulde af fryd. I have beredet mig en sådan stund. Hav tak for denne glade aften. Den vil altid høre til mit livs kæreste minder. Den kalkunsteg, vi fik, glemmer jeg aldrig, men brændevinen kunne gerne have været bedre, min gode vært. “ „ Det forstår jeg virkelig ikke, hr. Volmer; det var af Møllers otte graders. “ „ Umuligt, kære mand! “ hikkede Petersen. „ Otte graders — umuligt! Jeg plejer aldrig at drikke mere end tre snapse til — til min aftensmad; — i aften har jeg - har jeg drukket fem, og jeg — kan ikke mærke, at — at jeg har drukket. “ „ Nej, “ bemærkede Langsted, „ det kan jo nok være, at du ikke kan mærke det, men så kan du stole på, at vi andre kan mærke det. “ „ Da vil jeg da ikke håbe, at i er bleven til-kjørte af det, jeg har konsumeret. “ „ Mine venner! “ begyndte Volmer igen; „ idet jeg takker jer for denne særdeles vellykkede aften, så synes jeg, at jeg skylder jer at gøre et løfte. Idet i har sejret mig som kunstner, har i på en måde pålagt mig en forpligtelse; jeg må vise ung værdig til denne hyldest, som jeg til dato kun kan betragte som til dels ufortjent, som anteciperet. Men derfor lover jeg eder, og den kongelige champagne være mit vidne! at jeg om et år skal concurrere til den store guldmedaille og forhåbentlig få den. Den store guldmedaille — ha! hvilken melodisk klang i disse ord — og sikken en masse penge man kan få på den. “ „ Det er formodentlig den lille guldmedaille, der giver champagne i nat? “ spurgte Frank. „ Det er klart! — guderne have hørt mit løfte. „ Hvad fik du på den? “ „ Å, den jøde ville ikke give mere end 40 daler. “ „ Sikken en optrækker! “ „ Nå! det er jo forresten temmelig ligegyldigt; det er kun et par flasker vin mindre. — clarerimus, amici, et ibimus! Jeg giver frokost i Gimle. “ „ Du er en Dannemand, Carl! “ råbte Petersen begejstret. „ Det må — være en stor — en stor glæde at kunne give guldmedailler til — en så nobel charakter, en så — en så opofrende og uegennyttig sjæl. “ „ Op til Gimle! “ og under tummel og støj forlod selskabet lokalet. Da det var i begyndelsen af Mai, begyndte det allerede så småt at dages, og de øde gader så ret besynderlige ud i den dæmrende belysning. Kun en enkelt sildig nattevandrer, der med vaklende fjed søgte hjemad, afbrød stilheden, der herfkede. De patrouillerende politibetjente så helt fortvivlede ud, fordi der flet ikke viste sig noget som helst kær komment bytte, der kunne bringes på stationen og derved skaffe dem en smule afveksling på den kedsommelige nattepost og en lille næsevarmer i vagtstuen. Der viste sig ikke en eneste begejstret yngling med dittyramber på læberne; ikke en eneste var ser, som gav den ulykkelige, forfrosne politibetjent den allerfjerneste grund til at rive ham i kraven og slå hans frakke isfykker. — gudbevares! hvor det dog var harmeligt. På engang afbrøde muntre toner den dræbende stilhed. Som skraldevognshesten, der i sin tid har stået ved dragonerne, hæver hovedet og får liv i øjet, når den hører trompeten skingre, således kom der også liv i den søvnige politibetjent, da han hørte vor ven Petersen kvidre: „ Nu er det tyst; for længst har os forladt solen, den gamle urostifter; men i den tanse, kølige nat vil vi skride til svare bedrifter. Borkeren snorker alt, men vi, vi gå på lystigt bumleri. “ „ Vil de på stationen? “ var det intrikate spørgsmål, som af politibetjenten stilledes den melodiske ungersvend. „ Nej, jeg vil til Gimle. “ „ Ja, vil de så forholde dem rolig? “ „ Nej, hvis jeg forholder mig rolig, så — kommer jeg jo ikke — til —- til Gimle. “ „ De skal ikke bryde dem om hans passiar, “ sagde den besindige toldembedsmand mæglende. „ De seer nok, hvordan han har det; men jeg skal nok sørge for ham. “ „ Du, toldvæsen! “ råbte Petersen. „ Ich muß lachen! Han vil sørge for mig. Tak, min bro ' er. Ja, lad os så køre videre; så er jeg jo i gode hænder. “ Karavanen drog nu videre, og efter en timestids forløb lykkedes det den også velbeholden at nå til Gimle på hjørnet af Frederiksbergs Bredegade og alléegaden, dog ikke udenat forskellige indbydelser til de passerede politistationer og deraf følgende parlementeringer vare gåde forud. Gildehallen, der i kraft af en dristig fantasi havde fået navn efter Odins strålende Borg, var såre tarveligt udstyret med bohave. Nogle simple træborde med dertil hørende bænke vare alt, hvad der var i stuen, når undtages „ Skænken “, og ved et af disse borde tog selskabet plads. „ Ingen valkyrie vil kredentse bægeret for os, “ ytrede Frank. „ De er ikke stået op endnu, “ sagde Volmer, idet han vinkede husets høje herre hen til sig. „ Må jeg få seks kopper kaffe og den fornødne cognac. “ „ Nej, jeg vil ha ' e spejlæg! “ brølede Petersen. „ Bouillon! “ råbte Carlsen. „ Marinerede sild og snaps, “ sagde toldvæsenet. „ Er der ingen, der ønsker boeuf à la francaise eller caviar? “ spurgte Volmer ironisk. „ Jeg for mit vedkommende kunne nok have lyst til nogle østers-posteier. “ „ Ja, min go ' e mand, “ bemærkede værten — „ I er jo gale tilhobe. Tror i, at Gimle holder en brillat-savarin til at sysle i stegers og køkken? Vær i glade, når vi endda karl få en flamsk sild og et par stykker smørrebrød på denne tid af døgnet. — det har de vel nok, vært? “ „ Jo, det skal de få. “ „ Og så kaffe ovenpå. “ „ Græsseligt! græsseligt! “ jamrede Carlsen. „ Hvad er der nu på færde? “ „ Græsseligt, at man skal være nødsaget til spægelse og spægesild, når man har en kassebeholdning på 40 daler — så meget har du jo, Volmer? “ „ Omtrent. “ „ Græsseligt! “ lød det i Chor. Sildene kom imidlertid på bordet og blev fortærede med stor appetit. Det vittige toldvæsen producerede forskellige variationer på den mos begroede vittighed om, at silden skulle svømme, samtidigt med, at han uafladeligt skænkede i snapseglassene. Følgen af disse rigelige mationer var den, at Petersen sank i dvale under bordet; som en ægte einherie stod han dog op til ny idræt, da han hørte kaffeknægtene marchere op. Da man havde gjort det af med dem og betalt værten, udtalte Volmer sin brændende lyst efter et varmt bad. „ Jeg gi ' er varmt vand, “ udbrød han. „ Og jeg små romere, “ supplerede Langsted. „ Så lader os nyde livet i form af halve historier på castelsveien, “ foreslog Frank. „ Ja, jeg — skal — på — på skolen og indpode de vevre peblinger historiens — store sandheder, “ fortalte Petersen stammende. „ Og jeg skal på toldboden, “ snøvlede toldembedsmanden, „ men jeg følger med. “ „ Du fkal da ikke på skolen kl. 5 om morgenen? “ „ Er den ikke mere — og — det er så lyst? “ „ Og du, toldvæsen! “ sagde Volmer; „ tror du ikke, det var bedst, at du først fog dig et varmt bad? “ „ Ja, ellers er jeg bange for, at du ikke vil være i stand til at klarere. “ „ Clarere? “ spurgte fyren, der var aldeles fra det, skønt han balancerede fortrinligt; „ klarere! Du har jo klaveret, ikke sandt, vært? “ „ Jo, mange tak, de herrer! “ „ Nå, ja så farvel! “ „ Lad mig ta ' e dig under armen, Petersen, “ sagde den velvillige toldembedsmand, „ så skal jeg nok bugsere dig. “ „ Tak skal du ha ' e, min ven, “ sagde Petersen, idet han halvt talte med sig selv. „ Stille, stille! Vil du stå, kamel! Så! nu er der balance i tingene. Så går vi. “ Arm i arm gik de nu over ad Østerbro til for at styrke sig til nyt hærværk og så vidt muligt udslette sporene af det gamle. I. Carl Volmer. Carl Volmer var atten år gammel, da han fra en af Københavns latinskoler blev dimitteret til universitetet. Kort efter mistede han begge sine forældre, som efterlode ham et par tusind daler, og han kunne nu uhindret følge sin lyst til kunsten. Istedenfor at lade sig immatrikulere ved universitetet, lod han sig derfor indtegne som elev ved kunstakademiet. Om hans valg i grunden var rigtigt, vidste han ikke selv med bestemthed; thi han havde sporet anlæg hos sig selv i forskellige retninger. Han var således ikke uden poetisk begavelse, og forskellige smådigte, som han havde ladet se lyset i et par tidsskrifter, havde gjort en vis lykke og derved gjort ham vaklende med hensyn til valget. Men om han end et øjeblik kunne være i tvivl om, i hvilken retning han skulle gå, et mente han dog at vide med sikkerhed, og det var det, at han ikke egnede sig til akrobatiske trapez-kunster eller escaladeringer på embedsstigen sålidt som til at trælle som bagersvend i kongens bageri, hvor der laves levebrød. Han begyndte altså at tegne og modelere, og samtidigt skrev han småartikler i bladene. Alt gik såre godt; kun tilfredsstillede han ikke sig selv. Han syntes, og vel ikke med urette, at der var noget spaltet i hans tilværelse, og forgæves forsøgte han at hæve denne spaltning. Er du kunstner, eller er du digter? spurgte han ofte sig selv. Rimeligvis ingen af delene, lød hans eget svar; hvor kunne du vel ellers være i tvivl? Et dybt mismod var den nærmeste følge af en sådan selvbetragtning, en ødelagt skizze eller et iturevet digt og en natlig orgie den næste. Ikke desto mindre gik det dog jevnt fremad med hans studier, thi han kunne til sine tider være i besiddelse af megen energi og arbeidsdygtighed. Efter et halvandet årstids forløb kunne han derfor også meddele sin eneste slægtning, en onkel, at han havde fået den lille sølvmedaille. Med brevet fra onklen, der lykønskede ham i den anledning, fulgte en indbydelse til at tilbringe sommerferien på hans gård i nærheden af Holbæk. Under besøget der blev Volmer for første gang alvorligt forelsket. Hun var livlig, piquant og havde megen interesse for kunst og poesi; dernæst var hun gracieus, en conditio sine qva non lige overfor ham, og dansede fortræffeligt. De strejfede om sammen i mark og skov; han betroede hende sine tvivl om sit talent, men hun vidste at indgyde ham nyt mod, og da sommerferien var forbi, rejste han frisf og frejdig til København for at concurrere til den store sølv-medaille. Udsigten til hendes hyldest og beundring begejstrede ham, men derfor tænkte han dog ikke et eneste øjeblik på at fængsle hende til sig. En kunstner må være fri ligesom en soldat, var hans maksime. Familiepjank og huslig lykke bortlede hans blik fra målet og kvæle hans begejstring og svække hans mod. I lidt over en måned var han gået på akademiet efter ferien, og dag for dag kunne han se, hvorledes han gjorde fremskridt, hvorledes hånden blev mere fast og øjet mere pålideligt og sikkert, da modtog han en dag et brev fra onklen, i hvilket han blandt andet ganske sn passant blev underrettet om, at hun pludselig var død. Død! — hun død! den eneste, hvis dom han brød sig om, den eneste, fra hvis læber en tak eller et bifaldsord lød smukt i hans øren, den eneste i hele den vide verden, der havde syntes at forstå ham, og som havde kunnet opløse hans sjæls disharmonier. Skurrende accorder bruste nu frem, en streng var sprunget, og livets Melodi var græsselig falsk. Pousserstokken blev kastet hen i en krog, ar beidsblousen bagefter, og i løbet af et par måneder fik de lov til at ligge der, medens ejermanden lå, hvor det kunne træffe sig, men sjeldnest hjemme i sin seng. En nat vaklede han hjemad med en del besvær, i al fald troede han da, at han havde sat coursen ad vestervold til. Dels på grund af stormen, dels på grund af compassets deviation blev han imidlertid forsat en hel del, og da han omsider nåde volden, var det formedelst megen afdrift uheldigvis Østervold, han landede ved. Forgæves spejdede han efter havn, forgæves gik han fra hus til hus for om muligt at få øje på sin gadedør, det hjalp alt sammen intet, og han ville just til at opgive ævret, da en ung Aland viste sig, og han bestemte sig da til at skyde nødskud. „ Halloi! De der! “ preiede han. „ Hvad godt? “ „ Kan de ikke sige mig, hvor jeg boer? “ „ Ikke sådan på stående fod, med mindre de er i stand til at give mig et lille vink om, i hvad kant af byen det skal være. “ „ Ja, det skal sgu ' være her ved vestervold i numer 35 på anden sal, men jeg vil la ' e mig hænge, om jeg kan finde huset — det er mig en fuldstændig gåde. “ „ Ja, den kan jeg dog løse og de også, når de tager fornuften en smule fangen. “ „ De mener, at det er fordi jeg har hengivet mig vel meget til nydelsen af stærke drikke, at jeg ikke kan finde min wigwam — o nej, ædle Sire! “ „ Jo, det er dog den indirekte årsag; den mere direkte er derimod den, at de for øjeblikket ikke så meget er ved vestervold som derimod ved Østervold. “ „ Jeg tror mafoi, de har ret! “ var Volmers forbavsede udråb. „ Men så forklares alt jo på den naturligste måde af verden. Og jeg, som virkelig begyndte at hælde til den anskuelse, at det dog måske var på grund af vel megen toddy, at jeg ikke kunne finde døren. Der kan man dog se, hvor man kan være nær ved at gøre sig selv uret, for det er da tydeligt nok, at man umuligt kan finde en gadedør ved vestervold, når man går og leder ved Østervold. Altså, op til vestervold! Filons, filons, filons encore! Går de med? “ „ Ja, jeg skal netop den vej. “ „ Deres ærede navn? “ „ Søren Borch, og deres? “ „ Carl Volmer. “ Undervejs blev Volmer efterhånden klar i hovedet; en ret livlig samtale udspandt sig mellem de to nye bekendte, og da de skiltes ad, havde de gensidigt fundet så meget behag i hinandens selskab, at de blev enige om at fortsætte bekendtskabet. Det varede ikke længe, inden Borch, der nærede megen interesse for de skønne kunster, og som selv var optrådt som forfatter, havde fået en vis indflydelse på Volmer, der var nogle år yngre. Det lykkedes også ved hans indtrængende forestillinger at få denne til at tage fat for alvor, endskønt Volmer en tidlang besvarede alle hans opfordringer i den retning med et irriterende hvorfor? „ Hvorfor? om ikke for din egen skyld, så for dine venners. “ „ Mine venners! “ udbrød han skeptisk. „ Nå, lad gå! men venner! når man savner en sand veninde. “ I nogen tid arbejdede han dog med megen flid; den store sølvmedaille fik han, og den lille guld medaille fulgte senere, som vi have set. Derfor havde han dog ingenlunde opgivet sit regelløse liv; han havde nu engang ingen rigtig regulator, og af og til for der ligesom en dæmon i ham, så måtte han ud, ud i det frie, bort fra de dagligdags omgivelser og de vante trivielle stemmer, og så var det meget vanskeligt for hans værtinde at sige, hvor-når hr. Volmer var til at træffe igen, hvis nogen kom og spurgte efter ham. Hans lille arv var efterhånden gået al kødets gang, og for at leve måtte han derfor jevnligt skrive artikler til bladene eller hjælpe en gipser og ornamentskærer med sit talent. Men det, at han til sine tider var nødt til at lade talentet trælle som „ eine tuchtige Kuh, die ihn mit butter versorgt “, opirrede ham; at han ikke fri for alle spidsborgerlige bekymringer uhindret kunne arbejde i kunstens tjeneste var ham en kval, som han kun alt for ofte søgte at glemme i ville bacchanalen der kom timer, fulde af angst og smerte, timer, i hvilke han fortvivlet spurgte sig selv: hvad lever du for? hvilket er dit mål? og hvor det mistrøstende svar var: du har intet mål! Den, for hvis skyld du ville have taget kampen op, er borte, men hvorfor da fortsætte kampen? Ja, kunne du træffe en kvinde, der forstod dig, og som brød sig om dig! Han søgte og søgte, ofte på de forunderligste steder; undertiden troede han at have fundet hin ene, men efter en kortvarig rus var illusionen forbi og hans mismod kun desto større. Såre ringe var således det udbytte, han havde af denne sin frugtesløse søgen. Engang fandt han dog en, som realiserede lidt af hans drømmes ideal, men hende mistede han også, og forresten — „ Hende var det dog ikke “. Det var en ung dame, som han oftere havde set i tteatret. Hendes umiskendelige begejstring for kunsten, hendes strålende mørke øjne, der funklede af glæde, hver gang publikum tiljublede en af de agerende bifald, hendes ufrivillige suk, når tæppet faldt og stykket var forbi, fængslede hans opmærksomhed, og inden ret lang tid havde han med sædvanlig behændighed vidst at sætte sig i rapport fil hende. De mødtes om formiddagen på Langelinie, og hun fortalte ham nu, at hun var fra Norge, fra Christiania, hvor hendes fader var kongelig embedsmand. Hun havde i flere år ønsket at komme fil tteatret, men hun måtte ikke. Faderen havde dog, for at rette sig lidt efter, hvad han kaldle: hendes luner, antaget en af skuespillerne fil at uddanne hende i oplæsning og declamation, og da hun mærkede, hvorledes hun ved private forestillinger og i selskaber vakte kenderes opmærksomhed, fattede hun den beslutning at rejse fil København uden videre. Uden at betroe sig fil en eneste gav hun sig nu fil at forberede sig fil rejsen, og en skøn dag steg hun ganske ene iland på toldboden, forlangte en drosche og lod sig køre hjem fil en gammel slægtning af hendes moder, som hun betroede sig til, og som måtte tage imod hende. Nogle dage derefter fremstillede hun sig for tteater directeuren, der høfligt underrettede hende om, at til trods for sit utvivlsomme talent ville hun i al fald foreløbigt være en umulighed på en dansk scene på grund af den norske dialekt. Derfor opgav hun dog ikke sit forehavende, og alle hendes forældres breve og bønner om at komme tilbage rokkede ikke hendes jernvillie. „ Jeg vil til tteatret; jeg vil lære at tale dansk, “ sagde hun og stampede i gulvet med sine små fødder. „ Lær de mig det, så er de vakker, de! “ Volmer gjorde sit bedste; han blev uvilkårligt revet med af hendes begejstring og sikre tro på sig selv. De kom dagligt sammen, og en skøn dag opdagede de pludselig, at de vare forelskede i hinanden. „ Men jeg er kunstner, og en kunstner må være fri. Jeg gifter mig aldrig, “ sagde han til hende, da hun en dag var hjemme i hans atelier for at blive modeleret. „ Og jeg vil være kunstnerinde. Jeg tror, du har ret; derfor ville vi stilles, “ svarede hun med gråd i stemmen. Megen overtalelse kostede det ham at få rokket hendes beslutning, men omsider lykkedes det ham dog at få hende til at love, at hun ville komme som sædvanligt den næste dag. Da hun var gået, frygtede han dog for, at hun skulle bryde sit løfte og ikke komme, og han syntes at føle, at hendes selskab var ham uundværligt. Frygten for at miste hende gjorde ham poetisk stemt, og følgende lille epistel, som han i et nu henkastede på papiret, mindede hende endnu samme aften om hendes løfte: Alice! O, vil du være mit hjertes viv, forsøde mit kvindeforladte liv og være min lyst og glæde, så syng og le, du søde små, men som du formodentlig kan førståe, så må du ret aldrig græde. Ja, kom så jublende til mit bryst, og vær mit håb, min tro og min trøst, min kærlighed og min lykke, ja, kom herhid, hvis du har mig kær, så får mit liv dog en smule værd, og så blæser vi verden et stykke. Så lad mig høre endnu en gang din norske stemmes yndige klang — jeg har jo dit ord i borgen. Med dit løfte maner jeg glæden frem, bring lys og lykke ind i mit hjem, og kom, ja kom så i morgen! Hun kom også, og den aften blev hun. I over otte dage hørte han nu ikke fra hende; han skrev hende til, men fik intet svar, førend han en aften i sin brevkasse fandt en lille seddel, hvorpå der i hast med blyant var skrevet: „ Tante har opdaget alt og tvunget mig til at rejse hjem. Levvel, min ven, og glem din ulykkelige Alice. “ Da den første sorg var forbi, skildrede han hele denne episode i en lille fortælling. Det var hele udbyttet, sagde han til sig selv. Nej, der vokser ingen roser for mig, og så gik han ud og væltede sig i tidslerne. I en sådan evindelig vekslen af stemninger, af flid og spildte timer, af frejdighed og fortabthed forløb der et par år. Da var det, han fik den lille guldmedaille og i et øjebliks rus troede at turde forsikre sine venner om, at den store var undervejs. Men først skulle jo, som vi have set, den lille sættes overstyr. „ Der må være orden i enhver ting, “ sagde han. „ Gemmer man sine skatte, bliver det aldeles uoverkommeligt at få dem brugte, når man engang giver sig i færd dermed. Man bør ikke lade forretningerne vokse sig over hovedet. “ Iii. I skoven. Vi forlade vore helte på vejen til badeanstalten og støde atter på dem, da de komme derfra. „ Man føler sig som et nyt ' og bedre menneske ovenpå sådan en badetour, “ udbrød Carlsen. „ Men dette nye og bedre menneske bør man kærligt pleje og omhyggeligt sørge for, “ mente Volmer. „ Hvad siger i om at gå til Constantia og spise frokost? “ „ Jeg skulle rigtignok på hospitalet, men — “ „ Man bør dog først kurere sig selv, og du går altså med. “ „ Jeg er med, “ sagde Langsted. „ Udbyttet af at høre juridiske forelæsninger i dag turde dog være temmelig tvivlsomt. “ „ Ja, jeg må på kontoiret og have mig en lille skravér; man er ikke ung længere, “ klagede told embedsmanden. „ Desværre kan jeg ikke gøre jer selskab. Jeg har andre og helligere pligter; jeg skal bespise det unge Danmark med åndelig føde, “ fortalte Petersen med vemod i stemmen. „ Jeg foretrækker dog selv at blive bespist i con-stanfia, “ sagde Frank. Selskabet skiltes altså ad, og de fire uforfærdede droge ud ad strandvejen. Da de kom til slukefter, foreslog Volmer, at man kedede et øjeblik og nød den historiske drik: en gammeltøl med en pind i. „ Det har jeg aldrig drukket om dagen, “ sagde Carlsen. „ En grund mere for dig til at overbevise dig om, af det kan gøres. “ „ Måske sgu '. Empirien leve! “ Efter et kort hvil, der altså udfyldtes med gammeltøl og de fornødne pinde, drog man videre, og inden ret lang tid befandt de fire venner sig foran et veldækket frokostbord i veteranen blandt strandvejens tracteursteder, det udholdende con stanfia. „ Livsalige Hebe! “ udbrød Volmer, efter at han for fjerde gang havde ringet på jomfruen. „ Vil de være så artig af kredentse mig et bæger fuldt af kostelig malurt. “ „ En snaps malurt? — så gerne! “ „ Min lille mave vånder sig under følgerne af den søde gift, som han kaldte for champagne. — mange tak! — holder de sardiner? “ „ Jo. “ „ Men de er jo en ren engel. Må jeg få få en æske og noget mere øl. Man tørster altid grusomt hen ad foråret. “ „ Ja, især når man har drukket hele den foregående forårsnat, “ bemærkede Langsted filosophisk. „ Skulle vi så ikke have en omelette ovenpå? “ „ Jo, hvorfor skulle man nægte sig noget af livets goder? “ „ Fire omeletter, om de behager, uforlignelige. “ Omeletterne kom, og da de i forbindelse med en flaste Sherry vel vare fortærede og, regningen opgjort og betalt, blev man enige om at gå op over stalden for at drikke kaffe. „ Vi må vel have os en lille pousse-café? “ spurgte Volmer, da man havde anbragt sig ude på altanen. Et enstemmigt naturligvis var svaret. „ Altså fire kopper kaffe og fire ægte cuiracao ' er. “ Kaffen viste sig i forbindelse med fire diminutive liqueurglas. „ Hvor menneskenes børn dog kunne være ær gerrige! “ udbrød Carlsen ved synet af disse lilleputter. „ Husaren vil åbenbart vindicere sig æren af at have de mindste liqueurglas i verden. “ „ De har vel hørt til et dukkestel. — hvormeget? “ „ I daler 2 mk. 8 sk-, min herre. “ „ Nå, hvor den skal fmage! “ udbrød Frank be-geistret. „ Hvem synger her for øjeblikket? “ spurgte Volmer opvarteren, der gav en omstændelig beretning om selskabets damer og deres tidligere kunstnervirksomhed, hvorefter man besluttede at komme tilbage hen ad aften og gøre bekendtskab med de kvidrende sangfugle. „ Nlen jeg begynder at blive søvnig, “ fortalte Langsted. „ Skal vi gå op og tage os en lille lur i skoven? “ Forslaget vedtoges og iværksattes så grundigt, at klokken var hen ad 5, da man atter genfandt sig selv liggende på ryggen „ dybt inde i den lyse, den forårsgrønne skov “. „ Hvad nu? “ „ Ja, det er for tidligt at gå op over stalden. Nattergalene er endnu ikke ankomne. Skal vi fpise til middag? “ „ Ja, lad os gå op til bellevue. “ „ Gå! “ råbte Volmer indigneret. „ Hvem taler om at gå, når man har lommen fuld af penge? Vi kører naturligvis. Der er jo nok en kapervogn ude på holdepladsen. “ „ Hvordan stiller det sig forresten med kaffebehold ningen? “ spurgte Carlsen, „ for jeg har ikke mere end et par daler, og dem skal man ikke komme langt med, når vi drikker snapse til tre daler dousinet. “ „ Nå! nu regner du dem ud i dousinvis. Ja, jeg kan da forresten berolige dig med, at vi tilnød kan få et halvt gros endnu. Der er stadigt højvande. Her er to femdalerfedler, og jeg har flere småsummer rundt om i de forskellige lommer. Her finder jeg blandt andet to specier. Vi er ovenpå, og min skrceder har jeg betalt. “ „ Er du gal, mand? “ „ Nej, men engang imellem er man sgu ' nødt til at vise sin gode villie. Manden er ganske skikkelig, og i regelen tager han villien for evnen. I det sidste halvår har han omtrent levet af håbet om, at jeg måtte få medaillen. Der er ikke et eneste menneske, der oprigtigere har ønsket mig held end han. Det måtte påskønnes. “ „ Hvad gav du ham? “ „ Å, jeg havde fantaseret om 30 rdl., så fik han 15. “ „ Så bør han heller ikke klage. -— en avant til bellevue! “ Toget satte sig nu i bevægelse nedad holdepladsen til, men da de kom udenfor stalden, blev de anråbte oppe fra altanen. „ Halloi! Carl og Frank! Hvad f.! er i der. Kom herop og få et bæger med! “ Et så lokkende tilbud kunne man naturligvis ikke modstå; de fire venner skyndte sig også opad trappen og ind i salen, hvor de forefandt et helt selskab af unge kunstnere, der havde lejret sig om en rygende bolle. „ Det kan jeg lide: punsch klokken fem om eftermiddagen! “ udbrød Frank. „ Man bør ikke spilde tiden, “ bemærkede en af selskabet; „ ars tonga, vita brevis est. Må jeg have den fornøjelse at præsentere dem, mine herrer, frøken Olsen, staldens og mit hjertes primadonna assolula — “ „ Åhr, di! “ læspede den unge florklædte skønhed med temmelig hæs stemme. „ Hendes forcerolle er som fenella i „ Den stumme “. — og frøken Jensen, buffosangerinde af første rang. Drikkevisen er hendes specialitet; derfor bærær hun hædersnavnet buffetsangerinde. “ „ Det glæder os særdeles at gøre damernes bekendtskab, “ sagde Frank. „ Vi skulle have været til bellevue, men — “ „ Vi kom også til bellevue, “ supplerede Volmer, idet han sirligt bukkede for de skønne, af hvilke den sidste bøjede sig ned til sin sidemand og spurgte: „ Hva ' va ' de ', han sæ ' e? “ Til sit eget fordærv gav den letsindige en fuldstændig forklaring over complimenter!, som blev så vel optaget af den unge dame, at hun fra det øjeblik af kun havde øje og øren for Volmer. Da han senere lod komme et par flasker vin, var han øjeblikkeligt ferme premier hos dem begge. Sangerdirecteurens opfordringer til at begynde på tribunen vare aldeles frugtesløse; hans berettigede vrede formildedes dog betydeligt, da han blev opfordret til også at tage plads ved bordet, og den gik aldeles over, da Volmer rejste sig og talte sålunde: „ Mine damer og herrer! Schiller siger etsteds: „ Wohl perlet in glæser der funkelnde wem, Wohl glænzen die augen der gæste; der sanger zeigt sikh, er tritt herein, Zu den guten bringt er das Beste. Denn ohne die lejer im schimmernden sål ist die freude gemein auch beim necktarmahl. “ „ Och Schiller har denn Recht! “ brummede direc teuren. „ Ganske vist har Schiller ret, “ fo

1890_ChristensenM_EnSoen

Illa

En Søn

Christensen

ChristensenI

En Soen

female

1890_ChristensenM_EnSoen.pdf

Mathilde

Christensen

F. C. van der Burgh

dk

En Søn

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Tteologisk kandidat Valdemar andrésen havde fået kald et sted ovre på Lolland. Det var en yngre, ugift mand, dygtig, ivrig i tjenesten, især interesserede skolevæsnet ham. I det hele taget lå det administrative mest for ham. Han var ret velgørende på sin maner, og hans maner var at hjælpe dér og sådan, som han mente, det kunne bære frugt. Han gav aldrig, hvor han indså, at det ikke ville hjælpe ud over det første øjebliks nød, han gav aldrig, fordi noget i ham led ved at se lidelse. Kærlig overbærenhed, uvilkårlig medlidenhed var ham fremmed. Han vidste, det var hans pligt som menneske og særlig som præst at øve barmhjærtighed, og nåde også ofte op til at synes barmhjærtig, men han var gået ad viljens stenede vej, det var ham ikke i kødet båret. Man kunne have læst sig det til i hans ansigt. Den skarptskårne profil, den skægløse mund med de tætsluttende læber, den brede hage, det hurtige, observerende blik i de sorte, lidt stikkende øjne fortalte om, at dette var en klog, viljestærk, men kold mand, og var man en særlig fin iagttager, kunne man finde små rynker ved øjenkroge og mundvige, som ville påstå, at uden kamp var denne ro og overlegenhed ikke vunden, men det vedkom jo hverken menighed, bisp eller Provst, de så, at han gjorde sin pligt, og pastor andrésen vidste det selv bedst af alle: han var, som han burde være. Det var som sagt hans første embede, og med Københavns fattignød i frisk minde var det rimeligt, at han, da somren kom, opfordrede de mere velhavende bønder i menigheden til at tage mod københavnske friskolebørn i ferien. Det var en fornuftig indretning, fandt han, at sende stakkels bybørn ud på landet for at trække frisk luft og drikke sød mælk; han selv tog et par drenge til sin præstegård. Et par år efter modtog præsten en sommerferie Olaf Holm, den gang lige ni år gammel, året efter kom han igen, — atter næste år. Så var det, at pastor andrésen opdagede « det brillante hoved, der sad på den dreng », og gjorde anstalter for at beholde ham som sin plejesøn. der kom ikke oftere friskolebørn til præstegården, « for Olafs skyld »; uhyre meget blev i det hele taget gjort eller undladt « for Olafs skyld ». Menigheden var rørt over sin præsts omhu for at « kige og plante i dette forsømte barnesind », den var rørt over at se noget blødt og varmt komme frem i det stivnede ansigt, i det kolde blik, som den havde en frygtagtig respekt for, den var især rørt over alle de udgifter, præsten satte sig i for den drengs skyld. Der blev lagt nyt gulv i den stue, hvori han skulle sove, fordi man troede, der var svamp i det gamle, der blev købt en « islænder », for at Olaf kunne more sig med at lære at ride, der kom endog stuepige i præstegården. Hun var jo rigtignok fra København, men lod dog til at være skikkelig og stilfærdig. — « det var en stakkel, » sagde præsten til skolelæreren, « som trængte til at have det godt, » — ny anledning til rørelse over præsten; man ventede til sidst, at Olaf skulle blive adopteret, onde tunger hviskedee, at skete det, så vidste de nok, hvad de vidste, det var ikke for intet, at Olaf Holm havde ligeså mørke øjenbryn som pastor andrésen. En storbonde, som præsten var kommen på kant med i sognerådet, talte en gang ligesom tilfældig om de øjenbryn, præsten sendte ham et strengt, observerende blik, bonden blev flov, senere taltes der aldrig om nogen lighed; — Olaf blev ikke adopteret, kun var det blevet bestemt, at han skulle kalde præsten « fader ». Og han blev elsket som en fader! ja måke endnu højere, måske man kunne kalde det tilbedelse, som han var genstand for. Al den indestængte barnekærlighed, Olaf havde til overs fra før, hver en ny tanke, der opstod i ham, hver evne, der blev vakt hos ham, hver glæde, han lærte at nyde, alt havde jo fået liv og skikkelse ved faderen, og han gav ham det alt tilbage som kærlighed, med rente og rentes rente, af sit varme hjertes ubegrænsede hengiven. Efter sin natur gik han ganske stille med sin begejstrede kærlighed; men det saås i hans blik, det mærkedes i hans jærnflid for at indvinde det forsømte, sådan som faderen ønskede, det skulle indvindes, det hørtes frem for alt i hans stemme, når han talte til sin fader. Også sin vrede — og han blev ofte vred — havde han tilbøjelighed til at bide i sig og så gå stille gnaven om med sin harme, men det kunne hænde, når han blev tirret, at vreden tog magten fra ham, han slog så løs på, hvad der var nærmest ved hånden, kammerater eller stuepigen Marie, som han fra den første dag havde et horn i siden på, fordi hun ville kysse ham og kaldte ham « min lille dreng », eller han slog dyrene, når de generede ham. En gang, da han skulle imponere de andre med et mesterspring over en dyb grøft, løb en lille hund ham mellem benene, og han faldt i grøften, mens de andre lo; i vrede og ærgrelse sparkede han hunden, så at dens ene pote knækkede; — han plejede dyret omhyggeligt, men kom aldrig mere til at holde af den hund, den mindede ham om noget ubehageligt. De, der kun af og til så Olaf, trode, han var en tung, ligegyldig hverdagsnatur, han gik om med sit mutte væsen og alvorlige ansigt og syntes altid ens; kun de, der kendte ham nøje, tog mærke af en smule luden med hovedet, en urolig bevægelse med hånd og fod, en stramhed ved munden, en skyhed for at hæve blikket; så vidste de, at nu var Olaf let til at få sin « bersærkegang ». Men ene faderen vidste, hvad der bøde i ham af kærlighed. Det kunne hænde, når sindet var i anmarsch, enten over for en kammerat eller over for Marie, at Olaf pludselig slap leg og rethaveri og i fuldt løb frelste sig ind i præstens studerekammer, det var for ham det bedste sted på jorden, et Paradis, hvor han havde fred for de andre, og det faldt ham let her at glemme, hvad de andre havde gjort ham, fordi han her ret følte, hvor meget mere favoriseret han var af skæbnen, at denne helligdom stod ham åben — men ikke de andre, — han smilte ved tanken. Når præsten tilfældig hørte den høje, vrede røst, som bebudede raseriets udbrud, og han i tide fik kaldt Olaf til orden, så kunne det hænde, at drengen lidt efter kom listende ind i studerekammeret. Tavs og mut satte han sig til at læse i den fjærneste krog, men dog sådan, at han ubemærket kunne skotte hen til faderen og tyde hvert træk i hans ansigt. Når der var gået en stund, rejste gerne præsten sig, sagde ikke et ord, men gik kun hen til Olaf og lod et øjeblik begge hænder hvile på drengens sorthårede hoved med alle de brusende, urolige tanker, som ville han mane den onde ånd bort. Olaf sad stille som en mus, mens tårerne arbejdede for at komme frem, de fik ikke lov dertil, men som en elsker listede han sig til at kysse faderens urkæde eller frakkeærme, eller hvad der var hans mund nærmest, og bøjede sig atter over sine bøger, — talte så præsten senere til ham, venlig og lystig, som om intet var hændet, brød der en brusende strøm frem i Olafs indre, et væld af anger og sønderknuselse, af ubeskrivelig taknemmelighed og tilbedende beundring — i sådanne stunder kunne faderen endog få ham til at vise Marie lidt venlighed, skønt det kneb. Olaf havde i høj grad den instinktmæssige fornemmelse, som børn så ofte har over for det, der ligger over deres fatteevne, og som man skjuler for dem. Maries store ydmyghed og underdanighed irriterede ham, og det, skønt han, som årene gik, just følte tilfredsstillelse ved at få fat i den tanke, at hun hørte til tjenerskabet, han til herskabet. Alt, hvad der blev givet ham ved hende, var ham en vederstyggelighed. De kager, hun havde bagt, var ham ækle, han rørte dem ikke, det tøj, hun havde ordnet til ham, ville han ikke gå med, ja, han tvang sproget til at tjene sig med andre udtryksmåder end dem, hun brugte. Hendes utrættelige venlighed og smilende ja og amen til, hvad i verden så præsten eller Olaf faldt på at forlange af hende, gjorde hende modbydelig i hans øjne, han kunne få lyst til hs åndeligt og legemligt at slå til hende — gjorde det også — og fik så et stik i hjertet ved at se, hvor blidt hun tog det, men det stik kom jo også ved hende, og hun blev ham mere imod. Hendes forsøg på at være « fin » i væsen og tale og hendes plebejiske tendenser til slikvornhed, griseri og sladder opirrede ham; hun forekom ham utålelig simpel og med et ligefrem genialt instinkt passede han på sig selv, avede krop og sjæl, som var han et født adelsbarn, kun fordi han fandt, at han på den måde kom længer bort fra hende. Hendes åndelige og legemlige kejtethed gjorde ham utålmodig, han kunne se sådan på hende, når hun trippede rundt for at tage af bordet, at staklen begyndte at ryste på hænderne og tabte, hvad hun holdt i dem; når hun styrtede sig ind i en eller anden anekdotmæssig fortælling, kunne han smile på en sådan måde, at hun straks kørte fast, sagde så præsten et venligt ord for at hjælpe hende, og hun da sendte et varmt, taknemmeligt blik til sin redningsmand, fløj Olaf op og løb ud af stuen, denne næsvished, denne frækhed at se sådan på hans fader! — han blussede af vrede og knyttede hånden, og at hans fader! — å! at han ville tåle det! — han gyste uden at vide hvorfor og følte det nagende, forbitrende tryk af en skævhed, en råddenskab, hvis form og navn han ikke anede. Han var allerede en halvvoksen dreng, da han en sommerdag hørte sin fader og skolelæreren tale sammen ude i verandaen. Man har ikke så mange taleæmner på landet, og derfor faldt det naturligt for de to mænd at tale om Marie, der med den sædvanlige undskyldning malet på sit ansigt var smuttet forbi dem med en kurv vasketøj. « pastoren er stadig tilfreds med hende? » « jo, » det var da pastoren. « jeg har ladet mig fortælle, at Olaf ikke kan komme ud af det med hende! » « nej! desværre! » — det fløj forundret gennem Olafs tanker: har det virkelig betydning for fader, at jeg ikke kan lide hende? — det varer så længe, før børn forstår, at de er mennesker, hvis leven og tænken har direkte betydning og ikke kun er et lydighedseller ulydighedsspørgsmål. Da skolelæreren fik et så alvorligt svar, fandt han det passende at spørge: « men kan da pastoren ikke skifte? » det varede lidt, før der kom svar, så sagde præsten med et tonefald, som gik skolelærerens opfattelse forbi, men som fortalte Olafs fint mærkende øre, at der lå noget bag ved. « jeg kan ikke blive af med hende, hun er tro og lydig som en hund og vedhængende som en hund, jeg kan det ikke, men — det var en stor, utilgivelig fejl, at hun kom her over. » Skolelæreren blev en smule betuttet, så druknede han sine indtryk i harme over den dårlige høst, men for Olaf stod det klart: Marie plagede ikke alene ham, men også hans fader, — hun havde et slags hemmelig magt over ham. Fra den dag blev drengens uvilje mod hende til ligefremt had. Hendes person blev ham modbydelig, kun at han hørte hendes listende skridt, hendes hviskende, beskedne stemme, sprang han op som væbnet til at fare løs på hende med alle ti klør. Fiffigt opsnappede han af ord og miner, at det omtrent gik hans fader som ham selv, og fandt nu, at han ikke alene havde ret til at føle, som han gjorde, men at det ligefrem var et slags pligt mod faderen at forfølge Marie, hvor han kunne. De evige formaninger om at være god og venlig mod hende lod han med den bedste samvittighed af verden gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. præsten informerede selv Olaf; blandt andre egenheder i hans opdragelsesmethode var der den: lempeligt, men ubønhørligt at vise drengen, hvordan verden ser ud, aldeles nøgternt og ærligt. Han vidste af egen erfaring, hvor vanskeligt det er at klare sig uden at kende grunde og skær, især når der er noget, der gløder inde i karakteren. Fra han var fjorten år, var Olaf derfor inde i meget, som landsbydrenge i hans år oftest kun har en interesseret anelse om. Det gjorde ingen synlig forskel på ham og hans jævnaldrende, kun bandt det ham endnu fastere til faderen; frit og åbent kunne han spørge og få svar, kæk og frejdig troede han på, at han selv skulle krydse uskadt mellem alle klipper. Ren i viljen, tapper i forsætterne, sikker i håbet så han på sin fremtid. I ubeskrivelig tryghed klyngede han sig til sin elskede, tilbedte fader; « her var hans hjælp, hans Anker hans store, herlige forbillede ». Præsten rystede nok undertiden på hovedet ved disse begejstrede udbrud, men Olaf vidste det bedre, med sin sværmeriske kærlighed tilsvor han sin fader, han skulle blive ham værdig! så, kort efter at Olaf havde fyldt seksten år, kom der et krak. Han var ude at ride på en plag og blev kastet af. Hesten kom hjem med tom sadel, han selv fandtes besvimet og blev kørt til præstegården, hvor alt var i det forfærdeligste oprør. Ude på vejen mødte de præsten, barhovedet, med det lange hår blæst forpjusket ned over ansigtet; da han så Olaf, brast han i gråd, drengen smilede forundret, men lykkelig; « var du virkelig så angst for mig? » Hviskedee han ind i sin faders øre og lod hovedet hvile på hans skulder; at tænke sig, at hans fader græd af glæde over at finde ham sund, med hele lemmer, — han kunne ikke lade være, han selv måtte græde med, det var dog alt for ubeskrivelig lyksaligt, at han blev elsket sådan! I gården blev de modtagne af karle og piger. « hvor er Marie? » spurgte præsten hurtig. « ja! hun var rendt ud for at lede, straks hun så hesten; » — præsten rystede bekymret på hovedet. Olaf fejlede intet, alligevel hjalp faderen ham i seng, han skulle hvile efter forskrækkelsen. Han faldt snart i en tryg søvn, han drømte en tung, ængstelig drøm, de pressede ham og knuste ham, de var ved at kvæle ham, med en voldsom anstrengelse vågnede han, han så, hvad der havde voldt den onde drøm: over ham lå Marie stille grædende, med hovedet ved hans skulder. Gennem Olafs tanke jog uklare billeder af, hvad viden og fantasi kan danne i sådan en ung hjerne; med væmmelse rystede han hende af sig, øjnene skød.lyn, læberne kneb han rasende sammen, med et sæt var han sprungen ud på gulvet, greb sin ridepisk og slog hende over ansigt og bryst, hun skreg højt og sank i knæ. I samme nu gik døren op, og præsten styrtede bleg og forfærdet hen mod de to. « ja! » sagde Olaf uden at vente på at blive spurgt, « jeg har gjort det, og jeg gør det igen, dersom hun ikke vil lade mig gå i fred for sine væmmelige Kys, jeg hader hende! Hun er mig modbydelig! » Præsten greb ham hårdt i armen, Olaf havde besindelse nok til at se, det var ikke harme eller vrede, der stod i hans faders uhyggelig blege ansigt, det var rædsel; med øjnene vidt opspilede, næsten uden at bevæge de blodløse læber hviskedee han: « hun er din moder; du er min og hendes søn! » Olaf stod stiv som en støtte, det var, som havde han ikke hørt det. Så vendte han sig mod Marie, — våndefuld af. Slaget, martret af at høre sønnens ord stod hun dog med armene bredte ud mod ham og et smil på det stakkels forstyrrede ansigt. — « mit barn! » Hviskedee hun. Så forstod han, at det var sandhed. Men nærme sig til hende kunne han ikke, hans fader strakte hånden ud mod ham, men han veg forfærdet tilbage. Han blev svimmel og greb for sig med den ene hånd, mens han med den anden værgede for sig mod de to, der uvilkårlig nærmede sig for at hjælpe ham. « å, gid jeg var død! » hørte de ham sige — så faldt han om. i. Samme dag kørte Marie bort til nærmeste jærnbanestation. Olaf skulle nogle måneder senere have rejst over til København, for at tage artium. Nu blev han sendt der over straks med det første dampskib. Han begyndte på livet dér med en underlig tom følelse i hjerte og hjærne. Han gjorde sig formelig flid for at blive i denne apatti, som gav ham et slags fred; men han var for åndelig og legemlig sund til, at smerten ikke skulle bryde igennem. Den kom og skyllede ind over ham med de brusende, våndefulde tanker. Så gav han sig da hen i den og følte for første gang i livet — om end ubevidst, der er lindring i ikke at gå udenom, men igennem, i at betale denne blodig strenge afgift af kapitalen, vor sjæl ejer i: de stærke følelser. Han var endnu blød i sin sorg; alt, hvad han følte, kom egentlig ind under længsel. — han længtes! — først efter det gamle hjem, huset, haven, dyrene — så længtes han efter sin fader, efter det gamle liv sammen med ham, — han længtes efter sin gamle kærlighed til ham, sin tillid, sin faste tro; og når han, barn som han var, følte sig så grusomt ene og forladt i den store, fremmede by, i det ny arbejde, i livet, som det nu var, og som det lå for ham, når han syntes, « han kunne ikke udholde det », når han lukkede sig inde i sit værelse og modløst, håbløst gav sig til at hulke, så samlede han al den spredte længsel mod ét mål: døden! — han vidste ingen anden udvej. Han, der var vant til pligtmæssigt arbejde, passede imidlertid pligtmæssigt det, han nu skulle passe, det hjalp til at døve smerten. Men han arbejdede uden lyst eller glæde, det gik trevent, man anså ham ikke for særlig begavet. Så blev han da student. Det var jo ganske morsomt at købe sig den første studenterhue, — og så var det igen så bidende og tungt ikke at have nogen at vise den til. Som tiden gik, og han lærte andre unge mennesker at kende, begyndte han at sammenligne deres livsvilkår med sine, deres små fortrædeligheder med sin dybe, nagende sorg, deres lyse, lette sind med sit erfarne; og med begyndende bitterhed så han, hvorledes man havde forurettet ham, — ham og hans stakkels moder; — at det også skulle være gået sådan, at der ikke engang var blevet levnet ham det: at kunne elske sin moder! — han hadede hende jo ikke, som han hin gang havde sagt, nej! men hun var ham imod, — å! så modbydelig, at han kunne føle blodet jage sig op i kinderne, når han pludselig blev mindet om hende, — og hun var hans moder! — mon noget andet menneske var så fattigt som han? Og han blev ved at iagttage de andre, og han blev ved at iagttage sin egen uforskyldte skæbne, som ville blive ved at hvile over ham til hans død i afskygningers afskygninger, — og sådan voksede bitterheden sig stærk og hård, sved barnegråden bort, bandt og bastede længsel og vemod og gjorde med det samme ham selv voksen, hård og kold. Han havde erhvervet sig en del studenterkammerater. Skønt han var noget mut, holdt man dog af ham, han var ret hjælpsom, hvor det kunne træffe sig, og lod gerne de andre få ret, når det kunne more dem, — de mærkede ikke, hvor ligegyldigt det meste var ham. han var bleven en læsehest, fordi hans ivrige sind måtte have et afløb, og det var, hvad der lå nærmest for hånden; så en dag begyndte han at mærke, at han kunne en hel del mere end de andre, og at han havde lært det hurtigere og nemmere end de, det morede ham; han begyndte at føle glæde ved at bruge sine evner, og med et sæt vågnede ærgerrigheden i ham. Han, det uægte barn, « monsieur sans nom », det forskudte individ i samfundet, fattiglemmet, der var blevet rakt en almisse af den fader, der havde fornægtet ham, han ville frem, han ville bruge hænder, fødder, negle, tænder til at kravle op — op, så at folk måtte se på ham, se op på ham! Han arbejdede, sled, sultede, bøjede sig smidig, rettede sig igen, spændstig som en stålfjer. Han nøjedes ikke med, at professorerne lagde mærke til « den flinke student », eller at kammeraterne følte, at han var dem overlegen i kundskaber, han ville også være det som akademisk Skytte, som sportsmand, som balkavallér, som æsttetiker o. s. v., o. s. v. Det lykkedes ganske godt, og Olaf følte en ungdommelig, berusende glæde derved. Smuk var han, høj og rank, med et vekslende udtryk i de kloge, grå øjne, den skægløse mund lovede veltalenhed, hans organ var klangfuldt og skolet, men det var alligevel ikke det, der gjorde, at man lagde mærke til ham. Der brugtes ofte det udtryk om ham: « der er noget i den fyr! » Man gjorde sig det ikke klart, om det var kunstneriske evner, et videnskabeligt talent eller et fond af godt fordøjede kundskaber, som man sådan fornemmede, man følte kun, der var noget i ham. Og når han på baller, skovture, skøjteløb o. s. v. altid var de mest fejrede unge pigers ridder, så havde de ikke kåret ham, fordi han så godt ud eller var livlig og morsom, men fordi der var en behersket energi over ham, som igen beherskede dem. Han tumlede en hel del om, lo og talte, sang og dansede, men han glemte aldrig en forelæsning for at mødes med en smuk pige; skønt han morede sig, glemte han aldrig, at alt dette var noget sekundært. Han glemte i det hele taget ikke. Når der blev talt om hans navn, fødested o. s. v., skiftede han ikke farve ved pludselig at mindes, hvad han havde at bære, han blev ikke « pludselig » Mindet, han glemte det aldrig noget øjeblik. Han følte en vis glæde ved at sige « min plejefader », han glemte ikke, at andet havde den mand ikke villet være for ham; og kom han en enkelt gang for skade og følte sig virkelig glad og fuld af håb, så lagde han atter selv åget på sine skuldre, han var nu en gang af forsynet udkåret til at lide, så skulle det heller ikke blive anderledes, han havde et slags desperat tilfredsstillelse af at vise sig selv og sin gud, at han var et ulykkeligt menneske og aldrig noget øjeblik glemte, at han var det. Han havde bestået filosofikum med glans og var nu på fodtur i Jylland sammen med tre kammerater. Det var oppe på himmelbjærget; de havde spist til middag ved tabte d’hôte og truffet nogle bekendte; nu lå de i lyngen ved en af udsigterne, kun Olaf stod op og morede sig med at slynge småsten langt ud, mulig så langt, at de kunne nå vandet. Solen var betænkt på snart at gå til ro bag de brune bakker, skovens kupler der nede stod rødlig grønne i glansen og spekulerede på, om deres dagshede, fortravlede, tusendtallige småblade vel skulle køles af natteduggen — isnende velbehageligt! Der var en blond, lidt lad grosserersøn af den honnette race, som var stolt over « husets » Hæderlighed, dernæst en lang, tør fyr med briller, som gik for at være anlagt for journalistiken, og så en væver lille en med arme og ben stikkende for langt ud af den slidte dragt, det var Henriksen, søn af en byfoged, med rasende lyst til dommervirksomheden, tænk! at få sådan en indbrudstyv til at bekende, — eller endnu bedre en barnemorderske! Tænderne løb formelig i vand på ham; — til sidst var der Olaf, høj og ungdommelig, slank, i lys dragt — hatten lå i lyngen. De talte om Erik Vorm, som de havde truffet inde i hotellet. « hvorfor gik han nu ikke med os? » sagde journalisten, « altid sær, altid stødt! » « undtagen når han er fuld, » bemærkede den vævre, « for så betror han en, at han er et uægte barn og græder over det, » de lo. — Olaf blev ved med stenene. Journalisten fandt, at « Erik var en flov fisk! » « egentlig er det synd at le ad ham, » Mente den blonde, « der er så meget i ham, virkelig så meget, men han er ligesom lyssky og skræmt, stakkel! » den blonde følte, han var ret nobel ved denne replik. Olaf var bleg, han bøjede sig for at tage en sten. « uf! disse larmoyante uægte børn, — hvor jeg hader dem! » han talte med en overdreven indædt harme, så bøjede han sin slanke’ overkrop langt tilbage og lod arm og hånd prøvende svinge et par gange, « sådan et par forældre, der fornægter deres barn, skal man give døden og djævelen, » stenen fløj ud i det høje, dybe, brede luftlag, « og kun stole på sig selv, det kommer man længst med! » der var et øjebliks tavshed, —et lille svagt plump hørtes — jo! den gang var stenen nået ud i vandet — så smed Olaf sig i lyngen med armene under nakken. « å! » indvendte den blonde, « du er nu altid så satans rask, men prøv det først, så kunne det være, at mands-modet gik af dig. Erik er rodløs, han véd det, føler det og græmmer sig derover. » Olaf lå med et trodsigt lille smil og så op i luften. « å! disse stakkels bastarder, » sukkede det unge dommeræmne, « de kan s’gu bære sig ad, hvordan fanden de vil, jamre eller trodse på, som os andre bliver de alligevel aldrig, før de lærer at tage den ting ganske naturligt. » « nej! der er noget i dette, at turde vedkende sig den slægt, på hvis skuldre man står, » og den blonde henfaldt i drømmerier om « husets » hæderlighed. Journalisten begyndte at tale om opvartningspigen, der var « satans køn! » Olaf var tavs og pirrelig den aften og flere dage efter. med sit gode hoved havde Olaf for længst erkendt, at, ville han sejre i sit felttog mod verden — sådan betragtede han det at leve, — så måtte han anvende både disciplin og krigskunst; og han ville sejre. Det opbrusende sind, den selvglade stædighed fra den første ungdom lærte han at kue, knuse til støv, et støv, som så lagde sig om hele hans tilværelse som en jævn tåge. Som alle hidsige mennesker, der bekæmper det iltre sinds udbrud, blev han gnaven. Men det var kun dér, hvor det ikke kunne skade ham i forfølgelsen af sit mål, at han gav gnaveriet frit løb, over for indflydelsesrige kammerater, over for hans overordnede blev gnaveriet til en jævn misfornøjet kritik over alt og alle, i mere løftede øjeblikke eller over for damer omformedes det endog til en ret klædelig melankoli. Han havde vænnet sig til at være høfligere mod et formående navn end mod et uformående, han passede på aldrig at støde en storborger for hovedet, selv om storborgeren irriterede ham. Han rensede sit sprog, pyntede det med lånte fjedre fra andre lande, han sultede gerne for at kunne klæde sig elegant og således undgå at stikke af mod de adelige navne, han kunne stumpe til at mødes med. Når de kunstnere, han traf på, forudsatte, at han kendte deres værker, kunne han måske nok tie med, at han ikke kendte dem, men havde de spurgt ham, ville han have svaret ærligt, han var for stolt til at lyve, — i hvert tilfælde opsøgte han næste dag busten, maleriet, digtet, eller hvad det nu var, han ikke havde kendt, det sårede hans forfængelighed, hver gang der var noget, han ikke vidste besked med. Det kunne hænde, at han undertiden i et træt øjeblik syntes om sig selv, at han var både falsk og slesk, — nå! men han levede jo en gang i denne verden, der var fuld af uhumskhed, så måtte han vide at benytte konjunkturerne, — han gav sig selv absolution, han var ikke falsk, ikke slesk, kun klog, og han anvendte denne kløgt til alle tider og overalt, tvingende alle andre følelser, enten det nu var, fordi hans selvbeherskelse var så stærk, eller hans følelser var så svage. Til sin fader havde han med gennemført stædighed absolut intet villet se eller høre, efter at han som dreng var rejst fra hjemmet. Af enkelte ytringer, han hist og her havde opsnappet, anede han, at præsten, der var død nogle år efter katastrofen, havde græmmet sig ihjel. En håbløs, sønderknusende smerte for et øjeblik gennem Olaf, — men det var jo ham, Olaf, hvem faderen havde gjort den grusomme uret imod, og ikke omvendt. Han skubbede de angstfulde tanker bort, det kunne jo ikke gøres om, alt dette var jo kun de selvfølgelige konsekvenser af det, hvori Olaf var ganske uden skyld. Ingen skulle sige ham på, at han sprang sorgen over, den havde jo gravet sig uudslettelig ind i hans hele tilværelse, stemplet hver tanke, hver gerning; men fortabe sig i vankelmodige lamentationer, i halve følelser, give tilsagn om tilgivelse, mens man er sig fuldt bevidst at være grusomt mishandlet, det ville han ikke. Han havde taget sit parti, han var bleven fornægtet, nu fornægtede han selv, han gik sin slagne vej, den vej, som han forud vidste var glædeløs; ikke at hans vej var mere glædeløs end andres, på ingen måde, han vidste kun forud, at den var det, og det vidste de andre som oftest ikke før bagefter. Kun tilfredshed kunne vindes i denne verden, og denne vingeløse, farveløse erstatning for lykke skulle nås ad den vej, som han allerede længe havde bakset sig frem på. Der var kommet en stor ydre ro over ham. Han vidste selv, hvad han duede til, og følte sig tryg på at nå dér op, hvor han ville. Og mens han gik dér ad vejen — år ind, år ud — så sørgelig vis på, at ingen fanger lykkens blomst, så gammelmandsagtig velfornøjet med sin jævne gang op ad stigen, så havde han vænnet sig til — da dog hver skabning må have nogen fornøjelse — at finde den i små behageligheder, som at have en magelig seng, en hyggelig bolig, spise og drikke godt, -— han kunne f. Eks. glæde sig til det eller det selskab, fordi man dér fik god mad. Han fandt behag i at træffe et par kvindeøjne, der sagde: men du er jo smuk, han fandt behag i at vise hende, at hendes beundring var ham af liden betydning, han kunne til andre tider finde behag i at glæde hende med lidt hyldest, han morede sig ved at træffe sådant et forelsket pigebarn, lod sig selv rive med — til tidsfordriv — og smed så det hele over bord, når han om aftenen kom hjem og satte sig til at studere sin Jus. Han havde den ungdommelige fantasi, at han som et urværk var trukken op og nu uanfægtet kunne gå sin gang med de vundne sejerskranse i sin lomme. så hændte det, at han blev forelsket. Allerede som ganske ung student havde han med begge hænder grebet den tvivlsom behagelige gerning, at terpe lektierne med et par skikkelige, dumme, landadelige drenge, som var flyttede til byen med moderen, der var enke. Kammerherreinde rahben var en god, venlig kone med husmoderlige instinkter, hun så straks, at Olaf fik for lidt at spise, taktfuld og fin, som hun var, fik hun arrangeret, at timerne faldt sådan, at han flere gange om ugen spiste til middag hos hende, og hun blev belønnet med i årenes løb at vinde en behagelig, nyttig og indtagende husven i Olaf. « nu får vi gjæster— eller gæst, » sagde en dag kammerherreinden til ham, « Amy Christi, min søsterdatter fra England, hun har hverken fader eller moder, der kan sørge for hende — så må jeg det. » Olaf smilede, han forstod så godt « sørge for » betød: få hende gift efter sin stand; kammerherreinden havde ikke behøvet at tilføje « nu må de ikke gå hen og forelske dem i hende, lille Holm, og skaffe mig bryderier. » Hun truede leende ad ham, han lo med, lovede højtideligt, « det skulle ikke ske, han ville ikke vise sig utaknemmelig, ikke begå overgreb, men kun lade sit hjerte tale med dér, hvor det efter rangforordningen hørte hjemme » — og ærgrede sig imens over, at den gamle dame anså frøken Amy for uimodståelig, kun fordi hun var af hendes egen race og slægt. Han havde nok lyst til at vise kammerherreinden, at han kunne modstå denne fristelse, imidlertid opfriskede han sit engelsk, lejede i en fart gammel og ny engelsk litteratur og fornyede et gammelt bekendtskab med en vestindianer af sine kammerater, hvem han så overraskede med hensynsfuldt at konversere i hans modersmål, — han måtte se at få munden lidt i gang. Så kom hun da. Ja! hun var indtagende. Det var ham en ren æsttetisk nydelse at se og høre på hende, studere hende, stadig grundigere og grundigere. Der var en harmoni over hende, en fuldendt skøn og uhemmet udvikling, sjælelig og legemlig, sådan som der kun er over den, hvis forfædre i mange slægtled aldrig bøjedes af slid, sult eller uvidenhed. Hun repræsenterede en ide for ham, den ide, hvis fane han selv havde valgt at kæmpe under: frigørelse ved overlegenhed — overlegenhed ved personligt værd! men medens han kæmpede i støv og sved for at nå opad, stod hun dér allerede, uberørt,, klar og rolig, uden endog selv at vide, hvad det var, hun ejede. Han frydede sig over hende som over en typisk apparition. Han saà denne overlegenhed lyse sig i møde i hendes rene, selvsikre blik, han hørte den i hendes nuancerede stemme, han genkendte den med jubel i hendes konsekvent retfærdige udtalelser og domme, han bøjede sig for den i hendes beherskede væsen, i hendes kølige uangribelighed. Han kom en formiddag der ud. Damerne var alene. Kammerherreinden lo, da hun havde givet ham hånden til god dag. « vil de nu komme her, lille Holm, og forsvare de danske herrer lige over for Amy. » « hvorfor angriber frøkenen dem? » Amy tav og lod sin tante svare: « fordi de er hende for kurtiserende! » « vi stakkels danske mænd må ikke glæde os over, hvad der er skønt? » Olaf saà lidt missende på hende. « jo! det må de meget gerne, » Amy lo, hun talte endnu sproget langsomt og med stærk snurren på r-et, « men de skal lade os være fri for at mærke, at vi glæder dem, — det lægger bånd på ens naturlige væsen, når man hvert øjeblik kan risikere at få en kompliment kastet i ansigtet....... », Olaf sad og glædede sig over, hvor sød hun var, når hun sådan rødmede lidt og uvilkårlig bøjede hovedet for ligesom at ville skjule det. « og så — ja!.... » hun nølede. « hvorfor stopper de nu, frøken, hvad de kritiserer hos herrerne af deres kreds kan jo ikke ramme mig, véd de nok, — jeg står uden for, » han lo, « eller nedenfor, om de vil, jeg « tæller » ikke! » Kammerherreinden rynkede sine bryn, det var ikke rigtig fint af Olaf, dette, hun vidste ikke, hvad hun skulle svare, men Amy sagde rolig: « de kan da nok tænke, at jeg også har lagt mærke til deres væsen — hvem kender jeg så godt her som dem? » hun så over på ham og mødte et varmt, taknemmeligt blik. « nå og så! får jeg så eftersætningen? » Spurgte han. « ja! — så er det, ligesom om de danske herrer fand

1894_Bierfreund_EnSommerdroem

Theodor

En Sommerdrøm

Bierfreund

Bierfreund

En Sommerdroem

male

1894_Bierfreund_EnSommerdroem.pdf

Theodor

Bierfreund

dk

En Sommerdrøm

Idyl fra Tyrol

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Jeg ligger på skrænten i det høje græs mellem blomster og duftende kløver. Over mig står udspændt min hvide skærm, der skytter mod regn og sol, og som med alle sine laser er mig så kært et stykke, fordi den har fartet så viden om med mig. Jeg ligger tør, mens jeg ser og hører regnen strømme ned uden om mig, ligger og stirrer ud over mine støvlesnuder ned på dalen under mig og op på skyerne over mig. Den stride flod, ache, vælter sig brusende afsted. Hør den evige støj, som dens grå sandede vande, der kommer fra de hvide gletschere, gør. Se, hvor den bryder sig mod hver sten, den møder, og hvor den raser og skummer og stejler mod de tynde bjælker, der bærer den spinkle bro. Langs den snor sig den våde vej, som i regnen ligger skinnende og øde. Nej, der står jo tre tyrolere og snakker og jer, som om der ikke var noget, der hed regn. Nu skilles de. Der kommer nogle stakkels tourister, dyngvåde til skindet. De har villet op til oher gurgl og har måttet vende om. Jeg kender dem igen; jeg har set dem før; det er englændere; de har været næsten hjælpeløse hele tiden. De kan kun deres eget sprog, og her til dalen kommer så sjælden englændere, så ingen forstår dem. Der går den lange sportsklædte gentleman i spidsen, på hvem intet andet er modfaldent end hans moustache; han har sin unge hustru under armen, og de vandrer nok så kækt afsted. Derefter kommer to unge damer under én paraply, i ivrig passiar, lidet bekymrede for deres lyse bluseliv med de store pufærmer, som til dels er sammenfaldne af dryppet fra skærmen. Til sidst kommer så, som et billede på den rene bedrøvelighed, den lille, lidt forvoksede herre, der ingen paraply har og tilsyneladende heller ingen ven. Han havde lovet at bugsere dem sikkert igennem ved hjælp af sine sprogkundskaber, og havde i måneder studeret sin 100 timer i tysk. De havde stolet på ham, men han havde glemt sin bog på jernbanen. Nu kan han kun huske nogle få ord, som ingen forstår, og han forstår ikke, hvad de indfødte siger til ham, for de lyde, de bruger, svarer slet ikke til dem, den udmærkede fonetiker og professor, der har udgivet hans bog, har angivet. Derfor sakker han agterud og går så alene, trist og skamfuld, mens hans rejsefæller halvvejs betragter ham som en bedrager og spotter ham uafladelig. Nu fandt de ly i værtshuset, og hele dalen er tom. Skyerne begynder at spredes, enkelte toppe kommer frem, dér titter den store gletscher ud over de grønne graner. Lette skyer drager forbi, ruller opad, går i stykker, slutter sig på ny sammen og sender en lille aflægger ud på egen hånd, der vimser omkring, indtil den har funden en snæver kløft. Så pludselig tager den fart på og kiler ind, for at se, hvad der gemmes der. Har den stillet sin nysgerrighed og fået at vide, at der kun er en bæk, som skummende og sprøjtende, krystalklar og grøn hopper ned over stene, springer fra terrasse til terrasse, for at nå den grå flod, lægger den lille sky sig til hvile på en knart, og ligger der, til den piskes itu af den på ny nedstrømmende regn. Store uldne skyer lejre sig på granernes tag og slår sig til ro —------det er hårdt at ligge i græs, der vokser på klippegrund. Det er et ujævnt leje, og alle de små stenknuder trænger sig op i kødet og trykker på knoglerne. Jeg vil vende mig for at skifte stilling, og vågner. Jeg ligger ikke i græsset, men i min seng, der er stoppet med hø og har knuder så hårde som sten. Jeg er mør og må være gul og blå over hele kroppen, men det er jo en del af fornøjelsen ved at rejse. Det er dag, men det øsregner derude, og regnens susen blander sig med flodens. Jeg kan dog ikke komme videre i dag. Lad mig da vende mig om på den anden side og se, om jeg kan drømme om lys og solskin. — — — så var det en juli morgen. Dalen lå frisk og kølig, endnu i nattens skygge, mens solens første stråler faldt over den hvide gletscher og over den fine nyfaldne sne på enkelte toppe eller forgyldte den tågekrans, der lå om nøderkogels Tind, og forkyndte, at dagen ville blive smuk. Nu havde dalen i seks og tredve timer genlydt af sang og klokkeklang, af hujen og skrigen, af latter og musik, og geværskudene havde gjaldet lystigt med genlyd fra fjeldsider og kløfter og huler. Ti den store Bonde Anton tischaufesser havde holdt bryllup med dalens modneste skønhed, rokola gestrein. Brylluppet havde stået i „ Druen “. Der var bleven danset både før og efter vielsen, og mange lispund flæsk, stegt i smør, var bleven spist, og mange fade kaiserschmarn var blevne skyllede ned med hele ankere af den røde spezial og den hvide terlaner og den gule duftende enzian. I to nætter og dage havde hele dalen samt frænder og venner fra andre Dale drukket og sunget og let og skudt til Skive. Var blodet blevet for varmt eller hovedet tungt eller benene trætte, havde vedkommende blot stukket overkroppen ned i bækkens isnende vand en stund og så taget fat på ny. Men trætheden var kommen over den stærke slægt, og alle havde spredt sig omkring i huse og loer. Den aldrende brudgom, den dydige yngling, Anton tischaufesser, havde ført sin statelige brud hjem til sin store gård, der lå på et fremspringende græsplateau, dér hvor solen først nåde hen om morgenen og sidst skinnede af alle steder i dalen om aftenen. Han havde taget den dydige jomfru ved hånden og ledet hende over hele det store hus, der nu var halvt hendes, op og ned ad trapper, gennem de lave døre ind i de mange Stuer og kamre med panelede vægge og udskårne malede lofter, alle prydede med blodbestænkte krucifikser og sødladne helgenbilleder. Ægteparret havde knælet foran Marias billede, og der havde han undervist sin ægtefælle i en god kristen hustrus pligter og taget det løfte af hende, at hun ville være ham lydig og tro. Derpå havde de begivet sig ind i brudekamret, hvor den store seng stod opredt, på hvilken de alt om formiddagen havde hvilet og i venners og frænders nærvær af præsten modtaget velsignelsen. Nu besteg de den sammen uden vidner, men de foldede endnu en gang deres hænder og bad til Maria og nepomuk, der skærmer mod vandfarer. Derpå sov de, som det sømmer sig kristne ægtefolk, den første nat som uskyldige børn ved hinandens side. Nu var der fred og stilhed over dalen. Kun Alois prantl stod ved kirken og ventede. Solen, der var skjult for ham, steg højere og højere, dens stråler nåde allerede sæterhytterne højt deroppe, lyset sneg sig gennem Spalter hen over de dunkle graner og ramte guldhanen, der skinnede som en sol på kirkens slanke røde spir; men skyr begyndte at lejre sig om bræ og tinder. Tårnuret slog fem. Morgenklokken tonede ud i den klare luft med hilsen til mennesker og bøn til gud og alle hans hellige. Alois blottede hovedet, foldede hænderne og slog korsets tegn. Hans utålmodighed steg. Vennen var heller aldrig til at stole på, og nu kunne kuraten komme, hvad øjeblik det skulle være, for at læse den første messe. I så fald måtte han gå med ind i kirken, og hele udflugten kunne blive forhindret. Da så han Josef sauter komme frem fra granskoven, i hvis bryn hans lille gård lå, og i Spring sætte ned over bjergsiden. Sin øksestok plantede han midt i den frådende fos og svang sig over på den anden bred; de jernbeslagne sko smældede klingrende mod stenen; han stod sikkert som en gemse. Med et glædeshyl fløj han videre og var i et øjeblik ved Alois side. Alois drejede sig mod ham og bebrejdede ham, at han lod vente på sig. Men Josef forsvarede sig; han havde dog ikke kunnet gå på en sådan færd som den, de havde for, i stadsklæderne. Desuden havde han måttet hente noget hjemme. Han trak op af lommen en lille vugge, kunstfærdig udskåren og malet og ved hovedgærdet forsynet med en krans af røde stene. Med et smil, der lyste hele det smukke unge ansigt op, viste han Alois den. „ Min brudegave, du. Jeg skal først op og sætte den udenfor Anton tischaufessers dør. “ Hans sorte øjne tindrede, han lo over hele ansigtet af fryd over den spas, han havde for, og ved mindet om frydefulde dage og nætter. „ Så kan han se, når han vågner, hvem han har haft til forgænger. “ „ Skal han vide, det er dig? “ „ Hvorfor ikke? Jeg skjuler ikke min elskovs gerninger. Hvem anden i hele øtzthal kan vel skære en sådan vugge? “ Josef slog med det smukke hoved og strøg sit lille, glinsende sorte overskæg. „ Men at du også har været ven med hende. Det har ingen anet i dalen. “ „ Åh nej, du. Hvorfor skulle jeg tale om det? Det var jo netop det frydefulde ved det, at vor elskov var så skjult og skøn. Jeg burde dog ikke hindre, at hun blev gift. “ „ Men når var da det, du Josef? Du gik dog ikke til hendes vindue, for så var du bleven set. “ „ Har du aldrig anet det? For to år siden. Rokola gestrein var den sommer oppe på sin moders alp under rosshirpl. Hun var eneste sennerinn deroppe. Hvem vidste ikke, at rokola var dydig og ærbar, og at hun var stærk som en mand. Ingen af dalens unge karle vovede sig op til hendes hytte lørdag aften. Men jeg kom der. Hohoho, hoho! “ Han jodlede, så luften bævede derved. „ Hver lørdag aften gik jeg tilfjelds for at jage gemser. Javist! Og hver søndag skød jeg en gamsbock. Men der var bedre vildt deroppe. Ensom lå hendes hytte under rosshirpl, men aldrig gik jeg dog den lige vej derop. Op over rettenbach gik jeg, gennem det iskolde vand, for at ingen skulle se mit spor, så ned gennem pollesthal og hen langs den kam, hvor ingen andre end gemser og Josef santer kan gå. Når det var mørkt, kom jeg til hendes hytte, hvor hun ventede mig ved døren. Men tidlig søndag morgen gik jeg atter fra hende for at jage gemser, mens hun gik ned for at høre den hellige messe og bede for sig og mig. Ærbar og alene gik hun atter op om eftermiddagen, og når det var mørkt vendte jeg tilbage til høet, hvorpå hun sov. Mandag morgen kom jeg altid med en Gams over skulderen ned til sølden. Ingen vidste, hvor jeg havde været, og ingen anede det, og jeg sagde det til ingen. Det var lykkelige dage, du. En aften hængte jeg på hendes bryst et sølvkors, som jeg selv havde lavet. Du har set det mange gange. Hun bar det igår i kirken. Hun huskede mig ved det. På korset var der både Nagler og hammer og lanse og svamp, og der hang den barmhjertige frelser selv, åh! der var så stor en smerte i hans ansigt; ti ingen smerte var hans lig “ — her korsede Josef sit ansigt og bryst, — „ Blodet, der vældede ud af hans side, var af granater, og de røde stene flød ned og blev til klædet om hans lænder. Det var et skønt kunstværk. Hun fortalte, hun havde købt det i Innsbruck; men hun havde fået det af mig. Da jeg lagde det på hendes bryst, kyssede hun mig, som ingen anden pige har kysset mig. “ „ Men om søndagen kom rokolas moders karle jo altid op for at hente smør og ost? “ „ Javist så, men så var jeg der ikke, og når jeg kom, var de længst i dalen. Rokola tillod ikke de unge karle at blive på alpen længer end nødvendig var. “ „ Og om vinteren? “ „ Så var det forbi. Jeg kom aldrig til hendes vinduer. Landsbyen vidste ingenting om os. “ „ Men næste sommer? “ „ Da ved du jo selv, jeg var forelsket i Silveria prantl, som nu er søster i koburg. “ „ Ingen pige i dalen er sikker for dig, Josef. “ „ Nu er det forbi. Jeg bryder mig ikke om kvinder mere. Nu er der kun en kvinde, jeg vil vinde. “ „ Det har du sagt før. “ „ Ved Josef og Maria, hende vil jeg have og ingen andem hun har sorte fletninger og sorte øjne, røde kinder og røde læber, hvide tænder og rene tanker. Ingen kan danse som hun, og når hun synger i kirken, er det som guds engle sang. Har du hørt rindende vand ved nattetid — sådan taler hun. Hun skal rede min seng og drikke mig til af mit krus. Hende vil jeg gøre til min. „ Therese riml? “ „ Ja, Therese. Hun er mig god. Hun skal sidde hos mig, når det hellige sakramente rækkes mig, hun skal lade læse dødsmesserne over mig, og hun skal bede for mig. Jeg vil blive et helt andet menneske, når jeg har hende til at hjælpe mig. “ „ Du får aldrig Therese riml, dalens rigeste pige. “ „ Ved Josef og Maria, jeg vil have hende. Hun skal blive min hustru. “ „ Sebastian Klotz snuser også omkring der. Han har både gård og penge. Han er rolig og har et godt rygte. Du er dalens vildeste Karl, og hver moder ved, hvordan du jager efter kvinder. “ Men ikke mere, du. “ Der lå noget bønfaldende i hans stemme, som om han ville bede både vennen og verden om at glemme fortiden. „ Ikke længer. Hvad var det? Børnestreger og tidsfordriv. De faldt mig for føde, og jeg behøvede blot at bukke mig for at tage dem op. Jeg slap dem så let som jeg havde taget dem. Men med Therese er det en anden sag. Det er for livet. Hun kan gøre et helt nyt menneske ud af mig. Jeg kan også blive rig. Jeg vil skære helgener til kirkerne — det kan jeg gøre så godt som nogen. Og jeg vil gå til Rusland med køer. Sådan tjente gamle xaver Klotz sine penge. Det kan jeg også gøre. “ „ Mens du er borte, tager han hende. “ „ Nej, det tillader Vorherre ikke, når han ved, det gælder min frelse. Og hun er mig god. Så du, da jeg satte min hat på hendes hoved i nat? Hun skælvede over alle lemmer, og så så hun så inderlig bønlig på mig. Hun venter på mig og jeg venter på hende. Sebastian skulede efter mig, men han vovede ikke at sige noget; det var bekommet ham ilde. “ „ Enken riml så det også, og hun blev vred. “ „ Men hun sagde ingenting. Jeg dansede med Therese hele natten, og pigen sukkede og hun lo så helt vemodelig, til tårerne kom hende i øjnene, og hun skælvede og næsten dånede i mine arme. Therese venter på mig. “ — de to venner var komne nær brudgommens store hus. Da så de en mand snige sig bort. Han havde set dem, men lod som han ikke bemærkede dem. Der kom noget mørkt og vildt over Josefs smukke ansigt, da han genkendte sin medbejler. „ Hvad vil Sebastian her, “ sagde han og greb Alois i armen — „ på denne tid? “ Da han kom til døren, der sad midt for husets gavl, og til hvilken en dobbelt stentrappe førte op og hvorover der var malet en skævhovedet byzantinsk Madonna, faldt hans øje på en vugge, som Sebastian havde stillet på tærsklen. „ Gid helvede og alle onde engle annamme hans sjæl, “ udbrød Josef, men samtidig slog han ivrig kors for sig, for at afvende alt ondt fra sig selv. „ Har han også kendt hende? Altid kommer den elendige pjalt på min vej. Min efterfølger blev han altså. Oh! Rokola! det havde jeg ikke trot om dig, at du kunne kysse ham, efter at du havde kysset mig. At du kunne gifte dig, det kunne jeg forstå, men tage ham til sæters efter mig — åh, det er løgn — han turde jo ikke være gået over den smalle bjergkam. For hans penges skyld har hun gjort det, ham kunne hun ikke bryde sig om. Dér havde hun altså det store smykke fra, som hun sagde, hun havde købt i Innsbruck. Oh! jeg fæhoved! Sådan er alle kvinder. — nej, ikke alle. En er der, som er ren og trofast. — og det smykke bar hun ved siden af mit i kirken igår, og hun bar jomfrukrans på hovedet. Nå, nå, Anton tischaufesser vil undre sig, når han har udsovet og lukker sin dør op. En er der, som er ren, og lad den skrutryggede Sebastian vove at komme hende nær, ved Josef og Maria! jeg kaster ham i ache eller trykker øjet ud på ham. “ „ Ingen trykker øjet ud på en mand i samme Dal. “ „ Jeg gør det, hvis han vover at nærme sig Therese biml. Oh! hellige Josef! straf du med alle helvedes grufuldeste pinsler den, der vover at røve hendes uskyld! Jeg skal være dit værktøj, kære, hellige Josef! Vær barmhjertig og frels både min og hendes sjæl! Guds moder Maria! bed for os! “ — det gik rask opad. Ind i kløften, hvor en smal sti var lagt langs den bratte klippemur, hist og her beskyttet og kantet mod ydersiden ved rådnende træstammer, der dampede i solskinnet. De mange småstrømme, som rislede ned gennem granskoven, blev ledte ad primitive aquadukter, lavede af udhulede stammer, til de steder, hvor deres nedløb ville forårsage mindst skade. Broer, bestående af enkelte afskrællede graner, var slængte ud over gabende svælg. Dybt nede durede elven, hoppede fra terrasse til terrasse, med farve og lød som lysegråt fløjl, hvor en solstråle nåde hen. Vandet kom fra gletscherne i dalens bund og førte kulde og sne ind gennem kløften, hvor de to venner hurtigt ilede opad mod målet. Snart var hvert spor af sti svundet. Nu forslog de svære Nagler i støvlerne ikke længere; stigejernene, lange stålspidser på kramper, måtte frem af tværsækkene, hvor de lå ved siden af levnetsmidler og reb. Stigejernene, der blev spændt på støvlerne, borede de ind i hver fuge og revne, de blottede brune arrede knæ støttede de mod fjeldvæggen, med negle og fingre klamrede de sig fast til de mindste fremspring, med hænderne svang de sig smidig fra fjeldknast til fjeldknast, med øksestokken huggede de forvitret sten bort for at finde fodfæste. Højere og højere steg de med og mod solen. Et eneste fejltrin, og de ville styrte ned i dybet. Men de gjorde intet fejltrin, de tænkte ikke på sligt. Behændige som katte svang de sig og listede de sig, gled, krøb og sprang de fremad, snart nedad, snart opad, over svælg, rundt om skarpe hjørner. Det var som en leg; for dem var der ingen fare, de havde jo intet at bære. Nej, når Josef var gået her med den lange bøsse, der hæmmede hvert skridt, slængt over skuldren, mandag morgen, før solen var på himlen, da var forsigtighed behov. Nu skinnede solen, og de gik ud på eventyr, og al elskovssmerte og fattigdom var glemt heroppe i den fine æter, hvor brystet udvides, hvor lungerne fyldes med en luft, der smager herligere og hidser mere end den dyreste vin, hvor sener og muskler spændes, hvor øje og øre og alle sanser skærpes, hvor man i legemligt og åndeligt velvære ikke føler, man lever. Herhen trænger ingen anden lyd end kildens rislen og elvens brusen og vindens Sus i de lave fyrrer og den skingre piben fra murmeldyrenes vagtposter. Vennerne kom forbi edelweisswand, brat og lokkende og nøgen, ingen gran og ingen fyr havde kunnet bore sine rødder ind i dens røde væg og klynge sig til den ud over afgrunden. Kun det grønne græs og den hvide edelweiss fandt der en smule grus at vokse i. Josef så længselsfuld derhen, men der var ingen tid til ophold. Da fangede hans skarpe øje en sjælestjerne, hvid og blød og stor, regelmæssig i sine flige. Den vinkede ad ham og lod ham ingen ro, den måtte han have til at fæste på Thereses hat, når hun på søndag kom til messen. Han svang sig hen og plukkede den, og da han havde den, så så han få fod borte den endnu mere skattede alpeplante, den tynde, grønne uanselige edelruthe, der kun vokser, hvor fuglen knap finder plads for sin klo. Den måtte han have, hvor vanskeligt det end kunne falde at få fat i den; skønnere fæstensgave var der dog ikke for hans brud end en edelruthe. Han nåde den og gled tilbage til den ventende Alois. Med blomsterne i sin hat gik han så videre, og snart havde de nået den ville ensomme kløft, hvor skovhuggere fra stubaithal ventede dem. De brune hænder mødtes i kraftige håndtryk, øje og mund smilte velkommen i møde. Solen lyste på syv unge mænd i pjaltede klæder, med nøgne brune skinnende knæ, med fedtede hatte, der dog var prydede med tyrolerens stolteste smykke, med gamsbart af gemsen han selv havde skudt, med lyren af århanen han selv havde skudt, med edelweiss han selv havde plukket. De var fattige unge karle med hårdt arbejde, heroppe hvor solen bager i dag og hvor det sner i morgen, deres eneste ly mod nattekulde og regn og uvejr var en ussel hytte af lægter og bark, deres leje var brædder på den bare jord og deres føde schmarn med en slurk vand til. Men de var rige, for de havde ungdom og kraft og sundhed og livslyst, og hver havde også sin mædl, som ventede ham lørdagaften i en hytte langt derfra. Nu var arbejdet forbi for i dag. De havde kun ventet på Josef sauter for at begive sig hen at fange guldørnens unge. Der var ingen anden i dalen, der turde udføre det vovestykke end han. De havde funden dens rede, og nu gjaldt det at se, om de gamle var ude på rov. Stegepanden blev sat over ilden, mel og fedt lagt derpå og schmarnen beredt. Så blev den spist og piberne tændt, og under latter og snak gik de derfra. Huset behøvede ikke at lukkes; der var intet at stjæle, og der kom ingen i sådan hensigt. Med reb om livet og øksestok i hånden gik de så vandringen hen over den store bræ, hvor isen i en vældig, bred strøm skød sig langsomt fra kransen af de hvide bjerge frem mod dalen. Hen over den ruglatte, grå, bølgende is med de dybe, farlige Spalter, derfra over grønne græsskråninger, og snart stod de ved målet. Her trådte sjælden menneskefod, derfor havde den mægtige guldørn bygget sin rede på den bratte klippevæg, som ludede ud over den frådende elv, der dundrede femten hundrede fod under dens Bo. De så reden og at de gamle ørne var ude efter bytte. Men i stedet for én unge lå der to. Menneskene så dem tydelig lige overfor, men nu gjaldt det om at komme derhen. De to fjeldvægge bøjede sig mod hinanden, men gabet var dog så vidt, at ingen vovede at gøre springet. Der måtte derfor tænkes på midler, og alle vandrede de tilbage for at udsøge en kraftig fyrrestamme; ti deroppe voksede hverken træ eller busk, kun sparsomt græs. Så huggede de et træ, bar og slæbte det hen, hvor skaret var snævert, og lagde stammen derover, og ad den lette gyngende sti satte de over til den anden side. Da de var der, kunne de imidlertid ikke se, hvor reden var, og en måtte over igen på den anden side for at vise stedet. Men tiden led med alt dette, og ingen kunne vide, når de gamle ville vende hjem med bytte; måske svævede de mange mile borte, måske var de nær. En jernkrog blev hugget ind i klippen og rebet gjort fast deri, den anden ende bandt Josef om livet. Dog, at lade rebet hænge ned over den skarpe stenkant gik ikke an; det kunne skæres over, og han ville da styrte ned. Et stykke af træstammen, så meget de turde tage, blev hugget af og benyttet som en rulle, hvorover rebet kunne glide. Kammeraterne rådede ham til at tage stigejern og støvler af, men han beholdt dem på. Med rebet om livet, med en pose fastbunden ved siden til at have ørneungerne i, og med en øksestok i den højre hånd svang han sig ud over brinken og lod sig fire ned. Da han kom ud for reden, så han, at den var bygget i en hule, på hvis nederste flade en kreds af grene var lagt. Rundt om lå levninger af måltider, knogler af gedekid og gemser, nogle hvide og pillede, andre endnu i halvråddent kød, der udbredte en frygtelig stank. Ungerne, der var store, men ikke flyvefærdige, strakte deres kraftige næb ud imod ham og hvæsede og skreg ved synet af dette ukendte væsen, der så pludselig viste sig for dem. Han satte rebet i en sagte gyngende bevægelse og svingede således ind mod reden. Med sin øksestok rettede han et slag mod den ene unge, så den et øjeblik mistede besindelsen. Dens Broder så undrende til, og Josef benyttede det sekund, da han svingede indad, til med de stålbeslagne sko at holde fast ved fjeldet, hvorpå han greb den slagne unge om hovedet og fik den stukken i posen. Den anden ville han også gerne have med, to unger fra samme rede var jo et særsyn, og guldørnen var en sjælden fugl. Men den var på sin post. Rasende så den på ham og hvæsede og huggede efter ham med næbet. Så, som han hang der mellem himmel og jord, tog han sin trøje af, og ved den næste svingning kastede han den over hovedet på ørnen, medens han selv fæstede sin fod på redens bund. Med en snor bandt han den kæmpende, blindede fugls klør og hængte den med hovedet nedad ved sin side. Han gav tegn til at hans fæller skulle hejse ham op og stødte fra. Han mærkede, at der blev trukket i rebet. Men i samme nu faldt han et stykke gennem luften, og da han standsede med et ryk, snærede rebet ham fast om livet, han tabte sin øksestok, hatten gled af hans hoved, noget sort kom susende tæt forbi ham, fra dybet dernede svarede det med et bulder som et kanonskud, der gav mangefold genlyd blandt klipperne, og han følte sig slynget som et pendul langt ud fra fjeldet. Dog, med lynets fart besindede han sig. Hvis han i tilbageslaget ramte bjerget med sine knæ, ville han blive knust; han strakte benene lige ud og stigejernene tog det voldsomme stød af. Han takkede sin skytshelgen. St. Josef, at han ikke havde lyttet til vennernes råd at stige ned med blottede fødder, ti da havde han nu ligget lemlæstet, liv og hele lemmer havde han da endnu. Men han overså hurtig, at aldrig havde han været i så farlig en stilling. Han hang her ved en tråd, der så let kunne briste, mellem himmel og jord. Femten hundrede fod under sig hørte han den brusende elv, der for frem og i sæt sprang op mod ham, drønede og brølede imod ham, som om den råbte til ham, at den var rede til at opsluge ham. Og han vidste ikke, hvad der var sket. Han følte kun, at her hang han uhjælpelig. Rebet gik hverken op eller ned, vennerne kunne han ikke sætte sig i forbindelse med, dertil hang han for langt nede nu, og elvens larmen overdøvede al menneskelig røst. Den lød som dommedagsbasunen for hans øre, ja, som det der var værre, som døden, der stemmede i med vældige instrumenter, for ret at vise ham hans afmagt og dens egen vælde. Da kom angsten for døden over ham, for den pludselige død, som tyroleren anser for så forfærdelig, fordi han så må gå bort uden at modtage det hellige sakramente, denne død, der lurer på ham overalt og dog griber ham så uforberedt, som styrter ham ned i skærsildens flammer, hvor han må blive længe efter at hans slægt og kendinge er vandrede gennem dem videre mod nåden, indtil tusind barmhjertige menneskers bønner har udfrit ham. Hele hans legeme svedte. Selv kunne han intet gøre til sin frelse; brast rebet, var han redningsløst fortabt. Men kom en af de gamle ørne hjem, var han det også. Han kunne lade ungerne falde, så ville de styrte den lange vej gennem luften ned i den skummende bæk, men det ville ikke hjælpe ham noget. Ti kom den gamle ørn og fandt reden tom, ville den vide, at han havde tømt den, og den ville kaste sig ind mod ham, et eneste hug af dens næb kunne kløve hans ubeskærmede hoved, og et vingeslag kunne knække hans lemmer. Det værge, han havde haft, havde han tabt i bjergstrømmen. Og dertil kom denne uvished om grunden til, at han blev hængende der uden anelse om, når eller hvorvidt hans farlige stilling ville ophøre. Afstanden mellem ham og kammeraterne og duren franeden dræbte lyden af ord. Den kolde vind fra de nære snemarker peb ind gennem den smalle fugtige kløft, hvorhen aldrig en solstråle nåde, og den skar gennem hans krop. Han frøs og han frygtede. Der var ingen ende på dette, måske ingen frelse. Tiden syntes ham en evighed og evigheden rykkede ham så nær. Svævende der over afgrunden mellem himmel og jord, mellem håb og frygt, kom ham livet for som en fager sommerdag, og dette liv skulle han nu miste, netop da det lovede at blive som skønnest, da der var et mål at vinde mod, da hans hele liv skulle forandres og blive nyt og godt. Da måtte han i sin nød vende sig til den, der kunne hjælpe. Her var den hellige Josef for svag. Kun hans hustru, selve himmeldronningen, guds ydmyge tjenerinde og hans søns hellige moder, hende, der var bleven tiltalt af englen og favnet af den hellige ånd, som kan bistå i al trængsel og fri af al fare, kunne det her nytte at ty til. Han vendte sig mod hende og mindede hende om al den uro og al den uvished, hun selv havde kendt på vandringen fra krybben til korset. Han mindede hende om al den hjerteangst, hun selv måtte have lidt, fra den tid hun så sin dreng lege i sandet og forme fugle af ler, der kunne flyve, til hun beklemt søgte ham i Jerusalem og fandt ham i templet, belærende de vise og tilrettevisende sin moder, og op gennem tiderne, hvor hun stod rådløs og uden beskyttelse for ham, der blev forfulgt af sine fjender og forrådt af sine venner. Han mindede hende om, at hun havde kendt dødsangsten og angsten for livet, da hun fulgte sønnen på den sidste vandring, da hun krumbøjet og hulkende lå ved korsets fod, hvor han og hans kårne brud, fattigdommen, hang forenede, og bagefter, da han igen hvilede i hendes skød og hun lagde sin arm støttende under hans hoved, som da han var barn. Så mindede han Maria om, hvordan hun var gået ind med Johannes i dennes hus og mangen en gang var stået op fra lejet om natten og havde lænet det brændende hoved mod vinduets kolde jernstænger og set længselsfuld mod de funklende stjerner for at vogte på, om ikke hans lysende vogn skulle komme ud af den mørke himmelbue for at hente hende. Som hun havde længtes mod at se det store lys og forenes med sin søn, sådan længtes han, der nu bad til hende, efter lyset og livet og foreningen med den, der bedst kunne føre ham til guds moder. Derfor hilste han hende ydmygt og bønfaldt hende indtrængende. Ville hun blot nu yde ham sin nåderige bistand, da lovede han hende at ændre alle sine veje, at lade læse bønner og tænde vokslys. Om hun ville give ham livet og Therese, da ville han skære et billede af hende, der i skønhed og pragt skulle overgå ethvert andet billede i Tyrol. Da han havde sagt det, syntes han, han så en solstråle trænge gennem en sky, der sagte gled hen over hans hoved, og i en glorie af regnbuens farver viste sig den mest velsignede af kvinder, stående på en gylden halvmåne og smilende vemodig mod ham. Hun havde sorte fletninger og sorte øjne, røde kinder og røde læber. Hun havde hvide tænder bag det yndige smil, og om hendes høje, fine, slanke skikkelse lå den himmelblå, guldbroderede silkekåbe, foldende sig vidt om hendes hvide arme og hendes hvælvede bryst. På hovedet bar hun en guldkrone med røde stene, og på armen havde hun sit skønne barn, der med store sorte øjne så på ham, trykket ind mod det jomfruelige bryst, der havde givet det die. Blændet foldede Josef hænderne og bad et ave Maria. Men et stærkt ryk i hans legeme bragte synet til at svimle. Langsomt blev han hidset opad og snart var han ved brinken, han svang sig op og var atter blandt de levende. Ørneungerne var begge i behold, den ene sad i posen, den anden hang ved hans side med bundne klør; men med næbet havde den sønderflænget hans bukser og hakket kødet, uden at han havde mærket det. Han lagde fugtige urter på sårene og fik nu forklaringen på, hvorfor han havde måttet hænge så længe. Ved det første ryk var den klods, hvorover rebet skulle løbe som over en talje, styrtet ned, og de havde ikke turdet hale rebet over den skarpe kant. Træ var der ikke, ti de vovede ikke at skære mere af stammen, der tjente som bro, for at den ikke skulle blive for kort. Derfor blev en sendt ned for at hente en ny klods, og man måtte håbe, at de gamle ørne måtte blive borte så længe. Maria havde holdt dem borte! Maria havde hjulpen! Det var bleven aften. Skyr havde sænket sig ned over alle toppe. Langsomt drev de gennem kløfter og hen over Dale. Som bløde grå svaneunger sejlede de gennem luften, alle mod de hvide gletschere i dalens grund, og jo nærmere de kom, des hurtigere ilede de, og af det iskolde favntag fødtes regnen, der snart faldt i tunge dråber. I mørke og regn og tåge gik de den farlige vej tilbage, med den urolige ville byrde og uden øksestok. De sov i skovhuggernes hytte, og næste morgen stod Josef og Alois igen i dalen. * * * tidligere ville Josef santer være gået til druen med sin fangst, have solgt den til værten og sunget og let og fortalt for al den ungdom, der ville høre på ham og drikke hans vin. Nu gik han stilfærdig hjem til sin lille gård, hvor han spærrede ørnene inde; så kunne han siden bringe dem til Innsbruck, der fandt han sikkert en køber til sådanne sjældenheder som to levende guldørne. Derpå tog Josef sine søndagsklæder på og gik ned til kuraten. Præsten ventede ingen besøg på den tid og havde, for at gøre sig det bekvemt, taget sine briller af. Dem fik han hurtig sat på næsen, da han så hvem det var. Josef santer besøge ham! Han lagde hovedet på skrå og så ud over brillerne på den smukke Karl med det slemme rygte. Josef stod med hatten i hånden ved døren. Han ønskede at tale et ord med højærværdigheden. Præsten nikkede: ville Josef skrifte, da kunne han jo vel vente til skriftesøndagen kom; havde han en stor synd på samvittigheden, da kunne han komme til kapellanen, og denne ville låne ham øre. Havde Josef forsyndet sig svært? Havde han smuglet og i kamp med k. k. Gendarmer skudt nogen? havde han på gemsejagten vovet sig ind på kejserens enemærker og truffet vildtfogden og måske fældet ham? Vild var jo Josef, dumdristig og egenmægtig, mange synder havde han begået, men mord var en svar brøde, der kun kunne sones med svar bod. Josef stod med bøjet hoved og drejede hatten i hånden og pillede ved århanefjeren, der sad bag. Så på en gang brød der en strøm af ord frem. Han havde elsket Dans og vin og gemsejagt, men nu var han helt anderledes. Han ville blive et nyt og bedre menneske. Han fortalte om ørnefangsten og om den fare, hvori han havde været stedt, og om løftet han havde gjort. Han var kommen til præsten, for til ham at gentage sit løfte om at skære et billede af den nåderige Marie. Han ville anvende al sin flid på de

1896_Skjoldborg_EnStridsmand

Johan

En Stridsmand

Skjoldborg

Skjoldborg

En Stridsmand

male

1896_Skjoldborg_EnStridsmand.pdf

Johan

Skjoldborg

dk

En Stridsmand

Fortælling

n

roman

Gjellerup

KB

pdftxt

nan

nan

O

i. Fra skagerak slynger sig ind over fladt land langstrakte flyvesandsbjerge, der samles i knuder og spredes i kæder. På fladerne mellem disse sandmiler stiger høgen op fra ensomt liggende hytter, og her gå nybyggeres plove. Her er et urgammelt, udyrket land for ungt mod og unge arme, for dem, der ikke eje guldnøglen, som åbner indgangen til de fede marker, hvor kløveren gror. Her er ingen menneskohånd til at lede vandet, der siver og rinder, hvor det vil gennem klittens golde sand, afsættende rølket rust på græssets stængler, som svaje i den stille strøm. Et herreløst land for jordens kryb og Markens dyr. fjernt fra kommer en enlig vandrer hen over en sådan klitfladning. Indtrykket af ham synes næsten at forsvinde i denne natur, hvor menneskets spor er små og få. Men han træder så fast og sikkert i jorden, som han ikke tvivlede om at kunne undertvinge den. Der er ungdommens kække spænding i hans holdning og livsmodets friske takt i hans gang. Og når man ser det frejdige blik i denne nybyggers brune øje, så forstår man, at her blinker en natur, der er mægtigere end hin. Hen mod det lyngtækkede hus, hvor han har rejst sin Arne, styrer han sine trin. Og der bukker han sig ind gennem den lave dør. » Nå, hvad sagde så Jens Nørgård? « Spurgte konen. » Jo «, svarede Søren, idet han trak sin vadmelstrøje af og hængte den på et søm i bjælken, » han ville nok lade pengene blive stående, til vi kunne få et ordentligt krcditforeningslån! « » Det var jo godt! « » Jo «. Han lod hånden fare gennem håret og så ud af vinduet. » Jo, det forstår sig! « » Jeg tykkes, ligesom der er noget i vejen for dig, Søren! « » Mig! — nej! Der kan jo altid være sådan et og andet. Nej ellers.... « » Der er noget, du tænkor på, Soren! — hvad? « Han så venligt til hende; » Er der noget jeg tænker på! « Hun flyttede sig tæt til ham og sagde indtrængende: » Der er noget! « Han smilede. Derefter sagde han hastigt afbrydende: » Hvad var det, jegvilde sige — æ — har Niels pind ikke været her i dag? — nå, for han snakkede om, at han ville have mig til at grøfte for sig «. » Nej, men.... « » Det ør sandt! Gamle Ane Sofie har da hængt sig i nat, spurgte jog oppe i byen! « » Har hun hængt sig? « » Lus og møg og sult var jo ved at æde hende op, og i dag skulle hun have været i fattiggården. Dér har hun jo aldrig villet hen, og så i nat hængte hun sig i sengebåndot! « » Herregud! Det sølle, gamle skrog! Hun var da ellers så skikkelig «. » Hellig-per mente rigtignok, at hun brænder i helvede, og på ham at tykke var det helt rosomt, men.... « » Hum, ja — hellig-per! « — » Nå, Ane! jeg må ud at grave et stykke inden aften! « udbrød han og sprang rask op. » Er det så ikke bedst, du trækker dine daglige bukser på, bitte far!.... Hm! Det sølle, gamle skrog! « Sluttede hun tankefuld. — da solen luende rød var sunken ned bag havets klitter, kom Søren Brander.ind fra arbejdet mod blodet bankende i alle årer, med sveden dryppende fra øjenhårene, og satte sig træt på bænken. Der var stille ude og stille inde. En rigtig mørkningsstilhed, hvor al livsvirksomhed ånder ud i aftenhvile, og tankerne let blive til drømme, — især for en mand, der sidder i sit nybyggerhus og lytter til hustruens sang over vuggen, hvor den førstefødte ligger. Han blev længe siddende. Tonerne tyktes ham så fulde af håb. Og der var [ligesom andagt i at høre på, syntes han, alligevel det var ikke andet end en vise. Da sangen hørte op, rørte ingen sig længe, — som vare de ængstlige for at skræmme noget bort. Endelig sagde han lavt: » Jeg snakkede da også med min far i dag! « Han tav med, at han havde truffet ham dinglende på gaden, og at han havde hjulpet ham i hus, thi han mærkede endnu skammen brænde på sin kind efter spidsroden forbi de mange nysgerrige øjne. Han så tydeligt for sig det sørgelige billede af den gamle, forfaldne mand, der sank holdningsløs ned på stolen, med det dorske blik, de syge klynk og den fuldes letfældte tårer ned ad slappe, posede kinder. Men tillige følte han dybere end før, at denne mand var lians fader, og at de to hørte sammen. » Hvordan står det sig? « spurgte hun deltagende. » Å, — hvad — « » Han bo’r vel ved svenskeren endnu? « » Ja, og brød-karen er der også «, svarede han med øjnene mod gulvet. — » Det er ikke så godt for sådan et gammelt menneske, Ane! « » Nej, det er jo ikke så godt. « » Jeg ville endda nødig, han skulle på fattiggården; det ville gøre ham gruelig ondt, den gamle! « Sørens røst skjalv og havde den rene og ægte klang, som altid følger de ord, der kommer fra et varmt og godt hjerte. Hun rejste sig uvilkårligt, satte sig på hans knæ, lagde sin arm om hans Hals og legede med hans hår. Nu vidste hun, hvad det var, der før havde optaget hans tanker. Efter en stunds forløb, efter en lang række forestillinger og overvejelser, ytrede hun: » Jeg véd ikke, Søren! skulle vi prøve at tage ham ud til os! Han svarede glad: » Tykkes du, bitte Ane! så vil jeg da ikke have imod det! « » Vi kommer vel over det «, mente hun. » Ja, det er jo ikke for det meget, han spiser, men.... « » Det værste er snart med sengeklæder, -- men lad os i guds navn prøve det! « Han knugede hende til sig. » Hvad sagde Jens Nørgård ellers? « Spurgte hun. » Jo, han var meget ferm. Jeg skulle da se hans besætning og sådan.... og så ville han sælge mig en moseparcel! « » Nå! « » Men der kan jo blive nok at rykke i foruden. Vi skulle jo have bygget en smule til sommer, — det kan den gamle hjælpe ved! — og sådan. — når vi så kunne få et par stærkere stude og en ko eller to til, se så kunne vi få det godt, Ane! « udbrød han og gyngede hende. » Mon vi så ikke kunne få lidt mere inden døre også? « » Jo, jo! — og som vi får mere dyrket, vi har jo jord nok, så kunne vi måske få os en hest, du, og hvad siger du til en fjedervogn, naturligvis en meget billig en.... « » Ja, lad os nu se! — lad os give os tålmodige til det, Søren! Lad os.... « » Dot var da ikke så urimeligt, om vi fik en hest; vel? « » Nej, såmænd! « hun smilede. » Men jeg synes ligegodt.... « Lian lukkede hendes mund med Kys. » Det var kanske slet ikke så galt endda, at vi kom i klitten; - der var da for resten heller ingen andre steder, der ville give sig! « bemærkede Søren, idet han krængede sin vest af, da de skulle til ro. Da de havde ligget noget, sagde han: » Ane! Jeg var tilfreds, vi havde ham herude, den gamle! « i. Søren havde i sine ungdomsår haft brandernes stærke tilbøjelighed til muntre lag. Han var den livligste svend både langt og nær, den bedste kammerat og den lystigste. Han var det så helt, så umiddelbart af hjertets unge lyst, at han rev alle med. Han gav sig hen med oprigtig styrke, med en udholdenhed, der nødig standsede før ved den yderste grænse, den sidste hvid. Derfor var han svinghjulet i sit selskab. Vel havde han passet sin tjeneste upåklagelig. Men i legestuen og ikke ved arbejdet fandt han den susende strakthed, som stemmede med hans livs- trang. årene vare gåde med kådhed, leg og gale streger. For ham henglcde de som en sommerdags timer for den unge fole, der aldrig har haft en sole om sin bringe. Så var vendepunktet kommet. Det var en junidag. Der var folkefest i Kratholm skov ved fjordby, hvor han den gang havde tjent. På festpladsen gik folk med løst hængende tøj og pustede af varme, thi solen brændte lige ned gennem skovåbningen. Fra vaffolbagerier og ildsteder steg røg og damp. Danseboden var en hoppende, mylrende masse, som en gryde i kog. Og oven over stod den tunge luft og bævrede af hede mellem træstammerne. Svir og sværm og til sidst slagsmål. Søren var kommen af vejen, var tumlet over det raslende løv og de knasende grene, ned over engen, som breder sig mellem skoven og fjorden. Iler ved en rindende bæk, hvor nogle runde sten dannede overgangen, sank han ned mellem gule kabbelejehoveder og sov ind. Han vågnede ved, at noget køligt rørte ved hans pande. Ved siden af sad Ane med et vådt' lommetørklæde i sin hånd. Hendes kjole var opkiltet. Hat og overstykke lå noget borte. Hatten var sort, pyntebåndene i brunhvide tavl, og overstykket var lysegråt. Hver enkelthed opfattede han grant. Græsset var frisk af nyfalden hug, bækken klukkede og plaskede frem over den stenede bund, og fra teltlejren lød hornmusik gennem af tensvalen. alle disse indtryk kom så friske til hans bevidsthed; thi han var vågen, som han aldrig før havde været. Det kom af, at den unge vakre pige sad her hos ham, de to alene for sig selv her på den grønne eng. Hans sjæl og sanser kom i de lifligste svingninger. Da han så hendes rene åsyn bøjet over sig, kunne han have klynget sig til hende og bedet hende tusinde gange om forladelse, endog hun egentlig var en fremmød for ham,.... men hun havde så dejlige øjne. Og det var, som noget, der havde ligget dybere gemt i hans indre, kom frem til lys og luft og liv, og dette liv vældede op af glæde over at være bleven til. Han stirrede forundret på hende, som hun var et åbenbare! Lysvæsen, og dog vidste han alligevel godt, at det ikke var andre end Per Madsens Ane fra svingelev, hvem han i over et år havde tjent i gårde sammen med. Hun tog hans hue fra grønsværet og satte den på hans hoved. Ham forekom det, som hendes hånd rørte ved hans hjerte. De fulgtes ad enlige markstior, der slyngede sig mellem korn og højt græs. Og sommernatten var så lys og så fuld af søde dufte.... det var ud fra dette kærlighedsliv, at vendepunktet var kommen. Det var herfra, at han brod ud fra sin slægts letsindige veje. Nu sad han i sin husmandshytte og lod tankerne strejfe ind over fremtidens ukendte land. Han gjorde det med ængstelige anelser, thi det bares ham for, at derude på de mørke og vejløse egne, der stod et stort krav, ingen kan slippe forbi, og ventede på ham med livet i den ene hånd og døden i den anden. Han blev andagtsfuld i sindet, thi livets alvor drog ham nær. Rundt om hans hytte bredte sig det tavse land, der var bunden af lyng og pors, de sure sige og de flyvende banker. Men det var, som om buskene og marehalmen hviskedee til ham om et liv, der lå under deres rødder, et slumrende liv, han skulle vække. Hvor plet drog ham til sig, og her følte han sig fæstet til livstjeneste. Måske var dette ham ikke stærkt bevidst,' men det var alligevel sådanne tanker og følelser, der dannede understrømmen i hans sind i disse tider. » Jeg tror, jeg vil have plantet et læbælte om ejendommen, Ane! « sagde han en dag til sin hustru. » Tror du, det kan gro? « spurgte hun. » Det skal i al fald prøves! « » Det kunne du jo! « svarede hun og så op. » En række træer langs mod skellet, det ville se godt ud, hvad! « vedblev han og så lyst ud for sig. » Ja, bare det ville gro! « » Jorden skulle naturligvis kulgraves og så en stor grøft udenom. Så fik vi det også så herligt for os selv; — og så kunne folk da også se, hvor en boede «, tilføjede han og så til hende med et smil. Hun smilede igen og rystede ganske lidt på hovedet. » Ja, da skal det nok blive, om gud vil, og Ole vil, og tøjet det vil holde, som han siger olo fragtmand! « sluttede han og gik ud i stalden til sine dyr. Bag en alentyk torvemur stod to små stude, to gamle køer og en kalv. Do trippede i båsone, da Søren kom med favnen fuld af tørt klitføder, som de kastede sig over med stor grådighed. Mens de gnaskede på halmen, kælede han for dem, kloode dem og snakkede forskelligt mod dem. Derefter faldt han i tanker, og det varede længe, inden han kom ind i stuen, hvor han satte sig med en bemærkning om, at de måtte se at få bygget til sommer, om det på nogen måde kunne lade sig gøre. — » Jeg tror ellers, at den brogede kalv bliver til et helt hoved, Ane! « lagde han til noget efter. » Det var da morsomt! « » Ja, det tror jeg skam! « Efter en stunds forløb sagde han: » Syng en af din faders viser, Ane, det er så rosomt i mørkningen! « med’ barnet ved brystet vuggede liun takten med overkroppen og sang: ej guld og gods jog spørger om, når jog har sjælero. Er sundhed kun min ejendom, så er jeg glad og fro. Og altid rørt mod himlen klang min morgen- og min aftensang. Og når den gyldne sol opstår, og alt forgyldos her, og alt i stolte blomster står, og agren vipper bæ’r, da tænker jeg, at denne pragt blev til vor lyst ved Herrens magt. Og når mod aften sol går ned, og englen tier kvær, og al naturen ånder ered, jog føler, gud er nær. Da hviler jog min trætte arm, og slumrer ind fra dagens larm. Iii. Allerede i slutningen af februar smeltede sneen, og straks var Søren Brander ude med sit favnemål. Han målte på kryds og på tværs, overvejede og inddelte. Han gjorde det på den ene måde og på den anden måde. Også oppe i de bøje klitter, som tilhørte ham, vandrede han længe om og stod og spejdede til alle sider. Han var ikke stor, vist heller ikke særlig stærk, men enhver af hans bevægelser vare ejendommelige, snare og spændigo, og i det noget blege ansigt, der indrammodos af brunt, kruset kindskæg, lyste et par vågne øjne, der blinkede af energi. en søndag kort efter, før frosten endnu rigtig var af jorden, ilede to mænd med digearbejde i skellet på Søren Branders lod. Det var årie morgen, køligt og tåget, og hvidt pudder hang endnu i lyngrisene. Solen brød dog stærkere og stærkere igennem, glimtede på rimens tusinde krystaller og drev damp og Ange op af den rygende jord. Kampen mellem natten og dagen, vinteren og våren, en'fødselsfest for det ny. Nu gryede det også over Sørens fremtidsplaner, som han i dag troede mere fast på end nogen sinde. Lethændet førte han sit redskab, og tanken syntes at være langt forud for hånden. Arbejdsmanden Jens bjærg, som hjalp Søren, var en tungere natur, der brød tværs på. Han havde så bred en ryg med krydsede seler over en blåstribet bluse. Hans spade gik med et sæt lukt gennem rødderne, og rundt om ham væltede jorden op som fra en gravemaskine. Han var nemlig en overhånds stærk mænd. » Har Peter vibe ikke også lovet at hjælpe dig? « spurgte han og hvilede sine arme på spaden. De knoklede hænder vare lådne af lange, mørke hår. Et stærkt fuldskæg groede over hele ansigtet, og tykt og tæt og langt hang håret ham som en manke ned i panden. Mellem al denne hårvækst sad et par godmodige øjne og smilede i godt lune. » Jo, jog tænker, at han snart skulle være her! « svarede Søren og lod blikket strejfe diget. » Han ligger vel på reden endnu, viben! « » Å, han er ellers en tapper Slider; han er såmænd så stiv som et stykke træ. Men siden han kom på sognet, er han jo som lidt ligeglad! « » Ja, han har jo også den store skade nedenom «, bemærkede Jens og spyttede i hænderne. » Og han har kanske ’også haft en vel ringe indendørs-besætning «, tilføjede han og trykkede spaden ned med sin træsko. » Jeg tror endelig, hun har været flink nok, konen. En krones penge om dagen til en halv snes mennesker, det er sådan hen ved en cirka 10 øre til hver; der kan egentlig ikke være meget at fedte hen ved det, Jens! « » Ile! Nej, det er s’gu sandt og vist, hø! « Jens hev en vældig spadefuld op. » Der har vi manden «, udbrød Søren og smilede. » Øg han tage er også nok ordet med det samme! « » Ja, Peter! « Jens skubbede huen ned i nakken og lo » han er ikke nådig. Han bruser s’gu lige så højt, som han plejer, den arme rad, og fører så stort et sprog som nogen proprietær, bo! Men det lader til, at han holder humøret voddet samme, oghvad så —! « Peter vibe nærmede sig med sit redskab over akselen. Et hul på hans ene træsko var budet med en lap af ot gammelt støvleskaft, og hans blå hvergarnsbukser bar på knæerne store, sorte klude påsyede med lange, hvide sting. Men poter nynnede fornøjet og lod til at være i den lyseste stemning. » Nå, hvad er egentlig meningen med dette her, Søren? « spurgte han og brystede sig. » Jeg ville jo forsøge, Peter, om jog kunne få lodden indhegnet og kulegravet til nogle træer her for vesten, - at begynde med! « svaiede Søren Brander og pegede med hånden. » Træer! « tog Peter på. » Hum! Her kan sandten aldrig gro træer i sine dage! Gud forstår, hvordan mennesker kan' komme på sådanne tanker! « han spyttede foragteligt skrån ud og hug spaden i jorden, som han ville sønderhakke al den dumhed, der var til på denne tåbelige klode. Derefter løsnede han et uldent halsklæde og stoppede frisk kardus i munden. » Ha! hå! To den grøft er minsæl ikke bredere, end en frø kan skræve over den! « ' Jens bjærg løftede sit buskede hoved og svarede: » Jeg tror sikkert, at en vibe mageligt kan ligge her, Peter, om også den breder vingerne! « Så fløjtede Peter vibe en visestump og tog fat med de andre. — efter en anstrengende dag samledes de tro arbejdere om aftenen i Sørens stue. Umalet var bohavet, og nøgent og fattigt så det lille rum ud. De eneste vægprydelser vare to forgyldte nurnberg-bilieder med bibelsk indhold, som Ane i et letsindigt øjeblik havde købt af en omvankende kræmmer, thi det var vel tvivlsomt, om Sørens ragekniv, der hang i en vinkel på et stykke broderet sækkelærred over kakkelovnen, skulle henregnes til pynt. Mændene toge forventningsfulde plads ved bordet. En god beværtning var nemlig den eneste løn, de to husmænd ventede for det villighedsarbejde, de havde ydet Søren. Først kom et, sigtebrød til 25 øre, så en flaske brændevin og en rygende varm flæskepandekage i en sort stålpande, der omhyggeligt blev sat på en sammenfoldet Avis for ikke at snavse den hvidskurede bordplade. » Dette her er sandten en god levemåde, Folkens! « sagde Peter vibe og tørrede* fedtet af mundvigene. Søren skænkede: » Held den drip i næbet, Peter, så skal du se, hvor hun læskor! « » Ah! — sådan en god dansk dram, den ligger så roligt i maven. Det er noget helt andet ond al den cognak og fut-sprit, prokuratoren bællede sig med, for det måtte da absolut æde indvoldene, skulle en tykkes! « » Hvor længe tjente du egentlig prokurator vindfeldt, Peter? « spurgte Jens bjærg, for at bringe Peter ind på emnet. » 8 år! siger og skriver otte år! — det var det sidste år, vi havde den store sag med justitsråden! « Lagde han til. » Om prokuratoren duede!? « Peters miner blev som forstenede af forbavselse. » Om han duede! — du kan lige bande på det. Justitsråden til eksempel, han havde sin soleklare Piet, derom var der ingen spørgemang, men gu måtte han alligevel krybe til korset! « sagde Peter ivrig og satte knoerne i bordet. Derefter hældede han sig frem og hviskedee, idet han blinkede med øjnene: » Vi kendte jo finterne, forstår t! « » Du skulle ha’ taget eksamen dengang! Ytrede Jens bjærg lumsk. Ja, jeg skulle! Men ungdommen, Jens!: svarede Peter med et beklagende skuldertræk, » og så visdommen, du ved! Nej, men jeg takker gud for mine juridiske kondovittor et cotera! « dermed var han inde på den periode, der havde været det højeste moment i hans liv. Mens flasken tømtes, herskede et skælmeri og en lunhed, et liv og et humør, der var sundt og henrivende, fordi det hvilede på et flittigt arbejde som grundlag.------- » Nej, men at du skulle kunne sætte alt det igennem med plantning et cetera, som du taler om, nej gu.... ja var du en mand som prokuratoren eller en af de andre kreaturer! Men du er jo alligevel ikke andet end en sulten lus, Søren, hvad! « sagde Peter senere og sugede glasset. Men Søren udviklede sine tanker med en fyrighed og en varme, som rev de to andre husmænd med. Sluttelig sagde Peter vibe dog i en temmelig sikker tone: » Det er det samme! Den dag gi’er jeg en rød ko og hundrede daler! « » Det er en provo værd! Det ør on prøvo værd! « gentog Søren og nikkede. —- efter således at have tilbragt hviledagen, krøb de tre slidere i sengklæderne for atter næste morgen at stille på arbejdsmarken. Iv. Foderet i Søren Branders laderum sank foruroligende, og de knoklede, langhåredo hoveder brølede, når nogen gik med borene; mon mest hang de mod hovederne og stirrede sløvt ned i do tomme krybber. Men en dag sivede derind gennem det utætte hus en egen luft, der fik drøvtyggerne til at rejse nakken og gjorde dem urolige i båsene. Endelig gik da døren op for det mørke torvehus, og vinterstrikkerno losnodes. Don brogede kalv stak næseborene til vejrs og inddrak den rusende Duft af Markens spæde urter, så den dinglede på sine skæve ben, mens blikket svømmede i vellyst, og savlet drev fra mulen. Alle vegne var der som en spådom om noget, som skulle komme. Småfuglonc, der byggede i lyngen, fløj hastig from og tilbage og samlede til reden. Da besluttede Søren sigtil at prøve, om købmanden ville borgo ham materialer til et udhus. Studoåget mod halmpudcrne, det ny dræt, han ved faderens hjælp havde lavet om vinteren, kom frem. Helligdagstøjet kom frem og blev hængt på bjælkosømmone, og de stive støvler fik Tran om aftenen, for at alt kunne være klart om morgenen tidlig, når rejsen skulle gå foi1 sig. Om natten lå han på lejet og sparkede dynen af sig; han kunne ikke bjærge sig for varme, syntes han. De udregninger, planer og ængstelser, som hvor af vinterens dage havde haft sin gang gennem hans hoved, det var dem, der gjorde liam urolig. Nu ved afgørelsens stund kom do alle på en gang og pressede sig som en hod strøm gennem hjærnen.... Torvehuset var alt for lille og uhensigtsmæssigt; det kunne desuden ikke stå længere. Og han måtte have tag over dyr og avl, om det hele ikke skulle falde sammen om ham.... Måske han ikke burde have taget fat på bar bund her uden en øre på lommen, mon han havde ikke kunnet modstå den drivende uro, der ikke ville unde ham fred, før han var gået i vej med sagen.... Nej, igennem måtte han, om han så skulle knække halsen. Her var den eneste vej for ham og hans at bjærge sig frem på. Han havde jo ganske vist nogle sammensparede kroner, men ti alen hus med tømmer og tag og arbejdsløn! Han måtte gøre stor gæld..... Men hvis det ville gå efter planen og lykkes nogenledes for ham, og han måtte beholde helsen og kraft til at få stil og skik på sagerne, og intet ellers skulle støde til, og han kunne få et stort kroditforeningslån, - se så kunne det jo også nok gå.... Der var jo rigtignok seks munde om brødet, og når enhver så skulle have sit, så.... Dog, nu ville ban sætte alt ind og vove spillet. Mon skul d o han tabe, skulle den stund oprinde, da ubetalte regninger og brudte løfter skulle omringe ham, så syntes han, at han ingen steder kunne vende sig for sorte skygger.... Tilsidst tog søvnen ham og bar ham derind, hvor drøm og virkelighed flyder sammen, og indbildningsevnen bygger de dejlige slotte, der ikke er gjorte mod hænder. — ved solens frembrud satte han studene i gang. Hen i lyngen gik mange vejspor ved siden af hinanden, mon Søren Brander kendte det rette og fandt ud til den sandede indkastvoj, som førte til målet. Solen gennemstrålcde den kølige luft, der rundt om fyldtes med fuglenes morgensang. Ellers hørte man intet uden den fygende lyd af løbende sand om hjulenes ( lang og Eger. Under den søvndyssende fremglidcn hensank Søren på ny i udregninger. » God morgen, Søren! « råbte.jens Peter klit, der trak sine køer på græs og lige havde fæstet den sidste. » Skal du til købmanden? « Søren fo’r op. » Ja, — tit! —ja a, jeg har tænkt at bygge mig et stykke hus i sommer! « » Held og lykke mod det! Ja, nu er jeg ved at være ligesom en smule træt af det.... Hjo øv! En bliver bra’ hen ad årene, og så duer en ikke til at være i klitterne. Nu har jog slåst med don lyng og do siver i en fyrretyve år, og jeg har endelig kunnet kommanderet det hidtil, me- n såsnart en gi’er et bette korn fir, så tager det magten, det skidt!.... Hvem liar beslået den vogn? — skræm smed! -- du skulle få mirakkelsmeden til det, han er så fandens bekant til at få dem til at gå let. — ja, de unge dage, det er en dejlig tid, Søren! « Sluttede Jens Peter. » Lykke på rejsen! « Nu var det store spørgsmål, om Søren kunne få på Borg. Han stod i butikken og skottede til kontordøren, hvor den mægtige mand skulle vise sig. Dér kom han også til syne, men han var væk igen med det samme; han fo’r ud og ind og logrede omkring en storbonde fra Hagerup, — konkurrencen voldte jo vanskeligheder. Husmanden fra klitten ænsede købmanden næppe, og Søren kunne ikke få sagt, hvad han ville, for ordene blev til en Klump i halsen. Så traf det så heldigt, at Jens Nørgård fra londum, af hvem Søren havde købt sin huslod, kom til stede, og ved hans mellemkomst ordnedes sagen let. Snart skyndte Søren sig at læsse på under en befriende følelse af, at nu var han over den pine. Det blev en træls hjemkørsel mod de magre stude, der næsten krøbe frem i det dybe sand. Engang imellem støde de stille og pustede, men fremad gik det dog ud i det ensomme moseog klitlandskab. Solen gik under, og dagen sov ind, alle lyde stilnede af, kun naturens åndedræt hørtes, mens køretøjet skred langsomt længere og længere ud i stilheden. Studene dinglede af slaphed; til sidst kunne de ikke flytte en fod. Han så medlidende på dem og tænkte, at han gerne ville tage et tag for dem, om det kunne have nyttet. Så lokkede han dem med venlige og opmuntrende råb et stykke frem igen. Endelig svingede han ind på sin egen hedelod, hvor han skimtede sit hus i sommernattens lette tåge. Dot 'var underlige og mangfoldige tanker, der rørte sig hos ham, da han kom dragende med dette læs til sit fremtids hjem. Der var mange læs tilbage. v. Det unge husmandsbrug med bygning og besætning krævede foreløbigt mere, end det gav, så Søren visse tider på året måtte ud på erhverv. Men han søgte ikke de pladser, hvor kun en almindelig dagløn kunne opdrives. Han var et hurtigt hoved og fik snart Sans til at spore en akkord op, der kunne give godt udbytte. Dog var det jo kun i snuptag, han på denne måde huggede sig vinding til; thi ret længe kunne han jo ikke være borte, uden at huset forsømtes. Og det derhjemme var som hans øjesten; alt, hvad han kunne skrabe sammen, kastede han i bruget og driften, thi han troede på fremtiden, sejren, høsten og de gyldne agre. Men i de første åringer, på de tider Søren således var ude, og Ane sad tilbage i det enlige klithus som en fremmed midt på Marken, da var forladthedsfølelsen bleven hendes gæst. Ensomheden var kommen sivende ind til hende ude fra de øde lyngflader og de tomme klitter. Alt, hvad hun gjorde for at holde den tilbage, var som kastet i strømmen; den bare sivede og sivede og steg som vand i mørke. Da var hun mange gange løben op på bakkerne mod syd, hvorfra hun kunne se kirketårnet i sin fødeby. Her stod hun så og stirrede med hånden over brynet og lyttede, når solen ringedes ned, thi ud i klitten nåde ikke klangen af nogen kirkeklokke. den fremmede, som slår sig ned herude, gribes nemlig, når han eller hun sidder ene i et tomt hus, af en uimodståelig længsel efter menneskesamfund, uagtet den storslåede natur her har sin særegne skønhed. Vel er klittorne grå og triste, lyngbakkerne tunge og mørke, og mosset ved ens fod ser vissent ud. Men en sommerdag bringer forvandling. Herude gælder belysningen mere end noget andet sted. Når solen står højt, vælder strålerne ned over det åbne landskab og vokser til et hav af lys, der vugger sig mellem synsrandens vide kyster. Den råkolde jord indsuger som i missende vellyst det varme Sollys, der glitrer og blinker på alle kanter, på vinduesruder og hvidkalkede husvægge, på alt, hvad der kan kaste genskin.. Ilende varmebølger jage hinanden, hvorhen øjet vendes, og rundt om ses gennem et flimrende strålenot fjerne banker, huse og vejrmøller flydende oppe i den lyse, tindrende luft. / — men/ når solen synker, og lyset dæmpes, da ør tiden til at se dette land i sin fulde skønhed, da bliver formerne bløde og yndefulde, farverne blide og lækre, da bliver mosset til fløjl, hvor man træder, bakkesiderne mod syd falder i svære folder som kæmpemæssige plydstæpper, og mod nord ligger klitterne langt borte som lette dynger af crême-gul silke.... En sådan sommerdag færdedes Ane i sit underskørt mellem kør og får. Søren var ude på kanalarbejdo. Men om hun end savnede ham stærkt, så havde hun nu ikke længere rum for hin længsel efter menneske-samfund som i tidligere dage. Henne ved husgavlen sad jo den gamle Brander med messingbrillerne på næsen og huggede på det ny udhus, mens børnene legede med spånerne, som krummede sig på jorden. Og desuden havde hun jo travlt med kreaturerne. Hun undredes over, at de kunne finde føden på disse golde Agro, thi i hendes fødestavn nåde græsset til køernes knæ, og kornet stod dér så tæt, at en orm knap kunne vride sig igennem det. Alligevel, her var ens egen grund og ligesom et fodfæste for hende og Søren, syntes hun. Men ploven stod i denne tid og ventede, do spæde træplanter langs skellet hang med bladene, og Marken lå kold og død, thi Søren var borte.... Blot han dog måtte beholde helsen, så kunne det dog være, de kunne nå from til det, de havde tænkt sig...., men hun turde næsten ikke tænke derpå, for hun forstod godt, hvor fin en tråd, det hang i, hvor varsomme, de skulle fare, at det skøre ikke skulle briste, og ofte ængstedes hun for, at den lille tingskulde indtræffe, som kunne forstyrre det hele.,.. Det var hendes tanker. Imidlertid brændte solen lige ned på ryggen af dyrene, der pilede af sted i alle retninger med halen til vejrs. Alle af familien, der kunne flytte foden, kom i bevægelse. Den gamle kastede brillerne og træskoene, thi når de tunge klove gik over rugen, var det, som de trådte på hans hjerte, for på hvert lille strå kunne der dog være bleven nogle kærner til sønnens fattige bord. Efter et måltid af kartofler og meldyppelse og efter middagsluren fik den gamle atter øksen fat. Mens han huggede, tænkte han på ethvert venligt ord, ethvert mildt øjekast og enhver overbærenhed, de unge havde vist ham, med hver Nagle, han slog i, fæstede han et godt ønske for deres fremtid, og ethvert stykke blev sammenføj et under oldingens velsignelse, mens dagens skygger blev længere og længere. Da stod husene og vejrmøllerne mod øst klart tegnede på den faste.jord, og bankerne mod vest lå i blålig dis under en purpurfarvet himmel. Den gamle mand hvilede sine arme, så på den synkende sol og tænkte på aftenen, som kvælder over ethvert liv. vi. Det drømmende, violette skær fra den blomstrende lyng i september havde frydet øjet ved sin indtagende ynde. Men nu lå hedefladen falmet med visne græstotter stikkende op mellem afblomstrede, rødbrune ris, forpjuskede af blæst og regn. Langhårede kreaturer traskede løse omkring over nysået rug og pløjede Stubbe, søgende erstatning for det svindende huld. Fåreflokkene drev, hvorhen vejret førte dem, og hver dag løb børn omkring og spurgte efter bortløbne vædre. Ude i klitterne var der travlhed mod at dæmpe de åbne Sando, der truede markerne, hvorpå befolkningen skulle nære sig, — en kamp mod flyvesandet, hvis saga indeholder mange optrin om vidtstrakte hærgninger, magtløs modstand og rømmet jord. Søren Brander hentede lyng, og Jens bjærg lagde den ned i de flyvende klitter, børn rykkede tag, som nogle kvinder, anførte af Peter vibe, plantede på udsatte steder. Ude fra havet suste vinden ind mellom sandbjergene og hvislede gennem marehalmens blågrønne blade. Efterårsrusk sivede ned fra mørke skyer og dryppede fra kvindernes skørter, der vare trevlede forneden. Børnene bankede de af kulde og fugtighed hovnede hænder. Peter vibe tog sig en skrå og rettede på kvinderne, der under drilagtig spøg og munterhed gjorde ham førerstillingen pinagtig nok. Banker og flader bredte sig i storslået udstrækning som et bjærglandskab med udbrændte kratere og kogletoppe, hvorover stormen fo’r og piskede slud og fygende sand til tåge, mens havet dundrede mod den skumklædte strand, og efterårshimlen var som en åben sluse for alskens uvejr. Ved middagstid blev det en ren orkan, og enhver søgte at vinde hjem til sit, hvor stumper af mønningstørv og gammelt tag, som stormen ruskede af huset, røg dem om ørene. Der var nok at gøre med at afstive de rystende hytter, der bævede som angstfulde dyr. Efter at have bundet huerne fast, hjalp mændene hinanden at få alt, hvad der havde tynge og vægt, op på tagene, og alt, hvad der havde styrke, anbragt til stivere. Men kvinder og børn sagde skræmte i stuerne og skælvede for det Herrens vejr, som bragede gennem husene. — Søren Brander havde sat al kraft ind på sit ny udhus, så agrene lå vanddrukne som en svamp og ventede på udgrøftning; dog havde han ikke fået det helt færdigt, — og nu kom orkanen. Den tudede i skorstenen, slog døre op og hug døre i, så kalken raslede fra lervæggene, den klamrede med alle løse genstande og førte nogle tomme baljer, der stod ved brønden, ud i1 heden. Den bøjede sig ind gennem åbningen på den halvfærdige bygning og stemmede sig mod taget fra den indvendige side, så det bølgede på lægterne, og man hvert øjeblik kunne vente det revet bort, spredt til alle sider, og det blotte træværk brase sammen som et tørt skelet. Søren, Ane og faderen tumlede ivrige af sted, men vidste vel næppe, hvad de gjorde, så rædselslagne følte de sig i deres afmagt over for den utæmmede naturens fremfarende vælde, der hensynsløst syntes at ville knuse dot, som endelig møjsommeligt var rejst under ængstel

