Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 1

Follow

Center for Humanities Computing Aarhus 18

1890_Valseth_HotelHaukenaes

Otto

Hotel Haukenæs

Valseth

Valseth

Hotel Haukenaes

male

1890_Valseth_HotelHaukenaes.pdf

Otto

Valseth

no

Hotel Haukenæs

n

roman

Cammermeyer

KB

(Ikke tilgængelig på Bokhylla)

pdftxt

nan

nan

O

Til dig — til dig, som var frejdig på færden, til du stod foran pligtbudets: skælv! — til dig, som blev færdig med verden, den dag, du blev helt dig selv — til dig, hvem jeg mistede i fråden, som føg om et livshåbs forlis, — med tak, for du løste mig gåden: at leve — på flere slags vis. i. Doktor gram rettede sig lidt op i vognen i og puffede til sin rejsefælle, kandidat Bryhne, som sad tavs og ubevægelig i en tvungen stilling, med hovedet på skakke og stråhatten langt ned over ansigtet. » Se — dér ligger det - - haukenæs! Hånd på hjerte: har jeg ikke sagt sandt? Er her ikke dejligt? « Bryhne skjøv hatten tilbage, klippede med øjnene og gav sig så til at gnikke dem. Han havde halvsovet en stund og kunne ikke se for bare solskin. » Jeg tror, vi gør holdt, til du er blevet vågen, « — vedblev doktor gram. — » For du bør se det heroppefra! Du bør ta med dig ned i bygden et totalindtryk af denne naturs vidunderlige skønhed — desto bedre vil du siden kunne nyde dens mange enkeltheder ----- -hej, Ola! Lad hesten stå lidt. « Tømmerne strammedes, og den skindmagre, udkørte skydsgamp stansed straks. Den drejede det lille, lurvede hode om mod bygden og så nedover, som om den målte den afstand, der var igen. Så skrævede den ud med alle fire og sænkede hovedet så dybt, at mulen næsten kom ind mellem forbenene. Slig blev den stående, med lukkede øjne og uden andet tegn på liv end nu og da et søvnigt vift med halen. » Er her ikke dejligt? « — gentog doktoren. Han var så ivrig, at han ikke kunne sidde stille. Bondekærren knagede under hans livlige bevægelser. Bryhne så udover —: » Jo, her er meget smukt, « — - så han. » Det skulle jeg mene! « — triumferte doktoren. — » Selv hardanger har ikke mange steder, som kan måle sig med dette. « Under fortsat lovprisning udpegte han enkelte punkter, som han især ville, den anden skulle fæste sin opmærksomhed ved. Så blev han rolig, rettede på næseklemmerne, fandt sig en stilling så magelig som mulig på den hårde fjæl og nød i stille velbehag synet af dette stykke storslagen natur, som han elskede. Ti han kendte den godt. I flere år havde han nu bodd dér i bygden nogle uger i sommerens bedste tid. Den var blevet ham et fristed, denne bygd, hvor han flygtede hen for at få puste lidt ud fra sin travle og slidsomme livsgerning. Og for hvert år var bygden blevet ham kærere. Bryhne havde ingenlunde et så åbent øje som hans ven, doktor gram, for skønhed i naturen. Og dog blev han også siddende ganske tavs og helt betat af, hvad han så. De var nådd frem til den yderste rand af den milebrede, i sin ensformighed lidt trættende højslette, som skilte mellem to bygder. En lang li sænkede sig stejlt ned til fladbygden, som lå dér så sommerfrodig og stærk i det drivende solskin, — med store, gjilde gårde på fed jord, hvor græs og korn lovede fulde hus til høst. En vandrig bæk bugtede sig blinkende hen gennem markerne, -— snart flød den stilt i bredt leje, snart snævrede den sig sammen og satte afsted i skummende stryk — fra fod til top var lien bevokset med skog, mest furru, men med løvtrærs lyse tegninger indimellem. Hist og her en liden åben flæk, —- en stump eng, som stak lys og skinnende frem i furruskogen, eller svære, mos-grodde stenrøjser, rundt hvilke ormegræs i halv mandshøjde stod og skyggede — vejen drog sig som en uhyre, støvgrå snog nedover hældet i dj^be bugtninger, ud og ind mellem træerne. Længst, nede blev den et langt stykke helt borte, indtil den i skog-brynet brød ud gjennetn et birkeholt og satte hen over sletten i en ret linje bent imod kirken, hvor den bøjede af langs kirkegårdsmuren, løb tværs over klokkerboligens tun og derfra nedad en liden bakke hen til hotellet, som lå dér flunkende nyt og glinste hvidmalt i solskinnet. » Hotel haukenæs « stod der med kjæmpebog-staver på den ene tværvæg, hvor det kunne ses langt bortefra, enten man kom til lands eller til vands. Fra hotellet førte en vejstump ned til fjorden, som på dette sted havde en betydelig bredde og så ud som en indsø, fordi landet syntes at stænge både indover og udover. Kysten på denne side tungede sig nemlig ud i næs på næs, — de fleste grønklædte, træ-bevokste og jævnt skrånende, men indimellem dem en og anden snau og tværbrat berg-knaus —, og de borteste til begge kanter stak så langt ud, at de syntes at række sammen med landet på den anden side. Derover var naturen anderledes: skrinde enge og agerflækker, små skogholt og spredte gårde på en smal strimmel af dyrkbart fladland nede ved vandet — fjældene gav ikke plads for mere. Snaue, svartblå og stupende bratte, så ingen menneskelig fod kunne klare at klyve dem, rejste de sig som en vældig, kompakt masse til flere tusen fods højde. Øverst oppe lå skinnende sne i store flaker, så faste og dybe, at sommersolen aldrig vandt at få tinet op stort af dem. Fra disse evige snelag kom der smale, iltre, skumhvide fosse, der hang som lange, glinsende tråde nedover de mørke bergvægge. Bag fjæld-muren glitrende snetoppe, så langt synet rak. — der var ikke et fnug af en sky på himlen. Intet drag kunne kendes i den sol-mættede, dirrende luft. Ikke ét strejfende vindpust skar krusning i den blanke fjord, som bare havde nogle svage strømstriber hist og her mellem de mange næs på denne side, hvor vandet var blågrønt. Længer ude blev det rent blåt, og henne ved det andet land, hvor der var dybest, og fjældene skyggede, fik det en endnu mørkere farvetone — indtil det længst inde blev næsten sort. — nedenfor hotellet, som både i størrelse og stil ragede pralende frem mellem de fire—fem ældre bygninger, der lå i en halvkreds omkring det, stak en nybygd brygge langt ud fra en gammel, skæv sjøbod med græstørv på taget. For enden af bryggen lå et fjorddampskib, lidt længere ude to jagter, den ene tom, den anden lastet med planker til langt op på masten. I tjæren ved siden af sjøboden sås et mylder af både — for det meste store stasbåde med brede rænder af skrigende farver langs siderne — det var kirkesøndag, og almuen havde git talrigt møde. Hverken på bryggen eller ombord i fartøjerne var et menneske at se. Men nede i tjæren rørte det sig. De sidst ankomne stræved med at få sine både kilet ind mellem alle de andre og gjort fast. Nogle kvindfolk, som havde entret i land fra båd til båd, stod henne ved sjøboden og hjalp hverandre med at rette på kirkepynten. på klokkergårdens brede tun var kjøre-tøjerne stuvet sammen, og alle de heste, som stalden ikke kunne rumme, stod bundet omkring udhusene og knegged til hverandre. En tæt, grå klump af mandfolk fyldte den del af tunet, som ikke var optat af kærrer og karioler. De andre havde slåt sig ned i grøftekanten på begge sider af vejen. Helt op til kirkegårdsporten sad de i rad og række og ventede på, at klokken skulle ringe dem ind i det lille, hvidmalte gudshus, hvis tagryg buede sig under vægten af et tungt, firkantet tårn. Kvindfolkene holdt til på kirkegården, hvor de stod i større klynger eller gik tre-fire sammen i det høje græs mellem sunkne grave og skæve kors. Derinde lyste det af hvide skaut, brystlin og røde livstykker. — Bryhne var blevet færdig med at se og beundre. Den varme luft, fyldt til overmål med skarpe uddunstninger fra lyng og barskog, fik ham igen til at halvsove så småt. Doktoren sad fremdeles vendt mod bygden og stirrede med store, grådige øjne — han kvap til, da kirkeklokken satte i at ringe med en hæs, sprukken lyd, som skar stygt ind i stilheden. » Huf dal « — så han. — » Man skulle tro, de bruger en gammel kasseret gryde. « Han fik benene i den stilling, som var nødvendig, for at han ikke under kj ørselen pludselig skulle finde sin runde person igen på bunden af kærren —: » Ja, så skal vi vel videre —. « Gampen vågnede og sled i med et mat tilløb til trav, og kærren skrangled nedover de dybe slangebugtninger, som vejen gjorde i lien. Da de kørte forbi kirken, var almuen så vidt begyndt at sige ind. Der blev en liden stans, mens alle giodde. Nogle af dem, som endnu sad i grøftekanten, lettede lidt på sig, en enkelt tog til hatten. På klokkerens stentrap stod et lidet, korpulent fruentimmer i bymæssig dragt. Hun holdt en rød parasol højt i vejret og stirrede skarpt på de kommende — så gav hun sig pludselig til at nikke med alle tegn på en genkendelsens overstrømmende glæde — » Velkommen til haukenæs i år igen! « — råbte hun med dyb, kraftig stemme. Doktoren hilste og takkede forbindtligst. » Var det klokkermadamen? « — spurte Bryhne, da de var kommet forbi. » Fejl — så fuldstændig fejl som vel mulig. Det var såmænd ingen mindre end frøken Inga flatebø, datter af bygdens krøsos, proprietær Gunnar flatebø. Hun er forlovet med ervik, ejeren af hotellet. Ja — det vil sige, det er ham, som står som ejer, men foreløbig — indtil datterens giftermål — er det nok gamlingen på flatebø, som ejer det meste af herligheden. « De holdt foran hotellet. Et rankt, sortklædt fruentimmer med et smukt, men ejendommelig hårdt ansigt, kom ud på den overbyggede trap. Doktoren hoppede ud, tog trappen i lange sprang og trykkede den sortklædte i begge hænder. » Goddag, goddag, fru Margrete! Ja, her har de mig i år også — og ikke alene, som de ser. Men det kan vel ikke være vanskeligt for husrum nu, da de har fået denne pragtbygningen færdig. Det er sandelig gået fort med den, for man var ikke kommet stort længer end til grundmuren, da jeg måtte drage i fjor. « » Det gjaldt jo om at være færdig, til -engelskmændene kom, « — svarede Margrete med tør, forretningsmæssig kulde. — » Rigtignok har vi ikke set stort til dem, for ruten er ikke indarbejdet endnu. Men en og anden kunne jo stumpe til at komme indom. Vi venter for resten et selskab på fem-seks stykker om nogen tid. De skal ligge her og fiske. « —- doktor gram stansed lidt foran tavlen i gangen. Der stod bare tre navne, et højt oppe og de to længst nede. » Ja, desværre — næsten tomt hus, som de ser, « — så Margrete. — » Vi har bare en enkefrue fra Kristiania, som skal være her hele sommeren, og et par studenter, som rejser billigt og spiser smørogbrød tre gange om dagen. « — doktor gram løb ud på trappegangen og råbte om vaskevand efter den national-klædte jente, som havde vist dem rum. » I fald de ønsker det mere fuldstændigt, så har vi badeværelse også, « — så Margrete nedenfra. » Tidsmæssigt i enhver henseende altså! « — doktoren bøjede sig ud over gelænderet. — » Det har nok kostet, dette her — « » Ervik-slægten har aldrig været ræd for at gi penge ud, den, « — så Margrete. Hun blev borte i gangen. » Nej — hverken egne eller andres, « — mumlede doktoren. — Bryhne stod i skjorteærmer i døren mellem deres værelser. » Du fortalte jo, at det var bønder, som havde hotellet, « — så han. — » Men den Margrete er da ikke noget bondefruentimmer — « » Bondefødt, men dame så perfekt som nogen. Hun har sin historie — trist som slægtens, hun er kommet af. Ja, i grunden er det da bare én historie, som der kanske bliver tid til før middag — skønt den passer ikke egentlig ind i landligger! og sommerglæder. Men ønsker du det, skal du få den så omstændelig, som jeg har den fra Margrete selv, fra hendes bror og fra andre. « Han begyndte at rode i en håndkuffert efter de toiletgjenstande, som han skulle ha med sig ned til badet, — opdagede så, at hans værelse havde dør til en altan, og måtte straks ud for at se — om en stund råbte han på Bryhne, som kom med et spraglet sommerslips i hver hånd — han skulle just til at vælge — » Ikke sandt —, « doktoren pegede ud over fjordpartiet, som de havde lige imod sig, — » her må selv en sløv og nikotinforgiftet melankolikus som du kvikne op og kende sig sund på sjæl og legeme? « Bryhne klaskede slipsene mod hinanden —: » Får håbe det bedste, « — så han. i. Det var historien om en slægts storhed og fald,, som doktoren fortalte, da de en stund efter sad i » salonen «, — et rum så flot udstyret, at det fortjente denne benævnelse, som var malet på døren. Ervik-slægten havde gennem flere led været den rigeste og mægtigste i bygden. Myndig og stolt sad den ældste gren på odelsgården, — de yngre gjorde rige gifter og samlede meget jordegods. Men skønt slægten engang var adskillig forgrenet, vedblev den dog altid at være én. Samholdet var stærkere end rivningerne. Det, som bandt, var nok i grunden den fælles stamme-stolthed. Men det, som den gang holdt slægten sammen og øgede dens magt, skulle senere blive grunden til dens svækkelse og undergang. Der kom den tid, da erviks-folket ikke fandt nogen anden god nok for sig, og så begyndte familierne i stor udstrækning at gifte sig ind i hverandre. Det blev næsten regel, at ingen valgte udenfor slægten. Og så kom forfaldet, snigende som en fut sot — slægten visnede hen. Den fostrede ikke længer mænd med slig krops-kraft og gløghed som i svunden tid. Klejne folk og tomsinger blev der fler og fler af, enkelte tilfælde af galskab forekom også. Mange døde i barnealderen, slægten tyndedes stærkt, den ene gren skrumpede helt ind — jævnsides med denne slægtens bortvisnen gik dens økonomiske forfald. Sløvhed og van-skjøtsel, drukkenskab og pralfuldt sløseri virkede i fællesskab til at sprede midlerne og dynge gæld op over det, som blev igen — det var Tore ervik, den nuværende hotelejers bedstefar, som gav slægten det afgørende økonomiske knæk. Samtidig bragte han den i vanrygte ved sit forargelige levnet. Hos ham var alle slægtsejendommelighederne udartet. Myndigheden var blevet til brutalitet, stoltheden til latterligt hovmod på grænsen af galskab. Skønt skral og vissen fra ungdommen af, var han alle sine dage en storsnudet og brautende kranglefant. Mang foldige gange fik han kende kny tnævers dans på sin ryg, og ikke så sjælden var han i fare for at få værre medfart end tørre bank. Meget og mangt, som han tog sig for, viste tydelig nok, at han til sine tider havde mere end én skrue løs. Snyderier og tvilsomme affærer kunne han være nok så giøg om at greje til sin fordel, men alting strøg med igen, så fort som han fik det. Brændevinsflasken brugte han til stadighed, og ingen skjønte, hvordan hans åbenlyst uterlige liv kunne undgå lovens straf. Hans kone — også af ervik-slægt — blev sindssyg tilslut. Hele barneflokken, med undtagelse af den ældste søn, døde i ung alder. Da Tore var borte, mente de fleste, at slægten måtte gå fra odelsgården — så overtag behæftet med gæld, som den var. Men det blev dog ordnet slig, at sønnen fik beholde den — og beholdt den til sin død. Denne søn — Kristian hed han — var anderledes end faren. Stilfærdig, nok så ordentlig og strævsom, men tungsindig og nedbøjd under det tryk, han fra første stund havde på sig. Han giftede sig med en stærk og frisk jente fra nabobygden og fik med hende tre barn, en datter først og så to sønner. At redde slægten fra undergangen, som hang truende over den — det var målet, som Kristian ervik stilede imod. Dag og nat pinte han sig med at finde midler til at tjene penge, så han kunne ryste af sig alle disse tyngsler, som gjorde hans fædregård til andres ejendom — han begyndte småt og forsigtig. Men da det intet monned, slog han større på, og inden få år var han oppe i ville spekulationer og dristige foretagender. Han drev skoghandel, oprettede et sagbrug, anla en mølle og havde svært mange jærn i ilden, — holdt det gående på denne vis i længere tid, fik andre med sig på det, som han ikke magtede alene, tjente penge og tabte dem igen — så en dag skjønte han, at han aldrig nådde did, han ville. Heldet blev borte — slægten var dømt. Han fik en slem tid, delt mellem mørk fortvilelse bag lukket dør og vild rangel i det selskab, som først kunne opdrives. Men så tog han sig sammen og begyndte at fundere på, hvordan han lettest burde møde det, som ikke var til at undgå — sig selv havde han ingen bekymring for. Han kunne sagtens holde det gående sin tid, og hvis ikke, så behøvede han jo ikke at trækkes med det, længer end han selv skjøt-ted om. Men barnene — dem gjaldt det at sikre, eller i det mindste at hjælpe dem nogenlunde ivej, for til dem blev der nok ikke synderligt hverken af løst eller fast — så en dag havde han sin beslutning færdig: barnene skulle ud af bondestanden — højere op. Det ville koste penge, men dem måtte han vel kunne skaffe, hvis han forstod at sno sig. Og da, når barnene var holdt så langt frem, at de kunne greje sig på egen hånd, da var vel grunden