Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 0

1873_Zahle_FraFolkelivet

Peter

Fra Folkelivet

Zahle

Zahle

Fra Folkelivet

male

1873_Zahle_FraFolkelivet.pdf

Peter Christian

Zahle

dk

Fra Folkelivet

n

gothic

Forfatteren

KB

Fra Folketidendens Feuilleton; En samling af fire forskellige tekster, sidetal er derfor sammenlagt; Udgivet samlet i denne titel 1873 men teksterne er skrevet før 1873

pdftxt

nan

nan

O

Det var en årle morgenstund i angust måned 1807. På en bivej, der drejede af fra hovedlandevejen fra Køge sydefter, kørte en fragtvogn. I den klamme morgentåge kunne man næppe øjne den, førend man var ganske tæt ved den. Fragtmanden kørte ganske sagte, og så sig ofte om. Ved hans side sad en anden person med hatten ned over vinene og en Kavai op om begge vrerne. Fragtmanden hed Ole vissert. Hvorfra han havde fået dette gammeldags nordiske navn, var ikke så let at udgranske. Præsterne havde jo allerede i flere år fået andre navne i gang, og det var en ren sjeldenhed, at der i en slægt kunne holde sig et navn, som mindede om den grå fortid. Ole visiert var ikke barnefødt i byen, hvor han bøede. Dog havde han boet der temmelig længe. Han var meget ordknap og næsten menneskesky. Når man en sjælden gang fik presset nogle ord ud af ham, kunne man fristes til at tro, at han havde haft sin hjemstavn et steds i Jylland. Fragtmanden havde et lille sted et par bøsseskud udenfor eu købstad i det sydlige Sjælland. Stedet lå ikke langt fra landevejen inde til en side på Marken. Det så næsten ud, som om stedet var bygget efter ejerens underlige sind. Huset lignede ganske et menneske, der vender sig bort for at foretage noget, han ikke har lyst til, at andre skal se. Huset vendte ligesom ryggen til byen. På søndersidcn var der mod sædvane flet ingen vinduer; et steengjerde med nogle buske dækkede væggen. Ingen kunne fra byen se, hvad der foregik mellem bygningen og gjerdet. En kroget vej med nogle lavstammede piletræær ved grøftekanten så ud som en række vagtposter, dværge med store hoveder, der hver heldede til sin side. Når man gik ned ad denne lidet indbydende krogvei, kunne man endda ikke se noget til huset. På lang afstand mødtes man af hundeglam fra den bulbider, der holdt vagt ved fragtmandens hus. For enden af vejen lå et udhus, ligeledes uden vinduer. Derinde stod hans vogne og heste, når han var hjemme. På gårdspladscn, om man kunne kalde den så, stod en brønd med en stor brøndstang. Om denne brønd troede folk at vide meget ondt. Der skulle Ole Viffert, som mange gange var efterstræbt for toldsvig, have nedsænket sine varer. Ja der var dem, der troede, at han og hans for ikke lang tid siden afdøde hustru havde deri nedsænket mangt et barnelig. Ordet gik nemlig, at hun og han havde taget imod mangen fremmed kvinde, som ubemærket havde opholdt sig hos dem. Alle oplysninger og eftersøgninger havde dog aldrig ledet til noget. Men man undgik altid at have noget med dem at skaffe. Gik man indenfor den lave dør, mødte man et tarveligt hjem, men det var ikke uden hygge. Der var på skabe og dørkarme opstillet en mængde sager fra gammel tid; thi det var Ole Vifferts kjephest at skaffe sig allehånde oldsager og udskårne genstande. I gavlen mod sydvest, der vendte bort fra byen og ud mod nogle høje banker, havde han en net stue med en haveplads foran. Der var dog ingen, der blev bedet indenfor at se på disse herligheder. Når Ole visiert var hjemme og havde bragt sine sager om i byen, var hans indlingssyssel at tage sine bøger frem. Han vidste mere, end man skulle tro; men man kunne aldrig mærke det på ham. Han vidste også bedrs end de fleste, hvad der stod til at læse i aviserne. Der var velstand i landet på de tider. Det lille danmarr havde midt under Napoleons hærtog på fastlandet og Englands forsøg på at stække erobrerens vinger sat sig til formål den vanskelige opgave at være upartisk til begge sider. Krigen rasede lige til rigets grænser i Holsten, og danske tropper var nær blevet indviklede i krigen året forinden, da Napoleon slog Preussen til jorden og preussiske flygtninge, forfulgte af fransle, dreves op mod vstersøens kyster. Danmark, der lige siden Frederik den fjerdes og Tordenskjolds dage ikke havde kendt til krig, havde ingen klar forestilling om, hvor let man kunne inddrages i den. Midt i sommeren 1807 havde den store kejser i Tilsit sluttet fred med Rusland og Preussen, og var vendt hjem for at modtage sit seirstolte folks hyldest. Der havde han i sit overmod talt hårde ord til den danske gesandt, fordi Danmark ikke havde hindret engelstmændenes sejlads gennem oresund, og samtidig måtte den danske gesandt i England høre ilde for Danmarks forsøg på at hævde sin neutralst til Søes. De hemmelige aftaler mellem ostens og vestens kejsere, der skal være gået ud på at dele Europa mellem sig, bragtes tilligemed selve fredsudkastet til England, og det hed sig, at der var betalt en halv million for at røbe hemmeligheden. Det lille Danmark, som havde samlet en alt for stor måde, blev inddraget under disse hemmelige aftaler. Dermed var Danmarks lange fredstider til ende. Et uvejr trak op i synskredsen. Snart skulle man på den sørgeligste måde opleve krigens odelæggelser og admygelser. De danske oer Sjælland, Fyen, Falster, Låland og Langeland blev denne gang krigssfuepladsen, medens Jylland, der ellers under fastlandskrigene så ofte havde prøvet stimer af hærtog som i en ruse, nu gik fri, da hæren dækkede sydgrænsen. Ole Viffert vidste godt, hvad der hidtil var sket. Da han kor så mange steder og talde så lidt selv, hørte han desto mere. Han lagde det sammen og tænkte sit ved det. De fleste talte hen i vind og vejr om, hvad der var årsag til krigen. Gik det uheldigt, så var man rede med ordene „ Forræderi “ og „ Feighed “. Fjenden, ligegyldig med hvad ret han handlede, blev straks en „ Skurk “ og „ Røver “ i disse folks vine. Hver en stakkels menig, som måtte med, fordi han måtte lystre magtens bud, fik samme skudsmål. Ole visiert forstod det bedre. Han hørte på alting og lod adskilligt af det dummeste tøj gå ind ad det ene og ud ad det andet vre. Engelskmandens „ Overfald “ på Danmark 1807 var længe et ordsprog; digtere sang om „ Røveriet “ og „ Ranet “ af de dansfe snekker. Nu, da så mange år er henrundne siden den tid, og da man kender mange skjulte tråde, som dengang holdtes hemmelige for den store mængde, nu dømmer man helt anderledes. Napoleons seirvindinger dårede mange svage sjæle. Nu erkender man hans ' umættelige jergjerrighed og hans herskesyge. Men magtens og sejrens glimmer har sit trylleri, og den løftelse af sindet, der ligger i storværk, har da også sit værd. Dengang hvilede Danmark efter halvandet hundrede år i enevældens arme. Dengang havde få Sans for, at England, som førte en utrættelig, kostbar og vedholdende kamp mod den store erobrer, i højere grad end han kæmpede for folkelivets højeste goder, for selvstændighed, tænke-, tale- og skrivefrihed, medbestemmelsesret i statsstyrelsen og den fribårne mands ret i samfundet. Alt dette havde erobreren trådt under fødder, men de, som i lang tid ikke kendte disse goder, hvorledes skulle de kunne skønne på dem? Napoleon nærmede sig med stærke skridt det oieblik, da han kunne samle en flåde, der mægtede at byde havenes dronning spidsen, og med den at kaste seirvante skarer over på det stolte orige, hvis sejlere herskede på alle klodens have. Ole visiert havde tit, når han så den lange række aftaklede orlogsmænd ligge på rad ude i flådens leje ved København, tænkt, at det kunne blive Danmark en dhr spas i flige urolige tider. Hvem skulle kunne forsvare dem, hvis nogen fik lyst til at tage dem? Slaget på reden 1801 var vel et vidnesbyrd om tapper dåd og ægte sømandsånd, men fjenden blev nok klog af skade, og han gjorde det nok ikke om igen på den Viis. Napoleon havde allerede sit orneblik vendt mod den skat, det lille Danmark gemte i sin orlogshavn. For Danmark og Norge var den til ingen nytte selv ikke 1801; i hans mægtige hånd ville det blive et frygteligt værge. Han trak en for Danmark uimodståelig hær sammen på dets sydgrænse for i et dertil egnet oieblik at falde ind over halvøen, gå over Fyen, få tropper listet forbi englænderne i storebelt og da tvinge Danmarks unge kronprins, der styrede landet i sin sindsvage faders sted, til at udlevere måden og dertil yde mandflab i sin forestående verdenskamp med England. Men England var godt underrettet om, hvad der forestod. Det tog den raske beslutning at komme Napoleon i forkøbet. det vidste, at Danmarks hovedstyrke til lands stod r Holsten, og at flåden ikke var udrustet; det havde tropper stående på rygen som kampfæller med de svenske under kong Gustav d. Fjerdes iltre kamp mod den, der havde styrtet så mange konger og ttroner i støvet. Det udrustede i hast en stor flåde, som med udvalgte tropper ombord skulle gøre landgang på Sjælland og tage den danske flåde med sig! Dog prøvede de først med det gode at få dette værge vristet ud af den svages hånd. De sendte en underhandler til kronprinsen i Holsten med det forslag, at når Danmark ville lade sin flåde føre over til England, inden frosten kom, så Napoleon ikke skulle bemægtige sig den fra landsiden, ville England sikre danmark-norge alle dets besiddelser, stille hære og penge til kronprinsens rådighed, samt tilbagegive flåden, når freden var sluttet. Frankrigs tilbud gik derimod ud på, at når Danmark stillede flåden til Napoleons rådighed, skulle til gjengjeld hanse » Slæderne aftrædes til Danmark. Bag det ene tilbud stod som trusel en mægtig flåde, bag det andet en mægtig hær. Den ene ville oversvømme verne, den anden halvøen. Hvad stnlve nu den ulykkelige fyrste vælge, når han stilledes mellem to sådanne iderligheder? Folkeflægtskab og fælles tænkemåde burde have ladet Karoline Mathildes søn vælge forbund med England; men enevoldsherskeren følte sig måske mere hendraget til selvherskeren, der tilmed dengang stod på sin magts tinde, og hans tydskfødte statsmænd bernstorfferne foretrak mulig at lade uveiret bryde løs over oerne frem for at åbne Holsten og Slesvig for et uundgåeligt indfald. Hvem ved, om ikke udsigten til hansestæderne, ja endøg til Sverige spillede en rolle ved det afslag, der gaves England. Købmænd, som handlede på England, vidste meget god besked med hvad der forestod, men fra regeringen og udenrigsministeriet hørde man endnu kun tale om visse muligheder. Dog mulighederne måtte omsider blive til virkelighed. Den store måde, som England lod ligge navnlig i oresund, og som nød godt af svensk gjestfrihed, ville gøre landgang på Sjælland. Derom kunne ingen tvivle. Men når? Ole visiert fog ind i en gjestgivergård på Vesfergade. Der kom sognefogden hans Jensen fra hotte. Han holdt stadig udkig med skibenes bevægelser, og fra ham vidste Ole, hvordan de bar sig ad, og at fiskerne fortalde, hvor uimodståelige og udvalgte tropper der var ombord i de engelske skibe. Men kunne da vore egne tropper på Sjælland ikke hindre en landgang? Ole visiert og med ham alle fornuftige folk mente nej. Men deres tal var ikke stort. Man skulle jo snart prøve styrke med fjenden, så det ville vel nok vise sig. Samme år som Englands angreb 2. April havde man fået oprettet „ Landeværnet “. Det var et smukt og godt dansk navn, meget bedre end både „ Reserve “ og „ Forstærkning “. Landeværnet dannedes af det i linien øvede mandflab og skulle kun bruges til værn for den landsdel, hvor angrebet skete. Det var ordnet amfsviis; men dengang var der flere amter. Fanen med danebrog og kongens navnetræk gemtes hos amtmanden. Hver bataillon talte 600 mand, men — befalingsmændæne var officierer, der var gået af fra selve tjenesten! De menige indkaldtes til nogle dages årlige vvelser. Tanken var god nok, men udførelsen flet, væbningen ringe; der manglede folkets selvvirksomhed og den fribårne mands kraft. I fanen stod „ for konge og fædreland “, men der manglede ordet for „ Frihed og lighed “. På Sjælland, møen og lolland-falster var der udenfor hovedstaden omtr. 20 batailloner, og af dem vare 6 indkaldte til København. Her havde kronprinsen aflagt et kort besøg, ordnet alt hvad i hast kunne ordnes, udnævnt commandant for fæstningen og generaler på Sjælland. Borgerne troede først, at han ville blive og kæmpe med dem, men han tog fin fader med sig og rejste hemmeligt bort. Han var nær bleven opsnappet af englænderne i storebelt. Kongen udgaves for en svensk herre, og kronprinsen var gemt nede i lasten af skibet; ellers var de begge faldet i engelsk fangenflab. Man kunne på alting tydeligt mærke, at man selv tvivlede om med borgere, studenter, herregårdsskytter og landeværn, samt lidt rytteri og artilleri at kunne modstå 30, 000 øvede og velrustede tropper. De fleste ministre og andre embedsmænd forlod hovedstaden. Kronings-kostbarhederne, de såkaldte regalier, skulle have været sendt bort til hæren i Holsten; men da beltfarten var usikker, blev de i al hemmelighed sendt ned til Sorø, hvor amtmand Stemann gemte dem i Mogens Gjøes kiste i Sorø kirke. De danfle kongers guldsager til borddækningen overgaves grev Danneskjold-samsøe, der lod dem indmure i en kirke ved gisselfelt. Alt dette vidste Ole visiert. Han havde selv mødt den vogn, der kørte kronprinsen bort, og da han tillige hørte, at de dansfe ikke måtte skyde det første skud mod engelskmændene, så tænkte han som få, at det hele kun var for et syns skyld. De tør ikke udenvidere overlevere måden til englænderne, tænkte han, for så gør Napoleon det straks af med dem ovre i Holsten. Han så mange indkaldte landeværnsmænd, der forlod kone og børn og ængsteligt spurgte ham om nyt, når de mødte ham på hans Toure fra hovedstaden. „ Å, det hele har vel ikke meget af sige! “ var hans ordknappe svar. Landeværnsmændene var iført rød vadmels- eller klædeskjole med blå krave og opslag. Den var så vid, af den gik over den sædvanlige trøje, svin de dengang bar. Dertil havde de en rund hat med grøn fjerbusk og hvide lærredsbeenklæder. De blev udrustede fra amterne, og udgifterne blev siden pålignede beboerne. Ole visiert havde set den gamle svagelige general pehmann, som skulle lede hovedstadens forsvar, og han tænkte sit ved, af en sådan mand var udset til dette hverv, der kun kunne lykkes en ungdommelig dumdristig fyrighed. Ole Viffert havde som sagt mødt den vogn, der natten mellem 11tc og 12te August bragte kronprinsen bort fra hovedstaden. Da han nåde derind, var der et ualmindeligt røre. Der havde været illumination for prinsen, fordi han var vendt tilbage til staden, men, da rygtet om hans pludselige afrejse udbredtes, sank modet hos mange og lysene slukkes. Næste morgen læste man et kort opråb fra ham, hvorefter han, da alt var bragt i orden, meddelte borgere, at han var ilet til hæren for at tjene sine landsmænds sag, dersom ikke snarlige omstændigheder måtte indtræffe, som kunne afgøre alt på en efter hans vnske ærefuld og værdig måde. Hvad dette skulle være, var rigtignok en gåde. Der kunne deraf udledes håb om en fredelig overenskomst, men alligevel blev der netop nu 4 dage før englændernes landgang taget for alvor fat på at ordne stadens væbning, så godt man kunne. Ole Viffert syntes nok, at folk var alt for tillidsfulde. Han vidste, hvormange der var, som i stilhed holdt med englænderne, eller som var betalt af dem for at give dem al den underretning, de kunne ønske. Da kong Christan steg i vognen på Frederiksberg slot for at køre ad Korsør til, så man tre raketter gå til vejrs i nærheden af slottet for at give flåden i sundet et vink om, hvad der gik for sig. Kronprinsen havde inden sin afrejse pålagt chefen for det sjællandske rhtterregime nt generallieutenant castenschjold atsamle landeværnet på Sjælland, medens generalmajor Oxholm, der var chef for det søndre sjællandske landeværns-regiment, skulle samle landeværnet for Lolland, Falster og møen. Våben skulle udleveres dem fra hovedstaden. Oxholm, der netop var tilstede under kronprinsens korte ophold, gav sig straks i færd med at skaffe våben ud på landet. Han opspurgte hvad befordring han kunne få, og således fik Ole Viffert tilbud oni at stille sin vogn til rådighed. Han kørte da d. 14. August med et vognlæs ned til Køge, og vendte straks tilbage igen for at hente sine varer. På Vestergade hørte han i gæstgivergården, at sognefoged hans Jensen d. 15de havde meldt til hovedkvarteret, at den engelske måde havde nærmet sig så tæt til landet, som den kunne komme mellem Skodsborg og Vedbæk. „ Alt folket — skrev han - er så bedrøvet og frygter for, at de gå i land i denne nat “. Landgangen gik også for sig, uden at danske tropper på kysten viste sig. Næste dag d. 16de August var en søndag, og da blev der fra hovedstaden udsendt en afdeling for at undersøge, hvor fjenden stod, men, hed det, „ man måtte gå forsigtigt til værks, ikke skyde eller angribe først og vogte sig for at blive afskåret. “ Man måtte ikke vove sig længer ud end til kongens Lyngby og derfra sende patrouiller ind i jægersborg dyrehave; thi man vidste ikke engang, om fjenden var gået i land på flere steder. Man satte nu en kæde ud fra stranden til skovløberhuset „ Fortunen “. Englænderne var gået i land søndag morgen mellem kl. 4 og 5 fra Vedbæk sønderefter. Fra Københavns tårne havde man ikke kunnet opdage noget, og den udsendte afdeling vidste intet før op på dagen. Da kom cher rejsende fra Hørsholm og landboer fra omegnen, som fortalde, at landgangen havde fundet sted, men man var uenig om, hvor stor fjendens styrke var. Der taldes om mellem 400 og 16000 mand. Henimod aften var englænderne allerede på marschen mod København i 3 afdelinger. Den højre fløj gik over Nærum til Lyngby, centrum over jagtslottet eremitagen til jægersborg og venstre fløj langs strandvejen til lystskoven Charlottenlund. Der var ikke mødt fjenden den ringeste modstand. Fra fortunen havde englænderne det prægtige skue udover den stad, som snart skulle prøve en brandsthdnings vdelæggelser, og hvis stolteste slanke spir skulle falde for de fjendtlige kugler. I lund havde englænderne fået trykt en proklamation affattet ved svensk bistand og med mange svenske ord. Denne uddeelde den engelske admiral gambier og overgeneral Cathcart efter landgangen. Heri hed det, at „ det var uundgåeligt for de magter, der vedblive at modsætte sig de franskes indgreb, at gribe til sådanne forholdsregler, at de neutrale magters våben ikke skulle blive brugte mod dem selv “. Derfor „ holdt man det rådeligt at fordre en midlertidig overleverelse af de dansfe linieskibe og at understøtte denne fordring med en stærk flåde og hær, tilstrækkelig udrustet med alt, hvad der er nødvendigt til et virksomt og kraftigt foretagende. “ „ Vi komme derfor — hed det — til eder, Sjællands beboere, ikke som fjender, men til vort eget forsvar. Vi forlange denne Marine som pant, ikke som erobring. Det slår til eders regering ved et ord at bringe os til igen at indstikke vore sværd, som imod vor villie er blevne dragne mod eder. “ „ Dog, skulle på den anden side Frankrigs rænker gøre eder døve imod fornuftens og vensfabets stemme, så må det uskyldigt udgydte blod og en belejret, bombarderet hovedstads rædsler falde over eders og eders grusomme rådgiveres hoveder “. „ Kongen af Storbritanniens matroser og soldater ville behandle Sjælland, så længe eders opførsel tillader det, på samme fod som en med Storbritannien allieret magt, hvis territorium har den ulykke at være krigens skueplads. Alle personer, som forblive fredelige i deres boliger, skulle betragtes som hellige. Ejendommen vil blive respekteret og beskyttet, den strengeste disciplin overholdt. Alle levnetsmidler vil blive betalte. “ „ Da den dansfe regering hidtil har vægret sig ved at forlige denne sag under en venskabelig overenskomst, så er en del af armeen bleven udskibet, og den hele magt har taget en krigersk stilling. Dog er det endnu ikke forsilde at høre fornuftens og mådeholdets stemme. Givet på kysten af Sjælland den 16de August 1807. denne henvendelse gjorde dog ingen synlig virkning på landboerne. Ole Viffert fik en af dem fra en Bonde, som kom fra Søllerød dagen efter, og han fik deraf så meget at vide, at han trøstede sig til med et stort læs af alle slags varer at køre ud fra hovedstaden, hvad han havde betinget sig, da han bragte våbnene til Køge. Havde Ole været en anden mand, end han var, da kunne han have gjort sig vigtig overfor alle de spørgsmål, hvormed han bestormedes selv fra de fornemstes side. Ole blev ved sit stående svar: „ Det hele har vel ikke stort at sige “. Han bragte sine varer omkring i byen ligesom ellers, og ingen mærkede på ham, at han kom fra en halvt belejret by. Allerede var landeværnet indkaldt, og amtmændene var i travl virksomhed for at få det skyndsomst til at møde under fanerne. I de fleste gårde og huse fremkaldte denne pludselige indkaldelse Jammer og elendighed. Der var fra udlandet så mange krigsrygter i gang; der var så megen tale om store og blodige slag, at ingen nu mere tvivlede om, at det blev til alvor, så at mand, hustru og børn måske aldrig mere skulle ses. Overfor disse sorrigfulde ansigter var det en hel modsætning at ste Ole Vifferts rolige, uforandrede ansigtstræk, som om flet intet var på færde. Han havde nemlig en hemmelighed, der bragte ham den ligevægt i sindet, som de fleste andre savnede. Hvad denne hemmelighed var, vil det følgende vist. 2 han skyndte sig med at blive færdig og ville endnu engang prøve, om han ikke kunne bringe et fragtlæs hjem, eller om han på anden måde kunne få noget at fortjene med heste og vogn. Dennegang lagde han vejen over Ringsted. Her var allerede samlet tildeels ved frivillige bidrag en mængde genstande, der fulde sendes til general castenschjold, svin dannede sin såkaldte hær fra nyt af i Roeskilde. InituPinit==fra deruPder==Sorø deruPder==amt havde deruPder==P. heruPher==c. heruPher==stemann fået hver deruPder==bøsse, sabel og kårde samlet, og desuden lod han dag og nat arbejde på nye sabler. En mængde fødevarer leveredes fra gisselfelt, nysø, Eskildstrup, hæsede og andre gårde, ligesom præsterne fra Herlufmagle, Glumsø og Kongsted var meget ivrige med indsamlinger. Generalen havde fra hovedstaden kun fået omtrent 50, 000 skarpe skud til bøsserne, men af blytaget på en kirke, som var brændt, støbde man kugler og kardætfler. Af disse bøsser var der kun sendt ham 1674 altså kun til 3 batailloner. I Ringsted fik Ole visiert nu et fragtlæs med våben og fødevarer til Roeskilde. Da man havde kastet et løst blik i hans papirer, så man, at det var en mand, man kunne overdrage endog en vigtigere sending. Han fik alt i orden med stor hast men uden mange ord og kørte afsted til Roeskilde. Castenschjold var den 16de August om eftermiddagen rejst over Roeskilde til Ringsted, hvor hans hensigt var at samle de 7 batailloner landeværn, som var tilbage til hans rådighed. de sjællandske landeværnsregimenter vare delte i de « Nordre og søndre afdeling. Den nordre udgjorde 9 regimenter samlede fra følgende 9 daværende amter: Københavns, Roeskilde, Hørsholm, Kronborg, Frederiksborg, Dragsholm, sæbygård og Holbek; den søndre udgjorde 10 regimenter fra amterne: Sorø, Ringsted, antvorskov, Korsør, Vordingborg, tryggevælde; hvortil kom amterne på de søndre Ver, nemlig Halsted, Ålholm, nhkjøbing på Falster og møen. Desuden havde Frederiksværk med gods en egen landeværnsbataillon, davnet af fodfolk, rytteri og skyts på omtrent 860 mand. Da hvert regiment efter papiret skulle tælle 600 mand, ville landeværnet alene på Sjælland, lolland-falster og møen tælle over 12, 000 mand; dertil kom endnu hovedstadens og købstædernes mandflab samt en kystvæbning, alt foruden den egenlige linie. Hvis dette mandflab havde været godt øvet og udrustet samt med lethed kunne samles, føres og forplejes, ville denne ordning flet ikke have været så ilde. Nu derimod var det både til at le og græde over, når man for alvor tænkte på at kunne udrette noget dermed overfor en veludrustet fjende. Castenschjold havde heraf endda kun nogle få amters mandflab. Allerede 15de August var tryggevældes, Københavns amts og Hørsholms landeværnsmandskab mødt i hovedstaden. Dagen efter kom Roeskilde og Kronborgs amters landeværn, hen ved 2000 mand; 2 amters landeværn blev indkaldt til Kronborgs fæstning. Således havde generalen kun tilbage 7 amters mandflab på Sjælland nemlig Frederiksborgs, Dragsholms og sæbhgårds fra nordsjælland, samt fra sydsjælland Sorø, Ringsted, kørsør og Vordingborg amters mandflab; men der var kun indkaldt 120 istedetfor 150 mand før hvert compagni, så at man kun kunne regne på omtrent 400 mand fra hvert amt, ialt 2800 diand. Af rytteri havde han kun 300 mand, af skyts kun 9 kanoner, hvoraf 2 var sendt ham fra arsenalet i hovedstaden, 4 fra grev Moltke på bregentved, som amtmand Stemann lod i Ringsted sætte på lavetter, og endelig 3, der tilhørte sølauget i kørsør. Alle vare forespændte med bønderheste og kørtes af bønder. Allerede d. 17de var castenschjold brudt op fra Ringsted med to batailloner, der vare samlede der, og med 4 batailloner, der vare samlede ved Holbek. Uagtet det var i høstens travleste tid, var mandskabet dog mødt så hurtigt, som det kunne ventes. I Roeskilde uddeltes de fra hovedstaden afsendte våben, og generalen opslog sit hovedqvarteer på lethraborg. Englænderne ville imidlertid ikke således tillade en hær at samle sig i ryggen på dem. Fra omegnen af hovedstaden afsendte de en rytterafdeling til Glostrup, hvorfra man om natten lod nogle mand afsøge forholdene henimod Roeskilde. Her fandt de omtrent ved Hedehusene de danske forposter, der overraskedes ved et pludseligt angreb, så at de mistede nogle fanger og heste, samt havde 3 sårede. Fjenden forfulgte lige ind til Roeskilde porte, og herved blev omtrent 60 mand vildfarende og adspredte. ved Roeskilde modtog man engelskmændene med en virksom geværild, så at de trak sig tilbage ad København til med tabet af 4 mand og 2 heste. Samme dags aften d. 21. gik generalen fra Roeskilde til bakkerne ved allersløv, således at han var dækket af den green af leireåen, der løber ud i kattinge sø. Her var det, at Ole 4issert indtraf med sin sending. Det første sammenstød havde ikke efterladt det bedste indtryk hos mandskabet. I Roeskilde blev Ole Viffert kaldt op til Major Tscherning fra Frederiksværk. Denne havde opspurgt, hvorledes Ole Viffert havde deltaget i våbensendelsen til kjvge, og da nu forbindelsen med hovedstaden var afskåret, ville Tscherning overdrage ham at skaffe krudt til den hær, castenschjold skulle samle. Frederiksværk var et lille krudtværk, som tilhørte kronprinds Frederik. På dette værk med omliggende gods havde majoren en siden 1801 dog ikke indøvet lille hærafdeling af alle 3 våbenarter, som nu talde 860 mand. De var udskrevne d. 15de og allerede væbnede d. 16de. Englænderne var ved deres landgang i den tro, at > Frederiksværk var en fæstning, og Tscherning nyttede denne deres fejltagelse til at opnå heldige vilkår hos fjenden. Før landgangen havde han sendt hovedstaden to krudtsendinger hver på 250 vogne, der også nåde København, førend den indesluttedes. Derimod kunne vogne, heste og kusfe, der havde hjemme mest på Frederiksborg amt, ikke komme hjem igen. En tredje sending på 800 vogne i afdelinger på 20 vogne afgik fra værket mandag morgen kl. 6 d. 17de. En del gik over Farum, en anden over Ballerup og skulle mødes ved lygten tætved Nørrebro. Værkets frivillige ledsagede sendingen. Ved Herløv stødte den vestlige vognrække om aftenen kl. 6 på general de Deckens afdeling, der skulle dække den fjendtlige hær mod landet. Tscherning gjorde da omkring og søgte at redde krudtvognene dels til værket dels til Kronborg, og det lykkedes med undtagelse af 21 vogne af østre afdeling, der toges af fjenden tilligemed føreren lieutenant Ulstrup. Men nu havde fjenden fået blod på tanden, og han lod enrhtteriafdeliug på 120 heste flyde frem lige til Frederiksværk. Da Tscherning om tirsdagen havde bragt krudtsendelsen i sikkerhed til Kronborg, ville han rejse til Roeskilde før at tilbyde castenschjold sin tjeneste; men på rejsen fik han at høre, at fjenden havde nærmet sig værket. Da hans lille afdeling dels var afgået med sendingerne, og da 3 krigsskibe krydsede udensor i Kattegat, gik han om aftenen kl. 10 til fjenden før at underhandle, som om han var commandant før en fæstning. Her opnåede han af general de Decken, at værket som kronprinsens ejendom stilledes under Englands varetægt, at værket blev i fuld drift, imod at krudtet afleveredes til englænderne, hvad dog aldrig blev tilfældet. Den frivillige afdeling blev ikke krigsfanger men blev uvæbnet sikkerhedsvagt ved krudttårnene arbejderne skulle have deres sædvanlige løn, og før at få dette i orden, fik Tscherning endog tilladelse til et 4 timers ophold i hovedstaden lørdagen d. 22de, hvilket nhttedes af ham til hele landets værn. Fjenden rykkede da ind i den indbildte fæstning blot en eneste nat men kom der aldrig senere. Tscherning havde forbindelser overalt på Sjælland ikke blot med castenschjolds afdelinger men også med småøernes og med Kronborg, hvem han sendte 5000 rigsdaler. til lønninger før folkene. Om natten havde han møder med fædrelandsksindede mænd før at lægge planer til fædrelandets frelse. Han skaffede sig adgang både til den indesluttede hovedstad og fjendens hovedqvarteer, hvortil han altid vidste at gøre sig wrinder. Der var altid en officer med, når fjenden fordrede bøndervogne, og så skaf, fede han passer for hestehandlere under påskud af at sælge heste til englænderne, som dog altid kun kunne bruge en ganfle enkelt. Ja selv med Sverige havde han forbindelser ved fabrikarbeiderne, der rejste derover for at afsætte varer fra værket. Værkets overgivelse blev da ikke til gavn for den overmægtige fjende men Tscherning fik derved lejlighed til at yde det øvrige land nytte og ville have udrettet mere, hvis ikke omstændigheder, som han ikke rådede over, havde hindret ham deri. Amtmanden for Roeskilde amt, Treschow, sendte torsdagen d. 20de bud til værket om krudt og våben til general castenschjolds afdeling; men det måtte majoren vel efter aftalen negte. Om lørdagen sendtes imidlertid 6 jagter op ad fjorden til værket under påskud at hente muursteen. Om natten hjalp Tscherning mestrene med at bringe 20, 000 pd. Krudt, 1800 klinger og andet krigsforråd ned i lasten, hvorhos han afsendte folk, der skulle hjælpe til ved kanoners istandsættelse til krigsbrug. Denne sendelse landsattes ved fjordarmen bramsnæs overfor Eriksholm og nåde castenschjold i hans stilling ved Kornerup bakker. Ole visiert deellog i denne transport fra bramsnæs. Tscherning forberedede en ny sending med 8 kanoner og 2000 bøsser, endeel krudt og andre rustningsdele, som skulle fra Kronborg gå til Søes ror ad samme vej at nå til hæren. Da castenschjold havde stået to dage ved Kornerup, kom der fra kronprinsen i Kiel ordre af 18de til, at han skulle samle sin afdeling med general Oxholms fra oerne. Begge generaler vare allerede komne overens om, at de skulle samles mellem Ringsted og Køge, men nu ændrede man » heldigvis planen derhen, at man skulle samles mellem København og Køge, hvilket var alt for nær ved fjenden. Castenschjold brød da op onsdag d. 26de og tog stilling bag ved Køge å med en del af hæren indlagt i købstaden. Således blev Tscherning hindret i at opretholde forbindelsen med hæren. Ole visiert søgte dog med flere vogne at nå Køge. Således stød da det danske landeværn på det sted, hvor det næste søndag skulle optage kampen med en fuldt væbnet fjende. En stor del af mandsfabet var iført deres hjemlige kofter og havde træsko på fødderne. Få eller ingen amter havde efterkommet forordningens pålæg af 1801 at have soldaterklædningerne færdige, hvad vieblik de skulle bruges. Ved Køge skulle efter kronprinsens ordre landeværnet fra Lolland, Falster og møen støde til de sjællandske afdelinger. Men da landeværnsordningen indeholdt den forskrift, at dette værn kun skulle bruges til vedkommende landsdels forsvar, opstod heraf store vanskeligheder. General Oxholm kom på sin rejse fra hovedstaden over Køge og stege til nhfiøbing på Falster d. 19de. Her fik sadelmagere og skomagere travlt med at lave patrontasfer. Det var noget sent, da fjenden alt stod på Sjælland d. 16de. En hob landeværn stod udenfor generalens hus, klagende over høstens tab og partisk indkaldelse, fordi mange unge og ugifte karle havde fået lov at blive hjemme, medens gamle gårdmænd måtte give møde. Generalen lod dem alle gå hjem mod at vende tilbage følgende morgen; thi først da ventede man våben fra hovedstaden. Mange af disse folk havde ikke været indkaldte i 7 år og kendte slet ikke deres officerer. Næste dag var mandskabet ligeså uroligt og blev kun med vanskelighed stillet. Da der alligevel var kommet flere end de foreskrevne ' 600 mand, fik de ældste gårdmænd og de uundværligste håndværkere hjemlov. Et blindt rygte om fjendtlig landgang på Låland og møen bragte alt i den største uro. Generalen drog nu til mariebo og Nakskov. Også 7de afdeling var urolig og ophidset af borgerne i naksfov, som pustede, at den fluide blive tilbage til bens eget forsvar. Generalens påmindelse om, at alle verne udgjorde en provins, frugtede intet. Nu kom d. 22. om lørdagen kronprinsens ordre om ufortøvet at marschere til Sjælland og samles med general castenschjolds afdelinger, hvad Oxholm selv havde drevet på. Der blev da givet ordre til

1884_Thorson_FraForlovelsestiden

Alfred

Fra Forlovelsestiden

Thorson

Thorson

Fra Forlovelsestiden

male

1884_Thorson_FraForlovelsestiden.pdf

Alfred Balduin

Thorson

anonym

dk

Fra Forlovelsestiden

Fortælling

n

roman

Reitzel

KB

Udgivet anonymt

pdftxt

nan

nan

O

I. En varm avgustmorgen travede en rytter hen ad landevejen i en af vestsjællands skovrige og bakkede egne. Til højre var der skygge fra granskoven, som rejste sine mørke pyramider bag hegnet, og rytteren tog. taknemlig imod deres tjeneste, ikke blot for sin egen skyld, men også for hestens, som de blodtørstige fluer forfulgte. Det ellers sindige dyr var helt uroligt, piskede sig hvert øjeblik med halen, som man havde været barmhjærtig nok til at lade den beholde, ja tog stundom endogså hovedet til hjælp og søgte at nå sine plageånder med mulen. Det lykkedes nu rigtignok ikke; men rytterens opmærksomhed vaktes, og han lod medlidende pisken glide hen over de blanke, skælvende sider. Det var en ung velvoksen mand, med lyst hår og skæg; udtrykket alvorligt og tænksomt, blikket klart, noget uroligt. Holdning og tøjleføring var ikke korrekt; en kender ville let se, at han ikke havde gennemgået skolen; men til gengæld havde han øvelsen, sad frit og sikkert, og tog sig godt ud i det lyse sommertøj med den hvide panamahat. Granskoven trak sig tilbage og gav plads for en tjørnehæk, over hvilken man fik indblik til et vænge, og bag dette til nogle af træer omgivne avlsbygninger; en elmeallé førte lidt længere fremme op til disse. Den unge mand rettede sig i sadlen og kastede spejdende blikke ind over hækken; men der var ikke andet levende at opdage, end en gammel hest, som trak et kjærneværk, og dens styrer, en halvvoksen knægt. Hun er vel ikke oppe endnu, sagde han til sig selv, idet han langsomt red videre; hun kom jo først i går og sover formodentlig efter københavnsk vane den halve formiddag bort. Flun sagde dog i pinsen, at hun havde lært at sætte pris på morgenens friskhed, og hun siger ikke noget for at tage sig ud; hun kunne snarere få i sinde at lyve sig selv på; således som dengang vi talte om romaner og hun åbenbart på trods sagde, at hun læste de værste franske forfattere. Det var dette frejdige og hensynsløse, denne ejendommelige blanding af skjælmeri, naivitet og emanciperthed, der straks gjorde indtryk på mig. Smuk kan hun måske egentlig ikke kaldes, når øjnene undtages; der er dem, som finde, at hun er for fri til at kunne kaldes elskværdig, i alt fald i dette ords almindelige betydning; men jeg kunne ikke tænke mig det mindste forandret. Man forelsker sig dog ikke i en enkelthed, i et smukt hår, en nakke, en arm, en fod. Alt sligt kan vække æstetisk behag eller sanselig lyst, men ikke kærlighed. Dersom man spurgte mig, jeg tror næppe, jeg kunne gøre rede for, om hun har smukke øren eller hænder eller noget af alt det, man plejer at opregne. Men hvor godt vidste jeg ikke besked dermed hos Fru strehling, skønt hun i dybere betydning var mig ligegyldig. Hvad der tiltrækker, er denne bestemte, fra alle andre forskellige sjæl, således som den udformer sig i sit fra alle andre forskellige lægerne. Dermed er det ikke sagt, at alt er fuldkomment eller harmonisk. Der kan på sjælen, som på planten og på alt, være meget, der snylter, meget, der hemmer den gode udvikling. Her er min opgave, dersom jeg er så lykkelig at vinde hende. jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan holde det onde, det stygge, det urene borte fra hende. Den tid er forbi, da kvinden skulle leve uvidende om alting, da man troede, at hun ikke kunne være ren og uskyldig uden at være et barn. Hvorledes skulle et barn kunne være min fortrolige eller støtte mig i kampen! Men ikke alene for mandens, nej, først og fremmest for sin egen skyld må hun vinde en videre horizont, se ud over toiletspejlet og kjøkkengryden, lære at skelne mellem godt og ondt og nødes til at vælge. Under sådanne betragtninger var han nået til de første gårde i en landsby. På brakmarken drev en Bonde sine heste frem for ploven; et føl tumlede sig med lystige Spring omkring moderen, som for at opmuntre hende under det besværlige arbejde. En lille vims køter pilte, som om det var livet om at gøre, over Marken og vejgrøften, røg bjæffende løs på den næsvise rytter og jog ham i et skarpere trav ned gennem landsbygaden. Foran posthuset, en kedelig kjøbstadsagtig bygning med skifertag, gjorde han holdt og bad gennem det åbentstående vindue om posten til bøgumgård. Assistenten fandt, at en sådan vigtig herre havde godt af at vente lidt, og lod derfor en passende tid gå hen, før han stak næven med en pakke breve og aviser ud gennem vinduet. Den unge mand red samme vej tilbage og fik fra denne side bedre overblik over herregården arildslund, hvortil den omtalte elmeallé førte op. En gammel grå hovedbygning med takkede gavle lå op imod skoven, halv skjult af den foran liggende haves træer. Bag en fiskepark, som tindrede i sollyset, kom forpagterboligen til syne, en lang, hvid, enetages bygning med kvist på midten; det var åbenbart, at rytteren interesserede sig mest for denne; i alt fald var det hen over den han lod blikket strejfe på opdagelser. Pludselig blev han opskræmmet ved noget, der lød som et angstråb. Kort efter hørtes der hovslag i Alleen, og noget hvidt gled forbi træerne. Han red rask frem, og da han var ud for enden af Alleen, så han, at det var en dame, som i rask trav stilede ned imod landevejen, hvor han befandt sig. Men — hvad var det — hun sad jo på en herresadel og holdt sig fast i bommene, medens tøjlen hængte løs på hestens Hals. Idet hun fik øje på ham, råbte hun; „ Jeg kan ikke mere! Jeg må lade mig falde! “ Men han passede godt på, og lige som hun ville udføre sit forsæt, var han så heldig at gribe hende om livet og drage hende over til sig. Hesten, som følte sig lettet for sin byrde, gjorde i samme øjeblik omkring og blev stående med strittende ben og øren, stirrende med opspilede øjne halv forskrækket, halv nysgerrig, som om den vidste, at den havde gjort noget galt og ville have rede på, hvad der var sket; derpå satte den i galop ud ad landevejen „ Tusind 'l ak, hr. Vold, tusind tak! Det skal jeg aldrig glemme dem! Dersom de vidste, hvor jeg var angst! “ „ Jeg tror ikke, jeg havde holdt dem oppe, hvis de ikke selv havde hjulpet så godt til. “ „ Ja, “ svarede hun leende, „ De må ikke blive vred; jeg klamrede mig fast, så godt jeg kunne. “ Imidlertid vare forpagterens søn og datter komne til. „ Om forladelse, frøken! “ bad den første; „ om forladelse! Jeg véd godt, at det var min skyld! De troede, at jeg holdt på hesten. “ „ Ja, de er en rar en! “ lød svaret;..jeg kunne magelig have slået mig fordærvet! Men lad os nu ikke tale mere om det; kom bare og hjælp mig ned! “ han gjorde, som hun bad ham, og løb derpå for at få fat på hesten. „ Gud ske lov, at det gik, som det gik! “ Sagde forpagterens datter, som havde grebet hendes hænder. „ Du kan ikke tænke dig, Karen, hvor det var et skrækkeligt syn, da hesten løb med dig! Jeg troede, jeg skulle besvime! “ „ Nu skal jeg fortælle dem, hvordan det kom, “ sagde Karen; „ Hr. Illerup havde været ude at ride og spurgte mig, om jeg ikke ville sætte mig lidt op, så ville han trække hesten rundt i gården. Og jeg tossehoved var dum nok til at lade ham hjælpe mig op! Å, jeg kan ikke bare mig for at le, når jeg tænker på det! Sikken en komedie! “ Hun brød ud i en hjertelig latter, som også smittede de to andre. „ Hør, nu må de endelig følge med ind, hr. Vold, “ vedblev hun, da hun mærkede, at han ville tage afsked; „ det er så varmt; de må bestemt være bleven tørstig efter den dyst. Å, jeg kan ikke forstå, at de sådan kunne holde mig; jeg vejer over syv lispund. “ Og så lo hun igen og de andre med hende. Vold undskyldte sig med, at hans onkel ventede på posten, og tog afsked, med løfte om at komme snart igen. „ Ja, det er sandt, vi ses vel hos skovriderens? “ Råbte Karen efter ham. „ Det håber jeg, “ svarede han. Ude på vejen kom forpagterens søn trækkende med hesten, som havde været skikkelig nok til at lade sig fange; men Oskar følte ingen lyst til at indlade sig i passiar med ham og red derfor hilsende videre. Han trængte til at være alene for at kunne udmale sig det hele, som det var gået til, lige fra han hørte angstråbet og til hun lå i hans arm; det forekom ham endnu, som om han havde en tydelig fornemmelse af det bløde, elastiske legeme, der trykkede sig så fast op til ham. Hvor rask og resolut havde hun ikke vist sig i faren! Og hvor varmt havde hendes blik ikke været, da hun sagde, at hun aldrig skulle glemme ham det! Han kunne ikke andet end se et godt varsel i dette lille eventyr. På den anden side gjorde det ham lidt betænkelig, at hun var kommet i et slags taknemlighedsgæld til ham. Ville det ikke let kunne bringe uklarhed i hendes følelser? Det var måske bedst at lade nogen tid gå hen. Nej, nej! Han måtte have en afgørelse i denne sommerferie! Det var jo derfor han havde lukket bøgerne og var rejst herned. skønt højt oppe i tyverne, havde Oskar vold endnu ikke afsluttet sine studier. Begavet i forskellige retninger, havde han længe søgt efter sit egentlige kald. Han havde tidlig følt drift til at komme i praktisk virksomhed, til at lære livet og menneskene at kende, og hans første ideal var lægevirksomheden. Efter et par år at have studeret medicin, opgav han det imidlertid, da han frygtede for ikke at opnå den nødvendige ro og det rette håndelag. Så tænkte han på at gå skolevejen, kastede sig over sprogene og oversatte et værk om socialismen. Herved kom han i forbindelse med dagspressen, fik større og større interesse for sociale og politiske æmner, og besluttede sig endelig til at tage statsvidenskabelig eksamen. Efter fire Års studium var han nu nået så vidt, at han tænkte på at gå op til julen. Så langt han kunne huske tilbage, havde han tilbragt sine sommerferier, og desuden adskillige andre, hos sin ugifte farbroder vold, ejer af bøgumgård, som efter hans faders, amtsprovst volds død, havde taget sig af ham og erklæret at ville sørge for ham. I adskillige år havde det været skik, at hans moder og søster også fik indbydelse til at tilbringe sommerferien på bøgumgård; men denne gang var indbydelsen udebleven. Man kunne ikke tænke sig nogen anden grund dertil end den, at Oskars søster Birgitte havde forlovet sig; thi onkel vold havde ord for ikke at synes om forlovelser, og navnlig havde Birgittes udkårne, en snaksom teologisk kandidat, ikke været så heldig at finde'*nåde for hans øjne. Skønt godt vant til sin onkels luner, følte Oskar sig stødt herover, og det er meget muligt, at han ikke var rejst alene, dersom han ikke havde været under indflydelse af en magnet, imod hvilken hverken hensynet til eksamen eller til moder og søster kunne holde stand. Magneten var Karen isgård, som skulle tilbringe sommerferien hos forpagter Illerup på arildslund. Siden han i pinsen havde set hende herude, forekom han sig som en helt anden; han følte sig som skattegraveren, der endelig hørte den længselsfuldt ventede, forjættelsesrige klang. Nu var øjeblikket kommet; utålmodig havde han talt ugerne og dagene; nu skulle det vise sig, om han kunne hæve skatten, eller om det hele havde været tomt gøglespil. i. Bøgumgårds ejer gik gerne under navn af „ Godsejeren “; men det var en tom titel: bøndergårdene havde han for længe siden solgt fra; hvad der var tilbage, var kun nogle huse i en udkant af gårdens jorder, samt møllen, der lå på en høj et bøsseskud fra gården, og som han havde givet i forpagtning til en søstersøn. Den simple toetages hovedbygning viste tegn på forfald; derimod vare de gamle grave, af sundhedshensyn, stensatte og velholdte. Af levninger fra middelalderen fandtes der ellers kun et par hvælvede kælderrum. Over gravene førte to broer, den ene til gårdspladsen, som var omsluttet af avlsbygningerne, den anden til haven, som var temmelig betydelig, med væksthuse og smukke alleer. Den var også ejerens yndlingsopholdsted, hvor man til enhver tid på dagen sikrest traf ham, dog ikke efter solnedgang, da han frygtede for jordens skadelige uddunstninger. for bekvemmeligheds skyld havde han midt i haven ladet bygge en grundmuret pavillon, rummende en hyggelig stue med tilstødende lille kabinet. Her fandtes omtrent alt, hvad han kunne trænge til, så at han ikke for enhver bagatels skyld behøvede at løbe den lange vej op til hovedbygningen. Her var sofa og lænestol, et spejl, hvori han kunne studere sin tunge, et lille medicinskab og en boghylde. Om det så var en kakkelovn, fandtes den, med alt hvad der hører til for hurtigt at tænde ild op. Når han da havde gjort sig en lille motion med spade eller skuffejern, kunne han ty herind for at hvile ud; og det er en selvfølge, at her ikke savnedes et rigt udvalg af overtøj, filtsko, paraplyer, mavebælter og vanter. Ejeren af alle disse herligheder var ikke lykkelig, i det mindste ikke i dette ords almindelige betydning. Dersom det ikke lød altfor meget som et paradoks, kunne man fristes til at sige, at hans lykke egentlig bestod i at føle sig ulykkelig. Han havde en naturlig trang til at se alting sort, og befandt sig bedst, når verden svarede til hans sorte tanker, når kalvene vare dødfødte, når sæden mislykkedes, eller når menneskene plagede ham med deres dumheder. Af og til led han af mavebesværligheder, dog efter lægernes formening ikke i højere grad end mange ældre personer, som desuagtet kunne glæde sig ved livet; men selv var han overbevist om, at hans mave var komplet ødelagt, og derfor gik hans bestræbelser stadigt ud på at pleje den, det vil sige at pine og spæge, sulte og plage den på alle mulige måder. Hvad hans humør angik, var det i grunden temmelig ligegyldigt, om den var rask eller syg; thi når han ikke mærkede noget til den, gik han i stadig spænding og ængstelig forventning om, hvad der nu skulle komme. Han påstod nemlig, at når djævelskabet gik fra maven, var det blot for at tage fat i hovedet eller ryggen eller andetsteds; og så kunne det næsten være en lettelse, når det igen begyndte at rumstere på sin gamle tumleplads, maven. „ Der kommer godsejer vold og hans mave “ Var en godtkjøbs vittighed, som efter sigende skyldtes apotekeren. Overhovedet var det meget almindeligt, at man gjorde sig lystig på hans bekostning. Man kunne fortælle om, hvorledes han pludselig under en samtale begyndte at skære grimaser og gnide sin mave med en ulden vante, som han til det brug altid havde i sin lomme; eller hvorledes han h om natten krøb i en skindpose for ikke at få træk, eller om en sindrig maskine, han havde ladet indrette, hvori han for motions skyld kunne sidde og jumpe som på en travende hest, osv. Men når han var tilstede, havde piben en ganske anden lyd; så var det rysten på hovedet og beklagende bemærkninger; så hed det: ja, man kan såmænd ikke være forsigtig nok! Helbreden, helbreden, det er det vigtigste af alt! osv. Nå, sådanne er nu en gang menneskene, og det skal ikke tages dem ilde op; men nægtes kan det alligevel ikke, at madam søndervejle bar sig smukkere ad. Hun var enke efter en jysk skolelærer og havde i en række af år været husbestyrerinde på bøgumgård. Hun var ganske vist den, der led mest under ejerens særheder; men hun forsvarede ham, når han var borte, og sagde ham derimod sandheden lige i øjnene. Ingen havde sagt hende, at man ikke skal give hypokondre folk medhold i deres ængstelser og klager; hun var kommet på det af sig selv, og hun. brød sig ikke om, at hendes frimodighed pådrog hende ubehageligheder. Det var var dog også for galt, at der skulle rynkes næse ad hendes gode mad, som hun ikke var bange for at sætte for Provst og biskop. Vold betragtede det som en lidelse at spise; han mødte op ved bordet som en dødsdømt forbryder og skulede til maden som til gift eller pinebænk. Når han da, med hele ansigtet trukket i én grimase, prikkede til alting og lod det stå, kunne madam søndervejle ikke dy sig, men sagde på sin halvjydsk. „ De behøver ett’ å prekk’ så’en ve’et, hr. Vold; der er ingenting i vejen; hvad jeg sætter for dem, det svarer jeg for. “, der skulle hver dag være blødkogte æg på bordet, ikke just fordi han spiste dem, men fordi han her havde et fortræffeligt angrebspunkt: i reglen slog han hul på dem allesammen, lugtede til dem og lod dem ligge. '„ Ligner det nu noget, så’en å vrag’ på guds gaver? “ sagde hun så; „ jeg har sæl’ stået over ægen’, så jeg véd, at de har fået, hvad de skal ha’. Men det er såmænd lige møjet, for man kan aldrig gjør’ dem tilpas, hr. Vold; dersom hviden er klar, så har de få’t for lidt, og li’ så snar’ som den er løben sammen, så har de få’t for møjet; det er no så vis’, som to og to er fir. “ Stundom svarede hr. Vold ikke, men nøjedes med at mumle noget hen for sig, hvoraf man bedst forstod ordet: „ Skidt! “, et udtryk, som han altid havde på rede hånd, og som måske kunne siges i korthed at rumme hans livsanskuelse. Til andre tider sagde han, at hun tog livet af ham, og bad hende rejse fanden i vold, hvilket hun dog ikke tog sig nær, da hun vidste, at han straks efter fortrød det. Men selv om han skulle gøre alvor af at sige hende op, var hun ikke forknyt, eftersom hun havde sin pension efter manden og ellers lidt til bedste. Således levede de to til daglig dags; men var der fremmede tilstede, viste madam sondervejle den takt at tie; og vold benyttede sig da også af lejligheden og ærgrede hende ved at udslynge den ene salve af „ Skidt! “ Efter den anden. Det var måske endogså en af grundene, hvorfor han længtes éfter sommerferien og Oskars ankomst; vist er det i alt fald, at han gnavede over, når han føjtede for meget om på besøg og savnedes ved måltiderne. For resten holdt han meget af ham på sin vis og mistænktes for at ville gøre ham til sin hovedarving, hvad der naturligvis ikke var efter hans sostersons, jorgen blussings, mølleforpagterens, kogebog. Jørgen blussing mente, at ingen kunne være nærmere end han selv til at arve den gamle æddikebrygger, og hvad den stedlige nærhed angik, kunne dette ganske vist ikke benægtes, da møllen, som allerede omtalt, kun lå et bøsseskud fra gården. — en otte dages tid efter den ridetur, hvormed vor fortælling begynder, sad onkelen, brodersønnen og søstersønnen ved frokosten i den tarvelige spisestue på bøgumgård. Oskar indtog hæderspladsen i sofaen, som onkelen havde anvist ham, ikke for at gøre stads af ham, men fordi han selv ikke holdt af at sidde der. Det er ikke desto mindre meget muligt, at han gjorde sig den lille extrafornøjelse at ærgre sig over sådan en fyr, som sad og bredte sig på en plads, der ikke tilkom ham. Den dag var det for resten synd at sige, at Oskar bredte sig; han ønskede tvært imod at gøre sig så lille og ubemærket, som muligt, ja, rent ud sagt, komplet at forsvinde; thi han havde vigtige forretninger på Vildbjerg i arildslund skov. Han ventede bare på, at Jørgen skulle blive færdig; men det lod til at have lange udsigter; den store svære Møller sad der med sit glinsende ansigt og brugte munden lige flinkt både til at snakke og til at tygge. „ Nå, “ sagde han, idet han smurte sig en ny forsvarlig rundenom, „ I morede jer nok rigtig godt hos skovriderens. Jeg har hørt en fugl synge om, at du var skudt, fætter, helt væk, som man siger. “ „ Så! “ stammede Oskar, halv forlegen, halv ærgerlig. Det var nok i hende, frøkenen, som er i besøg derovre hos den nye forpagter på arildslund, den samme, som forleden kastede sig i armene på dig, da hesten rendte med hende. Den historie har han da vel fortalt dig, onkel? “ „ Nej! “ loddet korte svar fra onkelen, som var ivrig beskæftiget med at gnide sig på maven. „ Se, se! “ vedblev mølleren med et polisk blik på Oskar; „ det har han gået så lunt med! Hvad fanden, det er da ikke noget at skamme sig over, at en køn pige flyver om halsen på en! “ „ Hvad er det for noget? Hvad er det, du sidder og fortæller? “ spurgte onkelen gnavent. „ Ja, det lader jo til, at det skal holdes hemmeligt. “ „ Fortæl du kun! “ sagde Oskar; „ jeg gad nok høre, hvad folk har fundet på at lave sammen. “ Mølleren fortalte nu begivenheden, som han havde hørt den, og det viste sig, at den på sin vandring havde fået en helt romantisk udpyntning. Den unge pige skulle have set Oskar komme ridende i Alleen og med vilje have bragt sig i fare, for at han kunne redde hende. Oskar fortalte nu, hvorledes det virkelig var gået til; men ved begge ender af bordet gav vantroen sig tilkende igennem fætterens smil og onkelens grimaser. Det kom ham for resten ikke utilpas; thi da han, som man siger, var ligeså klog som et menneske, begreb han, at han havde en god anledning til at spille fornærmet og trække sig tilbage. Han rejste sig med et kort „ Tak for mad “ og „ Velbekomme “, mumlede noget om, at han ville gå sig en tur, og forsvandt. „ Han blev nok fornærmet, “ sagde mølleren; „ ja, der er sku noget om det: han er jo altid på farten; de andre år kunne han dog en gang imellem kigge over til en, men i år ser man ham aldrig. Nå ja, Vorherre være med ham. De siger, hun har penge, og det kan han jo nok bruge. Jeg skal såmænd ikke misunde ham, skønt min kone ikke bragte mig en skilling. Det er jo dog manden, der skal føde konen og ikke omvendt. Gud véd, det kan sommetider holde hårdt nok; men man skal bare hænge i og ikke lade sig forknytte. Det eneste, jeg be’er om, det er, at Vorherre ville give lidt vind, for det er nu på tredje uge, at vi ligger død. Det skal nok passe, at når der er en smule at bestille, så står røgen lige op af skorstenene. Gud véd, jeg skal altid skønne på og være dig taknemlig, onkel, fordi du var så god imod mig og lod mig få møllen folen billig afgift; men jeg tror rigtignok, at både du og jeg ville have større glæde deraf, dersom du kunne bestemme dig til at sætte noget på den. “ „ Sætte noget på den! Sætte noget på den! “ gentog onkelen med et udtryk, der lå midt imellem grin og grimase, „ når jeg aldrig ser en skilling af den. “ „ Det er såmænd ikke min skyld, onkel. Jeg har jo ikke selv udkommet. Jeg kan ikke leve af at se folk køre forbi ned til vandmøllen. Nej, lad mig få dampen til hjælp, så skal du se. “ Onkelen rystede på hovedet. „ Min bestræbelse “, vedblev mølleren, „ har altid været den, at komme så vidt, at jeg kunne klare for mig og betale enhver sit. Så kan du nok begribe, kære onkel, hvor det må være kreperligt for mig at sidde sådan og stampe i det. Det kunne aldrig falde mig ind at forlange, at du selv skulle have nogen ulejlighed dermed; jeg skal nok besørge det hele, når du bare vil overlade det til mig. “ „ Det vil koste alt for meget “, svarede onkelen. „ Ja, jeg siger, at de penge ville være godt anvendte. En skøn dag bliver jeg nødt til at rende fra det hele. Høsten er der ingenting ved; det eneste, jeg har at trøste mig med, det er mine grise, bare Vorherre vil blive ved at holde sin hånd over dem! — det er sandt, jeg skulle hilse dig fra min kone, at hun har nogle dejlig fede, unge duer, dersom du ville se over en dag til middag, når du selv vil bestemme. Det er noget, du har godt af. “ „ Nej, nej! Jeg går ingen steder i denne tid! “ „ Ja, så sender jeg din gudsøn, lille Nikolaj, over med et par af de bedste. “ „ Nej, igd bare være! Jeg spiser dem ikke! “ „ Jo, du skal have dem. Tak for mad og farvel! Husk nu på, hvad jeg har bedt dig om! “ — Iii. Det stod ikke rigtig klart for Oskar, om han havde spurgt hende, eller om hun uopfordret havde sagt ham, hvor han kunne træffe hende alene; det var kommet ligesom afsig selv, da de sidst vare sammen og følte, at de havde noget at sige hinanden, som ikke var for andres Oren. Han vidste, hvorledes det nu end var gået til, at han den formiddag kunne træffe hende på Vildbjerg, hvor hun ville optage en skizze. Det var en bakke, som lå i en udkant af arildslund skov, en god Fjerdingvej fra bøgumgård. Forskellige smukke skovstier førte derhen, da stedet var meget søgt på grund af dets ejendommelige karakter og den vide udsigt. Navnet passede godt, der var noget vildt over den af dybe kløfter gjennemfurede, vældige jordbølge, hvis top sandet bedækkede ligesom med skum. Ved beplantningen, for største delen gran og Birk, havde man søgt at blive i karakteren; stierne stege stejlt op igjenem kløfterne og vare på flere steder' labyrintisk snoede, så at man let kom til at fare vild. Oskar stak den korteste vej derover, langs grøfter og markskjæl med mylrende blomster, omkring ved små klare vandøjne, der spejdede efter solen, ad bugtende stier gennem den høje sæd. I dag havde han dog ikke øje for landskabets ejendommelige ynde, for perspektivets vekslen i det bakkede terrain; skønt fuld af håb, var han dog urolig, indadvendt, opfyldt af tanken om alt det, han ville sige til hende. Der måtte ikke være noget skjult imellem dem; hun måtte ikke tro, at han var bedre, end han virkelig var; hun skulle kende det forhold, hvori han havde stået til en anden kvinde. Hun ville ikke dømme hans fortid, men kun gøre krav på fremtiden. Dog hvorfor nu bedrøve hende med sådanne bekendelser? Var det ikke bedre at vente til en senere tid, til hun havde fået fuld tillid til ham? Nej, tilliden skulle netop vindes ved oprigtighed. Desuden følte han, at han selv ikke ville kunne støtte sig rigtigt til hende, for hun kendte hans natur med alle dens mangler; hun skulle vide, hvorledes han havde tumlet sig søgende igennem livet, ja endnu ikke var på det rene med sit egentlige kald. Men hun skulle tillige vide, at siden han havde lært hende at kende, var der brudt ligesom nye livsspirer frem i ham. Under tankernes arbejden blev gangen hurtigere og hurtigere; han greb sig stundom deri og måtte formelig tvinge sig i ro; thi jo nærmere mødet kom, desto mindre forberedt følte han sig; men det varede kun kort, så stormede han atter frem. Da han endelig stod på Toppen af Vildbjerg ved udsigtsbænken, var hun intetsteds at opdage, og han blev nu greben af en eneste følelse: frygt for, at han ikke skulle træffe hende, at det hele var en misforståelse, at hun måske allerede var rejst. Med feberagtig hast gav han sig til at afsøge Vildbjergs mange fordømte krinkelkroge og var nær ved at skræmme livet af en stakkels hare, som legede med sine killinger, — da standsede han pludseligt, idet han hørte sit navn nævne. Hun sad med sine malerredskaber halv skjult af buskadset. Da han nærmede sig, rejste hun sig og gik ham i møde med de ord: „ Bliv ikke vred, hr. Vold, fordi jeg kaldte på dem! Jeg tænkte, det var mig, de søgte efter? “ Som hun stod der, smilende troskyldigt og naivt, rødmende let af undseelse og forventning, forekom hun ham elskeligere end nogensinde, og han følte sit mod stige. „ Endelig! “ udbrød han; „ jeg har søgt dem overalt! “ „ Jeg satte mig her for at male, “ sagde hun; „ men det blev ikke til noget. “ „ Må man se? “ „ Der er ikke noget at se, “ svarede hun og rakte ham smilende rammen med det hvide lærred; „ jeg kunne slet ikke få begyndt: jeg sad og tænkte — “ „ Hvad tænkte de på? “ „ Å, jeg véd ikke — “ „ Tænkte de på, hvad svar de ville give mig? “ „ Nej, det vidste jeg. “ „ Hvordan lyder det? “ „ Ja! “ svarede hun med et varmt blik. Han lagde sin arm om hendes liv, kyssede hende og drog hende med hen ad vejen. „ Men mine malersager! “ udbrød hun leende. „ Dem henter vi siden; jeg har så meget at sige dig — ja, nu må jeg have lov til at sige du? “ De spaserede en halv times tid arm i arm, og han fik sagt en del af det, han havde forberedt sig på; men hun lod det for største delen gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Hun forstod nok, at han anklagede sig selv; men hun følte sig kun så meget desto mere overbevist om, at han var ærlig og god. Det kunne ikke falde hende ind, at han, mere end andre mænd, hun kendte, skulle være et dydsmønster; men hun følte sig jublende glad, medens hun gik dér og lyttede mere til klangen af hans stemme, end til hvad han sagde. Hun undrede sig kun lidt over, at det hele var gået så stille, næsten koldsindigt, at hans Kys havde været så blidt, så broderligt. Nå, det var nu hans måde at være på; hun følte det ikke som en skuffelse; hvad der havde tiltrukket hende hos ham, var jo netop dette alvorlige, beherskede, der udmærkede ham frem for alle andre mænd, hun var truffet på. Hun tænkte sig ham helst under billedet af rytteren, som greb hende med sin stærke arm og holdt hende fast. Overfor ham følte hun sig rigtig barnagtig og tosset; men hun var lykkelig og stolt over, at han havde valgt hende, og lovede sig selv, at hun skulle bestræbe sig for at blive ham værdig. „ Jeg er så bange for, at din moder ikke skal synes om mig! “ sagde hun til ham; „ er hun meget streng? “ „ Nej, hun er mild og from, “ svarede han; „ hun vil tage imod dig som en kær datter. “ „ Hvor det må være dejligt at have en sådan moder! “ sagde hun sukkende; „ min moder døde, da jeg var barn. “ — på arildslund var Karen imidlertid bleven savnet. Forpagteren, som røg sin pibe på verandaen, spurgte sin kone, som sad ved siden af ham og syede, hvor frøken isgård var henne. „ De er vel ude at male, “ svarede hun. „ Hvadfor de? “ „ Emma og Karen. “ „ Emma sidder jo nede i haven og maler blomster. “ „ Så er Karen der vel også. “ „ Jeg har ikke set noget til hende. “ „ Det skal vi snart få at vide, “ sagde Fru lllerup og råbte: „ Emma! “ „ Emma! “ sekunderede forpagteren med en basrøst, der bragte skaderne til at gøre anskrig og flyve op...ja! “ lød det nede mellem buskene, og lidt efter kom den unge pige til syne. „ Hvor er Karen? “ spurgte moderen. „ Karen! Det véd jeg ikke. Hun er vel ude at male i skoven. “ „ I plejer jo at følges ad. “ „ Ja, men jeg skulle male blomster. “ „ Karl skulle vel ikke? — “ spurgte Fru Illerup med et blik på sin mand. „ Nej, han er i tørvemosen. Det er egentlig ikke rigtigt, at vi lade hende strejfe sådan om alene. “ „ Hun er jo vant til at have sin frihed, “ Bemærkede Fru Illerup; „ efter hvad hun siger, kan hun jo derinde hos onkelen gå og komme, ligesom hun selv har lyst. “ „ Du skulle dog gå hende i møde, Emma, “ Sagde forpagteren. „ Ja, det kan jeg gerne. “ Da hun var gået, vedblev han: „ Der er sku snushaner på alle kanter; hun er jo en satans rask pige og et godt parti. “ „ Ja, det bliver hendes egen sag, “ svarede fruen. De to ægtefolk fortsatte i stilhed deres respektive beskæftigelser; men han havde ikke taget mange sug af piben, og hun havde ikke gjort mange sting, før tre personer kom frem imellem flavens træer. „ Hvad sagde jeg, mo’erlil! “ udbrød forpagteren; „ nu skal du se løjer! “ „ Hvad er det? “ spurgte hun. Han nikkede med hovedet i retning af de ankommende; det var Oskar med Karen under armen; Emma havde truffet dem straks udenfor haven. „ Skulle det være afgjort! “ udbrød Fru Illerup; „ det lader næsten til det. “ Et øjeblik efter havde hun vished, og så afleveredes gratulationerne, ledsagede af udråb som: „ Nej, det var da morsomt! Hvem kunne have anet det, “ osv. Emma måtte dog bekende, at hun havde haft en lille anelse derom. De forlovede meddelte, at de vare blevne enige om at gøre rejsen tilbage til København i hinandens selskab og lidt tidligere end egentlig bestemt; de ville kun gøre de allernødvendigste visiter. Oskar tog snart efter afsked. På hjemvejen til bøgumgård kom han først rigtig til at tamke på, hvorledes hans onkel ville optage efterretningen om hans forlovelse. Skulle det gnavne ansigt, som han kendte så godt, også paradere ved denne lejlighed! Fra barn af havde han vænnet sig til at se på sin onkel som på andre naturmærkværdigheder, der tages for hvad de er og anses for fuldkomne i deres slags; ja, han havde holdt af ham med alle hans særheder og kun i stilhed af og til moret sig lidt over ham; men nu vågnede kritiken, nu nødtes han til at stille fordringer, nu så han, at det ville vidne om en betydelig mangel på følelse hos onkelen, hvis han ikke kunne glæde sig over hans glæde. Han håbede imidlertid det bedste; det med søsteren havde været en ganske anden sag, thi hans onkel havde straks fået noget imod hendes forlovedes person; men Karen ville sikkert tage ham med storm. Da han kom hjem, var det over middagstid. Han spiste alene og gik derpå ud i haven for at søge sin onkel. Idet han passerede broen over graven, blev han stående et øjeblik og betragtede vandet, der lå mørkt og stille i de mægtige kastanietræers skygge; svanerne, som stod på land og gjorde toilette, strakte hvæsende de slangeagtige halse ud imod ham. Da han var kommet noget frem i den brede hovedallé, fik han øje på onkelen, som var i færd med at grave kartofler op; en dreng som fulgte efter ham, rensede de opgravede knolde for jord og kastede dem i en medbragt kurv. Oskar ville ikke forstyrre ham, men tog plads i den åbentstående pavillon. Det varede ikke længe, for onkelen også kom derind for at hvile sig; efter at have trukket en overfrakke på, kastet sig i en armstol og tørret den svedige pande, sagde han uden at se på Oskar: „ Nå, er du endelig der! Hvor har du været? “ „ Jeg har været ovre på arildslund, “ lød svaret; „ og jeg kommer for at meddele dig, at jeg har forlovet mig. “ „ Nå, det har du, “ svarede onkelen med sammenknebne øjne og med ansigtet trukket i én stor grimase; „ jeg tænkte det nok! Jeg tænkte det nok! “ „ Vil du ikke ønske mig til lykke? “ „ Ønske dig t

1878_Bjoernsen_FraFortidOgNutid

Louise

Fra Fortid Og Nutid

Bjørnsen

Bjoernsen

Fra Fortid Og Nutid

female

1878_Bjoernsen_FraFortidOgNutid.pdf

Louise

Bjørnsen

Elisabeth Martens

dk

Fra Fortid og Nutid

n

gothic

Reitzel

KB

Nogle ord er ikke læselige i txt

pdftxt

nan

nan

O

„ hen over gulvets blanke bræt en gravitetisk menuet nu gled. Et stolt og herligt par de to, der dansede den, var. “ C. Ploug. Disse digterens ord vare ukendte før det selskab, søm prydede hr. Detlef bolts rigt oplyste riddersal, thi de begivenheder, vi ville gengive, ligge et par hundrede år tilbage i tiden; men dog er den beundring, der gik igennem forsamlingen, idet hr. Detlefs unge hustru og den kongelige Prinds dansede henover det kvadrerede egetrææs gulv, aldeles gengivet i dette Vers, thi ungdom og skønhed strålede fra deres ædle træk, og unde lå over enhver af deres bevægelser. Festen var foranstaltet til ære for den høje gæst, landets Prinds, der viste hr. Detlef bolt den wre at tilbringe nogle dage på dennes gamle slot egenæs. Den fortrinlige jagt, som fandtes i egenæs ' s skove og moser, var anledningen til, at prinsen, der ikke forsmåede at nyde godt af de støre herremænds gæstfrihed, havde forlagt sin rejseroute til den del as landet, og den første aften, han tilbragte under slottets tag, blev fejret med en fest, i hvilken alle omegnens honoratiores deltoge. Den var i fuld gang; der var bverken mangel på rige dragter eller smukke ansigter i de dansendes rækker; men, som vi allerede have sagt, midtpunktet for al beundring og opmærksomhed var den kongelige gæst og herremandens unge hustru. De vare begge høje, velvoksne og havde frihed og anstand i deres hele fremtræden, og, var det end hovedsageligen prindsen, der med vanens sikkerhed ledede tandsens ziirlige, gratieuse svingninger, så fulgte hun ham dog med lethed og inde. Dertil lyste ungdommelig liv og glæde fra hendes strålende mørke Oine, og den friske rødme, der fald! og steg, eftersom dansens bevægelse eller prindsens smigrende ord satte hendes blod i raskere fart, forhøjede hendes skønhed. At hr. Detlef da han omsider bestemte sig, havde hjemført en ung, smuk husfrue til sit gamle slot, havde man for længst været enig om imellem naboerne; men først den aften, midt i den glimrende forsamling, blev det enhver klart, hvor strålende den skat var, han havde erobret, og mangen en undrende pttring faldt, når blikket gled fra den plumpe, ældre husherre til hendes blomstrende skønhed; og, skred hun i det samme forbi, støttet af prindsens arm, påtrængte sammenligningen sig uvilkåligt, og man sølle, at disse to udgjorde „ et stolt og herligt par. “ Prindsen selv havde samme opfattelse; da han førte Fru Anna ud af den første contradands, sagde han, idet han beholdt hendes hånd i sin: „ Tak, nådige frue! vi passe sammen, både i højde og temperament, tror jeg. Og “ — tilføjede han, fæstende sit blik på hende — „ jeg smigrer mig med, at vi måfkee kunne passe sammen i meget mere, hvis der blev levnet os tid til at lære hinanden at kende, dog! “ — føjede han til, idet han kastede hovedet kækt tilbage. — „ tre dage kan være en lang tid, ved man kun at bruge den — og det er nu min hensigt. “ Fru Anna svarede intet hertil, men hun fornemmede glæde ved at høre ham tale således; det smigrede hende, at prinsen værdigedes at antage, at hun passede til ham i nogetsomhelst, og den frygt, der havde rørt sig hos hende ved deres første møde, var nu forbi. Forsættet, han havde udtalt, at han ville bruge tiden på det bedste, bragte han straks i udførelse. Hele aftenen, eller rettere natten — thi man hilste den gryende dag, inden man skiltes — helligede han Fru Anna den mest udelte hyldest; han var utrættelig i ridderlig opmærksomhed, uudtømmelig i smigrende dttringer, som efterhånden antoge en mild, bedårende tone, der trængte helt ind i det modtagelige sind og det varme hjerte, der boede i Fru Annas uerfarne bryst. Hun tænkte ikke, hun følte kun; jublende ungdomslyst, betagende henrykkelse ligesom løftede hende, — hun havde hverken fortid eller fremtid, szieblikket var hende alt, og hun gav sig ikke ro til at tænke over, hvorfra denne livsalige stemning havde sit udspring. Først da prinsen havde trykket et Kys på hendes hånd til godnat og havde forladt hende for at søge ro, så hun sig om som vågnende af en salig drøm. Et spørgende udtryk gled øver hendes ansigt — men det forsvandt ligeså hurtig, og, idet hun hævede blikket op imod himlen, der farvedes af høstsolens første stråler, gik et lykkeligt smil over hendes mund, hun bevægede sagte læberne og forblev stående uden at røre sig som sortabt i erindringen, indtil berøringen af hendes aegtemands hånd bragte hende til besindelse. Hun vendte sig hurtig imod ham og så så vist på ham, at han på sin rolige måde spurgte: „ Hvad stirrer du efter? Troede du måfkee, at jeg var gået i seng? — nej, jeg var jo nødt til at følge prinsen til hans gemakker; men det har været en trættende dag! “ — og med en langtrukken gaben, som punktum til denne sætning, nærmede han sig døren til soveværelset, og, da han vedvarende beholdt Annas hånd i sin, sulgte hun med uden at yttre en stavelse til svar. Det hovedindtryk, som dagens festlighed havde efterladt hos aegteparret, var næppe mere forfkjelligt end hele deres charakteer, og, imedens hr. Detlef søger hvile efter dagens byrder, og Fru Anna, vågen og i drømme, lever dens glæder om igen, ville vi forføge at fremstille, hvad der havde ført disse ulige naturer sammen og, trods forfkjel i tilbøjeligheder og år, bundet dem ved legteskabets alvorlige bånd. Højere mod nord end egenæs ' s skovrige, frugtbare omgivelser lå Fru Annas fædrehjem. Det var øgså et jordegods, men betydelig mindre, dertil stedmoderlig behandlet af naturen og manglende omsorg. Det havde i en lang årrække tilhørt hendes forfædre, men meer eller niindre havde disse lidt under pengemangel, og, oinendfkjøndt Annas fader havde ægtet en pige med nogen formue, så var denne dog forsvunden, uden at hans familie eller hans ejendom havde mærket noget dertil. Urolig af natur var han tidlig gået i fremmed krigstjeneste og var først rendt hjem til fædrelandet, da han ved sin faders død blev ejer as goldebjerg. En forvænt ung kone og forfinede vaner bragte han hjem med sig, og at de begge vare ukendte med, hvad et landliv i barske omgivelser medfører, og foretrak at tilbringe vinteren i hovedstaden, bidrog sit til, at hans finantsers og godsets tilstand bestandig blev slettere, således at hans sidste leveår var en kamp med pengeforlegenheder og trykkende huslige forhold. Han esterlod sig en enke og to børn, en datter på tyve år og en søn på fjorten. Vorherre tager jo aldrig fejl, men man kunne være fristet til at tro det, når man iagttog disse to børn under deres opvækst og udvikling. Anna, sund og kraftig på legem og sjæl, besad sikkerhed i hele sin virken og væren, så at alle uvilkårligt bøjede sig for hende; svend var derimod svag og vag af natur og charakteer, tyede til hende i alt, og det faldt, som en selvfølge, at Anna efter faderens, død overtog styrelsen af husordenen og gårdens drift. Hun var ikke ukendt med de trykkende forhold, under hvilke hendes fader havde virket, men det blev hende dog ulige sværere, da hun selv skulle ind i alle de pinlige enkeltheder, som fattigdom medfører. Hos moderen var intet råd at hente, hun var skøv, klagede idelig over sin tunge skæbne og var i birkeligheden så sparsomt udrustet af naturen, at hun intet formanede; hun vidste kun, at hendes husbond havde udtømt alle hjælpekilder og var i gæld til deres få naboer. Det var tunge tider for den unge, stolte jomfru Anna. Hun stred sig igennem de første tre år efter faderens død og drak mangen vdmhgelfe ved at stå med tomme hænder lige overfor alle de forandringer og forbedringer, hun følte trang til at iværksætte. Hendes energi gav hende ikke fred, der måtte handles, og efter nogen kamp greb hun den eneste udvej, der var hende åben: hun sendte bud afsted til hr. Detlef på egenæs, og i et brevskab, som det kostede hende overvindelse nok at sætte sammen, bad hun ham, som gammel ven af hendes fader, at komme til goldebjerg og forunde hende sit råd og bistand, da hun var alene om at bevare familiebesiddelsen for sin meget yngre Broder. Detlef var ikke ukendt med hr. Henriks dårlige pengeforhold — en anmodning af ham var næppe bleven efterkommet — datterens blev det derimod. Jomfru Anna sil det svar, at han ville indtræffe den næstfølgende uge og da være til hendes tjeneste. Mere kunne hun ikke have håbet, og dog var det med en tung forventning, at hun imødeså hans komme. Det ville også bringe mange ydmygelser, men sand, som hun var i sin hele opfattelse, var hun det også i sit væsen, da hun modtøg ham. i den tid blev der brugt smigrende, blomstrende udtryk, nuur herrerne talte til damerne; Detlef gjorde cgså sit bedste, da han stod ansigt til ansigt med Anna og hendes moder. Den sidste kvægedes ved disse; det var som en luftning fra glade dage; Anna derimod mishagede dette væsen, der passede så lidt til forholdene, og i få ord betydede hun hr. Detlef dette, bad ham behandle hende, som om hun var sin faders søn og ikke en forfængelig kvinde. Detlef smilede ad denne mtring, men, da det, hun forlangte, passede godt med hans ellers jævne tale og ligefremme væsen, følte han en lettelse ved at gå ind derpå, og snart sagde de og holdt råd sammen som en ældre og en yngre karpmerat. De fulgtes også ad over markerne og igennem de sparsomme skove, og med forundring hørte han Anna tale om, hvorledes grøfter måtte graves, indhegninger forbedres og udhuse opføres, hvis avlsbrug, skovdrift og kvæghold atter skulle bringes på føde. Hun viste ham bygningernes mangler, fra det nedstyrtede fløj på husgavlen til de sammensunkne kælders, og spurgte til slutning: „ Hvad er herved at gøre? “ Det varede noget, inden Detlef gav svar, og da det omsider lød: „ Der skal skafses penge, mange penge tilveie, så kan alt blive godt “ — da bøjede Anna hovedet og hviskedee bedrøvet: „ Dem kan jeg ikke skafse, så må det hele sælges. “ — vi ville lade det være usagt, om det var hr. Detlefs medfødte sands for at bevare nedarvede ejendomme, eller om det var Annas indtagende skønhed, som rørte ham stærkest i dette lueblik; men han udbrød hurtig: „ Nej, min tro, om det skal! I har ikke uden nytte kaldet mig til råd. Jeg ved vel, at de bedste råd due kun lidt, efterfølges de ikke af dåd. Med mig, “ vedblev han, „ har jeg ingen penge, men skaffe en sum tilveie, kan jeg og vil jeg for eders skyld — og vel også for eders Broders, “ føjede han til, da han så blussende rødme på hendes kinder. Denne hidrørte imidlertid udelukkende fra den glæde, hun følte ved udsigten til en så væsentlig bistand; taknemmelighed lagde også inderlighed i de ord, hun ytrede til tak, og det var med datterlig hengivenhed, at hun fremdeles gav meddelelser og fik underretning om, hvad hun havde at foretage sig, indtil han om kort tid atter ville indfinde sig. Endnu en dag blev Detlef på goldebjerg, og ligeså hjælpeløs, som han sandt moderen at være, ligeså flink og elskværdig synes han, at datteren var, og, efter at den første forundring herover havde lagt sig, begyndte beundring at afløse den, og underlige, længst fortrængte forestillinger beskæftigede ham ved hans tilbagekomst til egenæs, hvor manglen af en husfrue viste sig tydeligere end nogensinde. Som ordholdende mand kom Detlef med de lovede penge til bestemt tid, og aldrig tidligere havde Anna følt den frigørende magt, som ligger i at besidde, hvad man skal bruge. Den stortalende Ladefoged, de tvære huskarle, de efterladende daglønnere blev høflige og driftige, da guldet var lagt i hendes hænder, og, da hun gik roligt frem, aldeles adlydende hr. Detlefs anvisning, så han allerede i den uge, han tilbragte på goldebjerg, at der ville blive gavn af den hjælp, han havde bragt. Denne bevidsthed var ham vel kær, men dog ikke tilstrækkelig; større krav rørte sig bestandig i ham og blev forøgede ved den elskværdige, ligefremme henvenden, med hvilken Anna thede til ham. Foruden den taknemmelighed, hun følte imod ham, mærkede hun, under deres korte samliv, hvad let er at have en mandig støtte ved sin side, og med ægte kvindelighed bøjede hun sig uvilkårlig efter hans villie, hvilket meddelte hende en ny elskværdighed, den sarligste for mandens hjertefred. Detlef formanede i det mindste ikke at bevare sin; dagen sørend sin asrejse busede han ud med det frieri, som han havde troet for længst at være hævet over — og, overraskedes end Anna ved denne aldeles uventede anmodning, så afskrækkedes hun dog ikke. Hvad hun kendte as ham, var mandigt og godt, og hvad mere skulle hun forlange? — at han var 30 år ældre end hun, forekom hende ikke som nogen hindring for at kunne holde af ham og ære ham; om at elske ham rørte der sig ikke en mulighed i hendes sjæl. Ukendt med al romantik, både i livet og i digtning, lå det rent udenfor hendes tankekreds, hun følte sig overbevist om, at, hvad der behøvedes for at skabe et godt, ægteskabeligt forhold, det ville nok indfinde sig, thi hr. Detlef havde allerede indgivet hende tillid og taknemmelighed. Hun brugte derfor kun liden betænkning, så havde han hendes samtykke, og at hun forlangte først til foråret at ville drage til egenæs, var mest begrundet i linsket om endnu et halvt år at varetage omsorgen af goldebjerg. Detlef havde helst afkortet denne ventetid, men han ærede jomfru Annas bevæggrunde og ville desuden bruge tiden til iblandt sine underordnede at udsøge en mand, der ved Annas asrejse fra hjemmet kunne fortsætte de af hende påbegyndte forbedringer og tillige varetage hans interesser; thi, hvor taknemmelig Anna end var over hans opofsrende godhed imod hendes slægt, så var denne dog ikke så ubetinget, som hun antog. Han havde på forfkjellig måde sørget for, at han fik nogenlunde sikkerhed for den sum, han havde indskudt, og ville fremdeles have en, der havde vågent me med, at intet gik tabt. I løbet af vinteren aflagde han et par besøg på goldebjerg, og, kedede det end Anna at være under hans kontrol og undertiden høre utilfredshed med, hvad hun havde foretaget sig, så indgav det hende dog ingensomhelst frygt. Denne følte hun ikke heller, da hendes moder, iøvrigt oplivet af datterens lyse fremtid, en dag ytrede, at det dog. var bedst, at hun var noget forsigtig i tale og opførsel ligeoversor hr. Detlef, thi hun kunne huske, at hendes husbond havde omtalt ham som en hidsig., opfarende herre, der var hurtig til vrede, men feen til at tilgive. Anna svarede smilende: „ Jeg tænker aldrig at gøre ham vred, så sparer jeg ham umagen at blive god igen. “ Med dette gode forsæt og med ungdommelig livslyst drog hun, da den friske vår kom, ind på egenæs som dets husfrue, og for den, der som hun var opvokset i ufkjønne omgivelser og i et uhyggeligt hjem med mange savn, var det en lykkelig og oplivende overgang at se sig som herskerinde på det store gammeldags slot, hvor appighed udenfor og velstand inden døre stadig mindede hende om den forandrede stilling, hun havde opnået. Detlef var heller ikke knap med at bringe hende rige gaver; smukke, efter datids mode forfærdigede klæder forhøjede snart hendes yppige skønhed og forøgede hendes frihed i væsen og optræden. Ingen, der så hende sammen med omegnens- adelige fruer og jomfruer, skulle tro, at hun først nu som Detlefs hustru havde fået adgang til alle de goder og forfinede sædvaner, som omgave hende; hun var som født og båren til rigdom og magt. At opnare denne faldt hende alligevel svært nok; vel forsømte hr. Detlef ikke lige overfor fremmede at yde hende en slags hyldest, som skik og brug var, men hans egen person var så behersket af vaner og mange Års selvrådigbed, at påvirkning og eftergivenhed lå som umuligheder for ham; desuden gav hans alder og endnu mere den bistand, han havde ydet hende og hendes forarmede slægt, ham e, n overvægt, som skrap stillede hende på et underordnet standpunkt, fra hvilket det var hende umuligt at hæve sig. Da hun kom til erkendelse heraf, mishagede det hende, hun holdt ikke af at blive behersket, og endnu mindre tålts hun, at hendes undergivne lod det mangle på lydighed. Dette kunne dog især anvendes på et ældre fruentimmer, som i sin person forenede flere ansvarsfulde bestillinger. Allerede fra Detlefs unge dage havde hun varetaget hans husførelse og i mange retninger været meget for ham, og, om end forholdene i de senere år vare blevne anderledes — hun var nu gift med slottets hushovmester — så havde hun dog stedse beholdt et stort ord, og, var der nogen, der havde indflydelse over hr. Detlef, da var det hende. Det havde ikke kostet ham liden overvindelse at meddele hende, at der ville komme en ung herskerinde på egenæs, og det var ham en lettelse, da hun tilsyneladende optog denne begivenhed med velvilje; han anede ikke de bitre følelser, der rørte sig i hendes indre, og lagde ligesålidt mærke til den kulde og modstand, hvormed hun optog enhver ordre, som Fru Anna gav. Denne derimod så, eller måske rettere følte straks, at hun stod lige overfor en ond villie, og der hengik meget kort tid, inden der bestod et fjendtligt forhold imellem disse to kvinder, uden at der dog var anledning til klage, eller nogen bestemt grund kunne angives. Bare end de forhold, under hvilke Fru Anna henlevede de første måneder af sin wgtesfand, ikke i alle måder overensstemmende med hendes stolte natur, så fandt hun dog i mange henseender så megen tilfredsstillelse, at hun kaldte sig lykkelig; hendes følelser for hendes husbond tiltoge ikke i inderlighed, men de afkoge ej heller, thi hun havde ikke lejlighed til at anstille sammenligninger, og, forekom han hende undertiden rå og opfarende lige overfor sine undergivne, så hørte sligt med til tiden, og imod hende forglemte han aldrig den beskyttende godhed, der havde været over deres første møde. Dertil var han stolt af hendes ungdom og skønhed, holdt af at vise hende frem, og det smigrede ham kendeligt, når hun blev beundret. Da landets Prinds tilmeldte ham, at han ville aflægge et besøg på egenæs, kildredes hans forfængelighed ved denne 8ere, og den forøgedes betydeligt ved tanken om, hvad denne fine herre ville synes om hans hustru. Han var velbekendt som en ben og beundrer af det smukke køn, hans smag og dom havde derfor værd. Med Iver iværksatte hr. Detlef tilberedelserne til hans komme, intet måtte spares, og uden at spørge Fru Anna blev kostbare dragter forskrevne til hende, — hun måtte ikke stå tilbage for damerne ved hoffet, sagde han. Det gjorde hun ikke heller; i sin nye pynt, med sit rige hår, ordnet og smykket, som det klædte hende bedst, afgav hun et så complet og fkjønt billede af en adelsdame, at hendes husbond var tilfreds og prindsen kendelig overrasket. De første velkomsthilsener vare næppe vekslede, så ytrede han sin beundring over den dejlige husfrue, som hr. Detlef havde forstået at hjemføre til sin Arne; og, efter at zegtemanden var bleven tilbørlig smigret, vidste han med øvet tunge at henvende søde ord og høflige talemåder til genstanden for sin beundring. Virkningen af disse og af hele hans indtagende personlighed have vi allerede gengivet. Ind i Fru Annas ubevidste tilværelse var der trængt uforklarlige strømninger, så at den korte tid, der stalde offres søvn og hvile, fløj hurtig forbi uden at bringe hende den. Det ene billede jog det andet forbi hendes vækkende fantast, og strålende vare de alle. Dandsemusiken klang ind deri, og hans skikkelse viste sig overalt, snart skridende hen ad salen med ædel anstano, snart siddende bøjet henimod hende, talende smukt og klogt eller også stående foran hende, idet hans blikke mødte hendes. Hvor vare dog hans Oine strålende og milde! — det glødede helt ind i Annas hjerte ved at mindes dem, og hun lagde uvilkårlig hånden over de fine kinder, der blussede ved disse tanker. På gensynet næste morgen tænkte hun både med længsel og frygt! — ville han være ligeså elskværdig? — og ville hun ikke opsøre sig tåbeligt? Hun var underlagt denne tvivl, lige indtil han trådte ind og hilste hende „ Godmorgen “ — men da veg Len og alle andre tanker. Han var lige smuk og lige elskværdig; ridderlig og taknemmelig modtog han hver en håndsrækning, hun som husmoder ydede ham ved det solide måltid, der indtoges, førend alle herrerne begave sig på jagten; og hvor forstod han midt i samtalen med disse at henvende spøgende bemærkninger, muntre ord til hende og altid sørge for, at hun blev hævdet som midtpunkt i selskabet. Man var endelig færdig med mad og drikke og beredede sig til at tage afsted, da prinsen rask vendte sig mod hende og sagde: „ I tager da med, Fru Anna, ej sandt? I rider da og jager, som det sig hør og bør en adelig frue? “ — forvirret, men uden tøven svarede hun: „ Wdle Prinds! jeg jager ikke, men jeg rider gjcrne, og, er der en hest, der tåler stud, vil jeg med glæde skutte mig til eders følge. “ hun havde ikke henvendt sig til hr. Detlef, da hun gav dette svar, det tog hun sig selv ret til at give; men, øm hvilken hest hun kunne ride, spurgte hun derimod ham, og han, atter smigret ved prindsens artighed, svarede beredvillig: „ Du skak få min skimmel, den kender jeg bedst, så kan jeg tage din freia, den skal jeg nok vide at vænne til at stå for skud. “ Få oieblikke efter indfandt Fru Anna sig i ridedragten, der endnu mere fremhævede hendes kraftige skikkelse og yppige skønhed. Hendes jegtemand var stolt af den og prinsen fortryllet. Den hende overladte skimmel var så pålidelig og hendes hånd til at styre den så sikker, at prindsens utrættelige hjælpsomhed var overflødig; men det var ham tydeligt nok større nydelse at være i hendes nærhed end at tage virksom øeel i jagtens glæder. Disse fængslede derimod hr. Detlef. Med ungdommelig Iver hidsede han hundene, jog vildtet og overlod sin hustru til prindsens varetægt og selskab. De nøde dette i fuldt mål; skjemtsom tale, fortællinger fra andre tider og andre steder havde prindsen altid på rede hånd, og Fru Anna morede sig og lo, så hendes friske latter lød i den stille, klare luft. Hun kom med spørgsmål og bemærkninger, alle prægede af den umiddelbare natur, hun besad, og hendes tilhører var henrykt; han syntes aldrig før at have truffet en så indtagende elskværdighed, en så primitiv livsopfattelse, og hvad, han følte, lagde han på den smidige tunge. Ikke alene beundrende ord lod den glide til Annas lyttende øre, inderlighed og varme fulgte efterhånden med, og mangen unødvendig håndsrækning gav oftere anledning til, at han måtte ride så tæt hen til hende, at hans ånde strejfede hendes kind, og hans hånd berørte hende, ikke at tale om, at hans blik, mildt og vedholdende, ofte sænkede sig i hendes. Han var velbevandret i alle disse små kunstgreb, som forelskelse og varmt blod ved at drage fordel af; Anna derimod følte for første gang i sit liv en magt, stærkere end hendes tanke og villie. Hun var underlagt et trylleri, der var hende uforklarligt, men som medførte en sådan lyksalighed, at hun er gjorde mindste forsøg på at løsrive sig derfra; dog indgav hendes medfødte kvindelighed hende en værdighed, som uvilkårlig tilbageholdt enhver dristig tilnærmelse, og, endskønt de unge hjerter dagen igennem droges nærmere til hinanden, bevarede dog prinsen den samme agtelsesfulde hylding som ved deres første møde. Den sig nærmende aften havde allerede spredet lange skygger over skov, mark og den nærliggende sø, da jagttoget begav sig på hjemvejen, og ligesom om morgenen red prinsen og Anna i spidsen. Uden spor af træthed sad hun kækt på det smukke dyr, og aldrig havde skønnere par redet over broen, som over graven, der omgav slottet, førte op til hovedportalen. Hun vidste intet om egenæs ' s tidligere historie; prinsen fortalte hende den, og, idet de nærmede sig det store, gamle slot med sine udhuse, sine forskandsninger, grave og vindebroer, forekom det hende mere imponerende end nogensinde tidligere; han s ord og nærværelse lagde glans over alting. selve hovedbygningen var et stort, rødt steenhuns med to stokværk, mange små kvistvinduer, dybe kældere og et fremspringende tårn på hver side af hovedfayadens midte. I det, som førte ud imod broen, var hovedindgangen, hvorfra en vindeltrappe førte op til de øvre stokværk. I det tårn, som førte ud imod haven, og som var bygget helt ned i graven, befandt sig i første stokværk en lille karnap med vinduer til tre sider og i andet stokværk en åben altan med en lav indhegning og en række stenbænke, som afgave luftige siddepladser, hvilket stod i forbindelse med slottets riddersal. Et måltid, rigt på datidens solide retter og hede, krydrede vine, havde sat hele selskabet i en oprømt stemning. Højrøstet tale og massive indfald kastedes som bolde frem og tilbage. Fru Anna sad, som om de fløj hknde uændsede forbi; men prinsen, som tog liden del deri, bøjede sig henimod hende, da måltidet nærmede sig sin slutning, og hviskedee: „ Søg renere luft! I passer ikke her; — jeg sølgcr snart efter. “ Hun fulgte hans opfordring, og, da hun kort efter stod på den nævnte altan, og den friske esterårsluft omsusede hendes glødende kinder, åndede hun dybt, strøg med hånden over pande og sine, som ville hun kalde tankerne til virksomhed — men de udebleve. Med en drømmende stirren ud i rummet og slapt nedhængende arme blev hun stående ubevægelig, og kun brystet, der heftigt steg og faldt, viste, at der rørte sig liv og ånde i den skønne skikkelse. En hånd, der varsomt tog hendes, bragte hende til at fare sammen; men det blik, hun mødte, den skikkelse, der bøjede sig ned imod hende, var alt andet end skrækindjagende. Bordets glæder havde bidraget sit til at forhøje prindsens elskovsvarme stemning, han beholdt hendes hånd i sin, og, idet han sank ned på den lave stenbænk, der omgav altanen, hviskedee han sagte: „ Stirrer i imod stjernerne for at læse vor skjæbnc? — ja, jeg siger vor! “ — blev han ved, da hun intet svarede, „ thi den er nu knyttet sammen for bestandig. Seer i! “ — tilføjede han højere, da et stjerneskud i det samme ser nedad den klare himmel, — „ Bekræftelsen kom fra selve himmelhvælvingen. “ Anna drog hånden til sig og hviskedee frygtsom: „ Jeg forstår ej, hvad i mener? “ „ Ved i da ikke, “ vedblev han indtrængende, „ at, har man et bnske, idet et stjerneskud daler ned over os, da bliver det opfyldt. Jeg ønskede, at i aldrig ville glemme mig, og jeg fik det svar, som i var grusom nok til at nægte mig. “ Der lå bedrøvelse i hans stemme. Anna svarede hurtig: „ Jeg vil sandelig aldrig kunne glemme eder — o nej! — dertil — dertil “ — stammede hun frygtsom, — „ har jeg været alt for “ — hun ville have tilføjet — lykkelig, men noget inden i hende, holdt ordet tilbage, og hun tilføjede ' hurtigt: „ Dertil har eders besøg her været mig alt for stor en glæde og wre. “ „ Brug ej “ — afbrød han hende heftigt — „ flige hverdagsudtryk! af 8ere nyder jeg mere end nok, det er ikke, hvad jeg smægter efter. Giv mig andel i eders rige, varme hjerte — og ved himlen! — det. skal blive gjengjældt. “ Indtrængende og bevæget klang disse ord lige ind i Annas inderste væsen; hun svarede intet, men unddrog sig ikke hans nærhed, fkjøndt hun mærkede hans arm om sit liv; først da han, dristigere ved hendes taushed, drog hende tættere til sig, og hun følte hans bløde skæg og varme læber berøre hendes kind, trak hun sig forfærdet tilbage og hviskedee hurtigt: „ O nej! — fkån mig! husk —. “ Hun kom ikke videre; tunge trin i det tilstødende værelse bragte hurtigt prinsen til eftertanke, og hans væsen forandredes straks. Så rolig, som om der aldrig havde været talt om andet, sagde han højt: „ Jeg håber, at i får ret, Fru Anna, også i morgen vil vejr og vind begunstige vor idræt. I må stå eder godt med Nimrod og de høje guder. “ Med disse ord vendte han sig bort fra hende og gik ind i salen til Detlef og de andre herrer. Disse vare mær eller mindre sløve og søvnige efter dagens strabadser og aftenens nydelser; selv værten var ikke fri for at have tungt mæle og usikkre bevægelser, men hans hustru så det ikke, hun var mere beruset end alle de andre og dertil for første gang i sit liv bange for at møde sin husbonds blik. Prinsen undgik hun også, og til beroligelse for sin samvittighed besluttede hun hverken at ville deellage i jagten eller at søge prindfens selskab den følgende dag. Det blev hende lettere at udføre denne beslutning, da hr. Detlef straks den næste morgen kom ind til hende eg sagde kortere, end han plejede: „ I dag bliver du hjemme og varetager værtindens pligter, den jagen lider jeg ej for et fruentimmer, det passer kun for os mænd. “ — og med faste trin og stolt holdning forlod han stuen. Fru Anna så forundret efter ham. En uvis frygt rørte sig hos hende; men hun beroligedes let, han kunne hverken have set eller hørt — det lidet, der var foregået imellem hende og prinsen. Det lidet! — ja, således ville hun kalde det; som et galanteri, et utidig varmt sprog, hjemmehørende i hoskredsene, ville hun opfatte hans adfærd imod hende; men uophørlig modsagde hjertets stemme fornuftens, og hun tilbragte dagen i en indre kamp, som hidtil havde været aldeles fremmed for hendes sunde, åbne diatur. Prindsen syntes også at have fattet forsætter; han var vel høslig, vekslede ord med hende, inden de droge afsted; men hans bæsen var almindeligt, og han spurgte ikke, om hun også i dag ville følge ham. Anna bemærkede det, og der var en til, som lagde mærke dertil. Det var Jonas, herremandens høitbetroede hushovmester, Marthas, huusholderfkens mand. Han havde puslet om i værelserne, da Fru Anna og prinsen befandt sig på altanen, han havde intet forstået, men han havde hørt, al de talte hviskende, han havde set prindsens arm om Fru Annas liv og set hans mund berøre hendes kind. Kun til sin hustru fortalte han denne opdagelse; men, da han, i den tidlige morgenstund var tilstede ved sin herres påklædning, havde han rost prindsens skønhed og elskværdighed og fortalt, hvordan han alle vegne gjorde erobringer, at han var legtemændenes skræk og fruernes fristelfe. Hr. Dellef httrede intet, men der kom nye tanker og fornemmelser op i ham. Den første følge af disse var hans forbud til Anna, og den næste blev hans heftige misfornøjelse, da han hen ad effermiddagen erfarede, at prinsen med et par af sit følge havde forladt jagten og var draget hjem til slottet. En nagende mistanke rørte sig hos ham, og under påskud af, at han som vært måtte følge sin høje gæst, begav han sig skyndsomst hjemad. Skimmelen fik at fornemme hans ophidsede stemning, han jog sporerne i dens sider, og med uvant i måtte Len bære hans svære skikkelse hen ad de bugtede veje. Ved den ydre port standsede han, afgav hesten til rideknægten og gik tilfods over borggården, broen og ind på slottet. Lige til salen vendte han fine fjed og gik rask ind; men hans spejdende bljk opdagede snart, at den var tom. Spændingen drev ham videre til næste værelse — han lyttede et ltieblik — der var dødsstille. Med zittrende hånd steg han døren op og mødte Annas forsfrækkede blik. Hun var ganske alene, skrifter og håndgerning tydede på, at hun havde søgt besfjæftigelse. Der var intet, som kunne nære Detlefs mistro; men den gav sig alligevel luft i udbruddet: „ Er du alene? — hvor er prinsen? “ „ I fine værelser, antager jeg, “ lød Annas svar, idet blussende rødme gød sig over hendes ansigt og Hals; thi at hendes husbond drcves af skinsyge, blev hende klart og forøgede hendes forvirring; med usikker stemme fik hun tilføjet: „ Han var nok træt og ønskede at spare på kræfterne, da han jo endnu iaften vil tilbagelægge vejen til r—bo, hvor han vil tilbringe ratten. “ Detlef vidste meget godt, at prinsen ville forlade egenæs hen ad aften, det havde hele tiden været bestemt; men i den stemning, han var, forøgedes hans mistro ved alt, og han spurgte ivrigt: „ Har du talt med ham? der er da vel ikke kommet eder noget imellem? Du har da vel ikke fornærmet ham? “ „ Jeg? “ udbrød Anna, idet hendes sænkede lime hævede sig, „ jeg fornærmer ingen gæst, allermindst den, der som han er ridderligheden og elskværdigheden selv. “ Hjertevarmen overvandt forsigtigheden, og måske vare flere ubesindige udbrud fulgte efter, hvis ikke hendes husbond med overlegenhed havde standset hende ved at sige: „ Det er nok; når du har gjort din pligt, forlanger jeg ikke mere; jeg vil nu selv opsøge prindsen. “ Dermed forlod han værelset. Da døren havde lukket sig efter ham, sukkede Anna, som om hun i dette suk ville afkaste en byrde, der lå på hendes bryst. Den blev der alligevel. De sammenknugede hænder og de store, tunge tårer, der en efter en rullede ned i hendes skød, tydede på, at det ikke var glad bevægelse, der bragte hendes barm til at bølge op og ned. I den tid, der hengik, inden prinsen og hr. Detlef indfandt sig, genvandt hun dog den ydre ro, så at hun med sædvanlig ligevægt kunne modtage dem og tage del i samtalen; men det undgik ikke prindsens kendskab til det smukke køn, at hun havde fældet tårer, og, da Detlef et liieblik fjernede sig for at modtage de øvrige jagtherrer, gik han hurtig henimod hende og sagde med blød betoning: „ I skuffer mig ikke, Fru Anna, —. Perler, der for mig er kosteligere end de ædleste stene, ere faldne fra disse strålende stjerner.

1892_Reiserer_FraKaserneogGeled

C.

Fra Kaserneog Geled

Reiserer

Reiserer

Fra Kaserneog Geled

female

1892_Reiserer_FraKaserneogGeled.pdf

Charles

Reiserer

dk

Fra Kaserne og Geled

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

Det er det eneste slag, jeg indtil dato har deltaget i. Fredag nat den 3die oktober 1884 brændte, som bekendt, Kristiansborg slot. Slottet og dets omgivelser var godt kendt af os københavnere. Der nede havde i vore skoleår været en prægtig legeplads om sommeren, både i de lange buegange, hvor ældre selvstændige drenge holdt stævnemøder med deres hjertes ud-kårede, og på den store rideplads, hvor der var så lunt og hjemligt og hvor man kunne gå hen ved springvandet midt på ridebanen og føle den fine støvregn på sine kinder. Man mærkede stedse nærværelsen af det mægtige slot, som ubevidst imponerede drengefantasien, og man syntes, der var noget italiensk i partiet ved Frederiksholms kanal bag slottet ved » Marmorbroen « med de solhede stenbænke og bådene, som gled ned ad kanalen! Og så, en mørk og kold efterårsnat i 1884, i det stærkt bevægede politiske år, forvandledes hele den vældige kongeborg til rygende ruiner! — vi havde netop hjemsendt soldaternes store sommerstyrke den dag, da det gik løs om aftenen. Branden var brudt ud om eftermiddagen, men blev først noget senere almindelig bekendt. Allerede på frastand så jeg ilden lyse højt oppe over husene for enden af Borgergade; gnisterne opfyldte luften som fnuggene under et stærkt snevejr. Hjemme i kasernegården var der en så stærk lysning, at en vittigmager kom med sin stoppede pibe og sagde, at han ville tænde den ved skinnet. Forfærdede koner tænkte allerede på flyttevogn, skønt de dog måtte kunne begribe, at der var nogle tusende huse, som først skulle brænde af, førend ilden nåde vor egen kube. nå, jeg var jo meget ung dengang, så jeg var mest tilbøjelig til at tage alting fra den gemytlige side — måske i lidt for høj grad. Men de humoristiske småting er så fast sammenvævede med erindringerne, at de kun vanskelig lader sig skille fra alvorlige oplevelser. Man fik virkelig også brug for hele sit gode humør den nat som en modvægt mod alle de gribende indtryk. Der herskede endnu en del uro og bevægelse på kasernen efter de travle hjemsendelsesarbejder. Vi vidste ikke rigtig, om vi skulle forføje os til brandstedet eller blive hjemme og vente, til der blev blæst til udrykning. Men midt under uroen kom der en ung fremmed premierlieutenant ind i kasernegården og samlede skyndsomst et halvt hundrede mand sammen, som de gik og stod; han selv spændte i mangel af andet en underofficerssabel om livet på sin løbe-frakke, og få minuter efter førte han os i samlet løb ned ad gaden. Selv det mest døsige eller fortumlede hovede fik nu en slags anelse om, at dette her var alvor. Undervejs voksede troppen. Vi tilbagelagde den Fjerdingvej, der vel omtrent var til slottet, i uafbrudt løb. Det var et stolt øjeblik. Karlene var så opildnede som unge bytyre, og nede ved holmens bro blev der råbt hurra for vor trop, da vi passerede den brede ring af mennesker, som rundt om Slotsholmen allerede var tilskuere ved branden. Ved slottets hovedport blev hele flokken øjeblikkelig jaget tværsover » Kavaller-gården « til malerisamlingen, som det først galdt om at redde. I gården faldt ildfnuggene så tret, at man ikke kunne se ret mange skridt frem for sig, og vi måtte børste og børste på hverandre for at forhindre gnisterne i at brænde huller i tøjet, hvad der dog vanskelig kunne forhindres. Ligestraks ville folkene jo heller ikke gå frem, førend der var nogle, som gav eksemplet og gik foran. Det var en imponerende brand, ja ligefrem en mønsterværdig og lærerig ildsvåde, renlig og uhyre storslået, ikke som når en almindelig kludebutik svier af inde i byen. Så længe ilden havde magten, var den heller ikke uhyggeligt. Det var et vildt og smukt skuespil, et eventyr i larm og arbejde og røg, med hundreder af skiftende scener. Som det skal kunne gå den enkelte soldat i et feltslag, så jeg dog måske -selv mindst, mindre ialtfald end dagbladsreferaterne kunne fortælle os bagefter. Først efter slukningen, i de påfølgende døgns øde og stank og mørke, var der tilgavns uhyggeligt på brandstedet. Der var trængsel på trapperne til malerisamlingen. Gibsfigurer, malerier, møbler og kram blev slæbt ned herfra og fra » Dron-ningefløjen «. Til sidst skar vi blot lærredet ud af rammerne og lod for størstedelen disse i stikken. Politiet holdt orden nedenfor og hindrede menneskesværmen i at vælte frem på engang. For hvert stykke, som blev reddet, stod der snese af mennesker og betragtede med misundelige blikke vor virksomhed. Jeg ynkedes over en af disse tilskuere, lagde min egen byrde fra mig et sekund og gav ham rammen til et maleri, hvilken han bar bort i triumf til oplagsstedet. Nu var det ham, der var den misundte. Artilleristerne fra Kristianshavn var kommet førend os og var vistnok nogle af de første, som mødte på brandstedet med deres småbitte økser. Og aldrig skal jeg glemme, hvad jeg så Københavns brandfolk udrette den nat. Det er de raskeste karle, jeg i mit liv har kendt. De folk er meget mere soldater end mange af dem, som bære navnet. Bohavet fra en suite værelser blev udbragt. I et af dem stod en artillerisergent og pakkede med sjælsro en stor forsølvet papirkurv fuld af kostbare effekter fra et skrivebord. Plan betragtede omhyggelig og med øjensynlig interesse ethvert stykke, inden han lagde det ned i kurven. Damer gik omkring med en mærkværdig ro i de indre værelser. Jeg lagde i det hele taget mærke til, at kvinderne var de roligste af alle. I en af stuerne havde et stort selskab nylig rejst sig fra middagsbordet. En enkelt tilbageværende dame søgte hænder vridende at beskytte sine syltekrukker på buffeten mod soldaternes raske angreb. Hvor man var eller hvad man oplevede, er det ikke godt at huske alt sammen. Skridt for skridt trængte ilden os tilbage. I et bibliottek var marinesoldater og gardister i færd med at kaste bøger ud ad vinduet ned på ridebanen. Store tykke bind, hvoraf et enkelt ville have været tilstrækkelig til at slå et par mand ihjel med. Nå, vi havde først langet dem ud gennem døren; men da der var skrålet og råbt og spildt løse blade nok på gulvet — døren var spærret af menneskestimlen — så var det, at vi lindede ruderne ud og lod bøgerne gå den vej. Der var seks—syv alen høje reoler, fyldt med folianter lige op til loftet. Marinerne klavrede om på hylderne som abekatte — det var jo deres » Fag « — og hældte os bøgerne ned på gulvet, og jeg passede på at holde hovedet under, hvor de største faldt. Der var nemlig så mørkt herinde, hvor endnu intet ildskær lyste, at det i forvirringen undertiden netop blev mit syndige kranie, der kom til at bære vægten af disse trykte retsforhandlinger under deres første nedfald. Senere tog jeg plads ved et vindue. En lang og svær gardist stod midt i stuen og kastede fem lispunds bøger gennem vinduesåbningen ud på pladsen. Hver gang en af dem fløj forbi mit hovede, dukkede erindringen om en ny synd frem i min samvittighed. Der er noget livsfarligt både ved landets justits og dens værktøj. » Det brænder over eders hoveder — kom ned! « råbte man til os fra ridebanen. Vi vandrede så flinkt ned ad trapperne, som om vi skulle til lønningsparade, og soppede hverandre rigeligt op ad skinnebenene, travle for hver især at frelse sine egne skinker. Straks efter havde vi den tilfredsstillelse at se bibliotheksværelset brase sammen. Det brændte næsten overalt på slottet fra oven af, og gulvene dumpede efter passende betænkningstid ned i etagerne nedenunder. derefter myldrede vi over i dronningens fløj. Her brød man ind med gevalt og bar med tunge trin de kostbare møbler og figurer ned ad trapperne. Engang slæbte jeg trøstig i den ene ende af en chaiselongue, som dækkede mit syndige hovede mod gnisterne, så at jeg ikke blev koparret netop på den tur. Hvem der bar i den anden ende opdagede jeg ikke, førend vi var komne i sikkerhed med mobiliet og en menig infanterist kiggede til mig over sofaryggen. Jeg så Schwarz derhjemme fra kasernen i virksomhed, da jeg gik ned ad trapperne. Man slæbte just en stor antik statue ned. Alle var særdeles ivrige for at komme til at bære; også Schwarz lagde skulderen under på et ledigt sted, hvor en fold af klædebonnet stod spidst ud og trykkede ubarmhjærtigt på hans skulder. Imidlertid var han ikke rådvild. Blandt de mange erhvervsløse, som stod og tørstede efter at gøre nytte, fik han øje på Kofoed. » Du — jeg er så træt — tag lidt fat her — —* og afsted luskede Schwarz med et svedent grin, medens den ulykkelige ko-foed stræbte at se tilfreds ud. En slotsfunktionær og en embedsmand opdagede en menig ingenieursoldat med økse og stormede løs på ham fra siderne under jubelråbet: » Ahl der har vi jo en pioner! — det var da dejligt! følg med her et øjeblik, lille ven — « men medens de brødes om retten til ham, stak den gemytlige pioner af og skyndte sig nedefter. Da stridens æble således forsvandt, tænker jeg nok, de blev enige til sidst. Men for øvrigt kappedes de små raske pionerer med brandfolkene. Jeg så mangen en gut arbejde uforsagt og ihærdig på træværket, selv under umiddelbar livsfare, uden udsigt til belønning. Jeg begyndte at forstå Dybbøls forsvar. Soldaterne blev da også overalt foretrukne ved redningsarbejdet. » Jens** var lige bleven færdig med rekrutsommeren; han forstod en befaling og gik på med et særegent tavst og stædigt raseri. Når undtages nogle raske bygningshåndværkere, var størstedelen af de civile kun til besvær. der var tusende spørgsmål, opsmøgninger ved ærmerne og andre vidtløftigheder, inden de kunne komme igang. Men villige var de alle sammen: » hvor kan vi hjælpe!! « de gik omkring med dødsforagtende miner, med opsmøgede kraver og bukseben og med deres jammerlige lange skøder sjankende ned om hælene. — jeg kom atter ned fra slottet. I tredje etage var nogle funktionærer indelukkede, omgivne af ild, og fortalte en hel del af deres opfattelse af tingenes tilstand ud af vinduerne. Der blev sat lange stiger mod muren, og flere løb opad for at hjælpe dem ud, hvad der også lykkedes. En københavnsk korporal med et godt mundlæder kravlede op ad en stige og mødtes midtvejs med en russisk Matros, som omsider havde fundet det for varmt deroppe. Begge ville den vej, de havde foresat sig; og da de ikke var så kloge som gedebukkene i fablen, så stillede de sig op og skændtes, hver i sit tungemål, og knubsede hinanden. Men da russeren slog fraoven og desuden trådte korporalen livligt over fingrene, tror jeg nok, at han fik overbevist denne til sidst. Jeg var kort efter en beskeden tur nede i slottets gæstfri vinkælder, som var stillet til velvillig disposition, men trak mig tilbage, medens legen var god. Lidtudenfor kælderen vimsede en mængde af mine bekendte i hæren omkring i svinke-ærinder. I forbifarten fik jeg dog lejlighedsvis deres bedrifter at høre. De havde alle udrettet store ting under branden. Jeg, som har ord for at være en flink tilhører, holdt den naturligvis gående med dem så længe som mulig jeg regnede ud, at der i de sidste dage måtte være flyttet så mange familjer op på slottet, at der næppe kunne have været plads til flere på den underste side af taget; thi alene det antal, som mine venner havde reddet ud igennem brændende vinduer ( der syntes overhovedet ikke at have været ret mange døre ), ville have været nok til at befolke Grønland med. Jeg for mit vedkommende reddede alene en moder med fjorten små børn ud af et tagvindue. Hvorledes skulle jeg vel ellers have begået mig imellem de mange tapre, som hver for sig var selvskrevne til udmærkelse? Senere gik ingen uoplyst fra mig, som forlangte underretning om et eller andet. Jeg forfattede på stedet kataloger over tilskadekomne, lo overlegent, når man talte om livsfare, og hvis nogen nævnede ordet forsigtighed, vendte jeg mig bort med foragt. Men da der til slut blev en uhyggelig stærk efterspørgsel efter mine oplysninger, og da flere videbegærlige civilister med noterbøger og med hele ansigtet i et eneste stort spørgsmålstegn rykkede mig foruroligende tæt på livet, forsvandt jeg som en gud på en røgsky ind i kulisserne. — det næste optrin, som rinder mig i 1 lu, var flytningen af brændeoplaget, der lå i en porthvælving og måtte bortskaffes hurtig. Der stod en række mennesker ud på ridebanen og langede de store favnestykker fra mand til mand. De stod i geled uden persons anseelse; den fælles fare og landeulykke udviskede for en gangs skyld stands forskellen. Mage til sammenblanding af mennesker får jeg aldrig mere at' se i mit liv: aldrende officerer i stadsuniform, ligbærere, udenlandske prinser, lammedrivere, hospitalskuske, etatsråder og russiske matroser stod trolig side om side under deres redningsværk, usikkert belyste af det flammende bål, der piskedes af vinden oppe i de høje etager. Og da jeg skulle se, hvem det var, som i næste øjeblik sendte mig sit visitkort i armene i form af et drabeligt favnestykke, så var det ingen anden end min egen kompagnichef i det kan nok være, at jeg slæbte! Et bybud på fredsfod ville have fordret et ikke ringe honorar for at udføre de gær-ninger, jeg bedrev. Jeg slæbte som en træl! Noget efter befandt jeg mig i en lille militær trop, som var samlet i en eller anden bestemt hensigt. Men i forvirringen, tror jeg nok, mislykkedes dens forehavende. Nogen egentlig nytte gjorde vi derfor ikke; det hele indskrænkede sig til en mængde strategiske opmarcher, hvorpå vi hver gang nok så fornøjede forlod stedet igen, hvor vi var komne hen. Engang kilede vi os op ad en snæver vindeltrappe. Her havde brandfolkene gjort et propert stykke arbejde med deres sprøjteslanger langs væggene: slanger oppe og slanger nede, slanger for og slanger bag, og alle jammerlig utætte. Overalt mødte os den raske douche. Omsider blev der brølet et andet sted på frivillige til slotskirken. Det galdt nemlig et farligt stykke arbejde, blev der sagt. Studenter dannede hovedstyrken og de fleste løb op i koret; her fandt de bøger en gros, store dejlige velskabte bøger, som de styrtede ud over rækværket og tættest der, hvor der yar flest skalpe underneden at ramme. Ja, de kastede så mange ned, at jeg til sidst var sikker på, at de måtte have slæbt de fleste med derop i forvejen. Der var bøger så store som underdynen til et voksent menneske og som faldt ned på gulvet med brag og bulder. den københavnske korporal opdagede jeg herinde på ny. Han var overalt, hvor der var idioter. Det nærliggende Thorvaldsens Musæum måtte beskyttes ved våde tæpper og ved overrisling med vand. Vi rendte op ad trapperne og til sidst gennem et lille magasinloft og ad en tagluge ud på det stærkt skrånende kobbertag. Hvilket syn! Brandens røde flammehav, og udenom i en vid kreds og i magisk belysning, hundredtusend blege stirrende menneskeansigter! Gnisterne og den kvælende hede tvang os snart tilbage. Taget var vådt og glat. En mand tumlede om og nedad mod tagrenden, men blev reddet i tide. — et andet sted, udenfor slottet. Mine bekendte i hæren havde atter begyndt at fortælle historier. Flere kom med økser på nakken og vildhed i ansigtet. Man slog hin mindeværdige aften dørene itu med økser, ofte uden først at undersøge, om døren var åben. Løgnen florerede på deres læber som sædvanlig. En havde været i et penge kammer, hvor guldpengene rullede i strømme hen ad gulvet. Andre havde set soldater omkomme under sammenstyrtende mure. Efter i tre kvarter at have holdt nøjagtigt regnskab med disse angivelser, kunne jeg samvittighedsfuldt opgøre, at der ialt var omkommet tre hundrede og atten mand. Jeg forbavsedes over mine fortælleres udholdenhed. Omsider kom jeg på det rene med deres kneb. De kom altid parvis; og medens en af dem fortalte, stod den anden lige bag i nakken og pustede luft i ham bagfra. Sandheden var, at deri hjørnet tæt ved » Zahlkammerporten « omkom to menige soldater; de bar just et møbel ud, da loftet styrtede ned over dem. Da ulykken skete, befandt en tredje kammerat sig i nærheden. I skrækken sprang han op i en vindueskarm, og siddende her så han også loftet falde ned i det hosliggende lokale, som han selv nylig havde passeret. Så vovede han, aldeles sansesløs, nedfarten ad bygningen udvendig ( han var heldigvis murersvend af profession ), idet gesimserne alene var hans støttepunkter. Man råbte nede fra gården, at nu skulle der blive sat stiger op til større bekvemmelighed for ham; men han har formodentlig tænkt, at én fugl i hånden var bedre end ti på taget eller i gården. Jeg tror nu forresten, at han slet ikke har tænkt noget, men opsat denne uvigtige del af arbejdet, til han fik bedre tid. — branden havde fået overhånd. De almægtige bål lod sig ikke indskrænke, trods alle forvovne anstrengelser. Slottet stod i ét blændende flammehav. Vi gik endnu længe og drev om og kiggede ved kolonnaden ind ad døråbnin-gerne, hvor vældige skrå ildbunker lå opad fra dørtrinet som indenfor en kakkelovnsdør og tvang os tilbage ved deres varme. Det var et uforligneligt skue, når de gennem brændte svære loftsbjælker i facadebygningen gav efter og vippede ned med én ende ad gangen. — der havde været dødsstille blandt tilskuerne, af virkelig sorg over den nationale ulykke. En undtagelse. Omtrent ved landmandsbanken havde et par unge, tarvelig klædte mandfolk i lang tid spottet med kådhed over branden og dem, ulykken ramte. Foran stod en elegant klædt herre og hørte en lang tid på dem i tavshed. Men til sidst vendte han sig om og gav den nærmeste et vældigt ørefigen. Ikke et eneste menneske blev indigneret herover, og de to spottere forsvandt øjeblikkelig. — henad morgenstunden drog soldaterne hjem. På slottets ridebane havde jeg i nattens løb set en høj, ældre, civilklædt herre, som med våde øjne så det prægtige kæmpeslot gå til grunde. Der blev tavst rundt om ham af medfølelse, hvor han stod. 20 fra kaserne og geled. Den næste dag blev der afkrævet de befalingsmænd, som havde deltaget i redningsarbejderne, en beretning om vor personlige virksomhed. Vi skrev og skrev. Skjulte romanforfatter-talenter kom for dagen. Som psykologisk studie ville kontorets papirkurv den dag have været adskilligt værd. Min egen beretning var kort og tør. Hvor kunne den ikke have taget sig ud, om jeg havde givet fantasien frit løb! Men jeg skønnede jo nok, at de havde ikke interesse for sligt på skriverkontoret. Næste nat klokken to tumlede vi søvnige op i mørket og drog ud fra kasernen igen. Ilden var brudt ud på ny. Soldaterne stampede hårdt igennem de stille gader med en vis skadefryd over at kunne vække de sovende borgere. Det brændte ved kolonnaden og malerisamlingen lige så stærkt som natten i forvejen. Men der var kun få tilskuere. i en bidende røg fra et antændt brændeoplag i kælderen skulle vi bortskaffe alt træværk i et bælte af en vis bredde, lige fra taget og ned til en porthvælving. Alt, hvad der var brændbart, blev brudt op i hast og kastet ned på stenbroen. Døre løftedes af og kastedes ud igennem vinduerne, vi brød gulve op og styrtede plankerne samme vej ud, løftede vinduerne af og kastede dem ud igennem sig selv, og i løbet af halvanden time nåde vi stenene i hvælvingen. En soldat krøb ind mellem de dobbelte gulve og stemmede det øverste op med ryggen. Da han var færdig med det stykke arbejde, var han ikke så ren, som da han begyndte. Tæt ved lå en lang række forladte værelser, hvis døre alle var ramponerede med bindøkser. Der så sørgeligt ud. Et køkken var i en tilstand, som om der havde været murere og arbejdet fem år i træk. Men barnekammeret især frembød et gribende syn med sine vugger og stumper af lege tøj midt i det ubeskrivelige pløre af smuds, kalk, rør og sprøjtevand. Vi sneg os lejlighedsvis herhen for at recognosere. Gennem de ituslåede døre kunne man se pålangs ned ad stuerne, hvorledes soldaterne gik fra det ene stykke husgeråd til det andet, vejede alle småting omhyggelig i hånden og beså dem, alle fra de samme sider, men satte dem fra sig igen som ting, for hvilke de ikke interesserede sig. Det så ud, som om der forhen ofte var holdt efterslæt. Der var både surt og sødt i spisekammeret, det første i skikkelse af en agurk, hvis ene ende bar præget af at være brugt som skaft i længere tid, at dømme efter dens malpropre udseende; den anden ende var der bidt ofte af, og den var heller ikke aldeles ren. Soldaterne smagte alle derpå. Det er engang sagt, at et menneske årlig skal fortære otte pund absolut urene stoffer, indeholdt i alle mulige slags fødemidler. Hvis det er sandt, så fik en soldat fem pund tillivs på én gang med det samme han bed i agurken. Af sødt var der en pose med hvidt sukker, som alle gik og dyppede i, og en syltetøjskrukke, hvori der dog ikke var andet tilbage end indtrykket af de mange'ransagende fingre. Søndag morgen klokken syv stampede vi hjem igen med rindende øjne og i en temmelig havareret forfatning. — hele ugen igennem havde vi vagt eller arbejde i ruinerne. I den lange folkettingssal kunne man se værktøjskafter stikke op af de nedfaldne grus- og askedynger, der lå som lava i mange alens højde over hele slottets grund og endnu gjorde de fleste rum utilgængelige. Mægtig svære kakkelovne havde boret sig tilbunds, og stumper af gasarme og lysekroner var fulgt efter. I facadebygningen kunne endnu nogle gulve i første stokværk bære vægten af et menneske; men det kunne også hænde, at man pludselig stak begge benene igennem den mørske masse eller dumpede ned i den underliggende etage, så at man hurtig fik brug for hele sin gymnastiske færdighed. Overalt pjaskede man i vandet, der lugtede — jeg kunne fristes til at sige — » svedent «. Ottende dagen efter branden fandt vi de to forulykkede i en ukendelig tilstand. De fik en smuk og højtidelig begravelse med ligfølge af hundreder af soldater. — men når min næse den dag i dag tilfældig modtager indtrykket af vand, der er kastet på ild og damper, så erindrer jeg som med ét slag tummelen og røgen, som sved i øjnene, de skarpt mørke og lyse partier, spændingen i tilskuernes store amfitteater, den blæsende nattekulde og den brændende hede udfør de kolossale bål — hele hin brandnat står da endnu lyslevende for min fantasi! Nogen tid efter slotsbranden traf jeg en dag en kammerat i færd med at svide en lysestage i kakkelovnen, d. v. s. i noget petroleum, som brændte i dennes øverste rum. » Hvad skal det betyde? « spurgte jeg. » Det er til min moder hjemme i provinsen. Hun har bedt mig om en erindring fra slottet. « Lysestagen havde han købt hos en isenkræmmer. sejr. » vagten er trådt an i kasernegården, « meldte en soldat. » Men vagtkommandøren mangler! « » Tak. Jeg skal straks komme ud til dem! « Flindt vidste, hvem den savnede var: en af hans kammerater, der gik under øgenavnet » Hylsteret «. han vidste også, at hvis » Hylsteret « endnu blot udeblev i ti minuter, ville en anden befalingsmand blive kommanderet ud som vagtens anfører og hans forsømmelige kollega blive straffet med flere dage mørk arrest. — de var to modsætninger. Flindts karakter var ikke absolut hvid. Men han var åben og ærlig, ligefrem. Kunne blive hidsig, men aldrig begå nogen underfundig handling. Havde et modtageligt sind og ungdommens letsindige uvidenhed i valget af omgangstæller. Kunne ligge under for en fristelse, kunne kæmpe med sig selv og tabe slaget. Men jo ældre han blev, desto mere voksede de skjulte gode Spirer frem hos ham; og han følte glad, at det, der således voksede op, det var hans eget. » Hylsteret « var ikke absolut sort; han havde nogle gode egenskaber, men flest af de slette. De lignede hinanden for en flygtig beskuelse og kunne undertiden blive forvekslede; kun var » Hylsterets « legemsbygning i en fremtrædende grad mager og knoglet. Men der var uvilje imellem dem, og den kunne forfølges så langt tilbage som til selve skoleårene. Flindt var godt begavet og lærte med stor lethed — et stort troskyldigt barn med en god forstand. » Hylsteret « havde et tungt nemme, men var forfængelig som en krage. Han ville have benyttet ethvert middel til at blive berømt eller endog blot bemærket. Men da han hverken var født fyrste eller, som alt fortalt, et godt hovede, eller besad opfindertalent eller var blevet offer for noget mærkelig indtruffet tilfælde eller var kæmpe, dværg eller i nogen fremtrædende grad vanskabt, eller var ramt af store og medynkvækkende ulykker eller kunne arrangere store skandaler eller havde åndsevner til at blive en ualmindelig forbryder ( hver gang en sådan blev fremhævet i aviserne — måske endog en forbryder, der ikke var så gammel som » Hylsteret « selv — gik der ligesom et sting igennem ham af ubevidst misundelse ) — da altså » Hylsteret « så enhver udvej afskåren, og da han ikke følte sig tilfreds med at blive kaldt en » tænksom fyr « ( som så mangen anden, der ved enhver given lejlighed sætter sig til at » tænke offentlig «, så man næsten kan se det udenpå hovedet, uden at de dog nogensinde møde op med resultater fra al denne tænkning ) — så måtte han gribe til det sidste middel: at håbe på at opnå en ualmindelig høj levealder. Ti år af sit liv ville han have givet i bytte blot for at få navn af begavet; han kunne lære alt uden ad og remse det op med sin snadrende og gennemtrængende røst, men ikke forstå selv de mindst indviklede tankeeksperimenter. Derfor havde den undertiden så træffende folkevittighed givet ham det navn, han bar: » Det tomme hylster « eller blot » Hylsteret «. Fra den dag, han følte sin underlegenhed, bar han nag til sin af naturen mere begunstigede skolekammerat, hvis gode evner var almindelig bekendte. Ved afgangseksamen bestod de hver i sin ende af klassen, men » Hylsteret « i den forkerte. Begge trådte ud i livet. Der gælder andre regler end i skolestuen, der er det undertiden galt at være alt for lærenem. Tilfældet skilte deres veje i nogle år, men førte dem derpå atter sammen; efter at være indkaldte som soldater forblev de hændelsesvis begge i nogle år som befalingsmænd ved den samme afdeling. » Hylsteret « kom hurtigst på sin rette hylde. I den praktiske tjenestegærning var der som oftest kun brug for en ringe part af det, han uden held havde anstrengt sig for at lære i skolen. Hans mere snu og forsigtige karakter frelste ham fra større indre rystelser. Og med al sin ubetydelighed kunne han dog stundom opnå at behage en eller anden indflydelsesrig overordnet, der havde lagt mærke til » Hylsterets « ærbødige hilsener. Han havde ikke glemt sit smudsige nag. Havde han selv måttet stå tilbage, så skulle Flindt i ethvert tilfælde blive forhindret i at svinge sig op, om så » Hylsteret « skulle flå ham i stumper og stykker. Og hylsteret udførte sin hævn, som kun legemlig eller åndelig krøblingeagtige personer kan hævne sig. Tidlig og silde sørgede han for at anbringe pletter på sin forhenværende skolekammerats rygte; og da » Hylsteret « som sagt var uhyre flittig, og da han desuden besad en vis menneskekund- skab og vidste, hvad der kunne » gå i folk «, så lykkedes for en stor del hans bestræbelser. Løgn, som tros af mange, får sandhedens betydning. » Hylsteret « tumlede sig i kasernens rottehuller som en fisk i vandet. Hans giftige tunge var altid på færde. Og i talens løb kunne han pludselig slå øjnene uventet, lumsk og undersøgende op på den, han talte med. Mærkværdig nok ynde netop mennesker af » Hylsterets « natur at omgive sig med et skin af djærvhed og ærlighed, et tykt lag løgn, som hverken de selv eller andre tror på. Men selv børn undgik ham instinktmæssig. Thi børn har ofte en skarp følelse for, hvem der har et lavt og egenkærligt sind. — Flindt havde på sin side altid følt en uovervindelig modbydelighed for » Hylsterets « knoklede person. Aldrig havde han søgt den Art kammeraters selskab og aldrig ville han søge det. » Hylsteret « havde ganske vist engang imellem angret, havde bejlet til hans venskab, men var bleven for smået og havde hævnet sig endnu mere bagefter. Nogle år var forløbne. De var begge kun lidt inde i tyverne. Men det så ud, som om » Hylsteret « blev gammel før tiden. Under alt dette gik han flittig i kirke. Thi » Hylsteret « var en troende kristen. — Flindt havde haft flere påviselige eksempler på sin forhenværende skolekammerats ondskab, foruden al den bagtalelse, som han mere anede end kendte. Engang havde Flindt i opbrusende heftighed slået en menig soldat. Og trods ile andre soldaters modforestillingel" indgav den fornærmede mand dog sin klage; » Hylsteret « havde i al hemmelighed været ham behjælpelig ved affattelsen. Flindt havde fornylig afleveret etsætln-ventariesager. » Hylsteret « modtog det tjenstligst, gjorde opmærksom på nogle mangler og modtog løfte om at få disse udfyldt så hurtig som mulig; samme eftermiddag indleverede han imidlertid en stor melding over manglerne. En underordnet myndighed standsede forbavset papiret under vejs og bragte det til Flindt. » Hylsteret « skrev ufortøvet en ny klage, som indgik og på et hængende hår havde bevirket Flindts afsked. Den historie var foregået for fire dage siden. — — » Jeg skal straks komme ud til dem, « havde Flindt sagt til soldaten fra v agtmandskabet. Ja, naturligvis. Ud og efterse paraden. Og så finde en stedfortræder til vagtkommandørens post. Han blev stående midt på gulvet. Et Mylr af tanker skød pludselig gennem barnehjærnen på denne store naive dreng med de lange støvler og det store lysegule skæg. Se se! så » Hylsteret « havde altså glemt sin tur! Nå, værst for ham selv, den slubbert. Tre dage mørk arrest! Å jo, der blev tid for Herren til at tænke sig om derude! Vel fortjent for resten. Tænk, så » Hylsteret « kunne også glemme! Han, der ellers var så pertentlig, at han bedst kunne sammenlignes med et vandrende husapottek for de daglige småting og for en mængde udenadlærte talemåder, der var tiggede frækt fra andre mennesker og ordnede i hans flade hjerne som apothekerkrukker med Sedler på! Kom han ikke, inden de ti minuter var forløbne, så — — om det havde været en anden, der havde glemt at møde? — hm. Det lovbestemte kammeratskab fra reglementernes papirsblade eksisterede kun så småt i virkeligheden; personlige følelser var de afgørende. Og nu her, ved deres egen afdeling? Der var nogle, hvis virksomhed i fritiden deltes ligelig imellem bittersnapse, kortspil og at udpønse små æselstreger mod hverandre; dette kaldtes, tilsammen: at leve efter den sunde menneskeforstand. Han kunne blive så led ved det alt sammen, når han tænkte derpå. Rævestreger, rævestreger, hvorhen man så vendte sig! Syv, otte var der vel måske, sbm det ville være umagen værd at række hånden, otte mænd, som ikke var fødte lyssky eller med en flad side på hjærnen. Otte mennesker, som det undertiden gik tilbage for, medens andre gik fremad! Havde det været en af disse otte, så ville Flindt uden betænkning have gået på vagt i hans sted med det samme. Kontrollen med vagtbefalingerne var ikke så overordentlig nøjagtig. I værste fald kunne forbytningen undskyldes bagefter som en fejllæsning; det vigtigste var jo dog sket: vagten blev besat. Men nu! — Flindt blev stående i tanker foran sin moders portræt på væggen, sin gode, kloge, elskelige moder. Minder om barndom og børnelærdom drog lynsnart gennem hans flovede. Et forsøg —? Vise » Hylsteret « i praksis, hvorledes hans egen religion skulle dyrkes! Føj! » Hylsteret « ville blot føle sig mere tryg næste gang ved en af sine nye slyngelstreger. Det var en kamp med ulige våben. Og dog — når endelig nogen absolut skulle være de lumpne, så var det bedre, at lade » de andre « være det i — hvor her var kvalmt i det lille værelse! Han så opad — plads for blikket! en smule rum at ånde i! Øjet mødte kun det lave røgsværtede loft. Han så mod vinduet — kun de smud-sig-matte ruder gav svar. Puh, op med vinduerne! 1 ler i dette modbydelige kasernehul kunne der ikke gro andet end hæslige tanker. Hvilke år havde han ikke allerede tilbragt i denne luft, i afsondrethed og latterlig tarvelighed, med dårlig kaffe som surrogat for middagsmad, med en forsagt mave, der gjorde ham stundesløs og uarbejdsdygtig, med ubetydelige hverv, der måtte gøre et menneske smålig og kortsynet, lamme og stække hans tanker — alt var her uorden og p'orsømmelse, den grænseløseste forsømmelse! — nu, frisk op med hovedet! Løftet pande, som det sømmer sig en soldat! Bare ærlig, at du kan være bekendt at se dig selv i øjnene bagefter! tit havde han rendt panden imod i stedet for at dukke sig i tide — men aldrig begået nogen lavhed eller smudsig streg. Været forpint og tirret og hensynsløs, ventet og fået hensynsløse svar — og fået en modstanders snighævn at føle dobbelt bagefter. Gjorde ikke noget alt sammen. Blot rejse panden på ny for hver gang, så betød det intet. Om man nu virkelig gjorde, hvad ethvert honnet menneske ville i samme situation — gik på vagt for » Hylsteret «? Hvad! Det var vel den rigtige måde, skulle man mene! Nobelt, hvad i flot handlet! — og ikke et ord bagefter. Aldrig værdige krapylet nogen forklaring. Ja, det var nu grumme svært alligevel. Grumme svært at gøre det. Dette tilfælde yar noget ekstra, noget for sig. Der lå årelangt mellemværende bagved. Man burde sagsøge sådan en Karl for hans forræderier i

1886_NielsenN_FraKirkelivet

Krag

Fra Kirkelivet

Nielsen

NielsenN

Fra Kirkelivet

male

1886_NielsenN_FraKirkelivet.pdf

Niels Frits Vestergaard

Nielsen

Folkvar Krag

dk

Fra Kirkelivet

Fortælling

y

roman

Mackeprang

KB

pdftxt

nan

nan

O

Blæsten larmede og holdt styr om alleby kirke. Det var næppe nok, man kunne høre kirkeklokkens malmfulde klang ud over de vide marker, der til alle sider sænkede sig fra Kirkebakken. Og dog klang den, som den nu i flere hundrede år havde klinget hver søndag, for at kalde folk til kirke. Det var fastelavns søndag. Jorden, var bar, og solen sendte sit vinterlig milde lys ud i den flimrende luft. Vestenvinden jog dog stedse flere og større skyer op i synskredsen, der rask trak hen over himlen og truede med at stænge solens lys ude. Enkelte forrevne småskyer havde alt begyndt at drage den forbi og tegnede mørke, forbillende skygger på de solbelyste marker. Der oppe på kirkegården var alt i en forfalden og øde tilstand. Det vidtstrakte stendige, der omgav den, tydede på, at den var bestemt til begravelsesplads for et stort sogn. Det måtte have kostet megen møje at få alle de svære sten slæbt der op på bakken og stillet sammen til et så mægtigt dige. Men nu lå det halvt i ruiner. Nogle steder var det' skredet ned, og stenene lå uden og indenfor diget, som den gang de vare faldne, andre steder vare de igen uordentlig stablede op. Inde på kirkegården fandtes — som på de fleste kirkegårde i denne egn — intet træ, ja næsten ikke en sirbusk. Gravene lå tilsyneladende uden nogen orden mellem hverandre, dækkede af grønsværen eller i det højeste af en sort træramme. De enkelte klodsede trækors, som fandtes der inde, vare halvrådne og stod og svingede i blæsten, truende med at falde om, som enkelte af deres brødre før havde gjort. En enkelt vissen krans havde revet sig løs fra de pinde, hvormed den havde været fastgjort på en eller anden grav, og kom nu trillende hen mod det østre kirkedige, jaget af blæsten. Hele kirkegården stod ved sommertid dækket af et dejligt, højt græstæppe, i hvilket enkelte ville blomster med en -smag, større end den, egnens beboere rådede over, havde skudt sig frem. Høsletten blev hvert år bortlejet ved kirkestævne til den højstbydende. Dette skete sædvanlig på en af de store højtidsdage eller ’ altergange, da der jo så var flest folk i kirke. Sidste år havde det imidlertid været et knapt år, så man ikke havde kunnet slå den, da den først var vokset til sent på efteråret. Nu stod græsset derfor langt som om sommeren men stridt og1 hvidt og bøjede sig, rystende og nikkende for blæsten. Lod man fra Kirkebakken blikket gå ud over omegnen, da var udsigten livligere: naturen viste sig her med en malerisk vekslen mellem høje, lyngklædte bakker, på hvis sider dog også enkelte granplantager dukkede frem, dybe Dale og snævre kløfter med små søer og damme. Pletvis lå på de store ager strækninger velbyggede bøndergårde, omgivne af venlige småbaver. Thi egnen var ikke fattig, og den voksende velstand havde alt sat sit forskønnende mærke på bøndernes hjem. Kirkegængerne begyndte, at vise sig på vejen til kirke; de fleste vare gamle mænd og kvinder. En for en listede de sig op ad den bugtede vej, mændene i gammeldags vadmelsklæder, kvinderne med kasteklæder over hovederne, næsten alle i træsko. Denne fodbeklædning benyttedes dog ikke af gammel vane eller fattigdom, thi velstanden havde for længst ved alle andre lejligheder skaffet støvlerne forret, men fordi der var så fodkoldt i kirken. Det lod ikke til, at der kom mange folk til kirke i dag. Måske de ikke kunne høre klokken, eller måske holdt blæsten dem hjemme? Sådan tænkte i det mindste en ung mand, der hidtil havde stået alene der oppe og opmærksomt betragtet kirken og kirkegården, og med hvem vi senere skulle gøre bekendtskab. Men dette var dog ikke grunden. Nej, egnens folk kendte godt kirketiden, selv om de ikke hørte klokken, og blæsten vare de så vante til på denne egn, at de endog fandt, at det var et rigtig » knøvt « vejr i dag. Sagen var derimod den, at der netop kom usædvanlig mange i dag imod, hvad der ellers plejede, thi det var, som sagt, fastelavns søndag, og denne står endnu, på sine steder i det mindste med et lidt højtideligere præg end en almindelig søndag. En god snes stykker, mest af kvindekønnet, var det sædvanlige antal, der mødte i alleby kirke. På ingen måde fordi flertallet var misfornøjet med præsten. Nej, han var jo en studeret mand og deres lovlig beskikkede sjælesørger, og det faldt dem derfor på ingen måde ind, at de kunne bedømme end sige vrage ham. Kirkegangen her var også mindst lige så stor, som den havde været i mands minde, alle, der ikke havde bedre anvendelse for tiden gav møde, og dertil kom endnu dem, der skulle møde. Til de sidste hørte præsten, degnen, sognefogden og — konfirmanderne. Den første skulle jo prædike, den anden synge, sognefogdenlæse en bekjendtgjørelse ved kirkestævne, og konfirmanderne havde præsten pålagt at møde. Våbenhuset vendte mod syd, og derved blev der i den vinkel, det dannede med kirken, en lun krog, til hvilken alle mændene tyede hen, mens kvinderne smuttede ind i våbenhuset. Snart var vinkelvæggen sålunde beklædt med levende væsener, der førte en livlig passiar om alskens smånyt, til den til sidst endte med nogle betragtninger over kirkemuren, der havde forskudt sig slemt i de senere år. En gang imellem, når det lykkedes en eller anden » Spasmikkel « at aflevere en tarvelig vittighed, for der en kort, højrøstet latter ud fra flokken. » End om den no stegelt nier øwwe wos! « sagde en lille sortskjægget mand med en stor, kroget næse og lo nok så fornøjet over sin bemærkning. De andre tog pligtskyldigst del i latteren, nogle fordi de fandt det virkelig morsomt, andre fordi de syntes, de burde gøre selskab. » Ja, ja, Mads, do sku såterne it spot — do ku’ gen to di niesbien knæked! « — mente en lille vissen fyr. Den latter, der upåtvivlelig ville have hilset dette udbrud, blev kvalt ved et noget dæmpet; » Tøs! — der kommer æ præjst! « — straks efter stod alle ærbødig stille og blottede hovederne. Præsten, hr. Kold, viste sig at være en temmelig høj mand med en værdig, rank holdning. Vinden bidrog i dag til at give ham et fyldigere udseende end ellers, idet den for op under præstekjolen og pustede den op. De gode peltsværksstøvler, han havde på, viste, at også han frygtede for fodkulden i kirken. Men på hovedet havde han den gamle, høje hat den tillod han sig aldrig at lægge ved kirkelige lejligheder, hvor ubekvem den end ofte havde været ham i disse blæsede egne. Dog, ved den lange brug havde han lært at manøvrere med den også i storm, og det gjorde han også i dag, så at det lykkedes ham ved et eget flot kast med hovedet, at holde den på sin plads. Bag efter præsten kom degnen buk traskende med præstens kravekasse under armen. Han var en lille og sammentørret mand, skød stærkt ryg og rettede på samme tid sit ansigt noget fremad, som en mand, der har travlt. Fødderne løftede han, uagtet han, som præsten, var en noget ældre mand, med en vis listende lethed ligesom en kat, der går på sne. Begge disse embedsmænd havde nu » betjent « Sognet i adskillige år. De havde i en mindre fremskreden alder begge haft stærke ønsker og forhåbninger om at komme til » bedre egne, « men de vare blevne tilsidesatte og glemte, og nu, da de grå hår begyndte at blive mange, havde degnen helt » resigneret «. Men i præstens hjerte var håbet ikke helt udstukket endnu. En af mændene fra vinkelvæggen ønskede at tale med præsten, hvad han viste ved at beholde hatten i begge hænder foran sig, medens han trådte ud på kirkegangen. Her gjorde han noget forlegen et forsøg på at fortælle » Hæ’ paste’ «, at hans kone havde » bekommet « sig en arving. Som han stod der med ryggen mod den susende blæst,' der blæste klæderne flade om kroppen, og — måske som en indrømmelse til vinden — med halvt bøjet knæ, mens hans gulagtige hår forviltret flagrede om hans ansigt, lignede han snarere et forstyrret menneske eller en skrækslagen forbryder for sin dommer end en fredelig Bonde, der meldte præsten en glædelig familiebegivenhed. Da præsten var kommen ind i kirken og op til alteret, begyndte han at ordne sin påklædning, mens degnen skyndte sig omkring til tavlerne og skrev salmerne op. En skrattende og klaprende lyd af træsko mod kirkegulvet betegnede, at menigheden indfandt sig. » Stræng blæst, Ole, « — sagde degnen dæmpet nede i det nederste af kirken til en mand, mens han skrev salmenumrene op — » kunne trænge til at være fri nu men — embedspligterne! « mere fik han ikke sagt, thi nu var præsten færdig med påklædningen og vendte sig om mod menigheden. Hvor mange, der egentlig var i kirke, var ikke nemt at opdage, th de gammeldags høje stolestader tog til dels udsigten bort. Men ved et flygtigt øjekast så der i det mindste'tomt og øde ud der nede. Næsten hvert sted i sognet havde sit eget stolestade, og da der sjælden var flere end en i kirke fra samme sted, sad kirkegængerne spredte vidt fra hverandre over hele den store kirke, hvad der yderligere forøgede indtrykket af tomhed og øde. Efter indgangsbønnen begyndte degnen med kraftig men mindre smuk og ren stemme på salmen: » I dit tempel møde vi. « da de to første linier vare sungne, gik præsten ud i våbenhuset, i hvilket en kone ventede på at blive » indløst «. Imedens gik sangen uforstyrret videre *i kirken. Menigheden sang vel ikke stort med, men bevidnede dog sin deltagelse og tilstedeværelse ved enkelte usammenhængende toner udstødte med en egen brummende og rystende lyd. Da degnen havde sunget salmen færdig, begyndte han forfra igen, og menigheden vedblev trolig at følge ham i den toneart, hvormed den fra først havde taget fat. Denne salme havde været menighedens » Indgangssalme « I al den tid, de havde haft denne præst, thi han brugte » faste salmer «, og degnen plejede altid at synge den to gange, når der var kirkegangskoner. Det var yderst sjælden, han havde nødig at synge salmen tredje gang, det skete kun, når der mod sædvane havde indfundet sig to eller flere kirkegangskoner; i så fald standsede degnen altid, når han anden gang var kommen til ende, for et øjeblik at afvente præstens komme. Når der da blev stille i kirken, og man tydelig hørte præstens ejendommelige; skarpe stemme ude i våbenhuset sige: » — sparer sit ris — gudelig og retskaffen Vandel — ære og lyde sine gejstlige * og verdslige « — da tog degnen fat forfra igen, og både han og menigheden følte sig lettede ved, at den trykkende stilhed på denne måde var bleven afbrudt. Da jeg har grund til at formode, at min læser personlig har overværet en lignende gudstjeneste som den i alleby og således selv kender forholdene, vil jeg gå, let hen over den øvrige del. Kun tykkes jeg, at da vi nu en gang er komne til kirke, skulle vi også have et stykke med af prædikenen. Skulle den trætte os, da kunne vi adsprede os ved at se os om i kirken, og straks efter prædikenen kunne vi jo gå. Disse to midler er så almindelig brugte, at også vi uden forargelse kunne benytte dem. Efter at præsten og degnen, medens menigheden i dyb stilhed lyttede til, havde gennemgået de foreskrevne korhilsener samt søndagens kollekt og epistel, og » Højmessesalmens « sidste strofer havde endt deres løb i kirken, dukkede præstens hoved op fra prædikestolen. Han var egentlig en gammel køn mand med en vis værdig, anseelig holdning, men ansigtet var koldt og stift, og øjnene havde et sløvt, træt udtryk. Man fik den fornemmelse, at ingen indre ild og følelse brændte i ham, for hvad han her skulle forkynde. Han læste først verset: » Send, o gud, din blide fred fra din himmel til os ned! Med din trøst husval enhver, som forsagt og modløs er! Vær du kirkens lys og liv! Lærerne dine visdom giv! Mørket mere og mere fordriv! « Dette Vers læste han i reglen også hver søndag. Derpå oplæste han dagens tekst om Jesu dåb,, hvilken han indledede med de ord: » De ord, som vi i dag ville lægge til grund for vore kristelige betragtninger, findes « osv. Derpå begyndte han at prædike. Han talte i afbrudte led, i en ensformig noget højtidelig tone. Det sidste ord i hvert led udtalte han noget højere og mere langtrukket end de andre og i en egen syngende tone. » I dis—se ord — som vi på den—ne dag — have hørt forelæst fra dette hel—lige sted —- findes i — besynderlighed — en sætning — der ofte er gået mig nær — til hjær—te, og i sig indeslutter — den e—gentlige kilde og årsag — til vor herre je—su Kristi for os så besynderlige — forlangende — om at blive døbt — a—f Johannes!. De lyde i vor gu—delige tekst — som i hørte - således: os bør det at fuldkomme — a—1 retfærdighed! Hvor priseligt — er det ikke at høre den—ne guds mand — sig så at — underdane — den • ringere! — e—der bør det at lyde a—1 — retfærdighed! ja vel! — og med rette — thi var ikke og Johannes — den største her for — menneskeøjne — en ret af gud — beskikket mand — i det profetiske lærerembede. Hvor skønt i vore dage — da a—1 god af gud — beskikket — orden og — autoritet •— nedbrydes, at kun—ne pege på frel—serens ord — e—der bør lyde a—1 retfærdighed! Og i det vi — i den—ne an—dagtens stund samle vore tanker om dis—se ord — ville vi i dag betænke: hvorledes bør det m—ig — i dis—se — nærværende — tider —- at fuldkomme a—1 retfærdighed «. Der var altid god orden i præstens prædikener, og de ord: » det ville vi i dag betænke «, anførte han hver søndag, så snart han var ude over den egentlige indledning. Derpå vendte han sig om, pudsede næsen og tog fat på talens egentlige ttema. Men da jeg ikke har så ringe tro om mine læsere, at de skulle være ukendte med » hvorledes de bør fuldkomme al retfærdighed « i verden, så » ville vi nu be « —tragte kirkens indre i de 15 minutter, der er tilbage, til han siger amen. Straks efter at gudstjenesten var begyndt, havde vestenvinden jaget tunge regnskyer op, der aldeles dækkede for solen. Samtidig begyndte de med rig gavmildhed at øse deres indhold ned over kirken. Det blev derved noget mørkt i kirken, især da den kun havde vinduer til den ene side. Der var fattigt og bart der inde som ude på kirkegården. Alteret bestod kun af en stor, firkantet trækasse, der jo nok var dækket af et rødt fløj elsklæde; men det såvel som alterdugen havde for længst mistet den oprindelige farve. Knæfaldet var yderst klodset landsbyarbejde, oversmurt med halvafslidt, rødbrun farve. Det uhyggeligste var dog, at væggene på flere steder vare overtrukne med et lag frodig grønt skimmel. Det smukkeste i kirken var dens to gamle lysestager, dens døbefond og prædikestol. Disse dele, der vare af høj ælde, vare hver for sig udarbejdede med stor kunst og bekostning, der gjorde både kunstner og giver stor ære. Præsten prædikede fort. Vinden ruskede i døren, og regnen piskede med kraft på ruderne. En enkelt bly plade, som blæsten lettede, faldt med visse mellemrum raslende ned igen på sin plads. Men pludselig begyndte der en egen dryppende lyd at lade sig høre henne i koret. Døbefonden stod nemlig inde i den krog, hvorover høj- og lavkirkens Tage vare forenede, og hvor Taget derfor var mindre tæt. Regnen havde forrige nat sivet der ned og fyldt bækkenet på fonden. Da nu vandet igen begyndte at trænge igennem, faldt det i store dråber ned i det fyldte bækken. Fra den betydelige højde fik vandet kraft nok til at plaske så højt, at dets dryp tydelig hørtes over hele kirken. Og medens menigheden sad ganske tavs, og en enkelt kun en gang imellem lettede hovedet for at se efter de forbidrivende skyer, lød præstens ensformige, stødvise røst sammen med vandets: dryp, dryp, dryp! — den mand, der oppe på Kirkebakken undrede sig over, at så få kom til gudstjeneste, var lærer Jørgen sand, et ungt menneske, nylig kommen fra læreanstalten og nu ansat ved en biskole i en udkant af sognet. Han var en lille, spinkel og noget bleg ung mand, der oppe på Kirkebakken havde vist sig som noget indesluttet og forlegen, idet han ikke havde søgt at gøre bekendtskab med kirkefolkene, men gået ene omkring for sig selv. Der lyste imidlertid en egen tænksomhed ud af hans øjne, og den høje pande, den skarptformede næse, de udtryksfulde træk om munden tydede på, at når årene kom til hjælp, ville der gro en mand op i ham. Han var en fattig husmandssøn fra en egn, der ensomt strækker sig ud — dækket af dyrkede marker og vidstrakte skove — i Kattegat. Der, i et lille hus tæt op til skoven, var han fostret og opvokset sund og stærk ved fattig bondekost, sunget glad som barn af skovens jublende sangere, fyldt med anelser om det dybe og hemmelighedsfulde- ved dens sukkende åndedrag i mørke nætter, fyldt ubevidst med Sans for det varme, det friske af dens svulmende liv og med en levende indbildningskraft af dens tusinde skiftende former. Sådan var han vokset op, men dog med mest udpræget Sans for det tunge. Og dette kom af hans opdragelse. Hans forældre vare nemlig pietister. Fra sin tidligste barndom var han bleven holdt til streng gudsfrygt, især af sin moder. Stræng religiøsitet havde i flere slægtled, måske i århundreder, været et særkende for hendes slægt. Den lille Jørgen havde, fra først han kunne huske, hver aften måttet svare sin moder på de spørgsmål: » Hvem har skabt dig? « — » Gud fader! « svarede drengen. » Gjenløst dig? « — » Jesus Kristus! « — » Helliggjort dig? « — » Den helligånd! « — » Hvis barn er du nu? « — » Gud faders barn! « — derpå » Fader vor, « og til sidst havde moderen kysset ham og sagt: » Ja, sov så vel i Jesu navn! « — derved-var det blevet ved at gå i en del år, men så var » den indre mission « også kommen til denne egn. Sognet fik en ny præst, der med begavelse, kraft og held prædikede omvendelse. Han var en streng lovprædikant, der fordrede forsagelse og afholdelse ikke alene fra det, der hidtil hos godtfolk havde gået og gældt for synd, men også fra alle hånde adspredelser og fornøjelser. Samtidig modtog han ofte besøg af missionsudsendinge, og disse holdt da hyppig møder rundt i nabobyerne. Kolportørernes møder vare endnu talrigere besøgte end præstens, thi deres tale faldt mere i den almene smag: den drejede sig indenfor en tankekreds, hvor alle kunne følge med, og kolportørerne vare endnu hårdere bodsprædikanter end præsten, hvilket ligeledes tiltalte mange af tilhørerne. Til disse hørte Jørgens forældre. Der var åringer, i hvilke hans faders og moders samtaler, både når de vare ene, og når de modtoge besøg af meningsfæller, ikkun drejede sig om religiøse ting. Kolportører kom der ind og tilbragte flere timer, og han så sin fattige moder af yderste.. Evne anstrenge sig for at beværte disse » Guds mænd »,' med hvad huset formåede. Ja, da de just ikke boede nær ved » Venner «, havde han somme tider, når talen var falden langt ud på natten, så det var bleven for silde for kolportørerne at rejse andet steds lien, set hende overlade dem sin plads i » den store seng « Ved manden, mens hun havde redt på gulvet til sig selv og lille Jørgen. Derved kom Jørgen til at se op til disse mænd som til en slags højere, hellige væsener. Under sådanne besøg havde han ofte hørt dem indbyrdes udmale med mange ord, hvor svært det var at vandre på den rette smalle vej, der førte til himlen, og hvor grufuldt det var, at så mange vandrede på den brede vej, fortabelsens vej, der førte til helvedes martrende ild. Der taltes i det hele mest om djævelens og verdens fristelser og farer, og over kolportørernes som forældrenes færd og ansigter hvilede der altid en tung og trykkende alvor. Jørgen så næsten aldrig moderen le, og hun så ofte med misbilligende hovedrysten eller et suk på hans noget overgivne drengeløjer. Når faderen var hjemme, turde Jørgen sjælden begynde på nogen leg, ligesom han selvfølgelig kun med mange forbehold fik lov at deltage i andre børns morskaber. Et år, da læreren i sognet gjorde en skovtur for skolebørnene, måtte Jørgen tillige med en tre fire andre » hellige « børn ikke komme med, fordi læreren, der ikke var » hellig «, havde lovet børnene, at de måtte få musik med og få en Dans i skoven. Da Jørgen 'og hans lidelsesfæller vare' meget forknytte derover, blev de af en » hellig « gårdmand indbudte til at komme op til ham om eftermiddagen. Han havde bundet en rebslynge op i sin lo, og der måtte de gynge, så meget de ville. Siden kom gårdmanden selv ud til dem og spillede nogle salmemelodier for dem på en harmonika, som han forstod at bruge. Da børnene havde drevet denne morskab en times tid, kom de ind og fik en kop kaffe, hvor efter manden læste en prædiken højt for dem. Under sådanne forhold: holdt borte fra de fleste menneskers omgang, fyldt med angstfulde forestillinger o o 7 v o o om, at fristelser og farer lurede rundt omkring i verden, voksede lille Jørgen op. Men hans trang til at juble, til at drømme og vinde frihed brød frem, når han ene tumlede sig ude i den dybe skov. Han fløjtede om kap med fuglene, klatrede omkring i træerne efter deres reder og så fra trætoppene langt ud over skoven, han stormede med vildt mod, som fulgte han et flygtende dyr, ind i skovens tykninger og råbte: hallo! hallo! Hallo! og skoven svarede igen: hallo! hallo! hallo! — det var, som der var noget i liam, der kaldte på friskhed, på videre syn, på omgang, og skoven måtte holde for. Sådan var det i hans lysere øjeblik, men han havde også timer, da grufulde syner væltede ind på ham. Hans opskræmmede samvittighed foregøglede ham da død, fortabelse, evige, evige ildsluer. I sådanne øjeblik kunne han kaste sig ensomt ned bag et træ eller ude i en kornmark og med brændende hjærte bede gud dog endelig frelse ham fra djævelen og djævelens pine til sin evige himmel. Og som han havde hørt, at man altid skulle være brændende og varm i ånden, og at lunkenhed var djævelens værste fristelse, så overfaldt der ham ofte en kvælende angst, når han somme tider kunne føle sig noget sløv. Men da der var gået nogle år, og han var bleven halvvoksen, mærkede han til sin gru, at lunkenheden tog til. Der kunne være morgener, da han helt glemte morgenbønnen, ja der kunne være mange dage, da han ligesom nødte sig til at bede den, og da det var ham umuligt at holde tankerne samlede derved. Dette fyldte ham med angst, og bag efter, når angsten havde gjort ham varm, bad han så inderlig til gud, at han dog ikke ville lade ham fortabes, men varme hans hjerte, at det idelig kunne brænde i lov og pris. Dog, også disse angerens timer blev sjældnere. De vedbleve vel at komme, som små jordrystelser efter større udbrud, og bag efter en sådan varm bøn, der gerne parredes med et varmt forsæt, fik hjærtet igen fred. A da Jørgen var bleven halvvoksen, begyndte han og moderen så småt at komme frem med en plan, der alt fra hans barndom havde optaget dem: han skulle være lærer. Hvor herligt måtte det ikke være, mente moderen, ret at blive oplært til en skriftklog 1 guds rige, og hvor ganske anderledes, end hun havde kunnet, ville han da ikke kunne vinde sjæle for guds rige i denne stilling! med utrolig udholdenhed blev der virkelig gjort udvej for pengene, og afrejsens dag kom. Både forældrene og Jørgen vare da højt oppe med tankerne. En såden anstalt, som Jørgen rejste til, havde de aldrig set eller hørt videre omtale. Men den stod for deres tanker som højt ophøjet over hverdagslivets smålige tanker og sysler, som et sted, hvor sandhedens og lærdommens ord og liv havde o o hjemme. Opholdet der blev dog i mange måder både ham og dem en skuffelse. Vel havde han der hørt mange ny og gode ting og fået synet udvidet ud over de grænser, han før havde kunnet overskue. Men.hans barndomstro fik også der et knæk. For ret at forstå dette, må vi huske, at han hjemmefra var opdragen i den strengeste bogstavtro. Hans forældre ejede en bibel, og til denne havde han som barn set op med den dybeste ærefrygt. Ikke alene det, der stod i den, men hvert bogstav, ja bindet forekom ham helligt og ukrænkeligt. O o o sådan havde jo hans forældre set på den, ja ikke på den alene, men på hver trykt, gudelig bog, huset ejede. Og altid var det blevet ham indskærpet, også ved præsten, at bibelen var den eneste og ufejlbarlige vejviser til himlen. Nu kom meget til at stå i et andet lys for ham. Han blev daglig ørevidne til en tør og forstandskold sigten og trævlen op i den » ufejlbare « skrift. Han hørte til sin forbavselse, at dette og dette var » mindre nøjagtig « oversat, at hint skriftsted var » uægte « og formentlig kun en randglose af en eller anden munk, ja at hele led af skriften vare af tvivlsom oprindelse. Da læreren derved havde fået elevernes kritiske Sans vakt, søgte han af resten at uddrage en ufejlbarlig » kristelig lære «. Han spidsede sin forstand til for at finde vej igennem » det tilsyneladende modstridende « Og tømrede en ret anseelig lærebygning op, afstivet med » Beviser «, hentede dels fra enkelte udtryk og sprog i skriften, dels fra den menneskelige fornuft og naturens rige. ’ dog for Jørgen sand og flere andre skinnede 'det hule i al denne » Logik « snart igennem, og netop i det alt blev taget frem og » bevist «, kom mange tvivlsspørgsmål op i ham, som aldrig før havde anfægtet ham. Dertil kom, at han hørte den uden tvivl bedst begavede og mest kundskabsrige af sine lærere daglig på en forblommet, men dog tydelig måde fyre pile af mod den gamle skrift. Dette skete især i naturhistorietimerne. Han hørte fortælle, at slangen på ingen måde var listig, at duen langtfra var enfoldig, samt at det ikke kunne være en hvalfisk, der havde slugt Jonas, da hvalens Hals uagtet dens uhyre størrelse jo var meget snæver og lignende. Sådanne bemærkninger vare for flere af de unge grundskud mod kristendommen og blev i religionstimerne regelmæssig af eleverne forelagte tteologen. Da han altid indlod sig på at forsvare skriftens ret og aldrig selv havde lært nogen naturhistorie, faldt lians beviser ofte mindre heldig ud. Jørgen sand, der i mange år havde været overfyldt med gudelige betragtninger og øvelser og allerede havde begyndt at opgive kampen mod den sløvhed og kulde for religiøse ting, der mere og mere greb ham, fyldtes måske mere end de fleste med tvivl under denne sin skoletid. Fastelavnsmandag klædte sand sig i » Søndagsklæderne «, han ville bruge denne sin fridag til at hilse på præsten. Egentlig ville han have besørget dette om søndagen, men da det var skik, at præsten gik først ud af kirken, var præsten borte, da sand kom ud. Men det gik jo ikke an at møde i præstegården tidlig på morgenstunden, derfor gik han sig først en lille morgentur. Det var en af disse milde, forårsagtige februardage, som imellem stunder kunne vise sig. Om morgenen havde det været blikstille, og en tyk tåge havde hvilet over alt. Gårde, bakker og søer vare aldeles skjulte. De første mærkede man dog tydelig nærheden af ved en koks galen eller ilunds gøen. Kirkeklokken havde i dag — som på mange hundrede fastelavsmandage -— sendt sine malmfulde toner ind i gårde og Stuer, varmere og mere tiltalende toner end de, der havde lydt i kirken i går. De mange, som nu søvnige og gabende kom frem i porte og døre for at gå til deres morgengjerning, hørte og forstode de dens røst? Eller var der mange, der lyttede efter lærkens klare og frejdige triller, som just lød ude over markerne, da klokken havde endt sit trefoldige klang — klang — klang? — nu kom solen som en vældig hersker for at sige, hvordan det egentlig skulle være i dag. Tågen kæmpede en tid imod dens magt og tonede sig som vældige røgskyer, der efterhånden blev mere og mere gennemsigtige. Snart brød lyset dog for alvor igennem og lagde en krans af røde, blinkende stråler om bakketoppene, der flere steder støde dækkede af små graner. Det var, som om der i det samme gik et let Sus hen over dem, der bragte dem til at skælve og nikke. Kort efter blev himlens øverste runding blå, og tågen om småsøerne svandt ind til et hvidt, tyndt slør. Op ad dagen gemte den sine sidste rester om bakkernes fod og i de snævre kløfter. Sand havde ikke kunnet andet end bede sin morgeno bøn den morgen; han syntes, han trængte til kærlighed og en at meddele sig til. Senere trådte han ind i præstens stue. Præsten sad med sin kalot og slåbrok på magelig i en gyngestol og læste dagbladets sidste » Leder «. Fruen, en lille tyk, formen dame, var i færd med at anrette formiddagskaffen. På en forhøjning ved sybordet sad husets eneste hjemmeværende barn, en atten årig pige: faderens udtrykte billede, rank og lidt majestætisk i ansigtsudtryk, men med et meget mere livligt ansigt end han. » Goddag! Velkommen! nå, se det er vel voi* ny lærer? Ja, skolekommissionen har alt for flere dage siden hørt, at de skulle være kommen, og har ventet meget på at gøre deres personlige bekendtskab. Å, Amalie, gå ind i mit kontor og tag mig det brev, der ligger! « Amalie, præstens datter, bragte det forlangte. » Nå, se her «, vedblev præsten, » det var en skrivelse, jeg ville sendt dem, nu kan de læse den her. « Jørgen sand læste, mens præsten rolig iagttagende ham lænede sig tilbage i gyngestolen: » Da skolekommissionen for alleby sogn ad privat vej har erfaret, at hr. Lærer sand skal være mødt i sit embede, ja endog have begyndt at fungere, uden at skolekommissionen endnu har haft lejlighed til at gøre hans personlige bekendtskab, så anmodes han herved om, hvis dette rygte skulle være sandt, øjeblikkelig at indfinde sig hos sine nærmeste foresatte. P. S. V. Kold. « Der gik en urolig trækning over præstens ansigt, da han iagttog, at sand skiftede farve og fik et noget bidsk udseende. » Ja lad det nu være godt, « sagde han formildende, » nu er de her jo! « » Jeg må vel helst se straks at komme hen til de andre to medlemmer, når de sætter så—• « » Nej det behøves virkelig ikke, nu har de jo været her, og så skal jeg nok tale med de andre. « » Man skulle jo heller ikke vente, at de ville opholde sig over en sådan bisag. « » Bi — bisag! nej stop! « mente præsten og for op; » må jeg bede dem bemærke, at på respekt for sine foresatte og pligtmæssig indordnen under autoriteten beror samfundets velfærd og fasthed! « » Ja lad nu det være godt lille far, « sagde fruen med ængstelig værdighed, da hun mærkede, at sand lavede sig til at svare, » Hr. Sand er jo ung og erindrer nok for fremtiden, hvad han skylder sin præst. Å, må jeg be’ dem komme til kaffen! Nå, hvor er egentlig deres hjemstavn, hr. Sand? « Vedblev hun for ganske at afskære ham ordet. » Min fader er husmand i Pårup sogn ved Grenå. « » Ja så! sig mig, hvorledes er egentlig denne egn? Er den behagelig? « Jørgen sand undlod ikke at stille sin fødeegns natur i det allerbedste lys for fruen. » Findes der nogle bedre familier? « Da sand forstod meningen af fruens ord, lykkedes det ham uden misforståelse at besvare hendes spørgsmål. » Ja for her er det jo noget sparsomt med det «, vedblev hun. » Vi har snart ikke anden omgang i nærheden end hr. Proprietær givekjersmanns på ødestrup: vil vi have afveksling, må vi tage uden for sognet. Jo, det er et savn! « Ved kaffen spurgte sand præsten: » Er der ellers noget liv af nogen slags her ude? « pastor kold så halv forbavset, halv overlegen hen til ham og svarede: » Hvad mener de der med? Har der ikke været liv i alle de mennesker, de har set her omkring! « » Jeg mener naturligvis, om her findes noget religiøst liv af en eller anden slags, om der er nogen her, der tager denne sag med alvor og varme «, svarede sand med et smil, der ♦ tydelig viste, at han var sig bevidst, at der lå en bråd i hans ord. » Spektakkel mener de! nå, nej! den slags er vi, gud ske lov, forskånede for her. Vi har i så henseende den ære at blive regnede med til de så kaldte døde pletter. Måske vi skulle have det her, « vedblev præsten, der lige som blev lidt heftig, » som de har det ikke langt hér fra, at præsten både søndag og hverdag omringes af unge springfyre og gamle kjærlinger, for hvem han skal stå standret for, hvad han har sagt i den eller den prædiken, forklare og prædike hele ugen igennem. « » Ja, det er dog altid et bevis på, at folk hører i godt efter, hvad der bliver forkyndt i kirken, men så ga.. « » Hører efter! ja de hører efter, for at de kan have noget at chikanere præsten med, for i vore dage, gud bevar, os! da er jo enhver højskolefløs en vismand. Nej, jeg skal sige dem, hvordan vi har det her: her hører folk efter, stille og andægtig, og tager det forkyndte ord som et ord fra gud. Kender de historien om Frederik den sjætte og skolemesteren? « » Nej! « » Jo, det var ch gang, kongen besøgte en landsbyskole. Degnen var en meget dygtig mand, og kongen hørte med stor glæde på, hvordan børnene kunne svare på alle spørgsmål. Men en ting forbavsede ham, nemlig, at degnen slet ikke viste ham nogen særdeles underdanighed, ja endog beholdt sin gamle spidse, røde hue på. Dog, da kongen gik, gik også degnen med ud i forstuen. Her bukkede og hilsede han dybt og sagde:,her ude tør jeg bøje mig og hilse min allernådigste konge og herre, men der inde må ingen vide, at der findes nogen større autoritet end jeg.4 og sådan også her. Hvilken trøst og opbyggelse ville der være ved mine ord ved sygelejet og i kirken, hvis folk ikke ubetinget troede, at det, deres præst forkyndte dem, var sandhed! « Sand tav, han ville ikke yderligere opirre den halvgamle mand. Da sand var gået

1897_NielsenA_FraLandet

Anton

Fra Landet

Nielsen

NielsenA

Fra Landet

male

1897_NielsenA_FraLandet.pdf

Anton

Nielsen

dk

Fra Landet

n

gothic

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Hyrdedrengen. Ved sengetid titte vi ind i et fattigt hus. Derer ikke lys, men månen skinner så klart, at vi kunne se alt, hvad vi bryde os om. Det er knn en lille stue på to fag; og dog er pladsen benyttet så godt, at den er stor nok til arbejdsværelse for husmoderen, studereværelse for hendes herrer sønner, når de stave, spiseværelse for 6 mennesker om dagen og soveværelse for ligesåmange om natten. Selv nu, om aftenen, når slagbænken er trukken ud, hvori de tre største drenge ligge, er der dog altid en gang af en alens brede midt igennem stuen. Der sove nu de tre små knegte, alle sammen hvidhovede, blåøjede og rødmussede, ja endog plus-kjæbede som gammeldags englebørn. Se! hvor den største ligger og sparker i dynen; han sover nok ikke, han er urolig i sindet. „ Moder, “ siger han, „ kommer far ikke snart? “ „ Jo vist, nu kommer han straks. Sov du kun, min dreng! “ Men det var nu for meget at forlange af hans; dertil var det altfor vigtig en aften for ham. Thi faderen var nemlig gået bort før at fæste ham søm hyrdedreng til en gårdmand, der bøede en halv mil derfra. Før hans var jo en stor „ Tamp “; han var næsten 7 år. Derfor skal han nu selv i fremtiden tjene føde og klæder, endskønt han ikke havde begyndt af gå i skole. Der, hvor han skulle tjene, var en god „ Madplads “, og det var jo det vigtigste; desuden vare folkene stikkelige. Alligevel var det ikke med glæde, af faderen gik sit ærinde, eller med glæde, af moderen ventede hans hjemkomst; thi de vidste jo begge, hvad det havde af betyde for sådant et lille barn, af komme ud iblandt fremmede; men de kunne dog ikke beholde deres kære søn hjemme, thi føden var dyr og fortjenesten ringe. Nu hørte konen tunge træskoskridt noget borte, og hun gik ud for af møde manden. „ Nå, “ spurgte hun, „ hvad bliver det så til med hans? “ „ Ja, nu har jeg fæstet ham bort, og han skal have en splinterny klædning for i sommer. Hue og halsklæde, stumptrøie, vest og bukser, hoser og hosefødder og de træsko, han slider. Det er jo en god løn for sådan en Karl. “ „ Ja, det er det også. “ „ Du kan tro, den lille hans bliver rigtig stolt, når han når så vidt, af han skal have al den stads på. “ „ Ja, det er godt nok; men jeg synes dog, det er så tungt at være fattig. “ „ Hvad går nu af dig mor! Det har du jø aldrig klaget dig over før. “ „ Jeg har heller aldrig mærket det sådan som nu. Men de rige har det rigtignok godt; de kende ikke til sorg, de behøve aldrig at lade børnene komme ud af deres øjne. Ja, de kan sagtens være glade. “ „ Ja, vi kan såmænd også være glade, mor; før vi har gode, velskabte børn, vi enes godt om dem, og vi har jo da også haft opholdet endnu, om også det er gået med slæberi. “ „ Å ja! Det har jo gået godt hidtil; men nu synes jeg, at modet vil gå fra mig. “ Nu trådte de ind i stuen. Hans rejste sig overrende i sengen og så forventningsfuld på faderen. „ Nå, min dreng, “ udbrød denne, „ nu skal du være avlskarl hos Peer nielen i Dalby og have så mange nye klæder, så det er farligt. I morgen tidlig skal vi følges ad derhen. “ „ Ja, men hvem skal så jage hønsene af haven, når jeg kommer bort? “ svarede hans og brast i gråd. „ Det skal den lille Søren; nu må han også til at gøre gavn. “ „ Men hvem skal så ligge her, hvor jeg ligger? “ „ Ja, det skal den lille Ane, som ligger hos os; men til efteråret, når du kommer hjem igen, så stat hun nok komme op i den store seng. “ Da drengen imidlertid vedblev at græde, sagde moderen: „ Nå! nu skal du være en rar dreng, hans. Husk nu på, hvor fin du bliver med de nye klæder — ligeså fin som den rige Madses drenge. “ „ Må jeg så ligge hos mor i den store seng i nat? “ „ Ja vel må du det, min dreng; men så skal du tie stille, for ellers græder jeg og mor også. “ Snart var nu hele mandskabet tilkøis. Faderen lå i slagbænken, hvor han fik en anelse om, hvad det er at ligge krum; men for en nat kunne det da lade sig gøre. Moderen med sin hans lå i den store seng. Skønt hun selv var sorrigfuld, fik hun dog trøstet ham, så at han holdt op at græde. „ Hør nu, min egen lille dreng, “ sagde hun til sidst, „ gør nu alt, hvad de fremmede folk sætte dig til, og vær lige så flink som du har været herhjemme. Og kommer der så noget i Beien for dig, og du ikke kan komme til at klage dig for mor eller far, så fortæl du det kun til Vorherre i himlen; han hjælper dig nok. Så god nat! min lille hans. Læs nu dit fadervor. “ Tidligt den næste morgen var faderen oppe og fik de to i omhængssengen vækkede. „ Skal jeg ikke have min søndagsvest på? “ spurgte Haus, da han iførte sig sine klæder. „ Nej lad den blive her, ellers er jeg bange for, at du får spoleret den, “ svarede faderen; thi han havde ikke hjertelav til at fortælle hans, at for en hyrdedreng gives der ingen søndag eller nogen som helst forskel, hvad arbejdet angår, mellem hellige og søgne dage. Der blev ikke talt meget ved afskeden mellem moder og søn, men tårerne i øjet talte mere end mange ord. Halvanden time efter var hans indsat i sin dobbelte værdighed som gåse- og fårehyrde. Han havde ikke megen tid til at anstille sørgelige betragtninger, thi hans undersåtter gave ham nok at bestille. De befandt sig nemlig på en brakmark, der havde et stykke rug på den ene side og et stykke havre på den anden. Gæssene nærede en stærk tilbøjelighed til den forbudte havre, og lammenes stadige stræben gik ud på at komme i rugen, så at hans det meste af tiden måtte løbe frem og tilbage, så stærkt hans små ben kunne; thi når han havde gennet den ene flok, var den anden nær ved sæden på den modsatte side. To krabater vare især genstand for drengens personlige uvilje, nemlig det stumpørede lam og den hvide gase; thi de vare, hver for sig, anførere for deres partier, og massen fulgte dem stedse villigt. Hans var vel hersker over hele brakmarken og dens beboere; men han følte sig ikke lykkelig ved sin magt. Thi han havde jo to bevægelsespartier, der hver på sin Viis, ville tiltage sig farlige friheder — friheder, som han gerne ville tilstede for at få ro, men som han ikke turde give dem af frygt for stormagterne: hans husbond, der ejede rugen, og naboen, som ejede havren. Den besindige del af hans undersåtter, der lod sig nøje med det bestående uden at forvolde ham nogen bekymring, vare de tøjrede får; men de gjorde Hain heller ingen nytte, thi de havde ingen indflydelse på den urolige hob, og når et af dem en sjælden gang flap løs af tvangen, gik det i almindelighed side om side med et af de frisindede partier. Ved aftenstid finde vi hans i sit nye hjem. Da han har haft så meget at bestille med at trække køer hjem og vande heste, så har han ikke kunnet indfinde sig til sædvanlig nadvertid. Han sidder derfor ene ved det lange bord, men ved den nederste ende. Madmoderen har sat et mægtigt fad grød for ham, på hvilket han hugger ind af alle kræfter. Engang imellem standser han for at trække vejret; men snart klemmer han på igen, som om han ikke havde fået mad i fjorten dage. Nu springer sveden ud af hans pande; han tørrer sig på sit trøjeærme og vedbliver derefter ufortrøden. Manden og konen i huset betragte ham med forundrede blikke. Endelig lægger han skeen og giver sig ynkeligt til at græde. „ Hvad fanden går der dog af drengen! “ udbryder manden forbavset, „ hvad brøler du for? “ Hans svarer ikke, men græder endnu stærkere. Da går konen hen til ham, klapper ham på den våde kind og siger: „ Lille hans, sig mig, hvad du sørger over. “ Og nu fortalte hans under bitre tårer, at hans moder havde sagt, at han skulle gøre alt, hvad de satte ham til; men nu havde de sat ham til at spise et stort fad grød, som han umuligt kunne overkomme. Da manden hørte denne forklaring, gav han sig til at skoggerle, og konen kunne heller ikke lade være at trække på smilebåndet; men hun sagde: „ Min lille dreng, jeg mente ikke, at du skulle spise det alt sammen. Af mad har man altid lov til at levne, men ikke af arbejde. Tør nu dine øjne og gå i seng. “ Der var ikke megen afveksling i den lille drengs liv; således som hans arbejde alt er beskrevet, således vedblev det, trods vejrets forandringer. Regnede det stærkt, da fik han et gammelt hestedækken til regnkappe, men måtte forresten blive, hvor han var. En tilfældig opmuntring kunne han kun så, når han traf sammen med gårdens øvrige folk og blev narret og drillet af dem. Lidt ondskabsfulde er menneskene jo altid, og det er undertiden skik hos bønderne, at lade sådanne forsvarsløse stakler „ bære løjerne op “. Det er således en almindelig morskab, at lade hyrdedrengen låne en „ Møddingskraber “, når der bliver kørt gødning ud. Foreløbig bemærkes, at en sådan indretning slet ikke er til. Når man nemlig er ved de sidste læs, siger en af arbei-derne: „ Nå, nu skulle vi nok snart have skrabet møddingstedet. Hør dreng! tag denne sæk og gå hen hos vor nabo og lån hans møddingskraber, for vor egen er gået istykker. “ Drengen udretter i sin troskyldighed ærindet; og naboen, der straks begriber spøgen, går afsides og fylder så mange sten i sækken, at drengen næppe kan slæbe den. Han får nu sækken på nakken, bliver anbefalet forsigtighed, at skraberen ikke skal gå itu, kommer hjem og bliver dygtig udleet for sin ulejlighed. Sådan en tur måtte nu hans også prøve og kom tilbage med sækken, dryppende af sved. Men da folkene under høirøsfet latter rystede stenene ud, da græd var lille hans så bitterligt, at de næsten førtrød, hvad de havde gjort. Han var jo så nylig trådt ud i verden uden at kende til dens spot og hån. Ak! hvor meget var der ikke tilbage for ham at lære. Efter ofte lange dages forløb kom hans moder for at besøge ham. Hun havde en ren skjorte med sig og en mølle, som faderen havde lavet. Hans tog imod besøg samt skiftede linned ved en sten på brakmarken, thi den var hans hjem både i regn og solskin; men hans undersåtter ville ikke engang i dette øjeblik unde ham huslig fred, thi de øvede deres gamle udyder, så at moderen måtte løbe efter dem. Men hvad sagde vel moder og søn til hinanden? Å, mange, mange ting havde de at tale om; de havde jo aldrig før været så længe fra hinanden. Vi ville høre lidt på dem. „ Lille mor, “ sagde hans, idet han pillede ved hendes forklæde, „ jeg holder meget mere af dig nu, end da jeg var hjemme; og du er også bleven så pæn, så pæn — hvordan kan det være? “ „ Det kommer deraf, at du ikke seer mig hver dag. Men se, hvor solbrændt du er bleven, min dreng. “ „ Mor! hvor længe bliver du hos mig? Kommer far aldrig og seer til mig, eller Søren eller Ole. Det er da også forskrækkeligt, at jeg skal være så langt borte fra jer alle sammen! “ tilføjede hans grædefærdig. „ Nu skal du være en rar dreng og ikke græde, så skal jeg blive en stund hos dig endnu. Din far, han må jo arbejde hver dag, som gud lader stabe, for at vi andre ikke skulle sulte, derfor kan han jo ikke komme hen til sin dreng; og de små derhjemme, de kunne da ikke gå den lange vej. Men til efteråret, når du bliver færdig her og kommer hjem med de nye klæder på og de gamle under armen, så vil det nok blive plaseer, ikke sandt, hans? “ „ Ja, men får jeg da aldrig lov til at komm hjem før? før vor pige siger, at der er så længe til efteråret. “ „ Jo, du får nok lov til at gå hjem engang imellem om aftenen og ligge hos os om natten; men så må du sidde tidligt op, for at komme tilbage i rette tid. “ „ Ja, det skal jeg nok, mor. Må jeg så ligge i den store seng hos dig? “ „ Det må du nok, hans. Nu skal jeg med det samme jeg går, spørge manden, om du må løbe hjem på søndag. Du glemmer vel ikke dit fadervor? “ „ Nej, men jeg læser det indvendigt, for Vorherre kan vel nok høre det alligevel? “ „ Ja, det kan du være vis på. Se! nu begynder det stumpørede lam igen. Farvel, min lille dreng! Løb nu! Så skal du vel snart have stillel din mølle op. Farvel hans! “ Efter moderens aftale med manden fik hans da lov til at løbe hjem hver fjortende dag, om søndag aften, når han havde besørget alt, ligesågodt som på de søgne dage. Men grøden, den løb han rigtignok fra sådanne aftener. Hvor let det gik hjemad, hvor stor en glæde det var ham, kan enhver nok begribe. Derimod var tilbagerejsen noget mere besværlig den næste morgen. Møllen var egentlig den eneste fornøjelse hans havde. Når det var lunt, blæste han selv på den, og så gik det trevent nok; men når der var vind, da kunne den rigtig skære. Så bandt han en lang snor med en sten ved, om akselen; da blev stenen hivet op, og det skulle nu betyde kornsækken, der blev hisset op på møllen. Men desværre blev dette legetøj årsag til at påføre hans den største sorg, han nogensinde havde haft. Det hændte sig nemlig, engang, da hans havde travlt med en forbedring af møllen, at den snedige, hvide gase i spidsen for sin flok havde listet sig ind på naboens havre og plukket den ganske ordentlig, inden hans fik det at se. Samme dag kom naboen gående langs med skellet; han så naturligvis skaden, der var sket, dog uden at skænde på drengen. Derimod gik han lige til hans husbond og forklagede ham. Hans, som nok kunne gætte, hvad der var sket, gennemgik den lange dag en ond samvittigheds kvaler og længtes endog efter aftenen, uagtet han vidste, at den kun kunne bringe ham sorg. Da han endelig kom hjem med bankende hjerte, modtog manden ham i gården med en tordentale, der rystede ham således, at hans fødder vaklede under ham. Endelig meddelte husbonden ham, at han den følgende dag ville binde et ris, der skulle lægges i saltlage, og hvis gæssene en eneste gang endnu kom i havren, skulle det slides op på ham. Hans gik iseng ovenpå denne forfærdelse, uden at tænke på grøden; thi den udførlige beskrivelse af strafferedskabet havde fuldkommen tilfredsstillet hans madlyst. Dog var han glad, fordi han var sluppet med skrækken, og lovede sig selv at passe på af alle kræfter. en varm julidag, da både får og lam lå gispende hen ad jorden, og gæssene syntes at have glemt, at der var noget til, som hed havre, idet de tilsyneladende kun tænkte på at bade sig i en kummerlig vandpyt; en sådan dag sad hans på sin sten i brakmarken. Han havde nylig spist sin middagsmad, der altid blev bragt ud til ham. Den brændende sol faldt lige på ham, og der var ikke en busk til skygge for ham, ikke en luftning til at køle ham; derfor var det jo ikke så underligt, at hans øjne faldt til. Han var jo dog kun et syv-års barn og måtte op hver morgen klokken tre eller halvfire. Et kvarter efter kom uheldigvis manden kørende og traf gæssene i havren og hans sovende. Han kørte på en indgrøftet vej, hvorfra han ikke uden megen omvej kunne komme til syvsoveren, og plagene turde han ikke forlade; derfor måtte han indskrænke sig til at brøle: „ Hans! Hans! sover du, din forbandede unge! Ja bi du kun til i aften, så kan du være rolig for, du skal få, hvad du har fortjent. “ Inden han fik rigtig udtalt, var hans afsted efter gæssene, og manden kørte videre. Men hvilken sjæleangst måtte ikke vor lille ben udstå! Det saltede ris, der nu skulle flides op på ham, var dog en forfærdelig tanke. „ Å gud, “ råbte han fortvivlet, „ han slår mig vist rent ihjel, så jeg aldrig får far eller mor eller nogen af dem at se. Å! jeg vil bede ham så mange gange om forladelse — men det kan ikke hjælpe. Nej, jeg vil rende hjem til min egen mor — men så græder hun over mig og siger, jeg bliver til en landløber. Nej! Nej! Mor, mor, kom og hjælp mig! kom dog og hjælp mig! “ Således klagede det forladte barn på den øde mark. Ingen hørte ham, ingen trøstede ham; kun gæssene og fårene gloede på ham med deres dumme øjne. Da huskede han i rette tid hvad hans moder havde sagt, at han skulle gøre, når der kom „ Noget i vejen “. Og så råbte han i sit hjertes enfoldighed: „ Vorherre i himlen! Du kommer til at hjælpe mig, for der er ingen andre som kan. Jeg ved nok, jeg er en slem dreng, men mor siger, at du holder så meget af menneskene, om også de er flemme. Du kan da ikke nænne, at han skal slå mig med det forskrækkelige ris, for du holder jo allermeest af små børn. Vil du ikke nok følge med mig i aften, når jeg skal hjem til den vrede mand; du kan nok få ham god igen. Kjæræ gud! glem det nu endelig ikke, så skal jeg altid være sådan en rar dreng. “ Da han holdt op at bede, hørte han en lærke, der jublede lige over hans hoved. „ Nej hor! “ udbrød han, „ det er bestemt en lille fugl fra Vorherre, der skal fortælle mig. at han vil frelse mig. Du er dog rigtig god ved mig, gud! Du vil ikke engang have, at jeg skal være bange. “ Hans følte sig så underlig glad til mode. Han kunne flet ikke lege, dertil var han alt for bevæget; også syntes han hele tiden, at han kunne mærke, at Vorherre var hos ham. Da han gik hjem om aftenen, begyndte han vel at ængstes igen; men så huskede han, hvem der fulgles med ham, og gik nu frejdigt frn gang. I stuen vare ingen andre end konen, som var ene hjemme. Hun sagde: „ Lille hans! det er nok gået galt til derude i dag, vor far var så vred, fordi det var vor naboes sæd; men så sagde jeg, at han måtte ikke gøre dig noget, så skulle jeg nok få dig til at passe på. Øg det vil du vel nok, min dreng? ellers kommer jeg til at høre så meget for din skyld. “ „ Ja, vor mor, “ svarede hans, „ nu skal jeg rigtignok passe på for alvor; det kan i være vis på. “ Da hans denne aften bad sit fadervor, tænkte han især på de ord: men fri os fra det onde. Stakkels dreng! kunne vi sige, fordi han så tidlig har måttet prøve det onde. Lykkelige barn! ville vi hellere sige, fordi han så tidlig har lært at søge sin gud. En klar efterårsdag, henimod aften, se vi en lille dreng ile hen ad en fodsti. Hvor han kan bruge de stumpede ben! Men se! det er jo vor ben hans. Han er jo bleven så pyntet, at vi næppe kunne genkende ham. Splinterny er han, lige fra kastjetten til træskoene med de blanke kramper. Og så leer han over hele ansigtet, smiler til enhver, som møder ham, og er så sjæleglad som kun et barn kan være. I den lille have sidder hans moder og piller kartofler op. Hans, der har opdaget hende imellem bustene, lister sig til, holder hende for øjnene og råber: „ Kan du gætte, hvem det er, mor! “ „ Det er nok Niels Jørgens dreng? “ „ Næ—ei! “ „ Eller skræderens kristen? “ „ Nej, nej! “ „ Så er det også min egen hans! “ Nu tog han hænderne bort, kyssede og klappede sin moder; og der var glæde, så det kunne blive til noget. Så fulgtes de ad ind i huset, hvor de tre søskende sad og legede. De ville i førstningen ikke ret kendes ved hans, fordi han var så fin; men snart vare de rigtig gode venner. Den lille Ane brød sig ikke mere om moderen, men ville bestandig sidde hos hans og lege med hans blanke vesteknapper. Nu savnede de kun faderen; men det varede heller ikke længe, inden de hørte de velkendte trin udenfor huset. Børnene lukkede hurtigt døren op og løb lige i favnen på faderen. „ Nej se! “ udbrød han fornøjet, „ der har vi jo min store dreng. Velkommen hans! Sikke pæne klædær du har fået. Kom nu hen til vinduet og lad mig rigtig se på dig. Det kan nok være, du har fået en god løn, hans! “ „ Ja, og så gav manden mig en ny mark, se far! og vor mor svøbte en ost ind i mine gamle klædær; her er den. “ „ Det var da nogle rare folk, gudskelov for dem! Skal vi smage osten straks? “ Det blev een-stemmigt vedtaget; og nu holdt de deres ringe måltid med en sådan uskyldig glæde, af guds engle måtte frydes derved. Så ville vi sige godnat til disse gode mennesker og ønske dem — ikke rigdom, men af guds velsignelse må vedblive af hvile over deres ringe Bo. en kjærestehistorie. Jeg vil bede læseren følge mig til en smuk bondeby i Sjælland. Dersom du har set den, eller nogensinde får den af se, vil du sikkerlig prise Danmarks dejlighed. Byen ligger på skråningen af en bakke, ved hvis fod en å løber ud i den nærliggende so. Husene hæve sig, det ene højere end det andet, lige til bakkens top, der indtages af kirken. Rummet imellem huse og gårde udfyldes af humlehaver; men blomster og urter seer man ikke meget af, thi det er i Sjællands eneste humleegn vi befinde os. Imellem byen og søen findes en lille kratskov. Bestiger man nu Toppen af bakken og seer ud over byen med dens hvide huse og grønne humlehaver, øver åen og krattet, over søen med dens mørke skovkrands, gennem hvilken man skimter de røde mure af en gammel herregård — ja, da tænker man vel som jeg har tænkt: „ Her er det sødt at leve, tungt at dø! “ folket i byen synes dog ikke at skønne på den herlige natur. Roser man deres egn, sige de: „ Å ja, det er jo pænt nok, men vore sandbanker er så tørre. “ Dog ved jeg, at de klage over, „ at der er så dødt “, når de komme til andre egne, og at de længes efter hjemstavnen. Det nederste hus i byen er næsten det ringeste, og det er netop til det, vi have ærinde. Vel skinner det hvidt ligesom de andre huse, men stolperne, der stå ud og ind, og den krogede rygning fortælle os, at det er gammelt og skrøbeligt. Foran det ligger den uundværlige humlehave, og i denne befinder sig, nærmest døren, et ydmygt kålbed med blege, vantrevne planter. Kålen har såmænd ikke altid været så ydmyg, thi det var ikke sunget for dens vugge, at den skulle komme i en sådan stilling; og få dage efter at den var bleven plantet her, løftede den sin top i vejret og mente, at den havde ret både til regn og solskin. Men så kom humlen og tog både det ene og det andet fra den og lærte den, at det kun er den stærke, der har ret. — men nu må vi indenfor. Hyttens eneste stue opfyldes af eu væv, som i dette øjeblik bliver flittig brugt af en ung pige; det er datteren i huset og tillige byens skønhed. Hun har buttede, røde kinder, lyse hår, milde blå øjne og dertil store velskabte lemmer. I kakkelovnskrogen sidder en gammel, rynket kvinde med lin og glarøine. Det er ejerinden af huset, og hendes bestilling er at spole til datterens væv. „ Å, ja! “ siger den gamle med et dybt snk. „ Hvad sukker i så dybt over, mor? “ „ Gud give, du var vel gift, min pige! “ „ Å! det jager da ikke så farligt med det; jeg bliver jo først 22 år til kyndelmos. “ „ Ja, men jeg bliver halvfjerde snes til mikkel-mos, og så kan jeg jo nok tænke, at mur tid bliver ikke ret lang. Og jeg ville dog gerne vide, hvad for en mand du skal have, inden jeg skal herfra. “ „ Så kommer i rigtig selv til at gå ud og bejle for mig. Men glem ikke, at fortælle om vor mark og vore bæster og vor grundmurede gård, så bliver der nok rift om mig. “ „ Ja, sludder har vi nok af; men ved du hvad, min pige! der kan sandelig være mangen gæv Karl, som har lyst til vort lille hus og humlehaven; for det er ikke så godt at få sted i disse dyre tider. Og når han så kunne få sådan et dygtigt folk som du. “ „ Ja, det er såmænd under, at jeg har haft fred så længe, mor! “ svarede datteren med en ren og klar latter. „ Jeg ved heller ikke, hvad du er for et fruentimmer. Alle de andre piger her i byen har hver sin kjæresfe, men du kan snakke og sjase med karlene og bryder dig lige meget om dem alle sammen. Jeg var sgu ikke sådan, da jeg var ung. “ „ Min tid er formodentlig ikke kommet endnu, mor. Men jeg får det kanske heller aldrig så godt, som jeg har det nu, dersom jeg nogentid bliver som andre fruentimmer. “ Nu sukkede Marie, nu var det hendes tur; men hun vidste ikke hvorover det var. Ak, sukkene komme så lidt, når man spøger og er glad. Hvad kunne de betyde andet end et varsel om mørke tider; et varsel, der minder os om at benytte glædæns flygtige stund og fortæller os, at vi i grunden er sorgens børn. Jude i sognefogdens gård, lige ved siden af kirken, føres også i dette øjeblik en samtale, som vi må høre. Det er midaftenstid, og konen har netop sat fem forsvarlige stumper på det lange bord. Manden sidder for bordenden og begynder på sin stumpe; folkene er ikke komne ind endnu. Foran bordet står en vims lille mand med spillende øjne, væver tunge og opstående næse, som han desuden bærer noget højt. Det har han da også grund til, thi han er det eneste kjobstadbarn imellem alle disse bønder og desuden byens fæsfemand og nyhedskræmmer, forresten skomager af profession. „ Nå, fatter! “ siger han til manden, „ hvad synes fatter om den nye Karl, jeg har skaffet ham, den Jørgen? “ „ Å, jeg har jo ikke hallt ham mere end otte dage, så jeg kan jo ikke sige større om ham endnu. “ „ Fatter kan dog se, om han kan arbejde noget bestille noget, ikke sandt, fatter? “ „ Ja, han er sgu rask nok til sit arbejde; men jeg synes han er lovlig overgiven. Han kan såmænd holde sådan et jav om aftenen, når de har holdt op, så tøserne er færdige at grine sig fordærvet. “ „ Å! hvad skal man sige om det, fatter! det er ungdommen; det kommer han sig nok for, fatter. Jeg har selv voren en skælm, da jeg var ung; det kan han tro, fatter. “ Nu kom folkene ind og iblandt dem han, som talen var om. Det var en rank, smuk knægt med et blomstrende ansigt. Hans mund syntes bestandig at være færdig til at le, og hans øjne syntes bestandig at søge om stof til morskab. I hans nærværelse måtte jo den forrige samtale gå istå, og konen benyttede tansheden til at byde skomageren mad og brændevin. Henrykt herover udbrød han: „ Fidtebrød! Fidtebrød! Det er ikke alle vegne, man får fidtebrød. Det er jo, sla ' e mig, min livret. “ „ Hvormange livretter har de da, skomager? “ spurgte karlen leende, thi han vidste nok, af stymperen kaldle enhver slags mad for sin livret, fordi han kun sjælden fik nogen. „ I forgårs var jo meel-grød deres livret. “ „ Jeg har ligeså mange livretter, som du har kjæræster, søn! så kan du selv regne det ud, søn. “ „ Ja, det er sgu et slemt regnestykke; det får jeg ikke regnet ud i dag. “ „ Gesundheit! Skål, skål, fatter! “ sagde sko mægeren, idet han tøg sin snaps. „ Gesundheit ge-speiser die krankheit “, som thdsken siger. Det betyder, af sundheden er bedre end sygdommen; og det er jo sandt, fatter. “ „ Så de kan snakke tysk, skomager? “ spurgte sognefogden. „ Tysk, fatter! Tysk! det taler jeg, sla ' e mig, ligeså godt som dansk. Jeg har jo voren i arbejde med så mange tyske svende. Jo, jeg kan rigtignok snakke tysk, jeg. “ „ Ja, men det går vel kun sjældent på, for de snakker vel aldrig tysk uden når de ikke er sulten? “ bemærkede Jørgen. Alle lo, men skomageren blev fornærmer og safte næsen en grad højere i vejret med tans foragt. Nu havde folkene afspist, de gik ud, og den lille mand beholdt valpladsen. At vande heste har altid været en fornøjelse for unge karle. Så få de sig en lille ridetnur, så samles de med deres kammerater ved vandingen og stå en lille sladder af; så bedømme de hverandres heste og kappes om at ride hjem. Men her i byen, hvor de vandede i søen, var det mere plaseerligt end andre steder, både fordi det var en lang tunr ned igennem byen og krattet, og fordi det var ved den store, klare sø; thi det blanke vand har altid noget oplivænde ved sig. Og når så karlene rede forbi væværpigens hus, havde de altid travlt med at titte efter hende; men hun passede sin væv og tog sig ikke af dem. En aften, da sognefogdens Karl vandede heste lidt senere end de andre, hændte det sig, at en af de unge heste slog sig løs nede ved søen og galloperede foran ham op til det gamle hus, som vi have beskrevet. Her standsede den og eftertænkte, hvortil den skulle bruge sin unge frihed; efter modent overlæg gik den igennem den åbne låge ind i haven og begyndte at gnave af den stakkels kål. Straks efter holdl Karlen udenfor lågen, og væverpigen kom ud for at jage plagen bort. „ Å, fang ham til mig, “ bad Jørgen, „ for jeg kan jo ikke komme fra disse fyre. “ Marie rykkede en håndfuld græs og bød plagen, som mente, at det var også værd at tage med; men inden den fik rigtigt smagt det. havde hun fat i grime-skaftet og trak den ud til karlen. „ Tak skal du have, “ sagde denne. „ Han fik vel ædt al jer kål? “ „ Å, det gør lige meget med kålen; han bliver ikke til noget alligevel, for hnmlen skygger for ham. “ „ Det er dog også farligt med al den humle i har her i byen. Gud ved, hvad i vil med den? Men pigerne er dog søde, om også hnmlen er besk. “ „ Du er nok en rigtig slndrepotte, “ sagde pigen smilende og gik ind. Karlen red sin vej; men der var en, søm fulgte ham med øjnene lige til sognefogdens port, som drømte om ham om natten, og soni den næste morgen længtes efter, at det skulle blive tid til at vande bæster. Tre gange om dagen vandede Jørgen, og seks gange om dagen tittede han ind ad Maries vinduer, nemlig både på henveien og tilbagevejen. Det var rigtignok mere end der behøvedes; thi nu var hendes tid kommen. Nu brød Jørgen sig ikke mere om følgeskabet med de andre karle, men red helst alene. I førstningen kunne han knap skimte hende bag ruderne, senere nikkede hun til svar på hans hilsen, derefter smilede hun til ham, og til sidst fik hun sommetider noget at bestille ved humlen, når Jørgen skulle forbi. Ved sådan lejlighed blev der da altid vekslet et par venlige ord imellem dem. Det var nu langt fra, at hendes adfærd var koketteri; nej, hun kendte ligesålidet denne last, som hun kendte dens navn. Det var kærligheden, som dag for dag fik mere magt over hendes unge hjerte. Hun tænkte ikke på at fange ham, men hun var selv fangen. Humlehaver danne et yndigt og sikkert skjul for kjæræstefolk, hvilket de unge karle og piger der på egnen noksom vide. Imellem de høje stænger, beklædte med yppige ranker og løv, kan man ikke let opdagæ nogen, når det da ikke er hoilys dag. En klar sommernat blev hnmlehaven ved væverpigens hus benyttet til stævnemøde. Jørgen og Marie sagde på gærdet i den mørkeste krog. „ Det var pænt af dig, Marie, at du kom herud til mig, endda du sagde nej i middags. “ „ Ja, gud ved, hvor pænt det var, men jeg kunne ikke lade være. Og gud bedre mig kun, hvis du er ligesom så mange nnge karle, der knn tænke på at forlokke pigerne og så bag efter holde dem for nar. “ „ Hør nu, min lille Marie! sådan noget vrå du ikke komme med, for det har jeg aldrig haft i sinde. Jeg ved nok, at jeg er alt for overgiven og har gjort lovlig mange tossestreger i min tid, men skikkelig, det er jeg — og dersom du ikke vil tro mig, så kan du få det at se i min skuds-målsbvg. “ Nu lo de begge. „ Den første gang, jeg fik dig rigtig at se, Jørgen, den gang jeg fangede den sorte plag til dig, da syntes jeg, at der var sådan noget underligt rart i dit øjesyn; og så er du så mild og fornøjet. Er du sådan altid, Jørgen? “ „ Ja, uden når jeg bliver gal, din lille tosse; men det går da ikke ret lidt på. “ „ Er du da aldrig bedrøvet, min ven? “ „ Bedrøvet! nej, det har jeg aldrig været, uden når jeg fik hug i skolen, for så var jeg bedrøvet så længe det gjorde ondt. “ „ Da er jeg så lidt bedrøvet, når jeg ikke kan få det tøj jeg væver, så pænt som jeg ville, eller også når jeg har været viisnæset imod min mor. “ „ plet, der skulle dog en anden være forknyt i sine unge dage; det er netop den tid, man skal more sig. Og gudskelov for den lille, kønne kæreste, jeg har fået mig. Jeg havde lyst til af skrige hurra, så hele byen kunne høre det. “ „ Du barer dig vel endelig! for du kan da nok tænke, af der er ikke et eneste menneske, som må vide, af vi er gode venner. “ „ Dersom det ikke går „ gedølgt “, så skal det ikke være min skyld, for jeg vil nok beholde dig for mig selv. Men vi komme jo da til af lade os op engang, når vi skal giftes. “ „ Ja, den dag og den sorg, Jørgen. “ „ Det er også tyve-forbandet, af jeg skal i tjenesten, for ellers giftede jeg mig straks med dig og rejste herned. Så skulle du bare sikken en køn, sindig husmand jeg ville blive, med madposen på ryggen. “ „ Gud give, min mor ikke har noget imod det; bare hun kan lide dig! “ „ Det gør jo lige meget, hun skal jo ikke have mig. Når bare du kan lide mig, så er jeg glad. “ Enden på denne samtale må læseren ikke vente, thi kjærestefolks passiar er jo altid uendelig. Det var nu det forsfe stævnemøde, men det blev rigtignok ikke det sidste. Heller ikke var det altid i haven, men undertiden gik de ved kanten af søen, eller safte sig under den høje klint, hvor vejen gik ovenover. På denne vej gik skomageren hjem en sildig aften. Han havde gået langt og ønskede sig inderligt en af sine livretter. Pludselig hører han stemmer under klinten. Som velbestalter nyhedskræminer var han jo nysgerrig, og han nedlod sig endog til at lægge øret til jorden for at lytte. Desværre kunne han ikke forstå et eneste ord, men han kendte vore unge folk på mælet, og det var „ nok for den vise “. Nu gik han glad sin vej, medens han gjorde et løst overslag over hvormange sladdrestumper han kunne tjene ved at fortælle denne nyhed. En søndag formiddag var byen så stille; der var ikke et menneske at se på gaden. Søen var spejlblank, humlen rørte ikke sine blade, og røgen af middagsgrydeu steg lige i vejret, alting så roligt og fredeligt ud. Marie var gået i kirke, endskønt hun ikke ventede at træffe Jørgen der. Oppe i den øverste byende går et menneske ud af sit hus, lukker døren omhyggeligt, skønt det af flere grunde ikke behøves. Hille den! hvor han spanter ned ad gaden. Aha, det er skomageren! den vandrende Avis. Ja, så er nok freden forbi. Han styrer lige ned til enkens hu