1896_WintherH_EnTornefuldVej

Hedevig

En Tornefuld Vej

Winther

Winther

En Tornefuld Vej

1896_WintherH_EnTornefuldVej.pdf

Hedevig

Winther

dk

En tornefuld Vej

Fortælling

n

roman

J. L. Wulff

KB

pdftxt

nan

nan

O

Justitsråd hagen beboede en villa i en af sidealléerne ved Gammel Kongevej; lægen havde tilrådet ham daglig motion, og det antoges da, at det bedst kunne nås ved turen til og fra kontoret. Men da han som oftest kom for sent hjemme fra, og der syntes at blive mere og mere extrårbejde efter kontortiden, indskrænkede motionen sig til at stå bag på omnibussen, hvor hagen snart blev ærbødig hilst af alle konduktørerne, som hyppig fik en rigelig drikkeskilling. Mindre korpulent blev han ganske vist ikke, men til gengæld havde han den fornøjelse, at udvide sit personalbekjendtskab, da intet ungt, smukt ansigt kom ind i vognen, uden at det først passerede ham, og ingen smal, fin fod trådte ud. Uden han først bemærkede den. Det var mærkeligt. Hvor konduktøren vidste god besked med, hvor ansigtet og foden hørte hjemme, og hagen havde; en god hukommelse. Det var ham altid en forfriskning at se på et smukt pigeansigt, og undertiden var det ganske interessant at følge den slanke skikkelse og betragte s den lette gang og det flygtige spor. Et lommetørklæde kan tabes, en pakke falde ned på jorden, man er der, tager det hurtigt op, et par ord veksles, og næste gang man mødes byder høfligheden, at man hilser. Og alléerne skære hinanden så bekvemt, at det egentlig ikke er nogen omvej, som er værd at tale om. enten man kører lidt længere eller lidt kortere. Men han fandt, at det i ethvert tilfælde var det behageligste at spise sent til middag, han havde da også lov til at være gnaven, når maden ikke kom på bordet, idet han viste sig i stuen, og derfor var middagen ansat til klokken halv seks. Det var en råkold februar eftermiddag med tæt tåge, de enkelte lygter i alléen lyste kun svagt, og justitsråd hagen havde vanskelighed ved at undgå snedriverne, som lå langs hegnet og langsomt sivede ud på gangstien. Han stampede med fødderne, da han kom hjem, og tørrede sig omhyggelig på måtten. Pigen, som var ny i huset og uvant med gerningen. så’ ud i gangen. „ Er maden færdig? “ han standsede, så’ på hende — hun var egentlig køn — virkelig en smuk pige. Han havde været alt for uoplagt om morgenen til at lægge mærke til hende. Pokkers kønne øjne. En noget simpel næse, men munden var fin, og tænderne skinnende hvide, figuren let og dog fyldig. „ Hvad er det de hedder, min pige? “ „ Anna, herre. “ „ Nå Anna, er maden færdig, hvad? “ „ Om et øjeblik, jeg ventede kun på, at justitsråden skulle komme “. „ Det har vel været en besværlig dag, den første — der er en tokrone til opmuntring. Men det bliver nok lettere, når de bliver kendt med huset. “ Anna så' forundret på pengestykket, hun var ikke forvænt med extraløn. „ Tak “. Han nikkede venligt og gik opad trappen. Pigen så' efter den korpulente herre med det runde ansigt og tynde hår. Det var egentlig et underligt hus, som hun var kommen i, alle sammen mere eller mindre mærkelige. Fruen lod nu temmelig skikkelig og hink, men frøken Høeg, fruens søster, som stod i lang slobrok med cigar i munden og malede den hele dag, hun så' rigtignok temmelig skrap ud, og så var der den unge herre, studenten. — Anna nynnede, puttede tokronen i lommen og sved derpå vællingen, som Fru hagen havde bestemt, de skulle have for nemheds skyld. Fru hagen mærkede straks den svedne lugt, da hun løftede låget af terrinen, men sagde intet, det blev nok påtalt af de andre. Hagen mærkede den også, men tænkte på pigens smukke øjne og ville skåne hende for skænd. Victor, den ældste søn, gjorde mærkelig nok heller ingen bemærkninger, og Margrethe, Fru hagens søster, havde gjort sig det til regel, aldrig at klage over maden, da søsteren som oftest havde ubehageligheder nok, når der hændte et uheld, „.leg har fået brev fra Karen “, sagde Fru hagen meget mildt, hun var rørt over, at hagen intet sagde om maden, „ hun kommer i morgen tidlig med „ København “. „ Det er også på tide, nu har hun været en hel måned borte “, svarede hagen. „ Hun har moret sig glimrende “, indskød Margrethe. „ Fri mig for glæderne i Jyllands hovedstad “, sagde Victor spisende, „ det kan da kun være unge piger, som på denne årstid, kunne tinde fornøjelse der. Men naturligvis, når hun er hos den yndige veninde, så er jo alt godt. “ „ Du skulle ikke kimse af århusijanerne, min dreng, de forstå at more sig; de har haft slædefarter, baller og store middage — husk på garnisonen og at Ellens fader er oberst. “ „ Ja, undskyld, mor, men jeg finder officererne aldeles utrolig kedelige og åndløse “. „ Kan du nævne mig mange unge piger, som synes det samme? “ spurgte Margrethe. „ Heldigvis, jeg kender dog nogle, der foretrække studenterne, og det er ikke de mindst begavede “. „ Jeg holder med Victor “, sagde hagen. „ De herrer militære er ikke underholdende, som oftest nå deres interesser ikke ud over deres egen stands. Det ville være mig højst ubehagelig, at få en officer til svigersøn. “ „ Lad os dog ikke allerede tænke så vidt “, svarede Fru hagen. „ Karen er lige fyldt sytten år, og jeg håber, at hun vil betænke sig længe, før hun opgiver sin frihed og ungdom “. „ Du var jo selv en brud på sytten år, Emmy “. Hagen så’ med et smil på sin hustrus endnu smukke og ungdommelige ansigt. „ Netop derfor håber jeg det “. Hagen rynkede panden og så’ fornærmet ud, medens han trommede med hånden på dugen. Margrethe så’ over mod ham, det generede hendes nerver, når svogeren på denne måde gav sit mishag tilkende. „ Men det var nu ikke derom, vi skulle tale “, afbrød Fru hagen den lange pause, „ hvorledes skal hun nu hentes? Kommer skibet ikke klokken seks — kan du, Victor, tage imod hende? “ „ •leg synes, lille mor, at hun må være bleven gammel nok, til selv at kunne tage en drosche “. Moderen så’ misfornøjet på det ungdommelige ansigt, hvis smukke træk vare prægede af gnaven tværhed. „ Du er just ikke nogen galant Broder “, bemærkede tanten. „ Den lille jomfru ville vist blive højst skuffet, når der ikke var en eneste til at modtage hende “. „ Så kan jo tante selv! “ „ Fy, Victor “, sagde Fru hagen vredt. „ Jeg holder med Victor “, udbrød hagen. „ På denne tid af året er det, sgu, en meget blandet glæde, at stikke næsen ud af fjerene klokken fem om morgenen. Der er ingen grund til, at Victor skal plages, fordi Karen har været ude at more sig. Ja, velbekomme — velbekomme — du har vel ikke mere til os, Emmy. Send pigen ind på mit værelse med kaffen — jeg vil tage mig en lille skraber. Jeg er komplet ødelagt af alt mit arbejde i dag. “ Efter kaffen og cigaren, som Margrethe gerne nød i dagligstuen, gik hun over i sit værelse. Hun var stærkt oprørt over den ene halvdel af menneskeheden — hun afskyede den. Disse opblæste, magttagende væsner, som kastede al byrden over på den anden halvdel, den, som de selv kaldte den svagere del. Nu sov han naturligvis, hendes dyrebare svoger, henstrakt på den bløde sofa, efter at han den hele dag havde forfrisket sig med samtale med alle mulige forskellige mennesker — hun vidste nok, hvor anstrengende de havde det på kontoret — og imedens havde Emmy, og hun, siddet ved den yngste drengs, den lille Kajs seng, i den kvalme sygestue. Nå, heldigvis, det havde vist sig at Kaj ikke fejlede ret meget, men kunne han vide det, da han om morgenen tog så hurtig afsted. Mon svogeren følte nogen bebrejdelse, fordi han altid havde så uhyre travlt, når der var sygdom i huset — mon Victor undlod nogen fornøjelse eller gav afkald på det mindste, det var denne latterlige, kvindelige følsomhed, som altid lagde byrderne på kvindernes skuldre. Og nu Victor, som havde været den sødeste dreng, hvilken utålelig hvalp var han ikke bleven — men faderen holdt jo altid med ham, hvor kunne det da blive anderledes. Men hendes lille jomfru, blomsten i hjemmet, skulle ikke, fordi Victor var en doven hvalp, føle sig skuffet ved sin ankomst, hun ville selv tage til kvæsthusbroen og modtage hende — hvad skulle der være i vejen derfor! ( danske vist burde hun hellere arbejde på sit store billede til udstillingen, men det kunne nok more hende at vise svogeren, at ikke alle behøvede deres morgenro, hun vidste, at hun en enkelt ( dang havde ærgret ham grundigt ved en sådan uformodet handling. „ Af vejen der! Varsko for satan! “ Margrethe vendte sig, en rå udseende lastdrager skubbede sin trækvogn lige mod hende. „ Han kan selv gå af vejen—jeg viger ikke et skridt. Hvem har givet ham lov til, at køre ind på fortovet? “ hun stødte paraplyen hårdt ned mod fliserne. Han så’ på den høje, kraftige dame, med de vredt sammendragne bryn og lod til at blive imponeret, thi med en ed skubbede han vognen noget til side. „ Varsko — af vejen der! “ En drosche kom kørende, oglastdragerentrak sin byrde længere frem. Margrethe så’ sig triumferende om, det var hende altid en stor tilfredsstillelse at hævde sin ret. Ved siden af sig bemærkede hun en ældre dame, som så’ sig urolig og ængstelig om i trængslen. „ Støt dem til mig, jeg skal nok hjælpe dem “. „ Hvem skulle have troet, at her var så mange mennesker på denne tid af dagen “. „ Skal de hente nogen ved dampskibet? “ „ Jeg skal modtage min datter, som har været lærerinde i Jylland, hun har ikke kunnet tåle den strenge vinter derovre og er bleven syg. Det er brystet, men nu håbe vi på foråret og tlen mildere luft. Skal fruen også modtage nogen? “ „ Jeg er, gud ske lov, ikke gift! “ Margrethe undlod aldrig, hvor anledning gaves, at underrette sine medmennesker om denne glædelige kjendsgjerning. „ De siger, gud ske lov, nå, ja, som ugift er man fri for store byrder, men man når heller aldrig den højeste glæde “. „ Hvor véd de nu det, min gode frue, de har kun kendt sorgerne og glæderne i deres eget hjærte —• deres medmenneskers må de pænt lade ude af spillet. Måske mine glæder er nok så høje, nok så rene og ædle, som den gifte kvindes. “ i )e stod nu ved bolværket, og idet Margrethe støttede sig til sin solide paraply, stirrede hun tankefuldt ud over havet, hvor dampskibet, som de ventede, kom glidende ud af morgendisen. Bølgerne skvulpede grønligt omkring dets forstavn og syntes legende at føre det frem mod målet. Hun nød den friske luft og det maleriske billede og syntes, at en morgentur til havnen var nok så munter, som at ligge i sengen og se pigen fyre i ovnen. Og der stod hendes blomst, den lille jomfru, og viftede og hilste nok så glad, det havde dog virkelig været synd, om ingen havde været derude for at modtage hende. Så snart landgangsbroen blev kastet til, var Margrethe den første, som betrådte den. Først efter at hun havde omfavnet blomsten, bemærkede hun en ung mand, som stod ved Karens side og bar hendes håndkuffert. Karen presenterede ham som landskabsmaler Åge Wedel. „ Hr. Wedel har opholdt sig i oberst Mallings hjem “, tilføjede hun hurtigt, „ og skulle netop hjem samme dag som jeg. Hr. Wedel kender dig godt fra udstillingen. “ Den unge mand var meget glad over at lære frøken Høeg at kende og overordenlig opmærksom og hjælpsom. Han sørgede for drosken, han hjalp damerne ind i den, og man skulle tro, at han selv aldeles intet rejsegods havde, så ganske optaget var han af den lille jomfrus kuffert og rejsetæppe. Imedens så’ Margrethe på de forskellige rejsende og opdagede snart den ældre dame, som hun havde hjulpet igennem trængslen. Det gjorde hende ondt at se den, som før havde været så ubehjælpsom og ængstelig, nu måtte støtte og lede, thi datteren, en bleg, mørkøjet pige, hvis hoste lød uhyggelig i den rå morgenluft, syntes at kunne tramge til al den hjælp, der kunne ydes hende. „ Jeg ville være dem taknemlig, hr. Wedel, om de kunne hjælpe de to damer, der henne, til at komme ind i en drosche. Tak! “ Kusken løftede pisken og trak i tømmen, hesten svingede med den lange, tynde hale, og borte vare de, før han kunne forsikre om sin beredvillighed. Åge skyndte sig hen til de fremmede og tilbød sin hjælp. De så’ noget forundrede på det ukendte, ungdommelige ansigt, men da han fortalte, at frøken Høeg havde; anmodet ham om at skaffe en vogn til dem, takkede den ældste dame for hans venlighed, straks gættende, at det måtte være den ugifte dame med paraplyen, som havde sendt ham. „ Frøknen synes anstrengt af rejsen og kan vist ikke tåle morgenluften, må jeg dække dem med dette sjal — nå, der er kufferten. ( lodmorgen. “ først nu havde han tid til at ta-nke på sine egne sager --- en aflang kuffert, staffeli og malerkasse. for én gang skyld havde han nok lyst til at være hot. ( fpholdet i Århus havde ikke taget noget dybt greb i hans penge, han besteg derfor også selv en drosche og kørte til et hotel, hvor han straks bestilte frokost. Derpå tog han overfrakke og hat og gik igennem byens gader, til han nåde Charlottenborg, hvor han i porten fordybede sig i de forskellige anmeldelser om ledige ateliers. Et stort, lyst værelse, vel møbleret og skikket til atelier, er at få til leje i Lykkesholms allé. Nærmere aftale hver dag imellem elleve og tre. Da han næsten var færdig med sine arbejder til forårsudstillingen, kunne det mulig passe ham. Især da han, efter sit ophold i Århus, havde fået en mærkelig forkærlighed for kvarteret der ude. Han kunne i det mindste se på det. Men da det endnu var for tidligt at gå derud, slentrede han op til sin ven, Søren Malling, som havde givet husly til hans ejndele, medens han var på rejse. Han traf vennen halvt påklædt, stående med korslagte arme foran et stort billede i prægtig forgyldt ramme. De stillede sig begge foran maleriet i ivrig beskuen. „ Det tager sig, hvad du? “ „ Det er svært Søren, hvor den ramme hatterer, men jeg synes endnu, at hinden dominerer for meget “...snak, sådan vil de, sgu, have det for tiden — de må imponeres du, en selvstændig opfattelse, fyren har talent, han må støttes, ellers vandrer også han over til de fries lejr. Mai med amgstelig omhu, tag det, som du ser det der ude i naturen, og jeg vil lade mig hænge, om du ikke, to dage efter censuren er trådt sammen, får det trykte brev ind af døren. Jeg ærgrer mig kun over, at jeg ikke har gjort den sorte rand om skyerne endnu dybere i tonen, men nu er det for silde. “ Søren snoede sit fipskæg og vred og drejede det, imedens han fremførte sine dybsindige bemærkninger. „ Lad mig så høre lidt om de gamle derhjemme. Var fader endnu misfornøjet med, at jeg havde valgt kunstens tornefulde vej — eller har skyerne løftet sig lidt efter at jeg var rejst fra Århus. Det kneb, sgu, en gang imellem medens jeg var der. “ „ Jeg tror han angrede sit gnaveri — for tiden er det kun den retning, i hvilken du lidt efter lidt er havnet, som piner ham. “ Søren bed sig i skægget, purrede op i det krøllede hår og var meget misfornøjet med sin gamle — han var storartet borneret — temmelig fordummet — men hvorledes kunne folk blive andet, som i mange år sad fast på et og samme sted. Men der var så meget at se og drøfte, at vennerne snart glemte familiesorgerne — supplerings valget stod lige for og der skulle en af de nærmeste aftener være valgmøde. „ Naturligvis må vi have svend Lauritsen ind “, udbrød Søren, „ de kan trænge til frisk indpodning i den gamle, rynkede stamme. Ja, du følger vel os andre? “ „ Jeg er så temmelig lige glad “, svarede Åge og mente det også i øjeblikket. „ Ere mine billeder ikke så gode, at de kunne tale for sig selv, så lad dem blive kasserede. Men ønsker du, at jeg skal stemme på Lauritsen, så gør jeg det selvfølgelig. “ Klokken var nu hen ved tolv, Åge tog afsked og begav sig på vejen til Lykkesholms allé, da han helst ville have værelset straks, at benytte Sørens tilbud, om at tilbringe et par nætter på hans sofa, for at få tid til at finde et rigtig godt atelier, havde han ikke lyst til. Han ville rimeligvis kun leje for et par måneder, da foråret snart ville lokke ham ud på landet. Men et sted måtte han være, da der endnu var et og andet at arbejde på det maleri, som han havde medbragt fra Århus, og som han satte store forhåbninger til. Da han nåde tivoli, og omnibussen ikke var der, besluttede han også at gå det sidste stykke vej. Føret var tørt og vejret klart og frisk, han så’ på sit ur, for at vide, hvor længe han var om turen. Og drejende forbi frihedsstøtten gik han udenom jernbanens terrain og var snart ved sanct jørgenssø. Vejen var dog ikke så lang, som han havde tænkt sig, stille og fredelig var her og kun et par sideveje skilte ham fra det sted, hvor hans smukke rejsefælle fra Århus havde sit hjem. Den gamle by var egentlig utålelig med al sin larm og uro, og han besluttede at tage værelset, hvis det da var nogenlunde ordentlig. Han så’ på numrene og opdagede, at det hus han skulle til, lå gemt i en lille have bag en høj hæk. Da lågen var åben, nåde han uhindret til den overbyggede trappe. Også her kunne han gå lige ind, og da han skulle henvende sig på første sal, gik han op og ringede på. Det varede en rum tid, endelig hørte han slæbende trin, låsen blev drejet om og døren åbnet. En middelaldrende mand i en lang, slidt hjemmefrakke og med filtsko på fødderne viste sig i åbningen. Hans grå, kortklippede hår og lange skæg så’ ikke særlig soigneret ud, ligesom hans hænder og negle vidnede om, at han ikke i lamgere tid havde haft tid til at beskæftige sig med deres røgt og pleje. „ Hvis jeg ikke tager fejl, så er det her, at der er et værelse til leje? “ „ Deres navn, min herre. “ „ Åge Wedel, landskabsmaler. “ „ Undskyld et øjeblik. “ manden forsvandt, og Åge lænede sig mod dørkarmen grundende på, hvor han tidligere havde set dette af gråt skæg indfattede ansigt med de dybtliggende, melankolske øjne. Han bemærkede ikke, at manden kom tilbage, før han atter stod for ham med en bog i hånden. „ Det er rigtig — Åge Wedel — udstillede sidste år to landskaber — debuterede for seks år siden og har siden da udstillet hvert år. Jeg fører et slags regnskab over de unge malere — kan ellers ikke huske dem og har nok lyst til at se, om de ikke blive skubbede frem på de ældre maleres bekostning. Mit navn er hans Hyllested, genremaler, som de vel véd? “ Åge bukkede, han vidste nu, hvor han tidligere havde set manden, det var ved nogle møder i Larsens lokale på sanct Anna plads, men hvad hr. Hyllested havde frembragt af kunst, det grundede han forgæves på, da han ikke førte bog over dem, der udstillede på Charlottenborg. „ Hvis de ville vise mig det værelse, som de ønsker at leje ud, ville jeg være dem meget forbunden. “ „ Det er rigtigt, det var værelset! Jeg glemte det helt. Det er den anden dør her på trappen — altså egen indgang. Jeg har nøglen i lommen for ikke at forlægge den. “ Han åbnede døren, og de trådte ind i et rummeligt værelse, med et højt vindue ud til en åben plads. En skrøbelig sofa, to stole, et bord Hedevig Winther: en tornefuld vej. 2 og en seng, udgjorde hele møblementet. Men det var det rolige, brede lys fra vinduet, som tiltrak sig Åges opmærksomhed, og lod ham glemme de andre mangler. Efter at have hørt prisen og forvisset sig om, at han kunne få sit morgenmåltid uden at behøve at gå ud, betalte han lejen forud foi' en måned. Da han atter havde nået byen, bestilte han en mand med en trækvogn, til at føre hans ejendele fra vennen ud i den nye bolig og gik da til hotellet, eftei1 sin kuffert og det øvrige rejsegods, og magelig lænet tilbage i en drosche, kørte han nok så tilfreds ud ad Gammel Kongevej. Den unge kunstner fløjtede en munter Melodi, medens han fornøjet og glad hæftede skitser og studier op på væggen og udsmykkede sit hjem på det bedste. Staffeliet stod midt på gulvet, så hele lyset faldt ind på et stort vinterbillede, som han havde arbejdet på i Århus — hist og her manglede vel endnu noget, men det kunne fuldføres efter studier, når det først var blevet udspændt og havde fået ramme. To andre malerier stod på mindre staffelier, de skulle alle ind på den sig nærmende forårsudstilling. han havde lige tændt sin chag-pibe og sat sig i sofaen, for, med hovedet heldet til siden, rigtig at overskue sit arbejde, da han blev afbrudt af sin vært, der viste sig i døren. „ Tillader de, at jeg kommer ind og ser på deres virksomhed? “ uden at vente på svar, stillede han sig med korslagte arme foran billedet. „ Ikke så ilde, ikke så ilde — sneen på granerne ligger tyk og blød, man kan knuge den og presse den. Baggrunden er for tung — men der er ’paient — der er talent. Jeg er kun halvtres, ja, de troede, at jeg var ældre, men jeg har arbejdet i så mange år, at jeg har fået grå hår deraf — men de ville ikke anerkende mig, ville ikke. Sende mine bedste arbejder tilbage og tage imellem et lille billede, som jeg har jasket op på lærredet. “ Han havde vendt sig om mod Åge, og hans øjne lyste uhyggeligt under de buskede bryn. „ De er måske begyndt sent? “ bemærkede Åge. „ Jeg var student først, men min brændende kærlighed til kunsten hjalp mig hurtig frem —men så blev de angst — stoppede mig på alle måder, så jeg endnu ikke er uden censur. Men, min unge ven, i år bliver jeg det “, han dæmpede stemmen og hviskedee, „ det er den femtende gang — de sidste år har jeg været meget forsigtig kan de tro, kun sendt et enkelt billede ind, som de ikke formåede at finde fejl ved, jeg har dog ikke lyst til at rykke tilbage til de ti år. Kom skal de se! “ Han rakte hånden ud og tog Åge ved armen for at føre ham bort, helt glemmende, • at han var kommen tor at betragte sin nye lejers arbejder. Åge fulgte, ham viljeløs, uhyggelig betaget af den ild, som funklede i den ældre malers øjne -- arbejdet i tredive år og endnu ikke nået videre, end til at blive kasseret af yngre kollegaer — nej, så hellere kaste paletten og gribe malerpotten og den store pensel. De kom over gangen og ind i en mørk korridor, derpå ind i et værelse, hvor der sad to damer. „ Min hustru, og min datter — den unge maler Wedel “. Åge bukkede og ville gå videre, men standsede derpå forundret, ved at genkende de to damer. „ Hvis jeg ikke tager fejl, havde jeg den fornøjelse at se fruen og frøknen i Morges på dampskibsbroen “. ' „ Hr. Wedel var så venlig, at hjælpe os til en vogn “, sagde Fru Hyllested til sin mand. „ Det er et mærkeligt træf, at vi atter skulle mødes “. „ Jeg håber, at frøknen nu har overstået rejsens besværligheder? “ „ Jeg har i vinter fået en stærk forkølelse, som ikke vil forlade mig, men lægen mente, at forandring af luft ville hjælpe mig “. Hun hostede og så’ anstrengt og lidende ud. „ Når foråret kommer, vil de sikkert blive rask “. Åge havde opfanget et ængsteligt blik i hendes bløde, brune øjne. Hyllested stod utålmodig og ventede på at få Åge med, nu tog han ham atter ved armen og førte ham ind i et værelse, hvor gamle staffelier, tomme blindrammer og tegninger, der lå strøede på et faldefærdigt bord, syntes at udgøre det vigtigste af møblementet. Ved vinduet, hvis karm var overfyldt med gamle krukker og flasker, stod et staffeli med et tildækket billede. „ Idet jeg tager dette klæde af “, sagde Hyllested med stor højtidelighed, „ viser jeg dem, unge mand, at deres ansigt og væsen har vakt min fulde tillid — de ser ærlig og retsindig ud. Sig mig nu deres mening om dette arbejde. “ Åge følte sig ikke vel til mode, ved at skulle optræde som dommer, men han ville såre sin vært, hvis han undslog sig for at se maleriet, og trådte derfor hen foran det, medens klædet blev fjærnet. Det var et temmeligt stort billede, forestillende kunstnerens hustru. Det var en tro gengivelse af hendes fine, noble træk, som bekymringer og sorger synlig havde ældet før tiden -- og de samme rådvilde og ængstelige øjne, som han om morgenen havde set fæstet på datterens ansigt, skuede ned mod ham, men trods den dygtige tegning, så’ han straks billedets store mangler. Farven var tør og kedelig. Skyggerne brune og tunge, og endnu tydeligere ville disse mangler træde frem, når det stilledes mellem de unges arbejder, i det stærke ovenlys. han stod længe tavs og stirrede på arbejdet, var det muligt at forandre det, uden at male hele billedet om — havde det været gørligt, ville han have tilrådet det, men han indså, at den tid, der var tilbage ikke kunne slå til, og at det smukke i opfattelsen, måske kunne ødelægges derved. „ Det er en meget smuk gengivelse af deres frue11. „ Ja, ikke sandt! “ udbrød Hyllested med funklende øjne. „ Og det står roligt i farven, ingen spræl med gult, grønt og blåt — roligt står det! Mon de herrer af den nye skole ikke skulle formå at få øjnene op for, at det vigtigste i kunsten er rene, rolige farver. „ Ser de “, han tog Åge fortrolig i frakkekraven og så’ ham ind i øjnene, „ det hænder jo ikke så sjældent, at der bliver købt portrætter til galleriet —jeg har malet dette billede med den tanke, at ville sælge dem det, hvis de ønske det “. Åges øjne veg sky til siden, hvorledes forberede ham på, at dette billede ikke blev købt til malerisamlingen. „ Jeg er endnu ikke repræsenteret der — de bør dog købe af mig — men jeg er altid bleven skubbet til side — de kunne ikke lide mig “. Hans blik blev atter mørkt, og idet han satte sig ved bordet, gemte han ansigtet i de magre hænder, og Åge så’, hvorledes hans skikkelse bøjede sig under en dæmpet hulken. „ Der er kun få af den store skare, som blive repæsenterede der, hr. Hyllested “, sagde Åge trøstende, „ det er kun de mest begunstigede “. „ De bar ret “, han så’ atter op, „ der er nogle enkelte, som hvert år få et billede solgt til samlingen — læg mærke dertil — hvert år! Men ser de, til næste år er jeg uden censur — jeg bar meget stående, som venter på den tid. “ Efter at Åge havde vekslet nogle ord med damerne, gik han atter over til sig selv, han var misstemt efter besøget hos den ældre maler, og endskønt han var træt af dagens anstrengelser, følte han dog trang til at komme ud, for at adsprede sig. Ganske tilfældig, naturligvis, slentrede han om ad den vej, på hvilken justitsråd hagen havde sin bolig — han vidste nummeret og opdagede snart den hyggelige villa, der lå så stille, inde i den store have. Endskønt det endnu ikke var helt mørkt, var der lys i det ene værelse, hvor grønne planter dækkede for de store vinduer. Der sad „ hun “ vel nu i hyggelig samtale med sin familie — han sukkede ved tanken om, at han nu stod udelukket ene her, gemt bag den høje hæk, og dagen forud, da var det ham, der havde siddet ved hendes side, da var det ham, der havde lyttet til hendes klare latter, og fremlokket de dybe smilehuller i de fine, runde kinder. Havde han dog været portrætmaler, hvilken fryd, at fæstne den lette skikkelse og det lille hoved, med det mægtige, bølgende hår, på lærredet. Gangdøren gik op, en pige kom ud på stentrappen, hun sang lydelig, idet hun bankede en måtte. En ung mand stak i det samme hovedet ud af døråbningen og sagde nogle ord. Pigen lo — han tog hende om livet og kneb hende i kinden. Hun stred leende imod og kastede hovedet tilbage. Åge trak hatten dybere ned over øjnene og gik videre. Rimeligvis frøken Karens Broder — nå, det vedkom da ikke ham — men syntes dog at have givet ham et lille indblik, i deres huslige forhold. Åge Wedel var skolekammerat og ven med den unge Malling, oberst Mallings eneste søn, han havde tilbragt lange ferier i deres gæstfrie hjem, og da han var en elskværdig og fint dannet mand, blev han altid modtaget med glæde, når hans tid tillod ham at besøge dem. Ellen Malling, og Åge Wedel, omgikkes så fortrolig som søster og Broder, og det var derfor ganske naturligt, at han betroede hende sit sværmeri for den lille.jomfru — Ellen havde optaget tantens kælenavn — og Åge fandt, at det passede så godt til den slanke skikkelse, så han undertiden selv havde været dristig nok, til også at nævne hende dermed. Det er altid heldigt, vidste han, at stå sig godt med sin tilbedtes veninde, og han havde allerede haft mange fordele deraf, men den vigtigste ventede han endnu på, thi Ellen havde lovet ham, at skrive til ham og inden i hans brev, sende et brev til Karen, så han kunne besørge det efter adressen og på den måde få adgang til justitsrådens hus. Med utålmodighed og længsel ventede han nu på brevet, men da det endelig kom, blev han greben af en ængstelig, betagende uro og en kriblende angst for, at den lille jomfru skulle være ude, når han kom — at han måske slet ikke ville blive modtaget — at der skulle ske et eller andet, som ville forhindre ham fra at komme afsted, eller at jorden ville åbne sig, og en uoverkommelig afgrund skille ham fra det sted, hvor det syntes ham, at al verdens lykke havde samlet sig, og lokkede ham til sig. Men mærkelig nok, der hændte intet, som forhindrede ham fra at gå ud af husdøren og komme igennem den lille låge, som, på grund af at hængslerne vare rustnede over, aldrig var lukket. Også var vejen, der førte til justitsrådens bolig, fast og jævn, han faldt ikke og brækkede benene, men nærmede sig hurtigt målet; heller ikke havde han glemt brevet hjemme, hver gang han løftede hånden, følte han det sikkert og fast i brystlommen på sin frakke, netop der, hvor hans hjerte bankede så heftigt og uroligt. Det var egentlig utrolig dristigt, næsten frækt, at komme selv med det — burde han ikke sætte et frimærke på og lade det falde i den dybe postkasse? Men han vidste, at den dumpe lyd af brevets fald, ville for ham være det samme, som måske for bestandig at lukkes ude fra hendes hjem. Herre gud, han havde jo ikke gjort noget ondt og ville ikke noget ondt. kun have lov til at nærme sig den lille jomfru og beundre og tilbede hende. Det var forbavsende, så hurtigt han nåde stedet, dér lå det allerede henne — han sagtnede sine skridt og stod til sidst stille, og trak vejret dybt og tungt. Nå, der kan da ikke ske noget værre, end at døren bliver smækket i for Na;sen af dig — frisk mod og fremad. Efter at have opmuntret sig selv med denne enetale, åbnede han den elegante låge, gik hen ad den gruslagte havegang og ringede på klokken. Den fordømte klokke, den blev ved og blev ved i det uendelige, som skulle den kime alle husets folk sammen — hvem kunne nu også tænke sig, at det var et så utroligt ringeapparat! Lidt efter blev7 døren åbnet, og Anna fremviste sit smukke ansigt.,.er frøknen hjemme? “ Anna målte ham og blev synlig beroliget, ved at se en velklædt herre, med et kruset fuldskæg, stå derudenfor, han lignede ikke nogen tigger. „.ja hun er “. „ Vil de melde mig “. „ Hvem skal jeg melde? “ „ Landskabsmaler Wedel “. „ Vil de følge med “. Han fulgte op af trappen og stod stille medens pigen gik ind. Mon hun blev glad, eller kun forundret, måske vred? Tankerne fore lynsnart gennem hans hoved, i det sekund pigen var borte. Kunne han dog se hendes ansigt, idet hans navn blev nævnet. „ Vær så god, frøknen er derinde “. Døren med en tung portiere blev lukket efter ham, han gjorde et skridt frem og standsede derpå forfærdet over den fejltagelse, som her havde fundet sted. Frøken Høeg vendte sig om mod ham, idet han trådte ind og lagde paletten og penslerne. Han bukkede, hun ventede på en forklaring. „ De ønsker at tale med mig? “ spurgte hun endelig. „ Mit navn er Åge Wedel, jeg er landskabsmaler. “ „ Deres ansigt er mig bekendt —k det er rigtig, det var dem, der hjalp os forleden nede ved dampskibet. Sæt dem, hr. Wedel, og fortæl mig, hvad jeg skylder æren af deres besøg. “ Tanke efter tanke fo'r igennem Åges hjerne — nu var i sandhed gode båd dyre, for at fri ham ud af denne vanskelige situation. Hvis han nu betroede hende den virkelige årsag til sit besøg og bad hende om råd og hjælp, men trods hendes smukke, mørkegrå øjne, som så’ på ham med et venligt blik, hørte hun dog åbenbart ikke til de kvinder, der særlig ynde at stifte partier. Men noget måtte han dog finde på, når hun ikke skulle tro, at han var sindsforvirret — så — nu havde han det. Han krammede sin hat og noget stammende og forlegen, bad han frøkenen, der var tiere år ældre udstiller end han, at besøge sig en dag, og sige ham sin mening om et stykke, som han selv var meget tvivlrådig om. Margrethe så’ forbavset på ham, det var første gang, at én af det forhadte mandkøn henvendte sig til hende, med en sådan anmodning. Men da han så’ forlegen og ulykkelig ud, og hun dertil syntes godt om hans ansigt og væsen, antog hun, at han virkelig ikke havde nogen anden at henvende sig til, om et råd og lovede beredvilligt at komme. Derpå rykkede hun staffeliet frem for lyset og lod ham se sine billeder, som han betragtede med interesse, da de vare malte med en bred, kraftig pensel og stod smukt i tonen. „ De vil få megen glæde af deres arbejder, “ Sagde han med oprigtig alvor. „ Derpå er jeg aldeles ikke sikker, “ sagde Margrethe, som selv med stor opmærksomhed betragtede malerierne. „ Det er det elvte år, hvis jeg får noget kasseret, rykker jeg jo tilbage igen. Man kan aldrig være sikker, censuren er uberegnelig, det er i regelen gået mig således, at det. Jeg selv har syntes bedst om, er blevet kasseret. Så besluttede jeg en gang. at spørge én af de herrer, hvor manglen var? Det er skoven i baggrunden, tonen over skoven er unaturlig, fik jeg til svar. Tilfældigvis traf jeg en anden af det Års udvalgte, også han så’ billedet. Skoven er nok mislykket, sagde jeg. Nej, aldeles ikke, den står udmærket, det er her i forgru

1888_JuelHansen_EnUngDamesHistorie

Erna

En Ung Dames Historie

Juel-Hansen

JuelHansen

En Ung Dames Historie

female

1888_JuelHansen_EnUngDamesHistorie.pdf

Erna

Juel-Hansen

dk

En ung Dames Historie

n

roman

Philipsen

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Der var bryllup hos etatsråd Holms. Den ældste datter, Olivia, blev den dag gift med hans velærværdighed, hr. Pastor Skou. Margrethe, brudens yngre søster, havde klædt sig så tidlig på til stadsen, at hun kunne være med og se dem pynte bruden. De var just i færd med det, stupigen, en frisørinde, syjomfruen. Det gik til næsten som ved en dronnings icvéc. Lige fra den Battistes, kniplingsudsyede chemise blev hvert stykke af toilettet taget af én hånd, rakt til en anden og givet bruden på. For hun rystede så stærkt, at hun ikke en gang selv kunne hægte korsettet. Alt var meget elegant, meget luftigt og af første sort, og så var der nøje passet på, det alt sammen var ganske nyt, ikke en hårnål eller knappenål måtte have været i brug før, ellers var der ingen lykke ved det, sagde etatsrådinden. De havde umådelig travlt. For hvert øjeblik stak mama hovedet ind ad døren på de forskelligste stadier af sit eget toilette og mindede om, hun havde givet pastoren sit ord på, som moder og kvinde, at bruden ikke skulle lade vente et eneste minut på sig i kirken. Selv Margrethe fik lov at være med. Til daglig brug var søsteren temmelig sær og tålte hende ikke i sin nærhed under påklædningen. Men i dag var hun „ ved gud så god at komme til rette med “, erklærede stuepigen, „ og sagde ingen et ondt ord. “ Hun sad foran spejlet og fik håret sat, og Margrethe havde hårnålene i den ene hånd og knappenålene i den anden og delte ud til hver især, når det behøvedes. Det var det første bryllup, hun skulle med til, og hun havde lovet sig selv, der ikke var den ting, hun ikke skulle skaffe sig at se, nu, hun havde det på så nært hold. Intet i verden interesserede hende som bryllupper. Hidtil havde hun v kun læst om dem i en eller anden roman, hun havde kunnet stjæle sig til at sluge, men deraf var hun ikke bleven klogere. Nu skulle hun rigtig kigge dem i kortene,’ det var da vist, og noget af alt dette hemmelighedsfulde, der susede hende om ørene og var så underlig benauende at tænke på, blot man sagde „ Bryllup “ sådan ganske sagte for sig selv, måtte hun kunne opdage, hvad var. Især i den sidste tid, mens de lavede til brylluppet, var der dukket sådan en mængde spørgsmål op i hendes hoved under al denne tale om brudedit og bryllupsdat, så hun havde næsten ikke kunnet tænke på andet. Spørge turde hun ikke, for hun havde en egen \ pinligfornemmelse af, at det, hun ville vide, talte i man ikke om og burde slet ikke tænke på. • mama \ var i visse retninger meget streng og behandlede hende desuden altid, som et barn, skønt hun var konfirmeret for et helt halvt år siden. Hun blev endnu vist ud af dagligstuen, så snart samtalen blot nok så fjernt strejfede nogle af de ttemaer, voksne mennesker hvisker om, og Margrethe syntes var aller morsomst at høre på. Det var til at ærgre sig ihjel over. Men nu i dag havde mama andet at gøre end at passe på hende, og. så skulle hun ordentlig tage revanche. Noget måtte der da blive sagt eller gjort i dagens løb, man kunne få forstand af. * for resten havde begyndelsen på bryllupsdagen skuffet hende en del, for hun havde altid troet, og det havde hun da også læst, at et bryl• lup var den gladeste fest på jorden. Udtryk som „ den lykkelig rødmende brud “, eller „ Brudgommen, drukken af salighed “ huskede hun bestemt. Men dér sad nu Olivia og fik just krans og slør heftet på, rystende som et espeløv og så’ ud som døden fra Lubeck. Og da mama i Morges sagde godmorgen til hende, havde hun taget hende i armene, kysset hende, vist fire gange, og sagt med tårekvalt stemme: mit stakkels, søde barn! Hvis pastor Skou ikke var bedre til mode, så’ det rigtignok sort ud med saligheden. Men gud véd, hvad de så havde forlovet sig for? Olivia havde såmænd været ivrig nok for at kapre ham — det havde hun set med sine egne øjne — og den dag, han havde friet hos papa, havde mama sagt, var den gladeste dag i hendes liv. Og Olivia havde set forfærdelig strålende ud, når hun og pastoren om søndagen efter kaffen endelig kom ud fra kabinettet, hvor mama altid trak de dobbelte portierer for, så længe de vår der inde. Men det lignede rigtig Olivias vrøvl at skabe sig melankolsk på sin.bryllupsdag. Hun troede formodentlig, det var fint, ligesom når hun lod sig plage til at spille på fortepiano, når de havde gæster. Men nu rejste hun sig i al sin stads. Og selv Margrethes søsterlig - kritiske blik måtte indrømme, hun i dag virkelig var smuk. Blegheden klædte hende, og sindsbevægelsen gav de ellers noget lade træk et vist liv. Den statelige, fuldmodne figur tog sig godt ud i den hvide Atlaskes slæbekjole, der tæt og kysk dækkede al denne gennemsigtighed indenfor, som havde stukket Margrethe svært i øjnene. da Olivia mønstrede sig selv foran det store spejl i moderens sovekammer, fik kinderne for et øjeblik lidt farve, og med et halvt smil om de usikkert dirrende mundvige gik hun videre, fulgt af Margrethe, ind i dagligstuen, hvor mama just var ved at binde etatsrådens hvide slips. „ Se se, der.har vi jo bruden, “ sagde etatsc raden og gik hen imod hende, idet han varsomt tog hende om skuldrene og kyssede hende på panden, „ nå, det.må jeg sige! Hun er s’gu dit udtrykte billede, mutter, på din bryllupsdag — kan du huske? og det kan jeg lide, sådan skal en brud se ud, ingen røde øjne — — “ Men det var mere, end Olivias beklemte hjerte kunne tåle. Hun vendte sig hastig fra faderen og faldt hulkende om halsen på etatsrådinden, der,, svømmende i tårer, trak hende med sig ind i kabinettet og lod portieren falde for. Etatsråden så’ lidt betuttet ud. Men så kom der et lunt smil om hans veldannede, fyldige mund, han trak på skuldrene: „ Moderen op ad dage, både i sind og skind — hun bli’er s’gu drøj at kurere! Nå, lad mig så se på dig, stump, “ Sagde han højt til Margrethe, „ du er jo fandens fin, min tøs! “ Hun drejede, sig langsomt rundt, for at han kunne se hende fra alle. Sider. Hun så’ godt ud med sine fiffige, gråblå øjne, lidt optrukne ved tindingerne, med mørke bryn; svært, gulblondt hår havde hun i en tyk flætning, helt ned over lænden. Hun havde faderens, fuldlæbede mund med tætte friske tænder. „ Kar-' toffelsnuden “, som faderen kaldte hendes næse, var det mindst heldige af det hele, men hagen var hun stolt af, for den var fast og rund og havde en grube i midten, og figuren tegnede slet ikke dårlig, siden hun havde fået fransk korset ved konfirmationen.. Hun havde en lyseblå silkekjole på under en cremefarvet kniplings overdragt og fandt selv, hun havde en beau jour. Og det fik hun faderen til at indrømme, så nødig han ville. Han holdt ikke af at rose sine døtre, når de hørte på det. Da de var færdige med mønstringen, satte hun sig på hans skød, men meget forsigtig for ikke at krølle kjolen, tog ham fat med én hånd i hver bakkenbart, så han ikke kunne røre sig, gav ham et ordentligt trykkys på munden og sagde så, indsmigrende og hviskende, idet hun med et lille kast med hovedet viste mod kabinettet: „ Hør, far, hvorfor græder de egentlig så meget? “ Han trak øjenbrynene lidt op, så’ polisk ud, men lagde straks ansigtet i alvorlige folder og svarede: „ Ja, ser du, min pige, et bryllup er jo en alvorlig ting — hm! — Olivia skal bort fra sit hjem — og — — “ „ A snak, far — — Olivia vil samsend hellere end gerne hjemme fra, det har hun sagt så tit, og hun har da også gjort, sig umage nok for at få sig en mand — nej, det er ikke det, der er i vejen/ vrissede Margrethe tungerapt. „ Prrr! Jomfru næsvis — hvad tror du, mama ' ville sige, hvis hun hørte — der er visse ting, / som små piger slet ikke har godt af at få at vide for tidlig.— —u „ Små piger! Uf! “ afbrød Margrethe ham vrippent, „ nu har jeg været voksen i et helt halvt ar, og altid skal man dog høre — — “ „ Vil etatsråden være så god at give besked om champagnen — — “ Det var stupigen, der stak hovedet ind af døren. Etatsråden slog Margrethe over næsen med pegefingeren, satte hende fra sig og gik ud. I samme nu var Margrethe henne ved portieren og lagde øret til. Etatsrådinden talte i en grædende, halvt hviskende tone, mens Olivia småklynkede, så hun kunne i begyndelsen kun høre afbrudte sætninger — det var" noget om i ægteskabelige pligter — — enhver gift kone må finde sig -----pastor Skou var så god, så hensynsfuld — — hun måtte ikke være bange — — og så igen om tunge pligter og ægteskabets torneo vej. Men så fik etatsrådindens tale et sententiøst sving, da hun besvarede med stort eftertryk en uhørlig indvending af Olivia:,,ja, min søde pige, ægteskabet er nu én gang sådan, og så længe det, • der er manden en lyst, er kvinden en kval, er hver brud, der går til brudeskamlen, et offerlam. Men husk så til trøst, at din moder før dig, og hendes moder — — “ „ Frøken! Vognene er her! “ råbte stupigen. Margrethe for fra portieren og stod allerede for spejlet og lod, som hun rettede på frisuren, da mama viste sig mellem gardinerne. Så fik de travlt med at få schavlerne på og komme af sted. Margrethe skulle køre med tante malle og fætter Christian, etatsrådinden med hr. Holms Broder, grossereren, der var enkemand. Det skulle være et stille bryllup, passende til brudgommens stand, derfor skulle ingen unge med, kun de gifte folk i familien. Fru Holm fandt det i det hele upassende, at unge mennesker af begge køn var med ved et bryllup-----„ det gav tanker, som — — hm! Nutidens unge herrer var så — så — — kort sagt, det var upassende! “ Helst havde hun sendt Margrethe bort — man kunne ikke være for forsigtig med en ung pige; men det gik dog ikke an for folks skyld. fætter Christian, som ældste fætter i familien og Margrethes kavalér, var den eneste ugifte herre. Ham kunne man ikke godt undgå at bede med, da han så at sige repræsenterede sine afdøde forældre, hr. Holms Broder og svigerinde, — og så var der det, at man efter hans sidste store billede på udstillingen, virkelig måtte tage særligt hensyn til ham, da det tegnede til, han i tidens løb ville gøre familjens navn berømt. Så fik man tilgive ham det skrækkelige liv, han førte med fruentimmer, og gud véd hvad — —. Desuden havde han den dejlige stemme og havde lovet sammen med nogle kammerater at overraske med sang i kirken. Brudepiger ville Olivia ikke have. En præsts tilkommende hustru skulle gå til altret med beskedenhed, sagde hun. Men hemmelig var det, fordi hun ikke ville have sådan en flok unge tøse o som relief for sine fire og tyve år og noget matroneagtige skikkelse. Sådan var kun den allernærmeste familjekreds og nogle få af de ældste prøvede venner og veninder, lutter satte folk, blevet indbudne. Pastor Skou var en enlig mand uden slægtninge i byen. De få, han havde, boede et sted i Jylland og havde undskyldt sig med den lange rejse. det sidste, Margrethe så’ af Olivia, var, at hun stod foran spejlet, åndede på sit lommetørklæde og lagde det på øjnene for ikke at' se forgrædt ud. Så løb hun ud til fætter Christian, der ventede på hende i entréen. Ham kunne Margrethe godt lide, bedre end nogen anden i familjen, for ham kunne hun snakke med, og ham kunne hun spørge om ét og andet, når det kneb. I reglen fik hun da også ordentlig besked af ham, men der var så sjældent lejlighed, for mama passede på hende som en smed, og -nu havde han været borte på rejser i lang tid. Han var en stor, køn fyr med tæt kruset, rødligt skæg om hage og kinder, rød og hvid som en pige, og store, nøddebrune øjne, der så’ meget mere end de skulle, sagde Margrethe. Rædsom kritisk var han og havde altid en mening stik imod alle andres. Han så’ umådelig højtidelig ud, bukkede dybt og gav hende armen så alvorlig som en bedemand. I menuettakt gik de sammen ned ad trapperne. Men de kom i ulave med trinene, og allerede ved i den første afsats trak Margrethe armen til sig, slog ham over hånden og råbte: „ du er’en og for så med ham efter sig ind i vognen, lige i armene på tante malle, der tog imod hende med en strøm' af tårer. herregud, nu græd også hun! Men det måtte være glædestårer. For så snart Christian var kommen til sæde, og vognen rullede ud af porten, udbrød hun: o „ Å nej dog, at jeg skulle opleve den glæde at se vor kj ære, velsignede, lille Olivia blive gift med sådan en guds mand som pastor Skou. Hun kan rigtignok prise sin skaber, hun kommer i så gode hænder, og det vil sikkert blive hende til velsignelse — for, véd du hvad, lille Margrethe, hendes sind er jo en smule vanskel— —, nå, jeg vil ikke tale ondt om hende på hendes bryllupsdag — ja, det er det, jeg altid siger, Herrens veje er uransagelige — — men hør, fortæl mig nu lidt om udstyret.— har de fået en køn lejlighed, og hvad betræk er der i dagligstuen-------- det var en sand styrtesø af spørgsmål, Margrethe fik over sig, og da tante malle var tunghør, og vognen rumlede stærkt, måtte hun råbe så højt, at hun var vis på, folk, som gik forbi, kunne høre hvert ord.. Men hun vidste for resten ikke andet om lagner og dækketøj, end at det * alt sammen var fra Goldschmidts magasin på Amagertorv, og hun turde ikke fortælle, hun dagen i forvejen havde listet sig op i lejligheden med stupigen og selv set efter, hvor hvert møbel havde sin plads, og hvordan sengene stod, og at der på Olivias lå en natkjole, som var så tynd og havde så brede kniplingsindlæg, at det ordentlig gøs i hende, når hin tænkte på, at pastoren — — men det var vist igen noget af det, man ikke måtte tænke på. Da tante malle mærkede, der ikke var stort at få ud af hende i den retning, faldt hun over hende med spørgsmålet om „ det stille bryllup “, der i de sidste tre uger havde været genstand. for den mest indgående kritik i hele den del af familien, som ikke skulle med. „ Mama mente, “ råbte Margrethe hende ind i øret, „ at da brudgommen er præst, skulle dagen have et vist højtideligt præg — og at det ikke var passende at have de unge mennesker med — de kunne let blive for lystige — — eller sådant noget — — “ „ Og deri har din moder for en gangs skyld ret, “ afbrød Christian hende, „ for så vidt det er noget fordømt abekatteri alt sammen. “ Margrethe gjorde store øjne. At Christian var enig med mama, var noget ganske nyt. Hun åbnede munden for at spørge, men tante malle kom hende i forkøbet: „ Å, sikke snak! “ hun virrede misbilligende på hovedet, så kappesløjferne dansede, „ var ikke vor herre og frelser selv gæst ved brylluppet - i Kana — og dér var såmænd både unge og gamle, det ser man da tydelig på altertavlen ude i 15 vores kirke — og gav han dem ikke mere vin, for at de rigtig skulle holde sig lystige — skulle så ikke en Herrens tjener kunne fejre en glad bryllupsdag — — men det er disse indremissionsfolk — “ I det samme holdt vognen foran kirken. Margrethe havde hele tiden gruet en smule for denne gang op ad kirkegulvet forbi de mange stirrende øjne, og — — og så var der det, at det var den samme kirke, hun var bleven konfirmeret i. Hun syntes, der ligesom lå noget og lurede på hende der inde, noget, der lignede samvittighedsnag. Hun havde kun været der én gang siden den dag, hun var til alters, og da havde hun tænkt mere på ballet hos dahis dagen efter end på noget som helst andet — alt det løb om i hendes hoved, mens hun og tante malle rettede på tøjet i våbenhuset. Så gik de store fløjdøre op, og kirken lå dér kold og halvmørk foran hende — propfuld af hoveder. Hun følte, hun blev bleg og så underlig svimmel. Hun greb uvilkårlig fætteren fastere om armen. Det stærkt oplyste alter langt borte flimrede i hoppende glans, og hun så’ tante malle forfjamsket gribe efter sine kappebånd, som flagrede bag ud i trækvinden, mens de temmelig hurtig gik op ad mod altret, og hun måtte tage lange skridt for at holde trit med Christian. men så hørte hun det hviske ved siden af sig: brudens søster — brudens søster — — å, hun er sød! — sikken yndig kjole! — — fiks pige — —- så var benauelsen som blæst af hende. Hun måtte uvilkårlig trække på smilebåndet, blodel skød hende op i kinderne, og da hun nåede koret og havde fået plads indenfor ved siden af mamas tomme stol, var hun ganske rolig og syntes, det hele var gruelig morsomt. Hun'hilste fornøjet på tanterne til højre og venstre og på onklerne lige over for. Så kom * etatsrådinden, og Margrethe lagde med stolthed mærke til, mama var smukkere og så’ yngre ud end selv den yngste.' tante. Det hørte hun også, de hviskedee om bag ved hende, men dér fik det rigtignok den form: „ at der var dog ingen, der forstod at klæ’e sig som Louise Holm! “ Brudgommen var i ornat. Det forbavsede hende en hel del. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes ikke, dette præstelige skrud passede rigtig til lejligheden. Nu, hun var vant til at se ham som forlovet mand‘og i frakke hjemme, havde hun næsten glemt, han var præst — og atter måtte hun huske på konfirmationsdagen, da hans øjne havde gjort hende så forskrækket. Men i det samme så’ han over til hende og nikkede nok så venlig. Hun nikkede igen og tænkte: han var dog egentlig ganske manérlig. så begyndte orgelet at intonere. Bruden kom. Der blev støj nede i kirken af folk, som rejste sig for bedre at se. Alle hovederne ved altret vendte sig den vej. Margrethe fik hjærtebanken. Orgelets brusende musik tog så underlig i hende. Det var alligevel sært højtideligt, dette her. Hun fik formelig noget vådt i øjnene ligesom de andre damer, der pudsede næse rundt om hende. Men hun glemte dog ikke at passe på pastor Skou, og hun så’ ganske tydelig, at han først blev rød og så gusten bleg, mens etatsråden med rank holdning og stærkt brystende sig førte Olivia, der havde forgrædte, dybt nedslagne øjne, op ad kirkegulvet. men så kunne Margrethe ikke bare sig for at le indvendig, da hun i det samme huskede, at papa på alle etatsrådindens formaninger om at føre datteren med alvor og værdighed til brudeskamlen havde lovet hende: at knejse som en kat med o o et alehoved. A, papa var en skælm, og Margrethe følte, hun havde i ham en hemmelig allieret mod alt dette præste- og kirkevæsen, de andre var så forgabede i. Med en undselig bøjning for sin tilkommende herre og husbond, der formelig for sammen ved det og glemte at hilse igen, tog Olivia sæde ved siden af moderen, og etatsråden gik over for at veksle håndtryk med sin svigersøn in spe. og så begyndte de at synge oppe ved orgeo let. A, hvor det lød! De fire unge mandsstemmer sendte et kraftigt, jublende kor om elskovs længsel og elskovs lykke ud i den store kirke, op mod de kolde hvælvinger. Det gav ligefrem et sæt i etatsrådinden, da hun genkendte den verdslige tekst, og hun så’ forskrækket over til pastor Skou — men dér fik hun øjnene til sig i en fart, for hans mørke pupiller var fæstede på i bruden med et for lejligheden, syntes hun, alt for i menneskeligt udtryk, der gav hende meget at tænke på. Men Margrethe trængte tonerne lige ind i hjærtet. Det var, som gav de svar på alt det, hun havde famlet efter og spurgt om, æggende til nye anelser, der fyldte hendes bryst med en underlig smerteblandet fryd — — hun sukkede dybt, da sangen tav. Brudefolkene rejste sig og gik hen foran alteret. Hun kunne desværre ikke se deres ansigter rigtig, fordi de halvvejs vendte ryggen til hende. Men nu og da fik hun dog et glimt af Olivias profil foran sløret. Talen interesserede hende ikke synderlig. Den var særlig henvendt til pastor Skou og begyndte med: „ Broder i Christo “, og så varierede den et af Salomos ordsprog: „ hvo, som får en hustru, får en god gave og annammer af Herren en velbehagelighed14. Den var gruelig lang og kedsommelig, syntes hun, der blot længtes efter, at præsten skulle komme til ritualet, som hun havde 1 hørt mama sige var uanstændigt, og som fætter Christian gjorde sådanne ugudelige løjer med. Da præsten endelig tog altarbogen og begyndte at læse op, spidsede hun øren for alvor. Uf, den gamle snak om det ribbén! At præsterne ikke gjorde oprør mod at skulle stå og fortælle fornuftige mennesker det vrøvl. Nej, hun holdt med papa og Darwin — abekattene, det var der rigtignok mere mening i. Og så al den underdanighed — det var til at ærgre sig ihjel over: „ Men ligesom menigheden er Christo underdanig, således skulle og kvinderne være deres egne mænd underdanige i alle ting — “ det var jo ligefrem at gøre mandfolkene til guder. Nej, takr det var endogså mama for stift, det havde hun hørt hende rent ud sige til pastor Skou en gang, at i det stykke var pavlus gammeldags. Men det blev værre og værre, det gøs formelig i Margrethe, da præsten med hul stemme læste om al den nød og forbandelse, der er udtalt over et stakkels menneskepar, som i al anstændighed opfylder både menneskelige og guddommelige love:, „ Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din undfangelse, med smerte skal du føde børn, og din attrå skal være til manden, og han skal være din herre — de skal være ét kød “ — — hvad t nu det ville sige? Hun havde just i det øjeblik set lidt af Olivias kind og øre, og de blev ganske | røde------mon det var noget af det uanstændige? „ Jorden skal være forbandet for din skyld, med Kummer skal du nære dig deraf alle dit livs dage. Torne og tidsler skal den bære dig — — i dit ansigts sved skal du æde dit brød, indtil du bliver jord igen, som du er tagen af “--------ja, det var det, papa så tit havde sagt, at de østerlændere, som havde skrevet biblen, var nogle dovenkroppe, der gjorde arbejdet til en forbandelse. Så vidt var vi dog komne, at vi anså det for akkurat det modsatte — — det forstår sig, hun holdt selv mest af ingen ting at bestille, men r — å, nu blev Olivia rød helt ned på halsen: „ Og: gud velsignede dem og sagde til dem: værer frugtbare og formerer jer og opfylder jorden “---------men det var jo ikke uanstændigt, for det var vel meningen med at gifte sig — — og alligevel, det i var naturligvis knuden. Blot dog én ville give hende rigtig besked — det var så ækelt altid at måtte tænke på alt dette og ikke kunne finde ud af det — og ikke turde spørge, fordi det dog vist var flovt. Mon det ikke gik an at spørge fætter Christian — — —? Nå — endelig! der var bedt fadervor og lyst velsignelse, og nu sad de nye ægtefolk ved siden af hinanden lige foran hende. Så sang de igen ved orgelet „ Det er så yndigt at følges ad “ i galopadetempo. Etatsråd inden trak vejret lettere, da de begyndte på den. Og så rejste de sig alle og kyssede og gratulerede _______________ ________ • med mange tårer. Tanterne græd, så de fine lommetørklæder var ganske våde. Etatsrådinden holdt Olivia så længe omfavnet, at papa måtte klappe hende på skulderen og minde hende om, at brudeparret skulle bort. Så slap hun Olivia, rakte armene ud efter pastoren og trykkede ham, trods ornat og det hele, højtidelig til sit bryst, idet hun hulkende anbefalede ham atvære: „ go — go—god mod hendes sta---------akkels | barn! “ Pastoren så’ noget forbløffet ud og frigjorde sig en smule hastig, bød sin stærkt forgrædte hustru for gud og mennesker armen og gik alvorlig, fulgt af tilskuernes hvisken og tisken, ned ad kirkegulvet. Det øvrige selskab fordelte sig par om par. Tanterne byttede mænd, så godt det lod sig gøre. Margrethe blev puttet i vognen til etatsrådinden, da fætteren blev opholdt hos sangerne. Mens de kørte, spekulerede hun på, hvad brudefolkene vel tog sig for på hjemturen — om han kyssede hende? om han sagde: min lille kone, eller min søde brud? — å, hun kunne føle, helt inde i brystet, ja, dybt, dybt inde, hvordan det måtte være at blive sagt sådan til-----det måtte, ville hun opleve — — og så fik hun da alt at vide! Hvad var det, de havde sunget — — „ Fryd, som kunne dræbe, var den ej så sød, alt vil du erfare “ —.— ja, vide, erfare, opleve, for det var livet, alt andet var så kedeligt, så kjedeligt--å, hvor hun længtes efter rigtig at leve! Men nu var de hjemme. De skulle til bords straks, så snart mama blot havde vasket øjnene lidt, og pastoren havde skiftet ornatet og fået brudgomskjolen-på. Det var en sen middag, og de var alle forfærdelig sultne. Margrethe hørte én af onklerne hviske til sin sidemand, at bedre appetitsnaps end en kirkelig handling gaves der ikke — og det kunne mærkes. Nu var der ikke et menneske mere, som græd, gudskelov! Den eneste, der holdt tale, var etatsråden, og han havde aldrig sin force i det rørende. Han tog sagen fra den gemytlige side og udbragte brudeparrets skål med så mange brandere og vitser og lumske hentydninger, at mama endog måtte le med, skønt hun var gruelig forarget. Men det var også det eneste udslag at godt humør under hele måltidet, der forløb ligesom de sædvanlige søndagsbespisninger, der gik på tur i familjen. Margrethe havde selv fætter Christian til bords, men etatsrådinden havde fået dem placeret mellem sig og sin Broder hans, og han var ikke et hår bedre end mama selv, så det var ikke muligt for de to at få sagt andet til hinanden, end hvad de måtte høre. Margrethe vidste godt, mama havde lavet det sådan med overlæg, men hun skulle magelig pudse hende alligevel, for mens kaffen blev serveret i dagligstuen, havde mama nok at gøre med at snakke med alle tanterne, så ville hun liste sig ind i papas værelse til herrerne og få sig en ordentlig basseralle med fætter Christian. Og det fik hun da hvisket til ham i et belejligt øjeblik. Han kedede sig gudsjammerlig, kunne hun se, og var ligeså tvær, som Olivia plejede at være, hun kunne næsten ikke slå et ord af ham. Nå, hvor han skulle få ved kaffen! Imens havde hun ikke øjnene fra brudeparret, men hun kunne intet mærkeligt opdage. Olivia sad stiv og strunk som en dukke i al sin stads. Når hun og pastoren talte sammen, var det så adstadigt som et par bedsteforældre. Da pastor Skou endelig ved desserten rejste sig og i rørte ord tolkede sin taknemmelighed mod sine svigerforældre, der havde betroet ham dette, deres dyrebareste klenodie, som nu sad. ved hans side, og som han i dag skulle føre hjem med sig som sin hustru til trøst og støtte i sit alvorlige. Kald og til husvalelse i dette jordelivs jammerdal, kom lommetørklæderne i gang igen. Men isen og den „ ældste “ Madeira fra etatsråd ens egen kælder bragte snart ligevægt i sindene og overbeviste gæsterne om, at jammefe ren somme tider dog ikke var så stor endda. Margrethe havde ventet, at pastoren og Olivia som sædvanlig ville gå ind i kabinettet, mens de * drak kaffe, og pønsede allerede på, hvordan hun skulle få plads så tæt op til portieren, at hun kunne høre, hvad de sagde der inde. Men det blev der ikke noget af. Olivia satte sig i sofaen med én af tanterne og gav omstændelig besked om udstyret, hvad hun kunne høre af de evindelige tal: atten, fire og tyve, seks dusin o. s. v., som lød der henne fra. Og pastoren fulgte med herrerne ind i papas værelse for at røge. Oho! tænkte hun, de gemmer det, til de kommer hjem--------men hvad så? hvad så?---------å, hvor det var utåleligt at være så forfærdelig nysgerrig — og ikke en gang have lov til at være det! Men hun skulle da nok passe på at være i nærheden, når de skulle „ forsvinde “. For hun havde hørt tale om, at lige med ét, lidt hen på aftenen, skulle de være borte, uden at nogen mærkede det. Det var det eneste anstændige, havde mama sagt. Gud, det ord: anstændig, hvor det ærgrede hende! for hun forstod det ikke. Hvorfor ‘ var det anstændigere at luske af sted som forbrydere, i stedet for pænt og ordentlig at sige farvel, som man ellers plejede —:— og hvad var der at skjule? De vidste jo dog alle, at de gik hjem sammen, nu, de var mand og kone — og hvis alle folk, der holdt bryllup, havde noget at skjule, måtte det jo være — — uf! Hvorfor gik de så i kirke først? hvor kunne præsten give dem sin velsignelse? hvorfor holdt de stort selskab? — hvorfor-------trrrrrrrr----det snurrede rundt i hendes hoved — men det var måske også madeiraen. — nej, nu ville hun i lav med fætter Christian, men det måtte sættes i værk med forsigtighed. Hun så’ sig om. Jo, nu var øjeblikket der. Mama var bleven attraperet af tante malle. De sad i kabinettet. De andre damer havde søgt de mageligste lænestole op og smågabede bag vifterne ved den anden kop kaffe. Ingen lagde mærke til hende — og vips, var hun gennem døren med stupigen, der skulle hente kaffekopperne. A, dér var rigtig nok meget morsommere! Midt i den tætte cigarrøg — så tæt, at den ordentlig sved i øjnene og lod lysene skinne ganske mat, diskuterede og politiserede de — et virvar af livlig passiar. De var alle sammen hede i hovederne og gruelig ivrige. Etatsråden hørte til oppositionspartiet, mens hele den øvrige familje var stok-konservativ og betragtede „ gamle Holms “ Frafald som en familjeulykke, og det gav ofte anledning til temmelig hidsige sammenstød. Men i dag gik det af med godt humør og uden synderlig fjendtlighed på nogen af siderne. Margrethe blev knebet i kinderne og klappet ned ad håret, mens hun smuttede gennem klyno gerne, så væver som en al, hen til den anden ende af stuen, hvor fætteren stod lige op til bogværelsets dør. Nu var han kommen i humør, kunne hun se, — — jo, det var vist nogle gode historier, han opvartede onkel hans med. Den halvgamle, lidt stive herre, der ellers var kontormand ud til fingerspidserne, lo, så han måtte tørre øjnene i silkelommetørklædet. Hun rykkede fætteren bag fra i kjolen, idet hun gik forbi, og hviskedee: „ Kom nu — — ind i bogværelset! “ Dér inde var tomt. En fæl os af cigarrøg var trængt ind gennem portieren--------hu, sådan dårlig luft her var! Hun trak persiennerne op, smækkede et vindue på vid gab, og indåndede med velbehag det sludfulde vindstød, der slog ind i stuen, fik lysene i den gammeldags kirkekrone i loftet til at flimre og pustede gardinerne op som balloner. Dér stod hun og så’ ud i den tågede novemberaftens tidlige mørke, mens hun utålmodig trommede med fingrene i vinduskarmen. Så kom han. „ Nå, endelig! “ sagde hun og vendte sig, „ tag dig en cigar — — papas allerbedste ligger dér i skabet — til venstre — du véd nok. “ Han søgte sig én ud, tændte og stillede sig med ryggen op mod en reol, stak hænderne i lommerne og sendte cigarrøgen i ringe op mod loftet. Hun sagde ingen ting, men så’ på ham. Det var svært, så han var kommen til at se godt ud, siden han havde været udenlands — der var kommet sådant noget — noget mandvoxent over ham. Det ord havde hun snappet op et sted og syntes, det passede så godt på ham nu. Han havde ikke været stort andet end en dreng i hendes øjne, da han rejste — hun sammenlignede ham uvilkårlig med de unge herrer, hun havde danset med på sit første bal hos dahis, og fandt dem fløsede. „ Nå, hvad vil du så? “ sagde han trægt, idet han strakte benene langt fra sig og trak lidt i benklæderne, der strammede over knæet. Hun vendte sig uvillig bort. Uf, hvor han så’ o tvær ud nu igjen-------- „ A, ingen ting! “ hun slog med nakken. „ Det var s’gu noget lidt at gøre mig ulejlighed for — — nu havde jeg fået den gamle der inde så godt på gled. De er fandens grinagtige, de gamle stivben, når de får lidt i panden — — gør dig nu ikke kostbar — ud med sproget, mag! “ „ Hvorfor er du så ækel tvær i aften? “ hun kom hen til ham. „ Synes du måske, dette her er morsomt? “ „ Nej — — men — — å, kom nu og sæt dig ned, og vær rar — — jeg vil tale ordentlig med dig. Men jeg kan ikke, når du står dér og ser ud, som om du var af træ — — “ Han lo. „ Nå, lad gå da, “ sagde han godmodig og satte sig magelig til rette i den gammeldags sofa. Hun sad på den runde annpølse tæt ved ham og tegnede med spidsen af den ene sko figurerne efter i gulvtæppets mønster., mens hun talte. Det var fælt at få begyndt, når han var sådan, og slet ikke ville hjælpe lidt til — men der var intet andet for. Hun måtte skynde sig, mama kunne savne hende, hvad øjeblik det skulle være og så — — hun hentede lidt efter vejret og sagde hurtig, stødvis: „ A du — det er ikke andet end — end — jeg vil vide besked om noget af alt dette her, hvorfor mama og Olivia har grædt hele dagen — og de andre med? Hvorfor de to dér inde skal liste af, uden at vi andre må vide det, hvorfor mama siger, Olivia er et offerlam — — er det da så frygteligt at holde bryllup? Jeg troede------ “ „ Ja, gu’ er det frygteligt-----------på den måde, de her bærer sig ad, “ sagde han henkastende. „ På den måde? Ja, men sådan holder jo alle mennesker bryllup — det kan vel ikke gøres anderledes — — — “ Han vendte sig ærgerlig imod hende og sagde bidsk: „ Skab dig nu ikke, Margrethe! “ men slået af udtrykket 'i hendes ansigt føjede han forbavset til: „ eller skulle du virkelig være så naiv? “ „ Jeg forsikrer dig, “ sagde hun og så’ ham lige i øjnene, „ jeg skaber mig slet ikke. Men jeg forstår ikke et muk af det hele — — og — jeg — jeg véd ingen ting-----------men, å du — der er så meget, jeg gerne ville vide —- — “ „ Hvor gammel er du? “ spurgte han tørt. „ Halv sekstende — — “ „ Det var som Pokker — og endnu uvidende! Og det i kongens København i det Herrens år atten hundrede fem og halvfjerds! — hø! hø! det er formodentlig frugterne af din moders forrykte opdragelsesmetode. Du har jo levet som en nonne, ikke gået i skole — spærret inde med én eller anden snærpet gammel jomfru — hvad? “ „ Uf ja, fra morgen til aften,

1887_JansonD_EnUngPige

Drude

En Ung Pige

Janson

JansonD

En Ung Pige

female

1887_JansonD_EnUngPige.pdf

Drude Krog

Janson

no

En ung Pige

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Forord. forlæggeren af denne bog har bedet mig som den ældre forfatter om at indlede den med nogle ord. Det skal være mig en fornøjelse, skønt mange vel vil sige, at jeg burde være den sidste til at gøre det, da jeg vil se på den med partiske øjne. Kan så være; men jeg. tror enhver uhildet læser vil blive slået af den livsfylde og stemning, som går igennem hele bogen. Karaktererne træder skarpt og klart frem på den vuggende baggrund af naturstemninger og med en mærkelig sikkerhed for et første arbejde at være. Den psykologiske udvikling er overalt motiveret sundt og sandt, alle bogens figurer er behandlede med omhyggelighed. Bogen bæres af harme mod al uretfærdighed, især ligeoverfor kvinden, og begejstring og tro på kvindens kald til højere virkefelter, end dem, der i almindelighed anvises hende. Skildringerne fra Minneapolis er givne med fotografisk nøjagtighed. For ret at kunne forstå alle de hindringer, som det at være en kneipeværts datter lægger i vejen for en ung pige herhenne, der føler et højere åndskald, må man tage i betænkning, at denne bestilling er omgivet med en ganske anden foragt end hjemme i Europa. Den lange og vedholdende krig, som har været ført og endnu føres for afholdssagen herhenne og som endog har farvet politiken, har gjort, at enhver udskænker ikke tør andet end betragtes med mistænksomme øjne, ja som en samfundets finde, af hele det « respektable » Selskab. Denne tankegang er så gennemgående og stærk, at selv den. mægtige arbejderforening « knights of labour », der omspænder alle stater og rimeligvis kommer at vokse sig op til et eget politisk parti, har optaget i sine statuter, at ingen udskænker af berusende drikke, ja ikke en gang disses sønner og døtre, kan få adgang til foreningen som medlemmer. Hermed være dette første arbejde af min hustru anbefalet på det bedste. Minneapolis i juli 1887. Kristofer Janson. i. Det var et prægtigt gammelt loft at tumle sig på. Der stod en hel del ramponerede møbler: en sofa på tre ben, et stort itubrukket spejl i forgyldt ramme henkastet i en krog, en halt gyngestol, og — hvad der var det bedste af alt — en gammel dragkiste fyldt med de forunderligste ting. Det var hendes største fornøjelse at liste sig derop om eftermiddagen, når hun var fri skolen, åbne dragkisten og tage frem, hvad hun fandt der. Det var gamle teaterdragter, falmede og fillede, men deroppe i halvmørket tog de sig endnu ganske godt ud, og glitterstasen strålede næsten som ægte guld. Ialtfald syntes hun selv, hun var dejlig, når hun kastede om sig den blå silkekåbe med guldpaljetterne i, trak op over armene de engang hvide teaterhansker, som nåde hende over albuen, og kastede et hvidt broderet slør over sit viltre, sorte hår. Det samme syntes vist rotterne og, som løb i skarevis deroppe, og som var blevne så vante til at se hende, at de ikke løb i krogene, når hun kom, men sad stille og så på hende. Hun var heller ikke ræd dem; de var hendes publikum, mens hun spillede sine lange stykker, hvori hun altid var dronning og heltinde. Hun var meget alene. Hun havde haft to yngre søstre, som begge vår døde, nu havde hun blot to små brødre igen, som var så mange år yngre end hende, så hun ikke havde noget selskab i dem. Hun elskede moderen lidenskabeligt, men denne var svag og i de sidste år mere tilsengs end oppe. Hun havde været skuespillerinde ved en omrejsende trup, og derfra stammede alle disse herligheder, som var datterens glæde. Men det kendte Astrid intet til; thi faderen ville ikke, børnene skulle vide, at deres moder var af så « simpel » oprindelse. Alle hendes synlige minder fra den tid var pakket sammen i den gamle dragkiste og puttet op på det mørke loft, hvor ædderkoppen uforstyrret fik spinde sin væv, og mindst anede faderen, når han kom hjem fra kontoret om aftenen, at hans datter havde haft sit bedste selskab om dagen i disse ting, som han troede gemte og glemte. Han var en nok så, vel anset købmand, og syntes han havde gjort sin hustru stor ære ved at løfte hende op i sin omgang. Astrid brød sig ikke stort om faderen. Al den kærlighed, hendes hjerte kunne rumme, gik til den stille, melankolske moder, som altid var så øm og kærlig mod hende. Veninder havde hun få eller ingen af, da hun sjælden kunne tage nogen med sig hjem af frygt for at forstyrre den syge moder. Al den tid hun således ikke var inde hos hende, var hun henvist til sig selv, og således gik det til, at hun uforstyrret kunne fortsætte sin leg og lade sin fantasi tumle sig, så meget den lystede. Hendes eneste fornøjelse udenfor hjemmet var, når faderen tog hende med sig i teateret, som han gjorde en sjælden gang. Da fik hun ny næring til sin leg. Især elskede hun « gildet på solhaug ». Den lyseblå silkekjole passede den milde Signe, men denne sorte fløielskjole høvede den stolte fru Margit, hende likte hun bedst at spille. Således forløb et par år. Astrid var alt hen ved sytten år gammel. I den sidste tid var legen på loftet bleven mere forsømt. Nu læste hun alt, hvad hun kom over. Hun læste højt for moderen den nyere literatur, som kom ud. Hun lagde mærke til, at moderen især yndede at høre dramaer og komedier. Da lyste de blanke øjne, og en svag rødme kom på kinderne, mens hun lå og lyttede med sin hele sjæl. Astrid selv elskede at læse dem højt. Om hun end ikke forstod alt, så tiltaltes hendes fantasi, og hun læste dem ikke dårligt. Dette bandt moderen og datteren endnu mere sammen. Hun var meget sent udviklet, havde endnu spæde barnlige former, og om hendes mund spillede altid et lyst barnesmil. Der var noget hindeagtigt let ved hende, hovedet kastet tilbage ligesom lyttende, og de store gråblå -øine seende forventningsfuldt ud for sig, som drømte de om al den lyst, livet skulle bringe hende. Hun gik nu efter faderens vilje til konfirmation. Når præsten talte til hende om synd og dom og helvede, gled det hende forbi, det var en ufattelig tale for hende. Livet lå i et strålende lys, og hun havde ikke brug for disse ord, de hørte ikke hjemme i hendes tankeverden. Men når han talte i stille varme ord om det at være god, hvilken lykke det var at sætte livet ind på det, man havde kært, og malede Israels store skikkelser frem for hende som dem, der havde fulgt kaldet i deres indre, da blev hendes øjne større, noget aldrig før anet gik igennem hende, og tårerne randt ned ad hendes kinder, hun vidste ikke hvorfor. En tid efter hun var konfirmeret skulle hendes far på en forretningsrejse til Bergen og tilbød Astrid at rejse med. Hun blev strålende lykkelig, hun havde aldrig været udenfor Kristianias nærmeste omegn, og dette var jo en hel verdens-rejse. De rejste gennem lærdal ud over sognefjorden. Faderen havde en broder, der boede på balestrand, og de stoppede der nogle dage. Disse dage forekom Astrid som en eneste dejlig drøm. Når hun om aftenen sad ved stranden og så på de brede bølger, som sagte slog ind mod tjæren, mens månen kastede sin sittrende guldsøile hen over søen, og de mægtige snetoppede kæmper stod der på sin evige nattevagt, da steg det så forunderligt op i hende, hun syntes, hun kunne kaste sig ned i tilbedelse, i jubel. Hvor al hendes barneleg og alle hendes fantasier forekom hende små og usle, når hun så denne store, rene højhed. Men når hun så, efterat de andre var gåde til sengs, listede sig ud i den store æblehave med de gamle, mægtige træer, som kastede sine hemmelighedsfulde skygger hen over grønsværet i måneskinnet, og skvulpen fra søen lød ind til hende som sagte suk, da var hun prinsessen, som løb om i den fortrollede skov. Duften fra blomsterhaven strøg hen over hende og formelig berusede hende. Inderst inde i haven stod et gammelt valnødtræ og bredte sin mægtige krone. Hvor dets blade var bløde, blanke og duftende! hun fyldte sit fang med dem, satte sig på græsset og lænede sig ind til den gamle, mosede stamme. Hun stak sammen en krans af de duftende blade, mens saen vuggede og vuggede hende ind i eventyrdrømme med sine sagte suk — det var alfekongen, som sang for hende sin længsel og elskov. Ak hvor det var en fryd at leve! hun kastede sig ned i det dugvåde græs, lukkede øjnene halvt til, lyttede til den sagte skvulp og drak ind i dybe drag den kølige luftning fra den milde septembernat. dagen efter rejste de til Bergen. Søen lå som et solblankt spejl, hun sad på dækket og stirrede efter det sted, hvor hun havde oplevet så meget. Det lå derinde i al sin yppighed i den drømmende fjordbugt, vogtet og skærmet af den trofaste kæmpe, ved hvis fod det strakte sig så trygt som barnet op mod sin mors fang. Det vidste, at på den kunne det lide, at under dens mægtige skygge kunne det skyde blomst og frugt. Astrid følte, som om hun og det sted havde en hemmelighed sammen, som om det for hende alene havde udfoldet al sin herlighed. Hun kyssede på fingeren til det, idet dampskibet drejede om pynten og skjulte det for hende. Faderen kom hen til hende. Det slog hende, at han så så gul og vissen ud; til ham kunne hun vist aldrig tale om, hvad der fyldte hende. Hun syntes det var stygt af sig, men hun kunne ikke hjælpe det. « nu, hvordan ligte du dig på Hoel? » Spurgte faderen. Hoel var broderens hjem. « jo godt, » svarede Astrid kort, hun kunne ikke sige mere. « ganske pent sted, » sagde faderen kort, der var noget nervøst over ham, « men gud o 7 ved, hvorledes de folk kan holde ud at leve der år ud og år ind. Jeg havde alt nok af det. Kom lad os gå ned og spise middag. » Han gik ned, men Astrid blev siddende og så efter de blå bjerge. i. De var i Bergen en ugestid. De havde ingen bekendte der, så de boede på hotel. Faderen var mest ude i forretninger, så Astrid var meget overladt til sig selv. En dag kørte en af faderens forretnings-venner dem en lang tur rundt Bergens omegn. Det var en dejlig dag, og naturen stod klædt i sin første overdådige høstpragt. Astrid nød denne stolte natur, hvor fattigdom og rigdom er kastet om hinanden med et forunderligt lune, og som gør denne bys omgivelser til noget af det mest maleriske, man kan se; hvert øjeblik brød hun ud i et eller andet lykkeligt eller beundrende udråb. Men da de rejste rundt svartediget, blev hun stille; det var så storslagent, næsten forfærdeligt. Hun sad -med åben mund og hørte bergenseren fortælle, at her plejede folk at drukne sig, at udfør den skrænt havde den og den kastet sig ud. O gud, hvor ulykkelige de måtte have været for at kunne gøre sligt — og hun, som syntes livet var så dejligt. Å de arme, arme mennesker! hun så kvinder stå deroppe på skrænten en vild, stormende • nat med håret udslaget, ansigtet løftet mod himlen, hvert håb hernede brustet — — « Huf! » sagde hun uvilkårlig og gyste. « hvad fejler dig Astrid? » spurgte faderen, « hvor bleg du er. » « å jeg fryser bare lidt, » svarede hun. « det er også bleven sent, » sagde bergenseren, « det er bedst vi skynder os hjem. » Snart var de ude i sollyset igen. Foran dem lå byen svøbt i strålerne fra den dalende sol, lys, svulmende og livskraftig, bag dem lå svartediget med sit kulsorte vand, sit mørke, stængende fjeld og sine forfærdelige minder. Aftenen efter gik de i teateret. En berømt svensk skuespillerinde gav gjæsteroller. Hun skulle den aften spille « Hjørdis » i hærmændene. Astrid havde aldrig set hærmændene, men hun havde læst det mange gange, og hun glædede sig umådeligt. Fra samme øjeblik tæppet gik op, stormen suser og bølgerne bruser ind mod stranden, og disse forunderlige ville, stærke skikkelser veksler ord sammen, var Astrid aldeles borte, hun så og hørte kun dem. Det var, som om hun havde fået et nyt øje at se med, således havde det aldrig været før. Hvor Hjørdis var stor og dog forfærdelig. Hun sad åndeløs, da tæppet faldt, hun knugede hænderne mod brystet — dette var at leve at kunne spille slig, å om hun engang kunne — — da Astrid gik hjem den aften, havde hun bestemt, at hun ville blive skuespillerinde. Bævende tog hun tanken, men dog med en navnløs fryd. Hun følte som hun havde fået indvielsen til sit kald den aften. Nu forstod hun, hvad præsten havde ment, når han talte om, hvilken lykke det vår at følge kaldet i sit indre. Hun var bleven så forunderlig greben den dag uden at forstå hvorfor, nu-vidste hun det. Hun ville følge sit kald og være trofast mod det: men til faderen kunne hun intet sige; nej hun måtte vente, til hun kom hjem til moderen, å hvor hun længtede efter hende, hun ville forstå hende. Hun smilede, hun kom til at tænke på det gamle loft og teaterdragtene — hvor dog hele hendes væsen havde ubevidst drejet sig om dette ene, men nu ville hun ikke længer spille for rotterne, nej nu skulle hun ud i det fulde dagslys, og hun skulle sejre da de kom til hotellet, lå der et telegram til faderen. Astrid blev bleg; det var som en kold hånd tog om hende, hun tænkte straks på moderen. — ikke nu — ikke nu, tænk om hun døde, hvad skulle hun gøre uden hende! Faderen åbnede det meget koldblodigt, han tænkte, det var et forretningstelegram. Der stod: « Karen dårligere, kom hjem så fort i kan. Stina. » Det var altså så, hun var syg, hun lå ensom og ventede på hende, kanske hun alt var død! « å far, lad os rejse straks, går der ikke dampskib i nat? » spurgte Astrid med blege læber. « hm », sagde faderen nervøst og gik op og ned gulvet med telegrammet i hånden, « hvad skal jeg gøre, dette kom meget ubelejligt, jeg burde endnu været her mindst i morgen over. dog — jeg får prøve at blive færdig til i morgen middag. « Olaf Kyrre » går kl. 12. Hm — meget uheldigt — stakkels Karen! » O o Astrid kunne ikke tænke på at gå til sengs. Hun tog af sig kjolen, strøg sit hår tilbage fra sin hede pande og lod det hænge løst nedover ryggen. Hun pakkede med febrilsk hastighed sine ting sammen, som om det gjaldt at blive hurtig færdig. Da alt var iorden til afrejsen, kastede hun et shawl om sig og satte sig ved det åbne vindu. Det blæste koldt ind derfra, men hun syntes det var så godt, hun var så brændende hed. Hun så ud i den mørke nat. Hun så moderens ansigt for sig, blegt og fortrukket i smerte. Å gud, at hun skulle være så langt borte, ikke kunne være hos hende, pleje hende. — hun blev siddende og stirrede ud, og uvilkårlig blandede sig andre skikkelser med moderens. Hun ville jage dem, men de kom igen. Det var som de flimrede forbi hendes øjne, dem hun nylig havde set. Der kom den gamle stolte Ørnulf, der som et kvistet træ i skogen uden at knækkes af stormen sang sit herlige drapa, der den ædle Sigurd med sin tavse, brændende elskov og først og sidst den farlige, men dårende Hjørdis — hun så uvilkårlig mod den mørke nathimmel, om hun kom der på sit ville tog, ridende sin sorte, fnysende ganger. Så kom moderens billede igen så stille, så bleg og lidende. « å mor, » sukkede hun, hovedet faldt ned på de sammenfoldede hænder, « du må ikke dø, hvad skal jeg gøre uden dig. » hun lå længe stille, endelig følte hun en navnløs træthed falde over sig, en kold gysen gik igennem hende, hun rejste sig, lukkede vinduet og gik hurtig til sengs. Næste dag kl. 12 forlod de Bergen de første sollyse høstdage var forbi, og den virkelige høst begyndte at melde sig med storm og regn. De havde en urolig rejse. Astrid var meget søsyg, og det var næsten godt for hende, så orkede hun ikke at tænke på moderen. Hun lå som hen i en døs den meste tid, indtil de kom ind i kristiania-fjorden. På bryggen i Kristiania stod tante Stina, søster af Astrids fader, som boede ikke så langt fra dem, og som havde lovet at se til moderen, mens de var borte, samt Astrids to små brødre. Hun turde næsten ikke spørge tanten, hvorledes det stod til, hun så bare, angstfuld på hende. « hun er en lille smule bedre, men forfærdelig mat, » svarede tanten på broderens hurtige spørgsmål. Gudskelov, så var hun ikke død, hun skulle få se hende igen. Hun tog brødrene i armene, hun kyssede dem gang på gang. Og når hun kom til hende, å hvor godt hun skulle pleje hende, hun skulle ikke få dø fra hende. Iii. Det var sandt, som tanten havde sagt, at moderen var forfærdelig mat; Astrid veg tilbage, da hun så hende ligge der så hvid, så hvid og med store, blanke øjne. Astrid faldt ned foran sengen, la’ armene om hende og begyndte at hulke. Det var, som alt det, hun havde oplevet af både glæde og jubel og angst i al denne tid, siden hun sidst så moderen, nu fik udløb i denne gråd. « mor, mor! » var alt hun kunne sige. « Astrid, min søde pige, » hviskedee moderen og klappede hende opigjen og opigjen på det sorte hår. « hvor dejligt det er at være hos dig igjent nu skal jeg aldrig rejse fra dig mere, nu skal jeg pleje dig til du bliver frisk, og så skal vi to ha’ det så dejligt sammen, » sagde Astrid, da hun begyndte at blive mere herre over sig selv. Moderen smilede vemodigt, hun så ud, som hun ikke troede på, at hun skulle blive frisk igen, og dog ville hun det så gerne for børnenes skyld. Hun kom sig også virkelig. Glæden af igen at have Astrid hos sig og føle hendes kærlighed friskede hende op for en stund. Astrid var lykkelig. « ser du mor, det var bare fordi jeg var borte fra dig, at du blev så dårlig, » sagde hun strålende, dagen efter hun var kommen tilbage. « ja, og nu må du fortælle mig alt, hvad du har oplevet på rejsen, » sagde moderen. « men ikke endnu, jeg må ikke tale meget med dig de første dage, siger tante Stina, og det behøves ikke endnu, vi har nok med bare at se på hverandre, » sagde hun og kyssede moderen ømt. Men moderen lå og så på Astrid. Hun følte, der var kommen noget andet over hende, noget bevidst, hun var med engang bleven voksen. Et par dage efter satte Astrid sig ved moderens seng.- hendes øjne havde en stærk glands, og hendes kinder rødmede, idet hun sagde: « nu, søde mor, må jeg fortælle digalt, hvad jeg har oplevet, og så skal du høre, hvad din lille pige har besluttet. » Og hun fortalte hende om den dejlige sognefjord, om de mægtige blå fjelde, om den vidunderlige have om Bergen og svartediget. Men da hun kom til svartediget, gik der en gysning igennem hende, og hun sagde: « å mor, der har så mange druknet sig der, kan du tænke dig så ulykkelige, som de må være for at kunne gøre det? Jeg har nok læst om det, men jeg har sådan ikke rigtig tænkt mig, at folk gjorde det — huf, også var der så mørkt, og det kulsorte vand — » hun standsede et øjeblik som overvældet; moderen sagde intet, blot så underlig hen for sig. Astrid vedblev muntrere: « men nu har jeg gemt det bedste til dig mor. Vi var i teateret og så fru hvasser spille Hjørdis i hærmændene. Å gud, hvor dejligt det var! du kan ikke tro, hvordan hun spillede, og ved du mor » — og hun la’ sig på knæ foran moderens seng, « at jeg har bestemt, at jeg vil bli’ skuespillerinde. Jeg tror, jeg har evner til det, for ser du, det er i grunden det, jeg har tænkt på bestandig. Du skulle bare vide, » Vedblev hun halvt leende, halvt skamfuld, « hvor jeg har spillet komedie deroppe på det gamle loft. Når jeg ikke var hos dig eller på skolen, så spilte jeg bestandig komedie, og i en gammel kiste deroppe fandt jeg så mange rare ting, som jeg pyntede mig med, og jeg spilte fru Margit og Signe og Ragnhild og------- » « Astrid, hvorfor har du aldrig fortalt mig dette? » kom moderens stemme så fuld af angst, så Astrid forskrækket rejste sig. « hvorfor? jeg ved ikke — jeg var vel ræd, jeg ikke skulle få lov længer, om nogen fik vide det. Den tid sagde jeg ikke alt til dig, sådan som jeg gør nu, efter jeg er bleven stor. » Moderen var først bleven ligbleg, så kom der en brændende rødme i hendes kinder, hun rejste sig med mere kraft, end hun havde vist på længe på den ene albu og sagde: « dette er ikke noget nyt for mig, jeg har længe anet, at det ville komme. Du var for lig mig selv, og dog har jeg håbet og bedet, at det ikke skulle være så. — Astrid, min lille pige, » og hun sank træt ned på puden igen, « du ved ikke, hvad du vil gå ind til der. Jeg ved det så alt for godt. Ser du » — stemmen var bleven hæs, hun halvt hviskedee, « jeg har selv været skuespillerinde. » « du mor! » for Astrid i vejret, « altså det var dine — » « vær rolig Astrid, ja det var mine gamle sager. Din far skammede sig for, at nogen skulle få vide, at jeg havde været det, så blev de pakket sammen og puttet derop, og aldrig har jeg nævnt det til nogen. » « men skamme sig — far skamme sig for det, er det ikke heller en ære? » « far syntes ikke så, og han kunne vel have ret i det, han var bange, det skulle skade hans anseelse. Jeg var jo ingen stor skuespillerinde, jeg var ikke engang ansat ved et fast teater. Jeg trodsede min far og • debuterede, men gjorde fiasko; jeg havde for meget nerver og fantasi og for lidet talent, sagde man — jeg er bange det er det samme med dig Astrid. — men jeg bare drømte om det, så rømte jeg en dag med et omrejsende selskab — jeg var jo bare 17 år — men hvilket liv jeg der førte! Alt det fineste og bedste i mig blev krænket hver dag. Jeg elskede kunsten lidenskabelig, de andre bare tænkte på at puffe sig selv frem og gøre hverandre livet så ondt som muligt. Så forfulgte direktøren mig med sin væmmelige kærlighed. Min far var imidlertid død, og mit hjem opløst — så lærte jeg tilfældigvis at kende din far; han tilbød mig ægteskab, et godt hjem, jeg var træt og så skuffet — men Astrid, det er forbandelsen ved det, jeg har aldrig haft en lykkelig dag, siden jeg forlod det heller — din far og jeg var for forskellige, vi kunne ikke forstå hverandre — i de første år efter jeg var gift følte jeg ofte fristelsen at gøre som de ulykkelige mennesker, du talte om, som kastede sig ud i det sorte vand — jeg levede så ensom og så uforstået. Så fik jeg eder — tiden sløvede mig lidt efterhvert — men dette er det, som har brudt min helbred, og nu — skal nu du op i det samme — din far gir aldrig sit samtykke til det — » « så gør jeg det uden hans tilladelse, du skal sejre mor gennem mig, jeg skal række længer end du. » « nej nej, » sagde moderen sjæleangst og greb efter Astrids hånd, « det går aldrig godt! Lov mig Astrid aldrig at gå til scenen uden hans tilladelse, lov mig! » « men mor — » « du må love mig. » Astrid så moderens angst, hun hørte den hæse hvisken, og hun blev bange for at dræbe hende. « mor, søde mor, jeg skal gøre alt hvad du vil, når bare du vil være hos mig, » kom det uvilkårlig. Moderen lukkede øjnene, spændingen i ansigtet slappedes, hun trykkede Astrids hånd, at tale mere orkede hun ikke. Astrid syntes, hun så ud, som hun var død, hun sad stille og holdt hendes hånd i flere timer uden at røre sig. Det var de første alvorlige timer i Astrids. liv. Der var kommen en skygge over solen. Hun havde for første gang set ind i et andet liv fuldt af skuffelse, ensomhed og længsel, og det hendes liv, som var hende den nærmeste og kæreste i verden. « arme, arme mor, » Tænkte hun, og tårerne randt ned ad hendes kinder, mens hun sad og så på det hvide ansigt, « hvor vakker du har været, hvor vakker du endnu er, men hvor du har lidt! » hun kom til at tænke på faderen, og hun følte med et, som han var kommen tusinde mil længer bort fra hende i denne sidste time. Han ville aldrig forstå hende, som han aldrig havde forstået moderen. Hun havde en følelse, som om hun rent havde imod ham. I denne stund var det gået op for hende, at moderens livskraft var brudt, hun ville ikke få beholde hende. Hun tænkte med instinktmæssig angst på et liv sammen med faderen. — og hun, som nys var så jublende glad, og hendes kald — hun smilte sårt — gud ved, hvorledes det gik med det, når det skulle afhænge af ham — og så var det de små brødre — sorgen havde første gang truffet' hende, og den havde ansvar og bekymring med i følge. Ud på aftenen vågnede moderen i brændende feber. Hun råbte bestandig på Astrid, det beroligede hende, når hun følte hendes hånd i sin, og Astrid veg ikke fra hendes seng. Tre dage efter døde moderen. Iv. August Holm, Astrids far, havde ikke prøvet megen modgang i verden. Han havde havt velstående forældre, som rigtignok begge døde, mens han var ung, men han var for meget gut til rigtig at føle nogen sorg ved at miste dem. Han var desuden ikke af dem, som var i stand til at føle stærkt for nogen eller noget udenfor hans eget jeg. Efter en doven skolegang, hvori han ingen ordentlige kundskaber havde tilegnet sig, blev han sat til handelen. Han var den ældste af fire søskende. Da han var bleven myndig, fik han sig udbetalt sin arvedel af sin formynder og rejste udenlands et par år til Tyskland og Frankrig, hvor han optrådte som den flotte herre. Da han kom hjem, var netop hans gamle formynder, som også havde været faderens kompagnon, død, og han overtog forretningen han havde en vis slu handelsånd, som i forening med det ansete navn, handelshuset havde havt, gjorde, at han uden virkelig dygtighed kunne holde det gående en del år. Kort efter han havde overtaget forretningen, var han på en handelsrejse rundt kysten. I en af småbyerne, hvor han stoppede, spillede netop en omrejsende teater-trup. For at slå en kedelig aften ihjel gik han derop og forelskede sig lidenskabelig i « prima donnaen », den i8årige Karen Linde. Hun spilte ikke godt, men hun var strålende vakker og så fortryllende i sin rene uskyldige umiddelbarhed; dette var noget så rent forskelligt fra, hvad han plejede at se. Han forsøgte at gøre tilnærmelse, men han så snart, at der kom han ingen vej. Som alle egenkærlige udskjæmte naturer æggede dette ham så rasende, at han gav sig ikke, før hun giftede sig med ham; men han var også deri lig dem, at så snart han havde fået sin vilje igennem, så var glæden derover forbi. Han syntes, han havde gjort hende en umådelig ære, og lod hende ofte høre det. Han var jo den fine mand, sønnen af et gammelt « patricierhus ». Han, som havde trykket Karl den femtendes hånd og ført dronning Louise op til vals, som havde været festarran-* gør og taler, når kongen kom til byen. Alt sligt fortalte han hende, hver gang ærgrelsen over således engang at have ladet lidenskaben løbe af med sig kom over ham. Det var en dyrt købt fornøjelse, tænkte han ofte, når han så hende gå syg og melankolsk og stille omkring som en fremmed plante, der af vanvare var kommen ind i hans have, hvor forresten alle egenkærlighedens højrøde strun kende tulipaner og valmuer stod i fuld' flor. Tilsidst havde han vænnet sig til det; han glemte efterhånden sin ærgrelse, hån gik og kom, når han ville, og hun var bleven ham som et andet stykke møbel, en bestanddel af hans hus, som han ikke let kunne undvære. Hun sagde ham jo aldrig imod, bare det var en stor behagelighed, da han likte bedst at høre sig selv tale. Han begyndte at se lidt mere på datteren i det sidste, end han havde gjort før. « hun blir pokker så vakker, men bandsat lig moderen, jeg får nok ha’ øje med hende, » var hans faderhjertes betragtninger. Disse tro søgte han altid, når hun kom med et begejstret udbrud, at lægge en dæmper på hende ved at komme med en moralsk bemærkning om selvbeherskelse — at det ikke var passende at tage således på vej, o. s. v. I den senere tid havde han været meget nervøs og uomgængelig. Han var bleven mere gul i ansigtet, og om hans tynde læber spillede ikke længer det selvgode smil, der var kommen noget usikkert og famlende. For første gang i sit liv følte han grunden vakle under sig. Forretningerne gik dårligere, det havde de gjort længe, men i det sidste år havde det gået voldsomt nedover, og kreditten svigtede. Dels for at søge at oprette denne, dels for at spørge broderen på balestrand, om han kunne forstrække ham med et lån, var det, han foretog denne rejse. Han tog Astrid med sig, både for at få hende bort fra moderen en stund og for at adsprede sig selv ved hendes selskab, ikke blive nødt til at gruble bestandig på dette ene. Rejsen var mislykket. Broderen forsikrede ham, at han havde sat alle sine penge i ejendommen, og det var så vidt den bar sig. Han, der selv var en arbejdsom, driftig mand, havde vel ikke heller videre tillid til broderens forretning, især da tiderne var dårlige i forretningsverdenen og fallitter hørte til dagens orden. Vist er det, at han ikke lod sig røre af broderens lange, salvelsesfulde taler og forsikkringer om, hvilke høje procenter han kunne give, hvor" Brilliant forretningen ville blomstre, dersom han blot fik denne forstrækning i den øjeblikkelige forlegenhed — men hvad enten det var, fordi han ikke kunne eller ikke ville, blev ikke klart for Holm. I Bergen var det ikke gået stort bedre; man havde smilet og været høflig ja endog spenderet en køretur på ham og, hans smukke datter, men det blev med løse forsikkringer, og han kom hjem lidt mere fortvivlet, end da han rejste; thi nu var han overbevist om sin ruin. Det var med blandede følelser han stod ved sin hustrus lig, dagen efter hun var død. Han følte sig så temmelig afklædt al sin indbildte storhed, og vel ikke i hele deres samliv havde hans følelse for hende været så pas ægte, som da han med virkelige tårer i øjnene stirrede på hendes fine, blege ansigt, hvor melankolien havde præget sit stempel lige ind i døden, og sagde ved sig selv: « stakkels Karen, det var nok i rette tid du gik bort. » Astrid overgav sig helt til sin sorg, da moderen var død. Efter deres sidste samtale havde hun glemt sig selv og sine bekymringer og blot tænkt på moderen og hendes lidelser. Men da hun virkelig var død, da brast det for hende. Hun gik op på sit værelse; nu kunne tante Stina og de andre gøre resten; hun havde ikke noget med den døde maske at gøre, det var ikke hendes mor længer med de dejlige øjne og det kærlige smil. Hun var borte fra hende for altid — altid — hun brast ud i den lidenskabeligste gråd. « mor! mor! » Kom det indimellem, og hun hulkede, så hele hendes spinkle skikkelse bævede, og hun syntes hendes hjerte kunne briste. Endelig stilnede det lidt af. Der kom en krampagtig hikken indimellem som hos et barn, der har grådt, fordi det har fået ris; til sidst lukkede de ophovnede, trætte øjne sig, og hun sovnede ind. Hun sov i et helt døgn, udmattet som det unge legeme var af nattevågen og sorg. Tanten, som ved at høre svigerindens død var flyttet hen til dem for at hjælpe dem over begravelsen, så flere gange op til hende, men gik igen, når hun så hun sov. Sidste gang hun kom op, lå Astrid med hovedet i puden og hulkede. « så barn, » sagde hun beroligende og klappede hende på hovedet, « tag dig nu sammen, husk på, at det var bedst for din mor, syg som hun altid var, hun har det godt nu hun. » « å mor! mor! » hulkede blot Astrid. « ja det er hårdt nu, men du skal nok se, det snart bli’r bedre. Nu må du mande dig op og komme og hjælpe mig, der er så meget, der må ordnes til begravelsen. Din fa’r har bestemt den til onsdag, » sagde tanten i en venlig men bestemt tone. Tante Stina, som var et praktisk menneske, mente det var sundest at tage det på en fornuftig måde og ikke lade Astrid for meget overgive sig til sine følelser. Det havde også den forønskede virkning. Ved at høre ordene « begravelse » og « hjælp » Begyndte Astrid at samle sig sammen. Livet ventede på hende, hun var ikke som moderen færdig med det. Hun lå med stive, store øjne og stirrede ud for sig. Det var underlig, hvor gravkoldt skær der var kommen over det, og dog måtte hun op og gå ned til det. Begravelsen var over. Astrid havde forsøgt at holde sig, så godt hun kunne, hun gik automatisk om og gjorde alt, hvad tanten sagde til hende. Kun når hun så den yngste broders lyslokkede lille hoved, ville det igen briste for hende, men hun forsøgte at holde sig tappert. Hun hørte halvt som i drømme præsten tale, hun fulgte med til graven og så dem sænke kisten ned, alle blomsterne blev borte, og hun så bare muld og hørte de grusomme dunk på kisten, når jorden faldt på den. Så gik de hjem, hun havde sin yngste bror ved hånden. Samme dag tog tante Stina sin hat og shawl på sig, kyssede Astrid, som lå stille på sofaen med lukkede øjne, på kinden og sagde: « ja nu må jeg gå hjem Astrid. Gud ved hvorledes alt ser ud hjemme, når pigerne har fået søle som de vil så længe. Nu må du være flink og passe huset og gutterne. Jeg skal se ind til dig i morgen. » Så var hun alene. Hvor uendelig ensom og hjælpeløs hun følte sig. Brødrene var ude og legte på gaden, de havde alt glemt sin sorg, faderen var gået op på kontoret; og om han havde været hjemme, havde hun ikke følt sig stort mindre ensom. Nu fik hun i al fald fred til at ligge og tænke på moderen. — hvor godt det var at ligge så stille og lukke øjnene og drømme. Hun var igen barn, og moderen var hos hende. « ligger frøkenen så alene her i mørket, » Sagde en stemme, og hun følte et stærkt lysglimt i de såre, forgrædte øjne. Det var Anne, deres trofaste gamle pige, som havde været hos dem under alle de år, Astrid kunne mindes. Hun holdt kjøkkenlampen i hånden og stirrede med bekymret ansigt ind i stuen. « skal jeg ikke tænde lampen? frøkenen har ikke godt af at ligge her alene i mørket. » « tak Anne — å det er det samme alt sammen, » Sagde hun med et dybt suk. « frøken, sig ikke det, det bliver nok bedre, og så har den velsignede engel fået ro. Hun har såmænd i

1895_Welding_EnUngPige

Gerda

En Ung Pige

Welding

Welding

En Ung Pige

female

1895_Welding_EnUngPige.pdf

Gerda

Welding

dk

En ung Pige

Et Fornuftparti

n

roman

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

O

« moder, » sagde Nelly, hun kom løbende ind i stuen, rød i kinderne af ivrighed og ganske forpustet af alle de mange trapper; i den ene hånd holdt hun nogle pakker, i den anden en Berlingske tidende. « moder, se blot, hvad der står i avisen. Det er vist noget for mig. » « hvor har du fået fat i « Berlingske », Nelly? » « den stak ud af postkassen på første sal, og da jeg gik forbi, fik jeg netop øje på dette avertissement. Vil du ikke se? » Nelly holdt ivrigt avisen hen foran moderen og pegede på et avertissement med overskriften « en ung pige. » « men Nelly dog, tog du avisen uden videre? » « nej, moder, du kan da nok tænke, at jeg ringede på og bad om at låne den, men jeg lovede at bringe den straks tilbage. Det er vist bedst, jeg skriver det af, så kan vi bedre læse det i ro. » Hun tog papir og pen og skrev ivrigt; så lagde hun avisen sammen og løb hurtigt ned ad trapperne med den. Da hun kom tilbage, hængte hun sit overtøj på plads og lagde pakkerne til side. Da hun igen kom ind i stuen, sad Fru Falck med hendes afskrift i hånden. « tror du så ikke, at det kunne passe for mig, moder? » « jeg ved ikke rigtig, Nelly. » « jo moder, hør nu blot: « en ung pige af god familie og med et net væsen og ydre » — det er det værste, moder. Du har jo altid sagt, at mit væsen ikke var roligt nok, og i skolen kaldte de mig en vildkat. Jeg er også bange for, at mit ydre ikke kan kaldes net. Men moder, tror du, man kan sige, at jeg er. grim, for så kan det jo ikke nytte at tænke derpå. » « å nej, for ydrets skyld tror jeg ikke, der er noget i vejen, » svarede Fru falk og klappede datterens kind, mens hun smilende betragtede hendes endnu halvt barnlige træk. « tror du ikke, moder, » afbrød Nelly ivrigt, « ja hør så blot videre. Vi kom til « net ydre » — « kan få en vellønnet plads hos en højere stående embedsmand i sydsælland. Den søgende må kunne påtage sig at læse lektier med to småpiger på 8 og i o år samt sørge for deres tøj-tillige skal hun gå fruen til hånde og være behjælpelig i huset. En, som er musikalsk, vil blive foretrukken. Billet med fotografi og nøjagtige oplysninger mrkt. H 675, bedes indlagt på dette blads kontor i løbet af 3 dage. » « tror du ikke, jeg kunne påtage mig det, moder, » spurgte Nelly, da Fru Falck tav. « du siger jo, at jeg er flink både i huset og til syning. I skolen gik det mig da også godt, så jeg kan vel nok læse lektier med de to børn. — tænk dig, moder, en vellønnet plads! Måske jeg får så meget, at jeg kan hjælpe dig, så du ikke behøver at slide så hårdt. » Fru Falck lod kærligt sin hånd glide hen over Nellys blonde hår. « det er ikke så nemt at få en sådan plads, lille Nelly; og selv om du fik den, var det måske slet ikke godt. Det ser ud til at være en underlig stilling, lidt af alt. Du kan let komme til at skulle gøre alt, hvad ingen andre vil. ». « jamen moder, jeg er virkelig ikke bange for at tage fat, det ved du da. » « ja Nelly, det ved jeg godt. Men der er stor forskel på at være i sit hjem og så ude blandt fremmede. Blandt fremmede er det bedre at have bestemte pligter, så ved man, at man gør, hvad man skal. Det er ikke let at gøre alle tilpas, og det er netop det, man skal, når ens virksomhed er så mangesidig. Folk tager ikke altid skånsomt på deres tyende, og et slags tyendeforhold er det dog, selv om det ikke skulle kaldes sådan, » tilføjede hun, da hun så datterens skuflede ansigt. « men moder, synes du alligevel ikke, vi skulle lægge billet ind? Man bør byde lykken hånden, ved du nok, og hvis vi ikke synes om pladsen, er vi jo ikke bundne. » « når du så gerne vil, Nelly, kan vi jo godt prøve det. » Fru Falck var enke efter en præst og boede nu tilligemed sine to børn, den i8årige datter Nelly og den løårige Ejner i en lille lejlighed på femte sal i Stockholmsgade. Hendes venner undrede sig tit over, at hun ikke hellere flyttede hen i en billigere gade, hvor hun ikke behøvede at bo så højt til vejrs. « nej, jeg kan ikke undvære de grønne træer, » sagde hun til svar på deres beklagelser, når de forpustede af de mange trapper, nåde op til hende. « det er vist en vane fra landet. Jeg vil hellere have lidt umage med trapperne, end jeg vil se på lutter grå huse. » For at forøge sin knappe pension, gav hun undervisning i musik og syede for broderihandlere. « det vil blive meget ensomt for mig, når du rejser, » sagde Fru Falck en dag i slutningen af April, da hun og datteren sad sammen ved vinduet og syede flittigt på en sommerkjole. « du kan tro, jeg vil også savne dig meget, » svarede Nelly sukkende. « du har dog Ejner. » « han er jo endnu kun en dreng og har desuden skolen at passe. Du må skrive rigtig flittigt, Nelly, og fortælle mig alting, både det, som du er glad ved, og det, som bedrøver dig; husk det. » « ja, moder. Men tænk, hvor morsomt, når jeg kan sende penge hjem til dig. For jeg kan da umuligt bruge 300 kr. Tænk dig 300 kr.! Det er næsten lige så meget som hele din pension. Jeg kunne da gå klædt som en prinsesse, hvis jeg skulle bruge alle de penge. » « ja, det er en rigtig god løn, » svarede Fru Falck tankefuldt. « men der går altid mere med, når man ikke selv kan sy sit tøj. Desuden skrev Fruen jo, at du skulle være pænt klædt. » Hun så en stund ud af vinduet, førend hun fortsatte. « når du kommer ud iblandt fremmede, Nelly, så husk på, at du ikke kan være mod alle folk, sådan som du er vant til her hjemmefra. Du må især huske på at være rigtig stilfærdig i dit væsen. Folk er meget tilbøjelige til at mistyde en ung piges frimodighed, navnlig når hun står alene. Her hjemmefra er du jo kun vant til at færdes blandt venner, som ser velvilligt på alt; men sådan vil det ikke blive i din nye stilling. Husk også på, at du ikke kan være imod fremmede herrer sådan, som imod Ejner og hans venner. Der kan være dem, som vil misbruge en ung piges tillid. » « å moder, du skal ikke være bange. Jeg skal nok være stilfærdig og adstadig. Alene tanken om de 300 kr. vil fylde mig med værdighed. » « jeg kan ikke rigtig tænke mig, hvordan du vil bære dig ad med at være værdig, » svarede Fru Falck og smilede. « men husk nu på, hvad jeg har sagt dig, » tilføjede hun. « det skal jeg nok, moder, » svarede Nelly og tog igen fat på sytøjet. Nelly skulle tiltræde sin plads hos amtmand helmbo den iste maj. Hun var så opfyldt af tanken om alt det nye, hun skulle få at se i et så stort og fint hus, at hun slet ikke tænkte på at være benovet, førend toget holdt ved stationen. Hun blev modtaget af en pige, som fulgte hende til den nærliggende amtmandsbolig. Pigen viste hende op på hendes værelse, og kort efter, da hun havde fået tøjet af, blev hun kaldt ned til fruen. « nå, så de er frøken Falck, » sagde amt-mandinden og betragtede hende gennem lorgnetten. « de ser jo meget net ud. Sæt dem ned. Værs’god. Så kan jeg med det samme sætte dem ind i deres pligter. — hvad er deres fornavn? » « Nelly. » « Nelly, er det deres døbenavn? » « nej, jeg er døbt Helene. » « nå, det er godt. Så kalder jeg dem Helene. Nelly lyder noget vel fidelt. For tjenestefolkene hedder de frøken Helene. Mærk dem det. — hvor har de dog fået den ide at kalde dem Nelly; er de engelsk? » « nej, men fader har været sømandspræst i England. Jeg er født derovre, derfor har jeg vist fået navnet. » « deres fader er død? » « ja, for mange år siden. » « nå, det er godt. — men hør nu deres pligter. Om morgenen står de op kl. 6 eller jeg ved ikke, hvor hurtig de er om at klæde dem på. Så snart de selv er færdig, sørger de for, at børnene kommer op, at de kan være i skole til rette tid. De følger dem derhen og henter dem igen efter endt skoletid. Så går de en tur med dem inden middag, og efter mid-dag hjælper de dem med lektierne. Det er deres pligt at sørge for, at børnene ikke får dårlige karakterer. Jeg vil sige dem, jeg vil intet vrøvl have med skolen. » Nelly bøjede sit hoved til tegn på, at hun havde forstået fruens ord. « mens børnene er i skole, skal de efterse og sy på deres tøj. Det påhviler dem at sørge for, at alt er i orden. Kl. 11 spiser vi frokost. De laver kaffen og skænker den til min mand, mig og fuldmægtigen, som hver dag spiser frokost hos os. Ved middagsbordet retter de an og skærer for — det håber jeg, de kan. — eftermiddagskaffen og theen om aftenen påhviler også dem. Efter the skal de synge eller spille for os; min mand sætter megen pris på musik. For øvrigt skal de sørge for, at der altid er friske blomster i vaserne og foreslå borddækningen, når her er fremmede. Desuden skal de hjælpe mig i den tid, der er tilovers. Nå ja, i øjeblikket husker jeg ikke mere, men hvis jeg kommer i tanker derom, skal jeg nok lade dem det vide. » « man skulle næsten synes, at dette var nok, » tænkte Nelly, som i sit stille sind fandt, at hendes moder ikke havde haft helt uret i sin dom om pladsen. Amtmandinden lænede sig igen tilbage i sofaen, idet hun gav Nelly tegn til at gå. Amtmandinden var en statelig dame på omtrent 40 år. Hendes af natur kønne ydre skæmmedes dog af en tilbøjelighed til embonpoint. Et stærkt præg af ladhed hvilede over hele hendes skikkelse. Hendes ansigt havde et hovmodigt udtryk. Onde tunger påstod, det kom af, at hun var bange for, man skulle glemme, at hun var født komtesse steinnitz. Hun var amtmandens anden kone og moder til de to børn, Nelly skulle tage sig af. Børnene af første ægteskab vare alle gifte. Sine nye myndlinge, Paula og Asta gjorde Nelly bekendtskab med, da de kom fra skole. Det var kønne børn med opvakte ansigter; men det forekom Nelly, at deres opvakthed nærmest gik i retning af at finde på spilopper og give rappe svar. Amtmandinden lagde næsten slet ikke mærke dertil eller lo deraf. Ved middagsbordet blev Nelly forestillet for amtmanden, en høj, bredskuldret skikkelse med gråsprængt hår og skæg. En mærkelig kontrast til hans mægtige skikkelse og dybe basstemme dannede hans noget fyldige ansigt, der godt kunne have været et barneansigt, dersom ikke det store anselige skæg havde vist, at det tilhørte en mand. Han så ud til at være noget op i treserne. Han hilste så venligt på Nelly, at hun straks følte sig tiltalt af ham. Da han, henvendt til sin hustru, sagde: « er det ikke rart, Minka, at vi har fået sagen med amtsrådet ordnet i venskabelighed, » forekom det Nelly, at ordene « i venskabelighed » kunne sættes som en devise på ham, så velvillig og medgørlig som han så ud. Sådan havde hun rigtignok ikke tænkt sig en amtmand. Hun havde ventet at se en myndig, ærefrygtindgydende herre, men denne så ud, som om hans højeste ønske var at leve i fred med hele verden. Ligesom amtmandens ydre slet ikke svarede til Nellys forestilling om ham, sådan gjorde huset det heller ikke. Hun, som fra sit hjem var vant til orden og nøjagtighed, havde ventet, at i et så fint hus måtte alting være, som det var blæst. Stor var derfor hendes forundring ved at se, at lige det modsatte var tilfældet. Hun fik indtryk af, at ingen følte sig forpligtet til at tage sig af sagerne eller vidste, hvor noget var henne. at en amtmands børn kunne være så mangelfulde i deres påklædning, havde hun aldrig tænkt sig. Astas sko manglede knapper, Paulas flæt-ning var ombunden med sort uldgarn, og i steden for et strømpebånd hjalp hun sig med et stykke sejlgarn. Hun havde tænkt sig et rigt og fint hus på en helt anden måde. Hvad rart der var ved at have mange tjenestefolk og fine kjoler, når alting så så forstyrret og uordentligt ud, kunne hun ikke forstå. Den følgende morgen, da hun hjalp børnene med påklædningen, spurgte hun dem, om det var længe siden, deres forrige frøken rejste. « vi har ingen haft siden nytår, » oplyste Asta. « nej, og Marie stuepige siger, at det er såmænd ikke så underligt, vi ingen har kunnet.få, så urimelig som moder er. » « men Paula dog; sådan må du ikke tale om din moder. » « hvad skulle det gøre? » svarede barnet kæphøjt, « sådan siger alle pigerne. De siger, at moder er så urimelig, så der er ingen ende på det; at hun aldrig vil give dem fri, og det kommer af, at hun selv er så doven, for så ved hun slet ikke, hvad det vil sige at være træt og trænge til at hvile sig. » « hør, Paula, hvis du nogensinde mere taler om din moder på den måde, så bliver jeg rigtig vred. » « jamen pigerne siger det selv. » « du skulle skamme dig ved at gentage sådanne grimme ting, » svarede Nelly bestemt. Barnet så forbløffet op og tav. Da Nelly havde fulgt børnene i skole, gav hun sig til at efterse deres garderobe. « det var ikke til at forstå. Ikke et par hele strømper, og umage var de alle; lange og korte imellem hverandre. Linnedet var også i stykker, og der manglede knapper i flere kjoler. « hvor mon jeg skal få noget til at gøre børnenes tøj i stand med? » spurgte hun stuepigen. « det ved jeg virkelig ikke. Det kommer ikke mig ved, » svarede pigen mut. « det kan de spørge hendes nåde om. » « hendes nåde, » tænkte Nelly. « skal amtmandinden kaldes « deres nåde »? Nej, det ville hun dog ikke sige, hvis hun på nogen måde kunne blive fri. Det lød så krybende. » Da frokosten var forbi, spurgte hun amtmandinden, hvor hun skulle få sysager fra. « bedste Helene, » amtmandinden betragtede hende med ufordulgt forbavselse, « har de ikke forstået, hvad jeg sagde. — børnenes garderobe påhviler aldeles dem, så de må ikke vente, at jeg sørger for den slags ting. Hvis det er nødvendigt, at de må have nogle rekvisitter, må de gå til amtmanden om penge og aflægge ham regnskab derfor. De har da vel ikke troet, at jeg ville se efter, om børnenes strømper blev for gamle, eller om de trængte til nye kjoler. Jeg ved virkelig ikke, hvad de så havde tænkt, de ville tage dem til. Som sagt, de kan bede amtmanden om penge. Han er på kontoret for tiden. » amtmand-inden sejlede majestætisk ud af stuen. « gå ind på kontoret og bede amtmanden om penge! » Nellys hænder blev ganske våde af forskrækkelse ved tanken derom. « hvad ville han dog tænke! Hvor det var ubehageligt at skulle bede ham om penge til alle • de småting; han kunne umuligt vide, hvad de kostede eller hvor meget hun skulle bruge af dem. Hun var næsten ved at fortryde, at hun i det hele var kommen her; men hun tog sig sammen og bankede på kontordøren, og på amtmandens « kom ind » stod hun straks efter foran ham. Det gik meget lettere, end hun havde tænkt. Amtmanden blev slet ikke forbavset over at høre hendes ærinde; han lod til at være vant dertil. « det er bedst, de tager en kvittering på sagerne, » sagde han, da hun ville gå. « det er blot for en ordens skyld. » Efter the kaldte amtmandinden på hende. « sæt dem og spil, Helene; men noget muntert og helst noget nyt. Så meget fra København er de vel, at de kender nogle af de nye melodier. » « lad os hellere få lidt sang, » sagde amtmanden, « dersom frøken Helene synger. » « gud, helmbo, skal vi virkelig have sang. Det er skrækkelig trivielt., lidt dansemusik er langt livligere at høre på. » « vi kan jo få lidt af begge dele, » svarede han. Nelly satte sig til klaveret og sang et par småsange, men da fruen gabede lydeligt, slog hun snart over i en Dans, som var meget på moden. « det sidste var virkelig kønt, Helene, » sagde amtmandinden, da hun holdt op. « det er dog rart at høre lidt god musik engang imellem. Disse små simple p'olkeviser er så passés. Der er ved gud ingen dannede mennesker, der kan fornøje sig over dem. » « jeg synes virkelig, de er kønne, » svarede amtmanden undskyldende. I den følgende tid fik Nelly ofte lejlighed til at tænke på Paulas ord den første morgen. Fruens stadige omkvæd, hvis Nelly ikke øjeblikkelig var på pletten, var: « gud Helene, så meget synes jeg nok, de kunne overkomme. De har jo ikke andet at passe. » Skønt hun havde meget at gøre, følte hun sig tit ensom og forladt. Der var ingen, hun kunne holde sig til. Amtmandinden talte ikke med hende, undtagen når hun gav hende en ordre, og pigerne betragtede hende med mistillid, som en der ikke hørte dem til. Børnene lod til at anse det for deres opgave at ligge i krig med hende. Nelly var stundom ved at opgive det hele og rejse hjem igen. Hvis hendes moder bare havde været lidt nærmere, så hun af og til havde kunnet se hende. Men breve, selv de kærligste, er kun et dårligt surrogat for samtale. Efterhånden vendte forholdene sig dog til det bedre. Hun fik lidt efter lidt børnene til at indse, at der intet rart var ved denne stadige leven på krigsfod med deres frøken. Ved at hjælpe dem til rette med deres lektier og ved at interessere sig for deres lege vandt hun deres venskab og lagde til sin glæde mærke til, at de havde mere af deres faders gode hjerte, end hun i begyndelsen havde antaget. En dag i begyndelsen af sommeren blev Paula og Asta bedte' hen til grosserer Colbergs, der boede i en villa ikke langt fra amtmandsboligen. Colbergs gifte datter var i besøg hjemme med sine børn; det var dem, Paula og Asta skulle besøge. « synes du ikke, det var bedst, Minka, » sagde amtmanden ved frokostbordet, « at vi lod Helene følge med børnene hen til Colbergs. De er tilbøjelige til at blive lidt kåde; men Helene har en udmærket evne til at få dem gode. » Nelly ønskede inderligt, at fruen ville sige nej. Det var meget ubehageligt at skulle komme som snyltegæst, det så så påtrængende ud. — mod sædvane var fruen enig med sin mand, og hvor nødigt Nelly ville, måtte hun afsted. Colbergs villa var en stor, rød, firkantet bygning med veranda og altan ud til haven. Det ville være vanskeligt at udfinde, hvad stil den var bygget i, da der ene var taget hensyn til bekvemmeligheden. Men hyggelig og bekvem o Joo o o var den. Den lå midt i en stor, gammel have med tennis- og kroketplads i det ene hjørne tilligemed gynge, vippe og « drillepind » for de mere ungdommelige naturer. Da Nelly sammen med amtmandens børn trådte ind i Colbergs havestue, var stuen fuld af voksne og børn. Hun vidste ikke, hvem der var fruen i huset, og blev derfor et øjeblik forlegen stående ved døren; men en ældre dame med gråsprængt hår og et venligt udseende kom straks hen imod hende. « er de ikke den unge pige, der er hos amtmandens? » spurgte hun og rakte hende hånden. Nelly bekræftede det og søgte stammende at forklare årsagen til sit komme. « de skal såmænd ikke gøre undskyldninger, » svarede Fru Colberg venligt. « de er rigtig velkommen. Jeg har selv to døtre omtrent på deres alder. Måske det kan more dem at lære dem at kende. Nu skal jeg forestille dem med det samme, hvis de blot vil sige mig deres navn. » « Helene Falck. » « jamen hendes moder kalder hende Nelly, » indskød den altid tungerappe Paula, som havde stået og lyttet til samtalen. « jeg har selv set, at der står Nelly udenpå hendes breve. Men vi skal kalde hende Helene, siger moder, for ellers lyder det, ligesom vi var kammerater. » Nelly søgte at tysse på Paula, men det var ikke så let at få hende til at tie, som til at tale. « Anna, » sagde Fru Colberg og vinkede ad sin datter, « kom herhen og bliv præsenteret for frøken Falck; det er den unge pige, som er hos amtmandens. — hvis de vil gå med mig ind i spisestuen, frøken Falck, skal jeg vise dem min yngste datter. Nu er vi desuden alle samlede, så kan vi gå ind og drikke chokolade. Tag dig lidt af hende, miss, » sagde hun senere til sin yngste datter Marie, « hun ser så forsagt ud. » Fru Colberg og hendes døtres venlige væsen hjalp snart Nelly ud over hendes forlegenhed, og da børnene senere kom ud i haven, og Nelly tilligemed Marie og Anna Colberg hjalp til at sætte en leg i gang, glemte hun snart, i sin Iver for at more børnene, at tænke på sig selv. « de er jo en hel akkvisition, frøken Falck, » sagde Fru Colberg, da hun kom ud for at se, hvordan det gik. « man kan nok mærke, at de stadig har med børn at gøre, så godt de forstår at omgås dem. Men hold nu op, vi skal snart drikke the; de kan heller ikke holde ud at tumle så meget i den varme. Børnene kan såmænd godt lege selv nu, da de er så godt i gang. Nu kan de følge med hen og hilse på min mand; der ser jeg, han kommer fra kontoret. » Op gennem haven kom en ældre herre med et skarpt markeret ansigt gående. « goddag, lille mor, her har du mig igen, » sagde han muntert til sin kone og tog hende om skuldrene. På hans spørgende blik hen til Nelly, svarede fruen: « det er frøken Falck, som er hos amtmandens. Hun har været så elskværdig at hjælpe os med at tumle alle børnene i eftermiddag. » « det er sandelig en god gerning, » svarede grosserer Colberg venligt. « min kone gyser altid lidt for disse store børneforsamlinger, for vi er jo snart ved at blive gamle, så det er rart, når de unge vil tage lidt af for os. » Hvor Nelly påskønnede den venlige måde, hvorpå de tog det. Slet ikke, som om hun kom til ulejlighed. Sådan ville hendes egen moder have båret sig ad, det var hun vis på. « det vil altid glæde os at se dem, frøken Falck, » sagde Fru Colberg, da hun tog afsked. « dersom de har fri nogen aften og har lyst til at komme herover, vil både mine døtre og jeg være glade derfor. » da Nelly gik hjem, syntes hun, at det var den bedste dag, hun havde haft, siden hun tog hjemmefra. Nelly havde håbet at få fri et par dage i sommerferien, så hun kunne få lov til at besøge sit hjem, men hendes bøn derom blev bestemt af-slået. « hvad tænker de på, » svarede amtmandinden på hendes anmodning derom, « rejse hjem i ferien! Nej, det kan der ikke være tale om. Vi kunne få gæster, så jeg kan på ingen måde undvære dem. Børnene må jo også beskæftiges nu, da de har ferie. Hvem skulle gøre det andre end de. De må da selv kunne indse, at det er nødvendigt, de bliver her. » Nelly var meget ked deraf, både fordi hun ikke kunne indse, at det var så nødvendigt for hende at blive, og fordi hun forstod, at når hun så vanskelig fik lov at rejse i en ferie, ville hun endnu mindre få lov dertil, når børnene gik i skole, og hun skulle hjælpe dem med lektierne. Hun var bedrøvet over, at det havde så lange udsigter for hende med at få sin moder at se, og ærgerlig på amtmandinden, fordi hun havde sagt nej. Amtmandinden, som godt havde mærket, at Nelly blev ked af afslaget, og som godt vidste, at hun var hende til megen nytte, så at hun ikke ønskede at gøre hende ked af pladsen, søgte dog at mildne sit nej ved at være mere rundhåndet med at give hende fri om aftenen, end det ellers var hendes vane. Derfor kom Nelly i den senere tid ikke sjældent hos Colberg, og jo tiere hun kom der, des mere følte hun sig hjemme i huset. Der var noget så hyggeligt og moderligt ved Fru Colberg, og tonen i hjemmet var så munter og utvungen, at hun syntes, hun havde kendt dem i mange år. Mest sluttede hun sig dog til den yngste datter Marie, der omtrent var jævnaldrende med hende selv. Hun var så livlig og munter, at man straks blev i godt humør, når man var sammen med hende. Anna derimod, som var et par år ældre, var langt mere stille. Da hun desuden nylig var bleven forlovet, brød hun sig ikke om at slutte sig til nye veninder. En søndag eftermiddag i slutningen af sommerferien kom Marie Colberg og Nelly gående ned gennem villaens have. Begge de unge piger holdt catchere i hånden. De gik også rask ned mod tennispladsen. « det er sandt, » sagde Marie med et, « har du nogensinde set min Broder? » « nej, » svarede Nelly. « jeg har ingen af dine brødre set. Hvem af dem mener du? » « naturligvis mener jeg Poul. Den anden er jo i England. Hvordan skulle du få ham at se. Men Poul holder ferie for tiden, og i disse dage er han hjemme. Halløj! » råbte hun i det samme til en ung mand, der lå magelig henslængt i en hængekøje i skyggen af nogle store træer. Den tiltalte flyttede hovedet lidt uden at tage øjnene fra bogen, hvori han læste. « halløj Poul! » gentog Marie, « jeg synes nok, du burde rejse dig op og vise dig lidt galant og elskværdig. » Hun stod bagved hængekøjens hovedende, så at han ikke uden at rejse sig kunne se hende. « å—å, » svarede han langtrukkent uden at røre sig, « jeg synes, jeg har været mere end tilstrækkelig elskværdig i dag. Jeg forstår godt, at det er kirsebær, du lokker for; men nu kan du virkelig plukke dem selv. Plukkede jeg ikke en hel kurv fuld til eder i morges, og så spiste i andre dem alle sammen, og jeg fik ikke et. » « nej, for du havde spist mindst et halvt lispund, mens du sad i træet, og jeg ville da ikke have på min samvittighed, at du fik kolera. » « nej, du er en sjælden kærlig søster, » lød det spottende fra hængekøjen. « ja, ikke sandt, det er jeg, » svarede Marie med overbevisning. « det glæder mig, at du påskønner mine gode egenskaber, så ser jeg dog, at du ikke helt er bleven til en tørv. Jeg begyndte at frygte derfor, så megen energi jeg har måttet spilde i denne varme uden at kunne få sat liv i min dovne Broder. Men nu kan du i ro overveje min fortræffelighed, for nu går vi. » En latter og en raslen af kjoler fik Poul Colberg til at rejse sig op og se efter sin søster. « nej, hvad var det? » i et Spring stod han på jorden. « der var jo en til. Hvem kunne det være? Han kendte hende ikke. Hun kunne ikke være her fra byen. » han kiggede nysgærrigt efter de to unge piger. « skulle det være denne Nelly Falck, som Marie havde snakket så meget om. — det var da også Pokkers, at han netop skulle være så uoplagt til at rejse sig, da Marie kaldte; han havde vist opført sig som en drønnert. Hvem kunne også vide, at Marie havde fremmede. » Efter nogen overvejelse fulgte han bagefter hen til tennispladsen; men da spillet allerede var i fuld gang, blev han stående lidt fra og betragtede det. Marie, som vendte ansigtet mod ham, skar en grimace, da hun så ham komme; men Nelly, som stod med ryggen til, mærkede intet. Først da Bolten engang fløj fra hende, og hun vendte sig for at gribe den, opdagede hun ham. Hun følte, at overraskelsen fik hende til at rødme, og ærgerlig herover hilste hun mere stift, end hun ellers plejede. « det er vist bedst, jeg præsenterer, » råbte Marie og kom hen til dem. « i ser jo på hinanden som to fjender. Altså: assistent Poul Colberg, min Broder og cand, jur., der i denne ferie fusker lægerne i faget og er travlt beskæftiget med at studere hvilens indflydelse på den menneskelige organisme. — frøken Helene Falck, hvis dyder og fortrin er så mange, at jeg slet ikke vil begynde at opregne dem. Se. så! nu er det besørget. Lad os så spille videre. Poul kan fortsætte sit studium i græsset der. » svingende sin catcher, vendte Marie tilbage til sin plads. Colberg fulgte leende Maries anvisning og lagde sig ned i græsset. Han passede dog at lægge sig sådan, at han, uden at genere spillet, kunne iagttage Nelly. « nå, så det var Nelly Falck. » han satte albuen mod græsset og støttede sit hoved på sin hånd, idet han betragtede hende, mens hun fortsatte spillet. « ja vist var hun en rigtig pæn pige; men alle disse udmærkede egenskaber, som Marie havde snakket om, dem kunne han da ikke mærke noget til. Naturligvis var det en af Maries sædvanlige overdrivelser. Hun gik jo altid til yderligheder. » han tændte sig en cigar, mens han med øjnene fulgte spillets gang. « hvor behændigt hun greb den bolt. Hun spillede ikke dårligt. » hans ansigt fik et mere interesseret udtryk, mens hans blik afvekslende ’ fulgte boltenes fart og Nellys bevægelser. « se, hvor det livede op i hendes ansigt, da hun lo. — mon de havde i sinde at spille hele aftenen? Det kunne ellers være morsomt at tale lidt med hende. « hvad mener de, frøken Falck; synes de ikke, det kunne være morsomt at ro lidt i aften. Det er sådan et godt vejr. » « jo det var meget morsomt. » Nelly svarede uden at vende hovedet. Hun var optaget af spillet.. « Marie! Hør miss, hold lidt op med spillet. Jeg skal tale med dig. Skal vi ikke meget hellere gå ud at ro. » « er det efter recepten: nu trækker en af os, og en af os skyder bagpå og så sætter jeg mig op, » drillede Marie. « eller for at tale tydeligt: er det meningen, at vi skal ro, og du skal ligge i bunden af båden og hvile dig, for så stemmer jeg afgjort imod, så varmt som det er. » « sikke nogen snak. Naturligvis ror jeg. » « ja så er det naturligvis en anden sag; så går vi med. Ikke sandt Nelly? » Da de kom ned til åen, løste Colberg båden, og da han stødte fra land sagde han: « nu kan vi først ro opad strømmen hen til skoven. Så risikerer vi ikke at miste kræfterne til hjemturen; så kan vi flyde med strømmen hjem. » han så smilende hen til Nelly, idet han tog årerne, men hun svarede kun med et nik. Da de kom til skoven, roede han tæt hen til bredden, så at træernes grene hang over dem som et tæt grønt tag. « synes de ikke, her er kønt, frøken Falck, » spurgte han, idet båden langsomt gled frem. « jo her er yndigt, » svarede hun og trak vejret dybt. Så tav hun igen og så ud over vandet. « holder de ikke meget af sommeren? » begyndte han lidt efter igen. « jeg synes, man bliver så glad og så god af alt det solskin. Det vil da sige, når man er på landet. I København kan man snart få nok af hede og solskin. » « ja sommeren er en dejlig tid. » hun tav på ny. « du skal slet ikke tro, at Poul er så god om sommeren, som han vil bilde dig ind, » sagde Marie. « han er en rigtig doven egoist, når det er varmt. Du så da selv før, at han ikke engang gider rejse sig. » Nelly lo, men svarede ikke. « skulle hun være dum? » tænkte Colberg. « livlig er hun sandelig ikke. » Han talte nu om vind og vejr for at hindre samtalen i at gå i stå; men dersom Marie ikke havde hjulpet ham, var det næppe lykkedes. Da båden igen lagde til ved landingstrappen, fortøjede han den, mens de to unge piger gik i forvejen op gennem byen. Han gav sig gode stunder, og da han var færdig, slentrede han langsomt efter dem. « hun ser rigtignok ikke dum ud; men en gås er hun vist alligevel, » tænkte han, idet han bed i sin cigar. I oktober fik Nelly lov at rejse nogle dage til København. « men kun på en returbillet, forstår de nok, » sagde amtmandinden, da hun gav tilladelsen. Da Nelly igen kom til sit hjem, følte hun sig som et føl, der er sluppen løs. Hvor det var dejligt at være hjemme. Hun havde ikke husket, at der var så hyggeligt i de kære gamle Stuer. Og hendes moder, hvor var hun glad for at se hende igen. Og Ejner. Hun kunne ikke sidde stille, men løb igennem alle stuerne, og fulgte sin moder, hvor hun gik og stod. Men skønt Nelly havde funden, at fire dage var en lang tid, dengang hun tænkte på sin rejse, fløj dagene dog så hurtigt, at hun skulle vende tilbage, netop som hun syntes, at hun var kommen. Det var ikke nemt igen at komme i trit hos amtmandens. Jo gladere hun havde været for sit gamle hjem, des beskere faldt det igen at være blandt fremmede. Hvad der også bidrog noget til, at hun følte sig uvel, var en ny fuldmægtig, som amtmanden havde fået, mens hun var borte. Det var en høj, elegant klædt ung mand med regelmæssige træk, lyst hår og krøllet fuldskæg. han havde klare blå øjne med en egen metalagtig glans. Han havde fyldige, meget røde læber, der lod hans skarpe regelmæssige tænder se dobbelt blændende hvide ud. Byen var henrykt. Der var ingen tvivl om, at det var en akkvisition frem for den forrige gamle gråhårede fuldmægtig. « gud, hvor det er et nydeligt menneske, » sagde damerne. « han spiller en fin l’hombre, » sagde herrerne. Dermed var hans anseelse slået fast. Den eneste, som ikke deltog i den almindelige lovtale over fuldmægtig Henriksen, var Nelly. Fra den første dag hun så ham, følte hun sig frastødt af hans ydre. Hun var ikke i stand til at forklare sig selv hvorfor, men hun følte sig beklemt i hans nærværelse. Hun syntes, at han, med sine stålblanke øjne, med de mange små rynker i øjenkrogene, med de skarpe hvide tænder og den lidt store mund lignede et rovdyr, som ligger på lur efter bytte. Og så hans smil! Og hans venlighed! Hun gyste blot ved tanken derom. Det kunne sandelig heller ikke være nødvendigt at være så yderlig ærbødig mod amtmanden og fruen, som han var. Det var næsten kryberi. Del var vist ikke nødvendigt at krumme sin ryg så dybt og sige: « deres nåde, » og « deres høj-velbårenhed » til hvertandet ord. nej, han var rigtignok ikke af hendes folk! Igennem Colbergs var Nelly efterhånden bleven noget mere kendt i byen. Hun blev af og til bedt ud til forskellige familier. Vel var det ikke tit, hun fik lov til at komme ud, men hun havde dog mere frihed end i den første tid. Siden den nye fuldmægtig var kommen og havde fået adgang hos de fleste af byens familier, brød hun sig dog ikke meget om at komme ud, da hun kunne være vis på overalt, hvor hun kom, at møde fuldmægtigen. Han tillod sig et vist favoriserende venligt væsen imod hende, som stødte hende mere, end den mest åbenbare uhøflighed ville have gjort. Desuden havde han en egen måde at fiksere hende på. Det var de underligste øjne, han havde, de var ligesom med dobbelt bund. Uh, de øjne!. En aften kaldte han hende endogså frøken Nelly. Som om det kom ham ved, at hun hjemme blev kaldt Nelly. Hendes stemme lød noget skarp, da hun vendte sig imod ham. « jeg hedder slet ikke Nelly. Jeg hedder Helene, » sagde hun og så fast op på ham. « for resten holder jeg mest af, at de kalder mig frøken Falck. » « jeg beder tus

1886_Rosing_EnUskyldigUngMand

Michael

En Uskyldig Ung Mand

Rosing

Rosing

En Uskyldig Ung Mand

male

1886_Rosing_EnUskyldigUngMand.pdf

Michael

Rosing

dk

En uskyldig ung Mand

Fortælling

n

roman

Jacob Lunds Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

Oppe fra de nylig udsprungne brungrønne blade på de gamle ahorntræer på volden — dengang lå den gamle volds grønne træbælte endnu om byen blæste den friske vind en morgenstund sin maj-hilsen ind over byen. Synderlig langt kom denne hilsen ikke, navnlig kom den ikke langt ned ad Vestergade; her kvaltes den af den ubeskrivelige blandede Duft, der udsendtes fra hørkræmmer-kjældrenes mørke dyb, fra høkerbutikernes osteoplag og fra de nylig fejede rendestene, hvis sorte slimede dynd for renligheds skyld omhyggelig var fejet op langs rendestenen og lå der som store muldvarpeskud. Op gennem denne tætte, næsten fedtede luft hævede der sig en blandet larm af jernstænger, der smedes på vogne uden for hørkræmmerbutikerne, af tunge slag på kobbersmedens kedel, af råb fra sælgere, af skrig fra kuske, der skulle forbi hinanden og ikke kunne komme, af mælke- og grønt-vogne fra landet, af omni- busser, droscher og sværtbelæssede arbejdsvogne inde fra byen. Højt oppe over al denne larm for svalerne under den blå himmel, skød sig med hvin fra den klare luft med solskinnet på deres blåsorte vinger ind under tagrenderne på de høje huse, hvor de forsvandt i rederne for straks efter igen hvinende at begynde den lystige fart. Men deres glade hvinende majsang kunne lige så lidt trænge gennem larmen, som hilsenen fra voldens træer gennem den tætte luft; men deroppe over tagene under den blå himmel der mødtes fuglenes hilsen med træernes og solstrålens over den larmende gade. De stakler dernede på gaden! ikke de, der sled og arbejdede og ilede afsted gennem larmen, men de, der ikke tog del i den, men fik den ind til sig tilligemed den dårlige luft gennem hver sprække i dør og vindue; det var ikke nervestyrkende det. Dog kunne man derom have forskellige meninger. Hørkræmmer Hansen, j o n a s l y r u p h a n s e n, som det prangede på hans skilt, påstod, at det med nerver var noget rent sludder, det var kun opfundet af læger, der ikke forstod deres dont og ikke kunne kurere folk, men kun lade sig honorere. Sund luft! Hvad for noget? Var det ikke sund, nærende luft den på Vestergade? Den havde næret både ham og hans fader og bedstefader før ham. Nej tak! må vi bare være fri for den slags opfindelser. Sund luft! den var ikke blot sund, den var ligefrem nærende. Se blot naboen, den fattige brændehandler; ja han var rigtignok selv mager, men han sled også i det dag og nat, men se så hans kone og hans søn! Drengen var ligefrem i færd med at revne. Nej, må vi bare få lov at være fri for alle disse moderne tteorier om nerver og frisk luft, jeg, Jonas Lyrup Hansen, jeg er her og jeg bliver her, for jeg befinder mig vel. Der stod han udenfor sin kælder i sin lille grå kontorfrakke, sine hvide lærredsbenklæder om sine korte, tykke ben, den tykke guldkæde på den ikke ganske rene hvide vest og det brogede halstørklæde knyttet løst om halsen. Hans små, blirende poliske øjne og det fede runde ansigt, der var aldeles frit for skæg, gav ham en let lighed med et skoldet svin. Var hr. Jonas Lyrup Hansen, der stod der og så sine jernstænger læsses på vognen og med velbehag indåndede duften af sine fede sild, et velbehag, der betydelig forøgedes ved tanken om, at lugten kom fra hans egne sild, var han fuldstændig overbevist om, at der intet sundere og for nerverne mere styrkende opholdssted var end Vestergade, og specielt hans hus på Vestergade, så var hans stille, blide kone af en nogen anden mening, den, hun sjælden eller aldrig vovede at begrunde med ord; men hun begrundede den med sin blege ansigtsfarve, sin tørre, skarpe hoste og den sammenklemte, smukke mund, der syntes at have været bestemt til at vække glæde og velsigne, men nu kun talte få og sagte ord, undtagen når hun i Enrum udgød al sin kærlighed i sine samtaler med sit eneste barn, sin lille çårige Henrik. » Du ødelægger drengen med al den snakken om Vorherre og vor frelser, han er jo så blegnæbbet og krysteragtig og mager, så det er en gru, trods al den mad, vi tylle i ham, og al det gummiarabicum eller Valenta arabicus, eller hvad nu det tøjeri hedder, du fylder i ham. Nej da priser jeg brændehandler Madsens søn. Og hvad får han? Luft får han, Vestergades luft, og sikken den virker! Han kan sidde og overleve alle os andre og spille på basun ved vor begravelse, uden at vejret går fra ham. Men det er alt det kjærlingeris skyld. « Hr. Jonas lyr up Hansen havde måske ret; hans kones opdragelsesmåde var måske ikke den rette, og da han hele dagen var i butikken og kun kom op på anden sal for at skænde, spise og sove, kom hun ene til at råde for drengen. Det magre og blege havde nu engang noget frastødende for hr. Jonas Lyrup Hansen, han holdt af kød og farve; hans kone var bleven mager, og hans dreng var født mager, det var slet ikke noget for ham. Og så sad de altid og hviskedee sammen, og når han kom ind, krøb drengen ligesom sammen afskræk, og det var næsten rystende og modstræbende han kom, når faderen kaldte på ham. Hvor havde dog de to væsener fundet hinanden? Gå ud til det lille toldsted dernede ved bugten bag de lange fed, hvor Østersøen sender sine sagte bølger ind og man langt borte ser de hvide store sejl drage forbi. Spørg der, hvis du vil, og se, om du får svar. Oppe på kirkegården ligge hendes forældre, de gamle, rige kjøbmandsfolk, de kunne ikke svare, og kunne de tale, ville de kun sige, at det var jo et godt parti. Folk dernede kunne godt huske den unge Jonas Lyrup, hvor han var fejende og flot, når han som sin faders handelsrejsende kom derned med sin tykke guldkæde, sit brogede halstørklæde, sit glade, lyse ansigt, sine brandere og sin leg med alt og alle lige fra gårdhunden til stedets gamle, luslidte, ærværdige toldbetjent. Mange halvgamle jomfruer talte endnu, når de kom sammen, om unge Jonas Lyrup Hansen, og rystende på hovederne tolkede de for hverandre deres tvivl om Marie dues og Jonas Lyrup Hansens lykke, skønt hver især af dem slet ingen tvivl nærede om, at, havde han fået hende, så — de vare begge unge, skærsommernatten var så smuk, roserne så røde, hvad uforklarligt var der så deri? Hun var et drømmende, stille pigebarn, der levede den ene dag som den anden. Og hun havde kun sine fortrolige venner ude i naturen, et eller andet yndlingstræ, et eller andet smuthul nede under brinken ved stranden, hvorfra hun kunne se ud over vandet. Så kom han med sin latter og lystighed og skæmt ind i det stille hus, blev hædret som en prins, og der var slet ingen, med hvem han kunne måles, så målte hun stilheden og ensformigheden i huset, når han ikke var der, med glæden, når han var der, og så — ja så blev hun Fru Lyrup Hansen. Glæden varede ikke længe. Først følte hun længsel efter hjemmet, efter træerne, skoven, de kære steder ved stranden og roserne, så begyndte længselen efterhånden at blive større og dybere, det var ikke længsel mere, det blev tomhed og savn. Hr. Jonas Lyrup Hansen var ikke mere så fornøjelig hver dag, som han var de to gange om året, hun så ham i sit hjem han var forretningsmand eller rettere kræmmer lige ud i fingerspidserne, der var ikke den ting i verden, han ikke kunne have handlet med og solgt. Han var i butikken fra morgen til aften, og når han kim op, faldt han enten i søvn eller så sine bøger efter. Så blev hun snart ganske alene i den store by, indtil hun fødte sin søn. Det var for hende i sandhed en lille engel fra himlen, ja, det var, som om han bragte himlen med; kjærlighedsdrømmen drømte de begge om igen, når de sad og så på drengen, og Jonas Lyrup kom hvert øjeblik løbende op fra butikken og skulle se drengen og kysse konen, og triumferende påstod han, at de første ord, drengen sagde, var » Fa og » Si «, hvilket blev udlagt som » Fader « Og » Sild. » Dig vil han slet ikke have noget at gøre med, lille mutter! « råbte Jonas Lyrup, det er et rigtigt mandfolk. Fader og sild! Hurra for min lille hørkræmmer! « og så svang han ham i luften, til drengen begyndte at skrige og rakte armene ud efter moder. Men så voksede han til og blev skrantende og svag, og så blev han udelukkende moders dreng, skrigende småbørn var ikke noget for Jonas Lyrup Hansen. Ja, han blev udelukkende moders dreng. Hun kæmpede for hans liv mod døden, med sine bønner, sin vågen, sin utrættelige omhu, og da hun beholdt ham, følte hun en større kærlighed til ham, end da hun fødte ham. Fra det øjeblik, den lille Henrik kunne opfatte noget, blev han så at sige hendes fortrolige. Hendes længsel efter naturen lod altid egnen, hvo!' hun havde levet sin ungdom, stå som i et forklaret lys for hende, og i alt, hvad hun fortalte drengen, korn denne egn ind; dens træer, blomster, marker og Enge og havet med de store skibes hvide vinger fyldte snart drengens sjæl, som den fyldte hendes, men for ham blev det et underligt, strålende eventyrland, thi han havde jo ikke, som hun, set den virkelige natur, hun skildrede ham. Hun havde snart i sit ægteskab fået en uhyggelig ængstende følelse af, at den velstand, hvori hun levede, ikke tilkom dem, ikke var tjent med rette. Hendes mand havde en gammel ven, en hosekræmmer, en af de gammeldags, jævne handlende i København, der mere og mere forsvinder. Han var husven fra mandens faders l id, havde stået fadder til hendes mand og nu også til hendes dreng. En dag var den gamle hosekræmmer kommen derop, rystende af vrede, og havde i hendes påhør taget hendes mand så alvorlig i skole og kaldt ham med sådanne navne, at hun aldrig glemte det. Sagen var denne. Ved en auktion i den færøske handel over færøske uldvarer blev disse betalte med usædvanlig høje priser. Hosekræmmeren, der betragtede Jonas Lyrup som sin fortrolige, betroede ham, da han stod ved siden af ham ved auktionen, at han i sin butik havde et betydeligt antal af færøske uldtrøjer, som han i sin tid havde købt til langt billigere pris, og hvorpå han altså nu kunne tjene ikke så lidt. Da hosekræmmeren så efter auktionen kom hjem, fortalte butiksvenden ham med strålende ansigt, at pir. Jonas Lyrup Hansen havde været der og havde købt alle uldtrøjerne, naturligvis til den gamle pris, havde betalt dem kontant og var straks kørt bort med dem. Hr. Jonas Lyrup Hansen drev nemlig også en hosekramhandel. Over dette puds af sin gudsøn og ven var den gamle hosekræmmer med rette opbragt, og afsløringen af dette lumpne træk af hendes mand, havde indgydt hende en sådan mistillid til ham som købmand, at hun havde en følelse, som om hver bid brød var stj ålen fra andre, hver skilling uretfærdig erhvervet. Dette havde igen indflydelse på hendes forhold til sønnen. Med sygelig Iver talte hun tidlig og sildig med ham om alle de stakkels fattige, der led ondt; når hun spadserede med ham, gik hun ikke noget fattigt eller sygt barn forbi, uden at hun indlod sig i samtale med det og lagde skillinger i sønnens lille hånd, for at han skulle uddele dem til dem, det var, som om hun fra sønnens i lovede på denne måde troede at kunne afvende den straf, som faderens brøde kunne bringe over det. Der var sygdom i alt dette, sygdom til døden; hun følte det stundom selv, hun følte, det var ikke denne moraliseret!, denne fortrolighed med livets mørke, der kunne frembringe et sundt, stærkt menneske, og med bekymring så hun drengens blege, alvorlige ansigt. Hun delte så mange mødres illusioner, at man kunne bevare et barn rent ved at holde det borte fra det onde og ligesom afslutte det fra livet. Hun var altid hos ham, og havde hun fået lov til at råde, var han aldrig kommen i skole, men havde fået lærere hjemme; men hendes mand, der trods alle sine fejl dog i denne henseende var mere praktisk end hun, ville ikke høre noget om det, og fra han var 8 år, marscherede den lille Henrik med stor tornister på ryggen til en skole, der lå helt ude i store Kongensgade, en afstand, der med vilje var valgt af faderen, for at han » kunne se sig om i Europa «, som han udtrykte sig, og være længere tid borte fra prækeriet. De første dage fulgte faderen ham selv i skole i en sådan fart, at drengen ved hans hånd måtte løbe den hele tid, men snart fik han lov til at gå alene, og så gik det mere sindigt. Ved alle billederne, der vare udhængte i vinduerne standsede han, med hvert sygt eller fattigt barn skulle han tale, hver hund skulle han klappe, så han måtte døje adskilligt, inden han vænnede sig af med at komme for sildig i skole og for sildig hjem til middag. Den lille dreng i kadetklæder, med knæbenklæderne og de tynde lægge i rød- og brunstribede strømper, med den lille stråhat på de lyse gule lokker, det blege ansigt med den kløftede hage og de store blå øjne, var kendt på hele strækningen fra Vestergade til store Kongensgade, i det mindste af alle hundene og alle små blege tiggerbørn på gadetrapperne og i kælderhalsene. Der var en syg, lille, bleg, pukkelrygget dreng i en kælder på Skindergade, hvis eneste glæde han var; han var aldrig i sit liv bleven kærtegnet af andre end den lille lyshårede skoledreng, men denne havde også kastet al sin kærlighed på ham og kunne rent glemme, at han skulle videre for at. sidde på den snavsede kældertrappe og kysse og omfavne ham; så lidt, han kunne, bragte han ham kager eller skillinger hjemmefra. Det var et underligt syn, at se den lille velhavende dreng i sin omhyggelige påklædning, med sit smukke alvorlige ansigt sidde der i kælderhalsen hos den snavsede, kirtelsvage lille pukkelryggede, klappe ham og kysse ham på hans snavsede af udslet skæmmede kinder. I h ad den lille Henrik tænkte, når han gjorde ilet, er ikke ganske sikkert, men det syntes næsten, at han havde uddraget den lære af sin moders sygelige samtaler, at det at være rigtig fattig og ulykkelig var en anbefaling i Vorherres øjne. Et barn er lidt langt alvorligere og inderligere i sin opfattelse af det, der siges, end den voksne, der formaner det, og moderens ord, hvis asketiske præg dog måske havde været svagere, hvis hun havde anet, hvad det virkede i hendes søns sjæl, slog rødder i ham, der skulle strække sig langt gennem hans liv. Den vandring til og fra skolen vakte altid hans moders angst. Hver morgen, når hun havde sagt ham farvel, kunne man se hende åbne vinduet på klem og vente, til han kom ned ad trappen, og så følge ham med ængsteligt blik så længe, hun kunne se ham. Hver gang hun så ham i ængstelig nærhed af en vogn, hver gang han fik et puf, gjorde den nervøse stakkels kvinde deroppe i vinduet en pludselig bevægelse, tilsvarende til den, hun i sin angst ønskede, drengen skulle gøre, for at undgå kollisionen, omtrent som nervøse folk gøre på gaden, når de se et menneske nær ved at blive kørt over. Den morgen, vi ovenfor omtalte, stod hun også i vinduet og den dag noget utålmodig, thi det varede i den senere tid hver morgen så længe, inden hendes dreng kom ud på gaden. Grunden vidste hun ikke, men det var også en barmhjærtighedsgjerning af dem, hun selv havde indprentet ham, der her standsede hans gang. Deres nabo var brændehandler Madsen. Han havde ud til gaden ligesom en lille vognport, hvor hans pindebrænde og tørv sirlig stod opstillet, og hvor han selv kløvede brændet. Ved siden af var kælderen, hvor den vindskibelige mand boede. Her stod plakater i vinduet med indskriften: tier rulles" og -vand- og, og i forstuen i kælderen med den forræderiske klokke under det ene trin stod opstillet æbler, brystsukker, kager og trælegetøj, lutter fristelser for gadens mindre bemidlede ungdom, og den Eva, der i dette Paradis forførte og, som det syntes, med et vist held, var den trivelige madam Madsen, der både rullede, lavede sennep, og solgte sine /ebler, alt i en så kondenseret luft, at selv hr. Jonas Lyrup Hansen ville have fundet, at det var for meget af det gode på en gang. Medens madamen rullede, lavede sennep, solgte æbler og snakkede, det sidste var en meget væsenlig del af hendes virksomhed, var hendes mand beskæftiget i brændehuset. Med en forretningsmands stivhed og kulde solgte han varme til de elendige fattige kvinder, dçr fra baghuses tagkamre, dybe kældre og gud ved, hvorfra, i deres pjalter med uredt hår og de forfrosne arme stukne ind under de snavsede forklæder kom om vinteren med deres kurve, der knap kunne hænge sammen, og købte et par pinde hos brændehandleren. Hr. Madsen var i forretninger lige så hård, som den økse, der pindede hans brænde ud, og hårdheden og prisen på hans brænde steg med kulden. Flan fulgte ganske verdenshandelens principer; jo mere efterspørgsel, desto højere priser. Der stod han tidlig og sildig i brændehuset med sit hvide forklæde, snart med øksen i hånden, snart med kridtet, hvormed han på den af brændet ubedækkede væg indførte sine for andre ulæselige og uforståelige beregninger. Så havde han ganske udseendet af en rovfugl, med sine skarpe mundviger, der endte i det tæt klippede, sorte skæg, der på hver side gik op i en lille spids mod munden, medens den smalle, tæt sluttende overlæbe var uden skæg, med den krumme næse, de små, blinkende, urolige øjne af ubestemmelig farve og det tæt klippede sorte hår. Både han og konen vare fra Jylland. Flan havde været soldat og var efter endt tjeneste bleven i København, hvor hun havde været tjenestepige; de vare først blevne gifte, da de havde en del til bedste. Nu gik al deres stræben ud på at samle penge, men der var dog den formildende omstændighed ved denne stræben, at den, for hvem de samlede pengene, ikke var dem selv, men deres eneste barn, den lille, tykke, håbefulde Peter Madsen. Han skulle i vejret, så højt, han kunne, op i solen fra den mørke kælder, op til ære og magt. Thi vel vare disse to mennesker fulde af had og misundelse til alt over dem, hvor meget de end krøb og smigrede for alle de rige folk, de kom i berøring med, og vare meget tilbøjelige til at tro, at deres kælder var et sandt dydens tempel i sammenligning med det Sodoma og gomorrha, der var hos de velhavende klasser i de øvre etager, over hvilke gud ikke sendte sin ild åbenbart, for at hans egen gode madam Madsen ikke skulle brænde med det samme. Dette had til de bedre stillede hindrede dem dog ikke i at stræbe efter at få deres egen lille Peter engang hævet op til dette Sodoma, og endnu mindre hindrede det dem i at ligge på maven for sodomiterne, navnlig for den del af dem, overfor hvilke denne ubekvemme stilling betalte sig. Og til dem hørte i højeste grad Fru Jonas Lyrup Hansen. Hun havde ikke noget meget gennemtrængende blik, men hun så, at de ærlige « b'olk sled fra morgen til aften og boede i en mørk kælder, og det var nok til at stemme hende til den dybeste medlidenhed. Og så var deres kærlighed til hendes lille søn ligefrem rørende. Skønt de ikke boede i samme. Hus, kunne hun dog aldrig komme hjem eller gå ud med sønnen, uden at madam Madsen stod i sin kælderhals og bugtede sit legeme i de utroligste folder og var uudtømmelig i sine enten begejstrede eller beklagende yttringer om den lille Henrik, alt som hun på fruens ansigt kunne se, til hvilken toneart hun mest var stemt. Hver trævl på lille Henrik blev beundret, men det skete altid med en lille sidebemærkning om hendes stakkels Peter, som jo aldrig kunne nå at få sådant noget. Det betalte sig, Fru Hansens gavmildhed var ligefrem opført på indtægtssiden af familien Madsens årlige finanslov og var en både rundelig og sikker indtægt i mad, klæder og penge. Den » stakkels^ Peter var efter Fru Hansens mening et sygeligt barn og måtte styrkes, en mening, som den unge herre selv fuldstændig delte, hvorfor han også med dette mål for øje udførte små forretninger på egen hånd dels i sin moders spisekammer, når hun var beskæftiget ved rullen, og dels på hr. Jonas Lyrup Hansens trappegang. Denne sidste Art af forretninger var af en noget ejendommelig natur, og det var dem, der hver morgen på en for Fru Hansen uforståelig måde bragte hendes søn til at bruge en så lang lid med at komme ud på gaden. Den lille Henrik bar sin smørrebrøds-kasse med sin frokost i hånden, og for at komme i besiddelse af dens indhold, havde den unge Peter Madsen lagt en felttogsplan, som lykkedes over al forventning. Den første morgen, han begyndte den, sad han på det nederste trin af hørkræmmerens trappe og gnavede på et stort rundtenom. Han hørte døren gå oppe hos hørkræmmeren, han hørte moderens formaninger og den unge Henriks forsigtige trin ned ad trappen. Straks gjorde Peder Madsen sig kampberedt, bøjede resten af sin rundtenom sammen og puttede det i trøjelommen og satte et højst melankolsk ansigt op. » God morgen, Peter! « råbte Henrik med sin klare, vellydende røst. God morgen! « Brummede Peter og så tvær ud. » Er du syg? « Spurgte Henrik deltagende. » Sulten svarede den anden. — » Har du da ikke fået noget at spise? « — » Et lille stykke fedtebrød. « •— » Hvad får du til middag? » — fedtebrød. « — Henriks ansigt fik et medlidende udtryk, og han gjorde en bevægelse med smørrebrødskassen. Men han havde jo tænkt at dele med sin lille pukkelryggede ven i Skindergade; å, hvad! for en gangs skyld kunne han jo gerne selv sulte. Han åbnede smørrebrødskassen. Der lå det dejligste smørrebrød i pænt, hvidt papir, franskbrød og surbrød med kød og pølse. Med sin lille nervøse, rystende hånd tog han to af stykkerne ud og rakte dem til Peter, der greb dem, som om han var bange for, at han skulle tage dem u tilbage igen, men samtidig kastede han et grådigt blik til resten af smørrebrødene. Imidlertid var Peter alt for klog til straks at vise sig alt for grådig, og Henrik bjergede resterne til sin anden ven. Såsnart han var borte, trak Peter sin rundtenom op og fortsatte sin frokost, medens det fine smørrebrød blev pakket ind i et snavset papir. Et øjeblik efter var der i en naboport en forsamling af gadens drenge; med begærlige blikke så de Peters fine smørrebrød, og den lækkersultne langbenede bydreng Jens tilkøbte sig det for 4 øre og 2 bukseknapper. Fra den dag drev Peter denne forretning med held, og for en dag at få hele madkassens indhold, benyttede han sig af det fif, at han, da han havde fået sine 2 stykker, rørte med sine snavsede fingre ved de andre, så han efterlod temmelig tydelige spor på det hvide brød. Henrik, der var overordentlig renlig og altid selv så ud som et pillet æg, var overfor den større og stærkere dreng bange for at vise den vrede, som han et øjeblik følte, men lod ham fornærmet beholde alt smørrebrødet. Den lange bydreng var ikke så kræsen, og den unge Peter gjorde en brillant p'orretning den dag. Den næste dag var Henrik forsigtigere. Madkassen indeholdt kun den del, han havde bestemt for Peter, den pukkelryggedes og hans egen part lå skjult i tornistret. Peter var meget misfornøjet med dette arrangement, men han måtte jo finde sig deri; men fra det øjeblik var Henrik genstand for hans had, mens han dog allernådigst modtog sin tribut af smørrebrød og drev sin indbringende forretning dermed. Med forbavselse slog en aften Peters forældre hænderne sammen, da han lagde håndfulde af femøre og enkelte tiøre på bordet og bad dem gemme dem. Hvor han havde fået dem fra? — » Tjent dem «, var det stolte svar, og aldrig havde madam Madsen endnu takket Vorherre for sin Peter så inderlig, som den aften. Henriks liv gik stille hen. Han voksede og blev smuk, men mager og nervøs var han, og i skolen behandlede man ham med en vis varsomhed. Lærerne holdt af ham og drengene med. De havde alle en underlig følelse af, at der var noget usædvanligt ved ham. Hans gode evner, hans eksalterede heftighed ved synet af nogen, der led ondt, selv om det blot var en uartig dreng, der fik en fortjent revselse, hans gavmildhed til alle med alt, hvad han havde, vandt både unge og gamle for ham, men de havde alle en følelse af, at han ikke var skabt til at leve længe på jorden. Stakkels lille Henrik! De tog fejl. Så kom der en dag et vendepunkt i hans liv. Han var nu bleven over 10 år gammel og havde aldrig endnu set andre træer end dem på volden og i ptederiksberg-have. Så gjorde skolen en juni-dag en skovtur, og han skulle med. Fem store firsædede vogne rummede dem alle, lærere og drenge. Han var lidt forknyt af sig, til støjende glæde og jubel var han slet ikke vant, og når drengene råbte jublende hurra og svingede med dannebrogsfanerne, greb han uvilkårlig læreren, som sad ved siden af ham, i hånden. Denne lærer havde han særlig knyttet sig til; det var en stor, kraftig mand med et vældigt sort skæg, et noget rødblisset ansigt, busket hår, lav pande og lidt skelende med det ene øje. Han havde en stærk fuldtonende røst, brugte altid vel stærke ord, førte ved lejlighed, så syntes i det mindste de, den ramte, en lovlig stærk hånd, var en ivrig tilhænger af det » levende « ord og havde aldrig været nogen synderlig ven af bøger, hvad der måske var grunden til, at han kun fik anden karakter til tteologisk embedseksamen. Men var han ikke ven af bøger, så var han ven af drenge, både, ja måske mest, af dem, der faldt lidt i det forsorne, og af sådanne små svage stakler, som lille Henrik, hvem han havde døbt >pip « og aldrig kaldte andet. Ham sad nu pip og trykkede fast i hånden ved hvert alt for stærkt udbrud af lystighed og liv omkring ham. Pips egen opmærksomhed var væsentlig optagen af alle de børn, de så; han fulgte dem med øjnene, indtil der kom nye, som så fulgtes med samme deltagelse. » Han er vist sulten, tror de ikke, hr. Terkelsen? « eller: » Nej se den stakkel, han er så snavset, han har vist ingen 2* moder, vel hr. Terkelsen, tror de vel? « og således gik det hele tiden. Hr. Terkelsen gik ind på alle hans noget ensformige spørgsmål med den elskværdigste tålmodighed, men stræbte tillige at få ham med ind i drengenes lystighed, og til sidst lykkedes det virkelig, så lille pip sad og skreg hurra, til han blev ganske højrød i hovedet. Men da de andre råbte højest, da de kørte ind i dyrehaven, blev han ganske stille. Der var den jo, skoven, hans moders skov, som hun havde skildret ham den så lidt, de høje slanke stammer, det tætte løvtag. Solstrålernes spil på de hvide blomster i den mørke bund og fuglenes jublende sang. De andre stormede larmende ind under træerne, men pip stod bange og betagen og stirrede ind i skoven. Hans moder havde så lidt sagt ham, at derude i den store skov ved hendes hjem, når hun gik der alene, var det hende, som om hun var hos gud og kunne høre hans røst. Bare han turde gå derind, langt, langt ind mellem stammerne ganske alene; men han turde ikke. De andre drenge løb jublende afsted, men han blev stående alene tilbage og stirrede efter dem. Så kom hr. Terkelsen, der havde været inde i restaurationen og bestilt mad til drengene. » Hvad står du der efter, pip? Kom nu med, nu skal vi løbe efter dem, lad os nu se, hvem der kan råbe stærkest hurra. « — » Nej, hr. Terkelsen, skal vi ikke heller gå ganske stille. « —.hvorfor det, pip? « — » Jo for her er så dejligt. « — Terkelsen så på ham, tog ham i hånden og gik tavs med ham efter de andre. » Nej! se! se! « råbte drengen, » her er violer! ganske blåt! og se solstråle!! derhenne! midt inde i den mørke bund spiller den på det høje strå, der står og skinner som guld, og se, hvor langt, langt man kan se ind under stammerne! « — Terkelsen holdt meget af naturen; sådan en god, sund spadseretur med en ven, hvem man kunne passiare og diskutere med, mens man røg en cigar, var han en stor ven af, men ved pips 1 lånd syntes det ham, at det blev til noget ganske andet; det var utroligt, hvad den dreng kunne se og opdage, og altid netop det allersmukkeste. — o! hvem der dog kunne gå alene der langt, langt ind! « — » Ja det kan du jo prøve på, « sagde Terkelsen. Drengen tøvede. » Ja men, hr. Terkelsen, ved de, hvad moder siger? Derude, hvor hun er fra, er der en stor, stor skov, og når man går langt ind i den ganske alene, så møder man gud. « Terkelsen begyndte at blive lidt underlig til mode. » Hm! Ja, det er nok muligt. « — » Har de nogensinde mødt gud, hr. Terkelsen? « det var et ubehageligt spørgsmål, syntes hr. Terkelsen, men han redte sig dog ud af det. » Ja min dreng, ham møder man jo i sin bøn, når man beder rigtig inderlig. « — » Ja men, hr. Terkelsen, man ser ham dog ikke; men hvorfor skulle han ikke, sorn moder siger, være derinde i skoven? Den er jo så dejlig som Paradis. Tror de ikke, han er der? « det var et vanskeligere spørgsmål, end hr. Terkelsen havde haft til eksamen; han tøvede lidt med svaret, bøjede sig ned over drengen, kyssede ham på panden og sagde: » Det er ikke utroligt, at du kunne møde ham, du ved jo nok, han elsker børn. « drengen tav og fulgte halvt løbende læreren, der nu tog lange skridt, men vendte stadig flovedet om og vedblev længselsfuld at stirre ind i skovens dyb. Nu samledes de med de andre, der blev leget, sunget og spist, og Terkelsen lagde ikke mere mærke til sin lille pip; men om eftermiddagen var denne ikke til at finde. Ingen havde set eller hørt det mindste til ham. Terkelsen blev urolig; om en times tid skulle de køre hjem, han anede, at han var gået ind i skoven i den retning, hvor de før havde stået og set ind under træerne. Han gik derhen og råbte snart » Pip «, snart » Henrik «; men der kom intet svar. Snart opskræmmede han en flok dådyr, snart rejste en enlig kronhjort sig og så forundret på ham, mens solen nu var så nær ved sin nedgang, at kun trætoppene vare røde, og en enkelt træstamme endnu glødede. Da kom han til en stor eg, omkring hvis rod der var blåt af violer; her lå drengen; han havde hele favnen fuld af blomster, men var falden om af træthed; hatten lå på jorden og det lysegule hoved hvilede på græsset. Terkelsen bøjede sig over ham; han sov så trygt, hans kinder vare så røde og han smilede i søvne. Han stod en stund og så på det smukke syn, så bøjede han sig over ham, tog ham i sine stærke arme og bar ham uden at vække ham med hurtige skridt hen til de andre. De fire vogne vare kørte, men den femte vogn ventede på dem. Uden at vågne blev » Henrik pakket ind og anbragt ved siden af sin ven, og så gik det i hurtig fart til byen. Denne skovtur opfyldte aldeles Henriks sind; han talte ikke så meget om den, men han tænkte desto mere, og af de spørgsmål, han nu og da gjorde moderen, kunne man se, i hvad retning hans tanke gik. En dag sad han just og stillede en mængde spørgsmål til moderen, der åbenbarede hende, hvor dybt et indtryk hin dag havde gjort på ham, da det i det samme ringede på døren. Drengen løb ud for at lukke op og kom straks efter styrtende ind: » Moder! Moder! Der er hr. Terkelsen! Hr. Terkelsen! « og straks efter var han ude af døren igen, og før hun havde rejst sig, kom han trækkende ind med hr. Terkelsen. Hun modtog meget sjældent besøg og aldrig af herrer, og stod derfor lidt undselig og forventningsfuld og så på hr. Terkelsen, som ikke var mindre undselig. Han bukkede, rømmede sig, bad hende undskylde, hvis lian forstyrrede, men der var noget, han måtte tale med hende om, hun ville måske finde det påtrængende o. s. v. Ved hans forlegenhed blev hun endnu mere forlegen, og medens de to stod og så på hinanden, stod Henrik med hånden på låsen, en finger i munden og den ene fod ovenpå den anden, i tvivl, om han skulle blive eller gå. På et vink af moderen, som anede, at Terkelsen ville tale om drengen, forsvandt han, men så opfyldt var han af dette besøg af hr. Terkelsen, den betydeligste og største mand. han kendte i verden, at han gjorde det, hvad måske moderen mindst havde ønsket, han løb lige ned i butikken til faderen, der netop stod og forhandlede om salget af et parti sild, og afbrød hans samtale med en fremmed herre med råbet: » Hr. Terkelsen er her! Fir. Terkelsen sidder og taler med moder! « » Hold mund, dreng! « var faderens korte svar, og forundret over, at hans vigtige nyhed gjorde så lidet indtryk, gik han fra kælderen op på gaden, hvor han traf den unge Peter Madsen. » Peter! Hr. Terkelsen, min lærer, er oppe hos moder! « — » Er han? « sagde Peter. » Det betyder bare, du skal have prygl af din fader, fordi du har notet grifler, for det betyder det altid, når en af de væmmelige lærere kommer ned til vos. Men din fader er vel lige så klog, som min. Han siger altid, at det kommer ikke ham ved, for fra ham har jeg ikke notet noget. « — hvad griflerne angik havde Henrik en meget god samvittighed, men skulle dog Peter på en måde have ret, skulle det måske være en klage over ham, fordi han var gået bort på skovturen? Den tanke gjorde ham stille og betænkelig, han ville så nødig have gjort hr. Terkelsen vred, og ganske stille gik han ind i sin læsestue og satte sig ved sine bøger, mens han forgæves anstrengte sig for at opfatte noget af samtalen i sideværelset. Her var imidlertid hans moder og hr. Terkelsen omsider komne til at tale sammen om det, besøget gjaldt, og det var ganske rigtig lille Henrik. Terkelsen udtalte både sin kærlighed til drengen, som han mente måtte give ham ret til fuldt ud at sige sin mening, og sin ængstelighed for hans nervøse og, som det syntes ham, eksalterede væsen. Moderen sad og så ned for sig og, da hr. Terkelsen standsede, sagde hun med tårekvalt stemme: » De holder vistnok meget af min lille dreng, hr. Terkelsen, og