blevet så hul under ervik, at den ikke kunne bære længer — men da måtte det også så gladelig ramle alt sammen! Barnene blev straks sendt ind til Kristiania for at sættes i fin skole. Datteren, Margrete, var den gang i konfirmationsalderen. Gutterne skulle studere — til hvad de selv ville. I de følgende seks-syv år så man dem ikke på ervik, undtagen engang imellem i sommerferien. Det gik imidlertid så ynkelig småt med erviks-gutterne. De var begge to så underlig træge og uden fremfærd. Hvor ofte og hvor strengt end Margrete — som i modsætning til brødrene var anspændt energi helt ud i fingerspidserne — faldt over dem for deres slappe dagdriveri — lige trægt og småt gik det med dem. De ranglede slemt, sommetider rent vetløst. Penge forstod de ikke at behandle, men brugte i frejdig ligegladhed det dobbelte af, hvad faren formådde at sende. Halvor, den ældste, drev det omsider til at blive student. Men så blev han gående og klusse uden at begynde på noget studium, tog lidt undervisning i musik, som han havde lyst og anlæg for, men uden at det blev til noget med det heller, kom i dårligt selskab og skejede mere og mere ud — den anden, Svejn, blev i tyveårsalderen ked af at sidde på skolebænken, og en dag strøg han fra landet, uden at nogen vidste om det. Han skrev hjem fra England, at han var rejst did for at lære sig op som handelsmand — og at han trængte penge — erviks-manden blev gammel og grå længe før tiden. Til alt det mere kom også, at konen døde fra ham. Syg og træt gik han derhjemme og stilhed og stræved, så godt han kunne. Datteren var hans eneste glæde. Der kom ligesom sol og varme i de store, triste stuer, når hun var hjemme i besøg. Hun var blevet så staut og ferm og vakker, og allerede i flere år havde hun underholdt sig selv som lærerinde — en dag kom der brev, som fortalte, at hun var blevet forlovet, — med en ingeniør af stor og landskendt embedsmands-æt. Han var ansat ved en udenlandsk fabrik — var bare hjemme en snartur — måtte straks tilbage til sin post, men kom igen til høsten, og da skulle bryllupet stå. Enhver kunne se, hvordan Kristian ervik livned til og blev rankere fra den dag, han fik dette brev. — det var en uges tid, før han skulle rejse ind til datterens bryllup, — en mørk og kold høstaften med regn. Han sad alene i stuen og tænkte på meget og mangt, — tænkte op igen, hvad han havde tænkt så mangfoldige gange før, — tænkte på slægten og dens triste saga, — på sin egen lange, håbløse kamp for at afvende forbandelsen fra dein, som intet havde forbrudt — — nu som før stansed tankerne i en stor, tung anklage — gårdshunden satte i med en gneldrende bjæffen, og straks efter kørte nogen ind på tunet. Han gik hen til vinduet — det var endnu så vidt lyst af dagen, at han kunne se lidt — en kariol holdt nedenfor trappen. Skyds-gutten stræved med at få skvætlæret op. Et højt fruentimmer steg ud — hun var indpakket for stygvejret og havde slør for ansigtet, men han kendte hende straks — det var Margrete — og i samme nu anede det ham, at en ulykke var hændt. Han blev iskold og greb fat i vinduskarmen — kendte sig ikke i stand til at gå imod hende — hun stansed lidt i døren, indtil hun fik øje på sin far henne i mørket — » God aften 1 « — hilste hun, højtog hårdt. Han svarede ikke. Denne døde stemme havde sagt ham, at ulykken atter var over erviks-lægten. Endelig magtede han et par skridt frem imod hende — » Hvad er det? « — spurte han. Margrete gik hen og satte sig — » Jeg er blevet enke, « — så hun. » Enke —? Å ja — jeg skjønte det straks — « Margrete rev regnkåben op og trak frem et krøllet og smudsigt papir, som hun rakte ham. » Se — der står det! — — det er telegrammet, det der. « Han stod og fingrede ved papiret, holdt det med rystende hånd op mod den grå lysning fra vinduet — » Jeg kan intet se, « — så han. — » Men det gør vel også det samme — « Margrete stak papiret til sig. Om en stund så hun, hårdt og tonløst som før: » Der er rendt to jærnbanetog mod hinanden etsteds nede i Frankrig — og han var med det ene. De fandt ham som en blodig kødklump under en knust vogn. « Den gamle gik langsomt hen i krogen ved ovnen, hvor han satte sig — » Så er det da slut, « — så han stilt. Han ludede fremover, med albuerne på knæene og hovedet i hænderne —• » Å herregud — å herregud! « — sukkede han, gang på gang. Margrete sad rank på stolen, med dybt, tungt åndedrag. Hun bevægede hænderne i små, hidsige ryk, og hver gang raslede det skarpt i regnkåben — så sprang hun op, stampede, så det sang i gulvplankerne, og skreg: » Hvad er det da, vi har gjort, siden skæbnen altid forfølger os? Hvad har vi forbrudt, siden ulykke på ulykke vælter ind over os? Hvad er det for slags mand, han som sidder deroppe og styrer? « Den gamle kom hen til hende —: » Hys — du skal ikke rase! Jeg har også rast, men det gagner ikke noget. Man får finde sig i det — og bøje sig under det. « » Bøje sig under det! « — hun hånlo — ledte efter ord, men kunne ingen finde. Så stampede hun igen, stærkere end før — » Å-å! « — hvislede hun mellem sammenbidte tænder — hænderne holdt hun knyttet frem foran sig — » Margrete! « — så den gamle strengt. — » Tag vare på din forstand. Der har været gale folk før i vor slægt. « Hun tog sig til hovedet, faldt ravende ind mod væggen og seg helt ned på gulvet — » Å gud — jeg holdt så meget af ham! « — stønnede hun. Så løsnede gråden, en voldsom krampegråd med rallen og skrig indimellem. Den tog helt magten fra hende — hun lå flad på gulvet og fægtede med armene — den gamle løb efter folk. De fik hende båret op. Og så gik der ilbud efter doktor. — hun stod det snart over. Stille og bleg, med et underlig hårdt udtryk, som om noget var frosset i hende, kom hun ned i sørgedragten og tog fat på det huslige stel. Hun blev hjemme. Men gamlingen faldt rent sammen efter dette, som slog hans sidste håb så brutalt til marken. Han blev ijantet, gik omkring og småsnakkede med sig selv og ville helst være alene. Han dudde ikke længer til noget slags arbejde, sov ikke om nætterne, men tusled omkring i stuerne nedenunder og drak i smug, så han lå både her og der — Margrete gjæted ham ved dag og ved nat. Men hvor godt hun end gjæted, så fandt man ham dog en morgen ud på vårparten hængende under en af bjælkerne i storstuen. så kom fordringshaverne og skifteretten, og gården skulle til auktions. — dagen før auktionen humpede Morten haukenæs opover erviks-bakkerne. Han var i puds og sveded under filthatten. Morten haukenæs var en halvgammel og temmelig stivbenet ungkar, som sad særdeles godt i det. Han ejede en veldyrket liden gård, holdt skydsstation, drev landhandel og havde desuden, efter hvad man vidste at fortælle, en bankbog, som lød på adskillige tusener. Der var nok mange, som gerne ville blevet kone på haukenæs, skønt Morten alle sine dage havde været både styg af person og sur tilsinds. Han slog sig ned på en krak indenfor køkkendøren, pustede godt ud og tørked omstændelig sveden af ansigtet og sneslapset af støvlerne. Så spurte han, lidt usikker i stemmen, om jomfru Margrete var at træffe, blev vist ind i stuen og satte sig også der lige ved døren — han prated en stund, tungt og tvungent, om den sorgens og hjemsøgeisens tid, som nu var på ervik. Margrete lod ham snakke alene — så kom der en ny svedebyge over ham, han blev rød i ansigtet — og fik endelig under megen kropsvriden og næsesnøften krystet frem det, som var hans ærinde — hun måtte ikke ta det fortrydeligt op, men han var kommet for at fri til hende. Det var jo nok så, at han ikke var ung længer — og endnu mindre vakker, gud bedre det —, og han kunne da skønne, at en simpel landhandler sagtens ikke var noget til mand for hende, som havde været så længe mellem de fine og fået dannelse og boglig lærdom. Men alligevel — han havde nu gået og set på hende — og forelsket sig i hende — og han havde jo det at gifte sig på, som mange andre manglede — og han troede ikke, hun skulle komme til at angre det, om hun tog ham — Margrete stirrede længe på manden — hun forstod ham ikke først. Så gik sammenhængen op for hende, og hun havde allerede det korte afslag på læben — men hun gav det ikke ord. En tanke greb hende — det var jo rigdom, som her lagdes i hendes hånd. Og rigdom, penges vældige magt — den var det, hun nu tørstede efter. Hun var blevet besat af en vild, ubændig trang til at trodse den skæbne, som havde slåt hende selv med så tunge slag og jaget hendes nærmeste ud i svarede elendigheden. Hun var syg af begær efter at rejse ervik-slægtens magt og anseelse på ny, så vidt det stod i kvindemagt, — og netop her, mellem alle disse mennesker, som havde set dens fornedrelse og undergang — og som pinte hende til fortvilelse med sin medynk, hvad enten den var hyldet eller oprigtig — det var sidste dag, hun sad på sine fædres gård. I morgen skulle hun gå fattig ud i verden for at tjene brødet — og nu kom denne mand med sit tilbud — hun rejste sig og drev et par gange frem og tilbage, mens hun så på ham fra siden. Han sad andægtig i betragtning af årstal og fabrikstempel på kakelovnen — liden og uanselig var han, krum i ryggen og rødblisset i ansigtet. Lange, grå hår-tjavser var såpestrøget glat bagover for at skjule issens snauhed. Hun kendte væmmelse, vendte sig bort og gik hen til vinduet. Men ved synet af det velflidde tun, hvor ikke en kat rørte sig, hvor alting stod opstillet og ventede på morgendagen, — ved tanken på, at da skulle rub og stub under hammeren og spredes for alle vinde, så der ikke blev mere igen til hende end det, hun gik og stod i — seg armodens og hjem-løshedens tyngsel over hende — og magt-begjæret vågnede, hastigt og hidsigt — hun satte sig rask hen til den ventende og spurte: » Er de så rig, som folk siger? « Morten haukenæs så et øjeblik forbløffet på hende. Så svarede han: » Jeg har gård og grund — en bedrift, som lønner sig godt — og denne her. « Han trak frem bankbogen, som han havde taget med for sikkerheds skyld. Hun så i den, faldt i tanker, rejste sig og så: » Ja — det haster vel ikke. De kan jo hente svaret en anden gang. « Morten haukenæs fik åndenød, blev urolig på stolen og snød sig — ja — han var jo taknemmelig for det — men bedst var det kanske, om hun ville ta sin bestemmelse før auktionen — for han kunne nok skønne, der var mange ting, som hun hadde lyst til at beholde — og han skulle såmænd i tilfælde købe alt, hun bare pegede på — af løsøret da, for gården kunne der jo ikke være tale om — » Før auktionen — den skal være i morgen, den--------ja, ja — kom de i morgen tidlig. Nætterne kan være lange, de. « Morten haukenæs var ualmindelig rap til-bens nedover erviks-bakkerne. Margrete stængte sig inde på sit værelse, hvorfra der hørtes både gråd og stønnen udover natten. Da hun kom ned næste morgen, var hun blevet år ældre. Morten haukenæs købte meget løsøre på auktionen. — et halvt års tid efter bryllupet døde han pludselig. Så var da Margrete alene om den vidtløftige bedrift. Hun skrev til sine brødre og bad dem komme til haukenæs. Hun kunne skaffe dem beskæftigelse, og de kunne være hende til hjælp. Den ældste svarede, at han ikke ville friste arbejdsmands kår dér, hvor hans fædre havde været odelsbønder. Siden hørtes der ikke mere fra ham eller om ham. Men den yngste fulgte opfordringen, og ham fik Margrete gagn af. Han styrtede sig formelig glubsk ind i arbejde, så tungt, som han kunne finde det, og sled som en hest fra morgen til kvæld. Der var ikke i bygden den husmand, som til stadighed gik så stupende træt i seng som Svejn ervik. — turisterne begyndte at finde vej til den naturskønne, men bortgemte bygd. Der kom flere og flere af dem for hvert år, og Margrete skjønte, at om ikke længe ville det være alt for småt stel med det gæstgiveri, som fra gammel tid var på haukenæs. Så blev det da målet for hendes aldrig hvilende ærgerrighed at få i stand et stort, flot, tidsmæssigt indrettet turisthotel. Men hun kunne ikke komme langt på vej med et sådant foretagende, om hun end tømte Morten haukenæs's bankbog til sidste hvid. Der var ikke andet for: hun måtte indtil videre slå sig til ro med de tolv små og tarvelige gjæsterum i den gamle, halvrådne bygning, hvor de rejsende ikke kunne få sove, fordi rotterne holdt sligt leven fra kælder til loft. Tilfældet kom hende uventet hurtig til hjælp. Inga flatebø, som havde været i hovedstaden for at blive dame, vendte hjem, blev daglig gæst på haukenæs og forelskede sig både fort og grundig i Svejn ervik. Da al hendes signalisering blev upåagtet af denne, meddelte hun sig til Margrete, som efter en del overlæg tog sig af hende og talte hendes sag. Svejn stod imod en tid, for han brød sig ikke det bøs om den trinde, udspjåkede gård-mandsjente. Men Margrete drev hårdt på med sine forestillinger om, hvor uhyre meget ville være vundet til slægtens genrejsning, dersom dette rige gifte kom i stand, — og at Inga, trods sine naragtigheder, var en bra’ og skikkelig jente — Svejn var viljevek og lidt af en tutling, når han havde med en stærkere at gøre. Desuden var han blevet så ulysten til at råde for sin egen skæbne — og så gav han efter i slap resignation — » Ja, ja — lad det ske, som du vil da, « — så han. — » Lykkeligt bliver ægteskabet ___37 _. Sagtens ikke, men lykke har vel vi ingen ret til at fordre — som det synes. Og når du, som var den bedste af os, kunne sælge dig for levebrødets skyld, så kan vel jeg også. « — gamle Gunnar flatebø likte slet ikke partiet og skabte sig sint, fordi datteren ville gifte sig ind i slig en dårlig og halvgal slægt. Men Inga var af den natur, at når hun for alvor ville ha noget drevet igennem, så brød hun ned og sopte væk alt, som kom hende påtværs — og gamlingen måtte fire. Margrete begyndte straks at lirke om turisthotellet, som nok kunne blive til noget, når Inga flatebøs medgift sloges sammen med Morten haukenæs’s bankbog. Inga var med uden betænkning, og efter at hun en tid havde tumlet med gamle flatebø’en, som bandte og svor på, at han ikke ville leve den dag, da hans datter blev » værtshusmadam «, fik hun ham til at lukke ordentlig op for pungen. — — » Se, det er historien, « — sluttede doktor gram. — » Nu vajer flaget over hotel haukenæs, hvor ervik-slægtens nye æra skal udfolde sig. Vorherre må vide, hvordan det vil gå. « Bryhne blev i den stilling, som han havde havt hele tiden, mens den anden fortalte —: dybt nedsunken i en lænestol, stirrende ud gennem fløjdørene, som var vidt åbne — solsejlet skyggede over den brede terrasse, hvor de store, broncemalte urner endnu stod tomme. Den indhegnede plads nedenfor, som med tiden skulle blive have, lå i stærkt, hvidt sollys — nogle ungbirke dernede skinnede som sølv. Doktoren drev omkring og keg på de fine møbler, som glinste af frisk politur, — klunked lidt på pianoet, tog så en avis og satte sig lige over for Bryhne på den anden side af bordet. Fra et par blomstrende rosentrær henne ved det ene vindu sivede en fin, sødlig duft ud i rummet. Fluernes summen gjorde stilheden endnu mere mærkbar. Af og til hørtes hurtige, dæmpede skridt gennem den matte-belagte gang, — en dør blev åbnet og lukket langt borte i køkkenregionen — så kom der nogen hastig farende opad trappen til terrassen, og et øjeblik efter stod en slank, smekker dame i døren. Hun var varm efter anstrengelsen, solhatten holdt hun i hånden, det blonde hår fløj i flur om panden. Bryhne kom på benene med et sæt, så det knagede i lænestolen. Stiv og bleg stirrede han på den unge dame, som stansed brådt og stirrede på ham igen, mens rødmen svandt fra hendes kinder. Doktoren så forbavset op fra sin avis, vendte sig mod døren, rejste sig ligeledes og blev stående, med den yderste grad af forfjamskelse malet i sit ansigt — » Laura— er du her! « så Bryhne endelig. » Ja, som du ser. « Hun tog sig sammen og kom ind, gjorde en bevægelse, som om hun ville række ham hånd, men stansed halvvejs. Så så hun, med et mislykket tilløb til latter: » Et højst overraskende møde — ikke sandt, mine herrer? « » Jo, tilforladelig, « — svarede doktoren. — » Vi havde ingen anelse om, at de var her. « Laura la hatten fra sig og gik hen foran spejlet, hvor hun begyndte at ordne sit hår —: » Jeg har såmænd bodd her halvanden måned allerede. « » Der står fru Berg på tavlen, « -— så doktoren langsomt. » Der står fru Berg på tavlen, ja. « Bryhne havde sat sig. Doktoren så halvt ulykkelig, halvt sint ud, mens han stod og brættede avisen på kryds og tværs — Laura blev færdig med håret, slog noget mos og strå af sin kjole, satte sig og så smilende på de to herrer. Da ingen af dem brød tavsheden, så hun: » Så forfærdelig en begivenhed er da dette møde ikke, at vi behøver at tabe mund og mæle derover. Kom nu