1888_Schaldemose_FraLivet

Williems

Fra Livet

Schaldemose

Schaldemose

Fra Livet

male

1888_Schaldemose_FraLivet.pdf

William

Schaldemose

Williams

dk

Fra Livet

Fortælling

n

roman

Gad

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Juni måned var kommen. København havde for alvor iklædt sig sommerens luftige dragt. Blomsterbedene i de forskellige anlæg stod sirlige og rene, og bladplanterne tegnede sig med skarpe konturer i det glat afskårne græs. Vandvognen trumlede gennem gaderne, strålende det kølende pulver ud over de ophedede brosten og forbydende med den mægtige regnstråle tyndskoede fodgængere at betræde sporet. Folkevrimlen op ad routen havde skiftet karakter; de fikse, hjemlige kostumer, der havde jaget vinterkåberne ind i indpebrede klædeskabe og bragt de unge kjø-benhavnerinder til at knejse lidt niere end sædvanlig, vare tyede ud langs Øresund, for at blive ombyttede med landlige, spraglede morgendragter og havde givet plads for tyskernes og englændernes moderne rejsefrakker; kort sagt de udenlandske sprog summede allerede en om ørene, og hotellisterne meldte stadig i lange Spalter om nye tilrejsende. Den varme, søvndyssende luft havde lejret sig over byen og sat sit stempel på alt levende. Droskehestene hang både med hoved og hale, for dem var den drøje årstid oprunden, og kellnerne i kaféerne spejdede med trætte miner forgæves efter de vinterlige stamgæster, mens de i ledige timer opfriskede det glemte sprogforråd. Man gik overalt kun med halv kraft. Forretningsfolk drev den mere af ved frokosten, og bladene røbede mellem linierne » Agurketidens nærværelse «. Kun en institution havde damp oppe, dér slagtedes ofre, dér hædredes dyden og uddeltes flidsbelønninger til de unge i form af forskellige kandidattitler; det var — universitetet. Ovenpå i den lange gang åbnedes døren til et af auditorierne, der side om side udfylde den største del af etagen, og et ungt menneske trådte ud med et befrielsens suk på læberne. » Hvordan gik det? hvad for nogle spørgsmål havde du? tør vi gratulere? « bjæffede på en gang forskellige struber, mens man med spændt opmærksomhed ventede på forklaring. » Jeg tror, det gik rigtig godt «, svarede den tiltalte, endnu noget betagen af den anstrengende eksamination, » men jeg tør dog ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. « » Å! — når du taler således, er det et stort » laud «, ja så held og lykke! « » Kunne jeg blot sige det samme «, stammede en langhåret teolog, der for anden gang var » dumpet « til hebraicum. » Det skal du have ret i «, indvendte en anden, » du opnår vel ikke at blive sjælesørger, førend du har mistet alle visdomstænderne. « Teologen satte et hjerteskærende ansigt op og forlod gruppen, hvor stemningen syntes ham for animeret; man var opildnet, interesseret af disse nye, vekslende domme inde fra de videnskabelige skarprettere i statens tjeneste; domme, der, indhyllede i retfærdighedens kåbe, skulle stemple en ung mand og erklære ham for begavet eller dum, flittig eller doven, og som kunne indvirke afgørende på hele hans fremtid; og disse undfangede efter et lynsnart krydsforhør af en suveræn retsherre. En kort opremsning, en opråbning, og hammerslaget lød for mange Års møjsommeligt slid og arbejde. Der var noget vist højtideligt over den lille, diskuterende forsamling, da dørhåndtaget drejede sig, og en bebrillet skikkelse kom til syne; en lydløs tavshed herskede, under hvilken eksaminandens hjerte bankede dobbelt stærkt; men et øjeblik efter brød et udelt bifald løs fra alles mund, da det blev slået fast, at Kristian Thomsen var bleven » Candidatus politices « med iste karakter. » Gratulerer! — gamle dreng! « brølede en ung fyr henne fra trappen, og snart efter trykkede han den unge, nybagte kandidat hjertelig i hånden. » Hør kammerater! skal vi ikke give hr. Kandidaten et kraftigt leve «? busede det pludselig ud af ham. » Er du fra forstanden, menneske? « udbrød Thomsen forskrækket; men ideen var allerede opsnappet og blev øjeblikkelig omsat i et efter omstændighederne temmelig respektabelt bifaldsråb. Derpå bumsede hele skaren ned ad trappen, efterfulgt af et » Gå lidt stille « og en hyssen oppe fra døråbningen — en hyssen, som alle studenterne med stor beredvillighed erklærede for fuldstændig berettiget. Udenfor på universitetspladsen tog Thomsen og den sidstankomne afsked med de øvrige, og de to venner drev arm i arm nedad mod Nytorv. » Du er jo gal at gøre alt det mudder «, brummede Thomsen til sin kammerat, hvis navn på visitkort lød: Vilhelm Holst, stud. med., » lad os da komme bort på en nogenlunde ordenlig måde. « » Å hvad! « riposterede Holst, » jeg er glad over dit held, og nu trænger jeg forbistret til at drikke et glas på din sundhed. « » Lad mig få knibtangen og det hvide slips af først, følg med hjem, det er et øjebliks sag, så skal vi rigtig ud at more os — du! jeg trænger ligefrem til at more mig, sådan vildt med sprudlende champagne og gnistrende pigeøjne, hvor jeg er fri og glad i dag! Ja, ligeså forbandet en eksamen er « — 'ligeså velsignet er den, når den er overstået «, faldt Holst ind, » det er tydeligt, det kan vi alle skrive under på; men for os andre, der går den i møde — føj for djævlen! « » Nå! — nu op med hovedet, gemytlige svend, og lad alle bekymringer blive druknede i den klare drues forførende bølger! « » Den var høj «, smiskede Holst, og de to satte kursen op efter hovedvagten, hvor Thomsen logerede. De vare smukke mennesker begge, kønne, ranke skikkelser med let, elastisk gang. Medens Thomsen var mørk med sort krøllet hår og et djærvt, noget mandhaftigt udtryk bredt over hele personen, var Vilhelm Holst en lyshåret yngling, omtrent 22 år med blå, livlige øjne i et lille fint-bygget ansigt, om hvis mund der i reglen spillede et veltilfreds smil, og hvis ansigts muskler havde antaget en smidig bøjelighed til at lægge sig i alle mulige folder; han syntes som skabt til glæde for sig selv og andre, men kunne dog ofte, navnlig i ensomme timer, hen-sygne i dyb melankoli; i sort og atter sort betragtede han da verden og følte sig livstræt og led ved alle dens adspredelser. Grunden til denne sygelighed måtte nærmest tilskrives den triste barndom og de sørgelige forhold, hvorunder han havde levet. Allerede fra lille var han overladt til sig selv. Forældre havde han aldrig kendt, og fattigdom med dens utallige sorger i forbindelse med en plejemoders kolde, ligegyldige adfærd, havde ofte næsten knust den spire af dygtighed, der ubemærket trivedes hos ham. Først i skolen slog han sig op, og vunden af lærerne lykkedes det ham at blive student. Han var i fuldeste mål et følelsesmenneske, i den ene time leende og munter for i næste at jamre og klage. Enhver nok så lille hændelse gjorde indtryk, og hans rige fantasi malede straks alle helvedes mørke ånder på væggen. Modsætninger, gæring og uro blandet med glæde og lyksalighed, alle lige stærke, kæmpede bestandig om herredømmet, og Holst måtte tit bekende, at ilterheden igen var løben af med ham. Kammeraterne anså ham for en letsindig krabat, der kun overfladisk greb handlingen i verdenskomedien, som den forelå, og lig en dilettant afleverede sine repliker uden original tænkning eller subjektiv indvirkning på rollen; kun en ven som Kristian Thomsen, der tidlig havde knyttet sig til ham, forstod, at der bag denne ydre maske rørte sig en dybttænkende karakter. Dertil kom, at Thomsen var født under en lykkeligere stjerne, og han følte oprigtig medlidenhed med sin enligstillede ven. Han selv var søn af en velstående proprietær, op-voksen i et kærligt, rettænkende hjem ovre på Fyn. Nu nød han livet i København, delt mellem en fyldt pengepungs formåen og sine studeringer, der jo havde fundet afslutning på en så tilfredsstillende måde. Imidlertid vare de.to venner nåde hjem til hovedvagten, i næste øjeblik oppe på første sal og stod foran døren til Thomsens bolig. Inde i værelset sad en ældre mand og vuggede sig magelig i en gyngestol; han lyttede opmærksomt til stemmerne udenfor, og snart efter jublede Kristian et » Velkommen « til sin fader, der så belejlig havde overrasket ved sin nærværelse. » Goddag, min dreng! « sagde proprietæren, idet han kærlig tog sin søn i hånden. » Goddag Holst! nål hvordan går det? « » Brillant, fader! Kan du da ikke se det på mig? jeg vender lige hjem fra skafottet, forstå mig, det blomstersmykkede, lykkebringende, vel at mærke, når man ikke taber hovedet — men at du netop skulle komme nu! « » Var det i dag? afbrød Thomsen, » ja jeg tænkte det nok, du ville skjule det, til alt var overstået «; han standsede og så spørgende på sønnen. » Det blev første « — lo Kristian. » Er det virkelig sandt? « spurgte faderen. » Om det er! — ovenikøbet en stor, « og han tog sin fader og snurrede rundt med ham, så han blev helt forpustet. » Det var godt gjort «, svarede denne efter at være kommen til ro, » Tak for det « 1 — han stod lidt og betragtede Kristian beundrende, så greb han begge sin søns hænder og trykkede ham kærlig op til sig. » Hvor moder og Louise vil blive glade, nu har vi da lov til at være stolte af vor lange dreng. « umærkelig glinsede en tåre i den gamles øje; det var faderstoltheden, faderglæden, den tolkede. Kristian trak sig lempelig tilbage. » Jeg har kun gjort min pligt, den opfylder enhver, der holder af sine forældre. « » Ja, ja' « mumlede proprietæren, idet han tørrede øjnene, » du har klaret den godt, det skal jeg ikke glemme! « nu fulgte en lang række spørgsmål og svar. Thomsen måtte fortælle om alt derhjemme: om Lillienfeldts, om moderen og søsteren, hvad der var grunden til rejsen, at terminen havde kaldt ham til København, at kornet stod godt, at de havde fået en ny præst, der ikke kunne spille l’hombre — det uhyre — og videre og videre; de to havde så meget at drøfte, de glemte rent den tredje tilstedeværende — Holst. Denne havde beskedent lejret sig i den anden del af værelset og fulgte med interesse de talendes optræden. Men umærkelig gled hans tanker bort herfra i denne lange pause og vendte sig imod ham selv. Som en smuk Melodi med fængslende stemning, der fører ånden, tankerne henimod noget uvist, lokkende, mod en salig drømmen om et lykkeligt liv — pludselig: ved et toneskifte kan fjerne illusionen og fremmane gennem tonernes strøm et virkelighedsbillede, ens eget liv, således kan også et glimt fra en hjertelig, kærlig omverden binde en fast, til få ord, ja blot stavelser drager en selv frem til sammenligning og tænder selvkriti-kens skarpe, sviende lys. Holst havde været vidne til et udslag af kærligheden mellem fader og søn, han havde tavs taget del heri, og han havde følt, hvor lykkelig den måtte være, der i en faders arme ved et ord kunne høste lønnen for det lange arbejde. Han havde glædet sig på Kristians vegne, jublet med ham, men så lød ordene: » Pligten opfylder enhver, der holder af sine forældre, « og tankerne standsede i deres flugt, de dvælede nu ved ham selv. Han havde ikke altid gjort sin pligt, det vidste han; men der var jo heller ingen, han kunne holde af, ingen, hos hvem han kunne finde råd og bistand. Først gennem opmuntring lærer mennesket at gøre sit yderste; men denne opmuntring, denne deltagende glæde, kendte han ikke, og han følte nu mere end nogensinde det tunge i aldrig at have ejet fader eller moder. Billeder fra hans barndom passerede Revue, alle mørke og kolde, uden varme, uden kærlige ord, uden mildnende, formanende røst; han følte sig ulykkelig, tilovers i verden. Pludselig blev han reven ud af disse fantasier ved et kraftigt udbrud fra Thomsen: » Hvor i alle skinbarlige blev Holst af? ham har vi nok rent glemt. « —vilhelm var atter sig selv, kaldt tilbage til nutiden, til livet, som efter en uhyggelig drøm; han rettede sig og gik rask hen imod proprietæren. » De ser mig noget blegnæbbet ud, Holst! « bemærkede Thomsen noget efter, » er de syg? — hør, Kristian! skaf noget vin, det er måske varmen, der trykker? « Vilhelm benægtede det; han følte sig blot noget underlig, var kommen til at spekulere så dumt, unaturligt, noget han slet ikke havde grund til; men nu var det forbi. Kristian, der snart opdagede, hvad der var i vejen, ledede talen ind på æmnet og berørte kort Vilhelms hang til melankoli. » Man må ramme i centrum for at virke «, var hans valgsprog. Der taltes frem og tilbage i nogen tid. » Nu må de pinedød ikke hænge med hovedet, da vi andre er så gemytlige, « afbrød Thomsen senere, » nej, vi må have liv i kludene. Så kan de ligeså godt med det samme erfare en af grundene, hvorfor jeg er kommen herover. Planen kan de jo sove på, og vi kan altid arrangere os. Ser de! Kristian skal hjem og arbejde ved landvæsenet, så mente jeg, at de kunne komme i hans sted; jeg må jo dog have en at tænke på herovre. Ikke sandt! det vil de nok; for fremtiden må de slutte dem nøjere til min familie «, og han klappede kærlig Vilhelm på skulderen. » Tak, fader! det var smukt tænkt « udbrød Kristian, » du vil ikke sige nej, Vilhelm, vi to er jo allerede brødre, og moder kan brillant holde af en søn til. « » De er alfor god «, stammede Vilhelm. » Nej, pinedød! men nu ikke al den rørejse, det duer jeg ikke til, det gemmer vi til ferien; for de tager selvfølgelig med os hjem. Lad os nu regne ud, hvordan vi skal leve i dag; højt må det være; man bliver jo ikke kandidat så ofte. « Kristian gennemgik nu alle Københavns tillokkelser og fremmalede dem med stærke farver for at kalde lystigheden, der i et øjeblik syntes formørket, til live igen. Vilhelm var noget åndsfraværende; den pludselige måde Thomsen havde fremført det på, og den ligeså hurtige afbrydelse, hvor man næppe fik tid til at tænke, stemmede ikke med hans natur; men han vidste, at alt var godt ment fra Thomsens side, og taknemmeligheden, bevægelsen over den enestående venlighed fra en familie, hvis fleste medlemmer endnu vare ham fremmede, bibragte ham et lysere blik på fremtiden. Den trykkende stemning forsvandt således og veg pladsen for en naturlig livlighed. — » Når alt kommer til alt, « endte Kristian, » holder jeg på en god middag på en førsteklasses restauration, « — og han skelede til faderen, han kendte jo dennes » korde sensible «. » Du har altid været en stor ædedolk «, bemærkede proprietæren, » men ideen er ikke så gal. « » Vedtaget! « råbte sønnen og slog i bordet, » må jeg anmode de ærede medlem mer at spisekompagniet, om at samle kræfter til måltidet, « — og debatten var sluttet. » Således udstedes denne lov under vor kongelige hånd og segl «, fortsatte han, » eller snarere: mødet hævet, formanden ringer «, og han ringede på pigen: » Lidt sodavand, før vi helt forgå af varme. « » Det er en satans dreng, « mumlede Thomsen, idet han stoppede en pibe, og efter at have befriet sine fødder for et par nederdrægtig klemmende sko, strakte han sig magelig på sønnens chaiselongue. Noget efter tog Vilhelm afsked, medens Kristian befriede sig for de sidste examens-erindringer: kjolen og det hvide slips. Først da Vilhelm kom hjem på sit lille gargonværelse, hvis eneste vindue vendte ud imod Kjøbmagergade, fandt han ro til at gennemgå den store forandring, der var foregået med hensyn til fremtiden. Han satte sig ved skrivebordet, støttende sit hoved med begge hænder og overvejede i det uendelige. Talrige forhåbninger krydsede hans hjerne. Han kunne næsten ikke tro det; havde han nu fået åbnet vej til en familie, der ville holde af ham, der ville sympatisere med ham, og hos hvem han kunne søge ly og beskyttelse, når livets storme piskede op kulde og modgang, kunne han nu hvile ud i det ny hjem og lære en fader og moder at kende? En moder! det lød så underligt i hans mund, han havde jo aldrig ejet nogen, og dog havde han mange gange tænkt sig hos hende. Hun havde foresvævet ham gennem hele barndommen; snart var det, som om han følte en våge over sig, når han sov ind, snart havde han tænkt sig gemmende sig ind til hende, kyssende de blege kinder eller hendes mund, der kun åndede sjælens dybeste tanke og hjertets reneste kærlighed — kærligheden til ens eget kød og blod. Hvor ofte havde han ikke givet sig hen til disse drømmerier, og hvor ofte var han ikke faret op, ulykkelig, seende, at det hele kun var tågede billeder, ingen virkelighed. Nu var han voksen; kun som barn trænger man til en moders hjælp, nu måtte han stå på egne ben, kæmpe sig fremad; men han havde jo fået allierede. Han sad og ridsede på papiret foran; hans blik faldt på et sammenlagt ark, der stak frem under lampen; han drog det ud. Det var hans eget værk. På den ene side havde han skrevet livlig, på den anden ængstelig. Han læste hen for sig begyndelsen: » Et luftsyn — et fata-morgana » er ungdommens drøm, » Hvirvler i skyernes ilende, » tusindformede strøm. » Lysende, smilende vinker » det lette, spejlende billede.... — » Hvor tågerne vige til side, » hvor tanken og øjet fængsles » i fantasus hvælvede sal, » der skabes ungdommens håb, » Ungdommens ideal ». —... Han forstod det ikke nu, det endte så muntert; deri var beskrevet, hvorledes man drog luftsynet ned på jorden og forvandlede drømmen til det » levede « liv, og han besang, hvorledes man selv var et spejlbillede af sin tid, hvorledes tidsånden gav genskin i ens virken; men luftigt, let var det, forsvindende som skyerne på himlen. — på den anden side stod kradset med usikre, hurtige træk:.... » Synden er den, at man skaber et barn, der fødes til sorg og lider i livet — straffen for moderens letsind «.. Han mindedes den aften, nogle kammerater havde sjoflet kam, talt hånlig om hans fortid, og tanken havde gennemfaret ham som et lyn: » Du er et uægte barn — du er en af dem, der skal lide for forældrenes synd, « og han havde raset mod disse ukendte, der havde sat ham her i verden. Han sad en stund, tankefuld og stirrede på papiret — nej! han havde ingen ret til bebrejdelser, han selv havde jo ofte fejlet. Fortiden skulle være glemt, intet mørke måtte længere opfylde hans sind, nu ville han kun leve for den lyse, skinnende fremtid. Han rev papiret i små fine stykker og lod dem svirre ned fra det åbentstående vindue. Udenfor, hen ad Kjøbmagergade, færdedes i forvirret Kaos mænd og kvinder, drenge og skolepiger med ranglede fagter; hist modejournalen i stram figur, her tjenestepiger med køkkenvarmede ansigter, små dydsirede frøkener ved siden af demimondens prangende dragter — alt hvirvlet sammen. Så trumlede tungt læssede arbejdsvogne afsted, spærrende vejen for grossererfruernes lakerede ekvipager, her bybude med pakker i funktion og by-budde opad muren — uden funktion; sælge-koner med frugt og grønt, medens utal af barnevogne med fordringsfulde mødre som kuske forsøgte at skubbe denne mangehovedede, bugtende kæde i rendestenen. — ved regentsen stod en klynge studenter og passiarede om eksamenskarakterer; på et andet hjørne klynkede et lille barn og meddelte til en for bigående, under gråd og klage, at det var blevet borte for familien. » Græd bare ikke, « var trøsten, » de finde dig nok; « og videre jog man, enhver havde jo sin mission, sit vigtige ærinde at opfylde; men hen over himlen drev nogle gråblå tordenskyer, de trak sig mere og mere sammen med mørke flanker, truéhde med at gennembløde junidagens tørre og støvede København. I. Aftenen nærmede sig. Folkemængden bølgede gennem hovedgaderne, spredende sig til de forskellige forlystelsessteder. Tivoli vinkede med glimrende program, og tætte skarer strømmede gennem dets porte, ingen ænsede den regnsvangre luft. Lige overfor, ud fra en restaurations første sal lød hurraråb og højrøstet tale. Et lille selskab var her forsamlet. Midt for bordet strålede proprietær Thomsen med sit tilfredse, godmodige ansigt; foruden Kristian og Vilhelm bestod den udvalgte kreds af to studenter, teologen fris og medicineren. Muller; de havde, kort før man tog hjemmefra, aflagt visit i hovedvagten og blev øjeblikkelig inviterede. Man var nået til desserten. Thomsen havde lige afleveret en tak til de unge for deres sjældne livlighed, for hvilken et respektabelt antal af tomme rødvinsflasker nok kunne tilskrive sig en væsentlig part, nu klemte han på isen med en aldrig svigtende appetit. Her, som ved alle middages slutninger, viste bordet og anretningerne sig temmelig derangerede. Nogle blomster, der havde ageret pynt, lå spredte til alle kanter, iturevne, afplukkede, ofre for de pillende hænder, der som en ødelæggende hvirvelvind vare jagede hen over dem; her fandtes sammenkrøllede servietter, her pletter af gemyse og syltetøj, hist opdyngede brødstumper sig i skøn forening med flaskepropper og valdnøddeskaller. Platdemenagen tronede tom midtfor, mens dens forskellige artikler hver for sig indtoge selvstændige stillinger i de yderste hjørner; kort sagt babylonisk forvirring rasede her blandt disse talrige ingredienser, der samlede skabe det indbydende, appetitvækkende ved et bord; men hvor er menneskets skønhedssans efter en så artig portion glas til alle mulige skåltalerl de fire unge havde overbudt hinanden med vittigheder, stadig lønnede af værtens hjertelige latter, der kvitterede for de mange bizarre ind-og udfald. » Nu må fris sige noget «, råbte Kristian, » han har vist brygget på en længere mundfuld. « » Ja, op med teologen! « Fris hikkede nogle underlige lyde og rejste sig derpå: » Mi — mi — mine her — herrer, jeg sta — sta — stammer — « » vedtaget! « råbte Muller. » Jeg stammer fra et hjem, der er be — røm — rømt for sin ge — ge — gemytlighed; — men dette her er noget af det ge — gemytligste, jeg har oplevet — den leve! « » Hvad for en? « spurgte Muller. » Na — naturligvis ge — gemytligheden. « Man råbte hurra, lo og drak. » Nej! jeg duer ikke til selskabstaler, « stammede fris. » Det gør heller ikke noget, « indvendte Thomsen, » derved skal de jo ikke vinde deres laurbær. Skål! unge ven! « Vilhelm slog på sit glas: » Ærede forsamling! førend vi rejse os, vil jeg tillade mig at foreslå et » Level « Denne dag har været så lykkelig for mig; jeg har tidligere udviklet, hvorledes jeg vil komme til at skylde hr. Thomsen uendelig meget i fremtiden, men jeg tør ikke dvæle derved, min beskytter har forbudt det. Jeg vil derimod henlede deres tanker på andre. Telegrafen vil i dette øjeblik have bragt glæde i et hjem ude på landet, hvor Fru Thomsen med datter begejstrede vil juble over sejren i København: Kristians første karakter! De vil være hos ham i tankerne, de vil have fået befrielse for den uro og spænding, der har omsvævet dem før denne time, og de vil med henrykkelse se den tid i møde, hvor de kan byde den unge kandidat velkommen på hans fædrene gård. Lad os tænke på dem, og lad os tømme bægret til ære for en moder og søster, om hvilke Kristian ofte har fortalt, at de har været så meget for ham gennem hele livet. Længe leve Fru Thomsen og frøken Louise! « » Bravo! » råbte proprietæren. Alle rejste sig, og lange hurra’er rystede spisesalens vægge. » Da ingen tilsyneladende vil have mere... « bemærkede Thomsen. » Å! må jeg tale? « afbrød Muller. » Vel! Muller har som sidste taler ordet. « » Mine herrer! « begyndte han. » Ude i det store hav ligger en 0, hvorpå der findes nogle ganske dejlige kvinder, og bølgerne slå højt op omkring den, som om de vil værne og beskytte beboerne; men kvinderne sidde nede ved stranden, og trods stormen pisker deres ansigt, stirre de bestandig længselsfuldt ud i det store — store hav —i » Er det en lignelse « — spurgte Kristian. » Det er vist om det fortabte får, « stammede fris. » Afbryd mig ikkel « råbte Muller. » Jo pinedød «! lo Thomsen, » det bliver for langvarigt med disse lignelser. « » Nej! Nej! mine herrer! det er et indlæg i kvindesagen; jeg vil tale om kvinder, der have vasket sig, og kvinder, der ikke have vasket sig, — om rene englebørn, og englerene børn. « » Hold op! jeg får krampe «, hylede Thomsen. Og muntert syngende forlod det lille selskab bordet, medens Muller endnu gestikulerende med arme og ben udviklede sine teorier for kellnerne. Kaffen med likør blev nydt i et tilstødende værelse, til en fin cigar passiaredes der. » Holst! « kaldte Thomsen noget efter, » jeg vil have lov til for fremtiden at sige Vilhelm. « » Intet er mig kærere; « og Thomsen nikkede venlig til ham. Fris havde lige gjort brug af sin veltalenhed og udviklet; hvorvidt kvinden skulle betragtes som et uselvstændigt væsen eller et selvstændigt uvæsen, da et lyn gennemskår himlen, og regnen begyndte at strømme ned. » Så! nu går udflugten til tivoli i luf ten, « udbrød Kristian. » Festprogrammet er ødelagt; det var dog forbistret, det regner dog også altid, når de indbyde derovre. « » Det er godt, min søn, for os landmænd, bare dygtig regn, så gror kornet, « svarede faderen. Derpå slog man sig til ro på restaurationen. Først sent brød selskabet op. I porten skiltes man med tak for den gemytlige middag, og enhver skyndte sig til sit med opsmøget krave og benklæder, da det nu formelig var skybrud. Proprietæren og Kristian krøb i en fugtig drosche, efter at have klaret den ikke lille regning; og snart efter slumrede de ind oppe i pensionatet, hvor Thomsen forsøgte at overbyde, tordenens rullen med en upåklagelig snorken. Ligesom sandstormen i ørkenen, uden forpost, uden melding, pludselig rejser sig mod den fremaddragende karavane, fygende, piskende de fine hede sandkorn ind over de ulykkelige, rammende sikkert med den dødbringende masse, således sniger ofte sorgen sig hastig, uden forberedelse mod mennesket, når det tror sig lykkeligst, sikrest mod overfald. De bratte overgange, de hurtige forandringer virke pirrende på nerverne, lære os at påskønne de lyse timer og veje glæden. Ikke altid stå blomsterne i flor; naturens lov er afveksling, de frostkolde, bidende nætter, de sludfulde dage hæmme solens styrkende, skabende virken. Et nu, et øjeblik, og sorgen står for døren, uanet, et billede på døden, der ofte stjæler vort liv, mens lykken glimrede højest. Det var sent ud på natten. Vilhelm stod gennemblødt på sit værelse, ved en svovlstikkes usikre lys læste han på en lap papir, der havde været omviklet dørhåndtaget; — » Holst! — kom straks hen til deres plejemoder, hun ligger for døden og har noget vigtigt at fortælle! « underskriften var utydelig, men det forekom ham, der stod madam Madsen — en gammel bekendt fra hans barndom. Han satte sig hen i sofaen. Vindunsterne lå tyngende på hjernen; han gentog for sig: » ligger for døden, noget vigtigt at fortælle. « — det varede noget, førend han rigtig kunne klare for sig; skulle han nu til et dødsleje lige fra festen! Pludselig blev han ædru. » Hvad kan hun have at fortælle? en hemmelighed om fødselen, om forældrene «, han for op, » måske er hun allerede død, hun er den eneste, der ved besked. « — et øjeblik efter stod han atter på gaden. De drivvåde klæder sluttede fast om kroppen, han rystede af kuldegysninger, men afsted ilede han, så hurtig han kunne. Vandet sprøjtede højt op for hvert trin. Uvejret rasede med fornyet voldsomhed, lyn på lyn. Ude over sundet knitrede det i zikzak, inde i byen skyllede rendestenene over med boblende strømme. Politiet var krøbet i ly ved portåbningerne; gaderne lå øde hen. Vilhelm ænsede intet, han fortsatte sin vej, medens de store regndråber piskede hans ansigt, og lynene blændede; han standsede først, da han stod ved en lav dør ude i en af Nyboders yderste tværgader. Døren drejede sig, og forpustet, med bankende hjerte, sneg han sig igennem ind i det lille værelse. En ældre kone sad der søvnig og mat. » Lever hun endnu? « spurgte han. Madam Madsen nikkede. » De kom noget sent, hr. Holst! » begyndte denne. » Det var mig umuligt før, « svarede Vilhelm, » men lad mig komme ind til hende! « » Stille, hr. Holst! « hun har ventet så længe, nu må de have tålmodighed, hun sover, det er synd at forstyrre, stakkel! hun trænger til ro. « » Er hun meget syg? « spurgte han. » Lægen, der var her, sagde, det var døden; hun har krampeanfald, og da hun så blev helt ringe, måtte jeg jo efter dem; hun lå nemlig og snakkede så underlig, hun ville tale med dem. « » Tak, madam Madsen! « sagde Vilhelm åndsfraværende. » Ål det er ikke noget at takke for, nej såmænd er det ej; jeg har jo dog været nabo til hende i så mange år; nu kan jeg vel ellers gå ind til mine. Så god nat dal « endte hun, da Vilhelm nikkede. » Det er snavs! men det var ligegodt pænt, de kom, hun har jo ikke altid været, som hun skulle. « » Ja! jal det er godt, « afbrød han, og madam Madsen rokkede ud af døren. Vilhelm befriede sig nu først for overtøjet og listede derpå sagte ind i det andet værelse. En natlampe oplyste kun svagt, men roligt, det lille rum. Henne i en gammeldags seng skimtedes ansigtet af en ældre kone med kolde, rynkede træk. Vilhelm bøjede sig over hende, hun drog kun vejret tungt, og ved hvert åndedrag hvislede det nede i halsen; han stirrede længe på disse tomme øjenhuler, de indfaldne kinder og den åbenstående mund. En rynket hånd hang ned fra sengen med kødløse fingre og alle sener synlige; han tog den for sigtig og lagde den op på tæppet; så satte han sig på en. Stol ved fodenden og ventede. Som mediciner forstod han at bedømme den syges tilstand, og da der ikke syntes overhængende fare, besluttede han at oppebie øjeblikket, hvor hun vågnede af sig selv. Han så rundt i værelset, alt kendte han igen. De to porcellænshunde på komoden, uret med den vanlige, dikkende lyd, inde i den røde kasse med de påmalede blomster, krukkerne i vinduet, det lille skib af udskåret træ, hans kæreste legetøj, alt bød ham velkommen; der var kun så lavt til loftet nu, syntes han. Han betragtede den syge; hende, der i sin tid havde opdraget ham. Han mindedes, hvorledes hun tit havde taget maden fra ham, og hvorledes han mangen en aften havde krympet sig i sin seng af sult; hun havde pryglet og slået ham, når han græd; han mindedes det mørke rum under trappen, og hvorledes han havde tigget brød inde hos Madsens; og den gang læreren kom efter ham, og hun så skubbede dem begge ud ad døren og råbte: rejs bare af med den troldunge, og lad mig aldrig se ham mere! og hvorledes han senere havde sneget sig forbi og kikket ind til sit gamle hjem, dreven af begærlighed efter at erfare noget om sin ukendte slægt; men hvorledes han ligeså ofte havde manglet mod til at banke på for at høre sandheden, der, skønt skjult, daglig havde pint ham gennem uvisse, gærende tanker. Nu sad han her i sit fineste puds for atter at stedes ansigt til ansigt med hende. Det, hun ville fortælle, det vigtige for hans fremtid, mon det var et sorgens budskab, eller hvilket? måske kun tilgivelse for sin uretfærdige opdragelse; den var jo let at give, for en døende gør man alt. « — han begyndte at blive urolig; dersom hun ikke kom mere til live; han kunne jo have taget fejl. Dødens søvn hvilede jo over hende, men hun måtte ikke dø; han ville fravriste disse blege læber den bekendelse, han havde ret til at fordre, han måtte høre blot et ord om sin slægt, høre, hvem han var, høre om sin fødsel; hun ville ikke dø, førend alt var sagt. Forsynet ville være nådigt blot denne ene gang — » Forsynet! « tænkte han igen— han troede jo ikke på nogen gud, han havde aldrig beskæftiget sig med religionen; ofte havde han stoppet ørene, når slige tanker om at tro kom over ham; og dog følte han en gang imellem, som om usynlige væsener omsvævede ham, som om der hviskedees til ham: vær god og kærlig, døm ikke — tilgiv! « — — feberen brændte i hans kinder, og blodet kogte. — » Tilgiv dem, der have syndet! « han syntes også nu, at lette skikkelser bevægede sig om ham, bøjende sig ned over ham, åndende disse ord. Umærkelig droges han ind i en fantaserende, drømmende tilstand, fremkaldt ved spændingen, trætheden og den tunge sygeluft i det lille værelse. Det var, som et billede af hans moder nærmede sig, som om han følte et koldt, klamt Kys på panden; han så hende med de blege kinder og tårevædede øjne; hun knælede ned ved ham, og stemmerne lød klare og rene fra alle sider — » tilgiv! « han strakte armene ud som for at gribe hende, men væggene veg til side. » Moder! det er dig, kom! «... Han for op, forskrækket, han var atter vågen, kommen til sig selv efter dette øjebliks drømmen. Den syge åbnede øjnene og så sig forvildet omkring. » Det er Vilhelm! hviskedee han, » kender du mig ikke? « » Er det dig? « svarede hun sagte og betragtede ham med et sky blik, » og du ser sådan ud nu; « hun standsede og stirrede hen for sig, ansigtsmusklerne fortrak sig; som om hun plagedes af syner. Der hengik nogen tid. » Du har sendt bud efter mig, « begyndte han ængstelig, » vil du noget, jeg skal...? « » Det er bekendelsen i bekendelsen! alt skal du høre; jeg er ringe, jeg føler, jeg må dø, men først tale med dig,* hendes stemme lød svag. Vilhelm lagde sig på knæ foran sengen og lyttede efter. » En dag kom din moder herind og bad om værelse; hun betalte godt for sig, og jeg var jo fattig efter min mands død. Hun var en køn pige, der var kommen galt afsted, hun græd tit over sin ulykke; hun havde 500 daler, en sum, din fader havde betalt en gang for alle, og så et lille billede af ham; begge dele forvarede jeg i komoden; hun led meget, det var en svær fødsel, da du nogle dage efter kom til verden. « » Så var det dog sandt, « sukkede Vilhelm, » hvad hed min moder? sig det! hvor er min fader? skal

1877_Budde_FraLoemmelalderen

Leopold

Fra Lømmelalderen

Budde

Budde

Fra Loemmelalderen

male

1877_Budde_FraLoemmelalderen.pdf

Leopold

Budde

dk

Fra Lømmelalderen

n

gothic

Schønberg

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Mens vinden hviler. Limfjorden bredte sine stille vande ud, og himlen spejlede sig deri, men skyggerne legede i grunden. På et af de steder, hvor den er bredest, lå en lille 0 og drømte sine egne drømme i en afstand af mellem en halv og en hel mil fra de nøgne, gule skrænter, der her kantede fjordens sydlige bredder. Og derfra drog en tolvårs knøs med buttede former og runde kinder, under klokkeklang og i solskinsvejr, ud i den vide, vide verden for at sinde og vinde lykken — det er en gammel historie, og vi have alle sammen været med i den en gang! Adskillige hjemmefødninger blev tilbage for at gå den selvsamme kedelige kredsgang, de i mangfoldige år havde gået, og Povl, således hed knøsen, ville ikke have byttet med dem for meget godt — det er igen en gammel historie, og vi komme vel sagtens alle sammen med i den en gang! Men det var en aparte begivenhed for øen, meningerne om den vare i høj grad delte, og der kunne anføres grunde før enhver af meningerne. Det var i det hele taget en ypperlig 0, så lille den var. Den var, før så vidt ikke lyngen sprængte en smule mørkebrunt vemød deri, grøn og smilende øm sommeren, når bølgerne legede sorgløst på dens bryst i det klare solskin eller kom og hviskedee den allehånde forelsket sladder i ørerne i de milde, dæmrende aftner — grå og tungsindig derimod øm vinteren, når søen sprøjtede sit bitre, salte skum op øver den, og stormen sang sine klagesange for den. Men både sommer og vinter var den af karakter en fredelig 0, der levede sit eget stille liv, havde sine egne stille kampe og stille heltegerninger og kun i fjerne, dæmpede bølgeslag mærkede til uroen ude fra den store verden, om hvilken den af og til lod sig fortælle, at den førte en forunderlig vild og æventyrlig tilværelse på den anden side as de omtalte gule skrænter. Dens figur var derhos upåklagelig. Fra sin nordlige, smukt indad buede og afrundede grundflade løb den til begge sider sammen i en spids mød syd, og herfra snoede en ejendommelig, skarpt afskåren sti sig langt ud i fjorden, over halvvejen ind mød bredden, hævende sig, når vandet ikke stød for højt, op over dets bølgende spejl, og mødt - af en lignende sti fra det faste land, uden at den dog stødte sammen dermed, men løb et lille stykke uden om. Man skulle ikke let antage, at en sådan figur kunne blive genstand før bagvaskelse, men desuagtet gaves der folk ovre fra fastlandet, som i deres indbildskhed stadig fandt en fornøjelse i at udsprede løgnagtige rygter om den. De fortalte, at da Vorherre just var i færd med at stabe verden og havde begyndt helt oppe fra Skagen, fremdeles havde fat Limfjorden fil at danne den naturlige grændse for lands lov og ret og nu ville fil at gå videre, så blev en klat, som var af altfor sej en natur fil at følge med det øvrige, hængende bag efter ved en lang tråd, indtil tråden gik i stykker, og hele klatten dumpede ned i Limfjorden med tråden efter sig, og der havde den nu ligget siden i skikkelse af denne smule 0, bestandig en lille mils vej bagud for den øvrige, fremadskridende verden. Men det var, som sagt, altsammen kun løs tale, som øen ganske rolig kunne foragte. Den vidste nok selv, hvordan stien oprindelig var kommen der, og iøvrigt var den, mente den, og heri gav hele dens figur den tydeligt nok medhold, et hjerteblad i Limfjorden med stængelen svømmende på vandene et langt stykke ud fra sig. Øg således lå den, år efter år, dag ud og dag ind, og drømte om, af den varslet ikke så trekantet en 0 endda og meget godt kunne være sig selv bekendt for den himmel, der i i rolig betragtning hvælvede sig omkring den, såvel foroven som forneden, blandt beboerne udgjorde rotterne dentalrigsfe og til en vis grad også den interessanteste klasse, for det var ingenlunde disse ærgerlige, skidenbrune fyre med deres spidse snuder, langstrakte kroppe og smidige blodsugerevner, som man nuomstunder træffer overalt. Det var de rigtige, gode, gamle, danske, sorte rotter, med snuden i vejret og korte, buttede former, ligefremme og glubske som en ulykke, hvilke fra Arilds tid have gennemrodet vort kære fædreland, indtil den nyere tids mange omvekslinger have fortrængt også dem. Hårdt prøvede af skæbnen og de nye rotter, havde de her omsider fundet et lykkeligt tilflugtssted, og øen var ikke fri for af være lidt stolt af dem som et slags fædrelandske oldsager. Hvor man end kom, havde de deres smuthuller, men deres hovedsæde var en høj, kaldet rottebjerget, på øens sydspids. Her ejede de hul ved hul, hvor de kunne fare ud og fare ind, hvor de kunne slås og pibe og gå på rov efter deres gamle, gemytlige vaner, og dybt i højens hemmelighedsfulde indre havde uden tvivl den gamle, prøvede rottekonge atter rejst sin sunkne ttrone og indrettet sit Hof ganske efter sin egen smag. Der svang han vistnok af hjertens lyst sit gode scepter, åd en gang imellem en og anden blandt de fedeste af sine undersåtter, tillod allernådigsf resten at æde hverandre, som de selv kunne komme overens derom, og glædede sig i fred og sikkerhed over, at der dog endnu gaves et sted på jorden, hvor det gode, gamle regimente kunne opretholdes i sin renhed. Jo, rotterne havde virkelig al mulig grund til at være glade ved den lille 0, og man kunne også tydeligt høre et formeligt velbehag klinge gennem deres piben, om den aldrig så meget kom as arrigskab, når den i astenens stilhed fyldte luften med sin livlighed. Næst efter rotterne kom i antal fuglene, småsangerne, der ikke vare for store på det til at besøge et så afsides sted — irisk og bogfinke, spurv og stær. De byggede og boede i en lille, purlet og lavstammet kratskov, der hang på siden af øens højeste punkt mod nord, og der kvidrede de af al formue om, at der var lifligt og godt at bo på denne 0, for det synge fuglene forunderligt nok alle vegne om, og der er noget kønt i det. Således vare begge øens talrigste klasser af beboere, hvad enten de peb, eller de sang, enige om at prise dens ypperlighed, og hvad menneskene angik, så vare de ganske vist ikke mange, thi øen havde kun en eneste gård og en god snes huse, men så mange, som de nu vare, stemte de smukt i med, og ingen gjorde det i højere grad end Søren. Denne ærlige Karl — han var døbt Søren, men hed ellers Soren — var født og opvokset her til en alder af tredive år og ikke mindre fast bestemt på en gang også at lægge sine ben blandt sine fædres på det selvsamme sted. Han var avlskarl på gården, der lå tæt under den omtalte smule skov, i læ for de skarpe vestenvinde, og efter hans overbevisning var en gård, der magelig kunne gøre det ud for ti. Det var hans ufravigelige mening, at denne 0 lå nøjagtig lige midt i verden, eftersom der akkurat var lige langt til alle kanter, hvorhen man ville vende sit øje, og den var derfor det naturlige midtpunkt, hvorom verden måtte dreje sig, enten den ville eller ikke. Han var fuldt og fast overbevist om, at proprietærbrus, ejeren af den anseelige gård, var en jorddrot af det rigtige slags, ivrig, godmodig og fuldblods fra top til tå, og en mand, der som fuldgyldig konge på sin 0 var i sin gode ret til at trække på næsen ad al den nymodens frihedspassiar og en gang imellem snakke sig så rød i ansigtet desangående, som han selv havde lyst til. At den mand ikke for længe siden var bleven kammerråd eller kammerherre eller sådant noget deromkring, kunne Soren ikke for sit liv begribe, og det vakte stundom en sort mistanke hos ham om, at rang og titler ikke altid uddeles efter fortjeneste, skønt vi, der kende bedre til sådanne ting, jo vide, at det var en mistanke, der ikke havde noget på sig. Øg ftit turde Soren givet sit hoved på, at madammen var så fuldkommen en madamme, som jorden havde at opvise, og at ikke en gang dronningen af Danmark selv lavede bedre mad til sin mand eller leverede et proprere stykke smør i sit mejeri end hun, i hvilken anskuelse han vistnok også — dronningen ellers i al mulig ære — kom sandheden temmelig nær. Thi madam Brus var virkelig en lige så ferm og dygtig husmoder, som hun var kærlig og blid og stilfærdig af væsen, hvilket øens beboere, især de fattigste iblandt dem, vel kunne bevidne og havde god grund til at sætte pris på. Størst beundring nærede Søren dog måske for øens gamle skolemester, forvisset om, at han var en videnskabsmand, der søgte sin lige, både hvad åndens og hjertets egenskaber angik, og han kunne også for denne mening give gode grunde. Skolemesteren havde nemlig i sine unge dage været student, og der var dem, som påstode, at han en gang havde været så dreven, at han kunne regne med x. Men fattig og enestående, som han lod til at have været, havde et eller andet sat ham et u for hans x, så han havde opgivet det, vendt studeringerne ryggen og givet sig til at være skolemester på denne lille 0, hvor der nu var groet Mos på ham i længere tid end en menneskealder. Det hed sig om ham, at da han først var kommen der til øen, havde der været noget uroligt over ham, en lyst til at styrte sig ud i storm og fare, som om han havde været en fange, der trængte til at ruske lidt i sine jernstænger en gang imellem. Han havde trukket sin åre og spændt sit sejl om kap med den raskeste øboer, og han havde havt ord for at være en lods, som det var godt at have ombord, når blæsten rørte op i de stille vande, og bølgerne skummede over grundene, en styrmand, hvis hånd ikke rystede, og hvis kind ikke blev hvidere, om båden end dansede aldrig så ustyrligt. De gamle kunne fortælle om mangen en hård sø, de således havde pløjet side om side med ham. og mangen en havde den gang rystet lidt på hovedet og ment, at det ikke var så rigtig sat med ham. Men midt i alt dette var der en ydmyg mildhed bredt ud over ham, som uvilkårlig gjorde ham til deres ven, og alt som årene gled, fik de bedre og bedre forstand på, hvilken mand de i ham havde fået. Der var ikke en sorg eller glæde iblandt dem, der ikke blev hans så godt som deres egen, der kom ikke en eneste lille forlegenhed imellem dem, uden at de lærte at fy til ham med den, og, skønt øens eneste embedsmand, blev han alene lige så meget værd som en hel flok. Om søndagen var han deres præst, thi farvandet der omkring var lidt usikkert, og det var ikke mange søndage, man kunne komme over til sognekirken, der knejste med sit tårn på kysten lige overfor. Men når kirkeklokken ringede sammen derovre — man kunne lige netop høredet og ærbødigt blotte sit hoved for den højtidsfulde lyd, som gammel skik bød — så samledes befolkningen med proprietæren og madammen i spidsen i et gammelt kapel om sin skolemester, og så læste han dagens epistel og evangelium for dem og lagde dem ud få viist eller så enfoldigt, han formåede, og sang Kingos psalmer for med en stemme, der i begyndelsen havde været klangfuld og stærk, siden, alt som alderen tog til, blev mere og mere dirrende, men altid var til sand opbyggelse for hans tilhørere, fordi de nu havde kendt den og holdt af den så længe. Dernæst var han en læge, som altid havde råd på rede hånd for ethvert tilfælde, og det kunne han, fordi han havde en lærd, gammel bog, hvorefter han lavede nogle dråber, der vare så gode som et helt apottek. De virkede lige godt og kraftigt, hvad enten det gjaldt maven, brystet eller hovedet, og smagte oven i købet godt — havde han besiddet nogen forretningsånd, så kunne han gjort sin lykke på de dråber, men den havde han nu ikke. Så var han juridisk rådgiver og dokumentskriver, fortrolig i familieanliggender og ellers alt, hvad folk ville have ham til at være. Og dog fandt han, trods alle disse bestillinger, tid til mere strengt vidensfabelige bestræbelser. Allerede i adskillige år havde han med megen flid arbejdet på opfindelsen af et skriftsprog, der kunne læses af alle folk uden hensyn til tungemålet, og havde udarbejdet en stor bog, fuld af sirligt kolorerede forsøg derpå. Ligeledes pønsede han på at løse spørgsmålet om cirkelens kradratur på grundlag af hippokrates ' s halvmåner og ejede en anden bog, fuld af tilløb dertil, uden at han dog nogensinde ganske fik bugt dermed. Disse lærde sager blev af Soren betragtede med den største ærbødighed og beundring, hvorimod han var en smule tvivlrådig med hensyn til skolemesterens tilbøjelighed til at skrive Vers og fortællæ æventyr, som forekom ham at være unødvendigt svære at finde meningen i. Men, forstandig, som han var, følte han, at man i ethvert tilfælde let kunne bære over med en enkelt lille svaghed hos sådan en mand, der ydede så mange værdifulde tjenester for en løn af halvandet hundrede daler om året, hvilket vistnok heller ikke kunne kaldes nogen ublu betaling. Med rette kunne altså Soren betragte ham som en videnskabelig prydelse for sit land og prise dette land lykkeligt at bo i. Det var under sådanne velsignelser, at Povl, eneste søn af proprietær Brus og kronprins til øen, voksede op i selskab med sin, et par år yngre kusine, Else, der havde fået sit hjem i proprietærens hus, fordi hendes forældre vare døde, og hun altså selv intet havde. Trosast understøttet, såvel af hende, så vidt hendes kræfter rakte, som af den forstandige Soren, tumlede Povl sig lystigt på sine indskrænkede enemærker og nød sin fædrene øs glæder med et ubekymret sind. Han erhvervede sig en ualmindelig færdighed i at sidde oven på høstlæs, drev det næsten til fuldkommenhed i den kunst at ride heste til vands og var så temmelig forfaren i at ligge på fjorden og fiske, når det var magsvejr. Ikke mindre øvede han sig flittigt i at sætte snarer for alle slags ville dyr, såsom rotter og fugle, ja endogså ræve, skønt disse sidste kløgtige dyr stadig vidste at trodse hans bestræbelser. Det var navnlig i denne retning, at liden Else, i lige høj grad ved sin behændighed, opfindsomhed og Iver, var i stand til at yde ham en uvurderlig bistand. Og hverken han selv eller nogen anden, Søren allermindst, drømte om andet, end at en så lykkelig begyndt løbebane fremdeles skulle udvikle sig i det samme spor og på det samme sted, men så hændte det ham en gang, at der pludselig skød et eventyr op midt i hans fredelige liv og bragt forstyrrelse deri. Det kom flyvende til ham gennem luften og sejlende til ham over vandet på en solklar forårsaften. Else og han sad med Soren ved stranden, hvor de havde været ude at fiske — det var en søndag eftermiddag — og de stille vande skinnede som guld i den synkende solglans. Skolemesteren kom vandrende derhen, lidt krogrygget og luvskidt, som han plejede, og ingen, der så ham, skulle tænke, at der kunne være eventyr bag denne falmede skikkelse. Hvilke genfærd af længst begravne drømme og afdøde forhåbninger, der havde listet sig på ham og lagt det præg af vemod, der somme tider faldt over ham, i hans ansigt, mens han var vandret langs stranden og havde stirret i sollyset ud mod det fjerne — det er ikke til at begribe, thi sådanne ting komme ad tusinde veje, og ikke en gang en mosgroet gammel skolemester på en ensom lille 0 kan vide sig sikker for dem. Nok er det, at i det samme begyndte aftenklokken at ringe ovre fra kysten, og tonerne kom sagtelig svævende over vandet med en dæmpet og hemmelighedsfuldf lokkende klang, som havde de noget sært smukt at fortælle om, hvor de kom fra. Og som han stød ved de andres side og lyttede dertil med sine grå hår blottede, gik der et vemodigt smil over skolemesterens ældede træk, og der kom et suk og fyldte hans bryst. Og det var, som om sukket, idet det flygtede, løste wventyrets vinger. Da aftenklokkens toner vare forstummede, og de atter sagde med hverandre på stranden, kom det frem af sig selv, og Soren var på ingen måde uden lod og del deri. For det var ham, der først tog ordet og bemærkede, at nu var den vise ude. „ Nej! “ lød skolemesterens svar, idet han venligt løftede sit ansigt. „ Den er førsi begyndt. Den er aldrig ude, og det er ingen af de viser, der du noget! “ „ Hvor er den da bleven af, med forlov? “ Spurgte Soren og så sig, trods sin agtelse for skolemesterens videnskab, omkring med en noget vantro mine, thi det var bleven sagt i en så bestemt tone, at man ikke godt kunne være bekendt rent ud at sige, at det var noget passiar. „ Nu er tonerne gåde ud i verden til mangfoldige steder “, lød svaret, „ og der begynder først rigtig deres liv. Jeg kender en historie om nogle klokketoner — har i lyst til at høre den? “ Børnene havde straks lyst dertil, hvorfor de skyndte sig at rykke nærmere hen til ham, Soren gav sit samtykke i kraft af den gamle regel, at den, der tier, samtykker, og skolemesteren tog fat. „ Der sad en flok unge toner inde under en gammel kirkeklokke “, fortalte han, „ og gjorde sig mange tanker om, hvad de skulle blive til i verden. rigtig nok havde de endnu aldrig selv været ude i den, for de vare endnu ikke rigtig krøbne ud af svøbet, men de vidste dog ganske god besked om den og længtes en hel del efter den. Endskønt de nemlig havde hjemme i højheden og der førte et skille og tilbagetrukkent liv i et lille hul oppe i kirketårnet uden synderlig anden omgang og selskabelighed, end de sådan kunne have mellem sig selv indbyrdes, så var der dog en, der var ligeså højbåren som de og af og til besøgte dem — de vare en smule i familie med hinanden, tror jeg — og det var vinden. Og vinden var en berejst person. Den havde faret fra de varme lande til Nordpolen, og fra Nordpolen til de varme lande igen, den kendte hele guds grønne jord både ud og ind og havde en udmærket røst til at fortælle derom, for den havde den gave, at den tabte aldrig vejret “. „ Det er det sidste, man må mærke sig, som han sagde, Per smed, de lovede ham gode ord og betaling! “ mumlede Soren med dæmpet stemme. „ Så fortalte den “, blev skolemesteren ved, „ om alle de rigers og landes herlighed, der vare til i verden. Den skildrede, hvor det var prægtigt at fare hen over land og sø under guds blå himmel, men hvor det også kunne være morsomt at smutte ind og fylde et snævert bryst, der trængte til at vides ud, og hvor det kunne gøre en godt ind i sjælen at kysse tårerne bort af et forgrædt øje, eller i en overgiven leg at tumle sig om et par friske, røde kinder, eller ret af hjertens lyst at blæse ad al verdens indbildte storhed og dumme vigtighed. Vildere historier kunne den måske også nok have meldt om, men det var ikke noget for børn, mente den, og derfor tav den klogelig stille med dem. Således fortalte den få længe, til de unge toner begyndte at blive ganske urolige og vokse af lutter længsel, for de syntes, at heller ikke de vare skabte til altid at sidde under deres moders store forklæde, men til at svinge sig frit og frejdigt ud over livet og klinge med deri. De talte til klokken derom og bade den om at slippe dem, men den kunne ikke lide det og begreb ikke, hvor de fik sådanne tanker fra, for den lyttede ikke efter hver flygtig vind, der kom farende og sladrede. “ „ Se til mig, børn! “ formanede den. „ Jeg har aldrig været udenfor mit hul og forlanger heller ikke at komme det. Jeg bliver, hvor jeg er, og det er det klogeste, så ved man, hvordan man har det! “ „ Det var endelig et sandt ord! “ bemærkede Søren med vægt og så ud, som om han virkelig nærede agtelse for den gamle kirkeklokke. „ Det lå nu alligevel i luften “, fortsatte skolemesteren, „ at tonerne blev ved at drømme om, hvordan også de ville fare hen over land og sø, prøve på at fylde et brysk, lokke tårerne frem for at skille dem igen og lade al livets sorg og glæde klinge igennem sig. Og efterhånden, som de sådan drømte, voksede de, indtil de vare færdige til at flyve ud. Så hændte det sig en gang, at klokken tabte sin ligevægt — det skete en gang imellem for den, og det kan ske, Soren, hvor godt man så holder sig i sit hul. Den begyndte at svinge og gynge, at ryste og skælve gennem hele sit legeme, så den glemte at holde fast på, hvad den havde. Da løste tonerne sig og fløj ud som en flok fugle fra moderens rede, og vinden var straks ved hånden, tog dem tjenstfærdig på sin ryg og spredte dem, hver ad sine veje, ud over al verden, hvor alle de ting grønnedes og blomstrede, som de havde siddet og drømt om under klokken. Der var en, som med højtidsfuld klang fløj ud over land og by, og hvor den lød, flokkedes menneskene om den og fulgte den ind under kirkens hvælvinger. Der tog den bolig i en ydmyg og fattig sjæl, og den lever der endnu og gjørden større og rigere end en konges sjæl. Der var en anden, som i jublende flugt gik hen over et dejligt smykket brudehus, og brud og brudgom hørte dens rost og fulgte den for allret, og da de hånd i hånd vendte tilbage igen, gemte de den i deres hjerter, og der bliver den bestandig ved at klinge som deres livs dejligste tone. Og der varen tredie, som standsede over en åben grav, og der klang den så dybt og gribende sorgfuldt, at der var et par øjne, som blev fulde af tårer derved. Men alt som jorden faldt tungt på kistens låg, og graven højnede sig derover, svang tonen sig så mægtigt mod himlen, at øjnene glemte deres tårer og fulgte med den derop, og fra det øjeblik var den for et ensomt hjerte en tone fra himlen, der aldrig forstummer. Således fandt hver af dem sin gerning i verden, og i den foldede deres liv sig først rigtigt ud. Men den af dem alle sammen, som just havde drømt højest og dristigst, mens de sad under klokken, blev vejet og fundet for let, da de kom ud i den store verden. Den forvildede sig ind i en lille afkrog af livet mellem dagligt slid og allehånde kedelige småting, og der blev den hængende og kom aldrig videre. “ Et øjeblik standsede skolemesteren og så ud, som om det gjorde ham lidt ondt for denne stakkels tone, men Søren nikkede med en tillidsfuld mine, tog ordet og sagde: „ Det kan hænde sig, at hun ikke blev den ringeste endda, for det var akkurat ligesådan med det røde øg. Hun var tre gange oppe for remonten og blev hver gang vift ned igen, men hun blev endda det bedste arbejdsøg, vi har! “ Skolemesteren så venligt hen på Soren, som om han var ham taknemmelig for denne bemærkning, hvorvel den måtte siges snarere at være af en rent praktisk natur end at kunne tjene til nogen egentlig pynt på et eventyr, og han svarede sagtmodigt: „ I ethvert tilfælde klang den der så godt, den kunne. Men synderlig bevendt var det alligevel ikke, for støvet faldt daglig på den og gjorde den rusten og hæs i mælet, og luften var lidt tung omkring den, så den havde ondt ved at bruge sine vinger. Og nu er det en gammel historie, og den har for længe siden vænnet sig til det alt sammen, men en gang imellem kommer der en gammel erindring og besøger den i dens afkrog af livet, og så klinger der somme tider lidt vemod igennem den gamle tone, til den får glemt det igen i sit daglige slid og sine mange slags kedelige småting. “ „ Men kunne den da sketikke gøre ved det selv? “ Spurgte lille Else deltagende. „ Jo, Else! “ svarede skolemesteren hurtigt og klappede hende på kinden. „ Jeg burde ikke have glemt at fortælle, at den var så forfængelig og stolt, og så syndigt hovmodig, at den gode gud måtte gøre det således, for at den kunne lære at at blive ydmyg — det ved den også nok selv, når den er fornuftig. “ „ Så kommer den nok ud, når den er bleven god igen! “ udbrød Else med et forhåbningsfuldt lille ansigt. „ Måske! Vorherre ved det! “ lød skolemesterens svar. „ Men det har heller ikke synderligt at betyde, for inde under klokken sidde tusinder og tusinder af nye toner og længes og vokse ligesom de, jeg nu har fortalt om, til vinden får lokket dem ud. Gå her ud i morgen aften, og i overmorgen aften, og hver aften, den ene efter den anden, så skulle i høre, hvordan de svinge sig ud i den smukke verden, slægt efter slægt, og hvem vil så bryde sig om en enkelt tone, der bliver borte i det! “ Ved disse ord så skolemesteren op med sit sædvanlige, venlige og muntre gamle ansigt, og det var, som en lille sky gled bort derfra og forsvandt. Børnene syntes også, at den tale kunne der være nogen rimelighed i, hvorfor de besluttede at lade den tone flyve og holde sig tilde andre, mere fornøjelige. Men Soren rejste sig og sagde i en afsluttende tone: „ Det er nu min tro, at klokken har ringet for at fortælle os alle sammen, at det er tid til at gå hjem og sige Vorherre tak for, hvad godt han har undt en her hjemme, og det render der ingen forkert i. “ Dermed fatte han sig i gang, og de andre fulgte ham, men børnene troede ham dog ikke rigtig. De stolede mere på skolemesteren, og det kan man ikke fortænke dem i. De kunne ikke glemme tonernes eventyr og havde en fornemmelse, som om det var vokset op midt i deres eget liv. Fra den stund fik de lyst til at smutte ned ved stranden mod solnedgang og sætte sig for at lytte efter klokkeklangens fjerne, dæmpede toner på deres flugt ud i verden for at finde dens rigdom og glæde. Og når de hørte rigtig efter, så kunne de tydelig fornemme, at det var en sejrssang om flugten fra snævre og trange steder ud til frihed og lykke, om en lang og strålende dag, der lå gemt bag askenens skygger. Klangen blev smukkere og smukkere, mere og mere lokkende, jo længere den svandt bort, og den sidste, sagte døende tone syntes kun at sove ind for at drømme om andre endnu smukkere og blidere. Og når den var borte, toge de hinanden ved hånden og gik hjem for at drømme som den. Men tonen, der var bleven borte og havde forvildet sig ind i en afkrog as livet, hørte de ikke noget til — den gik sin egen kedelige gang og kom dem ikke ved. I længden kan det imidlertid ikke ganske tilfredsstille en således at høre slægt efter slægt af lykkelige toner svinge sig ud i verden før at besøge alle dens herligheder, mens man selv sidder indelukket bag de samme bølgers evindelige hegn. Lidt efter lidt begyndte Povl at blive smittet af tonernes uro og fandt ikke længer den samme ublandede tilfredsstillelse som før i at sidde oven på høstlæs, ride heste til vands, ligge på fjorden og siske eller sætte snarer før ville dyr, hvor godt og fornøjeligt det end i og før sig selv kunne være. En ungdommelig længsel efter landet på den anden side af søen, utydelige drømme om ukendte glæder, som der ventede ham, begyndte stadigere og stadigere at gæste hans unge sind, og Else vidste han straks at vinde før sagen ved at love hende, at han en gang ville komme tilbage og gifte sig med hende før at føre hende ud til guld og grønne skove. Det var forgæves, at Soren foreholdt ham alt, hvad der fornuftigvis kunne foreholdes hane i den anledning, lod falde vink om alle de savn og besværligheder, der ventede ham, og lagde ikke dølgsmål på, at han havde hørt for vist, der gaves steder i verden, hvor man hverken fik grovbrød, brændevin eller sild, hvilket var tre dele, et menneske ikke i længden kunne undvære. Forgjceves opstillede han det røde øg som et advarende eksempel på skuffet ærgjærrighed — den tossede klokkeklang havde nu en gang fået magt over Povls sind og gjort ham døv for mere fornuftige og praktiske anskuelser. Under disse omstændigheder var det kun en sørgelig triumf for Soren at se sine mørke anelser med hensyn til skolemesterens Vers og eventyr gå så fuldstændigt i opfyldelse samt turde håbe, at den gamle hædersmand nu også selv ville indse det og for fremtiden, når han endelig skulle i lav med sådant noget, holde sig til nisser og højfolk og andre sådanne væsener, der tilhøre det virkelige liv og ikke fare verden rundt som narre, men blive faste ved hjemmets grund. Men til hans overraskelse viste skolemesteren, den skælm, så liden anger, at han tvært imod slog sig på fjendens parti og talte Povls sag med varme. Da rystede Soren på hovedet og følte, at det blev nødvendigt at lade verden gå sin egen skæve gang. Således randt omsider den sommermorgen op, da båden stødte fra land for at føre Povl bort til den lærde skole i den fjernt liggende stad Ålborg og åbne ham porten til videnskabens højsale. Og just, som sejlet sløj op, og båden gled ud, begyndte kirkeklokken at ringe morgensang derovre, og det lød for Povls ører ganske, som om den sang: „ Kom, kom! Kom, kom! „ Dejligt dog at folde ud „ Vingen, som vi fik af gud! „ Kom, kom! Kom, kom! „ Verden ligger vid og stor, „ Lykkens blomst derude gror! “ Men på øens bred stod madam Brus — proprietæren var selv med i båden for at føre Povl ind i livet — og brugte afvekslende sit lommetørklæde til at vifte med og til at tørre sine trofaste tårer, søstre til adskillige lignende, der vare faldne i Povls kuffert og fulgte med ham på vejen som usynlige engle, mens han selv så længselsfuldt higede bort fra deres dybe, rene, aldrig svigtende kilde. Else tittede frem bagved hende og gjorde et tappert lille forsøg på at smile og se glad ud, men midt under smilet brast hun pludselig i gråd og skjulte ansigtet i sin tantes kjole. Men Soren stod ved siden af dem, og, rørt af så megen sorg, ytrede han i en halv mismodig, halv trøstende tone: „ Madammen skal ikke græde, for det kan byde sig, at de kasserer Povl og sender ham hjem igen, ligesom de gjorde ved det røde øg. Og så kan det blive godt endda, for det røde øg slog også bag ud, førend hun blev vittig. “ Men skolemesteren lagde sin hånd på den grædende moders arm og sagde med sin venlige, trohjertige stemme: „ Kirkeklokken ringer ham på vej, madam Brus, og det betyder, at Vorherre er med, hvor han går. “ Ved disse ord tørrede hun for sidste gang sine øjne og viftede endnu en gang med sit lommetørklæde, inden hun gemte det, og få gik de alle sammen hjem igen til deres stille liv, niens Povl forsvandt ad æventyrets solbeskinnede veje. Borte var han, og borte blev han, thi Sørens stille forhåbninger gik heller ikke denne gang i opfyldelse — han blev hverken kasseret eller sendt hjem igen. Som sagt, og nu omhyggeligt udviklet, hvilken af parterne der egentlig var bedst faren, derom vare meningerne delte, og det gjorde ikke sagen klarere, af rotterne holdt med Soren, men fuglene med skolemesteren. Det bedste var imidlertid, af tiden, som alene kunne give fuld oplysning derom, gik sin gang uden af bryde sig det mindste om de delte meninger. Den kom, og den gik, og Povl kom og gik med den, langsomt, men sikkert, voksende i højde og uden tvivl også i lærdom og forstand, men bevarende sine buttede former og runde kinder, ikke ulig en puppe, der stadig svulmende nærmer sig det forønskede øjeblik, da den skal briste. Jo længere tiden gik, desto livligere folder slog han under sit hylster, og som en sådan forhåbningsfuld puppe drog han efter seks Års forløb til hovedstaden som student. På samme tid udviklede også liden Else sig så godt, som det i hendes indskrænkede kreds lod sig gøre, og blev, som man kunne vente, ualmindelig ferm, såvel i mejeri som i madlavning. Proprietæren selv berømmede til madam Brus ' s hemmelige stolthed mange gange højlydt hendes opdragelse som stemmende med ægte, solide principer, og når Soren smagte de pandekager, hun bagte, lovede han sig meget af hendes fremtid. Derhos blev hun langstrakt af figur og viste en stærk tilbøjelighed til at vokse neden ud af sine kjoler. Men når aftenen var smuk og stille, holdt hun fremdeles af at sidde ved stranden og lytte til klokkeklangen derovre fra, indtil den forsvandt i den skjulte, forunderlige verden over sø og bølge. Og også før hendes orer sang klokketonerne: „ Kom, kom! Kom, kom! „ Dejligt dog at folde ud „ Vingen, som vi fik af gud! „ Kom, kom! Kom, kom! „ Længslen har to vinger små, „ De kan over søen nå! “ Der lå hendes hjertes stille, hemmelige land med liflige syner, der gemte sig bag tåger, og med det bud, der skulle komme, men som hun selv endnu ikke forstod. Tidt og mange gange trippede hendes lette fødder over stien ud i fjorden og standsede ikke før ved det yderste punkt af den, før der vare tonerne klarere og landet nærmere. Men ikke sjældent sad også den gamle skolemester ved hendes side, og var hans stemme end lidt klangløs og rusten, så lyttede hendes unge hjerte dog gerne dertil, og af og til, når den slog en stille, deltagende streng an, fik den roserne til at springe ud på hendes kinder og hendes øjne til at tindre omkap med den synkende sol. Men når så hver var gået til sit, og nattens dunkelhed havde hyllet alting i sit slør, så som, blandt mange andre glemte sager, den gamle, forvildede tone frem og sang sin egen, uændsede sang: „ Når natten spejler tavs sin Borg „ Rundt om de dybe strande, „ Da stiger der en gammel sorg „ Lp af de stille vande! „ Der har den hvilet dulgt og glemt „ Bag dagens travle strømme, „ Der har den siddet tavs og gemt „ På mine svundne drømme! „ Der har den vogtet på den skat, „ Som jeg en gang har mistet, „ Og løfter i den stille nat „ Det håb, der længst er bristet! „ Og drager jeg kun fattig hen „ Jgjennem dagens trængsel, „ Hver nat den bringer tro igen „ Min rigdom og min længsel! „ Og fanger den et tåreskær „ Fra månen i det høje, „ Og står den synd og smerte nær, „ Dog glæder den mit øje! „ Den stiger i en sagte sang „ Som blomst af nattens have „ Og leder mig dog vist en gang „ Til himlen fra det lave. “ i. Når det lufter. Der kom en luftning og fløj hen over Limfjordens stille vande. Friskhed var der i den, og det gjorde godt, men lidt u

1871_Wolle_FraMinFoerstePraxis

Emil

Fra Min Første Praxis

Wolle

Wolle

Fra Min Foerste Praxis

male

1871_Wolle_FraMinFoerstePraxis.pdf

Emil

Wolle

Dr. x-x.

dk

Fra min første Praxis

Fortælling

n

gothic

Schubothe

KB

Hermed indbundet:, Forsøg paa en orienterende Efterskrift, Dr. x-x. - i.e.: Emil Wolle, Kbh., 1872. - VIII s. - Aftrykt af Fædrelandet

pdftxt

nan

nan

O

Første capitel. Fornyelse af et gammelt bekendtskab. Skjulte tilstande. I året 1853 nedsatte jeg mig søm praktiserende læge i en syensk købstad af anden rang. Ved min ankomst dertil kendte jeg knn et eneste menneske i hele byen, en underordnet embedsmand ved navn valsett. Han havde vel ikke hørt til mine egentlige ømgangsvenner, da hun var endeel år ældre end jeg; men som ganske ung student havde jeg. ofte truffet ham i forskellige københavnske kredse. Det var derfor naturligt, at han var en af de første, hvem jeg efter ankomsten til den lille by besøgte. Da jeg trådte ind ad gadedøren, mødte jeg en pige, der på mit spørgsmål, om hr. Valsett var hjemme, svarede: „ Herren er på sit værelse! “ Idet hun pegede hen på en dør langt inde i gangen. Idet jeg nærmede mig døren, hørte jeg en gå med stærke skridt øp og ned ad guldet. Denne spadseren standsede pludselig, da jeg bankede på, uden at dag nøgen sagde „ kømind! “ eller kikkede øp. Men da jeg havde kendt manden søm en jevn gemytlig fyr, med hvem man ingen omstændigheder behøvede at gøre, så tøg jeg ikke i betænkning selv at åbne døren. Jeg fortrød dog dette, da jeg havde gjort det, og blev stående på dørtrinet halv forlegen, halv forbavset. Jeg så valsett stå midt på gulvet og flære de besynderligsfe og særeste ansigter, idet han mumlende bevægede læberne samt med den højre hånds pegefinger beskrev cirkelbuer i luften. Denne sælsomme adfærd varede dog ikke længere end et par sekunder. Det var øjensynligt, at han var bleven overrasket ved min pludselige indtræden, så at han ikke havde fået tid til hurtig nok at vende tilbage i sine naturlige folder. Dette lykkedes ham dog nu, efter søm sagt nogle sekunders forløb, så godt, at jeg kom i nogen tvivl, øm jeg ikke havde taget fejl. Hans ansigt, der et øjeblik var forekommet mig uhyggelig grimasseret, antog som ved en forvandling de mig velbekendte rolige og ret behagelige træk; kun syntes endnu i nogle minuter en mathed eller afslappelse at hvile over dem, som efter en anstrengelse. han kom smilende hen imod mig og udbrød i den naturligste tone af verden: „ Ih men det er jo Poul Gamborg! vor nye doktor! velkommen! “ — han tog min hånd og drog mig ind i stuen, vedblivende således: „ Jeg stod just her midt i et mattematisk problem, hvori cirklen spiller en hovedrolle, store cirkler med mindre indeni i et bestandig aftagende forhold. De ved jo, jeg har altid giver mig meget af med mattematik, — nej det er sandt, det ved de ikke; men nu ved de det. Nå som sagt velkommen! gør dem bekvem! En pibe eller en cigar? “ Under denne indledningstale havde han voltigeret mig hen i sofaen og lagt cigarer og pibe på bordet. Jeg tog en cigar, idet jeg gjorde en undskyldning, fordi jeg havde forstyrret ham ved at falde med døren ind i huset. Uden at indlade sig videre herpå sagde han, medens han stoppede sig en pibe: „ Nå ja, det var jo kønt af dem, Gamborg! at de ikke gik min Tor forbi. Der er dog løbet nogle spande vand til stranden, siden vi traf sammen hos justitsråd inituPinit==P. og deruPder==grosserer deruPder==l. og hvad de hed alle sammen. “ „ Ja det er nu vel snart en halv snes år, “ Svarede jeg, „ siden de forlod København for aldrig mere at lade dem se i de kredse, hvor te så ofte havde udbredt liv og munterhed. Jeg har adskillige hilsener til dem. “ „ Ah! “ svarede han adspredt og, svin det lod, uden af ændse hverken mine complimenter eller hilsener. Han tændte sin pibe og kastede sig hen i en lænestol, der stod i en krog ved siden as sofaen, således af dagslyset fra stuens eneste vindue ikke kunne belyse hans ansigt. „ Nå, “ sagde han, da han havde gjort sig magelig, — „ begynd så og fortæl! jeg er lutter øre. “ Jeg måtte smile ad denne lakoniske opfordring, men begyndte ikke desfomindre af fortælle loft og fast om hvad der havde tildraget sig med de forskellige mennesker, vi havde kendt tilfælleds. Et var mig nu helt påfaldende, medens jeg gav disse meddelelser tilbedste. Det hos ham frembragte indtryk syntes næsten hele tiden af stå i omvendt forhold til meddelelsens glædelighed eller bedrøvelighed. Når jeg fortalte om mennesker, der vare tilfredse og fornøjede i deres stilling, agtede i deres virkekreds og lykkelig gifte i et med kønne og opvakte børn velsignet ægteskab, så rokkede han urolig om i sin lænestol, idet han bestandig strøg sig med hånden øver ansigtet, så det blev mig umuligt af iagttage hans minespil på det beskyggede sted, hvvr han sad. Enten tav han da barnstille, eller han fremmnmlede med en underlig klangløs stemme afbrudte sætninger sam: „ Hm hm! Det var jo rart — hm hm! “ — eller: „ Ja jeg seer inituPinit==Jens deruPder==P. ( eller hvad den omhandlede deruPder==Person nu hed ) — med strålende ansigt til begge ørene over det gavn han stifter — og bærende kone og børn omkring på en presenteerbakke — ligesom forhen sin visdom og åndrighed “ — eller: „ den ældste son kan vel sin store tabel allerede — og datteren danse mazurka til beundringsværdighed — skønt, tænk engang! kun respektive syv og fem år gamle — og allesammen lystige og glade — å ja ja ja! “ Når jeg derimod fortalte om en eller anden gammel bekendt, hvem skæbnen havde hjemsøgt, det være sig med stor familiesorg, hypochondrie eller andenflags genvordighed, da viste han den mest levende interesse og deellagelse for personen, erknndigede sig om alle biomstændigheder, blev snaksom og oprømt. Ja da jeg fortalte ham om en skole- og studenterkammerat af ham, som altid havde været noget excentrisk, at han i længere tid havde været sindssyg og på gode veje til at komme i en dåreanstalt, så sprang han op af sin stol med et udtryk i ansigt og stemme, som næsten kunne kaldes triumferende, og udbrød: „ Hvad! Hvad! min kære velsignede Christian hagen! min bedste ven fra skole- og studentertiden i ypperligt hoved i langt mere ånd og Genie i hans lille finger end de superfornuftige samtidige, der overså ham, i hele deres krop. Vittig og begejstret! men allerede tidlig hjemsøgt af temporairt tungsind, næsten på grændsen af åndsforstyrrelse. Jeg havde nok hørt herovrefra, at disse tilstande, som han dog tidligere kunne beherske, havde taget overhånd. Men ravruskende gal! med den ene fod i dårekisten! Det går langt over mine forventn — det havde jeg dog ikke tænkt, ville jeg sige. Ak ja, hvad er et menneske? — en halv rode, svarede en gammel sergeant — ah ja ja ja ja ja ja ja! “ Imod slutningen af denne hjerteudgydelse sænkede hans stemme sig pludselig næsten med et sørgmodigt udtryk, idet han igen kastede sig i lænestolen. Da jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulle forstå den underlige adfærd eller besvare den ligeså underlige passiar, drejede jeg samtalen over på andre genstande. Jeg havde i hovedstaden kendt ham som en litterairt dannet person, vel bevandret i den skønne litteratur og — så vidt jeg dengang kunne have nøgen dom om sligt — ret grundig æsthefiker. Det undrede mig nu derfor af se ligge på hans bord et par af de mest desperate, nerverystende romaner af den nyere franske litteratur, medens farfliellige fortrinlige forfattere og klassiske værker, som jeg opdagede i hans reol, stod skovede og med alle kendetegn på ikke af være fremtagne længe. Jeg tog en af de på bordet liggende boger, bladede deri og spurgte, om han læste sådant noget uden som kuriositet for en gangs skyld. „ Ah! De er endnu æsthefiker og skjon ånd!? “ Udbrød han næsten spodsk. „ Man behøver virkelig ikke af være æsthefiker, “ Svarede jeg undvigende, „ for af stødes tilbage as disse usande og usunde skildringer. “ Ester en lille pause, i hvilken valsett sad og så ned for sig, sagde han: „ Nogle læse for af nyde og lære, andre for af glemme. De læser, kan jeg begribe, for af nyde og lære. “ „ Ja jeg skal ikke nægte, af — “ „ Og jeg læser for af glemme! “ afbrød han tørt. „ For af glemme! — dog vel ikke for af glemme, hvad de læser? thi da ville de jo komme nemmere dertil ved slet ikke af læse. “ „ Nej for af glemme noget andet! “ „ Nå ja, det gør vel egentlig også vi andre; vi søge i poesien trøst og hvile og erstatning — og for så vidt glemsel — for meget, ver i det virkelige liv berører os som trivielt, uskjont, lavt. “ „ Lært sin lektie godt “ — forekom det mig som han mumlede mellem tænderne. Men da jeg ikke var vis derpå, vedblev jeg, bladende i bøgerne: „ Men hvad trøst finder de i disse trostlose værker, hvad forsoning i disse evige dissonantser, hvad hvile i alt dette sønderrevne og krampagtige? “ „ Bravo! Bravo! “ udråbte han, idet han sprang op og rystede min hånd, — „ bliv ved! bliv endelig ved! Hjælp mig af opfriske min æsttetiske katechismus! Jeg har rent glemt den herovre. “ Atter var jeg i forlegenhed med svar og tav. Han spadserede op og ned ad gulvet og vedblev således efter en lille pause: „ Til deres sidste ærede spørgsmål kunne man ellers svare, af en finder sin fornøjelse i af fordybe sig i opdigtede verdener, hvor en idealiseret tilværelse kaster et genskin over hans egen prosaiske, og en anden løjerlig Karl finder måske større tilfredsstillelse i at fordybe sig i tilværelser, hvor det går endnu galere og bansattere og trostlosere til end i hans egen. “ Uden at yttre mig herover sagde jeg: „ Jeg seer, de har en fortrinlig bogsamling. Dersom jeg ganske iblinbe ville tage en bog ud af deres reol, den første den bedste, da er jeg temmelig sikker på at træffe en, hvori enhver dannet læser må finde en langt ædlere og renere og sundere føde for ånden, end i alle disse dæmoniske feberfantasier med ulykke og fortvivlelse, forbrydelse og samvittighedsnag, hvori de nyere fransfe forfattere overbyde hinanden. “ Jeg gjorde straks forsøget, og med øjnene bortvendte fra reolen tog jeg på må og få en bog ud deraf. Vnlseth kiggede fra siden af flygtigt i bogen, da jeg lukkede den op, og stak ved synet af Gothes torquato Tasso i en forskrækkelig latter. Forbavset spurgte jeg ham, om han da fandt tilfældet så latterligt, om han da ikke anså dette berømte gotheske drama for et klassisk digt. „ Berømt! klassisk! — alle kunstførstandiges feltråb! “ Udbrød han under fortsat latter og morscheren op og ned ad gulvet — „ klassisk ro! fuldendt form! plastisk skønhed! dybsindigt kunstværk! — ikke sandt, jeg kan dog endnu husfe lidt af min æsttetiske katechismus ha ha ha! — ja jeg leer; men jeg kunne accurat ligeså godt græde af vemod øver af høre dem og mig selv gentage disse begejstrede talefigurer fra min ungdoms poetiske bersærkergangsperiode. Jo vel, jo vel er den store Gothes berømte torquato Tasso et kunstværk, et lingvistisk mesterstykke, et metrisk non plus nltra, foran hvis stilistiske fuldendthed man kan sidde med foldede hænder og gabe af beundring. Men trøst og hvile og fred og glemsel for en fredløs sjæl! — oh! Oh! nej dertil må skarpere lud, skarpere lud! — en ven af mig anvender undertiden stærke drikke; men det middel holder jeg ikke af. “ Jeg begyndte af blive lidt utålmodig, da jeg i denne første sammenkomst endnu ikke vidste, hvorledes jeg skulle forstå, end sige besvare, disse som mig syntes usammenhængende overgange fra skurril lystighed til ligeså bizar alvor og omvendt. Blot for af sige noget svarede jeg: „ Med alt det er jeg lige klog på, hvad de egentlig mener om dette digterværk, som tilfældet spillede mig i fingrene. De kalder det selv et kunstværk og mesterstykke; men det er jo ironie, må jeg antage. “ Valsett flår på engang et meget alvorligt ansigt, satte sig flegmatisk i lænestolen og sagde i den sagtmodigste tone: „ Kan det i allerfjerneste måde interessere dem af vide min mening om en halv kanoniseret digtning, hvis roes man ikke tør underkende uden af stemple sig som philisfer på smagens gebet, så skal jeg gerne fremsætte den uden alle krumspring. Gothes Tasso er som charakter en forfængelig, fordringsfuld, irritabel og forkælet personnage, der vil af hele verden skal danse efter hans pibe, og når dette ikke skeer, tror han, af han er omgiven af fjender, hadet, foragtet og forfulgt, ja ærgrer sig over ikke af kunne få lov til af mene dette, når nogen stræder af overbevise ham om, af dette fjendskab kun eksisterer i hans indbildning. En sådan charakter kunne måske blive dramatisk tiltrækkende; men den af den store sprogkunstner fremstillede er for mig en kedelig, deklamerende klynkepeer, der, flæbende sig gennem fem handlingsløse akters milelange repliker, forfejler som hovedperson, hvorom alting drejer sig, enhver sympathetisk virkning på mig — trods versenes fuldendte ryttmer og de mange enkeltstående tankers og psychologifle småtræks åndrighed og sindrighed. Jeg håber, at jeg nu har fremsat min ringe mening i en så ærbar, tydelig og adstadig form, som de vil forlange. Jeg tror endog, jeg brugte participier og appositioner. “ Jeg måtte smile ad den næsten pedantiske højtidelighed, hvori han pludselig var slået over, og bemærkede blot: „ De antager, så vidt jeg kan forstå, en indbildt lidelse for ingen lidelse? “ „ Jo! jo! jo! “ råbte han, pludselig igen heftig, — „ tværtimod! den kan være ligeså stærk som den virkelige og håndgribelige, ja kanske endnu mere kvælende og nedbrydende. Men både den virkelige og den indbildte lidelse, såvel som den halv virkelige halv indbildte, må have andet til sin gjensfand end ene og alene det eget kære jeg. Derfor er tassøs evige sorg og klage i mine øjne ynkelig egoistisk — endog hans kjærlighedsqvide og hans prindsessesorg; thi det var jo ikke på den elskedes vegne han klynkede, men kun på sine egne. Nej, nej, nej! den eneste berettigede sjælslidelse, for så vidt det ikke ligefrem er en sygdom, er sorgen over en andens sorg, smerten over en elsket persons smerte, som man er skyld i — og frem for alt anger! Anger! Anger! “ Jeg så på ham; men han vendte sig bort, og jeg betænkte mig lidt på et passende svar, da i det samme faste skridt hørtes ude i gangen. Efter en flygtig banken gik døren op, og ind trådte en person, der efter en skjodeslos hilsen og et halvt forundret halvt fortrædeligt blik på mig gav sig til af spanke om i stuen på kryds og på tværs, ganske som om han hørte hjemme her. Han så mig noget konfiskeret ud, næsten som en gammel student, der for længst har opgivet studeringer og er i begreb med af gå i frø. Valsett præsenterede os for hinanden, og jeg erfarede da, af det var hr. Einar vision, organist ved hovedkirken og byens musiklærer. Jeg greb lejligheden til af anbefale mig. Valsett fulgte mig til gadedøren og bad mig besøge sig ret ofte; min foreløbige hilsen ville han tillade sig af bringe sin kone, der for øjeblikket ikke var hjemme. Jeg takkede, idet jeg gjorde undskyldning for, af jeg ikke selv havde erindret dette, tilsøiende, af en sådan glemsomhed naturligvis ville blive en umulighed, når jeg først havde gjort fruens bekendtskab. „ Han? Kone! “ tænkte jeg, da jeg gik ned ad gaden, — „ det var da besynderligt, det tænkte jeg ikke en eneste gang på, mens jeg var inde hos ham, fkjondt jeg dog vidste, at han var gift. “ Der havde, forekom det mig, været noget eget gammelungkarlemæssigt, pebersvendeagtigt udbredt både over manden og hans studerestue, noget som fjernede al tanke om et ægteskabeligt forhold. Og så hans løjerlige tale og underlige adfærd! I København havde jeg jo rigtignok af flere, som kendte ham nøiere end jeg, hørt ham omtale som et slags original, men i alt fald som en interessant og elskværdig original. Jeg havde dengang intet påfaldende bemærket hos ham; men nu! — der var øjensynlig foregået en stor forandring med ham. Og hvad angår „ det mattematiske problem om store cirkler med mindre og mindre indeni “, som han sagde jeg havde truffet ham i ved min indtrædelse, samt at han „ altid skulle have givet sig meget af med mattematik “, så erindrede jeg nu tydeligt, hvorledes jeg engang i København tværtimod havde hørt ham drage heftig tilfelts mød mathemafiken i disput med en skolemand, der ville hævde mathemafiken? overlegne værd for almindelig dannelse og tænkeevnens udvikling. Jeg erindrede blandt andet, at han dengang havde sagt, at han „ tog sin hat dybt af for mathematiken som aldeles særlig fagvidenskab og møder til store praktiske resultater, men ikke gav fire skilling for den som almindelig skarpsindighedsovelse og dannelsesmiddel; thi den så meget udskregne mattematiske logik var som logik betragtet åndløs, ensidig, borneret, maskinmæssig og kunne siet ikke overføres på ideer og forestillinger, som lå udenfor de tørre tals, figurers og størrelsesforholdes område, — hvorfor også han for sin part, der aldrig havde kunnet afvinde disse nogen interesse udenfor deres rent praktiske anvendelighed i nyttige øjemed, havde givet mathematiken døden og djævelen siden sin skoletid. “ Altså måtte der nu rimeligvis bag hans luftcirkler og foregivne „ mattematiske problem “ have stukket noget ganske andet. andet capitel. Nye bekendtskaber stiftes. Nogle spændende lyttescener. Foreløbigt indblik i et familieliv. Jeg gjorde nu, som skik er i kjøbsfadeu, mine visiter rundt, og efter næppe otte dages forlob havde jeg gjort bekendtskab med den væsentlige del af befolkningen. Jeg kom til byen på en for nng gunstig tid. Den forrige praktiserende læge havde nylig fået ansættelse andensteds, og distriktslægen, som var en ældre mand, formuende og dertil noget magelig, kunne langtfra bestride den private praksis, som byen og ømegnen afgav. Han havde derfor med længsel ventet min ankomst og ønskede mig hjertelig velkommen. Det var naturligt, at jeg på mine besøg flere gange bragte talen på min ven valsett. Men deraf blev jeg ikke meget klog. Han omtaltes almindeligvis sam en „ flink fyr “, som en ret vakker, underholdende og i byens kredse gerne set mand. „ Men han har i nogle år, “ sagde de hos amtsforvalterens, „ levet temmelig tilbagetrukken og lader sig nu sjeldnere se i stadens selskaber, især siden hans kone er bleven sygelig og hans broderdatter kommen i huset. “ „ Å han kan være uhyre entressant, når han vil, “ sagde agentinden på hjørnet; — „ han siger rigtignøk sommetider nøget, søm ingen kan førståe hvad han mener med; men det lyder iligevel græsselig mvrsvmt, især når man seer på hans ansigt og gestulatiøner. Konen synes jeg mindre om. Det lyder sommetider næsten som hun gjorde nar af folk, og man skulle tro hun bildte sig ind, at hun er mere dannet og har et iligantere væsen end en anden en. Hendes kjoler og møbler er da ikke for iligante just. “ „ Ja jeg for min part, “ sagde toldinspectricen, „ har egentlig ikke nøget bestemt af udsætte hverken på manden eller på kimen. De er begge ret behagelige og vittige folk, hver på sin måde, og niecen ret vakker. Iøvrigt tror jeg ikke, han er lykkelig i sit ægteskab, og børn har de da ingen af. “ „ Hvad der undrer os, “ ytrede en ugift søster af apottekeren, „ er af han har så megen og, som det lader, intim og fortrolig omgang med den ækle Vilson. “ På mit spørgsmål, hvad der var i vejen med denne hr. Vilson, fortalte man mig, af han ikke kom i nogen anden ordentlig familie udenfor spilletimerne, af han havde et frastødende væsen og et skummelt blik, af han var forfalden til drik, og af det var beklageligt, af man var nødt til af overlade ham sine børn til undervisning, da der ingen anden musiklærer var i byen. Iøvrigt troede man nok — det havde ikke blot hr. Valsett, der var den mest musikkyndige på stedet, men også gjennemrejsende musici erklæret —, af han var duelig i sit fag. Efter nogen tids forløb besøgte jeg igen valsett. Dennegang gik jeg ikke til hans privatværelse, men ringede på ved familiebeboelsen. En ung pige lukkede op og førte mig, da jeg navngav mig, allerede som en halv bekendt gennem et forværelse ind i dagligstuen. Valsett kom mig munter og hjertelig i møde og forestillede mig straks en dame, der sad og syslede ved et sybord, som sin kone og den unge pige som deres niece. Han udførte den hele indledende ceremonie meget humoristisk, idet han navnlig gav sine damer en i en pudseerlig form smigrende charakteristik af min ringhed, og falde og bevægede sig overhovedet under mit hele besøg med en lethed og naturlighed, som ikke havde spor af lighed med hans underlige adfærd forrige gang. „ Nå, Gamborg! “ sagde han til sidst, „ hvad synes de så om os kjøbstadsphilistre her, de som kommer lige fra kongens København? Ja de siger godt; men jeg kan dog se, de har en skjelm bag øret, og de har endnu ikke levet dem ind i os. Men det vil ikke vare længe. Jeg og min kone fandt også i førstningen meget herovre småligt og grinagtigt, men vænnede os snart således dertil, at vi ikke længer kunne se det. Således vil det også gå dem. “ Jeg så mig om i et par værelser. Meublementet var ikke moderne, men gjorde ved smagfuld opstilling og noget vist jeg ved ej hvad et behageligt indtryk. Det syntes væsentlig at bestå af arvestykker. Et smukt fortepiano stod i dagligstuen. Da det var en sildig eftermiddagsvisit, bad man mig blive til aften; men jeg var buden fil distriktslægen og tog afsted med det løste at komme snart igen. Da jeg om aftenen silde gik hjem fra min collega, kom jeg over en åben plads, hvor byens hovedkirke ligger, og troede at høre orgeltoner. Jeg nærmede mig kirken og blev ikke lidt forbavset over at opdage, at det intet sandsebedrag var. Orgelet på denne tid? — det var henimod midnat— ja! Lige på engang bruste det frem med sine mægtigste toner. Jeg spurgte vægteren, som just kom gående, om sammenhængen. „ Det er organisten, hr. Vilson, “ Gryntede han, idet han fortsatte sin vandring. det var da hel besynderligt. Var det i nogen anledning? Nej, kirken var jo bælmørk. Var han alene derinde? Endelig opdagede jeg et svagt lysskær udaf et eneste glughul på den fløj, hvor orgelværket befandt sig. Jeg blev stående noget; højtideligt og gådefuldt lød tonerne ud i den stille nat. Den følgende eftermiddag var jeg i landpraris og kom først sent om aftenen tilbage. Da jeg varen halv Fjerdingvei fra byen, fik jeg i sinde at gå den øvrige vej. Jeg havde endnu ikke fået min egen agestol og var træt af at køre på det umagelige bøndesæde, gav derfor bondemanden lov til at vende hjemad og spadserede selv i en rask Marsch til byen med en lille medicinkasse under armen. Det var en smuk, mild og månelys sommeraften. Da jeg havde nået nogle huse og gårde, der dannede ligesom en lille forstad til den kant af byen, blev min opmærksomhed vakt ved toner, som, skønt de kom fra en violin, på særegen måde mindede om den natlige orgelconcert. Jeg nærmede mig huset, hvorfra de kom, og blev stående i nogen tid som lænket til stedet. Det var den sælsomste musik, jeg nogensinde havde hørt, afvekslende noget af det smukkeste og noget af det bizarreste. Først blide klagende passager, hvor tonens melodiske klarhed kunne måle sig med de bedste virtuosers, jeg i København havde hørt; derfra gik det over i toner og passager af et usammenhængende, vildt, skærende, hvinende præg — og således i gentagne asvexlinger. Og over det hele var udbredt en ejendommelig fremmedartet, fantastisk, åndebesværgenbe mystik, som i den stille sildige måneskinsaften til sidst gjorde mig halv uhyggelig tilmode. Det var åbenbar ingen bestemt composition, men fri fantasie efter øjeblikkets indskydelser. En borgermand kom inde fra byen for at gå ind i et hus lige overfor. Jeg gjorde ham samme spørgsmål som vægteren forrige aften og fik til svar: „ Det er hr. Vilson, den gale spillemand, som stryger viol. “ „ Nå organisten? — gale, siger de; er han da gal? “ spurgte jeg. „ Ja det er nu kun sådan en talemåde; for ellers er han da nok ikke så gal, som han løber avet om til. “ Med disse ord hilste manden og gik ind, og da violinen i det samme tav, gik jeg også min vej. Den følgende aften, ovenpå en solhede og lummervarm dag, gjorde jeg mig efter endt dagsgjerning en lang spadseretour udenom byen. På tilbagevejen kom jeg ind i denne fra samme kant som den foregående alten, dog ikke ganske tilfældigt, tilstår jeg, men i den tanke måske at få noget mere af den originale violinmusik at hore. Til huset støder fra landeveisiden en have, som er adskilt fra gaden ved et plankeværk. Jeg gik tæt forbi dette; men inden jeg havde nået huset, blev jeg uvilkårlig stående ved inde fra haven at høre nogle forunderlige ord blive udtalte. Jeg kunne skelne to stemmer, en skarp og ikke synderlig vellydende fruentimmerrøst i stærk norsk dialekt og en dyb mandsstemme, der også lød noget norsk, men som en Normands, der har opholdt sig længe i Danmark. „ Aldrig havde jeg troet, Einar! at du fluide blevet så ond en fa ' r, “ hørte jeg den gvindelige røst at sige. Af mandsstemmen kunne jeg kun forstå afbrudte ord og sætninger, der lød i mine øren omtrent således: „ Jeg er heller ikke ond, moster! — men drengen har svigtet— skulle have forsonet fortids mørke gerninger — den gamle forbandelse over afkommet — slægten i tredje og fjerde led — arv fra den gamle blodbetyngede synder — skulle jo ophore tilligemed dens følger, når — -- -- -- -- du ved det, moster! at Valseths hustru, ligesom Arthurs døve moder — af de forrådtes slægt, som udtalde forbandelsen — men hverken hun eller manden aner — „ Men Arthur ved det heller ikke — hvad kan stakkels drengen for det? “ afbrød fruentimmerrøsten; men så tabte stemmerne sig bag plankeværket, og jeg kunne nu ikke høre andet end en utydelig mumlen. Jeg gik bort med hurtige skridt, halv skammende mig over min ufrivillige luren, halv uhyggelig tilmode over de gådefulde ord. Jeg kom nu oftere hos Valseths, der vare yderst gæstfrie og forekommende og fik mig ej sjælden til af slå mig til ro der om aftenen. Det varede ikke længe, for jeg kom under vejr med, af husets tvende damer vare stadens interessanteste, ligesom niecen upåtvivlelig var dens smukkeste. Også tantens ansigt og former bare i det mindste umiskendelige præg af en fordums ualmindelig skønhed. Både hun og niecen vare livlige naturer, og når de gave et muntert lune frit løb, virkede det sympathetisk. Begge havde de sands for det komiske og naragtige i de menneskelige forhold, hvilken sands tilligemed evnen til hurtigt af opdage og charakteristisk træffende af fremstille sligt dog var stærkest udviklet hos Fru valsett. Det var måske denne evne og denne drift, der hos visse af byens respektable mænd og ovinder gjorde hende mindre populair end manden, som ingenlunde manglede denne sands, men var i den henseende forsigtigere blandt sine byesborn, måske fordi han følte, af det hos ham let kunne antage et mere nærgående anstrøg. Jeg tilbragte flere aftener i den lille kreds på den sørnøieligste måde. Uden af tale øm, af også dybere, alvorligere strenge ansloges, var det så langtfra, af jeg følte mig generet af hint sarkastisk spøgende lune, af jeg endog ofte fandt en særegen tilfredsstillelse i, f. Eks. ved forsætlige paradokser eller hvad jeg ellers kunne sinde på, af gøre mig selv til frivillig Skive derfor og da forsvare mig og gøre gengæld det bedste jeg kunne. Valsett, når han var tilstede, slog sig da snart på mit, snart på sine damers parti. Overhovedet forlod jeg de mennesker hver gang med den behagelige forestilling, af jeg havde været højst underholdende og elsfværdig, skønt jeg efter grundigere overvejelse måtte tilstå for mig selv, af det dog nok egentlig var dem, der havde været det. Den der herskende ejendommelige tone og stemning udfoldede sig så naturligt, fordringsløst og uden synlig bestræbelse, af den uvilkårlig meddelte sig og hos den ikke aldeles indolente eller åndsforladte tilstedeværende kaldte skjulte kræfter tillive. Og dog — noget var der i vejen! Noget! men hvad var det for et noget? Det kunne jeg ikke blive klog på. Allerede da jeg havde været der nogle gange, opdagede jeg spor til en mislyd, der svagt, yderst svagt og forbigående, skurrede ind i dette familielivs iøvrigt smukke og rene harmonie. En anden havde vel næppe bemærket det eller dog ikke tænkt videre derover, og jeg selv ganske sikkert ikke heller, dersom jeg ikke efter mit første besynderlige møde med valsett havde været belavet på et eller andet og under mine første besøg i familien ligeså meget undret søm glædet mig øver at finde alt så ganske anderledes, end jeg ifølge hin indledning havde ventet. Det kunne ingen ægteskabelig mislyd være i dette ords almindelige forståelse; thi jeg mindedes ikke at have set større enighed eller større gensidig forekommenhed og venlighed end den, som hersfede mellem dette ægtepar. Men jeg lagde undertiden mærke til, når valsett overlod samtalen til os andre tre, hvorledes han da betragtede sin kone fra siden af, uden at hun så det, med et blik og et udtryk i ansigtet, der på engang afspejlede en usigelig ømhed og en tilbageholdt smerte. Ja en dag kom jeg uforvarende til at se et glimt af det samme, som nær havde forskrækket mig ved min første indtrædelse hos ham. Jeg og de to damer støde ved et lille bord i nærheden af vinduet og gjorde vore kritiske bemærkninger over en nylig fuldendt sortkridtstegning af frøken Ottilia ( således hed den unge pige ). Hun var i denne kunst en elev af sin tante, om hvis talent flere fortræffelige skilderier på væggene gave vidnesbyrd. Jeg vendte mig pludselig om for at sige valsett en compliment både på hans frues og nieces vegne; men han havde sat sig i en krog langt bagved os andre, og der sad han nu og bevægede munden som en, der mumler noget ved sig selv, beskrev magiske kredse i luften med den højre pegefinger og fortrak dertil ansigtet på en måde, som vanskelig lader sig beskrive, alt ligesom dengang, kun i en mindre stil, mere indad end udad, som om han frygtede for overraskelse. Complimenter: blev siddende i min Hals, og jeg vendte mig fra ham for at iagttage ham videre gennem et spejl, som hang på pillen mellem vinduerne. Men i det samme sprang han op og kom hen, som om der intet var i vejen, og. blandede sig i forhandlingerne, dog endnu i nogle minuter lidt adspredt og med et noget sygeligt eller lidende udtryk i ansigtstrækkene. Mine øjne faldt uvilkårligt på Fru valsett, der netop i dette øjeblik stod tavs, alvorlig og øjensynlig med tankerne andensteds, medens hun kun med det ydre øje betragtede tegningen. Jeg havde oftere for hos den ellers så livlige, opvakte kone lagt mærke til et sørgmodigt træk ved øjnene og munden og undertiden en stille, tankefuld, henstirrende fordybelse i sig selv, dog langt fjernet fra det abnorme anstrøg, søm en sådan selvfordybelse antog hos hendes mand. Da en øjeblikkelig adspredthed endog i muntert lag også kan påkomme mig selv, var det ikke faldet mig ind af tillægge det nogen som helst dybere betydning. Men just nu, da jeg lod blikket glide fra den ene til den anden, gik pludselig, jeg ved ikke ved hvilken særegen ideeforbindelse, hine ord, hvormed han sluttede sin personlige tom over gøthes Tasso, op for min erindring: „ Nej den værste sorg er det af bære på en andens sorg, som man er skyld i — og fremfør alt anger! Anger! Anger! “ Jeg lød naturligvis, søm jeg ikke havde bemærket nøget påfaldende, og lød complimenter!, kun få øjeblikke efter at den var bleven siddende, rafl væk løbe af stabelen. En times tid efter idet var et tidligt eftermiddagsbesøg ) gik jeg derfra i den ypperligste stemning og havde sågodt som glemt hin lille mimiske episode; så naturlig oprømt og oplivende havde tone og conversation været hele den øvrige tid. Fru valsett og frøken Ottilia, som også i den henseende var en lovende elev af sin tante, havde endt med at spille et fiirhcendigt stykke på klaveret, sjælfuldt og elegant. Kort at fortælle, hver gang jeg havde været der, fik jeg fornyet lyst til at gentage besøget. Tredie capitel. „ Skjulte tilstande “ i musikalsk belysning m. m. Ta jeg næste gang kom derhen, noget længere mod aften, var familien i haven. Det havde været en varm dag, på grændsen af sommeren og efteråret. Da jeg kom derned, hørte jeg fra lysthuset, hvor man sad om theebordet, en fremmed, temmelig dyb mandsstemme, der havde et anstrøg af norsk dialekt. Den forekom mig ikke ganske ubekendt og vakte en uklar, men næsten uhyggelig erindring hos mig. Jeg nærmede mig lysthuset fra en side, hvor jeg ikke kunne ses, for jeg kom helt hen, men gjorde en uvilkårlig standsning, da jeg hørte den fremmede røst udtale omtrent følgende ord: „ Det var den sidste gang! hører de, min kære Fru Ingeborg! sidste gang! — og betragt det som et bevis på deres magt over en syndig sjæl: en gentagelse, en tilbagegang er en umulighed — den lethestrøm er udtørret for mig; det sværger jeg dem til ved min faders sjæl og en anden elsket afdøds himmelske salighed! “ Jeg hørte derpå Fru valsett svare noget i en egen blid og glad tone, men kunne kun forstå de ord: „ Tak, Vilson! — for dem en hellig ed — deres venner glæde sig —. “ Jeg hostede for at vække opmærksomhed og skyndte mig at komme hen til lysthusets indgang, trådte ind hilsende og genkendte straks i den fremmede — den natlige virtuos, „ den gale spillemand “, som borgermanden havde kaldt ham/ den „ ækle “ Organist, som apottekerens ugifte søster kaldte ham: Herr Einar Vilson. Jeg havde ikke truffet ham nogensteds siden jeg kort efter

1881_Gloeersen_FraMitFriluftsliv

Kristian

Fra Mit Friluftsliv

Gløersen

Gloeersen

Fra Mit Friluftsliv

male

1881_Gloeersen_FraMitFriluftsliv.pdf

Kristian

Gløersen

no

Fra mit Friluftsliv

Skildringer fra Jagten og Nature

n

roman

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

O

Den gamle jægers råd. Når du er træt, når du er mat af hverdagslivets tomme pjat, af ægrelsernes nålestik, af planer, som slog stadig klik, af dagens slid med hånd og pen, tag da din bøsse, kære ven! Ud i naturens rige hjem! Den favner dig og hvisker: glem! Den ejer mægtigt trylleri og driver ej coquetteri, — kast du dig trøstig til dens barm, kan du det fuldt, så bliver du varm. Kan du det fuldt, så bliver du glad, da ejer visdomsord hvert blad, da lærer du af fugl og dyr, da lytter du til eventyr, da lærer du blive barn igen, og det er såre godt, min ven! og kedsomhed og snusfornuft henveires -brat i friske luft, og sorgerne for dit og dat du stryger af dig let og glat, og var dit mod end trægt og tungt her ude bliver det frisk og ungt. Hvem holder så vel gildest fest, — mon han, der er hos fyrster gæst, og som med stjerner for og bag er med i alle stormandslag? — nej, — du, som her far være med i al naturens herlighed! Thi ejer klarsyn du såsandt, du mere end guld og stjerner vandt, når i naturens moderskjod din kind af friskhed blussede rod, og du dens harmoni fik se o i sommerpragt og vintersne. Thi tag din bøsse og følg med til skovens drømmerige fred, til fjord og sund af øer lukt, til elven, som sig slynger smukt, til høifjelds viddens ur og krat. —• afsted! Hurra! og sving din hat! et jagtminde fra søndmöre. Det var i påsketiden; sne lå kun i fjeldene, markerne lå bare, luften var mild og ofte, ganske varm midt på dagen. Nede på fjorden var et nyt liv begyndt efter den vinterlige stilhed. Hele skarer af fugle trak fra havet ind i fjordene, hvor deres sommerliv skulle begynde. Nede ved stranden lå min lette færing, færdig til at stikke i soen. Lange hans, en romsdøl, som havde forpagtet en gård der i bygden, holdt på at finde frem et par stene, passende til ballast. Netop som jeg kom til, holdt han på at vælte en urimelig stor sten op i båden. » Hej, hans!.hvad vil du med det berget der? » Hans’s lange skikkelse rettede sig fra den krumbøiede stilling; hans mund åbnede sig halvt til dette vidunderlige, langtrukne « hæ-æ? », som går gennem en bølgeformig tonerække på en halv skala. Efter at jeg havde forklaret ham, at jeg holdt en så dryg ballast for unødvendig, fandt han sig endelig i at tage en mindre sten, skjønt han noget misnøid mumlede: « han tor nok blive hard innan kvællen », og dermed pegede på nogle mørke skyer, som stak. sig op over hjøringfjeldene ud mod havet.' vi stødte fra land. Hans greb styrvolden og seilskjødet. Jeg satte mig nærmere masten, tændte en liden snadde og lagde jagtredskaberne til rette, mens en let bris førte os ud over fjorden med mådelig fart. Igrunden var vort lille fartøi nok så vel bestykket. Først var der nu » kanonen », en gammel bøsse, der havde tilhørt min bedstefar, med en trofast, sølvindlagt kistepibe, der tålte en vældig ladning og var meget nyttig på sj øfuglejagt, hvor man far langt hold på skudstærke fugle. Den skjød fortrinligt, og da fandt jeg mig gerne i de voldsomme stod, den ufravigelig tildelte mig, hver gang den sendte sin hagelsørpe ud i verden. Dernest havde jeg et let dobbeltlob for kortere hold og mindre skudstærke fugle. Endnu fandtes en bøsse i båden. Den tilhørte hans og havde det fælles med sin ejermand, at den var overmåde lang og smal. Den så helt underlig ud, havde svært gods, men meget fint kaliber. Piben lå i et særdeles klodset, af hans arbejdet, skæfte og var forsvinet med dobbeltsigte, det forreste, kornet, v o 1 af sølv, » arvesølv » forsikrede hans, hvorhos låsen, der for havde været flintelås, var udstyret med en percussionshane, som i og for sig ville afgivet et respektabelt håndvåben. Hvor uhåndterligt end dette instrument kunne være, og hvor uanseligt det end presenterede sig. så havde jeg dog gjort den opdagelse, at det med en tre, fire ulvehagel skjød overmåde godt på meget langt hold. Jeg havde derfor fået hans til at tage det med for det tilfælde, at vi skulle træffe nogen køb 1 ), » Da det fik gjorde tjeneste som rifle. Den egentlige jagt havde jeg besluttet skulle gå for sig først en halvanden mils vej længer ude i fjorden ved holmesundene, et par trange lob, der forbandt den snevrere indfjord med selve storfjorden, der gik ind fra havet. Imidlertid havde jeg håb om, at jeg måske også undervejs kunne få tag i en eller anden fugl, især, når vi passerede strømmen, et sted, hvor fjorden, trangt sammenkneben af to fjeld og fuld af holmer, gik så strid som en skummende elv, når sjøen flødde eller tjærede2 ). Da vi efter en halv times sejlads nærmede os strømmen, opdagede jeg også ganske rigtig adskillige ænder og tejster, der svømmede omkring og dykkede. Dels for jagtens skyld, dels fordi vinden var bleven meget løi, tog vi masten ned, og hans satte sig til årerne, mens jeg på min plads i bagstavnen holdt mig beredt. Ænderne viste imidlertid ingen lyst til at gjorde nærmere bekendtskab; de fløj op, længe for der kunne være tale om at skyde. Som en pil blev nu båden fort afsted af strømmen, der efter vor beregning * ) køb, sælhund. 2 ) flødde el. tjærede d: steg eller faldt i flod og ebbe. ganske rigtig faldt ud. Her var der ikke ondt for teister1 ). De havde så travelt med at forsyne sig af de mange, dejlige sager, strømmen hvirvlede op i overfladen, at de slet ikke agtede på båden, der ofte var dem ganske nær. Men intet skud o blev løsnet på dem, dels fordi deres kjød trods al « behandling » giver en dårlig steg, dels fordi jeg håbede på værdigere mål for mit skud ved strømmens udløb blandt de der liggende holmer. Dette slog også på en måde ind. Næppe havde strømmen fort båden forbi den sidste odde ud af det snævre, strideste strømleie, for jeg på et skær et par hundrede alen borte opdagede en hel rad af skarve, der sad oprejste og stille med stor høitidelighed. Skarven er en ejendommelig fugl, der minder noget om antedilluvialske former. Den har en tung og svær benbygning, tykke, klumpede, stærke ben med årefødder, lange vinger,, men korte svingfjær. Vingens overarm er nemlig meget lang, og derved får.vingerne en vis lighed med flaggermusvinger. Dens flugt er også tung, men når den først er kommet i fart, bær det rask afsted. Den svømmer og dykker fortrinligt, og man har sin fulde hyre med at ro op en vingeskudt skarv. Sit rede bygger den helst på stejle, utilgængelige klippesider, hvor der findes små afsatser, og altid så brat stupende ud over sjøen, så ungerne, når de skal ud af reden, kan plumpe uria gryile. lige i vandet med det samme. På landet er den nemlig meget ubehjælpelig, da dens fødder sidder meget langt bagtil. Derfor sidder den også ganske ret op og ned på skærene, og bruger da den ikke lange, men stive hale, hvis midterste tjær er længst, som en tredje fod til at støtte sig på, hvisårsag også halefjærene er ganske slidte i enderne. Den har et stort, fra næbroden og til øiet, nøgent hoved, væbnet med et langt, stærkt mod spidsen krumt næb. Den har en lang hals, hvis hud, som hos de øvrige pelikanfugle, er meget tøielig, så den kan sluge uforholdsmæssig store / fiske. Der findes to arter, småskarven og storskarven, eller som den på disse kanter kaldes « kvitlåringen » efter en hvid flæk på hver af dens lår, der tilligemed dens betydeligere størrelse danner det væsentlige skille mellem den og dens slægtning. Storskarven er omtrent så stor som en gås. Vi så altså en hel række af disse fugle sidde på skæret. Jeg bad hans ro lidt varligere, greb med den ene hånd » kanonen » og styrede med den anden båden så, at vi efter min regning skulle passere holmen i en afstand af omtrent 80 skridt, — nærmere kommer man sjælden disse sky fugle. Jeg var nu så nær, at jeg tydelig kunne skelne hver enkelt fugl og de hvide flækker på et par af dem. Der var ialt 7 stykker. Nogle sad ganske stille med halsen sammenbøiet, nogle holdt vingerne udspilede og viftede med dem langsom t frem og tilbage, hvorved, de så ud omtrent som sorte kors « imidlertid begyndte skarvene at blive urolige, rettede halsene og vendte hovederne hid og did. Et par af dem væltede sig ned af holmen og ud i vandet. Skjønt holdet var langt, besluttede jeg at prøve virkningen af et skud straks, da jeg indså, at de ellers ville stryge sin kos. Jeg holdt på den største af dem, skuddet faldt og gjenlød drønende fra fjeldene og de større holmer, alle.de gjensiddende 5 kastede sig på sjøen, og de 4 for afsted med vingerne plaskende i vandfladen. Den femte var forsvunden. « nu skarpt, hans! » råbte jeg, greb dobbeltløbet, rejste mig i båden og viste retningen. Ganske rigtig, der kom den op igen en snes alen foran stevnen. Mit skud faldt øjeblikkeligt, men uden anden synlig virkning end den, at skarven lige lynsnart dykkede igen.. Jeg iagttog retningen af dens hoved, idet den gik under. Hans måtte vende og ro langsommere i modsat retning. « eg kan ’kje anna tru, hel han må væra klar, lel », ytrede hans, og kort efter så vi den. ganske rigtig flyde op tæt ved båden, blodet flod ud af dens næb, den strakte den lange hals fra sig og lå død. Det var det største og prægtigste eksemplar af en skarv, jeg nogensinde har set, og jeg beklagede, ej at have midler til at præparere dens skind. Efter dette mellemspil fortsatte vi vor kurs, idet vi fremdeles måtte bruge årerne, da det nu var blevet blik stille. Som jeg netop var færdig med at lade, blev jeg inde i en lille vig, et godt stykke borte, var nogle grå tingester mellem stenene nede ved stranden. Jeg kunne se, at det var fugle, da de alt imellem løftede på vingerne. Men hvad for slag det var, kunne hverken hans eller jeg afgøre på den lange afstand. I det håb, at det måske var « govier » eller grågæs, lod jeg hans holde af fra vor kurs og ind mod vigen. Snart viste det sig dog kun at være en tre, fire hejrer, eller som man på de kanter kalder dem « ægrer », et onomatopoietikon, dannet efter deres skrig: « æ—gre! » flere gange for havde jeg prøvet at få skudt et individ af disse langbenede, langhalsede, langnæbbede og langvingede fugle, der er så karakteristiske for vort vestlands kystfauna. Men jeg havde altid været uheldig. Hejren er nemlig meget sky og har desuden en meget liden krop i forhold til de løse, niende tjær, de store vinger og øvrige lange dimensioner, hvad der let forleder den uerfarne til at fyre på for langt hold. Heller ikke denne gæng var jeg heldigere, da de tog til vingerne, længe for der kunne være tale om at skyde. Ærgerlig over den unyttige afvigelse fra vor kurs, tændte jeg en ny snadde og skuede ud over fjorden, der nu lå stille og blank som et spejl, hvis klare flade kun hist og her blev kruset af de kvikke tejster, der tog sig rigtig godt ud i sin høitidsdragt: silkesort med hvidt bånd over vingerne, rødt næb og rode fødder. det var et vakkert syn at se- den blanke fjord spejlende skyerne og de endnu for en del med sne dækkede fjelde, der omgav den. Også i disse brånede1 ) sneen nu fort. Det mærkedes på de mange stride småelve, der skummende styrtede sig ud over dem. Var der end ikke fuglesang derude på fjorden, fugleskrig var der nok af både i luften og på vandet: snart en enkelt måse, snart et sneplogformet govletog2 ), snart en lom, snart et par kjelde, alt velklingende lyd for den, der elsker sjøen og dens travle liv. Hertil kom den klare, milde forårsluft, fyldt med glæde og håb. I sådanne vårlige betragtninger blev jeg dog snart afbrudt ved et råb fra hans: « sjå kobben, sjå kobben! » hvorpå han øjeblikkelig begyndte at istemme en salme. Det er nemlig en almindelig tro blandt folket på disse kanter, at dét bedste middel til at holde kobben oppe og få den til at nærme sig er at plistre, synge, le høit eller gjorde anden spektakkel; kun må man ikke slå i vandet med årerne, thi da blir den bange. Medens altså hans med høi, snoviende stemme intonerede sin salme, havde jeg forsigtig halt til mig hans lange bøsse, båden holdt stille, og jeg tog nøiagtigt sigte på kobbehovedet, der viste sig over vandet omtrent 100 9 b ranede, smeltede. 9 \ / 1 1 o o 2 ) gø vi, grågås. alen borte. Kobben svømmede ret efter båden i kjølvandet. Nu lod den til at mærke, at båden lå stille, og enten det var, fordi den nærmere ville forsikre sig om dette, eller fordi den buskede fyldigere at kunne nyde Hans’s musikalske præstationer, idet denne just slog en aldeles vidunderlig krul på enden af en strofe, nok er det, kobben blev også et øjeblik liggende ubevægelig, mens den hævede hovedet noget højere over vandet. Dette øieblik nyttede jeg til at trykke los. Da krudtrøgen trak væk, så vi kobben med krampagtige bevægelser kaste sig hid og did, mens den med sine forpoter slog i vandfladen. « den er vor, hans! nu gjelder det at ro! » Derpå greb jeg kleppen, en kort, temmelig tyk stav med en hvas jernkrog i enden og sprang frem i forstavnen. Allerede var vi så nær, at jeg så, hvorledes vandet omkring den farvedes rødt af dens blod, allerede løftede jeg armen for, når båden kom et åretag nærmere, at hugge kleppen i kobben, da blev den med engang stille og sank hurtigt. Vi kunne med øinene følge den et stykke ned gennem vandet. Dette er et af de almindelige uheld, hvorfor jægeren er udsat, når kobben skydes på sjøen, hvor der er dybt vande. Såres den blot, om end dødeligt, bliver den liggende oppe i vandskorpen, idet den stærkt trækker efter vejret. Dør den, synker den straks. Er man så nær ved, som vi var, kunne man endnu nå den med en harpun eller en kveitepig1 ); men vi måtte linde os i at sidde der med lange ansigter. Nu, herved var intet at gjorde. Jeg udtalte kun det for en jæger noget ualmindelige ønske: » Gid jeg ikke havde truffet den fuldt så godt ». Hans greb med et halvt triumferende smil det gamle skabilken af en bøsse og ytrede: o « a jau, eg kunne meist tænke, de ville gå så; hø æ så ostygjelig te å drepa denna bøssa måtru », og derpå begyndte han at fortælle en hel del eksempler på, hvor » ostygjelig bøssa va te drepa ».. Men på engang gik hans triumferende smil over til et betænkeligt udtryk, idet han udbrød: » Nej, ka æ detta? — sku du set sligt! » og dermed pegede han på bossens munding, hvor det viste sig, at fremsigtet under skuddet var sprunget af. Jeg trøstede ham med, at det var let at erstatte, men han lod til at finde tilfældet meget betænkeligt. » D’æ’kje sækert for bøssa æ feig no, nær arvesølle æ sprungit av », mente han. Da bøssen kort efter virkelig blev sprængt af en mand, der havde lånt den og uvidende om, at den var ladt, havde lagt nok en ladning i den, mindede hans mig om sin spådom. Han skjønte nu greit, at det havde været et varsel, ligesom han også for- ' ) et slags spyd, h vonn ed man stikker helleflyndre, der på vestlandet og nordpå kaldes -kveite-, sikrede, at den dræbende egenskab alene havde ligget i arvesølvet. Vi var nu komne omtrent halvvejs til » Holmesundene », da det blev besluttet at holde » kvit » På en større holme, hvor vi med det samme kunne tage vor » nons » eller aftasverd. Idet vi nærmede os under land fik jeg øie på en del østers, fæstede til en lang klippegrund, som skjød sig hen under vandet fra holmen af, og hvor der nu, da der var lavest tjære, var ganske grundt og ikke vanskeligt at vade med vore høie sjøstö vier. Det var således snart gjort ved hjælp af kleppen og min tollekniv at løsne en hel del af disse undersøiske notabiliteter, der rask blev åbnede og rangerede på bådens tofter. Her blev da af nybagt lefse, fenaknok, prægtige bjergøsters og et par støb gammel lysholmer holdt et måltid, som neppe nogen stamgæst i » Logen » eller hos « ingebrigt » Ville have vraget, især om sjøen og luften først havde givet madhug. En liden bris havde imidlertid rejst sig, som stadig friskede op. Vi satte vort sejl og gled rask ud mod » Holmesundene ». Disse er, som navnet siger, fyldte med holmer og skær, større og mindre, og et kært opholdssted for mange slags og strandfugle. Allerede på lang afstand borte vi også fugleskrig, snart af måser, snart af kjelder, der tre eller fire i flok holdt et slags leg høit oppe i luften med skarpe, ingenlunde ildeklingende skrig eller triller, der nåede fortissimo, når fuglene var komne rigtig høit op. Derpå skiltes flokken, og de- kastede sig- med hurtig og let flugt 7 d o d d d ned på holmerne. Eftersom vi kom nærmere, kunne vi også se, hvorledes de mindre holmer og lave skær var ganske dækkede af fugle. Måser, hejrer, kjelder, spover, rødbente snepper og småsnepper af forskellig art spadserede omkring nede blandt den våde tang eller sad ganske stille oppe på holmerne. Blandt de hvide og lysfjærede grupper såes her og der en skarvs sorte skikkelse, mens svartbaggen kredsede omkring med sit ensformige, hæse: » ka, ka, ka! — ka-ka-ka! » rundt om i sjøen svømmede fler slags ænder, tejster og enkelte æ-fugle1 ). Dette var et indbydende syn for en jæger og fugleelsker, og jeg lagede mig til at begynde angrebet. Sejlet blev nedtaget, og der blev gjort « klart skib ». Derborte i en grund vig ved en liden holme lå nogle prægtige » blånakker ». ( stokænder ), som jeg valgte til.første angrebspunkt. Forsigtigt nærmede vi os efter den gamle regel for sjøfuglejagt altid at ro, som om man vil ro forbi. » Kanonen » Måtte som sædvanligt gjorde introduktionen, og en prægtig andrik blev på flækken. De øvrige ænder satte til vejrs og tog kursen på skrå forbi båden. Hurtig dobbeltløbet op og til øiet: knald og fald! ’ den ene and styrter i sjøen, går * ) æ = edderfugl. under og er ej mere 'at se. Vi lå længe og så efter den, men uden resultat. Hans forklarede naturligvis, at den havde » bidt sig fast i bunden ». I virkeligheden svømmer den sårede fugl i et sådant tilfælde under vandet, til den når ind mellem tangen eller stenene ved stranden, hvor den gemmer sig så omhyggeligt, at det sjælden lykkes at finde den, selv om man kender denne dens taktik. Vi roede længer ind mellem holmerne, hvor der nu snart faldt skud på skud, om hvilke jeg just ikke vil påstå, at alle vare træffere, skønt jeg mest lagde mig efter snepperne. Disse var det jo let nok at fælde, men når der så af og til uformodet kom en and strygende forbi i god fart, kunne det nok hende, at ladningen » gjorde et hul i luften » bag fuglens hale. Hans undrede sig forresten en hel del over, hvad jeg ville med alle de « småfugla ». Han tænkte ikke at » sligt va etandes », sagde han. I løbet af et par timers tid havde jeg faet så pas meget » etandes » i båden, at jeg mente at have nok til at opfylde det løfte, jeg ved afrejsen havde givet, at skaffe lidt fuglesteg til. påsken. Af ikke « etandes » var der også en del; men det havde da i al fald god dun, så skuddene var — om man blot vil se på nytten — ikke spildte. Dagen var imidlertid begyndt stærkt at hælde, ligesom vinden havde tiltaget så meget, at den besværliggjorde jagten. Jeg sagde da farvel til « holmesundene » for denne gang. Sejlet blev hejst, snadden tændt med noget besvær, og så bar det hjemover med en frisk bidevind. Tusmørket faldt nu mere og mere på, fugleskriget døde hen efterhvert. Snart hørtes ingen anden lyd end af bølgerne, som båden brusende skar gennem, kun af og til afbrudt af skriget af en forsinket hejre eller et par lommer, der høft oppe fra luften lod sit » kakkeraka » høre, mens de på ilsomme vinger søgte ind mod landet til den ind sjø, hvor de skulle tage sin nattehvil. en vældig jæger. Der findes ganske vist ikke mange blandt os, som ikke har været så lykkelige at fa se eller vel endog tale med et eller andet eksemplar af den menneskerace, som kaldes « probenreutere » eller som de også kaldes « røitenspröitere ». De skriver sig nesten alle sammen daraussenfra og rejser på sit » Geschæft », idet de gjør i alle mulige og umulige ting. De er ikke altid synderlig vel bevandrede i landets sprog, men altid særdeles vel udstyrede i henseende til moderne klæder, uhrkjeder, ringe og hatte eller huer af nyeste fa9on. De rejser altid på første plads dampskib og jernbane, har sædvanlig en velsignet appetit og dertil svarende tørst, sidder oftest længer til bords end andre dødelige, stanger sine tænder med meget opstyr samt dufter af patchouli, pomade og cigarer. Deres væsen frembyder en forening af ugeneret hensynsløshed, uforskammethed og nærgående påtrængenhed. Ve dig, om du sidder i samme jernbanevogn som en sådan herre, og han mistænker dig for at være forretningsmand! På hotellerne spiller de altid første violin, kujonerer opvarterne, karesserer opvarterskerne og er allesteds iveien med sine velbeslåede kufferter og prøvekasser, der stadig giver anledning til meningsudvekslinger mellem de respektive ejere og skydsskafferne på landet. Et sådant eksemplar und zwar aus der guten Stadt Hamburg hædrede for en del år siden den lille by h. med sit besøg. Da han en dag under sit ophold der hørte et par kjobmænd aftale en jagttur, blev han straks meget ivrig og forsikrede, at han var flink til at skyde og allerede havde skudt flere dyr, især fugle. « ja, men her er der tale om harejagt », bemærkede man. « oh ja, hasenjagd, ja wohl! — har allerede længe haft lyst at skyde den hare, har forsøgt en gang, men han sprang — øh så hurtik, så hurtik, und jeg efter. Han ville ingen gang sætte sig og blef borte i den — hvad det nu heder? — Rubenfeld — nå ja, den turnipsaker ». De to jægere lo i skj ægget af denne klassiske tale og indbød hr. N. til at følge med på turen. Han takkede og var særdeles fornøjet. En bøsse anskaffedes til gesten, og man kørte afsted fra byen. Undervejs betragtede han med en vis forundring de medfølgende hunde og spurgte endelig: « hvad skal de hunde gjorde med? » « de skal jage haren, kan de vel forstå. » » Jage ham? Men da springer han jo sin vej ganske væk, og vi ikke kommer til at skyde ham. Skal de tage ham og bide ham, så han dør? » Man søgte at give ham et klart begreb om støverjagten, men han syntes ikke ganske at få sagen på det rene. Man tog ind til natten på en gård, som hed furusæt, og tidlig følgende morgen var man i skogeN. Da huNdeNe sNart fik fod, blev N. stillet på post med den forklaring, at haren rimeligvis ville gå over der, hvor han stod, og at han måtte passe vel på. Først når man råbte på ham, skulle han forlade sin post og komme. Hundene tog ud, og løsen gik klingende. Da hørte den af jægerne, som stod tyskeren nærmest, at denne snakkede høit, men kunne ej forstå, hvad han sagde; kun skjønte han, at det var noget om » die hunde » og om « betlen ». « halt’s maul! » lod vor jægers ærgerlige råb hvast over til hr. N. Løsen drog sig nu et godt stykke afsted, og begge jægerne fulgte efter. Haren vendte, og de borte, at løsen gik over just der, hvor N. stod, meN iNtet skud lod sig høre. eNdelig kom haren til en af de to jægere og fandt der sin bane. » Todt » og » herover! » råbtes fler gange. Man vejede ud haren, men ingen tysker kom. » Herover! — komm' hieher! » skreg de med sine lungers fulde styrke. Nej, ingen kom. » Han sover vist efter de to alvorlige drammer, han satte i sig i dag morges », mente den ene, « n bliver vel nødt til at lede ham op ». De gik tilbage til posten, hvor de havde stillet ham, men der fandtes han ikke. Man råbte, skød og ledte; men alt var forgæves. Man mente da, at hr. N. Var blevet ked af jagten og havde pillet af hjem til standkvarteret, især da man havde lagt mærke til, at nisten og de medbragte drikkevarer havde syntes særdeles at falde i hans smag. Jagten fortsattes altså, og først ud på eftermiddagen vendte de to jægere tilbage til furusæt. Visse på der at træffe denne « Sohn des grossen vaterlandes » hvilende på sine laurbær, blev de tvende jægere bade forundrede og ilde ved, da de hørte, at man ikke havde set nogen tysker, siden de om morgenen i følge var dragne afsted til skogs. Man overlagde alvorligt om, hvad man vel som bedst skulle gjorde. Men just som man holdt på med således høitideligen at pleje råd, fik man se et syn, som brådt vendte alvoret til munterhed. Siddende skrævs over et gammelt og og holdende sig fast i manen, mens en halvvoksen gut lejede hesten ved tøilen og bar geværet, kom der vor hr. N. dragende ind på gården. Det var nesten synd at le af ham; thi hans ansigt såvel som hele hans ydre person frembød et ynkeligt syn. At det havde båret overrende med ham i en blødmyr stod i læselige træk skrevet på hans bukser og moderne promenadefrak, hvis ene skød havde emanciperet sig og ej var til at finde. Hans ene knæ tittede noget frækt frem gennem en alvorlig flænge i de snevre, forhen perlegrå benklæder. Ansigtet så meget medtaget ud, og et par skrammer over næsen, der i og for sig var en usædvanlig lang « guck in die welt » røbede, at de tørre grankvister havde foret ilde med denne interessante legemsdel. Efterat man havde fået ham ned af gampen og ind i huset samt med adskillige glas god portvin opfrisket hans døende livsånder, fik han igen mål for sig og fortalte nu sin skæbne omtrent som følger: « ja, nu skal jeg alt forklare, og det var ganske schlemt und en abendtheuer, som jeg endnu ikke oplefet. Jeg kommer det aldrig zu vergessen. Da de var borte, mine Herren, begyndte die hunde furchterlich zu hellen, und da jeg ikke forstod, hvad som dem fejlede, bad jeg dem sin verdammte mani zu halten, so de ikke skulle den haren skræmme. Men de ville ikke, und so blef det nogen tid ganz still. Nu tænkte jeg den haren zu finden. Jeg søgte bag de træ og den tætte gestråuch — hvad heter det? — oh ja, den tætte buske, men jeg ikke så ham og kunne aldeles ingen finden. So jeg hører igen die verdammten hunde komme nærmere, og jeg springer weg, tænker, de må være schlemme. Und so jeg kommer langt bort i den skog, meget stor, meget lang; intet at høre af dem, mine Herren og intet at se. Jeg løb meget, meget langt og fandt ingen vej, men nur sumpfe und gestein und zerriss mig und de klæder-------- » » Men borte de os ikke skyde? » faldt en at jagtkammeraterne ind. » Oh ja, en gang, men det var ikke møglich at finde hvor. Jeg gik, og jeg gik, og jeg blev meget træt. So tand jeg endlich en hus, meget liden, men ingen menneske. Jeg på den tag opklætrede und zerriss mine pantalons — meget god caschmir, meine Herren, aldeles for god pris samme Stoff zu bekommen. — fra den tag ikke megen fernsicht, dog en røg over dem træ langt borte. Jeg går efter den røg, ofte op i den træ for at se, und mein spazierrock spoliert! Endlich kommer jeg til en liden hus, und en pige var på den gård. Jeg talte til hende, og jeg var meget — hvad det nu hedde — ja blid, — be, be, be! Men hun meget besturzt og sprang in den hus. So tand jeg den Mann og bekam den Gaul og sagde fursæt! Und so kom jeg hid ». » Men min bedste hr. N,, de må følge med os engang til på jagt, så går det nok bedre, skal de få se! » » Danke schøn, habe aber schon genug von den verdammten norwegischen wældern! » bidrag til bjørnens karakteristik. Blandt skøgens dyr er, kan man sige, bjørnen i en vis forstand vort folks yndling, en stilling, hvortil vistnok også ræven bejler, hvilket noksom fremgår blandt andet af den rolle begge spiller i vor folkedigtning. Samme forhold synes også at finde.sted hos vort brødrefolk på den anden side af kjolen. Hvor slem bjørnen end iblandt kan være mod en stakkars husmand, hvis hele buskap, en ko eller nogle sauer, ikke så sjælden må tjene hans lodne majestæt til frokost eller aftensmad, så forstår han i hvert fald at hævde sig en fremragende plads i folkets interesse, ja man kunne nesten sige, i dets hengivenhed. Kanske er grunden hertil, i al fald til dels, at søge deri, at bjørnen til en vis grad kan siges at repræsentere folkets egen karakter. Ser man på hans ydre, synes han ved første øiekast at være temmelig klumpet og tungvindt af sig. Elegante bevægelser ligger tydeligvis ikke for ham, og når han stundom i selskab med omrejsende » kunstnere » nodes til for « et hoistæret publikum » at optræde i egenskab af dansør, så skjønnes det klart, at han savner egentligt kald eller særegen begavelse for terpsichores ædle kunst. Gjelder det derimod « kraftpræstationer », da er han fuldendt virtuos. Den stærkeste kar synker • i knæ, når bamse, som det synes, ganske let og ligesom venskabeligt lægger sine vældige labber på hans skuldre. Med en liden, velment tilrette visende ørefig slår han en næsevis okse til jorden, når denne i sin tåbelighed forsøger at nægte ham adgang til den hornede familie. Med en vis legende lethed vælter han væk de tykke tømmer stokker, som man har lagt over et åte, som har vakt hans appetit. En høst havde tvende heste gået sig ned i en hængemyr, de kunne ikke arbejde sig op igen og omkom ynkeligt. Heller ikke efter deres død var det muligt at få dem trukket op på fast mark. Ejeren besluttede da at lade dem ligge som åte. Men for at ikke bjørnen, om han kom, skulle slæbe dem bort fra myren, hvor det var godt skud på ham, bandt manden hestene, der lå tæt ved hinanden, sammen. Da det led et stykke ud på våren, og sneen var gået af marken, gik manden afsted for at se til sit åte. Til sin forbavsede fik han da se, at bjørnen, som rimeligvis havde fundet det mindre koseligt at holde sit måltid med fødderne i det kolde vårvand, havde draget hestene op af myren og slæbt dem et godt stykke bort til den ene myrkant, og det, uagtet de var sammenbundne. Ved sådanne ledigheder, og når. bjørnen befinder sig på sit rette felt, i skogen eller oppe i fjeldet, viser det sig klart nok, at han både er let og leug i sine bevægelser. Marken kan være så ulændt og stenet, som den vil, bjørnen kommer nok frem, og det med fart, når det gjelder. Om han f. eks. i skogen forfølger en hest, har denne lidet håb om at slippe undaf, hvis den ikke når åben mark. Bjørnen løber nemlig meget let og behændigt mellem træstammer, selv hvor disse står tæt; han er også snar i vendingen, som man siger. Det er noksom kendt, hvor let han slipper frem selv over ganske bløde myrer. Med sine brede labber kan han spadsere på ganske tynd hængemyr, som ikke skulle kunne bære mennesker eller større dyr. En gammel såkaldt slagbjørn, som har vundet ø velse i at jage andre dyr, og som sædvanlig bliver mere og mere hidsig på jagten, forstår ganske godt at drage nytte af denne sin « kunst, at flyde ». Thi findes der en hængemyr i nærheden, så søger han ofte at drive sit offer ud på samme, hvor det da inden kort tid bliver indhentet og aflivet. Dette er nu så at sige bamses ydre. Lad os også kaste et blik på hans indre, hans sjæls egenskaber og karakter. Af naturen er han temmelig magelig og en stor ven af stilhed og ro. Om vinteren fører han som bekendt et fuldstændigt drømmeliv eller indskrænker sig i det mindste til en meget stilfærdig kontemplation og selvbetragtning, og han optager det meget ilde, når nogen drister sig til at forstyrre ham heri. Heller ikke er han meget tilbøielig til selskabelighed. En gang om året plejer hans ellers så rolige sind at sættes i bevægelse at det smukke kjøns elskværdighed; men efter at have bragt denne sin hyldning, trækker han sig igen tilbage til ensomheden. Han vil ikke have noget med huslige bekymringer at bestille, og han synes ikke om barneskrig. Hans kære halvdel må tage sig af børneopfostringen og må ofte et par, tre år drages med ungerne. Man træffer derfor ikke så sjælden mutter i følge med en to, tre unger af ulige alder. Disse behandler hun ganske vist med moderlig ømhed, men hun nærer ikke de nyere tiders milde anskuelser, i kraft af hvilke børn ej må straffes med legemlig revselse. Tværtimod, de må ofte finde sig i alvorlige ørefiger, når de ikke vil lystre moderens bud. For at komme tilbage til hr. bamse selv, så fører han om sommeren et meget hyggeligt liv. Har han ikke fået smag for jagtlivets fornøielser, så sorger han for det meste for på enhver vis at nyde sin sorgfrie tilværelse. Han strejfer om på jordbærbråter og i blåbærskog og lader sig bærene ‘ smage. Også af multer og krækling er han en stor ven. Idetheletaget har han, hvad der ofte nok er tilfældet med rolige og stilfærdige mennesker, en vis svaghed for slikkerier og søde sager. Får hans fine næse engang vejr af et humlebo under mosen, så er han ikke længe om at kåre det frem; med stort velbehag smatter han da på honningen, mens han, inderligt gottende sig, blunder med sine små øine. Forøvrigt forsmår han heller ikke grønsager. Spædt, fint græs, forskellige slags skog- og fjeldurter samt redder findes også optagne på hans spiseseddel. Kommer han tilfældigvis over et fuglerede, har han ofte den svaghed ej at kunne gå sin vej, for han har tomt det, og han tager det ej så nøie, om der skulle være unger i æggene. Dog er det at mærke, at han ikke egentlig « gjør i denne vare ». Den falder ind under rævens og mårens fag, som på dette felt desværre er ualmindelig « forretningsdygtige ». En anden ting, som han også synes godt om, er at tage sig en god middagslur, enten i solbakken, når han vil stege sig i varmen, eller under en gran med lave, hængende grene eller vel endog i et myrhul, når han foretrækker at få en smule kjøling. På varme sommeraftener, når luften vrimler af myg og knot synes han meget godt om at tage sig et forfriskende

1895_Westenholz_FraMitPulterkammer

Mary

Fra Mit Pulterkammer

Westenholz

Westenholz

Fra Mit Pulterkammer

female

1895_Westenholz_FraMitPulterkammer.pdf

Mary Bess

Westenholz

Bertel Wrads

dk

Fra mit Pulterkammer

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Formildende omstændigheder. I ethvert velordnet hus findes der altid adskillige små værdiløse genstande eller stumper og stykker af små genstande, som have været kasserede snese af gange, men som altid på en eller anden mysterieus måde er vendte tilbage på deres plads. Der findes f. Eks. på mit skrivehord en underlig lille messinggjenstand, hvis form og hele udseende ikke hos noget menneske vækker nogensomhelst idéassociation, der kunne henlede tanken på, hvorfra den er kommet, eller hvortil den kunne bruges. De første år den var hos mig, forsøgte jeg på forskellig måde at blive den kvit. Jeg begyndte med at kaste den i papirskurven; efter et par mislykkede forsøg ad denne vej tyede jeg til brændekurven og senere til kakkelovnen; jeg indsneg den i børnenes legetøiskab, men ikke engang denne moloch kunne tilintetgøre min plageånd. Så resignerede jeg og indrømmede den en plads i det allerhelligste. Der står, ligger eller sidder — hvordan man nu vil betegne dens modus vivendi — den nu blandt mine kæreste portraiter og dyrebareste reliquier, så blank, pudset og passet som nogen genstand i hele huset, og når jeg er død, vil en eller anden trofast sjæl rimeligvis tage den til sig og opbevare den som et minde om mig. Mit forhold til hvad min kone kalder min „ literaire virksomhed “ har en hel del tilfælles med mit forhold til denne lille tingest. Lige siden jeg begyndte at „ skrive “, har det pint mig, at jeg ikke kan påvise nogen bestemt, berettiget grund til at jeg skriver, og jeg har da også idelig prøvet på at lade være dermed. Det har vist sig, at det kan jeg ikke — ikke mere end jeg kan komme af med den unyttige lille messinggjenstand — så har jeg da også her måttet resignere. Jeg tror, at der i min character ikke findes mindste antydning af den for øjeblikket så moderne kattenatur. Jeg kan både bindes og lukkes inde, og når båndene ikke snære altfor galt, og indelukket er nogenlunde tåleligt, så er bevidstheden om at være bundet eller lukket inde, i og for sig, ikke nok til at gjorde mig nerveus eller ulykkelig. Når jeg først har overbevist mig om, at jeg ifølge en eller anden naturlov er uløselig bundet til en messinggjenstand, en „ literair virksomhed “, eller en anden lignende underlighed, finder jeg mig også uden vanskelighed tilrette i disse faste forbindelser. Ja, jeg er ikke langt fra at tro, at jeg, hvis min skrivelyst eller min messingdingse en dag fik isinde at gå didhen, hvor de kom fra, ville savne dem. At skrive er der jo nu endelig heller ikke noget ondt i, det syndige ved en literair virksomhed begynder egentlig først, når det skrevne udgives, men det må dog vel til dels komme over forlæggerens hoved. At jeg har henvendt mig til en forlægger er min kone skyld i, for så vidt som det var hende, der, ligesom i sin tid Eva overfor sin mand, gav mig den brødefulde indskydelse. Forleden morgen sagde hun, efter i nogen tid på en ildevarslende måde at have puslet omkring i min stue, til mig. „ Å hør et øjeblik Bertel! Inden du går ud, må du sige mig, hvadfor noget af dit skriveri jeg må lægge ind på pulterkammeret. “ Min kone har i al almindelighed intet imod min literaire virksomhed; jeg tror, at hun tværtimod ofte glæder sig over at have mig vel anbragt ved mit skrivebord og udenfor det hele, når der skal foregå et eller andet af vigtighed i huset. Resultaterne af min „ Virksomhed “ interessere hende derimod overmåde lidt, hun ser nærmest på dem som på noget, der skal holdes i orden. Under påskud af de vekslende årstider, forestående højtider o. a. Lign, gøres der „ hovedrent “ I min stue med, efter min formening, ganske få dages mellemrum. Hvor min kone får sin almanak fra, véd jeg ikke, men vist er det, at hun altid ud af den kan bevise, at nu er den dag kommet, da det er uafviselig nødvendigt, at der gøres hovedrent. Gid Struensee dog, medens han var ved det, havde gjort det samme ved rengjøringsdagene, som han gjorde ved bededagene: slået dem alle sammen i en „ Store rengjøringsdag “, men det har vel forekommet selv ham halsløs gerning. Blind som han var, så han dog, at der er ting, som ligge udenfor selv en statsministers rækkevidde. Hvad der kunne have været udrettet ad provisorisk vej, kan intet menneskeligt væsen nu sige, men indtil det med sikkerhed vides, hvad han ellers er, bør man dog måske gå ud fra, at hr. Estrup er et menneske og, så vidt jeg ved, endogså ægtemand, og så — ja så tale vi ikke mere om den ting. Det følger af sig selv, at når der bliver gjort rent i min stue, så bliver der samtidigt „ ryddet op “ på mit skrivebord, og så vil min kone altid gerne have lov til at flytte så meget som muligt af mit „ Skriveri “ ind på pulterkammeret. Hun plejede at gøre det uden at spørge om forlov, men så hændte det en dag tidlig på foråret, da vi vare sammen ude i haven, at mit blik faldt på det papir, som var viklet om de højstammede rosers kroner. „ Mutter, “ sagde jeg med dirrende røst, „ hvad er det? “ „ Hvilket Bertel, “ sagde min kone bekymret, „ Roserne have dog vel ikke fået frost? “ „ Hvad er det, du har viklet om roserne? “ „ Nå, “ sagde hun beroliget, „ det er dine og børnenes gamle skriverier inde fra pulterkammeret, jeg syntes, at det så pænere ud end avispapir. “ det gik mig i det øjeblik, som det går min vens talende papegøje, der ingenting kan sige, men som „ er en ren satan til at tænke “. Først om aftenen da vi skulle sige godnat, sluttede min kone og jeg fred på den betingelse, at hun for fremtiden skulle sige mig, når der skulle ryddes op på skrivebordet. Hun har holdt sit ord, og der er heller ikke udbrudt nye stridigheder, men en vis bitterhed efterlod denne skærmydsel dog på begge sider. det er ikke fordi jeg havde tænkt mig selv nogensinde igen at gennemlæse mine skriverier, men jeg havde altid haft det stille håb, at min kone inderst inde i sit hjerte havde en vis pietetsfølelse for dem, ja jeg kan ligeså godt tilstå det — jeg havde i mine blidere stemninger hengivet mig til lykkelige drømme om den trøst og opbyggelse, hun og mine nærmeste engang skulle få af at gennemblade mine efterladte papirer. Nå, det er nu alt sammen forbi, nu ved jeg bedre, men den slags operationer høre ikke til dem, der intet ar efterlade. På den anden side fastholder min kone, at der ikke er noget så ækelt på et pulterkammer som gammelt papir, der ligger og samler støv til ingen nytte. På et pulterkammer! Jeg ville blot ønske, at jeg måtte få lov til at tage kun en eneste mandsperson med mig ind på pulterkammeret, om det så kun var for bagefter at have et fornuftigt menneske at tale med om alt, hvad der findes derinde. Det halve af det, der er, kan man ikke finde for det andet halve, og det halve består hovedsagelig af den slags genstande, stumper og stykker, klude og skår, som intet menneske nogensinde har oplevet, at der var brug for, førend dagen efter at de vare blevne smidte på møddingen eller brændte. Ja efter disse indledende oplysninger kan det vel næppe undre nogen at høre, at jeg blev en smule nerveus ved at få at vide, at min kone var i færd med at rydde op inde i min stue. Det meste gav jeg hende imidlertid hals- og håndsret over, og bad kun i al beskedenhed om at måtte beholde en lille bunke artikler, som fra tid til anden have været trykt i „ Tidens strøm “, og som jeg umiddelbart efter historien med roserne havde hentet frem fra pulterkammeret. „ Jeg forstår ikke Bertel, hvorfor du endelig vil overfylde dit skrivebord med alle den slags sager. De ligge jo meget bedre inde på pulterkammeret. “ „ Opgør mellem ægtefolk er som at kaste sig ud af vinduet anden gang, for at se hvorledes det gik til første gang “, siger Bjørnson; jeg tænkte det bare, jeg sagde ikke engang, hvorfor jeg ikke ville have mine papirer ind på pulterkammeret, men jeg tror nok, min kone forstod det, hun lod mig i det mindste i fred, til hun var næsten færdig med sit ødelæggelsens værk, så sagde hun pludseligt: „ Hør ved du hvad Bertel. Du skulle se at få en forlægger. Det er jo utroligt, hvad der nutildags kan blive udgivet. Send du dine artikler til en forlægger. “ Jeg kunne tydelig se på hende, at hun tænkte: så ere de afvejen. Jeg kan ikke sige at raisonnementet tiltalte mig, men ideen slog mig som udførlig. Faktum viser, at den var det. Med så stormægtig en medskyldig som den gyldendalske boghandel synes jeg, at mit ansvar falder næsten helt hørt, selv om det ikke er „ ved uagtsomhed “ men med „ fuldt overlæg “, at jeg har handlet. Jeg ved fuldtvel, at „ Ej nogen tanke klædt i ord går på sin vandring helt tilgrunde, omend dens vej er uden spor, en eviar virken i den bor, den hendør ingenlunde. Den kæmper med, når det er tid, om den er god for lysets strid, men er den ond, går den at stride for ahriman på mørkets side. “ Jeg har intet øjeblik glemt, at hvor ubetydelig og uskyldig sådan en lille bog end kan se ud, „ Koraldyret lig i den dybe sø den bygger dog med på den voksende 0 og bereder den verden, som kommer. “ Men just derfor, just den kjendsgjerning, at jeg aldrig har taget min pen i hånden uden at tænke på alt det, må, synes jeg, tjene som „ formildende omstændigheder “. det fjerde bud. Af og til, når jeg inde i mit pulterkammer jta roder op i min børnelærdom, støder jeg også på et eller andet af de ti bud, og hvis jeg er i det rette hjørne, giver det mig altid en del at tænke på. Der er nu f. Eks. det fjerde bud: ær din fader og din moder, på det dine dage kan forlænges i landet, som Herren din gud giver dig. Der er dem, der mene, at når vi hare ville slås, så kunne vi blive længe i landet; derfor bygge de fæstninger. Der er andre, som mene, at vore dage som nation er talte, og de spørge: hvad kan det nytte? og alle vi uden mening, vide hverken ud eller ind. Min kone siger, at jeg er lunken, — sovet ind — ingen ofre vil bringe — og så giver hun sine hønsepenge til slesvigerne og lader mig unholde hønsene. Jeg liar et par gange forsøgt at overbevise hende om, at der umuligt kan være tale om lunkenhed, hvor der ingen overbevisning findes; men logik oprører nu engang damer, og enhver fornuftig mand skal vel vogte sig for at forsøge på at bevise dem noget ad dens veje; han høster kun utak. At jeg skulle være sovet ind, forlanger jeg, at hun skal bevise, hun, som dagligt ærgrer sig over den tid, jeg spilder på aviserne. Igår Morges var hun igen efter mig. „ Hvad vil du dog opnå ved al den læsen, Bertel? “ „ At danne mig en mening. “ „ Mening mig her og mening mig der, spørgsmålet er: patriot eller ikke patriot. “ „ Patriot, “ sagde jeg så resolut, at hun et øjeblik tav forbløffet. Jeg benyttede min sejr til at iværksætte en hastig flugt ind på mine egne territorier. Der sad jeg så og grublede over, hvad jeg vel, som god patriot, kunne gøre for at styrke vore chancer til en fortsat beståen som nation. — jeg rodede op i alt, hvad jeg havde hørt, læst og tænkt i den retning, siden jeg var kommet til skjelsår og alder, men jeg stod lige rådvild overfor vort forsvar og blev stadig mere og mere uklar over „ hvor vi glide hen “. Så var det, som sagt, at jeg mellem en hel del andre sager stødte på det fjerde bud. Her var da endelig noget bestemt at holde sig til, og det tilmed noget, som hverken de sagkyndige eller europæerne hidtil havde haft fat i. Her var en patriotisk forholdsregel, hvorom jeg i al stilhed kunne danne mig en mening, uden at risikere straks i næste Avis, som jeg tog op, at møde en artikel, der fuldstændig tilintetgjorde det hele grundlag, hvorpå jeg byggede. Enhver patriot bør altså først og fremmest ære sin fader og sin moder. Jeg bryder mig ikke om at sige alt, hvad jeg tænker, og især ikke om at høre, at der ikke er nogen mening deri, men ud må det nu alligevel, og da jeg af erfaring ved, at de færreste af os læse, hvad de fleste af os skrive, så nedskriver jeg uden betænkning nogle af de fornuftige tanker, der opstode i min forvirrede hjerne, da jeg stødte på det fjerde bud. Uden at gå så vidt, som den lykkelige kone, der, adspurgt af en eller anden ryggesløs vantro, om hun virkeligt troede, at hvalfisken havde slugt profeten Jonas, uden betænkning svarede ja, og at hun ville også have troet, at Jonas havde slugt hvalfisken, hvis det havde stået i bibelen, er jeg dog så gammeldags, at jeg på visse råder betragter Moses og propbeterne som autoriteter, og jeg er så meget mere villig dertil, som jeg føler, at jo klogere jeg selv bliver på verden, desto klarere indser jeg, hvilke visdomsskatte deres skrifter indeholde. Jeg var da også straks på det rene med, at der måtte være noget i dette med det fjerde bud, og jo mere jeg har tænkt derpå, desto klarere står det for mig, at det at ære sin fader og sin moder må høre til en patriots fornemste pligter. Der gives mange måder at ære såvel sine forældre som andre mennesker på. Jeg ville engang forære en ung dame i mit bekendtskab et par kanariefugle, som hun så inderligt ønskede sig, men jeg fik dem tilbage med et brev fra hendes fader, som skrev: „ Al den tid min kone levede, ønskede hun at holde kanariefugle, men jeg ville ikke tillade hende det; nu skal min datter ikke have, hvad jeg nægtede min kone. “ Således ærede han sin afdøde kone. Jeg kender en enke, som aldrig havde givet sin mand hans livretter, medens han levede, men oversvømmede huset med dem efter hans død, til stor plage for hans sørgende efterladte. — jeg gad vide, om de to skikkelige gamle afdøde følte sig hædrede i deres himmel. Jeg husker, at det fortaltes, at Christian Viii, ikke holdt af, at de kongelige vogne vare forspændte med mere end et par heste, og at dronningen meget imod sin villie måtte finde sig i denne borgerlige befordringsmåde. Dagen efter lians begravelse kørte hun ud med et firspand, der til ære for den høisalige konge bar sorg fra øre til hale. — ja! når jeg ser, hvorledes vi stede vore døde til jorden, og hvad vi i den anledning kunne finde på, for at ære og hædre en eller anden skikkelig gammel fyr eller stilfærdig gammel dame, hvis inderste ønske var at gå så ubemærket som vel mulig gennem livet og sikkert også ud deraf, så får jeg en uhyggelig fornemmelse af, at vi endnu stadig gå omkring som hine øienskalke, der i sin tid holdt på bogstaverne og ilijelsloge ånden. Sagen er, der gives ligesålidt absolut hæder og ære, som der gives absolut lykke. — hvad der er hæder for en, kan være skam for en anden. Den voksne mand ærer sin fader og sin moder på helt anden vis end det lille barn, — gør han det ikke, så er det, fordi bogstaven har slået ånden ihjel for ham. — vi søge at vække vore små børns religieuse sands ad rent ydre veje, vi lære dem at tale sagtere, når de tale om gud, at folde deres hænder og stå stille, når de sige psalmevers frem, vi begynde ikke, eller burde i ethvert fald ikke begynde med at lære dem religion, vi søge kun at give dem en følelse af andagt og pietet, når guds navn nævnes. Sådan tror jeg i det mindste, vi bar os ad i gamle dage; jeg ved ikke, hvordan folk bære sig ad nu, den slags ting høre jo til de små hemmeligheder, som en moder har med sine børn, og som vi mænd kun af og til kunne liste os til at få et lille glimt af. — jeg har ladet mig fortælle om en af vore såkaldte berømtheder, at han lærte sin lille datter at bede aftenbøn til Venus; jeg kan ikke sige, det tiltalte mig, men hvis han virkelig derigennem har vakt og styrket hendes pietetsfølelse, så tror jeg dog, at han har gjort mere for sit barn, end de forældre gøre, som slet ikke lære deres børn at bede. Pietetsfølelse må ethvert menneske have, man må have respekt for noget, der må være ting, man ikke kan gøre, — hvis man da overhovedet har nogen som helst ambition ni. H. t. moralsk bevidsthed. Jeg kan tydelig huske, at jeg engang som lille dreng var indbudt til en af mine skolekammerater. Vi holdt et farligt styr og satte huset på den anden ende. Da pigen bragte aftenavisen ind, begyndte vi at slås om, hvem der skulle bringe den ind på kontoret, og det endte naturligvis med, at vi rev den istykker. Min lille vært blev pludselig ganske stille, han og hans Broder forlangte at komme i seng og ingen friskfyragtige talemåder eller trøstegrunde fra min side hjalp. Der var begået helligbrøde, og med knuste hjerter og opløste i fortvivlelse overgav de sig på nåde og unåde til dommen og straffen i form af barnepigen og sengen. Jeg ønsker inderligt, at alle små drenge, som jeg holder af, hele deres liv igennem må have deres hellige, ukrænkelige Berlingske Avis i en eller anden form, at de altid må vide, at der er ting, som de ikke kan gøre; — og hvis de så alligevel komme til at gøre dem, lad dem så, ligesom min lille mandige kammerat den aften, føle, at der kun er én vej bort fra synden, og at den går gennem straffen. Når et barn skal lære at ære sine forældre, så må man gå samme vej, det må lære hvad ærefrygt er på en måde, som det kan opfatte. Det må lære at høre efter, hvad der bliver det sagt, at svare høfligt og a. L.; men ligesom gudsdyrkelsen helst skal blive til noget andet og mere end foldede hænder og sænket stemme, således skal som sagt en voksen mand ikke ære sin fader og moder på samme måde, som den lille dreng gjorde det. Jeg har slet ikke noget imod, at min hr. Søn står op fra sin stol for at byde mig den, eller at han lægger sin bog til side for tilsyneladende med den største opmærksomhed at lytte til mine visdomsord, men egentlig hædret føler jeg mig ikke derved. Jeg synes, at det ikke er andet end sin pligt han gør, når han finder sig i en hel del af mine urimeligheder og snakker mig lidt efter munden, men når jeg ser en af mine store drenge fortsætte den gode gerning, jeg har begyndt, udjevne og udslette virkningerne af mine fejl og dumheder, når jeg ser ham binde mine unge træer op og luge om de vækster, jeg har plantet, ser ham stræbe efter at blive til en mand, ikke som jeg var, men som jeg gerne ville have været, når jeg ser, at han ikke tager mine råd og anordninger efter bogstaven, men gennem alle sin gamle faders urimelig- og latterligheder, ser og forstår ånden, hvorefter jeg stræbte at leve, så føler jeg, hvad det vil sige at være æret af sin søn. Men når det at ære sin fader og sin moder ikke alene består i barnlig ærbødighed, men tillige, og først og fremmest, i at gemme, værne om og forøge alle de goder, både moralske og materielle, som vi have modtaget i arv efter dem; når vi hædre dem ved at følge de veje de gik, mod det mål de kæmpede for, så står budet fra sinai bjerg også fast — vil du blive længe i landet, som Herren din gud giver dig, da må du ære din fader oe: din moder, c et lille folk har mange fjender, og alle true de den arv, det tog efter sine forfædre. — hvad man så fra velunderrettet side i den senere tid har fortalt os for stygge ting om franskmænd og russere, så kan jeg dog ikke komme hørt fra den gamle overtro, at, når det gælder det land, som vore fædre have efterladt os, så er det tyskerne, der er på færde; og skønt jegsmigrer mig med i al almindelighed at være ligeså skikkelig og fredelskende som selve bjørnstjerne Bjørnson, så kan jeg dog ikke glemme „ de af vore landsmænd, der under et fremmed herredømme sukke efter deres jordiske fædreland, “ Selv om jeg ikke går slet så vidt som bondemanden, der ikke var blodtørstig, men godt kunne holde Bismarck, medens han blev flåt. At vi skulle holde på „ hver fodsbred jord af vore fædres land, “ det ved enhver, og det er vel også kun om måden, hvorpå det skal gøres, ikke om selve sagen, at de lærde drive visnepolitik, men der er andre ting, vi tog i arv efter vore forfædre, og som er mindst ligeså dyrebare som den jord, vi træde på. Der er vort sprog. — det hænder ikke så sjældent, at en dansk forfatter, pludseligt og aldeles umotiveret, begynder at skrive norsk. Jeg har ikke kunnet opdage hensigten dermed; han opnår jo dog ikke derved at komme til at skrive samme sprog som normændene, eftersom det norske skriftsprog for længst må henregnes til de døde sprog, hvad man end siden vil kalde alle dets forskellige moderne afarter. Jeg mener nu ikke, at man for at være en god dansk mand nødvendigvis må gå i hjemmelavet vadmel og tale bjarkemål; vi er slet ikke så udmærkede, at vi ikke med tak og kyshånd kunne tage imod de nye ideer og opfindelser, der komme til os fra fremmede lande. Lad kun de fremmede ting beholde deres fremmede benævnelser, men lad ikke sproget, med moderne, forandre sig fra dag til dag. Det kunne da let komme dertil, at vore sønner ikke kunne læse de bøger, vore fædre skrev, og vore døtre ikke synge de sange, vore mødre lærte os; så hjalp det kun lidt, at det givne antal kvadratmil gik i arv fra fader til søn, danskheden var lige så meget i fare, som om den tyske liær lå udenfor København. „ Vort land, vort sprog og vore fædres, skikke. “ Ja lad os ikke glemme det sidste. Det er just det, at der gives danske sæder og skikke, forskellige fra andre nationers, der giver os ret til og krav på — ja forpligtelse til — at være en selvstændig, uafhængig nation. Træde vi fædrenes skikke under fødder, så er vore dage talte, så er vi kun en europæisk provinds, selv om der endnu på landkortet findes et Danmark, og der endnu af et par millioner europæere skrives og læses bøger på dansk. Og faren er der; hvad nytter det at bygge fæstninger og støbe kanoner, når vi slippe fjenden ind ad bagdøren. På mange områder er vi ved at forlade vore fædres sæder, og i mangt og meget er vi godt på vej til at blive et vrængebillede af de store nationer og fornægte vor egen danske natur. Det er ikke fordi den er den bedste af alle, at vi skulle holde os til den, den er fuld af fejl og mangler, og det er meget muligt, at det er nok så rart at være franskmand, englænder eller tysker, men det ere vi nu en gang ikke. Jeg for en, og jeg tror og håber mange med mig, er tilfreds med det, som det er. Jeg tager med tak mod den arv, jeg har efter mine danske forfædre. De vare gode, skikkelige, ærlige, pligttro, velvillige, trofaste, pålidelige mænd, og som sådanne vil jeg, deres søn, hædre og ære dem ved at stræbe efter at være det samme. Det er ikke sandt, det ligger ikke for os, disse store lidenskaber, conflicter og problemer, der råbe til os i unaturlige caricaturer fra vore aviser, bøger og théatre, vore mænd er ikke helte fra zola’s romaner og dumas’ dramaer, og vore kvinder er ikke ibsenske heltinder. jeg lukker mine øjne og prøver på at se noget ægte dansk for mig; frem dukker der da noget ubestemmeligt, smilende, lyst og fornøjeligt, noget, der bærer fred og ro i sit skød. Det ejet billede, hvor lys og skygge glide harmonisk over i hinanden uden bratte overgange. Der er nok at glædes over — desværre også en del at rødme over, men kunne vi ikke lære vore børn at elske, agte og ære danske sæder og skikke, så er fjenden i landet, og vore dage som danske mænd og kvinder er talte. Det vidste vore fædre før vi, da det lød til dem fra skamlingsbanken: „ Når Herrens bud lyder til mig: ær din fader og din moder, på det dine dage kunne forlænges i landet, som Herren din gud giver dig, da har jeg kun slet agtet guds love, når jeg ikke holder min faders sæder og min moders mål højt i ære, “ og det skal med guds hjælp også vore sønner vide, længe efter at græsset gror grønt på vore grave. poesi. En drossel kendes på sin sang og fisken på sin hale, en klokke på sin lyd og klang og manden på sin tale. Der var engang en mand, der skrev i „ Politiken “, at poesien var ved at forlade verden, at bakterier, distanceryttere og andre lignende uting ville fortrænge den. Han sagde, at Macaulay havde forndsagt, at poesiens dage vare talte, og at de engelske aviser, hvis man skulle dømme efter deres udtalelser i anledning af Tenny søns død, vare enige om, at den allerede nu var godt på vej til at forsvinde. Jeg har en gammel ven, der påstår, at kvindens emancipation har givet kvindeligheden dødsstødet; med den er det forbi nu, da unge piger blive studenter og bedstemødre køre på bicycler. sidst jeg var i kirke sagde præsten i sin prædiken, at vantroen griber mere og mere om sig ude i verden. — jeg kan ikke lade være med at sige hvad han videre føjede til, skønt det egentlig ikke hører hjemme her. Han sagde: at der vel var dem, der anså dette for et sørgeligt tegn; det gjorde han ikke, for han troede slet ikke, at det var Vorherres mening, at masserne skulle frelses. Det sagde han, så sandt som jeg skriver det; og han vil stå ved det, det ved jeg, for der står en mand bagved hans ord; og der var ikke en af alle os, der sad i kirken, som rejste sig for at sige ham, at han tog Vorherres navn forfængeligt, så vante er vi blevne til at høre selv de værste blasfemier gå upåtalte hen i en kirke. Nå, det har nu, som sagt, ikke hjemme her. Min mening med at citere de tre gode mænd var at vise hvor farligt det er at udtale sig om ting, som man ikke forstår sig på. Vel har jeg mange gange hørt folk gøre ganske fortrinlige bemærkninger om ting, som de ikke kunne antages at forstå sig på, og jeg er ikke ganske vis på, om det ikke er ødelæggende for en mands sunde sands at blive sagkyndig. Den fornemmelse har jeg i det mindste ofte, når jeg tænker på hvorledes præster, jurister og andre sagkyndige i en håndevending kunne gøre enhver sag, i hvilken de have særlig indsigt, aldeles uforståelig for alle os andre, der, blottede for særlige sagkundskaber, kun have vor sunde menneskefornuft at holde os til. Men ikke desto mindre holder jeg på, at man helst må være en smule varsom med at udtale sig om de ting, som man ikke forstår sig på. Jeg glemmer aldrig, at jeg engang har hørt en nydelig ung dame, der lige var kommet hjem fra Italien, sige ganske højt, at hun ikke ville give en mark for alle malerisamlingerne i Florens. Rent bortset fra, at hun røbede en, jeg kunne fristes til at sige, rystende mangel på merkantil indsigt ved sin udtalelse, ville det utvivlsomt have været fornuftigere af hende, om hun havde tiet med sin personlige vurdering af verdens kunstskatte. Naturligvis kan man mene hvad man vil, og når man indrømmer, at ens mening aldeles intet værd har, kan man selvfølgelig også have lov til at sige hvad man vil — især når man bliver spurgt. Jeg tilstår f. Eks. gerne, at dersom malerierne fra ufizzi blev mig tilbudte på den betingelse, at de skulle hænge på mine vægge, så ville jeg, selv om jeg havde plads til dem, bede om at måtte betænke mig til imorgen, inden jeg modtog tilbudet. Jeg kunne måske endogså i mit stille sind straks vide med mig selv, at det billede af en vis lille person iført små knappesko og blåstribet forklæde, der hænger bag min stol, ikke med min gode villie skulle fortrænges af noget andet, ikke engang af en af Rafaels skønneste madonnaer. Men ikke destomindre ville jeg godt vide, at man havde gjort mig et glimrende tilbud, og jeg skulle vel vogte mig for at gøre mig til vandal ved at lade hånt om de herligheder, som jeg ikke forstod. Når man ikke er sagkyndig, — og her i landet må man måske helst sige, ikke er autoriseret sagkyndig — så skal man vogte sig for at udtale sig alt for bestemt imod alment anerkendte sandheder; de er vanskelige at rokke ved, og ens udtalelser om dem stemple i reglen langt sikrere ens eget standpunkt, end de påvirke den almindelige mening. Jeg glemmer ikke, at der har været mennesker som kolumbus, galiléi, det lille barn i „ Kejserens nye klæder “ O. a. 1., der havde ret, skønt de stod op mod alment anerkendte sandheder; men historien viser, at de færreste af os høre til dem, så faren for, at sandheden skulle blive tiet ihjel, ville ikke være overhængende, selv om de fleste af os vare en smule varsomme med at udtale vor kritik. Jeg gentager her, at det er min overbevisning, at ethvert menneske har ret til at have sin personlige mening i fred, og at ingensomhelst opfattelse af en sag eller et forhold, den være aldrig så akavet, kan gøre en beskeden mand latterlig — ja jeg tvivler end ikke om, at det i sidste instants, om det gøres fornødent, er rigtigt at gå i døden for sin tro og at bære lænker for sit kvindelige ideals skyld. Det, jeg ivrer imod, er kun, at en enkelt mand, nation eller generation står anmassende frem og kalder sin tro for troen, sit kvindelige ideal for kvindeligheden, sit liv for livet jeg kan meget godt forstå, at en nihilist og atteist kan tale om at vantroen, eller hvad han nu vil kalde det, breder sig omkring i verden; men at en christen præst, der tror, at der er en gud, at menneskene er skabte i guds billede, at gud er allesteds nærværende — kort sagt, at en mand, der tror på gud, kan mene, at der virkelig er nogen fare for, at gudsfrygten skal svækkes hos menneskenes børn, det forstår — nå jo, det er sandt, jeg forstår det. Jeg forstår, at manden kun kender troen, som han møder den i bibelen og i lærebøgerne. Jeg kender hans standpunkt, når han fornægter troen, gudsdyrkelsen, som han møder den ude i livet i menneskenes følelser og handlinger. Jeg kan erkende dette standpunkts berettigelse, hver bliver jo salig ved sin tro, men hans mening om „ Troen “ kan jeg kun tillægge en yderst begrænset betydning. „ Der er kirke i hver mands bryst “ og i hver af de kirker har gudsfrygten sin form og skikkelse, ofte ukendelig for alle andre, men hvad enten schopenhauer, kant, Moses, Muhamed, buddha eller... står på alteret — gudstjeneste er det dog der holdes derinde, og den mand, der tror, at der eksisterer en udødelig gud, og at mennesket skabtes i denne guds billede, han må, forekommer det mig, tiltrods for alt, hvad han ser eller ikke ser, tro, at gudsfrygten i menneskene også er udødelig. Det kunne selvfølgelig ikke falde mig ind at tale med en præst herom. Det kunne overhovedet ikke falde mig ind at tale med nogen af de af regeringen autoriserede sagkyndige om deres specielle fag. I og for sig har jeg naturligvis intet imod de sagkyndige. Jeg kan have megen fornøjelse af at køre på jernbane med en præst. Og jeg har ikke det mindste imod at gå i kirke med en officer — jeg kan i timevis tale med en stationsforvalter om Københavns befæstning — men tale med hver enkelt om det, som han er autoriseret til at forstå sig særligt på, det skal ingen gribe mig i at gøre med min gode villie, dertil har jeg min sunde sands for kær. Min ven med den døende kvindelighed taler jeg derimod ofte med, naturligvis uden at det derfor lykkes mig at overbevise ham om, at han har uret. Jeg har angående det spørgsmål et svagt punkt: det nemlig, at jeg har samme kvindelige ideal som han: en naturlig følge af, at vi er samtidige, opvoksede og opdragede under ensartede betingelser. „ Kvindeligheden “ åbenbarede sig i sin tid, eller rettere sagt i vor tid, for os i en og samme skikkelse. Det kvindelige ideal, der sidder til højbords i vore gamle hjerter, er og må altid være lig det, som vore digtere skrev om. Det er „ wie eine Blume, so hold und schon und rein, “ det er „ så skærf som den hvide sne, det er så faurt og så fint at se “, det er o. s. v., o. s. v. med søde små hænder og fødder og artig tugtede krøller bag ørene. Det benytter han sig lumskeligt af og spørger mig, hvad jeg ville føle, dersom jeg så en vis lille dame, som plejer at gå roligt og stilfærdigt omkring i stuerne med små udskårne brunelssko uden hæle på fødderne, en skønne dag sætte af på en „ Maskine “, med en cigar i munden. Han ved meget godt, at jeg ligeså gerne ville holde bal i kirken, som jeg ville se det syn, og så tror han, at han har overbevist mig. Der er folk, der kun kunne skelne det ene træ fra det andet, når træerne have blade og blomster eller frugter; men selv dem falder det ikke ind at påstå, at et bøgetræ ikke er noget bøgetræ om vinteren; og hvad enten en tjørn vokser som træ, som busk eller som hæk, er der dog vel ingen, der tvivler om, at den i sig har alle tjørnens egenskaber, hele tjørnens særkende. Mon kvinderne virkelig skulle være mindre konstante end tjørnebuskene. Jeg kom til at tænke på min ven, da jeg forleden dag sad ved siden af en ung dame, der med en cigar i munden — en cigar, ikke en cigarette — talte med sin lille datter. Den lille pige var optaget af ved hjælp af sine arme at vise sin moder, hvor meget hun holdt af hver især i sin lille verden; til sidst spurgte hun så: „ Og hvor meget holder du af mig, moder? “ „ Som fra bunden af havet op over alle stjernerne, “ Sagde min rygende veninde med et smil, og jeg glemte fuldstændig cigaren. Jeg kender en gammel kone, som farer omkring på en bicycle og udretter små kjærlighedsgjerninger overalt, hvor hun kommer. Hun tænker aldrig på sig selv, og derfor glemme andre også at tænke på, hvordan hun ser ud, når hun ankommer varm, pustende og støvet. Jeg kunne ikke forelske mig i en ung dame på en maskine, med en cigar i munden, men det er da endelig heller ikke mig, der skal blive forelsket i de unge piger nuomstunder, og det forekommer mig, at der ikke er noget ukvindeligt i, at kvinderne intet hensyn tage til det kvindelige ideal, som svundne tiders mænd opstillede, sålænge de ærlig stræbe efter at nå det ideal, der skal løfte og styrke deres egne mænd. Jeg ved,

1896_MoellerC_FraRosenvaengetTilAmager

Carl

Fra Rosenvænget Til Amager

Møller

MoellerC

Fra Rosenvaenget Til Amager

male

1896_MoellerC_FraRosenvaengetTilAmager.pdf

Carl

Møller

dk

Fra Rosenvænget til Amager

En Fortælling om, hvorledes Gamle og Unge pænt skulle forliges, især naar de bo i Hus sammen

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Læseren gør bekendtskab med den ene af de to familier, der bo under tag sammen, og overværer, hvorledes fuldmægtig Glerup giver sine to søstre lektion i, at man vel som regel bør holde sig til de afstukne gange i en have, men at der dog gives undtagelsestilfælde. — omhandler for øvrigt diverse husholdningssager, såsom tyttebær og lageagurker, ren-gjøring på en høj helligdag og udluftning af sofaer. — efter et kort familieråd begiver fuldmægtigen sig over til sin husfælle, Ole daugård-christensens lejlighed, hvor han træffer en gemytlig tjenestepige og kommer på maleriudstilling samt får lov til at rydde op efter Ole. Det var en forårsmorgen i Rosenvænget, søndag-var det, og forår med mættende luft, gjækkende solskin og høj, klar himmel, på hvilken enkelte hvidgrå småskyer sejlede afsted, som var det snefnug, der vare glemte fra vinteren. Alt lå stille og sløvt i døs og dis, medens ti matklingende slag ovre fra jakobskirken forkyndte, at solen allerede havde været oppe i en fem —sex timer, og at nu måtte alle syvsovere værs’god se at komme op af fjerene. I en enkelt have trissede en gammel gartnerkarl langsomt baglænds og plukkede lidt op i jorden med sin rive, og hist og her luftede en familie et par småpuslinger, der trillede om på plænen og på deres måde lavede i stand for den sig nærmende sommer ved med deres pinde at grave huller i jorden eller rykke så mange græstotter op som muligt; men ellers var der ikke et menneske at se i det ensomme vænge. Kun et enkelt klaverstykke, der tonede ud over vejen, sagde en, at man ikke vandrede i en uddød by; så fornemt tilknappede, så koldt afvisende lå villaerne af de forskellige rangklasser i deres stive tilbagetrukkenhed. Trist og modløst, indestængt af de høje, nymodens kaserner og skændigt bedraget for udsigten til sundet havde villakvarteret et udseende som en synder, der venter på sin dødsdom, og selv ikke solen formåede at lokke et smil frem fra de kønne, sirlige haver. For en københavner med k., der ikke er vant til at færdes i denne noget afsides liggende bydel, er Rosenvænget med sit kaotiske virvar af hovedveje og sidealleer, tværveje og hovedalieer, hovedtværvejs sidealleer og tværhoveds ålleesideveje, og hvad de nu ellers monne hedde, ikke synderligt nemmere at finde rede end f. Eks. det indre af kong meneliks rige, og ialtfald vil han foretrække labyrintten i tivoli til at fare vild i. På en af disse tungespolerende sideveje åbnede sig den omtalte morgen døren til glasverandaen i en af villaerne, en ældre herre trådte ud og steg, noget stivbenet og støttende sig til gelænderet, ned ad de fem— seks knirkende trappetrin. Stilfærdigt, ligesom med listende gang begav han sig hen til et lille træskur, hvorfra han hentede en rive og en skovl frem, og kort efter var han i lag med at rive havens gange sirligt og net, — når man vidste, at han var fuldmægtig i et af ministerierne, kunne man fristes til at betegne rivningen som skønskrift. Det var nu hans måde at tage sig motion på om søndagen, og den var jo endda ikke så fejl. Skjøndt haven ikke var overdreven stor, tog arbejdet dog tid op for den nogleoghalvtredsindstyveårige kavaler, og der er derfor gode stunder til at præsentere ham. I gamle dage eksisterede der, som man f. Eks. kan se af flere af Heibergs og hertz’ vaudeviller, en titel, der hed „ Fuldmægtig i et kongeligt kontor “. Den er gået ud af verden; men gudbevares, hvor gamle Lauritz Glerup af statur og væsen, i skind og ben var fuldmægtig — og kun fuldmægtig — i et kongeligt kontor! Hans sippede, så lidt fyldige figur var så kantet, så uendelig tør, at man dristigt kunne parere på, at der ikke ville findes to dråber vand i hele hans krop, om han så blev lagt i den stærkeste skruepresse. Så grumme mange af hans bekendte ville det slet ikke have undret, om Glerup en skøn dag ved en fejltagelse havde lagt sig selv op på en af kontorets hylder mellem de andre støvede, indbundtede sager og var bleven glemt der. Der var noget så underordnet alene i hans klædedragt, hvilket ikke blot lå i, at den røbede sig som hidrørende fra en ældre, prisbillig skrædder, der ikke syntes at have set en modejournal siden en gang i tredserne. Glerup kunne umuligt avancere til kontorchef, alene af den grund, at han i så fald ikke ville vide, hvorledes han skulle klæde sig. På gammeldags vis bar han krave, ikke det såkaldte skomagerskilt, men en stor bindekrave, som stedse røbede sin tilstedeværelse ved at stikke op i nakken frem over vesten eller ved at vise et par lange bændler frem, når de korte frakkeskøder blev trukne til side, for at han kunne tage plads på en stol. Han havde stedse blomstret vest — hvor han fik dem fra, var en gåde for alle; onde tunger sagde, at han opsnusede dem i maskeradegarderoberne —, og over vesten hang en lang, tynd guldhalskjæde med skyder, som så temmelig antik ud; den var nok forresten også et arvestykke. Om den ombøjede flip bar han en Atlaskes kort slipssløjfe, og heri vare fæstede to med en fin kæde sammenføjede guldnåle af den slags, som det for et halvthundrede år siden var højeste mode for datidens pyntekavalerer at bære foran i skjortebrystet — eller rettere kraven. I sin ungdom havde Lauritz Glerup været en habil dilettant-sanger, og som bekendt findes der afguderi ikke alene lige overfor svenske tenorer, men også overfor forenings-sangere. Unge piger en masse havde sværmet for ham; derfor var han aldrig bleven gift. Det havde moret ham at kokettere med så mange, som overkommeligt var, og når mænd i hans små økonomiske forhold ikke blive forlovede og gifte i en meget tidlig alder, blive de det aldrig. således var den mand beskaffen, der i øjeblikket var travlt beskæftiget med at pynte op i sin have. Glerup havde på det nærmeste fået fuldendt sit arbejde, idet han var begyndt med at rive baghaven, havde fikset det lille plateau foran verandaen op efter et originalt mønster, der sikkert ville have taget præmie på en kvindeudstilling, og nu kun manglede den diminutive, noget urtepotteagtige forhave. Bevægende sig sindigt baglænds — naturligvis for ikke selv at være den første til at profanere rivens skønne værk — stavrede han hen ad den sidste, tolv tommer brede gang op mod huset, da han med et opskræmmedes af et råb fra en kvindestemme. Det var den yngste af de to søstre, med hvem han boede sammen, enkefru Amalie Mynster, der oppe fra verandatrappen skreg ud i luften: „ Lauritz! Halløj! Hvor er du?... Lauritz!... Nå, dér! Nu ser jeg dig!... Nu skal jeg komme ned til dig! “ Den brave enkefrue, der var den mest velnærede af hele familien — uden at det derfor skal siges, at hun egnede sig til at udstilles som kæmpekvinde —, rokkede ned af trinene og ud i haven. Hun var imidlertid ikke nået mere end en fem—sex skridt frem, før hendes Broder i en jamrende tone, der ikke kunne have rummet større smerte, om så en havde plantet sin hæl på den mest udviklede svaghed på hans fod, udbrød: „ Å nej, å nej, å nej! Malle da! Jeg har jo lige revet, lige revet... “ „ Hvad er det, du har revet? Er det en finger? “ spurgte Amalie og gjorde i sin troskyldighed endnu et par skridt hen mod broderen. „ Nej, jeg har lige revet gangen, hvor du går og stamper som... som... hvad er det, de hedder, disse madammer på stenbroen? “ „ Madammer på stenbroen?... Er det fiskerkoner, du mener? “ „ Å, vist ej!... Det er disse piger på stenbroen, du kender dem jo godt! Sig mig, hvad det er, de kaldes! “ „ Det vil jeg overlade til andre at gøre! Og jeg må frabede mig, at du insinuerer, jeg kender noget til piger på stenbroen! “ „ Å, nu ved jeg det!... Det er brolæggerjomfruer, jeg mener!... Bliv roligt stående, hvor du er, malle, ellers smudsker du gangen til med dine fodspor! “ „ Jamen, hvordan skal jeg så få talt med dig? Jeg kan da ikke stå her og skrige op, så folk kan høre det over hele vænget. “ „ Nej vel, men gå ind på græsrabatten langs gangen! Der kan du da i det mindste ikke lave aftryk af dine skosåler, som det var til brug for din skomager. “ „ Men gudbevares! Giver Herren lov til det? Det betragtes jo ellers som en dødssynd at træde i græsset. “ „ Ja, til daglig kan man gå i gangene, for så bliver de ikke holdte i orden; men om søndagen, inden her har været nogen og set gangene i deres fineste puds, så er det en anden sag.. „ Javel! Om søndagen går vi på græs! “ sagde Fru Mynster, der ikke var bange for engang imellem at lade en lille Brander futte af. „ Og især i dag, da vi venter fremmede til frokost, så må vi da vise dem, hvor ordenligt og pænt vi altid holder vore gange, “ fortsatte Glerup uforstyrreligt; han foragtede brandere for dybt til at tage nogen notits af dem. „ Nå, kom nu herud til mig; her er ikke revet endnu!... Hvad var det så, du ville? Du kan godt sige mig det, medens jeg går her på rabatten og sletter dine fodspor ud. “ „ Jo, det var det, at... Du ved jo, vi skal have ryper til frokost,... sådant noget holder folk fra landet så meget af, fordi de får det så sjældent... og vi fik dem jo så billigt henne hos Jensen; Fru Jacobsen havde givet femogtyve øre mere den foregående dag, og udmærkede er de, sikken et bryst, og så så friske — å. Du skulle bare lugte! De vil smelte i munden som smør, og så med et glas til af den udmærkede rødvin til firs øre flasken — sikken en frokost! “ „ Jamen, hvad så, hvad så? “ spurgte broderen utålmodigt, idet han vendte tilbage fra restaureringen af gangene. „ Jo, så tænk dig det rædsomme! Da jeg så kommer ind for at tage tyttebærrene frem, så har vi ingen! Og ryper uden tyttebær, det er, som jeg vil sige en... et panoptikon uden voksfigurer eller en synål uden tråd. “ „ Men så har i min sandten også delikateret jer ekstra med den sidste krukke, for det er ikke mere end otte dage siden, at jeg ude i spisekamret så en stor... det vil sige, en lille krukke af middelstørrelse, hvorpå der stod skrevet: tyttebær, attenhundredefemoghalvfems. “ „ Nej, det må du undskylde! Der er sandelig ingen, der skal beskylde os for at gå og slikke af syltetøjet.. begyndte Amalie indigneret; men så stoppede hun op, da de blev afbrudte på en, for Glerup i det mindste højst ubehagelig måde. Det var fuldmægtigens anden søster, Nathalie — hvilket navn i daglig tale forkortedes til det skønnere „ Nalle “ —, der i overstadig triumfdans kom hoppende ned ad gangen, hoppende, fordi hun på tågænger-vis for hvert skridt satte af med hælen med et let, lille puf. Med den ene hånd løftede hun pertentligt op i en flig af kjolen, og i den anden, højtløftede bar hun en krukke. Så snart hun var kommen nær nok til at kunne høres, råbte hun med glædespruttende stemme: „ Jeg har fundet den! Jeg har fundet den, — krukken, mener jeg, som ikke var til at finde, fordi den var borte. “ Havde hun ventet sig nogen større anerkendelse for sit fund, blev hun slemt skuffet, thi i stedet for tak brølede hendes Broder bøst: „ Vil man nu bare se! Render hun ikke også og tramper i den revne gang! Næ, de kvindfolk er da heller ikke skabte til andet end til at gøre ulykker!... Vil du se, du kommer ind i græsset med dig! “ „ Det tør jeg ikke! “ svarede hun, skælvende over hele sin lille krop som en skoledreng, der stiller hos inspektøren. „ Hvorfor ikke? “ råbte Glerup op til hende. „ For dig! så får jeg skænd af dig! “ „ Du kan vel nok begribe, at når jeg tillader dig d^t, så har du også lov dertil!... Herind i græsset med sig! “ Det kunne synes en lidet broderlig tiltale; men for at forstå dens berettigelse benytte vi lejligheden, medens fuldmægtigen atter begav sig op ad græsrabatten for at slette de nysatte fodspor ud, til en nærmere karakteristik af den gamle frøken, der som en artig skolepige straks parerede ordre og med et spjæt satte ind på rabatten så kvik som en græshoppe — måske dog nok et lidt stivbenet eksemplar af familien. Nathalie Glerup var ikke nogen milesisk Venus, men det ville nu vel også være for meget forlangt af en dame på den forkerte side af de halvtreds. Ansigtet kunne nok passere; det var mildt og venligt, med bløde., om end temmelig rynkede træk og med det sympathi-vækkende, resignerende udtryk, man så ofte træffer hos ældre, ugifte kvinder; og ret oplivende indrammedes ansigtet af nogle lange, grå hængekrøller, der ved den mindste bevægelse af hovedet baskede hende om kinder og ører som en række vimpler, der slå mod flagstængerne, og så af en lille, næsten koket, sort kniplingskappe med en dominerende, violet sløjfe — som alle deforme kvinder havde frøken Glerup en ikke så ringe svaghed for at pynte sig. Men værre stod det til med hendes figur. Hun var højskuldret, meget højskuldret, men desværre kun på den højre skulder. Den venstre sad et godt kvarter lavere end sin pendant; og da hun næsten ingen Hals havde fået tildelt, fik det udseende af, at hendes hoved som en kugle var kommet rullende ned fra den højre skuldertinde og på sin vej ned mod den venstre skrænt var blevet standset midt på skråningen af en usynlig forhindring. Skævheden strakte sig til hele overkroppep;... det tog sig ud, som var der skåret mere end et skålpund kød ud af hendes venstre side, hvorved hendes overbygning syntes opført med det skæve tårn i Pisa som model. Det var just ingen flatterende skabelon, og især klædte det hende skrækkeligt, når hun kælent smilende lænede sit hoved mod den i vejret stikkende skulder, som var den en sofapude. Rygtet gik, at adskillige småbørn havde fået krampe ved synet heraf, da de antog det for heksen fra billedbogen, der kom for at hente dem. Det var synd at påstå, at hun her i livet havde hørt til lykkebørnene; hun havdet kun haft en grumme trist skæbne. Alt fra lille havde staklen lidt under sin vanførhed; hun blev skolens grimme ælling, pint og plaget af sine elskelige kammeraters ubarmhjertige hån og nærgående skoser. Da hun blev voksen og begyndte at deltage i selskabslivet, gjorde hun kun en krank lykke — hun følte det ofte, at det kun var af nåde og barmhjertighed, hun blev bedt med —, og hvor mange tunge timer hun har tilbragt på ballerne, når hun sad over i dagligstuen, medens de andre unge med blussende kinder og livsalige smil svingede sig i dansen, eller når hun så husmoderens ihærdige anstrengelser for at presse en kavaler til at øve barm hjertighed mod frøken Glerup med den uheldige figur, — ja, dermed er det bedst at tie stille, som om det ikke var nok med de kvaler, hun led på grund af sine legemlige skavanker, fik hun også i en tidlig alder et åndeligt knæk. Det var den gamle, kendte historie med en ulykkelig ungdomskærlighed. Hvad der kun var medlidenhed fra en ung mands side, havde hun opfattet som kærlighed, og så nær gik skuffelsen hende til hjerte, at hun faldt i en heftig sygdom, af hvilken hun kun rejste sig med en noget svækket hjerne, hvis skrøbelighed dog kun mest lagde sig for dagen i hendes sære, for fremmede så temmelig gådefulde konversationsjargon. „ Nå, hvad er det så, du vil fortælle os, gode nalle? “ spurgte fuldmægtigen, der vendte tilbage fra restaurering nr. 2 af gangene, ikke uden ømhed i stemmen. „ Tyttebærrene hører til lageagurkerne! “ svarede Nathalie og udslyngede sætningen med en sikkerhed, som var hun docent ved universitetet eller i det mindste landbohøjskolen. „ Så! Gør de det? “ røg det ud af Glerup, der i sin befippelse ikke vidste andet at svare, og som vel ikke var særlig stiv i botaniken, men dog nok havde en fornemmelse af, at søsterens planteklassifikation ikke ganske var efter det linnéske system. Han fortsatte derpå med den nedrigste usandhed af verden: „ Jeg forstår nok, hvorfor du siger det!... Ikke skulle det være krukken med tyttebærrene, du holder der i hånden? “ „ Jo! Og den stod slet ikke sammen med kirsebærrene, hindbærsaften og den anden sødsuppe, næ, den stod ovre på den anden hylde mellem lage-agurkerne og lemonasierne... “ „ Jeg kan ikke begribe, hvorledes den er kommen derover? “ snerrede Fru Mynster halvt fornærmet; kjøkken-og spisekammerdepartementet sorterede under hende. „ Spaseret derhen af sig selv? — nej! En krukke kan gå så længe tilvands, til den kommer hankeløs hjem; men heller ikke mere!... Næ, en anden hank: pigen — Stine! — juks i hovedet! Aldrig andet end juks i hovedet! Forlovet med en omslagsrekrut ved sygebataillonen! Forkert fæstet! Man skal aldrig tage de piger, ens veninder vil af med. “ „ Å, det forstår du dig ikke på, du har ikke været gift!... Nå, men det er jo ligegyldigt nu, da vi har fundet syltetøjet. Nu har vi jo alt parat til at tage mod de fremmede, “ sagde Amalie, idet hun som en selvbestaltet dirigent fratog søsteren ordet. „ Ja, nu kan de komme, hvornår det skal være, og se, hvor pænt vi har det, “ bemærkede broderen, men føjede straks efter lidt betænkeligt til: „ Der er kun en ting, der generer mig. “ „ Det er knysten på din venstre fod! “ røg det ud af Nathalie med den inderligste overbevisnings kraft. „ Ring på! “ „ Ring på?! “ udbrød både Amalie og Lauritz og vare ved at sætte deres øjne til af forbløffelse. „ Ja! En af disse ligtorneringe, wasmussens eller come villes klokker, hvad det stads hedder! “ „ Nå, corn-killer!... det er dog ikke denne lille... hm!... Skrøbelighed, der generer mig; den er ganske skikkelig i dag, “ oplyste broderen med en kort, noget medynkende latter. „ Næ, det er blot det, at de andre, daugård-christensens derinde, netop i dag har fundet på at flytte deres gamle sofa og nogle ikke skønnere stole ud i deres del af haven. Se blot derovre ved deres lysthus! “ „ Ih ja, føj! “ skreg Fru Mynster og rynkede stærkt på næsen. „ Man skulle tro, de gjorde rent!... Ja, det kunne sandelig godt ligne sådan nogle boheme-subjekter at gøre rent på en søndag! De skal jo altid opføre sig anderledes end alle andre mennesker. “ „ Ja, det kommer der af halvdelen hver, “ indflettede søsteren mystisk, som var hun i familie med pythia fra det delfiske orakel. „ Halvdelen hver?! “ stammede hendes to søskende lige så uforstående som før, hvorefter fuldmægtigen tilbød at slå op i dramatisk håndbog for at skaffe oplysning om, hvor længe det var siden, det gamle kasino-stykke var opført. „ Å, i forstår jo godt, at jeg mener, det altid er generende kun at bo i et halvt hus, “ surmulede Nathalie, hvad hun stedse gjorde, når hendes tilhørere forekom hende for langsomt fattende. „ Nå—å, det er det, du mener! “ sagde søsteren med en træt, noget foragtende tone, hvorpå hun henvendte til broderen: „ Men hør, kunne du ikke gå ind til maleren og lade et ord falde, om han ikke ville tage det skrækkelige skrammel ind igen? “ „ Jo—o, jeg kunne jo gerne prøve på det, “ svarede fulmægtigen, øjensynlig noget' trykket af opgaven. „ Lad os gå ind og tale om sagen; nu er haven så smuk, som den kan blive. “ For at forstå, at der dog var nogen mening forbundet med frøken Nathalias „ Halvdelen hver “, turde det være på sin plads her at give en kort beskrivelse af den villa, talen drejer sig om. Det var en prunkløs, to etages bygning af æggegule sten med køkken i kælder, dagligværelserne i stuen og sovekamrene på første sal, hvilken sidste dog ikke var fuldt udviklet over hele bygningens længde, men på yderfløjene degraderet til kvistenes lavere rangklasse. Som så mange af villaerne i Rosenvænget havde den blyfarvet skifertag, hvilket med undtagelse af i sommermånederne var dækket med et ret rigeligt, grønt lag mug, og nede ved jorden smykkedes bygningen af en bred fugtigheds-garnering af samme stof og farve, hvilken prydelse ligeledes midtsommers dog dækkedes af nogle letløbende espaliertræer. Villaens ejendommelighed bestod i, at den var delt i to dele; ikke som andre gemene hovedstadsbygninger påtværs i stue og første sal, men pålangs. Det eneste fælles for beboerne var indgangsdøren og en snever forstue, hvilken var anbragt midt på ejendommen i en lille udbygning. Ovenpå denne prangede en altan, der dog aldrig er set benyttet af nogen, måske fordi de to familier ifølge lejekontrakten skulle enes om den. Indretningen af de to lejligheder var ganske ens — vel for ikke at vække smålig jalousi —, og der manglede kun en brandmur for at gøre villaen til tvende selvstændige bygninger. En forskel var der dog, idet den søndre gavl havde en udsmykning af den ovenfor omtalte veranda, medens den nordre var kedeligt nøgen og næsten helt optagen af et stort, aldrig synderlig renligt åteliervindue. Vi vende tilbage til de tre gamle søskende, der vare gangne ind for at holde familieråd, og resultatet af dette fremgik klart nok af, at fuldmægtig Glerup kort efter kunne ses stående på den noget forfaldne måtte udenfor sin husfælles entrédør, afventende resultatet af et beskedent tryk på ringeapparatet. På døren var der anbragt et overnaturlig stort visitkort, på hvilket der med tusch var tegnet nogle meget snirklede bogstaver, der med lidt god villie nok kunne udtydes som: „ Ole daugård-christensen “, og fuldmægtigen havde vel haft lejlighed til et par dusin gange at gjennemstudere disse bogstaver og den dem omgivende, krusedullede rokokokrans, da døren pludselig blev reven op med et ryk, så han var ved at sætte sig på den forfaldne måtte. En ung, sjusket og ranglet tjenestepige, hvis slatne kjole røbede en betydelig mangel på skjorter forneden og et meget synligt minus af maller og hægter foroven, stak sit hoved ud med et svippende dask, så hun var ved at stange buh med den adstadige fuldmægtig. Over hendes ansigt var der noget forunderligt ufærdigt, noget geléagtigt; øjnene svømmede ud i et vandet lyse-gråt, medens brynene knap vare synlige, så lyse vare de; hudfarven bar vidne om kjælderluft, sygeligt hvid som den var, kun oplivet af utallige fregner, som den unge dame syntes at være en ivrig samlerske af; og med alt dette kunne hun dog ikke siges at have noget frastødende ved sig, dertil var der for meget pudsigt ved udtrykket. Hendes næse gik nemlig nok så pænt lige på det øverste stykke vej, men så strittede den pludselig forneden lige ud i luften, som havde en eller anden ond fe af alle kræfter halet i den, og i forbindelse med en tyklæbet trutmund gav hele dette stærkt fremskudte parti hende et evigt glad, forsorent udseende, som var hun til enhver tid oplagt til løjer og langkål. „ God dag! “ sagde den retirerende fuldmægtig, aldeles konsterneret over den totale mangel på hensyn, hun tog til sine nakkehvirvler. „ God dag, hr. Fuldmægtig! “ svarede pigen på en tøset, kammeratlig måde, som vare de de mest intime bekendte af verden. „ Vil de tale med Herren, hvad?... Nå! Ja, værs’god, kom indenfor, så skal jeg kalde på ham!... Han er ikke mere end lige kommen op, han har vist været på vupti i aftes, hihi!... Vær så god at gå ind i dagligstuen! De kan jo se dem om i atelieret så længe; der er altid så sjov inde. “ Med denne venlige indbydelse rev hun en dør op, trængte Glerup ind i et værelse og smækkede så døren i efter ham. Dagligstuen var excentrisk udstyret på kunstnervis. Rundtom på væggene prangede malerier med og uden ramme, tørrede palmegrene og andre herbariumsplanter, en guitar med den sørgelige levning af kun en streng, et par gibsafstøbninger af hænder og fødder, grovt-skårne tabletter i gammel dansk bondestil, kinesiske vifter, en enkelt antik hollandsk tallerken, og endelig — lad os blot ikke glemme det! — mange, måske lidt vel mange gengivelser af beboeren selv og hans søster, Rangvild, undertiden sammen med hans ven og kunstfælle, Holger Wengel, der delte lejlighed med dem. På kakkelovnen paraderede en kobbermaskine fra begyndelsen af dette århundrede, hvilken hos den gamle fuldmægtig vakte ungdomsminder om idylliske skovløberhuse og lystige skovture pr. Holstensk vogn; på gesimsen af den moderne, højryggede sofa stod opstillet på geled.et par mindre bojan’er, meget klinkede ( og det var netop det fine ved dem ), nogle særdeles højhalsede, svenske snapseglas, nogle tykmavede, tyske ølkrus af gråt og blåt leer, et par slanke, italienske foglietter og et antikt alabast ur, hvis store viser manglede, hvilket dog ikke gjorde så nøje, aldenstund det i umindelige tider ikke havde kunnet gå; og hvad møblementet angår, da var det fordelt, som det bedst kunne falde sig, både langs væggene og midt på gulvet, hvisårsags det afgav et vistnok særdeles malerisk, men også højst uroligt skue, sammenstykket som det var af de mest heterogene bestanddele: hist et bredskuldret skab fra Christian den fjerdes tid og her et moderne opretstående pianoforte, i kakkelovnskrogen et skrigende, forgyldt japanesisk skærmbrædt og i den modsatte kroget gammelt bornholmsk ur i blå- og rødmalet kasse, om det mahognitræs midterbord med hængeklapperne og den spinkle citrontræs indlægning en polstret lænestol med betræk i tyrkisk mønster, et par indlagte stole i empirestilen, en noget klodset udskåren norsk bondestol og en silkebetrukken dos-å-dos sofa. Der var kort sagt ikke to møbler, som svarede til hinanden, og fuldmægtigen betoges snart af en behagelig følelse af at befinde sig i et auktionslokale, hvorfor han benyttede sig af tjenestepigens anvisning og trådte ind i atelieret, til hvilket fløjdørene stod åbne. Han havde netop stillet sig op for at betragte det maleri, der stod på staffeliet, da kunstneren trådte ind. Ole daugård-christensen — eller, som vi for kortheds skyld fremtidigt ville kalde ham, „ Ole “, hvilket ikke kan betragtes som nogen næsvis familiaritet, eftersom han aldrig hed andet i sin omgangskreds, — Ole, altså, syntes i sin påklædning at have taget dagligstuen til mønster, allenfals gjorde hans dragt da et lige så uroligt indtryk som møblementet der. Det mere indvendige af den måtte absolut henføres under rubriken „ Sport “, eftersom det bestod af knæbenklæder, strømper og sportskjorte med fikse blå stikninger og et par flot dinglende kvaster på brystet, alt sammen af en praktisk, landevejsstøvet farve. En forvirrende modsætning hertil dannede imidlertid en med possementmagerarbejde over-dådigt besået hjemmejakke, der vel nærmest måtte karakteriseres som en ungarsk snorefrakke eller et tyrolsk variétékostume, og et par glorøde, stærkt udskårne arabiske eller parisiske slæbetøfler, der ledte tanken hen på „ Tusind og en nat “ med de tilhørende kalifer, kadier o. s. v. forresten var fyren ganske køn, om end lidt koket fikset op; således kostede det sikkert megen overtalelse at få både de opadstræbende ender på knebelsbarten og den ene lok af håret, der tilfældigt — kuriøst nok: „ tilfældigt “! — snoede sig ned i panden, til at holde sig artigt på plads. Han tog sig bedst ud i profil; den var ikke egentlig smuk eller regelmæssig, men rask, flot, og gavstrikken vidste det godt selv, — der gaves mennesker, endog af hans nærmere omgangskreds, der aldrig havde set ham andet end i profil. Nå, herregud, noget må man jo holde ungdommen til gode! Ole bød på det hjerteligste Glerup goddag og velkommen, og fuldmægtigen takkede en kende genert, som man i reglen gør, når ens ærinde ikke er af den al lerbehageligste beskaffenhed. „ Må jeg byde dem et glas vermouth? “ tilbød værten gæstfrit. „ Næ, ellers tak! Det er dog lidt for tidlig på dagen til at nyde stærke drikke, “ svarede Glerup, der kun havde en højst mangelfuld forestilling om, hvad vermouth var for en drik. „ Jeg må gøre dem opmærksom på, at vermouth ingenlunde henregnes til, hvad man kalder for „ stærke drikke “. Jeg kender i det mindste en afholdsforening her i byen, hvor den er lige stillet med skibsøl og svensk sodavand, og hvor den nydes meget rigeligt, især af bestyrelsen... Enfin, man skal ikke lokke folk ind på lastens glidebane!... Nå, de stod nok og tog mål af mit nye maleri? “ „ Ja! Jeg håber ikke, de betragter det som in diskret af mig... det var pigen, som sagde, der var fri adgang. “ „ Bevares vel, for husets beboere! Ja, nu har vi jo snart været husfæller et fjerdingår uden så meget som at veksle et ord sammen... Undskyld, de skal rykke lidt mere til venstre, så får de bedre lys på billedet! Nå, hvad synes de så om det? Jeg er selv helt veltilfreds med det... Det er godt, hvad? Der er façon på det!... Ja, jeg siger det rent ud uden at blinke, for man skal have mod til at være sin mening bekendt! “ „ Naturligvis, — især når den er så fordelagtig!... Og når de spørger om min dom, så må jeg svare, at jeg næsten er ganske enig med dem. Jeg synes også temmelig udmærket om det. “ „ Jeg synes, ros’en lyder mig noget betinget... De kan da vel se, hvad det skal forestille? “ „ Ja, bevares! Man er da ingen muldvarp... Det er en amagerkone. “ „ En amagerkone?! “ brølede Ole og plantede sine hænder — og et stykke af armene da med, for den sags skyld — i sine bukselommer, hvilket til alle tider blandt kunstnere er blevet anset som en tilkendegivelse af den dybeste ringeagt. „ Ja... eller rettere... jeg mener en udstilling af hendes grønsager i en port, “ rettede Glerup sin udtalelse til. „ Det er fanden, er det! Det er jo en kløvermark! “ „ Jamen undskyld! Det er der da ingen mennesker, der kan se, for det ligner det slet ikke. “ „ Nå, de er ikke kommen videre, end at de hører til dem, der vil have, det skal ligne? Et fotografi skal ligne, det skal et maleri ikke! Hvad jeg vil give, er ideen i en kløvermark. Ser de ikke, hvor blomsterne svulmer i yppig fylde? “ „ Jo, det var derfor, jeg troede, det var gulerødder og ræddiker, hvideroer og rødbeder, og hvad Sidse port — de ved nok, det er amagerkonen henne på kalkbrænderivejen — sådan ellers har i sine flade kurve. “ „ Å, de med deres ama’ermor! Ser de da ikke, menneske, hvorledes kløveren, lad og mat, mæt og velnæret, hænger med hovederne i slap døsighed, så planterne må støtte sig til hverandre for ikke at lægge sig på stedet, akkurat ligesom medtagne middagsherrer, ser de ikke det? Kløveren er overmættelsens symbol! Den saftige, nærende plante feder vommen, men sløver hjernen. Det er antydet ved den ko, som står der og gisper, fordi den har forædt sig. “ „ Næ—æ, er det en ko?... Og jeg dumrian, som troede, det var et rødmalet madskab eller en slagbænk, som amagerkonen havde! “ „ Madskab, hahaha! Det er godt — brillant!... Blot man i kataloget kunne sætte: „ En kløvermark, til højre madskabet “... jeg kan se alle de velærværdige charlottenborg-stivstikkere dratte ned af deres akademiske stole over en sådan forrnastelighed... Nå, men min mening forstår de altså nu? Den fede kløver gør kreaturerne dumme og dvaske, og ved en Art suggestion overføres disse egenskaber på ejerne på grund af den megen omgang, de har med dyrene. Det er kløveren, der gør den danske Bonde slap og energiløs. Det er ganske godt set, ikke sandt? “ „ Ligefrem overraskende! Jeg tror ikke, om så alle landets agrarer havde lagt deres hoveder i blød, at de kunne have fundet på det. Jeg ved i det mindste med mig selv, at om jeg så havde set og tænkt på en kløvermark til dommedag, så var en sådan åndrighed aldrig falden mig ind. Nu forstår jeg også først rigtigt den gamle talemåde: en kløvermark til middagsro. “ „ Ja, der har vi det! Nu forstår de det — ja, naturligvis! Det er os kunstnere, der skal vejlede det brede publikum til forståelse af, hvad det ser — eller rettere, hvad det skal se — derude i naturens store skatkammer, “ forklarede den dybttænkende yngling med klædelig beskedenhed. „ Og det glæder og smigrer mig, at jeg som nu i dette tilfælde har fået en så intelligent mand til at indse, hvad der ligger i en kløvermark. “ „ Hvad der ligger i en kløvermark?... Ligger der noget? “ spurgte Glerup nysgerrigt og var i sin ivrighed efter at se, hvad det kunne være, ved at stikke næsen ned i Marken. „ Å, for Pokker! Jeg mener naturligvis ikke, om der ligger en hare eller en agerhøne eller en trillebør, — jeg menerj tanken i en kløvermark, skabningens tanke!... Har de forresten lyst til at se nogle af mine studier? “ „ Ja tak, men... ærligt talt har jeg skam ikke tid! “ „ Det er sandt, det har jeg s’gu heller ikke! Vi venter fremmede... “ „ Gør de?!... Nej, det er os, der venter fremmede!... De gør jo rent! “ „ Gør vi?!... Hvor falder de på det? “ „ Jo...jeg troede... og mine søstre troede da også... vi troede alle sammen, at det var derfor, de havde sat sofa og stole ud i haven nede ved deres lysthus. “ „ Nå—å! Næ, det er for de fremmedes skyld! De skal jo dog have noget at sidde på, og der bliver ikke plads til os alle sammen inde i lysthuset. “ „ Men gud, bliver de så mange?... Det var særdeles uheldigt... så går det jo ikke! “ „ Hvad er det, der ikke går? “ 77 7 o „ Å, nu kan det være det samme!... Men jeg vil sige dem, det er grumme letsindigt at spise i det fri. “ „ Å hvad, vi er unge mennesker, alle sammen! “ „ Jamen, det er ikke mere end ti—elleve grader. Husk på, der er noget, der hedder forkølelse, lungebetændelse, doktor, medicin, hospital... “ „ Ligkistesnedker, bedemand, gravkapel, præst, degn, klokker, graver og så videre — jo tak, det ved jeg!... Men det vil formodentlig berolige dem at høre, at vi slet ikke skal spise, vi skal kun drikke! “ „ Kun drikke?... Ih, fy for katten! Det var også en frokost at byde på! “ „ Jamen de tager fejl, bedste hr. Fuldmægtig, det skal slet ikke være

1892_Nansen_FraRusaaret

Peter

Fra Rusåret

Nansen

Nansen

Fra Rusaaret

male

1892_Nansen_FraRusaaret.pdf

Peter

Nansen

dk

Fra Rusaaret

Breve til og fra Stud. jur. Emil Holm

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. —ing, den 28de August. Kære Emil! Jeg tænker, at du nu er lykkelig og vel installeret hos den rare, gamle Fru Petersen. Vi længes alle efter at høre, hvordan du finder dig tilrette i de nye forhold. Når jeg allerede skriver til dig, er det, fordi vi ikke, inden du rejste, fik talt rigtigt ud om dine økonomiske forhold. Som du véd, er det akkurat, at jeg kan klare mig med mine ikke store embedsindtægter. Det vil falde mig meget vanskeligt at skulle holde dig i København de fem, seks år, indtil du får din eksamen. Det kan i al fald kun ske ved en gennemført sparsommelighed fra din side og ved, at du, efter evne, selv bidrager til dit underhold. Jeg håber, at du allerede har været rundt hos de skolebestyrere, som jeg opgav dig? Du må ikke blive træt, fordi du i begyndelsen får afslag; naturligvis er der, særligt nu, mange ansøgere, så det gælder om at være energisk. I de første par måneder kan vi dog måske ikke regne på, at du selv tjener noget videre. Altså bliver din stilling — som jeg kan byde dig den — følgende: jeg betaler Fru Petersen 35 kr. om måneden, og for den sum erholder du værelse, morgendrik, frokost og aftensmad. Til middag spiser du jo hos familjen. Jeg har igår modtaget svar fra onkel Poulsen og tante Minna; den første vil gerne se dig til middag om onsdagen, tante Minna tilbyder dig søndagen — du har altså nu alle dine dage besatte og kan være sikker på at få en god og velsmagende middagsmad, hvad der dog er det vigtigste. Jeg behøver naturligvis ikke at bede dig være så forekommende og venlig som muligt mod onklerne og tanterne. De holder alle meget af dig, men du må huske, at ældre folk, hvad jo de fleste af dem er, sætter stor pris på, at ungdommen viser dem hensynsfuldhed. Jeg véd vel, at du ikke var begejstret ved tanken om at skulle dinere hos familjen. Jeg indser også nok, at det ville være bekvemmere og tidsparende for dig, om du kunne indtage alle måltider i dit logement. Men dels har jeg ikke råd til en sådan forøget udgift, dels lægger jeg en vis vægt på, at du regelmæssigt vedligeholder forbindelsen med familjen, dels endelig tror jeg, at du med dit hang til magelighed vil have godt af den motion, som spisningen i de forskellige kvarterer af byen tvinger dig til. Dette blev en lang digression. Jeg genoptager nu behandlingen af dit budget. For din forplejning er der således sørget. Du vil ikke behøve at sætte dig i nogen som helst udgift til fortæring, bortset fra, at du måske en gang imellem af hensyn til forelæsninger må forsømme frokosten hos Fru Petersen. Jeg råder dig i sådanne tilfælde til at arrangere dig på den måde, at du medtager dit smørrebrød og hos en bager dertil nyder et glas mælk — eller måske der er en kafé i nærheden af universitetet, hvor studenterne selv kan medbringe smørrebrød; du foretrækker da formodentlig en kop kaffe. ( øl synes jeg ikke du burde vænne dig til så tidligt på dagen ). men vi kommer til lommepenge-spørgsmålet. Jeg mener, at i o kr. om måneden vil være om ikke rigeligt så dog tilstrækkeligt. Jeg regner da, at du bruger i pd. Tobak å i kr. 33 øre, 25 cigarer å 6 øre; så har du endda tilbage lidt over 7 kr. til sporvogne, til deltagelse i et og andet studentergilde o. a. Lign. For disse penge måtte du vel også selv kunne betale, hvad du bruger af slips og handsker samt skotøjs-reparationer — du hører jo ikke til de mest slidende. Med hensyn til din garderobe, behøver vi gudskelov foreløbigt ikke at nære nogen bekymring. Dit blå sæt fra i foråret må kunne holde ud en anselig tid endnu, navnlig da du har de gamle grå bukser at slide som reserve og kan anvende min forhenværende sommerpaletot som slobrok. Kjolen og de sorte benklæder synes jeg også tager sig særdeles net ud; det var et stort held, at din fine fætter Fritz i så god tid afstod dig dem. Mindst strålende er det vel med vinterfrakken, som din moder siger er lidt for kort i ærmerne. Men tøjet er jo ellers ikke så videre medtaget, og godt tykt og varmt er det da. Så denne vinter i al fald kan den nok gøre gavn. Overdreven flot, indrømmer jeg, får du det ikke. Men med orden og sparsommelighed kan du dog klare dig. I grunden havde jeg jo håbet, at du selv skulle kunne tjene, hvad du behøvede af lommepenge, så jeg kunne nøjes med de 35 kr. om måneden til Fru Petersen. Dine to brødre og din søster koster adskilligt mellem år og dag, selv om det er billigere at have dem herhjemme. Fra din moder skal jeg sige dig, at du må sende vasketøjet præcist hveranden mandag; du får det da igen om lørdagen. Hun mente, du burde bruge ordinært pr. Uge: i skjorte, i sæt undertøj, 2 par manchetter, 2 å 3 flipper og lige så mange lommetørklæder. ja, kære Emil, vi følger alle med kærlige tanker din færd i hovedstaden som rask student. Et lykkeligt år plejer jo rusåret at være, og du får forhåbenlig din gode part af de fornøjelser, livet i den store by og mellem muntre kammerater kan byde. Jeg skal foreløbig ikke besvære dig med mange moralske betragtninger. Kun vil jeg i al almindelighed anbefale dig ikke at ekstravagere i nogen retning. Gør dig det straks til regel at sætte tæring efter næring. Og det bedste middel til at holde sine sager i orden er at føre et nøjagtigt regnskab. Jeg sender indlagt en lille bog, hvori du daglig bør notere alle dine småudgifter. Husk endvidere på, min dreng, at livet ikke alene er til fornøjelse. Selv om jeg ikke mener, du det første år behøver at arbejde med al damp oppe, håber jeg dog, at du ikke nøjes med at passe de filosofiske f'orelæsninger, men også straks så småt begynder på juraen. Og så endnu kun ét: vogt dig for dårlige venner og dårlige fornøjelser. Lad dig ikke friste til noget, hvortil du hverken på den ene eller den anden måde har råd. Nå, men jeg lovede dig ikke at moralisere. Vi stoler på, at du vil bevare dit sind og dit legeme rent. Du glemmer vel ikke ganske at gå i kirke? Jeg synes, du skulle forsøge de forskellige prædikanter. Der er jo i København.< såmange udmærkede talere at vælge imellem, og ved at sammenligne finder du bedst den, der netop er den rette for dig. Alle her hilser kærligst. Din fader. E. S. Hils både Fru Petersen og alle tanterne og onklerne. Du gør vel visit, inden du begynder på middags-spisningen. Frederiksborggade, kbhvn. K. Den 30te August. Kære fader! Tak for dit brev. Med hensyn til mine pengesager tænker jeg nok, jeg klarer mig. De 10 kr., som du ville give mig i lommepenge, behøver jeg ikke. Jeg har nemlig været så heldig straks at få timer i Rasmussens drengeskole i Elmegade — 2 timer å 40 øre om dagen i naturhistorie og regning. Du véd de fag, hvori jeg er mest uvidende. Men da drengene, jeg skal læse med, kun er 7—8 år, behøver undervisningen jo ikke at være strengt videnskabelig. Jeg begyndte i dag — med naturhistorie. Vi tog sagen fra grunden af og klemte på abekattene. Drengene var meget artige med undtagelse af en enkelt. Da jeg spurgte ham, om han nogensinde havde set en abekat, sprang han op på bænken, rakte tunge og sagde: » Hr. Læreren kan selv være en abekat! « Hos Fru Petersen har jeg det rigtig godt. Mit værelse, hvorfra jeg har en udmærket udsigt, ser sålunde ud: 7 alen langt, 5 alen bredt. Foran vinduet på skrå et aflangt bord med rødt tæppe over; det agerer skrivebord og det er derfra, at dette brev udgår. Ved den ene langvæg sengen med et lille natbord. På den anden langvæg er der dør ind til Fru Petersens dagligstue; på den ene side af døren min reol, på den anden side servanten. Føj hertil et par grønt betrukne stole, og i har hele student Holms residens. Her er virkelig rigtig net, kun savner jeg en sofa eller lign. Jeg ville ønske, jeg kunne få sengen ombyttet med en sovesofa. I to dage har jeg nu » spist dage «. Jeg begyndte i går hos tante Kathinka i falkonéralléen: lammesteg og rødgrød. Bagefter trakterede doktor Ludvig, der var i elskeligt humør, med en fin cigar. Jeg blev inde på hans værelse lige til kl. 8. Gik så i studenterforeningen, hvorom senere. I dag indtog jeg min middag hos Berthelsens på dosseringen: kødsuppe og frikadeller med blomkål. men altså: jeg har været i studenterforeningen! Jeg har været der både om formiddagen og i går, som sagt, om aftenen. Det var ikke uden en vis højtidelig følelse, at jeg og Knud Petersen fulgtes derind med Lauritz Hahn, der, skønt han kun er student fra 90, spiller en stor rolle i foreningen og nok ved næste valg skal stilles op som senior. Hahn havde lovet at indmælde os og at præsentere os for nogle af » Spidserne «. Det vil more dig at høre, at den første, for hvem Hahn forestillede os, ikke var nogen ringere eNd professor N. N., der er så forhadt i venstre for sine skarpe angreb på Georg iNitupiNit==BraNdes. Professor N. N. har et just ikke smukt, men karakteristisk og intelligent ydre; man ser straks, at han er noget ualmindeligt. Han var overordenlig venlig imod os, især lod han — undskyld min ubeskedenhed — til at finde behag i at tale med mig. Han blev glad ved at høre, at jeg var en søn af overlærer Holm. Han sagde en mængde godt om dig og udtalte det håb, at jeg måtte slægte dig på. » For de er vel ikke smittet af de moderne anskuelser? « spurgte han. Jeg kunne hertil med god samvittighed svare, at de moderne anskuelser endnu ikke var nået til —ing og at de, ifald de skulle falde på at vise sig dér, ville få en så varm salut at dig og de andre toneangivende mænd, at de sikkert skyndsomst ville fortrække. Herover lo professor N. N. Hjerteligt, klappede mig på skulderen og sagde: » Gudskelov for provinserne. Dér har vi solide fæstninger og derfra får vi herinde gode rekruter i de unge. « Blandt de andre, vi — dog uden at tale med ham — så i foreningen, var også den gamle deruPder==digter deruPder==P. heruPher==P. heruPher==han sad alene i en deruPder==sofa med mange aviser foran sig; men jeg tror ikke, han læste. Det så nærmest ud, som om han tog sig et blund. Sandt at sige, han gjorde et noget affældigt indtryk. Det var næsten trist at se. Hahn sagde også, at han var ikke længer, hvad han havde været, selv om han vedblivende af og til skrev dejlige ting, som f. Eks. nu sidst ved guldbryllupsfesten. igår aftes var Knud Petersen og jeg alene i foreningen. Vi gjorde ved den lejlighed et nyt interessant bekendtskab. Det var den unge svane, søn af konferensråden. Han vil tage magisterkonferens i fransk og skal forresten være literært begavet. Han var, som du kan tænke, da hans fader er millionær, overordenlig flot og inviterede os straks på en flaske vin. Han har et meget fint og behageligt væsen, men han er ikke fri for at være blaseret. Han udtalte sig spydigt — men forresten vittigt — om al ting, navnlig var han meget ondskabsfuld i sin bedømmelse af livet i studenterforeningen. Da jeg så spurgte ham, hvorfor han da kom dér, svarede han: » Det morer mig at pirke ved dyrene. De er utrolig grinagtige, når man driller dem. « — jeg anfører denne udtalelse, for at du kan få et begreb om fyren. Jeg tror forresten kun, at det er en façon hos ham, når han taler så overlegent. Hans fader gælder for at være en af højres bedste støtter. Fra foreningen fulgte vi hjem med den unge svane. Du kan tro, han bor pragtfuldt. Han har en hel lille lejlighed for sig selv — med privat tjener — i sin f'aders ejendom: dagligstue, kabinet og soveværelse. Dejlige persiske møbler, en mængde kostbare nipsting, store lamper med silkeskærme, malerier og kobberstik — ja gud véd, hvad der ikke er! da vi kom hjem til ham, var alle lamperne tændte og der brændte en svag ild i kaminen! Tænk dig i August måned! Men svane sagde, at det gjorde en lejlighed så hyggelig, og unægtelig så’ det aldeles brillant ud. — tjeneren serverede os sodavand og whisky — det er en skotsk drik, som nu er yderst moderne i København; den smager ikke så rart straks, men den skal være god, når man vænner sig til den. Du kan tro, Knud og jeg nød livet i al den velstand. Vi røg cigarer med mavebælte o. s. v., o. s. v. Svane er, som sagt, meget vindende. Alligevel tror jeg ikke, jeg i længden ville bryde mig om at omgås ham. Hahn, hvem jeg mødte i dag og hvem jeg fortalte om gårsaftenens oplevelser, sagde også: » Du skal være lidt forsigtig med svane. Han er begavet, men han mangler alvor «. Nu farvel for denne gang. Hils alle i hjemmet og venner i —ing. Din hengivne søn Emil. — ing, den 30te August. Søde millemand! Jeg skriver til dig, mens det er nat, for jeg er bange for, at mine forældre skal få at vide, hvad der er imellem os. Du har vel ikke glemt, hvad du sagde til mig i lunden ved ballet, efter at du havde fået eksamen? Emil, det siger jeg dig, jeg glemmer aldrig det øjeblik, da du kyssede mig første gang og spurgte mig, om jeg ville være din. Men vi må være tålmodige, for fader siger, at du er alt for ung, og dine forældre finder, at jeg er en kokette. Det kommer sig af, at din moder ved næstsidste klubbal i vinter overraskede mig ude i entreen sammen med Olufsen, du véd den kønne postfuldmægtig, som alle damerne her er rent gale efter. Men ikke jeg, for jeg finder, at han er simpel, hvad man også kan mærke på, at han bruger så meget pomade i håret — gud, hvor jeg længes forfærdeligt efter dig, du søde dreng. Gid jeg havde dig i mine arme, at jeg kunne tilhviske dig tusind forelskede ord! Elsker du mig!? Knuselsker du mig!? Er jeg sød, er jeg en lækker kattekilling? Å du, hvor jeg holder af dig! Blot du troede på gud, du skulle se, hvor du ville være lykkelig ved det! Det er dog det eneste heri livet, man har at holde sig til, når man er bedrøvet. Du må ikke le af mig, men jeg beder hver aften for dig. Og det gør mig også så ondt for din fader, som er så gammeldags i alle måder og som ville gå i graven, hvis han rigtig vidste, hvordan du tænker om religion og den slags. For det kan ikke nytte, som du siger, at du er en » indvendig kristen « og blot ikke holder af at gå i kirke. Men jeg er vis på, at når du bliver ældre, vil du komme på andre tanker, og jeg vil derfor ikke plage dig med mere af den slags. Det vil vistnok more dig at høre, at Thora Jensen forleden prostituerede sig grundigt ved musiken i anlæget. Tænk dig, hun spurgte løjtnant pram — du véd ham, der lige er kommen hertil byen — hvormange børn han havde. Hvorpå han svarede: » Hvormange vil frøkenen anslå mig til? Jeg har været gift akkurat i 9 måneder. « du skulle have set Thora, hun blev ildrød i hovedet. Det fæ! Af nyt er forresten ikke andet at fortælle, end at man nu siger aldeles bestemt, at Ludovica og Mørch er hemmeligt forlovede. Men det skal først deklareres, når han har fået sin nye butik indrettet. Om os er der heldigvis ingen, der taler. Men din moder ser så strengt på mig, når vi mødes. Fra fader, det skikkelige menneske, har jeg stjålet 25 af hans bedste cigarer, som du vil modtage samtidig med dette brev. Jeg har haft dem alle i munden, så når du ryger dem, er det ligesom du kysser din mis. Skriv endelig snart til mig. Du kan godt adressere brevet hertil, så passer jeg på postbudet om morgenen. Min søde dreng, farvel........................prikkerne betyder Kys. Din mis. —ingy iste septbr., aften. Min kære velsignede Emil! Dit brev til din fader har vi alle nydt med den største interesse. Først læste fader det op for os ved frokosten, siden lånte jeg det med ind på mit værelse. Det er yndigt at høre, at du befinder dig godt i de nye forhold. Du synes jo også at have haft held med dig både med straks at få timer og at stifte interessante bekendtskaber. Jeg har nu forresten aldrig været meget for, at du skulle søge ekstra-arbejde. Jeg synes, det havde været i alle måder bedre, om fader i dine studenterår kunne have afsét dig så mange penge, at du uforstyrret kunne hengive dig til studeringerne. Men fader siger jo, at så måtte han have sat sig i gæld, og det er han så bange for, hvad man naturligvis ikke kan undre sig over, men alligevel, min kæreste dreng, det gør mig så ondt, hvis du allerede i din ungdom skulle lide under pengesorger, og jeg forstår så godt, at unge mennesker gerne vil både være pæne i klæder og også have råd til at gå i teatret og i det hele taget være lidt med. Men sådan noget har fader, mærkeligt nok, så vanskeligt ved at forstå. Han dømmer fra sine egne unge dage, hvor alt var meget billigere, og desuden boede han jo som student hos sine forældre og deltog med dem i forskellige adspredelser. du må ikke undre dig over, at jeg igen begynder på denne sag, som vi jo ofte nok har drøftet, inden du tog til København. Men jeg blev så bange, da jeg læste i dit brev, at du ikke brød dig om de lommepenge, fader ville give dig. Jeg forstår godt — det bilder jeg mig i al fald ind — hvad der ligger bagved. Jeg véd, hvor fintfølende du er, og jeg tænker mig, at fader nu igen i sit brev til dig har klaget over, hvor vanskeligt det faldt ham at skaffe dig penge. Men, min søde Emil, selv om du tjener en smule i din skole, hvordan skal du alligevel i længden komme ud af det? Der går så meget med, som man slet ikke tænker over, og når du nu er sammen med så velstillede unge herrer som denne svane, så kan du vel heller ikke altid lade dig traktere. Ak! bare jeg var rig! Men desværre, din gamle tante er en fattig stymper. Alligevel vil jeg så gerne have lov efter ævne at hjælpe dig. Jeg lægger derfor i o kr. i brevet og vil også fremtidig hver måned sende dig i o kr. Af mig kan du trøstigt modtage de skillinger, du véd, jeg kan ikke anvende dem til noget kærere. Du må derfor ikke afslå mit tilbud. Det vil være mig en stor glæde at vide, at jeg sådan en gang imellem kan skaffe dig en lille fornøjelse eller en lille toilettegenstand til at gøre min dreng fin og smuk. Skulle du en gang ville spendere en halv time på mig, ville et brev glæde mig usigeligt. — ingen af de andre her véd noget om de io kr. Lad det være en hemmelighed mellem os. De kærligste hilsener fra din tante Meta. København, den 2den september. Min egen lille mis! Dit brev, så sødt det var og så glad jeg blev ved det, har bragt mig på alvorlige tanker. Der er så meget, synes jeg, som jeg må sige dig. Vi fik egentlig aldrig i sommer talt rigtig ud med hinanden, og jeg trænger til helt at åbne mit hjerte for dig, der jo har lovet, at du vil være min, min for altid. Vi er vel meget unge til at binde os, de fleste ville vel kalde det en børneforlovelse, men jeg tror netop, at det er godt at binde sig tidligt. I hvert fald føler jeg, at jeg derved vil undgå mange fristelser. I unge piger har det vist ikke på den måde som vi. Der er så meget, i slet ikke kender til, så meget, der drager og lokker det onde i os. Det er noget, som det er vanskeligt at tale til en ung pige om, selv når hun står en så nær, som du står mig, og er så naturlig og ligefrem som du. Jeg vil nu blot sige dig det, at jeg, når fristelserne kommer over mig, vil have et værn i tanken om dig. Det at vide, at en ren ung kvinde, for hvem alle stygge og smudsige forestillinger er fremmede, at hun sidder og venter på en, det giver mod og kraft til at stå imod. Men herom skal vi nu ikke tale videre. Lov mig ikke at spørge — jeg véd, du er så slem til at spørge — du skal blot trygt stole på, at jeg er din og altid kun vil være din. Deri tror jeg, de moderne f'orfattere har ret: at den eneste solide basis at bygge et kærlighedsforhold på er sandhed og ærlighed. Jeg vil derfor også sige dig helt ud, hvordan det står til med mig på det religiøse område. Jeg frygter vel, at det skal gøre dig bedrøvet og urolig, men alligevel, ikke sandt, hellere den fulde oprigtige sandhed end en forsigtig legen-skjul for hinanden, der dog afføder langt flere ængstelser, i hvert fald en utryg følelse, som er værre end alt andet. altså, min egen søde mis, sandheden er den, at jeg har ikke min barnetro længere. Jeg er end ikke sikker på, at jeg nogensinde har haft den. Det lyder vist meget slemt, men sandt er det: jeg har overfor religionen altid kun haft en kedsomheds-fornemmelse. Jeg har tænkt på, om det muligt skulle komme af den måde, hvorpå jeg i den retning er bleven opdragen. Lige fra jeg var 6—7 år blev jeg taget med i kirke hver søndag, og ved alle mulige festlige lejligheder blev der holdt bøn og sunget salmer hjemme. Jeg kan endnu føle de kvaler, jeg led som barn for at holde mig vågen i kirken. Jeg måtte knibe mig i armen, og jeg talte, gud véd hvor mange gange, ruderne i de store vinduer bag altret og stenene i midtergangen. Men bedst husker jeg en juleaften, da vi havde » Andagt «, inden vi skulle ind til juletræet. Jeg og en ven af mig, der altid var hos os juleaften — vi var dengang 9 år — kunne af længsel og nysgærrighed ikke sidde rolig. Mens fader læste op af biblen, trippede vi på stolene og sparkede under bordet til hinanden. Nu havde vi en sypige, der hed jomfru Marie, og som var en stakkels forvokset skabning. Hun var også med til juleaften hos os. Idet nu fader læste op: » Og englene sagde til jomfru Marie: du skal føde en søn.... « — kunne vi ikke holde os længere, vi brast i en aldeles krampagtig latter, der ikke ville standse, skønt vi fik et forfærdeligt blik fra fader, der afbrød læsningen. Da rejste fader sig, gik hen til mig, gav mig en lussing, så det snurrede i mig, greb mig i armen og førte mig ind i børnekamret. Jeg kom ikke til juletræ den gang, men jeg kan huske, at, så lille jeg var, havde jeg hadefulde tanker imod gud. Alligevel tror jeg ikke, at opdragelsen alene kan være grunden. Men jeg mangler åbenbart ævnen til at tro. Jeg har dog gjort mig umage derfor, således den gang jeg gik til præsten. Jeg var meget ulykkelig over mig selv, men jeg kunne ikke komme i stemning da vi stod på kirkegulvet og præsten lagde sin varme hånd på min pande, havde jeg en følelse, hvori der blandede sig både ubehag ved berøringen og en pinefuld flovhed over at skulle give et højtideligt løfte om noget, der ingen betydning havde for mig, som barn trøstede jeg mig altid med: det kommer, når du bliver ældre. — men med årene er kun kommet allehånde modsigelsestanker og tvivl, og jeg føler, at jeg glider længer og længer bort fra muligheden af at tro, sådan som i andre tror. Mest har det pint mig, at jeg har måttet gå så ene med det. Hvergang de hjemme taler om kirkelige ting, føler jeg mig som en forbryder, der er bange for at blive opdaget. Jeg sætter mig hen i en krog og søger at være så ubemærket som muligt. Men det er i den senere tid hændt flere gange, at fader pludselig har vendt sig mod mig og sagt: » Har du ingen mening om den ting, Emil? Du plejer dog ellers ikke at være så forknyt. « Jeg tror, at han begynder at forstå, hvordan det er fat med mig. Men skønt jeg jo véd, at det en gang må komme til en forklaring, og skønt jeg indser, at det vel også vil være det bedste, så gruer jeg dog for det øjeblik. For fader vil tage det så forfærdelig tungt. Men overfor dig har jeg ikke kunnet tie. Du må kende mig helt, som jeg er. Og du vil ikke af den grund mene, at der ingen lykke kan blive i vor forbindelse? Tror du ikke også, at vi netop, ved sådan at tale rigtigt ud med hinanden, må kunne komme til gensidig forståelse? Den ene vil hjælpe på den anden, og du vil ikke straks fordømme mig, fordi du i mangt og meget ikke er enig med mig? Du kan tænke dig, at jeg længselsfuldt vil vente dit svar på dette brev. Det vil have så megen betydning for mig, hvordan du tager det. Jeg er ikke oplagt til i dag at fortælle løst og fast om mine oplevelser herinde. Derom en anden gang. Det vil dog måske særligt interessere dig, at jeg i dag otte dage skal til stor middag hos konferensråd svane, hvis søn jeg er bleven ven med. Jeg er bange for, at mit toilette ved den lejlighed vil tage sig mindre pragtfuldt ud. Men det fine selskab får bære over med en fattig rus. Min egen mis, du skulle vide, hvor varmt og inderligt jeg tænker på dig. Du er mit et og alt. Kun når jeg véd, at jeg har dig med mig, vil jeg få lyst ogiver til at arbejde mig frem. Men hvis du ikke slipper mig, da skal jeg også nå vidt. Din Emil. E. S. Tak for cigarerne. De smager dejligt. vi- — ing, den 3die september, aften. Du min allerkæreste, min bedste ven! Mens hele huset sover og her er så højtideligt i mit lille værelse, månen skinner ind mellem gardinerne, skriver jeg til dig for at sige dig, at jeg elsker dig mere nu end nogensinde og mere end jeg troede, man kunne komme til at holde af et menneske. Dit brev gjorde mig både så bedrøvet og dog så usigelig glad. For jeg kunne da forstå, at du måtte holde meget af mig, når du skrev så alvorligt til mig om de dybeste ting i livet og jeg forstod så godt, hvad du sagde om sandhed og ærlighed, og jeg syntes, at vi egenlig slet ikke havde været rigtig forlovede før, fordi det alt sammen før var kun ligesom så overfladisk og barnagtigt. ja, Emil, vi vil tale helt ud med hinanden, vi vil betro hinanden alt — alt, og du skal se, så bliver det også nok godt. Å, jeg har så meget at tale med dig om og navnlig spørge dig om, og du må ikke sige til mig, at jeg ikke må spørge. For der er ikke den ting, som man ikke kan sige til hinanden — i al fald skrive — når man gør det med alvor og véd, at man kan stole på hinanden. Og du må slet ikke tro, at vi unge piger er så dumme og uvidende. Vi kan da både se og høre! Og vi taler jo også med hinanden om alt muligt, og hvad den ene ikke véd, det véd den anden, og Thora f. Eks. har fået en mænde ting at vide af deres tjenestepige, som har et barn i pleje ude på landet. Men for fremtiden vil jeg ikke have nogen anden end dig til fortrolig, for det andet er dog kun pjank det meste. Men du er så klog og véd sålangt bedre besked og kan tale om alt muligt på så køn en måde. Det var rigtignok forfærdelig sørgeligt at læse, hvordan det forholder sig med dine religiøse anskuelser. Jeg gik herop på mit værelse med dit brev, og da jeg havde læst det, græd jeg i over en time, så jeg måtte sige til moder, at jeg havde ondt i tænderne. Men så bad jeg så inderligt til gud, og så var det ligesom jeg fik svar fra ham, at jeg ikke måtte slippe dig, men netop nu skulle holde fast ved dig, fordi du ved mig skulle komme på andre tanker. Og da blev jeg så glad, jeg syntes, jeg havde fået en stor opgave at leve for men jeg skal ikke plage dig, jeg forstår så godt, at du er bleven ked af at høre hver søndag den gamle Provst Poulsen, der er en god mand, men som taler så åndløst. Det sagde også kateketen til mig forleden, at det var sørgeligt med provsten, for han gjorde så mange her i byen ligegyldige for det kirkelige. Men nu prædiker kateketen hveranden søndag, og du kan ikke tænke dig, hvor det er dejligt. Han taler så smukt, ligefrem poetisk, og han løfter en ligesom op over det jordiske. Undertiden indfletter han også salmevers, som han selv har lavet. Jeg fik forleden ved middagen hos borgmesterens en afskrift af dem; jeg havde ham nemlig til bords, og så bad jeg ham om det. Jeg ville ønske, at du og han engang kunne komme til at tale rigtig sammen. Jeg tror nok, at han ville give dig et helt andet syn på livet, og du skulle se, hvor du bagefter ville føle dig lykkelig. Det må jo være skrækkeligt for dig ikke at have noget fast at bygge på. Sig mig, går du ikke i en evig angst for at dø? For sæt nu, at du døde, inden du havde omvendt dig? Men jeg vil ikke tænke mere på det i dag, for så kommer jeg igen til at græde. Du skrev, at der var så mange fristelser for de unge herrer. Jeg forstår godt, hvad du mener, jeg var jo med i vinter til det møde om faldne kvinder og om den of. Pr., som kateketen og en herre fra København holdt for damerne heri byen. Men der er et og andet, som jeg har spekuleret meget over, men som jeg ikke kan hitte ud af. Går den slags kvinder på gaden mellem andre mennesker? Er der ikke noget, hvorpå man kan kende dem? Og hvordan bærer de sig ad med at » friste « jer? Jeg mener, hvad siger de for at få jer lokkede med? Og er det ikke grueligt flovt, når sådan en kvinde kommer hen til jer? Eller lader hun, som om hun kender jer eller er i familje med jer? Hvis du er rigtig sød, så svarer du mig herpå. Det er da ikke værre, end at vi sagtens kan tale om det. Tænk bare, når kateketen kunne snakke så ligefremt om den slags til alle os damer! Det gælder blot om, at det gøres med alvor og ikke for at tilfredsstille en letfærdig nyfigenhed, sagde kateketen. Jeg har været nede i butikken i dag for at se, om der ikke skulle være noget, du kunne bruge til selskabet hos konferensråd svanes. Desværre er det jo kun dameartikler, fader fører. Men jeg fandt dog nogle røde strømper, som du vist kan bruge, selv om de er lidt vel lange, et par hvide handsker nr. 73/4 — det er nogle, fader holder særligt til borgmesterinden —, og et kammerdugs-lommetørklæde, der ikke er ret stort, men meget fint. Jeg sender det med posten i morgen, desuden en flaske liljekonval-essens. — du bliver vel ikke vred, fordi jeg sender dig de småting? De koster mig jo ikke noget, og der er nok af dem i butiken. Nu godnat, du kære. Tusind trykkys sender jeg dig, og i min aftenbøn vil jeg først og sidst tænke på dig. Din trofaste forlovede. Din lille mis. Regensen, den 12. September. Kære Holm! Jeg søgte dig i formiddags forgæves. Jeg havde noget meget vigtigt at tale med dig om. Jeg skal kortelig forklare dig, hvorom det drejer sig. Vore dages studenterliv er ikke, som det burde være. Der er intet sammenhold mellem de unge studenter, intet kammeratligt liv med gensidig åndelig påvirkning. Jeg finder det fuldkommen korrekt, at studenterforeningen ikke har villet gå i kølvandet på den radikale klub i Badstuestræde og give sig i lag med store sociale spørgsmål løsning. Jeg finder ingenlunde, at en sådan folkelig og filantropisk virksomhed er et gyldigt eller tilfredsstillende udslag af den rigtige, gode studenterånd. Det er en gærning for gamle praktici, ikke for unge musasønner. hvor højt jeg end skatter den pietetfulde bestræbelse hos den gamle studenterforenings fremragende mænd for at vedligeholde de gode gemytlige traditioner fra studentertidens guldalder, er jeg dog heller ikke sikker på, at man i studenterforeningens ledelse i alle måder er på den rigtige vej. Vel anser jeg soldet, den vittige tale og den harmløse vise for at være et værdifuldt, ja uundværligt led i foreningens opgave. Men sangen, selv om den skyldes fortræffelige penne, og ordet, hvor veltalende det end fremføres, vil vanskeligt helt kunne tilfredsstille og fylde vore dages ungdom, der desværre mangler den lykkelige umiddelbarhed, den gudetro på studenterstandens høje kald, som vore fædre besad. I særlig grad mener jeg, at de ganske unge studenter føler en slags utilfredsstillelse ved forholdene i foreningen. Der bydes dem ingen lejlighed til den belæring, den støtte og udvikling, som åndelige turneringer med jævnaldrende yder. Ved de officielle foreningsfester og ved de diskussioner, der lejlighedsvis holdes om lørdagen, føler de sig trykkede af de ældres avtoritet. Og vover en enkelt sig frem, mødes hans famlende forsøg alt for ofte med overlegen ironi hos de ældre, dumt grin hos dem af de yngre, der er blottede for alvorlige interesser. Min plan er det nu at vække den gamle studenterånd tillive, omformet i vor tids støbeske. Og det mener jeg kan nås, når man supplerer, hvad foreningen allerede nu byder, med et snævrere foreningsliv mellem en lille, udvalgt kreds af de yngste årgange studenter. Med andre ord, vi danner en forening i foreningen, en f'oredrags- og diskussionsforening, hvor de unge, uden frygt for spydig kritik, frit kan udtale, hvad der ligger dem på hjerte. Jeg tror, at store ting kan opnås ad den vej, til gavn ikke blot for os selv, men for vort fædreland og for hele udviklingen herhjemme. Du vil forstå, at når jeg sætter mig i spidsen for et sådant foretagende, er det meningen at holde det i en, om end liberal, så dog besindig ånd. Først og fremmest bør man sørge for, at den ny forening ikke får præg af at ville noget brud med de gamle. Det skal ikke være nogen nedbrydende, nihilistisk-evropæisk klub, men en klub, hvor den sande åndsfrihed, den sande fordragelighed har til huse. jeg har tænkt mig, at vi på lørdag aften skulle samles en halv snes stykker for at overveje og drøfte de nærmere enkeltheder i planen og for i det hele taget at komme på det Rene med, om der er stemning for den. Til dette forberedende møde var det, jeg ville indbyde dig. Hvis du kender en og anden flink og pålidelig mand, så tag også ham med. For en sikkerheds skyld bemærker jeg dog, at jeg ikke ønsker, din nye ven svane skal indblandes i dette. Han hører til dem, der møder enhver alvorlig bestræbelse med kold, dræbende spot. Helst ønskede jeg, du aldeles ikke omtalte for ham, hvad der er i gære. Vi samles hos mig kl. 9. Tag pibe med. Din hengivne Lauritz W. Hahn. kære Emil! Fra din moder og tante Meta skal jeg takke for brev. Meget indgående har dine sidste beretninger egentlig ikke været. Jeg kunne nok ønske, at du ville tage dig den forpligtelse på nogenlunde regelmæssigt — 2 gange om ugen f. Eks. at sende os udførlige breve, så at vi dog til en vis grad kunne følge dine opleve