1870_Schwartz_EnhverSinMission

Athalia

Enhver Sin Mission

Schwartz

Schwartz

Enhver Sin Mission

female

1870_Schwartz_EnhverSinMission.pdf

Athalia

Schwartz

dk

Enhver sin Mission

n

gothic

Wroblewsky

KB

pdftxt

nan

nan

O

Solen skinnede på et lille, enetages hus i udkanten af en af forstæderne, og kastede sit lys ind i den lille forstue, hvortil døren stod åben; gulvet var hvidt som sne, og ruderne i husets lave vinduer vare så blanke, at man kunne se hver tråd i de hvide Gardiner, der hang indenfor dem. Der lå således, udenfra set, en venlig fred over det hele, og græsset langs kanten af den ubrolagte gade gav, idet det viftede frem og tilbage i vinden, endogså husets omgivelser et rigtignok såre beskedent præg af landlighed. Men der fandtes en pynt i forstuen og på gaden udenfor døren, som i hvor smuk den i sig selv var, dog bragte de forbigående til at kaste et alvorligt blik på huset, og til i stilhed at sammenligne det udvortes skin af fred og lykke med den skygge, som sorgen rimeligvis kastede indenfor; der var bredt et helt tæppe af grønt og blomster fra forstuens gulv og langt ud på gadens grus, og hvori mangen bouquet var søndertrådt af tunge trin; døden, den allestedsnærværende, var skredet hen over det. Også inde i den lave, meget simple stue var der en krands af grønt, der omgav en stor, åbent firkant på gulvet, og midt på denne plet stod en ung pige i en ny, men tarvelig sort kjole og med foldede hænder. Det var halvt et barn og halvt en moden kvinde; barnenaturen stod skrevet i hele formen af hendes unge hoved, der var omgivet af et meget lysebrunt hår, i den sundhedsfriske rødme på hendes kinder og på hendes læber, der i dette øjeblik bævede under tilbagetrængte tårer; men en modenhed, langt over hendes tyve år, trådte frem i hendes lysegrå øjnes tankefulde, bestemte blik, i hendes pandes alvor og hele hendes stillings fattede ro; smuk var hun egentlig ikke, når man fraregner den skønhed, der altid følger med ungdom og sundhed; men den ubevidste uskyldighed og godhed, der hvilede på hendes alvorlige ansigt, drog uvilkårligt hjertet til hende. Faderløs og moderløs havde hun tidlig prøvet livets bitterhed; den gamle mand, hvis lig man for nogle timer siden havde båret bort, havde taget hende til sig af medlidenhed, hun var vokset op i dette tarvelige hus, og havde, efter husmoderens snart påfulgte død, tidlig helliget sine kræfter til dets bestyrelse; endnu et barn var hun af egen drift blevet husmoder, og var blevet det med en hvi anskuelse af sine pligter. Hun havde været en tro og flittig huusbesfyrerinde for sin plejefader, der havde været en underordnet embedsmand, og som i de sidste år levede af en ubetydelig pension, og næsten en moder for hans søn, der var flere år ældre end hun. Denne lille verden, der havde været hendes et og alt, hendes omsorg, hendes tanke nat og dag og hendes hele lykke, var nu forstyrret, og hun stod der, efter fuldbyrdelsen af den sidste pligt, skuende i alvorlige og bekymrede tanker ind i fremtiden. Da bragte raske, hurtige fodtrin udenfor på sandet hende til at se op, døren blev hurtigt åbnet, og en ung mand i simple, men anstændige, sorte klæder og med flor om hatten, trådte ilsomt ind. Han satte med en vis, åbenbar mechanist og tilvant forsigtighed hatten fra sig, og sluttede den unge pige i sine arme i et fast, inderligt favntag. hun lagde sine arme om hans skulder, og trykkede sit hoved op til hans bryst. „ Rosine, kære Rosine! “ sagde han ømt, „ nu er vi to ene i verden med hinanden! “ Hun klappede hans kind, strøg hans hår fra panden, og så længe tavs og bedrøvet på ham. „ Hvor du har været god og trofast mod min, fader! “ vedblev han efter en pause, hvori de begge syntes at have vejet deres sorg, „ aldrig, så længe jeg lever, skal jeg glemme, hvad du har gjort for os begge to. Nu er touren til mig at sørge fordig, og du skal ikke være bange for fremtiden, Rosine, jeg skal nok finde udveje til at fortjene, hvad vi to behøve. Vi have jo ikke store fordringer, vel? Kun den, at blive sammen og aldrig at stilles ad, ikke sandt? “ „ Ak, kære Frits! “ sagde hun nølende, og drog sig ud af hans arme, „ for fremtiden frygter jeg ikke; men jeg er bange for, at det går ikke an for os to at blive her alene sammen. “ „ Hvorledes? “ sagde han, idet en sky af skuffelse overtrak hans ansigt, „ er du ikke min søster? Mener du, at vi skulle forlade dette kære, gamle hus? “ „ O Frits! “ sagde hun alvorligt, „ jeg er ikke din søster, og det er tungt, at vi i dette øjeblik sfulle tænke på det. Derfor kunne jeg jo gerne blive hos dig; men jeg føler dog, at det ikke ville være rigtigt, selv om andre ikke vide, at du er min Broder. Gerne, gerne ville jeg passe huset som før, og jeg kunne også godt som før fortjene noget ved at sye; men der er alligevel en følelse hos mig, som siger mig, at det ikke kan blive ved at være således. Derfor, kære Frits! — og det stod jeg netop og tænkte på, da du kom — derfor må vi nu stilles ad, og gå hver sin vej. “ „ Og hvorhen vil du gå? “ spurgte Frits, der næsten åndeløs havde lyttet til hendes ord. „ Ud at tjene, “ svarede Rosine sagte. „ Ud at tjene! “ gentog Frits med forfærdelse. „ Skulle du leve blandt fremmede, som ville behandle dig slet, misbruge din pligtfølelse, tilsidesætte dig — nej, Rosine! det må ikke ske! Før vil jeg — “ han tav et øjeblik, tænkte sig om, og sagde derpå sagte og nedtrykt: „ Ak, jeg kan jo ikke gøre noget for dig! “ Han kastede sig ned på en stol, holdt hænderne for øjnene, og græd bittert. Rosine gik hen, og stod foran ham; hun havde selv inderlig lyst til at græde; men hun betvang sin bevægelse, og ventede stille til han havde givet sin smerte luft. „ Ufornuftige Frits! “ sagde hun mildt bebrejdende, „ i stedet for at græde burde du styrke mit mod, og hjælpe mig til at se den lyse side af hvad der nødvendigt må ske. Og hvorfor tror du, at det skal gå mig så ilde? Dersom du troer, at jeg vil gøre min pligt, hvorfor tror du da ikke også, at gode mennesker ville påskønne det? Jeg er slet ikke bange for at tage ud og tjene, jeg gør så få fordringer, og jeg vil gerne underordne mig andres villie. Når man blot gør sin pligt — “ hun så på ham med et inderligt, trofast blik, — „ så vil det nok gå godt. “ Han rystede bedrøvet på hovedet. Hun strøg mildt med hånden hen over hans hår. „ Sid ikke så tavs! “ bad hun, „ vi forlade jo ikke hinanden for bestandig. “ „ O Rosine! “ sagde han, „ vi have levet sammen fra barndommen af, vi have delt alting, små bekymringer og store sorger, glæde og kærlighed! Hver middag har din hånd tildelt mig min del af middagsmaden, stor eller lille, eftersom der var råd til det, hver aften har jeg sagt dig godnat, før jeg gik hen at sove; kom jeg en sjelden gang sent hjem, bankede jeg dog på din dør for at høre et venligt ord af din stemme! Alt dette er forbi, du går ud blandt fremmede mennesker, der købe dig for deres penge, og jeg — hvor går jeg hen? “ „ Du store Frits, “ sagde hun skjemtende, „ skal også bestille noget. Du har jo din tteologiske embedseksamen, og kan med tiden blive præst. Selv om vi blive noget gamle, gør det jo ikke noget; desbedre kan det da passe sig, at jeg igen holder hus for dig. Du vil vel nok have mig til din husholderske? “ Trods den skjemtefulde tone funklede der også nogle tårer i Rosines øjne, og da hun havde talt ud, vendte hun sig fra ham for at skjule dem. Frits tog hendes hånd, vendte hende om mod sig, og de tårer, hun havde søgt at skjule, rullede ned ad hendes kind. Han så på hende, og sagde derpå alvorligt: „ Det smerter dig altså også? “ ' „ Kan du spørge derom? “ svarede Rosine, idet hun frigjorde sin hånd, og ville gå bort fra ham. Han sprang op, og fulgte efter hende. „ Rosine, min søster, min veninde! “ sagde han blidt og hjerteligt, „ gå ikke fra mig, førend jeg har gjort dig endnu et spørgsmål. Hvis jeg ikke allerede har gjort det, så er det kun, fordi min faders lange sygdom og de derpå følgende sørgelige pligter have afholdt mig; thi jeg har længe følt, af min ro og min lykke var afhængig af dit svar. — o, bliv ikke rød, og slå ikke øjnene ned — ærligt og oprigtigt spørger jeg dig i denne hellige stund og på denne indviede plet, hvor vor fælleds faders kiste stod, vil du engang blive min hustru? Vil dette trofaste hjerte, der nu hviler mod mit, anse sig for bundet for tid og evighed til mig? Vil du engang i lykkelige dage vende tilbage til mit hus, dele mine tarvelige kår, og være i ondt og godt, i liv og død min dyrebare ægtefælle? “ En dybere og dybere rødme farvede blufærdigt hendes kind, medens han udtalte disse ord, og da han havde endt, så hun op til ham, og sagde, denne gang uden sin sædvanlige fattede ro, og med bævende stemme: „ Jeg tror, jeg vil det, Frits! “ Der lå et så alvorligt tilsagn i hendes stemme, at han ikke agtede på det ubestemte i ordene; men idet han trykkede hende fastere i sin favn, udbrød han med dyb bevægelse: „ Nu, så velsigne gud vor pagt! Alt, hvad en mand kan gøre, overensstemmende med fin ære og samvittighed, for at hidføre øjeblikket til vor forening, skal jeg redeligt gøre; enten det varer kort eller længe, skal mit hjerte tilhøre dig med uforanderlig troskab og kærlighed — dertil være gud mit vidne! “ „ Så længe du elsker mig, er jeg din, “ sagde hun med samme alvor, „ jeg vil vente på dig, til du med gud og æren kan føre mig ind i dit hus. Men dette hus må du nu forlade, Frits, og søge dig en anden bopæl, i det mindste til jeg er borte. “ „ Jeg får det vel, “ sagde han beklemt, og så sig om, „ dette kære, lille hus! “ „ Nu vel, “ sagde Rosine opmuntrende, „ Du må gerne besøge mig, eller ved du hvad, Frits, jeg kan godt få den gamle madame Mortensen til at flytte herind så længe, hun gør det gerne, og så kunne vi blive sammen, til vi hver gå sin vej — hvis du tror, at vi have råd dertil; thi hun må jo spise hos os. “ Den omtalte gamle kone var en bekendt af huset, der ernærede sig ved den beskedne håndtering at lave papirsposer, og hvis fordringer til livet altså ikke vare vanskelige at tilfredsstille. Frits smilede, og mente, at de vel nok turde tillade sig denne udgift. „ Ieg vil straks gå hen til hende, “ sagde Rosine; „ thi den gamle må have lidt tid til at forberede sig. Ieg kommer straks tilbage for at tænke på middagsmaden. “ „ Må jeg følge med dig? “ spurgte Frits. „ Nej, på ingen måde, “ svarede hun, idet hun travlt tog hat og schawl på, „ det ville kun sinke mig. “ „ Må jeg da hjælpe dig? “ spurgte han smilende. „ Tak, det gør jeg bedst selv, “ svarede hun, idet hun med megen alvorlig omstændelighed bandt sin hattesløife. „ Må jeg da kysse dig? “ vedblev han, og lod gerninger! følge så hastigt på spørgsmålet, at Rosines bestemte „ Nej! “ ikke for denne gang kom over hendes læber. Hun gjorde et lille tilløb til at se vred ud, men kunne ikke afholde sig fra at smile, og skyndte sig derfor henimod døren. Just som hun ville åbne den, bankede det stærkt på den, og en anden ung mand, også i sorte klæder og med flor om hatten, trådte ind. „ Gud være med eder! “ sagde han med en stærk, dyb stemme og hjertelig alvor, idet han trykkede deres hænder, „ kommer jeg eder til ulejlighed? “ „ Det kan du ikke, kære Carl! “ sagde Frits, ligeså hjerteligt, „ tværtimod, var du ikke kommet, havde jeg nu opsøgt dig. Bliv hos os i dag, Rosine vil sørge for, at vi få en anstændig middagsmad, og jeg har meget at tale med dig om. Lad mig først og fremmest, kære ven, inden Rosine forlader os, meddele dig, at Rosine og jeg er forlovede. Du vil måske synes, at vi dertil kunne valgt en mere passende dag end vor faders begravelsesdag; men tanken om skilsmissen vakte tanken om et fornyet samliv, og vi håbe således trøstigen at kunne gå fremtiden i møde. “ „ Til en god gerning er enhver dag god nok, “ Sagde Carl, „ og jeg ønsker eder tillykke. Selv om i begge vidste, at i ikke kunne tænke eder at leve « den hinanden, er det dog godt at sige det; der er ingen tanke og følelse hos os, der ikke vinder ved at stå klar og ren for vor bevidsthed. “ Imidlertid gik Rosine sit ærinde, og begge vennerne gik ind i Frits ' lille arbejdsværelse. De tændte her deres cigarer, og sad længe tavse. Endelig tog Carl ordet: „ Hvad tænker du nu at gøre, Frits? “ „ Lad mig først sige dig, hvad Rosine tænker at gøre, “ svarede Frits, ligesom lidt undvigende. „ Hun vil søge sig en tjeneste. “ „ Ja så, “ sagde Carl. Efter en lille pause vedblev han: „ Hun gør ret deri. “ „ Men gør jeg også ret i at tillade det? “ Spurgte Frits sagte. „ Hvorfor ikke? “ sagde Carl. „ Du mener, at du burde ernære hende? “ „ Ja. “ „ Kan du det? “ „ Ja og nej. Jeg har jo ved mine informationer skaffet et bidrag til faders husholdning, og jeg kunne måske ved sorsgede anstrengelser tilvejebringe noget mere; men min tid går hen med at undervise, og hvad så? „ Hvorfor skulle du gøre Rosine afhængig af dig? “ sagde Carl; „ hun er flink, huslig og forstandig, hun kan være til nytte alle vegne, i stedet for at sidde med hænderne i skødet og tære på din fortjeneste. Hun gør det heller ikke, fordi hun er for fornuftig til at ville flade et forhold, der om kortere eller længere tid vil blive eder begge til byrde. Jeg ved et sted, hvor Rosine kan blive anbragt. Du ved, at jeg har en gammel bedstemoder, geheimerådinde Rosenfeldt, der nu i sin høje alderdom opholder sig på sit gods. Hendes sognepræst har en patient i sit hus, en gammel dame, der efter min mening lider mere på sjælen end på legemet, og som stadig holder sengen. Efter sigende er denne syge kone ikke tilfreds med den pleje, der ydes hende af præstens hunsbesfyrerinde — han er enkemand uden børn — og man søger nu et fornuftigt, tålmodigt og dannet fruentimmer til af være om hende. Her er altså intet strengt arbejde, men netop en virksomsomhed, hvortil Rosine med sin rolige, trofaste characteer er fortrinlig skikket. Præsten har skrevet mig til, og bedet mig skaffe ham en pålidelig person, og, efter hvad du nu har sagt, tager jeg ikke i betænkning af foreslå Rosine af modtage pladsen. “ Frits lagde cigaren fra sig, og trak sit vejr dybt. Carl så på ham, og sagde, idet han ligeledes kastede cigaren ud af vinduet: „ Jeg forstår dig, Frits! det smerter dig, af hun skal være afhængig af andres ønsker og luner, og tjene andre for en anden løn end kærlighedens; men du bør betvinge denne følelse. Lad du hende gå, hun vil finde sin plads overalt; der går en engel ved ethvert menneskes side, dersom hun bærer pligtens bud skrevet i sit hjerte. Det er jo også kun for en tid, og dine udsigter ere, synes mig, ret gode. Som syvårs candidat kan du snart tænke på af få et lille kald, og jeg er vis på, af du og Rosine ville blive lykkelige i en så fredelig og i alle måder velsignelsesrig virksomhed, hvor man kan stifte uberegnelig nytte, hvis man virkelig vil. “ „ Om jeg vil stifte nytte, Carl, derom kan du ikke tvivle; jeg tør sige, at du ved, at jeg altid fra dreng af har respekteret pligten, og betragtet den med et alvorligt øje, og hvad Rosine angår, da er det, som om gud havde flabt hende til at være en trøst og en lindring for de lidende og trængende. Min fader har ligget på et mangeårigt sygeleje; men hendes tålmodighed, hendes glæde over enhver kjærlighedsgjerning, hun kan udøve, hendes stille, rolige, selvopoffrende væsen har forvandlet alle disse lidelsestimer til virkelige sabbathdage. Desmere smerter det mig, ikke at kunne lønne hendes troflab, som jeg så gerne ville — ak, hvis jeg var som hun, da var alt godt — men jeg er det ikke — jeg bærer en byrde på mit bryst, som jeg ikke har kunnet betroe hende endnu— “ Han tav, og trykkede læberne sammen, som om han ville lukke dem over sin hemmelighed. „ Hvad mener du, Frits? “ spurgte Carl; „ thi jeg formoder, at du ikke vil lade det blive ved disse gådefulde ord? “ „ Nej, nej, “ svarede Frits, idet han bøjede sig over mod ham. og trykkede hans hånd, „ jeg må tale, og i dag mere end nogensinde, da jeg ved min faders grav dybere end ellers har følt, hvor stort et ansvar det er at leve og dø. — jeg har længe været enig med mig selv om, at jeg ikke tør søge præstekald. “ Carl fæstede et langt, alvorligt og prøvende blik på ham. „ Jeg forstår dig, “ sagde han, „ Din tro er ikke således urokkelig grundfæstet, at du tør bygge en præstelig virksomhed på den? “ „ Således er det omtrent, “ sagde Frits, „ og hvorledes det er kommet, ved jeg ikke selv. Jeg valgte selv at studere theologie i den overbevisning, at det var den lykkeligste lod at kunne prædike det for alle, der lå som en lyksalig vished i mit eget hjerte. Jeg drømte mig allerede på prædikestolen i søndagmorgenens festlige lys lige overfor min glade, forventningsfulde menighed, og hvis jeg arbejdede og studerede ivrigt, da var det for så ilsomt som muligt at nå dette mål. Men lidt efter lidt følte jeg mindre glæde ved mit arbejde; en besynderlig trang til at fremstille sagen fra forskellige synspunkter, til at undersøge, hvad indflydelse den formende menneskeånd kunne have haft på den, forstyrrede mig i mine roligste timer, og til sidst syntes jeg mig at være to væsener, hvoraf det ene angreb og det andet forsvarede. Ja, forsvarede! — en dag vågnede jeg op af min grublen, og greb mig i at forsvare det, på hvis sandhed jeg nogle måneder før gerne var død. Jeg søgte at komme på det Rene med mig selv; men uagtet jeg følte, at jeg var meget forandret, kunne jeg dog ikke fordømme mig selv. Idet jeg randsagede mit inderste, fandt jeg hos mig selv en stærkt udpræget dobbellhed, af erkendelse og følelse, eller dennes udvikling i den religieuse retning af tro. Denne dobbellhed var så stærk, at jo mere jeg udviklede hver af dem i sin retning, jo mere divergerede de fra hinanden, og dog kan jeg ikke lade være at lade dem begge bevæge sig på troens gebet. Jeg har sagt til mig selv: lad da kun din erkendelse arbejde i de mere concrete retninger, og lad din følelse udvikle sig til en fast tro, urokket af din forstands indvendinger og tvivl, eller lad din erkendelse udvikle sig og bryde sig en bane, som du må følge, hvad enten den i sine fortsatte conseqventser vil lede dig til tro eller vantro, og lad følelsen søge sin tilfredsstillelse i mere concrete tilfælde i dine forhold her i livet. Men dette kan jeg ikke; thi min erkendelse synes det mig ofte, at jeg kan bringe til et resultat, og dette resultat forfærder mig da som oftest. I min fortvivlelse kaster jeg mig da i troens arme. Hænder det sig derimod, at jeg engang har bestemt at lade troen råde på sit eget gebet, så forekommer det mig, at jeg bærer mig ad som den tjener, der nedgrov sit pund, endskønt han havde et regnskab at aflægge derfor. Jeg har tillige altid næret det faste håb, at hvad vi her erkende stykkeviis, det skulle vi hisset skue som i et spejl, med et blik, i et øjeblik. Denne virksomhed, hvori vi stue gud ansigt til ansigt, må da nødvendigvis være en forhøjet potents af erkendelse; men hvorledes? Skulle denne erkendelse ikke også have klarhed i forhold og gradvis, og skulle en udyrket ånd kunne fatte med hin erkendelsens skuen som den ånd, der alt har kæmpet for lys og sandhed, om han end aldrig vandt dem, og om hans kampe kun blev som de øvelser, hvormed fægteren forberedte sig til at træde ind på arenaen? Nej, nej, jeg tror, at den må kunne stue klarere, som allerede herneden har skærpet sin ånd, og derfor vil jeg heller ikke lade min erkendelse uforsøgt i disse kampe, hvorfra min sjæl dog aldrig vender tilbage uden blodige sår og mærker. Jeg vil kæmpe, uagtet jeg ved, at jeg aldrig vil vinde diademet, som er ved banens ende. Men når jeg vender tilbage fra disse kampe, må jeg forfriske mig med troens bad; som den, der er omspændt af luer, søger jeg hen til den forfriskende strøm. “ „ Og der gives intet punkt, “ spurgte Carl, „ hvor din erkendelse og din tro mødes? “ „ Jo, “ svarede Frits, „ næst bevidstheden om en personlig gud, har jeg altid bevaret en fast overbevisning om udødeligheden; thi netop den omstændighed, at min tanke og min tro på alle andre punkter lå i strid med hinanden, viste mig hen til denne strids forsoning og den tid, da den skulle ophøre. Netop herved fremtrådte udødeligheden før min erkendelse, som den alt før eksisterede fast og urokkelig i min tro. “ Carl grundede nogle øjeblikke. „ Det er altså den personlige guds åbenbaring, der fornemmelig er stridspunktet? “ sagde han. „ Ja, tilvisse, “ svarede vennen; „ thi alt øvrigt falder og står med denne. “ „ Og dog tror du på den personlige gud? “ „ Det må jeg, fordi jeg tror på mig selv. Ja, jeg tror på ham, og det med så fuld overbevisning, at når jeg ret har været fanget i denne dobbelthed af erkendelse og tro, har jeg ofte tænkt: men er gud da ikke et væsen, før hvem jeg tør føre min sag, når det regnes mig til synd ikke at have troet? Tør jeg ikke før ham fremsætte de grunde, som før min menneskelige forstand synes conseqvente, og sige: denne forstand har du givet mig, jeg har brugt den efter bedste evne, og så kom jeg i strid med hvad du bød mig at tro? — vil han da ikke sige efter profetens ord: „ Kommer dog, og lader os gå irette med hverandre, dersom eders synder end er som purpur, skulle de dog blive snehvide? “ „ Der gives ingen farligere fjende for troen end denne halvhed, “ sagde Carl, „ det er som et faldefærdigt hus, hvorpå man lapper og flikker, og som alligevel forbliver i brøstfældig stand. Tusinde gange hellere må man falde så dybt i tvivlens og fornægtelsens vande, at himlen forsvinder for vort blik; thi da ville vi ængstelige arbejde os op igen til overfladen. Jeg har selv kendt det; efter en barndom, fuld af glødende tro, begyndte mine ungdomsår med tvivl og spørgen, og det varede ikke længe, før hele den åndelige verden sank ned i ruiner omkring mig. Der lå min sjæl levende begravet, og våndede sig efter frelse. Og den kom også; i min nød tog jeg en dag bibelen, og læste i den; der — på skibet på tiberias ' sø — mødte jeg ham, der frelste mig. Jeg så ham — bliv ikke bange, Frits! jeg så ham i mine tanker; men da jeg engang rigtigt havde set ind i hans åsyn, var jeg forløst for al tvivl, fra den dag af troede jeg. “ „ Din natur er varmere og rigere end min, “ Sagde Frits noget nølende. „ Hvis den er det, “ sagde Carl, „ så er grunden den, at min sjæl siden den tid lever et rigere liv; er det ikke netop efter dette liv, du higer? “ „ Ja, det gør jeg, “ sagde Frits. „ Og hvorfra komme disse tvivl, denne strid? “ Vedblev Carl ivrigere og ivrigere, „ kommer den ikke deraf, at i vel sige, at gud har åbenbaret sig for eder, men i grunden mene, at det egentlig er læren, der har åbenbaret sig. Ordet er vel kommet til verden for eder; men det er ikke blevet kød. Ja, i indrette åbenbaringen efter eders menneskelige forstand, i støbe den i eders former. I lære ikke, at i skulle tro dette eller hint, men at således skulle i tro det. I, som knap vide, hvad i selv mene, i lære, at dette mente eders herre og frelser; for eder er hans liv og lære en nordnet hob, hvori i skulle bringe orden og system, og når i da selv føle, hvor koldt, frossent og indskrumpet alt er blevet i eders hænder, da puste i eder op i den forblændelse, at i se ham, kende ham og tilbede ham, og dog har ingen af eder i sandhed vandret et eneste skridt ved hans side. Frits! jeg agter heller ikke at blive præst, jeg har sat mig i forbindelse med et engelsk missionsselskab, jeg vil gå som missionair til Afrika. “ Frits så overrasket på ham. „ Så det er derfor, du studerer engelsk? “ Sagde han. „ Ja, “ svarede Carl, „ jeg har opgivet at lære eder Christne at kende Herren, jeg vil forsøge det med hedningerne. Dem vil jeg fortælle om ham, de vide ikke noget om de to tusinde år, der have kølnet eders tro. “ „ Carl, har du også betænkt — “ sagde Frits. „ Hvilket? “ spurgte Carl, „ hvad er her at betænke? Jeg er fri for alle bånd, og den smule jordisk gods, jeg har, gør det netop muligt for mig at udføre min plan. Om et år håber jeg at afgå til min bestemmelse, det er ingen hemmelighed længer. “ „ Men— “ Frits afbrød sig selv, og vedblev i en raskere tone: „ Jeg indser vel, Carl, at det var en fornærmelse mod dig at tale om, hvad du vover ved udførelsen af denne plan. “ „ Hvad vover jeg? “ spurgte han med et fast blik på vennen. „ Livet, “ svarede Frits kort. Et smil gled hen over Carls ansigt. „ Fordi jeg vover det, er jeg dog ingenlunde sikker på dets tab, og er martyrdøden mig bestemt, så meget desbedre. “ „ Men er der virkelig intet bånd, der, om det end ikke holder dig tilbage, dog lader dig føle sit blide tryk, når du vender din hu bort fra fædrelandet? “ Carl taug nogle øjeblikke. „ Om så var, “ Sagde han endelig, „ så bryder jeg det også, hvis det behøves. Min beslutning er fast. “ „ Så har jeg intet mere at indvende mod den, “ Sagde Frits, „ jeg misunder dig den kraft, der driver dig til den; men jeg føler mig ikke kaldet til at efterligne den. Ligesom der gives mennesker, der er skabte til at se livet fra de store højder, således gives der dem, der helst betragte det fra den stille Dal. Gud give mig blot den åndelige kraft, der behøves til en ringere virksomhed, og jeg vil takke ham. “ „ Hvad har du tænkt på at gøre? “ spurgte Carl, efter at vennerne havde forenet deres hænder i et fast håndtryk. „ Der er gjort mig det tilbud at følge den gamle kammerherre Sivers til udlandet. “ „ Hvad er det for en mand? “ „ Jeg ved ikke stort andet om ham, “ svarede Frits, „ end at han er svagelig og rig; hans læge har rådet ham at rejse, og hans søn, hvem jeg har undervist, har foreslået mig at følge faderen. Efter de få ord, jeg har vekslet med denne, har jeg fået det indtryk af ham, at han er en egoistisk, gammel mand, der kun tænker på sig selv og sine bekvemmeligheder. “ „ Det er intet behageligt rejseselflab, “ sagde Carl. „ Jeg griber også kun denne udvej for at vinde tid til at betænke, hvad livsbane jeg skal vælge, “ Sagde Frits; „ jeg vil forsøge på, hvad indflydelse det vil have på mine tanker og anskuelser, at jeg seer mig om i verden. Jeg er nu så længe gået om i denne informationernes trædemølle, at mine ideer bestandig vandre de samme trin op og ned; jeg vil ialtfald forsøge noget nyt. “ „ Det er forsøget været, “ sagde Carl. „ Jeg har ikke talt derom til Rosine, “ sagde Frits hastigt, „ og hvis det nu ikke netop traf sig således, at vi dog skulle stilles ad, havde jeg måske dog ikke modtaget Sivers ' tilbud. “ I dette øjeblik åbnede Rosine sagte døren, og så ind. „ Middagsmaden er på bordet, “ Sagde hun med husmoderlig venlighed; begge mændene rejste sig, og fulgte hende. I dagligstuen, hvor alle spor vare fjernede af dagens første, sørgelige begivenhed, stod et lille bord dækket til fire personer; på en stol ved vinduet sad en gammel kone med hvide hår, yderst tarveligt, men ligeså renligt klædt, og strikkede; det var den omtalte madame Mortensen. „ Goddag, kære madam Mortensen, “ sagde Frits venligt, og bukkede for den gamle, der rejste sig, og blev stående, „ nå, så de vil nok være så god at blive lidt hos os? Blot det ikke forstyrrer deres arbejde. “ „ Tusind tak, hr. Walther, “ sagde hun og skød med en smule kejtet forlegenhed sin tætte, hvide kappe skævt på hovedet, „ det er jo ligesom jeg skulle ligge på landet; nu har jeg i mange år ikke været en nat ude af mit lille Kammer i st. Pederstræde — ikke siden min salig søn døde. “ „ Det var deres eneste søn? “ sagde Frits deltagende. „ Ja. Herre, og han ernærede mig, nu må papirsposerne gøre det. “ „ Papirsposerne? “ spurgte Carl forundret. „ Madame ak orten sen fortjener sit brød ved at klistre poser, “ forklarede Frits. „ I disse dage holder jeg en lille fritid, “ sagde den gamle kone med et fornøjet smil; „ jeg ville så gerne hjælpe jomfru Rosine med at bære maden ind; men hun vil ikke have det, og jeg kunne det dog så godt, jeg er ikke vant til at sidde på stads. “ „ Her er de gæst, “ sagde Frits muntert, „ og der er Rosine selv med maden. “ Rosine satte terrinen på bordet, og blev derpå et øjeblik stående, og betragtede den usædvanlig festlige anretning med et sørgmodigt blik. Frits trådte hen til hende, og sagde halvsagte: „ Han sidder til bords et andet sted, kære Rosine! “ Hun nikkede tavs, og gjorde et indbydende tegn til gæsterne; Carl satte sig straks; men den gamle kone tøvede noget, før hun kunne beslutte sig til at sidde ned ved bordet, og da den unge værtinde først øste op til hende, sagde hun afværgende: „ Tak, tak, jomfru Rosine; men jeg er ikke så meget vant til varm mad, jeg kan ikke spise så meget. “ „ Laver de kun engang imellem varm mad? “ Spurgte Frits. „ Ja, såmænd; det er nu længe siden, jeg har lavet andet end kaffe. “ „ Kaffe? det er en dårlig ret, “ sagde Carl. „ Nej, herre, det er netop en god ret, “ sagde den gamle, „ den varmer, og det er så dejlig nemt. Der er ikke mange i vort hus, der lave anden mad. “ „ Den husholdning havde jeg nok lyst at se, “ Sagde han. „ Herren behøver blot at besøge den kvist, hvor jeg boer, “ sagde hun, „ der er mange af den slags husholdninger, vi er lutter fattige mennesker. det er et rigtig ordentligt hus, kan de tro, lutter pæne folk. “ „ Ieg skal besøge dem, “ sagde den vordende misstonair med eftertryk. Da man havde spist, og Rosine havde tilendebragt ordningen af husets sager, begyndte en rådslagning mellem de tre unge mennesker om deres fremtidsplaner. Rosine var Carl taknemmelig for hans tilbud at anbefale hende til pladsen, og mente, at alt nok ville gå godt; at passe en syg, det var jo ingen sag, det havde hun gjort så ofte. Madame Mortensen nikkede bekræftende, og mente, at der var jomfru Rosine rigtig på sin plads. „ Men når den syge kone nu er gnaven, utålmodig, urimelig — “ sagde Frits. „ Så kan man bedre sinde sig i det hos en syg end hos et rask menneske, “ sagde Rosine forhåbningsfuldt. „ Ak, hvor dette er mig imod! “ sukkede Frits bekymret. „ Det er ikke ret af dig, Frits, at tage dette således, “ sagde Carl, „ da det nu dog skal være, hvorfor vil du så forknytte Rosine med dine mørke spådomme. “ „ Du sagde selv, at den syge kone led på sjælen. “ „ Ethvert arbejde i denne verden har sine besværligheder, sine tunge øjeblikke, “ sagde Carl; „ men jeg har den tro til Rosine, at hun ikke er bange for dem. “ „ Lad ham kun snakke, “ sagde Rosine smilende, idet hun lod sin hånd glide hen over Frits ' pande, „ han ved så godt, at det er mig, som er den fornuftige. “ Rosines mod sank dog noget, da hun hørte om Frits ' bortrejse; hun gav vel med få ord sit bifald tilkende; men derefter tav hun, og tog sit arbejde. En svag sky af bedrøvelse hvilede over hendes ellers så klare pande, først nu følte hun sig rigtig alene. Frits så det, og følte sig endnu mere beklemt; Carl så det også; men han lod sig ikke mærke dermed, og vedblev endnu længe at drøfte de fælleds fremtidsudsigter. Da sengetid var kommet, rejste han sig, og sagde Rosine et venligt godnat. „ Godnat, kære Rosine, “ sagde han, „ stil nu deres bekymring i guds hånd, og læg dem trøstig til ro; i morgen tidlig vil alting se klarere ud. “ Frits fulgte ham udenfor, og da de stod der, sagde Carl: „ Skam dig, Frits, at have så lidt mod både for dig selv og for den, du elsker. “ Frits brast i tårer. „ Hun er så ung — “ hulkede han. „ Desbedre, “ sagde Carl, „ så er hun også så meget uskyldigere, og så meget roligere kan du stole på, at gud vil følge hende, hvorhen hun går. Min ven, jeg er roligere for hende end for dig. “ „ Lov mig, Carl, “ sagde Frits, og lagde sin arm om hans skulder, „ at du vil være hende en trofast ven, når jeg er borte. “ „ Tossede dreng! “ sagde Carl, leende med tårer i øjnene, „ skulle dette flinke, lille fruentimmer nogensinde behøve min klodsede hjælp, så ffal hun få den. “ Vennerne omfavnede hinanden, og sfiltes ad. En ugestid efter ringede det på dørklokken til den lille lejlighed, og Rosine, der netop var ifærd med et husligt arbejde, lukkede op med et hvidt forklæde og opsmøgede ærmer. En høj dame, i et kostbart shawl og med en meget moderne hat, trådte ind i forstuen. „ Boer jomfru Stein her? “ spurgte hun. „ Det er mig, “ svarede Rosine forundret og lidt forknyt ved den fremmedes overlegne mine, idet hun åbnede døren til dagligstuen. Hun stred ind, vendte sig, og tog Rosine skarpt i øjesyn. Der var noget i dette blik, som bragte Rosine til at se ned på sit forklæde, om det mnligviis var plettet, og derpå at trække ærmerne ned over sine hvide, blottede arme. Da den fremmedes blik vedblev at følge hende, vendte hun sig fra hende, og bød hende en stol. „ Tak, “ sagde hun, og satte sig; „ det er en lang vej herud; men de boer jo velsignet her; det er næsten et landsted for folk i deres stilling. “ Rosine ventede bestandig på nærmere oplysninger, og tav. „ Jeg er frøken Kjeldsen, “ sagde hun venlig, efter at have mønstret værelset, „ det er mig, der bestyrer huset for pastor Degen, og candidat sander har anbefalet dem til os. De ved, at det er et sygt menneske, de skal passe, et menneske, som Vorherre har stemplet, og som kun christenkerrlighed kan tage sig af. Fru stilling er et ulykkeligt menneske; men i sin ulykke lærte hun pastor Degen at kende, og nu havde hun ingen ro, før hun kom i vort hus. Når de lærer vort velsignede hjem at kende, vil det ikke undre dem. Men den on

1899_KragT_Enken

Thomas

Enken

Krag

KragT

Enken

male

1899_KragT_Enken.pdf

Thomas

Krag

no

Enken

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Et af byens ældste huse var apotteket. Det lå i byens ene hjørne ganske nær den vej, der på østre side førte til byen. Noget afsides lå det for et apottek at være, men det tog sig stadseligt ud bag de høje, tykke træer, som omgav det. Og når solen sank i vest, forgyldte den guldfuglen over indgangsdøren, trods forgyldningen var gammel og mat. Og de samme stråler forgyldte facadens tolv ruder, der i sådanne stunder lignede lutret guld. Imedens alt skinnede og blinkede, stod træerne og viftede køligt i aftenvinden med alle blade... Ja, apotteket kunne se ganske stadseligt ud som det lå der for sig selv i al sin glans. Den side, der vendte mod gården, var ikke regelmæssig som den ydre facade. Vinduerne var her mindre og stod lidt helt stilløst, og en stor sidebygning kom til og forlangte rum. Men en egen hygge var der alligevel over den indre side; man færdedes så hjemligt der. Apothekerkarlen kom nu og da med medikamenter, og han stødte dem så det klang i den tykke, skinnende blanke messingmorter. Noget efter kom også vedhuggeren eller en af tjenestepigerne. Alle gik her og stullede som de ville — indtil måske apothekersvenden, som havde hastværk, kom farende og skreg over til karlen om at bringe noget fra kælderen. Og kanske kom til sidst apottekeren selv, knurrende og skændende over sendrægtigheden. apotteker Gotthard begyndte så småt at blive gammel, men han var halsstarrig og opfarende som den yngste. Det eneste, man mærkede hans alder på, var at han blev mere og mere påholdende og smålig. Han kævledes ofte ganske højrøstet med folk om den mindste sum. Kom sjauerne slæbende fra skibene de tunge kasser med medikamenter, der skulle bruges i laboratoriet, så holdt han altid stor opsang, før han betalte dem for deres slid, og byens eneste gartner, som klippede havens træer og ordnede blomsterbedene, havde altid sit Mas før han fik sin knappe dagløn; og Gotthard holdt aldrig mere end én apothekersvend, som også måtte løbe så han så ganske overanstrengt ud. „ Han fly’er som en forvirret væggelus, “ Hånede apotteker Gotthard, „ men han er i grunden en doven fyr. Han skraber bare med benene for at lade som han har travlt... i grunden får han næsten ingenting gjort. “ Gotthards ven og jagtkammerat, den en halv snes år yngre intendant Busch, blev sluttelig ked af den evindelige snak om den dovne apothekersvend. Han sagde en dag på sin tørre måde: „ Doven, du?... Ja så, du siger altså endnu, at han er doven? Ti nu stille med det, gotthardl hvis jeg var oplagt, skulle jeg finde et morsommere ord, men jeg er ikke.... Derfor siger jeg, at du vrøvler.... Alvorlig talt du, han har alt for meget at bestille!... Du må skalle en, som kan hjælpe ham. Når der sidder, som f. Eks. i går, fire bondekærringer og venter, er én mand til at ekspedere for lidt, det kan du selv indse. “ „ Jeg hjælper ham jo. Hvorfor ler du?... Jeg forsikrer dig, hver eneste dag når bønderne kommer fra to til fire... Det er tiden, da de gør indkøb... så står jeg og tage r i med. “ „ Å kære Gotthard, du har vistnok stor fortjeneste af al den vakre utøjsalve, som du ekspederer; ja jeg har lagt mærke til, at du særlig befatter dig med den og lakridsen, og det er meget rigtig af dig ikke at vove dig længere ud, end du kender bund; men der er da andet på et apottek. “ „ Nå, jeg har da aflagt prøve. “... „ Prøve? Nå, husk Gotthard, at den prøve tog du hos din snille far og i de gode gamle dage. Ja jeg siger nu ærligt, jeg tror ikke, du forstår alle de latinske recepter. “ „ Jeg vil ikke prøve på at gendrive dig, Busch, for du er jo en gang vittig... det ved vi alle. Jeg ved bare, at bønderne kommer næsten bare i tiden fra to til fire, før de skal køre hjem. Ja, da kan det være, at der er meget at gøre,... men der er da ingen, som kan forlange, at jeg skal holde to farmaceuter for de to timers skyld. “ „ Det må du jo selv forstå bedst, jeg tror ikke, bønderne holder af at vente så længe på sine ting, og husk, at de kanske før eller siden begynder at snakke om, at de må vente så længe... og snakken kan let brede sig. Så en vakker dag får du kanske høre, at en vil oprette et nyt apottek her med både to og tre til at ekspedere, hvem ved?... Og det vil du ikke stå dig ved. “ „ Død og salte, “ bandte Gotthard med sin kraftigste ed. „ Det ville jeg ikke stå mig ved, men det kan der vel ikke være tale om? “ „ Nej rimeligvis ikke, men jeg bare be’r dig være forsigtig. “ — men en vårdag, da Gotthard og Busch gik omkring og rodede på øversteloftet efter fiskesnører og jagtsager, som de skulle bruge den næste dag på en tur, standsede de foran et stort firkantet spejl, der stod halvt bortgemt i en krog. „ Hvad er det for et spejl, som her står? “ spurgte intendanten. „ Det er fra den tid salen havde kamin, “ Forklarede Gotthard, „ det hang over den. Det er længe siden. Det var ganske vakkert, men så alt for koldt. Værelset var ganske ubrugeligt om vinteren. Og nu har jeg ingen andre steder at gøre af dette spejl. “ lidt efter sagde intendant Busch: „ nej, men det vil jo være udmærket... ja hør engang... Væggen lige overfor i apotteket, hvor folk sidder og venter på miksturen er ganske tom... hæng du spejlet dér... nej, nej aldeles ikke vittig, aldeles ikke ironi,... det er alvor, Gotthard... Du miskender mig ofte, kære ven, sagen er klar: hæng spejlet lige overfor bænken, hvor bondekonerne sidder og venter, og jeg forsikrer dig, de vil ikke kede sig... De vil vente af hjærtenslyst, de vil blive ligefrem bedrøvede, når de får miksturen, så de må gå sin vej... ja vist vil de have interesse deraf.... Netop fordi de er uvante med at spejle sig,... tænk at se sig i fuld figur. Sagen er altså klar. Hr. Gotthard, må jeg præsentere dem deres nye farmaceut. Han har sine glimrende sider ( intendanten gjorde en gestus omkring rammen ), han kan tjene som spejl for mangen utålmodig... Han er frem for alt billig... gratis.. Intendanten drev ofte Jen med sin ældre ven. Gotthard troede derfor, at Busch også nu gjorde nar. Men da han havde tænkt sig om et par gange forstod han, at denne gang var der i al fald forstand i spøgen, og at spejlet desuden ville pryde. Derfor lod han få dage efter det gamle kaminspejl hænge op på væggen ligeoverfor bænken. Og nu sad bondekonerne og bondepigerne i rad og række og ventede tålmodig på sin mikstur. De kunne nødig nok komme ud af døren, slig så de efter sig selv i spejlet. Ja dette spejl hjalp apotteket over den vanskelige del af dagen. Resten af dagen var, som Gotthard rigtig bemærkede, ikke så travl; da kunne apothekersvenden uden anstrengelse magte det alene. Og lidt var der ingen ting at gøre, så svenden kunne læse romaner, som førte ham helt ud i den store verden, eller han kunne skrive breve på hvidt og på rødt papir, de sidste af den slags, som man skriver mange af, når man er femogtyve år. Nu og da kom apotteker Gotthard ind. Fra laboratoriet, hvor han altid havde fundet noget at udsætte. Havde han en sjælden gang ikke fundet noget specielt at skænde for, gik han alligevel småbrummende igennem apotteket. Det var en fast og afgjort sag denne småskjænden, særlig på den tid af året, da ikke jagt og fiskeri optog ham. Alle de unge apothekersvende, som havde været i hans tjeneste, var ærgerlig over dette. De kunne hvæse efter ham, når han var gået, „ Knurhane “ eller „ forbandede køter “, men efterhånden vænnede de sig til det.... Den stakkers fyr, han havde ikke andet at gøre... nok så enslig enkemand som han var... bare den jentunge til datter, som ikke gjorde meget for at hygge om sin far... næsten altid på farten... Hin, ja den Gabrielle var vist næppe guds bedste barn.... Nej, farmaceuten ville såmen ikke bytte med apotteker Gotthard. Han havde nok ikke apottek... men han havde andre ting i vente — og kanske apotteket engang kunne komme... Og apothekersvenden kunne gå ind i sit lille rum bag apotteket og læse videre i sine bøger eller skrive sit brev, medens aftenen kom og solen sank og den gyldne fugl og alle apottekets vinduer skinnede. spejlet fra den store sals franske kamin dækkede nu apottekets tomme væg og gjorde fyldest for en ekstra apothekersvend. Det var ligeså godt som at stå på et øversteloft, hvor mus og gamle edderkopper holdt til. Og nu da det hang i apotteket og gjorde gavn for sig, kunne vel ingen af de gamle afdøde apottekere, alle gotthard’er, have noget at udsætte på det. Bramfrit hang det dér og gengav villigt tjenestepigernes og bondekonernes og de jævne madammers hoveder og kroppe. Men om en kender tilfældigvis kom ind i apotteket kunne han forundret sige: „ Nej se det franske Krystal; det er jo virkelig et af de gamle fra Ludvig den 15de, med sølv under glasset... Det er jo et sjældent stykke... “ Om kenderen dernæst spurgte farmacenten mere ud, ville denne næppe kunne have givet nogen egentlig forklaring. Ja apotteker Gotthard selv kunne ikke forklare andet end det, han havde forklaret intendanten, måske med det tillæg, at det var hans bedstemoder, som havde ladet det forskrive samtidig med, at hun anlagde den store kamin, som siden blev taget bort. Men noget vidste han nok uden at sige det, — det kom jo heller ikke spejlets sjeldenhed ved. — da bedstemoderen som ung kone var kommen til apothekerhuset og havde opført denne kamin med det store spejl, ansås hun ikke af familien Gotthard for at være så svært kaldet. Hun havde i det hele aldrig rigtig kunnet enes med de gotthard’er, ikke af nogen anden grund end, at hun var dem fremmed. Selv hendes mand, Jacob Gotthard, kendte hende næppe helt. Han var blot så ubændig forelsket i hende, at han tålte, at folk kaldte ham både hendes „ Tølteldanser “ og hendes „ Træl “, han tålte det så inderligt, at han bare lo af det og sagde: „ javist er jeg det... javist. “ Hun havde været en ung, skøn jødinde, og fordi hun hørte til denne race, var det vanskeligt at bedømme hendes herkomst. Den jødiske race er så gammel i verden, den er rystet, den er slebet så længe, at selv de lavest liggende lag er afrundede. Hvem var hun? Hvorfra kom hun? Hun var meget smuk og havde en udmærket fremtræden; men en dejlig jødinde fra ghetto kan på tre dage lære at føre sig som hertuginde. Var hun fra et rigt hjem eller var hun en af de hvide piger fra gyderne, hvis farve ofte kan være skærere, jo smudsigere gyden er, ligesom de hvideste liljer ofte gror på de dybeste sumpe... Man vidste det ikke i den lille by, man vidste kun, at den brave apothekerfamilie ikke rigtig kunne enes med hende. Hun havde gået den lange tid, hun boede i byen, med et venligt ansigt, men samtidig med et fremmed ansigt. Hun gad ligesom ikke sætte op en afvisende mine mod disse folk. Hun var apottekerens kone, og i byen fandtes dog en generalinde og en amtmandinde. Byen var liden nok til at alle kendte disse to fruer, og de havde fremmest plads blandt byens andre gode damer, der var af samme tømmer. Men når Fru Gotthard kom med sit høje, smidige legeme og sine mørke øjne i det sjældne ansigt, — da havde selv almuefolk på fornemmelsen, at nu kom noget forbi, som var at lægge mærke til, og de hyssede uvilkårlig på hinanden når Fru Gotthard kom, mere end når den lille nussede amtmandinde passerede forbi, eller når generalinden kom humpende med sin hovne mine og med sin rent ud sagt tykke vom. Fru Gotthard, det mørke, blege væsen, med denne mine, som man syntes var så venlig, men som man pludselig syntes var ubarmhjærtig.... Hun havde altid gået klædt i atlasklignende silke og med et smykke af gråhvide Perler eller en liden funklende ædelsten. Og var det simpelt ( som nogle fruer mente ), at hun brugte atlask? Mon? Nej det var ikke. Det knitrende, metallignende panser passede for hende fra hun var ung til hun blev ældet. Altid den nietallignende, hårdtglinsende silke og de gråhvide Perler eller den lille funklende sten. Ingen nok så skikkelig kone havde noget bestemt at sige om hende, men alle. Troede, at hun havde gjort andet end, hvad hun skulle. „ Hun ser ud som hun havde frå’sel, “ hvæsede en. Og blev der så svaret, at det var dog underlig, for slig så hun ikke ud, sagde en anden: „ Skinnet bedrager, slige tynde, hvide er de grådigste.. og en gudelig, korpulent kone kunne sluttelig henvise til Ægyptens kør. Det var de magre kør, der var så forslugne, at de endog åd de fede op uden dog selv at blive fede. Havde hun gjort noget forbudt? var hun blot gået fri for opdagelse, fordi hun havde linere fod og lumskere sind end andre kvinder... Gætning det hele. Ingen vidste noget.... Hun gik altid for sig selv, den atlaskklædte, blege jødinde, med håret så sort som en blåkråkes fjer og med de dejlige øjne, hun, der lod salen i den lille norske by montere med hvid kamin og gyldent Krystal.... Nu var hun for længst død og borte, kaminen forsvunden og spejlet brugt som en nyttig genstand. Og de gotthard’er drev sit apottek videre og tog sine koner fra samme by. Og deres handel og Vandel var altid ens. Men kom en dag noget til syne, der ikke harmonerede med de jævne gotthard’ers færd, da kunne disse sige til sig selv: „ Hvor mon sligt kommer fra? Det hører ikke hjemme hos os. “ Og de kunne forundres. De tænkte slet ikke på, at gotthard’ernes senere kuld havde en liden dråbe blod i sig fra den fremmede dame, om hvem vistnok ingen havde haft noget bestemt at sige, men som man alligevel og måske ikke uden grund troede kunne være i stand til allehånde. Iii. Aftenen begyndte at komme. Den gjorde byens gader stille, og den gjorde vejen, som førte til byen, søvnig. Alle som gik langs med den og skulle hjem, blev trætte ved at se dens langsomme snoen sig frem. Langs denne vej gik en ung pige omkring de femten år og en gut, vel et par år ældre. Denne unge pige gik og så alvorlig bekymret hen for sig. Hun lod til at tænke over noget, som gutten havde travlt med at forklare hende. Omsider standsede gutten, den unge pige rystede sukkende på hovedet. „ Nej, “ sagde hun rolig, „ det går nok ikke, Thyge; far bliver så rasende. “ „ Men det bliver slig brillant tur, Gabrielle, se hvilket dejligt vejr her er. Gud, hvor vi kunne lege i kvæld. Det bli’r måneskin, og svend har noget vin med, som han har købt. Det er stikkelshærvin, men den er bedre end amlen vin... den skummel', du skulle kende den. Og' jeg skal købe kager... Krokaner, og af dem med mandler i, som du liker bedst. Du må blive med, Gabrielle. “ „ Ja det er godt nok, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke gøre det, det vil bli’ så meget uhyggeligt siden. Far kan være så ond, når han vil. “ „ Jeg synes, piger er alt for rædde, jeg lar det altid stå til, og så tager jeg svien efter som noget, der må til. Det er da ikke så farligt. “ „ Det er alligevel så kedeligt at vente på det.... Men ved du hvad! “ Hun sprang næsten i vejret. „ Der fandt jeg på det. Jeg kan sige, at Clara har bedt mig komme til sig i aften. Men du må hente Clara, hun må blive med til far. Du kan vel trælle de andre. “ „ Ja de har- sagt, at de kommer, vi skal træffes klokken otte ved den runde bænk på bakken. “ „ Hvad siger de andre? “ „ Clara fortæller Pappa, at hun skal i selskab et steds, jeg husker ikke hvor, Clara kan nok lyve sammen, hun gør det udmærket, hun fortæller en hel del udenom, som hører så sandt ud. Far synes, at alt er godt og vel. “ „ Ja Clara er udmærket, og hun kan se så uskyldig og rolig ud. Å, jeg sværmer for Clara! men gå nu hen og få fat på hende, vi trælles her om en stund. “ Den unge gut løl£ afsted, hun så efter ham og gik så tværs over en tom plads til hun nåde et plankeværk; her stod hun stille og kiggede op mod vinduerne, som vendte til apothekergården. Hun så opmærksomt derind og smilte, som gottede hun sig ved det, hun nu stod i begreb med at gøre. Pludselig blev et vindue åbnet og apotteker Gotthard lænede sig ud og stirrede omkring i gården som søgte han nogen. „ Gabrielle! “ råbte han. „ Er du der, Gabrielle? “ „ Gabrielle! “ Hå blev stående en stund. Måske gik den friske luft ham i næsen, thi han nøs, så han vrinskede. Han stirrede igen og råbte endnu en gang, som var han ikke sikker på, at hun ikke var der alligevel. Den unge pige krøb tæt bag plankeværket og kikkede på sin fan med endnu større opmærksomhed end før. Omsider så hun, han trak hovedet til sig og lukkede vinduet i; hun hørte på smækket, at han var ærgerlig. Så sprang hun glad og nynnende over græspladsen igen og gik ud på vejen for at møde Thyge og hans søster, der skulle hjælpe hende med at lyve. Himlen var ganske klar, månen stod ganske bleg et stykke op på himlen, men den kom nok til at skinne klart senere. Det ville vist blive en dejlig tur. — giara kom en stund efter arm i arm med Gabrielle ind til apotteker Gotthard, og hun så på ham med sine store, sorte øjne, der aldrig åbnedes helt og som meget derfor så rolige ud. „ God dag, “ sagde hun og bøjede hovedet nydeligt. „ Jeg kommer med Gabrielle tor at spørge... om hun må blive hos mig i aften. “ „ Nå, ja så, men hvor opholder du dig lide dagen, Gabrielle, jeg har ikke set dig hele eftermiddagen. “ „ Vi har været ude at gå en tur, “ Svarede Clara rolig. „ Det er min skyld, at Gabrielle ikke har været hjemme. “ „ Og nu er snart sommerferien forbi, far, “ sagde Gabrielle. „ Ja, ja, det kan være godt nok, men jeg holder ikke af, at du er hjemmefra så længe ad gangen. For en stund siden tænkte jeg at glæde dig ved at gå ud og spadsere med dig en rigtig lang tur; men du var ikke at finde.... Ja, ja, siden Clara bet for dig, så får du vel lov til at gå... men nu må du huske til en anden gang hvad jeg har sagt... Når skal vi sende pigen efter dig? “ „ Det behøves ikke, “ svarede Clara, „ Thyge og jeg følger Gabrielle hjem. “ „ Ja så, ja, ja, hils provsten så mange gange. “ „ Tusind tak, far bad mig også hilse, når jeg kom her. “ „ Tak, tak, hils mange gange igen. “ „ Farvel Pappa, “ råbte Gabrielle. „ Far vel, far vel. “ „ Der kan du se, det var godt, vi ikke var hjemme, “ sagde Clara leende. „ Hvorfor det? “ „ Du hørte jo selv, at han havde villet glæde dig ved at gå og spadsere med dig... „ En rigtig lang tur “... Det havde du nok været glad ved, hvad? “ „ Ha, ha, det er sandt, det var nok derfor, han råbte fra vinduet. “ De to unge piger gik hurtig hen ad vejen. „ Vi går lige så godt til bænken med det samme, “ sagde Clara. Klokken er bleven mange, de er der vist snart alle. “ De to unge piger måtte vente en stund før de andre kom. Men omsider kom de tilgavns, Thyge, svend og Dagmar. Thyge, Claras Broder, gik los og ledig og røg på cigar, medens han spejdede omkring for at kunne være på sin post og gemme cigaren, om en af skolens lavere skulle komme, thi det var strengt forbudt latinskolens disciple at røge. Tobak. Den anden gut, svend, var en stor, bredskuldret og rødhåret fyr. Han var vakker, mest på grund af sin styrke og sit gode smil, alle likte ham og han likte alle, godmodig og villig som han var. Han bar en tung Randsel luid af kager og frugtvin. Gabrielle og Clara og Dagmar pakkede desuden sine kåber på ham, og der gik han endda let og smilende som en, der kunne bære alt. De gik afsted hen ad den gainmelkjendte vej. De ville op til en bondegård, hvis folk de kendte godt og som for en billig penge gav dem aftensmad og senere på kvælden kørte dem tilbage på en stor, prægtig kærre. Gården lå en god Fjerdingvej udenfor byen. De gik og syntes, det var godt at gå, thi aftenen var dejlig. Efter solnedgangen lå en dybrød banke i nordvest, der efterhånden sluknede, månen kom klarere frem, i græsset sang en mængde græshopper, en dugvåd lunkenhed lå over jorden.... Vejen op til gården førte forbi mange steder, der var kendte fra gamle dage: der borte stod nu rakkerbjerget; i sin tid var mange rakkere og troldmænd brændte der... hu, hvor det stod uhyggeligt i halvmørket. Og der borte var den mørke granskog, hvor det spøgede; om natten kom kråker og ravne flyvende, som havde menneskesjæle... de skreg som døde folk måtte skrige, om slige havde stemme. da de kom op til gården tik de en stue for sig selv og de fik i det hele lov til at gjorde, hvad de ville. Stikkelsbær vinen, som de havde bragt med, var ikke stærk, men den slog dem alligevel for panden; de tålte ikke mere end høns, dej1 blive drukne af korn, der blot er vædet med vin. De jo højt og morede sig udmærket. En stund gik de udenfor og legede muntre lege, men snart blev de trætte og satte sig ind til bonden og hans kone og lod dem få af vinen og af kagerne. Pludselig, da de havde siddet der en times tid, hørte de regnen slå mod ruderne. Hvad? Var det virkelig regn? For en time siden var jo himlen klar. Hvordan kunne det dog have gået til? Mon det var den røde banke Ira solfaldet? de så ud, og noget som en ængstelse log dem alle, thi månen var borte og himlen var sort; umådelige mørke skyer løftede sig uafladelig. Regnen øgede, det blev ikke regn, men skybrud, der strømmede floder fra himlen. Ikke anden lyd hørtes end lyden af de millioner dråber, der faldt derude. Disse strømme samlede sig sluttelig til en Brus, der var så stærk, at det var vanskeligt for dem i bondestuen at høre sin egen tale. Gutterne rystede betuttede på hovederne, og de unge piger var næsten forskrækkede. Alene bonden gned sig i hænderne, løb ud og ind og råbte op om, at så fik de da endelig den dægcrens regn, som de havde ønsket så længe... og at den kanske ville vare hele natten. Han lod slet ikke til at forstå, hvad gutterne snakkede om, at det ville være skrækkeligt, dersom de måtte vente alt for længe, inden de kom hjem. Da de prøvede at forklare ham noget sådant, slog han sig under hælen og jodlede en springer og sagde omsider, at de kunne blive hos ham, han havde Kammers ovenpå, og der stod to brede senge, hvor de kunne få plads alle fem: „ Slig skal det være, “ råbte han, „ når en er spræke gutter og jenter! læg jer der lilsammens... der lindes ikke mange lopper. “ Det var ikke muligt at tale ham til rette. Han begreb ikke disse byfolks klage. Denne regn var jo en Herrens miskundhed, den var god for tohundrede daler... hvad ville de så, hvorfor var de lej for den regn, de kunne jo lægge sig tilsammens i hans to senge... Bondekonen var ligeså glad som manden over regnen, men der var dog mulighed for at tale med hende. Men meget trøstet blev de ikke ved hendes snak. Hun forklarede nemlig, at vejene vare nu umulige at færdes på med hest og kærre... Hesten deres, var meget ung og sky... Det ville være farligt at køre den i sligt Herrens vejr... hun var sikker på, at vejen lidt var som en eneste myr. En og anden gang gik svend og Thyge udenfor og prøvede begge på at finde vej i regn og mørke, men det var umuligt. Måske de selv havde kunnet trampe igennem den bundløse pol som vejen var, men det var ugørligt for de unge piger. Og vejens pøl var del mindste; værre var det tykke mørke, som så pludselig var kommet, de kunne uden at mærke det — særlig når vejen gik gennem Skogen — miste den og forvilde sig ind i den værste ur. som det altid går, når nødvendigheden står bestemt og uafvendelig: de faldt efterhånden hen i en resigneret ro; de sad hver på sin stol og lod minutterne gå. Som elever i latinskolen nævnte Thyge og svend skæbnen både på latin og græsk... Dette var jo latum og dette var ananké... sikkert! „ Hvad mon de vil tænke hjemme, om vi må blive her i nat? “ det var alt, hvad de tre piger tænkte og sagde. Helst Dagmar var fortvivlet, hun græd og sutrede den hele tid og sagde, at dette kom sikkert som straf, fordi de havde løjet. Clara og Gabrielle vare kækkere, de græd i al fald ikke; men glade var ingen af dem. Bonden og hans kone vare fremdeles glade for regnen, men hans havde af hensyn til de bedrøvede piger hørt op med at danse springer. Men nej så min sandten, om han endnu begreb de unge menneskers skræk. Han kaldte dem bå’n og niente, at nu skulle de holde op at klage sig og gå til køjs. I morgen ville solen være lige klar og lyse dem til byen igen. Slig nedbør om sommeren, der kom så hastig, plejede ikke at vare natten over. det hjalp ikke meget, hvad han sagde. Dagmar græd videre, og omsider satte hans tryne sig i krogen og stoppede sin sorte pihe med karvet skrå og gottede sig'indvendig ved den mængde vand, som slog på ruderne nu mere end før. Pludselig sagde konen: „ Jeg tror, der kommer nogen, hans, jeg synes det banker på yderdøren. “ Hans rejste sig og gik ud. Lidt efter kom han tilbage med en mand, af hvem regnen drev. Kommen omtrent midt i stuen, tog manden en sværbremmet hat af, og alle så nu, at han var gut, næppe mere end treogtyve år. Han var mørkebrun af hår, noget skæg havde samme kulør; hans figur var høj, måske han derfor, før ansigtet sås, gjorde indtryk af at være ældre, end han virkelig var. Han sagde ikke et ord, nikkede bare til begge sider og satte sig på en stol ved vinduet. Lidt efter rejste han sig igen og knappede sin pjækkeri op, og lyset faldt nu på et rødt skærf, der var knyttet om hans Hals og gjorde ham vakrere, fordi del gav hans sjømandsskikkelse og hans mørke ansigt et strejf af farve. Han snakkede nu et par ord med hans, lod slet ikke til at bemærke de fremmede. Men disse så ham og vidste godt, hvem han var; han var stelan Meyn... han gik på styrmandsskolen i byen. Stel an Meyn var kendt nok også blandt byens fine folk, om end han ikke omgikkes andre end sine kammerater fra styrmandsskolen. Han var nemlig søn af amtmanden i en af kystbyerne længere nord, og alle havde rede på, at først efter megen strid, fik han af faderen lov til at gå til søs. Ja, han fik ikke en gang rigtig lov, han gik bare en dag til sin far og truede med at rømme til søs, om de tvang ham til længere at sidde over bogen. Og da amtmanden i grunden var en ganske klog herre, så trak han på skulderen og gav Stefan godvillig tilladelse til at tage en sjøtur, og to år efter, da Stefan havde samme lyst og begær, satte amtmanden ham på styrmandsskolen. Men han brød sig ikke mere om ham. „ Nu får han sejle, som han bedst kan, “ sagde amtmand Meyn, „ jeg har en gang før hjulpet en gut på lignende måde, en søn af en af mine gamle tjenestepiger. Jeg har ikke på anden måde at gøre med min søn. Jeg forundrer mig over, at han er min søn. “ Det gik amtmanden, som det har gået så mangen rolig embedsmand i kystbyerne. Tidt ser de med forundring og ængstelse, at en egen feber har grebet et al deres børn, den kækkeste af deres sønner måske; de andre blegnæbede sønner sidder fornuftig på sit Kammers, vinder hit lig over eksamen efter eksamen; men han, den som faderen troede bedst om, han med det strømmende lysvæld i øjet, han vil til søs. Nej, embedsmanden vil ikke, fruen græder. Sønnen vil. I hans stille væsen er en trudsel... Faderen formaner og forklarer, moderen bønfalder, sønnen vil fremdeles. „ Nå, “ siger den forstandige embedsmand endelig, „ lad ham så løbe... og siden han nu en gang er min søn, lad mig så ligeså godt sende ham skikkelig i vej... puh, hvordan mon dette kan have sig... min bedste gut. “ Embedsmanden viser måske sønnen <len sidste ære, han følger ham til skibet, når han rejser. Og tilfældigvis ser han ud: det brede, uendelige hav har strukket fingeren her ind til denne by. „ Havet smitter herinde, “ mumler embedsmanden, „ Gud nåde os, det store hav smitter, endda vi er bag skærgården. “ Stefan Meyn betragtedes med nysgjærrighed af mange i byen. Om sønnen af en købmand eller skolelærer blev simpel Matros, det kunne endda gå, men at sønnen af amtmand Meyn, som var kendt tor sin fornemhed, og som havde kongen til ven... at han gik til søs, det var jo noget særligt... og han ville ikke være søofficer, for det ville faderen have ham til, nej sømand på skuder i langrejs. De to latinskolegutter så også ganske nysgjærrigt på Stefan Meyn og Gabrielle, giara og Dagmar kunne heller ikke lade være at betragte ham. Ja Dagmar græd ikke mere og hviskedee, at han måtte være meget „ rå “, når han hellere ville være sømand end „ dannet menneske “. Giara svarede, medens hun lidt hånligt satte underlæben frem, at hun godt kunne begribe, at en gut ville være sømand i stedet for det andet, som de lidt blev. Værelset, hvori de sad, var meget rummeligt. De hørte ikke, hvad hans tryne og Stefan snakkede om; men om en stund vendte hans sig mod dem og sagde, idet han pegede på Stefan: „ Han er gutten i røgen, som ikke sidder fast i Soden. Han er ikke ræd for regnen, når han tørst er kommen ud i den. Han skal til byen i kvæld. “ Thyge og svend tøvede med svar; men pludselig rejste Clara sig og gik hen der, hvor Stefan var. „ Kommer de derude fra, “ spurgte hun ivrig, „ var det umuligt at komme frem? “ Stephan vendte hovedet og så på hende; et øjeblik tænkte han ligesom ikke på at svare, han bare så på hende. Så sagde han: „ Det er ikke umuligt, men stygt er det;... jeg skal hjælpe, hvis nogen trænger mig. “ Han sagde det ligefremt og jævnt,... han rejste sig og gik hen til de andre: „ Jeg hører af hans tryne, at de skal til byen, de får finde dem i at blive dyngvåde, men det er ikke værre at komme frem, end jeg nok tror, det går an. “ Stefan Meyn talte med slig ro og tillid, at modet kom op hos de andre. Da de nu fik høre, at Stefan var så godt kendt her omkring, at han kunne finde vej i blinde, så varede det ikke længe, før de havde mod og beslutsomhed oppe: ja vist, det gik nok, nu fik de se til at komme hjem, det var det bedste, og Stefan Meyn kendte som sagt vejen, så de umulig kunne fare vild. De gjorde sig færdige til at bryde op, pigerne fik kåberne på, og svend tog randselen på nakken. Så bar det afsted. Thyge havde fået den gode ide at låne en staldlygte af hans, og nu gik han ganske stolt foran og lyste op og hjalp den ængstelige Dagmar over pytter og damme. Så kom svend og Gabrielle, og ligesom noget for sig selv gik stelan og Clara. Ja Stefan, der jo skulle føre an, gik næsten altid sidst. Nu... han var til god hjælp alligevel, „ bare gå, det er rigtig vej, “ kunne han råbe, når Thyge standsede der foran med sin lygte, eller han kunne løbe i forvejen for at se, hvor der var bedst at gå. Tidt var vandet så højt i vejens pytter, at de unge piger måtte bæres over. Man hørte da bange hvin fra Dagmar; Gabrielle og Clara skreg ikke... nu vel, Dagmar var jo også den yngste... Og så havde hun jo de røde sommersko på, som hun syntes var så nydelige... Slige tynde gedeskindssko, der ikke var stort andet end tøjler, var jo ikke gode på denne vej. Da de endelig kom til byen, tog de farvel med Stefan, som gik op i byens ovre kvarter, hvor han boede; de takkede ham for god hjælp. Clara var nydelig imod sine to veninder denne gang. Hun gik først med Gabrielle hjem og tog skylden på sig; forklarede, at hun havde indbudt Gabrielle for aftenen, og at hun så havde fået Gabrielle med på turen. Gabrielle havde ingen skyld. Så gik hun til næste gade, hvor Dagmars strenge forældre boede, og forklarede sig der, som hun bedst kunne, for at Dagmar ikke skulle få for mange skænd. Værst var det for hende selv at klare sig, da hun kom hjem til sin far. Den gamle Provst gik forskrækket op og ned ad gulvet; Clara havde jo fortalt ham, at hun skulle i selskab hos en af sine veninder, Marie Wilse, som var ligefrem bekendt for sin stille skikkelighed. Hun havde ydermere fortalt, at hun fik følge derfra. Da nu regnen kom og det begyndte at blive sent, sendte provsten en af pigerne derhen med paraply og galoscher; men ikke længe efter kom pigen meget forstyrret hjem og fortalte, at Clara var der slet ikke, og hun havde ikke været der den hele dag. Da nu Clara endelig kom, næsten løb hendes gamle far hende i møde: „ Hvad er dog dette? hvad er dog dette? “ Clara svarede uden uro i sine mørke øjne, at hun havde været andetsteds, ja hun havde været andetsteds end der, hun havde sagt, hun skulle... hun havde været på tur til tryne sammen med Thyge, Gabrielle, Dagmar og svend. Gud, far, det var da ikke noget at være så bange for,... Hun havde ikke sagt, hvor hun virkelig skulle, fordi hun troede, at hun da kanske ikke fik lov, eller at faren da ville sidde og være angst for hende,... ja netop derfor sagde hun, at hun skulle til den tærteline Marie Wilse. Pludselig gik hun hen til sin far og sagde, medens hun tog ham om halsen og smilede umærkelig: „ Kære far, ikke være ond for den tur... jeg er ikke bleven syg. “ „ Clara, Clara, du forskrækker mig meget... og særlig nu, da jeg opdager, at du har løjet. “ „ Men jeg sagde det jo bare for at være sikker på at få lov til at gå, jeg får jo næsten ikke lov til noget... og du er jo så ængstelig for mig som for et lidet barn, endda jeg er så gammel... over seksten år; nu vil jeg gerne hjælpe dig med at klæde dig af... så kan du sove... Jeg skal pakke omkring dig... og læse i andagtsbogen, far, så skal du ikke være bedrøvet mere. “ Den unge pige gik omkring i værelset ikke som den, der har gjort noget galt, men som den, der trøster en umyndig. Hendes far så, at hun havde farve i kinderne. Han troede, det kom af uvejret. Og han så, at hun så fornøjet ud, og det bedrøvede ham i grunden ikke,... Nå, det havde jo været rigtigst af hende at være angergiven,... men han hol

1891_Povlsen_EnkensSkat

Jens

Enkens Skat

Povlsen

Povlsen

Enkens Skat

male

1891_Povlsen_EnkensSkat.pdf

Jens

Povlsen

dk

Enkens Skat

Fortælling

n

gothic

Dansk Afholdsblad

KB

pdftxt

nan

nan

O

Solen skinnede strålende blankt ned over de gråhvide klitter, der oppe hvor Jylland „ sær i nord er tunget ud “. Klitterne strakte sig i lange, bukkede, takkede kæder fra vest til øst, skilte ved brede sletter, hvor urskove af fodhøjt lyng eller alenhøje grå-pil trivedes i aldrig antastet frihed, som anede de ikke, at der nogensinde var faret en kultursvanger luftning hen over Danmark. Øg ligeså blanke faldt strålerne på havet, hvis mægtige bølger med hvide kroner på de grønne toppe joge i lystig, tumlende Dans fremad, altid fremad, indtil de under en buldrende gravsang, hvis toner hørtes niilevidt ind over landet, brødes og opløstes i skum mod strandbredden. Himlen var blank og blå, men nu og da jage mægtige skymasser med høj, sejlende flugt, førte af den friste vestenvind og dragende med sig mørke skygger hen over land og hav, som ville de illustrere dette jordelivs aldrig svigtende erfaring, at,, solskin og skyer de følges og ad “, som Kingo synger. Den yderste rand af den brede grusbræmmc, som her dannede strandbredden, det kjende-lige skel mellem havet og landet, bestod as fint hvidt sand, som hvert øjeblik ovcr-skylledes af bølgernes lange, slikkende skumtunger. Det våde sand dannede en glat flade og var fasf og let at vandre på som asfalten på Østergade. Øg dog var det med seje, tunge skridt, at en kvindelig skikkelse arbejdede sig op mod vinden netop ad denne lyse, lette vej, der for hende syntes tung og trang. Var det de triste omgivelser — til den ene side det blågrønne, hvidsprængtæ hav i uoverskuelig uendelighed og til den anden side de grå, takkede, mareha. lmstottcde sandbakker, den ene bag den anden i ligeså uoverskuelig mangfoldighed, — der gjorde vandringen tung og foden træt? Slet ikke. Hele sin barndoms tid havde denne kvinde tilbragt mellem disse klilter og med dette blånende, rullende hav for øje. De dannede ligesom rammen om billedet af hendes lykkelige og glade dage, og derfor elskede hun netop disse klilter og dette hav og kunne have hilset dem med fryd ved dette gensyn efter så mange Års adskillelse, dersom — hun endnu havde bevaret sit barndoms glade sind og lykke ubcskåret. Så kunne hun have ilet med lette fjed hen over det hvide sand, så kunne hun have lyttet til bølgens røst som til den skønneste musik, gennem hvis orgeltoner tusinde lyse barnedrømme og hjemlige minder støde ind l gribende harmoni. Så kunne den friske vind have viftet sundhedens og uskyldighedens dejlige roser srem på hendes kind, og solens milde stråler kunne have gennemvarmet hende, som da hun som barn sprang barbenet om mellem lyngtuerne, ja, og så kunne hun med forventningsfuld glæde have tittet gennem bakkeståret, hvor vejen skærer sig op gennem havbakken til byen for at fange et glimt af det fattige og dog så rige hjem. Det var sjælebyrven, øer gjorde vejen trang. Ja, for nogle øjeblikke kunne hun overvældes af barndomsmindernes magt, glemme ' den del af hendes liv, der lå mellem da og nu, glemme sine byrder og sin elendighed, juble ved synet af Tage og skorstene fra havbæks spredte hytter og huse og næsten flytte fødderne let; men i næste stund følte hun igen byrdens knugende vægt på sine svage skuldre og så den mørke fremtids sky ligge tæt og trykkende over sig med al dens skrækkelige tru-scl. Villieløs og modløs slæbte hun sig stadig fremad med tunge, trætte skridt. Hun havde næret et underligt håb, som hun ikke vidste, hvor var kommet fra, om, at der i hendes barndoms hjemstavn måtte findes mennesker, som ville se mildt til hende i hendes elendighed, række hende en hjælpende hånd og tale velsignende og trøstende ord til hende. Nu, da hun var målet så nær, syntes dette håb at være en tåbelig indbildning. Havde endda hendes egen kære moder kunnet modTage hende, men hun hvilede jo ved faderens side oppe på den fjerne kirkegård. Hun var så skrækkelig ene her i verden, ene i striden og nøden — ene med skammen og byrden — hun havde ikke det. hun kunne hælde sit hoved til, uden den kolde jord og den mørke grav. „ Det er ikke godt, af mennesket er ene “, er et ord, hvis sandhed hun i dette øjeblik følte som aldrig før i sit liv i hele dets fulde trøstesløshed. Hun satte sig på en gruskam på strandbredden og stirrede med tårefyldte øjne ud over havet. Der ude kunne trængslerne endes. Bare hun kastede sig ud i den stammende brænding, så ville den tilbagerullende bølge suge hendes legeme med sig i dybet, og først slippe hende, når alt for længst var forbi. Ti skridt og halv så mange minutter, det var det hele. Men så dette bagved? Hun huskede, hvad hendes gamle lærer havde sagt om landet bagved graven, om himlen og om helvede. Hun havde forladt denne hendes børnelærdom, og følte sig heller ikke nu fuldt overtydet om dens rigtighed, men forkaste den, det turde hun slet ikke gøre nu. Et var sikkert nok, den gamle lærer havde selv troet på, hvad han havde sagt hende. Det havde hun set på hans øjne, disse alvorlige og dog milde øjne, som dun, når hun kom til af tænke på dem, sølle som nærværende og skuende igennem hende. Der måtte velvære noget bagved: dom over hver en død. Der måtte så og være en gud, i hvis hånd alting står. Hvem der dog tryggclig turde søge ly under hans vinger i sin ensomhed? Øg hendes moder måtte jo også have troet på gud: hvorfor havde hun ellers hver dag bedet sit fadervor og om søndagen sungen sine salmer og bedet sin datter aldrig glemme at gøre ligeså. Ak, dette havde hun glemt, derfor var del gået, som det var. Hun rejste sig og gik videre, og da hun kom til havbækkcn fulgte hun dennes kendte slyngede løb op til hendes fødeby, havbæk. Gennem den yderste klitrækkcs, selve hav-bakkcns, hvide sand havde bækken skårne sig vej, og da hun gennem denne kløft var nået indenfor, lå byens snes huse og en gård i en lang spredt række for hendes blik. Øjet sagte og fandt straks hendes barndomshjem. Det så gammelt og forfaldent ud og var ikke hygget og hegnet, som da hun havde leget der i lykkelige dage, og hendes fader og moder havde stået for styret. Den gamle hyld ved husets østre gavl så mindre kraftig og mere kroget ud end i gamle dage. Jorddiget om det var jævnet med jorden, og en dejlig gren, som strakte sig vidt ud, og under hvilken hun som barn havde haft sin kæræste legeplads, var nu brækket fra med en dyb kløft ned i stammen. Det gamle træ blev ikke elsket og skøttet mere, og dog stod det der midt i naturens kulde og ringeagt og vedblev år efter år at bære løv og blomster for en utaknemmelig slægt, båret af mindet om en lykkelig fortid og gørende sin pligt uden at fordre enten tak eller løn. Hun glemte for nogle øjeblikke sig selv for at ynkes over det vanrøgtede træ, men tanken vendte snart tilbage, og hun syntes næsten, de delte skæbne, hun og den gamle hyld. — der steg trøst op af denne tanke. — Just sådan som træet, der trods modgang og ringeagt med al flid søgte at glæde med blade og blomster og var rede til, fordringsløst og eftervilligt, at dele skønhed og hygge ud til alle, der kom i dets nærhed — sådan skulle også mennesker gøre, og sådan ville hun gøre netop nu, da hun stod ene og forladt, forskudt og ringeagtet som den gamle hyld. Væræ og virke for andre uden hensyn til tak eller løn, det måtte være livets største kunst og vigtigste opgave. Netop som hun var ved at bygge sig en en lykkelig fremtid på disse tanker, stød en ny mistrøstens strøm sig ind og spredte det hele. Det var jo ikke en tid at tænke på at være noget for andre, nu, da hun ikke kunne bjærge sig selv, men så hårdelig trængte fil, at nogen ville tage sig af hende. Hvor skulle hun gå hen? Dette spørgsmål mødte frem igen, mere påtrængende og krævende svar straks, med fortvivlelsens sorte skygge i følge og var nærved atter at drive hende fil — havet. Nej, ikke fil havet, den vej kunne hun ikke gå, men heller ikke fil nogen anden, og hun lagde sig ned ved en sandbrink og ventede på, hun vidste ikke selv hvad; men hvad skulle hun andet, når hver en vej var spærret? Så hørte hun fodtrin i sandet, og da hun så op, stod en iirtiårig kvinde med et mildt åsyn foran hende. Det var Karen toft. Hun huskede så godt den unge Jens toft og hans hustru Karen, som i fin tid havde bygget sig en hytte på et hjørne af hendes forældres jord. Deres hjem hørte fil de fattige, for Jens og Karen havde giftet sig på sire omtrent tomme hænder, men alligevel var kun få hjem så pyntelige og hyggelige som dette. Intet steds skinnede solen så fornøjelig ind ad små blanke ruder, intet steds så frodigt i vinduerne, og intet steds mødtes mand og hustru med smil og Kys som her. I sine lykkeligste timer og skønneste drømme havde hun, den sorgtyngte vandrerste, bygget sig et hjem og fundet sig en mand som Karens. „ Hvem er du, og hvad gør du her? “ spurgte Karen deltagende, da hun så den ukendte fremmedes grådblege åsyn. „ Å, Karen, Karen “ — og den tiltalte strakte bedende hænderne mod hende — „ jeg er — du kan vel se det — jeg er et ulykkeligt menneske, jeg er Jens Thorups Anna. “ „ Anna — Thorup — og i den -- -- -- -- -- -- -- -- -- “ hun fuldførte ikke sætningen. „ Ja i den tilstand “, svarede Anna åbent, men drejede sit åsyn bort i en hulkende gråd. „ Hvor vil du hen, Anna? “ spurgte Karen videre. „ Det ved jeg ikke, jeg er helt rådvild, som jeg er hjælpeløs og venneløs. Da jeg rejste hjemmefra syntes jeg, jeg skulle rejse hertil. Det var for mig, ligesom der her var nogen, som ville hjælpe mig. Nu først forstår jeg, hvor urimelig den tanke var; jeg har jo intet hjem her mere. Havde endda vejen til graven været åben for mig. så jeg der kunne have skjult mig og min skam og synd; men den er også lukket — alle dørk er lukkede, Karen — sådan kan et menneske lave det for sig selv. “ „ Den stakkel “, sagde Karen blødt og tog den forgrædte piges hænder i sine. „ Du skal fe, der er åbne døre for dig både i himlen og på jorden. Lad mig bæræ dine pakker, og følg du få med mig hjem. Jeg er helt ene. Gud har hjemkaldl min mand for tre år siden, og nu venter jeg på den time, jeg skal samles med ham igen. Ser du, lille Anna, jeg har husrum og hjærterum, og gud fader i himlen har velsignelse nok for os begge og mange flere til, og du skal se, han vil også unde os deraf i rigeligt mål. “ „ Guds velsignelse — den er ikke for mig nu, Karen. “ „ Jo netop for dig nu. Du vil ikke støde min hånd fra dig, Anna, og så vil du heller ikke støde guds faderhånd fra dig. “ Arm i arm gik de to kvinder hjem til Karen tofts hus. Her fandt den forladte pige et hjem. Her var kærlighed og mildhed med fred og trøst i rig fylde, som her var pleje, hvile og mad. Karen spurgte ikke om, men kunne nok omtrent tænke sig til grundtrækkene i Annas sørgelige historie, der jo var ligeså almindelig som sørgelig. Hun var ikke i tvivl om, hvor skylden for en ung piges fald i almindelighed skal søges, og hun var ikke blandt dem, der i selvretfærdig hårdhed vovede at kaste den „ første sten “. Hun følte hjertelig medlidenhed med og noget af en moders kærlighed til den moderløse ulykkelige pige, som til gengæld klyngede sig dristigt og datterligt til den trofaste og opofrende Karens bryst. Denne søgte at mildne den bedrøvede piges nagende sorg ved lejlighedsvis at tale med hende om guds nåde og barmhjærtighed, læse for hende sine få bøger, blandt hvilke bibelen var den mest brugte, og ved at synge med hende, og Anna var så føjelig og medgørlig, så blød og villig, at der aldrig var modstand at mærke hos hende, men dermed var også alt sagt, og Karen længtes efter den dag, da hun ville åbne sit hjerte for hende. En søndag morgen skinnede solen velsignet md ad de små vinduer i Karens stue og bar søndagshøjtid ind på sine blanke stråler. Der lå søndagsstemning i den rene milde lufts viftenve strømme, i spurvens muntre kvidren fra tagsfjægget og stormens frejdige aftensang fra det krogede piletræs lave krone. Evighedens alvor flød ind med tonerne fra de rullende bølgers sfærende slag i havstokken, og fra køkkenet tonede søndagssind ind gennem Karens sang: „ Søndag morgen fra de døde. “ Anna sad ved sit sytøj. Det var arbejde af den slags, som mangen moder sysler med i sød, forventningsfuld glæde, men det afpressede her Anna mangt et suk og mangen sorgtung tåre. I dag lagde helligdagens mildhed sig kvægende ind over hendes sjæl, så hun næsten glad nynnede salmen fra køkkenet med. Karen kom ind med kaffen og mødtes af Annas taknemlige smil. Karen tog hende om halsen og kyssede hende, hviskende: „ Men du ser jo ligefrem glad og lykkelig ud, mit barn. Gud velsigne dig for det ansigt. “ Anna rødmede og en tåre randt ned ad hendes kind. Karen skænkede kaffen, og den blev drnkken i tavshed. Derefter spurgte hun: „ Skulle vi ikke følges ad i kirke i dag, da vejret er så dejligt? “ „ I kirke? “ — spørgsmålet kom Anna helt uventet — „ Folk ville se sådan på mig, og — det er vel ikke et sted for mig — nu? “ Karen tog hendes hånd: „ Jo, netop nu, og just for dig, for mig, og for ethvert syndigt menneske, som vil befæstes i troen på guds faderlige kærlighed og syndernes forladelse for jesn Kristi skyld, og det vil du nok, Anna? “ „ Ja, lad os iå prøve det, men — Karen — bed så for mig, at gud vil tilgive mig, om det skulle være synd, at jeg går. “ „ Sådan må du ikke tale, mit barn. Tænk om nu din moder var levende, ville du så frygte for, at det var synd, om du tyede til hendes kærlighed netop nu? Mener du ikke, at hun ville bedrøves mere, hvis du ikke ville komme? “ „ Jo. “ „ Ser du, din moders kærlighed tor du tro på, men ikke din himmelske faders, er det ret? Tør du da ikke tro, at hans kærlighed rækker videre og kan bære mere end det bedste menneskes? “ Anna rejste sig med tårer og pyntede sig til kirkegang. Hun følte sig oplivet af gangen i den dejlige, friske morgenstund og oplivet af gudstjenesten, og mange af prædikenens ord faldt som balsam på hendes syge sjæl. På hjemvejen blev Anna træt. Karen måtte have hende under armen, og lidt måtte de hvile på vejkanten. Da de kom hjem, satte Karen hende til rette i sin egen bløde lænestol, medens hun alene syslede med middagsmaden. Da den var spist, sagde Anna: „ Må jeg fortælle dig min historie? “,, ja, fortæl om du vil, min pige. “ Så fortalte hun: „ Da min fader var druknet på havet,, solgte min moder huset her og flyttede til fjorvang ovre ved Limfjorden, hvor hun havde en slægtning, som hun håbede at så lidt støtte af. Det blev kun lidt, medens hun levede, og da hun efter en halv snes Års forløb blev syg og døde, så fik jeg lov at fløtte mig selv og kom ud at tjene. Du kendte min moder, Karen, du ved, hun var from og god. “ „ Ja, det ved jeg; vi have delt meget med hinanden og haft niange skønne timer sammen. “ Anna vedblev: „ På sit sidste sygeleje, da hun vidste, at det bar mod døden, og at afskedsstunden ikke kunne være langt borte, formanede hun mig så inderlig og alvorlig til, når jeg blev ene i verden, altid at støtte mig til gud i himlen, altid at føle hans nærværelse, så skulle han nok bære og bevare mig, i hvad der end mødte. Jeg lovede det, når jeg grædende stod ved hendes seng og hendes magre hånd hvilede i min, og jeg lovede det også, Karen, når jeg lå i min seng og vædæde puden med mine tårer. Jeg ville holde det, og jeg var også sikker på, at jeg kunne holde det. Nu ser du, hvordan jeg har holdt det, og nu ved jeg, at det er dårskab at stole på egen kraft og egen villie. Jeg har også gjort erfaring med hensyn til de gode forsætter, hvormed man efter ordsproget brolægger vejen til helvede. Å, om jeg ikke havde været så sikker i min sag, måske det havde gået bedre. Jeg kom til at tjene på en lille herregård — „ Knaldproprietæren “ kaldte man manden. Jeg var der i fire år, først som kokkepige og senere som stuepige, og jeg havde det godt der, for fruen var flink og god, og manden fornærmede aldrig mig, skønt han ellers havde et grumme dårligt rygte med hensyn til sine tjenestepiger. Han havde en del gode venner og svirebrødre i omegnen, og svr dem gjorde han jævnlig gilder, hvor det gik forfærdeligt til » med spil og drik, ja somme tider -med slagsmål. Det faldt så i min lod at opvarte disse herrer ved sådanne lejligheder, og al den banden og al den slemme snak, jeg der fik at høre, det kan du aldrig forestille dig, Karen. “ „ Å, jo, det kan jeg endda nok “, svarede hun, „ jeg ved godt, hvad der passer sig i et drikkegilde “., „ Når terminerne kom, var han i stor forlegenhed for penge, og fruen måtte da redde ham, for hun havde penge, som han ingen rådighed havde over. Fruen ville gerne have sparet pengene til sin son, men når spørgsmålet blev om, enten at forlade gården eller lade pengene springe, så valgte hun det sidste. Sønnen var student og læste i København, men sommer og jul var han hjemme i ferierne og havde oste kammerater med sig. Så var der stor lystighed på gården, og omegnens finere ungdom kom der, og det stiftede med baller og gilder. Man tog mig med, stndenten bad mig derom, » for de manglede damer, og fruen gav mig lov. Jeg fandt det hele så mageløs morsomt. Den opmærksomhed, der vistes mig, pirrede min forfængelighed, og jeg anede-ingen fare: ak, hvor var jeg da forblindet, Karen. Studenten viste mig en stadig voksende opmærksomhed både hjemme og ude, og det varede ikke længe, inden han var min drøm både dag og nat. Nu ser jeg, at jeg da sad som fluen i spindelvæven, og sprællede ikke en gang, skønt han lagde den ene snare på mig efter den anden. Min moders formaning og mit løfte var glemt, og få kom ulykken. I fjor sommer var der så som sædvanlig Dans i skoven. Studenten ville have mig med, og jeg gik glad og gerne. Bed hans side følte jeg mig lykkelig og tryg. Vi Dansede en stund t den dejlige høstnaf, og derefter opvartede han med vin i et beværtningstelt. Jeg ved ikke selv hvordan, men da jeg havde drukket det første glas, var det, som al Sans og samling var borte, og jeg levede kun i øjeblikkets nydelse. Han var munter og livlig, vi drak vin, glas på glas, og jeg lyttede henrykt til hans spøg. Vi fulgtes hjem til gården og op på mit værelse — og så — blev de ulykkelige faldne kvinders tal forøget med en til. Jeg var fra den tid af fuldstændig i hans vold og et villieløst redskab før hans lyster. I ensomhed græd jeg over mig selv, men når han kom, kunne hans sanger og alle hans kjærlighedsløfter jage al fornuft og selvbeherskelse ud af mit sind. sådan gik sommerferien. Julen kom, han kom igen hjem, og jeg var den samme dåre som før. Da han nu i sommer kom hjem, åbenbarede jeg min tilstand før ham og bad ham tage sig af mig — da hånede han mig, skældte mig før en tøjte, der var tilfals før alle og enhver og forsikrede, at han intet havde og intet ville have med mig at skaffe, jeg fik at ligge, som jeg havde redt. Kan du tænke dig, Karen, hvilken sorg og fortvivlelse der da greb mig, og hvad det vil sige at gå og bære en sådan byrde helt alene. Og jeg måtte bære den alene. Jeg kunne ikke betro mig til noget menneske, og jeg turde ikke påkalde guds barmhjærtighed og hjælp, da jeg godt vidste, at min elendighed var min egen skyld og var en følge af, at jeg havde glemt at vandre som for guds åsyn. Jeg græd nætter og dage, og dette skønnede fruen naturligvis snart. Hun tog mig i forhør, og så sagde jeg hende alt. Var jeg bedrøvet og skamfuld før, så blev jeg det endnu mere ved at se hendes sorg og vrede. Jeg havde før stået højt for hende, men nu følte jeg, hvor uendelig dybt jeg var funken i hendes agtelse. Sønnen kom også i forhør, og i mit påhør nægtede han alt, og brugte de skammeligste betegnelser om mig. Jeg stod målløs overfor dette og var forberedt på også at skulle bære dette, at fruen ville tro fin søn og ikke mig, men det kom helt anderledes. Hun sagde aldrig mere et bebrejdende ord til mig, så længe jeg blev på gården. Han rejste bort, ingen ved hvorhen, men til København kom han ikke, og med studeringen var det forbi. Høsten over gik få vi to ulykkelige kvinder og græd med hinanden. Den enes sorg gjorde den andens byrde så meget tungere, og den ene havde intet trøstens ord af sige den anden, og dog tror jeg alligevel, af vi bar noget af hinandens byrde, uden af vide eller forstå det. Så kom den tid, da jeg ikke kunne gøre min gerning mere, og jeg forlod gården uden af vide, hvorhen jeg skulle vende min fod. Fruen gav mig til afsted en sparekassebog på to hundrede kroner. „ Det er alt, hvad jeg kan gwe for af bøde for min søns synd “, sagde hun. Så skulle jeg ud i verden, men hvorhen? Da kom den tanke op i mig, men hvor den kom fra, ved jeg ikke, for der var kun lidt rimelighed i den, af jeg skulle rejse til mit barndoms hjem; der syntes jeg, af alle mennesker straks, de så mig, måtte rejse sig op og tage mod mig med kærlighed. Jeg fulgte denne indflydelse, rejste med dampskib og jærnvej hertil nærmeste station, og gik så videre på min fod. Da følte jeg godt, af jeg måtte komme til havbæk som en fremmed, som ingen kendte eller brød sig om, og da du fandt mig, Karen, havde jeg havet i tanker, som det, der hurtigt kan ende al jordens nød. Men så kom du som den barmhjærtige samaritan, og min urimelige tanke blev sandhed alligevel. Ti det er jo sandt, Karen, at du vil være min. Moder. Hos dig må jeg hvile, og du vil ikke slippe mig, ikke flyde mig ud i den hjærtcløse verdens ville strømme? “ Hun rejste sig straks, greb Karens hånd og sagde, som greben af en øjeblikkelig ængstelse: „ Sig nej, Karen, det vil du ikke, vel? “ „ Nej, Anna “, svarede Karen, „ såsandt gud vil, og vi leve, så skal du ikke komme til at vandre fredløs eller håbløs om i verden, om du vil blive her. “ „ Tak “, hviskedee hun og kyssede sin vel-gjørerinde. „ Lad millioner dig takke i kvæld, for du har dem vederkvæget “, synger salmisten, og denne søndaoskvæld var der i havbæk to mennesker af millionerne, som følte sig så vederkvægede af søndagens nådegave, at Anna kunne lægge sig til hvile med et smil efter deres fælles aftenbøn og sove ind i tryg følelse af, at alt — også hun, der var sunket så dybt og gik en så tung og sorgfuld tid i mode — stod i guds milde faderhånd. Og det var godt, at hun havde modtaget sonoagens velsignelse og følt sig draget nærmere til gud, ja havde fået nåde til at ty ind under hans varmhjærtigheds vinger; det gav frimodighed til at møde nat ten, og den blev lang og trang. Da morgendagens første stråler tittede ind ad de små ruder, gennem de små åbninger mellem gardin og karm, faldt de hen over Annas blege åsyn og hilsedes af et nyfødt barns første livsytring: gråden. Karen lagde den puslede øreng i moderens favn. Et svagt smil og en fin rødme gled hen over hendes åsyn, da hun første gang kyssede sit barn. „ Karen “, sagde hun med svag stemme, „ Du må aldrig slippe min øreng. Han er min skat, lad ham nu blive din, når jeg går bort. Han skal hedde Jakob vo-gelius, og han må aldrig drikke stærke drikke! — hører du, Karen, aldrig stærke drikke. “ „ Nej, Anna, du skal leve og selv opdrage dit barn. “ „ Jeg dør, Karen “, sagde Anna igen, „ derfor lægger jeg min øreng i dine arme, tag smod ham som en gave fra gud. — du må lære ham at kende fin moders synd og skam, lære ham at vogte sin fod for forførelsens snare, lære ham at tjene gud — Karen, vil du love mig dette? “ „ Ja “, svarede denne, „ men læg dig nu rolig til hvile, så komme kræfterne igen. “ „ Tak, nu kan jeg dø rolig. “ Anna lagde sit trætte hoved til hvile i puderne og slumrede nogle øjeblikke, medens Karen stilfærdigt, næsten lydløst, færdedes i stuen, ordnende et og andet. En bevægelse i sengen bragte Karen til at fare sammen. Hun havde uvilkårligt en fornemmelse af dødens nærværelse, og da hun kastede blikket hen til sengen, lå Anna der med store blanke øjne, der dog ikke syntes fæstede på noget bestemt. „ Hvordan har du det, Anna? “ Karen bøjede sig hen over sengen og så, hvor den fine sved duggede den dødblege pande og kind. Anna hviskedee svagt: „ Min dreng “, og det syntes, som hun forgæves anstrengte sig for at vende blikket ad vuggen til. Så hørtes endnu et svagere: „ Herre Jesus! “ — der kom et par lange, pustende åndedrag, og øjnene lukkede sig halvt i for aldrig at åbne sig mere. Så var Karen toft bleven det spæde barns moder, og ikke så meget som en tanke sorsøgte at få hende til at snige sig uden om den pligt, hun nu syntes, at Vorherre havde lagt lige for hendes fod, for at hun skulle tage den op. Otte dage senere kørte to vogne i række fra havbæk op til klittrup kirke. På den forreste stod Anna Thorups ligkiste med to krandse, en af lyng og en af Mos, og på den anden vogn sad Karen tost og en nabokone med den afdødes efterladte skat; den lille dreng skulle kristnes på sin moders jordfæstelsesdag. Tilfods fulgte 6 af havbæks mænd som bærere. Først sænkedes så moderens kiste i graven. Præsten sagde nogle alvorsord til den lille forsamling, og degnen sang et par salmevers. Derefter blev barnet bragt op i kirken og dølk med navnet Jakob Vogel iu s Thorup. Nede i skolen, hvor den lille forældre løse dreng skulle byldtes ind til hjemrejsen, spurgte præsten: „ Hvem skal nu tage sig af barnet? “ „ Det skal jeg, hr. Pastor “, svarede Karen ' bestemt, „ og jeg kan også, dersom gud og gode mennesker vil stå mig bi, og det tror jeg sikkert, de ville. “ Præsten satte et noget forbavset ansigt op, og derfor føjede Karen til: „ Anna har betroet ham til mig, og hun må da selv råde for sit barn, så den ting, tænker jeg, er i sin fulde rigtighed. Enten jeg kalder det min ret eller min pligt, så har jeg Annas ord at holde mig til. “ „ Gud velsigne dem gaven og opgaven “, sagde præsten bevæget og klappede Karen på skulderen, „ og skulle de have brug for et eller andet, så kom op i præstegården til os, så har min hustru nok et eller andet at kunne hjælpe med. “ Karen takkede hjerteligt. Lærerens hustru opvartede gildesgjæ-stcrnc med kage og vin, og læreren selv ville endog drikke en skål for den lilles fremtidslykke, men dette bad Karen ham meget alvorligt om ikke at gøre. Læreren spurgte meget forundret, om Karen da ikke undte den lille lykke i verden. Jo, det gjorde hun rigtignok, men hun mente ikke, at skålen hjalp noget i så henseende. „ Nej, det har Karen jo ret i, svarede præsten, „ men det er dog en meget uskyldig måde at udtale sine gode ønsker på. “ „ Ia, jeg er en enfoldig kone “, dristede Karen sig til at svare, „ og kan ikke dømme om den ting, men — når man har lovet noget, skal man også fuldt og ærligt søge at holde det, og nu har jeg lovet Anna, så vidt og så længe jeg kan, at vogte drengen for vin og stærke drikke, og derfor synes jeg ikke, det er rigtigt at drikke skåler for ham. Jeg ved, at om Anna kunne høre, at der blev drukket skåler for-hendes søn, ville det gøre hende bitterlig ondt, og jeg ved, hvorfor det er så, men det vil jeg ikke sige her. “ Læreren gjorde en undskyldning, og hans hustru tørrede en tåre bort, da hun for svandt med vinflasken. Lidt efter trådte hun ind med to ølflasker i stedet. Hjemme i den lille hytte i havbæk var fra den dag af livets kamp og kampen for livet trådt ind i en ny fase. Den lille Jakob trivedes under Karens omhyggelige pleje og blev en stor og buttet dreng. Senere forsvandt det buttede, men rask og stor vedblev han at være. Hver sommer måtte han med sin plejemoder aflægge et besøg i præstegården. I førstningen lånte Karen en barnevogn for at køre sin skaf, og når hun kørte hjemad, havde hun fuldl læs af mad og klædevarer. Senere, da drengen kunne gå på sine egne ben, hjalp han med at bære de gaver, som den gode præstefrue læssede på dem. Hver jul blev der sendt gaver fra præstegården, og da Jakob nåde så vidt i udvikling, at han kunne have glæde as den slags. Ting, arvede han de billedbøger og læsebøger, som for præstens børn havde gjort deres nytte. Karen gemte omhyggeligt disse ting, og derved blev det højtidsstunder for drengen, når han fik lov at se billede bøgerne, og Karen fortalte ham historier dertil eller læste for ham af bøgerne. Da den tid kom, da Jakob skulle begynde at læse, tænkte Karen med hemmelig gru på den kamp og besværlighed, som hun vidste fulgte med indøvelsen af læse-kunsfen. Hun huskede fra sin egen barndom, hvorledes hun under trusler og bank, under angst og tårer, med ubeskrivelig møje og besvær blev af sin strenge, alvorlige moder holdl således til bogen, at hun også fik lært at læse godt. Nu ville hun gerne, at hendes skat skulle nå samme mål i det mindste, men at han skulle komme dertil ad en lettere vej. Så besluttede hun sig til at søge sagkyndig bistand, tog en dag sin skat ved hånden og gik op til skolen; her måtte læræren da vel kunne være rådgiver. „ Nå, så det er den lille Johannes, han er jo bleven en stor dreng “, sagde læræren, da han havde givet ham hånden til goddag. „ Nej, han hedder rigtignok Jakob “, rettede Karen. „ Ja, nu husker jeg det “, svarede læreren, „ men jeg skal sige Karen, jeg har tænkt meget på den øreng, som ikke måtte drikke vin, og hver gang tanken kom til ham, kom Johannes døberen mig også i hu, og derfor har jeg ført døberens navn over på drengen her, og jeg har spurgt, som der blev spurgt om ham: hvad skal der blive af dette barn? “ Karen førte forklædehjørnet til øjnene. Dette spørgsmål var jo det største for hende, om hun end ikke lagde det deri, som man gjorde i Juda bjærgland. Så vedblev læreren: „ Den historie med min mislykkede skål for knægten glemmer jeg aldrig, og den har lært mig meget. Den lærte mig først dette, at der er noget ubetænksomt og letsindigt i dette at drikke skåler for menneskers lykke og velfærd, så jeg har aldrig gjort dette siden, og den lærte mig tillige, at Karen tost ville blive en omhyggelig, alvorlig og betænksom opdrager for den fremmede kvindes barn, medens det almindelige i vore dage er, at folk tage sig denne sag så yderlig letsindig og let. Man lader tilfældigheden råde og tænker ikke på, at der er noget at gøre ved den ting. Man lader med næsten grænseløs ligegyldighed børnene overvære de ældres Dans og kortspil, lader dem være øjenvidner til megen letsindig færd og ørevidne til banden, liderlig snak, pjattede eller ligefrem utugtige viser uden at tænke på, hvilken giftstrøm man således selv fører ind i de smås hjerter. Forældrene vide godt og føle det vel lejlighedsvis også, at børnene er deres største rigdom, men dog falder det dem aldrig ind, at de skulle anvende samme, for ikke at sige større omhu og tænkning med daglig flid og forsigtighed på deres børns opdragelse og udvikling, som de anvende på opdræt og opdragelse af malkekøer og slagterisvin. Ja, det er en hård dom, men erfaringen både ved at komme i hjemmene og ved at iagttage børnene i skolen har lært mig, at det virkelig forholder sig så. Der bliver fra skolens side, såvel børneskolens som folkehøjskolens, gjort mere for ungdommen nu end før, men hjemmets arbejde er, de steder fraregnet, hvor der er en særlig vækkelse oppe, i aftagende over hele linien. Se nu, Karen, denne sag ligger mig stadig bedrøvelig på sinde, men da jeg skønnede, at Karen ville tage opdragelsens gerning på en hel anden måde, så vågneve det gamle spørgsmål hos mig: „ Hvad skal der blive af dette barn? “ „ De kan have ret i noget “, svarede Karen, „ men hvad mig angår, da skønner jeg godt, hvor lidt forstand og dygtighed jeg har til a opdrage. Jeg vil gerne give mit bedst:, og så lægger jeg sagen til Vorherre og beder ham gøre min dreng ' il et gudfrygtigt og dygtigc menneske. “ „ Det er jo også sådan, det skal va: e, Karen, og gud give lykke og velsigne!,,. — nu, men så var det læsekunsten, v, skulle tale om. Jeg har altid overfor mine egne børn brugt en simpel fremgangsmåde og til en begyndelse søgt af gøre læsningen til en slags fornøjelig leg. Jeg har ladet dem ' så en mængde små og letfattelige billeder og sagt dem, af man kunne læse, hvad de kaldtes. Så yar jeg dels ladet dem stave navne udenad, og dels vist dem og lært dem navnene på de trykte bogstaver og samtidig vist dem af skrive disse bogstaver på tavle, samt af føje dem sammen til ord og stavelser. Min almindelige regel er for det første, af jeg har ladet øre, øje og hånd følges ad og tage lige del i arbejdet, og for det andet, af jeg har vogtet mig for af gøre øvelserne sværere eller længere, end børnene kunne tåle uden af tabe lysten. De skulle opfatte dette arbejde som en leg og som noget, de ikke skulle, men bare måtte få lov til. Når de blev ældre, kom i skole og fik lektier, så lærte de også, hvad det var at skulle. Forøvrigt Karen, så er et barn jo aldrig helt som et andet, og man må derfor føle sig for og erfare sig frem, men når Karen gør dette, så er; eg også vis på, at det her skal lykkes, hvad der ellers mislykkes for så såre mange, at den lille Jakob dør skal blive dygtig til at læse uden at blive ked af det. “ Karen takkede, tog sin Jakob ved hånden og gik hjem. Kunsten lykkedes, og da året var omme, og Jakob havde fyldt sit sjætte år, „ læste han som nogen præst “, forsikrede en beundrende nabokone. Da Jakob toft — det var hans daglige navn — var 7 år gammel, kom han i skole, og da han var 9 år gammel, blev han på grund af særdeles dygtighe

1879_Rovsing_EnsomtLiv

Ellen

Ensomt Liv

Rovsing

Rovsing

Ensomt Liv

female

1879_Rovsing_EnsomtLiv.pdf

Kristen

Rovsing

Fr. Othesta

dk

Ensomt Liv

n

gothic

Reitzel

KB

Forf. ikke identificeret

pdftxt

nan

nan

O

15. Mai. Nu er jeg da kommen herud og skal også forsøge på at holde mig forskriften efterrettelig, skønt jeg endnu lige lidt har tro på virkningen. Den gode doktor mener mig det jo nok godt, og jeg vil heller ikke gerne tro, at han ligefrem spiller komedie. Det er jo naturligt nok, at landlivet i det hele er sundere end livet derinde i byen, og jeg synes virkelig allerede, at der er ligesom noget vederkvægende ved luften, der i solskinnet strømmer ind gennem det åbne vindue. Men for den sags skyld havde al denne ulejlighed og disse mange ophævelser da ikke været nødvendige. Jeg fejler jo ikke noget på helbredets vegne, og når jeg blot ligesom ellers om sommeren havde taget ud i skoven et par gange om ugen, kunne det da vel have været nok af landluft. Der er ingen tvivl om, at han mener mig det ærligt; men når det kommer til stykket, har han måske dog givet det gode råd mest for at blive fri for mere familievrøvl. Naturligvis, skade af det kan jeg jo ikke have, og hvorfor skulle han så betænke sig på at tilråbe det, som syntes det beqvemmesfe for alle parter. Dersom han havde sagt, at jeg daglig skulle hugge brænde, en time om formiddagen og en time om eftermiddagen, så kunne jeg forstå, at det var for motionens skyld, for at jeg kunne konservere min sundhed. Nej, det behøvedes ikke, mente han; men derimod skulle jeg love ham, at jeg ville skrive et par timer om dagen. Som om jeg ikke havde haft nok at gøre med alskens kedeligt skriveri. Jeg skulle anvende i det mindste et par timer hver dag til at skrive, skrive op, hvad jeg oplevede, hvad der faldt mig ind. Det er en god besked! Ventelig vil jeg ikke komme til at opleve synderligt herude, få den del af opgaven kan ikke blive besværlig, og — hvad der falder mig ind — det var et sært indfald. Jeg gad vidst, hvad der skulle falde mig ind, som det kunne være umagen værd at optegne. Jeg ved, at der er folk, der skrive for at belære deres medmennesker, for at opløfte og trøste dem; andre skrive for at more og underholde, det er også et oiemed og et meget respektabelt; andre igen skrive for at få en doktorgrad eller for at tjene penge, og atter andre, fordi det nu engang er deres bestilling. Men — skrive for at skrive! Naturligvis stikker der noget under, og det er vel ikke andet end simpelthen, at jeg skal skrive for at forslå tiden. Nu vel, for øjeblikket har jeg da ikke noget at forsømme dermed. Men jeg er jo midt i det. Om den gode mand nu pludselig stod her bag ved min stol, ville han jo slå mig på skulderen og udbryde med sit joviale smil: bravo, min brave lind! Det må jeg lide — allerede velbegyndt! 16. Mai. Jeg må tilstå, at begge værelserne dog tage sig bedre ud, end da vi vare herude for at leje dem. Sovekamret er rigtignok lille, men det er jo ligegyldigt, det er stort nok; sengen står frit, og der er endda lidt plads tilovers, fuldkommen tilstrækkelig til den bevægelse, jeg skal foretage derinde. Og stuen her er endogså ganske rummelig, efter at det store skab er flyttet bort. Mit skrivebord er blevet placeret ved den bredeste væg her ved vinduet. Når jeg tager mine øjne fra papiret, har jeg enten de grønne træer ude i haven at se på eller de to pæne skilderier, der er anbragte på væggen ovenover. Det ene forestiller Napoleons grav på st. Helena og det andet kejserinde Eugenie i fuld krinoline og i det hele i højst pragtfuld påklædning. Det er ganske vist kun et sindrigt tilfælde, der har bragt disse billeder i så nær berøring med hinanden og derved givet mig anledning til filosofiske livsbetragtninger. Eller dersom det er en skjelmsmester og fordægtig moralist, der har villet foreholde den logerende dette memento mon, så tør jeg nok sige ham, at han denne gang har været på vildspor; jeg behøver for mit vedkommende ikke at erindres om, at „ al verdens glans er fjas “. Det ved jeg nok, og det var i al fald ikke den slags griller, man har villet kurere mig for. Jeg tror snarere, man har villet have mig til at forglemme hele verden, at jeg skulle leve op og blive til et „ nyt og bedre menneske “ herude i den frie, friske, skønne og ensomme natur. Det er mig jo for øvrigt temmelig ligegyldigt, hvad de have villet eller ikke villet. I grunden befinder jeg mig dog ganske vel. Denne dybe stilhed og det milde solskin og fuglene, der kvidre udenfor vinduet, og katten, der nu forsigtig spejdende kravler op ad blommetræet — det er virkelig en ganske behagelig tilværelse, synes jeg. 17. Mai. Mad. Olesen er rigtignok just ikke nogen dannet kone, og det var der jo heller ikke nogen grund til at vente; men hun gør indtryk af at være rigtig godmodig og tillige meget velvillig. Jeg kan godt mærke, at hun vil gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at opholdet kan blive mig behageligt. Den første dag begyndte jeg at blive lidt bange, fordi hun sket ikke syntes at kunne blive færdig med at fortælle. Hun mærkede vist, at det til sidst trættede mig noget at høre efter, thi hun åbnede mange gange døren som for at gå og blev så stående med hånden på dørgrebet. Hun har jo levet hele vinteren så aldeles ensom, og jeg kan tænke, at hun nu har følt trang til at få rigtig talt ud; siden har hun heller ikke været nær så vidtløftig. Måske det også har været en vis taktfølelse, der har tilskyndet hende til straks ligesom at sætte den fremmede ind i situationen; hun kunne jo ikke let beregne, hvor vidt min videbegærlighed går, og jeg er måske heller ikke så nysgerrig som de fleste andre mennesker, hun er kommen i berøring med. Hnn har haft en traurig skæbne, efter hvad hun fortalte, og hun meddelte mig i grunden omtrent hele sit levnetsløb. Sin salig mand omtalte hun med megen godhed og agtelse; han havde været stræbsom og aldrig været ond imod hende eller slået hende. Det var i grunden ganske tilfældigt, at hun var bleven gift med ham; thi det var først påtænkt, at hun skulle have haft en anden, men så var han, den afdøde mand, just bleven enkemand, og han havde dette hus og desuden part i et lille fartøj, som han førte. Den anden, som hun egentlig skulle have haft, havde næsten ingenting, så at sige, og så blev det nu ordnet således til alle parters tilfredshed. Manden var meget ældre end hun, og de havde ingen børn. Om sommeren var han mest ude at sejle, og han bragte lidt mange rare ting med hjem fra Finland og Rostock, og om vinteren havde de det såmænd meget rart, undtagen at han sommetider kunne blive noget gnaven hen ad foråret; men det var egentlig ikke så sært, og det var også sjelden. Det fortrædeligste, der var hændet dem, var en stridighed, som manden var gerådet i med en anden mand her nærved, som også havde en part i fartøjet, og som fik den underlige ide, at han ville have ligeså meget af fortjenesten som hendes mand, der dog var den, der førte fartøjet og stod for det hele. Det endtes jo vel med, at hendes mand fik ret, som han naturligvis måtte; men fra den tid skelede de to mænd til hinanden og kunne aldrig komme ret overens igen, og det var rigtig kedeligt, thi hun kunne godt lide konen, og det var så at sige deres eneste omgang. Nu var hendes egen mand død for 9—10 år siden, og i sin enkestand havde hun næsten alene måttet sysle med huset og haven og tillige da passe de to møblerede værelser, hun har at leje ud. Om vinteren var det jo noget trist, men om sommeren havde hun altid været heldig og haft mange rare mennesker som logerende. Nogle havde fået halv opvartning, andre fuld, hvilket hun egentlig holdt mest af, når det kunne byde sig således. De sidste to år havde hun haft en kancelliråd, som var en underlig mand, men ellers meget skikkelig. Han talte næsten aldrig med hende, ikke fordi han var stolt, langtfra; men han var så alvorlig og indesluttet. Hun syntes, han måtte kede sig gruelig; men når hun engang fik noget i munden og prøvede at tale til ham, så nikkede han og smilede og så så venlig ud, men selv sagde han næsten aldrig noget, og det var også tidt, ligesom han sket ikke havde hørt efter. Det måtte jeg kunne begribe, at der var ikke megen fornøjelse ved at tale med sådanne folk; men han var ellers en meget rar mand, hun skulle aldrig sige andet. 18. Mai. Mit sind var så trykket derinde i den store by, „ i dette melankolfle fcrngsel, hvor duffer daglig dø i trængsel og fødes for at dø på ny “. Jeg syntes, jeg kunne ikke holde det ud i denne rastløshed og forvirring. De andre sagde: sådan er nu engang livet, og de kunne godt leve på denne måde. Gud ved, hvorledes de kan. Hvor her er stille og fredeligt. Om morgenen når jeg træder ud i haven og går omkring mellem de grønne buske og under de høje træer, og insekterne summe omkring mig, og lærken synger derude på Marken, så synes jeg, det er, som jeg gik i en kirke. Jeg føler mig endnu som en fremmed herude i denne ensomhed og griber mig lidt som i forundring over, at jeg er så langt borte fra tummelen og trængselen, fra travlheden og kapløbet og fra alle de smålige interesser, der opfylde tilværelsen med kedsomhed og bitterhed. På en sådan smuk forårsmorgen er der i naturen både noget drømmerigt og tryllende og tillige noget, som jeg synes er festligt og højtideligt, og som fylder mig med en følelse, der ganske ligner andagt. Haven er ikke stor og langtfra kunstig anlagt; men det bryder jeg mig heller ikke om. Her er en nogenlunde bred gang i midten og mindre på begge siderne, den går fra huset ud til strandvejen, hvorfra den skilles ved en hæk og en række høje træer, få jeg er sikker på ikke at blive generet af færdselen derude. Oppe fra mit værelse kan jeg se ud over søen, og fra højen i haven har jeg fri udsigt til skoven mod vest. Her er alt, hvad jeg kunne ønske. Det eneste, jeg kunne ønske borte, er en række bistader i det ene hjørne; men det vil jeg ikke tænke på, der er jo i al fald ingen fare ved dem for det første. 28. Mai. Mad. Olesen er mest meddelsom om eftermiddagen, når hun har bragt mig kaffen. Hun bliver da stående og har altid en bemærkning at gøre, hvortil der straks knytter sig en erindring eller en almindelig følgeslutning; det ene ord tager da det andet. Mens jeg drikker, kan hun jo underholde mig med god samvittighed, og når jeg sætter kopperne fra mig, er hun gerne så dybt inde i det, at der ikke kan være nogen mulighed for at standse, hvis der ikke skulle komme en ganske nødvendig årsag til afbrydelse. Hun har jo bevidstheden om, at jeg > ikke just har presserende forretninger, og hvorfor skulle jeg så ikke kunne blive ved at høre lidt på hende endnu? Der er såmænd ikke noget ondt i det, hun har at fortælle. Hun kommer, som billigt er, lidt tilbage til den salig mand og hvad han havde sagt ved allehånde lejligheder. Altid omtaler hun ham med megen agtelse, og det er åbenbart, at hun væsentlig kun har behagelige erindringer om dette samliv. Tidt og mange gange får hun tårer i vinene, når hun skandser sig selv med den vemodige bemærkning, at nu er han død og ' borte. Og dog var det jo, efter hvad hun oprigtig betroede mig den første dag, kun sket og ret et fornuftgiftermål. er da fornuftgiftermål det rigtige? Men så er der jo ingen poesi i livet; thi tager man kærligheden bort, så falder jo poesien bort med det samme. Almindelig menneflekærlighed — ja jeg forstår, af derpå kan man grunde moralen. Men er der da ingen anden nydelse af stræbe efter end den tilfredsstillelse, der følger umiddelbart med et moralsk, stikkeligt liv? Ak, hvad bliver der da af alle ungdommens drømme om livets herlighed og salighed? — mad. Olesen er ganske vist en meget sfikkelig kone, agtværdig og brav, og hun har åbenbart ikke den svageste fornemmelse af af have begået nogen uret imod „ den anden “, da hun foretrak den velhavende gamle mand. Nu, det forstår sig, det var jo også blot påtænkt, af hun skulle have været gift med den anden; deraf følger jo ikke, af der har været noget egentligt kærlighedsforhold mellem dem heller. Men kærlighed er altså dog ikke fornøden til ægteskabet. Et ægteskab kan, som jeg seer, være meget godt uden den, i al fald uden af begynde med den; måske den også kan udvikle sig under det nærmere bekendtskab i samlivet. Således er det formodentlig; men der hører dog meget mod til at vove forsøget, synes jeg. Mad. Olesen har jo på en måde været heldig, efter hvad jeg kan mærke; men det kan hun vist også kun takke lykken for. 22. Mai. Imorges blev jeg vækket af regnen, der piskede mod mine vinduer, og vandet, der plaskende strømmede ned gennem renderne udenfor. Hele formiddagen vedblev det at plaske, og der var halvmørkt og uhyggeligt i værelset. Jeg lukkede mange gange døren op ud til haven, men udsigten vedblev bestandig at være mørk. Himlen var overtrukken med skyer, der breve urolige og truende forbi hverandre, og flere gange blev døren kastet i af et vindpust, så jeg for forskrækket tilbage. Jeg forsøgte at læse og at skrive, men begge dele forgæves. Mad. Olesen bragte mig min frokost med den sympathetiske bemærkning: „ det er da et gudsforskrækkeligt vejr, kors i Jesu navn, det bliver værre og værre. “ Frokosten blev vel lidt efter fortæret, men næsten mekanisk, og jeg sank hen i den mismodige stemning, som jeg hidtil nogenlunde havde været herre over. Det lynede og tordnede, og naturen syntes mig at være i et oprør, som om den var rasende. Det var jo da ikke mig stakkel, den var vred på, men jeg krøb sammen og sad ganske forknyt herinde i min ensomhed. Af og til åbnede madamen Deren og sagde: „ Nej, hvad synes de? “ — „ Ja, det er jo et forskrækkeligt vejr, “ svarede jeg; men jeg var sket ikke oplagt til at indlade mig i en intetsigende samtale med hende. Ved middagstid blev der højrøstet derinde. Madamens værelse er nemlig kun adskilt fra mit ved en tynd brædevæg, så jeg kan høre alt, hvad der bliver talt; men det har hidtil ikke generet mig, thi der bliver næsten sket ikke talt, uden når den gamle mand, der går hende tilhånde, kommer for at modtage eller give en kort besked. Aderdsren blev reven op og lukket med larm, og derefter skelnede jeg mad. Olesens stemme: „ Ih, du fredsens gud, madam Jbs, er det dem, der kommer i sådant et forrygende guds vejr? “ — „ Ja, ved de hvad, mad. Olesen “, lod det med en anden stemme, „ det er ved den levende gud ingen skjemt at komme ud i det uvejr, og det vil jeg sige dem, at havde jeg fulgt min lyst, så havde jeg sandt for Herren vendt om igen, da jeg var et stykke ude på vejen, for aldrig har jeg i mine livsødte dage været ude i en sådan en storm og ose — uh, vil de se, nej, nej, da. Men jeg skal sige dem, mad. Olesen, sådan kan man jo ikke gå efter sine lyster: jeg havde jo lovet, at de skulle få det halve af fjerdingen, så snart slagteren var kommen, og tænkte jo som så, at de måtte sørge for deres logerende og rette dem derefter, for hvad en har påtaget sig, det må en jo udføre, hvorledes skulle det ellers gå? “ — „ Ja, men, ja men, det er jo alt for galt. “ — „ Ja, såmænd er det det, det er et vejr til ikke at jage en hund ud i, det er vist og sandt. Men jeg skal sige dem, jeg er vant til at gøre det, som jeg har påtaget mig, hvorledes skulle det ellers gå mig? Det vil jeg sige dem, mad. Olesen, at havde jeg ikke forstået at skikke mig i livet og rette mig efter andre mennesker, først da jeg kom ud i verden, så havde jeg ved den evige gud fået hug hver evige dag, ja det forsikrer jeg dem til, såsandt som jeg står på mine ben og arver guds rige. “ — det var jo åbenbart en særdeles solid og moralsk madame, kunne jeg nok mærke, og hun blev ved med flydende tunge og høj røst at haranguere i samme stil, men jeg blev ked eller træt af at høre efter. Jeg væbnede mig med paraply og overfrakke og forsøgte til en adspredelse at arbejde mig gennem haven ud på vejen. I haven var der så opblødt, at jeg havde ondt ved at avancere, medens blæsten vendte paraplyen om og lod regnen piske mig i ansigtet. På vejen mærkede jeg snart, at jeg hverken kunne komme til den ene eller den anden side uden ved at vade, og der var heller ikke andre levende skabninger, der havde vovet sig frem. Jeg besluttede da at opgive det fortvivlede forsøg og vendte tilbage til min hule. Passiaren gik endnu rask derinde, og af en bekendt klirrende lyd kunne jeg mærke, at der nu blev drukket kaste. Jeg fljelnede igen den fremmede stemme: „ Ja vist er han ussel, det sølle skrog, og havde det ikke været min egen mand, så ville det sandt for Herren også overgå mine kræfter, mutters alene som jeg er om alting, og jeg kunne aldrig holde det ud, det forsikrer jeg dem for, mad. Olesen, såsandt som jeg står på mine ben og arver guds rige. “ Det lader til at være en stående talemåde hos hende, men hvad mon hun egentlig mener med det? Stå på sine ben — ja det kan hun jo nok være sikker på ( fljøndt jeg antager, at hun ellers for øjeblikket sad og drak ), men: arve guds rige? Ja dermed mener hun sagtens slet ikke noget. Jeg ville ikke høre efter, men blev dog idelig forstyrret i ethvert forsøg på at tænke eller selv foretage mig noget. ud på eftermiddagen begyndte vejret endelig at bedage sig, som man siger; regnen sagtnede, og blæsten hørte til sidst ganske op. Nu, ved solnedgang er hver en sky fejet bort fra himlen, luften er mild og klar; naturen er atter forsonet med sig selv og glad. Jeg lader mig for i dag nøje med at gå lidt omkring her ved huset; thi jorden er endnu for opblødt, til at det kunne lønne sig at foretage en længere udflugt. Men jeg glæder mig til at nyde virkningerne i morgen tidlig inde i skoven. 23. Mai. I skoven. Det var en fornøjelig vandring herud i den friske luft og det milde solskin. Hvor jeg føler mig oplivet og vederkvæget allerede! Blodet strømmer rask gennem mine årer, og jeg synes, at livet dog er skønt. Du, der er mismodig, som jeg har været det, kom dog herud en sådan forårsmorgen! Indånd den friske luft, der strømmer ind i skoven fra søen derude! Se den blændende glans, som solen kaster ind imellem træerne, og forfølg med øjet de mørke skygger, der trække sig som sorte striber hen over den lyse skovbund! Læg dig ned her i det friske græs med skovstjerner og anemoner rundt omkring, og betragt det spirende løv, der på en gren er helt, på en anden kun halvt trængt ud af kapselen. Lyt til fuglenes sang, der idelig afbrydes og atter begynder, hør og følg med: „ Der kvad stillids og der kvad gøg, der slog hølt i den hvislende bøg en irrsf sin zittrende trille. “ — så glemmer du måske også dine bekymringer og glæder dig over livet i naturen. 25. Mai. Jeg savnede et sted, hvor jeg kunne gemme papirer, blade og småbøger, der lå og flød omkring på bordet, og talte i går til madamen derom. „ Ved de hvad “, sagde hun efter at have tænkt sig lidt om, „ De kan jo benytte den store skuffe under klædesfabet, den havde altid kaucelliråden til sådanne ting. “ Jo, den var meget hensigtsmæssig, men der lå lidt deri. Det måtte være fra kancellirandens tid, sagde hun, det kunne jo blive liggende, hvis det var noget, der duede, det fyldte jo ikke meget op. Der var et par små fransfe bøger, hvoraf kun lidt var opsfåret, og så en hel del løse papirer uden ordning. Jeg fik nogle blade op og satte mig til at dechiffrere, thi håndskriften var jasket og utydelig. Nu kan jeg læse det meste af, hvad der ligger, uden synderlig vanskelighed, og det har i disse mørke dage i høj grad tiltalt og fængslet mig, skønt jeg næsten bestandig læste med en følelse af, at det egentlig er forbuden frugt, jeg nyder. Jeg er temmelig vis på, af min gode ven doktoren, hvis han vidste, hvad det er for reslexioner, jeg således kommer til af dvæle i, ville tage papirerne fra mig. Men jeg skal nok tage mig i agt for af lade ham se noget deraf, hvis han skulle komme herud. 26. Mai. Vi have nu igen i flere dage haft regn og stormfuldt vejr, og jeg har ret måttet føle, af ensomheden også har sin mørke side. Der kan i sådanne dage lidt efter lidt lægge sig som en blyvægt på mit sind, og den bliver ved af tynge, så længe jeg- ikke kan komme ud og ryste den af mig. 27. Mai. Ibiulla æiss sias iitsra. Ia, men når man nu søler sig så nedtrykt og mat, af man ikke er oplagt til af køfte en pen, hvorledes skal man så kunne skrive? Mon jeg ikke i en sådan forlegenhed kunne lade mig nøje med af afskrive. Jeg kunne have lyst til af tilegne mig et og andet af de herreløse papirer, der ligge der, og som ventelig ellers ingen i verden får nogen fornøjelse ask egentlig er det jo et slags bedrageri, men i al fald ikke af den værste slags, ikke værre, end hvad der er blevet besmykket som pia kraus. Ved mit tilføjes der jo ikke nogen fortræd, og når jeg passer på altid af skrive med gåseøjne, så giver jeg mig jo ikke ud for selv af have anstillet disse betragtninger, og det kan da heller ikke bebrejdes mig, af jeg søger af pynte mig med fremmede fjer. ( af kancellirådens papirer. ) „ Hvorledes var det, hin gamle Romer udtrykte sin livsanskuelse? Vixit, gui lutuit. Det er bestemt, peremptorisk, ingen bibestemmelse, ingen grader, ingen nærmere betingelser. Den, der har tilbragt sit liv i det skjulte, har levet, punktum. Alt det, hvori menneskene søge deres tilfredsstillelse, og som de kalde livets herlighed, det er kun en illusion, det er flet ikke, er ikke noget liv, det vil da sige: ikke et liv, som det er værd af tale om. Den, kun den, som har været skjult, har levet, har haft et liv, har i sandhed været i stand til af nyde livet. — eller hed det i nærmere tilslutning til den opfattelse, der ellers er gængs mellem mennesker: lans vixit, gui iutuit. Man kan jo nok lepe i livets tummel og kamp, man kan arbejde for et mål, kæmpe for en sag, men modstanderne, der idelig true med at tilrive sig sejeren, og medkæmperne, der frygte for at blive distancerede, holde bestandig et sådant liv i spænding, tilstede ingen sikkerhed eller rolig nydelse. Kun langt borte fra de store tumlepladse, fjernt i den ensomme krog er man sikker for nid og bagvaskelse, rænker og efterstræbelser. Der, i det skjulte kan man dens vivsrs, føre et lykkeligt liv. Kan — ja, men det er jo kun de negative betingelser, der således er bragte tilveie. Det at være skærmet mod ulykken er dog endnu ikke at nyde lykken. Det må vistnok hedde: vixit, gal dens latnit. Løns! « „ Når blodet strømmer frit og let gennem dine årer, er du frejdig, glad og lykkelig; den, hvis blod er tykt og bevæger sig trægt, hans sind er tungt og mørkt — sige jo fysiologerne. Havde da de gamle jøder ret, når de sagde, at dyrets blod er dets sjæl? Er sjælen i blodet? Alt det sjælelige beroer dog i al fald ikke på blodet. Hjernen er jo betingelsen og redsfabet for vor tænkevirksomhed; men er blodet på lignende måde betingelsen for vort gemytsliv? Beroer vor lykke på det naturlige temperament, altså mere på den side af vort væsen, som vi kalde det legemlige, end på den, vi opfatte som det åndelige? Er det temperamentet, der er det afgørende for vor livslykke, så er jo den gamle lære også ganske rigtig, at nogle forud ere bestemte til at blive lykkelige og salige, andre til lidelse og oval. Men er der da ikke retfærdighed i tilværelsen? “ „ Med temperamenterne forholder det sig nok omtrent som med elementerne. Vi have alle lært som børnelærdom, at der gives fire elementer, hvortil alle ting, som nævnes kan, lade sig henføre, ild, luft, vand og jord. Nu er de lærde blevne enige om, at denne inddeling sket ikke duer; der gives mange flere elementer, sige de. Hvor mange? Ja, der gives mange, svare de. En hel snes? Ja, langt flere. Et halvt hundrede? Ja, ganske sikkert og endda flere. Om tallet er de endnu ikke enige; sagen er endnu sud juæios. Ikke desmindre vedbliver man endnu under en nogenlunde naiv verdensbetragtning at fastholde den gamle inddeling, der jo også i mange tilfælde er tilfredsstillende nok. Ligeså med temperamenterne. Psychologerne nævnede tidligere med samme sikkerhed fire temperamenter, det sangvinske, det choleriske, det melancholske og det flegmatiske. Man har vel tidlig mærket uråd, af den vedkommende naturbestemthed ikke lod sig fastholde så sikkert; men her hjalp man sig ved af antage en blanding: det sangvinske kunne have en tilsætning af det choleriske o. s. v. Således fik man da tolv og standsede ikke endda: det sangvinskcholeriske kunne fremdeles have en bismag af det flegmatiske o. s. v. Men i denne uendelige fluktuation tabe de fire holdepunkter sig. Også i en anden henseende viser der sig en mislighed. Vi have fået menneskene inddelte i de fire hovedgrupper og gribe nu en enkelt udaf en af grupperne. Lad se: en choleriker! Ganske rigtig, sådan er han: lutter fyr og flamme, der er fart i ham, ærgerrig, magtbegjærllg, slår om sig og bliver vred på, hvad der står ham i vejen. Men hvad er det for en fyr, hvor gammel er han? En 35—36 år. Rigtig; men de, der have kendt ham som barn, sige, af da var han ikke således, da var han en allerkæreste dreng, der plukkede blomster på Marken og sang om kap med fuglene i skoven, glemte sin middagsmad og sine lektier og var immer frejdig og veltilmode. Han har da mærkelig forandret sig, dengang var han jo sangviniker. Og det vil jo flet ikke være noget overraskende eller påfaldende, om de, der besøge ham om en snes år, give en anden skildring af ham og forsikre, at de have fundet ham indesluttet og muggen: han var misfornøjet med alting, klagede bestandig over de jammerlige tider og fandt, at den hele verden rentud var juks og ikke værd at leve i. Så er han jo bleven melancholiker! Men lad et livsafsnit forløbe endnu: der sidder den samme mand måske og patter på sin pibe, stopper den igen, når den er udrøget, ryster blidt på hovedet og smiler, når den angre udstøder sine jeremiader, og den ængste gør sine lystige hop, og han lader for sit eget vedkommende alting gå sin skæve gang. Se, nu er han bleven flegmatiker! Således har man villet finde, at mennesket i sit levnetsløb gjennemgåer alle fire stadier: først er han sangviniker til det 18de år omtrent, så bliver han choleriker til det 36te, så melancholiker til det 55de, og til sidst ender han som flegmatiker, hvis han oplever den lykke at blive så gammel. Livets mål skulle altså være dette laisser aller, denne botaniske tilfredshed med tilværelsen, denne hensynkende ro, under hvilken man vender tilbage til støvet igen, hvoraf man er kommen. Vanitas vanitatam! « — „ Nogle forsfåe at benytte forfattersfab som en åndsgymnastik. Ved at skrive sætte de sjæleevnerne i bevægelse, afdrage sig fra den sygelige syslen med sig selv og svinge sig på tankens vinger hen i stedse nye egne, hvor de forfriske og forynge sig. Det er lykkelige naturer. Man bebrejder dem ofte, at de ikke have noget objektivt mål, noget praktisk memed; men dertil kunne de svare, at de heller ikke forlange noget sådant af sig selv, men er fornøjede med den subjektive tilfredsstillelse: det er dem nok, at de holde sig selv glade og unge. S. Kierkegård siger etsteds omtrent: jeg synger min vise som fuglen; er der nogen, der har fornøjelse af at høre derpå, så meget desto bedre! Hermed stemmer det jo også, at han idelig forsikrer eller foreholder sig selv, at han vil være fornøjet med en læser. Idet han bestandig urgerer dette „ en “, viser han tydelig nok, at han mener sig selv; thi kun således kan man forstå den skarpe indskrænkning. Ellers måtte han jo sige: enkelte, nogle få, få eller mange, det mulige par stykker eller noget lignende. Ofte gøres der også ophævelser over, at det, der produceres, flet ikke er noget værd for almenheden, at de skrivende vise sig som uheldige dilettanter. Men den Anke kunne de da tage sig let, forudsat at det ikke tillige kan påvises, at de gøre skade med deres produceren. Det skeer jo kun undtagelsesvis, at verden bliver bekendt med den slags forfatterflab. De fleste rive skriverierne itu eller lade dem ligge i bordskuffen. De få, der give noget ud, ere de, der have lidt kritik eller megen forfængelighed, og som af den ene eller den anden grund nære håb om, at der, når det subjektive viemed er tilfredsstillet, også mulig kan nås et objektivt. Meget af det sletteste i literaturen har denne oprindelse, men det allerbedste har jo den selvsamme! “ „ Det er en italiensk livsfilosof, der siger: lad os inddele livet i tre afsnit: mennesket bør tilbringe den første del med de døde, den anden med de levende og den sidste med sig selv. Dersom du var lykkeligst i det første afsnit af livet, så var det vel, fordi du da var i det bedste selskab: du var lykkeligst, da du kun havde omgang med de døde. Glæd dig da, når det stunder mod livets ende: da kan du håbe snart atter at skulle omgås med dem og finde lykken på ny. Således glædede Sokrates sig til, at han snart skulle komme ned i de dødes rige og der få lejlighed til uden forstyrrelse og afbrydelse at tale med de hedengangne retfærdige og vise. I denne skønne, drømmerige tro er Sokrates virkelig død, såfremt vi have ret i vor opfattelse, at han var et væsentlig religiøst gemyt. Men jeg kan ikke finde nogen grændse mellem et første og et andet, heller ikke mellem et andet og et tredje afsnit i mit liv. Derimod kan jeg tydelig mærke, at livet for mit vedkommende falder i to afsnit: jeg har tilbragt den første del med at bygge luftkasteller og tilbringer nu den anden med at græde over, at de efterhånden falde sammen og styrte ned. I det første levede jeg mere med de levende end med de døde, i det andet, tror jeg, mere med de døde end med de levende — det var altså forkert. Hvis jeg så oplever, hvad italieneren tænker sig som det sidste ( ultima parts ), vil jeg ventelig heller ikke komme til at leve med mig selv — altså slet ikke få nogen at leve med. Hvorledes skal jeg da leve, hvis jeg eksisterer til den tid? Ak, eksistere! “ „ E. Lasker vil have os til at tro, at alderdommen er så langt fra at være en bedrøvelig periode, at den ret beset endog er den allerbedste del af livet. Han er næsten uudtømmelig, når han begynder at opregne de mange eksempler på lykkelige oldinge, der have efterladt os store og skønne mindesmærker fra deres livs aften: sophokles, Sokrates og Plato, Cicero, Voltaire og al. Humboldt, Franklin, Jac. Grimm og ttiers, palmerston, Blucher og molike etc. etc. etc. Mange navne, men det er skade for betragtningen, at de allerfleste, der så blive tilbage, er anonyme. Selv schopenhauer, der ellers ikke er bange for at se på Tingen, som den er, og sige rent ud, hvordan den er, selv han mener, at det sket ikke er så trist at blive gammel. Man kan have det meget fortræffeligt i alderdommen, mener han. Hvad man behøver, efter at altråerne og lidenskaberne er bragte til at tie, og man således har vundet ro til kontemplation, er sikkerhed og bekvemmelighed, mere forlanger han ikke: det forstår sig, føler han til, man må have sundhed og penge — armuth im alter ist ein großes ungluck! Ja vel, og så svagelighed. Livsfilosofien slog jo rigtignok godt til for ham selv: sundhed og penge havde han altid nok af, indtil han i sit 72de år fandtes indflumret på sin sofa. Den mand er jo ikke et paradigma, men netop i alle henseender en undtagelse! “ — „ Når alt kommer til alt, bliver døden dog det største gode, og det er et gode, som man altid er sikker på at opnå. Det gælder kun om at vente med tålmodighed — hvad enten der så følger noget efter, eller den er tilintetgørelse, Sokrates har ret, så er den det største; thi den er enden på livets lidelser. Ved enhver ny lidelse nærmer bægeret sig mere til at blive fuldt, og når det så er ganske, ganske fuldt, o, hvilken Lise vil det ikke være at dø og blive befriet fra det hele smertefulde liv! Men for de lykkelige er døden den ubarmhjertige overvinder, der på en gang vil berøve dem alle herlighederne. Hvor de må være angst og bange for døden. Alt taget i betragtning er jeg måske lykkeligere end de lykkelige, eller dersom det blot går lige op, har jeg jo ikke noget at klage over! “ „ Digterne røre os ved deres skildringer af ulykken. Disse skildringer bære jo ofte sandhedens præg, synes sande indtil skuffelse. Men de er ikke sande, de er kun tænkte. Den, der skildrer den højeste smerte, har ikke selv oplevet den. Den knugende smerte borttager trangen til udtalelse, eller ialfald borttager den evnen. “ „ Så længe man har en fremtid for sig, bekymrer man sig ikke meget om fortiden; men når man først ikke længer har nogen fremtid, lever man kun i det forbigangne. “ „ Borttager man troen på et evigt liv, bliver den tilværelse, vi få tilbage, fuld af modsigelser. Det vigtigste af beviserne for sjælens udødelighed, er vel også det, der går ud på, at livet her ville være en uløselig gåde uden denne forklaring: først ved udødelighedsbegrebet får dette begyndende liv eller denne livsbegyndelse betydning — synes jeg; men det er muligt, at jeg kun synes så, fordi jeg har hørt det så lidt. Er det måske omvendt denne stirren mod en uendelig fremtid, der berøver det nærværende virkelige livsafsnit sin betydning og hindrer os i at gøre noget ordentligt ud af det? Grækerne og romerne have åbenbart ikke haft større besvær med livet end vi, det synes endog, at de gik lettere igennem det, og de have dog ikke haft sådanne fremtidsudsigter at fordybe