1871_Behrend_Hulda

Alex

Hulda

Behrend

Behrend

Hulda

male

1871_Behrend_Hulda.pdf

Al.

Behrend

Alex Bérang

dk

Hulda

Den hemmelige Dame i Paris. Original romantisk Fortælling fra Nutiden

n

gothic

A. Behrend

KB

pdftxt

nan

sad en Vinteraften i Aaret 18**

O

Første kapitel. Moder og datter. På 2den sal i et af de netteste huse i rue « i « I « p-ux ( Fredensgade ) i Paris, sad en vinteraften i året 18 * * en ældre og en yngre dame, ivrig beskæftigede med dameskrædersyning. Flere gange lød den ældre dame hånden mat synke ned i skødet, medens en tåre langsomt gled ned ad hendes blege kind. Uagtet hendes simple påklædning, hendes sygelige udseende og det sørgens udtryk, der var udbred, over hendes ansigt, sås dog tydeligt, af hun engang havde været overordentlig smuk, men af modgang og bekymring alt for tidligt havde tilintetgjort hendes skønhed. Alle folk i nabolaget følte interesse for hende, — skønt hun aldrig talte til nogen og skønt ingen vidste hvem hun var, — thi hendes væsen, hendes manerer, kort sagt alt tydede på, af hun var af fornem herkomst, men af en eller anden uforudset ulykke havde nedslødt hende i den dybeste armod og elendighed. Den unge pige — hendes datter — var et sandt mønster på kvindelig skønhed. Hendes høje, ranke skikkelse var en Madonna værdig; hendes fyrige øjne, hendes ravnsorte hår og hendes livlige væsen tydede på, af hun af fødsel var en spanierinde. Dog, over begge disse kvinder var udbredt et så dybt præg af sørgmodighed, at selv det mest ligegyldige menneske måtte røres derved og indse, at en dyb, en sørgelig hemmelighed beherskede dem begge. — græd ikke, kære moder, sagde den unge pige, idet hun kærlig omfavnede den ældre dame. I dag er det jo den! 3de november, altså må der snart komme brev og penge fra fader. — ak, Hulda, du ved ikke hvor meget jeg lider, sagde den ældre dame, idet hun aftørrede de tårer, der sneg sig ned ad hendes blege kinder. Jeg kan nok bære, hvad skæbnen pålægger os, men du, — du, englegode pige, — du, som endnu er så ung og ikke kender verdens slethed og livets skuffelser, du kan umuligt forstå hvad en moder må lide ved at se sit elskede barn — der er født og opdraget i rigdom og overflod — hentæres i nød og elendighed. — fy, kære moder, det smerter mig meget at høre dig tale således. Tror du ikke at jeg med glæde sidder oppe hele natten, for at tjene de penge, der er nødvendige til vort underhold? Tror du — jo, mit barn, afbrød moderen hende; jeg ved af du er en sand engel, men du kan ikke udholde dette liv, og jeg — ak, siden jeg fik knust min højre arm på den ulykkelige køretur — er det mig umuligt af holde stand med dig. — nå, tal nu ikke om det, kære moder, men gå hellere hen på posthuset og se om der er kommen brev og penge fra fader, thi rent ud sagt, jeg er meget sulten og det må du også være, siden vi sket ikke have nydt noget i dag. — du har ret, Hulda, jeg vil straks gå til posthuset. Gud give, af jeg må have bedre lykke med mig denne gang end forrige måned; thi da jeg den gang skulle hente pengene, fik jeg til svar, af en ung herre havde begæret pengene udbetalte, og da jeg gjorde indvendinger, råbte man til mig, af dersom jeg ikke skyndte mig bort, blev jeg udleveret til politiet, thi de kunne nok se, af jeg var en snedig bedragerske, der ville tilvende mig andre folks ejendom. — stakkels, ulykkelige moder, sagde Hulda med tårer i øjnene. Du en bedragerske 2 nej, før ville du give den sidste bid brød bort, før du ville bedrage nøgen. Det er skammeligt at byde grevinde Tadlos sligt; o, hvor det er skrækkeligt at høre! — tys, tys, mit barn, tal ikke så højt; husk: her i Paris er jeg ikke grevinde Tadlos, jeg er kun dameskræderinden garique! — gud give, vi atter vare i Spanien! råbte Hulda uvilkårlig. — ja, deri har du ret, mit barn. Nå, nu vil jeg gå til posthuset, måfle vi få gode efterretninger. Jeg håber, at roligheden atter er tilvejebragt derovre, så at vi snart kunne forlade Paris og atter tage over til vort kære Spanien. Farvel Hulda, jeg kommer snart tilbage. — farvel, kære moder, og god lykke! råbte Hulda efter hende og tog atter fat på sit arbejde. Omtrent fem minuter efter bankedes der på døren, og Hulda, der troede, ak det var postbudet med brev og penge til dem, råbte glad: kom ind! Døren aubnedes og ind trådte en elegant klædt herre. Et triumferende smil fortrak hans skumle, ondskabsfulde ansigt, da -an så, at Hulda var ene. — endelig kan jeg da engang tale i ro med dem, min elskede Hulda, uden at den gamle drage skal sætte en skranke imellem os, sagde han og nærmede sig den unge pige. Hulda for op. — Konrad! råbte hun harmfuld; vel har de den stærkeres ret lige overfor mig, men tro ikke, at jeg giver fortabt derfor, og allermindst når de vover at benævne min kære moder således. Jeg har sagt dem og siger dem det endnu engang: jeg vil aldrig binde min skæbne til dem, jeg vil aldrig blive deres hustru, selv om de kunne give mig alverdens skatte derfor. — er det deres sidste ord? spurgte Konrad rasende. — ja, det er ufravigeligt mit sidste ord i denne sag, svarede Hulda bestemt. Et djævelsk udtryk fortrak Konrads i forvejen hæs « Lige ansigt og gjorde det endnu afskyeligere. — de vil fortryde det, Hulda, sagde han med dirrende stemme; de vil fortryde det. Dog, jeg vil endnu engang give dem betænkningstid; om to dage kommer jeg igen... giver de mig atter et afslag, da vogt dem! Med disse ord styrtede han ud af døren og Hulda var nu atter ene. Andet kapitel. I Spanien. Vi er nødsagede til at gå omtrent et år tilbage i tiden for at den ærede læser kan blive indviet i de omtalte personers livsforhold. Nogle mil fra Madrid, i en yndig, skovrig egn, ligger et meget pragtfuldt gods, udvendig førsynet med en mængde kostbare forsiringer og indvendig udstyret med en sand kongelig lurns. dette gods tilhører grev Tadlos, en spansk adelsmand, der har gjort sig berømt ved sit mod og sin uforfærdethed i de mange uroligheder, der i den senere tid har været fremherskende i Spanien. Han er en mand på omtrent 50 år, med et godmodigt ansigt, en rank vært og adelig holdning. Han har i mange år beboet dette sted med sin gemalinde og deres eneste datter Hulda, og lykke og rigdom tilsmilede denne brave mand, der rundt omkring var bekendt for sin overordentlige godgørenhed mod egnens fattige og dem, hvem sørg og elendighed havde lænket til sygelejet. Da Hulda var 14 år gammel antog greven en huslærer, der skulle undervise hende i de forskellige sprog og uddanne hendes i forvejen meget udviklede ånd. Skæbnen ville, at grevens valg faldt på den unge student Konrad Gautin, der havde erhvervet sig uhyre kundskaber ved de franske universiteter, og som desuden var førsynet med brillante anbefalinger fra flere bekendte mænd i Madrid. ' i de to første år gik det meget flinkt med undervisningen, og Hulda, der let opfattede hvad han forklarede hende, lærte meget i disse år. Men da indtraf et for hende aldeles usvrudseet tilfælde. Uagtet Hulda flere gange havde ladet Konrad mærke, at hun flet ikke sympattiserede med ham, blev han dog forelsket i hende, rimeligvis på grund af grevens umådelige formue. — han friede, men hun gav ham et bestemt afslag. Harmfuld herover henvendte han sig til treven, men denne betragtede hans frieri som en ligefrem fornærmelse, og gav ham øjeblikkelig afsted. Konrad, der var af en ondskabsfuld og hævngerrig karakfeer, svoer en skrækkelig ed på, at selv om hele verden ville sætte sig derimod, skulle Hulda dog blive hans hustru. Vi skulle senere erfare hvorledes han opfyldte denne ed. Det var en råkold, stormfuld novemberdag. — greven og hans familie vare just samlede om middagsbordet, da en gammel, tro tjener kom styrtende ind, idet han råbte: — hr. Greve! der er kommen ilbud fra Madrid! Store skarer af oprørere drage mod grevskabet, — øver 1000 bevæbnede personer nærme sig hertil. Under rådet: „ Ned med adelen! “ størme ve fremad. I løbet af en time er de her udenfor. — hvad for noget, oprørere! råbte greven og for op. Hvad vil de her? — røve og plyndre, svarede tjeneren. Igår er revolutionen udbrudt i landet; overalt hærje store bander af disse kabylere, der mene, at adelsmænd og borgere bør være ligestillede, at der ingen forskel bør være mellem arbejdsmanden og adelsmanden. men skynd dem, hr. Greve! red hvad de kan, imidlertid skal jeg se at hverve folk, som kunne forsvare godset. — ja, du har ret, jeg må redde hvad jeg kan, svarede greven. Gør imidlertid din pligt, se at hverve så mange folk som muligt, jeg skal lønne dem godt derfor; og send bud til politiet og søg hjælp derfra. — politiet, sagde tjeneren! nej, fra den kant må vi ikke vente hjælp. Politiet har nok at bestille i hovedstaden; men jeg skal nok samle en hel arme her fra egnen, vi skal snart vise røverne hvad vi er for folk. Da tjeneren var gået, faldt greven i dybe tanker. Efter et øjebliks forløb rejste han sig, omfavnede sin hustru og Hulda og sagde med rystende stemme: — i må rejse strar, det er aldeles nødvendigt for at redde eder. Tag til Paris, opsøg eder en lille, men hyggelig lejlighed. Antag et andet navn, f. Er. Garrique, og lad folk tro, at du er dameskræderinde. Lad for guds skyld ingen mærke, at i høre til adelen, men optræd så simpelt og tarveligt som muligt. — ak, jeg har allerede længe anet, at det ville ske, sagde grevinden sørgmodig. En halv time efter var grevinden og Hulda allerede undervejs til Paris. Det var en lang og meget besværlig rejse, men de håbede at være uden fare, når de først kom til Frankrig, og ved dette håb lettedes vejen betydelig for dem. I det øjeblik de forlod grevskabet steg en ung mand tilhest i nogen afstand derfra. Et triumferende smil krusede hans læber. og langsomt red han efter vognen, der førte Hulda og grevinden på rejsen. Vi ville ikke beskrive den besværlige rejse, men kun bemærke, at den unge mand, der tilhest fulgte efter vognen, hele vejen ledsagede de rejsende, uden at blive bemærket af disse. - mine aktier slige! sagde han med et djævelsk grin. Nu skal Hulda blive min! Tredie kapitel. De to brødre — ja i tankerne kan man køre i karett, min dreng! Tror du, at en sådan skønhed, som du siger hun er, vil nøjes med at få en fattig kunstmaler til mand. Nej, nej, der skal såmænd mere til lad du den fugl flyve! — ja, jeg har just ikke meget håb, kære moder, men jeg må dog forsøge min lykke — jeg kan ikke leve uden Hulda. — å, det er kun en ide. — nej, moder, det er sandhed. Overalt hvor jeg går, slår hendes kære ansigt for mig, hver » Gang jeg sætter mig til stafeliet, seer jeg kun hende, og hendes billede kommer på lærredet i stedet for en andens. Nej, moder, når du ikke vil gå derop og tale min sag, så vover jeg mig selv. op til Hulda iaften. Du har aldrig set hende, men hvis du havde set hende, da ville du kunne forstå, hvor ulykkelig jeg måtte være, hvis hun gav mig nej. — hør, Charles, kan du ikke få din Broder til at tale din sag? sagde moderen; thi jeg tror at forværre din sag istedenfor at forbedre den, hvis jeg går derop. Jeg har sket ikke ordet i min magt ligeoverfor fremmede, men lad du ham gå, han er vant til at bevæge sig... — nej, Konrad skal ikke blande sig i mine affærer, afbrød Charles hende; han er så ondskabsfuld, han håner og spotter mig ved enhver lejlighed. Rigtignok er han min Broder, ja oven i købet min ældste Broder, men jeg vil rent ud sagt lade dig vide,, at jeg hader og afskyer ham -- ja, han er det eneste menneske, jeg hader her i Frankrig. — fy, Charles, hvor xan du tale således, sagde moderen og så sig ængstelig omkring. — hvor besynderligt det end lyder, må jeg døg sige dig, at jeg bliver helt uhyggelig til mode hver gang han seer på mig med sine ondskabsfulde øjne, sagde Charles og så fortrædelig hen for sig. hvis Charles havde set ind i værelset, der stødte op til det, hvori han befandt sig, så ville han bestemt have talt noget sagtere, thi bag den halvt åbne dør stod Konrad; med et skrækkeligt fordrejet ansigt hørte han Charles ' ord, og flere gange hævede han hånden, som tegn på at han agtede at knuse broderen, der vovede at tale således. — ja, jeg vil selv gå derop, vedblev Charles, kl. 7 i aften bliver det vist den mest passende tid at komme på, ikke sandt, moder? — jo, min søde dreng, svarede moderen og aftørrede en tåre, der var fremkomme » ved at hun sammenlignede sine » o børn, og derved kom til det resultat, at Konrad var en sand djævel, hvorimod Charles var et ungt uskyldigt menneske, der ikke kendte verdens slethed, men kun levede for sin kunst og for — Hulda. — Hulda! sagde Konrad halvhøjt inde i det andet værelse; min Hulda! Nej, Charles, du skal aldrig komme i besiddelse af hende, det sværger jeg ved min evige salighed! Tror du, at jeg har gjort den lange og besværlige rejse fra Spanien til Frankrig for at lade mig skyde til side af min egen Broder, en hvalp, der næppe kan stå på fine egne ben! Nej, tusinde gange nej, det skal aldrig ske! Før skal jorden drikke dit blod, forbandede grønskolling. — går du til Hulda i aften, da vær vis på, at jeg kommer med, men jeg møder ikke alene, mine tro pistoler følger mig, thi ingen skal ustraffet nærme sig min Hulda, hun skal blive min, ingen andens! Charles var en smuk ung mand på omtrent 24 år; hans høje, ranke vært, hans åbne, ærlige ansigt og frem for alt hans beskedne optræden gjorde ham elsket og æret af alle dem, han kom i berøring med. Kun en eneste fjende havde denne « age mand, men det var en fjende, der var hævngerrig for ti, og som, når han engang havde fået nag til et menneske, da med den størst mulige udholdenhed forfulgte det, indtil han engang ved hjælp af sine udmærkede våben kunne skille sig fra det. En sådan fjende havde Charles i fin egen Broder, Konrad. Af naturen ond og heftig, blev han endnu mere ophidset ved at høre, at Charles havde vovet at fatte kærlighed til Hulda — det var ham for meget, — det var det værste noget menneske havde budt ham, — det skulle hævnes, ja hævnes blodigt! Kl. 7 samme aften, efter at have iført sig de fineste klæder, han var i besiddelse af, forlod Charles moderens hus for af tolke sin kærlighed for den smukke Hulda. I sin Iver efter af komme hen til hende, bemærkede han ikke, af en høj, skummel person fulgte efter ham og med indædt raseri betragtede hans indtagende skikkelse. Charles standsede et øjeblik udenfor huset i Fredensgade, hvor Hulda boede. Han syntes af samle fine urolige tanker. Derefter trak han en tegnebog op af lommen, udtog deraf et lille portræt, kyssede det flere gange, og løb ind i huset idet han sagde: — frisk mod, Charles! Hun vil nok opfylde min bøn, når hun seer hvor ulykkelig jeg er! Beskedent bankede han på døren, men da ingen bød ham træde ind, åbnede han den selv. Et henrivende syn viste sig for hans beundrende blik. Udstrakt på sofaen lå den skønne kvinde, hun var nylig falden i en dyb slummer og vågnede ikke da den unge maler trådte ind. Charles kastede sig på knæ foran sofaen; opfyldt af en inderlig kærlighed betragtede han hende, — han var så lykkelig ved uforstyrret af kunne se hende, af han ikke bemærkede af døren åbnedes og af Huldas moder trådte ind. Hun så forundret på den unge mand, men da hun opdagede hans åbne, ærlige ansigt, fik hun strar tillid til ham, og idet hun lagde sin hånd på hans skulder, sagde hun smilende: — tag dog hellere plads på en stol, min herre, thi det er jo en meget ubekvem stilling, de for øjeblikket indtager! Charles for op, gjorde en kejtet undskyldning og fremstammede noget om, at han havde dristet sig derop for at bede hende om at modtage det lille billede han havde malet. Madame garrique — eller rettere Fru grevinde Tadlos — så forundret på billedet. — min gud, det er jo Hulda! råbte hun med inderlig glæde. — ja, frue, det er deres elskværdige datter, sagde kunstneren og bukkede. — men hvorledes har de kunnet male dette udmærkede portræt? — min frue, jeg har kun set deres datter en gang, svarede Charles; men denne ene gang var nok, thi hendes billede står så dybt indpræget i mit hjerte, at jeg aldrig kan udflette det deraf. — hvad siger de? råbte grevinden. — ak, jeg kan ikke skjule det. O, frue, gør mig ti! det lykkeligste menneske på jorden, skænk mig deres datters hånd. — men de må da først få Huldas løste, før jeg kan give dem mit samtykke. I dette øjeblik vågnede Hulda; hun rejste sig hurtigt og ville forlade værelset, men Charles standsede hende, faldt på knæ og tolkede hende sin dybe, inderlige kærlighed. Vi ville ikke gengive hele den rørende scene, men kun bemærke, at da Charles forlod hende var et lykkeligt smil udbredt over hans ansigt; Hulda havde givet ham håb. I gadedøren lige overfor