1876_Schjoerring_FraVaarTilHoest

Johanne

Fra Vår Til Høst

Schjørring

Schjoerring

Fra Vaar Til Hoest

female

1876_Schjoerring_FraVaarTilHoest.pdf

Johanne

Schjørring

dk

Fra Vaar til Høst

En Livs-Historie

n

gothic

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første afsnit. „ Mår jeg står her, så kan jeg se lige op i himlen! “ Røsten kom fra Toppen af bavnehøj og tilhørte en ung pige, som rød og varm og med glædens stråler i sine øjne stirrede øp i den lyse himmel, der hvælvede sig øver den vidtstrakte, dejlige egn, der breder sig øm kalø vig. Det var en sølklar eftermiddag i høstens tid. Skovene begyndte at blive mangefarvede. Negene støde i „ gyldne dynger “. Leerne hvæsfedes hist og her. Enkelte steder kørtes der korn ind, trindt omkring færdedes karle og piger på kornagrene og gave hele egnen et præg af travl og livlig færden. Ude i bugten slumrede havet som en flade af sølv med blinkende diamanter, hvori den lille ø med sin opdæmmede vej og sine romantiske ruiner af det gamle kalv-slot gør en så fortræffelig virkning, navnlig set med de fjerne, maleriske høje på Mols som sidste grændse i horisonten. « ja jeg siger: lad bare kong Valdemar beholde sit Gurre, når jeg blot får mit kalø, “ sagde den muntre stemme igen, og dermed kastede hun sig ned på højen. Aurora ravn var ikke smuk. Hun var tækkelig og behagelig og havde et sjælfuldt blik. Rundt om hendes mund lå så mange venlige smil, som fortalte om, at. hun tillige var gvd. Hendes påklædning havde lidt nonchalence, ikke den, der røber uorden, men snarere den, der fortæller om en vis mangel på koketteri af denne lette, behagelige Art, som gør en ung pige så uimodståelig. Hun førstod f. Eks. ikke at anbringe en behændig sløjfe, i det hele ikke den store kvinde-kunst: at tage sig ud. „ Nåda, hvor Marie altid er unøjagtig, “ sagde Aurora, rev sin-runde hat af og lagde sig ned, få lang hun var. „ Nu ' står hun naturligvis foran spejlet og betænker sig på, om hun skal vælge hat eller parasol, tørklæde eller slør — disse vigtige problemer i er kvindeliv! — å, alle disse narrestreger, i stedet for at komme op og drive lidt på bavnehvj, inden vi gå i vandet. “ Lidt efter hørtes der fodtrin og muntre stemmer. „ Fætter Laurits! “ råbte Aurora og var i et nu på benene, „ vi ventede dig ikke førend om nogle dage. Det er intet under, Marie, at du bliver så længe borte, når du bringer noget så overordentligt med dig. “ Der blev en leen og en snakken, da de to tililende nåde op på bavnehvj, hvor Aurora stod og bredte hænderne ud imod dem. Marie navn var Auroras eneste søster, et år yngre end denne. Hun var næsten en skønhed. Hun var slank og fin, havde mørkebrune øjne, og hendes blonde, tykke fletninger vare anbragte på en naturlig og smuk måde. Hendes træk vare rene og hendes teint frisk. Hendes påklædning, tilsyneladende meget tarvelig, havde denne tilsætning as pyntelighed, som tyder på ømhu før sin personlighed, og som ved første øjekast gør en behagelig virkning. Men over hendes smukke ydre lå der ofte et træk af indolence, så af man uvilkårligt vendte sig fra hendes drømmende øjne for af forfriskes og oplives af et glimt af Auroras helt varme, sjælfulde blik. Laurits Faber, forstkandidat og inspektør over skovene på et greveligt gods i det sydlige Jylland, var en mand af middelhøjde med et markeret, temmelig ualmindeligt ansigt på grund af dets vekslende udtryk. Almindeligt var hans udtryk venligt og godmodigt, men undertiden var hans blik mat, åndsfraværende, så af man ikke vidste, om han var forstemt, tankefuld eller blot — distrait. Marie sagde om ham: „ Laurits er nok rar, men man bliver ikke rigtigt klog på ham — han falder i staver. “ Aurora svarede ivrigt: „ Han er let af forstå, han har et lille anstrøg af ægte nordbo-tungsindighed, det lider jeg netop godt! “ „ Jeg vil hellere have ham uden det! “ svarede Marie. „ Så var han så almindelig “, mente Aurora. Han havde mistet sine forældre tidligt, og havde i flere år haft sit hjem — i sine ferier — på jdas-gård. Det var let at se, at han befandt sig overordentligt vel i søstrenes selskab. „ Altid på bavnehøj, ligesom i gamle dage! “ sagde han smilende til Aurora, „ kan du endnu bestandigt se ind i himlen herfra? “ „ Endnu bestandigt, ja! “ „ Å! “ sagde Marie, „ Du kan da også se på jorden og dens herligheder, det må jeg bekende. Aurora betroede mig i går, at hun ønskede, at hun var rig, meget rig — det angår da nærmest jorden, mener jeg! “ „ Det må jeg høre, “ svarede Laurits ivrigt, „ det ligner ellers ikke Aurora at ønske sig skatte. “ „ Ja ' det er en anden sag, “ svarede Aurora med liv. „ Jeg ønskede bare penge for at bygge kalø-hus op igen. Se dig om og tænk, hvilken en pryd det ville være, om der lå et slot, som Rosenborg s. E., derinde, hvor ruinerne svømme, et feeslot ombølget af havet. En bro fra landtungen ville jeg have over til hestehaven, som naturligvis skulle være en monster-park. En lystjagt i vigen, en blomsterhave omkring voldene, lige ned til havet. Var det ikke dejligt? Øg — så blev det, når jeg ejede det, hvad det burde være: en dansk besiddelse. Vare pengene ikke ret anvendte, Laurits? “ „ Jo, forudsat at jeg blev skovridder med en antagelig gage, “ lo han. „ Godsforvalter, inspektor! “ svarede Aurora. „ Ja, “ sagde Marie, „ den, der oprindelig har bygget dette gamle slot, har haft en stolt tanke — i nutiden bygger man aldrig mere således, man er ikke så romantisk. “ „ Å romantisk! “ mente Laurits, „ Sørøvere og den slags fyre, som rejste disse borge, have næppe gjort det for romantikens skyld, fkal jeg love for, men alene for den kære sikkerheds skyld — men, hvis Aurora i nutiden — det er en ganske anden sak; — bygger sit slot, så tager jeg min hat af og råber: „ Leve romantiken. “ I hendes plan er der sikkert ingen beregning, så hun må nok ønske sig penge, masser af penge — og atter penge — for at bevare sit æventyr-slot fra at blive spist op i vor materielle tid. “ „ Der kommer selve krøsus kørende! “ svarede Marie hurtigt og så ned på landevejen efter en elegant ekvipage, som rullede forbi, „ med hans pengesæekke, Aurora, kan du jo realisere det. “ „ Hvem var det? “ spurgte Laurits. „ Det er sandt, det er vel Blom fra mosegården. Jeg har hørt, at han gør kur til en af mine kusiner. Hvem af eder - er det? “ „ Hvilken dejlig vogn, og hvilke heste! “ sagde Marie i det samme og så efter køretøjet med et suk. „ Jeg fik ikke at vide, hvem af eder det var? “ spurgte Laurits igen. „ Er det mig, så bryder jeg mig ikke om ham, og er det Marie, må hun svare for sig, “ svarede Aurora. „ Det er ikke mig, “ svarede Marie og så endnu engang rødmende efter vognen, „ det er Aurora, han vil have, det er gansfe vist. “ „ Nej ser man det, så det er virkelig Aurora! “ sagde Laurits meget optaget. ' „ Hvilken slet smag, fætter! “ lo Aurora, „ men du skal ikke tro det. Så, nu storme vi ned af bavnehøj! og den, der kommer først, dikterer dessert efter the, jeg fører husholdningen i denne uge. Nå en, to, tre! “ Øg ned gik det i en fusende fart. hjemme på idasgård sagde ude på en kølig veranda begge de unge pigers forældre og kiggede alt imellem længselsfuldt ud efter de unge. Det var et par hyggelige ældre folk. En opmærksom beskuer ville dog snart have opdaget, at der efter alle mærker at dømme måtte være en temmelig lang afstand imellem deres åndelige standpunkt. Den kvindelige part var her i absolut øverlegenhed, og nogle smertelige træk hist og her i hendes ansigt tydede på, at dette højdemål havde sin egen smerte. En velorganiseret hustru attrår ikke ånds-herre-dommet, hun vil langt hellere søle det, i lykkeligste tilfældæ — allerhøjest — „ balancere “ med fin halvdel. De talte om deres børn, som nu vare i den for alle forældre så interessante alder, da livsbegivenheder hver dag kunne indtræffe med dem. „ Ja, “ sagde proprietær ravn, en høj mand med regelmæssige træk og blonde, lidt gråsprængte bakkenbarter, idet han blæste nogle vældige røgskyer ud af sin store, jyske merskumspibe med et kolossalt sølvbeslag, „ inden vi se os for, er vi to gamle ene i reden. “ ' proprietær Blom havde nylig været inde på gården og var kørt børt igen, da han mærkede, at de unge piger vare fraværende. Han havde ingen hemmelighed gjørt af, af han kom for deres skyld, navnlig for Auroras. „ Det er ganske ubegribeligt, hvad det kan blive til, “ mente den lille, strikkende kone. Hendes ansigt beherskedes ganske af et par strålende, klare, mørke øjne, som syntes af kunne læse tværs igennem en.. Hun var lille og lidt skæv af vækst. „ Havde det været aldeles omvendt “, vedblev hun, „ så tror jeg snarere, af det havde ladet sig praktisere “. „ Jeg har ikke i sinde af ville tvinge nogen af dem, “ forsikrede ravn og tog i sin Iver piben af munden — hvad der var en sjeldenhed — „ men hvis Aurora kunne finde på af sige nej til Blom, så skulle hun få Pokker. Han har da altid halvanden tønde guld i det mindste. “ „ Tal ikke til mig om guld og grønne skove, som alle vi usle mennesker er færdige af sætte livet til for af vinde, “ svarede hans kone og strikkede, så pindene klirrede derved. „ Å lille mutter, det går dog sommetider helt godt — jeg har rigtignok aldrig været overdreven rig, men — — kan du huske, af du — — —. “ „ Ravn, “ faldt hun ind, „ tjen mig i at holde mig udenfor. Du vad, at jeg har den ejendommelighed, at jeg ikke holder af, at der røres ved fortiden. Jeg vil sige dig, at jeg har aldrig talt med Aurora hverken om Laurits eller Blom, men tager jeg ikke aldeles fejl af hende, så vil hun ikke have Blom, om han havde ti Tønder guld. Nå, jeg fortænker hende ikke deri. Manden kan være god nok for hvem, der vil tage tiltakke med ham, men han er få — — uvidende, så selvbehagelig, så forfængelig. “ „ Det er mig ubegribeligt, “ fortsatte ravn, som om han havde overhørt sin kones bemærkning og kun forfulgte fin egen tankegang, „ det er mig ubegribeligt, ab Blom kan foretrække Aurora for Marie, aldenstund Marie er hnndrede gange smukkere, det skulle ikke være mig. “ „ Så er du af en anden mening nu, end i dine unge dage, jeg har aldrig været smuk som min veninde Alma, hvorfor ville du da endelig den gang have mig, i stedet for hende “, spurgte Fru ravn med en lille bæven.. „ Å vist var du smuk, mutter, det ved jeg dog bedst, man kan aldrig se sig selv, “ svarede ravn med djerv venlighed. „ Jeg så ganske ud som Aurora “, svarede hans kone, „ Aurora er højere og friskere, fordi hun er fuldkommen fund og velbygget; følgeligt smukkere. Sundhed i det hele er for mig en hovedbetingelse, en skønhed kan aldrig være sygelig. “. De unge mennesker kom nu filsyne ved en ømdrejning i haven. Laurits og Aurora gik sammen, lidt foran Marie, der var træt. Fru ravn kastede fik klare blik ud efter dem, og hendes moderøje lod hende ikke være i tvivl om, hvem af hendes døtre, der var indtagen i den unge mand, som var hendes erklærede øjesten. Men ham, var hun sikker på ham?. De vare dybt inde i planternes slægtskab, da de kom gående. Hr. Ravn blinkede til sin kone og bemærkede: „ Denne gang, mutter, har du taget. Fejl med al din visdom, det er Aurora, som altid, og ikke Marie. “ „ Tiden vil vise det, “ svarede hun alle. Da velkomsfhilsnerne og forespørgslerne om, hvor ungdommen havde været, vare forbi, gik Marie. Hun skulle op at „ glatte sig “, børste sig og se, om alting var, som det skulle være. Aurora derimod kastede sig ned ved siden af sin moder og fortalte hende, at, lige så snart som varmen havde „ sat sig “, skulle hun ud at bage pandekager, som hun havde tabt i væddemål til Laurits og Marie. „ Laurits, “ sagde hun og vendte sig om imod ham med et strålende ansigt, „ kan du ikke se, hvor yndig Marie er? Hun er bleven meget smukkere i disse tre år, hvori du ikke har set hende. “ „ Hun var smuk, da jeg så hende sidst, “ forsikrede han. „ Ja — a —, men ikke så køn, som nu, så kan du ikke huske hende, eller også har du i mellemtiden glemt hende for skønhederne i Skotland, Sverig og alle de andre steder, hvor du har rejst henne, så at — —. “ „ At -- -- -- -- -- -- -at — nå, Aurora! Har du din gamle, stemme vane, den med de halve sætninger, altså: at —. “ „ Ikke mere — du vød det godt! “ svarede Aurora og rejste sig. Hun vendte ham med forsæt ryggen. „ Ja det er en nem måde at spise mig af på, “ drillede han, „ snuppe mig af og vende mig ryggen, det går ikke. Bi stå fremdeles på: at — —. “ „ Så nu går jeg til mine pandekager, “ råbte hun og løb sin vej. Unge piger er som fugle, de flyve bort og forsvinde ligeså hurtigt, som de komme. „ Egentligt burde jeg sætte efter hende, tante, “ lo han til de to gamle, „ men lad nu gå for den gang, hun skal få det betalt. “ aftensolen skinnede ind igennem vinløvet på verandaen. Marie kom ned i det samme og blev forgyldt af en lang, blændende stråle, som i høj grad for-skjonnede hende. Ømgivelserne have lidt en mægtig indflydelse på personlig skønhed. Den figur, der står som en skønhed under åben himmel, i store, frie ømgivelser, er ofte mindre smuk, indelukket mellem fire vægge i en stue, og omvendt. Der var få nyligt talt om Maries udseende, at hendes smukke genkomst bemærkedes og ligesom noteredes — om end på højst forskellig vis — af de tilstede-, værende tre. Hendes forældre så med velbehag på hende. Faderen tænkte triumferende: „ Hun er køn nok til at blive så rig og mægtig, som det skulle være “. Moderen så, at Marie aldrig havde været smukkere end nu, og tænkte: „ Nej, så godt kan Aurora aldrig se ud. Hvormange undlade at bemærke dette, og ak! — hvorfor spiller dette forfængelige ydre altid denne overordentlige rolle i en kvindes liv, altid, altid, som om det var det vigtigste af alt “. Laurits holdt op, midt i sin sætning, glemte, hvad han ville sige, for at ile hen til hende, hente en stol,. medens han væltede to, tre andre, spørge til hendes træthed, hendes fod, hendes myggestik — — som om det var et tidsrum, hun havde været fraværende i, i stedet for minutter. „ Ja mutter! “ sagde ravn jovialt, „ vi to kunne gerne pakke sammen, vi er ganske overflødige, og jeg fik ikke mere besked på hans bolig, end Aurora før gav ham, da hun stod stille på: „ når “ —. “ „ Nej ønkel, det var nu på: „ at “, svarede Laurits lunefuldl, idet han et øjeblik vendte hovedet „ halvt “ om, mere havde han ikke tid til, så optaget, som han var. Et øjeblik efter forsvandt de, og lidt efter hørte man dem musicere. Laurits havde en sympathetisk, godt udviklet stemme, som lød smukt sammen med Maries friske sang og kvikke accompagnemcnt. „ Jeg er aldrig så bedrøvet over, at jeg ikke kan synge, “ — hun spillede godt og færdigt —. „ som når Laurits er her “, sagde Aurora, der kom listende efter nøgler i mamas lomme. „ Du kan jo lidt “, trøstede moderen og klappede hendes blanke, brune hår. „ Det er jo kun som en spurvs pip pip! Hør, er det ikke dejligt at høre dem synge sammen? Et menneske uden stemme er som en blomst uden Duft, ikke, moder? Det synes jeg! “ * tidligt den næste morgen toge herrene på andejagt, sammen med et helt følge af jægere og hunde. Aurora begav sig noget efter til havet for at bade. Da hun gik igennem skoven, så hun Laurits stå i dybe tanker, henne ved ringelmosen, et sumpigt sted i skoven med høje siv og en ganske vidunderlig rig og mangfoldig vegetation. Denne plads var et af Auroras yndlingssteder på grund af sin ensomhed og sin planterigdom. „ Ieg tænker mig altid, “ plejede hun at sige, „ at der har været pletter i paradisets have som denne ringelmose. Sådanne drømmerige, ensommme, siv- og planterige steder minde mig om skabelsens morgenstund, det er, som om de stod og ventede på en fuldendende hånd, som kunne gøre deres vildnis tilgængeligt. Man kan jo ' stå og drømme sig halvt urolig over at tænke på alle de mærkelige skabninger, der muligt bevæge sig derinde.. Sivene suse og hviske, som om de blot ventede på en lejlighed til at komme til at fortælle om alt, hvad der skjuler sig imellem dem. Hun sagtnede sine skridt. Hvad havde ført ham så langt fra jagten, som hun vidste, holdtes på et helt andet sted? Mindedes han — ak! hvor hjertet er en opfindsom forræder! — at dette punkt, ligesom bavnehøj, var et af „ hendes “ kære steder? Bøssen havde han slængt fra sig. Tænkte han på fjerne skønheder i fremmede lande! Måske på Marie? På — -- -- -- -- -- -- -- -nej det var aldeles umuligt! Hende, hvem kunne tænke på hende! ' i dette øjeblik kom ørsa, der havde været indelukket, fordi den var for hidsig på jagten, fvringendc, og i samme nu, dens glade- gøen lød, opdagede Laurits Aurora. „ Aurora! kom herhen, jeg ftal vise dig noget, som er mærkværdigt, kom! “ råbte han og vinkede ad hende. Hun tænkte, at det var et eller andet dyr, han var falden i staver over, en snog, en hugorm, måske et pindsvin. „ Se! “ sagde han ivrigt, da hun kom derhen, „ se blot på dette træ med denne løvrige krone! Den egentlige, oprindelige rod er slet ikke den, som nu eksisterer for træet. Som ganske ungt træ har stormen- for-modentligt knækket det, men det har haft livskraft nok til ved et let jordfæste atter at slå rod med den lemlæstedæ del, en rod, hvoraf det nu er vokset op og er blevet til et stort træ. Kom, så skal du se den oprindelige rod, den står for øjet som en stub, men har dog endnu fine underjordiske forbindelser med stammen. “ Der var noget i dette, som gjorde Aurora ondt,, fordi hun med fin ejendommelige hurtige tankeflugt ubevidst overførte træets historie på livet. „ Det er ligesom en livshistorie, Laurits, således, som du fremsætter det, “ svarede hun, „ en helt sørgelig historie. “ „ Sørgelig? “ spurgte han forundret, „ det er jo et ' billede på livskraft, kamp og sejr, det kan aldrig kaldes sørgeligt. “ „ Jo — således, som jeg tænkte, var det sørgeligt, “ svarede hun med uoverlagt hurtighed; „ men når mændene blot kunne komme til at beundre kraften, så have de altid nok til at opvække deres begejstring. Kvinden tænker på offrene, der er bragte, det gør manden aldrig. “ „ Du må fortælle mig, hvad du tænkte, du plejer ikke at være sygelig eller tænke sørgeligt, “ svarede han med liv og tvang hende ned på træstubben ved siden af sig. „ Å, “ svarede hun hurtigt, „ jeg tror, at jeg tænkte noget om et knust hjerte, som livet, — skæbnen — tvang ind i helt andre forhold, end det ønskede sig og håbede på. “ „ Nå, hvad så? “ vedblev han, „ hvis træet sygnede hen og gik ud, så var det sørgeligt, men da det vokser sig løvrigt og stort, så har det efter stormen fundet sig en jordbund, hvori det fortræffeligt trives, altså — overfort på livet —: det knuste hjerte er, gennem sorgen nået til sin „ rette “ Plads. Hvad sørgeligt skulle der dog være deri? “ „ Hvem siger, at det nogensinde blev, hvad det under blidere skæbner ville være blevet? “ spurgte Aurora,. bestemt på ikke at give sig. „ Træets kraft og krone taler for det, altså ligeså med mennesket; resultatet, udbyttet af livet vil være det eneste, kompetente vidne, ham eller hende betræffendc, “ svarede Laurits. „ Udbyttet af livet! “ svarede Aurora næsten spottende, „ Hvem vejer det? Menneskers dom? Har du en sådan tro til den, Laurits? Ethvert menneske, der „ tænker “, har meget i sit hjerte, som ingen kender, meget, som aldrig engang bliver udtalt; selv om man ville, kunne man det ikke. “ „ Mange gange har det måske heller intet værd, “ mente han. „ Det, man gemmer bedst, det, plejer dog at være ens klenodier, “ svarede hun. „ Stundom gemmer man imidlertid også på noget, som ikke elsker lyset. Menneskene er, som bekendt, ikke så gode, som de burde være, “ sagde Laurits. „ Måske gør man det, “ svarede Aurora; „ men hovedsagelig — det må jeg især som kvinde holde på — har man sine klenodier i hjertet. Derind når intet øje, altså, jeg gentager det, hvad er menneskers dom i det sjælelige, livets kerne angående? “ „ De menneskers dom naturligvis, der kende en, aldeles ukendt står vel ingen, “ svarede Laurits afgørende. „ Du tager fejl, tror jeg måske dog! — jeg har jo lige sagt dig, at et menneskes hjerte er hans lønkammer, hvor ingen kommer ind, “ svarede Aurora. „ En enkelt, som banker ydmygt på? “ spurgte Laurits smilende. — „ Forresten, jeg forstår ikke denne samtale. Den rolige havbund hæver ikke bølgen, uden at der er noget, der bringer den i øprør. Du plejer nok stundom af være svær af overbevise, men aldrig så mørk i dine betragtninger. Du er forstemt; sig mig nu straks, hvad det kan være! “ Det var hende ikke muligt af forstille sig eller sige en usandhed, derfor tav hun. „ Nå sig det nu, kære Aurora, “ bad han indtrængende, „ eller skulle jeg virkelig have mistet din fortrolig-hed? — det er umuligt — så gode venner, som vi altid have været. “ „ Ja det er umuligt, aldeles umuligt, “ svarede hun varmt på sin vante, gamle vis. „ Sig du mig nu, hvorledes det går til, af jeg træffer dig her, det modsatte sted af, hvor du burde være, efter aftalen imellem jægerne? “ spurgte Aurora. „ Du lister dig bort fra vor egentlige samtale — jeg kender det så godt! — nu, jeg har også listet mig bort, jeg længtes efter denne skov, især denne ringelmose, og hvad kan så være lykkeligere, end af jeg uventet støder på dig! “ Disse 0rd og denne dæmpede tone, hvori han nu talte, bragte den unge piges hjerte til af banke hurtigere. „ Du har altid holdt meget af ensomme steder, “ sagde hun hurtigt, „ ensomme steder til at „ falde i staver “ i, “ ' tilføjede hun spøgende, for at skjule sin egen bevægælse. „ Det er et aldeles ubeskriveligt udtryk for en fortabt tilsland. Jeg ved nok, at i alle tro det, når jeg af en eller anden grund forholder mig tavs, det er galt; jeg hører ikke til de producerende mennesker. Jeg er betragtende og overvejende — det er ikke min sag at få, gid jeg forstod at høste ind af rigdommen omkring mig, således som jeg ville. “ Aurora kendte hans store beskedenhed så godt, at det ikke kunne falde hende ind at modsige ham. Hun vidste desuden bedre end nogen anden, hvilket værd han havde. „ Ja nu må jeg hjem, “ udbrød hun og sprang op, „ det er vist også på tiden, at du går efter ænderne, med mindre de skulle;, ære så artige at hente dig som en anden baron munchhausen; farvel! “ „ Egentlig gik jeg helst med dig, “ sagde den unge mand og slængte Bossen over skulderen; „ men så tror onkel formodentlig, at jeg har glemt at håndtere bøssen, det var en net ære for en forstmand! “ „ Farvel, farvel! “ „ Farvel Aurora, “ svarede han og tog hendes hånd. „ Tak for denne lille mærkelige samtale — den trænger til oplysning. “ Hans så ofte fraværende øjne lysle i øjeblikket med en meget nærværende glans. De gik hver til fin side. da Aurora ikke mere kunne øjne ham, sagtnede hun sine skridt. Der var så meget at standse efter. Så smuk en septemberdag — hun var overbevist derom — havde hun aldrig før fet. Aldrig havde disse forunderlige spindelvæv, som træer og marker vare oversåede med, stået få fulde af glimrende dug — tårer med alle regnbuens farver vævæde ind i disse tusinde dråber, som på denne formiddag, medens solen glødede frem igennem det blødeste tågeslør, der ikke vidste, om det ville synke og opløse sig i Perler eller stige opad i lette skyer, og derfor smeltede farverne over i hverandre i den mest ubestridelige harmoni, hvorhen øjet vendte sig. Fuglene sang hist og her disse afbrudte, sfingrende, vemodige toner, som man hører det i skovene på denne årstid. ' Aurora var ikke langt fra at græde. Mon hun nogensinde havde fet et menneske med et sådant blik, som hans, da han sagde hende farvel? Aldrig. Øg mon der i den hele vide verden fandtes en mand så elstværdig, så sand, så rig på hjerte, så beskeden som Laurits? For hende eksisterede der ganske vist kun denne eneste. Men alt dette var da ikke til at blive så bevæget over. Nej, men hun tænkte blot på dette træ, som blev knækket i sin vækst, sagde hun til sig selv med denne mærk-, værdige øpfindsomhed, som en ung pige ejer, når hendes hjerte har en mægtig kærlighed inde. Dette billede var nu en gang gået ind i hendes sjæl som et træk fra livet, og der var noget i dette billede, som gjennemisnede hende så forunderligt. Den gamle stub — det havde han fagt — stod endnu i underjordisk forbindelse med den senere livsrod. Således gik det vel nok det hjerte, som engang blev knust. Såret ville aldrig komme ud af sjælens tankeforbindelser, hvor meget få alt det ydre blev rettet for denne verdens øjne. Når stærke karakterer blive overvældede, blive de det tilgavns. Aurora var overvældet af denne samtale. „ Det er mærkværdigt, “ sagde hun beroligende til sig selv, „ hvor meget glæde og smerte ligne hinanden, jeg er jo lykkelig over denne morgenstunds mode og samtale og føler dog næsten smerte. “ Hun løb ned ad bakkeskrænten, hvorpå hun vandrede, for at ty ind under det store, gamle lindetræs nedhængende grene, som stod i dalen nede ved et åløb og kaldtes, ifølge et sagn fra gamle dage, for „ Jomfruens arv “. Da hun gik derfra nogen tid efter, var hun atter i ligevægt med sig selv; men inde over hendes glade hjerte var der dog ligesom en sky. Havde hun været sværmerist eller lidt overtroisk, som de fleste kvinder, ville hun have kaldt det: en anelse. Imidlertid drev Laurits hen ad den modsatte vej, fløjtende og nynnende og meget oplaget i sine tanker over det nylig passerede. han stod ofte stille og indåndede i dybe drag den rene sommerdags dejlige luft. „ Hvad Pokker gik der af hende? “ sagde han til sig selv, „ havde det været Marie, det kunne jeg forstå; men Aurora, som aldrig drømmer eller sværmer. “ Og her gjorde han sig skyldig i den uhyre vildfarelse, som er aldeles almindelig hos mænd, når de stå overfor et friskt, fuldstændigt klart og sundt organiseret kvindeligt væsen; da tro de så ofte, at hendes sjæls og hjertes følelser ikke er så fine, så dybe, så poetiske, som den kvindes, hvis hele „ ydre “ Væsen har et sartere præg. Det, som i dette tilfælde med andre ord — efter hans mening — ville have knækket Marie, det kunne Aurora sagtens tage imod, måske bære med lethed, medens sandheden var den, at så fint, så dybt og så, poetisk, som Aurora kunne føle, det ville Marie aldrig kunne ligne hende i. Derfor kunne hun jo ganske vist i en betydning heller ikke „ bære det “, som Aurora ville formå at kunne tage op. Marie ville derimod anderledes kunne formå at glemme end Aurora og rimeligvis komme ganske anderledes regelmæssigt igennem verden, end Aurora ville formå det. Som Marie er der fuldt op af kvinder — seksten på dusinet, som svenskerne sige —, som Aurora få. De første blive påskønnede, omsværmcde, feterede, de sidste ofte galt vejede og kun sjældent forståede. „ Aurora er en perle, en virkelig perle, “ fortsatte Laurits sin monolog, „ men hun skal have en uhyre klog mand, som kan hamle op med hende, ellers går det galt. Det er ligefrem en vederkvægelse at tale med hende, så sundt, så rigtigt, som hun tænker og raison-nerer. — den, der vinder hende, kan med sandhed sige, at han vinder sig en tænkende hustru. Øg jeg som engang! — — ja det nytter ikke at nægte det, jeg har stilet så højt. Man har så mange store tanker om sin egen fortræffelighed, især om, hvad denne fortræffelighed kunne fortjene. Nu siger jeg med min ven, s. Kierkegård: „ Kære! det er ikke noget for dig! “ — den fugl er fløjet bort og ligger vingestækket nu i hjertets lønkammer, som hun bemærkede. Ja, det var meget sandt, at der er noget der, som ingen ser; tanke-børn f. Eks. som man har kælet for, som man mente, at man ikke kunne miste, men som do alligevel. Livet er en læremester, som nok skal formå at bringe en både til at opgive mange kære drømme, og til at pille alle ens nykker om egen fortræffelighed bort, så at man kan få syn engang på ens lidenhed, ens -- -- -- -- -- -så den hund! Hvad gør jeg nu? — orsa! Ørsa! kom her, herom — hinter! Å, dit asen! “ Hunden lagde sig logrende på forbenene og halsede af ham, og når han kom den nær, for den afsted i en vild leg. Man må være jæger for at kunne begribe, hvor irriterende en udresseret hund på jagten er. Laurits med dette rolige temperament blev næsten rasende. Til sidst lagde han bøssen til kinden for at „ lægge an “, fasf bestemt på at gøre kort proces med den. Forgæves lød det i hans hjerte: „ Hvis du gør dette, da er du ikke kejserens ven. “ Kejseren her, det var Marie. I samme nu fløj hunden over grøften og forsvandt med en glædes-gjøen ned ad landevejen. Laurits sprang over på vejen, der sfilte skoven i to dele, for at se efter hunden. I et Spring var han på vejen, men her fik han ganske andre ting at tænke på. Hanen blev sat i ro, og hans mordtanker vare som bortblæste. Marie, der var en ypperlig ryttersfe, kom i susende galop med sin yndlingshund i hælene lige imod ham. Hendes blonde silkehår dansede omkring hende i to lange mætninger med kornblå sløjfer. “ Hendes ridedragt, hat og slør, alt sammen af denne dunkle farve, klædte hende aldeles fortryllende. „ Fætter Laurits! Du her! Søger du ænder på landevejen? Det er noget helt nyt! “ råbte hun stakåndet og holdt sin hest an. „ Min i agt skal nu begynde — godt, at du kommer, ellers havde jeg sfudt ørsa, så arrig blev jeg på den for lidt siden, fordi den ikke på nogen måde ville behage at lystre. “ „ Skudt ørsa! Du er nok ikke rigtig klog! Det kunne du prøve på! Ved du måske ikke, at det er min hund? “ råbte hun ildrød af vrede. Hun ville have redet videre; men Laurits greb i bidselel og sagde heftigt: „ Så vær nu god — jeg gjorde det jo ikke. “ „ At du ville, at du turde have gjort det, det er mere end nok! “ svarede den vrede skønne. „ Forstyr nu ikke min hele dag — vær nu god, ellers går jeg fra jagten; nå, er vi så ikke gode venner? “ spurgte han varmt. „ Ja, ja da, lad gå, hvorfor træffer man dig her? “ „ Jeg driver om, gør opdagelser og har det ene møde lifligere end det andet, “ svarede han. „ Opdagelser — moder! Hvem har du mødt? Aurora? Hun skændte, fordi jeg ikke var tidligt nok på benene i morges til badetouren — — jeg ville hellere ride. “ „ Den ene del kan jo fortræffeligt gøres ved hjælp af den anden. Skal jeg spadsere med og forpleje din hest, medens du benytter vandet, det er prægtigt i dag? “ spurgte han. „ Nej tak, jeg „ vil “ ikke, “ svarede hun med et forkælet barns hele stædighed. „ Fortæl mig om opdagelserne! “ „ Først så jeg sjældne planter, derefter et ganske mærkeligt træ ved ringelmosen, det skal du have at fe. Det er knækket som nyt, bøjeligt træ af stormen; derefter har den knækkede del slået rod “. Det interesserede ham at vide, om Marie ville opfatte det, som Aurora. „ Det var meget fornuftigt gjort af træet, i stedet for at lægge sig til at dø — døden er så håbløs, så kold, så forfærdelig, “ svarede Marie næsten gysende. „ Ja, ikke sandt, det var fornuftigt? “ spurgte Laurits roligt, medens han dog i sit inderste hjerte drog en parallel mellem disse to så højst forskellige opfattelser. „ Ja, hvem kan tænke andet? Jeg begriber ikke, at nogen kan have lyst til at dø. Det kan man tidligt nok. Verden er så smuk, og livet er så — kort, så kort, jeg bliver aldrig færdig med at leve —. “ „ Når man er så ung som du, plejer man at synes, at livet er langt, “ svarede Laurits. „ Du taler, som om du var. så gammel, erfaren, “ svarede Marie lystigt. „ Jeg er da gammel nok til at tale om, hvad jeg tænkte for ti år siden, dengang jeg altså var så ung, som du er nu. Ti år er såre meget i et menneskeliv, syv gange ti hedder det! Regn barndommens første ti fra, så er der kun seks igen. Indrøm, at ti år gjorde en stor forskel, navnlig måske i et menneskes tankegang! Du er endnu et barn! “. „ Så '? Det finder du! “ svarede hun fornærmet. „ Ja det finder jeg; men „ fuldkommen “ alligevel, “ svarede han galant.. „ Nu rider jeg! “ råbte hun, samlede tøjlen behæn- ' digt og gav hesten et lille rap. „ Du rider ikke, førend du har sagt, at vi er gode venner, for nu blev du vred igen. “. „ Slip hesten! jeg skal tænke på det. “ „ Du kan tro nej! Først tilgivelsen, kære! “ sagde han. „ Å, jeg kan vel undgå den, “ mente hun og gjorde en snild vending med hesten. Men Laurits opdagede det og stoppede hende under forsøget. „ Jeg springer af, hvis du ikke slipper — straks! “ „ Jeg fanger dig i armene, hvis du gør det! “ „ Laurits, du er utålelig! “ „ Det mener du ikke! “ „ Jo, for alvor! “ „ Sig nu, at du ikke mener det! “ småtiggede han, varmt og heftigt. « jeg siger det ikke, slip tøjlen! “ råbte hun og gjorde et kraftigt greb. -.. han slap frivilligt. Hun for afsted. Han så længe efter hende, men hans blik havde atter fået sit åndsfraværende udtryk. Lysene vare tændte i havestuen, medens vinduerne stod åbne i den lune sommeraften. Spillebordet var sat frem, midt på gulvet. De gamle holdt meget af en lille, højtidelig whist, når affenerne begyndte at blive lange. Ungdommen kiggede stjerner ude på terrassen. „ Å, der kom jeg for sent! “ råbte en stemme, „ jeg kan ikke få ønsket, før stjerneskuddet er forbi. “ „ Når stjerneskuddet er der, ser jeg på det og tænker først bagefter, ligesom om jeg kun kunne bruge en sands ad gangen, “ råbte en anden. „ Meningen er altså, at vi alle komme for sent “, sagde Laurits. „ Ja, “ svarede Aurora, „ eller lade det belejlige øjeblik gå forbi, hvad man vil. “ > - „ Nu ville jeg hjerteligt ønfke, at i vare færdige med eders kiggeri, “ råbte hr. Navn, „ for mutter og jeg have længe ventet. “ „ Kortene bli

1877_Lolle_FraVejkanten

Fra Vejkanten

Lolle

Lolle

Fra Vejkanten

female

1877_Lolle_FraVejkanten.pdf

Lolle & Co.

Fra Vejkanten

Skizzer

n

gothic

V. Nielsen

KB

Ifølge pseudonymleksikonet er forfatterens navn enten Axel Hansen eller N.V. Nielsen.

pdftxt

nan

nan

O

I. I og ved Fakse. ( faxedannelsen — blind allarm — på dressine — onkel Adam. ) “ Iøvrig var udflugten ledsaget af det skønneste vejr, munterheden utvungen og stemningen meget animeret. “ Ja, når jeg betænker, hvor mangen en beretning om officielle fester, der er bleven sluttet med dette omkvæd, så kan jeg ikke indse, hvorfor det ikke skulle være tilladt engang af benytte det som en begyndelse. Stemningen var virkelig meget animeret; jeg behøver i den henseende blot af minde om, hvordan Lolle ved frokosten, som vi indtoge i al tarvelighed, lejrede om nogle kalkblokke, til sidst sprang op på en af disse med et fyldt snapseglas i hånden og begyndte: „ Mine herrer! Der gives øjeblikke i livet, hvor.... Øjeblikke, mine herrer, som.... i hvilke.... kort sagt, der gives øjeblikke i livet, da man føler noget! Et sådant øjeblik er dette! “ ja, her tømte han glasset og sprang ned, så den nærmere udvikling af, hvad Volle i visse øjeblikke i livet føler, kan jeg, så gerne jeg ville, ikke give. Men det er sandt, jeg glemmer jo rent at fortælle læseren, hvor vi er! — scenen er Fakse kalkbrud; de bratte, knudrede, hvide grubesider danne kulisserne, bagtæppet forestiller Fakse by og kirke, liggende midt i den smilende middagssol i en højde af hen ved hundrede fod over det sted, hvor vi stå. Dekorationen er unægtelig meget vellykket, når man erindrer, at den ikke er af Fritz algrensson! Øg hvad er Fakse kalkgrube, rent fopografist set? Et stort, langagtigt svælg i den banke, på hvilken byen ligger, oprindelig bestående af flere rum, som dog i tidens løb er blevne til et, efterhånden som mere og mere er hugget bort; dybden og breden af gruben tiltager jo år for år, så længe som der viser sig tilstrækkelig kalk til at det kan betale sig at grave efter det; og mange, mange år vil det vare, før stoffet svigter. Det var straks efter vor ankomst til byen, at vi besluttede os til en pilegrimsgang gennem gruben; med forsæt siger jeg pilegrimsgang, thi vel vankede vi ikke vin mellem helgenes grave, men der var dog noget pilegrimsagtigt ved denne hoppen om fra blok til blok i de vejløse kløfter, som jo ganske vist heller ikke er anlagte for de rejsendes specielle bekvemmelighed. Men en lønnende vandring er det rigtignok. Her ser man kalken som store, hvide blokke springe frem fra væggene, blot ventende på den forløsende hatte, for at rulle ned i grubens bund; andre steder er sønderlemmelsen i fuld gang: en arbejder står på en fremspringende kant og svinger hakken over hovedet; han må hugge forsigtigt, thi let løsner sig foruden det stykke, der skal bort, også et større, stort nok til at begrave ham under sit grus så godt, at han aldrig skal kunne pnste sig det bedre; det er sket før. Denne smukke, rene, grålige kalksten er det altså, som har afgivet materiale til så mange huse, både der i omegnen og i en videre kreds, — ja endog søjler til kirker og andre større bygninger! Den er det, som efter at have gennemgået forskellige processer i stenværkstederne kommer til syne dels som monumenter og figurer, dels i butiksvinduerne som skåler, brevpresser osv. under det stolte navn: faxe-marmor. Visse lag af kalkstenen er fulde af forsteninger; orme, snegle og andre smådyr sidde hårdt og fast indkilede deri, undertiden i store masser. Lolle tog en stump i hånden og gav sig til at holde en geologisk privatissime-forelæsning for et par af kalkarbejderne, om „ hvordan limstenen egentlig var en koraldannelse fra den tid, da havet endnu nåde herop, og alt det land, der ligger mellem banken og havnen, endnu ikke eksisterede, — hvordan det endelig i den allernyeste tid ved professor Forchhammers undersøgelser var bleven bevist, at faxekalken måtte være en forholdsvis ung dannelse/ ' rigtignok fremkaldte den sidste hypotese en grynten hos den ene kalkmand, som mente, at gud og hver mand, når de ikke vare rent af lave, måtte kunne begribe, at de forsteninger måtte have ligget mange hundrede år i jorden for at blive så hårde; men efter nærmere oplysning fra Volles side om, hvad man forstår ved „ forholdsvis ung dannelse “, blev han så lærd, at han smilede ad sin egen naivetet. Da lød der med et en hemmelighedsfuld larm i vor nærhed, og — o skræk og Jammer! — pletten, vi stod på, syntes at ryste under vore fødder. Alle de skrækkeligste fortællinger, jeg havde læst om klippeskred, nedstyrtninger osv., stormede med en mærkværdig klarhed og hurtighed gennem min hjerne, efterladende en spænding, der var alt for stor, til at jeg kunne blive slående ret op. Med et pænt lille klask dumpede jeg sammen over en af blokkene. — Lolles geognostiske svada standsede midt i et adverbium og Palle forlod den lodrette stilling for at danne en vinkel på tredive grader med en af de hvide mænd. Denne blev stående ganske rolig, smilede spydig, jeg kunne fristes til at sige diabolsk, og forklarede med en vis overlegenhed, som særlig ærgrede Lolle ( ovenpå hans foredrag ), at støjen og rystelsen kun hidrørte fra en minesprængning; en sådan foretages jævnlig, og arbejderne vare alt for vante til den, til at de skulle blive bange. Jøvrig hjalp det godt. Lolle fandt igen sit adverbium og Povl sin perpendiknlær. Atter hørtes en rullende lyd, men denne gang ledsaget af en røgsky, der snoede sig om hjørnet af det store gab, der danner indløbet til gruben. Som et forbud på, hvad der kom bag efter, bugtede dampen sig op om kalkvægene og væltede sig, når dej: nåde Toppen, kælent ind over Marken deroppe, så at det så ud, som om der var ild i denne. Og imidlertid brusede lokonrotivet op gennem svælget; en mængde tomme vogne fulgte med fra ladepladsen; disse skulle løses fra og andre, som imidlertid vare fyldte, hænges til. Travl virksomhed overalt, så i dette øjeblik er jeg bange for, at Lolle ikke ville have fundet ret mange villige tilhørere. vi besluttede at køre med ned til stranden. Ingen af os havde besøgt ladepladsen ved Fakse i de sidste ti år, ^og dog havde denne yndige, lille plet ved de gyngende bølger været skuepladsen for så mangen en glad og munter sommerferie i drengeårene. Hvad var da mere naturligt, end at vi ønskede at gense de gamle kendte steder, så meget mere som transporten var så yderst billig ( banen er privat og passagerer medtages gratis, „ for så vidt pladsen tillader det “ ). Men det ville vare lidt, inden toget blev i stand til at afgå, og vi anså det for det fornuftigste i mellemtiden at gøre endnu et sving op igennem gruberne; vi kom ind i en sidekløft med en morsom bro over, fik der noget nyt at se på, gik endelig fejl på tilbagevejen, og — kort sagt — hvad andet skal vel sle, end at vi komme for sent til toget? Der stod vi! Nu, da vi havde besluttet at tage med, blev vi naturligvis arrige og netop endnu mere æggede ved hindringen. Men gå derned ville vi dog ikke synderlig gerne, det var jo fra første færd en aftale imellem os, at hvorsomhelst vi på vor tur kunne komme til at køre et stykke med banen, der ville vi spare på benene ifølge det gode gamle ordsprog: spent og spare kan længe vare osv. skulle der altså ikke tænkes en anden udvej? Om vi f. Eks. fik lov til at benytte stationsforvalterens dressine! Hvad den første angår, så var han en god bekendt af Lolle, men hvad den sidste angår, er jeg rigtignok ikke ganske vis på, at den er en god bekendt af læserne; for de fleste i det mindste næppe. Til forklaring kan da tjene, at en dressine i grunden ikke er andet end en høj bænk med fire hjul under, forsynet med en bevægende mekanisme og et bræmseapparat, som passageren har at passe henholdsvis nied hånden og med foden. De fire hjul passe netop efter skinnernes afstand, så det er ikke noget overdrevent anstrengende arbejde at drive den frem, selv op ad bakke; ned ad går det naturligvis af sig selv, og jo større vægt, des hurtigere fart. Som sagt, Lolle kendte stationsforvalteren, og denne viste sig at være en overmåde elsfværdig mand. Skøndt det var indenfor togtid, gav han os dog lov til af køre, når vi ville passe godt på det tog, vi skulle møde undervejs, og så snart vi så det, standse og trække dressuren bort fra banen. Det lovede vi beredvillig, og inden et kvarter var gået, var vi allerede i orden. Lidt anvisning med hensyn til mekanismen, en gentagen påmindelse om forsigtighed, og den første bevægelse var allerede meddelt os ved et godt skub af forvalteren; en sidste hilsen med hattene, og vi rullede ud fra stationen. Først langsomt og jævnt, men snart sådan, af vi fik nok af gøre med af passe på bræmsen; netop her i opkørselen til gruben var sænkningen i terrænet meget stærk. — stødene i dressinen fulgte hurtigere og hurtigere ovenpå hinanden, — forbi os fløj i vild fart kalkbunkerne og træerne langs banestrækningen, det ene lige oven på det andet, som onr det kom an på, hvem af dem der kunne komme først hjem til Fakse og sladre på de vovehalse, de havde mødt undervejs. Et stykke foran os lå en ko og tyggede drøv; tydelig kunne vi se dens kluntede ansigt udtrykke den højeste grad af dyrisk forbavselse; men det var også kun i et nu, vi så det, — et øjeblik efter var den faret langt forbi os. Stakkels dyr! det fik ikke engang tid til at blive forbavset! „ Pas endelig på toget, Ludvig! “ siger vor fornuftige Povl. — „ Der bagved teglværket kan det godt komme tyve gange, uden at vi kan se det; og fler det, — ja så kan vi vist gerne i al gemytlighed gøre et lille gesvindt testamente, som vi dog næppe vil så tid til at sætte navn under. “ „ Det må da for Pokker sende damp op! “ mente Lolle; men Povl formanede ham så inderlig ej at stole på flige luftige og bedragerisfe kendetegn, men holde igen på farten så meget som mulig. — „ Du skal have min lange pibe og min gitar, hvis du overlever mig, “ — sagde jeg ganske blød om hjertet til Povl, — „ Du er kandidat, og du har et dårligt ben * ), så det er ikke mere end rimeligt! Lolle skal ha ' mit snakketøj, ( skønt gud skal vide, han behøver det ikke! ); og hvad jeg skylder min stræder kan i give til de fattige! “ „ Hvis du ikke har noget imod det, “ indvendte Lolle, — „ så ville det more mig mere, lille Dres, i arvepart efter dig at erholde den bukselomme, hvori dit hjerte for øjeblikket sidder; den ville dog altid have værdi som et psychologisk kuriosum. — men måske nu også jeg niåtte udbede mig opmærksomhed for et par testamentariske udtalelser! — hvis jeg skulle gå i spånerne ( -— „ i skinnerne! “ rettede Andrés — ), og i andre overleve mig, så skal Andrés arve den koldblodighed, hvormed jeg imødegår vanskelige forhold, og Povl den hårde hud, med hvilken jeg dækker mig imod Dres ' s dårlige brandere! “ Povl trykkede os begge kærlig i hænderne ( — „ for at holde sig bedre fast, “ skumlede Andrés indvendig — ) og nikkede taknemmelig med hovedet. „ Og jeg! “ sagde han — „ Hvad har jeg at * ) se pølles viderværdigheder på jernbaneturen gennem Roskilde! S. A. efterlade eder? Om man samlede alt mit rørlige og urørlige gods, det ville dog ikke blive stort mere end noget rent forsvindende til andres og det dobbelte til Ludvig. — der er jo rigtignok min hat! “ tilføjede han i en nølende og sagtmodig proponerende tone, idet han tog sig op til denne sin legemsdel. „ Å nej, tusinde tak! “ afbrød vi ham begge i et åndedræt. „ Jeg kan nu slet ikke passe den! “ lagde jeg til; og Lolle nynnede: „ O, i guder! alt, kun ikke pølles palmehat! “ Nej, det siger jeg rigtignok også, for de må vide, pølles hat..., men det er sandt, den kan vi jo altid komme tilbage til! — fremad går det bestandig, — med vindens hast. Nu er vi tæt ved teglværket, lige ud for den bagved dette liggende skov; kunne vi nu blot nå.......... „ Alen Ludvig dog! “ skriger Poul, idet han rent falder ud af messetonen, — „ bræms dog! bræms dog! ser du da ikke? “ Midt ud fra skoven styrer det sorte uhyre løs på os, træerne havde skjult både røgen og lyden. „ Jo vist ser jeg, “ streg Lolle, — „ men den forbandede vogn vil jo ikke holde! “ Og med hele sin vægt ( der ikke er så ringe ) stemmede han imod bræmseklappen, så vi kunne høre de stillestående hjul hvine hen over skinnerne. — endelig lykkedes det; dressinen stod stille, den onde ånd var betvungen; allerede længe iforvejen vare vi sprungne af. „ Det var nu os selv! “ sagde Lolle. — „ Kan vi nu også vælte vognen, — så har vi slet ingen ting at fortryde. “ Og fkøndt vi kunne føle i vore fødder, hvordan det snurrede i skinnerne under det sig nærmende tog, — og skønt termometret den dag viste 2 ( > grader i skyggen, — og skønt vi kun var to mand og en Palle, tabte vi dog ikke åndsnærværelsen men tog ivrig fat. Kandidaten glemte rent, at han havde et dårligt ben, og var næsten den flinkeste af os alle. Vore bestræbelser kronedes også med held; vognen lå nok så stolt væltet om ved siden af banen, da toget for forbi. Togføreren truede lidt ad os med fingeren men smilede forresten ganske godmodig ( også han kendte Lolle fra tidligere besøg i gruben ). Og da faren var forbi, kom modet tilbage; en—to—tre fik vi vognen op igen, og fem minuter efter svingede vi sejersstolte ned i havnesporet, hvor vi overgav vor vælige ganger til en tjenstvillig banemand, der lovede at hægte den til det ordinære aftentog; og dermed forlod vi den bane, som så let kunne blevet vor egen. — ja, den har rigtignok svunget sig op, den lille havneplads, siden vi så den sidst! Smukke huse ere blevne byggede, nyt gæstgiveri; ja, der begynder endogså en ny kirke at hæve sine røde mure tæt ved strandvejen. „ O, er dette ikke herligt at skue? “ messede Povl, idet han udstrakte sin glacerede højre mod det vordende guds-hus. Jeg syntes også, det var herligt, men jeg må med stor selvbluelse bekende, at jeg ved herligheden mere tænkte på den muntre færdsel dernede ved havnen, det smilende panorama af bugten med de små kalkjagter på den ene side, strandsfoven på den anden og midt imellem banen, på hvilken uafbrudt tomme og fulde vogne bevægede sig frem og tilbage helt ud til landingsbrøen, — men frem for alt vandet, det store, stille vand med den blå himmel og det fine, hvide skytæppe malet i trofast afspejling på sin overflade. Se, der er endnu græsplænen, hvor drés engang stod på hovedet for fire skilling! Men tømmerpladsen, — købmandens vældige tømmerplads, hvor er den henne? — hvor mangen en lystig fest sejrede vi ikke mellem de store bræddepyramider, og hvor tydelig husker jeg ikke en- dag, da den ærværdige Povl, som nu er kandidat og har et dårligt ben, foretog en luftrejse på hovedet ned fra en af de højeste stabler og i honorar for dette kunststykke modtog en ladning pukkelblåt, der vist gjorde meget mere ondt end stødet. O blide barndomsminder! Dahin, dahin — fur immer dar! — et stolt nyt pakhus knejser nu på bræddestablernes plads; det er et stykke af erindringens poesi, fortrængt af industriens prosa, et billede fra barndommens galleri, udslettet med handelens og vindskibelighedens raderlud. Så gik vi i bad, — luftede os under de svale bøgetrær oppe i skoven og lavede os endelig til at besøge vor kære gamle onkel og tante, som ikke vidste noget af vort komme og altså sorhåbcnlig ville blive glad overraskede. Onkels hus lå et stykke fra havnen i nærheden af det såkaldte Siberien. Snart nåde vi derhen og med bankende hjerter listede vi os om bag gærdet for mellem grenene på en stor hyld at kaste det første glade genkendelsens blik på denne dejlige gamle have, vor barndoms Paradis, den julimåneds-trøster for de elleve måneders skole- ' kvaler. Ak ja, der stod den gode, gamle onkel Adam ligesom sin store navne i Edens have ved siden af sin flinke lille kone midt i jordbærbedene. Onkel ville åbenbart rapse, men tante var nok ikke nogen rigtig Eva, thi det var så langt fra at hun ville friste sin mand til at nyde af den forbudne frugt, at hun tværtimod gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at afholde ham derfra, og det var komist at se den tykke onkel opføre en formelig negerdans for at komme om på siden af hende og nappe et par af de røde bær. Det begyndte at klukke i mig af latter, men Lolle, der ville trække det så langt ud som mulig, sendte mig et blik, der ret kunne gå gennem marv og ben, og hviskedee med sammenpressede tænder: „ Hold mund, dit fæ! “ „ Ja, bi du “, tænkte jeg, „ Du skal få „ hold mund fæ “! “ Og frem af mit frakkefoder hentede jeg en knappenål af to tommers længde; disse to tommer praktiserede jeg ind igennem Lolles mertøj, til spidsen nåde hans kødrige armstykke og afpressede ham sådan et brøl, at jeg tror, selve æslet i Noahs ark, hvis det havde hørt det, ville have bukket sig ærbødig for ham og sagt: „ Den kan jeg ikke! “ Ved det forfærdelige brøl fløj onkel og tante langt fra hinanden, onkel synlig i fornemmelse af, at en eller anden måtte have set ham i hans lidet lovlige forhold til jordbærrene og deres besfytterinde. Han antog en værdig holdning, og tante stillede sig atter med udbredt kjole en kaie foran jordbærrene. Men nu var det os umuligt at holde latteren nede længer. Pools stemme i dens fineste fistel snoede sig ind imellem hyldegrenene: „ Å, lad ham dog få et jordbær, lille Fru Adam! “ „ Ja! “ råbte tante, smilende med øjnene, munden, hængekrøllerne — kort sagt med hele hovedet — „ ja, hvis det virkelig er pølles hovede, der sidder under den grusomme hat der henne i hylden, så vil jeg forpligte mig til at give fatter, det gamle flikvorne menneske ( her smilede hun ikke ), lov til at spise ligesåmange jordbær, som han kan, og få ligeså niegen mavepine ovenpå, som han vil, den slemme gamle slikkepot ( her smilte hun heller ikke ). Jo, i kan tro, jeg kendte jer ligestrax, i uvorne drenge, endskønt Povl har lagt sig det store, sorte skæg til og Lolle er bleven så grim og tyk som en kejser -- -- -- -nå, nå, nå! — lad vær ' og kvæl mig! — au, husf dog på, jeg går med knappenåle i brystet! Og stå frem for alt ikke der, Lolle, og tag livet af min gamle mand, — han har gigt i halsen! “ Det var forresten dårligt nok, at hun selv kunne fatte sig efter overraskelsen, — den gode, lille tante; nied hvilken glæde hun kyssede os, og hvor stolt hun betragtede kandidaten med samt hans hat, — det er ting, som man overhovedet slet ikke kan fortælle bagefter, thi så er begejstringen væk, og udtrykkene blive flove og dagligdags. Det må være nok, at jeg fortæller, at tante ligesom i gamle dage gav os fuld håndsret over alle havens bær ( kun de små kirsebær til saft og syltning måtte vi ikke æde af! ), thi det var hos hende beviset for den størst mulige velvilje, da haven og dens frembringelser var hendes svage side. Vi trådte også snart i et nærmere bekendskab til de jordbær, hvis nydelse så energisk var bleven nægtet onkel Adam, — et bekendskab af en så intim Art, af den ene pArt ikke formåede af overleve det. Og parken bag huset! Og flagstangen! Og skrænten med den velsignede udsigt over vandet! Hvor dejligt alt sammen, — sommerlig dejligt! De to gamle blev meget bedrøvede, da vi fortalte, af vi ikke kom for af blive; og onkel gjorde store øjne, da han hørte, vi ville både til møen og Jylland. „ Ja—a, å ja! “ sagde han, „ nu til dags kan man jo rejse jorden rundt i firsindstyve dage, så i kan vel sagtens rejse Danmark rundt i en måned og endda få fet jer om! Men hvor har i tænkt af ville hen først? “ Jo, Lolle havde da i sinde af gå ned til havnen for af høre, om der ikke allerede tamme aften gik en kalkstensjagt til koster; — en sådan ville netop passe fortrinlig i vor plan; få kunne vi allerede imorgen være i kærby, hvor vi skulle have Jokum med på slæbetoug. „ Ja, men der går bestemt ingen i agt i aften, “ Sagde tante, „ og det er desuden en frygtelig kedelig tur, når det ikke blæser! Nej, bliv i her et par dage, og.. „ Nej, lille tante, “ sagde jeg, „ vi må virkelig afsted, så gerne vi også ville være lidt hos eder først. Om der ingen vind vil komme til natten, det er jo ikke godt at sige, men det kan jo lige så godt give sig til at blæse, som det kan lade være. “ Til dette argument kunne tante intet svare. Volle og Povl vare også meget faste, og Volle kom efter eil lille visit i havnen tilbage med den besked, at klokken to næste morgen sejlede Hannibal over til koster; hvis vi ville holde os færdige til den tid, kunne vi godt komme med. Det blev da bestemt, at vi skulle opholde os hos onkel Adam lige til det sidste og så gå ganske rolig vor vej uden at vække de gamle. Ane skulle lave kaffe til os, og hvis vi ville gå i seng, skulle hun kalde os op i rette tid osv. Og aftenen sænker allerede sine skygger over den lille fredelige plet, over fem mennesker, som allerede imorgen vil være stilke fra hinanden ved land og vand, — over de gamle, hvis hu stå til „ det blivende sted “, og over de unge, som er opfyldte af higen efter det fremmede, det nye. Tante smiler, som ville hun sige: „ Vent kun! I blive nok engang så rolige som vi, — når i får flagret utålmodigheden træt og set, at „ alle bøge er lige grønne, og alle roser lige stønne “; når den største varme er sydet bort af blodet, og eders livslyst har fået en mildere farve, — kort sagt, når i er blevne gamle som vi, og har fået øjet op for, hvor kært det er at vågne hver morgen på den samme plet, den plet, hvor man har hjemme. “ Men det sprog kan nu ungdommen aldrig ret forstå, den mangler forudsætninger. Deraf kom det også, at aftenstjernen, efter at vi havde sagt godnat til de to gamle, fandt os henstrakte på græsplænen ovenfor skrænten med vore tre par øjne rettede længselsfuldt mod den modsatte bred af det store stille vand, hvis skød i den halvmørke nat omtrent lignede en zigeunerpiges forklæde, oversået som det var med glimrende pailletter, de blinkende stjerners spejlbilleder. — om natten er hvidt og sort som bekendt tilbøjelige til at slå over i hinanden; således her; — skibene med de hvide sejl lignede sorte fugle, vandet derimod så helt lyst ud. Det var en sand nattestemning, det hele. Om det så var søvnigheden, manglede den ikke. Jeg tror virkelig, at jeg til sidst fik mig en ganske god lur derude på den duggede jord; i det mindste hørte jeg Lolle i en samtale med Povl ( om stjernehimlen omkring os ) vise en sørgelig ukendskab til, hvad der var Karlsvognen og hvad der var den store Bjørn, — og det må dog bestemt være noget, jeg har drømt. Thi hvor kan de tro, at Lolle ikke skulle kende....? i. Fra Fakse ladeplads til Jokum. ( skipperen skal ikke dybt og sejlede langsomt — hvorledes Dres fik en bule i panden — i Jokums selskab — Jokums bedste jættestue. ) flokken var imidlertid bleven hen ved to. Det længselsfuldt ventede øjeblik var kommen. Vi iførte os vort rejsetøj, det vil sige et par taster, hvori vi havde det for rejsen allernødvendigsfe; overtøj var der ikke tale om, vi ville være så uafhængige af sligt som mulig. Ester at have taget en hjertelig afsled vandrede vi muntre og forventningsfulde ned til den skipper, med hvem Lolle den foregående aften havde truffet aftale. Natten var temmelig kølig, men vi følte os dog ikke videre generede af den, takket være den varme kaffe, vi nylig havde drukket, og bevidstheden om, at vi i vore flasker vare i besiddelse af et våben, der nok kunne tage kampen op med nattekulden, hvis den skulle finde på at gå mere offensiv tilværks. Det var ikke noget almindeligt befordringsmiddel, vi havde valgt til at føre os til møen; nutildags, da der vrimler af jernbaner og dampskibe overalt, skal der en egen lyst til at give sig vind og vejr i vold, især når man tidligere har gjort erfaringer i retning af disse herrers lunefuldhed; men det havde vi nu ikke gjort, og uagtet onkel Adam, hvis domme vi iøvrigt respekterede i høj grad, havde givet os alt andet end lyse forhåbninger om rejsens hurtige tilendebringelse, og uagtet tante havde leveret materiale til støttepunkt for sin mands påstand — hun havde nemlig skåret en så anselig portion smørrebrød, at man skulle tro, vi havde proviant for 3 dage — så vare vi dog sangvinske nok ti! at more os kostelig på deres bekostning og meget belærende forsikre dein om, at møen jo lå så nær Fakse ladeplads, at man selv med ugunstigt vejr måtte kunne nå derover på højst 4 timer. I det mindste gælder dette drés og mig; thi Lolle, der ganske vist stemmede i med, kendte de faktiske og faxiske forhold så godt, at han ikke således uden videre lod sig påvirke af vore udtalelser; min mistanke om, at han af politiske grunde sluttede sig til os, stadfæstedes også, da vi vare komne ombord, thi da fortalte han os, at man ofte kunne være en hel dag om at nå møen, og gav derved vore sangvinske drømme et føleligt knæk. — på slaget to stod vi ved afgangsstedet. Skipperen og hans søn — de to udgjorde skibets besætning — vare lige komne op af fjerene og hilste os med et gabende „ Godmorgen “, idet de så på os med øjne, der syntes at udtrykke forundring over, at folk som vi kunne møde præcis og det ovenikøbet så tidlig på morgenstunden. Det lod til, at den nøjagtighed, hvormed vi passede tiden, øvede en gavnlig indflydelse på dem; thi med en hurtighed, der kun lidet svarede til det præg af at tage tingene med ro, der var udbredt over hele deres personlighed, gave de sig til at gøre skibet klar af bolværket. Drés, der har en vis forkærlighed for at gøre sig tilgode over fremmede folk og også har opnået en respektabel rutine heri, kunne heller ikke ved denne lejlighed dy sig, men spurgte skipperen med en mine, der udtrykte den højeste grad af interesse: „ stikker de dybt? “ Den udspurgte, der ikke anede det tvetydige i spørgsmålet, svarede: „ nej, jeg stikker kun godt og vel 7 fod “. For resten var det ingenlunde nogen ordknap mand, hvilket søfolk gerne plejer at være; han var fra Assens og fynboernes livlige natur stak også snart igennem og udviskede aldeles det første indtryk, vi havde fået af ham og hans søn. Langsomt og smukt gled skuden ud af havnen, morgentågen lettede snart, og da vi vare komne et godt stykke ud på søen, begyndte det at lysne, og de første solstråler sendte deres hilsen til det lille dannebrogsflag, der vajede fra mastetoppen i anledning af, at det var søndag. Den friske brise, der havde ført os ud i rum sø, hørte dog snart op, og det blev blikstille; det var, som om den andagtsfulde stilhed, der om søndagen er udbredt over land og by, også ville udstrække sine enemærker til det urolige element; bugten, der ellers altid er mere eller mindre oprørt, havde gansfe forandret udseende, havfladen lå aldeles glat og spejlblank, og sejlene hang flappe og uvirksomme ned. Det var et smukt skue, landet frembød for os. Fra skibet fik vi en ypperlig lejlighed til at se, hvorledes det jævnt højnede sig op til gruberne, de frodige skove, der kranse faxe- og vemmetofte-strand, toge sig smukt ud i den rige morgenbelysning, og den røde kirke knejsede majestætisk i forgrunden. Hensunkne i betragtningen af det prægtige landflab havde vi aldeles glemt tiden, og vi blev først mindede om dens tilværelse ved skipperens spørgsmål, om vi pustede kaffe. Klokke « var allerede over 5, og vi opdagede med forbavselse, at vi i den sidste time ikke vare komne ud af stedet. Vi vendte os til den modsatte side og så møen, der syntes at ligge os så nær, at vi på en times tid med lethed kunne nå derover; men ikke en vind rørte sig, og det så nd til, at dette skulle vare længe ved. Imidlertid fik vi frokosten frem, som vi nød med stor appetit; kaffen, der blev serveret i store, gule lerskåle, gled ned fil en pibe tobak, og snart befandt vi os i en lun passiar med skipperen, der skiftevis med os forkortede tiden med at fortælle historier. — drés kedede sig dog; den lange og langsommelige sejlads harmonerede ikke med hans bestandige higen estertravl virksomhed. „ Vi komme vist næppe fil møen før kl. 11, “ bemærkede han, „ og blive vist nødte fil at opgive vort håb om at kunne være ved frokosttid i kærby. “ „ Det gør jo heller intet fil sagen, om vi komme der en time før eller senere, når vi blot kan komme fil middagstid, “ svarede Lolle; „ Kl. ' 2 er der stor t-ablo < ts boto, og fil den tid må vi sagtens kunne være der. “ Drés lod sig stille tilfreds hermed, hvortil nogle svage vindpust, der i det samme blev bemærket, bidrog ikke lidet. Vandet begyndte „ at rangle “, som sømændene kalde det; det vil sige: overfladen krusedes af små bitte bølger. — snart fyldtes sejlene med kraftigere vind, skibet forraskere afsted og Dres ' s humør steg fil en på sejlturen hidtil ukendt højde; men det holdt sig ikke. — inden et kvarter stod det visende på storm, uagtet havet var blevet blankt som et spejl. „ Der er ikke en hat fuld vind i hele østersøen/ ' sagde skipperen. — drés var gnaven, skønt det var midt på dagen; morgengnaven er han altid. Lolle fik fat i C. B. s „ Øjebliks-fotografier “ og forelæste et kapitel. Den let bevægelige drés formildedes og bevægede sig med akrobatisk behændighed et stykke op ad vantet, for derfra bedre at lytte til den forelæsende Lolle. Drés udtalte sin varme beundring over nogle as de forelæste skitser. Lolle mente, at dersom C. V. havde kendt drés, ville denne have afgivet en ypperlig original til supplering af samlingen. Drés blev noget afkølet af denne bemærkning. Lolle holdt op med at læse; alle lagde vi os hen for at sove med et sejl under og et sejl over os. Søvnens gud lod timerne glide let og umærkeligt og vi vågnede først kl. 2, da der i ulfshaleløbet koni lods ombord. — det var straks lidt afveksling. — lodsen, en smuk type på en dansk sømand — blå øjne, lyst hår og skæg, bredskuldret og kraftig bygget — spandt adskillige ender for os; vinden begyndte nu at lade sin hidtil hvilende magt virke, så at der kom skud i det, som Lolle sagde. Drés krøb ud på bougsprydet og sang: „ Vi sejle ned ad Rhinen “ osv., og kort efter vare vi i land. Klokken var 6 og den lange viser havde altså gået skiven 16 gange rundt, medens vi havde sejlet 4 mil. — nu havde vi fast bund under os og travede afsted i retning af kærby. Kærby, ja der er vist ingen mærkværdighed i den by uden Jokum, men det er da for den sags skyld også nok efter byens størrelse. Vi gik rask afsted, Lolle og drés foran, jeg lidt bag efter. Pludselig standser vi alle på en bakke, fra hvilken der var en henrivende og prægtig udsigt. Vi fik alt her en forsmag på, hvor rigt naturen har udstyret den lille, venlige 0; hin yndige have, hvor — efter et møensk sagn — Freja i sin tid havde fæstet bolig. Øg hvilket andet sted kunne vel den flønne kærligheds-gudinde have fundet et hjem sonl dette? Imod øst så vi i det fjerne kongsbjergenes mørke omrids, der tegnede sig tydelig og flarpt med den klare, blå himmel som baggrund. En stor del af det rige kornland lå udbredt for os i bakke og Dal. Overalt agre, hvor sæden „ sig bølger som en sø “, rundt omkring stadselige bøndergårde med nette haveanlæg; foran os stege med det anselige kirketårn, og se hvorledes sundet strækker sig ind og i forening med „ Noret “ afgrænser landskabet. — i sandhed, det er en prægtig ramme til det kostbare billede. Og kongsbjergene hist syntes al vinks af os og sige: ja, se kun på os og hvad der er foran os; men vi er dog kun en æresvagt for al den herlighed, som vor dronning — naturen — har ophobet bag ved os; skynder jer hid, så skulle i få al se, hvad for overraskelser der er beredt eder. “ — og vi satte os uvilkårlig i bevægelse og nåde snart kærby. Jokum var hjemme, og han var oven i købet „ selv hjemme “. Han ville i det mindste aldrig, hvad nogen af os andre ville. For eksempel: Lolle ville have noget smørrebrød, og det ville han have straks; Jokum ville give os kyllingsteg, men vi skulle vente til den blev tillavet. Dres ville vandre videre for al komme i nærheden af klinten samme aften. Jokum tillod ikke, al vi forlod ham før næste dag. Jeg udtalte et ønske om at foretage en udflugt til marienborg. Jokum ville have os til røddinge gravhøj, men tillod dog, at vi beså marienborg på tilbagevejen. Aftenen gik med at høre Jokum fortælle møenske sagn; der var historier nok vin „ Klintekonger og dronninger “, om „ den hvide pige “, om „ Klintekorset “, „ Frejas sal “, oni „ Røde ran “ og „ Dronning fane “ O. s. fr. Tidlig næste morgen vare vi på vej til røddinge gravhøj, som vi kendte fra en mængde afbildninger, der alle havde det tilfælles, at de lignede hinanden, men ikke lignede originalen til dem. net interessant er for øvrigt denne høj med de to indgange til de to kamre. Vi måtte krybe på alle fire for at komme igennem den 8 til 10 alen lange gang, som fører ind til rummene i højens centrum; der var klamt herinde, så klamt, at et lys næsten ikke kunne brænde og der var fuldt op af en utrolig mængde paddehatte. På den skovbevoxcde top fandt Lolle, der snusede omkring som om hans bedstefader havde nedgravet skatte der, en indgang eller vel rettere en nedgang til et af kamrene og lod sig glide eller falde derned igennem. Tilfældet ville, af en del jord og andre småting, som reves løs, da han begyndte af manøvrere, faldt ned i hovedet på Dres, der som sædvanlig holdt sin hue i hånden, men det var godt det samme, for derved fik han tid af flytte sig, inden Lolle ganske kort efter selv dumpede ned, i faldet rive

1894_Skovbo_FradengamleFaergegaard

Martin

Fra den Gamle Færgegård

Skovbo

Skovbo

Fradengamle Faergegaard

male

1894_Skovbo_FradengamleFaergegaard.pdf

Martin

Skovbo

dk

Fra den gamle Færgegaard

Fortælling

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Dengang jærnbanen kom og lagde sig tværs ind over den gamle rejserute og drog færdslen op til dampfærgen, blev det vestervandets gamle færgebåd, det kom til at gå mest ud over; længe havde det, på grund af at flere og flere småbåde gik den i næringen, været noget i tilbagegang med den, dog ikke så vidt, at færgemanden havde tænkt på at lægge op; men nu, da denne dristige konkurrent, dampfærgen, også fandt vej til at gribe ind, blev færgebåden gjort helt betydningsløs og kunne, uden at det blev til ulempe for nogen, slutte sine farter når det skulle være. Men dengang da hans indiefarer førte den, var den endnu et vigtigt led i de stedlige samfærdselsmidler, og selv af langt farende folk var den velkendt. Til den og til færgegården knyttede sig mange af egnens mere sensationelle tildragelser. Det havde aldrig, så langt nogen mindedes, gået så ligeligt til der ude og gjorde det da heller ikke i indiefarerens tid. Oven for klinteskåret, hvor vejen tung og opkørt gik ned til vandet, lå færgegården. Havvinden ruskede og sled i den; den egetømrede, kultjærede rad stred godt imod, men taget stod gerne til vejrs i ville totter. Vinduerne sad og stirrede med halvblindede, melankolske rudeøjne igennem nogle vindklippede popler og tjørn ud i det blå. Lyd af vandet og strandfugles skrig sammen med ødet og ensomheden lagde et vist tungt stemningspræg over stedet. Neden for lå færgen, en bred, tungtsejlende halvdæks-båd, fortøjet ved en stump pælebro. Den mils vej over vestervandet til handelspladsen ved den anden side havde den draget så mangen god gang, sendrægtig, doven, ofte bandet dybt ned i helvede af de prangere, kræmmere og andre handelsfolk, der som stormvejr og lyn skulle fare fra sted til sted. Den havde adskillige synder på sit gamle skrog. Imens faderen til den nuværende færgemand førte den, stak han adskillige gange ned ad den holstenske kyst til i et eller andet ubetydeligt ærende og smuglede en ladning » Kram « med sig tilbage. Nu var de tider forbi; men der var overtroiske folk, der mente, at hævnens time en gang måtte komme over færgen, der havde været så ilde brugt, — og da blev det ikke godt at være om bord — » Gud fri os! « i sine unge dage havde hans faret til søs, — en tid med en indiefarer, sidst med en norsk skonnert, som ladet med tømmer og bestemt for Fredericia strandede på Skagen, hvor fra han rejste hjem; og en tid efter overtog han færgen efter sin fader, som netop i de dage måtte gøre sig klar til den sidste lange rejse. Hans havde været en vild krabat, om hvem der længe gik ord i matrosernes lag, — højest til tops under en storm, nærmest på livet i en nævekamp. » Matrosen « stak endnu i ham, og havde flere brudt sig om at se det, havde han vel oftere end tilfældet var ladet sine bedrifter lyse over kysten. Hans’s hustru, Kristense, mærkede man lidet til; og dog var det hende, der bar det store læs på færgegården. Om ham og sønnerne gik der stort ord; atter og atter var de oppe i noget, som folk ikke syntes om. Men Kristenses navn var aldrig draget med ind i det. Få forstod, hvad Kristense havde tænkt på den gang, da hun som en vakker, ung pige af god familie forlovede sig med sønnen fra den ilde omtalte færgegård; færre forstod det nu. Hun havde trukket sig mere og mere tilbage fra omverdenen og kom nu sjældent udenfor gårdens enemærker. Hendes jævnlige søgte ikke hendes omgang, skyede hende hellere; dog vidste ingen andet at sige hende på end det, at hun var hans indiefarers kone og moder til de berygtede færgegårds-sønner. Fattige folk gik sjældent uhjulpne fra hende, og af dem blev der ofte nedbedt himlens velsignelse over Kristense i færgegården. I det håb, at hun skulle få ham draget over på sin side, havde Kristense givet sig hen til hans, hvis stadselige ydre havde tændt hendes kærlighed. Så længe den første kærlighedsild brændte, havde han også fulgt hende, men snart var han atter den gamle. Hun havde forsøgt på ny at drage ham til sig, men opgivet det. Hun havde sat sit håb til de svage religiøse og sædelige æmner, der ulmede dybt nede under den hob af rå drifter, der tumlede sig i hans sind, men opgivet. Hun havde sluppet ham og taget sig af sønnerne, men opgivet; alle tre slægtede de ham på, og al arv efter hende var som sporløst gået til grunde i faderens rå natur. En tid havde hun forsøgt at holde sig selv oven vande i det store skibbrud, men opgivet; og hun sank nu viljeløs nedad — nedad; blot et lille tag en gang imellem, når de stækkede håb i drømme fik et øjebliks kraft til at bære oppe, og så atter nedad. Hun havde bedt for mand og sønner, men var bleven træt og havde opgivet, — bad en tid for sit eget syge håb om jordisk lykke, at gud ikke måtte lade det dø, men opgav så også det. men så gjorde hun atter et nyt forsøg på at rejse sig. Der var gået 30 år; alt håb til jordlivet var 'slukt. Men så var der jo tilbage det andet liv — efter døden! Hun havde af en lægprædikant købt en prækenbog; den skulle nu blive en stige, hvor på hun kunne vinde op til himlen. Men en dag slog hans himmelstigen bort. Bogen havde hun gemt i et lille krogskab inde i en af alkovesengene. Der fandt han den, medens han stod og søgte noget. Kristense dukkede sig ræd over rugdejen, hun stod og æltede, da han kom med bogen. » Begynder du nu på det helligpræk igen, « sagde han mørkt. » Det må vel blive min egen sag, « sagde hun og kastede et sky blik op på ham. » Det bliver vel også vi andres sag, når du selv tager himlen og viser din mand og dine sønner til helvede. « » Hans, er det da det, jeg har villet, « sagde hun og brast i gråd; » har jeg ikke bedt og tryglet jer om at være med. » Du skal ikke råde for, hvor vi skal gå! Vi går, hvor vi selv vil; og fordi vi ikke kan stilles ved at sidde og læse og synge salmer, skal du ikke fordømme os. Men det er det » hellige « kram! « han flængede bogen fra ende til anden. » Der er vel ild i ovnen? « » Ja, « svarede hun næppe hørligt og så angst op. » Så gå og brænd bogen! « » Det tør jeg ikke, « svarede hun gysende; » det er guds ord. « Imens tjenestedrengen stod ved ovnen og passede ilden, hørte han trampen og gråd inde i stuen; men han gik ikke ind for at se, hvad det var. Døren blev slået op; da løb drengen. Hans førte Kristense foran sig ud til ovnen. » Nu ind med den! « Hun græd og bad, men det hjalp ikke, bogen blev brændt. Lidt senere drev hans og sønnerne ind langs kysten. » Vi vil hen til sorte Henrik og læse prækener, « spottede den gamle; sønnerne lo. » Han har en dejlig prækenbog med billeder i, både konger, bønder og jomfruer. « » Hå, hå, hå, hå, hå! « I bøn og suk til gud fandt Kristense igen himmelstigen, syntes nu også stundom, at det gik ret fort opad. Men bedst som hun gik og drømte sig op i et liv, frit for alle skuffelser, savn og sorger, kunne der slå en rå tåge op om hende og tage alle lyse syner bort. På sådanne tider var hun mest led ved livet og fik en gang den tanke at gå ned, hvor vandet var dybt, — men forfærdedes og gik op igen. i. Så en gang skulle det samme hænde en anden, der var hændt Kristense selv. En ung, begavet pige af en anset familie kom til at holde af svend, en af færgegårds-sønnerne. Den dag, da Kristense fik det at vide, blev noget nær den tungeste, hun havde oplevet. Det blev en kamp på liv og død imellem moderkærligheden og hendes egen skæbnes skygger. I tankerne så hun ham ved sin unge, elskelige hustrus hånd rejse sig op af skændslen, men i næste nu så hun sit eget livs tunge erfaringer trænge det fagre syn til side og lægge alle tanker i mørke. Hun var i sin vånde gået fra stuen til haven, fra haven til stranden, hvor hun siddende på en tangbunke havde grædt så mangen en sorg ud. Da hun kom op, fulgte hende en ung pige, Margrethe, sønnens kæreste. De satte sig oppe på klinteranden og talte fortroligt sammen, snart under gråd, snart under lyse tanker. Siden kom Margrethe ofte ud på færge-gården. Hun var religiøst og folkeligt vakt, men i en noget sværmerisk retning, drog en hob af sange og salmer med sig og troede for vist, at hun skulle synge alt det onde ud af de mennesker, hun kom i berøring med. Hun og svend havde en kort, håbefuld forlovelsestid, hvor han lod af med sit ville levned og syntes at være bleven en hel anden. Det var ordnet sådan, at den yngste af sønnerne skulle overtage færgegården. Svend og Margrethe havde bestemt sig for en lille gård, som hun havde udset; den lå i hendes fødeby, nede i en Dal imellem mange træer og med en hyggelig fodsti det korte stykke vej op til kirken. Men det blev i færgegården, deres livskamp skulle føres. En dag var det en forrygende storm. Hen imod aften kom et par handelsmænd, som netop skulle over vandet, ud på færgegården. Hans, der ellers ikke var af de rædde, svarede, at det ikke lod sig gøre; de fik vente og se vejret an. Men de skulle netop over straks, med vold og magt over, for det gjaldt en rasende fordelagtig handel med en storbonde der ovre, hvis pekuniære sager var i en dårlig forfatning. En anden lysthaver var på farten ad en anden vej, og fanden skulle gale i deres halse, om de lod ham komme først! Derfor skulle de over, om så den slemme selv lå oppe i Kattegattet og blæste, så fråden stod femten alen over.færgebroen! og ville ikke færgen gå over, så fik de nok sorte Henrik til at sætte dem over, for han var ikke ræd, han! Og det var mere, end de to overmodige, dumdristige sønner kunne høre på. » Vil du ikke, så vil vi! « sagde de til faderen. Svend rådede fra; han havde nu fået sit liv så kært, — havde ellers før godt kunnet være med på en vovelig fart. Moderen bad dem, at de ikke måtte friste gud. De gav et hånligt svar og gik ned til færgen, fulgt af faderen og de to handelsmænd. » Er det jert alvor, at i vil? « spurgte hans og målte sønnerne med et mørkt blik. » Ja. « » Så går jeg med; i kan måske komme til at trænge til en håndsrækning. « » Hå, vi har sejlet før i dag! « svarede den ældre og satte sig ved roret. » Lad mig tage den plads, « sagde hans kort og sprang ned i færgen. Sønnen blev siddende. Faderen gentog sin anmodning. » Jeg véd ikke, hvorfor jeg skal gå af vejen for dig, « svarede sønnen og blev siddende. » Jeg styrer lige så godt som du. « » Så, gør du det! « sagde hans og vreden skød en blodstrøm op over hans ansigt. » Og måske lidt til. « » Nå, gør du det, min dreng! « sagde hans med harmdirrende stemme. » Lad nu også det være; men så skal jeg sige dig noget: roret er mit, og så får jeg vel lov til at bruge det som jeg selv vil og kan! « Sønnen så en smule forbløffet op i det af vrede.glødende ansigt, men blev siddende. Faderen ventede lidt endnu; men så tog han sønnen i stortrøjekraven og kastede ham ned i bunden på færgen. » Nu passer du sejlene! « truede han til den anden af sønnerne, og uden at kny gjorde denne, hvad han befalede. Kristense og svend havde stået oppe over klinten og set til. Da hans i vrede tog den genstridige søn og kastede ham fra roret, vendte hun sig om og gik grædende ind. Svend blev stående til færgen, der snart rasede afsted for en sidevind, var et godt stykke fra land. Så gik han ind. Moderen sad og hulkgræd. » De går under, « sagde han lakonisk. Fra vinduerne så de færgen, hvordan den kastedes op og ned, til afstanden og den frembrydende aften tog den. Det gik på livet løs der ude. De stortalende handelsmænd sad rædselsslagne og glemte at nævne den slemme der oppe i Kattegattet; men fart var der i det, det måtte de sande, så det var ikke færgens og vindens skyld, om de ikke nåde og fik bid i den fede mundfuld hos storbonden. Drivvåde og med færgen næsten halvfuld af vand slap de i havn. » Se så, « sagde hans til sønnerne og rejste sig fra roret, » nu slap vi ind; men skulle!i have rådet, havde vi nok ligget der ude. « De mumlede noget, han ikke forstod. » Nu sørger i for at få færgen øst læns, og det helst i en fart; vi skal straks tilbage; det lovner lidt for øjeblikket, men det er ikke sagt, at det varer ved. Jeg går op i byen, men er her om et øjeblik. « Men først efter en times forløb kom han tilbage og var da lidt usikker i gangen. » Er i snart færdig? « spurgte han; de sad endnu i mørket der nede og øste, syntes han. Der kom intet svar. » Vil i ikke svare jer egen far, i helvedes drenge! « råbte han og ville ned og have tag i dem. Men da han kom ned i færgen, var den ikke øst, og sønnerne var borte; det, han havde antaget for dem og lyden af øsekarrene, var en bunke gennemblødt rejsetøj og vandets skvulpen imod plankerne. Han skulle netop til at ønske noget stygt noget over sønnerne, da en mand, han i mørket ikke kendte, bøjede sig ud over bolværket og sagde: » Er det dig, hans? Jeg skulle sige dig fra sønnerne, at de er rejst ad Holsten til og kommer ikke mere tilbage. « » Rejst.. « gentog hans med dump stemme. » Hvilken vej? « han ville op og efter dem; om det var vreden eller kærligheden, der drev ham, vidste han næppe selv. Han gav sig som et såret dyr, imens han tungt æntrede op over bolværket. Ingen havde svaret på hans spørgsmål; og da han kom op, var manden borte. Han gik op og afsøgte pladsen, gæstgiver-gårde, butiker... Men ingen havde set eller vidste noget om sønnerne. En tid efter kom han drivende tilbage med ludende hoved og slappe knæ. Uden tanke for færgen steg han ned i den, sansede hverken, at den trængte til at øses, eller at det endnu var et forrygende vejr. Med sindet oprevet i en hob af modstridende følelser sad han og styrede udad — udad i uvejret og mørket. En skipper, som havde set ham lægge ud, havde råbt til ham, om han var gal. Å, han skønnede det ikke så lige; men fanden med det, om han også gik til bunds! tænkte han. Hvad brød han sig i grunden om livet nu, da de to af sønnerne var borte, som han brød sig noget om! Havde det endda været svend! ham anså han alligevel for halvt fortabt. Men de! hvor meget han end havde strededes med dem, var det dog altid dem, der, når der skulle skiftes parterne imellem, holdt sig til ham. Ved færgegården havde de som sædvanligt, når færgen var ude om natten, tændt en lanterne. » Hø, hø, « tænkte han, » I kunne have sparet jer den ulejlighed! Det er mig ligegyldigt, hvor hen rejsen går; lige så godt ad bunden til, så er jeg færdig. Der ovre er ikke længer noget, jeg bryder mig om. Så kan de bygge kastellet om til en kirke; og på kirkegården kan mit lig blive det første, når det driver i land. « Men hvad var det! krængede ikke færgen, så vandet i en tyk, mørk strøm væltede ind! » Herre Jesus, jeg drukner! « Jo, nu havde han alligevel livet kært. Færgegården stod for ham i solglans, Kristense, svend, Margrethe; — en skare af kære minder tog ham op ligesom i en blød, varm favn, som han stred for ikke at bytte med dødens hårde, kolde. » Hjælp! « råbte han med høj, angstfuld stemme over imod lanternen, som nu ikke var længer borte, end at han så skinnet, den kastede hen over den hvidgule sandklint. På kølen af færgen red han et dødsridt langs kysten ned imod et lille næs, som netop stak langt nok frem til at fange ham, inden han drev ud i åbent hav, og hvor svend og Kristense, som havde stået på vagt og hørt nødråbet, hen imod morgenstunden bjærgede ham op igennem brændingen. Halvt bevidstløs blev han båren hjem. Hans helbred var nedbrudt; i uge på uge lå han uden synlig bedring. Og Kristense, som sorgen og græmmelsen over sønnerne havde slået ned, lagde sig snart i den anden alkoveseng med fødderne imod hans. Over det fod-brædt, der skildte sengene, kunne de se hinandens gamle, blege ansigter, som bar dybe mærker efter alder og det bitre, forgræmmede liv, de havde levet sammen. En tærende brystsygdom, de fysiske følger af alt det, Kristense sjæleligt havde lidt, greb straks videre om sig og hun gik med hastige skridt imod enden af sin livsbane. Men efterhånden som de legemlige kræfter svandt, og tankerne løftede sig op fra jordlivet, fik hun større sjælefred. Og med den indre fred fulgte forsoning udad til: alle bristede håb kom tilbage og skulle nu opfyldes. Hun syntes, det var utænkeligt, at Vorherre ikke skulle få fat i de bortrømte sønner. Når de ude i verden følte sig ene og forladte, var det hans time. Svend var i gode hænder; gud velsigne hende, der havde taget sig af ham og gjort det, som var bristet for moderen. Og han der henne, hans; skulle han ikke også komme? Der var jo dog vist ikke så hårdt et sind, uden det jo kunne bøjes. Med tanken på ham blev hun liggende og nynnede efter kirkesalmebogen sagte hen for sig: » Kom, min due, flyv at skue, flyv at skue bag gærdet hist. om du der inde løvspring kan finde, løvspring kan finde med blad på kvist! Kom, min due, flyv at skue, flyv at skue bag gærdet hist! « Men derpå, ligesom slående alle tanker løs fra jordlivet: » Lær mig, o skov, at visne glad som sent i høst dit gule blad, et bedre forår kommer; dér grønt mit træ skal herligt stå og sine dybe rødder slå i evighedens sommer. « Og kort efter sov hun stille hen. Det var et lille, uanseligt ligtog, der en dag kom dragende ude fra færgegården. På ligvognen sad hans, sammensunken, bleg og mat efter sygdommen. På en anden vogn sad Margrethe samt en søster til Kristense og tre-fire fattige koner. Til fods fulgte svend, en tteologisk kandidat, hans fjorddal, som var i slægt med Margrethe, — en tjenestedreng, et par husmænd og nogle få af hans færgemands slægt. Man så, at færgegårdsfolkene ikke havde mange venner. Der var så få, at det gjorde folk lidt ondt, da de så toget drage afsted og de huskede på, hvad Kristense måtte have gennemgået og at hun dog under alt havde bevaret et varmt hjerte for de små og betrængte. Efter at præsten havde talt ved graven, trådte kandidaten hen, for, som han udtrykte sig, at give sit lille bidrag til et godt eftermæle for denne kvinde, hvis støv de nu havde fulgt til graven, og hvis stille, afsondrede liv måske ville sætte større mærker i slægten, end de fleste tænkte. Han havde forhørt sig om hende, havde også en gang været hos hende, imens hun lå på det sidste, og han forstod så meget, at hun var én af dem, der igennem kampen for sin egen lykke ikke alene frelser sig selv fra at gå under, men ubevidst tilfører slægten et mindre eller større fond af tro på livets gode magter og trang til at leve et renere og bedre liv; og han udviklede disse tanker så vidt, det lod sig gøre, uden at støde færgegårds-slægten, tanker, som få eller ingen af følget forstod, men som dog lagde en vis glans over mindet om Kristense. kort tid efter begravelsen holdt svend og Margrethe bryllup og overtog færgegården. Der forløb omkring ved et år, og ingen hørte noget ondt om svend. Der var dem, der begyndte at tro, at det var ærligere ment med hans forbedring end i sin tid med faderens, og mange venlige øjne fulgte den kvinde, der havde været stærk nok til at gå ud i færgegården og drage et menneske op af skarnet. Det undgik ikke Margrethes opmærksomhed, at han af og til sled i båndene. Endnu var der dog ikke sket noget, som i særlig grad ængstede hende; hun tænkte blot på, at det måske ville blive sværere for ham at bryde med det gamle, end hun havde troet. At hun skulle få at se den en gang bundne vildnatur igen slide sig løs, faldt hende ikke ind. Men så en gang kom svend hjem, ond og forstyrret, efter at have færget et par handelsrejsende over. På en gæstgivergård havde han været med oppe i et vildt lag, hvor råheden hos ham så vidt havde fået tøjlen, at der blev hvisket i krogene, at nu kendte de den gamle svend igen, og der var dem af hans forrige kammerater, der slog sig på glæden over, at » den forlorne søn « var funden igen. » Herregud, svend, hvordan er det, du kommer? « sagde Margrethe ængsteligt spørgende. Han undveg hendes blik og havde et ondt svar på læberne; men det blev endnu denne gang borte under hendes varme, skælvende favntag. Men vilddyret i ham havde fået blod på tanden, og det skulle mættes. Endnu havde kærlighedsforholdet til Margrethe dog så vidt magt over ham, at der stundom kunne gå lange tider, hvor ingen hørte noget ondt om ham. Men siden slog han sig oftere løs. Løfterne, der havde lyst over den første lille tid af hans samliv med Margrethe, var brudt, og ingen troede mere på ham. De fleste spåede, at nu ville det blot blive hans forældres historie om igen. Margrethe holdt længst ud, stred og håbede til alt måtte synes håbløst. Så en gang, hun var ene i stuen med smærten efter et stærkt udbrud af hans gamle, rå natur, slog det hende første gang og med en forfærdelig gru: » Han er og bliver et ondt menneske, jeg er ulykkelig gift, mit liv er forspildt! « Med et smerteligt suk rejste hun sig og vankede uroligt omkring fra sted til sted. Men alle ting bar for stærkt minde om hendes ulykke, hun måtte ud, ned til stranden og videre; ikke til færgegården igen, ikke til ungdomshjemmet, men langt bort til et glemselens, udslætteisens land. Hun vidste næppe, hvorhen det bar, før hun standsede sin hastige gang ved kysten en halv mils vej fra færgegården, idet hun blev tiltalt af en ung fintklædt mand, som hun ikke havde set, før han standsede lige foran hende. Hun så halvt forvirret op. Det var hendes slægtning, kandidat hans fjorddal. » Syntes jeg ikke nok, det skulle være dig, Margrethe, « sagde han og så lidt forundret på hende; hun kom her uden at have gjort nogen som helst omklædning. » Nej, er det dig, hans! Hvor kommer du fra? « » Jeg går min eftermiddagstur. Jeg er bleven kapellan hos pastor Holm. « » Det er sandt, det har jeg da også hørt. « hun strøg sig over panden. » Jeg kendte dig ikke straks; du er så forandret, « sagde hun halvt hen i tåget. » Synes du? « sagde han og så forskende på hende. » Men det er jo også længe, siden vi sås. « » Nej, det er jo bare et par år. « » Er det ikke mere end to! « hun tænkte sig om; » nej, du var jo med, da Kristense blev begravet; er det virkelig kun to år siden, « sagde hun hen for sig. » Falder tiden dig lang? « spurgte han med det samme forskende blik på hende. Hun slog øjnene ned, skrev i sandet med tåspidsen og svarede undvigende: » Vi har det jo noget ensomt, — og jeg, der kom fra sådan et livligt hjem! « » Men der rejser dog mange mennesker den vej over. « » Å ja, men... det er ikke den slags liv, der trænges til, « svarede hun og så flygtigt op. » Du er bleven skuffet, Margrethe.. '. « » Ja, « svarede hun sagte med grådblandet stemme; og pludselig brød hun ud: » Jeg holdt håbet oppe, så længe det var muligt; men nu kan jeg ikke mere! Gud nåde mig, hvad skal jeg gøre! « » Så gik det dog, som jeg den gang sagde. « » Ja, « svarede hun; og med skærende smerte mindedes hun hans ord: » Lad svend fare, Margrethe, hvis du ikke føler dig kaldet til at ofre dig for slægten; tænker du kun på din egen fremtid, skal du ikke kaste din kærlighed ud i al den ryggesløshed. « hun så håbløst op på ham. » Men nu har du intet valg; og så kommer det an på, om du har mod til at leve for de andre. « » Det véd jeg ikke, « svarede hun angst. » Du må se at tage dig sammen, « sagde han indtrængende; » har du ikke længer noget at leve for, går du til grunde. » Ja, det føler jeg... jeg må tage fat... igen. « hun stod lidt og grundede. » Men hvad kan det nytte! « jamrede hun i sin modløshed; » bliver det andet end det samme om igen og om igen? Se nu til svend; se til hans far... Kristense har ofret 35 år af sit liv for ham; men ingen kan skønne, han er anderledes, end da han var ung! Nu sidder han der hjemme, måske ved gravens rand, brudt i alle lemmer, som en anden Lazarus, men rå i sin tale og handling som før. Og nu svend! hvad har jeg ikke gjort for at drage ham bort fra det ryggesløse liv, han har levet... nu går han lige tilbage ned i det igen. Det er far og søn. Og nu dem, der kommer efter? « — å, så langt, langt til en skulle høste frugten af Kristenses og hendes livskamp, — om ellers nogen skulle... om nogen skulle... nej, nu så hun det ende i bare fortabelse alt sammen. Hun slog hænderne op for ansigtet og brød ud i en bitter gråd. » Stakkels Margrethe, er det kommet så vidt med dig, « sagde han og så på hende med et bekymret blik. » Har du tabt troen på, at det gode skal sejre? håb i det mindste på, at slægten en gang, om end langt ude, skal rejse sig.< » Jeg kan ikke. « « hvorfor? Ser du da ikke, at trods alt det ufuldkomne, der klæber ved menneskeslægten, går den dog bestandig, fremad. Det er min store trøst, når jeg ser på, hvor lidt den enkelte mægter. « » Jeg ser det ikke, « sagde hun og lod et tungt blik strejfe hen over kysten, hvor folk færdedes, og boligerne lå belyste af den dalende sol. » For mistvivlende øjne du dog har fået! « sagde han næsten hårdt. » Ser du da slet intet! « » Slet intet. « » Tænk dig om. « Hun havde tænkt sig om. Der var nogle lykkelige slægter, som på en eller anden for hende uforklarlig måde var kommen et stykke frem foran de andre, så hun; men til dem hørte i alt fald ikke den, hun her havde bundet sig til, og for den havde hun nu intet at håbe — intet. » Hvad tror du da, den bliver til? « » Hvad den bliver til? å, det har jeg ikke tænkt på; men der bliver jo nogle, som går til grunde.. og den er nok en af dem... « hun tog sig til panden som for at samle tankerne. » Og så drager de vel dem med sig, der har bundet sig til dem... og der er nu jeg... « Han stod lidt og grundede på, hvad han skulle gøre for at lede hendes tanker bort fra den fortvivlelse, hun nu arbejdede sig længer og længer ind i... » Kom med denne vej, « sagde han pludselig, » så vil jeg vise dig noget. « Hun fulgte viljeløst. ' de gik op igennem en kløft og stod snart i en lille lund. » Det er havdalslunden, « sagde han. » Ja, jeg véd det, « svarede hun og så sig underlig betaget omkring. » Jeg kom her som ung. En gang var jeg her sammen med flere; vi legede dér på grønningen. Svend var med, det var første gang, vi mødtes. Han og jeg holdt sammen, ingen kunne få os skilt; til sidst lagde de andre bare an på dette, men vi stred for at blive sammen... og nu.. nu..! « sagde hun med brudt stemme. » Kom, « sagde han, » nu er du for svag til at leve så nær sammen med disse minder; men jeg håber, den dag kommer, da du kan få velsignelse af dem. « » Ja, gud give det. « hun så sig endnu en gang omkring og fulgte. » Å, når jeg tænker på andre, « føjede hun lidt efter til; » nu du og Gunild. « » Hver har sin livskamp at føre, « sagde han alvorligt. Hun så forundret på ham og spurgte: » Ja, men du og hun? « » Forstå mig nu ret, Margrethe; vi har ikke sådan noget råt noget at strides med som du; det ligger jo langt tilbage både i vor og Gunilds slægt; men der kan være meget andet. Trangen til større lykke, til at leve et renere og bedre liv end det, der leves, bliver ikke mindre, fordi kampen imod det ligefrem rå er tilbagelagt, men netop større, og der kan kæmpes hårdt for det, som vi ville kalde småting og som svend og hans far slet ikke ser. « De var kommen til en høj plads i den anden udkant af lunden. Neden for dem i skovbrynet lå en gammel, mørkladen gård, halvt skjult i et vildnis af træer. Skovskyggen lå tungt over den. » Ser du den gård, Margrethe? « » Ja, det er ryttergården. « » Det skæve, råt tilhugne bindingsværk dér i den østre længe, de sidste rester af den gamle ryttergård, ligner runeskrifter fra en rå tidsalder; træet til det og den øvrige del af den gamle gård er stjålet her oppe i havdalslunden; der står noget om det i de gamle tingbøger. « » Stjålet..! « » Hver en pind. Klavs rytter tog det ikke så nøje med ejendomsretten. Han og en anden mand var en gang kommen på kant med hinanden over nogle unghøveder, som Klavs uden ret havde tilegnet sig. Manden kom et par gange og krævede, hvad hans var, men uden at han fik det. Han truede da med, at fik han det ikke, skulle sagen for retten. Men om natten gik Klavs hen og satte ild på hans gård, og han og konen indebrændte. Klavs blev dømt fra livet for mordbrand. Men sønnerne følte sig lige gode karle for det og tog hævn, hvor de kunne. De og moderen sad tilbage i gården. I lang tid husede de en forbryderbande, indtil retten atter lagde sig imellem. Der levedes et vildt, ustyrligt liv. Ingen ting blev passet. Det gik mere og mere tilbage for dem. Da nogle år var gået, måtte de sælge gården. De slog sig siden ned der ude ved kysten og lagde sig efter fiskeri. Her samledes egnens værste udskud til drik og råhed. Ved nattetid færdedes folk ikke gerne denne vej; der taltes om overfald og røveri. Nogle gårde brændte i den tid; årsagen til ilden opdagedes ikke, men mistanken faldt stærkt på Klavs rytters sønner. « » Fortæl ikke mere! « bad Margrethe; hun stod bleg og rystet. Hvad var det for noget forfærdeligt, der kom hende i tanker! » Nej, jeg har vist fortalt nok. Véd du, at svend er af Klavs rytters slægt? « Ja, nu vidste hun det. De gik samme vej tilbage igennem lunden. » Ville du bytte svend for en af Klavs rytters sønner? « spurgte han, da de havde gået et stykke vej og igen var kommen til grønningen. » Nej, nej, nej; da havde hun hundrede vakre ting at sige om svend. » Ser du det! Vil du så tro, det.går fremad. « De gik tværs over grønningen, tilbage igen, frem og tilbage og talte sammen. Håbet til slægten rejste sig atter; nu ville hun leve forden. » Råde så gud for, hvem der skal oppebære frugten af min livsgerning, « tilføjede hun siden, idet hun i tankerne så noget fjernt, lyst og skønt, noget som hun selv skulle vie sit liv og sin længsel, men aldrig, aldrig nå. Noget tungt kom atter over hendes sind. Men snart skar en ny lysning igennem stemningens mulm og straks var hun oppe i en varm, stille bøn: » Gud, giv mig kræfter til den store gerning! « og så atter selvsygt: » Men er det muligt, da lad mig selv få del i det, jeg kæmper tor, jeg er ellers ikke vis på, at jeg holder ud. « De fulgtes ad tilbage til kysten. » Vi må tale mere sammen herefter, « sagde han, da de skiltes. » Gunild og jeg har talt om dig; hun vil gerne lære dig at kende. Kom over til os med det første. « Hun takkede; men vidste ikke, om hun passede i så fint et hus. Margrethe gik tilbage imod færgegården som en hel anden, et menneske med et nyt mål for sin stræben, et fjernt mål som hun blot øjnede ligesom igennem en tåge. under indtrykket af dette gik hun ud langs ad klinterandene. Oktoberaftnens melankolske skygger lå over landskabet. Til venstre dybt nede lå vandet dunkelblankt og vuggede sagte op imod land, svangert med sagn om ulykkelige havtagne jomfruer, med tungsindige sagaer om mørke stormnætter og forlis... og der nede var det jo, Kristense ville have gået ud og endt sit sorgtunge liv! Men Margrethe ville ikke ned! nej, op, op, op! » Herre, min gud, hjælp mig! « og så videre i stille, brændende bøn. Hun havde nølende gået og stirret ned imod vandet, men gik nu raskere til og så modigt op, — og da lå færgegården allerede der lidt fremme og hugede sig sammen i et mørkt knippe. Ude ved kysten, ikke langt fra færgestedet, boede en ung husmand, Niels, som arbejdede for pløjning på færgegården. Ordet gik, at han, som var af et godt sind men svag af karakter og havde fået en dårlig opdragelse, var bleven ødelagt der ude. Svend havde en gang siddet hos Nielses og fortalt om en tjenestetøs, Cecilie, som de havde på færgegården, en sortøjet, ilsindet og rapmundet tingest, der altid var på kant med nogen. Hun var kommen der i sin skoletid, udsat af » Sognet «. Siden var hun bleven gående der og var nu så gammel i gårde, at ingen tænkte på at vise hende bort, skønt der ofte kunne have været god grund til det. Hun havde mere lyst til galskaber end til arbejdet, drev hveranden aften op til byen på sjov, sov da over sig om morgenen, men gav ondt af sig, når hun blev vækket. For svend kunne hun tumle som hun ville, men op af reden og til sit arbejde skulle hun. En gang tog han hende i det sorte, filtrede hår og trak hende ud af sengen. Hun gav sig til at tude som rent besat, truede med, at hun ville drukne sig og løb i det bare linned ud til en dam. Hun sprang dog ikke i vandet. Men så tog svend og dukkede hende et par gange. Da begyndte hun at bede for sit liv og lovede, at hun siden efter altid skulle stå op, når der blev kaldt på hende. » Ja, du er nu også en hård Hals, « sagde svenske Ole, en ugudelig krop, som var stenstryger på et teglværk der i nærheden og ofte kom ud på færgegården. Han var fulgt med svend her ind og havde siddet og hørt ham fortælle. » Ja, der bliver næppe due af den ravneunge, « sagde svend med flentydning til et øgenavn, han havde båret i skolen og erhvervet sig ved den glubskhed, hvormed han huggede sin humpel mad i sig, mens hans store blå øjne løb omkring for at opdage en lille lækkerbisken, som han på sin halvt røveragtige måde kunne tiltuske sig for en knap eller en anden ringe ting. » Om også de sorte fjer plukkes af den, « tilføjede svenske Ole. » Og fjerstubberne svides af den der nede, hvor ormen ikke dør og ilden aldrig udslukkes, — jo, der ville du nok ønske, du havde det vand til at svale dig på, som du dykkede min datterdatter i, « sluttede en gammel kælling, der havde sit ophold hos Niels, hvor hine ord blev talt henne ved bord

1871_Gioerup_Fraskilt

Michael

Fraskilt

Giørup

Gioerup

Fraskilt

male

1871_Gioerup_Fraskilt.pdf

Michael

Giørup

dk

Fraskilt

Original Novelle

n

gothic

V. Pio

KB

pdftxt

nan

nan

O

En smuk, solklar oktobereftermiddag førtes en livlig samtale i grosserer vorres hyggelige dagligstue. Den følgende dag ventedes fruens Broder, lægen carlbrandt, hertil byen, hvor han ville bosætte sig, efter at han havde tjent en lille formue i den jyske søkjøbstad, hvor han i hen ved tyve år havde haft en udbredt praksis. Hans eneste barn, den attenårige Marie, fluide ledsage ham. En passende lejlighed var bleven lejet i Gothersgade, men hans bohave, som var sendt herover med en skipper, var endnu ikke ankommet, man antog på grund af modvind. Hans søster, der gerne ville have haft alt ordnet til broderens ankomst, havde i den sidste tid beskæftiget sig ligeså meget med vejret som de dage, hvorpå man om sommeren havde berammet en skovtour, og blæste det stærkt, svævede hun i frygt for, at skibet fluide forlise og broderen ikke have assureret. Hendes ældste datter Anna stod med sin forlovede, arkitekt fred man, ved vinduet og så ud over Østervold, hvor grossereren boede. De deeltoge ikke i samtalen, der førtes mellem vorre, hans kone og deres yngste datter Thora, de vekslede sværmeriske bemærkninger om de halvt bladløse træær, de gule blade, som vinden hvirvlede om i luften, og om den dybe, blå efterårshimmel. Da bleve de afbrudte af Fru vorre, som spurgte: „ Har vinden ikke vendt sig? “ „ Nej, “ svarede Fredman, „ Møllens vinger stå i samme retning, hvori de have stået de sidste otte dage. “ „ Det er også fortrædeligt, “ vedblev fruen, „ dersom meublerne kom i eftermiddag, ville der endnu være tid til at få dem opstillede til i morgen aften. “ „ Du tænker næsten mere på meublerne end på din Broder, “ sagde grossereren godmodigt, „ og dog fortjener han nok, at man tænker på ham. Jeg har altid godt kunnet lide. ham, i sine yngre dage var han af et livsfrisf gemyt og havde sands for livets højere nydelser. “ „ Han har dog vist forandret sig meget siden dengang, “ svarede fruen, „ det tyder just ikke på stor trang til højere nydelser, at han i tyve år har boet i en jysk provindsby, uden så meget som en gang at have aflagt et besøg i København. “ „ Du mindes den begivenhed, som indtraf et par år efter, at han havde bosat sig i iylland; det er sandsynligvis den, som har holdt ham borte fra København. Nu har vistnok tiden bragt glemsel, og derfor kommer han til sin fødeby. “ „ Hvilken begivenhed sigter du til? “ spurgte Thora. „ Det er en begivenhed, som kun din moder og jeg bør kende, som ikke engang din kousine Marie kender, og som... “ „ Står den i forbindelse med min tantes død? Onkel blev jo tidligt enkemand. ' „ Du gør bedst i ikke at fritte os mere ud om den sag, “ sagde grossereren, „ den kan ikke have nogen interesse for dig, og desuden er den nu velsagtens glemt af min svoger selv. “ Thora ville svare, men afbrødes af en pige, som kom ind og meldte, at en skipper Møller fra Jylland ønfkede at tale med grossereren. „ Meublerne er komne! “ udbrød fruen. Det viste sig, at hun havde ret. Man blev da enig om, at meublerne straks skulle køres op fra jagten til lægens lejlighed, hvortil grossererens familie straks ville begive sig, medtagende husets to tjenestepiger. Arkitekten tilbød sin hjælp, som straks blev modtagen. Så store anstrengelser måtte krones med held. Det lykkedes i løbet af eftermiddagen og næste formiddag at få meublerne ordnede i Brandts lejlighed. Fruen så med et kritisk blik på ethvert stykke og kom til det resultat, at meublementet var noget for simpelt og gammeldags. Døttrene undrede sig over den store mængde kjøkkentøi, og Anna mente, at det næsten så ud, som hendes onkel ville nedsætte sig som restauratør. Hendes forlovede var henrykt over et par ældre malerier, som han havde udpakket, og erklærede sig overbevist om, at doktor Brandt var i besiddelse af en fortrinlig smag. „ Man kan lidt, “ mente Fredman,. fra en mands bohave slutte sig til hans karakter. Disse gammeldags og solide meubler fortælle os, at deres ejer må være en ligefrem og retskaffen mand, disse malerier, at han har skjønhedssands, og disse kasser, som han selv vil åbne, og som indeholde skeletter, at han er læge. “ „ Dette lille nøddetrææs sybord, “ sagde Anna, „ tilhører Marie; er der noget ved dette bord, som kan give dig et indblik i hendes karakter? “ „ Nej; dette sybord er en present, hun har ikke selv købt det. “ „ Skønt Carl har to smukke taffeluhre, “ sagde fruen, „ har han dog medbragt dette gamle bornholmske stueuhr. Han skulle helst have ladet jyderne beholde det. Hvor skal vi sætte det? “ » I køkkenet, “ svarede Thora. „ Når det ur er kommet på sin plads, “ Sagde moderen, „ er alt i orden. — jeg lader Stine købe noget fyrrebrænde, nogle tørv og svovlstikker, for at min Broders pige, som han bringer med fra Jylland, ikke straks skal få for mange byærinder. “ Kort før middag så fruen sig endnu engang om i alle værelser og sagde: „ Når her kommer Gardiner op, og der bliver lagt gulvtæpper, kan lejligheden, skønt meublerne ere noget gammeldags, blive ganske hyggelig. “ hun lod de andre gå ud først, lukkede selv døren af og stak nøglen i sin lomme. — om aftenen var det et pragtfuldt måneskin. Grossereren og hans kone kørte i åben vogn ud til jernbanen for at hente Brandt og Marie. Efter et kort ophold i ventesalen kom toget; en mængde rejsende strømmede ud af koupeerne, og fruen søgte ivrigt, men forgæves efter sin Broder. Netop som hun fortrydeligt gjorde en bemærkning til sin mand, at de ventede måtte have opsat rejsen eller taget med dampskibet, sagde en oprømt stemme: „ Godaften Rikke, godaften svoger. “ Søsteren udstødte et glædesråb ved at se sin Broder, og de to svogre vekslede håndtryk. „ Må jeg forestille min datter, “ sagde lægen og viste på en ung pige, der stod hos ham. Kort efter kørte man fra banegården; den jyske pige havde fået plads hos kusken, og vognen var fyldt med en mængde småsager, som lægen ikke havde villet sende med skipperen. De ankomne skulle hjem til grossereren og spise tilaften, før de toge til deres eget hjem. Brandt var i en lykkelig stemning, og han betragtede henrykt de forandringer, som vare foregåede på den kant af byen. „ Sidste gang, jeg var her, stod den gamle Vesterport endnu, “ sagde han, „ når man kom til København, følte man sig til mode, som skulle man ind i en hule. Månen forsvandt for os, og i dens sted så man en søvnig tranlampe. Nu vedbliver månen at følge os; hvor smukt tager ikke møllen og træerne sig ud i dens belysning? Er her ikke smukt, Marie? “ „ Her er smukkere, end jeg har tænkt mig, “ svarede Marie. „ Hvad hedder den gade, hvori vi nu køre ind? “ „ Frederiksberggade, “ svarede faderen, „ den gade seer ud som i gamle dage. “ „ Hvor længe har du været borte fra København? “ Spurgte grossereren. „ Jeg tog herfra 1850, kun nødigt forlod jeg den kære by, her var dengang liv og begejstring, her var godt at være. Men her var for mange læger, og derfor måtte jeg vandre ud for at tjene brødet. — nu jeg seer Gammeltorv igen, er det mig, som havde jeg aldrig været borte. “ „ Og dog er det næsten tyve år siden, “ sagde søsteren. „ Meget har forandret sig i den lange tid. Vore børn er voksede op og blevne store, vore følelser og tilbøjeligheder er blevne anderledes, og vi selv blevne ældre, skønt du, Carl, har holdt dig godt. “ „ Synes du? “ spurgte lægen, „ det kommer måske af, at jeg har haft så meget at bestille, at jeg ikke har haft tid til at tænke på at blive gammel. — se, Marie, nu køre vi ind i den så berømte Østergade. Man er ved at lukke boutikerne. “ „ Er det Østergade? “ spurgte Marie og så sig noget skuffet om. „ Hvad der gør Østergade berømt, “ svarede grossereren, „ er ikke dens huse eller dens boutiker, men dens menneskefærsel. På Østergade er der om dagen en slags menneskeudsfilling; her udstiller damen sin pynt og sit ansigt, og lapsen sine nye klæder fra scholtlænder < l Goldschmidt, sine nakkekrøller og sin svinehale. “ „ Sin svinehale? “ spurgte Marie forbavset. „ Således kalder man den moderne spadserestok, som er en mellemting mellem en stok og en ridepidfl. “ „ Der er kommet træer omkring hesten på kongens Nytorv, “ sagde lægen. „ Vi kalde det salatbedet, “ svarede svogeren. Man nåde til sidst grossererens bolig ved Østervold. Her ventede Anna, Thora og Fredman med længsel på gæsterne. Endelig kom de, lægen smilede til sin søsters børn og sagde: „ Lad mig se, at i og Marie blive rigtigt gode veninder. “ Kousinerne havde straks kastet et prøvende blik på Marie, og Thora hvisket til Anna: „ Hun er nydelig. “ Anna nikkede og ilede til for at hjælpe kousinen rejsetøiet af; hun var nysgerrig efter at erfare, om hendes figur var ligeså smuk som hendes ansigt. Det var den. Maries ydre var fuldkommen harmonisk, hun var lidt under middelhøjde, med mørkt hår og mørke, smukt hvælvede øjenbryn. Hendes ansigtstræk vare ikke alene smukke, men der var udbredt noget ubeskriveligt yndigt over dem. Hun talte med en smule jysk akcent, men det tjente kun til at fremhæve hendes stemmes klarhed. De to søstre fandt ikke noget særdeles fremtrædende hos deres onkel; han lod til at have et muntert sind, og Thora sagde til sig selv, at den begivenhed, hvorom hendes forældre den foregående dag havde talt, næppe havde gjort stort indtryk på ham og sandsynligvis var glemt. Dengang man skulle gå til bords, sagde Anna og Fredman farvel. Lægen så forundret på dem; hans søster forklarede ham da, at de forlovede og en af pigerne gik ned i Gothersgade for at tænde lys; thi det betød intet godt, når man kom ind første gang i en mørk lejlighed. „ Jeg troede, at den overtro kun gjaldt et par brudefolk, “ sagde lægen leende, „ jeg mærker nu, at den strækker sig til alle. — jeg havde ikke ventet her i hovedstaden at træffe en overtro, som, og det er forklarligt, endnu findes på de jyske heder. “ „ Lidt overtro hører med til et velordnet hus, “ Svarede grossereren. „ Jeg kan lide, “ sagde lægen, „ at det vedkendes åbenlyst. “ Grossereren stødte sit glas mod svogerens og bød ham velkommen, og da måltidet var forbi, rejste gæsterne sig for at tage hjem; thi det var blevet midnat. Kort efter rullede grossererens vogn atter ud af porten, og kusken havde fået pålæg om at bede Anna om at benytte vognen hjem, for at spare hendes forlovede at ledsage hende; thi han boede i en anden kant af byen. Da nu lægen var alene med sin datter, blev hans ansigt alvorligt og så i det mindste ti år ældre ud end oppe ved aftensbordet, hvor han var munter og glad. „ Nu køre vi altså til vort nye hjem, “ sagde han til sin datter, „ her i denne by agter jeg at tilbringe resten af mine dage. I hvad der end hændes, Marie, lov mig bestandigt at være min trøst og støtte. “ „ Hvor kan du tvivle? “ spurgte Marie. „ Jeg har jo ikke sagt, at jeg tvivlede. Min kærlighed til dig, mit eneste barn, indgav mig at sige det. Jeg har båret dig på mine arme, jeg har set dig vokse op, og skulle jeg miste dig, ville jeg måske miste troen på guds barmhjertighed. “ „ Er jeg ikke stærk, frygter du for, at jeg skal døe? “ spurgte hun. „ Nej, nej, gud lader dig vist overleve mig. — men det siger jeg dig, Marie: i denne stund, da vi skulle træde over vor nye dørtærskel, må du love mig, at du aldrig vil forlade din faders hus, uden når jeg fører dig selv ud deraf som en retskaffen mands brud. “ Marie rødmede og svarede: „ Et sådant løfte har du ikke behøvet at affordre mig. — du er bleven sær alvorlig, siden vi forlod onkels hus. Fortryder du måske, at vi ere flyttede til København? “ „ Dengang jeg kom i aften, følte jeg mig glad som et barn over at gjensee min fødeby, og nu gribes jeg af den modsatte følelse, nu ønsker jeg, at jeg var bleven ovre i Jylland. “ „ Lader os da vende tilbage. “ „ Nej, nej, det ville være tåbeligt. — se så, nu kaster jeg alle grillerne ud af vognen, de kunne flyve til månen, om de ville. — her holder kusken, her skulle vi altså bo, og Nissen skal ikke få lov til at flytte med. “ Fader og datter skyndte sig op i lejligheden, mens pigen og kusken havde travlt med at bære rejseføiet og pakkerne op til anden sal. De forlovede havde indrettet alt på det hyggeligste, og lægen fik en følelse af velvære, da han trådte ind i sin nye bolig. De bøde ham velkommen, han takkede dem med sin gamle, fornøjede mine, og kort efter sagde de godnat. Lægens soveværelse vendte ud til gaden og Maries til gården. „ Du kommer til at savne blomsterne, som du før havde udenfor dine vinduer, “ Sagde lægen,, du har udsigt til en gård, som sandsynligvis er både skummel og mørk. Men så kan du til gengæld gå ind i dagligstuen og se på den bølgende folkemængde udenfor. — ja, Maren, pigekamret er ikke så stort som ovre i Jylland, her i København er pladsen kostbar; men du ønskede jo selv at følge os herover. — hvad, man har stillet mit gamle bornholmske stueuhr op i køkkenet! Det skal endnu i aften stilles op i mit sovekammer, uden dets ensformige tiktak falder jeg ikke isøvn. “ Maren måtte straks hjælpe lægen med at flytte uhret ind i hans sovekammer; værket havde ingen skade taget under rejsen, perpendiklen blev heffet fast, lodderne hængte på, og uret sat igang. „ Og nu godnat, ” sagde han og kyssede sin datter, „ gid du må sove godt og drømme behageligt første gang i vor nye lejlighed. — det samme ønsker jeg dig, Maren. “ Lægen lukkede sin dør, men blev en stund stående i sit vindue og stirrede ud på gaden, hvor af og til folk endnu trods den sildige time vandrede forbi. „ Ak, ” sukkede han, „ dengang jeg endnu var ung! “ Først sent mødtes lægen og Marie den følgende morgen ved kaffebordet. Begge havde nu udhvilet sig efter rejsen, og enhver mørk skygge var forsvunden fra hans ansigt. Han talte om, at han straks ville give sig i færd med at udpakke de endnu uåbnede kasser, derefter ville han vise sin datter noget as byen. „ Meget få vi ikke set i dag, “ sagde lægen, „ dertil vil tiden ikke strække til, men vi have den jo for os. Du kan selv begynde med fra dit vindue at studere Gothersgade, der er en af byens længste gader; den er grændseskjellet mellem den gamle by og den i Frederik den tredies tid anlagte nye stad. Dens første navn var „ Ny-kongensgade “, men så byttede den navn med den nuværende store Kongensgade, der først hed Gothersgade. Oppe ved volden ligger reformert kirke, hvorved der er den mærkelighed, at på dens kirkegård hviler helten Olfert Fischer, der førte overkommandoen i slaget på reden 1801. “ „ Det er sælsomt at tænke sig at skulle bo i samme gade, hvor en så tapper helts sidste hvilested sindes; nutiden knyttes derved ligesom til fortidens stolteste minder. “ „ Der kan være noget i, hvad du siger; jeg vil forøvrigt gøre dig opmærksom på, at næppe en eneste af gadens beboere ved, at Olfert Fischers grav findes oppe ved volden. Københavnerne bekymre sig såre lidt om deres stads tidligere historie. Når der hist og her findes en bombe indmuret i en mur, ved almuen, at den er et minde om Københavns bombardement 1807, men hvor manges kundskab strækker sig ud over dette århundrede? “ „ Da beskæftigede man sig ovre i * * meget med byens historie. Almuen vidste god besfed med fortidens fremragende mænd, ja, de beskjæffigede endogså så levende dens fantasi, at der fortaltes, at nogle af dem gik igen. “ „ Alt dette forholder sig rigtigt. Når byen er lille, bliver det let at gøre sig bekendt med dens bygningers historie, medens hovedstadens historie næsten er et helt studium. Livet i provindfen er roligt og ensformigt, der bliver tid for almuesmanden til at se tilbage; livet her er larmende og fuldt af konflikter, og almuesmanden må fæste sine fleste tanker på nuet. Desuden er København med hensyn til historiske bygninger en såre fattig by. Heller ikke træffer man her historiske slægter, handelshuse, som i flere århundreder ere gåde i arv fra fader til søn. Derimod træffer du en vidunderlig dejlig natur og elskværdige mennesker. “ „ For os, som leve i nutiden, er det i alle tilfælde det vigtigste, og så er der tteatrene... “ „ I det kongelige tteater har jeg tilbragt nogle af mine herligste timer, “ sagde lægen med varme, „ mangen gang har jeg i de sidste tyve år måttet lukke øjet for det skønne og kun set på det nyttige. Prosaen havde trykket sit blytunge segl på den gyldne æske, hvori ungdomstidens tilbøjeligheder lå indesluttede, nu er seglet brudt, og nu er jeg tilmed så lykkelig at have en datter, der kan deltage i og forstå min glæde over det skønne i vor kunst og literatur. “ „ Du har aldrig været sparsommelig, når det gjaldt om at købe en god bog til mig; men jeg har ofte bebrejdet dig, at du næsten aldrig selv læste bogen. “ „ Det var, fordi jeg frygtede for, at mine tanker skulle blive for meget vendte bort fra mit kald som læge. “ „ Og vil du aldeles opgive at søge praksis her i byen? “ „ Jeg vil opgive at søge praksis, men hvis patienter skulle komme af sig selv, vil jeg ikke lukke døren for dem. Forøvrigt er der mange værker, som høre til den nyeste lægevidenskab, jeg ikke har havt tid til at studere; nu vil det være interessant at sammenligne disse værkers resultater med dem, hvortil jeg selv er kommen i en udbredt praksis. “ Fru vorre trådte i dette øjeblik ind og afbrød samtalen mellem fader og datter. Hun fortalte, at hun nærmest var kommen for at indbyde sin Broder og hans datter til middag samme dag og derefter var det højst nødvendigt, at hun satte såvel Julie som Maren ind i, hvorledes en københavnsk husholdning burde føres. Brandt takkede såvel for indbydelsen som for søsterens nyttige vink og gav sig i færd med at udpakke sine kasser, thi samtalen om husholdningen interesserede ham ikke. Efterat fruen i hen ved en time havde holdt et foredrag for husets kvindelige del og skarpt eksamineret Marie, om hun havde forstået alt, kom hun ind til sin Broder og sagde: „ Jeg vil spørge dig, om du ønsker, at jeg skal invitere et par gode venner til middag. “ „ Du gør mig en tjeneste ved ikke at gøre det, “ svarede lægen, „ jeg holder ikke af store selskaber. “ „ Men det bliver ikke stort selskab. “ „ Alligevel, lad være med at indbyde nogen, lad os være on kæmills. “ „ Nu ja, siden du ønsker det. — men hvorfor har du taget det gamle skrammel fra køkkenet “ — hun pegede på det bornholmske stueuhr — „ og sat det herind? “ „ Fordi jeg er bleven vant til dets ensformige tiktak, når jeg skal falde isøvn. “ „ Det vansirer stuen. — dog, det må du om. — så ses vi til middag; vi spise klokken fire. “ Hun gik, og lægen vedblev at udpakke og ordne fine sager. Da klokken var bleven tolv, spurgte han Marie, om hun havde lyst til at gå den påtænkte spadseretour, og hun sagde med glæde ja. „ Jeg vil ikke, “ sagde faderen, da de gik ud af porten, „ føre dig til byens stærkt befærdede gader, der kunne dine kousiner bedst være dine førere, men vi ville begive os ud til mit yndlingssted, hvor jeg så ofte i gamle dage har tilbragt glade timer, du sial se Langelinie og sundet. En del af byen vil du dog komme igennem, den lange store Kongensgade. “ Det var Brandt en glæde at svare på alle de spørgsmål, hans datter gjorde ham. Men jo længere han kom ned i store Kongensgade, desto mere begyndte han selv at se sig nysgerrig om. „ Her er jo blevet aldeles forandret, siden jeg var her sidst, “ sagde han. „ De gamle nybodershuse ere borte, og et stort smukt kvarter har rejst sig i deres sted. Lader os engang gå lidt omkring i de nye gader. Det gjorde man, og lægen udtømte sig i roes over alt, hvad han så. Endelig løsrev han sig og kom ud på Langelinie, hvor han også sandt meget forandret. „ Men det blanke, friske sund vedbliver dog at væræ det samme, “ sagde han, „ og se, derovre ligger Sverigs kyst. Her vil jeg dagligt spadsere ud og trække frisf søluft. De fleste københavnere gå til Frederiksberg, jeg har altid fundet Frederiksberg kedelig og spidsborgerlig; dens natur er — så forekommer det i det mindste mig — ikke ægte dansf, den er så stiv, så kunstig, her derimod rulle de friste bølger, og her bringer det forbiseilende skib os en hilsen fra fjerne lande. “ Pludselig drønede et skud fra Sextus og flere påfulgle; Marie for angst sammen og så på sin fader, der sagde: „ Bryd dig ikke derom, det er salut for et krigsskib. Hør, nu besvarer det saluten. Skibet fører dansf flag, det er en af vore fregatter, der kommer hjem fra en rejse. — er det ikke et stoltere skuespil end Frederiksbergs forlystelsessteder kunne byde os? — du kender dem ikke; men det siger jeg dig, at befolkningens sind løftes og styrkes langt bedre herude end i en spidsborgerlig natur, fremelsket af en spidsborgerlig tid. “ Hun svarede ikke på dette, og tavse vandrede de videre. Det nye interesserede Marie, men hun havde dog foretrukket en tur gennem byen med dens strålende boutiker og dens menneskemængde. På hjemvejen kastede hun længselsfulde blikke over kongens Nytorv hen mod den gamle stad, som hun forestillede sig langt interessantere end den nye med dens snorlige gader. I Gothersgade var der dog livligt nok, og efter hjemkomsten satte hun sig i vinduet og betragtede den forbispadserende mængde, til det var tid at gå til onkel vorre. Tidligt havde Marie mistet sin moder, og en ældre dame, en søster til en jysk landsbypræst, havde bestyret lægens hus. Denne dame havde været noget for eftergivende mod den lille Marie, som fik alle et forkælet barns vaner og nykker, heldigvis kom hun i et fortrinligt institut, hvis bestyrerinde forstod at opdage og rette sine elevers fejl, og omgangen med jevnaldrende afsled Maries fkarpe kanter. Efterhånden, som hun voksede til, kom hun oftere ud til byens familier og fik en, måske for stor smag for selskaber og baller. Kort efter hendes konfirmation døde husets bestyrerinde, og lægen lod nu sin datter overtage hendes plads. I begyndelsen syntes Marie ikke om dette noget bundne liv, men efterhånden fik hun smag for husets sysler. Efter hendes konfirmation underholdt hendes fader sig ofte og gerne med hende og spurgte hende tilråds i alle vigtige sager. Hun havde altid været hans kæreste tanke, han havde dagligt leget med hende, da hun endnu var et barn, men nu, hun kunne følge og tilegne sig hans tankegang, blev hun ham dobbelt kær. Det var en vane hos Brandt, at han næsten altid forlangle, at hun skulle følge ham på hans tankes alvorlige veje, medens han sjælden lod hende give samtalen dens præg, lod den beskjæffige sig med de ting, der mest interessere ungdommen. Han lod gerne sin datter besøge selskaber og baller, men han brød sig ikke om at høre, hvad hun havde oplevet på dem, og dog ville hun så gerne have fortalt sin fader derom. Marie havde hørt så megen tale om hovedstadslivet, hun havde endog et par gange dristet sig til at anmode om at måtte besøge sin tante vorre, men Brandt havde afslået det kort og bestemt. Han havde set, hvor meget disse asflag havde smertet hende, og derfor modnedes den beslutning hos ham at opgive sin praksis og bosætte sig i København. I stilhed blev alt forberedt, og en tag overraskede han sin datter med, at de til næste flyttedag ville forlade Jylland for bestandigt og tage til hovedstaden. Marie klappede af glæde i hænderne; et suk, som havde sneget sig fra lægens bryst, da han fortalte nyheden, afløstes hurtigt af et smil. Imidlertid kunne han ikke afholde sig fra at sige: „ Du må ikke føle meget for dine venner her, siden du stilles så glad fra dem. “ Nu blev Marie alvorlig, hun sagde: „ Jeg bærer mig tosset ad; thi jeg holder meget af mine venner her, og jeg stilles nødigt fra dem. Fader, lader os blive her. “ „ Nej, nej, nu er det for silde. Desuden... Jeg vil tilstå, siden jeg har begyndt at gøre mig fortrolig med den tanke at tage til København, har jeg selv fået længsel efter at komme derover. “ » Hvorfor kunne vi ikke tage derover i et kort besøg? “ „ Fordi, er jeg først derovre, ville så mange minder vågne, at de ville blive til en tryllekreds, hvoraf jeg ikke får styrke til at drage mig ud eller, selv om vi vendte tilbage hertil, ville jeg bestandigt nære ønsket om af gjensee min fødeby, et ønske, der i længden ville blive til en pine, eftersom jeg er i stand til af virkeliggøre det. “ Og således blev familiens overflyttelse til hovedstaden da bestemt. Ved middagsbordet hos grosserer vorre herskede en munter og behagelig stemning. Samtalen førtes i begyndelsen mest af de ældre, de yngre deeltoge vel af og til i den, men da den drejede sig om gamle erindringer, der ingen interesse havde for dem, bragte de mellem sig selv andre genstande på bane. Fredman ville gerne give sin kærestes kousine prøver på sin dygtighed i af føre en konversation; Thora mærkede hans hensigt og drillede ham ved bestandigt af modsige ham. De unges latter standsede, da grossereren tog sit glas, udbragte en skål for Marie og endte med spøgende af hentyde til muligheden af, af hun om ikke lang tid „ ville blive godt forsørget. “ „ Maries skål drikker jeg gerne med, “ svarede faderen, „ men hun er endnu for ung til af blive godt forsørget. “ „ Når en ung pige bliver gammel, får hun ingen af vælge imellem, “ sagde grossereren. Tanken om Maries forlovelse var lægen pinlig. Drog hun bort fra hans hus, da stod han alene, der var ingen til af opmuntre ham, og til hvem han kunne have fuld fortrolighed. Fra hun var lille, havde han elsket hende med en faders ømmeste og reneste kærlighed; undertiden var den mulighed vel falden ham ind, af den tid kunne komme, da en ung mand ville anholde om hendes hånd, men han havde bortjaget sådanne tanker, der forbittrede hans sind. Nu udtalte grossereren den frygtede mulighed som noget, der var ønskeligt, og Marie sad og hørte derpå, og undseelig stødte hun sit glas mod sin onkels. Lægen besluttede af gøre gode miner til slet spil; thi han indså, af ingen ville kunne forstå hans følelser eller af man, hvis de forstodes, ville kalde ham for en egoist. Man rejste sig fra bordet og tilbragte den øvrige del af dagen i munter samtale. Marie og hendes konstner fandt gensidig stor behag i hinanden, og det blev aftalt, af Thora den følgende dag skulle vise Marie om i byen. Anna ville gerne have været med, men hun havde just lovet af gå på visitter med sin forlovede. „ På torsdag er Fredman og jeg budne til selskab, “ sagde Anna, „ det er just vor tteateraften, vi have nemlig abonneret i det kongelige, — jeg overlader dig min plads. “ „ Tak, “ svarede Marie glad, „ jeg antager ikke, at fader har noget herimod. “ Det havde naturligvis lægen ikke. Han forhørte sig om, hvilket stykke der gik, og da det var „ Eventyr på fodrejsen “, besluttede han selv at gå i tteatret. „ Jeg har set stykket med Wiehe og Fru Heiberg i et par af elskerrollerne, “ sagde han, „ jeg har set det, da det var nyt, nu vil jeg se, hvorledes det tager sig ud som gammelt. “ „ Sådanne stykker blive aldrig gamle, “ sagde Fredman. „ Det har de ret i; de er evigunge, og de kunne give os ungdom på ny. “ Dengang lægen og hans datter om aftnen vandrede til deres hjem, spurgte han: „ Nu, hvorledes synes du om København? Fortryder du, at vi er tagne herover? “ „ Nej, “ svarede Marie, „ vel kender jeg ikke meget til byen, men introduktionen er lovende. “ „ Hm, hm, “ rømmede lægen sig, „ lad dig endelig ikke smitte af en farlig sygdom, der grasserer her i byen. “ „ Hvilken sygdom? ' „ Fornøjelsessygen. ' Marie lo og mente, at det havde ingen fare. den næste dags formiddag kom Thora efter aftale og hentede sin kousine til en vandring på Østergade, på samme tid gik lægen ud, hans mål var universitetsbibliotteket. Med et forventningsfuldt sind vandrede Marie ved sin faders arm torsdag aften til det kongelige tteater. Over kongens Nytorv lå en råkold efterårståge, hvorigjennen de mange gaslamper udenfor tteatret kastede deres vinkende lys ud i hverdagslivets mørke. Brandt fulgte sin datter op til logen og forlod hende da for at opsøge sin plads i parkettet. Før teppet gik op, så han sig nysgerrig om; thi tilskuerpladsen var jo bleven forandret, siden han sidst havde gæstet den. Medens hans øjne således vandrede rundt på dekorationen, faldt det også på Marie, der sad imellem en mængde andre damer. Nu først opdagede faderen, hvor smuk hun var. Hans hjerte svulmede af stolthed, han kunne ikke løsrive sine øjne fra hende, og først kapellets toner gave hans tanker en anden retning. Første akt var forbi, Brandt så op til sin datter, og hendes ansigt strålede af glæde. Han lod sit øje flygtigt løbe over damerækken i de øvrige loger. — pludselig så han som fortryllet på en omtrent fyrretyveårig dame. Hans ben rystede under ham, han måtte sætte sig. Hun havde ikke bemærket ham, men vedblev at tale muntert med det selskab, hvori hun var. Teppet gik op for anden akt, men Brandt havde tabt al interesse for stykket, han vedblev at se op til logen, hvori damen sad. „ Hvis hun nu fik øje på mig? “ mumlede han. „ Nej, nej, hun må ikke se mig. “ Han rejste sig og forlod tteatret. Med sorg i sine miner og med hurtige skridt ilede han afsted, han vidste ikke selv hvorhen. „ Jeg har gjenseet hende, “ mumlede han, „ jeg mistede min ro; men hvor kunne jeg også bevare den? Hun har sorspildt min lykke. Mon hun havde bevaret sin ro, dersom hun havde set mig? — måske. — jeg elskede hende, jeg elsker hende endnu, men hun har aldrig elsiet mig. — men er jeg ikke en dåre, at jeg ikke for længst har revet denne kærlighed ud af mit hjerte? — jo, jeg er en dåre, især når jeg har Marie. “ Han erindrede nu, af hun var i tteatret, og af han måtte hente hende, når stykket var forbi. Lægen så sig om, for af få af vide, hvor han var, men han kunne ikke orientere sig, det forekom ham, af han var i en fremmed by. Klokken var imidlertid bleven mange, og han måtte siynde sig for ikke af komme forsilde. Han spurgte en forbigående, hvor han var. „ På Gammelholm, i Tordenskjoldsgade, “ lød svaret. „ Og vejen til kongens Nytorv? “ „ Blot lige ud, og de er straks derved. “ Brandt skyndte sig afsted, og det lykkedes ham af nå tteatret, inden forestillingen var forbi. den dame, som havde bragt hans sind i så stort oprør, sad på den modsatte side af, hvor Marie havde plads, alligevel så han sig sky og ængstelig om, da han gik op for af hente sin datter. Hun kom ud, strålende af glæde over, hvad hun havde set, og i travlheden med af søge efter sit tøj, lagde hun ikke mærke til faderens tungsindige mine. Han så sig atter ængstlig om, da han forlod tteatret med Marie, men heldigvis mødte han ikke hende, der havde sat hans sind i et så stærkt oprør. På hjemvejen anstrengte lægen sig for at synes rolig, og det lykkedes ham at skjule sit sinds oprør for Marie, som udtalte sig med henrykkelse om skuespillet, hun havde set. Hendes fader lovede, at hun oftere skulle komme i tteatret, han ville se at skaffe hende en plads i en loge. „ Helst torsdag aften, “ sagde Marie, „ thi så have mine kousiner abonneret. “ „ Jeg skal se, hvad jeg kan gøre, “ svarede lægen, men han lovede sig selv, at det ikke skulle blive torsdag aften; thi den dame, der havde sat hans sind i så stort oprør, havde sandsynligvis abonneret om torsdagen. Da lægen var bleven ene på sit værelse, henfaldt han i dybe, smertelige grublerier. „ Hvorfor tænke på, hvorledes alt kunne have været? “ sagde han til sidst. „ Hvorfor forbittre mit sind over en lykke, som er tabt? — var jeg ikke lykkelig, før jeg gjensåe hende i aften? — jeg havde fred i mit sind og glæde over Marie. denne fred må kunne tilbagevindes. Havde jeg vidst, at jeg ikke var stærkere, ville jeg aldrig være vendt tilbage til København. Men jeg må gøre mig stærk; jeg kan jo atter møde hende, og hvis hun seer mig, må jeg ikke give hende anledning til triumf. Jeg må også være stærk for Maries skyld, skulle hun opdage noget, ville... ja, jeg vover ikke at forestille mig, hvad der da ville ske. — dette stille liv, jeg fører, og som før var mig så kært, er mig i aften forhadt, jeg må ud mellem mennesker, jeg må beskæftige mig med dagens begivenheder, det vil måske hjælpe mig til at genfinde min ligevægt; bøger formå det ikke. “ Brandt kastede sig på sit leje, men det varede længe, inden han faldt isøvn. Næste dag gjorde Marie bekymret den bemærkning, at hendes fader så dårlig ud. Han indrømmede det og mente, at det var, fordi han havde forlidt motion. Derfor ville han nu forandre sin levevis, han ville hver formiddag gå en længere tour og derefter spise sin frokost på et konditori. Marie fandt dette rigtigt, og lægen tog straks sin hat for at bringe sit forsæt til udførelse. På spadseretouren vedblev hans tungsindighed at følge ham, og kun dårlig oplagt til at nyde noget trådte han ind på et af vore større konditorier og forlangte en kop kaffe. Ved at se gæsterne ivrigt læsende i aviserne, kom han i tanker om, at han endnu ikke holdt nogen Avis i sit hjem; han besluttede endnu samme dag at tale med sin datter om, hvilken Avis der skulle abonneres på. Han tog et blad i hånden for at se, hvad der var passeret i verden, siden han forlod Jylland. Næppe havde han begyndt at læse, før en noget korpulent herre kom hen til ham og spurgte: „ Er det ikke doktor Brandt? “ „ Jo. Og de... Hvem er de? “ „ Kender du mig ikk

1885_JohansenR_FrederikBorg

Rasmus

Frederik Borg

Johansen

JohansenR

Frederik Borg

male

1885_JohansenR_FrederikBorg.pdf

Rasmus

Johansen

dk

Frederik Borg

Fortælling

n

roman

Folketidendes Bogtrykkeri

KB

pdftxt

1843

1843

HISTORICAL

I. Det var en mørk og stormfuld dag i november 1843, Kattegattet kastede sine skumklædte bølger op mod den jyske kyst. Den ellers så skønne kyst, der. når den står i sin sommerpragt med sine løvrige bøgeskove, sine bølgende kornmarker og sine fløjlsbløde duftende Enge, så venlig tilsmiler de forbisejlende sømænd, var nu ved en stærk pålandsvind, på grund af de mange grunde, farlig for sejladsen og truede skibene med ødelæggelse og mandskabet med død og undergang. Hin novemberdag kom et skib med strygende part ned ad Kattegattet. Trods mandskabets ivrige bestræbelser tvang det tiltagende uvejr skibet nærmere og nærmere ind mod den jyske kyst, og det var vist næppe med ublandede følelser, at man fortsatte sejladsen. Dog ikke en ytring af mishag lod sig høre, men med en raskhed og en Iver, der vidnede om nbetinget tillid til skibets fører, udførtes de af ham givne befalinger, og det stolte skib kløvede med majestætisk ro det oprørte havs bølger og syntes ikke at ænse de elementers rasen, i hvis vold det dog var prisgivet. Skibets besætning bestod af 3 matroser og en dreng foruden føreren, der nu under denne farlige sejlads selv stod ved skibets ror, medens hans opmærksomhed vexelvis var henvendt på skibets kurs og uvejrets mulige til- eller aftagen. Det rolige udtryk i hans ungdommelige åsyn stod i stærk modsætning til omgivelserne og gav en sikker formodning om, at han var gammel vant til søen og før havde set faren under øjne, og således forholdt det sig også. Hans fader hed Kristian Borg og boede ude mellem sandklitterne ved Vesterhavet, hvor han ernærede sig ved fiskeri. Han havde i sine unge dage været sømand og havde ved flid og sparsommelighed drevet det så vidt, at han var kommen til at sejle med egen skude; men ved forlis havde han mistet alt, havde derpå opgivet sømandslivet og nedsat sig som fisker her ude ved Vesterhavet, hvor hans sømandsdygtighed, hans mod og hans Iver for at bringe hjælp og frelse til de skibbrudne, hvoraf der jo er så mange på denne farlige kyst, var godt på sin plads på den tid, da redningsvæsenet endnu stod på et meget lavt trin i sin udvikling. Dette skaffede ham hans medmenneskers agtelse, og de belønninger, han af og til modtog for en og anden behjertet dåd, bødede noget på det tarvelige udbytte, fiskeriet gav, og satte ham i stand til at holde nøden fra sin tærskel, ligesom han også havde drevet det så vidt, at han og hustru kunne, hvad det timelige angik, se en sorgfri alderdom i møde. Kristian Borg og hams hustru, der hed Kathrine, havde haft otte børn, der alle var døde i barnealderen på to nær, om hvilke forældrenes omhu og kærlighed havde samlet sig, og deres opdragelse havde været de varmhjertede forældres største opgave, og at denne var ledet med omhu og dygtighed, derom vidnede deres senere liv. Det var to vakre gutter, Andreas og Frederik, ret forældrenes stolthed og glæde, og på grund af deres raske og muntre væsen var de alles yndlinge, og gerne fik de i magsvejr lov til at følge med på fiskeri eller til selv at tumle der ude på søen; man var altid vis på at finde dem der ude i deres fritid; dette vakte deres lyst til sømandslivet, og de blev da også begge sømænd. Den ældste, Andreas, havde taget styrmandsexamen, og var derefter taget med en ostindiefarer som styrmand. Flere år var gået, siden han tog bort, og ingen havde siden hørt fra ham; hans forældre og venner troede sikkert, at han var død, og denne tro bestyrkedes ved efterretningen om, at det skib, med hvilket han for, var forlist ved Englands kyst på hjemturen. Hans ubekendte skæbne var en stadig kilde til sorg og bekymring i hjemmet, der dog hos hans moder var blandet med et lønligt håb om, at han mulig var i live, og at de måske endnu en gang kunne få den glæde at få ham at se; men dette håb blev med årene svagere og svagere, og da hendes helbred i det sidste år var bleven meget nedbrudt, og hun havde fået den tro, at hun snart skulle dø, var hun grumme nær ved at opgive håbet. Og hvad gjorde det så? Hun havde jo forvisningen om, at hun så skulle møde ham tillige med de andre forudgangne hinsides graven, hvor de ikke mere skulle skilles. Den yngste, som hed Frederik, stod i stadig forbindelse med hjemmet, dels gennem breve, dels gennem besøg, som han, så lidt omstændighederne tillod det, aflagde hos sine forældre. Disse besøg var rigtige solskinsdage for de gamle. Ved afskeden var moderens sidste ord stadig disse: „ O, kunne vi dog beholde dig her hjemme! “ Ved den sidste afsked havde hun været ualmindelig bevæget, og Frederik havde i sit stille sind besluttet, at det skulle være den sidste, hvilket det også blev på denne måde. Frederik havde som sømand haft et ualmindeligt held; som ung mand var han bleven fører på et skib, der tilhørte en grosserer i København. Efter at han i fire år havde udført dette hverv til sin principals fulde tilfredshed, trak denne sig tilbade fra forretningslivet og overlod Frederik Borg det af ham hidtil førte skib på meget billige betingelser, så han, efter at have udført et et par heldige ture, selv ejede sit skib. Hans sidste rejse gik til England; her havde han solgt sit skib, mod at skulle aflevere det i København, og på turen dertil træffer vi ham da hin novemberdag på Kattegattet. Alt havde hidtil gået godt; han var lykkelig ved tanken om, at han nu snart kunne ile hjem til de kære gamle forældre for at blive hos dem og ved sin nærværelse, sin hjælp og pleje at gøre deres alderdom lys og lykkelig. Han ænsede ikke faren, han havde jo klaret skuden i så mangen tørn, lykken havde jo altid været ham gunstig, og hvorfor skulle den vel nu forlade ham. Imidlertid blev situationen noget betænkelig. Skibet nægtede at lystre roret, og den frygtelige storm drev det nærmere og nærmere mod land. Det var bleven aften, mørke, skifferfarvede skyer jog i vild fart over himlen og truede med regn, der da også snart brød løs, og med denne sænkede sig et uigennemtrængeligt mørke ned over hav og land, og tillod end ikke det skarpeste blik at skjælne det mindste omkring sig. Under disse forhold var der ikke andet at gøre end at kaste Anker og så vente til den næste dag, måske den bragte roligere forhold i vejret. En tid gik det godt, gamle „ Helene “ syntes ikke at ænse stormens rasende hyl eller de ville bølgers kåde lege, den red stolt for sit Anker, og mandskabet syntes næsten at have glemt, hvilke farer, der omgav dem. Pludselig holdt stormen inde, hvad skulle det betyde, havde den måske opgivet ævret, eller samlede den måske kræfter til et fornyet, vildt og voldsomt stormløb mod dette gamle skrog af et skib, der vovede at trodse dens magt. De vejrkjendte sømænd stirrede med et bekymret blik ud mod vindhjørnet, en brusende, øredøvende larm lod sig høre, en mægtig bølge væltede sig frem mod skibet, stormen for med skærende hvin gennem takkelagen, skibet krængede stærkt. I det samme væltede en brådsø med knusende magt ind over det, men med tabet af stormasten rejste det sig dog atter. Et svagt råb om hjælp trængte sig gennem stormen, en mand var gået over bord; en båd firedes ned, men næppe havde den nået vandet, før den splintredes mod skibets side> manden var redningsløs fortabt. „ Ankerkæden er sprungen, skibet er i driv, vi må grundstøde! “ Lød Frederik Borgs røst. Et rædselsudbrud var svaret derpå, nogle pinlige øjeblikke forløb, så kom det frygtelige øjeblik: med et gav det et sæt i skibet, en uhyggelig bragende larm hørtes, et par styrtesøer, nok et par, skibet var vrag, og fem mennesker var forsvundne i det oprørte hav. Ødelæggelsesværket var fuldbragt. i. På Amerikas vestkyst ligger San Francisko, en Søstad ved det stille hav; det er den største by i staten Kalifornien. Dette land, hvor lidenskabernes onde dæmoner har raset som intet andet sted på jorden. Dette land, der har været så mange længslers mål. Fra alle verdens hjørner er mennesker ilede hid, drevne af en uslukkelig guldtørst. Og hvad har de fundne, alle disse skævsynede stakler? Guld, vil man svare! Å ja, enkelte måske, men mange af dem er faldne for rovmorderens stål og bly, andre er bukkede under for savn og lidelser, og i stedet for det guld, som de anså for deres livslykkes grundlægger, har de fundet en kvalfuld død under åben himmel, uden at høre et eneste deltagende ord, uden en medlidende ven, uden en hjælpende hånd. Og hvad der er det værste: mangen en yngling, der drog bort fra hjemmet med frisk og frejdigt livsmod, med det skønneste håb om at vinde rigdom og lykke, er i dette arnested for menneskelig elendighed kommen ind på forbryderbanen og har drevet det så vidt, at de for en lumpen vindings skyld med koldt blod har kunnet myrde deres medmennesker, deres landsmænd, ja deres bedste venner. Du gyser, min læser! Hvor er det muligt, at et menneske, der er skabt til at leve et evighedsliv, der bærer gudsbilledet i sit bryst, kan synke så dybt, kan synke ned til at blive en sådan, der er værre end det vildeste rovdyr? Ja, desværre! Kjendsgjærningen taler alt for tydelig herom. Forholdene har en stor magt over menneskene; giver man først lidenskaberne tøjlen, er det ikke godt at vide, hvor man ender. Nu er dog forholdene en del forandrede. Også her er civilisationen nået hen og har trængt mørkets uhyrer noget tilbage. Men nu tilbage til San Francisko. Vi træder ind i en stor treetages bygning, gennem en stor, prægtig udstyret forsat, hvor en negerdreng går, rede til på vort spørgsmål at vise os hen, hvor vi vil. Vi går gennem et kontor, hvor 3 skrivere sidder, hver ved sin pult, ivrig beskæftiget med regnskabsbøgerne, rundt om står reoler med bøger; på et bord i et hjørne står en hel del glas med prøver af kaffe, the, ris, majs, hvede og andre produkter, altså et handelshus. Vi går videre. I det næste værelse — også et kontor, skønt mere familiært udstyret, finder vi to mænd, af hvilke den ene står foran en stor dobbelt pult og gennemlæser nogle nys ankomne breve, modens den anden sidder i en sofa; hans øjne hviler på et af de mange billeder, der hænger på væggen; det er billeder af verdensberømte mænd. Det, som synes at være genstand for hans betragtninger, er et billede af vor verdensberømte landsmand, hans Kristian Ørsted. Der er et udtryk af dyb vemod i hans åsyn, de noget grove, men velformede træk, de dybe blå øjne, den høje hvælvede pande, det lyse blonde hår og skæg lader os ane, at han er en evropæer; ja, vi tør næsten påstå, at han er en dansker, altså en landsmand, omkring ved de fyrre. Manden ved pulten, der nu er færdig med brevlæsningen, rækker disse til den anden med de ord: „ Læs dette “. Det udtryk af tilfredshed, der skinner i det lille, skægløse, noget kvindelige ansigt, vidner om, at det er gode efterretninger, brevene indeholder. Han giver sig nu til at sysle med nogle andre papirer, der lig= ger på pulten, medens han af og til lader blikket vandre over skulderen hen til manden i sofaen, der lader brevene ligge urørte på bordet, medens han blik synes som fastgroet til Ørsteds billede. „ Men så læs dog brevene! “ udbryder manden ved pulten helt utålmodig; „ det er gode tidender. Vor mission er lykkedes; her er bestilling på kaffe fra Jean Lasson i Chikago, på ris og the fra to new-yorker-huse, på tobak... men du hører jo slet ikke efter migx hvad går der dog af dig? Du har i den sidste tid været så underlig, har du kærestesorg, eller hvad fejler du? “ „ Ja, det er rigtig, jeg har kærestesorg, og min kæreste er vort fælles fædreland, det kære, gamle Danmark “. „ Er det nu igen disse griller? Det er da også kedelig, kan du ikke en gang komme ud over dette “. „ Å nej, jeg tror det ikke. Jeg tror ikke, jeg får ro, før jeg får de kære, gamle, kendte steder at se, og “... han holdt inde, hans stemme skælvede af bevægelse. „ Jeg véd ikke, hvordan det er “, fortsatte han efter et ophold, „ en underlig anelse er påkommet mig, den lader mig ingen ro, det er som tusinde røster kalder på mig og vinker mig hjemad; jeg hører dem i stormens susen, i havets sagte skvulpen mod land, i stjærnernes blinken og i fuglenes sang, over alt, hvor jeg går og færdes, føler jeg mig omgiven af denne dragende kalden, der vækker så uendelige længsler i mit bryst, der ikke lader mig ro dag eller nat. Jeg kan ikke udholde det, jeg må rejse, jeg må hjem og se de kære, gamle steder, hvor min lyse, lykkelige barndomstid henrandt “. „ Kære, det er en svaghed, det er en sygdom, du er syg, du skulle konsultere en læge “. „ Nej! Nej! Der er ingen læge, der kan helbrede mig for denne sygdom. Der er kun et middel — nemlig at rejse, og det vil jeg, hvad holder mig vel tilbage? “ „ Jeg véd dog en læge, som kan helbrede dig, det er tiden, den læger alle sår. Du siger, der er intet, der holder dig tilbage — det gør mig ondt — har jeg da slet ingen betydning for dig, og desuden, er det ikke en alvorlig overvejelse værd — at forlade en så indbringende forretning som denne? Og står du ikke i taknemlighedsgæld til dette land, der har lønnet dit arbejde med sit guld i så rigelig mål, som intet andet land i verden ville være istand tilz og sidst af alle det fattige Danmark. Og hvorfor vil du rejse? dine forældre og din Broder er jo døde. Ingen kender dig, ingen savner dig, og ingen vil komme dig kærlig i møde. Tror du, det vil dulme din smærte at komme til dit fordums hjem og se det forladt af dine kære og deres plads indtaget af dig helt ubekendte mennesker, der ikke har en plads tilovers for dig, ikke et venligt og deltagende ord. Nej, bliv du her, her er dog i alt fald én, der har interesse for dig, som omslutter dig med en vens hele hengivenhed og kærlighed “. Der indtrådte en pause. Ned ad Andreas Borgs kind — thi ham var det — listede sig en tåre, der undselig og skamfuld stræbte at skjule sig i skjæget. Da han var bleven nogenlunde herre over sin bevægelse, sagde han: „ Undskyld, min ven, at jeg gjorde dig uret. Afskeden fra dig vil blive mig tung, men den er uundgåelig. Det kan være, du har ret; det er mulig, at jeg ikke vil finde den trøst i hjemmet, jeg søger, men denne mulighed kan ikke afholde mig, jeg er fast besluttet på at rejse; men jeg vil foreslå dig en ting: lad os realisere vor forretning og tag du med, vi har jo nu midler nok til at skabe os en sorgfri fremtid i vort fædreland. Og ved vore forbindelser og vort kendskab kan vi måske blive i stand til at åbne ny handelsveje for Danmark og derved åbne det ny velstandskilder; det vil være en stor og herlig opgave “. Det var øjensynlig, at dette forslag vakte en alvorlig eftertanke hos den anden, men efter nogen betænkning svarede han: „ Nej, min ven, hvad skulle jeg i dette land, hvorfra jeg ikke har et eneste lyst og venligt minde, hvor man kun har budt mig savn, mistro og skuffelser, og du glemmer, at al handel er monopoliseret, og at al stræben efter fri og selvstændig virken er hæmmet af tossede fordomme og af en despotisk styrelse. Nej, da foretrækker jeg langt det fri Amerika; her kan man røre sig frit, her kan man, hvis man har dygtighed, hæve sig til de højeste stillinger, her er ingen adel, som er født til at beklæde disse “. Samtalen blev her afbrudt ved, at en mand trådte ind. Hans gang og holdning i forbindelse med hans klædedragt viste, at han var sømand. Ved hans indtræden rejste Andreas Borg sig forundret op og betragtede manden. „ Hvordan går det til, at du allerede er her, Jens, er der noget i vejen med nogen af skibene? “ „ Nej, da ikke så vidt jeg véd “, svarede den indtrådte; „ men ved ankomsten til Indien modtog jeg gennem en ven et brev fra hjemmet, og da det indeholdt noget, der i høj grad angår dig, besluttede jeg mig til så hurtig som mulig at tage hertil, og da der lige lå et skib sejlfærdig, som skulle hertil, tog jeg med det; men vi havde nær... “ „ Men hvad er det da for nyheder, der angår mig “, afbrød Andreas ham utålmodig. „ Ja, ser du, brevet er fra min kæreste, og jeg holder ikke af, at du læser hendes brev, for hun skriver sådan noget underlig rørende, men... “ „ Men så pin mig dog ikke længer med « den snak, hvad angår det mig, hvad din kæreste skriver. Er der noget nyt fra hjemmet, der angår mig? “ „ Så sagte, så sagte, “ sagde sømanden, der lagde mærke til andreas’ Iver og nok havde lyst til at øve ham lidt i tålmodighed — nok en lille gjengjældelse fra fordums dage — „ se, her er brevet, men læs kun dette stykke, det andet angår ikke dig “. Andreas greb med Iver brevet og læste følgende: „ Min kæreste ven! Du bebrejder mig i dit sidste brev, at jeg intet nyt fortæller dig her hjemme fra; det er i grunden ingen forsømmelse, men her er ikke forefaldet noget, som jeg synes har været umagen værd at fortælle. At her af og til strander et skib, er jo noget, som sker så jævnlig, så det falder ikke én ind at fortælle det til fraværende. Der er — takket være vore fiskeres dygtighed og modige bedrifter — ikke gået noget menneskeliv tabt i lang tid. Karoline Millers er bleven forlovet med en styrmand, der hedder Karl Hansen; han er nede fra ribeegnen. Han fo'r med et norsk skib, der strandede her for fire måneder siden og blev ved denne lejlighed så forslå!, at han måtte blive her i nogen tid; han blev indlagt hos Millers, og benyttede da lejligheden til at forlove sig med Karoline. Hun er nu rejst en tur med ham til hans hjem, og det er meningen, at de skal have bryllup hen ad foråret. Det gør mig næsten ondt at se deres lykke o, jeg længes så inderlig efter dig, min ven, kan du ikke snart vende næsen hjemad; jeg længes i inderlig håb om snart at modtage efterretning om, at du begiver dig på hjemvejen. Tegner jeg mig som din trofaste hengivne Marie Nielsen “. Jens Kristiansen, således hed manden, der havde bragt brevet, stod hele tiden og fulgte minespillet i andreas’ ansigt under brevlæsningen; han blev ikke lidet forbavset, da Andreas kastede brevet hen ad bordet og næsten rasende sprang op imod ham med følgende tiltale: „ Hvad skal dog dette betyde, vil du fornærme mig, eller hvad er din mening, hvad kommer det mig ved, med hvem Karoline Millers forlover sig; disse barnenykker har jeg for længst glemt, jeg troede dog, jeg havde fortjent bedre af dig... “ „ Men hvad er der dog i vejen! “ afbrød Jens ham, „ fornærme dig, det var det, jeg sidst af alt ville gøre; jeg vidste ikke, at du havde haft noget med Karoline at gøre, førend din adfærd nu fortæller mig det; men du har læst det forkerte stykke i brevet, der er et andet, som har betydning for dig. Læs nu dette her og lad mig så se, om du anden gang kan blive vred? “ Andreas tog atter brevet og læste det anviste stykke, der lød således: „ Det er sandt, en nyhed kan jeg endnu fortælle dig: Frederik Borg er selv bleven ejer af et skib, og juan siger, han har lykken med sig og tjener godt, så han snart bliver en rig mand; hans gamle forældre er vel glade herved, men de ønsker dog ret inderlig, at han skulle opgive sømandslivet og blive i hjemmet hos dem. De har sørget meget over Andreas, som de anser for død, hvad han vel også må være, siden ingen har hørt fra ham, siden han tog bort. Og det skib, han fo’r med, ferliste jo også ved Englands kyst og gik til bunds med mand og mus. Jeg tænker ikke, de to gamle ' lever ret længe; thi Kathrine skranter, og går hun først væk, så gør den gamle Kristian det ikke længe. Nu ikke mere denne gang. Din M. N. “ En overvældende følelse havde ved læsningen af disse linjer bemægtiget sig Andreas. Han sad længe tavs og stirrede hen for sig; han kunne ikke få rede på de mange tanker, der stormede ind på ham. Hvor var dog dette muligt, at hans forældre og Broder, som han troede var døde for mange år siden, levede endnu og begræd hans død, medens han her opholdt sig i et fremmed land og levede i velstand, var det ikke uforsvarligt? Hvorfor havde han ikke for længe siden begivet sig til sit fædreland, så meget mere, som han aldrig havde følt sig rigtig tilfreds i Amerika; var det ikke en stor synd, han havde begået mod de kære gamle forældre? Hvor megen sorg kunne han ikke have forskånet dem for, hvis han var rejst hjem; men hvor kunne han tænke det, han troede jo så sikkert, de var døde. Han kunne ikke tvivle om, at det var sandhed, hvad hin Matros fortalte ham i kalkutta, han kom jo lige fra hjemmet, og han kendte ham jo godt, han plejede alrig at løbe med løs tale, og han sagde jo, at de alle var døde, før han drog bort, og det stemte jo så godt med, at han ikke havde fået svar på noget af de tre breve, han havde sendt hjem. Men hvad nu? — nu måtte han hjem, og det jo før jo hellere. Jens Kristiansen, der hele tiden havde stået og betragtet Andreas, som ville han læse hans tanker, brød nu tavsheden og spurgte lidt utålmodig: „ Nu, hvad siger du nu? Tror du endnu, at jeg er rejst hertil for at fornærme dig? “ „ Nej, min ven! Jeg takker dig meget, fordi du kom, og jeg beder mange gange om forladelse for min hæftighed. Jeg burde have husket på, at jeg jo kendte dig så godt, så at der ikke kunne være tale om, at du foretog en sådan rejse, uden at der måtte være meget vigtige grunde derfor “. „ Ja, og her syntes jeg, der var god grund til at rejse. Og det var nu ikke den eneste; jeg havde også en anden, mere egenkærlig grund. Jeg er nemlig bleven rørt over, hvad Marie skriver, og har nu endelig besluttet mig til at vende næsen mod Danmark. Og da jeg sværmer meget for selskab, har jeg tænkt, at jeg kunne tvinge dig til at være min rejsekammerat “. Hertil var Andreas meget villig. „ Ja, den er let at lokke, som gerne efter vil hoppe “, sagde andreas’kompagnon, der nu forresten ikke gjorde flere forsøg på at holde ham tilbage. Vi vil nu lade dem selv besørge rejseforberedelserne og imidlertid ile forud for dem til Danmark. Iii. Vi føres nu ind i en bondegård på Jyllands østkyst. Gården har vel vedligeholdte bindingsværkshuse. Den ligger i en udkant af sognet, nedad mod havet, til hvilket dens veldyrkede, meget gode marker støder; med undtagelse af et par fiskerhuse, der ligger nede ved havet og et noget mod syd og tæt ved havet beliggende boelssted, sædvanlig kaldet færgestedet, fordi dets ejer i umindelige tider har besørget farten til et par Holme, der ligger et par tusind alen fra land, og som om sommeren benyttedes som legeplads af ungdommen og om efteråret af jægere — var her på tiden ingen bygninger i over en kvart mils afstand. Gårdens ejer hed Jakob Gorm og var selvejer, hvad der den gang endnu var en sjældenhed der på egnen. Han var en prægtig mand det var alle enige om, noget påholdende ville man sige, men det kom nok af, at han ikke ville deltage i de andre bønders aftenunderholdninger i byens kro, hvor det navnlig var spillekort og kaffeknægtene, der var underholdningsæmne; andre sagde, at han var gerrig, men det var nok af misundelse over, at han forstod den kunst at få lidt på kistebunden. Til gengæld var der andre, der påstod, at han var alt for rundhåndet og ødsel, og det kom af, at der var ingen, der kunne hamle op med ham, når det i strenge vintre og arbejdsløse tider gjaldt om at lindre småfolks nød og trang. Ved sådanne lejligheder sad pengene altid løse hos Jakob, hvorimod han nok ved andre lejligheder — når han anså udgiften for unødvendig — nok kunne være lidt kneben. Vor bedømmelse af ham vil vi imidlertid opsætte til senere, da vi i fortællingens løb vil komme til at gøre nøjere bekendtskab med ham. Imidlertid vil vi benytte os af det gjæstevenskab, han er bekendt for at vise mod alle, og se os lidt om, hvordan det står til hos ham. I dagligstuen træffer vi Jakob Gorm. Han sidder for bordenden og blader i en bog, der tilfældig har ligget på bordet. Han er en mand på noget over det halve hundrede og er snarere under end over middelhøjde, men med en kraftig, noget firskåren legemsbygning, det fyldige, mørke hår, der tæt omslutter den ikke høje pande, de mørke, skarptegnede øjenbryn, det tætte, kortstudsede skæg i forening med de dybtliggende øjne bidrage til at give hans åsyn et skarpt, næsten strengt udtryk; man får uvilkårlig respekt for manden. Han er en viljekraftig mand, det sér man ved første øjekast, hos hvem det er bedst at tage det med det gode, og der er nok heller ikke mange, der holder af at tage en tørn med Jakob, så meget mere, som man af erfaring véd, at han aldrig indlader sig i kampen, uden at han er sikker på at have retten på sin side; men kommer han så frem, så er der heller intet, der kan hindre ham i at føre sin sag igennem. Ved bordet sidder en anden mand i færd med at gøre sig til gode med noget smørrebrød, brændevin og øl, der er sat frem for ham. Han er et par år ældre end Jakob, men man skulle tro, at han mindst var ti a tyve år ældre. De slappe ansigtstræk, den stærk i det røde faldende ansigtsfarve, den noget blålige næsetip — fortæller os, at det ingenlunde er den første snaps, han nu lige er i færd med at få ned. „ Ja, ser du Jakob, det er nu som jeg siger: <det er pinedød lige godt en stor skam, at du vil holde dig for god til at omgås med dine bysmænd, for det er min salighed ikke andet end storsnudethed “. „ Jo, det er, lille Knud “. „ Nej gu min sjæl om det er, for du er dog vel ikke sådan en gnier, der er bange for at give et par skilling ud en gang imellem? “ „ Jo, det er netop knuden “, „ Så—å, vil du bilde mig det ind; det var en rar en. Da skulle jeg dog mene, at det var lige så kønt, at du undte kromanden lidt søgning som at kaste så meget i grams til stodderpakket, der går og driver og intet gider bestille “. „ Ja, det kan gerne være, du siger sandhed, Knud, men jeg må ikke gå for min kone “. „ Jo, du er vist bange af dig! Nej, lad os blive fri for den tale. Nej, det er, som jeg siger dig, det er stolthed, det er hovmod; men vogt dig for hovmodsdjævelen, det er en farlig Karl, ham hytter jeg mig for; jeg går lige så glad ind til den fattige, som den rigeste... “ „ Ja — når der kan vanke en mørkebrun — ikke sandt? “ „ Naturligvis, man må tage, hvad der bydes en, ellers var man jo stor på det “. „ Ja, det har du ret i, og det er du jo ikke “. „ Nej, pinedød er jeg ikke, men det er du, Jakob, og det fælt; thi siden du fik den gård, véd du knap, om du vil se til dine gamle venner. På dig passer ordsproget: „ Når skidt kommer til ære, så véd det ikke, hvordan det vil være “ “. Det var ikke fri for, at der ved de ord kom noget rødt op i Jakobs kinder, men han betvang sig og sagde: „ Jeg tror ikke, at der er foregået nogen forandring med mig “. „ Jo, det ved den søde gud, der er! Kan du ikke huske, når vi i vor ungdom holdt Dans og lystighed, eller når vi legede i Jens Knudsens stakhave, hvem var da den lystigste af os alle? — kan du ikke huske det, så skal jeg sige dig det: det var Anders Gorms Jakob; men det forstår sig, da var du også den fattige husmands søn. Men nu? — nu er du den rige gårdmand; det giver jo også en smule foran- dring “. „ Du tager fejl, min fordums ven, jeg er den samme; men siden den lurendrejer til kromand er kommen til byen, er i andre gået på andre veje, hvor jeg ikke har lyst til at gøre jer følgeskab “. „ Og hvad er det for veje, om jeg må spørge? “ „ Spørg din røde næse, lille Knud, den kan prægtig give dig svar “. Nu fandt Knud det rådeligst ikke at fortsætte samtalen længere på den måde, og han begyndte derfor at tigge Jakob for, at han dog denne ene aften skulle gøre en undtagelse og komme med på kroen “. „ Men hvorfor en det dig da så magtpåliggende, at jeg endelig skal komme der op i aften? “ Spurgte Jakob. „ Jo, ser du: det var i aftes, da. vi sad der inde, at vi kom til at tale om dig, og så blev der indgået et væddemål om, at jeg skulle få dig til at komme der ind i aften, og det drejer sig om seks dusin kaffepunscher; derfor kan du nok forstå, at det er mig meget om at gøre, at du kommer; men det må du endelig ikke tale om, for det måtte jeg naturligvis ikke sige dig “. „ Ja, jeg beklager, at jeg ikke kan hjælpe dig med at tjene punscherne “. — der svævede allerede Knud et nyt vredesudbrud på læberne, men i det samme kom en vogn rullende ind ad porten. „ Hvad, det er jo doktoren; hvad vil han her? — det er sandt, afbrød han sig selv, du har jo fanget en stor fisk, hvad er det for en fyr? “ „ Jeg véd det ikke, han liar endnu ikke kunnet tale; men jeg håber snart, hanskulde komme så vidt. Lægen har godt håb om hans helbredelse “. „ Det var skade; thi hvis han var død havde du vel gjort et ordenlig begravelsesgilde over ham? “ „ Ja, det forstår sig “. „ Ja, nu må jeg nok helst gå “, sagde Knud og gik ud gennem køkkendøren for ikke at møde lægen. J akob gik ud og tog mod denne. „ Nå! Hvordan står sagerne? “ spurgte han. „ Der er ingen forandring, så vidt vi kan skønne “, var svaret. „ Jo, det må der dog vel være “, mente lægen. „ Ja, nu kan de jo selv overbevise dem derom; vær så god “, og dermed begav de sig begge ind i værelset, hvor der — som overalt i huset — var en renlighed og orden, en nethed og smagfuldhed i udstyrelse, som den gang endnu ikke var ganske almindelig. På sygelejet lå en ung mand. Den skiftende ansigtsfarve, de næsten umærkelige muskeltrækninger samt nogle med lange mellemrum dybe åndedræt, der næsten lignede sukke — var det eneste, der røbede liv. Ved lejet sad to kvinder, en ældre og en yngre; den ældre var Jakob Gorms hustru. Hun var en „ sat “ Kvinde med en noget fyldig figur og et åsyn, af hvilket der lyste en moderlig godmodighed. Hun var en køn, forstandig og god kone, der forstod at styre sit hus — ikke alene hvad madlavning, mejeri og den slags ting angik, men hvad der er kvindens betydningsfuldest© Gjærning: hun forstod at skabe og bevare et skønt, harmonisk samliv i hjemmet, så at alle følte sig lykkelig ved at dvæle der. Alle misstemninger måtte vige for hendes friske lune og muntre skæmt. Hun forstod på en egen måde at tage stødet af, når Jakob en gang imellem blev heftig over en eller anden forseelse fra tjenestefolkenes side. Jakob nærede en sådan agtelse og hengivenhed for sin hustru, at hun kunne få ham til, hvad det. Skulle være. Og det var ikke fri for, at hun var den styrende i alle indre forhold; men hun misbrugte i så henseende aldrig sin magt — den, som hun næppe havde gjort sig det bevidst, at hun besad. Hendes mål var ikke at herske, men derimod at leve et fredeligt og lykkeligt liv med sin familje og sine medmennesker i sit hjem. Den anden kvinde — en ung pige på 22 år — var deres datter. Hun var en køn pige med et par milde øjne, fintskårne ansigtsformer, med en fin, gennemsigtig hud, en rig fylde af lysebrune lokker og en slank vækst. I hendes adfærd og miner røbede der sig en ynde og velvilje, der indtog alle, der kom i berøring med hende. Da hun tillige var Jakob Gorms eneste datter, og således kunne give udsigt til en stor medgift, kan man nok tænke sig, at egnens unge mænd her forsøgte deres lykke; og hun var også genstand for manges stolteste drømme og ømmeste længsler; men enhver bestræbelse for at vinde hende havde hidtil været forgæves. I de unges sammenkomster ved baller og andre lejligheder, hvor hun altid var „ Festens dronning “,, syntes det, at hun gav Ole fra Vestergård fortrinet. om det kom af, at han var den vakreste og livligste og tillige den rigeste i hendes omgangskreds — ja, det mente man nu det var — eller om det var, fordi de havde været skole- og præstekammerater og de således havde dannet et fortroligt forhold med hinanden, der havde udviklet sig naturligt fra barnealderen af, det vidste man ikke ret; men at det skulle være disse to — ja, det var der ingen tvivl om — det var deres forældre i alt fald på det rene med; men man blandede sig ikke ind i forholdet, man lod de unge skøtte sig selv. Jakob var endnu alt for ung at sætte på aftægt, og de var da heller ikke så gamle endnu. Og hvad nu de to unge angår — ja, da var det ikke så godt at vide, hvad de hver for sig tænkte; endnu var forholdet mellem dem kun et fortroligt venskabsforhold, og hermed syntes de at være tilfredse. Da lægen trådte ind, rejste begge kvinderne sig og besvarede hans venlige hilsen. Denne foretog nu en omhyggelig undersøgelse af patienten, under hvilken navnlig Sofie — således hed Jakob Gorms datter — med spændt opmærksomhed betragtede ham for om mulig af hans minespil at læse hans anskuelse om den syges tilstand. Da han havde endt undersøgelsen, sagde han: „ Nu er faren overstået; hans bevidsthed må snart vende tilbage, og så håber jeg med den gode pleje, der bliver ham til del, at han snart vil være over det. Her er ikke tale om nogen farlig beskadigelse, og hans kraftige natur vil snart rette det hele “. Et „ Gud ske lov “ undslap uvilkårlig Sofie, og hendes øjne lyste af glæde ved den gode efterretning af lægen, og man kunne nok se på Jakob og Ane, at de havde samme tanke. Efter at lægen nu havde givet nogle anordninger med hensyn til den syges pleje og behandling, nydt en forfriskning og passiaret noget med familjen om vind og vejr, det dårlige føre, de mange hårdnakkede forkølelsestilfælde, han havde haft at behandle i den sidste tid og andet lignende, begav han sig bort- medens Jakob gik ud til folkene, og Ane gav sig til at sysle i husholdningen, gi

1885_EK_FrederikDenSyvendeSomMenneskeOgRegent

E.

Frederik Den Syvende Som Menneske Og Regent

E.K.

EK

Frederik Den Syvende Som Menneske Og Regent

1885_EK_FrederikDenSyvendeSomMenneskeOgRegent.pdf

E.K.

Frederik den Syvende, som Menneske og Regent

Historisk Roman

n

gothic

Simonsen & Co.

KB

Forfatter ikke identificeret, navnet i file-name er derfor pseudonymet. Fil indeholder to dele, sidetal er derfor sammenlagt - OBS 2. del udkom i 1886!

pdftxt

nan

nan

O

1ste kapitel. I „ den forgyldle sav. “ Det er i det skæbnesvangre år 1848, at vor fortælling tager sin begyndelse. Der var fuldt op af gæster nede i „ den forgyldle sav “ og det var heller ikke så løjerligt, thi vejret udenfor var af den beskaffenhed, at man ikke ville jage en hund ud i det, langt mindre selv færdes ude, når man blot på nogen måde kunne være under tag. Det er netop den barskeste årstid, januar måned, sneen pisker en i øjnene så det ikke er muligt at se et skridt frem for sig og ligeså hurtigt sneen falder ned, tøer den, så folk, der er nødt til at være ude, trasker omkring i snesjappet med følelser, der just ikke er af den blideste Art. To mænd, klædte som arbejdsmænd, arbejder sig bandende frem igennem stormen og sølet. De få tranlygter, der sparsomt er anbragte hist og her, bidrager just ikke meget til at oplyse omgivelserne, så det er os ikke muligt at skælve de to mænds ansigtstræt, men lad os følge efter dem, så måske vi kan få noget nærmere at vide om dem. De taler ikke sammen. Frakkekraven er slået op om ørene og et stort uldtørklæde er bundet om halsen og dækker munden, som kun af og til åbner sig for at give en halvt undertrykt ed luft. De kommer åbenbart ude fra Kristianshavn, drejer om ad holmensbro og begiver sig ind i den labyrint af smågader, som sindes ved holmens kanal og standser uden for „ den forgyldte sav. “ Efter at have vekslet et par uforståelige ord sammen går de ned i beværtningen. Denne er, som ovenfor bemærket, fuldt optaget af gæster. Gjæstcsfuen er et temmeligt omfangsrigt, men meget lavt lokale. En osende oljelampe, som hænger over disken, gør os det umuligt at se de tilstedeværende gæster. Det er alle sammen mere eller mindre mistænkeligt udseende individer, som åbenbart besinder sig udmærket vel her i dette af tobakslugt og brændevinsstank opfyldte lokale. der er unge og gamle mænd imellem hverandre, men på dem alle synes lasten at have sat sit stempel. I en krog sidder en ung pige, indhyllet i et tyndt sjavl, og sover. At hun befinder sig i dette selskab, tyder heller ikke på at dyden trykker hende. Da vore to bekendte kommer ind, bliver der et øjebliks bevægelse iblandt gæsterne, men da man ser, at det er kammerater fortsættes passiaren uforstyrret. Såsnart værten får øje på dem, kommer han frem fra disken. Værten i „ den forgyldte sav “, Morten eskcsen eller Morten dille ( en forkortelse af dilerium ) som han almindelig kaldtes af stamgæsterne fordi han flere gange havde lidt af denne, blandt drankere ikke ualmindelige sygdom, var en vigtig type på den tids knejpeværter. Lille og tyk, med en mave som en brændcvinstønde og en næse som et fyrtårn, tronede han bag sin disk mellem glas og spiritusflasker og passede på at gæsterne betalte hvad de fik ved modtagelsen, thi at give kredit indlod Morten dille sig ikke på. Han kendte sine poppenhejmerc. Som sagt, da Morten fik øje på de indtrædende to gæster, vraltede han ud til dem; et umiskendeligt tegn på, at de var mere end almindeligt gode kunder. De tog halstørklæderne as, smøgede frakkekraverne ned og rystede sneen af sig, medens den ene af dem brummede: — for fanden, Morten, du har jo fuldt hus i dag, hvor skal vi være? — å, til sådan to gamle venner finder vi altid plads, lille „ Prokurator “, — sagde Morten med hæs brændevinsrøst, medens hans oppustede ansigt fortrak sig til en grimace, der skulle gælde for et venskabeligt smil. — ja, men vi er ikke to. — hvad er i ikke? — nej, vi er tre! — nå, sådan! — der kommer en siden og spørger efter os. — så vil i vel ind i det allerhelligste? — akkurat s ' gu! — med fornøjelse. Værten vraltede hen til en dør og kaldte ud af den: — Stine! En rødmusset, men i højeste grad snavset tjenestepige, viste sig i døren. — vil du tænde lampen i bagstuen, Stine. Stine blinkede kælent til de to gæster og forsvandt. — ja, i kender jo vejen — men det er sandt, hvad hedder den mand som kommer og spørger efter jer, for at jeg ikke skal vise en forkert ind til jer? — han hedder „ Kløer knægt “. — kløer knægt! — ja! — det var da et løjerligt navn! — synes du? Å, det kan vel være lige så godt som ethvert andet. — og hvem vil han spørge efter? — efter „ Spa ' er to. “ — godt, gå i så ind i kahytten! — men lad os få en flaske mavedråber derind. — det skal i få, kære venner. Dermed gik de to gæster om bag disken og forsvandt gennem en dør. Sdet kapitel prokurator clans og Christen smed. Det kunne nu måske være på tiden at præsentere de to hemmelighedsfulde gæster for den ærede læser. Vi have hørt Morten dille kalde den ene „ Prokurator. “ Denne betegnelse må dog ikke tages aldeles bogstaveligt, han havde nemlig givet prokuratorerne mere at bestille, end han selv havde bestilt som prokurator. Clans Clausen havde ganske vist i sin grønne ungdom været ansat på et prskuratorkontor, da han havde et ganske kløgtigt hoved og en ualmindelig skrivefærdighed, men både hans kløgt og hans færdighed i skrivekunsten skulle blive hans ulykke. I sine ledige timer sad han nemlig og øvede sig på den temmelig farlige kunst, at skrive andre folks navne efter og da han havde opnået en høj grad af fuldkommenhed heri, syntes han også at han burde have noget udbytte af denne færdighed og så satte han navnene på Veksler, som han, med disse fine navne på, med lethed fik diskonterede i banken. Han levede nu højt for de penge han således havde tilvendt sig, men hvor længe var Adam i Paradis? Da bexlerne vare forfaldne blev falskneriet opdaget og mosjø Claus måtte spadsere i forbedringshuset. Her fandt han gode læremestre, som yderligere uddannede ham i den ædle kunst at tage godtroende medmennesker ved næsen, men trods al hans kløgt havde han dog intet held med sig, han blev flere gange nappet og sank dybere og dybere — men titlen „ Prokurator “ blev han ved at beholde. Hans intelligente, skarpt markerede ansigt passede forøvrigt kun dårligt til hans lnvslidte klæder og hvad der yderligere tydede på, at han egentlig ikke hørte hjemme i den sfære hvori han nu levede, var hans store properhed. Han var altid glatraget, håret smukt friseret og hænderne vare hvide og bløde. Forresten var hans lykkestjerne nu i færd med at stige. Han var nemlig truffen sammen med „ Kløer knægt “ — — — dog, hvordan det var gået til og hvem kløer knægt var skal vi senere komme til. Prokuratoren og hans ledsager vare fuldstændige kontraster. Medens Claus var lille, spinkel og fint bygget, så var hans kammerat, Christen Madsen, en komplet kæmpe, høj og bredskuldret, med en ryg som en ladeport og et par næver som bjørnelapper. Hans kræfter stod i passende forhold til hans person, og det var navnlig derfor af prokuratoren havde sluttet sig til ham, da de traf sammen i forbedringshuset og dette venskabsforhold fortsattes også udenfor „ Huset “ Man ser jo så ofte, af den snu kløgt og den rå kraft slutter sig sammen, netop fordi den ene finder hos den anden, hvad han selv savner. Christen Madsen var smedesvend og en ganske dygtig låsesmed, men han havde en fejl, en meget styg fejl -- når han havde lavet et pengeskrin, så lavede han altid to nøgler dertil og den ene beholdt han selv. Når han nu vidste, af der lå en del penge i sådan et skrin, som han havde nøgle til, så kunne han ikke modstå fristelsen, han brød ind og stjal pengene. Det gik godt et par gange, men til sidst så blev han greben på fersk gerning og måtte dandse i forbedringshuset. Vi tror nu tilstrækkeligt af have introduceret disse to hædersmænd for den ærede læser og kunne derfor gå videre. * Claus og Christen havde taget plads ved et bord i den lille bagstue. Et øjeblik efter kom Stine ind med de forlangte mavedråber i form af en flaske genever. Claus lod til at blive i bedre humør ved synet af drikkevarerne og tillod sig at tage den trivelige Stine om livet. — la ' vær prokurator, sagde Stine; men da den kæmpestore smed trykkede et kraftigt Kys på hendes mund sagde hun ikke „ ka ' vær! “ Det var åbenlyst at Stine satte større pris på den rå kraft end på den snu kløgt. Da Stine havde forladt værelset trak „ Prokuratoren “ Et kostbart Gulduhr op af lommen og så på det. —- klokken er snart ti, sagde han, hvor fanden mon „ Kløer knægt “ bliver af? — han plejer ellers at være meget punktlig og det er mere end man i almindelighed kan sige om de fine herrer — og du siger jo at han er en fin herre? — ja, det kan du stole på, en rigtig fin herre. — men på hvad måde blev du egentlig bekendt med ham? — å, det kan jeg egentlig takke dette ur for, sagde Claus og viste sit ur frem. — død og pine, det har været kostbart. — nok muligt, mig har det naturligvis ikke kostet noget. — nej, det kan jeg nok tænke. Men lad mig så høre hvordan du traf sammen med „ Kløer knægt. “ — ja vel, så går tiden hurtigere og måske han kommer imedens. 3die kapitel. Kløer knægt. Claus skænkede op i glassene, klinkede, tog sig en slurk, rømmede sig og begyndte: — da jeg for kort tid siden sidste gang kom ud fra „ Huset “ havde jeg lidt spareskillinger i lommen, men de fik jo hurtig fødder at gå på, så en skønne dag var jeg aldeles blank, og så måtte jeg naturligvis se mig om efter lejlighed til at gøre et eller andet coup. — begribeligvis, indrømmede Christen og nikkede bifaldende. Claus fortsatte: — som jeg således gik og spekulerede på, hvad der var at gøre, og drev omkring på gaderne, førte min gode stjerne mig ind i kollonaden ved Amalienborg slot. Jeg går ind i den indre slotsgård og ser op ad vinduerne ind i de smukke værelser idet jeg philosofercr over, hvor forskelligt denne verdens gods og guld er fordelt; derinde har de overflødighed og jeg har hverken til at bide og brække i, ikke engang et sted, hvor jeg kan have tag over hovedet. — lad os tage os en snaps, kammerat, afbrød Christen ham, du bliver rørende og det kan jeg ikke tåle at høre på med tør Hals. Skål, prokurator. De klinkede, drak og Claus fortsafte: — som sagt, jeg stod og så ind på alle disse herligheder som der fandtes, da jeg med et får øje på et guldnhr, som hænger på et stativ, der står i vindueskarmen. Vindnet står åbent og mørket er lige ved at falde på. Jeg venter til det er fuldstændig mørkt og da der intet menneske er at se, hverken i selve gården eller i de ud til den stødende vinduer, så kravler jeg op ad muren, når lykkeligt vindueskarmen, stikker armen ind og får fat i uret — men idet samme føler jeg mig grebet med et kraftigt tag om armen og tiltrods for min modstand og sprælden bliver jeg trukket ind i værelset. — fy for fanden! udbrød Christen. — jeg kan ikke nægte, at jeg blev noget betuttet, da jeg så en sin herre stå for mig. — det kan jeg tænke, sagde Christen. — hvad er der du har for? spurgte Herren mig; hvad vil du med det ur. — undskyld, svarede jeg, jeg ville bare vide hvad klokken er, og da jeg er så grumme nærsynet, så måtte jeg krybe op i vindueskarmen for at se det — — —. — nå sådan, afbrød Herren mig, ja, ja, du får nok at vide hvad klokken er slået, foreløbig -- -- --. — foreløbig vil de naturligvis lade mig arrestere! udbrød jeg og trak idet samme en kniv frem, men i samme øjeblik holdt Herren en pistol for panden af mig. — fy, fy, M kan ikke lide skydevåben, sagde Christen, de kan så let gøre fortræd. — ia, det samme tænkte jeg, sagde Claus, og da Herren sagde: bare rolig, lille ven, put den i lommen og lad os tale fornuftigt sammen, så var der ikke andet for mig at gøre end at adlyde. — naturligvis! — da jeg havde puttet kniven i lommen igen, fortsatte Claus, sagde Herren, der åbenbart ikke var nogen indfødt dansk, eftersom han talte med en stærkt udpræget tysk accent: — hvem er du og hvad har bevirket at du ville stjæle, men sig den rene sandhed og besmyk intet; dersom du gør det, kan jeg måske hjælpe dig. — mod min sædvane talte jeg fuldstændig sandhed og fortalte ham hele mit levnetsløb som det var passeret. — det var da vist dumt! udbrød Christen. — tvertimod, det var klogt, som du ret snart vil se. Da jeg havde endt sagde han: — godt, du lader til at være listig og snu og er ikke i nogen synderlig høj grad belemret med det, som folk kalder samvittighed. Dig kan jeg bruge. Jeg forudsætter nemlig, at en mand som du, heller ikke har noget imod at forråde sit fædreland? — nej, sagde jeg, er der noget at fortjene, så forråder jeg både gud og satan. — bravo, det kan jeg lide, sagde Herren, fortjenesten skal du ikke komme til at klage på. Har du en kammerat, som du kan stole på? — jeg tænkte på dig og svarede: ja, jeg har en der er så god som to andre. — godt, hvor boer du? — hos madam græsmejer, grønningen, under det syvende træ til venstre, svarede jeg. — det er et temmelig luftigt logi, mente Herren, her er penge, gå ud i logihuset „ Bjørnen “ På Christianshavn og tag dig et værelse der. Når disse 25 daler er sluppet op, kan du henvende dig fil værten i „ Bjørnen “, når du viser ham dette kort vil han give dig de penge du behøver. — hvad var det for et kort hav gav dig? Spurgte Christen nysgerrigt, sådan et kunne jeg også have lyst fil at have. — det var et spillekort, en kløer knægt, som var skåret midt over og som passede nøjagtigt fil den anden halvdel, som værten i bjørnen havde. — når du får et brev med overskrift ' „ Spa ' er to “ og underskrift „ Kløer knægt “ så er d: t fra mig og du må da møde bestemt fil den tid, som der er opgivet i brevet, det er nødvendigt at du er punktlig, sagde Herren. — jeg vil også grumme gerne være punktlig, svarede jeg, men hvordan skal jeg kunne passe tiden, når jeg intet ur har. — du er en udspekuleret gavtyv, sagde Herren, nuvel, så behold dette ur, siden du lader fil at synes så godt om det. Men hvor skal vi træffes? — kunne det ikke lade sig gøre at træffes i „ Bjørnen “, da Herren lader til at være kendt der? — nej, sagde han, jeg har mine grunde til ikke at ville møde dig der; ved du et sted, hvor vi kan være uforstyrrede? — kender Herren „ den forgyldte sav? “ — jeg kender alle den slags steder. — skal vi træffes der? — ja. — nå og så? spurgte Christen. — ja, så gik jeg med uret og de 25 daler, som senere er blevne forøgede af værten i „ Bjørnen “, men i dag fik jeg dette brev. Med de ord rakte Claus Christen et brev. At læse skrift syntes ikke at være Christens stærke side. Han fik dog med møje stavet sig igennem følgende: „ Spa ' er to! Bær i aften, den 20de januar, kl. 9 i „ den forgylde sav. “ Tag din makker med. Tand for tunge! Kløer knægt. “ — det er ikke meget oplysende, mente Christen. — men det er tilstrækkeligt, sagde Claus. Vi har hidtil tjent vore penge let, nemlig uden at bestille det mindste, så må vl også adlyde når der er noget at gøre. — begribeligvis, begribeligvis! indrømmede Christen. Men sig mig en gang, hvem er egentlig denne kløer knægt? — det ved jeg ikke, sagde Claus, og det skal du heller ikke bryde dig om at få at vide. Det er aldrig sundt at være nysgerrig; men som det lader til, er det nok ikke alene iblandt os at der sindes kæltringer, de kan nok også sindes på de kongelige slotte. Men tys, jeg synes der kommer nogen... Idetsamme åbnedes døren og en høj herre indhyllet i en kappe, hvis krave han havde slået op, og med en bredskygget hal, som var trykket dybt ned i panden, så hele ansigtet var skjult, trådte ind. Det var kløer knægt! * denne mystiske personlighed, som vi har præsenteret for læserne under navnet „ Kløer knægt “, fortjener nok at vi tager ham lidt nærmere i øjesyn. Det var nemlig skæbnens vilje at han skulle komme til at spille en fremtrædende rolle i vort lands historie, idet det var ham som usynlig stod bagved og fremkaldte de begivenheder, som førte ul den første slesvigske krig, krigen i 1848, 49, 50 imellem Danmark og Tyskland. Han var en høj, endnu ung mand, med et nobell udseende. Hans træk vare ganske kønne, men for en skarp iagttager var der noget frastødende ved hans blik; det var uroligt og han undgik så meget som muligt af se de folk, han talte med, lige i øjnene. Næsen var kroget, de smalle læber og den fremspringende hage røbede bestemthed og energi. Vi har allerede tidligere berørt, af Claus mente, han ikke var nogen indfødt dansk; det var han heller ikke, for så vidt som han ikke var født i kongeriget, han stammede nemlig fra hertugdømmerne. Da han tog hatten af, så man et smukt kruset sort hår og da han kastede kappen stod han i en elegant selskabsdragt. — jeg har ladet vente på mig, begyndte han, det er ellers ikke min sædvane, men der er sket noget, som vil have en stor indskydelse på de kommende begivenheder og som tvinger os til af handle hurtigt og resolut. I taler jo tysk? — ja, svarede „ Prokuratoren “, jeg taler tysk som en indfødt og min kammerat kan klare sig. — godt, så skal jeg give jer nærmere instruxcr, og så bryder vi endnu i nat op. — med forlov, hvor skal vi hen? spurgte Claus. — det skal i nok få at vide. — tør vi spørge, hvad det er for en begivenhed der er sket? — kong chrislian den ottende er død! svarede kløer knægt. 4de kapitel. Chrislian den 8des død. Den 20. Januar 1848 herskede der stor bevægelse på Amalienborg slot. Kongen havde i længere tid været syg, men nu kunne det ikke skjules længer, at hans endeligt nærmede sig med stærke skridt. Med stort besvær lykkedes det den døende konge at skrive et brev, der, når timen var kommen skulle overleveres kronprinsen. Det indeholdt kongens sidste ønske til sin søn, at han skulle styrke sit folk ved at udvide dets frihed. Udenfor løb tjenerne rådvilde frem og tilbage i se lange korridorer, men inde i dej konge lige soveværelse lå Danmarks smukke, ridderlige konge på sit dødsleje, rolig og fattet. Omkring sengen stod hans dronning, den ædle Caroline Amalie, kronprinds Frederik, arveprinds Ferdinand og de øvrige af kongens nærmeste. — græd ikke, sagde kongen med svag stemme, hvad der smerter mig er, at det ikke blev mig for undt at skænke mit folk den fri forfatning, som jeg så længe har arbejdet på. Det er en arv, som jeg efterlader dig min søn, henvendte han sig til kronprindscn, et folk kan kun være lykkeligt ved at være fri, gør du dit folk lykkeligt. Af oprigtigt hjerte gav kronprindscn dette løfte og at han holdt det, ved vi alle. Tanken om de stridige partier i Slesvig og Holsten bidrog særligt til at forbittre kongens sidste øjeblikke, hans sidste tanker beskæftigede sig uafladeligt dermed og da han klokken ti om aftenen udåndede var hans sidste ord: — nu brister det derovre! — ja, hviskedee en stemme, nu skal det briste derovre, det skal jeg sørge for. Idetsamme listede en person sig ud af dødsværelset. Det var den samme, som vi kender under navnet „ Kløer knægt “. han skyndte sig ned ad slotstrappen, ilede over slotspladsen ned ad Amaliegade til stævnemødet med Claus og Christen i „ den forgylde sav. “ * samme aften som kongen var død, udstedte hans søn et åbent brev, hvori han udtalte sin dybe sorg over faderens død og lovede at følge dennes ophøjede eksempel og forene mildhed med retfærdighed i sin regering. Dagen efter blev der fra Christiansborg slots balkon kl. 9 om morgenen af den ældste statsminister, gehejmeråd Steman, tre gange efter hinanden udråbt: kong Christian den ottende er død! Længe leve kong Frederik den syvende! Da kongen, som senere skulle gøre sig fortjent til tilnavnet „ Folkekær “, viste sig på balkonen, hilste- han med iubel af folket. Frederik den syvende var en folkelig konge frem for nogen anden, men det kunne heller ikke være andet; det var en naturlig følge af de omgivelser hans barndom hcnglcd under. Den 6te oktober 1808 blev Frederik den 7de født på Amalienborg; hans fader var den gang endnu kun Prinds og formælet med Prindsesse Charlotte af meklenborg-schwerin. Det var imidlertid bestemt af skæbnen, at den unge Prinds skulle savne moderlig kærlighed og pleje; thi allerede i det påfølgende år efter hans fødsel blev hans forældre separerede. På Sorgenfri slot tilbragte Prinds Frederik sine første barndomsår, overladt til fremmedes pleje, uden at noget moderligt øje vågede over ham. Indtil hans faders anden formæling i året 1815, altså ind i hans 7de år, var al hans barnlige omgang så godt som udelukkende indskrænket til slottets og omegnens beboeres børn. Sproget og omgangstonen i hans omgivelse var dansk, og her indsugede han den danske ånd og det jævne danske sindelag, der senere udgjorde grundtonen i hele hans væsen hans måde at være og leve på. Hans faders formæling, den 22de maj 1815, med prindsesse Caroline Amalie gjorde heller ingen synderlig forandring i hans levevis. Hans fader var på denne tid bleven gouvernør i Fyen og Prinds Frederik tilbragte nu tre år på Odense slot under faderens og stedmoderens opsigt. Hans stedmoders kærlighed til børn er velbekendt og det er derfor forståeligt at hun forkælede ham ved alt for stor overbærelse med hans små forseelser. Denne omsorg varede imidlertid kun i tre år, da hans fader på grund af fin gemalindes helbredstilstand i sommeren 1818 tiltrådte en udenlandsrejse, på hvilken den unge Prinds Frederik skulle have ledsaget dem, men på grund af sygdom måtte han vende tilbage til Odense. Også her var hans omgang aldeles dansk; han omgikkes med byens borgere, deres børn og til dels med omegnens bønder. Her lærte han at føle sig jævnbyrdig med folket. Vi har forudskikket disse bemærkninger, da de er nødvendige for at forstå kongens hele karakter og jævne sindelag og disse forklarer også, at han ikke kunne føle sig lykkelig, hverken med Frederik den 6tcs datter, prindsesse Wilhelmine, som han ægtede den 1ste november 1828 eller med prindsesse Caroline af meklenborgstrelitz, som han formæledes med den lodejuni 1841. Nej, det var ikke iblandt prindsesser Frederik folkekær skulle finde sin kærligheds lykke, den skulle skænkes ham af en datter af folket. Og nu optager vi atter tråden i vor fortælling. 5te kapitel. På Augustenborg. Nogle dage efter de i forrige kapitel skildrede begivenheder genfinde vi på Augustenborg en person, som vi allerede tidligere have præsenteret for læseren. Det er „ Kløer knægt “. Han sidder i fortrolig samtale med en dekoreret herre med et temmeligt frastødende ådre. Det er ingen ringere end hertug Christian Carl Frederik August af slesvig-holsten-Augustenbvrg-sønderborg, eller med få ord — forræderen hertugen af Augustenborg. — deres højhed mener altså også, ligesom jeg, at det rette øjeblik nu er kommet til at løsrive hertugdømmerne fra Frederik den 7des scepter? — ubetinget! Vi vil ikke tåle, at tysk land bliver prisgivet som rov for de danske. Hvordan er stemningen iblandt befokningen? — således at vi hvert øjeblik kan hejse oprørsfanen. Jeg har ladet to mænd følge med mig fra København, disse har jeg benyttet til at bearbejde befolkningen og udspionere de dansksindede. Ønsker deres højhed at høre tilstanden af deres egen mund? De venter udenfor i forgemakket. — ja, lad dem komme ind. Hertugen ringede på en klokke og en livreklædt tjener trådte ind. — lad de to mænd komme ind, som venter ude i forgemakket, befalede han. Tjeneren forsvandt og et øjeblik efter trådte vore ro bekendte ind, „ Prokuratoren “ og Christen. De bukkede meget dybt og blev stående ved døren. Christen drejede forlegen sin gamle hat imellem hænderne, medens prokuratoren så mere frejdig ud. — kom nærmere, sagde hertugen, og fortæl mig hvordan i har fundet stemningen iblandt befolkningen. Christen puffede til prokuratoren, for at denne skulle tage order. — stemningen er brillant, deres højhed, men vi har rigtignok også gjort vort bedste for at ophidse folk imod det danske tyranni. — er de en tysker? spurgte hertugen. — jeg er hverken tysk eller dansk, deres højhed, den nation som betaler sig bedst, den tilhører jeg. Kløer knægt lo. — det er praktiske principer, med dem kan man komme vidt i verden, mente hertugen. — å, ja, sagde prokuratoren, man kan i alfald komme højt tilvejrs. Idet samme gjørde han en betegnende gestus, som om han blev hængt. — jeres bestræbelser er altså kronede med held. Der er ingen vi behøver at frygte for vil forråde os til de danske? — det har jeg ikke i agt. — der er altså nogen? — ja, der er vist flere, men der er kun sn som åbenlyst modarbejder os. — hvem er det? udbrød hertugen. — han kalder sig Poul rytter. Jeg har bildt de dansksindede folk ind, al der var udbrudt oprør i København, at pøbelen havde magten og afbeændt Christiansborg slot, samt at kongen var faget til fange, hvorfor det var nødvendigt at væbne sig for at befri kongen. Der var også mange der bed på krogen, men så kom den slyngel og sagde mig imod og beviste at det var løgn hvad jeg havde sagt, ved at forelæse de nyeste københavnske aviser for folk — han må gøres uskadelig. Er han stærk? — det skal han være, men jeg kender en der er stærkere. — hvem er det? — min kammerat her. — tør i to påtage jer at gribe ham og sætte ham ind i tårncellen? — det kan jeg besørge ganske alene deres højhed! dristede Christen sig at sige, når jeg hare vidste sn ting? — hvad er det du gerne ville vide? — hvor tårncellen er. — øen skal blive anvist dig, blot du møder med manden ved indgangen til tårnet. — det skal ske. Hvornår ønsker deres højhed at han skal være indlogeret der? — iaften! — vel! — så kan i gå! „ Prokuratoren “ og hans ledsager bukkede det bedste de havde lært og forsvandt ud af døren. Da de var kommet udenfor åndede de friere, de befandt sig åbenbart ikke vel i de sine værelser.. 6te kapitel Poul og Ellen. I nærheden af Augustenborg slot lå et lille hus, hvis hvide mure og grønne vinduesskodder gjorde et hyggeligt indtryk og røbede velstand og velvære. Bed siden af huset lå en lille, men velholdt have. En ung pige stod ved havegitret og stirrede ned ad vejen. Hun kunne vel omtrent være 18 år gammel. Hendes smukke lyse hår var tæl kruset og de rebelske lokker gjorde forsøg på at trænge frem under huen hun bar og som klædte hende allerkærestæ. Ansigtet var ikke alene smukt, men fuldstændig regelmæssigt formet og overordentlig fint, så, når ikke dragten havde røbet del, ville man ikke have troet, at hun var en simpel landsbypige. Hendes blå drømmende øjne vare beskyggede af lange øjnvipper, men der var et sørgmodigt udiryk i blikket. Pludselig opklaredes hendes ansigt. hun havde i frastand får øje på en ung mand, som nærmede sig huset. Det var en kraftig, vclvoxen skikkelse. Mod og bestemthed lyste ud af de sorte øjne og den krogede næse passede udmærket til den høje hvælvede pande. Han var klædt i en slags jægerdragt og havde bøssen over skulderen. Såsnart den unge pige havde fået øje på ham, var hun smuttet ud af lågen og var løbet ham i møde. — Poul! udbrød hun glad. Gudskelov, jeg har dig igen! Jeg har været så angst for dig! — men min egen lille Ellen, af hvad grund er du angst for mig? — i disse urolige tider må man være forsigtig med hvad man siger og det er du sket ikke. Du lægger ikke skjul på at du er dansksindet og søger endøgså at vinde andre for dine anskuelser, derved lægger du dig for had iblandt tyskerne og man kan aldrig vide, hvad fortræd de kan sinde på at gøre dig. — vær du kun rolig, lille Ellen, vil nogen gøre mig fortræd, så får jeg vel nok lov til at være med; men så galt er det vel heller ikke. — sig ikke det. Fader fortæller at et oprør er nærforestående. — desværre, jeg ved det nok og derfor kommer jeg for at sige dig farvel, Ellen. — — vil du rejse! udbrød Ellen forskrækket. — ja, jeg må. — — kan du virkelig nænne at rejse fra mig på en tid som denne? — det er netop derfor jeg må rejse og når du hører grunden dertil, så vil du, der elsker konge og fædreland ligeså højt som jeg, mindst af alle holde mig tilbage. — hvor vil du da rejse hen. — til kongen! — til kongen? — ja, jeg har fået nys om, at opstanden skal bryde ud om kort tid, i København væd man ikke noget bestemt derom, men jeg er i stand til at asløre flere af forrædernes planer og kan måske bidrage til at oprøret hurtig bliver standset. Du ved, hvor højt jeg elsker dig, Ellen, og hvor nødigt jeg forlader dig, men, ikke sandt, vi skylder vort fædreland og vor konge at tænke mere på dem end på os selv. Med guds hjælp vender jeg snart tilbage og når vi har fået fredeligere tider, så håber jeg, at vi skal blive forenede for aldrig mere at skilles. — du har ret, Poul, men det falder så tungt for mig at indrømme det. Jeg vil så nslig give afkald på dig, men kan du tjene land og konge, må jeg jo finde mig i at stå tilbage. Ak, Poul, hvor tiden vil falde lang og sørgelig for mig og måske — måske jeg aldrig får dig at se mere! Hun kastede sig hulkende om hans Hals. — men hvad er det for tanker, Ellen, sagde Poul og trykkede hende kærligt til sig. Hun skjulte sit ansigt ved hans bryst, medens tårerne strømmede ned ad hendes kinder. — græd nu ikke, Ellen, gør ikke afskedens time tungere for mig end den allerede er. En anelse siger mig, at vi snart ses lykkeligt og vel igen. “ I dette øjeblik lød en spottende, undertrykt latter. Derpå blev alt atter stille. Ellen for sammen. Selv Poul kunne ikke bekæmpe en uhyggelig følelse. — hvad er det! udbrød Ellen. Poul så sig omkring, men mørket var allerede faldet stærkt på, så det var ham umuligt « t få øje vå nogen. — hvad er det, gentog Ellen. Der var nogen der lo, da du sagde, at vi sås snart igen. O, min gud, det var et ondt varsel. — vist ikke nej, tro ikke sligt. Det forekom rigtignok også mig, at jeg hørte en spottende latter, men der er jo ikke et menneske at opdage her i nærheden. Vi må have taget fejl. Det har formodentlig været eu krage vi har hørt. — o, Poul, gå ikke fra mig, bad Ellen bønligt. — jeg kan ikke blive, endnu i nat må jeg afsted. Farvel, min egen, kære Ellen. Tænk på mig, som jeg tænker på dig og gud vil holde sin hånd over os begge! — nu vel. Poul, jeg vil ikke forsøge på at overtale dig mere. Gør hvad du mener der er din pligt. Poul fulgte Ellen hen til havelågen, trykkede et Kys på hendes læber og skyndte sig bort. Ellen blev stående og så efter ham. 7de kapitel. Overfaldet. Poul gik rask hen ad vejen. På begge sider as denne stod store, gamle træer, som nu, da månen var stået op, kastede ' pøgelseagtige skygger hen ad vejen. Hvor megen umage Poul end havde gjort for at skjule det, så havde dog den latter han havde hørt, gjort et uhyggeligt indtryk på ham. En mand kan være så modig han være vil, så kan han dog ikke frigøre sig for sligt. Pludselig standsede han. Det forekom ham, at han havde set en mistænkelig skikkelse skjule sig bag et træ, men i samme øjeblik blev et reb bagfra kastet over ham og han følte begge armene blive snørede sammen. Hvormeget Poul stred imod kunne han ikke rorhindre det og inden han så sig om, var han kastet om på jorden. — se så, prokurator, nu har vi fyren, ' ød en rå stemme, tag du nu og bind benene på ham nu kom den mistænkelige skikkelse, som Poul havde set skjule sig bag træet, frem. det var „ Prokuratoren “. — slip mig! råbte Poul og søgte at forhindre at benene blev bundne, men hans anstrengelser vare forgæves mod de to mænds forenede kræfter. — hvad vil i mig? råbte Poul rasende, af hvad grund overfalder i mig? — bare stille, lille ven, ganske stille, ellers ser vi os i sat i den sørgelige nødvendighed at måtte give dig mundkurv på, sagde prokuratoren. — men sig mig dog hvad i vil! Er det mine penge i vil have? — nej, mange tak, ikke denne gang, en anden gang siger vi måske ikke nej, mente Christen. — lad os nu komme afsted, udbrød Claus utålmodig. — ja, men i har jo bundet mine ben, jeg kan jo ikke gå, indvendte Poul. — jeg ved det nok, min rare ven, derfor vil jeg også bære dig, så kommer du mageligere afsted, sagde Christen. Med de ord tog han Poul i skuldrene og kastede ham op på nakken. — se så, nu kan du ride fedtelam, sagde Christen grinende. — men hvor vil i bære mig hen? — det skal du nok få ar vide, det bliver rigtignok ikke til København. Du kommer vist til al vente lidt med al fortælle kongen om de oprørske planer som du er kommet efter. — og kæresten varer det vistnok også en god stund inden du får al se igen, men jeg skal nok hilse din lille Ellen, som vi hørte du kaldte hende, fra dig, tilføjede Chrisfen spottende. Poul tav. Han indså al det ikke kunne nytte al indlade sig i nogen samtale med dem. De mødte ikke et menneske på vejen, men det forekom Poul, al han hele tiden hørte sagte trin bagved. Hvergang Chrisfen standsede for al puste, standsede trinene bagved også. Endelig var de to mænd med deres byrde kommet til bestemmelsesstedet. Udenfor indgangen til tårnet på Augustenborg slet standsede de. Porten stod åben, som hertugen havde lovet. Chisten sparkede blot til den, så gik den op. — denne vej, lød en stemme. En mand som havde stået bag døren kom tilsyne med en blændlygte i hånden. — følg efter mig, sagde han. han lyste med lygten og gik isorvejen op ad en stejl trappe. Trappen var kun smal og løb vinkelformet op, så det var temmelig besværsigt al stige op ad den, men omsider standsede manden med lygten foran en tyk jernbeslagen dør. Han tog et knippe nøgler frem og åbnede døren. — bring ham her ind, sagde han. Christen lagde Poul ned på gulvet og løste hans bånd. — se så, sagde han grinende, god nat

1876_Karstens_FrederikDenSyvendesUngdom_2

Kamillo

Frederik den Syvendes Ungdom

Karstens

Karstens

Frederik den Syvendes Ungdom

male

1876_Karstens_FrederikDenSyvendesUngdom_2.pdf

Kamillo

Karstens

dk

Frederik den Syvendes Ungdom

Historisk Roman

n

gothic

H.C. Jacobsen

KB

Forfatter ikke identificeret.