1896_MallingM_Eremitage-Idyllen

Mathilda

Eremitage-Idyllen

Malling

MallingM

Eremitage-Idyllen

female

1896_MallingM_Eremitage-Idyllen.pdf

Mathilda

Malling

dk

Eremitage-Idyllen

Interiører fra 1750'erne

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

Mangler TXT fil - der er kun single pages - Dansk roman?

pdftxt

nan

nan

O

I. Dévoré du besoin d’aimer sans jamais l’avoir pu bien satisfaire, je me voyais atteindre aux portes de la vieillesse sans avoir vécu. — — — j’étais ivre d’amour sans objet. J. J. Rousseau ( „ Confessions” )- solen sank stille bag montmorencyskovens høje kastanietræer. Jean-jacques Rousseau, der lå i græsset, så’ ligesom forbavset op fra noterbogen og rejste sig halvt op på albuen. Han løftede hovedet og smilede, medens hans blik gled hen over de lysegrønne trætoppe. Engang imellem bevægede han læberne, som om han talte. Så stak han blyanten i vestelommen og lagde sig sukkende, så lang han var, på ryggen med hænderne foldede under hovedet. For vistnok hundrede gang den forårsdag drømte han sig atter tilbage til sin frie og sorgløse ungdoms chartnettes. For disse øjne, som nu så vidtåbne stirrede op mod nordfrankrigs lyse aftenhimmel, fremmanedes — en for en — de unge kvinder fra Savoyen og Italien, som han i sin tid nogle korte øjeblikke havde sværmet for og tilbedt. Som en spirende vår, fuld af løfter om en sommer, der aldrig skulle komme, var den ene efter den anden af dem trådt ind i hans liv og atter sagte gledet ud af det. Engang havde våren heddet mademoiselle galley, en landlig schweizisk vår med leende blå øjne og røde kinder, med fichu’en ærbart knyttet over barmen, med kirsebær i munden og kirsebær i forklædet — kirsebær, han aldrig kom til at smage! Et andet år hed våren mademoiselle de breil — en kølig vår, hvid som sneen på Savoyens Alper, utilgængelig, stiv, i piemontesisk hofdragt. Så var der madame Basile, en kysk og blomstrende vår med duggslør over roserne, og så var der zulietta — Venedigs solrige, fristende, vidunderligt skønne, men lunefulde vår, berusende som champagne i solskin... Han mindedes dem alle, deres unge stemmers klang, deres unge øjnes glans, og endnu engang, ensom som han var, følte han sit hjerte gennemstrømmes af den tyveåriges varme af hele sit svundne livs heftige og lidenskabeligt fordringsfulde længsel efter en kærlighed, som han så ofte havde anet, men aldrig følt. han mindedes endnu de to unge veninder, sammen med hvem han engang havde tilbragt én eneste, men uforglemmelig sommerdag i Alperne. Den lille blonde schweizerfrøken, så bly og så naturlig, så ligefrem og kærlig, og hendes skælmske, muntre kammerat. Han mindedes deres klare latter og glade øjne og den ukunstlede venlighed, hvormed de delte deres landlige middag med ham, den fremmede, og han huskede rideturen med dem om aftenen nedad bjergets zigzagsti... Han lukkede øjnene. Men dog så’ han lige tydelig disse to små søde, smilende ansigter under linonshuerne. Og i tankerne kaldte han, som så ofte før, den ene unge pige Julie og den anden Claire. Aftenklokkerne i deuil begyndte at ringe. Rousseau rejste sig; her dybt inde i skoven var det nu næsten helt mørkt. Han tog den skindkantede, spidse bondehue op og noterbogen, som endnu lå opslået i græsset, og gav sig til langsomt at gå hen ad den halvt tilgroede sti. Aldrig havde han så lidenskabeligt og så bevidst som i dette forår — det første, han i mange år havde tilbragt i ensomhed og udenfor Paris — følt sin gamle længsel efter kærlighed og lykke på ny blusse op. Hverken samlivet med hans Thérèse eller den intime omgang med en så dannet, elskværdig og højt begavet veninde som madame d’epinay havde nogensinde helt formået at dæmpe denne hans brændende attrå efter engang at komme til at eje en kvinde, til hvem han kritikløst og uden savn kunne give sig hen med hele sin sjæl. Angst og bange følte han, hvordan han for hver dag, der gik, mere og mere nærmede sig sit livs sørgelige efterår, og endnu var hans drømmes elskede aldrig trådt indenfor hans hjertes dør. Skulle han, som i sine egne tanker — og vel også i andres — måtte kunne forstå at vurdere og nyde kærlighedens store herlighed frem for alle sin samtids mænd, skulle han være tvungen til at lukke sine øjne, førend han i et uvilkårligt, modstandsløst og alt besejrende „ jeg elsker dig “ havde lagt hele sin sjæls rige, af ham selv endnu næppe anede skatte for en tilbedt og forstående kvindes fod? Han våndede sig ved tanken om, at livet i sin ubønhørlige hårdhed virkelig skulle ville nægte ham denne eneste store nåde, i sammenligning med hvilken alt andet nu forekom ham fattigt og værdiløst. Overfor den berømmelse, navn kundighed og ære, som han efter alt at dømme mærkede nærme sig ham sikkert om end langsomt, følte han sig ligegyldig: lians stakkels, lidenskabelige, udhungrede hjertes begær efter kærlighed fortærede ham. Han rettede sig og for med hånden utålmodig hen over panden — vred på sig selv, næsten ydmyget over, at denne længsel efter en kvinde, som han kunne komme til at elske, i den grad kunne pine og enervere ham. Han var jo dog en mand, som havde sat sig andre mål for sin tilværelse end at vinde kvinders kærlighed. Han, som så bittert og heftigt bebrejdede sin tids mænd, at de udelukkende gik op i erotiske interesser, og som anså’ sig selv for at være den eneste frie mand i hele sin kreds, han skulle lægges i ganske de samme lænker, lyde ganske de samme love, drages mod det samme mål, overensstemmende med naturen og uimod-ståeligt, som jærnet drages mod magneten — en kvinde. Han fremskyndede sin gang og gik nu hurtigt hen ad den vej, der førte til eremitagen. Han længtes pludselig hjem til sit arbejde, til sit skrivebord, og medens han gik, prøvede han på at frigøre sig for sine fantasier fra for og koncentrere sine tanker på sin bog om „ De politiske institutioner11, til hvilken han allerede længe havde samlet materiale, og som han agtede at gøre til sit livs literære storværk. Men lidt efter lidt — ved en eller anden ideassociation, måske blot ved at betragte aftenhimlen, som lige for ham ude i horisonten nu fra solnedgangens Rosa gik over i svagt blegrødt og klart blåt — gled hans troldbundne tanker atter ind i romanen. Ligesom for lidt siden drømte han sig atter tilbage til Schweiz, til genfersøens bred, til det smilende clarens, hvor bådene i sommeraftenerne vugger på mørknende vand, og de hvidkalkede bøndergårde med svalegange udenpå ligger hyggeligt ved foden af vinbjergene i platanernes skygge. Til genfersøen, dér hvor saint-preux ensom på klippen ved la meillerie læser brevet fra Julie... Julie — altid Julie! Atter og atter vendte hun tilbage i hans tanker — vårens og naturens drømte barn med sine milde, dybe, alt forjættende øjne, sit søde og skælmske smil, slank og fin, god og dydig og ung, en lydigt lyttende discipel, en øm, uskyldig og dog lidenskabelig elskerinde, stolt, ædel og varm som abailards héloïse! Han sukkede, skød huen op i panden og åbnede utålmodig den lille knirkende låge, som førte ind til eremitagen. i gården nedenfor trappen stod Thérèse og samlede vasketøj sammen, som havde hængt til Tørring på hvidtjørnshækkene. Hun nikkede blot til ham — aldrig havde hun forekommet ham så kedelig, så tarvelig og interesseløs som i aften. — vi har ventet med aftensmaden, monsieur! sagde hun med sin slæbende, ret behagelige stemme, det eneste, der adlede hendes simple og yderst ukorrekte sprog. Han nikkede og gik videre uden at svare hende eller standse. Hun så’ efter ham med et langt blik. I det tarvelige opholdsværelse, der blev brugt både ti] dagligstue og spisestue, gik husets herre endnu længe op og ned ad gulvet, medens Thérèse og madame le Vasseur dækkede det simple aftensbord. Der var lammekoteletter, grovt brød, mælk, honning og ost, en flaske rød landvin og så den uundgåelige suppe. De satte det alt sammen skødesløst og sjusket på det ovale, polerede bord, der stod uden dug midt i værelset. Da det hele var i orden, tændte Thérèse et tællelys i en høj broncestage, som hun satte foran Rousseaus kuvert, og dér lagde hun også lysesaxen. — lad os så spise, sagde hun på sin fåmælte, stilfærdige måde. hendes herre havde ingen appetit i aften. Efter at have spist. Suppen skød han tallerkenen fra sig og begyndte igen med hænderne på ryggen at vandre frem og tilbage langs med vinduerne i det svage dagslys. Den ild, som Thérèse nylig havde stegt koteletterne ved, brændte endnu på det store åbne ildsted. Rousseau kastede et par friske stykker brænde på bålet, stod en stund og så’ adspredt på, hvordan flammen med en stærkt knitrende lyd begyndte at tage fat i dem, vendte sig derpå om og gik pludselig ud gennem den nærmeste dør. De to kvinder drejede langsomt hovederne og så’ efter ham med et sløvt, misbilligende blik. — det kan ikke blive længe ved på den måde, Therese, sagde den gamle kone med vægt og skænkede på ny i sit glas. — hvad for noget, moder? — han er naturligvis gal, splittergal! sagde hun bestemt og kom med kniven en stor Klump smør på det tykke stykke brød, hun holdt i hånden en af dagene bryder det løs, Thérèse! — å, moder... — ja, ja, det har jeg nu altid sagt... Og de begyndte igen, stille og ligegyldige, at. tygge på deres ost og brød. Da Thérèse havde taget af bordet, kom Rousseau ind igen. Han gik nu rankere, hans øjne strålede, og han smilede nervøst, lidt genert, medens han gik hen til ilden. — å, Thérèse, sæt lyset på bordet herhen... I hånden havde han en lille tarvelig læderportefølje, som han nu lagde ved siden af sig. Han tog et tykt håndskrevet hefte ud deraf, koket sammenheftet med et blåt silkebånd, og sagde — lidt forceret og med det samme nervøse smil — idet han vendte sig om mod de to kvinder: — madame le Vasseur og Thérèse — kunne i have lyst til at høre, hvad jeg har siddet og skrevet sammen i de sidste måneder?... — å, det gør de os rigtignok en stor ære med... Madame le Vasseur tog geskæftig sit smudsige strikketøj og satte sig til rette i lænestolen på den anden side af bålet. Skynd dig, Thérèse, råbte hun ud i køkkenet til datteren, som støjende ordnede fajancetallerkenerne på hylden. Thérèse tog et par sorte silkestrømper, som hun betragtede nøje, idet hun stak fingrene ud gennem hullerne, og satte sig på halmstolen ved siden af sin herre. Rousseau pudsede omhyggeligt lyset og rømmede sig, medens han nervøst bladede i hefterne. det var begyndelsen af „ La nouvelle héloïse11 — saint-preux’ første brev til sin elskede. Han læste videre — hele første del af denne roman om trods og underkastelse, om længsel og kærlighed til døden, som han i de tidlige vårnætter, medens sneen smæl-tede i montmorencydalen, og træerne knop-pedes i skovene omkring Chevrette, havde digtet eller rettere sagt gennemlevet med hele sin sjæl, og som han nu i den sidste tid havde givet form og udtryk. På det fineste, guldkantede papir havde han nedskrevet sit værk, tørret blækket med azur- og sølvsand og heftet arkene sammen med blå og lyserøde silkebånd. Den strenge morals. Simpelhedens og naturens uhøjelige apostel havde her tilladt sig alle mulige koketterier og rechercher — intet kunne være godt eller fint nok til hans Julie! Ømt og varsomt tog han hefte efter hefte ud af porteføljen; hans stemme dirrede af bevægelse og lidenskab, medens han læste. Den midaldrende, allerede grånede mand, der havde størstedelen af sit æventyrlige, fattige og møjsommelige liv bag sig, blev ung igen, da han stolt og dristig som en skabende gud klædte saint-preux’ tanker, lidenskab, smerte og lykke i ord. Ti i denne revolutionære og geniale plebejer, som hensynsløst vovede at strække hånden ud efter patricierkastens fineste og skæreste blomst, havde han omdigtet sit eget jeg, ham havde han skænket sine bedste og frieste tanker, sin mest brændende længsel, sine stolteste forhåbninger, og i hans arme havde han endelig lagt Julie — sine drømmes ideale elskerinde! Lidt efter lidt — alt eftersom han læste, og som han skildrede denne Julie, hendes rene, yndige skønhed, hendes sværmeriske opofrelse, hendes ømme, alt besejrende lidenskab, grebes hans sjæl til trods for bevægelsen og entusiasmen af en bitter, vemodig misundelse. Alt dette — det var dog kun kimærer, drømme, ord — ord... Ord, som, idet de flød over tungen, ikke formåede at læske den; ord, som ikke kunne mætte en hungrende sjæl. For den unge saint-preux, hans opdigtede andet jeg, lå livet åbent, for ham, jeari-jacques Rousseau, den fattige eremit i det fremmede land, var vejen til lykken for evig stængt.... Il faut que j’aime avec transport ou que je meure de douleur... Rousseaus stemme skælvede, han skjulte ansigtet i sine hænder og brast i gråd. Thérèse græd også. Hun sad og vuggede frem og tilbage på stolen og hulkede. nu og da førte hun den sorte silkestrømpe op til de røde øjne og tørrede dem. Et par gange snød hun næsen eftertrykkelig i fingrene. Den gamle madame le Vasseur strikkede træt og søvnigt på sit strikketøj. Hun glippede med øjnene, når hun bøjede sig hen mod tællelyset for at tage en maske op. Da ilden så gik ud i kaminen, og majnattens kølighed begyndte at mærkes i værelset, trak hun pelissen tættere om sine kantede skuldre. Nu så’ hun op og sagde mat og høfligt komplimenterende: — nej, som de dog kan skrive, hr. Rousseau! i. Elle vint, je la vis... Je vis nia Julie en madame d’houdelot, et bientôt je ne vis plus que madame d’houdetot. J. J. Rousseau (,,confessions “ ). Det var morgen på eremitagen, en regnfuld morgen i maj. Frugttræernes stammer var klæbrige og våde, og på det unge græs dannede de lyse nedfaldne æbleblomster hele små blegrøde, fugtige snedriver. Gennem det åbne vindue i arbejdsværelset hang slyngrosernes nys udsprungne, halvknoppede grene, tunge af regnen, ind over vinduesposten og karmen, næsten lige ned på skrivebordets bøger og papirer. Rousseau gik op og ned i det dybe, smalle værelse med hænderne i den lange, slidte silkevests lommer og med hovedet tankefuldt en smule foroverbøjet. Han blev i næste måned fem og fyrretyve år, og håret i tindingerne begyndte at gråne. Men hans brune øjne var ildfulde og stikkende skarpe, hans teint, som stadig skiftede farve, frisk og jævn, næsten som da han var tyve år, og de raskt markerede ansigtstræk havde ikke tabt noget i bevægelighed og energi. Det store mørke skæg, som han straks efter proklamationen af naturevangeliet i sin første epokegørende „ Discours” havde ladet vokse, havde han nu atter taget af, da det generede ham i allerhøjeste grad — uvant som han var dermed — og hans fine, udtryksfulde mund med de bevægelige, stærkt røde læber kom nu atter til sin ret. Han var i skjorteærmer og havde ingen paryk på. På hovedet havde han i stedet for en mørk fløjelshue, som han havde skudt langt tilbage i nakken, så at panden var helt fri. Den snusbrune kjole lå skødesløst henslængt over stolen ved skrivebordet. På skovstien udenfor indhegningen jog to spinkle ryttere forbi i regnkapper. Der var en, der lo, og en lille behandsket hånd vinkede i forbifarten hen mod det åbne vindue. Rousseau standsede og bøjede ivrig de våde grene til side for at se. Men nu var de borte; han hørte kun den sølvklare latter, som hendøde i den friske, fugtige morgenluft. I næste øjeblik hørtes hurtige, lette trin på trappen. Døren reves op som af en hvirvelvind, og ind stormede med store smilende øjne under de våde hatte først madame d’houdetot og så madame d’epinay. — god morgen, hr. Filosof! Madame d’houdetot lod straks med en let skulderbevægelse den våde kappe glide ned på gulvet og gjorde et skælmsk, piruetagtigt buk, så vandet løb ned fra den trekantede hat. Derpå gik hun hen og omfavnede Rousseau venligt, idet hun samtidig kyssede ham på begge kinder. — nå, de siger ikke engang velkommen, utaknemlige eremit! Min søster d’epinay og jeg er komne for at spise frokost her på eremitagen. Og dersom eremiten viser sig sensibel og galant, kan det godt hænde sig, at vi bliver hele dagen. Hun var i mandsdragt ligesom sin svigerinde: „ feuille morte"-tarvel silkefrakke, guldbroderet vest, musegrå knæbenklæder og dertil små saffianshalvstøvler med diminutive forgyldte sporer. Hun gik hen til det tarvelige lille spejl i hjørnet, og efter at have rystet manchetterne tilbage, der næsten skjulte hænderne, begyndte hun ugenert at ordne sit korte kniplingskalvekryds og pudre håret, som var blevet vådt af regnen. Ingen ytrede noget om damernes dragter. Jean-jacques lagde ingen forbavselse for dagen, og de gav ingen forklaring. Denne forklæd ning var i deres verden noget så almindeligt, at man ikke spildte ord på det. Madame d’epinay hilste nu også venligt på filosofen, bebrejdede ham som sædvanlig, at han ikke kom ofte nok til Chevrette, og undersøgte, alt medens hun snakkede, nysgerrigt og interesseret alle de bøger og papirer, som lå fremme på skrivebordet. Endelig var madame d’houdetot færdig med sit toilet. Hun vendte sig om — endnu med hænderne ved tindingerne — og sagde med sin klare stemme, sikkert og fortroligt som et forkælet barn: — kære, berømte monsieur Rousseau — de har vel hørt, at vi er komne for at spise frokost? Måske kan Emilie nøjes med åndelig føde, men må jeg ikke bede om en smule rigtig mad. — de gør mig alt for lykkelig, madame; nu skal jeg straks sige det til mademoiselle le Vasseur. Han var glad og smigret, men dog lidt forlegen over denne uventede overrumpling, og han skottede hen til sin kjole, som endnu lå på stolen ved skrivebordet. — jeg skal nok tale med mademoiselle Thérèse, afbrød.madame d’epinay ham på sin mest hjertelige og forekommende måde. Hun får ikke lov til at gøre sig nogen ulejlighed for vor skyld! En kompot, et brød, en smule vin og vand og en kop kaffe — dersom hun i det. hele taget har noget kaffe. Det er alt, hvad vi behøver. — vi spiser naturligvis i haven, ikke sandt? Nu skinner jo solen igen... Dér — under det store æbletræ. Madame d’houdetot pegede ud ad vinduet. Hun vendte sig om og råbte til sin svigerinde, som allerede var udenfor døren: - megen kompot og et stort brød! — hvad er det, de skriver? Hun trak et hefte frem, som han i hast havde skudt ind under nogle bøger. Nej, hvor koket! Forgyldte kanter på papiret og lyseblå! Silkebånd... Du store gud, monsieur, er det Vers? - nej, sagde Rousseau smilende. Og idet han halvt med magt tog heftet fra hende, tilføjede han: det er kærlighedsbreve. - - til min søster d’epinay?... — nej, udbrød Rousseau og lo højt. Hendes søde, nyfigne øjne og viltre, graciøse ugenerthed satte ham i godt humør. Han bøjede sig ned over hende og hviskedee hemmelighedsfuldt: nej — til en ung pige, der hedder Julie. Madame d’houdetot havde sat sig på den yderste kant af skrivebordet, så sålen af hendes lille spidse støvle akkurat nåde gulvet. Hun bladede i et hefte af abbé saint-pierres skrifter, som lå fremme, rystede på hovedet uden at se op og sagde vantro og nonchalant: — nu gør de løjer med mig. Rousseau brød sig ikke om at overbevise hende. Han smilede og strøg ligesom kærtegnende hånden hen over heftet, inden han lukkede det ned i sin skuffe. Men hele tiden betragtede han i al hemmelighed sin gæst, som han havde kendt allede fra hun var ung pige, og som han pludselig syntes, han aldrig havde set før nu. Madame d’houdetot var berømt for sin skønhed, og alligevel forsikrede alle kvinder, først og fremmest hendes svigerinde, at hun var alt andet end smuk. Hendes teint var frisk, men ikke fin og oven i købet på et par steder let mærket af kopperne. Hendes næse var lige, men med en svag tendens til al gå op ad - „ nærmest subretteagtig11 blev den kaldet. Så havde hun et par store grå øjne, vekslende i farven, men endnu mere vekslende i deres udtryk, snart klare og frimodige, lyse og åbne som et lykkeligt barns, snart sky og varme som en ung hinds — helt mørke, næsten sorte i tonen, snart atter lidenskabeligt strålende og overmodigt kække. Og hendes yppige, fint tegnede mund, sød i eftertænksom, mut alvor og sød i smilende skælmskhed — altid udtryksfuld, altid bedårende oprigtig i sit udtryk — fristede mænds sanser og vandt deres hjerter. Hendes hår var berømt og beundret — selv af kvinder. Kulsort og lokket, fint og skinnende som silke, usædvanlig fyldigt, bar hun det opstrøget fra den hvide nakke i høj, lidt gammeldags frisure - „ å la fontanges" ville den være bleven kaldt i salig kongens tid — let pudret under de opkrammede svane-dunskantede hatteskygger. Hun var høj, slank og smidig, rank i ryggen og bred over hofterne, fornem og nonchalant i sin holdning, graciøs og en smule kejtet med en slags fysisk originalitet, som forlenede den simpleste af hendes bevægelser med noget indtagende og for hende ejendommeligt. Sådan var madame d’houdetot, da hun var syv og tyve år, den forårsmorgen hun kom ridende fra Chevrette til eremitagen og fandt brevene til Julie på eremitens skrivebord. Madame d’houdetot satte kaffekoppen fra sig, lagde begge armene på det vaklende havebord og bøjede sig over mod jean-jacques. — hør, sig mig, monsieur Rousseau, synes de om monsieur Grimm? Medens hun talte, blinkede hun skælmsk til sin svigerinde, der trak på skuldrene, rødmede og med en overlegen, lidt træt mine lænede sig tilbage mod stoleryggen. De havde: talt om nybygningerne på Chevrette, om gæsterne, som ventedes dertil i sommerens løb, og om den lille gård i eaubonne, som madame d’houdetot havde lejet for sommeren, medens hendes mand var med hæren i Tyskland. Derefter var de kommet til at tale om krigen i al almindelighed, og om hvilket savn det ville blive for selskabet på slottet, at også Grimm og Saint-lambert deltog i felttoget. Rousseau havde spurgt madame d’epinay, om hun nylig havde hørt noget fra vennen Grimm, og om han følte sig tilfreds med sin sekretærpost hos marskalken afestrées. Madame d’houdetot havde kun taget ringe del i samtalen. Hun havde spist sin frokost med god appetit og siden rådet fuglene med det tiloversblevne brød, som hun hensynsløst smuldrede ud. — ja, jeg gør, svarede Rousseau emfatisk. Grimm er en af mine intimeste og kæreste venner. Det véd de jo godt, madame. — ak, ja! Emilie roser ham også fra morgen til aften. Hvad mig angår, så synes jeg kun, at han har for lidt hjerte og for mange principer. — men, Mimi, afbrød madame d’épinay hende bebrejdende, hvor kan du dog sige sådant noget? Grimm — han er jo slet ikke andet end bare hjerte! Hun sukkede og trykkede hånden veltalende mod den venstre side. Og hvor kan du bebrejde en filosof, at han har principer? tilføjede hun mere hidsigt, end sagen vel var værd. Madame d’houdetot løftede langsomt sine arme, strakte dem ladt i vejret og lagde dem sammen under nakken. Hun lagde sine højvristede fødder i saffiansstøvlerne over hinanden — med en rask kavalleristmæssig bevægelse, som hun så ofte havde beundret hos herrer, og sagde så pludselig resolut: — han er tør og pedantisk — en rigtig tysker! Jeg for mit vedkommende bryder mig kun om franskmænd. — tak for det. Madame! svarede „ Borgeren i Genf “ usædvanlig ydmygt. Hun sprang straks op — leende, men alligevel ked over sin uhøflighed. Hun gik hen til Rousseau og lagde hjerteligt begge hænderne på hans skuldre. — å, de!... Misforstå mig dog ikke —. der gives naturligvis nogle undtagelser. Lad mig se: der er dem og pergolese og kongen af Preussen. — og Markien af Saint-lambert, sagde madame d’epinay langsomt og med eftertryk. Han er jo fra Lothringen, ikke sandt? Madame d’houdetot rødmede dybt — det kom hun så let til. Hun lo lidt forlegent, bøjede sig ned og kyssede Rousseau lige midt på munden. — dér, sagde hun kåd. Det er for at holde dem skadesløs for den ulykke, at de ikke er franskmand. Rousseau rødmede stærkt, lige op til hårrødderne. Hans øjne strålede, han trak vejret hurtigt og søgte efter ord. Et øjeblik greb han uden selv at vide det madame d’houdetots hænder og holdt dem hårdt fast. Madame d’epinay betragtede ham forbavset — hun var ikke vant til, at man gjorde så meget væsen af et Kys! — det er synd for pergolese og kongen af Preussen, at de går glip af skadeserstatningen, sagde hun spøgende... For ikke at tale om Saint-lambert, tilføjede hun. Rousseau følte pludselig og for første gang i sit liv en vis uvilje overfor sin bedste veninde, madame d’epinay. Hvor hendes stemme dog lød tør og prosaisk i sammenligning med svigerindens. Og uden selv at vide hvorfor fandt han det taktløst, at hun på den måde stadig mindede dem om monsieur de Saint-lambert. men madame d’houdetot havde nu genvundet hele sin muntre sikkerhed. Hun vendte sig om mod madame d’epinay, medens hendes hænder endnu hvilede på Rousseaus skuldre. Å, kære søster! sagde hun leende med sin klare, bløde stemme, gør dig bare ikke bekymringer for de herrers skyld. Per-golese er jo død — er han ikke? — og hvad kongen af Preussen angår, så trøster han sig nok over den ulykke ikke at være Voltaires landsmand ved at sende både mar-skalken af estrées og vor ven Grimm hjem til Versailles med en venlig hilsen. Til mar-kien af Saint-lambert — hun løftede hovedet og hendes stemme lød om muligt endnu klarere — skriver jeg i aften. Jeg skal da lade ham vide, hvad jeg skylder ham, og skal nok huske at betale ham det igen ved lejlighed. — med renter! kunne madame d’epinay ikke dy sig for at tilføje. Det så’ ud, som om madame d’houdetot ikke hørte hende længere. Hun prøvede på at fange en sommerfugl i sin trekantede hat. Iii. Mille femmes sont plus betles ( pie toi; plusieurs ont autant de grâces; toi seule as, avec les grâces, je ne sais quoi de plus séduisant qui ne plaît pas seulement, mais qui touche et qui fait voter tous les cœurs au-devant du tien. J. J. Rousseau ( „ La nouvelle héloïse” ). Rousseau kom i reglen hver dag til Chevrette. Madame d’épinay fordrede det næsten som en pligt af sin protegé, efter at hun havde overladt ham eremitagen. Han plejede gerne at vælge tiden lige før middag, når madames lever med de dertil hørende visiter og forretninger var vel overstået, og man med nogenlunde sandsynlighed kunne gøre regning på at være fri for besøg lige til hen på eftermiddagen, da souper’en sædvanligvis atter samlede en del gæster. Men mellem tolv og to havde madame d’épinay sjælden noget mere interessant at tage sig for her ude på landet end at konversere med sin „ Bjørn14 om literatur og filosofi, vise ham de spirituelle breve og „ Portræter”, men dog helst en eller anden traité moral, hun havde udarbejdet i ledige timer, og om hvilke hun med indsmigrende elskværdighed udbad sig hans kompetente dom. Godmodig og taktfuld, som hun var, vidste hun desuden, at jean-jaeques altid befandt sig bedst i hendes salon, når hun var alene eller blot. omgiven af sine nærmeste. Og da hun følte medlidenhed med ham, når hun tænkte på den stakkels Thérèses mad og selskab, holdt hun på ham til efter middag og, dersom han havde lyst, også til aften. Men efter damernes besøg på eremitagen varede det hele to dage, inden „ Bjørnen “ fik lyst til atter at opsøge sin veninde. Som altid, når han engang imellem holdt sig borte, fik han brev på brev fra slottet med mange ømme og urolige forespørgsler angående hans helbred, sjælelige tilstand o. s v., o. s. v. Madame d’epinay havde en stor svaghed for at forfatte små billetter. Og endelig efter to dages fraværelse, som man i allerhøjeste grad havde beklaget og kommenteret, kom monsieur Rousseau i sine bedste sorte silkestrømper ( han havde efter „ Vækkelsen11 og sin første discours definitivt opgivet hvide, da de forekom ham alt for aristokratisk verdslige ), i sin søndagsvest og bro derede livkjole med knapprydet stok og parykken mere omhyggeligt friseret end sædvanligt gående opad den monumentale trappe til slottet Chevrette. I forværelset fik han at vide, at madame havde „ sine vapeurs11, og at hun bad ham træde ind i den store salon. Idet han indvendig bandede de lange djævle til lakajer, som næppe gad rejse sig op, trådte han ind i det store og dystre modtagelses-værefee, som med sine seks mørkt draperede vinduer altid gjorde et uhyggeligt og kapel-agtigt indtryk på ham til trods for de kokette silkebetrukne møbler og de moderne graciøst snirklede ornamenter over alle døre. Der var ingen derinde. Med hatten under armen gjorde han forsigtigt et par skridt hen mod den åbne sidedør, som førte ind til den øvrige lejlighed, og standsede så pludselig. Han så’ ind gennem et langt perspektiv af værelser, gennem mange åbne døre med prægtigt malede og forgyldte dørkarme. Længst borte i det inderste lille kabinet, hvor solskinnet trængte ind gennem gavlvinduet, sad madame d’houdetot i sofaen under det store mangefarvede tapet, kopieret efter en af wat-teaus „ galante fester11. Rousseaus hjerte begyndte pludselig at banke heftigt: han havde hele tiden ventet at finde hende her, det forbavsede ham ikke det mindste, at hun var her, og dog syntes han, at det, der nu hændte ham, var noget højst mærkeligt, noget næsten utroligt. Han bukkede sig dybt inde i forværelset, livor han stod madame d’houdetot nikkede leende. Hun rejste sig straks og gik ham i møde. Hele tiden hørte han hendes små røde hæle knirke hen over de blanke, bonede gulve, som i det uendelige afspejlede dagslyset gennem de høje vinduer og møblernes forlængede linier, medens hun smilende gik gennem alle de mange døre; det var, som om et af Bouchers portræter kom nærmere og nærmere gennem mange forgyldte rammer for endelig at blive stående i den sidste. Hun vinkede ad ham: — kom blot ind til mig, kære ven. Men gå lidt forsigtigt! Dérinde i den gule salon sidder min tante, madame d’esclavelles, og sover. Lad os passiare lidt sammen, inden hun vågner. Hun vendte sig om og gik i forvejen; han fulgte efter så sagte og forsigtigt, som det var ham muligt. Å, hvor var hun dog ikke graciøs! Denne ranke, sveje ryg i fiskebenslivet, disse blødt vuggende hofter under de vide. safransgule silkepaniers, det sirlige og bestemte fodskifte under kjolens falbelader og denne nakke — så hvid og smal bag kniplingsruchet!... Hun vendte sig om og smilede med fingrene på læberne, da de i den mellemste salon gik forbi den sovende madame d’esclavelles han opfangede et glimt af smilehullet i kinden og blikket fra de skælmsk halvåbne, mørke øjne. Hun nikkede samtidig let til ham, og den vifteformede kniplingsroset på Toppen af den pudrede frisure nikkede med. Det værelse, de trådte ind i, var — takket være gavlvinduet mod øst — ligeså lyst og solrigt, som de andre saloner var triste og halvmørke. De sirlige og galante hyrder på væggenes tapeter fik liv og farve i det stærke sommersolskin. Og selv sølvtrådene i møblernes en lille smule falmede rosasilke funklede undertiden som små diamanter. Grevinden satte sig på sin forrige plads i sofaen og tog guldnavetten op, som var faldet ned på gulvet. Inden hun igen gav sig i færd med sit arbejde, kastede hun et komisk, bebrejdende blik på Rousseau, der helt var hensunken i betragtningen af hende og ikke tænkte på at styrte frem og tage den op, således som det sømmer og anstår sig en kavaler. — madame, de véd, jeg er en Bjørn, en ganske simpel Bonde, sagde han undskyldende. deres søster, madame d’epinay har engang for alle fritaget mig for at være galant. — men jeg fritager aldrig nogen for deres pligter — aldrig. — ikke engang dem selv? Hun lo godmodigt. — mig selv mindst! Rousseau skimtede pludselig en mulighed for at komme ind på et æmne, som han i to dage ikke havde kunnet lade være med at tænke på, og som han brændte af længsel efter at høre hende udtale, sig om. Han havde selv en ubehagelig fornemmelse af, at han måtte forekomme hende plump og indiskret, når han således uden spor af berettigelse og så brysk kom frem med dette spørgsmål; men han kunne dog ikke lade være med at sige: — heller ikke, når det gælder pligterne mod deres mand, madame? Grevinde d’houdetot så’ op, lidt forbavset. Hun lagde den ene fod over den anden, slog en ny løkke med navetten og sagde roligt: — monsieur Rousseau — jeg troede, de var filosof, og jeg finder dem pludselig ligeså nysgerrig — skal jeg sige nærgående? — som alle andre kavalerer. — undskyld, madame, mumlede Rousseau; han kunne selv høre, hvor hans stemme dirrede. det er sandelig ikke nysgerrighed, det er interesse. — interesse, gentog hun eftertænksomt og slog sig på læberne med sin lille guldtingest, medens hun for anden gang lod arbejdet synke. Når man har levet en lille smule i verden, kommer man snart under vejr med, hvad „ Interesse11 egentlig vil sige. Det er to fjerdedele ganske almindelig nysgerrighed, som jeg nylig sagde, og to fjerdedele misundelse og malice, når det går en godt — og når det går en dårligt: to fjerdedele skadefryd og selvgodhed. Nej, kom ikke og sig, at de nærer interesse for mig; det ord er jeg bleven så led og ked af! Hendes stemme havde pludselig ved de sidste ord fået et helt andet udtryk. Der var om hendes smukke mund et drag af træthed og lede, som Rousseau aldrig før havde set der. Han flyttede sig nærmere og greb hendes hånd, der hvilede i skødet. — madame, dyrebareste grevinde! Hav fortrolighed til mig. Vi har jo dog kendt hinanden så længe. Hun så’ op på ham — tillidsfuldt, men alligevel en smule forskende. Så sagde hun pludselig varmt: - ja, de skal være min ven, monsieur. Og derpå langsommere, medens hun uvil kårligt slog øjnene ned: det var Saint-lambert, som bad mig besøge dem på eremitagen. Rou

1887_Gioerup_ErikEmun

Michael

Erik Emun

Giørup

Gioerup

Erik Emun

male

1887_Gioerup_ErikEmun.pdf

Michael

Giørup

dk

Erik Emun

Historisk Fortælling

y

gothic

A. Andersen

KB

pdftxt

. 1300

undertitel. 1300

HISTORICAL

Første bog. Havblik før stormen. Første kapitel. Kongens ombudsmand. Den gamle by Roeskilde var ligesom de få andre, daværende byer i det 12le århundrede kun i sin vorden, skønt den var et bispesæde og havde en kongsgård. Danmark har i middelalderen ikke kendt til slige store stæder som andre lande have havt; vore byer førte en stille og ofte fortrykt tilværelse; det var landbefolkningen, som overalt førte an; byernes indbyggere kaldtes endnu ikke borgere, men bønder, og de fleste af dem breve agerbrug ved siden af anden næring. Med undtagelse af Ribe og måske Horsens ere alle dansfe byer byggede på kongens jordegods; de stod umiddelbart under kongen, og bans ombudsmand ( embedsmand ) eller, som han kaldtes af indvandrede tyskere, kongens foged, var en tidlang den højeste øvrighedsperson. Først efterhånden modtoge byerne særlige privilegier af kongen, ligesom lidt efter lidt et mere selvbevidst kommunalt liv udviklede sig gennem gilderne. Roeskilde var i ovennævnte århundrede ikke nogen undtagelse fra de andre byer. Den havde i flere henseender været begunstiget af forholdene; ligesom lund på den anden side af sundet var den bleven en bispestad, og en mængde gejstlige havde samlet sig om domkirken. Byen havde desuden en større kongsgård, hvor kongen dog sjeldnere opholdt sig; thi dengang drog han året rundt fra det ene sted ti! det andet, hvorfor da også kongsgårde fandtes rundt om i hele riget. De vare byggede af træ, og fidt uanseelige. Hvor kongsgårde ikke fandtes, drog kongen på gjæsteri hos adelbønderne. Roeskilde kongsgårds beliggenhed kan ikke påvises med bestemthed; sagnet fortæller, at den har ligget mellem de nuværende gader: bondethinget, domkirkegården, fondensbro, Skomagergade og karenalsdattersstrædæ, at den skal have været omgivet med en grav og haft indførsel fra algaden. Der skal på bagsiden have været en bro over graven til domkirken. Roeskilde, hvis huse alle dengang vare byggede af træ, lignede en stor landsby i vore dage; men dens udseende var ikke så venligt, møddinger sås på gader og veje foran husene, og disse lå langt fra hverandre hver på sin tost, af hvilken et stykke undertiden var indhegnet til urtegård. En smuk septemberdag i året 1130 stod kongens ombudsmand Palle Harald sen udenfor sin gård i byens østlige ende og så med interesse på, at to haner sloges på den mødding, der lå på gadens anden side. Det var en ældre mand på hen ved de tredsindstyve år med et skægget, vejrbidt ansigt. Han havde tidligere tjent i kongens hird, men var bleven misfornøjet med sin tjeneste, som under kong Nielses fredelige regering kun bragte ringe krigsbytte. Da derfor ombudsmanden i Roeskilde døde, bad Palle kongen om pladsen og fik den. Skønt den var meger indbringende, aftråede den ikke af de store slægter; thi kongens ombudsmænd havde ikke megen anseelse. Når de strengt ville påse deres herres tarv, bleve de ofte uenige med bønderne og måtte oøje forfølgelser og ukvemsord. Bag Palle stod døren åben til en mindre hal, og man så der tre af domkirkens vikarer gøre sig til gode med et krus tysk øl. Ombudsmanden havde den pligt, som senere tilfaldt borgermesler og råd, engang om året af fastsætte den pris, som købmændene måtte tage for den indførte vin og det tyske øl, til gengæld havde han tilladelse til selv af udskænke disse varer i mindre partier. En gammel svend passede ombudsmandens skænkestue. Palle blev forstyrrer i af følge de to haners kamp ved, af en vikar hilste ham og ville ind til de andre i skænkestuen. Da ombudsmanden så vikaren, drog en sky over hans ansigt, og han sagde: „ Tov lidt klerk, jeg vil tale næd dig. “ Den tiltalte standsede og blev noget forlegen. Det var en ung mand på omtrent 25 år, med et ganske smukt, men listigt ansigt. Han så spørgende på den gamle, der snart betragtede hanerne og snart vikaren. „ Tror du, den sorte vinder? “ spurgte vikaren. „ Arnold, “ sagde ombudsmanden kort, „ jeg vil sige dig, af du må holde dine øjne fra Sigrid. “ „ Hvad foranlediger dig til af sige mig det? “ „ Fordi hun er min datter. “ „ Jeg tror, den brune hane står sig? “ mente Arnold. „ Nu ved du min mening. — du skal herefter ikke forsømme din altertjeneste for Sigrids skyld. “ „ Jeg har de bedste hensigter, jeg ønsker hende til min hustru. Du ved, af jeg er af god slægt, af vi eje meget gods, af min Broder tjener i kongens hird, af jeg allerede har været tre år i Paris og der hentet doktorgraden, af — — “ „ Ej ej, du forstår af anbefale drg, “ sagde Palle, „ men Sigrid får du nu engang ikke. “ 7 „ Å, den sorte vinder dog! “ „ Mener du hanen eller dig selv? “ „ Å, jeg mener os begge, “ sagde vikaren med et smil. „ Så er det et dårligt varsel før dig, at den brune nu ved et kraftigt anfald er bleven sejrherre. Jeg vil dog redde den sortes liv. “ „ Ombudsmanden styrtede hen til møddingen og skilte hanerne ad. Vikaren ventede, til den gamle kom tilbage, og spurgte da: „ Hvad har du imod mig, Palle? “ „ Jeg har det imod dig at du er klerk. “ „ Hører du til dem, som mistroe os? “ „ Arnold, jeg bekender før dig og alle, at jeg er en god kristen. Havde det været i gamle tider, skulle du have fået Sigrid, men du ved jo, at mange nu mene, at præster ikke bør gifte sig. Du husker vel nok, hvorledes de gifte præster bleve forfulgte før syv år siden? Jeg selv ynkedes meget over dem og deres hustruer. Den mægtige Peder bodilsen og hans kappellan fik bønderne ophidsede mod dem, og de lemlæstede eller ihjelfloge dem. “ „ Det husker jeg alt sammen, det var, før jeg drog til Paris, “ sagde vikaren, „ men vid, at det kun var her på Sjælland, at forargelsen fandt sted, ikke en hånd har i de andre landsdele løftet sig mod de gifte præster. Vor gamle bisp Arnold, gud styrke hans sjæl, var for svag til at forhindre Peder bodilsens grusomhed. Nu er han død, og biso Peder -- -- -- -- -- -- - “ „ Han er ikke mægtlgere end den rige Peder bodilsen, hvem både kongen og Knud, hans frænde, ønsker at stå sig godt med. “ „ Hvad angår kongen og den jyske Jarls benstab og slægtsfab til Peder bodilsen min besten til din datter? Jeg siger dig, at selv paven ikke vil kunne stille os ad, er vi først blevne gifte. “ „ Så sagte, så sagte, du nævner paven, jeg har dog hørt, at han strengt holder på cølibatet, således hedder jo præsternes ugifte stand. “ „ Den får paverne aldrig sat igennem, “ Mente vikaren. „ Det er nu din mening. Som læg mand kan jeg ikke have nogen bestemt mening herom. Men du kan ikke fortænke mig i, at jeg under sådanne forhold hellere seer min Sigrid gift med en god Bonde end med en klerk. “ „ En ting kan du love mig, “ sagde Arnold, „ vent et par år med at bortgifte din datter. Jeg er sikker på, at du da vil have erfaret, at paven på grund af omstændighedernes magt vil blive tvungen til at opgive sin fordring på de gejstliges cølibat. “ Samtalen mellem ombudsmanden og vikaren blev afbrudt på en egen måde. Ud fra gårdens urtegård styrtede en ung, tyndbenet fyr, klædt i en hullet fåreskindspels og ellers nøgen. Det lange, uredte, skidne, hørgule hår fløj dam om ørene. I sin højre hånd holdt han en gås, i sin venstre et par ænder. Bag efter ham kom en ung pige løbende og råbte:,, en tyv, en tyv! “ På alle, der hørte råbet, fremkaldte det stor virkning; en tyv var ikke alene den enkelte^, men hele byens fjende, greb man ham, kunne det tidt ske, at man straks hængte ham op i det første, det bedste træ. Arnold tiltræde de lange klæder op om sig og forsøgte på at udmærke sig i Sigrids øjne ved at fange tyven: vikarerne i hallen forlod øllet og fulgte hans eksempel. Palle blev stående: thi han følte, at hans ben ikke mægtede at indhente den meget rapfodede tyv. Han fulgte jagten med den største øpmærksomhed: ved hans side stod Sigrid, der fortalte ham, hvorledes hun havde fået øje på tyven ligesom han var i færd med at liste sig bort med sine koster. Det var lykkedes den rapfodede tyv at komme et godt stykke bort fra sine forfolgere, hvis antal stadigt tiltog; thi fra næsten hvert hus kom beboerne ud og ilede efter tyven. Bag mændene lob kvinderne. Tyven havde mdslået omtrent samme retning som den, hvori frederikssundsvejen nu løber.,, jeg skønner ikke rettere end at tyven er en af jarlens trælle, “ sagde Palle til sin datter.,, han løber til Haraldsborg med min gås og mine ænder. Harald vil meget mod min villie få gåsesteg i aften. “ „ Den skændige Jarl, “ råbte Sigrid og stampede med sin lille fod i jorden. „ Jaja, lod han endda byens kvinder i fred, skulle jeg ikke gå alt for strengt i rette med ham for hans lyst til at spise gåsesteg på andres bekostning. — trællen har ved Sankt Bent ikke sagtnet farten endnu. “ „ Se, se fader, “ råbte Sigrid,,, der er en mand, som er lige ved at indhente tyven. “ Således forholdt det sig i virkeligheden. En tydst skinder ( Garver ) var kun få alen fra tyven og ville rimeligvis have indhentet ham, hvis ikke en stormand, der med sine to svende nylig var reden ud fra Haraldsborg, havde kastet sig i vejen for skinderen.,, ville i på ny storme jarlens Borg? “ spurgte stormanden.,, vi ville have fat på tyven, “ brølede mængden.,, jeg seer ingen tyv, “ var svaret. „ Han løber bort bagved lig, herre, “ sagde skinderen. „ Nu smuttede tyven ind på Haraldsborg! “ Skreg flere. „ Ve, ve over Harald Kesia! “ råbte mængden. „ Gå til side, at jeg og mine svende, “ sagde stormanden, „ kan ride frem. Vi have ærinde i Roeskilde. “ „ Vend hellere om og bed din ven deroppe på borgen om at give sine tyvekoster tilbage, “ Streg en kvinde. Stormanden svarede intet derpå, men sporede sin hest ind mellem mængden, der tøvende veg tilside. „ Præst. “ spurgte en skrædder Arnold, „ kender dn den fornemme nytter? “ „ Ja, der er Ubbe Jarl, kongens svigersøn, “ Svarede Arnold. Flere af de omstående hørte dette svar, og en kraftig røst råbte:,, hr. Ubbe, meld kong Niels, af hans brodersøn fortjener af hænges i byens højeste galge. “ Jarlen, der var kommen gennem hoben, red hurtigt ad kongsgården til med sine svende, men folkeskaren blev endnu nogen tid stående og udstødte afmægtige trusler mod jarlen på Haraldsborg, om hvem den vidste meget ondt af fortælle. Først da det begyndte af skumre, skiltes mængden ad. Palle havde kunnet se fra sin gård, hvad der foregik på vejen, han rystede på hovedet og sagde til Sigrid:,, var Ubbe Jarl ikke kommen ridende, var tyven bleven fangen af den raske skinder, — men lad os gå ind, Sigrid, jeg vil tale med dig om en anden sag. “ De gik gennem den hal, hvor der skænkedes for gæsterne, og trådte ind i et mindre Kammer, hvor ømbudsmanden modtog de folk, der kom for af tale med ham om deres egne og byens sager. Her fandtes også det jernbeslagne skrin, hvori han opbevarede kongens penge, til de kunne blive afleverede. Under bjælken hang adskillige tørre urter og nogle røgede pølser og skinker. Ombudsmanden bad sin datter om at tænde et lys. Hun gik ud for at udrette dette ærinde. Da hun kom tilbage, fandt hun sin fader sidde grublende med hånden under kind.,, er du syg? “ spurgte hun deltagende.,, nej Sigrid, jeg kender, gud være lovet, ikke til sot eller syge, jeg sad og tænkte på din fremtid. “.. Hvorledes er du kommen til det? “,, seer du, Sigrid, var jeg i min ungdom bleven hjemme i mit sogn hos min slægt, havde jeg nu ikke haft bekymringer for din skyld; thi efter min død ville du have haft en god støtte i de andre sognemænd. En af dem ville måske have haft dig til sin kvinde. Nu er det anderledes. For mange år siden har jeg for så godt som intet givet askald på min part af slægtens jord. Jeg behøvede jo ingen jord, jeg var r kongens hird, og blev jeg gammel, kunne jeg få mit gode ophold på en af kongens gårde. Det var et lystigt ungdomsliv, jeg førte; bytte var der nok af, og en endnu bedre plads end i de danske kongers hird kunne jeg have fået hos en af de russiske fyrster i østervegen. Men jeg blev, og jeg giftede mig med din salig moder; den hellige jomfru lade hende komme let gennem skærsilden! “ „ Det ske! “ sagde Sigrid, og korsede sig fromt. „ Hin stænkede mig en søn og en datter. Da havde jeg i fjor den sorg, at den kjøbmandssnekke, hvorpå drengen var den næste efter styrismanden, forsvandt i Østersøen på rejsen mellem Estland og Danmark. Øm skibet er forlist eller dets besætning hugget ned af venderne, ved kun Vorherre i himlen. Havde Erling levet, ville du i ham have haft en formynder og forsvarer, når jeg var død. Nu har du ingen; thi jeg er trådt ud af forbindelse med mit sogn og min slægt. Jeg står ene i verden, og dør jeg, vil du være en stakkels ensom fugl i en by, hvor der er så mange ville glenter/ ',, jeg kan måske til den tid få en mand, “ Lo Sigrid. „ Der har allerede været en bejler hos mig i dag. “ „ Hvad siger du? Hvem var det? “ spurgte Sigrid spændt. „ Det var Arnold, vikaren. Jeg svarede ham, at vel var jeg en ven af præsterne, men jeg ønskede ikke, at min datter skulle ægte en præst; thi det begynder at blive omstridt, hvorvidt det er tilladeligt for en præst at gifte sig. “ „ Tak, fordi du gav præsten afslag på hans frieri, “ sagde Sigrid, „ han har i den sidste tid ofte nærmet sig og talt venligt til mig, men han har dog ikke kunnet vinde min tillid; thi der er noget hos ham, som minder mig om en snog. “ „ Måtte der snart komme en bejler, som både du og jeg sinde behag i. “ „ Det har ingen hast. Jeg er kun atten år, “ Svarede Sigrid. „ Jeg mener dog, at det har hast, “ sagde ombudsmanden og så ømt på sin datter. „ Her er ikke mere lov og ret i denne by. Se, jeg, kongens ombudsmand, burde jo stævne Harald for birkethinget og anklage ham, fordi hans træl har stjålet af mit fjerkræ; men ikke kan det nytte, at jeg gør dette; thi den gamle kong Niels lader Harald Eriksen gøre, hvad han vil. Jeg skal sige dig, Harald hjalp i sin tid farbroderen til at blive konge i Danmark, og så kan du vel forstå, at kongen ikke vil gøre ham fortræd, skønt jarlen gør os alle sammen mere fortræd end vi ret vel bør tåle. Det er ikke længe siden, at han brød ind med sine svende hos Ejlef på torvet og bortførte hans datter, den fmukke Marie, og hun er nu hans frille. Får han oje på dig, Sigrid, kan det hænde, at han med sine svende også aflægger mig et besøg. Men jeg er ikke købmand som Ejlef, jeg er en gammel stridsmand og kun over mit lig skal den frække Jarl få min datter. “ „ Han skal aldrig få mig, før dræber jeg mig selv! “ råbte Sigrid. „ Selvmord nnstaner ikke en kristen kvinde, “ Sagde Palle. „ Han tor ikke vove med sværd at gæste kongens ombudsmand. “ „ Han tor vove alt, “ sagde Palle, „ thi han er en røver og en tyv. Desuden er kongen nu svag og formår ikke at hjælpe sine ombudsmænd hverken mod stormændene eller mod bønderne. “ Sigrid så bedrøvet på sin fader, kastede sig om hans Hals og sagde: „ Når jeg beder ret lidt og inderligt til den hellige jomfru, vil hun beskytte mig; thi hun er få god og har større magt end alle kejsere og konger. “ „ Bed mit fromme barn, “ sagde ombudsmanden, „ også jeg beder og vil bestandigt bede til Kristus og alle gode helgene, men især til den stærke st. Jørgen. “ Den gamle svend fra drikkehallen kom ind og meldte, at et par fremmede svende ønskede at tale med kongens ombudsmand i anledning af et ftort skib, som var kommet i fjorden med varer. „ Lad dem træde ind, “ sagde Palle, „ og gå du, Sigrid. “ Da hun var gået, trådte de to svende ind i stuen. I den svage belysning kunne man ik! e tydeligt se deres ansigter; thi de blev stående i halvskyggen henne ved døren. „ Træd nærmere, “ sagde ombudsmanden. Den ene og, som det syntes, den fornemste svend nærmede sig; Palle så et djærvt, ærligt krigeransigt, som næppe endnu havde nået de tredive nar. Et stort, lyst skæg dækkede mund og kind. „ Er du kongens ombudsmand? spurgte svenden. „ Ja, jeg er Palle Haraldsen. “ „ Mit navn er Vermund Thorsen, jeg tjener i Erik Eriksens hird. Jarlen er i dag kommen tilbage fra et godt vikingetog til Samland og den indre Østersø. Han medbringer mange og kostbare varer, som han vil lade sælge her. Du ved, at han må betale kongen en afgift, fordi han har fejoet mod rigets fjender, vil du modtage denne afgift? “ „ Det er mit embede at modtage den på kongens vegne. Men først må jeg ombord til jarlen og lade varerne optælle, derefter tager jeg mod den øeel som tilkommer kongen. “ „ Kan du komme i morgen, kort efter daggry? “ „ Jeg skal komme. “ „ Så er mit vigtigste ærnrde udrettet.. Jeg har endnu et andet. Vi have ofte gjort landgang på Samlands * ) kyster, vi yave hjulpet nogle danske ud af fangenskabet og mellem disse befandt sig din søn. “ „ Min søn, min Erling! “ råbte Palle. „ Gud * ) det nuværende ost- og bestprenssen. velsigne jarlen og hans tappre mænd! Erling er altså ikke død. “ „ Her er jeg, fader! “ råbte den svend, der stod ved døren, han styrtede frem og kastede sig i faderens arme. Den gamle, endnu kraftige kriger skjalv af stærk bevægælse, en tåre perlede i hans øje, og han sagde: „ Nu kan jeg dø rolig, nu har Sigrid fået en beskytter. “ „ Sigrid! Hvor er Sigrid? “ spurgte Erling. „ Sigrid er ved godt mod, du skal få hende at se. “ Palle åbnede døren og kaldte på Sigrid, der straks kom tilstede. Han fortalte hende, at broderen var i live og kommen hjem, og med et højt glædesråb kastede hun sig i hans arme. Da sagde Vermund, som havde været et tavst vidne til gensynet: „ Husk på Erling, at jarlen venter os ombord i aften. “ „ Tak, fordi du minder mig om min pligt, “ Sagde Erling og løsnede sig lempeligt fra Sigrids favntag. „ Min søn hører ikke til langskibets besætning, “ Sagde Palle, „ han kan jo blive her, mens du, min brave svend, Vermund hedder du jo, må lyde pligtens bud. “ „ Jeg har taget tjeneste hos jarlen, “ sagde Erling, „ det er en god og tapper herre, jeg ønsker mig ingen bedre. “ „ Så må du med ombord, “ sagde Palle,, „ men først skal du og Vermund smage mit bedste,, tyske øl. Fyld vort største krus, Sigrid. “ Da Sigrid kom ind med kruset, så Vermund først rigtigt på hende, og han syntes aldrig af have set smukkere kvinde i sit liv. Det var måske grunden til, af han ikke havde stort hastværk med af bryde op, og af han med tilfredshed hørte Erling fortælle, af det var Vermund, hvem han skyldte sin frelse, af det var ham, der havde anført den skare, som havde anfaldet venderens gård, hvori Erling arbejdede som træl. Sigrid så taknemmelig på den jevne og ærlige svend, hvis hjerte tog til af banke, da det mødte hendes blik. Kruset blev endnu engang fyldt og tømt, og mens det gik rundt, fortalte Palle om Harald Kesias skammelige færd og om den frygt, noeskilde fredelige beboere havde fået for ham. „ Det er Erik Jarls Broder, “ sagde Vermund, men venskabet mellem de to brødre har aldrig været stort. “ „ Knud Jarl har dog fået dem forligte, “ mente Palle.,, det vil sige, “ sagde Vermund, „ af frygten for den mægtige og strenge Broder lader dem holde fred med hinanden. Erik ligger nu ude på fjorden med sin snekke, men jeg er sikker på, af han ikke, mens hau er her, gæster jarlen på Haraldsborg. “ ' „ Hvilken forskel på brødre! “ sagde Sigrid. „ Ja, “ sagde Palle, „ heri har du ret. Knnd eller, som de kalde ham, knnd Lavard slægter sin fader Erik ejegod på, Harald gør ham den største skam, og om Erik ved jeg ikke andet end hvad jeg nu hører af Vermund, af han sial være en gæv og lapper herre. “ Endelig brød de to svende op for af gå ombord. Da Sigrid bad sin aftenbøn, bad hun ikke alene for sin fader og Broder, men også for Vermund Thorsen. den fremmede, kække svend. Andet kapitel. I kongsgården. Den Ubbe Jarl, som i forrige kapitel blev omtalt, var en søn af Asbjørn Jarl og gift med kongens datter ingertha. Han var noget over de halvhundrede år gammel og lignede sin fader, der spillede en så sørgelig rolle under oprøret mod knnd den hellige. Ligesom faderen havde Ubbe et ansigt, der mindede om rovfuglen, øjenbrynene vare store, buskede og sammengroede over næsen. Han var højere end faderen og bekendt for sin styrke. På sin hustrus opfordring var han redet til Roeskilde for af spørge til dronning Margrethes befindende, hun havde i længere tid været syg. Jarlen havde også selv et ærinde af udrette, han ville forhøre sig hos Harald Kesia, om denne stormand ville være med til af gøre et alvorligt forsøg på af styrte knnd Lavard og fratage ham hans jarledømme. Harald havde i sit stille sind den største lyst dertil, men han anså sin Broder for af være for klog og mægtig til, af et anslag mod ham kunne lykkes, tidligere forsøg på af styrte ham vare faldne højst uheldige ud. Imidlertid skjulte han ikke for Ubbe, af han slet intet havde imod, af knnd på den ene eller den anden måde blev ydmyget. Hermed måtte Ubbe stille sig tilfreds. Da han nåde kongsgården, steg han af hesten og gik hen mod den bygning, hvori dronningen boede. En ung, meget smuk pige, der talte norsk, mødte ham i forhallen, han sagde til hende: „ Ulfhild, gå til dronningen og spørg hende, om jeg kan få hende i tale. “ „ Det kan i vist nok, “ svarede hun,,, Henrik Jarl har nylig besøgt hende. Hun føler sig i dag bedre, hun siger, det er, fordr hun har modtaget gode efterretninger fra kong magnns. “ Dronningen havde intet imod at se Ubbe Jarl. Bleg og mat lå hun på en løjbænk. Skønt kun halvtredsindstyve år gammel, var hendes hår allerede hvidt, og de før så skønne træk gennem furede af rynker. Hun så ^d som hun var over 10 år ældre end hun virkelig var. Årsagen hertil var, at hun ikke havde taget sig livet let, men grebet kraftigt ind i statsstyrelsen: arbejdet havde oversteget hendes kræfter, og en ulægelig sygdom gnavede nu på hendes liv. Hendes svage mand ville ikke have været i stand til at bevare freden mellem kongehusets stridbare medlemmer, hvis han ikke havde haft dronning Margrethe ved sin side. Hun forstod med mesferhånd at mægle mellem dem, og så længe hun levede, blev freden ikke brudt. Dronning Margrethe må henregnes til en af Danmarks mest mærkelige dronninger. Hun var en datter af vest-gothernes konge Inge, og i året 1101 blev hun gift med den norske konge magnns Barfod. Da dette giftermål skulle tjene til ar befæste freden mellem Magnus og Inge, fik hun tilnavnet fred-kolle, fredens stifterinde, og til dette tilnavn søgte hun af gøre sig værdig i hele sit liv. Ikke længe varede hendes ægteskab med Magnus, der allerede i året 1103 satte livet til på et tog mod Irland. Et par år efter giftede hun sig med kong Niels og blev ligeså yndet i Danmark som hun for havde været i Norge. Bed giftermål bestræbte hun sig for af bane vejen for fredelige tider: hun formåede dog kun derved af skabe et havblik før stormen; imidlertidvise dog de mange slægtforbindelser, med hvilken ihærdighed hun forsøgte på af løse opgaven. den tøjlesløse Harold Kesia fik hun gift med Magnus Barfods datter Ragnhild. Harald havde en søn, Bjørn Jernside, der ikke i nogen henseende slægtede fin fader på, han blev gift med dronningens søster Cathrine. Kongens brodersøn Henrik, kaldet skatelar, blev gift med dronningens broderdatter Ingerid. Hendes søster Christines to døtre malmfred og Ingeborg fik hun gifte henholdsvis med den norske konge Sigurd jorsalafar og Knud Lavard. Ja, selv til Olaf hungers enke Inger eller Ingegerd fandt hun en mand, sin farbrodersøn Philip, vest-gothernes konge. I sit ægteskab havde hun ofte haft bekymringer, det var, når kong Niels havde lyttet til slette rådgivere. Det blev da hendes opgave at modarbejde disse falske Benner, og det lykkedes hende næsten altid. Men hun kunne ikke forhindre, at kongedømmet mistede noget af sin tidligere Glands; thi kongens personlighed var ikke stikket til at opretholde den, og hvad der skadede ham mest, var hans gerrighed. Til alle tider har denne last forsfjærtset en konge mængdens Indest og udsat ham for stormændenes spot, og især var det tilfældet her i Norden, som det fremgår af vore sagaer. Dronningen søgte at bøde derpå ved af sine egne midler at være rundhåndet mod gejstligheden, der allerede dengang begyndte at få fattigplejen i sin hånd. En stor sorg, som hun aldrig forvandt, havde den ædle øronning haft, dengang hun mistede sin smukke, lovende, førstefødte søn Inge. Han var femten år gammel, da han en dag var ude at ride med sin tugtemester. Da kastede hesten ham af, den ene fod blev hængende i stigbøjlen, derpå blev han slæbt hen ad jorden, og til sidst slået ihjel af hestens hove. Al hendes kærlighed fik nu hendes yngste søn Magnus eller Mogens, som almuen kaldte ham. Hun havde haft den glæde, at vesfgotherne i året 1129 havde valgt ham til at beklæde hans morfader, Inge stenkildsens ttrone. Da disse året efter dræbte svearnes konge, ragvald, der uforsigtigt på sin eriksgata havde vovet sig ind i deres rige, var magnns nu i gottland for at forsøge på at blive valgt til ragvalds efterfølger. - kongs Niels var på rejser i nørre-iylland, hvilken landsdel han meget yndede. I dronningens hal var hendes søns hustru richiza tilstede. Hun var en datter af den polsfe konge boleslav og for 3 år siden bleven gift med kong magnns;. Richiza var kongeslægtens smukkeste kvinde, og hendes skønhed af en helt anden slags end den, man plejede at finde i Danmark. Hendes hår var mørkt, øjnene næsten sorte og næsen græsk. Richiza var høj og slank og havde en kongelig holdning. Bag det stolte idre skjulte sig en mild og from karakfeer, og hendes mand, den stolte, unge kong magnns, tilbad hun med sit unge hjertes hele varme. Da Ubbe trådte ind, hilste han i forbigående på richiza, nærmede sig dernæst dronning Margrethe og sagde: „ Jeg bringer dig mangen god hilsen fra min hustru, hun håber, at jeg må bringe godt nyt med hjem om din sundhed. “ „ Hvorledes lever Inger? “ spurgte Margrethe med mat stemme. „ Tak, godt. Bien du selv? “ „ Jeg bliver svagere dag for dag. Wattersoten tager til, og munken, som seer til mig, mener, af min lever også er syg. “ „ Jeg håber, af han helbreder dig. “ „ Der bliver hver dag ovre i kirken bedt for mig. Men jeg mærker godt, af mine dage er talte, af jeg snart skal vandre bort og samles med mine fædre. Jeg håber til gud, af jeg ikke har begået nogen synd her på jorden, som ikke vil kunne vorde mig forladt i himlen. “ „ Det har du ikke, “ sagde Ubbe. „ Hvad der ængster mig, er frygten for, af i allesammen, når jeg er borte, ville glemme, af kun fred og venskab skaber lykke. Henrik forlod mig for lidt siden, han udtalte sig meget uvenligt mod vor frænde, hertug Knud. Men jeg talte ham da tilrette og mindede ham om, af jeg for fredens skyld har viist ham stor godhed og gjort ham rig; thi jeg skiftede jo min fædrenearv i tre lige dele, tog selv den ene, gav Knud den anden og Henrik den tredje. “ „ Hvorfor skulle Knud have del i din fædrenearv? “ Spurgte Ubbe.,, aordi han er gift med nun søsterdatter, og fordi han er en mægtig mand, som det er godt at have til ben. “,, du frygter altså Knud Lavard? “ spurgte Ubbe. „ Nej. Da Knud for ikke længe siden var her og hævede arven, formanede jeg ham til redeligen at befordre og vedligeholde freden i fædrelandet og enigheden i kongehuset og at vise sig ligeså stor indenlands som han har viist sig udenlands. Øg Knud kaldte da gud til vidne på sin retskaffenhed, og at han altid havde søgt at opføre sig uskyldig og tro, og han loveoe alene at ville forsvare sig og aldrig at yppe nogen kiv, ja, at ville gjengjælde fjendskab med velgerninger. “ „ Det er smukke løfter, “ mente Ubbe, „ når han nu blot holder dem. “ „ Ingen har nogensinde beskyldt Knud for at være svigefuld. “ „ Stræber han ikke efter engang at blive konge i Danmark? “ „ Han er jo allerede konge. Han har arvet Henrik gotskalksens kongerige. “ „ Hvad er det værd mod det danske rige? Obotriternes rige opstår i dag og forgår imorgen. “ „ Også du, Ubbe, lider, som jeg kan mærke, ikke Knud. Jeg ved dog, at han er min søn Magnus god, han er hans gudfader, ja, han er gudfader til min søns ældste datter. “ „ Jeg seer, at vore meninger om Knud er højst forskellige, “ sagde Ubbe,,, derfor vil jeg ikke trætte dig imod. Jeg hører, at du har fået gode efterretninger fra Magnus. “,, gud være evigt lovet! Det har jeg. Men jeg føler mig træt, richiza vil bedre end jeg kunne fortælle dig nyt fra sin herre og husbond. “ Da Ubbe vendte sig mod vest-gothernes dronning, sagde hun: „ Den hellige jomfru være lovet, min husbond har haft god fremgang i Sverrige; thi svearne have valgt ham til deres konge. “ Mens Ubbe opholdt sig i fruestuen og fik en udførlig beretning om Magnus forhandlinger med svearne, sad Henrik skatelar ved et krus tysk øl ovre i gæsternes hal. Utålmodig rejste han sig, men satte sig igen. Dette gentog sig flere gange, og for hver gang han havde gjort det, desto mørkere blev han. „ Kvinder kunne aldrig fatte sig i korthed, “ Mumlede han, „ nu må Ubbe vel sagtens høre det samme som jeg fik at høre derinde hos de to dronninger, først en stor roes over knnd og formaninger til at holde fred med ham, og dernæst en beskrivelse af Magnus Nielsens heltebedrifter ovre hos vest-gotherne og svearne. “ Henrik skatelar var en af svend Estridsens mange sønnesønner. Dengang Erik ejegod var død, var hans Broder svend, Henriks fader, den nærmestberettigede til ttronen. Han skyndte sig til Viborg, for at blive valgt til konge, undervejs blev hans legemlige svaghed så stor, at han måtte stå af hesten og lade sig køre på en vogn. Han udbrød da: „ Jeg vil glad dø, når jeg blot i tre dage har båret kongenavnet. “ Da han blev så syg, at han ikke engang kunne køre, lod han sig sætte i en bærestol og bad dem skynde sig, idet han sagde til sine folk, at han ville være glad, når blot folket fik ham udråbt til konge, og han derpå straks udåndede på ttinget. Han døde dog, inden han nåde Viborg, 46 år gammel. Hans Broder Ubbe var nu den nærmeste til ttronen, men han undslog sig for at modtage valget, og således blev Niels konge. Henrik Svendsen var en smule halt, derfor havde han fået tilnavnet skatelar. Han var af mellemhøjde, kraftigt bygget og besad en karakter, hvori hårhed var blandet med list; undertiden kunne han på en drøj måde spotte en modstander. For tiden anså han Knud Lavard for at være sin værste fjende, og de vare i årenes løb oftere kørnede sammen, således i Ribe, dengang kongen holdt sin søns bryllup. Svend var der bleven ærgelig over Knuds prægtige, sachsiske dragt og havde spottende sagt til ham: „ Purpur vil ej beskytte dit liv imod sværd, “ Knud svarede: „ Dine klædær gøre dig ej sikkrere. “ Som et slags trods mod Knud bar svend derefter meget simple klædær og var i dag iført en tarvelig fåreskindspels. Som sagt, han holdt Knud for at være sin værste fjende, men i virkeligheden anså han enhver, der stod mellem ham og ttronen, for at være sin fjende. Han havde arvet faderens ærgerrighed og forfængelighed og sagde som svend: „ Blot tre dage konge og jeg vil gerne døe. “ I grunden var der ikke mange, som stod mellem ttronen og ham, når kong Niels var død. Knud den helliges søn Carl var bleven myrdet i Flandern på lignende måde som hans hellige fader i Danmark. Derefter var der Knud Lavard; kunne Henrik få Knud og magnns til gensidigt at ødelæggæ hinanden, ville han efter deres død kunne gøre fordring på at blive konge, og han havde da al udsigt til at blive det. Knuds Broder Harald Kesia ville aldrig blive valgt, hertil havde han givet for stor forargelse, og Knuds anden Broder Erik nød ingen anseelse, fordi Erik ejegod havde avlet ham med en gift kone. Det var nu Henriks nærmeste opgave at ødelæggæ Knud, og hertil ville han benytte kong magnns, der ønskede efter faderens død at blive Danmarks konge, men indså, at Knud stod ham i vejen. Henrik havde længe med rigets stormænd lagt råd op mod Knud, men endnu havde de ikke haft nogen bestemt plan. I sit stille sind mente Henrik, at planen helst måtte lægges således, at magnns, hvis den lykkedes, ikke høstede roes derved. Endelig kom Ubbe fra fruestuen. Han satte sig hos Henrik, der straks begyndte at tale om Knud. Ubbe hørte en tid i taushed derpå og sagde til sidst: „ Frænde, før jeg kom hertil, var jeg hos Harald, for at udforske hans mening. Jeg kan kun sige dig dette, at han er ikke imod os. Du ved, at det er manges mening, at ikke Knud, men Magnus bør være Danmarks konge, når gamle kong Niels er død, men vi bør opsætte at tage afgørende bestemmelser, til dronning Margrethe har sagt verden farvel. “ „ Jeg mener, “ sagde Henrik ivrig, „ at der må handles hurtigt, vi vide ikke, hvor længe kongen lever. “ „ Han overlever vel sin dronning; thi, så vidt jeg kan skønne, har hun ikke lang tid tilbage at leve i. Desuden få vi ikke Magnus med os, så længe hans moder formaner ham til mådehold. Når hun er død, er han vor. “ „ Din fader var ikke få forsigtig, dengang han var med at rejse oprøret mod kong Knud, “ Mente Henrik. „ Det var under andre forhold, “ sagde Ubbe, „ Kong Knud var en dalende stjerne, hertug Knud er en opgående. Og hvad opnåedes ved Knuds drab? At han blev en helgen. “ „ Hvo ved, om ikke også Knud Lavard bliver en helgen, hvis vi dræbe ham, “ sagde Henrik spottende, „ så har Asbjørn været med t

1879_C_ErikOgUlrikkaEllerRingerenFraStokholm_2

C.

Erik og Ulrikka eller Ringeren fra Stokholm

Krause

Krause

Erik og Ulrikka eller Ringeren fra Stokholm

female

1879_C_ErikOgUlrikkaEllerRingerenFraStokholm_2.pdf

Krause

C.

anonym

Erik og Ulrikka eller Ringeren fra Stokholm

En historisk Fortælling

n

gothic

Jordan

KB

Noget tyder på, at dette er en oversat roman

pdftxt

nan

nan

O

„ Det er fuldkommen rigtig, gamle mand, “ Sagde Western betydningsfuld; „ jeg ville gøre det samme; de vil altså nægte, at være i besiddelse af dem? “ „ Nej, det vil jeg ikke. “ „ De vil sige sandhed? “ „ Ja vist! “ „ Så vil man tvinge dem til at udlevere dem. “ „ Hvorledes skulle det være muligt? “ „ Man vil holde husundersøgefte hos dem. “ „ Lad dem kun det, de vil ikke føre til målet, på det sted, hvor jeg bar gemt dem, vil man ikke søge, ingen vil vove, at sætte sin fod der. “ „ Det er meget muligt, men så fængsler man dem. “ „ Det vil jeg finde mig i. “ „ Jeg beundrer dem, gamle mand! “ „ Hvorfor? jeg gør jo kun min pligt. “ „ Men hvad vil de da i reten? “ „ Sige, at jeg ikke giver nogensomhclst oplysninger, sålænge Oskar styrer Eriks sager? „ Bravt! “ råbte Western livligt, „ vær standhaftig, da tilfalder arven i det mindste ikke — “ Her holdt han pludselig inde, „ Grev Oskar, ville de vel sige? “ Ved de da allerede —? “ „ Hvilket? “ spurgte ols nysgerrig. „ Har de ikke læst i avisen, at grev Oskar er bestjålet? “ „ Nej, “ svarede ols bestyrtet. Herpå meddelte Western ham alt omstændeligt. „ Nu bliver alt dem vel klart! “ råbte ols, idet han rystede på hovedet; „ men alle hans intriguer vil intet nytte, thi hovedbeviset har jeg, og det får hverken greven eller dommeren, kun Erik selv, han alene skal få det. “ „ Og ved de, hvem han beskylder for tyveriet? “ „ Jeg har ingen anelse om det. “ „ Sin egen Neveu! “ „ Paul? han er her jo slet ikke! “ „ Han påstår, Paul har brudt ind hos ham i hans fraværelse; desuden mener han, at den unge Greve er pludselig forsvundet. “ „ Han vil om kort tid indtræffe i Tornhill, hvor han bliver ventet med sin unge brud; og det skulle Oskar ikke vide, der for få dage siden var i Tornhill, det forekommer mig besynderligt. “ „ Han har kun meddelt mig om hans pludselige forsvinden; men hvor længe er det siden, de så ham køre bort med hans Neveu? “ „ Henimod fire uger. “ „ Han påstår, det er længere siden. “ „ Husf det, vi kunne ikke vide, hvortil denne løgn kan tjene os; ak, gud give, at min gode Erik ville komme tilbage, han skulle da snart komme i besiddelse af sine rettigheder! “ „ De vil altså ikke nu stille ham betingelser? “ „ Ak nej, nej! “ „ Men er de ikke bange før, at han ganske har mistet tilliden til dem? “ „ Jeg vil knælende bede ham om tilgivelse! “ „ De er altså ikke bange for Oskars indflydelse? “ „ Hans liv er i min hånd; jeg kan hvilken som helst dag træde frem med min anklage, de ved, jeg har bevis. “ „ De taler om giftmordet? “ „ Om Maries revener. “ „ De må gå frem med den største forsigtighed; jeg er bange for, de ncppe vil opnå noget. “ „ Gælder deres mening ikke? “ spurgte ols. „ Jo vist, men den beviser kun den afdødes forgiftning, ikke hvem, der har forgivet ham. “ „ Hvad betydede da grevens ivrige omsorg for at få liget så hurtig begravet? “ „ Det er alt sammen ufuldkomne beviser, “ svarede Western, „ men vær ubekymret, når tiden kommer, vil jeg skaffe bevis for, at giften kun kan være givet ham af Oskar. “ „ Må jeg endnu tillade mig et spørgsmål, hr. Western? “ „ Kan man dø eller egentlig bedøves af en gift, som man ikke tager ind? “ „ Hvorledes skal jeg forstå det? “ Herpå meddelte ols ham, at han, straks efter at have modtaget skrivelsen af Oskar, blev fuldkommen bedøvet. „ Så har han ladet en giftig damp gennemtrænge den, men hvad skulle han have til hensigt dermed? “ „ I medens jeg var bedøvet ville han formodentlig have fat i beviserne, thi jeg fandt fenere alt i min skrivepult i stor uorden. Jeg vil nu aflægge ham et besøg, og på en naturlig måde berøre flere ubehagelige punkter for ham; jeg vil vise ham, at jeg stedse gennemskuer ham, at han på en vis måde må frygte mig. “ „ Og de indbilder dem, at Oskar skal se en hindring i dem, har han ikke hidtil vovet, hvad han ville, selv imod Erik, og er alt ikke lykkedes ham? “ „ Jo desværre, især imod Erik, som han har udset som offer — dog det skal blive anderledes — o, gid blot Erik måtte komme tilbage, jeg ved ikke hvoraf det kommer, men jeg føler nu en større længsel efter ham, end tidligere. “ Western betragtede ham med vemodige blikke. „ Elsker de da virkelig Erik så meget? “ Spurgte han rørt. „ Mere end mit liv. “ „ Stakkels mand, “ sagde Western med så bevæget stemme, at ols ser sammen. „ Hvad mener de med det udråb? “ råbte han hastig, idet hans blikke forventningsfulde vare rettede på Western. „ Er de stærk nok til at høre en sørgelig efterretning? “ „ Tal, tal, “ råbte ols hastig, „ min gud, hvad er der sket? “ „ Noget, som jeg frygter for at sige. “ „ Jeg har mere mod end de tror. “ „ Så vid, at der er hændet Erik en forfærdelig ulykke. “ Ols blev dødbleg, og vaklede til siden. „ Har de efterretning fra ham? “ „ Ikke jeg, men grev Oskar. “ „ Hvad er der da sket? “ „ Han var i cirkasisk fangensfab, men nu — “ „ Er han vel død! “ — afbrød Oskar ham med dæmpet stemme. „ Vel muligt, efter Ulrikkas udsagn må man antage det. “ „ Ulrikka? “ „ Hun skrev brevet. “ „ Og hvad sagde hun deri? “ „ At fangerne ikke få pardon. “ Ols vaklede og sank ned på en stol. „ Jeg har haft mange ulykker i mine dage, umådelig mange, “ sagde han med sitrende stemme, „ dog jeg har altid beholdt min forstand, men jeg er bange for, at denne efterretning vil gøre mig vanvittig. “ „ Fat dem, gamle mand, gud vil trøste dem, “ Ols fortrak sin mund til et bittert smil. „ Trøst? “ sagde han, ja, ved — døden. “ Nogle ojcblikke sad han sørgmodig med sænket hoved. Men endelig, som om han havde besindet sig på noget bedre, rejste han sig og styrtede med umådclig hast til døren. Western trådtc dog i vejen for ham. „ Hvad vil de begynde på? “ spurgte han, da han anede noget slemt. „ Gå til ham, der har givet ham det djævelske råd, at tage til cirkasien. “ „ Og hvad vil de hos ham? “ „ Sværge himlens forbandelse over ham. “ „ Gud alene tilhører velsignelsen — altså også forbandelsen! “ råbte Western højtideligt og greb ols ' s hånd. „ Forsøg ikke at hindre mig, det vil ikke lykkes dem. „ Mit hjerte er fuldt, jeg må give det luft. “ Med disse ord ilede han ud, uden at Western kunne holde ham tilbage. Med rasende hast stormede han igennem gaderne. Enhver, som så ham, blev forfærdet ftående, eller så forbavset efter ham. Hans lange, hvide hår flagrede i vinden, hele hans væsen havde noget ejendommeligt, næsten ubeskriveligt. Klokken kunne vel være ti om formiddagen, da han nåedc Oskars hotel. Her forlangte han temmelig heftig at tale med greven, og lod sig Erik oa mrikka. I. 25 * ikke afvise, men tvang tjeneren til at melde ham, og lidt efter stod han foran Oskar. Denne betragtede ham med gennemborende blikke, thi den øvede menneskekender så straks, at den gamle var i usædvanlig sindsstemning. „ Hvorledes ols, er i allerede så tidlig kommet til Stokholm? Retsforhandlingerne sinde jo først sted i over morgen. “ „ Vi skulle være vidner, ikke sandt, hr Greve? “ „ Jeg synes i har fået det at vide for seks dage siden. “ „ Skæbnen har byttet vore roller; nylig stod de for mig, for at spørge mig, hvad jeg ville sige; i dag kommer jeg til dem, for at høre, hvad de vil sige. “ „ Det kan i tænke eder, det bedste. “ „ Det er de ikke i stand til, hr Greve. “ „ Hvorfor tvivler i derom? “ „ Fordi de mangler beviser. “ „ Så ved i allerede, at jeg er bestjålet? “ „ De har jo ladet det bekjendtgjøre i avisen; — men tilgiv mig en bemærkning, hr Greve, jeg tror, tyven er ikke langt herfra. “ „ Hvad mener i dermed, ols? “ råbte Oskar, idet han rejste sig heftig fra sofaen. „ Hvad jeg mener? Ganske simpelt; at tyven, hr Greve, det er de selv. “ „ Ved i ikke, gamle skaldepande, for hvem i står, glemmer i ganske min rang og min stand? “ „ O nej, af rang er de Greve, af stand tyv og giftblander. Disse sidste ord havde han snarere hvisket end talt; Oskar blev bleg af raseri, hans øjne rnllcde vildt omkring og faldt på kårdcn, der stod i et hjørne af værelset. Hurtig rejste han sig, greb samme, trak den af skeden og styrtede imod den gamle ringer. „ Tilbagekald skurk, hvad du har fagt, eller jeg støder dig ned. “ „ Ved gud, nej, jeg tilbagekalder det ikke; jeg gentager endogså min påstand; men stil mig kun som en bagtaler for dommeren, jeg er rede til at gentage mit udsagn. For dette usle stål sitrer jeg ikke, de vil ikke vove, at dræbe mig dermed, thi vi cre i Stokholm, hr Greve; forstår de mig? “ „ Stille eder for dommeren, elendige kryb? Det er under min værdighed; men vær overbevist om, jeg vil selv være dommer og nu, ud med eder? “ „ Jeg vil ikke gå. “ „ Vil i gå øjeblikkelig! “ råbte Oskar med stigende heftighed, idet han rystede den gamle. „ Så sagte, hr Greve, vov ikke at lægge hånd på mig, det skulle bekomme dem ilde; men, hvorfor føler de dem fornærmet? Så forsvar dem, søg at modbevise min mistanke, jeg siger, de har myrdet Kunz og hans brodér; desuden siger jeg også, de har skaffet de gjenstandc til side, som de har vist at tilsnige dem og som skulle tjene Erik som bevis, og for at stå rctfærdiggjort, har de udtænkt denne komedie og ladet den forkynde i avisen som en nyhed. “ „ Eders uforskammethed er så stor og overraskende, at jeg virkelig ikke ved, hvorledes jeg skal møde den. “ „ Så retfærdiggør dem dog. “ „ For eder, som har myrdet Gabriel? “ „ De er ikke i stand til det, ellers gjorde de det, det undrer mig, at deres glalte tunge ikke kan finde ord, eller nægter deres ellers så skarpe forstand dem sin tjeneste? Men vær kun rolig, jeg ved, hvem de mistænker for tyveriet, dog han er nskyldig, det vil jeg sværge på. “ „ Om hvem taler i, tåbelige nar? “ „ Om eders ncveu, grev Paul. “ Nu ser Oskar forskrækket sammen, han havde kun udtalt denne mistanke for Western, „ Hvorledes falder i derpå? “ „ Min formodning ligger meget nær. “ „ Tal tydeligt. “ „ Det har jeg allerede gjort; er det ikke sandt? Kan de nægte, at de ikke skammer dem ved at besudle deres egen neven med en så lav mistanke? “ „ Det nægter jeg. “ „ Også lige over for hr. Western? “ Oskar blev igen dødelig forskrækket; han vidste nu, at Western og ols måtte stå i forbindelse med hinanden, dog, han var ikke den mand, der så let tabte sin fatning. „ Kender i Western? “ spurgte han, idet han betragtede ols gjenncmtrængcnde. „ Ja, hr. Greve, “ svarede hin bestemt, „ den mand kender jeg meget nøje. “ „ Og han har meddelt eder, hvad jeg sagde ham i fortrolighed? Han har bcgået en stor uret. “ „ Aldeles ikke, hr. Greve; hvorfor skulle Western ikke gøre mig bekendt med deres mring? Men det er mig kært, at jeg en gang har grebet dem i en løgn. “ „ Tåbelige gamle, “ svarede Oskar rasende, „ tror i, at jeg er forpligtet til at meddele eder det, som jeg betror en anden? Har i gjort eder værdig til min fortrolighed? Hvem er i, at jeg skulle nedlade mig, til at betro eder noget, hvormcd man må være forsigtig. Hvem borger mig for, at i ikke går og udbasuner, at jeg har sagt, at min ncveu har bestjålet mig. “ „ Det behøver de ikke at være bange for, hr. Greve; jeg ved, at grev Paul er uskyldig, og om jeg ikke vidste det, så ville jeg alligevel sfåne ham, især nu, da han er forlovet. “ „ Hvorfra ved i det? “ spurgte Oskar opmærksomt. „ Hele Tornhill ved det allerede, da der på sløtet bliver truffet mange forberedelser til at modtage ham og hans brud; om dette også ikke var tilfældet, så vidste jeg det dog fra en anden kilde, “ tilføjede han betydningsfuld. „ Fra hvilken? “ „ De har selv sagt det, hr. Greve. “ „ Hvilken frækhed! I vover at lyve for mig? “ „ Jeg havde den wre, at høre, at de talte med grev Paul om hans brud; det var kun få skridt fra byen, hvor de må have ventet ham, thi han steg ind i deres vogn. “ Oskar blev umådelig forskrækket, han troede, at hans afrejse fra Stokholm med Paul var blevet ubemærket, og nu erfarede han, at ols ikke alene havde set ham, men endog hørt hans samtale; dog han fattede sig snart. „ Jeg husker nok, “ sagde han, „ at vi en gang kjsrte, for at bese nogle godser i nærheden af Stokholm; det er omtrent seks uger siden. “ Disse sidste ord betonede han på en besynderlig måde. „ Det er kun fire uger siden, hr. Greve. “ „ Det er jo det samme, tiden gør intet til sagen; men hvor var de skjult? “ „ Bag en stendynge. “ „ Og hvorfor? “ „ Af visse grunde! “ svarede ols ironisk. „ Forlad mig nu, vi ses igen i reten, “ sagde Oskar i en oprørt tone. „ Ja, vi ses igen i reten, “ gentog ols med eftertryk, „ men vis mig nu Ulrikkas brev, “ vedblev han med bævende stemme. „ Ulrikkas brev? “ Det har i også udspioneret? “ „ Brevet, brevet! “ råbte ols, imedens han så sig ængstelig omkring. „ Brevet ec til mig og ikke til eder, hvad det indeholder, “ vedblev han med sænket stemme, „ har berørt mig smerteligt, dog, jeg vil sige eder det, thi den ulykkelige Erik er eder måske lige så kær som han er mig. “ „ Måske? “ råbte ols med hjertesfærende stemme. „ O, “ vedblev han dæmpet, „ dersom han ikke var mig kærere end dem, da var det dårligt fat med ham; men lad os nu ikke strides mere; jeg har naturligvis ingen ret til at forlange brevet, men de vil vise mig det, når jeg beder dem derom; jeg vil så gerne se med egne øjne, hvad hun skriver om ham. “ „ Skån mig, jeg vil ikke gerne se det sfjæbnesvangre brev mere, mit hjerte vil briste ved synet af det; Western har vel sagt eder, hvad det indeholdt. “ „ Så er Erik død? “ „ Fæt eder. “ „ O sig det kun. “ „ Det er han formodentlig. “ Nogle ojeblikke stod ols tavs og ubevægelig, hans ojnc vare stift hæftede på Oskar, de havde et så ejendommeligt udtryk, at Oskar måtte slå sine ned. Et krampagtig suk trængte sig frem fra hans bryst. Endelig syntes han atter al komme til besindelse. „ Hvem gav ham det råd, at forlade sit fædreland? råbte han med frygtelig stemme, „ hvilken djævel kom fra helvede og råbte til ham: gå til cirkasien! Hvem anden end de. Himlens forbandelse hvile over dem! Gid samvittigheden må pine dem dag og nat og forfølge dem så længe til de når skafotet og derfra bliver befordret til den evige fordømmelse, der, hvor de skal få gjcngjæld for deres gerninger. Forbandelse, evig forbandelse over dem i liv og død! “ Disse ord ledsagede han med truende gebærder og da styrtede han ud af døren, idet han kastede et forfærdeligt blik på Oskar. Nogle ojeblikke stod denne ubevægelig, som om den frygtelige forbandelse havde gjort et dybt indtryk på ham; men det varede ikke længe, førhån gjorde en heftig bevægelse, imedens hans træk antog en blanding af hån og raseri. „ Nar, “ begyndte han med dæmpet stemme, „ Du skal angre det, du såvcl som Western; j er nu farligere end tidligere, i må bringes til evig tavshed; men du, hr. Ringer, du skal være den første; nu, “ tilføjede han med uhyggelig latter, „ i reten fes vi igen. ' l andet kapitel. Den natlige udflugt. Paul og hans brud havde været ventet i tre dage på stolet Tornhill; alle anstalter vare truffet til deres modtagelse, og grevinden begyndte allerede at blive angst for, at brudeparet ikke skulle komme. Den tredje dags aften sad grevinden tankefuld i sofaen; foran hende stod en lampe på bordet og belyste kun en lille del af den store sal. I sin hånd holdt hun et blad, som hun kastede uvillig på bordet. „ Ulyksalige papir! “ råbte hun, „ ved dig må jeg forlade Tornhill, netop nu, da de elsfede børn skulle komme; men nej, jeg vil ikke være vred på dig, du fordrer mig jo i reten, hvor nu alt kan komme i orden; den nødvendige ed kan jeg med god samvittighed aflægge, thi hvad jeg sagde, skete, da jeg var i stort oprør, og følgelig ikke utilregnelig; jeg vil altså rolig sværge og Paul beholder Tornhill. Men at han endnu ikke er kommet, foruroliger mig, jeg føler mig så ængstelig, når jeg tænker derpå, han var ellers altid så punktlig. “ Hun tav og hensank i betragtninger, da Marie, uden at banke på, trådte indgrevinden bemærkede hende ikke, før hun var ganske nær ved hende. „ Nådige frue! “ begyndte den gamle. „ Hvad vil du, Marie? “ „ De er nu altid så tavs, som om en hemmelig Kummer trykkede dem, og det gør mig så ondt; desuden ville jeg kun minde dem om, ar det i morgen er den højeste tid, at rejse til Stokholm. „ Allerede i morgen? “ råbte grevinden ubehagelig berørt. „ Den gamle skurk har allerede forladt Tornhill i dag. “ „ Du taler om ols; mit hjerte bæver, når jeg tænker på ham. “ „ Også jeg kunne blive rasende, thi jeg hader den gamle som synden. “ Grevinden kunne ikke undertrykke et spottende smil ved disse ord. „ Tal ikke mere om ham; i morgen skulle vi altså rejse, jeg tænker derpå med en forunderlig angst. “ „ Er der noget så ængsteligt derved, Fru grevinde? “ „ Ikke videre, end at jeg endnu ikke har hilst på min søn. “ Marie sukkede så betydningsfuld, at grevinden søer sammen. „ Hvad betyder det suk? “ spurgte hun. „ Le nu ikke af mig, Fru grevinde. “ „ Nej vist ikke, tal blot. “ „ Jeg har lagt kort op. “ „ Og hvad har dette orakel profeteret? “ Spurgte grevinden spotteude. „ Ak, det skæbnesvangre kløver syv — “ „ Nå? “ „ Det betyder altid ulykke. “ „ Du er en gammel overtroisk tåbc. “ „ Nej, nej, Fru grevinde, jeg har ofte tidligere lagt kort op, og når det syv lå foroven, skete en ulykke, som altid traf huset Tornhill; sidste gang, da det faldt, døde min Broder Kunz en forunderlig pludselig død, og kort i forvejen havde kløver syv også forkyndt min ældre Broders hnrtige død. “ „ Tåbe! “ råbte grevinden i en stolt, forfornærmet tone, hvad har dine brødre at gøre med huset Tornhill; de er simple mennesker, hvis død kan være ganske ligegyldig for den grevelige familie. “ „ Kløver syv faldt også ved grevinde lconores død, “ tilføjede Marie med eftertryk; måske for at hævne sig på sin herskerinde for denne fornærmelse. Grevinden focr rasende op. „ Hvor tør du vove at tale om en grevinde Leonore i min nærværelse? “ råbte hun med gjennemtrængcndc stemme, „ dersom du mener hin bondetøs, der en gang er død her i slotet, få figee jeg dig, at hun kun var en simpel pige, men ingen grevinde. “ „ Tilgiv, nådigc frue, “ svarede Marie sagtmodig, „ jeg talte jo kun om et dødsfald på Tornhill. “ „ Denne persons død berører lige få lidt den grevelige familie. “ „ Nå, få vil jeg sige dem, at kløver syv også faldt kort før deres gemals, slotsherrens død. “ Skønt grevinden ikke var overtroisk, få kunne hun dog ikke frigjørc sig for en uhyggelig følelse. „ Du siger usandhed! “ råbte hun. „ Bed gud, det er sandt, også i dag lå det fkjæbnesvangre kløver syv øverst, og jeg er bange, at der igen sorestår huset Tornhill en ulykke, gud give, at Paul var kommet lykkelig hertil. “ „ Tie, gamle ravn! “ råbte grevinden bydende, „ gå øjeblikkelig og træf forberedelser til rejsen. “ “ Uden at svare, forlod Marie værelset. „ Og jeg bliver dog ved min påstand! “ sagde den sidste, „ Kløver syv er forbud for en ulykke. Klokken var henimod elleve; grevinden var nu ene og kunne ikke banlyse de urolige tanker; en kold gysen gjennemfoer hende, hun rejste sig, og gik ind i sideværelset for at gå til ro. Allerede tidligt den næste morgen trådte Marie ind. „ Alt er færdigt, nådige frue, “ sagde hun. „ Er vognen forspændt? “ „ For en time siden. “ Grevinden stod op, gav tjenestefolkene streng ordre til at lave hende vide, når grev Paul indtraf, steg i vognen tilligemed Marie og allerede klokken elleve om aftenen holdt den ved Oskars hotel i Stokholm. Denne var endnu vågcn og modtog sin søster med overordentlig forekommenhed. „ Jeg var næsten bange for at du ikke skulle komme, i morgen skulle vi jo i reten. “ „ Ak, jeg ville også meget hellere været blevet hjemme! “ sukkede grevinden. „ Og hvorfor det? “ „ For at vente på Paul. “ „ Er han endnu ikke kommet? “ spurgte Oskar forbavset. „ Nej, endnu ikke, det er så besynderligt. “ „ Ja, i sandhed. Har han ikke skrevet? “ „ Det sidste brev fra ham modtog jeg i din nærværelse. “ „ Han må være holdt tilbage ved en nødvendig omstændighed, hvem kan vide det? “ „ Men han burde dog have skrevet. “ „ Måske har han ikke haft tid, vær kun ikke få ængstelig, han kommer nok, eller er måske allerede kommet. “ „ Da kan jeg i morgen aften have efterretning; jeg har pålagt tjeneren, at sende mig ilbud. “ „ Lad nu din søn komme i guds navn, “ Svarede Oskar, „ jeg har meddelelser at gøre dig, som du vil blive glad for; men nu er du træt efter rejsen, gå til ro, i morgen skal du få alt at vide. “ „ Sig mig det hellere i dag. “ „ Her er kommet brev fra Ulrikka. “ „ Hvad skriver hun? “ spurgte grevinden overrastet. „ Hun beretter en ulykke. “ „ Nå? “ „ Læs selv, “ sagde Oskar, idet han gav sin søster Ulrikkas brev. „ Skal jeg selv læse alt det? “ råbte hun koldt, „ det er for meget forlangt. “ „ Det har du ret i, der hører en stor tålmodighed til at gennemlæse denne sværmeriske epistel, men dette sted her, det vil interessere dig, det øvrige vil være dig ligegyldig. Grevinden så på det betegnede sted og lo højt. Z „ Det kalder du en ulykke? “ „ I det mindste for Ulrikka. “ „ Her er brevet, mere behøver jeg ikke at læse; alt det øvrige interesserer mig ikke, hvor jeg ser hen står der overalt om tårer og smerter. “ Ved disse ord gav hun sin Broder brevet, som han straks gemte. Og så endnu en anden nyhed, “ sagde denne „ Jeg er meget nysgerrig. “ „ Har du ikke læst avisen fra i forgårs? “ „ Nej-i „ Nå, så ved du ikke, at jeg er blevet bestjålen? “ „ Bestjålen? Og det siger du med sådan en „ Ro? “ „ Ja vist, thi tabet er ikke så betydeligt. “ „ Hvad har man taget fra dig? “ „ Tusind daler. “ „ Nå, det er dog noget. “ „ Dette tab opvejer gevinsten, som jeg havde ved dette tyveri. “ „ Hvorledes skal jeg forstå det? “ „ Bisse beviser har jeg mistet. “ Herpå fortalte han hende alt. „ Hvilket hesynderligt, lykkeligt tilfælde! “ Råbte grevinden. „ Du har fuldkommen ret, jeg kunne velsigne tyven. “ „ Har du ingen mistanke? “ „ Jo, ganske vist. “ „ Hvem? “ „ Jeg tror, at Paul var den kløgtige tyv. “ „ Oskar, hvad siger du? “ „ Hvem skulle ellers havet vovet at åbne min skuffe med en falsk nøgle? Hvem anden end han vidste om de omtalte genstande? “ „ Men pengene? “ „ Tæg han, for at vende mistanken hen på en sædvanlig tyv. “ Endnu nogen tid underholdt Broder og søster sig, til de langt ud på naten skiltes. „ I morgen klokken ni skulle vi møde i reten, “ Sagde Oskar, „ lad os nu gå til ro, ellers kunne vi let sove over os. “ Herpå gik Wanda og også Oskar trak sig tilbage til sit soveværelse. Den næste morgen klokken ni så man i en sal i overreten i Stokholm en mand sidde ved et grønt bord, på hvilket lå forskellige akter, Erik og Ulrikka. I. 26 som han bladede i; det var dommeren, som skulle forkynde afgjørclsen i proccscn. Da han havde siddet omtrent ti minutter i denne stilling, trådte en fornem herre og dame ind. De ankommende nærmede sig bordet. „ Hvem er de? “ spurgte dommeren Herren. „ Grev Oskar af strcmbcrg, “ svarede denne og bukkede. „ Ja så, de er Erik Swentburgs befuldmægtigede. „ Og denne dame? “ „ Min søster, grevinde Wanda af Tornhill. “ Dommeren anviste dem høfligt to pladser. Lidt efter trådte to andre personer ind. „ Og hvem er de? “ spurgte dommeren. En værdig olding trådte hen til bordet. „ Jeg er indstævnet her som vidne, “ sagde han. „ Deres navn? “ „ Johannes ols, otte og halvfjerdsinstyve år, graver og ringer i Tornhill. “ „ Og de? “ vendte dommeren sig til den anden. „ Jeg er Marie stuks. “ „ Hr. Grev strcmbcrg, “ begyndte dommeren, „ Klagerens befuldmægtigede, de er kommet, for efter samvittighed at varetage deres clients interresse. De vil sige den rene sandhed og ikke tænke på, at de er i nært slægtsfab med den anklagede. De er både befuldmægtiget og vidne. “ „ Ja vist; Erik Swentburg er en af mine fortroligste og intimeste venner, og fljønt det på en vis måde er mig ubehageligt at komme som min søsters modstander, så må jeg dog samvittighedsfuldf opfylde min pligt. “ „ Her ligger en skrivelse fra dem ved aktstykkerne, er det deres håndsfrift? “ „ Ja, “ svarede Oskar med fast stemme, da han havde overbevist sig derom. „ De siger deri, at den afdøde Greve af Tornhill har fortalt dem, at han var gift med Leonore kingsried, vedbliver de med denne erklæring? “ „ Ja! “ Både grevinden og ols få forbavsede på Oskar. „ De vil altså sværge derpå? “ „ Ja, med god samvittighed. “ „ De skal senere have fået en medaillon og nogle breve som kan give en betydelig oplysning i denne sag, de har for kort tid siden tilbudt, at udlevere dem, hvor er de? “ „ Jeg er desværre ikke i stand til at gøre det; de har måske hørt om tyveriet hos mig? “ „ Så vare de genstande imellem det der blev stjålet fra dem, hr. Greve? “ spurgte dommeren.. „ Ja, desværre?,,, „ Det er meget slemt; har de, som så nøje har kendt den afdøde Greve af Tornhill, aldrig hørt om en vielsesattest, der skulle bevise hans første zegteskab? “ „ Ikke det mindste. “ „ De vil have den godhed at sværge derpå. Altså de omtalte beviser cre blevet stjålnc? “ „ Som jeg allerede tidligere har sagt: jeg har offentlig bckjendtgjort dette tyveri, men der er ikke kommet det ringcste spor for dagen. “ „ Sæt dem, hr. Greve. — Marie stuks, vil de træde frem, “ vedblev dommeren. Hun trådtc frem, efter at have vekslet betydningsfulde blikke med Oskar, hvilket ikke var undgåct ols. „ De skal have fortalt Erik swentbnrg, “ begyndte dommeren, „ at medaillonen og brevene vare fra hans forældrc; er det fandt? “ „ Nej, jeg har kun sagt det af frygt. “ „ Hvad havde de at frygte for? “ „ At Erik swcntburg ville dræbe mig, thi han holdt en pistol imod mig, og lagde mig svaret i munden ved de frygtelige trusler, som han gjorde. “ „ Kan de sværge på det? “ „ Ved gud og min salighed. “ „ Godt, så har de sagt, at de har fundet disse gjenstandc i den afdøde grevinde lconorcs værelse? “ „ Det forholder sig også anderledes; jeg fandt dem ikke i værelset, men i parken. “ „ Det gør kun lidt til sagen; her er spørgsmål, om de kendte billedet? Ifølge indberetningen forestiller det den afdøde grev Tornhill. “ „ Det var ikke ham. “ „ Hvem var det da? “ „ Det var en af Leonore kingsrieds elskere. “ Hidtil havde ols hørt til med en vis ligegyldighed; men nu blev hans ansigts dødelige bleghed forvandlet til en glødende rødme, son: tydelig vidnede om den stemning, som havde bemægtiget sig ham. Årerne på hans pande svulmede, han knyttede truende hånden og trak vejret tungt. Han var i begreb med at styrte sig imod Marie, dog han beherskede sig med overmenneskelig kraft og bevægede sig ikke af stedet et ganske andet udtryk viste sig i grevindens ansigt. Hendes glædestrålende blik forkyndte triumfen, som hun fejrede i sit indre, imedens et besynderligt smil hos Oskar, ikke lod formode nogen bestemt følelse hos ham. „ Fremstillede billedet en af Leonores elskere? Hvorledes stemmer det overens med grev Gustavs brev, der fulgte med billedet? “ Marie tænkte efter nogle ojeblikke, imedens, Oskar og Wanda så forskende på hende. „ Brevet, “ sagde hun endelig, „ var ikke fra greven, det var et falsk, som Leonores elsker havde skrevet, for at hun kunne blive antaget for verden som grevinde Leonore. “ dommeren rystede på hovedet. „ Hvorfor sagde de ikke alt det til Erik Swentburg? “ spurgte han. „ Fordi jeg, som jeg allerede forsikrede, var bange for ham. “ „ Det er en slem sag, at dømme om ting, som ikke er tilstede, hverken brevet eller grev Tornhill; det er altså umuligt at bevise wgtheden. “ Ols, som hidtil havde ståct oprørt, faldt nu med et dæmpet udråb ned på stolen og begyndte heftig at sitre. „ Er de ikke rask, gamle mand? “ spurgte dommeren som bemærkede dette. Imidlertid havde Oskar rejst sig og var gået til ols, for at yde ham hjælp; men denne tilkastede ham et så frygteligt blik, at Oskar veg tilbage. „ Jeg behøver ikke deres hjælp! “ råbte ols, og Oskar vendte tilbage til sin plads. - dommeren vendte sig nu igen til Marie., hvor længe har de været i grevens hus? “ Spurgte han. „ I to og tredive år! “ „ De ved altså intet om grev Tornhills wgteskab med Leonore? “ „ Nej, jeg ved kun, at denne dame boede i en af fløjene på slotet, og at hun døde pludselig en dag, men jeg ved vist, at hun ikke var grevens wgtefælle. “ „ De skal for omtrent fem og tyve år siden have bragt et barn til godsejer Swentburg i nilsdorf? “ „ Det er ganske rigtig. “ „ Hvem var det barn? “ „ Det ved jeg ikke. “ „ Anmeldelsen siger, det var Erik Swentburg. “ Nu rejste Oskar sig pludselig. „ Det påstår også jeg, “ sagde han. „ Hvormed beviser de det, hr. Greve? “ „ Ieg har desværre ingen beviser. “ „ Da beklager jeg, at deres udsagn intet har at sige, dog, “ vedblev han vendt til Marie, „ hvem gav dem dette barn? “ „ En vis Gabriel, den afdøde Greves tjener. “ „ Hvor skete det? “ „ I slotet. “ „ Og hvad sagde han ved den lejlighed? “ „ At han havde fundet barnet; i nærheden af slotet, og at jeg skulle bringe det et sted hen, hvor det kunne blive plejet. “ „ Hvor er denne Gabriel? “ „ Han er død. “ Nu rejste Oskar sig. „ Ieg vil tillade mig, at meddele dem noget nærmere om denne Gabriels død, “ sagde han. „ Det er umuligt, at foretage noget til gunst for klageren ved disse vidneudsagn. “ „ Et af de vigtigste vidner er ringeren ols, “ Tog Oskar ordet, „ da han skal være i besiddelse af de bestemte beviser. “ „ Ieg vil nu først forhøre Fru grevinden, “ Svarede dommeren og gav Marie tegn til at træde tilbage. Nu trådtc Wanda frem med stolt holdning. „ Anklageren bcråbcr sig på et udsagn af dem, Fru grevinde, som de skal have sagt til ham i juni måncd og der fordres ed af dem. “ „ Ieg er rede til at aflægge Eden, så fnart jeg har hørt, hvorom talen er. “ „ De skal have sagt ham, at de har bestemte beviser for deres wgtcfællcs første wgtcskab. “ „ Det er en fræk usandhed, det har jeg ikke sagt. “ „ De er altså rede, til at sværge på det modsatte? “ „ Med fuldkommen overbevisning. “ „ De bestyrer nu godserne for deres søn, grev Paul af Tornhill? “ „ Så længe han er umyndig; men den fem og tyvende december bliver han myndig og vil da selv overtage dem. “ „ Tag plads, Fru grevinde; jeg vil nu forhøre det sidste vidne og da tage alle i ed på samme tid. “ nu blev grevinden oprørt, men anstrengte sig dog for at synes rolig. “ Også Oskar følte sig ubehagelig tilpas, han høstede lidt, men forholdt sig dog stille. “ „ Ols! “ tog dommeren ordet. Denne rejste sig. „ De skal jgive oplysning; anklagen udviser nemlig, at de, efter deres eget udsagn, skal være i besiddelse af de utvetydigste beviser for at Erik Swentburg er ægte født. Efter Marie stuks ' s udsagn kan dette ncppe antages; alligevel formaner jeg dem til strengt at sige sandhed, hverken at fortie noget, eller sætte noget til. “ „ Jeg nægter at svare, fordi jeg kun er forpligtet til at give Erik Swentburg beviserne. “ „ Så vil jeg sætte dem i fængsel og lade dem være der så længe, til de udleverer dem. “ „ Det er jeg rede til, hr. Dommer, her er min person, sæt mig kun i fængsel. “ Dommeren syntes overrasket; han betragtede forbavset ols. „ Er de i slægtskab med Erik Swentburg? “ Spurgte han. „ Nej, “ sagde ols, idet han trak vejret dybt. „ Står de slet ikke i noget forhold til ham? “ „ I intet andet, end at jeg er hans ven. “ Nu rejste Oskar sig pludselig og trådte frem. „ Tilgiv, hr. Dommer, at jeg afbryder forhøret ved min utidige jndblanden, men jeg kan umuligt mcd koldt blod høre på den frækhed, med hvilken dette menneske påstår at være en ven af den stakkels, ulykkelige Swentburg. Han siger, han har brviscr til gunst for ham og nægter at udlevere dem; jeg beder dem indtrængende, hr. Dommer, giv nøje agt på, hvad jeg har sagt, for at anklageren, dersom han en gang kommer tilbage, kan erfare, at jeg har gjort min pligt, thi jeg er hans befuldmægtigede. “ „ Vær ubekymret, hr. Greve, jeg vil ordret nedskrive deres udsagn. Hvad dette menneske angår, “ vedblev han, pegende på ols, „ så vil jeg fortsætte forhøret ene mcd ham, jeg vil derfor ikke opholde dem længere, men tage dem i ed. “ Ols sitrede på hele legemet; han ville tale, men tungen nægtede ham sin tjeneste; hans blege kinder blev mørkerøde, hans øjne glødede af uhyggelig ild og vare stift hæftede på Oskar. „ Vær så god at følge mig, “ tog dommeren ordet til de tre vidner. Herpå rejste han sig, nærmede sig den modsatte væg, trykkede med foden på en fjeder og der åbnede sig nu en bred og temmelig høj klap, som lod se en nische, i baggrunden af hvilken man så et lille sort alter, hvorpå stod et sølv — krusifix. Oskar, Wanda og Marie trådte hen foran samme. „ Løff de tre fingre på den højre hånd i vejret og læg den venstre hånd på hjertet, “ Bød dommeren. Oskar og hans søster adlød straks, Marie tøvede. Dommeren fremsagdc nu edsformularen; Oskar og Wanda gentog den højt, Marie derimod med dæmpet stemme. Vidnerne vare færdige og dyb tavshed herskede. „ De have svoret falsk! “ råbte ols, „ Gud vil forbande dem og straffe dem. For alle synder gives tilgivelse, kun ikke for mened! “ Disse ord havde noget så frygteligt, at de ikke forfejlede deres indtryk, hverken på dommeren eller på de andre. Marie gyste, thi hun anede, at denne profeti skulle gå i opfyldelse. Nogle ojeblikke herskede dødstilhcd. Da vendte dommeren sig til ols: „ De har ikke n

1878_C_ErikOgUlrikkaEllerRingerenFraStokholm_1

C.

Erik Og Ulrikka Eller Ringeren Fra Stokholm

Krause

Krause

Erik og Ulrikka Eller Ringeren Fra Stokholm

female

1878_C_ErikOgUlrikkaEllerRingerenFraStokholm_1.pdf

Krause

C.

anonym

Erik og Ulrikka eller Ringeren fra Stokholm

En historisk Fortælling

n

gothic

Jordan

KB

Noget tyder på, at dette er en oversat roman. Andet bind udkom i 1879

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Afskeden fra fædrehjemmet. Den tyvende juni 1778 så man i et simpelt værelse i en svensk landsby to mænd i samtale med hinanden; den ene af dem var lille og nær oldingsalderen med et nmiskjendeligt udtryk af sørgmodighed i sit ansigt; den anden var en smuk ung mand på omtrent sire og tyve år. Hans hoved var bedækket med lange mørke krøller, ansigtstrækkene vare regelmæssige, panden høj og dristig og vinene sorte og skinnende. Efter klæderne at dømme var han landmand, men en vis anstand i hans holdning talte om, at han havde andet sted hjemme. ' „ I dag skulle vi altså stilles, Erik, “ tog den gamle mand ordet, „ mit hjerte er nærved at briste i dette vieblik, min søn; det forekommer mig, som om jeg aldrig mere skal se dig; jeg er gammel og kan med hver dag dø. “ „ Gør mig ikke afskedstimen alt for tung, tjære fader, “ svarede den nnge mand; „ jeg ville så gerne efterkomme dit ønfle og blive, men det drager mig voldsomt ud i verden, og jeg er mig nu fuldkommen bevidst, at denne fredelige beskæffigelse ikke er nok for min ånd. “ Den gamle så gjcnnemtrængcnde på sønnen og mumlede: „ Besynderligt! „ Ja, ja, Erik, “ Tilføicde han derpå højt, „ jeg har allerede forlænge siden lagt mærke til, at du kun har meget lidt lyst til agerbruget, og jeg — kunne nok sige dig noget — døg — “ Her standsede han. Erik var overrasket, han kastede et spørgende blik på sin fader, rejste sig da, og gik hen til ham. „ Skjuler du ikke en hemmelighed for mig, kære fader, for din søn, der elsker dig så højt, “ Sagde han med en inderlig stemme. Den gamle mand syntes at kæmpe med sig selv. „ Spørg mig ikke, “ svarede han lidt efter, og sukkede dybt. „ Jeg ser det, fader, “ råbte Erik lidenskabeligt, „ Du ved noget, som du vil sijule for mig. “ „ Jeg ved intet, “ svarede den gamle hastigt, - - „ og døg — er det måfle den afgørende dag. “ „ Jeg beder, jeg besværger dig, tal! tal! jeg stilles i dag fra dig, måsfe ses vi ikke mere, sig mig, tynger en hemmelighed på din sjæl? “ „ Du har gættet det, Erik; jeg er i besiddelse af en hemmelighed, som angår dig, men en ed binder min tnnge. Måsfe vil skæbnen selv åbenbarx dig den; kun vil jeg give dig en advarsel: — vogt dig for familien Tornhill! “ „ Hvorledes skal jeg forklare mig det, fader? “ Spurgte Erik overrasket. „ Som du vil, min søn; men da du ønsker det, så gå, gud vil nok være med dig. “ Hvor meget Erik også trængte ind på sin fader, for at opdage hemmeligheden, så lykkedes det ham dog ikke, og tv timer efter denne samtale havde han besteget sin hest og forladt sin fædrenebolig. Hans fader så sørgmodig efter ham. „ Give gud ville velsigne dig, “ sagde han, „ og føre dig til målet, hvor du kan finde opklarelse over din mørke skæbne. Solen var nær ved at gå ned, den kastede sine sidste stråler på den forgyldte kuppel af et tårn, og viste en rytter en sort fane, der vaiede fra Toppen af samme. Den ridende havde imidlertid nået landsbyen, der lå ved slottet, og blev her skarpt betragtet af en landmand, som vendte hjem fra Marken; denne hilste høfligt, og var netop i begreb med at gå videre, da Erik, thi ham var det, råbte: „ Vent lidt, min ven! “ Bonden standsede. „ Hvad hedder denne landsby! “ „ Tornhill. “ Erik blev forbavset; et ejendommeligt tilfælde førte ham denne vej, som han efter faderens råd netop fluide undgå. „ Har greven sin bolig her? “ „ Ja, han boer på slottet. “ „ Hvad betyder sørgefanen? “ „ Den tilkendegiver, at Herren er død i nat. “ „ Er greven død? “ spurgte Erik, overfaldet af en uforklarlig deltagelse. Derpå tilføjede han: „ Tak gode mand, “ og red langsomt ind i byen. Solen var imidlertid gået ned, og kun nogle glimrende røde striber viste, hvor den havde skjult sig. Uvilkårligt kastede han et blik på slottet og betragtede det med ejendommelige følelser. „ Hvorfor skulle navnet Tornhill spille en rolle i min skæbne? “ begyndte han, „ og hvorfor skal jeg flygte, da tilfældet selv fører mig derhen! Nej! “ vedblev han bestemt, „ jeg viger ikke af stedet; jeg bliver her, for at undersøge, hvad Tornhills kunne lægge i veicn for mig; lad dem kun komme, jeg er rede til at træde dem i møde. “ Herpå red han videre, og var kort efter i gæstgivergården. da han kom ind i stuen, så han en gammel mand, der vel kunne være halvfjersindsthve år, sidde ved et bord; han havde en høj pande, der var bedækket med en besynderlig formet nathue, hans spidse hage hvileve på hans hånd, og hans store Oine vendte sig forskende imod ham. „ Store gud! “ mumlede han, „ hvilken lighed! Mon det er muligt! “ Ved disse ord nærmede han sig Erik. „ Guds fred, unge herre, “ sagde han, idet han så vist på ham, „ er det tilladt en gammel mand at spørge, hvorfra de kommer? “ „ Det vil jeg gerne sige dem, jeg kommer fra landsbyen nilsburg, mit hjem! men hvorfor spørger de dog? “ Den gamle mand betragtede ham vemodigt og svarede: „ Ikke i nogen ond hensigt, unge herre, jeg tænkte næsten, at de — dog nej, det er umuligt. “ Ved disse ord lod han hovedet sørgmodigt synke ned på skulderen. „ Hvad fejler dem? “ spurgte Erik overrasket, „ er jeg da dømt til overalt at møde hemmelighedsfulde hentydninger? men, “ vedblev han livligere, „ er de her fra landsbyen? “ „ Jeg har i en del år opholdt mig her, og er ansat som ringer og graver her på stedet. “ „ Så kender de vel grev Tornhill? “ „ Jeg skal om så dage begrave ham i familiebegravelsen. “ „ Kunde de fortælle mig noget om ham? “ „ Ja meget, “ svarede ringeren med bævende stemme. „ O; så fortæl, “ bad Erik med en hast, som var den gamle mand påfaldende. „ De synes at have en besynderlig deltagelse for dette navn? “ „ Og det fluide jeg egentlig ikke, “ svarede Erik betydningsfuld. Nu blev ringeren urolig. „ Skulle de ikke, og hvorfor? “ råbte han hurtig. „ De har egentlig ingen ret til at udforste mig; men deres alder indgyder mig wrefrhgt og tillid, så vid da, at jeg er blevet advaret for familien Tornhill. “ „ En advarsel kan ikke stade, men det kommer an på, hvilken forbindelse de står i til ham. “ „ Så vidt jeg ved, i ingen. “ „ Besynderligt, og fra hvem kom advarslen? “ „ Fra min egen fader. “ „ Unge herre, “ vedblev den gamle med bevæget stemme, „ tilgiv mig min nysgerrighed, men en usigelig trang driver mig til at erfare, hvem de er. “ Erik så på den gamle, fra hvis øjne lyste en uhyggelig ild! han følte en uvilkårlig deltagelse for ham, hvorfor skulle han tøve med at sige ham sit navn, han havde jo døg til hensigt at erfare noget af ham. “ „ Jeg hedder Erik Swentburg. “ „ Swentbnrg? “ råbte ringeren, som vækket af en drøm, jeg hørte en gang den salig Greve nævne dette navn; ak, det er nu fireogtyve år siden, o, det var en sørgelig tid, “ mumlede han sagte. „ Er deres fader godsejer? “ spurgte han derpå højt. „ Nilsburg er hans ejendom. “ „ Jeg har altid haft mistanke dertil; o, hvorfor har jeg ikke før forflet derefter? “ råbte den gamle med en. Stemme, som trængte igennem marv og ben; „ dersom jeg finder stadfæstet, hvad jeg tror, så advarede deres fader dem med en vis net for Tornhills; men jeg vil endnu i nat bryde op til nilsburg, for at tale med deres fader, jeg må have vished. Bliv så længe her i huset, i morgen vender jeg tilbage, og opfyldes min formodning, så har himlen i rette tid ført dem her hen. “ Herpå greb han Eriks hånd, trykkede den fast, og gik. Den unge mand så forundret efter ham; han var nu ene, og havde tid til at tænke over ringerens besynderlige astringer; han bragte dette i forbindelse med sin faders hentydninger, og følte sig foruroliget af en ubeskrivelig spænding. Han havde ingen ro i værelset, og den frie luft virkede velgørende på ham, han så på stjernehimlen og ubestemt håb hævede hans bryst; en uforklarlig anelse sagde ham, at han nærmede sig et afgørende mål. Endnu længe var han hensnnket i tanker, til endelig naturen gjorde sin plet gældende, og mindede ham om at gå til ro; han gik tilbage til huset og overnattede der. Da han vågnede næste dag, var hans første tanke ringeren. Eftertænksom stod han ved vinduet og så ud. Hans oie faldt på en park, som i kort afstand herfra udstrakte sine anlæg med store buskadser og træer. En ubeskrivelig længsel, som han ikke kunne forklare sig, drev ham ud, og kort tid efter havde han betrådt Tornhills dejlige park. Nogle minuters gang førte ham til Toppen af en lille høj, som var opfyldt med gamle egetrær, og da han stod under de store skygger as samme, fik hans oprørte ånd, som blev vederkvæget ved naturens No, atter sin tidligere sorgløshed og ligevægt, og idet han lænede sig til et af træernes knortede stammer, overlod han sig til de mest forsfjellige betragtninger. Højen, på hvilken han stod, var en af de højeste i parken og frembød udsigt til herskabsbygningen, som lå omtrent et kvarters vej derfra og kunne skimtes imellem træerne. Øens hvide mure skinnede i sollyset, og de høje skorstene hævede sig imellem den tætte masse af træer, der omgav samme som et bælte, og over dem viftede sørgefanen. Erik dvælede med sine tanker i dette slot; det var som om en hemmelig magt drev ham til at gå der hen. I Tornhills slotshave, som kun var stilk fra parken ved en lav bøgehæk, dvælede to damer, der bandt kranse af roser og lilier. Øen ene af dem, en slank, velvoksen dame, havde et blegt, men udtryksfuldt og smukt ansigt, der dog havde et smerteligt udtryk. Lange brune krøller faldt ned over den hvide Hals, og gav hende en ejendommelig, overjordisk inde. En smuk sørgedragt omgav den fine skikkelse. Det var Ulrikka, grevinde af Tornhill, den afdøde Greves niece. Den anden, som sad lige over for, var meget mindre og havde et rundt, rødmusset ansigt; der behøvedes intet kjenderblik, for at skjælne, hvem af dem der var herskerinde og hvem tjenerinde. „ Næsten alle bede er allerede berøvet deres smykke, “ sagde Ulrikka, „ dog blomsterne ville blomstre igen, inen min onkel må overgives til jordens skød; han vender ikke mere tilbage, hvorfor skulle bedene ikke også sørge? hvorfor sknlle vi ikke vise ham den sidste kjærlighedstjeneste? “ „ O, frøken, jeg erindrer med forfærdelse et vicblik, i hvilket jeg havde lejlighed at dvæle i deres onkels sygeværelse; men jeg er næsten bange for at tale derom, “ vedblev hun, idet hun så sig om. „ Var tante tilstede? “ spurgte Ulrikka med dæmpet stemme. „ Ikke straks, men hun kom snart. “ „ Fortæl mig det kun. “ „ Den afdøde Greve må have taget en trykkende hemmelighed med sig i graven, thi da han så mig i værelset, vinkede han af mig, og jeg nærmede mig hans leje. Er min gemalinde her? Råbte han, idet han så sig ængsteligt om. Nej, hr. Greve, svarede jeg. Så kald på ringeren, sagde han derpå, thi jeg har noget vigtigt at meddele ham, noget — — her standsede hans stemme, og knn et tungt suk pressedes frem af hans bryst, og jeg gik, for at udføre hans befaling. “ „ Lad os nu tie om disse mørke erindringer, “ Faldt Ulrikka hende i ordet, „ vi mangle blade til at fuldende kransen, cypresserne derovre kunne give os det manglende. “ herpå rejste Ulrikka sig fra græsset, hvorpå hun havde taget plads, vinkede af sin kammerpige, og snart vare de udenfor haven. Efterat de vare gået igennem en bred lindealln, nåcde de vreden af en dam, ved hvilken var befæstet et fartøj. De vare nødt til at ro derover, for at nå en lille chprcsselund, og først nu så de deres forlegenhed. „ Båden er her nok, men vi have glemt, at vi ingen have til at ro. “ „ Det vil jeg vove! “ råbte Emma. Og netop var hun i begreb med at gribe åren, da der pludselig lød skridt. Ulrikka ser forskrækket op, og så lidt derfra en ung, smuk mand, der syntes at skynde sig, for at komme dem til hjælp. „ Se, se, “ råbte Ulrikka til kammerpigen, idet hun viste på den ankommende, og blev snart, rød og snart bleg. „ En ung herre! “ sagde Emma forbavset. „ Og hvilken lighed. “ -- -- -- -- -- -- -- -- -- Ulrikka fik ikke udtalt, thi i dette oicblik stod den fremmede for hende og bukkede dybt. „ Knn den omstændighed, at jeg måsfe her kunne være til nytte, har givet mig mod, til at komme og tilbyde min hjælp med at ro, “ tog han ordet i eir beskeden tone, idet han henvendte sig til Ulrikka. Denne kastede et overrasket blik på den smukke mand og stiftede igen farve. Førend hun endnu kunne give svar, havde han gjort båden løs, gav Ulrikka hånden og hurtig var hun, uden egentlig at vide det, kommet ned i fartøjet. Da Emma så det, sprang hun ligeledes ned og Erik stødte fra land. „ Her er kun et mål, “ sagde han, „ Cypressclunden derovre; jeg antager, det er deres. “ „ De har gættet rigtig, “ svarede Ulrikka og så ned. „ Alen, min herre, de er fremmed for mig? Hvad hedder de? “ tilføjede hun forvirret. „ Erik swentbnrg, og jeg har uden tvivl den zere, at se en dame af huset Tornhill for mig? “ Ulrikka bøjede hovedet. „ Jeg vil bringe min afdøde onkel det sidste kjærlighedsbevis og pryde hans ligkiste med cypresser; af den grund må jeg besøge lunden. “ Erik så i Ulrikkas mørkeblå, smægtende vie og følte sig første gang forunderlig berørt, og hans hjerte bankede hurtigere. Også hun havde set på ham, og hans mandige ådre, i hvilket dristighed og zedelmodighed udtryktes, havde heller ikke forfejlet sit indtryk på hende, denne adel i hele hans væsen stod i sælsom modsætning til den beskedne klædning, som han bar; hun ville vende blikket fra ham, men et mægtigt noget styrede det igen på ham. Nar det en påfaldende lighed, var det en anelse, der rørte sig i hende — hun vidste det ikke selv. Skønt hun blev lidt forskrækket, da han nærmede sig, beklagede hun dog nu måske, at han så snart igen skulle stilles fra hende. Med kraftig arm førte Erik årerne og snart landede han ved den modsatte bred. Forekommende hjalp han Ulrikka af båden; hun var tankefuld og syntes at glemme hensigten med udflugten. Erik, som vidste, hvad hun skulle her, skyndte sig at imødekomme hendes vriste; han brød af cypresserne, som sørgende bøicde deres grene til jorden, og bar flere af dem til fartøjet. Ulrikka så eftertænksomt på ham; denne forekommenhed ville måske have været hende ubehagelig af en anden, men lige over for denne mand formanede hun ikke at indvende noget, da det skete med så megen utvungenhcd og finhed; det var hende, som om det måtte være således. Erik havde lagt mærke til hendes tankefuldhed, men trådte alligevel hen til hende. Da hun så det, ser hun sammen og gik tavs henimod båden, hvorhen Erik fulgte hende. Han stødte fra, og uden at veksle et ord med hinanden, nåde de tilbage til parken. „ Jeg takker dem, min herre, for deres venlighed, “ Sagde Ulrikka, idet hun lod blikket hvile længe på ham. Hun var nu i begreb med at fjerne sig, da Erik på en måde trådte hende i vejen, og bad hende om at tilstå ham en bøn, inden de stilles. „ Og den er? “ spurgte Ulrikka overrasket. „ Jeg beder om tilladelse til at måtte betræde de umiddelbare omgivelser om slottet, nemlig haven, som de nylig kom ud af. Så besynderligt øe end må finde det, så må jeg dog åbent tilstå dem, at en uforklarlig interesse drager mig imod slottet Tornhill. “ Endnu en gang så hun på ham med en blanding af forbavselse og deltagelse og hun havde ikke formået at nægte ham hans bøn. „ Deres onsfe er for beskedent, “ svarede hun „ til al jeg ikke, for så vidt, min myndighed strækker til, fluide opfylde det. “ Herpå hilste hun og var snart forsvundet med sin kammerpige. Erik så længe efter hende. „ At have set hende, og da at skulle flygte fra Tornhill, “ sagde han sagte, „ er en alt for hård opgave; den vil jeg ikke knnne løse. “ Han tiltrådte nu tilbagevejen, hensunken i drømmerier og betragtninger. han havde endnu få skridt at gå, for at nå højen, da en staselig mand af så stor skønhed mødte ham, at han uvilkårligt blev stående et vieblik, for at betragte ham. Dog, da han tog ham nærmere i vieshn, sandt han, at karakteren i hans træk foruroligede ham mere end de gjorde ham godt. Skønt de vare regelmæssige, så havde viet dog et ejendommeligt, ubeskriveligt udtryk. Hans blik forrådte en blanding af stolthed og grusomhed. Også den ubekjendtc havde bemærket den ensomme vandrer, han blev stående og heftede sine rullende vine gennemtrængende på ham. Med en hurtig bevægelse nærmede han sig Erik og blev stående foran ham. „ Hvem er de, min herre? “ spurgte han ham. „ Mit navn er Erik swentbnrg. “ „ Hvorledes kommer de i denne park, og hvad er hensigten med deres ophold her? “ „ Min herre, “ tog Erik ordet, „ jeg ved ikke, om de er berettiget til at gøre mig dette spørgsmål, jeg søler ikke lyst til at svare dem. “ Den fremmede rynkede panden. „ At de er indbudt til min svogers begravelse, kan jeg ikke antage, jeg undrer mig derfor over at finde dem i parken, som ingen fremmed må betræde. “ „ Jeg har den vane at gå, hvor ingen gør Erik oa Ulrikka. I. mig vejen stridig; fluide jeg have gjort en utidig undtagelse her, så kan jeg kun beklage det. “ Disse ord sagde han med bestemthed og gik, uden at værdige den fremmede et blik. Den ubekendte sendte et forbavset blik efter Erik. „ Hans ansigtstræk indgyde mig modvillie; jeg er bange for, at tilfældet ikke har ført dette menneske herhen, “ mumlede han. Med disse ord gjorde han en truende bevægelse og forsvandt da i retning af slottet. Førend vi gå videre i vor fortælling, vil det være nødvendigt, at begive os til grev Tornhills værelse og vende vor opmærksomhed imod ham en kort tid før hans død. Hans gemalinde havde nylig forladt værelset; neppe var dette flet, så rejste den syge sig op. „ Doktor, doktor! “ råbte han med sitrende stemme, „ kom mig til hjælp, — hun skal ikke, jeg vil endnu leve den korte tid, som er mig tilmålt, helvede hernede er dog bedre end det — der oppe. “ Dog lød hans ord forgæves; ingen hørte dem, ingen nærmede sig, og hans hoved sank kraftesløst tilbage på puden. omtrent et kvarteerstid måtte han have ligget så forladt, da han igen rejste sig og så vildt omkring; han begyndte igen at fantasere, thi feberen var kommet over ham. „ Hvorledes, er Leonore her? “ råbte han, „ hvem lod hende komme ind, døren er jo lukket; jeg låsede den selv; for Pokker, hvem har lukket den op? Hendes ansigt er dødblegt, håret hænger løst om skuldrene; — Leonore, Leonore, hvorfor dette blik? Du elskede mig jo så meget; — ak, du vil ikke styrte mig ned i den evige afgrund — du vil ikke vise dig for den almægtiges trone og vidne imod mig; nej, nej, hævnen ligger ikke i din natur; — du, den eneste, som jeg elsfede og som jeg, o, jeg vil ikke udtale det, mine læber skal hentørres førend de fortælle, hvad jeg gjorde. Men jeg angrede, jeg sørgede, jeg bad uophørligt, dog bønnen ville ikke hjælpe, bed du for mig, stakkels offerlam, for at jeg ikke skal blive fordømt, din bøn kunne nytte, endnu er det ikke for sent; o, jeg vil give dig tilfredsstillelse i graven; bring pen, blæk og papir, jeg vil tilstå, han skal have det altsammen. — men er han ikke død? —hvor er Ulrikka? jeg ville gerne tale med hende; — hvor er ols? kald på ols, ringeren, jeg dør, inden jeg kan få sagt det; kom her hen, en frygtelig hemmelighed, en sort forbrydelse tynger på min sjæl, vælt den bort; den trykker som et Centner. — sig til Ulrikka — o, min sjæl går til grunde. — hvad er del for noget hvidt? Leonore, det er det samme, som jeg dryppede i dine årer. Hvad har jeg her? O, det er dit lig, det ligger foran mig, som det lå i hin lange nat; det er koldt og ubevægeligt som den gang. “ I dette skrækkelige vieblik lyd et slag på væggen og straks efter endnu et. Ved denne lyd ser den syge i bciret. „ Kom ind! “ råbte han med bævende stemme. Straks derpå åbnedes en skjult dør, og en gammel mand, med snevidt hår og skæg, trådte ind. Hans ansigt var blegt, hans træk havde noget stivt; han nærmede sig sagte grevens leje og heftede sine store grå vine på ham. „ De har ladet mig kalde, “ begyndte han med hul stemme, „ jeg er kommet, hvad ønsker de? “ „ Ere vi ene? “ spurgte greven. „ Ja, “ svarede ringeren. Greven ser med hånden til hovedet, som om han ville betænke sig, da hviskedee han nogle ord i vret på den gamle. Herpå udstødte denne et forfærdeligt, vildt skrig. „ Jeg anede det, ja, min gud! min gud! “ En uhyggelig tavshed indtrådte; den gamle stirrede mod jorden, derpå rettede han blikket mod den døende. „ Sig mig, hvor han er kommet hen; lun dette ene vil jeg vide. “ Han bøjede sit vre imod den skriftendes mund, dog dennes læber bevægede sig ikke mere, ånden havde forladt sit hylster, og knn et lig lå for ham. Oldingen rynkede panden, fra hans grå vine stjal en tåre sig, og vaklende forlod han værelset af samme vej, som han var kommet. Neppe var han borte, førend en anden dør åbnedes og en kvindelig skikkelse trådte ind. I hendes ansigt havde tid og lidenskab vel efterladt mange spor, men alligevel lagde man mærke til trækkenes påfaldende skønhed og finhed. Hun havde et stolt og strengt ansigt, og de stærke vienbryn gav hende noget hårdt; kort sagt, hun lignede en heltinde fra oldtiden. Hnn blev stående nogle vieblikke, som om hun frygtede for at gå videre; men endelig nærmede hun sig den døde og bøjede sig over ham. „ Han er død, “ sagde hun blegnende. Dog intet smerteligt træk bevægede hustruens kolde ansigt, intet suk lød fra hendes bryst, hun var aldeles tavs. Denne ligegyldighed kunne have indgydt det følende menneske forfærdelse. Pludselig ilede hun ind i sideværelset, og vendte straks efter tilbage med en høj, smuk mand, i hvem vi genkende ham, som mødte Erik i parken. „ Han er død, “ sagde hun. „ Godt, “ svarede han, „ Majoratet vil da tilfalde din søn. “ „ Ja, dersom der ikke cxistercr visse papirer, som gør det tvivlsomt. “ „ Hvorledes? Er du endnu ikke i besiddelse as dem? Du sagde mig døg, at det var lykkedes dig at opdage dem i skabet. “ „ Jeg troede det, men da jeg undersøgte indholdet, opdagede jeg, at jeg havde taget fejl. “ „ Så ville vi straks tage fat på værket. “ Begge gik hen til et skab, åbnede enhver skuffe, toge papirerne ud og undersøgte dem omhyggeligt, men de opdagede intet. „ Jeg ved endnu et sted, “ råbte grevinde Tornhill, idet hun besindede sig, „ der må han have skjult dem. Disse papirer må jeg finde, dersom jeg vil sikre min søn hans ret. “ „ Din frygt er uden grnnd, søster; jeg tror, du piner dig med syner. “ „ Med syner? o, bare du sagde sandhed: kender du da ikke historien om Leonore? “ „ Jovist kender jeg den. “ „ Og alligevel taler du om syner? Kunne ikke en skøn dag en komme og sige, at han — “ „ Bær ubekymret, trøstede hendes Broder hende, ingen tør vove det — “ „ Og dersom det nu sfete alligevel? „ Nå, så måtte der atter graves en grav på kirkegården i Tornhill, “ svarede broderen med et mørkt smil. „ Alle planer lykkes ikke, Oskar. “ „ Jeg sætter nu, at nøgen kom, som vovede at gøre slige fordringer; behøves der ikke beviser, og hvorledes skulle en, som uden tvivl er opdraget i armod og usselhed, skaffe sådanne? “ „ Ved den forbandede ringers hjælp var det vel muligt, og jeg er bange for, at denne gamle skurk vil opbyde alt og anstille utrættelige undersøgelser, for at komme på spor efter visse personer. “ „ Ols er gammel og har måske få dage at leve i; han har hverken mod eller udholdenhed til at udføre en plan, som dog kunne støde på hindringer. Men søg frem for alt på hint sted, hvor beviserne er, og finder du dem, så giv dem til mig, og jeg vil handle. “ Herpå forlod han værelset. Grevinden så længe efter ham. „ Du er vel min Broder, “ hviskedee hun, „ dog har jeg grund til også at mistro dig; så snart noget kommer i mine hænder/vil jeg selv vide at handle. “ det er besynderligt, at også Oskar, hvis sjæl var i lige så høj grad fordærvet, som hans legeme var smukk, udtalte sig således: „ Jeg vil krydse min søsters ærgerrige planer; hvorfor skal Paul være arving; kun fordi han er hendes søn? Jeg foragter den førstefødtes ret; jeg sfafser mig en egen ret, og den vil jeg værne om; hverken Paul eller en anden, der kan vove det, skal blive arving; jeg alene vil være det. Hvorledes hindringerne skulle ryddes af vejen — det bliver min sag. “ Andet kapitel. Familiegravens hemmelighed er. Erik ventede med utålmodighed den gamle ringers tilbagekomst. Klokken var allerede otte om aftenen og endnu var han ikke kommet, uagtet han efter sine beregninger ville indtræffe tidligere. Han sad og tænkte på, at en ulykke måtte være tilstødt ham, da døren pludselig gik op og ols trådte ind. I hans hele væsen mærkede man et tydeligt oprør; han nærmede sig Erik og gav ham hånden, som denne lagde mærke til sitrede. „ Er der hændet dem noget ubehageligt? “ Spurgte Erik deltagende; „ De synes så bevæget? “ „ Jeg har gjort så mange smertelige erfaringer i mit liv; men nu, da jeg går min død i møde, synes himlen at ville holde mig fladesløs, thi jeg har opdaget en hemmelighed, som jeg formodede først at så opklaret hos gud. “ Disse ord sagde han med inderlighed og en vis højtidelighed, som berørte Erik besynderligt. „ Hvad er deres navn? “ spurgte. Ols. „ Erik Swentburg, det sagde jeg dem tidligere. “ „ Kan de endnu hutle deres moder? “ „ Ja vist, det var en god, værdig kone, som er død for få år siden. “ Ols udstødte et dæmpet suk. „ Hun var ikke deres moder, “ sagde han. Erik blev forskrækket. „ Hvad siger de, gamle mand? “ „ Hvad jeg kan forsvare for gud og dem. Margrethe Swentburg var ikke deres moder; jeg vil føre dem til deres — “ „ Føre mig til min moder? Hvorledes vil de — “ „ Spørg ikke, men følg mig, jeg går til deres moder. “ „ De er gådefuld, gamle mand; jeg går ikke af stedet, før de har givet mig forklaring. Ols rynkede panden. „ Deres fader talte til dem om en hemmelighed, der hvilede over deres skæbne. “ „ Det gjorde han, endnu i går Morges, førend jeg rejste. “ Herpå gav han ham et sammenlagt papir. „ Læs dette, “ sagde han. Erik gjennemsløi de få linier fra hans fader, hvilke indeholdt følgende: „ Min elskede søn! Som jeg allerede meddelte dig ved vor afsked, kender jeg en hemmelighed, som angår dig, men som jeg ikke kunne åbenbare for dig; men for den gamle ringer i Tornhill har jeg åbenbaret, hvad der så længe har hvilet tungt på mig, uagtet en ed har bundet mig; han vil meddele dig ting, som vil opfylde dig både med forfærdelse og glæde. Hav fuldstændig tillid til ham; hvad han siger dig, er sandhed! Jeg føler mig oprørt, næsten syg, adskillelsen fra dig har angrebet mig, jeg er bange, jeg vil ikke længe overleve den. Lev vel og vær hilset fra din trofaste fader Adolph Swentburg. “ Erik var i høj grad overrasket; han lagde bladet på bordet og kastede et blik på ringeren. „ Det er godt, jeg vil have tiltro til dem! “ Herpå greb ols hans hånd og trykkede den med øm varme. „ Så følg mig, og alt skal snart blive dem klart. “ „ Var det virkelig sandt, hvad de sagde? Var Margrethe Swentburg ikke min moder? “ „ Som jeg sagde dem, og — de skal endnu erfare mere — dette brev er ikke fra deres fader! “ „ Gamle mand, “ råbte Erik oprørt, „ De berøver mig i et oieblik det højeste jordiske gode; de tager bådc min fader og min moder! “ „ De skal blive holdt skadesløs, “ svarede ols, „ vil de følge mig. “ „ Vare mine forældre her? “ „ De er begge her på stedet; “ svarede ols med højtidelig stemme; „ nu fører jeg dem til deres moder, og det beroer på dem selv, om de vil se deres fader. “ „ Det lyder alt så selsomt, så gådefuldt; hvad skal jeg gøre? “ råbte Erik og stirrede forvirret på ringeren. „ Følge mig; „ jeg sagde dem jo, de er kommet i rette tid; gud må have ledet det således. “ ____________ omtrent en time senere så man i en mørk gravhvælving, ved skinnet af et lys, som var stukket ind i en gammel lampet i muren, to skikkelser, der sad på en gammel ligkiste, og vare lige så stumme, som de døde omkring dem. Hvælvingen var af en ganske ejendommelig bhgningsmåde og stor i udstrækning, loftet hvælvede sig i en stor bue og var opfyldt med forsfjellige malerier, våben og indskrifter. I baggrunden ved vægene vare en mængde ligkister, dels ved siden, dels ovenpå hinanden; midt i hvælvingen var en legemstor statn af grev ringnlph Tornhill, stamfaderen til hele slægten. Den ene af de to personer, i hvem vi genkende ols, greb pludselig sin tavse nabos hånd, og begyndte: „ Vær ikke forundret øver at se mig så længe i denne mørke tavshed, hr. Erik; erindringerne, som overvælde mig på delte sted, må undskylde det. “ „ Så fortæl endelig, jeg føler ikke gru lige øver for de døde, men mismod øver for den levende. “ „ Ikke for overilet, unge ven, hør nu: grev Tornhill, som nu snart skal hvile i denne hvælving, elskede i sin ungdom en tarvelig, men overordentlig elskværdig pige. Dydig, som hun var, kunne han kun nærme sig hende med redelige hensigter, hvorfor han besluttede at ægte hende. Af visse grnnde blev zegteskabet holdt hemmeligt, og ingen anede, at hun var grevens retmæsige gemalinde. Et år senere fødte hun en søn; denne var endnu ikke seks måneder, da hans moder pludselig døde en nat. Ved disse ord blev oldingens stemme bevæget, og han måtte holde inde nogle vieblikke. Erik hørte tavs på ham. „ Men hvortil denne fortælling? “ spurgte han. „ Hør nu videre: ncppe var moderen død, så blev drengen flaffet hemmelig af vejen, og der blev aldrig talt mere om moder og søn. Allerede et fjerdingår efter denne begivenhed førte grev Tornhill en dame af sin stand hjem som hustru; det er den nuværende enke, grevinde Tornhill. “ „ Endnn en gang spørger jeg, “ råbte Erik ntålmodig, „ hvorfor denne fortælling; jeg fluide jo se min moder, hvor er hun? “ „ Har de endnu ingen anelse? “ Nn rørte der sig i Eriks ophidsede sjæl en ubestemt mistanke; han frygtede næsten, at udtale den højt. „ Nuvel, “ tog ols igen ordet, „ den pludselig døde hed Leonore og var — deres moder! “ Erik blegnede, han var så rystet af denne pludselige meddelelse, at han, en afmagt nær, måtte støtte sig til en ligkiste, for ikke at synke om. „ Hvad hører jeg? Hvilken forfærdelig efterretning? “ Hviskedee han med bævende stemme. „ En frygtelig saitdhed. “ „ Den ulykkelige var altså min moder! “ „ Og greven deres fader. “ Erik sank hen i mørk eftertanke. „ Skulle jeg komme herhen, “ begyndte han endelig med dæmpet stemme, „ for så plndselig at se min ungdoms rene erindringer forbitrede? “ „ De er kommet for at kæmpe for deres ret og gøre den gældende. “ „ Men, lad mig endelig spørge, hvilken levende interesse har de i denne sørgelige hemmelighed? “ „ Det vil jeg tale med dem om en anden gang. “ „ Altså er Tornhill min fader? nu bliver advarslen for hans slægt mig klar; men jeg vil tage hævn, “ råbte han med en as sindsbevægelse undertrykt stemme. “ „ Gjengjældclsen tilhører gud, “ faldt ols ham i ordet. “ „ Nej, “ råbte Erik bestemt, „ den skulle høre mig til, dersom greven ikke var et lig; men den krænkede hensovede må have erstatning, og ved gud, hun skal have den ved mig, ved sønnen! — bien, “ vedblev han plndselig, idet han besindede sig, „ De fortæller mig kun en sædvanlig fortælling, hvilke beviser har jeg, hvilke våben har jeg, for at tilkæmpe mig min ret? Men de omtalte min moders død med besynderligt eftertryk? “ Ols tav. „ Jeg ønsker et svar, “ råbte Erik bestemt, „ uden tvivl er hun myrdet; døde hun af gift eller ved dolken? “ „ Bed ingen af delene. Der gives endnu andre midler. — nok — hun døde. “ „ Nej, ikke nok, når? hvor? “ „ Imedens hun sov i sin seng. “ „ Således, var det natnrligt? “ Et bittert smil viste sig på ringerens mund. „ Hvad betyder dette skrækkelige smil? “ råbte Erik heftig, „ spænd mig ikke på pinebænken; hun døde siger de, i søvne? “ „ I søvne, “ gentog ringeren, „ om aftenen var hun blomstrende som en rose, om morgenen et koldl, stift lig. “ „ Jeg forstår — hun blev myrdet! “ Sin blev Erik så heftig og rasende, at ringeren begyndte at srygte, at hans sanser vare blevne sorvirrede ved denne uventede efterretning. „ Fat dem endelig! “ råbte han. „ Jeg vil ikke høre mere! “ råbte Erik og lydelige klager gjenløde i hvælvingen. „ Min moders ånd, på dig kalder jeg, dersom du i din grav kan høre din ulykkelige søns stemme, som gerne vil hævne dig, så svar mig, dersom du har magt dertil! Lad mig kende sandheden eller falskheden af denne skrækkelige formodning. Døg nej, “ vedblev han i en dyb fortvivlet tone, „ intet ore hører mig på “ dette rædsels sted, uden han, som har taget min ro. “ „ Kunde de døde høre det, så ville deres moder kunne det, “ svarede ringeren; „ hun ligger i denne hvælving. “ Erik vaklede tilbage, som truffet af et pludseligt slag; ingen lyd undslap hans mund, og han faldt med hele sit legems vægt imod nogle ligkister. En bragen lød i dette vieblik igennem hvælvingen; en af ligkisterne, imod hvilken Erik var faldet, styrtede til jorden og gik itu. „ Retfærdige himmel! hvad er det? “ råbte Erik, da et lig faldt for hans fødder. „ Deres moders legeme! “ svarede ringeren med undertrykt stemme. Jeg bragte dem her hen, for at de fluide se hende; tilfældet er kommet mig i forkøbet. “ Er dette min moder! “ råbte Erik sønderknust; „ o, så må de døde kunne høre, “ vedblev han gysende; „ dette er et tegn på, at hun ikke er følesløs for mine bønner. “ ved disse ord kastede han sig på knæ