stod Konrad. Hans skumle ansigt var endnu uhyggeligere at se end ellers, og da Charles i den lykkeligste stemning forlod sin elskede Hulda, skar Konrad tænder af raseri. Med en skrækkelig ed fremtog han pistolen, med vildt rullende øjne betragtede han den lykkeligere Broder, der ester hans mening absolut måtte have fået ja. — den dreng! mumlede han, så han vil træde iveien før mig?... Nej, det tåler jeg ikke, — ved alt hvad der er mig helligt, han skal komme til at betale mig dette skridt, han skal ikke rane hende fra mig — hun er min Hulda, min alene, og jeg skal, ved hjælp af mine tro pistoler, forsvare min net til hende, ja, forsvare den til det mersfe. Kom mig ikke nær, forbandede røver, kom mig ikke nær, elendige tyv!... Et skridt endnu, og du er dødsens! Charles, der intet ondt anede, gik videre, idet han nynnede en elskovsarie. I den højeste ophidselse trykkede Konrad nu løs på pistolen. Et skud hørtes og udstødende et forfærdet skrig styrtede Charles baglænds om på gaden. — brodcrmortcr! Brodermordcr! lød det i Konrads øre, og som en forfulgt hare flygtede han ned ad gaden, så hurtig hans ben kunne bære ham. Han så ikke hen til broderen, men fortsatte uafbrudt sit løb, uden at bekymre sig om hvorledes det gik hans stakkels offer. fjerde kapitel. Et skjult vidne. — haha! det er en fyr før mig! han passer som om han var slobt til mig! sagde en ung herre, der i det samme trådte ud fra en gadedør, i nærheden af hvor Konrad havde stået, hvorfra han havde » æret et skjult vidne til den skrækkelige scene der var foregået. Med lynets hurtighed lob han efter flygtningen, og det varede ikke længe før han indhentede ham. — halløj, min ven! løb dog ikke så stærkt, råbte han i en gemytlig tone; man spolerer jo sine lunger ved den skrækkelige pusten! Konrad svarede ikke, men forstærkede sit lød: han håbede at kunne undslippe i en af sidegaderne. — holdt! råbte den unge herre atter; jeg må tale med dem, min ven, det er absolut nødvendigt, hvis de vil reddes. Konrad lød endnu stærkere, han ønskede ikke at tale med Regen. Hans forfølger vedblev at råbe og skrige, men det hjalp intet, Konrad forblev døv for alle hans forestillinger. Idet den unge herre tænkte på at opgive forfølgelsen, kom en svær, robust mand langsomt gående « ed ad den øde gade, hvori de nu befandt sig; denne mand, der var klæedt som kuldrager, hilste æerbodigt på den unge herre, og blev stående med huen i hånden, som om han bad om en almisse. Herren tog fin portemonnaie op af lommen og nærmede sig kuldrageren. — skal jeg gribe ham? spurgte kuldrageren sagte. - 3a, Jules, jeg v i l have fat i ham, skynd dig, thi det er en fyr, der kan vsre os til megen nytte. Uden at sige et ord gav kuldrageren sig til at løbe efter Konrad, og det varede ikke loænge inden han havde indhenter og greben ham. — de løber meget godt, min herre, sagde kuldrageren og greb Konrad i nakken. - hvad vil de mig? spurgte Konrad med barsk stemme, idet han harmfuld så på sin overmand. — å, i grunden ved jeg det ikke, men de sfa! Ftrar få det af vide. Kort efter kom den unge herre til. Han var en overordentlig smuk mand, sfjsndt hans spinkle, fine ansigt havde et komplet kvindeligt præeg, hans hinder vare små og hvide, han var like og spinkel, men desuagtet var han i besiddelse af sand kempekraft, der skaffede ham en særdeles agtelse og hengivenhed hos hans underordnede. Han var næppe 24 år gammel, og så endnu yngre ud. Den unge herre greb konravs hånd, trykkede den med barme, og sagde i en venlig, indtagende tone: — min ven, de har intet af frygte; vel yar de begået en forbrydelse, dog da jeg alene har været vidne dertil, kan de være aldeles silker på, af, let aldrig skal komme videre, men del er lun på en betingelse. — en betingelse? stammede Konrad. — ja, en eneste betingelse, nemlig at de ubetinget lystrer enhver af mine befalinger — jeg fører dem ikke på nogen forbryderbane, nej tværtimod, jeg har en stor, en ædel stræben til formål, en stræben, der om meget kort tid vil erkendes og lovprises af hele Frankrig. — jeg forslår dem ikke, sagde Konrad, idet han med synlig interesse betragtede den smukke unge mand, der med bevæget stemme talte således. — de skal nok lem me til at forslå mig, svarede han; dog her er ikke stedet til at give nogen forklaring — følg mig, vi er snart ved målet! I taushed førtsatte de nu vejen. I et skummelt, faldefærdigt hus i en af smågadcrne i city-kvarteret rar det at de førte Konrad ind. I den bcelmorke gang åbnede de en lem, og det forekom Konrad at de vedblev at gå ned ad en del trapper. I over et kvarter gik de fremad i det uhyggelige mørke; endelig standsede de. De to mænd slap ham og fjernede sig lydløst. Konrad, der i det tætte mørke ikke kunne se en hånd for sig, lyttede og ventede åndeløs på hvad der nu ville ske. Pludselig følte han sig greben bagfra; en jernfast hånd holdt ham fast omllamret, og det forekom ham at han blev båren ud i den fri luft. - hvor fører i mig hen? spurgte han med dæmpet slemme, men i det samme greb en tredje mand ham i struben — vover du at kny er du dødsens! sagde han og holdt en pistol for panden af Konrad. Kort efter standsede de og med knyttet hånd slog han fire slag på væggen. — hvem der? spurgte en stemme indenfor. — „ Kunstens sønner “, lød svaret. — hvor komme i fra? — fra Jerusalem, svarede kuldrageren. — hvor agte i eder hen? — til Paradis. Ester at disse spørgsmål vare besvarede, åbnedes en dør og Konrad blev hovedkulds puffet ind i en underjordisk, glimrende oplyst hvælving. Konrad blev slående ved døren og de andre toge plads omkring bord «. Over halvtredsindstyve bevæbnede mænd, med skumle, uhyggelige ansigter, vare grupperede flere steder i hallen. Ester at den unge herre, der havde ført Konrad herned, med et hurtigt blik Havde overskuet forsamlingen, rejste han sig og vinkede Konrad hen til sig. — hvad er dit navn? spurgte han strengt. — det står på min døbeseddel, svarede denne kækt. Vreden fortrak den unge mands ansigt og med dirrende stemme sagde han: — for anden gang spørger jeg: hvad er dit navn? Svar, det er til dit eget bedste. — først må jeg vide dit navn, sagde Konrad aldeles rolig. — mit navn er Jean petit, lod svaret. — og mit navn er Konrad Gautin. — godt. Altså, Konrad Gautin, du er nylig bleven greben, efter at du havde snigmyrdet et menneske, du har... — det vedkommer ingen, afbrød Konrad ham. — du er en snigmorder, vedblev Jean petit; dog, det hæver dig netop i vor forening. Du har myrdet en anden, tør du nu også selv se døden i øjnene? Konrad blegnede, men fattede sig dog hurtigt og sagde med sikker stemme: - jeg frygter intet. — godt, vi ville forsøge det. Fire mænd førte nu Konrad ind i et ander værelse, fra midten af hvilket et vældigt bål udsendte en utålelig hede. - her skal du opholde lig i fem minuter, sagde den ene af mændene og smækkede døren i for næsen af ham. Konrad blev straks halvt bedøvet af den utålelige varme. Rasende sparkede han på døren for at flippe ud, men det var forgæves. Vildt løb han omkring i det lille værelse, men det hjalp ham intet, han blev endnu mere ophidset derved. Blodet steg ham til hovedet, hele stuen dansede rundt for ham og han ville netop til at råbe om hjælp, — da åbnedes døren og de fire mænd trak ham hurtig ind til de forsamlede medlemmer. — du har udstå » din prøve, sagde Jean petit; herefter betragtes du som medlem af vor forening, og skal nu erfare i hvilken hensigt den er stiftet. Konrad bukkede. — i vore tider er det adelen og de velhavende mænd, der undertrykker og mishandler den arbejdende klasse, men det er galt, siger jeg, rent galt; thi den magt har de tilranet... — tillad mig, afbrød Konrad ham; hvad er egentlig foreningens formål? — vort valgsprog er frihed og lighed, vi ville alle være ligemænd, ingen adel, ingen kejser, nej: „ Leve republiken, leve republiken! “ det råb vi! om kort tid lyde over hele Frankrig, og det er vor forenings formål at bidrage så meget som muligt til at fremme denne vanskelige sag. — men ved hvilke midler kan foreningen bestå? — vi understøttes fra mange sider og dersom det ikke slår til, da berøve vi de rige hvad de have erhvervet sig ved arbejderens sved. — bravo! råbte Konrad; ^ja, jeg er foreningen hengiven med liv og sjæl. — vel, Broder gauiin, sagde Jean petit; men hvis vi skal tro det, må du udføre en eller anden handling, der kan være foreningen til nytte. Tror du dig i stand dertil? Konrad studsede ved at børe dette; han så forundret på den forsamlede s mængde og rystede benægtende på hovedet. — du har ikke nødig at udføre det straks, men det er en betingelse at ethvert nyt medlem skal udføre noget stort, noget ejendommeligt, før han kan betragtes som et virkeligt led af vor forening. Konrad betænkte sig lidt; pludselig for et djævelsk Emil over hans læber og med feberagtig hast sagde han til formanden: — er her ingen kvinder her i foreningen? — nej, svarede Jean petit. — nuvel, jeg skal skaffe foreningen en ung, smuk kvinde, oven i købet en adelsmands datter, den skønneste kvinde i hele Frankrig, og blid som den venlige sommervind. — bravo! Bravo! råbte alle i kor. — hun skal lave eders mad, hun skal sy eders klæder og frem for alt, hun skal underholde eder, i de ledige timer ved sang og spil. Hun vil styrke eders mod når i droge i kampen, hun vil... — hvem er denne overordentlige kvinde? spurgte Iran petit. — hun er en spansk adelsmands datter, bar jeg jø sagt, en del fornem er hun, det er naturligt; men ellers finder hun sig tålmodigt i hvad skæbnen tilfører hende. — hvad hedder denne engel? spurgte formanden. — Hulda! svarede kcnrad triumferende. — og hendes familienavn? — det bliver min hemmelighed. — men hvorledes skal vi få hende herned? — hun må bortføres. V-d samme lejlighed få vi to hævn over en adelsmand og det oveniksøbet en af den strenge, gammeldags skole. — leve Broder Gautin! leve den skønne Hulda! Råbte flere i forsamlingen. — Havde feg hende her, skulle jeg straks erklære mig for hende, sagde en skummel person, der sad ved siden af Konrad. Nej, holdt! råbte Konrad. Hulda føres kun herned på den betingelse, at hun skal være min Hulda, ingen andens. Dersom i ikke gå ind herpå, da skal hun aldrig komme herned. Det sværger jeg ved min evige salighed! — sværg ikke, sagde Jean petit; dine rettigheder til hende skal blive respekterede. Og henvendende sig til forsamlingen vedblev han: — den første, der på nogen måde fornærmer den skønne Hulda eller søger at frarøve Broder Gautin sin ret til hende, bliver straffet efter lovens strenghed. Kun under denne forudsætning tåler jeg at nogen kvinde føres herned. Fire dampende Voller punsch blev nu bragt ind og under umådelig begejstring drak den forsamlede mængde en skål for Konrad Gautin og for — den skønne Hulda. Konrad takkede for skålen og lovede, at hun inden fire dages forløb skulle befinde sig i deres kreds. Femte kapitel. En engel. — moder! hørte du del? råbte Hulda og rejste sig ængstelig ved ar høre et pistolskud lige udenfor deres hus. - gud i himlen! hvad var det? sagde grevinde Tadlos og rejste sig ligeledes. Hun gik hen til vinduet, åbnede dette og så ned på gaden, hvor hun straks fik øje på Konrads offer. — el mord!.. » Kunstmaleren! streg hun forfordæl. Skynd dig, Hulda, bjcelp mig. Hurtig lsd de rs barmhjertige kvinder ned ad trapperne og ud på gaden, hvor Charles aldeles bevidstlss lå udstrakt på fortovet - ak, hvilken ulykke, hvilken ulykke ' råbte Hulda, rystende over hele legemer. - — del er bestemt Konrads dcer?, sægde grevinden gysendeder frygter jeg også, sægde Hulda, idet hun ligbleg betragtede den sårede unge mand. Snart vare en mængde mennesker samlede, og alle betragtede med deltagelse det bevidstlsse unge menneske. På grevindens opfordring bar et par mænd ham op i hendes lejlighed; en lcrge blev henret, han erklærede at såret var meget dybt og at en omhyggelig pleje var aldeles nsdvendig, hvis man ønflede at redde hans liv. Et temmeligt farligt sår i den hsire side,.. hm, hm! De: er bedst at transportere ham til hospitaler; thi her kan han vist næppe få den nødvendige pleje og hygge, sægde loegen og så mis-cenksom på den simpelt medierede stue og den tilsyneladende fattige familie. — nej, nej, han må ikke feres bort herfra! Råbte Hulda, idet hun bedende så op til læagen. Jeg skal nok pleje ham og værne om ham. Dag og rat skal jeg våge over ham og han skal få de: så godt her at... — nå, i guds navn, sagde lægen og klappede Hulda venligt på kinden; hvis de tror at kunne offre al den tid og de mange penge, der fordres til at redde ham, så bliver han naturligvis her. Dog et må jeg underrette dem om, det er aldeles nødvendigt at købe medicin og bandager til ham og senere, hvis han alter skulle komme sig, da må der god og kraftig ncrring til, for ar han kan genvinde fine tabte kræfter. Har te evner til at ofre så meget? — ja, hr. Doktor, svarede grevinden med værdighed. Hvad hans pleje koster skal jeg nok udrede * — nå, der glider mig, sagde lægen og bukkede * han vaskede nu det dybe sår og skrev et par recepter. — da jeg nu ved at han er i så gode hænder vil jeg anbefale mig, vedblev han. I morgen formiddag kommer jeg igen og seer til patienten. Lad ham frem for alt have ro, chi de: er en af de første betingelser for hans helbredelse. Da lcrgen var går kastede Hulda sig grædende om moderens Hals. — der er min skyld! råbte hun fortvivler. — hvor kan du komme med sådan en snak, sagde grevinden og kyssede hende venligt » Væer idet » Mindste rolig indtil vi få at vide hvorledes sagen forholder sig. Vi ved jo heller ikke hvad det er for et menneske vi bar liggende der. Der er måske en forbryder, en... — tys, moder, sig ikke det! afdrsd huld « Hende heftigt. Seer du ikke på hans sedle ansigt ar han er et godr, et skikkeligt menneske? — jo, Hulda, det er også min mening, men da vi ikke vide, hvem han er, må vi vcrre lidt tilbageholdne imod ham. — at han er kunstmaler, det ved jeg, og dermed må vi soreløbig lade os vore, indtil vi af hans egen mund kunne erfare, hvem han er, - ja, lad os vcrre rolige så længe, sagde grevinden smilende. Nu går jeg på apotteket, hulda/ imidlertid må du låse døren, for at ingen sial troen ge ind til dig. Jeg lommer straks tilbage, farvel sålænge. I tø dage og nættier lå Charles aldeles devidstlos. Lcrgen kom daglig flere gange og så til ham. Hver dag ordinerede ban ny medicin, hvilket kostede særdeles meget, men den brave Fru Tadlos sparede intet for af bringe den unge kunstner på benene igen — hendes gode hjerte led meget ved af se del stakkels menneske lide så meget. endelig den tredje dag - efter af legen havde -el kuglen ud af såret — åbnede Charles vinene. - hvor er jeg? sagde han næppe hsrligt, idet han forvildet så sig omkring. Et lykkeligt smil fortrak hans blege ansigt, da han fik vie på Hulda. Han gjorde sig umage for af komme sy, men del var forgæves — han formåede del ikke. — Hulda, Hulda! sagde han mat og rakte hænderne ud imos hende. Sig mig, er del virkelighed eller er del kun en fljøn drøm! Hulda ville svare, men lsgen advarede hende. For gud i himlens skyld, væer tavs, hvis de snsfer af redde ham, hviskedee han til hende. Gå ind i del andet værelse - lad mig være ene med ham, del gælder hans liv. Jeg skal kalde dem ind, når han uden fare kan se dem. Taus, men med store tårer i vinene, forlod Hulda sygestuen. I to timer var læegen alene med Charles. Hvad der passerede i den tid, vide vi ikke § men pludselig kaldte lcrgen på Hulda, hun trådte ind og så til sin forbavselse, at Charles sad oprejst i sengen, en mærkelig forandring var foregået med ham. — Hulda! sagde han med kraftig røst. Hulda! Jeg ved nu, ar en engel her på jorden har værnet vm mig og plejer mig i min sygdom. O, elskede Hulda, hvorledes skal jeg gjengjælde dem alt det gode, de har udvist imod mig. Hulda sormåde ikke at svare — glædestårer trillede ned ad hendes blege kinder, da hun så den unge kunstner i så god bedring grevinde Tadlos trådte nu ind. Med hjertelig glæde trykkede hun den syges hånd og lykønskede ham i anledning af den hurtige bedring. — min frue, sagde Charles dybt rørt; jeg ved ikke, hvorledes jeg skal takke dem og deres frøken datter for al den godhed, de have udvist imod mig, men vær overbevist om, at jeg, når jeg atter genvinder min hilsen, vil ofre liv og blod for dem begge. Jeg formår ikke at udtrykke mine følelser, men det vil jeg sige: at hvor de end begiver dem hen i verden, skal de altid i mig finde en trofast ven og støtte, der vil kæmpe til det aderste for at forsvare dem imod mulig indtrædende farer. — tak, hr.... ja jeg ved rigtignok ikke deres navn, sagde grevinden, og så med inder