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Island. Islænderne er et i alle henseender forsømt folkefærd. De er tilbage og ville altid vedblive at være tilbage med hensyn til, hvad man kan kalde den højere kultur. Og Tingen er så ligefrem at forstå. Naturforholdene og hele beliggenheden må absolut drage sådanne følger. Vi beder imidlertid vore læsere at lægge mærke til de ovenfor udhævede ord; thi det kan ikke lenægtes, at islænderne i de senere år er gåde frem med kæmpe-stridk på kulturens arena. Prisen kan de ikke vinde, men de er alligevel med i kampen og kæmpe undertiden modigere end deres forbilleder. Gode, bramfrie islændere, hvis tanke aldrig går højt nok til at svimle, medens entusiasmen af og til giver eder den fornødne rystelse, den som er så nødvendig for at bringe søvnen til at flygte fra øjelågene. i er et herligt folk. Var det vel underligt, at eb sådant folk jublede højt i sky og sang at: „ — stjerneskuddet skal hjerterne varme, flygte skal nid, fjendskab og harme, “ da man sendte dem en prins. Frederik kom ikke som den højhjertede kongesøn, der trodsede vind og vejr for at aflægge de forladte islændere et besøg, men derimod simpelthen som en uartig prins, der blev sendt til Island for at sættes i skamme krogen. Fra det øjeblik prinsen betrådte Islands jordbund, var han genstanden for den mest udmærkede opmærksæmhed, og når han tænkte på sit hidtidige liv og sammenlignede det med sit nuværende, så var han ikke langt fra at ønske, at han kunne fortsætte det indtil sin dødsdag. Prinsen indlevede sig hurtigt i islændernes sædvaner og forhold og han skaffede sig til ven enhver som kom i hans nærhed. Det skal siges til Frederiks roes, at han forstod at vinde de islandske hjerter. Blandt hans nærmeste omgang -finde vi islænderen Sigurd Asmondsen, en fremtoning der i mere end en retning har gjort sig bemærket. Asmondsen var en drømmer af den gamle islandske skole. Havets ville brusen og ulvenes tuden var hans bedste musik. Hele timer kunne han sidde og drømme ved hav bredden og det endogså i kolde, mørke nætter. saga og sagn opfyldte hans hjerte og breve ham på fantasiens vinger langt bort. Han levede i en jdeverden. Men, netop denne jdeverden kom i en særlig høj grad til at behage prins Frederik, der selv plejede at hengive sig til drømmerier. Og den gamle Sigurd Asmondsen fik megen indflydelse på prinsen. Asmondsens liv var også en saga, så rørende, så alvorlig, at prinsen beundrede en mand, der havde oplevet alt dette. Det var en sludfuld aften, da man var kommet fra en højtid hos købmand t. Asmondsen kørte i prinsens vogn og man trykkede sig lidt op til vognsiderne for at gøre sig sædet så behageligt som muligt. Asmondsen betragtede himlen med et ham egent, fromt blik, medens han af og tis lod et sagte suk bane sig vej gennem vinden Frederik betragtede ham opmærksomt og ventede på yvad han ville sige. Endelig brød Asmondsen tavsheden og hans melodiske malmstemme lød som en kirkeklokke. „ Sådan en nat var det — netop sådan en nat, o, min elskede prins, det er i sådan en nat at man skal føle hvad et hjerte kan lide, hvad et øje kan græde. “ Prindsen vidste at den gamle sigtede til sin egen historie, eller til den del af den som han flere gange havde lovet prinsen at fortælle. prinsen mindede ham om løftet, men bad ham lade være at indfri det, hvis indfrielsen ville vække alt for smertelige minder i hans bryst. Nej, nej, min elskede prins, “ svarede Asmondsen og hans stemme lød hul og dirrende, „ det hjælper altid at fortælle — altid. “ Man var ankommen til prinsens bolig, men da man var steget ud af vognen lagde Asmondsen hånden på prinsens arm og hviskedee: „ Ikke her, det snevre rum passer ikke for sådanne fortællinger! Lyden af min stemme ville blive herinde, det må den ikke. “ Han vendte sig om og begyndte at gå. Prinsen fulgte ham. Sigurd Asmondsen tog vejen mod søen. ' det var en kold og klar nat, men vore natttevan-dreres pelsværk var i stand til at trodse kulden. Prinsen fulgte endnu stedse sin mærkelige ven. Der hvor det iskolde vand pisker på stenene, som om det havde besluttet at erobre noget af det land, der så majestætisk udstrækker sig for oven, der gjorde Sigurd Asmondsen holdt. „ Er man gal, når man hører melodier i dette havs bølgeslag. “ Frederik den syvende har en gang udtalt for kammerherre Berling, at det svar han ved denne lejlighed gav den gamle asmondfen, havde han angret mest af alt, hvad han havde gjort og sagt. „ Er man gal når man hører melodier i dette havs bølgeflag? “ „ Nej, ven Asmondsen, “ svarede prinsen, „ men man må være meget musikalsk. “ Den gamle rystede tungt på hovedet. „ Kom, “ sagde han. De gik endnu et lille stykke vej, indtil islænderen standsede ved en høj, uformelig sten, ved foden af hvilken var henlagt nogle mosbuketter. „ Nu er vi ved hendes grav, “ sagde den gamle. „ Hvis, Ellens —? “ „ Ja, netop Ellens, de må gerne kalde hende ved hendes navn, de kalder så smukt. “ Han gik nærmere til stenen og med en næsten barnlig tilfredsstillelse gav han sig til at klappe stenen. Også prinsen gik mærmere og så nu at stenen var beklædt med sælhundestind. „ Kan de se, “ sagde Asmondsen, „ dette Mos bliver meget ofte fornyet somme tider hver dag. Ingen fisker af den gamle skole vil nogensinde komme hertil, uden at kaste Mos på graven her og Ellen har det nu få godt, så godt. “ „ Javist, når man er død har man det godt, “ svarede prinsen. „ O nej, sig ikke det, ikke alle får det godt, hvorledes det vil gå en selv, derfor må Vorherre råde. Men jeg er rede til at møde for ham nårsomhelst, og derfor kan jeg godt tale om de underlige gerninger, Vorherre udøver her på Island. Jeg tror i grunden, at Vorherre er mere på Island, end andre steder. “ 1 Frederik smilede svagt, men på grund af mørket vakte smilet ingen forargelse hos den gamle.. islænderen bøjede sit hoved tæt op til Frederik og hviskedee: „ Jens djævlesmed sidder nok lunt forvaret — uha, Vorherre være min arme sjæl nådig. “ „ Men hvoraf ved man det? “ „ Tys — bådeflikkeren Årluffsen — det er en klog mand, øs, hvor mange ting har han ikke udrettet i denne verden, af overordentlige, himmelsfe ting. Ja for den sags skyld sagde han til mig og ingen anden, at djævlesmeden ville komme — hu, ha, til helvede, Vorherre fri enhver anden. “ „ Og ham med, “ tilføjede prinsen. „ Ja, ja, godt er det at Ellen har det godt. “ „ Men, “ spurgte prinsen, „ hvoraf ved bådeflikkeren det han fortæller. “ „ Ih, han har åbenbarelse! næsten hver eneste nat. Men det allermest gyselige var dog den nat, som Ellen opgav ånden. Jeg husker det endnu som om det var sket i går. Han var så alvorlig, som jeg selv var, men, da han senere talte om det, så huskede ^jeg så godt, at der brændte flammer i hans ' øjne. Det var ganske mørk morgen. Han tog mig i hånden. Jeg vendte mig om på de brædder, hvorpå jeg lå — ja, det skal jeg senere fortælle, jeg ville tale, men Årluffsen rystede på hovedet og sagde: „ Jeg ved alt — Ellen er død og har været for guds domstol. “ Han ville ikke straks forklare mig mere, men han lovede at komme igen når jeg var bleven lidt stærkere så jeg kunne tåle at høre det. „ Herre gud, “ sagde jeg, „ er det hans villie deroppe, at jeg skal til det, så i guds navn. “ Men han gik alligevel og kom så igen om natten. Da var alt så roligt og stille og så fortalte jeg ham, hvorledes mit gudbarn, den gudfrygtige Ellen, var død den foregående nat. Det var storm denne nat og vinden bar på. „ Hjælp, hjælp, “ lød det udefra, „ hjælp, hjælp, “ gentog ekkoet på land. Også Brandt bådeflikker var kommet til, men han turde ikke gå ud på vandet, han måtte våge og bede for de ulykkelige. „ Hjælp, hjælp, “ lød det på ny og denne gang vare råbene så høje, at man kunne høre dem langt borte. Ellen der befandt sig i nærheden, ilede til stedet og fandt en fire til fem raske gutter, som stod i begreb med at trække lod om, hvem af dem der skulle gå ud på det rasende hav. Døden antog man det ville blive for hvemsomhelst loddet traf og — Herren være « os nådig, det blev det også. Endnu engang lød wdråbene, men denne gang vare de svagere. Hist ude på de ville bølger så øjet nogle mørke skikkelser kæmpe med døden, som allerede omtrent havde dem i sin favn. Lodtrækningen var endt og loddet var faldet på en ung knøs, hvem naturen ikke havde udrustet med det mod, der behøves for at gå ud i et sådant vær. Da var det, deres højhed, at hun, den modigste blandt kvinder, oprørt over knøsens tøven, sprang i båden og greb den tunge åre med en lethed, som om hun hele sit liv ikke havde bestilt andet, end at føre åren. Men de kan også tro, at hun forstod at styre en jolle. Afsted gik det over den rivende strøm, men langsomt, ganske langsomt, hun havde både strømmen og vinden imod sig. Det var med spændt opmærksomhed, at staklerne ude på dybet så den modige kvinde arbejde sig ud til dem. Og det gav dem nyt mod til endnu en stund at kæmpe med bølgerne og håbet spirede på ny frem i hjerterne. Flere af karlene blev begejstrede over Ellens kække handling, sprang i bådene og fulgte hende. „ Fremad, “ råbte Ellen, og så roede hun, så der var store huller i hånden på hende, da man fandt hendes lig., allerede var Ellen kun et par favne fra den synkende båd og de forulykkede opmuntrede hende af al magt til at holde ud. Nogle bade, andre stirrede forundrede på den uforfærdede pige. Da kom det frygteligste oprør i havet og i et nu sank den kæntrede båd med mand og mus. Ellen så dette syn, men hun fordoblede sine anstrengelser. Nu var det på den højeste tid, om nogen skulle frelses. de andre karle standsede åreslagene og råbte hende an. „ Hun går lige i den visse død, “ sagde man og vendte båden. Ak, i det øjeblik hun havde nået den plet, hvor båden sank, da begyndte også hendes båd at snurre rundt; om det var med guds eller djævelens magt ved jeg ikke. O, havde jeg været tilstede, havde jeg blot været der, så skulle jeg have bedet således til Vorherre, at Ellen skulle have trodset de svære bølger. Men, jeg var der ikke — og derfor sank Ellens båd, ligesom den første båd var sunken. Deres højhed, kan de. forstå den frygtelige, ja den vanvittige smerte der greb mig, da en ven kom og trykkede min hånd med de ord: „ Din datter er død Sigurd. “ Datter var hun jo rigtignok ikke, men alle kaldte 1 hende således, fordi hun hverken havde fader eller moder mere i denne verden. Hendes fader døde ligesom hun selv på havet, en måned før Ellen blev født og man siger at hendes moder stod og så på, at ulykken skete. Bådeflikkeren mener nu også at dette forfærdelige syn kan have indvirket, på både moderen og hendes barn. Det er i hvert fald sandt, at Ellen aldrig kunne se en båd på et oprørt vand, uden at hun blev så bleg i ansigtet som et lig; men det var ikke skræk, Ellen var aldrig bange, det beviste hun bedst, da hun gik ud på havet og døde. Og da man så kom bærende med hendes lig, så hang hendes hoved til den^ene side og hun så ud som om hun ville sige: „ Jeg gjorde hvad jeg kunne. “ Ja, hun gjorde hvad hun kunne; thi hun døde. „ Har de et skarpt øje min ven, se så, der langt ude, ligefor denne sten, der var det at båden sank — ja, det er sandt, der er jo intet mærke på vandet, men jeg tager aldrig fejl, jeg kan endnu se strømmen hvirvle sig rundt som en malstrøm. Der var gråd i mange dage, kvinderne som havde kendt Ellen og som ligeledes havde hørt om hendes sidste dåd, kyssede den døde og vædede hende med deres tårer og så processionen til kirkegården — hvor var alt smukt og kærligt og hvor mange tårer fældedes ikke over den bortgangne. Er det ikke sorg, er det ikke kval, som kan martre et hjerte? “ / den gamle Asmondsen tav et øjeblik og gav sig til at stirre ud på søen. Hans åndedrag vare korte. og asbrudte og man kunne se, at han gennemlevede hele den skrækkelige situation på ny. „ Men bådeflikkeren, “ spurgte prins Frederik. Asmondsen for sammen med en sittrende bevægelse. „ Ak, “ sagde han, „ nu er det jo længe siden. “ „ Men hvad sagde bådeflikkeren, “ spurgte prinsen atter. „ Det er sandt, han havde haft en drøj nat. Herren havde åbnet himlen for hans blik og han så Ellen kæmpe med djævelen, som sagde, at hun havde fristet skæbnen. “ „ Og havde han så ikke bedet for den døde. “ „ Jo, gud velsigne ham derfor, han kastede sig på sine knæ og bad den hele lange nat og Ellen slap ud af den ledes kløer og kom i Vorherres favn. “ „ Den mand er en belønning værd, “ sagde Frederik, som forfulgte en bestemt tankegang. „ Ja, deres højhed, han er en stor belønning værd, den største man kan finde. “ „ Men penge modtager en så gudfrygtig mand vel ikke, hvis han da ikke er trængende. “ „ Han er vel trængende, meget trængede, men alligevel deler han sine penge ud blandt andre trængende. Han rejser ud på landet og der velsigner han både store og små. Men aldrig kan nogen opdage fra hvem velsignelsen kommer. Han skjuler det på det strengeste. “ „ Men, hvor ved man da, at han gør så meget godt? “ „ Andre folk ved det vel af omtale, jeg ved det fordi han selv har fortalt mig det. For mig har han ingen hemmeligheder. “ „ Asmondsen, “ sagde han her forleden, „ tre mile mod nord ligger en ung pige syg og hun mangler den fornødne pleje. hun er så sættig og hjælpeløs, at jeg gav hende mine sidste skillinger, og så lod jeg være at spise noget resten af dagen. “ Og så bad han mig om nogle penge og han fik dem. „ Til de fattige og de lidende må man ikke genere sig for at tigge, thi de sunde kan arbejde, “ siger han, og heller aldrig har han bedet om en sysling til eget brug, kun til de fattige, til de lidende. “ „ Det ville være mig kært, om jeg kunne gøre denne mands bekendtskab, “ sagde Frederik, „ det må jo være en mand, hvem gud har forlehnet med større kræfter, end de han har forundt os andre dødelige. “ „ O, ja, det vil rigtig glæde ham, “ sagde Asmondsen begejstret, „ og så må de høre ham fortælle om sine fattige, og om hvorledes Herren taler til ham om natten og siger ham hvor de lidende findes. Og nu, deres højhed, vil vi ikke blive længere ude i nat, det begynder at blive meget koldt, i morgen — i morgen! “ „ Ja, ærlige asmondseu, i morgen. “ Man fulgtes ad hjem, den gamles sind var blevet roligere; det havde lettet hans hjerte at komme til at meddele sig. Nu var hans historie fortalt og nu havde han intet videre at tale om. Prinsen var også tankefuld, han tænkte på både-flikkeren og han besluttede sig til at undersøge dennes forhold nærmere. Han havde alt fattet en stærk mistanke til denne mand. at han var en stor hykler og bedrager, anså prinsen som værende udenfor al tvivl, men derimod forelå der jo endnu intet bevis for, at bådeflikkeren ikke i virkeligheden hyklede og bedragede af barmhjertighed eller at han ikke, som han foregav, brugte de sammentig-gede penge til at gøre godt med. Det var det der skulle oplyses. andel kapitel. Bådeflikkeren. Den næste dag indfandt den gamle Sigurd Asmondsen sig hos prins Frederik. Prinsen havde allerede længe været påklædt og havde spist frokost hos den gæstfri og venlige familie, hos hvem han for en kortere tit? havde opslået sin bolig. Asmondsen behøvede ikke at minde prinsen om den fælles overenskomst, dertil lå sagen Frederik alt for meget på hjerte. De gode folk indbøde straks Asmondsen til at spise frokost; men denne afslog tilbudet og bad prinsen skynde sig med sit tojlette. Det var klart at se, at noget alvorligt var hændet den gamle, og prinsen efterkom derfor også anmodningen. Nogle minutter senere var man arm i arm på vejen til den mærkelige bådeflikker, som boede et godt stykke derfra. De gik længe tavse ved hinandens side. Asmondsen drejede ind i en gyde as et mere end mistænkeligt udseende og Frederik fulgte ham. Da de vare kommet en ti til tolv skridt stod islænderen stille og hviskedee: „ Skal vi gå et par skridt i forvejen, det var dog ikke værd at forstyrre ham i en bøn eller i et andet helligl arbejde. “ Prinsen nikkede og Asmondsen begyndte nu at gå nogle skridt i forvejen. En flok kvinder og børn havde allerede samlet sig i nogen afstand fra de to mænd; det hørte sikkert til sjældenhederne at finde renvaskede og ordenligt påklædte mennesker i denne hule; i ethvert tilfælde så kvinderne ud som om de ikke havde været i berørelse med vand i den sidste halve snes år. Deres smudsighed var lige så stor som deres nysgjærrighed. Da prins Frederik senere omtalte dette for Asmondsen svarede denne: „ Kvinderne i hine gader pleje at sige: snavset varmer — og varmen kan de sjæle såmænd nok trænge til. “ Da Asmondsen havde tilbagelagt endnu otte skridt standsede han og lagde en finger på næsen, som om han ville tænke sig om, hvad han ville sige, når han trådte ind til den hellige bådeflikker. Endelig tog han mod til sig og trådte ind i en slags forstue — hele huset var kun en hytte. Efter nogle minutters forløb kom han tilbage og gik henimod prinsen, som nu næsten var nået helt hen til hytten. hans ansigt havde antaget et meget forvildet ud -- tryk og den hånd hvormed han ville holde prinsen tilbage, skælvede stærkt. „ Hvad er der hændet? “ spurgte prinsen. „ O, deres højhed, det samme som var hændet i morges, er også hændet nu. “ Frederik erindrede nu, at Asmondsen om morgenen havde været så adspredt og tankefuld. „ Aten er det da noget så skrækkeligt, “ spurgte han. „ Ø, ja, det er skrækkeligt, “ sagde islænderen i en. Tone, som om han var begyndt at græde, og han vedblev: „ Hvem kunne vel tænke sligt; intet menneske i den hele verden skulle have fået et ord ud af mig, men. hvem kunne ane — “ „ Hvilket — hvilket, “ spurgte prinsen utålmodigt. „ O, jeg måtte heller ikke have fortalt eder om hans syner og de mirakler han gør. “ „ Har han sagt det? “ „ Ja, allerede i Morges — thi jeg ville dog forberede ham lidt. “ „ Det skulle de ikke have gjort. “ „ Heller ikke det — og jeg har gjort alt i den bedste. Mening. “ „ Men, hvad sagde han da? “ „ Asmondsen, ven, “ sagde han, „ intet ord til prinsen om mine åbenbarelse!, det er Vorherre, der vil det. så. “ „ Og hvad svarede de så. “ „ Jeg ved at jeg har syndet — deres højhed — jeg tav. “ „ Han ved altså endnu ikke, at de har fortalt mig noget. “ „ For nogle øjeblikke siden gentog han sit bydende og jeg tav igen. Fra mig ved han intet, men han kan derfor nok få det at vide ovenfra, og så må jeg afsone min brøde med bønner og bødet til de fattige. “ „ Godt, vi få at se — men det gør vel intet til sagen, at de har omtalt hans store velgørenhed? “ „ O, nej, det er jo min pligt. “ „ Kan vi gå ind? “,, ^a. „ Gå de i forvejen. “ Asmondsen forsvandt atter gennem indgangen på den lille hytte, og prinsen fulgte ham. Det varede længe førend øjet formåede at vende sig til det tætte mørke. I flere sekunder så man intet. Og dog var man i bådeflikkerens storstue og dpt endda midt om formiddagen. Omtrent midt på værelsets baggrundsvæg hang en lille tranlampe og udspredte sine mørkegule, svage stråler efter bedste evne. Desuagtet formåede prinsen ikke at skjælne stuens omrids eller at få øje på dens beboer. Men pludselig begyndte lampen en sælsom dandse først til den ene side og så til den anden, og så blev den ved at gå frem og tilbage, ligesom perpendiklen i et ur. Prinsen og islænderen trådte nærmere til lampen og nu opdagede man endelig den meeromtalte bådeflikker. Men det var heller ikke så underligt, at man ikke havde fået øje på ham; thi han lå på gulvet i en knælende stilling og med foldede hænder. „ Vær velkommen ædle prins, her i den fattige hytte; her er hverken gods eller guld, men den hellige ånd spreder lys over enhver, der betræder dens tærskel — Herren bevare eder. “ „ Stå op Årluffsen og lad os tales ved, “ sagde prinsen, „ men allerførst må i sige os, hvad det er for en mærkelig lampe i har der. “ Ved disse ord begyndte Asmondsen at ryste voldsomt og han tildelte prinsen et ordentligt puf, der skulle sige så meget som: „ For himlens skyld, hvad gør de. “ Man måtte nemlig aldrig omtale det til en sjæl, end ikke til bådeflikkeren selv, når man så et mirakel i hans hus. Og havde Asmondsen været allene, havde han også tiet stille med miraklet, men prins Frederik var med. Lampen der allerede for nogen tid siden havde ophørt med dansen, begyndte nu pludseligt at lyse svagere. Den gamle Asmondsen stod som på nåle, han havde soldet hænderne og bad en stille bøn. At lampen begyndte at lyse svagere, anså han for et tegn på Vorherres utilfredshed med prinsens omtale af miraklet. „ Nå, “ sagde prinsen, da bådeflikkerens svar udeblev, „ I gør dog ingen hemmelighed af den ting? “ Bådeflikkeren havde imidlertid ved tegn og gebærder ladet Asmondsen forstå, at han skulle gå udenfor. Og førend prinsen vidste et ord af det, var islænderen forsvunden. „ Deres højhed, “ tog nu bådeflikkeren ordet, „ I faldt i forundring over at se min lampe begynde at gynge. Den fortæller kun om min fattigdom, således må vi arme stakler hjælpe os i nøden. Det skorter med Trannen og når lampen så får sig en gynge-tur, så bliver den smule Tran, der er tilbage, sat i bevægælse og kommer op i vægen. Nu er den igen ved at gå ud, vil de se deres højhed. “ Bådeflikkeren trak i en snor, der var befæstet til en anden snor, i hvilken lampen hang. „ Ha, ha, ha, “ lo prinsen, „ det er en snild beregning, ja nu begynder den virkelig at lyse en smule bedre. Men, “ vedblev Frederik, der ville have rigtig besked, „ hvorfor gik Asmondsen udenfor? “ „ O, deres højhed, lov mig, ikke at tale til Asmondsen om årsagen til lampens gyngen. “ „ Det kunne jeg gerne love dem, men først må jeg vide, af hvilken årsag de ønsker dette fortiet. “ „ Ja, — jeg skal intet skjule, hvis Asmondsen flk den rette sammenhæng at vide, så sendte han mig enten Tran eller penge til at købe Tran for, og det ville jeg på ingen måde have, derfor er det bedst, at han intet får at vide. “ „ Men, hvis han nu spørger — hvad skal jeg da svare ham? “ „ Han vil ikke spørge, jeg ved det, “ svarede bådeflikkeren. „ Godt, hvis han ikke spørger, skal jeg intet sige — men spørger han, så taler jeg. “ „ Så er jeg rolig — Sigurd Asmondsen spørger aldrig. “ „ Ha, ha, “ tænkte Frederik, „ nu kom vi da så vidt, og vi skal nok komme videre. “ Asmondsen trådte atter ind i stuen. Samtalen drejede sig først om ligegyldige ting og dog ting, som havde interesse for prinsen, idet de udvidede hans begreber om islændernes færd. Men midt i samtalen sluktes lampen fuldstændig og et ravnesort mørke omgav dem. Prinsen der ikke nærede gode tanker til den mira-kelgjørende bådeflikker, blev i den grad irriteret, at han rejste sig op fra den træbænk, på hvilken man havde bedet ham at tage plads, og udbrød i en kort tone: „ Nej, det er dog for galt. “ Asmondsen rystede og mente at verdens undergang var nær. Angstens sved sprang ud af hans pande, og han ventede kun på døden. I tanken bad han til gud, selv løftet om at vinde den evige salighed, ville ikke have kunnet give ham magt til at fremstamme et ord. en slags åndelig lamhed havde grebet ham. Hertil kom også, at han opfattede prinsens udbrud på en fejl måde. Han antog nemlig, at prinsen var blevet gjort bekendt med miraklet og prinsens ord: „ Det er for gast “, var i hans øjne det samme som: en sådan lod kan jeg ikke bæere, eller: en sådan straf kan jeg ikke have fortjent. Frederik gik imidlertid hen imod. Døren og ville gå ud. Men bådeflikkeren der formodentlig led af samme svaghed som de fleste andre dødelige, den nemlig, ikke at ville udsætte sig for en prins ' s unåde, løb efter ham og sagde: „ Deres højhed, vredes ikke på mig. “ Frederik så ham skarpt i hans øjne og sagde: „ Hvor står det skrevet, at man skal modtage folk i et mørkt Kammer. Er det en befaling fra gud eller er det fattigdommen som trykker jer. “ Bådeflikkeren tav et øjeblik. „ Betænk jer vel, før i svarer, “ sagde Frederik, „ aldrig skal det siges prins Frederik på, ' at han har gjort en ting halvt. Er dette fattigdommen der trykker eder-da skal eders forhold på det omhyggeligste blive under-søgt af jer øvrighed, er det i troen på gud i handler, så handler i galt ved at fordrive mig fra eders hus og slukke lampen for mig. Jeg er kommet for at give eder midler ihænde til at hjælpe eders trængende med. Har i svaret færdigt, så tal ud. “ „ Herre, det er som i siger, jeg tror at sparsomhed er gud velbehagelig. “ „ Det er sandhed, men gerrighed er ham ligeså modbydelig som Frandsen, det burde i, som er en troende mand, vide. I har altså mere belysning? “ „ Ja, deres højhed, jeg har to vokslys, som jeg har købt til at lyse med ved en ung kones båre. Men desværre kom jeg for sent og så har jeg gemt dem, “ sagde bådeflikkeren. „ Godt, så tænd dem. “ Årluffsen gik tilbage i stuen og kom lidt efter frem med de to lys. Han slog ild og tændte først det ene, derpå det andet af lysene. Asmondsen var en stum tilskuer til det alt sammen, han begreb intet af det hele. Først nu, da værelset blev fuldstændig oplyst, var det muligt at overveje det. Af bohave fandtes der ikke noget, kun det allernødvendigste. Et bord, en stol og en briks med nogle grove tykke tæpper i. På denne briks tilbragte Årluffsen sine nætter. Men, mere end alt andet vakte en stor jernbeslået kiste prinsens opmærksomhed. Den var udført af egetræ, og dannede ved sit solide udseende en fuldstændig modsætning til alt det øvrige, som fandtes i værelset. Bådeflikkeren lagde mærke til den opmærksomhed, prinsen stænkede denne kiste og han tog derfor ordet. „ Det er et gammelt stykke, “ sagde han, „ den er gået i arv fra fader og til søn i en højtstående familie. Da endelig familien uddøde, kom min læræmester, * som nu også er død, i besiddelse af kisten og da jeg. gjorde min første rejse som tømmermand gav han mig kisten med, dog på den betingelse, at jeg ikke skildte mig ved den, han ville se den når jeg kom hjem. Det kunne han nu ikke, for Vorherre havde begravet ham i nogle isstykker. „ Ellers har de dog intet brug for dette stykke møbel. “ „ Brug eller ikke brug, deres højhed, den kommer ikke ud af mit eje om jeg så skal dø på låget af den, af mangel på brød. “ Asmondsen begynte at komme til sig selv, men hak stirrede dog på prinsen, som om han ikke rigtig vidste om det var gud eller satan han havde for sig. Asmondsen vidste desuden noget ganske andet om denne kiste, men det var noget som bådeflikkeren nok ikke turde fortælle printen. Bådeflikkeren havde for mange år siden, fundet kisten svømmende på Vandel og havde bjerget den. Da han så åbnede den — hvad tror man få han fandt? — liget af den dejligste kvinde som havde en dolk i brystet. Men på hendes pande havde hun et blåt kors som betydede bådeflikkeren at hun kom med gud og ikke med satan. Historien er egentlig meget længere, men vi antage at man nu ved nok til at kunne forstå det blik hvormed Asmondsen betragtede først den hellige kiste og derpå den vanhellige prins. Prinsen fandt i øvrigt bådeflikkerens forklaring.. om kisten meget naturlig, og tog den derfor for gode varer. - ved en tilfældig vending fra prinsens side kom samtalen til at dreje sig om de lidende og de fattige. „ Ak, ja, “ sagde Årluffsen, „ af dem gives der mange på Island. “ „ Desværre gives der mange fattige overalt, “ sagde prinsen. „ Men intet sted så mange som på Island, jeg ved det, deres højhed. “ „ Jeg har allerede hørt eders store velgørenhed berømme. I er en brav mand som gør godt mod de fattige og dog er i selv fattig. “ „ Deres højhed, “ svarede Årluffsen med salvelse, „ jeg beder hos de rige for de fattige og himlen være lovet, jeg har ikke bedet forgæves. “ „ Men selv bør i også leve, det er urigtigt af jer, således at nægte jer den pleje som er nødvendig, hvis i endnu i mange år skal bevares for den fattige. “ „ Herre, hvad man giver mig til de fattige, tilkommer ikke mig. Jeg har mit arbejde og giver det mig end kun Kummer istedenfor brød, jeg er dog tilfreds alligevel. “ „ Men den tid i offrer på eders fattige, hvem betaler eder den? “ „ Det gør han som boer over skyerne. “ „ Hvor det ville interessere mig at ledsage dem på en af deres ture omkring til de fattige. “ „ Ak, deres højhed, det er møjsommelige vandringer, behagelighederne ved dem ligger i den gerning for hvis skyld man tiltræder vandringen. “ „ Men netop derfor mener jeg at det ville kunne betale sig at gøre en sådan tur, thi også jeg føler mig oplagt til at gøre det gode. “ Prinsen havde rejst sig og var trådt hen til den store kuffert som han ivrigt befølte og bankede på. Bådeflikkeren ledsagede enhver af prinsens bevægelsær med et blik der mindede om en fangen tigers blik. Ondfkab og raferi, der holdes i tømme af den skyldige ærbødighed. „ Denne kiste synes i høj grad at interessere deres højhed, “ sagde han endelig. „ Det er ikke så mærkeligt, “ svarde prinsen, det er en kiste fra Kristian den fjerdes tid. her står kongens navnetræk. “ Da bådeflikkeren hørte, at prinsens interesse for kisten gik i antikvarisk retning, syntes han at blive noget beroliget. „ har i ingen vin i huset, “ spurgte Frederik. „ Jo, herre, men den tilhører de syge, “ svarede Årluffsen med et skelende blik hen til krogen, hvor han uforsigtig nok havde stillet et par flasker vin. „ De syge kan dog ikke få vinen i Asten, så kan vi jo ligeså gerne drikke den, “ mente Frederik. „ Som de ønsker, “ var svaret. „ Det er vel Bordeaux. “ „ Nej, det er o. porto. “ „ Det er ikke fornuftigt at købe sådan vin for syge folk, de skal have rødvin. “ „ Gud hjælpe mig til at købe vin, deres højhed, det er alt sammen noget jeg får af købmændene til fordeling blandt de syge. “ Bådeflikkeren hentede en flaske vin, og Frederik skar proppen ud med sin lommekniv. „ Og nu et par glas, “ sagde prinsen. „ Ja, tilfældigvis har jeg nogle glas stående, “ sagde Årluffsen, „ thi jeg bringer også et glas til hver flaske vin. “ Et øjeblik efter sagde de tre mænd, prinsen, Asmondsen og bådeflikkeren placerede om det firkantede, uhøvlede træbord, hver med et glas skummende, klar druesaft foran sig. Frederik bestyrkedes mere og mere i sin tro på, at bådeflikkeren var en bedrager af første rang, som berigede sig selv, under foregivende af at ville hjælpe de fattige og de syge. Han troede hverken på, at vokslysene som nu brændte på bordet, havde været tiltænkt nogen afdøds båre, eller at vinen var bestemt for de syge. Da man nu var bleven således placeret, fik Frederik først rigtig lejlighed til at betragte Årluffsen. Årluffsen var en mand på en fem og tredive år med et par spillende, livlige øjne, der dog havde et tilsnit af snuhed. Hans pande var meget høj og hans hår var så lyst, at det næsten kunne kaldes gråt, og hang ham helt ned på skulderen. tiltrods for at han var en firskåren og stærkt bygget mand, var der dog noget hos ham som mindede om kvinden i en sådan grad, at det næsten var frastødende. Hans ansigt var tykt og rundt og tydede just ikke på mange fastedage om året. Hvad der imidlertid især udmærkede Årluffsen, var en ualmindelig udviklet tungefærdighed, der satte ham i stand til på stående fod at holde en tale over et hvilkefsomhelst — dog helst religiøst — emne. « i sin tid havde den samme bådeflikker nok også haft sit ophold ved at drage om til bryllupper, barne-dåb og begravelser og uden videre vidtløffigheder at trænge ind blandt familien og dens gæster og holde en tale, som bragte tårer i øjnene både på mandfolk og fruentimmer. Havde Årluffsen først fået ordet, så vidste han også, at hans gang ikke Havde været spildt. Men denne gang var undertiden heller ikke så kort, ofte nåde den endogså flere mil. -. Dog, vejens længde skræmmede aldrig Årluffsen; thi han vidste, at han foruden en fyldt vom, ville vende hjem med en del gode blanke skillinger. Således fortalte folk, som i tidligere tider havde kendt bådeflikkeren Årluffsen; men selv berørte han aldrig dette afsnit af sit liv, uden når han en enkelt gang fortalte om, hvorledes man havde kappedes om af få ham til af holde bryllupstaler, eller sige et par ord ved en hedengangen islænders jordefærd. Prinsen udtalte endnu, af han med hensyn til den hjælp, han agtede af yde på Island, ganske ville følge de råd, som bådeflikkeren måtte ville give ham. Det blev aftalt, af man den næste dag atter skulle samles, for i forening nærmere af drøfte de fattiges interesse og hurtigst muligt af skride til handling. Og dermed toge prinsen og Asmondsen afsked med bådeflikkeren. tredje kapitel forberedelser. Da prinsen efter samme dags eftermiddag af have deltaget i et splendid middagsmåltid, atter befandt sig allene i sit arbejdsværelse, satte han sig til af skrive følgende billet, som han derpå adresserede til landshøvdingen. „ Højvelbårne herre! Forfatteren til nærværende linier fremsætter herved det levende ønske af få lejlighed til af rådføre sig med deres velbårenhed i en sag, der om den end ser noget mystisk ud, dog muligt kunne være passende til en^under-søgelse. Fred erik, prins til Danmark. To timer efter af dette brev var afsendt indfandt landshøvdingen sig ved prinsens dør, tæt indhyllet i en tyk kappe, som ganske skjulte hans ansigt. Han overrakte den vagthavende tjener sit visitkort l der for e

1876_Karstens_FrederikFolkekjaer

Kamillo

Frederik Folkekjær

Karstens

Karstens

Frederik Folkekjaer

male

1876_Karstens_FrederikFolkekjaer.pdf

Kamillo

Karstens

dk

Frederik Folkekjær

Frimurerens Hævn. Roman i to Dele

n

gothic

H.C. Jacobsen

KB

Forfatter ikke identificeret.

pdftxt

1846 til 1849

del 1: philadelphia 1846 del to i københvan i krigsåret 1849

HISTORICAL

Et kort forord. Lrdienskaberne — de onde med de gode — beherske verden. Enhver overordentlig stor eller sjælden handling har altid si udspring fra lidenskaber, der enten er medfødte eller satte i beocegelse af omstændighederne. Kender man et menneskes fornemste lidenskaber og ved hvilken lidenskab der hos den pågældende lettest sættes i bevægelse, kan man i ni af ti tilfælde med megen nøjagtighed forudsige hans fremtid, hvor denne ikke bliver afgjort af sjældne eller enestående tilfældigheder. Sammenstød af mægtige lidenskaber danner grundlaget til enhver revolution og da enhver roman og fortæelling, lige fra verdenshistorien til den simpleste lejebibliotheksroman består af en række revolutioner, er det romanskriverens sag at finde repræsentanter for de forskellige lidenskaber — blandt hvilke kærlighed - og had have domineret, lige fra verdens skabelse. De begivenheder, der snart skal føres frem for læseren, er i højere grad end andre, resultater af forskellige lidenskabers kamp. Og dog er de rystende scener, de gribende optrin-, hvortil vi ville blive vidne, ikke et blot og bart foster af vor fantasi. Der er sandhed i vor fortcellmg og den er foregået i virkeligheden. Mange af vor bogs begivenheder have nu og da dukket op et eller andet sted, men er da — ubegribeligt af hvilken grund — atter blevne kvalte. Ubegribelig af hvilken grund, fige vi; thi vel bør Frederik den syvendes navn være enhver dansk mand helligt; men dette er dog virkelig ingen grund til ikke at afsløre et liv, der er ligeså rigt på eventyrlige episoder, som på gode og ædle handlinger. For de læesere, der have fulgt os gennem „ Frederik den syvendes ungdom “, vil vi måske have en forhøjet interesse, da vi nemlig ville komme til at beskæftige os med adskillige af de i den nævnte bog præsenterede personer. Og hermed ville vi begynde vor fortæelling — hver som har lyst, han følge os. Forfatteren. første kapitel. Bæhrs hotel. Filadelfia har, ligesom de fleste amerikanske byer gjordt store opsving i få år. Men i denne by, atter ligesom i næsten alle amerikanske byer, har lasten, i stedet for at aftage med den fremtrængende civilisation, tværtimod tiltaget med denne. Rimeligvis må grunden dertil søges i den med civilisationen følgende trang til flere fornødenheder og til større og kostbarere nydelser. Hvorledes det nu end forholder sig, er dog så meget vist at byen Filadelfia allerede 1846 havde afsat et bundfald der ikke gav nogen by i det fordærvede Evropa noget efter, men vel endog overgik de evropæiske byer i en ikke ringe grad. Imidlertid er det en kendsgerning som ikke trænger til nærmere bevisførelse at bærmen eller udskudet af enhver befolkning altid holder fammen, ligeså vist som det er, at bundfaldet i en væske altid falder til bunden. Det er den omstændighed der gør at samfundet, kan være tåleligt, selv med en meget stor pøbel og at en drik kan være drikkelig selv om den afsætter et meget stærkt bundfald. Men Tingen har også en vrangside, thi netop derved at en befolknings bærme altid holder sammen, netop derved får den også lejlighed til at organisere sig bedre end de øvrige samfundsklasser der ved at udelukke den af det gode selskab, ligefrem tvinger den til organisation og samdrægtighed. Man har påstået at det er meget sjældent at den ene tyv stjæler fra den anden, selv om den ene er fattig, og den anden forholdsvis velstående og vi er tilbøjelige til at tro på sandheden af denne påstand. En dødsdømt forbryder skrev i sin ansøgning om benådning: „ Vil i finde strenghed og retfærdighed nøje forbundne i loven, så gå til tyvenes forbund og lær det. “ Endskønt vi just ikke er oplagt til at give vore dommere den samme anvisning så vil vi dogerindre om, hvor ofte man har hørt en næsten rørende retfærdighedsfølelse udtalte sig fra forbryderes læber. Hvorom nu alting er, bærmen er altid godt organiseret og man kan komme til hvilkensomhelst større by man vil med det spørgsmål: „ Hvor træffes udskuddet af befolkningen, “ og være sikker på ikke at komme til at gå ubesvaret bort. Således var det ogsa: i Filadelfia på den tid vor fortælling begynder — og det er det naturligsis den dag endnu. — hvis en fremmed havd^ spurgt som oven anført ville svaret den gang have lydt: „ I Bæhrs hotel! “ Men, hvad var da dette Bæhrs hotel for noget? Det første og hurtigste svar på dette spørgsmål er at Bæhrs hotel var et samlingssted for forbrydere og lediggængere af enhver Art og hørende til enhver klasse i samfundet. Man fandt i dette hotel, som vi snart ville lære nærmere at kende, folk henhørende til alle stæder og alle klasser i samfundet, idet hver klasse havde afgivet sit kvantum bærme til hotellet. “ Her fandt man tyvene af profession og endogså „ Ibs ris^ermsn “ eks professo, det vil sige, sådanne folk som for en anseelig godtgørelse påtage sig det hverv at putte folk i floden og derpå springe ud efter dem og udplyndre dem. Men ved siden af disse folk fandt man tillige advokater som efter at havde gjort sig umulige i det øvrige samfund, fandt en levevej ved, fra deres skjul i Bæhrs hotel at lede processer for adskillige brave folk, der ved en. eller anden „ Forretning “ var kommet i kollition med de bestående love. Denne sidste klasse var meget anset, thi det var ikke et enestående tilfælde at en sådan prokurator ved sine gode råd og snildt skrevne indlæg i en sag havde frelst en morder fra galgen. Disse advokater var godt lokaliserede i retssalen, de vidste på en prik, når ' man burde benægte og når man burde bestikke. Foruden disse to væsentlige autoriteter i dette samfund i samfundet fandt man også i Bæhrs hotel repræsentanter for de skønne kunster og videnskaber. Der var forulykkede og miskendte genier, såsom malere der var faldne som offre for en ffjcendig kritik, poeter der havde slået sig til drik af ulykkelig kærlighed og musikere der havde slået sig tiltåls af ulykkelig dovenflab. Og alle disse mennesker levede, det vil sige, de fik lidt at spise, meget at drikke og nogle alen af Filadelfias rigelige jord til at sove på. At der imidlertid også fandtes folk i dette selskab,, som kunne have levet midt i det bedste samfund, vil vi snart få at se. Bæhrs hotel lå i en gade, som intet navn havde,, men var betegnet som „ Numer 40, “ alligevel havde denne gade fået et navn, idet den af beboerne af Bæhrs hotel var blevet døbt: Bæhrs tre et. Bæhrsfreet var en levning af det Filadelfia der var i begreb med at forsvinde; det vil sige den befandt sig i overgangsperioden. Dens væsentligste bestanddel var dog træhytter, blandt hvilke det også af træ opførte Bæhrs hotel ragede frem som et mægtigt pallads. Og hvem var nu denne bæehr, hvis navn daglig blev udtalt af tusinder og som næsten syntes at være kåret til konge for et lille rige af vildledte ånder og forstokkede forbrydere? Det var en indvandret tysker, der hjemme i „ das große “ ikke var blevet tilstrækkelig påskønnet og derfor havde vendt sit utaknemmelige fædreland ryggen. Dev var rigtignok også dem der vidste, at man i Evropa havde “ Belønnet hr. Bæhr for hans „ store og gode handlinger “ ' med at sætte ham nogle år i fængsel. Andet kapitel. En mystisk gjæsf. Det var i oktober måned og stærkt mod aften da da en høj, rank skikkelse, iført en af de kapper, som den gang var så moderne, kom gående gennem bæhrstreet. „ Djævlen annamme mig, “ mumlede skikkelsen ved sig selv, „ den gamle ugle, han er gud fordømme mig mere vanskelig at få slagtet end alle jordens konger og prinser tilsammen. Men lige meget, “ vedblev han, „ jeg har arbejdet og jeg har slidt, inden få år vil de grå hår spire frem på mit hoved og endnu er jeg ikke nået videre end til begyndelsen. — jeg står nu, som jeg stod i Londons fængsel med råbet: guld! på læberne. Kun ved guldets hjælp kan noget udrettes og uden at have udrettet noget finder jeg ingen ro i min grav. — — Hollo — hvad er det -- -- -- -- -- -her er også djævleblændt mørkt! “ Manden i kappen for et skridt tilbage, hans fod var stødt mod noget hårdt.. Han stod et øjeblik stille i den mørke gade, derpå hørte man en klagende lyd, som bragte ham til at gå nærmere. „ Hvad ser jeg, — Brandt — i djævlens skind og ben, hvad fejler dig? “ „ Herre, “ svarede den tiltalte i en ynkelig tone, „ man har givet mig så meget at drikke derinde. “ „ Og du har drukket. “ „ Whisky, noget forbistret tøj — men om en times tid — “ „ Kan du rejse dig op? “ spurgte manden i kappen. “ Ja, herre, det kan jeg. “ „ Godt, kom så her. “ Brandt forsøgte at rejse sig, men han formåede det ikke. Han kravlede på hænder og fødder hen til „ Herren “ som han kaldte ham. Denne fremtog en lille flaske som indeholdt et grønt fluidum og idet han bukkede sig ned, hældte han nogle dråber af flaskens indhold i Brandts Hals. Denne udstødte en lyd, som om han skulle kvæles, og man hørte det ralle i halsen på ham. Derpå lagde manden i kappen sin mund lige til Brandts øre og hviskedee følgende ord til ham: „ Gå til k-street og vent mig ved midnat. “ Han kastede endnu et blik på Brandt, derpå fortrak hans læber sig til et underligt smil der indeholdt ligeså meget beklagelse som foragt. — og få fortsatte han sin gang. Nogle minutter efter lykkedes det virkelig Brandt at rejse sig og han tumlede nu så godt han kunne hen ad gaden. imidlertid var manden i kappen nået til det berømte Bæhrs hotel. Han bankede på porten med sin stok og blev straks indladt. Portneren bukkede meget ærbødigt for manden, det var øjensynlig ikke nogen hverdagsbegivenhed at se en mand nobelt klædt og med en sølvbeskagen stok i hånden betræde denne port. Til højre i porten var opgangen til spiseværælserne, til venstre lå derimod soveværelserne. Vor mand gik op ad trappen til højre og trådte rast ind ad døren ligefor den lille trappe. Han var nødt til at lægge mærke til den opmærksomhed hans nærværelse fremkaldte, thi ved hans indtræden forvandledes den forfærdelige støj, som de i værelset forsamledes samtale havde fremkaldt, pludselig til en undertrykt hvisken. Deraf kunne man som sagt slutte sig til den opmærksomhed som den nye gæsts indtræden havde vakt, thi se noget kunne kun de øjne som i længere tid i dette af røgen ' fra en mængde små kridtpiber opfyldte rum. Den nysankomne blev også stående, ligesom greben af en slags bedøvelse og det varede noget før hans lnnger ville indlade sig på den kost som denne fordærvede luft frembød. Men, til sidst lykkedes det dog, ligesom også synet gjorde sig fortroligt med omgivelserne og lod forskellige skikkelser, først som brystbilleder, derpå i suld størrelse, dukke frem i tågen. „ For djævlen, smæk døren op, “ råbte en tyk Bas, „ man kan jo hverken høre eller se herinde. “ Det var de første ord der blev talt højt siden den nye gæst ankomst. Øenne satte sig hen ved et bord hvorpå der lå nogle blade, han greb et af bladene og gav sig til at kigge i det med den ligegyldigste mine af verden. Som det altid går i sådanne tilfælde, gik det også her. Da stuens befolkning havde tilfredsstillet deres nysgerrighed og begloet den fremmede længe nok, genoptog man de afbrudte samtaler og lod som om den ubekendte slet ikke eksisterede. I flere grupper der havde samlet sig om forskællige borde, var samtalen meget højrøstet, men en gruppe bestående as tre mand overgik dog alle de andre i heftighed og efter denne at dømme måtte man være belavet på at det hvert øjeblik kunne komme til håndgribeligheder. Tilsidsf blev meningsudviklingen ved det nævnte bord så heftig at den tildrog sig den almindelige opmærksomhed. „ 6oæ, æam, “ råbte den ene, en gulvissen fyr uden skæg og hvis ansigt var en åben bog der kun fortalte om udsvævelser og vildfarelser. „ Ooæ, han har lovet mig dem, jeg vil ha ' e dem, for satan, tyve dollars i guld er slet ingen ringe sum. “ „ Hold mund, tornede en hæs Bas der tilhørte en fyr med svære lemmer, svært skæg og en hud, * ) betyder et pattebarn. så brun som en mulats. I parenttes kan vi bemærke at den sidste egenskab havde forskaffet ham navnet: colljack en abreviation af „ Hie eolloreæ ( den farvede Jakob ) et tilnavn som enhver i Bæhrs hotel kendte måske med undtagelse af Coll-jack selv, thi ingen havde endnu vovet at udtale det i hans nærværelse. Da denne mand havde udstødt sit: „ Hold mund, baby “ greb han sit glas whisky og tømte det uden at fortrække en mine. Men baby lod til at ville stå på sin ret, han sprang op og idet han nærmede sig Jack råbte han arrig: „ Kom her med pengene, jeg har vidner nok på at du har lovet mig dem. “ Jack vendte sig mod den talende og idet han gav ham et lille skud for brystet råbte han endnu en gang: „ Gå væk baby. “ Men nu blev baby rasende, han skar tænder og blev brandgul i huden. „ Du er en skurk, “ råbte han, „ Kammerater “, råbte han derpå så højt hans lungers kraft tillod det, „ vil i tåle at man bedrager mig, skal vi have skurke imellem os. “ Ikke en gang denne djerve tale formåede at skaffe ham assistance, men baby tabte endnu ikke modet, han vendte sig roligt om mod sin modstander, betragtede ham med et knusende, foragteligt blik og sagde kun det ene ord: „ Coll-jack! “ Dette ord udrettede mere end alverdens tale ville have været i stand til, thi i samme nu det blev udtalt genlød huset af en skingrende latter, medens den uforsigtige baby følte sig greben i nakken af en jernhånd og staklem behøvede ikke at vende sig for at få besked på, at denne hånd tilhørte Coll-jack. „ Han slår ham som en ål. Han knækker hvert et ben i hans krop. “ Således lød de trøstende udråb som surrede om den ulykkelige babys øre. Disse spådomme vare også uden al tvivl gået i opfyldelse, hvis ikke en tredje. Person havde lagt sig imellem. Denne tredie var ingen anden end den fornemme fremmede som vi have set gå ind i stuen. Han havde hidtil siddet tavs, tilsyneladende læsende i sin Avis, medens dog ikke et ord af samtalen var undgået hans opmærksomhed. Nu havde han pludselig rejst sig, og idet han trådte ind i klyngen råbte han med en tordenstemme: „ Holdt, hvad fanden er det for optøjer. “ De kæmpende standsede også straks, medens alles blikke rettedes mod den fremmede. En ganske kort stilhed indtrådte, derpå tog „ Colljack “ Ordet idet han med den mest imponerede uforskammethed der var ham muligt at opdrive vendte sig mod den fremmede og sagde: „ Om forladelse, min herre, men det ville vel ikke være for næsvis at spørge om hvad vore forhold kommer dem ved. Gå de hen ved deres bord igen og pas deres eget kram, ellers kunne det jo være, at jeg kom til at støde til dem, min herre. De skulle forresten aldrig være kommen herind for at spionere lidt, hvad. I så tilfælde kan jeg fortælle dem, at vi her er gode venner alle sammen, de kan intet fiske. “ De omkringstående begyndte så småt at le, men neppe havde de kastet et blik på den fremmedes ansigt før de blev alvorlige igen. Den fremmede var bleven noget bleg, men om hans mund spillede et roligt, lidt sarkastisk smil. Han stak i hast hånden ned i sin lomme og greb en pung som han kastede på bordet. „ Jeg kom herind, “ udbrød han med et skarpt blik på Coll-jack, „ for at se om det rygte talte sandt, der siger,. at det ikke er frie folk, der respekterer ærlighed blandt hinanden indbyrdes, men derimod en flok banditter som en røver må skamme sig for at tage i hånden der befolker Bæhrs hotel. “ En truende mumlen opstod blandt forsamlingen, men den gjorde ikke det ringeste indtryk på den, der havde talt så dristigt. Han forstærkede kun lln stemme og begyndte på ny: „ For fanden, jeg har nu set, at rygtet ikke så ganske farer med løgn, thi at bedrage en af sine venner for ti gulddollars er en så nedrig handling, at jeg gentager det, var det sket blandt røvere ville den pågældende blive hængt af sine egne kammerater — og det havde han også fortjent. “ „ Coll-jack, der øjensynlig måtte være den fremmede langt overlegen i styrke tilbragte tiden med at smøge sine ærmer op og fremvise et par bedårede køller. men fra forsamlingen hørte man flere udbrud som disse: „ Det er sandt. “ „ Han har ret. “ „ Det er nederdrægtigt as Jack. “ „ Her ligger penge, mine venner, tog den fremmede påny ordet, „ gør jer til gode med dem og lad ingen ste uret. “ Og han tilføjede lidt efter, „ og ikke en gang han som gør andre uret. “ Dette var for meget for Coll-jack. Som en rasende sprang ind på sin modstander og ville gribe ham i struben. „ Kom an sir, “ råbte han skummende af raseri. Men, i det samme følte han sig greben i brystet og kastet til jorden med stor styrke. „ Bravo, bravo, “ udbrød nu hele forsamlingen, hvis fulde sympatti den fremmede allerede havde vundet. „ Du er en dumrian Jack, “ sagde denne, „ Du kommer dog til at trænge til min hjælp. “ Jack var atter sprunget op og stod nu i begreb med på ny at fare ind på sin modstander, men denne gang trådte hele klyngen imellem og en mængde stærke arme greb Jack og løftede ham højt i været, så han ragede op over mængden. Derpå gav en af klyngen sig til at råbe: „ Bed om pardon Jack, eller vi ville ikke tåle dig iblandt os. “ Hele massen gentog råbet: „ Bed om pardon Jack “, og den ulykkelige følte, at han var nær ved at blive kvalt. Kvælningen var uden al tvivl også bleven fuldhyrdet, hvis den fremmede ikke på ny havde blandet sig i tingene. „ Slip ham folk, “ råbte han, „ jeg har endnu et ord at sige ham. “ I samme nu stod Jack på jorden, medens klyngen havde sluttet kreds om ham. Som en general der holder revy over sine soldater, skred den fremmede over gulvet og hen til Jack der -med itureven skjortekrave og lignende et vildt dyr, kastede et begærligt blik på sin brede, blanke kniv, som man havde taget fra ham og nu overrakte hans modstander. Denne modtog kniven, men rakte den med den ligegyldigste mine til Jack. „ Her er din kniv, “ sagde han, „ og her er ' min hånd til forlig, hvis du har indset din overilelse, men kun på den betingelse. Nu, løver du, godt, du vil komme til at tigge mig om det håndtryk, som du nu vrager. “ Forsamlingen udbrød i levende bifald. „ Nå drik så kammerater på mit og eders eget vel. Jeg ved, at det rygte har løjet, som har sat en plet på befolkningen i Bæhrs hotel. På gensyn venner, på snarligt gensyn. “ Coll Jack havde trukket sig tilbage til en krog, han syntes både at være døv og blind for hvad der foregik omkring ham. Den fremmede ville til at gå, da den unge fyr, som Jack havde tituleret baby, nærmede sig ham med forsigtige, næsten ængstelige skridt. „ Hvad godt ven baby, “ sagde den fremmede smilende. „ Jeg er ingen baby herre, men at slås er ikke min forretning, hvorimod der ikke hengår en dag uden at Jack jo oplever et slagsmål i den. Forresten ville jeg bare takke jer fordi i tog mit parti, det er første gang jeg har set Jack blive overmandet. “ „ Og hvad hedder i da, “ spurgte den fremmede? „ Rufus Rich er mit navn — og eders? “ Dette spørgsmål kom måske den fremmede gæst i Bæhrs hotel noget uventet, jeg skal ikke kunne sige det, men han tøvede lidt, inden han svarede: „ Det er sandt så, noget for noget, det er et solidt valgsprog. Forresten hedder jeg Birk. Et herligt navn, “ Tilføjede han ved sig selv, „ og den rette ihændehaver er død. “ — „ Mr. Birk, “ gentog Rufus Rich. „ Ja, så vidt jeg tror, “ bemærkede den fremmede, hvem vi fra nu af ville kalde Birk og han tilføjede: „ min døbeattest har jeg desværre forkommet. “ „ Ligesom jeg, “ sagde Rufus ærbødigt. Mr. Birk vendte sig mod klyngen og råbte: „ Vi ville snart ses. — farvel mine venner. I skulle ikke forsage, her er store ting af udrette og der er guld nok til os alle sammen. “ „ Bravo — bravo! “ Under dette råb forlod den fremmede værelset. Hvor mærkeligt havde ikke denne mand forstået af imponere disse mennesker i Bæhrs hotel, der hvor enhver anden vistnok ville være blevet udleet — hvis han ikke var blevet udplyndret, der havde denne fremmede, som kaldte sig mr. Birk, i løbet af mindre en time forstået af sætte sig i respekt og gøre sig både afholdt og frygtet. Der gives karakterer, der synes af være skabte til af regere og befale over deres medmennesker, ligesom der, gives masser af individer, der befinde sig bedst ved af lade sig regere. Mr. Birk hørte åbenbart til den førstnævnte klasse. Tredie kapitel. Mr. Birk. Vi må nu forlade Bæhrs hotel for at følge med mr. Birk, hvem der er nødvendigt at præsentere noget nærmere for læseren. Mr. Birk passerde atter bæhrstreet og drejede ind i byen Filadelfia i hvis udkant bemeldte hotel lå. Dog, før han drejede om hjørnet af gaden blev han stående tankefuld og stirrede et øjeblik på den ved enden af bæhrstreet liggende kirkegård. „ Man kunne næsten sige at lykken skal komme fra kirkegården; “ mumlede han, og idet han vendte ryggen til kirkegården vedblev han: „ Jeg føler mig endnu ung og stærk, og, besjælet af lyst til at udkæmpe den retfærdige sag. — vi få nu at se. “ de sidste ord blev udtalte i en besynderlig tone. Han havde næppe tilbagelagt et halvt hundrede skridt før han drejede ind ad en port, gik op ad to og fyrgetyve trappetrin og bankede på døren, ligesom vi have set ham gøre i Bæhrs hotel, med den sølvbeslagne knop på sin stok. Et øjeblik efter åbnedes døren af en endnu temmelig ung mand, hvis ansigtstræk imidlertid talte højt om adskillige handlinger som man ikke plejer at henregne blandt dyder. Mr. Birk trådte ind i en stue der var møbleret med de allernødvendigste genstande og han var næppe kommet indenfor døren før han slængte sin kappe fra sig og tog en letkrøllet, sort paryk af sit hoved. „ Breve fra Evropa, “ sagde den person der havde lukket op. „ Giv hid. Birk modtog fem breve som han åbnede, det ene efter det andet, men med et næsten feberagtigt hastværk. Han læste imidlertid intet i disse breve, kun betragtede han håndskriften og underskriften på dem alle, hvorpå han atter lagde de fem breve sammen og stak dem i lommen. „ Du kender jo „ Illo ænir olud * ), “ spurgte han. „ Jo herre -- -- -- -- - “ „ Det er sandt, glem ikke at jeg fra i dag af hedder Birk. “ * ) den mørke klub. „ Birk? “ „ Slet og ret, mr. Birk, altså du kender medlemmerne i denne klub. “ „ De fleste af dem. “ „ Og du kan få adgang til disse møder? “ „ Tilvisse, jeg har i tidligere dage aldrig svigtet et eneste møde. “ Mr. Birk sad nogle øjeblikke hensunken i betragtninger, derpå udbrød han: „ Det er mit ønske tom at du overværer disse møder igen. Hvor ofte holdes de? “ „ I reglen to gang om ugen, onsdag og lørdag — “ „ Lørdag, altså er der møde i aften. “ „ Ganske sikkert. “ „ Så er det mit ønske at du går der hen i aften. “ „ Ganske som de befaler herre, “ svarede tom. „ Du indfinder dig tidligt i klubben og forbereder medlemmerne på en overordentlig forretning. Men hemmelighedsfuld må du være, sig kun at forretningen vil indbringe millioner, og skulle man gå dig for meget på klingen, så sværg dig inderst i helvede på at du taler sandhed. “ „ Nå, hvor de vil blive nysgjærrige, “ udbrød tom smilende ved i tanken at se de ansigter som hans meddelelse ville fremkalde. „ Det skal ske ganske som de ønsker herre. Uh, jeg ser firkantede timpton og lange Goss og den smukke Newton og -- -- -- -- -- “ „ Godt tom, kender du ikke også Coll Jack? “ „ Coll Jack, jøsses, om jeg kender ham — her skal de se herre. “ Med disse ord opsmøgede tom sit ene ærme op og viste mr. Birk et bredt, dybt ar som fandtes på armen. „ Det er et portræt af Coll Jacks knivsblad, “ sagde han med et bittert smil, „ Coll Jack. Gid satan havde ham, han snyder og bedrager alle sine kammerater og så prygler han dem oven i købet bag efter. “ Birk smilede! „ Hør tom, “ sagde han „ der er endnu en ting af vigtighed som du ikke må glemme. “ „ Tal, hr. Birk, jeg glemmer aldrig noget af hvad de siger. De er ikke noget almindeligt menneske, jeg tror næsten at Coll-jack selv ville få respekt for dem. “ „ Tror du, “ sagde mr. Birk smilende. Men hør nu, efter al sandsynlighed vil jeg selv være tilstede ved „ æark oud8 “ Møde i aften. “ „ De, herre. “ „ Ja, hvorfor ikke. “ „ De bliver aldrig i evighed indladt og — o, herre, lad være at gå derhen, de kan recikere alt — tro mig — også Coll-jack vil være der. “ „ Vi få at se, “ svarede mr. Birk, „ men i ethvert tilfælde må du love mig at du lader som du aldrig har set mig. “ „ Når de ønsker det, herre. “ „ Jeg forlanger det. “ „ Nuvel, om det så end falder mig nok så svært, så skal de dog blive tilfreds med mig. “ „ Det er endnu ikke alt. Du må endvidere love mig af^du vil gøre mig mistænkelig overfor dine kammerater og s fortælle dem at du ikke mere vil komme i klubben når jeg skal være der. “ „ Men herre. “ „ Gør som jeg siger thm. “ „ Hvis de ville forlange at jeg skulle slå en kvinde i ansigtet, så gjorde jeg hellere det end jeg ville gøre eder mistænkelig overfor mine kammerater i dark club. “ „ Du er en ærlig ven, men en dårlig tjener og derfor bliver jeg nødt til at se mig om efter en bedre tjener, en som vil adlyde mine befalinger “ „ Herre, tilgiv mig, jeg skal gøre hvad jeg kan. De skal nok blive fornøjet med mig. “ „ Godt, hør så videre: du kender altså colljack? “ „ Jo, herre, den slyngel har jeg kendt i otte år, vi har endogså gravet guld sammen. “ „ Ham må du slutte venskab med. “ „ Med Coll-jack, min værste fjende. “ „ Nu er du atter ulydig. “ „ Det er sandt, herre, men betænk -- -- -- -- -- - “ „ Jeg har betænkt alt, jeg kender Coll-jack, jeg ved at han bedrager sine kammerater og jeg har derfor besluttet at straffe. ham. “ „ O, når de beslutter at straffe, så ved jeg han vil blive straffet. Om jeg så skal tigge ham om hans venskab — „ Og betale ham. “ „ Betale ham? “ „ Ja, du kan gerne traktere ham lidt flot, på den måde vil du lettest erhverve hans venskab. “ „ Rigtig herre, de kender ham. “ „ Og særlig må du hos ham beklage dig over min nærværelse, du kan gerne for ham fremsætte formodningen om at jeg er en spion som vil angive og forråde klubben. “ „ Men — “ „ Ti, jeg tåler ikke flere modsigelser. “ Tom bukkede hybt. Fremdeles fortæller du ham, at du har udset ham, som den der skulle være dig behjælpelig med med at udføre arbejdet ved den nye forretning, der vil indbringe millioner. “ „ Men når han nu forlanger at vide mere? “ „ Så sig at du ikke vil sige mere så længe jeg bliver tålt i selskabet. “ „ Jeg skal sige det, herre, men Coll-jack skår de stærkeste indianere ned med en knyttet hånd. “ „ Ligemeget, du siger som jeg befaler. Derpå kan du sætte ham stevne ved den søndre ende af bæhrstreet. “ „ Ved kirkegården? “ „ Ja, og når han efter aftale indfinder sig der må du betro ham hele planen til forretningen. “ „ Men er denne forretning mere end en fatafie. “ „ Naturligvis. — men hent mig nu min anden. Garderobe. Jeg har endnu meget at udrette i dag. “ Den forbavsede tom gik ind i det næste værelse,, der i forbigående sagt ikke var meget større end et klædeskab og vendte kort efter tilbage med en del klædningsstykker på armen. “ „ Nu har vi tre klædninger, herre, skal vi have flere endnu? “ „ Klæder er en ting som man ikke let kan få for meget af, “ svarede Birk i en ligegyldig tone. Derpå begyndte han uden omsvøb at stifte klæder, lige fra inderst til yderst. Han friserede selv sit hår med en hurtighed og akkuratesse som mangen frisør ville have misundt ham. Det sæt klæder han nu havde iført sig var meget elegant og en glimrende sort silkehat, som den gang kun bares af standspersoner satte kronen på værket. Stokken med sølvknappen blev ombyttet med en ridepisk og mr. Birk satte et par guldbriller på sin. Næse. „ For alle djævle, herre, de ligner jo slet ikke dem selv længere, Havde jeg mødt dem på gaden ville jeg være gået lige forbi dem og tænkt -- -- -- -- -. “ Han holdt pludseligt inde, formodentlig havde han glemt hvad han ville havde tænkt. „ Nå, hvad ville du så have tænkt tom, “ spurgte mr. Birk. „ Jeg ved det ikke. Sikken en elegant gentlemen, ville jeg have tænkt. “ „ Eller også: sikken en elegant nar, “ forsatte mr. Birk. „ Men glem det ikke min gode tom at det under tiden må være nødvendigt at være nar, det er kun en nar der ikke kan indse dette. Og nu, ven tom, nu. Husker du mine jnstruxer — gud være med dig. “ mr. Birk gik atter ned på gadey og sikkert er det at tom havde ret til at sige at hans herre var ukendelig. Selv ikke Coll-jack ville i denne indtil de mindste enkeltheder elegant klædte herre have genkendt sin nye svorne fjende og dygtige modstander. Han gik med raske skridt gennem adskillige gader indtil han nåde byens Hovedgade. Ved hjørnet af denne sagtnede han sine skridt og efter at have set sig forsigtig omkring om ingen fulgte ham, smuttede han hurtig og let ind ad døren til et af de rejæleste og smukkeste huse i Filadelfia. Han gik ikke længere end til stueetagen, der standsede han, tog en nøgle frem og stak den i døren. Han trådte ind i et smukt møbleret værelse, men han passerede det uden en gang at dreje hovedet. Døren til det næste værelse stod åben. Også dette værelse var smukt møbleret, men en del på bordet opstablede papirer lod formode at værelset gjorde tjeneste som arbejdsværelse. Mr. Birk satte sig ved bordet, fremtog sine breve som han havde været forsigtig nok til ikke at glemme da han skiftede klæder. Det ene af disse breve lød i al forfærdelig korthed således: „ Hr. Greve, hvis dette brev skulle finde dem, så bad det i tide advare dem. Tro ingenlunde at de fordi øe har fortrukket dem tilbage til et smuthul i Amerika vil have unddraget dem deres mægtige fjenders hævn. Selv derovre i det fjerne vesten vil de-være omgivet af fjender eller dog fjenders redskaber. En vis doktor Hellfach har givet nye oplysninger om gerninger som kun deres grusomme hensyesløshed kan udøve. Jeg tror at kende deres planer, og at vide hvor hengiven de er deres sag, men hr. Greve, — kan også hensigten hellige alle midler. — hvor de er ufattelig. Jeg ved intet mere for øjeblikket og tør heller ikke skrive mere da jeg må befrygte at brevet aldrig kommer dem i hænde. Mit sidste ord er: vogt dem, vogt dem dobbelt sordi menneskene ville tro at det onde der overgik dem var en straf. » Helga. “ Det ville være urigtigt at nægte at dette brev gjorde et vist indtryk på mr. Birk, og vi tro ^at det smil hvormed han stak brevet i lommen ikke var så ganske naturligt. Måske hørte mr. Birk til dem som i kritiske øjeblikke lyve for sig selv, hellere end at se situationen i øjnene. Sådanne karakterer bringe det også under tiden vidt. Han stak på ny brevene i lommen, rejste sig og gik hen til vinduet. Her lagde han tankefuld armene over kors og mumlede for sig selv: „ Jeg kan forsage, i enhver retning blot for at nå mit mål, min plans gennemførelse er min lidenskab, den eneste jeg har og som jeg offrer mit liv. Alle andre mennesker har lidenskaber som er så vanskelige at tilfredsstille. Herpå vil jeg forsøge at bygge. Den ene elsker, den anden hader og den tredje spiller. Nuvel, jeg skaffer den ene lejlighed til at tilfredsstille sin kærlighed, den anden sit had den tredje giver jeg penge til at spille op. Hvert menneske næsten har en lidensfab som han ikke har råd til at tilfredsstille. Jeg giver dem råd og selvfølgelig tilhører disse folk mig. Noget for noget. Råder jeg over millioner af dollars, så råder jeg også over millioner af mennesker og det er millionernes lykke jeg vil. “ Han stod endnu et par minutter tankefuld, stirrende ud af vinduet, derpå gik han hen ved døren og tog et tag i klokkestrengen. Et øjeblik efter kom en ung, kvindelig skikkelse tilsyne. „ Vel, Lilly, “ udbrød mr. Birk, „ er min hustru tilstede? “ „ Jo, “ svarede Lilly, „ skal jeg melde at Herren ønsker at tale med hende? “ „ Ja, meld hende det min pige. “ Lilly gik ud ad den tredje dør. „ Hvad må denne pige ikke tænke om et sådant ægteskab, hun må jo anse mig for en idiot af en ægtemand, “ mumlede mr. Birk for sig selv, men kort efter tilføjede han: „ Bah, det gør lige meget, en hvilken som helst mand i det hele Amerika ville med glæde indtage min plads som ægtemand. Når jeg om nogen tid vender tilbage til Evropa og bygger mig et slot midt i København, så vil jeg høste lønnen for min tålmodighed som ægtemand, Danmark er mit hjem og derfor vil jeg at den store revolution skal udgå fra Danmark. Jeg ser klart i fremtiden; Kristian den ottende skal, så sandt jeg lever -- -- -- -. “ I dette øjeblik vendte Lilly tilbage. „ Fruen er rede til at modtage Herren, “ sagde hun. „ Godt min pige. “ Han gik ind ad den dør ad hvilken Lilly var kommet. „ Hm. det er kuriøst, “ udbrød Lilly, idet hun så efter mr. Birk, „ højst kuriøst. Herren tilbringer hele sit liv, både dag og nat ude af huset. Det skulle Sam bare prøve på når vi blive gifte, så skulle han få noget andet at vide. Men fruen, ak, hun græder en gang imellem og det tror jeg nu at det er derfor hun græder, for når man er gift vil man dog også gerne vide en smule af det. “ Da denne monolog var til ende trippede Lilly knibsende med nakken ud af døren. — imidlertid følge vi mr. Birk. Han trådte altså ind i det næste værelse. Dette værelse var så hyggeligt og komfortabelt indrettet som man vel kan tænke sig det. Foran et lille arbejdsbord sad en bleg, men smuk kvinde,

1899_Brosboell_Fredsfyrsten

Carl

Fredsfyrsten

Brosbøll

Brosboell

Fredsfyrsten

male

1899_Brosboell_Fredsfyrsten.pdf

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

dk

Fredsfyrsten

y

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

Dengang Broder Joseph blev dimitteret som » Skriftkyndig « fra klosteret i ajaccio, bar han i hånden det brev, der indeholdt hans skudsmål fra den gamle abbed til prioren i vicokloster, hvor Joseph foreløbig var ansat som tjenende Broder. Hans karakteristik, der stod at læse i denne skrivelse, lød omtrent således: » Troende. Lidt enfoldig. Disponeret for det gode. Joseph har frem for nogen discipel i brændende andagt hengivet sig til selvprøvelsens hellige løntime, og næppe har nogen kunnet lægge sit syndige væsen mere åbent for gud,. Ej heller bedet inderligere om tilgivelse for andres synder, eller straffet egne forseelser så ubarmhjertigt. Enhver kristenpligt opfylder han som et retfølende menneske. « Således lød skudsmålet, men Broder Joseph kendte det ikke, medens han denne forårsmorgen vandrede op ad bjergvejen med brevet forsigtigt i sin udstrakte hånd, således som han i o havde lært at bære messebogen efter præsterne op til alteret, dengang han var kordreng. Kring ham bredte sig det duftende makikrat, isprængt med blomstrende Erika og morbærtræets mange farver. Han så ud derover med blide sorte øjne, der ligesom hilsende søgte den fremtid, han nu ville vie sine kræfter. Da Joseph omsider fra det klare Sollys over farverige klipper indhyllede i blålige luftslør, trådte ind i vicoklosterets kølige gange, bøjede han sig i dyb ærefrygt for de værdige fædre, der endnu bebo dette kloster, som af verdslige love er dømt til at nedlægges, når dets nuværende beboere er uddøde, de såkaldte missionspræster, der uden selv at have sognekald stadig stå til disposition, og snart hentes hid, snart did på øen, for at forstærke den gejstlige indflydelse i menigheder, hvis sognepræst trænger til støtte. Fædrene gik Broder Joseph forbi med adspredt blik, nogle fordybede i deres rosenkrans, andre alvorligt samtalende. Han afgav sit brev i det frescomalede refektorie til prioren med de hvide krøller under den lille fløjelskalot og de brune, skælmske øjne. Derefter blev han af Broder Anselmo ført ned i hans egen murcelle indenfor klosterporten. Joseph så ikke på den hårde briks eller træstolen ved det hvidskurede bord, han bøjede sig halvt knælende for christusbilledet på væggen, kastede derefter et blik gennem det tilgitrede vindue, som vendte ud mod klosterkirken med de tændte helgenlys på den anden side af pladsen under kastanietræerne. » Hvor her er dejligt, « hviskedee Joseph. « her er Pokker, er her, « sagde den listige Anselmo med det rødlige hår og den fregnede braknæse, » her er splid mellem fædrene er her; for tiden skændes de om, hvem der er helligst, og om hvem der skal tage mod indtægterne af klosterhaven. Intriger og kævl, som jeg ærlig og redelig holder vedlige, det giver altid lidt livsalighed og fortjeneste. « Broder Joseph så uforstående på sin italienske medtjener, de to betragtede hinanden prøvende et øjeblik, så rystede Anselmo ærgerlig på hovedet og gik sin vej. Joseph bad sin første bøn i klosteret, den endte som en jublende tak for den lykke, som var ham beskåret, at skulle henleve sine dage i et så helligt hjem, så nær kirken og hans kære helgene. Medens Broder Joseph således udøste sit hjerte og følte lutter blide svingninger i sit indre, hørte han pludselig en sagte, prustende brummen tæt ved sit øre; han for op og opdagede en bred fugtig mule og et par dorske koøjne, der betragtede ham mildt bebrejdende gennem gitteret. Joseph gav efter for sin bevægede stemning, han bøjede sig ned og kærtegnede det rolige hoved, der fornuftigt og tilsyneladende forstående modtog den ensomme Broders overmål af fø- lelse. Dermed var pagten sluttet, Joseph havde fundet en ven, der ikke senere svigtede ham. Dagene giede, månederne blev til et år uden at bringe synderlig forandring i Josephs forhold. Han opfyldte punktlig sin pligt som klosterportner, klokker, havemand, sygepasser, uden at han derfor blev mere afholdt af de myndige fædre. Josephs stadig voksende folkeyndest mellem landsbyernes befolkning, den de alle bejlede til, var dem en torn i øjet. Den tjenende Broders blidhed blev dog ikke foreløbig sat på nogen hård prøve, han bestod dem alle i frejdig ydmyghed, med myndigt enfold, uden at ane at han gennemgik noget som helst. En sommerdag kom Broder Joseph ned over en smal bjergvej fra de højder, der omgive klostret, svømmende i blålige, blåviolette tåger. Hans skaldede hoved med den lange, smalle pande lyste i middagssolens lodrette stråler. Han gik langsomt og smilede blidt, halvfærdige tanker og smukke drømmestumper flød sammen i hans indre, mens han dog stadig grublede over, hvorledes de strenge fædres urtebede i år bedst burde tilsås. Koen gourou fulgte ham betænksom, dens drøvtyggen forfriskede Josephs tørstige gane, medens den af og til nærmede sin brede mule til vennens ryg, prustende ham over med inderlig velvillje, som om den sagde stumt og dumt: » Du er en god mand, Joseph, et rigtig elskeligt menneske er du. « Broder Joseph standsede og så sig livsalig om. Der hang klosteret ud over dalen, de hvide mure og buede tårne stak lysende frem mellem kastanietræsdynger, rundt om hævede skyhøje bjerge deres takkede tinder, iblandt disse » Esposate «, bruden, hvis brede jomfrukrone dukkede frem i det korsikanske sommerslør, der har mange farver, ledsaget af et talrigt følge granitmænd, furede af vinterens lidenskaber,, slørede af øjeblikkets blide ynde, medens de ranke og gravitetiske som i live blive ved at stige opad mod evigheden. Joseph åndede den krydrede luft og følte noget meget forvirret, der i hans legeme blev en lykkegysen og i hans sjæl en takkebøn. Midt i denne fred skingrede pludselig en klar trille ledsaget af buldrende fodtrin ned ad en trappe ovre i det høje hus, der som en sværtet tandruin skød frem på den røde klippe. Dette hus tilhørte klosteret, om sommeren blev det lejet ud til » Ingleser «, som alle fremmede benævnes på Korsika, eller til egnens folk, når ingleser ikke forefandtes. Et skarpt og hidsigt hvin fuldt af sydlandsk lidenskab afløste trillen, — og så igen en sangtrille, en latterjubel, der steg, steg, blev ved at stige, til den forsvandt i en overjordisk tone, henåndet, ubeskrivelig. Broder Joseph studsede, steg op på fædrenes udkigssten bag glasskårmuren og så ned på vejen udenfor. Der stod en halvnøgen, spinkel pigeskikkelse, som med store ildøjne stirrede mod himlen, munden var halvåben efter den hendøde tone, og hun så ud, som om alle himlens engle viste sig for hende. Men Broder Joseph havde kun øje for pigens mærkelige hænder, der var£ strakte ud fra kroppen med de yderste fingerled krummede som hos en døende i den sidste kamp mellem jordiskt og himmelskt. » Lille pige, « udbrød Joseph forfærdet, » hvad er der dog i vejen? « hun vendte sit hoved med de unaturligt opspilede øjne mod stemmelyden. Da hun så Josephs skaldede pande over klostermuren, råbte hun med undertrykt hulken, højt og trodsigt: » Amo! amo! « ( jeg elsker ). » Hvem? « » Jeg ved det ikke, « hulkede hun. » Gud? « spurgte han ængstelig. » Jeg ved det ikke, men jeg skal synge det ud, højere end jeg kan, jeg vil synge det, må, må synge det, — — amo, amo! «. » Canaille, « lød en skingrende stemme oppe fra huset. Et sundhedsstrålende, olivenfarvet kvindehoved kom frem i det sorte vinduesgab ligeoverfor. » Ak, Broder Joseph, jeg er jordens meest forpinte moder, ved mit nyfødte barns vugge sætter den skræppende canaille sig til at synge; men ved min mands minde, ved Madonna! « Kvinden hældte sin svulmende barm ud over karmen og bankede rasende med fingerknoerne på sine hvide tænder, » ved mine tænder her, sværger jeg, hun skal reddes fra djævlen som rider hende, — herop med dig! « Den unge pige blev stående, stiv og ubevægelig. » Lille pige, du må lyde din moder, « sagde Joseph, hjælpeløs overfor dette meget jordiske raseri. » Stedmoder, « skreg den unge pige mellem sammenbidte tænder, » se, se! « Barnet blottede uden undseelse sine nøgne ben mellem de farverige pjalter. De vare tatoverede med blå og grønne striber som efter slag. » Se, mine lår er sorteblå som himlen ved nattetid med de mange, gule stjerner, — Jesus Maria! « » Vent, lille tobenede canaille, din skrigende hibou! « det sorte vinduesgab blev tomt, kun en rød kaktuslue lyste deri. Den unge pige udstødte et angstfuldt skrig, der endte i en trille, en melodisk, ustandselig lattertrille, idet hendes stedmoder nærmede sig i korte Spring, slog armene om hende og slæbte sit af rædsel stivnede bytte mod trappen. » Frels mig, lille, kære pater Joseph, hun piner mig tildøde, jeg må jo synge, « lød det som et klageskrig, idet døren sparkedes i. Joseph blev stående som fasttryllet, flade håndslag mod nøgen hud lød over til ham, hulkende bønner, flere skrappe slag, så ingen bønner mere, blot taktfaste slag og så til sidst stilhed. et frejdigt, sortsmudset drengehoved kom til syne ved siden af kaktusblomsten i vinduesåbningen. » Nu har hun fået ris! « råbte han beroligende over til Joseph, » jeg hjælper altid Motter med at holde hende, til djævelen er pisket ud af hende, og i aften skal hun smøres med en krabat salve med salt i, som søde moder selvhar lavet. « Drengen nikkede fornøjet og forsvandt. » Her må hjælpes af al formue, « hviskedee Joseph og holdt hånden på sit bankende hjærte. Dengang var Joseph endnu en ung mand, men hvad der var ham i kødet båret, forstod han ikke selv. For første gang strakte gourou upåskønnet sin brede mule over hans skulder. Næste morgen steg Joseph iført en af fædrenes aflagte, alt for store soutane opad den stejle trappe inde i nabohuset, vadede gennem tørrede maisblade og høvlspåner, der benyttes til madrasfyld og trådte ind i et langt, lavt, sværtet rum, husets såkaldte salon, med et sodet arnegab og tommetykt smuds på gulvet. Henne i et hjørne sad den unge pige fra den foregående dag og bevægede en vugge, stille og bleg. Moderen kom ind fra køkkenet med olieglinsende, brunrøde kinder. Hun hørte med tindrende øjne Josephs forslag at lade datteren synge ved orgelet i klosterkirken, de trængte netop til en sopran, da nogle kirkelige sange skulle indøves. Moderen rystede energisk på hovedet og mente, at den skrigende ugle ville fordærve den herligste sang. Enden blev, at Joseph fik pigen med over til prøve i kirken. » Hvad hedder du? « spurgte han blidt undervejs. » Canaille, « svarede hun. Så lukkede Joseph højtidsfuldt orgelet op. Hans hårde arbejdshænder fremlokkede de første hvæsende toner. En skælven gennemfoer synlig den unge pige, hun løftede hovedet og lyttede som en gladiator efter kampsignalet. Et ave Maria svang sig pludseligt fra hendes læber ud under hvælvingerne, dristigt, sejerssikkert og dog gennembævet som af tornekransens lidelse; så stor tonerenhed var næppe tidligere hørt i den afsides bjergkirke. Joseph studsede, lyttede livsalig, her var bøn og inderlighed tilstede, hans fingre brummede ufortrødent en falsk Bas, mens stemmen steg, steg som om den tog magten fra dens ejerinde, tog en ny verden i besiddelse, beruset af egen magtfylde. Da sangen tav, var en menneskeskæbne afgjort. Canaille kastede sig åndeløs for Josephs fødder, omklamrede med nøgne barnearme hans spidse knæ og hviskedee med fuldblods sydlandsk lidenskab, der endnu famlende søger sin genstand: » T’amo, t'amo! « Hendes øjne strålede, hun kyssede hans soutane, hans afværgende hænder, Joseph sad lammet, forfærdet, aldeles tilintetgjort. Til sidst faldt den unge piges hoved ned i den rødlige præstekjoles folder, og hun skriftede for ham alene sin forladte hjælpeløshed under stedmoderens pisk, om raffinerede torturstraffe, om hendes glødende had, længsel mod musik, mod sol og kærlighed. » Du har reddet mig, « jublede canaille omsider og så op i Josephs blege ansigt. Han glemte aldrig senere dette barneansigts glød. — han gennemlevede her sin eneste jordiske skyldfri kærlighed. Broder Joseph rejste sig og rystede ublidt hendes kærtegn af sig. » Vi ville herefter hver dag synge kirkens hellige sange, « udbrød han med skælvende røst, som han forgæves søgte at gøre myndig. » Så vil Herren tage dig i sin hånd. Til gengæld lover du her for alteret ydmygt at bøje dig for din moder, på det at ikke den stemme, der er indviet til at synge Herrens pris, i næste øjeblik profaneres ved hæslige skrig og forbandelser. « » Jeg lover, jeg sværger, jeg elsker dig, t’amo, t’amo, dig, ak dig alene min redningsmand og søde frelser! « Den unge korsikanerinde lå atter for Josephs fødder, bedækkede hans hånd med åndeløse kærtegn, ja, hun forgreb sig endog i sin taknemlighedsrus på Josephs skindmagre ben. han sled sig løs og nåde fortumlet sin celle. Gourous rolige stemme ved gitteret hilste ham velkommen. Joseph slyngede armen om sin trofaste vens Hals og hviskedee: » Gourou, gode gourou! hørte du sangen — således, således! « han trykkede sine læber vildt og ømt ovenpå dyrets brede mule, lidt efter lå han på knæ, men den klarhed, som selvprøvelsens strenge time denne aften bragte ham, var ikke fred. I faste og revselse spægede Joseph sit syndige kød. Fra den dag lød daglig orgeltoner og sang i den ensomme kirke under kastanietræerne. Rygtet om canailles vidunderlige stemme samlede snart bjergfolk langvejs fra, de sagde med lyttende andagt og stirrede opefter, hvor ingen var at se. For Broder Joseph fandtes ingen fest som disse timer, der sprængte nye udsigter, udvidede hans væsen, idet de samtidig lærte ham sejervinderens fryd og martyres forsagelse. Under denne kærlighedens ildsol modnedes han for den livsgerning, der var ham forbeholdt. En efterårsdag kom der rige fremmede i kirken, — kort at fortælle, carnailles stemme blev » opdaget « af kendere. Nogle dage senere, mens de modne kastaniehylstre dryssede ned over grønsværet, og den blankbrune, fugtig glinsende frugt sprang ud til livet i sollyset, gjorde canaille ligeså, hun forsvandt for stedse fra vicodalen for at uddannes af musikkens mestre i Paris. Ikke engang echoet af hendes stemme blev tilbage i den stille bjergkirke. Joseph rørte kun en gang senere ved orgelet, men da var det, som om alle dets toner skælvede og brast, rustne og hæse under hans stive fingre. Lidt mere stilfærdig, med lidt klarere øjne end tidligere, røgtede han sin underordnede gerning. Disse mærkelige store øjne, der altid forskende syntes at søge midtpunktet i andres lidelse, fandt det herefter også, medens han med kyndig hånd og med hjertets ufejlbare myndighed greb ind for at redde først den syges sjæl, siden legemet. Lidt efter lidt blev klosterets tjenende Broder til fader Joseph for dalens og bjergets befolkning. Udenfor havemuren fandtes en muret kumme, hvori klosterets næstbedste iskolde kilde vældede ud vinter og sommer. Den bedste vandåre, der indeholdt mange luftblærer og let fordøjende egenskaber var ledet ind i selve klosteret, som rimeligt var. Snart samledes syge og vanføre langvejs fra udenfor kummen, for at blive hjulpne af Broder Joseph. De lejrede sig fortrøstningsfuldt dage og nætter på den åbne plads udenfor kilden med de gustne ansigter apattisk vendte mod nattehimlen, og de halvnøgne gullige legemer i dødlignende hvile eller i forvredne krumninger, medens de fattiges ejendommelige lugt lå febermættet og smitsom over pladsen. Alt dette behagede ikke de ærværdige fædre. Salveklude, blodige bind, lå spredte på grønsværet omkring denne uhyggelige forsamling og virkede forstyrrende på deres meditationstime under de kølige trækupler efter middagen, ja, ligefrem kvalmevækkende efter aftensmåltidet, medens Josephs navnkundighed som barmhjertig Broder spredtes over alle bjerge. Broder Joseph blev ofte sendt langt bort på missionsrejser, men han vendte altid tilbage stille og smilende, og med ham de stedse voksende fattiges skarer. » Broder Joseph er en troende kraft, der i guds tjeneste bør anvendes på en af vore mest udsatte poster i et højtliggende bjergpas, « mente fader bonifaccio, ham der altid bar hovedet på siden. Koen gourou var Josephs bedste ven i klosteret. med sindig hengivenhed hilste den ham velkommen, når han træt og glad smilende vendte » hjem «, dens sagte brummen havde noget menneskeligt ved sig, at sige, når et menneske er i løftet stemning. De to venner forstode hinanden uden mange talemåder. En varm sommerdag stod Joseph og gravede ikke langt fra den plet, hvor han første gang hørte canailles stemme. Pludselig lod han spaden synke og skjulte højt hulkende ansigtet ved gourous Hals. » Canaille, lille canaille, « sagde han. Fader bonifaccio, destillator af klosterets bekendte parfumeessens og mand med fin lugtesans, som havde vanskeligst ved at tilgive fattigstanken udenfor, stod i refektoriets buevindue og så med rynkede bryn den tjenende Broders letsindige kærtegn. Samme eftermiddag blev Joseph kaldt op til den gamle prior. » Du driver afguderi med vor malkeko og ødsler på den jordiske kærtegn, som det er os forbudt at yde noget menneske, « sagde prioren. » Gourou, « stammede Joseph brødebetynget, » Gourou er ikke noget menneske. « » Jeg bliver nødt til at skille dig fra den ko, du vækker forargelse ved din kærlighed til den, « Sagde prioren med streng røst. Joseph stod med nedslagne øjne og famlede ved rebet på sin soutane, han så derfor ikke det skælmske øjeblink, der fulgte med ordene. » Gå ned til Broder Anselmo og sig, at han endnu i aften skal trække den ko op til slagteren i nesa; iovermorgen bringer han kødet ned i klosterkøkkenet til nedsaltning. « Joseph blev bleg, snappede efter vejret og adlød. Lidt efter hørte han vennens langtrukne kalden, medens Broder Anselmo drog gourou ud af gården. Han standsede udenfor Josephs gittervindue og kiggede skadefro gennem jernstængerne. » Nu skal lille gourou nok slagtes, « sagde han, » men det går i en snup, øksen dasker hende her lige mellem hornene, et par brøl, — kaput! Sikke noget delikat sul vi der få, du har jo fodret hende op med kløverblomster og Timian! Nåda! « vedblev han og slog et smask med tungen, medens han med hånden aftegnede forskellige partier på dyret. » Se her, det kan blive en delikat mørbradsteg, saftig, ikke for hårdstegt, og sikken en suppe med gloende fedtøjne til nysprængt bryst, — og så her, sancta madra, sikke frikadeller til det gamle tandløse flæskemagasin pater bonifaccio, « Broder Anselmo kneb koen på et ubeskriveligt sted og viste fornøjet sine brede tænder, da gourou forskrækket sprang til side. Dermed trak han af med koen, der kun modvillig fulgte ham og blev ved at dreje hovedet mod Joseph indenfor gitterstængerne. Den aften gik Broder Joseph om som i søvne med udslukkede øjne, hans læber eftermumlede bønnen i kirken, hans hjerte fulgte gourou, drog sig sammen for hvert drag Anselmo gjorde i rebet, lænkedes til slagterens båsbøjle, hvor gourou nu stod og ventede på vennen i de fremmede omgivelser. Den nat lå Joseph på knæ og søgte i sin enfold at forklare Vorherre, at det var ham alene, der havde fortjent slagterdøden, og at gourou jo egentlig ikke havde forbrudt noget. Han vred sine hænder. Pludselig rejste han sig med et angstskrig, øksen, — den forfærdelige slagterøkse! Gourous klagende brøl, mens den sank sammen og med bristende øjne søgte vennen, som ikke var der, — angstsveden brast frem over Josephs legeme, han sprang op, uden at betænke sig forlod han sin celle og løb op ad bjergstien til slagteren i nesa, lydighed, klosterpligt, alt var forsvundet. Men gourou var ikke her og ikke der, skønt Joseph kaldte og lyttede ved alle stalde, i den sovende landsby. Til sidst satte han sig fortabt på en sten; morgenlyset lå allerede over bjergene, om et kvarter brød dagen frem, aldrig havde Joseph begrebet sin egen magtesløshed før nu, eller penges værdi, og af jordisk mønt ejede han intet. Han løb tilbage til klosteret på sine bare ben: ingen nåde, ingen frelse. Så drønede porthammeren mod klosterdøren, Josephs forvågede ansigt kom til syne indenfor gitterlugen. » Rosenrødt pariserbrev til fatter Joseph, jo jo, se se! « råbte landposten og stak et forseglet brev ind mellem jernstængerne. Et skrig som fra en dødsdømt, der pludselig benådes, lød fra Josephs bryst, en seddel lå i hans skælvende hånd. » Gourou, gourou! « hviskedee han. I brevet stod at læse: » Gode fader Joseph. Modtag denne seddel og frels en synder fra døden, om du kan, eller giv en ulykkelig tilbage til livet. Bed for mig, jeg er kommen lidt på afveje, men det går nok over, når du beder for mig derhjemme i vor kirke. « Din canaille. Josephs dirrende læber stivnede. » Frister, frister, vig fra mig, « hviskedee han, » en sjæl fra døden, give en ulykkelig tilbage til livet, — Jesus Maria! Hyrden rodolphe deroppe kæmper for livet, — enken sartones sjæl kunne reddes. « Joseph bøjede sin pande mod stengulvet. Da han en halv time senere rejste sig, lyste hans træk, beslutningen var fattet. Fader Joseph gik op og knælede for sin supérieur med de skælmske øjne og de hvide krøller, der livslystne klamrede sig op om fløjelskalotten. I enfoldige, barnlige udbrud lagde den ydmyge Broder sin hele vånde for abbedens fod, skriftede sin syndige kærlighed til vennen gourou, hans oprør mod priorens bud, hans natlige ophold udenfor klosteret, og til sidst gav Joseph superieuren parisersangerindens brev og pengeseddelen. Der gled en alvorssky over priorens smilende træk. » Hvorfor købte du ikke din ko fri, nu du fik penge? « spurgte han med et gennemtrængende forskerblik. » Jeg kan ikke købe gourous sjæls frelse og heller ikke på den måde give en ulykkelig tilbage til livet, « hviskedee den ærlige Joseph og støttede sig træt og syg mod bordet. » Gourou har ingen sjæl, lærte i mig jo, og hun er ikke ulykkelig, for hun troede alle mennesker godt, sålænge hun levede, — også da slagteren løftede øksen — —. « Joseph skjulte ansigtet i sine hænder. » Gå nu, « sagde prioren strengt, » Du havde for din opsætsighed fortjent at ligge ude under bregnerne i kulden i nat — men denne gang lade vi nåde gå for ret. « Joseph foldede hænderne over brystet og gik til sin gerning. De retfærdiges fred kom over ham. Men da mørket faldt, og klosterherrerne sov i deres varme filttæpper, gik Joseph ud og lagde sig mellem de visne bregner i forårsnatten. Blæsten fik klokkeknebelen til at ringe sagte uregelmæssige slag over hans hoved. » Vorherre kimer nu til sjælefest, « hviskedee Joseph, mens hans lemmer stivnede, og en velgørende døsighed sænkede sig over den trætte mand. Engang stormen for hen over ham, syntes han, at det var gourous brede mule, der prustede ved hans kind, dermed sov han ind. Da han vågnede, stod fader bonifaccio med hans puls i den ene hånd og uret i den anden. Joseph lå i sin celle på urtelejet. Da han vendte hovedet, så han superieuren med oprakte hænder takke for hans frelse. I det samme hørte han en sagte brummen henne ved vinduet. En bred, fugtig glinsende, dampende mule stak sindigt drøvtyggende frem gennem gitteret. Josephs øjne blev store, han så spørgende på fædrene, superieuren åbnede døren, og gourou gik rolig ind i cellen, snusede vennen over med inderlig velbehag, hævede derefter hovedet og udstødte et langtrukkent brøl, der genlød forstærket fra de nøgne mure. Joseph slyngede armene om koens Hals og græd. Pludselig hævede han forskrækket sit hoved. » Vredes ikke, det er ikke gourous skyld, at jeg græder, « sagde han undskyldende til superieuren, » det er af lykke over al denne nåde og godhed, i kære venner og herrer fædre. « » Alene gud er nådig og algod, han har forbarmet sig over os i vor uforstand, « sagde prioren alvorlig. » Hvor kunne du gøre os den sorg at tage min spøg alvorlig, da jeg bød dig sove i bregnerne? « » Jeg ville så gerne gøre min store synd god igen, « svarede Joseph og holdt fast om gourous horn. » Vi er alle syndere, bed for os alle, min kære søn, « sagde superieuren, og Joseph bad højt og inderligt, da fædrene forlod ham, — men det var mest for den lille canaille. andet afsnit eneboeren efter denne prøvelsens tid fik Joseph gode dage i vico kloster. Og der var det at sige om hans gode dage, at de blev ved at være til for ham i kommende hårde tider. Han slog rod i de dage, egens pælerod, i hans hjemstavns verden, i kirken og dens gerning, i medmenneskenes hjerter. Joseph blev alle dage ved at være den samme enfoldige Broder, som hin forårsdag betrådte vico kloster med sit skudsmål i den fremstrakte hånd. Men denne enfold var ikke stillestående eller åndelig død; en hjertevarm tro bølgede levendegørende op og ned derunder, bragte hvert øjeblik nye omskiftelser, nyt liv, nye udveje, hvor alle mure syntes at lukkes stængende for forstanden. Det var hjertets virkelige og vækkende livsværdier, der holdt ilden vågen i dette enfoldige indre. En ild, der kun brændte for at leve sit rigeste liv i andre, give sin bedste varme til andre, — livsværdier, der for Joseph førte til et liv i skønhed, overalt sprang for hans stav en frisk kilde frem fra stenen, og han så den vælde frem uden undren, han vidste, at livskilden er alle vegne tilstede i døde sten, når der blot bankes rigtigt derpå. Pater Joseph blev altså ofte sendt bort i lange missionsrejser rundt på øen. Når han således var ude i » Forretninger « Var han som en grævlingehund på spor efter byttet. Lok for den, kast dens livkost for den, giv den kærtegn, den værdiger dig ikke et blik. Således også Joseph. Når han foroverbøjet med blanksvedig pande og hurtige skridt, som om han frygtede at komme for silde, gik gennem landsbyerne og gode venner vinkede ham ind i osterierne, så han op med et nik, et spørgende blik, der kom fjernt fra. Rakte man ham en forfriskning, en læskedrik, greb han den og slugte den begærlig, uden taksigelser, i sin gernings navn, og skyndte sig endnu hurtigere fremad, som om hans tanke imedens var ilet videre mod målet, og det nu gjaldt om at indhente den. Men kom Joseph på sine vandringer ind mellem de unge mænds og pigers klynger, når de efter endt arbejde sagde i kredse, hvert køn for sig, om de plaskende fontæner, så lød der frydeskrig, og Joseph blev standset med magt. Så strålede hans ansigt, men beholdt dog et undskyldende smil, fordi han et øjeblik trængte forstyrrende ind i deres glæde. Fader Joseph elskede ungdommen. Han kunne i timer sidde og lytte til dette velrettede sydlandske blomstersprog, der som castagnetsmeld fløj fra kreds til kreds, fængede, blussede og sendtes tilbage som små bomber, ladte med brandstof, jordiske åndedræt, lidenskabslængsel, uartikulerede sjælelyde, sværmeriske bryndesuk iden legeme, og dog.kun legemlig ild, af alle fdt, af ingen tændt, — medens rosenrøde ildtmger luede frem af blå afstandståger, lejrede tæ op til nuet, op til unge hjerter i brand, i læigsel. Alt sådant fyldte luften, fløj fra kreds til ireds, eksploderede netop i det hjerte, hvortil det ændtes. Joephs hurtige blik fandt altid de egentlige brænlpunkter i denne leg, alle disse små livshemmligheder vare ham betroede i skriftestolen, han k tidte det hele bedre end selve ejermændene, vidste i år tiden var inde til med lempelig hånd dg hjertets myndighed at lede til det, der for hm syntes indbegreb af al jordisk lykke: familieliyts lutrende opdragelsesanstalt, slægtsinstitutionen med dens tusindfoldige gengældelsesmagt for godt og ondt, forgrenet højt op og dybt ned i kommende slægtled, en lykke, der var Joseph selv nægtet at opleve. Joseph blev elsket af de unge, han var deres fortrolige tillidsmand, de rådførte sig med ham og stod sig vel ved at følge hans simple råd. » Det gode er guds villje, gør den ufortøvet, uden betænkning, guds stemme taler i dit eget bryst, følg din samvittighed. « Så kom den dag, da Josephs tid som tjenende Broder i vico kloster var til ende. Fædrene vare omsider i deres råd blevne enige om son deres uafviselige pligt at anvende en så troenæ kraft som denne Broder i den hellige missiois tjeneste ude i livets hårdføre gerning, derope i et af de udsatte bjergpas, hvis stejle og traige stier viser vej op til himlen, og som giver jdsigt til jordens store sten og forrevne t$.gedybder. ja, Broder Joseph burde ansættes deropp- som forpost i en af stormkløfterne, i et af disse evighedsgab, hvor det stærke hjerteslager en større magt end al verdens lovbud, undestrøgne af kanontorden. Alle helgenlysene vare tændte og brændte lodret i den lille bjergkirke, da fader Joseph for sidste gang baglænds og nølende forlod hvert alter med en dyb bøjning og en sagte mumlen. Udenfor på de flade stentrin lagde han sig på knæ og bad med hænderne for ansigtet. Da han rejste sig og greb sin lille bylt, for ubemærket at begive sig på vandring til sit nye hjem, var pladsen under kastanietræerne fyldt af ærbødige mennesker. Skønt timen for Josephs bortgang var bleven holdt hemmelig, havde omegnens befolkning dog samlet sig, for at byde deres Joseph farvel. Skaren brød ud i bønner, gråd, suk og skrig, de omklamrede Joseph, omringede ham, trusler begyndte at lyde mod de fædre, der berøvede de fattige deres ven og hjælper i al nød. » Børn, børn, « udbrød Joseph, stemmen kvaltes i hans Hals, » Børn, mine børn, « det blev hele hans afskedstale, men det var nok. I næste nu var Joseph løftet op på alles arme, og således bare de ham først ned i dalen, så op til missionskorset ved kommuneskællet. Joseph sad stille hen som en fyrste på sin trone, tårer og' smil vekslede over hans kinder, han klappede af og til de nærmestes hoveder. Da de satte ham ned på jorden, skyndte han sig afsted uden afskedsord, blot en hastig vinken med hånden. Pludselig standsede han med et glædesskrig. Der stod Broder Anselmo og gourou. Koen gik sindig hen til Joseph og stillede sig drøvtyggende ved hans side. Det var fædrenes gave til den bortdragende. » Hendes yver er struttende fuldt af mælk, « Forklarede Anselmo, » det kan gøre godt deroppe, hvor du nu drager hen. « Joseph vendte sig om og bredte armene ud over den rige Dal, hans hjerte strømmede over af 'pak og velsignelse. således begav Joseph sig til sin alvorsfulde gerning, om hvilken her videre berettes. Efter to dages vandring nåde han og gourou niolo bjergpas med de trange, stejle stier opefter og de vide udsigter til jordens forvitrede sten og tågedybder. Fader Joseph så på sit ensomme stendyngehus med store, glade øjne og mente, at det var et herligt hus. Her skulle hans legeme hvile ud, og alle hans tanker blive til kærlige, husvalende følelser, som han daglig fra sin stendynge kunne sende ud over egnen, afsøgende hver trængende krog, forberedende hans besøg. Det faldt ikke fader Joseph ind at undersøge denne bolig eller at bekymre sig over, at den egentlig manglede alt, for at tilfredsstille selv de tarveligste fordringer til livets nødvendigste. Han ville med taknemligt sind have takket for en endnu mindre stendynge, endnu højere oppe i et endnu mere utilgængeligt bjergpas. Fader Joseph behøvede som den ægte kunstner kun små midler for at nå den store virkning. Ikke mere plads end f. Eks. Michel Angelo engang i Florents, da han i sit lille, tommestore arbejdsværelse ved det smalle brædt, klinet op mod muren indenfor en sparsom lysåbning, fuldførte udkast til sine uforgængelige mesterværker. Hjertets kunstner skulle Joseph nå at blive heroppe i ødet, i beskeden ubevidsthed, aldrig ved de store ord. Hans tanke var klædt i enfoldets knappe udtryksform, et lille suk, et næppe mærkeligt tonefald var ofte de midler, hvormed han virkede stærkest. Men se, fader Joseph var fyldt af den ånd, uden hvilken verdens største genier kun nå at blive — gøglere. I hans bryst hævedes og sank den mægtigste maskinhammer, der blev og bliver opfundet, den bankede det røde hjerteguld frem af sjælens sorteste slagger. Et verdenshav af inderlighed var i Josephs bryst altid i stigende flod og vigende Ebbe. Religiøse brydninger voksede ikke frem heraf, hvorfor skulle de vel det? Han ejede allerede alle brydningers frugt. Hans tro var hele hans viden, lykke, kilden til hans utrættelige energi, selve hans livskraft. Den kom ikke til ham som en åbenbaring efter lyssky eller lyssøgende bedrifter, den var vokset op med ham i hans barndomshjem langt borte i en Dal, var nu bleven hans nervers hovednerve, der alene lod ham føle temperaturforandringer, sult og tørst. Når klosterreglementet bød fastesuppe, spiste han den som krydret kraft suppe, når kirken tillod fuld kost, slugte han den mekanisk. Medens han steg ned i dalen, var det, som om hans tanke stræbte opefter, hans gang var snublende hastig, foroverbøjet, som om han bar på en overvægtig byrde, guds kærlighedslære, og frygtede for ikke at komme tidsnok. Men når han gik hjemad til stendyngehuset bag det lille kapel, så slæbte hans jernsømsko, som om hans bedste tanke dvælede dernede i hytten han forlod. Når regnen faldt raslende på de eviggrønne blade, syntes de ensomme hyrder, at det lysnede som solblink, når han kom til dem. Derfor blev lille fader Joseph fra dalen stor for dem deroppe i stendyngehuset, og hans skygge blev aldrig lang selv i aftenstunden. ** denne lille, enfoldige fader ville i alle verdslige kampe være kommen ynkelig tilkort, og dog sejer

1888_Ridderhjelm_FrelstEllerFiskerensDatter

Carl

Frelst Eller Fiskerens Datter

Ridderhjelm

Ridderhjelm

Frelst Eller Fiskerens Datter

male

1888_Ridderhjelm_FrelstEllerFiskerensDatter.pdf

Carl

Ridderhjelm

dk

Frelst! eller Fiskerens Datter

Original Roman

n

gothic

Th. Ørfeldt

KB

Indeholder 3 dele, sidetal er derfor sammenlagt af de tre

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Vor fortælling foregår på vestkysten af Sjælland, i nærheden af Korsør. Fiskerne havde haft udmærket at bestille og der fejredes midsommerfest. Man så de gamle, rynkede ansigter blande sig imellem de angre; alle, eller da de fleste af dem, havde den lille shagpibe i mundvigen. Det var nu noget, der ikke kunne undværes, og man måtte indrømme, at det var en rimelig fornøjelse til gengæld for de mange sure timer. Havet gemte hele deres rigdom; derude på de rullende bølger måtte de tage, hvad der kom, enten det var så eller så, enten det kulede op til en storm, eller det var sådan nogenlunde magsvejr. Men medens de unge forlystede sig med at tage sig en svingom inde i kroen til lyden af en violin og en harmonika, så havde de gamle sømænd fået dem et glas rom eller lignende udenfor, og sad nu på de uhøvlede træbænke, drøffende ugens begivenheder ganske lunt. Konerne holdt dem til den almindelige nationaldrik, og kaffen lod til at smage de kraftige, vejrbidte kvinder ganske udmærket. Nede ved stranden gik et ungt par. Det var en ganske køn, 17årig fiskerpige, med røde kinder og brune øjne. Solen havde taget på hende; men de solvarme træk passede godt til den kraftige skikkelse og de brede, runde skuldre. Han var en yngling hen ved de 23 år, ligeså brun i huden, som hende, udmærket velskabt, med lyst, krøllet hår og blå øjne. Pjekkerten sad ganske kvikt på ham og fra den brede skjortekrave slyngede sig et bredt silkebånd, der flagrede, hver gang vinden tog fat. Kommer dertil en stråhat, der sad lidt ned i nakken, blå skjorte og mørkeblå benklæder med et bælte om livet, så har vi hele fyren. Det lød til, at det var en interessant samtale de vare indviklede i. Ingen af dem ænsede de andre eller havde tanke for den tarvelige musik, der klang ud til dem fra krosalen. — hør Anna, sagde han i en bevæget tone; du ved, at jeg har fået mit Pas og skal møde til ørlogs den dag i morgen. — ja, du skal nok så, Espen Jensen, sagde hun og så lidt fraværende på ham. — kan du tåle at høre et ord af mig, inden vi nu skilles, Anna? — å ja. Hvorfor ikke. — godt. Så vil jeg da sige dig, at du ikke skal fæste dit blik så meget op mod herregården, der ligger hisset ovre. Hun blev bleg. — hvad ved du derom, Espen? — å, en og anden har jo hørt noget. I en så lille by som vor, rygtes det. — ja, ja, det rygtes, hviskedee hun hen for sig selv og kom til at ryste. — hør nu, hvad jeg vil sige dig, Anna, sagde han og hans stemme fik en inderlig klang. Du ved, at jeg er en temmelig flink sømand og kan ligeså godt som så mange af de andre forsørge en familie; se, derfor kommer jeg til dig. — gode gud, hvad mener du? — nå, nå, du skal ikke stirre på mig, som om jeg ville gøre dig noget ondt. Tvertimod, har du en ven, så hedder han Espen Jensen. — ak, jeg ved det. — og at du aldrig skal komme til at fortryde, at du fæster din hu til mig. — å gud, å gud. hun slog ængstelig hænderne sammen og stirrede ned mod jorden “. — seer du, fortsatte han; jeg ved, at du og sønnen deroppe, som nu er bleven løitenant ved søetaten og formodentlig får kommando over mig, har talt mangen gang sammen; måske mere end godt er; men jeg vil ikke håbe, at det er kommet videre med jer end hvad hver især kan forsvare, og derfor siger jeg til dig, Anna.... Han søgte af gribe hendes hånd; men hun veg sky tilbage. — men Anna, ængstes du? — nej, nej; jeg ved, af du er det bedste menneske under solen; af de andre agte dig som den flinkeste gul; men du må ikke tale mere til mig om denne ting; nej, nej! Hun havde tårer i de store øjne. — å, tænk nu dog vel over det, Anna. Jeg har dig så kær, og jeg tænker ikke, af din fader har synderlig imod mig. — han agter dig højt. — der seer du, Anna, og du er hans datter. Jeg har så meget længtes efter, af vi to skulle komme til klarhed med hinanden; men jeg har båret på det så længe og været så underlig angst for af tale til dig derom; men nu, da jeg i morgen tidlig skal ind med toget for af mælde mig, så sit jeg endelig mod dertil. — jeg kan ikke svare dig, Espen. — har du da sket ingen godhed for mig? — å, skån mig. — intet håb? — o gud! — Anna, Anna. Du tier. — Espen, du er et godt og ædelttænkende menneske. Vend dig bort fra mig. — nej. vist ikke. — Io, min ven. — skulle jeg? Og jeg vil jo gøre dig til min egen lille kone. Han ville slynge armen om hendes liv; men hun flygtede for ham. Espen blev forbavset stående. Han drog vejret dybt og tungt. Anna var bleven stående noget fra ham. Hun var bleg som et lig. — forsøg intet videre med mig, Espen, sagde hun i en trøstesløs tone; jeg kan aldrig, aldrig blive din kone. Det er bestemt. — men hvad kan der være i vejen? Hun tav og så atter mod jorden. — det kan da ikke være kommet så vidt med jer, at han har forlovet sig med dig? — spørg mig ikke, Espen. — er det således, Anna; så siger jeg dig nu, tro ham ikke, tro ham ikke. hun hulkede pludselig, som om hendes hjerte skulle briste. — tror du, fortsatte han, at den fornemme herregårdssøn, både med sin adelsstolte fader og moder, vil tåle dig, vil tage dig til huse på herregården, så tager du ganske fejl. — ak, jeg ved det. — kan du da ikke slå ham af tankerne, Anna. Du vil volde dine gamle sorg med at tænke mere på ham. Han havde atter nået hende og greb hendes hænder, idet han lod de trofaste øjne hvile på hende med så megen hjertelighed. — jeg ved ikke, hvad du må tænke om mig, Espen, hviskedee hun; men du må ikke foragte mig, fordi jeg siger dig, at jeg formår intet svar at give. Jeg kender dig tilstrækkelig til at vide, at dig kan jeg trygt betro min skæbne til, hvis det var så, at jeg havde frie hænder; men det har jeg ikke. Og min sidste bøn til dig er den, spørg mig ikke mere. Vent alt af tiden; vi tales måske ved, når du kommer tilbage; men du skal ikke nære noget håb om, at jeg er anderledes til sinds til den tid, hvis — jeg lever. Hun føjede de sidste par ord til i en underlig tilbagetrængt tone, som om den tanke egentlig længe havde været til stede hos hende, at hun skulle dø inden ret længe. — å, hviskedee han; dette bedrøver mig. — jeg føler det selv, Espen; men derved er intet at gøre. — stakkels Anna. — ja, der traf du ordet. — er der intet, jeg kan gøre for dig? — nej, Espen. Søg at glemme mig; det er mit eneste råd til dig. — og dog vil jeg tænke på dig, Anna. Det bæræs mig for, som det dog engang bliver mig, som skal bjærge dig i livets storme. — jeg tror det næppe. — nu, vi få at se. Ja, ja, farvel da lille Anna. Gud styrke dig. Jeg vil ikke plage dig længere. Du vil vel helst være alene. — ja, Espen. Han trykkede hendes hånd og vendte ansigtet bort for at skjule sine våde øjne. Han gik så. Hovedet duvede noget, det så ud, som skulle det synke ned på brystet. Men da han så var kommet et stykke bort, næsten helt hen til kroen, kunne han ikke bare sig; men måtte se sig tilbage. Der fad hun på en sten ved havet. Solen kastede sine gyldne stråler lodret ned på hende; men hun ænsede det ikke; man så på hele hendes stilling, at hun var genstand for den frygteligste fortvivlelfe. — hvor jeg dog elsker hende, mumlede han. Skal denne sine fyr, som dog ikke kan ville hende noget godt, komme mig sådan i vejen. Å, hvor jeg kunne hade dette menneske. Hende som jeg elsker skal måske behandles som en hund as ham, denne forfinede aristokrat. Han sendte et luende blik op imod herregården, der lå i nogen afstand få smukt i sol-glandsen med sine takkede gavle. Afstanden var ikke større, end. at han kunne se, at der var dækket et start bord i den skyggefulde have, og så et stort selskab siddende ved dette, medens et par tjenere ivrigt løb frem og tilbage med fade og tallerkener, før at bringe de forskellige delikatesser. På den anden side klang de skrattende toner af dandscmusiken og engang imellem viste de ophedede, leende ansigter sig ved de åbne vinduer. Neppe fik de gamle fiskere øje på ham, før de dannede hånden som en råber. — halløj, Espen Jensen. Kom hid! Han rystede på hovedet. — åboi, kom og så et glas grog, kammerat. Du kan tro, at det er godt. Det vil få forskrækkelsen til at løbe ned ad dine buxelinningcr. Åhoi, styrbord med roret. Støt... støt før satan! Bien han havde ikke spor af lyst. — jeg skal hjem og ordne mit pjus til i morgen! skreg han. Farvel kammerater, og rigtig god fornøjelse. Han skyndte sig videre. Andet kapitel. Det var samme dags aften af en skikkelse, indhyllet i en kappe, på hvilken sås gulddistinktioner af funklende glans, sneg sig ud fra hcrre-gården og ned mod stranden. Han så sig først meget forsigtig om; men det lod til, af ingen ænsede hans bortgang. Der var strålende belyst oppe i den store hcrskabssal, og der lød engang imellem er hurra ned i den store, rummelige gård, hvor adskillige herskabskjorctoier med kusk og tjenere ventede til de ærede herskaber havde fået tilstrækkelig udtalt sig for hinanden ved den skummende champagne. Festen gjaldt godsciercns eneste søn, Ludvig Kvisfgård, der nylig havde fået sin udnævnelse som løitenant i søetaten. Den næste dag skulle han rejse til København for af gå ombord. Skibet var beordret på et større øvclscstogt og skulle anløbe adskillige af de større hovedstædær. justitsråd Kvisfgård, der ejede dette skønne og rige herresæde, var ellers bekendt både for sin strenghed og sin karrighed; men han havde dog denne gang af pure stolthed over sin søns udnævnelse, indbudt omegnens honoratiores til en splendid supcer, der længe kunne tales om. I dette arrangement havde han sin hustrues fuldstændige indvilligelse. Det var denne adelsstolle dame en behagelig følelse — hun var en født komtesse men fattig — at hendes eneste søn havde en mulig udsigt til at gøre navnet berømt. Hun så allerede i ham en Peder Tordenskjold eller Niels jucl, der ved sin konges nåde og på grund af mod og udvist bravour, ville blive for-lehnet med en mængde af denne verdens goder. Om hvorvidt dette skulle bekræfte sig, vil fremtiden vise tilstrækkelig. Det var imidlertid blevet den unge søhelt for hedt deroppe. Al denne virak, i forbindelse med de mange skåler han havde måtter tømme, ophedede ham og gav ham en underlig smag i munden. Han trængte til at komme ud i den fri natur for at svale den hede pande, eller — måske han havde andetsteds ærinde denne aften. I den sidste antagelse kommer man sandheden nærmest. Han så sig forskende om; men ingen af de tilstedeværende lod til at mærke hans udeblivelse. Han vendte sig mod stranden og skyndte sig febrilst derned. Under et par træer, der groede en halv snes skridt fra havet, var der anbragt en bænk i al tarvelighed. På denne bænk sad Anna, tålmodig ventende, lyltende trøstesløst til den sagte musik, som bølgernes skvulpen afgav. — Anna, elskede Anna! udbrød han og satte sig på bænken ved hende. Hun så op. Der var et skarpt blink i hendes øjne. — kommer du endelig! hviskedee hun. — ja, du må undskylde mig, sagde han ivrigt og satte kastjetten i nakken for at svale den svedte pande; det var mig ikke muligt at slippe før. Du ved naturligvis ikke, hvorledes det går fil ved et sådant fornemt gilde som hos os? — nej, sagde hun med et bittert smil; men ventetiden er lang. — jeg forstår det nok, at det skal være en bebrejdelse, sagde han og trak hånlig på de vellystige læber; men du må heller ikke være for urimelig. Husf på, at jeg skylder det samfund, hvortil jeg hører, visse hensyn. Der var hele adelsmandens hovmod over disse ret vakkre træk; men det lidenskabelige, der var over ham, gød ligesom et dyrisk præg over disse lineamenter, der præget af virkelig adel ville være kommet fuldstændig fil sin ret. — jeg må tale alvorlig med dig, sagde hun; der står meget på spil. — for mig? — for mig og dig. — hvor du er alvorlig og uinteressant, Anna. Hvor tror du nu, at jeg kan være oplagt fil at høre på jeremiader, når jeg lige kommer fra et muntert champagnegilde. Hun gøs over det kolde i tonen. — du må høre mig, sagde hun. — og jeg som troede, at vi skulle tilbringe en munter aften sammen; måske den sidste i lang tid. I morgen skal jeg til København, og senest en uge efter tænker jeg at fregatten letter. — ved du, at du har gjort mig ulykkelig? — hvad... hør nu? — ved du, at den aftenstund jeg gav efter for dine bønner, lyttede til dine kærlige ord, at denne aften har haft følger. — å! — jeg føler, at jeg skal være moder. — Anna... nej, kom nu ikke med sådan noget. — jeg sværger det ved alt hvad der er mig kært. Og denne tanke er ved at gøre mig vanvittig. denne skam skal overgå mig... mig? Min gamle, ærlige fader vil knuse mig næd sin vrede. Der vil komme en dag, hvor jeg ikke tør vise mig for ham; en dag, hvor han vil kunne se at jeg har bragt skam og skændsel over ham. Han som er så højt agtet af alle. — det var jo en slem historie, sagve løitenantcn i en lav tone. — ja, og nu vil jeg spørge dig, Ludvig, hvorledes tænker du at redde mig ud af dette? — jeg, sagde han fremmed. — netop du. Er du ikke den, der lokkede mig med din glatte tunge? Var det ikke dig, som bad og besvor mig at give efter for dig? O, gud er mit vidne, at jeg elskede dig trofast og med al den hengivenhed, en kvinde i min stilling kunne vise; men du.... Du har kun higet efter at tilfredsstille et lune og gjort mig grænseløs ulykkelig; gjort mig til det foragteligste kryb på guds grønne jord. Jeg kender ingen betegnelse stærk nok. — nå, Anna, det lader sig vel ændre. — ændre? Hvor du taler koldt! Men jeg følte tilstrækkelig det gyselige i min stilling, da den brave Espen Jensen bad mig om min hånd i eftermiddags. Jeg kunne ikke give ham en grund. — hvad... Grunde...? Ligeoverfør den tølper. Jeg skal meget have mig frabedt, at han fisker i mit farvande. — å, du har ingen grund til at være vred. Han spurgte mig ærligt, kunne jo ikke vide, at jeg var så ulykkelig. Han ville jo kun vide besked, da han jo også er indkaldt. — ja så, sagde løitenanten med et ondt smil; det skal jeg dog erindre mig. — men må jeg nu spørge dig, Ludvig, hvorledes tænker du, at jeg skal ordne mig? — det kommer mig så pludselig, sagde han i en underlig fornem tone. — jeg har kun dig at spørge, sagde hun, idet hun exalterct rejste sig. — stille, Anna, stille. Du ved, at min fader og moder er forfærdelig stolte. Det går ikke an for tiden at meddele noget om vor forbindelse. Men måske om nogle år, man ved jo ikke hvad der kan ske... Å, se ikke så vildt på mig, du ved jo, at jeg gør for dig, hvad jeg kan. — og så skal altså jeg... jeg bære skammen alene, gispede hun; jeg skal ikke kunne sige: der, der er mit barns fader. — fat dig, Anna. Vent alt af tiden; men, frem for alt, hold mig udenfor det. — så ved jeg hvad jeg har at gøre, sagde hun resolut og pegede energisk mod havet; jeg vil ikke overleve denne frygtelige skændsel. — hvad... hvad vil du da gøre? — jeg vil dø! stønnede hun; begrave min skam på havets bund, og det skal ske i denne time og ligefor dine øjne. Hun var ikke sig selv mægtig. Rasende og oprørt ilede hun frem. Håret havde løst sig og flagrede om hendes skuldre. — tag mig da, bølge, hviskedee hun. Han stod et øjeblik som aldeles lamslået, få ilede han efter hende. — men Anna, er det vanvid, som har grebet dig? spurgte han. — ja, jeg er vanvittig af sorg. — men kom dog til dig selv. — der er intet for mig at gøre. Jeg står ene med min skam. — og dette? — lad du mig hellere drukne mig nu, så er det forbi. — føler du da ikke den mindste sorg over at forlade livet? — nej. Der er kun smerte og skam tilbage for mig; det vil jeg hellere undfly? Jeg har ikke mod til at bære det alene. — men du skal ikke stå ene. — hvad da? — jeg vil jo hjælpe dig alt hvad jeg formår. Vær nu fornuftig, Anna. — du hjælpe mig? Ja, måske med nogle få daler, det er det hele; men jeg føler mere ved min skæbne, end at sligt skal kunne trøste mig. — kom nu tilbage. Sæt dig hos mig på bænken og lad os overlægge hvad der er af gøre. Hans væsen var bleven forandret. Han talte dog nu noget deltagende. Hendes rask fattede beslutning havde åbenbart forskrækket ham. Hun lagde hovedet på hans skulder og græd og rystede. Han lagde armen om hendes liv og førte hende tilbage. — tror du ikke, sagde han efter en pause, af dette kunne hindres? — hvad mener du? — jeg har hørt af en kvinde under sådanne forhold kan blive hjulpet. Han lurede på svaret. — hjulpet...? Jeg forstår dig ikke, Ludvig. Hvorledes skulle del ske? — jeg har som sagt hørt del, af når en dame henvender sig i rette tid til en kyndig, så vil del kunne ske. — men del er jo en forbrydelse. — å, del vil jeg dog ikke sige, når del skeer på et så tidligt stadium som dette, og man desuden betænker, hvilken ulykke et sligt forhold kan anstifte. Du siger jo selv, af din fader vil blive rasende og forvise dig fra hjemmet. — jeg er sikker på, af han aldrig vil se mig for sine øjne. — nå, hvad tror du der skeer for mit vedkommende? Jeg bliver gjort arveløs. — mørkt, mørkt, hvorhen jeg så vender mine øjne. — altså, Anna, under sådanne forhold må man ikke betænke sig på af tage en bestemt og afgørende beslutning. — hvorledes skulle det ske? — i København. — jeg skal altså herfra straks? — der er ikke andet før. Jeg kender adressen på vedkommende fruentimmer. — og du tror, af hun kan hindre, af... o gud, jeg forgår af skam. — bryd dig blot ikke derom. Ligeoverfor et sådant fruentimmer behøver du ikke af ængstes. Hun betragter det som en almindelig sag. — du gode gud! — indvilliger du? — ak, jeg vil før dø. — tænk dog på, hvilken sorg du på begge måder spreder over dit hjem... — det skulle du betænkt. — nu er det sket; men, kære Anna, jeg er jo rede til af gøre det godt igen, hvad jeg har forbrudt, blot du følger min anvisning. — forklar mig, hvorledes du har tænkt dig af ordne det. Det svimler før mig... mit hoved smerter mig. — nuvel, i morgen tidlig rejser jeg ind til København. Du lister dig ind i en anden vaggøn, uden af nogen seer dig, og... — men Espen Jensen? — fordømt. Atter ham! — ja, han skal jo også mælde sig, — å, han kører naturligvis på tredje klasse. Du skal tage billet til første klasse og når vi kommer til Københavns banegård skal du blive i vaggonen, så skal jeg nok hente dig, når der intet er at resikere og så køre vi direkte til stedet. — og jeg før trygt stole på, at du vil beskytte mig i denne store by. — et overflødigt spørgsmål, føde Anna. Jeg elsker dig jo. Han gav hende et Kys. Hun stirrede på ham. Den stakkel, hun ville så gerne hengive sig til ham, tro på ham. I al hendes vånde var han dog hendes eneste tilflugt. Hendes medskyldige! — hvis du skuffer mig, Ludvig, da gør du en frygtelig synd, hviskedee hun. — vær rolig. Det ligger jo i min egen interesse, at dette forhold ordnes. — hvad skal jeg sige til fader og moder? — herregud, Anna, hvor du er naiv. — sig mig det. — du kan jo skrive en lille billet. Skrive at du ønskede at uddanne dig i et eller andet, for at glædæ dem; men, at da du vidste, de ville modsætte sig, når du bad dem derom, så havde du taget din beslutning uden at spørge, og lover dem, at du snart vender tilbage til dem. — tror du, at de vil tage dette for gode varer? Fader er så klog. — idetmindste vil de da ikke være urolige for din udeblivelse. — ja, det er sandt, sagde hun mekanisk. — vil du så gøre det? — ja. — godt. Vi kende altså ikke hinanden før jeg henter dig på Københavns banegård? — i Herrens navn, jeg begriber ikke, hvorledes det alt skal gå; men jeg vil lade dig råde, Ludvig. — vær du kun tryg, Anna. Nå, men klokken er bleven mange. Man savner mig vistnok deroppe i selskabet. — det er nok muligt, Ludvig, at du savnes. Å, gid jeg kunne gå med dig. Gid hele verden måtte se, at vi elsfe hinanden. — giv kun tid, kære Anna. Det skeer nok engang, sagde han ømt, og kyssede hende. Han gik hastigt bort. Hun vendte kummerfuld sin fod mod det fædrene hus. — hvis jeg kan få det ordnet, sagde han, så skal jeg prise min lykke. Hun begynder at kede mig, den små. Og så fremtidig ingen dumme streger. Med de udsigter jeg har, ville det være vanvid at så en slig lænke om benene. Ih du forbarmende, hvad ville fader og moder sige, hvis de anede det rette forhold. Jeg må have været vanvittig, da jeg indledede slig ordinær forbindelse. Det eneste, der ængster mig er, at jeg ikke har rigtig midler at råde over, for hendes ophold vil naturligvis koste en hel del penge. Fader er frygtelig karrig og løitenantsgagen just ikke synderlig fed. Nå, det kommer jeg vel ud over, som så meget andet hidtil. Anna syntes dog, når alt kom fil alt, at hun fandt sig lidt mere tryg efter at hun havde talt med ham. Hun forstod ganske vist ikke fuldstændig alt, hvad han havde sagt; kun det stod hende klart, at han havde sagt, at han ville frelse hende fra skammen, og det var hende for så vidt nok. Da hun kom fil sin faders hus, stod der en person og lænede sig op mod dørstolpen. Hun kom fil at gyse. hvis det nu var faderen og han måske havde opdaget noget og måske fordrede en forklaring. Den kunne hun jo ikke give, og dog kunne hun næppe undfly ham, hvis han rettede bestemte spørgsmål til hende angående hendes sene hjemkomst. — godnat, jomfru Anna, lød en stemme hende i møde. Der var noget så vemodigt og dog kendt i stemmeklangen. — å, er det dig, Espen, sagde hun en hel del beroliget ved at se ham. — ja, Anna, jeg kunne ikke gå til ro før jeg fik sagt godnat. Det gjorde mig så ondt for dig og jeg kom for at sige dig, at du ikke skal tænke noget over, hvad jeg sagde dig, når det er dig imod. — tak, Espen. Du er et godt menneske. Hun ville skride ham forbi, for at gå op på sit lille Kammer. — Anna, jeg ved at du har været sammen med herremandens søn i aften. — men, Espen, hvad går der af dig. — å, jeg har så ondt af dig. — går du for at udspionere mig? — nej, nej, på det lag. Du må ikke tage mig det ilde op; men hele din stilling tydede på så megen fortvivlelse, at jeg blot ville sige dig det igen, at er der noget, hvormed jeg kan tjene dig, så kan du gøre sikker regning på mig i enhver henseende. — ellers tak, gode Espen. Det er nu alt sammen kommet i orden igen. — ja, for jeg tror ham nu ikke. — du tager fejl. — det skulle glæede mig; men jeg seer måske dog klarere i dette end du, Anna. Husk blot på, at han er den rige justitsråd Kvistgårds søn. — jeg kan og vil intet sige dig, Espen. Du får i denne sag at tænke hvad du vil; men du får tak for al din deltagelse og gode mening. De rakte hinanden hånden. — om jeg kunne beholde denne hånd og lede dig i en anden retning, sagde han vemodig. Gråden kvalte pludselig hendes stemme. Hun nikkede til ham og ilede op. Ilede for at finde en søvnløs nat, for at trykke ansigtet ind mod puderne og dæmpe sin gråd, at ingen af forældrene skulle høre hende. Han blev stående en stund uden for. — jeg tror dog ligegodt, at det bliver mig som kommer til at bjærge hende hjem fra den synkende skude. Mon hun skulle være løbet på grund? Å, det ville egentlig gøre mig bitterlig ondt, og dog, dog kunne der blive en retskaffen kone af hende. Jeg talte med faderen sådan tilfældig i eftermiddag. Ingen af de gamle anede noget. Å, det ville være både synd og skam om de fik noget at vide. Jeg tror næppe den gamle mand formåede at tage det, som skæbnen byder. Å, gud hjælpe os for hvad mennesker vi egentlig er... Nå, det er vel bedst, at jeg stryger flaget og lægger op og så lister ind i seng, for at være frisk og munter i morgen. Det kan nok behøves. Tredie kapitel. Ude på Nørrebro — vor sædvanlige diskretion forbyder os at nævne gadens navn og husnummer — boede den omtalte madame, som Anna tilligemed løitenanten skulle aflægge en visit i dette delikate anliggende, som alt er meddelt. Kom man op ad den elegante trappe, stod der på den ene dør: Mathilde Lauritsen, jordemoder, og på den lige overfor: Sidonius Lauritsen, sagfører. At navnene er fingerede må vi bede om undskyldning for hos den ærede læser. Imidlertid var det sikkert, at familien selvfølgelig påtog sig begge slags sager. det var mand og hustru, der begge søgte at tjene publikum på den bedste måde, og at — tjene mange penge, så vidt muligt. Begge stillinger kunne jo være meget agtværdige og hæderlige; men for disse to personers vedkommende var de det ikke i ringeste måde. For fruens vedkommende havde rygtet meget travlt, naturligvis var det meget svævende; men man mente dog, af hun benyttede sin stilling og sit kendskab på en måde, som i flere tilfælde var strafværdig. Herr Sidonius Lauritsen skulle imidlertid ikke lade sin bedre halvdel synderligt høre. Hans rygte var, om muligt, endnu dårligere, og mangen ulykkelig, som havde været letsindig nok til af betro sine sager i hans hænder, måtte i lange tider lide under dette forhold. Han havde blandt andet en forretning, som særlig var hans specialitet; det var nemlig den af være skærmbrædt for en rig jøde — en pengematador — som ønskede af ågre med sine penge uden selv af lægge sit dyrebare navn frem til offentlighedens temmelig generende beskuelse. Det var en aftale mellem dem, af jøden skulle have sine visse procent, og hvad sagføreren kunne pine ud over dette beløb af de stakkels klienter, var hans udelt og uden noget skår, kun af selve kapitalen var på sikre hænder eller der var god kaution. og de ulykkelige fik sandelig af føle, af Sidonius Lauritsen ønskede noget og noget ekstra for sin ulejlighed. Han pressede dem som en citron til de ikke kunne mere, til han indså, af det ikke betalte sig, af befatte sig med dem mere for denne gang. Men i reglen vare disse ulykkelige så aldeles reducerede i enhver retning. Det kunne så ikke betale sig for de øvrige kreditorer at foretage noget. Sidonius Lauritsen sad inde med rovet og gned sine hænder af pure fornøjelse. Hvad der senere hændte de ulykkelige var ham komplel ligegyldig. Det lå i hans rovfuglenatur at slå ned, hvor han kunne og rane, hvor han kunne. Det var en bandit, som kendte lovene på sine fingre og vidste, hvor vidt han kunne gå. Den dag, Anna i al hemmelighed rejste bort fra fiskerlejet, skulle han ud for at overvære en exekufion.. Det var en fattig mekanikus, som havde gjort en opfindelse, han satte alting ind på, fordi han ikke kunne få nogen rigmand til at interessere sig for hans værk, og som en følge deraf var han kommet mere og mere i kløerne på sagføreren. Resultatet var, at samme dag skulle de forskellige maskindele, der hørte til hans opfindelse, sælges. Sagføreren behøvede ikke at overvære denne den ulykkeliges smertefulde time; men det var ham som sagt ligegyldigt. Der ville ingen tårer komme i hans øjne derfor. Han havde kastet sig på sofaen for at gennemlæse bladenes anmeldelse af konkurser og lignende ting, som interesserede ham mest. Hans bedre halvdel kom pludselig styrtende ind med en glædestrålende mine. — hvad er der nu, sagde han gnavent og trak brillerne fra den skaldede pande ned over de grå stikkende øjne. — der er et besag både til mig og dig. — formodentlig igen noget fattigt pak. — nej du, rene guldfugle. — hvem er det da? — en søn af justitsråd kvislgård fra Korsør, og hans forlovede. En gås, føjede hun til og trak på den tykke braknæse med et smil, hun mente var elskværdig. Han havde rejst sig op og rettede hurtigt på den hvide slips og sin fine kontorfrakke. — og han, hvad er han? — løitenant i søetaten. — Kvistgård... Kvistgård! mumlede han og tænkte efter; sint papir, meget fint papir. — ja, det tror jeg. — og jeg er overbevist. — hvad ville de? hun hviskedee ham smilende noget i øret. — ah! Se, se. — kan han komme ind til dig? — ja, særdeles gerne. Hun gik bort, idet hun vekslede et aparte blik med sin mand. Det var en temmelig robust kvinde. Meget sint klædt og med en prangende halskæde af guld, der førte ned til uhrlommen. Hendes ydre var som meddelt meget tillidvækkænde og hun bar lorgnet og havde i højeste grad afslebne, dannede manerer, der måtte gøre et absolut, behageligt indtryk på dem, hun talte med. Kort efter trådte løitenanten ind. Han var temmelig urolig og der var en hektisk rødme på kinderne. — behag at tage plads, hr. Løitenant, sagde sagføreren og henviste ham til en blød lænestol, der var meget indbydende. — jeg vil gå lige til sagen, hviskedee Ludvig Kvistgård anstrengt. — gør de kun det, sagde sagføreren; jeg er en mand, som de kan betro hvad det skal være. — min forlovede, eller... — nå, de mener deres elskerinde. — ia, det er egentlig ordet. — min kone har meddelt mig det nærmere. det er ikke værd at berøre dette delikate æmn nøjere, hr. Løitenant. — tak, sagde denne, synlig en del beroliget over at være kommet over det værste. — det er meningen, at hun skal have sit ophold hos os, så længe kuren står på? — ia, så længe hun selv vil. — godt. — hvormeget mener de, at det kan andrage? — å, en 500 kroner for kuren og 100 kroner om måneden for opholdet. — så meget? — ja, finder de, at det er for dyrt, så står det dem jo frit for at forsøge andre. Sidonius Lauritsen trak sig fornemt tilbage. Han vidste, at han allerede havde ham i sit næt. At han ikke, efter at have afsløret sin hemmelighed, ville gå til andre. Man finder ikke på alfar vej sådan en medfølende sjæl som Sidonius Lauritsen, der i enhver retning er rede til at tjene sine medmennesker. — gudbevares, hr. Prokurator, det var ikke sådant ment, forsikrede løitenanten. — ja billigere kan det slet ikke blive. — nå, ja, det må jeg jo skade mig i; men, sagen er den, ja, dem tør jeg jo nok sige det til, min fader er meget kneben. — ah! Ja, det er jo en anden sag. Sagføreren blev noget kølig. — det er mig ikke ganske belejligt at udrede en så stor sum på en gang. — ja for kuren blive vi i reglen betalte med det samme. — altså 500 kroner? — ja, min herre. — desværre, så må jeg vist se at sende min forlovede tilbage. — ja, ja, vi kan jo tale om det uden penge, skyndte sagføreren sig at sige. — sagen er den, at jeg nylig er bleven udnævnt og endnu i dag skal mælde mig ombord. Der er gået en del til, for at sætte mig i stand til at møde så standsmæssig; men ud over dette, var fader på ingen måde tilbøjelig. Det højeste, jeg disponerer over, er er omtrent 100 kroner. — ja, det er jo galt nok. — tilmed da jeg dårlig nok kan afse disse penge for øjeblikke. — det indser jeg, smilede sagføreren. — giv mig et råd. — ja, det skal jeg gerne; men de går næppe ind derpå. — man kan jo høre det. — først må jeg forudskikke den bemærkning, al jeg på ingen måde ville finde mig i, som dem, at blive sådan sjoflet af. — hvad mener de? — å, ganske simpelt. Det er en utidig karrighed af deres fader. — jeg har lidt måttet beklage mig derover. — det kan jeg tænke ung. De er jo eneste søn og skal engang arve det hele. — ja, det skal jeg. — så er det urigtigt. — men derved kommer jeg lige vidt. — jeg kan, som sagt, godt give dem et råd; men det er vist næppe tænkeligt, at de går ind på det, min ven. Løitenanten blev mere og mere ivrig, jo mere han stilledes lige overfor sin fattigdom. — sig mig det. Det kunne dog være. — jeg handler med fremmedes penge; men ligger netop nu med en 4000 kroner. — og de er i stand til at låne mig nogle? — hele summen, om de behager. — men så er jeg jo ude over det. — ganske vist. — nå, de mener, at der er nogle formaliteter som skal opfyldes? — netop, hr. Løitenant. — så lad os komme til en ordning i en fart. Jeg har rent ud sagt knapt med tiden. Jeg skal jo mælde mig i dag ombord. — ganske vist, sagde sagføreren langsomt; men jeg ved ikke, om de stikker i søen med det samme, og så ønskede jeg det dog gerne ordnet for alle eventualileters skyld. De må huske på, det er fremmede penge. — ja, dertil er jeg også villig. På hvilken måde skal det ske. — ønsker de hele beløbet? — ja, hvis jeg kan så det. — nå ja, de må ikke fortænke mig i, at man søger at sikre sig. — gudbevares, det er i sin orden. — det ordnes på den måde, at de skriver en veksel på tre måneder, som jeg naturligvis stadig fornyer, til det er dem behageligt at betale. Kun forlanger vi, al de skriver deres faders navn under. Han for uvilkårlig op af stolen. — min faders navn! stønnede han. — sæt dem ganske rolig ned, unge mand. — men det er jo det samme som en falsk veksel, hr. Prokurator. — det er det ganske vist for så vidt. Dog, da det er sønnen af huset.... — forbrydelsen er ligeså stor. — å ja; men hvormange fine folks børn tror de ikke, der laver den slags ting? — nok muligt. — ja, jeg kan tale med derom. Her i min skrivebordsskuffe har jeg flere af den slags. — men når så faderen får det at vide? — det skeer naturligvis ikke. — hvad da? — det er jo fuldstændig i sin orden, at når kun fornyelsen skeer i nogenlunde ordentlig tid, eller i det mindste en meddelelse om, at fornyelsen ønskes, få bliver renten lagt til kapitalen og så er den ting i orden, indtil en skønne dag papa, som har været så streng og påholdende, går hen og siger farvel til denne verdens herlighed. — så er det deres tur. — ja, finder de det urimeligt? — å nej. Og hvormange renter fager de så af kapitalen? — de er meget forsigtig, unge mand. — sig mig renten? — nå, siden de vil absolut vide det, så er det femogtyve procent pr. 3 måneder. — det er dyrt. — ja, som sagt, sagde sa

1885_Hambro_Fremad

Christian

Fremad

Hambro

Hambro

Fremad

male

1885_Hambro_Fremad.pdf

Christian

Hambro

no

Fremad

En Fortælling

n

roman

J. L. Wulff

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. „ Fremad “ var den blevet døbt, den slankbyggede, hvidræede fuldriggeren, som stadshauptmand Scheel mod slutten af sextiårene havde ladet bygge på eget skibsværft og med egen arbeidsstok. Stadshauptmandens frue havde selv knust champagneflasken mod dens boug og ønsket held og lykke over „ Fremads “ Fremtid. Og ude på stadshauptmandens landsted var der i den lyse, løfterige våraften blevet talt store ord om fremskridt og fremvækst og alle disse ord kompassen rundt på frem, for gæsterne vare fremskridtsmænd som værten selv og troede sig at kunne spå om fremtiden. Og det var gyldne løfter, det de gav af hvad de så — gyldne som vinen selv, der perlede i glassene og gjorde deres hoveder altid hedere og rødere. Den ville sejle sig til guld i lassévis og blive en ære og en stolthed for den ganske by og. pege vejen fremad frem for alle andre — denne skuden! Den skulle ellers båret navnet „ Juno “, og til dette navn var gallionsfiguren komponeret, men så var det at fremadsrusen greb stadshauptmanden, da sidste året havde budt så store fragter og ordet gik, at nye tider skulle vise sig for skibsfarten. Og så blev juno-navnet til et „ Fremad “ og gallionsfiguren fik en førerstav med stjerne på som en symbolsk bétegnen af sit navn. Den lykkelige fører — kaptein kraft — „ spenderte “ 400 kroner til arbejdsfolk og skibsmandskab den kveld, og kunne gerne givet 400 til, sagde de fattige arbejderes familier „ for slig en post og hæder, han var nået til, fordi han var en gammel ven af huset Scheel og slet ikke fordi han var den ringeste smulen dygtigere end alle andre. “ Og han blev fulgt med øjnene for hver gang han kom roende til og fra, da skibet var halet ind i havnen og lå med underslagne sejl og gjorde klart til den første udfærd. de gamle ulkene, som stod på bryggerne og så, de havde også nok haft mod på slig en skude, som den nu lå der fin og rank og med en boug, som måtte fryde hver en sømands hjerte. De gamle ulkene, som aldrig rak til selv at få en skude, de kunne ikke nægte sig at se sig mæt på denne, kunne ikke nægte sig at tage en båd, for rigtig at betragte den fra alle sider og på nært hold — det smagte altid lidt af førerglæde, endda de vidste, at de her i verden aldrig ville komme til at føre slig en „ Fremad “. Og da så afrejsdagen kom og fuldriggeren tog til at hejse sejl og småt om småt gled udover med mersseil oppe og smykket med flag og vimpler og signaler fra alle toppe — ja, da lå atter disse gamle ulkene ude. Det kneb, for det var tobaksskillingen, som gik i bådleie; men det fik ikke hjælpe —: slige gamle ulker har jo også hjerter i sig, og søen med hvad dertil hører har nu engang taget deres — de gamle ulkene. Ja, ære være dem! Og nu? Nu var der gået meget vand i stranden fra den høitidsstund og mangen skude også gået i stranden, eller havde fundet sig sin våde grav derude på de store vande. Nu lå den der igen — fuldriggeren — nede på havnen, flagsmykket og hvidræet og let og fin af rejsning, netop hjemkommet fra sin første treårsrejs. Den store nationalfarvede navnevimplen bølgede for de lette luftninger, som nordenvinden pustede indover, brystede sig og bruste, som ville den sige, at den nok kunne have andet at melde om den, end den stakkels klapprende nordenvinden, der bare kom fra is og kulde. Men den havde været både nord og syd og øst og « Vest! Fremad havde det gået over de frådende havsjøer, gennem de skumpiskede bølgekamme, fremad havde den vasket sig denne skuden, fra havn til havn over de fjerneste verdenshave. vårkvældens lyse løfter var ikke blevne uopfyldte. Fordelagtige fragtmarkeder var blevet fundne, rundelige renter tagne ind, værdiforringelsen skrevet af, reservefond lagt op — hvad kunne der forlanges mere? Det er jo engang så i praksis, at disse renter og fond og afskrifter er rederiernes „ kære stadige tanke. “ Nej — fremad var det gået uimodsagt og uimodsigeligt, så den kunne gerne ligge der og bryste sig og vifte med alle flag og vimpler oppe. Men hvaci kunne det alt sammen hjælpe dens fordums reder? Han var jo ikke længer ejermand af alle disse flag og herligheder, hvormed øjestenen blandt hans skibe lå smykket lige nedenfor hans vinduer.. Han var jo ikke gået fremad. I hvert fald kalder verden oftest det at gå tilbage, for han var gået fallit. Det havde været et „ Krach “. Han havde ikke levet over evne, blev der sagt, 1 f men bare spekuleret — og følgelig var han, efter som praksis i livet byder det, mere til at beklage end til at dadle. En smule ugreit hist og her i bøgerne, lidt glemsel ved anførslerne, men ikke mere end de, som opgør Boer, oftest bliver vant til. Og så fik Peter strohtmann Scheel akkord. Nu var han skibsmægler- og havde fået sin fordums øjesten til indklarering. Men det — det skulle hjælpe stort! Han var blevet gammel Peter strohtmann Scheel ved dette, gammel og bitter. Han måtte mindes sine velmagtsdage; når han sad lig en liden pave inde på kontoret og så der kom en mægler for at tale om befragtninger — hvor han så ned på dem og tidt og ofte stemplede dem som upålidelige — hele klassen. Nu hørte han til klassen selv. Men når * der vankede nu de fineste hentydninger til manglende tillid — å, hvor det brann og kogte i ham nu, og hvor han knyttede hånden fastere om stokken, som han havde anlagt sig til disse dagstø spidsrodsgange. Det skulle nogen sagt til ham i yngre dage, at han — den glade sjælen —, som han kaldtes, skulle komme slig herunter. Han, som var byens bedste danser og årligårs gav tonen an i sommerfrakker, når han kom hjem om våren fra Paris. Ak ja, de dage! — — det skulle nogen sagt dengang han for og sejlede fjorden rundt med kutteren og sine respektive fire kærester —, ja, misforstå mig ikke, ikke samtidig på haremsvis — hvor kan de tænke — nej, men smukt og sømmeligt og priseligt én * efter én — det skulle nogen sagt og han var blevet leet lige op i ansigtet, for Scheel & søn blev regnet for at høre blandt de sikreste af sikre. Hans hustru — ja for nummer fire rak sålangt, at hun blev hustru — trods alle spådomme og alle rygter om at der var ugler ude også denne gang — hans hustru ville leet allermest og stolede allerblindest dengang i yngre dage, for det var netop det, hun tilbad ham og troede på ham og kaldte ham „ den ædleste blandt mænd “, og slig videre frem. Så længe troede hun, til hun en dag før brylluppet fik se, at han var rå. De andre tre havde fået øjnene op inden lysningen var bestilt og havde betakket sig for den sejlads i båd med ham et liv igennem. Men Henriette Gruner var for stolt, og tråden brast ikke, skønt det var sandt, at den var tynd som et hår. De blev da gifte og fik det andet år en søn. Ham gav de navnet Rolf. Og denne Rolf — han skulle fremad, sagde faderen. Særlig var han blevet hidsig på det nu, da det var gået så tilagters med ham selv, at kutteren, med samt al anden herlighed, var kommet under hammeren. „ Min søn skal fremad — højere på strå, opad i det samfundslag, hans far er kommet fra, og han har evner — ser du — efter mig, og de skal død og salte — nå ja, gutten hører os skam ikke, de skal pokker snu mig tvinges til at anerkende ham, når han engang vinder frem. Bare fremad, fremad med ham, det er vejen du. “ Men Rolfs mor skjalv for dette fremad fra faderens læber, og, efterhvert som han tog til at elske det mere og mere og bruge det sikkert som dagene selv, fattede hun had til dette ord, som hun engang havde fattet og endnu nærede had til fuldriggeren af dette navn, den hendes mand havde talt så lysende, store ord om, men som efter hendes tanker alligevel havde banet vejen til hans fald. Den blinde tillid og den faste tro og tilbedelse var ikke Henriette Scheels sag, som den engang havde været Henriette grimers. Tilliden var blevet til mistillid, troen til mistro og tilbedelsen var blånet bort for alle vinde. Hun havde på hustruvis forsøgt med stolthed og forsøgt med gråd og bønner, men til hvad hjælp? Hendes mand havde været lige uimodtagelig for det ene som det andet. „ Vi er praktiske folk — du — og alt, hvad du der disker op med om lykke og kærlighed og kildevand — det er det rene, skære vås, upraktikabelt nonsens, og gutten er min og skal fremad — basta! “ Og den, som likte at høre dette ord, det var Rolf selv. Slig det blev nævnet fra faderens læber, forbandt han noget lyst, letligt derved, noget flagrende og levende, som vimplen på fuldriggeren, som lå og flaggede dernede.. Å! — den, som bare havde lov at gå ombord! Alle andre gutter nede fra pladsen — de havde, men ikke han. Han kunne ikke holde sig, men måtte spørge moderen, som de sad der alene i hjemmet i høstskumringen. Han havde klarlig nok spurgt før: „ Du mor, å kære, kan jeg ikke bare denne ene gang? “ Men moderen rystede på hovedet. Hun turde ikke slippe ham ombord blandt alle de ville gutter og rå matroser. Og faldt han så kanske ned derombord, eller på anden måde kom til ulykke — — nej, der var strømmet ulykke nok ind på dem fra dette skib. „ Nej — min gut — du må ikke bede mig mere om lov til det, for jeg ville ikke have et roligt øjeblik. Du véd, jeg er så bange for dig, Rolf. Tag du dig heller noget legetøj og sæt dig her hos mig, så skal jeg tænde lampen om en liden stund. “ „ Men det gør ingen andre gutter nu mens „ Fremad “ ligger her på havnen. Og jeg skal love dig så højt og helligt, at jeg skal ikke falde ned og ikke lære banding heller. “ „ Fy Rolf, sådanne ord véd du, at du ikke må bruge, for det er synd mod gud, og hvad er det? Du stamper da vel ikke med foden i gulvet til din mor? Fy — er du min egen gut? “ „ Nej, jeg er Pappas — du —, det siger han så ofte. Og skal jeg kanske heller ikke få lov til at gå ned på gaden nu, men altid bare sidde her inde med dig og kede mig så rent forsaltendes, mens alle andre gutter både går ombord og leger? “ Henriette Scheel kendte sin mand igen i dette. Lige til øjnene så lyste de ganske med samme glans hos Rolf, og tonen så iltert bidende, faderens op ad dage. Og det endda gutten til nu aldrig havde set faderen i oprør. det havdeværet en af hendes vanskeligste kampe, altid at våge over, enten at holde Rolf borte, eller også selv at fire og gå afvejen for alle de utallige fælder, faderen opstillede *på de dage, når bitterheden særlig tog ham. Og når nu den dag kom, at gutten, tiltrods for al hendes kamp, alligevel fik se faderen i sindsoprør, fik se det vildt ubændige og høre hvilke ord og eder, han da brugte; hun måtte tænke på, hvorledes det så skulle gå dem alle. Det ville blive en mærkedag i guttens liv og ingen god, det læste hun i sønnens øjne. Og ingen vidste, når den kunne komme. „ Du spurgte, om du ikke må få lov at lege lidt på gaden nu i skumringen. |det kan du godt. Gå du, men vær forsigtig, at i ikke leger alt for voldsomt. “ Og Rolf gik ned på gaden, ned på bryggen, men der var heller ingen gutter. Nej, de var sikkert gåde ombord med Ingvald kraft, kaptejnens søn. Ja se, der var de oppe i Riggen! „ Uf, den som ikke havde slig en rædhare til mor, som altid skulle sige nej til det, som alle andre gutter fik lov til. “ Og når det nu tog til at mørkne, så sad de der ombord forud på bakken hos matroserne, som havde vagt, og lærte sømandssange og fik høre kabelgatshistorier. Tys — hør nu sang de... Den som bare var ombord! Rolf lå lænnet over rækværket på yderste bryggekanten og lyttede anspændt, for at opfange tonerne. Jo, han kendte dem. Melodien let, sjømandsmæssig ruggende, ordene — nå ja, ordene kunne han også. De lød: så du mig i Kinas havne ningpo, foutschen og Hongkong? Der var piger, dei’ med navne j som pe-pe og la-li-long. Så du. så du dem? * fik du følge hjem? Vi-vi var der — hem — bare bare glem! Sangen sluttede med et ho-i og en dissonants så skærende, at en guttestemme vanskelig skulle kunne frembringe en bedre, men i Rolfs øren var dette slutningshvin det allerlifligste og mest betagende. Hovedet blev varmere og varmere, tankerne heftigere og heftigere. Nej, dette var ikke til at holde ud —; han måtte ombord, måtte være der, hvor disse sange blev sungne. Han syntes ikke at han kunne leve uden — med slig unævnelig magt drog de ham til sig. hvad skulle han gøre? Gå op igen til moderen og gøre knæfald og bede så tyndt, at tyndere skulle aldrig være blevet bedet her i verden? Nej, det blev bare gråd og Kys og bønner og -- — nej, det ville ikke hjælpe til noget. Men — — om han gik til faderen! Tanken for ham gennem hovedet som et lyn, og han rejste sig fra rækværket og satte i sprang opover. Jo, faderen var endnu på kontoret! Og, når han gjorde sig lidt kæk og kaldte sig hans egen gut, så kanske faderen gav lov. Tænk om han gjorde! Lidt efter stod han udenfor faderens kontordør. Han havde sprunget slig, som længselen driver til —; nu måtte han puste ud og samle, hvad han skulle sige, men allerførst forvisse sig om, at deringen var inde hos faderen. Han lyttede. Nej, der var stille! En svag sur, som han skønnede måtte komme fra bagværelset, hvor gamle Jeremias plejede at skrive klareringssedler for jagteskipperne, den gjorde ikke noget. Skulle han så banke? Bankede han virkelig, eller var det blot ængstelsen og spændingen, som foregøglede ham det? Tys, nej — intet svar. Han havde løftet fingeren for tredje gang, men kom sig ikke til; han kunne ikke rigtig * memorere talen. Den måtte tages | op igen. Og alt imens han memorerede, kom han til at lytte til den samme Melodi, han netop havde hørt fra skibet. Nu. var det nabolagets pigebørn, som sang den til sin leg på pladsen udenfor faderens kontor. Det måtte være Frigga kraft — kaptejnens datter — som førte an og kanske lagede ordene også, for det var ikke dem, der var blevet sunget ombord. Jo, det var Frigga — nu hørte han det tydelig — som sang, idet hun tog en pige ud af ringen til at danse med sig: ser du, jeg blev gift min pige, ser du, ser du, jeg fik mand! Og jeg tror, jeg trygt kan sige, at han også kan gå an! Hvortil koret lidt spottende spurgte; tror du? Tra-la-la! Tror du? Tra-la-la! Tror du? Tra-la-la! Tror du? Tra-la-la! Rolf lyttede og memorerede og lyttede igen og. løftede fingeren på ny.. Da — gud i himlene — hvad kunne det vel være? Da hørte han et bulder og et brag, døre slås op og i og et virvar af stemmer, som i slagsmål, vælte altid nærmere og nærmere. og det var inde i kontoret dette — faderens kontor! Og var ikke også en af stemmerne faderens? Tys, jo den var, skønt fast ukendelig, så opskreget og vild den hørtes. Rolf kendte susninger for ørene og syntes, at der glimtede lyn omkring ham, kunne intet samle af ordflommen derindefra, intet uden et kog af eder og forbandelser, som altid steg, og hvori faderen havde overtaget. Han huskede, hvorledes moderen havde givet ham ris for et eneste „ Hanen gale mig “, han havde brugt, og hvorledes han på sine knæ havde måttet bede gud om ikke at være vred på ham, fordi han, uden at vide det, var kommet til at bande. Og her kom hans egen far med en sådan flom af eder, at det fossede efter.. Rolf lukkede øjnene. Han syntes alt løb rundt for ham, som om en styrtesø var væltet ind og havde revet grunden, han stod på, bort under ham og han selv lå ude i havsjøhvirvelen og drejedes og droges rundt i ring med far og mor og synd og sandhed — rundt til takten af pigernes spottende: tror du? Tra-la-la! en skærende mislyd som et hvin, idet faderens stemme brast af vrede, vækkede ham. Det måtte være onde mennesker, som havde overfaldet faderen! Rolf blev luerød i ansigtet og kendte, hvor han elskede denne sin fader. Hvad skulle han gøre? Løbe ud på pladsen og., råbe om hjælp. Om det var røvere — kan hænde mordere! Han stod der åndeløs og lyttede, for ved første lyd at springe ud. Da syntes han, at han skulle kende også den anden stemme — lav og hård og bidende tydelig. Nu talte den igen, medens der samtidig klirredes med nøgler, som om nogen lukkede og låsede. „ Fallittenspiller, som ikke bedre holder greje i bøgerne — — “ Rolf hørte ikke ordene, som fulgte efter, for sangen udenfra, men det var nok med. det som var, og stemmen var kaptein krafts — nu var han vis. » Men så begyndte det at danse rundt for ham igen, for kaptein kraft var jo faderens gamle ven, som havde kommet i deres hjem * så langt tilbage, som Rolf kunne mindes. Og så holdt de nu på at skændes derinde i kontoret! Og tys! Nu ville faderen endog jage ham ud, denne sin gamle ven. Rolf følte, hvorledes alt hans håb om nogen gang at komme ombord i fuldriggeren, fik sit dødsstød med det samme. „ Ud — ud med dig, siger jeg dig — falske kappevender! “ „ Fallittenspiller — — “ „ Ud — for djævlen “ —, det kom som blæst ud. Rolf ville flygte, men kunne ikke røre sig, slig skjalv han over al sin krop/ nu dirrede dørhåndtaget. I forbittrelsen blev det drejet den fejle vej, og al rusken og rykken var forgæves. Så for døren op som for et stormtag, og en storm af had og vrede strømmede ud som af et vidt gab. Faderen var gulbleg af raseri, øjnene brann, som ville de bore sig ind i ham de fulgte. „ Ud — ud! “ „ Ja vel, jeg skal gå ud, men sætter du engang din fod på det dæk, du engang pralte af var dit, så lader jeg dig — gud ^forlade mig — binde til masten og give din bekomst. Kom så du feige sjæl. “ Rolf havde klynget sig til væggen overfor, da døren var 'gået op, og gemt sit hoved under det ene trøjeærme, da han fik se faderens an-, sigt. Han ville ikke kendt ham, slig han var forandret og fordrejet. Og nu stod faderen så nær —; han måtte have sét ham —, men nej, nu var han alt forbi og drev den anden altid nærmere mod gadedøren. nu var den anden ude. Rolf hørte latteren så fuld af had og hån til afsked, og så, hvorledes faderen løftede hånden som til trudsel. A et øjeblik efter slog døren i med et drøn. Faderen vendte sig, nærmede sig uden at se frem — snarere som han ventede at høre noget bagved sig. Endnu et par skridt og han måtte støde lige på sønnen. Rolf turde ikke ånde, turde ikke sé, turde ikke tænke. Da mødte faderens øjne hans skikkelse. Han veg tilbage, for om lidt igen at komme frem og lige hen til sin søn. Stemmen skjalv idet han talte: „ Hvad gør du her? “ Rolf vidste ikke at svare, slig som faderen så ud. Det var som om rædselen havde lammet tungen, og heller ikke vidste han i øjeblikket, hvad det var, han havde villet, eller hvorfor han var kommet, huskede intet uden disse øjne. „ Nu, vil du svare knegt, hvad gør du her? Står du her og lurer på din egen far — kanske? Hvad? Vil du svare? “ » Stemmen steg for hvert nyt spørgsmål og Rolf kendte øjnene brænde, endda han lukkede sine egne. Men fremdeles kom intet ord til svar. „ Nå, så du trodser mod din far? — ind — ind med dig siger jeg, så skal vi nok få pillet ud af dig den trodsen. Ind — eller for salte satan skal jeg piske dig så blå og grøn, som nogen guttehvalp er blevet pisket. Nå, hvorfor står du så her, hvad havde du at gøre her i gangen? Svar, eller---------- “ Rolf så, at armen var løftet som til slag, og tvang sig til at samle sine tanker og forsøge på at tale. Først blev det bare hakken opigen på de første stavelser, så kom det som i et kør, men grødet og utydeligt. „ Jeg ville spørge dig om lov til at —at — at gå ombord i „ Fremad “ med de andre gutter. “ Ingen gnist i et krudtkammer kunne tænde øjeblikkeligere, end dette „ Fremad “ fra sønnens læber tændte vredesluen i faderens øjne. Dette, at hans egen søn ligesom tog parti imod ham, ved at spørge om lov til at betræde det dæk, som netop med så greje ord var blevet ham selv nægtet — nej, det var for meget — det bragte det hele hav af bitre følelser ikog på ny og til at koge over. „ Så, ja så? Så det var det, du stod her efter — gutten min — og det, du ville? Ind — ind med dig — for salte — ind! “ Rolf kendte, at det sortnede for øjnene og følte en brændende, sviende smerte nedover den ene kind. I det samme tumlede han mod væggen ligeoverfor og derfra over tærskelen til faderens kontor og ind i værelset, som kastet af en kraft, han aldrig havde drømt om og ikke rigtig skønnede, hvorfra kom. Men faderen forstod det, da han så sin søn tumle videre og videre, forstod, at dette kunne have været farligt, så på et hår han skulle truffet dørstokken, hvad der med den fart, hvori han kom, kunne lagt ham død på flækken, forstod, at dette var fremtiden, hans øjesten og stolthed, hans egen eneste gut som også moderens, forstod, at fik hun vide, at han havde slået til denne deres fælles glæde som et dyr i hidsighed, så var det ikke at lide på med hende, hvad hun kunne gribe til, så nær som denne gut lå hendes hjerte og slige bløde myge tanker, hun altid fulgte ham med, for at holde ham borte fra alt ondt. Lidt efter sad skibsmægleren med sin søn på fanget i sofaen inde i værelset bag kontoret og holdt et vædet lommetørklæde til Rolfs ene kind. Det var stærkt ophovnet med årer i blåt og grønt. faderens øjne skottede urolig omkring, snart til sønnen, snart udefter, som om han ledte efter noget. Det gjaldt at finde en udvej, eller at hitte på en nødløgn at sige moderen og gutten. Slig han så ud, var det ikke at tænke på at komme hjem og sige, at det var ham — hans egen far, som havde fli’d ham til. På sæt og vis, der måtte findes noget på — lige godt springe i det.som krybe i det. Men skibsmægleren var ikke i stand til at møde sønnens blik, hvor gerne han havde villet iagttage ham, idet han begyndte: „ Min stakkels gut — du slog dig stygt mod dørkanten? Kom skal du se, at jeg skal bytte omslag på igen.. Det viser, du er faldet tungt imod den med. din kind, min stakkels gut? Men at du også kunne bære dig så klodset ad. “ Rolf så forundret op på faderen, men heller ikke nu formåede denne at møde sønnens øjne. „ Læn dig til mig, du gutten min! Den fæle dør, som sådan skulle mærke dig — det var ret skam af den du — ikke sandt? “ Men nu sad Rolf og stirrede. Hvorledes kunne faderen dog tale, som om han var faldet ved egen uforsigtighed mod døren, når det dog var ham selv, som havde slået til ham af.sin fulde kraft. „ Nu Rolf, min gur, svar når din fader spørger dig. Slog du dig svært mod døren? “ Der var noget nyt truende i spørgsmålet trods smilet, som skulle være venligt. „ Jeg faldt ikke mod nogen dør. “ Rolf så, at der trak nye skyer op på faderens ansigt, som endnu var blegt efter det sindsoprør, hvori han havde været. „ Nå, så mod væggen da — det bliver nu egentlig det samme. “ Der lå en ilterhed i svaret, som gjorde, at Rolf ikke turde gøre flere indvendinger. Det var ikke til at tage fejl af, at faderen krævede et afgjort ja på sit fornyede spørgsmål. Og Rolf, som ikke vidste nogen anden udvej til at aflede et nyt uvejr, og som hørte hjertet klappe i sig af skræk for dette, gav sit ja om end ikke stærkere, end at det netop kunne høres. Og da — han kunne ikke tænke sig hvorfor, blev faderen så ganske uhørt kærlig, bøjede sig og kyssede ham så lindt og let, som om det havde været moderen, tog ham i favn og hviskedee så blødt og næsten spøgende. „ Vi skal nok finde et eller andet, som kan gøre godt igen vi, Rolf. Se her — du kender slig en seddel — ikke sandt? Og véd, at der kan købes mangt og meget for den, som et guttehjerte nok kan have lyst på? Jo det er alvor gutten min! Tag du den du og køb dig for den hvad du vil. — nu? Skal det være nye skøjter eller sukkergrise? “ Rolf tog imod, men med en følelse, jom om han ikke rigtig vidste, om det hele ikke var en drøm så underlig en dag havde han aldrig levet. Nu rejste faderen sig. „ Ja nu får vi gå hjem, min gut. Kom lad mig se! Hvad tror du, mor vil sige, når hun får at vide, hvordan du har gået og faldet bort i væggen? Det høres ikke godt det der, min gut. Hvad? Jeg tror, det bedste bliver, at vi ikke siger, hvor det var — jeg mener at — hun — ikke skal blive alt for ængstelig. Tror du ikke også det? “ Rolf kunne atter for sit liv ikke forstå faderens tanker, men nu mødte skibsmægleren sin søns øjne med et smil og fortsatte uden at vente på svar. „ Du har jo heller ikke lov hos hende til at færdes nede her — véd du —; hun er så bange for, at du skal lære noget stygt af skipperne, så det er ikke været, at vi nu også bedrøver hende med, at du har været mindre lydig — hun har så nok alligevel du — ikke sandt? Du kom til at støde mod en væg i legen. — videre behøves ikke, skønner du. “ de var nu færdige til at gå. Faderen følte sig betrygget ved at have fået sin søns ja også til sit seneste spørgsmål, og havde nu tilsyneladende sit vante ydre., men, som de gik der sammen hjemover i den stille høstkveld, rørte det sig inde i Rolf, at det dog var en løgn, han var i færd med at skulle sige. Han havde jo ikke leget og var heller ikke faldet mod nogen væg — det kunne jo ingen vide bedre end faderen. Og når han nu ikke destomindre fortalte moderen dette, som han havde givet løfte om til faderen, — så var han jo en løgner! Tanken gjorde ham sky, så at han gik en stor omkrog, for at slippe forbi pigernes ring uden at blive bemærket. Lidt længere fremme stødte han igen til faderen, som gik strunk og stiv med tredive Års holdning og trak sin ene handske på — så rolig, som om denne aften ikke gemte det ringeste mere end så mange andre. Men det var jo dog faderen, som ville at han skulle sige denne løgn til moderen? Men da måtte jo også faderen være en — — Rolf turde ikke nævne ordet, for sig selv, han syntes med en gang, at høsttågen ville kvæle ham. De sidste skridt opover bakken, som pladsen dannede fra bygaden ned til havnen,. gik de ganske slæbende langsomt. Om hjørnet lå hjemmet, som også havde vinduer til havnen. — faderen stoppede op, som for at puste ud. „ Og husk så, at du ikke skræmmer hende — Rolf — og at du herefterdags i sorg og glæde, i medgang og modgang kommer til din far, som bedre end nogen anden forstår og vil dit sande bedste! Kom du til far din du, så skal du se, at når vi to går sammen som nu, så skal vi nok også finde vejen fremad. “ Nu stod de just på hjørnet. De sidste ord gav faderens tanker nye stød. Det kunne ikke truffet bedre. Med engang var han jo lige inde i sit yndlingsttema. De ville gå lidt indover mod byen sammen, at han kunne få lejlighed til at rulle op for sønnen billeder af denne deres vandren frem igennem livet. Men Rolf var standset for et øjeblik og så tilbage ned over pladsen, hvor pigernes leg fremdeles var i fuld||gang. Høsttågen hang tæt nedover. Gadelygterne blev netop tændte, men blussene luede så blege ud af tågehavet, de blafrede og blinkede, som om det gjaldt en kamp på liv og død for dem at holde pusten. „ Skal vi nok også finde vejen fremad, “ tog faderen op igen ganske inde i sine højtflyvende fremskridtsplaner. Men nede fra pladsen faldt pigernes kor just i det samme ind højt og spottende: tror du? Tra — la la! Rolf kendte Frigga kraft på sangen og latteren. Nu var hun fører af koret og lo, slig det hørtes over hele pladsen spotskt og hånligt. Han kom at smile ved det —; melodien drog ham. „ Nu —rolf min gut — hvad ser du efter? “ Faderen lagde hånden på hans skulder og så ham ind i øjnene. Så drejede de om hjørnet. i. Hvorledes det nu gik, da de kom hjem? Om Rolf fik sagt sin lille, første løgn? Det gjorde han. Og faderen hjalp til, ved i en grinet tone at sætte en stopper for moderens nærgående fritterier. „ Nu er da dunderen den pølsen ikke længer. “ Men moderen, som anede, at her lå noget skjult, tog til at spørge Rolf i Enrum, men han var fast og ubevægelig, og alt hun spurgte kom hun ikke længer. Men fra den dag var det, som der lå en sky imellem mor og søn, slig, at han ikke gerne var i hendes nærhed. Hun søgte trænge ind på ham og nå hans hjerte, men altid kom hun selv i gråd, før han var blevet rørt, og denne gråd blev ham tilslut en sådan plage, at han søgte alle midler til at slippe fri for disse stunderne med moderen alene. Men alt fra første aftenen af, da han havde sagt sin første løgn, følte han, at han øvede uret mod hende. Om nætterne, når han lå vågen, kom det over ham, hvor skammelig han havde løjet for hende —; han syntes ikke, at han kunne finde fred førend han havde talt det ud til hende, men, når så dagningen lyste og tiden for skriftemålet nærmede sig — så var der altid et eller andet til hinder. Ved måltiderne sad Rolf de første dagene og skottede til faderen, som om han halvvejs frygtede for at der skulle komme noget op. Men nej,— der sad faderen og så så djærvt og frit til moderen og viste ingen tegn til uro. Men var da ikke også faderen en løgner? Og var da ikke løgn en synd, som måtte drage sin uundgåelige straf efter sig? Således havde i hvert fald moderen fortalt ham, medens han endnu var ganske liden. Rolf kunne ikke få sine øjne fra faderen og heller ikke tvinge tankerne; han følte ubevidst som et værn i dem. Og det kan nok også hænde sig at slige refleksioner kan stålsætte så godt som nogen panserplade. Faderen så ikke ud som den, der venter nogen straf. Han talte frit og spøgefuldt, som nu, da moderen kom til at se på Rolf og lagde armen om hans Hals og spurgte ham: „ Hvad tænker du på, Rolf, du sidder så alvorlig? “ Og han så ikke vidste noget svar i øjeblikket, så kom det straks så ligetil og muntert bort fra faderen. „ Vær du kun rolig, det er ikke på at gifte sig, det tør jeg svare for! Men han må ud og more sig med andre gutter! Sligt stueliv herinde gør ham blot til en stuegris. Se her min gut, her har du til en teaterbillet; der går just netop noget juks for gutter der i aften, så får du se, om du kan ryste disse alvorstanker af dig. “ Rolf kendte blodet trænge til kinderne. Havde faderen da kunnet læse, hvad for tanker han sad i? Han kom at grunde op igen på dette, da han om aftenen gik til forestillingen; men først kommet ind, var det atter glemt, for stykket, som blev spillet, hed: „ Soldaterløier “, og det kan nok bringe lattermusklerne i bevægelse. Rolf lo, så at han ganske higstede efter vejret og syntes, at han aldrig havde leet før. Og hvad der ikke var af løjer nok i selve stykket, det fik han hvisket sig til overflødighed i øret af sin sidemand og dennes søster, Ingvald og Frigga kraft, som ved et træf af skæbnen netop samme dag for første gang havde fået teaterbilletter forærende af deres fader. Det kunne ikke truffet heldigere, fandt Rolf, for Ingvald kraft han var jo som en høvding over alle nabolagets gutter og første mand i alle lege, kaptein i buekorpset — det, som Rolfs moder ikke havde turdet lade ham få lov at være med i — og Rolf sad strålende og lyttede med smil, som lyste langt omkring, til hele den flom af guttevittigheder og pigevitser, som bror og søster gav tilbedste, hvor var han ikke også vakker denne Ingvald, slig han sad der med det fine, krøllede hår og mørke øjne og med en farve over sig, som var der altid sol og sommer, hvor han var. Også søsteren var smuk og lignede ham meget, men Rolf kom at huske, at hans mor fornylig havde sagt, at Frigga kraft var ikke snild, og han lagde mærke til, at hun var skarpere end broderen i alle svar og heller ikke lo så blødt. Rolfs glæde kendte ingen grændser, da Ingvald, før de skiltes ad om aftenen, spurgte, om de skulle mødes efter lekserne i morgen. Hvem i verden skulle han vel heller ville mødes med end Ingvald, hvis fortrin og herlige egenskaber han ligefrem ikke vidste ende på? Så rig som han følte sig den kveld, efter at lyset var slukt og hele aftenens overvældende nyhed levedes om igen, havde han aldrig været. Det var blevet fastsat, at han skulle træffe Ingvald nede på bryggen næste dag. Men straks om morgenen hændte noget, som ligesom i et slag truede med at gøre dette møde til intet. For ikke før havde Rolf, på faderens opfordring til at fortælle om gårsaftenens oplevelser, nævnet Ingvald krafts navn, førend faderen for op fra frokostbordet med en ed på læberne og i en fart, som om han havde skambrændt eller stukket sig, til lige stor forskrækkelse for moderen og Rolf, som indtil dette øjeblik ingen eneste tanke havde levnet på utilladeligheden af at have siddet i teater side om side med kaptein krafts søn og datter. Nu,han så på faderen, som havde skudt sin stol tilbage med et brag og vedblev at rende gulvet op og ned med alle tegn til en forestående katastrofe, begyndte han at ane sammenhængen. men moderen, som endnu svævede i frygt for at hendes husbond havde fået et fugleben i halsen, forsøgte at give råd i denne retning, men da kan hænde, at hun fik andet at forstå! Rolf så, at hun dukkede med hovedet, efterhvert som uveiret brød løs. Han syntes også mærke, at hun skjalv, men da det så mod slutningen blev vendt mod ham, da holdt hun ikke længer hovedet bøjet, men rejste sig og stod der rank og høj og med et minespil så levende som Rolf aldrig mindtes at have set det hos hende. „ Tror du, at jeg bryder mig dunderen om dine suk og tårer mere end om dit vamle klynk om kærlighed og kildevand. Men gut- • ten er min, og skal i evighed aldrig lære at synge med de toner. Han skal lære at lyde sin far, som i sit ansigts sved arbejder for at få ham fremad. Men det er netop der, du står imod, for du vil helst af alt få blive siddende at holde ham på fanget hele livet bortover med Kys og klap, men det er gutten Pokker

1896_Schandorph_Frigjort

Sophus

Frigjort

Schandorph

Schandorph

Frigjort

male

1896_Schandorph_Frigjort.pdf

Sophus

Schandorph

dk

Frigjort

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I et voldsomt vejr var blæst op en dag sidst i november. Var det sne eller regn? Store plørede masser væltede ned under ville hvin. De folk, der skulle om hjørner, blev piskede som af svøbeslag. Frakker smækkedes om ejernes knæ; hatte og huer blev revne af hovederne af vejrets ondskabsfulde gadedrengehumør; skjorter snoede sig om benene, som havde et synligt Mas med at komme los; paraplyers silke og taft blev flåde af stativerne, og nogle af disse sidste gik med i købet. De passerende, som havde prist deres lykke, fordi de havde fået plads i droschker, sad og holdt på de klaprende ruder, gennem hvis indfatninger vinden tvang væde ind, så den drev langs glasset; det ene efter det andet voldsomme tag rev i ruffet, der knagede og sukkede som skibsspanter i hårdt vejr på havet. Tagsten efter tagsten ramlede ned og knustes med et skraldende klask mod stenbroen. Træerne, hvor de fandtes, vred sig i de vildeste bugtninger; de bladløse grene klaprede med en tør lyd mod hinanden; stammerne knagede i dødsangstens vånde. Det var et vildt, uharmonisk, rent djævelsk kor af lyde, forpinte, kvalfulde, rasende. Så tog det på med grin, spottende hvert individ, som var ude og længtes efter ro og lunhed. Strømme af snevand rislede gennem gaderne. Genskin af gasblussene, der svajede som små gule fjerbuske, legede kådt i det riflede vand, der sprøjtede højt over fodgængernes ankler og over hjulenes aksler. Himmel og jord dannede en sort masse. Gaslygterne åbenbarede kun tæt nedfald af sne og regn, svagt tindrende fnug og dråber, der joges om og hvirvlede i den mest forfløjne heksedans. Stundom lød galgenhumoristiske råb gennem det hele i lystige københavnske slangtalemåder som følgende: — det er en våd galopade, den i aften. Hold fast, jomfru! Eller: — der er skum i vandet, sprækkeisen. Bare man havde lidt Kognak til at spæde det op med! Eller det lød efter en droschke, der drev af vand og slingrede som et fartøj i søgang: — i aften bliver der ingen postelinstoure med pigen og jo’nen! En rå latter blandede sig da mellem stormens susen og hvinen, regnens plasken og pladren. Gennem de oplyste ruder i urtekræmmerboutikkerne så’s mange piger med kurve. Ansigterne var røde, håret forpisket; pandekrøllerne lå klistrede fast eller var opløste. Grinende svendes tænder skimtedes; der lød lette hvin ud, når dørene åbnedes. Pigerne arbejdede sig ud og frem med hoveder på sned som kalve, der sætter i løb. Om et af hjørnerne på de ny gader fra Vesterbros passage ned mod kalvebod strand søgte en i kåbe og regnkappe indsvøbt kvindeskikkelse at klare sig frem. Straks da hun drejede om, blev hun formelig kastet tilbage. Hendes paraply var i dødsfare. Hun reddede den med nød og næppe ved i en fart at slå den ned og overgive ansigtet til den isnende væde. Sløret var alt længst vådt og slapt som en karklud, og den sorte hattefjer var krøbet sammen som en forpjusket skade. Endnu et sæt af alle livsens kræfter! Jo — det lykkedes! Hjørnet var klaret, men nu kom et vindpust fra siden, der bragte hende til at vakle et par skridt og drev hende op mod en kraveopsmøget herre. Han greb hende kærligere, end hun skøttede om, åbnede en tandløs mund under et par grå dryppende moustacher og sagde i en blid dulciantone: — god aften, min frøken! Skal jeg ikke ledsage dem i det forfærdelige vejr? Med et vredt, ret kraftigt ryk gjorde damen sig løs fra ham og ville styre tværs over den brede, svagt bebyggede og mod stranden helt åbne gade. Herren slog ind på samme kursog arbejdede sig efter hende op mod en af tværvejene til gasværkshavnen, på hvis hjørne der lød en rå sang ud fra en bræddehytte. Døren til skuret åbnedes i det samme, og lyset der inde fra åbenbarede et par sorte kulsjovere, som dinglede ud og kilede sig ind mellem damen og den kraveopsmøgede. De lod til at have forstand på den Art situationer og fornemmelse af, at det lille kvindemenneske ikke var tilbøjeligt til et engagement. Thi de slog alle tre en ikke synderlig velklingende latter op, og den ene sagde hen mod den kraveopsmøgede herre: — der er ingen bid i aften, gamle! og gjorde ligesom en afspærrende bevægelse hen imod ham. *” så hurtig, som han formåede, gjorde Herren en manøvre til siden. De to sorte fyre var ikke lystelige at se til eller gode at komme i lav med. Den lille dame fik lejlighed til at vinde et stykke ned ad i retning af stranden og fik følgende ord med på vejen af de to sorte: — hun stikker nok ned til en yngre Jon nede på en af skuderne. Det er også en bedre varmedunk end sådan en gammel spatbenet rad. Bare hun’te blæser i vandet ne’r til vandrotterne? de istemte en sang, som snart blev slugt af stormen og plasket. Kampen blev værre og værre for damen. Mange gange stod hun stille og stønnede under et svagt og flygtigt læ fra et skur. Endelig tog hun et foreløbig befriende pust, da hun omtrent var nået ud til bolværket, hvor skibe lå og gyngede, og eftervirkningen af vejret på den fri strand smækkede og plaskede mod deres sider og mod bolværket, mens takkelagen peb og snurrede. Hun var nået til et højt plankeværk om en tømmerplads eller noget sådant. Det skærmede lidt. I flugt med det, som en Art fortsættelse deraf lå et hus af bræder; det var tømmerpladsens ekspeditionskontor. En lygte stod og viftede tæt neden for dets trefags façade og oplyste dets blankvåde væg; alle de tre fag var mørke med nedrullede persienner. Døren sad i gavlen ud mod stranden. Over den var et slags dobbeltfag. Derfra skinnede lys. Damen blev næsten slynget ind mod væggens planker af vinden, da hun bøjede om hjørnet. Støttende sig til dørkarmen søgte hun at komme til ånde. Pustende stod hun og lod blikket glide ud i mulmet, der var svagt isprængt med røde pletter fra skibslygter for oven og for neden, så flere gange op og ned ad brædehusets gavlvæg, lyttede og skottede op ad mod det belyste dobbeltfag. Endelig bankede hun, så stærkt hun formåede, tre slag med sin kno på væggen. Efter en kort stunds forløb forsvandt lyset der oppe; trappetrin knagede, en nøgle blev drejet om i døren. — det er mig, Alfred, sagde damen. — ja vel, svaredes der. Nu skal jeg gå i forvejen med lampen op ad trappen. Sikken et vejr, du kommer med, Alma! Damen gik pustende op. De stod i en temmelig lille stue, som var møbleret med en del omhu, man kan ingenlunde sige med smag. Den tunge chaiselongue med sit klodsede mørkkarmoisinrøde fløjl, kantet med tykke snore, mindede om sæderne i en første klasses jernbanekoupé. Skrivebordet var af nøddetræ og med en del rokokoagtige forsiringer, men dets nipsagtige boudoiragtige former knustes af sofaen og en stor lænestol med imiteret gyldenlæders betræk: en stor portière af olivengult 7 o peluche, der åbenbart havde været i marchandiserhænder, var atter for svær til den smalle væg. Et par sentimentale store littografier, det ene forestillende to børn, der hvilede deres krøllede lokker på maven af en stor newfoundlænderhund, det andet en båd med en bagudlænet dame, der tankefuldt holder rorpinden, mens hun med himmelvendte øjne lytter til en i florentinsk renæssancedragt kostumeret lang drengs mandolinspil; nogle store fotografier af kniplings og stofombrusede moderne damer med vifter og sortkjolede herrer som staffage, udgjorde væggenes kunstneriske udsmykning. Bøger var der meget få af, og de stod og faldt over hinanden bagerst på skrivebordet. Men de var alle i stærkt farvede shirtings pragtbind. Ellers var alt så rent, som der var blæst, eller rettere, som om det var et dame- ikke et herreinteriør. — fy, hvor du er våd... kom lad mig få dit tøj af og ud i gangen, sagde Herren, da han så, at den unge pige havde noget på hjerte, hun ville sige straks. Hun standsede sin begyndte replik og slog sløret til side, før hun lod sig hjælpe overtøjet af. Det var et lille kønt, rødmusset og friskt ansigt med store mørkeblå barneøjne, der i dette øjeblik saâ bekymret-alvorlige ud, en uregelmæssig, men ikke styg næse, en fyldig mund med buede, stærkt farvede læber. Da hatten kom af, åbenbarede sig et tæt kruset, kort klippet brunt hår; og handskerne skjulte, som det nu viste sig, et par meget små, nydelig formede buttede hænder, som dog kunne blive endnu mere tiltalende ved en omhyggelig pleje. Herren var middelhøj, vel næret. Hans brune øjne havde en intetsigende blankhed, en ensformig livlighed. Hans sortebrune hår var skilt i midten med oberkellneragtig omhu; bag den soignerede moustache lå der, ligesom stenograferet, et lille smil, der fjernt mindede om visse bravourdanseres eneste ansigtsmimik under deres præstationer. — hvad er der i stykker, lille? spurgte han med en korrekt deltagende bestræbelse i sin blide, lidt læspende stemme.... Ja et rædsomt vejr? Du er forpustet, søde Alma! Han satte sig overfor chaiselonguen, hvor hun havde taget plads, tog sit lommetørklæde op og viskede nogle kulfnug fra hendes pande. _ • — nu er far død, sagde den unge pige stille. — det var.... han havde nær rejst sig men satte sig hurtig i lave i sin forrige stilling, strammede læben, så smilet forsvandt, og vedblev: — ja, det giver jo anledning til forskellige vemodige tanker. Nå herregud — ja han var jo i længere tid mere død end levende... Men i hvert fald er det jo aldeles passende, at du ofrer ham nogle tårer. Kærligheden til forældre er altid en ædel følelse. Men det må trøste dig, lille Alma, at der var jo intet at håbe for den gamle mand andet... End... hvad man håber for alle mennesker. — ja, sagde den unge pige og så ned for sig, men det er dog så underligt trist nu, og om det også var en indbildning, så synes jeg, at jeg ligesom havde noget at holde mig til, så længe far levede. For jeg har jo fortalt dig så lidt, hvor lidt mine halvbrødre bryder sig om mig. Jeg har altid været dem til besvær. Og jeg kan jo dog ikke gøre for at min fader giftede sig anden gang som ældre, og at jeg mistede min moder, da jeg var lille. Alfred, jeg føler mig så ene, så ene. — ja vel, selvfølgelig, ja vel... Men dine brødre bliver måske blidere ved sorgen. Det er der jo adskillige mennesker der bliver. Og da Alma sagte rystede på hovedet, sagde han: — og din kurator overretssagfører klasen? Din fader har jo måske skiftet, da han giftede sig anden gang, så de ældre børn har vel fået en del af deres arv. — ja det forstår jeg mig ikke på. — men søde Alma; jeg har jo så lidt bedt dig om at få den sag klaret, at vi — at du kunne vide, hvorledes du egentlig sad i det. Nå — lad os håbe godt — men at du ikke i tide forhørte dig.... — men jeg forstår mig jo ikke på de ting, og jeg synes ikke det var rigtig fint.... — å jo, når det sker på en fin måde. — ja, hjælp mig. Nu er du jo min eneste støtte. — selvfølgelig. — for nu er du den eneste, der holder af mig.. Og du holder jo rigtig meget af mig? — jeg forsikrer dig, jeg holder så meget af dig, som det er mig muligt at holde af nogen. Ellers havde jeg virkelig ikke udsat mig for at få vrøvl med grossereren og folkene ved at sætte dig stævne på værelset oven over mit kontorlokale... ja heller ikke udsat dig for, hvad der kunne følge på, for en ung piges renommé. Ikke sandt — det er dog bevis nok. Kys mig søde Alma! Du ser egentlig så mageløs godt ud, når du er sådan noget vemodig. Hans øjne skinnede endnu blankere end ellers, og smilet videde munden bredere ud. Han fik en hektisk rødme på kinderne. Hendes øjenlåg sænkedes, blikket blev troskyldig hengivent. Hendes lokkehoved sank sagte ned på hans skulder, efterhånden hang hun tungere og tungere, som søgte hun al sin støtte ved ham og mere og mere opgav sig selv. På en gang fik hans øje sit forrige udtryk. Han rettede sig stramt, skød hende blidt fra sig, lagde kun armen om hendes liv, satte hende ned i chaiselonguen og tog selv plads ved hendes side, løsnede armen fra hendes liv og beholdt kun hendes hånd i sin. Han mærkede lige netop, at dens bløde inderflade var kølig-klam. Han hviskedee til hende: — Alma, jeg håber, du mærker og indser, at jeg er en gentleman, der ikke vil eller tør misbruge din tillid. Ikke? — jo—o, sagde hun, men hendes blik var spørgende og uforstående. Umærkeligt gled hendes hånd ud af hans. Hun vidste ikke, hvorfor hun følte sig forladt... skuffet... Eller hvad det nu var. Hun sank sammen i sædet. Hovedet faldt for over, hun stirrede ned i gulvtæppets rhombeformede figurer med de røde kanter og den røde roset midt i den grønne bund. Gråden brød i hende. — lad mig nu se, at du er en fornuftig pige og behersker sorgen og lader være at gå fra den ene yderlighed til den anden. Før var du for rolig, og nu synes jeg, du er for bedrøvet... eller eksalteret. —-- Alma gjorde en kraftanstrengelse og fik magt med gråden. Det lykkedes hende at se bestemt i øjnene på sin kæreste. Og jo længere hun betragtede ham, desmere udøvede disse metalblanke øjne en Art suggestiv virkning på hende. En kold strøm rislede gennem hendes nerver. Stemmen bævede kun ganske svagt, da hun sagde: — du vil vel så snart sige til min ældste halvbroder, at — — — at... hvad? — at vi er forlovede. — nå — ja vel, ja vel. Jeg skal nøje opgøre min status og forelægge ham den.... For han er jo forretningsmand. Det er jeg også, men jeg tror nok, at jeg har mere Sans for... for... for det, man kalder for poesi... eller idealitet og sligt. Ellers havde jeg ikke været så glad ved vore hemmelige sammenkomster her hos mig. Jeg har også været stolt af at trodse de konventionelle regler. Har du ikke lidt fundet, at jeg i så henseende var ret modig? — jo—o, svarede Alma næsten uhørlig og slog øjnene ned. — ja, det forstår sig, du har også været meget modig, tilføjede han hastig, favnede og kyssede hende igen, men ikke så varmt som før. Pludselig brød han af og så på sit ur. Alma fulgte hans bevægelser. — venter du nogen? spurgte hun. Skal jeg gå? — gå? Søde Alma, tror du jeg vil jage dig bort? Når har jeg været så brutal? ( han udtalte „ brytal “ ). Nej, men jeg glemte desværre, at sige til min ven Otto Strange, du véd, søn af kulfirmaet Strange & co. limited, at jeg var engageret i aften. Bare han ikke kommer. Ja det forstår sig ( han smilte lidt ).. vi kan jo slukke lyset, så lader det jo, som om jeg ikke var hjemme. — nej, nej.. jeg vil gå. Alfred betænkte sig lidt og sagde: — ja, men så følger jeg dig til Vesterbro, og så kan du køre hjem med sporvognen. — ja jeg kan jo tage en droschke, hvis du ønsker. — nej tak. Men følg mig blot til Vesterbrogade. — så gerne, min søde pige. Da Alfred våge havde fået Alma placeret i sporvognen ved tivoli, gik han ind i Wiwels restaurant. I et separatværelse sad et par herrer. — nå du kom endelig, sagde en blond, meget pyntet yngling med en bedunet overlæbe. Du kunne vel ikke slippe pigebarnet. — ingen udelikatesse Strange! Det er en pæn dame. — jeg véd s’gu nok, hvem hun er? — ja vel. Hendes fader er lige død. - — se, sé! Hvordan er boets status? — det kan man ikke rigtig blive klog på. — ah — så venter du med at publicere sagen? — ja i vore tider kan man ikke leve af bar romantik. — nej. Vi har også bestilt først østers, så hjerper, saint-peray mousseux... og så kan vi tænke over, om vi skal tage en romanée eller en château Lagrange... kender du den? — nej død og pine! Jeg har aldrig smagt det mærke før. — så tager vi den. Og så bagefter. — ja vi kan altid snakke, om vi skal tage champagnen hos Carla i Strandstræde eller Petra i rosengården. I en Klump uformelige sorte skikkelser, som halvt flød hen i den tæt rugende blytunge grå tåge stod og saâ ned i deres silke- eller filthatte, mens præsten til vejrs på et knagende brædestillads bad fadervor ned over forhenværende „ Brolægger- og harthugger “, eller som hans titulatur lød i de senere år „ Brolægnings-entreprenør “ Knud Knudsens åbne grav. Så skrattede tovene, i hvilke ligbærerne sænkede kisten, ledsaget af et dæmpet: „ Tag skrappere ved i højre spænd “, så hørtes pusten af ligbærerne, så et dumpt plask i gravens våde og plørede bund, så surrede tovene skarpere og råere end før. En høj svær mand med et meget rødt glat barberet ansigt og en mindre, meget fed og opdunset med et rødt fuldskæg fulgte ham op ad de trappetrin, præsten nys havde forladt. En besløret dame havde sat foden på det nederste trin for at følge dem, men den første herre vendte sig om og tilkastede hende et hårdt, truende blik og en kort ned ad pegende gebærde. Den store så ned i graven med en vis værdig-sørgende alvor, den tykke med skægget syntes at være lidt mere bevæget, men bevægelsen var vistnok flygtig, i det mindste slog den snart over, thi da han, ved at stige ned, nær havde snublet på det sidste usikkert gyngende og af præstens sålers affald smattede trin, sagde han: „ Gid så også fanden havde sådan noget svinevornt arbejde. “ Nu faldt jordklumperne rungende på kistelåget, mens kransene dyngedes op til en slags stak på den sortgule, klægede lervold og på brædestilladset. De to herrer stillede sig op i gangen med de dryppende buxbomhækker langs kanten, i rad sammen med et par andre herrer og lod det ikke store følge håndtrykkende passere forbi. Da denne sidste akt, ledsaget af et par opbyggelige ord fra præsten til de to herrer, var overstået, hilste de flygtig på de to fjernere slægtninge og begav sig på vej til tospænderkarethen, som holdt udenfor kirkegårdsporten med ruffet skinnende, overlakeret af himlens seje og fede væde. Den mindre herre sagde til den større: — du Laurids... jeg tror, Alma kommer sjokkende bag efter. Vi må vel tage hende med i den lukkede kasse, at hun ikke skal blive alt for sokkevåd. Den anden herre sagde: — jeg véd ikke, hvad det skal til, at fruentimmer render med til begravelser. Men hun — Alma — hun har jo både kortklippet hår og fa’rs pige Line siger, at hun ryger cigaretter. Jeg sagde til hende, at hun skulle blive herfra. hun er kommen alligevel. Lad hende nu gå hjem på sine ben. Nu skal hun vide, synes jeg, at hun ikke kan føjte og fare som i den gamles tid. Nu skal hun danse efter min pibe. — det bliver s’gu ingen galopade; det bliver en fandens langsom Vals. Det var da godt, vi fik den gamle blokket for skillingerne, for ellers var hun bleven dyr nu. — du skulle hellere vælge nogle andre udtryk, Bertel. Hun får jo flere renter, end om pengene stod fast. Den tykke spilede sine kinder op, sendte et fløjtende pust ud og nynnede: — god morgen, mine blanke støvler! — ti stille! Nu skal hun tage en plads. Hvad skal der blive af hende, når hun går og driver her i byen? — hun kan jo bære sig ad ligesom sin salig moder; give sig til at bestyre huset for en gammel enkemand og ende med at blive varmedunk i hans seng. — nå — du synes, at moderens historie med den, vi nylig fulgte til det sidste hvilested, var så rar for os?. — nej — fy for fa’en! Men ethvert menneske er dog en slags tyv i sin næring. — Bertel, jeg synes ikke, du bruger ord, som passer sig på en dag som denne. — nej. Og dog var jeg ved at vande høns, da de havde puttet den gamle stentramper rigtig ned. Det er noget forbandet noget, den død og begravelse. — ja, der er altid noget meget alvorligt — og — vemodigt og gribende. — ja, det er en sej kommenskringle at bide i. • de var ved vognen. Kusken stod med hat i hånd ved den åbne dør. Man så nu nogle ligbærere komme, passere tværs over kørevejen og ind i en have, der lå foran et beværtningssted. — de skal ned i ligbærerknejpen, bemærkede Bertel ret tankefuldt, man kunne selv trænge til en hivert. — hva’ kusk? Kusken bukkede og sagde: — ja i sådant fugtigt vejr bliver man, om jeg så må sige, ikke fri for at blive noget snapsetidig. — gør dig dog ikke til kammerat med kusken, sagde Laurids, da de sad i vognen. Man skal aldrig være gemytlig mod sådan nogle i vore socialistiske tider. — nej, det er sandt. Men man glemmer det. Men der kommer hun, Alma. — kan du ikke unde hende at få det lidt oventørt? — nej. Kør, kusk! og brolægningsentreprenør Knud Knudsens to sønner af første kuld: Laurids, der havde borgerskab som grosserer, men drev spekulationer med grunde og byggeforetagender, og Bertel, der havde været hørkræmmer, men afvekslende kaldtes handelsagent og kvægkommissionær, kørte hjem til fædrenegården i Admiralgade. Halvsøsteren Alma arbejdede sig ad samme vej under sin paraply gennem de dyndede gader og den surt lugtende tåge. Det var en gammel gård med rødstribet overmalet puds, med en mørk brolagt port, i sin tid gennemløbe! af en rendesten, som senere efter sundhedslovens bud måtte forsvinde. En grim mørk trappe med jernbe.. slagne trin førte op til de gammeldags indrettede og udstyrede lejligheder. Tiderne havde tvunget ejeren til at knibe et stykke fra kjøkkenrummet for at frembringe en uset entrée uden lys og luft. Straks kom man ind i et stort trefagsværelse, „ Salen “. Oprindelig blev den kun brugt ved festlige lejligheder, og alle dens møbler havde til daglig brug været bedækkede af overtræk af hvidt shirting, som benævnedes med det barokke navn „ Busseronner “ ( boitrgerons\ stukloftet havde en hulstav under gesimsen. Lærred var spændt over væggenes felter, i hvis mellemrum var anbragt riflede, perlemalede panelstykker i lighed med dem, der smykkede vinduesfordybningerne. Men efter brolægger Knudsens første kones død fik de voksne sønner faderen til at bøje sig så vidt for tidens krav, at „ Busseronnerne “ blev tagne af sofa og stole, og at „ Salen “ blev benyttet til daglig brug. Det var det eneste ordentlige værelse i lejligheden. Den anden stue til gaden var lille og smal; man måtte bore sig mellem de store møbler for at komme frem. Den havde tidligere tjent både til opholds- og spiserum for hele familien, thi den lange, mørke spisestue til gården brugte mand og kone til soveværelse, sønnerne fik, da de blev større, et Kammer på den anden side køkkenet. » Brolægger og harthugger Knudsen, var en stor og stærk mand; hans ældste søn Laurids var hans udtrykte billede, men den yngre Bertel lignede sin lille trivelige moder, som døde, da hun var omkring de fyrre. Mange år var Knud Knudsen enkemand. Sønnerne voksede op, som Vorherre ville det. Faderen satte dem i efterslægtens skole, men da de ikke gad gå der mere, kom de ud i lære straks efter deres konfirmation med en grundig ringeagt for al boglig lærdom. de var ikke længe om at slutte af, hvad de hørte sige omkring sig, at deres fader var en formuende mand. Han havde jo tjent sine penge i „ de gode tider “ ved altid at være den lavest bydende ved licitationer på offenligt brolæggerarbejde, og den mester, som kneb sine arbejdere ubarmhjertigst på lønningerne, ikke egenlig af hårdhjertethed eller usædvanlig griskhed, men sådan var han bleven behandlet, inden han blev sin egen mand, og kunne ikke tænke sig, at nogen mester kunne forsvare for sin samvittighed at give en skilling mere i løn, end han var nødt til. Gamle Knudsen spiste og drak meget, men han tog mest hensyn til kvantiteten af sine mad- og drikkevarer, blot de var fede og stærke. Den ældste søn var først i murer- den yngste i hørkræmmerlære, blev svende og mestre, men Laurids begyndte allerede tidlig at spekulere, og en tid lang gik det godt. Så syntes det at gå tilbage, men ingen kunne rigtig blive klog på, hvorledes hans sager egentlig stod. Bertel gik fallit efter at have været etableret i få år, så gik han og småprangede i forskellige fag, og når det kneb, stak den gamle lidt til ham. Brødrene ventede jo at få kapital, når Vorherre en gang tog „ den gamle gråstensfrisør “, — et af de mange øgeeller kælenavne, som Bertels lavkjøbenhavnske jargon havde på lager til faderen. Men så gjorde brolægger Knudsen dem en fæl streg i regningen. I største stilhed havde den gamle været en stor erotiker. Mødte han på trappen en tjenestepige, ja endog en yngre sælgekone, som tiltalte ham, gav han sig i snak med vedkommende. Var hun villig til at indlade sig, kneb han hende i kinden, og i adskillige tilfælde blev det ikke derved. Under sin enkemandsstand havde han haft en ældre husholderske i huset, men hun døde med aldeles uplettet rygte, thi om end hendes husbond ikke var nogen kostforagter, havde dette magre, skeløjede kvindemenneske dog ingen tiltrækning for ham. Men en skøn dag overraskedes sønnerne, da de søndag mødte til det sædvanlige familiemåltid på sagosuppe og flæskesteg, ved, at en ung, køn kvinde trådte ind. Brolæggeren sagde ganske tørt: — det er jeres ny stifmoder. Sønnerne forstummede af rædsel og harme. Der blev ikke talt et ord under måltidet fra nogen af siderne. På et vink af Laurids rejste Bertel sig på samme tid som han, dog først, efter at de i en for dem usædvanlig broderlig enighed havde ladet flæskestegen med tilhørende rødbeder og store melede kartofler vederfares fuld retfærdighed. De mødte næste søndag. Den unge stifmoder bød dem velkommen. De svarede ikke; det vil sige: Bertels brede mund krummede sig til en eller anden flovse, men et advarende blik fra hans Broder bandt hans tunge. Da de var ved at gå, sagde den gamle: — i skal ingen ulejlighed gøre jer med at komme igen. Den unge kone på 28 år, der havde ægtet den 58årige mand, fødte først et par børn. De døde i en spæd alder. Så kom der et, som levede, og det var Alma. Der blev en slags tilnærmelse fra de voksne sønners side, da det syntes, som om der ikke var livskraft i det ny kuld, deres fader satte ind i verden. De talte nu til stifmoderen, og da Laurids giftede sig, var både hun og faderen til stede ved brylluppet i brudens moders, en velstående slagterenkes hus. Desuden aftvang Laurids faderen en vis agtelse, thi hans byggeforetagender syntes at bringe ham penge ind, og i påkommende tilfælde var den gamle rede med lån og kavtioner. Bertel gik sin egen skæve gang. Han giftede sig ikke, fik ingen penge af den gamle, men blev nok hjulpen til en eller anden foreløbig forretning ved broderens indflydelse og bjergede sig fra dag til dag. Den lille Almas tilblivelse forbitrede dem, men de holdt ørene stive, at ikke den gamle skulle lukke pengekassen for dem; thi laurids’s hustrus og hans egen mødrenearv forslog ikke som driftskapital til hans store entrepriser og køb, og Bertel havde, som man vil forstå, længst spist sin op. Deres stifmoder døde i sin fjerde barselseng efter en dødfødt dreng. Da foregik der en sær forandring med brolægningsentreprenør Knudsen. Han havde været tvær og utilgængelig lige over fo'r sønnerne, gnaven over for den unge kone, hvem han kun betragtede som en hun, ligegyldig over for den lille Alma. Nu grebes han af en næsten vanvittig kærlighed til dette barn. Han kunne pjadre og pjanke med hende hele timer som en barnepige eller goldamme, lege med hende som en jævnaldrende, synge fjollede Vers som „ Ulen, dulen, Dot, fingen, fangen fof “, „ Gulerødder og hønsefødder og halsen af en svane — men hvem, som kysser pigerne, han har en hæslig vane “ og le om kap med den lille unge, uden nogen af dem vidste, hvorfor de lo. Bertel erklærede for sin Broder, „ at den gamle bysvend nok begyndte at blive mør på bergamotten “. Den gamle tænkte nu kun på at spare sammen til pigebarnet, satte sig i forbindelse med en sagfører, der var bekendt som en snild anbringer og forvalter af penge og Boer og lukkede ganske sin kasse og kredit for sønnerne. Bertel gik fallit nok en gang, men var temmelig lige glad og begyndte nu at drive om på kvægtorvet, hvor han prakkede sig et og andet til i de mange underjordiske grene af mellemhandel og sligt. Han havde tillige lovet sin Broder ikke at sætte sine ben hos den gamle og aldrig lade, som den „ snottede tøs “ eksisterede. Bertel sagde: „ Det kan du tage gift på; jeg skal aldrig kramme den klatøjede kattekilling. “ Men da det en dag kneb svært for ham med penge, og han var bleven afvist af broderen, brød han sit løfte, gik til den gamle, som sad med den lille pige på skødet, klagede sin nød, men blev vinket af med en håndbevægelse hen mod døren. Da fik han en genial idé. Han slog begge armene om halsen på Alma og sagde med bævende røst og med de hos stærkt drikkende individer altid tjenstvillige tårer: — så hjælp du mig da, du søde, lille guds engel!. da gryntede den gamle lidt, satte barnet fra sig, gik ind og hentede et par sedier, som han kastede hen til Bertel. Brolægningsentreprenøren blev på en måde religiøs. Hver søndag tog han barnet med til højmesse. Alma hørte naturligvis ikke efter præstens ord, men sov eller smålegede stille under prædikenen. Muligvis forstod hendes fader ikke stort mere deraf, men var dog så meget med, at hver gang en af treenighedens personer blev nævnet, eller præsten udtalte et ord som forsoning, genfødelse, anger, evig salighed og desl., dukkede der frem minder fra hans egen konfirmationsundervisning. Da sænkede han ydmyg hovedet og foldede andagtsfuld hænderne. Efterhånden som Alma voksede til, blev holmens kirke hendes kæreste sted; thi hun fangedes på en egen måde af orgelspillet og sangen. Mens hun sov drømmeløs under talen fra prædikestolen og bønnerne fra kordøren, drømte hun vågen under den musikalske del af gudstjenesten. Når de gamle koralers lange noder, givende sig god tid, fyldte rummet op under de brede, fladt spændte hvælvinger med stukkaturornamenterne, sad den lille pige i stolestadet ved siden af sin fader, gav sig i ro og mag hen i de dvælende toner, alt mens en sær højtidelighed byggede sig op i hendes sind. Og dog legede hun med hver tone som med en kammerat, lige fra den fødtes oppe fra det store orgel med de sølvskinnende piber, og sangen i orgelmusikens stærke favn bares ud i rummet, til tonen døde hen for at give plads for en ny. Barnet omdannede den til et levende væsen, der fortsatte sit vandrende liv fra orgelgalleriet op ad kirkevæggens blegt farvede, tværstribede tapetpapir og klatredre op, til den standsede i hvælvingens slutsten foroven. Hun legede, at hun greb den der, og så begyndte hun samme leg med dens afløser. Hun sang lidt derhjemme disse koralmelodier med sin spæde, klingre barnerøst: „ Vor gud han er så fast en Borg “, „ Hvo véd hvor nær mig er min ende “, „ Alene gud i himmerig “ Osv. osv. Men det var kun, når hun var ene og sikker på ikke at kunne høres, at hun lod dem klinge ud. Om aftenen, når hun lå i sin seng, i samme Kammer som husets tjenestepige, sang hun dem indvendig, og under mindet om deres toner faldt hun i søvn. Da hun kom så vidt, at hun lærte religion i skolen, knyttedes der slet ingen forbindelse mellem psalmemelodierne og det, hun der fik meddelt. Religion blev for hende et fag som geografi eller regning, som mange gange blev klinet på og regnede af, indtil et eller andet deraf hang ved, men som en død masse uden for hendes sjælelige organisme. Kom hendes halvbroder Laurids en enkelt gang til faderen i forretningsanliggender, lod han, som om Alma ikke var til. „ Jeg betragter hende som luft “, sagde han til sin Broder Bertel og var stolt af den dannede frase, han havde lært. Når Bertel trængte til en lille pekuniær håndsrækning fra broderen, ville han overbyde ham i foragt for halvsøsteren og sagde: „ Ja det gør jeg ikke en gang, jeg æstimerer hende ikke mere, end det skidt, jeg træder på. “ Men indvendig protesterede han og sagde til sig selv: „ Stakkels lille buxetrold! Jeg skal s’gu ikke gøre hende fortræd; “ Og blev han vred på broderen over, at han fik afslag, gik han Alma i møde, når hun vendte hjem fra skole og sagde: „ God dag, min tøs! Det glæder mig at se, at der tændes kiggetøj i dine små glugger. Der bjerger dig nok en Jon, når du er groet i vejret. “ Når barnet så’ uforstående på ham, lo han og stak et kræmmerhus med slikkerier til hende, stundom endog en femøre. Alma gik i byens bedste pigeskole. Da hun var munter og rigtig køn i sin opvækst, kønnere, end da hun blev voksen, var kvik og letnem, så hun hjalp mindre vel udstyrede kammerater både ved at skrive deres stile for dem og listig soufflere dem under overhøringen, blev hun inviteret til deres familier, hvor der var mere dannelse og bedre manerer, end hun var vant til at se hjemme. Hendes fader var henrykt og sagde: — hun kan s’gu te sig mellem grever og baroner. Den gamle mærkede ikke, at Alma, der i de finere kredse teede sig taktfuldt og beskedent, lagde et tykkere lag af fornemhed på sig, når hun var hjemme, så at hun blev skabagtig. Han troede, at det skulle være sådan. Ja, han blev så imponeret, at han lod være at bande i hendes nærværelse og lagde sig efter at sige meget, i stedet for „ møjet “. Den aldrende mellemting af en husholderske og tjenestepige, tidligere nævnet ved sit fornavn Jensine, men nu kaldet jomfru stensballe — hvilket navn Bertel på en sjofel måde forvanskede — forkælede Alma endnu mere end faderen. Navnlig beundrede hun hendes klaverspil. Ikke fordi jomfru stensballe var musikalsk, men fordi „ de små fingre rendte som trommestikker lige så bredt, som klaveret var. Ja hun spiller såmænd lige så fort og rapt som ham, der spiller klaveret ude i „ Kisten “, og det var dog sådan en, som skulle tjene sin føde ved det samme. “ Men lige før Almas konfirmation stængtes de fine huse pludselig for hende. Thi en af hendes kammerater, i hvis forældres hus hun i