1899_BarnerAagaard_ErikRandborg

Conradine

Erik Randborg

Barner

Barner

Erik Randborg

female

1899_BarnerAagaard_ErikRandborg.pdf

Conradine

Barner

dk

Erik Randborg

Et Samfundsbillede

n

roman

C. Pedersens Boghandel

KB

Forfattternavn, titelblad: C. Barner-Aagard

pdftxt

nan

nan

O

I. Hun sad i det rummelige, med nutidens komfort udstyrede dagligværelse. Smuk var hun ikke, men fin og bleg, en rankvoxen kvinde i trediveårsalderen. Den smalle, hvide hånd for over panden for at bortjage de mørke tanker, som styrtede ind på hende. Hun ville ikke, hun kunne ikke tænke sig at skulle opgive det ideal, det, hvortil hun støttede sit fremtids håb. — da Erik randborg bad hende blive hans hustru, klyngede hun sig til ham med sit hjertes fulde fortrøstning; han stod for hende som en åndens høvding, kæmpende, befalende, med sejrens fortrøstning. Opdraget i et dannet, men overfladisk hjem, hvor talentet blev skattet, men det religiøse tarv hverken skænkedes tid eller omtanke, blev hun et let bytte for den mand, der havde vakt hendes kærlighed. Eriks lidenskabelige natur fængslede hende, Elnas moder var tidligt død og som ung, uerfaren pige lod hun sig indrullere i den lille beundrende skare, der hyldede ham og hans meninger. At hans juridiske eksamen kun var tarvelig, havde hun ikke skænket videre omtanke, eftersom hendes fader, den gamle departementschef snart skaffede datterens forlovede en ret vellønnet plads på en anset overretssagførers kontor. Denne plads havde aldrig behaget den selvstore Erik randborg, men et brøderhverv var jo nødvendigt. — så længe hendes fader levede, støttede han dem med rige gaver, men da han pludseig døde få år efter deres ægteskab, efterlod han sig dog kun en ringe formue. Erik kastede sig nu over udgivelsen af filosofiske, juridiske og literære artikler, men de gjorde kun ringe lykke. Han rasede mod de ubetydelige, elendige undermålere, der foretrak at ligge smeddede i gamle, traditionelle lænker istedet for at hylde hans frie anskuelser. — kun i de små sold, hvor vennerne beundrende lyttede til hans ord, følte han sig glad og hjemme; dér spottede han den snæverhjertede menneskehed, talte med store, stærke ord om frigiørelsens krav, men det var kun oprørets, ikke menneskekærlighedens varme følelser, der besjælede ham. — den daglige forbittrelse over at blive undervurderet begyndte også at præge sig i hans ydre. Hans høje skikkelse, der tog sig så glimrende ud i en balsal, fik en skødesløs holdning, ansigtets udtryk blev frastødende, bag den lette, kurtiserende tone klang der en underlig mislyd. Det gode, dannede selskab fra departementschefens hjem trak sig tilbage, en stille sorg bemægtigede sig ofte Elna, men hun skjulte den, da hun var for stolt til at lade nogen ane, hvad hun led. Døren blev revet op. Med hastige skridt nærmede Erik sig bordet og kastede sig i en lænestol. Den oprørte sindsstemning, hvori han befandt sig, gjorde øjets udtryk hadsk. » Fordømte idioter! — og så har man ikke lov til at sige sin mening uden at få irettesættelser som en skoledreng. « han for op og slog med stokken, så at han knækkede hendes smukke Kala, der stod på et blomsterstativ. Den porcellains urtepotte faldt på tæppet og sønderbrødes. » Men Erik dog, min Kala! « » Jeg skal købe dig en anden. — det er til at blive rasende over. — man skal høre tålmodig på alle disse hovmodige kapitalisters dumheder og vrøvl, ikke alene i stuen, men også i telefon. — var jeg rig, så gav jeg det hele døden og djævelen. « » Men det er vi nu ikke, « svarede hun lidt ærgerlig. » Det er ulykken, men jeg vil ikke lade mig underkue og gå tilgrunde. « » Hvad er der hændet? « spurgte Elna ængstelig. » De gamle historier! Hænge i det, være tjener for kreti og pleti. — er det den fri mands bestemmelse at være villiebunden slave? Jeg blæser af al den vandede høflighed og humanitet. « — » Har overretssagføreren fornærmet dig? « » Ganske vist! Han påstår, at jeg støder folk fra hans kontor, han hører på klager over mig, han undervurderer mine evner og dadler mine anskuelser. — i dag var jeg ikke i humør til at lade mig irettesætte af denne højredespot, denne bureaukrat og kongeven. Jeg har sagt ham min mening, — det er forbi mellem os. « » For himlens skyld, hvad har du gjort! Tænk på barnet og på mig, hvad skal der hlive af os alle? Gå straks til ham og gør det godt igen, eller vil du, at jeg skal gå? For min afdøde faders skyld vil han nok tilgive og glemme. « hun brast i gråd. Han stillede sig foran hende. » Elna, hvad hører jeg? — vil du fornedre os? — er du den kvinde, som er mig værdig, så stands dine tårer og stol på mig. Du ved, at jeg elsker dig og drengen, men du kan ikke finde det overensstemmende med din mands ære, at han skal lade sig regere og underkue. « » Nej, vist ikke, men vi må have brødet, og du har måske været for heftig. « » Det er ret, du dadler mig, « spottede han. » Det giør jeg ikke, men vi er begge forvænte med livets luksus. « » Selvfølgelig skal hverken min hustru, min søn eller jeg selv undvære den forfinelse i livsvaner, som hører til vor natur. Vær ubekymret, min plan er fattet. Jeg nedsætter mig selv som sagfører. « » Betænk hvad du gør. — du opgiver din sikre faste indtægt og går en uvis fremtid imøde. Overretssagfører Bøgild har lovet min fader med tiden at tage dig ind i forretningen. Du kan ikke stå ene. « » Der er ingen risiko, « lød det overlegne svar. » Vor lille kapital tjener til forskud. Når man er seks og tredive år, er det på tiden at blive sin egen herre. — det gamle trælleliv skal nu være endt. Mine åndsevner vil få lejlighed til at udfolde sig, og jeg kan følge mine tilbøjeligheder. — nu behøver jeg ikke mere at skrive med påholdt pen. Den skal komme til at sige sandheder, såvel til regeringen som til kapitalisterne. « » Jeg ved jo nok, at overretssagføreren ofte lagde en hemsko på dig, for eksempel da han forbød dig at tale offentlig for socialisterne. Det var harmeligt, da du ville gennemføre en stor og retfærdig sag. « » Netop. Folket som selvstyrer er mit program, så må embedsmændene og kapitalisterne bøje sig. Men folket må have dygtige ledere, hvem det blindt hen bør følge. Den store uvidende masse har ingen dømmekraft. « » Din mening er jo dog også at hæve arbejderne i åndelig retning? « » Nu har jeg ikke tid til at udvikle mine tanker nærmere for dig. Utallige planer krydser allerede mit hoved.— taften vil jeg samle vennekredsen her til toddygilde, så forkynder jeg dem den store nyhed. « han forlod tilfreds værelset. Hun hørte ham gå bort til vennerne. En underlig knugende angst greb hende, men med næsten overmenneskelig villiestyrke kæmpede hun sig atter til ro og begyndte at sysle med forberedelserne til selskabet. — — kredsen var samlet. Lamper og lys tændte, cdassene fyldte med dampende toddy, cigarog cigaretrøg dannede lette tågeskyer, luften var trykkende varm, men forsamlingen glad, og skæmtende ord fløj som fjerboldte mellem dem. — overtelegrafist vinges, af livet medtagne skikkelse hvilede magelig i det ene sofahjørne. Uagtet han næppe var fyrretyve år gammel, var den venstre arm og hånd allerede halv lammet, men hjertet lige modtageligt for kvindelig skønhed. Hans endnu smukke, mørke øjne stirrede på husets frue, der sad ved hans side i en lænestol. Hun var iført en lyseblå, med cremefarvede kniplinger besat kjole, der fremhævede hendes tiltalende skikkelse. Den anden plads i sofaen var udfyldt af Kand. theol. Ømarks fyldige, kokette frue; hendes opmærksomhed var optaget af den unge digter norfeldt, hvis hovedopgave det var at skrive sonetter til damerne. Kandidat ømark havde efter venskabet med Erik opgivet den gejstlige stand og ernærede sig nu som timelærer. Han yndede at fordybe sig i diskussioner, der gerne fra hans side endte i et intet på grund af hans åndelige uklarhed. Fuldmægtig gren, en blond, noget ubetydelig mand, fæstede med ømhed blikket fra sine med lorgnet forsynede blå øjne på vinges søster Alvilda, en kvik, lille brunette. Hun syntes imidlertid noget uimodtagelig for hans tilbedelse. Gren var Eriks kollega på kontoret, enkemand med tre børn, og nærede stærk tilbøjelighed til at indgå et nyt ægteskab, men Alvilda vinges hjerte havde fra tidligere dage tilhørt Erik randborg, og de varme blikke og håndtryk, som han i løndom gav hende, vedligeholdt den gamle flamme. Jernbanefuldmægtig Asp og bogholder skrødder, to ældre, ugifte herrer, nød toddyen og cigaren i en behagelig hviletilstand. Deres politiske, religiøse og sociale anskuelser vare af en temmelig vaklende natur, men Eriks selvsikkerhed, den overlegne tone, hvori han stedse fremsatte sine opfattelser, havde taget dem tilfange. Deres indtægter tillod dem ikke kostbare nydelser; de følte sig derfor glade ved de små toddygilder som tidsfordriv efter dagens arbejde. » Erik, fortæl os nu, hvad der i dag foregik mellem dig og den gamle despot? « spurgte gren. » Efter hvad jeg kunne opfatte gennem døren gik det varmt til. « » Ja, mine venner, det er netop i den anledning, at jeg i aften har stævnet eder alle herhen, « tog Erik ordet, idet han rejste sig. » Mine principper tro, har jeg kastet ethvert åg af mine skuldre og står for eder som en fri mand. « » Hvorledes? « lød det i kor; — selv Asp og skrødder glemte toddy og cigar. — » Om en måned forlader jeg kontoret og nedsætter mig som min egen herre. « Et betænkeligt udtryk viste sig på alles ansigter, og en pause opstod. — » Hvad ser jeg, — er i feje? « lød Eriks hånende stemme. » Det var jo bestemt, at overretssagfører Bøgild skulle optage dig som kompagnon i forretningen; den ville da rimeligvis med tiden tilfalde dig alene, « bemærkede gren. » Ja, det var min svigerfaders arrangement. « » Det kan dog ikke nægtes, at forretningen er glimrende. Betænk, du har hustru og søn, — det forekommer mig noget uoverlagt handlet, « Vedblev gren. » Har du da ikke ofte selv været forbitret på Bøgild? — føler i ikke alle, at underkuelsen fordrer hævn? — tror i, at mine evner ere så ringe, at jeg ikke er i stand til selv at skabe en ligeså glimrende forretning? — jeg vier mine kræfter til at rive den gamle ned og bygge en ny op på dens ruiner. — jeg vil, at i skal stole på mig; min hustru har fuld tillid og fortrøstning til mine evner! « Han vendte sig til Elna. Blodet steg op i hendes kinder, hun ville ikke svigte ham. » Ja, jeg stoler på dig, « svarede hun i en rolig, værdig tone. » Beundringsværdig som altid, « hviskedee vinge til hende. » Randborg, du kan være stolt af din hustru, « Udbrød Fru ømark. » Ja, Elna er storartet, « halvsukkede Alvilda. » Således burde alle hustruer være, « lød herrernes enstemmige dom. » Din tankes storhed griber mig, Erik, « udbrød omsider norfeldt. » Det gamle carthago skal vige for rom. Jeg skriver et digt, når jeg kommer hjem. Venner! — lad os tømme vore glas for dette sjældne ægtepar, vi, som har den lykke at være dets venner! « Gentagne hurra ledsagede denne skål. — » Jeg nedsætter mig som sagt som sagfører, « Tog Erik atter ordet, » umiddelbart i nærheden af den gamle forretning. — hvad mener du, gren, om første fuldmægtigplads på mit kontor, gage 500 kroner større om året end din nuværende? « » Du tænker altid på vennerne, « svarede gren bevæget, » men var det dog ikke bedst først at se lidt an, hvorledes forretningen går. Vi kan jo sætte et tidspunkt, — om et halvt år f. Eks. « » Som du vil. — jeg har endnu en plan, der kommer til at vedrøre eder alle. « » Hvor dit hoved altid rummer mange ideer, « faldt Asp og gren hinanden i talen. » Du er et overmenneske, varmtfølende i venskab og kærlighed, aldrig rådvild. « » Tak venner! — min agt er at udgive et blad, dets navn skal være » Folkevillien «. « » Hør, hør! « — » Altså » Folkevillien «, socialistisk og realistisk organ, redaktør: Erik randborg; redaktionssekretær? « — » Den plads må jeg beklæde? « bad gren. » Tilstået. « — Erik tog en notebog frem og skrev navnene. » Jeg melder mig som æsttetiker, « greb norfeldt ordet. » Æsttetisk anmelder og feuilletonist, norfeldt, « Skrev Erik. » Artiklerne vedrørende kirke- og undervisningsvæsenet tør jeg vel gøre regning på? « Spurgte ømark. » Begribeligvis. « — Erik noterede atter. » Hvor dejligt! så kan jeg gøre fordring på flere nålepenge, « jublede Fru ømark. » Jeg har skuffer fulde af eventyr og oplevelser fra mit lange ophold i udlandet, « fortalte vinge. » Glimrende! — det vil fængsle læserne, « lo Erik, » jeg kender adskillige af dem; dér er ingen forældede anskuelser! Det bliver indlæg til forsvar for den fri, ubundne kærlighed. — Asp og skrødder, håber jeg, vil besørge regnskabsførelsen. « Begge herrerne takkede, og Erik lukkede notebogen. » Sig mig, « spurgte gren, » hvad sagde Bøgild egentlig, da han hørte, at du ville forlade ham? Hidtil har han holdt på dig. « » Ja vist, men i år og dag har der jo været sammenstød mellem os. Han har nok hørt, at jeg flere steder har udtalt min dom om ham og hans meningsfæller, og så ytrede han selv, at vi ikke passede sammen. Jeg har længe været ked af min stilling, den var også for ringe lønnet. Jeg længes efter at få en anstændig vinkælder, en større bolig, egen ekvipage og andre behageligheder. Dertil håber jeg, at » Folkevillien « skal hjælpe. « » Men bladets bestemmelse er dog først og fremmest at være et organ for de fattige og undertrykte, « indvendte norfeldt. » Tilvisse! Derfor skal alle storborgere og højere embedsmænd ses efter i sømmene, men folket skal respektere sine føreres åndelige overmagt. — dig, gren, stoler jeg ikke så fuldkommen på, du lider lidt for meget af humanitet, derfor vil jeg nok først gennemlæse dine artikler mod præstevæsenet, indre mission o. s. v. — mit blad skal være for åndeligt udviklede mennesker. Al sentimentalitet og forældede religiøse legender skal ud af verden. mennesket er sin egen skæbnes herre, den klogeste bør lede hoben og sejre. Et er imidlertid fornødent, — sammenhold! « Vennerne rakte hverandre hånden og svor ubrødelig troskab. Planerne blev drøftede til længe efter midnat. — da gæsterne vare forsvundne, trak Erik sin hustru ned på sofaen ved sin side. » Min egen søde Elna! « han trykkede hende varmt og fast til sig. — » Tak for din tillid. Stærk og urokkelig skal du stå ved min side, jeg skal omgive dig med al livets komfort, du ved, hvor højt jeg elsker dig. « — han så hende inderligt ind i øjet, og i kærlighedens varme favntag svandt al hendes uro og bekymring. — i. En bevæget tid fulgte efter denne aften. Det lykkedes Erik at få en elegant første sal tilleje, tæt ved det gamle kontor. Den stod ledig, så at indflytningen straks kunne finde sted. Den større bolig fordrede udvidelse af møblementet; antike, kostbare skabe, bestemte til at opbevare dokumenter, massive egetræs borde, skrivepulte og høje stole fyldte snart de to kontorer. Udgifterne vare store, men når modet begyndte at synke, hævedes det atter i de mange toddygilder, der særlig i denne tid afholdtes hos vennerne, fordi der var så meget at afhandle. —• en fuldstændig sammensværgelse bragtes i stand mod den gamle forretning og de to forstandigere colleger, som holdt på den. Man søgte overalt at ødelægge den, men grundvolden var for solid, stødene mærkedes vel af og til, men det stod ikke i de yngre verdensstormeres magt at rokke, end sige at omstyrte den. Ved vennernes ihærdige bestræbelser lykkedes det Erik at få nogle sager at føre, dog af mindre hæderlig natur. Han kastede sig med stor Iver over dem, stolt af sin selvstændige virksomhed. — absolut uheldigt gik det med » Folkevillien «, hvortil pengemidlerne vare aldeles umuligt at tilvejebringe. Ingen turde fæste lid til alle disse middelmådige hoveders dygtighed. Ingen ville vove de store summer, et blads udgivelse fordrede. Skuffede og forbittrede bleve vennerne tvungne til at fejre den ufødte » Folkevillie « s gravøl. — en formiddag trådte Erik ind til sin hustru med et åbent brev i hånden. » Jeg har i dette øjeblik modtaget budskab fra en Normand ved navn eilarson, « fortalte han. » Han har været redaktør af et socialistisk blad, kaldet » Ilbudet «, hvortil jeg oftere har leveret artikler; vi har korresponderet sammen, men det lader til, at bladet er gået ind, og at han søger en anden livsstilling. Han skriver, at hans hustru i dag kommer til Danmark og beder os om at tage sig lidt af hende. Nu må jeg gå til dampskibet for at hente hende. « » Så indbyd hende til i aften, vennerne samles jo her. « » Det er også min tanke. -— det vil interessere os alle at lære hende og hendes livs historie at kende; jeg har hørt lidt om den. « Samme aften indfandt den tilrejsende dame sig i Erik randborgs hjem. Det var en høj, stærktbygget kvinde i fyrretyve Års alderen, med askeblondt, opstrøget hår, uregelmæssige træk, store ildfulde, blå øjne med et fast, gennemtrængende blik. Der var noget usoigneret over hendes påklædning, som bestod af en tarvelig grå dragt. » Mit navn er Gudrun eilarson, « sagde hun til Elna, hvem hun traf ene i dagligstuen. Elna bød hende velkommen og ville indlede en samtale, men den norske dame svarede adspredt, hendes blik svævede omkring i værelset med et misbilligende udtryk. Erik kom nu til, og hun fortalte, at hun om en månedstid ventede sin mand, da det var deres agt at tilbringe sommeren i Danmark og måske bosætte sig der. » De vil træffe en vennekreds her i aften, « Sagde Erik. » Det skal glæde mig at være sammen med mennesker af samme tanke og med samme livssyn. « — en kort pause opstod. — » Det synes mig, Erik randborg, at eders hjem er noget luksuriøst, « bemærkede hun pludselig. » Vi har et smukt hjem, « svarede Elna fornøjet, » nu skal jeg vise dem det. « hun gik igennem lejligheden med den fremmede, der fulgte hende tavs. Først da de igen vare i dagligstuen, åbnede hun de sammenknebne læber. » Det undrer mig såre, at en mand med eders anskuelser har et så overdådigt hjem, « Sagde hun med blikket stift fæstet på Erik. » I min mands og mit hjem er der kun hårde birketræs møbler med sort betræk og ikke alle disse magelige lænestole, der gør legemet dorsk og blødagtigt. « Blodet for op i Eriks kinder. » Jeg forstår ikke, hvorfor vi i vore civiliserede tider skal bo som barbarer. « » Som barbarer! « gentog hun. » Finder i det store arbejderfolk så forfinet og velstillet, at det kan tillade sig fløjelsbetrukne sofaer og alle disse overflødige luxusgjenstande? — er vi ikke alle brødre og søstre? « » Undskyld, Fru eilarson, men jeg betragter mig virkelig som så udviklet i ånd og kundskaber, at jeg må have ret til livets finere nydelser. « » Så har i et fejl syn på livet, « svarede hun, » I har ingen større ret end den tarveligste arbejder. « Elna afbrød samtalen ved at spørge til hendes børn, og her mødtes de to kvinders interesser, idet Fru eilarson udtalte sig som en kærlig, opofrende moder. Ved aftensbordet, da selskabet var samlet, var Fru eilarson venlig og livlig; hun bifaldt mangt et ord, der faldt i kredsen, men da cigaretterne blev ombudte og glassene fyldte med toddy, rynkede hun panden, og øjnene formørkedes. Med en håndbevægelse afslog hun begge dele. » Nej tak! Jeg hverken ryger eller drikker. « » Hvis deres mand var her, ville han næppe sige det samme, « ytrede Erik. » Min mand ryger ikke, og han er afholdsmand. — når vi i år og dag har kæmpet mod drukkenskab og al slig afskyelighed, så skal man selv først og fremmest foregå med et godt eksempel. « » Det kan jo være en såre prisværdig tanke, « Svarede vinge, » men jeg var ikke i stand til at give afkald på alle nydelser. « » Fy for så liden villiekraft. « » Jeg håber ikke, at fruen forarger sig for meget over, at vore anskuelser ikke forbyder os de små livsnydelser? « spurgte Erik lidt spottende. » At nyde livet synes mig at være noget, som i ynder meget, sagfører randborg. — man bør ofre sig selv og sine nydelser, når man går i spidsen for en stor sag. « » De er tilvisse en storslået kvinde, « rede Erik. » Det vil interessere os alle, hvis de vil fortælle os deres livs historie. « På den enstemmige opfordring samtykkede hun deri og begyndte: » Mine forældre døde tidligt, og jeg kom i huset hos min faster. Hun var enke uden børn, og det blev bestemt, at jeg skulle være hendes arving. Det var et pragtfuldt hjem, hvori jeg optoges, der var overflod af alt, hvad penge kan give. Min faster var forfængelig, hun ønskede, at jeg skulle gøre et fornemt parti, og hun sparede intet på mig. Fra min tidligste ungdom deltog jeg i fester, baller, skøjteløb, slædefarter og andre forlystelser, indtil mit hoved blev aldeles tomt, og jeg selv var led og ked af det hele. — en dag erklærede jeg min faster, at al det gøgl og tant var mig imod, jeg ville leve et virkelig nyttigt liv. En skoleveninde havde lånt mig flere højskoleblade fra Danmark. Deri stod mange dejlige ord, som jeg aldrig hørte i vort hus, og derfor bad jeg min faster om at sende mig på en højskole. Hun blev vred og erklærede, at hun aldrig gav sit samtykke dertil, men jeg satte desuagtet min villie igennem. Da jeg ejede lidt penge efter mine ældre, skrev jeg til en dansk højskole og bad om at blive modtaget dér et år. Svaret, som var samtykkende, viste jeg min faster; hun truede med at gøre mig arveløs, men jeg blev ved mit forsæt og rejste til Danmark. — det var en herlig tid, jeg tilbragte på højskolen, og jeg fik her syn på meget. — da året var omme, tog jeg tilbage til faster, men blev modtaget som en fremmed. Hun sagde, at jeg havde forladt hendes hus mod hendes villie; nu var det lukket for mig, og hun havde gjort mig arveløs. — først blev jeg en del bestyrtet, men så skrev jeg til bestyreren af højskolen og fortalte ham alt. Imidlertid fandt jeg et tilflugtssted hos min veninde, indtil der kom brev, hvori der blev budt mig en plads som lærerinde på højskolen. Glad drog jeg igen til Danmark, hvor jeg forblev i flere år. — på samme højskole kom en ung lærer, hvis moder var en dansk kvinde. Hans navn var Knud eilarson; han blev min fæstemand. Vi to havde samme syn på livet, og vi var glade i hinanden. Han ejede en formue på 30,000 kroner, og vi bestemte os til at lage til Norge og udgive et blad. — vor plan kom til udførelse. Det var travle, arbejdsfyldte timer, der begyndte for os, men vi var et ungt og handledygtigt ægtepar. — vort hjem var tarveligt, vort bord ligeledes, vi ville ikke være finere end den klasse af folket, hvis rettigheder vi påtalte og håndhævede overfor al overmagt. Derfor blev eilarson også afholdsmand, thi ellers kunne han ikke med rette i strenge, dadlende ord tale mod de arbejdere, som mangen en aften svirer deres løn op, medens kone og børn sidder hjemme og sulter, og derfor fandtes der ingen stærke drikke i vort hus. Det er eksemplet, man skal foregå med. « En pause opstod, i hvilken hun lod blikket med et bebrejdende udtryk svæve omkring i vennekredsen. » En sådan selvfornægtelse er jo storslået, « Ytrede omsider gren. » Når arbejderne samles i eders hjem, skænker i så også 01, brændevin eller cognac til dem? « spurgte hun. » De kommer aldeles ikke på den måde til os, « svarede vinge. » Dertil er de virkelig for udannede, « bemærkede Erik. » Derfor er det vor pligt at belære og danne dem, « sagde hun. » Vort hus stod altid åbent for arbejderne; hver uge havde vi forsamlinger, hvori vi drøftede alle religiøse og sociale spørgsmål. Mere og mere kom vi til erkendelse af, at frihed og lighed i alt bør være menneskets stræben, og at det er nedværdigende for os normænd at stå under det svenske herredømme; vi vil have vort eget på alle områder. — gutterne var imidlertid komne til verden og trivedes vel. Jeg selv var altid medarbejder ved bladet, og når min mand var nødsaget til at rejse som journalist, så styrede jeg alt derhjemme. Nat og dag arbejdede og skrev vi begge, redigerede og trykte selv bladet, men fortjenesten var kun ringe. — engang, under min mands fraværelse, skrev jeg nogle dristige artikler mod den svenske regering og svenskekongen, hvori jeg talte Norges sag med djærve, sande ord. Eilarson kom kort efter hjem. Om aftenen, da vi sad ved bordet sammen med vore tre raske gutter og spiste mælkegrød, brød politiet ind og fængslede min mand. « — ved mindet om denne begivenhed blev Fru eilarson ligbleg, og tårerne brød frem i hendes store, ildfulde øjne. Tilhørerne glemte cigar og toddy og stirrede på hende i spændt forventning. Efter nogle øjeblikkes ophold tog hun atter ordet: » Min mand har ikke skrevet disse artikler! « Råbte jeg. » Ligemeget, « lød svaret, « han er ansvarhavende redaktør. » Ilbudet « er overhovedet et blad, der burde konfiskeres. « Aldrig glemmer jeg hin rædsomme nat. Gutterne græd, og jeg var som afsindig. — kongen var i de dage på en rejse i Norge. Efter stærke sjælelige kampe tog jeg min beslutning. — næste morgen pakkede jeg en smule tøj sammen og rejste til svenskekongen, som det lykkedes mig at komme ind til. De pågældende blade holdt jeg i hånden. På hans forespørgsel svarede jeg: » Der er begået en stor uretfærdighed, deres majestæt! min mand er bleven fængslet for artikler, som jeg har skrevet i hans fraværelse. Det er derfor ikke ham, men mig, der fortjener straf, såfremt sandheden ikke kan høres i det svenske land. « Kongen så forundret på mig. » Jeg har udtalt mange brave mænds og kvinders tanke om forholdene, « vedblev jeg, » Svenskere bliver vi ikke, fordi det svenske herredømme påtvinges os. Det er svært at skulle berøves friheden og behandles som forbryder, fordi man holder på sit land og sine rettigheder. « » De har en dristig måde at udtrykke dem på, men jeg skal undersøge sagen, « lød kongens svar. » Her er alle artiklerne, « svarede jeg og rakte ham dem. » Hvorledes det end går, så bønfalder jeg deres majestæt i retfærdighedens navn om at lade mig alene bære straffen. « — jeg rejste hjem. — min mand blev løsladt, men jeg måtte bøde i hans sted; dog blev straffen, der lød på et Års fængsel, formildet til kortere tid. — det var en bitter løn, en hård prøve, men jeg bar den med mod, dog hårdest var det, at vort parti, navnlig vort regeringsparti, begyndte at svigte os. « — Fru eilarson bed læberne sammen og knugede hænderne krampagtig; — » Ilbudet « blev angrebet fra alle sider; de større venstreblade gik imod os, abonnenterne svigtede; alle de, der skulle have været vore støtter, forlod os. Vor formue gik tabt med bladet, vi havde anvendt alt, hvad vi ejede derpå, vore penge, vor arbejdskraft. Forgæves stred vi, kampen blev for stor, vi måtte opgive den. — bladet gik ind, trykkeriet blev solgt, og vor formue svandt ind til et par tusinde kroner. « — » Lig en Jeanne d’arc i heltemod har de været rede til at ofre alt for fædrelandet, « udbrød norfeldt. —selskabet tolkede sin beundring i varme ord, og glassene tømtes til ære for den kække, norske hustru. — » Hvad agter de og deres mand nu at slå ind på? « spurgte vinge. » Vi vil oprette et gjæstehjem i Danmark eller Norge, « svarede Fru eilarson, « og i den anledning har vi besluttet at besøge alle højskoler og at tale med adskillige kristne mænd for at søge støtte og råd. Min mands moder var en skolelærerdatter fra Jylland, så vi har også her slægt at gæste. Vennerne i Norge har taget alle gutterne til sig, indtil vi kan få dannet et nyt hjem. « Erik randborg takkede for hendes meddelelser. » Nu er jeg træt efter rejsen, « afbrød hun, » og jeg vil derfor byde eder alle godnat; dog først synes jeg, at vi skal synge en salme. « » Det er ikke skik i mit hus, « udbrød Erik. Gudrun eilarson så stift på ham, hendes blik flammede. » Ja så! —, det lader til, at i ikke er den mand, som jeg har troet at træffe, ikke den Erik randborg, der skrev i vort blad. « » For religionen har jeg aldrig skrevet, « lød Eriks noget heftige svar, » da jeg har formegen forstand til at tro på de barnagtige, forældede lærdomme. « Hun rejste sig. » Er i så stor og klog en mand, så er i tilvisse for stor for mig. « — da Elna ville gjengjælde Fru eilarsons besøg, erfarede hun, at den norske dame allerede havde forladt hovedstaden. Erik randborg var meget tilfreds derover. Han kaldte hende en forrykt, forskruet kvinde og ønskede, at hendes mand ville fritage ham for sit besøg, et ønske han også fik opfyldt. Iii. For at hæve sin anseelse, bestemte Erik sig til at blive grundejer og indlod sig i underhandlinger om købet af et sted på Vesterbro. Han var så heldig at finde liebhavere til et par prioriteter, men der manglede endnu fem tusinde kroner i udbetalingssummen. Disse penge var det ham umuligt at opdrive. Harmfuld sad han en formiddag på kontoret, med tanken om at opgive det hele, hvad der ærgrede ham, da stedet blev solgt billigt på grund af en fallit, som imidlertid medførte en del pengeforviklinger og prioritetsopsigelser. Pludselig bankedes der på døren, og en ældre tarvelig, men proper klædt kvinde trådte ind. » Har jeg den ære at tale med sagfører randborg? « spurgte hun. » Ja vel. Hvad ønsker de? « Eriks tone var temmelig ligegyldig. » Jeg har hørt, at sagføreren er en folkets ven, der arbejder på familiernes og de undertryktes lykke. Derfor tager jeg mig den frihed at henvende mig til dem. Det er ikke alle, en stakkels, uerfaren enke tør stole på. « » Min tid er kostbar. « Erik så på sit ur. » Undskyld, måske at jeg skal komme igen? « » Nej, vist ikke. Deres navn? « » Marie Petersen, enke efter uhrmager Petersen i Grønnegade. « Hun fortalte nu, at hendes mand havde efterladt hende en lille kapital på 5000 kroner, som hun bad Erik om bistand til at få anbragt mod nogenledes gode renter. Ved at bøje hovedet lykkedes det Erik at skjule sin glæde. — resultatet af deres samtale blev, at Fru Petersen fik sidste prioritet i Eriks ejendom mod høje renter og med hans forsikring om, at hun ikke kunne købe et finere papir. I sin glæde derover blev hun meddelsom og fortalte, at uagtet de vare tarvelige, jævne folk, havde hun og hendes mand dog givet deres børn en god opdragelse. Datteren var desværre altid syg, de to yngste børn gik endnu i skole, men hun satte sit håb til den ældste søn, som familiens støtte og forsørger. Han havde taget en god præliminærexamen og søgte nu plads på et kontor. Erik, der foreløbig havde opgivet at knytte gren til sin forretning, men som dog trængte til en tarvelig lønnet skriver, lod ikke lejligheden gå ubenyttet hen. Han aftalte med moderen, at den unge Emil Petersen skulle prøves et par måneder, senere med stigende løn, afhængig af hans dygtighed. Enken forlod ham henrykt og taknemlig. Næste morgen indfandt sønnen sig, et ungt, lidt sygeligt udseende menneske med et åbent, godt udtryk i de blå nærsynede øjne. Erik satte ham straks i arbejde og, for at han ikke skulle spilde tiden, tilbød han ham daglig frokost på kontoret. — randborgs storhed og overlegenhed kuede snart det flittige, fordringsløse menneske, der kun higede efter at kunne fortjene brødet til sin trængende familie. — da Erik mærkede, at han havde ham i sin magt, behandlede han ham lidt efter lidt som en tjener, brutalt og hensynsløst. Mangt et stille suk trængte sig frem fra det stakkels menneskes forpinte hjerte, når han sad alene bøjet over pulten eller fortærede sin tarvelige frokost, der langt fra kunne tilfredsstille hans sult, men han ville dog ikke beklage sig i sit hjem. — det var en smuk dag i begyndelsen af oktober. Fra morgenstunden foretog vennerne en længere cycleudflugt. Elna var ene hjemme. Hendes noget svage bryst tålte dårlig gydesporten, desuden lå lille Viggo syg, og hun turde ikke forlade ham. Barnet var slumret ind; med sagte skridt forlod hun soveværelset, hvor pigen indtog hendes plads ved den lilles seng. — overensstemmende med sin ægtefælles ønske, var Elna altid elegant påklædt. Indhyllet i en blød, lysegrå morgenkjole, besat med rosa silketøj, lagde hun sig træt på chaiselongen og faldt i søvn. En let rødme farvede hendes kinder, den smukt formede mund stod halv åben og lod skimte to rækker hvide tænder, en lille, smal fod i en sirlig brun støvle stak frem under kjolen; som Elna lå der, var hun særdeles indtagende. — hun nød en times uforstyrret hvile, da forekom det hende i søvne, at en varm ånde berørte hendes ansigt og to brændende læber trykkedes mod hendes mund. » Er du kommet hjem, Erik? « — langsomt strakte hun sin hvide, fyldige arm over hovedet og hævede de trætte øjelåg; da for hun bestyrtet op. — Aksel vinge stod bøjet over hende, hans højre hånd greb fast om hendes arm. Hun stødte ham fra sig og sprang op. » Elsk mig lidt, søde Elna, længe har jeg ventet på lejlighed til at blive ene med dig. « At det fortrolige du var blevet indført i vennekredsen, havde altid været Elna imod, men ingensinde mere end i dette øjeblik. » Jeg anså dig for min mands ven, « svarede hun koldt. » Hvad har det med vore følelser at gøre? Norfeldt er også ømarks ven. « » Hvorledes? — hvad er meningen dermed? « » Den lille ingenuerolle klæder dig fortryllende. Ved du virkelig ikke, at Mathilde længe har skænket norfeldt, hvad jeg beder dig om? « » Det er ikke muligt! « » Hvorfor vil du alene være så umedgørlig? — lad os være naturlige mennesker og nyde øjeblikket. « han ville atter nærme sig hende, men hun trak sig tilbage. » Jeg elsker min mand, « lød det afvisende svar. » Og du stoler så fuldkommen på ham? « » Lille Viggo kalder på fruen, han er så urolig, « afbrød pigen samtalen. Elna iled

1875_Zahle_Erna

Peter

Erna

Zahle

Zahle

Erna

male

1875_Zahle_Erna.pdf

Peter Christian

Zahle

dk

Erna

Et Giftermaal i den fornemme Verden

n

gothic

N.P. Hansen

KB

pdftxt

nan

nan

O

Ørnens rede og ørneungen. Hovedgården Elverholt ligger på en Holm i en se, der strækker sig mellem høje skrænter på et streg, hvor borgen i gamle dage har været en slags fæstning. På begge sider af seen var der gamle knudrede ege. Til selve borgen førde tv stensatte broer, der i fortiden har haft bindelbroer til at trække op over bondlebet. Bygningen var « eget gammel, uregelret, med tykke mure, lave porte, runde hjørnetårne og porttårne i kården. I sin tid havde den stor « spir, som var nedrevne på den tid, da dette livsbilled tager sit udgangspunkt. Ejendommen vor gået gennem mange danske slægter ved giftermål og køb. Nu ejedes den af slægten søkrone, hvis adelskab ftralde sig langt tilbage i tiden, « en hvis daværende høved, den sidste af slægt-n, var et vantrevent skud. Rolf søkrone, der var friherre eller baron, havde af fine forældre sket ingen opgragrlse modtaget. Det var i den tid, landeiendommeue ved den engelske krig sank i værdi. Han » Forældre havde alle deres dag « Levet vå Lander, og da moderen var svagelig, medens faderen kun levede for sine heste og hunde, vo; ede Rolf op næsten overladt til sig selv. Han havde meget høje tanker øm sit adelskab, så høje, af han mende, en adelsmand ikke havde nødig af lære noget. Der blev taget huslærere til ham, men han ville og lunde intet lære. Når læreren klagede, fik han grovheder af den gamle jægerbjørn, og søgte hurtigst muligt af komme bort. Den svagelige og af sjndet tilmed såre svage moder døde i Rolfs unge alder, og drengen, eller som han kaldtes „ Junkeren “, snlgde nu faderen på hans jagter og udflugter. Rolf faldt en gang af hesten, brækkede benet, blev sket kureret af stedets dårlige læge, så af han haltede, og ved samme lejlighed havde han fået en stramme i ansigtet tværs over næsen, der blev skæv. Rolf var. som man kan tænke, lidet lystelig af se til, og skønt han var stamherre til Elverholt, var der i hele adelsverdenen ikke en eneste abelsfrøken af opdrive, der følde sig hendragen til denne godshcrlige arving. Han mende selv, af han ikke var så gal endda, og af han i alt fald var meget anderledes end alle uadelige eller „ ikke fødte “ Anglinger, og tilmed skulle han ^o have stamhuset. Gamle Bjørn søkrøne var meget urolig for, at sønnen ikke skulle blive gift i hans levedage. Han ville gerne have sikkerhed for, ar hans ædle slægt ikke aldeles sknlde uddø. Således stod sagerne, da denne fortælling indledes. en baronesse søges. I den fine verden vidste man got, hvordan det stod på Elverholt. Adskillige gamle slægter fandt, at det ville være tungt, om et gammelt adelsnavn skulle gå fil grunde ligesom så mange andre. Men hvem tænkde på at gå ind som hustrn i dette hus? Hos de fleste jevnbyrdigc kvinder vor der visse finere nerver, der ikke tillod dem dette vovespil. Gamle søkrone var nær ved at mistvivle om, at hans stamtræ skulle skyde friske grene. Inddyde folk fil sit herresæde havde hun vrøvct på mange gange. Men da folk kendte grunden, kom der afslag på afflag. Rygtet omtalde alt ' med latter. Så greb han fil en sidste udvej. Han ville fore. Tage en rejse med sin hr. Søn i udlandet. Der var jo også adelige. Svkrone og hans søn levede på en stor fod i udlandet. Pariserskrædderne fik stadset dem op efter nyeste mode. De levede på de største hoteller, og efter hånds lykkes det dem at udtrykke sig nogenlunde fafteligt på tysk og fransk. Men var der end „ Fødte “ og „ fuldblods “ Mennesker i udlandet, så var der også vittige hoveder, der gjorde løjer med „ Bjørnen “ og „ Bjørneungen “. De op. Nåde endog at blive afbildet livagtigt men med store uformelige hoveder, hvor „ Bjørneungens “ temmelig skæve „ Snude “ gjorde klen mest latterlige virkning. De adelige rejsende afstrækkebes fra dette lidet tiltalende par, og ingen kvinde med smag lod til at ville yde sin skærv til at opretholde de sokroners ældgamle stamtræ. Derimod var der ^nok andre „ Damer “, som havde smag før de penge, stamhuset måtte udrede i rejseudgiftcr. Den gamle og den unge søkrone blev trukket voldsomt op, og en ung dansf, der levede i Paris af tilfældigt snapardcide, hjalp dem troligt med at leve i en vild rus af nydelser, der lettede pungen men efterlod tomhed. Disse herrers rejse var altså ingenlunde så fyldig, ar den er omtale værd. Zngcn by kunne bagefter yde dem hvad Paris havde af nydelser før fremmede pengeødere, og omsider vendte gamle søkrone med søn deres næser til Danmark, hvor Elverholt modtog dem med åbne arme og en tom kasse. Godsforvalteren havde gjort sit yderste for af lade stamhusets fæstere yde det mest mulige. Bønderne sled under hoveriets tryk, men en gang måtte der blive en grænse, og da et stamhus ikke gerne må gå i slå, var der intet andet for end af gøre friherren umyndig og lade kancelliet varetage godsets ledelse og gjeldens afvikling. formynderskab. En gammel kancelliherre kendte en yngre kontorchef, der „ skulle frem “. Denne mand tegnede til af blive et nyttigt redskab for enevælden. Det var en pæn mand, ærbødig mod foresatte, myndig mod undergivne, punktlig i sin embedsgjerning men lysten efter af „ komme i vejret “. Kancelliherren indstillede til allerhøieste stadfæstelse, af denne håbefulde kontormand mod et klækkeligt vederlag overtog administrationen af stamhuset Elverholt. Kontorchefen vidste snart af indsmigre sig hos den gamle søkrone, der fandt sig i omstændighederne og blev sar på smal kost med fin søn. Men han trøstede sig ved udsigten til, af sønnen mulig en gang kunne få godset gjeldfrit. Sønnen fik ved kontorchefens mellemkomst en plads som „ Volontør “, det vil sige uden løn, på et af den røde bygnings kontorer for af øves i forretningerne. Gamle søkrone rykkede i en samtale under fire øjne ud med sin inderste sjæls ønske, om det ikke tillige skulle være kontorchefen muligt at skaffe sønnen gift, men det skulle rigtignok være med en „ født “ Dame; thi hans forkædre havde endnu aldrig, så langt stamtræet visde tilbage, ægtet nogen kvinde, der var „ borgerlig “ Født. Kontorchefen følde sit „ borgerlige “ Blod at koge tit ved at høre denne fordring. Men, når han så på søkrones alt andet end adelige træk, og tænkde på fig selv og sine lige, der var „ Herrer i åndernes rige “, så overlod han med glæde den gamle adelsmands søn en eller anden „ født “ Dame, som ingen anden ville eje eller have. Kontorchefen lovede altså at spejde efter ten mage fil den unge søkrone, lod en læge prøve på at. rette tit ved næsen og fik en skomager fil al lave høje støvler fil hans korte ben. Kontorchefen kendte en elskværdig ældre dame, enke efter en højtstående hofembedsmand. Hnn sprde som enke intet storthus, men, da hun var åndrig og kendte alverden, kom næsten alle hovedstadens fornemste damer fil hende. Kontorchefen kendte hende fra sin Archer, og da han hørde fil de „ belevne “ Mænd, var han velkommen hos hende. Til hende henvendte han sig i denne „ delikate “ Sag. „ Hvad bringer dem, min kære justitsråd, trods deres sædvanlige travlhed, op j min mile gnkehvlig? “ „ Det samme, som bringer alverden herop,, pet, at søge et got råd, som man altid er, mer på at finde hos deres nåde! “ „ Hr. Justitsråd! Ingen smigrerier! Pil de tage plads og lad os komme til sagen. Di har næppe l « nge så megen, No som nu! “ „ Jeg er bleven administrator for. Kpkrvnes stamhus! Den gamle hædersmand har tillige pålagt mig det hvisk penible hverv at skaffe hans søn baronen, en kone! “ „ Øg det sommer de til mig om! “ „ Ja til hvem anden skulle jeg vel gå i en sådan sag. Det er jo den ærligste ting af verden. En klog kvinde vil jo indse, at han er i alle måder ^velbåren “; thi fordi man ved ridderlig jdræt knækker et ben eller kløver sin næse, derfor er man da ingen vanskabning. “ „ De vil muligvis holde mig et naturhistorisk foredrag over deres protegoe! Jeg imødeser en længere afhandling om dette interessante emne! “ „ Deres nåde behager at slå det hen i spøg. Men for mig er det en højst alvorlig sag. Det er mit ramme alvor, at jeg ville prise mig lykkelig ved at se den unge søkrone indtræde i den hellige wgtesfand! “ Hendes nåde kastede sig tilbage i lænestolen og gav sig til at le højt. „ De må tillade mig, min kære justitsråd, at situationen er alt for morsom, til at jeg kan tage den alvorligt. De tager dem virkelig af deres stamhus på en særdeles grundig måde. Blant andre træer i haven, som de ikke vil, der skal gå ud, er også stamtræet! “ „ Er jeg blot jå lykkelig, at deres nåde finder mit wrinde morsomt, så drister jeg mig til at have nål så meget, som en dødelig under så ugunstige wgteskabsudsigter over hovedet kan vove at tænke på! “ „ Ja jeg vil da ikke håbe, at de tiltror mig at » ære en livblerske! “ „ Nej, men redskab, måske det eneste redskab til at redde et gammelt adeligt skud fra at visne! “ det ringede. Kontorchefen rejsde sig, kyssede hendes nådes hånd og fjernede sig baglængs mod dørren. „ Jeg skal virkelig have den ting tit i tankerne. Det kunne virkelig more mig af se. hvor vidt det kunne lykkes! “ Pigen på quolstrup. I en skovrig egn omgiven af bløde Enge lå herresædet quolstrup, hvis navn tydede på, af den hidrørde fra et gammelt Torp. Derude levede i små kår den gamle hr. Kammerjunker løvenstedt, som ved en milifærfeil i krigen 1813 som ung lieutenant var falden i unåde. Nu var han allerede got oppe i fyrrene. Hans hustru var en adelig Daine af nederlandsk herkomst. Hun havde i sin ungdom måske ikke været nogen afgjort skønhed, men hun var som ældre kone noget af det fineste, man kunne tænke sig. Fru løvenstedt ' gik altid klædt i sort. Hun var lille, fin af vækst, men slank om livet og rank af holdning. Hendes noget gråsprengte hår sad smukt om tindingerne. Ansigtsfarven var meget bleg, trækkene skarpe men fine. en let bøjet næse, en lille veltegnet mund og en noget fremspringende spids hage. Der var udbredt et vist sørgmodigt skær over denne borgfrue. Hendes mand, der følde sig krænket og tilsidesat, blev med årene mere følesløs forfine omgivelser. hans eneste tilfredsstillelse » ar af ride og af være med i lanomandsmøder, hvor han stadig tog ordet om en og samme genstand. Men han vgr og blev kammerjunker, så længe han levede. Fru løvcnstedt kunne, om hun ikke havde noget stort åndeligt pund, under andre omgivelser havde ventet at blive genstand for hyldest. Der var ved hoffet just ikke mange skønheder i den ældre dameverden. Hun havde ægtæt den unge smukke officer, da han var på rejsen med de danske tropper i udlandet hendes velstående forældre havde ment, at hans gods var større, end det var. Da de fik sandheden at vide, satte de hendes medgift fast, og siden var det noget køligt mellem ægtefolkene. Deres eneste barn var datteren Mathilde. Meo hende gik det, som der ofte går med ret smukke forældre: huri blev slet ikke køn; hun havde temmelig store træk, en noget plump figur og mærkelig nok en meget dyb og mandhaftig stemme. Der var ikke mindste opfordring til at gøre stads med Mathilde. Altså blev de alle tre hjemme og hjalp hinanden troligt med at kede sig. Det er omtrent det magreste livsindhold, man kan tænke sig. Sådan gik set på quolstrup i en række år, men så kom der en brat vending i tingene. pastor Glassing. Til sognekaldet, hvor quvlstrux lav, kom der ved > embedsledighed eii ugift pastor, en yngre, fyrig kandidat, som i brændende tro og med en kraftig røst samlede menigheden i tætte skarer omkring prædikestolen. Han var kaldet til denne af sides egn, hvor ikke mange skøttede om af tage hen, af kirkeeiercn, der havde kaldsret. Den bvrtdragne pastor havde siddet småt i det og havde i lang tid længtes, ikke efter kaldet fra oven, men efter af jå et bedre kald hernede ». Hans tanker nåde aldrig op over verdsligheden » Lavmål, og hans wgtehalvdel var lige så hemabt som han i tanker om udkommet til dem og deres børn. Sligt skal ikke give en pastor troens frimodighed. Følgen var, af ført var det, og tort blev det. Ingen kom til sidst hen af høre disse i s afsnit skoleret inddelte taler, som han skrev og lærde udcuad, uagtet de ikke var værd af spilde den ulejlighed på. Så kom pastor Glassing. Han var grim af udseende, skjodesløs med sin dragt, ligegyldig for penge, men han kunne tale således, af alle strammede derhen ikke blot fra hans eget men også fra nabosognene. Fra quolstrup kom herskabet også derhen på deres plads i „ de høje stole. “ Løvenstcdt var ligegyldig ved sligt. Hans hustru fandt, at det var noget vildt; men for Mathilde blev pastor Glassing midlet til at vække aldeles ukendte kræfter i hendes sjæl. Hun var en mandig kvinde. Ville hun noget, så ville hun det. da Mathilde havde hørt pastor Glassing ec par gange, så havde hun også rruffet sit valg. Folkesnak. Mathilde havde snart tilegnet sig den lærdom, pastor glalsing fremstillede for sine tilhørere. Han var en afgjort modstander af den gængse forstandstro. Han ssgde at vinde sine tilhængere ved et billedligt foredrag, der fængslede dem. Hans opgave var at slaffe dem en hvile i troen grundet på et fast udgangspunkt. Han strælkede dem ikke ved tordentaler, men han gjorde trveslivet tiltalende ved deri at adle de bedre følelser af menneskelivet. Menighedssangen tonede kraftig og fyldig i hans kirker; folk længdes efter at være med, og de gik glade bort hver til sit for i hjemmet at gennemleve hvad de havde hørt. Det er nu en gang så, at mængden tager meget hensyn til hvad den ser samfundets spidser foretage sig, når den da billiger det., at borgfrokenen straks blev en af Glassings ivrigste tilhørerinder, drog mange til samme side. Det virkede stærkt på de nølende og tviolrådige. Men verdens gang er tillige således, al de sjæle, der syslen med småligheder, straks måler andre medderer egen alen. Sayledemppstod der snak om, at > den ugiffe pastor,, der kom meget på quolstrup, - ville bejle til borgens datter, især da hun heller ikke undlod med moderen at gjestc pastorens hus. Mathilde var alt for selvstændig til at bryde sig det allermindste om sådan snak. Hun havde her fundet sit livs mål. Det holdt hun fast på. Tillige gik hun et skridt videre. Hun niende, det var hendes livs opgave at påvirke andre, og hun var utrættelig, hvor lejlighed gaves, til at lægge et got ord ind for den tro, pastor Glassing kundgjorde. Rygterne om, at der skulle kunne blive „ et parti^ mellem Mathilde og pastor Glassing, nåde imidlertid også løvenstedts øren. Han tog det meget alvorligt. Alene tanken derom var i hans øjne ærekrænkende. Den gang var man endnu mere prikken på jevnbyrdige wgtcskaber end nu. Et sådant parti ville være, hvad man kaldte en „ Misalliance “. Han rådfvrde sig med sin hustru, der var af samme mening; men da de ikke turde tale til datteren derom, sagde de at finde på råd, og heri var fruen en mester. En frier. Løvenstedt havde helst set, når datteren skulle giftes, at hun havde fået en velstående frier; thi quolstrup var som ejendom ikke nær stor nok sil deres udelstr «. Det lignede en lille urtepotte, hvori der var plantet en uhyre stor og gammel cactus. som kngre havde Mathilde ikke været utilbøjelig til at låne øre til en ung officer, der rigtignok vor adelig men næsten uden midler. Han blev temmelig tydeligt opfordret til at opgive sine hensigter. „ Hun måtte ikke fad ham “. Dette bragte allerede en vis kulde ind i datterens følelser overfør sine forældre. Da det nu truede med pastoren, der var aldeles borgerlig, mende fruen, det var bedst at lade officeren rykke i Marken. Men hvordan skulle det nu ske? Selv kunne de ikke opfordre ham dertil. Han lå i garnison i en mindre købstad tre mil derfra. Fru løvenstedt havde en ældre veninde i hovedstaden, som under hånden fik der hverv at lade den nævnte enkefrue vide, hvordan sagen stod. Hun kunne altså ved fine mange forbindelser give vedkommende et vink om, at nu var Mathilde ledig, og nu ville forældrene ikke sige nej. Slige W rinder går det altid rask med, men officeren havde allerede fået nys om, hvordan sagen stod. Han var imidlertid ikke til sinds af tage sagen på den måde. Hans en gang fe ilskag ne håb havde gjort ham til en letsindig krabat, der sørd « et vildt liv, og da han nu bar på et nag til familien løvenstedt og tillige horde, af datteren var bleven hvad man kalder „ hellig “, så udtænkt « han en skummel plan til af hævne sig. Han påtog sig det samme væsen og virde sig snart på egnen, hvor han strop gjestede quolstrup, men lod. som vin alt det gamle vor glemt. Han jøgde også pastor Glassing og øvede sig der i stikordene. Man lod sig fore bag lyset, og det blev af alle der på egnen troet, af vedkommende officer også var bleven „ hellig “. Det varede ikke længe, før han og Mathilde udvekslede deres meninger, hun med sædvanligt liv og fycighed, han med en vis stilfærdig ro, der lod skimte, ar han dybt angrede sine dårskaber, men af han nu var kommen til ro og tryghed med sikkert håb om tilgivelse. Han lod Mathilde ane, af det afflag, hendes forældre i sin tid gav ham, havde ført Hain på afveje; han syndes, af hans liv var øde og tomt; han styrtede sig i en hvirvel af sandselige nydelsen han niende sig for evig, tabt for bedre følelser; men han havde albrig glemt, hvad der fra først af havde fyldt hans sjæl med håb, og han var nu glad over af vide sig i pagt med fin ungdoms drøm. Slige ord undlod ikke af gjorde, et dybt indtryt på Mathilde, som heller ikke havde glemt ham. Forældrene så ikke uden tilfredsstillelse, af deres plan lod til al ville lykkes. Mathilde henvendt « sig til pastoren i denne hjertesag og indviede ham i hvad der var i sin tid forefaldet mellem hende og officeren. Han så heri en højere; livsførelse og rådede hende til itke af sige nej, hvis han i atter gentog sit tilbud. Det varede da heller -ikke længe før, end officeren i rokkede ud med sprosset.. ' det bliver opdaget. Den falske frier var nu kommen så vidt, af han kunne skride ind. Han havde som god militær gravet løbegrave om fæstningen; udenværkerne var tagne. Forældrene havde selv åbnet breschen, og da den gamle frier nu gentog sin bøn om datterens hånd, fik han både deres og hendes ja. Som trolovet var han nu pot og pande i huset. Den medgift, datteren kunne bringe, var tilstrækkelig til, at han som officer kunne gifte sig. Hun stillede ikke store fordringer. Forældrene ville gerne spæde noget til af fødevarer. Alt skulle blive så dejligt. Han stillede brylluppet i nær udsigt, og forældrene fik travlt med udstyret. Der skulle stå friherrekroner på det allsammen. Da han aldeles ikke havde den mindste følelse af velvillie overfor Mathilde, var hun grimmere i hans øjne, end hun i sig selv var. Det mandhaftige i hendes bæsen var tiltoget siden hendes unge dage. Dette væsen stødte ham. Da hun tillige var hensynsløs i sin dragt, plump i sin gang og bydende i sit væsen, blev hun ham mere og mere frastødende. Officeren havde selv ikke mindste Sans for det religiøst; han var tværtimod så stik modsat, at han kun ville bruge det som middel til at skuffe Mathilde. Men det måtte heller ikke negtes, at den måde, hvorpå troen havde virket på hende, ingenlunde var tiltalende for en elsfer. Der var kommet noget hårdt, selvmidsfnldt og affærdigende ind i hendes allerede forud temmelig mandhaftige væsen, og da hun nu tillige var alt andet end køn, så fatter man, hvordan sagen stod. Dog mærkede » ikke uråd. Som dreven i omgang med kvinder vidste officeren at gøre sig elskværdig, og Mathilde modtog hans varme kjærfegn som en skyldighed, hun ikke afvisde. Var hun falden i en stærk, ædel og trofast elskers hænder, så havde der på bunden af hendes sjæl ligget et rigt fond af kærlighed til at gøre en mand lykkelig, når denne da havde været fordomsfri nok til ikke at se for meget på udvortes skønhed. Hendes forældre var advarende vidnesbyrd i modsat retning: „ store glimmerblomster — uden Duft! “ som Povl Møller synger. Mathilde kunne overfor al sin betlers udvortes hengivenhed ikke nære nogen som helst mistillid. Hun hengav sig med fuldt hjerte til ben første kærligheds uendelige rigdom. De red ud sammen som raske, kække ryttere; de vandrede sammen i quolsfrups tætte, løvfulde gange, hvor natteraglen slog fine elskovstriller i krattet; så slyngede han armen om hendes liv og gav hende mangt et Kys. Så læsde de for hinanden i den luftige veranda, før bordet dækkedes i spisesalen. Da var de også ene, medens forældrene efter gammel skik gik hver til sit for af iføre sig en anden dragt til middagsbordet. Det, som dog allermest tiltalde Mathilde, var, af hendes trolovede troligt fulgte hende hen for af høre pastor Glassing og gjestede hans hus. Det indgød hende stadigt større tiltro og gjorde hende stedse villigere til af modtage hans kærtegn, som hun, der var aldeles uvant med sligt, opfattede som noget, der vel højde med til kærligheden. Således nærmede man sig den tid, der var fastsat til brylluppet. På denne tid blev hendes kjærreste i tjenestesager oftere borte end ellers, og en dag modtog hun et brev fra en veninde, der skrev, af hun ikke nænnede af lade Mathilde være i uvidenhed om, af hendes kjærreste drev den frygteligste spot med hende, af han offenlig i manges påbør havde rost sig af af have ført hende og forældrene bag lyset for af hævne sig på dem og tugte dem, fordi de atter havde vovet af gøre regning på ham, af han endelig agtede aldeles af unddrage sig sine løfter og søge fremmed krigstjeneste. Da Mathilde modtog dette brev, tvivlede hun ikke et eneste øjeblik om rigtigheden. Hun tilstod for sig selv, af hun af og til havde sundet noget påfaldende i hans væsen, af han havdc røbet ligesom to sider, en verdslig, overfladisk, letsindig og bandelysten, ovenover hvilken der var trukken med svag farve en påtagen, hellig, altså skinhellig maske. Hun var så klar over sig selv, af hun straks fattede det som en redning af være bleven fri for et sådant mere end flet menneske; men hende- egne følelser havde været for stærke, og hendes hengivenhed i hans kjærfegn så sorgløs, af hun var som sønderbrudt i sit anderste. Hun gik del med en vis rolig overlegenhed og bar på denne frygtelige skuffelse og tilsidesættelse. Pastor Glassing trøstede hende med, af nu var tiden for hende til af vandre i mesterens lidelses spor, og hans kærlighed dog vel var så uendelig rig, af den opvejede alle dødeliges. Det fattede hun meget vel; men den retning, hvori hendes alt for unge tro hidtil var gået, svide ingenlunde til af bære den slags modgang. Hun faldt sammen først indvendig og siden også i legemlig henseende. Med sin stærke blodrige legemsbygning faldt hun i en meget farlig sygdom, hvori hun henlå i vildelse og var døden nær. Forældrene blev højst ulykkelige over ved deres egen uforsigtighed af have draget denne ulykke over deres datter. Men skade og skam følges som oftest ad. Det blev selvfølgelig genstand for megen omtale, af det bar gået over styr med det påtænkte giffermål. Officeren sørgede for, af folk fik af vide, hvordan man havde villet bruge ham som modvægt mod pastoren, uagtet man en gang hånligt havde afvist ham. Han fandt, af de havde got af denne tugtelse. Ru mende man, af årsagen til Mathildes sygdom var en anden end sorgen. Enkefruen i hovedstaden fog sig denne tildragelse meget nær, da hun mende af hove haft nogen skyld deri.! en sygdoms virkninger. Når et mandfolk slår op med en kvinde, er de fleste tilbøjelige til af tage hendes parti og gå i rette med mandfollet. Imidlertid er det jo så, af man aldrig ret lærer hinanden af kende, undtagen man har lov til af tales ved, og det kan kun sle under trolovelsen. Hvis officeren fra først af havde hast den hensigt af drive gjæl med hele familien, så kunne man have undskyldt ham; thi visselig var det ikke elskværdige eller for en mand tiltalende egenskaber, han med hver dag så udvikl: sig hos Mathilde løvenstedt. Under hendes sygdom, der truede med døden, blev han genstand for en så voldsom harme selv fra tidligere venners og drilkebrødres side, at ban skyndsomst måtte komme ud af landet. Mathilde fik en nervefeber, der i høj grad svækkede hende og i øjeblikket virkede på hendes hukommelse. Men da hun blev syg, vor hun i hovedstaden, så hun ikke kunne føres hjem. Hun blev da plejet på Frederiks hospital, og enkefruen kom meget ofte derind for at se til hende. Det afgørende vendepunkt var vel overståt, så at kræfterne, som det hedder, tit efter tit vendte tilbageø men der var adskillige tegn til, at hun havde taget skade på hjernen. Hun kunne næsten intet huske om fortiden, og lavede sig efter hånds ligesom en hel ntz verden, der aldeles intet havde med den forrige at skaffe. hun kendte hverken stne forældre eller pastor Glassing. Derimod lærde hun tit efter tit enkefruen og lægen at kende. Enkefruen hende til bisse sjældne mennesker, der havde tib til alting. Hun kunne uden at tilsidesætte sit eget husliv tilbringe timer ved den syges seng. Hun var ved læsning og samtaler ined videnskabsmænd i den grad kyndig i sygdommens gang, at hun ikke et øjeblik tabde håbet om hendes helbredelse. Hun var tillige gennemtrængt af en gennem et langt liv prøvet kjærlighedstro, af hun vidste af lokke det ene lysglimt frem efter det andet, og vandt den syges hele hjerte. Lægen var en rolig, tænksom, omhyggelig mand, der gjorde alt hvad hans videnskab og flereårige øvelse tilsagde ham. Han måtte indrømme, af enkefruens sygepleje » vcrtraf alt, hvad han hidtil havde været vidne til, og han overlod hende næsten aldeles af vælge midlerne. Hun var især virksom og påpasselig, da den syges tankegang ligesom dæmrende vendte tilbage. Da gav hun med fin og nænsom varsomhed tankerne en sund og god retning. Hun vandt den syges hele kærlighed. Når hun vågnede af fin slummer, ledte hendes øjne efter hendes, sg hun fandt dem som oftest. „ Må jeg kalde dem moder? “ sagde Mathilde. „ Ja, kald du mig kun moder, mit barn, “ svarede enkefruen; „ jeg skal være en moder for dig, og sig du til mig! “ „ Hvor er jeg egentlig nu? “ ' „ Du har været meget syg, men du vil blive gengivet til livet igen, blive som nyfødt, når du selv vil og vi! hengive dig fromt og stille i guds villie! “ „ Ja det vil jeg så gerne, men har jeg ikke et hårdt og stygt sind? Er jeg ikke fæl og flem, så ingen kan holde af mig? ' enkefruen mærkede nu, i hvad retning hendes tanker gik. Det gjaldt om at vinde udbytte deraf for fremtiden uden at lade hende hensynke i vemodig syslen med fortiden. Hun sagde derfor til Mathilde: „ Jngen af os er eller har været, som vi bør være. Alle har vi evnen til at kunne blive bedre, end vi er. Egenlig talt ligger der i den store husholdning, hvor alting svinder for at give plads for nyt, såre ringe vægt på et menneskeliv her i dette jordeliv. Når da gud udriver os næsten af dødens strube, så mener jeg, at ehvert alvorligt menneske må se et fingerpeg om, at gud fremtidigt har brug for os, når vi da fatter et andet sind; thi ellers havde han vel ikke ladet os gennemgå en så hård prøve. Vær du derfor frimodig, min datter; gå kun trøstig fremtiden i møde og sig, som Maria sagde til engelen: mig ske efter Herrens villie! “ Da hun havde givet Mathilde dette at tænke over, lod hun hende være alene med sig selv. påvirkninger. Mens Mathilde var syg, havde pastor Glassing følt en vis tomhed. Han var jo vel meget optaget as sin gejstlige gerning. Men den menneskelige side af hans væsen krævede sit. Han kunne, når han ville være ærlig, ikke dølge for sig selv, at beder var opstår den tante hos ham at blive adelsfrokencns sejler. Midt i al hans tale om at følge frelseren efter i ddniyghed, afsavn og afkald på livets nydelser var han ikke fri for at fristes af den tanke at blive en adelig kvindes mand. Men så sagde han til sig selv: ad denne vej kan du måske vinde mange for troen. Han gjorde sig adskillige wrinder på quolstrup for at høre, hvordan det nu var med datteren. Forældrene var nedsunkne i dyb sorg både over sknffet håb og over den eneste datters hårde og farlige sygeleje. Overfor pastor Glassing var de noget mistroiske; thi det var jo for hans skyld, at de på ny havde indførf den ulykke bringende officer på quolstrup. Under disse omstændigheder valgdc pastoren at søge nøgle dages orlov hos provsten for selv at rejse til hovedstaden. Han vidste ikke bedre end at henvende sig til enkefruen, der jo tog sig så moderligt af den syge. En dag altså, som hendes nåde sad i sit af blomster duftende værelse, hvor hygge og smag parredes på den vidunderligste måde, meldte kammerpigen: „ Pastor Glassing fra nærede! “ „ Hvad mon han vil? “ tænkde fruen og slog en engelsk bog, hun læsde i, sammen efter at have lagt et mærke. „ Lad hans velærværdighed komme ind. “ Hun rettede tit på sin kappe og glattede på sin yderst tarvelige sorte kjole. Således stod da hendes nåde ansigt til ansigt med pastoren. De mønstrede hinanden, som om de ville sige: „ Ved du nu, hvad jeg egentlig rummer inderst inde? “ Enkefruen var i grunden meget styg af ansigtstræk men med et klogt udtryk og et skarpt blik. Hendes dragt var aldeles ikke på moden men meget renlig og afpasset til hendes stilling som enke. Pastor Glassing var en lille bredskuldret mand med et temmelig svært skæg og pjusket hår, som efterlod adskilligt skæl på den sorte frakke, der ikke så ud til at have kendt børsten i mange tider. Han krammede en blød filthat i sine hænder, og så gennem et par tågede briller meget spørgende på den dame, han så ofte havde hørt omtale. „ De har, hr. Pastor, sagtens nylig været på quolstrup, så det glæder mig gennem dem at kunne høre, hvordan den stakkels Mathildes forældre egentlig har det. Jeg har været meget urolig for deres skyld. “ „ Det er for at kunne bringe forældrene sikre efterretninger om deres frøken datters virkelige tilstand, at jeg som deres og hendes sjælesørger har tilladt mig at henvende mig til deres nåde. “ „ Mathilde har været meget alvorligt syg; hun har været døden nær; legemligt er hun nu måske uden fare, men der er større fare for, at hendes sind kan have lidt skade! “ „ Men hvorledes ytrer dette sig, deres nåde? “ „ De vil overfor mg som en ældre kone vel ikke tage det ilde op, når jeg siger, at de selv, hr. Pastor, muligvis ikke er helt uden skyld i hendes tilstand. “ Pastor Glassing folde sig ilde ved, at dette uden omsvøb sagdes ham lige ud. Han var så sikker på sin Troes rette grundsyn, at han i enkefruens ord kun så en af de almindelige tvivl om, hvor vidt religiøs påvirkning var gavnlig. Pastor Glassing svarede derfor: „ Frøken Mathilde har været en af mine stadige tilhørerinder. Hun har med oprigtigt sind sluttet sig til min prædiken. Jeg kan derfor ikke tro, at hun har haft skade deraf; tværtimod mener jeg. at det måtte have givet hende den rette frimodighed! “ „ De tillader mig at sige dem, hr. Pastor, at netop i nsv og sorg skal troens sandhed og wgthed stå sin prøve. Det har den her ikke gjort. Hun savner al den støtte, der skal til for med troens krast at bære ulykken. Der må bygges helt forfra og på en anden grund. “ „ Herom må jeg udtale en stærk tvivl, deres nåde. Hvad grund kan vel være sikrere at bygge på end vor dåbs pagt! “ „ Jeg tilhører med mine meninger måske en svunden tid, men troen på en åndelig sjælelæge er vel hverken fra i går eller i dag. Jeg vil ikke svække deres ord vin troens pagt, men jeg holder mig til, at vi skal følge lægens egne råd. Vi skal selv følge ham efter i “ „ Det var en streng fordring, deres nåde stiller til os svage mennesker. De fordrer mere, end selve mest e ren kræver af os. “ „ Hvor meget eller hvor lit der kan være nok under sædvanlige omstændigheder, skal jeg her ikke indlade mig på; men jeg holder mig til det givne tilfælde med Mathilde. Hun havde i sin tro ingen støtte, da det for alvor gjaldt at prøve ulykken! Men da sligt jo dog kan hænde os alle, og da de sunde ikke har lægen nødig, er det bedst i de gode dage at tænke på de onde, at de ikke skal træffe o « aldeles uprøvede. “ „ Det er en mørk tro, de der fremstiller; den har efter min mening jntet eller lidet at skaffe med liv og lys, som dog må være hovedsagen! “ „ Deres belærværdighed vil tillade mig som en ældre kone at blive ved min tro; jeg vil, som sagt, aldeles ikke unturkjende deres. Men, da jeg har måttet tage mig af den syge, så må jeg også bruge de midler, jeg mener at føre bedst til helbredelse. “ „ Tænker deres nåde også over, om ikke deres lægemidler kan dræbe noget lyst og frimodigt i hendes sjæl! “ „ Nej, hr. Pastor, men der var noget hårdt, egenkærligt, selvtillidsfuldt og alt for tragt, der nu netop plager hende selv. Der må vi lempe og mildne. “ „ Mener deres nåde, at det » ilde være mig muligt at hjembringe en hilsen fra hende selv til forældrene? “ „ Det må jeg aldeles fraråde hr. Pastoren. Hun “ er endnu så svag, at den mindste rystelse kan bringe hende et tilbagefald. Jeg holder aldeles fortiden ude af vore samtaler, og vender hele blikket hen imod fremtiden. “ „ Så vil jeg tillade mig fra deres nådes velvillige meddelelse at bringe forældrene budsfab. “ Dermed bukkede pastor massing for hendes nåde og gik bort meget gram i hu på enkefruen. Volontøren. Kontorchefen horde s

1884_Schjoerring_EsthersHistorie

Johanne

Esthers Historie

Schjørring

Schjoerring

Esthers Historie

female

1884_Schjoerring_EsthersHistorie.pdf

Johanne

Schjørring

dk

Esthers Historie

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første afsnit. Om havet svulmer, falder det igen og tit formørkes himlens fagre datter — — Ossian. Hvorfor begyndte man på én gang at tale om dem? De vare blevne forlovede, viede o. s. v. så at sige for næsen af den hele by, i hvis umiddelbare nærhed deres smukke ejendom lå og skinnede lige som et smykke på den bag ved liggende lystskov, som grænsede op - til den lille by og gav den sin smilende, venlige karakter. Det syntes, som om de vare prædestinerede af lykkens gudinde til kun at nyde hendes dage; men hurtig trak det sammen om dem, og uden at nogen vidste rigtig besked, blev der ikke desto mindre hvisket om dem alle vegne. For uden for stående kan det synes, at rygter og hvisken i krogene ikke har videre betydning, og mange mene at kunne « trampe » dem ihjel; men rygter er lige som snoge, vanskelige at få fat på, og aldrig kan man være forvisset om, at man har fået den sidste. Hr. cand. fil. Harald lund, ejer af ulfsborg, således hed han, var i mange henseender en tækkelig mand. Han var lidt over middelhøjde, havde så megen embonpoint, som det anstår en mand henimod de tredive, og som man her til lands finder klædelig, var rødblond med fine træk, som ville have været kvindagtige, dersom et kraftigt, soigneret skæg, der bedækkede hans nederste ansigt, ikke havde markeret det. Hans øjne vare lyse, blå ) tilbøjelige til en fugtig glans, der lige som forstørrede og forskønnede dem, i det mindste i kvinders øjne, og som oftest gemte bag et par guld næseklemmer med ikke alt for stærke glas. Han var en forkælet descendent af et par gamle, værdige, ikke meget udviklede folk, hvoraf dog den ene kun — en gammel fader — var tilbage. Sine studeringer havde han pludselig afbrudt to år, efter at han havde arbejdet sig igennem den filosofiske forløber. Om de gamle kirkefædre, de nye strømninger, eller — som nogle snogeagtige rygter mente — mangel på en vis, nødvendig udholdenhed havde sat slutstenen, det stod fremdeles hen. Tildels imod sine forældres ønsker havde han tre og tyve år gammel forlovet sig med en forældreløs ung pige af jødisk herkomst, som han havde truffen i selskabslivet i hovedstaden og ført hende over med sig. Derefter forlod han, som alt sagt, studeringerne og holdt kort efter bryllup med hende. De boede på ulfsborg hos de gamle, og da moderen et Års tid efter døde, overdrog faderen ham den gamle gård og gik selv på aftægt hos de unge. Kort efter ægteskabet tilfaldt der den unge kone en stor og uventet arv fra en gammel mosaisk onkel i Hamborg, hvem døden overraskede, før han havde fået tid til at udslette hende af sit testamente. I anledning heraf blev det gamle, faldefærdige ulfsborg nedrevet og totalt om- og opbygget i sin nuværende smukke, moderne skikkelse; og hele livet blev derved med det samme sat på en helt anden fod end før. Den gamle lund så’ på dette med et for Harald meget velbekendt « knirkeri » midt i mellem beundring og misbilligelse. Selv havde han en ubestemt følelse af at have vovet sig vel vidt, men beroligede sig stedse med, at den gamle havde adskilligt på kistebunden, og at gården med sit nyt anlagte, store teglværk, umiddelbart op til den betydelig sejlbare fjord, var i al ønskelig fremgang. Alle disse bygningssager havde givet travle, urolige år, og nu, den første sommer, da det som den rige mands lader endelig stod færdig alt sammen, var der lige som gået nogle skruer ud af de unges daglige tilværelse, så at livet var slappet og uden indhold. Den unge kone var nervøs, for ikke at sige melankolsk, og Harald gjorde nogle svage, mislykkede forsøg på at bringe hende og sig selv opad, men sank tilbage som i dvale, uden at føle andet end en lunken skuffelse derved. Elsker han mig da ikke mere, og er livet i den forstand forbi, at alt nu allerede er så udlevet og så gammelt, at der intet mere er tilbage uden at spise, drikke og sove? tænkte den unge kone og begravede sig mer og mere i sin mørke sindsstemning. Hun var fem og tyve år gammel og uden at være ligefrem smuk en i øjne faldende og tiltalende skikkelse. Hun var almindelig høj, rund og fyldig, men dog slank, således netop som de fleste mænd ynde det. Hendes hår var sort og blankt og med netop så megen krøllenatur, at det slog to, tre store bugter foran på den rene pande. Næsen var stor, men ikke mosaisk nok til at kaldes andet end sydlandsk; munden fyldig og smuk med et blidt og venligt smil og forsynet med tænder så hvide, at de havde et udseende næsten af klarhed. Hendes øjne vare mørke som violer, blide og alvorlige, « mosevandsøjne », som Harald kaldte dem i forelskede øjeblikke. Når hun talte, rødmede hun let og fik derved et udtryk af livfuldhed, som betydelig levendegjorde hendes stille, rolige væsen. Fra sin fader, en dygtig toldembedsmand, havde hun arvet et betydeligt talent for tegning og maling og efter sin jødiske moder var hun meget musikalsk og en smule platfodet, dog ikke så meget, at man så’ det på hendes gang, men nok til, at hun vågede over, ikke at få sine kjoler for korte. De havde et barn i deres ægteskab, en rask, smuk dreng på fire år med sin moders øjne og lysegult, krøllet hår, « Jens Peter lund », som han hed efter sin bedstefader, i hvis skygge han så at sige var den hele hele dag, ja i den grad, at han næsten var tabt for sin moder. Den gamle lund var en kostelig, gammel skikkelse. En lille mand i meget lange frakker, med det grå hår rullende langt ned ad ryggen, således som man endnu den dag i dag kan se det på bønder i vestlige, afsides egne af Jylland. Når han spaserede i haven, og det gjorde han den udslagne dag, så sandt vejret tillod det, var han iført små træsko med læder over, en høj, sort hat og messingbriller med store, runde, gammeldags glasøjne, og dertil bar han i den højre hånd en lang pibe, hvis spids befandt sig i hans mund, og hvis yderste hovedende nåde ned til hans små fødder. I lommen havde han en velfyldt tobakspung af grøn silke med store kvaster og et fyrtøj af messing af den gammeldags konstruktion med Tønder, som han slog ild med, da han i fri luft i højeste grad foragtede alle mulige slags tændstikker. Han levede udelukkende for sin søn, svigerdatter, sønnesøn, sine drivhuse og sine blomter. De dele han satte forrest var sønnesønnen og.blomsterne, og ville man spørge ham, hvilken af disse to han foretrak, da måtte det gå ham som oldtidens mænd, der vidste, at jorden stod på en søjle af dyr, hvis nederste skabning var en skildpadde, men ikke vare i stand til at sige, hvorpå denne hvilede. Han samtalede lige tilfredsstillende med begge, både blomsterne og den lille Jens, og svarede den sidste, så nikkede de første, og han var lige klar over meningen. Hvis der var noget i nutiden, han foragtede, så var det politik, ja en vederstyggelighed var det ham, og lige til hans sidste time forblev det ham en gåde, hvad nytte en rigsdag var til, når man havde en konge og ministre, og ligefrem vanvittig fandt han det, at bønder havde noget at gøre på en rigsdag. « som om staldkarlen eller røgteren, » raisonnerede han, « pludselig skulle ind at passe drivhusene og forestå blomsternes forplejning. Gud, hvor menneskene indrette alt bagvendt! Vorherre kendte ikke jorden, hvis han som fremmed kom herned! » Han stod sine medborgere, bønderne, for nær og var foi' nøje kendt med dem til, at han kunne se deres ophøjede egenskaber. Holberg** forsikrer på sin lærdoms højder, at han aldrig taler med bønder uden at lære noget af dem; thi de raisonnere kun om solide og magtpåliggende ting, hvor om de vide fuldkommen besked. Man kan af dem lære, hvordan jorden dyrkes, heste * se epistlerne. og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges og en virkelig økonomi føres; endvidere gode, gamle, danske ord, som udi køb stæderne er forglemte, og hvori end lærde folk ere ukyndige. Desuden er bøndernes tale naturlig og uden affektation eller urimelige komplimenter. Om deres mulige Sans og geni for politik taler han desværre ikke. Hr. Proprietær j. P. Lund, som på dette område var i besiddelse af Holbergs kendskab, kom dog — måske på grund af sin alt for store nærhed — aldrig højere med hensyn til at vurdere deres kvaliteter, end at påstå, at masserne ikke i politik vare mere klartseende nu, end i hvilken som helst anden periode, hvor de intet kunne have med den at skaffe. Så forstokket ensidig gik bemeldte herremand lige til sin grav! Det var en lummer midsommerdag, skyerne havde ofte samlet sig til mørke, truende masser, som hang så tunge, at det så’ ud, som de kunne ramle ned i store stykker; men så havde det pludselig raslet i træernes toppe, og vinden, som ikke vidste, til hvilken side den ville gå, hvirvlede og boltrede omkring, så skyerne revnede os’ i forskrækkelsen kun fik tid til at udsende o nogle tunge, hede dråber; så blev det atter stille. • hen på eftermiddagen blev kampen endelig endt. Luften blev mere og mere fri, men deri var bleven kold som på en dag i høstens tid. Estter — således hed den unge kone — havde flere gange haft hat på og villet være ud, men hver gang tilbageskræmmet af vejret stod hun nu på verandaen og lænede sig op til dørstolpen. Om hun skulle have sagt det, ville hun ikke have kunnet gøre rede for sine tanker. Hun følte sig træt, og hvis hun tænkte noget bestemt, så var det i retning af, at livet allerede for hende havde sat sin bedste blomst. Hvad var der mere af nyt? Ingenting. Den gamle lund gik forbi med sine evindelige træsko, sin ditto hat, pibe etc. fulgt i hælene af den lille Jens, som kom bærende med blomsterstokke, der vare en halv gang længere end han selv, og så optaget heraf, at han end ikke agtede moderens råb. Da de forsvandt, fik hun tårer i øjnene; hun havde en følelse af, at alt gled fra hende, og at hun følte sig for svag til at gøre en ordentlig kraftanstrengelse. Så stod hun en stund og så' efter skyerne, hvorledes den ene blev jaget af den anden, gled forbi eller smeltede sammen i en enhed. Solen glødede bag ved træerne og kastede en mangfoldighed af glimrende stråler på bladene, igennem dem og hen over den bløde græsplaine. Fuglene, som efter dagens travle gerning begyndte at samle sig i de høje lindetræer, kvidrede så travlt og højrøstet, at man måtte tro, at hvert blad havde sin levende tunge, og i det samme svang en syngende lærke sig endnu engang lovsyngende op i luften foran hende, blændet som den var af den røde, strålende aftensol. I morgen er det jo st. Hansdag, sagde estter ved sig selv, efter den er det, at skovens blade vende sig, så at vrangen er ude hele resten af sommeren, og at lærken ikke mere går i sky, fordi den efter sin kærligheds rus kun kan synge om jorden — det var bedstefaders visdom. Der gik en gysen igennem hende. Var det måske nu også hendes st. Hansdagstid? « den springer ud i morgen, knoppen er begyndt — ganske sagte — at sprænges! » råbte en skingrende stemme, bævende af forventning og spænding op til hende. « hvad mener bedstefader? » spurgte hun rødmende. Hun havde ikke hørt eller set ham komme, og han forskrækkede hende. « min store cactus, kære! den hvide! som to gange har skuffet mig! i syv lange år har jeg ventet; men nu er det alvor! kom! skal du få lov at kigge til den gennem ruden — vinden er kold, jeg måtte lukke; men kigge kan du! » « må jeg vente til i morgen, når den er udsprungen? » Spurgte hun venlig. Hun vidste af erfaring, hvad en Rønde til drivhusene med bedstefader ville sige, den var ikke let at slippe fra igen, efter som hver eneste blomst havde sin historie, som ingen kunne slippe fra uden ved et rent tilfælde, med mindre man ville såre eller fornærme ham. Når han blev rigtig ivrig, tog han en uhyre blyant og en lang liste op af sin omfangsrige kjolelomme og gennemgik den daglige fortegnelse over fænomenerne, og man blev da nødt til at være ham behjælpelig med at holde nogle af hans apparater, medens han omstændelig undersøgte, om enhver knop og ethvert skud var i orden. Han underholdt sig med blomsterne, som om de vare fornuftige væsener, hvorfor lille Jens også stundum svarede, når han blev spurgt om, hvor bedstefader var, at han « talte » med blomsterne. « ja, ja da! » svarede bedstefader hovedrystende og gik videre; det var ham ufatteligt, at hun kunne afslå en sådan anmodning. Lærken holdt sig endnu oppe i luften så højt, at hun kun kunne øjne den som en næsten usynlig prik; endelig dalede den ned og forsvandt bag de høje træer; den var færdig med sin lovsang for denne dag, hvad enten nu bedstefaders påstand om, at den ikke mere gik « op », var sand eller ikke. Fuglene sladrede endnu og gjorde hverandre aftenbesøg, så der var en uro og støj mellem bladene, som når mennesker går ud og ind på visiter hos hverandre. Harald kom slæntrende op imod verandaen. Han gik med stok og så’ ned mod jorden. « lad os gå en tur! » bad estter, da han kom til trappen og opdagede hende. « jeg har over ti gange i dag haft tøjet på og måttet opgive det på grund af regnen; men nu er vejret godt, kom med! » « kære! jeg kommer lige fra skoven, er træt og har desuden ikke læst aviserne. » « dem kan du læse siden! gå med Harald! » Bad hun, « det er længe siden, vi to har gået en rigtig tur, og jeg har sådan lyst. » « en anden gang min søde pige! jeg kan virkelig ikke, jeg har desuden noget, som skal med posten. » « å, jeg ville så gerne! » bad hun endnu en gang og stillede sig i vejen for ham. De bedende øjne havde måske aldrig været skønnere end i dette øjeblik; men endnu engang kunne han modstå deres ømme bøn. Tavs bandt hun sin hat bag den smukke, blanke fletning, denne hvide hat med lyserødt silkefoder, som klædte hende så uforlignelig. Så kastede hun et sort overstykke besat med rige blonder om sine skuldre og gik ud — alene. Han fulgte hende med øjnene, indtil hun forsvandt bag omdrejningen; en gang så’ det ud, som om han ville have ilet efter hende, men — ja forklar, hvem der kan, det fænomen, som gentager sig dag ud og dag ind i ægteskabet og som for halvdelen af menneskeheden er en gåde, at en mand, som dog i hjertet elsker og tilbeder sin hustru, kan negligere hende, forsømme hende og tilsyneladende hellere tage imod en hvilken som helst anden underholdning eller tidsfordriv end det, som udgår fra hende og hendes selskab. Egentlig var han ærgerlig over, at hun gik; var hun på den anden side bleven hjemme, havde han måske ikke talt et eneste ord til hende eller taget den fjærneste notits af hendes nærværelse. Således havde det været længe. Og når hun ville tænke sine sørgmodige tanker til ende, da vidste hun godt, hvor meget hun end søgte at bedrage sig, at begyndelsen, og for den sags skyld enden med, var for hendes vedkommende denne ene tanke: kan han have ophørt med at elske mig? Han kastede sig hen i et sofahjørne og var lige ved at falde i søvn, da han pludselig hørte sig tiltale af en fremmed røst. Han for op og følte sig ung og behagelysten nok til øjeblikkelig — allerførst — at rette på sig, trække ned i vesten, purre op i håret, glatte frakken o. s. v. Al indolens og træthed var som bortblæst, og dog kunne den indtrædende skikkelse, skønt den var en tiltalende person, lige så lidt måle sig med hans hustru, som åen med havet. « Ingeborg! Du der? Det vidste jeg aldeles ikke af! » « ja—a, man kan heller ikke vide alle ting, især ikke de små, for de er så mangfoldige! » Svarede hun leende og rakte ham sin hånd. det var præstens datter, Ingeborg mørk, som i flere år havde haft en lærerindeplads hos et herskab i Skåne, og som nu var hjemme i et lidet feriebesøg. « hvor når er du kommen? Det er længe, siden du var her, ja, hvor længe? » spurgte han og bød hende at tage plads. « jeg kom for nogle dage siden og har ikke været hjemme i tre år, » svarede hun. « det er da også en umenneskelig tid, især når man har gamle forældre. » « ja, sandt nok, men det ene af disse år have vi tilbragt i syden, det følgende var grevinden så svag, at jeg ikke nænnede at forlade hende og det tredje år, da min Broder blev tteologisk kandidat — i fjor —, var jeg jo sammen med min familje i København ovre hos farbroder, så du sér, der er dog mening i det alligevel. » « det er sandt! Hvilken vej kom du? Mødte du ikke min hustru, hun gik i skoven? » spurgte han. « nej, men jeg er kommen inde fra byen, altså den modsatte vej. » « læg dog dit tøj, estter plejer aldrig at blive længe borte. Hun kan ikke lide skoven, når det begynder at mørkne, » sagde han. « så skulle du være gået med hende, » sagde Ingeborg ligefrem. Han så’ på hende, og hun blev rød, ikke på denne fine måde, som hos hans hustru, hvor 2 farven idelig under talens løb vekslede som et uundgåeligt akkompagnement til hendes ord. « ja—a, » svarede han langsomt uden at tage øjnene fra hendes ansigt — « jeg burde, men menneskene er ikke så gode, som de burde være. » « vi kunne gå hende i møde! » sagde Ingeborg pludselig. « det kunne vi; men ad hvilken vej? Jeg véd sandelig ikke, hvor hen hun gik. « hvor når gik hun da? Hvilken ligegyldig ægtemand! » sagde hun, i det hun rejste sig og samlede sit tøj. Da hun trak sit slør ned, gled det løs. Han tilbød at knytte det og gjorde det med en behændighed, som indbragte ham den Ros, at man kunne se, at han var en vel dresseret ægtemand. Denne gang var det ham, som rødmede ved tanken, om, at når estter bad ham om den slags tjenester, ringede han på hendes pige, i stedet for selv at gøre det, således som i frier- og honningdagene. « hvor er mor? » råbte den lille Jens, i det han kom op ad trappen med den gamle, da de andre ville ned. « det er dog en fortryllende unge! » sagde Ingeborg, løb ned og greb ham i sine arme, løftede ham højt op og kyssede ham. Og hun lagde sit blonde hoved ind til hans og kælede for ham. Jens fandt sig deri med den stoiske ro, som børn undertiden udvise. Efter mange velkomsthilsener fra bedstefader, der havde kendt hende fra barn, den gang hun og Harald gik sammen i pigeskole hos den gamle frk. Holm, blev de endelig færdige til at gå. « nu kommer det an på, om estter er gået til åløbet eller til rævebakken, » sagde Harald, da de stod ved indgangen til skoven. « hvad holder hun mest af? Hvor plejer hun at gå? » spurgte Ingeborg. Intet kunne være mere naturligt end hendes spørgsmål og måde at være på; alligevel var det, uden at Harald nogen tid i sit liv havde tænkt derover, svært at svare på disse spørgsmål. Hvor hun gik? Hvor hun plejde at gå? Kunne han sige det eller have nogen forestilling derom? Uden at Ingeborg kunne forklare sig nogen årsag, blev Harald bestandig mere stille og lige som åndsfraværende. Efter nogen snakken frem og tilbage, sloge de ind på vejen til åløbet, som de nåde efter en halv times gang. Estter var der ikke. « hvad skulle vi nu! Enten gå til rævebakken eller hjem? » spurgte Ingeborg. « det er jo så langt til rævebakken herfra. Vi komme akkurat til at gå i en vinkel, » svarede Harald. « ja, men denne vej er altså din hustru ikke gået; vi måtte da have mødt hende, » svarede Ingeborg. « hvis vi gå til rævebakkerne, tænker jeg, vi komme til at følge hendes fodspor; men jeg går gerne, luften er yderst behagelig, ikke at tale om selskabet, » svarede han. « det er svært, så galapt du er bleven, » Svarede Ingeborg leende, medens han undrede sig over alt det, han var bleven, uden at have tænkt noget som helst derved. Inde under træerne var luften mild, næsten varm. Det begyndte at dæmre. Myggene sværmede og frøerne kvækkede. De talte rolig om alle deres bardomsminder. Endelig kunne de øjne bænken i rævebakkerne; bænken på udsigtsstedet var optaget. « det ligner din hustru! » sagde Ingeborg bestemt, jo mere de nærmede sig. « det tror jeg ikke! » svarede Harald kort. En herre rejste sig og kom dem smilende i møde. Jo, ganske rigtig, det var Fru estter og den ny herredsfoged, assessor blomfelt, samt fuldmægtig fris. « de ser min nådige! » sagde assessoren til estter, i det han hilste ceremonielt på de kommende, « at en slig ære, som at følge fruen til borgen, ikke kunne blive mig beskåren. Jeg havde på følelsen, at jeg ville komme til at renoncere. » assessor blomfelt var en begivenhed i den lille by, hvor til han var kommen for et Års tid siden. Han havde rejst meget, bevæget sig meget i den store verden, havde et ry med sig om at være Karl for sin hat og var i besiddelse af et overordentligt snakketøj; dertil var han ugift og havde formue. Sin egentlige karakter forstod han godt at skjule under en påtagen, lystig maske. « jeg tør måske håbe, at assessoren, samt hr. Fris ville gøre min hustru og mig den ære at forlænge turen om af ulfsborg og drikke the i selskab med os? » spurgte Harald. « tusend tak! en anden gang, højstærede! Om det må være mig tilladt, » svarede assessoren bukkende og tagende afsked med det samme. En gentagen opfording til hr. Fris mødte også en behagelig undskyldning. « et ualmindeligt smukt par, disse lunds, » Sagde assessoren til hr. Fris, i det han vendte sig om, højt nok til at Ingeborg hørte det. « en fortræffelig mand og en aldeles superb lille kone! » Folk i byen havde for længst bemærket, at han alle tider og alle vegne fremhævede estter. Hjemturen for de andre tre var lidt ejendommelig. Snak manglede det ikke på. Estter talte især mere, end Harald længe havde hørt og blev godt hjulpen heri af Ingeborg. Han var mest tilhører og gik og grundede på, hvor længe estter egentlig kunne have været sammen med de to herrer, og om det var deres selskab, som havde gjort hende så ualmindelig oprømt. Hun på sin side tænkte, at da hun bad ham om at spasere med sig, var han både træt og optaget for hele aftenen, og nu! —ja, frk. Mørk sagde det jo! — havde de været først ved åløbet, altså gået skoven næsten rundt, og da de kom gående sammen, var han munter og strålende, ganske anderledes end nu — — hun talte fort for at kyse alle disse tanker bort, der som en uvejrssky ville storme ind på hende og havde ikke nogen forestilling om, med hvilken forundring hun blev iagttaget. Da de kom hjem, var hun elskværdigheden i egen person og henrev Ingeborg til ligefrem begejstring. Harald sad tilbagetrukken og tavs, og Ingeborg begreb ham ikke, men tænkte, at hun ville til skarpt at iagttage ham, måske en gang i ferien tale med ham. Den følgende dag så’ Harald, da han kom hjem fra sin morgentur ved teglværket, at estter var ivrig med at få sit halvt forglemte staffeli i orden. Han havde tidligere uden held opfordret hende til ikke at lægge det på hylden. Han forstod ikke, hvad der pludselig kunne have givet hende lyst til nu atter at begynde. Han var i høj grad forstemt. En hel ovn fuld af sten var blevet forbrændt, og teglarbejderne havde mumlet noget om, at de ville have højere dagløn. I øjeblikket kunne han aldeles ingen pekuniære uheld tåle; den sidste termin var han kommen over med akkorder, og hans fornemste håb stod netop til teglværket, hvor han havde fået en stor bestilling på sten til en kirke. Det pinligste ved det hele var, at det altid var estters og kun estters penge, hvor om det havde drejet sig, og som han, uden nogen indskrænkning fra hendes side, havde benyttet til det sidste. Huset kunne jo også indrettes på en tarveligere måde, men det var ham umuligt i øjeblikket at sige det til hende. Og endelig — det var det uheldigste af det hele — var han ked af sin virksomhed. Landlivet trættede ham, og han fortrød, at han var gået fra studeringerne. Herom kunne han allermindst tale med hende; aldrig i verden ville hun her kunne forstå ham. Og tale måtte han, men til hvem? Hans gamle fader, som kun levede for sine planter, i det hele et aldeles uudviklet liv? Nej! Venner? Hvor er de, når man trænger hårdt til dem? Ingeborg? Ja! han ville forsøge, om det var muligt. Hun ville forstå, hvad det var, der drev ham tilbage til studiet, som estter havde bragt ham til at forlade. Var det rigtigt? var det ikke snarere ham, som havde glemt hele verden over hende og kun tænkte på altid at være omkring hende? Var denne rus forbi? Elskede han hende ikke mere? Hvorfra kom denne tomhed i deres liv, at de næsten intet havde at tale om? Estter tog hat på og lavede sig til at gå ud. Hun havde sine malerekvisiter med. « hvor går du hen? » spurgte Harald forundret. « ned i rævebakken. Jeg vil forsøge, om jeg kan tage en skizze. » « nå således! » « har du noget derimod? » « hvad skulle jeg have imod det! » « så farvel! jeg kommer til middag. » « farvel! » Han stod og så’ efter hende. « den er fuldkommen! lange, gyldne støvdragere og et kridende hvidt liljebæger, kom for alting og se! » råbte den gamle op ad trappen så varm og forpustet, som om det gjaldt en uhyre begivenhed. « er det din cactus, fader? » spurgte Harald. « ja, kald på estter, men straks! » råbte den gamle, « om et øjeblik skal den flyttes ud af solen. » « estter er gået i skoven for at male, » svarede Harald, « men nu skal jeg komme. » « gået i skoven for at ma—a—le? » spurgte den gamle, « og hun vidste, at den ville komme ud i dag. » « nu ja! » svarede sønnen godmodig og tog sin dreng på armen, « hun kommer jo senere! » Og han gik bort til drivhusene. « er fruen ikke til stede? » spurgte jfr. Nielsen, da Harald atter var kommen op fra haven. « nej, hvad vil de hende? » « jeg skulle have besked på middagsmaden, men fruen kommer vel snart! » « fruen kommer ikke før middag. « Jfr. Nielsen nølede med at gå. « de må virkelig se at klare dem selv. » Han kunne se på hende, at der var noget, hun havde at meddele. Hun var et gammelt husinventarium fra hans moders tid. Da hun imidlertid ikke begyndte, vendte han sig om. Hun gik til døren, men blev atter stående, så sagde hun: « jeg tror ikke, at fruen er rask; hun græder så forfærdelig tit og har ingen ting lyst til. » « å, nu er hun da ude at male, så har hun dog lyst til noget, » svarede Harald, « men hvad mener de, at der skulle være i vejen? » « ja, det er måske så kun en tanke, men jeg synes, at fruen er så tit i dårligt humør. » Harald spurgte sig selv, hvad alt det skulle sige. « goddag! her har du mig igen, » lød higeborgs frejdige stemme. « jeg ville spørge, om du og din hustru ikke i eftermiddag ville drikke kaffe hos os i haven? Carl er lige kommen hjem efter sin vel til ende bragte eksamen. » « tak! det var rart, men estter er gået ud, jeg kan kun svare for mig. » Efter de nødvendige forklaringer, vendte Ingeborg sig'om og spurgte pludselig: « hvor kan det være, at hun — din kone — er gået alene? » « alene? Hun har virkelig ikke anmodet mig om at gå med, desuden — jeg har ikke tid! » « ikke tid?.— ja, så kan det jo heller ikke nytte, at jeg tænker på at opholde dig længere. Jeg ville ellers være blevet og fulgtes med eder og tænkte, at jeg nu kunne gå ud til fruen i rævebakken. » « ja, gør det; det vil sikkert glæde hende. » « tror du virkelig? Du må huske, at jeg kender hende så umådelig lidt. Når jeg undtager i går netop, har hun altid været stille lige over for mig; jo, jeg forsikrer dig, at jeg tit har haft en følelse af, at hun ikke kunne lide mig. Jeg finder hende nu så henrivende, at jeg ikke kan lade være at trænge mig ind på hende. » « hvorfor skulle hun dog ikke kunne lide dig! » « hvorfor? å, lad os blot være fri, det er såmænd så let forklarlig —. » « ikke kunne lide! » gentog Harald, « det er dog en sandhed, at kvinder i deres raisonnement og med hensyn til deres ønsker og passioner have så meget, som minder om børn. Mænd tale ikke således og tænke ikke således. » « det er mig ligegyldigt, hvorledes mænd tænker, og at de tænke anderledes end vi, eller rettere, jeg finder ikke det mindste nedsættende i din påstand, og det var dog meningen, at jeg skulle det! » « ikke det mindste kan jeg forsikre; var det noget, vil jeg snarere kalde det misundelse over, at vi ikke er så barnlige! » « tak! ja. nu går jeg! Du har altid været så dygtig til at servere et lille drilleri; og, jeg kan for resten bedre lide dig således end så indesluttet og tavs, som du var i går aftes. » Hun ville til at gå. Han holdt hende tilbage. « var jeg indesluttet og tavs? » spurgte han. « ja til slutningen —. » Han blev alvorlig; hun tænkte, at han var skinsyg. « jeg har også en stor del meget besværlige bekymringer, som ikke altid er lette at bære. » « så har du jo din hustru at tale med, » var hendes naturlige svar. « det er netop det, jeg ikke har kunnet. » « det er mærkeligt! hvis er skylden? » spurgte hun. Enhver anden ville han ikke have tålt et sådant spørgsmål af, og mærkelig nok, nu, da hun selv gav ham anledningen til at lette sine bekymringer, var hans første følelse mishag og utilbøjelighed til at gøre en begyndelse. Som om hun læste alt dette, gjorde hun tydelige tegn til opbrud og sagde: « ja, jeg er ikke kommen i nogen alvorlig sag, og hvis du så tror, går jeg altså ud til din hustru? » « som du vil! men er du ikke træt? det er jo en lang vej derud. Vil du intet nyde, inden du går? » « nej tak! jeg spiste frokost hjemme. » « ikke meget hensynsfuldt for resten, når du gik hertil, » svarede han. « vi er nu ikke så fornemme som i. Du véd, at vi spise tidlig frokost og middag kl. i og ikke kl. 4 således som her. » Han blev atter alvorlig. Hun nikkede og sagde farvel. « å, vent et eneste øjeblik, jeg går med, » Råbte han efter hende. Hun blev stående i den åbne dør. Jomfruen trådte ind med et brev, som straks skulle besvares. Harald rev det op og læste, og det var meget tydeligt, at det gjorde et ubehageligt indtryk på ham. « véd de ikke, om forvalteren er hjemme? » Spurgte han jomfruen, « send ham i så fald straks herop! » « jeg tror ikke, at han er færdig med frokosten, » Svarede hun og ilede ud. « tør jeg bede dig, Ingeborg, om at sige til estter, at jeg uopholdelig må tage over til lemvig- og at hun ikke kan vente mig, førend tidligst i morgen aften. Hils hjemme og bed dem om at have mig undskyldt for i eftermiddag. » « det var dog kedeligt — skal jeg sige mere eller andet til din hustru? » « nej tak! det er noget bryderi om en levering af sten, som ikke er bleven færdig i rette tid, fordi der har været et uheld med brændingen. Å, Ingeborg! Du kan ikke forestille dig, som jeg er træt af disse evindelige uheld og kedsommeligheder, som landlivet fører med sig; det bliver aldrig noget for mig. » « det er mig ufatteligt, jeg synes, at det måtte være den behageligste stilling på jorden at eje et så yndigt sted som dette; men du har bestandig taget dig alting så nær. Man må have udholdenhed og tålmodighed. » Forvalteren trådte ind, og Ingeborg gjorde alvor af at gå. « vil de sørge for at få min gig forspændt; jeg må til byen i anledning af leverancen med stenene, som byggekompagniet nægter at modtage, fordi den første levering ikke er kommen i rette tid. Sørg de imidlertid for at holde teglmesteren til vinden, at han ikke drikker sig fuld og ødelægger mig en ovnfuld sten til. » « ja, det er lettere sagt end gjort; det er satan til Hallunk! Han er ondskabsfuld som bare fanden, når han er fuld, og ædru er han jo aldrig. » « når man lirker for ham, kommer man længst, det nytter aldeles ikke at bande og dominere med ham, » svarede Harald kort og bestemt, « så lidt som noget sted i det hele. » « så forstår jeg det formodentlig ikke, » Svarede forvalteren stødt; « men jeg kunne dog ønske, at de havde hørt ham i går aftes, da han gjorde jav med malkepigerne. » « det behøves ikke; jeg har set og hørt ham, både når han har været rå og beruset, og ved, at den største magt her, som næsten overalt, er den at tale rolig og besindig; mildt og strengt om de vil. » « så er det vist bedst, at de selv taler med ham, » svarede forvalteren arrig. « det har jeg også i sinde, når jeg kører forbi, men må, som alt sagt, bede dem holde øje med ham under min fraværelse, da jeg ikke i øjeblikket kan tåle et tab til som det sidste. » Forvalteren gik, og Harald tog af sted efter at have taget afsked med sin søn og den gamle, som sad på en havebænk ved siden af sin udsprungne, hvide cactus ude i drivhuset, aldeles ude af stand til at forlade den. imidlertid sad estter på sit yndlingssted i skoven, ude i rævebakken. Hun havde sit staffeli foran sig, men, i stedet for at arbejde, sad hun i dybe tanker, og man kunne se, at hun havde grædt. Ofte så’ hun, lige som hun ventede nogen, ned ad vejen og for sammen ved den mindste støj. Endelig viste sig assessorens skikkelse nede ved omdrejningen af vejen. Da hun opdagede ham, blev hun bleg og ville, hvis det havde været hende muligt, have løbet sin vej. Hun bævede og havde en uklar følelse af, at han, som en betydningsfuld skæbne, trådte hende i møde. Allerede i nogen frastand opdagede han hendes bestyrtelse og var for meget erfaren til, at han ikke skulle udtyde den til sin fordel. I det år, han havde været i den lille by, havde han meget ofte stødt sammen med estter og øjeblikkelig været på det rene med sig selv om, at hun var en langt betydeligere og elskeligere skikkelse, end hendes omgivelser havde klar bevidsthed om. Han holdt af at tænke sig hende omplantet i en større cirkel, hvor hun, som han sagde til sig selv, ville være en pryd og endelig komme til sin ret. Adskillige forsøg havde han gjor

1883_SchandorphS_EtAariEmbede

Sophus

Et Aari Embede

Schandorph

Schandorph

Et Aari Embede

male

1883_SchandorphS_EtAariEmbede.pdf

Sophus

Schandorph

dk

Et Aar i Embede

Fortælling

n

roman

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. En del avdienssøgende ventede i ministerens forværelse. Det var et langt, smalt rum, oplyst af ét stort vindue med udsigt til en gård og have, der trods en omhyggelig pleje dog så forladt og sørgmodig ud, som om den mindedes bedre dage, da sølvkårder under fløjelsskjøderne blinkede, og struttende silkeskørter med korte flvin strøg langs dens gange. Forårssolen sendte en øjenskærende strålekaskade ind ad vinduet, så de nærmest siddende måtte bruge den hule hånd til skærm. Så drev en blyfarvet sky med kobberrøde rande, der så ud, som vare de voldsomt sønderflængede, en ladning hagl mod ruderne. Plaglen trommede reveille folde halvsovende supplikanter, som så skiftede stilling i den lange, grimme sofa med betræk af amerikansk læder, befæstet med messingsøm. de, der ikke vare i sofaen, strakte benene ud fra de spinkle rørstole, der udgjorde den øvrige del af møblementet. Foran indgangsdøren til ministerens værelse agerede et gammelt bud Cerberus, eller om man hellere vil, Sankt Beder. Samme guddommens tjener, der lukkede ind til nådegavernes uddeler, var en fyr med glat og tilbagekæmmet tyndt gråt hår. Han bar på sit ansigt en degns, pedels eller bedemands funktionsmæssige andægtighed. Denne fremhævedes end yderligere ved hans lange, kortlivede, tæt tilknappede sorte frakke og nedbøjede stive flipper, som dannede to smalle rektangler langs hver side af det høje brunels halsbind, men efterlod en stor åbning for den magre nakke med den dybe hulning og den rynkede og slunkne hud. Plan vidste bestemt, i hvilken orden de avdienssøgende vare komne. Når døren til ministerens værelse gik op og i sin åbning viste en baglængs udgående, dybt bukkende supplikants sorte ryg, vinkede han hurtig til den næste i rækken, som da rejste sig fra sit sæde, stivede sig op til en eller anden holdning og hurtig forsvandt gennem døren, som cerberus-st. Peder åbnede. Af og til skimtedes ved en sådan indtrædelse ministerens anselige skikkelse inde i det allerhelligste, men fremtoningen varede kun et par sekunder, thi budet skyndte sig bestandig med at lukke døren. Der var ikke få avdienssøgende. I sofahjørnet sad en gammel mand med stort pjusket, gråt hår, hvidt halstørklæde, som gulnede stærkt efter den for lang tid siden foretagne brøndvandsvask og var bundet i en lille primi' tiv, tæt hårdknude. Snipperne faldt mat ned over den med en utrolig masse knapper forsynede sorte klædes vest. Vesten så vel som den sorte, kortskjødede livkjole og benklæderne, der krøb højt op ad støvleskafterne, havde antaget en sodagtig tone, mens sømmene hvidnede. Ansigtet havde et stereotypt udtryk: en blanding af værdighed og ydmyghed. Et krat af lange og spredte grå hår groede fra den lille bakkenbart ud på de stærkt fremspringende kindknogler. Resigneret havde den gamle herre foldet sine rynkede, gulbrune hænder med de store svulne årer over buxeklappen på maven. Stundom gav værdigheden sig luft i et dybt: øh, høh, hem! stundom ytrede ydmygheden og hengivelsen i forsynets villie sig med et: å, ja, ja, ja! Ved hans side sad en ung mand i ulastelige sorte klæder, lav hvid slip med opstående, rundt løbende flip, tæt klippet hel skæg og en splinterny, funklende forlovelsesring på den behørige finger. Han rørte sig ikke af stedet, var lidt bleg og mindede om de galaklædte individer, der på embedseksaminernes tider tone frem på universitetets korridorer og de nærmeste omgivelser: pyntede offerlam, der gå til slagterbænken. Hans ydre røbede den tteologiske kandidat, der følte trang til snarest muligt at komme til at forkynde ordet og med sin lille københavnske brud forsøge på at virkeliggøre den yndige præsteidyl, de havde drømt om på morgenpromenaderne på Østervold, når elskeren gik til sine informationer. Et par unge mennesker i sorte frakker af bondeagtigt snit så mere frejdige ud, især syntes den ene med sine tyksålede, nyblankede støvler vis på at komme til at gjennemtrave sin bane i et lydelig gungrende triumfløb, der nok skulle høres et par sogne over. Det var seminarister, som ville begære hjælp til yderligere uddannelse efter særdeles vel overstået eksamen. Dem nærmest sad en midaldrende naturhistoriker som ansøger om hjælp til de videnskabelige undersøgelser, han med stor selvfornægtelse foretog i den knap tilmålte tid, der levnedes ham fra otte timers informationer daglig. Den slidte, snævre sorte kjole, manchetskjorten, hvis bryst røbede flere stopninger, fortalte et og andet om, hvad det vil sige at være ikke-officiel videnskabsdyrker i Danmark. roligst i holdningen var en tynd, bebrillet filolog; thi han var vis på, at han ifølge anciennetetens ufejlbare lov måtte avancere fra adjunkt til den attråede overlærerpost. Ugenert spaserede han frem og tilbage i værelset. Når haglene slog imod vinduet, gik han hen og så på vejret, idet han pudsede sine briller og rettede på sine flipper. Efterhånden kom der flere og flere ansøgere af mere ubestemmelig Art ind ad døren, der åbnedes lydløst. Lydløst trådte også de vedkommende ind og overså situationen. En og anden sukkede over udsigten til at komme til at vente så længe, talte de ventende, betragtede med misundelse den, som budet lukkede ind i helligdommen, og med nysgerrighed den, der baglængs trådte ud af den og straks efter ilte hen og greb hat, overtøj og paraply og dernæst lige ilfærdig skyndte sig ud til frisk luft, som havde den bureaukratiske atmosfære i det store bygningskompleks bag børsen angrebet hans nerver lig scirokko. De, der vare komne tidligere, fik mere spændte miner, efterhånden som deres tur rykkede nærmere; de sidste i rækken grebes mere og mere af en sløv hengivelse i den uforanderlige skæbne. Hos nogle blev denne følelse så overvældende, at et idiotisk præg lagde sig over deres træk. videre, frejdigere, med stærkere lyd end nogensinde før går døren til gangen op. En høj, mager, barhovedet, glat barberet herre i ensfarvede kulørte klæder, næseklemmer, gråsprængte røde whiskers og en pakke folioark under armen træder ind. Det var ministerens sekretær, der.tillige var kontorchef i ministeriet, i samme øjeblik, som han viste sig i døråbningen, smuttede den gamle præst ind i ministerværelset. Kontorchefen sendte dørvogteren et vredt øjekast. — undskyld, hr. Justitsråd, sagde denne, idet hans tidligere selvfølelsesfulde bedemandsansigt gled over i lakajagtig sod ydmyghed; den gamle herre er vist snart færdig. — gamle præster plejer ellers ikke at fatte sig i korthed, brummede justitsråden og gav sig til at måle forværelset med hurtige skridt og i en så avtoritetsmæssig gangart, at han ligesom blæste de ansøgende ud i to rækker, der langs hver sin væg flankerede hans gang. Døren til korridoren åbnedes atter med en usupplikantmæssig tillidsfuldhed. Det måtte være en ny avtoritet, der tog et sådant tag i låsen og så ugenert satte støvlehælene i helligdommens forgård. Den indtrædende smukke og vel voksne mand med de grå, tæt klippede bakkenbarter og venlige lyseblå øjne kom rygende på en cigarstump, som han dog straks kastede hen på kakkelovnspladen. Da han fik øje på ministerens sekretær, nikkede han kammeratlig til ham, og kontormandens ansigt glattedes ud til imødekommende gemytlighed. Han standsede sin gang, omfattede den nys ankomnes højre • hånd mellem begge sine, missede lidt med øjnene og sagde: — nå, kære professor! Vil de nu være etatsråd eller have sølvkorset ved siden af guldkorset? — justitsrådssnude! hviskedee den kønne mand og gjorde en knyttet nævebevægelse mod kontorchefens konkave bug. Hm! ( her sænkede han stemmen endnu mere. ) er fatter derinde i god kulør? Begge de samtalende lo og gjorde en antydning af en omfavnelse. En dybt krummet ryg, en skaldet gul isse, en brunrød nakke med grå, tjørneagtig struttende hårtotter i ministerens døråbning viste, at nu var den gamle præst færdig. Efter et flygtigt sammenstød mellem de med solide søm beslåde støvlehæle og dørtærskelen gjorde han højre om, fik fat i sin sorte hat, der var lådden som en bondehest i vintertiden, samt i sin store, vidtskrævende bomuldsparaply og søgte ud i Vorherres natur. Det var den ene af seminaristernes tur til at komme ind, men kontorchefen gjorde et udslag med hånden, der ligesom fejede den ellers modige unge mand tilbage til hans stol. Han sagde højt til budet: — jeg har referat til excellencen... Ja kom de kun med mig, professor! Vil de ikke?. — forstår sig, svarede den smukke mand. Begge forsvandt. En studsen gennemskar den ventende sløve gruppe, som et uventet vindpust en tung, overtrukken sommerdag en skov siv, der står og keder sig i en Moses kystvand. En sådan familiaritet over for lokalet og for ministeren! Det måtte absolut være præster i helligdommen, som turde behandle både denne og guden så frivolt. Kun hos en blev denne forbavselse tilsat med bitterhed. Naturforskeren mumlede uhørlig: — det kommer der af intet at bestille i sin videnskab og lægge sig efter at holde bordtaler. Man avancerer i Danmark, når man er køn, stor og tyk, har en flydende tunge og en god fordøjelse. Den forbigåede seminarist så sig om. Han ville gerne have sagt: „ Dette herre, at man bryder rækken, er ikke møjet folkeligt! “ Men han læste på alle ansigter mangel på sympatti for det folkelige, og han havde ingen fornøjelse af at hviske det til sin kammerat, som forud var enig med ham. i. Ministeren stod ikke lænet op ad et bord med hånden i vesten, den fra tteatret så vel kendte avdiensgivendé stilling. Han var ved spaserende at skyde en diagonal gennem værelset, mens han holdt hænderne på ryggen. Han standsede kort ved de to’s indtrædelse. Først fik justitsråden et halv vredt, halv bønligt blik, ledsaget af følgende ord: — men herre gud, Østerberg... i dag! På en avdiensdag! — det er nu otte dage siden, jeg så ministeren, og ministeren sagde netop i dag otte dage......... — ja, ja, ja, ja, da... Læg det stads på bordet... Puh! Og excellencen gjorde en grimace ad den bunke foliodokumenter, som faldt tungt ned på bordets runde mahogniplade. Men, da det blev excellencen ret bevidst, hvem hans sekretærs ledsager var, genvandt hans ansigt sit naturlige udtryk af oprømt velvilje og harmonisk tilfredshed. — god dag, min kære professor! råbte han og slog ud med hånden. — god dag, kære excellence! svarede professoren og lod sin hånd ryste af ministeren. — skal jeg gå et øjeblik? spurgte ministerens sekretær. — for min skyld ingen alarm, gode justitsråd, svarede professoren; jeg har intet hemmeligt at forhandle. Ministeren rykkede stole til rette for sig og professoren. De satte sig, medens justitsråden disciplinært blev stående, indtil excellencen direkte sagde til ham: — vær så god, Østerberg, og pegede på en stol ved siden af sofaen. Det var to smukke sympathetiske skikkelser, der her sad lige over for hinanden. Deres træk vare ungdommelige, uagtet de begge vare over de halvhundrede år, ministeren endog stærkt op mod sekstallet. Men ingen åndelige eller materielle kampe havde gravet furer i panderne. Begge havde de det lette embonpoint, som frembringes af velvære og den naturlige ladhed, som lidt kommer frem hos letnemme naturer og hurtige arbejdere. Ministerens lysebrune øjne havde næsten et lige så barnligt, let gennemskueligt udtryk som professorens blå. Havde den sidste i sin tid studeret jura i stedet for tteologi, ville der næppe have været noget i vejen for, at han også kunne have været minister. Deres ungdom var falden i den tid, da uni.versitetsdannelsen, specielt embedseksamen, var de danskes vej til Ros og magt; de havde absolveret alle deres examina med hæder og fortsat studierne efter attestatsen. ministerens Jus skaffede. ham et professorat ved universitetet, som han dog kort efter opgav for at træde ind i høje administrative stillinger. Professoren havde opgivet tteologiens studium og kastet sig over dansk literatur og sprog, var gået skolevejen og var ved et giftermål med en formuende dame bleven sat i stand til at erhverve en af hovedstadens bedst renommerede private lærde skoler, som han bestyrede dygtig og humant uden dog i nogen måde at overanstrenge sig. bindvidere havde de det tilfælles med flere af deres samtidige, at omkring deres fyrretyvende år sagde de f'arvel til studierne, levede af de opsamlede kundskaber, der vel langt fra gjorde dem til lærde mænd, men havde skaffet dem en respektabel dannelse. Deres smag og Sans for det skønne udvikledes stadig ved, at de i deres velstående hjem og hos deres rige omgangstæller af handelsstanden jævnlig så og talte med billedkunstnere og skribenter. De havde gjort udenlandsrejser, og deres damer bragte dem efterretninger fra, hvad der var på stabelen i malernes atelierer og i poeternes arbejdsværelser..en æsttetisk opfattelse af politiken — de havde begge længe været medlemmer af repræsentationen — som af livet overhovedet, en let vakt patriotisk følelse, en livlig Sans for bordets glæder, som de forstod at nyde med en smagfuld moderation, et betydeligt talent for l’hombre, stor respekt for den klassiske dannelse, en ironisk, endnu ikke bitter opfattelse af det i tal voksende landboparti... Alt sligt var foreningspunkter for de to elskværdige mænd. Deres forhold var imidlertid ikke kammeratligt i ordets gemytlige, rent studenteragtige betydning. Dertil havde de for megen tro på nødvendigheden for samfundet af embedshierarkiets trappestige. De tog vel ikke rangforordningen rent ud au sérietcx^ men ville dog nødig have givet stødet til dens afskaffelse. Når professoren så familiært sagde: kære excellence til ministeren, var det ikke uden med en lille spænding, en uvished, om han virkelig turde gå så vidt, men han var så meget af en skuespiller, at han blev hidset til denne familiaritet for at gøre et lille indtryk på justitsråd Østerberg. Excellencen spurgte: — hvad kan jeg så tjene velbårenheden med til gengæld for den nolo, jeg vandt fra velbårenheden iforgårs? Så lo han; professoren stemte i lidt doucere, justitsråden udstødte et beskedent: — he-he! — jeg skulle gerne have den ledige adjunktpost i b —, svarede professoren. — vil de plante kål i salona lig kejser diokletian? spurgte excellencen. Nå, et spøg, et andet alvor... hvad vil de med den adjunktur? Det er vel for en af deres lærere? — netop. Det er for en tteologisk kandidat Holmberg, tre Års kandidat med laudabilis, mangeårig lærer hos mig i historie. — hm.... ja for mig, skam, gerne, sagde ministeren og skuttede sig lidt, men så får jeg jo et helvedes vrøvl med undervisningsinspektøren. Han vil jo have sine filologer ind alle vegne. — det er i regelen de sletteste lærere, sagde professoren lidt hidsig. Han, der selv læste latin i en mellemklasse i sin skole, havde en med f'rygt blandet skinsyge mod de korrekt indexercerede grammatikere, omtrent lig den, de ældre officerer fra landkadetakademiet i sin tid nærede over for højskoleofficererne. — det turde dog være et paradoks, kære ven, bemærkede excellencen venlig tyssende og beroligende. Hm, skolens rektor vil også sikkert foretrække en f'ilolog. Men, når deres fyr har laud, så er jo udsigterne for ham ikke så ilde til at blive præst. — men ulykken er, kæreste excellence, at det vil han ikke være. — å, det siger så mange unge tteologer, men de forandrer mening, når de bliver forlovede. De husker jo Kierkegårds Fredrik og Juliane. Vennerne fik sig igen en vederkvægende lille latter, mens de magelig lagde sig tilbage i stolene. De befandt sig så vel sammen, at de ikke ofrede en tanke på de ventende i forværelset. Ministeren strakte endda benene langt tra sig og hænderne bag om hovedet, mens han kvalte en let gaben. — min unge ven, tog professoren ordet, er bleven smittet af det allernyeste fritænkeri, det, som nu doceres ved universitetet med Brask og Bram for kretti og plethi. — uh... det vrøvl, vi får af det! sagde ministeren ærgerlig og gjorde en grimace. Nå... og hvad er så det hele? Blev de lærdomme holdt inden for de universitetsdannedes kreds, ville ikke en hund g ja ad dem. Når ikke samtidig det socialistspektakel var kommet op, så Pokker med det hele! Fritænkeriet er en børnesygdom, der går over med årene. Og de videnskabsmænd, som studerer filosofi og bliver hængende ved den slags tankegange, kan jo folk i almindelighed ikke forstå. Videnskaben må man desuden lade sin frie gang. — ganske vist, sagde professoren.... For mit vedkommende må jeg sige, at årene har bragt mig til at tænke alvorligere over mange religiøse spørgsmål, som man tidligere har ladet ligge på sin vej. I de stille timer i lønkammeret påtrænger de sig en. Udødeligheden, f. Eks. kære excellence.... Sjælens udødelighed.... — har jeg aldrig tvivlet på, afbrød mi-' nisteren fornemmere, end han hidtil havde talt, og gjorde en vending, ledsaget af et myndigt blik, hen mod sin sekretær, der atter sagde: he, medens han lod sine øjne gøre en svag bevægelse i opadgående retning, således at man med god villie kunne sige, at blikket søgte himlen. Men på den anden side gik han heller ikke så vidt' i det himmelvendte, at en mulig satire kunne få greb i ham. — jeg har * sinde, vedblev ministeren og løftede det kraftige bryst, at udstede et cirkulære til rektorer og skolebestyrere, hvori jeg vil indskærpe dem at sørge for at holde alle religiøse stridsspørgsmål ude fra skolen. Det er ingen anbefaling for deres klient, at han -skaber sig fritænkersk. Professoren ønskede nu, at sekretæren vatborte. Havde han været ene med ministeren, ville denne aldrig have budt ham en sådan embedsmæssig fremskydning af maven, som han — professoren selv -• kun anvendte lige over for sine yngre lærere. Han vovede at blinke med det ene øje op mod ministeren og ganske svagt pege med albuen hen mod kontorchefen. Excellencen nikkede forstående og sagde: — hør, kære Østerberg — der er vist mange derude. leg bør ikke lade dem vente o jo en alt for rædsom tid. Lad os opsætte referatet, til' avdienstiden er forbi. Justitsråd Østerberg bukkede stramt. En magtesløs ærgrelse kogte i ham. Han samlede sine papirer, forsvandt gennem døren, og fik først luft, da han kom ud på gangen, i afbrudte ord. De piblede ud gennem de sammenbidte læber som vanddråber gennem en smal sprække i isen: — hundedreng skal man være! Hæ — disse herrer! Ministre fra høns flyver op, til de flyver ned igen. Det var et ufrivilligt hjertensudbrud i et bittert øjeblik. Justitsråd Østerberg troede selv at være gået frem med tiden og at være en fuldblods liberal. Kun når han blev gnaven, opstod spøgelset af det gamle kancelli, hvori han havde tjent i sin første ungdom, for hans fantasi i et guldalderligt skær. Da han var ude, glattedes professorens ansigt ud i munter meddelelseslyst. — den kære justitsråd er jo så glubende orthodox, sagde han; jeg turde, skam, ikke.... Ministeren smålo og sagde: — ja, jeg har mærket, at, siden hans ældste datter er bleven konfirmeret, og han har været til alters med hende, har han fået en usædvanlig trang til at bruge de kirkelige nådemidler. — hm — ja, når børnene vokser til, sukkede professoren, og når man selv begynder at føle sig ældre... — ja vel, ja vel, udbrød excellencen med et lille, lunt smil. Men nu deres protégé..'. — ja. Ser de, excellence, han har altid været den samvittighedsfuldeste og nøjagtigste lærer, man kan tænke sig, elskværdig beskeden, har holdt god disciplin, uden at han nogensinde har grebet til korporlig revselse, har gjort betydelige studier, er livlig i sin undervisning, giver disciplene kulturhistoriske vuer... jeg holder rigtig meget af ham. Hvem har tænkt på, hvad han troede, eller ikke troede på? Hvem har hidtil brudt sig om det, før denne sidste forbandede agitation i f'orelæsninger og i literaturen har bragt ufred ind i familieliv, skole, politik. Holmberg er bleven en af fritænkeriets adepter, og jeg har haft flere disputer med ham i den anledning. Imidlertid holdt han sig stadig min ordre efterrettelig, aldrig at berøre den slags spørgsmål i skolen. Men Pokker står i de københavnske drenge. I en af de øverste klasser fik de snart færten af, at Holmberg havde været en ivrig tilhører ved de berygte.de forelæsninger og færdedes i en ungdommelig kreds af ligesindede. Så spørger en skønne dag en stor dreng ham: hr. Holmberg, er der engle til? Holmberg siger meget korrekt: det véd jeg ikke; det må de spørge deres religionslærer om. Så bliver knægten nærgående og siger: ja, men véd de det ikke, hr. Holmberg? Jeg troede, de var tteologisk kandidat. Holmberg svarede så: hold mund! og viste drengen ud af klassen. Et par dage efter fik jeg brev fra faderen, en rig isenkræmmer. Han besværede sig over, at hans barns religiøse overbevisning var bleven krænket på en brutal måde, jeg holdt på den brave Holmberg, alt hvad jeg kunne. Men nu bliver jeg daglig bombarderet med breve fra disciplenes forældre; de truer mig med udmeldelse af deres børn, hvis der ikke statueres et eksempel til advarsel for de lærere, der giver forargelse. — vis de vrøvlehoveder vintervejen! udbrød ministeren. De er jo fjollede. — deres excellence kender sikkert en privatskolebestyrers prekære stilling. Den er ikke som en rektors ved en statsskoles. Desuden er Holmberg en inderlig god og beskeden fyr. Lad ham komme til provinserne og bort fra al den rummel og flurlumhej, ind i fredelige forhold, så går han sikkert op i sin gerning og lader „ den frie tanke “ rolig dunste hen i røg, som den sikkert snart vil gøre. Lad ham være et par år i et hul som b—, hvor ingen modersjæl har Sans for de sager, og de skal se, de får den korrekteste adjunkt, nogen statsskole kan rose sig af. De sidste ord blev henslyngede med en lidt bitter ironi. Professoren led ikke statslatinskolerne. Ministeren smilede ganske fint og sagde: — så skal han have posten, så sætter jeg trumf på det trods undervisningsinspektør og rektor. Men indskærp ham endnu for sikkerheds skyld, at han skal være forsigtig, at ingen stat kan undvære en positiv tro, og at det ikke er for intet, at kirken og skolen er underlagte samme chef. Atter gjorde excellencens mave og bryst et fremadskydende sæt; professoren bukkede og tog afsked. Excellencen rakte ham hånden og rystede den. Deres øjne mødtes i et kort glimt af gensidig p'orståelse. Det var et langt finere og mere afdæmpet minespil end de to augurers hos Cicero. Fjorten dage efter læste man i bladene, at cand, theol. Holmberg var bleven konstitueret som lærer ved b—s lærde skole. En filolog klagede anonymt over sine standsfællers tilsidesættelse, men ingen polemik opstod i den anledning. Professoren fulgte ministerens anvisning og havde en lang samtale med den nys udnævnte, der holdt så meget af sin forrige overordnede, at han ikke sagde ham imod og betvang de satiriske tendenser, som rørte sig i ham overfor de elementære og naive ræsonnementer i den brave, livslystne hednings mund, hvis svulmende karmoisinrøde læber syntes at krumme sig til en kraftig protest mod askesens og selvfornægtelsens idealer. Iii. Uagtet Erik Holmberg ikke rigtig ville tilstå det for sig selv, havde han egentlig ikke så meget imod at komme til provinserne. Han var et landsbybarn, født i en præstegård i en af Fyens skønneste, frugtbareste egne med bløde bakker, med glimtende åløb gennem tæt ludende skove. Hans fader døde, da han var seks eller syv år, men enkelte billeder fra barndomshjemmet havde draget sig gennem hans liv som lysende minder om et tabt Paradis. Som voksen kunne han endnu føle varmen af den landlige sommer, da espaliervinranken, der bedækkede stuehusets sydside ud mod haven, svulmede i så yppig fylde, at de svaje stilke med de grovt tandede, mægtige blade elastisk svippede helt ind i stuen, når vinduet åbnedes, mens samtidig den søde kløverduft strømmede ind fra / engen hinsides det hasselbevoxede jorddige, så sød, at man kunne smage den. Han så endnu de gule og røde æbler blinke fugtig i efterårssolen mellem det blakket-grønne løv. Og fra vintertiden huskede han sneens blålige gnistren op ad Kirkebakkens skråning, juleaftens lystindrende grantræ,, som han kunne plukke så mange gyldne og søde frugter af, han ville, alt mens julepsalmen spilledes af hans moder på det gamle klaver med den harpeagtige klangfarve. Han mindedes en nytårsmorgen, da han vågnede i mørke og fra sin lille seng, der var omgærdet af et gitter, så lys glo ud ad alle kirkevinduerne og kaste lange snoede striber ned mellem havens rimdækte træer, og i det fjerne hørte bjældeklang fra bøndernes slæder, der kørte folkene til froprædiken. Og så, da det blev lyst, kom han ind i præstegårdens spisestue, der var gjennemkrydret af den nykogte kaffes og den nybagte julekages Duft. Næste nat drømte han, at han vandrede gennem en lang allé af lutter tindrende juletræer. Og så var der en dag — han fik senere at vide, at det var den anden november — da haven lå våd og tåget. De nærmeste træers kviste vare fulde af tungt-gummiagtig hængende dråber, der, pæreagtig forlængende sig, længe stred mod det uundgåelige fald, mens sagte sukke og svag knitren dirrede gennem tågen, der lukkede udsigten, så han ikke en gang kunne skelne jorddigets hasselbuske. Drengen havde lige gjort den opdagelse, at „ der ingen himmel var på himlen “, og i stilhed pinte han sig med at løse det svære problem om himlens p'orsvinden. Da hørte han fra de andre Stuer hurtige, dæmpede trin, lyd som af hulkende gråd, så råb om, at der måtte køres efter doktor, så klapren af træsko og tøfler gennem gården, så hestehovslag og vognrullen. Endelig kom hans moder ind, hulkindet og rødøjet, trykkede ham i favnen og sagde: „ Fader er død “, et budskab, han modtog med sløv forundring og med spørgsmålet: „ Hvad er det at være død? “ De næste blade i barndomsmindernes bog vare optagne af uklare billeder af nådsensåret og den nye lange, magre præst, som hans moder ikke kunne lide, auktioner, flytninger, indtoget i hovedstaden med de himmelhøje huse. Men så kom der blade, fyldte af skrigende tydelige billeder. Et tarveligt, ensomt liv i de tre små værelser i en gade, så-snæver, at man kunne sé, hvad slags middagsmad genboerne spiste, så snæver, at den tillod Erik og genboens, urtekræmmerens, søn Halfdan Svarte Jensen timer igennem at opirre hinanden ved at vrænge mund og række tunge, til de begge græd af arrigskab, og Eriks moder græd over sin søns uartighed. Det endte da gerne med, at moder og 'søn græd i hinandens arme, hun af glæde over sønnens anger, han af ruelse over at have bedrøvet „ sin egen lille mor “. Og Erik kom i skole hos en pæn, venlig gammel dame, som lugtede af krusemynte, som bar spidspuldet kappe med omløbende brusende strimler. Den strengeste straf, hun anvendte mod ham for dovenskab eller uopmærksomhed, var et knips i panden af hendes tørre, riflede negle. Men, havde han lutter ug’er og mg’er, fik han belønning af sine to mostre, middelaldrende ugifte damer, som havde pladser i et jomfrukloster og tilbragte hver evige søndag fra morgen til aften hos deres søster, Eriks moder. Belønningerne vare chokoladestænger, omsvøbte af sølvpapir. Hvad talte de tre søstre om disse søndage? Bestandig om hans afdøde fader, som de alle vare enige om havde været en af lysets engle, lige udmærket som præst, ægtemand, fader og svoger, og om ham selv, Erik, som de sagde til: „ Bliv en ægte Herrens tjener, et guds barn og en elskelig sjæl som din fader! “ I denne kælne kærligheds ensformig lunkne dunstkreds voksede Erik Holmberg op i små Stuer, under pinlige indtryk af moderens længsel efter hendes afdøde mand, en længsel, der stadig indskrumpede og forbenedes i stående fraser som: å gud, Erik, sådan en sand Herrens tjener, som din fader var! Bliv sådan, som han var, Erik! Erik! jeg glemmer aldrig din salig fader, mit eneste barn! Tanterne græd med moderen og gentog hendes beklagelser, til de blev kede af det og udtrykte sig:, — nå, ja en engel var salig Holmberg da ikke. Og så kom søstrene op at skændes og skiltes i uvenskab, trods deres enighed om, at den afdøde pastor Holmberg var mageløs. Og hver søndag skændtes de ned ad trapperne, medens de alle tre råbte i kor: ja, det véd gud, han var mageløs. Men søstrenes indvending mod hans serafegenskaber gjorde, at enken græd og erklærede sine 2 søstre for de utaknemmeligste og mest chikanøse væsener, som hun aldrig mere ville sé i sit liv. Og så otte dage efter så hun dem igen, og de samme scener gentog sig under strikkenålenes akkompagnement. Deres takt steg crescendo, efterhånden som tanternes stemning voksede i retning af en magtesløs arrighed, indtil strikkestrømperne blev smidte som slaskede formløse genstande hen ad bordet, og de tidligere travle hænder knyttede sig trodsig mod hofterne. Pastor Holmbergs elskelige egenskabetvirkede endnu i verden fra den anden side graven. Det fik hans enke bevis på, da hun fremstillede Erik for rektoren ved latinskolen, en gammel, elskværdig og blød mand, der erklærede afdøde pastor Holmberg for en af de elskeligste disciple, han havde læst med, brast i gråd, da han så Fru Holmberg gøre det, og gav den forbavsede Erik et Kys, der lugtede stærkt af snus- og pibetobak. Han lovede, såsnart det var muligt, at indstille Erik til friplads og stipendier. Ved den foreløbige afsked fra hans store, mørke, noget klostercelleagtige studereværelse, der prydedes med portræter af de fremtrædende danske digtere fra oehlenschlåger til Chr. Winther, lagde rektoren, præstelig velsignende, sine hænder på moders og søns respektive hoveder. Enkefru Holmberg hulkede hele den lange hvide korridor igennem, og den gamle fordrukne portner og pedel, der skulle lukke dem ud, fandt sig forpligtet til at tørre sine altid rindende øjne og fremmumle følgende opbyggelige betragtning: — ja, Vorherre laver såmænd mange sorger til for menneskeslægterne i verdens lande, men han klarer dog også sommetidens tingene for dem, ja så gu’ gør han så, frue, for det er vel deres søn, ham, den der. Alt gik godt i skolen. Disciplenes hovedstamme bestod af embedsmændssønner, som fra hjemmet havde medbragt den traditionelle respekt for den klassiske dannelse, og af ubemidlede borgeres børn, der vare satte netop i den skole for stipendiernes skyld. Over de sidste lå et genskin af deres forældres stolthed over at have børn, som studerede. Der var ingen kritik fra disciplenes side over systemet. De stræbte at fordøje Madvigs latinske grammatik af bedste evne. Erik var flittig og flink og blev vel lidt af skolens lærere, der, på et par yngre p'ilologer nær, bestod af en samling ældre praktikere, for hvem al slags doktrin og principrytteri i undervisning og opdragelse lå fjernt. De holdt af et godt slag kort og et muntert lag, og i godt kammeratskab henlevede de formiddagen i det fra byens larm hyggelig afsondrede skolelokale med den solrige, haveagtige gård. De overanstrengte sig ikke, passiarede gemytlig i klassens døre, længe efter at drengene vare ringede op fra frikvartererne, og, forefaldt der en morsom dumhed fra en discipel i timen, måtte læreren ned fra kattedret og åbne døren til sideklassen for at meddele sin nabokollega det. Så fik begge sig en godmodig latter. En bred, lidt lad gemytlighed svævede over det hele. Erik var ikke vant til at have kammerater, og det varede længe, før han sluttede sig til nogen af dem. Moderen holdt desuden igen, når han blev indbudt til drengeselskab, thi, sagde hun, de havde jo ikke råd til at gøre gjengjæld. Flere år igennem kendte drengen ingen anden afveksling i det ensformig henrindende liv end søndagen, når han regelmæssig om formiddagen klokken ti gik i kirke med sin moder og sine to tanter, bærende de tres psalmebøger foruden sin egen under armen. Moderens yndlingsprædikant og sjælesørger var en københavnsk sognepræst, der havde gået i skole, var student og kandidat sammen med afdøde pastor Holmberg, en mild forkynder, der betonede hjertesiden i religionen, søgte at dulme sorgen over synden hellere end at skærpe den, og i hvis røst der lå en tyssende, beroligende klang, skikket til at få urolige børn til at være stille. Han var ikke grundtvigianer, men erklærede altid, at denne retning var agtværdig i mange plenseender, og udtalte sig mod skrifttheologernes ukærlige lyst til at sætte grundtvigianerne uden for kirken. Af ham blev Erik konfirmeret, og minderne om hans konfirmationsundervisning vare som blødt klingende psalmer af Brorson og Paul Gerhardt. Det er en selvfølge, at Erik ptolmberg valgte tteologien som embedsstudium, da han havde taget sin studentereksamen ved skolen med udmærkelse. Han havde allerede som discipel i skolen med interesse fulgt diskussionen af kirkelige anliggender i tidsskrifter og piecer. Han havde forholdt sig kritisk smilende til sin religionslærer, en gammel forsumpet rationalist, der mente, at, hvad der var godt latin i begyndelsen af tyverne, vel måtte være det endnu. Hans eksamination bevægede sig gennem spørgsmål som: kan de definere mig, hvad synd — anger — dyd — genfødelse o. s. v. o. s. v. er; og han var vel fornøjet, når han fik sine ordrige og tomme diktater afleverede på ramse. Stille og andægtig, i alt fald med uro