1898_Bay_HvadGudHarSammenfoejet

J. Christian

Hvad Gud Har Sammenføjet

Bay

Bay

Hvad Gud Har Sammenfoejet

1898_Bay_HvadGudHarSammenfoejet.pdf

Jens Christian

Bay

dk

Hvad Gud har sammenføjet-

Fortælling

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Længst ude blinker de hvide skumtoppe i forårssolens stråler. Længere ind imod den stejle kyst er der intet skum; her kruses blot det oprørte vand som et gammelt, rynket ansigt, der sér surt til den friske brise. Helt inde ved bredden er der spejlblankt, lunt og stille. Kun den sagteste dønning i havstokken forråder bevægelsen ude på dybet. Inde i bådehavnen og omkring stenmolen vugger de sværere dønninger der ude fra tangflagerne op og ned, ruller med sagte Brus og skvulp op og forsvinder mellem de tykke, jærnbeslåede bjælker, hvor søplanterne kliner sig fast og tørrer ind i solheden. Ovenfor ligger den lille skipperby med sine teglhængte, hvidkalkede huse, sit kirketårn og sit skibsværft. Dér bliver hverdagslivets jævne gang sjælden afbrudt af større begivenhed end høststorme, sprøjteprøver og fulde folks bersærkergang. Overalt er der stilhed og fred; på byens torv som bag haverne er der kun ringe færdsel. Ingen stormer åndeløst af sted, kun få har travlt, og de fleste er tilfreds med livet og lykken, som de kommer. Men stundom kan havet stå i kog og på stormens vinger vælte sig ind imod landet. Da står der bråd i bråd om stendigerne, og skummet flyver op i de snævre gader, hvor stille, besindige mennesker færdes i en let kamp foldet daglige brød. Brølende slår søen ind i den lille bådehavn, som ville den minde de skrøbelige fartøjer om, at dybet huser stærke magter. Men småbådene kender dybet og tager sig i vare. De véd, at det gælder blot et vindpust eller et slag med roret, så er de undergangen vis. Kun enkelte vover sig ud, når havet » krænger øjne « for alvor og skumblærerne flyver for blæsten; da gælder det jo livet, og livet sætter kun de færreste i vove. Sker det undertiden, at en af de lette joller trodser vindens kast og bølgernes bråd, da kommer hele den lille by på benene. Da strømmer alle indbyggerne sammen på strandbakken og følger med ængstelige blikke, som folk, der véd, hvad det gælder, den vovelige fart. Stundom har de sét sejleren forsvinde i bølgerne, men oftere har deres øjne med beundring hængt ved den, når den med kække slag huggede sig vej gennem søerne, indtil vandet sydede og boblede omkring stævnen. Når båden så til sidst gik over stag og vinden med sine kæmpetag i det strammede fokkesejl bar den ind over som en pil, der flyver fra strængen, — da genlød strandbredden af høje jubelråb. Men nogle var der, som mellem år og dag måtte blive der ude. — der var sort flor om adskillige billeder i dagligstuerne i Lyshøj. — hvor Lyshøj er beliggende? — overalt, hvor der findes en strand, som leger mod kysten i de milde sommerdage eller pisker vand og skum op ad den stejle strandbakke ved efterårstid. Overalt, hvor der findes mennesker, som tager livtag med de oprørte vande og lærer at sætte stævnen stik imod søerne. Overalt, hvor nogle vinder til land og andre må blive der ude. — dér ligger Lyshøj! — i billedskærerværkstedet på Winthers skibsværft stod en ung mand og snittede på en gallionsfigur. Det var Bernhard Winther, ældste og eneste søn af værftets ejer. Uden at ændse lysskæret, som mere og mere trængte ind ad den øverste, åbentstående halvdør, efterhånden som solen sank ude mellem øerne i bæltet, arbejdede han på den prægtige havfruskikkelse, som var udskåren i en bul af hårdt, vejrbidt egetræ, og kastede med lange mellemrum blikket hen til den fortegning, der med tegnestifter var fastgjort på væggen i værkstedets baggrund. Bernhard Winther arbejdede flittigt, men ikke egentlig ihærdigt. Hans håndelag og sikre bevægelser røbede dygtighed og øvelse, og gallionsfiguren, der formede sig under hans hænder, vidnede både om et sikkert blik og et vist kunstnerisk talent; men intet røbede, at han i nogen måde gik op i sin beskæftigelse. Der var et optaget og noget fraværende udtryk i de smukke, mørke øjne, som tydede på, at tankerne var andet sted henne end i det lille værksted. Hans usædvanlig brede skuldre og kraftige arme viste, at han besad stor legemlig styrke. Ansigtstrækkene var regelmæssige nok til at kaldes smukke, men en smule for stærkt linjerede. Det ejendommelige udtryk af alvor og indesluttethed, som lå udbredt over hele den kraftige, noget plumpe skikkelse, kunne tyde på, at der var et eller andet, som til stadighed beskæftigede den unge mands sind og voldte ham en uro, som med magt måtte dæmpes. Der faldt en skygge mellem ham og solen, da en lille gråhåret mand med indskrumpne, vejrbidte træk og en kort, mørkeblå jakke stramt tilknappet omkring den tirskårne krop, dukkede op mellem tømmerstablerne udenfor og stillede sig op med armene hvilende på den nedre lukkede halvdør. Det var Erik Winther, kongelig og privilegeret lods og dannebrogsmand, en Broder til værftets ejer. Han stod stille en liden stund og betragtede opmærksomt sin brodersøn, som i bøjet stilling flittigt brugte tollekniven og huggejærnet i det hårde træ. Til sidst løftede Bernhard hovedet og skottede til halvdøren. » Nå —, « sagde han afventende. Lodsen nikkede langsomt og strøg med hånden over sit stride, udstående hageskæg. » Sikken en travlhed, du har fået lige med ét, « sagde han endelig. Bernhard mente åbentbart ikke, der var noget at svare på. Han trådte over på skyggesiden af blokken og målte med blikket figurens profil. Den gamle sømand skottede til det smukke, unge ansigt, hvis dulgte, tilstængte udtryk ikke behagede ham. I det mindste flyttede han urolig på fødderne, gjorde mine til at tale, men tog sig i det, famlede i lommen og fik fat i en lille ibentræs snustobaksdåse, hvoraf han sindigt udmålte sig en pris. » Jeg kom forbi Brandts, « sagde han og gjorde forberedelser til at ampligere tobakken til næsen. » Marie sagde, at jeg kunne spørge dig —. « nu var prisen nået til sit bestemmelsessted; lodsen brød kort af og lod sit rødtærnede lommetørklæde gøre en kort fart over ansigtet. endnu fandt Bernhard ingen anledning til at sige noget. Men kinderne hk en lidt stærkere farve, da han et øjeblik efter lod blikket strejfe onkelens gamle, af vind og vejr hårdt medtagne ansigtstræk. » Hun bad mig spørge, om du kom med ud til skovlyst i aften. Der skal jo være fyrværkeri og Dans. —.leg antager, at en hel mængde af de unge tager der ud. « » Hvem skal sejle for — for Brandts? « spurgte Bernhard og lagde sit værktøj til side. » Den unge fris, du véd, som står på kontoret hos Jørgen Hansen. Han skal være et meget rart menneske, siger de, og allenfals taler han rigtig net for sig. « » Hm. — så han taler net for sig, « resumerede den unge mand i en hånlig tone, idet han tog sin frakke ned fra et søm og trak den på. » Vil du med, kan du tage den grønne jolle. Der er ingen skibe i sigte i aften, « opmuntrede lodsen, » så jeg bruger den ikke. — gå du bare med, Bernhard; det er da altid nogen morskab. « » Ja—a, morskab —, « gentog brodersønnen i samme tonefald som før. » Marie sagde, at hun gerne ville have, du skulle gå med, « vedblev den gamle ivrigt. » Det gør jo da heller ikke noget, at fris sejler for hende frem og tilbage. « » Hun kan sejle med ham, så meget hun har lyst, » svarede Bernhard og lagde hånden på dørkrampen. » Men ellers gad jeg nok vide, om det så bliver mig, eller det bliver andre, som kommer til at sejle for hende siden hen, onkel Erik. « Intet andet menneske i Lyshøj ville have fået denne tilståelse fra ham. Men de to kendte hinanden ud og ind, lige til det ringeste minespil. Erik Winther trådte til side, medens den unge mand gik ud af værkstedet og satte en hængelås for døren. » Bernhard, « sagde han medens lommetørklædet atter kom i bevægelse. » Hun er en brav pige. Hvad gør også det, om hun har lyst til at komme ud imellem folk. Det ligger til familien, både med helligforsamlinger og selskaber, så det behøver du aldrig at regne det bitterste. Der er en god grund i hende, så du skal bare aldrig —. « » Lad hende tage fris, om hun vil! For min skyld ingen allarm. — så kommer hun først op at køre, « afbrød Bernhard ham skarpt. Den gamle lods rystede på hovedet. » Marie er en brav, god pige, « sagde han med vægt. » Hun har lov til at glæde og fornøje sig sammen med andre. Det er ikke andet end uskyldig fornøjelse, « sluttede han overbevisende. » Jo, tak, « sagde den unge mand mut, » jeg kender nok deres uskyldige fornøjelser. « » Nu skal jeg sige dig noget, min dreng, « Faldt den gamle ind med næsten eksplosiv ivrighed. » Hvis hun nu skulle sejle med dig i aften, havde du så lige så meget imod at hun tog til Dans på skovlyst? « spørgsmålet kom Bernhard på tværs. Han stammede lidt i det, men erklærede endelig med bestemthed: » Hun skal inden ret længe få valget mellem al denne fornøjelse og mig. Jeg vil ha’ ende på det, onkel Erik. « — et øjeblik stod han og stirrede uden at blinke efter den nedgående sol, der spejlede sig i havblikket. » Lad os drive ned til stranden, « foreslog onkelen, » så skal du få min mening at vide. « Men Bernhard havde allerede drejet sig om og slentrede med hænderne på ryggen over værftspladsen. Efter et øjebliks betænkning fulgte lodsen bagefter, hvorpå de under udvekslingen af nogle ligegyldige bemærkninger tog vejen i retning af en bygning, hvis grå skifertag rejste sig mellem et utal af bræddestabler og tømmerstokke. Det var skibsbygmester Winthers bolig, et stort hus på to etager, som var omgivet af en bred strimmel have med velplejede blomsteranlæg. Uden om haven løb et lavt, levende hegn, hist og her gennembrudt af smalle åbninger, der ofte blev benyttede som ind- og udgange i stedet for den tunge, hvidmalede gitterport midt ud fra husets facade. Erik Winther fulgte med et spændt udtryk i sit stereotype sømandsansigt den unge mand, som med faste skridt styrede gennem hegnet op imod husets brede gangdør. » Bernhard, Bernhard! « En lille pige i trettenårsalderen kom ud af et lysthus i havehjørnet og løb hen imod dem. » Denne vej, Bernhard! Vi drikke the i lysthuset i aften. Kom, onkel Erik. « Bernhard standsede et øjeblik og drejede derpå af hen imod lysthuset. » Så kan vi følges ad siden hen, onkel, « sagde han. » Hvor skal i hen? « spurgte den lille pige og greb overgivent fast i spidsen af Erik Winthers rødtærnede lommetørklæde, som hængte ud af hans sidelomme. » Jeg skal med ud til skovlyst i aften. Moder siger, jeg må gerne. Går du med, Bernhard? — å, du er naturligvis tvær som sædvanlig. Kan du ikke svare? « » Pigebørn i din alder, « forkyndte lodsen, » må hellere gå i seng i ordentlig tid i stedet for at tage ud på skovture om aftenen. « hans broderdatter lo overgivent og hoppede på et ben af sted foran dem. » Det forstår du dig ikke på, onkel. Jeg har lov til at more mig, når moder siger ja. Bernhard går og sover indvendig. Lad ham hellere blive hjemme og gå i seng, « råbte hun drillende. Emma var det ældste barn af skibsbygger Winthers andet zegteskab. Hendes moder ventede sig en del af