1894_WintherH_Friluftsliv

Hedevig

Friluftsliv

Winther

Winther

Friluftsliv

1894_WintherH_Friluftsliv.pdf

Hedevig

Winther

dk

Friluftsliv

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

nan

nan

O

» Himlen véd, at livet i sin helhed ikke er meget lysteligt, men af alt kedsommeligt her i verden, er dette uheld med Arnold dog noget af det kedeligste. « Den talende lå magelig henstrakt i en lav stol foran den åbne havedør ud til verandaen, hvor solen, trods de grønne planter, som vare opstillede for at skygge og svale, stegte og bagte, ja formelig gnitrede på de grå sandsten. » Du må undskylde Edele, at jeg synes det er mere end kedeligt — men det er sandt jeg glemte, at hvad jeg og andre mennesker kalde sorg, bekymring, smerte og angst, det har du kun en benævnelse for — kedsomhed; alt er jo kun kedeligt for dig. « » Vil du virkelig påstå, Ida, at du føler sorg eller angst fordi Arnold liar brækket sin arm? « spurgte Edele efter en hjertelig gaben, som hun ikke gjorde sig mindste umage for at skjule. » Det er kedeligt, det véd gud det er. og meget uheldigt at det skulle ske netop nu, da jeg er kommen her ud. Alle vore rideture, nu gå de da fløjten — a — ha — jeg tror virkelig, jeg gaber munden af led. Når jeg først begynder, kan jeg ikke holde op igen. « » Du skulle såmænd forlægge din residens til et andet sted så længe. « Edele så over mod søsteren, der sad i en lille sofa ved vinduet og syntes meget optaget at et håndarbejde; det var til at få hovedpine at, at se den flittige filernål danne knude efter knude. » Hvis jeg havde et andet sted at ty til, så tror jeg virkelig også jeg gjorde det, men du véd, at i år har jeg ikke noget og desuden, der er såmænd lige kedeligt overalt; her behøver jeg da i det mindste ikke at lægge bånd på mig, det er altid en behagelighed. « » Du skulle gifte dig, danne dig selv et hjem, som du kunne få interesse for, « sagde Fru Hasle, idet hun med lillefingeren bevægede tråden frem og tilbage, før hun knyttede den stramme knude. » Med hvem? « » Med én af dine mange tilbedre. « » Der er ikke én af dem, som interesserer mig, og du kender mine tanker om et ægteskab uden kærlighed, jeg betragter det for ligefrem umoralsk. « » Nutidens ungdom er virkelig for vidende, jeg tror det er en stor ulykke. « » Men denne ulykke, som du kalder det, kan ikke undgås. Literatur, skuespil, aviser alt bringer os viden. Det forårsaget, ganske vist, at en del kvinder, der måske ellers ville have giftet sig, nu ikke ville, men jeg synes det kan være ganske heldig, der er såmænd nok om det alligevel. « » Jeg véd nok det ikke kan hjælpe at strides med dig om den sag, « sagde Fru Hasle, og lagde sit arbejde omhyggelig ned i den flettede kurv på bordet. Hun rejste sig, så på blomsterne ved vinduet, drejede lidt på urtepotterne, rettede på bordtæppet, lagde aviserne i orden, som Edele for lidt siden havde bladet igennem og gik langsomt ud af værelset, lukkende døren sagte efter sig. Fru Hasle var en lille dame hen ved tredive år, med bleg, gennemsigtig teint, lidt rød-kantede øjne og blond hår. Kun den fint-formede mund og de smukke tænder havde hun tilfælles med søsteren, der hvilede så magelig ved den åbne havedør, med øjnene mat hæftede på den solbelyste plæne med gran og birkegrupper. Øjnene blinkede og glippede — fuglene sang fra lindetræet ved gavlen, insekterne svirrede i sollyset - og lidt efter lidt faldt øjnene helt til. Søvnen dalede ned og spredte den kedsomhed, der hvilede over de smukke, regelmæssige 'fræk. Faste skridt lød på den grusede havegang, nærmere og nærmere kom de og nu op ad verandatrappen, men Edele hørte dem ikke. Skyggen af en kraftig mandsskikkelse faldt på sandstene, men Edele sov endnu trygt og ubevidst om de alvorlige øjne, som hvilede på hende med et beundrende blik. Endelig gjorde hun en bevægelse, trak de små, fine fødder til sig og så pludselig op. » Tilgiv frøken, at jeg forstyrrer. « » Det er nok mig, « svarede hun smilende, » der skal bede om undskyldning, jeg spærrer jo ganske vejen for dem. Skal de tale med hr. Hasle? « » Jeg er hans læge? « » Nej virkelig — å — så gør mig den tjeneste at helbrede ham lidt hurtig. « » Jeg lover dem, at gøre det så hurtig som det er mig mulig, « svarede han med et smil og et buk. Da han havde været inde hos sin patient, hvis tilstand han fandt meget tilfredsstillende, ventede han atter at trælle den smilende skikkelse i lænestolen, men pladsen var tom, og uden hindring kom han over verandaen og ned i haven. men da han drejede om gavlen af hovedbygningen, og nærmede sig kanalen, der snoede sig igennem haven, stod Edele på bådebroen og anstrengte sig for at løse rebet, som bandt båden til land. » Har de travlt, hr. Doktor? « » Nej. « » Så hjælper de mig nok med denne knude! Til gengæld skal jeg være færgekone for dem og sætte dem over til den anden bred. Det er da altid lidt genvej. « Hun så så smuk ud med den opsmøgede hat, ligegyldig for solens virkning på den klare, friske teint, at han, endskønt han alligevel havde travlt, dog hurtig stod ved hendes side for at løse knuden. Imedens betragtede hun den unge læge og fandt at det energiske udtryk om munden var ganske interessant, og at hans hoved, med det mørke, krusede hår, sad frit og kækt. Hænderne vare vel noget store men meget soignerede og den mørkeblå klædesdragt af sidste mode. » Det kunne vist være på tide om jeg præsenterede mig for dem, « sagde hun, efter at have staget båden fra land og nu benyttede de to årer med mere kraft, end man skulle have tiltroet hende. » Mit navn er Edele, Edele flammer, Fru Hasle er min søster. « » Jeg har heletiden antaget, at jeg havde den fornøjelse at tale med frøken hammer, da jeg har hørt, at fruens søster var kommen her ud. « » Nå, så vidste de jo forud, hvem jeg var. Men hvad er deres navn? « » Jørgen Knudsen. « » Da jeg sidst var her ude, husker jeg der måtte hentes læge fra nærmeste købstad. De har altså nylig nedsat dem her? » » Det er knapt et år siden. « » Her må være forfærdelig kedeligt at bo for længere tid, jeg kan godt forstå, om man næsten gik i bagtås her ude. « » I bagtås! « » Ja. glemte helt at tale. « » Det skulle gøre mig ondt, om frøknen skulle komme i den ubehagelige situation, « svarede han leende. » Det ville virkelig også bedrøve mig overordentlig. Men da de nu kommer daglig til min svoger, så håber jeg at få dem at skjendes med. Lægerne pleje at være meget stridbare. « » Frøkenen har sørgelige erfaringer, « sagde han smilende. De vare nu nåde til land, han sprang ud af båden og med en hilsen forlod han sin smukke færgerske, medens hun roede længere op ad kanalen til en skyggefuld plads under en gammel hængepil. Her gjorde hun båden fast ved en gren, satte sig magelig tilrette og tog en bog op af lommen, som hun med stor Iver fordybede sig i. Man kunne, fra den plads Edele havde valgt sig, se op mod høgholt, der, med sine hvittede mure, røde Tage og takkede gavle, smilte venlig imellem de grønne træer. Det var en smuk gammel ejendom, som i mange led havde tilhørt slægten og som det derfor for enhver pris gjaldt at bevare for familien. Da den gamle godsejer Hasle døde uden at efterlade andet end gården, og den ældste søn havde giftet sig med en fattig embedsmands datter, var det meget heldigt at den næstældste, Arnold, var forlovet og hurtig blev gift med den rige Ida hammer, så at han kunne overtage gården og udbetale broderen og sine to søstre deres arvelod. Man sagde om Arnold Hasle, at det var en praktisk mand, der så mest på det reelle og derfor valgte en formuende pige istedet for at følge sit hjertes stemme, men hvordan det nu end forholdt sig, blev han ejer af sine fædres gård. Broderen, der var officer, levede i køben havn og kom så godt som aldrig til høgholt. Synet af barndomshjemmet, som han var opdraget til at betragte som sin ejendom, pinte ham. Havde Arnold ikke været stærkt forelsket i sin unge brud, så Havde hun været så meget mere optaget af ham, og der ymtedes om, at hun ofte pinte sig selv og ham med uberettiget jalousi; og endnu fire år efter deres bryllup, så hun med beundring op til ham. og hendes blik hvilede med stolthed på den høje, elegante skikkelse. Hvorledes en hest kunne tage magten fra ham, og så skammelig kaste ham i grøften, fattede hun ikke — hvor mange gange havde hun ikke set ham tumle selv den mest balstyrige og få magt over den. Men nu var det ganske vist sket, og der sad han i havestuen på den plads, som Edele havde forladt, med armen i det stive bind. » Jeg er glad over at brudet ikke er værre, « sagde Fru Hasle, idet hun rettede puden bag hans rvg, » og at doktor Knudsen siger, du ingen men vil få derefter. « » Det er jo godt at du kan være tilfreds, « svarede han med en irritation, som vidnede om, at han ikke var nogen tålmodig patient. » Tænk, hvor meget værre det kunne have været. « 2 det kan ikke trøste mig, at der er andre, der både have brækket arme og ben. Og fordi Povl druknede i går, er det dog lige ubehagelig for Per, at han i dag har fået våde fødder. Vil du række mig aviserne! « » Forvalteren og skovfogeden have ventet noget, de ville gerne tale med dig. « » Så have de vel igen stridigheder, altid er der et eller andet i vejen med de to mennesker. Det er forbavsende, hvor de altid få noget at kævles om, da de dog have så lidt med hinanden at gøre. Men lad dem kun komme ind. « Forvalteren, en høj, tynd skikkelse med et langt, skægløst ansigt og et sødligt smil, kom først ind, bag ham ragede skovfogedens høje, djærve person frem, han hilste halvt militærisk. » Hvad er der i vejen! « spurgte Hasle rejsende sig op fra sin magelige stilling. » Ere i nu uenige igen? « » Det er skovfogeden, der vil klage, men jeg ville dog gerne være vidne dertil, « svarede forvalteren med et buk. » Jeg véd ikke, om det er efter Herrens befaling, at forvalteren har lavet sig en kjørcvej over den unge plantage? « » Markvejen er så opkørt at vi ikke kan få de tunge sædelæs frem, så har jeg givet ordre til at gøre et lille sving ind i skoven, til vejen bliver bedre længere fremme. Det gælder i disse dage at skynde sig så meget som mulig. « » Men i skyndingen er der kørt syv af de unge graner ned; jeg kan ikke svare til plantningen, når folkene have lov til at skatte og valte, som de selv ville. « » Det kan, sgu, ikke gå an forvalter — på ingen måde — de véd, hvor meget jeg freder de unge træer. « » Hvad vil Herren da at jeg skal gøre? « spurgte forvalteren. » Grøften til højre er ikke så dyb, de må kaste sten ogjord fra gærdet og så køre over Marken. Det er også Pokkers, at den dårlige arm skal træffe ind nu lige i høsten. Er der ellers noget de vil. Anders skovfoged? « » Kun høre, hvorledes Herren har det? « » Tak, ganske godt. Jeg skal forhåbentlig nok give møde den første dag i jagttiden.. » Det var en sand guds lykke, at deres lille dreng ikke kom til skade, « sagde Fru Hasle, der nu atter sad ved sit arbejde. » Det var det frue, « svarede skovfogden, forlegent krammende sin hat. » Jeg har så ofte set Herren ride igennem skoven med den lille knægt, « sagde forvalteren med sit mest indsmigrende smil. » Herren holder nok meget af børn. « Fru Hasle sukkede ved tanken om, hvor meget der endnu manglede i deres lykke, thi ingen små barnestemmer lød gennem de store Stuer på høgholt. » Det hele gik jo meget godt på denne arm nær, « sagde Hasle noget utålmodig. » Ja, nu kan de gå, Anders, der skal ikke blive gjort plantagen mere skade. « Da skovfogeden var gået blev forvalteren tilbage, han havde endnu en del at rådspørge sin unge herre om. Imedens var Edele kommen op fra haven og stod på verandaen lænet op mod døren. » Tror du ikke, Ida, « spurgte Hasle, » at jeg-kan køre med en af vognene ud i rugmarken? « » Det er umulig, Arnold, det må du på ingen måde! Husk du har lovet doktoren, at holde dig fuldstændig i ro de to første dage. « » Skal vi tage derud? « spurgte Edele søsteren. » Vi to! « udbrød Fru Hasle forbavset. » Ja, hvorfor ikke, det er jo lige ude ved skovbrynet, der er henrivende, og klokken er ikke mere end et, så der er lang tid til middag. « » Jeg vil virkelig ikke tage bort fra Arnold. « » For min skyld kan du godt tage med, jeg har jo aviserne, i kan trænge til at røre eder lidt. « » Jeg har virkelig ingen lyst, det er da. mærkelig Edele, at du ikke kan tænke dig det. « » Så tager jeg alene derud. Når jeg er på landet, holder jeg af at færdes ude. En lille køretur på en høstvogn kan også være morsom. « Svogeren så fornøjet på hende og nikkede samstemmende. » Det var ret, tag dig af bedriften medens jeg er lænkehunden, forvalteren tager nu lige derud. De sørger nok for et godt halmsæde bag i vognen. « » Frøknen skal komme til at sidde så magelig som i en Landauer. « » Dog uden fjedre, « lo Hasle. Med en trøje på armen og parasol i hånden fulgte hun forvalteren ned i lade-gården, hvor der herskede stor travlhed med at påbegynde indkørslen efter den korte middagshvile. Forkarlens vogn var allerede kørt med pigerne, nu blev der kastet nogle Knipper halm i den næste til Edele, og snart sad hun nok så magelig og kørte hen over svogerens marker og ned mod den smukke skovkam, som i en halvkreds omgav jordene. Edele var flere år yngre end søsteren og havde, da denne forlovede sig med Hasle, været et fjortenårigt pigebarn. Moderen, der var enke og kun havde de to døtre og en ældre søn, der var byfoged i en provindsby, og hos hvem hun tilbragte sommertiden, forkælede og forgudede den yngste datter. Der var ingen fornøjelse, ingen adspredelse, som hun ikke fik lov at deltage i, på den tid, da andre unge piger endnu gå på kursus, der var intet ønske, som hun jo søgte at opfylde for hende — og følgen deraf blev, at Edele allerede i tyveårs-alderen var ked af alt og fandt livet tomt og indholdsløst. Hun tvivlede på stærke og varme følelser, på venskab, kærlighed — ja, måske havde der engang eksisterer kærlighed, og der fandtes muligt endnu spor af denne følelse enkelte steder langt ude mellem mindre raffinerede kulturmennesker — men i de store byer, hvor man idelige hørte om mænd, der bedroge hustruen. og om hustruer, der, forlod manden, nej, der var denne følelse bleven en usund plante, som kun smittede men ikke forædlede. Så lukkede hun hjertet mistroisk til og legede smilende med de mange, som nærmede sig hende i det håb, at engang kom vel også hendes tid, og at hendes sjæl vel også måtte bøje sig for den store naturmagt. Men én følelse havde hun bevaret frisk og udelt, det var en varm beundring, en sund, klar opfattelse af guds frie, store, herlige natur. Himlens hvælvede kuppel med dens myriader af stjærner — skovens store hal med sin drømmeriske ensomhed — den lille blomst ved træets fod — bregnens takkede fylde, når den, dækkende skovbunden, selv dannede en underskov skøn som den, der hvælvede sig hen over den — alt dette elskede hun, og for hver enkelt lille skønhed i mark og på eng havde hun et åbent øje. Og da hun nu ene vandrede hen ad den bløde skovsti, der slyngede sig mellem bøgenes udstrakte rødder, ind gennem tætte vildtnis og unge graner og ud på åbne græshøjder, da følte hun sig ligesom forvandlet, og hun kendte denne forvandling så godt fra år til år — det var som et dække, der løftede sig og frigjorde hende, et dække af egenkærlighed, ladhed og ligegyldighed, der svandt bort, og lod hende tilbage som et nyt menneske. Hun kendte denne frigørelse som noget, der tilhørte hende, når hun træt af den store byes tummel, hvilede sig ud ved naturens moderlige favn. Ja, hun burde sikkert bestandig leve på landet! Se hvor solen overstrålede bakketoppen med den rødlige lyngbund, og hvor den brune sommerfugl svirrede i solglimmeret. Det var dumt hun havde taget den parasol med, den tyngede kun i hånden — hun trængte jo som sommerfuglen til sol og varme. og hun lagde sig ned mellem lyngtotterne og stirrede op mod træets krone, som rejste sig helt, helt op i det uendelige blå, hvis farve kun afbrødes af nogle enkelte lette, hvide uldskyer, som svævede sporløst hen. Længe lå hun i dybe tanker, og da hun rejste sig var der tårer i hendes øjne — så gemte hun ansigtet i sine hænder og græd. Det var underligt hvor det gjorde godt at græde — rigtig græde — uden nogen som helst grund. Så lo hun, tørrede øjnene og begav sig igen på vej, længere ind i skoven. Edele gik nu på en skovvej, der løb langs et bevokset hegn, hun havde ikke været her før og gik derfor hen til et lille hus, der lå ved ledet ud til en åben mark, for at høre, hvor vejen førte hen. To små drenge, på fem og tre år, legede ved brændestablen foran gavlen af huset. Den yngste stak forlegen fingrene i munden ved synet af den fremmede dame, den ældste tog høflig huen af. Edele satte sig ved siden af dem på en brændeknold. » Bo i to småtrolde ganske ene her ude i den store, store skov? « spurgte hun smilende. » Nej, far og mor bo her også, « svarede den ældste og så frejdigt på hende med et par store, mørkeblå øjne. » Og hvad hedder din fader? « » Far er Anders skovfoged. « » Ja så! « sagde Edele og så med interesse på den smukke dreng. » Så var det måske dig, som var ude at ride med hr. Hasle forleden? « » Hesten gik baglæns ned i grøften og kastede os af. « » Nu tør du da aldrig ride mere med Herren? « » Jo jeg tør, « svarede han med et rask kast med hovedet. » Herren sagde, at den skulle få tamp, og så lod den nok være med de nykker. « » Du er en rask dreng. Hvad hedder du? « » Knud. « » Ere i to ene hjemme? « » Nej, mor er inde. « » Er det eders køer, der henne på engen? « » Ja. « » Så kan jeg vist få lidt mælk, når jeg går ind til din moder. « Inde i stuen sad skovfogedens unge kone og lappede børnetøj. Det melankolske udtryk som hvilede over hendes ansigt fortalte tydeligt, at livet ude i den landlige fred og den ensomme skov også havde sine bekymringer og sorger, og den dybe fure mellem de mørke, buede bryn, vidnede om sjælekampe, der endnu ikke vare udstridte. Da Edele åbnede døren, løftede hun hovedet, men da hun så den fremmede dame, rejste hun sig rolig og uden forlegenhed. » Jeg beder dem undskylde, « sagde Edele noget imponeret af skovfogedkonens ydre, » men jeg er fremmed i denne del af skoven og ville kun spørge dem, hvorhen man kommer, når man går igennem ledet ud til Marken? « » De vil komme ned til landsbyen. Det er en halv times vej. « » Det var udmærket, så kan jeg gå den vej hjem! De skulle da ikke have et glas mælk eller frisk vand, jeg har gået langt omkring i skoven og er tørstig. « » Vil de sidde ned så længe, så skal jeg straks bringe dem et glas mælk. « » Det er en lys og yndig stue de har her, dog tror jeg, at jeg i deres sted hellere sad og arbejdede ude på bænken og så på de raske drenge. « » Der plejer jeg også at sidde, men min mindste lille er svg i dag og ligger der henne i sengen. « » Hvad fejler den? « » Det véd jeg ikke endnu. « » De skulle hente lægen. « » Jeg venter ham også hvert øjeblik. « da Edele var bleven ene, så hun sig omkring, på billederne på væggen, på blomsterne i vinduet, på triangelhylden med de malede roser og spraglede kopper, men alle vegne var der støvfrit og herskede der orden — så gik hun hen til sengen og kiggede ned til barnet. » Den sover nu, « sagde konen, der kom ind. » Den ser så rød ud, synes jeg. « » Det bliver vel også mæslinger, den sygdom grasserer for tiden her på egnen. Så, hvis frøknen ikke har haft den, skulle de måske tage dem i agt. « » Jeg har haft mæslinger endogså meget grundigt, så jeg er ikke angst, « sagde Edele og klappede den lille på hovedet, » men nu de to andre børn? « » De ligge i en anden stue og løbe ude hele dagen. Det var vel heller ingen skade til, om de nu fik den på samme tid. « » Jeg ser der på væggen et portræt, som jeg kender. Det er hr. Hasles søster, ikke sandt? « » Ja, « svarede skovfogedkonen, idet en stærk rødme for op i hendes kinder. » Som børn legede vi en del sammen og som ung kom jeg lidt op til gården. Det var inden hun blev gift, at hun forærede mig det billede. « » Ja så, « sagde Edele og forstod nu det udtryk af dannelse, der var udbredt over kones væsen og ansigt. » Nu tak for mælken, « vedblev hun, efter at have tømt det glas, der var bleven sat for hende, » det gjorde rigtig godt. Og god bedring med den lille. Jeg kan altså gå ligefrem og gennem byen til høgholt? « Det var som gled der en skygge over skovfogedkonens ansigt ved navnet af gården, hun jog den bort ved at stryge sig nervøst over panden og svarede: » Ja. « Edele sagde atter tak og farvel, nikkede til drengene udenfor huset og gik gennem ledet ud på de åbne marker. Hun grundede på, hvor hun for nylig havde set det ansigt, som den unge kones mindede hende om — det var mærkværdigt — hvor og når det var? Denne lighed plagede hendes tanke, som en Melodi, et glemt navn eller en anden sådan ubetydelighed kan plage. Hun blev pludselig revet ud af sine tanker, idet doktoren, kommende fra en markvej, uventet stod for hende. » Er de her, frøken! « sagde han åbenbart iorbavset over at se hende så langt fra gården. » Jeg kommer fra skoven og var lidt inde hos skovfogedens. De skal vel ud og se til det lille svgc barn? » Har frøkenen været inde hos den lille? « sagde han uden at besvare hendes spørgsmål. » Ja. « Men rørte dog vel ikke ved den? « Jeg strøg den kun hen over dens lyse hår. Men jeg har haft mæslinger, så de skal ikke være angst for at få en ny patient. « » Når det ikke er nødvendigt, bør man aldrig røre ved en syg. » Jeg er ikke angst for smitte. < » Det kan til sine tider være meget godt ikke at være for angst, men smitte er en kjends-gjærning, noget, der virkelig eksisterer, noget man bør agte og aldrig letsindig udsætte sig for. « Tak for deres advarsel, hr. Doktor; jeg skal erindre mig den en anden gang. Hr det en gjeuvej til landsbyen, som de kom ad? « » Når de følger stien her, kommer de lige ned til byen. « Edele hilste, doktoren tog hatten af, og et øjeblik efter var han forsvunden bag hegnet i skoven. Imedens Edele havde været borte fra gården, var det gået rask fra hånden med at køre ind. Vejen havde været nem at istandsætte, og skovlogeden havde haft ret i at antage, at forvalteren fornemmelig af chikane og for at ærgre ham, havde benyttet Herrens fraværelse til at køre ind gennem ungskoven. Det var et gammelt nag, forvalteren nærede til skovfogeden. De havde begge tjent under den afdøde herre, og Arnold Hasle havde beholdt dem, da han overtog gården; men bestandig syntes forvalteren at skovfogeden blev foretrukken, og hans nag til denne blev ikke mindre, da den smukke gårdmandsdatter, Anna Knudsen, giftede sig med skovfogeden. Forvalteren stod ved indkørslen da Edele gik forbi. » Hvordan gik det så forvalter, er vejen nu i orden? « » Efter nogen besvær så fik vi den jo i stand. Frøknen er nok gået den lange vej igennem byen. Jeg troede vi skulle have kørt dem tilbage. « » Jeg kom hen til skovfogedhuset og gik så igennem ledet. « » Det er et fint hus Herren lod opføre der, da skovfogeden giftede sig. Så frøknen måske indenfor? « » Jeg talte med den unge, smukke kone. « Forvalterens snu ansigt fortrak sig til et smil. » Hun har både været smuk og stolt, og der er mange, som have syntes godt om hende — men stoltheden faldt vel af hende, da hun tog Anders, thi engang så hun nok højere tilvejs. « Edele, der ikke kunne lide forvalterens snu blik, brød kort af, og skyndte sig op for at klæde sig om til middagen. Da lægen nogle dage efter trådte ind i havestuen på høgholt. var familien samlet der. » Undskyld at jeg ikke rejser mig og hilser på dem, « sagde Edele, der sad på sin gamle plads ved havedøren, » men jeg har en slem hovedpine og kan ikke godt tåle at bevæge mig. « Han så opmærksomt på hende, idet hun løftede øjnene mod ham, der var en større glans over dem, og en stærk rødme på hendes kind. » Det plejer at hjælpe, når hovedet hviler fuldstændig roligt. Frøknen skulle gå i seng. « » For nogen hovedpine! Nej, hr. Doktor, så kender de mig ikke. Hvad fejler så den lille hos skovfogedens? « » Der var ikke noget bestemt at konstatere. « Hasle, der gik frem og tilbage over gulvet, standsede pludselig sin gang. » Hvem er syg derude? « Fru Hasle så op fra sit arbejde forundret over det ivrige tonefald i mandens stemme. » Det var kun den lille, « svarede Edele mat og lukkede øjnene. » Du må virkelig moderere din stemme, Arnold, jeg kan ikke tåle din Bas. « » De må sgu, snart slippe mig løs doktor Knudsen, damerne trættes ved hele dagen at have mig inde. « » Arnold! « udbrød Fru Hasle bebrejdende. » Nå, ja, ja, du måske ikke, men Edele. « Doktoren lo og lovede ham at lægge al sin dygtighed ind på snart at få ham rask. » Hele afæren er gået så heldig som vel mulig, og jeg tænker de i morgen kan gå frit omkring. Jeg vil gerne tale med dem frue. Kun et øjeblik, hvis de tillader. « Der var noget i hans stemme, som fik hende til studsende at se op mod ham, og hurtig, rejsende sig, fulgte hun ham ind i dagligstuen. » Deres søster har en del feber, jeg råder dem til at få hende i seng — hun har for et par dage siden berørt en skarlagenspatient — vel behøver hun ikke derfor at få sygdommen, men har hun den, bør hun være i seng i dag. « Fru Hasle blev meget forskrækket og ikke lidt vred på Edele for hendes uforsigtighed. Selv havde hun ganske vist haft skarlagensfeber, men hvis nu ikke hendes mand havde haft den! det var i det hele en gæst, som man ikke kunne være glad over. Hun ville straks ind for at sige det til søsteren. Men doktoren holdt hende tilbage. » De må på ingen måde sige hende min angst, den er mulig forhastet, og det er tidsnok-at hun får det at vide, når sygdommen er der. » » Men jeg får hende aldrig i seng — hun gør kun, hvad hun selv vil. « » Så skal jeg forsøge derpå. « Edele så forbavset op da doktoren stod for hende. » Inden jeg går tillader de måske,' at jeg undersøger deres puls, frøken. De ser mig noget febril ud. Hovedpine og stærk feber er symptomer, der må respekteres. At hvile foran en åben havedør, hvor smuk sommeren end synes, er dog ikke det bedste middel til at forhindre en alvorlig sygdom. Frøknen, skal i seng, Fru Hasle. « Edele spilede øjnene op og så forbavset på ham,, hun var så lidt vant til at lade sig noget byde. Men i dag tog han uden videre årerne, og som hun forleden havde færget ham, førte han nu hende der hen, hvor han ville. » Det er vel ikke mere end billigt at jeg i dag er den, der betror mig til deres ledelse, da de var så modig forleden dag, at vove deres liv i den lille båd under min kommando. « hun smilede op mod ham med halvtillukkede øjne. » Har du været i båden, Edele? « spurgte Hasle. » Javel, lille svoger. « » Og de også, doktor Knudsen! Den er sågu så rådden, at det er et vidunder den har kunnet bære eder begge. « » Jeg har dog bedet dig lidt nok om, at lade den trække på land, « sagde Fru Hasle som hjalp Edele. » Hvis de nu begge vare druknede? « » Det er da ikke godt for mig at vide, at Edele er som en skolepige, der kommer ud på landet og straks skal undersøge alt, « lo Hasle. » Men de kan vel svømme doktor, så faren var ikke stor. « » Så godt, at jeg nok kunne have reddet frøknen op af kanalen. Jeg kommer tidlig i morgen og vil da forhøre mig om deres befindende, hvis de tillader. « Hasle fulgte lægen ned i haven, hvor han havde en længere samtale med ham. Og da Fru Hasle lukkede vinduet i Edeles værelse, så hun sin mand gå urolig og med nedadvendt blik frem og tilbage i havegangen nedenfor huset. Medens hun hjalp Edele, så hun imellem efter ham, nu tændte han en cigar og gjorde nogle drag, nu kastede han den atter bort — det var mærkelig, hvor bekymret han syntes at være over Edeles sygdom. Men Hasle tænkte ikke på Edele, hans tanker fore ængstelig længere bort. De hastede uroligt fra gården, fra hjemmet her — han så på den indbundne arm, sukkede og trak vejret tungt. Edele havde stærk feber. Tankerne ville ikke lystre hende, hun kunne ikke beherske og styre dem, de flakkede om på vildsomme, ubekendte veje, og når hun lukkede øjnene, syntes hun bestandig at være ude i den store, ensomme skov, træerne susede svagt over hendes hoved, foden stødte mod trærødderne — hun vaklede og faldt, faldt i det uendelige, i det store tomme rum — og atter gik hun uden dog at kunne finde nogen udgang af skoven — til hun endelig hørte en stemme sige: » der igennem ledet, så når de landsbyen. « og hun grundede og grundede, hvem ligner hun dog? Og atter gik hun og atter snublede hun, til hun træt og mødig standsedes af stemmen: » den sover nu. « Og hun klappede det lille lyslokkede hoved og det var, som for der glødende hede fra...31 barnet op i hendes hånd og arm, til den nåde op i hendes værkende hoved. Fru Hasle sad. noget beroliget ved at manden havde haft sygdommen, som et offerlam ved søsterens seng, da doktoren næste morgen kom. Han satte sig på den stol, som Fru Hasle forlod og tog Edeles hånd for at undersøge pulsen. » Ere smerterne i hovedet meget stærke, og hvad siger frøknens Hals? « Edele åbnede øjnene og så vist på hans alvorlige ansigt. Den samme rolige, faste pande, de samme buede bryn med den eftertænksomme fure ved den lige, fintformede næse, det samme bestemte udtryk om munden. » Det er mærkelig så de ligner den unge skovfogedkone! « sagde hun istedet for at besvare hans spørgsmål.. » Hun er min søster, så det er ikke underlig at vi ligne hinanden. « Men nu så han de mørke øjne flakke hvileløst omkring, tankerne vare på andre. Rejser, selv om hun havde forstået meningen af hans ord, var det dog åbenbart noget andet, som nu optog hende. Hans øjne så opmærksomt på hende for at opdage spor af den sygdom, som han ventede ville bryde frem; men huden var endnu skær og hvid, og kindens rødme var kun en følge af den høje feber. Medens hans hånd endnu omsluttede hendes, så han hvor smukt og ungdommeligt det hoved var, som hvilede på puden foran ham. Han så det mørke, fyldige hår, der faldt ned over panden mod de mørkttegnede bryn, så den fine profil og den lille, smilende mund med de hvide tænder, så kindens bløde runding ned mod den faste Hals. » Tror de det er mere og andet end en ganske almindelig forkjølelselsesfeberr «. spurgte Fru Hasle. Han slap hendes hånd og drog et suk, idet han rejste sig. » Undskyld frue! De spurgte? « Hun måtte gentage sit spørgsmål. » Om nogle dage må det vise sig, hvad det er. Jeg kommer igen i morgen og håber da at medicinen må have stillet feberen noget af. De har vel et eller andet menneske, der kan overtage plejen af deres søster? « » Min flinke lille jomfru har haft skarlagensfeber, og hende kan jeg ganske stole på. Ellers véd jeg heller ikke hvorledes det skulle gå, thi selv at overtage plejen kan jeg umulig, min mand ville aldrig finde sig deri, og jeg har jo så mange andre pligter. « » Jeg ville foreslå dem at skrive efter en sygeplejerske, men nu kan vi jo se tiden an. « » Doktor! « Han nærmede sig hurtig sengen. » Hvad fejler jeg? « Edeles stemme var klar og tvdelig. » Jeg kan ikke bestemt sige det. « » Men hvad antager de? Jeg ønsker at vide det. « Han så rådvild til Fru Hasle, men hun stod og så ud af vinduet. » Det kan muligcn blive til skarlagensfeber. « Hun lå stille og famlede ved lagnet. » Har det lille barn da den sygdom? « » Ja. « » Den stakkels lille, hvordan har den det? « » Ganske godt og ikke i nogen høj grad, jeg håber derfor, at hvis de får den, det da må blive mildt. « » Jeg hørte de talte om en sygeplejerske, sig til min søster, at jeg ønsker der straks skrives efter én. Jeg kan ikke selv lide at pleje syge, hun skal heller ikke plages dermed. « Fra Edele gik doktor Knudsen ud til Hasle, der med længsel ventede på ham. Og da Hasle havde fået sin arm undersøgt og forbindingen lagt til rette, greb han sin hat og med et lettende suk, over endelig igen at kunne gå frit omkring, begav han sig ned i gården. Efter et flygtigt blik ind i stalden og laden, kom han ud i stakkehaven, hvor arbejdet netop hvilede, det var lige i middagstiden. Den raske hånd undersøgte sædens beskaffenhed, men også denne undersøgelse var kun kort og hurtig; det var åbenbart ikke det han havde længtes efter at opnå, ved atter at komme ud. Forvalteren, der stod ved længen og betragtede ham. lagde han ikke mærke til, men skuppende hatten dybere ned over øjnene, for at skærme dem mod middagssolens stråler, begav han sig ned over vejen til rugmarken, der lå langs skovkanten. Forvalteren skyggede for øjnene og blinkede efter ham med de lyse øjenvipper. Munden fortrak sig til et hånligt smil: — det er en svær flast han har med at komme ned i Marken i dag. Men turen går vel også længere — ej lad se — ind i skoven! Ja, det er også svært hedt — man må svale sig lidt, efter at have siddet i stue så længe. Han tog uret op af lommen, undersøgte omhyggelig timen og minuttet og gik så op til sit Kammer for at få middagsmaden. Imedens gik Hasle hurtig hen ad den skovsti, som førte til skovfogedhuset. Her tinder træernes skygge skuppede han den bløde filthat tilbage på det tætklippede hår og fremviste den brede pande. De små, klare, gråbrune øjne så med et langsynet, skarpt blik ind mellem træernes stammer, næsen var fint buet med letbevægelige næsevipper, et soigneret og tætkrøllet fuldskæg dækkede de buede noget fyldig

1899_Langgaard_FriskLuft

Christian

Frisk Luft

Langgård

Langgaard

Frisk Luft

male

1899_Langgaard_FriskLuft.pdf

Chr.

Langgaard

dk

Frisk Luft!

Fortælling fra Aarhundredets Slutning

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. En begravelse. Landsbyen var fuldstændig oversneet. Man kunne fristes til at sige, at den indtil videre havde meldt sig helt fra tjeneste som led i det store sociale maskineri, — var slettet ud af sneen på samme måde som en by slettes ud på landkortet af en kridtstreg. Landsbyen dalbynedre var temporært totalt forsvundet. For 3 dage siden var der en ret livlig færdsel gennem den såkaldte » Gade «, en bivej, der fra hovedchausséen førte ind gennem landsbyen, hvor navnlig trafiken var stærk udenfor høkerens stråtakte bod. Flokke af børn havde færdedes på » Gaden « og dens mindre udløbere — til og fra den primitive skole — eller i legende klynger på veje og marker, hvor der var etableret skøjteløb og slædefarter på isen, der navnlig i den fra chausséen fjerneste udkant af byen frembød en vidtstrakt flade til frisport for den glade ungdom. Man havde i år endnu ikke haft sne; kulden havde til tider været hård nok; men det gav ingen sne. » Blot der vil komme noget ned! « sagde de kloge hoveder; » så vil det nok linde på kulden! « man ventede og ventede; men der kom stadigt ikke noget ned. Så kom det lige på engang. Og så kom det så voldsomt, som det i mands minde ikke var kommet. Det var imod slutningen af januar måned 1897. Det tog fat med en østen-snestorm så heftig og vedholdende, at man begyndte at blive alvorlig bange for, at dalby-nedre nu var sin undergang nær; og stormen blev ved i 2 døgn uden afbrydelser og tilførte stadigt bunker af sne. Så holdt det op med at blæse, og der kom dags pause, hvori man ligesom fik lejlighed til at sunde sig lidt. Man var allerede stærkt i gang med at formere snekastnings-kolonnen og kommandere til udrykning over hele linien — for så vidt man da i det hele kunne tænke sig, at noget kunne foretages og noget kunne røre sig under disse kvælende bjærge af sne. Så begyndte det at sne igen. Det var ligesom der manglede noget; og det gjorde der i o virkeligheden også. Stormen havde nemlig fordelt sneen noget ulige, og mægtige driver sås side om side med skaldede pletter. Der var mange huller, der endnu måtte udfyldes; og det besørgede med sjælden samvittighedsfuldhed det næste døgns snevejr; sneen faldt så stille, så blødt og så tæt og hobede sig op — den ene fod ovenpå den anden. Da først kunne man kalde arbejdet grundigt besørget. Alt forsvandt under sneen; dalbynedre var borte, — udslettet, — gemt under de bløde, hvide bjærge. » Lad den da hvile i fred! « snerrer pessimisten. » Lad den slumre stille hen — denne lille ubetydelige flække, om hvis eksistens kun en forsvindende brøkdel af indbyggerantallet i en — lad os sige 6 mil derfra beliggende — købstad ikke har nogen anelse. Er det ikke komplet ligegyldigt, om den eksisterer eller ej — denne lille klat huse med sit ubetydelige gehalt af mennesker, hvis liv går den ene dag som den anden — menneskealder efter menneskealder — med sin snævre, åndelige horizont og sit udeltagende livssyn, med sin tarvelige påvirkning af de store kulturstrømme, med sine negative bidrag til det hele sociale livs åndsudfoldelse, — en verden af småkim, der nærmest kun eksistere i og ved hverandre? Er det ikke komplet ligegyldigt, om den slettes fuldstændigt ud og reduceres til et dødt punkt på den store, uendelige snemark? Kan den i det hele taget under normale forhold gøre fordring på, i nogen som helst henseende at figurere blot tilnærmelsesvis som levende punkt? Da Vesuvs lavastrømme i sin tid totalt begravede Pompeji under sine gule svovlbjærge, slettede den ud af byernes tal, var det da — set i det hele og store — noget væsentligt savn? Gik ikke 18 århundreders solskin og storme hen over lavabjærgene, før man fik skallen fjærnet fra disse oldtidens storslåede bygnings-komplekser og blottede en klassisk arkitektur og en kunst, som man siden ikke så magen til under de mægtige udviklings-svingninger på kunstens og åndslivets område, men som af samtiden — socialt set — næppe blev savnet i nogen særlig nævneværdig grad? Med hvor meget større ret kunne man så ikke lade den lille landsby sove den evige søvn — med sit stillestående liv og sine stillestående mennesker, — et stillebens-stykke, som midt under de store kulturstorme den ene menneskealder efter den anden ufravigeligt beholder det samme ensformige, stereotype fysiognomi? — ja og nej! kunne man svare hertil; man savner den ikke. Men — det naturlige livssyn med sin tro på en fremadskridende kultur, det sunde blik på individets personlige berettigelse, — reformatoren med sin trang til at forbedre alt og alle ville sige: nej! Lad os grave ud i lad os få denne diminutive stat i staten frem igen, lad os forbedre den, udvikle den! Den har — vil i ethvert fald få — sin betydning som led i det store hele. Lad os, kære læser, som holde på berettigelsen af livet i det små, selv i det mindste, — og som tillige med et gran af nysgerrighed følge den blå røgstribe, som hist henne smyger sig hen over snebjærget fra en lille enlig skorsten, det eneste holdepunkt, som kan lede tanken hen på noget levende, — lad os slutte os til de sidste og se, hvad der ligger gemt bag de hvide snemasser, — og hvad der lever og virker under denne lille rygende skorsten, landsbyens første livsytring efter den 3 dages begravelse under sneen. Det var dog måske ikke helt umuligt, at der hist og her kunne gemme sig nogle små fortjenstfulde skatte. andet kapitel. Gennem landsbyen. Møllehjulet stod stille. Frosten havde standset dets rullen og fået møllefossens skum til at stivne; og snestormen havde med rundhån-det gavmildhed fyldt dets skovle, fra hvis rande istappene som krystalklare drypstensformationer hang ned i brede etager og blinkede i den opgående sol. På broen, der fører fra landsbyens » Gade « ind i møllegården med det hvide, idyllisk beliggende våningshus i baggrunden, stod der en ung pige lænet op imod broens rækværk, med synlig velbehag nydende den friske morgenluft i det smilende vinterlandskab. Det var Møller Winthers 20-årige datter Sigrid, en ualmindelig nydelig pige. Det fyldige, kastaniebrune hår, som faldt i let krusning hen over tindingerne, indrammede et ypperligt lille ansigt, tegnet med rene, bløde linier, der gav det et udtryk af mildhed og hjertensgodhed; men der var et lille fast træk om de alvorlige dybe, mørkeblå øjne, et træk, der vidnede om energi og vederhæftighed, som det glade smil på læben og de viltre krøller i panden ikke havde evne til at afkræfte. — nu rev hun sig løs fra morgensolens spil i iskrystallerne; og fra broen gik hun med raske skridt hen over den knirkende sne mellem alle de små, snedækte huse, som på begge sider omkantede landsbyens » Gade «; denne var dog for tiden ret betydeligt smalnet ind på grund af de til begge sider ved rydningen opkastede brede snevolde. Søløveskindshuen klædte det kække hoved, fra hvilket en lang, bred flætning hang ned ad den slanke ryg, og den lange pelskåbe sluttede fast og elegant om den lille, nydelige figur. Hun standsede udenfor en ret hyggeligt udseende mørkegrå bygning, hvis gavl var overdækket med efeu lige op til taget. Mod det første vindue, for hvilket gardinerne vare trukne for, kastede hun et flygtigt blik; så åbnede hun gangdøren forsigtigt og smuttede ind. På samme tid som Sigrid Winther gik hjemmefra, kom to mænd ud af et lille hus i den modsatte ende af landsbyen. Den ene var distriktslægen, doktor Jensen, den anden hans ven, dr. med. Holm fra gammelkøbing. Doktor Jensen var en lille, bredstammet mand på 43 år af et endnu ungdommeligt udseende, med et ganske kønt, fyldigt ansigt og et blondt, krøllet hår; velvillien lyste ud af de blå øjne, og det rødblonde overskæg dækkede lidt over den temmelig store mund, der altid syntes parat — hvad enten det nu var til at give et godt råd til lidende medmennesker eller til at lade humøret sprudle, det, han altid sad inde med i rigeligt mål. Hans ven, dr. Holm, var en høj, køn mand, godt oppe i trediverne, med mørkt fuldskæg og et par rolige, mørke øjne. Han plejede hvert år at aflægge sin ven i dalbynedre et besøg og var denne gang ankommen til landsbyen umiddelbart før snestormens begyndelse; han måtte altså, med eller mod sin villie, foreløbig henregne sig til landsbyens indesneede befolkning; det var han ingenlunde utilfreds med; han kendte nemlig befolkningen godt fra sine tidligere besøg og havde gode venner her, navnlig satte han særdeles megen pris på dr. Jensen og hans familie. Det var ham således altid en fornøjelse at følges med ham på hans formiddagsbesøg i landsbyen; han kunne være temmelig sikker på, at de oplevede et eller andet interessant eller humoristisk; det lå ligefrem for Jensen at opleve morsomme ting. — huset, de nylig havde forladt, var beboet af landsbyens smed, som nu fulgte dem ud på vejen, hvor han med kasketten i hånden og et grin i det sodede ansigt tog imod den sidste del af ordinationen for sin syge datter. Christen smed var lige så jovial af gemyt som mægtig af skikkelse; det runde, velnærede, studsskæggede ansigt og de brede skuldre og i det hele kraftige corpus stod i lidt underlig modstrid til den bløde, let bævende stemme og det milde, godmodige blink i øjnene. Hvad hans indre gehalt angik, måtte det nærmest karakteriseres som kulinarisk; han var en stor lækkermund og havde navnlig en for hans stand og økonomiske forhold ubegribelig svaghed for sardiner. Han kunne spise en hel dåse til frokost, hvad han dog sjældent indlod sig på — til held for hans mave og hans pengepung; han gik sjældent ud — undtagen til de ugentlige sangmøder i byens lille sangforening, hvortil en lille baryton åbnede ham adgang. — da smeden havde nikket farvel, fortsatte lægerne deres vandring op gennem landsbyen, og dr. Jensen fortalte sin ven en lille oplevelse, han engang havde haft med den ærlige smed: » For omtrent y2 år siden havde jeg en prægtig stor, engelsk vandhund, brandgul, lang-håret, med et dejligt hoved og et par trofaste, udtryksfulde øjne. Jeg var meget glad ved dette dyr; det var et ualmindelig smukt eksemplar af racen. « » Er den død? « spurgte dr. Holm. » Nej; nu er den lænkehund på ålykke-gård. Det smertede mig, da man lagde lænken på den; men det kunne nu ikke være anderledes. Den havde af og til en mærkelig lyst til at strejfe omkring og anrette ulykker, skønt den hjemme altid gjorde et særdeles fredsommeligt indtryk og aldrig gjorde en kat — endsige et menneske — fortræd. Men den havde nu engang en afgjort antipatti mod får og gedebukke; og flere gange præsenteredes der mig en regning på et får, som den havde bidt i benet, en rude, som den havde slået itu og lign. — man mente dog, disse nykker ville gå af den med tiden, da den endnu var temmelig ung. — det, der imidlertid generede mig mest, var dens — alt for kærlige temperament — eller rettere: den måde, hvorpå det fik udslag overfor fremmede. Når der f. Eks. kom en vogn rullende ind i gården og den tilfældigvis var hjemme, plejede den at ytre sin velkomsthilsen ved at springe højt op ad forbenene på hestene, der selvfølgelig fuldstændig misforstod denne måde at caressere dem på; og det hændte også af og til, at hestene stejlede af skræk, hvad man strengt taget ikke kunne fortænke dem i. Det skete engang hver ken værre eller bedre end at hestene drejede rundt med vognen og pilede ud af gården --ikke så lidt raskere end de vare komne derind, — lige hjem, hvorfra de vare komne. Hunden stod ude på vejen og gloede aldeles målløs efter dem, åbenbart højst utilfreds med denne protest mod dens vel mente velkomsthilsen. — som den viste trang til at være imødekommende mod kørende, således havde den en lignende trang til at ytre sine venlige følelser overfor gående; thi det var slet ikke ualmindeligt, at en patient modtoges af den med et Spring, under hvilket den lagde sine vældige forpoter på pågældendes skuldre. Patienten var jo ikke altid tilfreds hermed, han havde naturligvis ikke bedre forudsætninger end hestene til at opfatte hundens optræden som en velkomsthilsen. Børn gjorde den kort proces med; den væltede dem ganske simpelt omkuld og slikkede dem i ansigtet, alt sammen tegn på venlig forekommenhed. Hundens meriter rygtedes naturligvis snart på egnen; de fleste morede sig over den; det blev dem snart klart, at hunden var et yderst fredsommeligt dyr, men det var ingenlunde alle, der var af den mening. Hør nu blot! En eftermiddag, da jeg sad ved mit skrivebord, bankede det på min dør; det viste sig at være Christen smed og den såkaldte lille skrædder, du véd nok, den lille vigtigper, ikke større end tobak foren skilling! Jeg lod skrædderen tage plads i ventestuen, mens jeg fik smeden ind til mig; han havde fået en jærnfilspån i øjet. Da jeg havde taget den ud, dimitterede jeg ham, for at give plads for skrædderen, den formentlig næste patient. Skrædderen protesterede imidlertid på sin sædvanlige korte, storsnudede måde, idet han ytrede: » De tage er fejl, lille ven! Jeg fejler ingenting! Jeg er kun med smeden! Jeg skal passe på ham! Han er ræd for deres hund! « — i sandhed en værdig beskytter! tænkte jeg, idet mit blik gled fra den mægtige vulkan ned til den sølle pjalt af en skrædder — den mindste person i hele byen —, der åbenbart følte den tillid, smeden nærede til ham, som den naturligste ting af verden! — det blev mig efterhånden indlysende, at hunden skadede min praksis, og jeg skilte mig da ved den. Men jeg forsømmer aldrig, når jeg kommer til ålykkegård, at klappe det kære dyr; den hyler altid af glæde, når den sér mig, men befinder sig forresten særdeles vel i sin lænkede tilværelse. « De standsede nu udenfor et lille, ret stateligt hus, et af de få tegltækte i byen. » Bor » kønne Nicolajsen « dér endnu? « spurgte Holm. » Ja-vist gør han det! « svarede Jensen, idet de med et vist velbehag betragtede den smukke facade, der om sommeren næsten var helt dækket af vild vin. Huset med sine omgivelser udgjorde ligesom en lille romantisk idyl midt i landsbyens mere stillestående prosa; det lå midt i en lille, nydelig have, der om sommeren præsenterede sig i en yderst velplejet skikkelse med en mængde blomster, særlig line roser, og indrammet af en smuk, velpasset tjørnehæk. — der viste sig nu bag en rude et lille, rundt, fornøjeligt kvindeansigt, som nikkede ud til lægerne. Det var madammen, en smuk gård-mandsdatter, som kønne Nicolajsen i sin tid havde indspillet sig ved et høstgilde, hvor han, der med en vis færdighed trakterede violinen,, havde spillet til Dans, — måske ikke så meget ved fedlens toner som ved sit vindende ydre. Nicolajsen bar ikke sit tilnavn med urette; han var en virkelig smuk mand; det lysebrune fuldskæg pyntede op i det raske ansigt med det store, krøllede hår, de venlige øjne og den velformede, lige næse. Han havde for øvrigt mange små talenter, som han forstod at udnytte praktisk; han tegnede og skar i træ og havde i den sidste tid lagt sig en del efter sløjd. — madam Nicolajsen havde åbnet vinduet. » Nå! har børnene det godt? « spurgte Jensen. » Jo, tak! « nikkede hun, idet hun bukkede sig ned, for et øjeblik efter at præsentere sine småbørn, to rosenknopper, som nu med røde kinder og store, forundrede øjne stirrede ud i verden. Med et lille farvel-nik til det højst sympathetiske trekløver fortsatte lægerne deres vandring gennem landsbyen. De kom nu i en livlig passiar om forskellige fremskridt på bakteriologiens område, dem, de selv af bedste evne søgte at udnytte i deres praksis, om end klienterne vel endnu ikke sad inde med de bedste betingelser for at kunne tilegne sig opdagelsernes hygiejniske betydning. Dr. Jensen kunne bi. a. illustrere dette med en lille oplevelse. » I det lille hus dér til højre « — begyndte han — » bor der en skomager louison; dér står netop manden i sin dør og trækker for en gangs skyld lidt luft «. — den høje, imponerende skikkelse, som ved lægernes tilsynekomst efter et kort » Goddag! « atter forsvandt i huset, kunne man ikke undgå at lægge særligt mærke til på grund af hans smukke, om hans fransk-refor-merte afstamning mindende stærkt markerede ansigtstræk med det tætte, sorte hageskæg. » Jeg kan ikke mindes, jeg har sét denne mand før «, bemærkede Holm. » Det er også sjældent, man sér ham, « forklarede Jensen, idet de passerede huset. — » Han befinder sig — så at sige — permanent på sin briks ved arbejdsbordet — med skomagerkuglen hængende foran sig — evindelig ved sin læst! Mutter hører til de skrappe, der holder ham troligt til ilden; og han har ikke et ord at skulle have sagt overfor hende; derfor går også alting godt, derfor er der hint inden skomagerens døre — trods deres 11 børn! Om den mørke, stille skomager føler sig absolut lykkelig derved, er et andet spørgsmål; det skal jeg overlade til psykologerne at bedømme. Jeg har en fornemmelse af, at han ikke er helt utilbøjelig til at nære en vis lønlig trang til — blot en enkelt gang — at komme ud og baske med vingerne; men han skal nok blive siddende på sin briks; og hvis vi komme igen om en snes år — og han og hans mutter da leve endnu, skal man temmelig bestemt kunne træffe ham dér fremdeles! « » Allerede det « — faldt Holm ind — » turde noksom tale for hendes manglende blik for hygiejne! « » Ja, det skal du have ret i. I fjor, da der havde været et tilfælde af gastrisk feber-hos naboens, gårdmand Tokkerups, havde skomagerens kone, for at undgå udbredelsen af mulig smitte fra den » befængte « gård til hendes store børneflok, ophængt en del små poser, fyldte med klorkalk, under loftet i alle stuerne; på den måde — mente hun — ville de slemme bakterier nok blive dræbte, hvis de på en eller anden måde kom ind i stuerne i at familien var lige ved at forgå af klor-dunster, behøver vel næppe at tilføjes. « De blev nu anråbte af træskomand hans nilen’s halte kone, som stod i sin dør, idet de ville gå forbi det lille, stærkt forfaldne hus;, hun ønskede så meget, at doktoren ville se ind, for barnet kastede så voldsomt op; det var hver gang de havde brugt den » Smørelse «, som doktoren havde ordineret til barnets dårlige ben. Hun tillod sig en bemærkning om, at » Smørelsen « vist var for stærk! » Men — bedste md. Nilen! De har da ikke givet barnet noget af det ind? « spurgte doktoren forskrækket. — hun blev ligesom lidt fornærmet og udbrød: » Nej, véd de nu hvad, hr. Doktor! Vel er jeg ikke så godt lært; men jeg kan da nok begribe, at jeg ikke skal gi’e barnet det ind, som det skal smøres med! Nej, jeg tror nok, jeg har forstået doktoren rigtigt! « » Men — er det da deres mening, at » Smørelsen « er så stærk, at den kan fremkalde opkastninger hos barnet ved at benyttes udvendigt? « » Ja, for det lugter da så farlig stærkt! « Doktor Holm smilte lidt, mens Jensen skot fede hen til ham. — konen så lidt mistænksom på Holm, hvilket foranledigede Jensen til at meddele hende, at også han var doktor; det lod til at interessere hende, og hun gav sig da til at fortælle ham, med hvilken samvittig-hedsfuldhed hun havde rettet sig efter doktor Jensens befalinger: først havde hun taget barnet op af sengen; så havde hun rystet det adskillige gange frem og tilbage, lige så stærkt hun kunne, for det havde doktoren sagt; så havde hun lagt det hen i sengen igen, og så havde hun gnedet det stakkels dårlige ben med » Smørelsen «, og så havde barnet kastet op! — de to læger kunne vanskeligt tilbageholde et latterudbrud; dr. Jensen blev dog straks alvorlig og forklarede hende på sin sædvanlige godmodige måde, idet han klappede hende på skulderen, at han ganske rigtigt havde sagt, at hun skulle » ryste det « inden hun gned det ind; men det var ikke barnet, som skulle rystes, det var » Smørelsen «! — det var ikke så underligt, at barnet kastede op efter sådan en rystetur! — konen blev kendelig beroliget efter denne berigtigelse og takkede så mange gange, da lægerne fjernede sig. De allagde nu et par sygebesøg, af hvilke det ene for så vidt frembød en del interesse, som det gjaldt på en måde » en kollega «; det var hos Jesper bendoktor, som han kaldtes, fordi han havde ord for at være så dygtig til at kurere benbrud, men navnlig, når benet ikke havde været brækket, endvidere til at » stryge « sener i lave og » læse « over syge grise! Dette sidste skulle ligefrem være hans specialitet. Hvis grisen ikke kom sig, når Jesper havde » læst « over den, så hjalp ikke alle apotekerens krukker! Som regel døde rigtignok grisen; men så havde man dog gjort, hvad man kunne for det arme dyr! — Jesper var forresten i en vis forstand en ikke ufarlig konkurrent til distriktslægen, om just ikke til gavn for befolkningen; thi mange kirurgiske tilfælde undgik af den grund doktorens opmærksomhed eller kom for sent under behandling. — det skal dog til Jespers » Ros « noteres, at han selv — med sin talrige familie — havde distriktslægen til fast huslæge; her turde han dog ikke påtage sig ansvaret. Denne gang var det, som det plejede, et yderst ufarligt tilfælde, det drejede sig om; lægerne vare derfor hurtigt på vandring igen, men ankom snart til deres næste bestemmelsessted, det lille hus, hvori Sigrid Winther om morgenen var smuttet ind. Her boede frk. Jantzen, en forhenværende skolelærerinde, som her havde søgt sig et hjem for sine ældre dage, træt af adskillige Års slid i en mindre skole i den nærmeste købstad. Hun var en lidt spinkel dame på 47 år, ganske køn, med mørke øjne, men med en bleg teint og i det hele lidt sygeligt udseende; hun var beskeden og fordringsfri i sin optræden og levede — lidt tilbagetrukken — af renterne af en lille arvet formue, hvorved hun med sine tarvelige fordringer til livet akkurat kunne slå sig igennem. Hun havde gerne i ferierne besøg af en lidt yngre søster, det eneste menneske, hun — med undtagelse af Sigrid — brød sig om at have om sig. For tiden var der lidt trist inden for de nedrullede, stribede Gardiner, og søsteren var imod sædvane i besøg hos hende, der nu allerede på 3die uge var sengeliggende af en alvorlig, i begyndelsen tilsyneladende uhelbredelig gigtfeber; søsteren var tilkaldt, for at administrere den lille husholdning og pleje patienten. — dr. Jensen bad sin ven gå med ind, da denne ytrede tilbøjelighed til at vente udenfor. Frk. Jantzens lejlighed bestod af to mindre værelser og et køkken; det forreste var en beskeden dagligstue, udstyret med prunkløs smag, der røbede en vis finhed af beboerindens åndelige standpunkt, idet der ikke fandtes andet end hvad der alle tider og alle steder hører med til en beskeden komfort, således et lille tæppe under bordet, hvis blomstrede mønster dog bar umiskendelige tegn på ælde, en lys broderet pude i den med mørkegrønt damask betrukne sofa, der til yderligere pynt var forsynet med et større, hæklet stykke, — en tarvelig, men smagfuldt arrangeret papir-skærm over lampen på det lille, runde divanbord foran sofaen; på væggen over denne fandtes et større fotografi af den sixtinske Madonna samt nogle mindre raderinger; på væggen til højre for indgangsdøren hang et stort portræt af frk. Jantzens moder; under dette stod et sirligt dame-skrivebord, hvorpå en opslået mappe med et påbegyndt brev. Brevskriverinden, frøken Jantzens søster, var fornylig gået ud. Straks efter lægernes indtræden i dagligstuen gled døren til sygeværelset, mod hvilket yderligere et uldent grønt tæppe lunede, sagte op, og Sigrid, møllerens datter, trådte dem med et venligt smil i møde. Hun var klædt i en mørke-grå ulden kjole, der næsten helt dækkedes af et stort, hvidt forklæde af voksdug, som hun havde forfærdige! efter dr. Jensens anvisning. Holm kendte hende godt fra sine tidligere besøg og havde altid beundret den line ynde og stilfærdige optræden hos denne indtagende unge pige, der syntes at være ualmindelig afholdt af den trængende del af befolkningen. » Nå, lille frøken, hvad skal vi så sige i dag? « spurgte dr. Jensen, idet han trykkede hendes hånd til goddag. » Jeg synes dog, frk. Jantzen er lidt bedre, hr. Doktor! Hun har ikke behøvet at få morfin i går aftes og har sovet nogenlunde i nat; men hun er dog ikke helt fri for at fantasere lidt endnu; hun har iøvrigt klaget sig af og til i dag i højre og fodled; og hun sveder meget. Temperaturen var i går aftes 38,7° C. «. » Nå, det kan jeg lide! det var en fortræffelig rapport! « nikkede doktoren, idet han tog sin Pels af og lagde hat og handsker på bordet, hvorpå de alle tre gik ind i sygeværelset. Patienten lå med lukkede øjne, men hun åbnede dem lidt mat, da dr. Jensen varsomt tog ved hendes hånd for at føle pulsen. Holm tog plads på en puf henne ved vinduet, for hvilket der var hængt et tykt tæppe — mens Sigrid med et lommetørklæde tørrede sveden af patientens hede pande. Frk. Jantzen så iøvrigt meget medtaget ud; men hendes tilstand indeholdt dog nu håb om helbredelse, skønt den endnu måtte anses for betænkelig. Da konsultationen var endt, indfandt patientens søster sig fra sin lille ekspedition hos høkeren, og kom tidsnok til at modtage doktorens ordre. Sigrid tog nu sit voksdugsforklæde af og iførte sig sit overtøj, for at følges med lægerne. Der var i nærheden af vandmøllen endnu en patient at se til, et barn, som dr. Jensen havde opereret for strubehoste, og som vel nærmest kunne takke Sigrids omhyggelige pleje under den — navnlig under landsbyforhold — så besværlige efterbehandling for sin frelse. De fulgtes alle tre hen ad vejen, Sigrid nikkende til højre og venstre, snart til en kone, som stod i sin dør, snart til et barn, som kom springende forbi. Doktor Jensen var kommen i snak med en ung fyr, som havde søgt ham i byen, efter først forgæves at have været i doktorens hjem. Han ønskede at få påtegnet en recept, hvorfor dr. Jensen gik ind med ham i det nærmeste hus. » Det er en rigtig streng vinter, vi har! « henvendte Sigrid sig til Holm, mens de stod udenfor og ventede. » Og der er så mange folk syge i år. « » Ja, « svarede Holm; » jeg begynder virkelig at få samvittighedsskrupler over, at jeg går her og driver; ovre i min lille købstad er der også megen sygdom; men — der er jo forresten læger nok til at besørge patienterne. « » De behøver såmænd ikke at gøre dem bebrejdelser, hr. Doktor; de gjorde indtryk af at være meget overanstrengt, da de kom. Jeg tror, de trængte for alvor til en rekreation. Når rejser de fra os igen? « » Jeg rejser i overmorgen, om ellers vejret tillader det. « » Skal vi så allerede af med dem? « » Ja — jeg tror, min lille kone begynder at længes. « » Og de at længes efter deres lille kone? « » Å ja, såmænd! « » Hvad mener doktoren ellers om frøken Jantzen? « » Hun er dygtig medtaget; jeg begynder dog at tro, at hun kommer over det; men det vil blive en lang rekonvalescens. « » Frk. Jantzens søster kan vanskeligt blive her længere end godt en 8 dages tid endnu.... Man må jo se at finde på en udvej... « » Der lindes da heldigvis folk her i byen, frøken, som tænke på andre end dem selv. Hvad tror de, f. Eks. der var bleven af frk. Jantzen, hvis ikke de havde været så meget for hende? « » Jeg har intet været for hende! « svarede Sigrid; » jeg besøger hende kun en gang imellem. Men dr. Jensen er en udmærket mand! Han greb energisk ind, da krisen var på sit højeste; og hun kan takke ham, hvis hun kommer sig. « Sigrid afskar ham på den måde den korrektion, han havde på læben overfor hendes beskedne udtalelser, ved den snedige måde, hvorpå hun forsøgte at vælte hele fortjenesten over på dr. Jensen, som nu imidlertid var kommen tilbage, hvorpå de alle tre fortsatte vandringen. De to andre smittedes hurtigt af det lune, som dr. Jensen førte med sig; han havde naturligvis oplevet noget morsomt under sin korte samtale inde i huset med den unge fyr, hvilket han særdeles oprømt meddelte de andre. » Du er dog et fornøjeligt menneske, Jensen! « udbrød Holm; » Du bringer altid ligesom et pust af frisk luft med dig! « » Jeg spurgte jo knøsen « — fortalte Jensen leende — » hvad hans moder fejlede; for jeg havde ærlig talt i øjeblikket glemt, hvad det var! Han svarede da: » Ja, hr. Doktor, det er nu ikke så lige en sag for mig at sige det! « — » Hvorfor ikke? « spurgte jeg. » Nej, for doktoren sagde forleden, da jeg spurgte dem om det, sådan et underlig » asiatisk « navn! Og jeg kan virkelig ikke huske det. « — jeg begyndte virkelig at blive alvorlig bange for en udbrydende epidemi af noget forfærdelig » asiatisk « noget, måske kolera eller sådan noget lignende! Men så fik fyren heldigvis lige med ét sin hukommelse på gled, og det drattede ud af ham: » Jo, nu husker jeg det! det var en » Guitar i maven «! Ja — sådan var det nu lige bestemt doktoren sagde! « — » Nå! en » Mave-catarrh «! « udbrød jeg korrigerende. » Ja! « bekræftede han; » præcist sådan var det, doktoren sagde! « « — meddelelsen blev naturligvis modtagen af en hjertelig latter. » Hvor lægerne dog må høre meget mellem år og dag! « udbrød Sigrid; » men det må i grunden være rart for dem, engang imellem at få et fornøjeligt ækvivalent mod al den elendighed, de så ofte have for øje! « » Vor doktor her er nu også i besiddelse af en sjælden iagttagelses-evne «, føjede Holm til; » det er ikke enhver givet at opdage de små guldkorn, som af og til glimte på ens vej. « de vare nu komne til Rasmus kule-graver’s Rønne i nærheden af gadekæret, hvor de gik ind, for at se til den lille rekonvalescent efter strubehoste. På vejen derhen havde dr. Jensen refereret en lille episode, som han engang havde oplevet med nævnte Rasmus, og som kastede et strejflys over familiens huslige liv. » Rasmus kulegraver « — således fortalte doktoren — » holder meget af en lille aften-kæfer; det hændte sig således engang, at han havde endt et hårdt stykke graverarbejde på kirkegården og derfor — på besøg hos en god ven — havde fået sig en ordentlig tår over tørsten. Han var da på hjemvejen fra sit bacchanal kommen i tanker om, at han havde glemt sin spade inde på kirkegården; han gik da ind for at tage den med sig hjem; men idet han ledte efter den derinde, dumpede han — omfanget som han var — på hovedet ned i den friske grav, han havde gravet om eftermiddagen. På bunden af den fandt man ham så den næste morgen i den blideste slummer — og med en lidt skrabet næse. Det var med besvær, vi tik ham halet op; han havde frygtelige » Tømmermænd «, men iøvrigt var han velbeholden. » Dér kan man sé! « havde herredsfogden udbrudt, idet han stod og så forbavset på mig! » Her har vi en bekræftelse af det gamle ord: hvo som graver en grav for andre, falder selv derudi! « « — dr. Holm havde møje med at bekæmpe sin latter, idet han, bagefter Sigrid og dr. Jensen, stavrede ind gennem kulegraverens snevre og lave dør. Den lille patient derinde — kulegraverens søn — befandt sig nu særdeles vel. Han havde allerede for 8 dage siden fået sølvrøret ud af struben; det ydre sår var næsten lukket. — dr. Jensen var svært i humør, da han klappede den lille madam på skulderen, idet han udbrød: » Det var lige godt et fint stykke arbejde, vi dér fik lavet, min gode kone! « — » Ja — jeg takker doktoren så usigelig meget! « sagde hun med tårer i øjnene; » det var jo vores eneste! « — Sigrid så helt triumferende ud og fik naturligvis sin del af takken; og hun måtte jo også indrømme, at hun virkelig havde udrettet noget her; men hun kunne dog ikke dy sig for at mumle noget om pligt. Sagen var ganske simpelt den, at da dr. Jensen havde erklæret tilfældet for strubehoste og forbudt adgang til huset på grund af smitten, var delingen, der turde tilbyde sin hjælp; og hjælp var i høj grad nødvendig; for manden var et fæ, der var meget lidt hjemme; og konen varet lille pibehoved. Så gjorde Sigrid kort proces os installerede sig i huset så længe faren stod på, passede barnet og forresten hele krammet, indtil hun for 14 dage siden, da al fare var overstået, atter tog hjem på møllen. De gik nu videre og vare snart komne til det åbne felt, hvis centrum optoges af gadekæret, hvor byens svømmende fjerkræ om sommeren fandt et tilstrækkelig fugtigt medium for sine lege; nu var det imidlertid — med sine på kryds og tvers anbragte glidebaner — nærmest egnet til at tilfredsstille fornøjelses-trangen hos byens skolesøgende ungdom. I baggrunden fandtes en større skrænt, hvor hist og her et lille hus var malerisk anbragt midt i snemasserne, der fra Toppen af skrænten næsten hang ned over dem. Her havde eu del af byens småfolk deres tarvelige boliger. Et par mindre rønner vare anbragte højt oppe på skråningen; højest oppe lå der et lille kvadratisk hus, hvor doktoren skulle hen, og det var med ikke ringe besvær, han arbejdede sig derop gennem den høje sne. Deroppe boede landsbyens før omtalte skrædder; han reside rede her som et slags potentat på Toppen af banken, det højeste punkt i landsbyen. I den gryende morgen, når den opgående sol kastede sine stråler over det prægtige snelandskab, tog » Kvadraten « med sit spidse, noget kastelagtige tag sig ret smukt og imponerende ud; kun var det ligesom en skæbnens ironi, at selve kastellets drot, » lille skrædder «, var det afgjort mindste mandfolk i hele byen. Men hvad han manglede i legemlig vækst, bildte han sig sikkert

1895_Bon_Fristelser

Fridtjof

Fristelser

Bon

Bon

Fristelser

male

1895_Bon_Fristelser.pdf

Fridtjof

Bon

dk

Fristelser

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I i en sen nattetime døde endelig ordstriden hen mellem mine venner og mig, og vi sad en stund tavse. Af de to venner var den ene drømmer, den anden jurist. Juristen var langt den ældste. Cigarrøgen trak som kampens sidste krudtrøg i lange skyer hen mod det åbentstående vindue og mødte der den kolde natteluft, der satte de hvide Gardiner ind i stuen som bugnede sejl og fik de tændte lys henne på skrivebordet til at flakke. Jeg rejste mig. „ Jeg synes her bliver koldt; må jeg lukke vinduet? “ Uden at vente på svar gik jeg hen og lukkede det og blev derefter ved med at gå op og ned ad gulvet der borte i mørke. „ Hvor vil i dog tale om politik — ja, skændes? “ begyndte drømmeren, der under den foregående diskussion kun nu og da havde ladet et ord falde med ind. Han sad henne ved bordet i gyngestolen, som han sagte bevægede frem og tilbage, mens han åndsfraværende stirrede op i lampens lys. Kort efter fortsatte han: „ Vore dages politiske meninger forekommer mig at ligne invalider, der ikke længer bør trækkes i krig, og ordene, der bruges, er grove ord, som klinger ilde i godt selskab. Hører jeg folk diskutere politik, da lyder deres tale i mine øren som de sidste krogæsters forvirrede råben i munden på hverandre i det øjeblik, de sættes på døren. “ „ Du bruger smukke sammenligninger, “ brød juristen ham af. „ Jeg bruger de rigtige, “ svarede drømmeren, „ og det er dem, det kommer an på. “ „ Hvem siger os, at dine er de rigtige; din dom er ikke den afgørende dom, heller ikke over politik. Hvorfor skal vi ikke have lov til at tale om det, så godt som om noget andet! Hvad vil du ellers have, vi skal tage os til? “ „ Tie! “ „ Altid? “ „ Til det ny, også de ny ord er fundne. “ „ Tavshed kan være tegn på dumhed og er under alle omstændigheder kedelig. “ „ Det er ikke kedeligt at drømme! “ „ Nå, er det det, vi skal bestille? “ spurgte juristen spottende. „ Ja, vi skal drømme dejlige, stolte krigerdrømme, hvori vi hører skingrende fanfarer, ser hundrede tusinders sorte myldren frem mod den vigende fjende, hører jagende rytterskarers raslende drøn over jorden, ser deres lueforgyldte hjælmes blinken i den opgående sol, hører sværdenes hvinen i luften, skrattende salvers knitren — og endelig ét sejrsråb fra hærens tusinde struber fylde luften! Og til slut skue kongens, sejerherrens, den tavse drømmers triumftog gennem landet ind til den by, han har skabt til hovedstad, hvor han krones, klædes i kongeligt purpur og salves i kostelig olie, og ved hans trone står en skare af unge helte! “ „ Vinen er gået dig til hovedet, ha, ha, ha! “ Lo juristen. Men drømmeren blev ved: „ Og vi skal drømme dejlige, hede drømme! Jeg drømmer, jeg i stille nætter sejler ad en bred og dyb flod, fra hvis sivvokste bredder en rørfløjtes kælne toner lyder ud til mig, der drager — som sagtelig føres ad Bagdad til; ved du, hvor Bagdad ligger? “ „ Nej! “ svarede juristen vredt. „ Jeg kan tænke det, “ fortsatte drømmeren roligt, „ men jeg skal fortælle dig det, for didhen er jeg nået så mangen en gang i hede ønskers nattevågen. Jeg så den by dukke op af havet på sollys strand med grønne piniers kroner og blå minareters krumme månesegl mod sky — og derinde boede under høje marmorpaladsers kølende skygger skabningens allersomdejligste kvinder, og jeg favnede dem alle, alle; jeg talte ej de Kys, men jeg kan endnu mærke det Gys af salighed, jeg følte i deres favn, det husker jeg dem på hver og en — og den by hed Bagdad, og den hedder Bagdad endnu og vil bære det navn, så længe verden lever! “ „ Å, du er gal! “ brød juristen ham af. „ Og vi skal drømme blege, kyske drømme, “ Blev drømmeren ved — „ jeg skal drømme om stille sejre, vundne mellem studerkammerets trange vægge ved mange nætters vågen, der rander mine blanke øjne røde og gør dem matte; jeg vil drømme om klosterbo og kutte grå, høre svøbens hårde slag mod det syndige kød, se det røde blod pible frem som bod for mine svare synder! “ „ Hold dog op! “ kommanderede juristen, „ med det gale snak. Det er en syg hjernes tanker, en dårlig, en fej mands drømme. “ „ En fej mands, “ gentog drømmeren. „ Ja, det sagde jeg, og det mente jeg, “ svarede juristen bestemt, „ en mand, der flygter fra livet. Gå ud i det, hvis du tør; bliv til noget ved jævnt slid, og du skal se, dine drømme blegner; du vil selv ikke kendes ved disse spøgelser, der skræmmer godtfolk på alfarvej. “ „ Ja, ja, det er netop det, vi vil, “ skød jeg pludseligt ind i samtalen, „ vi vil ud i livet, bruge vore kræfter, få lov til at se dem slå ud i handling, i livsens klare lue, en lue, som jeg kan se, tage — og brænde mig på. Lad os komme ind dér, hvor hele maskineriet sættes i bevægelse, hvor menneskeuhyrets kræfter løses, ledes og sættes i fart, der, hvor der ikke drømmes, ikke sukkes, men handles, befales, herskes. Lad os komme ind der, vi unge, og vise, hvad vi duer til, og i skal se, at vi har mod til at tøjle en verden, ejer evnen til at sætte i ord, hvad vi har prøvet og set — evnen til at sætte i digt vor kærlighed til de kvinder, som vi har tvunget til knæfald — men se, om vi får lov — og derfor...! “ „ Hov, hov, “ standsede juristen mig med, „ hvorfor så bombastiske ord, hvortil disse glubende ønsker om i det aller mindste straks at flyve op på en kejsertrone — da i alligevel dumper ned i en sveskeskuffe! Har i disse mange kræfter, 1 råber om, da gå i livets lære, begynd som den mindste og end som mester, hvis i da ikke forinden for længst er gået i skrabkassen. Men indtil da, indtil i har stået prøven ud og fået lære-drengen banket af trøjen, forskån os for eders smørerier, romaner om livet, for hvad kender i til livet, i, der lige er slupne fra skolestue og tugtens ris? Lad os blive fri for eders kærlighedslapperier, for enten klynker i i månesyg tilbedelse for en eller anden spæd jomfrus fod, en ganske hverdags lille en, men verden falder ikke i staver, fordi en student bliver forelsket — eller også fortæller i os i letfærdige udtryk om jer dårlige tilbøjelighed for et af nattens møl, men verden forarges ikke over snavsede personer — den ynkes. Vent, til i selv bliver betagne af en stor, stærk, mandig kærlighed til kvinder, til en, der ejer højhed i lidenskaben, renhed i hjertet, der har kvindelighedens sødme i sjælen som ynde i legemet, og alt det adlet, gjort skærere ved kærlighedens forunderlige nådegave, der tvinger selv de værste af os mænd i knæ! Men se, de kvinder møder i ikke, ikke i den alder! “ „ Du skal ikke være så kæphøj; hvad ved du om, hvad kvinder vi har mødt, “ svarede jeg. „ Å, det kan jeg læse mig til i de unges romaner! “ „ Jeg kan ikke svare dig regnskab for alle de unge, men jeg har truffet en kvinde, som. „ Som hvad? “ spurgte juristen drillende. „ Som du aldrig har truffet, “ fuldførte jeg; „ den slags kvinder møder man ikke mange af i sit liv! “ „ Hvor har du gjort det interessante bekendtskab? “ „ På rejse. “ „ Nå, på din lille rejse til Berlin; jeg troede ikke, man kunne opleve noget på så kort en tur, du vil vist bilde os noget ind! “ „ Du er altid mistroisk, “ svarede jeg undvigende. „ Da har du aldrig før fortalt os om noget sådant, “ begyndte drømmeren, „ vi, som dog skal kaldes dine venner; det er da ikke underligt, om vi nu stiller os lidt tvivlende, indtil vi har fået fuld forklaring. Men så fortæl dog, jeg brænder af nysgerrighed! “ „ Jeg synes, man kan være venner i noget, dele meget, men den slags ting, dem — dem beholder jeg helst for mig selv! “ „ Nå, det er ellers en smuk tiltro til venner, “ Brød juristen mig af — „ men oprigtig talt tror jeg, at du kun ved den talemåde vil holde os hen; hvem har du kunnet møde? “ „ Så hør da, “ svarede jeg iltert, „ og sig mig så, om jeg intet har oplevet! — i ved, jeg i efteråret måtte rejse den tur til Berlin for min far. — i en mørk nat stod damperen „ Kønig Wilhelm “ ud fra Gedser med også mig om bord. En tilfældig medrejsende og jeg gik længe op og ned ad det tomme, klamme dæk, indtil vi én gang gik helt frem i forstavnen, hvorfra et elektrisk lys kastede sin blå lyskile som en søgende sonde ud i nattens mørke. Vi standsede begge og så ind i denne lyskile, der pludseligt holdtes stille og stod ud fra damperen ind i mørket, som den' flængede et gabende hul i fra sky til hav og vækkede dybt under os bølgerne af søvne og satte dem med perlende skumkamme så pågående tydeligt ind i sin biendramme, at det var, som tunge sveddråber randt ned ad bølgernes rygge, ad den bølge dér lige midt for, der bar agterenden af en vippende skonnert. Og ud for af natten et sølvstænk ind i det lys; der kom ét til i en dalende bue — og derpå sluktes de begge. Jeg stod længe og ventede på endnu et sølvstænk, men der kom intet. Jeg blev dog ved at stirre og spurgte til slut min rejsefælle: „ Så de dem, hvad var det? “ Jeg spurgte igen, der kom intet svar; jeg vendte mig om, han var gået, men ved siden af mig stod — hun, en dame i stor pelsværkskåbe, og stirrede ind i 9 lyset forbi mig. Jeg skulle gå, men gjorde det ikke; jeg kunne ikke få mine øjne fra hendes, før der blev trykket på en knap med et lille dir, lyset dræbtes, og alt blev bælgmørkt foran os. Hun dukkede med et suk ind i det store pelsværk, stod en stund endnu og gik derefter tilbage over dækket. Jeg stod og så efter hende, til hun forsvandt ind ad døren til den store midtsalon. Jeg spurgte straks mig selv — er hun smuk — å nej, å jo, alligevel, for hvem kan være uden lyde under det ubarmhjertige, elektriske lys — om natten — på søen, men hendes øjne var sære, smukke, helt smukke, når de bad; for de bad, det forstod jeg, men hvad kunne de bede lyset eller natten om? — jeg gik straks ind i midtsalonen, men hun var der ikke; jeg søgte ind i spisesalen, men heller ikke der var hun. Til slut satte jeg mig i en sofa, hvorfra jeg havde overblik over begge saloner og nedgangen til sovekahytten for at passe på, men jeg faldt i søvn. Jeg vågnede først, da min rejsefælle kom hen og vækkede mig, i det han fortalte, at vi nu var i vvarnemunde, og spurgte, om vi ikke også skulle fra borde. Jeg for op, de fleste passagerer var allerede borte, og vi to skyndte os derfor over landgangsbroen ind til toldeftersyn. Det gik rapt fra hånden; tolderne var morgensøvnige og længtes tilbage til deres halvlunkne senge; derfor stak de kun et halvt øje og en tilstoppet næse ned i folks kofferter og klæbede straks deres lille, røde plakat på siden. Dermed var vi inde i det store rige. Men jeg blev stående og så mig søgende om i det høje, kolde rum, der næsten var tomt, da de fleste passagerer allerede var slupne gennem toldeftersynet og ud på jernbaneperronen — kun henne i et hjørne rodede to virkeligt ivrige embedsmænd dybt nede i nogle høje kofferter, mens en drager kom slæbende med et par stykker til hen mod den lave disk. Ved siden af stod to damer og talte ivrigt, den ene af dem var hende, jeg søgte — i den store pelsværkskåbe. Jeg nærmede mig og kunne straks høre, de ikke var det tyske sprog helt mægtige, accenten var svensk. Jeg trådte til og tilbød min hjælp, som blev modtagen. Efter megen snakken frem og tilbage fik jeg endelig stillet de to toldere tilfreds, lågene blev smækkede i, og den anden dame, der var i følge, trådte til og låsede dem omhyggeligt af med mange sindrige mekanismer og lukker. Jeg udtalte min forundring over, at et par enlige damer førte en så stor bagage med sig. Hende i den store pelsværkskåbe svarede da på godt svensk, at det heller ikke var morsomt, men hun måtte til det på embedsvegne. Med nogle almenhøflige ord fulgte jeg damerne ud gennem perrondøren hen til toget, der ventede. De gik frem mod en sovevagon. Lige ved trinnet standsede jeg og gav hende mit kort. Hun takkede, vendte sig til ledsagerinden og bad hende give mig sit; jeg fik det, bukkede og trak mig tilbage. På vejen hen mod min kupe grundede jeg over forholdet mellem de to damer, og så snart jeg var kommen ind i kupeen, lod jeg den grønne silkehætte smække op for det matte gaslys, stak hendes kort ind mod kuppelen og læste navnet. Jeg blev forbavset, stak kortet atter ind mod lyset og stavede det igennem — jo, det navn stod der virkelig, hendes navn, den berømte sangerindes. Jeg stirrede på kortet til det gav et ryk i vagonen, så jeg tumlede om og blev liggende en stund, som jeg faldt. Endelig lagde jeg mig helt til rette og var hurtigt inde i en dejlig drøm under de rullende hjuls klaprende sang, der for mine øren tog hendes navn med som et dejligt omkvæd. Jeg vågnede først, da vi suste ind under stettiner-bahnhofs glastag. Hurtigt var jeg ude, tilbød atter min hjælp, som blev modtagen, og ved afskeden bad sangerinden mig om at aflægge hende en visit på det hotel, hun agtede at tage ind på. Ud på eftermiddagen gik jeg med en kendelig benovelse op ad de brede trapper i det store hotel, hvor hun boede. Jeg blev modtagen med kunstnerisk åbenarmethed af sangerinden, forestillet for den anden dame, der var hendes kammerjomfru, selskabsdame, rejseledsagerske, spiste middag sammen med damerne, gik i den kejserlige opera — og var i hendes selskab hele de tre korte, men dejlige dage, hun og jeg var i Berlin. Den sidste aften, vi var sammen, talte vi i begyndelsen om — ja, det har jeg næsten glemt, men jeg tror, det var om litteratur. Pludseligt brød hun af og sagde: „ Nu skal jeg svare dem på det første, de spurgte mig om, kan de huske, hvad det var? “ —- „ Nej; har jeg spurgt dem om noget, som de ikke har svaret mig på? “ — „ Ja, de er nok glemsom! Spurgte de ikke om de blinkende sølvstænk, der skød ud fra nattens mørke ind i damperens elektriske lys? “ svarede hun. — „ Jo—o, men det var dog ikke egentlig dem, jeg ventede svar af. “ — „ Nej — men nu skal jeg give dem det, “ sagde hun og satte sig tilbage i sofaen — „ det var måger, der skød ind i lyset. “ — „ Måger? “ — „ Ja, hvide måger, der fløj igennem — er det så utænkeligt? “ — „ Å, vist nej, det er tværtimod ret naturligt — dér er forklaringen, og der gives ingen anden. “ — „ Nej, der gives ingen anden, stol de på mig, “ svarede hun langsomt som hen for sig, men pludseligt så hun mig hurtigt og forskende ind i øjnene og spurgte: „ Hvorfor stod de og ventede? “ — „ Jeg — nå om bord på damperen — ja, der ventede jeg på et tredje blink for at komme til klarhed over, hvad det hele egentlig var — men de gik heller ikke straks, og de vidste dog, at det var måger? “ — „ Å, jeg syntes blot, det var interessant at se — se dem en gang til, “ svarede hun henkastet. — „ Var det derfor deres øjne bad? “ spurgte jeg sagte. — „ Mine øjne bad, “ gentog hun hurtigt — „ så de mine øjne bede? “ — „ Ja, det så jeg. “ — „ Så de virkelig? “ spurgte hun. — „ Ja! “ — „ Da ser de godt! “ — „ Å ja, men jeg tror dog, deres øjne beder bedre. “ — „ Nå ja, hvorfor nægte det, jeg bad, men kan de gætte om hvad? “ — „ Nej! “ — „ Om en måge til — eller rettere om den samme måge ville slå sit tredje slag gennem lyset; for der var kun én måge! “ — „ En — jeg så da to. “ — „ De så to blink ja, men af samme måge, der vendte og atter slog gennem lyset; det var min måge! “ — „ Deres måge? “ gentog jeg forundret. — „ Ja, hvorfor ikke min — lige så godt som deres? “ — „ Meget snarere deres; jeg har ingen fordring gjort på den, men vil de ikke forklare mig...? “ — „ Skulle jeg fortælle dem “ — hun så skælmsk hen på mig — „ skal jeg? Å nej, lad mig heller vente, til vi træffes næste gang! “ — „ Næste gang, hvor ved de, når og hvor vi træffes næste gang? De skal i morgen tidlig rejse mod syd, og jeg i nat mod nord; jmåske ser jeg dem aldrig mere — å fortæl! “ — „ Jo vist ser jeg dem én gang til, måske mange gange, det føler jeg; jeg har [sådan en mærkbar fornemmelse i den henseende — nej, nej, nu har jeg ikke lyst, bed mig ikke! “ — og mine bønner hjalp intet, jeg fik ikke noget at vide om hendes måge. Da vi skiltes, sagde hun: „ Nu er de bedrøvet over at skulle rejse mod nord, men når de næste gang drager ud, sæt da kursen mod syd, ned til den by, hvor jeg vil hvile ud efter så megen omflakken. Jeg venter, til de kommer! “ „ Ja, det var det, jeg oplevede, “ sluttede jeg, „ var det ikke noget? “ „ Tja, “ svarede juristen, „ det var begyndelsen til noget. “ „ Og hvad vil du nu? “ spurgte drømmeren. „ Hvad jeg vil, “ gentog jeg, „ jeg forstår ikke.. „ Men, menneske, forstår du da ikke, at du her har begyndelsen til livet, til et livs eventyr; du har truffet en mærkelig kvinde, som venter dig, og du kommer ikke! Du har guldæblet i din hånd, og du lader det falde! Du lader denne måge slippé dig af nettet og...! “ „ Men hvad vil du da, jeg skal gøre? “ spurgte jeg usikkert. — „ Hvad du skal gøre; du skal naturligvis rejse, rejse straks, den dag i morgen. Du ved, hvor Bagdad ligger og betænker dig endda! “ Jeg stod bevæget, tavs. Juristen sagde til drømmeren: „ Nej, kære drømmer, hverken han eller du rejser, aldrig i evighed, nej, i tør ikke, dertil er 1 for små! I praler af kræfter, råber på livet men kommer det, ja skimter i blot en flig af det, da taber 1 vejret, i falder straks ynkeligt sammen, i kan ikke, j må ikke, i tør ikke, i famler og raver, og imens er livet, det store, brusende, bragende tog forbi, og i står og stirrer betuttet efter det. Er det helt forsvundet, går 1 hjem og drømmer og digter om det liv, i aldrig turde leve “. „ Er du sikker på det “, spurgte jeg sagte. „ Ja, jeg er “ svarede juristen, „ fordi 1 ikke er mænd, men klynkende poeter af mange ord! “ „ Godt, jeg rejser “, svarede jeg bestemt. „ Du rejser? “ spurgte juristen drillende. „ Ja, jeg gør ikke for at vise dig mit mod, det ville være naragtigt, men fordi jeg føler skæbnen over mig. Jeg kan ikke andet, jeg må atter se den kvinde, det gå mig, som det vil. Hendes sidste ord har jeg ofte gentaget for mig selv og lige så ofte skudt dem fra mig i halv angst, i uvilje, men de lader sig ikke glemme! Er det ikke hendes stolte skikkelse, hendes dunkle sjæl, der har givet mig denne underlige uro i blodet, denne længsel efter påny at komme ud, som jeg ikke har kunnet dræbe? Er det ikke hendes måge der har kredset om mig og draget mig? Jeg rejser for at lære en kvinde at kende, som har været inde i livets, måske lykkens slot! Ja, jeg gør! “ Der blev helt stille, underligt tyst i værelset, da jeg havde talt. Vi så betagne på hverandre, for ikke havde vi anet, at det vi havde begyndt på i drillende spøg, skulle føre så langt, ud i ord, der ikke kunne drages tilbage, men måtte følges af handling. Vi havde leget, kaldt på livæt, og nu stod det der uden for døren og ventede på en af os, på mig, der havde råbt højest, og at jeg ville gå derud, derom tvivlede ingen, ikke en gang jeg selv, for det var som min sjæl skjalv i sælsom undren under min viljes besluttethed. Til slut brød drømmeren tavsheden: „ Rejs, ja rejs da og find dit Bagdad! “ i da jeg kom hjem i den lyse morgen, gik jeg ikke i seng, men pakkede ganske roligt min koffert og ordnede alt til en lang fraværelse. Så snart min fader kom op, gik jeg ind på hans værelse. Vi talte længe sammen, og jeg brugte bevægede ord, som sagde ham, at mit indre liv stod på spil, min sjælefred gik til grunde, hvis jeg ikke fik lov til at rejse, og det straks. Skulle jeg blive til noget, skulle jeg få tillid til de evner, som jeg troede at eje, da måtte jeg ud og prøve dem. Min fader så længe på mig i tavshed; endelig spurgte han, hvor jeg havde været om natten, og jeg sagde ham det, ja fortalte ham alt, hvad der var hændt mellem os tre venner. Da han også havde hørt det, svarede han: „ Godt, rejs! Det kunne synes underligt, at jeg giver dig tilladelsen, men jeg har en gang følt det samme som du, og fik ikke lov til at rejse. Jeg ved, hvad det har kostet mig, derfor giver jeg dig nu lov “. det blev besluttet, at jeg skulle rejse over Korsør til udlandet om aftenen. Hele dagen før min rejse talte jeg roligt og besindigt med dem hjemme, foretog intet som var unormalt, og dog gik jeg som med et fint blåligt slør for øjnene og hjernen. Jeg så nok alt, men i farvet belysning, jeg tænkte, men under en sær betagenhed — i en handlingens rus. Og den holdt sig, da jeg, i udtog jog gennem Sjælland og ved midnatstid kom til Korsør, hvor kielerdamperen ventede og snart efter førte mange rejsende og mig med ud på Storebælt, der lå stueglat og bonet af månens dyreste sølv. Hvor husker jeg ikke et billede af ung kærlighed fra den natsejlads! Da vi var komne langt fra land, gik lidt efter lidt alle de rejsende ned for at sove; kun to unge mennesker blev tilbage på dækket foruden jeg. De gik op og ned ad dækket noget fra hinanden og talte engelsk. De vandrede op og ned, han og hun, og så sig dvælende omkring, til jegmedlidendegik bag den store dampskibsskorsten — og da jeg igen gik stille frem, havde de sat sig tæt sammen på en bænk. — de hviskedee ømt, jeg rørte ikke en fod, han pegede ud på månens brede, gyldne vej derude på vandet — deres lykkes vej — men hun ænsede den ikke, hun hørte knapt hans ord, hun så kun på ham, ind i hans øjne, — så ømt! — han talte længe, før han blev hendes søde uopmærksomhed var, da bøjede han sig henrykt frem mod hende, hun lænede hovedet tilbage mod hans arm, og han kyssede hende i så søde Kys, at jeg skjalv af betagenhed; men hun må have lænet sig for langt tilbage, for hun så mig — og gav et skrig. — han sprang op og for udfordrende hen mod mig, men jeg afvæbnede hans vrede med et deltagende — i understand jou, i understand jou! — og gik ned i kahytten. Jeg syntes min rejse var begyndt under heldige varsler, og jeg faldt i søvn med forventningsfulde drømme om, hvad dagen ville bringe. Og endnu var jeg glad, da det unge par den næste morgen i Hamborg steg ud af toget, de skulle sagtens ikke længer, mens jeg kørte videre bort, langt bort til Bremen! Men næppe havde jeg nået denne by og gik — fra mit hotel — nedad dens Hovedgade, før min stemning faldt, min glæde svandt. — jeg ved ikke, hvordan det kom, men pludselig spurgte jeg bedrøvet mig selv, hvorfor i al verden jeg var kommen til denne by? — for en grille skyld, af syg forfængelighed; i en vinrus lod jeg mig ægge til at være en fandens Karl, der stod ved sine ord, men nu — nu er rusen borte, og virkeligheden står i stedet. Hvad vil jeg? Søge denne kvinde op, men hvad tør jeg —• ingen ting — jeg tør ikke engang se hende, og vil ikke se hende, nej, for hvad har jeg med hende at gøre, hvad har jeg at sige hende — ja, jeg ved ikke selv. Hvorfor skulle jeg dog plapre ud med den historie, hvorfor kan jeg aldrig tie! — men det er heller ikke nobelt, ikke det mindste fint af juristen, at få én — i en tåget nattetime — til at forløbe sig, fortale sig, lokke en til at bruge de store ord og da benytte sig af det, sætte skruen på og klemme én fast, så fast, at man prøver på at stå ved dem, mens han fornøjet sidder tilbage og gnider sig i hænderne. — ja, han kan sagtens, men jeg? — å gid jeg var langt herfra, hjemme på min fødeø hos min lille kæreste, da kunne jeg nu lidt hen på eftermiddagen gå en tur med hende op over den høje bakke, og var vi nået op til bakkekammen, havde vi ned for os i skrånende tavl gule rugmarker, sorte plovagre, brun-grønne skove og allerlængst nede havet — så vidt at skue! — og vi kunne gå ud i strandskoven og sætte os på den høje skrænt og se — over skovdiget ned på kløvermarken, hvor de unge heste løber tøjret i ring — og langs den smalle sandede sognevej ned gennem bakkerne, lige ud til det muslinghvide strandsand. Fiskerlejet ligger gemt under brinken, det ses ikke fra skrænten, men vi kunne tælle alle bådene, der gik ud fra lejet, ud i fiske; vi kunne tælle dem ude på havet som hvide blomsterfnug i en mægtig, blå skål. — Havde vi hvilet os ud i det bløde Mos, i det jordslagne, årsgamle løv og længe nok set op i træernes kroner og højere op, hvor lette sommerskyer drev i fart over himmelen, da ville vi vandre ad stien tilbage, ad den sti, der fører gennem mandshøje bregner over mosegrund. Og havde vi drukket den syrlige, skarpe Duft, der står derinde under disse bregner, var vi komne frem til skovledet, hvor den ville rosenbusks blomster rødmer undseligt til skoven. Der havde jeg bøjet hendes hoved mod min skulder og kysset hende, og derfra var vi gået det sidste stykke vej hånd i hånd ad den brede marksti, over åens vippende gangbræt op mod stuehuset og ind i havestuen, der gemmer sommerens dejligste svalhed og skygge fra de store, brusende Linde udenfor! —men nej, nej, nu stod jeg her ganske alene i en fremmed stad, der syntes mig byvarm og stinkende som ingen anden. Det kunne intet nytte at drømme sig skygge til, den var ikke at finde over jorden, og derfor bøjede jeg hovedet og søgte den under jorden i rattskeller, Bremens berømte rattskeller, hvor så mangen en strandet skipper har søgt lindring for rejsens strabadser. Straks på den stejle trappe nedover slog kølig dunkelhed mig i møde, og da jeg kom helt ned, hang et flagermuseagtigt halvmørke under den gamle rådhuskælders spidse kirkebuer og gav det hele rum et sløret, mystisk udseende. Jeg satte mig — lettere i sind — hen ved et bord, hvor der ingen sad, og bestilte en halv rudesheimer. Et glas og den halve flaske blev hurtigt stillet foran mig, og med en fryd, jeg aldrig havde kendt før, stirrede jeg ind i de store, fulde dråber, der perlede om flaskens sider. Jeg greb om den og fornemmede et eget velvære, da disse dråber brast og deres kolde væde isnede min hånd. Jeg skænkede i glasset og så andægtig over den stille vinflade, hvorfra der gik en Duft, mere frisk og syrlig end duften fra al verdens bregnesporer; jeg satte munden til og sugede først ganske langsomt for at spare, men standsede dog ikke, før glasset var tømt. En gang skal man da smage vin, rigtig til bunds; over bord med den evige sparen! Jeg fyldte mit glas igen, satte det forventningsfuldt foran mig og så mig rundt. Det var alså her, Arthur fitger og den store Heine drak, drak i kølig vin en skål for det gæstmilde Bremen. Jeg vil drikke en skål — ikke for Bremen — men for eder, for eders kølighed, i kirkebuede haller, der gemmer vinen, denne lægedom, som dulmer al smerte og lysner hver sorg! Gem den, køl den og forvar den vel til sommerens hede, skænk den da i for den unge vandringsmand, der ville ud i livet — og dumpede ned i Bremen, som han mente var en gammel han<saby, hvor der dobledes og sloges, elskedes og drak, en stump af middelalderen glemt og gemt til vor tid, men som han fandt at være en fedtet marskandiserbutik i elektrisk belysning — giv ham for den skuffelse, foi de han har lidt og de mange, han endnu har tilbage på sin vej, giv ham en stemning dunkel, grøn, duftende — da vil jeg drikke jer skål, i haller, skål! — lad ham glemme det liv, der ligger bag, lad ham glemme skrænten derhjemme under de høje bøge — og havet — ja havet, skal det glemmes? Å, riidesheimer er lige så grøn, lige så kølende, og den kan drikkes; det kan du [ikke hav, i alt fald ikke godt. Gid du blot, min kære Østersø, var et rinskvinsk hav, jeg skulle favne dig, skål! — jeg skulle kysse dig, skål! — nu kan jeg bedre forstå den engelske konge, der druknede sig i et fad malvasiervin, den fyldebøtte syntes jeg altid tilforn, men nu — hvem gjorde ikke som han, når han blot kunne komme til! — Kellner, giv mig en riidesheimer til, en hel! Jeg skænkede op, ah, ah, ah! Nu havde jeg en hel flaske at tage til, en hel; jeg har aldiig kunnet lide disse halve-vinflasker, en lurvet gentilitet! Da jeg havde tømt den halve flaske, dukkede pludselig en Kellner op foran mit bord med et mægtigt nøgleknippe i den ene hånd og et tændt lys i den anden. „ Kære, er de diogenes med lygten “ spurgte jeg — „ så kom her, drik med mig og sluk den osende tande; for hverken ved dagens sol og ikke heller ved lygtens prås finder de et menneske, men gå ud i natten og føl dem for, da vil de ikke finde ét, men mange mennesker. De vil høre dem hulke i den dybeste sorg, juble i den saligste glæde, stønne af det beskeste had, i den sødeste brynde; de er alle mennesker, for de tør være sig selv, sig selv til den inderste trævl, for natten er sort, så sort, at alle katte bliver grå. Mørke gør modig, den lyse dag skaber feje folk; ræde lusker de rundt i dagen og længes mod natten, og nu kommer den snart, den salige; sé den har allerede lagt sig i krogen derhenne, svøbt i sig selv, men se nu, hvor den begynder at strække sig og komme frem, blød og myg som en kælen kat; klap den dog, du diogenes, stryg den, så den krummer ryg og vokser op gennem taget og breder sig over det ganske land 1 “ Jeg så stift på den bukkende diogenes; han havde øjensynlig ikke forstået et muk af, hvad jeg sagde, jeg talte dansk. Han bukkede igen og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at syne de store vinkældere. Nu lagde jeg først mærke til, hvad han sagde. — om jeg havde lyst til at se vinkælderen, det var også noget at spørge om! — jeg skyllede min vin ned, rejste mig og var snart i Trup med en hel flok englændere, der stod parat med baedeker og spidset blyant. Vi gik om bag et fad, og kellneren stak en kirkenøgle i en mægtig dør, der sprang op, og en muggen kælderlugt slog os i møde. Englænderne stormede ind som et kobbel snusende hunde, lyset flakkede op ad vægsiderne, satte glans i det drivende vand — og i det samme begyndte kellneren at haspe af sin visdomsten: — „ De tolv apostle, kaldte så...! “ „ Hvad for noget, de tolv apostle? “ „ Tolv fade, opkaldte efter de tolv apostle! “ „ Nå, sådan “ — og han kørte videre, og engelskmændene fulgte med i baedeker, men kellneren snakkede dem pokker et øre af. De blev urolige og tog til at spørge; kellneren begyndte forfra igen på Ramsen, men nu noget hurtigere; de standsede ham fortvivlede med blyantspidserne nede i bøgerne. Han trak på skulderen, tav og skred videre med sin tælleprås. Jeg tænkte — vi har de opvartere, vi fortjener — og fulgte med de øvrige fra fad til fad, fra kælder til kælder. — og det var fade store som noæ ark; jeg bankede på et af dem, og en drønende, hul lyd svarede mig dybt inde fra. „ Er de tomme? “ spurgte jeg. „ Ja, på ét nær; alle de andre har franzosen tømt, da han var her 1812! “ „ Hvor meget gav han for dem? “ „ Gav — han tog dem gratis — og gav hug til drikkepenge, og det var vin, der var dyr! “ „ Så! “ „ Å ja, for af det fad, som er her tilbage i rosenkælderen, af det koster en dråbe — 3400 mark! “ Alle blyanterne for ned i bøgerne, og' jeg kiggede hen på kellneren i håb om, at han skulle smile forstående til mig over en så dundrende løgn, men han fortrak ikke en mine, og det duperede mig. Han lyver godt, tænkte jeg, eller måske er det sandt, sådan omtrent da — og videre gik vi gennem kælderne, forbi fad ved fad, og de var fulde. Jeg gik i min vintørstige sjæl og ønskede — bare den tykke egedør smækkede i, og kellneren ikke kunne lukke den op herinde fra, men alligevel stak nøglen i og brækkede den af derinde i låsen, så vi ikke kunne komme ud, uden at vi drak os en ny vej igennem én af de store fyldte fade. — å gud, hvor skulle jeg svømme rundt og drikke derinde! Mens jeg gik og drømte denne smukke drøm, dukkede vi atter, ført af den gentleman til opvarter, ud i forkælderens halvdunkle lys. Diogenes slukkede sin visdomstande og strakte håanden frem — et moderne klogskabens tegn, der røbede stor kendskab til menneskelig godmodighed. og atter søgte jeg hen til mit bord. „ Lad mig få et glas af den gamle vin! “ „ Vil Herren have af apostelvinen fra 1797? “ „ lavel! “ Jeg fik vinen; den var gullig af ælde og duftede sødt helt ind mit hjerte, og jeg drak den første slurk til apostlenes ære. — i fromme asketer og fiskermænd, da i levede, var der vel næppe den, der ville spendere et glas øl på eder end sige en flaske vin, og nu låner i beredvilligt navn til hele fade! I var handlingens, modets mænd, men hvad er vi — jeg — pøj! Skål, skål, i franskmænd, jer kan jeg lide; i tømte disse bissekræmmeres lommer, drak deres vin, kyssede deres piger; gjorde de vrøvl, fik de prygl. Kræmmersjæle takserer kun vin og piger til så og så meget dråben, krigsmanden køber dem for gyldne dukater, eller tage r dem med blanke slag. Skål, i franskmænd, stod i op af gravene igen, jeg ville sværge til den store kejser og være med til at tømme den bremer-vin til 3400 mark dråben. Guds død, man drak sig jo til millionær på mindre end en halv time, skål! Tro ikke, at tiden er vanslægtet, der er mænd til endnu, der tørster efter eventyr, der vil vinde guld og grønne skove; jeg bær marskalsstaven i mit tornyster! Af vejen jurist med dit spottende smil, du drømmer, spind videre på dit hjernespind —jeg vil ud i det store, det mægtige, det prægtige liv! Giv plads folden bedste våbendrager, jeg ejer de blankeste våben, det rankeste mod, jeg vil vinde prinsessen og det halve kongerige! Iii jeg sejlede ned ad rinen, bøjede mod vest til Strassburg, det var min mening at rejse til Paris; for jeg ville ikke derhen, hvorhen jeg droges, men dér, ved Tysklands sidste grænsestation, bøjede jeg mig for overmagten, for skæbnen, jeg ejede ikke mindste gran af modstandsevne tilbage; aldeles instinktmæ

1898_Staehr_FritsOgMarie

S. Christensen

Frits Og Marie

Stæhr

Staehr

Frits Og Marie

1898_Staehr_FritsOgMarie.pdf

S. Christensen

Stæhr

dk

Frits og Marie

Folke-Roman

n

gothic

K. Christensen

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Det er en smuk dag i juletiden, solen er lige ved at gå ned, da en ung, smuk lærer kom til en landsby i nærheden af Silkeborg. Han var en af sin tids mest ansete og dygtigste lærere, som rygtede sin gerning godt, og blev siden for sin nidkærhed og gudsfrygt en agtet mand der på egnen. Han styrede straks efter sin ankomst sin gang mod det lille hus, der omgivet af træer stod over ved den lyngbegroede bakkerække, som dannede dalens nordside. Det var just nu i denne aftenstund, at læreren skimtede sin tilkommende kone; o! hvor sødt var ikke dette syn for ham, han sammelignede hende med en rose, som stod omringet af lyngen; nu kom han for at afplukke den dejlige rose. Han ilede nu hurtigere til og var snart nede ved bækken, som han let som en fjer sprang over, og snart stod han side om side ved sin elskede. „ Goddag Anne “! sagde læreren, „ hvordan har du det “? „ Tak “, sagde den unge rødmende pige, „ ret vel “! „ Værsgod, vil du have en håndfuld nødder “, vedblev han, men hun svarede: „ Nej! jeg tør ikke tage mod dem, thi moder har strengt forbudt mig at tale med dig. Hun siger af det aldrig bliver til noget med dette ægte skab, thi du har ingen plads og for kan vi jo ikke holde lryllup “. „ Det var da et fosset indfald af din moder, “ sagde læreren undrende. „ Du må helst gå videre, sagde pigen, “ thi jeg er ked af af få fortræd af nun moder. “ „ Dien jeg vil ikke længere, “ indvendte læreren, „ jeg har kun ærende til dig, min pige, hvad har din moder imod mig? Du må ikke komme ind, førend du har sagt mig det. “ Hun smuttede alligevel fra ham, han stod nu ene en stund og hans hjerne blev gennembrudt af mange tanker. Nej, i dag var hun ikke hans egen tro mine, hun var i høj grad underlig. Han måtte efter hende for af få alle ting opklarede så måske han kunne gøre det godt igen. Gennem en lagdør, som vendte mod haven sneg han sig ind og var nu i nøkkenet, hvor mine gik og forrettede sin sidste affengerning ved af rage ilden. „ Hvor tør du komme her “, sagde hun forskrækket! „ for guds skyld, gå din vej. “ „ Jeg går ikke før du siger, hvorfor din moder er så vred på mig? i^s har to aldrig gjort hende noget. “ „ Hun er vel ikke vred på dig! men da jeg kom hjem fra rejsen fortalte jeg, at du havde været så flink mod mig. “ „ Men min søde pige, blev din moder vred på mig derfor? Det var dog mærkværdigt! “ „ Hun sagde, at de unge lærere ikke kunne forsørge en kone, og det var meget vanskeligt for dem at få embede nu i vore dage. Jeg tænker på dig så meget, ak gud, jeg tænker på dig altid, så tog hun mig i strengt forhør og jeg måtte jo bekende, at vi vare kærester. “ „ Nå, og det kunne hun ikke lide; men jeg kommer i dag for at sige dig, at jeg i disse dage er bleven kaldet til skolelærer, så at vi nu næsten er blevne naboer, og så håber jeg ikke at din moder har noget der imod. “ I det han sagde det sidste, klappede han hendes smukke kind og strøg hendes lyse krøllede hår; medens mine svarede „ Jeg skal nok være dig en tro pige. “ „ O, mine elskede mine, “ svarede læreren, hvor ofte kar jeg ikke set dig og drne klare og skønne træk i mine drømme de lyse, dine røde, friske kinder og dine blå øjne “ Ja, hun var i et og alt en skønhed i lærærens øjne. der hengik nu 3 uger i stilhed, inden de 2 elskende holdt deres bryllup i dunes fattige, men smukke hjem og dagen efter flyttede dune med sin diand over i skolen, og her boede de lykkelige og tilfredse i deres hjem, og 10 måneder efter brylluppet fik de en søn, og 6 år derefter en datter. De lærte tidlig deres børn af bede, og de fik en god og kristelig opdragelse, som er godt for børnehjertet tidlig af kende deres gud og skaber samt af blive holdt til orden og lydighed. Deres søn, som var den ældste af børnene, var forældrene hengiven i et og alt. Faderen glædæde sig meget ved sin søn, der var meget begavet, og forældrene ventede i ham af finde deres støtte, når de blev gamle. Dioderen var især stolt af sin søn da han til eksamen erholdt første karakfeer; han var meget afholdt af stne lærere og i alle diåder agtet og elsket af sine kammerater. Da han var færdig med sin eksamen ( læreren og hans kone forglemte ikke af takke Herren derfor ) skulle han nu blive hjemme for af hjælpe sin fader i skolen. Frits, som var en møllersøn derfra sognet, havde også valgt den unge lærer til sin fortrolige. De kom meget ofte sammen med hinanden, og de blev gode venner. Den unge lærersøn begyndte kort derefter af skrante, men ingen anede, af denne sygdom skulle blive til dsden, men det blev den desværre. Det blev desværre en sygdom til døden, den som man i daglig tale kalder tæring, og det blev også snart klart for hans forældre af hans bortgang herfra ville komme; han blev pirrelig og kunne ikke omgås nogen, nren møllerens Frits var den eneste, som han skuttede sig til under sin sygdom. Da Frits var et godt og kærligt menneske tiltrods han var ikke-kristelig, men af et godt gemyt, kunne han ofte trøste den syge lærer, som ikke længere kunne hjælpe sin fader, men måtte opgive det på grund af sin sygdom som stedse tiltog mere og niere. Frits var stedse mere og mere hos ham i sin fritid, og skolelæreren og hans kones ængstelse blev stedse større og større over af de skulle miste deres eneste søn. Læreren sagde en dag: hør, kæræ mine! ( således hed lærerens kone ), vi må sinde os i, hvad gud tilskikker os her i livet; det er første gang gud sender os sygdom, men du kan tro, kæræ mine, af det er til vort sande gavn, og derfor bør vi takke Herren, og være glad ved hans tilskikkelser og sinde os tålmodig i om vor kæræ søn skulle blive os berøvet ved døden, og som perren finder bedst både for os og ham. Vi skal være tilfredse med guds vise styrelse, og så sige som job, perren gav, perren tog, hans navn være lovet. det blev stedse dårligere med det unge menneske, og læreren måtte miste deres eneste søn, deres håb og trøst samt deres sidste støtte på deres gamle dage. Ak! nu var alt dette ikke mere for dem. Nu nærmede hans sidste tid sig mere og mere, det kunne den syge selv forstå, at tiden snart var omme, hvorfor han lod Frits, hans ungdoms vejr, komme fil sig; han ville sige ham et farvel for sidste gang, og med det samme tog han afsked med fader, moder og søster, og kun en kort stund derefter indfandt døden sig. Der blev stor sørg i skolehuset uden lige, da de mistede deres eneste og håbefulde søn, og mange vare de, som ledsagede ham fil hans sidste hvilested. Lærerfamilien levede derefter stille og holdt sig i bøn fil perren, ved tanken om, at de hisset skulle samles med deres kæræ søn og Broder, som er gået forud for dem for at modtage dein i de boliger, som perren har beredt sine, hvor de aldrig mere skulle skilles fra hverandre, men nyde den evige fryd og glæde. Mølleren og kone samt Frits besøgte flere gange lærerfamilien og trøstede dem på bedste måde. Læreren og mølleren samstemmede ikke rigtig i deres anskuelser, kun i Frits havde bedre følelser trængt sig frem. ved af omgås den syge lærersøn, som var Frits ' bedste ven, var han bleven rørt over af høre sin syge ven tale og gå døden frimodig i møde, hvilket havde virket en del på Frits, så han var kommen fil af tænke på det bedre, da han af naturen var et godt menneske. i. For af se i hvilket forhold møllerfolkene stå fil vor skolelærerfamilie kan vi se lidt tilbage i vor fortælling med den afdøde lærersøn. Det er en venlig høstmorgcn først i August. Solen står skinnende på himlen, men nede i den snævre Dal, ikke langt fra skolen, ser man endnu intet fil solstrålerne; der har lejret sig en tyk tåge dernede, og man kan næppe for tågen se de med vækst bedækkede høje, der hæver sig på begge rader af møllen, næppe 2 stenkast fra møllen, og dog er allerede alt i møllen i travl virksomhed. Mølleren er ingen syvsover, og hans folk tør heller ikke være det. Atollen klaprer frit og muntert, og Frits, atollerens son, en Karl på 2ø år, har nok at bestille med at hælde kornet op og sigte melet og kaste det i trugene, og andet i møllen forefaldende arbejde. Han har allerede arbejdet her siden kl. 2, da han afløste mollerdrengen, inen han var aldrig gnaven, og som morgenhilsen fløjter han den dejlige Melodi: „ Glæd dig ved livet “, og hjulene og vandets brusen spille den noget stærke Bas dertil, og hvorfor skulle han ikke glæde sig ved livet, der ligger så smilende for Harn? Er han ikke en stadselig og rask ung mand med hele lemmer? Arver han ikke sin fader, når han en gang begiver sig til ro, eller som man siger aftægt, møllen med gældfri tilliggender? Kan han ikke blandt egnens unge piger vælge sig en, som står ham an og som er smuk? Har han da ikke årsag til at fløjte og synge: „ Glæd dig ved livet “ så ofte det behager ham. Vel passer visen ikke så ganske til morgen- og aftenbøn, men i møllen bo ingen hængehoveder, som om morgenen istemme „ Vågn op min sjæl og syng “, og om aftenen „ Nu hvile alle skove “. Da bedstefaderen levede, var det anderledes; i hans tid ville man have skammet sig, om nogen tilfældigvis var falden på sligt. Hvorfor gik man i kirke om søndagen, når man derhjemme skulle synge salmer og andre åndelige sange? Det ville have været misbrug. I kirken turde man desuden ikke synge: „ Glæd dig ved livet “, langt mindre fløjte, men måtte synge efter hvad skolelæreren spillede på orglel. således tænke tusinder, og således tænkte Frits muligvis også, om han overhovedet nogensinde faldt på at tænke derover. I vor materielle tidsalder, har man aldeles glemt Luthers valgsprog: en god bøn er den halve studering, og tro ikke at komme frem ved arbejde alene. I hvor mange — eller rettere — i hvor få pnse træsker man endnu den gode gamle skik at holde husandagt før dagens arbejde begynder, eller når det holder op? Pvor forsamler pusfadercn nu som for sin familie og tyende og beder morgenbon for dem eller læser et kapitel af guds ord? Det tåler oplysningen ikke! Lad os gå videre frem i møllen og se, hvorledes det står til. Fra loen hører man tærskernes taktmæssige klapren, pigen kommer ud af stalden med mælkæmanden og træder ind ad køkkendøren, hvor hun møder husets herre. Med det ene øje skotter han ind i køkkenet, medens det andet opdager mælkæmanden. Det er forbandet lidt mælk, du har i spanden! par du sovet under koen? Det er morgenhilsen fil den forskrækkede pige! Pvor er karlen, sover han endnu? I det samme høres nogen på trappen, og den søvndrukne Karl løber lige i armene på den opbragte Møller. får du din søn for af sove? fra kl. 2—6 er det ikke længe nok? ved du ikke, af det er marked i dag? Melet må læsses på vognen! hvad står du efter? i stalden med dig! den brune bliver hjemme i dag! Karlen skyndte sig afsted over gården ind i hestestalden. Husets herre stod endnu i døren, tærskerne anede vist hans nærhed, thi plejlene hamrede endnu en gang så stærk som tidligere. Er melet færdig? råbte mølleren med sin vældige stemme ned i møllen, som lå nedenfor huset, så af Frits tydelig hørte ordene, tiltrods for hjulenes klapren. Straks, blot en halv time endnu! råbte Frits fil svar, og fløjtede derpå ligegyldig videre. Mølleren trak huen ned over ørene, thi tågen var kold, og med tunge skridt gik han over gården hen fil laden. Hvormange? spurgte han kort, idet han fil en prøve tog en håndfuld strå og lod dem glide mellem fingrene for af mærke om der ingen korn mere var i disse. „ Tyve “! er det ligeså lakoniske svar, men mølleren er allerede igen ude af loen, og er trådt ind i den ved siden af liggende hestestald, hvor der står prægtige heste. Karlen, der nu har glemt al søvn, strigler og børster den brune, der skinner som dens hud var af fløjl; men mølleren sætter også sin stolthed i af have de smukkeste heste i hele omegnen. Han klapper den gråsprængte hest på halsen, og lader hånden føle nede i krybben, om havren og hakkelsen også var tilbørlig blandet. „ Har du havre endnu “? „ Ja “! til middag har jeg nok. „ Du kan siden få nøglen, din satans knægt! “ Nu har du atter givet den brune korn blandt foderet! Du slæber nok til sidst hele loftet ned. Karlen lo ved sig selv, han behøvede jo ikke af gå op på loftet effer korn, da der var mere end nok i møllen, og denne kunne ikke låses for ham. „ Han er en pokkers flink Karl ved hestene “, brummede mølleren ved sig selv, da han gik bort. „ Jeg får vel give ham 2 rigsdaler mere, så han kan blive her til næste år “. Sluttelig gæstes kostalden og så har mølleren eftersef alt. Tilligemed mølleren træde tærskerne og hele husets øvrige folk ind i stuen, hvor den brune kaffe allerede dampede i kopperne. Blidt på bordet står et stort fad med kartofler, som skulle spises til kaffen, thi ellers ville de mange folk spise for meget brød, da en tønde korn nu koster 10 rigsdaler. Mølleren sætter sig ved enden af bordet i sin lænæstol, griber uden videre ned i fadet og piller en del kartofler, de andre lade sig ikke bede, men tage ligeledes fat, så det store fad i en forbavsende kort tid bliver tomt, hvorimod der ligger en anselig bunke foran enhver. På højre side af mølleren sad hans ægte-halvdel, møllekonen, som vi endnu sket ikke have haft lejlighed til al hilse på; hun er en stadselig, velnæret kone, på hvem man endnu ikke skulle se, at hun var over 50 år; hun var blid og stille, i tidligere tid havde hun måttet døje meget af mandens grovhed og rå væsen; deres ægteskab sluttedes på samme måde, som de fleste andres, idet deres forældre havde beregnet, at formuen passede så nogenlunde, og der var således ikke spurgt videre om også de unge folks hjerter passede sammen. Pengene var hovedbetingelsen, og hvor der er penge, der må der nok være lykke; — sandt nok, hvem der kunne se bag forhænget. Hvor megen fortræd og Kummer, hvor megen ufred og ulykke hersker der ikke i mange huse, hvor man ude fra kun ser rigdom, velstand, lykke og fred. I de første år af sit ægteskab græd møllerkonen meget oppe på sit Kammer, men i årenes løb var hun bleven vant fil forholdene, og levede stille og rolig for sit huslige kald. Af fem børn havde hun beholdt Frits tilbage, som nu var hendes stolthed og glæde, som hun havde forkælet tilbunds, og hun havde allerede givet ham mangen en daler, når hendes mand havde været alt for gerrig med Frits ' s markeds- og løndagspenge. Ved siden af møllerkonen sad pigen, lige overfor hende Frits, og længere nede karlene og tærskerne om det lange egebord. „ Har du melet færdig? “ „ Ja″! Så skal der vejes af fil kunderne, og endvidere kan der vejes nogle sække af i mindre partier. Peter kører med den brune og gråskimmelen hen fil bakken, og sørger for af agermarken er pløjet fil middag, der skal sås inden aften; kornet står allerede parat fil det. Du, Frits, kommer klokken 10 fil torvs! Når i have hundrede, kunne to af eder gå hen fil Peter og tage roerne op; de to kunne rense. I, fruentimmer, holde øje med malingen! Husk på, at Mads får dobbelt! Kaffen var nu drukket, og enhver gik atter til sit arbejde. Mølleren lavede sig imidlertid i stand, for at kunne være tidsnok på markedet, der månedlig holdtes i den lille Silkeborg, omtrent ½ mils vej derfra. På torvet var alt allerede i fuld travlhed, da mølleren ankom. Bønderne fra omegnen vare ankomne med korn, byg og havre, byens vejerbod og pladsen udenfor samme, vare allerede opfyldte af sække, og der kom endnu stedse flere vogne med korn. mølleren lo i skæget, da han så den stærke tilførsel; thi i dag var der håb om at købe temmelig billigt. Han købte nemlig korn, malede det til mel og gryn, som han så igen afsatte til byens borgere og andre fra omegnen hver lørdag, hvorved han havde en god fortjeneste. På torvet løb bønder, købmænd, mæglere, lærære, møllere, bagere, købelystne og tilskuere mellem hverandre. Mølleren skubbede sig igennem, og var snart midt inde i vrimlen. „ Halløj, Møller, er de der “! råbte en bekendt til ham. „ God morgen, hr. Møller “! Alt så tidlig i dag! Gør de god handel? „ Holdt, hr. Møller! “ Blot et ord! Mølleren nikkede med hovedet til alle sider, men indvendig lo han. „ Hvormeget skal de have i dag, Møller? “ Jeg har et parti udmærket korn, som er vokset på sandmarken, hvor den bedste rug avles. Mølleren gik videre, han havde nu trængt sig gennem til hvor de vejede, solgte og købte, da mærkede han nogen trak ham i ærmet; ved siden af ham stod en og tilbød sig at veje korn for ham, han havde skæppe og strygestokken under armen. „ Hr. Møller, skal jeg måle for dem i dag? “ De skal sikkert blive tilfreds med mig! „ Jeg har min måler med, svarede mølleren kort “. „ Om jeg skal råde eder, så tag ikke oftere Søren! “ „ Hvorfor “? „ Sidste gang havde han regnet ½ skp. mere end der var; han har rost sig deraf til Nikolai “. „ Så skal han da også ske en ulykke! “ „ Hallo! Godmorgen, Møller! sagde Søren, i dag giver de en flaske vin! jeg bruger slet ikke strygestokken, bønderne give topmål i dag, derer nok af det “. „ Hvormange skør. vil du da regne for meget i dag “? „ Søren for sammen “. „ Skrup af, du fordømte Søren! Du skal aldrig nogensinde komme til at måle korn for mig! afsted med dig “! En bevægelse med stokken, som mølleren holdt i hånden, der ikke let kunne misforstås, bragte den rystende Søren til skyndsomst at forføje sig bort. Så tør jeg altså måle for dem, hr. Møller? I dag vil jeg engang prøve det med dem; men ikke en eneste gang vil jeg se jernet, og jeg må mindst have 3/4 skp. mere af hver tønde, når jeg måler efter. Det er godt, hr. Møller! De skal blive tilfreds! Dette var bleven afhandlet så sagte, at ingen hørte det. Nn trådte mølleren hen for at købe korn, greb hist og her ned i en sæk for at undersøge dens indhold, bed også et og andet korn itu med sine stærke tænder, spurgte af og til om prisen og gik derefter videre. „ Nå, køb mit korn “! „ Køber intet i dag “! „ Hvorfor, Møller! “ I fordre jo som i vare gale, det kan jeg umuligt få ud af melet, vær dog fornuftig! Så beholder jeg hellere mine penge i lommen, så ved jeg dog hvad jeg har. Møller, kom og se på mit byg. Køber intet! Hvad skal du have for tønden? Fem daler og to mark! Du skulle hellere salte den! Nå, hvad vil du give? Behold den, jeg har ikke brug for den. Nå, giv et bud! Du skal have 4 daler og 3 mark for den. Vil du sælge, så sig fil. Så måtte jeg være gal! I tror måske man i dag forærer kornet bort, fordi der er nok af det? I giver nok køb! Mølleren gik videre. Markedet var flaut; der var kun afsluttet få køb og bønderne holdt fast ved de høje priser, men køberne ville ikke give så meget, idet de mente bønderne nok ville give efter. På den måde blev det middag og mølleren havde endnu intet købt. mølleren mødte da Nikolaj, en af de rigeste bønder der på egnen, af hvem han flere gange havde købt korn. Har du igen korn? Hvad vil du have? Rug og byg! Lad mig se engang. Kornet var godt, og de blev snart enige, hvilket var så meget mere påfaldende, da de begge hørte fil de sejeste. Kom hen fil mig på gæstgiveriet, du ved jo hvor jeg spiser til middag, så måler vi kornet når vi har spist. Imedens havde Frits derhjemme lavet melet i stand, læsset på vognen, og da han kørte gennem byen, så han en pige foran sig, som også skulle ti! Staden; han lod hestene hale ud, og havde snart indhentet hende — det var skolelærerens Marie. Vil du køre med Marie, så stig op, råbte Frits, medens vognen allerede holdt stille. Å, der er jo kun et kort stykke vej igen, indvendte Marie. Gør nu ikke så meget væsen, men sid op, det er dog bedre end af gå, nå ja, når du absolut vil det og ikke har for svær læs. De sorte trække sagtens dig med, du er jo så let som en fjer. Sidder du nu godt? læg min bluse over sækken, af du ikke gør din kjole hvid. Jeg har ikke set dig i lang tid. Hvorfor kommer du ikke om aftenen til de unge? Min fader vil ikke have det. Å, ham behøver du just heller ikke af sige det; de gamle behøve ikke af vide alt, så sove de langt roligere; tror du min gamle ved, når jeg går ud eller kommer hjem — han fortæller heller ikke mig, når han går ud. Frits lo højt over denne vittighed, men da han lagde mærke til det alvorlige og sørgmodige blik, hvormed Marie betragtede ham, så han til siden og standsede midt i latteren. Frits, deri gør du uret, sagde Marie blidt; jeg vil ikke gerne foretage mig noget, som min fader ikke vidste. Ak, din fader, svarede Frits ærgelig, det er en gammel mand! Desmere forstand har han! Slet ingen har han! Hvad ved han af, hvad der båder os unge mennesker! kom blot engang til os, så skal du se, hvor smukt det går til der. — søndag aften kommer jeg og henter dig, hvad? Nej, Frits, hvad min fader ikke gerne seer, det gør jeg ikke. Aha, det er altså sandt hvad folk mumle om, at i høre til de hellige. „ Stop, Frits, jeg vil ned “! Men Frits piskede på hestene så de begyndte at trave. Efter en lille stund begyndte han igen, men uden at se på Marie. Hvorfor lader din fader dig ikke gå ud? Skal karle og piger aldrig komme sammen? Jovist! om dagen, når forældrene er til stede, har fader slet intet imod, af de unge more sig med hverandre, svarede Marie. Da havde jeg sandelig lidt fornøjelse om min gamle altid var til stede — og om aftenen erdet dog bedst. Ved disse grd så han så tvetydig på Marie, af den stakkels pige rødmede. Lad ring komme ned - jeg vil ikke køre længre. Nå du lille nar — vær kun rolig — vi er straks ved byen, og på søndag kommer jeg. Når du vil holde os ved selskab, vil du være fader velkommen. Fader ser gerne folk kommer til ham, men jeg går ikke med dig. Du kunne måske også få lov til af synge salmer hos os, mumlede Frits ved sig selv. Nu var de nået til forstaden, og Marie bad Frits holde for af hun kunne komme ned, men han lod som han ikke hørte det, og kørte i trav hen til værtshuset, hvor hans fader sædvanlig tog ind. den stakkels pige skammede sig da de nysgerrige købstadbeboere stirrede på hende, medens hun således kørte ind i byen med den rige dksllerssn. hun ville meget hellere gået tilfods end således være genstand for nysgerrigheden.! Nen der skulle komme værre ting endnu; næppe holdl vognen før en flok unge karle omringede den og bød Frits et velkommen. Nå, Frits, råbte den ene — handler du måske ikke mere med nlel? — bringer du nu pigebørn til torvs? Palløj, Frits, du ved nok, hvem du tager — du har jo en kæreste som mælk og blod! Par du holdt bryllup, Frits, råbte en 3die, og har du for en gangs skyld taget konen vred - det var pænt af dig — kom min tøs, så skal jeg hjælpe dig ned, men til søn skal du give mig et Kys. Disse og lignende endnu mere simple ord og benævnelser ængstede den stakkels pige og jog blodet op i hendes kinder. Pvor glad var hun ikke, da hun var kommen ned af vognen, og hun lovede sig selv aldrig mere at køre med Frits, om hun end var nok så træt. Frits havde imidlertid fået pestens i stald, og han slæntrede omkring på torvet for at søge efter sin fader, inen kunne intet vteds finde Harn. Du ved ikke hvor min fader er, spurgte han en bekendt. han sidder allerede simmien med Nikolaj på gæstgivergården. Det er godt han ikke så, hvad jeg har set. Hvorfor det, spurgte Frits? Nå, nå, du har måske allerede glemt den smukke pige, hvormed du kom kørende som en Greve! Ja, hun er såmænd smuk nok fil af kunne være grevinde, og hende ville jeg tusinde gange hellere have fil kone end den grimme Ane. Frifs skoggerlo. Om du så aldrig har sagt et sandt ord i hele dit liv, har du gjort det i dag; den forskel kan da en blind opdage. Marie er en meget sin og smuk pige, som jeg kan møde med når jeg kører ud; — der kan jeg få mig en smuk kone, hvorimod den rige Nikolajs Ane ikke kan gøres nogen stads ud af da hun er en grimrian; hende vil jeg på ingen måde gifte mig med. Hvad, gør du nar af den rigeste pige her på egnen. Frifs var nærved af briste af latter. Aken hvad mener du egentlig med Ane? Sidder hun måske hos min gamle? Nej, nej, gå kun indenfor, din gamle vil nok fortælle dig det. Med disse ord gik den anden leende bort. Frifs straffede endnu en tid omkring på torvet og gik derefter ind på gæstgivergården. da vi forlod mølleren — eller som frifs kaldle ham den gamle, som havde købt Nikolajs korn, vare de gåde ind på gæstgivergården. Han gik langsomt over torvet ind i skænkestuen eller beværtningen, hvor alminde lige gæster plejede af komme. Der var et mindre værælse ved siden af fil de bedre gæster med finere møbler samt malerier af de kongelige og forskellige landskaber, som prydede væggene. Alt efter den tid en af de flotteste gæstgivergården der i byen. Værten var en lystig og snakkesalig mand, der havde et vittigt ord til hver af sine gæster, han var heller ikke stolt, men ganske ligefrem og tiltalte dem alle med hr., som det sig hør og bør, om de end ikke vare fint klædte. Han kunne tale om krig og fred, om fyrster, ministre, Napoleon og grever, som om han kendte de høje herrer personlig. Han oversatte fremmede ord for bønderne så de tabte både sands og samling af forbavselse over at høre hans lærdom, og han var aldrig forlegen, enten det så var latin, fransk, tysk eller engelsk -han gjorde det så godt han kunne, thi han vidste al ingen kunne rette ham - - han bandt også nogle en del løgne og røverhistorier på lermet. Værtens vin var som man ville have den, billig for en gnier og fattige bønder, og dyr for storpralere og finere herrer; de kunne få alt efter ønske. da mølleren trådte ind i det forreste værelse var dette allerede temmeligt fyldt vred gæster, der vare i ivrig samtale. En nød et krus øl og dejlig stegt pølse, en anden nøjedes vred vs glas og friskbagt rundstykke, eil tredie drak sig et glas øl fil sin mad, som han selv havde medbragt, og nu drog frem af lommen. Mølleren nikkede snart fil en og snart fil en anden, idet han forsvandt ind i stuen ved siden af — han fulgtes af ikke få hånende blikke og misundelige bemærkninger. Hvor han nu blærer sig, sagde en. Alan ved nok — hvor han er fra — niente en anden i Frits skal nok bringe de skimlede dalere ud iblandt folk, udbrød en tredie. Gid vinen bliver fil gift — om jeg nogensinde vil hilse på den storpraler — råbte en fjerde — idet han tømte sit glas. Du skulle være apotteker, sagde værten. Hvorfor det? Io, fordi du så godt tåler gift, sagde værten; det siger du hver gang du ser mølleren, der i sin tid snappede den rige Nikoline fra dig — og dog lever du endnu. En skraldende latter fulgte værten ovenpå denne vittighed. En ny gæst bortledte opmærksomheden fra den drillede Bonde. det var Nikolaj, hvis blik flsj spejdende over mængden, uden at kunne finde den han søgte. Søger de nogen, spurgte værten? Mølleren har sat mig stævne her, men han er endnu ikke kommen — efter hvad jeg ser - sagde Nikolaj og gjorde mine til atter at gå, da han ellers måtte have taget sig et halvt krus, hvilket han kunne spare, når han ventede lidt udenfor. Nikolaj hørte til de folk, der ikke drak når det kostede noget, at give penge ud afskyede han som en ulykke. Man fortalte om ham en gang han havde skrædere hjemme, og disse gjorde et betænkeligt indhug i de pillede kartofler om aftenen, havde sagt til mesteren, at alle de kartofler vi levne i aften, kan peder lade sig stege i morgen. Skræderen, som forstod den halvkvædede vise, lukkede sin kniv i, hvorefter hans folk fulgte exemplel, og på den måde reddede han sine kartofler. Således var Nikolaj, og ingen skulle se på ham han ejede de største og bedste ejendomme i omegnen. Den værts lykke er gjort, som han under sin søgning. På den måde regnede der spydigheder ned over hans hoved og han stod ligesom smørret i sollyset. Gæstgiveren, der i begyndelsen havde frydet sig over gnierens forlegenhed forbarmede sig over den plagede mand og sagde: mølleren sidder der inde; han har allerede bestilt en flaske af nr. s til dem. En regn af spottegloser fulgte ham, da han gik med værten ind i sideværelset. Forslug jer ikke, Nikolaj. De to have noget hemmeligt for. Måske et frieri. Lad os nu forlade spottcfnglene og træde ind i det hemmelige værelse, da de to derinde mere vedkomme os. Mølleren sad magelig i sofan og foran ham var på et lille rundt bord dækket til 2 personer.. Rom, ' kammerat, du har ladet mig vente længe, råbte han den indtrædende i møde; sæt dig her hen i sofaen! I dag må du give noget tilbedste, thi du har fået den højeste betaling for korn. Med et sødligsurt ansigt sneg Nikolaj sig nærmere, medens han hemmelig bad i sit hjerte: led mig ikke i fristelse og frels mig fra det onde. Han ville tage en stol, nren værten tillod det ikke, og førte ham helt til sofaen. Nikolaj satte sig betænksomt ned og lænede sig hnåleende tilbage i de bløde hynder. Sadan en sofa må de anskaffe dem, sagde værten. Å! Du almægtige, jeg ejer ikke en gang så mange penge. værten og mølleren lo himmelhøjt! Akal jeg dække, spurgte mølleren? Mølleren skænkede nu i glasset og klinkede på godt venskab med Nikolaj, som knapt drak et par dråber og satte glasset fra sig. Amager den dig ikke? Du er nok forvænt! Når værten kommer, skal han bringe en bedre. Gudbevaros! sagde Nikolaj ængstelig, denne her er jo allerede alt for dyr. Bryd dig bare ikke om det; i dag er du mm gæst, kammerat, jeg betaler det hele. Det var et ord i rette tid, og det andet forsøg på af drikke lykkedes så godt, af han så glassets bund og smækkede fornøjet med tungen. Nikolaj var en egen arabat, og blandt hans mange aærheder var også den, af vinen smagte ham ganske fortræffelig når han ikke behøvede af betale den, medens han stadig påstod, af hans natur ikke kunne tåle vin. Mølleren skænkede atter i glassene, og flasken var allerede halvt tømt da værten bragte maden. Nikolaj lod sig ikke bede længe, og det være sagt til ære for værtens aøkken, maden smagte ham fortræffeligt. Ubemærket havde værten sat en anden flaske vin på bordet, og Nikolaj var i det mest rosenfarvede lune, og da ingen af de mange lækkerbiskener mere ville glide ned hvilkel ikke gjorde ham så lidt ondt - lænede han sig magelig tilbage og stirrede helt salig frem for sig. nå, ' kammerat, sagde fristeren, endnu et glas på godt venskab. Bliver der snart bryllup hos dig? Hvad, om du gav din Ane til min Frits? Nå, kammerat, drik! Hvad siger du fil det? Nikolaj nikkede bifaldende og smilede end mere salig. -- -- -- -- - er du enig med mig, Møller? Ja, ja, Frits hm — hm — du mener måske at han ikke vil? Giv mig hånden, kammerat, der bliver et par af de to. Og vi skal holde bryllup, som endnu aldrig i mands minde er bleven fejret her på denne egn! Ja — ja — sagde Nikolaj og smålo idet han rakte mølleren hånden. Alen Frits er lidt løjerlig hm — hin — du mener måske han ikke synes om Ane? Han nikkede blot. Det skal du bare lade mig sørge for — derfor er jeg fader — og når han ikke vil lystr, så skal han tvinges. Frits er udenfor, rapporterede værten. Lad ham komme ind og drikke et glas med os råbte hans fader, hent ham herind, han kan senere måle kornet, vi skal have endnu en flaske, ikke sandt? Nikolaj samtykkede i alt, han var helt fortryllet. Frits havde allerede nogen tid været på gæstgivergården og havde ladet, sig give et glas i den forreste sine ved skænken, da han sket ikke længtes efter det hemmelig gemak, da han hørte hvem der var inde hos hans fader. Han havde allerede måttet høre mange drillerier, men betalte enhver med rente. Nu da værten kaldte ham ind til de gamle, brød det imidlertid atter løs. Til lykke med Ane! Tag dalerne og lad ham beholde den tørre Ane! ' det bliver et prægtigt par! I passe ligeså godt sammen som en knyttet næve i et blåt øje! — du kan stille Ane ud i haven, når spurvene ædæ din salat - - eller sætte hende op i kirsebærtræet. Således gik det i broget sniksnak, vredens spottegloser fløj påtværs over den stakkels pige, der for øvrigt heller ikke havde andet tiltrækkende ved sig end de mange penge. Frits opdagede straks Nikolajs utilregnelig « tilstand, og den ængstelige følelse, hvormed han var trådt ind, tabte sig hurtig. Ræd et smil på læben tog han glasset og sin værdige faders hånd og klinkede med sin tilkommende svigerfader, idet en uimodståelig spottelyst bevægede ham til at udbringe en skål for Nikolajs smukke Ane. deres dejlige Anes skål! råbte Frits til den salige gamle gnier. Bravo! Frits, sagde mølleren; drik glasset helt ud kammerat, det går fortræffelig; vi må have nok en flaske. Skal der i dag siet ikke måles korn, spurgte Frits. Iovisf! jeg har købt alt hvad min ven har bragt til torvs. Gå og pas på den satans Karl ikke stryger for meget bort. Søren måler ikke længere, men gå hen til Peter, han gør det godt. Du kan give ham en daler! Frits forlod stuen. Om mølleren den næste morgen fik vs skp. ud af hver tønde, da han målte kornet nøjere efter, fik aldrig nogen at vide, men peder har nu fuldstændig fortrængt Søren. Man tør vel også deraf slutte, at mølleren har været tilfreds med ham. I “, enighed er en skøn ting, selv blandt gavtyve. Næste morgen udbredte der sig nogle utrolige rygter i den by, hvor Nikolaj boede, og stedets vægter indestod for dets sandhed. Ifølge dennes mærkværdige meddelelse var der hen imod midnat kommen en mienervogn kørende hen til Nikolajs. Kusken bankede

1883_Winterhjelm_FritzRandel

Kristian

Fritz Randel

Winterhjelm

Winterhjelm

Fritz Randel

male

1883_Winterhjelm_FritzRandel.pdf

Kristian

Winterhjelm

Johannes Normann

no

Fritz Randel

Roman

n

roman

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

O

Det var et temmelig højt plankegjærde, der skilte trælasthandler Randels ejendom på Strømsø i drammen fra naboens eng, over hvilken der førte en gangsti ned over bag husrækken. På ydersiden af dette gærde var en ung person i færd med at klatre op; han kom netop fra konfirmationsundervisningen og havde taget genvejen over engen. Idet han nu lagde knæet på det øverste tværtræ og skulle til at svinge sig over, hukede han sig atter uvilkårlig sammen, så han netop kunne titte over gærdet og lige ind i kjøkkenvinduerne hjemme, medens han hang deroppe som en kat, der skyder ryg. Det, der standsede ham, var, at han så sin fader inde i køkkenet i færd med at ville kysse den syttenårige tjenestepige Maren. Fritz Randel var femten år gammel, men så, trods sin slanke figur, snarere lidt ældre ud; det var ansigtets udtryk, især blikket, der gav ham et mere modent udseende. Som eneste barn var han også temmelig tidlig udviklet, og det egentlig barnlige mærkedes der ikke meget af hos ham længer. En opmærksom iagttager ville set, at der måske kun skulle et eneste modnende øjeblik til for helt at udfolde ynglingen hos ham. Lige i dette øjeblik befandt han sig nu. Det pludselige og overraskende syn gjorde ham underligt betagen, resterne af barnets følelser strømmede sammen i en egen Art frygt, som om det var ham selv, der var strafskyldig for noget stort og umådeligt, medens den sejrende yngling i ham mødte den nye og uventede livserfaring med en pirrende nysgerrighed. Han forblev derfor i sin ubekvemme stilling og holdt åndedrættet uvilkårlig tilbage, som om nogen skulle kunnet høre ham. Pludselig troede han at se faderens ansigt vendt lige mod det punkt, hvor han befandt sig, og angst som i en forbrydelse slap han sig i hast ned for at snige sig tilbage samme vej, han var kommen. Det var ikke længer hans skødesløse, raskt slentrende gang. Slukøret, betagen, i begyndelsen næsten bedøvet, tog han sig snarere ud som en hund, der lusker bort med halen mellem benene. Men så begyndte frygten at svinde, og tankerne at klarne. Det var dumt, fandt han, at han ikke var forblevet deroppe, han var jo dækket af gærdet, og ingen kunne have - genkendt ham derindefra. Så vendte han om, klatrede atter forsigtig op på gærdet, men nu var faderen den. ikke længer; han så kun Maren gå frem og tilbage fra komfuren til køkkenbordet, som om ingenting var forefaldet. Men for ham var det mærkelige sket, at han pludselig var kommen bagpå autoriteten, hvis moral hidtil havde skinnet så blank. Idet han langsomt drog sig opover gaden, blev han indhentet af moderen, der kom fra en fødselsdagsvisit. » Hvad fejler det dig, « spurgte hun let, » du ser så bleg ud. « » Å, det er bare så varmt, « svarede han. » Ja, solen steger forskrækkeligt i dag — pyh! « Hun kastede hovedet lidt tilbage og viftede sig med sit lommetørklæde. Fritz så på hende. Han fandt, at hun måtte have været smuk, ja at hun i grunden endnu var det, og det gik op for ham, at hun gerne udhævede det ved elegante toiletter og en smule kokette hatte. » Kommer du fra præsten? « » Ja. « Han er temmelig fåmælt i dag, tænkte hun, men det kommer naturligvis af religionen; den virker ofte således i konfirmationstiden. Da hun i forværelset bøjede sig ned og løftede kjolen for at slå støvet af den, lagde han for første gang mærke til, at hun havde en smuk liden fod, og at der var en vis fyldig smidighed i hendes bevægelser. Han følte selv, at han i dag havde fået et helt nyt syn, der viste ham alt i et andet og rigere lys. For første gang smilede også oldemoderen derinde på dagligstuevæggen ned til ham med et sanseligt, forførende smil, og de store blå øjne lo til ham, som om de vidste, hvad der rørte sig i ham. Hendes knappe, kokette kostume, som han før havde betragtet med kølig forundring, syntes i dag at røre sig, at åbne sig for et levende åndedrag, og hele portrættet blev så legemligt og virkeligt, som det aldrig havde været. Ved middagsbordet kom noget af den forrige dumpe, benauende stemning igen. Han var tavs og talte kun, når man spurgte ham; øjnene holdt han mest fæstede på sin tallerken. Der ligeoverfor sad faderen med sit tørre, skarpe ansigt, sit noget spotske udtryk, sit gråsprængte hår, og han kom lige så rolig og ubesværet som nogensinde med sine små spydigheder, da moderen fortalte, hvem hun havde truffet ved geburtsdagschokoladen; hun havde skiftet ham og sad der jævnt husmoderlig. Alligevel var der et stort bedrag mellem de to. Men nu huskede han, at han egentlig aldrig havde set forældrene anderledes i sit forhold til hinanden; altid det jævnt huslige gode forhold, men aldrig nogen videre synlig varme. heldigvis for Fritz lagde man ikke synderlig mærke til, hvor adspredt han var; det bynyt, som moderen havde med hjem, lagde tilstrækkeligt beslag på opmærksomheden. Men kort før de skulle gå fra bordet, lænede faderen sig tilbage på stolen, strakte benene godt fra sig og foldede servietten sammen. » Nå, gutten min, hvordan gik det dig hos præsten i dag? « spurgte han pludselig. » Godt. « » Og du får has på gamle pontoppidanus, håber jeg? — det er forresten en hel kunst at lære den udenad, « vendte han sig til sin kone. » Å, det er ikke så farligt, « mente Fritz. » Du må lægge vind på bibelsprogene, Fritz, « sagde moderen og strøg ham venligt over håret. » Jeg ved, at provsten sætter pris på det, og du, som er så flink på skolen, du må ikke gøre os skam på kirkegulvet heller, ikke sandt? Og kristendomskundskab er den nødvendigste og bedste af alle kundskaber, « lagde hun til, idet hun bøjede sig lidt frem og så ham ind i ansigtet. Han blev forlegen og mødte ikke hendes blik, han vidste selv ikke hvorfor. » Men det vigtigste, « sagde faderen, » d^t vigtigste er at leve derefter, gutten min — « Hans mine var meget faderlig. » Naturligvis, « tilføjede moderen, idet hun kastede et noget løjerligt blik bort på sin mand, et blik, som Fritz øjeblikkelig opdagede, og som han troede i dag at have fået nøgelen til at forstå. Og så gik Maren ud og ind med terriner og tallerkener og fade, som om ingenting var passeret, hun så bare lidt sur ud, det var det hele. Fritz betragtede hende en og anden gang, men var meget forsigtig; han så nu så meget andet hos hende end i går, han så det samme, som faderen havde set, at hun var ung, frisk og ret vakker, på en gang slank og en smule fyldig. Hele den eftermiddag var Fritz ikke rigtig sig selv. Hans kammerat Wedel Stenersen kunne ikke få ham til hverken det ene eller det andet og syntes, at han var bleven forfærdelig voksen af sig med engang. » Å kom ikke med slig barnagtighed, « sagde Fritz, og så sad han lange stunder ude på kanten af den lille pælebrygge mellem de to grå laftepakhuse nede ved elven og dinglede udover med benene, idet han med en lang kæp fiskede efter fliserne, der drev med elven og gjorde sig det mageligt i Evjen. Han lod Wedel snakke og svarede selv kun med et ord nu og da. » Du har vist fået skænder i dag, « sagde endelig Wedel lidt utålmodig. Fritz så hånligt hen på ham. » Skænder? Hvad skulle jeg fået det for? Jeg får ikke længer skænder, det er jeg vokset fra. Men du går bestandig og vil lege som en smågut; det passer kanske for dig, men jeg er ked af det. Nu ved du det. « Wedel følte sig krænket og gik hjem for at lære lektier. Og så kom aftenen. Fritz havde lukket stilebogen og lexikonnet; i dag var det ikke gået så let med at få lektierne ind i hovedet, thi bedst som han var i farten, kunne han pludselig falde i staver, støtte hovedet mod hånden, stirre adspredt ud gennem vinduet og fra syntaksen glide umærkelig over i kjøkkenscenen. Og da han havde rullet ned gardinerne og puttet sig under tæppet, kneb han øjnene fast sammen for at ikke noget mindste skær af lys skulle forstyrte fantasien, og så kom dagens store begivenhed frem. Så tydeligt, som om han endnu hang på gærdet, så han faderen holde Maren om livet, så Maren stemme hænderne imod og bøje hovedet bort, slide og rykke for at komme væk. Selv hvad han ikke havde kunnet se, kom nu frem; han syntes at se skiftende udtryk i faderens ansigt, og han syntes at føle hendes modstand, indtil det hele ligesom i dissolving viezvs gled umærkeligt over.til et andet billede, hvor han sélv var den, der ville kysse hende. Men så kom han til at tænke på mange ytringer om andre, som han ikke havde forstået, når forældrene talte om, hvad der hørte til bykroniken, og det faldt ham ind, at det vel gik ligedan til hos mange andre, kanske hos Stenersens, kanske også hos den barske overlærer; hvem kunne vide. Og så at faderen havde talt om » at leve derefter! « pyt, det var altså moralen. Men han kom tilbage til selve sin store opdagelse igen, alting kredsede rundt den, og han så den hver gang lige tydeligt for sig, han så det hele i køkkenet, og han så fra køkkenet sig selv stikke hovedet op over gærdet, og han så sig selv på den anden side, således som muligvis nogen kunne have set ham fra nabogården; og billede kom og billede gik, lige til søvnen begyndte at få magt og blandede dem sammen forvisket, forvirret og stadig mere tilsløret, og så kom det endelig frem i drømme, kun i mere æventyrlig og fantastisk skikkelse. Næste dag gik han hjem i fritimen; thi han havde fra skolevinduet set sin moder gå opover mod bragernæs. Faderen var altid ude på den tid af dagen. Derude i køkkenet stod hun ved bordet, bararmet og med et hvidt helforklæde, sysselsat med at vispe æg til madlavningen. Det lidt henimod det brunlige skiftende røde piår lå tykt og tæt i oprullet fletning bag, men ellers glat og blankt strøget tilbage; ansigt, Hals og arme havde den hos kvindelige rødhårede sædvanlige tætte, uigennemsigtig hvide hud med klar men dæmpet rødme, og da hun vendte sig halvt for at se efter, hvem der trådte ind, kom der en på engang kraftig og myg bevægelse i legemet. » Får jeg et stykke mad, Maren, « sagde Fritz henkastet. Han følte hjertet slå, og med en underlig sugende uro optog han indtrykkene af det sanselige behag, hendes skikkelse indgav ham. » Jeg har ikke tid nu,* svarede hun, idet hun atter gav sig til at vispe, » gå ind selv i spisekammeret og skær dig et stykke. « Men i samme øjeblik følte hun sig greben om hovedet; det bøjedes raskt tilbage, og han kyssede hende resolut. » Jeg mener, du er tullet jeg, gut, « råbte hun og sled sig fra ham. Dog, skønt der var et øjebliks opblussende vrede hos hende, skiftede det så hurtigt som et blink, da hun så ham stå der, beredt til et nyt angreb. Han havde altid før været gutteagtig ligegyldig, hun havde altid kun set gutten hos ham, men i dette øjeblik følte hun, at han i grunden var en yngling, og det en yngling, der med sine brændende kinder og flammende øjne så godt ud, og sbm ovenikjøbet bejlede til hendes gunst. Denne følelse bragte hende just til at møde ham med en decideret modstand, der tirrede og eggede ham. » Slipper du mig ikke, så siger jeg det! « Hun ville øjensynlig for alvor værge sig, tænkte han, og han turde ikke andet end slippe hende. » Kanske du vil sige, at du kyssede fader igår også? « det lød både lidt spotsk og lidt truende. » Å — jeg har aldrig kysset den gamle — « Hun ville tilføjet » Styggen «, men huskede så på, at det var sønnen hun talte med. Imidlertid blev hun forlegen og så bort, idet hun tog fat på sit arbejde igen. » Ja, men jeg så det. « » Det er ikke sandt — han fik ikke gjort det! » Men da kan du jo gerne kysse mig, Maren! — Maren? « han kom et skridt nærmere og smilede op mod hende, idet han bøjede sig halvt frem som for at tage hende om livet. Igrunden er han vakker den skøjeren, tænkte Maren; men hun lagde hovedet lidt på siden, løftede vispen og sagde med et påtaget alvorligt udtryk: » Ja, om du nu ikke — jeg siger dig — du kan bare komme —! « Og han turde ikke. Men gennem det truende alvor syntes han dog der lyste noget i hendes øjne og spillede noget om hendes mund, der kunne tydes som et lokkende løfte. Alligevel vovede han ikke; han var i færd med at gå. Da sagde Maren: » Fritz! — du nævner ikke noget om det i går — hører du! « » Ja, giver du mig en Kys, da? « » Å tøv, gut, « svarede hun småmut, men lod ham dog uhindret nærme sig, og da han så tog den, var det kun en skinfægtning, han havde at gennemgå. Dette var altså Richelieus første bedrifter. Den, som vover, vinder, og Fritz vandt. Maren blev lidt efter lidt virkelig forgabet i ham; selv var hun ung og letfængelig, og han var jo så betagen, så beruset, så ung og så vakker. Tilsidst lovede de hinanden dyrt og helligt, at de altid, altid skulle elske hinanden. Hvor hemmelig de holdt sin forståelse, hvor angst han stundom kunne være for at forældrene skulle opdage den, så stod der for Fritz dog altid ligesom en moral-bagdør åben: hans egen fader havde givet eksemplet. Det var dette, som dækkede hans samvittighed, når han » levede derefter «. Noget mere indesluttet og forbeholden end ellers var han jo i hjemmet, og moderen syntes at spore en vis forandring hos ham. En aften medens hun og hendes mand var i færd med at gå til sengs, bragte hun sagen på bane, ifien Randel, der ikke syntes om at blandes ind i disse opdragelsesspørgsmål, sont han for den kære husfreds skyld en gang for alle havde overladt til sin kone at afgøre, gabede let og sagde: » Det er sgu ikke andet, end at gutten vokser til. « » Jeg tror nu heller det er konfirmationen, der skaffer ham religiøse anfægtelser, « mente Fru Randel, idet hun vendte ryg til og puttede sig godt under sengetæppet. » Å, fanden! « svarede Randel og slukkede lyset. I. Irælasthandler Peter Wille Randel indehavde en særdeles agtet stilling i forretningsverdenen og selskabslivet, ikke så meget ved sine formuesforhold, thi han hørte ikke til de dristigste og foretagsomste forretningsmænd og kunne i sammenligning med mange af sine kolleger ikke kaldes rig; mere derimod ved den gamle dannelse, han.havde taget i arv fra sin fader, amtmand Randel, en gammel aristokrat, der havde øvet betydelig indflydelse. Selv ansås han for at have et kvikt hoved, kunne ofte være en smule skarp, men altid sikker, beleven, og i det hele taget, som hans byesbørn plejer at udtrykke sig, en » tout-à-fait fyr « som selskabsmand. Som student havde han inde i Kristiania levet adskilligt og læst forsvindende-lidet, og da faderen døde uden af sine store indtægter at have lagt noget op, måtte Peter gå handelsvejen. Et fordelagtigt parti kunne under disse omstændigheder være ønskeligt, og hans øjne faldt på den ret smukke og afgjorte Laura Bolstad, hvis fader, en parvenu, ansås for at eje meget. Noget havde man vistnok overdrevet denne formue, og der var desuden flere at dele på, men en god klat penge var det dog, som tilfaldt Randel, så han måtte kaldes temmelig velstående. Fru Randel var som pige særdeles net, hun var opvakt, livlig og i enhver henseende præsentabel, men særlig blev han tiltrukket af noget fint kedeligt ved hendes person, så det i virkeligheden var en blanding af tilbøjelighed og interesse, der drog ham til hende; hun på sin side fandt, at han foruden i og for sig at være en acceptabel ung mand, desuden bragte hende et trin op i social henseende. Deres ægteskab blev derefter: lunt, jævnt, uden store krav på følelse. Det liv, Randel således var kommet ind i, gjorde ham på en måde tilfreds, om ikke egentlig lykkelig. Han havde næret ungdommelige drømme om en virksomhed, der skulle tilfredsstille hans skjønhedstrang, og så havde han måttet bytte den mod et kedsommeligt forretningsliv. Flan havde haft en letvakt og fint tildannet følelse, men den stødte mod alle slags skranker i den nye omgivelse, og lidt efter lidt blev den afstumpet og udtørret. Han havde ånd, men den fandt ingen næring i forholde, hvor der var liden genklang af alt det, der engang havde rørt sig i ham, og han følte derfor sin 1 ilværelse en smule forkrøblet, thi han kunne ikke » slå lyd i sagflisen «, som han udtrykte sig. Så hidførtes da lidt efter lidt den forrykkelse i evnernes ligevægt, hvor interessen for omverdenen på en måde forbenes og hærder sig til kritik. Blikket havde fået sin skærpelse; følelse, ånd og skjønhedssans blev til lutter målestok, og den var altid større end det, der skulle måles. Det avlede en vis spottende misfornøjelse, men den kom dog mest frem i al fortrolighed; ude-var han som oftest forsigtig, når man ikke udfordrede ham. Og i det hele lagde han an på at færdes som en jævn, god borger. Med sin kone havde han det overordentlig fredeligt; de havde begge en egen evne til at undgå i vist. Rigtignok havde hun i det første år af deres ægteskab prøvet på at påvirke ham religiøst, thi i den retning havde hun stundom visse ryk, men det opgav hun snart. Han holdt sig til de i hans familie traditionelle tre froprædikener og en altergang om året, men forøvrigt erklærede han hende, at der sikkert nok måtte være noget som en gud til, men at det forøvrigt ikke var så grejt at vide, hvordan det hang sammen med de ting, så han for sin del ville holde sig til det gamle, men helst ikke diskuttere det slags med hende. Så havde hun det en tid meget hedt med at opdrage deres eneste barn, men snart overlod hun besørgelsen af aftenbøn og håndfolding til pigen, hvorefter det selvfølgelig meget snart faldt bort. Hun fik så mange verdslige interesser at varetage, og dertil kom de forskellige ydre og indre missionsanliggender, i hvilke hun ivrig deltog, idet hun særlig tappert kæmpede for udelukkelsen af alle elementer, der ikke henhørte under den evangelisk-lutherske lære. Alene i denne kunne man blive salig, og da hun hørte til den, var selvfølgelig hun sikker på at blive salig, hvad der var hende en meget behagelig og tilfredsstillende bevidsthed. Da imidlertid det verdslige og religiøse hos hende ikke havde indgået en kemisk, men kun en mekanisk forbindelse, havde snart det ene, snart det andet overvægten hos hende blandt plusets mangfoldige bekendtskaber var der kun en, som fortjente navn af ven, nemlig toldbetjent løkke, men mellem ham og dem var der da også fuld tillid og fuld fortrolighed. Han og Randel havde efter nogen tids flygtigere bekendtskab » fundet « hinanden ved en theaterforestilling, hvor en dansk Provinstrup opvartede med tragedie. De var kommet til at sidde ved siden af hinanden og følte uvilkårlig, at de mødtes i samme tanker om det parodiske i udførelsen. Til sidst vovede Randel at hviske: » Dette er mad for Møns; se hvor folk sidder andægtigt og hører på det galskab. « — » Pyt, vent bare, til hun begynder at skrige og slå med armene i den store scene, så skal de høre, hvor flisegreverne jubler, « hviskedee løkke. — » Ja, det er i grunden nedslående. « — » Nedslående? Det er pinedød styrkende; man vinder i al fald i selvagtelse. « — fra den dag af kom løkke stadig i Randels hus, og til sidst havde de ugentlig sine » Helligaftener «, hvor venner og uvenner måtte holde for, og hvor syndernes mangfoldighed passerede skærsilden. En sådan helligaften var det altså, kort tid efter Fritz’s opdagelse. De kom netop fra aftensbordet og gik ind i den store dagligstue; fruen satte sig med sit arbejde i sofaen, og ligeoverfor ved den anden side af divanbordet stod de to armstole færdige ved toddybrettet for Randel og løkke. Fritz og hans ven Wedel Stenersen havde fået nogle billedværker ned fra bogskabet og sad henne i et hjørne af værelset ved kontordøren. de to gamle lod til at være i ypperligt humør. Allerede ved bordet havde de fyret en hel del spydigheder af om den ene og den anden, og Fru Randel lod til at være lige så oplagt som de selv. Skønt Randel også til daglig gerne slap satiren løs hjemme, var det dog især, når løkke kom, at der blev rigtigt liv i den retning. Den gamle ungkarl, der led under samme slags livsskuffelser som sin ven, men ikke havde fundet sig så snart, syntes først, at han rigtig levede, når der var anledning til at gå 'nogen efter i sømmene med grådigt blik for det skøre og dårlige; og da små gryder også har øren, havde Fritz i årenes løb nok mærket, hvorledes de to satirikere egentlig spottede alt og alle, morede sig over sin næstes fejl og svagheder og overhovedet havde sin fornøjelse af at reducere alt til noget så småt og skrøbeligt som muligt. De følte, at de var sine omgivelser overlegne i dannelse og intelligents, men også at de ikke var mægtige nok til at tage afstand overfor dette samfund, der holdt kompakt sammen om sine snevrere synspunkter. Så var de spidse og fiendtlige på tomandshånd. » Nej jaså, « sagde løkke, da de havde rykket sig godt hen til toddybordet, » så Bache går og siger, at jeg køber bare stumper hôs ham. Åja, jeg har jo nok med en stump, når han behøver et helt Anker — han har begyndt at drikke, skal jeg sige dig, drikker som en svamp! — så det er slumpe-løkke han kalder mig, den kære borger; det vil sige, så længe han endnu kan kalde sig borger, for jeg kunne med en vis ret kalde ham for nedad-bache. « Løkke blæste en lang fin røgstråle ud i luften, purrede sig med de magre fingre i det grå hår og så med et velbehageligt grin bort på Randel. » Hvad siger du, « spurgte Randel, » er han ustø på benene i den forstand også? « » Å, man siger både det ene og det andet. Ialfald har han ofte ondt for kontanter. — men hvem-har fortalt Fru Sevaldsen det, om jeg må spørge? « henvendte han sig til fruen. » Det er såmænd Marie Bache selv, « sagde Fru Randel. » Moderen eller datteren? « spurgte Randel. » Moderen. — ja de ved vel, « henvendte hun sig til løkke, » at siden Bache begyndte at gå så meget i klubben, så går konen og datteren på omgang hos sine bekendte. Det er en ren plage, siger Fru Sevaldsen. « » Jo, det har jeg nok hørt, « sagde løkke spydigt, » og så sender hun først lille-marie ud for at spørge, om nogen er hjemme, — når hun kommer, så ved man, at hun er mariæ bebudelse. « han pegede i luften med pibespidsen for at pointere det bedre. » Og så kommer siden mariæ åbenbarelse, « Supplerede Randel og pegede ligeledes med pibespidsen. » Nej, nu er dere for slemme, « sagde Fru Randel; men hun lo, så hun måtte lægge strikketøjet fra sig, og det smittede de to gamle kavallerer. Også gutterne måtte le med, blot ved at se på de to gamle, som hukede sig forover, holdt sig på knæerne og lo mere, jo mere de betragtede hinanden. Når løkke lo, trak den elastiske mund sig langt op til siderne, åbnede sig for to rækker grove, gulagtige tænder og skød den glatte hage frem, medens den lange, skarpe og krumme næse blev endnu længere og krummere, og så trak øjnene og de buskede bryn sig med mange rynker skævt opover, så der kom noget satyragtigt i hele ansigtet. En døv person måtte have leet med ved at se ham. Randel havde et mere regelmæssigt ansigt, der ikke gjorde så stor grimace, men til gengæld lo hos ham øjnene for hele personen; de glinsede og spillede og levede og morede sig, som om det hele randelske railleri havde besat dem. » Der ser du far og løkke, « Sagde også engang Fritz til Wedel Stenersen, da de i et boghandlervindu så det pudsige franske billede, hvor to magre præstemænd sidder ligeoverfor hinanden og holder på at le sig fordærvet over en lystig historie; og sammenligningen var træffende. » Men à propos, « sagde endelig løkke, » vi nævnte Sevaldsen. — ved dere, at skipper Wagle har skudt storken? « » Wagle, som fører Sevaldsens » Orion «? « Spurgte Fru Randel. » Hvad er det med ham? « » Herregud, har jeg ikke fortalt dig det, « Sagde Randel. — » Skål, løkke, lad os brygge et nyt! — jo, ser du, han har været på søen i ti måneder, og så kommer han hjem netop — hahaha, akkurat så det just var sket, da han kommer ind ad døren. « • » Du gode gud! — og Sevaldsen — « hun mødte et blik og et nik fra begge herrerne. » Jaså—å! « til hendes beroligelse syntes guterne derborte at være fordybede i sine plancher. » Jo, jo såmænd, men Wagle måtte jo på jagt efter storken, « sagde løkke. » Eller rettere sagt gøgen, « mente Randel. » Det skal ellers have været en ganske pudsig scene. Wagle sidder ved bordet med almanak og rentedagstabel og sætter op: det var 7 gange 40 skulle være 280, det bliver altså akkurat 45 dage for lidet. » Hvad gør du der, Wagle? « siger konen. » Å, jeg gør op mit bestik, mor, men det stemmer ikke. « hahaha, jeg synes jeg ser ham! — men forresten måtte Sevaldsen give ham 500 daler, og nu har han været inde og købt sig en liden skonnert, som heder familjens håb. « » Han døber den vel om til familjens trøst, « sagde Randel. » Formodentlig. Men da han kom hjem igen fra Kristiania, skal han have sagt: nu får det være godt igen da, mor, for nu har jeg skudt både storken og papegøjen. « » Har han virkelig skudt en stork og en papegøje? « spurgte Wedel Stenersen. Fritz nappede i ham under bordet. De to gamle lo atter umådelig, og fruen stemte i med. » Javist, i al fald storken, det er sikkert nok, « sagde Randel og så bort på gutterne. Fritz sad alvorlig og studerede et billede. » Plerregud, de uskyldige børn, « tænkte Fru Randel ved sig selv. » Men hvor fik han skudt dem henne da? « Spurgte Wedel. » Over hos Sevaldsens naturligvis, « sagde løkke, og så lo de alle sammen igen. « Wedel begyndte at forstå, at der lå noget under, og Fru Randel skyndte sig at sige: » Nej, løkke bare narrer dig, han har ikke skudt nogen stork. « » Jeg? « sagde løkke med komisk forstillelse, » nej, gudskelov, jeg behøver ikke at skyde nogen stork. « » Å, jeg mente naturligvis Wagle. «. » Jeg skal forklare dig det siden, « hviskedee Fritz til Wedel. Han havde hørt og forstået hvert ord. » Å, ja ja, « sukkede Fru Randel, » man hører sandelig alt for meget sørgeligt og lejt her i verden. Det er nu dog virkelig for galt sådant noget. Stakkels Anna, men hun ved kanske ikke noget om det. Det er jo også allerbedst ikke at vide sligt. « Fritz så henne fra sin plads bort på moderen. Mon hun vidste? » Vist ved hun? « sagde løkke henkastet, idet han smattede på piben og med lillefingeren trykkede asken ned, » hun kender sgu nok Ulla. — det er jo en bedærvet verden, vi lever i, siger man, og vi får sandelig alle sammen finde os i forholdene. « » Å ja, « sagde Randel, » der kan da hænde værre ting end det. « han trommede på bordet og så hen for sig. » Sevaldsen har forresten gjort hende til hvad hun er, rig frue, søgt selskabsdame, og hvad var hun før? Ingenting. « » Konerne må jo desuden finde sig, « faldt Fru Randel lidt spidst ind, » selv om mændene tillader sig et og andet, som man siger. « hun så flygtigt bort på sin mand og trak i strikke- tøjet. Randel kastede et plirende sideblik på, hende, og løkke tog toddyglasset, smilede forsigtigt og klinkede: » Skål, Randel! « Denne rejste sig og gik ind i kontoret for at stoppe piben pånyt. Løkke fulgte ham. » Der fik du dig en, « sagde han dæmpet. » Å pyt! Fruentimmerne er ikke så strenge, som de gør sig til, « svarede Randel. Fritz hørte det gennem dørsprækken, han sad lige ved den. I dag havde han lyttet til hvert ord, og han forstod nu også de halvkvædede viser. Det var, som om et forhæng var trukket til side; han så et helt andet liv derude, som hidtil havde været overdækket for ham, og selv adskilligt, som han før ved lignende anledninger havde hørt med halv forståelse, begyndte at dukke frem, vistnok ikke i sine enkeltheder, men som et samlet indtryk, der gav en ny belysning. De gamle blev endnu længe siddende, efter at gutterne var gået. Da løkke endelig skulle afsted, spurgte han i forbigående: » Pivad er det for en ny roman, de har derhenne, Fru Randel? « » Den? Det er ingen roman; det er en aldeles udmærket ny bog af pastor Andersen om » Opdragelsen i hjemmet «. De kan tro, den har glædet mig, for det er aldeles mit system. « / Iii. Dagen efter, en klar, varm høst søndag, lå Fritz og Wedel ude på engen og strakte sig i græsset. De havde moret sig med i skjorteærmerne at slå poler, men bolden var bleven borte for dem henne mellem naboens udhuse, og så lå de nu og hvilede sig efter sin idræt. De to venner havde allerede længe været hvad man kalder uadskillelige. Wedels fader var en solid skomager, der havde slået sig op til nogen velstand, medens moderen var et ret fint skud af en håndværkerfamilie. Hun var stærkt religiøs, opfyldt af bevidstheden om, at kvinden skal være sin mand underdanig, og for øvrigt heller ikke af naturen videre tilbøjelig til at gøre sin vilje og sine meninger gældende. Den lille kone gled stille, næsten lydløst gennem sit hus og fik alt udrettet, uden at det gjorde nogetsomhelst opstyr; men om hun end fortræffelig forstod at udfylde Marthas rolle, var det hendes stille, men brændende sværmeri altid at kunne sidde som Maria ved frelserens fødder. Hun virkede trofast hernede, men levede i sine tanker mest hisset, medens hendes mand, brav, redelig og skikkelig, slet ikke fandt, at jorden var nogen jammerdal, men levede for at komme frem og op. Han havde giftet sig sent, og da han så fik en søn, opfyldtes hans mangeårige stille håb at kunne knytte den store grev Johan Caspar Herman Wedel-jarlsbergs navn til navnet Stenersen. Derfor skulle det også være hovednavnet Wedel, der blev fornavn. Moderen havde nok helst ønsket først at få en datter, men da gutten kom, overtydede manden hende om, at helstøvler dog alligevel er noget andet end halvstøvler, og så fik de jo desuden to døtre siden. Da gutten tilfældig var bleven kendt med Fritz, dyrkede skomageren dette bekendtskab på det omhyggeligste og sørgede for, at det blev varigt. Han og konen havde herom haft en tvist, en af de ganske få i deres stille ægteskab; hun syntes ikke om den verdslige beregning i dette og frygtede desuden for, at det randelske hus ikke var den bedste skole for hendes gut, der havde arvet hendes bløde gemyt, men også hendes stærke fantasi. Med sit moderinstinkt så hun rigtigt på forholdene, men manden mente, at gutten havde godt af at. komme blandt de fine, og hun bøjede sig -for hans vilje, dog under den stille beslutning at våge og bede; våge over guttens Vandel, bede for hans sjæls renhed og tro. Skomageren havde dog på sin.måde også ret. Gutten var smuk, en forskønnet udgave af moderen. Med sin regelmæssige, smidige figur, sin hvælvede, klare pande, distinkte bryn, blødt formede mundparti og dertil de dybblå, næsten sværmeriske øjne, så han i grunden bedre ud end Fritz, men han stillede sig dog altid uvilkårlig i baggrunden for denne, hos hvem han følte både social og intellektuel overlegenhed. Men han fik dog indtryk af de nye omgivelser og formede sig let efter dem. Nu lå han på ryggen i græsset med armene foldede bagom hovedet og stirrede op på himmelen, hvor nogle tætte hvide skyklatter drev langsomt hen over. » Hvad er det, du ligger og drømmer nu? « Spurgte Fritz, da de en stund havde været tavse. Han kendte sin vens tilbøjelighed til at lade fantasien- flyve langvejs og svulme ud i umådelige lykke- og æresdrømme. » Nå, hvor er du så henne? « Wedel rejste sig hurtigt op i siddende stilling. Et særligt, anspændt udtryk gled pludselig bort fra hans ansigt og gav plads for det sædvanlige. » Du vil bare gøre nar af mig, « sagde han lidt slukrøret. » Så har du vel været theaterhelt eller konge igen ligesom sidst,- mumlede Fritz og så halvt op på ham, medens han med den ene hånd støttede under hovedet og med den anden puffede huller i græstørven med boldtræet. » Nej, det var ikke det, « svarede Wedel langsomt. » Det kan jo være det samme. « » Mig kan du da gerne fortælle det. « og han havde ganske rigtig været langt borte og højt på ærens tinder. Denne gang var det admiral, han havde været, admiral med guldtresset hue og kikkert i hånden. Koldblodig som en gammel veteran gik han op og ned og kommanderede, medens kanonerne tordnede, og krudtrøgen rullede i hvide hvirvler henover den blanke havflade. Det var den russiske ekspedition, der skulle gøre invasion i Sverige og Norge, som han totalt ødelagde med sine kanoner og torpedoer. Han reddede fædrelandet! Det krøb i ham af henrykkelse ved den dejlige modtagelse, han og hans tapre gutter fik ved indsejlingen til Kristiania, og han hørte hvert skud af saluten, både fra fæstningen ogflåden. » Det er dumt at indbilde sig sådanne ting, som aldrig kan ske,< sagde Fritz i en affærdigende tone. » Kanske de tager studenter til admiraler, hvad? « » Ja, der ser du — du gør nar af mig; men det er så morsomt at tænke sig sligt, og det var så naturligt, jeg så mig selv så tydeligt, og alt sammen — « » Jeg ved noget, som det er morsommere at tænke på, « sagde Fritz med et smil og blev ved at støde med boldtræet. — » Nej, jeg vil ikke sige det. « Men efter nogen overtalelse gav han endelig efter og fortalte det hele med Maren. Måske havde han alligevel ikke gjort det, om ikke den ungdommelige lyst til at have en fortrolig, en taus medvider i sine triumfer, havde gjort sig gældende; men nu, da der var rørt ved det, brændte det ham at få udfoldet enhver flig af de ungdommeligt stormende b'ølelser. Wedel var først som forstenet. Han var ganske angst ved at se ind i dunkle og ukendte dybder, som for første gang lukkedes op for ham, men lidt efter lidt steg der svømme

1897_Schandorph_FroekenGram

Sophus

Frøken Gram

Schandorph

Schandorph

Froeken Gram

male

1897_Schandorph_FroekenGram.pdf

Sophus

Schandorph

dk

Frøken Gram

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I talen gik højrøstet i grosserer grams store veranda, som strakte sig langs façaden på hans villa mellem Skodsborg og Vedbæk. Kaffen var serveret der efter en udsøgt herremiddag på en halv snes personer. Den blandede sin aroma mellem andre duftende udåndinger af den fineste Kognak, af maraschino, af hollandsk curaçao, af kakao, af grøn og gul chartreuse. Der var noget af alt for alle, og nogle af dem var finsmagere. Kun én dame var tilstede. Grossereren var enkemand. Damen var hans broderdatter, frøken Augusta gram, datter af en distriktslæge i provinsen. Hun var i besøg hos sin onkel sammen med sin fader. De ældre herrer dampede af eftervirkningen af de gode vine og dampede med de friske, fede havanacigarer. Alt dannede en fed tæt dis, der langsomt gled ud i den solstrålende eftermiddag i August. den ene dame lyttede opmærksomt til ordvekslingen, der syntes at være fortsættelsen af en diskussion ved middagsbordet. Hun var tarvelig klædt i en drapfarvet ulden kjole med diskret mørkeblå besætning. Hendes brune hår var redt glat ned til begge sider. En mægtig nakkeknude satte et vilkårligt punktum for dets udvældende tendens og trodsede den daværende modes fordringer. Hendes smukke kraftige, gulhvide fingre bevægede sig langs marmorpladen på bordet, som om hun spillede klaver. Der var en ung herre alene mellem de gamle og midaldrende. Han sad ved siden af frøkenen. Han havde en olivenagtig hudfarve, sortebrunt hår og en lille, men tæt knebelsbart, brune øjne, syntes høj og slank, så underlig frisk og uberørt ud mellem de øvrige sved- og vinanløbne herrer. Bankdirektør, etatsråd brænning, en gråsprængt, whiskerprydet, middelfed ret køn mand sagde, henvendende sig til den unge, brunette herre: — men, min gode Lieutnant! Er det virkelig deres mening, at en fri, konstitutionel forfatning... hvad var det, de sagde?... At den forkludrer en nation? — ja, svarede den adspurgte. — ja, undskyld. Jeg, som har været otte år i England, jeg synes, at den engelske nation er den dygtigste af alle. — Englands konstitution er århundredets halvt ubevidste arbejde, hr. Etatsråd. Den er vist ikke en gang formuleret på papiret. Fastlandets konstitutioner — Frankrig har vel haft en snes -— er ikke stort mere værd end det papir, de er trykte på. — tag et glas... helst fin Kognak, kære Lieutnant roli, sagde husets vært... Her ( han henvendte sig til det øvrige selskab ).. det er s’gu grinagtigt, at de unge er reaktionære, og at vi gamle er liberale. Hvad, bro’r, doktor. Den lille undersætsige distriktslæge purrede i fuldskægget og sagde: — lad være med at sige „ Doktor! “ Jeg er læge. Jeg har aldrig disputeret, og jeg sejler ikke under falsk flag. Men jeg er en gammel student, har været med til at gå i procession til Kristian Viii og forlange konstitution. Jeg har skrevet både i „ Korsaren “ og i „ Fædrelandet “. Jeg har hørt Carl Plougs sange, lige som de var blevne til, og jeg bevarer, min s’æl, mine ungdomsidealer, det ene lige så vel som det andet, uden at slå af. Et frit Danmark til Ejderen! Ja det har jeg gamle Karl levet på i mit jyske eksil. og det vil jeg leve på lige til... lige til... Fanden en gang henter mig. Lad de unge løbe, hvorhen de vil — jeg bliver en gammel liberal og skandinav.. Men, herre gud, skal vi lade alle de dejlige drikkevarer stå, bro’r Ludvig?.. fordi de unge mennesker sværmer for den /esel... den Bismarck og for hans herre, den gamle væmmelige, skinhellige korporal... Skål, hr. Lieutenant!... Skal det være Bismarcks skål?.. — nej, hr. Doktor-------------- — jeg er distriktslæge... ikke doktor!... Nå, men altså ikke Bismarcks skål.. Hvorfor ikke? — fordi jeg hader ham. — bravo! Bravo! lød det fra alle alunde. En lille, umådelig tyk, glatbarberet mand, rig grosserer, forhenværende hørkræmmer, Laursen, der havde svunget sig op tra gårdskarl i „ Tre hjorter “, slog i bordet så kopper, flasker og glas dansede og råbte med stærk efterklang af jysk i diktionen: — ja véd de, hvad jeg siger, hr. Lieutenant? Jeg siger, at jeg ganske rolig og uden samvittighed skulle hænge både kejser Vilhelm og Bismarck, den ene ved siden af den anden, ude på Gammeltorv lige ud for min forretning og se ravne og krager hugge i deres døde kød fra morgen til aften, så længe solen er på himlen. Ja fa’en tage mig gjorde jeg det — og uden mindste samvittighed. Se, England, han er en kæltring og ville ikke hjælpe os. Sverig, han var en pjalt. Frankrig, han glemte, at vi i sin tid holdt med Napoleon — og derfor fik brodersønnen også klø af ham, Preussen, i forfjor. — nej, jeg gentager mine ord i vitterlighedsvidners overværelse. Jeg skulle uden mindste samvittighed hænge kejser Vilhelm ved siden af Bismarck ude på Gammeltorv lige ud for min forretning... Det er nu min anskuelse, hr. Lieutenant, og den skal de pinedød respektere lige så godt som deres egen. Og det så sandt som jeg hedder deruPder==Laust deruPder==P. heruPher==laursen — og det uden deruPder==co. Bagved, for jeg er ingen haleneger. InituPinit==Laust deruPder==P. heruPher==laursen sank ned På deruPder==bænken, skænkede sig en kakaosnaps og fandt, at han havde opfyldt sin pligt som patriot. Han brummede som en slags finale til sine udtalelser. — for jeg er ellers ikke en mand af mange ord. Grosserer gram hviskedee til den unge lieutenant: — et naturligt forretningstalent... men de mærker nok, at han, hvad højere dannelse angår, er lige ved lavmålet. Så sagde han højere i lidt drilsk tone: — var de ikke i sin tid medlem af augustforeningen, hr. Lieutenant? — nej. — pourquoi non? spurgte distriktslægen. — som militær ville jeg betragte det som uforsvarligt at melde mig ind i en politisk forening af hvilken som helst Art og med hvilken som helst tendens. Jeg hader politik.. Jeg sagde før, at jeg hadede Bismarck. Det hindrer mig ikke i at beundre hans energi og hans geni. — den Junker... den... hvæsede distriktslægen... den militarist. — ja, hr. Doktor — — jeg har aldrig disputeret for graden — — nå, hr. Distriktslæge — da. Men jeger netop militarist. — det var fa’en! Betragter de krigen som en velsignelse? — ja. Den tvinger menneskene op fra den jordbundne dont og ud af middelmådighedsmoralen. Den ruller store scener op folderes øjne. De, der deltager deri, lærer, at man ikke skal gøre så meget væsen af en smule menneskeliv, som den såkaldte humanitet hæger om som en sygeplejerske. Den viser os menneskene, som de er — et sammensurium af evne til opofrelse og overvindelse af den fejhed, som en magelig kultur har ammet dem op til, og af de mest dyriske og ville drifter. Det samme individ går den ene dag mod kanoner for sit lands skyld, næste dag stjæler og plyndrer han, drikker sig fuld og overlader sig til sine dyriske drifter. Krigen driver mennesket fra den ene yderlighed til den anden og frigør ham for den vante middelmådigheds væmmelige luntetrav. Og frem for alt krigen lærer ethvert individ at lystre uden at mukke, mens det står i geleddet; den stopper munden på det dumme ræsonnement, som parlamentarismen har oplært enhver bondeknold til heri landet. — nu bliver de s’gu rigtig morsom, lieutenant roli, sagde grosserer gram og klappede sin unge gæst på skulderen. Videre. — videre! Silentium, mine herrer! Lieutenant roil har ordet! Lieutenanten så trodsig udfordrende ud over disse fede, svedende hoveder og vedblev: — jeg betragter også en rigtig pest som en god kur for menneskehedens sløvhed og magelighed. Den trænger til at få de store følelser, selvopofrelse og mod op i sig på alle måder. Mennesket skal først skræmmes og dernæst tvinges til at gå den uundgåelige fare i møde. Men for at opdrages til det skal vi alle under den strengeste militære disciplin. — ha, ha! Kongemagten af guds nåde; råbte distriktslægen. Nu bliver de brillant, lieutenant! Videre! — ja kongemagten af guds nåde, vedblev den unge mand, og hans olivenfarvede kinder blev teglstensrøde. Hoben skal tvinges i knæ for en sand gud... eller et afgudsbillede — det er lige meget... Læg mærke til, at alle de nationer, der har været mægtige i den nyere histories tid — jeg taler ikke om oldtiden: — Spanien og Tyskland under Karl v, Frankrig fra Ludvig Xi til Ludvig Xiv, Rusland fra Peter den store til nu, Preussen fra Frederik den store til nu, har holdt sig ved magten, så længe massen bøjede sit hoved under den enevældige magt.. Ja jeg er ikke bange for at tage England med. Det har bøjet sit hoved under kapitalens magt i parlamentet og i hele det engelske liv. Det er en unobel enehersker, men.. enfin! — hør, sagde distriktslæge gram, jeg synes, de revolutionære franskmænd fejede fjenderne fra grænsen, og det ret godt i halv- femserne. 9 — et par Års krampespænding i en stor nation. Ja vel. Men hvad var der blevet af alt det revolutionære pak, hvis ikke Napoleon var kommen op, havde uniformeret det og proppet det ind i geledderne og fået alle til at lystre. Ja vel holder jeg af krig som af alle undtagelser fra det træge, dvaske, guds- og åndsforladte dagligliv. Hellere en eksalteret rus end en kold nøgternhed. — hver til sin tid, brummede grosserer Laursen og tog sig en fed, brun kakaosnaps. Gud ske lov, at jeg har udstået min værnepligt i den salig borgervæbnings tid. En almindelig latter brast ud som et løssluppet slusevæld, som lieutenantens pattos havde stemmet op for. Løjtnanten ville rejse sig, men følte et lille tryk på sin arm. Han så til siden. Bagved ham stod den høje, lidt sværlemmede unge pige, med de svulmende læber, de stærke brune øjenbryn, de kraftige hvide hænder og arme, de blanke stålgrå øjne. Løjtnanten så op på hende og tænkte: en model til en amazone eller en skjoldmø! Af gammel fransk vane bævede ordene: one vcux-tu, ma chere'? på hans læber. Fra dette øjeblik betragtede lieutenant roli den unge pige nøjagtigt, så lidt han kunne gøre det uden at vække opsigt. Skønt ung havde han „ været med “ ilivet og skønnede snart, at hun ikke var ilde stemt imod ham. Han vovede en gang at antyde et nik og var nogenlunde sikker på, at det ville blive besvaret af en lidt svagere antydning. Samtalen opløste sig i almindelig vrøvl som snadren af ænder. I en lille pause sagde inituPinit==grosserer deruPder==Laust deruPder==P. heruPher==laursen: — jeg tror, vi skulle lufte eller røre os lidt, for ellers tager kæferen ved. I det hele kommer det an på at holde knæhaserne i orden. Ellers kan vi ikke løbe, når løjtnanten vil sla’ os ihjel i et hovedslag. Atter tog folkets mand applaus på sin replik og fik sit publikum med. Gæsterne rejste sig. Grosserer gram bød friske cigarer om — en lettere, mindre og ældre type Havanna. Grosserer Laursen fik i en fart blandet en kakao med curaçao og slog den i sig med den fra gårdskarledagene erhvervede færdighed i at tage en „ højbenet “ Snaps i ét drag. Selskabet gik ud i den smukke have, som terrasseformig skrånede ned mod stranden. Bordets glæder havde givet nogle af de ellers så korrekte sorte silkehatte et lidt forsorent kast ned til siden, og de sortkjolede skikkelser skred frem i den let gyldne eftersommerkvæld, ned mod det rolige, blanke -hav, der i bølgende småplask berørte kysten. Lieutenant roli holdt sig bagefter i afstand. Han syntes, at alle disse sortkjolede, mad- og vinfyldte folk, der dampede cigarrøgen ud som lokomotiver, stod dårligt til den hellige, stille glæde i naturen. Han smilede ad sin egen pattos fra før af. En reminiscens fra hans skolelærdom dukkede op i ham om den hellige franciskus’ prædiken for fiskene. Han satte sig på en bænk i et tæt lysthus på den øverste terrasse. Lyden af tale steg med tydelighed op fra de talende nede ved strandkanten. — hvor fa’en har du fanget den sære fisk? Lød distriktslægens lidt hæse røst. Grosserer gram svarede: — ja... hans onkel, som har opdraget ham, gør jeg forretninger med, men den gamle er svag og går aldrig ud. — nå? sagde grosserer Laursen. Er han, roil, som gør i korn, hans onkel. Så behøver han s’gu ikke at sige, at kapitalen er en unobel — hvad var det han kaldte det — for den giver ham vel et godt tilskud til en luset lieutenantsgage. Det er vel onkelens tilskud, som gør ham så kævestærk. — pst, hyssede grosserer gram... Nå hvor blev han af? — nå ja så... Ja, han er for resten et godt hoved. Han tog artium med udmærkelse, gik så med i 64, kom ind i den faste arme, gik så i 70 i fransk tjeneste og sloges i versailleshæren mod kommunarderne, tog så stabsexamen herhjemme, må være satans dygtig. — bare han ikke var gal, sagde distriktslæge gram og gabede højt. For det at forsvare absolutismen i vore dage, det er dog — ikke en gang det højere, men det allerlaveste vanvid. Etatsråd brænning sagde: han kunne godt blive en rød demokrat. Ekstremerne — véd de — berører hverandre. Lieutenant roil var ved at rejse sig og gå ned til gruppen, men da han var kommen lige til lysthusets udgang, så han noget rankt og lyst. Det var hans værts broderdatter. Da hun så ham, farvedes hendes blege, temmelig brede kinder, og hun gjorde en antydning til at vende om. Hun stod så stor, så sund i eftermiddagslysets stille gyldenflamme. Den snævre lyse kjole viste de stærke, men ikke svulmende former. Den lave, faste barm, den langstrakte Hals, slank som et søjleskaft, det lidt tilbagestrakte hoved, den ikke ganske lille, men lige næsten græsk-typiske næse, den kraftige firkantagtige hage!--------nej hun var ingen almindelig køn pige. Lieutenant roil skyndte sig med at sige: — å, frøken! De kedede dem vist græsseligt ved bordet. — nej, sagde den unge pige. — men blev forarget over min kætterske tale? — jeg holder meget af kætterier.. — hm, men de har måske misforstået mig. For jeg er egentlig orthodox. Den rettroende kirkelære er et udmærket redskab for disciplinen. Den lader jeg stå undersøgt. Er der svamp i den, så ramler hele samfundsbygningen. — er den da så herlig? spurgte frøken gram. — ønsker de da en revolution, frøken? — det kommer kun lidt an på, hvadye^ ønsker. Men i hvert fald hader jeg revolutionen i ord, især af folk, der, når det kommer til stykket, ville være de første til at krybe. I skjul. — skal vi tale lidt sammen, frøken? — ja gerne. Der var ingen varme eller hjertelighed i svaret, men en — man kunne vel kalde det en kammeratlig ugenerthed. Lieutenant roli veg til side. Frøken gram gik ind i lysthuset og satte sig på bænken. Løjtnanten blev stående. — hvorfor sætter de dem ikke? Jeg synes, at den kavalleragtighed, som manden nu til dags viser kvinden, er et skalkeskjul for hans foragt. — skal vi da være grove mod damerne? — nej. Alen behandle dem som fornuftsvæsener. lieutenanten tænkte: hvor gammel mon hun er? Hun lader til at have emancipationstendenser. Så sagde han smilende: — var ikke galanteriet i gamle dage noget skønt? — det passede til kostumer og omgivelser. Jeg kan se med behag på en knælende mand i ridderdragt, men ville en efter vor tids mode galaklædt herre knæle for mig, ville jeg komme til at tænke: bare ikke hans pantalon sprænges over knæerne. Lieutenanten studsede og betragtede hende nøjere. Der var noget ved hende, som både tiltrak og frastødte ham. Han kunne kun få sagt: — og de, som er så ung... De — jeg er 26 år... har en slags livserfaring. hun lo og fortsatte: — det er det eneste fag, jeg har lagt mig efter. Ellers havde jeg kedet mig ihjel. Hjemme er der kun blevet talt om politik, så længe jeg kan mindes. — hu, ha! Ja, det er det værste, jeg kender, sagde lieutenant roli. Men så må jeg have kedet dem frygtelig ved bordet og ved kaffen, for jeg politiserede jo også. — men deres politik var, hvad vi derhjemme har hørt betegne som kætteri. Derfor morede de mig. Det er et sært pigebarn, tænkte løjtnanten. Han sagde: — frøkenens fader synes just ikke at sympattisere med sådanne tanker. — nej. Som barn og ganske ung levede jeg af patriotiske sange om Uffe hin spage, om det treenige Norden, der skulle føre folkets sag til sejr, af krigerske taler, som udfordrede både Tyskland og Rusland til kamp. Jeg var aldeles sikker på, at det Danmark, jeg levede i, var Valdemar Sejers Danmark, og at Fredrik vil var hans jævnbyrdige i uovervindelighed. — ha, ha! Og at grevinde Danner var 16 dronning Dagmars jævnbyrdige i vennesælhed og dyd? — hm! Hende havde jeg ingen tanker for. Men jeg græd, da Frederik vil var død; jublede, da krigen rykkede nær, glædede mig til efterretningen om, at tyskerne fik panderne knuste ved stormløbet mod dronning Thyras vold. — jeg troede det samme, sagde lieutenant roli næsten hviskende, indtil året før den væmmelige krig. Jeg kom da på en rejse, først til Berlin. Jeg blev forfærdet, da jeg på en stor Revue så den udmærkede dygtighed, kom så til Paris og så manøvrer, der var arrangerede som theaterforestillinger til morskab for dronning Hortenses drømmende bastard... Om forladelse, frøken... men denne så kaldte Napoleon Iii, var en farceur, værre end Garibaldi, som dog spillede farcen i god tro på, at det var alvor. — Garibaldi! udbrød frøken gram med en smertelig betoning — var han også af den slags? Å nej, å nej! Lieutenant roli. — en filius posthumus af kondottiererne, foret med lapper af en tribumis plebis's toga.. — jeg forstår dem ikke. — ja ja — så da en silde født svend gønge plus en Carl Ploug... Nej så holder jeg på den moderne røver Bismarck, som stammer i lige linje fra macchiavelli og Richelieu. — de blodhunde! — ja, men de skal til for at holde orden på opsætsige køtere. Røveren Bismarck var ikke så dum at sprænge den preussiske rigsdag med bajonnetter, han lod den vrøvle og opponere og lod uden dens bevilling støbe rifllede stålkanoner, fabrikere bagladeskyts, og da han havde opnået at virkeliggøre, hvad poeter og bladskrivere havde vrøvlet og drømt om, så slikkede hele det liberale hundekobbel hans blodige næve og sprang, når han svang pisken over dets øren. Men vi danske lod os lede som klokkefår af talere og sangere. Ja endog efter at de havde sunget og talt ulykken over vore hoveder,, fik de igen plads blandt vore styrere. — de hader dem — — ja. — jeg med. Hør, lieutenant roli! Jeg havde to fættere, sønner af min afdøde farbroder, en Provst gram. Den ene af dem var tteologisk, den anden filologisk student. Den første sagde i en tale i 1863, mens Polen var i oprør: alle danske vil dø for Polen! Jeg var så begejstret derover, at... at — de blev forelsket i ham. — hm! Jeg var lige ved det. — men han gad ikke dø for Danmark. - vel? — nej han lod sig ordinere til kapellan hos sin fader for at slippe for at gå med i 64. — og filologen? — han gik med. Men da han hørte de første kanonskud — det var nok ved mysunde — så fik han et underlivstilfælde og kom på et lazaret, hvorfra han under næsten hele krigen skrev korrespondancer til et blad. — og rakkede officererne og soldaterne ned. — naturligvis. — ja de, der led, stred og blødte, der kæmpede støt og tro trods nederlag på nederlag — ja de blev kaldte feje og uduelige af de regerende pennehelte. Jeg tilegnede mig den gang mine to politiske maksimer, det tyske korporalsord: das publikum soll prugel haben, og det dårlige franske Vers: a Dieu mon âme, Ma vie au Roy, mon coeur aux dames, l’honneur à moi. — sig mig, lieutenant roll — ville de uden samvittighedsskrupel lade hugge ind eller skyde på en oprørsk folkehob? — ja lige så rolig som den tykke grosserer dernede ville hænge kejser Vilhelm og Bismarck på Gammeltorvs lygtepæl. Og dog nej.. ikke uden skrupler, men i kraft af min pligt. — de var jo i fransk tjeneste under krigen med Tyskland. De kæmpede for en Republik. — om forladelse! Jeg troede, at thiers’s Republik ville munde ud i det legitime kongedømme. — ville det have været en lykke? — det var et forsøg værd at se, om retten endnu kunne vinde sejr i revolutionens land.... Men da krigen var endt, og kommunarderne var knuste, tog jeg afsked, netop fordi jeg så, at ttiers var en listig kræmmer og lavstammet bourgeois. — var de ikke med til at slå kommunarderne ned? — jo. — og det var de glad ved? — på en måde — og dog nej. Hvis jeg ikke trætter dem, frøken, så vil jeg fortælle dem en lille historie. Jeg kommanderede en lille afdeling, som skulle storme en barrikade lige ved begyndelsen af rue Saint Antoine, ikke langt fra hotel de ville. Det gik let nok. Forsvarerne smurte haser. Bag ved den første barrikade var der anlagt en anden, som ikke var bleven færdig. Pludselig, da jeg og mine folk ville omgå dem, ser jeg en sær figur oppe på denne sten og grushob. Et mægtigt kvindemenneske, dejlig som Santa Barbara, krigens skytshelgeninde. Lieutenant rolis ansigtstræk begyndte pludselig at dirre. Hans brune øjne spilede sig op og skinnede blanke, stift stirrende op mod den unge dame, som havde rejst sig og stod for ham stor og rolig. — nå, hr. Lieutenant.. videre! sagde hun uden en mine eller et tonefald af forbavselse ved at se ham med det eksalterede udtryk. — ja de ligner hende, mumlede løjtnanten. — ha, ha! Santa Barbara... eller kvindemennesket på barrikaden? — dem begge siger jeg. — skaf mig da en maler, som jeg kan stå model for til denne krigerske helgeninde. Det kunne more mig at blive foreviget for slægt og venners skyld. Men fortæl videre, Lieutnant roli! Han fortsatte, som om han overvandt en indre modstand, i et sært kortåndet foredrag. — hun svang en flaske i sin hånd og råbte med en mægtig dyb stemme som en mands: Vive le petrole! Vive la commune! Som i vanvid, uden ret at vide, hvad jeg gjorde, kommanderede jeg „ Feu! “ En geværsalve knaldede. Hun stod oprejst et øjeblik, råbte: „ Vive la canaille! “ Håret flagrede nu opløst om Hals og skulder. Så tog hun sig til det halvnøgne store bryst — hun havde endnu liv nok i sig til at slynge et øjekast ud mod os. Det så ud, som århundreders had var brændt sammen i det... så snurrede hun rundt som en top og faldt ned af forhøjningen mellem sten, grus og skår. Vi for videre og ind i rue Saint Antoine. Jeg har skudt på mænd med samme ro som på grævlinger eller ræve. Men en kvinde...! Nej. Og vidste jeg, hvad jeg nu ved... ja så var mit mod måske klikket. — fordi hun lignede mig? sagde frøken gram, ha, ha! — ja. — jeg er glad over, at jeg stoppede dem op i at sige en flovse.... Nå, det kvindemenneske havde jo stillet sig som kombattant på oprørsiden. Hun havde jo selv valgt at blive behandlet som en mandlig oprører. — ja, ja.. Det er naturligvis rigtigt, hvad de siger. Men hun må have været fyldt af en mægtig lidenskab. Hun ville måske udmærke sig for at løfte sit navn højt over hobens. Se det er det, jeg holder af. Der er noget så nedtrykkende i at smelte sammen med menneskemassen, med pøblen, og ikke få den til at bøje sig for en. Det er forfærdeligt at føle kræfter i sig, som der intet brug er for. — å, der er vel alle vegne brug for store kræfter. — nu omstunder? — ja, når man er født med en lirekasse i brystet og kan synge 'olk ud af deres dvaskhed, hvis man er skabt med lange og smidige klaverfingre eller med en violinbue i hånden, eller kan agere på en scene, male på et lærred eller til nød skrive Vers. Ja det er sandt — har man et genialt greb på at svindle og snyde, så kan man vel bringe det lige så vidt som.. som... jeg havde nær sagt den jyske bondeknold, millionæren hr. Laursen. — ja han en væmmelig, sagde frøkenen med en grimace. Ser de? Ser de? Han står og omfavner etatsråd brænning dernede og ser ud, som om han vil løfte sig på tåspidsen og kysse ham. Og etatsråden spytter ham ikke i ansigtet.... trækker ikke en gang hovedet tilbage. — de er prægtig, frøken! udbrød løjtnanten og rakte uvilkårlig sin hånd ud mod hende. Hun tog den, lo og sagde: — siden jeg er en gammel pige, går det vel an. Lieutenant roli sagde: — ja — hvis det ikke var -stygt at sige det, så ville jeg ønske den tredje slesvigske krig, selv om vort stakkels land faldt med det samme. Det vil sige under den betingelse, at jeg faldt for det i en vild, fortvivlet kamp... Så ens navn tillige med landets dødskamp levede i efterverdenens sang og historie som Polen og dets sønner i forrige århundrede. Nu er deres trods dum og unyttig — thi Rusland ejer det med erobringens ret. — jeg havde lyst til at gå i krig med dem, sagde frøken gram med funklende øjne, mens hun lo, som om det var hendes spøg. Hun så meget smuk ud. Løjtnanten rakte sin hånd ud igen, og frøkenen tog imod den. Han trykkede den stærkt og sagde: — mener de, hvad de siger? — ja sagde hun, ville le, men det lykkedes ikke. Jeg ville gå med dem... i al evighed. De slap brat hinanden, thi gruppen nede på strandkanten begav sig, opløst i par, op mod terrassen. Det unge par gik ud af lysthuset. — hø, hø! sagde grosserer gram... Kan lieutenant roil ikke lade være med at føre erobringskrig i fredstid...? I ser ret varme ud børn! — ja vi kommer vel til at slukke efter alle sammen med en bid øl, sagde grosserer Laursen. Det køler af... Var der bid, lieutenant? Nå, godt ord igen, æd mig ikke! Distriktslægen og etatsråaden var komne til. Grosserer gram sagde til sin Broder: — der skal du se. Løjtnanten har vist forsøgt på at tvinge dit pigebarn over på den reaktionere side. Distriktslægen smilte lidt melankolsk: — hun går s’gu både til yderste højre og yderste venstre, når hun bare kan undgå den midte, hvor det fornuftige altid ligger. — youthfulness! sagde etatsråd brænning og klappede distriktslægens arm, uden at ænse, at denne ikke forstod ordet, og ærgrede sig over det. Lægen ville ikke stikke op og sagde: — pueri smit pueri, pueri pueritia iractant. — ja vel, svarede etatsråden, som om han forstod. Inde i havestuen stod en let, fin kold sexa med porter og bajersk øl. Grosserer Laursen fik ved at gøre kur til husbestyrerinden en snaps bjerget i „ al listighed, “ som han sagde. Frøken gram var gået oven på, inden gæsterne var komne ud til den char-å-banc, der skulle befordre dem til jernbanen. Hun sad med vinduet på klem, halvt skjult af gardinet. Hun så løjtnanten svinge sig op og sætte sig hos kusken. Han vendte sig om. Da viftede hun med sit lommetørklæde. Han tog hatten af og svingede den. Ingen af de andre så det fra vognens indre pladser. Frøken Augusta brast i gråd, men tæmmede sig selv ved den korte monolog: — jeg er for gammel til at være fjantet, var det ikke en renommist? En ordbroderer som de andre? Hun blev dog ved at se efter vognen, der rullede afsted i det stærkt rødmende lys, så den sorte silkehat glinse højt oppe på kuskesædet og lukkede først vinduet, da træerne dulgte køretøjet og dets besætning, og dets rullen blev uhørlig. Hun var vred på sig selv og opgjorde sit livsregnskab. I den lille købstad, hvor hun var født og opvokset, var hendes fader i sin tid udligger for Københavns nationalliberalisme og ofrede politiken al den tid, der levnedes ham fra hans praksis. Hun blev indsunget i nationalsangene, læste aviser fra hun var barn, med samme ihærdighed som hun holdt ved, hvad hun faldt på at ville sætte igennem. „ Der er trold i den unge, “ sagde den godmodige og joviale evig studentikose distriktslæge. De personer, som faderen hyldede, sværmede hun for. Hun kunne have sprunget op i skødet på en af førerne og slynget sine arme om hans Hals, hvis han var trådt ind ad døren. Moderen havde ingen synderlig rolle spillet i hendes liv. Hendes kolde og stive væsen gjorde pigebarnet sky. Så længe hun kunne mindes, havde hun befundet sig i opposition til sin moder. Denne havde, skønt hendes pigenavn var Møller, adelige fornemmelser, thi en kousine af hende var gift med en Greve og postmester. Når Augusta var uartig, og moderen sagde: „ Det skulle din tante, grevinde arsfeldt se, “ blev tøsen endnu sejere og trodsigere og sagde en gang: — fa'r siger, at alle adelige er dumme, og værre blev det, da moderen replicerede: — det siger han ikke, når han er i praksis på herregårdene, og når han får nytårshonorar derfra. men distriktslæge grams hyppige.optræden som politisk frihedstaler, rygtet om, at han var anonym korrespondent til „ Fædrelandet “, bevirkede til sidst, at herremændene afskedigede ham, så snart der var kommet en ny praktiserende læge til egnen. Datteren så en martyr i sin tykke, gemytlige fader, faldt ham om halsen en gang, da han meddelte en sådan opsigelse, og uagtet hun fik til svar på sin pattos: „ Nå, skab dig nu ikke min snut, “ Løftedes samme pattos end højere ved denne overlegne humoristiske beskedenhed hos hendes helt. Augusta græd bitterlig over ulykkerne i 64, beundrede endnu sin faders sikre tro på, at vestmagterne snart ville tvinge tyskerne til at give køb. Han spåede en evropæisk koalition mod Preussen, hvortil Østerrig til syvende og sidst nok blev tvunget til at slutte sig. Efter 1866 sagde han endnu: herligt, herligt! Leve sadowa! Nu får Frankrig og England en sikker allieret, når det næste gang går løs. Augusta ærgrede sig over sin moders evige besøg på omegnens herregårde, hvorfra hun hjembragte alt det onde, som der blev sagt om vore mænd fra 1848. „ Det havde de godt af, de havde skudt folkets naturlige førere, de, der ragede frem ved fødsel og besiddelse, til side, men nu — nu kommer landsttinget. Derfra skal frelsen komme. “ Når hendes mand hørte det, blev han rasende, uagtet han måtte indrømme, at forfatningen trængte til afstivning ved et konservativt element. Men denne indrømmelse såede et forargelsens eller dog et tvivlens sædekorn i Augustas tanke. Midt under den fransk-tyske krig blev distriktslæge gram forflyttet til Sjælland. Denne krigs udfald knækkede ikke en gang hans optimisme. Nu spåede han en endnu voldsommere koalition mod det tyske kejserrige. Men da var hans datter kommen så vidt, at hun hemmelig lo ad ham. Da brast alle hendes ungdomsillusioner, al hendes begejstring for friheden, alt hendes håb på landets fremtid. Hun sagde hidsig faderen imod. Nu fjernede hun ham fra sig, var ene, stod væsentlig forældreløs. Faderen kaldte hende en gang i et stort vredesudbrud for „ en eksalteret skabekrukke. “ Moderen havde smilet hånligt både ad datterens udtalelse om, at hun ( Augusta ) nok oplevede at blive tysk undersåt, og ad mandens hidsighed. Hun havde sagt ud i luften: Les extrêmes se touchent. Augusta styrtede sig ned i studier af sprog og literatur, læste og læste. Faderen sagde, at nu blev hun blåstrømpe. Den smukke, stærke pige lod til at være utilgængelig for alle erotiske anfægtelser. Når hun en sjælden gang mødte ved større selskabelige sammenkomster, afviste hun med en tør, stundom bidende ironi de sig nærmende kavallerer: ferierende studenter, den juridiske kandidat og fuldmægtig hos herredsfogden, provisoren på apotteket, ikke at tale om nogle velhavende kjøbmandssønner, der vidste, at doktoren sad godt i det og havde fået „ Krus “ med konen. Den mandlige ungdom blev enig om, at doktorens frue og datter var lige „ hampre “. Distriktslægen udviklede sig til, hvad han kaldte en moderat højremand, og blev ret populær i sin egn. Augusta ærgrede sig i aften over, at denne lieutenant havde vakt fornemmelser i hende, som hun hidtil havde betragtet med foragt, når hun havde sporet dem hos andre kvinder. Men jo mere hun tænkte på denne mørke, ranke mand, des dybere brændte hans billede sig ind i hende. Hun greb sig i at sige højt i sin seng: — mon jeg virkelig elsker ham? Mon jeg egenlig ikke er forlovet med ham? i. Hun tændte ikke lys i den måneklare nat, gad ikke gå i seng. Hun var vant til lange monologer, til at være i strengeste forstand muttersene. Denne kraftige kvinde, der brændte af ubrugt kampiver, legede i disse enetaler krig med, hvad hun fornægtede og kaldte løgn og humbug. Og skønt selvironien straks meldte sig med hånlatter over disse „ Svømmetag i en sele på landjorden “, faldt hun stadig hen deri igen og levede et fantastisk samliv med sin foragt for, hvad der rørte sig omkring hende. Sjælden blev det afbrudt af en illusions korte lysskær i tågen. Ondskabsfuld, galgenglad teede hun sig, når illusionen brast, var lige ved at takke verdensstyrelsen for dens rå ubarmhjertighed så vel mod hobens som mod den enkeltes dumme længsler. Hun sørgede først med de andre over Frankrigs nederlag og ydmygelser i 1870 og over de udsigter, der lukkedes for hendes fødeland, men, da hun gennem læsning og granskning over det daværende officielle Frankrig, troede at blive klar over, at Napoleon Iii var en politisk „ svindiende probenreuter “ Og hans gemalinde en „ hellig spansk gås “, kom en skadefro latter op i hende mod hendes faders hidsige forbandelser. Nu, mens hun sad i den måneklare eftersommernat, mens månen slog sit moirerede sølvbånd over sundets brede bryst og gjorde værelset dagslyst, syntes det hende, at der brød et af disse illusionsglimt ind i hendes sind. Var det af samme slags som de tidligere? Hun begyndte med at prædike for sig selv, at det var så, og kaldte sig selv „ en gammel tosse. “ Skulle hun, Augusta gram, gå hen og forelske sig? Hvor latterligt! Ogi en lieutenant, der lapsede sig ved paradokser i et selskab af åndelige kretinere! Men lysningen brød stærkere på, og det var som bragte den varme med og smeltede ironiens og foragtens isnåle i den 26-årige piges sind. Lieutenant roil