1889_BruhnM_EtAegteskab

Massi

Et Aegteskab

Bruhn

Bruhn

Et Aegteskab

male

1889_BruhnM_EtAegteskab.pdf

Massi

Bruhn

dk

Et Ægteskab

En Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

Ifølge kvinfo er forfatteren ikke født Massi men Masine

pdftxt

nan

nan

O

„ Estter! hvad siger du til dette? “ sagde doktor krabbe, idet han rakte det brev, han selv lige havde læst, hen til sin hustru. Hun så uden synderlig interesse på brevet. „ Skal jeg læse det straks eller kan det vente, til jeg er færdig med at ordne dine bøger? “ Spurgte hun. Fru estter var vant til at læse sin mands breve, hun havde sådan en god hukommelse, der pligttro gemte alt, hvad han selv var tilbøjelig til at glemme. „ Nej, læs det straks min ven, det er fra Oluf Hansen, ham du véd, der nu er mirakeldoktor i København. Han har jo blandt andre også helbredet din moder for hendes nerveonde. Din familie derovre var ude af sig selv af begejstring over ham, da jeg sidst talte med dem — ja, den fyr har forstået at gøre karriere, “ sagde dr. Krabbe og lo, „ de nervelæger, de nervelæger det er nogle store skælmer! “ „ Oluf Hansen! “ Blodet steg op i estters blege, bløde kinder og gød sig et øjeblik som en varm strøm over hele ansigtet. Dette navn kom til hende som et minde om noget fint og blødt, en dunlet hilsen fra ungdom og forår, fra noget, der rent var glemt, noget, der slet ikke var noget. Hun vendte sig hurtig om imod vinduet og læste: „ Kære krabbe' du ønsker, at jeg skal sende dig en ung læge over, der kan passe din praksis, medens du er udenlands. — hvad mener du om, at jeg selv overtog den? Det at være på moden her i København er aldeles opslidende, så for mig vil det være en sand rekreation at komme bort fra byen i 14 dage. Spørg nu din frue, om hun vil have mig i indkvartering under mit ophold i Jylland, vi er jo gamle bekendte, jeg har en gang i min grønne ungdom været svært skudt i hende — mærkede du ikke, hvor skuffet jeg blev, da du snappede hende fra mig? Nå, du skal nu ikke blive forskrækket, jeg har for længst passeret min ungdoms lykkelige og ulykkelige forelskelser, jeg siger desværre, for det er alligevel trist at være så helt erotisk udslukt, når man ikke er mere end 33 år. ja, nu betragter jeg egentlig sagen som afgjort, og jeg føler en drengeagtig glæde ved tanken om at bytte mine nervøse fruer med dine hedeboere. Anbefalende mig til dig og frue, er jeg din gamle kammerat olut Hansen. “ Der var noget i brevet, der øjeblikkelig jog estters stemning bort. Hun holdt ikke af den flotte måde, hvorpå hun så ofte hørte mænd tale om det, de en gang havde beundret, hun syntes, den mangel på pietetsfølelse var så ufin. Hun vidste, at hun næsten aldrig havde tænkt på ham, men hun følte dog nu, at hun i en eller anden krog havde bevaret en illusion om, at han ikke var som alle andre. Hun lagde brevet i vindueskarmen og gik hen til sin mand. „ Kan den anden læge her i byen ikke passe din praksis, medens du “ er borte? Du mener jo, at rejsen og lægemødet i Berlin kun vil tage 14 dage. “ „ Nej, véd du hvad estter, det kan jeg ikke indlade mig på. Gamle dr. Hald er en skikkelig mand, men betro ham min praksis det gør jeg ikke; der er flere af mine syge, jeg kun tør overlade til en mand, jeg har fuld tillid til. Det har jeg til Oluf Hansen, og, når du så vil støtte ham med dit personalkjendskab til byens og egnens folk, så kan jeg være rolig under min fraværelse, for så er jeg sikker på, at alt bliver passet som det skal. Altså telegraferer jeg til ham, at jeg venter ham, for du har vel ikke noget imod, at han kommer? Det er jo en af dine gamle tilbedere, sér jeg, — ja, du var også en Pokkers køn pige den gang. “ „ Jeg vil helst være fri for ham, men når det ikke kan være anderledes, må vi jo tage imod ham, “ sagde estter og gik hen til bogreolen og fortsatte sit arbejde. * * * to dage efter kom dr. Oluf Hansen med aftentoget fra København. Estter stod alene nede ved havelågen for at modtage deres gæst, når han kom fra stationen. Hun var ked af, at hendes mand for et øjeblik siden var bleven kaldt bort i praksis. Hun havde hele dagen haft en trykkende følelse af, at noget uhyggeligt og fremmed nærmede sig, der ville bryde ind i hendes fredelige og ensformige tilværelse. Det var naturligvis den hede, tordensvangre luft, der gjorde hende tung i sindet, men hun kunne ikke lade være at sætte det tryk, der hvilede over hende, i forbindelse med den gæst, hun ventede. Hun skammede sig selv over den generthed og uvilje, hun følte, der var jo ikke spor af mening deri. „ Bare han dog snart kom, at hun kunne få den modtagelse overstået, — han må jo snart være her. “... Hun bøjede sig ud over lågen og lyttede efter vognen, der skulle bringe ham. Der kommer den! Nej, det var uvejret, der dumpt og drønende nærmede sig ude fra vest. Hvor himlen lige med et blev kulsort! Lyn på lyn glimtede i skinnende, skærende zigzag, og nu faldt der allerede et par store, tunge regndråber. Nej, her kunne hun da ikke stå og vente. „ Frue! “ Dr. Hansen var kommen gående ad markstien, der løb bag havegærdet; han stod lige ved siden af hende, uden at hun havde hørt ham komme. ‘ „ Fru krabbe! “ Nu så hun ham først. Deres øjne mødtes i et langt, undersøgende blik. Så rakte hun ham hånden. „ Hvor de dog forskrækkede mig, hr. Doktor, “ sagde estter og lo lidt nervøst. „ De slår ned ligesom lynet, netop i den retning, hvor man mindst venter det. “ „ Tilgiv frue, at jeg således overrumplede dem, jeg fik lyst at gå hertil fra stationen, de stier, man ikke kender, er altid de mest fristende. Da jeg kom hen imod lågen, så jeg dem, jegstandsede et øjeblik, jeg kunne ikke modstå at iagttage dem for at sé, om der var noget af den gamle estter tilbage, hende, nå — hende, jegforlængst har begravet. Himlen gjorde da sit til igen at vise dem i bengalsk belysning for mit undrende blik. Heldigvis var der ikke meget hos dem, der i det øjeblik mindede om deres gamle jeg, da var det dronning estter, nu er det Fru krabbe, der som høflig værtinde stod i døren til sit kongerige for at modtage en fremmed. Nå, jeg vil sikkert befinde mig vel i deres kongerige, frue, og jeg håber, de vil blive mig en nådig herskerinde. “ „ Ja, jeg skal gøre det så hyggeligt for. Dem under min mands fraværelse, som jeg kan, men de vil sikkert få det meget kedeligt her, her er jo så stille og ensformigt i vor lille by, “ sagde estter i en ligesom undskyldende tone. „ Sådan en ensomhed, hvor naturen yder så meget og menneskene så lidt, er det mindst ensformige, jeg kender. De, som lever her, véd.ikke hvad ensomhed er; det er noget, man kun kender fuldt ud i de store byer, midt i selskabslivet, midt i tummelen..— ensformigt kalder de det her, — sé på himlen, havet, heden, alt hvad der omgiver dem, frue, alt det har de at byde en gæst, det er uforfalskede varer. — jeg elsker naturen, hvor kulturen endnu ikke har sat sit spidsborgerlige stempel. Jeg hader kulturen, fordi jeg føler, at jeg selv, og alt hvad jeg holdt af, kun er forkvaklede produkter af denne kultur. — nå, frue! Jeg begynder nok der, hvor jeg sidst slap, den gang: „ im wunderschønen Monat maj “, da himlen var blå og alle træer lysegrønne, kan de huske, da holdt jeg også foredrag for dem om naturens dejlighed. — å, de skulle bare have vidst, hvilken vidunderlig elskværdig, naiv fyr, jeg den gang var, — det var før mit kulturhad begyndte. “ Estter rakte ham hånden. „ Jeg vil være glad ved at høre dem fortælle, ligesom de gjorde i gamle dage derude på landet. De lærte mig en hel dél af, hvad der interesserede dem selv; jeg var rigtignok så dum og uopmærksom da... nu vil jeg blive en taknemmeligere tilhører, fordi der i tidernes løb er bleven så mange tomme rum, der trænge til at udfyldes med nye tanker. Vi ville blive venner ligesom før, ikke sandt? “ spurgte hun hjerteligt. „ Venner, frue? tror de endnu på venskab mellem mand og kvinde? det gør jeg ikke, det siger jeg dem straks. “ Estter så forbavset på doktoren; den bløde, dybe stemme havde lige med et fået et skarpt, ubehageligt tonefald, der sårede hendes øre mere end det uvenlige i ordene. De vare under samtalen nåde op til huset. Spisestuedørene stod åbne ud til haven, og hængelampen kastede et muntert skær ind over det dækkede aftensbord. Det hele interiør gjorde et hjemligt indtryk på doktoren. Det tiltalte ham, at estter straks med husmoderlig interesse gav sig til at ordne en eller anden lille bagatel ved serveringen; en kvinde, der manglede sands for huslighed og hygge, var i hans øjne en rén uting. „ Her er brilliant hos dem, frue, “ sagde han oprømt. „ Jeg vil gøre dem den tilståelse, at jeg er gruelig sulten, og at jeg er dem meget taknemmelig, fordi de så hurtig stiller mig ansigt til ansigt med aftensbordet. Véd de hvad, frue, spise og sove det er dog, når alt kommer til alt, de eneste virkelige glæder, livet har at byde en. “ „ Er de også bleven så prosaisk! sådan havde jeg slet ikke tænkt mig dem, jeg kan ikke kende dem igen, doktor, “ sagde estter leende. „ Troede de endnu, at den yngling, de en gang kendte, var bleven stående ved sit enfoldige sværmeri for måneskin og kildevand, en hytte og hendes hjerte?... Nej, frue, en god bøf, det er en langt mere praktisk nydelse, den efterlader ikke tomhed eller flovhed! — ah! Der har vi husets herre! “ Herrerne hilste hjerteligt på hinanden. Dr. Krabbe var i glimrende humør, det var en sjælden nydelse for ham at have en gæst, som han kunne tale med om det, der mest interesserede ham, hans videnskab. Han spurgte og fortalte, og efter bordet fortsatte herrerne samtalen i udelukkende videnskabelig retning. Det, de talte om, havde optaget dem så fuldstændig, at det så ud, som om de begge to rént havde glemt estters tilværelse. Hun havde sat sig hen i en lille sofa, der stod i en dyb karnap, som gik ind fra det ene hjørne i hendes mands værelse. Det var hendes yndlingsplads i huset, her havde hun drømt, og her havde hun arbejdet. Det morede hende at sidde stille og ubemærket her og iagttage de to mænd, medens de i samtalens løb gik op og ned ad gulvet. Der var en rolig sikkerhed over krabbes skikkelse, hovedet var temmelig stort i forhold til figuren, men ansigtets linier havde en rén, klassisk form og en lidenskabsløs ro, der gav dette hoved en statuelignende skønhed. Håret var meget mørkt og øjnene store med et blidt, forunderlig distrait udtryk, der ofte gjorde indtryk af, at han var langt forud for eller langt borte fra det, han talte om. Hvor de dog vare forskellige disse to mænd! Oluf Hansen var alt for blond, alt for høj og tynd. Gangen var urolig, hver bevægelse uberegnelig og overraskende; men alligevel underlig smidig og karakteristisk. Der var hos ham en øjeblikkets harmoni mellem sjæl og legeme, der virkede betagende og fængslende. Når han talte om noget, der interesserede ham selv, rév han sine tilhørere fuldstændigt med sig. Hvad enten han udtrykte sig skarpt og spottende eller med varme og inderlighed, var der altid en blændende naturlighed, en tro på, en given sig hen i, hvad han sagde. Det var altid et stykke af sig selv, han gav det menneske, han talte med. Pludselig midt i samtalen med krabbe standsede han foran estter. „ Hvor det dog er mærkeligt, at vi to nu skulle komme til at arbejde sammen! jeg hører til min store forbavselse, at de er aldeles fortrolig med deres mands praksis. Sik’en lykkelig fyr, du er, krabbe; du har forstået at trække det store lod i ægteskabets lotteri. “ „ Ja, hun er en praktisk, nyttig lille én, rigtig fornuftig af en kvinde at være, “ sagde krabbe. Han lagde armen om estters liv. Samtidigt, med et mislykket forsøg på at undertrykke en gaben, bøjede han sig ind mod estter for at kysse hende, men hun vendte hovedet bort, skød hans arm lempelig til side og gik med et hurtigt godnat til herrerne, ud af stuen. * * * det var lykkelige dage, estter tilbragte i Olaf Hansens selskab, dage, på en gang så fulde af hvile og nydelse. Den urolige, higende længsel ud mod det formløse, ubestemte havde lagt sig til ro. Hvert øjeblik havde været så uendelig rigt på harmoni og forståelse. Hun havde ikke tænkt tilbage, ikke sét fremad, bare levet i nuet med hele dets unævnte sødme. Oluf havde straks benyttet sig af krabbes anvisning. Han talte med estter om sine patienter og sin praksis, rådførte sig med hende og belærte hende samtidig på en ejendommelig hyggelig og kammeratlig måde om mange ting, der vakte hendes interesse og fyldte hendes modtagelige sind med nye indtryk. Hun blev lidt efter lidt livlig og meddelsom, og kom hurtig til at stå på en fortrolig fod med ham. Det forbavsede ham ofte at se, hvor praktisk hun var, og det glædede ham, at hun med udélt interesse og personlig opoffrelse af tid og bekvemmelighed, tog sig af de fattige og syge i sin mands distrikt. — hun havde altid noget tilovers, hvor der virkelig var trang, og hun forstod at anvende de midler, hun rådede over, med gavmildhed og økonomi. Oluf Hansens beundring for estter, som han for længst troede udslukt, begyndte på ny at spire. Hun var så sød, så hyggelig og så huslig. Når han var borte fra hende, greb han sig ofte i at tænke på hende, egentlig kun på hende... og så længtes han efter at komme hjem igen. — længtes... hvor det var latterligt, at han længtes, men det lykkedes ham ikke at bortræsonnere denne følelse. For første gang i sit liv begyndte han at føle, hvad et hjems hygge egentlig var; det havde hun lært ham i disse få dage, de havde levet under tag sammen. „ Når man lever i deres hjem, Fru krabbe, får man en aldeles vanvittig lyst til at gifte sig, de er sådan en udmærket reklame for det i vor tid så ofte mishandlede og bagtalte ægteskab, “ sagde han en dag til estter. Estter blev rød i hovedet ved denne kompliment. det var en afskyelig svaghed, hun havde fået i den sidste tid, men det gav hendes udseende noget ungt og pigeagtigt sart, der klædte hende udmærket. „ Jeg kan ikke forstå, at de kan sige det, doktor, “ svarede hun. „ Jeg er så gammeldags og ubetydelig; de tå huslige dyder, i eg besidder, kan umulig vække beundring hos en så moderne mand som dem. Dersom de gifter dem, må det være med et menneske, som står på samme højde, som de selv, f. Eks. en kvindelig læge. — ja, jeg tænker også ofte på, at en sådan kvinde kunne have gjort min mand langt lykkeligere, end jeg kan. Han føler sig sikkert ofte meget ene her. Han er så indesluttet. Han mangler noget, noget jeg ikke forstår at lægge ind i vort samliv. Det har jeg lidt en smertelig følelse af. Der er et tomt rum imellem os. Jeg har ofte forsøgt at bringe ham til at forstå det. — jeg har arbejdet på at komme til at stå ham nærmere, åndelig talt. Men han har aldrig set andet i mine forsøg end mine evners brist. Jeg tror, han har fundet det barnagtigt og håbløst. „ Du er jo god nok, som du er, du lille, hvorfor vil du så plage både dig og mig med at lære ting, du dog aldrig vil få nogen fuld forståelse af, “ Siger han altid til mig, når jeg gør ham et eller andet spørgsmål, der ligger udenfor det rent jævne, der betragtes som kvindens område. Han ser i mig et væsen af ringere Art, der må behandles med mildhed og overbærenhed, — en skabning, der må hygges om. Hustruen er jo i et velhavende hus hjemmets dyreste luxusgjenstand. Hende må der kæles for og fredes om, ikke fordi hun ejer menneskeret som mandens jævnbyrdige, men fordi hun er tilværelsens ophav... Moder til mænd. “ Oluf stirrede forbavset på estter. Var det muligt, at det var hende, der udtalte sig så bittert? Han kendte hende kun som den rolige, beherskede unge husmoder. Han troede hende så lidenskabsløs — så jævnt tilfreds med tilværelsen, men nu... Dette pludselige udbrud! - det måtte være årelangt savn, indestængt lidelse, der brød gennem dæmningen nu. Hvad var der skét i dette ægteskab, der så så roligt og lykkeligt ud for andre? Der blussede en tanke op i ham, der bragte hans blod i kog. Hun var ikke lykkelig — nu kunne hun blive hans. Det var en jublende, frydefuld tanke, der kom og sluktes med lynets hurtighed. Et øjeblik efter var han atter fuldstændig herre over sig selv. Han satte sig rolig hen ved siden af estter og så hende ind i det blussende ansigt. „ Kære Fru estter, “ sagde han blidt, „ jeg troer, de gør krabbe uret, han vurderer dem sikkert meget højt. Han har netop talt til mig om, hvilken dygtig og opoffrende hustru de var. De véd, det var ham, der anbefalede mig at søge råd og bistand hos dem. Uden det havde jeg næppe selv forstået at benytte mig således deraf, som de véd, jeg har gjort. Jeg har grund til at være krabbe taknemmelig, fordi jeg har lært dem at kende på ny og netop på denne måde. Jeg har aldrig truffet en kvinde, der således forstår at supplere en mand i hans gerning, som de gør. Troer de nu virkelig, at en videnskabelig dannet kvinde, en kvindelig læge, for at bruge deres eget morsomme eksempel, kunne have været det for deres mand, som de er, som de må være for ham? Eller tror de, hun kunne blive det for mig? Jeg betragter det som umuligt for mit vedkommende, og jeg tror, jeg kan svare det samme for krabbes. Sér de, frue, det må være et farligt eksperiment at gifte sig med en kvinde, der er éns kammerat og kollega. Ikke fordi jeg har det mindste imod at arbejde sammen med en kvinde, hvor dygtigheden findes skal det ene køn have samme ret til at bruge sine evner som det andet. Men en hustru — min hustru, skal ikke være som jeg, hun må slet ikke ligne mig. Alt hvad jeg selv mangler, vil jeg søge at finde hos hende. Kun så er ægteskabet, hvad det skal være, og kun så bør det bestå. Jeg må finde den højeste sympatti og den fineste, dybeste forståelse hos min hustru, uden det — slukkes ilden. “ Deres samtale afbrødes af pigen, der meldte, at der var vogn fra landet efter doktoren. Oluf rejste sig hurtigt. „ Farvel, frue! godt, at der er noget, der hedder arbejde, og noget, der hedder pligt, her i livet, og at det kalder på os og holder os oppe i vore svageste øjeblikke, “ Sagde han, idet han gik ud af stuen. Estter blev siddende ved det åbne vindue, efter at han var gået fra hende. Hendes blik gled drømmende ud over den solbeskinnede græsplæne, i hvis midte roserne svulmede i rødmende rødt i den dirrende, varme sommerluft. Roser mættede med liv og lys. Haven så ud som et lille stykke Paradis, hvor længsel og savn var lukket ude, hvor ingen tanke ud over øjeblikket turde liste sig ind. — udenfor... ja, der var den store, urolige verden med hele det mylrende liv... men her — det var hendes egen lune, lille rede. Men denne rede, var den ikke alligevel for trang? Var det ikke et underligt celleliv, hun havde ført her i år og dag? Den sugende, tærende længsel efter det, der hverken havde form eller navn, hvad var det? Jo, nu vidste hun det, det var savnet, der havde siddet til huse hos hende. Savnet af ikke at eje sin mands hele fortrolighed og tillid havde gjort hende indesluttet. Hendes stærke trang til at dele hver lille sorg og glæde med ham havde aldrig mødt sympatti. Han forstod hende simpelt hen slet ikke. Og dog var han på sin måde altid så god og venlig imod hende... men denne overbærenhed... denne beskyttende, nedladende venlighed — det var den, der gjorde hende så underlig kold — hun, som længtes mod liv og varme. Somme tider, når hun følte, at ensomheden ligesom lukkede sig om hende, ønskede hun, at der måtte ské noget, der på en voldsom måde kunne gribe ind i hendes tilværelse. Om hun blev dødssyg, eller han, eller barnet — så ville de måske komme til at forstå hinanden bedre, blive knyttede fastere til hinanden igen... Men der skete ikke noget; dag efter dag var svunden begivenhedsløst hen indtil nu, — nu da han var kommen. — hun havde været så lykkelig i den sidste. Tid — men nu var snart denne korte, lyse sommerdrøm forbi, — nu rejste han snart bort, og de lange triste efterårsdage kom, og så skulle hun fortsætte tilværelsen i det gamle, ensformige spor, og hvad så — hvad så? „ Mor! Mor! ser du mig ikke? “ Estter kiggede ud af vinduet for at se, hvorfra lyden kom. „ Hvor er du, svend? “ „ Kom ud og find mig! “ „ Nej, kom ind til mig, lille svend! “ Drengen kom løbende ind, sprang lige op på sin mo’ers skød og slyngede armene om hendes Hals. „ Mor leger aldrig mere med svend, mor taler altid med den stygge, fremmede doktor. Svend kan ikke lide ham. Svend vil have sin egen doktorfa’er hjem igen, for når far er hjemme, går mor aldrig ud at spadsere med en fremmed doktor, så bliver hun hos svend og leger „ Hyp hest “ med ham. “ Estter knugede barnet ind til sig og kyssede ham heftigt, den ene gang efter den anden. „ Er mor ikke god ved sin lille dreng? “ Spurgte hun næsten ydmygt. „ Jo, min lille, søde mor, “ sagde drengen og puttede hovedet ind til hende som en kælen fugleunge. „ Men, lille mor, jeg kan ikke lide en fremmed doktor, — han skal bort fra os, skal han ikke, lille kære mor? “ Estter satte pludselig drengen ned på gulvet. „ Snak, svend! Far vil gerne have, at den fremmede doktor skal være her. Han vil blive meget vred på dig, dersom du er uartig mod ham — „ den fremmede doktor “, som du kalder ham. Far og mor holder meget af ham, — kan min lille dreng ikke også gøre det? han er så god. “ „ Nej. Svend kan ikke holde af ham, for svend vil ikke, “ sagde barnet og knyttede nervøst de små hænder. Blodet steg ham til hovedet og farvede det lille ansigt rødt, tårerne sittrede i de lange, lyse øjenvipper og brystet bevægede sig hurtigt, som om han forsøgte at undertrykke en hulken. „ Svend skal gå ind i barnekamret til han er artig; når han er sød igen skal mor lege med sin dreng, men heller ikke før, “ sagde estter og førte den modstræbende dreng ind til barnepigen. Svend var et meget nervøst og heftigt barn. Han var betydelig forud for sin alder, intelligent og hurtig til at opfatte alt, men stærkt modtagelig både for sympatti og antipatti. Han elskede sin moder med et fireårigt hjertes skinsyge tilbedelse. Estter havde forvænt ham ved altid at have ham om sig, hun var den eneste legekammerat, han brød sig om. Time efter time kunne hun ofre til hans underholdning, når de vare alene sammen. Derfor havde drengen en så skarp følelse af, at gæsten udelukkende havde lagt beslag på hans mo’ers tid, han følte det som en forurettelse — som noget, der blev taget fra ham. Drengens bebrejdelser havde berørt estter pinligt. Barnet havde jo ret, hun havde virkelig forsømt ham lidt i den sidste tid. Estter kendte egnen på kryds og på tvers. Den alvorlige, tungsindige vestjyske natur havde altid øvet en stærk, sympatisk tiltrækning på hende. Oluf delte hendes begejstring for den natur, der omgav dem. Det var for ham nydelsesrige timer, når han sammen med estter kunne strejfe om ude i heden, uden plan eller mål. I sådanne timer blev han barn igen. Heden var det store æventyrland, som han med et barns dristige fantasi tænkte sig befolket med underlige, gådefulde skikkelser. Væsener, fødte og formede ved tankens lynglimt, stege op fra den blomstrende hedestrækning og bredte sig i mylrende liv der, langt ude i horisonten, hvor aftenrøden syntes at mødes med jorden i et langt glødende afskedskys. Jo dristigere hans phanthasi gik på flugt, jo stærkere drog han estter ind i sine tankers tryllekreds. Netop således, bort fra virkeligheden med hele den trælsomme ensformighed, det var jo det, hun higede efter, det hun ville. — og flugten ind i tryllelandet blev i sådanne timer så let. Her turde hun følge ham, uden at tynges af skrupler over, hvad der var ret eller uret. — for det var jo hverken om ham selv eller om hende han fortalte — de to vare kun tilskuere, — det var hans fantasis børn, der trængte sig frem her ude på naturens store skueplads, — stærke, strålende børn, fulde af lidenskab og begær, der uafviselig stillede kravet om at leve øjeblikkets korte, glade sommerfugleliv, — nuets børn, uden fortid eller fremtid — fri for menneskenes syndebyrde... Når de efter sådanne ture vendte tilbage til hjemmet, var det som en opvågnen fra drøm til virkelighed. Som ved en stiltiende overenskomst drejede deres samtale sig her som regel kun om rent praktiske forhold — ting, der lå lige for i det daglige liv. en dag bragte Oluf en bog til estter, der lige var udkommet. „ Læs den, “ sagde han, „ det vil interessere mig at høre, hvad de siger om den. “ „ Er det en moderne roman, så vil jeg vist ikke synes om den, de moderne bøger er så sørgelige og så virkelige. — når jeg læser, vil jeg mores, opbygges, glædes — bøger skulle forgylde tilværelsen for os i steden for at klæde den nøgen af og vise os en smudsig virkelighed. hvad lærer man andet af deres roman her, doktor? “ „ Bogen er en historie om ægteskabsbrud; det handler jo næsten alle vor tids bøger om, det ligger ligefrem i luften at skrive derom, men hvorfor? ja, det forstår de rimeligvis ikke. “ Da estter havde læst bogen ud, kastede hun den på bordet. Hendes kinder blussede af harme, og hun havde tårer i øjnene, men hun sagde ikke noget til Oluf, der havde siddet og betragtet hende, medens hun læste slutningen af den. Hun rejste sig, gik hen og tog noget garn frem, som hun begyndte at vinde. Det kom i urede, og hendes hænder rystede, da hun forsøgte at bringe det i orden igen. Det forvirrede hende, — det var afskyeligt, at hans blik vedblev at hvile så undersøgende på hende, det var indiskret... „ Nå, frue! hvad siger de så til den? “ Han pegede hen på bogen. „ Det så ud, som om de havde brændt deres smukke hænder på den, da de kastede den fra dem. De kastede sten på den i følelse af egen retfærdighed. “ „ Fy, ja! den er afskyelig, de kunne dog i det mindste have været ærlige, “ svarede estter med lidt dirrende stemme. „ Så-å, frue! så de tror, det er så let at være ærlig. “ Der var et underligt spottende glimt i hans øjne, der irriterede hende, det mindede hende om deres møde den aften, da han kom. Da havde han set akkurat således på hende. „ Jeg sagde slet ikke, at det var let, men jeg siger alligevel, de kunne have været ærlige. Man kan en hel del mere end det, der falder én let, når man vil det, — når man er sanddru, “ Sagde hun hurtig. „ Kan man? “ Oluf rykkede sin stol hen ved siden af hende. „ Er de sådan en stærk, modig kvinde? Sig mig, om det nu var dem, der var stillet således som den unge kone, de har læst om, troer de så, at de kunne trodse sladder og skandale og skære alle de bånd over, som de selv og samfundet nu en gang har lænket dem i, for at gå bort med — give dem hen til — den mand, de elskede, — kunne de, estter? Kunne Fru estter krabbe gøre det? “ Han tog hende fast om håndleddet og så’ hende ind i øjnene. Så spurgte han igen langsomt, dvælende mellem hvert ord: „ kunne Fru estter krabbe gøre det? “ Hun vred sig næsten under blikket fra disse store, tungsindige øjne, der spurgte mere end ordene. „ Fru estter vil ikke være genstand for psykologiske eksperimenter, “ svarede hun og vendte hovedet bort fra ham. Han slap hurtig hendes hånd. „ Fy, frue! De er uhæderlig som alle andre kvinder, de lyver eller skubber dem bort fra alvorlige spørgsmål ved udflugter. Véd de ikke, at mit spørgsmål gjaldt noget dybere og alvorligere end en dårlig lyst til at eksperimentere med en kvinde. For mit vedkommende væmmes jeg ved alle de vaneægteskaber, som vor tid har fostret og fredet om. Var jeg kvinde, ville jeg forsøge at arbejde mit eget køn ud af den fornedrelse, ægteskabet i dets nuværende form påtrykker kvinden. tro mig, indenfor ægteskabets ramme findes de fleste prostituerede kvinder. “ „ Hvad vil de da, at vi kvinder skulle gøre, når vi ikke elske eller elskes længer? “ sagde estter utålmodig. „ Véd de da ikke, at ægteskabet binder med tusender af stærke tråde, der måské er usynlige for alle andre, men som er så seje at gennembryde for dem, der en gang er knyttede i dem. De taler så hånligt om vane — og dog er vane den halve natur. — prøv selv at gøre et brud på det, de har vænnet dem til at betragte som et dogme, — så skal de sé, det er, som om de ville til at øve vold mod dem selv... Så er der børnene... det er ægteskabets stærkeste, uløseligste bånd. “ „ Nej stop, Fru estter! det er netop af hensyn til børnene, at mange ægteskaber burde opløses. hvad mener de om den slægt, der undfanges og fødes, uden at kærlighedens hellige ild er dens ophav? Alle disse uønskede, uvelkomne børn, der snart ville overbefolke vort land, tror de ikke, at de til dels skyldes det lovbeskyttede vaneægteskab. Nej, hvis der findes noget, der hedder synd, så er det, når to mennesker lever sammen og sætter børn ind i verden, hvor ikke den stærkeste sympatti og den inderligste forståelse binder dem sjæleligt og legemligt til hinanden... Det kalder jeg synd mod naturen, og det kan ingen vane, ingen fastslået samfundsmoral undskylde. “ Oluf rejste sig og gik i nogle minutter frem og tilbage i stuen. Han så nervøs og ophidset ud. „ Sig mig, frue! — ja, jeg har ingen ret til deres fortrolighed, hvis ikke min store interesse for dem kan give mig den — sig mig: hvad fremkaldte dette udbrud af bitterhed, der lå i deres ord, da de forleden dag talte om deres eget ægteskab. Er de ikke lykkelig? De er ellers så rolig og harmonisk, så behersket og sikker på dem selv, men i det øjeblik slap de bort fra den form, de ellers er hyllet i. Jeg så et glimt af deres inderste væsen, der gjorde mig angst. Er deres ægteskab allerede blevet et sådant — et sådant som jeg fordømmer? Slæber de også livet hen under vanens åg, så kast åget! kast det for guds skyld, estter! “ Estter brast i gråd. „ Hvor kan de dog nænne det? “ sagde hun i en stille, håbløs tone. „ Jeg har været så lykkelig i denne tid. Jeg har ikke længtes, ikke håbet, ikke ønsket noget ud over øjeblikket. Jeg har ikke tænkt mig træt og tom som ellers, — men nu — nu er det hele forbi... Da de begyndte at tale om ægteskabet, kom jeg til at gyse, det var, som om der gik en sky for solen. — alle disse lyse sommerdage med stille, drømmende lykke, de er nu forbi. — jeg synes allerede, jeg kan føle havgusens kolde, klamme tåge nærme sig ude fra vest... Nu er min stille helligdag forbi, — nu kommer de lange, ensformige dage igen. Jeg vidste, de ville komme, måtte komme, — men jeg skød tanken bort derom, jeg drømte... nu har de vækket mig. “ „ Estter! Fru estter! Tilgiv mig, hvis jeg med brutal hånd har rørt ved deres væsens dybeste, sarteste, smerteligste hemmelighed. Når jeg taler til dem, glemmer jeg somme tider, at det er en anden, jeg deler mine tanker med. Jeg har en følelse af at blive* forstået hos dem, — det har jeg aldrig haft overfor nogen anden kvinde. Også for mig har disse dage været fulde af unævnelig lykke. De har givet min ensomme tilværelse nyt indhold. Estter! om de kunne — om de ville!! “ estter rejste sig hurtigt og strakte hænderne afværgende ud mod Oluf. Hun var dødbleg og rystede stærkt. „ Sig ikke noget, sig ikke noget, “ sagde hun bønligt. „ Lov mig det, rejs, Oluf! rejs, før det er for silde. — lad mig eje mindet om disse dage rent og uberørt. “ Hun gik hen til ham og rakte ham hånden. „ Oluf! min dreng klagede en dag over, at den fremmede doktor havde taget hans mor fra ham... Min lille kære, kære dreng... Svend skal ikke miste sin mor, skal han vel? “ Oluf knugede estters hånd så hårdt, at det sved i den; så slap han den pludselig. „ Estter! jeg vil ikke tage dig imod din villie... Hvor din stærkeste sympatti er, vil du dog havne til sidst — kun den stærkeste skal eje dig. Imorgen tidlig rejser jeg bort herfra. Nu går jeg ud for at ordne alt før min afrejse. Jeg skriver til krabbe og giver ham en fyldestgørende forklaring, fordi jeg ikke kan oppebie hans hjemkomst i morgen aften. Og så, når alt andet er besørget, vil du så endnu skænke mig en hyggelig time i dit selskab i aften? “ Estter stirrede et øjeblik forskræmt på ham uden at svare. „ Nej, vær ikke bange, Fru estter! “ sagde han hurtigt, „ intet ord, som de selv ønsker usagt, skal mere komme over mine læber, medens jeg er i deres hus. “ * * * Oluf og estter sagde ude på verandaen. Det var en varm, måneklar aften. Der var noget stille og festligt i lyset og luften, der omgav dem, der ligesom trængte mindet om deres sidste, bevægede samtale i baggrunden. Ingen af dem talte. De nød begge den tavse hvilen ud i hinandens selskab. De havde ikke mere at sige hinanden. Ord ville nu være så underlig profane og meningsløse. Endelig rejste Oluf sig. „ Tak, Fru estter! Tak for denne fredelige stund — det var lykke. Der er noget underlig helligt ved øjeblikke som disse, hvor hvert higende begær har lagt sig til ro, hvor lidenskaben er slumret ind som et træt barn, — sådan har denne aften været for mig. Det er et klenodie, en relikvie, jeg nu lukker inde i mindernes helligdom. Det har de givet mig, Fru estter, “ sagde han og bøjede sig ned og kyssede hendes hånd med et hurtigt „ Godnat “. „ Bliv Oluf! bliv endnu et øjeblik, gå ikke endnu. “ Der lå en klagende, tonløs smerte i hendes stemme. Han vendte sig hurtigt imod hende. Hendes øjne strålede ham i møde med febersyg glans. „ Estter, hvad vil du mig? Vil du følge mig nu? “ Han trak vejret så dybt og tungt, som skulle det sprænge brystet. Så nærmede han sig og strakte armene ud mod hende, men hun skød ham med pludselig heftighed bort. „ Nej! Nej! rør mig ikke! hør ikke på hvad jeg siger. Ser du ikke,

1883_Feddersen_EtAegteskab

Benjamin

Et Ægteskab

Feddersen

Feddersen

Et Aegteskab

male

1883_Feddersen_EtAegteskab.pdf

Benjamin

Feddersen

dk

Et Ægteskab

Roman

y

roman

V. Pio

KB

pdftxt

nan

nan

O

I slutningen af aret 1862 døde den gamle grosserer Gorm under et ophold i Meran. Det var et beklageligt dødsfald. Et anset handelshus mistede derved sit dygtige overhoved, og til sønnen, den fem og tyve årige Erik Gorm, som var eneste arving til den omfattende forretning og den afdødes betydelige formue, nærede man ikke store forhåbninger. Den afdøde havde været en ualmindelig stræbsom mand. Bedstefaderen, som havde grundlagt forretningen, var begyndt som detailhandler. Da sønnerne voksede til og kunne støtte faderen, havde denne udvidet handelen til en en-gros-forretning, og efter denne fællesvirksomhed havde huset fået navn. Men den betydelige anseelse, som huset » Gorm & sønner « Har nydt i handelsverdenen, skyldtes nærmest den afdøde grosserer, en sønnesøn af detailhandleren. tarvelig i sin levevis, samvittighedsfuld ligeoverfor enhver indgået forpligtelse, havde han grundet sin virksomhed på reelle principer. Han indlod sig aldrig på vidtgående spekulationer. Flan foragtede enhver ublu fortjæneste. De betydelige omsætninger gjorde ham det muligt at sé sin fordel ved en ringere avance på den enkelte vare. Den fejl, man nærmest kunne bebrejde ham, délte han> med de fleste af sine samtidige. - indgroet i vaner og hildet i til dels forældede anskuelser, nærede han fuldstændig foragt for den yngre slægts. dristigere idéer. Derved kom han og sønnen, der, navnlig i mindre god forstand, tilhørte den nyere retning, til at stå fremmede ligeover for hinanden, og den gamle grosserers indflydelse på sånnen var bleven af ganske modsat virkning, end den tilsigtede. Erik Gorm, der var forældrenes yngste og eneste overlevende barn, var af naturen et varmt, men meget flygtigt gemyt, og han var dertil ikke overdreven begavet. Begrundet i den strenghed, hvormed faderen havde søgt at påtvinge ham sin, efter sønnens begreber, aldeles gammeldags synsmåde, havde Erik Gorm tidligt ladet sig henrive af frihedens tillokkende, men undertiden ormstukne frugter, o moderen, der var død nogle ar før den gamle grosserer, havde været en hjertensgod, men en, i flere henseender aldeles jævn kone. Hun havde været svag nok til at give sønnen medhold bag faderens ryg og havde derved, uden at indsé det, indvirket skadeligt på sit barn. Selv tillod hun sig ikke den mindste udskejelse i klædedragt eller bekvemmelighed, men for sønnen fandt hun, at intet var for godt. Hendes til afguderi grænsende kærlighed til denne søn var vel nærmest begrundet i det store tab, hun havde lidt ved at miste alle sine børn på dette yngste nær; men bortset herfra bankede hendes hjerte af en vis stolthedsfølelse, når hun hørte sønnen udbrede sig tillidsfuldt over ting, som hun aldeles ikke havde f'orstand på, og i sådanne øjeblikke kunne han opnå alt af hende. Kun i ét punkt var Erik Gorm, der tidligt havde fået smag på livets nydelser og velvære, ikke i stand til at sætte sin krig igennem lige overfor den ellers svage moder. Når hun tillod ham at bede sine venner, som han nærmest søgte i de forfinede kredse, tilbringe en aften i den gamle grossérergård på Kristianshavn, sårede stolesædernes hårdhed og den totale mangel på gulvtæpper i de ualmindelig store værelser i høj grad den unge mands forfængelighed. Men det hjalp ikke, hvad han fortalte hende om behageligheden af polstrede møbler og det hyggelige ved et gulvtæppe. Hun var opvokset med ærbødighed for et rénskuret gulv, og den stol, der havde været blød nok til hendes tipoldemo’er, var god nok til hende. Hun nærede foragt for al overdådighed. O o et blødt sæde, ménte hun, var fordærveligt for sundheden, og hvorledes skulle pigerne fa øvelse i at skure et stuegulv, når man belagde gulvene med tæpper, som daglig optog støv i sig, og o som man kun en gang om aret fik rigtig udbanket? Hun kaldte det griseri, noget, som, efter hendes begreber, ikke kunne bestå med renlighed og orden, og sønnen måtte give tabt. O o 'o o men moderen var næppe død, førend denne, under påskud af omhu for » den gamle «, som fra dette øjeblik faldt mere og mere af, fik sat igennem, at der blev anskaffet bekvemmere stole, og at nogle af de bedre værelser blev belagte med tæpper. ’ og hvilken omvæltning foregik der ikke i enhver henseende, da den gamle grosserer så o * døde nogle ar efter! Havde værelsernes høje fodpaneler, de indrammede tapeter, de gammeldags møbler og de hvide gulve hidtil betegnet fortidens reelle tarvelighed, så havde sønnen af dette hus i løbet af nogle få måneder ladet murere, malere og tapetserere sørge for, at nutiden med sin blændende elegance og fordærvelige blødagtighed havde holdt sit indtog i den gamle, af solidt materiale opførte gård, som gennem arbejdsomme og nøjsomme slægter var gået i arv til et sandt nutidsbarn, over hvis overdådighed og, i det mindste tilsyneladende hensynsløshed den, af røde mursten bestående, nu oppudsede façade syntes at rødme. Kontorlokalerne, som i faderens og bedstefaderens tid havde afgivet tilstrækkelig plads for personalet, og ved hvis gamle pulte husets betydelige formue var tjænt ved ihærdigt arbejde og forøget ved selvfornægtende sparsommelighed, ved hvis oljelamper husets aktiva og passiva til enhver tid vare skete fyldest, disse lokaler vare nu blevne betydelig udvidede og livligere, så vel ved anvendelse af lyse farver og forgyldte k'orsiringer som ved anbringelsen af større, hvælvede, af en eneste rude bestående vinduer. Ved de nye og kostbare egetræspulte arbejdede man om aftenen ved gas, og blev der nu begået en sammentællingsfejl, måtte den snarere være begrundet i, at lyset var for stærkt for det yngre personales svækkede sanser. Med denne storartede omkalfatring og foro o skønnelse såvel af husets private som offentlige lokaler havde den unge Gorm, som samtidig lod sig gøre til konsul for » de forenede stater «, rimeligvis den tanke med hensyn til firmaets omdømme, at der ved siden af » de troende « O altid findes svage i anden, som trænge til at imponeres. Friheden og den store formue, som den unge mand så pludselig var kommen i besiddelse af, gjorde ham aldeles svimmel. Ved alt, hvad han foretog sig, havde han uden tvivl husets 6 anseelse for tanken, men måden, på hvilken han søgte at holde sin afdøde faders navn i ære, stod i fuldstændig strid med ærbødigheden for den afdødes anskuelser. Den gamle havde således aldrig villet høre tale om at holde landsted og allermindst, som de fleste nogenlunde velstillede forretningsfolk, ved » Strandvejen «, hvor der blev betalt ganske enorme priser for den ubetydeligste byggegrund. Han kaldte det en tåbelig forfængelighed, og hvis der skulle stikke beregning derunder, så anså han den for forfejlet, da man på denne måde trak en kapital ud af forretningen, som kun ville bære ynkelige renter. Men så snart » den gamle « havde lukket sine øjne, tilkøbte sønnen sig ikke desto mindre et betydeligt areal med en tilhørende solid, men aldeles almindelig bygning, der fik sit værd ved sin sjælden smukke beliggenhed, eftersom » Strandvejen « Netop på dette punkt nærmer sig sundet mere, end på nogen anden strækning. Den unge Gorm, eller konsulen, som vi i fremtiden ville kalde ham, havde forlovet sig kort før faderens død, og med hensyn til det forestående bryllup kan det vel forklares, at den unge mand ved købet af dette landsted har ønsket at vise sin tilkommende hustru en opmærksomhed. Men da han var alt for forfængelig til at ville indføre sin brud i en ret og slet bondegård, blev der øjeblikkelig taget fat på de betydelige ombygninger og den forskønnelse af terrainet, som tilfredsstillelsen af hans vidtgående fantasi gjorde nødvendig. Den usædvanlig milde vinter begunstigede det temmelig storartede foretagendes hurtige fremadskriden. Men her var nok at gøre for alle slags håndværkere, gartnere og montører, og efter flere måneders ivrige anstrengelser var man endnu langt tilbage så vel med bygningens indre forskønnelse som med havens kunstnerisk gennemførte anlæg, og hen ad foråret så’ man den unge brudgom i sin nye og elegante ekvipage, daglig køre ud. til det, fra et simpelt, stråtakt hus i dansk bondestil til en pragtfuld, italiensk villa forvandlede landsted, hvor han i tanken indførte sin yndige brud og håbede at frede om sin fremtidige lykke. I sin utålmodighed-fandt han, at der fra den ene dag til den anden aldrig var udrettet hvad han havde ventet. Ofte var der ting, som han heller ikke var tilfreds med. — de véd, hvad jeg har sagt dem; sagde han en dag til bygmesteren, som havde taget det hele foretagende i fordélagtig entreprise. Jeg ønsker disse værelser udstyrede på en sådan måde, at jeg skulle turde byde selv kongen til gæst hos mig. Loftet i første etages store altanværelse med en fortryllende udsigt over sundet var udført med megen smag og efter tegning af en virkelig kunstner, men konsulen fandt, at der var anvendt for matte farver, og at der var sparet på forgyldning. •— tag for alt ikke hensyn til hvad det koster, ytrede han, da bygmesteren tillod sig nogle indvendinger. Kan arbejdet ikke svare regning for dem, betaler jeg dem ekstra for opfyldelsen af mine ønsker. Og på samme tid opmuntrede han arbejderne med drikkepenge og gavnmilde løfter. Omordningen og udsmykningen af vinterlejligheden på Kristianshavn var til ende bragt i slutningen af marts; men skønt der allerede var hengået et fjærdingår siden den gamle grosserers død, så at sønnen, der brændte af længsel efter at indføre sin brud som hustru i sit nye og luksuriøse hjæm, til nød uden anstød havde kunnet indbyde venner og-bekendte til sit bryllup, blev dette alligevel udsat, indtil villaen ved » Strandvejen « kunne modtage det unge par. Det var bruden, der ønskede denne opsættelse, og den forelskede brudgom måtte, så svært det faldt ham, billige, de grunde, der anførtes som indvending mod fremskyndelsen af brylluppet. den unge dame var nemlig straks efter forlovelsen faldet i en alvorlig sygdom. Dertil var der indtruffet en meget sørgelig begivenhed i hendes nærmeste familje, og tillige håbede hun bestandig på brev fra en Broder, der som ung læge for et par ar siden var rejst til Amerika, os; fra hvem hun i den sidste tid aldeles manglede efterretninger. 0 o denne Broder, som vel var otte eller ni ar ældre, havde hun fra sin tidligste ungdom været fast knyttet til, og nar konsulen i den senere tid, hvor hendes helbred ikke kunne tjæne som rimelig grund til opsættelse af brylluppet, trængte ind på hende for, efter overenskomst, at bestemme. Dagen, bad hun ham indsé, hvor kært det ville være hende, om hun, der tidligt havde mistet sine forældre og stod så godt som ene i o o verden, blev ført til altret af sin ældre Broder. Konsulen, der var opfyldt af en lidenskabelig kærlighed til sin forlovede, havde på den tid gærne indladt sig på det umulige for at opfylde hendes ønsker. Men frøken Tora Holsted var ligeså elskværdig, ligeså beskeden, som hun var smuk, og hun udsatte ham ikke for den nødvendighed at krybe til månen. Hun udtalte kun ønsket om, at brylluppet måtte blive opsat så længe, som det var nødvendigt for at afvente svar på et brev, som hun atter havde afsendt til broderen, rigtignok med ringe håb om, at det ville nå ham. — i ethvert tilfælde, sagde hun en dag, da konsulen besøgte hende i baron C....’s hus, hvor hun, efter broderens afrejse, var bleven optagen for, som det hedder, at være til selskab o og nytte, — er årstiden så fremrykket, at det Io ville være urimeligt at indrette sig hér i byen, hvor alt, efter din fortælling, er beregnet på et vinterophold, når vi dog straks efter skulle bryde op for at flytte på landet. — jeg elsker landet og navnlig opholdet ved stranden, tilføjede hun med en varme, der lånte hendes fine kinder et let anstrøg af rødme og derved forhøjede hendes ualmindelige skønhed. Efter denne sygdom, som jeg har været underkastet, trænger jeg til at leve i naturen. % jeg kan.ikke forklare dig, hvorledes jeg har det. Hér i byen sér man kun en sparsom strimmel af himlen. Jeg må sé den ubeskåren, hvis jeg skal kunne udholde det tryk, som hviler på mit bryst. — forstår du, fortsatte hun hurtigt, da konsulen betragtede hende med et uroligt blik, skønt han vel vidste, at hun havde haft en stor sorg med hensyn til en yngre Broder, — det er endnu resten af min sygdom, som sidder herinde. Jeg har en følelse af, at den må ligesom udåndes. Konsulen ménte, at der burde tales til lægen derom. — hér nytter ingen læge, indvendte hun og rystede på hovedet. Jeg trænger kun til frisk luft, til et uendeligt rum at ånde i. De værelser, som du har indrettet til os i dine forældres gård, kunne være høje og rummelige, som du siger, mig ville de i øjeblikket dog være for snævre. og hver gang talen var om bestemmelsen o o af bryllupsdagen, kom den smukke unge pige i samme affekt. Den unge mand begyndte at ængstes; men hun beroligede ham med forsikringen om, at det kun var nervøsitet, der ville sætte hendes sind i bevægelse, selv om talen var om de ubetydeligste ting, af verden. Han troede, som sagt, at vide, hvor meget o hun, der endnu ikke var fyldt sit tyvende ar, i kort tid havde gennemgået. Havde han ikke o o selv stået hende bi med at få en yngre Broder sendt til Australien, og havde hun ikke fortalt ham om den ældre Broders elskværdighed, en Broder, som hun havde elsket så inderligt, som efter forældrenes død havde bestemt sig til at søge lykken ude i verden, og fra hvem hun nu i lang tid ikke havde haft efterretninger? Det faldt ham derfor ikke ind, at grunden til de forskællige påskud for opsættelsen af brylluppet kunne være den, at hun havde knyttet et bånd, som var mod hendes hjertes tilbøjelighed. Hvis han havde kunnet læse, hvor fortvivlet hun udtalte sig i de breve, som hun efter sin forlovelse forgæves sendte broderen i Amerika, og som, ved ligegyldighed, fra det amerikanske postvæsens side, ikke blev retournerede, ville han have sét klarere i sagen. Men så stor kan den unerdommeliere forfængelighed være, at den unge mand virkelig følte sig overbevist om at være elsket. — jeg, tænkte han, som havde forelsket sig i hende på et bal, hvor han så’ hende for første gang, — kendte jo aldeles ikke hende. Hvorfor skulle kærligheden da ikke ligeså godt kunne være vågnet uforberedt hos hende? O at han et par ar tidligere på en forårsudstilling havde haft lejlighed til at beundre et udmærket billede af hende, hvilket billede den gang tilligemed maleren havde været genstand for den almindelige omtale, havde denne flygtige natur glemt for længe siden, ligesom så meget o 0'0 o andet. I begyndelsen af maj afleverede bygmesteren villaen til montering og opstilling af det, til déls indforskrevne møblement, hvilket arbejde gik meget hurtig fra hånden, da alt var forberedt, og da konsulen ikke lod det mangle på den opmuntring, der er den virksomste af alle, fordi den er til at tage og føle på. Tora havde sagt, at hun både trængte til og længtes efter at komme på landet, og da man. to gange kunne have haft svar fra broderen i Amerika i den tid, der var forløben, siden Tora skrev sidste gang, kunne der ikke længer være tale om opsættelse, og brylluppet blev endelig bestemt til den 8de juni. O j det var sent på aftenen. Sundet lå i stille blund. Indad mod hovedstaden hvilede der en dæmpet skygge over den spejlblanke vandflade, over skibene på reden og den fremspringende kyst. I vest viste, hinsidés enkelte marker, de fjernt liggende skove, der dog på dette punkt berørte o o o i konsulens vidtstrakte og til dels af ældre trægrupper opfyldte have sig som en mørk masse med stærke konturer på den klare himmel, der, under solens korte fraværelse, i nordlig retning vedvarende farvedes af solens blændende afglans. Og ved afspejlingen blev sundet, opad mod Kronborg, i denne stille aftenstund til et sandt lyshav, der nordligst glødede som det rødeste guld, medens det nærmere og nærmere villaen antog mere og mere lysgule farver, hvis renhed var så gennemsigtig, at den tillod den smukke bygning med velbehag at betragte sine fantastiske former ligeså tydeligt som i det klareste spejl. Hvert enkelt lys i de festligt oplyste vinduer viste sig i vandet som en gylden sirat på den mørke aftegning af den fra sollyset bortvendte façade. Så stærk var den funklende lysmasse i nordvest, at den, nord for villaen beliggende badéhusbro, fra denne side, tog sig ud som en eneste lang, sort streg, der syntes at være trukken hen over andre ligeså sorte, i vandet nedadgående streger. Der rørte sig ikke en vind. Over sundet og langs den alfare vej, der, som ovenfor omtalt, på denne strækning løber tæt ved stranden, rugede nattens stilhed. Lysene vare slukkede i de nærliggende fiskerhytter; kim gennem krostuens vinduer faldt der et mere end sædvanlig stærkt lys ud på vejen, og af og til afbrødes den dybe tavshed i naturen af højrøstede stemmer, sang og hurraråb.' ' o o fiskerlejets befolkning, var, på konsulens f'oranstaltning, forsamlet på kroen. En enkelt forbi gående, som enten havde forsømt de sidste befordringsmidler til hovedstaden, eller som søgte hjæm på et af de nærliggende lyssteder, var standset for at betragte den pragtfulde illumination af villaen. Et øjeblik i forvejen stod endnu en lille gruppe af de omkring boende herskabers tjænestepiger i ivrig samtale hér på vejen. De vidste besked om dette meget omtalte bryllup mellem en af byens rigeste unge mænd og den smukkeste pige i hele København, som en af de bedst underrettede i den lille, snakkesalige kreds udtrykte sig, og man havde, i betragtning af, at et bryllup dog er noget så fornøjeligt, og en illumination på landet noget aldeles usædvanligt, fået lov til at blive ude over den, for en anstændig tjænestepige passende sovetid. Men, lokket af lystigheden på kroen var nu også denne lille klynge af glade pigebørn forsvunden, og i villaens nærmeste omgivelser var alt så tyst som i graven. På kroen var de nyformæledes skål bleven drukken mere end én gang, og den unge, gavnmilde brudgom lovprist i udtryk, som vistnok ville have været meget smigrende for vedkommende, hvis de ikke vare blevne siddende i halsen på den hæse taler. Om bruden vidste man kun, at hun skulle være den dejligste pige, som nogen var truffet på ved den videste jordomsejling, og at konsulen for hendes skyld havde anvendt forbavsende udgifter på den nærliggende villa, der ventede på at åbne sin f'avn for det lykkelige ægtepar. Alt var glæde og jubel! — den hæse taler lod, ^å vidt han var i stand til at få det frem, et ord falde om en. lysere fremtid for fiskerlejet, en fremtid, som, efter talerens salige smil at dømme, i den omtågede tilstand, i hvilken han befandt sig, syntes at stå klarere og klarere for hans ophidsede indbildningskraft, jo mere hans veltalenhed afbrødes af hikke og uhyggelige opstød. Men hvad enten de omkring siddende have kunnet følge ham i hans afbrudte tankegang eller ej, så var man i dette øjeblik yderst tilfreds med tilværelsen, og alle vare enige om, at alt ikke alene tydede på lykke for det unge par, men at der ikke kunne være tvivl om, at i6 3 ----- der fra den riges bord dog altid ville falde ' krummer i den fattiges skød. I med hensyn til det held, der ubestrideligt ville følge de nygifte i deres ægteskabelige liv, anførte en det gode vejr som et heldigt varsel, i en anden fortalte, at svalerne byggede i mængde ' j o o o 1/ under villaens fremspringende tag, en tredje havde tidligt på morgenstunden sét et par duer i næbes på randen af bygningens øverste skor- 1 stén, og man drak endnu en gang på de lykke- * lige unge folks sundhed. O o hvis nogen i denne højrøstede forsamling, hvor alt tydede på salig tilfredshed, i dette øjeblik havde sét ud af det vindue, gennem hvilket man fra krostuen har udsigt op over sundet, t ville hans naive tro på jordisk lykke måské være bleven rokket. Han ville nemlig være bleven forundret over den besynderlige uro, hvormed en skikkelse bevægede sig hen over badehusbroen, o o 7 da ethvert skridt frem og tilbage, selv den o o ' mindste bevægelse med arm eller hoved tydelig ville have kunnet i agt tages derved, at den o o 7 omtalte skikkelse, bortvendt fra lyset, på den klare horizont antog samme mørke farve og skarpe kontur som broen. Påvirket af den hede punsch og det lave, tillukkede rums røgopfyldte atmosfære, havde imidlertid ingen af de til stede værende Sans for hvad der foregik udenfor hans,- i dette øjeblik i t f i u meget begrænsede synskreds, og ingen faldt på at kaste et blik ud af vinduet. Men det varede ikke længe, førend døren til krostuen blev revet op udefra, og en ung fisker, som ved et eller andet uheld var bleven forsinket på søen, trådte hurtigt ind i stuen. Det var en ung mand af høj og kraftig vækst, der ved sin friskhed og ædruelighed ' o o bragte en luftning fra søen ind i det kvalme rum. Hans hurtige indtræden og den klare, kraftige stemme, hvormed han samtidig tiltalte de forsamlede fiskere, fængslede dog kun for et øjeblik en enkelt af de mere eller mindre drukne søfolks opmærksomhed. — godtfolk! sagde han med hævet stemme, — nu er der ikke længer tid til at kigge i o o o punschebollen. — er der dig, Ole Jensen? spurgte under den fortsatte støjen en næppe hørlig stemme. Du kommer sgu for sént til at bjærge din part. Men gennem rummet gik en ustandselig bølge af hæse stemmer, der, begrundet i den halv ubevidste tilstand, alle snakkede i munden på hverandre, og den unge mand måtte gøre en kraftanstrengelse for at holde sig oven vande. Han skød en af de nærmest siddende til side og sprang op på. Bænken. Overraskelsen hjalp til nogenlunde at bringe de sløve søfolk til tavshed. — N.u er der aNdet at gøre eNd at sidde hér og tyide sig med punsch! skreg han, så det rystede bjælkerne i det lavt liggende loft. Hurtig frem med oplivelsesapparaterne! — mér punsch! hvæsede en af de mést drukne. — stille! tordnede den unge mand. Mærker i ikke, at det er alvor? Og den drukne tav nu også og stirrede på den talende med et dorsk blik, samtidig med at det mere og mere lykkedes denne at gøre sig forståelig. — halte Jens! du har en vogn. Der må hurtigt bud efter lægen. Og da han i det samme fik øje på værten, som med et lurende blik trådte ind fra køkkenet, henvendte han sig ligeledes til denne med opfordring til at lade spænde for den, ham tilhørende vogn. — den ene, råbte den unge fisker, — kan køre til Hørsholm, medens, den anden joller ind ad København til for at banke den første, den bedste læge, han kommer forbi, ud af sengen. Det gælder om hurtig hjælp; — jeg har trukket et stakkels pigebarn op af vandet. Den energiske tiltale i forening med disse sidste -alvorlige ord syntes endelig at have vækket den forsamlede mængdes indslumrede bevidsthed. I det mindste afløstes den tidligere højrøstethed af en fuldstændig og næsten uhyggelig tavshed. — hvor er Niels Olsen? spurgte den unge fisker, efter at være stegen ned fra bænken, og nærmede sig kromanden, der stod i begreb med at forlade stuen. Han er dog den rappeste af os alle, skønt enhver af os andre må takke sin gud, der har ladet os beholde begge vore næver. — du véd, han har den syge kone, svarede kromanden. Han kommer her kun for at gøre sine små indkøb. Om aftenen sér man ham aldrig. Men lad ham kun blive, hvor han er. Vi skal nok klare ærterne. Og med disse ord hastede han, knæbøjet, med arme og bén ud ad bagdøren, o o nu sluttede nogle enkelte ædru, unge mænd o ' o sig hurtigt til den unge, flinke fisker, der, efter at være vis på, at hans ordrer blev efterfulgte, atter skyndsomst vendte tilbage til stranden, hvor han i rattens stilhed havde måttet overlade den bevidstløse unge pige til stjærnernes beskyttelse. Efter flere forgæves oplivelsesforsøg hørte man endelig lyden af den fra Hørsholm tilbagevendende vogn. Men lægen kom • kun for at bekræfte, hvad de omkring stående allerede vare overbeviste om, nemlig, at det ikke stod i menneskelig magt. at kalde sjælen tilbage fra evighedens usynlige trøsteboliger. Den unge, smukke pige med de blege, næsten barnlige træk og det udfoldede, mørke hår, var og blev, som hun dér lå henstrakt på stranden, et. afsjælet lig. et saligt smil svævede om de, endnu livsfriske læber, medens lyset fra den vordende. Dag strejfede den blege kind. På kroen var alt slukket og lukket. De ældre fiskere vare stavrede hjæm efter. Den salige glæde, man havde følt i anledning af dagens højtidelighed, var pludselig bleven afz brudt. Kun lysene i villaens vinduer tydede på, at det unge brudepar endnu ikke var ankommen til stedet. Det var langt over midnat. Den mørke skygge, som havde hvilet over villaens façade og tjænt til at forhøje virkningen af illuminationen, fortrængtes, efter hånden som dagslyset tiltog i øst. Herved opstod en brydning mellem det kunstlede og det naturlige lys, i hvilken kamp det sidste snart viste sig som det sejrende. illuminationen måtte for den gang være tilfreds med den virkning, den havde gjort; omegnens beboere havde beundret den, og den o 7 o ville blive omtalt. Dette var jo altid noget. » Men for så vidt som konsulen havde villet berede sin unge brud en festlig modtagelse, så var og blev denne hans beregning aldeles forfejlet. I samtlige vinduer var anbragt flere hundrede lys, men virkningen deraf var ved brudeparrets ankomst ikke større, end om der aldeles ikke havde været bekostet nogen illumination. Lysenes blege, i sig selv tilbagetrukne lysstråler om Tannen på de allerede mere end halvt nedbrændte lys bidroge kun til at fremhæve Tannens kullede krone. Dertil kom, at de, over indkørslen til villaen tidligt anbragte blomsterguirlander, der ved nattens dæmpede lys ville have gjort et venligt indtryk, som følge af varmen, allerede hang med bladene, og herved fik den smukke villas festlige udsmykning endmere et afbleget udseende. Konsulens misstemning herover var ved ankomsten også øjensynlig. Allerede da han passerede kroen, havde det ærgret ham, at han ikke var bleven modtaget med et kraftigt hurra, og næppe havde han bidt denne ærgrelse i sig, førend den afløstes af et meget uhyggeligt indtryk. Ved at sé ud af det, på hans side nedskudte vognvindu var han bleven opmærksom på en lille enspænderfjældevogn, som kørte forbi i skridtgang. Uden at gøre sig selv rede derfor, for den tanke igennem hans hoved: — der køre de med et lig! Og kendte han ikke de fiskere, som fulgte med vognen? — han var herre nok over sig selv til ikke at forråde, hvad der foregik i ham; men fra dette øjeblik havde den, som følge af sin forelskelse og champagnens virkning hidtil meget talende, ' unge mand siddet tavs, tilbagelænet i vognen. Og da denne endelig gjorde holdt foran den, med blomstrende trær på yderkanternes afsatser smykkede og med tæpper belagte, brede stentrappe, som fører op til villaens hovedindgang, j og. Tjæneren var sprungen ned fra bukken på; den elegante og magelige Landauer for at åbne f vogndøren, steg konsulen hurtigt ud og hjalp f u sin unge hustru ud af vognen, i det han i en / kort tone bemærkede: r — jeg har været uheldig i mine bestræbelser i for at berede dig en venlig modtagelse. 1 og da han havde ført hende op ad den ydre trappe, og husets kvindelige personale, i i den rummelige og smagfuldt dekorerede forstue, kom sit unge herskab i møde med et afmålt i » til lykke «, måtte han, ved synet af samtlige pigers søvnblege ansigter, lægge vold på sig i o o o'oo 17 o for ikke at overfuse dem med ukvemsord. Havde den langsomt kørende fjældevogn, t ved at forekomme ham som et ligtog, indjaget i 1 ham skræk, og havde den afblegede illumina- s tion og de halvvisne blomster, der mindede om 1 mishandlede kranse på en nylig tilkastet grav, i sat ham i en fortrædelig stemning, så skulle! han også vanskeligt kunne genvinde sin fatning i. ved at betragte de blege ansigter på disse, for- f méntlig følesløse skabninger, som på en så uhel- dig måde bragte ham og hans unge hustru den første velkomsthilsen i dette, til sand lykke, som han håbede, viede, overdådige hjæm. Det forekom ham i den stemning, han befandt sig, som om han ved sin indtrædelse under dette paulun for salige fremtidsdrømme mødte ildevarslende spøgelser fra graven, der søgte at fravriste ham det lykkens bæger, han med begærlighed så dristigt havde grebet for at tømme det til bunds. Og han ville næppe være bleven beroliget, om han allerede' i dette øjeblik havde erfaret, at de stakkels piger vare opfyldte af forfærdelse ved kort i forvejen at have hørt om den sørgelige begivenhed, som midt under den almindelige glæde over de unge brudefolks forventede ankomst havde fundet sted ved stranden ud for den festlig smykkede villa. Blidt og venligt henvendte bruden sig til de unge piger, som hun beklagede, fordi de for hendes skyld havde måttet vente så langt ud på natten. Men således som konsulen en gang var stemt, faldt Toras venlighed mod de tossede piger — således som han i sit stille sind kaldte dem — ikke i hans smag. Han havde besvaret deres velkomsthilsen med en let bevægelse med hovedet, der tillige indeholdt en antydning til Tora om, at han ikke ønskede at opholde sig i forstuen. Tora, som ikke havde sluppet hans arm, afbrød sig selv med et venligt godnat til hver enkelt af pigerne og fulgte konsulen videre opad husets indre trappe til de pragtfulde beboelsesværelser i den øvre etage. i den forreste stue, et elegant indrettet aftrædelsesværelse, modtog den unge mand sin hustrus shavl, som han lagde fra sig på en af de, nær ved vinduet stående, med drapfarvet silkedamask betrukne stole. Derfra førte han hende ind i det egentlige opholdsværelse, en rummelig, med rige forgyldninger dekoreret sal, hvis polstrede møbler vare betrukne med himmelblåt atlask, og hvis hele æteriske udsmykning, i denne tidlige morgenstund, gjorde et næsten overjordisk indtryk, derved at salen fik sit lys gennem de åbenstående altandøre ud mod det slumrende, i de lyseste, mest fortryllende farver spillende hav. Den friske luftning fra sundet syntes hér at bringe mere ligevægt, i den unge mands indre. Han nærmede sig Tora, som var gået ud på altanen, hvor hun indåndede den vederkvægende luft i fulde drag, og sagde til hende, opfyldt af kærlighed og lykke: — nu er du i dit hjæm. Tora brast uvilkårlig i gråd, men fattede sig hurtigt og trykkede hans hånd til tak for alt, hvad han havde gjort for hende. — du er træt. Vi vil gå til ro. Og med disse ord overgav han hende i hænderne på kammerjomfruen, der tilligemed tjæneren var hidkaldt ved et tryk -på det elektriske ringeapparat. Da Tora, ledsaget af den unge, nette, sirlig 2$ klædte pige, som udelukkende var bestemt til at betjæne husets unge frue, havde forladt værelset, forlangte konsulen en flaske sodavand, som han hurtigt tømte, og begav sig, efterfulgt af tjæneren, ind i det, til det fælles soveværelse stødende kabinet. Det havde været en bevæget dag for konsulen. Han havde ikke kunnet frigøre sig for en del besværlige tanker, som meget ubelejligt væltede sig ind på ham netop i et øjeblik, hvor livets højeste lykke syntes at tilsmile ham. Han var, hvad man, almindelig talt, kalder et godt menneske. Men han var en let natur, et sandt øjeblikkets barn, sanselig i sine tilbøjeligheder og dertil allerede temmelig blaseret og meget verdslig. O o vielsen havde, begrundet i de lange dage, været berammet til klokken otte om aftenen. Det højtidelige ved et kirkebryliup bestod for konsulen nemlig alene deri, at vielsen foregik ved lys og i en kirke, der ved sin rummelighed afgav tilstrækkelig plads for en betydelig tilskuermasse. Tora havde ønsket at blive viet i al stilhed, helst i en, udenfor hovedstaden tjærnt liggende kirke, da hun, lige overfor baronen og baronessen, hos hvem hun var i huset, ikke havde vovet at fremkomme med ønsket om, at vielsen måtte foregå i hjæmmet. Der havde fra begyndelsen været tale om en bryllupsrejse i udlandet, men herimod havde Tora erklæret sig med en, for hende så usædvanlig bestemthed, at hun tvang sig til at tilbageholde enhver indvending, da konsulen forestillede hende, at han skyldte venner og bekendte en indbydelse til at overvære vielsen, og at det ville være taktløst at udsætte de mange elegant og let klædte damer for en forkølelse ved en flere mile lang køretur ud i landet. Tora tænkte, at man ved en sådan lejlighed allerhelst måtte ønske sig fritaget for de mange venners og bekendtes nærværelse. Men o o hvor svært hun endogså havde haft ved at forsone sig med et opsigt vækkende bryllup, så beholdt hun disse tanker hos sig selv, så meget mere som baronen, der havde været så elskværdig at tilbyde at føre bruden til alteret, i forening med baronessen, delte konsulens anskuelse af sagen. — i det mest alvorlige øjeblik af sit liv at skulle vide sig omgiven af en mængde nysgærrige mennesker! tænkte Tora, da hun senere sad ene på sit værelse. Men jeg skal finde mig deri, når jeg blot undgår denne rejse. Og ved tanken på udlandet skjulte hun sit ansigt i sine hænder. — sig mig, elskværdigste frøken Tora, sagde baronessen en dag til den unge pige, — hvad har de i grunden mod udlandet? De, der er blidheden se

1883_OestergaardV_EtAegteskabsHistorie

Vilhelm

Et Aegteskabs Historie

Østergaard

OestergaardV

Et Aegteskabs Historie

male

1883_OestergaardV_EtAegteskabsHistorie.pdf

Vilhelm

Østergaard

dk

Et Ægteskabs Historie

En Virkelighedsskildring

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Fyrværkeriet blev brændt af. — stort, brillant fyrværkeri stod der på plakaten. Den hvislende lyd af raketter og sværmere blandede sig med tonerne af en fejende gallop inde fra koncertsalen. Så kom der en bombe med guldregn, og man hørte det glade publikums langtrukne åh! En mængde raketter for susende til vejrs, alle på én gang, og endelig fulgte de tre obligate kanonskud, som meldte, at fyrværkeriet var forbi. Folk løb i et slags småt trav ned til koncertsalen, nogle for at finde plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte vandring udenfor. Oven over de blændende illuminationslamper, de løvtætte lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte sværm hvælvede sig en klar, stjernebesået himmel, så rolig og majestætisk, som om den til fulde havde fornemmelsen af, hvor højt den var hævet over denne Mylr af fornøjede menneskebørn, der i øjeblikket bart kun tænkte på at nyde aftenens flygtige glæder lige til det sidste minut, når klokkeringningen for sidste gang kaldte ud. — lidt afsides fra strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende menneskemængde og i læ af skrænten, der førte op til det højere liggende terræn, havde nogle unge mennesker fundet en hyggelig krog, hvor de havde slået sig til ro omkring et bord, hvis rigelige forsyning med glas og flasker røbede, at der ikke havde været mangel på sådanne Bacchi gaver, der besidde den værdifulde egenskab at kunne friske sindet op samtidig med, at de fugte ganen. Der afholdtes et lille symposion i anledning af et fornøjeligt gensyn, og det rundelige offer til Bacchus var derfor ikke på urette sted og kunne ikke heller forarge nogen mo’ers sjæl — totalafholdenhedsapostlene undtagne. Man snakkede, lo, slog så pludselig over i et alvorligt æmne for straks efter at vejre det hen med en lystig skæmt. Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige verden og vel ikke mindst glad over den smukke aften, på hvilken man havde sat hinanden stævne for at fejre gensynet med en hjemkommen ven. Det var ham, der sad længst oppe i hjørnet. Han havde lagt sin bredskyggede stråhat ved siden af sig på bænken, så vinden uhindret kunne tage et tag i hans hår og bringe lidt køling til panden, der i øjeblikket så en smule varm og blussende ud. Hans ansigt var, hvad man med en noget vag betegnelse kunne kalde kønt; det havde et åbent, venligt udtryk, egnet til at vække tillid og sympatti; men trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre udpræget karakter. Han sad i en skødesløs, tilbagelænet stilling, med det ene ben kastet over det andet, åbenbart følende sig ganske overordentlig vel til mode, ikke blot i følelsen af øjeblikkets velvære, men meget mere ved en glad bevidsthed om, at der lå en hel del forude at glæde sig til og kun ringe ballast bag ved, som der var nogen grund til at tynges af på rejsen ind i fremtidens forjættede land. Han var aftenens helt. Samme dag var han kommen hjem fra en studierejse i Tyskland og norditalien. Han havde set sig godt om — så godt, som de knappe rejsepenge tillod — fået en hel del bestilt og hjembragte en utrolig mængde skitser, hvoraf i det mindste nogle sikkert skulle blive til billeder, der ville indbringe ham både ære og penge i fuldt mål. Han var måske lidt sangviniker — den unge mand — men på samme tid en ærlig, sandhedssøgende natur, der ikke skyede arbejde for at nå sit mål. Lidt idealist var han måske også; han så gerne både livet, menneskene og sin kunst i det bedste lys; han troede ubetinget mere på det gode end på det onde, og fik det sidste en gang imellem magt over ham — thi, ærlig talt, han var ingen helgen — så fortrød han det oprigtig en lille tid, lovede sig selv dyrt og helligt, at han ville og skulle blive fornuftigere — og syndede så igen, når det unge blod på ny ledte ham i fristelse. Således var han, hverken værre eller bedre. Og tilmed — at han var, som han var, kunne han endda nærmest takke sig selv for. Han kunne lige så godt være gået i spånerne, thi der havde i grunden aldrig været nogen til at tage vare på ham. Han havde ikke danset på roser fra barnsben af. Sin opdragelse og den smule kundskaber, han havde, havde han selv været mand for at skaffe sig. Forholdene i hjemmet havde kun været mådelige. Hans moder havde været en svag, lidende kvinde, et af de stakkels væsener, hvis liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har evne til at skabe lykke hverken for sig selv eller andre. Med faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man plejer at kalde et mislykket geni; et forkludret menneske, der på sin vis havde drengen kær, men manglede enhver forudsætning for at kunne give.ham noget, der kunne ligne opdragelse. Gamle Bentsen havde i mange år ernæret sig ved at male skibsportræter, efter at han omsider havde måttet opgive sine forhåbninger om at blive kunstner, en indbildning, som han havde levet på så længe, til han havde forspildt både sin egen og sin stakkels kones tilværelse. Nu tog han sig i mellemstunder et glas for meget for at trøste sig over de bristede illusioner. Med fortjenesten ved at male skibsportræter gik det kun småt, og da hans kone døde, tabte han den sidste rest af energi. Det varede ikke længe, før skolepengene for sønnen udeblev den ene måned efter den anden, og så måtte drengen til sidst ud af skolen. Han var den gang tolv år. Så var det, at han begyndte at opdrage sig selv. Der var en tidlig udviklet ærgerrighed hos ham, og det var den, der holdt ham oppe. Han læste på egen hånd, hvad han kunne få fat i, erhvervede sig på den måde en vis overfladisk og rigtignok såre mangelfuld dannelse, og for resten hjalp han faderen med at male skibsportræter. Denne sidste beskæftigelse var det, som vakte lysten hos ham til at blive kunstner. Han troede fuldt og fast på, at han kunne nå, hvad der var mislykkedes for hans fader. Men på akademiet kunne han foreløbig ikke komme; dertil var der hverken tid eller råd. Det var på dette tidspunkt gået stærkt ned ad bakke med gamle Bentsen; han kunne knapt nok fortjene føden til sig selv, langt mindre til dem begge, og så var der ikke andet for, end at Henning måtte på porcelænsfabriken og male på kopper og tallerkener i stedet for på lærred. Der blev han i to år. I mere end én henseende var det en streng tid for ham. Han følte hos sig selv, at han kunne blive til noget, når han blot kunne komme til at udvikle sine evner. Men ved at slide i helt mekanisk arbejde fra syv om morgenen til syv om aftenen for en ussel betaling, der til nød kunne opholde livet i ham og hans fader — derved skulle han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid gik de bedste år af hans liv til spilde, netop de år, da han skulle lære noget. Tanken derom fødte tit mismod og bitterhed i hans sind, men det fik dog ikke rigtig bugt med ham, fordi hans naturlige livsfriske gemyt holdt ham i den tilbørlige ligevægt. Tværtimod øgede det hans modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne øjeblikke dæmrede der altid et håb om, at han endnu kunne nå sine ønskers mål og give den forhadte fabrik døden og djævlen. Så kom endelig det første alvorlige vendepunkt i hans liv. Han havde i al hemmelighed malet et lille genrebillede, der slet ikke så’ så ueffent ud trods dets åbenbare mangler. Han havde længe spekuleret på, hvorledes han bedst skulle kunne indhente en sagkyndig dom, og omsider tog han den beslutning at vise det til inspektøren på fabrikken, der gik for at være en kunstforstandig mand. en søndag morgen indfandt han sig i inspektørens private bolig. Sit maleri havde han svøbt ind i et grønt klæde og holdt det under armen, medens han med bankende hjerte ventede på at få manden i tale.—'inspektøren var en lille, vims mand, der havde meget store tanker om sig selv, meget små om alle andre. Så havde han også en halv snes malerier, som han anså for en af de bedste malerisamlinger i verden. » Nå — hvad ønsker vi, lille Bentsen? « spurgte han med al den nedladenhed, der sømmede sig for en så betydelig mand. Henning kom efter nogen tøven frem med sit maleri og sagde, at han gerne ville høre hr. Inspektørens mening om det. Inspektøren så først på maleriet, så på Henning og endelig på maleriet igen. Dernæst bad han Henning tage plads, og medens han stadig holdt maleriet i en arms længde ud fra sig, begyndte han en meget lang tale, hvis begyndelse og ende gik ud på, at der ikke var nogen større ulykke for en ung arbejder end at få den fiks ide, at han var kunstner. Det var den lige vej til fattighuset. Man skulle blive ved det, man var, og være glad ved sin lod i verden. Henning havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende eksempel i sin fader. Var denne bleven ved sin profession, kunne han have været en velstående mand i stedet for som nu at være et ulykkeligt menneske. Henning bad — måske lidt heftig — inspektøren om at sige ham, hvad han syntes om billedet. Det var ikke om sin fader, han ville høre hans mening. Inspektøren så meget forbavset ud ved denne afbrydelse. Han betragtede derpå atter både Henning og hans maleri og sagde i en tone, der åbenbart ikke tålte flere indvendinger: » Nå, min unge ven, de vil absolut høre min uforbeholdne mening? Ja, så gør det mig ondt at måtte sige dem det, men deres arbejde er absolut talentløst «. Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig op og vovede at spørge inspektøren, hvormed han begrundede en så skarp dom. Han tillod sig endogså at bede ham huske på, at selv om billedet havde betydelige tekniske mangler, kunne det have sin naturlige forklaring i, at han, Henning, kun havde fået en meget mangelfuld undervisning i tegning, og at han endnu ikke havde besøgt akademiets skoler. » Tror de, jeg har nogen forstand på kunst? « Spurgte manden. Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle. » Så vil jeg sige dem, min unge ven, at de bliver aldrig kunstner. Bliv de rolig ved deres arbejde på fabrikken; det er det "bedste råd, jeg kan give dem. « Og med den besked gik Henning. Hans kinder brændte af skam og harme over den affejende dom. Hvor ringe han og hans arbejde end var, kunne man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulle han da for hele sit liv være fordømt til at gå på fabriksarbejde og male de samme roser og nelliker på det samme porcelæn dag ud og dag ind, indtil han ligesom alle de andre var bleven en gammel hest i trædemøllen? Han følte sig så modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin skæbne? Så ville han hellere lade stå til, og til at begynde med ville han gå ud og svire hver skilling op af den ugeløn, han havde hentet den foregående dag. Men disse tanker varede kun så længe, til han var kommen fra inspektørens bolig ned i porten. Så tænkte han på, om han da virkelig allerede, så ung han var, skulle blive til et » mislykket geni « ligesom hans fader. Han knyttede uvilkårlig hænderne. Nej, og atter nej; han skulle dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke hans skyld, at man ingen lærdom havde givet ham; at man ikke havde prøvet på at udvikle de evner, der var hos ham; at man havde ladet ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoksen knøs, og sat en bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulle vise dem noget andet. Han ville trods alt det selv prøve på at blive til noget, og blev arbejdet end strengere derved, så blev æren også så meget desto større, hvis lykken stod ham bi. Håbet, som atter vaktes hos ham, strøg på én gang alle mismodige tanker bort. Han besluttede — hvad han nu indså, at han skulle have gjort fra først af — at henvende sig til en » rigtig « Kunstner og høre hans mening om genrebilledet. Hvis også han sagde, at arbejdet var talentløst, så ville han prøve på at forsone sig med sin skæbne, men give tabt straks efter det første nederlag — det ville han ikke. Denne beslutning udførte han allerede den næste dag og med mere held. Hans gode stjærne førte ham til den rette mand, og fra det øjeblik af kom der lyse og lykkelige år ovenpå den første, strenge ungdomstid. I den mellemliggende tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind i hans liv og beredte ham en bitter skuffelse, men bag efter, da den første smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at knække ham. Han kom på akademiet et par år, fik sit første billede udstillet, gjorde en lovende debut og fik et stipendium, som satte ham i stand til at gøre den studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med allehånde glade forhåbninger. — —selskabet i det lille hyggelige hjørne var blevet mere og mere animeret. Man havde frisket en hel mængde fornøjelige minder; nød i erindringen adskillige af fortidens kåde streger og blev oplagt til at begå ny. Omsider blev der dog en af det slags pavser, der indtræder selv i det lystigste lag. En af deltagerne i symposiet afbrød den med de ord: » Lad os høre nogle af dine vidunderlige oplevelser og eventyr, gamle dreng 1 « » Å, dem kan jeg fortælle jer en anden gang «, svarede Henning. » Jeg har for resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de fleste turisters lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser i, og for fremtiden kan i tage mig til eksempel på en alvorsmand fra top til tå. « » Pokker heller «, udbrød en af kammeraterne; » dit selvbeskikkede hverv som alvorsmand beholder du yist ikke ret længe. Vi kender dig nok, du mellemting af en sybarit og en dydsdragon! « » Ja, det er vist «, tilføjede en anden. » Henning er absolut en af de mest sammensatte naturer, jeg kender. Den ene dag er han en komplet sanct Antonius og den anden så kåd som en faun, — hvad siger du, hans Frederik? « Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung mand, med noget støt og sluttet over personen. Hans glatragede ansigt med den ejendommelige, rødladne teint, der fremkommer ved daglig brug af stærk sminke, lod en på forhånd gætte, at han rimeligvis måtte være skuespiller. Med en ualmindelig kraftig, malmfuld røst, der måtte lyde godt fra scenen, svarede han: » Jeg siger med profeten, eller hvem det nu var: » Ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt «. For resten er der alligevel mere hold i Henning end i jer andre, og derfor skal i lade være at friste ham. « » Å, der har vi moralisten igen! Ved du hvad, hans Frederik, du burde altid have holdt dig til at citere den hellige skrift i stedet for de profane poeter. Det var en misforståelse, da du opgav tteologien og gik til tteatret! « » Ja, for oven i købet at blive en dydig skuespiller! « » En dydig skuespiller er en uting «, supplerede en anden. » Husker i ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor digter har sagt: „ Man selv må livsbedrifterne fornemme, når man vil tolke dem med kunstens stemme. “ » Så, nu begynder, min tro, Ørbæk også at lade det regne ned over os med citater. Hold din mund, lille Ørbæk, og lad mig få ordet « — den sidst talende varen livsglad, ung billedhugger. — » Jeg vil bevise jer, at et menneske og fornemlig en kunstner må skeje lidt ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengøres — og vi er jo enige om, at det er livets øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler forudsætningen for en fuldkommen erkendelse af dyden, ergo — — — « » Ned med den paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere livsfilosofi. I aften er vi komne sammen for at hylde venskabet og glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den små — — skal vi to gøre en lille afstikker — hvad? Klokken er ikke så mange endnu. « » Nej tak «, svarede Henning leende. » I aften må du dyrke den slags glæder uden mig; jeg gider ikke være med. « » Nej, det er for galt. Du vil altså virkelig sparke til glæden, som Hostrups kobbersmed siger, skønt glæden slet ikke har sparket til dig! Og må vi så høre dine grunde? « » Ja, dem skal du få — galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more mig på den vis — det er sagen. « » Han er for glad til at more sig! Du hellige enfoldighed; nu bliver dine paradokser snart endnu mere himmelråbende end Ørbæks. « » Jeg synes, det er så ganske ligefrem «, svarede Henning, denne gang helt alvorlig. » Nå — vi er rigtignok på et så fremrykket stadium af lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver på at forklare dig det, men jeg skal dog gøre det alligevel. — ser du, jeg ved ikke, hvorledes det går jer andre, men med mig er det sådan, at når jeg føler mig glad, sådan rigtig hjerteglad, så kommer mit bedre jeg frem, om jeg så må sige, og så er jeg ikke oplagt til at begå dårskaber, som — lad os være enige om det — dog er os temmelig uværdige «. » Det var en drøj mundfuld ovenpå en så godt begyndt aften! Det er, som vor store mester, hans Frederik, en gang for alle har sagt: du est en problematisk natur, gode Henning. Jeg spår dig, at det ikke varer længe, før du ender som velbestaltet filister og ægtemand. Og så skyr du naturligvis dine gamle kammerater, fordi de er nogle løse fugle. « Og den unge mand drog et dybt suk, som om han følte den inderligste medlidenhed både med sin egen letsindighed og sin vens standhaftighed. Men et øjeblik efter tilføjede han: » Og du går altså ikke med — — —? « » Nej, Erik, det gør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke kalde mig en heldøre. Jeg mener blot, at det er på tiden, at vi bliver fornuftige. « Henning rejste sig og tømte sit glas. » Og nu skal i alle sammen have tak for i aften; jeg har været rigtig glad ved at træffe jer igen og opfriske gamle lystige minder. Følg nu mit eksempel og lad os ende aftenen lige så honnet, som vi har begyndt den. » » For Pokker, du kan da gerne følge med ned til Rydberg. Vi har jo tiden for os. « » Nej, ikke i aften, du, « lød Hennings svar. » I ved jo, at jeg skal på farten igen allerede i morgen. Jeg vil over til Fanø og male et studie is færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg tager afsted med morgentoget. « » Å — du er en rigtig stivstikker. Nu var vi komne i sådan en god stemning, og så spolerer du det for os til slut med alle dine dydige og moralske forsætter. « » Nej, vist ikke, det er ikke Hennings skyld «, mente en anden. » Det var hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike. « » Ja, lad os så bare komme afsted! « De vandrede leende og småskændende ud af haven og skiltes udenfor porten. Henning vedblev at være døv for sin kammerats overtalelser, og til sidst delte flokken sig i to hold, hvoraf det ene drog ind ad byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og hans Frederik, fulgtes ad til den tørstes bopæl. i. Han boede et godt stykke udenfor byen, i en af de fjærneste afkroge af det såkaldte villakvarter. Derude kunne han have atelier og et par værelser til sig og sin fader for det halve af, hvad det ville koste inde i byen. Og han var endnu ikke kommen så vidt, at han ikke behøvede at tage hensyn til en mer- eller mindreudgift til huslejen. Desuden satte han pris på at bo luftigt og frit, uden at have en række huse lige overfor, der spærrede for sol og lys. Så var der også den fordel, at han havde helt landlige omgivelser: de tilstødende villaer med deres pyntelige haver. I forsommeren trivedes guldregn og syrener så frodig herude; der var grøfter og græs med fandens mælkebøtter og en rigdom af gule » Smørblomster « Langs vejkanten, og han foretrak dem frem for ophedede brosten med sporvejsskinner og vogntummel. — det var en klar, stille sommernat, som modtagelige gemytter særlig vide at sætte pris på. luften var så frisk og kølig, at det blev en nydelse at indånde den i stærke, fulde drag. Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt det sidste år i udlandet. Han troede nok, han havde lært en del, og hvad han især følte sig glad over, var den ro, han syntes, der var kommen over ham. » Det forekommer mig «, sagde han, » at fremtiden ligger klarere for mig end nogensinde før. Og ved du hvad, hans Frederik, jeg har aldrig været så oplagt til at tage fat. Det er ingen skade til, at man i sin ungdom har haft en del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at medgang vil gøre mig godt, men havde jeg alle mine dage været lykkens kælebarn, var jeg måske næppe nået så vidt som nu. « » Ilden hærder stålet; striden kæmpernes kræfter «, deklamerede hans Frederik i en dybsindig tone. » Jeg tror nok, at du er en af den slags naturer, der ejer et vist fond af modstandsevne, og for hvem hindringer vel endogså kan være en spore, men i længden må du vist have medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin ret. Du er mig lidt for blød; der er næppe jærn nok i dig til at kunne holde ud fra først til sidst, hvis du var så uheldig for alvor at komme på en fejl hylde. « » Du mener, at jeg i grunden er en vag og let natur? « spurgte Henning med et halvt smil. _ » Å ja — til dels. Det vil sige, du har en god vilje, men jeg vil dog håbe, at skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt nederlag, thi så kunne det måske falde dig ind at give tabt. « Henning gik nogle minuter tavs og huggede med sin stok løs på græsstråene ved vejkanten. Hans ansigt havde fået et alvorligt og tankefuldt udtryk, som i grunden klædte ham bedre end det sorgløse præg, der i reglen plejede at være over det. » Jeg har tit tænkt noget lignende «, sagde han endelig. » Jeg bilder mig ind, at jeg kender mig selv til bunds. Jeg ved, at jeg kan være overgiven kåd og lystig; at jeg kan gøre ting, som jeg bagefter ærgrer mig over, og så til andre tider være så fornuftig og besindig — ja, hvis du vil tillade mig det udtryk, vil jeg kalde det så åndelig og moralsk klar over mig selv — at jeg tror for bestandig at have taget afsked med alle dårskaber. Og jeg ved også, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned og endnu mindre til at gøre mig så glad og frejdig til mode, som om Fru Fortunas gaver var blevne tilsagte mig for evig tid — det er, hvad i endnu i aften kaldte min sammensatte natur. Men trods den og trods alle mine svage og vage anlæg, så tror jeg dog på, at jeg ville have åndelig elasticitet nok til at bære, selv hvad du kalder et alvorligt nederlag. — du ved, hvad der hændte mig for to år siden, netop den gang jeg troede, at fremtiden lå god og lys foran mig. det var dog en skuffelse, så bitter, at den vel kunne have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde haft mere modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig. « » Å, det er ikke altid den slags sorger, der ødelægger en mands liv. Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunne jeg sige, at det måske netop var dit lette sind, der hjalp dig ud over det. I alt fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit liv — hvor meget de Pokkers fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os. « » Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, hans Frederik, at jeg alligevel holdt således af hende, som en mand vist kun elsker en eneste gang i sit liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en gnist af sandselig attrå i den følelse, jeg nærede for hende. Jeg blev bedre i hendes nærhed, jeg havde så fuldt og helt fornemmelsen af, at dersom hun ville det, kunne der blive noget virkeligt af mig. Når vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min sjæl opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde i mig: hvor inderlig — inderlig kær du dog er mig! Jeg kunne have råbt det ud til de kolde, døde stenhuse, til de bladløse trær, jeg gik forbi. Men alligevel gemte og vogtede jeg denne følelse som en kostelig skat, hvoraf jeg kunne hente kræfter til at nå et hvilket som helst mål. Jeg rugede over den som en gerrig, thi håbet om at vinde hende stod altid så lyst og stort for mig, at jeg næsten var bange for at betragte det som noget, der lå nært nok til at gribe efter. Og så — til sidst — var det for silde. « » Ja vist — det er undertiden en underlig forkert verden, vi lever i «, bemærkede den anden filosofisk. » Men du har dog ret, hans Frederik, når du siger, at det ikke greb ødelæggende ind i mit liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du — for det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde aldrig vakt eiorhåbninger hos mig for bagefter at behandle mig som et stykke legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager tag i en, når man tror sig sveget og miskendt, var der slet intet af. Derfor tjente min sorg snarere til at øge mine kræfter. Kunne jeg ikke vinde hendes kærlighed, skulle jeg i det mindste bevare hendes gode mening om mig. Jeg ville overbevise hende om, at jeg fortjente hendes venskab. — ja, det levede jeg på, da det gjorde mest ondt, og det hjalp mig ud over den værste tid. Måske blandede der sig også en smule forfængelighed deri. Jeg fandt en slags trøst ved at tænke på, om jeg vel nogensinde skulle kunne tvinge hende til at beundre mig — som kunstner. Nå, om så bag efter mit lette sind gjorde resten; det skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det « — Henning lagde sin hånd på vennens arm og så på ham med et varmt blik — » hver gang jeg får de gamle minder frem, så vågner denne følelse så frisk og levende som nogensinde før. « Der blev en lille pause. Så spurgte hans Frederik: » Kom det aldrig til nogen egentlig forklaring mellem jer? « » Nogen egentlig forklaring? — å nej, men det er dog umuligt, at vi skulle have misforstået hinanden. « » Og du har ikke talt med hende i de sidste to år? « spurgte hans Frederik videre. » Nej, hvad skulle det nytte til? Hun har allerede været gift i halvandet. « » Lykkeligt? « » Det håber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske hjerte. « Henning sagde det i en tone, der vidnede om, at ordene var oprigtig mente. Så for han let med hånden hen over panden, idet han tilføjede: » Men herregud, hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind på de gamle historier? Vi begyndte jo aftenen i idet lystighed og glæde, og nu ender vi midt i den alvorligste samtale. Nå, det har vi for resten gjort før. Tak for i aften! I morgen rejser jeg til Fanø og gør mit studie færdigt, og når jeg kommer hjem igen, skal du få at se, at det virkelig er alvor med det jærnmenneske, jeg er blevet til. Godnat du! « 22 de var standsede uden for det hus, hvor Henning boede, og udenfor hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve time. Henning sprang så let og sorgløs op ad trappen, som om han allerede havde jaget på flugt hver eneste en af de erindringer, han nylig havde kaldet frem. Og imidlertid vandrede hans Frederik alene tilbage til sin ungkarlelejlighed inde i byen. Iii. Fire gange om dagen i sommer- og badesæsonen går dampfærgen fra den stadselige jyske havn over til den lille sandede 0 i Vesterhavet — øen, der er berømt for sin hvide strandbred og sine beboeres maleriske klædedragt. — hvilket henrivende dolce farniente kan man ikke nyde på Fanø! Kun et halvt hundrede skridt fra færgestedet ligger den hyggelige gæstgivergård, en rigtig god gammel gæstgivergård med blomstrede Gardiner for vinduerne, med storkerede på taget og med en pragtudgave af en avlskarl, der er hele gårdens og alle de rejsendes faktotum og altid parat til at give alle mulige oplysninger om sin kære fødeø og dens befolkning. Oppe i gavlen ligger nogle småkamre, der er stærkt efterspurgte af øens gæster, fordi man derfra har en vid udsigt ud over stedets omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg klint, der skråner stejlt ned mod søen, hvor mågerne og fiskerbådene tumle sig om kap med hverandre. Et stykke derfra ligger havnen, og bag ved denne kigger byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte side ser man ud over Fanøs hvide klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige flade; dets dybe dønninger høres tydelig, når vinden bærer ind over land. Ad byens brolagte Hovedgade, forbi kirken og de underlige spraglede småhuse, opførte af røde mursten, med grønne døre og vinduesrammer og ligeså broget malede gavle, kommer man til en sandet vej, som snart efter snor sig ind mellem klitterne i lunefulde bugtninger, der atter og atter skjuler vejens fortsættelse. Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer havet. Snart træde de frem i bløde bølgedannelser, snart med skarpt afskårne toppe, dækkede af den stride marehalm. Før man ret ved af det, har man nået de sidste klithøje, der skjule strandbredden, og på én gang breder denne sig for øjet i hele sin blændende hvidhed. Det er nær ved solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt på den hvide strandbred. Vinden har leget med sandet, så at det danner allehånde fantastiske tegninger-, på lange strækninger ser det ud som den fineste moiré; andre steder tåmer det sig op i små, kunstig formede forhøjninger eller lægger sig i bløde folder, ordnede lag for lag med en sirlighed, som om ikke vindens tilfældige lune, men en kunstnerisk hånd havde udført denne vidunderlige mosaik. Men når vinden blot løfter sig en kende, flyver sandet som lette røgskyer hen over forstranden, og i et nu har de fine tegninger antaget en ny skikkelse. Tusinder af spraglede muslingeskaller, hvormed stranden er oversået, glimrer som diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare længe, før solen er helt forsvunden i horisonten. Skyerne stå i et forunderligt vekslende farvespil: blåsorte, mørkeblå, lyse og lilla mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden bræm, men på én gang skifte de farve, idet den sidste rand af solen dukker ned i søen. — i læ af klitten kan man belure dette stævnemøde mellem den heldende dag og den frembrydende nat, iagttage alle de fremtoninger på stranden, i luften og i vandet, som røber mødet. Og havet besørger akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog så melodisk lyder dets brusen. For et modtageligt øre lyder det som en sang, man ikke bliver træt 'af at høre. Det synger ikke blot om sig selv, ikke blot om de bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med ældgammel skov, nøgen strand eller skyhøje fjelde, men det synger sig ind i ens tanker og drømme; det opkaster de sælsomste spørgsmål og giver svar, som man ikke ville undvære — — så lyder der pludselig højrøstede stemmer nede fra stranden, og med det samme er trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin brusen, men dets egentlige sang er forstummet, thi det synger helst for den ensomme; det larmende og lystige selskab har det ingen hemmeligheder at betro. En mand, som i den sidste halve time har siddet ved foden af klitten med staffeli og malerkasse foran sig, men uden at bestille noget, vender ærgerlig hovedet om. Han sad så godt og skøtter ikke om at blive forstyrret. Da stemmerne kommer nærmere, rejser han sig fortrædelig op for at pakke sine sager sammen, idet han mumler ved sig selv: » Flere badegæster! « Det er det dog kun i en vis forstand. Det er nemlig hotelværten og hans kone, som har fået besøg fra København. » Ja, vi forstyrrer da ikke, hr. Bentsen? « siger den godlidende gæstgiver. Han er en både honnet og velstående mand og står derfor på en halvvejs venskabelig fod med de fleste af badegæsterne. » Måske jeg må have den ære at præsentere dem min svigerinde og niece fra København: Fru Thorsen og frøken Minna — hr. Genremaler Bentsen. Ja, den herres navn kender i jo nok fra udstillingen? « » Ja, gudbevares! Der forsømmer vi såmænd aldrig at komme «, forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. » Vi interesserer os så uhyre for kunsten, både min mand og Minna og jeg. Ja, min herre, jeg ved ikke, om de måske kender min mand, grosserer Thorsen? « Henning måtte svare benægtende; han havde ikke den fornøjelse at kende fruens mand. » Ak nej «, vedblev fruen; » nu lever vi jo også så skrækkelig indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med forretningerne på børsen. Det er ikke som i vore velmagtsdage; den gang var Thorsen såmænd kendt i hele byen, og han interesserede sig nu så overordentlig for de unge kunstnere, skal jeg sige dem. Havde vi bare truffet hinanden den gang, hr. Bentsen, så kunne vi da lige straks have købt et maleri af dem. » Af hensyn til sin skikkelige vært ville Henning nødig være uhøflig — hvad der iøvrigt aldeles ikke lå for ham — men den gode frue begyndte unægtelig at kede ham. For at give samtalen en lidt livligere farve vendte han sig om mod den unge pige, dog ikke uden en vis frygt for at finde et sidestykke til hendes meget talende mama. » Holder de også af malerier, frøken? « Spurgte han. » Ja, meget. « Svaret lød ligefremt, uden affektation. Hun var åbenbart ikke et sidestykke til moderen. Man fulgtes ad på tilbagevejen gennem klitterne. Hotelværten, hans kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge malers rekvisiter. Minna tog ikke del i denne ædle tjenstfærdighed, hvorved hun vandt ikke så lidt i Hennings øjne. Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave gæstgiver havde pånødet ham bekendtskabet med sine københavnske slægtninge. Han gav sig til at se lidt nærmere på denne frøken Minna, som han for et øjeblik siden var bleven forestillet for. Hun var høj og rank af vækst, noget over middelhøjde, en stærkt bygget, lidt yppig skikkelse, der syntes at svulme af ungdom og sundhed. Trækkene var regelmæssige, måske en lille smule for store, men med et mildnende skær af friskhed og umiddelbarhed. Hun kunne højst være nitten år. Et ualmindelig fyldigt,

1884_JensenOC_EtBladForVinden

Ole Christian

Et Blad For Vinden

Jensen

JensenOC

Et Blad For Vinden

1884_JensenOC_EtBladForVinden.pdf

Ole Christian

Jensen

C. J. Gerhardt

dk

Et Blad for Vinden

En Fortælling

n

roman

Hagerup

KB

pdftxt

nan

Kjøbenhaun, den * * *

O

København. den ***. Gode Anna! Om jeg nogensinde, tidligere har tilskrevet dem, husker jeg ikke. Men har jeg det, så er det sikkert meget længe siden, og de vil vel sagtens også nok derfor blive overrasket, når de åbner brevet og finder, det er fra mig. — dog, deres overraskelse vil snart fortage sig for at give plads for sorg, tårer og smerte. Når de er nået så vidt som hertil i min skrivelse, så vil de måske i tankerne spørge: „ Hvorfor vil jeg blive bedrøvet og komme til at græde? “ Jeg svarer med det samme: deres søster, min dyrebare forlovede, er død i forgårs Morges. — ikke blot, fordi de er Sophies søster, ikke blot for at give dem efterretning om mit store tab er det, jeg skriver, men også for et par øjeblikke at kunne fjerne mig fra den lidelse, jeg uden afbrydelse martres af. har jeg aldrig før ønsket mig en dårlig hukommelse, nu gør jeg det; thi af en uimodståelig magt drages og drages jeg hen imod mindet om hin tunge begivenhed, som har blodspor på sig, og som har ramt mig lig et dødbringende skud. — siden den indtraf, har jeg lukket hele verden ud af mine tanker. For mig må folk køre i skoven, så lidt de lyster, for mig må de høre musik og sang, ligeså ofte de vil, ja for mig må enhver gøre og lade alt, hvad der falder ham ind jeg seer det ikke, hører intet deraf, har ikke en forestilling tilovers derfor og mindre, endnu langt mindre nogen efterdønning af følelse, noget pust af sympatti. Jeg har tilbragt nætter, jeg aldrig mindes at have kendt mage til. Timevis har jeg siddet oppe og set på lyset, timevis har jeg ligget fuld påklædt på min seng og stirret op mod loftet, cigar efter cigar har jeg tændt, røget og kastet, alt sammen for at drive mine tanker afsted i forskellige retninger, bort fra sorgens hus, bort fra det værelse, hvori Sophie ligger med lukkede øjne og hårfylden ned over skuldrene uden at røre et lem, uden at bevæge en mine, uden at lade åndedrættet lyde — men som en vogter over genstridige får seer disse den ene gang efter den anden rende uden om sig og spredes til alle sider, sådan har jeg stået, sådan har jeg ligget, sådan har jeg siddet indtil morgendæmringens komme og set tankerne i min hjerne tumle om, tankerne, jeg ganske mangler hold på. Hvilket uhyggeligt sprog hvide, nedrullede Gardiner tale! „ Hun er ikke mere, “ er deres omkvæd. Daglys vil ikke vise sig for mig, altid er det mørke, aftener og nætter, jeg plages med. For flere år tilbage begj ærede jeg en gangat blive genstand for så mægtigt et indtryk, at tårerne kunne strømme ud af mine øjne og tø mig helt op: forjage min kedsomhed og livslede, tage min råhed fangen, sætte min letsindighed under streng bevogtning til umindelige tider. Dette er nu sket. — jeg har grædt og næsten uden at kunne holde op igen. Tung som bly har jeg ligget på mine arme og fornummet tåre efter tåre med saltets bitterhed smerte mine hede øjenrande, til mit hoved blev som en eneste, stor glød og alle nervetrådene syntes brændte over. Og nu, min pen stryger som af sig selv hen ad papiret, nu er det knap muligt for mig at holde tankerne samlede og værge mig mod svimmelhed. Jeg forstår nu al verdens nød: den fattiges pinefulde kamp, mod kulde og mangel på dagligt brød, den forladtes trøstesløse tilstand, den syges kvaler. — disse mennesker er mine brødre, mit blod banker for deres vel og lindring, blot for dem, blot for dem! mens jeg kun har et foragteligt smil tilovers for alle de overfladiske naturer med deres sundhed og rigdom, for hvem adspredelser af enhver Art er en nødtørftighed, en livsbetingelse, stor som ingen. Kald mig tungsindig, om de vil, påstå, jeg er ligeved at blive en særling, men glem ikke, at jeg sørger som en fortabt sjæl over. sin spildte ungdom. De har ikke kendt min lykke, nøglen til alt hos mig, også til den indre oprevethed, jeg forbrændes af ~ de har ikke kendt den, så smuk og så kort den har været. Når man elsker af hjertet, er grebet af den inderligste kærlighed til en kvinde, med hvem man higer efter ensomhed, ved hvis læber man hænger, på hvis ord man flyver langt bort fra al larm til den mest ophøjede stemnings dybe ro, hellige fred og evighedsstilhed — hvorfor får man da ikke tusind år at leve i, hvorfor befænges man i det sted med fortærende frygt for, at lykkens livsalighed snart vil være endt, at sand glæde, to hjerters forenede rige lyst, ikke kan trives under denne jords himmel? Både deres søster og jeg har lidt meget herunder. I lang tid lagde vi hver for sig dølgsmål på, at en sådan frygt tumlede omkring hos os. Men engang, vi længe måtte være skilte ad, fordi vejret dag ud og dag ind var højst uhyggeligt, engang, to af mine småbreve tilmed gik fejl, da gav vi endelig vor fælles sindstilstand behørigt udtryk i ord, da afslørede vi for hinanden, at noget flød hid og did på den strøm, ud over hvilken vi begge tidlig og silde så, noget, der snart slængtes op på min side af strømmen og snart på hendes. At denne frygthvislen i bevidstheden skal være sand, langt mere sand end salige stemningers fylde, end den glans, øjnene besidder, den blødhed, hænderne har, den varme, kysset ejer! — hvorfor søger dog ikke hint uvæsen de triste, de øde og uskønne naturer op, men derimod altid de smukkest følende, de rigest fornemmende? Jeg var lige bleven udnævnt til løjtnant ved dragonerne, da en kammerat fra akademitiden indbød mig til at følge med sig til hans hjem: en præstegård i det nordvestlige Sjælland. Midt i juli rejste vi. Jeg besad dengang hele ungdommens lidt komiske overlegenhed, dens flotte lapsethed, dens sorgløse sind, hvortil var kommen en oprømthed, den lykkelig overståede eksamen havde skænket. Alvor og modenhed var ubekendte guder, jeg aldeles ikke brød mig om at komme til at dyrke eller ofre til. 8 god vin, fine cigarer, unge, smukke piger og bal så ofte som muligt til den lyse morgen var mit alt. Vi ankom og blev vel modtaget. Præsten var en lille, nærsynet mand, skarpt dømmende og ganske interessant at tale med, men derimod lidet lystelig at høre fra en prædikestol. „ De våde vande “ var et stående udtryk hos ham. Hans hustru, sikkert engang meget smuk, var mut, tilbageholden og lidt åndsfraværende. Ene med hende fik man altid indtryk af, at hun følte sig fornærmet. — heller ikke kunne jeg værge mig mod den tanke, når jeg så hende og manden sammen, at hun aldrig havde elsket ham, men kun sagt ja og taget ham, enten for at blive forsørget, eller fordi hun var bleven lokket hertil af en eller anden gammel tante. Betegnende for deres forhold var det, at hun ofte i største hast og næsten med en vis væmmelse vendte sit ansigt bort fra ham, når han kom hende nær og på engang slog armen om hendes Hals for at give hende et trykkys. Kys på kinden, dertil drev han det og aldrig videre, så længe jeg var præstegårdens gæst. „ Hvordan skal jeg dog holde det ud her? “ spurgte jeg mig selv, da jeg havde været der en god halv time. Og dog, disse gamle, affældige værelser i hin præstegård, de blev snart kære for mig, så kære, at jeg ønskede engang at få min grav under et af gulvene der. Deres søster, Sophie, trådte ind. — hendes holdning var fri for ethvert mål af stivhed, ethvert påhæng af tunghed. Gangen var let og dog sådan, at man hørte, det var et menneske, der kom. Men denne ranke, behørigt fyldige, nydeligt byggede, unge kvindes største pryd, det var den yndefulde utvungethed, der i det hele var over hende, den sjælfuldhed, hendes store, mørke øjne mødte frem med, det renhedspræg, ansigtet besad. Et lys som fra tændte lampetter i en selskabssal, en glans som af morgenskær udgød sig i min nærhed, syntes jeg, da hun første gang fæstede sit blik på mig. — ligeledes var en forunderlig følelse straks tilrede hos mig, da hun sagde „ God dag “ og rakte mig sin hånd. Kunne jeg have beholdt den inden i min til evig tid, jeg havde gjort det! Og så hendes smil, ubestemmeligt ved min første læsning deraf, men allerede ved den anden med noget, jeg havde nær sagt: verdensdommeragtigt ved sig - hvor tavs og dog så talende en rolle kom det ikke til at spille i 10 vort samvær! Det indledte bekendtskabet, og det slog det fast. Aldrig glemmer jeg, hvor det meer og meer drog mig, hvor det tvang mig til at gøre holdt og give agt, hvor det angreb mig tyst og stille, traf mig, ramte mig, satte i rette og gjorde smånar — især når jeg af og til ved hendes indtræden, ikke så lidt vigtig og uopdragen, lå og strakte mig i en af præstens lænestole, og da havde en hånd liggende midt inde på sofabordet med et par ganske svagt tro ulmende fingre længst forude. Jeg satte mig for, ikke meer at ville have unge piger til bedste, ikke meer at ville vække forhåbninger hos nogen sådan, som jeg sålidt forhen havde gjort; thi fra nu af tænkte jeg ikke på andre og på andet end på Sophie. De ved, at hun opholdt sig i præstegården for at lære husholdning. Hun var netop ganske nylig ankommen dertil. Min kammerat og jeg talte sjældnere og sjældnere sammen om hende. Lidt efter lidt blev vi nemlig rivaler, og da han snart trak det korteste strå, læste jeg meer end en gang i hans blik, at han ved lejlighed nok kunne have lyst til at hævne sig føleligt på mig. Jeg glemte alle og alt over Sophie! Hvor hun var, søgte jeg også hen og mærkværdigt nok: hun som jeg, vi havde, os selv uafvidende, et kendskab til hinandens opholdssteder på alle tider af dagen, der var højst forunderligt. Hendes lille, fine smil fraregnet, mødtes vi og fandt vi således hinanden de første gange med dybeste alvor i hvert et træk og uden mindste bevægelse i minespillet — men inden så meget længe svandt alvoren bort, tog skyheden af, kom rødmen på hendes kinder i røre som farvestriberne på himlen ved daggry, mens smilet ganske afsløredes. En eftermiddag stødte jeg på hende lige udenfor præstegårdens havedør, hvor hun sad ved et bord på en der anbragt forhøjning under to mægtige Linde og sømmede et lommetørklæde. - nå, er de nu der igen! sagde hun uden at se op fra sytøjet. — er de vred på mig? spurgte jeg så spagfærdigt, jeg kunne. — ja meget. — hvormed har jeg forset mig, frøken? —- dermed, at de altid indfinder dem, hvor jeg er. — jeg kan ikke gøre ved, at de er, hvor jeg har tænkt at tage plads. — det kan de, og herefterdags, når de seer mig sidde et sted sådan som nu her, så skal de straks forandre retning og gå langt uden om mig. — men frøken Gørtz! udbrød jeg. hun brast i latter og sagde: — sådan som hidtil bør det ikke meer være. - har de noget at fortælle, så tal, og jeg vil da tillade mig at svare som en stakkels ung pige kan det. — hun så op på mig og tilføjede da ved at se min uvished: - ja, de er nu ikke ganske pålidelig. — hvorledes mener de, frøken? spurgte jeg og lod, som om jeg havde opfattet hendes udtalelse helt forkert. — ransag deres indre, svarede hun og så med det samme hen efter et par stære, der løb tæt ved os. — jeg skal ransage mit indre, men ved ikke hvorfor. — der seer de: så utydelig i mening og udtryk er en ung pige. — nå sådan, udbrød jeg med et buk. — ikke sandt, de er meget kritisk, særdeles meget kritisk, når talen er om unge piger?... Jo de er, og netop, tror jeg, fordi de sikkert begår den fejl i sådannes nærværelse at lytte til deres bemærkninger som til himmelsk visdom, at bøje dem så ærbødigt for dem, som om de alle er prindsesser af blodet, og at svare dem så umådelig hensynsfuldt, som om deres hele fremtid som officer afhænger af, hvor galant de mægter at være. -- frøken Gørtz, jeg... — deres blik, hr. Løjtnant, deres blik, afbrød hun mig med hævet stemme og løftet hånd, arbejder altid på begge sider af den unge pige, de veksler ord med, og det... det... - nu vel, hidtil har jeg været skrækkelig vantro overfor det hele kvindelige køn, men nu... fra nu af... — nok, hr. Løjtnant, nok. Jeg tog plads på bænken og tilbragte nu flere timer i samtale med hende om alt muligt. Blandt andet kom jeg også med hentydninger til hendes verdensdommeragtige smil, og hun lo da så fornøjet, at jeg fik den største lyst til at kaste mig ned for hendes fødder. Hvor lys hun var. i sit sind, hvor rig på skalkhed og ånd! — al hendes livs jord er lagt ud til have og spadseregange, sagde jeg til mig selv, da hun omsider forlod mig og gik ind. Fra det øjeblik af var jeg tilsået. — hvor mange fold jeg skulle komme til at bære, og af hvilken godhed afgrøden ville blive, det beroede ene og alene på hende. Som jeg stod i mine egne, kære tanker, kom præstens søn hen til mig. — vil du med på jagt? var hans ord. — på jagt? — ja; — dog ikke her i haven, men ovre på bankerne hist. Jeg blev hed i kinderne og ytrede: — Jager jeg, så er det næppe i egentlig forstand på dine enemærker, jeg gør det. — å nej... Hans blik sagde mig det øvrige, da jeg tog til huen, gjorde omkring og gik. Nogle dage efter var der selskab i præstegården. alle de unge blev på engang enige om at lege tagfat i haven. Forfulgt af mig og min kammerat løb Sophie hen ad stien langs markvejsgjærdet. Kommen midt hen faldt hun over en trærod. Et dæmpet udråb, og hun var straks oppe igen. Min kammerat var ilet tæt hen til hende, jeg derimod havde uvilkårlig valgt at vende mig om. Blussende rød gjorde hun en bøjning for præstens søn og udbrød dernæst; — men, hr. Braminer! De seer, jeg falder, og vender dem da om istedet for at ile mig til hjælp. I en fart havde jeg gjort omkring og var med hånden oppe ved huen lige ved at skulle gøre en undskyldning, da jeg så min kammerat med et spodsk smil gøre det samme som jeg og fjerne sig. Jeg rev min hue af og svang den en gang eller to over mit hoved. Øjeblikkeligt slog hun sine øjne ned og gav sig meget ivrigt til et ryste støvet af sin kjolenederdel. blomster findes altid på ens vej, når man er lykkelig stemt! - jeg brød i hast en rosenknop af og rakte hende. Hun modtog den med skælvende hånd og en hviskende tak. Vore medlegende vekslede blik her og der, men sagde intet. Pludselig satte jeg i løb ind imellem dem. De skreg og for til alle sider som forskræmte duer. — de var uforsigtig før, sagde Sophie senere til mig inde i præstens havestue. — var jeg det, så tilgiv og... Frøken Gørtz! Min hævede stemme bragte hende til at vende sig om. - bevar mig i deres erindring, fortsatte jeg skyndsomst, lad deres smil, deres blik, deres ord fortælle mig, at de gør det, og jeg er lykkelig, som jeg aldrig har været det. Hun så op — min gud jeg glemmer ingensinde dette kvindeblik! — de er på nevtral grund, hr. Løjtnant, lød det i det samme tæt ved os. Sophie ilede ud. Jeg så mig roligt om: den gamle præst stod og plirede med sine små, vandblå øjne, mens et irriterende smil havde trukket hans mund lidt til den ene side. — tak, hr. Pastor, jeg skal huske det, svarede jeg. Præstefruens rynkede bryn sagde endnu meer, da jeg trådte ind i dagligstuen, hvor Sophie stod henne ved det oplukkede instrument, stærkt optaget af at blade i et hæfte ny noder. Jeg indså, men for silde, at jeg rent havde glemt at underholde hin dame, at behage hende, at gøre lidt kur, når lejlighed gaves, og jeg kunne på dette tidspunkt ikke andet end ynke denne stakkel i kærlighedens rige, som sikkert dag ud og dag ind gik og sukkede efter et frisk pust fra en ildfuld sjæl for ret at kunne komme til live. Var hendes søn bestemt til at lide samme skæbne? Jeg kom til at tænke meer og meer herpå. Den misstemning, der var begyndt at skyde sig ind mellem præstefolkene og min kammerat på den ene side, mig og Sophie på den anden, gjorde sit til, at hendes og mine følelser tog stærkere fart end måske ellers ville have sket. Noget på engang fortrykt og ængsteligt hos hende, noget utålmodigt og trodsigt hos mig arbejdede sig frem. Hun forlangte, at vi kun skulle se hinanden, når ingen anede eller vidste det. Jeg var derimod, gav dog efter nogle gange, men gjorde så til sidst fordring på hendes ja og åbenbar bekjendtgjørelse i præstegården herom. vi kom i trætte. Jeg stillede da min afrejse i nær udsigt. Det hjalp; hun føjede mig og afrystede forholdenes besværende magt. Det første søm blev slået i fanen! Kækt og tillidsfuldt gav hun mig sin hånd. Vi fulgtes så ad ind i dagligstuen, hvor præstegårdens beboere blev underrettede om vor forlovelse. lykønskningerne var så som så, langtfra hjertelige. Det var vel et skår i glæden, men kun et lille. Hin aften vil jeg aldrig kunne glemme. — jeg mindes den nu med en smerte, der næsten kvæler mit åndedræt. Ingen blomst i verden vil på hendes grav kunne udtrykke, hvad jeg lider, hvad jeg har tabt, hvad jeg længes efter, hvad jeg føler og gemmer på! Den må stå på hendes hvilested så rank, den evner, den må røre sine blade så svaneagtigt, den vil, må dufte, brede sig og bøje sig så yndefuldt, den mægter — det vil dog i mine øjne mangle den på sandhed. Er jeg nu ikke i høj grad egenkærlig, siden jeg ikke har betænkt mig videre på at vælte al min sorg ud over dette stykke papir? — tilgiv, hvis jeg måske for længere tid knækker deres frimodighed af som en plantestilk ved alt, hvad jeg her har sagt — men jeg trængte så hårdt til at få lukket op i mit sind, jegvar så forpint, så indestængt. Et blad for vinden. 2 hvad Sophies begravelse angår, vil deres tante nok give dem al fornøden underretning, såsnart alle bestemmelser herom er fastslåede. Deres stilling som lærerinde langt vestpå i Jylland som også den barske årstid, vi nu befinder os i, vil jo vel hindre dem fra at komme tilstede på hin dag — hin dag, da jeg ikke vil kunne være tilgængelig for nogen fremmed, knap nok for mine aller nærmeste. Med venskabeligt Levvel og hjertelig hilsen ønsker jeg dem hermed alle de goder, livet formår at yde. * deres broderligt hengivne Carl braminer, premierløjtnant ved dragonerne. Efterskrift. At deres tante i sin tid efter Sophies forlangende og ønske hverken selv eller gennem andre lod dem noget vide om deres søsters og min forlovelse før længe efter, at den havde fundet sted — det skete mod min villie. Der må vel dengang have været dem og Sophie noget imellem... Levvel! i. Da han var færdig med at skrive og havde afsendt brevet, følte han en træthed, der at begynde med havde noget vederkvægende, næsten sødt ved sig. Hans så længe voldsomt oprørte sind var nu faldet i ro ligesom havet efter flere dages storm, når en svag dønning kommer blidt anstigende og lægger sig som en silkeblød tæppefold op på strandbredden. Denne ro skulle vare ved, den skulle først efter lange tider omdannes, ikke til noget i lighed med, hvad han havde tilbagelagt — nej, til en mild forekommenhed mod alle, til en stilfærdig gåen ud og ind hos kendte som hos ukendte, til en vedvarende helligholdelse af mindet om den uforglemmelige kærligheds lykke, han i så få år havde nydt. Aldrig kunne, ikke heller skulle, nogen mislyd blande sig ind i den harmoni af sagte toner, som ville lyde for hans ører, så lidt han sad hen og bladede i sin mindebog, summede sideantallet op i denne og uden bitterhed, uden mindste nag mod sin skæbne satte mærker både ved dette og hint deri. Timerne skred... Sollyset, der nylig havde ligget og bredt sig hen over gulvet ved hans fødder, var gledet bort. — dette hidkaldte straks en forandring i hans sind, han søgte at skygge over, men forgæves. — det stillestående, dejlig blanke, så smukt, så tiltalende at skue, var forbi: et svagt første pust, som af vinden udenfor lod sig høre, lidt efter lidt fulgt af stærkere og hyppigere. Timerne skred, og for hver en, stueuhret under fuldslaget gav fri, så han klarere og klarere, at han havde fældet en forhastet dom over sin tilstand og dens følger: sorgen, der havde været som ganske forvundet, skød op igen, strakte sine lemmer som efter en tung, døsig halvsøvn og forlangte påny at have hele pladsen inde. Den trak. Ikke meer vejret roligt som før, nej, den åndede nu feberhastigt, den så ikke meer som nys fra et sted til et andet med et glandsfuldt og forsonligt blik — nej, nu vendte den øjnene hid og did og lod dem rulle, som om den begærede, at han skulle skaffe den uoverkommelige ting til at skatte og valte med efter behag. En efter en vaktes hans følelser tillive og det med en styrke, en utålmodighed, et krav på leveret som i hans første forlovelsesdage. Det hjalp ikke, han prøvede på at holde imod: før han vidste det, skete det overraskende, at han så sig selv stå ovre på disses side og der gøre deres forlangende til sit — at få hende tilbage, han havde mistet, for at kunne leve et mangeårigt ægteskabeligt liv sammen med hende. men når hans følelser og hans utilfredsstillede villie råbte højt herpå, var det så ene og alene for at have glæden af at være sammen med den afdøde, var det så blot for at se hende, for kun at høre hende tale og synge — ikke for andet? Da han skulle til at give oplysning her om, skulle til nøjere at bestemme, hvad han forstod ved udtrykket „ ægteskabeligt liv “, fornemmede han, at en attrå, dyb og mægtig, lå på Spring hos ham og det netop, da han med en vis lyst til at knuse alt fortrøstningsfuldt i sit bryst sagde til sig selv: „ Der gives ikke meer nogen elskov for dig. intet samliv med en yndig kvinde vil falde i din lod — din lykketærning har rullet omkring for sidste gang. “ Her krøb et nag listende fremad hos ham som en frygtsom hund med slæbende bug og sammentrukne ben. Uvilkårligt førte han dette tilbage til en begivenhed fra forlovelsesdagenes så bratte afslutning. — en stærk selvanklage kastede sig ham i møde, greb om hans liv og sagde: „ Du er manden. “ Men i stedet for at ransage dens berettigelse — dertil savnede han mod — gled han over i en betragtning af, hvorledes Sophies kærlighed havde overdækket ham, som himlen overdækker jorden, havde gjort sit overordentlige til, at alt af ædel rod hos ham havde fået lov til at vokse og vokse, så ingen havguse havde kunnet skade det, mens alt forkasteligt i ham var bleven holdt stramt i tømme og alt ukrudt, alt lavt tvunget til at føre en forkuet tilværelse. ville det vedblive således, ville han have ånd og kraft nok til ene at fortsætte, hvad der af hende med så meget held, med så stor en velsignelse var blevet fuldbyrdet? Svaret herpå fik han ikke pusterum nok til at give; thi opfordringen til at lade stå til — til at munde ud i fortvivlelse og på den måde dulme den atter vågnede smerte, det påny ulmende savn, den var for længe siden færdig til udrykning, den ruskede og ruskede i ham med forlangende om snarest muligt at efterkomme dens bud. Han så sig stå alene ude på en uoverskuelig mark. Det var lige i mørkningen. Langt borte gjorde en kvindelig stemme spørgsmål efter spørgsmål. Høre, hvad de gik ud på, kunne han vel ikke, men hvilket indhold de havde, og hvem de gjaldt, var ham desuagtet alligevel klart. Og det mærkelige var: at mens han stod og holdt en hånd oppe ved øret, fordi blæsten af og til kom susende med bølgebrag og tog mægtige tag højt oppe i luften oven over hans hoved, svarede den store skov bag ved med træ ved træ for ham og sagde: „ Jeg vil, som du vil, jeg vil, som du vil. “ Vinden udenfor for mod vinduerne. De klaprede stærkt og vækkede ham. Ja: han havde overværet en hård kamp, hvori alt drejede sig om ham, en kamp, der havde bragt det bedste i ham sejr for bestandigt. Langsomt og smukt, som røg svæver op af en skorsten på en ganske stille dag, var en inderlig trang steget op hos ham, en trang til at holde noget stort fast, noget, der selvfølgeligt for længst var givet, noget, han ville love ubrødelig troskab, leve hele sit liv sammen med, lade udgøre hovednerven i alt, hvad han skulle komme til at tænke, føle, sige og foretage sig: ja, han ville holde den elskedes minde i ære, aldrig mere bryde sig om elskov, ingensinde, nu eller senere, knytte sig til nogen anden kvinde, thi — „ han havde elsket og levet. “ Iii. At noget engang skulle komme, noget, som for alvor ville kunne sætte Anna gørtz’s sind i røre, det måtte enhversomhelst, der ville det, gerne have påstået — hun ville dog ikke have troet det. desuagtet var dette sket og på en måde, hun aldrig havde kunnet ane. — et brev fra hendes søsters forlovede var bleven overrakt hende af landpostbudet. Som om hun var en hårdt forfulgt, men dog med en bølgende fryd, en stigende, glæderig spænding i sit bryst, var hun ilet ind i sit værelse med det og havde skyndsomst aflåset døren. Ingen skulle vide, hvor hun var, ingen måtte forurolige hendes forventning, ingen gøre indgreb i den dybe andagt, hvormed hun ikke kunne andet end påbegynde læsningen. Lidt solskin faldt ind gennem værelsets små, overridsede ruder, mens hun sad med ryggen til sin seng, snart læsende, snart ikke læsende; og det var da for hende, så lidt hun så sig om, som der blev tændt lys ved hver en genstand der inde, lys ved alt det,, der hidtil havde trådt hende så mørkt og tungt imøde, når hun efter endt undervisning med gårdens eneste datter havde skubbet døren op og ladet sit misfornøjede blik glide hid og did fra væg til væg. Hun læste; hendes barm kom stærkere og stærkere til at gå, purpurrødme farvede kinderne og fortrak igen, mens hvert et lem udvidedes, som om en strømning af varm damp havde skaffet sig luft gennem gulvsprækkerne og kredsede højere og højere op under hende.' færdig med læsningen sad hun hen med brevet liggende foran sig og øjnene fæstet på fodlisten ovre ved værelsets dørkarm, hvor en edderkop var i færd med at indrette sig for vinteren. det brød og brød i hendes sind, som var det et stykke grønjord, hidtil ganske ukendt med plov og harve, hakke og spade. Det blødnede meer og meer, og de grunde, hun i sin tid med koldt hjerte havde givet sig selv for, at nu måtte hovedstaden med livet der være som en kirkegård for hende, at nu var den mest øde og længst bortliggende egn den bedste, den sundeste, den eneste rette for hende — de skød nu op rundt omkring som muldvarpe, gjorde brug af deres fine lugtesands, anvendte deres udviklede føleevne for ligesom at mærke sig, af hvilken Art tidsvilkårene nu var. — og hun, som engang havde sømmet alting til hos sig, fordi livet var gået hende imod, hun vinkede nu ad de første ungdomsdage med deres rige meddelelsestrang og evig strømmende higen, hun satte igen lys i vinduerne og så atter himlen være dejlig lyseblå — ikke regnsvanger og skiden grå, som den uafladelig i flere år havde været det. Solskinnet havde trukket sig bort fra den nærmeste rude. Som i drømme så hun ud gennem det fint dugtilslørede glas: ladebygningens gamle, høje stråtag, overgydt med en gullig lysfylde, var tæt besat med spurve, i et væk kvidrende, og den isgrå kampstensmur, som så ofte før havde stødt hendes blik, stemt hende til kulde og strenghed, den forekom hende nu ærværdig ved sin ælde, den havde nu et anstrøg af hygge ved alle de mosbundter, der i årenes løb havde skudt sig frem i fugerne. Hele gården ligesom hævede sig op af en hidtil fordækt dybde. Store skyer, fornylig kløvede af en skarp blæst, lå side om side med større og mindre stykker afbleget blå luft imellem sig og gav gårdsrummet noget storladent, hun ikke tidligere havde bemærket. Ad hvilken kant de skulle i næste sekund, vidste de ikke; og hun, som sad og betragtede deres umærkelige gliden hid og did, som om de var mægtige isflader i et strømfattigt farvand, hun kunne ikke heller rigtig angive, i hvilken retning den kommende dag ville og skulle bringe hende. Hvad var hændt her på denne faldefærdige gård lige indtil kort før ankomsten af braminers brev til Anna? Her var kun et eneste barn, en pige på tolv år, sygelig og noget indskrænket. Hendes moder, en lille, spinkel kone, der mente alle det så godt, havde straks under det første møde med Anna følt sig så underlig truffet ved at se hendes blygrå, myndige blik, hendes store, kødfarvede ansigt, i hvis træk noget koldt og strengt, noget tilbageholdende med anstrøg af fornemhed var synligt. En kortvarig mundbevægelse, den ny lærerinde i det samme havde gjort, bragte Fru Klausen med et slag til at måtte indrømme, at frøken Gørtz var mindst et hoved højere end hun selv. Allerede da frygtede hun for, at hendes svage barn ville komme til at lide overlast, allerede da greb den forestilling hende, at hendes mand ved en sammenligning mellem hende og lærerinden ville blive slået af den sidstes mandhaftige skikkelse, væsen og optræden og derfor lade den ene og alene falde ud til hendes fordel. — og hun, Fru Klausen, hun var dog så trofast, så mild, så uafladelig til at gå med i huset fra morgen og til aften, så opmærksom ved hver en lejlighed mod manden. Når han, denne kæmpestore, tilsyneladende rå og barske natur, trådte ind, løb hun ham næsten altid imøde, lettede sig op i vejret og strøg ham ned ad de brede, ru kinder med sine små, fine hænder, eller hun satte sig som et barn hen på hans skød, trak i hans lyse, udtyndede barter, kyssede ham i et væk og gav ham det ene kælenavn efter det andet. Dette blev hun især hengivet til, efter at frøken Gørtz var kommen: thi for det første havde Klausen straks udtalt sig beundrende om hendes ydre, for det andet sagt, at hun sikkert var meget dygtig, og for det tredje ladet forstå, at når man vekslede ord med hende, fik man inden i sig et skub fremad, hvorved kræfterne ligesom yderligere samledes om villien og arbejdslysten som midtpunkter. Sådan noget havde han aldrig henvendt til hende, som dog... Hun græd i Enrum, vred hænderne og fik en voksende frygt for, at denne ny lærerinde skulle tage hendes mand fra hende. Og da han så en eftermiddag, der ikke blev den eneste, forlod pløjningen, fordi frøken Gørtz spadserede ovre på vejen, og derefter ikke blot fulgtes et kort stykke med hende, men endogså gik en lang tur sammen med hende, kom oprømt hjem, var støjende og lod meget vredagtig — sådan havde hendes selskab dåret ham! — så, ja så blev hun vis i sin sag, så tilhviskedee hun sig selv: hun har ham allerede i sin magt. At begynde med var Klausen lutter opmærksomhed mod frøken Gørtz; men da denne vedblev at være den samme, som da hun ankom: umeddelsom og uhjertelig endogså — så gik forholdet mellem dem snart over til kølig høflighed og mutte småbemærkninger. Proprietæren lo, men med noget tilføjet bittert, når hans hustru hentydede hertil, kaldte hende en lille gås og lod hende vide, at de forudsætninger, der hørte til for at kunne tale med en så dannet dame, som frøken Gørtz var — dem manglede hun ganske. Fru Klausen led nu i stilhed og kastede al sin ømhed over på sin datter. Denne havde tungt ved at lære sine lektier, men holdt trolig ud, til hun kunne dem. I hendes afmagrede træk kom efterhånden noget anspændt frem, der gjorde blikket større, men tillige også stivere i udtrykket. Hun blev stille af sig, meer end før, og når et smil lod sig se, var det, som om det knap turde det og forsvandt derfor hurtigst muligt. Forhen havde hun også været endel talende, men det tog lidt efter lidt af. Moderen måtte næsten tvinge ordene ud af hende. Omsider tog hun hende op til sig og gjorde, hvad hun ikke hidtil havde villet: spurgte hende ud om, hvorledes det gik hende hos frøken Gørtz der inde i hjørnestuen, om denne var streng, om hun skjendte, om hun satte meget irette, og om... om hun brugte at slå i undervisningstiden? Den lille rystede på hovedet, så forskræmt til siden og svarede for øvrigt undvigende. Med magt trak moderen hendes hoved i vejret og lagde det tilbage,.for bedre at kunne se barnet ind i øjnene. Det lukkede dem halvt til — men tårerne indenfor, de talte deres eget sprog, de gav en oplysning, en forklaring, som Fru Klausen straks vidste at føre de rette steder hen. Efter den tid forlod hun af og til køkken og fadebur, gjorde sig ærinder ind i værelset, der stødte op til hjørnestuen, og når hun så derfra hørte frøkenens strenge stemme kalde datteren dum og forstokket, eller troede at høre, at hendes eneste barn fik slag over fingrene og blev smådasket på kinden — så var det, som alt brast i hende. Imens var samværet mellem Klausen og Anna blevet bedre, mere omgængeligt — noget på afstand, sat i scene af den sidstnævnte, var og blev der altid, hvor de sås — men mærkeligt nok: proprietæren blev af den grund efterhånden noget tvær og tavs over for sin hustru, og mod sine folk — utidig opbrusende. Han tog sig nu og da selv heri og vidste så godt, at han var bleven lænkebundet af denne store, bredbarmede, myndige kvinde, der læste med hans datter. Det var ham, som hun havde vakt en tørst i hans indre, han ikke kunne få slukket uden ved et bæger, rakt ham af hende, og det var, som om hendes rolige, prøvende blik, så lidt det så helt igennem ham under deres ordskifter, lod ham vide, at i hendes favn fandtes en drik, hvis slukkeevne, hvis kraftige smag han aldrig hos nogen anden havde truffet på. Det brændte op i ham. En umættelig jagen efter at besidde hende, en utålmodig higen efter at se hende falde sig i armene sled i ham, hver gang han kom til at tænke på hende, hver gang de sås, taltes ved og fulgtes ad. en dag, de gik sammen, brast det for ham: hans kinder glødede, hans øjne skinnede stærkt, hans hænder stak og smertede af varme. — hun for et skridt tilbage, gjorde en bøjning og forlod ham. Havde

1891_AndersenFO_EtBrud

F.O.