den lille piges friske, kønne udseende, der alene skæmmedes af et ejendommeligt, gammelklogt træk ved munden og de alt for store, men regelmæssige tænder. » Hun ligner vor familie, « plejede Fru Winther at sige, » og gud ske lov har hun også arvet vort væsen. Min fader var, som de måske véd, indehaver at det største klædevarelager i Slagelse, — næsten en grossererforretning. Vi har aldrig haft noget at gøre med den simplere arbejdsstand, — heldigvis, for véd gud, det —. « Det sidste udfald skulle gælde Bernhards moder, som var kommen af forarmede bønderfolk og havde været tjenestepige i Lyshøj, før Winther giftede sig med hende. Ja, Fru Winther var stolt af sin fader, klædehandleren i Slagelse. Ham kørte hun op med overfor de beskedne skipperkoner, der nu og da blev beærede med hendes visiter, og udmalede for deres hverdagsfantasi et strålende billede af selskabslivet i den lille, sjadlandske købstad. Af ydre var hun en nøjagtig ældre udgave af sin datter: — de samme regelnuvssige træk, de spillende grå øjne og uforholdsmæssigt store, hvide tænder. Hun var en skrap kone, sagde folk, og kunne sagtens holde sammen på sagerne, om også Winther, der i de senere år var falden noget af, skulle glide bort. Desværre passede hun og stedsønnen nok ellers kun dårligt sammen. Nå, — han var jo også vanskelig at omgås, indesluttet, ikke til at få rede på; selv faderen beklagede sig undertiden over hans mærkelige opførsel. Mod Erik Winther var svigerinden altid skrupuløs høflig; thi den gamle behandlede hende stedse med den mest udsøgte, sømandsmæssige artighed og forstod på en egen måde at lade hende høre sin mening. — der var dækket aftensbord i lysthuset. Ud for en skinnende, blank themaskine sad Fru Winther og underholdt sig med sin mand om den forestående aftenudflugt. Hun bar en lysegrøn kjole med alt for megen besætning og en høj, uklædelig kniplingskappe med en mængde stråax, som dirrede og raslede ved hendes energiske bevægelser. » God aften, onkel Erik! Hvordan står det til? Kom og tag plads, — værsartig, på denne side. Det er jo en evighed siden vi har set dig her oppe. Må jeg —, « og hun rakte ham en kop the. — » Sæt dig ned, Bernhard, hvis du vil blive og spise med os! « » Hvorfor skulle han ikke det? « gnavede skibsbyggeren, en høj, kraftig, men tidlig ældet mand, som sad i baggrunden på en bænk og bladede i sin Avis. » Nej, det har du såmænd bet i, « svarede hans hustru med åndsnærværelse. » Hvorfor skulle han ikke! « » God aften, Bernhard, « sagde Winther venligt og lagde avisen til side, hvorpå han rakte efter en tobakskasse, der stod under bænken, og begyndte at stoppe sin korte, tilrøgede kridtpibe. » Sæt dig hen og få noget med. — jeg har spist. « — han strøg en svovlstik og fortsatte: » Du er nok snart færdig med din havfrue. « Bernhard satte sig ved bordet, idet han bemærkede, at figuren var så godt som færdig. » Tager du med til skovlyst i aften? « vedblev faderen. » Det kan du da nok begribe, fader, « Svarede Emma med munden fuld af mad. » Marie Brandt skal jo der ud. Klausens pige sagde, at fris, du véd nok, havde lovet at sejle for dem. « » Så er Marie Brandt klogere, end jeg havde troet, « bemærkede fruen med et blik i retning af Bernhard. » Ja — ja, det er godt nok for piger af hendes stand at have flere i kikkerten. Skulle én få forfald, så —. « » Jeg kom forhi Brandts i eftermiddags, « Yttrede Erik. » Da sad Marie ved vinduet og syede. Så standsede jeg et øjeblik og spurgte til phylax, som jo kom ind under én af jernstøber Knudsens vogne forleden og fik et ben brækket. De har nu haft dyrlæge til hunden, og han kommer sig; men Brandt var alligevel lynende gal, og Marie mente, han ville søge Knudsen for erstatning. « » Så er Bernhard gal over, at Marie skal sejle med fris, « faldt Emma ind. Lodsen sendte hende et hvast blik; men hun undveg det og hoppede kåd op og ned på bænken, hvor hun sad. » Det er du gal over, Bernhard, « gentog hun og sendte en brødkugle over bordet efter ham. » Uh — ha, sikken et ansigt, du sætter op. « Bleg lige til læberne rejste Bernhard sig fra bordet og blev stående ved indgangen til lysthuset, hvor den dalende sol kastede et luerødt skær over hans ubevægelige træk. Emma vedligeholdt sit bombardement; men han ænsede det ikke. » Ja, nu er hans Bjerring da endelig kommen på benene igen, « oplyste onkel Erik, henvendt til sin Broder. » Han har lejet butik i Brogade, og det skal gå i svogerens navn. « Winther modtog efterretningen med et nik, som skulle udtrykke hans interesse for sagen; men det lykkedes alligevel ikke lodsen at aflede samtalen fra det farlige æmne. » Hvis den unge fris tager Marie Brandt, « Sagde Fru Winther med overbevisning, » så gør hun et godt parti. Han er jo et pænt menneske og forekommende i højeste grad; » — hun skottede til sin stedsøn. » Han er så elskværdig, siger Fru Hansen. Hun kender familien, nemlig, — fra Fåborg, tror jeg. Faderen er nok prokurator og byrådsmedlem. Jo—o, dér gør bager Brandts datter sandelig et godt parti. « » Og nu skal de på sejltur i aften, « udviklede Emma. » Så bliver de nok forlovede. Hvad siger du til det, Bernhard? Så græder du vel, — uh, hu — hu — u! Hvad? « » Ja, jeg skal lige straks give dig noget at græde for, « sagde Bernhard og vendte sig om i døren med en truende bevægelse. Emma søgte øjeblikkelig dækning bag moderens byg og råbte: » Det skal jeg fortælle Marie i aften! Jeg skal fortælle hende, at du er tvær og gnaven, fordi hun går ud at sejle med fris, jeg vil også sige til hende — lad være berhard! Moder, sig til ham — av, slip mig! « — Bernhard havde grebet hende ved armen og løftede hånden truende. » Lad hende være, « sagde Fru Winther og rejste sig, højrød i ansigtet af vrede. » Hvor tør du vove at slå din stedsøster! — slip hende siger jeg. — Emma, du kan også lade være at drille ham. — Winther, tal til ham! — herregud, Bernhard, gå dog hellere din vej, når du altid skal lade dit dårlige humør gå ud over os andre. « » Det vil jeg også, « svarede Bernhard og målte stedmoderen med lynende øjne. » Det er såmænd en fattig nydelse at sidde her og opvartes med dine stikpiller og Emmas drillerier. — i moders tid —. « » Bernhard, ti hellere stille, « indskød hans fader rolig. Sønnen hørte ikke på ham. Med en bevægelse, der fik Emma til at skrige i vilden sky, slap han sit tag og tog sin hue. Et øjehlik hørtes gruset på havegangen, der førte op til huset, knage under hans fodtrin, så blev alt stille. Fru Winther gav nu sin indignation luft i mere skarpe end egentlig vel begrundede udfald mod sin mand, indtil måltidet var til ende. Da rejste Erik sig med et stilfærdigt » Tak for mad, « i hvis tone der end ikke kunne spores den svageste antydning af ironi, — hans svigerinde spidsede af gammel vane øren, — hvorpå han med et vink opfordrede broderen til at følge sig udenfor. Da de havde tændt piberne og side om side langsomt slentrede ned over tømmerpladsen, begyndte lodsen dæmpet: » Jeg tror ikke, at den dreng —. « » Hvad behager? « faldt broderen ham i talen. » Den dreng må behandles som vat, Niels, ellers har du mit ord for at han går i hundene. » » Å sludder, « svarede skibsbygmesteren let, » det er ikke andet end hidsigheden og galskaben, der løber af med ham. « » I skulle lade være at drille ham med Marie Brandt. « » Hvordan fanden er det da, han går og ijoller i det? « kom det hidsigt. Erik standsede og lagde hånden på hans arm. » Du må lade ham ét, Niels! Han er ingen drivert. « » Nej, hvad det angår, så —. « » Lad mig tale! — og han ryger ikke fra den ene til den anden, som så mange andre gør, mærk dig det. — han har et vanskeligt sind, Niels; han skal tages med læmpe, og af den grund skulle du bede din kone være noget mere forsigtig, — både hun og Emma. Det er min mening. » » Jeg véd så meget, « grundede Niels Winther, » at dersom jeg havde brugt kæppen lidt mere, mens tid var —. « » Jo, tak, « faldt Erik ham i talen. » Nej, det havde han aldrig taget imod. Han var løbet sin vej, min fat. — » I fædre, « står der, » opirrer ikke jere børn! « — nej, Niels, jeg har studeret den dreng, — studeret ham, ser du! Og jeg påstår, at du kan takke gud for, at han er, som han er, under disse forhold. Er der nogen mand på værftet, som kan måle sig med ham i dygtighed, måske? « » Nej, sågu’, « indrømmede hans Broder. » Ikke nok med det heller, « fortsatte lodsen ivrigt. » Men han er ærlig, både i handlinger og tanker. Hans hjerte er ingen røverkule, og bli’er det s’gu heller aldrig, — nu bander jeg. « » Ja, men hvad fa—, hvad skal man stille op med det humør og dette her sindelag, Erik? Han vil jo aldrig tage imod fornuft. « » Jo, minsæl vil han, « modsagde lodsen, » og hvad tværheden angår, den ligger i familien. Sé, der var nu farbro’er Frederik, som rendte væk og gik til søs, — ham kom jeg før til at tænke på. Kan du huske, hvor tit moder sagde, at det lå i familien, aldrig at tage imod grovheder eller den sort. — jo, jo, der er noget hårdt i os alle sammen, det véd jeg fra mig selv. « » Ja, du kan da ikke sige, at jeg har været hård ved ham, « faldt værftsejeren ind. » Måske Amalie og pigebarnet lader ham høre vel meget om Marie Brandt; den indrømmelse må du gerne få. « » Det er netop det farvand, jeg vil ind i, « Sagde Erik ivrigt. » Det er det med ham og hende. Sér du, jeg bilder mig nemlig ind, at Bernhard bliver gift inden så farlig længe. « » Så—å! Det kommer vel an på, om pigen vil tage ham. « » Hun tager ham, det er der ikke to meninger om. « » Hvor ved du så Pokkers god besked fra? « spurgte Niels Winther overrasket. » Han er nærved de to og tyve. Sé, jeg har nu gået og spekuleret på — « vedblev broderen. » Hvad har du spekuleret på, Erik? « » Jo, sé nu her. Jeg har jo mit gode, solide, grundmurede hus, som ikke har været i brug, siden Kristiane døde. « — snustobaksdåsen og det rødtærnede kom i virksomhed. — » Et værelse er jo alt, hvad jeg har behov, og — ja, så kunne de jo få resten at bo i, hvis de ville. « » Hvad for noget? Skulle de bo hos dig? « » Nej, — men måske jeg kunne bo hos dem. Hvad skal jeg ellers stille an med det store, tomme hus? « » Vel, « grundede skibsbygmesteren, » det kan der være noget om. Men Bernhard er ikke let at omgås til daglig. « O o o » Jeg kender ham, « nikkede lodsen. » Har du spurgt Bernhard, hvad han ville sige til det? « » Nej, endnu ikke. « » Marie Brandt ville måske ikke synes om det, — hvis hun da ellers tager ham. Det kan man jo nu foreløbig aldrig vide. De Brandts har alle dage haft bandsat store tanker om sig selv. « » Det har vi andre også, « bekendte den gamle dannebrogsmand rolig. Hans Broder skottede til ham, som om denne meddelelse overraskede ham betydelig. Lidt efter sagde han: » Så er der religionen. Brandts kone render jo til helligforsamlinger hver anden dag, og jeg tænker ikke, det ville smage Bernhard. Kan du huske, da præsten smak ham en lussing, fordi han havde gjort spektakkel udenfor kirken en søndag morgen? — nå, siden den gang har han aldrig sat sine ben i kirken. « » Det holdt jeg med præsten i, « svarede Erik. » Overfor drenge og