1897_IbsenA_FroekenStudent

Aage

Frøken Student

Ibsen

Ibsen

Froeken Student

male

1897_IbsenA_FroekenStudent.pdf

Aage

Ibsen

dk

Frøken Student

En Fortælling

y

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Frøken student et par bøsseskud inden for de yderste klitter ved Vesterhavet ligger Højby fiskerleje: hvorvidt benævnelsen fiskerleje er korrekt nu om stunder, eller bondeby var rigtigere, bliver en skønsag, og byen selv er ikke på det rene dermed. Men den rejsende, der nærmer sig Højby fra øst ad kørevejen, får indtrykket af, at den er det sidste. Så såre han nemlig har passeret den ensomt liggende lille kirke, Højby sognekirke, får han øje på fire, fem bøndergårde så ægte som de overhovedet findes i denne afkrog af halvøen, der med alt, hvad en bondemand kan ønske sig i retning af korn- og græsmarker, brogede kør, får og småkræ ligger lunt beskyttede bag høje lyngbakker mod de barske vinde. Kun nogle fiskergarn hist og her, resterne af en gammel båd, noget strandingsgods, samt husenes livlige bemaling med røde, gule og blå farver fortæller, at disse gårdes beboere har at bestille med det hav, som man ikke kan øjne fra dalen, men som høres dundre og brøle derude i vest hinsides klitterne. disse « saltvandsbønder » har deres for sig selv, og de er byens matadorer. Den forholdsvis frugtbare sænkning i jordsmonnet, hvor de bor, afspærres ved en række bølgeformede, mørke bakker fra den egentlige by, der, skønt den også har sine agerdyrkere, dog hovedsagelig bærer præget af at skylde havet sin eksistens. Røde, gule og blå ligesom bøndergårdene men uanseligere end disse strækker husene med deres stakkels forblæste småhaver sig langs kørevejen fra de brune lyngbakker i øst til klitternes begyndelse, til det ørkenlandskab, som skiller byen fra havet. Der ruster og knirker et enspænderkøretøj en aften i juni hen ad den sandede vej, som fører til Højby fiskerleje. Det gør et såre beskedent indtryk dette køretøj, såvel hest som vogn, små som de begge to er og gamle og forslidte. Men de er til gengæld så harmonisk sammenstemte disse to, at man har ondt ved at forestille sig noget andet dyr foran denne vogn end dette lille, hvide, lodne nuslehoved af en hest eller nogen anden vogn bag denne hest end netop denne vogn, som den triller frem gennem sandet på sine lave hjul, så leddeløst slingrende fra side til side, som skulle den skilles ad i hver eneste af sine sammenføjninger. Så meget anseligere er trods sin sammensunkne stilling den mand, der sidder i agestolen og holder tømmerne, en kæmpekarl af legemsbygning uden tvivl, om han ville rette sin brede ryg. Det store hoved er bøjet ned mod brystet og hen over kraveopslagene på den falmede sommerfrakke bølger et stort, gråsprængt skæg for aftenvinden. Dette skæg og en kødfuld, rød næse er alt, hvad man ser af ansigtet; det øvrige skjules af en kasket med guldtresse, trukken dybt ned over øjnene for at tage af for den skarpe sol, som sender sine stikkende stråler lige ind i hans ansigt. Af og til løfter han hovedet og kigger frem under kasketskyggen som for at orientere sig og rykker i tømmerne men synker straks tilbage i sin duvnakkede position, medens den lille hest efter at have besvaret dette ryk med en fornærmet bevægelse af hovedet vedbliver sit sindige luntetrav forbi de mørke lyngbakker og bølgende kornmarker. tæt ved landevejen og højt til vejrs på Toppen af en mægtig bakke, der lig en bjergås strækker sig fra nord til syd, ligger en lille af klodset tilhuggede kampesten opmuret kirke og skuer fra sin ensomme højde ud over den bakkede, træløse egn. Det er Højby kirke. På stille aftener, når havet slumrer, høres dens klokke viden om over den tyndt befolkede egn lige ud til klitterne en Fjerdingvej borte, inden for hvilke fiskerbyen ligger, hvis mange små huse sete fra Kirkebakken ligner broget farvede legetøjshuse, spredte over et grønt tæppe. Ud for denne kirke forlader hesten landevejen og trækker i fodskridt køretøj og kusk hen over en cirkelrund grusbelagt plads foran kirkedøren og gør holdt. Ikke for at beundre udsigten over de grønne marker, over fiskerbyen og over havet hinsides klitterne, skønt den nok kunne fortjene det, heller ikke af et tilfældigt lune just denne aften, men fordi den er vant til at standse her. — « å, din drivert! » udbryder manden med guldtressen og griber truende til pisken — « jeg skal lære dig. » Men hesten ryster på hovedet og planter sine fire stive lemmer fast i gruset. Og manden ler, kaster sine ben i de lange, blanke støvler ud over vognfjælen og lader sig glide ned på jorden, hvorefter han af frakkelommen fremtager en mægtig rugbrødshumpel og giver sig til at fodre hesten, medens han skælder den ud for alt, hvad man kan skælde en hest ud for. — « du er en fyldebøtte, Lotte, en rigtig fyldebøtte; du spiser mig fattige embedsmand ud af huset til sidst, din ædedolk. To gange mellemmad for at lunte to stakkels mil. Hvad tror du, at Annie tænker om os, som ikke er komne hjem endnu, hvad dit dovendyr? At vi har sviret i købstaden naturligvis. Og det skal fedt hjælpe, jeg giver dig skylden, det kender vi nok, Lotte, dit forslugne, stivbenede, stædige øg! » Og han kæler for den lille hest og klapper dens lodne sider, hvor seletøjet har slidt store skaldede pletter; og Lotte pruster af velvære, medens den gumler sit rugbrød og gnider sit benede hoved mod kæmpens bryst. Højere op på den statelige mand når den ikke. Så ofte strandkontrollør Gerhardt på sin hjemfart fra købstaden kommer til denne kirke, plejer han at gøre holdt for at unde hesten en smule hvile efter anstrengelsen op ad bakken. Men skulle han glemme det, eller, før han når Kirkebakken, være falden i søvn af træthed eller på grund af den spiritus, hvormed gode venner i købstaden har trakteret den til et muntert drikkelag altid parate embedsmand, så standser Lotte af sig selv, dog ikke før den har bragt køretøjet i sikker forvaring ind på runddelen foran kirkedøren, såsom den af erfaring véd, hvor risikabelt det er for den at holde stille derude på kørevejen, medens dens herre sover sin rus ud. Det er nemlig sket mere end én gang, at en forbigående eller — agende ved synet af det lille køretøj med den sovende toldembedsmand midt på vejen har fået det kåde indfald at betænke Lotte med nogle stryg over rygstykkerne, en revselse, som den alderstegne, alvorlige hoppe har følt med sig selv, var ganske ufortjent, men som den har måttet finde sig i, fordi den én gang i sine yngre dage under forsøget på at unddrage sig slig uforskyldt behandling er kommen for skade at vælte vognen og strandkontrolløren i grøften og til straf pådraget sig en alvorlig dragt prygl straks og mange opmuntringer med pisken resten af vejen. Derimod véd den af erfaring, at pladsen foran kirkedøren er fredlyst jord; der kan vanke spottegloser og vittigheder fra vejfarende, som får øje på kontrollørens køretøj foran indgangen til den hellige bygning, men prygl bliver den forskånet for. Der kan Lotte så vente en halv eller hel time alt efter størrelsen af den rus, dens herre fragter hjem fra byen, og der får den sin belønning, når han vågner, som oftest en rundenom rugbrød, hvilken den fortærer med appetit og god samvittighed, imens kontrolløren sidder på trappestenen foran kirkedøren angrende sine eventyr i byen og spekulerende over, hvad for en anekdote han skal finde, på at fortælle sin hustru derhjemme, sin trofaste Annie, til forklaring af sin lange udeblivelse. Det må siges til strandkontrollørens Ros, at Lotte denne aften havde bedømt hans tilstand forkert. Sandt nok han havde i løbet af den sidste halve time ikke givet ringeste livstegn fra sig, ikke rørt tømmerne, men ladet dem ligge løse på hestens ryg, men det skyldtes ikke eftervirkningerne af købmandens eller gæstgiverens drikkevarer men den omstændighed, at han var falden i dybe tanker. Og det faldt ham så svært at ryste dem af sig, at han, en stund efter at Lotte havde tabet til sig de sidste rugbrødssmuler af hans hånd, blev siddende på stenen foran kirkedøren og stirrede ud over egnen over mod klitternes takkede sandbjerge, hvor hans embedsbolig lå. Men da omsider Lotte ytrede tegn på utålmodighed, rejste han sig og trak køretøjet ud på vejen. — « Allons, mit ædle dyr, alions! » sagde han og samlede tømmerne — « nu vil vi trille hjem til Annie og fortælle hende den store nyhed. » og i forholdsvis hurtigt trav trak Lotte sin herre af sted ned ad Kirkebakken mod dalen, hvor bøndergårdene lå, indtil den nåde broen over et større åløb, da den slog over i fodskridt og omsider standsede på et sted, hvor en sidevej førte i nordlig retning til nabobyen Tirstrup, hvis kro om sommeren var meget besøgt af turister og badegæster. Og som for at få besked af sin herre på, om den skulle fortsætte hjemefter eller dreje ned ad denne vej til kroen, vendte den hovedet bagud og så på strandkontrolløren. — « hm, mageløst dyr! » mumlede denne — « forbavsende hukommelse! » ja, hvad skulle han vælge? Et glas øl kunne han i grunden have fortjent efter den lange køretur i solhede og støv; intet steds i omegnen fik man mage til øl som i den kro, når badesæsonen var begyndt. Øl fra fad, iskoldt. Han kunne blot ønsket, at Lotte af sig selv var slået ind på den vej, havde taget bestemmelsen på hans vegne, ligesom befriet ham for ansvaret over for hustruen derhjemme, hun som ventede ham, ventede, som rimeligt var, med utålmodighed på resultatet af hans ærinde, i købstaden. han rettede sig i vejret og kastede et blik mod klitterne i det fjerne, bag hvilke solen sank mod havet. Der var i det mindste en time af dagen endnu tilbage, så kom det lyse tusmørke og den lyse sommernat så dejlig sval at køre hjem i. Og så var der kroværten, som vidste besked om årsagen til hans rejse til købstaden, en mand, der evnede at råde ham retteligen i det vigtige anliggende, for hvis skyld han havde gjort den lange, trættende tur til byen. Og han trængte til en vens råd. Det var ikke så lige til at flytte bort fra dette sted, hvor han havde tilbragt 10 år af sit liv, i o lykkelige år. Nu da hans mangeårige ønske endelig syntes at skulle gå i opfyldelse, da hans høje foresatte i købstaden havde givet ham et næsten sikkert håb om, at hans ansøgning om forflyttelse til et embede i en mere civiliseret egn ville blive bevilget, nu var det, som den hele egn her langs havet bandt ham, ikke ville slippe ham. Han havde følt det på tilbagerejsen fra byen og stærkere og stærkere, alt som han nærmede sig hjemmet og hørte havets brusen vokse. Og nu hans hustru, hans Annie, hvad for et ansigt ville hun sætte op til nyheden? Det var nok så meget for hendes skyld som for sin egen, at han år for år havde nedlagt disse bønner på stemplet papir for de mægtige herrers fødder. Endnu i Morges, da hun med et smil ønskede ham lykke på rejsen, havde han ikke været på det rene med, om der havde været alvor i dette ønske, eller om hun blot havde haft ham til bedste. Men hvorom alting var, det kunne ikke skade at høre gode venners mening. Kroværten var hans ven, og hans øl var godt.......... Da strandkontrolløren var kommen så vidt i sine overvejelser, begyndte hans hest langsomt at sætte vognen i bevægelse, og hvad enten den nu selv tog initiativet, eller dens herre kom for skade at rykke en smule i den ene tømme, køretøjet svingede bort fra landevejen ind over lyngmarkerne i retning af kroen. Kroen lå i den nordlige udkant af den lille’ kystby. Om sommeren, så længe badesæsonen varede, avancerede den til « gæstgivergård » eller endog « badehotel » for i slutningen af August, når den brogede skare badegæster var draget bort, atter at synke tilbage til at blive « kroen », den eneste passende benævnelse for den lange, lave, skumle bygning, hvis mange små vinduer som lige så mange søvnige øjne stirrede ud mod det evigt rullende hav, der blot et stenkast borte brødes mod strandbreddens rullesten ved foden af en høj, stejl skrænt. Kroen havde stået i, gud ved hvor mange år, så længe til den var bleven skæv både her og der, men den kunne holde ud endnu i lange tider, og måske det var i bevidstheden om det lange liv, den endnu havde tilbage, at den altid bar præget af forstemthed, syntes så uendelig træt og ked af tilværelsen. Thi i sit lange liv havde den haft et og samme syn for øje: en grusbelagt plads nærmest foran sig og hinsides skrænten, under hvilken fiskernes både lå, det vidtstrakte, bølgende øde, den endeløse vandørken, som den kendte ud og ind, og hvis vekslende stemninger fra smægtende blånen til frådende raseri den var endt med at betragte med den yderste grad af ligegyldighed. Fordelagtigst tog den gamle Rønne sig ud, når solen en sommeraften som denne gik ned i havet uden slør for sit glødende åsyn. Da kom der som et glimt af tilfredshed i dens vejrbidte ansigt, da blussede i aftensolens strejflys murværkets røde bemaling som blod i solbrændte kinder, da gnistrede og brændte det i alle disse trætte, af søluften fortinnede øjne. det var den lille fiskerbys umiddelbare beliggenhed ved havet og den deraf følgende nemme adgang til søbadene, som kroens ejer, den forhenværende skipper, tykke Lavst Bondesen, kunne takke for det år for år voksende antal badegæster. Især tegnede denne sommer på grund af sit strålende, varme vejr til at blive meget indbringende, ja, allerede nu, i slutningen af juni, før den egentlige badesæson var begyndt, var værelserne i kroen næsten alle enten optagne eller forud bestilte. Da derfor strandkontrolløren denne sommeraften trillede ind på den grusede plads foran kroen, så han badegæster enkeltvis og i smågrupper drive om her og der eller ligge henslængte i græsset langs skrænten ud mod havet, medens børn i lyse sommerdragter morede sig med ringspil henne ved staldbygningen. Men vinden, der efterhånden var frisket op, tog fat i ringene og slyngede dem af og til op på taget, hvorfra de med møje blev ragede ned af en lille fiskerknøs, der sad overskrævs på rygningen af længen, bevæbnet med en lang Stang. Igennem vinduerne, der stod på vid gab ind til badegæsternes forsamlingsværelse i kroens sydlige fløj hørte man en dyb mandsrøst synge skærsommervisen: vi elske vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken-velsignelser sender, når af blomster er flest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige hænder. Medens en elegant klædt dame med albuerne i vindueskarmen bøjede sig ind i stuen og betragtede sangeren, der sad ved klaveret. Fra den modsatte fløj, hvor skænkestuen var, og hvor fiskerne havde deres for sig selv, hørtes højrøstede stemmer og lyden af glas, og en tæt tobaksrøg stod ua af et åbentstående vindue. Strandkontrolløren lod gårdskarlen sørge for Lotte og begav sig ind i skænkestuen for at søge efter værten og slukke sin tørst. Det sidste opnåede han, men værten var om eftermiddagen kørt hjemmefra og ventedes ikke tilbage før ud på natten. Medens Gerhardt sad ved sit krus øl og lyttede til passiaren omkring sig, åbnedes klappen i døren ud til køkkenet bag skænken, et blomstrende pigeansigt tittede frygtsomt ind i stuen og gjorde pantomime til ham. Han lod i begyndelsen, som mærkede han det ikke, men da pigen vedblev med sin skæren ansigter, rejste han sig og listede bag om disken ud i køkkenet. — « å, far! » pigen ville flyve ham om halsen, men strandkontrolløren holdt sin hånd afværgende ud. — « nå, så i vil virkelig ikke vide mere at mig at sige, hverken du eller moder? » det smukke ansigt fik et fornærmet udtryk. — « ja, ja, da. » Pigen drejede sig om mod vasken og begyndte atter på sit arbejde, at skylle glas og kopper. — « hm, ja, Betty... du véd jo nok, min tøs, at jeg... men når din moder ikke vil, forstår du. Alene det, at jeg i aften besøger dig herude... dersom hun fik det at vide »... — « å, moder skulle virkelig nødig præke moral ».... — « skam dig, barn, skam dig! » Strandkontrolløren vendte hende forbitret ryggen og forlod køkkenet, og der stod en dyb rynke mellem hans øjne, da han fra forstuen trådte ud i det fri. — « måske man burde tage lidt varsommere på hende, » mumlede han, medens han med hænderne i sine lommer gik langs kroens facade. Hvert sogn har sin heks, og hver by sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde. Vi vil fred her til lands, Sankte hans, Sankte hans! Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde. » Gerhardt havde sat sig på bænken under et af de åbentstående vinduer og lyttede til sangen. det var denne gang en lys damestemme, der nynnede melodien, medens pianoet i lange akkorder bar de bløde toner ud til ham.. — « nu, de! » hørte han damen sige, hvorefter mandsstemmen gentog de sidste strofer. — « bravo! det klæder alligevel en herrestemme meget bedre. » Musikken tav. Strandkontrolløren rejste sig og slentrede ned til havet. Yderst ude på skrænten bag en rød, grundmuret bygning, opbevaringsstedet for distriktets ny redningsbåd, sad et lille selskab af herrer og damer. De havde for lidt siden været ude på den lange mole, som lige over for kroen skød sig ud i havet, for at se de hjemvendende fiskerbåde styre ind mod land, og sad nu i læ for den voksende blæst under højrøstet samtale om et lille bord med flasker og glas. Strandkontrolløren tog til huen for selskabet og styrede sine skridt ned over skrænten til strandbredden, hvor bådene, der havde været ude på fangst, lå optrukne på land, og satte sig ned. Vinden, som var pålands, drev søe’— hårdt ind mod stendæmningen, og især midt på den lange mole, hvor den dannede et 1.1 rk. g i en stump vinkel svingede ud på de- aybere vand, stormede søerne på, og brudte af de svære kvadersten rejste de sig ret op i lutten og kastede deres hvide skum tværs over dæmr/ngen. badegæsterne havde ikke uden besvær bjerget sig i land, forinden søerne blev for nærgående og spærrede dem tilbagetoget, kun en enlig kvindelig skikkelse sad endnu yderst ude på spidsen af molen, tilsyneladende uanfægtet af den voksende blæst, bøjet over noget, som hun bar på skødet og løftede kun af og til hovedet og så ind mod land. Kontrolløren tog ingen notits af skikkelsen derude så lidt som af søernes Dans om molen. Sad med hånden under kind, forstemt over dette møde med datteren. Som solen med sin rand berørte havet, rejste han sig for at gå, da i det samme en ung, kraftig bygget mand kom springende ned ad skrænten og satte af sted hen over strandens rullesten mod molen. — « halløj! Fris! » Den unge mand standsede og gik hen til strandkontrolløren. — « Gerhardt, du her! » de vekslede håndtryk. — « ja, det samme må jeg nok spørge om. Hvad bliver det til? Logerer du endnu deroppe? » — « ja, ser du, Gerhardt »... Fris lo og spejdede ud efter pynten af molen. « å, vent mig efter et øjeblik, gamle ven. Det er hende derude, som... jeg... — « hvad for en « hende », du malermester? »:— « studenten, frøken Martens... Farvel sålænge. » — « nej,, holdt, holdt! Hun bliver sågu nok, hvor hun er. Jeg vil blot lade dig vide, fris, at Annie er vred på dig. Du lovede hende sidste sommer, at du ville bo hos os. » — javist, ja. Det er også rent interimistisk dette her, Gerhardt, rent interimistisk, og med det allerførste besøger jeg dig... på søndag, f. Eks., skal vi sige på søndag. Farvel, hils din hustru. Nu rejser hun sig derude. » Maleren trykkede strandkontrollørens hånd til afsked og sprang ud på molen. Gerhardt blev stående et øjeblik og fulgte med sit blik vennen, der støttende sig til rækværket med hurtige skridt gik udefter over den glatte stenryg. Han så ham standse midtvejs ved en snever porthvælving, over hvilken var rejst et lille bræddelukaf for meteorologiske observationer, han så ham med et par hurtige Spring forsvinde gennem hvælvingen, i samme øjeblik som en sø sprang løs på molen og indhyllede porten i et sydende skum. — « han også — det ville jeg sågu have forsvoret, » mumlede kontrolløren og vendte havet ryggen. Og han gik tilbage til kroen, trak Lotte ud af stalden og begav sig på hjemvejen. i kulingen voksede i styrke natten igennem, og ved daggry havde man storm. Men dagen var en strålende solskinsdag, himlen fejet ren for hver en sky, som søen for enhver sejler. Kun en enlig damper arbejdede sig tungt op mod vinden en mils vej fra kysten, bærende et par småsejl for at støtte kursen og slæbende efter sig hen over søerne den kulsorte røg som et udslagent hår. De fleste af badegæsterne havde tilbragt en søvnløs nat og var på benene om morgenen en hel time tidligere, end de plejede, nysgerrige efter at betragte den store fredsforstyrrer, hvis torden havde skræmmet dem. De ivrigste og flinkeste fodgængere var dragne gennem fiskerbyen for over den høje bakke, hvor fyrtårnet knejste, at nå gennem klitterne ved Højby til strandbredden, som på dette sted var bredere end ved Tirstrup og hvor brændingen præsenterede sig mere majestætisk, og kun en lille flok nøjedes med fra redningsbådens hus at betragte søernes stormløb på molen. men i kroens spisesal sad to efternølere, tilsyneladende ret ligegyldige for morgenens skuespil. fris, maleren, var en af de få gæster i kroen, som havde sovet godt. til trods for blæstens og havets natlige trudsler, fortrolig som han var med sligt fra tidligere somres ophold i disse egne. Uanfægtet af de andre gæsters usædvanlige morgenduelighed og støjende opbrud havde han holdt sengen, indtil alle havde forladt kroen, og der var bleven stille omkring ham, og i glad forudfølelse af at skulle nyde sin frokost uden denne morgen at generes af sine bordfællers veltalenhed var han trådt ind i spisesalen og havde hos Betty, opvartningsjomfruen, bestilt sin sædvanlige morgenmad: en stor tallerken smørrebrød, æg, øl og kaffe. Veltilfreds havde han taget plads ved bordet og begyndt at spise, da døren gik op, og en ung slank dame, højbarmet med mørkt hår og store grå øjne trådte ind og satte sig ned lige overfor ham efter at have besvaret hans glade godmorgen med en afmålt hilsen. Det var « studenten », Sara Martens. — « ingen kaffe i dag, jomfru, » henvendte hun sig til Betty. — « blot en stor kop varm mælk, hvis de er så god. » Og medens hun nippede til den dampende mælk, gjorde hun små notitser med blyant i en lille lommebog uden at give mindste agt på sin genbo. Der lå solskin over dugen imellem dem, en bred stribe af sol fra hans tallerken tværs over bordet til hendes og spillede over hendes magre, solbrændte fingre, der holdt blyanten. Fris tænkte på gårsaftenen, da han havde « bjerget » hende i land fra molen, især på det øjeblik, da han og hun havde stået foran porthvælvingen derude på Spring for at slippe igennem, så såre skumsprøjtet var slået over, han erindrede det på én gang stolte og varme blik, hun havde tilkastet ham, da han lagde armen om hendes liv og kommanderede: løb! og han ærgrede sig over den kolde hilsen, han nys havde modtaget. Hvad skulle nu det betyde? Kom det af, at hun endnu var vred over de uskyldige spottegloser, som et par kvindelige badegæster havde tilkastet hende, i det øjeblik hun ved hans arm passerede bordet, hvor de sad drikkende og passiarende? Eller var det blot et lune? Han trak støjende sin stol tættere til bordet og slog med kniven hul på det tredje æg. Hun fik så skøtte sig selv da. Imidlertid flovedes han til sidst over situationen, han skottede hemmeligt over til hende og mødte hendes smilende øjne. — « hvad ler de af, frøken? » han skænkede i sit glas. — « nå, jeg kan gætte det. Det er af min appetit? » — « ja. Det er, som man siger for et gammelt ord: uden øl og mad er helten ingen ting. Hvilke heltegerninger agter de at udføre i dag? Hør, jeg glemte vist at takke dem i går aftes? Tusind tak! » Fris strøg sig over sit røde skæg og tømte sit glas. —. « de har sovet dårligt i nat, frøken? » Spurgte han efter en lille pause, medens han kom sukker i kaffen. — « å—å, som sædvanligt, » svarede hun og lukkede notitsbogen. — « javel, altså slet? » — « elendigt. Hvorfor spørger de forresten? » — « deres hænder ryster, og deres øjne er store, som når man ikke har haft dem lukket i. » Den unge pige rynkede panden som i smerte eller ærgrelse og greb en Avis, som lå på dugen. — « når man derimod har sovet godt »... — « hør, de går da ikke og studerer mig, hr. Fris? » Hun tog sin lorgnet, der stak frem af bæltet, satte den let og sikkert på næsen og betragtede ham. — « det har jeg slet ikke tænkt på, » svarede han og så ned på sin tallerken. — « det gjorde mig blot ondt for dem. » Hun betragtede et øjeblik skarpt den bredbrystede kunstner med det svære skæg. — « tak! » svarede hun med et lille smil, der kunne betyde forskelligt. Og de sad atter tavse. Men solstrålen havde flyttet sig, den syntes at forfølge hende, den også; nu spillede den på det blodløse, fintformede øre og den magre kind, i det mørke hår, på den ranke Hals og den trodsige nakke. Og som i ubehag over således at blive belyst trak hun sin stol lidt tilbage fra bordet og fordybede sig i avisen med ryggen halvt vendt mod sin genbo. — « generer det dem, at jeg ryger, frøken student? » — « nej, det véd de jo godt. Jeg ryger jo selv. » Hm, hvad skulle han så finde på? Bedst vel om han tav stille, eller gik sin vej. Han drak resten af sin kaffe, rejste sig og stillede sig hen i solskinnet ved vinduet. Udenfor lød havets dundren over revlerne og stormens fløjten. — « de har ikke lyst til at gå ud med mig, blot en lille tur og se på vestervovvov? » spurgte han efter en lang pause og vendte sig om. Sara Martens rystede på hovedet uden at tage øjnene fra avisen. Men da maleren bukkede til afsked, lod hun avisen synke og sagde venligt: — « tak for deres opmærksomhed, men jeg er så grænseløs træt, jeg vil helst blive hjemme. » og avisen kom atter op for de nærsynede øjne. — « jaja, som de vil. » han stod et øjeblik støttende sig til stoleryggen og betragtede over bordet det lille, fine hoved, så gik han med lydløse skridt hen og trak gardinet for vinduet, fordi solskinnet på avisen skar hende i øjnene, og forlod stuen. Sara slap bladet, da døren faldt til, og blev en stund siddende ubevægelig. Da hørte hun gennem stormen, som susede om gavlen, klaverets toner fra forsamlingsværelset, og vidste, at det var ham, der spillede, « spillede sig op », som han kaldte det, før han satte sig til staffeliet. Det var hans vane på de dage, han var flittig, de få dage om ugen, han bestilte noget ordentligt. På sin side havde hun nemlig også givet sig af med at studere ham en lille smule. Hvad skulle man tage sig for de lange sommerdage? Allerbedst som han sad og malede i det store værelse i kroens nordlige gavl, kunne han komme farende ind til klaveret og jage tonerne op, ligegyldig for om der var gæster i stuen eller ej; han spillede og sang ikke for andre, ene og alene for sig selv — påstod han. Jamen, i så fald var det rigtignok et underligt træf, at den unge, kokette Fru Blom, grossererens kone, så godt som altid ved slige lejligheder sad i sofaen derinde med sine franske romaner. Men i hvert tilfælde spillede han aldrig for hende, Sara. En dag da talen imellem dem faldt på musik, havde hun nemlig frakendt sig al musikalsk opfattelsesevne. Hvorfor havde hun egentlig gjort det? Det var jo slet ikke sandt. Hvorfor? Denne morgenstund spillede han ganske vist ikke for Fru Blom, thi Fruen var, det vidste Sara, iblandt dem, som lod sig gennemblæse nede ved havet. Nå, hvad angik det forresten hende, om de to flirtede sammen? Sara rejste sig op og kastede cigaretten, som hun havde tændt, fra sig på ovnpladen. Om hun alligevel gik sig en tur at se på havet bare for at lade ham mærke, at hans selskab på ingen måde var bleven hende en nødvendighed, bare af den grund og ikke for havets skyld, som hun i ro og mag kunne betragte oppe fra sit kvistværelse, så meget hun lystede? Hun gik lidt op og ned i den tomme spisesal og standsede omsider foran vinduet mod øst, hvor solen brændte bag gardinet. Så fint og opmærksomt imod hende, at han havde trukket det gardin for! At han virkelig af sig selv havde gættet, hvor meget hendes trætte øjne led under det skarpe lys på papiret! Så var det måske ikke blot tomme ord, at det gjorde ham ondt for hende? Nej, hun ville ikke drille ham ved at spadsere ud alene denne morgen, hun ville tværtimod... For det kunne interessere hende at vide, om det ville være faldet ham ind at vise slig venlig omtanke for nogen af de andre damer her t. Eks. for? å, nonsens! Hun ville ikke udmærkes, ville ikke. Hun gik dog virkelig ikke her i denne lediggang for at fiske efter mænds galanterier, gik og glemte, hvem og hvad hun var, og hvorfor hun var kommen her.. Mod slig mistanke burde vel hendes stilling i verden og hendes hele åndsudvikling beskytte hende! Men se om den gjorde! Havde hun ikke erfaret det modsatte i går aftes, havde hun ikke hørt disse damers spydigheder, da han havde hentet hende til land ude fra molen, og forstået, at de troede om hende, at hun lod sig kurtisere af maleren, hun Sara Martens? Og med et nervøst tag greb hun gardinsnoren og trak til og slap solen ind i stuen. Ikke den nysgerrige, næsvise sol fra før i en stribe på skrå, kiggende ind på ham og på hende. Midt på det høje vindue flammede den, faldt over hendes hoved og skuldre som et væld af lys og varme, og hun bøjede hovedet mod vinduesposten og drog vejret dybt med lukkede øjne. Et øjeblik senere stod hun ved døren til gæsternes fællesværelse og lyttede efter, hvad han sang derinde. O sonnenschein, o sonnenschein! Wie scheinst du mir ins Herz hinein wie lockst du gar in’s frisches Grun die allerschønsten mædchen hin die allerschønsten mædchen! Kommen op på sit kvistværelse, kastede Sara sig på sofaen og prøvede på at sove. Hver formiddag, når hun havde været i bad, plejede hun at sove en time eller to, men i dag ville søvnen ikke komme, og dog var hun lige så træt i dag som ellers, trods at hun ikke havde været uden for en dør.. Gardinerne bølgede frem og tilbage, således pressede stormen på ruderne, men af og til når den sagtnede lidt, kunne hun høre musikken nedenunder gennem elementernes støj, og det var, som den kaldte på hende..... « dann lockts du gar in’s frisches Grun die allerschønsten mædchen hin die allerschønsten mædchen! Hun kastede tæppet bort og rejste sig op. Hvormed skulle hun dog forslå den lange formiddag, nu hun hverken kunne spadsere eller bade? Dersom han nu kom og gentog sin indbydelse? — men det gjorde han naturligvis ikke. Å, hvor' dumt, at hun havde sagt nej. Han var blandt alle badegæsterne den eneste, hun brød sig om at gå tur med; sunde, frejdige humør smittede alle dem, der kom i berøring med ham. Han ville kunne blive hende en udmærket selskabsbroder, når hun fik ham vænnet af med denne gøren kur, som — og det tjente ham selvfølgelig til nogen undskyldning — syntes at være badelivets vigtigste adspredelse og nødvendigt supplement til den daglige terapi.. Hvad skulle hun tage sig for? — læse? Ja, der lå romaner nok i fællesværelsef nedenunder, men hun brød sig grumme lidt om romaner, havde i de senere år ingen tid haft til skønlitteratur, hendes fantasi var i lange tider ikke bleven sat i bevægelse, hun kunne ikke afvinde disse opdigtede personer og begivenheder nogen interesse, og de spørgsmål, disse bøger behandlede, kom hende ikke ved. Hun så sig om på bordet, greb et tidsskrift og bladede lidt deri, men lagde det atter bort, rejste sig så, fremtog af kufferten et par beskrevne ark papir og slog sig atter ned ved bordet. — « min jurnal, » mumlede hun og vendte bladene — « min sygehistorie, min egen pattologi. En traurig begyndelse, som venter på en glædelig afslutning; men det har nok gode veje. » Og hun gennemlæste det, som hun havde skrevet: Sara ivlartens til dr. med. Abrahams. Vesterhavet, d. 26. Juni 188— kære doktor! Nedenstående sygejurnal over frøken Sara Martens, ført af hende selv, har jeg herved den fornøjelse at sende dem. Sara Martens, stud. med. 2 5 år, indkom til behandling her ved badestedet d. 24. Juni. Patienten har i sin barndom og opvækst nydt et upåklageligt helbred og så vidt hende bekendt fra sine afdøde forældre ikke taget i arv nogen nervøs disposition. Men i løbet af det sidste år har hun under forsøg på at bevise, at en jevnt begavet kvinde formår at magte den medicinske embedseksamen i løbet af samme tidsrum som de mandlige studerende, pådraget sig sådanne fysiske og psychiske forstyrrelser af almenbefindendet, at det efter hendes huslæges og trofaste rådgivers skøn' er bleven nødvendigt for hende at afbryde sine studier og søge rekreation ved et badested på vestkysten. Hun er af ydre slank, noget mager, men med en vel udviklet figur; der findes ingen objektive tegn på lidelser af hjerte, lunger eller noget andet organ, men ansigtsfarven er bleg, udtrykket skarpt, lidende, veksler hyppigt, når hun ikke iagttages, og tyder på et nervøst temperament. Appetiten dårlig, søvnen endnu dårligere. Pulsen uregelmæssig, temperaturen normal. Hun gør indtryk af at være en tapper lille person, der ikke stikker op for en støvregn ( lokalt jyskt udtryk ), med en let bevægelig ånd, uden spor af koketteri. Tilsyneladende har hun kæmpet hårdt for at nå frem til det mål, som hun har sat sig, men da hun ikke støtter sig til særlig fremtrædende evner, og ved siden af sit studium har været

1898_Lundgaard_FroekenToes

Christian

Frøken Tøs

Lundgård

Lundgaard

Froeken Toes

male

1898_Lundgaard_FroekenToes.pdf

Christian

Lundgaard

dk

Frøken Tøs

En Skærsommerstudie

n

roman

Bergmann

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel i Dannebrogsgade ligger der, mellem andre, en stor arbejderkaserne. Det er et vældigt bygningskompleks, en hel lille by med alle hånde næringsdrivende, lige fra pantelåner til spåkone. Selv en jordemoder findes der også, og hun er ikke den af dem, der gør de dårligste forretninger. Bygningerne er grå og skidne og de fleste af gangvinduernes ruder itu. Der vrimler af børn på trapperne og af væggetøj i salonerne. I forhuset boede i maj måned 1895 en moden dame, der kaldte sig: sangdirektrice Fru Schwalbe. Hun sad en smuk formiddag — skoven stod alt i knop, og nede på gaden råbte driftige handelskoner med de første rejer — ved pianoet i sit efter omstændighederne luksuriøst udstyrede modtagelsesværelse, der om natten gjorde tjeneste som sovegemak. Hun var iført en af tidens tand noget afgnavet sort silkekjole, under hvilken nu og da spidserne af et par rødbrune plydses morgensko kom til syne. Over pianoet, der med hæse smertensbrøl våndede sig under fruens ringbesatte fingre, hang portræter af en fed gentleman, omgiven af en læderfarvet laurbærkrans med hvide og røde bånd. Det var det vellignende kontrafej af fruens for tidligt afgangne ægteherre. Ved siden af pianoet stod en ung pige,, iført et grumset æggegult overstykke. Hun havde lagt hatten fra sig på en stol og sang, med skingrende røst: en mand, som er til hest, je’ lider aller bedst — jaj 1 — for guds skyld ikke je’, rettede fruen, idet hun rystede på hovedet og så med et smerteligt udtryk op til den saligt hensovede. En mand, som er til hest, jaj lider aller bedst, thi denne kække flugt, den tage er sig ud så saj, rettede fruen. — tage er sig ud så smukt, og fører tanken hid på fordums riddertid, da ridderen — — • ja, det er godt, afbrød fruen. Stemme er der jo ikke meget af, men det går vel. Jeg er noget hés i dag, forklarede pigebarnet og gjorde et forsøg på at hoste. Javist så. Er de forlovet? Ikke sådan videre. Han er kuns i mure-lære endnu. Væn dem af med at sige kuns. Det hedder kun. Så siger vi det. Jeg er lige glad. Har de kostumer? Næ—æ. Jeg har én, som de vist kan passe. Når vi er begyndt at synge, kan de købe den af mig. Er den fiks? Den er gul med rød besætning. Jeg tror, den vil klæde dem, når den bliver lagt ind i ryggen. Kostumestrømper og sko må de selv sørge for. må jeg. Det er den værste, for jeg ejer ikke et rødt øre. Kan mureren ikke hjælpe dem? Han •— pyt! han kniber med at klare sig selv. Og de kender ingen andre herrer? Pigebarnet tænkte sig om. Den eneste skulle være en urtekræmmer, sagde hun; — men han er gift — og madamen passer på som en igle. Ja, ja, de kan jo se ad. Hvis ikke, må jeg lægge ud for dem. De kan komme herop på torsdag og underskrive kontrakten. Kan den skære med et lille forskud? spurgte pigebarnet undselig. Ikke før de har underskrevet kontrakten. — lad mig se, hvad skal vi kalde dem. — de hedder Marie Andersen, ikke? Pigebarnet nikkede fornærmet. Hvad siger de om — lad mig se — Mary artont for eksempel. Det kan jeg vist ikke huske. Snak om en ting. Det vænner de dem snart til. Kom nu herop på torsdag og se i mellemtiden, hvad de kan gøre ved urtekræmmeren. Men vær forsigtig. De ved, at jeg kun vil have anstændige damer i mit selskab. Så —! Frøkenen var vred og knappede med heftige bevægelser overstykket om sig. 1 det samme ringede entréklokken. Det er vist en af de andre damer, sagde Fru Schwalbe og gik ud for at lukke op. Den nydøbte rakte gesvindt tunge og fulgte efter ud i entréen. God dag, frøken delamange. Værs’god at komme ind. Ah! Damerne kender hinanden, ser jeg. Fra anselse, sagde frøken delamange og blinkede til frøken artont, født Andersen. Nå! Farvel, lille frøken artont. Husk så på torsdag. Fru Schwalbe nikkede moderligt i retning af det æggegule overstykke, der forsvandt ned ad trapperne, og lukkede derpå døren. Kender de noget til den små artont? spurgte hun sin ny gæst, der var huskendt og gik foran ind i stuen. Ikke andet end som, at hun render med gud og hvermand, svarede frøkenen. — det er hun bekendt for. der er vel ikke noget med politiet? spurgte eru Schwalbe bekymret. Nej — det tror jeg ikke — endnu ikke. Nå, gud ske lov. Hun er ikke ilde; jeg tror, hun vil tage sig ud på en tribune. Figur er der da ikke meget af, sagde frøken delamange, idet hun rettede sig i hofterne og skød brystet frem. Nej, men hun er jo også kun ung endnu. Hun er af den slags, mange herrer synes om. Pyt! Frøken delamange stak foragteligt næsen i vejret og slog med nakken, så at blomsterne på hendes hat nikkede smilende til alle sider. De kan ikke lide hende, det var jo kedeligt, sukkede Fru Schwalbe og så sørgmodigt op til sin dybtsavnede. Gud jo! det er en af mine bedste veninder. Vi har boet i hus sammen i over to måneder. Nå gudskelov! udbrød fruen lettet. Jeg troede, at der ellers var noget i vejen mellem dem. Hvad skulle det være? spurgte frøken delamange spids. ja, det ved jeg ikke. Der er jo noget til, som hedder mandfolk, svarede fruen og blinkede til sin begrædte. Nå! det må jeg sige. — hun! Ja, ja, misforstå mig ikke forkert, skyndte Fru Schwalbe sig at sige. — jeg tror ved gud ikke, at hun kan stikke dem ud nogen steder. Det manglede blot. Ja ikke sandt. Ha! ha! ha! — nå, nu skal jeg komme med pen og blæk, så kan vi underskrive kontrakten med det samme. Ti minutter senere var frøken Gabrielle delamange, født Jensine Madsen, lovformelig engageret til for et tidsrum af to måneder og med part i udbyttet at optræde ved Fru Schwalbes sangerindeselskab, der i den tilstundende sommer skulle give forestillinger i » Den klingende lyre « på dyrehavsbakken. andet kapitel pintsen kom, og skoven stod klædt i grønt fra inderst til yderst. Grøn var den fine særk af det blødeste Mos, prydet med kniplinger af bregner og hjertegræs, grøn det kokette underskørt af hyldens og tjørnens duftende blade, grøn den svulmende robe af bøgens skæreste silke, kantet med egens og f'yrrens dybere dunkle kunstbroderi. Og den pyntede skønjomfru lo af livslyst og ungdomsmod og slog himlens blå parasol op over sit hoved. Bølgerne i stranden nærmede sig knælende for at kysse hendes fod og lærken hang højt oppe i den soldirrende luft og sang hendes pris i jublende triller og toner. Puh! Oppe på bakken var der støv, hede og masende trængsel. Karusselierne gik rundt, udråberne skreg sig øjnene halvt ud af hovedet, lirekasserne skrattede, bliktrompeterne hvinede, en enlig violin blandede sine kvækkende toner i det smukke kor, kraftprøvernes visere fo’r raslende til vejrs, en gammel kælling sang snøvlende til akkompagnement af en guitar og sin gemals brændevinshoste visen om » Hjalmar og Hulda « og over det hele lød den store trommes bom! Bom! Bom! som en fjern kanonade. Oppe over den bølgende mængde vuggede sig dovent de røde og blå gasballoner som kæmpemæssige vindrueklaser. Af og til rev én sig løs og steg stoltelig til vejrs, højere og højere, til den sprang og faldt ned som en ubrugelig violet klat. Røgen fra de interimistiske køkkener og ildsteder steg lige op i luften som slanke hvidblå vaser, og de røde dannebrogsflag med det lappede kors hang slapt og selvopgivende på deres Stang, hvis forgyldte spids eller kugle blinkede i solen. I sangerindepavillonen » Den klingende lyre « var der halvmørke, trods den gnistrende eftermiddagssol udenfor. Straks man trådte ind ad den af en guldtresset Cerberus bevogtede dør, standsede blikket ved et hav af rygge, der havde besat hver stol i lokalet. Der var brede siagterrygge, lidt slankere dame-rygge, melerede cyklistrygge, grå Jens kjeldsen-rygge, lyseblå husar- og garderrygge og hist og her en fedtskinnende sort opvarterryg, der med et forbindtligt buk bøjede sig for drikkeskillingen. Over alle disse rygge tonede fra en tribune i baggrunden af lokalet et ubestemmeligt virvar af røde, blå og grønne farver frem, ud af hvilket hævede sig en knaldende gul fane, der ved nærmere eftersyn viste sig at være identisk med den just optrædende kunstnerindes kostumenederdel. Hun var bemalet for krigsstien med en blegrød sminke, der gav hende lighed med en legemsstor dukke. Med afrundede håndbevægelser, der mindede om en svømmers » Træden vande « sang hun en skingrende vise, som blev akkompagneret af en tyndhåret gentleman, der sad ved et klaver og regelmæssig som et urværk vendte det blegfede ansigt med de svømmende øjne og det lille sorte overskæg fra noderne ud mod publikum. Længst tilbage på tribunen bag de aktive damers kreds, sad Fru Schwalbe i sort silkemajestæt og med rose i håret. Hun slog takten med den ene fod og trådte ørentvister ihjel med den anden. Der vrimlede af ørentvister i » Den klingende lyre «. De faldt ned fra loftet, snart i de optrædende damers frisure, hvorfra de bevidstløse trillede ned på tribunen og blev besørgede over i en forhåbentlig bedre verden af fruens støvlesål, snart i gæsternes øl. På den bag tribunen værende væg hang, smukt indrammet af danske og svenske flag og med friske bøgegrene stukket ind i den læderfarvede laurbærkrans, salig Schwalbes pluskæbede kontrafej. Sangen var til ende og en i spinatgrønt shirting klædt kollega af den gule fane begav sig med » Tallerknen « i hånden ned blandt publikum. Et selskab af damer og herrer, der sad længst nede ved udgangen rejste sig ilfærdigt og fortrak ud i det frie, fulgt af de på tribunen siddende damers misbilligende blikke og hånlige bemærkninger. Pianisten tog en ugudelig slurk af et ølkrus, der stod ved hans fødder, og Fru Schwalbe foldede hænderne over sin lille runde mave og åbnede munden til en blid gaben. Imidlertid blev den gule fane komplimenteret af en veludhalet ung mand, der sad nærmest ved tribunen. Han udmærkede sig ved et træt smil og et par uhyre øren, der stod ud fra hovedet som hankene på en antik urne. På hovedet havde han en lille brun hat og om halsen en flip, der var så bred som et drænrør. Måske en smule smallere, men det var i hvert fald ikke meget. Da den spinatgrønne kom hen imod ham, tog han et kronestykke op af vestelommen, lod det et øjeblik funkle imellem tommel- og pegefingeren og kastede det derpå på tallerkenen. Den spinatgrønne ville » give igen «, men han erklærede med et træt skuldertræk, at det kunne » være det samme «. Han vendte sig derpå fra den blændede spinatgrønne og optog den afbrudte konversation. Skal det være et glas ét eller andet, frøken. Tak, en bajer. Hin! lød det fra Fru Schwalbe. nej, jeg mener et lille glas portvin eller Sherry, skyndte den gule sig at sige. S’gerne. — pst, opvarter! Herren ønsker —? En halv portvin, men lidt villig, hvad. Opvarteren forsvandt og den unge mand tog fat på en frisk. Hvad er deres navn, frøken? Jeg hedder Mary artont. Det er mig en glæde at — — han fik ikke tid til nøjere at udvikle år-sagen til sin glæde. En ung fyr med hatten i nakken og en fortygget cigarstump i mundvigen var trådt hen til tribunen og skubbede ublidt den anden til side- halløj! hvad skal det sige? Det skal sige, at den dame dér er min f’lovede. Nu ved de det kanske. Deres forlovede! Ja netop. Her er ikke noget at gøre for leverherrer. Forsvind! Sæt dem ned, frøken artont, lød Fru Schwalbes myndige røst fra tribunens baggrund. Den gule f'ane alias frøken Mary artont, født Andersen, trak sig uvillig tilbage til sin stol. Er det mureren? spurgte fruen sagte. Ja. Fru Schwalbe rystede bekymret på hovedet. J næste nu lød et vældigt klask og den veludhalede unge mand vendte benene i vejret over en stol. Opvarteren satte bakken med port vinsflasken fra sig på tribunen og ilede sin spendable kunne til hjælp. Mureren blev efter alle kunstens regler ekspederet udenfor og gik resten af dagen rundt med en ulidelig hovedpine som følge af et mægtigt nakkedrag, der i kampens hede var faldet af. Oppe på tribunen sad frøken Mary med lommetørklædet for øjnene og lod sig kun med møje trøste. Den veludhalede unge mand børstede støvet af sig, lo forvildet til alle sider, rettede en bule ud i sin hat og forlangte med høj røst, medens benene rystede under ham, en absintt. Den fik han og flere til. Da han efter et par timers forløb skulle betale gildet, manglede han et par kroner i summen og måtte lade sit ur blive i pant hos opvarteren. ved midnatstid spaserede Fru Schwalbe med sit selskab ad Ordrup jagtvej til det fælles logi, der var indrettet i et lille bondehus. Halvmånen stod lavt over de Ordrup. Enge, og træernes blade så ud som om de var klippet ud af sort papir. Fra en gård i det fjerne lød en hunds hæse glam og langt borte den tumlende lyd af en vogn. Ellers var alt stille og tyst, kun den skrabende lyd af vejsandets knirken under de gåendes fødder hørtes, og inde fra markerne langs grøftekanten lød græshoppernes pibende, klapprende nattekoncert. To af damerne, frøken Mary og en lille trivelig blondine, der lød navnet fraulein Helene — hun var nemlig fra Amager og havde med usigelig besvær indstuderet to tyske viser — var novicer i faget. De gik arm i arm bag de øvrige og havde i en hviskende tone meget at betro hinanden. Pludselig brødes nattens stilhed af en skingrende latterduet. Fru Schwalbe vendte sig halvt og sagde velvilligt: det lader til, at vores to nybegyndere er tilfredse med debytten. de klarede sig sgu helt — hik! stolt, indrømmede pianisten, der var trekvartfuld og støttede sig til sin forlovede, frøken dela-manges arm. Denne gjorde en forbitret bevægelse og pianisten udstødte et smertensbrøl. Hvad er der i vejen? spurgte hans ud-kårede i en deltagende tone. Hva’ fan’en! Du nappede jo. Hva’ fan’en napper du for? Jeg! spurgte frøken delamange uskyldig. Ja — du. Hva’ fan’en — det skal jeg meget — hik! have mig fra — hik 1 det bedste er, lød Fru Schwalbes moderlige røst, at vi har gjort gode forretninger. Jeg er nær ved at tro, at der kan blive 5 — 6 kroner på part. Hvad siger de til det, mine damer. Det er sgu meget godt, lød det enstemmige svar. Ja, det skulle jeg mene. At tjene penge er yndigt, især når man tjener dem på en anstændig måde. — jeg ved ikke, skal vi gøre op, når vi kommer hjem eller vente til i morgen? Hellere i aften, foreslog pianisten. Vi deler pengene hver — hik! — aften, det er det — hik! — bedste. Gudbevares! for min skyld ingen allarm, sagde fruen krænket. — jeg har s’mæn ikke i sinde at trække procenter af dem. Der indtrådte en trykkende pause, som kun afbrødes af pianistens hikken. Derpå sagde den lyshårede fræulein Helene: undskyld, Fru Schwalbe. Har vi drikkevarer hjemme? Ja, vi har, lille Helene, lød svaret. — bajere, ikke andet. Så gi’er jeg en omgang, når vi kommer hjem. Bravo i lød det fra pianisten. Ser de, lille Helene, forklarede Fru Schwalbe. — det er ikke meningen, at nogen af damerne skal traktere på os andre. Hver betaler sit, det er mit valgsprog. På den anden side, når de endelig vil, så er det bedre at bruge pengene dertil end som at smide dem hen til mandfolk og — murerdrenge. Det kan de for resten også tage dem af, lille artont. Den sidst tiltalte så hurtigt og kampberedt op. det bliver vel min sag, hvad jeg bruger dem til, svarede hun. Meget vel, men det er min sag at påse, at vi ikke får den slags sjener i lokalet som i dag. Hvis de vil have, at deres murer skal komme i pavillonen må han opføre sig ordentligt. Det kan de hilse ham fra mig af og sige. Frøken Mary ville tage til genmæle, men Fru Schwalbe afbrød hende. Ja, ja, det er godt — det er godt. Nu ved de det og kan sige ham besked. — — her er det, vi bor, mine damer. Tag dem i agt for grøften, sådan — denne vej. Det er dog et vidunderligt dejligt vejr i aften, synes de ikke? Flokken drejede ind ad lågen til en lille kålhave, som omgav en forfalden bindingsværkshytte og vejen lå i det svage månelys, ensom og øde, forladt af guder og mennesker. I tredje kapitel nogle dage senere, en stille varm juni formiddag gik frøken Mary op gennem skoven. Hun havde dagen i forvejen fået brev fra mureren med bøn om at låne ham ti kroner. Frøken Mary, der var glad over at kunne vise sin ven en tjeneste, lånte to kroner af fræulein Helene — resten havde hun selv — og var nu på vej til jernbanestationen med pengene. Hun gik langsomt og smøgede med værdighed en cigar. Solstrålerne kastede guldstrejf over den smalle sti, hun fulgte. Jordbunden var fugtig endnu efter morgenregn, og sorte snegle, der så ud som om de vare børstede med blank-sværte, strakte de fede kroppe i slimet velvære. Hun pirrede til dem med sin parasol og morede sig over at se dem rulle sig sam men. Langt borte, hinsides den hvide støvede chaussé, hvor hvert skridt af den lille dreng, der just gik forbi, var som en nysen i en fyldt askeskuffe, skinnede underskovens gule og lysegrønne farver frem imellem mørke bøgestammer og slanke hvidspættede birketræer. Hun nød ubevidst og med alle sanser den friske kølighed, skovbundens krydrede Duft og den næppe mærkelige luftning, der strøg ind under de høje træer. Hendes næsebor udvidede sig og øjnene strålede under de sorte buede bryn, der skyldte en brændt prop deres ulastelige tegning. Ved en omdrejning af stien fik hun øje på en ung herre, der sad hensunken i dybe tanker på en bænk. Hun lod cigaren falde og rettede hurtigt på sin frisure. Derpå nærmede hun sig med kækt løftet hoved og nikkende hattefjer den interessante fremmede. Denne, en ung bleg fyr med mørke øjne og et lille sort overskæg, så nysgerrig op på hende. Hun besvarede hans blik og smilede let. Den unge mand tog overrasket sin hat af. god morgen! bød hun imødekommende. God morgen, frøken! — alt så tidlig på færde. Hun var allerede lidt forbi, men vendte sig hurtig om mod ham. Kalder de det tidlig? — det er såm’n mere end jeg gør. Virkelig. — har de ikke lyst til at tage plads et øjeblik? Jo, lad gå. Hun satte sig, slog parasollen ned og så smilende på ham. Mit navn er Petersen, sagde han med en let bøjning imod hende. Mit er Mary artont. Det glæder mig. Frøkenen bor måske et steds herude —? Ja, på jagtvejen. Ah! Jeg skal nemlig sige dem. Jeg optræder. Ej, ej! hvor da? I » Lyren «. Jeg er chansonette. Nej, virkelig. Jo, det er lige, hvad jeg er. — de skulle se ind til os. Det skal være mig en fornøjelse. hør! vil de gøre mig en tjeneste? Ti for én, frøken. Så skal de lade som om de kommer for min skyld. Det ærgrer de andre damer. Gør det —? Ja morderlig. De kan ligefrem ikke tåle, at en herre ser til mig. Så —? Vil de komme ind i aften? Jeg skal se ad. Lad det være bestemt, hva! Ja, siden det er dem. Tak! De er sød. Jeg kunne fristes til at kysse dem. Det skulle de virkelig gøre. Nej, lad det vente. Vi kender jo kun hverandre så lidt endnu. Så lader vi det vente, sagde han resigneret. Å skidt! De kan for resten godt få et Kys, hvis de vil have et. Jeg siger så mange tak. To rar læber spidsedes og mødtes. Den unge mand strøg sit overskæg, frøken Mary lo. Der er fler, hvor det kom fra, sagde hun skælmsk. jeg siger ikke nej, svarede den unge mand galant og lagde armen om hendes liv. Nej, lad være. Nu må jeg gå. Går de med? Hvorhen? Jeg skal ned på stationen med et brev. Til forloveden? spurgte han med et inkvisitorisk blik. Med koldt blod fornægtede frøken Mary sin murer. Jeg er skam ikke forlovet, sagde hun. — der er vist ingen, der vil have mig, føjede hun til med et udfordrende blik til sin sidemand. Å — ål nå, nu må jeg gå. — gud! jeg har sat her alt for længe. Frøken Mary rejste sig og satte sin hat til rette. Den unge mand så op. Har de travlt? spurgte han. Å, ikke så meget. — noget. Har de tid — og lyst vel at mærke — til at spise frokost med mig? Jo, hvorfor ikke, svarede hun hurtigt. Hvor skal vi spise den frokost? hvor de selv vil. Et hyggeligt sted, hvor man får god mad og kan have det for os selv. Hvad siger de om bellevue? Det er udmærket. — jeg vil have kylling og postejer. Kan jeg få det? Alt, hvad de ønsker. Og østers, — østers ikke at forglemme. Der er vist ingen østers at få nu, sagde den unge mand i en beklagende tone, idet han rejste sig. Ikke! — det var kedeligt. Jeg holder så meget af østers, det er jeg vant til at få. Sandheden var, at den små frøken Mary endnu aldrig havde smagt en østers. Det var ikke den slags delikatesser, menuen bød på i det skomager andersenske hjem i Saxo-gade. Den unge mand trak beklagende på skuldrene. Der er jo andre gode sager efter årstiden, bemærkede han trøstende. Nå skidt! det er også lige meget. Skal vi så gå? Ja, lad os det. Hør! jeg spænder i forvejen ned på stationen med det brev, så mødes vi. må jeg se udskriften på brevet, bad han. Det kunne de li’e, hvad. — nej, det er til min mor, det er ikke værd, at de får hendes adresse — foreløbig. Er det virkelig til deres mor? Ja, hvem skulle det vel ellers være. Hun er enke efter en grosserer og bor på Vesterbro. Mere får de ikke at vide. Ja,' ja da. Så må jeg nøjes dermed. Det er lige, hvad de må. — nå, så farvel så længe. Så mødes vi på bellevue. Jeg spørger bare efter hr. Petersen. Petersen 1 gentog han overrasket. Fattende sig hurtigt vedblev han: javist ja. Spørg de blot efter Petersen. Jeg skal nok være der. De hedder vel slet ikke Petersen, når alt kommer til alt, sagde hun mistroisk. Måske ikke, smilte han. — det kan vi imidlertid tale om siden. Skynd dem nu blot at få det brev afleveret. Ved de, hvad jeg tror, sagde frøken Mary og slog parasollen op over sit runde katte-killingansigt med opstoppernæsen og de spillende øjne. — jeg tror, at de er en rigtig Jon. — farvel så længe. hun kneb det ene øje sammen og gik hurtigt i forvejen, idet hun ikke forsømte at løfte kjolen så højt op, at et stykke af den runde læg kom til syne. Den unge mand så efter hende og gjorde et kummerligt forsøg på at sno sit overskæg ud i en for øjet synlig spids, hvilket først lykkedes ham et par år senere. fjerde kapitel henad eftermiddagen begyndte det at regne og da aftenen kom var veje og stier en bundløs grød uden et eneste oplivende smørhul at skue. Trær og buske stod dryppende af væde. Der faldt dryp i dryp fra hvert blad, mærkeligt var det, at det grønne ikke regnede af. Men naturen bruger nu en gang vaskeægte farver. En kold vind drev skyerne af sted som en flok drenge på flugt for en politibetjent. De faldt over hverandre, rejste sig igen og stormede videre. Træernes toppe duvede som sejlere på en oprørt sø, det hviskedee og raslede i løvet, og fuglene sad forpjuskede og sørgmodige, parvis trykkede tæt op til hinanden og frøs om tæerne på de kolde, våde grene. men nedenunder i det opblødte ælte mavede fede regnorme sig frem og troede, at de var i himmerig. I » Den klingende lyre « var der trist, koldt og uhyggeligt. Petroleumslamperne osede i trækvinden, der strøg gennem de utætte vægge. Ørentvisterne faldt kraftløse og forkomne ned fra loftet og udåndede med et fugtigt smæld under Fru Schwalbes adrætte støvle-sål. Pianisten havde fået snue og nøs i løbet af en halv time fire partiturer og et halvfyldt toddyglas ned på gulvet. Det sidstes lækre indhold forsvandt i klaveret, der, at dømme efter de lyde, det i nogen tid derefter udsendte, havde fået den kvægende væske i vrangstruben. Damerne sad indhyllede i regnslag og overstykker, med gåsehud på den nedringede Hals og armene. Opvarterne gik sørgmodige om og pillede sig i deres respektive næser. Klokken var hen ad ni og frøken Mary spejdede utålmodig efter sin ny bekendt fra om formiddagen. Hun havde ved frokosten fået at vide, at hans rette navn var Holger gyldenstand, at han var søn af en fabrikant, og rekonvalescent. hvad det sidste var, vidste hun ikke, men af hans flotte traktement og vel-spækkede pengepung formodede hun, at han måtte tjene godt derved. Hun havde i løbet af dagen pralet en del af sin fine erobring og var rasende over, at han ikke for længe siden havde indfundet sig. Hendes kolleger, der først på aftenen havde været optændte af den ærligste misundelse, var begyndt at rømme sig spottende og smile forstående til hinanden. Selv Fru Schwalbe viste tegn til utålmodighed; hun så gang efter anden på en generende måde på sit ur og rystede beklagende på hovedet. Nå, lille artont, sagde hun endelig, idet hun stak uret indenfor bæltet og knipsede en ørentvist fra sit sorte silkeskød ned på gulvet, hvor den et øjeblik efter var en uformelig brun plamase; —- nu synes jeg nok, det var på tide, han kunne komme. Frøken Mary bed sig forbitret i underlæben og svarede ikke. Hvordan er det, spurgte frøken delamange med et højt smil. — skulle han ikke være her klokken otte? Jo, med en flot buket, oplyste den blonde fraiilein Helene og gned sine arme for at få varme i dem. Meget længselsfuld lader han ikke til at være, sagde en slank dame med blåfrossen næse og sværmeriske øjne. Pas dem selv. Hvad rager det dem! brød frøken Mary ud og sendte den slanke dame et forbitret blik. Rolig her, mine damer, formanede Fru Schwalbe. — husk, de er på tribunen. — man skal aldrig stole på en herres løfter i den retning, vedblev hun, henvendt til frøken Mary i en belærende tone. — de er nogle abekatte alle sammen — uden én, og han er død, føjede hun til med et vemodigt blik til laurbærkransen, der omsluttede den salige hr. Schwalbes træk. Hvad døde han egentlig af? spurgte frøken Mary næsvist. Det kommer ikke dem ved, svarede fruen heftigt. — jeg ved nok, man siger, det var di-lerium, men det er den sorteste løgn. Han var en gentelmand. Ja gud! — hvem siger vel andet, fniste frøken Mary. — man skulle næsten tro, at de har ikke noget at tro, hvad det an-belanger, råbte fruen. — min afdøde mand var alt for god til at de skal tage ham i deres-simple mund. Hvad vil det sige? Det kan de selv være, råbte frøken Mary fnysende arrig. Heldigvis lød i dette øjeblik sporeklirren og højrøstede stemmer udenfor. Et selskab, bestående af to husarsergenter og tre civile herrer trådte ind i pavillonen og tog plads om et bord oppe ved tribunen. Den ene af de civile herrer forlangte med høj røst » Øl over hele linien. « Vil i drikke et glas med, pi’er? spurgte han, idet han lænede sig ind over tribunen og kneb frøken delamange i hendes velformede læg. Den således udmærkede sparkede koket ud efter ham, blinkede advarende i retning af pianisten, der i samme øjeblik han så de fremmede, havde slået tangenterne an til en trangbrystet indtogsmarsch, og sagde: hvad er den a’, Moses. Gi’er du ikke andet end øl i aften 1 hr. Moses — i parenttes bemærket en tykmavet værtshusholder af det reneste danske vand — Moses var et kælenavn — snoede overskæget og så sig om, stolt over at være så godt kendt og skattet. 1 det samme begyndte damen med den blå-frosne næse at synge: Moses han har flest moneter, højdi, døjdi døj! Han kan køre i kareter, højdi, døjdi, døj! Om hans penge er der snakken, højdi, døjdi, døj! Han er alles ven på bakken højdi, døjdi — — opvarter! to flasker pommery, brølede Moses og slog begejstret i bordet. Hurra for Moses! skreg damerne i kor og pianisten sluttede sig til ovationen med en kalveknæet touche. La’ vos være fri for mere optræden, udbrød Moses med en flot håndbevægelse. — her er to kroner til tallerkningen. Tillader de, Fru Schwalbe, at damerne tager plads heinere og drikker et glas? De selv natyrligvis med, føjede han højmodig til og gjorde en indbydende bevægelse. jeg ved ikke rigtigt om det går an, sagde fruen ubestemt. Å skidt! i et vejr som desse her. Der kommer sgu ikke en kat. Nå, lad gå, men kun et eneste lille glas, sagde den føjelige Fru Schwalbe og rejste sig. Damerne udstødte et jubelskrig og pianisten gned sig tilfreds i hænderne. Dét skal gøre godt at få tuden dyppet i noget ordentligt, mumlede han hen for sig selv. Han tændte en fugtig stump cigar, der lå på klaveret og sluttede sig til selskabet. femte kapitel gildet tog sin begyndelse under iagttagelse af alle konventionelle former. Moses, der havde taget hatten af og sit mest alvorsfulde ansigt på, præsenterede sine ledsagere for damerne. Sjersant Jensen af husarerne. Dybe hovedbøjninger rundt om. Sjersant riiler af husarerne. Flere hovedbøjninger. Kunstmaler Olsen. Damerne hilste venligt på hr. Olsen. Fabrikant toftedal. Også hr. Toftedal, en grumset udseende gentleman med sørgerandede negle og dito flip, fik sin anerkendende hovedbøjning. Mig selv behøver jeg vel ikke at præsentere? spurgte Moses. Stormende jubel hilste den skælmske Moses. han nedlod sig på en stol og slog armen om frøken delamanges fulde midie. Pianisten nikkede opmuntrende til ham, og opvarteren satte to flasker champagne på bordet. Snart perlede den gule drik i glassene og opvarteren noterede tallet to på sin manchet. Vores forældres børns skål, foreslog Moses. Skålen blev modtaget med akklamation. Fabrikanten tog en håndfuld cigarer op af lommen og strøede dem ud over bordet. De var af hans eget fabrikat, sorte som sod og bløde som røgede sild. Ægte Brasil, sagde han. — havanadæks. Damerne tændte hver sin cigar og stemningen steg hurtigt. Da der var gået en lille times tid var de to flasker blevne til fire og de fire til otte, af hvilke de to sidste måtte lånes i pavillonen ved siden af. Røgen fra cigarerne steg op under loftet, hvor den dovent væltede sig mod udgangen for derpå gennem det i gavlen anbragte lufthul at bugte sig ud i mørket som en uhyre, grå slange. Lamperne lyste døsigt og den tomme tribune gabede mørk og dyb som en vældig kælderhals, fra hvis baggrund salig Schwalbes træk i spøgelseagtig hvidhed skuede ned over det glade selskab. Hver af herrerne havde udvalgt sig sin dame, som han gjorde kur til på en måde, der ikke efterlod nogentvivi. Selv Fru Schwalbe fandt sig i stridens hede i — dog ikke uden smertelige sideblikke til den spøgelseagtige hensovede — at være genstand for underjordiske —• rettere underbordiske — angreb fra pianistens side, der til det almene bedste havde overladt sin forlovede til hr. Moses’ spendable godtbefindende. Den værdige tangentforskrækker havde fået røde pletter på panden og kinderne, hans små snogeøjne skinnede som glasperler og han stak det ene » Bæger « ud efter det andet, uden småligt hensyn til, om det var hans eget eller en andens. Kunstmaleren, der havde været udenfor et øjeblik, kom nu ind. Han rystede regnvandet af sin bredskyggede bulehat og satte den på fraiilein Helenes blonde lokker. Nu skal jeg synge en vise, råbte han. Først et glas, så et Kys — han Kyssede frati-lein Helene på den buttede Hals — og så én på guitaren. Det er kunstens sønners manér, sang han og sprang op på tribunen, hvor ørentvisterne forskrækkede for til alle sider. Bravo Olsen! udbrød Moses. Med en til situationen passende andagt vendte han sig til de øvrige og sagde: nu skal 1 baresten høre. Der er sangstemme dér, kan i tro- ja, til at spise klipfisk med, mumlede den misundelige fabrikant. Pas du bare dig selv, toftedal. Du med din pebernøddestemme kunne s’mænd ikke en gang få arrangement ved balletten. Silentio, mine damer og herrer, råbte kunstmaleren og gjorde et par greb på sin stok. Derpå sang han: vor tid er ikke meget værd, det hele knap en styver, derfor til vore fædres færd min tanke ofte flyver. Da var der ulv og bjørne end da var der mø’r, men også mænd og om hver stodder dinglede en sitre ved lænd. Da drog borgherren strunk på jagt, lod trælle så og pløje, imens hans frue, vel ved magt, baldyred’ ham en trøje. Han beded’ hjort i skov og krat og greb hver aften bæg’ret fat, og ægtesengen knagede hver eneste nat. Vor tid er ikke meget værd, det hele knap en styver, man går ej mere i herrefærd, kun præker, praler, lyver. Dog, druen har end rest af blod og tøsens blik gi’er knøsen mod. Ja, verden er alligevel så temmelig god. En mægtig jubel hilste sangeren, der bukkede og svang stokken over sit hoved. Han sprang ned af tribunen, men snublede i springet og faldt så uheldig, at han sprængte det ene bukseben over knæet. Den beundrende jubel blev til en homerisk latter, som nær havde pådraget Moses det af hans omgivelser længe ventede slagtilfælde. Han blev himmelblå i ansigtet og hvæsede som en tigerkat. Frøken delamange måtte dunke ham i ryggen, medens hun lo og lo, indtil de » eneste to « forlorne tænder, hun havde, faldt ned i hendes skød. Så lo hun ikke mere. Det gjorde til gengæld de øvrige, selv den salige hr. Schwalbe trak munden op til et bredt smil, der ligesom gled ud over rammen, hvor det tabte sig i den læderfarvede laurbærkrans. Således så det i hvert fald ud i det usikkre, flimrende lampelys. Kunstmalereren sad ærgerlig på en stol og hæftede revnen i benklæderne sammen med knappenåle. Under alt dette var en ung herre, iført en gul regnfrakke, trådt ind i pavillonen. Han blev stående ved indgangen og så på det glade selskab. En opvarter, der bukkende dansede hen imod ham, henledede frøken Marys opmærksomhed på hendes forsinkede tilbeders ankomst. Hun sad ved siden af sergent riiler, der havde lagt armen om hendes liv og var i den syvende lyseblå himmel. Et øjeblik betænkte hun sig, derpå stod hun hastig op og gik hen imod indgangen. En gul snip af en regnfrakke forsvandt i det samme ud af døren og opvarteren kom hende i møde med en buket roser, som den fremmede » He’re « havde pålagt ham at overrække frøken artont. Den

1896_MadsenO_FroekenVandasRoman

Oscar

Frøken Vandas Roman

Madsen

MadsenO

Froeken Vandas Roman

male

1896_MadsenO_FroekenVandasRoman.pdf

Oscar

Madsen

dk

Frøken Vandas Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Inde i skoven er skyggen grøn, og fler er svalt under løvet. Dér stod du for mig så ung og køn, og dog så sælsomt bedrøvet. Videre skulle og måtte vi frem. Da bad du og græd, min veninde. „ Her har vi fundet vort rette hjem, o, lad os blive herinde! “ Ud vi vandt, trods din bange bøn, ud til landevejsstøvet. Inde i skoven er skyggen grøn, og dei- er svalt under løvet. Disse verslinjer nedskrev Åge vintter med flygtig hu, medens en lyrisk stemning i en stille sommeraftenstund havde fundet vej til ham. Formodentlig var den kommen gennem hans kvistkammers åbne vindue fra solrøden, som udenfor luede svagt i den frie horisont over det. store jernbaneterræn og over st. Jørgen-søens rolige flade. Da han var færdig med at skrive, nærmede han sig vinduet og så’ ud. Dybt under ham, så dybt, at han næsten blev svimmel ved at se derned, lå klampenborgstationen, hvor der endnu i den faldende skumring var tummel og færdsel af folk, der vendte hjem fra skoven med det netop ankomne tog. Og det var ikke mere end en time siden, at han selv, omgiven af en lignende menneskestimmel, selvanden var stegen ud af en jærnbanekupé dernede. En underlig eftermiddag og aften havde det været! — — det bankede på døren, og efter at Åge vintter havde sagt den indtrædende tjenestepige, at han allerede havde spist til aften — hun kom med spørgsmål derom fra hans familje, der boede i etagen under ham —- trak han sin magelige rørlænestol hen til vinduet og lod de sidste timers begivenheder på ny vågne til erindringens liv. ---------frøken Vandas mørke og slanke skikkelse stod med skarpe, sikre omrids for hans hukommelse, således som hun var kommen ham i møde, i den stramtsiddende sorte jaket over den lyse sommerdragt, med stråhatten på snur over det svære, sortblanke hår og den hvide parasol skødesløst vugget på den venstre skulder. I stråhatten, huskede han ganske lydeligt, sad dei- en sort- og hvidspættet fjer, der havde vippet og vippet i den sagte sommerblæst med små fortrolige nik. ' dernede — ret ud for klampenborgstationen — var det, han om eftermiddagen havde mødt hende. — hvorfor Åge vintter netop den dag havde besluttet at tage til skovs, erindrede han næppe længer. Sagtens var det kun for at lufte bogstøvet af sig. Ret tæt og kvælende dryssede det sig stundom over den flittige unge sprogstuderende i disse varme sommerdage. Altså, han ville have luft, røre sig, se grønne bøgeblade, vide, frie skovsletter, åben synskreds uden naboskab til tegltage og skorstenspiber. Og så løb han, på sin vej til toget, lige på frøken Vanda. Som altid, når de mødtes, standsede de begge for at sige hinanden et par ligegyldige ord om vejr og vind, om gensidig! Befindende. „ Hvorledes har de det hjemme? “ „ Jo tak. Og de? “ „ Tak — også godt. Blot lidt forlæst. “ „ Jeg i lige måde. “ Dermed kunne samtalen i og for sig godt være endt, og hver være gået til sit. Men tilfældet havde villet, at frøken Vanda, den dag så’ ualmindelig godt ud, måske fordi varmen havde givet. Liv og rødme til hendes ellers lidt blege kinder, der ingenlunde var fri for fregner. Hvorledes det nu forholdt sig med grundene dertil, havde Åge inviteret frøken Vanda til at tage med i skoven. Og uden mindste omstændigheder havde hun taget mod indbydelsen med den ganske rimelige forklaring: „ Det kan der jo ikke være noget ondt i, så godt. som vi to kender hinanden. “ Lidt efter sad de i jærnbanekupéen og kørte ad Klampenborg til. Åge vintter havde kørt flere gange før til Klampenborg sammen med damer, men aldrig i tvetydigt selskab, og han behøvede altså heller ikke denne gang at føle sig trykket af situationen, fordi nogle af de medrejsende med vanlig dansk jærnbane-uopdragenhed stak hovederne sammen og fik travlt med at hviske. Heller ikke på frøken Vanda. lod dette til at gøre indtryk; de passiarede frit og utvungen! med hinanden, medens småstationerne hurtigt. gled forbi. Og i virkeligheden var der ingensomhelst grund til, at deres samtale ikke skulle være utvungen og fri. Hun var hans søsters veninde fra skoletiden, var i barneårene hyppigt kommen i hans fader, kancelliråd vintters hus, lige til hun blev ung pige, og var nu begyndt at komme der igen, efter at hun i et par år havde været borte som huslærerinde. hos en godsejerfamilie på Fyen. Meget jævnlig kom hun endda hos kancellirådens, en gang om ugen eller i det mindste hver fjortende dag. Og aldrig var det med en tanke faldet Åge ind at forelske sig i Vanda. Dertil, syntes han, kendte han hende for nøje. Han vidste, hun så’ godt ud, ja, mere end det, hun var en kvik og nydelig ung pige — men det var også det hele. 1 højere grad end nogensinde før havde han fået øje for disse hendes ydre fortrin i løbet af den halve times tid, han sad lige overfor hende i jærn-banekupéen, uden al nogen af dem gjorde sig 'panker ved, at deres øjne idelig mødtes. Hurtig var Klampenborg nået. De stod af toget og gik op igennem skoven ad vejen, der fører til ulvedalene. Strålende sommervejr lyste omkring dem. Og skønt det var en hverdag, var der mange mennesker ude. Fra tid til anden mødte de bekendte, der hilste. Og trods deres enighed om det ganske naturlige i deres følgeskab, havde Åge mere end én gang den fornemmelse, at han kunne føle det på sin ryg, når de forbipasserende vendte sig og så’ efter de to unge. Frøken Vanda var i godt lune, spøgede og lo. Med ét udbrød hun: „ Ja, dette er jo ganske vist noget andet end at være til aftentimer hos frøken zahie. “ „ Hvad for noget? Skulle de have været til aftentimer hos frøken zahie? “ „ Naturligvis. Jeg var jo på vejen derhen, da jeg mødte dem. Det er morsomt folen gangs skyld at skulke af skole. “ „ Det var et stort offer for min skyld. “ „ Ja, grumme stort. Skøn nu på det. “ Frøken Vanda to med ansigtet vendt imod ham. Han havde med ét opdaget, at hun ejede blanke, grongrå øjne, der spillede og missede med vipperne som en kælen kats, og smukke hvide tænder; ikke disse alt for regelmæssige tænder, der leder tanken hen på et plankeværk, men friske og bidstærke og mælkehvide, overmundens fortænder sad lidt skævt. Samtalen var stadig i god gang. Mest var det hende, der talte, og han lod hende lystig pludre løs uden at anstrenge sig med at høre alt for meget efter. Ovenpå dagens trættende studieslid badede hans tanker sig, løsslupne og kåde, som nøgne barnekroppe i den rene sommerlufts strømme, drak skovduft og solskin ind med tørstig fryd, der lidet spurgte og bekymrede sig om noget andet. Hvad hun kunne fortælle ham — det vidste han på for-hånd så nogenlunde; beretninger fra det kursus, på hvilket hun forberedte sig til skolelærerindeexamen, og lovprisninger over hans egen familje, som hun af gode grunde ikke kunne sige ham noget nyt om. Nu og da forsøgte hun også at anslå en naturstenming, hvortil den idylliske skovegn, de langsomt vandrede igennem, vel kunne afgive stof. Men heri afbrødes hun straks af Åge. Med al sin stille, modtagende glæde for det skønne omkring ham, afskyede han dybt naturskildringens banalitet, både mundligt og på tryk, og var ikke langt fra med Wessel at sige: herregud, man véd dog, hvordan en mark sér ud, når den er grøn? Behændig gav han altså samtalen en mere håndgribelig og praktisk retning ved at fortælle, at han var sulten. Frøken Vanda var ærlig nok til at tilstå det samme. — på „ Fortunen “ fandt de et lysthus og en tjenstvillig opvarter, bestilte mad, spiste og drak med god appetit, stadig i jævn og lun passiar, der kun drejede sig om allehånde nærliggende, dagligdags ting, uden af Åge gjorde blot det svageste tilløb til kurmageri. Selve tanken derom forekom ham latterlig og flov; i sin søsters veninde så’ han stadig kun den gode, gamle bekendt. I haven omkring dem sad mangfoldige andre mennesker, der ligeledes spiste og drak, alt medens de mellem mundfuldene kiggede på udsigten, udover skovtragten omkring Bernstorff slot, udover øresundet, hvis blå stribe i den lyse aften endnu skimtedes i det fjerne. En enkelt familje med talrige børn havde bestilt vand på maskine; husmoderen lavede the, medens rollingerne legede i den grønne plæne og forgæves søgte at få sigte på noget som helst igennem den store drejekikkert. Det hele var så hverdagslig og triviel en idyl, at solen til sidst blev ked af at sé derpå og med en sidste, søvnig gaben trak løvbjærget i vest som nathue over sin ildrøde skaldepande. Dette gav Åge anledning til at sé på uret. Klokken var hen ad ni, det befandtes at være tider at tænke på hjemturen. Opvarteren stilledes tilfreds, og langsomt gik de ned ad skovvejen igen. Uden at standse gik de over dyrehavsbakken, hvor der var mange mennesker og meget liv. Gyngerne gik, ved skydeapparaterne smældede skuddene, pjerrot åd blår, berusede gæster stimede til sangerindeteltene og fra den åbne danseestrade skingrede valsemusikens brutale horn. — forbi det sidste telt kom de ud fra dyrehavsbakken, ind igennem den skumrende skov, medens den durende støjen langsomt tabte sig og døde hen i ensomhedens stilhed omkring dem. Vanda havde taget hans arm og klyngede sig tungt til den, medens de fulgte en noget ujævn sti. Nu og da snublede hun over en trærod. Samtalen mellem dem var efterhånden gået i stå. Stilheden sondredes kun af deres skridt og af det vågnende fuglenyn, der i halvmørket pippede frem af krat og grene, først i spæde, prøvende enkelttoner, snart stærkere og stærkere i lange, runde og bløde fløjt. „ Hvilket eventyr de har ført mig ud på i aften! “ hviskedee Vanda. Og hendes kind var i dette nu nærved hans. „ Eventyr — “ svarede den stadig lige koldsindige Åge — „ Nå ja, jeg kalder det hele en komplet hverdagshistorie. Vi søgte luft, vi søgte selskab, fandt hinanden og forslog tiden sammen som gode kammerater. Det er det hele — og andet ligger der jo ikke i det! “ „ Nej, naturligvis ligger der ikke noget som helst andet i det, “ bekræftede Vanda, lidt tungt. Ad sidevejene, med hvilke Åge var særlig-godt kendt, havde de krydset sig op mod hovedlandevejen og nærmede sig jernbanestationen. De kunne høre raslen af toget, der netop ankom fra København, høre lokomotivets piben, medens det brusede frem for at vende på drejeskiven. Så var det, at Vanda, lidt før de nåde landevejen, med et pludseligt ryk holdt ham tilbage. „ Hvad er der på færde, kære frøken? “ „ Stå kun stille et øjeblik. Jeg vil trække vejret rigtig dybt og langt her i denne dejlige, svale skovluft. Hvor fuglene synger! Og hvor mørket dufter omkring os! Vi når jo tidsnok til vejen og til det kedsommelige tog. “ Og de stod stille inde i den dunkle og svale skygge og trak begge vejret, langt og dybt. Så sukkede hun let. Og ud gik de på landevejen og var få minutter efter ved stationen. i én af klampenborgbanens åbne vogne kørte de hjem. Der var mange mennesker omkring dem, de sad hinanden nær, nu og da strejfede deres hænder hinanden. Vanda var bleven tavs og drømmende. Heller ikke Åge sagde noget. Men i tavsheden kom de umærkelig hinanden nærmere. En blød, sentimental stemning kom op i Åge, han syntes med ét, at han dog ikke kunne lade deres frie og glade udflugt løbe til ende uden at sige hende sin tak i varme og hjerte-lige ord. Sagte tog han hendes hånd i sin og begyndte med dæmpet stemme: „ Kære frøken Vanda “ — •— men en plump og rå bemærkning brød skurrende ind i hans stemning. Et par zunftige københavnere, der sad få pladser fra Vanda og Åge, ledsagede deres højrøstede og tvangfri skæmt med en skraldende latter. Vanda havde hurtig trukket sin hånd til sig, medens blodet for hende til kinderne. Harmfuld så’ Åge henimod fredsforstyrrerne, men opnåede kun at blive genstand" for et hånligt grin og bagefter en truende stirren. Han fandt ingen ord hele resten af turen. — ved hendes gadedør i København havde han sagt hende farvel. „ Tak for i aften, “ havde hun hvisket, medens de kattekælne øjne -spillede imod ham, blanke i lyset fra den nærmeste gadelygte. „ Vi ses jo snart igen. “ „ Ja, det undgår vi jo ikke, “ spøgede han til sval'. „ Fy “ — lød det langt og mildt bebrejdende. Og gadedøren var faldet til efter hende. — på hjemvejen havde han indskærpet sig selv, at nu gjaldt det at være forsigtig. Ja — forsigtig! Thi han havde med ét opdaget, at han havde grund til at passe på. Eilers blev han sandelig forelsket, og det vikle jo være det værste af alt. Hvad var det også for et indfald, han havde haft? Og hvad måtte hun tro om ham - den lille Vanda, søster Maries veninde? Nu ville sagtens Marie i al for-irolighed få beretning om denne usalige skovtur, så skulle der hviskes og tiskes og sladres og gives gode råd. Og Herren véd, hvormed alt det kunne ende! I grunden var det hele en yderst fortrædelig historie! — — og alligevel hensank Åge i drømmerier, medens han sad ved sit åbne vindue og så’ den sidste røde glans slukkes bagom st. Jbrgensø og Søndermarkens fjerne, blå kroner, af den nedgangssol, der havde lyst for hans og Vandas aften vandring. Og endnu en gang gennemlæste han ved det sidste, sene dagslys det lille digt, han for lidt siden havde grebet sig selv i at skrive: inde i skoven er skyggen grøn, og der er svalt under løvet. i. Kancelliråd vintters havde fået freni-ntede til thé. Og efter aftensmåltidet var Åge mod sædvane bleven hos sin familje og dens gæster i stedet for at begive sig op på sit værelse og fordybe sig i „ Rolands-kvadet “, hvis knudrede, okifranske Vers han i de dage huggede sig igennem med en udholdende gævhed, der ikke behøvede at blues for selve sagnhelten og hans dyrendal. - alle var samlede i dagligstuen. Hængelampen var tændt og sendte sit dæmpede, gide lys ned over det store, ovale bords mørkblanke mahogniflade, der var gjort ryddelig til whistpartiet. Den høje, svære kancelliråd havde overfor så dagligdags gæster som de tilstedeværende gjort sig det mageligt. Klædt i sin temmelig udslidte hjenimefrakke, med tyrkisk fez på hovedet, sad han bekvemt i sin lænestol med den lange pibe hængende i den ene mundvig, beskæftiget med at give kort med langsom og omhyggelig grundighed, uden at tage del i samtalen. Desto livligere gik denne mellem de tre gamle damer. Den lille, spurvelette kancellirådinde, hvis hvasse bestemthed og sikre meninger stod i den fuldstændigste modstrid til hendes spinkle ydre, førte i regelen ordet. Nu, da spillet skulle begynde, var hendes tilhørerinder dog ikke så opmærksomme som under vante forhold. Den gamle, gråhærdede Fru Feddersen rettede på sit højtbyggede, kappelignende hovedsæt og fulgte med alvorsfuld mine kortgivningen, som om det var noget grumme højtideligt, der skulle Iii at foregå. Den lidet yngre Fru Buch havde fremdraget et mørkegrønt futteral og taget brillerne ud. Nu tøjredt ) hun dem omhyggeligt med sit lommetørklæde og satte dem under mange omstændeligheder på næsen. Til stuens udkanter trængte lampelyset sparsomt hen. Af halvmørket ved det ene vindue -- hvoi' et hjørne mellem vinduet og bogskabet gav plads for en rummelig, gammeldags bedstefaderlænestol, ret en hyggelig krog til at forputte sig i — dukkede to unge pigers pi-ofilei- frem — Maries og Vandas. Vanda sad i lænestolen, magelig tilbagelænet; forover bøjet på en lavere stol ved siden af hende havde Marie travlt med hviskende at betro sin veninde en mængde vigtige og interessante 1 lemmeligheder, der nok også vedrørte Åge, thi så tit han på sin gang frem og tilbage over det bløde gulvtæppe, der fulgte stuen i længden, nærmede sig denne gruppe, forstummede samtalen og lød der en dæmpet, lidt drilsk og æggende latter fra Vanda. Ved aftensbordet havde Åge iagttaget hende omhyggelig. Og det havde slået ham, hvor séende han pludselig var bleven. Aldrig før havde han så nøje lagt mærke til hendes ranke skikkelses fine og fornemme linjer. Den tarvelige, sorte kjole, hun bar, sad glat og stramt om den smalle midje, over det spæde bryst, de runde, skøntformede skuldre. Det matblege ansigt under det rige, ravnesorte hår, den lille, sipne næse, munden med de hvide, uregelmæssige tænder, de spinkle håndled, de lange, smalle fingre — alt havde han sét. og indpræntet sig det hele billede. Men kun få ord havde han talt til hende, og ingen af dem havde hentydet til den lille, ulovlige skovtur. Det minde — fornemmede Åge med stigende sikkerhed — gemte de begge som en glad hemmelighed. Og han var ganske vis på, at hendes samtale med Marie drejede sig om helt andre ting. Det havde han læst i et beroligende blik fra Vandas øjne. Derfor blandede han sig heller ikke i deres ordvexel. Han vedblev sin gang frem og tilbage i stuen, og sporede nu og da, at Vandas øjne i smug fulgte ham, medens hun sænkede dem, så de mørke øjenhår tegnede en skyggefryn.se mod ansigtets blege lød. Hun så’ ham uden at sé op. Hænderne holdt hun i en magelig stilling foldede bag nakken, så at de oprakte arme i de stramme kjole-ærmer fik lejlighed til at lade deres faste, spinkelrunde former træde frem. Med den ene fodspids klappede hun i nervøs takt, op og ned, på skamlen foran lænestolen. Fra gruppen i stuens midte lød de spillendes dæmpede bemærkninger og udbrud over de forskellige mærkværdigheder, den skiftende kortlykke havde i følge. Fra den hyggelige krog ved vinduet summede stadig de unge pigers lavstemmede tale. Og lampens fredelige syngen gled stilfærdig ind i værelsets milde og bløde aftenstemning. End ikke lyden af Åges skridt forstyrrede freden. Det bløde gulvtæppe gemte den bort. Når Åge nu og da stod stille og et øjeblik fulgte spillets gang, kunne det hænde, at kancellirådinden så’ op på ham med et udtryk af nysgærrighed eller forundring. Det lignede slet ikke hendes flittige søn således af. afvige fra sine daglige vaner. En enkelt gang gled hendes blik fra ham hen til Vanda og tilbage igen, som om hun flygtig spurgte sig selv, om forklaringen monstro skulle ligge i den retning. Hun syntes straks beroliget: Åge viste jo aldrig før sin søsters veninde, der var som hjemme i huset, nogen opmærksomhed, og det var da tydeligt nok, at han heller ikke gjorde det nu. Tværtimod — Åge var nu bleven ked af sin ørkesløse slentren uden dog at kunne tænke sig noget som helst, han i øjeblikket gad tage sig for. Arbejde — nej, dertil var han allermindst stemt. Samtale havde han heller ikke lyst til. Der lå i hans sind en tung uro, han ikke søgte at forklare sig. Han havde en følelse af, at. noget var i gære, noget ville ske, noget, han på én gang længtes efter og frygtede. For at gøre en brat ende på alle nervøse fornemmelser, gik han ind i spisestuen, hvis fløjdøre til dagligstuen stod halvt åbne. Han tændte en cigar, stillede sig ved vinduet. og begyndte sagte at tromme på ruden, medens hans tankeløse blik i sommeraftenens blågrå dæmring så’ gasblus på gasblus blinke frem i den store, åbne horisont. Over jærnbane-terrænet strålede hvidt det elektriske lys, i lokomotivremisen brændte som røde bål et par maskiners semaforer; gule, røde, grønne signallanterner spredte hist og her farvet lys over de sorte skinneveje. Et train for buldrende ud fra nordbanestationen og smuttede som en smidig, leddélt snog hvislende hen under første og anden jærnbanebro -- blev så borte bag høje huse. Udveen gled vagt med i togets følge, sagte, i uvisse drømmerier vuggedes hans tanker på fjerne luftbølger hen i denne blånende og lysbrudte dæmring. Der var et øjeblik, da Åge helt havde glemt både sig selv og dem i sideværelset. Stemmerne derindefra vakte ham igen. Han hørte sin moder give Marie en eller anden besked, som hun skulle bringe videre til tjenestepigen. Så lød der skridt gennem stuen, hvor han opholdt sig, og søsteren tilkastede ham på sin vej ud til køkkenet et flygtigt: „ Nå, dér står du og filosoferer. Du er rigtig underholdende i aften. “ Døren faldt til efter hende med et smæld, før Åge havde tænkt på at svare. Fra dagligstuen lød nu kancellirådens dybe, godmodige basrøst: „ Å, lille Vanda, du kunne tjene mig i at åbne et vindue inde i spisestuen for røgen. Fru Buch sidder hele tiden og hoster. “ „ Gærne, hr. Kancelliråd, “ svarede Vandas stemme. Sagte trin lød — frøken Vanda stod i stuen hos Åge. Han nikkede til hende uden at sige noget og hjalp hende at åbne vinduet og sætte det. på krog. Under dette arbejde mødtes deres hænder. Et sekund lænede hun sig ved hans side over karmen og så’ ud; „ En vidunderlig aften — hvor stille, hvor smuk, “ sagde hun. „ Og så alt. det brogede liv derovre —. “ „ Ja — her er kønt, “ svarede han kort. „ Ei- det derover, du er falden i tanker? “ lød det pludseligt hviskende og hurtigt, tæt i hans øre. Han vendte sig imod hende, mødte de mørke øjnes lange, dvælende blik. Og uden overvejelse eller tøven lagde han armen om hendes slanke figur, og Vanda smuttede ind i hans favntag, gled straks efter ud igen, men forinden havde hendes læber mødt Åges. De var hede og tørre og brændte mod hans mund i et kort og stille Kys. Så få og lidet sigende var ordene, der blev talte. Så ringe og tilfældig var anledningen, der drev de to i hinandens arme. Straks efter gik hun ind til de andre og sagde et par ord til kancelliråden i en rolig konverserende tone. Fra sideværelset beundrede Åge hendes koldblodighed for lidt efter at følge hendes vej og slå sig ned tæt ved de spillende. Vanda satte sig ikke. Hun blev stående bag kancellirådens stol, så -at hun nu og da over hovedet på ham kunne sende Åge et skælmsk og sødt blik. Marie havde stadig travlt med husholdningsbeskæftigelser. * * * klokken slog elleve på det store, forgyldte dagligstue-uhr. Kancelliråden skød kortene sammen og gjorde kvartøresregnskabet op. Og de gamle damer rejste sig for at få overtøjet på. „ Ja, de kan sagtens, Fru Feddersen, “ bemærkede på dette tidspunkt den fortræffelige Fru Buch. „ De kan køre med sporvognen lige til deres dør. Men hvad skal jeg sige, som må ( jå den lange vej hjem? Det nytter vel ikke, man beder kandidaten om følgeskab? “ Fru Buch så’ på Åge med et bønfaldende blik. Dette ville under almindelige omstændigheder ganske vist ikke have nyttet noget. Stol’ blev da gamle Fru Buchs forbavselse og glæde, da „ Kandidaten “ uden tøven stillede sig til hendes tjeneste. Selv kancelliråd-inden måtte studse over sønnens ualmindelige galanteri. Dog, Åge vidste, hvad han gjorde. Han havde udregnet, at Vanda skulle noget nær samme vej som Fru Buch. * * * men hvor vejen syntes ham uendelig lang til den Sidegade til sortedams dosseringen, hvor Fru Buch boede. Den henrykte gamle dame havde bemægtiget sig hans arm, og det hjalp ikke, at Åge søgte at fortne gangen. Fru Buch gik med ganske små skridt og talte uafbrudt, snakkesaligt og bredt. Ved Åges anden side gik den tavse Vanda, der end ikke søgte at indføje noget ord i samtalen. Men nu og da mødtes hans venstre og hendes højre i et fast og inderligt håndtryk. Når en fodgænger nærmede sig, slap de hinanden igen. Lang og drøj var den tur. Omsider tik den dog ende. Men målet var ikke fuldt, før de havde ledsaget den gamle Frue, ikke blot til hendes gadedør, men også op ad trapperne. Den gode Fru Buch var ikke helt fri for at tro på spøgelser og sagde derfor, at portnerens kat var så slem til at ligge på trappegangen og hvæse. Endelig lukkede da døren sig efter hende. På nedturen ad trapperne omfavnede Åge og Vanda hinanden tæt og inderligt, og uden at et ord blev sagt, brændte mund mod mund i hede Kys. Iii. Smal og hvid trak dosseringen i måneskinnet sin faste grænsestreg langs sortedamssøens blinkende og vuggende sølvstæppe. De høje huse ved vejen og de små haver foran husene — alt flød og rislede i de hvide strømme. Over det frie rum udover søen hvælvede en mørkeblå himmelbue sig, besat med små-bitte gnistrende sandskorn-stjærner, hvis glans blev døsig og mat mod fuldmånen « lys. Under dette store, blanke lys vendte Åge og Vanda ansigterne mod hinanden. Og uden at se til højre eller venstre, om der var folk i nærheden, så’ de hinanden længe ind i øjnene og lod så. deres læber mødes endnu en gang. Så gled hendes arm sagte ind under hans, og de begyndte at følge vejen. Men mange skridt havde de ikke gået, før de atter stod stille. det var hende, der standsede ham med det undrende spørgsmål: „ Men hvorledes i alverden er dog dette gået til? Jeg forstår det slet ikke, begriber ikke et ord af den lykke, der så pludselig er strømmet ind over mig. “ „ Kæreste Vanda — hvad er der at begribe, at forstå? Du er ung og jeg er ung, og jeg er glad for dig, og du er glad for mig og så slutter vi os sammen. “ „ Ja, slutter os sammen, slutter os sammen, “ gentog hun i en eftertænksom tone. Ilendes stemme skiftede klang, da hun straks efter sagde: „ Men lige ubegribeligt bliver det dog. Dér har jeg gået år ud og år ind og set på dig og du på mig. Hele tiden har jeg syntes om dig, fundet dig forfærdelig rar og god, men altid var du så kold som en istap. Det var næppe, du gad tale med mig, knapt nok du så’ til mig, før nu forleden dag, da vi var sammen i skoven. Først den dag forstod jeg, hvad der havde skjult sig under al din kulde. Husker du det øjeblik, vi stod stille inde i skoven, jeg ville så nødig ud på vejen igen. Så ubeskrivelig glad og lykkelig var jeg hos dig. Jeg forstod ikke, at du ikke allerede den gang tog mig i dine arme. “ herpå svarede Åge kun med et kærligt smil, imedens han tog hendes arm tættere ind til sin. Hvorfor skulle han fortælle hende — netop nu, da han så fuldt og fast fornemmede, at han elskede hende — at hendes følelser havde været rappere i væksten end hans, at han et øjeblik endog næsten havde følt sig tagen af hende ved erobring? Desuden var det sagtens noget snak af ham, en komplet indbildning. Naturligvis havde kærligheden til hende ligget og slumret i liam, længe før den fælles udflugt hin eftermiddagsstund kom til og løste de bundne tanker. „ Men lige meget med det, “ fortsatte hun i en glad, næsten jublende tone. „ Vi har hinanden nu — ikke sandt — og vi er lykkelige derover. Hvor meget har vi ikke at tale ud om! Hvor mange følelser har vi ikke at dele! Å, du, hvor vi skal more os sammen. “ Og hendes stemme næsten knækkede over af længe indestængt fryd, der nu fandt luft. Han så’ en smule betænkelig ud, i grunden var han helt overvældet af hendes strømmende veltalenhed, men han fandt alligevel, at hendes sidste vending klang lidt besynderlig. „ Naturligvis, “ sagde han, „ naturligvis skal vi more os sammen, men vi må alligevel ikke glemme den store alvor i dette — “ hun lo ham højt ind i ansigtet: „ Å, alvor blæse være med din alvor, du bogorm, du støvede pedant. Fy skamme dig. Tror du det er derfor, jeg har taget dig om halsen og kysset dig og kaldt dig min egen, storartede Åge for at få et kursus af dig om alvor og om pligter og om alt, hvad vi nu bør tænke på? Skamme sig, skamme sig — tror du, der er plads for alvor i en sådan lykkelig time i en sådan velsignet nat - se, hvor månen ler dig ud! “ Og virkelig sad månen på sit høje stade, og hele dens ansigt fortrak sig til det bredeste smil over den stilfærdige, betuttede elsker og det forsorne, overgivne pigebarn, der nu hastig med kærtegn og skæmt jog alle hans alvors-tanker — dem, han mente at skylde selve situationen — på flugt. Siden drengeforelskelsens dage havde Åge vintter ikke kendt til erotik. Et strengt og pligtmæssigt flidsarbejde havde fyldt hans dage og gjort ham til ikke så lidt af det. Vanda nu kaldte en bogorm, en pedant. Under alt dette havde kærlighedsdrømmen boet i hans inderste, hans allerhelligste. Med ærefrygtsfuld anelse havde han set den dag i møde, da det store, del vidunderlige ville komme, tilværelsens rigeste stund, livets lykkefest. Nu var det store, det vidunderlige altså kommet. Men så ganske modsat alle hans regelret udtænkte forventninger. Han gik jo ikke, ydmyg glad, bøjet under en guddoms stærke bud, ind i eros’ tempel til andagt og knælende bøn. I leg droges han derind af kælende amoriner. Og en stund varede det, før han ret sansede og fandt sig selv overfor denne forelskelsens overraskelse. Det var dog en vigtig begivenhed, der var sket. At binde sin skæbne, sin fremtid til en andens, at forlove sig med andre ord — det var dog ikke noget, man kunne tage i lutter løjer og fjas. Vanda ved hans side så’ på månen og lo og smånynnede og lo igen og knugede sig ind til ham. Og på en ensom strækning af vejen trallede hun højt: „ Holder du af mig', holder jeg af dig, alle mine levedage. Sommeren er kort, græsset tilegner bort, vender med vor leg tilbage. “ nogle alvorlige ord, syntes Åge, burde dog siges. Og i en dyster tone spurgte ban med ét: „ Og du er altså virkelig sikker på, Vanda, at du holder af mig? “ Hun stod stille og så’ forbavset på ham: „ Det var et spørgsmål! Hvorfor går vi ellers her — bras dessus, bras dessous — og sværmer i denne henrivende aften? Ja, hvis du ikke selv kan mærke, at hver tanke i min sjæl, hvert mit blik, hver tone i min stemme holder af dig — som nu min hånd, der kniber min uartige dreng i armen — så skal du slet ikke tro det. “ Han troede det, men holdt alligevel ikke af de franske ord, hun føjede ind i sin kærlighedsforsikring. „ Og har du aldrig holdt af nogen anden end mig? “ fortsatte han sine spørgsmål. Hun tav et øjeblik, lo så op: „ Nu bliver du med ét så forfærdelig nysgærrig. “ Men straks derpå blev hun meget alvorlig og vedblev: „ Jeg vil være ærlig mod dig, Åge, jo, jeg har holdt af én, eller bildt mig ind at holde af ham. Men det er længe siden og ganske anderledes, slet ikke som jeg holder af dig. Det er blot en dum, gammel historie, vi ikke skal bryde os om. Vi skal være lykkelige, vi to, og glade for hinanden, vi to muntre kammerater. Ikke sandt? “ Hun så’ på ham og kunne i hans øjne læse et nyt spørgsmål, som hun foregreb med sit svar: „ Nej, det nytter ikke noget. Jeg siger ingenting, ikke mere end jeg har sagt. Dermed skal min Åge lade sig nøje. Tro mig, min ven, du har intet at frygte. Ingen skinsyge behøver at være mellem os på vor lykkes første aften. “ Dermed måtte Åge slå sig til tåls. Rigtig fornøjet var han ikke med den besked, han havde fået. Men den lille misstemning forsvandt hurtig for Vandas kærlige ord, der svøbte sig om ham som bløde, uimodståelige kærtegn, randt som sød musik gennem hans øren, der denne aften første gang fornemmede en kvindes elskovstale. Fra under til under gik han, sælsomt betagen, reven hen. Ja, dette, dette var den nye verden, dette var guanahanis strand, med det evige Sus af høje, glade palmer under skyfri. mørkeblå himmel. Dette var den jomfruelige •jord, den han knælende skulle kysse, før han formastelig betrådte den. Hedt og ungt svulmede hans hjerte af den første kærligheds store, rige opdager-fryd. Og at dette var hende, hende, han havde kendt så godt og dog så usigelig lidt! Hvor var den trevne, anstandsmæssige skolelærerinde-aspirant mon svunden hen med sin sikre, gammelkloge mine? Hvor var søsterveninden bleven af med den sipne næse, den sipne holdning, den sipne tale, der så. udmærket forstod at føje sig gråt ind i hans hjems stive og enkle hverdagskolorit? Alt gammelt var jo forbigangent, se alt var blevet nyt. Ved hans side vandrede den friskeste, frejdigste, kådeste ungmø, der nogensinde på lette såler trådte guds fornøjede jord. Og denne dameagtig sikre, holdningskorrekte skikkelse var bleven veg og myg i hans arme. Og denne tørt konverserende eller fornuftigt, adstadigt, snakkende mund havde han følt ung og brændende under sine Kys. Fra under til under gik han — langt, langt ind i eventyrets lande. Hvad var der ikke sket med ham selv? Hvor let og fri følte han sig med ét om hjertet! Lyst var der for og mørkt ibag. Alvoren og hensynene fra før var glemte — nu lo han selv over, at de et øjeblik havde påtrængt sig ham, at han efter gammel vane havde spurgt: hvorfor, hvorfra, hvorledes? Ung som ingensinde før, ung første gang i sit liv, så’ han glæden slå alle sine døre vidåbne for ham og skred ind gennem portalen med et frejdigt „ jeg griber til “. Og han følte en stærk, ubændig trang til i sine hule hænder at samle al natten og månen og stjærnerne og hendes Kys og kærlighedsord og knuge det alt sammen inderligt, voldsomt til sine øjne og sine læber. — — — uden selv at lægge mærke dertil havde de to gange vandret den lange vej frem og tilbage fra Østerbro til Gyldenløvesgade, begge dosseringer igennem. Nu standsede de for tredje gang ved hjørnet af den gade, i hvilken Vanda boede. Og hun sagde: „ Jeg må hjem nu, allerkæreste Åge. “ „ Allerede, “ for det ham uvilkårligt ud af munden. „ Hvad tænker du på? “ Hun så’ på sit ur. „ Klokken er over ét. Der bliver uro og allarm i pensionatet, når jeg kommer så sent hjem. “ så fulgte han hende til gadedøren og hjalp hende at lukke op. „ Kommer du i morgen aften og henter mig fra kursus? “ spurgte hun inde i gadedøren. „ Jeg går derfra klokken otte. “ Åge nikkede tavs. „ Men det er bedst, du holder dig i skyggen, ovre på den modsatte side af gaden, at ikke mine kammerater sér dig. “ Der lå ham på læberne et spørgsmål: hvorfor i grunden? Men før han fik det udtalt, vedblev hun muntert: „ Tand for tunge, Åge. Jeg stoler på dig. Men vær forsigtig. “ Og i det samme lukke

1898_KragT_FruBeatesHus

Thomas

Fru Beates Hus

Krag

KragT

Fru Beates Hus

male

1898_KragT_FruBeatesHus.pdf

Thomas

Krag

no

Fru Beates Hus

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Jeg kan ikke sige for vist, når huset, hvortil denne beretning knytter sig, blev bygget. Det er ikke godt at vide, når slige gamle huse blev byggede, thi kun en sjælden gang har bygmesteren fæstet krumme, zirlige tal af smedejern over portalen eller ladet årstallet indridse i sten. Såvidt jeg har kunnet forstå, blev huset bygget omkring 1670. Men jeg må fortælle, hvorfor huset den gang blev bygget så stort og så smukt, som det blev. En høst opstod der brand i det gamle hus. Det brændte lystigt, og alle forsøg på at slukke var unyttige. Gårdens daværende ejer, Peder Riemann, stod tillige med sin kone og så huset brænde. „ Nu brænder det ned, “ sagde han, „ men du, Beate, synes ikke at bekymre dig meget derom. “ Hun svarede smilende: „ Jeg sørger, når der er tid at sørge. Da kan jeg sørge dybt og længe. Om jeg mistede mit ene øje, ville jeg nødig leve mere, og om du, min kære mand, mistede din ene hånd, ja en finger af din hånd, ville jeg sørge dybt, thi de ting kan aldrig erstattes. Men her er ingen årsag til sorg, thi du har penge nok og jeg har også penge, og de dyrebare ting fra vort hus er i behold. Lad os da blot bygge huset større og skønnere op, end det før stod. “ Og hun vendte sig om og lod hente et stort bæger af sølv og guld, der ellers brugtes ved festligheder, og dette bæger lod hun fylde med vin, en hed, gammel drue, og stor og fager stod hun nu i flammeskæret af det brændende hus og råbte, idet hun hævede bægeret i sin hvide hånd: „ Så sværger jeg, at når dette hus er brændt ned, skal et nyt bygges op, som skal være meget større og meget skønnere, end det, som før stod her. “ Den stærke frue holdt sit løfte. Et nyt hus blev bygget med megen omhu ( hun lod bygmesteren hente fra København ), efter mønster af gamle franske gårde. Facaden talte tredive vinduer, og grundmuren var af sten til fem fod fra jorden. De store udhuse lå noget tilbagetrukket, enkelte halvt skjulte bag store træer. Fru Beate, som fik huset bygget så smukt, har i grunden ikke mere med denne beretning at gøre. Men jeg vil dog fortælle lidt om hende før jeg går videre, thi hun var ingen almindelig kvinde. Jeg kaldte hende den stærke frue på grund af hendes uforfærdede sind; men hun var også stærk i henseende til krop. Ved en festlighed ( jeg tror det var en maskerade ) som holdtes i det nybyggede hus, omsværmedes hun som sædvanlig afen mængde galante kavallerer. Alle disse gav hende sin hyldest, og hun tog imod den, thi hun var ingen snerpe, og hun kunne godt tåle, at en mand fæstede ildfulde blikke på hende. Men da en af disse mænd blev hundsk og fræk, så rejste hun sig hvid af raseri, og hun grob den frække og kastede ham ud på korridoren, ja ned for trappen, og den stakkels galan blev så forbløffet, at han løb sin vej uden engang at tage fiat med. Fru Beate var fra en tid, da menneskene var fyldigere end nu på sind og krop. Den gode gud har skabt så mange mennesker, at det bedste ler er opbrugt. Om han derfor nu gør en kvinde smuk, så må hun som oftest finde sig i at blive dum som et fjerkræ, og giver han hende rig forstand, er hun som oftest uskøn og næppe kvinde at kalde. Disse livsalige damer fra svundne dage findes næsten ikke mere, der kunne dyrke lærdom og kunst, ja mandlige idrætter, og som dog var fuldblodige kvinder med skjulte snarer, med rovdyrfjed og med ville sanser. Nu findes blot kokotter, madammer og blåstrømper. Disse hader og bekriger hinanden som fjendtlige indianerstammer, hvilket dog ikke forhindrer, at en blåstrømpe i ny og næ skælder alle andre blåstrømper og blåstrømpers venner ud. Og lærdom og kunstforstandighed, som enkelte kvinder befatter sig med til liden nytte, får da skyld for de mange tørre kvinder, som findes. Hvorfor? Jo denne lærdom og denne kunstforstand skal dræbe kvindeligheden og elskovsfølelsen. Men hvorfor skulle ikke god lærdom og kunstforstand kunne forliges med elskovsfølelse? Mændene er ofte store i begge dele. Ak, kvinderne bliver fattigere eftersom tiden går. Og det er synd, thi hvor er det ikke skønt, når vinen er drukket af sanselige læber og elskovsfølelsen har bølget højt, at se den unge kvindes øjne stirre hen for sig, mens hun bleg og mæt af livets lyst taler om ting, som er bedre end de ting, der ligger størsteparten af fruentimmer nær. Mens hun taler om ting, som de små madammer ikke forstår, men som nu dukker' frem hos hende fordi hun er rigere. Mens hun taler om dét gådefulde liv, mens hun taler om dets lykke og dets sorg, mens hun taler om dets endemål, døden. Da stirrer hun måske og undrer sig, og der hun ligger, hvidbarmet og med sin røde mund, er hun så skøn, når hun taler, og hendes øjne er lige blanke, omend dybere, og hendes hud brænder lige så hed som før gennem det tynde linned. Efter hvad jeg kan skønne har Fru Beate været en kvinde, hos hvem blodet rullede raskt og varmt. Det var lidt, som hun trængte voldsomme bevægelser for at give sin kraft rum. Hun var da noget af en amazone. Hun morede sig da med at kaste med et gammelt jagtspyd og med • at skyde med pistol. Men den stramme jagtdragt viste den slanke, svulmende kvinde dobbelt, og de, som kendte hende bedst, sagde, at hun bar en hemmelig længsel efter en, der kunne være hendes overmand i alt. Hendes mand, som hun dog visselig på en måde elskede, var det ikke. Kun få ord endnu om hendes død. Hun overlevede sin mand længe. Hun blev firsindstyve år før hun døde. På sin firsindstyveårige fødselsdag kom mange fra fjern og nær for at lykønske hende. Det blev en stor fest i huset, og der var unge mænd og smukke damer nok, og Fru Beate befalede,. at de to største sale skulle gøres færdige til Dans. Lysekronerne blev da tændte, musikanter hentedes fra byen og snart genlød huset af musik og af de dansendes trin. Fru Beate dansede selv både menuet, lanciers, ja endog en langsom Vals. Men ud på aften følte hun sig pludselig ilde tilpas: „ jeg synes, “ sagde hun, „ at jeg har vanskelig ved at drage ånde. “ Og hun lod sig i al stilhed føre Iii sit værelse. „ Nu skal i gøre, hvad jeg befaler, “ sagde hun derpå, „ I skal intet sige om min afmagt; thi jegvil ikke, at de unge skal bedrøves for dette; thi ret beset er det ikke noget at bedrøves for. Jeg føler, at jeg må dø om en kort stund; men denne død er ikke besværlig og ikke i nogen måde skrækkelig. Lad mig dø og lad dem leve, som kan leve. Sig blot, om nogen spørger efter mig: Fru Beate blev iræt og gik til ro og lader alle hilse. “ Man gjorde, som hun bød, og medens dansemusiken lød, og de unge mænd og de smukke damer dansede eller leende spadserede i haven, brændte en natlampe svagt i Fru reates Kammer, medens hendes liv langsomt randt ud som timeglassets sidste sand. Men da en af pigerne ville lukke vinduet for at ej vinden skulle puste ind og for at ej dansemusiken skulle forstyrre, sagde hun: „ Lad den friske luft komme ind, da ånder jeg lettere... og lad mig lytte til disse smukke toner... “ Og således døde Fru Beate, villigt og smilende, idet hun velsignede de levende. * * således fortælles om husets tilblivelse. Nu kommer en lang tid, da intet særligt meddeles om de mennesker, som boede på gården. Der er grund til at antage, at de, som i denne tid har boet der, har været rolige og lykkelige mennesker. At de er bleven født, medens slægt og venner lykønskede, at de er voksede til og har taget, til ægte, medens slægt og venner atter lykønskede og drak sig en glad rus, og medens unge piger og unge mænd dansede brudedansen. Og deler grund til at antage, at disse par har levet livet sammen jævnt, flittigt og stille, og at de er døde og er blevne begravede, medens hvide tæpper hængtes for vinduerne og der strøedes med granbar lige til kongevejen, og medens slægt og venner græd og trøstede, og om de var til Års gruede for sin egen død. Den, som man standser ved efter Peder Riemann, er Markus Riemann, på grund af hans elskov til en kvinde, der ansås af mange for at være troldkvinde, ja djævelens egen datter. i. Fra meget gamle dage har den tro været fremme blandt mennesker, at djævelen tidt åbenbarede sig på jorden og stiftede ulykke. „ Men tro ikke, “ siger en klog mand fra den tid, „ at han altid kommer med klo og med horn og hov eller med våd platfod, der slår mod jorden. Mangen gang er han også kommen som hund og som ulv, men sjælden som ko, og jeg tror aldrig som lam. Man kunne antage, at han ej vovede at iklæde sig lammet, da dette dyr jo afbildes for Kristus. Men mange gange har det hændt, at et svin er bleven grebet af galskab, så det rendte hylende omkring og søndertrådte og væltede alt, og det var fordi at svinet var djævelen, eller at der i svinet sad en djævel, som en eller anden troldmand havde galdret i svinet. Men lidt kan djævelen komme som smuk kavaller med kostelig dragt, ædle ringe og meget guld i tasken; men endnu oftere kan han komme i lighed med en kvinde,- og da altid en smuk og bedårende kvinde. Men alle tror at hun er en jordisk kvinde, og først bagefter, når al ødelæggelsen kommer, ser de forblindede, at hun var af djævelen. “ Markus Riemann havde i mange år siddet fornøjet på sin fædrenejord, og han havde dyrket den med flid. Han var en huldsalig herre for sine tjenere og sine husmænd; han slog ud med hånden og smilede, når han traf nogen af dem, og han spurgte, hvordan det gik deres koner og deres børn. Han brugte sin forstand, så gården trivedes. Kornet bar gode aks og særlig høet fra Markus Riemanns jorder var kendt som saftigt. Men en vår kom en ven af Markus Riemann til gården, og de to mænd var stadig i hinandens selskab, og de var sammen til den slags adspredelser, som gives på landet. De fiskede, jagede, skød til måls med pistoler og drak sig af og til en rus og fornøjede sig nu og da med de smukkeste af pigerne — og levede i det hele som landjunkere pleje. Men hver gang vennen havde drukket og fornøjet sig med pigerne, sja græd han og sagde: „ Ak, jeg er et bæst! “ Riemann svarede: „ Ja, du. er jo gift, hvorfor giftede du dig? “ Den anden svarede: „ Hun ville, og hun er slig, at man gør, hvad hun vil. “ Og da Riemann smilede, sagde vennen: „ Ja du skulle se hende. “ Men en aften sagde vennen: „ I morgen må jeg rejse fra dig, thi min hustru kommer fra sin fader. “ „ Så hent hende hid og bliv i begge en måned til. “ Vennen svarede: „ Når det blot ikke var at misbruge din gæstfrihed. Høånnen er nær, og du har brug for din tid. “ Men Riemann sagde: „ Nej, det ville glæde mig, dersom du kom, jeg omgås jo ellers, blot med bønder. “ Da takkede vennen og svarede ja. Og den næste dag kom han med sin unge frue. Hun var af den slags kvinder, der ejer det, der indser mændene,, og i hvis nærhed de bliver ligegyldige for hvad samvittigheden tilsiger dem. Markus Riemanns blod blev lummert og tykt ved at se hende. Ja alt fra første-gang, de var sammen, tog hun ham fangen. Han følte, hvor længselen mod hende sank i hans kød og voldte ham smerte, han følte, hvor blodet steg til hans bryst og hans Hals, så han havde vanskeligt ved at drage ånde. Og hun besvarede hans længsel. Lang tid gik ikke, før de fandt hinanden. De syndede meget sammen, og han, der i begyndelsen havde ængstelig samvittighed på grund af vennen, tænkte efterhånden: „ Jeg begynder nu at begribe, at kvinden var årsag i, at mennesket trodsede guds bud og forskertsede sin samvittigheds fred. “ Deres adfærd kunne ikke længe holdes skjult for hendes mand. Fortvivlelsen greb ham, og han gik hen og hængte sig i Skogen. Det var i en af de mørke nætter i oktober han gjorde det. Hans hustru og hans ven troede, at han gik på jagt. Der blev sagt, at de tvendes fornøjelse blev den nat forstyrret ved stygge skrig. Da havde Markus Riemann sagt: „ Hvad er dette? hvad er dog dette? “ men ingen kom til syne. Men Markus Riemann var mere urolig end før: „ Denne synd skal have en ende, “ råbte han, hvorpå han flygtede fra den unge kvinde. Men det var for silde; thi den næste eftermiddag fandtes vennen død for egen hånd. Da blev den rædsel, som havde grebet Markus Riemann endnu større end før. Hvad han gjorde for at få den farlige kvinde bort, ved ingen; men alt samme dags aften rejste hun og kom ikke mere tilbage. Men nu kom straffen for Markus Riemann. og han straffedes på flere måder. Før havde han haft et lyst sind, nu var han altid dybt bedrøvet, og i hans tunge blik lå en ulægelig sorg. Og han straffedes også på sin ejendom: thi egnen omkring gården, som før havde været frugtbar, blev nu mager. Ja ved en besynderlig forvandling blev lange strækninger ufrugtbar myr, som skød op med dunst som usundhed på jorden, og i denne jord ville græsset ikke gro. Men denne dunst ( roede mange var den unge troldkvindes eller djævledatters væske, og mod sommermorgen eller i høstmorgen, når det røg fra denne mose, sagde mange, idet de tænkte på den megen væde, som forårsagede røgen: „ nu sveder hun “. Ja mange sagde noget, som var værre, og som vel ikke kan siges uden til manges fortrydelse. Husmændene flyttede lidt efter lidt fra egnen, og de tomme hytter så mere og mere forladte ud; nogle forfaldt ganske. Markus Riemann sad som oftést stille på sin stol i den røde stue, en af husets mindste. Han sad der, fordi til dette Kammer knyttede sig de fleste erindringer han havde om den farlige, skønne dame, som havde været hos ham, og som nu var borte. Hvor svag bliver man ikke, hvor svag bliver 2 selv en stærk mand, når timer, som han tilbragte med en smuk og elsket kvinde, kommer til ham, medens ban sidder i ensomhed og forladthed. De griber om hans hjerterod, så han føler en dråbe salighed og et hav af kval. Og jager nogen erindringen bort? Nej, man finder frem den vin, hun elskede, den mad, hun holdt af. Den lille hund hun lidt klappede og kløede bag øret, den klapper man selv og klør bag øret, ja selv de almindeligste ting, om de har noget med hende at gøre, dem tager man og holder dem fast, og man lader de svundne timer komme med smerte og glæde. Markus Riemann sad fremdeles i den lille røde stue. Han sørgede altid over hende, som havde forladt ham, og af og til sukkede han også over sin gård, som forfaldt. En ven af ham kom engang til ham og talte rolige og forstandige ord: Riemann havde længe nok været dåre! af et værk, som var den ondes. Det var djævelen hos hende, at hun forledte ham til dovenskab og ligegyldighed for sit daglige arbejde, deri var hun djævel. Men han svarede, idet han stirrede hen for sig, som så han ikke den kolde væg, men noget andet: „ Ak ven, hvilken bedårende skønhed hun besad, hvilken zart yppighed. Thi hendes midje var smal, men hendes bryster stod dejlige til hver side. Hendes hænder var meget hvide, og fingrene lignede små kroppe, thi også de besad en smuk fylde trods sin slankhed. Og hvad skal jeg sige om hendes øjne og hendes mund? tiendes øjne var slige, at når jeg så i dem længe, sank jeg i dybet, hendes mund var rød og tænderne var meget hvide. Ak, min ven, hvorfor lod jeg hende rejse, hvorfor skræmte døden mig? Livet besejrer døden. Når man elsker, er man herre. Hvorfor beholdt jeg hende ikke, trods den døde mand? Ak, min ven, jeg længes, så jeg er ikke mere levende. “ Da sagde vennen: „ Fløj, pføj; hun har alligevel været djævelen! “ — tiden gik, men den ulykkelige Markus Riemann glemte ikke den smukke djævledatter. „ Men hvad gør ikke tiden? “ plejer mange mennesker at sige, „ den dulmer og læger alle sår. “ Lad dem heller sige: den sletter ud, men den gør os samtidig ringere i håb og glæde. Har ulykken tilføjet os et sår, så vort sind bløder, da helbreder ikke den langsomme tid; den gør ikke sindet som før, men den skærer langsomt kødet 2* omkring såret bort, den forringer håbet og livsglæden, så det dybe hug efter disses aftagen ikke mærkes så meget. — ligesom tømmermanden i Skogen glatter et dybt skår i træet ud, men samtidig gør træet spinklere, således gør den nagende tid, idet den glatter såret ud, os selv spinklere og tyndere, og håbets og livsglædens fyldige kød vil ikke trives mere. Markus Riemanns smerte glattedes ud, men han blev forandret. Han blev lavere af vækst, og hans holdning var ikke rank som før; han talte ikke mere med bestemthed og med marv i sine ord. Hans tale var mest spørgsmål, og han var altid enig med folk. Og lidt var det klart, at han ikke havde megen rede på, hvad var spørgsmål og hvad var svar. Han lod tungen gå for at være folk til lags. Han blev også, hvad mange mennesker bliver i ulykken, god fra top til hæl. Da han var nær de halvtreds, giftede han sig med en stærk og fattig bondepige, Metta Maren Thy, som den senere tid havde været tjenestepige på gården. Han fik med hende en datter og en søn. Datteren døde i sit andet år; men sønnen voksede op og trivedes. Han fik et stærkt legeme og lignede i mange henseender moderen. Men i den smukke afrunding, hans skikkelse havde, var noget af faderens ædlere blod, ligeledes i hans ualmindelig smukke og kraftige hænder og fødder. Iii. Om de mennesker, jeg her beretter, taler jeg med åben mand; thi ingen kender dem, da de for længst er døde. Jeg havde også næsten glemt dem; men da jeg nu kom til denne egn, som engang var deres, og da jeg gik i den næsten afløvede Skog, og da jeg så muren af huset, der ved mange Års solskin havde antaget et gyldent skær, så stemte skøgens falmede prunk og den gennemsigtige høstdag og det sunkne hus mit sind til erindring og drøm; en berusende Duft af gamle dage slog mig i møde, og jeg genkaldte mig deres saga i erindringen, som engang levede der. Meget af hvad der tildrog sig i huset syntes mig godt nok; men Ove Riemanns og hans datters historie er visselig mest betegnende for huset. Ligesom dette står bedst mod hvid, fjern høstluft, ses det også bedst, når man har Ove Riemanns og hans datter Metas legende i sindet. Ingen bor nu i det sunkne hus. Henover det kryber nu den grå lyng, i dets kældre holder den mistænksomme og rædde hare til, og i loftsgluggerne bygger flaggerrnus og natfugle. Tiden går. Snart vil det være ryddet og spredt for alle vinde eller forvandlet til støv. Iv. Ove Riemann var, som før er sagt, søn af Peder Riemann og hustru Metta Maren Riemann, født Thy. Hans barndom gik stille hen, han så sin for tidlig ældede fader sidde i sin højryggede stol eller gå om i huset eller på vejen, støttet til sin stok, og han så sin stærke mor, der snakkede så lidet inde i stuerne, men som udenfor, på eng og i drengestuen, gav besked om alt, hvad der havde med gårdens drift at gøre. Ove Riemann voksede op til en stille ugen forstandig ung mand. Han lod sig nøje med, hvad jævne landmænd lade sig nøje, og han gjorde sit arbejde meget påpasseligt. Han drak sig yderst sjælden drukken ( hvad dog så mange hver dag gjorde i den tid ), bandte ikke og sloges ikke. Han havde nogle kjærestehistorier, men dem var der ikke noget egentligt at bemærke ved, de var sådanne, som de fleste unge mænd liar dem. Ove Riemann havde ved sin skolegang i den nærmeste byes latinskole fået god lærdom, som han brugte til gavn for sin fader: han trøstede den bedrøvede olding, da det gik mod graven, og da faderen endelig døde, var nok præsten tilstede, men det var sønnen Ove der sad nærmest den døende og ligesom førte ham stille bort. Så samlede Ove Riemann gården. Han skilte klinten fra hveden. Den mark, som var dækket af mose og ubrugelig urt, lod han ligge, og den gode dyrkede han med flid. Og han prøvede også på at gøre den dårlige mark frugtbar. Han havde en stund meget travlt med at tappe myr ud. Heldigvis fik han god hjælp til gårdens brug af en af sine husmænd, en ganske ung mand, Elias hejmen, en af de folk, der nu og da skyder op fra landets muld som friskt græs. Han var, denne husmand, meget giøg og rask til nær sagt al ting i verden. Han besad endog boglig lærdom og kunne tale med om ting, som ellers ikke bønder ved noget at sige om. Han kunne, når helgen kom og gæstebud holdtes, æde og drikke mest af alle, og senere på kveld kunne han danse og tage gode brydetag. Men han kunne ligeså godt glemme at æde og drikke og glemme al morskab, når et alvorligt arbejde beskæftigede ham. Han kunne endelig synge og spille på et instrument, som han selv havde forarbejdet; lidt, sang han i drengestuen om kvelden og klimprede på kattetarmene og på stålstrengene, og da måtte alle høre på ham. Elias hejmen var rigtig en troldmand fra en lys sommerdag. Og han var frimodig og uden frygt for noget. Han var ikke ræd for at sige fra til sin husbond, når denne gjorde noget, der ikke var som Elias hejmen syntes det skulle være. „ Husbond skal ikke rode i de ting, “ sagde han således engang, idet han tog spaden af Riemanns hånd, da denne tog hånd i med det simple arbejde. „ 1 kan nok have andet at bestille, i kan spekulere ud noget til gårdens bedste, som en husbond skal gøre. Dette grejer sig nok alligevel. “ Ove Riemann kunne ikke andet end smile, når Elias hejmen gav ham den besked. Men han rettede sig derefter mere end han selv vidste. Han havde i grunden aldrig følt sin værdighed som herre til huset og gården. Måske det kom af, at hans faders, den forrige herres bøjede skikkelse talte ydmyghedens sprog. Men Ove Riemann var ung, og ungdommen kan nok lige at være herre. Nu og da skød derfor gårdherren op i den unge mand: han så nok den ufrugtbare myr, men han så også de store marker og Enge og de fjerne skoge, som alt var hans, og han forundredes over, at han var herre til alt dette, og i de øjeblikke syntes han, at Elias hejmen havde ret: han burde gøre sin ejendom bedre tjenester end ved at grave i jorden. Han burde finde midler til at gøre den hele gård bedre. Han kendte drift i sig, som endnu ikke havde fået noget virkefeldt. Men i almindelighed havde han roligere blod end den travle Elias hejmen. Han fandt sig vel ved nu og da at arbejde på Marken og føle den sunde legemlige træthed og søvnigheden senere på kveld. Men han var nu i grunden en underlig en. Han overfaldtes af og til af en stor længsel mod noget, som han ikke kunne gøre sig rede for, hvad var. Da gjorde han sandelig, hvad hans husmand bad ham om, og han gik meget videre. Han klædte sig på som til fest, rejste til nærmeste by og spiste og drak på hotel en dags tid eller to og traf sine venner fra skoledagene, hvem han indbød til stort gilde, hvor der flød med de fineste vine til de delikateste retter. En gang, da alle gæsterne var meget berusede, holdt en af hans venner en tale for ham. Den var drukken mands tale; men den virkede på ham, og måske den alligevel skjulte nogen sandhed. „ Jeg har hørt, at din fader elskede en dejlig dame da han var ung, og jeg har hørt, at han mistede hende og længtes efter hende hele sit liv. Og når jeg nu har lært dig at kende, tror jeg, at du er avlet i en stund, da han længedes mod hende. For du, Ove Riemann, længes også efter hende, den arv har han givet dig. Du længes nok ikke efter den samme, men efter en af samme farlige skønheds ophav. Men du har også din moders kød fra bønder i din krop, du liker dig i Skogen og under stenhellen, når uvejret driver dig ind. Du er i grunden en besynderlig mand, Ove Riemann. Jeg skal jo engang blive præst, så jeg kan sige dig slig, at du er af Kains afkom. “ Det var rigtigt, at vennen nævnte moderen; thi hun havde også givet sin søn meget, han havde ikke for ingenting hvilet under hendes hjerte. Når han tog på jagt i sine grove, slidte klæder, da kan det hænde, at han følte sig lige så vel til rette, som når han sad med sine venner til gilde. Noget hos ham, som elskede dette skogliv, kom frem, og gav sig til at æde, ja jeg siger for sandt, at det græssede på møen, i Skogen, på strand, det åndede ud mod de øde kyster. Da kunne han være hårdfør og bryde sig lidet om, hvad mad han fik, og om han fik hus for natten. Fuglen blev stegt på spid i sine fjer, og poteterne blev lagt i glohed Aske, og den søvn, der kom, når natten blev tilbragt ved bålet uden andre sengklæder end et hestedækken, var så blød og dyb. — — — siden faderens død var moderen, den bondefødte kone, bleven endnu stillere end før. Hun gav nok mangen god besked til folkene; men når hun var inde i fluset, sad hun mest i en krog, hvor hun bødede på hoser eller andre klædesplag. Ove Riemann havde altid holdt meget af sin moder. Han havde ikke mærket hende stort, thi hun havde aldrig sagt meget fra og aldrig givet sig stort til kende. Hun havde været som den varme, der brænder ubemærket på skorstenen uden at knittre, uden at sprutte, som nu og da trækker sig helt ind i asken og synes at være slukket, men som dog lever op derinde lige så varm som før. Hun blandede sig lidet i sønnens ting. Hun havde fra sin barndom, tilbragt i den trange husmandsstue, bevaret noget som en sky ærbødighed for det store hus med dets værelser og sale, og hun havde i grunden noget af respekten hos sig endnu, og underligt at fortælle, hun havde inderst inde respekt for sit eget barn, Ove, som søn til gården. Hun selv havde i grunden aldrig følt sig hjemme der, omend hun aldrig talte derom til nogen, og hun følte sig heller ikke hjemme der nu, da hun dog var gårdens retmæssige ejer. Fra lange atteners samtaler, som efter faderens død blev ganske hyppige, havde Ove forstået, at denne hans stilfærdige mor gemte på meget og mangt, som ingen kendte til og ingen skulle tro, at hun ejede. Hvor hun dog, når alt kom til alt, ofte tænkte sit, og lod andre tænke deres. Hun vidste i det hele mere end Ove Riemann havde troet at hun vidste. En vinter blev hun dårlig. Hun mente, at det hele ikke var noget, og gik oppe som før. Da hun blev kleinere og lægen hentedes, var det for sent. Sygdommen, en ond lungebetændelse, havde grebet for stærkt om sig. Hun døde efter først at have givet besked om ting, der vedrørte gården. Hun døde stille og uden klynk. På slutten tog hun dem, hun kendte, i hånden, og bad dem leve vel. Men medens mange, som stod hos, var meget rørte og fældede tårer, lå hun uden at blive meddelsom og grædende. Hun bevarede vor Bondes indesluttethed og fåmælthed til det sidste. v. Det blev mi meget ensomt på gården for Ove Riemann. Og dog holdt han sig nu mere hjemme end før. Hans slægts gamle, værdifulde bogsamling, som han før kun i ny og næ havde beskæftiget sig med. optog ham en tidlang meget. Mange af bøgerne var gode. Han kendte lidt længsel efter dem. Når nattetimerne kom, var det mørkt udenfor, og han sad alene i huset, og al hans slægt var dødt fra ham. Da fulgte han bogens tanker. Og han svarede lidt, tog på de vanskelige steder de enkelte linier én for én og smilede eller blev alvorlig eftersom bogens tanker indgav ham det. Og når det gik mod slutningen, når bogens sidste sider læstes, da kom — var det filosofi eller digt — bogens ånd frem for ham. De mange ord forenedes, de digtede skikkelser lejrede sig. og frem gik et væsen, tidt et underligt væsen, fjernt fra alt på jord og dog med alle menneskers træk. han mødte lidt dette væsen i de dybe nætter, og det var for ham en højtidelig stund. Ove Riemann var sluttelig på gode veje til at blive en ung grubler. Mangen gang, når den egentlige dag var forbi, kunne han længes efter at gå alene ud og tale med sig selv. Han kunne længes efter at gå langs hen ad den gule Mo og efter at fordybe sig i Skogen. Da lod han tankerne tage sig, og han glædede sig over, at disse tanker ofte var skønne og gode. Men en eftermiddag i slutningen af september gik han ud i ro og mag. Han så det for en tid siden afskårne græs skyde strå, der var tørre som den høstluft, hvori det groede. Han betragtede træerne i lunden lige ved kongevejen, og han undrede sig over, at deres løv var ubeskadiget af vinden og af den kølige luft, som i den senere tid havde hersket. Men til sidst hørte og så han ikke mere. Vinden peb i lyng og græsstrå, en usynlig fugl sang i et træ, i øst glimtede kornmod — han gik afsted hvor det traf, uden at mærke noget af dette, han tænkte på meget og mangt; sluttelig huskede han noget, som han den forrige aften havde læst i en gammel håndskreven bog, et stykke af en egen skønhed. Det fortalte i gamle heksametre om de første mennesker på jorden, da der endnu ikke fandtes byer, da menneskene sloges med de ville hunde og med ukendte, for længst uddøde skoguhyrer. Disse for ofte i flokke omkring og gøede og knurrede, når natten var inde. Og da var der nat på jorden, der kunne kaldes nat. Thi Skogen bredte sig tusinde mile, under dens grene hørtes Sus af nat fugl, og i det fjerne kjæmped mennesker med hundene og de andre ville bæster, og på himlen gik månen. Da var natten vældig som aldrig siden på jord. Og lidt kunne det hænde, at jord, mennesker og uhyrer sov. Da herskede en stum ubevægeligheds majestæt over det hele.---- — aftenen var ved at bryde frem. Ove Riemann gik ud på kongevejen; han tænkte videre over sine egne ting. Han så mod det fjerne med et tankeløst udtryk i øjet. Men pludselig blev hans blik opmærksommere, det stirrede skarpt mod noget, der nærmede sig. Hans ansigts udtryk tydede på forundring. Han mumlede noget mellem tænderne, der ikke kunne høres. Han havde grund til at forundre sig. Henad vejen lige imod ham kom tre vogne kørende. Da de kom nærmere, så han, at det var venner fra byen. To af dem i den forreste vogn knaldede uafladelig med pistoler og satte for hvert skud i et skarpt råb. Men ved at se disse tankeløse og glade venner blev Ove Riemann forvandlet. En dyb munterhed betog ham. Han satte pludselig i et brudt, langt råb, der hørtes som et helt brøl, og han kastede sig op på den hest, som var forspændt den forreste vogn — og slig holdt dette selskab’ sit indtog i gården. Ove Riemann, den stærke fyr, der i lang tid havde gået om og tænkt og drømt i ensomhed efter arbejdet på Marken, han behøvede kun noget af denne glæde ude fra og til overflod noget hed vin føl' han blev helt ubændig. Men han tumlede ikke, han for ikke op, og han spændte ikke med begge ben. Han sad ganske stille, men knuste nu og da en karaffel eller et krystalglas. Han knuste det hårdt og fast, så kun en liden knitrende lyd hørtes. Hans ven, Frederik Uffe, den samme som engang før havde holdt den aparte tale for ham, fortalte, hvorfor han var kommen. Det var for at sige farvel. Hans fader, den gamle Provst Uffe, var død for et år siden, og så skulle han jo blive præst selv. Han havde 3* brugt lang nok tid for at få sin eksamen. Men nu havde hans fader lagt så mange offerpenge til side. De lå i chatollet og ventede kun på at blive benyttede. Det ville ikke Frederik Uffe nægte dem; de skulle få lov til at fare ud i verden og han ville blive med. Ja han ville leve det ungdomsliv, som han ikke havde før gjort. Han havde været alt for bunden af mange hensyn her, hvor alle kendte ham, og desuden var alt ungdoms brusenpå her gjort så styg.... de havde slige uhyggelige navne på alt.... Det hele kom af, at der var så megen fattigdom og helvedesfrygt. En glædedrukken sang, om den blev sungen, toges den straks for af skumle mænd, befamledes og befandtes utugtig.... fy, hvilke smudsige trolde her fandtes.... „ Nej, min ven, “ fortsatte han, „ jeg kommer altså for at sige farvel til dig. Du har længe været borte, din varulv. Jeg hører forresten meget forunderligt om dig. Du læser jo i gamle svartebøger og du går ture i ensomheden. Hvad går der i grunden af dig? ved du ikke af, du er ung? Tror du kanske, at du er bestemt til sligt liv? Nuvel, jeg ved jo ikke så nøje, hvad du gør, måske jeg dømmer foi’ hurtig, men jeg tror, at du besidder en uhyre livslyst og livskraft, jeg mærker det i din nærhed. Og så går du alligevel din ungdom bort her. Du er vel snart tredive år, så vidt jeg ved. Her findes jo kun mørke og troldskab. En dejlig dame bliver her straks til en djævledatter. Ak, min herre og gud, hvor jeg har længsel mod lyse hjerter, mod store og vakre sind.... Jeg rejser om to dage. “ Ove Riemann svarede ikke meget på, hvad vennen sagde. Gildet fortsattes, og alle var udmærket forligte. Pludselig tog Ove Riemann et fast tag i vennens skulder: „ Jeg følger dig på rejsen, “ sagde han. Vennen blev umådelig henrykt og bekendtgjorde dette med høj stemme, og alle blev henrykte. Aftensbordet, som just var færdig, blev nu meget festligt. Og Ove Riemann var den heftigste. En umådelig livsbrunst var skudt op i ham. Og det egne ved ham var, at det ikke gjorde ham syngende, men alvorlig, næsten brutal. Når han omfavnede en ven, kvalte han ham næsten, og fremdeles var han betagen af en ødelæggelseslyst: han knuste en mængde kar og glasvarer, men meget stilfærdig. Aftensbordet ville ingen ende tage, og efter bordet ville en gå ud på møen. Da ville alle det samme. De drev ud på Sletten. Det var en blikstille nat. En liden aftagende måne stod mod syd og kastede usikker skygge. De gik arm i arm; noget usikkert bar det afsted. De sang måneskinssange så falske, at det var en gru; men hvilket humør var der ikke i denne nat, hvor latteren lidt for afsted på brede stormfødder, tidt trippede afsted på letten bukkefod. De gjorde nok adskilligt galt den nat. Ove Riemann huskede ikke det hele så nøje. Men han vidste, at meget sent på natten havde de skudt

1888_Paulsen_FruCecilia

John

Fru Cecilia

Paulsen

Paulsen

Fru Cecilia

male

1888_Paulsen_FruCecilia.pdf

John

Paulsen

no

Fru Cecilia

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

« b—street London 1ste novbr. 187—. Gode moder! — det glæder mig, at jeg endelig får din tilladelse til nu at vende hjem igen. Vel er her godt i pensionatet — alle er så snille mod mig— men hjemme er dog hest. Du kan tro, det har været en lang tid for mig disse tre år, men så har jeg til gengæld også lært noget. Jeg er meget flink i alle fag, når jeg selv skal sige det. Du vil blive forbavset over mit dygtige piano-spil — hjemme ville jeg jo slet ikke øve mig, og du var alt for overbærende — og min franske accent er som en pariserindes, siger mademoiselle de Roche. Jeg er forresten hendes yndlings-elev. Dog har jeg også erhvervet mig andre, mere solide kundskaber — og disse er min stolthed. I nøds-fald vil jeg kunne tage ud som gouvernante. hvor jeg er dig taknemmelig for, at du satte mig i dette solide, engelske pensionat, og ikke i et fransk, som det nu desværre er mode. Derved er jeg vist undgået at tage skade på min sjæl. Franskmændene er så frivole og deres moralitet er så slap. Mrs. Bright var i Paris i sin ungdom, inden hun blev bestyrerinde her, og hun kan ikke noksom skildre nationens dybe fordærvelse. — franske romaner er kontrabande i pensionatet. Tænk dig derfor skandalen, da man nylig i Kate Deans gemmer fandt et bind noveller af Guy de maupassant. Mrs. Bright råbte « shocking, shocking! » og mademoiselle de Roche talte indigneret om « mauvais genre » i literaturen. Det var på nippet, at stakkers Kate var bleven bortvist og hjemsendt til sine forældre, et par ærværdige præstefolk i Wales. Hvordan lever Dagny Smitt og Elna Heiberg? Giver Heibergs endnu sine to store nytårsballer? Hvor morsomt at se Elna igen! Hun var så vakker i skole-dagene — nu må hun være vokset op til en rigtig nydelig dame — tre år gør en stor forandring. Vor korrespondance, der begyndte så lidenskabeligt, er for længst gået istå — men det er ikke min skyld. Jeg har været mere bedrøvet derover end nogen ved. ofte drømmer jeg om hjemmet og Norge, men, underligt nok, aldrig om mennesker, kun om naturen. Jeg ser dejlige, ville landskaber, altid fjeldene om vor by, jeg ser dem i sol og i regn, med vekslende belysning, som jeg så tidt beundrede dem i min barndom. Nu ligger der vel dyb, glitrende sne over alle tinder? Hernede er det endnu ret mildt, men denne evindelige tåge er skrækkelig. Igår tændtes lygterne i gaderne allerede ved middagstid. Jeg har ofte med bedrøvelse tænkt på, at jeg var så lidet for dig sist jeg var hjemme. Vistnok gav jeg dig ofte, mod min vilie, grund til misfornøjelse. Mit håb er, at du nu vil blive tilfreds med din datter og finde, at hun er bleven « ladylike « og en « fornuftig » pige. Hjertelig hilsen fra din Blanka. InituPinit==P. heruPher==s. Når du sender mig den sædvanlige remisse, er du nok så snild at sende mig nogle £ ekstra, sorn jeg vil købe et nyt bal-toilette for. Det fåes både billigere og smukkere her end hjemme. Jeg har foresat mig, at være den mest strålende på Heibergs nytårs-bal. Naturligvis bliver jeg buden. Får jeg mit gamle værelse ud til haven, med fjeldene i baggrunden? Puds det nu ikke altfor meget op! I den retning er jeg nøjsom, ved du. Hils « Olsen » mange gange fra mig og tak hende for kortet, som hun sendte mig. Er hun fremdeles lige flink til at lave godunad? Jeg har købt en liden broche, som jeg vil forære hende. » Fru Cecilia læste sin datters brev med rynket pande. Hun likte ikke rigtig tonen i det. Det var hende, trods dets delvise barnlighed, for koldt, for korrekt. Bare denne begyndelse « gode moder » stødte hende. Hvorfor ikke skrive « kære moder »? Og så hendes moralske raisonnements! « hun ligner slet ikke mig, » tænkte hun bedrøvet. « i hendes alder var jeg ung, ung og vild, et rigtigt frilufts-barn... Det værste er, at hun lader til ikke at holde af mig » — og fru Cecilia gled over i en dyb, melankolsk tankerække... Hun læste brevet op igen — rejste sig pludselig, gik hurtigt over det bløde gulvtæppe, bladede med et suk i de nye bøger af concourt, Zola, maupassant, som lå på bordet, gerate så bøgerne i en skuffe og lukkede forsvarligt til. For tredje gang studerede hun brevets indhold. « ta’ ud som gouvernante! » — hm! — jo, det ville passe sig for fru Eilerts eneste datter! Hvad griller den pige dog har! « franskmændene er så frivole, deres moralitet så slap » — siger du det, mit barn? Det var da en mærkelig strenghed i din alder. Atten år — og allerede så gammelklog! — « Tage skade på min sjæl » — hm, reminiscenser fra religions-timen! — « ofte drømmer jeg om Norge, men aldrig om mennesker, kun om naturen » — hun længes ikke efter mig, det er soleklart... Men jeg skal nok vinde hende... Hun er så god, så god... « penge til bal-toilette » — unødigt! — du bliver aldrig buden til Heibergs, mit barn — hverken der eller andetsteds i denne ravnekrog... Det er en af de smertelige erfaringer, du vil gøre, når du vender hjem igen... Stakkers Blanka! » Hun elskede højt sin eneste datter — men frygtede hende samtidig. Når Blankas grå, klare øjne rettedes mod hende, var det som om de ransagede hver skjult fold i hendes sam- vittighed. og fru Cecilia havde noget at skjule — en fortid. Hun var ingen « hellig Cecilia », som en af byens butik-svende ytrede en aften i klubben — for næste dag at høre det baret udover som en vittighed. Man er så nøjsom i provinsen. « Fru Eilerts er så « erotisk », » sagde den unge adjunkt Lassen i en middag hos amtmanden. Også det udtryk blev adopteret og ofte brugt i forbindelse med fruens navn. Udtrykket klang så fint og mildt, men spændte dog over et vidt begreb, tilladende de mest forskellige udtydninger. Havde fru Cecilia levet i en stor hoved-stads fine, af tusind forskellige interesser optagne kredse, ville man næppe beskæftiget sig synderligt med hendes privat-liv — men her, i den lille provins-by, hvor man, åndeligt talt, levede af hverandre, hvor den ene satte den anden under mikroskopet for at tilfredsstille sin nysgerrighed og sin dadelsyge, hvor sladderen florerede og bagvaskelsen var nødvendig som livsluften, blev forholdet anderledes. Fru Cecilias hjerte-hemmeligheder tilhørte hele byen. De var kendte af alle, diskuterede og fordømte. Hun sad som i et glas-hus, hvorpå enhver forbigående kunne kaste sten. Sålænge manden levede, var hendes stilling godt garderet af ægtemandens højagtelse, hvorpå han i selskab gav hende så mange beviser, og af hans autoritet som anset embeds-mand. Lukkede han bevidst øjnene for sin unge og smukke hustrus vekslende passioner — eller var han blind? » spurgte den lille by sig selv, rede til at kaste den første sten på hustruen ved det mindste, inviterende vink fra ægtemandens side. Men han var ømheden og ridderligheden selv mod hende, både hjemme og ude — og i forundret, indigneret skuffelse trak fruens finder sig tilbage, beærende den føjelige ægtemand med mindre smigrende tilnavne. Da døde manden efter et længere sygeleje — og de beskyttende mure faldt. Hun fik føle, hvad det vil sige at være enke i en norsk småstad -— og det tilmed en enke, hvis rygte ikke var uden plet. Pludselig stod hun ene, uden omgang, uden venner. Et tomt, kirkegårdsagtigt rum dannede sig om hende. Scene-forandringen gik så hurtigt og umærkeligt for sig, at det ofte forekom hende som en drøm, at hun, der nylig havde ført et ret stort hus, nu sad isoleret som en fange i sit eget hjem. Det var ingen grove, officielle krænkelser, man tilføjede hende. Kun hverdagens små tilsidesættelser, en forsigtig gåen afvejen, den skjulte ringeagts tirrende myggestik. Man ignorerede hende smilende — eller hun fik på gaden en hilsen, så markeret ærbødig, at den udelukkede al tilnærmelse fra hendes side. Hvor hun bankede på, steg der ligesom en hemmelig væg op fra jorden. Aflagde hun visitter, var man naturligvis ikke hjemme, inviterede hun nogen til sig, var man desværre syg- hver fornærmelse dulgte sig bag en glat maske af konventionelle former. Den eneste forbindelse mellem hende og selskabet var for tiden — bazarerne, bazarerne for de fattige og forulykkede. Der kunne man ikke godt undslå sig for at modtage hjælp af den formuende og godgørende fru Eilerts. Hun havde forresten altid, i sin egenskab af hovedstads-dame, været en rodløs plante i vestlands-byen. Og hendes afdøde mand havde ingen slægt på stedet. Men ville ikke nu hendes fortid falde som en skygge over hendes uskyldige datter? Det var spørgsmålet. Netop for at spare datteren for selskabelige ydmygelser, var det, at moderen, straks efter konfirmationen, da der kunne være tale om indtrædelse i verden, havde sendt hende til det londonske pensionat. Fru Cecilia vidste, at just ved det tidspunkt ville der ske en forandring i datterens forhold til omgivelserne. De unge piger, der hidtil uden stands-forskjel og uden kritik af de respektive forældres karakterer, havde omgået hverandre så kammeratslig i skolen og udenfor denne, skiltes nu ad, grupperende sig efter forældrenes formue, anseelse og sociale rang. De er jo nu blevet voksne damer, der tager hensyn og siger: « lige børn leger best. » gamle venskaber brydes helt naturlig af samfunds-tilstandene — og nye sluttes. Blanka ville sandsynligvis blive stillet udenfor sin gamle kreds? Hun var jo den forhadte fru Eilerts datter. Omgikkes man datteren, måtte man også tolerere moderen — men det var netop det, man ikke ville. Fru Eilerts navn var engang for alle skrevet på den sorte tavle. Og Blanka var stolt, hun ville ikke kunne tåle selv skinnet af forurettelse. — hvorfor Elna Heiberg havde afbrudt korrespondancen, forstod moderen så godt. Elna havde erfaret, at Blanka ventedes hjem og ville nu forberede bruddet. Elna var nemlig bleven forlovet med en ung lieutenant, der tilhørte en af landets første familier — og var nu mere « aristokratisk » end nogensinde. « stakkers Blanka, som skal lide for min skyld! » mumlede moderen. « bare hun snart kunne blive gift! — og helst i en anden by! Langt borte herfra! » Hun gemte brevet i sin mappe, og gik urolig frem og tilbage i værelset. Hun så på sit uhr. Kl. var to, hendes sædvanlige spaseretid. Hun keg ud af vinduet... Nej, vejret var for dårligt! Denne evindelige regn og tåge! — hun nærmede sig pianoet og bladede i noderne. Det bankede, og inden hun fik sagt « kom ind, » stak en ung, vakker, elegant herre smilende sit hoved ind af døren. « men jeg forstyrrer vist, frue, » sagde han med en mine, der fortalte, at han var overbevist om det modsatte. Ved synet af ham vekslede fruens udseende som ved et trylle-slag. De bekymrede panderynker forsvandt for et oprømt, strålende udtryk. Hun rakte ham i tavshed hånden, som han med skælmsk ærbødighed førte til sine læber. « de ved jo, Henry, at de altid er hjertelig velkommen. » « også i regn-veir? — med våde sko og klæder — » « da er de det dobbelt — deres unge ansigt lyser op herinde... Men så slip dog min hånd, menneske! Hvorfor betragter de den så? Man skulle tro, de aldrig havde set den før. » « skønheden er en evig ny opdagelse, frue. » Hun slog ham spøgende over kinden. « jeg be’r dem om at være skikkelig, Henry — ellers får de hverken cigaretter eller cognac. — jeg har fået en ny sort, prima kvalitet. » « a, lad os smage på den — og glem min ufrivillige forseelse! — hvor er cigaretterne? » Hun rakte ham æsken og flyttede et askebæger af sølv hen til ham. « ved de, Henry, hvad vor pige siger om dem? At de er en stor gris. Hun kan altid mærke, når de har været her... Deres visitkort er asken, som de rigelig strør ud over borde og konsoller, for ikke at tale om hvad mit fine gulvtæppe må lide. » Han lo og gjorde en komisk bevægelse af sønderknuselse. « jeg lover bod og bedring, frue. » — han tændte smilende cigaretten. « men vil de ikke selv ryge? » « nej tak! — ikke mere. — jeg må vænne mig af med denne og mange andre unoder. » Hun sukkede. « jeg venter nemlig Blanka hjem fra pensionatet i disse dage. Og hun hører slet ikke til de moderne damer. Hun er puritansk opdraget — en ægte englænderinde. Tobaks-røg er hende en vederstyggelighed. » « men hvem taler de egentlig om? Blanka —? » « min datter — » « ah, nu husker jeg det — jeg havde aldeles glemt hendes eksistence. — men hvor er det også muligt, at de, frue, kan have en voksen datter? — er hun ligeså ung og smuk som de — hvad? » « altid skal de smigre, Henry! — de glemmer, at jeg er en gammel kone, uden fordringer... Hvad alder tror de nu, jeg har? » « a, de er mindst 5 år ældre end jeg. » Fruen lo velbehageligt, idet hun rettede på sin frisure. \ « passiar! — da de blev født, var jeg allerede en konfirmeret pige. De er nu 25 år — » « 27, må jeg be — » « og jeg, » sagde hun, overhørende hans indvending, « fylder snart mine 40. » ' hun drog et dybt suk. « jeg var knapt 20 år, da jeg giftede mig. » « det var for tidligt at tabe sin frihed... Men hjertet har også sin alder. Deres er ungt, frue — yngre end mit... Aldrig har jeg kunnet tale så fortroligt med nogen som med dem, aldrig er jeg bleven mødt med så megen sympathetisk forståelse. Deres hjerte er 20 år— » Hun skænkede i det lille, slebne likør-glas. « for den kompliment fortjener de virkelig en cognac. — værs’god! » Blankas alvorlige brev var nu ganske svundet fru Cecilia ud af tankerne. Hun satte sig i sofaen ved den unge mands side, nippende til glasset som han. Han overtalte hende til også at tage en cigaret, « Blanka var jo endnu ikke vendt hjem, det var tidsnok da at forsage » — hun røg, men lovte, at denne cigaret skulle være den sidste. Leende og passiarende muntert som to kammerater sad de der ved hinandens side i flere timer. Og deres spøgende, harmløse konversation fik et eget, pikant skær ved den strøm af erotik, som bølgede under de hverdagslige fraser. Han var jo en ung mand — og hun en smuk kvinde i sine beste år... Men udenfor regnede det fremdeles... En vestlands-dags tunge, tåge-grå stemning søgte at trænge ind ad vinduerne, men brødes afmægtig mod den lune hygge i fru Cecilias elegante dagligstue... Henry gik først, da pigen kom ind for at udbede sig en huslig ordre. Ved afskeden kyssede han atter hendes hånd, med et langt, søgende blik mod hendes smukke øjne. « er jeg velkommen til the i aften? » spurgte han indsmigrende, og holdt fremdeles hendes hvide, slanke hånd i sin. « jeg er altid hjemme, Henry, det ved de — tteatret her keder mig — det er jo under al kritik — og med de fleste herværende familier står jeg på krigs-fod. » « så har de mig kl. 8 précis —• jeg skal først besøge læse-selskabet. » « tag lidt lekture med dem, er de snild. — men ikke noget fransk. — helst vor egen literatur! » « jeg bringer dem Ibsens nye skuespil. Det skal være fuldt af geniale paradokser. » « såmeget desto bedre. — altså på gensyn iaften! » Hun stillede sig ved vinduet for at se ham gå nedover vejen. Han vidste, at hun ville stå der, han hilsede og svang hatten — det strålte og blinkede imod hende fra hans blanke, sorte øjne, hans lyse, kærlige smil, hans hvide tænder og de stærkt røde læber... Og hun bøjede yndefuldt hovedet og rødmede mod sin vilie som en ung pige. jule-tiden var over. Blanka havde nu været hjemme i tre uger. Hun boede på sit gamle kammer ud mod haven, som moderen havde forsynet med nye tapeter, et stort, flor-omvundet toilette-speil og en grøn fløiels kanapé. Når hun stod alene ved vinduet og så fjeldenes kendte omrids tegne sig i dunkle, ujævne linier mod den skyede himmel, syntes det hende, at det lange ophold i England kun var et fantasi-billede — og at hun i virkeligheden aldrig havde forladt disse lave, nøgne fjelde, og denne fugtige, bløde vestlands-luft, der gjorde brystet så godt. Selv tjenestepigens ukorrekte sprog, med enkelte platte vendinger, berørte hendes øre behageligt. Det førte med sig et følge af glade og morsomme erindringer fra barndommens gade-lege, hvor der ingen forskel var mellem den lille, pyntede frøken og det barfodede fattig-barn. Gensynet mellem hende og moderen var hjerteligt, dog uden nogle ydre tegn på dybere bevægelse. Blanka undgik øjensynlig at give scenen den rørende vending, hvormed det truede. Efter at have omfavnet moderen, der modtog hende på dampskibet, samlede hun resolut sine små-sager sammen og forlangte af opvarteren sin store kuffert. Hun ejede en dyb, varm og sanddru følelse, men skjulte den som et klenodie, der let kunne tage skade. Og moderen vidste dette. Hvor havde ikke Blanka været fortvivlet over faderens død, og alligevel ville hun ikke være med ud på kirke-gården begravelses-dagen. Men næste aften — og mange aftener derefter — sneg hun sig alene den lange, ensomme vej ud til graven, vædede den med sine strømmende tårer og lagde de barnlige kranse, hun selv havde plukket, på den. — moderen var behagelig overrasket ved at iagttage den forandring, der var foregået med Blanka. Et langt, opskudt barn med kejtede manerer havde forladt hjemmet. Tilbage vendte en ung, slank dame, sikker i sin optræden, med en vis fornem, kølig ro over alle bevægelser. « ladylike » var her den rette betegnelse. Henry Munster kom som tidligere ofte på besøg i villaen, bade i visit-tiden og om aftenen. Hans stilling som fuldmægtig hos byfogden gav ham mange fri-timer. Blanka modtog ham med reserveret høflighed. Spurgte han hende om noget, svarede hun så knapt som muligt. Det var endnu ikke lykkedes ham trods al hans selskabelige behændighed at drage hende ud af utilgængeligheden ind i en fortrolig samtale. Hun havde åbenbart mistillid til sin moders unge, feterede gæst... Fru Cecilias opførsel lige overfor Henry havde siden datterens hjemkomst fået en anden karakter. Hun lagde nu megen vægt på det « moderlige » lige overfor « det unge menneske », der stod « så ene i den fremmede by ». ( han var nemlig også fra øst-landet ). Hun var bekymret for hans helbred, rådede ham til at bære galoger på fødderne og uldent tæt til kroppen, spurgte ham deltagende ud om hans moder og familie-forhold, rådede ham til at skrive flittigt hjem etc. Med cognac’en, cigaretterne og de franske romaner var også de gamle, spøgende samtaler, med deres hemmelige flirtation, forsvundne. Fru Cecilia undgik også i datterens nærværelse at kalde ham ved fornavn. Til gengæld øvede hun sig stærkt på pianoet. Og det var alvorlige sager, hun spillede. Beethoven kunne man høre tidligt og silde. Nu og da kastede Blanka over sytøjet et forskende alvors-blik hen på moderen — og da skalv fru Cecilia hemmeligt. Anede Blanka noget? Havde klaffer-tungerne allerede været ude og nedsat hende hos datteren? Men når Blanka så i næste stund venligt og fortroligt tiltalte hende, svandt den flygtige mistanke. Hun modtog Henry som før hjerteligt, ubekymret. Det « moderlige » lige overfor ham svandt efterhånden af hendes væsen. « hvordan blev hr. Munster egntlig indført her i huset? » spurgte Blanka en dag, efter at hun i længere tid havde siddet tavs ved sit arbejde. Fru Cecilias fingre gled nervøst nedover kvasterne på morgen-kjolen, inden hun svarede. « det gik ganske simpelt til, mit barn. Han assisterede ved en bazar, hvor jeg også var med — det var for de brandlidte i —vig. Og der, i de daglige bazar-møder, kunne vi ikke undgå at gøre hinandens nøjere bekendtskab. Han fortalte mig, at han ikke trivedes her på vest-landet, at han følte sig forladt og misforstået som blandt en hel fremmed race — så inviterede jeg ham hjem til mig, stakker... Oz siden er han vedblevet at komme her. » Blanka svarede ikke, hun bøjede sig kun dybere ned over broderiet. « synes du ikke om ham, Blanka? » spurgte fruen henkastet. « a jo — han er vist ret elskværdig. Men om man kan stole på ham, er en anden sag. Han er mig for flygtig. » hver søndag så fru Cecilia et par gæster hos sig, og da fik « Olsen » — så kaldtes for nemheds skyld den ugifte husholderske, der på engang var fruens fortrolige og tyende — travlt med anretningen. Både vin og mad måtte være af første sort. Det var ikke de fine bekendte fra gamle dage, da manden endnu levede, og damer kom der næsten aldrig, kun herrer; men bedre var det at have mindre godt selskab end slet intet at have. Fru Cecilia ræsonnerede filosofisk med heltinden i en berømt offenbachs operette: « når man ikke kan få, hvad man vil ha’, så tar man, hvad man kan få. » De sædvanlige gæster var hrr. Lewald, en gammel, døv militær ( hans lange, stive moustacher og det sølvhvide, sirlige hår « dekorerede » så godt i salonen, fandt fru ceciliaj, en ældre, forglemt maler, der altid snusede efter bestillinger — fru Cecilia havde også købt et billede af ham — og et par unge, fattige kunstnere, hvem der var garanteret en « glimrende fremtid », men som foreløbig nøjedes med at bo på en hybel og holde diæt, mens de musicerede og poetiserede. Fru Cecilia var meget tilbøjelig til at ville « protegere ». Kvinde-kønnet var representeret ved frøken Malene Høgh, en gammel, skind-mager, fattig lærerinde, hvis sprog-informationer desværre var så lidet indbringende, at hun ofte manglede det nødvendige til livets ophold. Fru Cecilia var meget god mod hende. Hun inviterede hende ofte, forstrakte hende med « små lån » og forærede hende sine gamle kjoler. Damerne havde gjort hinandens bekendtskab i en bazar for hedninge-missionen — og fru Cecilia fandt det indbringende at dyrke dette bekendtskab. Frøken Høgh tilhørte ikke alene en meget anset familie, men hun var tillige dyden og diskretionen i egen person. Og ved stadig at vise sig sammen med frøken Høgh, kneblede hun de ondskabsfulde tunger, der påstod, at ikke en eneste dame kom i hendes hus. Stakkers frøken Høgh spillede forresten ingen fremtrædende rolle i selskabet. Hun sad ganske tavs, med de magre, hvide hænder foldede i det sorte skød, hun spiste for to og lukkede øjnene for hvad der foregik i hendes nærhed. Talte hun en sjælden gang, så var det for at afgive et rosende skudsmål, enten hun kendte vedkommende eller ej: « gud, han er så elskværdig! — gud, hun er så elskværdig! » Hendes princip var nemlig, at man kommer lettest gennem verden ved « aldrig at snakke ondt om folk. » — i dag var foruden Henry frøken Høgh gæst ved bordet. « Olsen » var trods alle fruens bønner ikke til at formå at spise inde med familien. Køkkenet var hendes verden, der trivedes hun best og følte sig som den første. Hun raslede med knive og gafler, kommanderede og skændte og lod sit myndige blik glide prøvende hen over Petra, den unge, nette pige. Trods alle Henrys anstrengelser for at få samtalen igang, døde den efterhånden hen. Fru Cecilia var optaget af sine pligter som værtinde med at skære for og byde om, Blanka svarede kun med ord, og frøken Høgh, der af den delikate steg havde forsynet sig med partiet, kom ikke længer end til: « gud, hun er så — » da hun måtte slippe den velbegyndte frase på grund af voldsom hosten. Hun havde fået stegen i den « gale hals ». Hendes nabo dunkede hende blidt i ryggen. Henry gjorde et nyt forsøg. Da fruen spurgte ham, hvor han havde tilbragt sine sidste aftener, begyndte han at fortælle om sin fornemme omgang. Han havde været til the hos amtmandens ( man havde danset ud på aftenen ) og til middag hos konsul flade ( en af byens rigmænd ). Hos amtmandens havde han set såmange vakre unge damer. Vel var byen kedelig, men det måtte han indrømme, at så vakre damer fandt man ikke i hoved-staden. Han havde også været hos Heibergs. Frøken Elna Heiberg var især yndig — og så elegant hun var! — han var bleven forestillet for hende af lieutenant rytter, hendes forlovede. Blanka blev underlig tankefuld, hun slog forlegen sine øjne ned og tegnede med sølvgaflen på sin tallerken. Hun havde siden sin hjemkomst ikke været udbuden en eneste gang. Hun havde ikke aflagt visit nogetsteds — og ingen havde søgt hende. Dog kendte hun alle disse mennesker, som Henry nævnede, hun var dus med flere af de unge damer. At Elna ikke havde svaret på hendes sidste breve og undladt at melde hende forlovelsen, kunne hun ikke rigtigt tilgive hende. Derfor havde hun endnu ikke hilst på hende, uvis som hun var om den modtagelse, hun ville få... « men mon det ikke forundrede hrr Munster, at hun, Blanka Eilerts, aldrig var med i selskabs-livet? » spurgte hun sig selv. « Eina Heiberg kender vi godt, » sagde fru Cecilia, « det er Blankas beste veninde. » Hun følte, at hun havde forsnakket sig og taug pludselig med et forskræmt blik på sin datter. « så —! » sagde Henry langtrukkent, med en overraskelse, der næsten var fornærmelig. Frøken Heibergs « beste veninde » — og dog ikke buden! — Blanka blev blussende rød. Frøken Høgh hostede diskret — og beredte sig så til et nyt angreb på gåse-stegen. Efter bordet trak Blanka sig tilbage. Hun ville skrive et brev til England, sagde hun, endnu havde hun ikke underrettet sine pensionats-kammerater om sin lykkelige hjemkomst til fædrene-landet. Frøken Høgh tørrede sig med et suk om munden, og hentede så frem af lommen et hækle-tøi, som hun altid bar hos sig — og som hun altid arbejdede på uden at det synligt nærmede sig sin fuldendelse. Så fandt hun sig en god, lun krog i salonen, tæt ved ovnen, gned sin magre ryg som en kat mod læne-stolens polstrede fløiels-ryg, og lukkede blidt øjnene, i drøm om timen. Men fru Cecilia befalede pigen at servere kaffen i « vinterhaven », det flotte navn på et værelse, der stødte op til salonen, og hvis døre om sommeren stod åbne, førende direkte ud til verandaen og haven. I krogene bredte sig med hemmelighedsfulde skygger grønne palmer og kaktus med blodrøde blomster. På etagererne kravlede lagvis potter med stærke blomster opover, indrammede af grønne efeuers vildt snoede arme... I midten af dette blomster og mylder var der ryddet plads til en liden, blød sofa, et bord, og et par små stole. Hænge-lampen i loftet havde en matrød kuppel, der lagde en dæmpet, farvet belysning over « vinterhaven » og gav fru Cecilias farve et flatterende skær. Hun sad ved hans side i sofaen, der var så snever, at de næsten berørte hinanden. På bordet fandtes albums, bægre af forskellig façon, og i et glas af en smægtende, blomsterlignende slankhed, var hensat et par friske, gule roser, med små røde stænk langs de fine blade. « de er fra Italien, » sagde han spøgende og lugtede til dem. « nej, de er såmen købte hos gartner Hansen. » hun tog den smukkeste rose og satte den med et smil i hans knaphul — og han førte i det samme, ikke uden et prøvende blik til frøken Høgh inde i salonen, hendes hånd til sine varme læber. Petra havde imidlertid stille serveret kaffen — og var stille gået sin vej. Fru Cecilia fyldte hans kop. « men vi glemmer ganske frøken Høgh, » Sagde han. « skal ikke også hun få nyde godt af sin yndlings-drik? » « min anstands-dame sover. — hun plejer altid tage sig en liden lur efter middagen. » « anstands-dame! » lo han. « superbe ». Men havde fru Cecilia kunnet se ind i salonens dunkle krog, ville hun have opdaget, at frøken Høghs mysende øjne forsigtigt havde åbnet sig og med et årvågent politi-blik fulgte hver af parrets bevægelser. « den stakkers gamle dame! » sagde han og heldte fløde i kaffen. « meget interessant er hun ikke. » Nu lød en blid snorken ind til dem fra salonen. « hører de? » hviskedee fru Cecilia, « hun sover som en sten allerede. » Han flyttede sig i det samme en tomme nærmere mod hende. « hvor her er hyggeligt! » sagde han og kastede blikket omkring sig. « nej, hyggeligt er ikke det rette ord — så poetisk! Midt i vinterens hjerte skaber de et lidet, grønt paradis. » « tal ikke så højt! » hviskedee hun med et nik mod salonen. « paradiset har måske slanger. » Han trykkede fingeren betydningsfuldt mod munden, hun smilte forstående til ham. Men snorkningen derinde blev stærkere. Som et beroligende freds-signal lød den for de to derude i « vinterhaven ». « en kop kaffe til? » spurgte hun. « nej, tak — » « de er forstemt, Henry... De savner cigaretten og det lille glas cognac. » « oprigtig talt, ja. — men jeg forlader dem også snart for at gå over i klubben og få mig en god cigar — » « altså mit selskab' er ikke en cigar værd! — fy, Henry! •— de er et iorkælet, uartigt barn, » sagde hun og strøg med sin bløde hånd over hans stride, sorte hår som om hun ville give ham en revselse. « man burde egentlig være vred på dem. » Hun rejste sig stille, og sneg sig på tåspidserne forbi den snorkende frøken Høgh ind i stuen. Et øie-blik efter kom hun tilbage med en karaffel og to glas. « det er kun Sherry. » sagde hun. « surrogat for cognac’en! — smager den dem? » « udmærket! » — han tømte sit glas. « jeg har også cigaretter — men vi tør slet ikke ryge. Blanka ville straks mærke lugten. » Han fyldte sit glas på ny. « det er en rigtig god vin! — skal, frue! •— lad mig nu se, at de smukt kan klinke med mig! — bravo! — men hvorfor bøjer alle damer fingeren udad, når de løfter glasset? » Hun trak med et smil på skulderen. « lad mig se nøjere på den finger! — for en mærkelig rød negl! » han greb uden videre hendes hånd. « men deres hånd er ganske kold — de fryser — » « her er lidt køligt herude — det trækker fra haven. » « giv mig også deres anden hånd! — jeg skal varme dem begge — jeg brænder som en vulkan. » Han kærtegnede hendes hænder mellem begge sine. Han trykkede ømt hendes fingre og søgte på skrømt at knække dem. « men de er en barbar, » lo hun og søgte at gøre sig fri. « de mishandler mig, de ødelægger rent mine stakkers fingre. Husk på, at jeg skal spille med dem siden. » « er jeg en barbar — mod dem? » spurgte han dæmpet og kærligt, affekterende en dyb anger, mens hans dristige blik talte et sprog, som fik hende til at sitre hemmeligt. Han kunne slet ikke rive sine øjne fra hende... Hun var så dejlig som hun sad der i sin sorte kniplings-dragt med sofaens røde fløiel til baggrund, indfattet som i en vårlig ramme af alle disse blomster-stengler og grønne, snart enkelte, snart vifteformige blade, der steg bølgende op mod hendes skulder og skyllede over den... Figuren var liden, men af smidig kraft, brystet højnede sig i fristende fylde, på den hvide hals, hvis stærke, smukt formede nakkeparti mindede om en romersk antiks, sad et stolt og fintskåret hoved, af denne sjælfulde skønhed, hvorover årene ingen magt har. Disse blodrige læbers fine møde-linie var ligeså smeltende og udtryksfuld nu som i tyveårs-alderen, og de nat-mørke, strålende øjne fængslede endnu stærkere end i ungdommens morgen. Gløden af smertelige, halv undertrykte passioner, glansen af bittersøde, i hemmelighed fæld te tårer havde givet dem denne nye, vidunderlige dragningskraft. Kinderne ejede hin brunlige rødme, som kun findes hos sorthårede, næsen var lige og fornemt bøjet, med næse-vinger, der altid bevægede sig som om de med behag indåndede den stadige duft af en blomst. Luften omkring fru Cecilia var ligesom isprængt med flammer. Enhver mand, der kom i hendes nærhed, følte sig draget ind under en mystisk, attråfuld naturmagt. Også Henry følte den — havde følt den fra første øjeblik af. Og som han der i sekundet betragtede hende med ømme, begærende blikke, spurgte han sig selv, om alle de rygter, der var i omløb om hende, vel kunne være sande? Var hun virkelig så let at erobre? Behøvede han blot at udstrække hånden — og den modne frugt ville falde ham i skødet? — eller var hun blot en af disse hverdagslige koketter, der med kold beregning, i ørkesløshed og nysgerrighed leger med ilden, draget af flammen som sommer-fuglen, dog uden lig sommer-fuglen hensynsløst og fareforagtende at styrte sig ind i de fortærende luer?. Om han prøvede? — det havde lykkets ham at få sin hånd placeret slig på sofa-ryggen, at den halvt berørte hendes taillie... De var jo ene og uforstyrrede — den gamle, sovende frøken derinde skulle ikke genere dem — den tunge, sødlige duft af de mange blomster i kabinettet, den nydte, stærke vin, den skønne værtindes gådefulde blikke og hvisken var steget ham som en rus til hovedet. Fremdeles holdt han hendes hænder i sine, hun gjorde en ny bevægelse for at frigøre dem, og rykkede ham derved så nær, at han følte hendes åndedrag og varmen af hendes stærke, bløde legeme. Blodet sang og susede ham om ørene. Betaget af en synkende svimmelhed, ikke mere sig selv mægtig, slyngede han med vild, lidenskabelig kraft sine arme om hende og kyssede hende gentagende på nakke og kind. En dør gik knagende langt borte i en korridor — og frøken Høghs snorken hørte pludselig op og afløstes af en advarende kræmten. — Fru Cecilia fik netop tid til at støde Henry tilbage og åbne et album, hvori hun febrilsk bladede — da Blanka stod i døren ligeforan dem. Hun ville hentet et par af de engelske konvolutter i moderens skrive-mappe, men glemte ganske sit ærinde ved synet af vin-karaflen på bordet og den påfaldende forlegenhed, der hvilede over Henry og moderen. Henry så ganske brødefuld ud... Hvad var der dog sket? Og hvorfor sad de her alene i vinter-haven i stedet for at sidde inde i salonen hos frøken Høgh? Deres forlegenhed smittede hende... Et sekund stod hun rådvild, hendes urolige blik faldt spørgende på moderen, fiendtligt på Henry, så vendte hun pludseligt om og gik hurtigt ud af værelset. Moderen råbte fo

1876_JacobsenJP_FruMarieGrubbe

J.P.

Fru Marie Grubbe

Jacobsen

JacobsenJP

Fru Marie Grubbe

1876_JacobsenJP_FruMarieGrubbe.pdf

J.P.

Jacobsen

dk

Fru Marie Grubbe

Interieurer fra det syttende Aarhundrede

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

1600

undertitel

CANON_HISTORICAL

I. 1 Jen luft, der lå under lindetræernes kroner, havde vugget sig frem over den brune hede og de tørstige marker; den var bleven baget af solen og støvet af vejene, men nu var den renset af det tætte løvhang, svalet af de kølige lindeblade, og duften af lindens gule bloster havde gjort den fugtig og givet den fylde. Nu lå den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne hvalv, kærtegnet af sagte dirrende blade og af hvidgule sommerfugles flimrende vingeslag. De menneskelæber, som åndede denne luft, vare svulmende og friske, den barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og foden var spæd, midjen smal, væksten slank, og der var en vis mager styrke i den hele skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne hår, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblå fløjelshue var gleden af og hang om halsen i sine knyttede hagebånd ned på ryggen som en lille munkehætte. Ellers var der intet klosterligt ved dragten; en bred og ligeskåren lærredskrave slog ned over en lavendelblå hvergarnskjole med korte og vide, opskårne ærmer-, ud af dem brusede et par store poseærmer af fint, hollandsk lin. En højrød sløjfe sad på brystet og højrøde sløjfer på skoene. Hun gik med hænderne på ryggen og med foroverbøjet hoved. Med legende, sirlige skridt gik hun langsomt op ad gangen; men ikke ligefrem; hun gik i bugter; snart var hun ved at støde imod et træ på den ene side, snart var hun ved at komme ud mellem træerne på den anden side. En gang imellem standsede hun, rystede håret fra kinderne og så op mod lyset. Det dæmpede skær gav hendes barnehvide ansigt en matgylden glød, dej gjorde de blåladne skygger under øjnene mindre synlige; de røde læber blev purpurbrune og de store, blå øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige pande, svagt kroget næse, kort, skarpskåren underlæbe og stærk, rund hage og tint rundet kind og ganske små øren og rent og skarpt tegnede bryn... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte på ingenting og smilte i harmoni med alt omkring hende. Hun kom til ende med gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt på hælen, halvt til højre og halvt til venstre, stadigt med hænderne på ryggen, med hovedet lige, blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i takt med sin svingen. Der lå to gråstensfliser og var trappetrin ned til haven, til haven og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blåhvidste himmel så lige ned i den, og den smule skygge, der var. holdt sig tæt ind til foden af de klippede buksbomhække. Det skar i øjnene, selv hækken stod og gnistrede lyset fra sine blanke blade i skarpe, hvide blink. Ambraen slæbte sig i hvide snirkler ud og ind. Frem og tilbage om tørstige balsaminer, boboreller, gyldenlakker og nelliker, der stod og stak hovederne sammen ligesom får på åben mark. Ærterne og bønnerne henne ved lavendelrækken vare ved at falde fra stængerne af varme. Morgenfruerne havde opgivet det hele og stod og så solen lige op i ansigtet, men valmuerne havde kastet deres store, røde blomsterblade og stod i de bare stilke. Barnet i lindealleen sprang ned over trinene, løb gennem den solhede have, med bøjet hoved, som man løber over en gård i regnvejr. Hun styrede hen imod en trekant af dunkle takstræer, smuttede om bagved dem og gik så ind i den store løvstue, der var en levning fra de belowers tid.-. En vid rundkreds af.ælmetræer havde de flettet sammen foroven, så vidt grenene kunne nå, og det runde hul i midten havde de gitret til med lægter og rafter. Slyngende roser og valske kaprifolier groede stærkt op i ællmeløvet og tættede godt, men til den ene side var de slået fejl, og humlen, der var plantet efter med. havde forknyttet ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for hullet. for indgangen til stuen lå der to hvidmalede havheste; derinde stod der en lang træbænk og et bord; pladen til bordet var af sten: stor og oval havde den været, men det meste af den lå på jorden i tre stykker, kun et lille fjerde lå lust over det ene hjørne af bordrammen. Ved det satte barnet sig, tog benene op på bænken, lænede sig tilbage og lagde armene over kors. Hun lukkede sine øjne og sad ganske stille; der kom et par små rynker i panden, en ( fang imellem bevægede hun øjenbrynene og smilte let: « i stuen med de røde purpurtæpper og den forgyldte alkove ligger griseldis for margrevens fødder, men han støder hende bolt; nys har han revet hende op fra det lune leje, nu åbner han den smalle, rundbuede dør, og den kolde luft strømmer ind på den stakkels griseldis, der ligger på gulvet og græder, og der er intet andet mellem det kolde nattepust og hendes varme, hvide jægerne end det tynde, tynde lin. Men han jager hende uil og låser døren efter hende. Og hun trykker den nøgne skulder op til den kolde, glatte dør og hulker og hører ham gå blødt inde på gulvets tæpper, og gennem nøglehullet kommer jjyset fra den duftende kærte og sætter sig som en lille, rund sid på hendes blottede bryst. Og hun lister sig bort og går ned ad den mørke marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører ikke andet end den bløde, klappende lyd af sine nøgne fødder på de isnende stentrin. Så kommer liun udenfor. Sneen... nej, det regner, det skylregner. og det tunge, kolde vand plasker ned på hendes skuldre; linet klæber fast til hendes legeme, og vandet driver ned ad hendes bare ben, og hun træder med de skære fødder i det bløde, kolde dynd, der glider glat ud til siden under fodbladet. Og vinden... Buskene river hende og hænger hendes kjole, nej, hun har jo ingen kjole på... som det flængede mit brune skørt! — der må vist allerede være nødder i fastruplund. Alle de nødder, der var på Viborg marked... Gud ved, om Ane har fået ro i sine tænder... Nej! Bruhnhylde! — den ville hest sprænger afsted... Bruhnhylde og grimmild — dronning grimmild vinker ad mændene, vender sig og går bort. Og de slæber dronning bruhnhylde frem, og en lav. sort Karl med svære, lange arme. En som Bertel i bomhuset, tager i hendes bælte og rykker det over, og han smøger hendes kittel og hendes underkjortel af hende, og med sine sorte næver stryger han guldringene af de hvide, myge arme, og en stor, halvnøgen, brun og lådden Karl lægger sin hårede arm om hendes liv, og med sine plumpe, brede fødder træder han sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte lokker om sin hånd og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet krop, og den store lægger sine svedige håndflader på hendes nøgne ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende hingst, og de slænger hende ned i det grå støv på vejen og de knytter hestens lange hale om hendes ankler... » Så kom rynkerne igen og blev der længe, hun rystede på hovedet og så mere og mere fortrædelig ud. endelig slog hun øjnene op, rejste sig halvt og så sig træt og misfornøjet omkring. Myggene dansede henne for åbningen mellem humlerankerne, og det drev på derude fra haven stødvis med Duft af mynte og hjærtensfryd og imellem med Duft af dild og anniskål. En lille, tummelumsk, gul edderkop løb kildrende hen over hendes hånd og tik hende til at springe op fra bænken. Hun gik hen mod indgangen og rakte efter en rose, der sad oppe i løvet, men hun kunne ikke nå den. Så gik hun udenfor og plukkede af slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun skørtet fuldt. Hun bar dem ind i løvstuen og satte sig ved bordet. En for en tog hun dem op af skødet og lagde dem på stenpladen tæt op til hinanden, og snart var stenen skjult under et blegrødt, duftende svær. Den sidste rose var tagen, hun glattede skørtets folder og de løse blomsterblade og de grønne blade, der havde sat sig fast i kjolens luv, strøg hun af, og blev så siddende med hænderne i skødet og så på rosenfloret. Denne blomsterlød, der krusede sig i skær og skygger, fra hvidt, der rødmer, til rødt, der blåner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et lilla så let. at det kommer og går som om det drev i luften —. Hvert enkelt, rundet blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i skyggen, men i lyset med tusinde næppe synlige gnister og blink; med alt sit favre rosenblod samlet i årer og spredt i huden... og så den tunge, søde Duft, den drivende em af den røde nektar, som koger i biomsterets bund. Hurtigt strøg hun sine ærmer op og lagde de nøgne arme ned i rosernes milde, fugtige kølighed. Hun vred dem rundt i roserne, der med løste blade flagrede mod jorden, så sprang hun op og fejede med ét strøg alt det bort, der var på bordet og gik ud i haven, rettende på sine ærmer. Med blussende kinder og hastige skridt gik hun ned gennem gangene og ud, og fulgte så langsomt havediget op mod kørevejen. På den var der kort før indkørslen til gården et læs hø væltet; flere læs holdt bagved og kunne ikke komme frem. Ladefogden pryglede kusken med en brun stok, hvis politur glimtede i solen. Lyden af slagene gjorde et uhyggeligt indtryk på barnet, hun holdt sig for ørerne og gik hastigt op mod gården. Kælderdøren ned til bryggerset stod åben; hun smuttede derned og slog døren i efter sig. Det var den fjortenårige Marie Grubbe, datter af hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgård. * * * skumringens blå skær lå over Tjele. Duggen var falden og havde gjort ende på høkjørslen. Gårdens piger var i stalden og malkede; karlene rumsterede omkring i agerum og selekammer; hovbønderne stod i flok uden porten og ventede på at blive ringet til nadvre. I det åbne vindue stod Erik Grubbe og så ud over gårdspladsen: langsomt og en for en kom hestene helt fri for seler og grime udad stalddøren og gik hen til vandingstruget; midt i gården stod en dreng med rød hue ved en af bindestenene og satte nye tænder i sin rive, og henne i et hjørne legede to unge mynder tagfat mellem træhesten og den store slibesten. Som tiden led kom karlene tiere og tiere frem i stalddørene, så sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage., en pige med fyldt malkespand kom i hurtig, småtrinet trampen over gården, og hovbønderne begyndte at trække sig inden porten som for at skynde på nadverklokken. Nede i køkkenet blev der stærkere tumlen og raslen med spande, fade og brikker, så blev der taget et par stærke tag i klokken, og den rystede to hold rustne toner af sig, der snart døde hen i træskoklampren og lyden af døre, der skurede mod fældingeii. Så var gården tom, kun de to hunde stod og gøede om kap ud ad porten. Erik Grubbe trak vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i vinterstilen han sad. De brugte den både vinter og sommer, både til dagligstue og spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer end den. Det var et rummeligt tofags værelse med højt brystpanel af mørkt egetræ, væggene vare beklædte med et tavl af hollandske stentøjsfliser, de vare glasserede. hvide i bunden og malede med store, blå roser. Kaminen var sat med brændte mursten, en dragkiste var stillet foran åbningen, ellers ville det trække når der blev gået med dørene. Et poleret egetræsbord med to store, halvrunde klapper, der næsten hang ned til jorden, nogle højryggede stole med sæder af hårdt, blankslidt læder og et lille, grønmalet skab, der hang højt oppe på vægge », andet var der ikke derinde. Som Erik Grubbe nu sidder der i mørkningen, kommer hans husholderske, Ane.tensdatter, ind med et lys i den ene hånd og en støb pattevarm mælk i den anden. Støben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved bordet og lyset foran sig. dog giver hun ikke slip på stagen, men sidder og drejer den rundt med sin store, røde hånd, der glimter af mange ringe og store stene. * åja såmænd ja! » sagde hun som hun satte sig. « hvad er det? » spurgte Erik Grubbe og så hen på hende. ♦ å. En kan da nok give sig, når en har støjet om til en hverken årker eller sanser! » r 10 » Ja! — travle tider!— folk får de sommerdage rende den varme op, de om vinteren skal sidde i. » « ja! — 1 snakker! — der er måde med alting, men hyvl i Grob og Hamler i Gras det er en lied kongkyren. Jenne er en om alting; de indenoms piger er trallier tilhobe, kjærrestsladder og Byssens nyt, det kan de nok kom' igennem; gør de nøj, så gjø’ di ed skidt, å gyres skal ed å det te gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl a. Wulborg æ syg å Stine å buet. de malosier, de står og bødler te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ka' da også ha" nøj hjælp a’ Mari når 1 vild' tal' henne te", men hun fo" da hverken lov te’ å rør" sæ te’ de’ jen heller de ånt. « » Nå, nå! du snakker dig jo både fra vejr og ånde og fra landsens mål tillige. Klag ikke mig noget på, forklag dig selv; havde du havt tålmod med Marie i vinter og lært hende lempelig op og viist hende ret håndelag på alting. Så havde du nu haft gavn af hende; men du havde intet tålmod, du var hidsig og hun blev trodsig, 1 var jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er såmænd mere end tak værd, at det blev forbi. » Hyvl i Grob o. s. v. — det er en dårlig kongekjørsel at køre hjulene i grøften og vognhamleme itu. Malosie — stolt, klodset fruentimmer. « ja vist så! værg i kuns Mari, i er så nærmest til det; men værger 1 jeres, så værger a min, og enten i tager til fortrydelse eller hvad i gør, så får i vide, at der er mere sind i Mari end hun kan komme gennem verden med. Men det tik nu være den fejler det er, men hun er ond—ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun lade bitte Ane gå i fred, aldrig! hun ligger over hende med pluk og nap og lede ord så lang dagen er; det sølle barn måtte ønske det aldrig var bleven til og det måtte a og, og a ønsker det så travrig som det er. Å! Gud inderlig se i nåde til os! I er ikke ens fader for de to børn; men det forstår sig, det er som ret er, fædrenes synder skulle hjemsøges på børnene i tredje, ja i fjerde led. og moderens synd ligesådan, og bitte Ane er kuns en horeunge, — jo! jeg siger det rent ud, hun er en horeunge, en horeunge både for gud og mennesker; — men i! I, hendes fader! I måtte skamme jer, måtte i, — ja, det siger a om 1 så lægger hånd på mig for det, som den mikkelsdagsaften for to år siden, i måtte skamme jer, æ tvi måtte i så: for at lade jert eget barn mærke, at det er undfangen udi synd, og 1 lader hende formærke det, både i og Mari lader hende og mig mærke det, ja, om i så slår mig lader i hende det mærke... » Erik Grubbe sprang op og trampede hårdt i gulvet. « stejler og hjul! siger jeg, er du da spitalstosset kvind? — du er drukken er du, ind og læg dig på din seng og sov dig rusen og galden væk! du fortjente jeg slog dig under dine øren, galsindede kvind! — nej, ikke et ord til! — Marie skal bort, hun skal herfra den dag i morgen, — fred vil jeg have i fredsens tid.* Ane hulkede højt. « å gud, å gud! at det skulle times! — en verdens skam!—lægge mig ud for drik! — har jeg nogentid den tid vi har kendt til hinanden og al den tid der forved, gået i stegers med en ruset pande? har 1 hørt mig snakke over mig? hvor er den plet. 1 har set mig ligge mendrukken? Det er den tak, en får! Sove min rus væk! —ja. give til gud a måtte sove hen, give til gud a måtte synke død ned for jer, som i bær spot og spe ind på mig... » Hundene glammede op derude i gården, og der lød hovslag under vinduerne. Ane tørrede hastigt sine øjne, og Erik giubbe åbnede vindnet og spurgte hvem det var. « ridende bud fra fovsing, » svarede en af husets karle. « så tag hans hest og lad ham komme herind. » Og dermed blev vinduet lukket. Ane satte sig til rette i stolen og skyggede med hånden for de rødgrædte øjne. Så kom budet ind og bragte hilsen og venskab fra stiftsbefalingsmand Christian skel til fovsing og odden, som lod formelde, at han i dag havde fået stafet om at krigen var erklæret under første juni; af den grund var det nødvendigt at han for tiere Årsager* skyld tog til Års og derfra mulig til København og lod nu derfor spørge, om Erik Grubbe ville slå følge, sålangt omstændighederne ville vejen gøre, de kunne da i alt fald få endt den sag, de havde sammen med somme århusfolk, og anlangende København så vidste stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere ærinde end nok var. 1 alle fald ville Christian skel være på Tjele hen ad fire slæt over middag. Erik Grubbe sagde dertil, at han skulle være rede til rejsen. Med den besked red så budet hjem. Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulle gøres medens han var borte, og det blev da også bestemt, at Marie skulle rejse med til København og blive hos sin faster rigitze et årstid eller to. Den nær forestående afsked havde gjort dem begge roligere, men den gamle tvist var nærved at hamme op igen, da de kom til at tale om, hvilke af sin salig moders smykker og klæder Marie skulle føre med; det blev dog afgjort i mindelighed, og Ane gik for at lægge sig tidligt, da ilet nok kunne behøves, at den dag i morgen blev gjort så lang som muligt var. Lidt efter meldte hundene nye fremmede. denne gang var det dog ikke andre end sognepræsten for Tjele og vinge, hr. Jens Jensen paludau. Med et: * god kvæld i stuen! » trådte lian ind. Det var en bredskuldret, knokkelstærk mand med lange lemmer og ludende hoved; rundrygget var han også, og hans hår var stort som en kragerede, gråsprængt og filtret, og hans ansigt havde en underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød farve, der ikke passede godt til de grove, knortede ansigtstræk og de buskede bryn. Erik Grubbe bad hån sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik med hans høbjergning. Talen drejede sig så en stund om årstidens vigtigste markarbejder og døde hen i suk over det forgangne Års dårlige kornavl. Præsten sad og skelede påskjøns over til støben og sagde så: « velbyrdighed altid synderlig umådeholden! holder sig altid til naturlig drikke. — det er og det sundeste; nysmalket mælk er en himmerigs velsignet ting, det er det, både for ond mave og æng bryst. » « jamænd! Guds gaver er alle gode så enten de malkes eller tappes os til. — i får nu sætte smag på en tønde ægte Mumme, vi forgangen fik hentet hjem fra viborrig; hun er både god og tysk endda jeg ikke kan skønne at tolderen har mærket hende. » ølkruse og en stor tudekande af ibentræ og siret med sølvringe blev sat frem. Så drak de hinanden til. « heydenkamper! ægte, adelig heydenkamper! » Udbrød præsten med en stemme, der skjalv af begejstring og rørelse, og da han salig lagde sig tilbage i stolen, havde han næsten tårer i øjnene. « 1 er en kendere, hr. Jens!* smiskede Erik Grubbe. « ak, hvad kendere! vi er fra i går og vide intet,* mumlede præsten åndsfraværende, « ellers tænker jeg på. » fortsatte han med hævet rost, « om det skulle have sin rigtighed med det, jeg har ladet mig fortælle om de heydenkampers bryghus. — - det var en frimestere, der fortalte mig det, en gang deroppe i Hannover, den tid. jeg rejste med Junker Jørgen. — se! han sagde, at de begyndte altid deres brygning en fredag nat, men inden nogen tik lov at røre sin hånd til nogenting, måtte han gå hen til oldgesellen og lægge sine hænder på den store vægt og sværge ved ild og blod og vand, at han ingen hadske og onde tanker gik og bar på, for det ville gøre øllet skade. Han fortalte også, at søndag morgen når kirkeklokkerne begyndte at gå, så slog de alle døre og vinduer og lemme op for at det kunne ringe ind over øllet; men det fornemste det blev gjort når øllet var sat hen for at gæres, så kom mesteren selv med en prægtig lade, deden op han drog både svære guldringe og kæder og kostelige stene, som der var sære tegn på, og det blev tilhobe lagt ned i otiet, og det kan en da nok tænke, at sådan ædle rigdomme må give drikken lod og andel i de hemmelige kratter, der er i dem fra naturen af. » « ja, det er ikke godt at vide noget om, » Mente Erik Grubbe, « jeg har nu mere tro til den brunsviger-humle og den anden l’rtesåd, de sætter til. » « jo! » sagde præsten alvorligt og rystede på hovedet, « det må vi ikke sige, der er meget fordækt i naturens rige, det er sikkert nok. Hver en ting både død og levendes har sit miraculum i sig, det er kuns om at gjorde at have tålmod til at suge og opladte øjne til at tinde, — ak, i gamle dage, da det ikke var så lange tider siden at gud Herren havde taget sine hænder af jorden, da var hver en ting så bespændt med guds kraft, at der sprang ud af dem lægedom og alt godt, evigt og timeligt, men nu jorderig hverken er tin eller ny længer og vanhelliget af mangfoldige slægters synder, nu er det kuns ved besynderlige lejligheder at de lade sig formærke, til visse timer og på visse steder, når mærkelige himmeltegn er oppe; det sagde jeg nyssens nu til smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig flammendes skær, der i de sidste nætter har været at se den halve himmel rundt. — ellers kom der den gang en ridendes stafet forbi os — herop til, jeg tror? » « det var så, hr. Jens. » « han red vel intet med andet end som godt var? » « han red med det at krigen er nu erklæret. » « herre Jesus, nej da! — ja, ja en gang måtte det jo komme. » « ja, men liar de biet så længe, skulle de biet til folk havde deres avl inde. » « det er de skåninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker endnu den sure svie af sidste krig og venter at komme efter den søde kløe i denne. » « å! det er intet skanningerne ene. Sjællandsfarerne vil altid krig, de ved jo vel. at dem går den immer udenom, — ja, det er gode tider for nøvter og tosser, når rigens råder er galne tilhobe... » « de siger ellers, at marsken ville nok nødig til det. » « ja, fanden tro det! — kan jo dog nok være, men det kendes kun lidtagtig at prædike rolighed i en myretue, — nå. Krig har vi, og nu gælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i alle måder. » Talen faldt så på den forestående rejse og gik nu en tid om de slette veje, vendte tilbage til Tjele, til fedekvæg og staldfodring og gik igen på rejse. De havde imens ingenlunde forsømt kanden, øllet var steget dem svært til hovedet, og Erik Grubbe, der just fortalte om sin Fru mnrie Grubbe. 2 rejse til Ceylon og Ostindien med « perlen », havde ondt ved at komme frem igennem sin egen latter, hver gang en ny pudserlighed randt ham i minde. Præsten blev jo længer jo alvorligere; han lå sammensunken ned i stolen, men en gang imellem virrede han med hovedet, så bistert ud for sig og bevægede læberne som om han talte; gestikulerede derhos med den ene hånd, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i bordet; så faldt han sammen igen med et forskrækket blik over på Erik Grubbe. Endelig da denne var kørt aldeles fast i skildringen af en over al måde enfoldig kokkedreng, tik præsten sig rejst op og tog på at tale med en dump, højtidelig røst. « sandelig, » sagde han, « sandelig! jeg skal vidne med min mund — med min mund — at i er en forargelse og en forargelsens genstand — det var jer bedre, i blev kastet i havet — sandelig! Med en møllesten og to Tønder malt, — to Tønder malt dem skylder i mig, det vidner jeg højtidelige » og med min mund. — to topfulde Tønder malt i mine egne nye sække, — for det var ikke mine sække — aldrig i evighedens rige — det var jeres egne gamle sække og mine nye, dem beholdt i — og det var bedærvet malt. — sandelig! se ødelæggelsens vederstyggelighed og sækkene høre mig til og jeg vil betale — dommen hører mig til, siger jeg. — skælver i ikke i eders gamle ben — i gamle skørlevnere! — kristeligen skulle i leve — er det kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig sognepræst? — i er en — i er en — kristelig skjerlevnere — ja —. » Erik Grubbe havde ved begyndelsen af præstens tale smilet over hele ansigtet og venskabeligt rakt sin hånd ud imod ham over bordet, senere stødte han ud med albuen som for at putte en usynlig tilhører i siden, at han skulle se, hvor ubetalelig drukken præsten var, men omsider må han have fået et slags forståelse af talen; thi han blev med et kridhvid i ansigtet og tog tudekanden og slængte mod præsten, der tumlede baglæns over i stolen og fra den gled ned på gulvet. Det var dog kun af forskrækkelse, han faldt, thi kanden nåde ham ikke, den blev liggende ved randen af bordpladen; indholdet drev over hele bordet og randt i små strømme ned på gulvet og på præsten. Lyset var brændt ned i stagen og flakkede, så der snart var lyst i værelset, snart så mørkt, at den blå dagning så ind igennem vinduerne. Endnu talte præsten. Det ene øjeblik var hans røst dyb og truende, det andet pibende og næsten klynkende. « der sidder i i guld og purpur og jeg ligger her og hundene slikke mine sår — og hvad lagde i i Abrahams skød? — hvad offer gav i? — i lagde ikke en sølvotteskilling i den kriste- o « 20 lige Abrahams skød. — og nu pines i svarligen — men ingen skal dyppe sin finger i vand for jer, » og han slog med hånden i det spildte øl, » men jeg vasker mine hænder — begge to — jeg har advaret jer, — hi, — der går i — ja, der går i i sæk og Aske — i mine to nye sække — malt... » Han mumlede endnu en stund, så faldt han i søvn. men Erik Grubbe gjorde imens forsøg på at komme til at hævne sig; han tog hårdt fast i stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke bordbenet eftertrykkeligt i det håb, at det var præsten. Snart rørte sig intet mere, der hørtes kun de to gamle herrers snorken og den ensformige plasken af øllet, der blev ved at dryppe ned fra bordpladen. i. Sal. Hans Ulrik Gyldenløves enke Fru rigitze Grubbe havde sin gård liggende på hjørnet af Østergade og Pilestræde. På den tid var Østergade et temmelig aristokratisk opholdssted; her boede medlemmer af familierne Trolle, Sehested, rosenkrautz og krag; Joachim Gersdorff boede ved siden af Fru rigitze, og i Carl van manderns nye røde gård logerede som oftest to eller flere udenlandske residenter. Dog var det kun den ene side af gaden, der var så fint befolket; på nikolaj-siden vare husene lave og her boede mest håndværkere, kræmmere og skipperfolk. Et par værtshuse var der også. Det var en søndag formiddag i begyndelsen af september. I kvistvinduet på Fru rigitzes gård stod Maria Grubbe og så ud: ikke en vogn. Ingen travlhed, lutter adstadige fodtrin og en enkelt østersråbers drævende sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og brosten, og alle skygger stod skarpt og kraftigt, vare næsten firskårne. Alt fjærnt lå i en let, røgblå varmedis. « passt au... f,* råbtes der bagved hende med en kvindestemme, der heldigt efterlignede et af megen kommailderen hæst organ. Marie vendte sig om. Det var kammerpigen Lucie, der råbte. Hun havde en tidlang siddet stille oppe på et bord og betragtet sine temmelig velformede ben med et kritisk blik. Omsider var hun bleven ked deraf og havde råbt, og nu sad hun og lo af alle kræfter og svingede overgivent frem og tilbage med benene. Marie trak på skuldrene og ville med et halvt gnavent smil vende sig om til vinduet igen, men Lucie sprang ned fra bordet, tog hende om livet og tvang hende til at sætte sig på en lille halmstol, der stod derhos. « her, jomfru! » sagde hun, « ved hun noget? » « nå! » « hun glemmer at få sit brevskab skrevet og halvgåen to har vi de fremmede, så hun har knappe fire timer. Ved hun, hvad de skal have? Gyldensuppe, flyndere og sådan anden bred fisk, stegte høns udi trisanet og mansfelder kage med sød spillinge-moes. Fint er det, fedt er det sku ikke. Jomfruens kæreste kommer da også! » *å snak om en ting, » udbrød Marie ærgerligt. « gud fader bevar os! det er da hverken lysning eller trolovelse, fordi jeg siger det. — jeg kan nu ikke forstå. Jomfru, at hun ikke gør mere ud ad sin fætter! Det er det dej— ligste, lysteligste mandfolk, jeg ved. De fødder han har! — og kongeligt blod er der i ham; en kan se det på hans hænder alene, så bitte små de er! — å, og så ligesom de var støbte — bare hans negle, de er ikke større end halvsyslinger og så røde og runde. — hvad! han kan mønstre et par ben? det er ligesom stålfjedre, når han kommer gåendes — hu hej! og hans øjne de blistrer og blinker... » Hun slog armene om Marie og kyssede hende på halsen så heftigt og sugende stærkt, at barnet rødmede og vred sig ud af hendes favntag. Lucie kastede sig på sengen og lo som en besat. • som du gør dig til i dag! » udbrød Marie, • farer du fort med det, så går jeg nedenunder. » « men hvad i alverden? En får da have lov til lidt lystighed iblandt. Der er såmænd bedrøvelse nok her i verden. Jeg har da mere, end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min kæreste i krigen og ligger og døjer både ondt og værre? Det er den rene ynk at tænke på. Om de nu har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud nåde mig arme pige, jeg blev da aldrig til menneske mere. » Hun skjulte sit ansigt i sengeklæderne og hulkede: « å nej, nej, nej, min egen, egen Lorens — jeg skal være dig så tro, så tro, bare Vorherre vil lade mig få dig hjem hel — å. Jomfru, jomfru! det er aldrig til at udholde! » Marie søgte at berolige hende med ord og med kærtegn. Omsider kom hun så vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine øjne. « ja, jomfru, » sagde hun, « ingen ved, hvad jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen immer være som en skulle. Og det hjælper intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge karle; kommer de med lystighed og komplimenter, om det så var mit liv om at gøre, kunne jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig på tungen for at svare dem igen og så bliver det jo let til mere ganteras, end jeg strengeligen kan forsvare for Lorens. Men når jeg så tænker på, hvor farligt han er stedt, å! så fortryder jeg det mere end tænkelig er for nogen levende sjæl. For jeg elsker ham, jomfru, og ingen andre end ham, det må hun tro. Å! når jeg er kommen i seng og månen skinner ret der ind på gulvet, så bliver jeg et helt andet menneske; det kommer mig så sørgelig for og så græder jeg og græder og det trykker her oppe i halsen, som jeg skulle kvæles — å, det er så pinagtig; jeg ligger og slænger mig i sengen og beder til Vorherre og ved knap, hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg helt fra mig selv og så sætter jeg mig op i sengen og holder på mit hoved og bliver så forskrækkelig bange for at jeg skal gå fra min forstand af at længes. — men herre gud, jomfru! Hun græder jo; hun går da intet hemmelig og længes efter nogen, så ung hun er? » Marie rødmede og smilte svagt; der var noget smigrende for hende i den tanke, at hun kunne være forelsket og gå og længes. « nej, nej! » sagde hun, « men det er så sørgeligt, det du siger, det er ligesom alting vatene kummerlighed og fortræd. » « vist ikke så! der er andet iblandt, » sagde Lucie og rejste sig, da de kaldte på hende dernede, og så gik hun med et skælmsk nik til Marie. Marie sukkede, gik hen til vinduet og så ud, ned på st. Nikolaj grønne, kølige kirkegård, på kirkens røde mure, henimod slottet med det irrede kobbertag, udover holmen og reberbanen, rundt til Østerport med det spidse spir og til hallandsås med dens haver og træskure og med det blålige sund udenfor, der gik i et med den blå himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede skymasser langsomt drev over mod den skånske kyst. Tre måneder havde hun nu været i København. Dengang hun rejste hjemmefra havde hun troet, at det at leve i residensstaden var noget vidt forskelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig faldet hende ind, at der kunne være mere ensomt der, end på Tjele Hovedgård, hvor hun dog havde haft det ensomt nok. sin fader havde hun intet selskab af, han var altid så ganske sig selv, at han aldrig kunne være noget for andre: han blev ikke fjorten år, når han talte med en fjortenårig, og han blev ikke kvinde, fordi han talte med en lille pige; han var altid på den anden side de halvtreds og han var altid Erik Grubbe. Faderens frille, der herskede, som var hun hjemmets frue, kunne Marie ikke se uden at alt, hvad der var i hende af stolt og besk, straks blev vakt. Dette grove, magtglade bondefruentimmer havde såret og pint hende så ofte, at Marie end ikke kunne høre lyden af hendes trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig hård, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og forkælet, omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og nu kom hertil, at moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igennem hende. Hvad selskab hun da havde? Ja, hun kendte hver en sti og vej i Bigum skov, hver en ko, der græssede i engen, hver en fugl i hønsegård «!. Og i tjenestefolkenes og bøndernes venlige hilsen, når hun gik forbi dem, blev der sagt: jomfruen lider uskæl og vi seer det, vi er bedrøvede over det og vi har det samme sind til kvinden deroppe som i. Men i København? Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog et ty-ende; hun havde Lucie » hele fortrolighed og var glad ved den og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes fortrolighed. Hun kunne ikke give sine klager luft overfor hende, hun ville ikke have det sagt til sig at det var sørgeligt, sådan som hun var stillet, og hun kunne ingenlunde tåle, at et tyende talte om hendes ulykkelige familieforhold; end ikke om fasteren ville hun høre et ord. Og dog holdt hun slet ikke ad fasteren, havde heller ingen grund til det. Rigitze Gru

1899_Rosenkrantz_FruenPaaHavreholm

Palle

Fruen På Havreholm

Rosenkrantz

Rosenkrantz

Fruen Paa Havreholm

male

1899_Rosenkrantz_FruenPaaHavreholm.pdf

Palle

Rosenkrantz

dk

Fruen paa Havreholm

En Herregaardsroman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Fruen på Havreholm i. Der var sommerfest på Båstrup. Ung middag med Dans og havefest hed det i indbydelsen. Regimentsmusikken fra købstaden var tilsagt og koncerterede på verandaen udenfor spisesalen. Hele egnen var indbudt, med tillæg af tilfældige sommergæster, og alle havde givet møde. Thi banners sommerfester var berømte i vid omkreds, og når indbydelserne udgik på håndtegnede, kunstnerisk udførte kort, blev der travlhed mange steder. En rig ungkarl — alene tanken derom kunne få landlige ungpigehjerter til at banke og omsorgsfulde mødre til at bygge luftkasteller. Thi hvem kunne vide... og rig var Erik banner, herre til stamhuset Båstrup og tiere dertil hørende hovedgårde, bøndergods og kapitaler. Allerede som attenårig havde han succederet efter en langvarig administration. Hans forældre var døde, medens han var barn, og under en forstandig administration af naboherremanden, excellencen Winterfeldt til Knudstrup, og en københavnsk bankmand var renter og afgifter sparet op år efter år, indtil den lykkelige arving kunne overtage al herligheden. Hans eneste søster var gift med en diplomat, der allerede som ung havde gjort en smuk karriere og nu repræsenterede kongeriget i rom. Erik banner havde ord for at være en meget forstandig ung mand, med en passende lille, stats videnskabelig eksamen og et varmt hjerte. Man snakkede en hel del om et bevæget ungdomsliv, nævnede endogså betænkelige ekstravagancer. Men alt dette var forbigangent, gemt og glemt. Nu sad han på Båstrup som hofjægermester, medlem af amtsrådet og formand i den lokale landboforening, beæret med alle de tillidshverv, som egnen disponerede over. Klog og forstandig som administrator, med godsets gamle, drevne godsforvalter, justitsråd Clemmensen som finansminister og skovrider Hansen som factotum. Og på godset var alt, som det skulle være. Hvorfor ikke — der var nok at tage af, og der blev taget med forstand. Banners hovedpassion var jagt, og jagten på Båstrup var mønsterværdig. En fast stamme af herligt kronvildt. Råvildt i overflod. Harer, høns og fasaner og et fænomenalt sneppetræk om foråret — rent ud en mærkværdighed. I sit ydre væsen var Erik banner en ung mand som folk i hans stand er hest, net og velopdragen, med et frisk og smidt udseende, røde kinder og kønne, brune moustacher. Han havde mørke øjne, med et lidt drømmende udtryk, som kvinder pleje at holde af, og et kraftigt, let kruset hår, der passede godt sammen med øjnenes mørke indfatning. Han var vel snarere et dårligt end et godt hoved, og hans kundskaber var få og spredte. Men hans stilling i samfundet, mange rejser og tidligt ansvar havde udviklet ham. Tilmed havde han et praktisk greb på sagerne, som man ved et flygtigt bekendtskab næppe ville have tiltroet ham. Lur Junker Erik! plejede skovrider Hansen at sige om ham. Han er af den spekulative skole, og de skal stå tidlig op for at narre ham. Han ved, hvad en rigsbankdaler sølv er værd mellem brødre. Og det vidste han — han var kronjyde. Men kvindfolk havde han ligegodt altid været en nar efter, erklærede samme vismand. Folk talte en hel del om ham og hans smukke naboerske, Fru Lissy Steinbach på Havreholm. Det var nabogården, som lå en halv mil fra Båstrup. På Havreholm stod det helt anderledes til. Jørgen Steinbach var også kommen tidlig til roret, men hans fader, gamle kammerherre Steinbach, havde sat alt over styr, hvad der kunne sættes over styr, og kun lenskontrollen havde hindret hans fallit. Han slap for administrationen, men den hængte endnu som et truende sværd over Jørgens hoved, og Jørgen slægtede sin fader på. Han var lille, hjulbenet og rødhovedet, lignede mere en studepranger end en herremand. Og han var opdraget i kostalden og karlekammeret, hvis årsag han bandede som en underofficer og drak som en børstenbinder. En tid lang så det ud, som om han skulle gå helt i hundene. Han svirede med egnens sletteste elementer og klamredes med karlene. Alle forsøg på at hjælpe på ham mislykkedes, og fra hovedstaden — hvor han var bleven anbragt hos en gammel regimentskammerat af faderen — deserterede han til Malmø med en sangerinde fra dyrehavsbakken, som han partout ville gifte sig med, i hvilken anledning han skyndsomst beordredes hjem og sattes under tugt og pleje hos skovrider Hansen på Båstrup. Hansen gjorde ham til jæger og skabte hos ham en passion for jagten, der på en måde blev hans redningsanker. Men lysten til drik og pigebørn kunne intet udrydde; den sad ham for fast i blodet. Junker Jørgen, som han kaldtes, alimenterede til halvdelen af sognets piger — det morede ham efterhånden at holde bog over denne udgiftspost — og på markederne i omegnen var han en sikker gæst. Så fik hans tante, kammerherreinde Parsberg på Vinderup, den idé at få ham gift. Det var just ikke så let en sag; thi Jørgens ry var gået viden om lande. Men det lykkedes. Tante Parsberg fandt en nydelig ung pige, datter af en forfalden og forgældet toldforvalter i nabobyen, en indvandret rigsfriherre von eppingen, og den stakkels pige ombyttede, uden at reflektere synderligt derover, sin glædesløse tilværelse som faderens tjenestepige og sine søskendes barnepige med stillingen som frue på Havreholm. Hun var på den tid sytten år. Jørgen blev heftig forelsket i den allerede den gang smukke og statelige unge pige, og stiv og stram, i sin flunkende nye kammerjunkeruniform, hvori han lignede en kogt Krebs, førte han sin rødmende brud til alteret i Dalby kirke, medens egnens madamer græd af rørelse, og skovrider Hansen mumlede ved sig selv henne i sin stol: » Det går ad helvede til! « Det gjorde det imidlertid ikke — lige straks. Efter at Jørgen var bleven gift, holdt han sig en tid i skindet. Det usædvanlige i samlivet med en dame, en smuk og lintklædt dame, gjorde ham ør. Først var han forlegen; så tog han mod til sig, og sin natur tro blev han brutal i sin lidenskab. Hans unge hustru forstod ham ikke; hun forstod ikke andet hjemmefra end at stoppe børnetøj og holde huset i orden og i sin knapt tilmålte fritid at læse sentimentale dameromaner fra lejebibliotheket. hun tænkte, at sådan skulle det være. Hun var kammerjunkerinden på Havreholm, og Jørgen var hendes mand, og sådan var det nu én gang, når man var mand og kone. Det var ikke videre dejligt, og det lignede ikke det, hun havde læst om; men vi er jo ikke alle fødte til at være prinsesser. Jørgen var god imod hende; han var nok lidt voldsom og ikke så køn som de andre, men han var nu én gang hendes mand. Tilsidst blev det hende dog lidt for meget af det gode. Hun begyndte at reflektere; hun mistede appetiten, hun skrantede. Men så indtrådte naturlige tistande, der skaffede hende våbenhvile og opfyldte hende med ængstelige tanker om fremtiden. desværre kunne Jørgen ikke længe holde styr på sig. Han lod til at være henrykt over familieforøgelsen og hilsede den lille, rødhårede stamherre med komisk højtidelighed, men det kunne ikke skjules — han begyndte at skeje ud igen. først mumledes der om det; så talte man højere. Man beklagede den unge Fru Lissy og dadlede Jørgen. Karen sjællænder, hans gamle flamme, viste sig på egnen og indlogeredes hos dyrlæge Jespersen, der var Jørgens gamle soldebroder, og Jørgen syntes ikke at gøre sig synderlig umage for at skjule, hvad der foregik. Erik banner tog ham for, men til ingen nytte. Gamle Hansen holdt en tordentale til ham, men det endte med, at Jørgen bad ham » rejse og ryge «. Så opgav man troen på hans forbedring og lod ham handle, som han lystede. Lissy blev heftig oprørt, da hun efter sin sygdom fik sagernes tilstand at vide. Først tænkte hun på at tage hjem; men denne beslutning blev hurtig opgivet. Hun var på forhånd vis på, at hendes fader ikke ville tage imod hende. Og det varede ikke længe, før hendes sindsstemning skiftede om. Hun følte sig træt og var desuden stækt oplaget af barnet. Efterhånden forandrede hendes angst sig til uvilje. Hun blev tvær overfor manden og lukkede sig inde. Jørgen blæste sine ægteskabelige pligter et stykke, men han holdt på sine rettigheder, og der opstod en hård og bitter strid mellem ægtefolkene på dette punkt. Lissy havde længe beholdt sine sorger for sig selv; hun havde i grunden helleringen at betro sig til; hendes søskende var kun halvvoksne, og hendes fader bekymrede sig ikke om hende, efter at hun var kommen hjemmefra. Så var det en dag, efter en særlig uhyggelig scene, at Erik var kommen over til Havreholm. Hun vidste knapt selv, hvorledes det var gået til; men i et halvt hysterisk anfald kastede hun sig i hans arme og bad om hans hjælp. I det første øjeblik blev han lidt betuttet. Lissy havde i grunden aldrig interesseret ham synderligt; dertil var hun for uudviklet og hendes opdragelse for mangelfuld; han havde knapt nok haft øje for hendes rent ydre tillokkelse. Men ved at blive vidne til dette ganske ubeherskede udbrud vaktes hans harme mod Jørgen; han lovede Lissy at stå hende bi, og han holdt sit løfte. Fra først af følte han sig udelukkende som hendes beskytter, og det faldt ham tilmed ganske naturligt. Overfor Jørgen havde han en betydelig autoritet, og den skyldtes ikke blot hans intellektuelle overlegenhed, men fuldt så meget den omstændighed, at han som barndomsven og slægtning var en faktisk støtte for den jammerlige, derangerede finansielle status på Havreholm. Ved Erik banners mellemkomst etableredes der en slags modus vivendi. Alle var enige om, at Jørgen bar sig ad som et asen, men skinnet holdt han nu nogenlunde vedlige, og sin kone lod han for det meste i fred. Men hvorledes stod det så til med Fru Lissy? Fra sine alleryngste pigedage havde hun med beundring set op til den fine og smukke herre til Båstrup; i sit ægteskabs første tider havde hun omgåedes ham med en vis sky tilbageholdenhed. Men mærkeligt var det, at fra det øjeblik, da hun i en ganske abnorm tilstand havde bedt om hans beskyttelse, følte hun sig ligesom mere tryg i hans nærværelse. Han havde taget det så kønt og naturligt, syntes hun, næsten ridderligt måtte hun kalde det; hun havde fundet hjerteligere og finere forståelse hos ham end hos nogen af dem, der kaldte sig hendes nærmeste. Ikke underligt derfor, at der af denne beundring og taknemmelighed voksede en varmere følelse frem, og den tiltog i styrke, efterhånden som hun selv udviklede sig som kvinde, voksede til sidst med rivende fart, fordi hun allerede i lange tider, hver eneste dag, havde næret den med sine bedste tanker. Så skete det uundgåelige en aften i den lyse maj, da Erik var redet over til Havreholm og som så ofte før havde truffet gårdens unge frue alene. Det var, som om pludselig vårluften og dens spirende længsler rev et bind fra hans øjne. Han så ikke længer i Lissy en stakkels forskræmt skabning, der trængte til hans hjælp, men en varm, livslysten kvinde, der elskede ham. Thi der var ingen tvivl derom. Da skete, hvad Heine kalder — den gamle, evig nye historie, der vil gentage sig, så længe unge, varme hjerter slå i slag. Hvornår det skete, og hvordan det skete, det husker ingen. Men at det skete, og hvor herligt det var, det glemmes ingensinde. i begyndelsen følte Erik sig usikker overfor Jørgen, som han ganske vist så ned på, men dog egentlig holdt af, fordi de havde kendt hinanden lige fra drengeårene. Men netop hans utryghed gav Lissy mere sikkerhed. De ligesom byttede roller. Nu var hun den kloge og forstandige; hendes kvindelige instinkt ledede hendes skridt, og det lykkedes hende virkelig at skjule for Jørgen, hvad lidt efter lidt hele egnen mumlede om. Men i hjertet holdt man med hende og Erik. Der skete kun Jørgen hans ret, det bæst, han var. Og det måtte jo blive hans sag at passe på. således stod sagerne, og således havde de stået godt og vel et par år, da Erik banner gav sin sommerfest på Båstrup. — derfra, hvor gården lå, kunne man se vidt ud over Kattegat; mod nord havde man Dalby sø og Dalby kirke, og ad denne kant begrænsedes udsigten af de store plantager, der år for år vandt længere frem over lyngens brune land. Omtrent i lige retning øst og vest for Dalby sø lå herregårdene Havreholm og Vinderup og syd for storskoven winterfeldternes gamle herresæde, Knudstrup, som så atter adskiltes fra Båstrup ved de mellemliggende skovstrækninger. Det var som en enklave af stolte, gamle gårde, af hvilke hver havde sin historie, hver sine egne traditioner, og oppe fra Båstrup bakker var det et herligt skue at se ud over dette stykke af Jyllands jord, ud over strandvængerne og storskoven, hvor Knudstrups blinkende spir kiggede frem, og videre over frugtbart, smilende land, indtil forbi Dalby sø, hvor hedekulturen begyndte, medens mod øst Kattegat strakte sin brede, vuggende flade, så langt øjet nåde. Det var især et herligt syn i lyse sommeraftener, når solen gik ned over dette landskab, der syntes næsten bugnende i sin frugtbarhed, syntes at brede sig i et mæt, lykkeligt velvære, som om det lovede alle sine beboere gode kår og glade dage og så endda gav dem noget af en skjønhedsåbenbaring i tilgift i al denne lokkende afveksling af storskov og sø. Båstrup var et sted, hvor det tog sig ud at holde fest, og festarrangørerne havde et taknemmeligt arbejdsfelt. Først og fremmest den store, gamle have. Den var køn nok i sig selv, trængte egentlig ikke til dekoration, men de havde pyntet op med kulørte lamper i buskene og langs kanalerne. Fru Lissy havde moret sig med at forfærdige dem; det havde været flere ugers arbejde, men skovrider Hansen havde hjulpet til, og hans tykke kone havde klistret og klistret, så hun til sidst lignede en overkalket mursvend. Hansen dirigerede ophængningen af lamperne, og han var kneben ud fra desserten for at våge over tændingen, der foretoges af kusken og skytten Arthur. Effekten var over al beskrivelse. Hansen erklærede, at selveste Københavns tivoli lignede en dunkel urskov i sammenligning med dette her, og han forstod sig på det. Der var overhovedet ikke mange ting, som skovrider Hansen ikke forstod sig på, undtagen at tæmme sin trivelige ægtehalvdel. Men det var heller ikke menneskeværk; dertil krævedes overnaturlige kræfter. Efter desserten skulle der skydes salut, og kaffen skulle serveres i haven, medens stabstrompeter Jørgensen blæste fanfare, og Hansen brændte raketter og blålys af i buskadset. Alt sammen forløb programmæssigt, og der var stor jubel. Unge par spredtes omkring i haven; den gode vin, som skænkedes på Båstrup, havde gjort stemningen fri og utvungen. Og sommernatten var så vidunderlig lys og dejlig. Lissy tog sig ud ved en sådan fest; der var intet tilbage af den stille, forskræmte unge pige, der for fire år siden var bleven frue på Havreholm. Erik havde hvisket til hende, at hun ligefrem strålede af skønhed. Hun havde endnu sin slanke ungpigeskikkelse, kun fyldigere over Hals og buste, og hun så henrivende ud i en lyserød silkekjole, med det svære, gyldenbrune hår, der ligesom fik stærkere glans ved halsens og armenes skære hvidhed. Fru Lissy gjorde honnør som værtinde sammen med tante Parsberg, for at det ikke skulle være for udæskende. Tante Parsberg fra Vinderup var en imponerende dame med garderhøjde og en fast utrolig korpulence, fyldige, men markerede træk og en stemme som en dragonunderofficer. Hendes mand, den lille, sirlige kammerherre og forhenværende husarritmester, blev fuldstændig borte ved siden af hende. Oprigtig talt befandt han sig også bedst en smule på afstand fra hende; konen trykkede ham rent ud sagt både åndeligt og legemligt. Hun plejede gerne at afbryde hans historier med et skarpt: » Julius, nu overdriver du! « og hun tog ikke det mindste hensyn til, hvem der hørte det. Nægtes kunne det nu heller ikke, at kammerherre Parsberg mildest talt løj nederdrægtigt, og det vidste alle mennesker. Hans jagt- og soldaterhistorier var kendte over det hele land, men bortset fra denne kedelige svaghed var han en fin og elskværdig mand. Man havde i sin tid undret sig over hans giftermål med tante Parsberg — hun var borgerlig født og ikke særlig velhavende. Skovrider Hansen påstod, at han havde taget hende, fordi hun hed Leuning. Men de levede alligevel lykkelig sammen. Tante Parsberg var sin mand diametralt modsat. og ligesom det var hans glæde at fortælle, hvad der ikke var sandt, således havde hun en passion for at sige folk den usminkede sandhed. Man vidste aldrig, hvad hun kunne linde på at sige. Erik, hvem hun for øvrigt holdt uhyre meget af, følte for sit vedkommende altid ligesom et sværd hængende over sit hoved, når han i selskab med andre konverserede tante Parsberg. På tomandshånd var hun uovertræffelig. Hun gouterede de saftigste historier og lo af fuld Hals, medens hun klaskede sig på knæene med sine ringbesatte kæmpehænder. Det var skovrider flansen, som forsynede hende med historier. » Nå, lille Hansen — kan vi få en lille kronik? « og så kunne man høre hende le, så det dundrede. » Nu eksploderer Augusta! « sagde så kammerherren. » Det er Hansen, dei- fortæller hende uartige historier! « Men brav var hun, og tingene hjemme holdt hun i mønsterværdig orden. Hun gik omkring i staldene i kort kjole og vandstøvler og kunne forløse en so trods nogen dyrlæge. En gang, da der var halssyge mellem tyendet, gik hun i egen person nede i bryggerset med et uhyre af en malerkost og smurte hele gårdens mandlige og kvindelige besætning i halsen. Kammerherren havde ved den lejlighed betinget sig at blive smurt først. Tante Parsberg elskede at gifte folk sammen, og hendes livs ønske gik ud på at finde en kone til Erik banner. Men hun havde endnu ikke fundet nogen. Derfor protegerede hun hans forhold til Fru Lissy, og det var i grunden hende, der mere end én gang havde ageret skærmbrædt. Bag sådan en ryg kan man tillade sig en hel del! havde Hansen en gang sagt. Et bedre forklæde end tante Parsberg kunne man vanskelig tænke sig. Erik og Lissy gik omkring med værtsfolks stolte tilfredshed over arrangementets fortræffelighed og ungdommens øjensynlige glæde. Jørgen småsnapsede med stabstrompeter Jørgensen og tudede i blikinstrumenterne, så huset rystede. Der var ingen, som brød sig om ham. Hansen havde det hverv at konstatere, når han blev uanstændig fuld og så sørge tor at få ham gemt hen. Det havde han gjort så lidt, thi han var den, som bedst kunne tumle Jørgen. Nogle af de unge havde fået kammerherren, der var synlig oplivet efter middagen, hen i lysthuset ved kaffen og likøren, hvor han sad og fortalte historier fra den tid, han som attacheret husarofficer overværede festlighederne i Rusland ved fyrstebrylluppet. han skildrede med stor livlighed indtoget og festlighederne i vinterpaladset; hvorledes han gik bag ved prinsessen, der vendte sig om og sagde til ham: » Julius! « — de var nemlig dus, da hans fader var grånet i hofetaten — » Julius, hille den gloende, hvor her er pænt! « man tvivlede om det kraftige udtryk. Sagde hun virkelig det? » På ære! « bedyrede kammerherren. » Og kejseren drak dus med mig og ville have mig til at blive der med det samme. Jeg skulle få et helt regiment kosakker. Ja, det var glade dage. Både han og prinsessen og storfyrsterne græd, da jeg rejste. Men jeg kunne skam ikke andet; jeg måtte hjem... « » Julius! Nu overdriver du! « lød tante Parsbergs stærke røst. Og så viste hendes mægtige skikkelse sig i indgangen til lysthuset. » Hvad sidder i her efter! Ind med jer og rør benene! Tror i, i skal sidde her og bælle kognac! Værsåartig, Messieurs, ind og tag fat! I skal min salighed gøre nytte! « Så dansede de i riddersalen. Kotillonen blev ført op af en garderofficer fra København — med sindrige ture og kostbare souvenirs. Dames å droit, messieurs å gauche, — tournez — chaine — ordene lød med skarp og klar kommandorøst. dragonerne blæste og gned violinerne, damerne hvirvledes rundt, og herrernes flipper krølledes sammen i varmen, medens de sorte kjoler blev askegrå af støv og stearin. Der blev drukket megen champagne. Jørgen stod nu ved skænken og holdt foredrag for de yngste, der endnu gouterede hans mere end saftige vittigheder. En ung assistent fra udenrigsministeriet opfordrede ham til at komme ind og danse. » Danse! « brølede han, så det kunne høres gennem to Stuer. » Jeg tager, den onde smadre mig, kun fat på fruentimmerne, når jeg har alvorlige hensigter! « Københavneren sank næsten i knæ; de uundgåelige fra nabobyen, der helst flankerede buffetten, da de følte sig generede af den megen adelighed, vendte sig mod væggen og hostede; nogle unge piger fik travlt med at komme afsted. Men de indviede overhørte det hele. Inde fra havesalen sendte Lissy Jørgen et skarpt blik, som han besvarede med en glubsk gloen. hun vendte sig om mod Erik, der i det samme kom forbi. » Å, Erik, « hviskedee hun til ham, » få fat på Hansen og bed ham tage sig af Jørgen! « Og dansen blev ved at gå. De pæne unge mennesker fra købstaden, for hvem den bedste fornøjelse kom dagen efter, når ballet skulle refereres, begyndte at lives op og komme med. Man dansede og passiarede i mellemstunder, flirtede lidt i krogene eller i havens løvfulde gange. De kulørte lamper lyste som lygtemænd i buskene og glimtede i kanalerne — å droit, å gauche — avancez! Garderofficeren var til sidst hæs som en ravn. Men klokken ét skulle der blæses af. Erik hadede sommerballer, der trak længere ud. Når lyset begyndte at skinne ind gennem vinduerne, blev damernes teint grålig, og herrerne kom til at ligne svedende høstkarle. Derfor skulle festen sluttes ved kunstigt lys, forinden » Dagen derpå « havde meldt sig. og ude i borggården stampede hestene allerede forvognene, der holdt i lange rækker. Man nød blot en let forfriskning — bouillon og kaffe — så var man parat til at tage hjem. Lissy ville vente til sidst. Hun havde hørt, at Hansen havde fået Jørgen hjem, og nu ventede hun på, at vognen skulle komme igen og hente hende. Hun havde trukket sig tilbage til det tyrkiske kabinet, som det kaldtes, et lille værelse, som Erik havde udstyret udelukkende med sager, han havde bragt hjem fra Ægypten og Konstantinopel. Værelset havde ingen vinduer, så den gryende morgensol kunne ikke trænge derind, og Lissy havde strakt sig i en lav lænestol, hvor hun syntes, hun havde det rigtig godt. Hun var træt, men følte sig lykkelig og glad. Aftenen var gået så udmærket. Alle havde været glade og venlige. Om det så var den gustne og spidse stiftsfrøken Juel, så havde hun vist sig fra sin al lerelskværdigste side. Fru Lissy smilede hen for sig og lod tankerne løbe, som de ville, lidt vage og ubestemte. Men så blev pludselig den lunge portiere slået til side. Hun så op, smilede allerede, sikker på at møde Eriks blik. -------------det var Jørgen. Han var ikke fuld — men heller ikke ædru. Hans vandblå øjne fæstede sig på hende med grisk begærlighed. Barometret stod på uvejr. Han var klædt på til hjemturen. Lissy så træt op på ham. » Er du ikke taget hjem endnu? « » Jeg venter på dig, min nådige! « svarede han. » Hvor fanden bliver du af? Her har jeg rendt og spurgt alverdens mennesker efter min kone; folk griner s’gu af mig... Kom nu... « Lissy satte sig længere tilbage i stolen. Aldrig havde hun følt en stærkere uvilje mod den klodsede plebejer, som stod dér — hendes mand. Hun kunne ikke, ville ikke følge med. Hun ville blive siddende her og drømme sig bort fra det hele. hun så igen op på ham med den samme trætte og ligegyldige mine som før. » Kør du hjem — jeg kommer bagefter... Her er endnu noget at ordne... « Så lukkede hun øjnene uden at bryde sig om, hvad han ville svare. Jørgen blev arrig. Han stod lidt og så på hende. Det kunne ikke nægtes: dejlig var hun, som hun sad der i det sparsomme lys fra de røde lamper. Hun kunne danse en nat igennem,, og når festen var forbi, sad hendes hår endnu, som det lige var friseret, hendes klæder, som om hun kom lige fra toiletspejlet, og i hendes ansigt var intet spor af varme eller anstrengelse. Det var en kunst, som de andre damer ikke kunne lære hende af. Duften fra hendes klæder, røgelsen, der brændte i en lille messingskål i et hjørne af stuen, og vinen, han havde drukket, steg Jørgen til hovedet. Han gik hen til hende, bøjede sig ned og kyssede hende. » Kom nu, madam, og lad os se at komme hjem! « hun sprang op og stødte ham tilbage med en voldsomhed, der forbavsede hende selv. Han tumlede over mod et lille, rundt bord, og idet bordet væltede, tørnede han nakken mod en lampe, som hang oven over det. Det mærkedes som en skarp, stikkende smerte, og han følte det, som om det var et slag, Lissy havde rettet mod ham. Det var alt <let, at han holdt sig på benene. Hans ansigt var blevet purpurrødt, og han stirrede på hende med et udtryk som en glubsk bulbider. Så ophidset var han, at han knapt kunne få ordene frem: » Puffer du til mig, din satan... Tror... tror du, jeg gider sjaske alene hjem til grin for alle mennesker, mens du bliver her hos et enligt mandfolk... din, din... « Han ledte efter et rigtigt kraftudtryk, men ligesom tog sig i det og blev bare ved at stirre på hende. Lissy stod foran ham; nu var hun fuldstændig rolig og kold. Hun havde kun et eneste ønske, et ønske, der tog alle hendes tanker, hele hendes væsen fangent: at det måtte blive forbi mellem dem, nu med det samme, absolut, uopretteligt forbi. Og i et nu formede det sig i hendes hoved, hvad hun ville gøre, for at det kunne ske. » Tal kun ud! « sagde hun. » Du er i din gode ret. Jeg... « Hun vidste så sikkert, hvordan hun ville have fortsat. Hun havde formet ordene et efter et: jeg er Eriks elskerinde — hører du — jeg har været det længe, og jeg bliver ved med at være det... Gå, gå, vi har intet med hinanden at skaffe... Men portieren var atter bleven trukket til side. Det var Erik. Han havde fulgt sine gæster til dørs og ledte efter Lissy. Så havde han hørt støjen og den højrøstede scene inde i kabinettet. Hun mødte hans blik, og det forekom hende, at det på én gang var advarende og bedrøvet. Det standsede hendes ord, og det kom så pludselig, at det øvede sin virkning også på Jørgen. Han fulgte instinktmæssig retningen af hendes blik og så sig omkring. Bag ved ham stod Erik i døråbningen med hånden fastknuget om portieren. Jørgen så fra den ene til den anden, og hans blik blev mere og mere måbende. Rusen og hidsigheden syntes igen at omtåge hans hjerne. Hvad skulle det alt sammen betyde? Hvad var det for en tale, Lissy var begyndt på? Og hvorfor var hun stoppet op midt i det? Og hvorfor stod Erik som et gespenst derhenne i døren? Fanden til djævelskab! Erik gik hen til Jørgen og lagde sin hånd på hans arm. » Kom nu! hvad skal disse scener til... husk, hvad du lovede mig! « Han tog Steinbachs arm, og denne lod sig føre med uden at gøre modstand. Hans forstand kunne ikke rumme, hvad der var passeret; han var på én gang bleven fuldstændig sløv; hans hoved var tomt — tomt som en tønde, og han blev bare ved at stirre lige ud for sig. I forstuen stod skovrider Hansen og trak i sin jagttrøje. » Det var godt, vi traf dem! « bemærkede Erik. » Steinbach vil gerne hjem nu. Vil de være så god at gøre ham følgeskab... « Hansen lagde mærke til, at der var noget på færde. Uden at sige et ord tog han kammerjunkeren under armen, og han slap ham ikke, før han lå i sin seng hjemme på Havreholm, hvor han hurtig faldt i søvn, tung af rusen og med hovedet værkende, som om de stak ham med en syl bag i nakken. Erik vendte tilbage til Lissy. Hun stod endnu på det samme sted. Men da hun så ham, kastede hun sig ind til ham og brast i en heftig, krampagtig gråd. Han strøg hen over hendes hår, kyssede hendes øjne og pande, tyssede på hende, som' man tysser på et grædende barn. Udenfor begyndte det at blive lys dag. Det kvidrede og sang rundt om fra havens buskadser og mellem slyngplanterne omkring verandaen. Som af en gyldenrød strøm dukkede solen op af vandet, der skimtedes østerude. Da Lissy kom tilbage til Havreholm, var Jørgen oppe og syntes nogenlunde rehabiliteret. Han talte ikke et ord om, hvad der var forefaldet. i. Nogle uger senere kørte Erik over til Vinderup for at se på en kørehest. Tante Parsberg var alene hjemme. For resten var hun ikke Eriks tante ligeså lidt som Jørgens; men hun blev kaldt således af alle sine nærmeste bekendte; hun var, som tyskerne siger: » aller welt tante «; det lå i hendes natur at være det. De så på hesten, følte den på tænderne, kiggede på den alle vegne. Så købte Erik den og gav 50 kr. mere, end den strengt taget var værd. Han gjorde det for at glæde tante Parsberg, for hvem det var en sjælesvir at pudse ham, når hun troede, at han ikke mærkede det. Efter frokosten sad de sammen inde i dagligstuen. Hun ville absolut have ham til at rykke ud med historien om, hvad der var passeret med Lissy efter ballet. Hansen havde været aldeles utilgængelig for dette spørgsmål. Trods de kraftigste anstrengelser var det ikke lykkedes kammerherreinden at få et ord ud af ham. Når det gjaldt Erik, var skovrider Hansen tavs som graven. Erik slog det også hen; han ville nødig tale om det, og i den anledning gik konversationen lidt trevent. » De skulle gifte dem, banner, « sagde kammerherreinden, » De skulle virkelig gifte dem! « Erik sad meget betænksomt og rørte sukkeret omkring i sin kaffekop. » Hvorfor det, deres nåde? Man har det jo dog i grunden bedst som ungkarl. Jeg elsker min frihed... « » Men i længden er det andet det bedste. Tro mig, jeg er en gammel kone, der har set meget i verden, og jeg ved, hvad livet er. Nu kan det måske være nok så dejligt med frihed og elskerinder og all det, i mandfolk sværmer for; men med tiden — med tiden... « Og hun rystede på sit store, grå hoved. » Nej, de kommer til at have lidt tålmodighed! « Lo Erik. » Hin! er det stadig Lissy? « kammerherreinden rømmede sig meget dybt. » Ja, de kender mig jo. De ved, jeg mener dem det godt begge to, og man behøver da sandt for dyden ikke at lægge skjul på, hvad gud og hvermand ved! Oprigtig talt, Erik, nu har det varet længe nok. Sådan noget må ikke trække ud. Jeg siger dem det for deres egen skyld; det er både dumt og uforsigtigt. Kan det ikke være andet, så tag dem en lille pige ovre i København; vi kender jo alle sammen mandfolkene; de er nu én gang sådan. Men allerhelst skulle de gifte dem... « Erik begyndte at blive lidt nervøs. » Hør nu, kære kammerherreinde — skal vi ikke tale om noget andet? De må ikke tage mig det ilde op, men der er ting, jeg ikke gerne taler om — selv med dem, hvis gode hjerte jeg dog kender. « » Nå, ja, ja — som de vil; jeg skal nok holde mig fra det! « svarede kammerherreinden lidt fornærmet. Så gik de over til at tale om kvierne og udførselsforbudet, og det gode forhold var hurtig genoprettet. Da Erik kom hjem, lå der brev til ham fra hans søster om at stå fadder til en dreng. Så rejste han til rom og blev borte i tre måneder. Jørgen gik hjemme og vrissede. Han tog sig ingen ting for. Om aftenen tog han over til dyrlæge Jespersen og kom i reglen halv svirende hjem, hvis han ikke foretrak at gæste Karen sjællænder, som han nu havde lejet ind hos jordemoderen i Dalby. På Havreholm kneb det stærkt med finanserne. Tidligere havde han jævnlig fået hjælp hos Erik, men efter scenen hin sommeraften havde han en instinktmæssig uvilje mod at bede, og Erik skammede sig for at give. Lissy brød sig om ingen ting; hun tog på regning uden hensyn til den finansielle status. De handlende begyndte at blive urolige og generede Jørgen med rykkerbreve og personlige henvendelser. Han henviste dem til godsforvalter Clemmensen på Båstrup, og justitsråden bad dem gå Pokker i vold. Sådan gik det en tid lang. Lissy talte sjælden med Jørgen, og deres pengesorger berørte de aldrig. Lissy lod, som om det ikke kom hende ved, men hun følte, at det måtte gå galt en gang. Man deltog i de sædvanlige middage og jagter. Jørgen passede sig selv; han tog livlig del i jagterne, men åbnede for øvrigt ikke sin mund i godt selskab, og det var også det heldigste. Lissy var smilende og elskværdig mod alle og lod, som om skumlerierne ikke angik hende. Inderst inde ærgrede de hende dog, men hun gennemgik en udvikling, der skærpede hendes blik og gav hende en evne til at optræde i forskellige forhold, som ingen skulle have tiltroet den tidligere så stilfærdige toldforvalterdatter. — skovrider Hansen sad i sit kontor på Skovly og svedte over reguleringen. Den satans regulering — det var noget, de asener af forstkandidater havde fundet på for at tjene penge og gøre sig vigtige. Nu var hele stamhusets skovareal reguleret, og penge havde det kostet. Men nytten — min salighed ikke for 2 mark lyhsk! Men Erik ville have det således, og Hansen var jo kun en tjener. Når han gjorde denne bemærkning, så han uhyre vigtig ud. Det betød så meget som: men det er s’gu alligevel mig, der er manden! En gang imellem måtte han bøje sig, og så tog han gerne revanche ved at forsøge på at ærgre livet af forstkandidaterne, medens de udførte arbejdet. Hansen var nemlig i tiere henseender en særling, og han havde kongelig konfirmation på det. han havde kun forst- og jagtbrev og var oprindelig som ganske ung kommen til den g