Et Brud

Andersen

AndersenFO

Et Brud

1891_AndersenFO_EtBrud.pdf

F. O.

Andersen

dk

Et Brud

En Fortælling

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Han er da hjemme —? Jo, Herren er derinde. Nå!!... Straks da det ringede, vidste from, at det var Knud; og da han hørte dette nå!!, for et smil over hans ansigt; nu gælder det at holde ørerne stive, sagde han; — og i samme nu blev døren revet op. Dér stod han,. Knud Lundby, farende som altid, stor og stærk, med det mandige ansigt næsten for blødt indrammet af et lyst, krøllet hår — og » fyldte så rart i en åben dør «, som from plejede at sige. Knud så stift på from og rystede bebrejdende på hovedet: nu mangler jeg snart ord! sagde han; er det meningen, at jeg skal opgive dig? From beholdt sit ironisk afbødende smil —. Skal vi ikke lukke døren? sagde han. Knud trak den til, men blev stående som den store bebrejdelse. Vil du blot sige mig: hvorfor kom du ikke?! Han stillede hvert ord understreget hen for sig. Jeg synes, du først skulle sætte dig ned; se hér, din yndlingsgyngestol — from lod stolen vippe indbydende frem og tilbage — tør jeg måske hjælpe dig af med din hat? og så tager vi en cigar; forstå mig: det er ikke min hensigt at få dig til at slå af på livets uomgængelige, store krav; men — fordi man prædiker forandringens lære for andre, behøver man ikke selv gå ud af sit gode skind! Det kan minsandten også engang koge op i en, for Knud nu løs med sin kønne, iltre stemme — mens han dog samtidigt udførte alt det, from havde proponeret: afleverede sin hat, som han i fortørnelsens distraktion havde taget med ind, sank ned i sin priviligerede stol og satte havannadamp op.... Jeg vil ikke sige, at det i og for sig var værre, det at du blev borte i går, end hvad du så mange gange har præsteret — men i går havde j e g nu aldeles ekstra sat mig i hovedet, at du skulle klaskes sammen med den menneskehed, som du morer dig med at ignorere! Morer —? det var da et kedeligt udtryk; jeg mener kedeligt for mig, der er gået glip af mor skaben — indskød from. Ja jeg siger morer; det er ikke af trang, man går udenom det, der er oppe i ens tid! Det gør man bare på samme måde, som folk går udenom tilværelsen ved at samle på frimærker og forlorne antikviteter. Du er grov i dag, sagde from. Jeg vil have luft — sagde Knud. Han drejede sin stol med et ryk, flyttede askebægeret og satte det hårdt ned i bordet, og fik så en plads fri, hvor han kunne tromme med fingrene. Gud hvor jeg kender folk som dig; sender jeres boghandler noget til gennemsyn, se! se! se! Hvor i kan være nysgerrige! I er nær ved at kravle ind mellem bladene; men gå hen og tage et menneske om skuldrene, holde ham ud fra jer, og se ham helt ind i øjnene, hvad d e gemmer — hvor umådelig ligegyldigt det er jer! Hvad gik der da for sig på det møde igåraftes? — spurgte from med en mine, der sagde: store barn! lad os roligt gennemgå det hele; lægge sammen og trække fra; har du retten, nå ja, så har du den — men du har den ikke! — har j e g den, så kan du eventuelt engang lære at forstå det... eventuelt — vi vil ikke forud urgere noget. hvad der gik for sig... nu, man skal ikke altid spørge netop om, hvad' der » går for sig «; det er ingenlunde altid netop det, der siges eller vedtages, men — — kan du ikke forstå det betagende i dette: at befinde sig midt imellem disse mennesker, opleve sammen med dem, at de begynder at få ideer, gribes af en sag — ja vist vrøvles der en del, men deres vrøvl er dog begyndelsen på det store menneskearbejde: at klare sig nogle tanker ud af tilværelsen, tage fat på dem, tumle med dem — det er tidens maskinhjul, som begynder at tænke f — herregud! kan det ikke glæde dig? — de siger ikke det, du ville sige, eller j e g ville sige — nuvel, lad dem vinde frem ad deres veje; — men, når de engang kommer til klarhed; og, i stedet for at famle, står klart og sikkert; — så har jeg den erindring, at jeg stod midt iblandt dem, den gang, de begyndte at tage fat; jeg sad ikke hjemme og lod hånt om dem; jeg kan da sige, at jeg har været med til noget af det, jeg kalder vårbrud i menneskeheden — — og dér, from, dér skulle du se at få parketplads! Du og alle de, der ikke holder af galleriet her i livet! I dette øjeblik var Knud Knud! varm, begejstret, grebet, fejende som en frisk vårvind. From så et kort sekund ind i hans øjne. Han holdt af dem, når der var ild i dem. Men straks efter så han atter ned for sig og sagde dæmpet, med denne rolige, lidt spidse tone, som var ham egen — hvad var det, mødet galdt? jeg har glemt det — undskyld! Knud var for optaget af sine tanker; han overhørte froms bemærkning; han bøjede sig forover; hans ansigt fik sit skælmske udtryk, og med en af de overgange i stemmen, som var ham så egen, sagde han lunefuldt: iaftes gik det nu en kende småt med knopskydningen, for at blive i vårbilledet — de begyndte med arbejderspørgsmålet, så gik de over til afholdssagen, og så var der nogle totalmænd og mådeholdere, der kom op at slås.... Han lo lidt, men for pludselig op og havde igen sin iltre, ungdommelige stemme: dog — det er ligegyldigt! har man ikke det ene, så har man det andet ud af sådant et møde; lad være at det igåraftes noget nær var det bare vrøvl, den allerførste, uklare gæring — men, ser du, uden dét havde jeg ikke vurderet den skikkelse, jeg så i morges — ah! Du har også oplevet noget i morges? Det må man sige! Du og oplevelserne har en genial evne til at løbe panden imod hinanden. Det har vi, ja! — sagde Knud. det lød omtrent, som når der kommanderes » Marsch « til en flok soldater. Jeg gik mig en tur omkring søerne, og ned ad, du ved: forbi aggersborgsø ud til strandpromenaden.... Knud satte stemmen lidt op: der var du heller ikke med! — du sov naturligvis! Vi ville næsten øjeblikkelig kunne konstatere det, sagde from — hvormange var klokken? Fem! From smilede — nej, så var jeg ikke med... eller hvad jeg ville sige: da har jeg sovet! Da jeg, langs strandpromenaden, var kommen ud for Rosenvænget — — det er også en af disse fredlyste pletter, som den indbildt store by skal gøre spekulationsregnskab op med og få byggegrunde og prioritetsfidterier til facit — — dér blev jeg stående og så ud over sundet. Først ærgrede jeg mig. Det er ellers, siger man, ikke sundt — bemærkede from. Nej, man siger så — man! — det vil sige den slags » man « som tager stagnationsmikstur, hvergang der er fremskridtsfeber i luften! Altså, jeg ærgrede mig! thi hvorfor går ikke flere mennesker — alle mennesker morgentur? Du gode gud! — om han da ikke snart er ked af at være god imod dem - der kryber de sent op inde i de lumre gader; og hvad er deres første tanke? — at friske sjæl og legem op? — pyt — nej de styrter til deres brevkasser, river aviserne ud, kaster sig over dem, sluger med -lidenskab den del af den beklumrede luft i Europa, som deres parti kalder udenlandsk vind i de indenlandske sejl; læser dernæst med nervøs indignation om røg og sod i naboens skorsten; kommer i dårligt samfundshumør endnu inden de får sukker i kaffen — men ikke hundrede af de firehundredetusinde som de er så hjertelig glade over at kunne tælle sig sammen til, flytter sig ud, retter ryggen, hvælver brystet, åbner munden og ånder ind sin nådegivne part af himmelrummets morgenfriskhed og Sollys og søbrise — har jeg ret? Ja — — glem ikke, hvad du ville fortælle. Glem ikke, at jeg havde ret! — råbte Knud, og fortsatte derpå: jeg stod og lænede mig til... det var en rest af et gammelt stakit eller havegærde... og så ud over sundet. Jeg må nu sige dig, man får ikke det indtryk derude, at der lige i nærheden ligger en stor by. Der er så skikkeligt søndagsstille. Ingen skibe, ingen larm; det eneste storstadsagtige, man fornemmer, er ligesom et varmt pust af en nathue-idyl gennem luften. Men dét er der også! Så fik jeg pludselig øje på en mand, der stod ude i en båd, et hundred alen fra land, eller så. Båden var en stor, sort, højst uskøn tingest. Han gravede sand. Han havde en lang Stang med en skuffe på; først stak han den ned i vandet, stod så op på rælingen og vrikkede den ned, idet han lagde sig over den og tyngede den ned med hele sin vægt; derpå trak han den op og kastede ind i båden, hvad han havde fået med. Og sådan blev han ved og ved. Jeg så mig omkring; gribende syn; villaerne sov; skodderne var lukket til, så ingen morgenstråle kunne stikke i vindusøjnene; byen derinde sov; på Trekroner sov krigsmagten, på refshaleøen sov maskinerne; jeg selv stod med armene korslagt — han derude var det eneste arbejdende individ; den eneste, som var krøbet i arbejdstøjet for at tage dagen på kornet! Så han dig? spurgte from. Knud så et øjeblik op; han ville gerne finde et knusende svar; da han ikke fandt det, gik han videre: ser du, når man nu går fra et sådant møde som det igåraftes, og må sige sig selv, at det var temmelig langt ude i det rene vrøvl — så skal man ikke gå hjem, krybe i seng, trække dynen op over hovedet og sige gudbevares hvor de arbejdere er nogle våsemikler, og sikken held, at man kan sove sig fra dem med god snorkesamvittighed — nej, man skal stå tidligt op igen og gå ud og se sådan en af dem som han derude i morgenstunden. Er du med? — stående påbådkanten, og så ned med den lange hage, og så lægge sig over dens spids, og vrikke den ned... Knud viste det hele — så siger man, lad dem bare vrøvle; de vrikker sig nok engang tilbunds, hvor de tanker ligger, de har brug for. From så hen for sig; det var tydeligt, at hans tanker var sat i bevægelse; men pludselig gjorde han et kast med hovedet, som om han dog foretrak ikke at lade sig drage med af dem; han så hurtigt hen på Knud — jeg skal altså ikke alene holde ud til hen på natten, men også stille til menneskestudier før fem? sagde han tørt — det er hårdt, når man ikke er anlagt på noget højere end at samle frimærker! Knud så bebrejdende på ham; han vidste ikke, om han skulle fare voldsomt op eller tale dæmpet indtrængende; han følte sig mest fristet til det første; det var hans force — hvilket han selv vidste; han valgte imidlertid denne gang at tale stille; han rejste sig, gik hen til vinduet, pegede ud og sagde, vendt mod from: se, du boer nu på første sal; det har du, sørgeligt nok, råd til; og du gider ikke gå op på fjerde sal, hvad der ellers er en herlig motion, sundt for benene, rygraden og lungerne; men du skulle engang bo, som jeg boer — på en kvist, med huse lige overfor dig, der ikke er højere, end at du kan se ud over en hel bydel. En hel bydel — det vil sige brede og snevre gader, store og små huse, rige og fattige, med mennesker af alle slags, tanker af alle slags og enhver Art glæde og savn; bomstærke fyre, som sover fanden et øre af, og fyre, som dagen har hundset med, så de ligge vågne af skræk, for at det atter skal blive morgen. Og så skulle du, en aften som i aften, eller heller en vintereftermiddag, når solen går ned, og himlen er fyldt af gyldne, rosenfarvede skyer, når alt, lige fra hustagenes triste horisont og helt opover og hen over ens hoved er æventyrland på æventyrland, med lokkende stier, lange bjergkæder, stille blånende søer, når du lige begynder at tages fangen af troen på fjerne skønhedsverdener, — så skal du se ned, ud over de hundreder Tages tøsjap, huske frem alt det du kender til snevre rum, småtteriets prosa, dens og tankernes trælbundenhed; og da skal du — dét lover jeg dig — fyldes af... jeg vil ikke sige kærlighed, for det udtryk er jo ikke på mode længer — Knud slog om i stemmen. Jo jeg vil netop sige kærlighed til slægten, en inderlig forståelse af, at man er ét med den, og rent ud skræk for at komme til at gå uden om den, — endsige se ned på den. Op på kvisten, from! From sad og så på sine hænder; de soignerede, smukke hvide hænder; pludselig sagde han med tilspidset stemme: jeg skal ikke spørge dig, om det, jeg har mest lyst til at vide... Spørg væk! sagde Knud. Eh bien; og når du nu er bleven fyldt af denne kærlighed — hvad så? — — — hvad så? Han så op på Knud; hans kolde, klare blik sagde: lad os nu få det korte, præciserende svar, som siger det, der skal siges. Hvad så...? gentog Knud. Ja!... når nu den stemning har dig så helt og ganske inde, hvad resulterer den så? Sker der noget nyt? foretager du dig andet, end hvad du plejer, når du ikke er i den stemning? Det er dét, jeg vil vide. Går du bort over skystieme med din kærlighed? eller tøer den med snesjappet? Knud lod sig ikke forstyrre af det ætsende i froms stemme, blev snarere selvsikker ved den: se for det første har jeg levet — levet! Ah...! brød from af med en betoning så skærende skarp, at den ikke stod i noget forståeligt forhold til det foregående... en stemning —! levet —! Han lænede sig med et hånende udtryk tilbage... Nå sådan! ja jeg takserer nu ikke stemningen så højt; jeg har også kendt store stemninger, rige stemninger; men jeg har aldrig kendt en stemning, som ikke inderst inde var vag og uklar, og som ikke kunne trampes ned, når den stod ansigt til ansigt med iskold rolig fornuft; jeg hader, hvad der hedder stemninger, fordi de bøjer sig altid, kryber i skjul, klynker og græder, når der tages koldt og hårdt på dem; de er hjertets gøglerdrømme; de store stemningsmennesker, det er dem, som fylder hele slægten med den mængde af drømme, som den siden skal lide under, når de bliver trampet ned, én for én. Jeg har kendt — jeg tænker i dette øjeblik på et ganske bestemt menneske; en kvinde; hun var så rig på stemninger, som nogen kan være; og hun havde kun ét ud af dem — hun led akkurat i forhold til den rigdom, hun sad inde med. Han havde rejst sig og gik op og ned af gulvet. Knud fulgte ham med øjnene; nej, det var ikke værd, at de i dag kom dybere ind på dette ( ttema. De skulle nok engang få det kæmpet ud; men i dag havde han andre tanker i baghånden; og det var ikke værd, at de først kom op over alle bjerge. — jeg har en indbydelse til dig, sagde han med lystig stemme, storartet! gældende til i morgen aften; men jeg vil forud sige dig: du tager imod den ubeset; jeg kræver af dig, som afbigt fordi du ikke stillede til introduktion i menneskeheden igår, at du på tro og love forpligter dig til at gå med! Du véd, sådan noget kalder jeg kunster... Sagde from utålmodigt. Jeg véd det to gange; men ser du, man løber ikke, således som jeg, evig og altid omkring med det i dybere forstand rigtige syn på livet, og forsyner andre med ideer, uden at man af og til stiller sine krav! — går du med? From trak på skuldrene, fløjtede kort,... Nuvel ja, jeg går med. Der var ikke noget særlig mærkeligt i, at han således slog til iblinde; det var skét før; det var jo altid Knud, som fik ham ud af hans rede; og tilforladeligere end Knud var ingen. Og til hvem er det så? jeg skal vel ikke føres derhen med et tørklæde for øjnene? Det er en gammel bekendt? jeg sagde det ikke, fordi der var noget mærkeligt ved besøget, jeg ville blot have dit ord. Det er Nielsen. From så hurtigt op — Frits Nielsen? Ja hvem ellers? Nej... nej... naturligvis. Var der noget from ikke tillod andre, så var det dette: at kunne kontrollere enhver af hans stemninger gennem hans ansigtsudtryk; og allermindst, når han blev ubehagelig berørt; han hadede at blive bragt ud af ligevægt; og skete det, røbede hans træk intet. Og denne indbydelse var ham særlig ubehagelig — hvad Knud iøvrigt ikke kunne vide. Den kaldte erindringer frem hos ham, af den slags, man benævner » gamle historier «. Han var i sin tid kommen i det nielsenske hjem; Frits var timelærer ligesom han og Knud; derigennem bekendtskabet. Familjen bestod af Frits, hans fader og hans søster Helga. I hende forelskede from sig; det vil sige på hans måde; han følte, at hendes væsen fik magt over ham; dette gjorde ham forsigtig og grublende. Han gav ikke efter for den fremspirende følelse; han vedgik den, fra samme øjeblik, han havde opdaget den; for ham havde det ingen hast med at give den frit løb; det galdt først og fremmest at få klarhed over, om også hun følte mere for ham end almindelig selskabelig sympatti. From lagde derfor stærkt bånd på sig selv, og iagttog hende. Men han så intet af det han, inderst inde, dæmpet, tilbagetrængt, håbede skulle vise sig. Så indstillede han successive sine besøg; foregav at studier var årsagen, når Frits spurgte, hvor han blev af. Han spurgte altid: » Hvor bliver de af « — han føjede aldrig noget til om, at de hjemme savnede ham. En dag kom han oprømt hen til from — nu stiger videnskaben, sagde han; nu skal ungdommen tages under behandling hele linjen over; i morgen rejser min søster som lærerinde for tre små købmandsemner til Roeskilde. — han talte ikke om, at han skulle hilse. Det var vel en forglemmelse; men noget særlig stærkt pålæg kunne hun dog ikke have givet ham. Fra det øjeblik slog from en streg over denne del af sine oplevelser; vejen/ derhen, det gamle hus, de hyggelige Stuer, hjørnepladsen i sofaen, samtalerne — han stregede det ud af sin erindring. Og nu havde han givet Knud sit ord på at gå ind i det alt sammen igen! På hvad måde kom du til den indbydelse? Spurgte han. Som følger — sagde Knud; jeg traf Nielsen i formiddags, og så siger han: nu rejser jeg; til Jylland, til Hjørring; jeg har søgt plads derovre. Det er gået skrækkelig hurtigt, sagde jeg. Ja — en, to, tre; det er vor måde at være på hjemme! From faldt ind: medlemmerne af den Niel senske familje har altid været hurtige på det; sådan var faderen; den ene dag lagde han planen til en forretning, den næste var han midt inde i at afslutte den; den tredje... From spidsede stemmen hånende til: var han undertiden led og ked af den. Og sønnerne har været ligesådan. Han der tog til Tyskland, ingeniøren — kendte du ham? Nej. Nå — først gik han og drev, søgte ikke, prøvede ikke hvad der blev ham tilbudt; almindelig troede man, han var bleven ked af den livsvej, han havde valgt, i samme øjeblik han havde taget sin eksamen — med glans forresten — og så: en, to, tre, som Frits så fyndigt forklarede dig sin fremgangsmåde, var han nede i Tyskland. — er det som lærer eller landmand eller som hvad, han tager derover? Som førstelærer naturligvis. \ ikke naturligvis — ingen véd forud besked der! Sig mig, sagde Knud, er der ikke en søster? Jo. Er hun hjemme? Nej. Nå, hun er måske også sådan » faret « ud? Lo han. Det er muligt; hvad tid skal vi komme, og hvad er grunden? Froms ord faldt ilsomme og kort afgørende. Klokken otte; og grunden er simpelthen den, at han gerne vil se os en aften hos sig, inden han tager fat på at leve sig ind mellem ny mennesker., Knud rejste sig — så vidt kom vi da: du indordner din vilje under min; det er allerede et godt skridt ind på vejen til lykke for dig... Dernæst får vi et gammelt hus at se! Et gammelt hus — hvad skal det sige? Nu det vil sige et hus, der ikke ligner dem, du og jeg boer i; hvor der ikke er gas på trap- et brud. 2 peine; et med hulslidte trin og smedet jernrækværk; med døre som sidde skævt og har messingdørgreb, med brede, hyggelige vinduespiller... Ja tak! jeg kender det, afbrød from. Nej du gør ikke, for de er flyttet længer op mod volden; der er bygget om og lavet kontorer, hvor de før boede — du må være gået forbavsende tankeløst gennem den gade i det sidste årstid! From så forlegen ud — jeg véd forresten ikke, at der skal være noget særlig godt ved at få gamle huse at se. Der har vi dig igen, udbrød Knud, skal det være godt eller skal det ikke være godt — hvad bryder jeg mig derom; jeg véd blot, at jeg får noget at se, jeg ikke før har sét; jeg blader videre i livets billedbog; det er nok for mig — og du skal ikke bilde dig ind, at det er for lidt for dig. From så smilende på ham og sagde, næsten med varme i stemmen: ja, hvad var jeg, hvis jeg ikke havde dig! Du svigter altså ikke i morgen aften? Jeg holder mit ord; men vil så også have ret til at holde min mund; for alligevel aner jeg ikke, hvad i alverden vi skal dér. — sagde jeg ikke, vi skulle spille l’hombre? Du siger forresten nok noget, from; jeg skal jævne vejene og sløjfe bjergene for din åndrighed! Knud var i sit es. Han havde noget ivente, han fik sin ven med; han skulle nok før spillet kapre sig en livlig passiar; han holdt så umådelig meget af at tale; bare at tage emner op; ægge til diskurs, skændes, få ideer, blive varm, buldre op, falde ned igen og bede så pænt om forladelse, fordi han glemte, hvor han var. Han gned sig i hænderne, gik rundt i stuen og trommede på alt, hvad han kom forbi. Henne foran skrivebordet standsede han — har du noget i arbejde, spurgte han? Jeg har lovet bladet en artikel. Er det den? Knud holdt et beskrevet ark henimod ham. Det er udkastet, svarede from. Knud læste de første linjer — du er dog en kostelig pædagog, sagde han; du kan ikke lide at læse med drenge, men det morer dig at skrive artikler om undervisningen — — hør! jeg skal give dig en ide, som du ikke kan bruge... Du skal netop have den, fordi du ikke véd, hvad du skal gøre med den: jeg drømte det var tordenvejr; lynild og torden; ganske forskrækkeligt; jeg sad på en af skyerne. — hvad gjorde du?! — ja, jeg var ude i himmelrummet, nedenfor mig lå jorden, dybt nede og bælgmørk; og rundt om mig et mylder af lynfyldte skyer. Jeg sad netop på den sky, hvis tur det var at udlade; jeg krøb op på lynstrålen og satte mig overskrævs, holdt fast med begge hænder og afventede det øjeblik, vi skulle afsted. — brændte du dig ikke? From så sarkastisk på ham. Knud svarede ikke, men vendte blot sine to håndflader henimod ham; så kunne han selv se. Jeg så ned i det store, natsorte rum; jeg var frygtelig spændt på, hvad der skulle ske; jeg vidste, det ville blive en rejse med uberegnelige zigzagindfald; enten falder du af, sagde jeg til mig selv, eller du slår ned i et kirketårn eller en lade; et øjeblik for det igennem mig at slippe taget og lade lynstrålen gøre turen alene — men så kom jeg, from, til at tænke på, at dernede lå borgerne og snorkede — og så sagde jeg: nej lad så heller stå til —og så rutsch — — —! — lad mig sætte mig ned, from — sådant har du min salighed aldrig oplevet! det var torden! Jeg siger dig det hellere med det samme: du aner ikke, hvad torden er, og du vil aldrig lære det at kende, man skal have det deroppe 21 fra, hvor jeg var; og så — zigzag, zigzigzag, ind gennem regnen — jeg kunne have undt dig det ridt gennem millioner af diamantspillende dråber — hver én blev gennemsittret af vor Glands — det var som åbnede millioner af ildøjne sig, så på os og lukkede sig, blændede... Så faldt jeg af — og vågnede. Værsåartig, nu er ideen din — jeg vil forære dig den til evig arv og eje — — men gør det ikke efter i virkeligheden, from, det kneb allerede for mig i drømme! De tog hinanden i hånden — farvel du! Adieu Knud —! il det blev engang sagt om Knud og from: de to skal man se, når de går deres eftermiddagstur på Langelinje. Er det frisk vind, så bølgerne skumtopper sig, og alle både slider i deres fortøjninger, og tougværket piber — eller allerhelst: når det er storm, så der står sprøjt halvvejs ind over promenaden, og træerne oppe på kastelsvolden slider og strider for at holde sammen på deres bladehang — så har Knud overtaget; han er kønnest, når han skal sætte ryg til en storm, og hans stemme lyder også bedst, når han skal sikre sig, at ikke det halve blæser bort; — i stille vejr derimod bevæger han sig for voldsomt, uharmonisk, og taler lidt for højt. Anderledes med from; han hader uroligt vejr; det generer ham; han kryber sammen og bliver tynd og vakler, og får blå kinder; nej i blikstille, lidt lunt vejr, når der ikke skal strittes imod, så er from dét, han vil være: soigneret, behersket i enhver bevægelse; han er høj og slank — næsten lige så høj som Knud — en fornem intelligents; og så kommer hans spinkle, men gennemdannede stemme til sin ret; den spænder ikke over noget stort område, men den giver enhver af hans tanker, netop således som han vil have den givet. Knud sér alt, hvad de går forbi: menneskene, husene, ethvert vindue, hvor der er udstillet noget, som har med kunst at gøre; de kørende, de ridende, søen, skibene, mågerne, der kredser over vandet — — — from ser for det meste ned for sig; han går gerne og former sin næste replik. From og Knud — Arthur from og Knud Lundby — er begge kandidater og begge sproglærere. Og de underviser i samme skole. Ingen af dem overanstrenger sig. From er rig; hans Fadei var købmand i Odense; begge hans forældre er døde, og han var eneste arving til en formue. Han underviser mest, fordi han véd, at tvungent pligtarbejde er sundt, og fordi han ikke vil undslå sig for at yde sin tribut til det arbejdskrav, livet efter hans mening vistnok har ret til at stille. Knud slider så jævnt. Han mener, at det er ikke morsomt at læse sprog med drenge; for er de således konstrueret, at de kan få noget i hovedet, så bliver deres ideal at nå frem til at være forretningsspirer, » unge mennesker, som ikke er ukyndige i sprog «; et kontor bliver deres redningsplanke og en korrespondentplads deres alderdoms familje-madpose. Er de derimod indrettet til ikke at forstå noget — så er det, at læse med dem, bare at få penge for at sidde og konstatere, at der er latterlige mangler ved slægten. Mangel på begreb. Han tager derfor heller ikke gerne hårdere fat, end hvad der skal til for at bo billigt, spise tarveligt, se væk fra moden, og holde øje med et og andet i livet. Han vil have råd til at søge rundt på de kafeer, hvor der kommer » Typer «. Og hver gang en af kunstens stjerner kommer til byen — en af dem, der virkelig markerer den store kunsts højder — vil han se den. Skøndt han næsten aldrig går i noget af byens tteatre, og altså heller ikke nøje kender dem, nærer han dog stor skræk for, at de skal trække hans begreb om, hvad der er stor kunst, ned; han passer på stjernerne for at holde det på højden. At gå omkring og tage det andenrangs for at være menneskehedens kulmination, opfatter han som noget af det skrækkeligste, der kunne hændes ham. Det er Knuds livsanskuelse, at der er noget interessant ved ethvert menneske, og det er hans livslyst at få fat i det; og hans inderste lidenskab er storslået indignation over, at menneskene gå hinanden så ligegyldige forbi. — from er hans skærende modsætning. Han takserer ikke menneskene højt. Men han lægger dem heller ikke til last, at de er, som de er. Slægten er forkludret ned gennem årene. Det triste er, at der er mennesker, som er født med varme, blide følelser; ligesom anlagt på at give sig hen for andre. Thi de mennesker, de må lide. Froms første erfaring, det første der steg op for ham som en forståelse og prægede hans barnesind, var netop det, at et menneske var sygnet hen, fordi det følte så uendelig blødt og mildt. Dette ene menneske var hans moder. Hun gik tilgrunde i samlivet med faderen. Og slet ikke fordi han var ond; ikke blodsdråbe uhæderligt var der i ham; men bare for dette ene, at han nu engang ikke kunne være som hun. Han var den kolde, klare fornuft; ærlig og retfærdig på sin måde, men så isnende kold. men hvad betyder ærlighed og retfærdighed for den, hvis hele væsen er kærlighed — » Har jeg gjort dig uret — således kunne faderen tale, når en af disse hyppige misforståelser havde vokset sig så stor, at hun vidste hverken ud eller ind — har jeg gjort dig uret, nuvel, så forklar det; jeg skal ikke afbryde dig, jeg skal sidde ganske stille; du skal ikke blive nervøs, fordi du ikke straks finder de ord, du vil bruge; det haster ikke; det gælder jo ikke mellem mand og hustru, om der går nogle minutter 'flere eller færre; jeg skal have al min vilje rettet på at forstå dig, og griber du fejl i udtrykket, skal jeg nok finde frem, hvad du mener — men du må gøre mig det begribeligt; nu er jeg éngang et fornuftmenneske; så kan jeg dog i al evighed ikke sige mere end: tal til min fornuft, og så sandt der er blot et gran af ære i mig, skal jeg bøje mig — ubetinget - for hvert ord, jeg forstår. « - således var froms fader fra de år, han kunne huske ham. Og han hørte sin fader til. Drengen havde sluttet sig til den stærke mand. Faderen havde trukket ham til sig af skræk for at hans eneste barn, arvingens til hans gerning, skulle blive påvirket af moderens karakter, den han nu engang ikke kunne forstå. Hans moder så dette, sørgede sig syg, men turde ikke gribe ind. Hun havde ikke den så lykkelige tro på, at hendes karakter havde ubetinget samme livsret som hendes mands. Hun rejste sig ikke på den som en kraft; og så blev hun det skrantende element i hjemmet, medens faderen var det livsstærke, rastløse. Da kom det sygeleje, som blev moderens sidste. Fra det øjeblik, da lægen havde meddelt faderen, at det gik mod døden — og her som altid forlangte han ubetinget klar og ren besked — slog han om i dette: at have drengen for sig alene. » Moder er syg, sagde han; du skal blive inde hos hende så meget som muligt; og — hører du — gør alt, hvad hun ønsker; vær lydig imod hende; der er ikke bedre menneske til end din moder. « I begyndelsen kom det drengen så underligt for; især, da faderen næsten aldrig selv var inde hos hende. Den stærke mand gik så sært rådvild omkring; han talte stadig om hende, når han var sammen med Arthur udenfor sygeværelset, og altid formanede han ham til at være kærlig. Der var noget, der dæmrede op i ham, og som han ikke turde lade komme nær. Han havde en dunkel følelse af, at det kunne tage magten fra ham og gøre ham usikker. Han fik glimtvis skræk for at komme ind på at forstå deres samliv på en hel ny måde. Han følte, at det ville kunne lamme hans arbejdsenergi. Han tog sig voldsomt sammen; hvad nyttede det, nu at skifte livssyn; og hvem borgede for, om det, der arbejdede i ham, ikke kun var svaghed. Og desuden, nu var det for sent; havde han muligvis set fejl i et og andet, nu lod det sig ikke ændre; nu kunne der ikke opnås andet, end at han blev ført ud i ødelæggende tvivl. Og han satte alle kræfter ind på at holde disse ny tanker nede. Arthur forstod ikke det febrilske jag, der var kommet over faderen; og han begyndte til sin egen forundring at synes, at han dog nok så godt forstod moderen; ja meget bedre. Indtil nu havde han kun optaget så lidet af hende; en hel side af hans barnesind var ikke bleven udviklet; nu skete det, i samlivet med hende; det var, som om en stor tom plads i ham fyldtes ud. Og han, der ikke forstod at frygte, således som faderen frygtede, greb med den barnlige kærligheds lidenskab de nye vågnende tanker. Han syntes, at både faderen og han havde været så stygge imod hende, havde ladet hende leve alene, skønt hun var ganske anderledes god og kærlig end de. Det ene efter det andet fra forældrenes samliv dukkede op for ham, og viste sig for ham, så han forfærdedes. Side om side voksede op i hans sind en forgudende kærlighed til moderen og en mørk tung følelse lige overfor faderen. Og da hun lukkede sine øjne, troede han, at nu var der ikke flere gode mennesker tilbage. Alle de andre var hårde og kolde; — og da den trettenårs dreng gik ud af sin moders dødsværelse, troede han, at han gik ud i en styg verden. Forholdet mellem faderen og ham var brudt. Der var noget i drengens øjne, som skræmmede den stærke mand. Han forsøgte aldrig på ny at få magten over ham. Han vovede ikke at gøre noget forsøg på at knytte ham til sig. Han levede kun to år endnu. At se til, omtrent den gamle, men inderst inde nedbrudt; evigt flygtende for en angst, som han hadede, lukkede han sine øjne. Arthur kom til nogle slægtninge i Sorø, og derfra, atten år gammel, til København. — — — nu er pan otteogtyve år gammel. Han og Knud har gjort hinandens bekendt> skab i skolen, for omtrent to år siden. Den stærke modsætning imellem dem bandt dem sammen. Froms sarte skikkelse, hans fornemme, tillukkede væsen drog Knud. Og Knud blev hurtig uundværlig for den anden; han stod i uafbrudt korrespondance med livet; han var hér og dér; interesserede sig for alt; — gennem ham kom den verden from i møde, som han havde lukket sig ude fra; han så. ned på den, han ville ikke have noget med den at gøre; men han holdt dog nok af at sidde og høre lidt om den; det kunne jo dog så ikke siges, at han gav sig af med den — og den ironiens overlegenhed, han besad lige overfor Knud, hans gennemklare, skarpe tankegang, tillod ham selv at blive i den tro, at den kun havde fortællingens flygtige interesse for ham. Knud tog from som en opgave. From var det fineste, han kendte, og havde alle de egenskaber, han tillagde de fine i samfundet. Han havde pengene, evne til at skaffe sig indflydelse — og han havde den blindhed lige overfor det der er jævnt, som gør, at de udretter så lidt. From skulle tøes op, han skulle bringes til at forstå og arbejde for livets småfolk. Knud var endnu ikke stødt sammen med større opgaver; og det stadigt æggende, der var —. Bilk1 jolu 31 ved from, lod forholdet bevare sin interesse for ham. — » Når jeg er kommen igennem strøget, og har nået Nytorv, og skal herned til dig — from boede i ny Kongensgade — så ser jeg mig først endnu engang tilbage og siger: farvel du glade verden! Derpå vender jeg mit blik mod og domhuset og minder mig selv om, at der er noget, der hedder fortovsret og lov og livets korrekthed. Så går jeg nogenlunde

1894_Zeemann_EtDanskHjemISoenderjylland

Ferdinand

Et Dansk Hjem i Sønderjylland

Zeemann

Zeemann

Et Dansk Hjem Isoenderjylland

male

1894_Zeemann_EtDanskHjemISoenderjylland.pdf

Ferdinand

Zeemann

dk

Et dansk Hjem i Sønderjylland

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

Derudover står Gyldendal i parentes ved siden af Jydsk Forl.forr.

pdftxt

nan

nan

O

Til Thomas Schmidt! Få en udflugt til Sønderjylland for fjorten år siden faldt jeg tilfældigt over et særtryk af en tale, som Bjørn stjerne Bjørnson havde boldt i Norge ved 17de maj festen 1867. Den lød således: ^or^e om slesviger næ’. Når jeg på det norske studentersamfunds vegne skal udbringe en skål for Norden, fører jeg den did, hvorhen Nordens længsler nu gå, hvor alt det, Norden har kært på en frihedsdag som denne, alt det, som i dag svinger festsange og faner over vore hoveder, må stænge sig inde, olier, når endelig så skal være, da vidne i landil ygtighed, eller foran bajonetter eller i fængsler; jeg vil fere eders tanke til Slesvig. Slesvigerne, de vide, hvad det er at have frihed; thi de have savnet den. De vide, hvad det er at have brødre; thi de have stået sammen og set ud efter dem, medens deres hjem brandt bag dem. De længes til os nu, som man længes til at få tale, Iii at få græde ud, o, som man længes, når man er fange, efter at få se sit eget flag igen, eller få høre guds ord på sit eget mål. For slesvigerne opstige vor bøn på denne frihedens fødselsdag, som tillige er den store bededag, at friheden også må komme til dem som gensyn mød brødre; men vi bede med det tillæg, at den ikke må komme uden vor hjælp. Netop på en dag, som denne, må vi kunne tro, at det ikke er massekraft alene, som giver styrke, men selvtillid og klogt, og derfor må vi også kunne tro, at den norrøne statnrne, når vi pro forenede og passe den belejlige tid, også er i stand ti ) at forvare, hvad vort er. At. opgive denne tro, er at opgive både frihel og fædreland. Men i Slesvig lever s tam in en.s bedste del. Sandelig, at bolde ud en kamp i tusinde år imod en overlegen kulturmagt, som engang i tiden liar haft en ny, alt reformerende religionslære i forbund med sig, har haft folkets egen regering til tjenere og sjældent.modstand indenfra, fordi ingen, ikke engang deres egne brødre, forstod, hvad det her gjaldt; at holde ud skiftevis krig og undertrykkelse. Forlokkelse og list, forjagelse og fængsling, og endda, efter denne tusindårige kamp, kun vige nogle kvadratmile jord for fjendens sprog og sæder, det er en styrke, som der ikke er mage til i historien, fordi der ikke er mage til sådanne folk. Der lever ikke mand eller kvinde, født af den norrøne stamme, som ikke er stolt over at fole sig i slægt med den slesvigske bondegut, der langer trøjen fra sig, stiller sig frem og siger: » Skyd mig nu, thi jeg sværger ikke til eders kongen kiler med ham, den- stilfærdige dødkermcster Thomas Schmidt fra kgcrnsund-, som, havde gjort krigen under dannebrog og 11 il skulle blive preussisk soldat, men lod sig" slæbe fra den, kamil ie, hvis forsørger han var, kaste i fæn gsel i Flensborg, føre til tugthuset i gluckstadt og der, da m-an stjal hans egne klæder fra ham,, for at han skolde nødes til at gå i den preussiske uniform, blev i iggend e to dage i sengen, og da, de klædte ham på med magt, førte ham ud for at trykke ham geværet i hånden med magt, da slubrede: » Jeg lader mig hellere skyde på a stedet, end jeg rører ved, kders våben. « nu sidder han på spandau fægtning. Det er tungt at vide, at dot, som samler os til fest, kærligheden til vor frihel, vor jord, vort sprog, vore brødre, vore.minder og håb skal bringe andre af vore brødre til spandau..men godt at vide, at disse mænd selv ikke på spandau fæstning opgive troen på, at disse samme ting have magt til at frelse dejn, — skulle så vi gøre det? Sådanne helte i bondekoften vidne om den dybe kraft i vor stamme, som er lovet en fremtid. Thi dette er ikke fortvivlelsens.mod, sådan som do have det, der ane undergang: i Slesvig er det alt sammen styrke og tålmod, doreren klarhed, en ro over dem, som er de fyldte med forjættelser. Dette er vor store ( ikede i dag. Thi skulle vi opgive stykke før stykke af os, skulle vi tro, dette var vor fremtid, da stod vi nu i fest som a'ed gravet; da sejlede, fiskede, såede, handlede, da digtede og tænkte, da helbredede og omvendte vi forgjeves; thi den, der intet håb har, han lever ikke. ict land ør ikke erobret, fordi en arme -drager sig tilbage derfra og en fredsslutning.følger. Først når folkets tro går på flugten, når heltene tra deres sagn og sange begynde at hytte fra pædrøjordon, vigende for do nye skarer, der komme susende på sejrens vinger, da er landet erobret. Men aldrig har sproget svunget sine våben more funklende tæt, aldrig have doros minders, deres digtnings, deres længsels helte raget højere i tankens luft og samlet sig i større armeer oml nu i dette lille land, hvor hver anden bondegut er bi o væn Iii digter, forfatter, taler, og hvor pigerne 'kan tiere nordiske sagn og sange udenad, end mangen dannet nogensinde har læst. Nej, dette er- ikke bestemt til fndorgang! Derfor glæde i vor skål for Norden, glæde over at have sådanne frænder; ghodo over, at do give os vort håb i dag! Skål for Norden! Jeg havde dengang allerede kendt dem længe, uden at de med et ord havde omtalt de oplevelser, som Bjørnson sigter til i talen. Men fra dette øjeblik af havde de ingen ko. De måtte fortælle mig deres hele liv i alle dets detaljer, og når de de lange vinteraftener. — tit tog vi nætterne med — levende manede minderne frem, grelfes jeg af beundring for vore underkuede landsmænds mod. 1 smug noterede jeg op, hvad de fortalte, og da jeg en gang spurgte dem, om jeg måtte skrive noget om dem, svarede de mig leende. O 7 o / » at det måtte jeg godt, for det blev alligevel ikke til noget; — men for resten ville det være rart at tå Bjørnson « udtalelser berigtigede «. Dette gamle løfte holder jeg mig nu til, da jeg har gjort alvor af min tanke, og jeg håber. De tilgiver mig. » at det alligevel er bleven til noget «. Det var fra først af min agt at bearbejde stoffet, men jeg har af mange ( frunde opgivet det. Bogen gør som en bølge heraf ikke fordring på at være andet end nogle trykte optegnelser, som jeg har ment kunne have interesse for en mindre Kres, fordi de viser, dels hvad der af en mands liv fæstner sig i hukommelsen, og dels deltagelsen i et felttog fra begyndelsen til enden med de indtryk, som et sådant efterlader. « leg har derfor medtaget mange små hændelser, som kunne synes at være betydningsløse i deres ubearbejdede form, men uden hvilke helheden ikke var kommen frem. At jeg, af mærliggende grunde, har måttet udelade adskilligt, følger af sig selv. Forf. nede ved færgegården i egernsmid stod en flok drenge og så på. at nogle køretøjer færgedes over til,,den anden side. “ Den store, fladbundede pram flød let på vandet, og hestene, som syntes at være vante til turen, benyttede lejligheden til at få sig en morgenskraber. Der var heller ikke meget, som kunne virke ophidsende på dem, thi det eneste, som brød stilheden, var en munter visestump, en af færgekarlene gav til bedste. Og de taktfaste hammerslag fra en smedje. Luften var så klar, at de mindste genstande / på den anden side sås skarpt, og stilheden gjorde, at sangen fyldte det hele sund. Selv drengeflokken forstod, at billedet var smukt, og ingen sagde et ord. » En damper! En lamperb dette, gjaldende råb fra en lille, stærkt gestikulerende dreng, som kom løbende til, bragte forstyrrelse i det hele. Flokken gentog e./ cz> o ( let med et brøl og pilede af sted i retning mod smedjen. Færgekarlen brød brat af og vendte hovedet mod syd. Hestene vågnede og vendte næserne samme vej. Ingen kunne dog se noget. Drengene nåde smedjen, hvorfra flensborgfjorden kunne overses. Den lille fyr, som havde bragt budskabet, pegede ud over vandet og sagde: » Kan i se ham, det er ellers en ordentlig Karl! « medens de andre fortabte sig i beskuelsen, fik han en ny indskydelse, løb hen til smedjen og råbte: » Christian, kom ud, der går en damper rundt holdnæs! « så løb han af frygt for følgerne af sin dristighed. Han vidste, at hans fader, mesteren derinde, ikke var til at spøge med. Christian, en ung, kraftig knøs, som i sit ansigts sved trak blæsebælgen, skottede hen til sin fader. To svende, som var i lag med en hestesko, lod hamrene synke og prøvede på at se noget gennem vinduerne. Mester gav svendene et bistert blik, hvorefter arbejdet med skoen fortsattes, men skuffelsen udtalte sig tydeligt gennem hammerslagenes forstærkede klang. Knøsen hk et tavst vink om at blive ved. Selv var mester dog ikke uberørt af efterretningen, og da han ligesom tilfældig havde nærmet sig vinduerne og set damperen, gentog han uvilkårlig drengenes udbrud: » Det var ellers en ordentlig Karl; kom hen, så skal i bare se! Nå, stik så af et øjeblik, dreng, men kom snart igen; « Christian for ud og hen imellem de andre. Langsom og majestætisk gled damperen langs holdnæs nordkyst, efterladende sig en hale af røg, der ligesom stod stille og betegnede vejen, ad hvilken den var kommen. Kølvandslinien stod som en sølvstreg i søen. Og nu drøftedes hundrede gisninger om skibets hjemstavn, størrelse og ladning, og hundrede ønsker om at være om bord i og pløje søen med et sådant fartøj svirrede i luften. Det måtte være noget andet end egernsundog ærøskippernes ture til København eller højst til Norge. En og anden vidste nyt om den eller den farende dreng, som nylig havde skrevet hjem og prist friheden og livet på søen. Længsel lagde sig over de stirrende øjne. Skønt vidt forskellige i kår og alder besjælede en tanke dem alle, at nå ud over fjordens indestængte vand, ud til de fjerne havne, hvor besynderlige mennesker færdedes, og fremmede sprog taltes. Damperen havde vendt agterenden til og forsvandt endelig ovre ved lyksborgskovene. drengene gik deres vej med undtagelse af Christian og Thomas. Smedesønnerne, som blev o / / stående, indtil faderen hentede dem. / » Vil i stå her den hele dag? Ind med jer, der er meget at gøre! « Christian gik ind. medens Thomas, som o / / ikke kunne få sine øjne fra røgen derovre ved Lyksborg, vovede at blive. Faderen stod også en stund og lod øjet glide rundt i landskabet. Glitrende og funklende lå vandet, med sejlere, som ingen vegne kunne komme trods de udspilede sejl. Alle de store styrede ind ad fjorden mod Flensborg, de små mod Egernsund. På den anden side lå ringenæs og Alnor og Gråstens bøgeskove. Langs kysten på broagerland så han renbjerg og længere mod syd Iller teglværker, hvis røde Tage lyste i solen, ind over halvøen Broagers knejsende, tvespirede kirke og mod øst i det fjerne Dybbøl bjærg med møllen. » Ja, ja! Vi har det alligevel godt i dette / j o o her lille land! « øg i et anfald af godt humør, som ikke ofte påkom ham. vendte han sig om mod Thomas og sagde: » I morgen kan du og Christian besøge jeres bedsteforældre på Als. « Thomas for som en raket hen til smedjedøren on- råbte ind: » Hurra, Christian, fader har sagt, at vi i morgen skal til Kettinge! « I. Lykkelig er den, som dør, hvor han fødtes. Og lykkelig er den, som genser skuepladsen for sin barndoms små bedrifter. Er horisonten mindre vid, er søen i sin vrede eller ro mindre vældig eller mindre smilende, bakkerne lavere og menneskene mindre originale, end barneøjet så — det er dog hans hjemsted, og glimtvis vil han se det i samme skær som i de tidlige dage.’ men for den, hvis fødested har skiftet flag, er tanken om barndommen som at grave minder op af en grav, hvis Tue er sløjfet og hvis falmede blomster er kastede hen i en krog, og gensynet af de kendte steder vil kun volde ham sorg. Nylig havde Thomas som ældre mand stået på det højeste punkt af smedjens have, som skrånede ned mod fjorden, og hin sommer-morgen i fyrrerne, da den store damper gik rundt om holdnæs, stod for hans erindring, skarpt og klart. Han stod der som en gæst, der måtte opføre sig stilfærdigt og ikke tale for højt, en fremmed, en mistænkelig person i sin fødeby. Her havde han levet sit barndomsliv, og her havde han afsluttet sin ungdomstid nogle år efter, at de havde rejst grænsepælene deroppe ved kongeåen. Egentlig havde han kun levet indtil da, og til disse egne knyttede sig hans stolteste, men også hans bitreste. Minder. Kun lidt havde han udrettet, mindre end de fleste, og Dybbøl derovre kendte han kun fra landevejen. men på en virkelig dåd i et menneskes liv kan livet leves. Iii. Egérnsund er teglværkernes by. Det kunne hænde, at røgen fra ovnene hvilede over sundbredderne som en sky, spærrende udsigten i alle retninger. Sådanne dage havde teglværksejerne, eller som de i almindelighed kaldtes, teglmestrene, travlt, men der var også rift om deres produkter. En hel flåde af mindre skibe førte stenene bort; mange gik til København, enkelte endog helt op til Norge. Største delen af fragtfarten indehavdes af ærøskippere, men også mange folk fra byen og omegnen levede af den. Egernsund havde et skibsværft, hvor der var nok at gøre. Beboerne smigrede sig med, at af alle de skibe, som passerede brunsnæs, havde mindst halvdelen stævnene vendte mod deres by; de var blot ikke så store som de, der gik til Flensborg. Dampskibe vare endnu på de tider så sjældne, at de vakte opsigt, og det var ungdommens største fornøjelse at få fat i en båd for at komme dem på nogenlunde nært hold. Ved siden af den industrielle virksomhed drev teglmestrene landbrug, og jorden var fortrinlig. Både ler og muld gav således en rig høst. Tæt op til skibsværftet lå færgegården, hvorfra færgen, som kunne rumme fire forspændte køretøjer, var i stadig virksomhed. Pladsen her var et yndet samlingsted; man hørte nyt, og det traf sig, at man fik hilsener med til venner og bekendte på den anden side. Rigere og bedre tumleplads for en opvoksende slægt kunne ikke godt tænkes. Teglværkernes lager-labyrinter, livet ved færgegården, markernes levende hegn og fjorden, sundet og noret, opfyldte af sejlere, som gik og kom, de vide udsigter, og så den lykke, som den almindelige velstand bragte, alt dette forklarede beboernes trofaste o / kærlighed til deres skønne hjemstavn. Drengene levede et sandt friluftsliv, både på landet og vandet, og tidlig lærte de at føre åre og sejl. En fast stok af gamle, prøvede ulke, hvoriblandt stenskipperne, gav råd og vejledning og fortalte mangen krønike om deres farter i de unge dage. Egernsunddrengens hu stod derfor fra det øjeblik, han evnede at tænke, til søen, og hårdt skulle flet gå til, om han opgav sit mål. Men alle, som fløj ud for at prøve sømandens nomadeliv, måtte prise skolen, de havde gennemgået, og så de end rigere lande og større o 7 o o o forhold — de glemte dog aldrig byen ved det smilende sund mellem nybøl nor og Flensborg fjord. Iv. Det var et helt eventyr for Thomas at komme i besøg hos bedsteforældrene på Als. Den lille fyr strålede af glæde, hver gang tilladelsen blev givet, thi skønt han havde gjort turen mange gange, var han sikker på at se den i et nyt lys. Det var ikke blot de to gamle i Kettinge, han glædede sig til at se, men daglig gik han jo og spekulerede på alt det, som lå gemt bag dybbølbanken. Dér var » Byen « med det gamle slot, hvor Christian den anden havde siddet i fængsel, dér var også et sund, og dér var Augustenborg. Hvor hertugen boede i al sin herlighed. 0/0 o han syntes, at det var som en tur ud i den vide verden. Når vognen var pakket og alt i orden, gik det over skodsbøl, smøl, frydendal kro og Dybbøl bjærg til alssund, over hvilket de blev færgede ganske på samme måde som over sundet derhjemme. Prammen haledes over langs et tov, som var fastgjort på begge bredder. I Sønderborg spændtes fra, og staden besås. Det gamle slot svarede ganske til thomas’forestilling om et fængsel, skummelt, forfaldent og smudsigt, som det var. Derimod kunne han ikke få i sit hoved. I hvorfor byen havde så mange Møller: der var én hel krans af dem, og male gjorde de altid. Når familien og hestene havde satden nødvendige forfriskning til livs, gik deto o /o videre over Ulkebøl til Augustenborg, hvor der også regelmæssigt gjordes holdt. Man søgte et lille kig ind i de pragtfulde parker, beså slottet og det store stutteri udefra og steg så fornøjede igen til vogns for endeligat standse med et smæld foran bedsteforældrenes hus. Så kom den nogle og halvfemsindstyveårige morfader ud og sagde: nå, er i dér, velkommen! Inde i huset diskede bedstemoderen op med alt, hvad køkkenet formåede. Den gamle hans Christian var endnu rask og rørig og fortalte altid historier om slottet og hertugen. Han havde i mange år været materialkusk hos denne og vidste derfor god besked om mange forhold. Nu, i sin høje alderdom, sad han på hertugelig aftægt og gik i øvrigt lidt til hånde på amorsgård. Huset, de gamle beboede, lå ved siden af et. Sted, hvor i tidligere dage galgen havde stået, og foruden materialkusk førte hans Christian derfor også titlen: nabo til galgen. Da man engang havde forsøgt at rokke ved disse titulaturer, førte det kun til, at hans Christian trak i kisteklæderne og gik op til hertugen. » Hvad vil du, hans Christian? « » Æ veli søgh om å behohl den plads, æ hæ. « » Ja, hvad er det for en plads, du har? « » Materialkusk og nabo til æ galle. « » Det skal du blive, så længe du lever. « Og hertugen holdt ord, og hans Christian holdt af ham og ærede ham lige til sin død, som indtraf kort før krigen. — for Thomas svævede der over det lille hus en Duft af storhed, som gav det forøget værd, men det mærkeligste af alt var dog, at væddeløbsbanen gik lige uden for vinduerne. Han mindedes dunkelt fra et tidligere besøg et' væddeløb, af hvis enkeltheder kun én havde fæstnet sig: han kunne aldrig glemme, at nogle af hestene fra stutteriet var blevne førte ud til banen i vogne — for at skåne benene, sagde man. Thomas blev ofte i længere tid hos de gamle, og af hjertens lyst boltrede han sig da i friheden, og der blev ikke lagt ham hindringer i vejen. Hele egnen blev afsøgt, ligefra Kettinge nor til Miang sø. På sådanne ture kunne det undertiden knibe lidt med kræfterne, thi Thomas var lille afvækst og ikke synderlig stærk, men til gengæld besad. han en lykkelig ligevægt i sindet og et sjælden godt humør. Kun alt for hurtig fik disse sommerdage ende, og når vognen fra Egernsund mødte for at hente ham, var det med lydelig gråd, at han trykkede de kære bedsteforældre i hånden og sagde farvel. Faderen plejede regelmæssig at sige: » Græd nu ikke, Thomas, du kan jo da komme igen! « hvortil den gamle hans Christian altid svarede: » Ja., ja, hvem ved, for når en først bliver de nogle og halvfems — —•< tilbage til skolegang og blæsebælg, thi hjemme* bb*v børnene » holdt til «. Thomas’ fader, Peter Hansen Schmidt ( smed ), var en streng mand, og hidsigheden kunne undertiden løbe af med ham, både over for svendene og børnene. Han var middelhøj, lidt korpulent, med gråsprængt rundskæg og svært hår. Ord brugte han ikke mange af, og til daglig brug skøttede han heller ikke om at høre andre bruge dem. Politik, for så vidt som man dengang kunne tale om politik, brød han sig ikke om, men senere sagde man om ham, at han var en god dansk mand, » så dansk som selve provsten «. Han satte en ære i at være en dygtig smed, og derfor mødte han om morgenen som førstemand på arbejdsstedet og var den sidste, som om aftenen forlod det. Syv sønner og en datter havde han sat ind i verden, og hammer og Fil måtte bruges flittig, om de manke munde skulle mættes. Peter Hansen var født vest for Flensborg i landsbyen valsbøl, over hvilken sproggrænsen nu går. Han talte rent dansk med undtagelse af talordene, som han altid gengav på plattysk. Var faderen lidt hård og børnene som følge deraf noget bange for ham. så hang o o o /o de så meget mere ved moderen, som var en stille og mild, noget religiøs anlagt kone, og kærligheden til hende holdt sig usvækket gennem hele livet. Hun var for de tider en meget oplyst kvinde, som både læste og skrev godt og derfor måtte føre faderens regnskabsbøger og korrespondance. De kunster, som Peter Hansen udtrykte sig. var han selv ikke videre bevandret i. Thomas måtte op hver morgen kl. 6 for at trække blæsebælgen, og dette arbejde vedvarede til henimod otte, da skolegangen be/ o o gyndte. Denne varede fra s—12 og fra 1—4 med undervisning i regning, skrivning, dansk og religion. Ville en elev lære tysk, og det hændte, måtte det ske i private aftentimer. Skolen var om vinteren besøgt af over hundrede børn, som alle undervistes i ét lokale, og dog blev de otte eksaminerede og med godt resultat. Om sommeren var antallet af børn noget mindre. Thomas holdt mere af at pjaske i søen end at sidde på skolebænken, og han var i også langt stivere i den kunst at krysse med en båd end i Regula de tri. Med største sikkerhed kunne han skelne en skonnert fra en brig, men drejede spørgsmålet sig om, hvorvidt et ord skulle skrives med store eller små bogstaver, kom han ofte i bekneb. Han kendte på lang afstand hvert skib i egernsund-flåden, derimod kendte han ikke alle sine skriftsteder. Skoletidens slagsmål og lege hørte til dagens orden; Thomas deltog kun i de sidste, men også med liv og lyst. Et par gange havde han forsøgt sin lykke med næverne, men hver gang var det endt med ynkeligt nederlag. Tanken om at vokse sig stor og stærk gled derfor ind i hans fremtids drømme som noget uafviseligt, selvfølgeligt, og helst ville han være så stærk, at han kunne rette en af sin faders hestesko for næsen af ham. Vi. Til thomas’ store forundring ankrede en dag et skib, som han ikke kendte, op i Egernsund. Det var en slup, som bar det stolte navn » Prins Carl «. Skipperen var en ung mand, rigtig en kernekarl at se på, og det spurgtes snart, at han ville have » Prinsen « Fortømret på værftet. Da thomas’ fader skulle levere smede arbejdet, kom » den lille skipper « derved i berøring med smedjen, og længe varede det ikke, før man var på det rene med hele hans levnedsløb. Han var nylig kommen hjem fra lange rejser og ville nu slå sig til ro på prinsen. Hyggelig, elskværdig og snaksom var han, og da han ikke kunne få al tiden slået ihjel på værftet, drev han hen til smedjen, hvor hans besøg blev hyppigere og længere end strengt taget nødvendigt. Peter Hansen og kone havde ikke noget derimod, thi den støtte sømands åbne og frimodige væsen havde tiltalt dem begge, og, herregud, at han kedede sig og kom noget tit, det måtte man jo holde en kunne til gode. Men da prins Carl atter gyngede i sundet, pudset og pyntet og skinnende blank, og » den lille skipper « hejste sejlene, var det under en munter opsang, og da han med skumsprøjt om boven skar forbi smedjehaven, hvor hele familien stod samlet, vinkede han og svingede med huen. Thi som ballast havde han smededatterens. Jaord. — thomas’ søster havde gjort et godt parti,. thi foruden » Prins Carl « ejede » den lille skipper «. Petersen hed han. en ejendom i stenbjærghav ved gjeltingbugten i Angel. Brylluppet stod kort efter, og så havde da Peter Hansen kun sønner igen'. I stenbjærghav skabtes et sjælden lykkeligt hjem, så » den lille skipper « med sandhed kunne sige, at han havde fundet en god havn efter at have tumlet sig på de store have. En udpræget familiefølelse gjorde, at der var livlig forbindelse mellem Egernsund og stenbjærghav. Selv thomas’ moder vovede sig til søs, og hun tog gerne en vasker for flen nydelse at se sin datters lykkelige ansigt. Godt, at ingen af dem kunne løfte frem/ o tidens slør og se Nordsøens oprørte bølger lukke sig over den raske sømand med det gode humør og den lille slup med det stolte navn. Vil. Højsommer og fest i Egernsund. Solen bager de røde Tage, og alt arbejde er standset, både ude og inde. Gaderne er sorte af bysfolk og folk fra omegnen, og strømmen går i samme retniiuz. hen imod pladsen, hvor den store æreport er rejst, og hvor ringridningsfesten skal gå for sig. Selv de gamle haler knortekæppen frem og stavrer af sted. Fra smededomænen mødes fuldtallig, mester med kone i fuldeste puds, ledsaget af fem sønner. Christian, arvtageren af smedjen, Carl, hans, Thomas og hinrich. Peter, som tjener i byen, er allerede derhenne. Den syvende søn, Lorentz, er i København. Endvidere møder fra smedjehuset, beboelseshuset og baghuset: fra det første en gammel skipper, som havde boet der. så længe Thomas kunne mindes, fra beboelseshuset svendene og fra baghuset, hvor der tillige var kostald, gamle Peter Ludvig, sømanden, med sin engelske kone. Under vejs skiftes der håndtryk og spørgsmål, som om man ikke havde set hinanden i lange tider. Færgekarlen » Gamle hans «, det vittige hoved, har for en gangs / o o skyld ladet pram og tov skøtte sig selv og møder også frem. Tykke matroner, satte koner og rødmossede piger danner farvepletter i alt det sorte. Pladsen bliver stuvende fuld. Hurra! Der flagrer de små, rødhvide flag fra lanserne, og dér er de, teglværksejerne og jordegodsbesidderne! Musiken blæser, og rundtom, hvorhen rytterne se, møder dem opmuntrende smil, og beundrende øjekast. Alle er de ens klædte, i sorte kjoler og stramnæ, hvide benklæder. Ridtet begynder, og op og* ned går det med heldet til at fange ringene, som hænge ned fra æreportens bue. Dristigere og dristigere jages der igennem, og højere og højere bliver mængdens tilråb. En ung, kraftig teglmester bliver den sejrende. Under jubelråb og skingrende fanfarer erklæres han for » Konge « og ledsages hjem af en hel garde og for fuld musik. Thomas er med. Han har tårer i øjnene af begejstring og ønsker sig i øjeblikket intet større end at blive ringridningskonge, blot en eneste gang. Garden tager afsked med kraftige hurraråb, og alle gå hjem. I hvert hus er der fest, også i smedjen, og mester er kommen i så godt humør, at han tager konen om livet og synger sin yndlingssang: husker du dengang, da vi sad og sang 1 den grønne lund. Jeg dig begærede, hjertet besnærede, i den samme stund. Hverken min mama eller din papa skal forbyde mig at elske, hvem jeg vil, hvem mit sind står til uden falsk og svig og konen tager manden om halsen, giver ham et Kys, og pegende på drengeflokken, seks mand stærk, siger hun: » Ja, lille mand, det var dengang! Nu ligner flokken dér imellem! « Viii. For Thomas var der i oplevelserne fra før krigen hverken orden eller følge. Med udviskede omrids dukkede de op af hukommelsen, ikke knyttede til noget bestemt år. Han bevarede kun hovedindtrykket af, at de lå uendelig fjernt, og at det var sorgløse dage. Solskin og atter solskin, med rigeligt udkomme i hjemmet, enighed i byen og fred i landet. Til hans største sorger hørte den, at han af en eller anden grund forsømte gudstjenesten om søndagen i Broager kirke, for så vidste han, at moderen efter middagsmåltidet ville gøre forsømmelsen god igen ved at læse op af den store postil, som lå på en hylde i dagligstuen. Og moderens gudstjeneste var tit højtideligere og længere end præstens. Det kneb for de små fyre at holde andagten ved lige. og mangt et stjålent blik kastedes ud over fjorden, livor kammeraterne var i fuldt arbejde med alle mulige former af både. Lød der et prajende råb derude, løftede de ufrivillige kirkegængere hovederne og sænkede dem først igen, når moderen tog øjnene fra den store bog og så strengt på dem. Hun ville, at de med god samvittighed skulle nyde fornøjelserne, og det kunne de ikke, før de havde opfyldt deres pligt mod Vorherre. Når postilen endelig blev klappet sammen og lagt på plads, var det med et lettelsens suk. at han og brødrene styrtede ud med fri rådighed over hele eftermiddagen. var der god kuling, stak de ind i noret eller ud i fjorden, og var vinden derefter, gik de så langt som til borreshoved, sydspidsen af broagerland. Her. tyktes det dem, begyndte det åbne hav, bag hvilket verden lå, langt, langt ude. hvor himlen gik i ét med vandet. Men lå fjorden blank som et spejl, uden så meget som et krus på det dybe, da gik de til Broager eller over sundet til Gråsten, hvor de prægtige bøgeskove og det smukke slot gjorde et overvældende indtryk på de barnlige sind. Hertugen boede undertiden her, og lykkedes det dem at få et glimt af liam at se. var det med strålende ansigter, / o j de vendte hjem for at fortælle alle, som gad høre derpå, begivenheden. Ingen havde dengang noget imod hertugen, tværtimod: o o o o han var afholdt og genstand for almindelig hyldest. For Thomas stod han gennem bedsteforældrene på Als i et særlig gunstigt lys. Indbegrebet af storhed og magt og j i o o o o lykke. Hertugen holdt ofte jagter i de omo o liggende skove, og rygtedes det i byen, var det ikke blot ungdommen, men også nysgerrige voksne, som lokkedes fra deres arbejde for at få et lille indblik i herligheden. Efterretningen om en jagt modtoges altid med tilfredshed, thi skovene vrimlede i den grad af \ ildt, at folk havde ondt ved at holde dyrene fra deres -kalgårde. « kun krybskytterne, som gud og hvermand kendte, satte ved sådanne lejligheder sure miner op: for dem var det altid efter jagterne noget skralt med udbyttet, de var i øvrigt karle med omløb i hovedet, men desuagtet hændte det, at en sådan forvoven gut blev nappet og afstraffet, hvad der da skaffede den lille by stof til samtale i lang tid. Det store Broager kram- og hestemarked, som afholdtes to gange om året — Kristi himmelfartsdag og følgende dage og i begyndelsen af november — øvede også stor tiltrækning på ungdommen. Lang tid i forvejen skrabede Thomas penge sammen, thi det gjaldt om at have lommen fuld, hvis han ville se noget. Vidundere af alle slags udstilledes, de tyske akrobaters, linedanseres og berideres kunster stirrede han målløs på, og når han træt og udplyndret vendte hjem, drømte han om dem i uger. Tidlig om foråret 1848 — Thomas var da hen ved ti år gammel — lagde han mærke til, at faderen blev mere gnaven, end han plejede at være, ja, en morgenstund i marts, da en teglmester var kommen ind i smedjen og havde talt med ham i længere tid, var han bleven så vred, at han efter teglmesterens bortgang havde brugt sin hammer med en sådan voldsomhed, at et stykke jærn var blevet til bare spruttende gnister. Og med hvert slag fulgte et skældsord. Ingen vovede at spørge ham, hvad der var i vejen, og ingen kunne regne ud, hvad teglmesteren havde gjort. Til slutning landede hammeren med et brag henne i en krog, og Peter Hansen forlod smedjen med en ed. Ix. Som om en bombe var falden ned i det fredelige hjem kom efterretningen om krigen. Moderen var betænkelig, men Peter Hansen syntes at være lige det modsatte. De barske træk oplivedes af et lunt smil om munden og et eget blink i øjet, og Thomas så med forbavselse, at han ofte smed både hammer og tang for at give sig i snak med kunder eller naboer, og åndeløs lyttede han til. På de sidste tider, hørte han, havde nok alt i byen ikke været, som det burde være, flere af teghnestrene var nok tysksindede og lagde ikke skjul på deres mening. De var høje i hatten, sagde Peter Hansen, men nu skulle de bare få at se! Modet fortog sig nok! Og da det så en dag rygtedes, at en lysekrone i en af salene på Augustenborg var falden ned, drak Peter Hansen sig et stort glas, thi det betød ikke noget godt for tyskerne, og da det en anden dag forlød, at stormen havde revet det sorte ud af et tysk flag, som var blevet hejst et sted på Als, så gav han hver af sine svende en Groe; og lod moderen bage æbleskiver til alle drengene, for det var et endnu bedre varsel om. at det ville gå tyskerne galt. Thomas gik og ventede i ubeskrivelig spænding, og hundrede gange om dagen var han nede ved færgegården, hvor især gamle hans måtte holde for. Hans blev af ungdommen anset for et sandt orakel, der heller / ikke var uvillig til at kramme ud med, hvad han vidste; drengene holdt så til gengæld ild i hans lille, korte pibe, som hvert øjeblik gik ud. » I vil vide noget om krigen? Ja, det er jo ikke så godt at sine. Om de kommer 'j o o her? Ja, gud ved! Om anglerne er tyske, fordi de snakker tysk? Nej, det er ikke sproget, det kommer an på. Hertugen, den filur, det er ham, vi kan takke for det hele. Om han ikke er nød? Jo. såmænd er han o / så, rigtig en flink mand oven i købet, men store folk kan også få storheden i den gale Hals, og han skal tage sig i agt for, at han ikke mister vejret med det samme. Om han bliver på Als? Nej, vi har ham nok snart på Gråsten, derfra er vejen syd på åben. Nå, så når vi inen! Der er svært / o o med rejsende i denne tid, og værre bliver det vel. “ Og gamle hans trissede ud på færgen rystende på hovedet og med en mine, som lod forstå, at han var sig sin i samfundet ganske særegne stilling fuldt bevidst, men hvem anden kunne vel også sige, at han boede og spiste i et sogn, sov i et andet og tjente sit brød midt imellem! Ved sundet ovre på alnorsiden beboede han et lille hus; nætterne tilbragte han derimod i Egernsund. Trods al snakken om krigen havde Thomas dog ingen følelse af overhængende fare, først da blusemanden damasse, som havde en smedje i renbjærg og under hvem Christian tidligere havde arbejdet, indfandt sig i Egernsund med ransel på ryggen og kæp i hånden, blev han uhyggelig til mode. Damasse var franskmand og havde været med i de napoleonske krige. Mangen aften havde han siddet i smedjen og på sit blandingssprog af fransk, dansk og tysk fortalt om sine felttog. Nævnedes Napoleon » Navn, da kunn

1881_Kielberg_EtFattigtSoedskendebarn

A.

Et Fattigt Sødskendebarn

Kielberg

Kielberg

Et Fattigt Soedskendebarn

1881_Kielberg_EtFattigtSoedskendebarn.pdf

Olaf August

Kielberg

dk

Et fattigt Sødskendebarn

Fortælling

n

gothic

Digmann Silkeborg

KB

pdftxt

nan

nan

O

Friskolen havde fået. Påskeferie, og en flok fattige drenge fra „ Grønlandshusene “, — en lille forstad på den anden side åen, — spillede langbold på engen lige øverfør købmand kjørbøs have. Lige overfør, på stendæmningen, som hævede sig et par alen op over åen, stod en lille fiinklædt pige, med et friskt og yndigt barneansigt, og så på spillet. Hun og drengene tilhørte åbenbart vidt forskellige samfundsklasser. — den smukke have; der udgjorde hendes legeplads, havde på den ene side, hvor åen faldt ud i stranden, en tømmerplads med uhyre stabler af brædder og bjælker, på den anden kornmagasiner og pakhuse med slæbesteder ud mod åen, hvor småskibe kunne lade og losse. Alt tydede hen på, at hun var et barn af den rige handelsstand ined dens yppige levemåde og lette gevinst, og der behøvedes erfarnere iagttagere, end drengene derovre, før at gætte, at det liv, der føres bag denne glimrende overflade, også har sine torne, hvis stik ofte er smerteligere, end sorgen for det daglige brødr de fattige, til dels pjaltede drenge repræsenterede den besiddelsesløse klasse. Engen, hvorpå de tnmlede sig, tilhørte andre end dem selv, såvel som hele verden. og dog var deres leg så munter, deres glæde så ntvungen, at den endog smittede den lille pige, der i sin ensomhed lignede en fugl i et gyldent bur. Når glæden derovre udartede fil jubel og latter, klappede hun fornøjet i hænderne og hoppede frem og tilbage på stendæmningen, som om hun beklagede, at åen nedenfor satte en grændse for enhver tilnærmelse. Trods den Iver, hvormed de hengave sig fil spillel, glemte ørengene dog ikke at kaste stjålne blikke over fil den lille fremtoning fra en dem ubekendt verden. Den dalende sol legede med de frithængende lyse lokker, og hver gang hun med et klædeligt. Kast slyngede drm tilbage fra de friske kinder eller, for at holde sig varm, i lette dansetrin hoppede frem og tilbage, tilhviskedee de hinanden bemærkninger, der dog snarere røbede ærefrygt og sympatti, end drenges sædvanlige lyst fil at spotte over alt, hvad der ikke tilhører deres egen kreds. Spillel havde allerede nogen tid været i fuld gang da det fik en ny deltager. Oppe fra det yderste lille hus på Grønland kom en lille dreng i fnld firspring udover fil legepladsen. „ Hej Ole! “ råbte en noget- større dreng, der syntes at styre spillel. „ Kommer du endelig? Du tilhører vort parti. Gå længst ud, der mangler en mand! “ Den nyankomne, en lille, alvorlig fyr på elleve år, med et par kloge spillende øjne, parrerede ordren og passede på med en Iver, der røbede, at en pligt var ham hellig, hvad enten det var i boldspil eller under alvorligere forhold i livet. Dog heller ikke han forsømte at skotte over til den lille pige, når lejlighed gaves. Engang forekom det ham, at deres blik mødtes, og en let rødme overfor hans kinder. Hvorfor vidste han ikke. Mon hun vidste, hvem han var? Han havde tilfældig hørt, at de vare søskendebarn, men de havde aldrig talt med hinanden, og som hun stod derovre i sine rige omgivelser, anede hun næppe, at hun havde en fætter blandt de fattige drenge, og dog følte han en underlig forlegenhed ved, at hendes blik syntes fortrinsvis at søge ham. Inde ved målet blev der givet op, og en dreng, der så ud som en øvet spiller, svingede boldtræet. Gummibolden susede i en vældig bue gennem luften, fulgt med øjnene af modpartiet, hvortil Ole hørte, medens spilleren, alt hvad han kunne, løb ud til det yderste mål. > „ Stik ham Ole! stik ham! stik ham! “ skreg flere stemmer i kor, da bolden, efter at have berørt jorden, for denne mellem benene. Ole vendte sig i hast, kastede sig næsegrus ned over boldten, der endnu var i fart, sprang op ' og stak, halv minde, efter drengen, der netop for forbi; denne dukkede sig, og — phst! var bolden fløjen over åen ind i købmand kjørbos have. Der stod Ole! Skamrødmen bedækkede hans kinder, mere fordi Fanny var vidne til hans ubehændighed, end fordi de andre drenge stimlede sammen om ham og overøste ham med bebrejdelser. „ Å, dit fæ! “ Hed det. „ Hvorfor stak du lige ud mod åen, i stedet for at vente til han var kommen forbi, soni havde været det rigtige; hvem skal nu om og hente den? “ „ Det skal Ole “, mente boldens ejermand. „ Skaffer han den ikke, skal han betale den; den har kostet fireogtyve skilling. „ Nej, lad være! lad være! “ råbte han i det samme ængstelig, da Fanny, der et øjeblik havde været borte mellem bnskene, kom til syne med den omstridte genstand i hånden, holdende den højt op over sit hoved. „ Nej, lad vær og stik, den falder kun i åen. “ „ Vist ikke nej! kom kun med den! “ skreg de andre, der havde en bedre tro om Fannys færdighed i at stikke. „ Kom kun med den, vi skal nok gribe den. “ Alle stimlede så nær hen til åen, at vandet vædede deres fødder, og holdt hænderne og huerne frem, men Fanny holdt bolden bag ryggen og slog ud med hånden. „ Gå bort alle sammen, han der skal have den, “ sagde hun og pegede på øle. Denne trådte frem med en undseelig og forlegen mine. Fanny sigtede på ham og traf ham lige på brystet. „ Hurra! “ Jublede drengene, „ Leve Fanny Kjørboe! “ Den lille pige kastede lokkerne tilbage og lo så hjertelig, at selv Ole tog mod til sig og sendte hende et glad smil. Den, der på samme tid var passeret gennem Havnegade, ikke langt fra den rige hans kjørbo ' s hus, ville have lagt mærke til et højrøstet skænderi og støjende spektakel på et værtshus af det simplere slags, til hvis gadedør en stentrappe førte op. Uenigheden derinde syntes allerede at være gået over til -håndgribeligheder. Fra gaden hørte man stole blive væltede og glassene klirre på bordene under voldsomme stød. blandt de bandende og skændende røster skjælne > des tydelig en grov basstemme, der, foruden at overgå de andre i kraft, fuldstændig distancerede dem i valget af sømandseder, der vældede frem i en rigdom og fylde, som gjorde enhver påstand om det danske sprogs fattigdom tilskamme. Pludselig blev døren skudt op, og den brede ryg af en stærkbygget, aldrende sømand kom til syne. Kjæmpænde som en-løve, forsøgte han at frigøre sig for tre eller fire modstandere, der hagede sig fast til ham, som myrer til en kålorm, og af al magt søgte at trænge ham ud på gaden. „ I tror, i kan smide mig ud — sådan nogle drenge! “ råbte han med en røst, der lignede en vred dyrs brummen. „ Nej! jeg skal den onde —, “ og så bandede han værre end nogensinde før, „ vise jer, hvor David købte øllet! “ Med sandt raseri udviklede han en næsten overmenneskelig kraft. Et øjeblik så det endog ud, som om han skulle sejre. Den ene modstander blev slået i dækket så hårdt, at han, snappende efter vejret, betænkte sig en stund, før han atter rejste sig. Den anden var ved at gå samme vej, men i det samme tog den gamle, der var temmelig beruset, et fejltrin og snublede. Dette, for ham kritiske øjeblik benyttede angriberne til at bringe ham fuldstændig ud af ligevægt og trænge ham hen til gadedøren. Forgæves snappede han efter karmen, et vældigt næveslag slog hans hånd tilside, og ikke længere herre over sine bevægelser, tumlede han tungt, med gyselig voldsomhed ned ad stentrappen og styrtede på hovedet i rendestenen, hvor han blev liggende, sandseløs og forslået. „ Er i ' gale, i asner? — han kunne jo slå sig ihjel, “ lød det i det samme fra en forbigående herre, som, opbragt over seierherrernes hjcertelofe latter, med en harmfuld mine trådte til. Ned synet af ham forstummede de straks i deres rå munterhed og trak sig tilbage til værtshuset. „ Soren, “ sagde Herren i en mild, næsten kærlig tone, idet han som en barmhjertig samaritan bøjede sig over den ulykkelige, „ hvorledes har du det? Er du kammen til skade? Kom, prøv på at slå op! “ „ Lad mig ligge lidt, “ brummede sømanden. „ Jeg slog min nakke, men bi et øjeblik, jeg skal —og atter sremrullede en skala af eder, der bragte hårene fil af rejse sig på tilhørerens hoved, „ lære dethuudsvotte, af Søren kjørbo -er ingen grønskolling! — jeg har passeret linien femten gange, og så tør sådan nogle kabysgaster smidde mig i rendestenen! — bi kun! Bi kun! “ og med indædt raseri skar han tænder og slog den knyttede næve i fortougssliserne, så blodet sprang ud af kuoerne. „ Soren, “ sagde Herren i en mild, forsonende tone, „ Du må ikke indlade dig mere med dem i dag. En anden gang kan du altid ved lejlighed give dem en overhaling, men kom nu op og gå hjem. — gå hjem fil din kone, det har du bedst af i dag. “ Ved af tage ham i armen, havde han fået ham op, men nu først var det, som om den drukne genkendte Herren, hvis dragt og ydre noksom røbede, af han hørte fil de bedre stillede i samfundet. En mørk sky af uvilje for over hans veirslagne træk, som han trodsig vendte bort. „ Hvad vil du mig? “ sagde han hårdt og rev armen til sig. „ Hvem har mere skyld, end du i, at jeg ligger således og sviner i det? Lad du mig ligge, jeg har ikke bedet dig om hjælp. “ Skjøndt denne korte afvisning synlig gjorde Herren ondt, gik han dog ængstelig et skridt efter ham, da han med usikkre fjed ravede afsted. Dog — det gik bedre, end han havde ventet. Sømanden var beskjænket og fortumlet af det hårde fald, men han var åbenbart en jernnatur, som ikke så let lod sig bøje. Det forsæt, atter at give sig ikasf med slagsbrødrene derinde, syntes han dog at have opgivet. Han vedblev at rave hen ad gaden og bøjede øm hjørnet, lige overfor den store købmandsgård, hvor boutik, pakhuse og øvrige forretningslokaler indtog en anseelig gadelængde. „ Hans kjørbo “, stod der over nederste etages vinduer, med store iøjnefaldende bogstaver, der syntes at øve samme virkning på den gamle sømand, som et rødt klæde på en vred tyr. „ Ah! der bor han ovre med hele sit forbandede slæng, — den stor-hans! “ mumlede han og rystede den knyttede næve i luften. „ Hvad kommer det ham ved, at jeg drikker og slås? Kan han ikke kun lade mig ligge i rendestenen så længe jeg lyster? — se, der er hans hovne kælling og hendes elskelige søster øppe i vinduet, — ø, hvor jeg holder meget af jer, i to søde væsner! Jo, det er mig, — Søren kjørbo! “ Tilføjede han og hilste med drillende uforskammethed op til de to damer, der skyndsomst trak sig tilbage fra vinduet. „ Ja skynd jer kun bort, i kunne få et tilfælde ved synet af den fulde svinehund. “ Således brummende og småsnakkende ravede han afsted, om gennem „ Hans kjørbo ' stræde “, hvor den varme Duft fra kjøbmaudeus brænderi og fedestald slog ham i møde. Herren, der var fulgt efter og ikke var nøgen anden, end hans kjørbo selv, så ham bøje øm hjørnet og gik hovedrystende ind gennem den brede gadedør under de store bogstaver, og forsvandt i retning af beboelses-leiligheden ovenpå. De to vare brødre! Hans, den yngste, var kommen Ml byen som en fattig dreng og havde lært handelen i en gammel, uanseelig butik på det samme hjørne, hvor nu den stolte toetages bygning knejste, som han havde bygget, efter at han havde overtaget sin afdøde principals forretning. Flid, sparsommelighed og en udpræget handelsånd var den kapital, hvormed han begyndte, og tid efter anden havde han udvidet sin forretning til det anseelige omfang, hvorved den nu kunne glæde sig, den side, sure eng ned imod havet havde ingen anset for en værdifnld ejendom, men han havde inddæmmet den med en solid stenmnr og opfyldt den ' stykke for stykke, og bygget kornmagasiner og pakhuse, kort, sat sine medborgere i forbavselse ved det ene foretagende dristigere end det andet. Længst ude, hvor havet, når det rejste sig i vrede, kastede sine bølger ind mod dæmningen, stod tømmerpladsen med sine barikader af tømmer og tårnlignende bræddestabler. Men i læ af dem havde den driftige købmand levnet plads til en have, så smagfuldt anlagt, at selve amtmanden misundte ham den. Søren var gået til Søes som dreng, og da han, efter fem og tyve Års fraværælse, kom hjem, var hans allerede den rigeste og højst beskattede borger i sin by. Søren havde ikke bragt det videre, end til helbefaren matrøs, men havde følt sig stolt i denne stilling, indtil han, ved synet af broderens storslåede fremskridt, grebes af en brændende Iver efter at komme frem. Foreløbig stilede hans ærgerrighed dog ikke højere, end til at få sit eget fartøj at sejle med, og broderen imødekom så meget hellere dette ønske, som han havde - mange handelsforbindelser på småøerne og kunne give ham fast og lønnende beskæftigelse. Uheldigvis havde Søren ikke alene tumlet sig vidt, men også vildt omkring i. de mange år han havde været fraværende. Hårde strabadser til sine tider, og tøjlesløse udskejelser til andre, havde udviklet ham til en ægte søulk med rå manerer og et sprøg, der ikke lød godt i fine folks øren. Fru kjørbo var derfor ikke stolt af sin svoger og ønskede intet hellere, end at han var bleven derude, hvor peberet gror. Men hr. Kjørbo tog, trods den uhyre forskel i deres vilkår, med uskrømtet venlighed mod den hjemvendende Broder. For nu på en gang at skaffe ham et fartøj og en livsledsagerinde, der, ved at lære ham hjemmets hygge at kende, snarest mulig kunne gøre en adstadig borger af den vidtberejste Matros, stiftede han et parti mellem denne og en ung tækkelig skipper-enke, der, foruden en sejlklar dæksbåd, ejede et lille hus ude på „ Grønland “. I begyndelsen syntes Søren at befinde sig særdeles vel i sine nye forhold. Han sejlede og tjente penge, og befandt sig i det hele under betingelser for at blive en velstående atand. I sit nette, men tarvelige og frem for alt hyggelige hjem følte han sig tilfreds, hos sin unge hustru og den lille søn, hvormed deres ægteskab blev velsignet. Men der slog et cergjerrigt hjerte under Sørens simple matrosjakke. Den åbenbare uvilje, hvormed hans fornemme svigerinde holdt ham i afstand fra sin nærhed, krænkede ham og avlede en bitterhed i hans sind, der gjorde hende slægtskabet endnu ufordrageligere, da han ikke var en smule hofmand og, sålangt fra at strø virak for hendes forfængelighed, ^tværtimod, med den plumpe ligefremhed, der var god tone i de kredse, hvor han havde færdedes, appellerede til deres nære slægtskab så ofte han få lejlighed dertil. Ja endog utvetydigt lod han hende forstå, at han fandt den fornemhed, hvormed hun behandlede sin mands familie, for lidet naturlig, da han dog gjorde så meget for hendes. Denne kritiseren af hendes handlinger tilgav hun ham aldrig. Hans kjørbo var en af disse ædle naturer, som lykken kan kæle for efter forgodtbefindende, uden at fordærve dem. Han var sin bys rigeste og mest ansete mand, men enhver vidste jo, at han var en daglejers søn og Søren var hans Broder. Han tænkte aldrig på at skyde slægtskabet fra sig, men ønskede kun at hæve ham opad imod sig, når kun han fandt ham i besiddelse-af den udholdenhed og kraft, som er bærer af ethvert solidt fremskridt. Et årstid eller to var det som om disse bestræbelser skulle lykkes. Søren var stræbsom, og fik han endog undertiden et anfald af den gamle vane til at slå ud og rutte med penge, faldt han dog altid snart tilbage i de roligere folder. Men forholdet mellem ham og Fru kjorbo blev stedse mere spændt. Denne dame, der omgikkes de fineste folk, rødmede af skam hver gang noget mindede hende om dette „ simple “ Svogerskab, og hvad hun ikke selv kunne sole blev hende indgivet af hendes søster, Fru Ricke, der, som fattig enke og ganske, afhængig af sin svoger, med skinsyg misundelse vogtede på enhver medbejler til hans gunst. På kontorerne blev principalens Broder altid behandlet høfligt. Ja, det yngre personale fandt sig endog uden knnrren i det overmod, hvormed han, som gammel Matros, havde for vane at behandle yngre mennesker, men på Fru kjørbos gebet tålte man ham ikke. Denne tilsidesættelse krænkede ham og blev en medvirkende årsag til, at han oftere fik anfald af sine ustadige luner, og tid efter anden begyndte endelig en og anden at indse, at Søren kjørbo slet ikke var så ædruelig, som han kunne være. Imidlertid sled årene sig hem indtil der, fem år for den tid, på hvilken vor fortælling tager sin begyndelse, indtraf en begivenhed, der sønderrev båndet imellem brødrene, gav hans kjørbos kvindelige omgivelser lejlighed til at udøse deres uvilje mod broderen og lyse ham i famileban, og kastede Søren kjørbo i armene på sine knn halvt tæmmede lidenskaber. Foruden den lille Fanny, havde hr. Kjørbo en tolv år ældre son, Frants, som den gang var på faderens kontor. En dag indfandt sig her en landmand fra Langø, som i løbet af et par år havde sendt købmanden alle sine produkter og til gengæld fra denne modtaget byggematerialier til ombygningen af sin gård; nu kom han for at få deres mellemværende opgjort. Dette stemmede i alt væsentligt nied købmandens bøger, kun påstod landmanden, at ban for en tid siden havde oversendt et hundrede daler med Søren kjørbo, som ikke fandtes afskrevne. Hele kontorpersonalet blev adspnrgt, men ingen ville have modtaget de hundrede daler. Forgæves slog man op i alle mulige bøger, og til sidst var der ikke andet for, end at henvende sig til Søren selv. Tilfældet ville, at denne i det samme indfandt sig for at få sin ordre angående en ladning byg, han skulle sejle over til en af småøerne; men da han blev adspnrgt, påstod han med bestemthed og uden at forandre en mine, at han havde leveret Frants pengene og at denne ydermere havde givet ham en kvittering, som han — rigtignok ikke mere havde. — alles øjne vendte sig nu mod den tilstedeværende Frants, men denne påstod ligeså urokkeligt, at han havde ingen penge modtaget af sin farbroder uden også at afskrive dem, og bad, temmelig uforskammet, denne holde bedre kontrol med sin omtågede hjerne. — Søren slog i pullen og tog til at bande, som det var hans maner, og kontoret var en tid skuepladsen for en meget heftig scene. Hans kjørbø stod rådvild mellem de stridende. Hvem af dem skulle han tro? — de forfægtede begge deres sag med lige stor bestemthed, og hans blik, som vandrede fra den ene til den anden, fandt ingen støtte for en selvstændig mening. — sønnen, — hans eget kød og blod, — kunne han ikke fordømme, og kun med inderlig sorg heldede han til den mening, at det var broderen, der havde forødt de betroede penge. Tilsidst nødtes han dog til at stifte skæl mellem dem, og det blev Søren, der fik skinnet imod sig, sålængæ han ikke kunne fremlægge den kvittering, hvorpå han beråbte sig. denne sørgelige strid skulle ikke blive uden varige følger før den kjørboske familie. Søren vendte tilbage til sit fartøj i et sandt berserkerraseri og kastede bygladningen, han allerede havde inde, øp på slcebestedet, søm øm sækkene havde været fyldte med fjer, kastede løs og lød båden stå til Søes, søm øm han før evig ville vende skuepladsen far den tørt, der var overgået ham ryggen. Hvor han færdedes i de følgende fjorten dage, vidste ingen, men efter denne tids forløb kom han tilbage med blodunderløbne øjne og et af drik opsvulmet ansigt. Fra den dag af tjente han kun penge for at dæmpe det ville oprør i hans indre. — hjemmet syntes ham forhadt, og på værtshusene, hvor han var en stadig gæst, indlagde han sig snart et navn som en ' voldsom slagsbroder, hvis umedgørlige sind indviklede ham i utallige stridigheder, hvoraf han, som vi have set, trods ' sin nalmindelige styrke ingenlunde altid gik ud som sejrherre. Men heller ikke Frants skulle den sejr, han tilsyneladende havde vundet, bringe nogen ublandet glæde. De skånselløse angreb, Søren under hin strid havde rettet mod sin brodersøn, havde gjort faderen opmærksom på en side i sønnens karakter, som han ikke ret kendte, men ved at forske efter, opdagede han snart, at denne førte et, for sin alder, temmelig vildt liv og brugte flere penge, end han med rette burde. En lønlig frygt opstod i faderens bryst. Han havde håbet, i Frants at. finde en hjælp og støtte, og nu så han i ham kun en genstand for en hemmelig mistro. Af frygt for, at disse uheldige indtryk ikke mere skulle forsvinde om han daglig havde ham for øje, sendte han ham til England og fik ham anbragt i det ansete firma Edison l Brown i edingburgh, med hvem han stod i udstrakt handelsforbindelse, og der befandt han sig endnu. Småsnakkende og bandende ravede Søren kjørbo igennem strædet, der var opkaldt efter hans Broder. Nogle småbørn, som legede foran en gadedør, flygtede skrigende ind i huset, hvilket på eu ejendommelig måde syntes at more den drukne; han slog nemlig over i luntetrav og huiede, for yderligere at forøge deres skræk. „ Ja, skynd jer og løb, i små troldtøj! nu kommer den fulde Soren kjørbo! “ råbte han og opslog en hæs skrattende latter, der endog bragte børnenes moder, der just så ud af vinduet, til at gyse. For enden af strædet kom han til broen over åen, hvor den friske brise, kommende lige fra søen, slog ham imøde og syntes at forhøje hans rns. — „ Hejsa, stop lidt! hun kuler nok op på en frisk, “ mumlede han og greb sat i rækværket for ikke at falde. „ Bi de vindt! — hal skøderne tot! ellers falde vi den onde kjolhale mig af på ' en, “ brummede han og stavrede videre. Han var nu på den åbne vej og havde kun et lille stykke tilbage til tit hns. Men dette korte stykke frembød mange skær, i form af stendynger og veibnkke, og skønt Søren nu, da han var indenfor sin kones synskreds, bestræbte sig for at beherske sin rus, løb den korte sejlads dog ikke af uden gentagne havarier. „ Luffskipper! Sej! sej! op med roret! der er skær i læ! “ brummede han og snublede over en veibuk, der ragede lidt frem foran stendyngerne. „ Gid også fanden havde den vejmand! jeg skal slå hovedet ned i maven på ham, om han ikke tager sine bnkkeben til sig. “ — „ Nu midten af farvandet! “ — vedblev han og stavrede hen til veisporet. „ Er du søsyg, gamle dreng? — kan du ikke gå ud ad en planke? Jeg skulle dog mene, dn havde ligget underdrejet før en storm før i dag? — ret så! — nu kun lystig! — sir i skøderne! Nu går hun før de vindt igen! “ „ Er du gift? sagde Bent til tom, „ Da de en gang sammen på et værtshus kom, „ Jeg har været, men er ej længer, „ Men - — „ Nå, nå! glemmer i at holde udkig? Hvad er det? Er det nu en af de forbandede veibukke igen. “ Sammenstødet var uundgåeligt, og — bums! kæntrede han ned i veigroffen. — — — men fra hvilket syn vender man sig vel bort med større afsky, end fra synet af en ravende drukkenboldt? Vi vide, at han er familiefader. Vi vide, at en ængstelig, bedrøvet hustru venter hans hjemkomst, og vi tænke os hvilken smerte, der må gjennembæve hendes sjæl ved at se den ægtefælle, der skulle være hendes tilflugt og støtte, nedværdiget, så dybt, at man forgæves hos ham vil søge spor af den guddommelige gnist, der berettiger mandens overlegenhed over kvinden. Soren kjorbo var sunken meget dybt, og hans ulykkelige hustru havde for længst opgivet ethvert håb om, at han kunne rejse sig igen. Og dog var der endnu et, om end kun svagt støttepunkt for et sådant håb, og. det var den endnu levende skam, han følte for at komme sin hustru for oie i en så sørgelig tilstand. Han skammede sig og søgte at bekjæempe sin rns, når han nærmede sig hjemmet. Den tavse, resignerte ro, hvormed hun modtog ham, syntes at falde tungere på hans samvittighed, end de hårdeste bebrejdelser ville have gjort. Lad ham derfor kun vende hjemad til skræk og advarsel for naboerne, der iagttage ham fra deres vinduer. Usikker og vaklende se vi ham træde ind ad sin dør, men idet vi lader tæppet falde for et livsbillede, der er menneskeheden uværdigt, føle vi dog et svagt håb om, af denne stærke, dådkraftige natur endnu kan reddes for samfundet. — — — Fanny havde sendt, bolden tilbage over åen og hostede drengenes bifald for sin sikkerhed i af træffe. Ekkoet af deres hurraråb kastedes netop tilbage fra gavlen af det store kornmagasin, da et helt selskab kom ind i havens baggrund gennem en låge. Hovedpersonerne i den lille gruppe vare to damer i matronealderen. Den ene, statelig, fyldig og værdig i sin optræden, var Fru kjørbo; den anden, mager, gusten, med et bitter-sodt, trodsig-ydmygt smil om munden, var Fru Ricke. Denne dame ' havde været enke i mange år og havde været prisgivet fattigdom og nød, når ikke hendes svoger ikke alene havde underholdt hende, men endog ladet hendes børn nyde den omhyggeligste opdragelse. Hr. Kjørbo gav med glæde, uden af vende skillingen i hånden, og glemte, af man skyldte ham tak igen. Det gjorde ham derfor ondt, af det ikke stod i hans magt af fremkalde et glad smil på sin svigerindes ansigt. „ Hendes utilfredshed må have en dybere rad, “ tænkte han, „ med penge og gaver kan man ikke fornoie hende. “ Men han var selv far god til af sage raden i hendes hadske sind. Frn Ricke hadede alle, der vare lykkeligere end hun, ag frem for alt hadede hun sin søster dybt og inderligt, fordi hun indtog en stilling i verden. Var det ikke Fru kjorbo først og Fru kjorbo sidst? Hvad enten det gjaldt inlebasaren for de fattige, eller en tamekomite i et andet veldædigt øjemed? Intet kunne sættes i værk uden Fru kjorbo! Men ingen tænkte på Fru Ricke. En stor gunst måtte hun kalde det, af hun efter behag kunne sjokke om i sin søsters kjolvand, når en gang nysgerrigheden fik magt over den gærende misundelse, der fortærede enhver bedre følelse og bemægtigede sig hele hendes sjæl. Disse følelser måtte naturligvis trænges i baggrunden, sålænge hun befandt sig i en så afhængig stilling. Men når først hendes børns fremtid var sikkret, ville hun med glæde tilbringe resten af sit liv i fattighuset, når kun hendes søster måtte gøre hende selskab. Te tre unge, der sluttede sig til dem, vare Fru Rickes børn. Cecilie var ældst og lignede moderen i de skarpe træk, ja endog i det bitter-sode smil. Hendes ansigt var ikke skønt, og man antog derfor, af hun ville blive gammel jomfru. Men denne tanke, så naturlig for andre, behagede ikke hende selv og forbittrede hendes sind, ligesom misundelsen forbittrede moderens. Emilies udsigter vare lysere. Hendes træk vare runde, hendes næse stod dristig til vejrs og et spottende smil, — der ikke klædte hende ilde, — spillede om hendes mnnd. Hun var derfor anset for familiens skjonhcd og var bleven forkælet af moderen. — ingen kunne, som hun, opdage enhver lille forkerthed i den rige onkels hus og bag efter gøre sig lystig over det på en så morsom måde. — moderen elskede hende derfor højere, end sine andre børn, som den, hvis spottevne gød balsam i hendes sårede indre. — hidtil havde det knn været bagateller, hun kunne fremdrage, men bi kun! Tiden kunne føre andet med sig. — toget sluttedes af den nnge, håbefulde Frits, Fru Rickes yugste barn, hvis gode hoved var den klippe, hvorpå hun byggede sit stolteste fremtidshåb. Han var bestemt til at studere jura på onklens bekostning og havde allerede anlagt næseklemmer, men gik for øvrigt endnu i latinskolen. — „ Hurra! “ råbte drengene, og Fanny, der var urigtig i sit es, slog håret tilbage og hoppede omkring på dæmningen. „ Min gud! hvad betyder dette? “ udbrød Fru kjørbo studsende. „ Milie “ fniste og puffede sin runde ' albu ind mellem „ Cilies “ skarpe ribben; denne tilføjede: „ Jeg tror, ved gud, Fanny fraterniserer med. Gadedrengene. “ „ Det røber ikke den bedste smag, “ lagde Fru Ricke til og smilede nok så bitter-sødt. „ Fanny! Fanny! “ råbte Fru kjørbo strengt. „ Jeg skal rigtignok skænde på hende. “ Men råbet måtte gentages, for den lille synderinde hørte det. — omsider nærmede hun sig med en forvirret mine, men efter r^ru Rickes mening alt for frejdig, efter at have gjort noget upassende. Frn kjørbo var meget vred og udbrød i bebrejdelser, men Frits faldt hende i talen med de ord: „ Tante! Du må give hende tid til at forsvare sig. “ -- som den vordende jurist kunne han ikke tillade, at nogen dømtes uhørt. „ Frits! pas dig selv! “ udbrød Fru Ricke opbragt. „ Du så da selv, at Fanny stod i forbindelse med gadedrengene, og en sådan uorden bor straffes. “ „ Hun kan da ikke forbyde dem at råbe. “ „ Nej, men hun skal ikke give dem anledning dertil. “ „ Hvad taler for, at hun har gjort det? Åen er jo imellem. “ „ Hvad ved jeg, hvad et barn, der går på egen hånd, kan finde på, — spørg hende selv. “ „ Er det ikke netop det, jeg siger? “ udbrød Frits triumferende, „ men det tilkommer tante. “ „ Hvad var det henne ved åen? “ spurgte -fru kjørbo. „ Drengenes bold fløj herover i haven, og jeg sendte den tilbage, og derover blev de så glade, “ svarede Fanny, endnu lidt ængstelig. „ Var det det hele? “ „ Det var slet ikke andet. “ „ Så gå op, det begynder at blive koldt. “ Fanny hoppede glad afsted. — Fru Ricke, der gerne ville have et stort nummer ud af enhver bagatel i sin søllers hus, tilkastede sin søn et misfornøjet sideblik — milie puffede til Cilie og tilhviskedee hende en ondskabsfuld bemærkning. Begge så efter deres livsglade lille kousine, ærgerlige over, at der ikke var sket noget værre. — kun Frits lapsede sig; han ville gerne på på en god fod med sin lille kousine og håbede, at hun påskønnede den tjeneste, han havde gjort hende. solen havde taget afsked med drengene ude på engen ' og var dalet ned bag træerne i hr. Kjørbos have. Den friske brise fra soen susede stærkere og kjolede de af spillet ophedede pander. Partiet var netop ude og man rådslog om, hvorvidt man skulle fortsætte, da Ole udbrød: „ Jeg kan ikke blive længere, min moderventer mig. “ — „ Det gør min moder også, “ sagde Johannes, ham der styrede spillet. „ Jeg skal hjem og hjælpe hende og spise rugbrød. “ Denne hentydning bragte aftensmaden i erindring, og interessen for spillet var borte i et nu. Ole pilede afsted foran kammeraterne og trådte stakåndet ind ad døren til den lille stue, hvor moderen stod og strøg en stor fin-vadsk for rektorens frue. Han åbnede allerede munden for at undskylde sin lange udeblivelse, men ' hun tyssede på ham ved at lægge fingeren på læberne og se hen til kammerdøren. Disse ' tegn forstod drengen så godt, at de som stivnede det varme blad, og da han nu tilmed lyttede med tilbageholdt åndedræt, nåde en uregelmæssig snosten, blandet med en afbrudt, halvdromt ed hans øre. „ Skal jeg så gå til byen? “ spurgte han og trak vejret dybt. — moderen nikkede og tog stiltiende en pakke fra komoden, - som hun rakte ham. — „ Husker du den besked, jeg gav dig for? “ spnrgte hun hviskende. Ole bejaede det, men i det samme så han tårer i hendes øjne, og før han gik slyngede han armen om hendes Hals og hviskedee: „ hvis fader sover når jeg kommer igen, skal jeg læse for dig om Tordenskjold, i den bog læreren har lånt mig. “ — moderen smilede gennem tårer. „ Tak! “ hviskedee hun. „ Skynd dig så og kom tilbage. “ atter gled strygejernet rastløs, med en knittrende lyd hen over det blændende hvide linned. Tunge tårer syldte nophørlig moderens øjne, hvoroste hun end borttørrede dem, for at de ikke skulle falde på. hendes arbejde, og medens hænderne kravlede, var sjælen beskæftiget med vemodige tanker. — det var et tungt kors, der var lagt på hendes skuldre. I fem år havde hun måttet erhverve alt til familiens underhold og, ved at arbejde nat og dag, formåede hun endda kun at holde noden ude. og dog var arbejdet ikke det, der tyngede hende mest. Skammen over den tort, der var overgået dem og under hvis følger de endnu dagligen led, martrede hende og tærede på hendes livskraft. Vel havde sørcn hundrede gange under tusinde eder forsikret, at han ikke havde beholdt de hundrede taler, men hvem troede ham? — ikke engang hun selv turde fæste lid til hans forsikkring og i et hvert tilfælde havde han skinnet imod sig. Hendes eneste glæde var den lille son. Han voksede sig stør, tegnede til at blive retskaffen og brav og en gang skulle han måske læge den hjertevunde, hvoraf hun nu langsomt forblødte. — — — imedens gallopperede øle til byen. Først ved broen standsede han lidt i farten og begyndte at tænke over, hvorledes han bedst skulle udrette sit ærinde. — pakken, han bar, indeholdt. Toi, som hans kjørbos stuepige havde sendt hans moder for at få det vasket. — hendes ry for properhed og akkuratesse, var meget udbredt, men det var første gang, nogen i det store kjobmandshus beærede hende med sin tillid. Søren kjørbos hustru havde sældet en stille ydmygelsens tåre. ved at vaske for fin svogers tjenestepige. en tåre af det slags, der blive til Perler i gnds rige, thi hun havde udført dette arbejde uden bitterhed, med samme omhu som ethvert andet. — vel bøjede hun sit hoved under ydmygelsernes tryk, men for ethvert nyt nålestik var det, som om hendes ånd hævede sig højere opad mod hans ttrone, der har sagt: „ Kommer til mig, i som arbejde og er besværede! “ — hnn ville have vasket for hans kjørbos røgter, om det var blevet forlangt af hende, og håbet, at jo større ydmygelsen var, desto større ville velsignelsens løn en gang blive. Slige ophøjede karakterer træffer man ikke på samfundets solside; som violerne skjule de sig blandt græs og ukrudt, thi det er modgangens skole, der modner dem til deres fulde skønhed. Hun havde pålagt Ole at opsøge køkkenet, og den flinke lille dreng havde ment, at til dette departement kom han lettest gennem gården. Men en arbejdsmand, han mødte på gaden, sagde ham, at han også kunne komme

1898_KnudsenJ_EtGjensyn

Jakob

Et Gjensyn

Knudsen

KnudsenJ

Et Gjensyn

male

1898_KnudsenJ_EtGjensyn.pdf

Jakob

Knudsen

dk

Et Gjensyn

Fortælling

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

Der er nogle, som mener, at fortiden skulle være et særlig godt og sikkert gemmested; — virkeligheden, siger de, kan så let forandre sig og tage skade for en; men når noget er forbi, når det er blevet et minde, så bliver det ikke anderledes, end det er, det vil sige: end det var; så er det en skat, som er opbevaret i det allersikreste, det mest brand- og dirkefri skrin, nemlig fortiden. Det passer desværre aldeles ikke! Ja, kunne man, når man havde oplevet noget, hvis minde man ønskede at bevare, — tage og sprænge jordkloden med alle dens mennesker og ting og steder i luften, og så endda have sig selv og sit minde i behold — det var en anden sag. Men nu lever jo de mennesker, man har kendt, fort; og tingene og de steder, hvor man opholdt sig, har deres vedvarende skæbne og forandrer sig uafhængig af ens minde, som er knyttet dertil. Og en skønne dag støder mindet sammen med al denne nye virkelighed, som er vokset op; og ved dette sammenstød, dette gensyn, er det altid mindet og ikke virkeligheden, der går i stykker; — ens egen fortid, dette formentlig så sikre gemmested, kommer til at ligne en have, man har færdedes i som barn, og som, når man sér den igen, er bleven så omkalfatret af den nye ejer, så man sletikke kan kende den mere. Mellemtiden har ryddet alle de små mindeblomster bort, har lagt bede og buskadser om, ja, undertiden fældet selve de største og ærværdigste træer i haven. Og så — det skal indrømmes — har man endda en sådan mærkelig lyst til at se den have igen; man kan eller vil ikke rigtig tænke sig, at den har levet videre og er bleven forandret på egen hånd, mens man selv var borte; man synes, det må alt sammen have stået stille og ventet på en, til man engang kommer tilbage. Hvormeget eller hvorlidet denne følelse havde del i, at jeg tog mod pladsen som herredsfuldmægtig på vebbestrup, — det skal jeg ikke kunne sige. Thi vel var det min barndomsegn, jeg derved vendte tilbage til; men pladsen var mig dog også, set fra et fornuftigt standpunkt, så bekvem og ønskelig, som jeg vel i det hele kunne gøre regning på at opnå den. Men ganske vist: selve egnen, med min afdøde faders præstegård, og vebbestrupgård, særlig vebbestrupgårds have, hvor jeg havde tilbragt nogle af min barndoms lykkeligste timer, — var ikke længe ad gangen af mine tanker i de dage, da jeg, efter at have fået brev fra cancelliråd Tiemroth om, at jeg var antaget, gik og gjorde mig færdig til at rejse fra København, hvor jeg havde været fuldmægtig hos en sagfører. Ja, jeg var 30 år, og jeg havde oplevet en del og noget af hvert i København, og jeg var kommen til ende dermed, for så vidt som man altså kan komme til ende med nogen ting her i verden; og det var hændt flere gange i de sidste år, at jeg havde grebet mig selv i at se tilbage — mod lykkeligere tider, også mod min barndomstid. Og i slige øjeblikke, skal jeg ærlig tilstå, kunne det komme over mig ligefrem som et inderligt ønske, at der dog ikke måtte være sket alt for store forandringer på vebbestrupegnen: mit barndomshjem, og, som jeg undertiden syntes, mit eneste hjem. — det var egentlig længe siden, jeg sidst havde været der, hele 16 år; hvilket havde sin årsag i, at min fader på den tid flyttede fra egnen, så at mine feriebesøg i hjemmet i min studentertid aldrig havde ført mig dérhen. * * * jeg havde ikke meldt på vebbestrup, hvilken dag jeg ankom, da jeg havde måttet indrette min afrejse fra hovedstaden efter forskellige forretninger, hvis tilendebringelse jeg ikke var herre over. Jeg lejede derfor selv vogn til vebbestrup i nærmeste stationsby, som skulle køre mig og mine kufferter til vejsende. — jeg havde en milsvej at køre; men straks man kommer udenfor stationsbyen, sér man vebbestrupgård på Toppen af et højdedrag, eller egentlig vebbestrupgårds have, der skjuler de bagved liggende bygninger. Dét lignede i hvert fald godt nok sig selv: denne tætte, mørke, skarpt skårne genstand, som lå dér på bakkeranden mod nord, lige i horizonten; som barn havde jeg altid syntes, det lignede en tørv eller en dominobrikke; dog kunne man allerede på denne afstand sé, at brikkens sider var skæve: at vinden havde skåret træerne skråt af mod vest og ladet dem lude skråt frem mod øst. — hvad herlighed havde dog ikke denne grønne tærning rummet for mig, når jeg, for en 16—20 år siden, kom kørende med mine forældre og søskende den samme vej, ad hvilken jeg nu drog til min nye condition. Den gang var min onkel herredsfoged på vebbestrup — han flyttede fra egnen omtrent på samme tid som min fader; — og for os præstegårdsbørn, som var meget tarveligt vant, var vebbestrupgården og landsbyen, hvor den ligger — hvilken, mærkeligt nok, ikke hedder vebbestrup, men derimod Rørbæk — selve den store verden, fuld af elegance og eventyrlighed. — Rørbæk var nu heller ingen almindelig landsby; foruden herredsfogden boede her to sagførere, distriktslægen, apottekeren, en dyrlæge, provsten; — en nærboende proprietær regnedes også med til dette egnens fine selskab. I nogen tid havde vi kørt i en dalsænkning; nu nåde vognen op på en ny bakkekam, hvorfra man atter og nærmere har udsigt til vebbestrup; — tillige, når jeg drejede mig til venstre i agestolen, kunne jeg, en halv milsvej borte, skimte træerne omkring min faders præstegård. — hvilke folk nu vel boede dér? — og, tænkte jeg, idet jeg atter så op mod vebbestrupgård: gud ved, hvad slags person min nye principal, hr. Cancelliråd Tiemroth, egentlig er. En ældre, juridisk bekendt af mig i København, som kendte ham noget, havde fremstillet ham for mig som en meget hidsig og tillige spydig og drilsk, ja ofte uforskammet kavaler. Men hvad, selv om man véd så meget om et menneske, er hans character jo dog dermed ingenlunde givet. — hans kone skulle være en meget elskværdig dame. Det var i det hele meget dårlige jorder til begge sider fra landevejen; det gjorde vel udseendet af den nærmeste omegn noget trist, men havde for mig tillige den f'ordel, at disse jorder lå hen i ganske den samme tilstand, som da jeg sidst var her. Der var ingen knotter og tuer jævnede, ingen vandhuller kastet efter; hvor der havde groet nælder for 20 år siden, dér groede de endnu; bogstavelig den eneste forandring, jeg lagde mærke til på hele køreturen, var sket med en grusgrav, der i løbet af min fraværelse var bleven forstørret til det dobbelte af sit tidligere omfang. Det var en varm, stille eftermiddag i slutningen af August. Jeg var meget træt og døsig af rejsen; — det var mig egentlig ikke behageligt at tænke på, at jeg om så kort tid skulle til at levere det første slag overfor min nye principal; det var nemlig min bestemte hensigt, hvis han kom med grovheder eller lignende, da straks med kold høflighed at vise ham indenfor de grænser, som han overfor mig, hvis vi skulle blive sammen, ikke turde overskride. Jeg faldt hen i tanker herpå; sad for resten og tænkte både på ham og hans kone, som jo skulle være en så elskværdig dame. Imidlertid var vi kommen op på banke sammen med selve vebbestrup. Jeg blev helt overrasket — og bevæget, ved at se, hvor fuldstændig alting lignede sig selv. En underlig blanding af vagtsom uro overfor cancelliråden, som jeg om to minutter skulle hilse på, og af drømmende andagt overfor alle omgivelser, jeg så, beherskede mig, da vognen drejede ind i gården. — hvor dog også den var uforandret! Stuehuset havde naturligvis fået sin embedsmæssige pasning i de 16 år, med kalkhvidtning på murfladerne og kønrøg på sokkelen og med erstatning af de enkelte røde tagsten, som i årenes løb var blæst ned. Men det offentlige syn havde tydelig nok ingen væsenlige udsættelser gjort, og der var heller ingen forandringer foretaget ved privat initiativ. Og havens storhed, dens solskin og skyggefuldhed, anedes på den anden side huset; — for enderne af bygningen fik man også et glimt deraf at se. der kom en pige ud på trappen og meldte, at Herren og fruen ikke var hjemme; de kom først hjem til sengetid. Det var da dejligt! havde jeg nær sagt; men bad hende i stedet for om at vise mig mine værelser. Da jeg, efter at have gjort toilette og fået noget middagsmad, igennem havedøren, der var lidt vanskelig at få op for den ville vin, trådte ud på verandaen, kunne jeg næppe få tid til at glæde mig over totalindtrykket af haven, så ivrig var jeg efter at se, om alting i det enkelte var ved det gamle. Verandaen selv skuffede mig ikke i så henseende; den var egentlig lidt faldefærdig, men på ryglænet til højre stod endnu forbogstaverne af mit navn, som jeg havde indskåret deri, da jeg var ti år. Jeg blev så vågen og levende af opdageriver, så jeg næsten ingen plads havde i mit sind for erindringens søde vemod. Den forreste del af haven, som afgrænsedes fra den fjærnere del ved en høj ( vistnok kunstig ) jordvold, havde jeg aldrig brudt mig videre om; den kunne oversés fra husets vinduer, så dér havde jeg aldrig følt mig rigtig tryg eller hjemme som dreng. — jeg gik hastig gennem denne op på jordvolden, hvis midterste parti var en større, åben plads, efter sit møblement benævnet » de runde bænke « -. Over denne gik hovedlængdegangen ned igennem haven. Her fra dette sted kunne jeg overskue mit eget rige i haven, og — jeg forsikrer — da jeg stod der, havde jeg nær talt højt til min ældste søster, som dog er gift og hjemfaren ovre på Låland, — i den grad følte jeg mig som dreng igen og trængte til at tale med min barndoms-legekammerat. Hvor lå det dog dejligt dér, dette rige, i det varme, hyggelige august-eftermiddagslys. Nu kunne, syntes jeg, mit barndomsminde ikke længer løbe fra mig; det havde virkelig ventet uforandret på mig i alle de mange år. — for enden af gangen, nede på det sydlige havedige, stod endnu den hvide, indstrandede skibsgallionsfigur ( overkroppen af en mand ), som i sin tid om aftenen havde indgydt mig spøgelsefrygt. Og straks til siden, til højre, lige nedenfor jordvolden, var indgangen til granlunden, som optog den sydvestlige fjerdedel af haven. Jeg gik derned til indgangen af denne smale, mørke, men solplettede, med grannåle bestrøede » Skovsti «, og satte mig på en lille bænk, som vel var ny, men kun havde afløst en tidligere velbekendt forgænger på samme plads, — og lod mig gennembage, gennemtrænge af solvarme, barndomsminder og granduft. — herfra sér man bekvemt udover » eller rettere hen igennem, køkkenhaven, som udgør havens sydøstlige fjerdedel. Det var egentlig mager, gråsandet jord, men min onkel havde i sin tid ladet den gøde stærkt. Ved sydsiden af jordvolden blinkede her ruderne i de på denne årstid tomme mistbænke. Så kom de temmelig visne urtebede, hvis synligste planter nu var et bed salat, som var groet i stokke, og et bed radiser, som var gået i frø; men dernæst kom kartoflerne, som blomstrede og smilede, og hvis mørkegrønne blade så stille fortroligt inddrak det varme Sollys. — jeg sad længe dér i en træt og salig drømmen. — men endnu havde jeg mit allerbedste sted tilbage, som jeg nødvendig måtte sé, inden solen fik det mindste aftenlige ved sig. Det skulle da vel ikke være forandret! — jeg fik ligefrem travlt, da denne tanke slog ned i mig. Jeg rejste mig hurtig, løb igennem køkkenhaven og sprang over det østre havedige. — her luder træerne frem over Marken udenfor, og her er de store og ukuede af vestenvinden. Jeg gik hen under den gamle kastanie. Jo, alting var, som for seksten år siden! — der er noget her, der ligner virkelig skovbund; her ligger nemlig det brune, visne løv i tykt lag fra år til år, medens det alle andre steder i haven bliver ført bort af blæsten. I ly af hele haven og særlig i ly af det østre havedige ligger o o v o oo løvet i lavningen der lige udenfor vel gemt for efterårsstormene af vesten; — og når vinterstormen fra øst kommer med det første » Rendfog «, da lægger sig i denne lavning udenfor diget store snedriver, som dækker det faldne løv og holder det fast. Og når foråret melder sig, og grenene foroven breder deres grønne skærme ud, da blomstrer et mylder af anemoner på det brune løvdække forneden. — således er der langs hele det østre havedige; men dejligst dog på det sted, hvor den gamle hestekastanie luder frem når jeg lå her i løvet som dreng, drog altid nogle underlige, dunkle, fjerne minder igennem mit sind, minder fra Sjælland og dets bøgeskove, hvor jeg havde levet de første seks år af mit liv. — denne gamle kastanie var det største træ i haven og kunne skelnes på lang afstand fra de øvrige træer; og det var i en enkelt henseende en ganske sjælden kastanie, thi i løvlejet under dens grenehang lå altid i August måned de dejligste gule sommeræbler. De hidrørte fra et frugttræ, som stod bagved kastanien, indenfor havediget, med sine grene indviklede i dens krone. — dér lå disse gule sommerferieæbler i det brune kastanieløv — — jeg så’ mig om, hvor jeg stod — — å ja, ved gud! de lå der virkelig endnu; — jeg bukkede mig ned, tog ét og bed deraf og fik øjnene fulde af vand. — så smed jeg mig ned i løvet og tænkte ved mig selv: gid fanden ville tage cancelliråd Tiemroth med samt hans elskværdige frue, og så Vorherre ville give mig denne gård og have til arv og eje! — — disse fromme tanker var dog nok ikke de sidste, jeg havde, inden jeg faldt i søvn; ellers må jeg i hvert fald have drømt noget om, at alle disse mine barndomsminder alligevel kunne blive forstyrrede for mig, selv om det synlige var nok så uforandret: ved alt det, som i min fraværelse kunne være passeret på disse steder, på gården, i haven, her på stedet hvor jeg lå, under den gamle kastanie — — jeg vågnede ved en Hosten eller rømmen af et menneske, som stod et par skridt fra mig. » Mon han så’, at jeg vågnede, « tænkte jeg, idet jeg hastig lukkede øjnene igen — og blev rød i ansigtet. Det var naturligvis cancelliråden. Jeg var meget ærgerlig over, at denne krakiler skulle træffe mig i en sådan situation, hvor han absolut måtte siges at have fordelen på sin side. — jeg åbnede øjnene en lille smule, og så’, at han lige i øjeblikket stod og gloede efter noget, der kom ude på landevejen. » Så har han ikke sét, at jeg vågnede, « Tænkte jeg og lå og betragtede ham lidt. Det var en høj, sværtbygget mand, med rødt hår og en kraftig, rød nakke. Nu vendte han sig atter mod mig med en høj, men ligesom forlegen eller ængstelig rømmen. Jeg udstødte et søvnigt og gnavent » Ah! «, rejste mig noget fortumlet og greb min hat, som var falden af, — og så’ på ham med en uforskammet, spørgende mine, som om han kunne være en uvedkommende person, der var trængt ind i mit sovekammer. — det havde en fortrinlig virkning på ham; hele hans store, rødskjæggede ansigt blev et undskyldende og for resten meget elskværdigt smil: » De må ikke blive vred, hr. — æh —• men jeg tror ikke, de ville have godt af at sove længere her — det er en smule køligt nu til aften « — træernes skygger var virkelig blevne meget lange; først langt ude i den tilgrænsende kløvermark stod skj ellet mellem lys og skygge. » Jeg er sagfører Westergård her af byen, « Fortsatte han, » jeg håber ikke, at de tager mig ilde op, at jeg « — » Gud bevares, hr. Sagfører, « sagde jeg, ganske skamfuld over min opførsel, » jeg må jo tværtimod være dem meget forbunden, at de ville værne min tilstundende alderdom mod gigten. Mit navn er lund, nylig ansat som herredsfuldmægtig her på vebbestrup. « » Ja, jeg tænkte det s’gu nok. Jeg så’ dem jo komme kørende for tre, fire timer siden; og da jeg nylig var et ærinde inde på contoret, sagde man, at candidaten var gået ud i haven efter middagsbordet. Men at jeg skulle træffe dem sovende — hér på dette sted! — — de vil være berømt i hele Rørbæk fra første øjeblik, hr. Candidat lund! « » Fordi jeg lå og sov under det store kastanietræ? « » Ja, sågu’ vil de så, men « — » Så er det da dem, hr. Sagfører, som skal skaffe mig berømmelsen « — » Det har de også ret i. Nej, — så skal jeg nok holde min mund. — hør, men har de ikke lyst til at følge med mig hjem; vi får jo dog formodentlig meget med hinanden at gøre i fremtiden. Så skal jeg præsentere dem for min kone. Hende vil de synes udmærket godt om. « Jeg kunne ikke lade være at smile ad hans godmodige snakkesalighed, men sagde: mange tak. » Det var brillant! — så går vi først ind og siger til stuepigen på vebbestrup, at de ikke kommer til aftensmad. « Ti minutter efter sad jeg i sagførerens dagligstuesofa. Fru Westergård viste sig virkelig at være en overordentlig tiltalende dame, og hr. Westergård viste sig i høj grad at være, hvad horats kalder - » uxorins «; han var på den. Nydeligste måde indtagen i sin kone. Ved aftensbordet steg hans gemytlighed, sekunderet elskværdigt og harmonisk af hans hustrus stille, lidt tilbageholdende husmoderlighed. Jeg befandt mig ganske udmærket i disse menneskers selskab, og hr. Westergård talte virkelig også så fortrolig til mig, som om vi næsten kunne have været ungdomsbekjendte. Pudsig tog den halvspøgende ærbødighed sig ud, som han, den danske jurist, mente at burde vise min latinske embedseksamen: » Og så træffer jeg s’gu hr. Herredsfuldmægtig, candidatus juris lund liggende i den dybeste søvn på guds grønne jord, da jeg kommer fra contoret « — » Men hr. Sagfører! « sagde jeg og så’ til stuepigen, som netop var inde for at tage af bordet; » nu giver de dem jo ligestraks til at arbejde på min berømmelse. « Han så’ forundret på mig: » Fordi jeg siger, at jeg traf dem sovende? — det bliver de s’gu ikke berømt af. « » Så forstår jeg ikke « — » Nu skal vi have piberne tændt, « sagde han, » og så får vi toddyen på bordet. Når de kommer hjem til kl. 11, så kan de godt være i seng, til cancellirådens kommer fra Nørlund — og det vil de nok helst. « Snart var vi inde i en samtale om cancelliråden, af hvem hr. Westergård gav en humoristisk beskrivelse, der for øvrigt vidnede godt om sagførerens menneskekundskab. » Han skulle have været skuespiller, det har jeg sagt mange gange. Jeg forsikrer dem for: når han spiller halløj med folk og har grin med dem, og bagefter gør så syndig nar ad dem, — så er det egentlig ikke ret meget af ondskab; det er blot hans skuespillernatur, der skal have luft. Han var med i studentercomedierne i fyrrerne, da han lå på Regensen; og det var hans gyldne tid. Men så blev han jo candidat og herredsfoged — i stedet for at han skulle have gået til tteatret. — endskønt: han er s’gu en dygtig herredsfoged, det må man ikke sige andet, « lagde sagføreren meget alvorlig til. » Men hjertet er ved tteatret. « » Siger han det selv? « spurgte jeg. » Nej, nej — nej, tro dog aldrig det. Men det kommer frem på den pudsigste måde imod hans vilje. Det er ikke én gang, men det er mange, når jeg har været derovre hos dem i mørkningen, og vi har siddet derinde i dagligstuen; så har han pludselig taget sit ur frem, uden mindste forudgående anledning og sagt: » Sé, nu er klokken 7, hr. Westergård, — nu skal Christian Mantzius frem på scenen, enten han så piber eller synger; det er s’gu ikke morsomt for ham, kan de tro, det er pinedød ikke morsomt. — sé, det er man dog fri for, hr. Westergård — sådan at lade sig kommandere til at være morsom, « — har han føjet til i en meget hånlig tone. Og så springer han op og farer rundt i stuen. « — vi fik toddyen på bordet, og vi fik kortene frem, og vi spillede resten af aftenen en meget fornøjelig trekantet whist. Da jeg gik hjem til vebbestrupgården henimod midnat, var jeg noget ør i hovedet af den gode beværtning, af den utidige søvn om eftermiddagen og af rejsetræthed. Dagens oplevelser gik temmelig forvirret gennem mit sind. Men to gode ting mente jeg dog at kunne fastslå som vundne, den ene: et virkelig værdifuldt bekendtskab med Westergårds, den anden: at mine barndomserindringer ingen molest havde lidt ved mit gensyn med vebbestrupgård og have. — da kom jeg pludselig til at huske på min drøm eller mine tanker fra om eftermiddagen: angående alt det, der kunne være passeret — i mellemtiden — her på disse steder, ja — og hvad var det, Westergård havde forundret sig over: under den store kastanie — at han havde truffet mig sovende dér? — for Pokker! — og jeg skulle kunne komme i folkemunde, hvis man fik at vide, at jeg havde ligget og sovet på det sted; — hvad kunne der da være sket med mit gamle, kære træ? — jeg havde et øjeblik en fornemmelse, som om ikke blot kastanien, men hele vebbestrup, alle mine minder blev taget fra mig af noget ubekendt, af det liv, — som kunne være levet her på vebbestrup i mellemtiden, mens jeg var borte. — og så stod det alt endda ganske uskyldigt og så’ ud, som om det havde været mig tro, — som det havde set ud for tyve år siden. Jeg blev så ærgerlig på mine minders vegne, så jeg gerne kunne have vendt om for at spørge, hvad der var i vejen med det træ. Men — klokken var for mange; mulig jeg allerede var for sent på veje, så jeg kunne møde cancellirådens lige hjemkomne fra deres udflugt. — jeg fremskyndede min gang. — de var ikke komne endnu. — — jeg listede mig op på mit værelse og gik i seng; men kunne længe ikke sove for at tænke på den gamle kastanie. Jeg sov over mig om morgenen; — vågnede ved erf meget stærk banken på døren, og jeg havde næppe fået sagt: værs’god! — før en midaldrende herre i dommeruniform trådte ind i værelset. — han indtog straks en stilling, med korslagte arme, bøjet hoved og fikserende øjne, som formodentlig skulle virke imponerende, men dog også lignede en positur, som Jesper oldfux eller Henrik ofte giver på scenen, — så’ sig dernæst forbavset, affectért forvirret, omkring i værelset, som om jeg havde begået en stor fadæse ved at lade ham komme ind, når jeg endnu lå i sengen. » Ah, candidaten tilsteder mig les grandes entrées à la Louis quatorze! « » Drømmer jeg, eller er jeg vågen? « valgte jeg at sige, ladende, som om jeg ikke vidste, hvem jeg havde for mig. » Jeg skal præsentere, « sagde han, idet han vendte sig mod en sort minerva-figur, der stod på kakkelovnen, — og indtog en ny, meget ærbødig stilling: » Deres olympiske højhed! — to herrer, som begge allerunderdanigst regner sig for deres sønner: hr. cand. jur. Herredsfuldmægtig lund, som ikke kan gøre honneurs endnu, da han på denne tid af døgnet, to timer før middag, befinder sig i bar skjorte, — samt min egen ringhed, virkelig cancelliråd, herredsfoged og skriver Tiemroth, som « — » Som bedes undskylde « — afbrød jeg og rejste mig overrende i sengen. — » Bliv liggende, bliv liggende! « råbte han, » De vil dog ikke gøre reverents for gudinden eller for mig i det blotte linned, — reverents i bar skjorte! — det måtte da være en gratiøs nejen à la les lanciers, — han greb fat i uniformfrakkens skjødeflige og gjorde nogle ret elegante dansepas, sluttende med en dyb nejen. Jeg kunne ikke bare mig for at kluklé. » Det må vist, « bemærkede jeg, » i ganske særlig forstand kunne kaldes en dramatisk matinée, som gives for tilskuere, der endnu befinder sig i sengen. « » Dramatisk matinée! — højstærede, hvad mener de? — som gives for tilsku^r-f — — tør jeg spørge: er de flere i sengen? « — han påtog sig en meget streng inquisitorisk mine — » har hr. Candidaten den frækhed at « — » Er der flere i sengen end jeg, så har de været der i forvejen; jeg har ikke bragt dem med. « » Lopper! « råbte han, » ah, det er derfor, hr. Candidaten taler in plurali majestatis, « — han blev nu ganske balstyrig, dansede formelig reel på hæl og på tå, — » da huser dette ringe tag to enevældige majestæter; min gårdskarl Jens Hansen, også kaldet Jens madskovl, som på grund af vor tids urimelige demokratisme er selvejer af sin egen fede ryg, regerer på samme domæne — meget liberalt for resten — over et utal af undersåtter, som han selv ernærer. — nå, — og hr. Candidaten « — » ville sætte megen pris på, « afbrød jeg, » om der måtte forundes mig lejlighed til i et mere passende costume at gøre hr. Cancelliråden min opvartning. « » Straks, straks, højstærede! — skal jeg lade kaffen bringe op til deres majestæt, eller vil de nyde den i min spisestue? « » Tak, må jeg blot komme op, så « — han havde sat sig på en stol med benene overkors og med støvlesnuderne i febrilsk, clownagtig bevægelse. — » Og de har været ude at dyrke barndomsminderne i haven — har vanket sværmerisk ad hver en sti; — ja, det ligner vist sig selv så nogenlunde; jeg ved mig fri for at have gjort forandringer. « » Så hr. Cancelliråden har hørt, at jeg som barn har kendt den tidligere herredsfoged på vebbestrup. « » Jo, hr. Sagfører Westergård har været på contoret og afgivet beretning om gårsdagens hændelser. « han sprang pludselig op og gik med et: » Godmorgen. Hr. Candidat, — à revpir! « ud ad døren. Jeg hørte siden, at pigen havde været to gange ved min dør og banket, men ikke kunnet vække mig. Det forklarede jo noget cancellirådens uceremonielle visit. — jeg klædte mig på, tænkende med ærgrelse, om sagfører Westergård også skulle have berettet scenen under kastanietræet til cancelliråden. Jeg beroligede mig dog: havde cancelliråden vidst derom, havde han sikkert ikke undladt at gøre sig lystig derover. Men at Westergård ikke havde fortalt derom, forøgede atter min nysgerrighed efter at erfare, hvad der dog kunne gøre ham så diskret på dette ene punkt. Ved kaffebordet traf jeg fruen, som gjorde et meget sympathetisk indtryk. Lille, mørk — fin og blid. Ja, hvor er hun fin og blid — ligesom — — jeg har for resten ikke set noget, der bedre ligner eller angiver denne hendes fine blidhed, end den lille frues egen nydelige næse; der er noget sydlandsk ved dens bløde krumning, og når hun smiler, da kommer der ikke blot solskin fra sjælen over hendes ansigt, men hun bliver ligefrem, virkelig smukkere, idet næse, tippen krummer sig lidt derved, hvilket giver ansigtet et kækkere udtryk. Det sér for resten af samme grund så kønt ud, når hun drikker af en kop eller et glas; da kommer nemlig den samme stærkere krumning af næsen frem. Fin og blid — men tillige fornem’, ja, død og plage! — — lærer jeg Westergårds godt at kende, da kan hans frue måske blive for mig som en søster} men når det bliver allerbedst med f'ru Tiemroth og mig, så bliver hun for mig som en slags moder. Ja, lé kun ikke! — jeg skal ikke rose mig selv, men jeg siger: det er æsler af mandfolk, der ikke i al ærbarhed kan blive enten Broder til eller søn af andre folks koner; — vel at mærke da: når disse koner ikke er coquette. Men det er hverken Fru Westergård eller Fru Tiemroth; — det er måske i højeste grad mærkeligt, men dog sandt: jeg har her truffet to ikke-coquette, såre elskværdige damer, som boer ikke mere end højst 1000 alen fra hinanden. — jeg gik i en meget fornøjet stemning ud fra kaffebordet, for at begynde min virksomhed på contoret som herredsfuldmægtig, glad over, at verden er ikke nær så slem, som man vil gøre den til. — — — det er en ren comedie at være på det contor. Hvis da ikke cancelliråden i dag gjorde sig ganske særlige anstrengelser for min skyld. Jeg må for resten sige: jeg fik det indtryk, både umiddelbart ved at se på ham, og ved diskret at forhøre mig hos hr. Larsen, contoristen. Men det syndige halløj, han dog holdt med en kæltring af en proprietær, som havde ærinde derinde! — det lader sig for øvrigt ikke beskrive, thi hans bevægelser, hans plastik og voldsomme gestikulationer er det meste af det. — at se ham gå frem med korslagte arme — holdning som Napoleon Bonaparte på vendomesøjlen — og nidstirre den rødblissede rævepels af en proprietær! — ( sagen drejer sig om en vej, som proprietæren skal holde vedlige; han er idømt en mulkt for forsømmelse i så henseende, men vil søge denne nedsat af amtmanden ved at rejse til ham og personlig tale med ham om sagen ). » Gør det ikke! « siger cancelliråden dystert og orakelmæssigt. » Jow, jeg tøkker li’godt, jeg wil prøw’ epå ’et. « » Gør det ikke! « brøler cancelliråden med udstrakt pegefinger og knyttet, bagud strittende venstre hånd. » Hm —ja « — trækker proprietæren atter op. Cancelliråden er gået et par skridt tilbage i contoret, som for at tage tilløb, og farer nu frem med stormskridt som i en ungarsk Dans, svingende med armen på husarmanér imod sin modstander; for hvert sving råber han højere og vildere: » Gør det ikke! gør det ikke! « — så sænker han pludselig stemmen, står stille; og hans hage, der har været cæsarisk fast og kort, bliver pludselig mefistofelisk lang og spids; han holder hånden til munden og hvisker: » Jeg siger dem, proprietær Madsen, gør det ikke —- med. det ansigt! «. Så drejer han kort omkring med et latterprust, står bøjet, med korslagte arme, skulende tilbage, som om det var meningen, at proprietæren skulle springe buk over ham. » Må en it have lov til at have hvad ansigt, en wil, her på contoret? « » Jo, naturligvis, « siger cancelliråden, » men der er dog måde med alt — også med ansigter. « Han står nu lige henne hos proprietæren, stirrende på ham med et trohjærtigt, anstrengt blik, der noget ligner Thorvaldsens på vernet’s billede. » Sér de, de skal ikke rejse til kammerherren, for det nytter dem ikke noget; jeg kender ham jo sådan nærmere, det nytter dem pinedød ikke det mindste. « Proprietæren er gået til døren: » Jeg skal forklag’ dem for deres overøvrighed, hr. Cancelliråd, te de it wil la'e folk have djer ansigter i Frej. « » Farvel, hr Madsen, det er meget godt, farvel, farvel! « siger cancelliråden i udmærket truffen, velvillig contor-tone. Og sådan har han tumlet hele eftermiddagen, snart med den ene, snart med den anden. Han er for resten slem mod contoristen, hr. Larsen; det er stygt at se på, da denne efter sin stilling og sine økonomiske kår sletikke kan tage igen og dog tit føler sig dybt krænket. En scene med gårdskarlen — Jens madskovl, som han kalder ham, — som han gav i gården lige udenfor de åbenstående contorvinduer, var derimod kostelig. Men jeg udbreder mig for vidtløftig om cancelliråd Tiemroth i forhold til den rolle, han i denne min beretning kommer til at spille. Vi sad i mørkningen en times tid inde i havestuen, eller dagligstuen, som den også kaldes — en skik, fortalte Larsen mig, som nok både cancelliråden og fruen holder på, jeg formoder: af vane fra en lykkeligere tid i deres samliv. Men det var ikke meget opbyggeligt, sålænge han var inde. Han syntes både mat og gnaven efter den megen livlighed, han om eftermiddagen havde udfoldet på contoret, og lod sit onde lune gå ud, mest over Larsen, men også en del over fruen. Pludselig sprang han så op, styrtede ind på sit værelse og smækkede døren i efter sig. — skrækkelig kammerat! — efter at han var gået, begyndte fruen at trøste stakkels Larsen. Og hvor gjorde hun det nydeligt; hun trøstede ham ved sin venlighed, men på en sådan måde, at hun hævede ham, gav ham holdning med det samme. Og det trænger han såmænd til. » Hvad synes de om de nye Gardiner inde i spisestuen, hr. Larsen? « » Jeg synes, de er udmærkede. « ( jeg gad nok vidst, om han har spor af forstand på Gardiner ). » Så, det var da dejligt. Jeg vil så gerne have mine nærmeste bekendtes mening at vide, inden fremmede ser dem — alt for mange b'remmede, « tilføjede hun, henvendt til mig. » Ja, mig skal de ikke være bange for, frue, « sagde jeg, » for jeg finder, at alt sådant noget er kønt, når det bare er hyggeligt. « » Ja, men hvis de nu ikke er hyggelige? « Sagde hun. » Å, det beroer jo slet ikke på gardinerne, men på, i hvis hus de er hængt op. « » Er trækvind så også tiltalende i hyggelige folks huse? « faldt hr. Larsen over mig. Dette blev begyndelsen til en længere passiar, hvor jeg bestræbte mig for at være åndrig, men blev ynkelig hugget sønder og sammen af hr. Larsen, som gjorde sig til den sunde fornufts talsmand og fik støtte af fruen. Hun udførte dette således, at hr. Larsen glemte al sin forknythed og forkuethed og lagde en frejdig ungdommelighed for dagen, som jeg havde troet ganske bortskræmt af ham; — og dog gjorde hun aldeles ikke mig ked af legen; tværtimod, jeg sad blot og glædede mig over dette skønne syn: et menneske, der på en fin måde øver godt mod et andet menneske. Ja — hvor kvinder kam være gode! — og hun er netop én af den slags. Men en frygtelig bavian af en mand, hun har fået, min kære moder! — utrolig trættende må hans væsen være i længden — selv om han ikke af og til var i ondt lune. Jeg tror, jeg skal spørge min kære søster, ftu Westergård — nå, nå! — om hendes mening med hensyn til disse to ægtefolk. Hun må jo da kende dem temmelig godt. — — jeg kunne ikke lade være at sige til Fru Tiemroth, da Larsen og jeg var ved at gå: » Hvor det dog er et dejligt træ, denne store kastanie i det østlige hegn af haven. « — — » Ja, « — sagde hun ganske kort, og så’ et øjeblik på mig på en måde, som da navnlig hos hende var meget overraskende — et koldt, eller mistænksomt eller måske bedrøvet blik — jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det; og så vendte hun sig om og gik hen til blomsterne i vinduerne, hvor hun aldeles øjensynligt intet havde at bestille. Jeg gik op på mit værelse. Hvad i al verden er dog dette? tænkte jeg. Hvad var det for et øjekast? — jeg måtte ved nøjere overvejelse forklare det således, at hun form

1871_HeegaardS_EtHandelshuus

Sophus

Et Handelshuus

Heegaard

Heegaard

Et Handelshuus

male

1871_HeegaardS_EtHandelshuus.pdf

Sophus

Heegaard

anonym

dk

Et Handelshuus

En Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

Forfatter er Poul Sophus Vilhelm Heegaard

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Grosserer Franks hus var gammelt, solidt og grundfæstet; medens parvenuer fløde i vejret som paddehatte, og samlede sig formuer, der ligeså hurtigt forsvandt igen under den almindelige svindel, gik Franks forretning uantastet sin rolige gang. Den røde, grundmurede bygning, omgivet af store,, pakhuse, lå som en protest mod alle slags letsindigheder og børsjobberier, og indgød tillid ved sit ærværdige ydre. Det præg af stilhed og af en vis utilgængelighed, som var udbredt over det hele, gjorde et velhavende indtryk, og ledte tanken hen på de storartede ømsætninger, som foregik derinde. Husets chef, grosserer Charles Frank, som havde arvet forretningen efter sin fader, var en mand på nogle og tredsindstyve år, forretningsdygtig, punktlig og myndig på den måde, som chefen for en stor forretning må være det; til daglig brug nøjsom, i grunden tarvelig, men ved højtidelige lejligheder splendid, næsten over-dådig. Han var en af disse rolige, phlegmatifle købmænd, der så at sige er fødte med bevidst heden om, at en stor formue med tiden venter dem, og som derfor allerede i en tidlig alder anlægge en vis tanshed, der skal antyde soliditet, og en vis tværdriveragtighed og mangel på interesse for alt andet i verden end „ Forretningen “. Tal til dem om kunst, og de vurdere den i det højeste som en kapital; nævn videnflab, og de trække på skulderen, eller når de ikke engang gide det, forholde de sig ganske ubevægelige. De er i regelen hverken onde eller gode, uden stærke affekter, temmelig interesseløse, og flittige som maskiner. Kun en gang i sit liv var grosserer Frank gået uden for regelen; det var da han giftede sig. Han elskede sin hustru lidenskabeligt, og forbavsede dengang samtiden ved at udfolde en livlighed og imødekommen, ingen havde kendt hos ham tidligere; men glæden var kun kort. Da hans hustru havde født ham en datter, døde hun, og hendes mand sørgede dybt og længe over sit tab; fra den tid sank han tilbage i en vis apatti, og slog sig til ro i forretningstravet. Efter sin hnstrnes død beboede han alene det store hus; for sin datter, Frederikke, holdt han en lærærinde, indtil hun blev konfirmeret, efter hvilken tid hun så godt som opdrog sig selv. Han talte sjældent til hende, og når han gjorde det, forstod barnet ham egentlig flet ikke, fordi han på grund af sin store mangel på bøielighed ikke havde nogen forestilling om, at man taler anderledes til børn end til forretningsmand. På det tidspunkt, hvor denne fortælling begynder, var Frederikke sytten år gammel, dertil net, velopdragen og indtagende som næsten alle pigebørn i den alder, når ikke deres natur allerede er bleven fordærvet af den skabagtighed, næsviished og forlystelsessyge, som nuomstunder indtil overmål fremelskes hos den kvindelige ungdom. I det københavnske selskabsliv var hun aldrig bleven indført, og dette var ikke „ måsfee “, men ubetinget grunden til, at hun var naturlig, beskeden og imødekommende. Som barn havde hun haft et par små veninder, der siden, da de omtumledes i den selskabelige hvirvel, tabte hende af syne — og en ven, den lille Nikolai storm, som senere kom på Franks kontor. Nikolai var efter sine forældres død kommet i huset hos en af sin faders ungdomsvenner, som også kendte grosserer storm; deraf kom det, at han lidt legede med Frederikke og udviklede hende på en egen måde, idet hun måtte lege hans lege med ham, så at hun snart nåde samme behændighed og smidighed som en dreng. Efterhånden hørte deres børneleg op, men de vedbleve dog at se hinanden så godt som daglig, og da Nikolai i sit sekstende år mistede sin velynder, tog grosserer Frank ham på sit kontor. Han var allerede dengang et smukt ungt menneske, livlig og opvakt, og med et udtryk af åbenhed i sit væsen, som straks indtog folk for ham. Det ville næsten have været underligt, hvis Nikolai og Frederikke vare blevne hinanden ligegyldige, og uden at de selv vidste hvorledes det gik til, havde der også udviklet sig et forhold mellem dem. Da Nikolai var toogtyve år og Frederikke seksten, vare de fra legekammerater blevne kjærestefolk, naturligvis i den dybeste hemmelighed, og med en alvor, der stemmede med sagens vigtighed. Et helt år igennem udholdl de standhaftigt selvskabte lidelser, overvandt tappert indbildte efterstræbelser, og glædede sig ved tilværelsen i almindelighed, da grosserer Frank en dag kom til at se, at de kyssede hinanden, medens de troede sig ubemærkede. Han sagde sig selv, som rimeligt var, at når en ung mand og en ung pige kysse hinanden, så er de kjærestefolk; og er der nu ikke ellers noget til hinder, så lader man dem kysse videre, men er det ønskeligt, at forholdet afbrydes, så er det heldigst, om det skeer snarest muligt. Den unge storm ejede intet, og havde heller ingen udsigt til at komme til at cie noget; derfor var det bedst, at sagen blev klaret i tide og med så lidt vrøvl som muligt. Efter kontortid sagde han: „ Å storm, lad mig tale et par ord med dem. “ Den intet ahnende storm kom ind i hans værelse, og ventede en eller anden ordre. „ Sig mig engang, har de forlovet dem med min datter? “ „ Ja, hr. Grosserer, “ svarede Nikolai, himmel falden og uden at finde ord til nærmere forklaring. „ Jeg tænkte det nok, — jeg kunne begribe det. Men jeg vil ikke vide noget deraf, gode storm. Jeg behøver ikke at give dem nærmere forklaring; det må være dem tilstrækkeligt, at jeg sætter mig imod det. Mit hus forlader de endnu i dag, men da de har opført dem vel i min tjeneste, så vil jeg tilbyde dem en plads i Vestindien hos et hus, som netop har tilskrevet mig i den anledning. Pladsen tiltrædes straks, og skibet afgår endnu i aften. Tager de imod tilbudet, så gå hjem og pak deres koffert, og vær ude på toldboden klokken ti præcise. Jeg skal sørge for, at folk så en rimelig grund for deres pludselige afrejse. “ Nikolai svarede kun ved at bøje hovedet. Han stod ene i verden, og var nødt til at tage, hvad der blev budt ham. Han var bleven overrasket og gjennem-skuet af sin principal, og overfor den myndighed, som grosserer Frank bevarede i alle sine anliggender, vovede han ikke at gøre indvendinger. En bitter smerte over tilintetgjorte forhåbninger, og en fornemmelse af at være behandlet hårdt og hjerteløst, trådte vel i forgrunden, men bagved dette følte han alligevel en bebrejdelse over at have handlet bag sin principals ryg. Disse indbyrdes stridende stemninger gjorde det umuligt for ham, endog blot nogenlunde at tænke roligt over sin stilling; mechanist gik han op på sit tarvelige værelse, pakkede sine få ejendele sammen, og var på toldboden klokken ti. Frederikke havde han ikke søgt at få i tale, da han kendte sin principal for godt til at vide, at alle forsøg i den retning ville være forgæves. Da han kom ud på toldboden, var der kun få mennesker, så at han let fik øje på grosserer Frank, som stod og talte med en fremmed skibs-kapitain. Frank så ham straks, og vinkede ham hen til sig. „ Her er det unge menneske, “ sagde han til knpitainen, „ som jeg sender deres hus. De vil behage at afholde omkostningerne, indtil han når bestemmelsesstedet, og senere sende mig regnskabet. Og nu farvel, storm; lad mig altid høre godt om dem. “ Dermed gik grossereren, og et kvarter efter var Nikolai ombord på skibet. Han var i en forstenet tilstand, overvældet, træt og forvirret, og gik en times tid op og ned ad dækket som i en vågen drøm. København lå i sommernattens månebelysning og tog sig ganske fremmed ud; den uvante udsigt til Langelinie, de enkelte råb fra skibene, stenen af raslende lænker, vandets skvulpen og utallige andre nye indtryk, som man først får, når man er på stedet, øvede yderligere et tryk på hans sind, og drev ham ned i kahytten for at søge sit leje. Da han næste morgen vågnede, var han ude i Kattegattet, og snart efter havde han tabt Danmark af sigte. for kontorpersonalet var det en begivenhed, at Nikolai ikke mødte på klokkeslettet, og spændingen tiltog, jo mere middagen nærmede sig; men da grosserer Frank på sin rolige måde havde meddelt grunden: at han havde skaffet storm en plads i Vestindien, som skulle tiltrædes straks, og at han allerede måtte rejse iaftes, så beroligede gemytterne sig, og man tænkte nu blot på, hvem der skulle komme i hans sted. Ikke fuldt så let gik det for Frederikke. Hun begyndte med at undre sig over Nikolais udebliven om formiddagen, men ville ikke spørge nogen, for ikke at forråde sig, — som hun mente. Da det imidlertid blev aften, og han endda ikke kom, blev hun for alvor urolig, og spurgte sin fader med den ligegyldigste stemme, hun kunne påtage sig: „ Er storm syg, fader? Han har ikke været på kontoret i dag. “ „ Han er rejst, “ svarede Frank, og lagde avisen fra sig. „ Rejst? Kommer han da ikke tilbage? Jeg vidste ikke, at han skulle rejse. “ „ Hør nu et alvorligt ord, Frederikke, og lad mig i tide advare dig mod din egen ubesindighed. Ved et tilfælde har jeg fået at vide, at du var forlovet med storm. De børnestreger vil jeg ikke vide noget af; du er et barn, og kender endnu ikke dig selv. Storm kan være en meget skikkelig fyr, men til dig har han ingen adkomst; og da jeg hader alle scener, så har jeg sendt ham til Vestindien. Du må nu tage dig noget for, min pige, og se at glemme den historie; det er det hele. “ Han ventede et øjeblik på svar, men da Frederikke blev stående tavs, tilføjede han i en strengere tone: „ Det er min villie. “ Fra denne udtalelse vidste hun, at der ingen appel gaves. Grosserer Frank var helt og udelt forretningsmand, og kendte både pengenes almagt og sin egen stilling i samfundet. I forretninger var han arbejdsom, skarpsindig og pålidelig, og gennemførte konsekvent den grundsætning, at når man har tøjlerne i sin hånd, skal man holde dem stramme, enten man så er købmand eller statsmand. I alt hvad der faldt udenfor forretningslivet, var han derimod så temmelig uden begreb, og overfor sjælelige kriser måtte han ligefrem kaldes dum, hvoraf fulgte, af han i flige forhold viste sig som sneverhjertet egoist. Enten nu Frederikkes følelser vare en følge af den romantiske øvergangstilstand, som forekommer i enhver ung piges liv, inden hun bliver „ klassisk “, eller de havde en dybere grund, så meget er vist, af grosserer Frank ikke var manden til af behandle et tilfælde af denne Art; og da han selv mærkede, af det var noget, som faldt helt udenfor hans depArtement, så nøjedes han med af udstede sine ordrer, og betragtede derefter sagen som afgjort. andet kapitel. „ Er grosserer Frank hjemme? “ spurgte en lille, livlig, førladen mand, som nøgle dage senere meldte sig på kontoret, og med en vis færdighed gennemløb personalet, inden nogen endnu havde fået øje på ham. „ Grossereren er inde i sit værelse, “ svarede en ung mand og pegede på døren. „ Tak, tak, så skulle vi nok finde ham, “ sagde den fremmede, og fulgte anvisningen. „ Ærbødigste tjener, taler jeg med hr. Grosserer Frank? “ spurgte han, og blev stående ved døren. „ Det er mig, “ sagde Frank, uden af se op fra sit arbejde. „ Brev? “ „ Nej, ikke brev, “ svarede den fremmede, som straks tilegnede sig hans lapidarstiil, „ denne gang ikke brev, men veksel. “ „ Veksel? Umuligt! Jeg har ingen veksel forfalden i dag. “ „ Jo, så min tro har de så, hr. Grosserer, “ sagde den fremmede, og præsenterede ham et papir; „ for her står deres meget ærede navn, og ingen skal let tage fejl af den håndskrift, når han engang har set den. “ „ En veksel på mig, “ sagde grossereren tankefuldt, og rejste sig op. Han gik hen og åbnede en bog, gennemløb en af siderne og studsede et par gange. „ Lad mig se den veksel. “ Han læste sit navn, holdt seddelen mod lyset og beså den påkryds og påtvers, medens den fremmede ivrigt fulgte ham med øjnene, som om han frygtede for, at den skulle svinde bort mellem fingrene på ham. „ Nå, hr. Grosserer, “ sagde han lidt efter, „ begynder det så ikke at dage sig? “ „ Jo det gør; det bager sig for så vidt, som her foreligger en kjeltringestreg. Vekslen er falsk, mit navn er efterskrevet. “ „ Ja, tænkte jeg det ikke nok, “ sagde den fremmede ganske roligt. „ Tænkte jeg det ikke nok. “ „ Tænkte de det ikke nok? “ udbrød Frank utålmodig. „ Hvorfor fanden kommer de da til mig med den? Hvorfor har de ikke henvendt dem til poliliet? “ „ Fordi poliliet har henvendt sig til mig. Jeg er et stykke af en opdagelsesbetjcnt, “ tilføjede han med en noget sagtere betoning, og kom nærmere. „ Vi tænkte nok, af den var falsk; men det var os afvig-tighed af få bekræftelsen på den måde som sket er. “ „ Lad mig beholde vekslen til i morgen, “ sagde Frank. „ Måsfee finder jeg noget, som kan lede på spor. “ „ Min jnstrux forbyder mig det ikke, “ svarede betjenten, „ og da sagen foreløbig ganske er lagt i mine hænder, kunne jeg måske være tilbøjelig dertil, forudsaf af de indestår mig for den, og lover af levere mig den igen i morgen. Men frem for alt udbeder jeg mig deres taushed på æresord. “ Om aftenen blev grosserer Frank mod al sædvane i sit arbejdsværelse længe efter af personalet var gået. Han undersøgte sine bøger, og gennemgik navnene på en mængde personer for af sinde en mulighed, noget, der kunne lede på spor, men sandt intet. Navnetrækket på veksle « sammenlignede han gentagne gange med sin egen håndskrift, og måtte tilstå, af ligheden var slående. Selv den mest skarpsynede måtte her blive bedraget; endog nu, når han lod pennen løbe, frembragte han ikke en eneste gang navnet anderledes, end det stod at læse på vekslen, og alligevel var den falsk. Hvor snild end falsknere « havde været, så havde han dog oversæt, at navnet altid bar et ejendommeligt mærke, og dette mærke manglede. Skulle nogen af hans egne folk have begået denne skurkestreg? Det havde heldigvis meget ringe sandsynlighed for sig. Der var for det første den rolige og besindige Adam; at mistænke ham ville være galskab. Så var der Nikolai storm, eller rettere sagt, han var der ikke længere, men han havde da nylig været der; grosserer Frank gjenkaldfe i erindringen de år, Nikolai havde arbejdet hos ham; han så i tankerne hans ungdommelige, livsglade ansigt, hans frejdige, lette gang, og det ejendommelige, friskfyrsagtige kast med nakken, han havde, når han kom i affekt, og han fik i et øjeblik et så lille anfald af sympathetiske fornemmelser som hans forretningssjæl var i stand til at rumme, men dog stort nok til at frikende Nikolai for al del i forbrydelsen. Endelig var der nyskov, en venlig, i møde kommende, altid smilende og fornsiet ung mand på femogtyve, som nu i et Års tid havde været i Franks tjeneste, uden at der havde været grund til klage; han levede tarveligt, yndede vel en vis elegance i klæder, dog ikke i højere grad, end at han jo godt kunne bestride udgifterne af sin løn. Grossereren tændte en cigar, og satte sig i sofaen for at så en ide, medens han dampede væk; men hæns forsøg løste sig op ligesom røgskyerne. „ Hvad nytter det at fantasere og drømme; her må tænkes og handles. Hvad kan jeg nu for eksempel gøre her på stedet? “ Som om svaret stod skrevet foran ham, fog han lampen, gik ind i kontoret og gav sig til at efterse pultene. I nyskovs pult lå bøger, regninger og papirer i den skønneste orden, og et almindeligt blik på tingene overtydede ham straks om, at al videre søgen her ville være forgæves. Med en veltilfreds mine lukkede han igen, og gik til Adams pult, hvor han hurtig kom til det samme resultat. I Nikolais pult fandt han ikke længere den gennemgående orden; det så ud til, at en nordentlig, sorgløs person havde kastet alt imellem hverandre, for desto hurtigere at komme afsted. Med sin sands for orden begyndte han at lægge papirerne til rette, men traf snart på noget, som fængslede hæns opmærksomhed. „ Hvad er nu delte? En regning på bøger. Nå, og dette? Tolv flasker champagne, sexogtredive rigsdaler. Er mennesket gal! Og dette? Forfrisk ninger, ti rigsdaler. Forfriskninger? — forfriskninger? “ Han anstrengte sig forgæves for at udfinde, hvad det kunne være for et slags forfriskninger, der stod i så høj pris. Dersom han havde tilhørt en yngre generation, ville han måske have kendt det sprog, som efterhånden har udviklet sig blandt de lystige fyre i vor opfindsomme tidsalder — ikke for at give tingene deres rette navn, men netop for at skjule det. På de steder, hvor de unge mennesker holde deres bacchanalier, har der i tidens løb dannet sig et frimurersprog, der bevæger sig i sådanne uskyldige udtryk og milde betegnelser, som måtte bringe en uindviet til at tro, at der i det højeste var nydt en kop chocolade eller et glas limonade. Når de unge, og af og til også de gamle fyre have holdt sig lystige en nat, og tømt et ubegrænset antal flasker og boller, indtil de få bevidstheden bragt ned til et lavmål, der med rette kunne vække tvivl om, at den nogensinde vender tilbage, så melder der sig hen ad morgenstunden en lysvågen opvarter — disse væsener trænge nemlig aldrig til søvn — og præsenterer med et ironisk smilende fjæs en regning på „ Forfriskninger “. Tolv flasker champagne og seks boller punsch, eller fem retter og seks flasker bur-gnnderviin, eller tohundrede østers og otte flasker rhinskvin er alt sammen forfriskninger; men da grosserer Frank som sagt ikke kendte denne brug af ordet, måtte det blive ham uforståeligt. „ Forfriskninger, ti rigsdaler. Er mennesket gået fra forstanden! Og hvad er så dette? Et f. “ Papiret rystede i hans hånd. Han så straks, at det var et forsøg på en efterskrift af hans navn; endnu kun et råt forsøg, men øvelse gør jo mesteren. Med feberagtig uro satte han lampen ned i pulten, og fordybede sig i de mange papirer; hans søgen lønnede sig, hvis man ellers vil kalde det så, thi han fremdrog den ene seddel efter den anden, brudstykke efter brudstykke, forsøg på forsøg; han fandt fif navn gentaget og efterskrevet i det uendelige, og det varede ikke længe, førend han kunne ordne forsøgene, og se dem stride frem fra foreløbige udkast til faste og formede træk. „ At han var en kjeltring, havde jeg dog ikke troet, “ sagde han ved sig selv, medens han samlede sedlerne sammen. „ Han kan takke sin gode stjerne for, at han er kommet afsted, den slnbbert, ellers ville han nu være om en Hals. “ Imidlertid havde han ikke, som han bildte sig ind, foretaget sin undersøgelse ubemærket; et par lurende, katteagtige øjne havde iagttaget enhver af hans bevægelser, medens han opholdt sig i kontoret. Da betjenten den næste dag kom for at hente vekslen, overraskede grossereren ham ved at lægge alle Sedlerne frem, og afdække forfalskningen fra begyndelsen til enden. „ Sikken et fæ, “ sagde betjenten, „ at han ikke brændte de Sedler, men sådan gør de nu altid; hvor durkdrevne de også er, så bliver der dog bestandig en eller anden lille hage, hvorved vi fange dem. Skulle vi så gå ind og nappe knegten, hr. Grosserer? “ „ Ja, gå de kun ind og nap ham, “ sagde grossereren tørt, „ han er på vejen til Vestindien, og der lader de ham vel nok blive. “ Han gav derpå betjenten underretning om storms ansættelse i udlandet, men omtalte ikke grunden dertil; forresten kunne der vel ikke gjørcs videre, da fuglen var floiet; men da han ikke ønskede sit navn sat i forbindelse med denne sag, og da det især var ham ubehageligt, at gjerningsmandcn fandtes iblandt hans egne folk, så tilbød han at betale de par hundrede daler, hvorom det drejede sig, på den betingelse, at sagen ikke blev videre omtalt. „ Jeg kan ikke svare dem straks, hr. Grosserer, “ sagde betjenten, „ men jeg skal tænke over det. “ — Frederikke havde siden katastrofen været tavs og indeslultet, men hendes fader havde under sine mange forretninger ikke lagt mærke dertil. Skønt historien med vekslen havde ærgret ham, så mente han dog at kunne drage en fordel deraf, den nemlig at helbrede hende for hendes børneforelskelse, hvis den ellers ikke skulle gå over af sig selv. Ved middagsbordet — de spiste altid alene sammen — sagde han: „ Der er opdaget et falskneri på kontoret. “ „ Er den skyldige opdaget? “ spurgte Frederikke. „ Ja, storm. “ — han sagde det med den rolige betoning man anvender, når man undersorståer: „ Havde jeg så ikke ret? Fra den kant kunne man jo vente sig det værste. “ „ Tror du virkelig det. Fader? “ „ Ja, gu min salighed tror jeg det; det er jeg nok nødt til at tro overfor soleklare beviser? “ „ Har d » virkelig beviser, fader? “ spurgte hun, uden selv at tro på muligheden, men alligevel noget beklemt om hjertet. „ Mere end nok af beviser; jeg fandt det hele i hans pult i går aftes. Jeg håber, at dette fkal være dig en lære for fremtiden, ikke at indlade dig på børnestreger og ubesindigheder, som kunne drage de sørgeligste følger efter sig. “ „ Hvormange beviser du så har fundet, fader, så er jeg overbevist om, at Nikolai ikke har det mindste med den sag at gøre. “ „ Jeg vil ikke høre indvendinger, “ sagde Frank noget hidsig; „ begynde nu børnene at gøre oprør mod forældrene? Den første gang han viser sig i København, lader jeg ham arrestere. “ Dermed rejste han sig buldrende, og gik ned i sit værelse, hvor han lod folkene fra kontoret kalde ind. „ Jeg har ikke i sinde at antage nogen kommis i storms sted; Adam og nyskov sknlle dele hans arbejde imellem sig, og få en højere løn. Så er der ikke videre. “ tredie kapitel. Efter disse begivenheder gik tingene igen deres rolige gang. Kapitaler sendtes ud i verden, og vendte tilbage med godt udbytte; husets affairer gik glimrende, og dog var der noget i vejen, — ganske vist en ube-tvdelighed, men dog en af disse ubetydeligheder, som ved at antage blivende charakteer, efterhånden summere sig op, og lægge sig på os som et tryk, der til sidst bliver en sand lidelse. Såvidt var det vel ikke kommet endnu, men grosserer Frank følte sig alligevel noget trykket. I det ensomme hus var han vant til, når han om aftenen havde forladt kontoret, at modtages af et smilende barneansigt, høre en lystig latter og blive opvartet med småfortællinger, som gik ind ad det ene øre og ud af det andet; det var naturligvis kun bagateller, som for en alvorlig forretningsmand, der havde hovedet fuldt af andre ting, i og for sig ikke kunne have nogen værdi; men da vanen som bekendt er den anden natur, så fandt Frank det dog i begyndelsen besynderligt, at Frederikke var bleven så stille. Han behøvede ikke at tænke sig længe om for at gætte grunden; men den pjankede forlovelse med storm gik vel nok i glemmebogen, når man blot gav lidt tid. Dette hjalp ham en stund ud over vanskeligheden; han så forretningsmæssigt tiden an, men skuffedes i sine forventninger. Frede rikke ophørte intet øjeblik ot være en kærlig datter, men det gamle forhold vendte ikke tilbage. „ Hnn går måske også for meget alene, “ sagde han en dag, da han vågnede op af dybe tanker. „ Men hvem skal jeg søge til hende? “ Dette problem beskæftigede ham i nogen tid. Det var et af de vanskeligste regnestykker, han nogensinde havde haft, fordi det ikke lod sig udføre med tal eller ved hjælp af den kolde forstand. Det var et lille personlighedsanliggende, og i alt det slags var Frank stupid; han søgte naturligvis instinktmæssigt, hvad sådanne mennesker altid gøre, at vælte byrden overpå andre, og lade dem gøre den indsats af personlighed, han selv manglede. Frederikkes sørgmodighed trykkede ham, men han ville blot fjerne den som noget besværligt, noget for ham ubehageligt, uden at komme i det sym-pathetifle forhold dertil, som allersnarest havde hjulpet ham ud af vanskeligheden. „ Hun havde jo engang en lille legekammerat i Carstensens datter — lad os prøve det, “ tænkte han, omtrent som en læge, der har opgivet patienten, og til sidst falder på at prøve et nyt middel, uden at han egentlig selv har nogen tillid dertil. Som sædvanligt gik han straks fra beslutning til handling, og kaldte på Adam. „ De kender jo styrmand Carstensen, som har faret for mig? “ „ Ja, hr. Grosserer. “ „ Han har, eller havde i det mindste, en datter, som for en del år siden lidt legede med min datter, da de vare børn. Hvis de kan få fat i hende, så bed hende om at komme herhen til mig; jeg ønsker at tale med hende. Jeg ved ikke, hvor Carstensen boer, men det kan de jo let få at vide. Det må ske straks. “ Havde grossereren ikke haft sine tanker andre steder, ville han have bemærket, at Adam blev forlegen, da han talte om Carstensens datter; han kunne iøvrigt ikke have valgt noget pålideligt og hurtigere sendebud end Adam, der var så forelflet i Laura Carstensen, som nogen ung mand kunne være det; en halv time efter var han ude på Christianshavn, hvor styrmanden boede. Skønt han ellers var en rolig og besindig fyr, måtte han dog blive stående lidt udenfor huset for at samle sig, inden han gik derop, og da han endelig fog mod til sig og ringede på, var det ikke uden en vis hjertebanken, at han hørte nogen komme og lukke op; det var Laura selv. „ Kunde jeg ikke tale med dem, Laura? “ spurgte han, efter at have genvundet sin fatning. „ Fader er ikke hjemme, “ svarede hun yderlig forlegen, „ og de ved — “ „ Ja, jeg ved, at de ikke bryder dem om mig, “ sagde han med en bitter betoning, „ men denne gang kommer jeg fra grosserer Frank. Han har sendt mig herud for at bede dem om at komme hen til ham; han ønsker at tale med dem. “ „ Jeg kan ikke godt gå hjemmefra, førend fader kommer; men i eftermiddag skal jeg komme. “ „ Sig mig engang oprigtigt, “ sagde Adam, som var trådt ind i stuen, „ om jeg virkelig er dem så meget imod. Jeg havde engang håbet, at de kunne gjengjælde min kærlighed; men jeg frygter for at have taget fejl, jeg foretrækker selv den bitre vished for tvivl, og beder dem ligefrem om et svar. “ „ Pin mig ikke, hr. Adam, “ sagde Laura bedrøvet; „ jeg kan ikke sige andet, end hvad jeg så lidt har sagt dem, at vi ikke passe sammen. “ „ Ikke passe sammen? Og hvorfor skulle vi ikke passe sammen? “ „ De ved godt, hvad jeg mener. Jeg ville kun blive en byrde for deres familie, og om de også selv holdt det ud i nogen tid, så ville de dog til sidst fortryde, hvad de havde gjort. “ „ Er der ikke andet i vejen, “ råbte Adam glad, „ så skal jeg nok klare den sag. Hvad bryder jeg mig om min familie — “ „ Det er synd af dem at friste mig, “ sagde hun. „ Fader giver aldrig sit minde dertil. Han har sine egne ideer om den ting; og desuden vil jeg ikke forlade ham. Men gå nu, hr. Adam; der kunne komme nogen og få dem at se her, og de ville sikkert udlægge det til det værste. “ „ Det er grusomt af dem, Laura, ikke af have et venligt ord tilovers, når jeg seer dem så sjældent. De kunne dog i det mindste — “ „ Gå, hr. Adam, hvis de har mig kær, “ afbrød dun ham forskrækket, „ jeg hører fader komme op ad trapperne. “ Men inden Adam kunne komme afsted, havde styrmanden allerede åbnet døren, hvor han blev stående forundret og så på dem. Han var en mand på hen ved treds, stor og stærkt bygget, med busket gråt hår og et ansigt, hvori godmodighed og barskhcd havde indgået en løicrlig forening. „ Har du besøg af gode venner? “ spurgte han Laura, som stod forlegen og pillede ved noget sytøj. „ Det er hr. Adam, som kommer — “ „ Hvem er hr. Adam? “ sagde Carstensen noget barsk. „ Jeg kender ingen hr. Adam. Hvad er deres ærinde, herre? “ „ Jeg kommer fra grosserer Frank, som ønsker af tale med deres datter; men hun sagde mig, af hun ikke kunne gå hjemmefra, førend de kom tilbage. “ „ Er de måske på grossererens kontor? “ spurgte styrmanden. „ Ja, jeg er; jeg har været der et par år, “ svarede Adam. „ Længere kan det heller ikke være, “ sagde Carstensen, hvis ansigt opklaredes, da han fik at vide, hvorledes det hængte sammen med besøget, „ for så længe er det siden, at jeg gik ud på min sidste rejse, og dengang kendte jeg jo godt alle grossererens folk. Ved de ikke, hr.. Adam, om „ Najaden “ skal i fart til efteråret? “ — inden han fik noget svar, føjede han til: „ Må jeg have den fornøjelse at byde dem et glas vin; jeg har taget den med hjem på min sidste rejse. Gå ind i den anden stue, og tag en flaske, Laura. Det er ikke dette blandingsgods, man får her i København; det er det rene væsen, “ sagde han, idet han skænkede i glassene, og holdt vinen mod lyset. „ Deres velgående, hr. Adam. — hvad jeg ville sige, ved de om „ Najaden “ skal i fart til efteråret? “ „ Nej jeg ved ikke, hr. Carstensen; den er jo ikke engang rigtig færdig endnu. “ „ Jeg kunne nok have lyst til at blive styrmand der; hvis de kunne skaffe mig den plads, så skulle de have tak. Jeg gider ikke selv henvende mig til grossereren; for rent ud sagt, han er noget storsnudet af sig, og når man bliver til årene, seer de, så bar man ikke lyst til at lade sig tiltale som en kahytsdreng; men kunne pladsen sådan blive mig tilbudt — “ „ Jeg har ikke det mindste i den sag at sige, men skulle der vise sig nogen lejlighed, hvor jeg kan bringe sagen på bane, så kan de stole på, at det skal ske. “ „ Ih, det skal de have tak for, unge mand, “ sagde Carstensen, som blev helt oprømt ved tanken om, at hans ønske måske kunne opnås. „ Lad os drikke på det! Men hvad var det ellers grossereren ville min datter? “ „ Det skal jeg ikke kunne sige dem; han sendte mig blot herud med den besked, at han ønskede at tale med hende, og det lod til, så snart som muligt. “ „ Så gå du kun, min pige, og hør, hvad manden vil dig; når du går straks, kan du være hjemme igen til middag. Du kan jo følge med hr. Adam, så gelejder han dig nok lige ind til grossereren; for de generer dem vel ikke ved at gå med et pigebarn — “ „ Nej, på ingen måde, “ sagde Adam, som hellere end gerne greb lejligheden, „ og for at overbevise dem derom, beder jeg jomfru Carstensen om at gøre mig selskab. “ „ Jeg tror helst, at jeg ville vente til i eftermiddag, fader; jeg har her noget sptøi, som skulle være færdigt. “ „ Å snak, “ sagde hendes fader, „ hvad skal nu de griller til. De pigebørn gøre altid indvendinger; altid ville de det modsatte. Se nu, at du kommer afsted, og spild ikke tiden med snak. “ Da Laura så, at der ingen udvej var mulig, gjorde hun sig færdig, og gik med Adam. „ Dersom jeg havde vidst, at det var dem så meget imod at følge med mig, kunne jeg sagtens have fundet på en undskyldning; men ordet slap mig ud af munden, tnden jeg selv vidste af det. “ „ Jeg har naturligvis ikke noget imod at følge med dem, hr. Adam. “ „ Men alligevel ville de dog hellere have gået alene; jeg tror, at de begynder at få noget imod mig; det har de dog ikke haft før. “ „ Hvorfor skulle vi blive ved at tale om ting, der nu engang ikke lade sig forandre? “ sagde hun. „ Og hvorfor skulle de ikke lade sig forandre? “ „ Fordi det ikke kommer an på mig; fordi jeg står andre til ansvar; fordi — hvorfor vil de dog blive ved, hr. Adam, da de meget godt ved, at jeg ikke kan svare dem anderledes, end ' jeg gør. “ „ Er det deres faders samtykke, de frygter for ikke at kunne få, så giv mig blot lov dertil, og jeg skal forlange det af ham. “ „ Ikke for alt i verden, “ sagde hun, forskrækket ved den blotte tanke. „ Hvis de nogensinde talte til ham derom, fik de mig aldrig mere at se. “ „ Ja, hvad skal jeg da gøre, “ sagde han mismodig. „ Selv vil de ikke give mig noget svar, fordi de siger, at de ikke kan det, da de er afhængig af deres faders samtykke; og når så jeg beder dem om at måtte tale til deres fader, så negter de mig også det; hvad skal jeg da gøre? “ „ Rent opgive det, hr. Adam; det vil være det bedste både for dem selv og for mig. Når de kun lader være at tænke på det, så vil de efterhånden glemme det, og spare både dem selv og mig mange sorger. “ „ Når de taler således, Laura, så siger de med tydelige ord, at jeg er dem ganske ligegyldig, og at de ønsker, at jeg skal gå min vej, jo før jo hellere. “ „ De er meget uretfærdig imod mig, “ sagde hun grædænde, „ og burde sætte dem i mit sted, så ville de tænke og tale anderledes. De er mig en kær ven, det ved de, og næsfeffer fader står ingen mit hjerte så nær som de. Gud skal vide, at jeg har kæmpet før at holde min overbevisning fast, når de tidligere har talt til mig; men jeg kan ikke opfylde deres ønske, uden at begå en stor uret både mod fader, og mod dem og mod mig selv. Jeg kan ikke svare dem anderledes, end jeg har svaret dem. Måske kunne tider og forhold forandre sig, som vi mindst tænke det, — men nu må de ikke forlange det umulige af mig. “ „ Må jeg da i deres sidste ord se et håb, om end nok så svagt et håb om, at jeg engang kunne blive noget mere før dem, så skal jeg ikke tale mere herom, førend tiden kommer? “ „ Ja, hvis de vil det? “ „ Nej, ikke hvis jeg vil det; det ved de, at jeg vil; det er mig før ubestemt. Vil de selv sige mig, at jeg må se et håb deri? “ „ Nuvel da, siden det ikke kan være anderledes, det må de; men det er ikke noget løfte. Jeg tør ikke give det, og de må ikke forlange det. “ Hun havde ved de sidste ord lagt hånden på hans arm for at berolige ham; han blev stående og så på hende. „ Jeg elsker dem højere end jeg nogensinde har gjort, Laura; men jeg lover, ikke at tale til dem derom, førend tider og forhold have forandret sig — som de siger. — nu må de ikke se forgrædt ud, når de komm