storsnudede folk er der ikke andet, som hjælper, end en ordentlig én på torsken. — men hvis du tror, at din søn er en hedning, skal jeg ellers fortælle dig, at du er rent stormægtig vild på kareten, Niels Winther. « » Meget muligt, at jeg er, Erik! Bliv hare ikke hidsig; jeg siger dig jo ikke imod. « — dermed satte han sig atter i bevægelse, og efter nogle minuters gang stod de to brødre på strandbakken, ved hvis fod den klare vandflade vuggede sig frem og tilbage med en sagte skvulpen. Ovre fra bådehavnen lød latter og årepladsk, som gav genlyd i strandbakken. » Ja, ja, « resumerede Niels Winther endelig og bakkede eftertrykkelig på den korte kridtpibe, der hele tiden havde siddet som skruet fast mellem hans tænder. » Gør som du synes bedst, Erik. Hvad mig angår, så vil jeg tænke over det, du har sagt. I grunden ligger jo drengen, som du nok kan forstå, mig meget på hjerte, og dersom han vil giftes, skal det ikke komme an på, — nå, som sagt, gør som du synes. « » Tiden løber, « sagde lodsen og halede et gammelt guldkronometer frem af vestelommen; » Klokken er halvgående syv, og jeg talte til Bernhard om at drive ned omkring ved strandkanten en times tid. Ja, god nat da! « » God nat, Erik. « Den gamle lods gik hurtigt over den udstrakte værftsplads og ind i broderens hus, hvor han spurgte efter Bernhard. Men Bernhard var intet sted at finde. i. Ved gavlvinduet, øverst oppe under det jævnt skramlende tag, havde Bernhard Winther indrettet sig et lille kaminer, som aldrig nogen tænkte på eller gjorde mine til at underkaste en nærmere undersøgelse. Her plejede han at søge tilflugt, når det » rædsomme humør «, som stedmoderen beklagede sig over, fik magt med ham og fordrev ham fra familiens skød. Det hører til sjældenhederne, at unge mennesker sætter pris på at være alene. Men ensomheden var netop det, der bedre end noget andet kunne bringe Bernhard i ligevægt. Han var lidt efter lidt kommen til at længes efter den henrivende udsigt fra det lille, af støv og spindelvæv hakskjulte vindue, — de grønklædte bakker og stenene langs med strandkanten, havet, der strakte sig ud, så langt øjet kunne række, og hvis blinkende flade med sin jævne dønning var så vel skikket til at gyde Bo og fred i sindet. Her kunne han sidde i timevis, sysselsat med at gøre udskæringer i træ efter fantasien. Få kendte hans evner i denne retning. Han så ingen adspredelse deri, men arbejdede aldeles mekanisk, og dog forstod han at frembringe genstande af virkelig kunstnerisk værdi. Der var en rigt ornamenteret spadserestok med håndtag i form af et ørnehoved; den var en gang bestemt som fødselsdagsgave til onkel Erik. På det gamle, leddeløse bord, som han en gang havde frelst fra brændeskuret, stod en egetræs syæske, på hvis låg han havde udskåret en krans af egeblade og i midten en engleligur med palmegrene, som indesluttede bogstaverne M. B. — Men tiden gik; den ene fødselsdag kom efter den anden, uden at disse gaver blev uddelte; dertil var han alt for sky og undselig. Han havde en hård og ubøjelig natur. Oppe i det lille tagkammer sad han med sine underlige tanker om Vorherre og døden, livet og evigheden, — tanker, som han aldrig havde kunnet linde ord for. Hans hjerte krævede religion — Erik Winther havde ret i sin påstand om, at hans brodersøn var ingen hedning — men der var ingen, som hidtil havde fået lov til at sætte dem i system for ham. Ungdommens forlystelser havde han ingen Sans for. Disse pyntede kræmmersvende og kontorister med vandkæmmet hår og splinternye slips, — disse fornøjelsessyge, støjende ungersvende, som slår gækken løs efter fyraften, kunne han aldrig blive kammerat med. Han kendte deres udilugter til skovlyst om søndag aften og andre fridage, — hvor de sejlede ud, to og to, og dansede i den lille, skallede plantage, indtil det blev silde, og den dundrende hornmusik forstummede. Så hjemad — atter to og to — i den måneklare aften, tværs over vigen med dens bundgarn og rusebøjer. Undertiden sang de, først en stemningsfuld aftensang, siden revuviser og anden hovedstadspoesi, — jo han kendte det hele godt nok: bedemandsminer i kirken søndag morgen; hatten i nakken og lystig forsorenhed ved måneskin. Bernhard Winthers hånd var imod dem alle, — undtagen én. Hendes venlige ord og lyse smil virkede som solskinnet over jorden ved forårstid på hans mørke, vilderedte natur. I stille timer stod hendes ranke, jomfruelige skikkelse for ham, der ellers altid havde nok i sig selv. Og som dagene kom og gik, mærkede Bernhard Winther stærkere og stærkere, at hun ubevidst ligesom føjedes ind i hans ensomme tilværelse. Da dette blev ham klart, kunne han gerne have råbt det ud for hele verden; men han kendte Lyshøj for godt. Dér kunne disse opstivede madammer sidde i sofahjørnet og diskutere forlovelser og inklinationer, som var det deres egen sjæls salighed, det gjaldt: » Det er et pænt, roligt menneske; han forstår at tale for sig! — god familie — og så videre. Bernhard væmmedes. Som om ikke netop dette var for ædelt og dulgt til at diskes op side om side med fallitter, middagsselskaber og tjenestepigevrøvl! Marie Brandt holdt af at more sig, vidste Bernhard. Og som ingen anden kunne han udfylde programmet for hende, når han blot ville. Men skyheden for bysnak holdt ham tilbage. — så var der andre, som kom ham i forkøbet, — som denne Johannes fris, der delte sin fritid ligelig mellem helligforsamlinger og skovture. Det ærgrede Bernhard at tænke på, hvordan denne lille, korrekte prokuratorsøn skulle sidde hos Marie på ud- og hjemfarten og føre op med hende ved ballet om aftenen, — dette evindelige pjankeri, hvori alle byens unge fjanter levede med sind og sjæl. — det var allerede mørkt, da han sneg sig ned ad trapperne i det næsten mennesketomme hus og gik tværs over tømmerpladsen. Her åbnede han en låge i stakittet, lukkede den atter og fulgte en lille sti, som løb langs bagsiden af flere store haver, gennem byens udkant og tabte sig i det stride græs og tangen langs strandbredden. Herfra kunne Bernhard høre musiken og skimte fyrværkeriet i den lille lystskov, som en driftig restauratør havde anlagt omkring nogle skrænter på den anden side af vigen. — han fulgte med langsomme skridt strandkanten et stykke vej og satte sig endelig til hvile på en bunke opskyllet tang, hvor han henfaldt i tanker, medens skyggerne sænkede sig dybere og dybere, indtil aftenens mildhed afløstes af den lune forårsnats fred, og månen steg bag de skovklædte øer langt ovre i stilheden. Da rejste han sig og lyttede. Ude ved næsset flimrede lygteskæret uroligt i aftenvinden og skjultes undertiden, eftersom skyggerne ilede frem og tilbage. Den friske strandluft raslede sagte i græsset, og flagermusene drev omkring i lydløse kast, højt og lavt, på deres natlige jagtture, forsvandt i mørket og kom atter frem. Nu og da svirrede en enlig ugle af sted og blev borte mellem træerne på strandbakkens skrænt. Langt ude lød der plask af åreslag og nu og da et latterkor. Så en enkelt stemme, der sang. Andre faldt ind, og koret kom nærmere og nærmere. Bernhard kendte melodien, bøjede sig frem og lyttede. Han elskede sang, — helst simple, jævne og gribende melodier. Da bådene kom nær nok til, at han ved måneskinnet kunne skelne de enkelte skikkelser, gik han tilbage mod byen, men holdt sig ved vandkanten, drejede uden om strandbakken, gik ad den lange stenmole ud til bådehavnen, hvor han hlev stående i skyggen af et gammelt bådesknr. Der gik nogle minuter, førend de første fartøjer lagde til. Fra sit skjul kunne Bernhard høre de ankomne udveksle spøgende bemærkninger om aftenens tildragelser. Lidt efter begyndte folk at gå forbi skuret op mod byen; en og anden vendte sig om og kaldte på efternølerne. En høj, mager kvindeskikkelse stod stille ud for Bernhards tilflugtssted og råbte tilbage: » Marie! Hvor bliver du af? « » Vi gør banden fast, moder, « lød det muntert ude fra et af slæbestederne. » Nu kommer jeg. « — Bernhard loer sammen; thi det var Marie Brandts stemme. Et øjeblik efter kom hun langsomt hen ad molen i følge med en lille mandsperson, som ivrigt gned sig i hænderne med et lommetørklæde. » Ja, tjære hænger fast, « sagde Marie med en kort latter. » De fik vel ikke noget på deres tøj, hr. Fris. « » Ingenlunde, « svarede hendes ledsager og strøg et par gange med hånden ned ad sit ene frakkeærme; men — vi glemte jo deres moders kurv i båden. Gjorde vi ikke? « » Jo, det er sandt. — skynd dem ud efter den, så går jeg ganske langsomt i forvejen. « » Vil de ikke hellere vente her, indtil jeg kommer « » Jo, — hvis det kan more dem. — skynd dem lidt. « — » Tak. « — han vendte sig om og ilede ud ad molen. Den unge pige stod ganske stille og så efter ham. Men den hvide kniplingsparasol, som hun begyndte at kradse med i sandet, standsede pludselig, da det raslede i skuret bagved hende. Hun vendte sig rask om og stod ansigt til ansigt med Bernhard Winther. » God aften, « sagde han rolig. » Er det dig, Bernhard? — gud, hvor du gjorde mig forskrækket. « hun fangede hans mørke, næsten truende blik og vedblev ængstelig: » Er der sket noget? Hvad er det. Jeg kan sé på dig —. « » Ja, « afbrød han, » der er sket noget. Kom her, — denne vej; jeg vil tale med dig. « han gjorde en bevægelse over mod strandbakken, hvis stejle skrænt ludede frem i mørket noget borte. » Jeg kan ikke, « indvendte Marie hurtigt. » Fris bad mig vente; han skal følge mig hjem. « » Det skal jeg nok besørge. « med disse ord greb han hende om håndleddet og førte hende med raske skridt ned over molen, hvorfra en sti løb uden om den høje bakke langs strandkanten. Hun gjorde ingen modstand, men befriede sin hånd for hans greb og lagde den halv ubevidst på hans arm, medens de i tavshed fortsatte vejen så langt uden om bakken, at denne skjulte dem for udsigten fra bådehavnen, hvor et øjeblik senere kontorist fris stod stille og så sig om i stor overraskelse. — » Så, « sagde Bernhard og standsede ved en lille bænk, der var anbragt på skrænten ud mod havet; » lad os sætte os her et øjeblik. « » Ja, men ikke ret længe, « svarede den unge pige. » Jeg er vis på, moder er urolig for mig, når fris kommer hjem alene. « » Du må vente her, indtil vi to har gjort op med hinanden, « sagde han heftigt. » Nu har det varet længe nok, og i aften vil jeg have ende på det. Jeg vil vide, om du har givet dit ord til denne blegnæbede kontorist, eller om du vil holde fast ved mie. « O » Det kan jeg virkelig ikke svare dig på, Bernhard, sådan lige i et øjeblik. « » Hvis det er alt, hvad du kan sige, « fremstødte han, » så har du allerede svaret for dig, og jeg skal aldrig spørge dig igen. — men lad mig hellere høre det i tydeligere ord, for da véd jeg, hvad jeg kan rette mig efter. « » Herregud, Bernhard, du er så hidsig. Lad mig dog få tid at forklare mig. « » Der er ingen ting at forklare. Du har blot at vælge imellem mig og — alt det andet. Har fris sagt — sagt noget til dig? » Hvis han nu har, Bernhard, « sagde hun og så på ham med et sælsomt blik i de livlige øjne, » hvad så? « » Hvad svarede du ham? « » Hvis jeg nu sagde ja? « » Godt