1878_Anonym_CarolineBoehmensFrygteligeSvoebeEllerEtGammeltBjergslotsHemmelighed

Caroline

Frygtelige Svøbe Eller Et Gammelt Bjergslots Hemmelighed

Bøhmens

Boehmens

Frygtelige Svoebe Eller Et Gammelt Bjergslots Hemmelighed

female

1878_Anonym_CarolineBoehmensFrygteligeSvoebeEllerEtGammeltBjergslotsHemmelighed.pdf

anonym

Caroline, Bøhmens frygtelige Svøbe eller Et gammelt Bjergslots Hemmelighed

Historisk-romantisk Fortælling

n

gothic

Jordan

KB

Forf. ikke identificeret

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Begyndelsen til en frygtelig hævnplan. En skrækkelig nat havde sænket sig øver jorden og på den skyfnlde himmel rejste et uvejr sig, der sendte forfærdelige lyn i alle retninger og hvert sekund oplyste det uhyggelige mørke rundt omkring. Stormen jog skyerne afsted og er uveiret forfærdeligt på det flade land, så er det endnu skrækkeligere i bjergene, der ved ekkoet forøger tordenskraldene og lader dem lyde langt vildere. Netop for et lyn fra de mørke skyer og belyste med sit elektriske lys rninerne af et kloster; sky og forskrækket flagrede en mægtig ugle derfra og tudede gyseligt på Toppen af et halv nedfaldende tårn. Endnn en tid rasede uveiret, da syntes elementernes krast af være brudt. Stormen tav, torden og lyn tabte sig i det fjerne, men en heftig skhlregn faldt og få minutter senere strømmede bandet brusende ned i dybet. Nær ved de før omtalte ruiner sad en menneskelig skikkelse krøbet sammen på de hårde stene under en buegang og det så ud, som om hænder, fødder og legeme var rullet sammen i et nøgle. Lidt efter lidt gik den nedstrømmende regn over i et langsommere tempo, til den endelig ophørte. Sky erne trak hurtig bort efter uveiret, himlen opklaredes, smukt skinnende stjerner blev synlige, og månen steg dejligt frem bag skoven. Med et dybt suk rejste den sammenkrøbne skikkelse sig og i den matte belysning se vi en lille mand, der kaster vadsækken, på hvilken han har siddet, over skulderen og griber knortestokken, der har ligget ved siden af ham. „ Hu, hvor her er forfærdeligt i denne ørk, “ Begyndte den lille mand, idet han bedækkede sit hoved med en let hat, og så snart på ruinerne, snart på skyerne, og efter en kort pause og med temmelig høj stemme vedblev han ærgerlig: „ Hvad skal David nu gøre, skal jeg blive her imellem de øde ruiner, eller skal jeg gå ind i skoven, hvor jeg vel heller ikke kan finde andet end en plads, der er aldeles gennemblødt af regnen. “ i dette øjeblik trådte en høh skægget mand frem fra en mur; han havde en bøsse i hånden og råbte i en skarp tone til den forskrækkede vandringsmand: „ Hvem er du, lille stump, hvorledes kommer du herhen og hvad søger du her? “ „ Jeg hedder David og er en omvandrende skræddersvend, “ svarede den lille, der nu var kommet sig lidt efter skrækken, „ og da uveiret nærmede sig flygtede jeg ind i skoven og kom, uden at jeg anede det, til disse ruiner, hvor jeg fandt lidt beskyttelse imod den nedstyrtende regn. “ „ Du har måske til din lykke forvildet dig i skoven, “ vedblev den lange mand, „ thi dersom du længes efter arbejde og god betaling, så har det blinde tilfælde åbnet døren for dig. “ „ Hvorledes skal jeg forstå det? “ spurgte skrædderen, idet han trådte nærmere til den talende. „ Jeg mener “, vedblev ' hin, „ at dersom du vil have arbejde, så er du en velkommen gæst for os, thi vi have længe set os om efter en skrædder, uden at kunne opsnappe nogen. “ Skrædderen stod på tæerne og gav den kæmpemæssige mand hånden med de ord: „ Stop i det går jeg ind på, thi jeg har allerede i mange uger rejst om i Bøhmen og Sachsen og søgt arbejde, men jeg forlanger god forpleimng og god løn. “ „ Det skal du få, “ var svaret, hvorpå manden stak fingrene i munden og lod en stærk piben høre. Få sekunder efter det givne signal trådte en anden mand frein, der ikke syntes lidet overrasket ved at se sin kamerat i selskab med en fremmed, der med sin rejsesæk på nakken og sin knortekæp i hånden frembød en pndsig figur. Den alfkommende sagde i en næsten spottende tone: „ Hvad Pokker, Michel, er der krøbet en dværg freu, fra det underjordiske, vil han bringe oø underverdenens skatte frem for dagen? “ — „ Hold op med din vittighed, Stephan », “ Sagde den lange tilrettevisende, „ denne her er en vandrende skræddersvend, der har lyst til at træde i vør tjeneste. “ „ Nå, det er noget andet, “ svarede Stephano, idet han gav den lille hånden. „ Tag det ikke ilde op, “ tilføjede han venligt. „ Du forekom mig mindre end du i virkeligheden er, og er du ikke stor nok til at være soldat, så er du stor nok til at bruge nålen. “ „ Ikke stor nok til soldat? Har jeg ikke med egne øjne set de lange hvidkjoler desertere for prensserne ved lignitz og jeg ærgrede mig derover og ønskede dem alle Pokker i vold. Jeg har ikke båret musketen, men jeg var kompagniskriver og har været med i mange træfninger. “ „ Godt, godt, “ sagde Stephans godmodig, „ nu kan du følge med mig og jeg skal indføre dig på slottet. “ „ Ind i det der? “ spurgte skrædderen smilende, idet han pegede på ruinerne. „ Så kom da! “ „ Ikke så rask, min ben, “ sagde Michel, „ Du må tillade, at min kamerat binder dig for øjnene. “ „ For Pokker, det er som om jeg skulle føres ind i en fæstning, og senere holde ren mund derom. “ Han blev straks bundet for øjnene og ført bort af dem. Skrædderen samlede tankerne og mærkede snart, at han ikke var over men under jorden, thi snart gik det nogle trin nedad, da en strækning lige ud og da opad. Flere lange minutter var forløbet, da hørte han en dør knirke på sine hængsler, hvorpå der, uagtet bindet for øjnene, skimtedes et svagt lysskær. Derpå hørte han mumlen af forskellige stemmer og da bindet blev taget af øjnene var han i en klart oplyst hvælving, hvor der sad fem a seks mænd ved et bord og røge velbehageligt af deres piber og så nysgerrigt på ham. „ Her bringer jeg en livskræddcr, “ begyndte Stephans, for at stille sine kameraters nysgerrighed. „ Kom her, skrædder og læg din vadsæk, “ Sagde nu en af mændene, „ sæt dig så her hen og fortæl os noget nyt, thi du kommer jo ude fra. “ Den lille skrædder kastede vadsæk og stok og satte sig bekvemt hen til dem med sin pibe. Han fortalte mange eventyr, som han havde oplevet, og da han anede i hvilket selskab han befandt sig, berettede han trohjertet at han i thyringcr-wald var blevet slæbt ind i en hule af røvere og der havde han i flere uger arbejdet for banden. „ Nå, Broder skrædder, “ sagde Stephane efter hans » åbenhjertige fortælling, så kan du let bosætte dig her, thi vi er også frie mænd, der have rystet al tvang af os. “ I dette øjeblik lød en klokke, hvorpå Stephane greb en lygte, tændte den eg løb ud af den dør, igennem hvilken han var kemmet med skrædderen. „ Hvad betyder det? “ spurgte skrædderen, idet han rykkede ængstelig hen til sin nabo. „ Vor høvding vender tilbage med nogle kamerater fra en ekspedition, og du gør bedst i lille kamerat, at sætte dig hen der i hjørnet på din bylt, thi høvdingen må først forberedes på din nærværelse. “ Lydig forlod skrædderen sin plads og næppe havde han sat sig, før døren sprang op og to bevæbnede mænd trådte ind, førende imellem sig en fint klædt mand, der var bundet for øjnene og med hænderne snøret sammen på ryggen. Lige efter den fangne kom en høj, velvoksen mand med grøn frakke og læderbenklæder i smukke støvler. Glinsende sorte krøller omgav det smukke, næste » kvindelige ansigt, en sirlig holdt knebelsbart og store mørke øjne over en fintbøiet næse, gav hele udtrykket noget værdigt og agtelses-. Fuldt. De mænd, der sagde ved bordet havde rejst sig og så ærbødig på grønkjolen, bag hvis ryg stephanno og otte bevæbnede mænd stod. Høvdingen — ham i grønkjolen — var netop i begreb med at give befaling, da hans omsvævende blik opdagede skrædderen. „ Hvad er det for en trold der henne i krogen? “ råbte han, idet han vendte sig til Stephano, „ hvor før man understå « sig at føre en uindviet herind i min fraværelse? “ Stephans hviskedee nogle ord til høvdingen. „ Dersom det er således, så er sagen i sin orden og den lille er mig velkommen; men tænd nu den store lampe i hvælvingen, at jeg kan føre fangen til hans opholdssted. “ En sagte, smertelig stønnen lød fra fangen, døg vare læberne tæt tillukkede og intet ord hørtes. Høvdingen gik foran, efter at han havde kastet et langt blik på fangen, i hvilket bittert had og raseri afspejlede sig. Fra den omtalte hvælving førte en smal gang ind til høvdingens gemak, der var udstyret med en seng og med temmelig komfortable møbler. Fra denne hvælving førte en dyb, nedad. gående trappe, der endte med en jerndør til to gyselige hvælvinger, på hvis vægge man så frygtelige tegn på tidligere udøvede voldsgjerninger, thi begge hvælvinger havde tjent det forhenværende kloster til marterkammer. Hist og her hang rustne lænker i kolossale ringe i hvilke man ved nøjere iagttagelse så blod. I et hjørne lå på jorden en stråsæk og ved siden af samme stod et klodset bord og en dårlig tømret stol. Ved bordet lå en lang lænke, der var forsynet med låse og klokker. På et givet vink blev fangens fødder befæstet dærved og bindet blev taget fra den ulykkeliges øjne. Med gru så fangen sig om og udstødte et hjerteskærende skrig. Røverhøvdingen stod kold og følelsesløs med korslagte arme og så hånligt smilende på den ulykkelige, der skummende som et rasende dyr anstrengte sig af al magt for at befri sig for lænkerne. „ Umenneske! “ Råbte han, da han så, at de svære bånd trodsede hans afmagt. „ Barbar! “ Filføiede han, „ hvorfor har du djævæl revet mig bort fra min ejendom, jeg sværger ved himlens magter, at jeg i dag har set dig første gang, da du lagde dine forbandede hænder på mig. Hvor kan det da være muligt, at jeg kan have fornærmet dig. “ En vild hånlatter lød nu fra høvdingens læber, han rettede sig i vejret og råbte: „ Skurk! tænk på, hvad der tynger på din samvittighed. Mord og mened er det, og for at bevare dig for lignende skurkestreger, skal du tilbringe resten af dine dage her i fangenskab, til fortvivlelse har rystet din hjerne og din sorte sjæl farer til helvede. “ Efter disse ord forlod høvdingen fangen, der rasede som en vanvittig og udstødte skrækkelige forbandelser. senere bragte en af røverne ham et stykke brød og en krukke band. Oppe i den store ' hvælving sagde imidlertid næsten alle røverne om bordet og spiste og drak af hjertenslyst, selv den lille skrædder måtte tage del i måltidet. Høvdingen havde derimod gjort sig det bekvemt i sit gemak og efter at have nydt, hvad hans tjener, Stephane, bragte ham, gik de begge til den store hvælving, for at forhøre skrædderen, der morede dem alle med sine vittige svar og tusinde løjer. Tajatscho, høvdingen, forlod dem døg snart, listede sig til jerndøren og lyttede, men hverken lyd eller larm var at høre og med et trinmferende smil sagde han til sig selv: „ Matheden må have fået magt over ham og han må have kastet sig på lejet; lad ham drømme om at komme op af denne levende- grav, hans håb vil aldrig gå i opfyldelse. “ Han tog derpå en bog ud af skabet og da han havde læst et par historier i den, lod han den falde og med hovedet støttet i den hule hånd begyndte han en sagte enetale. „ Endelig er jeg kommet til målet for mit dristige håb og mit livs skrækkeligste fjende er i mine hænder. Han, som jeg tidligere ærede, er blevet mig en afsky og den glødende følelse, som jeg tidligere nærede for ham, er forvandlet til ^skrækkelig hævn. Ha, hvor den stolte mand teede sig; han, der fordnm hånede både gnd og mennesker, vansmægtær nn i de bånd, som det sømmer sig en dobbelt morder og meneder. Aldrig skal jeg glemme, hvorledes han myrdede min fader, og hvorledes jeg så ham svømme i sit blod. Han, den skurk, gjcnnemborede hans bryst, da han bebrejdede ham hans forbrydelser imod hans eget barn. Ulykkelige fader! dersom du nu fra de høje regioner kan se ned på dit barn, så lad dit blik være nådigt og barmhjertigt, thi dit eget kød og blod er blevet et ondt menneske for at udøve hævn. På ham, på den stolte forbryder kommer hele skylden for hvad jeg er blevet, thi han bragte mig først ved forførerisk tillokkelse bort fra dydens Bei og stødte mig da i den dybeste elendighed, der bragte mig fra mit livs himmel til helvede. “ Her blev Tajatscho forstyrret i sine drømmerier af den lange Michel, der var blevet afløst fra sin post og tog ugenert plads ved hans side. „ Er der forefaldet noget usædvanligt, Michel? “ Spurgte høvdingen. „ Kort før jeg blev afløst hørte jeg fra højen ligeoverfor en stærk piben, der blev besvaret nede fra dalen. “ „ Meget muligt, “ sagde tajatfcho efter nogen betænkning, „ Baronens bortførelse fra hans have har gjort opsigt, thi fra et vindne på slottet råbte en kvinde om hjælp, da vi greb fangen. „ Du er altså af den mening, at man har udspejdet os og er ude for at forfølge os. “ „ Det er sanshnligt, lad Andrae derfor i al stilhed kalde på de udstillede vagter, thi der kunne let finde et sammenstød sted. Her i vort sikre skjul er vi fuldkommen fri for at blive opdagede, thi intet nindviet øje er i stand til at finde indgangen til disse underjordiske hvælvinger. “ Den lange Michel gik og lidt efter kom de udsatte poster tilbage, hvorpå Tajatscho gav befaling til at slukke lampen og til at gå til ro. Baron eichcnhortsts bortførelse var, svin Tajatscho allerede omtalte, ikke sket uden vidner. Den gamle husholderske stod ved et åbent vindne og glædede sig over de smukke blomster i haven, da en skare bevæbnede mænd styrtede frem fra en med buske omgivet pavillon. Endnu ' var hun ikke kommet sig af sin skræk, da hun så baronen med bundne hænder blive ført bort af disse mænd. Hun råbte om hjælp fra vinduet og ilede da ned i gården, hvor hun under vedvarende skrigen samlede alle slottets beboere om sig. Under gråd og jamren fortalte hun, hvad hun var blevet vidne til, hvorpå tjenerne bevæbnede sig og ilede om i haven og parken, for at sinde deres herre, men forgæves. Imidlertid havde hushovmesteren, en gammel, prøvet mand, ladet alle de øvrige slotsbeboerc bevæbne, for at foretage en større undersøgelse med disse og med de tilbagevendende tjenere. En gammel, tro tjener blev sat til at passe på slottet og hele hoben drog derfra til skovridderboligen, der lå noget borte på en klippeskrænt. Den gamle skovridder, Kuno, sad netop med sine to jægerdrenge ved aftensbordet, da toget kom, og stiv af forfærdelse hørte han om den skrækkelige forbrydelse, der var begået. Hurtig sluttede han sig til dem og de gik derefter alle ind i skoven. Det frygtelige uvejr brød imidlertid løs og ængstelig søgte de beskyttelse bag klippevægge og træstammer. den nedstyrtende regn og mørket hindrede videre efterforskning og den gamle skovridder lod da sin pibe lyde til tilbagetog, hvilket den ene af jægerdrengene, der havde vovet sig ned i dalen, besvarede. Det var den piben, som Michel havde hørt på sin post. „ Har i måske spor på pakket! “ spurgte hushovmesteren den gamle forstmand, som han fulgtes med. „ Vildttyve, ja vel, “ var svaret, „ jeg har allerede længe været på spor efter dem, døg det er også muligt, at en bande er skjult i de mange huler og svælg her er i skoven og i bjergene. Vi må søge i morgen i de gamle fjeldkløfter, så finde vi nok sporet. “ „ Det er mig ubegribeligt, at man har kunnet slæbe baronen bort fra hans egen have. “ „ Det gør vildttyve ikke, mcm derimod røvere og mordere, som måske vil fordre høje løsepenge. “ Under disse og lignende samtaler nåde man tilbage til skovridderboligcn, hvor de tog afsted med den gamle skovridder, efter at have aftalt om strejftoget den næste dag. den følgende morgen gik Tajatscho med Andrae ud for at spejde, og efter at have givet ham besked om, hvad han skulle foretage sig, sneg Tajatscho sig langs et lille vandløb henimod skoven. Han standsede her ved et svælg, da han tydelig hørte forvirrede stemmer inde fra skoven. En hund styrtede frem imod ham, men i et nu knaldede hans bøsse og skovridderens yndlingshund lå død, imedens havde tajadscho i en fart skjult sig bag et klippestykke og så hånligt på skovridderen og hans følge, der nu vare visse på at træffe gjerningsmauden. Imidlertid nåde han lykkelig indgangen til hulen, trykkede på en fjeder, hvorved klokken gav underretning om hans ankomst. Andrae gik det derimod en del uheldigere, døg idet han blev opdaget og jaget fra flere siderlykkedes det ham endelig efter megen anstrengelse at nå ud på landevejen og komme til et lille værtshus, i hvilket han kendte værten. „ Wendelin, “ råbte han, da han trådte ind, „ jeg søger frelse i dit hus, thi mine forfølgere ere i hælene på mig. “,, nu så hurtig her ind i kammeret, “ svarede den tiltalte. „ Kast hurtig dine klæder og tag mine gamle lærreds benklæder og min gamle kittel på og så udgiver jeg dig for en stakkels idiot, som jeg af barmhjertighed har taget i mit hus. Nu går jeg ud i ' ' køkkenet, for at give min kone besked. “ Imidlertid kom de mange bevæbnede mænd, anførte af grev radetzky, der havde sluttet sigdned sine folk til Kuno ind. De lagde straks mærke til Andrae og spurgte værten om ham, men svaret lød, en stakkels idiot, der her spiser nådsensbrød. „ Hør Wendelin, “ begyndte grev radetzky, „ kommer her ikke mange i dit værtshus '? “ „ Knn en del fattige bønder og undertiden nogle zigennere. “ „ Læg aøcerke -til, Wendelin, af jeg giver den, der kan finde røvernes tilflugtssted hundrede dukater, og den der finder baronen, som er min svigersøn, giver jeg også hundrede dukater. “ ' „ En smuk sum, den havde jeg nok lyst til af fortjene. Efter af have talt lidt indbyrdes gik mændene og et tilfreds smil spillede om andracs mund, da han så dem forsvinde i skoven. I en hast fik han sit eget tøj på, tog afsked med Wendelin og blev kort efter med glæde modtaget i hvælvingen, hvor man allerede havde troet af han var fortabt; men da han fortalte sit eventyr rystede man hans hånd og roste hans snildhed. Tajatscho gik nu ned til baronen, der lå rolig på sit leje og sagde: „ Eders svigerfader, grev radetzkp, giver hundrede dukater til den, der overgiver eder til ham. “ En stråle af håb oplivede fangen og bævende svarede han: „ Jeg vil fordoble summen, dersom jeg igen får min frihed! “ „ Ikke for alverdens guld får du din frihed, din dom er afsagt, kun som lig kommer du ud af dit fængsel. “ „ Menneske eller djævel! hvem du også er, hav døg forbarmelse! “ Med korslagte arme og hånligt leende forlod den strenge høvding ham og befalede Stephano at sige til Andrae og Michel, at de den næste dag skulle med ham på tog, imedens kunne de andre gøre sig en lystig dag i Wendelins værtshus. Neppe gryede dagen før han iførte sig en meget kostbar dragt, som på den tid blev båret af de fornemste folk, tog kårde ved siden og flere pistoler i lommen. Han gav Stephano flere ordrer og forlod med sine to ledsagere hvælvingen for først at spise frokosf hos Wendelin, hvem han mældte sin øvrige bandes ankomst og bad ham sørge for, at de ikke bleve der alt for længe, derpå tilføjede han: „ Vi tre gå til kranan, der er jo marked i dag. “ „ For Pokker, “ afbrød Wendelin ham, „ der havde jeg også forretninger af afgøre og i kunne gøre mig den store tjeneste af bestille et fad vin hos jøden Abraham Hirsch. “ Det træffer sig udmærket, “ svarede Tajatscho, „ thi jeg skal også handle med jøden og mine sager, en del klæde, bliver sendt til dig. Andet kapitel. Overlistelsen. I et af de største gæstgiverier „ Den sorte navn “ i kranan var i middagsstunden stor travlhed, thi mange af de fornemste familier fra omegnen vare her forsamlede, for efter af have bivånet markedet, af indtage et overdådigt middagsmåltid. Fintklædte damer og herrer underholdt hinanderi livligt om det velbesatte bord, da en ung. smuk herre trådte beskeden ind og satte sig på en ledig plads. Ligeoverfor sad grev radetzkh, der med misundelse så, hvorledes han blev beundret af damerne, og ikke i stand til af beherske sig længere, spurgte han i en fornem tone den fremmede. „ At se til er Herren fremmed her. Hvorfra og hvem er de? om man for spørge. “ Tajatscho, thi ham var det, kastede et temmelig hånligt blik til greven og svarede stolt men roligt: „ Jeg er en fremmed, men et menneske, man er vant til af behandle med høflighed. “ Greven bed sig ærgerlig i læberne, men tav, da han så, af mange ved bordet misbilligede hans opførsel, og da Tajatscho i det samme rejste sig og forlod værelset hævede flere stemmer sig, for af dadle greven, også hans datter gjorde det, thi den fremmede havde gjort indtryk på hende. Berten kom lidt efter og man erfarede nu, af den unge herre var en meget rig ungarsk adelsmand. Tajatscho var, sværgende radetzky hævn, imidlertid truffet sammen med sine kamerater, gib med dem til jøden, med hvem de aftalte det fornødne med hensyn til varerne, hvorpå høvdingen hviskedee ham noget i øret og fordrede bestemt opfyldelse vin fire dage. Andrae og Michel nøde en lang tid markedets glæder og trætte vendte man om aftenen tilbage, for tidlig den næste morgen af begive sig på det aftalte tog, der skulle lede forfølgerne vild, da man ville henføre skuepladsen til et punkt temmelig langt borte fra de underjørdiske hvælvinger. Tidligt den næste morgen gik høvdingen med tyve mand til det bestemte sted, en slette, bag hvilken høje bjerge og dybe svælg strakte sig. Herfra havde man vid udsigt og et par mænd bleve som post udsatte, for af passe på, når grev radetzky med skovridderen knno og alle de bevæbnede folk nærmede sig, de skulle da affyre deres bøsser og Tajatscho vidste besked. Han fog med de øvrige folk plads på en fjeldtop, for af vente på det aftalte tegn og med hovedet støttet i hånden, syntes han fordybet i eftertanke. Michel vækkede ham omsider, da skuddene løde nede fra dalen, og alle sprang op, for af vente posterne, der endelig viste sig og gav høvdingen den beretning, af greven med en del bevæbnede bønder og jægere havde gjort holdt tusinde skridt fra dem, sansynligvis for af vente på knno. Endnn havde de forholdt sig rolige, men da den gamle skovridder stødte til dem, havde de affyret bøsserne. „ I have gjort eders sager godt, “ sagde Tajatscho, og lod sine kamerater slutte en kreds om sig og tiltalte dem: „ Bed nogle bøsseskud ville vi lokke greven med hans følge op i bjergene, døg, inden en Aland får saft fodfæste her, trække vi os forsigtig ned i kløfterne. Det er nok et farligt stykke arbejde, men jeg kender en sti, der fører bekvemt derned, der ville vi opsøge en plads, hvor vi kunne skjule os og er greven og hans folk så dristige af ville følge os her, så skulle i se, hvorledes jeg skal sende ham hjem med en lang næse uden et eneste skud. “ Her tav Tajatscho og glædede sig et øjeblik over nøvernes forundrede udseende, thi ingen havde forstået hans tale. „ Stil eder bag klippen! “ lød nu Tajatschos befaling, jeg synes af høre hundegjøen, og dersom et sådant bæst kommer eder nær, så skyd på det, men lad eder ikke se af fjenden. “ „ Nu komme de! “ sagde Andrae. Efter af de havde fyret deres bøsser af befalede Tajatscho dem af følge sig og en tæt skov optog ham og kameraterne, hvorfra de ubemærket kunne se, hvorledes fjenden forsamlede sig oppe på den smalle bjergkam og syntes af holde råd der. „ Det er et forbandet terrain, skovridder, “ sagde grev. Radetzkh deroppe til Kuno, som svarede: „ Jeg tør sætte mit hoved på, af de er steget ned her og af de have skjult sig i skoven, men her er grænsen for deres gebet, og vi tør ikke godt gå ind på fremmed grund. “ „ Hoho! “ lo greven, „ vi er på spor efter en røverbande, gamle! det forandrer sagen. “ „ Kom efter mig i “ råbte skovridderen, men vær forsigtig, thi denne lille sti fører til skoven, men her er dybe afgrunde ved siden. “ Efter en besværlig nedstigen nåde de endelig en fri plads, ved enden af hvilken en mand i jægerdragt pludselig kom til syne med begge hænder støttet til sin bøsse. Et stort, rødt skæg og ildrødt hår gav jæ ' gercn et afskrækkende udseende og han brølede til hoben: „ Hvor tør man bryde ind i mit jagtrevier, har man ikke plads nok i sit eget? “ Den gamle Kuno hviskedee til greven: „ Det er fyrstens skovridder, han er nylig kommet hertil, og er skildret for mig som en rødhåret mand. “ „ Det er gødt, “ og idet han vendte sig til skovridderen sagde han: „ Vi er på spor efter en røverbande, som må drive om her, da der for lidt siden faldt flere skud. De have flæbt baron eichenhorst bort fra sin ejendom i går. “ „ Det er snarere en zigennerbande, der vil have løsepenge, og skuddene i have hørt er formodentlig vildttyve, for dem er her nok af, “ svarede den rødhårede og forsvandt ind imellem træerne. Tajatscho tog den røde paryk og skæg af og lo venligt til sine kameratcr, der vare samlede om ham da han kom ind, idet han udbrød: „ Har jeg ikke holdt ord og jaget hoben bort uden et skud. “ „ Det er et mesfersfykke! “ råbte flere af røverne i munden på hinanden. Derpå begav man sig på tilbagevejen, efter at have ført fjenden på vildspor. tredie kapitel. Forføreren. På grev radetzkys slot var nu, efter baron eichenhorsts fangenskab, indtrådt en pludselig ro. Eugenia, grevens eneste datter var jo forlovet med baronen. Greven skulle foretage en rejse, der i det mindste ville vare et par uger og han ønskede gerne, at hans datter ledsagede ham, da egnen jo var usikker, men hun vægrede sig bestandig, og da hun fra barn af var vant til at få sin villie, lykkedes det også denne gang; hun blev ikke hjemme af sorg over sin forlovede, thi den forbindelse havde hun kun samtykket i for at tilfredsstille sin ærgerrighed eller af lune. Baronen havde haft en hemmelig kjærlighedsforståelse med sin skovridders datter og han havde måske indgået en misalliance med den smukke Caroline, således hed skovridderdatteren, dersom grev nadetzky ikke havde givet ham udsigt fil en forbindelse med sin datter, hvis skønhed også havde fængslet ham. Greven vidste om denne forbindelse og gav baronen det råd, at jage den gamle skovridder bort og give datteren en sum penge. Dette var også sket og da den gamle skovridder bebrejdede bellystningen hans forbrydelse, blev denne så rasende, at han gjenncmbvrede den stakkels mand. Forlovelsen med Eugenia blev nu sejret og formælingen var allerede. bestemt, da baronen, som vi have set, blev overfaldet og slæbt bort. Eugenia havde ikke lidt derved, da hun ikke elskede ham, og siden markedet i kranan var hun som forvandlet. Den unge, smukke ungarer, som hun havde set ved middagsbordet i „ den sorte ravn “, havde først åbnet hendes øjne og hjerte for hvad virkelig kærlighed var, og vågcnde og drømmende omsvævede hans billede hende. Nogle dage efter faderens afrejse stod Eugenia på balkonen og så en elegant bogn køre for slottet. Lidt efter trådte tjeneren ind og mældte: „ Nådigste komtesse, en stadselig vogn holder for slotsporten og en fornem herre, der sidder i den, beder om tilladelse fil at bese slottet og dets nærmeste omgivelser. “ Engenia var forvirret, hun vidste ikke selv hvorfor, og stammende spurgte hun: „ Hvem er den herre, beskriv mig ham? “ „ Det er en smuk, ung mand, og efter klædedragten at dømme er han ungarsk adelsmand. “ „ Så sig, at jeg i min faders fraværelse giver ham den fuldstændigste frihed, og at jeg ønsker at hilse på ham. “ Med et hemmeligt smil begav tjeneren sig til den fremmede, der straks fulgte ham. „ Min nådigste komtesse, “ begyndte han, idet han bukkede dybt, „ mit navn er Edmund von sternfeld, Ungarn er mit fødeland, hvor jeg har store ejendomme, men da jeg har mistet mine forældre, har jeg for at adsprede mig foretaget denne rejse, dog har jeg også en anden hensigt med den. “ „ Hvorledes? “ vovede eugcnia at spørge med sitrende stemme, „ at ° rejse er en fornøielsessag, hvorledes kan de have en anden hensigt med den? “ — „ Se ædle komtesse, iblandt mit lands døtre har jeg ikke fundet nogen, der svarer til mine ønsker, men da jeg kom til Bøhmen bragte tilfældet mig,, hvad jeg forgæves havde søgt. “ ved de sidste ord kastede ungareren et overmåde ømt blik på engenia, der bævede lidt. „ Denne hulde blomst, som jeg har fundet i Bøhmen, “ sagde ungareren med stigende varme, „ er den ædle komtesse engenia von radetzky, som jeg ved det første blik elskede. “ Idet han faldt på knæ, vedblev han ømt: „ Optag en ærlig mands bekendelse oprigtig og sig mig, om de vil besvare min inderlige kærlighed og række mig deres hånd. “ Engenia havde ikke håbet på en så uventet lykke, hun stod som truffet af lynet og kunne, ikke svare. „ Skal jeg udtyde denne tavshed til min lykke eller ulykke? O tal, du min hjertes tilbedte, skal jeg holde mig for den lykkeligste iblandt dødelige, eller forstødt af dig se mig dømt som forbryder? “ „ Dersom deres læber taler sandhed, så kan jeg ikke modstå så megen hyldest, stå op, jeg er deres. “ Hurtig sprang elskeren op, sluttede engenia stormende i sine arme og et Kys beseglede to hjerters forbund. Engenia førte nu den elskede ind i spisesalen, hvor en udsøgt frokost ventede dem og under livlig samtale indtoges mållidet, hvorpå det ømme par gjorde en tur i haven og omsider hvilede i en yndig pavillon. Den sninkke ungarer havde kækt lagt sin arm om den unge piges Hals, der ligeså fortroligt hvilede sit hoved på hans skulder, imedens han trykkede hendes hånd, på hvis finger en kostbar diamantring funklede. „ O dyrebare Eugenia, “ begyndte han, „ har de fået denne ring af deres elskede, baron von eichenhorst? “ „ O jeg beder, nævn aldrig det menneske, dog hvad ringen angår, så er den et arvestykke efter min moder. “ „ En dyrebar erindring måske, ellers ville jeg have bedet min himmelske Eugenia om at give mig den som et pant på hendes kærlighed. “ Ilden at svare et ord trak Eugenia ringen af og idet hun med sænket blik gav den til den forbavsede ungarer, sagde hun: „ Tag den skat, som jeg har fået af min moder og lad den være en talisman for vor kærlighed. “ En glødende omfavnelse og et langt Kys fulgte, hvorpå han satte en ligeså kostbar ring på hendes finger. „ I morgen, “ sagde ungareren derpå, idet han stod op og blidt skød den smukke pige fra sig, „ er jeg igen hos dig, dog må jeg nu, dyrebare Eugenia, bryde op, thi jeg har vigtige forretninger ut afgøre. “ „ En mand, der rejser for sin fornøjelse, hvad kan han have for forretninger her iblandt fremmedc? “ Spurgte komtessen skuffet, thi hun havde smigret sig med at have ham hele dagen hos sig. „ Da jeg i dag ville køre herhen, “ svarede han, „ kom min inspektør fra Ungarn, for at så mit samtykke i et vigtigt anliggende. “ „ Men i morgen beder jeg, at Edmund von sternfeld bliver her længere end i dag. “ Med disse ord fog Eugenia den tilbudte hånd og parret forlod haven og fog afsked med hinanden under mange omfavnelser. Tajatscho nåde snart derpå sin hvælving og efter at have lukket døren omhyggeligt, åbnede han den store kasse, der indeholdt hans garderobe, og fog en pakke frein, som han lagde hen på bordet. Der var i den en hel kvindelig dragt og han begyndte at iføre sig den, idet han omhyggeligt fog spejlet til hjælp. Efter at have skilt sit lange, krøllede hår og kastet det tilbage over nakken, fjernede han det kunstige overskæg, og billedet af en smuk kvinde kom til syne. „ Nu vil jeg et øjeblik igen være det, naturen har skabt mig til, og vise mig for den elendige, der har revet mig fra min himmel og hånlig stødt mig ned i helvede. “ Ester disse ord drøg hun et langt slør for ansigtet og langsomt gik hun hen til baronens svagt oplyste fængsel. Da den ulykkelige hørte sit navn udtalt af en ham bekendt stemme, for han op og stirrede på den tilslørede kvinde. „ Hvem er du? “ råbte han bævende, „ kommer du, for at befrie mig fra mine bånd, eller for at glæde dig over mine kvaler? “ Uden at svare et ord, faldt det sorte slør til jorden og med råbet „ Caroline! “ bedækkede baronen ansigtet med begge hænder og tumlede tilbage på lejet. „ Kender du mig, skurk? så må du tilstå, at du har fortjent en hård skæbne. Ja, elendige, jeg er den » lykkelige Caroline, der lod sig bedåre af dine falsfe eder og faldt som et offer for din dyrisfe vellyst. Du, nun ulykkelige faders morder, griber fortvivlelsen ikke dig, når du tænker på det skrækkelige øjeblik, da hans varme hjerteblod strømmede over dig, da din forbandede hånd nedstødte ham, fordi han føreholdt dig din forbrydelse? “ „ Caroline! “ råbte baronen gysende, „ forbarm dig og dersom du formår det, da giv mig friheden, og jeg vil gøre alt godt. “ En spottende latter fnlgte på barønens sidste ord og idet hun hævede hånden som til ed, svarede hun: „ Nåde og barmhjertighed forlanger du af mig, som du har trådt med fødder og styrtet ned i den dybeste elendighed? Ha! kan du igen give mig det højeste klenodie, som du har røvet fra mig, min uskyldighed og min ære? Kan du give mig min fader igen, som du har myrdet? Kan dn kalde min moder tilbage, der døde af smerte over din forbrydelse? Derved er jeg også henfaldet til de mørke magter, himlen er for din skyld blevet lnkket for mig og helvedes porte er åbne. Frygtelig hævn svor jeg dig i hin stund da min faders blodige lig lå for mine fødder og helvede være takket, mit hedeste ønske er gået i opfyldelse, du er uigenkaldelig henfaldet til min hævn. “ Endnu engang lød navnet Caroline fra barønens bævende læber, og som en furie hævede kvinden sig og råbte med frygtelig stemme: „ I dag har du for sidste gang set mig i min sande skikkelse, thi for verdens øjne er jeg ikke mere Caroline, den svage kvinde, men en mand, hvis navn skal nævnes med gru. Navnet „ Tajatscho “ Skal for de st

1882_LieJ_GaaPaa

Johan

Gå På

Lie

LieJ

Gaa Paa

male

1882_LieJ_GaaPaa.pdf

Jonas

Lie

no

Gaa paa!

Sjøfortælling

y

roman

Gyldendal

KB

OBS: Oversættelser nederst på siderne

pdftxt

nan

nan

O

I. Gamle Jan Juhl i åfjorden. — sildekongen. —by gdekongen. Ygtet gik indover fjordene, at en underlig fisk var fanget 1 den var så og så beskaffen, nogle sagde ni, nogle atten alen lang, nogle endnu længere. Den var taget i fjæren på udsiden af karmøen, var oventil blinkende blå, violet og purpur-rød ligesom en funklende regnbue, under skinnende hvid som sølv, og den havde et mærke som en ildfarvet krone på hovedet. Man mente, det var sildekongen, og at det betød ustyrteligt rigt fiske 1 store og små samlede folket sig, hver gang der kom en båd udenfra, hen over de isede, halvbare, blæsende Hauger, hvor de bedst kunne se ud i fjorden, — i topluer og skjorteærmer, i skørt og særkeliv, slig som hver just kom fra arbejdet. Det så ud med forsamlinger som på helgedags eftermiddager på det nær, at ingen nu tænkte på dragten lige overfor naboer og grændfolk. Der gissedes og mentes og spåedes og dømtes og formodedes... Der var med de stigende rygter begyndt at komme som en ild i blodet.. lidt af en guldfeber, hvorunder fantasierne hidsedes og sattes i vild gang. Efter to, tre nedslående uår i sildefisket var spørgsmålet igen om at sætte ind på det og vove den af deres små jordlapper surt fortjente skilling. Husmændene ville komme til at sælge eller pantsætte sin ko og halve mandslod for sjøklæder og nistemad, lejlændingen og bonden til at sælge hesten, gøre obligation og udtømme sine sidste resourser til båd- og folkeudstyr, til garn og notehyre, — alle til at prøve krediten hos landhandleren til det yderstel... Nogle stod hang, høj. Toplue, tophue. Grændfolk, nabofolk. Nistemad, proviant. Not, våd. fortænkte, andre snakkede ivrigt løst hen; men, at de eventyrlige forventninger var begyndt at gære, hørtes allerede på yttringer både her og der: » Det var nok ikke for ingenting, at alle » Perlebåndene « lå og rak i fjorden førmikkelsmesse, — som bare blanke, røde sildeøjne, rad i rad; det varslede notestæng! « » At der ville komme noget efter sildekongen, kunne nok nogen og hver skønne! Du skal se ud, når gammelhunden gør «... Der blev mere og mere som en elektrisitet, en svindel, i luften! Jo længere rygtet gik ind igennem fjordene, desto underligere blev det i folkemunde, så underligt tilslut, at, da det bøjede om Odder og næs og opigjennem de trange sidefjorde, var det blevet til et » Ildstegn set på himlen «, — » en fisk med et stort ris efter sig «. Det var først inde ved hammernæs, at sildekongen helt døde og forvandledes til noget i luften, — ligesom det overhovedet var der, at alle stærke rygter udenfra blev stille og dovnede af; thi gamle Jan Juhl ville nu engang ikke bak, drev. Notestæng, indstængning ( af sild ) med våd. vide af, at landfolket skulle drive sjøbrug og » fare nar « mangfoldige mile udover for at » sætte til på ville havet «. Og når den gamle på hammernæsset rystede på hovedet af noget, så troede ingen, som ville holdes for sindig, det i den bygd. Det var overhovedet noget af det sidste, Jan Rejersen jubl gjorde i dette liv, at han fik stilnet af dette » forvildende rygte « og sin bygd bevaret fra den ulykke; thi ikke otte dage efter døde han af et hjerteslag, netop som han sad og røg sin pibe nede på bænken ved hammernæsfuruen. Fra hammernæsset skar den bygd, som kaldes åfjorden, sig afsides og forgjemt østover ind imod højfjeldet, først som et stykke trang fjordarm, men oppe i annekserne omrandet af skavlede blåfjelde. Her fandtes ikke blot gamle sagn og slåtter og ølboller med indskrifter og gamle mærkelige stabure med snitværk, men også et helt indestængt, gammelmodigt folkefærd med forvoksede store træk og udprægede forstandsansigter, — stadig i hinanden indgiftede siæg- skavlet, bedækket med høje snedriver. Slått, Melodi. ter! En frenolog ville hos kvinderne have fundet et » Søk « eller indsænkning i forhovedet, lig indsunkne tagåse efter lange tiders tryk, oppe i fjeldbækkene gik ørreten forældet og storho’det — hovederne så svære som en trediedel af kroppen og med moseknuder på—, fordi ungdommen aldrig fiskede, og' arten manglede fornyelse! I de trange revner og afkroge af sæterlider, der alle led af formegen skygge og forlidet sol, gik kjørene kummerlige og små med skarpe hofteben, — produktet af hundredårig suitefodring og luftløse fjøsl sågodtsom hver tredje ko var en- eller stubhornet, — racens alder gjorde dem hornskjøre. Folket mente, det kom af, at de stangedes om beitet med de underjordiskes kør. Her skræmte budejerne hverandre på lyse sommerdagen med, at børn pludselig forsvandt under dørhellen med » Tussen «, eller fortalte om, hvordan det havde let og fniset ad dem fra skogholterne, og hviskedee ængstelige om stål og vigsel mod troldskaben. Endogså hestene så grå og lange og gamle ud i hovedet; de drog sig hjulbenede frem foran kærrer, der gik på knarrende, lid, bakkeskråning. Bejte, græsning. Vigsel, indvielse. Dørhelle, dørplade. Tusse, nisse. svære træhjul, hvori akserne sad faste og drejede sig rundt med — ligesom på Abrahams tid! Ja, lige til griseslaget syntes alt her at have lidt af indgifte, — langbenede, langtrynede, magre og forfølgelsessyge, som de for lig pilsnare hurtigløbere omkring mellem husene. De syntes egnede til direkte at levere de jernhårde, spegede, harske, ti—tyve år gamle skinker, der hang som klenodier på staburene. i denne bygd var primstaven endnu intet overvundet kalenderstadium. Man inddelte i al ro fremdeles årets gerning efter den, både » Håballen « og » Vinterdag «, og mange lagde samvittighedsfuldt bådene op nede i fjordfjæren ved » Helgemesseleite « første november, » da søfarten skulle ophøre «. Den nedre ende af dalen skulle egentlig, som mange af dens brødre på de kanter, have endt med et stængende ferskvand; thi en sådan bygd har trang til et lås. I dets sted havde den fået sig tildelt en liden trang fjordarm, der fortsatte sig ud i den store fjord og stabur, stolpebod. ‘ håballen, tiden mellem såningeu og høbjergningon. endte i det vide verdenshav — langt, langt udenfor bygdens idékreds! Men en sådan bygd har, som sagt, en mægtig trang til et lås. Og just som en sådan gavnlig slå og prop for enden af den sad gamle Jan Rejersen Juhl på hammernæsset — ligesom hans far og hans far igen før ham, — indtil han nu i høst var gået bort. Der gik et suk, -dumpt som indeni et hult tøndespunds, opefter dalen: — » Javist var det et tab, — han far Juhl ja! « Han var af juhlernes vidtløftige slægt, — ikke den gren med de to u-er og søhelten i; men den, som skriver sig med » h «. En af familjen, en sømand, der havde tjent sig rig i Holland og nede på batavia, havde for halvandet hundrede år siden eller mere lagt sig til mange gårde i åfjorden, — et helt gods. Og det var mærkeligt, hvormange lange, stærke, magre juhlefigurer med skarpe, rette ansigter og lyst hår og tilsvarende høje, smukke, lyshårede kvindfolk der var at se mellem bygdens ellers mørke og undersætsige befolkning! Siden havde familjen levet på at formere sig og dele og spinde sig fast her inde i krogene, indtil den tilslut var forsvundet nede i den navnløse almue igen eller, — som de Juhler, der nu mindst siden forrige århundrede havde holdt sig på hammernæs, gået op i menneskeligt stargræs og stivsind. Han far Juhl jal-------------der stod den lange, grå, enetages, midt over tagryggen af alder indsjunkne bjelkebygning igen med de små forsømte blyruder i de yderste vinduer over kålhaven og de indsatte nye, lidt større, hvidkittede på begge sider af gangdøren. Henover den grønne fladmark sled enkelte seje tynde bjerkestammer sine løvdusker i vinden! Men ellers var der kun kroget vegetation, kroget gider og Bjerk på begge sider opefter bækkene i fjeldet, krogede bjerkelunde, der ligesom sad på hug bortover de vindhårde Hauger. En strækning nedenfor blusene, der engang var emnet til en herremæssig stor frugt. Have, stod nu med krogede sure træer, små ribs, dårlige stikkelsbær og levninger af lysthuse, overgroede med humle og Nelder, hvor hønsene kaglede og værpede. På Haugen stod en svær, knudret kubbe- gider, el emn et, bestemt. Vterpe, lægge æg. furu og strakte sine vredne arme og grene imod vinden med en gammel rundbænk om foden... Der sad han far Juhl timevis og røg tobak og flyttede sig og så efter bygdens både, som roede og sejlede ud til landhandleren ved næsset tvertover og derpå med forrettet ærinde indover igen. Og folket vidste, at han sad der og kendte dem, hver og en, og passede på og altid fik vide, hvordan det stod med regnskabet derover. Der gik nok ikke meget for sig i bygden uden far Juhls råd og lovl deroppe stod bygningen som før; men manden, bygdens lås, var borte. Og bygden roede forbi og undrede sig og ventede på, hvad der nu skulle ske! Begravelsen var holdt med stor ære, — et gravøl, som spurgtes vidt om i fjorden som altid, når der var gravøl over en Juhl! Bagefter var der blevet så stille... og at hammernæs ikke mere skulle ejes af gamle Jan Rejersen men af unge rejer Jansen Juhl, det var derom tankerne drejede sig både på gården og nede i bygden... Man var alt helt indunder jul. Vejret derude havde med et fra østenkulde og frost vendt sig til sydvest med tøvejr, så mildt, at det dryppede af tagene, og man satte træbaljer under renderne for at samle regnvandet til vasken og ludefisken. Den gamle gård fik den egne vastrukne tøvejrskolør i bjelkeværket med svulne vinduskarme. Hist og her stod bjerkelundene med deres krogede, hvide, vredne stammer i den kramme sne med grene så sorte og triste som sopelimer eller skolemesterens ris. Budejen, gamle Jorun fra opbygden, kaldte dette vejromslag før jul for » Lefsetøjren «. Og lefser kjevledes og bagtes der nu i bryggerhuset af husmandskærringen nede fra vigepladsen med stor flid; lys var støbt, julefisken fisket og juleøllet, om end kanske lidt mindre stærkt end vanligt, som enkeøl rettelig bør være, både brygget og haft på tønden. Derinde i stuen sad enken og nøstede af garnvinden henne ved kakkelovnen, af hvis røde, sprukne mund det begyndte at lyse og spille i skumringen. Ludefisk, bergefisk; vastrukken, vandtrukken. Svullen, udbulnct. Kram, klam. S o p elim e, fejekost ( af birkeris ). Budeje, » Malkepige. Let se, blødt fladbrød. Kjevle, rulle ( deig ). Nøste, nøgle. det var en statelig skikkelse, der viste, at hun havde blod af de stærke, urolige ramstadfolk øverst oppe i dalen — et ansigt, stort i trækkene som af træ med et tørklæde om det grå hoved; hun var en tremenning, han af slægtsinstinkt havde giftet sig med. Det store, halvmørke, lave værelse med de af vægten krummede langbjelker under loftet havde en skindsofa med et lidet spejl over, et slagur i en trækasse henne i det ene hjørne, hvor tobakspiberne hang med de efterladte forbidte mundstykker, og en brun skjenk med malede roser af bygdens sort i det andet. Mellem vinduerne stod det nedslåede brune klaffebord med systen og søm på, medens simple grantræs stole, og deriblandt nogle højryggede med skindbetræk, var stillet i soldaterrækker rundt om væggene, ladende hele det umalede gulv med de brede, kvistede planker af fjeldfuruen og de lange, sandfyldte, mørke sprækker frit som en eksercerplads. Fra væggen så nogle udblegede arvede skilderier ned på den: — et af fluer sortprikket, gulnet tremenning, næstsøskendebaru. Kl affeb ord, slagbord. K vi s t e t, knastet. kobberstik af et krigsskib, hvorunder stod: » Generalgouvernør swardecroon, batavia 1720c, — samt et af Carl Johan ved dennewitz. Den store kvindeskikkelse, som nøstede henne ved ovnen, sad sammensunket i ryggen lig en af de tunge arbejdsheste, der et pust hviler den ene side og det ene ben for læsset i bakken. Hun sukkede af og til, og det svarede henne ved vinduet, hvor den seks syv og tyve-årige datter, lang og smal som et strå, sad med hovedet indkilet i vinduskarmen og syede ved den sidste lysning af dagen. De vekslede ikke et ord, medens garnvinden tog i med fornyet hast; — de to fruentimmer sad blot og ventede ligesom hele bygden på, at noget skulle ske! De måtte vel snart høre fra sorenskriveren om boet; det skulle komme før jul... De havde sine tvil hver for sig. Det var to forstandig anlagte naturer, som kun ikke havde vovet at tænke, så længe deres husbond og far levede og tænkte for dem... og nu sad de fremdeles og tav for hinanden. Men de kunne ikke længere værge sig for at tænke! Post for kun engang om ugen indigjennem fjorden på denne årsens tid, og dette var sidste postdag før jul!... Gamle Jan Juhl hentede rigtignok aldrig posten før et par dage efter, når de med det samme havde bud til landhandleren; men de to fruentimmer vare ikke så tålmodige, som de vare satte der på egen hånd. De tællede timerne... Slaguret henne fra krogen derinde drog sig med en forberedende lyd og slog halv tre. Hvad var det? Den uro, løben og råben nede mellem husene sagde tydelig nok, at der måtte være noget på færde. Skomager jo keg ud af bårstuen med sylen i munden og brættet ved låret. Gamle jørun budeje kom frem i fjøsdøren; et par jenter i røde, lappede livstykker gløttede ud af bislaget ved køkkenet, og ud fra et sodet brædeskjul, hvorfra der havde lydt hammerklinken, kom en sytten—attenårig lang, sværlemmet, lyshåret gut ud i skjorteærmerne og så sig om. Han var kullet i ansigtet og opover de nøgne arme af et geværløb, som han holdt på at reparere og bore med olje. At det var husets søn, var noksom kendeligt på det skarpe, retskårne familjeansigt / bårstue, karleslue. B’jds, kostald. Glatte, kige. Holde på, være i færd med. under den uredige lug og en næse, der så ud i verden med et vist født overmod; den syntes, ligesom selve hammernæsset, at være en udspringenhed, som folk ikke så let kom forbi, uden at måtte give besked; der var noget vist naturbåret, højt opsadlet, spørgende ved den, ligesom ved hele fysiognomiet. Postbåden var netop nu blevet synlig over træerne nede på odden. Det var en sextring med tre mand, der roede, så de lå langflade henefter tofterne, medens stevnen formelig grov sig gennem skummet. I forenden stod oprejst en Stang med en klud eller et stykke lærred ligesom en vimpel! Kursen lå skrås over til poståbneriet... » Syner!... Sildesyner! « —brølede skomageren; han kastede pludselig brættet og sprang udenfor i uldtrøjen og fangskindet. — » Så tidligt! — før jul!... Nå, nu får nogen og hver ude i fjorden fart på sig!.. Nu får nedrevågen greje noterne og garnene sine, før han tænker... Ja nu får nok budejerne derude være med og lug, hovedhår. Sextring, sexåret båd. Langflad, efter hele sin længde. Pangekind, skjødskind. Not ( flt. Nøter ) våd. bøde garn og binde på alt det, de kan, jørun!... Slippe buskapen i fjærenl » — og sådan havde båden med den mærkelige Stang i forskotten nu i de sidste to og et halvt døgn vakt røre og liv på alle steder indover fjorden. På gårde og pladse kom folk ud af husene og stod og keg med hånden over øjnene efter den... Der var ingen tvil... » Syner! «... 'sildesyner i « Og beskeden kom slig, som postbåden førte den, det vil sige, rygter og sandt om hinanden og alt sat i stil og udstyret af de eksalterede fantasier: » Syv otte mile ud i havet nordvest af udsire havde en jægteskipper set søen aldeles grøn og faret over det ene sildebjerg efter det andet; de stod — hele og halve fjerdinger lange — udenfor hverandre i søen som sølvvægge!... En brig fra stavanger havde om natten fået en bræksjø over sig og dermed storbåden og kahytten fuld af fed, sleip, stor sild!... Om kvældene var der fuld » Silde-røde « ude ved havkanten, — hele himlen at se til som en brand! «... Fjerding, fjerdingmil. Sleip, glat, slibrig. udstødt i korte tilråb fra postbåden, tændte det, sætning for sætning, som ild ind igennem bygderne! Rosdrengen, som kørte tømmer oppe i hammernæsmarken, havde set det usædvanlige og drev på » Blæssen « for at nå tilgårds. Hjulbenet, lav med korte forben, af bygdens ægte race, svømmede eller gled den sig frem på bugen halvt som en ål over tuer og buskeholt i den uvejsomme skogsmark med tømmerstokken efter sig, medens den spændte i med de uformelig svære bagben. I den håle hammernæsbrækken stod et basketag, da den var sløvskod; og, da rosdrengen kom ind på gården med den kørt skumsved, var færingen alt gjort flot i søen, og jenterne stod nede i isvejen med søndagstrøjen til ham, for at han straks kunne ro over til poståbneriet efter posten til madamen. Lidt efter så de to kvinder inde fra stuevinduerne båden skyde ud af vigen med to årer, der bøjede sig som siljukviste. Det var ikke silden og sildesyner, de tænkte på; — det var brevet, hvoraf deres velfærd afhang... Rosdreng, avlskarl. Blæssen, den blissede. Hål, glat. Brække ( stejl ) bakke. Busketag, kraftanstrengelse. dette skulle i virkeligheden også blive en afgørelsens dag på hammernæsset 1 —"gaves der nogen ejendom, der kunne opstilles som en mønstergård — for den overleverede vanskjøtsel og for alt det, som heder vanstel i jordbruget derinde i fjordene, så var det vistnok gamle Jan Juhls. Der lå gjødselen ved stald og fjøs åben for luften i solstegen og al slags vejr året rundt. Efter det samme naturlige system bredtes den klattevis udover Marken, idet man overlod resten til Vorherres regn og overrislingen af de bække, som fra fjeldet forsvandt nede i engen og gjorde den sid og sumpig nedover. » Luft og lys i fjøsene « 1.. » Rent? — tilslut skal vel svinene også have vask! « — brummede Jan Juhl. Mange suitefodrede kør og mange ditto husmænd var i hans øjne ensbetydende med en glup velstandsgård. At mad også skulle være penge, og at husmændene åd ham op, hvor slet de så fødtes, var ting, han blot rystede på hovedet af; thi, — » var det så, måtte gården alt være opspist i hans farfars tid! « Vanskjfhsel. Vanrøgt. Vanste ), dårlig drift. Glup, herlig. og, hvorfor den ikke var det, var heller ikke så let at indse, medmindre det skulle være dækket ved de stadige lån eller frasalg af underbrugene, som skaffede gamle lensmand hårstad så mangen klækkelig profit! Købmandsvarerne fra Bergen og hos landhandleren i hammervigen dækkedes også ved stødvise opgør gennem lensmand hårstad. I de par sidste år havde Jan jubl imidlertid oplevet ærgrelser, idet hans købmand i Bergen ikke længere ville lade sit sikkerhedsbrev vige prioritet for et nyt nødvendigt lån. Det var midt under disse forhandlinger, at gamle Jan jubl døde. Og det var dette tryk, der som en dunkel knugende angst hvilte over dem, som sad igen efter ham! Det brev, hvormed rosdrengen den dag kom tilbage fra poståbneriet, blev læst af moder og datter for tillåset Kammer. Det var stille og halvmørkt, der de sad hver på sin seng i soveværelset, -— de h^vde efter dødsfaldet flyttet sammen. Det var, som sorgen nu først viste dem sit virkelige ansigt. Boet havde betydelig underbalance! Hammernæsset ville lensman d, ( omtrent ) sognefoged. på vårsiden komme til auktion og de selv til at måtte fratræde gården til næste høst.. En af deres betydeligste kreditorer var deres nabo, lensmanden på hårstad. Otilie gik nedenunder med det forgrædte ansigt og de betændte øjne, som tjenestefolkene ikke måtte se, for at hente rejer op. Siden sad de alle tre oppe på kammeret langt udover aftenen, indtil lysepråsen pludselig sluknede ned i stagen, og rejer listede sig ind i sit eget soveværelse, hvor han med voldsomhed overlod sig til hele den sorg, han før ikke fuldt havde turdet vise.... Det højeste, han havde vidst i denne verden, var hammernæsset, hans fødte odelsgods 1 det var på det, hans selvfølelse havde samlet sig. Det var som odelsmanden til det, han var bleven behandlet og smigret, så langt tilbage som han blot kunne huske, både af bygdens og gårdens folk. Det var som » Juhlegutten «, prinsen og tronarvingen til hammernæsset, han var bleven opdraget og feteret både blandt jevnaldrende, og hvor han ellers kom i bryllupper og andetsteds. Pae vårsiden, hen ad foråret. og nu var der ikke så meget som en spik af det hele igen... ikke en flis af hele gården var hans!... Furuen og bygningerne, husmændene og kjørene, nøstene 'og fårene — hver enkelt ting, hvorpå der for hans inderste syn altid havde stået indbrændt rejer Jansen Juhl, — alt det havde han nu blot at liste sig forbi og fra som en uvedkommende!... Et par somre havde han været i skole hos kappelanen sammen med præstens børn, og denne havde erklæret, at rejer havde et nemme så ualmindelig godt, at han vist burde sendes i skole i Bergen og studere. Men rejer ville ikke! Og deri gav faderen ham ret, som han overhovedet altid fik sin vilje, — af faderen brummende, af moderen til det yderste forkælet. Derimod fandt den gamle ud, at det måtte være en god plan at få sønnen på kontoret hos sin nabo lensmand hårstad, så han kunne blive selvskrevet til ombudet efter ham og engang sidde som lensmand på hammernæsset. Men rejer ville heller ikke det! Og så var der i de par sidste år opkommet et vanskeligt forhold mellem dem. Faderen talte spik, søm. Nøst, bådeskur. aldrig til ham om det; men han var bestemt på at bringe sit frem, og rejer var med al slægtens stivsind ligeså bestemt på det modsatte... Nu så det aligevel ud, som han måtte gå den vej, han ikke ville, — som han hadede!... Istedetfor odelsmand til hammernæsset ride kontorbukken på hårstadl... Skinnet kunne holdes oppe udover til auktionen; men så var hammernæsset for ham og hans som sunket i fjorden! — » Gid han bare kunne sunket med, — bort fra al skammen «... Sydvesten brummede og peb i skorstensmuren, rev i den gamle gisne bygning, så den gav sig, skyllede, vaskede og slog med tungt regnslud mod ruderne, — tog så igen i med nyt hvin og tvin.. Den stakkels gut lå og tænkte og grublede, indtil han sov ind.... og ind i drømmen skinnede lidt efter lidt tydeligere, mere farverig og glansfuld, rød, blå og sølvblank, med skæl som af bare otteskillinger, en underlig fisk. Den var strålende som en stor sølvkvejte og småsvømmede frem og tilbage i sø i v k v e i t c, vau^nint. hammernæsvigen; tilslut stod den ret mod høstet og keg ind på de små garnvådene, som hang derinde... Rejer sov længe udover morgenen. Men da han vågnede, havde hans ansigt et eget udtryk; — det var den juhlske måde at sætte munden i positur på, — lidt knebent og presset, så hagen yderligere hjalp til, at det retskårne ansigt så ud som en skarp forstevn. Han var en stund oppe på loftet og beså og valgte ud iblandt en hob skindklæder. Derpå nede i bårstuen, hvor skomager jo i anledning af alle silderygterne snakkede og syede i fuldt julepres med begkoppen med svinebusten i ved siden af sig i vindusmuren. » Kan du gøre et par søstøvler ud af de store fars, skomager! — disse her? « Lidt efter formørkede hans lange skikkelse døren til staburet, hvor hans mor stod og udleverede af det middede mel, smør og sild til kjøkkenjenten. Han sagde intet, medens hun øste op af melkisten; gik blot om og småplystrede og keg i de forskellige Tønder og kister og tællede spegebogerne op under loftet. Jente, pige. Plystre, fløjte. Bog, bov. da jenten var borte, udbrød han: » Kagemel har du i al fald nok af!.. og poteter.. og fladbrød.. og spegekjød... men gryn og flesk! — det er skammeligt, hvor de har lændset dig for alle skinkerne, mor! « » Du kan have ret, gutten min! « — hun vedblev at øse op mel til en yderligere portion. Nu undersøgte han i saltkjødtønden: » Det er svært, hvor det er sunket i baljen, mor! — de har rent ædt dig op... Og nu det kunne trænges så vel! « Hans mor tålte næsten ikke at høre de ord. Hun havde hele tiden sét lidt forundret på hans adfærd; — hendes store skikkelse rejste sig og satte sig overgivet hen på kanten af melkisten: » Ja, du har kun alt for megen ret, rejer!... Jeg har aldrig sét dette stabur anderledes end fuldt; men nu bliver her andre tider for os! « — hun sukkede, så staburet kunne briste! » Å, bryd dig ikke om det, mor! Der skal endnu stå en dyst om hammernæsset, før den gamle kæltring over på hårstad får tag i gården; — lad så staburet snaues lige til de fire bare væggene! Jeg går ud på sildefisket med den store husbanden og kanske sextringen med! Vi får ruste folkene ud... Not kan jeg få mod penge eller part; de hundrede daler efter faster skal få danse! « Madam Juhl så aldeles forbløffet på sønnen. Det træagtige, store, magre ansigt med knyttetørklædet over kappen behøvede tid for at fatte, og hun greb et øjeblik bagom sig med den tunge arm ligesom for at støtte sig på kisten, der hun sad. Endelig, skønt langsomt, gik meningen af hans tale op for hende, og langsomt, med et vist forundret blik på ham, rystede hun på hovedet, forundret over, at en sådan sværmerisk idé havde kunnet opkomme hos en Juhl. Uden at ville indlade sig på den slags løsslupne planer stønnede hun på ny, — hendes suk mindede om en gammel træbygning, som gav sig: » Gutten min! Du er ung.. så ung! « » Jeg! — jeg er højere end far! — og jeg vil se på den, som ror mig rundt! — her på gården da... Du mener kanske Anders rosdreng? « » Jeg mener, du er et smalt rør endnu, gutten min! « » — men sej, mor!—sejg somen bjerkevidje! « » Rejer, rejer... din far ser herned! — hvad mener du, han nu ville sagt? « » — at det var forfærdelig dumt, at han al sin levetid lod bandene stå og rådne op i nøstet! «.. » Og folk i bygden? — når de ser dig, hans eneste søn, gå hen og bryde skikken!... Du véd ikke, hvad du selv siger, rejer! Du, — en ung, uerfaren, indfjordingsgut, — tilhavs på vinters tid.. i sådant vejr! — « Og vinden rev netop i stabursdøren med et helt slask af regnslud som for at illustrere hendes tale. » Jeg véd bare, at hammernæsset ellers går fra os! « » Du kommer da ikke så rent på bare bakken for det, rejer! «.... » Du vil have mig op på kontorbukken hos lensmanden! « » At blive lensmand i åfjorden engang efter hårstaden er nok været at bukke sig for! « » Bukke mig? — nej, ikke før ryggen går i tre biter! « — udbrast han pludselig bleg og ude af sig, —• « og så kan i kalde den ene Bit, stykke. rejer, den anden Jansen og den tredje Juhl!.. Og se efter, om der er bøj på nogen af dem! « Det klak igennem madam Juhl; hun kendte igen draget ved munden og den' højt opsatte næse, — kun blev den hos hendes mand altid rød øverst over brillepartiet og ned mod kinderne. Det sagde, at hendes unge smalle rør agtede at gå på, til det knak, — og at hun bare havde at føje ham 1 den svære, krogede skikkelse, som sad der på melkisten, sukkede for tredje gang, medens staburet stønnede under vejret, — og hammernæsfuruen udenfor arbejdede og knagede med de vredne grene i sydveststormen. I. Juhlebådens kolumbusrejse. Javist var det noget benauende underligt for rejer og åfjordingerne, da de kom så langt ud som til bommelhuk og fik selve storhavet mod æsingen, — stygt, vintergråt som bly med dønninger til midtmasters! — især da det begyndte at skumre i den korte, mørke vinterdag. At tvile om kirkebåden til jubl faldt ingen af folkene ind, — for den var overgået med klubben og synet mod dagen hjemme i nøstet for sprækkerne. Den skulderbrede lave, krumbenede Martin vigepladsen, der var som en slags doktor for alle de gamle både derinde på åfjordsanden og derfor havde ord for at være sjøkar, sad ved halsen og varskoede for alle søerne. Manden i forskotten slog kors for dem og bankede ned med åren. Den gamle hardangerbyggede kirkebåd med de usædvanlig brede, tynde, lække bord gjorde sin pligt; det forældede råsejl løftede og støttede forenden op i søerne og trak som en hest! Den store femkjeipede kirkebåd — med hele raden af de nysgerrig gabende og gloende landbondefjæser bortover tofterne — vakte opsigt, tilmed da de overalt lagde ind og spurgte sig for om rette sj'øleden ud til fisket. Der lød nok af spot og latter over åfjordingen, som » tog til nistebommen for hvert" Næs « og » fragtede » Æpler og saueskrotter « til byen! « Kjeip, et slugt auretul. Sauetkrot, fårekrop. jo længere de kom ned imod røvær, desto tættere blev bådstimen; det gik med årer under sejlene, — alle havde hast!... Skikkelser i skindhyre, af hvem regridrevet silede, steg op på toften og råbte over til hverandre om silden og sildesyner... om hvor og hvormange mile af land silden stod... om enkelte » Sildestrål «, der havde vist sig med sejen i udsirefjorden, men at der endnu manglede det rette hvaljag... om hvor indsiget nu -ventedes?... og navne som Fejø, veavåg, ferkindstadøerne, brandesund, stolmen og udsire susede i luften i alle bygdedialekter mellem stavanger og Bergen, — fra store note- og garnbåde, som kom langvejsfra, til de små laderums sexæringer. For rejer og hans åfjordinger havde alt dette liv noget fortumlende. Det var næsten, som de havde drukket brændevin, noget midt imellem et kirkestevne og et marked, —- alt ridende på bårer så høje som hangene hjemme med skrigende søfugl over hovedet. Altid den susende havlarm af brændingen på den ene side, hvor de for frem! og udskærene skindhyre, skinddragt. Båre, bølge. besatte af stor svart skarv, der sad gravitetisk i række og tørrede vingerne og holdt udkig tilhavs — også efter sildesyner! Ternen klagede og skreg inde ved skærene, en eller anden svart havorre eller lom strøg henover bølgetopperne ud tilhavs. Tyvjoer og gråmåger fløj spredte og urolige i den regntunge tågeluft, — tegn på, at de endnu ventede. Alker og tejster svømmede hist og her i dønningen og dukkede på deres vare vis. På en ensom sten havørnen vogtende ud! Larmen af de tusinder åretoller tiltog, eftersom de nærmede sig været, hvor almuen lå og ventede på sildeindsiget. Støjen blev bedøvende, farten steg, bådene kappedes under årerne, — det gjaldt at komme først til fortøjningspladserne, først til at sikre sig nattelogis i stuerne iland, undgå at få årerne knækkede af hinanden i det trange indløb. Noget offentligt opsyn var endnu ikke til, logisfartøjer næsten ukendte, enhver slog sig frem, som han kunne, sikkrede sig bådpladsen, som han kunne, indjog så megen rædsel, som han kunne! Havorre, fløielsand. Tyvjo, struntjæger. Var, forsigtig. Ind si g, langsom indstrømning, åfjordingen var sej på årerne, og så havde de bevidstheden om, at de havde julegutten med; han fik nok plads! Rejer stod høflig med fangelinen i hånden, — han havde så omtrent en følelse af det samme, — om der var aldrig så tæt med kirkebåde inde på åfjordsanden, så, når julebåden kom, blev der vel lagt afvejen. Havnen var tætpakket af små og store master, og stranden overalt besat af både i rækker tæt i tæt, — de store for dræg foran fjæren, de mindre optrukne bag dem på skærene. Mellem to notebåde og stenbryggen, der førte op til salteriet, opdagede han en prægtig plads, den bedste på hele havnen... det var mærkeligt, at den skulle være uoptaget. De styrede til, og alle åfjordingerne gjorde som rejer, de hilsede pent efter skikken hjemme: » Signe mødet!... ruskigt vejr i dag! « — ovenfor i sjøboddøren stod en ung ganepige med rødt kastetørklæde om livet og lo. Rejer kastede fangelinen hen til nogle folk på bryggen. De trak virkelig også meget dræg, bådanker. Gane, rense, udtage indvoldene af ( fisk )' venskabelig båden ind til sig; men da de fik tag i stevnen, skød de pludselig til hans forbløffelse under et råt brøl — en blanding af hånlatter og hal! — båden ud forbi bryggen og hen mod bådrækken udenfor. Her rejste sig som ved et trylleslag folk med årer, stager og stænger, der bandte og skældte som besatte og bare skød videre på. Fra et par jagter bag dem peb og hujedes der, og ganepigen i pakhusdøren lo overlydt. Dennegang mærkede rejer sig hende! Der var intet at sige til al denne forsmædelse; men lige rådløse lå de igen derude på havnen. Her var kun ét at prøve, nemlig at ro båden om igen på kraft op i fjæren akkurat på samme sted. Ganepigen kom nysgerrig frem i sjøboddøren for at se, hvordan dette spændte af. Åfjordingerne roede på, men tørnede op imod en Line, som var bleven kastet mellem bryggen og notebådene. Angrebet blev igen afslået.. Hujen og hån i rejer hørte atter ganepigens latter. Mager og spæd, så hun kunne blæse bort... med vinden i det grønne, lappede skørt, holdt hun sig fast i hejsetouget for at kunne læne sig længere ud, idet hun samtidig trådte i det med de tunge, plumpe sko. Frem af fluen hang noget filtret sort hår, som hun med den frie arm søgte at stryge til side fra et tilsmudset, smalt ansigt, hvori øjnene spillede og munden stod på Jep, færdig til at nedsende sin veltalenhed. » Har 1 smør at sælge i? — eller gammeloste der under garnene?.. Kan i ikke forstå, at det er handelsmandens egen plads?... Du, — du lange indfjording med næsen der! — kan i få kærringhakket jer frem med årerne over til de grå nøstene bag holmen, før notebåden derude kommer, så er der dræggeplads nok endnu 1 — du næsefjording! stå ikke der på toften og gab... Du behøver sletikke at hilse 1.. Ja ro 1 — ro på! « Åljordingerne havde alt vendt båden. De tog spændtag i tiljerne og roede af al magt tvertover vågen, så at de næsten strøg i forstevnen på den tunge notebåd, der kom indsigende for faldende sejl. At rejer havde stået en smule og måbet, kom af, at den tynde, blege gane

1872_Gioerup_GadenOgHjemmetEllerTaterlivIKjoebenhavn

Michael

Gaden Og Hjemmet Eller Taterliv i Kjøbenhavn

Giørup

Gioerup

Gaden Og Hjemmet Eller Taterliv Ikjoebenhavn

male

1872_Gioerup_GadenOgHjemmetEllerTaterlivIKjoebenhavn.pdf

Michael

Giørup

anonym

dk

Gaden og Hjemmet eller Taterliv i Kjøbenhavn

n

gothic

Jordan

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Læseren præsenteres for familien. I Gothersgade boede Fru hammer, enke efter justitsråd og herredsfoged hammer, som var død for nogle år siden. Han havde haft et indbringende embede i Jylland og efterladt sig så meget, at hans enke kunne leve sorgfrit og give sine tre børn, en son og to døtre, en god opdragelse. Børnene vare nu voksne. Sønnen Gustav havde allerede i længere tid studeret jura. Han boede hjemme hos moderen. Fru hammers hus hørte til de selskabelige. Der blev dog aldrig gjort middagsselskaber, og kun engang om året gav fruen et bal, men enhver bekendt, som havde lyst til at tilbringe en aften i hendes hus, var altid velkommen. Gæsterne hørte til den formuende mellemstand; der kom ingen rige grosserere eller embedsmænd med store titler; herrerne vare dels yngre embedsmænd, dels kandidater og studenter, og dainerne døtre af familier, der ikke havde større indkomster end Fru hammer. Der var harmoni i fruens selskabelige kreds. Men denne selskabelige harmoni medførte en vis ensidighed; man undervurderede mangt og meget, som var godt og jmukt, fordi det lå udenfor den kreds, der omgærdede især damernes livsanskuelser. Tteatret ag literaturen vare havedgjenstande far samtalerne, medens det virkelige livs begivenheder spillede en underordnet rolle. Undertiden kunne herrerne tale lidt politik, næn eftersom dette kedede de unge damer, forlad man snart denne genstand. Hvor der er ungdom og skønhed tilslede, er der kærlighed eller længsel efter kærlighed. Det var derfor så naturligt, at de unge damer mellem sig selv indbyrdes talte am de unge herrer, og at de sidste, når de vare mellem sig selv, talte om de første. Higen efter ai tage eksamen og forelskelser, som efter kort tids forløb forsvandt, vare drivsjedrene i de unge herrers liv; var der hos en enkelt en svulmende livsfylde tilslede, blev den holdt nede af frygt for at støde an mod den gode tone. Man kunne tale med barme, men varmen måtte have en vis grændse; thi ellers så de andre så underligt på en og lo og spurgte: „ Du er nok begejstret? “ Sjelden indførtes nye personer i Fru hammers og hendes bekendtes selskabelige kredse, og når dette engang skete, var deten hel begivenhed. Han eller hun blev iagttaget og kritiseret på del skarpeste, og man søgt- at få hans eller hendes familieforhold at vide til de allermindste enkeltheder. Men var man streng mod nye personer, var man det ikke mod nye bøger; damerne vare i almindelighed i et l-iebibliothek, og ofte blev en bog læst, som helst måtte være bleven udenfor huset. Ler var måske hos mer- end en deltage! eller deeltagerinde i dette idylliske hovedstadslio en ubevidst higen tilstede efter forandring, men det var vanskeligt at bryde med gammel vane, med traditioner, hvori man var bleven opdraget, og med udsigt til ad en banet vej at gøre sin lykke. Den selskabelige kreds besad e! stort fortrin frem for de folk, som i samfundet slode ene og kun ved egen hjælp stnldc done sig vej. En ung mand blev f. Eks. Student og understøttedes af sine forældre, til ban havde taget embedseksamen. Derefter hjalp venner og bekendte ham til en privat ansættelse, hvori han kunne blive, indtil han var bleven gammel nok til at kunne træde i statens tjeneste. Denne sikre og banede vej uden bekymringer for fremtiden og med udsigt til en god karriere forledede de unge mænd > il med et vist hovmod at se ned på dem, søm havde det småt og målte kæmpe sig frem for at vinde en stilling i samfundet. Man talte vel i studenterforeningen med den slags folk, men man bød dem sjelden hjem til sig. Dersom kampen skulle få et uheldigt udfald før disse eneboere, et vittigt hoved havde kaldt dem tatere, ville de synke ned i livsstillinger, hvor man ikke kunne være dem bekendt. Fru hamnier og hendes to døtre, ledsagede af Gustav, sagde en løverdag aften i sommeren 186— i tivolis koncertsal. Damerne kom kun ugens sidste aften på tivoli; thi da besøges anstalten af det „ bedste “ Publikum. De drak først the hjemme og brøde sig ikke om at komme, før symfonien begyndte. Akellem anden og tredje koncertafdeling spadserede de lidt omkring ved bazaren, men trådte aldrig ind noget sted for at nyde forfriskninger. For dem bestod tivoli kun af koncertsalen. Nævnte aften var det meget varmt. Gustav følte derfor trang til at trække frisk luft udenfor og fandt ingen hindring mod at forlade sine damer, der havde truffet på bekendte. Han åndede atter, dengang han var kommen i det frie. Lejret var dejligt, og sommermånen kastede sin fulde glans på de grønne træer og på de mange pyntede mennesker, som dels søde, dels spadserede omkring koncertsalen, hvorfra toner dæmpet løde ud i aftenlandskabet. Gustao så sig om, som han søgte efter bekendte. Da sagde en slemme: „ Godaffen, hammer. “ Gustav vendte sig om og stod lige overfor en ung student, med hvem han gik sammen til manuduktør. „ Godaffen, Folkman, “ svarede Gustav. Ingen andre bekendte vare at se; derfor sluttede Gustav sig til Adam Folkman. Det var en præstesøn fra Jylland; han var bekendt for at være et godt hoved, og man havde ham mistænkt for i smug at skrive digte, men han hørte ikke til „ Familien “. Han var smuk, men af en særegen skønhed; mange havde spurgt ham, om hans familie ikke stammede fra Italien, men han havde svaret benegtende. Huden var brunlig, håret sort og øjnene stærkt mørkebrune og livlige. Han var høj og kraftig bygget og blandt sine venner bekendt for sin styrke. Selv de islandske studenter indrømmede, at han var stærkere end de, og det vil sige meget. Gustav hammer var snarere lys end mørk, men ligeledes stærkt bygget. Han kunne ikke kaldes smuk, men styg var han heller ikke. Ansigtet var, hvad man kalder ægte dansk, og havde et indtagende udtryk. Med hensyn til dragten vare hans klæder af et elegantere snit end fvlkmans, men dennes hele væsen og øptræden var af den natur, at man kun så på personen og ikke på dragten. Gustavs bekendtskab til Folkman strakte sig ikke videre end til det daglige møde hos manuduktøren og et par ord vekslede på gaden og i studenterforeningen. Han kendte heller ikke mere til hans familieforhold end Adam selv i forbigående havde meddelt tn dag, manuduktøren lød juraen hvile og førte samtalen øver på privatlivets område.. „ Hvor har de dog kunnet holde ud at sidde inde i den lumre koncertsal? “ spurgte Folkman. „ Jeg var nødt dertil; jeg er herude med min moder og mine søstre. “ „ Det er en anden sag. Men hvorledes kunne damerne holde ud al sidde inde i denne — jeg vil ikke kalde den koncertsal, men koncertkasse? Vil man tilgavns nyde et smukt musikstykke, må man befinde sig legemlig vel. Publikum derinde er i samme tilsland, som havde det fået hyldethee. “ „ Men, “ indvendte Gustav, » man må døje noget for den smukke musiks skyld. “ „ Hvorfor vil man absolut gå på koncert en aften som denne? Indbyder vejret os ikke til at blive udenfor? “ „ Jo, ganske vist. “ „ Kom, lad os sætte os her lidt afsides og nyde naturen og nogle forfriskninger. Se, her er en bænk, hvorfra vi have udsigt til koncertsalen og den brogede mængde, som bevæger sig omkring den; over begge stråler den ensomme måne og undrer sig vel sagtens over, at menneskene have trang til gasblus i aften. “ De to studenter satte sig på en bænk; Folkman kaldte på en opvarter og bestilte to glas svensk banko, to halve flasker sodavand, noget stødt hvidt sukker og to bajerske ølglas. „ Det er den bedste drik, man kan nyde om sommeren, “ Sagde Folkman. „ Jeg kender den ikke, “ svarede Gustav. „ Det er forunderligt. Der kommer opvarteren. Nu skal de smage. Se, når det hvide sukker kommer i, mousserer drikken som champagne. “ Gustav måtte tilslåe, at drikken smagte fortrinlig. Man tændte nu en cigar og lænede sig tilbage på bænken. Nu gik to unge piger forbi, ledsaget af en ældre, net klædt mand. Folkman hilsle, manden tog hatten af, og de unge piger nikkede smilende til den unge student. „ Hvem var det? “ spurgte Gustav. „ Det var Fanny og Betty. “ „ Nu ja. Men hvem er de døtre af? “ „ Det er deres faders døtre, “ svarede Folkman smilende. „ Ja, det er sikkert nok. Men hvad er deres fader? “ „ Han er bud ved en ligkasse; han hedder Madsen, og dej var ham, de gik med. “ „ Han var godt klædt; jeg havde antaget ham for at høre til den bedre klasse. “ „ Den bedre klasse er en meget vag betegnelse, “ svarede felkman. „ Nej, Madsen hører ikke til den bedre klasse, som de kalder det; han er kun bud. Men han har honnet ambition; han vil gerne synes mere end han er. Jeg kan for øvrigt ikke lide fyren. Der er noget næveagtigt i hans store, langagtige ansigt; det næveagtige findes dog kun om mundens lyse, næsten røde skæg, medens øjnene minde om svinet og undertiden kunne synes svinepolidske. Han har engang vundet nogle penge i lotteriet; renterne af dem og hans bestilling som bud indbringe ham så meget, at han har et sorgfrit udkomme. “ „ Hvor har de lært ham at kende? “ „ Gennem hans døtre, to velsignede skabninger. Jeg traf dem sidste vinter på en dandseøvelse, hvor faderen i begyndelsen hver gang hentede dem, men jeg forstod at vinde hans venskab, og til slutning fik jeg lov til at følge dem hjem. “ „ De går på dandseøvelse? “ spurgte Gustav forundret „ Ja, hvorfor fluide jeg ikke gå på dandseøvclse? Man morer sig godt og træffer der nydelige pigebarn. “ „ Men selskabet? “ „ Det er blandet, vil de måske sige, ja, ganske vist; men jeg lader i neglen herrerne skøtte sig selv. — hør, men de synes ikke at have interesse for unge piger? “ „ Jo, når det er damer. “ Falkman lo og bestilte mere svensk banko. Gustav nød sjælden spiritnøse drikke. I hans moders hus så man kun ved højtidelige lejligheder vin på bordet, og det var rødvin:; engang imellem kunne Gustav være med at drikke en bolle punsch, når punschen var svag og tillavet med citron. Den svenske banko gjorde ham usædvanlig oprømt, og med stigende interesse lyttede han til Folkmans tale. „ Betty har endnu ingen kæreste, “ sagde Folkman, „ skal jeg præsentere dem for hende? “ „ Nej, nej, “ sagde Gustav fly. „ Jeg skal sige dem noget, bliv ikke vred derfor, de er en filister. “ Gustav blev ikke vred, men forlegen. „ I vor alder må man tumle sig i livet; man skal ikke blive siddende hjemme bag sin moders dragkiste og drikke theevand og studere jura; man skal gå ud i verden og søge eventyr. “ „ Ja, hvem der kunne rejse udenlands. “ „ Å, man finder eventyr nok herhjemme. — de kan jo forsøge — jeg skal præsentere dem for Betty. “ „ Undskyld mig, “ sagde Gustav og rejste sig, „ nu er koncerten forbi, jeg må se at finde min moder og mine søstre. “ Han rejste sig, løb hen til koncertsalens udgang og så sig om efter damerne. Trængslen var stor. Endelig fik han øje på dem. De vare ledsagede af den unge, juridiske kandidat jensensvendsen. „ Hvor bliver du dog af? “ spurgte moderen, da hun fik øje på sønnen. „ Du er en smuk kavaler at have med, “ sagde Dagmar, den ældste søster. „ Heldigvis så hr. Jensen-svendsen den forlegenhed, hvori du havde sat os, “ vedblev moderen, „ og han var straks så god at tilbyde at følge os hjem “. „ Gustav er ikke som andre herrer, “ sagde den yngste søster Margrethe. „ Jeg... jeg, “ stammede Gustav, „ var kommen i samtale med en bekendt. “ „ Det, i havde at tale om, var vel ikke vigtigere end at følge os hjem? “ spurgte moderen. „ Det har vel sagtens været Henrik hvas, der har opholdt dig; thi hans veltalenhed kender ingen grændser. “ „ Nej, det var en student, som i ikke kende, “ svarede Gustav. „ Hvad hed han? “ spurgte den yngste søster. „ Adam Folkman! “ Med en betoning, der bragte Gustav til at blive i højeste grad flan og forlegen, spurgte Jensen-svendsen: „ Kender du Adam Folkman? “ Kandidat jensen-svensen var løven i Fru hammers omgangskreds. Han var en søn af en guldsmedmester og Major i borgervæbningen, der hed Svendsen. Dengang guldsmedmesteren avan « Kerede til Major, syntes både han og hans kone, at navnet Svendsen var for simpelt. Konen foreslog, at mon herefter skulle skrive sig schwennson, men hendes mand var patriot og modsatte sig denne fortydsfuing af navnet. Der var en bedre måde at gøre sit navn fornemt på, det var at sætte det sammen med et andet navn, således gjorde adelen. Hed det ikke blixen-fineste, rosenkrantz-levetzan, Bille-brahe, holsien-lehn osv.? Konens pigenavn var Jensen, man ville derfor herefter kalde sig Jensen-svendsen. Og når sønnen engang giftede sig med en pige, der hed Olsen, kunne han skrive sig olsen-jensm-Svendsen. Fru Svendsen erklærede straks, at navnet Jensen-svendsen lød fornemt, og der blev anskaffet en ny dørplade med dette navn. Hvad sønnen Charles Jensen-svendsen angår, da havde han taget en god eksamen og var meget søgt i alle selskaber; thi ham var smuk og i besiddelse af en selvtillidsfuldhed, der bragte alle til at tro, at han var dygtigere end han i virkeligheden var. Det er et særkende ved det dansfe familieliv, at selvtillidsfuldhed, til en hvis grad skjult under beskedenhedens maste, indtager de fleste for sig. Charles Jensen-svendsen ansås af herrerne for en dygtighed, af damerne for en uimodståelighed. Frøknerne dogmer og Margrethe hammer havde derfor i deres stille sind intet imod at blive fulgt hjem af kandidat jensensvendsen istedetfor af broderen. På kandidatens spørgsmål: „ Kender du Adam Folkman? “ svarede Gustav undvigende: „ Ikke sådan... jeg mener, vi ses hver dag hos manuduktøren. “ „ Den fyr kan man ikke være bekendt at holde omgang med, “ Sagde Charles. „ Gustav er såmænd ikke kræsen i sin omgang, “ svarede fruen, „ jeg har øste nok talt med ham derom. “ „ Når man har søstre bør man dog tage visse h-nsyn, “ Mente Charles. „ Gustav tager såmænd aldrig hensyn til os, “ sagde Dagmar. Kandidat Jensen-svendsen havde imidlertid budt fruen sin ene arm og Dagmar den anden; han befandt sig i den situation, som kaldes „ Hankekrukke “, og syntes at befinde sig så vel heri som fisken i vandet. Margrethe havde laget Gustavs arm, og de gik bagefter de andre. „ Jeg vidste ikke, at Adam folknian.... “ stammede Gustav. „ Jeg, “ sagde Charles, „ generer mig for at spadsere en gade ned med et menneske, hvis forhold jeg ikke kender. Det skylder jeg mine andre hæderlige bekendte. “ „ Kan du høre! “ sagde nkoderen over skulderen til sin søn. „ Vi kunne alle erindre, hvorledes en lille novelle, der hed „ Graven på Dannevirke “, i vinter tiltalte os, “ sagde Charles. „ Jeg selv havde lyst til at gøre forfatterens bekendtskab, jeg antog, at han med tiden ville blive en stor mand. Jformiddags står jeg på Østergade og taler med oberstinde hejre, da viser hun mig en underofficer, som går forbi, og hun siger: der går forfatteren til „ Graven på Dannevirke “. Ja, det var virkelig denne underofficer. “ „ En underofficer! “ gentog fruen halv indigneret over, at en underofficer vovede at optræde som æstthelisk forfatter. „ En underofficer! “ udbrød damerne. Forfatteren til „ Graven på Dannevirke “ havde tabt al interesse for dem, siden de ikke kunne gøre sig håb om at træffe ham i selskabslivet. En underofficer! “ udbrød Gustav og blev tankefuld. „ Ja, “ svarede Charles, „ en veritabel kammisunderosficeer. “ „ Kendte oberstinden ham persemlig? “ spurgte fruen. „ Ja. Han gør tjeneste ved hendes mands bataillon som foureer. Officererne kunne for øvrigt ikke lide dette skriveri. “ „ Det kan jeg tænke mig, “ sagde Dagmar. „ De lide vel overhovedet ikke skriver!, “ sagde Gustav spydig. „ Og deri niå jeg give dem ret, “ svareoe Charles noget skarpt. „ Skriveri passer hverken for ossiccers- eller underofficeersslanden. En militær befalingsmand — siger nu fader, der er Major — der optræder som digter, forårsager ham samme væmmelse, som om en etatsrådinde ville på gaden begynde at råbe med rejer. “ „ Det er vittigt sagt af deres fader, “ sagde Dagmar. „ Jeg kom fra, hvad jeg ville have søgt før, “ vedblev Charles. „ Sæt nu, at en bekendt havde præsenteret underofficeren før ung blot som forfatteren til „ Graven på Dannevirke “, og jeg var gået ned ad gaden med ham, var jeg da ikke på en måde bleven prostitueret? Thi hvorledes kan en Majors søn holde omgang med en underosficeer! Denne Adam Folkman er student, men er det en garanti før, at folk af den bedre klasse kan omgås ham? Nej. Man må kende hans familie og hans omgangskreds. Det er en forfærdelig sandhed, jeg her omtaler, at der gives studenter, som have den allerslettcste omgang. Jeg har set Adam Folkman gå ned ad gaden med et bud ved en ligkasse. “ Damerne udstødte et skrig af indignation. Gustav blev yderlig forlegen. Det var heldigt før ham, at man nu stod udenfor hjemmet. Kandidat Charles Jensen-svendsen sagde godnat og modtog mange indbydelser af fruen til snart at se op. Efter at der var blevet tændt lys, fandt Fru hammer sig kaldet til at formane sin søn til endelig at passe på sin omgang. Han måtte huske på, at han var af gød familie og ikke gøre den skam. Heldigvis før Gustav vare søstrene ikke tilstede under denne formaningstale. Med en angergiven mine sagde han godnat og gik op på sit værelse, et ganske hyggeligt kvistkammer. Moderens formaningstale blev dog snart glemt for Adam Folkmans ord, at man skulle gå ud i verden og opsøge eventyr. Livets brogede afveksling havde langt mere interesse for ham end hjemmets kedelige ensformighed; det ukendte vinkede og lokkede ham, men kunne han forlade fine gamle venner og bekendte? Betty var nydelig; Folkman havde lovet at præsentere ham for hende. Nej, Gustav havde ikke mod til at gøre dette skridt. Hvor han misundte Adam Folkman! Andet kapitel. Ligkassebudets fremtidsforhåbninger. Adam Folkman stirrede efter Gustav, dengang denne ilede til koncertsalen for at træffe sin moder og sine søstre. Adam sukkede, og en forbigående følelse af forladthed greb ham. Han misundte Gustav, der havde et hyggeligt hjem og gode dage. Han derimod havde intet hjem; han førte et eneboerliv i den store by, og han målte selv tjene sig livets ophold ved informationer og ved at levere feuilletonartikler til et mindre dagblad, der for øvrigt betalte dem godt. Det var ikke penge, Adam manglede, men kvindelig omgang. Han søgte et surrogat herfor i flygtige bekendtskaber med flygtige kvinder. Et sådant bekendtskab kunne fængsle, så længe det havde nyhedens interesse, men dette varede ikke længe, og Adam drog på nye eventyr. Han havde flere gange forsøgt på „ at komme ind i familier “, men han var bleven afvist på en for ham sårende måde; derfor opgav han alle videre forsøg. Og dog, hvormegen gavn og glæde ville vedkommende familier ikke have haft af den unge student? Han var i besiddelse af de egenstaber, som oplive enhver kreds, og fremtrylle spøg og latter, når stormen tuder udenfor, eller efferårstågen hviler knugende over land og by. Men idet „ Familien “ udelukkede denne sum af åndrighed, friskhed, ungdom og naiv begejstring, modtoges den med åbne arme af de udenforsfående, af taterne. Adam Folkman blev ikke upåagtet og manglede ikke beundrere, men hans liv fik en anden retning end den, han selv havde ønsket. I hele hans måde at være på kom der en slags udfordrende trods; han lærte tidlig omfanget af sine åndelige kræfter at kende; han følte sig næsten som en udvandrer, hensat i et fremmed land. Han indså snart, at han kun ved egen hjælp kunne bryde sig en bane. Det var ham en trøst, at der var mange, der vare stillede som han; deres tal tiltog i stedet for at formindskes. Ja, man kunne næsten sige, at samfundet havde toedcclt sig, at der på den ene side stod famile-mennesfer og på den anden tatere. Tidlig eller sent måtte det komme til en kamp, hvis følger ville blive en reform. Og det så næsten ud, som skæbnen ville det således; thi „ Familien “ forsmåede i sit hovmod dygtige og talentfulde kræfter, når de ikke kunne opfylde de strenge betingelser, der stilledes til dem, som „ god familie “, en upåklagcliz omgang o. s. o. Det var kun et øjeblik, at Adam gav denne følelse af forladthed spillerum. Han rejste sig og kastede et prøvende blik på mængden, der bølgede ud af koncertsalen. Han fandt dog ikke dem, han søg! e. Hurtig ilede han videre, og ved bazaren kom Madsen og hans døttre ham i møde, „ Godaffen hr. Madsen, “ sagde Adam. „ Hvorledes morer de og deres frøken døtre sig i aften på tivoli? “ „ Skarmant hr. Student, “ svarede Madsen, fornøjet og stolt over, at Adam havde kaldt hans døtre for frøkener. „ Har de og damerne været inde i bazaren at spise til aften? “ „ Nej, “ svarede Madsen, „ vi toge os en bid brød, før vi gik hjemmefra. “ „ Men så må jo damerne være sultne! “ udbrød Adam. Ved dette udråb af Adam så Madsen på sine døtre med skræk for, at de skulle sige, at de vare-sultne. Han havde en ubestemt forestilling om, at det ikke var fint at være sulten. Hans skræk gik over, da Fanny svarede: „ Vi er slet ikke sultne, hr. Folkman. “ „ Men tørstige må de dog være i denne, varme, “ indvendte Adam. „ Vil de drikke en halv Baier med mig inde i labyrintten? “ Spurgte Madsen. „ Såmæn vil jeg så, “ svarede Folkman. De gik da ind i labyrintten, og Madsen bestilte tre halve baiere. „ Men hvad skulle damerne drikke? “ spurgte Adam. „ Jeg mener, at mine døtre kunne dele den ene Baier. “ „ Nej, det går ikke, “ sagde Adam. „ Damerne må have limonade. “ „ Ja, ja, “ sagde Madsen og bestilte i en hast to glas limonade, noget flan over muligvis at have gjort brud på det passende ved at bestille baierst øl til sine døtre. Man bænkede sig nu i et af de små lysthuse i labyrintten. Adam ville til at indlede en samtale med de unge piger, men Madsen forhindrede dette ved at sige: „ Hr. Student, jeg ville gerne spørge dem om noget. — de ved, at jeg er ombligeret ved en begravelseskasse, men jeg har i forrige krig gjort tjeneste i armeen og avancerede til sergent. Nu talte jeg formiddags med en fyrbøder i krigsministeriet, og denne fyrbøder er ministerens højre hånd.,. „ Nej virkelig. “ „ Jeg skal sige dem, manden har et udmærket hoved, og det har ministeren opdaget, og nu sige budene i krigsministeriet, at da ministeren ikke selv har hoved, er han glad ved at kunne bruge fyrbøderens. Han tør derfor ikke nægte fyrbøderen noget. Denne fyrbøder er min ven, og formiddags sagde han til mig: hør Madsen, sagde han, du er min ven; jeg vil se at gøre noget for dig, sagde han, vil du herop som bud? — nej, sagde jeg, ellers tak. Jeg har det godt som jeg har det, sagde jeg, men vil du gøre noget for mig, sagde jeg, så skal tn se at få mig gjort til krigssekrelær, sagde jeg, gør du det, sagde jeg, skal jeg aldrig glemme dig det. Han sagde, det ville være vanskeligt, og så plirrede han med øjnene og sagde, han ville forsøge på det. “ „ Tror de, at te bliver krigssekretær? “ spurgte Adam. „ Hvor det ville være yndigt, hvis fader blev krigssekrelær! “ Råbte Fanny. „ Jeg skal sige dem, hr. Student, “ svarede Madsen, „ jeg har længe haft sådant noget i kikkerten, for man er ikke estimeret, når man ikke har rang. — jeg har spekuleret på, hvorledes jeg skulle få nogle ansete mænd til at tale for mig, og jeg har udfundet, hvorledes det lader sig gøre. “ „ Jeg er ganske nysgerrig efter at få det at vide. “ „ Io, seer de, hr. Student, man skal bare gå ind i så mange store foreninger, som man kan komme. Og så skal man gøre sig gode venner med formændene og de andre bestyrelsesmedlemmer. Det er nu ikke så vanskeligt; thi i enhver forening er der opposition, og så går man til bestyrelsen og sfjalder oppositionen ud. Bestyrelsen siger da bestandig: Madsen er en flink mand, en pålidelig mand. — jeg har udregnet, at jeg kan mindst få 2 formænd og 19 bestyrelsesmedlemmer til at anbefale min ansøgning om at blive krigssekretær. — jeg ville nu spørge dem, om de ville flrive ansøgningen for mig; de er en farlig god skribent. “ „ Med fornøjelse, “ sagde Adam. „ Jeg vil drikke på, at de må blive krigssekretær, dog ikke i øl, men i vin. “ Adam rejste sig og gik hen for at bestille en flaske Sherry. Da han var borte, sagde Madsen til sine døtre: „ Hr. Folkman er ret en dannet mand, som man kan have fornøjelse af at omgås. I kunne lære en hel del af ham, når i ville. “ Fanny erklærede, at det ville hun uhyre gerne. „ Jeg skal sige jer, pigebørn, at jeg har en plan for med jer, skulle jeg blive krigssekretær. “ Pigebørnene begyndte at blive både ængstelige og nysgerrige. „ Sig os den, “ sagde Betty. „ I skal få den at vide, når hr. Folkmann kommer tilbage. — der er han. “ Efterat man havde drukket et glas med hverandre på, at hr. Madsen måtte blive hr. Krigssekretcrr Madsen, ytrede denne: „ Hr. Student, dersom jeg skulle få en ansættelse i nangførørdningen, har jeg halvvejs taget den beslutning, at mine døtre skulle frekventere en højere dannelsesanstalt. “ „ Ih, gud fri os! “ råbte de begge. „ I ved ikke, hvad der er til eders eget bedste, “ sagde faderen. „ Hvad er deres mening, hr. Student? “ „ Hvad nytte flnlle deres frøkcn^døttre have af at frekventere en højere dannelsesanstalt? “ „ Hm, de flnlle lære den finere dannelse. “ „ Å, vi er såmænd dannede nok, “ sagde Fanny. „ Det førståer i eder ikke på, “ mente faderen. „ Man skal ikke lære andet, end hvad man i livet har brug før, “ svarede følkman. „ Jeg skal sige dem, hr. Student, “ vedblev Madsen, „ min vært er leietjener og siet ikke mere end jeg. Hans døtre have været på en højere dannelsesanstalt, og derfor tro de at kunne se mine pigebørn over hovedet, — det ærgrer mig. “ „ Hr. Madsen, de bringer mig til at tænke på den Bonde, som kom ind til en fortepianofabrikant, for at købe et fortepiano. Da fabrikanten spurgte ham, om han eller hans datter fluide spille på fortepiano, svarede bonden nej; kan havde allerede et fortepiano hjemme i sin storstue, og nu måtte han have et til; thi det ærgrede ham, at hans nabo allerede i længere tid havde hovmodet sig med to fortepianoer. — undskyld mig, hr. Madsen, de forekommer mig at bære dem ad som bonden; fordi leietjencren lader sine døtre få en dannelse, de ikke have brug for, skal de derfor gøre det samme? “ „ Men når jeg nu ansættes i rangforordningen, synes jeg... “, „ Nej, nej, vi ville ikke på nogen højere dannelsesanstalt og lære den højere skabagtighed, “ sagde Betty. „ Betænk dog, “ sagde faderen, „ at når du har dannelse, vil du kunne gøre et godt parti. “ „ Et godt parti, “ lo Betty, som vinen havde gjort veltalende, „ hvad er et godt parti? — jeg kalder det et godt parti, når jeg gifter mig med ten, der i dannelse er min ligemand, og som kan give mig klæder og føde. “ „ Betty er nu altid så prosaisk, “ mente Fanny. „ Der er dog mening i Bettys tale, “ sagde Folkman. „ Og det siger de! “ udbrød Fanny. „ De taler om kærlighed, de, som.... ja, de ved nok, hvad jeg sigter til. “ „ Hm, ja, menneskene er ikke ens anlagte, “ sagde Adam, „ Deres søster repræsenterer prosaen og de, Fanny, poesien. “ „ Ah! “ Madsen rejste sig og erklærede, at klokken var mange, og at man måtte hjem. Adam bød Fanny sin arm og Betty tog faderens. De boede i Danmartsgade. Undervejs sagde Adam til Fanny: „ Hvor de misforstod mig før. — føle vi os ikke begge lykkelige ved at kunne spadsere arm i arm i det smukke måneskin? — vi leve i nuet, vi leve kun for kærlighedens salighed — jeg siger vi; thi jeg tror, at de elsker mig Fanny. “ Fanny svarede ikke. „ Skulle jeg have taget fejl? Elfter de mig ikke? “ spurgte han. „ Jeg ved det ikke, “ hviskedee Fanny med en mine, svin røbede, at hun godt vidste det. „ Deres søster kar aldrig elsket, sagde Adam; „ hun er for kold og beregnende. Hun vil ikke elskes, men giftes. “ „ Hun vil vistnok begge dele ligesom jeg, “ sagde Fanny. „ Det er for tidligt at tænke på gisiermål, når man kun er atten år gammel. Fanny, det ville kede Dein grulig at blive gift, al sidde hjemme, kun at kunne gå ud og more dem med deres mand, som måske er en gammel gnaven en, og så ikke ai have nattero før børneskrig. Er det ikke langt bedre at kunne vandre fri og frejdig gennem verden, kun at have sig selv at sørge for og at stole på? “ „ Derpå har jeg ikke tænkt. “ „ Tænk te derpå. I vor alder skulle vi være som himlens muntre fugle, der under lystig sang flyve fra sled til sted; vi kunne tidsnok blive gamle og glemme at synge. Ja, Fanny, menneskene forekomme ung i deres ungdom at være fugle, efterhånden miste de vingerne og blive pattedyr, det er i den periode, man gifter sig, og til sidst bliver man en plante, der er fængslet til samme plet, og så boer man. “ „ Og så? “ „ Ja, så bliver man måske igen til en fugl. Men der er mennesker, som aldeles overspringe fugletilstanden, og straks blive pattedyr, medens der gives enkelte lykkelige, som til deres død vedblive at være fugle. Fanny, for øjeblikket er jeg en fugl,; a. Om de vil, en vild fugl, men de kan tæmme mig. “ „ Hr. Folkman, “ svarede Fanny, „ ville jeg forsøge derpå, er jeg bange for, at den ville fugl blev en rovfugl, og i stedet for at tæmmes, blev den endnu vildere end for. “ „ Nej, nej, Fanny, jeg er ingen rovfugl, men måske en lille sangfugl. Fanny, sæt den i kærlighedens bur. “ „ Ville den da ikke længes efter sin frihed og glemme at synge? “ „ Nu vel, Fanny, lader os da flagre sammen gennem ungdommens morgenrøde, så længe vi have lyst dertil, lader os som de små sangfugle kviddre og næbbes i den nys udsprungne lund, og så.... “ „ Husker de, ot de små fugle, som flyve sammen, og som kviddre og næbbes i den nys udsprungne lund, have deres lille, lune leede at tye til, når uveiret overrasker dem på en solklar sommerdag, men vi skulle ingen rede bygge, vi skulle være, hvad man kalder løse fugle, og når uveiret kom, ville idetmindsle jeg gå tilgrunde. Hr. Folkman, kunne de nænne det? “ „ Jeg frygter ikke for at rammes af lynet, når jeg har elflet og nydt livet i fulde drag. “ „ Men hvis nu lynet ikke dræbte dem? Hvis det blot sved fjerene af vingerne? Hvis.... “ „ Da havde jeg dog dejlige minder, hvori jeg kunne leve. 0, Fanny, de skal være mig et sådant minde. “ Hr. Madsen stod nu ved sin gadedør. Med en velvillig mine sagde han godnat til studenten, der til asfled havde vekslet et ømt håndtryk med Fanny. „ Hun drømmer om mig i nat, “ sagde Folkman, da han stod ene på gaden. tredie kapitel. Gustav får lidt menneskekundskab. Samtalen med Adam Folkman udvifkedes ikke af Gustavs sind, hvori der længe havde været en higen mod det ubekendte, mod det eventyrlige tilstede. Men den kreds, hvori den unge student færdedes, forekom ham at være en noverstigelig skranke mellem ham og eventyret. Han fik større interesse for Folkman end for sine øvrige bekendte, og han pønsede på, hvorledes han hyppigere kunne få ham i tale. Det blev ikke derved alene, at Gustavs tanker droges hen til en person, der stod udenfor familielivel; de begyndte endogså at gøre sigi rebelske ved de små selskabelige sammenkomster hjemme og ude. Han kunne således, når han stod og talte med en ung dame, gribe sig i at gøre det spørgsmål i tankerne: „ Hvorledes ville du have syntes om hende, hvis hun, i stedet for at være iNitupiNit==frøkeN N. N., havde været datter af ligkassebudet? “ Der var damer, overfor hvem sådanne spørgsmål aldrig faldt ham ind, men der var også damer, overfor hvem dette spørgsmål uvilkårlig påtrængte sig. Det blev ikke ubemærket, at Gustav vor begyndt at blive distrait, men langtfra at ane den sande årsag, troede de unge piger, at han begyndte at blive forelsket. Og de, overfor hvem han havde været distrait, nemlig dem, som han havde sammenlignet med ligkassebudets døtre, begyndte så småt at spørge sig selv, om student hammer ikke mente det alvorligt. gustao var ung, og han kunne ikke længe indeslutte i sit bryst, hvad der gærede inde i ham. Derfor foreslog han Adam Folkman en dag, da de kom fra manuduktøren, at gå en tur udad besterbro. Hertil var Adam straks villig. Ligetil de kom ril jernporten, så Gustav sig bestandig ængstelig om; han var bange for at blive set af nogen, der børte til familien. „ De seer dem hvert øjeblik om, “ sagde Folkman. „ De har vel ikke sat en dame stevne? “ „ Nej, nej, “ svarede Gustav og blev rød. „ Det er sandt, “ sagde Adam. „ De befatter dem vel næppe med den slags eventyr. Nu ja, hver sin smag. Det evige familieliv, hver dag de samme ansigter, synes mig, må blive kedsommeligt. Og dog, dersom familielivet var således, som jeg i mine tanker har udmalet mig, at det burde være, ville jeg foretrække det for alt andet. “ „ Og hvorledes har de forestillet dem det? “ „ Det dannede familieliv skal ikke bygges på frygten for det latterlige. “ „ Jeg forstår dem ikke. “ „ Jeg mener, at vor tids familieliv ikke har noget positivt indhold. Heraf have alle meer eller mindre bevidst en fornemmelse. Det gælder altså om at skjule, hvad man mangler; thi blev manglen åbenbar, hjemfaldt man ubarmhjertigt til satiren, såvist som den mand bliver latterlig, der, uden at eje en skilling, anskaffer sig et kostbart pengeskab. De konventionelle former, hvori man bevæger sig, er pengeskabet, men hvor er indholdet? Man mangler tro på et forsyn og tro på sig selv. “ „ Slet så galt er det dog ikke. “ „ Gid de havde ret. — men jeg er bange for,

1896_PetersenL_GadensRoman

Lauritz

Gadens Roman

Petersen

PetersenL

Gadens Roman

male

1896_PetersenL_GadensRoman.pdf

Lauritz

Petersen

dk

Gadens Roman

n

roman

Gyldendal

KB

illusteret forside

pdftxt

nan

nan

O

I det var lørdag aften, knapt en halv uge før jul, og det sneede. Baggesensgade lå og døsede i et tidligt mørke. Af og til skumplede forstædernes store sporvogn forbi henne ved hjørnet af Blågårdsgade, og af og til kom en enspændet hørkræmmereller spækhøkervogn luntende. Lige på hjørnet holdt et par fiskerkoner med to trækvogne, hvorpå der var kasser med røgede sild. Der var ingen handel for øjeblikket, og de havde lagt en stump voksdug og et par aviser over sildene for at skærme dem mod sneen. Den ene af dem var umådelig svær. Hendes hvide, stivede kællingekappe bredte sig over et ansigt, der var meget oppustet og var bleven ganske rødt af det barske vejr. Hendes øjne var påfaldende små; de plirrede mod snefnuggene og lignede griseøjne. Desuden var hun i besiddelse af en hage så kødfuld, at den var i færd med at lægge sig helt ned på brystet af hende. Hun stod og nynnede, og med al sin uformelighed gjorde hun et særdeles gemytligt indtryk. Den kolossale buste var godt indpakket i en sort, strikket vest, som var hvidplettet af sneen, og de nedre dimensioner af hende var, foruden en del tykke skørter, tillige omgivet af et stort, blåternet forklæde. Foran på maven under dette forklæde skjulte hun sine hænder, og hun tog dem kun frem en gang imellem, når hun pudsede næsen i fingrene. Den anden kone, der småtrampende vandrede op og ned ad fortovsflisen, var både mager og spinkel. Der var noget vist københavnsk-rappenskraldeagtigt ved hende. Man kunne tydelig se, at hun engang for en snes år siden havde været en pige med humør i, en af dem, der ser humoristisk på tingene, der ikke vejer deres ord og handlinger så nøje, og som holder meget af gaden ved gasbelysning. Hendes magre figur måtte dengang have været slank; hendes hoved måtte have siddet koket på skuldrene og hendes store blå øjne have forstået at smile skælmsk og forførende. Men det var længe siden. Nu dækkedes dette hoved af den hvide kappe, som både skjulte nakken og ørerne. De blå øjne så fast og frækt frem under de store, dristigt tegnede men lidt dvaskt nedfaldende øjenlåg. og munden så ud til at kunne åbne sig for en rigtig skarp, klar og gennemtrængende fiskerkonestemme. hun havde puttet begge hænderne i en pelsmuffe. Somme tider gav hun et hårdt, sjappende tramp i stenbroen, og det kunne også hænde, at hun trak på skuldrene med en frysende og utålmodigt vrikkende bevægelse. Den tykke stod stadigt nynnende, med hænderne på maven, medens hun skiftevis lettede lidt på benene. Stenbroen havde allerede længe været skjult af det bløde, hvide snetæppe, og kun i hjulsporene eller inde på fortovet stak den fugtig og sjasket igennem. De stadigt faldende fnug gav alt et forandret udseende: omridsene af skilte, vinduer, døre og trappetrin blev bløde og afrundede, og alle farver tabte sig i en hvidlig tykhed eller i skygger. På begge sider af Blågårdsgade, både i den pænere ende imod Peblingesøen og i den simplere imod Stengade, stak de sparsomme tre-fire lygter frem af tykheden som gullige, tågede lyspletter. Og hvor der et enkelt sted uden for en stue- eller kælderetage hang en rød beværtningslygte, fik omgivelserne et helt fantastisk udseende. Også lyden blev afdæmpet og udvisket: ringede en butiksklokke tæt ved, lød det, som om det var langt borte. Kom en enkelt vogn kørende, skulle man tro, at hjulene var omviklede, og at hesten ingen sko havde på. Selv når sporvognen et øjeblik løb forbi, var det som en fjern raslen, der fuldstændig opslugtes, så snart den var kommen bag hjørnet. Den tykke fiskerkone holdt for et øjeblik op med at nynne og gav sig til at ryste sneen af den Avis, som lå over sildekassen. « der bli’er sgu noget at gøre for vognmændene », sagde hun til sin kollega med en stemme, der var bleven rusten af gadelivet. « det er s’mænd en køn lille julepresent til dem fra Vorherre a’... Tror du ’nte, di takker ham for ’en, hvad! » Den magre udstødte en kort latter, medens også hun begyndte at fjerne sneen fra sin vogn. « hvor fa’en er drengene henne?... har du ’nte set drengene, Mille? » spurgte så den tykke igen. « jo, di ka’tte være rendt meget langt væk! « Og med sin skarpe, gennemtrængende stemme gav hun sig til at kalde højt: « nikkelej—i!... Nikkelej—i!... hvor er i ben af? » Som svar på dette spørgsmål blev der en let rumsteren henne i den nærmeste gadedør, og et par skikkelser kom langsomt slentrende hen imod sildevognene. disse skikkelser var den tykkes børn. Det var et par halvvoksne drenge og de løjerligste fyre, man kunne tænke sig. De var begge to pukkelryggede med lange, magre, kalveknæede ben og med tynde arme, hvis hænder var stukket dybt ned i bukselommerne. De lignede hinanden som to dråber vand og var meget lurvede i tøjet. De havde blege forfrosne ansigter, hvor næse og øjne løb med vand, og de så ud til at være både meget dumme og meget sløve. Da de var kommen helt hen til vognen, spurgte den tykke dem, om de var sultne. Der var vist ingen af dem, der svarede noget. De stod blot og plirrede med øjnene mod sneen, og da de havde fået stukket en røget sild i hånden, vendte de sig om og gik langsomt tilbage, hvor de var kommen fra. Det var let nok både at se og høre, at det snart var jul. Thi rundt omkring i portene blev der solgt juletræer, og alle butiksvinduerne var pyntede. Urtekræmmer Hansens to kældervinduer i nr. 22 udmærkede sig særligt; de var smagfuldt dekorerede med grankviste og sølvpapir. Lidt længere henne, i det samme hus, men på den anden side af gadedøren, hvor der var grønthandel og hullestue, havde man også pyntet kældervinduerne. Oven over store opstablinger af æbler hang der en hel mængde kulørte papirshjerter, forgyldte valnødder og grankogler. Ja, selv ovre på den anden fortovsside hos spækhøker Rasmussen, hvor gæssene lå og strakte sig, havde det store svinehoved, som var anbragt midt i vinduet, fået en hvid, udskåret papirskrave om halsen og et stort æble i flaben. Nede i urteboden stod Hansen og ventede på alle de kunder, som nu, lørdag aften, snart ville fylde hele lokalet for ham. Han var middelhøj og otte og tyve år gammel. Med sit glatslikkede, i midten skilte hår så han ud som så mangen urtekræmmer, og hans regelmæssige ansigtstræk var måske kun lidt klogere end de flestes. Dertil var der noget sygelig blegt over dette ansigt og noget glansløst og udslukt i disse øjne, som tydede på udsvævelser, på en misbrugt forstand og på en tankegang, der ofte var sjofel. Men madammerne i nabolaget vidste også flere end en historie at fortælle om ham, når det kom til stykket. Forøvrigt boede han i stueetagen over butikken sammen med sin moder, en ældre, værdig, gråhåret dame. Nu begyndte butiksdøren allerede at smække, og der kom traskende en tre-fire stykker ned ad kældertrappen. Den første var snedker Boesens snavsede unge oppe fra anden sal. Hun kom trillende hen over gulvet, medens hun pillede sig lidt i sin lille rødladne opstopper. De andre var madammer fra de nærmeste huse. Hansen gik hen til disken og hilste smilende og geskæftigt på dem som på gode gamle bekendte. « da’, Stine », begyndte han. « skal du hente øl, stumpen, hvad? » Hun nikkede og gav ham en ølflaske og en sodavandsflaske. «... Og så en halv pægl til far?... ikke mere? » « jo », svarede hun og rakte ham endnu en lap papir, hvorpå der var kradset nogle kragetær med en blyant. « så skulle mor nok betale, når hun kommer her ned i sijen... » « nå, det er godt, Stine. » Og Hansen hældte en halv pægl brændevin igennem trakten og ned i sodavandsflasken. Tid efter anden smækkede døren; der kom flere og flere. Det var næsten alle sammen madammer, simple og ligefremme folk, hvem det samme strenge arbejde så at sige havde givet den samme facon. Jo mere de var kommen op omkring en vis alder, midt i trediverne, desto mere havde de til fælles: det var de samme bestemte, skarpt trukne linier i ansigtet, den samme magerhed og den samme måde at tale på. I lyset fra de urolige gasblus fik deres øjne en underlig dybde samtidig med en skinnende glans. Nogle enkelte gik med korset, men de allerfleste brugte ingen, og der var i det hele taget ikke meget figur på nogen af dem. Derimod var det en ejendommelig, næsten stram Duft af fattigdom og arbejde, de udbredte omkring sig; den løftede sig ud fra deres hår, fra deres bare halse og deres klæder; den lå og varmede sig i strålelyset fra gasblussene, og den ligefrem svævede over hovederne på dem som en jævn tåge. Men selv mærkede de ikke noget til den. De stod blot og skubbede sig sammen hen imod disken, med kurvene foran på maverne, de magre senestærke arme trukket op over hofterne og de spidse albuer stikkende bagud. Hansen havde meget travlt. Han var ganske ene om at ekspedere, og han fløj frem og tilbage inden for disken og smækkede med skufferne eller raslede med vægtskålene. Han forstod rigtig at behandle alle disse madammer. Midt i sin travlhed glemte han ingen af dem, og snart kom han med et par ord til den ene og snart til den anden. Han kendte deres bekymringer, og han kendte hele nabolagets historie på sine fingre. Han talte godt for dem, når de var rørte, og han hjalp dem med at skælde ud, når de var vrede. Nu kom i egen person blikkenslager Kristoff oppe fra fjerde sal ind i butikken med sin lille pige på armen. « da' Kristoff!... går også i byen for en gangs skyld? » udbrød Hansen smilende, idet hans store, renvaskede og gesvindte hænder lukkede for en pose puddersukker. Madammerne vendte sig alle sammen, og hver eneste gang, butiksklokken ringede, gjorde de akkurat det samme. Men ellers stod de og blev så yndigt lade i varmen. Deres sind var opfyldt af en stille, lykkelig lørdagsfred; deres øjenlåg var så tunge og trætte; de magre kinder glødede, og små skinnende svedperler sprang frem oppe under håret på den lave pande. For øjeblikket var der over en halv snes stykker i butikken. Oppe fra huset var der foruden blikkenslager Kristoff tillige madam Sørensen, og der var rullekonens datter inde fra kælderbutikken på den anden side af gadedøren. Madammen var en lille blegnæbet kone,.som var kommen op i fyrrerne. Hendes mand var maskinmester på et stort savskæreri inde i byen, og de boede oppe på første sal til højre for trappegangen. Den lille rullekonepige var en buttet sejstenårstøs i en tynd, blåternet vadsketøjskjole. Hun havde et fuldstændig kønt blondineansigt med rene, fine træk og dybe, blå øjne. For morskabs skyld stod hun nu og drejede på kaffekværnen henne under det ene vindue. De andre kunder var folk fra de nærmeste huse i nabolaget. Blandt dem var der madam Gotfredsen, en tyk \7ærtshusholderske, som sad og bredte sig på butikkens eneste stol, og der var væverkonen, som boede ovre på den anden side af gaden i samme sted som spækhøker Rasmussen. « ja, je’ skulle ha’ en fjerding grøn sæve », sagde madam Sørensen, som var kommen helt inderst ved disken, midt under gasarmen, hvorpå der hang numre af « nyhedsposten ». « men den må være go’ til at tage skidtet; for den sidste, je’ fik hos dem, den var je’ ikke tilfreds med. » Hansen, der var bleven helt rødmusset og klarøjet af den Iver, hvormed han ekspederede, gjorde et tag i en sæbebøtte, der stod inde under disken. « så—å?... ikke?... var den ikke god? » Spurgte han. « denne gang er 'en god!... brilliant!... Skal de vaske i måren, madam Sørensen?... og på en søndag? » « søndag og søndag!... Man må sgu ase i’et hver dag, vil man holde sig ren... Næ—æ, søndag er s’mænd ikke noget, der er g’ort for voreses skyld! » Madam Sørensen ledsagede sine ord med et formildende smil, medens hun stod og lukkede låget op på sin hankekurv. Hun havde syv børn, og man kunne se det på hendes øjne, der var ejendommelig matte og lå så dybt i hovedet på hende. « næ, det har de såmænd ret i. Jeg for min part kender heller ikke meget til søndagen; jeg skal tappe øl af hele formiddagen i måren... Vær-så-god, madam Sørensen!... Var der ikke videre? » « jo, for to øre soda. » « gerne!...å gud, har de hørt, madam, hvor galt det er gået spækhøkerens dreng derovre? » væverkonen, der var en lang, sjusket rækel, stod dovent ved siden af madam Sørensen og skubbede sin mave med forklædet ind imod diskekanten. Nu smilede hun til Hansen, som i øjeblikket ikke lagde mærke dertil. Hun kendte historien. « nå!... nej! » Madam Sørensen havde ikke hørt noget. « jo », sagde Hansen og lukkede kræmmerhuset med sodaen. « jo, det er sgu gået meget slemt til!... Der var ikke flere ting? » « nej tak! Så vil je’ kuns betale for kaffen, je’ fik hernere i formiddaes ». « og for en fjerding puddersukker, så vidt jeg husker, madam Sørensen ». « ork, man står sgu også i tåget!... Ja, det er rigtigt nok! » « det gør såmænd ikke noget!... Vær-sågod: otte øre tilbage! » Hansen lagde kobberskillingerne på disken foran hende. I det samme gik døren, og en lille fire Års pige kom ned i butikken. » « da’ Emma!... Da’ », sagde Hansen, medens den lille pige stillede sig op midt ude på gulvet og så forlegent frem for sig uden at åbne munden. « næ, madam Sørensen, der har været slåsmål derovre... Det er jo en væmmelig dreng... Ham, sønnen... Erik hedder han. » Madam Sørensen stod og lukkede for sin hankekurv med et lille uopmærksomt og intetsigende smil om munden. Dette lille tomme, forfjamskede smil, som hun gerne ville gøre deltagende, var blevet hende en vane. Det var det eneste, der var tilbage af ungdom, medfølelse og nysgerrighed fra hendes pigeår. Alt det andet havde de syv børn pillet af hende. Og nu i øjeblikket var hun lige så lidt nysgerrig som ellers. Hun stod blot og ventede, fordi hun ikke vidste noget bedre, og fordi hun ikke ville støde Hansen for hovedet. « ja—a, det er jo en slem dreng », sagde hun spagfærdigt. « det skal de sgu ha’ ret i! » udbrød Hansen, som stod og ekspederede en anden af madammerne. « han havde gået og haft nogen historier for oppe på tørreloftet, og så var viceværten naturligvis kommen over ham en dag... For sådan går det jo!... det skal jo opdages! det er da tydeligt! » « jaha—a! det er da tydeligt! » indskød væverkonen interesseret. Hun stod og så rigtig overbevisende og ganske stift på madam Sørensen af bare forlegenhed efter at komme til at fortælle alt, hvad hun vidste om denne historie. « og det er deraf, det hele er kommet!... Drengen fik naturligvis sine klø, » sagde Hansen. « men nu er det jo bleven til en hel ballade. » « fik drengen klør » spurgte væverkonen tvivlende. <næ, Hansen!... nhæ!... det er fanerne ikke andet end den infameste løgn af drengen; det kan de stole på, ja!... det kan de være aldeles sikker på! » « ja, sådan siges der. » « jamen je’ bor jo derovre, Hansen; det ved di jo nok... ikke?... og je’ si’er dem, at det er ikke andet end løgn af drengen; det ved gud det ikke er!... Skulle viceværten ha’ sla’et ham?... nhæ!... Viceværten er en pæn mand. — det er ham, der laver propper, korkeskæreren, de ved. Han bor der ovre i stuen på samme trappegang som spækhøkerens, » sagde væverkonen og vendte sig mod madam Sørensen. « min mand og je’ er nu kommet så meget sammens med ham og hanses familie, og vi kender dem så udmærket... Det er none dejlige mennesker, siger je’ dem! Konen er også rigtig sådan en dejlig kone... Og di passer dem selv! Ja, man kan da aldrig få nogen bedre folk til at være ens vicevært; det er der nu slet ingen tvivl om. » Så fortalte Hansen, hvordan spækhøkeren til sidst en dag alligevel havde passet viceværten op i gården og havde mørbanket ham. Men så havde madam Sørensen også hørt hele historien og gik sin vej. « far vel, » sagde hun og smilte til Hansen og til væverkonen. « far vel!... far vel, madam Sørensen... Far vel! » sagde Hansen og nikkede. Og da hun næsten havde lukket døren, råbte han op til hende: « nå!... det sner nok endnu!... det er et rigtigt julevejr. » Lidt efter var det imidlertid værtshusholderskens tur til at blive ekspederet. Hun sad på stolen og råbte sine ordrer op, medens hun holdt de hvidlige, fedtglinsende og tykke hænder foldede foran sig. « je’ skal ha’ fire pund hvidt sukker til kaffe; det skal være af det ternede i de runde plader, » Sagde hun. Hendes stemme var skingrende og gennemtrængende som stemmen hos en gadetøs, og hendes betoning af ordene var yderlig simpel. Men alle madammerne langs disken havde vendt hovederne og så på hende, og hun sad der og struttede af bare vigtighed over, at hendes ordrer var meget større end deres. Henne ved kaffekværnen stod den lille rullekonepige og drejede, så det snurrede i hele butikken. « ja, jeg maler væk, Hansen! » råbte hun midt i støjen med sin gemytlige, « raske » stemme. « gener dem ikke!... Kør de kun løs! « Svarede han tilbage. Og som hun stod der og var så ivrig, udfoldede hele dette buttede unge legeme al sin udfordrende smidighed. De runde arme og de bløde skulderlinier strakte sig; den unge barm hoppede, og den tynde, lysternede vadskekjole bølgede om. Hende, så man glimtvis så de røde, udtrådte plysses morgensko, hun havde på fødderne. Hansen omsluttede hende med et tilfredst og ligesom lønligt triumferende blik, og madammerne havde også øjnene henvendt på hende. Hen imod syv-halvottetiden blev travlheden i butikken allerstørst. Der var ikke langt fra at være en hel snes kvindfolk dernede på en gang, og alle sammen stod de ligefrem og hang op ad ryggen på hverandre. Tankeløse og ordknappe stod de og sank sammen i hofterne, medens de hvilede ud efter dagens møje. Heden og atmosfæren blev næsten overvældende og kvælende. Der kom et dumt, foraset udtryk i disse lavpandede, plumpe og benede ansigter. De store, uskønne læber hang slappe af træthed, og alle muskler tøede op og blev bløde. Hansen var den eneste, der vedblev at være liv i. Stadigt lød hans farende skridt inde på gulvet bag disken. Han smækkede med skufferne, raslede med vægtskålene og gav penge igen, så det klingrede. Nu var der ikke rigtig tid til at sladre; men man hørte ham alligevel spørge ud og komme med et par bemærkninger, imedens han ekspederede. Og sådan gik aftenen til hen ad halv ni. Så begyndte handelen at sagtne jævnt af, og der kom nu blot færre og færre i butikken. Da det var ved at være lukketid, og bydrengen Rudolf havde tilendebragt en flaskeskylning, kom han fra den til gården vendende del af lejligheden ind i butikken, hvor Hansen stod alene og læste i « nyhedsposten » lænet mod disken midt henne under gasblussene. Rudolf stod i nærheden af butiksdøren med sin kasket i hånden lige parat til at vende sig om og gå. Af fjorten år at være var han en overordentlig stor og kraftig dreng. Under hans korte, grå trøje viste der sig et par prægtige, brede og lige skuldre, hvortil både brystet og de nedhængende arme stod i et udmærket forhold. Hans ben var også velformede og stærke. Et par mørkeblå, tyndslidte og plettede benklæder nåde ham til lidt neden for knæerne. Under dem så man de solide lægge stramt omsluttede af tykke, grå uldstrømper, og fødderne stak i et par store, klodsede og snavsede lædersko. Der var noget livligt og spændstigt ved ham, som han stod der og skulle til at løbe sin vej. Hans sunde, rødmossede og vel kantede ansigt bar med de store, rolige øjne og de fyldige, røde læber på en gang udtrykket af noget ejegodt og noget stærkt sanseligt. « nå, så nu er du altså færdig med alle flaskerne?... de er vel nok gjort ordentlig rene? » spurgte Hansen. « ja, så gå du bare, Rudolf... God nat! » Da Rudolf hurtig sprang op ad kældertrappen fra butikken, var det blevet opholdsvejr. Gaden lå stille og blundede under det tykke, hvide snetæppe. Lige overfor lyste spækhøkervinduet med svinehovedet, og alle butikkerne lyste rundt omkring i deres sidste time. Ovre til højre stak Todesgade sine hjørner mørkt i vejret, og henne til venstre i Blågårdsgade ringede sporvognen. han blev et øjeblik stående på fortovet og så sig om, og som han stod der, kom de to fiskerkoner og børnene dragende forbi midt ad gaden. Det var et ganske løjerligt optog, disse mørke skikkelser, som med lydløse fodtrin vandrede gennem sneen. Først kom drengene, der trak de to vogne med deres tynde arme. De tog sig ud som silhuetter: omridsene tegnede sig så skarpt mod alt det hvide, og man så deres dukkede hoveder, deres pukler og deres lange, magre, kalveknæede ben. Bagefter kom madammerne. Den tykke gik med stok for at støtte sit mægtige korpus, og hun vraltede frygteligt. Den tynde holdt sig med små skridt ved hendes side nærmest Rudolf, og hun brugte mund med sin skingrende stemme, så det hørtes dobbelt tydeligt i aftenstilheden. Da de var forbi, vendte Rudolf sig og gik op igennem gadedøren. Men ikke så snart var han ad trapperne nået til første sal, førend han hørte rullekonepigen komme farende op fra sin moders kælderbutik. « rudol’l... Rudol’l » stod hun og kaldte på stentrappen foran gadedøren. « hva’?... hvad er der? » « rudol’!... Hør lidt du! » « næ, gu’ gør jeg ej! » råbte han. 19 egentlig kunne han godt lide hende, men en mærkelig følelsernes spaltethed, som udelukkende skyldtes hans unge alder, bragte ham altid til at stille sig afvisende over for hende. Så løb han videre opefter, så hurtigt og så rabaldrende som kun en dreng kan gøre det. i til Hansens lejlighed i kælderen hørte der en dagligstue og et lille køkken, som begge lå bag ved butikken med vinduer til gården. I dette køkken blev der aldrig lavet mad. Herude gemte man alt skramlet fra butikken. Støvet bredte sig alle vegne, og der sad spindelvæv i krogene under loftet. En formiddag lige i slutningen af vinteren stod Rudolf henne ved vadskebordet foran vinduet og pillede rosiner. Ude i butikken var hans moder alene med Hansen, og de stod og snakkede så højt sammen, at lyden af deres stemmer nåde ham gennem den lille korridor, og han ganske tydelig kunne høre, hvad det var, de talte om. « ja... ja-a!... næ... det er lige meget! » Råbte hans moder en gang. « næ, je’ vil ha’ ham kumfermeret, hvor han er bleven døft og holdt over dåben; det har je’ sagt til Jakobsen, og det er vi også godt nok enige om... Jo —o!... jo—o! natyrligvis g’ore han vrøvl; for han har jo sine egne meninger i den retning. Men det var det, je’ sagde til ham: nu går rudol’ i skole i st. Hansgadens skole, og alle hans klassekammerater, som er på alder med ham, de skal kumfermeres i st. Johannes kirke. Så vil han jo gerne sammens med dem, sagde je’... At min mand er bud i kristuskapellet, se det kommer jo da slets ikke drengen ved; det er jo noget af min mands levebrød!... Det forstår sig, Jakobsen er ærlig nok! han har nu engang di religiøse anskuelser, det ved gud han har! Men det er jo det, je’ si’er... Drengen... Man skal ikke lægge tvang på drengen i den slags sager, si’er je’... Der er ingen af vos, der ved, hvad slags kristendom, der er den bedste, vel?... det er sgu vist lige godt alt sammen; det tror jeg nu... Når man la’r hver beholde sit og klarer sig, så man kan være det bekendt både for sig selv og sine medmennesker, så kan det være lige fedt med det!... Og børnene!... ja, når di ikke er krøblinge, så skal man være glad ved det, og man skal gi’ dem noget ordentligt mad og none ordentlige klø, så di kan blive store og sunde og retskafne... Så kan di sgu selv sørge for resten... » Noget efter hørte Rudolf hende tale om ær- lighed. « næ, at sætte sine børn til handelen, det er en egen ting, Hansen! » sagde hun derinde. « der må di sgu... di må sgu være sikre på sig sæl!... Der er så mange skuffebedrøvere! Man hører så meget fra aviserne a*!... Ja—a! Gu' bevares! Rudol’ tage r sågu ingenting! Han er s’mænd redelig nok, er han... det tror je’ da! Gud forbyde andet!... Ja, har di mærket noget, Hansen? » « næ, Rudolf er meget flink; der er ikke noget at klage, » sagde Hansen. « nå, så er der jo også det, » vedblev hun. « di skulle jo gerne tjene noget, sådan none store drenge... Og kommer rudol’ nu i urtekræmmerlære, så kan han da godt få lov at gå i en tre-fire år uden at tjene noget videre... Ja, vi har ikke råd til at gi’ drengen både klæ’er og fornøjelser og det hele; det må han sæl om så hurtigt som mulig. Der er jo fire børn tilbage foruden ham... » Nu kom Hansen med et par ord, og så var det hende igen. Men Rudolf hørte ikke ret meget efter mere. Kun en gang, mens moderen talte, havde han studset ordentlig, og det var den gang, hun talte om redelighed og spurgte Hansen, om han havde mærket noget. For han havde egentlig slet ikke været så ærlig. Han havde mange gange stjålet et helt fjerdingspund chokolade og haft det med i skolen. Ude i butikken vedblev moderen at snakke. « ja, vi har jo en søn, der er former, som di ved, Hansen, » hørte han hende sige lidt efter, da hun var kommen ind på de intime familieanliggender. « han er jo gift og bor inde i st. Gertrudsstræde med konen og et barn. Men der er nu immer noget galt og ulykkeligt ved det, lige meget hvad for en profession, di så er i. Nu har han været syg og arbejdsløs i over en måned! En dag, han var på støberiet som sædvanlig og gik og bar smeltet metal hen til formene, fik han ved et uheld en hel skefuld af dette sydende skidt ner over begge fødderne på sig.... Ja, i tre uger har han ligget i sengen! Det er sørgeligt, er’et sgu!... Nå, han kommer sig jo! Og natyrligvis er han i en sygekasse; det var ikke godt andet! Men det kniber alligevel, og vi har af og til måttet gi’ dem lidt til hjælp i den senere tid, hvor dårligt vi ellers kan undvære noget... Ja, det si’er je’! at det er kuns for hanses skyld og så for barnets! For je’ kan sgu’nte udstå konen!... Så har je’ jo også hat en datter foruden Oline; det var nu ri’nok før deres tid, før di fik butikken her, » Vedblev hun i en nedstemt tone. » ’men hinner taler je’ nødigt om... skønt, di ved jo god besked alligeveller; hun kom jo fejlt på’et... gu’ bevares, hvor det er let for fattigfolks pigebørn! Og når så temperamæntet er der... Ork gud! » hun sukkede, Rudolfs moder. « ja, je’ husker, hvorledes hun begyndte at blive borte til sent om aftningen; det var en grulig tid!... Så kom hun ikke hjem en hel nat igennem, og til sidst blev hun hjemme fra i ugevis... Næ! Det glemmer je’ ikke!... Je’ havde jo fået at vide, hvem hun var kæreste med, og så gik je’ lige derhen en morgen tidlig og traf dem begge to i sengen endnu... Sikken et skænderi! ih du store gud!... Ja, nu er tøsen stukken af til engeland med en anden en. Men det er sørgeligt nok. Je’ har nu taget og tage er mig det endnu meget nær!... Jakobsen er snart lige glad... skønt det var sådan en køn pige... », nu stod hun vist og græd lidt derude. Og det hændte slet ikke så sjældent, at disse stakkels fattige koner, når de i deres naive trang til meddelsomhed fortalte Hansen hele deres livs og deres families historie, da blev så inderligt bedrøvede, at de måtte græde. En halv times tid senere var Rudolf færdig med sit arbejde, og han skyndte sig over til spækhøker Rasmussens for at få fat i sin skolekammerat, Erik. Da han kom ind i dagligstuen med kasketten i hånden, fandt han netop Erik fuldt optaget af at drille sin fjortenårige søster, der sad ved det store, runde bord midt i stuen og klistrede glansbilleder ind i en bog. Han var en lang og grim dreng med et stort, lysebrunt hår, der strittede ud til alle sider. Søsteren, Anna, derimod var nærmest køn, havde indtagende, milde ansigtstræk, blå øjne og en lille blond fletning ned ad nakken. « nej, lad vær’, Erik! » sagde hun og rejste sig, så hun stod i sin halvlange, blåternede bomuldskjole ved siden af bordet og strakte hånden afværgende ud imod ham. « lad vær’!... lad vær’, Erik! Je’ vil ikke ha’ det! Je’ si’er det til mor! » Nu havde Erik taget klisterpinden ud af koppen og stod og stak efter hende for at smøre hende til på fingrene. « uf, hvor du er uartig! Kan du nu i det mindste ikke la’ mig i fred, til jeg får dette her færdigt!... Gå med Rudolf; han er kommen for at hente dig! » Men Erik tog ingen notice heraf. For at vise sig for vennen blev han snarere værre end bedre, og han sprang og hoppede foran hende, medens han stak efter hendes ansigt og den udstrakte hånd. Henne på en stol ved det store, trefags vindue, der vendte til gården, sad den fireårige Oluf og fulgte optrinet med øjnene stående ganske stille og udeltagende i sit rødhårede, uforholdsmæssigt højpandede hoved. Erik skrallerlo. « det kunne du ikke li’, vel? » råbte han triumferende, fordi han lige var kommen til at smøre søsteren en stribe langs hen ad hånden. Men så fo’r der pludselig en blussende vredesrødme ud over hendes ansigt, og da hun gjorde en bevægelse som for at få fat i ham, vendte han hastig ryggen til, smed klisterpinden på gulvet og løb hen bag Rudolf, som han skærmende holdt frem for sig. « nå, ja!... tag dig i agt!... Du kan jo la’ mig være, ikke? » sagde hun formildet ved hans skyndsomme tilbagetog og bukkede sig efter pinden, hvorefter hun atter satte sig til at klistre. Lige i det samme kom madam Rasmussen hurtigt ind ad døren fra butikken. « du, Anna! » sagde hun. « gå ned til far i kælderen og få tre baiere!... Gamle carlsberg skal det være; de er til Olsens! Skynd dig lidt! » I mangel af beskæftigelse, medens hun ventede, purrede hun lidt op i sit kortklippede hår og ordnede ved brystsmækken på det hvide forklæde. så fik hun øje på Rudolf. « nå, Erik!... lad ham være!... Hvad står du der og hænger på ryggen af ham for! » udbrød hun. Lidt efter gik begge drengene, og da de kom igennem butikken, hvor madam Rasmussen just stod og skar rullepølse, sagde hun til Rudolf: « ja, det er for resten ikke mere end en snes minutter siden, at din moder har været her, min dreng... Hun købte svinesylte; det skal i vel ha’ koldt til midda’, tænker je’... Rend nu ikke og føjt alt for meget om på gaden, hører i. » Iii en eftermiddag i forsommeren sad Rudolf og Erik oppe på sidehusets tørreloft sammen med et par af de småpiger, som hørte til i stedet, og som de jævnligt legede tagfat med nede i gården. Den ene var maskinmester Sørensens Marie, og den anden var datter af en skræddersvend og hed Lise. De sad alle fire i en klynge på nogle små, lave trækasser, som lå og flød der oppe på gulvet. Marie var en storladen, fjortenårig pige med et ganske almindeligt ansigt, hvis fornemste pryd var et mørkeblond hår og grålige øjne. Lise var omtrent af samme alder. Hun havde et smilende, lyst ansigt med opstoppernæse og gult hår, hvoraf der hang et par tjavser ned over ørerne på hende. Efter at de havde siddet og sludret og fjaset i det meste af en times tid, og medens Erik var i færd med at stoppe sig mindst den fjerde pibe, spurgte Lise pludselig: « hvor sidder i ellers, når i er hos præsten? » « vi sidder sgu inde i selve kirken, » svarede Rudolf. « du ved jo nok, hvordan johanneskirken ser ud inden i, ikke?... Nå, og lissom man kommer inden for porten, så er der stillet bænke på langs ad midtergangen; der sidder vi. » Begge pigebørnene lænede sig meget interesseret forover med albuerne på knæerne for at lytte. Thi til vinteren skulle nemlig også de begynde at gå til præsten. Nogen tid efter, da Lise havde været henne ved køkkentrappehullet i den anden ende af loftet for at høre, om hendes moder kaldte på hende, begyndte Marie ganske tilfældigt at snakke om rullekonepigen. « tror du ikke, jeg ved det med Josse og dig, du rudol’l » sagde hun. « så —å?... Jamen jeg har selv en aften stået nede i porten og set, når hun gik ude på fortovet og ventede på, at du skulle komme op fra Hansens a’. » « hvornår var det?... var det forleden? » Spurgte Rudolf. « ja, det kan jo være lige meget, hvornår det var!... Jeg så, hun gik og kiggede ned gennem urtekræmmervinduerne, og så, da du kom op ad trappen, gik hun hen til dig og sagde: « du, rudol’, gå lidt med ned i kælderen, hvad?... tage og gå med, hvad? » sagde hun... Og så så’ jeg selv, at i gik derned... Men kan du fortælle mig, hvad i bestilte der?... Fy rudol’!... fy —y! » Og begge pigebørnene gav sig til at le. Rudolf huskede meget godt, at Josse mange aftener igennem havde gået og ventet på ham oven for på gaden. Så havde hun ganske rigtigt fået ham til at gå med sig ned i kælderen, og der havde de stået i mørket og kysset hinanden, til de var bleven ganske hede i kinderne. Nu var det imidlertid en naturlig indskydelse hos ham at sige Marie imod, og han gjorde det da også med al ønskelig grundighed og uden at spare på grovheder. Men da han begyndte at blive færdig, tog hun energisk og højrøstet ordet. « ja, du kan godt spare dig dine forklaringer, og du skal heller ikke tage Josse i forsvar... For Josse er en rigtig gadetøs, rudol’, det er hun sgu, » sagde hun. « jeg har oppe igennem gårdvinduet set Hansen stå nede i køkkenet og kildre hende på halsen og under armene. Og så tog han og trykkede hende helt ind imod komfuret, til hun grinede sådan rigtig højt og væmmeligt... Han har også givet hende en kjole, en ulden kjole, det har hun selv fortalt mig!... Hvad tror du, han har gjort det for? » Kort tid efter forlod de loftet. Da de var kommen ned ad alle trapperne og tværs over gården, så de Maries Broder stå i porten ude ved fortovet og røge sin pi

1898_Gnudtzmann_Gadespejlet

Albert

Gadespejlet

Gnudtzmann

Gnudtzmann

Gadespejlet

male

1898_Gnudtzmann_Gadespejlet.pdf

Albert

Gnudtzmann

dk

Gadespejlet

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Prolog denne historie foregår i en lille, driftig by, en by, der ligger ved den inderste ende af en fjord og som er i besiddelse af alt, hvad der kan kaste glans over en dansk købstad: en berømt ligsten i kirken og et elektrisk lysanlæg, gammelt kloster og sommerteater, latinskole og vandværk, litterært navnkundig adjunkt og margarinefabrik, historiske ruiner og svineslagteri, tre aviser og garnison og hvert år en lille skandale. I denne lille, driftige by fortælles fra gammel tid følgende krønike: en dag kom der til byen en Junker. Han var høj og blegfed, hans øjne var som smaragder at skue og havde små bitte, stikkende pupiller. Han var klædt som en gild og fornem herre: ræveskindsforet grøn kjortel, stribede Broge, hvortil tøjet havde kostet to lybske mark alen. Det sirlig kæmmede hår bølgede ham langt ned over skuldrene, og i baretten havde han stukket en hvid strudsfjer, der vajede over ham som en uskyldens fane. Han kaldte sig Junker slemming. Men i virkeligheden var han den ledeste, sorteste satan selv. Han var ude for at hverve sjæle til sine suppegryder, og hvor han hidtil havde været, var det gået velsignet. Allevegne havde hans høviske og huldsalige væsen vundet ham menneskenes venskab, de bedste mænds fortrolighed, de mest dydsirede jomfruers gunst. Der var blevet kræset op for ham, så han havde begyndt at få mave, og i sin kuffert medførte han som hædersgaver et sølvdrikkehorn og en broderet pude foruden en kalligrafisk adresse. I den lille, driftige by, mente slemming, måtte han let kunne vinde sit spil, thi dens indbyggeres sind var alt i forvejen såre meget henvendte på denne verdens handel. Havde de ikke haft den slemme uvane, at de gerne omvendte sig, når alder eller sot stundede til, kunne han helt have sparet sig at gæste byen personlig. Slemming tog sig en barnlig og andægtig mine på, lod sig sy lange sorte klæder og tog ind på det bedste gæstgiversted i byen. Han drak nymalket mælk til sin aftensmad og forsagede al omgang med sådanne, som havde et dunkelt punkt i deres fortid eller som førte et urent liv. Og han begyndte at præke rundt om i gårdene om menneskenes ugudelighed og præsternes vantro. Thi således havde han vundet sjæle andetsteds. Men her slog det fejl. De unge mænd spottede ham, når de holdt drikkelag på gæstgiverstedet. De unge kvinder smiskede til hinanden, når de gik forbi ham på gaden, og kaldte ham spotvis Junker lilliehvid, Junker kysseskræk eller Junker storketro. Og hvad de gamle angik og de, der lå på sottesengen, så forbigik de altid slemming, når deres omvendelse stod for døren, og sendte i det sted bud til stedets beskikkede sognepræst. Alene doblere og drankere, horkarle og skørlevnere, tyve og bedragere, skøger og smekfilleker søgte ham for hos den fromme mand at udgyde nogle angerens tårer og få trøst og husvalelse for alle de slemme gerninger, de hver dag begik. Men disse hørte jo i forvejen til hans menighed. Som tiden gik, tog skuffelserne stærkt på slemming. Af græmmelse blev han ganske gusten, hans hår begyndte at gråne, ja på sine steder faldt det endogså helt af. Tilmed var han bleven så mager, at skindet slog folder om ham. Og gæstgiverstedets vært fortalte i byen, at man lidt og ofte kunne høre ham ligge og hulke om natten i sin seng. Alt dette gjorde hans udseende endnu mere forklaret end før, men endda rørtes ingen hjerter til fordel for ham. Tilsidst begyndte sorgen og drøvelsen at gøre ham ganske sløv. I smug slog han sig på flasken, og da byens udskud mærkede det, flokkede de sig endnu tættere end før om den fromme mand. Sammen med dem græd og drak han nu, så lang dagen var. Og når aftenen led, bar de ham ind i hans seng og hørte på, at han bad aftenbøn til sin egen oldemo’er. Dette væsen misbilligedes imidlertid højlig af gæstgiverstedets vært. Denne gode borger havde længe frygtet for, at huset skulle tilsætte sit hæderlige navn og rygte ved at huse slemming. Så længe han dog endnu betalte for sig, mente han imidlertid af kristelig medlidenhed at måtte bære over med ham. Men den tid kom, da slemming også på dette punkt skuffede hans tillid, og nu indså værten, at strenghed var nødvendig til hans sjæls frelse. Følgen blev, at han gik til kongens foged og klagede sin nød. En dag, da slemming sad i gæstestuen og drak med sine fæller, trådte da fogeden med tvende bysvende ind ad døren. Og alt, hvad slemming græd og bad for sig, det hjalp ham ikke det mindste. Overfor alle hans protester havde fogeden en lovparagraf på rede hånd. Tilsidst eragtede han, at slemming inden trende solemærker havde at rømme huset samt betale alle af forretningen flydende omkostninger skadesløst. da for den slemme syge i slemming. Næppe havde fogeden sluttet oplæsningen af sin kendelse, før rekvisitus gjorde brat omkring, og idet han nok så sirligt bukkede sig, vendte han bagen mod fogeden og lod, med tugt- at melde, i det samme sine Broge falde. En af bysvendene, der på embeds vegne havde været med at bade sig i dette måneskin, påstod siden, at han tilmed havde udsendt en prosit af røg og gnister. Hvilket fogeden tog til protokollen tilligemed et hastigt rids af corpus delicti i den hensigt senere at drage slemming til ansvar derfor. Da nu dette var sket, pakkede slemming sine sager sammen og beredte sig med blødende hjerte til at tage afsked med byen, der så grumt havde skuffet ham. Men da han senere kom ned i gæstestuen, var der fuldt af folk, og det ikke stoddere og pøbel, men unge kvinder og mænd af byens bedste huse. Alle havde de forsamlet sig for at se og hilse på den mærkelige mand, der havde vovet at vende bagen til fogeden og som kunne give røg og gnister fra sig på en så usædvanlig måde. Da slemming nu trådte ind i stuen, rejste sig lensmandens søn, Junker Klavs, og bad ham tage plads i den forsamlede ungdoms midte for at nyde et bæger vin. Han udviklede i få ord, hvorledes slemming ingenlunde måtte tro, at der der i byen — så liden den var — savnedes forståelse af en kæk og frisk foragt for vedtægt og sædvaner. Da begreb slemming. Og uden at opgive sit inkognito lod han sit djævelskab spille og blinke i folkegunstens sol som en diamant og vakte derved den fyrigste begejstring. Da han til sidst rejste sig og holdt en uhøvisk tale, slog de unge mænd en skoggerlatter op. De unge kvinder lod vel, som om de intet havde hørt, men i al hemmelighed lo de ligeså stærkt som de unge mænd. Nu begyndte der for slemming en gylden tid. Vel blev han dømt til at betale en bøde for sin adfærd mod fogeden, men hans unge venner skillingede sammen til beløbet. Og efterhånden sluttede der sig flere og flere til ham, ja, han blev en søgt gæst i den driftige bys bedste hjem. Thi han forstod så vel at føje sin ydre optræden ind under de foreskrevne omgangsformer, at han ikke skurrede mod den gode tone. Og dog bevarede han sin friskhed som et æggende krydderi. Da han nu i nogen tid havde nydt godt af byens gæstfrihed, mente han, at det var på tide at gøre gengæld. Han indbød derfor en stor del af byens indbyggere til et gilde. Efter at fogeden havde eragtet, at slemming skulle forlade gæstgiverstedet, var han trods værtens indtrængende bøn til ham om desuagtet at blive boende flyttet lidt udenfor byen i et lille snehvidt hus med have og grønmalet stakit og flagstang og storkerede på taget. Der boede han alene sammen med en grå kat og en gammel trofast husholderske, der i sin ungdom med megen vindskibelighed havde drevet borgerlig næring som natfrøken og som nok endnu ikke var bange for at vise en gammel kunne en villighed mod beskedent vederlag, skønt hun ellers med rette var højt anskreven i byen for tugt og ærbarhed. Det var en forsommeraften, da slemmings gilde skulle holdes. Jasminerne åndede tungt og hedt. Luften var så tæt og så lun, og det var ganske stille, men alligevel var det, som det hviskedee fra alle træer og buske og fra de skjulte grotters dyb. Det var en af de aftener, da man for hvert skridt holder åndedrættet tilbage og lytter. Og fjernt i synskresen blinkede og blafrede usikre lyn som gækkende og dragende lygtemænd. Slemming havde bestemt, at festen skulle holdes i haven. Og ved den omhu, hvormed han hver dag passede og plejede den, havde han da også fået den gjort til en plet, der var en fest værdig. Thi uden hensyn til årstiden vekslede eftersommerens blomsterpragt og frugter med forårets og midsommerens. Og en ganske sælsom have var det. Straks man trådte ind i den, var der blomster og atter blomster. De mylrede op af de omhyggelig plejede bede, de knejste på ranke stængler, de dækkede jorden i rig og tætvoksende mangfoldighed. Først var det lutter hvide lillier, vintergækker og tusindfryd, jasminer og kamelier og hvide roser, mellem hvilke den gulblege kaprifolium snoede sig frem som en slange i paradiset. De hvide blomster åndede fred og stilhed i sindet, så enhver af gæsterne fik en fornemmelse af at være et ubeskrevet blad og at have glemt sig bort fra alt livets besvær. Men gik man længere frem i haven, kom der blå blomster i stedet for. Der hang store klaser af syringer, der spillede i det lilla, de var som unge jomfruer, i hvem de første elskovslængsler fæste Bo, og så var der violer, der duftede og duftede og som syntes hensunkne i lykkelige drømme, og der var dybtblå stedmodersblomster, af de næsten helt sorte, der så ud til at gemme dunkle hemmeligheder under deres fløjlsskrud, og i deres midte lyste en lille gul plet som et tindrende katteøje. Men som uskyldige børn tittede himmelblå forglemmigejer frem mellem de andre blomster. Og sjælen fyldtes af milde og styrkende længsler. Men endnu længere frem i haven blev blomsterne røde og gule. Der var røde roser i alle afskygninger, en hel skala lige fra det undseligt blussende blegrøde til den skingrende, udfordrende blodets farve og det roligt nydende mørkerøde. Og ind imellem alt dette røde stak gule Iris og brudelys og ranunkler deres spillende flammetunger frem... Men da gæsterne nåde denne del af haven, skød blodet op i de unge kvinders kinder, og der kom glans i deres øjne, så de lokkede som blinkfyr fra en dejlig men farefuld kyst. Og ud fra en løvhytte sang en skælvende tenor til ledsagelse af en strengeleg: og ræven sig lister af hulen ud — Eja! Det er majmånedsnat, gennem skov, gennem krat går der brydende mylder af spirende skud. Hr. Mikkel han slikker sig lønlig om mund, nu ligger Fru Mikkel i dybeste blund, hun dansede så nødig alene til senge — hø hø, min putte, sov sødt og sov længe... Eja! For månen hun skinner så lystigt foroven, og nu er det majmånedsnat i skoven, og nu er den knibskeste jomfru forvoven. Alt spinder den flyvende sommer sit garn — Eja! og en sommerhed vind kysser fyrigt skønjomfru på mund og på kind. Nu sænker sig natten så lunt og så blødt, og stjernen den brænder så blødende rødt! Hvi går du, skønjomfru, de vildene veje, hver græsgroet Tue er favnende leje — Eja! F'or månen hun dølger sig listigt foroven, og nu er det majmånedsnat i skoven, og nu er den knibskeste jomfru forvoven... Slemming havde også en frugthave, og her var det egentlig, at festen holdtes. Denne frugthave var hans øjesten. Den var omgiven af en høj mur, op ad hvilken de frodigste vinranker slyngede sig med druer, både blå og grønne, der var store som dueæg. Ind imellem lyste abrikoser som små glødende sole, og ferskener blottede deres grønne jomfruelighed. Rundt om i haven stod der frugttræer, og deres grene krøgedes under vægten af frugterne, der tittede frem under bladhanget som svulmende kvindebryster, rede til at gyde deres saft i den tørstendes mund. Men midt i haven — og det var nu næsten det bedste af alt — var der et meget stort og rummeligt lysthus. Og her var der bal. Midt på gulvet sad, hver på sin vintønde, tre spillemænd. Den ene var skeløjet, og den anden pukkelrygget, og på den tredje voksede to mægtige hugtænder ned over underlæben. Alle tre havde de ansigter, der blussede og skinnede som blanktpudsede kobberskjolde, og småbitte øjne, som det kære fedt var groet ud over, så at de kun skimtedes som hårsmale sprækker. Og så havde de vældige hængemaver, som de havde liggende på deres skød foran sig. På deres fedter gned de en skingrende Melodi, der kun bestod af fire takter, som gentoges med stedse vildere og vildere fart. Til disse toner dansede efterhånden alle, selv de ældre og adstadigere blev hvirvlede med ind i vildskaben. Men fra de tre vintønder, som de tre spillemænd sad på, strømmede der uafladelig vin. En slags vin fra hver tønde, den'ene mild som den første kærligheds tårer, den anden hed og brusende som den røde synd, den tredje dyb og svimlende som det, menneskene kalder lykke. Mellem dansene søgte gæsterne i tættere og tættere skarer herhen. Jo længere det skred frem på natten, des højere tårnede sig glædens bølger. Og mens fedterne skreg og kvinderne hvinede og mændene rasede, begyndte det at lyne. Lynene tog stadig til i antal og styrke, røde, blå og blændende hvide hvislede de over himlen, så den næsten stod helt i flammer. Og det uden at nogen torden hørtes. — men højt oppe på muren, der omgav frugthaven, stod stemming selv. Hans mørke silhuet tegnede sig med skarpe omrids mod den luende himmel. Og som han stod der, slog han en skoggerlatter op, en latter, der var som en malstrøm i stadig stigende boblen og syden. Og latteren smittede folkemassen, alle lo med, unge og gamle, mænd og kvinder, et hundredstemmigt kor, der steg og steg, til det til sidst lød som et eneste umådeligt kæmpedyrs brøl. Da var det, som slemmings skikkelse blev højere og højere, som ville den vokse ind i selve himlen, mod hvilken den pegede som en uhyre sort viser. På samme tid udviskedes dens linier, skikkelsen blev mere og mere tåget, sluttelig syntes den helt at opløse sig i dunst... Og med et ophørte lynene. Himlen blev dybtblå, og talrige roligt skinnende stjerner tindrede frem. Og inden slemmings gæster ret fik set sig om, var både hans lille snehvide hus og storkereden på taget og haven med det grønmalede stakit og den trofaste gamle husholderske og slemming selv forsvunden. I det sted var der en grøn eng med højt og saftigt græs og duftende høstakke. Og rundt omkring var engen indhegnet a'f en dunkel, løndomsfuldt hviskende skov, ind i hvilken ensomme stier slyngede sig. 1 den allerstørste af engens høstakke sad de tre fede spillemænd hver på sin fede bagdel og var faldne i søvn. De drømte hver om sit, og i søvne gned de fedterne hver efter sine drømme. Det klang som en sælsom åndemelodi i den stille nat. Ved disse toner blev gæsternes hjerter fulde af tungsindig higen. De følte lede ved al den støjende lystighed, de nys havde hengivet sig til i flok. Og parvis vandrede de da bort — ind i den hemmelighedsfulde skov ad de ensomme stier. Dagen efter ventedes der på dem rundt omkring i byens hjem. Men der kom ingen tilbage — ingen uden en. Det var lensmandens skriver, som var forlovet og gik med mavebælte, hvilket han mente havde bevaret ham fra at lide de andres skæbne. Og fra ham stammer beretningen om, hvordan det gik til ved slemmings gæstebud. Men slemming selv viste sig aldrig mere i den lille, driftige by. gadespejlet i kupévinduernes lysrække gled frem for den lange, lave stationsbygning, og på perronen blev der nogle minuters myrevims trængsel. Der smældedes med døre, der rulledes med bagagevogne, der blev råbt og talt, uddelt ordrer og taget afsked, og et par ældre individer, hvem rejseforvirringen fuldstændig havde overvældet, snurrede hjælpeløst om ovre på mellemperronen.. Så med et lød der et klokkesignal, og lysrækken gled videre ud i mørket for ude, hvor den brændte sig ind i den sorte skovmur. To gange daglig strejfede iltoget syd på hastigt den lille driftige by. Endnu for et par måneder siden havde det ligegyldig faret den forbi uden at gøre ophold, og derfor vakte dets komme endnu hver dag en vis opsigt. Ud fra gaderne nede i lavningen, hvor den gamle by lå, kom folk dryssende op ad stationsvejen. Man ville med egne øjne nyde synet af dette iltog, der var som en hyldest fra den store verden til den driftige by, en anerkendelse af, at den talte med og kunne gøre fordring på • en vis hensyntagen. Og således var perronen efterhånden bleven en mellemting af en promenade og en selskabssal. Der stoltserede nu konsulen med sin kælent runde selskabsmave og førte to fingre til hatten, når nogen hilste, mens den lille prokurator underdanigt bugtede sit ranglede juristskelet rundt om ham. Der kom distriktslægen i uforknyt passiar med konsulinden, der brugte sit hørerør som lynafleder for de mest springske af hans historier. Der var postmesteren med sit velbarberede skuespilleransigt og byfogdens fuldmægtig, der var verdensmand og i denne sin egenskab højrøstet udtalte overlegne anskuelser, og provisoren, der led af fodsved og ulykkelig kærlighed, og den residerende kapellan, hvis uldtrøje med indsmigrende koketteri viste sig over hans flip. Der var unge damer, som hviskedee og rødmede og affyrede halvtslørede øjekast, og rundt om dem svirrede gryende løjtnanter og unge handelsmænd, som havde drukket bittersnapse i ventesalen og som talte højt og i blomstrende ord om forretninger og fruentimmer og byens opkomst. Himlen var høj, forårsdagen var så lun og mild, i stationsforstanderens have myldrede der Krokus og vintergækker frem, og enkelte buske stod med svulmende, lysebrune knopper. de unge kvinder gik med åbentstående jaketter, og toldassistenten dunkede i ny sommerfrakke og med violbuket i knaphullet. Ganske for sig selv stod en yngre mand. Han var rødblond og havde slørede, vandblå øjne, hvis udtryk aldrig forrådte, hvad de havde set og hvad der var undgået dem. Hans firskårne person var klædt med en kælen og søgt elegance, og hans hænder var små og fine. Det var den nye adjunkt, Karl føbius, der lige var kommet med iltoget. Han så sig om. Dette var altså den lille Vrå, hvor hans tilværelse foreløbig skulle rinde. Øjensynlig en lille vindskibelig by. En by med mange spejlglasruder og forretningsskilte og selfmade men, med jernbane-hotel lige overfor banegården og to andre hotellers omnibusser ved toget. En by med mennesker, der havde store hænder og små nerver og som talte højrøstet og lo stærkt og bredt.... Der kom en lille vims herre hen mod føbius. Føbius kendte ham — det var dr. fil. Pahlen, latinskolens rektor. Han var et par gange nær ved at snuble af Iver, og da han var nået hen til ham, greb han hans hånd og rystede den stærkt. « goddag, kære adjunkt føbius. Må jeg byde dem velkommen, velkommen til byen! Og håbe, at vi må komme rigtig godt ud af det med hinanden. Byen er jo ikke stor me-n hyggelig og dog som et lille åndeligt knudepunkt for egnen. Og fredelig nok til at byde hvile for den, der ønsker det... » Rektor Pahlen rynkede panden opad og rømmede sig. Føbius henkastede noget om vejret og om forholdene ved skolen, og rektor Pahlen svarede åndsfraværende og blev ved at rynke panden opad og rømme sig, mens han sugede stærkt på en udbrændt cigar. ( han mindede om en gammel tungsindig gedebuk, tænkte føbius ved sig selv ). Med et greb han føbius’s håndkuffert og ilede trods hans indsigelser ind i ventesalen med den. Den nye adjunkt gik langsomt frem og tilbage. Det var øjensynligt, at hans tilsynekomst havde vakt stærk bevægelse hos perronens publikum. Der gik som en stille susen gennem klyngerne, da han banede sig vej mellem dem. ( de vejrer kristenblod, tænkte han ). Men helt henne ved døren til ventesalen, som på Spring til at flygte ind gennem den, hvis nogen skulle finde på at nærme sig, stod ganske for sig selv en ung pige. Hendes dragt var tarvelig, næsten fattig, og hun syntes med flid at have søgt at give sig et så ærbart udseende som muligt. Men det skjalv af livslyst om den friske, fyldige mund, det tindrede i de store, brungrå øjne, og en enkelt svær lok havde løsnet sig fra det glat kæmmede, mørke hår og ringlede sig ned over den høje, smale pande. Idet føbius gik forbi, hørte han en veninde kalde hende Sigrid, og siden kaldte han hende i sine tanker altid med dette navn. Uvilkårlig smilte han til hende — hvorfor, det vidste han ikke — og et sekund var det ham, som smilede hun igen. Men næsten i samme nu forsvandt hun ind i ventesalen. 1 det samme viste rektor Pahlen sig, dansende af utålmodighed. Om føbius ikke havde nogen garantiseddel? Og hvor han havde tænkt sig at ville bo? Og om han ikke ville forestilles for overlærer Eskildsen, der glædeligvis netop opholdt sig på perronen? Om han havde spist til middag og om han ikke havde glemt noget i kupéen? Om han havde sovet godt om natten og om der ikke var noget, han ønskede vejledning til, inden han forlod stationen...? Føbius lod sig villieløst trække med, og i et nu var han omringet af og præsenteret for en halv snes stedlige honoratiores. Han hørte navne, som han straks glemte igen, så ansigter, som var ham ganske ligegyldige, og besvarede spørgsmål, som ikke lå hverken ham eller spørgeren det mindste på sinde — alt mens rektoren trippede rastløs og henrykt omkring ham som en vild, der danser krigsdans om offerdyret. hermed var Karl føbius optagen som borger i den lille driftige by. Da han lidt efter sammen med rektor Pahlen gik op gennem gaderne, var det ham, som havde han allerede levet der i over år og dag. i Karl føbius lænede sig ud ad hotelværelsets vindue og lod den kølige nattevind stryge hen over sin pande. Gaden lå tyst og tom; kom der nu og da en enkelt fodgænger, hørtes hans skridt i stilheden, lige til han var drejet om hjørnet. Lige overfor hotellet lå husene døde og mørke. Over dem kuplede sig en måneløs himmel uden skyer, og kun stjernernes talløse flokke stirrede gennem mørket med deres tavse og lidenskabsløse glød. Nede fra gæstestuen hørtes der næsten uafbrudt en underlig snøvlende og knurrende lyd, som af en, der taler i søvne. Ind imellem skrattede en hæs brændevinslatter. Undertiden steg den knurrende lyd, så den næsten blev som et vildt dyrs brøl, og hver gang dette skete, syntes latteren helt at tage magten fra sin ophavsmand. I enkelte øjeblikke var der tavshed, og man hørte så kun klirren af glas og en dyb snøften. Det var kun få minuter siden, at føbius havde været med i laget, og endnu så han den hele scene for sig: den lange, magre overlærer Eskildsen med det fjottede smil i sit visne knokkelansigt, med øjnene slørede af rusen og det tynde, hvide hår strittende til alle sider, siddende på buffeten med benene dinglende ned, svingende et mægtigt toddyglas og stadig udstødende denne besynderlige knurren, der kun nu og da formede sig til ord og sætninger. Lige overfor ham, helt fyldende en mægtig lænestol med sin massive krop, byens største skatteyder købmand Ravsted, hvis mave stadig hoppede af latter over Eskildsens mislykkede forsøg på at gøre sig forståelig. Og vimsende rundt om dem begge den lille smiskende hotelvært, der søgte at opflamme Ravsted til nye indfald og som knebrede med sin underdanige plebejer-latter, hver gang Eskildsen prøvede på at parere dem. Det hele på baggrund af gæstestuens fedtede og falmede elegance og ombølget af tætte skyer af tobaksrøg og toddy-em. En herlig aften havde det været! Eskildsen, der om eftermiddagen, da føbius blev forestillet for ham, havde været tør og stiv som en logaritmetabel, havde her vist sig fra en ganske anden side. Han havde sunget skæmtefulde viser og fortalt historier, og man havde spillet hasard om drikkevarer og drukket om kap så længe, til Eskildsen ganske havde måttet opgive ævred. Så havde føbius trukket sig tilbage, og Ravsted var gået hjem. Men endnu sad altså Eskildsen der nede sammen med værten. Og nu, da føbius var alene, kom der en egen følelse af uro over ham. Han vidste, at han aldrig før havde truffet Eskildsen i livet, og alligevel var det ham, som havde han en gang tidligere mødt dette blik, disse matte, bedrøvede øjne, i hvilke der kun nu og da skimtedes som et flakkende skær af en ild, der var ved at dø, dette udtryk af lidelsesslaphed, der prægede det gustne ansigt... Han vidste også, at det ikke var gledet flygtigt forbi ham, men at et sted i hans sind der sad endnu de dybe og varige mærker deraf. Længe ledte han forgæves i sin hukommelse, og på en gang stod det klart for ham: det var jo Jørgen, Jørgen Bern, han var kommen til at tænke på! Netop med dette blik havde han set på ham dagen efter katastrofen, da de mødtes på gaden. Hvor han huskede den dag! Helt fra om morgenen havde han slentret om i en underlig ligeglad stemning. Han havde talt med mennesker uden senere at kunne mindes, hvad de havde sagt, og han havde gået lange ture uden at kunne gøre sig rede for, hvor han havde været henne. Det var, som slumrede alle hans tanker i ‘ham...... Men så var det, da han i skumringen gik ned ad strøget. Ansigt på ansigt gled forbi i sværmen, ansigter, som han kendte, og ansigter, som var ham fremmede, men ikke et, som optog hans sind. Pludselig der midt i den glidende strøm af mennesker havde han mødt Jørgens blik, og det havde været for ham, som havde et skrig løftet sig i en selskabssal med pludrende gæster. Kun et sekund havde dette blik hvilet i hans, og det havde aldrig strejfet ham senere... Sent om aftenen, da han kom hjem til sig selv, var det så, han havde fået at vide, at Fru Nelly havde begået selvmordsforsøg. Han vendte sig bort fra vinduet og gav sig til med lange skridt at gå op og ned ad gulvet i hotelværelset. Så ofte han tænkte på det, påkom der ham lede ved det kærlighedsforhold, han da havde været hildet i. Han følte afsmag ved den Art sypige-romantik, der mener sig forpligtet til at sætte et tragisk punktum med giftflasken i det øjeblik, den drages frem til ansvar, og dobbelt tarvelig syntes den ham efter al den kække fryd, hvori Nelly og han et halvt år igennem næsten hver dag havde sænket sig. Nej, aldrig skulle han kunne tilgive hende dette: deres kærlighed kunne senere hen i livet have været som en blomst mellem en triviel bogs gulnede blade, og nu havde hun forvandlet den til en banal og latterlig avishistorie. I hvor ynkeligt et skær stod nu ikke hin aften, da Jørgen uventet trådte ind i stuen, hvor de sad sammen, og Nelly bleg og skælvende sank sammen under hans blik! Hvad i al verden havde hun været bange for? For Jørgens hævn? Hoho, den stille og fine Jørgen, han hørte nok ikke til dem, der brutalt mødte frem med revolveren! Eller var det samvittighedsnag? Hun, som ingensinde havde rødmet ved tanken om sin mand, selv ikke midt i den hede, blussende synd! Intet behøvede hun heller at opgive uden det ægteskab, som hun for længst havde brudt. Han, føbius, ville have vedkendt sig hende for gud og mennesker... Det hele kunne have været ordnet fredeligt og uden skandale. Men altså — hun havde foretrukket skandalen, og bagefter havde hun været angergiven og havde bedt om tilgivelse. Og Jørgen, Jørgen — ak, hvor kunne han gøre det •—• han havde taget hende til nåde, da hun var kommet ud af hospitalet, og levede nu sammen med hende etsteds i en afkrog af landet, hvor han havde slået sig ned som læge. Han selv, føbius, var bleven tilbage på skansen, havde søgt de samme steder og de samme mennesker som før, havde været ligegyldig for alle forskende blikke og alle halvt dulgte hentydninger. Men der havde ikke mere været nogen glæde for ham i det liv, han var vant til. Det var blevet ham som en tung og trykkende klædning, som han om morgenen tog på fuld af længsel efter at kunne smøge den af sig igen om aftenen. Alle disse interesser, som før havde optaget ham, alle de sympatier, som han havde været rede til at bryde en lanse for — alt det var ham nu kun en tom og besværlig ståhej. Og han var bleven grebet af higen efter at komme bort fra det alt sammen — ud til sådan en lille fredsommelig plet som denne, hvor menneskelig attrå endnu viste sig under former, der var en smule oprindelige, hvor kulturbarken var tynd og blød og frisk og endnu ikke havde aflejret sig i det ene hårde og træede lag efter det andet... Og så skulle han her møde disse øjne, dette blik, som han aldrig skulle kunne glemme. Han holdt pludselig sit åndedræt tilbage. Han havde ikke før nu lagt mærke til, hvor her var stille. Nedenunder måtte øjensynlig Eskildsen være gået hjem og værten have lagt sig til ro, thi der hørtes ikke mere en lyd der nede fra. Ikke en antydning, ikke et åndedræt af liv... Det var længe siden, at han havde kendt denne fuldkomne stilhed. Det var som en stor tomhed, som kvalte en usynlig kæmpehånd alt livet om ham. En hånd, der strøg ham isnende hen over håret og ned ad legemet... en natsværmer fløj mod ruden, føbius for sammen ved denne lyd og ventede uden at røre sig på, at den skulle gentage sig. Der gik sekund efter sekund, men det skete ikke. Og bestandig syntes stilheden at tage til. Det var, som blev den håndgribelig, som pressede den på fra alle sider. Han følte sig nedsænket i et stort vand, hvis brusen han mere kunne fornemme end høre, fordi hans øren var tilstoppede. Fra alle kroge af værelset vældede den frem, denne stilhedens sorte bølge, og den lagde sig tung og døvende over hans sanser... Han famlede efter tændstikker på bordet, men han kunne ikke finde dem. Og hver gang han rørte sig, var det, som om der i værelset var et menneske til, der satte sig i bevægelse # samtidig med ham selv. Men når han så standsede og holdt åndedrættet tilbage, var alt igen dødsens stille. Han havde mest lyst til at styrte ud af værelset, ud i det fri, men han ville ikke lade sig besejre. Med en kraftanstrengelse tog han sig sammen. Han gik hen til vinduet og lod rullegardinet falde. Ved lyden gav det et sæt i hans nerver, men han tvang dem atter i ro. Ganske langsomt begyndte han at klæde sig af. Han tog sin frakke af og overvandt sig til koldblodig at lede efter en knage, indtil han fandt en, og han gjorde det som en mand, der har gode stunder og hvis tanker lade sig flyde mageligt og roligt afsted.... Men på en gang tumlede han et skridt tilbage, thi der henne — der i hjørnet, der skimtedes der som et ansigt, et gråblegt og fortrukket fjæs, hvis omrids og træk var udviskede, men hvis øjne syntes ham at vide sig ud i en stor og forfærdende stirren. Det varede næppe et sekund, før han var på det rene med, at ansigtet var hans eget billede i toiletspejlet. Men hans nerver var nu på ny vakte til en dirrende, skælvende uro, som det ikke var ham muligt at beherske. Han lo med en kort, hånlig latter. Stod han ikke her og var mørkeræd som et barn, der har fået sin lille brakhjerne proppet fuld af eventyr om overjordiske væsener og som ser^ fantastiske skikkelser mylre frem fra alle kroge, når det bliver ene i mørke. Men hans latter stivnede, thi pludselig var det, som hørte han lige bag sig ganske sagte, lurende skridt. De kom nærmere og nærmere — nu syntes de at være helt henne hos ham. Og på samme tid var det ham, som hørte han en tilbagetrængt stønnen af en, der var i nød, og lyd af hænder, der famlede sig frem i mørket. Med et blev det ham klart, at lyden ikke skrev sig fra selve værelset men ude fra korridoren. og nu åbnedes døren ud til denne ganske sagte. Føbius havde uvilkårlig søgt hen i det modsatte hjørne af værelset. Det var ikke til at tage fejl af, der kom virkelig nogen ind ad døren, en høj, sort skikkelse, på hvilken kun ansigtet lyste blegt i mørket. Og skikkelsen skred langsomt frem, som følte den sig for og var bange for at snuble, lige indtil den var nået frem til midten af værelset. Da tog føbius sig sammen. Han gjorde et par skridt frem mod den ubudne, og i en barsk tone spurgte han: « hvem er det? » Der hørtes intet andet svar end en lallende og stønnende lyd. F'øbius gentog sit spørgsmål. Nu formede den hjælpeløse lallen sig til ord: « undskyld — — undskyld... » Føbius kendte stemmen. Og med det samme vandt han hele sin åndsnærværelse tilbage. Han fandt tændstikkeæsken på toiletbordet og tændte lys. Ved skinnet af det så han Eskildsen stå midt på gulvet med stirrende øjne i det gulblege dødningeansigt, seende sig hjælpeløst og vildsomt om i værelset. « jeg kunne ikke sove, » mumlede han. « undskyld... » føbius var lige ved at briste i latter. Overlæreren så så pudsigt angergiven ud, at det var vanskeligt at holde alvoren oppe. Og indtrykket var så meget stærkere, som det kom lige ovenpå den tilstand af ophidselse, hvori han nys havde befundet sig. « jeg vidste ikke, at de boede her på hotellet, » Sagde føbius. « ikke altid — ingenlunde altid. Det er kun, når jeg — ikke er rask. » « hvad fejler de så? » « jeg er ikke rask, siger jeg dem jo. » det kom vredt og fortvivlet. « herregud, jeg er ikke rask. Jeg kender lidt til værten der nede — og så er han så venlig... Hvorfor ser de sådan på mig? » « jeg ved ikke af, at jeg har set på overlæreren. » « de tror naturligvis, at jeg er fuld. » « men, hr. Overlærer... » « jo, vær ærlig, det tror de. Det har de også grund til at tro. Hele min opførsel tyder på det — det ved jeg godt. Men jeg er aldeles ikke fuld. Jeg er kun en mand, der har levet livet. Har de det? Kender

1899_Schandorph_GamleBilleder

Sophus

Gamle Billeder

Schandorph

Schandorph

Gamle Billeder

male

1899_Schandorph_GamleBilleder.pdf

Sophus

Schandorph

dk

Gamle Billeder

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I det hed sig i egnen, at der, hvor Randlev præstegård nu lå, havde der i længst henrundne tider stået en mægtig Borg. Men det er ikke sagt, at det var sandt. Der fandtes på markerne og på gårdens grund mange brokker af store brændte sten. Men selve præstegården mindede ikke i mindste måde om en Borg, om den end var en del forskellig fra andre præstegårdsbygninger. Vel hegnede de fire sammenbyggede bindingsværkslænger et gårdsrum og omsluttede den mægtige mødding, men våningslængens stråtag var meget højere og stejlere end udlængernes og havde kun to brede og lave vinduer med blyindfattede ruder ud til gården i den fra indkørselsporten fjerneste ende. Indgangen til denne side af stuelængen var en lav og smal dør med en rundbue for oven og en halvcirkelformig trappe af en halv møllesten for neden. Bindingsværksmuren stod iøvrig uigennembrudt med sin okkerfarvede væg og sit tjærede bjælkeværk. De store, kluntede hoveder struttede frem under tagskægget. stuelængens modstående langside manglede ikke vinduer. De vare ulige høje og anbragte uden al hensyn til symmetri: snart tre klumpede tæt sammen, snart et enligt udgloende. I stråtaget sad to uens høje kviste, hver med et bredt 'og lavt vindue, dog lignede de slet ikke hinanden i udseende og dimensioner. Langs denne udsides helt hvidkalkede mur strakte sig en ret stor og bred dam, skilt fra bygningen ved en smal af hvidtjørn og buksbom overgroet næsten upassabel sti, hvor hunde, katte og mennesker syntes at have søgt hen i ubevogtede øjeblikke for at lette deres organismer under de tætte buske. På den anden side af dammens brune vand stod en seks — otte store hestekastanjetræer, højt struttende i vejret i vintertid, bredende deres store bladfingre fra løvspring til løvfaldstid, udfoldende deres hvide og røde blomsterfylde i skærsommertiden, siden stænkende hvide fnug over kørevejen, og ved høsttiden strøende de grønne, tornebesatte frugthylstre og de blinkende rødbrune frugter over den og dammen. De knagede under vognhjulene og hoppede på vandets småkrusninger. På stuelængens gavl var der en glasdør ud til præstegårdens store have med gamle og store frugttræer, i forsommeren bugnende af de hvide blomsters sne foroven og forneden, mens syrener knyttede lilla og hvide hænder frejdigt ud i rummet. Midt i haven lå en dam, i den en lillebitte 0 med en bænk under en gammel lind med den søde Duft i midsommerdagene, krydrende luften og vækkende elskovslængsler, grovere og finere, i de lyse nætter hos mennesker, fæ og urter. Årstiderne vekslede i ro og mag om Randlev gamle præstegård, hvad enten dens Tage lå bestænkede af blomster — eller af vintersne, hvad enten sommerluftninger lunt smøg sig om dens mange hjørner, eller vinterstorme og snefog tudede som ulve om de gamle bindingsværksmure i stuehus, stalde, lo og lade. For Randlev hovedsogns og anneks borøds sjæle havde pastor, magister artium, Sextus Masmann sørget i en række år. I sin tid var han bleven kaldet til sin gerning af lehnsbaron urne, daværende besidder af baroniet Hvidholm, på den betingelse, at han skulle ægte formandens, salig hr. Henrik Mortensens enke, som var ti år ældre end han. I et kristeligt ægteskab avlede magister Sextus Masmann med Ane Mortensen, født Larsdatter, sønnen Ludvig Masmann, men han kostede sin to og fyrretyveårige moder livet. Så giftede magister Sextus Masmann sig efter seks Års forløb med den tyveårige Cecilie Lundbæk, datter af nabopræsten, med hvem han i tugt og ære avlede fire døtre, og da hun efter et par tvillingers fødsel salig hensov i Herren, sad hendes ægtemand et år og sørgede, inden han tog til ægte en by skrivers otte og trediveårige datter fra den nærmeste købstad. Efter at have skænket sin mand et nyt kvindeligt tvillingepar måtte hun bøde med livet ligesom sin forgængerske i kaldet, efterladende en for tredje gang sørgende enkemand, som gud, trods hans indtrængende bønner og ærlige flid, kun havde undet den ene søn foran den forfærdelige bunke døtre, hvilke en fattig mand ville have ondt ved at få anbragte i den gud velbehagelige ægtestand. De tegnede endda til at blive grimme og lavbenede som gravhunde. Til at beskikke sit hus valgte hr. Magister Sextus Masmann et nogle og trediveårigt bondefruentimmer, datter af ladefogden på Hvidholm. Hun hed Abelone jeremiædatter; hendes fader, ladefogden, hed Jeremias Espensen. Magister Masmann var sikker på, at hun var et kristeligt fruentimmer, thi både ved højmesse og aftensang havde han i mange år set hende på hendes faste plads i kirkestolen, syngende psalmerne med alvor og andagt, så hendes „ grove “ ( o: dybe ) stemme overdøvede hele menighedens, og under prædikenen randt det klare vand fra hendes store, honnette grå øjne rigelig ned over de brede kinder. Deraf sluttede præsten, at hun arbejdede på sin helliggørelse med frygt og bæven, tilmed da psalmebogen altid dirrede i hendes store hænder med stålgigtringen på den venstre langanger. tilmed ofrede hendes fader, Ladefoged Jeremias Espensen, såre rundelig efter sine vilkår. Han sagde altid til præsten, når han, der på grund af lændegigt og fyldige posteriora ikke godt tålte at sidde på de smalle sæder i kirkestolene, personlig bragte sit højtidsoffer i præstegården, at det var bare sådan små afdrag for sin store syndegæld. „ Den vil vel nok blive afskrevet i min regnskabsbog oppe hos den store herremand, “ Sagde han sukkende. Det rungede i magisterens studerekammer, når han lagde sin pengetut på bordet. Magister Masmann trak sine buskede, knebelsbartlignende bryn op i panden og pustede betænkelig en røgsky ud fra piben, men strøg dog pengene til sig. Denne Karls måde at ræsonnere på var dog en slags synergisme eller semipelagianisme. Sligt levede desværre et sejt liv blandt almuen, trods det, at han var sig bevidst at prædike den pure og rene lære efter confessio augustana, den han altid havde liggende opslagen på sit bord, og benyttede, når han lagde „ Dispositionen “ Til sin prædiken med dens -mange divisionibus et subdivisionibus a. a. a., b. b. ß. Og når han var i uvished om den rette tydning i en af augsburgerbekendeisens artikler, rådspurgte han omhyggelig en af de i skind indbundne og i kvartformat stående dogmatiske værker fra reolen, dem fra den gode rene læres tid som calovius’s og quenstedts, særlig den sidstes imponerende masse papir, kaldet „ Theologia didacticopolemica sive systema theologiæ “. Gennem det sært vredne, knortede latinske professorkaudervelske arbejdede magister Masmann sig op til den deri skildrede guds vrede på alle de formaledidede spekulationer af argelistige og obstinate kættere, og magisteren så gud fader som en almægtig superintendent med en tredobbelt pibekrave om halsen, et mægtigt krydsskæg over mund og hage oppe på en sky uddele ørefigen til højre og venstre til synkretister og pietister, socinianere og unitarier. Magister Masmann blev da greben af zionsvægterpathos og hug i bordet. Ja havde den ellers så offerberedvillige Ladefoged Jeremias Esbensen forstået den latin, ville han have opgivet sin semipelagianisme. Men hans datter Abelone var sikkert både rettroende og retskaffen. Derfor tog magisteren hende til husholderske og opdragerske for sine børn, anbefalende hende at bruge både korporlig tugt og Herrens formaning til de uopdragne unger, hverken at spare deres bag for birkeriset eller deres øren for lovens strengeste trusler mod vanartige børn. Abelone Jeremiasdatter græd under sin husbonds tale og svor, at hun skulle være hr. Magisteren følgagtig i alle måder til sjæl og krop. Det var en lille, grim, skovtroldagtig, lav- og rimeligvis hjulbenet skikkelse. Hun var tro som guld og lydig som hendes faders, ladefogdens, lådne „ Fæhund “. Hver aften måtte børnene ét for ét, læse deres fadervor og et par salmevers for hende, og standsede de i fremsigelsen, lagde Abelone dem over sine korte, fede lår og „ regalerede dem med et godt produkt “. Disse ord havde hun lært af magisteren og udtalte dem med stolt myndighed. Når hendes husbond hørte en sådan scene i barnekammeret, kunne han rejse sig fra sin stol i studereværelset og banke på døren med de ord: „ Ret så, Lone jeremiæ Dotter! Tugt og Herrens formaning! “ En enkelt dag om året tog magisteren sig selv for at revse sin talrige børneflok. Det var hver langfredag. Da måtte Abelone „ Jeremiædotter “ Lægge en frisk kost af unge birkegrene ind på husfaderens skrivebord. Ungerne stillede i række og geled. Faderen læste op af den tunge spændebibel om Herrens lidelse og død for vore synder med dyb gravrøst, derpå smøgede han klæderne op på børnene fra den store Ludvig til den lille Lucretia og anbragte riset på de bløde barnehage, kun én gang på hver af dem, men så kraftigt, at en lille blodsdråbe piblede frem, thi først da kunne de få en forestilling om blodet fra Herrens vunder, der havde flydt på golgata til deres frelse. — dette, børnlille, sagde han efter endt revselse, og mens børneflokken græd højlydt, er gjort af faderlig kærlighed, hvad i ville fatte i kommende tider, når eders uforstand er vegen for oplysning i troens hemmeligheder og for fornemmelsen af evangelii sandhed. Det er kun en liden straf for frugterne af den arvesynd, i har annammet efter vores alles moder Eva fra slangens forførelses tid, og hvilke frugter desværre rigeligen er udvoksede af bemeldte arvesynds forgiftede svamp i det henrundne år, thi mærk eder vel, skønt eders uforstandige øren endnu ej kunne fatte det, at langt fra al papisme og tro på opera operata erklærer jeg, at disse hug er straf for eders forbigangne synder, men ingenlunde aflad for tilkommende i tanker, ord og gerninger. Modtager så Herrens velsignelse. Og han fremsagde langsomt den samme velsignelse, - med hvilken han hver søndag sluttede sin virksomhed på prækestolen. Abelone græd om kap med de virkelig piskede børn, til hvis afstraffelse hun lyttede ude i gangen. Præsten vendte dem ryggen og pegede bag ud mod døren. Da han var ene, bad han først en liden stund en tavs bøn, græd over sine egne synder og over Jesu hårde pine. År randt, den ene dag som den anden, med måltider, der måtte være færdige på minutten. Da præstens ældste søn var syv år gammel, gav faderen sig til at læse latin med drengen, og mens han indøvede de fem deklinationer, fire konjugationer, uregelmæssige verber samt accusativus cum infinitivo og sætningerne med at, sparede han ingenlunde ris og ferie på drengens bag og ryg. De virkede, hver gang han, inden han sov ind om aftenen, og før han rejste sig om morgenen, kom til at mindes en vanskelig verbalform, regula eller exceptio. Men så opnåede magisteren også det resultat, at, da drengen, 10 år gammel, blev sat ind i den nærmest liggende latinske skole, kunne han således ramse op af Grammatica og Donat, at den eksaminerende hører kneb ham i øret og sagde: „ Bene, benissime mi filp. “ og på latin henvendte nogle ærbødige ord til hans: „ Reverendus et doctissimus dominus pater.11 nedladende tog magisteren mod den luvslidte af snustobak overstænkede og af brændevin lugtende gamle students komplimenter, vekslede et par ord med rektor og overlod sin førstefødte til hans „ Ludimagistri “ Og gav ham mange „ Admonitiones “ og en „ Benedictio “ Til afsked. Drengen havde på grund af sin faders gode forberedelse sprunget sinkelektien over. Der sad nu drengen under de lavtludende bjælker i det gamle røde skolehus med udsigt til kirkegårdens gravkors. Det eneste store rum var afdelt ved mandshøje træskillerum i fire dele, hver til sin „ Lektie “. Mesterlektien, som rektor ene besørgede, lå i en kvistgavl ovenpå. Mod det limfarvede grå loft rungede latinske og græske ord og fraser fra alle rum, blandende sig i babylonisk forvirring, afbrudt af de klaskende håndtager og den tørre lyd af ferien eller tingen, modtagernes hvin og og uddelernes latinske skældsord: animal brutum eller monstrum quod mundtis gentilt monstruosissimum etc. etc. Når de stærke lyde stilnede, hørtes en summen, som om rummene var fulde af oldenborrer eller humlebier. Drengen fra Randlev præstegård var i de første år i alle måder eksemplarisk i flid og sædelighed. Han havde det jo ligeså morsomt i skolen, som han havde haft det hjemme, da han blev kaldt ind fra legene på eng og mark i magisterens aldrig udluftede tobaksrøg og blev undervist efter akkurat samme metode som nu i den statsstemplede lærdomsanstalt. Når han kom hjem i høstferierne, længtes han endda efter skolen, hvor dog nogle af de større peblinger hittede på alskens bengelstreger i lege og slagsmål før og efter skoletid ude på kirkegården, og i anden lektie på drillerier under den lille stakåndede og stammende hørers undervisning. Tre timer hver feriedag, de store og søndage medregnede, måtte den latinske pebling hænge over bøgerne i sin faders stue og jævnlig underkaste sig hans eksamination, thi magisteren ville forud gennemgå, hvad der kunne overkommes af det i næste skoleperiode fordrede kursus. Således, før drengen i skolen skulle tage fat på græsk, måtte han i ferien lade sig indpiske i de regelrette deklinationer, verberne tip i og tviriw. samt lære udenad de to første kapitier af sanct marei evangelium i grundsproget uden at forstå de græske ord, han indprentede sig i sit ansigts sved. Når han slap ud, vidste han ikke, hvad han skulle tage sig for. Han var i sin egenskab af latinsk dreng for stolt til at lege med sine små halvsøstre, thi der var af hans kammerater blevet dybt indpræget i hans sjæl, at intet var foragteligere end at lege med tøser. Dette forbud var ham mindst lige så helligt som et af de ti bud i katekismen. Hans fader ville vist til dels have givet ham medhold deri. Kunne han derimod komme i klammeri med en „ Bondeknold “ af hans alder og størrelse og vise sin lærde overlegenhed i at spænde ben, anbringe en kindhest eller en næsestyver med en finere teknik, end sådant et grovt individuum havde lært, nægtede han sig ikke den glæde. Han voksede både i højden og drøjden, blev en af skolens stærkeste drenge og flinkeste latinere. Til løn for sine gode „ Nota “ og „ Testimonia “ Gav hans fader ham lov til, da han havde fyldt sit femtende år, at lære tysk og fransk af konrektor, ikke uden at advare ham mod den vantroens gift, der gemtes i nyere bøger i disse sprog, men stolende på, at konrektor, der var licentiatus theologiæ, søgte præstekald og var en stor dogmatikus, vel ville have indseende med, at Ludvig ikke kom til at læse noget, der stred mod den hellige skrift og den sunde lutherske lære. Da Ludvig året efter at have taget fat på tysk og fransk ved overhøringen på kirkegulvet kunne forklare, hvorfor nadveren „ Sub utraque specie “ var den eneste rette, og hvad „ ubiquitas corporis Christi “ og „ communicatio idiomatum “ betød, ordret efter, hvad faderen havde tærpet ind i ham, fik magister Masmann “ Tårer i øjnene ved at høre sine egne ord uden en forandring gengivne af sin førstefødte. Han var fuldkommen sikker på, at drengens tro ingen skade havde lidt ved de nyere sprog. Men hvad skete? Da Ludvig var kommen i mesterlektien, erklærede hans rektor, at han viste en „ stupend tilbagegang i de klassiske sprog og var doven i hebraisk. “ Magisteren følte et sting i hjertet, ret som om det blev gennemboret af et tveægget sværd, da han læste rektors latinske skrivelse, hvori der fandtes en periode, som kun således kan gengives på dansk: „ Ikke tvivler jeg på ( non dubito qnin ), at min lærde Broders eneste søn jo er forsynet med ingenium og en for hans alder agtværdig skarpsindighed ( acuitas ), som jeg ingenlunde ville foragte, ja næppe dadle, hvis den ej blev af ham anvendt på ret futile problemer, der hverken have at skaffe med religion eller med humanisme, hvad der dog burde være en ynglings ædleste objekter i brugen af hans forstandsevner, men snarere på ting, som angå de såkaldte skønne videnskaber, hvilke vel ej må ganske forkastes, men under hvis ægide der i vore beklagelige tider inddryppes mange for ungdommen skadelige væsker, hvilke antageligvis have bevirket, at ludovicus ej ret vil neddykke i det sprog, hvori guds første åbenbaringer gaves til de hellige patriarker og Herrens forløbere mose og profeterne udi den gamle pagts tider. Han vidste forgangen ej ret at skelne mellem verberne h7 og to i hebraisk grammatik osv. osv. “ — firhestepisken skal ikke blive ham for god, når han kommer hjem lillejuleaften, udbrød magister Masmann, og denne revselse vil vorde ham til større skam, da han er karlestor og før. — er noget skønnere end den rige mangfoldighed i de hebraiske værkers konjugationer? Af den kan man slutte, at gudherren gerne har talt dette sprog ved skabelsen til vore første forældre. i uet var lillejuleaftens dag. Ung, skær, jomfruelig sne lå fint drysset over jord og træer i den gamle præstegårdshave. Lindene på øen vare lige så pudrede som magister Masmanns bukkelparyk, og buskene stod stille i den milde, blege frostdag og drev et diskret menuetkoketteri med de overdryssede grene på stortræerne. Det kunne se ud, som om de spillede et listigt opfordrende spil med den gamle lind, om det var muligt at få ham rykket ud af hans herskerro derovre på øen i lønligt ønske om, at han kunne få revet sig løs, spasere over til dem, engagere dem til Dans, tage lempelig fat i deres yderste, blødeste, svageste kviste — da kunne de vel selv frigøre sig for deres jordbundethed og træde dansen over det fine snedækkes hvide silke. Å, det var alt så sart, så kælent! Hvor den lette vind havde frembragt en smule sammenfygning, lå sneen med en skarp, svaj ryg i de blødeste linjer med lette gule og lilla tinter... hvem kunne nænne at forstyrre disse linjer i deres yndefulde leje? Men beboerne i præstegården brød sig Pokker om, hvad der gik for sig derude i haven, thi magisteren havde ikke råd til at lade buske og træer klippe til i pyramider og kegler og lave blomsterbede i kvadrater og polygoner. Han måtte lade haven ligge og gro til et barbarisk vildnis, finde sig i, at haren åd hans grøn-, hvid- og rødkål, at muldvarpene skød tuer op allevegne, at andemad lagde sig over vandet. Træer var træer, som sten var sten, og når han en sjælden gang mindedes steder hos virgilius eller ovidius, der priste træer og planter, sagde han sig, at sligt var ukristelig og højtravende snak, samt hedensk deifikation af materien, substratet for djævelens rige. Præsten kaldte for resten al tid vergil for Maro og ovid for Naso. Abelone Jeremiasdatter ville måbende have ærgret sig over en poetisk lovprisning af det gamle vildnis i haven eller de store kastanietræer langs den store dam ved kørevejen. I haven erobrede hun år for år jordstykker til brug for ærter, gulerødder, kålplanter og sellerier, og havde hun kunnet opnå, at de „ store utusker “ Af kastanietræer blev huggede om, ville hun have hilset deres død med glæde. „ For det var fælt, så de om efteråret svinede både vand og vej til med deres „ Bladskidt “, og så disse „ Såtens kristanier, der lå og flød, og som tøsene brugte til at sla’s med, så de fik blå øjne og lede brune pletter på ben og krop. Ikke at regne det skidt og møj, som de ravede på sig, mens de gik og rodede, og som hun ( Abelone ) måtte slide af med grøn sæbe og gulvskrubber, når tøsene skulle kropvaskes om lørdag aften, så hun selvsvedte både fedt og Tran ved det. “ Klokken manglede fem minutter i tolv. Præstegårdens største stue, hvori familien indtog sine måltider, hvidkalket og med kønrøgssokkel, med det lave, brune loft, fuldt af tæt siddende bjælker, lå i fint dæmpet lys gennem de tre lave, smårudede, tæt ved hverandre anbragte vinduesfag. Midt i rummet et stort dækket bord. Om det sad de små pigebørn i forskellige størrelser... Trip, trap, træsko... fra den elleveårige Lucia til den lille tykke Lucretia, der endnu kæmpede med sin stumpnæses livlige afsondringstrang og Abelone Jeremiasdatters grove lærredsklud, der viskede næsen så hårdt, at tårerne randt ud af pigebarnets store, udstående, grå øjne. En skov af hørgule lokker bølgede rundt om bordet, en salve af længsler rettedes fra de mange grå og blå øjne hen mod den store røde tildækkede lerterrin, fra hvis hul med øseskeen i en liflig damp af øllegrød snoede sig ud. Det mindste pigebarn lå under for sin sults fristelse og langede med sin lille brune næve efter øseskeen og låget, men Abelone Jeremiasdatter langede hende et dask, så barnet hvinede. Abelone sagde: — det visne skab! Vil hun holde sine poter hos sig selv. Hun ville dog blive ulykkelig, hvis magisteren så, at hun ville ha’ mad før han selv. Hun ville få lige så mange hug, som hendes liv kunne tåle... Se så — kom nu med den tryne! Den driver jo som tagskægget i tøvejr. Og den ubarmhjertige klud kom frem og for hårdt frem mod den lille stumpnæses hud. En dør knirkede og åbnedes på vid gab ved det første slag af det bornholmske stueuhr i stuens hjørne. Ind tren langsomt, stor og bred, sognepræst til Randlev og borød, magister artium Sextus Masmann med foldede hænder over den trivelige bug og dyb alvor udbredt over alle miner.. Sær nok var magisterens husdragt: en forhenværende samarie ( præstekjole ), nu så slidt, at ingen luv var tilbage, skåren af, så den nåde til lidt under knæskallerne fortil, til lidt under knæhaserne bagtil. Mavens fylde gjorde en lignende virkning på dette klædningsstykke som frugtsommelighed har på en fruentimmerdragt. Vingerne var sprættede af, mange solidt sømmede og klippede runde huller sad foran på denne ejendommelige siåbrok; deres tilblivelse skyldtes magisterens fyrtøj — stål og svamp, der havde afsat ildgnister på samarien. Men den regelmæssige form af hullerne og sømningen skyldtes Abelone Jeremiasdatters kunstfærdighed. ikke så snart havde den pudrede bukkelparyk hvidnet i døråbningen, før husholdersken og børnene for op, som trukne af en snor, og bøjede sig for husherren, der uden at besvare hilsenen skred dem forbi som en gammel konge af Spanien forbi de hilsende grander. Pastoren havde sin egen service ved måltiderne. Dens scene var den nedslåede klap på et mægtigt gammelt egetræs chatol, der stod henne ved et vindue. Han vendte ryggen til husholdersken og børnene, som ikke turde tale, før han spurgte, og ikke spise, før formadens terrin og eftermadens fad havde været henne hos paterfamilias, og han havde udvalgt, hvad han ville have. På klappen stod en klukflaske hjemmebrændt brændevin og et stort lerkrus med sølvlåg, fyldt af fedt, sødt, hjemmebrygget øl. Da præsten havde sat sig, så det knagede i den gamle rundryggede lænestol, gav han et vink bag ud, foldede sine hænder og lukkede sine øjne. Den ældste datter rejste sig, snød sin næse og læste bordbønnen med ramsende, snøvlende barnestemme. gud, du har skabt os ved dit ord; for hver du har beredt dit bord, din godhed når fra slægt til slægt tag nådig os i varetægt! Gid at vi prise, lyde dig og takke dig evindelig. atter et vink bagud! Abelone Jeremiasdatter bragte terrinen med øllegrøden hen til magisteren. Han åbnede låget, lugtede til indholdet, tog så med kalot-øseskeen den største og fasteste grødklump og fyldte sin dybe tallerken til randen. Børneflokken røbede ved munden madlystens utålmodighed, men alt forstummede, da husets herre havde sagt: silentium! Så meget latin forstod børnene, ja selv Abelone Jeremiasdatter oversatte det ved: hold kæve! Magisteren skænkede frimurerglasset ud af klukflasken, som han holdt højt løftet, at brændevinen ret kunne perle i glasset. Gjorde den det ikke, så fik Abelone Jeremiasdatter en advarsel om, at passe bedre på brændingen. Brændevin skulle sætte Perler, om den ellers var ret tilberedt. Hvad der ikke perlede, kunne hun sælge til bønderne. Alle spiste under børnenes slurfen, der mindede om køernes, når de drak af kæret eller truget, og pastorens sære knurren, der mindede om en gammel hankats, når den laber mælk. En vogn hørtes rulle ude på vejen. Snart knirkede hjulskinnerne fast mod den tynde, iet frosne sne i den klare, lyse luft. Husholderskens og pigebørnenes øjne rettedes ud over kæret til vejen hinsides de snebestrøede kastanietræer, genkendte kusken med den lådne kabuds og lammeskindspelsen — og den person, der, indhyllet i en grå chenille med mange multumsforede slag, med en lådden hue trukket ned i panden, sad til venstre for kusken. Abelone Jeremiasdatter lod i overraskelsen det udbrud undssippe: — det er lådvi! — silentium! sagde magisteren, tog sit sejrværk op af bukselommen og brummede: — en halv time for tidlig. Jeg vil ikke afbrydes i mit middagsmåltid — forstår hun? Og nu ikke et ord. Ingen, må lades ind! Æder alle videre i ubrødelig tavshed... Ja hun kan gå ud i gangen, Abelone, og sige ham, at han skal begive sig ind i mit Kammers. Men sæt først ribbensstegen herhen, thi vente vil jeg, sandt for dyden, ikke. Begge ordrer blev adlydte. Pastoren søgte og vragede en god stund, inden han skar et forsvarligt snit, medens Abelone var ude. Hvis nogen havde givet nøje agt på præsten, ville han have bemærket, at hans knebelsbartagtige bryn havde trukket sig sammen, at en sær blanding af sorg og vrede havde bredt sig over hans store træk, at hans hænder foldede sig, så de knagede, at øjnene løftedes mod loftet, og hans læber bevægede sig til uhørlige ord — ja at tårer tvang sig frem over hans hvælvede øjenkugler. Han gik ud igennem korridoren. Alle hans uvilkårlige livsytringer kom frem med Brask og Bram. Hans gaben og hans suk lød som brøl. Abelone havde rede på sin herre, så langt hendes opfattelse rakte, og gøs indvendig. I lange tider havde|han været så „ værkeligog galhovedet “, at ingen kunne gøre ham til Pas, og han havde snærret ad hende som „ Bindehunden fylaks nøre i porten “. Og det havde han været lige siden den dag, hun bragte ham det brev fra den by, hvor „ Låd’vi “ læste latin, og som kostede seks skilling, før „ Post-lisbet “ ville „ lavere “ hende det ind. Det måtte være noget om „ Låd’vi “, som var bleven så stor og før, at det godt kunne hænd’s, at han ville kissemisse med pigerne. For i denne konges tid fik sådan nogle store bengier farlig tidlig fornemmelser af alle slags. Hun skyndte sig med at få pigeflokken lavet til efter måltidet, tog sine store fedtlæders sko af og listede sig, så lydløst hun kunne, på sine store sålepuder ned foran den dør i korridoren, der gik ind til magisterens Kammers. Hun kunne høre hvert ord, der veksledes, men hun kunne ikke forstå synderlig af samtalen. Døren var så utæt, at hun tydelig kunne se præsten og hans søn stå stramt rettede lige overfor hinanden. „ Ja gud fri og frels og bevare vos! Drengen var lige så lang som magisteren, og førelsen kunne snart komme med... Og føj for den lede! Låd’vi havde ikke mere sin kønne, brune paryk med krøllerne i panden og piskekvasten i nakken, men stod med bart hår ligesom en anden „ Bundeknold “. magisteren talte: — din rektor har tilkendegivet mig, at du er bleven en sinke i humaniora. Hvad tager din ugudelige Flegel dig da for? Løber du på ølhus? Svar, inden jeg anbringer den tilbørlige tugtelse på dit korpus, som det burde dig at hædre som det gemme, hvori din skaber har indespærret din sjæl... Nå, du svarer intet? Kanske du har glemt dit modersmål, eller ej kan exprimere dig på latin, om du end sidder i mesterlektien, hvori i min tid hver pilt kunne skrive disticha, flaccus aut Naso admodum. Du Bengel! Du ukristelige køter! Magisterens blod for så stærkt op i hovedet på ham, at det truede med at træde ud gennem øjnene, der blev røde som en uvan tyrs. Han tog et langt skrævende skridt hen mod et højt hjørneskab, åbnede det med larm og tog en meget stor kørepisk frem, klemte fast om skaftet og nærmede sig sin søn. Den store knøs stod ganske stille i sin melerede, hjemmegjorte skoletrøje med de mange knapper, i de snævre knæbukser af samme stof, de sorte strømper og fedtlæders skoene med stålspænder. Denne snævre dragt var ikke flatterende, men den røbede muskler, der truede med at blive herkuliske. Da magisteren kom farende med løftet pisk, greb Ludvig med et behændigt tag om snærten og enden på det lange skaft, fæstede sine store, grå øjne rolig i sin faders, der meget lignede dem i form. — vil du lægge hånd på dine dages ophav... Du... Du.. parricida? hostede magisteren. — det være langt fra mig at have så ugudelige tanker, min fader, jeg mener blot at være vokset fra ris og ferie, det siger rektor selv. Mesterlektianerne fik ingen anden korporlig straf af rektor, end at han kneb dem i bagen for hver latinsk bommert. Præstens svære krop dirrede. Han havde en fornemmelse af at synke i knæ. Han så nu først ret på sin søn... Ja, han var stor og karlefør. Og hvad lå i det øje? En blid, men sikker fasthed, der var ikke en fortrukken mine i hans ansigtstræk. Alle lå de i en næsten venlig ro. Magisteren trak vejret kort og tungt. Det arbejdede svært under hans paryk, bag den store hjerneskal. Han så sine egne træk, skønnere og yngre for sig, og i denne ro og sikkerhed genkendte han sin første hustrus milde bestemthed. Som mange svære og blodrige folk kunne han lige så let blive blid som bruse op, men til daglig brug betragtede han det som ene stemmende med sin værdighed at være en altenens vir, en genfødt stoiker, øvelse havde givet ham sikkerhed i at spille denne rolle og få andre til at tro, at det var hans virkelige natur. stille lagde han pisken på kanapéen og grundede under den ham ejendommelige grynten eller brummen. Det var en bøn til Vorherre om at dæmpe hans blods syden og få lov og evangelium bragt til balance i hans forvirrede sind. Ludvig stod i samme stilling som før med de store, krøllede lokker bølgende om sin pande. — hvor er din perruque? spurgte magisteren ret blidt henne fra hestehårssædet på bøgetræskanapéen. — revenons a la nature! sagde Ludvig. — fransøsk! sagde magisteren vredt, men resignerede straks og blev siddende i sit sæde med armen i rundkreds foran sig på bordet. Netop i det øjeblik forlod Abelone Jeremiasdatter sin spionforretning, idet hun tænkte: — når låd’vi ingen hug får, så rager deres udenlandske sprikvorter ikke en anden en. Men hun ville ligegodt fortælle gode venner oppe på „ Gården “, hvordan en allerhelvedes Karl præstens store låd’vi’ var bleven til. Magisteren sad længe tavs. Han havde ladet sit hoved synke ned på bordet. Han åndede og sukkede lydeligt og grundede, så hans ledemod knagede derved. Han måtte tale med sin søn, siden denne pilt havde begyndt at „ raisonnere “, inden han endnu havde deponeret. Han selv — magisteren — ville have fået et vældigt livfuld hug af sin fader, den længst i Herren salige herredsprovst og theologiæ doktor athanasius Masmann, om hans søn havde vovet at raisonnere, mens han endnu gik i Slagelse mesterlektie. Skulle nu denne faders søn, magister artium nec non pastor Sextus Masmann, læmpe sig efter tidens vanart og nedstige til at diskurrere med en dunhaget knøs, der endnu kunne komme til at stå skoleret?... Nej. Der måtte overvejes mangt og meget, inden han, magister Masmann, i nogen måde kunne gå ind- på sligt. Og nu skulle han udarbejde sin disposition til første og anden juledags prædikener. Han løftede hovedet og så igen på sin helt udvoksne førstefødte. Se — der stod han nu og så helt oprørsk ud med det brune krusede hår uden paryk. Men hvilken smuk Karl alligevel! Han vaklede mellem forargelse og faderlig stolthed, kløede sig en stund under sin bukkelparyk, som han, hvis det ikke havde været infra dignitatem, gerne havde spændt hen i kanapéens hjørne. Han rømmede sig og sagde ret roligt: — det skal du vide, Ludvig, at du volder mig forskrækkelse og bekymring. Just i denne salige juletid er mit hjerte tungt, og min store ansvarlighed for Herren og menigheden giver mig endnu i tvende dage intet otium til at tage mig af din rette optugtelse og udfinde den modus castigandi, som er dig tjenligst. Du får nu vente til tredje juledag, hvis hellighed den formaledidede tyske bartskærer Struensee til kristendommens store men har ødelagt ved sine ugudelige anordninger. Og for at synet af dig ikke skal distrahere mig, har du at blive på dit Kammers og der få 10 torv om dagen til varme. Heller ej vil jeg på pietistisk vis unddrage dig den gode julemad. Og skal jeg pålægge Abelone jeremiæ Dotter at sætte for dig i morgen aften både sødgrød, gåsesteg samt æbleskiver og dertil øl og lidet punch af rom, citron og sukker. Sådant er nemlig aôiayoga, som Herren i éin langmodighed under selv svare syndere. Og at du kan have føde for din sjæl, så tag den ene af mine biblia med samt denne quart, der står ved dens side. Det er salig professor Enevold Ewalds bibelske concordanz, en herlig bog, om end dens autor ikke havde kløerne ret hvæssede mod den lede pietisme. Den fattige mand blev straffet efter sin død, da hans enke giftede sig med en gemen klipfiskekræmmer. Ak! Hans mellemste søn, som trods store sindets gaver blev en ølhund og brændevinskarl, døde i fjor. Ludvig tog bøgerne ned af hylden. Præsten betænkte sig lidt og sagde: — endvidere vil jeg vise dig barmhjærtighed i følge plinii ord: G