1891_Nansen_EtHjem

Peter

Et Hjem

Nansen

Nansen

Et Hjem

male

1891_Nansen_EtHjem.pdf

Peter

Nansen

dk

Et Hjem

Fortælling

y

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Da cand. jur. Fuldmægtig i finansministeriet Frederik jernier en morgen fik et forlovelseskort med navnene Nancy Schmidt og Christian Mogensen, cand, fil., postekspedient, kom han uvilkårlig til at smile. Hvordan i alverden var det dog gået til, at hans gamle skolekammerat Mogensen, det sindige menneske, var bleven forlovet med den smukke Nancy Schmidt? Jermer kendte hende fra gaden. Han kunne huske hende fem, seks år tilbage, lige fra hun som nykonfirmeret ungfrøken betrådte Østergades fliser. Hun havde en ejendommelig måde at føre sig på, så man ikke let undgik at lægge mærke til hende — der var i hovedets blide sænkning noget udpræget bly og forsigtigt, men så pludselig kunne hun slå de store øjne op med et blik fuldt af varm dristighed. Jermer havde af og til, når han mødte hende, følt lyst til at følge efter hende og forsøge sin lykke. Men hver gang havde han opgivet det af frygt for, at han ikke turde stole på den antydning, øjnene gav. Og Nancy Schmidt hørte ikke til de damer, af hvem man på forhånd har lov til at vente imødekommenhed. Han kendte i korte træk hendes familieforhold. Hun var datter af en for et par år siden afdød bankkasserer. Moderen havde allerede i mange år været død. Nu boede Nancy Schmidt hos sin gamle svagelige ugifte faster. Med denne letfodede københavnerinde var altså hans barndomsven, Christian Mogensen, bleven forlovet. Frederik Jermer og Christian Mogensen var bysbørn. I den sjællandske købstad, hvor Jermers fader havde været borgmester, drev afdøde gamle Mogensen en indbringende landhandel. De to jævnaldrende drenge blev i samtidig sendt til København for at gå i latinskole. De boede i samme pensionat, gik i samme skole og samme klasse. Dog mens Jermer altid hævdede duksepladsen, nøjedes Christian Mogensen beskednere med at forsvare en mellemstilling. I det hele taget var der mellem de to venner aldrig strid om, at Jermer var den overlegne. Han var et hurtigt hoved, havde et vindende væsen og røbede allerede som barn en fin Sans for at gøre sig livet behageligt. Han var på samme tid lærernes yndling og kammeraternes fører. Mogensen derimod var tung i vendingen, brav, solid og flittig, men uden evne til at stille sig i forgrunden og vække opmærksomhed. Efter de første par studenterår skiltes Mogensens og Jermers veje. Mogensen opgav hurtigt studeringerne for at gå ind i postvæsenet, mens Jermer mere ærgærrigt stræbte fremad mod en pyntelig juridisk og social karriere. Han passede lige omhyggeligt sine manuduktører og sine sel- i forholdet mellem de forlovede var kærligt. Mogensen optrådte med forelsket Iver og lod ikke fem minutter gå uden at fordre et kærtegn. Og uden gnaveri, dog også uden begejstring, lod hun ham kysse og klappe, bevarende sit blide smil, vendende kinden til og fra, skuttende sig ganske velbehageligt, når han strøg hende over den blottede nakke. Jermer og frk. Schmidt sad et par minutter alene. Straks talte de ikke til hinanden, men så sagde hun, seende ham roligt ind i øjnene: » Véd de, at det var noget af det, jeg syntes var morsomst ved at blive forlovet med Christian, at jeg så skulle lære dem at kende. « Han svarede: » Og véd de, at jeg misunder Mogensen. « Da Mogensen i det samme kom tilbage og gik hen og kyssede sin kæreste på håret, gentog Jermer: » Jeg sad netop og fortalte frk. Schmidt, at jeg misundte dig. « » Det gør mig ondt for dig, « svarede Mogensen, gående ind på spøgen — » men vi kan jo ikke så godt begge få hende. Vel basse? « i. De nygifte boede i Gothersgade, med udsigt til botanisk have. Det var en vel indrettet og smagfuldt udstyret fem værelsers lejlighed. Al den unge frues medgift var en fem, seks tusind kroner; for disse penge og ved hjælp af sit snilde arrangementstalent havde hun lavet sig et smukt hjem — velhavende, lunt og med en vis gammeldags hygge, hvortil bidrog de solide mahognimøbler, hun havde fået i brudegave af sin faster, der, samtidig med at niecen giftede sig, flyttede ud i sygehjemmet. brylluppet stod i maj måned, i al stilhed. Da de nygifte, efter en 14 dages bryllupsrejse til sachsisk Schweiz, var vendte tilbage til København, aflagde Jermer visit og blev straks inviteret til middag nogle dage efter. Så kom imidlertid sommeren og Jermer var dels på rejse, dels optagen af besøg hos bekendte på strandvejen, dels endelig engageret af et forhold til en russisk skolerytterske, der optrådte i cirkus. Hele sommeren så han ikke noget til Mogensens og tænkte kun lidt på dem. Men en dag først i september mødte han den unge frue ved ørstedsparken. Han gik med en bekendt, så han måtte nøjes med at hilse på hende, men hun sendte ham et så elskværdigt gensynsglad smil, at en pludselig længsel efter hende greb ham. Han gik derop allerede næste dag og traf hende alene. Hun modtog ham med venlige bebrejdelser, fordi han så ganske havde svigtet dem. Han undskyldte sig med, at han ikke havde villet forstyrre dem i hvedebrødsdagenes idyl. Da han sagde dette, gled der ligesom en skygge af misfornøjelse over hendes ansigt, og han skyndte sig med at slå over i et andet emne, usikker på, om han havde fornærmet hende eller gjort hende trist. Hun på sin side drillede ham med cirkus. Om han havde været meget derude, om han ikke var charmeret i nogen af beriderskerne? Han 'forstod, at hun havde holdt godt udkig med ham, hvilket hemmeligt smigrede ham, mens han alvorligt afviste hendes drillerier som ubeføjede. Da han gik, opfordrede hun ham indtrængende til snart at besøge dem en aften. » Mogensen længes efter dem, nu begynder jo desuden de lange aftener og cirkus er rejst. Vi gør ingen selskaber, men hvis en så forvænt herre som de gider tage til takke med en tarvelig aftensmad og en god toddy, vil de gøre os begge meget glade. « Jermer efterkom hurtigt indbydelsen, og det blev ikke ved det ene besøg. det mogensen’ske hus fik en egen tillokkelse for ham. Han fandt her en hjemlig hygge, som han ikke var vant til fra de kredse, han ellers søgte. Tonen var utvungen og kammeratlig mellem de to herrer og den unge frue, og Jermer havde den behagelige følelse, at hans besøg beredte en oprigtig glæde ja, det var undertiden, som om hans komme spredte en trykket stemning mellem ægtefolkene. En enkelt aften havde han endog overrasket den unge frue med tårer i øjnene. Hun havde imidlertid skyndt sig at udviske sorgens spor og var hurtigt igen i god kulør. Mogensen var lidt efter kommen ud fra soveværelset, med mørkt ansigt, men da han så sin ven, opklaredes han. Ægtefolkene vekslede et nik og et smil, og der var atter solskin i hjemmet. Hvorledes var egentlig forholdet mellem Mogensen og hans kone? Og hvordan var egenlig den lille Fru Nancy? Derover spekulerede Jermer meget og gjorde sine iagttagelser. når de om aftenen sad ved toddyen og fruen opvartende bevægede sig mellem de to herrer, holdt Mogensen af, idet hun passerede ham, at gribe hende om livet og snappe et Kys. Hun bevarede under disse kærtegn sit blidt smilende ansigt, men strøg sig hurtigt ud af ægtemandens arme, og det kunne da hænde, at hun, med ryggen mod Mogensen, sendte Jermer et underligt dvælende blik — et blik, som han ikke ret kunne tyde, som han i al fald ikke var sikker på betød det, han syntes at læse deri. — — i løbet af efteråret kom Jermer stadig hyppigere i det mogensen’ske hus. Han droges dertil både ved det velbefindende, han følte som den skattede gæst, og ved den æggende Duft af længsler og løfter, som udstrålede fra Fru Nancys væsen imod ham. Iii. Det var en af de første novemberdage, i skumringen. Jermer kom på visit hos Mogensens. Pigen, der lukkede op, sagde, at Herren var ude, men at fruen sad i dagligstuen, og at hr. Jermer godt kunne gå ind. Jermer bankede på døren til Mogensens værelse. Ingen svarede og han gik ind. Der var mørkt. Portiererne til dagligstuen var trukne fra — også herinde var mørkt. Han gik sagte — for at overraske — over tæppet, kiggede ind i dagligstuen og opdagede Fru Nancy, der sad på chaiselonguen foran kakkelovnen, med ryggen mod ham. Hun sad fremoverbøjet, med albuerne i skødet og hovedet hvilende i hænderne. da han var lige bag hende, sagde han med dyb basstemme: buh! Hun fo’r med et lille skrig op, strøg sig hastigt over øjnene og sagde i en bedrøvet tone, idet hun igen tog plads: » Nå, er det dem, Jermer! De gjorde mig så bange! « Han stod nu og så hende ind i det af kakkelovnsilden oplyste ansigt, og han så, at hendes øjne løb over af tårer. Han greb hendes hånd, satte sig ved siden af hende og sagde med en blødt deltagende stemme: » Kære Fru Nancy, de græder — hvad er der i vejen med dem? « Hun lod ham beholde hånden og lænede sig tilbage, så hendes hoved rørte ved hans skulder, men hun svarede intet. Så strøg han forsigtigt hendes hår med den hånd, han havde fri, og sagde i samme milde tone, hvori man taler til grædende børn: » Er der gået den søde lille frue noget imod? « da sank hun sammen mod hans bryst i en voldsom gråd, og mens han læmpeligt — stadig holdende hende i hånden — gled ned på knæ foran hende, fremhulkede hun? » Å, jeg er så ulykkelig, Jermer! « Han svarede med de ømmeste Kys og kærtegn, og hun gjorde ingen modstand, men græd stadig. Først da Jermer igen sad på chaiselonguen med hendes hånd i sin, standsede gråden og, ligesom besindende sig, dog uden strænghed, sagde hun: » Det er stygt, hvad vi har gjort. Og hvad må de dog tænke om mig? « Leende svarede han: » Jeg tænker, at du ikke er i dårligt humør længer? « Da smilede hun gennem tårer og, idet hun tog ham om halsen med begge arme, bøjede hun ham ned til sig og trykkede ham et langt varmt Kys lige på munden. Og mens de blev siddende i mørkningen, glade for hinanden og udvekslende mange kærtegn, fortalte hun ham om, hvilke skuffelser Mogensen som ægtemand havde beredt hende, hvor ligegyldig han var mod hende, hvordan hun egentlig altid havde været forelsket i ham, et hjem. 2. Opl. 2 Jermer, og hvor ulykkelig hun havde været med sin unge livsglade trang, en trang, som samlivet med den kølige gemal og det hyppige samvær med Jermer, hvem hun troede ikke brød sig det bitterste om hende, stadig gjorde mere pinagtig — — mens Jermer, på sin side, ved at erindre om sin handlemåde ved mange forskellige lejligheder i deres hidtidige bekendtskab — en handlemåde, hvis rette betydning hun nu først forstod, om end hun af og til med glæde havde tænkt sit derved — klart beviste, at han lige fra første færd havde elsket hende og at det, som nu var sket, i virkeligheden ikke var andet, end hvad hun og han med gensidig ømhed havde længtes henimod. Iv. Forholdet mellem Jermer og Fru Nancy blev hurtigt meget inderligt. De var såre lykkelige ved hinanden. Han var en omhyggelig, en opmærksom og fantasifuld elsker; hun den mest hengivende og forstående elskerinde. De havde al ønskelig lejlighed til at være alene sammen. Enten hjemme hos Mogensens selv, når Jermer gik fra ministeriet en time før Mogensen var færdig på sit kontor, eller hjemme hos Jermer de aftener, Mogensen var optagen af en politisk diskussionsforening, og som hun foregav at benytte til visiter hos sin gamle faster i sygehjemmet. Dertil kom naturligvis mere tilfældige lejligheder. samtidig med at Jermer og Fru Nancy knyttedes inderligere sammen, blev også forholdet mellem Jermer og Mogensen stadig venskabeligere. Jermer mærkede til sin forundring, at hans forelskelse i Fru Nancy virkede foryngende og forfriskende på hans venskab for manden. Mens han i de senere år havde set lidt ironisk og overlegent på sin naive og ikke meget kundskabsrige kammerat, opdagede han nu fler og fler gode — ja interessante egenskaber hos ham. Mogensen havde — så han nu — både sund dømmekraft og en elskværdig ejendommelig humor, som ganske vist kun kom til sin ret i en snæver intim kreds. Jermer blev ligefrem ærgærrig på vennens vegne. Han omtalte ham med varme og var ivrig for at overbevise andre om hans gode forstand og hans morsomhed. Han lagde også sin interesse tydeligt for dagen overfor Mogensen selv. Han ansporede ham til at vise Iver i sin tjeneste og vinde sine foresattes opmærksomhed og påskønnelse, og han lyttede med interesse til Mogensens udvikling om forholdene i postvæsenet, om hans planer og chancer. Og da han en dag havde nævnet en god ven af Jermers fader, en af de overordnede embedsmænd i postetaten, som den, der havde den største indflydelse på hans karriere, aflagde Jermer straks visit hos vedkommende embedsmand, i hvis hus han havde været et par gange, og fik samtalen drejet hen på Mogensen, hvem han dernæst omtalte i de stærkeste lovord. Også på andre måder gjorde han sig nyttig for Mogensen. Han hjalp ham — gennem en ven, der var en bekendt dygtig børsmand — til at få nogle papirer, der gav ringe rente, solgte og pengene i stedet for anbragte i udenlandske statsobligationer, der, på grund af pludselig falsk panik, netop kunne erhverves for røverkøb. Alle disse uegennyttige venskabsbeviser, al denne omhu og deltagelse fra Jermer, hvem han altid havde set op til og beundret, affødte naturligt en begejstret hengivenhed hos Mogensen. Når han nu ikke hver dag så Jermer, var han både urolig og bedrøvet og han sendte ham straks Billeter, med forespørgsel om, hvor han dog blev af, eller han fristede ham med indbydelser som denne: » Der serveres i aften din livret, Krebs i Karry «. Jermer blev det faste tilknytningspunkt mellem Mogensen og hans kone. De, som før havde haft vanskeligt ved at finde på, hvad de skulle tale om, og som, efter at erotiken hurtigt var veget bort fra deres ægteskab, havde gået og set surt til hinanden, manglede nu aldrig stof til opmuntrende samtale. De talte altid om Jermer. Om hvad Jermer havde sagt og gjort, hvor mageløs hyggelig og elskværdig han var; om hans begavelse, hans store fremtidsudsigter, hans fine forbindelser og hans trofasthed mod gamle venner. Når der nu var en smule uenighed eller fornærmethed mellem de to ægtefæller, var det altid kun, fordi Mogensen ikke fandt sin kone tilstrækkelig begejstret for Jermer. Dels af forsigtighed, dels også, fordi hun virkelig syntes, manden gik for vidt i sin tilbedelse, kom hun undertiden med en mild kritik over vennen; hun fremhævede f. Eks. visse små komiske manerer, han havde, eller hun sagde, som sandt var, at han var lidt vel selvglad og ikke fri for at være indbildsk. En sådan kritik gjorde Mogensen opbragt. Som Jermer var, var han det bedste menneske i verden, og Mogensen hverken ville eller kunne se den mindste fejl hos ham. Det traf sig også, at Fru Nancy, når Jermer var gået om aftenen, fik skænd, fordi hun ikke havde været elskværdig nok imod ham. En dag havde Fru Nancy således været lidt jaloux på en dame af fælles bekendtskab, og hele aftenen fortsatte hun drilleriet. Ikke så snart var Jermer ude af døren, før Mogensen, i en irriteret tone, sagde: » Jeg synes, du er alt andet end elskværdig mod Jermer. « » Hvad mener du, min ven? « » Hvorfor blev du ved at tale om den frøken Clausen? Kunne du ikke mærke, at det berørte Jermer pinligt? Jeg finder det taktløst af dig at blande dig i den slags sager. « » Jamen, det var jo kun spøg. « » Jeg er bange for, at Jermer ikke opfattede det som spøg. I hvert fald var det en meget uheldig spøg, og jeg synes i det hele taget, at du i den senere tid ikke har været mod Jermer som før. Er der passeret noget imellem jer? Er i blevne uvenner? « Næste aften, da Jermer igen sad på sin sædvanlige plads i den lille kreds og Fru Nancy bragte ham hans toddy, sagde hun, idet hun blev stående ved siden af ham og smilede ned til ham: » Véd de, at jeg iaftes fik skænd for deres skyld? « » Så—å? « » Hvad skal du nu fortælle Jermer det for? « faldt Mogensen ind. » Jo, det skal han netop vide. Jeg fik skænd, fordi jeg ikke var elskværdig imod dem. Mogensen sagde, at jeg i den sidste tid havde anvendt en ubehagelig og drillende tone overfor dem. Er de vred på mig? « Jermer tog et par lange drag af cigaren. Så sagde han: » Naturligvis er jeg ikke spor af vred på dem. Men forøvrig er jeg ganske enig med Mogensen i, at de bør være så elskværdig som muligt imod mig. « » Dér kan du høre, Nancy, Jermer har været ked af det. « Fru Nancy tog sin mands glas, stødte det mod Jermers og sagde med et langt blik på ham: » Siden jeg har været uartig, beder jeg dem om forladelse. Jeg bøjer mig under 26 min strenge gemals tugt og skal forsøge for fremtiden altid at være elskværdig imod dem. Skal vi drikke på det, Jermer? « De drak og Jermer kyssede hendes hånd; mens Mogensen velbehageligt lænede sig tilbage i sofaen, nikkede til dem og sagde: » Det var ret, børn. Og nu skal vi have det rigtig gemytligt i aften. « v. Når Fru Nancy og Jermer tilbragte en aften alene og de, lykkelige, sad i sofaen sammen og nippede til et glas vin, mens hun røg en cigaret, han en fin havannacigar, talte de meget om Mogensen. » Han har gjort synd imod mig. « sagde hun tit. » Det er hans egen skyld, at det er blevet som det er. « Når så Jermer spurgte: » Hvis han altså havde været en mere pligtopfyldende ægtemand, ville du så ikke have holdt af mig? « svarede hun med et ubestemmeligt smil: » Så ville jeg i al fald ingen undskyldning have haft. « Jermer tog sin ven i forsvar og snakkede på hans vegne fornuft for Fru Nancy. han forklarede som sin bestemte mening, at ægteskabet i virkeligheden ikke kunne baseres på erotik. Skulle man leve evigt sammen, klinede op ad hinanden, mistede den hurtigt sin ynde. Den blev banal og trættende. Den fordrede en stadig gensidig lystfølelse og traf snart den ene, snart den anden uoplagt. Men var dette blot sket et par gange, virkede det demoraliserende på ægtefolkene og gjorde dem onde og hadefulde mod hinanden. Ulykken var, at, hvad der burde fuldbyrdes i glad frivillighed, i ægteskabet optrådte som en pligt. Han, Jermer, forstod så godt, at alene denne følelse af pligt kunne afføde lede. Og han var også vis på, at kun de ægteskaber, hvor begge var komne til ro og ikke i den retning stillede for store fordringer til hinanden, var lykkelige. ----------forøvrigt blev der, også af hende, kun talt godt om Mogensen. Der fandtes ikke bedre menneske — sagde hun en aften. » Der er sikkert ikke det offer, han ikke ville bringe mig. Og du skulle vide, hvor han holder af dig! « Jermer svarede: » Jeg holder også meget af Mogensen. Han er et udmærket menneske. « De sad et øjeblik tavse. Så sagde hun, idet hun, med hænderne i skødet, stirrede bedrøvet frem for sig: » Jeg er bange. En dag hævner det sig nok, at jeg har været sådan imod ham. « Det var første gang, han hørte alvorlige angerens ord fra hende, og han vidste ikke straks, hvordan han skulle gribe situationen an. Men så tog han hendes hænder, drejede hende om imod sig, og, idet han så hende fast i øjnene, sagde han mildt formanende: » Du lille barn. Vær nu fornuftig og svar mig oprigtigt: mod hvem er egentlig dette synd? Mod hvem gør vi uret? — hvis du vil være ærlig: er forholdet mellem dig og din mand så blevet bedre eller værre efter dette? Var i lykkelige før? « hun rystede på hovedet. Og han fortsatte, i en lystigere tone: » Men nu? Er måske ikke du lykkelig? ( hun nikkede smilende til ham og trykkede hans hånd. ) og han? Har du nogensinde sét ham mere tilfreds? Er det ikke, ligesom noget tungt var væltet bort fra ham? Er han ikke i alle måder bleven ligesom forynget? Han er glad ved sit arbejde, han er henrykt for dig og han har i mig en trofast ven, som han sætter pris på. Overhovedet: hvor i verden finder man vel tre mennesker, som har det hyggeligere og bedre sammen og mere ubetinget kan stole på hinanden, end din mand og vi to? Derfor, når du skal være oprigtig og naturlig, mener du i virkeligheden slet ikke, at du har noget at bebrejde dig. Men sagen er: du er smittet af tidens almindelige skaberi. Vi har i vore dage styltet en såre underordnet ting op til at være det egentlig livsafgørende. Tro ikke på, hvad vore moderne moralister forkynder. De græder officielt over det, der privat er deres og alverdens bedste fornøjelse. Hvor urimeligt også, at et menneskes moralske værdi skulle afhænge af noget så ligegyldigt, som om han eller hun kysser lidt mere eller lidt mindre, lidt fler eller lidt færre. Det afgørende » er, om man handler ondt imod nogen. Men nutildags kan jo selv en tyveårs digter ikke skrive om en lille sypige, der har sig en elsker, uden at lave en vemodig tragedie ud af denne alt andet end bedrøvelige ting — det eneste sagtens, som gør livet en smule muntert for det fattige pigebarn... Og, ikke sandt du, vi trænger alle til at holde af og blive holdt af. « Kendelig styrket af hans tale sagde hun: » Og véd du — ja, det lyder måske lidt underligt, men sandt er det: jeg synes ligefrem, jeg er bleven et bedre menneske i den sidste tid. Før gik jeg rundt i et evigt dårligt humør. Jeg var ulykkelig og forbitret; jeg følte mig skuffet og fornærmet. Først og fremmest gik det naturligvis ud over min mand. Du aner ikke, hvor jeg har været ond imod ham. Der var dage, hvor vi ikke talte til hinanden, uden når der var fremmede eller pigen kom ind i stuen. Det var blevet sådan imellem os, at ville han en dag kæle for mig, så bed jeg ham af, og følte jeg bagefter anger og trang til at gøre det godt igen, så fandt jeg ham utilgængelig. Nu derimod har Mogensen og jeg det udmærket sammen. Jeg er i godt humør, fra jeg slår øjnene op om morgenen, og hele dagen er der som solskin inde i mig. Jeg springer tidligt ud af sengen for selv at lave Mogensen hans the, og jeg følger ham hver dag til kontoret. Altid har jeg noget at glæde mig til — enten til at være sammen med dig alene eller til vore hyggelige aftener, og selv når Mogensen og jeg er alene, har vi det så rart. Han er også som forvandlet, det har du ret i. Ja, jeg er meget lykkelig, og jeg vil, at alle omkring mig skal være det. — nej, du, det kan ikke være synd, at jeg holder af dig. « hun vendte sig om imod ham, kastede sig ind til ham og sagde: » Jeg elsker dig: « Han rejste sig, bærende hende. Han bar hende gennem stuen henimod soveværelset. På vejen faldt hans blik på skrivebordet, hvor et billede af Mogensen stod vis-à-vis et billede af Fru Nancy. Han standsede et øjeblik og sagde til hende: se dér! Hun lå i hans arme som et lille barn, nikkede smilende til billedet af sin mand, kyssede på fingeren til det og kyssede derpå Jermer. Så gik de videre. Et hjem. 2; opl, 3 vi. På Mogensens skrivebord stod i det ene hjørne et billede af Jermer, i det andet hjørne et billede af Fru Nancy. En dag efter middag, da hun kom ind med kaffen, traf hun sin mand siddende i dyb beskuelse af de to billeder. Hun satte kaffebakken på bordet foran sofaen, gik hen til ham og lagde hånden på hans skulder. » Hvad er det, manden tænker på? « Han tog hende om livet, satte hende ned på skødet af sig og sagde: » Jeg tænker på dig og Jermer. Hør nu, om jeg havde ret. Jeg tænkte, at i i grunden slet ikke passede til at være gifte sammen. « » Det var ellers nogle besynderlige tanker. « » Hvorfor det? Det ville ligge nær, synes jeg, at antage, at i to passede godt sammen. Det gør i naturligvis også på en måde. Jeg véd jo, at du holder meget af ham, og jeg er ligeså sikker på, at han synes udmærket om dig. Men alligevel, i ville ikke blive lykkelige, hvis i var gifte. Og jeg tror, jeg har udspekuleret hvorfor. — ser du, det er nemlig forskellen mellem Jermer og mig, at jeg egner mig til faste rolige forhold, altså til at være ægtemand, mens han er for fordringsfuld en natur til at kunne finde varig lykke i et ægteskab. Du kender ham jo ikke så godt som jeg. Jeg kan bedømme ham efter lang erfaring. Så snart et forhold begynder at hvile på ham som en pligt, bliver han utilpas. Han ville hurtigt føle ægteskabet som en byrde, og jeg er vis på, at han ville kaste den af sig. « » Jeg tror, at manden min ender med at blive filosof. Du taler virkelig som en vismand. « » Mener du, at det er forkert, hvad jeg siger om Jermer? « » Tværtimod. Du har uden tvivl ret. Jeg tror ovenikøbet, han en gang har sagt noget lignende til mig om sig selv. « » Og ser du, derfor stemmer det også godt med hans væsen, at han befinder sig så vel ved at omgås os. Han er glad ved dig og han er glad ved mig, og han véd, at jo oftere han kommer, des gladere er vi. Vort hus erstatter ham ægteskabet. Han har her et hjem. Du er hyggelig og god imod ham, og han kommer her uden pligt. « Han sad og så tankefuldt frem for sig et øjeblik. Derpå sagde hun: » Skal jeg betro dig noget? « » Nå, og det er? « » Da jeg var ganske ung — før jeg lærte dig at kende — sværmede jeg ikke så lidt for Jermer. Jeg havde aldrig talt med ham, men jeg syntes han var så fin og køn og så så klog ud. Tænk dig, jeg gik ligefrem og passede ham op på gaden. Jeg tror forresten også nok, at han lagde mærke til mig og syntes godt om mig; men det blev jo ikke til noget mere. — dengang var det min drøm at blive gift med en mand som » Jermer, og i grunden kan du takke ham for, at du fik mig. — jeg havde jo set dig en gang imellem sammen med ham, derfor fik jeg straks interesse for dig og var glad ved at tale med dig, — det smagte dog altid ligesom af fugl... « » Men nu — fortsatte hun og kyssede Mogensen, over hvis ansigt der gled en sky, — » nu véd jeg også, at Jermer ikke havde været den rette mand for mig og at jeg netop fik den bedste og sødeste ægtemand i verden. « Mogensens ansigt strålede atter og han sagde, mens han vuggede sin kone frem og tilbage på skødet: » Ja, ja, ja. Det er godt, som det er. Jeg passer til at være ægtemand og Jermer passer til at være ven. Du ville såmænd ikke have det så godt, hvis han og jeg byttede roller. « Fru Nancy lagde armene om sin mands Hals og sagde: » Nu skal vi drikke kaffe. Bær mig! « Og han bar hende hen i sofaen. Hun kom sukker og fløde i for ham, hun tændte ham hans cigar og gav ham en pude bag nakken, at han kunne hvile rigtig mageligt. Da han lå dér, lænet tilbage i sofaen, afvekslende rygende, nippende til kaffen og kærtegnende sin kone, sagde han pludseligt: » Jeg kunne unde en af dhr. moderne forfattere at kigge lidt ind i vort hjem. Så kunne vi dog måske engang få en virkelighedsfortælling, der handlede om et lykkeligt ægteskab. « vil Mogensens havde været gift i halvandet år, men der var stadig ingen udsigt til en arving. En aften, da et par unge ægtefolk med deres lille to Års pige havde været i besøg hos dem, sagde Fru Nancy, da de bagefter sad alene med Jermer: » Jeg ville være forfærdelig glad ved at få sådan en lille unge. « Denne bemærkning bragte Mogensen i det lystigste humør. Han lo højt og sagde: » Nå, nå, basse, det kan vel med guds hjælp komme! « Hun sukkede: » Jeg er bange for nej. « Mogensen lo stadig og sagde, idet han puffede Jermer i siden: » Nå og hvordan skulle så basses barn være? Skulle det være en dreng eller pige, blond eller mørk? « Fru Nancy lod sit broderi ligge på bordet, prikkede eftertænksomt med nålen i det og sagde: » Det skulle være en dreng. En smuk dreng. Nu skal i høre, hvordan han skulle se ud. Han skulle slet ikke ligne mig, for der er ikke noget ved mig, som ville klæde et mandfolk. Han skulle have dine øjne, Mogensen, du har sådan kønne gode øjne. Han skulle også have dit purrede brune hår. Men næsen og munden og hænderne måtte helst ligne Jermer. « » Nej, hør nu « —sagde Mogensen, stadig leende — » nu bliver du s’gu for fordringsfuld. Et sådant eklektisk barn er jeg bange for, at vi ikke kan præstere. Hvad siger du, Jermer? « — — men næste dag, da Jermer efter kontortid var oppe hos Fru Nancy, sagde han til hende: » Hvor du dog er letsindig og uforsigtig? « Hun trak ham i overskægget og svarede: » Bryd dig bare aldrig om det. Mogensen er nu angående dig kommen til et resultat, som betrygger dig for enhver mistanke. — kom, sæt dig, så skal du høre, det er alt for morsomt. « Hun tog ham under armen og førte ham hen til en lænestol, mens hun fortsatte: » Det var iforgårs aftes, da du var gået og vi var i færd med at klæde os af. Mogensen sad reverenter talt i underpermissioner henne på sin seng og trak strømper af. Så sagde han med ét: har Jermer aldrig gjort forsøg på at kysse dig? — jeg skal ikke nægte, at jeg straks blev lidt perpleks; det kom sådan dumpende ud af ham og jeg stod, uden at ane ondt, og satte mit hår foran spejlet. Nå, heldigvis kunne jeg da se ham i spejlet, og da han sad nok så skikkelig med den ene strømpe i hånden, så svarede jeg ganske roligt: » Hvor kan du dog tro, sådan er Jermer virkelig ikke. « — » Nej « — siger han så videre — » det var netop det, jeg tænkte. Jermer er bleven underlig koldsindig overfor damer i den senere tid. Jeg har lagt mærke til, at det formelig generer ham, når du af og til kommer lidt nær op ad ham. « og så mindede han mig bi. a. om din fødselsdag. Da vi var hjemme hos dig og fik så megen champagne og jeg satte mig på skødet af dig. Mogensen forsikrede, at du havde set ligefrem forskrækket ud. » Nej « — sagde han — » havde det været mig, som en ung smuk dame havde gjort det ved — gu’ om jeg ikke havde taget hende om livet og kysset hende. Og det kunne da aldrig have faldet mig ind at blive fornærmet på Jermer, fordi han ved en sådan lejlighed havde givet dig et Kys. « så sagde jeg: » Ville du da også finde det rimeligt, om Jermer ellers viste mig den slags venligheder? « og så skal du høre, hvad min letsindige gemal svarede: » Ærlig talt, det ville ikke forarge mig. Det ligger nu engang os mandfolk i blodet at gøre kur, og vi er ikke så nøjeregnende på det gebet som i. For et par år siden, det tør jeg bande på, havde Jermer såmænd heller ikke helt dyet sig. Dengang var han en stor dameven, selv om jeg nok tror, at rygtet gjorde ham adskilligt farligere, end han var. — men nu gør han på mig ganske indtryk af at være udbrændt... « og så endte han med at sige noget, som i grunden var gruelig uartigt imod dig. « » Hvad var det? « » Han sagde: nu tror jeg s’gu sultanen uden risiko kunne lukke ham ind i sit harem... « » Den fornærmelse vil jeg have hævn over! « sagde Jermer pattetisk og tog Fru Nancy i sine arme. Viii. Vinteren og foråret var gået. Det var juni måned, og den tid nærmede sig, da Jermer og Mogensen skulle have sommerferie. De havde aftalt at søge permission samtidig — de kunne få tre ugers ferie —, og meningen var da, at alle tre skulle følges over til et vesterhavsbad. Så kom der midt i juni, et par dage før ferien skulle begynde, en jobspost til Fru Nancy. Et brev fra en lille jysk købstad meldte, at hendes søster, som var gift dér med en velhavende købmand, var bleven farlig syg, og i brevet, der var fra svogeren, forespurgtes der, om ikke Fru Nancy kunne komme et par uger over og hjælpe med at styre det store hus og passe de fire små børn. Desuden længtes den syge søster så meget efter hende. Jermer blev hidkaldt ved en billet fra Mogensen. » Kom hjem til middag. Vi har noget vigtigt at tale med dig om. « Jermer traf ægtefolkene i en bevæget sindsstemning. Fru Nancy var fortvivlet over de sørgelige efterretninger fra søsteren og mente, at der ikke kunne være tale om andet end at hun straks måtte rejse. Mogensen var ganske fra koncepterne ved den forstyrrelse, hans kones bortrejse ville bringe i ferieplanerne, og ved tanken om at skulle undvære hende så længe. Han mente, at man i al fald burde se det an nogle dage, hvordan søsterens sygdom udviklede sig. » For, ærlig talt, at du skulle tage derover for at passe børnene, finder jeg urimeligt. Din svoger har jo råd til at leje ligesåmegen hjælp, der behøves, at du har vel også dit at passe her. Du har din mand og du har Jermer. Jeg er vis på, at Jermer ligeså dårligt som jeg kan undvære dig. Er det måske ikke sandt, Frederik? « » Ganske vist « — sagde Jermer — » vil jeg i højeste grad savne dem, frue, det véd de. Men naturligvis har jeg ingen ret til at fordre, at de for min behageligheds skyld skulle handle anderledes end deres følelse byder dem det. « Fru Nancy var grædefærdig. » Tror i måske, at jeg gerne vil herfra? Tror i, jeg gerne opgiver den ferierejse, vi nu så længe har glædet os til? Men der er ikke andet for — når Sofie er så syg og beder mig om at komme, så må jeg rejse. « » Nå, det med ferien kunne vi da endelig få ordnet, « sagde Jermer efter at have tænkt sig lidt om. » Vi kan nok få den udskudt en fjorten dages tid, og længer behøver de vel ikke at blive hos deres søster? « » Det tænker jeg ikke. « » Men hvordan skal jeg dog holde ud at leve her alene så længe? « klagede Mogensen. » Det bliver skrækkeligt. Når Nancy nu rejser, så gider du, Frederik, naturligvis ikke komme her? « » Jo, så kommer Jermer netop, « faldt Fru Nancy ind. » Ikke sandt, det gør de? « Hun tog hans hånd og så bedende på ham. » For jeg vil have, at de og Christian skal holde sammen, mens jeg er borte. Det vil glæde mig at tænke på jer to kære mennesker i forening, og i vil også undertiden tale lidt sammen om mig? « Jermer nikkede, — situationen var så underlig højtidelig — og mens Fru Nancy stadig holdt Jermers hånd i sin højre, tog hun med den ven

1896_Schjoerring_EtHjemPaaHeden

Johanne

Et Hjem På Heden

Schjørring

Schjoerring

Et Hjem Paa Heden

female

1896_Schjoerring_EtHjemPaaHeden.pdf

Johanne

Schjørring

dk

Et Hjem paa Heden

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

Tåge og regn gjorde slut på alle sommerdrømme. De indhyllede himlen i et tæt, gråt, vådt klædebon, de kvalte efterårets blomsterflor, tog træernes sidste blade, gjorde jorden mørk og tung og menneskene triste i sindet. Alt, hvad der kunne komme i hus, flyttede ind, alt, hvad der måtte søge ly i jorden, gravede sig ned, dybt, dybt ned; kun fuglene og de af Markens dyr, som hverken kunne finde skjul i jordens skød eller få tag over hovedet, flygtede om, fra sted til sted, bekymrede, betrængte. Blot en solstråle! en eneste lille solstråle! klynkede de, at vore fjer og pelse kunne igen engang, en eneste gang! blive tørre. Bedst havde uglen det oppe i glamhullet i kirketårnet. Når den blev træt af at grunde over nytten af al denne klamme væde, hoppede den ned, ind til sin Fru mage, som havde travlt med arrigt at bortjage hver en stakkels småfugl, som tyede ind. Tårnet var deres domaine, og de holdt, som store herskaber, ikke af at blive overgloede af plebs. Engang imellem lød en tungsindig fløjten ude i heden, fra en eller anden stakkels hyrdedreng, som vogtede nogle forkomne får, under deres nøjsomme måltid i lyngen. Den, som ikke er født og opvokset på landet, aner ikke, hvor trist en stemning der kan hvile over en sådan plet af jord, men endnu meget mindre forstår han, med hvilken kærlighed og troskab den stille beboer kan hænge ved et sådant sted. Hvad betyder ordet fødested i de store byers bikubesværm? Udslettelse og omskiften 1 ikke således på landet og de ensomme steder. Efter Års forløb kan man vende tilbage, finde og genkende det gamle hus, det træ, den busk, de blomster, græsset og lyngen, mellem hvilke man opslog sine øjne, legede og voksede op. Gennem tågen, med den fine støvregn sivende helt ind til skindet og den våde vams baldyret med millioner små bitte, våde Perler, skred en mand henimod sin gård, som var beliggende foran nogle høje lyngbakker, bag hvilke man i det fjerne skimtede en bred strøm, en af Limfjordens mange lunefulde, bugtede arme. I en halvcirkel omkring gården lå en efter egnen smuk have, udenfor hvilken et åløb med frodige Enge på begge bredder strakte sig. Hermed var også egnens skønhed udtømt. flade, nøgne hedestrækninger sås rundt omkring og gav landskabet, selv på denne skovløse kant af Jylland, et mørkt og fattigt udseende. Manden var høj og velvoksen, men duvede af dårlig vane med skuldrene. Hans markerede ansigt var stærkt bevægeligt og kunne afgive udtryk for de forskelligste følelser, lige fra den sorteste melankoli til den mest drengeagtige overgivenhed. I almindelighed var hans blik alvorligt, næsten sørgmodigt, ofte var der i hans mørke øjne noget drømmende eller åndsfraværende, hvad der tyder på tankerigdom eller hang til ørkesløse betragtninger, og virkelig 1 han var meget hengiven til de sidste. Hans næse var lige og af en bestemt form, ved roden yderligere fremhævet af et par svære, mørke øjenbryn, der havde tilbøjelighed til at mødes. Panden var lav, håret mørkt og overordentligt tæt. Han havde fuldskæg, som skjulte mundens og hagens form. Undertiden, når ansigtet opklaredes af et smil, blev det både smukt og behageligt; men, som hans ansigt, var hans karakter, en mærkelig blanding af indolens og en heftighed, der omtrent altid endte i en komplet halsstarrighed. Gode og slette impulser lå hinanden så nær, at de samme hændelser lige let kunne fremkalde dem begge, eller, det er også muligt! hans drømmerier med deraf opståede idealer vare så sårbare, at det var yderst vanskeligt ikke at støde ham eller dem. under alle omstændigheder var der det duperende ved ham, at hans jævne fremtræden meget ofte virkede skuffende, fordi han i virkeligheden stillede langt større fordringer, end man så ham an for. Overfor folk, han betragtede som stående under sig, kom hans sårbarhed langt sjældnere til udbrud end overfor hvem, der i social henseende stod højere end han eller blot mente at gøre det. Med andre ord, han holdt ikke af overmænd, undtagen de meget fåtallige, hvis virkelige dannelse aldrig lod dem forglemme sig. Han havde måske således just de rette frihedsbegreber, de ædleste og bedste, men verden anlægger nu engang for alle sin egen målestok, og de, der ikke kunne underordne sig denne, synke enten tilbunds eller træde i en frugtesløs kamp, som tidligt eller sildigt ender med at gøre kål på dem. Otto rejt var en mand på ni og tredive år. Han var cand. fil. og havde afbrudt sine studeringer ved faderens død for ti år siden for at være landmand. Størsteparten af hans nøjsomme faders kapital var medgået til det lange studieophold i hovedstaden, og skuffelsen over, at Otto, som var eneste søn, ikke benyttede sin tid og sine evner bedre, blev en pind til den gamle rejts ligkiste. Ottos moder var død flere år før faderen og hans eneste søster gift med en rig fabrikant og storpolitiker i København. Det hyppige ophold i søsterens hus, som var på højde med tiden, havde sin part i, at Otto fjernede sig fra sin fader og sine ung domsidealer. Da han mødte til sin faders jordefærd og blev vidne til den sjældne højagtelse og hæder, høje og lave viste den afdøde, og atter hørte hjejlens sørgmodige sange, som havde lydt ved hans vugge, tog sorgen et sådant tag i ham, at han, trods alle opfordringer, ikke var at formå til at vende tilbage og afslutte sine studeringer. Måske overså han de lakuner, der alle vegne fandtes i hans lærdom, måske ængstedes han over de summer, der vare spildte på ham, eller måske var han færdig med dette glade driverliv, der, trods al sin hulhed, i visse folks øjne har et vist slags godtkøbs åndsstempel på sig. Takket være den stædighed, der lå ham i blodet, modstod han alle kaldende røster, anskaffede sig lange skaftestøvler, landbrugsbøger og gav sig til en begyndelse — det var efterår — at beplante lyngbakkerne, bagved gården. Disse bakkedrag strakte sig i en kæde ned til den brede fjordarm, så her var arbejde for mange år. Udholdenhed manglede han ikke, uden for så vidt, som han bestandig måtte forbedre ethvert arbejde, og for landmanden er det en farlig sport at lytte efter ethvert excelsior. Først og fremmest skal der en fortunatuspung til, dertil en overordentlig indsigt, til syvende og sidst erfaring og den genialitet, uden hvilken intet arbejde i nutiden kan have nogen væsentlig frem gang. Havde nu end Otto en lille del af det sidste parret med lidt indsigt, han manglede erfaringen og den velspækkede pung. Med en jagtbøsse slængt over skuldrene og fulgt i hælene af en brun- og hvidplettet hønsehund, vlaska, skred Otto henimod våningshuset, en god bygning med takkede gavle og en bred kvist med vinduer til begge sider. Kvistgård var en afbyggergård fra et større herresæde, Rønsholm, nogle mil derfra. Mørkere blev hans ansigt, jo nærmere han kom til gården, til sidst, da han var for enden af våningshuset, kom der, ved synet af et friskt hjulspor i vejen, der førte ud fra gården, et udtryk af fortvivlelse i hans træk. Med sammenbidte tænder stod han lidt stille, ligesom uvis, om han skulle gå ind eller forsvinde i tågen. Så tog han sin våde plat af og slyngede den nogle gange frem og tilbage, så dråberne stod af den, tog et lommetørklæde op og tørrede sig hen over øjnene og panden, satte hatten på med et rask tag, som om han ville bortjage alle griller, og gik hurtigt ind. Næppe var han inden for døren, førend en lille mørkøjet dreng på syv år kom ham i møde, ikke stormende glad, som han plejede. Mo’er er borte — også Alice! sagde han sørgmodigt, og så trillede tårerne ned ad hans kinder. Ottos ansigt blev endnu mørkere. Tavs tog han drengen i sine arme. Hans stærke skuldre skælvede af indre bevægelse, men ikke en lyd kom over hans læber. Ind i sit kontor forsvandt han med lille Bertel. På konsul mørks villa, lidt nord for Helsingør, med en prægtig udsigt til stranden, herskede en egen dyster stemning. Konsulen, en lille, noget førladen mand, op mod de syvti år, spaserede urolig omkring. Snart patruljerede han gennem værelserne, snart var han på verandaen for at påse, hvad der tildrog sig i sundet, så var han i hønsegården, så i den lille pyntelige have. Det var klart, at han ikke noget sted havde ro på sig, han gik med hænderne på ryggen, småsang eller fløjtede, men kun med kvart damp og så på alt og alle med et fortrædeligt blik. Der var dog ingen, der kom ham påtværs, situationen var klar nok. Man vogtede sig! Satans! hvor folk også er akavede! sagde han engang imellem inde mellem tænderne og rystede på hovedet. Mørk havde engang været en rig mand, men uheldige børsspekulationer havde opslugt hans formue. Han kunne nu, som man siger, bjerge sig, men heller ikke stort mere. Som ung havde han været sømand, men skønt han tidlig forlod søen, havde han endnu, fra hine tider, et vist flot sving over sig. På en af sin ungdoms rejser forelskede han sig i en engelsk reders datter i grangemouth i Skotland, men vendte søen ryggen, da hun gav ham en kurv. Han tog så fat på en handel med kul og giftede sig med en dansk pige, som døde året efter deres bryllup, da hun havde født en lille pige. I over en halv snes år gik han udelukkende op i sin forretning og havde stort held med sig. Efter dette tidspunkt, ved afslutningen af en kontrakt om et stort parti kul, som han personlig afgjorde, traf han, ved et kompliceret tilfælde, hvor to jærnbanetog stødte imod hinanden, atter sammen med miss palmer, sin ungdoms elskede. Og, hvad der ikke lod sig praktisere i de unge år, det skete nu. Hun blev hans lykkelige hustru og drog med ham. Egentlig skønhed besad hun ikke; men ynde i forening med en klædelig beskedenhed, en uopslidelig hjertensgodhed og forkærlighed for sit nye land, skaffede hende mange og oprigtige venner. Hun blev dertil en fortræffelig moder for den lille Helga mørk, selv havde hun ingen børn. Formue besad hun ikke, men hendes fader havde sikret hende en efter danske forhold ret betydelig livrente, og, som hendes mand, da ulykken stormede ind på ham, sagde, en guds lykke, at den var urørlig. deres forandrede forhold bar hun langt bedre end han, hvem særlig den tanke, at huset nød godt af hendes penge, var meget smertelig. Og, som det så ofte går med sørgende mænd, han blev opfarende og pirrelig, så han mangen gang var meget svær at omgås. Dertil kom, at han, som brat måtte afslutte sin store virksomhed, endnu følte sig så rask, at han daglig udtalte sin stærke fortrydelse over, ikke straks ihærdigt at have taget fat på ny, da han jo kunne leve endnu i ti, ja tyve år. Folk blev gamle nu i tiden! Til sidst førte han herom et fuldstændigt kævl med sig selv, hvad der pinte hans omværende, især dog ham selv. Men gud hjælpe den, der mindede ham om hans alder med mindste antydning om støvets år. Til syvende og sidst var han egentlig vred på Vorherre over, at man, at han i det hele skulle blive gammel. Det var en tosset indretning. Man kunne ligeså godt hele tiden have ungdom og livskraft, ubeskåren, eller, det var endnu bedre! man skulle stige og stige eller få fornyelse og begynde forfra. Da han var en fornuftig mand, udtalte han sig til fremmede om den slags sager med reservation, men hans hustru, som var besjælet af den solide, ægte, engelske gudsfrygt, kendte dette på sine fingre og sørgede over hans anskuelser. Det var dog hidtil det eneste, som havde formørket hendes liv, et virkeligt liv i kærlighed; det blev således, som hun af og til, når han var mildt stemt, sagde til ham, altså kun sorger, de selv skabte sig. Vorherre havde, trods alt, skånet dem ganske anderledes, end det kunne være sket dem og som det egentlig så ud til, og hun ramsede op, den gode kone! en række af goder, de vare i besiddelse af. Han kunne så gå i sig selv, blive from som et lam, fortryde sine synder og love bod og bedring for fremtiden — jo, Alice kendte det! Straks man så ham, syntes man ikke om ham. Der var noget arrogant og indesluttet over ham, især i den korte, snobbede måde, hvorpå han talte og i det skarpe blik, hvormed han mønstrede en. Man måtte vænne sig til ham, i reglen lønnede det sig. Han var fuldt ud en hæderlig karakter, som aldrig sagde eller lovede mere, end han kunne stå ved, hvad der til fuldkommenhed viste sig, da uheldene styrtede ind over ham. Han tænkte kun på at give enhver sit, og denne dybe trang hos ham gjorde, at han i tide, tæt ved afgrundens rand, tog reb i sejlene, hvor mangen en anden, uden at betænke følgerne for næsten, ville forceret og fordoblet spillet. Nok muligt, at hans stille hustru her var den, der inspirerede ham, men, at han hørte efter hende, forklejnede ikke hans værd. Hans ansigt, som var prydet med et gråt overskæg med viksede spidser, var ganske fint men fortalte intet videre om, hvad der boede i manden. Han kunne imellem have et velvilligt smil, som da formildede øjnenes skarphed. En højst ejendommelig måde havde han at le på, omtrent som når en kat nyser. Han indgød tillid, sjældnere fortrolighed, aldrig venskab. Som engelsk konsul var han forgabet i alt, hvad der skrev sig fra dette land med sit verdensherredømme, som han udtrykte sig. I det hele regnede han det for sit livs dumhed, at han ikke i ungdommens dage havde forandret fædreland. De små stater — det var et tidsspørgsmål — vare bestemte til at opsluges af de store, de havde ingen prestige, men uheldigvis bestemte man ikke selv, hvor man fødtes! Som han, måske for tyvende gang i denne formiddag, kom ind fra haven, arriverede hans hustru hjem fra byen, hvor hun havde gjort indkøb. Er du endelig der, Alice? det er længe, du har været borte! udbrød han utålmodigt, men gik hende dog med en venlig mine i møde og befriede hende fra en mængde pakker, store og små. Forsigtig, forsigtig, kære Alfred! det er lidt pilleri til lille Alice! det søde barn! svarede hun og vågede ængstelig over hans bevægelser. Ok! ja, ja! udbrød han og smed sig på en stol med hænderne for ansigtet, « hvilken elendighed! » Nu må du virkelig være tålmodig! lad os se, vi vide jo aldeles intet, vi må være besindige. Jeg glæder mig hjerteligt til at se både Helga og hendes lille pige! der var en sådan godhed over hendes væsen, hendes ord, i hendes stemme, hendes fagter, at man måtte røres. Hun gik hen og lagde armen om sin mands Hals, glattede på hans sparsomme hovedhår, strøg sin kind mod hans — han måtte tage hænderne bort og høre efter hende. Gik det dog ikke alt sammen ud over dig — dig især! — din godhed, dine penge — nævn det ikke, kære Alfred! afbrød hun ham. Foruden at du bedrøver mig, krænker du mig tillige. Hvem har dog delt din rigdom med dig, som jeg! — endnu har jeg masser af kostbarheder fra den tid — men lad os især ikke blande det bedste i os, vor kærlighed, med sådanne bagataller som lidt møje og penge. Lad os være glade over, at vi have det således, at vi kunne tage imod vor datter, høre, hvad der er i vejen, trøste og hjælpe hende. I stedet for at gøre al ting sværere, skulle du hjælpe mig. Vi må virkelig se fornuftig på sagerne. Jeg forstår dig ikke, Alice, kan ingen ting da bringe dig sorg? Han så op til hende, men i hans stemme var der en blanding af beundring og kærlighed med en tilsætning af fortrydelse. Han trængte til at høre nogle hårde ord. Det var en af de få skuffelser, hun beredte ham, at han aldrig fandt lejlighed til at bru<c op imod hende. De få gange, han havde forsøgt derpå, smeltede hun ham midt i udbrudet med sin mildhed. Alice mørk var en fuldstændig dickensk figur — hvor ville han ikke have nydt, frem for alt beskrevet hende med sin mesterpensel 1 — en lille trivelig, let og behændig skikkelse med små bløde, hvide hænder, små fødder og et velsignet mildt og godt udtryk i sit, trods årene, næsten barnlige ansigt. Hendes teint var som et af disse blomstrende æbler, man ud ad efteråret kan overraskes med at finde på en lille tør kvist. Hverken regn eller slud have magtet at fordærve dem, de have somrens friskhed og efter-årets aroma i sig. Hun havde sit blonde, lidt askegrå hår skilt midt i panden, flettet og sat op, som da hun var ung, uden spor af kruseduller. Hendes lille næse, set fra siden, havde en tilbøjelighed til at vise op, men en så lille, at den kun var antydet. Hendes klare, blågrå øjne så den talende lige ind i ansigtet, som om de ville underrette en om, at de trængte meget længere ind end som så, og hendes noget store mund med de sunde, velordnede tænder havde det behageligste smil, man kunne tænke sig. Hun vidste ikke alt det gode, hun ville gøre sine medmennesker, måske hun derfor havde så overmåde lidt tid til at tænke på sig selv. Ville man ikke elske hende, måtte man beundre hende. Talte man med hende, følte man glæde, og valman hendes gæst, havde man en ublandet følelse af hygge. Det er vanskeligt at sige, hvad hun virkede mest ved, så fordringsløs var hendes hele optræden. En stor digter har sagt: « der gives karakterer, der gøre livet skønt. » hun var en af disse. Gode mennesker blev endnu bedre i hendes selskab, og mindre gode gjorde sig umage for at synes at være det eller tragtede måske oprigtigt derefter. Særlig udrustet var hun ikke, hverken med hensyn til kundskaber eller begavelse, ej heller havde hun færdigheder ud over at kunne spille ret almindeligt fortepiano og synge lidt dertil; men i retning af at være et fuldtud sandt menneske — lige langt fra bigotteri og hykleri — var hun genial. Du må love mig, vedblev hun til sin mand, at tage kærligt mod Helga, man trænger dobbelt hertil, når man er ulykkelig — for sin fornøjelses skyld forlader ingen hus og hjem og — og — og barn! supplerede mørk, ja hvordan kan hun forlade sin søn, den kære lille dreng — — å, det er slet! usselt af en moder. Du synes det selv! Han fløj op, frem og tilbage over gulvet, med hænderne på ryggen, fremskudt mave og underlæbe. Vi må først høre hende, før kunne vi ikke dømme om noget — og heller ikke engang ret se, da det ene menneske ikke tænker og føler som det andet. Du skal nu altid undskylde alle mennesker, Alice. Det kan udarte til en fejl, vil jeg sige dig, svarede han med bævende stemme og stod stille foran hende. Han havde så ondt, så ondt ved at holde sig i tømme. Jeg kan ikke tale anderledes, end jeg tænker, svarede hun og så ham ind i ansigtet med disse rene øjne, som aldrig havde noget at skjule. Nok sandt, Alice, men man skal heller ikke altid tænke så — så •— overnaturligt. Der ville ikke falde ham noget andet udtryk ind. Med god ret lo hun af ham, hvad der irriterede ham noget, fordi hans udtryk var uheldigt, og især fordi intet bedre ville falde ham ind. Han udholdt dog situationen, og hun skyndte sig at lede samtalen hen på noget andet, som dog ikke i øjeblikket interesserede nogen af dem. Stuerne vare oplyste og bordet i spisestuen festligt dækket med fire kuvert. Det ligner ikke noget, kære Alice, at pynte op, som til en fest — med lys og blomster, sagde konsulen, som blev mere urolig, alt som tiden nærmede sig, da datteren skulle komme hjem. Lys og blomster, svarede den heltemodige lille kone, følge os, både i glæde og i sorg, jeg føler begge dele. Og lys og blomster høre nu så udelukkende ind under mit departement, og er mig selv, det ved du, så uundværlige. Lad os ikke tale om de små ting! Han så hen på hende og ville have bemærket noget om, at hun endog havde pyntet sig; men tav og vandrede igen frem og tilbage over gulvet. Man hørte en vogns rullen. Alice greb et lys og ilede ud for at tage imod sine gæster. Konsulen gjorde et par forsøg på at følge sin hustru, men vendte om med en gebærde, som om han fik ondt. Endelig bekvemmede han sig til at åbne døren ud til entréen, men blev stående på tærskelen. Bedstefa’er? råbte en lille pige på tre å fire år og ilede i hans arme. Ja børn, blomster og lys! tænkte Alice, smykke livet og gør det umulige muligt. Bedstefaderen trykkede den lille pige ind til sig. Hun slog armene om hans Hals og lagde sin varme, bløde kind ind til hans. Nu mor! Mor! råbte den lille og rettede sine arme ud imod sin moder og sprællede for at komme ned. Goddag, mit barn! sagde konsulen endelig og rakte munden ud imod sin datter, stadig holdende fast på den lille, der ligesom dannede et værn imod hende. men Helga forstod klangen i hans stemme og hans sene tilsynekomst, ellers plejede han at være den første til at tage imod hende. Hun håbede, da hun straks ikke så ham, at han ikke havde været hjemme. Goddag, fader! svarede hun og bøjede sin kind hen til ham, men tog den straks igen tilbage. Hun var klar over beskaffenheden af denne hjemkomst, og det var kun med den yderste opbyden af alle sine kræfter, hun afholdt sig fra at bryde ud i en fortvivlet gråd. Aftenen gik tungt og trykkende. Ingen, end ikke den frimodige Alice, vovede at komme med nogen hentydning til den egentlige grund for Helgas hjemkomst. Det var en lettelse, da hun, straks efter te-tid, forsvandt med barnet og bad om samtidig at måtte gå til ro; hun var så træt. Forladtheds litaniet er måske det kvad, som lyder oftest verden over, snart højt, snart lavt, stundom så lønligt, at intet jordisk øre hører eller begriber det, måske allersmerteligst der, hvor ordet fattes og ingen aner det. Måske er der også, når alt kommer til alt, i enhver stor smerte et punkt så personligt, at ingen, uden den pågældende, har rede derpå — derfor ånde vel så mange litanier ud i tårer, suk, i ordrige, stundom også ordløse bønner, op mod den himmelhvælving, hvorunder vi fødes, leve, lide og dø, og hvorfra vi håbe på hjælp eller lindring, når al ting her omkring os synes at glippe. Da Helga med stor udholdenhed og blidhed havde fået sin lille datter til at sove, smed hun sig ned på knæ med ansigtet begravet i sengens puder. Hun følte det som en lindring at komme til at græde. Ikke en tåre havde hun fældet, hverken for den gejstlige eller verdslige øvrighed, hvor alle mæglingsforsøg havde vist sig unyttige, ikke en tåre, da hun pakkede sit tøj og drog bort fra sit hjem, ikke en tåre, da hun med bristefærdigt hjerte havde trykket sin søde lille dreng ind til sig, ikke en tåre, da vognen svingede ud af gården derhjemme, og hun vidste, at aldrig mere kom hun tilbage dertil. Men nu, efter rejsens omvekslinger og den kolde modtagelse i hjemmet, kunne hun ikke lide mere, så kom tårerne og kvægede hendes syge, forpinte sind, og med tårerne kom refleksionen, dels over det liv, der lå bagved, dels over det, der tilhørte fremtidens mørke, uvisse dage. Helga rejt var af middelhøjde og brunet. Hun havde en nydelig figur, brune, blide øjne og smukke farver, panden og næsen gik i lige linje, men næsen, som var noget kort, gjorde, at partiet mellem næse og mund blev lidt for langt efter de strengeste skønhedsbegreber. Munden havde en buet form, læberne sluttede tæt og gav ansigtet et bestemt, undertiden noget indesluttet præg. Hendes hår slog et par naturlige bugter og lagde sig i tunger omkring panden, og de løse nakkehår trak sig op i nogle fikse små krøller. Hun var tavs, men meget indtagende og faldt afgjort i herrernes smag. Imod sin faders ønske havde hun giftet sig med rejt, da hun imidlertid havde truffet sit valg, var der, fra hans side, aldrig fremkommen nogen plentydning til, at han havde næret andre ønsker. Dog anede det ham stedse, at der ved en eller anden lejlighed kunne indtræffe en katastrofe, som han, med sine anskuelser, kun med rædsel kunne tænke på. Og her var atter et punkt, hvor han havde ønsket, at hans hustru kunne have set sagen med hans øjne og ikke med sine egne, så at hun i stedet for at støtte ham overfor datteren, tværtimod hjalp denne at besejre hans uvilje mod rejt. Hendes store godhed forklejner hendes gode forstand, plejede han at sige. Af frygt for at bedrøve noget menneske føjer og forkæler hun endog der, hvor hun ikke skulle gøre nogen af delene. I lang tid havde Helgas breve til hjemmet været således, at forældrene indså, at der var de alvorligste konflikter mellem de unge ægtefolk, og de havde frem og tilbage talt om, hvor vidt en af dem eller de begge i forening skulle tage over og se på sagerne. Men konsulen turde ikke lade sin hustru rejse alene — hvad denne helst ville — af frygt for, at de rent skulle løbe med hende, og på ægte mandfolkemaner skød han bestandigt ubehageligheden fra sig. Da kom et brev, hvori Helga bad om, at hun, med sin lille datter, måtte tage hjem til dem, indtil hun kunne få sig besindet på, hvad hun i fremtiden skulle lægge sig efter. Rigtignok havde hun, takket være sin gode faders omsorg, en livrente, men den var for hende og barnet ikke tilstrækkelig til at leve af. Desuden måtte hun have virksomhed. Dagen efter brevet kom hun selv, så der blev ingen tid til ventileren. Medens hun nu ved siden af sit barns seng græd oppe på sit værelse, gik det mere end almindeligt varmt til nede. Alice læste virkelig sin mand teksten for hans frastødende væsen. Det kan ikke nytte nu at gå op i et helt utidigt føleri. Helga må ud med sproget, hvad der er hende og hendes mand imellem, og så må vi se at få dem forsonede. Jeg tåler ikke skilsmisse- optrin. Har man sagt a, må man sige b, Helga var advaret. Jeg havde nok imod det parti. Galskab! enhver anden end ham, der var jo flere at vælge imellem, og, endelig, det havde ingen hast, hun var kun nitten år, da hun havde bryllup, var dertil mere barn end mangen anden i samme alder! Kære mørk! alt det, nytter det ikke nu at tale om. Du går rent uden om sagen, som det i øjeblikket kommer an på. Du ved, hvor indesluttet Helga er, hvor kunne du dog nænne at tage således, eller egentlig slet ikke imod hende? Der er noget, som stundom ikke lader sig oprette. Du har, på et tidspunkt, hvor hun trængte så forfærdelig hårdt til at tages kærligt på, stødt hende bort. Alice! du må dog engang lære at se naturligt på sagerne, du — her hjælper ingen vrede, afbrød hun ham. Vi komme ingen vegne i denne sørgelige historie uden med besindighed og godhed. Jeg ved så godt, at det kun er din egen store sorg og skuffelse, som forblinder dig; men — tror du måske ikke, at jeg er bedrøvet? Å, så dybt, så dybt bedrøvet — — hun tog en lille håndlampe. Nu går jeg ovenpå til den stakkel, som skal sove uvelkommen under sine forældres tag. Vent mig ikke for det første, for tale med hende må jeg! Han ville først spærre vejen for hende og påstod, at de helst måtte vente til den følgende dag med at tale til hende. Vente! nej! jeg. kender Helga, og jeg så, hvor fortvivlet hun var. Skulle jeg lade hende ligge således den første nat herhjemme, aldrig. Herregud! hun er så træt. Hun har langt bedre af at sove, og, hvor tror du, hun kan sove, når i først komme til at græde over hinanden? Vil du da gå op og sige hende kærligt godnat? spurgte Alice, så bliver jeg nede. Jeg! nej! vent til i morgen med alle ophævelser. Nej! kære ven! det gør jeg ikke. Jeg er hendes moder — hun har ingen bedre — — hendes stemme rystede, og et par tårer, hun ikke var menneske for at holde tilbage, trillede ned ad hendes kinder. Konsulen var afvæbnet, og hun begav sig ovenpå. Med beundringsværdig udholdenhed afventede Alice en lille standsning i den unge kones gråd, og med ikke mindre takt trængte hun ind på hende for at få hende til at udtale sig. Var hun ganske heldig i første tilfælde, blev hun det mindre i det andet. Nogle mennesker have en forunderlig sky for at udtale sig eller en mærkelig evne til at unddrage sig enhver nærmere indtrængen. Alice havde med sin åbne, kærlige natur lidt overordentligt over denne ejendommelighed hos datteren, uden nogensinde at kunne få bugt med den. At rejts affærer vare derangerede, vidste hun, at han endvidere var hensynsløs, undertiden til brutalitet, imod sin hustru, fik hun bekræftet. For blot at nævne et lille træk mellem mange, tog han en dag sin hustrus lille kanariefugl, som hun holdt så meget af, drejede halsen om på den og kastede den hen på hendes sytøj med den bemærkning, at nu var da den skrålen forbi. En anden gang havde han i køkkenet — han kom hjem fra jagten — i flere af folkenes påhør, kaldt hende et fjols, en gås, en surmule, fordi hun tillod sig den bemærkning, at vandet, som han forlangte lige fra posten for et minut siden var bragt ind. Opstod der endvidere en konflikt med et af børnene, behandlede han det barn hårdt, hun tog parti for, uden hensyn til ret eller skel. Det var alt, hvad Alice fik ud af hende, naturligvis var der andet og mere, Helga ikke kunne eller ikke ville tale om. Omkvædet på alt var: jeg kan ikke leve sammen med ham. Det er mig umuligt! jeg kan absolut ikke. Den evige tragedie! han og hun! tænkte Alice, aldrig så længe verden står, skal den spilles til ende, eller bliver den opslidt, hvor mange millioners millioner variationer, der føjes til den. At finde fornuft i kærlighed, har jeg op givet, sagde en af den nyere tids store mænd, en fremragende tteolog, og, der findes, på dette felt, ikke den galskab, man skal forsværge! Jeg ville ønske, kære Helga, sagde Alice, da hun havde prøvet alle mettoder for at få datteren beroliget eller til at tale ud, jeg ville ønske, at du — for din faders skyld — ville anføre en dybere grund for dit brud med din mand. Du kender jo nok far! » Vil far ikke tro mig? Mener han måske, at jeg. for min fornøjelses skyld eller på grund af et flygtigt sammenstød forlader — å, min stakkels, kære dreng! Denne gang måtte Alice opbyde hele sin kraft for at berolige hende. Tro dog endelig ikke, at jeg vil ligge på den lade side. Jeg har i sinde straks at tage fat på noget, sagde Helga, da hun kom noget til sig selv, jeg ved endnu kun ikke, hvad det skal være. Det kunne vi altid tale om. Her er både plads og fred for dig, så længe som du vil! men du må love mig at gå til ro — jeg skal, på alle optænkelige måder, hjælpe dig; allerførst må vi se at få dig beroliget, fader med! Fader! Fader! sagde Helga utålmodigt. Der sker jo ikke fader nogen uret, vil han ikke se mig, så — tys, stille! kære barn! tænk ikke sådan! hvor falder du på slige ideer? — ikke se dig! — ti stille! Det er dog ikke så helt mærkværdigt. Kan du for alvor tro, at jeg ikke bemærkede den modtagelse, han gav mig? Han skulle blot vide — nå! lige meget! Hvad skulle han vide? Ikke noget! Helgas bestemte mund trak sig smerteligt sammen, som skulle der lukkes rigtigt godt til for alle mulige ord og tanker. Godnat, kære barn! sagde Alice pludselig og kyssede hende kærligt. Hun indså, at der var intet mere at udrette. Ja, mig tror du dog vel nok på? spurgte hun ængsteligt. Altid og ubetinget! og med heftighed trykkede hun moderen ind til sig. Endelig blev det aften på Kvistgård, endelig var Bertel sorgfuld slumret ind og endelig kom det øjeblik, da Otto besluttede sig til at åbne og læse det brev, Helga havde efterladt. Han kunne sige sig selv, hvad det indeholdt, til dels i alt fald, men sorgen, når den er forbunden med fejltagelser, uret eller lignende, bliver da først rigtig skærende, om man vil • anskuelig, når den former sig til ord. Måske var det i forudfølelsen heraf, at han havde opsat læsningen så længe, måske var det også simpelt hen fordi, at nu var skandalen der og lod sig ikke mere afværge, eller han ville være sikker for enhver forstyrrelse. At Helga engang kunne tabe tålmodigheden, havde han nok tænkt sig, men nærmest troet, at hun — især for drengens skyld, som han håbede, hun ikke gav slip på — næppe vi1 de gøre skridtet fuldt ud. Det gik med hendes afrejse som med døden, har man end mangen gang været sikker på den, kommer den dog oftest uventet eller rettere i et øjeblik, hvor man netop ikke antog, at den ville indfinde sig. Med sin lommekniv skar han konvoluten op, meget langsomt. Man skulle vædde på — om man ikke kendte situationen — at det allerhøjst var et kedsommeligt rykkerbrev, og, egentlig forholdt det sig også således, det var i virkeligheden et rykkerbrev på den forspildte livslykke. Brevet var ikke langt. Linjerne stod lige og tydelige, og håndskriften var fast og fuld af karakter. Egentlig — stod der — har jeg intet at nedskrive på dette blad, som du ikke ved eller dog kan sige dig selv. Det eneste, du ikke til fulde kender, min dybe smerte, skal jeg end ikke forsøge på at sætte i ord. Du ville sikkert ikke engang forstå den. Hvorfor jeg forlader dig, kan du sige dig selv. Din store sorgløshed, for at bruge et mildt udtryk, med hensyn til pengesager, ville jeg, som hidtil, alvorlig bekæmpet og fundet mig i. Din hensynsløshed og bitterhed imod mig kunne jeg for børnenes skyld have båret, hvor irriterende og forsmædelig den end ofte var; men — dele din gunst, jeg gider ikke nedskrive det stakkels misbrugte ord kærlighed, med nogen anden, som din nøjsomhed — i dette tilfælde er du virkelig nøjsom — falder på, vil jeg ikke. Jeg ved, der er kvinder, der kunne det, måske er det i nutiden så temmelig nødvendigt at måtte det! men jeg hører ikke til deres tal. Da jeg forleden parlamenterede med dig om — du forstod godt, at samtalen ikke blev holdt i det uvisse — at beholde begge børnene, optrådte du således, at jeg indser, at jeg i alt fald i øjeblikket ikke kan opnå at få min kære lille øjesten med mig. Min sidste bøn ti

1892_AndersenFO_EtHjemsDroem

F.O.

Et Hjems Drøm

Andersen

AndersenFO

Et Hjems Droem

1892_AndersenFO_EtHjemsDroem.pdf

F. O.

Andersen

dk

Et Hjems Drøm

En Fortælling

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Det er charlottenborg-udstillingens sidste dag. Ovre på en af bænkene omkring hesten sidder en sommerklædt medborger med den fikse stråhat godt oppe i panden og stirrer alt andet end nysgerrig over på de sorte bogstaver på det hvide brædt over porten — » Kunstudstilling «. Med tyve graders varmedis over sin tankegang overvejer han, om han skulle... skulle... tage sig energisk sammen, og når det var gjort, da overvinde denne forfærdelige solflade, der ligger mellem ham og den røde bygning, og gå derop endnu engang. For at udsætte afgørelsen begynder han at undersøge torvet; han kiger over på » Magasin du nord «; nej, det sætter ingen tanker i bevægelse hos ham; han ser på det kongelige tteater og synes, at det er godt, at loggiaens farver og guld er falmede, for de stod dog bare latterligt til hele den ' skidengrå kasse; dernæst ser han i ovenpå- sporvognene; de står midt ude på solfladen, som om de var glemt dér af en eller anden, der havde haft det med varme. — nu ved han ikke mere at hage sig fast i derude, og begynder derfor at iagttage hvem, der sidder på bænken ved siden af ham; det er, hvad han kalder en udsøgt rædsom forsamling, og det klarner op for ham, at hvad enten han nu vil gå det ene eller andet sted hen — så tæt op ad dette kompagni, skulle han i hvert fald ikke have taget plads. Han rejser sig; derfra, hvor han står, kan han se den store broncegruppe inde i gården, og han kan se indgangsdørene, og at ingen kommer eller går derinde; dette sidste trøster ham, thi hvorfor skal han underkaste sig denne lidelse, når ingen anden gør det; og — herregud, der er jo heller ingen, der taler mere om den udstilling; han vender sig om; under laurbærtræerne ved d’angleterre er der skygge... lokkende skygge... Nå, det er sandt! Du må jo videre — siger han alvorligt og kraftigt til sig selv, og går over mod hotellet med de laurbærkronede beværtningsborde. i det samme rejste sig fra den modsatte ende af bænken en skikkelse, han havde overset; en ung slank mand med et træt udtryk i de mørke øjne, — han havde også siddet og stirret tænksomt over på udstillingsskiltet. Han rejste sig fra følgende tanker: det var igen et Års arbejde til ingen nytte; først går man i spænding, om de vil antage ens billeder; jo — de er nådige, og man bliver henrykt, man trænger til henrykkelse! — så ærgrer man sig, fordi de hænger dem op i dårlig belysning; forsoner sig med det, fordi man er nødt til det, og fordi man ikke kan opgive sit ydmyge håb, at det dog ikke er værre, end at de alligevel vil gøre virkning; så går dag efter dag, — nej! selvfølgelig er ingen af dem solgt; man begynder at sætte sin lid til kritiken; det kunne dog være, at en gav sig tid til at stå fem minutter stille foran det arbejde, du har brugt måneder til at udføre, og fik øje på det, du har lagt deri — - og så er alt, hvad der kommer, et par afjadskede ord — og nu kan man hente sine billeder hjem igen. Det er den sejr man har kæmpet så længe for at nå: at være udstillende kunstner. Han gik langsomt, med bøjet hoved, hen over torvets solflade, op på udstillingen. Han går forbi broncegruppen, som er gjort i overnaturlig størrelse — i betydelig større format, end vi er vant til at forestille os vor tids kunstnertanker. der er tomt op ad trappen; for et par måneder siden vrimlede den af besøgende; de hastede forventningsfuldt op ad den; statuernes hoveder, som ragede op over ballustraden, virkede forjættende; om nogle få øjeblikke ville man stå derinde og have hængende om sig til beskuelse, til fordybelse, alt hvad disse kunstnere — dem med det særligt benådede blik — dem med kaldet til at se for andre — havde fundet værd at vise mængden. Notitser i bladene havde sat sindene i stemning. og folk hastede rundt — det store, det betagende — mon det var heroppe i år? var det slået ned, og havde der stået ild af i det mindste én af disse mange kunstnersjæle? eller — skulle det aparte, det sensationelle give udstillingen dens præg? Premierens publikum stod rådvild i den store søjlesal og vidste ikke, om det skulle være det rødtskinnende billede derhenne, eller det farveløse gråtonige; frygtsomme, selvkritiske naturer standsede ved ethvert rigtig uforståeligt billede og tænkte beskedent: gud ved, det kan såmænd gerne være, at dette er det allerbedste af dem allesammen — man har set så galt før — og de, i hvis lykkelige lod det var faldet at tilegne sig en andens misforståelse om » sødlige « farver, de stirrede helt mistænksomme, når de så en skov eller et vand, der lignede den skov og det vand, de kendte fra deres livs glade friluftsøjeblikke. så begyndte bladenes kritiker at komme. Byen greb dem med begærlighed; og vistnok er det også overordentlig rart, når man således har gennemvandret sit lands kunstproduktion, at få et klart indblik i, hvad det nu er af alt dette, der er noget ved. Og i alle dem, der kun læser én Avis, voksede forståelsens klarhed hurtig op. De der læste flere aviser — var så ulykkelige, kun at kunne drive det til at tage udpræget standpunkt i diskussionen. og forståelsen og standpunktet holdt de fast ved, indtil de havde fået anden ophængning med, så sagde de lidt efter lidt alle disse skønhedsforklarende kunstnere farvel — glemte måske at sige tak... eller huskede til syvende og sidst ikke, at de havde noget at være taknemmelige for... og gik ud ad Langelinje i stedet for på udstillingen. Og tommere og tommere blev salene, og nu er der kun nogle få timer tilbage. Dér kommer en midaldrende mand; han spørger, hvad en billet koster, og hvad et katalog koster, og bliver næsten overvældet, da han får tillæget med i købet; han begynder straks med raderingerne og fotografierne, der er ophængt tilsalg ved garderoben, og forbavses, da han ikke kan finde deres nummer. Lige fra udstillingens første dag har han lovet sig selv, at han skulle derop en gang — disse storartede billeder, som alle disse malere forstår at male... men han er så forfærdelig ophængt, han er en af livets slidere; og hver gang han havde glædet sig: nu skulle det være, så kom der forhindringer. Men i dag har han revet sig løs; tålmodig og ærbødig går han fra billede til billede — de er alle for ham noget højere end den gerning, der binder ham. Det falder ham ikke ind, at meget af det er ikke gjort halvt så reelt, som han gør sit arbejde, og at en del af det er bare gøgl. Igennem et af værelserne kommer slentrende fire yngre mænd. De ser ud, som om de i dybe tanker havde forvildet sig herop; de synes nemlig uvidende om, at der hænger billeder på væggene, men alle fire ser tænksomme ned for sig. Alligevel er der ved deres forvredne hovedbedækninger noget, der giver en det indtryk, at de ikke alene - har en dyb forståelse af det, der netop her omgiver dem, men måske endog selv har kunstværker hængende på disse vægge. pludselig siger én af dem, en høj fyr med sort hår og skæg og rødmusset ansigt, og en mærkelig gammel-ironisk skæren i stemmen: nej — hvorfor er man ikke bleven høker? Så havde man kunnet sidde lunt i sin kælder og skummet fedtet tykt af sine medmenneskers tankegang. Ja, du siger noget, tager hans sidemand, en kæmpestor, fredsommeligt udseende skikkelse, med blødt afrundede ansigtstræk, ordet — høker er ikke ilde; min salighed om det er; hjemme i min gade, der er matadoren netop høker! denne mand må jeg misunde; i skulle se ham om morgenen, når han kommer op af sin kælderhals; så ser han op og ned ad gaden og siger til sig selv: nu er Olsen stået op, nu kan i gerne sætte tilværelsen igang igen; han ejer gaden, det vil sige han har det flæsk den spiser; og det er sjældent, at nogen af os går hans boutik forbi, uden at kaste et længsels blik derned; jeg skulle ikke have det mindste mod at overlade ham mit atelier, når jeg til gengæld måtte få hans boutik. Hvorfor maler vi ikke sådant noget, siger den yngste, en lille zart, nervøs skikkelse — og kaster pludselig hånden hen i retning af et stort billede, som er forsynet med betegnelsen solgt. ja. hvorfor gør vi ikke — hvorfor Pokker gør vi ikke det? siger kæmpen — jeg gjorde det nu så hjertelig gerne! De standser alle fire og sér på billedet. Jeg synes, sagde den rødmussede, at landets bommænd burde indkøbe billedet og få det justeret — det er tydeligt, at der er ikke kommet skærver på den vej i de sidste tyve år. Kæmpen lo godmodigt — så. forskelligt kan opfattelsen være; mig har navnlig den blå himmel interesseret, og jeg har stadig tænkt mig det ophængt som ephitafium over en mand, der døde af mangel på luft... men skulle vi ikke mine herrer tale om noget morsommere end netop det, der ligger os allersørgeligst på sinde? — har i læst det lille stilistiske mesterværk i » Tidenden « i morges om kistens nyeste chanteuse?... oh! hun har netop de ben, der står så skønt om! Jeg har gouteret opsatsen, sagde fjerdemand — men jeg har sét hende, blev kæmpen ved; oh, hun er udmærket, denne dame! jeg kan sandfærdigen bekræfte, at bladet har ikke lagt en tomme til hendes kjoles længde — end sige slappet hendes trikot — — — har hun stemme? hun er kvinde, Olsen, kvinde — lad det være os nok... Feminint gummielastikum — sagde ironikeren — og jeg havde den ære at drikke et glas med den udmærkede anmelder — en udsøgt chevaleresk børste — kære venner, i tør endelig ikke forsømme at gå ud og se hende — — — han slog pludselig ud med armen — — - og véd i hvem jeg yderligere traf derude?! — almindelig forventning undtagen hos ironikeren... Frederikke, den lille blonde tykke Frederikke, Hansens model! Nej! råbtes der i kor — på ære — med en papirflippet diskespringer til kavaller; jeg var virkelig i tvivl, om jeg skulle gøre min akademiske fortovsret gældende, men da så jeg, at han fodrede hende med is — og var da uegennyttig nok til ikke at forlange, hun skulle stige ned til min bajer. I det samme kom en herre på op mod de tredive farende gennem værelset — med små hurtige hovedkast, der egnede sig til at se og overse, ligesom han nu havde lyst til. Vips — havde også hans hoved været et kast henne på de fire kunstnere — kæmpen hilste — så han os? sagde en af de andre — der blev nemlig ikke hilst igen. Gu’ så han os; ham må i hilse på; han er i færd med at blive en stor mand; Nielsen fortalte mig, at han har tilsinds at stive sin journalistiske stilling af ved at slå sig på det absurde og gøre nyopdagelser; har han mod til at gøre skridtet helt ud, kan han måske endnu redde sig et organ og protegé-traktementer; jeg har allerede begyndt at spare sammen i en bøsse til ham; jeg har tænkt mig, han skulle bide på engang og opdage mig. — to unge piger kom gående. Gud, hvor jeg er træt! råbte den ene. Ja nu kan jeg heller ikke mere! istemte den anden, og begge lod sig falde ned på en sofa. Nej! sikken himmel! råbte den første i samme nu og sprang op igen. Ved alle ni københavnske muser! sagde ironikeren, det er mit billede; tænk om sådant et pigebarn havde andre lommepenge end dem til konditoren! Åh, se i kataloget, sagde hun til veninden, der var blevet siddende, hvem det er af.... Nr. 345.. Den siddende begyndte at søge... 345... 345... endelig fandt hun det — tænk han hedder pram! ja tænk engang! sagde ironikeren — hun t læser ved siden af! Nu tror jeg heller ikke, jeg kan mere, føjede han til; skal vi sige farvel til disse haller for iår; nu har jo den store mængde på ny drukket skønhed sforståelsens hellige drik af vor ånds mesterværker; i morgen kan vi hente dem hjem igen og selv drikke videre. Det kan vi, sagde kæmpen — den lempelige udvej står os dog heldigvis åben! I det samme de gik ud af værelset for at forlade udstillingen, kom manden — ham, som det just var lykkedes at nå herop den sidste dag — ind ad den modsatte dør. Han så anstrengt ud, og der var kommen æselsøren i hans kataloger. Idet han trådte ind, standsede han næsten fortvivlet ved atter at se så mange billeder; så pustede han og tog fat til højre. Thi når han havde revet sig løs fra sin lille forretning, hvor han så dårligt kunne undværes, så var det selvfølgelig ikke for letsindigt at overse et eneste af disse mange dejlige billeder. Han var kommen her for at berige sig så meget som muligt. Solfladen ude på torvet havde flyttet sig, flere og flere besøgende vovede sig derop. Det var især de med kort forsynede. De toge plads på sofaerne og lod øjnene glide rundt. Nogle af dem så ud, som om de sad der for endnu engang at føle trætheden. Da klokken nærmede sig seks, kom for sidste gang nervøsiteten over opsynet; de gik rundt og så efter, om der ikke skulle stå en eller anden drivert i en krog; de lempede ved utålmodige miner de sidste efternølere afsted... Udstillingen var sluttet — dér hang de — de hundreder af billeder; og dér stod de, statuerne, busterne, det plastiske nips. Nede i kanalen lå skipperne, lossede og ladede; og ude på torvet var den store by slået ind på sin forårspromenade. il der mødtes to unge kunstnere nede på torvet. Den ene var ham, som havde siddet ovre på bænken og tænkt de triste tanker om sig selv og sit arbejde; hans navn var Rudolf Holter. Den anden var en lang, leddeløs, ung mand, hvis gang, påklædning og lyse åbne ansigt straks anmeldte ham som den frejdigste gladeste fordringsløshed. Han hed Otto Hellman. Storartet held, at jeg møder dig, udbrød han; jeg har solgt mit åløb, tretten piletræer og et pigebarn med en rød parasol... sagde jeg sold? Det var også netop det, jeg ville have sagt; jeg har indbudt en masse fremtids-celebriteter på alle åndens områder og på en afsvalet toddy; der kommer forfattere, journalister, malere, det bliver en storartet fest; jeg var netop på vejen for — mi 14 om muligt at være så heldig at løbe på dig; altså i aften kl. 8. Ja jeg skal ikke holde mig tilbage; jeg må jo iøvrigt gratulere, nu går da et af dine billeder ud i livet — sagde Rudolf Holter spidst. Det spidse gjorde ingen virkning — Hellman lo og sludrede løs — ja missionen er storartet; jeg tænker mig det hængende på en sofavæg, omgivet af familjefotografier; jeg håber inderligt, at det skal være det eneste virkelige oliemaleri, de ejer, for så bliver det mig, der bestemmer fædrenes og børnenes smag til evige tider; sådan en familje indrømmer aldrig, at det maleri, de ejer, er mindre end aller første sort; og det må du da tilstå, er en ganske oplivende tanke. Holter trak lidt på smilet — å... ja... Mig ville den dog måske ikke oplive så meget — visvas! Når nu bare de familjer, som socialt konkurrerer med min, vil lade sig animere til også at anskaffe et værk fra samme mesterhånd — så der kunne komme en smule borgerlig jalousi med i spillet — — — en forfængelig kappestrid om billeder fra samme mesterhånd — denne her du! — så var den gående. Du vil nok ægge dine gæster op i tide — sagde Holter. Ja, jeg tænker vi kan få en lille diskussionsbasseralle igang; jeg har inviteret fremragende yderpunkter! Jeg kommer dog kun for at drikke et glas på dit held. Det var din lykke, at du ikke sagde: kun et! — det er synd, han skal gå og mule alene — sagde Hellman ved sig selv, da han gik videre! — — — da Rudolf indfandt sig, traf han, foruden Otto, kun en ældre, meget borgerlig men intensivt godmodigt udseende herre og en noget yngre, meget mager — næsten forsulten mager — dito. De rejste sig begge med et sæt og bukkede særdeles artigt. Otto blinkede skælmsk og besvor ved en hastig mine Rudolf endelig ikke at sætte noget forbavset ansigt op — — — han præsenterede: hr. Olsen, min vært, en mand der på en måde selv er maler — hr. Olsen gned begge sine hænder ned ad frakken, ligesom om han var vant til at tøre dem af dér og smilede beskedent men ud over hele ansigtet...... og denne herre — hr. Petersen — er, om jeg så må.sige, medlem af vor lille kvistmenage — embedsmand. Af dem, der ikke er på højere gage, end at han må bestille noget for den — sagde den betræffende og så endnu vittigere ud end sine ord. Rudolf syntes, der var en timbre af ølklang i stemmen.... Hr. Rudolf Holter, dels landskabsmaler, dels menneskemaler — men er endnu ikke klar over, om de sidste helt ud er hans geni værd! Der blev vekslet håndtryk. Det er muligvis også, som man tager dem, sagde den lille embedsmand — skønt en smule rigeligt sort kunne de vel altid have fortjent. Hr. Petersen ermissantrop — jeg er sangviniker, sagde Olsen fornøjet, men hr. Petersen ser ikke nok på sig selv, ha ha ha, så fik han nok et bedre indtryk af de tobenede. Det er ikke ved at tælle benene på dem, • at jeg er kommen til min livsopfattelse — sagde Petersen. Rudolf satte et smil op og præsterede et par nik; han forstod ikke pludselig at kaste sig ind i snak med folk, han ikke kendte. — det bankede på døren, Otto åbnede — udenfor stod kæmpen — ham der samlede 5 ører i en gris, for en gang at få råd til at blive opdaget som kunstner. Hans små, lunefulde øjne og store, rolige ansigtstræk omfattede straks alle tilstedeværende med en mild sympatti — 3 go. e. af. ten, kære venner, sagde han og trak blødt på ordene. Og under præsentationen havde han et ord til hver: ne. j er det hr. Petersen... det glæder mig — de er embedsmand — gud, de er lykkelig, de har deres faste — de er da ikke revisionsmenneske? jo, det var han netop. De er jo en sand heldets mand!’ at skalle leve for blot at opdage andres bommerter — de gør dem ingen begreb om, hvor ulige vanskeligere det er, selv at skulle blive opdaget som noget ekstraordinairt godt — når man ikke kender dem, der har med » Måden « at gøre — lo Otto. Samtalen blev afbrudt; der kom flere gæster. En ung mand, der havde et betydeligt navn mellem sine nærmeste venner, men som også allerede havde fået optaget en notits i et blad om, at han arbejdede på en novelle — » En tomhjernets filosofi « — en, ligeledes ung mand, der studerede kunsthistorie... Min herre, sagde kæmpen, de er uvurderligt velkommen i vor kreds, vi kunstnere kunne vel have vore sporadisk geniale øjeblikke, men denne samlende evne, de^ der gør os til historiske et hjems drøm. 2 faktorer, det hører dem til. Vi er råstoffet, om jeg så må sige! det er dem, der forfatter kongerækkerne! — og der kom endnu et par unge malere. Kæmpen var på sin velvillige vandring rundt i atelieret kommen til at kigge ind i værelset ved siden af, og opdagede derinde et virkelig nydeligt dækket aftensbord; han slog Otto tilfreds på skuldrene og blinkede forstående mod døren, der stod påklem. Otto nikkede til ham igen — vi skal fundere stemningen! sagde han. De havde spist til aften, og humøret var allerede godt oppe. Der var holdt mange småtaler; kunsthistorikeren havde talt om muserne, idet han tog sit udgangspunkt i, at de var ni til bords; kæmpen havde fra samme standpunkt talt om » otte om kongen «. • nu gik de omkring i stor vennestemning og betragtede og bedømte Otto billeder, der dækkeed de tre vægge fra øverst til nederst. De to eneste, der faldt en lille smule udenfor ensemblet var Rudolf og den reviderende embedsmand. Rudolfs - tanker gik hvert øjeblik deres egne veje, og hr. Petersen var mest optaget af, at der snart måtte blive slået bro mellem øllet ved bordet og toddyerne bagefter — helst en bro med et godt højt rækværk! Kæmpen havde fat i hr. Olsen: men min bedste mand, hvad må jeg dog høre! vi er jo kollegusser på en måde 1 nå-e, he, ne. j sådan kunst har mit jo ikke været... Ja men det er vores minsandten heller ikke... ikke alt sammen... det kan jo ske, at der løber sådan noget ind med — endog for de bedste; men sæt os til at male en dør, eller måske endog en hel façade — hvor langt tror de en sådan lille tube rækker? har de malet meget her i byen? Nej, hr. Olsen havde dog malet mest på landet; på en måde var det jo ikke taknemligt, for dér skulle de altid have det med skrigende farver, men så var der jo på den anden side det behagelige, at de næsten altid på enhver ordentlig gård selv havde pensler og potter, og hvad man ellers skulle bruge. Ja det må jo lette en arbejdet i høj grad, sagde kæmpen; sig mig, har de aldrig rejst på deres profession? Jeg kunne såmænd godt have gjort det, kunne jeg, for en af mine medsvende rejste skam til Tyskland, og han kunne skam ikke et ord tysk, og jeg kunne dog noget; der var flere ting, jeg kunne sige meget rigtigt, f. Eks., der er nu » was su ttun « — det betyder, at jeg har arbejde, eller vil have arbejde, og » niks su ttun «, det vil sige, at jeg har ikke noget at tage fat på; men han kunne ikke et ord, så det vare den bare frækhed! Herregud, de taler også tysk — — — hør sig mig, denne reviderende hr. Petersen... Hvorfor er han egentlig med her i aften? Hr. Olsen så sig forsigtig om, og sagde hviskende: å, ser de han boer jo hos mig ligesom hr. Hellman, og så syntes hr. Hellman, det var synd, han skulle sidde alene og vide, at den blev lidt høj her i aften, hr. Hellman véd at han sætter... grumme megen pris på et lille bæger... Det havde jo også været synd! Min sandten havde det været synd; det var virkelig godt, at vi fik ham med; man må indrømme, Hellman er rigtig et nydeligt menneske i sin opførsel — det er han, det ved gud; når han har noget, så har vi alle sammen noget heroppe, tør jeg godt sige... der kan jo destoværre for ham, pø om pø, være længere tider, hvor han ikke har noget. — på dette tidspunkt fik hr. Petersen en stærk anelse om, at drikkevarerne var under opmarsch; derved faldt der over hans sind en mild, behagelig ro, noget tillidsfuldt, og han interpellerede en af malerne, om hvorledes man egentlig bar sig ad, når man nu for eksempel sådan ville male et billede — og om ikke de kolorerede fotografier havde adskillige fortrin frem for den sådan mere udelukkende perspektiviske måde? — — — se så mine herrer! sagde Otto — idet han satte flasker og glas på bordet — dette er, hvad jeg kalder den frie diskussion i kort begreb — hvem der nu vil have ordet, må jeg bede henvende sig til proptrækkeren, den plejer lige så lidt at sætte stop for veltalenhedens som for flaskernes kildevæld... Meget godt! meget godt! sagde forfatteren. Hø! sagde hr. Petersen... og må jeg takke de herrer, at de er mødt så talrig, fortsatte Otto. Ja jeg har såmænd aldrig sét ni være flere end vi er, indskød kæmpen. Otto blev ved: om nu de herrer mener, at aftenen bør forløbe ved gemytlig tale og klinken på tomandshånd — eller at vi burde samle os om et større konsentrerende emne — ved jeg ikke... Jeg stemmer for det sidste, sagde historikeren. Jeg også, sagde Rudolf, som derved håbede at kunne slippe for sin sidemand. Synes de herrer ikke også? sagde kæmpen overtalende til Olsen og Petersen. udentvivl, ja, vistnok — sagde hr. Olsen. Ubetinget! sagde hr. Petersen; han fandt det uimodsigeligt rigtigt, at — de andre beskæftigede sig med et større emne. Ja, der synes at være stemning for det sidste, sagde Otto; tør jeg bede de herrer, der stemmer for den dyberegående behandling af et eventuelt indfald, række hænderne ivejret!... må jeg takke dem! seksten stemmer for, idet nogle af de herrer kun rakte den ene hånd op... turde jeg så bede om et emne; idet jeg erindrer om, at selv de mindste bidrag modtages med taknemlighed; diskussionen skal vel vide — har de alle glassene fyldte — at højne det! Stilhed. Forfatteren rejste sig — må jeg først bringe de herrer en hilsen fra den lejr, jeg hører til: de unge fremtidens forfattere! vi lever i en tid, som vi vil tillade os at forvandle til vor tid,... Bravo! Hør — tillader de, sagde hr. Petersen, og holdt sit glas frem...... vi lever i en slægt, som jeg vil kalde anciennitetens slægt... Han er ligefrem storartet! mumlede revisoren —... nuvel! vi forlanger ikke, at denne slægt skal forsvinde, vi ville kun, at ancienniteten skal vendes om — jo yngre, jo større anciennitet! Hr. Petersen fik sit første glas begejstringsforkert i halsen — — — bravo! sagde kæmpen... jeg hilser vore brødre, de unge malere; skab en ny kunst, skab den hurtigt — vi — mine herrer! skal have den nye slægt færdig, den dag de står rede med den nye kunst! Den komme! Stormende jubel! Glem ikke glassene! glem ikke glassene! Sagde Otto — og så over på Rudolf. Tør jeg bede om ordet, sagde kæmpen — Olsen så på Petersen med en tillidsfuld mine: nu kommer der fanden gale mig noget! Skal de se, han skal nok forstå sine ting! Jeg tror, begyndte kæmpen, at jeg handler i slående overensstemmelse med mine venner, når jeg næsten mere end rørt takker for denne hilsen! men før vi åbner den nye udstilling med de ny billeder for den nye slægt, så har vi en del gamle billeder, som vi helst først skulle have solgt til den gamle slægt! Hvis de herrer vil genkalde i deres erindring, hvad de i aften har sét på væggene inde i vor værts atelier, vil de forstå mig — det hænger forresten endnu derinde. Og disse vægge er ingenlunde de eneste, der har været modtagelige for så megen kunst. Hvis de, mine kære venner, var hjemme hos mig i aften, skulle de sandeligen få noget ganske lignende at se, kun at mine vægge er nok så store. — jeg tror dog, indskød. Forfatteren lidt usikkert, at de ikke ganske har forstået mig... Lad ham bare tale, sagde Olsen, han klarer sig nok. Umuligt, sagde kæmpen, hvert ord i deres tale var gennemsigtigt, men jeg mener blot, at hvis vi kunne rydde op i det gamle, så stod vi som producenter friere lige overfor den kommende tids efterspørgsel. Jeg tror det ville være som en smuk overgang til det nye, om vi kunne udfinde en noget hurtigere realisationsmåde... Hvis de herrer — ikke — vil tage mig det ilde op, sagde Olsen, ville jeg gerne tillade mig at... Jeg tror, sagde Otto, at vi alle er enige i, at hr. Olsen har ordet. Ja. e. e. e. Tak! Og jeg vil bare sige, at det har jeg forstået her i aften, og jeg er kun en simpel maler, men jeg har dog mine konduiter, at hvis de fine folk kendte de herrer personligt, sådan som jeg, så tror jeg, at de skulle nok være lidt villigere til at købe deres billeder, for de har vist dem som hædersmænd mod Petersen og mig, har de; men det går de fine folk, som det indtil nu iaften er gået mig, de kender kun de herrers billeder, og derfor er det, de holder sig tilbage, men det vil jeg sige, at efter det jeg nu har sét her, så, hvis jeg havde skillinger, så kan de herrer stole på, at jeg skulle ikke holde mig tilbage... ja... det var kun det jeg ville bede om jeg måtte sige i al beskedenhed og ligefremhed. På dette tidspunkt rejste en af de sidst ankomne unge malere sig — jeg vil tale, sagde han. Dette blev hilset med almindeligt bifald; han var kendt for sin evne til pludselig at kaste en usigelig bitter replik ind i konversationen — altid et kort, knapt men udover alle grændser voldsomt udfald mod samfundet, og de fik netop deres charme derved, at han altid så’ så decideret veltilfreds ud, og derved at ingen endnu havde fået rede på, om han virkelig nogensinde havde været gal i hovedet på noget som helst. Jeg fraråder kraftigt en sådan udstilling af selve kunstnerne, som hr. Olsen proponerer, og jeg fraråder en strike. En kunstnerstrike vil fremkalde en lockout fra farvehandlernes og rammefabrikanternes nederdrægtigt underfundige lejr. Denne tale er den eneste, jeg vil holde i dette århundrede, den er mit sidste fortvivlede forsøg på at afsløre tilværelsens infami! Tilværelsen er kunstnerisk bleven svinebagbundet i urtiden! fui! Hvem var den første kunstner? Var det dem eller mig? nej! — en kannibal får i et ledigt øjeblik det fortvivlede indfald at forme rundt, hvad der var lige, og dette sindsforvirrelsens moment prædestinerer kunstbegrebet for årtusinders stigende slægtintelligents. Han skulle have været sat i spændetrøje og indlagt til observation på en øde 0 i Stillehavet! Først i det nittende, til nød i det attende, århundrede skulle det have været tilladt at bestemme, hvad der er kunst. Der er nu arkitekturen. Nu ser vi alle, at det der har udryddet vor klodes naturskønhed, er de store byer, men hvor mange af os står det klart, at det første modbydelige skridt til denne klode-vandalisme blev gjort, da den første hulebeboer i et anfald af storhedsvanvid byggede sig en bolig, der ikke var gravet ned i jorden, hvor hans plads var, det bæst! men rejst op i vejret oven på den. Denne tanke — mine herrer! — burde være fremsat tidligere på aftenen, thi der hører en uhyre åndsklarhed til at fatte den. Og hvad urtidens ansvarsløse hulebeboere, som destoværre hverken havde nogen negativ byggelov eller underjordisk politivedtægt, der kunne have standset dem, hvad de påbegyndte, det fortsatte grækerne tankeløst, og nu har vi skandalen. Nu ligger alle husene oven på jorden og generer udsigten! Det går med kunsten som med historien — hvorfor har slægten været så grissedum at gå ind på at slæbe om på sin historie, denne selvfortærelsens dokumentation for, at der intet nyt sker under solen! I 6000 af almanakens, i 100,000 af universitetets år har den menneskelige næse siddet midt imellem øjnene — ethvert fjols kan da sige sig, at tilværelsen må være bleven triviel. Det har været slægtens nederdrægtige hovedfejl, at livstrætheden først indfandt sig i den fremskredne alder, når evnerne var udbrændt, og muligheden til at skabe noget nyt gledet bort! Der skal begyndes med livstræthed, om der skal komme et stærkt arbejde tillive! Kun den, der fødes bundked af det hele, har muligheden til at skabe noget nyt! Jeg tømmer mit glas for den unge slægt, som, i kraft af en sådan medfødt kedsomhed, forstår at give tilværelsen fornyet interesse! — Rudolf rejste sig; tør jeg klinke med dem, sagde han til taleren — det var næstendel tilstrækkeligt ondskabsfuldt! troer de?' jeg var ellers noget bange; jeg befinder mig nemlig så overmåde vel i aften! Jeg var vel heller ikke bleven hørt med så stor ro, hvis de ikke alle sammen havde talt i munden på hinanden, mens jeg havde ordet. Festen var nu nået til det punkt, hvor selv forfatteren opgav at gøre studier. Diskussionen var opgivet, ingen tænkte på dagen i morgen, på at tvinge den gamle slægt til at købe eller på at skabe en ny; de levede i øjeblikkets løftede stemning — indtil morgensolen brød ind ad vinduerne. så foreslog Rudolf, at de skulle bryde op. Endnu på trappen hørte han forfatteren meddele kæmpen, at hele ulykken lå i den moderne psychologiske literaturmethode; man skulle have holdt på den gamle opfattelse, at det var genierne, og ikke de, der gik dem efter i sømmene, som bestemte, hvad der var kunst — så havde konkurencen ikke været så stor; men nu vidste alle, hvad det var at digte og — — — om forladelse! jeg tror, jeg har fået fejl hat på. Skidt med hatten — sagde kæmpen — når bare hovedet er strøget fint af, skal skorstenen nok ryge! Iii. Under højrøstet snakken drev de ned ad gaden; gildets stemning var over dem endnu — undtagen over Rudolf. Den lille part af lystigheden og vinen, han havde... halvt ladet sig pånøde, var dunstet bort i samme nu, han atter var ude i nattens kølighed. Han ville helst drive hjem alene; og da de var nået ud af store Kongensgade og ind i grønningen, og kæmpen foreslog, at de dog måtte gøre sig klar, hvor de egentlig skulle hen — og det så til almindelig moro viste sig, at slet ingen af dem boede på østerbro — — så benyttede Rudolf lejligheden til at sige farvel. Han ville dog nu ikke vende om, men fortsætte og senere over fælleden søge over til Nørrebro. Lidt efter var deres muntre snak ham ude af øre — han var ene og gik videre, gennem grønningen, Alleen, forbi sortedamssøen. Midt ude på fælledens dugvåde, grønne flade standsede Rudolf og så frem gennem morgenlysningen, den roligt åndende, den første dæmpede intonering af de lyse nætters højsang. Ligesom den første svalekvidder om morgenen fortæller den der våger, at nu er der et eller andet sted dukket en solstråle frem — en lysning oppe på en skorsten måske — således er denne, de første lyse nætters glans ind i natten, budskabet: at nu er årets store rige tid øjnet ét eller andet sted, langt ude; nu nærmer den sig; som en hær af solstråler og solstrålers værk, gyldne friluftstider, samlivs-dage mellem slægten og naturen. Hvem der heltud turde glæde sig til det, der nu kommer, tænkte han, give sig hen uden at skulle tænke på, at der skal males, der skal søges motiver, der skal skabes noget, som skal vække opmærksomhed, gøre lykke og — ak, ja! blive solgt! Op for ham dukkede billedet af en lille by. Han så den gemt ind i samme morgenstilhed som den, der her omgav ham; krandset af marker og stier lå den, endnu sovende, dybt nede under den store, svagt tonende farvekuppel. Oppe på højderne til venstre • lå jernbanestationens silhouetbillede, de lave langstrakte bygninger, stakittet, materialskurene og nogle få sammenkoblede eller enkelt-stående vogne •— og dér- henne løb de sorte, jern trukne linjer bort over engene. Han så stien fra banegården ned til byen; vejen mellem livet i dens tre fire smågader og verdenstummelen. Hver gang damphesten viste sig langt, langt ude i terrainet, blev der liv på denne sti, enten man skulle op og hente en hjemvendende, eller man selv skulle drage med den; ad den sti bar man sin post eller sine aviser hjem, og levede så atter nogle timer med million-slæder

1894_HansenJ_EtKarnevalINizza

Johan

Et Karneval I Nizza

Hansen

HansenJ

Et Karneval I Nizza

male

1894_HansenJ_EtKarnevalINizza.pdf

Johan Holm

Hansen

dk

Et Karneval i Nizza

Rejse-Skitse

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Giovanni Agaccis havde studeret lægevidenskab sammen med sin noget ældre fætter, pier carniello, der dog kun nåde at blive apotteker. Begge herrerne var fra Piemont. Carniello, der efter fætterens mening skammelig havde svigtet sit fædreland, Italien, ved at nedsætte sig i Nizza og blande blod med franskmændene, var så godt som uden familie. Agaccis havde derimod begge sine forældre levende endnu. Faderen var en velstående mand i ormeo, ligeså fordelagtig bekendt for sin vin som for sin betydelige silkeavl. Hustruen, der stammede ned fra en gammel sardinisk adelsæt, havde ord for at være en interessant og åndfuld dame, af sjælden skønhed. Da den storøjede, iltre Giovanni var deres eneste barn, havde forældrene gerne villet knytte ham til hjemmet, efter at han var bleven konfirmeret. Men derom ville sønnen ikke høre tale. Han ville ikke gå dér i et drivhus og lyske druer. Der var andet at gøre for det genfødte Italiens sønner, nu da der rundt om vældede kræfter frem af folkebunden. Det var denne, han ville være med til at dyrke. Han havde da allerede ved moderens hjælp skrevet digte i ariostas manér og besunget » la bella Margherita «, cavour og Garibaldi. Men så besluttede endelig faderen, der ikke ville vide noget af digtergrillerne, at han skulle være læge og rejse bort til universitetet i San Remo, dér hvor fætteren, carniello, allerede længe havde studeret. Han måtte vel nok kunne læse lidt med ham og tage sig af ham i begyndelsen. For ligeså gerne som den gamle så’, at der blev sparet på skillingen, ligeså nødvendigt var det jo, at der straks blev holdt lidt tilsyn med drengen, så at han ikke gik hen og bukkede under for fristelserne. Det var ærgerligt nok at se, hvordan pigebørnene der hjemme i ormeo gik og smiskede til ham, fordi han havde en smule penge og så’ lidt godt ud. Læreårene i San Remo, den gamle saracenerby, der, siden den tyske kronprins havde opholdt sig dér, var bleven et yndet valfartssted for tusender af levelystne, rige berlinere, tiltalte egentlig ikke Agaccis. Dertil var livet dér ham for fremmedartet og selve liceo for mørk. Og ligeså lidt følte han sig i grunden tiltalt af fætteren, selv om han omgikkes ham af og til i de fire år, der forløb, inden den lille vordende apotteker opgav studeringerne og rejste bort til Nizza med en rig berlinerinde. Men et par større modsætninger end fætterne kunne heller ikke tænkes. Agaccis var en fuldblods digternatur, undertiden fornem indesluttet, til andre tider strømmende over af ungdommelig liv og sjæl — carniello realist lige ud til spidserne af hans stærkt pomaderede, tynde moustacher. Den første havde en vækst, der mindede om granen, og muskler som jærnbånd. Den anden var derimod lille og mager, som nogen indisk selvplager, skønt han ellers ganske godt forstod at pleje sig selv. » Der har vi antipoderne fra ormeo, Don juan’en og den kyske Joseph, « lød det sædvanligt mellem studenterne, når de så’ fætterne følges ad på gaden. » Mon det dog ikke en gang skulle lykkes carniello at tage Giovanni ordentlig under behandling? Det er da tydeligt nok, at han ikke har øje for nogen af vore glade pigebørn. Hvis han da ikke ligefrem foragter dem. « Dog, det var vist langt fra, at Agaccis var nogen foragter af det smukke køn — om det end var de fremmede, blonde og slanke damer, der tiltalte ham mere end San Remos egne, buttede skønheder. Selv hr. Carniello, der tit gjorde sig lystig over fætteren og hans ensomme omflakken, mente, at man godt kunne se det på » Monsieur urian, når en eller anden Angelo fra Norden havde fundet nåde for hans sataniske blik «. Da var det, ligesom hans åsyn med den nøddebrune, halv olivenfarvede lød blev lutter smil. Gangen blev mere livlig og elastisk, som om han bevægede sig på stålfjedre, den folderige, fodside kappe var skudt tilbage fra i* brystet, studenterhuen fra den høje og smalle pande. Øjnene gnistrede som det sorte hår. Da var det forgæves, man talte til ham om liceo eller om bøgerne. Så kunne han gerne flakke halve dage om på promenaden — naturligvis for igen at opfange et glimt af den dejlige — eller han kunne stå timevis toran musiktribunen inde i Gardino publico og ricitere digte — eller udtog af begejstrede frihedstaler — for kammeraterne, der da ved conkertens slutning førte ham bort med sig i triumf. Det var ikke sjældent, at de ved lignende lejligheder inviterede ham til et lille symposium i restaurant cavour, hvor man for øvrigt altid kunne være vis på at træffe ham om aftenen i den store læsesal — når han da ikke var i teatret. Men ville de derimod forsøge at trække ham med hen i det ildeberygtede commerce, hvor der blev både spillet hazard og danset det meste af natten, var alle deres overtalelser frugtesløse. Han havde en naturlig sky for alt det hemmelighedsfuldt dunkle og umoralske, som han vidste lurede rundt om i byens kroge. Og når han en gang havde sagt nej, var hans beslutning urokkelig. Da han endelig havde fået sin eksamen, sendte forældrene ham en femhundredefrancs-note, for at han kunne få sit ønske opfyldt, at gøre en lille romerrejse, inden han søgte embede. Vel var han næppe bleven færdig på liceo, førend han fuldførte en større cyklus sange, » det befriede rom «, som han længe havde arbejdet på. Men at leve 2 som digter kunne der naturligvis ikke være tale om. Den tanke måtte han som en kærlig søn love sine forældre at slå ud af hovedet. Hans rejse gennem norditalien og opholdet i byerne genua, Florenz og rom blev ham som en ny, åndelig dåb. Umiddelbar som han var i al sin gøren og laden, havde det hidtil været naturen, han havde dyrket og elsket over alt. Nu blev det på en gang kunsten, der fængslede ham, i det han stadig stillede sig for øje alt, hvad hans omgivelser rådede over af storhed og genialitet på de forskellige åndsfelter såvel i den ældre som i den nyere tid. Men især var det dog de romerske, antike mindesmærker, der fængslede ham mægtig, ligesom det da også var selve pantteon, han skyldte det sidste indtryk, han tog med til hjemmet, og som rimeligvis ikke blev uden betydning for hans liv. Det hændte nemlig, at da han kort førend sin afrejse fra verdensstaden trådte ind i det gamle, hedenske tempel med » Himmeløjet «, for at dvæle endnu nogle minutter ved den skønne Madonna på Rafaels grav, fik han tilfældig øje på en fin jomfruelig skikkelse, der lå og knælede andægtig udenfor et af de nærmeste kapeller. Lidt efter kom der også en ung mand der ind med lydløse trin — det var netop som Agaccis uvilkårlig tiltrukken af den levende Madonnas dejlighed, som han syntes langt overgik statuens, var trådt i skjul bag en af pillerne der i nærheden. » Addio, Maria! « lød det fra den unge mand, i det han trådte hen ved siden af den knælende. Han var høj og bleg og så’ ud som en gymnasiast. » Addio! Det er alt, hvad jeg ville sige dig. « » Addio, Lorenzo! « hviskedee hun uden at se op. Han lagde hånden på hendes hoved: » Alle gode engle beskytte dig! Og tak fordi du kom. Nu synes jeg, at jeg rolig kan vende tilbage til klosteret. Du glemmer mig ikke. Ikke sandt, Maria: du glemmer mig ikke, i hvad der end sker? « » Nej, aldrig, « svor hun højtidelig og rakte hånden i vejret, som han kyssede ærbødig, inden han gik bort. Det var for Agaccis, som om han havde været vidne til deres vielse for tid og evighed. Der var gået nogle år, og han havde i det meste af den forløbne tid været ansat som læge i et landdistrikt ikke langt fra ormeo, da apottekeren, hans fætter, pludselig anmodede ham om at være hans gæst under karnevalet i Nizza, for at han dog en gang kunne lære' dette jordiske Paradis rigtig at kende og fornemme, at han levede. Tilbudet kom ham på en måde ganske belejligt, da han netop på den tid i sin egenskab af læge havde været medvirkende ved et ægteskabeligt drama, der rystede ham dybt. Det traf sig nemlig således, at han straks ved sin ankomst der til landsbyen kom til at bo hos et par unge nygifte, hvis uendelige kjærlighedslykke mangen gang fyldte luften omkring ham med lyse forjættelser. Et sådant ægtepar havde han endnu aldrig set. De var bestandig uadskillelige og hjalp stadig hinanden med arbejdet både i huset og i vinmarken på bjærgskråningen uden for. Den ene af dem havde vist endnu aldrig undt sig nogen hvile eller adspredelse, som den anden ikke tog del i. Kun en eneste gang — det var netop i julen — havde han truffet dem på en udflugt nede ved flodbredden, uden at de lagde mærke til ham. Manden, der hed Paola, var ualmindelig pyntet og havde sine bryllupsklæder på, da han skulle være gæst hos en silkevæver inde i byen. En båd havde allerede længe ligget og ventet på ham, medens de sad bænkede fortrolig hos hinanden i solskinnet på den stenede bred. » Gå nu dog, Paola! « sagde hun og skød ham læmpelig fra sig. » Hører du: gå nu, min ven, siden du en gang er kommen i bryllupsstadsen! « » Å, nej! « bad han. » Lad mig hellere blive her, at vi kan holde jul med hinanden! Når jeg skal være ganske ærlig, har jeg kun pyntet mig alene for at behage dig. « » Å, det behøver du såmænd ikke — så køn og så god som du er, « svarede hun. Og hun trak ham ind til sig og kyssede ham vel for tiende gang. Men så var det, at han kom en aften ved fastelavn og anmodede Agaccis om at tilse hustruen, der allerede lå i barnsnød. Den unge læge gøs. Han havde flere gange spurgt sig selv med hensyn til den sekstenårige smukke værtinde, om en kvinde i den alder virkelig kunne bringe et levende barn til verden. Og som det viste sig havde hans skrupler ikke været uden grund. Da han omsider havde røgtet sit bøddelhåndva:rk — som han kaldte det — var den stakkels Paola både uden hustru og barn. Agaccis så’ ham først igen en af de følgende dage, da han — efter at man længe havde søgt ham forgæves — endelig fandt ham i en klipperift oppe imellem bjærgene, rystende af kulde og med et sindsforvirret blik. » Jeg kan ikke tåle at se dem... Alt mit håb stod til dem... Jeg vil dø... Jeg vil begraves med hende, « var det eneste, han sagde. Men da gøs Agaccis igen og tænkte: » Det må være en stærk magt, der er i stand til at knytte et par mennesker så fast til hinanden. « Efter at begravelsen var overstået, og Paola havde fået besøg for en tid af sine forældre, lykkedes det omsider Agaccis at forskaffe sig en vikar, hvorpå han endelig rejste ned til Nizza for at efterkomme fætterens indbydelse. Det var lige før midfaste, og karnevalet, der havde været afbrudt nogen tid, skulle fortsættes på ny i den følgende uge. Agaccis havde ondt ved at genkende byen, som han kun havde gæstet en gang i sin barndom, ikke ret længe efter at den 1860 var gået over fra Italien til Frankrig. Kolossale pragtbygninger, hoteller, nye gader og åbne pladser mødte hans øje, endnu førend toget standsede ved banegården. Han kom der til lige ved daggry efter at have rejst om natten. Og da han nødig ville forstyrre fætteren i hans gode morgensøvn, gik han straks ud til strandpromenaden ad byens Hovedgade, hvor man endnu forgæves spejdede efter nogen af dens fyrretyve tusende gæster. Det var et herligt syn, som ventede ham der ude ved foden af slotsbjærget med den gamle ruin. En skønnere vårmorgen, en skønnere indledning til dagen og til hans besøg der i staden kunne næppe tænkes. Foran ham lå den åbne havbugt, baie des Anges, der som en vig af tyrrhenerhavet krummer sig ind imod søalpernes snetakkede kyst. Solen stod netop op i den fjerne synskreds under himlens flammende skarlagenflag og kastede gyldne runer hen over havspejlet. En sød vellugt fra promenaderabatternes blomstervrimmel steg op om ham i den fugtige luft fra stranden med det våde grus. Palmerne stod og dirrede i det første Sollys, der endnu næppe var i stand til at tegne deres skygger på asfalten. Til venstre for ham lå havnen, i nærheden af ruinerne af den gamle kattedral, og længst borte til højre den nye del af staden, der endnu lå og sov i blålig morgendis. En mangfoldighed af måger, der uophørlig kredsede ind imod den gyldne tritone på havpaladsets kuppel, istemte nu og da bølgernes hilsen til den gryende dag. Ellers lå hele kysten endnu drømmende, uberørt, som om den nylig var udgået fra skaberens hånd. Han blev stående der længe hensunken i tanker, men ilede så omsider hen ad promenaden mod den vågnende stad. i. Da det vel endnu var for tidligt at opsøge fætteren, som ikke var bleven underrettet om hans ankomst, besluttede han foreløbig at se sig lidt om i byen og indtage en forfriskning i en eller anden café. Men først ville han dog gøre en lille afstikker ind i den gamle bydel, der ved sine snevre gyder og høje huse såvel som ved det ejendommelige folkeliv, der rørte sig dér, endnu mindede fuldstændig om en italiensk stad. Fra boulevard du midi og rue des ponchettes svingede han ind imod den gamle markedsplads, medens den årle virksomheds utallige smålyd lød ham i møde rundt om fra de nylig åbnede døre. Tremmelåger sloges tilbage fra vinduerne, og markiser nedlodes. Skomagere og marskandisere rykkede op fra kældrene med deres varer og stillede dem til skue på fortovet. Det ene køretøj efter det andet viste sig i de tilstødende gader, gods- eller fragtvogne, der bragte levnedsmidler til torvs, drosker, pilende af sted til den fjerne banegård, og en enkelt herskabskarrosse, der skulle på udflugt i omegnen. Fra de middelalderlige, smalle og stejle gyder, der førte op til slotsbjærget, kom kvinder og mænd i alle aldere ilende til deres arbejde med store kurve eller bylter på hovedet. Nede fra havnen trådte hele flokke af lastdragere frem med vældige ladninger grøntsager, hentede fra de fleste af byerne langs kysten. Unge, halvnøgne fiskere og sammensunkne, knoklede gamle, der så’ ud i ansigtet som slidt sælskind, kom efterhånden løbende med deres dræt. Der var sardeller, flyndre, rokker og blæksprutter eller polypper i alle størrelser. Tjenestepiger og buttede matroner med enten fade eller tallerkener i hånden trådte frem overalt i fiskernes våde spor. Klokkerne ringede i set. Francois de Paule og patere og munke kom til syne i den stadig voksende menneskemasse og bredte velsignelse ud både til højre og til venstre, på deres vej til kirken. Det mylrede efterhånden med købere, der ligesom voksede op af jorden. Det var næppe muligt at trænge sig frem til det indre af pladsen, dér hvor en uendelighed af frugter og blomster i alle hånde farver lå dyngede op mellem hele bjærge af salater, radiser, bønner, selleri, artiskokker o. a. m. Overalt blev der købslået og ivrigt diskurreret, på mange steder drukket kafle eller café au lait og spist hvedebrød, som blev falbudt af omflakkende, gamle matroner. Hist og her i dørene under » Terrassen «, en række lave huse med asfalterede Tage — Nizzas tidligere første promenade — stod mødre og gav deres børn die, medens mændene sad uden for og røg tobak af de hjemmelavede buxbompiber. Orientalske købmænd i farverige dragter gik omkring og viste deres varer frem med stoisk mine. Juvelérbutikkerne i buegangen glimrede af ædelstene og fransk guld. Overalt i skræddernes og ekviperingshandlernes vinduer så’ man elegante maskeradedragter, ligesom også altanernes udsmykning og de mange flagstænger rundt om tydede på, at karnevalet kun var afbrudt for om kort tid at begynde på ny. Efter at han havde spist frokost i et gammelt hyggeligt » Brasserie, « hvor han tilbragte nogle timer fordybet i læsning,af bladene, gik han videre ned imod Pont neuf og den nye del af staden, hvis endeløse Mylr af pittoreske skorstene, kupler og spir trådte frem i synskredsen under den lysmættede, høje martshimmel. Trængselen i gaderne og på torvene blev bestandig større, larmen mere øredøvende. Vandrende skopudsere, kastaniestegere, med deres glohede jærngryder på armen, og kage- og flødeskumssælgere puffede sig frem overalt. Æsler eller muldyr, bepakkede med hele ladninger af oranger og limoner, gjorde sig pludselig stædige og satte ind fra gaden på fortovet under førerens høje forbandelser. På mere end et sted i de åbne boder stod der en moderne, parfumeret markskriger og falbød sine varer: » Udsøgte vine, deres velbårenhed. Confect, mine damer. Alle mulige slags confect og kandiserede frugter. Her er Oliven, citroner, pomeranzer, figener, dadler og reine-clauder. Og her er ferskener. Dejlige ferskener. Jeg forsikrer dem: det er lutter venusbryst. Og se her er tomater, monsieur! Vær så artig: syltede tomater. —pommes d'amour, monsieur. Kan de ikke friste dem? « Jo, det var vanskeligt nok at gå forbi alle disse udstillede herligheder, uden at ens tænder løb i vand, mente Agaccis — ligeså vanskeligt som det var ham at frigøre sig for de mange sødtsmilende skønne, der med vold og magt ville fæste ham en duftende violbuket på brystet. Han var næppe jiået hen til broen, der fører ud over den sydende bjærgstrøm, paillon, førend han hørte musik fra et ikke fjernt orchester blande sig med flodbølgens og havets brusen. Det var formiddags-promenade-concerten henne i Jardin public, som allerede var begyndt. Han blandede sig uvilkårlig i strømmen af de spaserende, der alle vegne fra strømmede hen i denne blomstersmykkede salon under åben himmel. Asfalten i gangene var allerede så hed, at den halvvejs brændte foden. Folk rendte formelig om kap hen til bænkene og stolene, der rundt om stod opstillede til udleje i skyggen af lavrbærtræerne, magnoliaerne og den stærktduftende eukalyptus, hvis sæbelførmige blade og guldglinsende blomster skinnede i solen. Et mægtigt vandspring steg i vejret fra et spejlblankt basin, omgivet af oleander j og cameliaer i fuld flor. Musikhallen var i maurisk stil, og ud imod havet, langs promenaden strakte der sig en lang, amphitheatralsk tribune, naturligvis også en forberedelse til karnevalet. » Ah, monsieur le comte! Bon jour! « » Bon jour, monsieur! — allerede på færde! Jeg troede, monsieur rovasenda havde været på bal i nat hos sous-prefecten, « lød det i forbigående fra et par højfornemme spradebasser. » Nej, jeg var inviteret i forvejen af lord Beresford. « » Ah! « » Mais monsieur le comte? « » Jeg måtte for mine synders skyld tage til Monte Carlo. « » Ah, jeg forstår... Den lille madame adorni! Charmant! Charmant! « » Pardon, monsieur le comte! Ou ma dit, Marquis de Spinola har skudt sig alene for hendes skyld. Det er dog formodentlig en fabel? « » Kan vel ikke nytte at skjule skandalen, « svarede hr. Greven og trak på skuldrene. » Nu skal de høre den, mine herrer, i hele dens... « » Nej tak! — det er ikke den slags historier,, jeg er ude om, « tænkte Agaccis. Og han gik videre, ned ad promenade des anglais, medens menneskemassen bestandig voksede om ham, og solen skred videre på sit lysende tog. Nu var han altså først nået hen til det egentlige Nizza maritima med dets endeløse række pragtbygninger på den ene side af promenaden, havet på den anden, og midt imellem begge palmealléen med den ildnende strøm af spaserende folk fra alle verdens kanter, der uvilkårlig elektriserede ham lige så meget som den iltfriske luft. Ligesom Jardin public var promenaden her at ligne ved en åben salon, hvor hele beaumonden gav møde til forskellige tider på dagen for at lade sig se i de elegante toiletter og hilse på hinanden, medens man svælgede i solskin og frisk luft. Overalt blev der budt godmorgen med lysende åsyn, konverseret, disputeret, politiseret, koketteret og kurtiseret — alt som det kunne falde bedst. Toiletterne glimrede. Øjnene strålede. Smil fødte smil. Præsentationen var almindelig, invitationerne legio. Under de sænkede solsejl over hotellernes snirklede altaner lød. der højrøstet samtale, overgiven latter og klirren med bordkar. og kørevejen mellem promenaden og de smalle blomsterhaver vrimlede af ryttere og elegante køretøjer. Livréklædte, statelige fyre stod oprejste i midten, af a-bancerne og blæste på lur som budbringende herolder for at samle de lysthavende til udflugtsturene. En afdeling alpesoldater marcherede frem fra en Sidegade under klingende spil. Dristige svømmere stak allerede på hovedet i vandet udenfor de nærmeste badepavilloner, medens havdønningen, der uafladelig brødes omkring bropaladsets hundreder af jærnsøjler, kastede den ene skummende cascade efter den anden langt op ad stendæmningen, under høje fryderåb fra de mange Ammer og børn, der lå henstrakte der i sollyset, som et levende klædebon i alle regnbuens farver. Efter at han foreløbig var bleven mættet af al den lys- og farvepragt, slog han sig omsider ned på en ledig bænk ved promenaden og blev siddende der længe, skrivende i sin lommebog, medens spurvene, finkerne og stærene fo’r småsnakkende frem og tilbage mellem palmerne og de tonende telegraftråde højt over hans hoved. Det så’ næsten ud, som de ville bringe ham bud fra den eventyrverden, han om kort tid skulle drages ind i. Men det anede han nok ikke. Iii. Anna Palena! - Anna Palena! « lød det noget senere oppe under et af solsejlene udenfor det nærliggende hotel du Luxembourg. » Nej, nu har jeg aldrig set et mere smukt og stateligt menneske end den herre, som sidder der nede på bænken. Se dog en gang på ham! Nu skriver han i sin lommebog. Tror du ikke, det er en digter — så spekulativ som han ser ud? « » Det véd jeg virkelig ikke. Men forstyr mig nu ikke ved mit arbejd, Therese! « svarede den anden og blev rød. Hun havde allerede længe siddet og iagttaget Agaccis, men fik nu pludselig travlt med at ordne en del søplanter, der lå udbredt foran hende på et bord henne ved enden af altanen. De var begge to døtre af en afdød, lauenborgsk godsejer og Major v. Btilau, der i sin tid havde været i dansk tjeneste — ligesom også moderen havde været dansk. Under deres hyppige rejser havde de tilfældig gjort bekendtskab med en østerrigsk Greve, markhopfen, der ligeledes var militær og oven i købet commandant i grænsebyen Riva nede ved gardasøen. Hans fordelagtige ydre og indsmigrende væsen gjorde ham overalt til damernes ven. Og da ingen af søstrene endnu anede, hvilken libertiner han var, lod den ældste af dem, Therese, sig omsider bevæge af hans vedholdne kærlighedserklæringer til at ægte ham, hvorpå riddergodset i Lauenborg blev solgt og formuen delt imellem begge søstrene. Men greven havde nok næppe fået fat i sin indtagende hustrus mange penge, førend han lod både hende og garnisonen skøtte sig selv. Snart hed det sig, at han var i Konstantinopel, og snart at han var taget til Paris med en eller anden elskerinde, eller han flakkede om fra den ene spillebank til den anden og ruinerede ikke blot formuen, men også sundheden. Efter at have fartet således omkring i adskillige år var han den foregående vinter endelig havnet i et hospital for nervesvage — ikke langt borte fra garnisonsbyen og et gammelt, forfaldent herresæde, dér hvor både hustruen og svigerinden havde stadigt ophold, når de da ikke, som nu, var rejste ned til rivieraen for grevindens skrantende helbreds skyld. » Nej, du er virkelig utålelig med din evige koldsindighed. Bare det ikke ender med, at du får speen ligesom vor ven, baronen, « udbrød grevinden. Hun kastede sig tilbage på chaiselonguen i skyggen af altanens slynggrønt og greb efter en bog, hvori hun nylig havde læst. Det var Paul Burgets » Cosmopolis «. Slæbet på hendes morgenrobe, der var af blåt silke, besat med kniplinger, flød hen ad gulvet som en flod. Selve skikkelsen var ualmindelig fin og spinkel, åsynet blegt, men øjnene store og spillende, med et umiskendeligt udtryk af munterhed og vid. » Man skulle næsten tro, du havde svoret at blive gammel jomfru og allerede mistet interessen for det andet køn. « » Det var da ikke så underligt, om det var tilfældet. « » Hvad siger du? « » Herregud, kære Therese, at du ikke kan forstå det! Jeg sigter naturligvis til den skæbne, som dette højstærede andet køn har forårsaget dig- « » Nej, hør, kære barn, må jeg nu snart være fri for den gamle historie! Det ville dog virkelig være for galt, om den skæbne, jeg har haft i kærlighed, skulle gå ud over ikke blot mine egne syndige skuldre, men også over dig. « » Ja, ja... Du behøver ikke at tage det så heftigt! Du har vist aldrig hørt mig idage, « svarede søsteren. Hun så’ atter op fra søplanterne med et par store, blågrå øjne, som om hendes ånd i det samme fo’r ud på en vildsom flugt i rummet. Så ung og smuk og så frisk, som hun så’ ud, havde hun åbenbart allerede drukket af tvivlens og mismodets kolde brønd. » Nej, du trækker dig kun fornemt tilbage fra livet og ser alting gråt i gråt. Det er dog virkelig også trist, at der imellem alle de mennesker, man omgås i år og dag, ikke findes en eneste, der tør driste sig til at foretage en lille operation på dit hjerte — om forladelse! Jeg mener naturligvis på dit syn. « » Ingen kan gøre tilværelsen lysere end den er. « » Ja, dér har vi det! Du godeste gud, Anna palene — at man skal høre noget sådant en dag som denne og i sådanne omgivelser! « » Ja, i sådanne omgivelser! « gentog søsteren efterabende. Hun rakte i det samme hånden ud imod de mange med hotelgæster tæt besatte altaner, hvorfra der stadig lød klirren med tallerkener og glas. » Sådanne åndfulde omgivelser! « » Ah, det er ånd, du råber på! Det er ånd, du vil have! Nu vel, det lader sig høre. Men hvad er det da, der gør både ånd og hjærtevarme så sjældne i vor tid, at man næppe kan tale med et menneske — endsige læse i en bog — uden at få indtryk af sørgelig ensomhed eller rå materialisme? « » Ja, jeg véd det såmænd ikke, « slog hun det hen i spøg. » Men måske du kan sige mig det? « » Ja, det både kan og vil jeg, Anna Palena. Det er kærligheden, det skorter på i vor tid, da de fleste mennesker går omkring og enten fornægter den eller forsager dens lykke. Den er efterhånden sunken ned til at blive en handelsvare, et surrogat for tilværelsens reneste lyst — eller et vedstykke, hvormed man undertiden tænder op i den ægteskabelige kakkelovn, når man har brug for en vinteraftens varme, og ilden er gået ud... Ja, det er den bleven, mit barn,.. jeg kan vel tale med derom... i steden for at kærligheden, dér hvor den en gang er tændt, burde være ukrænkelig og aldrig slukkes hverken i tid eller evighed. « Grevinden, der pludselig var kommen i affékt, havde næppe udtalt, før en herre af middelstørrelse og med et godlidende, men for øvrigt noget tilsløret åsyn trådte der ud på altanen gennem den åbentstående salondør. Det var grevindens og hendes husbonds flerårige ven, hr. Baron v. Goetz, der allerede har været omtalt tor sin » Spleen «. Stammende ned fra en konservativ, østerrigsk adelsæt var han en mand uden synderlig vid horizont, men ærlig og trofast overfor de enkelte mennesker, til hvem han sluttede sig. Det havde tidligere været en almindelig mening blandt officererne i Riva, at commandanten nok ikke var fri for at være lidt skinsyg på sin ungdomsven, hvortil han dog næppe havde grund. Grevinden og baronen havde vist aldrig næret mere end venskab for hinanden, hvorimod den unge adelsmands hjerte vist var mindre vel forvaret overfor Anna Palena. Han var uventet kommen til Nizza under hestevæddeløbet, hans væsentligste passion, og havde siden den tid jævnlig gjort damerne sin opvartning, ligesom han også hyppig var deres sauvegarde på promenaden og mere end en gang havde været alene ude med Anna Palena under søsterens sygdom. » God morgen, kære Baroni hvor det er smukt af dem, at de kommer. De er dog et rigtig elskværdigt og trofast menneske, « udbrød grevinden hjertelig og rakte ham hånden, som han ærbødig kyssede. » I dag må vi sandelig ud på promenaden i det smukke vejr. Og så går vi senere hen og spiser frokost et eller andet sted, hvor der tillige serveres med lidt god musik. « » Glæder mig umådelig at se deres nåde befinde sig så vel. « » Ja, ikke sandt: jeg ser dog virkelig ikke ud som én, der går på gravens rand — hvilket min læge, det uhyre, naturligvis gerne vil bilde mig ind, at jeg gør. « » Hvorledes, de, Fru grevinde, der ser ud som selve våren? « » Uf, jeg kan heller ikke nægte: jeg hader dette menneskes andægtige miner. « hun slog i det samme slæbet til side og rejste sig fuglelet. » Og hvad er der desuden at være højtidelig for? Ret som om døden var en ulykke! Jeg hører ikke til disse vantro sjæle, der fornægter et liv efter dette. Vel er her guddommelig kønt overalt. « hun så’ ud over bugten. » Jeg tror virkelig, at man i dag kan se helt over til Corsika. Men alligevel — jo mere jeg tiltales af jordens og havets dejlighed, des mere synes jeg, jeg føler længsel efter at lære dens skaber eller den store kunstner at kende, hvis ånd jeg fornemmer i dette skønne værk. —= går du med, kære Anna Palena? « » Å, nej, jeg vil helst blive hjemme. Og det er et spørgsmål, om du ikke også burde gøre det — så forkølet som du nylig har været. « » Ja, men nu er jeg fuldstændig rask. Å, jeg har en følelse, som om jeg kunne sætte lige ud over rækværket og flyve — jeg véd ikke hvorhen.. Det skylder man da den velsignede luft her i Nizza. Men de kan tro, hr. Baron, nu skal vi også rigtig more os under karnevalet! Vi vil med både til bataille de fleurs, carneval blåne, le grand veglione og hvad det alt sammen hedder. Vi vil med hver evige dag. Ak ja! Man må stadig krydre livets fade ragout efter bedste evne — som digteren siger. Ikke sandt, hr. Baron? « » Jo, ellers bliver den noget ensformig i længden og betager én appetiten, « svarede baronen og vendte sig imod Anna Palena, der havde rejst sig et øjeblik for at hilse på ham, men nu atter vendte tilbage til sine tørrede søplanter. » Jeg håber da, at frøken biilau også tager del i karnevalet. « » Å ja, se endelig at overtale hende dertil, kære baron! Hun er ligefrem utålelig med sin indesluttethed. De må for guds skyld ikke tiere tage hende med ud på lavvandet om st. Jean at fiske Alger — især når det er lidt køligt i vejret, for så varer det da i det mindste et par dage, inden jeg får hende tøet op! « baronen smilte lidt mat og forsøgte foreløbig at overtale Anna Palena til at tage med ud på 5 promenaden, hvilket dog ikke lykkedes ham. Alt, 1 hvad hun lovede, var, at hun senere, når hun havde fået sine planter opklæbede, ville støde? sammen med ham og søsteren henne i café du casino, hvor de havde i sinde at-spise frokost. 1 og da selv grevindens overtalelser heller ikke ud1 rettede noget, gik hun kort efter ene bort med? Baronen, iført en tjærbræmmet, lys promenadedragt, i der passede fortræffelig til hendes fine, slanke skikt kelse og gjorde, at hun så’ mindst ligeså ungd dommelig ud som den unægtelig langt mere bredj voksne og statelige søster. I Anna Palena blev fremdeles siddende der ivrigt sysselsat med at opklæbe sine fintformede, gullige, brune og røde Alger og med at sætte navn r under dem, efter at hun ved hjælp af en naturi historie omhyggelig havde efterforsket, til hvilken r familie de hørte. Undertiden gled hendes øje gennem åbningen i slynggrøntet ned på promei nåden, hvor Agaccis endnu sad, eller længere ud ad havet imod den åbne synskreds. Hendes søster havde haft ret: der var unægtelig prægtig der ude. Hvorfor var hun egentlig ikke straks gået bort med hende og baronen? Hun vidste det næppe selv, vidste kun at hun ikke holdt af at færdes så meget med hr. V. Goetz. Vel var hun ham taknemlig for, at han undertiden kom der op og trak hende bort fra sygestueluften, når grevinden skrantede og ikke turde gå ud. Alene kunne hun ikke godt bevæge sig i sværmen, og hun var uhyre kræsen i valget af sin omgangskreds blandt de fremmede dér i hotellet. Men der kunne til sine tider være noget trykkende, åndelig svindsotigt eller gjengangeragtigt ved baronen, der var hendes egen sunde natur imod og udelukkede enhver dybere forståelse imellem dem. I grunden gjorde det hende ondt, at det ikke kunne være anderledes. Der var dog så meget ridderligt og godt ved ham, og hun selv havde virkelig ikke råd til at vrage en ærlig og hengiven ven, så sørgelig enligstillet som hun ville blive, dersom søsteren skulle falde bort. Mangen gang, når hun fulgtes med ham, og samtalen gik i stå, kunne hun føle sig greben af et smerteligt savn ved synet af enten et par forlovede eller et rejsende, nygift par, der gik dem forbi med en mine, som om de sad inde med al livets lykke. Der var dog måske alligevel nogen mening i den gamle digterlegende om en uendelig kærlighed, en sjælelig glød, der stod over hengivenheden. Men når hun så mindedes, hvad hendes letfærdige svoger en gang havde sagt, at det var kvindens bestemmelse at knytte sig til manden og være ham underdanig i ét og alt, kunne hun pludselig føle sig såret i sit inderste. Og hendes tanke svang sig da med ørneflugt bort fra al menneskelig dunkelhed eller brutalitet, indtil hun, under sin bestræbelse for at komme til klarhed over både hendes eget og kærlighedens væsen, omsider måtte indrømme, at der var dunkelhed også hos hende, og at ethvert menneske havde nok at gøre med at lyse op om sig selv. » Så — nu har jeg da heldigvis kun disse to sidste tilbage, « udbrød hun noget senere, i det hun lagde et par femfingrede, røde Alger til rette og klæbede dem fast

1893_Schoeyen_EtLoefte