1874_Brandis_GamleJomfruTraegaardsErindringer

Henriette

Gamle Jomfru Trægårds Erindringer

Brandis

Brandis

Gamle Jomfru Traegaards Erindringer

female

1874_Brandis_GamleJomfruTraegaardsErindringer.pdf

Henriette

Brandis

dk

Gamle Jomfru Trægaards Erindringer

Optegnede af hende selv

n

gothic

Schønberg

KB

Brandis, Juliane Henriette (Henny); nogle ord er ikke genkendt/ulæselige i txt

pdftxt

nan

nan

O

Indledning. Hvorledes udgiverinden af disse blade blev bekendt med gamle jomfru trægård, hører vel egentlig ikke med til denne historie, men da det af fortællingen selv vil fremgå, at hun har været ude at tjene og imidlertid nedskrevet, hvad hun har oplevet i de huse, hvor hun har været, få er det nødvendigt at forudsfikke nogle bemærkninger. Gamle jomfru trægård var just ikke et sådant tyende, man træffer på til hverdagsbrug; hun var for det første en kvinde af en fjelden ren og ædel characteer, udrustet med mere end almindelige evner, som hun brugte til i sin modnere alder at tilegne sig en dannelse, hendes kår i ungdommen ikke havde sat hende i stand til at erhverve sig, og dernæst havde hun stedse haft det held med sig, at tjenesten bragte hende i mere umiddelbar berøring med „ Familien “, end det falder i de flestes lod. Det her meddelte har hun nedskrevet fåledes, at det kun behøvede at gjennemsees og hist og her omordnes en smule. Sagn og småhistorier fra de egne, hvor hun opholdt sig, har det været hende en glæde at samle, 1 « og det sande og virkelige har hun opfattet, som et livligt menneske gør det, naturllgviis ikke altid fuldkommen upartisk, men i alt fald med et sundt syn på menneskelivet og et skarpt blik for menneskehjertets skjulte brøst. Gamle jomfru trægård er nu død; hvad hun havde optegnet, forærede hun mig forinden med de ord, at jeg kunne gjøræ med det, hvad jeg ville. De mennesker, hun har skildret, er også døde, selv de, der dengang vare unge; derfor skal ingen, som læser dette, spilde sin tid eller bryde sit hoved med at grunde over, om det muligvis skulle være naboen, hr. Sørensen henne på hjørnet, eller veninden, arianke bogtrykkers, eller Else skolemesters, som her er beskrevne. Menneskeslægten bliver på ringe og få forandringer nær altid ved at være den samme, det er de samme dårskaber, der gå igen fra slægt til slægt. Jeg vil derfor råde enhver til ikke at pådutte naboen de dårskaber, han måtte træffe på her i bogen, men at gribe i sin egen barm og sige:,, du est manden! har du ikke lidt og mange gange gjort lignende dumheder? “ Om forladelse for det sidste, mindre høflige ord; nu vil jeg slutte denne indledning med at henvise til den fortale, hvormed Fritz Reuter har ledsaget sit „ Landmandsliv “; den er noversættelig, og den smagfulde over- ' sætter har heller ikke forsøgt at gengive den på dansf. Meningen er omtrent denne: „ Id, når i endelig selv ville, så er det ikke min skyld! “ jeg er en præstedatter fra Jylland, min fader havde et temmeligt lille kald og mange børn; dog ville vi i vor barndom tilvisse kunne have haft et lykkeligt, om end tarveligt hjem, dersom min kære fader havde levet noget længere; men jeg var ikke mere end 13 år gammel, da han døde as en ondartet feber, som han havde pådraget sig ved et sygebesøg i sognet. Hvor den ulykke indtræffer, at familiefaderen og forsørgeren ved sin død efterlader sig en talrig familie i trange kår, bliver det gerne følgen, at hjemmet opløses: ikke alene finder en fuldstændig omvæltning sted i den enkeltes ydre livsvilkår, men hele det indre liv bliver også påvirket heraf; det udsættes for at blive bøjet til en ganske anden vækst, ofte både imod anlæg og tilbøjelighed, og bliver denne ikke skæv og forvreden, forkrøblet og dværgagtig, da må grunden søges i, at det næst guds nåde i forvejen er lykkedes det at fæste dybe og kraftige rødder. På mine gamle dage må jeg nu takke og prise gud for hans nådige førelser med mig, han har gjort alt såre vel og givet mig velsignelse i min gerning, både i glæde og i sorg, i lyst og i nød. foruden to yngre brødre havde jeg både en Broder og en søster, ældre end jeg; min Broder var bleven student, boede på regentsen i København og slog sig igennem, som fattige studenter på den tid plejede. Min søster var forlovet med en velhavende Møller; de bleve senere gifte og boede ved min faders død ikke langt fra vort gamle hjem; men de gik så aldeles op i deres egne sager, at min moder aldrig havde nogen anden støtte eller hjælp af dem, end den noget tvivlsomme Glands, som det på landet eller i en lille købstad kaster over en fattig enke at bave en datter, der er godt gift, når herved forstemes, at hun er gået ind til rigdom og overflod. Jeg var yngst og fluide nu konfirmeres for snarest muligt at komme ud at tjene; da henvendte provstens sig til min moder. Provsten, der havde stået fadder til mig, tilbød moder at ville tage mig i huset som plejedatter, han ville konfirmere mig, og jeg skulle deltage i huusgjerningen sammen med hans egne døtre. Det var et vendepunkt i mit liv. At miste min kære fader havde været et hårdt hjertestød for os alle, men vel især for mig, der endnu ikke var kommen ud over læreårme, og hvem fader følgelig gav sig mest af med; med denne omplantning i en anden familie var det, som om på en gang alle bånd brast, der tidligere holdt mig; fra dette øjeblik til min sene alderdom fluide jeg intet hjem have på jorden. Men disse blade skulle ikke handle så meget om mig selv, jeg vil derfor hurtig ile hen over de år af min opvækst, som jeg tilbragte i provstens hnus. Kun må jeg sige, at det var en fejltagelse, om de indbildte sig, at jeg delte vilkår med deres egne døttrr. Jeg blev hurtigst muligt consirmeret, efter at have nået den lovbefalede alder, og så blev stuepigen afskaffet, og jeg indtog hendes plads, d. v. s. udførte hendes gerning, så godt som mine fjorten Års kræfter tillode det, under en streng og myndig madmoders overopsyn; lønnen blev sparet, og jeg gik med de noget ældre pigebørns aflagte klæder. Mit stille håb om at kunne få lov til at lære noget mere blev skuffet. Dertil var der ingen tid, og da seg skulle tjene for mit brød, behøvede jeg ingen kundskaber: en den gang meget gængs anskuelse, som fra min tidlige ungdom, da jeg for første gang så den anvendt på mig, har voldet mig en del hovedbrud, idet jeg den gang ikke kunne forstå, hvad der forresten heller ikke nu er lykkedes mig at indse, at de, der måtte arbejde for at leve, ikke behøvede at lære noget, hvorimod de, der levede som prindfesfer, blev fyldte med den slags lærdom, der hverken kunne være dem selv eller andre til gavn og glæde; men min ungdom ligger så langt tilbage i tiden, at jeg ikke kan tale med om nutiden, kanfkee er det nu anderledes. Jeg ved det ikke. Fra mit fjortende til mit attende år henslæbte jeg på den måde tiden, en tid, der for mig var som en jevn grå, tåget novemberdag. Slid og slæb fra morgen kl. 5 til sent ud på natten, fåvel hellig som søgn; thi skønt det var i en præstegård, jeg tjente mine læreår, så kendte man dog ikke der til søndagens stilhed og hvile. Provsten besørgede tjenesten, som det hed; os andre kom den sag ikke ved, og jeg stemmede snart med i samme tonart. Når provsten var færdig i kirken, var der enten fremmede hos os, eller familien tog ud på besøg til nabogårdene; hvad enten nu det ene eller det andet var tilfældet, kunne provstinden altid finde på noget til mig at bestille. Jeg skulle i deres fraværelse vaske provstens gulv og hænge Gardiner op, eller pudse stager og polere kaffekander. Kort sagt, egentlig helligdagshvile har jeg i mine tidligste ungdomsår aldrig kendt noget til. Da jeg var bleven 19 år gammel, kom den eneste søn hjem fra en lang rejse, på hvilken han havde været ude som supercargo i det ostindiske compagnies tjeneste. Han havde mange mærkelige og sjældne sager hjem med til sine forældre og søskende, og da han fik mig at se og hørte, hvem jeg var, kom han en dag frmr med et lille silkeshawl fra China, som han kastede om min Hals med de ord: „ Lille Martha, de skal da ikke være stifbarn. “ Det var ligesom det første lysglimt i det lange og tunge mørke. Et menneske havde stillet mig lige med andre! havde villet glæde mig! Jeg ved ikke, hvad jeg svarede; jeg takkede vistnok meget kejtet, men ingen fyrstinde har frydet sig mere ved sine glimrende juveler, end jeg ved dette lille brogede tørklæde. Fra nu af blev det en kort tid noget bedre for mig, dels fordi han talte med mig som med et andet menneske, og dels også fordi han fik sin moder overtalt til at lade mig få lidt mere frihed. Jeg hørte ham en gang sige til hende: „ Sæt nu, lille moder, at fader døde, og Tomine eller petnne måtte ud iblandt fremmede, hvad ville du så synes om, at de fik sådan medfart, eller hvorledes ville de kunne udholde det? “ „ Dine søstre ville aldrig komme til at behøve det. Din fader og jeg have sørget for dem, “ svarede moderm med rigdommens hovmod. „ Ja; men det er ikke pigebarnets skyld, at faderen døde fattig. “ ( „ Heller ikke faderens “, tænkte jeg. ) „ Du snakker, som du har forstand til, lille Jørgen! Det, som er nede, skal holdes nede, ellers kommer der uorden i alt. “ Dermed vendte hun sig om for at gå, men Jørgen ville den gang have det sidste ord og sagde: „ Da ville jeg ønske hende, at hun var Matros ombord i et af vore skibe, der have de det såmænd meget bedre! “ Moderen gik ærgerlig ud af døren ved at høre ham tale således; men jeg! Hvor svulmede ikke mit hjerte af glæde og lyst! Jeg blev taget i forsvar og omtalt med en sådan velvilje; det vakte mm selvfølelse, hævede mig i mine egne øjne og gav mig en hidtil ukendt følelse af tryghed. Men ak, det førte mere med sig, som ikke blev mig til fryd og glæde. Uden at jeg vidste det, fløj den lille vingede gud, som diglerne kalde ham, ind og fæstede Bo i mit tåbelige, uforvarede hjerte. Alle mine tanker og drømme drejede sig kun om denne unge mand, hvem jeg elsfede med hele ungdommens varme og lidenskab, og det undgik ikke længe hans opmærksomhed. Også han syntes godt om mig og troede som jeg, at han virkelig holdt inderlig af mig; det var naturligvis ham en let sag at aflokke mig tilståelsen af min kærlighed, og for mig uerfarne barn stod det, som om hans måtte være ligeså dyb og inderlig som min. En kort stund havde jeg ligesom en fornemmelse af, at være løftet op til den syvende himmel og svævede i skyerne. Havde jeg dengang kendt billedet af Guido Renis Aurora, havde jeg bestemt bildt mig ind, at jeg var en af de bevingede møer, der svæve foran hendes seiersvogn. Men ak! Nattens mørke falder ikke så brat på disse i rosenskyerne agende piger, som opdagelsen og straffen kom over os eller rettere sagt over mig. Den altseende provstinde, for hvem intet længe kunne dølges, opdagede også vor kærlighed, som hun opfattede og udtydede på den værste måde. Jeg skulle øjeblikkelig ud af huset, og nu blev jeg hjemsøgt af den bittreste sorg og smerte; han havde hverken styrke eller dybde i sine følelser, så lidt som han viste mandighed i sin optræden, han faldt fra, straks da uveiru brød løs, fornegtede mig og fragik alt, og greb til den tomme udflugt, at søfolk på landjorden altid havde en lille kjæræste. Da jeg hørte dette, forekom livet mig så mørkt, så mørkt, at det aldrig mere kunne blive lyst igen. Det var naturligvis et af ungdommens feilsyn; men det stærke uvejr, der var trukket op over min vårdag, varede dog temmelig længe og kom igen med stærkere og svagere drøn. Jeg blev sendt hjem til min moder, og hun, der under fattigdommens daglige tryk kun havde øje for det virkelige, det håndgribelige, som hun kunne tage og føle på, — så altså i mig kun den halvvøxne pige, der var kommen hjem for at ligge hende til byrde ved at få føde og klæder hos hende; hun bebrndede mig bittert, at jeg havde båru mig så dumt og tåbeligt ad, ved således at gøre provstens imod. Jeg alene fik skylden, hun havde ingen medfølelse med mig, ingen tanke for, hvad jeg måtte lide; mit liv hjemme hos min moder var at ligne med det urolige vejr, der indfinder sig ved jevndøgnstiderne: stormen rasede grumt i mit livs forårsjevndøgn, de spæde grene lå knækkede på jorden, og knopperne blev afbrudte, længe før de udfoldede sig til blomst. Uden frugt blev denne tid dog ikke for mig, thi i den begyndte min characteer at udvikles og stålsættes. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle gribe til for at lette byrden for min moder, og besluttede at søge tjeneste. — jeg bekendtgjorde, såvel i provindsblade som i Københavns adresseavis, at jeg søgte plads, og gjorde rede for, hvad jeg kunne udrette. Der indløb tilbud om en plads som sy- og husjomfru i en anset embedsmands hus i København. Først da det hele var afgjort, meddelte jeg min moder min beslutning, og af hendes glade overraskelse så jeg, hvor tungt min fremtid havde ligget hende på sinde, uden af hun havde vidst, hvorledes hun skulle hjælpe mig tilrette. Jeg blev naturligvis glad ved omsider af have gjort noget, der vandt hendes bifald og skaffede hende glæde; men jeg følte også, af jeg fra nu af stod ene i verden. Med det sidste Kys, hun gav mig, da hun fulgte mig ombord på smakken, der skulle fore mig til København, skød hun mig så lempelig fra sig, hun vidste vel næppe selv as det; mig skar det dybt i hjertet, og da jeg tans stirrede på de to små brødre, på hvem hun offræde alt for af få dem godt opdragne, tænkte jeg: „ mon du vil kende dem, eller de dig, når vi engang igen ses i livet? “ Denne smakke-rejse fra Jylland til København slutter det første afsnit i mit liv. Jeg havde tid nok til af kaste et blik tilbage i fortiden og ud i fremtiden, da vi tilbragte fire døgn på Kattegattet, og det blev endda anset for at oære en jevn god rejse. Jeg tænkte på den uret, der efter min mening var overgået mig, ved at hele skylden for mit forhold til provstens Jørgen var væltet over på mig. Jeg nærede også i mit hjerte bitterhed imod ham, der så letsindigt havde tilsagt mig sin kærlighed og så umandigt havde svigtet mig i den sørste anfægtelse fra yderverdenen; kærligheden var vegen for den bitre skuffelse, og jeg sluttede, at som han vare også alle andre mænd. Itu vil jeg ikke hævde, at denne slutning var rigtig; men, stråledes som jeg var stillet, blev den mig måske et værn. — idet min moder skød mig fra sig ud på landingsbrædtet, havde hun med det samme skudt mig ud på livets vildene hav. Min fremtid lå nu åben for mig, og det blev min sag, — mente jeg — hvad jeg ville gøre ud af den; at jeg altid trolig ville stræbe at handle, som pligt og wre bød, — det nærede jeg ingen tvivl om, i så henseende følte jeg, at jeg trygt kunne stole på mig selv. Men hvad capital havde jeg at begynde med? Tyve år, et velvoksent sundt legeme, og meget få kundskaber, undtagen i madlavning, reengjøring og syening. Så underligt det end kan synes, var jeg dog ved godt mod og havde god tro til menneskene; til trods for de bitre erfaringer, jeg havde gjort, stod det fast for mig, at de fleste mennesker vare gode og brave, kun provsfefamilien dannede en sørgelig undtagelse. Med disse tanker faldt jeg i søvn; da jeg vågnede, følte jeg mig meget ilde, idet skibet duvede forfærdeligt op og ned, og jeg blev først rigtig vækket af min dvale, da skipperen sagde mig, at nu vare vi snart i København, og at han endnu samme aften ville lade sin gamle helbefarne Matros besørge mig og mit tøj hen til min nye condition. Vi havde, som jeg syntes, meget langt at gå igennem mørke, af tranlygter sparsomt oplyste gader, før vi standsede udensor en anseelig gård; en smnk bred trappe med gammeldags udskåret trærækværk førte op til første sal, hvor vi ringede på. En tjener lukkede op, og til ham afleverede matrosen mig og mit tøj, sagde derpå farvel, og gik. Endnu efter så mange Års forløb husker jeg tydeligt, hvor pinligt det oar mig at måtte lade den skikkelige gamle mand gå uden at kunne give ham noget; men jeg ejede ikke en skilling efter at have betalt min overfart. Tjeneren lod mig gå ind i et tomt værelse og forsvandt selv gennem en dør, der førte ind til et andet værelse, hvorfra jeg hørte stemmer. Idet døren blev lnkket op, hørte jeg en mandsstemme sige: „ Gå ind, lille Vita, og viis hende eders værelse, bed hende så komme herind og få sig en kop the efter rejsen. “ Døren gik op, og en lille fin skabning kom ind med et lys i hånden. Hun kunne vel være omtrent 9 år, lille og spinkel af sin alder. Egentlig smuk var hun vel næppe, dette lille mørkladne væsen med de sorte hår og de små brune hænder; men mit hjerte droges med uimodståelig magt til hende i det øjeblik, hun viste sig i døren. Hun stod stille og lyste op og ned ad mig med en naturlig barnlig nysgerrighed og sagde endelig „ God dag “ til mig, fljøndt det var sent ud på aftenen. Jeg hilste igen på bedste måde og sulgte med, da hun gik foran med lyset, hen ad en lang gang og op ad en trappe, til et værelse i en assides fløj. Da vi kom ind i det, satte hun lyset fra sig og pegede på to senge, en større og en mindre: „ Her sover jeg, og der skal du ligge; jeg hedder Vita; hvad hedder du? “ „ Martha. “ „ I søndags læste fader i bibelen for mig om en, som også hed Martha; men jeg har aldrig før set nogen levende, der hed sådan “, sagde hun og så på mig, medens hendes øjne ligesom blev større og større af forbavselse over at beskue en sådan mærkelighed. Ja man slipper stundom nemt til at blive noget mærkværdigt. Jeg skyndte mig med at tage tøjet af, ordnede lidt ved mit hår og min påklædning, og så gik vi tilbage, samme Bei vi vare komne. Da vi nåde døren, hvorfra jeg havde hørt stemmer, sagde hun: „ Det er dagligstuen, fader, moder og søster sidde derinde; de andre er ikke hjemme. “ Dermed lukkede hun dørm op, og jeg fik ikke tid til at spørge om, hvem „ de andre “ vare. Jeg stod i døren og hilste, men så intet, thi alt løb rundt for mig. „ God aften “ sagde den samme røst, som forhavde talt de venlige ord til lille bita, og min hunsbond, etatsråd Dalberg, stod foran mig. „ Træd nærmere; der sidder fruen. Sæt dem og få dem en kop the, det kan de nok trænge til efter rejsen. “ Jeg efterkom opfordringen, så godt jeg kunne, hilste på fruen og den nnge dame, satte mig og spiste og drak, så meget som en sulten ung pige kan, efter en sørejse. Vita sørgede for mig; de andre lod mig i ro, -og jeg fik således lejlighed til at betragte mit nye hersfab, som jeg i det hele taget syntes rigtig godt om. Hvormeget de uvante smukke omgivelser bidroge hertil, ved jeg ikke, det har dog vist ikke været så lidt endda. Menneskene selv kunne jeg ikke dømme om; men det hele tiltalte mig i den grad, at jeg kunne have siddet til langt ud på natten fortabt i beskuelsen af, hvad jeg så. Det var et stort smukt værelse, oplyst af en enkelt lampe og med en åben kamin; hvorledes det var udstyret, kunne jeg dengang endnu mindre gøre nede for end nu; thi sådanne herligheder som tæpper og damaskes Gardiner havde jeg aldrig før set og kendte dem næppe af navn. På ttebordet stod meget sølvtøj og glimrede i lampesfjæret. I en lænestol foran maskinen sad fruen; hun var lille og trivelig, blond og pyntelig klædt i silkekjole. Effer den tids skik og brug havde hun en kappe på, der struttede ud til alle sider, udspilet på en for mig ubegribelig måde og smykket med blegrøde roser og tilsvarende bånd. Frøkenen gik op og ned ad gulvet, balklædt, også efter datidens mode; jeg så på hende med beundrmg, thi hun var virkelig smuk, som hun således stod for mig i sin blomstrende ungdom, med en fylde af blondt hår, yndige rosenkinder og blå smægtende øjne med lange øjenhår, dertil tog hendes nydelige lille figur sig godt ud i den luftige hvide dragt: jeg troede at se en lysalf. „ Sæt dig dog, Regitze, “ sagde moderen, „ Du gør mig ganske ør i hovedet med din trippen frem og tilbage. “ „ Lille moder, så krøller jeg min kjole; nej, jeg må blive ved at gå, til jeg kan komme til at danse. “ En underlig modsætning til disse to dannede lille Vita, også hende kunne jeg nu først rigtig se; hendes klædedragt bestod af en meget broget ulden vinterkjole, ovenover hvilken hun bar et hvidt højhalset forklæde med lange alrmer, der mindede mig noget om en ligskjorfe; men det var også det eneste ved hende, som bragte en på tanker om døden. Hendes sorte øjne vare livlige og spillende, og det mørke, krøllede hår barhun kort afklippet; om hun var smuk eller ej, kunne jeg ikke afgøre; jeg havde kun aldrig set noget lignende; uvilkårlig søgte mine øjne hen til hende, og når hun mærkede det, nikkede og smilte hun, som om hun ville sige: „ vi blive nok gode venner, vi to! “ Tjeneren meldte, at vognen var parat: damerne skulle på bal. Før hun forlod værelset, sagde fruen godmodig: „ Hvil dem nu godt, lille jomfru trætræ—? “ „ Trægård, “ sagde jeg. „ Ja, det er rigtigt. Nå ja, i morgen ligge vi vist alle sammen noget længe; men når jeg kommer op, skal jeg nok vise dem tilrette og tale nærmere med dem om huset, og hvad de har at gøre her. God nat. “ Dermed forsvandt hun. Etatsråden fulgte damerne ud, hjalp dem tøret på og kom så igen. „ Gå nu i seng, lille Vita! “ sagde han. Jeg ville følge med, men han standsede mig. „ Jeg ville gjeme tale et øjeblik med dem, jomfru trægård. “ Han gik en kort tid op og ned i værelset med hænderne på ryggen, pludselig bemærkede han: „ De er en. Præstedatter. “ „ Ia, fader var præst, “ og jeg nævnte kaldet. „ Bi ville begge, min hustru og jeg, gerne betragte dem som hørende til familien, og jeg håber, at de vil komme til at befinde dem vel i vort huns; men særlig snsker jeg, at de vil tage dem af den lille pige, der lige nu forlod os. Hun er i grunden moderløs; det vil sige, “ vedblev han lidt stammende og forlegen, „ de forpligtelser, min hustru mener at have overfor fin ældre datter, node hende til at tage megen del i selfkabslivet, og så er Vita enten alene eller overladt til tyendet; jeg ønsker nu, at de forsøger på at vinde barnet, om de kan, og hun må derfor stadig være under deres tilsyn, læse fine lektier hos dem o. s. v. “ Jeg blev ganske forskrækket; jeg havde jo selv slet ingen kundskaber, og jeg sagde ham straks, at fader var død, da jeg kun var 13 år gammel, og siden den tid havde jeg intet lært og turde ikke påtage mig at være lærerinde for nogen, da jeg selv stod langt tilbage. Han smilte ad min ivrige protest og sagde: „ Jeg har ikke ventet eller forlangt, at de skulle lære hende noget; det skal jeg nok selv sørge for eller udse dygtige lærere til hende. De skal kun, hvis de 2 ellers holder af børn og da navnlig kommer til at holde af mit barn, være hende et godt selskab og vogte på hende, at hun ikke lærer noget ondt. “ Døren gik op, og en lille dreng kom farende ind. „ Hvor er moder? og hvor er Vita? “ „ God aften, Paul, du kommer jo farende som en stormvind. Din moder og ældsle søster er på bal og Vita i seng, og der burde du også være; stig kønt god aften til jomfru trægård, du seer jo, at her er nogen i stuen. “ Paul betragtede mig, omtrent på samme måde som hunden, der har hjemme si et huns, seer på en fremmed af sine lige, der ikke har noget at gøre på dens enemærker; derpå udbrød han: „ De er da også altid på bal eller assembler og comedie; er fætter Arthur med? “ „ Det vedrører jo ikke dig! Marsch i seng! God nat, jomfru trægård. “ Således var da den lille pige, der med sine forunderlige dybe øjne havde sendt mig det første milde blik og sagt mig det første venlige ord ved min indtrædelse i dette huns, særlig blevet betroet min omsorg. Jeg stod længe og så på det sovende barn, idet jeg bad inderligt til gud om, at jeg i det mindste ikke måtte komme til at lære hende noget urigtigt, for ikke at sige ondt, så denne barnesjæl skulle komme til at sorarges på mig. Først efter at jeg havde været i etatsrådens huns nogen tid, fik jeg ordentlig rede på familiens brogede sammensætning. Min husbond havde tilforn været gift med en jtalienerinde, og fra hende havde Vita arvet sit ejendommelige sydlandske udseende, som jeg senere har genfundet på så mange billeder; men dengang var dette mig endnu noget nyt og fremmed. Efter sin første hustrus død, umiddelbart efter at Vita var bleven født, var han temmelig snart igen indtrådt i mgtefkab med en velhavende enke, der havde en datter og en søn, den noget viltre og dygtigt forkælede Paul; da jeg kom der i huset, var frøken Regikze sytten år, Paul tretten og den mig betroede lille skat, Vita, ni år. Foruden disse husets egentlige børn var der endnu en slægtning af fruen, den ovennævnte fætter Arthur. Han oar forældreløs og ubemidlet, og etatsråden havde tilbudt ham hjem og ophold i sit hus, til han fik tilendebragt sine studermger. Af alle livets omskiftelser, tror jeg, at overgangen fra fattigdom til velstand er noget, et menneske lettest vænner sig til. For mig gik det i det mindste som fod i hose. Rigtignok blev jeg ikke rig med det samme, jeg kom der i huset; men jeg fik min del af husets goder og bekvemmeligheder og det ingenlunde karrigt tilmålt, så efter et par måneders forløb var det mig, som om jeg altid havde bevæget mig hen over de bløde gulvtæpper, haft bordet dækket med flint linned, spist med purt sølv og drukket af fineste Krystal. Fruens anordninger vænnede jeg mig snart til, så at det ville have forekommet mig rent akavet, om noget af alt dette havde været anderledes. Lidt efter lidt overlod fruen 2 * mere og mere til mig, jeg måtte lave the og skænke kaffe, når der var gæster, hvad der næsten altid var tilfældet, når de ikke selv vare ude; jeg fik nøglerne kil husets gemmer og bohave og behøvede kun om morgenen at så besked af fruen om, hvad bestemmelse der var truffet for den dag. Fruen var mild og god, men lidt magelig af sig, og nu da selskabslivet, i hvilket frøken Regitze skulle indføres, optog få meget af hendes tid, var hun glad ved at blive fri for det daglige bryderi med det rent hunslige. Mine pligter vare mig hverken besværlige eller byrdefulde, hunsgjerningen levnede mig tid nok til at være sammen det meste af dagen med lille Vita, og dette barn har såvel middelbart som umiddelbart været mig til usigelig både. Kærligt har hun sulgt mig på alle mine veje i senere år, og ved mit samliv med hende fik jeg lejlighed til at lære meget, som jeg under andre omstændigheder aldrig ville have kunnet tilegne mig. Paul var også meget sammen med os, han var Vitas bedste legekammerat, og skønt han var en vilter krabat, var der dog noget så godmodigt ved ham, så meget af moderens og søsterens fornøjelige natur, af han var let af komme tilrette med. Min første gerning om morgenen var af sørge for, af etatsråden på slaget otte fik fin morgenkaffe, og til denne holdt han af af se Vita pyntelig og net påklædt for hele dagen. Det var fdmmetider hårdt for mig af skulle vække det søvndrukne barn og hjælpe hende med af klæde sig på kl. 7; men Herren var ikke i rigtigt godt humeur, når han ikke fik barnet af se samtidig med, af maskinen stod på bordet, så jeg gjorde mig hård og sagde til hende, af det lille offer skyldte hun sin fader. Jeg behøvede også som oftest kun af sige hende, af faderen længtes efter hende, så oågnede hendes kærlighed, og med det fik hun også ømme op i bogstavelig forstand. Jeg mærkede snart, af etatsråden følte sig vel ved, af tiden nsiagtig blev overholdt, thi en gang sagde han: „ Man kan mærke, af jomfruen ikke har aflagt den gode gamle vane på landet, af stå tidlig op, det er første gang i mange år, af jeg får min kaffe i rette tid. “ Jeg tænkte, af det var ikke så tidligt endda for en, der var vant til at være på færde kl. 5, men sagde naturligvis intet; kun foresatte jeg mig at blive ved, som jeg havde begyndt, da det var Herren så meget om at gjsre, og derved steg jeg i hans gode omdømme, langt mere end om jeg havde udført en stor dåd. Det er i det hele taget flet ikke heltegerninger, det kommer an på i livet; de fleste, og vel især mændene, få meget tilovers for en, når man har held med sig til at gjsre dem tilpas i småting; man kan da forbavsende let vinde deres agtelse, men ligeså let kan den også forspildes oed en rem ubetydelighed. Jeg kunne nu m times tid eller halvanden sidde rolig ved mit sytøj bagved maskinen og høre på, hvorledes etatsråden talte med Vita. Selv underviste han hmde i fædrelands- og verdenshistorie, geografi, modersmålet og italiensk, for at hun skulle lære det sprog, hendes udenlandske moder havde talt. Vel talte han det, som han selv vedgik, ikke videre godt, men kunne dog lære hende begyndelsesgrundene, til hun blev mere fremmelig; om eftermiddagen kom en gammel underofficer og lærte hende at skrive og regne. Hvor etatsråden havde fået denne snurrige, gamle mand fra, ved jeg ikke; men man lærte godt hos ham, det kan jeg bevidne, der fik lov til at tage del i Vitas undervisning, til barnets store fornøjelse. Længere op ad formiddagen eller „ Morgenen “, som fruen kaldte det, fik jeg besked af hende om de huslige anliggender, og så var barnet i hælene på mig i køkken og kælder som en lille kattekilling og smuttede ind under armen på mig, når jeg havde noget at varetage. Vi gik dog også ud sammen; hun skulle nemlig i luften hver dag, for at hendes kinder kunne få lidt rødme, og jeg skulle også af og til besørge et og andet for fruen eller frøkenen; jeg lærke hende at sye og at strikke, og om aftenen pyntede vi i fællessfab vore to smukke baldamer og beundrede dem, begge to lige barnligt og barnagtigt. Var der selskab hjemme, og ingen videre agtede på os, kunne vi i stilhed gøre vore bemærkninger over alt, hvad vi hørte og så. Vita havde langt mere erfaring i selskabslivet end jeg og kunne sætte mig ind i en del as, hvad der var skik og brug og passede sig, som jeg aldrig før havde haft mindste anelse om. Ja vi to børn forte et rigtigt „ Herraiv “ det første år og senere med, kan jeg tro; hun blev år for år fremmeligere og fornuftigere og opfattede ikke længere alt udelukkende med øjnene. Alt eftersom årene gik, og Vita blev ældre, fik hun flere lærere og lærerinder, og jeg glædede mig over hver ny, der kom, thi hvad hun lærte, det lærte også jeg. For det meste sad jeg og syede i samme værelse, hvor undervisningen blev givet; det var lille og tarveligt udstyret og lå noget afsides, langt fra den elegante dagligstue; opmærksomt hørte jeg efter, hvad lærerne forklarede, og om jeg end stundom var adspredt og sysselsatte mine tanker med hunslige forretninger, fortalte Vita mig senere alt, og vi gennemgik den dags lektier sammen, så jeg på den måde ikke gik tabt af ret meget. Vore kæreste aftener var, når damerne vare ude, så sad vi tre og vare flittige, Paul, Vita og jeg. Etatsråden kom da og drak the med os, og da han mærkede, at vi holdt af at læfe, bragte han os af og til en eller anden bog, læmpet efter Vitas alder og fatteevne, men ikke destomindre passede den også for mig, der kun på anden hånd tilegnede mig det, som barnet lærte, og skønt jeg var elleve år ældre, havde jeg dog stedse nok af gøre med af holde skridt med hende. Etatsråden gik aldrig til samtne tid i selskab som damerne, da han ikke kunne eller ville ofre så megen tid derpå; men i regelen hentede han dem altid hjem. Ja min barnlige tillid var ikke bleven skuffet, jeg var virkelig kommen iblandt gode og elskværdige mennesker, vel holdt jeg ikke lige meget af dem alle; men jeg må nu dog give dem den lov, af imod mig vare de gode og kærlige. Paul var jo rigtignok dygtig foajælet af sin moder, men var iøvrigt en ejegod dreng, der holdt inderlig meget af sin lille stifssster, og derved banede han sig også vej til mit hjerte. Jeg havde ikke været der ret længe, før jeg begyndte af lægge mærke til den såkaldte fætter, hr. Arthur Hubert, der egentlig slet ikke var fætter til nogen af børnene, men kun havde været beslægtet med Fru Dalbergs første mand og været som medlem af familien, sålænge fruens første zegteskab varede, og da hun så blev gift anden gang med etatsråd Dalberg, flyttede han med. Han var altsda lidt i familie med frøken Regitze Hubert, men hverken med etatsråden eller fruen. Han studerede jura og skulle år for år til at tage eksamen; men det blev aldrig til noget; derimod gik han flittig på baller, mødte i selskaber og besøgte tteatre og conkerter, kort sagt, var på færde alle vegne, hvor der var noget at „ opleve “, som det kaldes; men om han just oplevede mere end vi andre, skal jeg ikke kunne sige. Han var vistnok meget smuk, høj og rank, med brunt, lidt i det rødlige spillende, krøllet hår og samme farne skæg, klare blå øjne og den friske ansigtsfarve, som svarer til denne slags hår; han dansede udmærket smukt og førte sin dame med megen anstand, det så jeg på med fornøjelse, når der var fremmede hjemme, eller når han og frøken Regitze øvede sig sammen, og de to børn hoppede derimellem. Men der var noget ved ham, som jeg ikke forstod, hvad der var ganske rimeligt, da jeg aldrig sør havde set en sådan fremtoning; senere er jeg truffet på adskillige af samme sort og er i årenes løb kommen til den erfaring, at arten ikke er så sjælden endda, disse mænd blive meget beundrede af kvindekønnet, ofte også oprigtigt elskede; men mest ubetinget beundre de dog sig selv. Frøken Regitze var, som ovenfor sagt, sytten år gammel, da jeg kom der til huset, og en skjønneæ kvinde kunne man ikke let se for sine øjne. Hun var også den gang en god, elskværdig pige, venlig og omgængelig, let at gjsre tilpas, lidt forlystelsessyg og rigtignok endeel forfængelig; men under de forhold, hvori hun lev

1895_Nording_GamleJomfruer

A.

Gamle Jomfruer

Nording

Nording

Gamle Jomfruer

1895_Nording_GamleJomfruer.pdf

Anna

Nording

Vidua

dk

Gamle Jomfruer

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

nan

nan

O

Indledning i de efterfølgende små fortællinger har jeg udkastet nogle billeder af » gamle jomfruer «. Hensigten dermed har været at vække sympatti med denne kategori af menneskeslægten, der af mange, navnlig af de unge, betragtes som afskrækkende eller lattervækkende personer. Da jeg selv var ung pige, stod det for mig som det værste, der kunne hændes mig, at blive gammeljomfru, og endnu er der vist mangen ung pige, der foretrækker » at tage den første, den bedste « frem for at lide denne vanskæbne. Hr det da så slemt at blive gammel jomfru? Går man ud fra, at betegnelsen gælder enhver aldrende kvinde, der frivillig eller ufrivillig er for-bleven » ensom «, da vil svaret folde meget forskel-ligt. Indskrænker man derimod navnet til den slags ugifte kvinder, hvis sind er blevet bittert ved deres skæbne, hvis ydre hælder til det lattervækkende, livis levevis går til en eller anden yderlighed, og hvis livsmål er at kolportere sladder, ja! da har vedkommende selv skabt sig sin særstilling og er selv skyld i at blive betragtet med umilde eller spottende blikke, og da have vi det tilfælde, hvor det er slemt at blive gammel jomfru. Men nu i vore dage, da så mange veje stå åbne for kvinden, og vel forhåbentlig endnu flere ville blive det, da behøver giftermål ikke længere at betragtes som den eneste forsørgelse, og kundskab er den magt, der baner vejen for den enligt stillede kvinde og anviser hende en anden plads i samfundet end den, hun tidligere havde. Hun fylder nu sin plads, enten denne er en tilbagetrukken, beskeden, som deres, der går i kærlighedsgerningernes mangeartede tjeneste, eller det er en fremskudt plads som deres, hvis navn gennem pennen, ordet eller handlingen bringes på manges læber. Det er derfor ikke om de ægte » gamle jomfruer «, jeg vil tale; men om dem, der uforskyldt slås i hartkorn med hine uelskværdige lidelsesfæller, de ugifte kvinder, hvem en tung tilskikkelse, et kærligt offer eller et alvorligt kald liar anvist en anden vej end den, der altid må blive den naturligste og lykkeligste for kvinden: den trofaste ægtefælles og den kærlige moders. jomfru Funch i den sønderjyske købstad, livor mit barndomshjem fandtes, var der et såkaldt » Kloster «, en stiftelse for ældre, enligtstillede kvinder. En lille stue for sig selv og et køkken i fællesskab med flere andre var det hjem, der bødes dem, tilligemed en lille ugentlig understøttelse i penge. Klostret var en køn bygning, beliggende midt i en hyggelig have og med udsigt til den nærliggende kirkegård med sine smukke kastanie-allé og til sundet der på dette sted lignede en indsø, liggende dybt nede mellem frodige, høje banker. En af klostrets beboerindcr var den gamle jomfru Funch, min kære veninde, som jeg af og til aflagde et besøg, der stedse blev modtaget med glæde. Flun var en lille, mager skikkelse, sædvanlig klædt i en mørk, ulden kjole og sort forklæde; en pyntelig hvid kappe og smukke, sølvgrå hår omrammede et fint, lidt spidst ansigt, hvori to gode, fromme øjne vare sjælens spejl. Der var så fredeligt og hyggeligt i hendes lille stue med de gamle, røde Gardiner over de smukke, hvide filerede, hendes ungdoms-arbejde. Over det gamle chatol på den ene side og over sengen med det strikkede hvide tæppe på den anden hang der mange gamle billeder, og mellem disse et portræt med en krans af evighedsblomster. Det forestillede en smuk, ung mand, elegant klædt, med kalvekryds af kniplinger og fløjls knæ-benklæder; men de smukke træk savnede energi i deres udtryk, og om munden var der et selvbehageligt smil. Mu-ligen forekom det en blot også således, når man kendte den unge mands historie; i alt fald havde Charlotte Funch sikkert ikke kunnet se det, dengang hun var 18 år og lovede ham hånd og hjerte. Det var nu snart halvtredsindstyve år siden! Charlottes fader havde været bager, og den unge pige havde måttet passe butikken. Hendes flinke hænder og fødder vare i aktivitet fra morgen til aften. Sjælden kom hun ud; fornøjelser udenfor hjemmet kendte hun så godt som ikke; men lige glad og fornøjet var hun; hendes sang og friske latter hørte man overalt i huset. Da kom der en aften en fin og pyntelig herre ind i butikken; han købte to stykker hvedebrød og havde ikke øjnene fra hende, medens han langsomt stak dem i baglommen på sin overfrakke. Han kom nu hver aften på samme tid, rimeligvis når han efter endt dagværk — kontorarbejde — vendte hjem, for at nyde sin tarvelige aftensmad. de talte ikke mange ord sammen; de kendte ikke hinanden, og dog — ja! Kærligheden er som en flod, hvis kilder og udspring vi ikke kende; den bruser frem, stor og mægtig, -bortryddende alle hindringer på sin vej! Charlotte kendte ikke verden, havde aldrig før mødt kærligheden i det virkelige liv; kun fra de bøger, som hun ivrig læste om aftenen i sit lille Kammer, kendte hun den; hun længtes efter den, og hun gav nu det lille, varme hjerte bort til den første, der bad derom! Dengang var hun 18 år, og forlovelsen varede i 22! » Kandidaten «, som han kaldtes, var » noget på et kontor «. Han havde begyndt at studere, havde også taget » Filosofikum «, men ikke bragt det videre af mangel på energi, ikke just — som han selv sagde..... af mangel på midler; thi for den, der rigtig vil, findes der vel også en udvej. Han havde et meget smukt ydre — desværre for stakkels Charlotte! — men det var også alt! Han syntes godt om den unge pige, men havde vel også nok taget noget hensyn til, at hun var eneste barn af — som man mente — temmelig velhavende forældre. Nu nød han ret at komme og gå i det gode, velforsynede borgerhus; det var noget andet end at komme hjem med de to stykker hvedebrød til det uhyggelige værelse. Men han var en af de mænd, der kunne tage imod alt uden selv at yde noget, og som om det var en ting, der fulgte af sig selv. lod han sig snart både føde og klæde af svigerforældrene. Han forsøgte et par gange ved hjælp af deres penge at tage en eksamen eller begynde en virksomhed; men ethvert forsøg glippede; det var alt spildt på ham. Imidlertid gik årene; roserne falmede på Charlottes kinder, og håbet døde i hendes hjerte; de bestandige skuffelser satte deres mærker i det før så kønne og glade ansigt; aldrig sang hun, aldrig smilede hun mere! Hun havde efterhånden fået øjnene op. Den, hun havde bundet sig til, og som hun — trods alt — holdt af, var ikke hendes kærlighed værd. Det var ikke alene det, at han manglede viljeskraft til at skabe sig en stilling; men han satte alt til — både penge og sundhed — i et dårligt levnet. Han var ikke mere den smukke, kraftige mand, men et nedbrudt vrag, og dog kunne hun ikke slippe ham, ja, meget mindre end før, nu, da han mere end nogen sinde trængte til hende. Da forældrene døde, efterlod de hende ikke stort andet end lidt indbo. Hun tog en plads blandt fremmede; hun stred og stræbte; alt, hvad hun fik opsparet, gik til ham. Hendes engang så friske og varme kærlighed var nu bleven som en gammel slidt klædning. Den var ikke bedre værd, den burde have været aflagt; men hun var nu så vant til den, hun kunne det ikke! Da forlovelsen havde varet i 22 år, døde kandidaten, og Charlotte stod ved hans kiste og græd både over ham og over hele sin tabte ungdom. I 12 år tjente hun endnu og sparede lidt sammen til sig selv. Hun var. nu 52 år, men så udslidt, så træt, at hun ikke kunne mere. — da købte hun sig ind i vor byes » Kloster «. Der gik årene stille og ensformigt; umærkeligt blev hendes hår hvide. I sine sidste leveår kunne hun ikke mere forlade sin lille stue. Sjælden kom der en bekendt fra gamle dage, vennerne døde bort, den ene efter den anden; men små-fuglene, der om sommeren kvidrede i haven udenfor, og som om vinteren kom helt hen foran hendes vindue, de blev hendes venner; med dem delte hun sit brød, og hun syntes at kende hver enkelt af dem. Det var hendes glæde at sidde i sin lænestol ved vinduet, når solen gik ned. En aften, som hun sad der — kirkeklokken var begyndt at ringe, og de røde solstråler faldt ind i hendes lille værelse og belyste både hende og billedet af hendes ungdoms elskede — da var hun slumret ind fredelig og stille; hendes livs sol var gået ned for stedse! Marie kærligheden er ikke for intet bleven lovprist til alle tider, og særlig kærligheden mellem mand og kvinde. En trang til at elske og selv at elskes er vistnok nedlagt hos enhver kvinde, i alt fald hos enhver god kvinde. Fattig, fattig er den, som ikke er bleven elsket, men dog endnu mere den, der ikke selv har elsket! Jeg tror næppe, at hun i så fald vil have noget tilovers for andre end sig selv; hendes liv vil ligne den på stengrunden hcnvisnende plantes. Der gives kvinder, i hvem den moderlige følelse er særlig stærk, der synes skabte til at blive de bedste mødre, og som dog ikke opnå denne lykke. Deres hjerter kunne brænde af længsel derefter, og mest når de stå ved et lille barns vugge eller holde det i deres arme; men deres ønsker opfyldes ikke, deres håb glipper ofte, når de synes nærmest ved målet. De er måske ubetydelige at se til, grimme eller flittige, ingen giver agt på dem, ingen elsker dem! da blive nogle bitre, lidet tiltalende gamle jomfruer; men andre tage sagen anderledes. Kærligheden og modcrfølelscn er ikke givet dem for at spildes og gå tabt; der er mange her i verden, som trænge til kærlighed og pleje; mangfoldige, der er moderløse! Da gælder det om at opsøge dem. Da gælder det om at yde kærlighed; thi netop heri er delen uendelig lykke! Jeg vil fortælle dem en sådan piges.historie. Liun hed Marie og var omtrent 20 år, da hun kom til hovedstaden for at søge sig en plads. Hendes fader, der havde været degn og skolelærer i en større jysk landsby, var nylig død, og moderen havde en del yngre børn at forsørge. -. Marie tog ind til en moster, der var gift i København. Den unge pige havde en smuk figur, kønt, lyst hår og gode, trofaste øjne; dette, i forening med hendes smagfulde, tarvelige påklædning, gjorde det let for hende snart at få en plads som jomfru i et større herskabshus. I denne plads blev hun omtrent 4 år. Da flyttede familien til en anden by, og der tilbødes Marie en plads hos en velhavende enkefrue, hvor sønnen i huset var svag.og ofte sengeliggende; hun ville blive meget bunden, blev der sagt; thi ham måtte hun pleje foruden at hjælpe til.med den indvendige husgerning. Marie tog imod pladsen, og hendes ejegode hjerte droges mere og mere imod den syge Walter rissing. Han var brystsvag. Mon den unge pige også tænkte på, hvilken fare hun udsatte sig for? Vistnok ikke! Hun hyggede bestandig om ham, og det var hendes kæreste 'pinier, når hun om eftermiddagen efter endt arbejde kunne sidde inde hos ham og læse højt for ham. Den syge sad da i sin lænestol med hænderne foldede over det varme tæppe, som Marie havde bredt over ham; hans smukke, mørke øjne hvilede da på den unge pige, og, for hver dag, der gik, med større kærlighed. Vintertiden gik, og foråret meldte sig tidlig med mildhed og varme i luften. Dette i forening med den gode pleje, han nød, gjorde underværker, og snart kunne det unge menneske vandre ud i haven, i begyndelsen ved Maries arm, men efterhånden som kræfterne kom, også uden hende. Det var på den tid, at det syntes at være gået op for Walters moder, at der kunne være en vis fare ved at lade de to unge mennesker være.så meget ene med hinanden. Fruen, som tidligere ofte var på visitter på den tid af dagen, var nu til stede ved oplæsningen, gik selv ud i haven til sin søn og sendte Marie ind. Hun viste hende dertil en kulde, som bedrøvede Marie dybt. Var der nogen årsag dertil?—ja! hun kunne jo ikke nægte det for sig selv; Walter var bleven alt tor hende; hun syntes, det var bleven, hendes livsgerning at være hos ham. Men var det en anden kærlighed end den, hvormed en søster kan hengive sig for en Broder? Hun vidste det ikke selv. Sommeren gik, og træernes blade begyndte at folde. Blæsten hvirvlede dem af sted i munter Dans, som om de ret skulle holde sig lystige, inden sneen kom og holdt fast på dem, indtil de opløstes, smuldrede hen og blev til jord igen. Marie stod ved vinduet og sukkede dybt. Hendes blik fulgte Walter, der gik i haven og talte med sin moder. Hun var bekymret for hans skyld; han var i den sidste tid begyndt at hoste igen, og hun syntes, at både han selv og moderen toge sagen alt for let. I en sådan blæst burde han blive inde, ligesom det også måtte skade ham at tage ud om aftenen, hvilket han i den senere tid oftere havde gjort. Hun ville helst være ilet ud, have taget ham under armen og ført ham ind; men — og det var derfor, hun sukkede — hun var jo-en fremmed, havde ingen som helst ret over ham. Og dog! havde hun ikke kærlighedens ret? Der kom glød i hendes kinder, da hun gjorde sig selv dette spørgsmål. Og kunne hun ikke til sin store glæde med rette tænke, at Walter havde hende kær? Havde hun ikke følt det, selv om han ikke havde sagt det med ord? — nu kom moder og søn ind. » Nå, er de dér, Marie? « sagde Fru rissing. » De må tage dem lidt af min søn; han er kommen til at fryse, og selv må jeg desvæire gå for at gøre toilette til i aften. « Walter rystede virkelig. Marie greb hans hånd. » Min gud, hvor de-er kold, Walter! Vær nu fornuftig, og gå straks i seng, så skal jeg komme med en varm drik til dem. « Den unge mand nikkede blot, og straks efter hørte Marie, hvor voldsomt han hostede inde på sit værelse. Hun bragte den varme drik og dækkede ham til; men han rystede af og til af stærke kuldegysninger. Den næste dag kom lægen, og efter en ny undersøgelse erklærede han, hvad han allerede nogle dage før havde tilrådet, at patienten nødvendigvis måtte tilbringe vinteren i et mildere klima. Den unge mand sad atter en eftermiddag i lænestolen i sit værelse. Marie havde lagt bogen bort og sad nu i mørkningen og så ind i den blussende kakkelovnsild. Lågen stod åben, og det røde skær bredtes ig ud over alt i stuen. Efter en stund sagde Walter: » Det er altså sidste aften, Marie! sidste aften — og i morgen må vi skilles! « Marie kunne ikke svare, thi gråden kvalte hendes stemme; men hun holdt ikke, sin hånd tilbage, da Walter greb den og hviskedee til hende: » Marie! lad os tale ærligt med hinanden. Jeg kan ikke tage bort uden dig, og du? — sig mig det nu, du har mig kær, du kan heller ikke skilles fra mig, Marie! « han drog hendes hoved ind til sit bryst, og hun lod det hvile der, alt medens hun græd, — det var hele hendes svar! Men nu blev døren hastig revet op; Fru ris-sing stod i. Værelset. Marie ville springe op; men Walter holdt hende fost. » Bliv kun, bliv kun, Marie! — ja, moder, lad mig sige det med det samme. Marie og jeg kunne ikke skilles. Vil du, at jeg skal leve, så må jeg leve med hende! « Fru rissing var bleven ganske bleg og stod tavs nogle øjeblikke. Derpå bad hun Marie forlade værelset; hun ønskede at tale alene med sin søn. Den unge pige gik op på sit værelse. Hun var i en forunderlig stemning, dybt bedrøvet og uendelig lykkelig på samme tid! Kærligheden havde udfoldet sig som en herlig blomst, bedugget af tårer. Men kan man elske uden at håbe! Nej! hun håbede! Og hun sank ned og bad for sit håb, og det syntes hende at vokse for en lille plante til et herligt træ. — skønne ungdomsdrømme! Hun drømte sig ind i. Fremtiden. Først så hun den elskede sund, helbredt i sydens varme, så sig selv ved hans side, sig selv som hans hustru, o, hvilken lykke! — hun drømte videre. Hun var nået til lykkens højdepunkt; hun tænkte sig holdende et lille barn i sine arme. Ja, dette var den højeste lykke for den unge kvinde med den varme, moderlige følelse! Men ak! De skønne drømme vare ikke ved. Marie vågnede også til det virkelige liv. Der blev kaldt på hende, og hun ilede ned. Flun så lægen forlade huset, og Fru rissing sagde til hende, kort og koldt: » Vil de gøre alt parat, Marie. De følger med os på rejsen! « Maries hjerte bankede. Var dette alt, ville hun ikke sige hende et venligt ord, slet intet? Hun kom ikke mere ind ti Walter den aften; han sov, sagde hans moder, og måtte ikke for-, styrres. Næste dags formiddag, da Marie kom ind til Walter, så han langt raskere ud; der var farve på hans kinder og glød i hans øjne. Han så glædestrålende på Marie, drog hende ind til sig og sagde: » Min hustru! — ja, det skal du blive, moder har indvilliget deri, kun på den betingelse, at det foreløbig bliver mellem os. Når vi først er ankomne til syden, lade vi os vie i al stilhed, moder rejser hjem igen, og vi to skulle være alt for hinanden! « » Marie! « lød i det samme Fru rissings stemme i døren. Flun skyndte sig ind i dagligstuen til hende. Der så hun lægen. » Doktoren ønsker at tale med dem, « $agde fruen og forlod værelset. Maries hjerte, der nylig bankede af glæde, slog nu uroligt. Hun syntes, doktoren så' så forunderlig på hende; — hvad kunne han have at sige hende? » Fru rissing har betroet mig, « begyndte den gamle læge, » at hendes søn ønsker at indgå ægteskab med dem, og at hun af hensyn til hans sygdom tilsyneladende har indvilliget deri. Men hun har bedet mig sige dem, at hun ønsker, de skal opgive denne tanke. Jeg tror, at de er en god og alvorlig pige, og at de vil kunne indse det rigtige i, hvad jeg nu.vil sige dem. Først dette! Har de tænkt på, at de udsætter dem selv for den sørgelige sygdom ved at gifte dem med den unge mand? « » Ja! « svarede Marie. » Det er muligt, « fortsatte lægen, » at de har liam så kær, at de ikke regner deres eget liv og sundhed for noget; men der er en anden ting, som de næppe har tænkt på; jeg mener hermed det ansvar, som man har overfor de ufødte. Brystsyge mennesker — ja, mange andre foruden dem! — bør give afkald på at gifte sig; det er synd at forplante sygdomsspirerne på de uskyldige børn! Er det ikke sørgeligt at se, hvor megen usselhed der er rundt omkring os, at se hvor mange mennesker, der skylde den syge fader eller moder deres elendige tilværelse? Nej! intet rettænkende menneske tør med fuld bevidsthed derom indgå ægteskab med et andet, der lider af en sygdom, der kan forplantes til børnene. — jeg beder dem, « vedblev den gamle læge, » overvej dette vel; tænk ikke på deres egen lykke, men på de uskyldige små, som må tage arven efter forældrene. Rejs med til Italien, plej den unge mand, som de hidtil har gjort; men sig ham, at hans hustru kan de ikke blive! — ikke sandt? « sluttede han, idet han greb Maries hånd, » De vil love mig at opgive dette ægteskab, og, er det nødvendigt, må de forlade den syge, når moderen ønsker det? « Marie hviskedee et » Ja! «, og dermed forlod lægen hende. Udenfor traf han fruen. » Nu er den sag i orden! « sagde han, » hun har lovet mig det, de kan trøstig lade hende rejse med og være hos deres søn den første tid, indtil han vinder flere kræfter. « — stakkels Marie! I samme øjeblik, som håbet var tændt i hendes hjerte, måtte det slukkes igen — for bestandig! Alt hvad lægen havde sagt — ak! det var jo så sandt, så rigtigt; hvorfor havde hun dog aldrig selv kunnet tænke dette? — men det måtte jo være således! — og dog! var det hende muligt at skilles fra ham, at leve uden ham! — jo! hun måtte det jo; hun havde et ansvar; det var hendes pligt! Men hvorledes skulle hun kunne sige dette til Walter? Ak! han var jo så glad, så fuld af håb! Hun måtte nu på dette tidspunkt, da rejsen var forestående, og han var meget svag, intet sige. Så måtte hun bære det alt hos sig selv! — de havde været i Italien i 2 måneder. I begyndelsen havde Walter været meget syg, og det faldt af sig selv, at der ikke blev talt om bryllup eller om moderens hjemrejse. Men nogen tid efter gik det godt fremad med ham, og han kunne daglig gå ud, ledsaget af mo-deren og Marie. Nu begyndte han også at tale om brylluppet. Han længtes efter at have Marie helt og holdent; nu lod moderen dem aldrig være ene. Men for stakkels Marie var det en pine at høre ham tale glad og forhåbningsfuld; — hvorledes skulle hun dog sige liam, at hans hustru turde hun ikke blive? — en aften, da den syge var gået til ro, og de to damer sagde ene sammen, sagde fruen: » Marie! vi må tale alvorligt sammen. Som det nu er, kan det ikke blive ved at gå, hverken for deres egen eller for Walters skyld. Jeg tror, at han nu er rask nok til, at de kan forlade ham. « — » Forlade ham! « det var, som et skarpt instrument boredes i Maries hjerte; hun følte alt blodet forlade sine kinder; hun søgte forgæves at svare. » Ja, Marie, der er kun denne ene udvej, og de må rejse bort, uden afsked: thi denne ville vi forskåne Walter for. « Den hårdhjertede kvinde havde ingen medlidenhed med den stakkels unge pige. Hun havde rolig taget imod al Maries opofrelse mod hendes søn; nu behøvede hun hende ikke mere; — hun kunne gå! Maries første indskydelse var at knæle ned for hende og bede: » Lad mig blive! Jeg kan ikke forlade ham; ser de da ikke, hvor jeg elsker ham; jeg beder kun om at være hos ham, at være hans søster, — hans sygeplejerske! « men hun mindedes sit løfte, hun gjorde sig stærk og spurgte kun: » Hvorn år? « » Jo før, jo bedre! « svarede fruen, » pak deres tøj i denne nat og rejs den næste, medens Walter sover. « — — den næste dag — den sidste! — hvor var det dog en tung dag for Marie! Vejret var så strålende; solen skinnede så varmt og lyst og bebudede forår, liv og lykke. Walter var så lykkelig; han åndede friere og troede på sin helbredelse. De gik ene sammen nogle øjeblikke; han greb hendes hånd og sagde til hende: » Jeg føler mig så rask nu, Marie, og så lykkelig; snart, ( snart skal du blive min kære lille hustru! « Han syntes ikke at bemærke hendes sørgmodige smil, — heller ikke følte han, hvorledes hun rystede og med møje holdt sine tårer tilbage, da han kyssede hende til godnat og hviskedee til hende: » I morgen tale vi så med moder og bestemme brylluppet! » — således blev de to unge mennesker, der dog så inderlig vare knyttede sammen, skilte for bestandig ved skæbnens hårde bud, og båndet sønderrevet med hårde hænder. Det var uforståeligt, at en moder kunne berøve sin eneste søn den, som var bleven alt for ham; men Fru rissing var en af de kvinder, der have en jernvilje, som de forstå at sætte igennem, og sønnen, der havde en svag karakter, havde fra lille af gået i hendes ledebånd. Moderen ville ikke, at sønnen valgte en fattig, tarvelig pige til hustru, og hun indrettede sine handlinger derefter. Fruen havde klogeligen først søgt en forbundsfælle i lægen og gennem ham indvirket på den unge piges opofrende, let bevægelige sind og senere ladet hende rejse bort i stilhed for derved at undgå enhver Art af overtalelse eller fristelse til at give efter for de bønner, som sønnen måtte have henvendt til hende. Walter bøjede sig — om end med smerte — både denne gang og senere for moderens vilje; han vidste, at modstand var unyttig. Et par dage efter stod Marie på perronen på Københavns banegård. Med et træt og bedrøvet blik søgte hun efter et bekendt ansigt. Endelig kom hendes onkel, til hvem hun straks havde skrevet om sit komme. Han så lige så træt og bedrøvet ud som hun selv, og på hendes forespørgsel erfarede hun, at hans hustru, som for nogle dage siden havde født to drengebørn, var håbløs syg. » Det er godt, at du kommer, « føjede han til, » thi vi trænge hårdt til en hjælpende hånd. « Maries onkel var, da hun første gang kom i hans hus, gift med hendes moster. Denne var imidlertid død et par år efter, efterladende to småpiger på 3 og 4 år. Allerede året efter giftede enkemanden sig med sin husbestyrerinde, den nuværende kone, som nu var meget syg. Marie havde ikke kendt hende nøjere; men der var nød og sorg i huset, og det var nok for hende. Hun takkede gud for denne gerning, der syntes som lagt til rette for hende. Få dage efter døde hustruen. Marie fik nu ikke megen tid til at tænke på sin egen smerte; særlig de to små hjælpeløse væsener krævede hendes tid og omhu. Ikke en gang natten havde hun for sig selv. Men. hun havde dog fået følgende breve skrevne og afsendte: Fru Theodora rissing! Jeg beder dem give deres søn indlagte brev — mit sidste til ham! Jeg vil stedse tænke på ham som på en kær Broder, hvem gud bevare og gøre lykkelig! Og de, frue, vil ikke glemme deres løfte at lade mig kalde, hvis hans sygdom skulle forværres, og han muligen med døden for øje skulle ønske at se mig. Alt godt ønsker jeg dem og forbliver med venlig hilsen deres Marie. Kære Walter! Din moder har vel sagt dig alt det, som jeg ikke selv kunne sige, og du ved, at det var kun pligtens, ikke hjertets stemme, jeg fulgte. Du vil sikkert — om måske ikke i den første smerte, så dog senere — tænke ligesom jeg. Hvor svært det var for mig at forlade dig, ved kun gud! Men min store smerte har han lindret ved' at betro mig en stor gerning, som •— håber jeg — vil blive mit livs opgave nu, da jeg ikke fik lov at blive hos dig. Fire små moderløse er blevne betroede til min omsorg. Jeg elsker allerede disse små, og jeg ved, at jeg vil elske dem endnu mere. Men på dig, min ven, vil jeg tænke som på en Broder, dig vil jeg bestandig gemme dybest i mit hjerte og bede gud helbrede dig og gøre dig lykkelig! Levvel! Marie. Maries onkel havde engang været brændevinsbrænder og haft det godt; men så kom alle de store brænderier og ødelagde de små; det gik da stærkt tilbage for ham. Så var han slået ind på forskellige ting; men intet lykkedes for ham. På den tid, da han giftede sig anden gang, havde han fået en fast plads på en grosserers kontor; men lønnen var ikke større, end at de måtte anvende stor sparsomhed for at komme igennem. Da nu sygdom, død og de to små børn kom til, måtte mange af deres gode ting vandre på lånckontorcrne og blev ikke indløste igen. En lille sum, som Marie havde opsparet, gik også med; thi hun kunne ikke tåle, at hendes små yndlinge skulle lide nogen som helst mangel. Det var svært for hende at føre hus her, hvor » Smalhans « bestandig var til stede, og onkelens bekymringer blev også hendes. Men glæden over børnene var stor! Ingen moder kunne have sørget bedre for dem eller elsket dem mere, og ingen børn.kunde have større kærlighed til deres moder, end de havde til » Tante «. Ja! det var næsten, som de vare hendes egne, især de to små. Der var gået nogle år. Marie havde ikke glemt sin ungdoms kærlighed; hun havde skrevet, og, på sin bøn derom, også nogle gange fået svar fra Fru rissing. Walter havde tilbragt hver vinter i syden, men om sommeren boede de i deres hjem på Vesterbro. Den unge mands helbred var ikke bleven bedre; det var tydeligt, at sygdommen stadig greb mere om sig. Da var det en smuk eftermiddag i begyndelsen af juni måned — sommeren var kommen tidlig det år, og roserne blomstrede allerede — at der kom bud fra Fru rissing, om Marie ville komme; Walter ønskede at se hende. Den unge pige ilede igennem haven, der lå foran huset, hvor rissings boede; hun så ikke, hvor smuk den var, mærkede ikke duften af roserne. Hendes blik var rettet mod havedøren, som stod åben, på et leje indenfor, og et øjeblik efter lå hun på knæ ved dette, bøjet over den syge og glemmende alt undtagen ham. Han havde bedt om at få lov at ligge der og indånde den friske luft og duften af roserne endnu en gang, og da hans moder spurgte, om der var mere, han ønskede, havde han blot sagt det ene ord: Marie! — nu stod hun der, og han følte hendes ilede tårer på sin hånd. » Farvel, Marie! « hviskedee den døende og strøg kærlig med hånden hen over hendes pande; » nu kan jeg dø rolig, da jeg har set dig igen! « Og han lå en tid lang og så uendelig kærligt på hende; han var tor svag til at tale mere. En fugl, der havde bygget rede i haven, kvidrede om sin kærligheds lykke; det var al den lyd, der hørtes; roserne duftede, og sommerfugle bragte bud fra blomst til blomst; det var alt sammen fiåb og lykke. Men derinde i stuen stod den unge pige, der frivillig havde givet afkald på kærlighedens lykke, der intet havde at håbe mere for sig selv. Flun holdt endnu vennens hånd; solen var ved at gå ned. Var det aftenens kulde? Hun følte, hvorledes hånden rystede og blev koldere og koldere. Moderen lukkede havedøren. Det blev mere og mere mørkt — ude som inde. Døden gik igennem værelset med sit iskolde pust! Maries ungdom var forbi. Hun var nu 30 år; men hun forekom sig selv meget ældre. Moderpligterne og de daglige bekymringer for udkommet gjorde hende ældre. Til alt, hvad hun havde gennemgået, kom der endnu en stor sorg. hendes onkel blev syg og døde efter 6 ugers.- sygeleje. I den tid var alt, hvad der endnu kunne undværes, blevet solgt eller pantsat. Marie stod nu ene tilbage med de fire børn. Hun havde ingen anden forpligtelse imod dem end kærlighedens; men denne var-stor nok til, at hun ikke kunne skænke det så meget som en tanke, at hun skulle kunne forlade disse børn og overgive dem til fattigvæsenet. Hun tænkte kun på, hvorledes hun skulle bære sig ad med at forsørge dem. — der boede i deres nabolag en dygtig og brav snedkermester. Han var enkemand uden børn og havde hus og hjem. Denne mand, som havde været en god ven af Maries onkel, og som hun agtede og havde venskab for, kom, da hun stod allermest rådvild og forladt, og tilbød hende sin hånd. — Marie takkede ham venligt, men svarede, at hun ikke kunne forlade de forældreløse. Det var, som om snedkermesteren nogle øjeblikke overvejede, om han, for at få Marie, skulle tage børnene med; men nej! dette offer var dog for stort! — han gik bort i håbet om, at Marie nok ville » komme til fornuft «. Men det gjorde Marie ikke! Hun blev hos sine børn; nu vare de jo ganske hendes. Og hun var lykkelig, til trods for fattigdom og hårdt arbejde! Marie oprettede et fransk-vaskeri; hun sled i det fra tidlig morgen til sildig aften; men hun havde ikke nogen sinde været så glad ved sit arbejde som nu, og børnenes smil og kærtegn vare hende rigelig belønning. Så opdrog hun dem ganske alene, og hun fik lønnen derfor engang, om end efter mange, mange år. Børnene vare da alle voksne og i gode stillinger. De to brødre er kompagnoner og indehavere af en god forretning. — ingen af dem, tror jeg, tænker på at gifte sig, så længe deres plejemoder lever, og i deres hyggelige hjem henlever nu den moderlig opofrende, gamle jomfru sine sidste fredelige og lykkelige dage. søster Else for nogle år siden rejste jeg med et dampskib fra København til danzig, hvilket er en tur på omtrent halvandet døgn. Det var ikke noget egentligt passagerskib, så der fandtes som 1ste kahyts passagerer kun en dame foruden mig. Hun var — ligesom jeg selv — enke. Dette, i forening med de omstændigheder, der førte os sammen, gjorde, at vi hurtig sluttede os til hinanden. Fru Annette Schmidt havde været gift med en officer, men var allerede efter få Års ægteskab bleven enke. Hun måtte have været meget smuk, ja, var det endnu, til trods for, at hun var over 40 år. Der var noget så fint og ædelt i den høje, ranke skikkelse, det regelmæssige, ovale ansigt med de strålende, ofte så vemodige øjne. Man kunne ikke straks komme efter, om de vare brune eller mørkegrå; men det svære hår havde en sjælden, mørk-kastaniebrun farve. Den overordentlig smagfulde sørgedragt fuldstændiggjorde damen. det var i juli måned og en meget smuk stille sommeraften. Det var en fornøjelse at sidde på dækket. Kaptajnen havde anbragt to feltstole på et lunt sted, og der vare vi nu godt placerede med fødderne indsvøbt i vore plaids. Jeg kom snart i fortrolig samtale med min rejsefælle. Ganske naturligt talte vi først om os selv og vor fælles skæbne, om hvad der havde påført os tabet af vore ægtefæller, og hvorledes vi på bedste måde søgte at finde os deri. Derfra ledtes samtalen hen på dem, der ligesom vi måtte leve i ensom stand; men da vare vi enige om at prise os selv lykkelige frem for de stakkels gamle jomfruer. » Og dog, « sagde Fru Schmidt, » er den gamle jomFru, som kan glemme sig selv og gå op i en eller anden stor kærlighedsgærning, ikke så meget at beklage. « Hun sad tavs nogle øjeblikke og så ud over havet, ind i den rødmende horisont, som om ungdomsminderne vare begravne der. Derpå tog hun op af sin taske et lille billede, og efter at have set kærligt på det rakte hun det til mig. » Se lidt på dette, « sagde hun, » og så skal jeg fortælle dem lidt om hendes og min ungdom. « Det var et lille pastelmaleri i brystbillede, der forestillede en ung pige med meget vindende træk, ikke egentlig smuk; men smilet om hendes mund og hendes fine hudfarve gav hende noget ualmindelig yndefuldt. » Deres søster, ikke sandt? « spurgte jeg; thi der var en del lighed imellem dem. » Ja, min søster, « svarede Fru Schmidt, idet hun tog det lille billede igen og ligesom kærtegnende holdt det i sin hånd, » som hun var, da hun var næsten 20 år. Nu er hun død! « tilføjede hun sukkende; » men jeg mindes hende med uendelig taknemmelighed og kærlighed, og derfor vil jeg så gerne tale om hende, at også andre kunne vide, hvad for en søster hun var! « » Vort hjem er i Sønderjylland, på Sundeved, lige over for øen Als, kun skilt fra denne ved det smalle sund. Vor fader var skovrider over et par af de smukke skov

1875_Zahle_GamleRasmus

Sophus

Gamle Rasmus

Zahle

Zahle

Gamle Rasmus

male

1875_Zahle_GamleRasmus.pdf

Peter Christian

Zahle

dk

Gamle Rasmus

Et Livsbilled fra Kjøbenhavnerlivet

n

gothic

N.P. Hansen

KB

pdftxt

nan

nan

O

Skatten. „ Knald og fald! “; det var væver Rasmus vindings yndlingsudtryk. Han var en midaldrende mand med grånet hår. Men der var en vis ungdommelig friskhed i hans ansigtstræk. Alligevel hed han altid: gamle Rasmus. Han gik gammel dags klædt og sled i det fra morgen til aften, men han var tavs overfor de mange andre, der bøde i klædebobernes mellembygning, hvor Rasmus nu havde bot med sin hustru i mange, mange år! Han gik kun ud i skumringen og gik altid kun den samme vej over teglgårdsbroen, ladegårdsveien, bag om til københavnernes store gravplads. På denne vej havde han altid en kort pibe i munden. Han så nøje på alting og på alle. Mangen gang undslap ham da halv højt hans yndlingstanke „ Knald og fald! “ Ja, hvor mange gange havde han ikke oplevet dette ords rigtighed, og mon han ikte også ville komme til af opleve det i fremtiden? Rasmus vinding var dog ingen knarvorn gnavpotte. Han så på tiden med et velvilligt aie. Han vidste, af menneskene nu en gang ikke var anderledes. Man måtte tage dem, som de var. Han flap så got fra sin dom over andre; thi han domde sig selv strengt. Det var hans ord ved mere end en lejlighed: „ Jeg har det dog altid meget bedre, end jeg egentlig havde fortjent, når ret skulle gjelde! “ Mange kaldte Rasmus vinding en særling; men det bred han sig kun tit om. „ Det er jo gået got ben tid, jeg har levet, og langt kan jeg jo vel ikke have til bage! “ sagde han, og han mende, hvad han sagde. Folk tænkde, han havde samlet grunker og var en gammel gnier, da han næsten aldrig lod nogen fremmed komme over sin dørtærskel. Han havde jo nok en skat at gemme på. Hvad den var, vil læserne så at se af det følgende, men det var ikke af den slags, der går „ i handel og Vandel “. Overfor den var han en gnier, og overfor den tabde gamle Rasmus vinding ligevægten. Men så målt? Han da også bøde for det. ægteskab. Ville man spurgt Rasmus vinding, om han havde været heldig i at vælge sin wgtehalvdel, var svaret sandsynligvis blevet et lunt smil: „ Vor mor kan nu ikke være anderledes, og hun har trolig holdt ud med mig i gode og onde dage. Hvad har jeg så mer at fordre? Har jeg ikke bragt hende videre, så har jeg vel selv den største skyld! “ Ane Olsen var hendes pigenavn. Hun var en skikkelig hånbværkers datter. Nu var hun en ældre kone af den gamle skole. Rasmus havde først prøvet på at få hende med på sine tankers flugt, men hun holdt sig altid ved jorden og passede sit hus. Når han lod hver dag have nok i sin plage, var hun optaget af udkommet og tænkde bare på, hvordan hun kunne spare og lægge til side. Men skønt det gik dem om end småt så dog jevnt, var hun yderst ængstelig for „ de gamle dage “. „ Martha, Martha! — sagde Rasmus — du bekymrer dig om så meget! Se frit op og lad os stole på, at gud nok sørger for os, når vi bare gør vor pligt! “ „ Ja, du kan sagtens, Rasmus! Du har sådant et let sind! “ „ Nej mor, jeg har intet let sind, men jeg har med guds hjælp fået et frimodigt sind. Det skulle du også se at lægge dig til. Det ligger lige ved dig, når du bare går hen og tager det! “ „ Herre gud, Rasmus, skal vi nu snakke om den ting igen. Du ved jo, at det er noget, jeg stet ikke forstår mig på! “ „ Ja ja, min pige, lad os så tale om noget andet! “ Det var der nok as; men det skøttede Rasmus nu ikke om at indlade sig på. Gamle Ane, som hun nu sad der med sine krogede fingre og en tæt kniplingspibe om kappen, rystede på hovedet og snurrede sin rok, idet hun sagde: „ Hver tænker nu sådan sin del! “ Rasmus var meget klogere, men i en henseende så hans kone med sin hverdagsforstand klarere end han. Deres ulige meninger drejede sig om „ Skatten “. Ja, hvad var nu skatten! Det var deres eneste barn, datteren Marie, faderens niesten, hans tankers fortrolige, hans jordiske livs eneste genstand for udelt omhu. Om hende kunne han ikke tænke højt nok. Han så derfor ikke klart i alt hvad der vedrørde den elskede datter. Ane så mere nøgternt på den ting. Marie var jo kun „ simple folks barn “; hun havde ingen „ fin opdragelse “; hun kunne hverken „ spille på klaver eller male “. Så kunne hun heller ikke gøre sig store tanker. „ Det er bedst vi holder os ved jorden “, mende Ane. „ Du gør ellers pigebarnet rent forrykt! “ murpolereren. MurpOlerer Ole Glattrup var langt ude i slægt med bæver vinding « hustru, og han var kommen i huset fra dreng. Han havde været en vildkat men havde et got hjerte og var lommen stadig fremad. Der var en aldrig trættet munterhed udbredt over hans væsen, og når han stod på stilladset med hvide stænk i det rødmussede ansigt og med en eller anden lystig fløitesang, kunne man ordenlig blive glad over ham. Han havde en gang haft kopper, og de havde efterladt temmelig dybe spor i hans ansigt. Det skæmmede ham noget, før han havde før været en køn Karl og en pryd på Grøndals dansegulv. Nu vidste han got, at „ en flue kunne brække benene i ansigtet på ham “, og at, „ om han så kunne polere hele København så glat, at en blind kunne spejle sig i væggene, så var det dog plat umuligt før nogen doktor at polere hans fjæs glat. “ Det var derfor bedst, at han fandt sig i „ at være porcellainshandler og gå med kopper, der aldrig gik i stykker! “ Rasmus havde ikke kunnet lide hans kåde streger, og derfor måtte Ole Glattrup ligesom snige sig til at se op til sin gamle halvfaster, „ når det gamle spektakel gik med piben i højre mundvig ud for at se på de kalkede grave. “ Ane Rasmus vindings kunne for modsætningens skyld got lide Ole, men hun turde ikke sige sin mand, når han havde været der. Men nu blev det rent galt. „ Hør faster — sagde Ole en dag — kan jeg og Marie ikke blive kjærestefolk! “ „ Men Ole, dog! Hvor falder du på det? Ja var det mig, der rådede, var det en anden sag. Men hvis. Fa ' er fik at vide, at du havde de tanker, jeg tror, han meldte dig for politiet for at sende dig til Bistrup! “ „ Men hvad stikker den gamle gumler! Lad ham bare prøve på de dele! Du kan tro, jeg skulle polere ham! “ „ Skynd dig nu blot at komme bort! Vi kan vente ham hvert øjeblik? “ „ Ja men, hvor er Marie? Lad mig bare selv tale med pigebarnet! “ „ Marie! Ja tror du, jeg ved, hvor han er! Jeg er rent til overs! Han og hun, de hvisker noget sammen, som jeg ikke må høre. Så går ham sin vej, og hun sin vej, og så mødes de her omme ved frue plads, og så skyder de gjenvei gennem skomagerens sted! “. „ Det var got, du sagde mig det! Så ved jeg, hvor jeg kan træffe hende! “ „ Nej gør dog aldrig det, Ole! Du ved jo, af jeg holder af dig. Så var Rasmus i stand til, af jeg skulle følge med ham på kirkegården, for af jeg aldrig mere skulle komme til af tale med dig! Skynd dig nu bare og kom snart igen! “ Ole gik, og Ane så ud ad vinduet, om han var » el borte. Marie. Marie var altså „ Skatten “, faderens øjesten! Hvordan var Marie? Et barn er gerne et „ Hverken-eller! “ Aldrig et „ Både-og. “ Det er hverken aldeles som sin fader eller aldeles som sin moder. Det er aldrig både som faderen og moderen. Det er livets hemmelighed, dets rigdom i asveylingen, at barnet som oftest er noget aldeles nyt. Marie var som eneste barn under alvorlige, stilfærdige forældre bleven en rigtig rar pige, tækkelig i sit væsen, tiltalende uden at være smnk, huslig, hjælpsom, ordenlig og — som eneste barn — „ båret på hænderne “ af forældrene. Men nu kom med årene noget til. Fader Rasmus holdt meget af gudelige samtaler. Han var en gammel dags gudfrygtig mand, der bag den ydre skal af overgivenhed og lune gjemde en grublende ånd, som trængte til meddelelse. Marie havde på kirkegulvet været et af de børn, der svarede bedst. Faderens samtaler slog rod i hendes sind. Hvad han ikke kunne tale med sin kone om, det kunne han tale med datteren om. Men alt som hun således knyttede sig til faderen, fjernedes hun fra moderen. hun måtte fra lille gå byærinder. Hun bragte tøj om i byen. Men hun var altid ordenligt og net påklædt, dog uden alle damenhkker. Faderen falde med hende om alle de fristelser, en sådan enlig pige var udsat for. I sit fromme sind havde hun de bedste værn mod tillokkelserne. Hun blev alvorlig, tit menneskesky, ved at se al den usædelighed, der myldrede omkring hendes veje. Men — netop en sådan pige gør ofte et dybt indtryk på de letsindigste. Mange „ Herrer “ havde selvfølgelig talt fil den jevnt klædte pige, der tit måtte gå sine ærinder i mørkningen, hvor man ikke havde dagens lys, og hvor man endnu ikke tændte arbejdslyset om aften, så at den tid var som skikket fil byærinder. Men denne tid er også aftensværmernes. En lille sortsmusket herre i mørke klæder og med afmålte skridt havde længe lagt mærke fil Marie; thi alle i gaden kendte hende, såsom forældrene aldrig havde flyttet. „ Hvem er hun? “ havde han spurgt, og fik fil svar: „ Ih, ved de ikke det? Det er den gamle gniers eneste barn; hun skal have alt hvad han ejer! “ Fuldmægtig burre. I forhuset bøde fuldmægtig burre. Han var juridisk kandidat og havde valgt sagførerveien. burre var søn af en falleret købmand, der var rejst fil „ Vesten “. Hans moder var død af sorg i lutter elendighed. Ulrik burre var ikke af dem, hvem sorg og modgang gør fil bedre mennesker. Adskillige af hans faders kunder havde hjulpet ham fil at få has på sin embedsprøve. Så sagde Ulrik til sig selv: „ Jeg vil prøve på at blive en rig mand! “ Om midlerne spurgte han aldeles ikke. Han var got i gang med sin hensigt. I en forening, hvor der samlede sig en del solide borgermænd, meldte han sig ind for at gøre bekendtskaber. Der spillede han l ' hombre med stamgjesterne. Han udsøgte sig en prokurator, der rigtig havde greb på at gøre alting i penge, og som var stærk i at være nyttig for folk, der skulle have deres penge frugtbargjort til høje procenter. I øvrigt iagttog Ulrik burre, at han i det udvortes var den pæne mand. Han gik got klædt, deltog ikke i sviregilder, men levede for sit mål: at blive en rig mand. Når man har sådan et mål at leve for, bliver man ikke så blødhjertet som andre unge mennesker. Ulrik burre havde ikke været forelsket og havde, da han var en lille, sortsmusket, grim fyr, ikke gjort det allermindste indtryk på noget kvindehjerte. Ved stadigt at møde Marie, denne alvorlige, nette blufærdige unge pige, både på gaden og på trappen, var der tit efter tit opståt tanker hos ham, som han ikke havde kendt før. De blandede sig med hans andre livsplaner; thi alle folk talde jo om at Maries fader bestemt måtte være en rig mand. „ En rig mand “, det var for burre det største, der var fil i verden. „ En rig mand “! Han så på gamle Rasmus vinding med et par andre øjne, end om han havde været en af mængden, der levede fra hånden og i munden. Ulrik kunne både regne og lægge sammen. „ Få jeg pigen, søm er meget vel opdragen, så er jeg er dog den, der får, hvad han har; og mulig kan jeg straks få hans penge fil at gøre forretninger med! “ Nok sagt! Ulrik burre udbeder sig en dag en samtale med væveren. Denne spørger hvorom, og da han hører, hvad det gjelder, foretrækker han, at samtalen bliver på fuldmægtigens værelse. Burre var vinding aldeles overlegen i talegaver. Han meddelde ham, at han var juridisk kandidat, at han var fuldmægtig hos en prokurator, at han selv drev indbringende forretninger, at han havde alvorlige „ reelle “ Hensigter, og bad sluttelig, om han måttte frie fil datteren, og om faderen ville lægge et got ord ind for ham hos Marie. Rasmus vindings verdensklogskab slog ikke til her. Hans store tanker om datteren bragte ham til af gøre store øjne ved tanken om, af hun en gang kunne blive frue, sådan en rigtig fin frue! Men derimod mende han af vise sin fiffighed ved ikke af tale om sine penge. Dem skulle fyren ikke vide noget om. Rasmus pattede på sin pibe, så under de buskede øiebryn ud ad vinduet og sagde, af han skulle nok tale med Marie om den ting. Et pigehjerte. Et pigehjerte! Intet på jorden er vel så uudgrundeligt men tillige så tiltrækkende som en piges hjerte. Selv kan hun sige som i Emilies hjertebanken: „ Mit hjertes banken selv jeg ikke fatter! Nu står det stille! Nu slår det atter! “ Marie var en meget tænksom pige i alle andre sager, men da faderen kalde til hende om kærlighed og frieri, var hun ikke mere sig selv; så løb det rundt. Hun var ingen romanlæserske. Hun spurgte ikke, om hun elstede, om hun mulig kunne „ komme til af elsfe “, om hun, „ når de først blev gift, måske nok kunne elsfe ham tit! “ Hele dette magasin af muligheder var hende aldeles ukendt. Da faderen talde fil hende om fuldmægtig burre, gjorde hun ingen kruseduller, som om „ hun aldrig i verden havde set ham før sine øjne “. Jo, hun havde så mænd set ham tit nok. Og skulle hun sige sin hjertens mening, så var han bare tit kønnere end fanden. Men hun havde ingen ting af udsætte på hans opførsel. „ Ja jeg vidste jo nok, af du var en fornuftig pige! Jeg giver dig „ Betænkningstid “, selv om du ikke bad mig derom. Det har jo heller intet jag. Han får dig desuden ikke, før han selv er bleven prokurator; det kan han stole på! “ „ Se få, nu sover vi på det — endte gamle Rasmus, da be nåde stucdørren — men du har ikke nødig af tale fil moder om ben del! “ Hvad foregik nu inde i lille Maries hoved og hjerte den nat! Blodet var i stærkt omløb, og det bankede voldsomt i tindingerne. Men det tænkdc hun ikke selv over. Derimod var det vist og sandt, af hun ikke havde det rigtig got. „ Hvad skulle hun dog gøre! “ Hendes fader havde jo altid været hendes bedste rådgiver. Men nu kommer et samvittighedsspvrgsmål! Bar beder flet ikke en eneste anden af mandkjmnet, som nogen sinde havde bragt Maries hjerte til at banke? Hvad syndes hun s. Eks. om murpolereren? Moderen kunne jo dog ikke have ladet være at tale til hende om ham; de havde jo setes som børn! Ja det var netop sagen! Man kan gerne have tit kjærsterier som børn, men det går over, når det bliver alvor. Maries grundvæsen var, at hun var stille, gudhengiven, modtagende, men afgivet opsat mod alt hvad der var urent og syndigt. Men nu havde hun lært sit gudhengivne sind af sin fader, og så overjorde hun en hel del af det, hun egentlig skyldte gud, alene på sin fader. Hun bad fromt, om gud ville give hende et vink om hvad der var det rette, men hun endte med: det er vist bedst, at fader råder! Men om det også her var det r-tte, derom var der inderst en lille skjult tvivl. Brygger humle. Rasmus vinding havde en ungdomsven, med hvem han mødtes om søndag eftermiddag „ på kirkegården “. Anders humle hørde til menigheden i stormgaden, og Rasmus havde altid hast stør tillid til ham. Humle var også en brav, retskaffen, stilfærdig mand. Men alt som de blev ældre, falde de to gamle ikke altid om de himmelsfe ting. De falde også en del om jordiske sager, og det endog den mest jordiske af alle jordiske ting, nemlig penge; thi af ting, der kan gå frit med på rejsen til evigheden, har man endnu aldrig hørt nævne „ Pengeeffekter! ' hvordan skomager spannier var kommen til sine mange penge, var et spørgsmål, som humle og vinding med en vis ivrighed drøftede, når de sådan sad sammen vel tragtede de ikke efter denne verdens mammon, men spørgsmålet var hvad de skulle gøre med deres spareskillinger, for af de kunne bære de størst mulige renter! Og så var be, uden af vide det, midt inde i renter og rentes rente! De drøftede spørgsmålet vin, hvilke indenlandske eller udenlandske obligationer og „ Papirer “ der var de bedste, og da man niende sig af være klogere end andre på de himmelsfe ting, så tog de heller ingen på råb med i denne sag. De ville, sagde de, ikke narres! Bryggeriet kastede jo nok en del mere af sig end væven; thi det var humles ord, at „ Alt, hvortil man kan bruge vand som råstøf, det må der kunne tjenes penge på. I øl er det meste jo dog vand; det, der er øl, er i grunden kun kuløren og smagen. Det er den, beder koster; men det er vandet, der vejer til. “ Vinding havde i alle sine dage vundet garn og vævet garn! Der var ikke andet vand med end den daglige sved. Men hans ordenlige, sparsommelige tarvelige færd havde ladet ham samle noget til bedste. Nu skulle han spørge Anders humle til råds i en vigtig sag. kommissionær Løbner. Den vigtige sag, som lå Rasmus vinding på hjerte, var at få at vide, om brygger, humle ikke kendte en kommissionær, som han kunne tale med om et sted, han ønskede at kede. Han havde nemlig sagt humle, hvad fuldmægtig burre havde talt om. Med fiffigt smil tilsoiede vinding: „ Han mener vel sagtens, jeg har penge. Men dem skal han ikke så fingre i. Hvad jeg har lagt til sides, vil jeg sætte i et lille sted, og det kan Marie få i medgift. Det skulle jeg mene var en meget ordenlig medgift for et pigebarn i hendes stilling. “ Humle sagde, at han ikke kendte videre til den slags folk. Dem fluide man tage sig i vare for. Men fandt han en, skulle han sende ham op til vinding. En dag bankede det på dørren, og ind trådte en lille vims mand, der skulle hilse så flittigt fra brygger humle. „ Å mor og Marie, gå et øjeblik ud. Jeg skal tale i Enrum med Herren der! “ Møer vinding så med mistænksomme blikke på den indtrædende, men gik. Da Rasmus var ene med manden fra humle, sagde han: „ Jeg kan tænke, de er kommissionæren! “ „ Ganske rigtigt, hr. Vinding! De ønsker, jeg skal anbefale dem en ejendom! — her greb han i brystlommen efter en fyldig brevtaske, og i det hans tunge løb lige så hurtigt som et pustende lokomotiv, vedblev han — jeg skal have den wre, højstærede, at forevise dem 3 smukke eiendømme i Christenbernikovstræde, et hjornested i hoppens længe, 2 brillante eiendømme ved lygten; de må ikke tro, det er så langt borte, som man siger; jeg løber derud på mindre end en halv time. Nå dem synes de ikke om, højstærede. Ja vil de så behage at fe her. Her er i sted i sværtegabe, men det er rigtignok noget dyrt, og så her et lille net sted i st. Gjertrudstræde. Ja jeg ved nok, men der er jo brådne kar i alle lande! “ „ Deres ærede navn er? “ „ Løbner, Løvstræde nr. 88 4de sal mellembygningen. Jeg skal... “ „ Må jeg nu ikke også få et ord indlagt, min gode hr. — Løbner! Rent ud sagt. Jeg må have et sted i en pæn gade, men jeg har ikke meget at give for det! Og det må give godt af sig. “ Løbncr stod med åben mund lige på springet til at fortsætte. „ Ja, må jeg ulejlige dem. Her skal de se en nydelig indbringende ejendom i Brolæggerstræde. Det er en overmåde pæn og proper gade. Der kan indrettes til 37 familier og et par svende på ovisten og den giver netto mindst 2000 rdl. “ Vinding pattede på piben men rystede på hovedet. „ Nå heller ikke det. Må jeg så ulejlige dem med en på vandtunsten, for de vil vel ikke have et pænt lille sted i Didrik badsfære gang! Ikke mere end 1500 rdlr. s udbetaling. Men her skal de se, her er en dejlig ejendom i Montergade med mellembygning og bagbygning, ypperlig... “ „ Nej, ved de hvad, min kære hr. Løbner, jeg vil ikke være nogen Vert, der stak leve af at smide småfolk ud. Har de ikke noget sted i en af hovedgaderne. “ „ Må jeg uterlige dem! Vil de her se en gård i store Kongensgade nr. 101 med 4 boutiquer, herstabelige lejligheder, og så går der 60 rbl. af en amagerkone i porten i “ „ Hvad siger de, nr. 101, det er jo min Broders sted. Vil han sælge det? “ spørger Rasmus. Løbner gør store øjne, og retter på brillerne: „ Er hr. Agent vinding deres Broder, må jeg så lov at spørge? “ „ Ja det hører de jo, jeg siger! Men vil han sælge sin gård! “ „ Ja, forstår sig i når han kan gøre en god handel. Han er en sjælden dristig mand, skal jeg sige dem. Ja det må de jo vide, siden de er hans Broder? “ „ Det er noget, jeg ikke blander mig i. Min Broder og jeg, vi går hver sine veje! “ „ Ja, så! Men må jeg ulejlige dem en anden gang med nogle andre ejendomme. Jeg kan også skaffe svenske tjenestefolk! “ „ Nej mange tak skal de have! “ agent binding. Da den pludrende, hæsblæsende kommissionær var vel ude, gav Rasmus sig til at tænke over, hvordan det egenlig kunne hænge sammen, at hans Broders ejendom i store kongensgabe var kommen til at ligge broderligt sammen med den lille nydelige ejendom i st. Gjertrudsfræde. Agent vinding var ben flotte, rige, store grosserer. Han var blot et par år yngre end Rasmus, men var kommen til handelen! „ Til handelen! “ Du tidens mægtige guddom! Hvor mange er ikke de, som i vore tiber dyrke pengestuffens altfor tit skuffende tryllemagt. Frits vinding var en vindig men fiffig ungling, og hans „ Principal “ havde i kort tid svunget sig i vejret ved en uhørt dristighed, ved at få en pengemand til at hjælpe sig med højst vovelige foretagender, men han havde held. Fritz var indviet i hans dybeste hemmeligheder. Derfor sørgede han også for tidlig at sætte ham i vej. Han fulgdc som lærling mesterens fodspor og opnåde en så fremragende stilling, at han blev agent! Hans hus røbede det flotteste rigmanbsliv. Hans hnstru og døtre vverbød alle byens damer i udsøgt pragt. Et sådant hus var ikke noget for væverens madam og Marie! Rasmus var for stolt til at komme beder. Ane vinding. Hjemme hos vindings var der meget tarveligt men særdeles renligt. Der lå ikke et støvgran på de gamle møbler. Gulvet var skuret, og hvidt sand var strst derpå. I vinduerne stod der i glasserte potter en række gyldenlakker, der udbredte en mild luft i de små Stuer. Ane sad og snurrede rokken. Hendes ansigt røbede, at der var noget på færde. Da Rasmus kom ind, så han med et halvt die, at der var noget i vejen med mutter. „ Nå, hvad sidder du nu igen og grubler over. Har melmanbens kone måske fortalt dig en ulykke? “ „ Ja, Rasmus, du kan sagtens tage dig den ting lel, for du bryder dig aldrig om nogenting. Men du vil kanske en gang komme til at give mig ret! “ „ Men hvad er det så? “ „ Du vil komme til af spørge lig fra din Broders gård! “ „ Så—å! hvoraf ved du det? “ „ Der har ståt en hund og tudet udenfor i nat, og så har jeg tydelig mærket, af det har kløet mig under hagen. “ „ Det er dit kappebånd, der har snæret dig. Men ved du ellers, hvorfra det ord kommer. Det kommer fra gavtyvene, når de havde ligesom en anelse om, af be kunne få et reb om halsen. Du vil da vel ikke regne dig til ben slags folk? “ „ Ja dig kan man jo ikke tale til om de dele, uden af du skal slå det helt? “ „ Ja, ja, så lad os tale om andre ting. Jeg kan fortælle dig, af vores Marie måske en af dagene får en frier. “ „ Men, hvad siger du, Rasmus! “ „ Jeg siger, af Marie er omtrent så godt som forlovet. “ „ Og det laver hun og du på jeres egen hånd uden så meget som af tage mig hendes moder på råd med. “ „ Nej, jeg kommer jo netop nu for af tale med dig om Tingen! “ „ Nå og med hvem er det så! “ „ Ja nu skal du se, om du kan tie; thi det er ikke sådan rigtig afgjort endnu! Det er med fuldmægtigen herovre i forhuset. “ „ Med fuldmægtigen! Den fornemme herre? Går han ikke hen og gør nar ad mit barn? “ „ Lad du mig bare om det! Kommer han her, så tænker jeg, du tager net imod ham og lader os få en god kop kaffe og et glas portvin! Har du noget imod ham, så sig helst ingenting til ham! “ Dermed gjorde Rasmus sig et wrinde ud af stuen og lod Ane ene med sine tanker. skinsyge. Ane havde ikke ro på sig den øvrige del af dagen. Marie var ude at sy. Ane længdes ordenlig efter, at Rasmus skulle gå sin vante aftentur. Hun sad som på nåle, og rokketotten fik mere end et voldsomt ryk, medens tråden sprang i et væk. Da Rasmus var vel ude af dorren, fik Ane travlt med at tage hat og shawl. Hun måtte hen til Ole Glattrup og sige ham den nyhed. Murpolereren arbejdede på et sted på gammelforv. Det vidste hun. Hun håbede nok at træffe ham endnu. Meget rigtigt. Ole var netop i færd med at lægge arbeibstoiet sammen for at iføre sig en puds. Han ' ville nyde livet udenfor „ Voldene “. „ Hvad er det for et Pokkers hastværk, du har, faster? “ sagde Ole. „ Ja det må du nok sige, Ole! Det gjelder dig. Ved du, at Marie skal forloves? “ Ole rettede sig og tyggede på nøget r munden. Han dæmpede en indvortes gyselig uro og sagde med udvortes roligh b.: „ Ja må jeg så gratulere jer alle sammen. Det er begribeligvis en eller anden Greve, hun skal havet “ „ Det er med fuldmægtigen ovre i forhuset, han, som skal være prokurator! “ „ Den sortsmuttcde rad! Ja jeg skal sprætte næseboerne op på den procuratorsnude, så at han skal nyse rødt ved det! “ „ Men Ole! Tag dog aldrig sådanne stygge ord i din mund. Du kan kyse marix bort fra dig, og Rasmus kalder dig en gudsforgåcn krop! “ „ Når jeg bliver gal i hovedet, ved jeg ikke selv, hvad jeg siger. Men jeg synes dog, jeg er meget bedre end den sortsmuttede djævelunge. “ „ Ole, du ved, jeg holder af dig. Lær dog at holde dit ustyrlige sind i tomme. “ „ Ja, jeg ville gerne, når jeg bare kunne! “ „ Kan du ikke allen fals prøve på det for Maries skyld? “ „ Du siger noget? “ „ Ja, prøv på det! Nu må jeg hjem; ellers ved ° jeg ikke, hvad jeg ftal sige, når Rasmus spørger, hvor jeg har været. “ Hun gik. Ole Glattrup blev meget alvorlig. Da han gik fra arbejde, var han nær gået hen på en knejpe, hvor han havde lyst til at banke alle mennesker. Men en bedre tilskyndelse bragte ham til at gå hjem. Der tænkde han efter, hvad faster havde sagt, og der lovede han sig selv at styre sit sind for Maries skyld. Tanken om Marie bragte ben store stærke mand til at bøje sig, og han gjorde, hvad ingen nogensinde havde set ham gøre, han — græd! to elskende. Det var aftalt mellem væver vinding og fuldmægtig burre, at han skulle indfinde sig om aftenen kl. 7, og Rasmus havde bedet Marie om at blive hjemme for at modtage fuldmægtigen. Ane havde haft uhyre travlt for at vise huset fra den propreste side. Hun selv var færdig at se fliden ud, jo mere hun gjorde rent i huset. Marie fandt sig i hvad fader vaflede, men hun modstod alle moderens pålæg om at tage sin silkekjole på. Hun ville være som til daglig dags. Rasmus lavede sig til at gå sin vante tur. Han ville ikke ulejlige de unge. Burre var altid fint klædt og havde altså ikke nødig at gøre nogen undtagelse. Til den fastsatte tid smuttede han hurtigt over gården, før at ingen fluide se ham, og så bankede han sagte på vindings dør. Væverens køne tog imod ham med nogle underlige nejninger og ryk med hovedet samt et smil, der omtrent udtrykke, hvor stolt hun folde sig ved en så ualmindelig fin gest. Burre havde en næseklemmer på, der gav hans spidse næse og stikkende øjekast noget endnu mere næsvist end ellers. Han mønstrede i få blink med vinene både „ Madamen “, „ Værelserne “, „ Genstanden “, og, medens han syndes både at lugte og føle „ Simpelheden “, fik han tid til ben overvejelse, at hvis her var grunker, så var de got gemt på kistebunden. Marie sad ved vinduet, hvor en lille kanarifugl hoppede i buret ovenover urtepotternes friste grønt. Hun trådte ned fra en forhoining, og lhsct fra vinduet faldt, da hun vendte sig mod ben indtrædende, på en kind, der var ikke så lidt rødere end sædvanlig. Hun tog sig sammen og rakde fuldmægtigen hånden samt satte en stol hen til ham. Derpå satte hun sig igen. Ester felttogsplanen havde væverinden derpå at gøre sig et wrinde ud i „ Køkkenet “. Pause! Fuldmægtig burre kunne magelig have ytret sig straks; men efter alt hvad han allerede havde set, tænkde han, om han ikke egentlig gjorde bedst i at lade den mariehøne slvvc. Så faldt det ham ind, at Rasmus vinding vist ikke var at spøge med, hvis han således holdt manden for rar, og så holdt han sig altid den bagdør åben, at forlovelse jo ikke var det samme som giftermål. I mellemtiden kunne det så blive til hvad det skulle være. „ Deres hr. Fader har sagtens meddelt dem, hvad mit wrinde gjelder? “ sagde han. „ Ja, jeg har ikke den wrc at kende dem, men jeg ved hr. Fuldmægtig, hvem de er, og når de kommer her med min faders samtykke, er de os andre velkommen. Jeg er vant til af følge min kære farers råd, men jeg ville gøre dem uret ved af tale vin følelser, som jeg kender dem for lidt til af kunne gjengjelde. Jeg bør heuer ikke dølge for dem, af min opdragelse vistnok ikke er således, som de i deres stilling og omgang er vant til af finde. Men jeg vil i al fald tilstå dem, af mit hjerte er frit. Dog ønsker jeg, af de først nærmere lærer mig og mine forældre af kende, førend de træffer noget valg. “ Fuldmægtig burre sad med halvåben mund og hørde på denne tilståelse, der frem fort i et jevnt sprog men med en tiltalende velklang i stemmen, bragte ham ud over hans kløgtige overvejelser. Han havde altså ikke taget fejl af Marie. Hun var en virkelig elskværdig, sanddru og åbenhjertig pige, hvis forstand stod højt over mange „ pjattede “ Damers hun ville måske kunne gøre ham lykkeligere end mangen en af disse. Den tanke, om han kunne gøre hende lykkelig, fandt ikke plads i hans selvsyge sind. Noget skulle han svare, men hvad. Burre var virkelig her iloe faren; thi han ville ikke binde sig ved nogetsomhelst. „ De vil ikke misforstå mig, når jeg har den wre at sige dem, at jeg ved i længere tid næsten daglig at se deres væsen, har fundet mig særdeles tildraget af deres ovindeligheb og ynde. Men jeg kan jo ikke forlange, at de skal kunne gjengjelde mine følelser, da de, som de meget rigtigt bemærker, ikke kender mig. Da imidlertid deres hjerte er frit, vil jeg med deres forældres tilladelse give dem lejlighed dertil! Jeg selv er uden slægt og venner i alt fald her i staden. Ellers skulle jeg have haft den wre at forestille dem for dem! “ Der indtrådte nu et nyt ophold. Marie syndes, at hun havde sagt nok, og at der efter hans sidste ytringer ikke var mere for hende at tilføje. Da hun intet sagde, afbrød han tausheden. „ De bor rigtig venligt herovre i “ „ Ja, når man har bot på et sted så længe som vi, så må man få det kært, hvordan det så er. Men det er vistnok alt for småt og tarveligt for dem? “ Burre kunne ikke svare noget hertil, da han virkelig netop havde haft den samme følelse, da han trådte ind hos væveren. Dog svarede han: „ De må ikke tro, at jeg har været vant fil at leve på en stor fod. Jeg har gået meget igennem, inden jeg er kommen få vidt, som jeg er for vicblikkct, men jeg håber endda at bringe det meget videre. “ „ Så passer jeg vist ikke for dem, hr. Fuldmægtig. Den fremgang, jeg måske har gjort, er gået i en ganske anden retning. Jeg vænner mig med hver dag mere og mere fil nøjsomhed. “ „ Men det er jo en stor dyd hos en husmoder i vore dage! “ Efter nogle tilløb fil en samtale, tog burre afsted med øusket om snarligt gensyn. Den lille fjeder i hjertet, der lukker for kærligheden, sprang ikke op for nogen af dem. sladder. Alle i nabolauget kendte jo væver vindings og hans datter. De kaldte ham ben hellige væver, og ikke alle var venligt sindet mod ham. Rygtet med sine tusend tunger havde snart hørt nyheden. Væverens Marie skulle have en prokurator., han voksede ved at løbe over adskillige tunger fil at blive hoiesteretsadvocat, en fornem herre, uhyre rig! Men hvordan var det da gået fil, at Marie skulle have en sådan guldfugl, mens andre piger i hendes stilling måtte nøjes med en hånbværker eller højst en handlende? Ja her havde man travlt. Man var ikke enige hos melmandens og hos høkerens. Alle gamle kaffesøstre fik noget af bryde deres hoveder med. Hvad man gjettede på var i neglen det allerværste, man kunne udruge. Nogle havde jo nok hørt ben gamle historie om, af vinding havde mange penge. Han var jo en Broder til ben rige grosserer. De kunne måske have noget sammen andre var hos spækhøkeren meget klogere. Den unge prokurator havde gjort haneben til. Pigebarnet. Gamle Rasmus havde grebet dem og tvunget fyren til af give køb. Men det kunne umulig vare. længe. Så var der dem, der mende, af Marie var såban en taste, der havde snedig lokket ham i sine garn, og af Rasmus var en gammel nar, beder var for stolt til af pleje omgang med sine lige. Marie kunne straks se på alle folks ansigter, af de vidste noget. Når nogen gik så vidt, af de fornemt mistede hende til lykke eller så efter hendes finger for af opdage ben glatte guldring, så slog hun det hen. Ingen kunne blive klog på hende eller faderen. Hvad de stalde have af vide, målte de vente gennem „ Madammen “. Rådslagninger. Da madammen havde hørt, hvor varmt det var gåt til ved „ de elskendes “ første møde, opgav hun ikke håbet om, af murpolcreren endda kunne stikke fuldmægtigen ud og gå as med sejren. Hun var klog nok til ikke af tale derom til sin mand. Så var hun snart færdig. Hun gjorde sig et wrinde til brygger humle og meddelde ham hele sagen. Humle var af be rolige opmærksomme folk, der havde tid til af høre. Han lod hendes rappe tunge løbe linen ud og fik mellem en mængde snik snak alligevel så megen mening, af det dog var et spørgsmål, om ikke murpolereren dog til syvende og sidst var af foretrække for fuldmægtigen. Da han og Rasmus mødtes på kirkegården eller „ Kjeregården “, som de sagde, bragte humle sagen ganske småt på omtale. Han forestillede ham, om også fuldmægtigen dirkelig var „ et retskaffens menneske “, og lod snildelig ord falde om, hvorvidt han var af god familie. Han havde hørt noget om „ Fallit “, men det var vel blot sådan noget, folk snakkede om. Rasmus pattede på pibe

1873_MallingHA_GamleTider

Gamle Tider

Malling

MallingHA

Gamle Tider

female

1873_MallingHA_GamleTider.pdf

H.A.

Malling

H. Frank

dk

Gamle Tider

n

gothic

E. Jespersen (Otto Schwartz)

KB

pdftxt

nan

nan

O

Spanierne i Norden. Du må tro mig, kære læser, det er flet ikke let at begynde på en bøg. Jeg har nu siddet her en halv time og tygget på min pen, og min gode ven, som nylig forlod mig, mente, at jeg egentlig så ud, som om jeg havde meget nyt at fortælle verden. Ak! Som bekendt findes der intet nyt under solen, hvor skulle man da få det fra. De transatlantiske regioner, java og China, ny-holland og van diemensland, tahiti, alt er benyttet, og at skrive en kalmukkisk eller tatarisk roman, det forstår jeg virkelig ikke. Jeg er heller ikke så arrogant at ville fremkomme med noget aldeles nyt. Det er ikke min hensigt at fjerne mig alt for langt fra mit fædreland, og jeg mangler heller ikke stof, men jeg vil åbent tilstå det, begyndelsen falder mig vanskelig. „ Il n ' y a que le premier pas qui coûte. “ Skal jeg nu — på en vis måde episk — falde med døren ind i huset, eller skal jeg, for ikke at komme for silde med den poetiske retfærdighed, straks i begyndelsen bringe døren i berøring med hovedsynderens næse, som det står at læse hos Dickens? Skal jeg åbne døren og lade en ubekendt træde ind, svøbt i den uundgåelige kappe, eller skal jeg forsyne min dør med Dante ' s trøstesløse indskrift? Alt dette må vel overvejes. Vi have at gøre med fremmede gæster, som, efter at være trådte ind, fandt døren slået i efter sig, og som, da de af forskellige grunde ikke følte sig rigtig gemytligt i de uvante rum, flap ud af en bagdør. Skulle dette ikke være dig ret forståeligt, kære læser, så hør videre, og alt vil blive klart, når jeg har nævnt dig min kilde. Du kender måske den ærværdige ruin, som ligger ved kongeriget Danmarks grændse og alvorlig fluer ned på den herlige egn, hvor bakker og skove spejle sig i havbugtens klare bølger. Jeg mener slotsruinen ved Kolding, levningen af den stolte Borg koldinghus, om hvilken der står skrevet i den gamle vise: „ Kong Frederik sidder på koldinghus, med ridder og svende drikker han godt rus “. Lad os gå op på slotsbakken. Der oppe træffe vi ikke langt fra de sværtede mure et simpelt lille hus. Her boede for mange år siden en gammel slotsfoged med et skæg, således som eremiterne pleje af bære det på skuepladsen. Jeg kendte den gamle ret godt og stod højt i hans gunst. Han var stokdøv, og alt hvad man ville meddele ham, måtte man nedskrive på en tavle, som altid lå ved siden af ham. Den tålmodighed, hvormed jeg samtalede med ham på denne ejendommelige måde, var, tror jeg, grunden til hans velvillige stemning imod mig. Som jeg nu sidder en dag hos den gamle, lyder der pludselig et tordenlignende bulder, som bringer jorden til af bæve. Jeg springer forfærdet op, men den gamle bliver ganske roligt siddende og siger blot: „ Kom ind! “ Han troede, af der var nogen, som havde banket på. Men det var, som der snart derpå blev meldt, et stykke af det såkaldte kæmpetårn, som var faldet ned. Denne omstændighed bragte os til af tale om slotsbranden under spaniernes nærværelse i året 1808. Hos slotsfogden vågnede nu gamle erindringer, og han var uudtømmelig i sine meddelelser, af hvilke jeg noterede adskilligt. Han havde ofte talt med prindsen af pontecorvo og med Marquis de la Romana, og han var ganske stolt af disse fornemme bekendtskaber. Men min gamle vidste naturligvis ikke noget om, hvilke motiver der havde bevæget kejser Napoleon til at lade spanierne rykke så langt op mod nord, om han havde gjort det af venskab mod Danmark, for at tugte de med det forhadte England forbundne svenske, eller om han ønskede at fjerne de spanske tropper så langt som mulig fra deres fædreland, som skulle have en ny konge. Han fortalte kun, hvad han havde oplevet eller hørt af sine bekendte, da disse fremmede gæster kom herind og opfyldte beboerne af den cimbriske halvø med forbavselse. Mange år er forløbne, siden den gamle slotsforvalter gjorde mig sine meddelelser, han selv hviler for lang tid siden i graven. Hin mindeværdige periodes lidenskabelige bevægelse er forglemt. Andre anskuelser og interesser opfylde den nuværende generasion. Kun meget gamle folk fortælle nu og da om deres ungdomserindringer, og man hører næppe på dem. Men hvor meget er der ikke også flet siden hin „ Spaniernes tid “. Hvor hurtigt går nu ikke akk, hvilket hastværk have ikke menneskene? Dampkedlerne pibe, lokomotiverne bruse afsted, de elektriske gnister funkle og bære menneskenes tanker lynsnart over hele jordens kreds. Dog just derfor er det velgørende nu og da at vende sig bort fra øjeblikkets larm og lade fortidens billeder drage forbi sjælen. Ha, hvor eventyrlig, hvor interessant var ikke hin tid! Hvor kan man være i forlegenhed! Lad españa være bogens titel. Pludselig seer det selsomt ud i Norden. Det spanske artilleries muldyr flæbe kanonerne frem på de dårlige veje. „ Caramba! ” det glimrende kavalleriregiment el Rey kommer frem. Standarterne flagre for vinden, trompeterne skingre og de sorte andalusiske hingste vrinske, „ España! España! ” tøner det igennem luften, og et sagte: „ Muerte á los franceses “ bliver mumlet dertil. Om aftenen i bivouaken klinge mandolinerne, de sorte øjne lyne, og tankerne flyve ud i det vide fjerne til det elskede hjem. Men begejstringen er jo løben af med mig! Det er en hjemlig historie og så passer hin titel dog ikke rigtigt. Nej det må blive ved den først skrevne. I. Den gamle handelstad Hamborg var i februar måned 1808 opfyldt med fremmede krigsfolk. Til trods for den vinterlige årstid vrimlede der på jungfernstieg af officierer og soldater af alle våbenarter. Her så man de hvide uniformer af de spanske infanteriregimenter asturien, princesa, Zamora og guadalaxara, de lysegrønne våbenfrakker af de statelige kavalleriregimenter villaviciosa og Almanza, hist hertugen af ahrembergs blå belgiske dragoner, frække karle, som mindede om trediveårskrigens wallonske tropper; også så man hist og her i den brogede vrimmel en dansk stabsofficiers røde uniform. Den rige byes fysiognomi var helt forandret; det så ud derinde som i en feltleir, og ikke alene byen måtte give ly til de uvelkomne gæster, men også omegnens landsbyer vare alle overfyldte med tropper. Nu hørte man den ejendommelige klang af de spanske trommer, tre slag, derpå et stærkt slag og to små slag, som faldt sammen. De lette batailløner Barcelona og Catalonien droge gennem byen. I en af hovedgaderne lå en anselig bygning, som opmærksomt blev betragtet af de forbigående. Da nu trommerne klang, da trak de udenfor huset stående skildvagter, gamle grenaderer med bjørnehuer, geværerne an, og i et vindue på første sal viste sig, halvt skjult af de pragtfulde Gardiner, en høj martialsk skikkelse, for at kaste et prøvende blik på de forbidragende krigere. Trådte man ind i huset, så så man ved siden af forhallen et rummeligt værelse; her stod et langt bord, ved hvilket flere subalterne officierer sad ivrigt skrivende. På første sal stod der udenfor en fløjdør igen to skildvagter; derpå kom man ind i et forgemak, hvor den tjensthavende ordonnantsofficier opholdt sig. Det var en lieutenant af det 14de regiment chasseurs à cheval i sin langskjødede grønne våbenfrakke med bjørnehue på, fra hvilken der hang en rød pung ned, som endte i en guldkvast. I det indre gemak se vi hin herre, netop som han træder tilbage fra vinduet. Han bar en simpel blå militairfrakke, men ansigtets udtryk og den imponerende holdning tydede på en mand, der var vant til at befale. Det var rigsmarechalen Bernadette, Prinds af pontecorvo. Han måtte formodentlig have fundet temperaturen ved vinduet kølig, thi han satte sig nu ned i en lænestol tæt ved den varme ovn og greb en Avis, hvis indhold ganske syntes at fængsle hans opmærksomhed. „ Altså “, sagde han ved sig selv, „ er de dog allerede komne med deres nåde, de herrer englændere; det vil gøre vort projekt mod Sverrige meget vanskeligt. Mais n ' importe, under alle omstændigheder occupere vi det danske fastland, og kejseren kan så altid handle efter omstændighederne. Jeg holder just ikke meget af dette Danmark og dets regering; det førekommer mig altid, at man der, trods den lidte uret, just ikke er gunstigere stemt før Frankrig end før England. Nu, vi ville få at se, når kun først hamelinaye og moncabrié er vendte tilbage fra København. “ Her blev marechalens enetale afbrudt af ordonnantsofficieren, som meldte, at den danske chargé d ' affaires, kammerjunker von Levetzau, tilligemed nogle officierer udbad sig audients hos hans højhed. „ Lad herrerne træde ind “, svarede prinsen og rejste sig op af sin stol. Hvilke følelser der end måtte besjæle ham mod de danske, så antoge hans træk dog det venligste udtryk, da døren gik op. Herr von Levetzau, en ung mand af indtagende ydre og tiltalende manerer, bukkede ærbødigt for den mægtige kejsers befalingsmand og sagde på flydende fransk: „ Deres højhed, jeg har den ære at forestille dem de herrer kaptajn du plat og von Haffner, ligesom også hr. Lieutenant von Bardenfleth af generalkvartermesterstaben. De herrer have ordre af hans kongelige højhed kronprinsen til at varetage marcherouterne, indkvarteringerne og transportvæsenef ved den fransfe Armes forestående jndmarche i de danske landsdele. “ Prindsen syntes at studse, da han så de ungdommelige, med så vigtigt hverv betroede personer stå for sig. Han besvarede dog deres hilsen venligt og sagde: „ De er mig velkomne, mine herrer, jeg vil give ehefen for min generalstab, general gérard, befaling til at sætte sig i nærmere forbindelse med dem. “ Idet marechalen derpå vendte sig til den unge diplomat, vedblev han: „ De havde ret, hr. von Levetzau, da de for nogen tid siden i kronprindsens navn forlangte, at planen mød Sverrige hurtigt skulle bringes til udførelse, for at overgangen over bælterne og sundet kunne tilendebringes inden den engelske flådes tilbagekomst. Jeg kunne desværre den gang ikke give dem et bestemt svar, og nu er englænderne der. De kunne rigtignok vanskeliggøre os overgangen, døg håber jeg at kunne forcere samme, dels ved hjælp af de bevæbnede danske fartøjer, dels ved hjælp af elementerne, når de engelske krigsskibe blive nødte til at fjerne sig ved indtrædende uvejr. Skulle jeg også miste halvdelen af min arme, så ville døg den øvrige del lande og være tilstrækkelig. Svenskerne kunne i det højeste stille 50, 000 mand, og Rusland vil give dem nok at bestille. Man kan også gøre en diversion mød dem nordfra, og jeg betvivler ikke, at det vil lykkes at erobre hele Sverrige ved hjælp af det danske auxiliair-korps. “ Herr von Levetzau havde allerede ved tidligere lejligheder gjort den erfaring, af man kun tog ringe hensyn til den danske regerings forestillinger, han indskrænkede sig derfor til af gøre nøgle almindelige bemærkninger; dermed var audientsen forbi, og herrerne kunne, efter nøgle nådige ytringer af prindsen, trække sig tilbage. Da denne nu var alene, mumlede han næsten hånligt smilende: „ Manglen på dygtige højere officierer i kronprindsens generalstab må være meget stor, når det her er nødvendigt af lade landets interesser varetage af kapitainer og lieutenanter. Nu, det er hans sag. “ De danske herrer vare ikke meget opbyggede af denne audients, og kaptajn v. Haffner udtalte uforbeholdent, af opsættelsen af indmarchen og den offentlighed, hvormed forberedelserne blev drevne, havde til hensigt af fremkalde hindringer, for ved disse af blive tvunget til af forblive på Sjælland og tage Danmark i besiddelse. Der hengik nu nogen tid, uden af der forefaldt noget særdeles. Marechalens første adjutant, oberst hamelinaye, som havde været i København og straks derpå var bleven sendt til Paris, var vendt tilbage derfra og måtte have medbragt bestemte besalinger, thi der herskede nu en livlig bevægelse i det franske hovedkvarter, og man sporede tydeligt, af der var noget vigtigt i gære. Prindsen af pontecorvo havde kaldet Marquis de la Romana fil sig, og vi træffe denne senere så berømt blevne spanske general nu i en ivrig samtale med sin foresatte. Marquis de la Romana var lille af vækst, og hans hår begyndte allerede at blive gråt; men ørnenæsen og de lynende øjne røbede den usædvanlige mand, hvis ihærdighed endnu var fuldstændig usvækket. Han var ikke alene soldat, men også en meget dannet og åndrig mand med udbredte kundskaber. Han havde studeret flere år i Leipzig, og var især meget fortrolig med den gamle literatur. Således som de to høje herrer nu slode lige overfor hinanden, kunne man næppe ane, at den ene var opfyldt af mistro og den anden besjælet af glødende had mod sit fædrelands undertrykkere. Begge vare mestere i forstillingskunsten. Velvilje på den ene side og hengivenhed på den anden syntes at være de fremherskende følelser. I sandhed, den snue diplomat talleyrand havde ret, da han sagde, hvortil have menneskene fået ordene andet end fil at skjule deres tanker med. Der var indtrådt en lille pause i samtalen, og marechalen vedblev nu: „ Deres excellence vil altså, i overensstemmelse med kejserens villie, med deres tropper være blandt de første, som betræde disse så meget omtalte dansfe øer. Min souverain, kejseren, havde virkelig næppe kunnet give dem et mere glimrende bevis på sin tillid. Jeg har nu fået nøjagtige beretninger af oberst hamelinaye og marinekapitain moncabrié som begge have været i København. Jeg tror, jeg har gjort den danske regering uret; man viser nu den bedste villie i Danmark, og jeg har til hensigt med det første selv at begive mig til København. Avantgardens førelse “, føjede han til med et forbindtligt smil, „ er jo i de bedste hænder, og de rygter, som er komne mig for øre, at de fortræffeligt disciplinerede spanske soldater skulle være nedslåede og mismodige, er vistnok ugrundede. “ „ Deres højhed “, svarede spanieren, „ kender den beundring, som jeg føler for den store kejser; jeg forstår at flakke den tillid, man viser mig, og jeg vil bestræbe mig for at gøre mig værdig dertil. Hvad de mig undergivne tropper angår, så kan det ikke skjules, at den store afstand fra deres fædreland har gjort et vist indtryk på dem; men de er soldater i ordets egentlige forstand og de slå under min befaling. “ „ Ak “, bemærkede marechalen, „ mit fødested Pau ligger ikke langt fra Pyrenæerne, og jeg er dog også her. “ Marquien bukkede med forbindtlig mine og marechalen vedblev: „ Jeg har anbefalet de herrer befalingsmænd at holde den strengeste mandstugt; med hensyn til dem, deres excellence, er det overflødigt, thi i denne henseende kan man opstille de spanske tropper som et mønster. Men der ere de belgiske ryttere, som er optagne i deres korps, det er nøgle fortvivlede karle; der hengår aldrig en dag, uden at der indløber klager fra befolkningen over dem. Man bliver vel nødt til at statuere et eksempel. Dog, jeg må nu sige deres excellence farvel. På lykkeligt gensyn i “ Marechalen rystede Marquiens hånd, og denne anbefalede sig med et buk. Franskmanden så efter ham med et skarpt blik og sagde til sig selv: „ Jeg stoler ikke rigtig på den snue kastilianer; hans fædreland er rigtignok i en slem stilling, men hvad kan han gøre her, så mange mile borte fra sit hjem. “ Hvem fluide dengang have tænkt, at disse hærførere nøgle år senere begge skulle havde båret våben mod den store kejser. Da Marquien med ægte spansk grandezza skred ned ad trappen, præsenterede skildvagterne gevær, den med to modige andalusiere forspændte vogn kørte frem, og generalen tilråbte tjeneren, idet han steg ind: „ Kør hjem! “ Efterat han havde lænet sig mageligt tilbage i et hjørne af vognen, hensank han i dyb eftertanke og blev først vækket op af denne grublen, da vognen holdt ved hans kvarter. Her så det omtrent ud som hos prinsen af pontecorvo, kun at man udelukkende fik øje på spanske uniformer. Efterat marginen havde nået sit værelse, ombyttede han galla-uniformen med en med forværk kantet frakke og skred tankefuld op og ned i gemakket. Efter nogen tids forløb greb han en lille på bordet stående sølvklokke, ringede og sagde til den indtrædende ordonnants: „ Jeg ønsker at tale med lieutenant de Leon “. „ Straks “. Don Rodrigo de Leon var en ung officier af kavalleriregimentet el Rey, og for øjeblikket ansat ved det spanske hovedkvarter. Han havde udmærket sig ved flere lejligheder og stod højt anskreven hos Marquis de la Romana. Skjøndt født i Madrid skulle man næppe have antaget ham for en spanier. Hans fader, en ved hoffet ansat Hidalgo de naturalezza, det vil sige, af adelig fødsel, havde formælet sig med datteren af en nordisk diplomat, og sønnen havde arvet moderens lyse hår og mørkeblå øjne. Da Rodrigo nu, ifølge den givne befaling, trådte ind hos sin foresatte, gik denne ham huldrigt imøde og sagde smilende: „ Læg kun den stramme holdning af, i dag er det ikke i tjenestesager, men kun konfidentielt, at jeg ønsker at tale med min gamle trofaste vens søn. Sæt dem derfør ned. “ Dermed pegede Marquien på en stol og tog selv plads i en lænestol ligeover for. „ Seer de, kære Rodrigo, vi skulle snart marchere til Danmark, og det er i anledning deraf, at jeg har ladet dem kalde. Jeg ønsker nemlig at få tilforladelige efterretninger om land og folk, navnlig om de derværende havne og de i sæmme værende transportmidler, samt hvad der hører dertil. For nu ikke at gøre unødvendig opsigt, trænger jeg til en person, på hvem jeg kan stole og på hvis taushed jeg ubetinget kan gøre regning. Jeg har da tænkt på dem og spørger dem herved, om de er rede til at overtage denne mission? “ „ Deres excellence “, svarede ynglingen, „ jeg føler mig smigret ved den tillid, de viser mig, og står til tjeneste. “ „ Godt, skriftlige forholdsregler er overflødige; min instruktion er kort og lyder: øjne og øren åbne, diskretion og taushed. “ Marquien gik derpå hen til en skrivepult, fog en rulle med guldstykker frem og rakte den unge mand dem, idet han sagde: „ Her er rejsepenge; jeg ønsker også, at de skal forsyne dem med civile klæder, for at de i påkommende tilfælde kan bruge dem. Når kan de rejse? “ „ Om nogle timer. “ „ Det er godt, og nu á dios mi jóven amigo hasta la vista en dinamarca. ” * ) nogle dage efter marcherede prinsen af pontecorvos brogede arme ind i de danske lande, franskmænd, spaniere, hollændere og belgiere, over 30, 000 mand stærk. De kom som venner; men rigtignok ikke som sådanne venner, til hvilke man kan sige: „ Jeg tør ikke opholde dem længere; lev vel og kom godt hjem! “ I det sydlige Holsten ligger en lille landsby haselbusch kaldet; igennem denne snoer sig en bæk, hvis løb man kan følge langs de grønne Enge på begge bredder. I tidligere tider begrænsedes landsbyens marker af en nu allerede for længe siden ' ) lev vel min unge ven, vi ses igen i Danmark. opdyrket hede. Her havde ræven sin hule, hvorfra ren nu og da gjorde en razzia ind i landsbyen; her dukkede den skye hare sig ned i lyngen; hedelærkæn lod sin kviddren høre, og man fandt også urhøns i denne øde egn. Et svagt opdyrkningsforsøg var allerede blevet gjort i begyndelsen af dette århundrede, men uden synderligt udbytte. En driftig ung landmand havde nemlig bygget sig et lille hus ude på heden og bearbejdet nøgle Tønder land. Denne „ Ørkenens pioner “ blev dog kun lidet begunstiget af lykken. Han kunne ikke holde sig på stedet, og efter nøgle Års forløb kom det til konknrs. I subhastationsterminen blev stedet med alt tilbehør købt af en ubekendt midaldrende mand. Denne var tagen ind i værtshuset i haselbusch med en halvvoksen pige. Begge vare klædte i bondedragt og talte med fremmed accent. En sådan uvant begivenhed måtte naturligvis vække beboernes nysgerrighed i landsbyen, og denne blev ikke forringet, da en gammel indsidder, som tidligere havde været øxedriver og derfor kunne kaldes en berejst mand, havde erklæret, at de nyankomnes dragt var landboernes i Jylland, ligesom også de fremmede ord, der forekom i deres tale, var danske og til dels franske. Det var jo altid noget, men dog ikke nok. Hvem var manden, og hvad havde han i sinde derude på heden? Han såvel som pigen vare utilgængelige, når de gode folk i haselbusch kom med deres spørgsmål. Dog måtte den nye pioner tilbørligt have givet forklaring for vedkommende embedsmand. Betalingen for hedehuset var erlagt med rede penge, og øvrigheden lød køberen fuldkommen i fred. Også den unge piges forhold til manden var ikke ret blevet klart for de videbegærlige. Hun behandlede ham rigtignok som en fader, men efter al sandsynlighed var hun dog ikke hans datter, dertil var de to personers ydre for forskelligt. Han var stor og stærkt bygget, havde lyst hår og blå øjne, hun derimod var slank, fortøjet, og selv de grove klæder kunne ikke ganske skjule den sirlige vækst. Men der var ikke noget at udfinde, og i tidens løb havde man opgivet efterforskningerne som ørkesløse. Der var forløbet flere år, siden den fremmede havde fæstet Bo på heden. Pigen var vokset op til en jomfru af sjælden skønhed; men det syntes, som om hun med villie søgte at skjule sine legemlige fortrin. Overhovedet levede begge som bønderne og klædte sig nu også i egnens dragt. Bohavet var fattigt og hytten så i det indre ganske ud som et andet husmandssted. Manden havde et gammelt øg, hvormed han bearbejdede sin jord, endvidere en malkeko og nogle får. Pigen havde en hønsegård og bar æg og mælk til salg til den nærliggende flække. Desuden havde manden forpagtet jagten på heden, og man så ham sjælden uden bøsse, selv da ikke når han med sin ledsager, en smuk hønsehund, som hed Castor, falbød det skudte vildt i købstaden. Men når disse kolonisters dagværk var endt, da blev ved den indbrydende dæmring vinduesskodderne lukkede, slåen skudt for døren og en gammel bliklampe tændt. Pigen plejede da at tage en nøgle op af sin lomme og åbne en simpel kiste, der stod ved arnestedet og så ud som en kasse til tørv. I den var der skrivematerialier og bøger, værker af de forskellige nationers store ånder, og nu begyndte en åndelig virksomhed, som vel ingen skulle have anet i denne usle hytte. Denne færd var påfaldende, men ikke mindre påfaldende var det, at manden, der dog, som alt antydet, havde en i det mindste tilsyneladende stærk legemsbygning, ofte havde ganske særegne anfald. Der syntes da pludselig at komme en rædsel over ham, en let sittren bævede gennem hans legeme, og de ellers så livlige øjne fik et tomt udtryk. Det var da rørende at se, med hvilken kærlig omhu pigen anstrengte sig for at bringe en lindring i den sygelige tilstand; hun lagde den gamle pude til rette i stolen, indhyllede den lidendes fødder i et tæppe og rakte ham nøgle stærkt lugtende dråber. Den trofaste hund plejede ved sådanne lejligheder at sidde ved siden af sin herre og slikke hans hånd. Efter anfaldet indtrådte sædvanlig en stor mathed, så at patienten måtte gå til ro. I fri luft havde ondet endnu aldrig angrebet ham. Når man ved, hvor stille og ensformigt livet bevæger sig i en afsides liggende landsby, så kan man tænke sig den bevægelse folk i haselbusch kom i, da der en morgen i marts måned lød trompetstød ved indgangen til landsbyen, og en afdeling kavalleri holdt sit indtøg for at holde rastdag der. Den ulykkelige bondefoged var fuldstændig forstyrret, alle trængte sig sammen omkring ham; han skulle skaffe kvarter, stalde, levnetsmidler og fourage. Det var lettere sagt end gjort, og himlen må vide, hvorledes sagen ville være løben af, når ikke nøgle af de mest ansete beboere vare trådte til og havde hjulpet den forvirrede bestillingsmand ved fordelingen af indkvarteringen. At det ikke løb af uden støj og larm er begribeligt, men tilsidsf blev dog soldaterne med deres heste anbragte og en senere udjevning af den uvante indkvarteringsbhrde blev forbeholdt. Det var en eskadron af de berygtede belgiske ryttere, som var kommet til haselbusch, og beboerne fik snart at vide, hvor lidt disse fyre generede sig. Det bedste var ikke godt nok, og næsten i hvert kvarter var der strid og kiv. Dertil så bønderne med skræk, hvor ligegyldigt disse ryttere omgikkes med ilden; de fyldte kakkelovnen med brændsel og gik med deres tændte piber uforsigtigt omkring i staldene ved fouragen. Hvor let kunne ikke en ulykke ske, thi ude blæste der en skarp vind. Ved den nordlige ende af landsbyen, hvorfra man kunne overse en del af heden, lå en lille bondegård. Stedet var blevet belagt med fire mand. Rytterne havde forsynet deres heste og gjorde sig nu rigtig til gode i dagligstuen. Brød, flæsk, pølser måtte holde for, brændevinsbeholdningen var forsvunden ved det første angreb og nu kom øllet bag efter. Og så sloge de rå karle med sablerne på bordet, når der manglede noget. Efter endt måltid rede de dynerne ud af væggesengene, kastede dem på gulvet og strakte sig med støvler og sporer på ud på dem. Da bondekonen, som hidtil skælvende og tavs havde vartet op, så hvorledes man behandlede hendes sengeklæder, da brød hun ud i tårer og vred hænderne. Men manden sagde, idet han harmfuld bed tænderne sammen: „ Lad være med den hylen, kone, kommunen må erstatte alt! “ Tre af rytterne sov straks ind og snorkede omkaps, men den fjerde, som havde drukket mindst, stod snart igen op, spændte sablen om og forlod huset. Det var en lang Karl med et uhyggeligt fysiognomi. Han spejdede alle vegne omkring som et rovdyr, der går ud efter bytte. Men hvorledes skulle han i den overfyldte landsby kunne udføre et rov, om han også var nok så opfyldt af annekferingslyster. Medens han nu slentrede således langs med heden, opdagede han i det fjerne det der ensomt beliggende lille hus. Bygningens beliggenhed syntes at passe godt til hans øjemed, og han vendte sine stridt henimod det. Måske tænkte han på en sølvspiseske eller på et på væggen hængende pibehoved. Ejeren af huset var just gået på i agt den dag og vendte nu hjem, fulgt af sin hund. Da han nærmede sig til boligen, blev hunden urolig og vakte derved sin herres opmærksomhed. Denne påskyndte sine stridt og syntes han hørte et angstråb fra stuen. Da han rev døren op, frembød der sig et syn, som fyldte ham med raseri. Den unge pige var flygtet om bag bordet, men den belgiske rytter havde væltet det, og den stakkels pige måtte nu brydes med den lange Karl, for at værge sig mod hans påtrængenhed. Husejeren rev bøssen op til kinden, men da han frygtede for at såre pigen, hvis han trykkede af, sænkede han den atter og vendte den om; rytteren havde sluppet pigen og trængte nu med dragen sabel ind på manden, denne afbødede hugget og strakte soldaten til jorden med et kolbeslag. Hunden var også trængt frem for at tage del i kampen; men da den havde snuset til det henstrakte legeme, udstødte den et kort hyl og trak sig tilbage bag sin herre. Pigen kom nu bleg og skælvende frem fra krogen, som hun var flygtet hen til og fremstammede: „ Ak, onkel Joseph, det skrækkelige menneske! “ Manden var målløs af indre bevægelse, han pegede på døren med bedende mine, hvorpå pigen fjernede sig; kort derpå trådte han ud til hende og sagde med forstyrret blik: „ Jeg har undersøgt ham, han er død. Ved gud, det var ikke min hensigt af berøve ham livet; vi må flygte, ellers bliver jeg skudt, og hvad skulle der så blive af dig? Stakkels Marie, endnu bestandig ingen ro i denne onde verden! Bort herfra! “ Med disse ord gik han ud i stalden, spændte hesten for en lille vogn, kastede halm og nogle uldtæpper i den og kaldte på pigen. Marie havde i hast samlet nogle klædningsstykker til beskyttelse mod kulden, og selv i øjeblikkets forstyrrelse ikke glemt rigeligt af førsyne husdyrene med foder. Visselig et tegn på hendes gode hjerte! Står der ikke skrevet: „ Den retfærdige forbarmer sig over sit kvæg. “ Gysende kastede hun endnu et blik til stuedøren og sprang op i vognen. Således gik det da afsted ud på heden, og den gamle hest måtte holde for. De kørte i nordvestlig retning, og intet ord blev vekslet mellem de to; men ofte så kolonisten sig tilbage for af iagttage, om de blev forfulgte. Først da de havde heden bag ved sig og nu befandt sig på en banet landevej mellem gærder og levende hegn, turde de lade den stakkels hest puste lidt, så gik det igen fremad i samme retning. Det begyndte nu at sne, manden så skarpt ud i synskredsen og sagde derpå til pigen: „ Seer du hin mørke sky j sydvest, inden en halv times forløb vil vort spor på heden være dækket, vi kunne derfor unde hesten nøgen hvile i den første kro, vi komme til. Men sig mig nu, hvordan alt er gået til; det hele forekommer mig næsten som en fæl drøm. “ „ Ak, onkel Joseph “, svarede pigen, „ da mennesket trådte ind til mig i stuen, troede jeg det var indkvartering, thi Elsbeth, den gamle gangkone, var allerede tidligere gået over heden og havde råbt til mig, at landsbyen var suld af fremmede krigsfolk. Jeg tilbød ham mad og drikke, men han rystede på hovedet og sagde en hel del uforståeligt, jeg tror det var flamsk, thi jeg mindes dunkell at have hørt dette sprog i ostende, da vi vare der. Han havde vel lagt mærke til, at der ikke var andre hjemme end jeg, thi han blev bestandig frækkere; men så kom du netop til rette tid for at frelse mig. “ „ Ja, og for at blive en morder “, mumlede Joseph hen for sig. Men pigen havde hørt disse ord og råbte lidenskabeligt: „ Tal dog ikke således onkel; du en morder, du, som ikke gør nogen orm fortræd, det var jo kun nødværge, skurken havde hugget dig ned, når du ikke havde førsvaret dig. Hans øjne glødede som et rovdyrs. “ „ Nu “, svarede manden, „ så var det da kun en rædselsscene mere i denne usle tilværelse. “ Den trætte hest vrinskede nu svagt, og gennem snefoget så de rejsende den åbne port til en kro; også Castor syntes at være træt af at løbe, den rystede sig og så med et udtryksfuldt blik op til sin herre. „ Vi må tage ind her “, sagde Joseph, „ og give det stakkels dyr et foder, så vil det kunne bringe os desto hurtigere fremad. “ Det var værtshuset „ det grå æsel “, som der stod at læse på skillet over gadedøren. Hvor lidet lovende end titelen på herberget var, så holdt sammes indre endnu mindre. Det var ikke andet end en såkaldet gjennemkjørsel, hvor en sjusket pige med røde næver fatte noget hø og vand for hesten, medens værtinden, en velnæret enke, sad i en gammel med læder betrukket lænestol i skænkestuen. Denne værtinde syntes af være meget magelig, men skjulte i sin fede krop en livlig ånd og en god portion snuhed. I barneårene havde hun været den flinkeste pige, men hendes salig mand havde været forfalden til drik og gjort hende livet surt- nu var han død, og konen syntes af have fattet den beslutning for fremtiden kun af gøre, hvad hun havde lyst til. Vand og sæbe vare sager, som hun ikke syntes om, derimod smøgede hun med stort behag af sin lille kørte kridtpibe. Man mærkede, af man var i nærheden af marsken, hvor kvinderne dengang ganske almindeligt røge tobak. I stuen stod en lang bænk ved væggen under vindnerne, og et lille skab i væggen indeholdt nogle flasker med forskellige fuselholdige spirituosa, som de besøgende bønder vederkvægede sig på. Det var alt. Vore rejsende ville vistnok have vakt den tykke persons nysgerrighed, hvis det ikke havde været et fuldstændigt hverdagssyn. Rigtignok måtte hendes forundring være bleven vakt ved Castor, der var en hund af den ædleste race, hvis hun havde været en kender, men for hende var en køter ikke andet end en køter, og hun nøjedes derfor med det simple spørgsmål, hvor de gode folk da ville hen i det afskyelige snevejr? Da manden svarede: „ Vi ville besøge en syg slægtning i nærheden af Meldorf “, sagde værtinden: „ Se, se, nu forstår jeg; i ville nok se lidt efter, hvorledes sagerne stå. Er der noget at arve, hvad? En arv er for øvrigt en skøn ting for enhver, helst i den nuværende tid, thi folk sige, at der komme mange fremmede krigsfolk i landet, og at vi få dyrtid. Nå, vi leve i et velsignet land, og jeg siger, når det bliver knapt hos os, så gud trøste de andre. Men i ville vel have noget varmt og noget at spise? “ Med disse ord stillede hun et krus med øl på den glohede kakkelovn, kastede noget puddersukker deri og lagde et rugbrød og fåreost på bordet. Da mennesker og dyr havde vederkvæget sig, betalte manden den simple fortæring, og så gik det afsted igen, ud i blæst og snevejr. For forkælede bybebøere ville det have været en slem tur. Men den lille hedepige var vant til at trodse ethvert vejrlig, og manden befandt sig aldrig bedre, end når en stormvind susede om hans hoved. Da dæmringen brød frem, havde de nået et stadseligt værtshus i en stor landsby og besluttede at overnatte her. Dette ville have bekommet dem ilde, hvis ikke en frelsende engel havde våget over dem; denne gode genius trådte op i skikkelse af den tykke værtinde fra „ det grå æsel “. Om eftermiddagen kom nemlig tre belgiske ryttere størmende hen fil „ Æslel “. De førte en bondekarl med sig som vejviser og tolk på deres forulykkede kammerats hest. Da den sidste havde talt med konen, sagde hun fil sig selv: „ Ha, ha! Det var altså arven! Disse fremmede karle se ud fil at være nøgle store gavtyve, vi ville ganske ordentlig fylde dem og så dreje dem en knap “. Hun satte en stor flaske brændevin

1883_NielsenZ_GamleVaner

Zakarias

Gamle Vaner

Nielsen

NielsenZ

Gamle Vaner

male

1883_NielsenZ_GamleVaner.pdf

Zakarias

Nielsen

dk

Gamle Vaner

En Fortælling

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Det var sjældent, at der kom luftninger fra hovedstadslivet til den ensomt liggende præstegård ved Norup klitter; det var derfor en hel begivenhed, at der med to unge turister, to 21årige studenter — blussende og sveddryppende og med struber, der hvæsede af tørst, men med et ubetvingeligt livsmod i brystet — pludselig kom en god del københavnsk lethed og godt humør til gården. De havde turet om i sand og lyng den hele udslagne dag og var enige om, at de nu kun havde valget imellem at lægge sig til at dø i ørkenen og overgive deres ben til gribbene eller at bryde ind i præstegården og tvinge dens indbyggere til at udlevere skygge og koldt vand. De var forberedte på at træffe en gammel dame med en uhyre glorie af kappestrimler om hovedet, — - sådan en fyldig, sat husmoder, der sad i en udpolstret lænestol, med brillerne skudt op på panden og en Avis på skødet, lige vågnet af en blid middagsslummer; men hvor forbavsedes de ikke ved at se en venlig og kvik lille frue, der tog imod dem, som kunne de være hendes egne rare drenge. » Tørstige? Ja, det kan jeg begribe — sådan en varme! Men hæng dog deres tasker fra dem og kom og sæt dem her i sofaen. Hvad må jeg byde dem — mælk, øl, tykmælk... Hvad behager? Tykmælk; det skal de såmænd få. Å hr. Pram, sæt dem dog ned... Det er min datter, « oplyste hun og slog med hånden hen efter en ung pige, der uden at ane de fremmedes nærværelse var trådt gladelig nynnende ind ad køkkendøren. » Det er to fremmede herrer, to studenter, der er ude på farten: hr. Pram og hr... nå om forladelse, det var dem, der hed heller og dem, der hed pram — sådan!... Karen, du må i en fart hente et fad tykmælk op fra kælderen og rive lidt brød. « Den unge pige, der kom med al den friske umiddelbarhed over sit kønne ansigt, som en i sand og havluft opvokset attenårsmø kan eje, var klædt i en lidt falmet lærredsdragt, der om livet holdtes sammen af et lakeret bælte, men som iøvrigt hang sløret og med et vist plastisk fald om hendes fyldige former. Hun gik frimodig hen og rakte hånden frem mod de unge herrer, der naturligvis var sprungne op og havde sat samtlige rygled i bevægelse med en adræthed, som om der ikke var tale om, at det var dem, der var trætte, eller at det var dem, der havde et vist stykke linned liggende i en våd rulle højt oppe over lænderne. » At de sådan ville se ind hos os! « sagde præstekonen. » Hvor far vil blive glad, når han kommer hjem, — han er ude hos en syg kone... se se, du bliver ikke en smule forlegen ved at hilse på de to unge herrer, Karen! « » Forlegen, mor? « spurgte unge Karen og skød hagen lidt frem, som for at vise, at der ikke var og ikke ville komme så meget som en rød plet i hendes xansigt; men da i det samme alle fire studenterøjne vendte sig imod hende, følte hun pludselig en lille kogende boblen i blodet — det blev så tykt inde i hovedet og begyndte at snurre for øjnene, — så følte hun, at hun var færdig og skyndte sig, blussende rød, ud ad døren med et ærgerligt: » Mor skal også altid... « Præstekonen lo. » Ja hun er barn endnu, gud ske lov! Ih, men der er jo far allerede! Undskyld, at jeg løber ud og tager imod ham. « » En prægtig kone! « hviskedee Anton pram. » Ja og hun? « tilføjede Kristoffer heller og slog med hovedet hen efter køkkendøren. » Syss..s, der er de! « Pastor Kristensen og hans hustru trådte ind, efterfulgt af deres to yngste børn, to sundbedsstruttende småtøse med skyer af rødlige krøller om hovedet, store dejlige øjne, men i øvrigt så fregnede, at man uvilkårlig måtte befrygte at blive rød på fingrene ved at røre ved deres ansigter. Præsten var en bred, fasttømret skikkelse med et kraftigt bondeansigt, omrammet af mørkerødt hår og stift, brunligt rundskjæg med enkelte grå tråde. De to studenter så nu, hvorfra børnenes fregner stammede, i det der over præstens ansigt, navnlig under øjnene og på næsens sider, lå et drys af brune, halvt udgnedne pletter. Det, som dog særlig tiltrak sig studenternes opmærksomhed, var de klare, levende øjne, der lyste af kraft og hjærtelighed under de langt fremskudte brynbuer. Han var meget varm og kom med lommetørklædet i hånden. » Goddag, goddag, unge venner! « hilste han og trykkede de bløde studenterhænder med en hjærtelighed, der gjorde ondt over knopartiet. » Ja, « begyndte Anton pram med de tilbørlige høflighedssmil, » vi har rigtig nok uden videre tilladt os at lægge beslag på præstegårdens gæstfrihed i nogle minutter. « » Glæder mig overordentlig! Nå, de skal i lag med et fad tyk... jeg tror sandelig, jeg må have en ske med, lille Karen. « Flødelaget med dets dække af sukker og nyrevet brød blev af fruen delt i tre cirkeludsnit, og under munter samtale gled lidt efter lidt den kølende kost i de tre akademiske struber. » Og så må vi have os en pibe tobak, « Mente præsten. Men hr. Pram havde sådan en udmærket cigar, som præsten endelig o. s. v. Vips! Gulvet i tre Spring, et grams i tasken og tilbage igen med hånden fuld af havanesere. Heller fik fat i Karen og fik snildelig drejet sig hen i en vinduesfordybning med hende. Om frøkenen nogen sinde havde været i København? Nej, men hun havde været i Ringkøbing og hun havde været på himmelbjærget. Å, der var så mageløst på himmelbjærget. » Man står helt højt oppe, å så højt, og ser ud over skove og søer, man bliver rent... å, der er så — så kønt! « Hun havde stået og set med et begejstret blik på ham; men pludselig slog hun øjnene ned og rødmede, som om hun tænkte: han står bestemt og 1er af dig indvendig. Og så stod han og forelskede sig i hende op over ørene. Denne friske naivitet — hvor var den ham dog langt mere tiltrækkende end den dannede beherskethed, han havde set bag så mangen elfenbensvifte i hovedstadens saloner. Og hvor var hun i grunden køn, når man så rigtig til! Hvor fint var næsen ikke mejslet, hvor fulde af liv var ikke disse store dybblå øjne, og hvor allerkærest tog ikke disse fine fregnestænk under øjnene sig ud på den bløde, skære hud! Alen smukkest var næsten det tykke, bleggule, lidt krøllede hår, der faldt hende frit ned over nakken, kun sammenholdt af et blåt silkebånd over issen. Enkelte lokker, der var mere påvirkede af solen end det øvrige hår, mindede med deres brede, bugtede stråler om flammer i lyst rav. Han havde begyndt samtalen i en vis overlegen tone; men inden han vidste af det, var han helt revet hen af den unge piges tiltrækkende væsen og smukke hoved. Pram sad og talte med præstefolkene. » Hvor de minder mig om en dame ovre i mit hjem på Sjælland, en Fru galle, « sagde han til Fru Kristensen. » Ih men det er jo min søster, kære! « » Nej virkelig - hvad for noget! « å, nu huskede han også, at Fru galle havde talt om en søster her ovre på vestkanten. » Må jeg afbryde dem? « spurgte præsten overrasket. » De er altså en søn af den bekendte lærde sognepiæst dr. Pram til Randrup og Lynge? « Det var han da. » Se se, de er en berømt mands søn. « » Nej. hvor det dog er morsomt, « faldt fruen ind, » at de er fra Randrup og kender eine! « Nu blev der nærmere spurgt til Fru galle og hendes mand, apottekeren. Den gode student var lidt i forlegenhed med apothekerfruen, hvem han på høfligheds vegne så overmåde gerne ville rose lidt, men som netop efter hans hjertes inderste dom fortjente karakteren: rædsom med spørgs. Han fortrød, at han havde omtalt Fru galle; thi det forekom ham, at der for den rare, venlige præstekone måtte være noget trykkende i den tanke, at han kendte » Bine «. Imidlertid hjalp han sig med almindelige talemåder: livlig temperament, overmåde flittige og sparsommelige mennesker o. s. v. Fru Kristensen kom til at huske på aftensbordet og fik uro på sig. » Karen.. Smørret.. vi må rigtig nok ud, barn. « Heller gav sig da i kast med de to småpiger. » Ak nej, « lød det henne fra bordet, » min moder døde desværre, da jeg var ganske ung, og siden den tid har min fader haft en ældre dame til at styre huset for sig. Fader selv tager sig ikke det fjærneste af husets sager, han går så fuldstændig op i sin videnskab. « Pastor Kristensen kendte godt hans pædagogiske værker. Han var ganske vist ikke enig med ham i hans grundsyn på børneopdragelsen, men han beundrede den grundighed, hvormed han arbejdede, han havde megen respekt for dr. Pram. » Hvor det glæder mig at høre en sådan dom om min fader! « sagde Anton pram med øjne, der var våde af taknemmelighed. » De kan tro, han er også så... så flittig, så samvittighedsfuld med sine arbejder... « » Og har naturligvis en stor menighed om sig? « » Ja det vil sige, han har jo to store sogne, men... hm, jeg ved ikke, sjællænderne er så vanskelige at få med, jeg tror, jyderne er mere anlagte for det religiøse, tror de ikke, hr. Pastor? « Præsten mente, at vi alle er jyder for vor herre, også sjællænderne. Når kristendommen blev budt folk under en levende form, skulle den nok samle sjæle. » Hm ja, far er nu desværre noget svagelig — gigt, nervøsitet, og som sagt, hans videnskab... « » Tænker han da ikke på at tage sig en hjælper? « » Jeg tror nok, han går og venter på mig; men oprigtig talt, jeg føler ikke noget særdeles levende kald til præstegerningen. « » Så lad dem for guds skyld aldrig putte i kjolen, hr. Pram. Er der nogen gerning, der kræver ild, da er det præstegerningen. « Der kom en bevægelighed, en lysning over pastor Kristensens ansigt, medens han sad og talte om den velsignelse, der kan følge præsteembedet, når det røgtes ret for gud. » Men er der noget, der kan opplukke et menneskes vilje, noget, der kan udvande en karakter, da må det være dette at skulle virke ud af tilløjede stemninger. Og er der noget, der kan få et pastorat til at sove og få fritænkeriet til at blomstre, da er det løgnen fra prædikestolen. « Heller havde set sig om i stuen og fundet sig i høj grad tiltalt af dens hyggelige udstyrelse. Hvor skinnende rent var der dog ikke i alle kroge! Gulvet var hvidt som bleget lærred, møbler og billedrammer glinsede som farvet glas ved skråt lys. Pram havde også af og til ladet blikket gøre en flygtig rundrejse i værelset og havde navnlig set forelsket til et nyt opretstående instrument. En Duft af roser fra et på en kommode stående fad, i forbindelse med de saltagtige luftninger, der nu og da trak ind ad et åbentstående vindue, gav luften i værelset en fugtig vellugt og kølighed, der uvilkårlig måtte vække følelser af velbefindende hos de to unge mænd. Hvem skulle tro, at der her ude ved Norup mørke klitter kunne ligge sådan en sval, hyggelig, velsignet gammel præstegård med en køn datter og mange andre herligheder! De to unge turister omgikkes hemmelig med skumle planer om på en skikkelig måde at snylte sig fast i gården for natten. Præsten blev kaldt ud. Studenterne benyttede lejligheden til at strække benene. » Nå, sir? « spurgte heller. » Ja, vi skulle vel snart til ’et, du, « svarede pram og trak uret op af lommen. Heller klippede med øjnene og kaldte pram hen til sig. » Et prægtigt maleri der over klaveret!... Hm — jeg er for resten sulten som en ulv, « Tilføjede han halvt hviskende med hånden rundet om munden og med et sideblik hen efter de to pigebørn, der stod og legede ved et lille bord. Pram fandt også maleriet fortryllende, men holdt sig derefter på maven og mumlede noget om » formelig lidelser «. » Fortræffeligt perspektiv i den allé der!.. Du man se at finde på råd, pram, « kom det bagefter i utydelige næsetoner. » Hvad siger du? « » Jeg siger, hm... jeg siger, lyset falder overordentlig virkningsfuldt på den ko der ved leddet... hm, skal vi blive til te? « Et par indvilgende klip med øjenlågene. » Meget virkningsfuldt, prægtigt! ’em ’em.. så spiller og synger jeg lidt bag efter. « » Hvordan?.. Nå—å... spiller livlig hen over søen bag efter! Ja vel — efter at det har spillet på koen! « Det begyndte at sprutte ud af munden på pram og han måtte skynde sig at lade latteren rulle ud i et fingerløb op ad tangenterne. » Å, de spiller? « udbrød fruen, der i det samme trådte ind. » Nej hvor det var dejligt! De skal rigtig nok spille lidt for os senere. « » Ja, frue, men vi tør virkelig ikke længer lægge beslag... « » Snik snak med deres beslag! De skal virkelig blive og drikke te med os. Hvad er det for noget? « De to rejsefæller lod sig endelig efter mange bønner og megen selvovervindelse bevæge til at blive til aften. Det var for resten så fristende, her var så mageløst rart, men alligevel.. hm. Aftensbordet tilfredsstillede for studenternes vedkommende » et længe følt savn «; skorper skreg, og kyllingeben knasede under deres hvide tænder. Heller og præstefolkene talte om egnens romantiske naturforhold. Pram, der havde fået plads ved siden af Karen, sad og satte rejsenykker i den unge pige. Han ville have hende over til mosteren i Randrup. Ja, det havde hun en uhyre lyst til — å, komme ud at rejse! Men hendes moder kunne ikke undvære hende. Hun havde lige fået smurt sig et stykke smørrebrød og så hen efter en asjet med rullepølse. » Å, frøkenen ønsker... « udbrød pram, i det han adræt fo’r til vejrs og langede ud efter en tallerken med røgede sild. » Tak, nej det var... « » Ah, det var den, frøkenen ønskede, « sagde han og rakte hende næsten i samme nu en asjet med — ansjoser. Så måtte hun da spidde en ansjos med den ene gaffelgren, hvor ondt hun end havde ved at få en sådan fisk ned. Hun var bleven ganske rød af undseelse over al den ulejlighed, han måtte have for hendes skyld. Nej, hvis frøkenen nogen sinde kom til Randrup, måtte hun endelig gå over i præstegården med sin onkel. Der var sådan en dejlig have med en lukket hasselgang og en høj i hjørnet. Hvor han ville ønske, at det måtte ske i sommerferien, når han var hjemme! Det ville hun også ønske; nu kendte hun ham jo. » Ja, jeg tror rigtig nok, frøkenen vil blive ' fornøjet med Randrup. Det er en stor, dejlig landsby med nyopbyggede gårde, to Møller, apottek, bryggeri — en hel lille købstad, tilmed beliggende i en sand oase af friske, bugnende sædmarker, med havet fjernt ude. Og en mængde dannede familier — flinke, rare folk, velhavende bønder med prægtige køretøjer... i det hele taget en komplet modsætning til denne egn, hvor smuk og frisk den end på sin vis kan være. « » Å, « bad hun, » gid jeg kunne komme til Randrup, det ville rigtig nok væré mageløst! « » Nu slår de herrer sig da til ro her for natten? « spurgte præsten. bevares! Tusend tak, men det kunne der aldeles ikke være tale om. Fruen oplyste, at de netop havde et lille kabinet med to senge på loftet. Ja, nej, på ingen mulig måde. Bevares: natteleje — fruen - forstyrrelse — masser af ulejlig^eder — nej, det var dog for galt! Men deres modstandskraft udtømtes, — de måtte overgive sig. Og da » Kabinetspørgsmålet « Endelig var løst på en for det almene velbefindende heldig måde, kom der en vis overgiven stemning over hele selskabet, navnlig over studenterne, der puffede hinanden ungdommelig i siderne og snurrede rundt med småpigerne. Pram fik fyr på en af præstens lange piber, medens heller trak omkring med en sand tøjrkølle af en merskummer. Småpigerne hængte sig ved armene af pram, så hans lange pibe måtte svinge som et pendul, heller krummede rør og skød maven frem som en mægtig kornbonde. Karen lo og klappede i hænderne, — skæmt og munterhed til alle sider. Og så en omgang i haven! Kedelig, at der ingen træer var. Kun nogle ynkelige, gulsvedne graner stod og sørgede i ly af et halvt nedskredet græstørvdige. Nederst i krogen stod en dværgagtig udgave af en hyld og rakte et par tynde arme med nogle krogede stilke i vejret, i hvilke vinden suste sørgmodigt. Det lød, som hylden sukkede: » Sikke nogle håndled, sikke fingre! Koldfeber og flyvegigt i 20 år! « men fra diget havde man udsigt over Norup mørkfurede klitnatur, med havet blinkende bagved og med måger som hvide vinkler tegnede skarpt mod den blå himmel. Til venstre hævede og sænkede landet sig vildt bakkeformigt, med opdyrkede marker og store lyngstrækninger, gennem hvis brune flader hist og her et gult hjulspor snoede sig ud i en fjern udviskethed. Man åndede sundhed ind med hvert drag her ude, det var, som man hele tiden mærkede Duft af en lyngbusk i knaphullet og stænk af havvand på kinderne. Heller og fruen fulgtes en stund ad langs diget. » Nej, de tager fejl igen, frue, det er mig, der studerer medicin. « » Om forladelse, det er altså hr. Pram, der læser til præst! Det er sandt, han er jo selv en præstesøn; men for resten, han har da naturligvis selv valgt? « » Det vil jeg just ikke påstå, frue. « sagde heller og trak på skulderen, » Hans fader har altid bestemt holdt på, at han skulle være præst, skønt han selv har haft meget mere mod på musiken, som han har dyrket fra barn af. Da han havde taget filosofikum, gik han en tid der inde og kunne ikke bestemme sig; men så kom der en dag et brev: » Min kære søn, mit hår er bleven gråt, det kan inden mange dage blive hvidt. « så blev det naturligvis tteologien. « » Ja men det er jo ikke rigtigt. « » Hja, « sagde heller, i det han atter trak på skulderen og slog' let ud med hænderne. Nej så var det rigtig nok gået anderledes til med Kristensen, fortalte fruen. Han var oprindelig bondekarl, men blev i en ung alder stærkt greben af kristendommen og begyndte at studere til præst. Treti år gammel var han bleven kandidat og nogle år efter kaldet til sognepræst for Norup og glim, hvor han nu havde virket i nogle og tyve år. Det var en fattig egn, løs og gold i dobbel forstand. » Men de kan tro, hr. Heller, han har fået dyrket den op! « for resten havde de gennemgået meget her ude i Norup præstegård. Tre dejlige børn i en alder af 2, 5 og 12 år var blevne bortkaldte fra dem, og hårdt havde de ofte måttet kæmpe mod fattigdom og savn; men hun vidste ikke, hvordan det var, hun syntes, både hun selv og hendes mand var blevne stærkere under byrderne. Nu havde hun en god støtte i Karen, hun måtte gøre gavn — var opvant ved alt slags arbejde, malkede geder eller skrællede kartofler i det ene øjeblik og spillede fingerøvelser eller læste engelsk i det næste. Sådan en ung pige skulle skam lære noget. Præsten skulle forberede sig på sin prædiken til næste dag; de unge gik ind og prøvede instrumentet. Først spillede pram et par sonater af Beethoven, derefter en chopinsk Vals, et af disse små glødende tonebål, der får ungt blod til at syde. Karen stod ved dørkarmen og så på ham, hun forvirredes, hun forstod ikke disse legende tonerækker, der bugtede og boltrede sig indyndende hen imod hende; men det var, som noget elektrisk viklede sig kildrende om hende. Sluttelig sang han en svejtsisk folkevise, der ved sin ejendommelige sprogklang og tungsindige hyrdejodlen gjorde et nyt betagende indtryk på den unge pige. Heller sad i sofaen og snoede sit rødlige mundskjæg, medens han af og til så hen på Karen. Hver gang han drejede blikket fra pram op imod hende, mørknedes kløften mellem hans øjenbryn af en svag lille fure. Det var en sand omfavnelse af hygge og renhed, der lukkede sig om de to studenter, da de om aftenen kom op for at gå til ro. En Duft af tørrede rosenblade og rent linned slog dem i møde, i det de trådte ind ad kammerdøren. Sengene så’ så usigelig indbydende ud med deres røde tæpper og lagenernes læg i lange firkanter. Pram var i ypperligt lune, heller derimod lidt treven. Sidst nævnte skulle næste aften mødes med en slægtning i Ringkøbing, pram havde lovet at følge ham; men sandt at sige havde han meget mere lyst til at blive her i præstegården og først om mandagen træffe sammen med heller i den' nævnte by. De lå og talte en stund om denne sag; men heller syntes ikke rigtig om sin vens forslag. De lå længe vågne, efter at de havde sagt hinanden godnat. Heller lå og tænkte på, hvor mærkelig han og hans fælle der henne havde holdt sammen siden deres barndom. Han så et par blåklædte latinskoledrenge, der i det ene øjeblik sloges, så bændler og trøjeknapper røg dem om ørene, og som i det næste øjeblik lå på maven og kildrede hinanden med græsstrå under næsen. Snart stod de på hovedet i et rullende læs kålrabitoppe på Randrup præstegårdsmark, snart endevendte de stole og borde i den kære gamle kæmnerbolig i købstaden. Nu så han sig selv ligge i tyfusfantasier der hjemme i nævnte bolig; ingen måtte komme til ham; men ind ad køkkenvejen kom en lille blå kammerat listende, satte sig på sengefjælen, klippede med øjnene og listede sig til sidst bort med en fortvivlet hulken. Pludselig sprang angestens sved ud af alle porer i hans legeme. Det var et andet minde fra drengeårene. Han og Anton havde ligget ved en sammensunken halmstak ved præstegården og røget cigarer. Noget efter, at de havde forladt stakken, så de denne stå i et tykt svøb af gulgrå røg. Han fik fat i en stige og et par dækkener — en to tre var han oppe i stakken, men sank om i halmen, halv bedøvet af røg og varme. Han hørte en fortvivlet kalden nede fra, i næste øjeblik halede en hånd rasende i hans ene ben, han blev båret eller slæbt nogle trin ned ad stigen og faldt derefter tillige med sin redningsmand på hovedet i nogen løs halm for neden; men i samme nu slog et luehav sammen over stakken med et dumpt knald. Puh! Han vendte sig om. » Hør du, pram, kan du huske den gang med halmstakken? « » Å, dit asen, jeg var lige ved at sove. « Også gennem studenterårene lige til den dag i dag var venskabet blevet fortsat. Hvor ofte havde Anton ikke mættet hans mund, hvor mange skomager- og tobakshandlerregninger havde han ikke betalt for ham! » Å skidt, du, jeg kan altid få de penge! « » Ja ja, du, lad os så være enige om det i morgen. « » Øh...h, « lød det grødet henne mellem puderne. Næste morgen vågnede de tvende syvsovere ved at høre salmesang nede fra dagligstuen. De kom hurtig i tøjet og skyndte sig ned, men kom dog for sent til at deltage i den lille morgenandagt, hvormed præstefamilien sammen med tjenestefolkene havde begyndt søn- dagen. nå, om de havde sovet godt? Å, -så mageløst! De havde ikke bestilt andet den hele nat. Et par timer efter gik alle, der på nogen måde kunne undværes i hjemmet, til kirke. Kirkegården var fuld af ventende mennesker, folk i vadmel og folk i hvergarn, folk fra agerland og folk fra lyng. De to unge københavnere forundrede sig over, hvor alle disse mange mennesker kunne være komne fra, da der kun var så få gårde og huse at se i egnen. Der var også adskillige af dem, fortalte Karen, som havde gået tre til fire mil. Som de kunne synge, disse farslæbede strandbønder! Men man skulle helst lade være at se på deres ansigter; de vred mund og trak øjenbrynene sammen som under uhyre lidelser men der var en hellig nidkærhed i deres røster, der ligesom slog stærke bølger op mod hvælvingerne. Det var evangeliet om den rige fiskedræt. Pastor Kristensen stod så rolig på prædikestolen, men der var en varme bag hans ord, der gjorde dem stærke nok til at slå igennem uden fægten med hænderne. En spændt agtpågivenhed stod tegnet i alles ansigter. Heller lagde særlig mærke til Karen, der sad og stirrede med et stort, vågent blik på faderen. Hendes næsebor stod frem, læberne bevægede sig af og til som for at sige de ord med, som hun forud kunne gætte sig til. Det var, som hele hendes person sagde: » Ja, far, jeg vil være med at trække garn! « heller kunne ikke tvinge sig til at høre efter prædikenen, kun enkelte brudstykker opfangede han. » Husk på, at Kristus står og peger ud mod søen, ud mod det store folkehav «... » Du husbond, se om du kan fange din Karl eller dreng ind, du madmoder, o om du kunne kaste troens næt over din tjenestepige «... Så var hans øjne igen hæftede på den unge pige. Han vidste ikke, hvordan det var fat med ham, aldrig i sit liv havde han følt en sådan spændende, dirrende uro i tankerne. Medens man sad ved middagsbordet i præstegården, kom en gammel mand humpende på krykker ind i gården. » Nå, der er Lavst, « sagde præsten, » undskyld mig et øjeblik. « » Nej spis nu din mad, kære Kristensen, « Bad fruen. » Ja men så skal den gamle jo stå der ude og vente en halv times tid; jeg skal straks være her igen. « » Det er en gammel fyr, der formodentlig vil have sine ugepenge, « forklarede fruen. » Vi har frivilligt fattigvæsen, skal jeg sige dem, og Kristensen har hele den øverste ledelse i sin hånd. « » Frivilligt fattigvæsen? « spurgte heller. » Har de da ikke noget offentligt fattigvæsen? « Det havde de ganske vist, men nærmest kun for dem, der selv trykkede udskudsmærket på deres pande. Alle brave gamle, syge og værkbrudne, der uden egen skyld var blevne nødlidende, forsørgedes af menigheden, uafhængigt af kommunen. Så godt som alle nogenlunde velstillede folk, der tog del i menighedslivet, og andre, der just ikke havde meget med kirken at gøre, men som havde indset, at denne forsørgelsesmåde var den bedste og billigste gav frivillig deres skærv til de trængende, foruden at de hver især havde deres bestemte fattige at vaske om og holde med mælk, sengehalm o. s. v. » Og så går vi en gang imellem selv omkring og taler med de fattige, hjælper dem til rette og søger at stive dem op. « Heller og pram kunne ikke forstå, at det kunne gå. Det havde gået nu i 15 år, oplyste præsten, da han atter kom ind. Menigheden voksede sig stærk under et sådant fællesarbejde. Hvorfor var der så lidt styrke i menighedslivet mange steder? Fordi man levede hver for sit, levede som åndelige udflyttere, der, kristelig talt, ikke havde det mindste at gøre med hinanden de seks dage om ugen. Vi måtte mødes ganske anderledes, have glæder og sorger sammen, ægge hverandre til virksomhed og glæde os med hverandre ved velsignelsen, som spirede af fællesskabet. Pram tænkte på oldkirken. Han indrømmede, at sådan burde det være; » men « — trækken på skulderen. » Jo, det både kan og vil gå, når der er alvor i menighedslivet. Og hvilken velsignelse er der ikke for de fattige i at vide, at de ikke er udstødte i en udskudsflok, men lever på andres kærlighed. De kan tro, der er velsignelse ved at holde selvagtelsen og taknemmelighedsfølelsen oppe hos disse forkuede. Der kan gro noget i sådant et gammelt hjerte, der bliver blødt syv gange om ugen af taknemmelighed. De skulle se ham den gamle fyr her ude, da vi sidst havde rigsdagsvalg. Han ville op at stemme, han havde ret til det, han stod i listen, sagde han. Og han kom også op at stemme, både han selv og hans krykker blev læsset på en velvillig naboes vogn, og de skulle have set ham række sin ene krykke i vejret ved kåringen! Det var den stolteste dag, han havde haft i mange år. « Karen syntes bedst om pram, hvorfor hun naturligvis hele tiden holdt sig til — heller. Om eftermiddagen brød denne sidste op og blev fulgt et stykke på vej af pram og alle tre pigebørn. Et så varmt og dvælende langt håndtryk som det, hvormed heller tog farvel med Karen, havde hun endnu aldrig fået. Hun blev ganske rød og begyndte at skyde hans hånd tilbage; men i det samme slap han da endelig og fo’r afsted uden at huske på nogen af de andre. Da heller var borte, voksede pram. Først nu kunne han ret lade sit vid spille og lægge hele sit friske, varme væsen åbent frem. Han legede med småpigerne, havde alvorsfulde samtaler med præsten, spillede og sang af hjærtens lyst. Medens han sad ved klaveret, rank og smuk, med den fine profil og det mørke, fyldige hår kraftig' belyst af den synkende eftermiddagssols sidste gløden, sad Karen i en krog ved vinduet, hvorfra hun ubemærket kunne betragte ham. Med kække hovedkast og sikre anslag sang han sluttelig: „ Her er dejligt her ude, hvor stæren fløjter i morgensolen på kirkens tegl, hvor lyngen suser på frie højder, mens vinden farer på lette skøjter hen over heden og søens spejl. Jeg elsker bondens stråtakte huse med stengærdets skanser, lavendlers hult, jeg elsker engen og åens sluse, jeg friskes som blomst under gartnerens bruse ved hvert et pust af den havfriske luft. 0 dejligt her er både årie og silde, under solkærtens blus, under Syvstjernens glans. Med farver og vellugt og toner milde naturen ret som en ydunskilde foryngende virker på sind og Sans. jeg synger landlivets pris ej tvungen. Jeg synger i hjærtets begejstrede dur; jeg mærker, jeg har fået iltet lungen, rul ud, mine toner, da frit over tungen og pris guds dejlige, fri natur! “ Karen tog med et sitrende begær mod al den umiddelbarhed, der lød igennem hans toner og ord. Aldrig havde hun hørt nogen synge således. Hvilken kraft måtte der ikke bo i et bryst, der kunne synge så varmt! Da han næste dag vandrede ud ad hedevejen, med overfrakken på armen og tasken over skulderen, svingende sin sorte silkehue i luften med en sidste hilsen til præsten, der havde fulgt ham et stykke på vej, stod Karen bag gardinet i sit Kammer og så med en forunderlig glædefyldt uro efter ham. Tærner og viber svang sig hen over ham, solens varme guldfarve brændte på åspejlet ved siden af ham, og nu og da fløj et langt spejlglimt fra lakken på hans taskerem ud i luften, medens han selv, rank og med muskelstærke hofter, skred frem i sandet. Endelig forsvandt han bag hedebankerne; men hun blev endnu stående længe og så ud mod bakkerne. Var det hele en drøm eller...? Hun gik den hele eftermiddag som i en lyståge af længsler og uklar ængstelse, og om aftenen foldede hun sine hænder fast og græd af inderlighed under aftenbønnen. Et hvælv af mangefarvede fantasier med de svundne dages begivenheder som bærepiller højnede sig over hende og holdt med sine hurtigt dragende fjerskyer af skiftende billeder hendes sjæl fangen til langt ud på natten. Der var kommen noget nyt, en forunderlig flakkende usikkerhed, en sød, dirrende længsel ind i hendes følelsers kreds; men som i et nu formede alle hendes stemninger og tanker sig i et klart, fuldtonende ønske: » Gud give, jeg til næste sommer kunne komme til Randrup! « og nu slog en skare af anelser kreds om den nævnte by med dens stærke, oplyste befolkning, dens store gårde, svulmende frugtbarhed! Hvor måtte det være dejligt at leve i alt dette friske røre, se alt dette ny, al denne skønhed og storhed — ånde hele ugen i søndagsstemning! Å, om det måtte blive hende forundt at komme til Randrup næste sommer eller om to år eller om ti år — hun skulle vente, så længe det skulle være, når det bare kunne ske. Endelig begyndte hendes tanker at blive matte, farverne blegedes, til sidst lukkede havbruset sig over hendes sanser som en mildt summende vuggesang. i. Randrup og Lynge kirker stod tavse og alvorlige og hilste på hinanden gennem morgenens første grålysning. Over mosen, der lå sænket som en bred, rørgroet lavning mellem byerne, hang fine tågemasser i strimer og kupler. Alt var så stille, så højtideligt. Østhimlen gulnedes, lange fine rødlige striber begyndte at skyde sig vifteformigt op, endelig kom solen i tindrende gløden; så blev lemmene i Randrup kirketårn slåede tilbage, og morgenklokkens toner begyndte at runge ud over by og mose. I de korte, sangfyldte ophold mellem slagene kunne man, når man stod et stykke borte fra kirken, tydelig høre den dæmpede klang af kirkeklokken i Lynge, der samtidig havde begyndt at ringe,, og når man så nøje til, kunne man igennem den åbne lem se klokkens svingninger som en mat blinken, der kom og gik med slagene. De lød så ofte sammen, disse to klokker, og de var som støbte til at svare hinanden. Randrupklokkens røst var dyb, malmtung, lyngeklokken var stemt en lille terts højere, men havde den samme bløde klangfarve. Der var noget ejendommelig alvorsfuldt ved de to klokkers sammensang, en tilsløret længsel, der ikke ret passede med lærkesangen over markerne eller med morgenhimlens farvepragt; men klokkerne sang, hvad der boede i dem, uforstyrrede og upåvirkede af naturens stemninger. I en lukket hasselgang i præstegårdshaven gik en ung mand med blikket vendt mod jorden. Han havde været oppe med solen, havde lyttet til morgenringningen og set ud over de fugtige marker, ud over mosen, hvor vandmøllerne stod ubevægelige i tågen; men det lod til, at det var noget andet end naturens tillokkelser, der i dag havde kaldt ham så tidlig op. En gang imellem stod han stille og så igennem hækkens åbninger over mod apothekerboligen, hvis gavlvinduer særlig syntes at holde hans opmærksomhed fangen. Så fortsatte han atter gangen, gjorde et sving ud i haven, men vendte snart tilbage til hasselgangen og standsede hvert øjeblik ved et af udkigshullerne. Han så på sit ur og rystede på hovedet. » Å, om man kunne skrue tiden tolv timer frem! « et par unge ranke folk gik om eftermiddagen langsomt ud ad Randrup storvej, et godt stykke foran den øvrige del af det selskab, hvortil de hørte.. Var det solheden, der gjorde hende så varm, eller var det adjunktens ord? Hun havde så ofte før talt med ham, havde ganske vist altid været noget underlig, når hun var i hans nærhed; men i dag var det, som hans tale dannede en lille golf, der varmede luften omkring hende. Det var et par smukke mennesker, — han høj og smidig, med fine ansigtslinjer og et fyrigt hår, der stod som en mørkebrun krans under hatteskyggen — hun lys, fyldig, med lavt liggende brynhvælv over de glansfulde øjne,

1880_Kielland_GarmanOgWorse

Alexander

Garman Og Worse

Kielland

Kielland

Garman Og Worse

male

1880_Kielland_GarmanOgWorse.pdf

Alexander L.

Kielland

no

Garman & Worse

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

Pris på 2. opl: 4,5; OBS bestilt igen selvom vi har den fra Bokhylla. Illustration på første side, tæller det?

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Intet er så rummeligt som havet, intet så tålmodigt. På sin brede ryg bærer det lig en godslig elefant de små puslinger, der bebo jorden; og i sit store kølige dyb ejer det plads for al verdens Jammer. Det er ikke sandt, at havet er troløst; thi det har aldrig lovet noget: uden krav, uden forpligtelse, frit, rent og uforfalsket banker det store hjerte —7 det sidste sunde i. den syge verden. Og mens puslingerne stirre udover, synger havet sine gamle sange. Mange forstår det slet ikke; men aldrig forstår to det på samme måde. Thi havet har et særskilt ord til hver især, som stiller sig ansigt til ansigt med det. Godslig, godmodig. det smiler med blanke, grønne småbølger til de barbente unger, som fanger krabber; det bryder i blå dønninger mod skibet og sender den friske, salte skumsprøjt langt ind over dækket; tunge, grå søer komme væltende mod stranden, og mens trætte øjne følge de lange, hvidgrå brændinger, skyller skumstriberne i blanke Buer henover den glatte sand. Og i den dumpe lyd, når bølgen falder sammen for sidste gang, er der noget af en hemmelig forståelse; hver tænker på sit og nikker udover — som yar havet en ven, der ved det hele og gemmer det trofast. Men hvad havet er for dem, der bo langs stranden, får ingen vide; for de siger ingenting.. De lever hele sit liv med ansigtet vendt mod søen. Havet er deres selskab, deres rådgiver, deres ven og deres finde, deres erhverv og deres kirkegård. Derfor bliver forholdet uden mange ord, og > blikket, der stirrer udover, Veksler efter den mine, havet sætter op — snart fortroligt, snart halvt ræd og trodsigt. Men tag så en af disse strandboere, flyt ham langt ind i landet mellem fjeldene i den yndigste Dal, du kan finde; giv ham den bedste mad og de blødeste senge. Han vil ikke røre din mad, ikke sove i sengene; men. uden at se sig om, vil han klatre fra fjeld til fjeld, indtil han langt — langt ude skimter noget blåt, han kender. Da går hans hjerte op; han stirrer mod den. lille blå stribe, som glitrer derude, indtil det begynder at glitre blåt alt sammen; men han siger ingenting. — — det hændte ofte, at folk inde i byen sagde til Richard Garman: „ At de — hr. Legationssekretær! kan udholde det ensomme liv derude i deres fyrtårn! “ Men den gamle herre svarede altid: „ Ja ser de! man føler sig i grunden aldrig ensom ved havet, når man først har gjort dets bekendtskab; — og desuden så har jeg jo min lille Madeleine. “ Og det var hans hjertens mening. De ti år, han havde tilbragt herude på den ensomme kyst, hørte til de bedste i hans liv, og hans liv havde dog været bevæget og broget nok. Men enten han nu var træt af verden eller om det var hans lille datter eller det var havet, som fængslede ham eller om det var lidt af alt dette, — vist er det, han havde slået sig tilro og syntes aldrig at tænke på at forlade Bratvolds fyrhus. Det havde nu ingen troet; og déngang det rygtedes, at hr. Legationssekretær Richard Garman, søn af byens største handelshus, søgte en simpel fyrforvalterpost, fik de fleste sig en god latter over dette nye påfund af „ den gale kandidat “. „ Den gale kandidat “ — var byens kælenavn for Richard Garman, og det var ikke frit for, at han fortjente det.. Thi uagtet han ikke havde været så meget hjemme, siden han blev voksen, kendte man dog hans flotte og lystige liv tilstrækkeligt til at korse sig over ham i hemmelig beundring. Dertil kom, at de besøg, han gjorde hjemme, ofte stod i forbindelse med en eller anden stor, højtidelig begivenhed. Således da han som ung kandidat var tilstede ved moderens begravelse, og endnu mere da han over Hals og hoved kom hjem fra Paris til gamle-konsulens dødsleje — i en dragt og med et væsen, som tog vejret fra de fleste damer og bragte herrerne til fortvivlelse. Siden sås han ikke stort. Men rygtet beholdt sit tag i ham: snart havde en manufakturist set ham i zinck’s hotel i Hamburg, snart levede han i et pallads, snart ville man vide, at han drev om i dokkerne og skrev matrosernes breve for et glas øl. Men en vakker dag holdt Garman & worse’s store gallavogn ved dampskibsbryggen. I bagsædet sad firmaets indehaver konsul C. F. Garman og den unge frøken Rachel; lille Gabriel — den yngste søn — sad ved siden af kusken. En fortærende nysgerrighed martrede grupperne på bryggen. Den store vogn var sjælden at se i byen, — og nu helt hernede øjensynligt ventende hamburgeren. Endelig vovede husets mægler sig hen til vognvinduet og spurgte efter nogle indledende ord, hvem der ventedes? „ Jeg venter min Broder — legationssekretæren og hans frøken datter, “ svarede konsul Garman, idet han med en ejendommelig bevægelse lagde den glatragede hage tilrette i det stive halsbind. Denne efterretning forøgede spændingen. Richard Garman var,ivente, „ den gale kandidat “ — legationssekretæren — som nogle kaldte ham; og en datter skulle han have med sig. Hvorledes mon det kunne hænge sammen? — mon han havde været ordentlig gift? — det var ikke ligt ham! Dampskibet kom. Konsul Garman gik ombord 'og vendte kort efter tilbage med sin Broder og en liden sorthåret pige, — det var vel datteren. Richard Garman kendte man straks igen, skønt han var bleven lidt sværere i figuren. Men den ranke, elegante holdning, de sirlige, sorte moustacher vare som før; håret var også tæt og krøllet som i gamle dage, men lidt gråsprængt ved ørene. Han hilste venligt, da han gik opover til vognen, og der var mere end en dame, som følte det, da hans blanke, brune øjne et øjeblik gled smilende hen over dem. Vognen rullede afsted gennem byen og udover den lange allée, som førte til familiens store ejendom Sandsgård. Byen snakkede sig næsten fordærvet; men uden sikkert resultat; det garmanske hus holdt tæt på sine hemmeligheder. Såmeget var klart, at Richard Garman havde forødt hele sin store arv; — ellers var han vel ikke kommen hjem, for at spise nådsens brød hos broderen. Men på den anden side var forholdet mellem brødrene ialfald tilsyneladende godt. Konsulen gav stor middag og drak „ sin Broder legationssekretærens “ Skål, hvortil han knyttede det håb, at han måtte finde sig vel herhjemme. Intet kan være så irriterende som halvtfuldbårne skandaler; og da Richard Garman nogen tid efter i al stilhed modtog fyrforvalterposten på Bratvold og levede der år efter år uden at give videre håb om nævneværdige bedrifter, så følte hver især i den lille by sig personligt fornærmet, og man undredes over, at Garmans slet ikke syntes at vide, hvad de skyldte verden. forresten vidste ikke engang selve legationssekretæren rigtig klar besked om, hvorledes det hele var kommet. Det var så underligt med den Christian Fredrik; så snart Richard mødte sin Broder eller bare fik brev fra ham, blev han selv ligesom omskabt; hvad der ellers aldrig kunne faldt ham ind, syntes ham med en gang let, og han udførte handlinger, som bagefter satte ham selv i den yderste forbavselse. Da han skrev hjem sidste gang — nedtrykt og fortvivlet —, for at bede broderen modtage lille Madeleine, tænkte han ikke på andet end at slutte et forspildt liv jo før jo heller, så snart datteren var bragt i • sikkerhed. Men så var det, han fik hint forunderlige brev med vekselen i. Desuden var der mange vanskelige handelsord; der stod om „ at liquidere “, om „ uopgjorte Conti, som nødvendiggjorde hans nærværelse “ og indimellem alt dette enkelte udtryk, som ikke passede, som syntes at have forvildet sig ind i handelsstilen. Der stod for eksempel etsteds „ min gamle legebroder “ — senere: „ mit oprigtige ønske om broderligt samliv “ — ja tilslut læste han endog midt i en lang indviklet periode: „ Kære Richard! — tab ikke modet! “ dette satte Richard Garmans sind i bevægelse; han tog sig sammen og rejste hjem. Da han så broderen komme ombord på dampskibet, fik han tårer i øjnene; han ville åbne sine arme, for at omfavne ham. Men konsulen strakte sin hånd frem og sagde roligt: „ Velkommen Richard! — har du dit tøj ved hånden? “ Siden var de heller ikke kommet til at snakke om dette; en enkelt gang vovede Richard en hentydning til hint brev. Men konsulen syntes at tro, at han ønskede at få afgjort de omtalte regnskabsforhold. Intet kunne være fjernere fra legationssekretærens tanker, og han følte sig næsten krænket. Det er en udmærket mand — den Christian Fredrik! — tænkte han, men han er næsten vel meget handelsmand! En dag havde da konsul Garman sagt til sin Broder: „ Du Richard! — skal vi køre ud til Bratvold og se på det nye fyrhus? “ Richard ville gerne være med; han elskede fra sine unge dage den ejendommelige kyststrækning med de dunkle lyngsletter, sandet og det store, åbne hav. Fyrhuset faldt også i hans smag, og da brødrene satte sig i vognen igen, for at rejse tilbage til.byen, sagde han: „ Ved du hvad? — Christian Fredrik! jeg kunne ikke tænke mig en stilling, som bedre passede for sligt et vrag som jeg, end at være fyrforvalter herude. “ ♦ „ Der er ingenting i vejen for, at du kan blive det, “ svarede broderen. „ Bah! — hvorledes skulle det gå til! “ Svarede Richard og smikkede asken af sin cigar. „ Hør Richard! “ udbrød konsulen skarpt, „ er der noget, jeg må bebrejde dig, så er det din mangel på selvtillid. Tror du ikke, at du med dine evner og kundskaber kunne få et meget større embede, hvis du bare ville søge. “ „ Nej — men Christian Fredrik! “ — råbte legationssekretæren overrasket og stirrede på broderen. „ Som jeg siger! “ vedblev konsulen, „ vil du have posten, må de naturligvis give dig den; og skulle der være nogen vanskelighed, så tænker jeg nok, at et ord fra os til amtmanden skal klare det hele. “ Dermed var den ting afgjort. Richard Garman blev udnævnt til fyrforvalter på Bratvold, enten det nu var på grund af sine evner og kundskaber eller på grund af ordet til amtmanden. Den store ensformighed i hans nye tilværelse gjorde den gamle kavaller godt. De få pligter, som påhvilede ham, opfyldte han med' uhyre alvor og nøjagtighed. Sine ledige timer tilbragte han mest med at ryge cigaretter og se udover havet i den store kikkert på stativ, som han havde fået i present fra Christian Fredrik. Han var i virkeligheden træt og det undrede ham, at han så længe havde fundet smag i sit uregelmæssige liv i udlandet. Men der var en ting, som legationssekretæren forundrede sig endnu mere over; og det var, hvor godt han kom ud af det med sine indtægter. At leve for 2000 kroner om året syntes ham et halsbrækkende kunststykke, og dog udførte han det. Det vil da sige: han havde jo en smule biindtægt; men Christian Fredrik sagde altid, at det var så godt som ingenting. Hvormeget det var og hvori disse småindtægter egentlig bestod, fik han aldrig greje på. Vistnok kom der hvert år contocourant fra Garman & Worse, udarbejdet af konsulen selv, han fik også ofte handelsbreve fra broderen. Men hverken det ene eller det andet gjorde sagen klarere for fyrforvalteren. Han skrev sit navn under på alle papirer, hvor der syntes ham „ Rum åbent “. Stundom fik han nogle Veksler „ at udfylde “; det gjorde han også efter bedste skøn; men lige dunkelt var og blev det hele ham. • en ting var sikker — at han klarede sig — klarede sig udmærket. Han holdt to assistenter ved fyret; havde sin ridehest Don Juan og en arbejdshest, fuldt op af vin og altid nogle penge liggende, som han ikke havde brug for. Derfor anbefalede han alle, som klagede over de slette tider, at flytte ud på landet; det var rent ùtroligt, hvor billigt man kunne leve der. I de ti år, de havde boet herude, var Madeleine vokset fra otte til atten år. Også hun trivedes over al forventning godt, og da hun var bleven fuldstændig hjemme i sproget — moderen havde nok været fransk — blev hun snart kendt og afholdt i en vid kreds omkring fyret. Hun levede mest ude af huset, omkring på nabogårdene og helst nede ved søen i den lille bådhavn. En hel række af gouvernanter havde forsøgt sig på hende; men hun var vanskelig at lære. Desuden kunne faderen ikke tåle gouvernanter, som var stygge; og da de så engang fik en, som var vakker, blev det endnu galere — på den anden kant igen. Pyrforvalteren gjorde hyppige besøg på Sandsgård, enten på sin Don Juan eller afhentet i Garman & worse’s jagtvogn. Madeleine derimod havde beholdt et frastødende indtryk af det kolde, gammeldagse hus og de fine, stive mennesker. Ikke engang sin kusine Rachel, som dog bare var et par år ældre, kunne hun lide; derfor blev hun helst hjemme, og faderen var heller aldrig borte mere end et par dage om gangen. Desto mere behag fandt hun i fiskerne og lodserne nede ved stranden og oppe i gårdene. Munter og uforfærdet blev hun snart taget med på søen i godt vejr, lærte at fiske, passe et sejl og bedømme et fartøj i horizonten efter Riggen « Madeleine havde en særdeles god ven, som hed Per; han var trefire år ældre og boede på gården nærmest fyret. Per var lang og stærk med stift gulhvidt hår og store næver, der vare hårde som horn indeni af at ro. Hans øjne vare små og skarpe, som de pleje at være hos disse folk, der fra barndommen vænne sig til at stirre udover søen i regnvejr og skodde. Far til Per var enkemand og havde ikke flere børn. Men så fandt han på at gifte sig igen, og nu fik han det ene barn efter rig ) takkelads. det andet. Folk gik og ærtede Per op, at han skulle kræve gården delt; men Per ville „ vente og se “. Men jo længer han ventede desto flere halvsøskende fik han se. Folk lo så småt af ham, og en dag kom en til at kalde ham vente-per — en vittighed, som gjorde megen lykke og sidenefter forblev hans øgenavn. Per var for øvrigt ikke til at le af; han hørte til de raskeste på søen og var det fredsommeligste menneske på jorden. Han brød sig ikke stort om at udmærke sig; men han havde en slig ihærdig arbejdslyst og var ikke ræd for nogenting. Derfor.mente folk, at vente-per var en gut, som nok ville slå sig op. Venskabet mellem fyrforvalterens datter og vente-per var meget varmt fra begge sider. I førstningen prøvede en og anden af de unge gutter at tage hende fra ham. Men så hændte det en dag, hun var ude med Per, at der blæste op en frisk nordvest. Pers båd og grejer var altid af første sort, så der var ingen fare på færde. Alligevel kom fyrforvalteren, som havde set båden i den store kikkert, i en fart ned til stranden og gik helt ud på den lille molo. Ærte, tirre, hidse. — gr ejer, redskaber. „ Der er far! “ sagde Madeleine, „ mon han er ræd for os? “ „ Å — han har vel bedre forstand, “ Mente Per besindigt. Legationssekretæren havde imidlertid ikke bedre forstand, end at han var lidt urolig, der han stod. Men da nu Per med sikker hånd styrede lige ind i sejlløbet, svingede om spidsen af moloen såat båden gled roligt ind i smult vand bagom, — da blev den gamle herre imponeret. „ Han forstår s’gu sine ting “ — mumlede han, mens han hjalp datteren op; og i stedet for den skjændetale, han havde forberedt, sagde han bare: „ Du er flink gut — Per! men du får ikke lov.til at sejle med hende alene. “ Der var ingen i nærheden, som kunne høre, hvad den gamle herre sagde; men da de begge hilste — Madeleine rakte endogså hånden ned til ham — kunne alle, som så det fra nøstene og oppe fra gårdene, forstå, at Per fremdeles stod sig godt med fyrforvalterens. Og fra den dag faldt det af sig selv, at han havde eneret til at føre den unge frøken. Per tænkte op og ned, hvem han vel skulle tage med på båden. Han forstod - nøst, bådskur. godt, at hele fornøjelser! ville være spildt, om en af hans kammerater kom med. Til-slut valgte han en stakkels, halvtosset gut på en af nabogårdene, som tilogmed var tunghørt. Folk kunne ikke begribe, hvad Per ville med tomle-hans i båden; men Per var nu altid lidt egen. Per var tilfreds med sit valg; Madelaine ligeså. Og da hun nogle dage efter stak hovedet ind af døren og råbte til faderen: „ Jeg sejler en liden tur med Per! “ — kunne hun med god samvittighed tilføje: „ Ja naturligvis har han en med sig, når du så absolut vil det! “ Hun lo højt med sig selv, da han og hun løb nedad skrænten. Men fyrforvalteren gik til den store kikkert. Ganske rigtigt: agterud sad Per, der kom Madeleine ned i båden — i en fart, og på seiltoften sad en mandsperson med vadmelstrøie og gul sydvest. „ Bien / “ sagde den gamle herre beroliget, „ det er godt, at de har en med sig — i enhver henseende. “ n. Det højeste punkt på den milelange flade sandstrand var brat voldsbrækken. Der var fyrhuset bygget på den yderste kant af skråningen, som faldt så brat af mod søen, at man måtte løbe ned ad den påskjøns og krydse sig opover. Fårene havde siden umindelige tider skåret sig et net af veje i de stejle bakker, og på frastand så disse stier ud som mørkere Buer og festons, der hang udover. Søndenfor den højeste og bratteste brink. Hvor fyrhuset stod, trak kysten sig med en gang tilbage i en bue, og på det andet endepunkt af halvcirkelen lå de store bratvoldgårde, mange huse sammen som en liden landsby. Nedenfor gårdene i stranden var den lille bådhavn beskyttet af en molo af svære kampesten. Også fra fyrhuset så man ned i havnen, og derfor kunne Madeleine holde øje med Pers båd; hun kendte den ligeså godt som deres egen dagligstue. Det var ellers en prægtig stor stue, den dagligstue. Selve fyrtårnet, der ikke var højere end huset, var bygget på det sydvestre hjørne. Således havde stuen et stort * * vindu vendt ud imod havet og et imod nord med udsigt over de store sandsletter med lave lyngklitter og marehalm. I dagligstuen havde fyrforvalteren sine bøger, sit skrivebord og først og fremst. den store kikkert. Den kunne drejes på sit stativ, så man både kunne se nordover og langt udover søen. Madeleine havde også sine blomster og sit sybord her, og det smukke møblement, som onkel Garman havde bestilt fra København — legationssekretæren kunne ikke noksom forundre sig over den billige pris — tog sig godt ud i det lyse hyggelige værelse. I de lange aftener, når vinterstormene kom lige ind fra havet og kastede sig over det lille fyr hus, sad fader og datter lunt bag de tykke mure og de lukkede skodder; medens lyset faldt i regelmæssige blændende blink fra fyrlygten udover bølgerne, som kogte og brusede nede i stranden. Det evige drøn fra havet blandede sig i deres samtaler, i deres latter, i hendes musik, — deres hele liv tog en frisk smag af dette altid vekslende hav, der skyllede lige under deres vinduer. Madeleine havde arvet meget af faderens lette sind; men så havde hun også noget heftigt — en af gouvernanterne havde kaldt ______ w det trods. Da hun derfor blev voksen, blev hun den stærkeste; faderen bøjede af, det var nu hans mettode; han lo af sin lille tyran, og hun ruskede.ham i hans tykke, krøllede hår. Når den gamle herre halvt i distraktion fortalte historier, som truede med at tage en ængstelig vending, skændte hun på ham. Men når det hændte, at han i en eller anden småting ikke var rigtig tilfreds med hende, tog hun sig så nær af det, at hun følte det i lang tid. Hendes sind var muntert og frejdigt, men hun trængte til meget solskin; når faderen var i tungt humør, var hun straks bange for, at det var hendes skyld, og da blev hun ganske modløs. Madeleine havde også arvet sin faders øjne — mørkebrune og blanke; men ellers lignede hun ham kun på den slanke holdning og de smukke bevægelser. Hendes mund var for stor og hudfarven lidt brunladen. Alle måtte indrømme, at det var en kæk pige; men ingen ville kalde hende smuk; de fleste unge herrer ville være enige om, at hun var styg. — ' — en vakker eftermiddag tidligt på våren lå Per og ventede med båden udfør odden af moloen. Han havde ikke tomler hans med sig; thi både han og Madeleine vare enige om, at det ikke behøvedes, når de bare skulle ro; og i dag gjaldt det blot at forsyne hummerteinerne med friskt agn for natten' en for en roede de andre fiskere ud gennem det smale sejlløb; de havde alle en liden ondskabsfuld vittighed at slænge ombord til ham, og bestandigt gik det igen — det infame „ vente “. Det kogte i ham, der han lå og hvilte på årerne — stirrende ufravendt mod fyrhuset deroppe. Men der var alt stille. Det solide lille stenhus lå så fredeligt og velholdent i det klare solskin. Det skinnede i de blanke ruder og på den rødmalede hat over fyrlygten; han kunne se fyrdrengen gå udenom på det lille galleri og pudse glasprismerne. endelig — langt om længe kom hun ud på trappen. Et øjeblik efter var hun ude af gården, hen over den indhegnede mark, teine, ruse. som hørte til fyret, ud gennem den lille port i gjerdet, og nu kom hun i fuld fart nedover skråningen. „ Har du ventet? “ råbte hun, da hun kom helt ud på spidsen af moloen. „ Hop ikke! “ ville han have råbt igen; men det var for sent; uden at minke fart var hun sprunget fra bryggen og lige ned i båden. Hun gled med benene, så at hun kom til at sidde på tiljen; lidt af kjolen hang i vandet. „ Fanden til fruentimmer! “ råbte Per; han havde vist hundrede gange, sagt hende, at hun ikke.måtte hoppe i båden; „ nu slog du dig! “ „ Nej! “ svarede hun. „ Jo — du gjorde! “ „ Bare lidt, “ svarede hun og så stift på ham; men der kom tårer i øjnene; thi hun havde i virkeligheden skrubbet sig dygtig på læggen. „ Lad mig se — “ sagde Per. „ Nej — du får ikke — “ svarede hun og bredte kjolen over. Per begyndte at skøde mod land. „ Hvad vil du? “ „ Op efter brændevin; jeg vil gnide foden din. “ „ Jamen det får du ikke! “ „ Så får heller-ikke du være med mig/1 svarede Per. „ Godt — så lad mig komme op! “ Endnu før han fik lagt båden til, sprang hun iland på en sten, steg op på moloen og gik raskt indover. Hun bed tænderne sammen, thi det gjorde så ondt, når hun gik; men alligevel fulgte hun hurtigt den kendte sti med øjnene fæstede på jorden. Hun kom forbi nøstene, steg over årer, tjærekoster, gammelt tougværk og alskens skrab, som lå spredt mellem bådene; krumme krabbeklør lå rundt omkring og halvrådne toskehoveder, hvor store mætte fluer gik ud og ind i øienhullerne. Hun nåde helt op til fyret uden at vende sig; hun ville ikke se efter ham. Alligevel stansede hun på Toppen, for at puste ud; hun ville dog se, hvor langt han var kommen udover. Madeleine vidste, at de andre fiskere havde stort forsprang, altså måtte- hans båd være bagefter — mellem dem og land. Men han var ikke til at se, heller ikke i havnen. Da så hun med en gang den kendte båd; men den var ikke bagefter —næsten i række med de sidste; Per måtte have roet som en rasende. Hun forstod at bedømme afstande og vidste, hvad det var for et kraftstykke, hun så for sig; og glemmende både, at hun var fornærmet og at hun var alene, ' vendte hun sig om — som til en stor forsamling og pegede udover med strålende øjne: „ Se på ham! — det er gut, som kan ro — det! “ " Men Per sad i båden og tog- spændetag, så det knagede. Det var som om han ville straffe sig selv i den uhyre anstrengelse. Hun blev mindre og’ mindre, eftersom han roede udover, til sidst blev hun borte for ham. Men det havde han fortjent. Fanden til fruentimmer — gentog han, og hver gang tog han fat igen som om det gjaldt livet. — der var det yndigste solskinsvejr den næste dag også. Havet lå så stille som det kan ligge; en engelsk hummerkutter stod fra land med halvfyldte sejl; man kunne se det slænge i den slanke rig, eftersom fartøjet vuggede mageligt i den svage dønning. Madeleine sad ved vinduet; hun ville ikke gå ud. Hun fulgte med øjnene hummersluppen, som hun kendte så godt; det var „ Flying fish “, kaptein Crabb af hutl. Per havde altså været ude med hummer imorges; mon han havde ^ået mange? Bare han ikke havde forslidt sig i går, da han roede. Hun gik ud på bakken og så ned i havnen. Hans båd lå der; Per kunne gerne være syg. Pludseligt bestemte hun sig til at løbe ned og spørge en mand, som hun så ved nøstene. Men halvvejs i bakken mødte hun en, som kom opover. Madeleine havde ikke kunnet se ham før, fordi han var indunder det bratteste; men nu kendte hun ham straks og sagtnede sine skridt. ' Per måtte også have set hende, skønt han så ned; thi et par skridt fra hende steg han ned fra hovedstien og tog en, som var lidt lavere. Da de derfor var ved siden af hinanden, var hun lidt højere end han. Per havde en Kibe på ryggen, og Madeleine så, at der var tare i den. Ingen sagde et ord, og begge vare lige nær ved at kvæles. Da hun var et halvt skridt forbi, vendte hun sig og spurgte: „ Hvad har du i kiben? — Per. “ „ Hummer, “ svarede han, svingede kiben af ryggen og satte den på stien. „ Lad mig få se den, “ sagde Madeleine. Han tog i en fart Taren væk og trak op en uhyre stor rognhummer, som slog med de brede haleskjæl; Kibe, vidjekurv. — tare, tang. „ Det var da en overhændig stor hummer! “ Råbte hun. „ Å ja, den er ikke med de mindste. “ „ Hvad vil du med den? “ „ Spørge fyrforvalteren, om han vil have den. “ „ Hvad skal du have for den? “ spurgte hun, skønt hun godt forstod, at det skulle være en gave. „ Ingenting! “ svarede Per kort. „ Det var pent af dig — Per! “ „ Å — det er ikke stort, “ svarede han og lagde Taren tilrette. Med det samme det så ud, som om de skulle skilles, sagde han: „ Hvordan er det med foden din? “ „ Tak godt — jeg tog brændevin. “ „ Sved det? “ spurgte Per. „ Å — ikke stort. “ „ Det var godt gjort, “ sagde han og løftede øjnene så langt som til spidsen af hendes hage. • nu måtte de vel skilles; der var ikke mer at sige; men Madeleine syntes, at Per var svært ubehjælpelig. „ Farvel Per! “ • „ Farvel! “ svarede han, og begge drog sig et par skridt afsted. ' „ Du Per! — hvor skal du hen, når du har været oppe med hummeren? “ „ Ingen plads, “ svarede Per. Han var dog alt for dum; — og alligevel vendte hun sig endnu engang og råbte: „ Jeg går nordover i marehalmen, her er så vakkert vejr — “ derpå løb hun. „ Å ja! “ svarede Per og for som en kat opover skrænten. Mens han løb, kastede han al Taren fra sig, for at have hummeren fri; og da han fik op køkkendøren, slængte han uhyret på bænken og råbte „ Værsågod! “ idet han forsvandt. Pigen havde kendt ham på målet og løb efter, for at bestille fersk fisk til fredag. Men han var alt udfør bakken; hun stirrede halvræd efter ham og mumlede: „ Jeg mener, degeren tog han Per! “ — den gulhvide sand strakte sig nordover med sine grønne tuster af marehalm, sålangt øjet kunne nå. Kystlinien bøjede sig i næs og bugter, hist og her en "klynge både, måger og ringgjæs havde travelt i stranden, medens brændingen rullede med små krumme bølger, der tindrede i det klare solskin. Per tog hende snart igen; thi Madeleine degeren, fanden.— tust, dusk, tot. — Tage igen, indhente. gik langsomt i dag. Hun havde plukket et par unge aks af marehalmen og prøvede at fæste dem i hattebåndet, mens hun gik. Uvenskabet fra i går hvilede tungt på dem begge; det var egentlig den første begivenhed, som indtraf i forholdet mellem dem; og de følte kanske — hver på sin måde — at de stod ved et afsnit. Derfor gjorde de begge så- stor en bue som muligt udenom det, som egentlig beskæftigede deres tanker. Og samtalen gik i korte, ligegyldige sætninger afbrudt og stakåndet. Tilslut måtte hun prøve at bringe ham nærmere til sagen og spurgte ham, om han fik mange hummer i nat? „ Syvogtyve — “ svarede Per. Det var hverken mange eller få, så derom var ikke mere at sige. „ Du roede fort i går — “ sagde hun og bøjede sig; thi hun følte, at nu nærmede de sig. „ Det var'— det var, — fordi jeg var alene i båden — “ kom det stammende; han forstod straks, at det var dumt sagt; men han kunne ikke hjælpe det. „ Kanske du tiger bedst at være alene i båden? “ spurgte hun raskt og så på ham.. Men da han stod der foran hende — det lange, ubehjælpelige mandfolk så ynkeligt forfj amset og sønderknust og alligevel så stor og stærk og vakker, kastede hun sig med et lidet sprang om halsen på ham og sagde halvt leende halvt skamfuld: „ Å du Per! — du Per! “ Per havde ingen ide om, hvad han skulle foretage" sig med en dame, der hang ham om halsen, og han stod derfor ganske stille. Han så nedover det lange sorte hår og den slanke ryg, — og skælvende over sin egen dristighed lagde han sin svære arm lempeligt omkring hende. De vare komne ind mellem marehalmen, og bag en af de største tuer satte hun sig i det varme tørre sand. Han fik plads ved siden af hende. I Per sad og så sig om, af og til gled hans øjne hen over hende, men altid usikkert; han begreb øjensynligt ikke situationen. Og tilslut blev han hende så komisk, at hun rejste sig leende og råbte: „ Kom Per! — lad os løbe! “ Snart løb de, snart gik de fod for fod; hans tunge søstøvler gjorde et bredt mærke i sandet, og hendes små damestøvler tog sig så snurrigt ud ved siden, at de måtte vende sig og le. De legte og lo som børn uden at mærke, at de vare voksne, og Per måtte love, at holde op med at tygge tobak. Og langsmed den bugtede strand lige på randen af det store friske hav fejrede de sin livsfest — disse unge hjerter, mens brændingen rullede med små krumme bølger, der tindrede i det klare solskin. — — fyrforvalteren havde netop fuldført et brev til sin Broder. Det var et af disse kedsommelige forretningsbreve med indlagte vexelblanketter. Aldrig kunne han lære, hvor han skulle anbringe sit navn på disse utålelige, langagtige papirer. Men — underligt nok! — broderen sagde bestandig, at det var ganske rigtigt, og Christian Fredrik var uhyre nøje på det i slige ting. Nu var da brevet afsendt, og den gamle herre åndede lettere, medens han stod ved vinduet og så udover. Da opdagede han to skikkelser, som gik nordover mod sandsletten. Halvt i tanker flyttede han hen til det andet vindue og rettede den store kikkert. „ Hm! — “ sagde han, „ er de nu der igj en! “ • ' pludseligt rejste han sig: „ Hvad behager? — jeg tror såagu hun er gal! “ Legationssekretæren bøjede sig igen ned til kikkerten og kastede sin cigarette. Jo, ganske rigtigt! — det var hans egen Madeleine om halsen på vente-per. han gned ivrigt glassene med sit lomme\. Tørklæde. Se så! — der gik de da ordentligt ved siden af hinanden. De vare indimellem marehalmen; nu gik de ind i en stor Tue og blev borte. Han rettede betænksomt kikkerten mod den anden kant af tuen og ventede. „ Nu da? “ sagde han og gned atter glasset. De vare endnu ikke komne frem igen. Der gik et par minutter, fyrforvalteren blev ganske nervøs. Endeligt så han en skikkelse rejse sig, derpå den anden. Kikkerten var udmærket, og den gamle kavaller forstod situationen ligeså godt, som om han havde siddet i marehalmen. „ Nå — nå — ikke værre! “ mumlede han; „ men det kan blive slemt nok. Det er vel bedst, hun kommer til byen. “ — ved middagsbordet sagde han altså: „ Du ved, Madeleine! — der har længe været tale om, at du skulle være nogen tid på Sandsgård — “ „ Å nej — Pappa! — “ afbrød Madeleine, og så bønligt på ham. „ Jo — barn! det er påtide nu — mener jeg — “; — der var en usædvanlig bestemthed i hans tone. Madeleine fik en anelse om, at han vidste det hele, og med en gang stod det for hende, hvad det dog i grunden var for en besynderlig formiddag, hun havde tilbragt. Når hun sad heroppe i den elegante stue, lige overfor faderen, der var så fin og statelig, tog både Per og stranden og alt, hvad dertil hørte, sig ganske anderledes ud. Og i stedet for den frejdige tilståelse, hun havde øvet sig på, da hun gik hjemover, slog hun nu øjnene ned og blev blussende rød. Dermed var sagen afgjort. Madeleine var glad over, at faderen ikke lagde mærke til hendes forvirring. Og legationssekretæren var lykkelig, fordi han slap nøjere at drøfte dette emne med sin datter. Thi den gamle herre havde just ikke sin stærkeste side i dette kapitel. Den næste dag red han altså til byen. Iii. „ c^u’øir — avant — avu — så var det! — avoir — avant — avtt — det er rigtigt — gutten min! — avoir — avant — nu vidste hele klassen, at adjunkten var falden i tanker. Han gik med lange skridt op og ned på gulvet med halvlukkede øjne, af og til gestikulerende, medens han gentog og gentog det mishandlede hjælpeverbum. På de øverste bænke begyndte man at fnise; på de nederste, hvor man ikke havde så fint øre for de franske verber, lo man med for selskabs skyld. Men den ulykkelige, som blev eksamineret, sad og skalv for, at adjunkten tilslut skulle mærke, hvad det var for en underlig konjugation. Denne ulykkelige var Gabriel Garman — yngste søn af firmaet; han var en lang, smekker gut på femten, seksten år med et fint ansigt, stor næse og en rank holdning. Gabriel sad i den nederste halvdel af klassen, hvilket var en stor skam — mente lærerne —, thi han -havde gode anlæg. Men det var en underlig, vrang gut; i enkelte retninger — f. Eks. Regning og til dels mattematik — udmærkede han sig; men i de vigtigste fag — græsk og latin — var han næsten umulig at drive frem, og Gabriel var bestemt for studering. Da den almindelige munterhed i klassen brød ud i forskellige halvkvalte lyd, vendte omsider adjunkten tilbage fra sine dybsindige drømmerier. Men da han igen tog fat på bogen, for at gå videre i eksaminationen, ville ulykken, at han endnu engang gentog: — avoir — avant! — “ han for i vejret — „ avu! “ skreg han i den højeste diskant — „ å

1893_Roth_Garnisonsliv