1881_Roed_HvadGunnarHoerte

Anna

Hvad Gunnar Hørte

Roed

Roed

Hvad Gunnar Hoerte

female

1881_Roed_HvadGunnarHoerte.pdf

Anna

Roed

dk

Hvad Gunnar hørte

n

roman

C. W. Stincks

KB

pdftxt

nan

nan

O

Sneen lå tykt på Norges fjelde, og månen lyste klart fra den tindrende himmel. Nede ved elven, som dyder gennem dalen, lå en hytte. Det var næsten umuligt at øjne en menneskelig bolig i denne øde egn; thi, så langt øjet rakte, sås blot fjelde, der højnede sig over hverandre. Elvens stride strømme, som selve frosten ikke mægtede at fængsle, sydede under det øvre faste dække. Dette fremkaldte en vemodsfuld lyd, som, blandet med hæse skrig af de ville fugle og ulvens lange hyl, gav landskabet dets særegne alvorlige karakter. I den fattige stue sagde moder og søn. Gutten kunne omtrent være 14 år gammel. Det lange, gule hår hang frit ned over Hals og skulder. Hans kind var bleg og trækkene uregelmæssige; men man glemte at betragte de enkelte dele;, thi et vidunderligt stort øje kastede en sjælfuld glans over ansigtet. Hvem der nu så ham sidde der på den lave træbænk og stirre ud i den måneklare julenat, måtte forbavses over den stærkt udprægede genialitet, der hvilede over hele personen. Hånden sluttede sig fast om et simpelt instrument, en violin af tarveligste sort. Ved bordet sad en endnu ung kone og læste i bibelen. Der var hvile her i hytten som ude i naturen, men det var her som overalt, den var blot tilsyneladende. Alt skabt er i uafladelig røre, enten stræber det fremad eller går tilbage. Her vare moder og søn et billede på ro, men når fanger menneskehjertet hvile? Ved nøjere at betragte Ingas udtryksfulde ansigt så man kampen, hun stred; hun ville overvinde en dyb bekymring, en smertelig tanke, men længe kunne hun ikke tilbageholde udbruddet; hun lænede sig til væggen og sagde: „ Gunnar! Mindes du din far? “ Gunnar nikkede stille, lagde violinen under kinden og drog nogle underlige skærende strøg. Inga vedblev: „ Det var på denne tid for et år siden, vi to sagde her og ventede ham hjem. Du stod ved vinduet og kiggede ud i den lyse hellige julenat, medens jeg bad den kære herre Krist ikke gå vor dør forbi. Da sagde du: „ Far min kommer over fjeldet, det sér ud, som fløj han, så rask går farten. “ Hjertet hoppede af glæde; men, tænkte jeg, først gud, så han. Bønnen ville jeg først bede ud; dog, det gik kun småt; thi tanken var forvildet. Da råber du med et: „ Han går mod kløften — sneen er skreden tilbage — o, gør det ej! “ Du gav et stort skrig, jeg slap vor herre og fo’r til vinduet — da — ja, Gunnar! Det var min fejl, at jeg netop da slap Herren; thi, havde jeg råbt til ham om hjælp, i stedet for at stå og sé på nøden, da havde måske din fa’r været frelst. “ Hun tav og henfaldt i en stille gråd. Efter en rum tid sagde hun: „ Hans i at nå os havde ladet ham vælge den farlige, men nærmere vej. Det blev hans død — og Herren være hans sjæl nådig! “ „ Amen! “ hviskedee Gunnar, medens tårerne trillede ned over violinen og ud i hans lange hår, der hang ned over den. Ubevidst, men efter gammel vane havde han hele tiden, medens moderen talte, udøst sit eget friske hjertes sorg ved at lade sin bue løbe over strængene, og hans musik havde været et udtryk af fortællingens gang. Nu lød det som et suk; derpå spillede han en psalme, og Inga stemmede i med. Til slutning lagde han violinen i moderens skød og slyngede armene om hendes Hals. Hun glemte sin sorg, og, medens de holdt hinanden fast omsluttede, føltes hverken angst eller nød; hjertet var opfyldt af kærlighed. „ Jeg véd ej selv, hvordan det er, “ sagde hun; „ men den simple ting der, er næsten som et menneske; den taler med ved alle lejligheder og siger netop det, jeg føler her inde. “ Gunnar trykkede violinen til sig og sagde: „ Vennen min. “ I den store, men lave og mørke gæstestue på skyds-stationen ørnel ved foden af uovre, gik van Geyer sen urolig op og ned ad gulvet, undertiden udstødte han nogle afbrudte ord, der tydede på et pirreligt sind, samt så med udtryk af bekymring på sin højre hånd, der vel forbunden hvilede i et sort silkehind. Van G ey er sen var en hollænder oG lå på hejsen til Trondhjem. „ Hvilket storartet uheld! “ udbrød han; „ det briste eller bære, jeg rejser i morgen! Blive her er værre end døden. “ Han ringede. Værten, en godmodig Bonde, trådte ind. „ Har du skaffet mig en gut til ledsager? “ Spurgte van geyersen heftigt. Intet svar. Når van geyersen var i stærk sindsbevægelse, glemte han at tale norsk og forstod da ikke, hvorfor ingen svarede. Bonden betragtede ham mistænksomt, rystede på hovedet og tænkte sin del. Van geyersen blev mere og mere eksalteret, talte sig selv ind i et formeligt raseri og gjorde de underligste bevægelser i luften med den raske hånd. Al hans anstrengelse frembragte ingen virkning på værten. „ Umælende uhyre! “ råbte han, „ forstår han ikke sit eget sprog? “ Med et blev han selv stum ved at sé ind i bondens rolige ansigt, hvor intet tegn på opfattelse var at finde. Mumlende en ed kastede han sig på sofaen og lukkede øjnene. Et minut efter sprang han op, tog en langagtig sort kasse og så på dens indhold med et kærligt blik. „ Du forstår mig, “ sagde han, „ Du som ingen anden. “ Derpå tog han sin hue og var i et Spring ude ad døren. Lidt efter nåde han fjeldene og besteg bjerget med sin lette hurtige gang. I husets dør stod bonden med sin hustru og så efter ham. „ Stakkel, “ sukkede hun, „ han tager livet af sig. “ „ Ikke det, er min tro, “ svarede manden, „ Galskaben har snart raset ud, så kommer han igen og er from som et lam. Jeg ville sagt ham, at Inga er villig til at lade gutten rejse med ham; men, “ tilføjede han og gned sig om hagen, „ tale skal man undgå, når han er i nærheden, for så bliver han rent gal; det er, som brød den skinbarlige djævel udaf hans magre krop. “ Imidlertid var van geyersen vedbleven sin vandring, og så optagen var han af sine egne tanker, at han først ved en drejning af stien blev opmærksom på den storartede naturs ville højhed, dei- omgav ham. Den milde sommerluft havde løsnet isens bånd, og elvens bølger tumlede sig frigjorte gennem den trange Dal, medens de mørke fjelde på den modsatte flodbred hævede sig høje og truende. Ned over klippen styrtede fossen med vælde og skinnede i sølvklar hvidhed. Bjerget, på hvilket han stod, faldt lodret ned på den ene side, på den anden forsvandt det i skyerne. Vangeyersen søgte at følge den svimlende højde, men bemærkede i det samme en skikkelse, der sad på et fremspringende fjeldstykke. Først troede han, det var umuligt, at nogen kunne sidde der uden at falde ned; men omsider overbevistes han om, at det virkeligt var et menneske. For at få haM til at lægge M ærke til sig, råbte han; Men skikkelsen sad i den samme to roverbøjede stilling og lyttede. Da tog han en sten og kastede den behændigt derop. Nu fik skikkelsen liv, bøjede hovedet og så ned på ham; derpå klattrede den op ad den stejle klippe og forsvandt bag fjeldvæggen. En så stor smidighed forbavsede van geyersen, og det beskæftigede hans tanker på tilbagevejen i så bøj grad, at han næsten var løben mod Gunnar, der stod midt på vejen med hænderne gemte i lommen og den højrøde uldne hue hængende ned ad nakken. Han genkendte skikkelsen fra fjeldet og spurgte ham, idet hans blik hvilede fast på ham: „ Hvem venter du på? “ „ På dig, “ svarede gutten og så frejdigt op. „ Godt! hvad vil du da? “ „ Mor min siger, jeg skal følge dig til Trondhjem, du er nok syg, og jeg skal passe dig! “ „ Nå, det skal du, “ sagde van geyersen, greben af sympatti for guttens ejendommelige personlighed og den sjældne melodiske klang i hans stemme. „ Så følg mig da, “ tilføjede han og gik videre. Pludselig vendte han sig atter og spurgte: „ Hvad tænkte du på nys, du sad deroppe? “ Gunnar bøjede hovedet, så alvorlig ud, men tav. „ Nå, skynd dig,, sig mig på hvad! “ „ På intet, “ sagde han og blev bleg, „ jeg hørte blot! men der har aldrig været en sådan skrigen som i dag. “ „ Ikke det, “ sagde van geyersen nysgerrig. „ Nej, “ tilføjede Gunnar med et begejstret udtryk og i en indre ophidset tilstand, der som en gnist høj ned og tændte en lignende uro i van geyersens hjerte. „ I dag var det, som skulle alle huldrens døtre fanges og dø! de jamrede og fore i hvirvlende fart ned mod det frådende væld. Tre gange om året have de onde nøkker magt til at stige op mod fossens strøm og nå dens leje. Her fødes hver morgen de yndigste huldrer af bølgens skum. Nøkkerne vælge sig nu de skønneste, og straks begynder den ville jagt; under rasende angst styrte huldrerne ned og søge at undgå forfølgerne. Kan huldren nå elven, uden at nøkken har rørt hende, da bliver hun der sin elskers brud; i modsat fald må hun dø, opløses til skum som sin moder. Kan du nu forstå, hun skynder sig? “ tilføjede han med blussende kinder og en naivitet, der viste, i hvor høj grad han selv var opfyldt af troen på dette sagns sandfærdighed. Van geyersen rystede på hovedet og tænkte, hvilken forunderlig ledsager, der her var falden ned til ham. „ Jeg tror nok, vi to blive venner, “ sagde han og lagde sin hånd på drengens skulder. Gunnar nikkede; han antog det også. Omtrent en måned havde de været i Trondhjem, og først nu kunne van geyersen igen bruge sin højre hånd. På selve rejsen havde Gunnar ladet glimt komme til syne af en så ejendommelig indre begavelse, at van geyersen havde fattet stor godhed for ham; det var hans.ønske at binde ham til sig og søge at udvikle disse sjældne evner. Men nu, siden de vare komne til Trondhjem, måtte han med sorg erkende sin dom for overilet og begyndte at tvivle om sin rette opfattelse; thi fra det øjeblik, byens mure omsluttede dem, blev Gunnar indesluttet og gik tavs, drømmende omkring. Vangeyersen var forundret og bedrøvet over at sé den unaturlige tilstand, i hvilken hans yndling befandt sig., alt, hvad han kunne tænke sig. der måtte oplive ham, blev forsøgt, alt, blot ikke det rette. Gunnars matte blik og dorske væsen vidnede om, hvor stor den længsel var, der drog ham til de ville fjeldkløfter i hans trange Dal og til igen at høre huldrens vemodige klage. Van Geyer s en indså, at hans natur var vokset sammen med de vante landlige omgivelser, og at han visnede, dersom han blev omplantet i denne stenede jordbund. Gunnar plejede ved hver lejlighed at forsvinde, og på alle spørgsmål om, hvor han havde været, svarede han blot „ Histoppe “. Det eneste, hans herre kunne opdage, der rørte ham, var havet! Som en løsladt pil så han ham undertiden fare ned ad gaden, stille sig op yderst ude på den lange brygge og fortabe sig i beskuelsen af de frådende bølger. Det faldt van geyersen tungt at opgive sin kære plan at beholde ham hos sig; men han måtte det dog til sidst, indseende, det var bedst for gutten selv at komme hjem. Han sagde det til ham, og at de snart måtte skilles; Gunnar ytrede hverken glæde eller sorg, men så på ham med stor forundring, og intet ord viste, hvad hans hjerte følte. En morgen havde han bragt den hemmelighedsfulde kasse til et stort rødt hus og stod nu udenfor og betragtede det fra øverst til nederst; han følte på og undersøgte figurerne, der stod i mischer på muren. Han forundrede sig over dem og troede, det var forstenede mennesker. Han mente, de havde forbrudt sig på en eller anden måde, og nu havde de mægtige trolde blæst deres hjerte ud og sat dem en kampesten i stedet. Denne havde stedse udvidet sig og efterhånden forstenet hele legemet. Venner og slægtninge havde formodentlig stillet dem herhen, at de skulle pynte lidt. Han vidste godt, hvad venner og slægtninge ville sige; thi hans moder havde en faster, der boede nordenfjelds, og hun sendte dem en gang om året saltet rensdyrskjød. Pludseligt faldt hans øjne på en plakat, der var klinet fast på væggen mellem to af de forstenede uhyrer. Han blev tiltrukken af ordet „ Violini “ — ja, her kom en slutning, han ikke kunne tyde; nysgerrig stirrede han på det fremmede ord „ Violinist “; hvad mon det betød. „ Det sprog må nok ikke være opfundet, da far [min lærte mig at læse, “ tænkte han. Øverst oppe stod „ Koncert “, — nej, det var noget ganske nyt! blot nogen ville forklare mig det. “ Han så sig ængsteligt om; men ingen af de forbigående anede, at den lange bondegut, der stod med hænderne foldede på byggen, og i hvis blege ansigt man tydeligt læste bøn om hjælp, at han stod der for at tage sprogundervisning. Sukkende vendte han sig om og begyndte forfra. „ Den berømte violinist van Gey “ •— atter noget, han ikke kunne begribe, „ van Gey “ — var endnu det allermærkeligste, „ den berømte violinist van geyersen “ — nej, det var til at blive gal over; han stampede i.lorden og viste tegn på stærk bevægelse. Til sidst overvældede den sårede følelse liam; han så modfalden ned for sig og sagde: „ Far min har nok lært mig dårlig at læse. — Stakkar vidste vel ej bedre selv. “ Bedrøvet satte han sig ned på stentrappen og faldt i tanker. Van geyersen havde i nogen tid betragtet ham i afstand. „ Dette syn bestemmer mig, “ Tænkte han. „ Det er syndig egoisme længer at beholde ham her. “ Blidt lagde han sin hånd på hans skulder og spurgte hjerteligt om grunden til hans sorg. Denne venlighed bragte blot Gunnar i endnu større oprør, svare kunne han ikke; det var at blotte faderens fejl, at han ikke havde lært ham bedre at læse; derfor tav han og blev lige uforståelig for van geyersen. I skumringen, dagen før Gunnar skulle rejse, havde van geyersen talt længe med ham. Gunnar gik nu langsomt hen mod døren og tog i låsen; da hørte han en tone, en lyd, der fængslede ham til pletten. Begærligt slugte hans øjne violinen, van geyersen holdt i hånden, og over hvis strænge buen gik med utrolig hurtighed og ynde. Sligt havde han aldrig hørt før! Det løb som kuldegysninger gennem ham, og tårerne trillede ned over kinden. Det var genialiteten, der lokkede livets kilde frem i et beslægtet bryst. Hans hjerte svulmede ved følelsen af de rigdomme, det ejede, og han jublede, uden at kunne gøre sig klart hvorfor; men alt som.han lyttede, var det, som lyset gled ind i hans sjæl. I den senere tid var van Geyers en atter begyndt at spille; men, da han holdt mest af at være ene, når han forberedede sig til en koncert, så lukkede han sig inde i sine værelser og sagde til Gunnar, at han ikke behøvede ham i de timer. Gunnar smuttede hurtigt bort og tilbragte tiden på sin måde. Deraf kom det, at han først nu uventet kom til at høre ham. Van geyersen havde holdt op og var gået på koncerten, uden at ane, hvilket under hans spil havde bevirket i guttens indre. Denne stod endnu på samme sted med funklende øjne og blussende kinder. Med ét sprang han højt i vejret, lo, græd, for op og ned ad gulvet og var i den største bevægelse. Da greb ham en ny tanke; i et nu for han op ad trappen og nåde det lille tagkammer. Her tog han noget frem, der var indsvøbt i et højrødt silke- klæde. „ Vennen din skal rejse fornemt, “ havde hans moder Inga sagt; „ han er vor største glæde her i hjemmet, og du kan have godt af at snakke med ham undervejs. “ Derpå pakkede hun med moderlig omhu violinen ind i sit stadsklæde. En festens gave af hendes bedste ven, og nu havde disse to kære, kendte genstande været Gunnars eneste trøst mellem de fremmede omgivelser, skønt han af en uforklarlig undseelse altid havde skjult dem for van Geyer s en, med urolig hast blev violinen tagen frem, nogle strøg gjorte, men hvad var det? den klang ikke som det, han nys hørte. Den tone var fyldig og dog fin, blød og dog kraftig. Denne derimod, som han selv frembragte, som han hele sit liv havde elsket som det skønneste, han kendte — denne samme tone sårede nu næsten øret. Han holdt violinen op mod måneskinnet, så på den og begyndte atter; men det blev ikke bedre. „ Hvorfor kan du ikke lyde, som du plejer, “ Udbrød han fortvivlet og kastede den fra sig; angerfuld greb han den atter og sagde: „ Vi to due begge intet her — men vent blot, vent! “ Uvilkårlig lagde han violinen under kinden og lullede sig snart ind i sin egen rige fantastiske verden, spillede, og — kummeren var glemt. Det var sént på aftenen; koncerten var for længe siden endt/ af bladene havde man erfaret det uheld, van geyersen havde haft på rejsen derop: at vælte og forvride sin højre hånd; da han nu trådte frem i den talrige forsamling, blev han hilst med uendelig jubel. Den berømte virtuos sendte sit blik ud mellem mængden, bøjede hovedet let og begyndte sin adagio. Tilhørerne fulgte beundrende hans begejstrede foredrag, reves mere og mere hen, og, da han sluttede, lød et tordnende bravo til ham fra det talrige publikum. Van geyersen var stolt og glad; længe havde han ikke kunnet spille, det var altså længe siden, hans forvænte øre havde inddrukket den vante hyldingsrus. Den lød igen jublende og stormende, og den fyldte ham med inderlig tilfredsstillelse. Alt var nu forbi; han stod i ventesalen, og, uden at ændse de tilstedeværendes nysgerrige blikke, så han spejdende uroligt om efter Gunnar. Hanskulde være der for at hente hans violinkasse; men han var intetsteds at sé. Ved tanken om gutten drog en sorgfuld følelse gennem hans sjæl. „ Hvor jeg holder af ham, “ tænkte han, medens han ilsomt gik ned ad gaden med sit instrument under armen. „ Hæder, ære og berømmelse kan jeg nå — men, “ vedblev han bittert, „ Hjertets glæde er mig nægtet. Den glæde at vække denne guts slumrende evner og vinde hans godhed, det er mig nægtet; for alt, hvad jeg har gjort for ham, får jeg ligegyldighed. “ Han ménte at finde Gunnar i hotellet; men han var der ikke. Han blev angst, kaldte, søgte, men forgæves; han spurgte: ingen havde sét ham den hele aften. Da faldt det ham ind at søge ham på hans lille værelse under taget. Han nåde døren; men da var det ham, der blev stående og lyttede. Gunnar spillede, og van geyersen forbavsedes. Nu var det ham, der blev greben af geniets magt. Her kæmpede det for afbryde frem, afkaste sine trykkende bånd, snart famlende i blinde, snart brusende frem i ustandselig vælde. Van geyersen følte det alt, da han stod alene i den smalle mørke gang. Han forstod, at gud dog havde lagt nøglen til denne gådefulde karakter i hans hånd, og nu vidste han at bruge den. Gennemtrængt af denne overbevisning gik han ind i stuen og fandt Gunnar siddende i vindueskarmen. Han tog ham bevæget i armen og sagde, at han i ham stedse skulle have en trofast leder. Gunnar så det højtidelige udtryk i sin elskede herres ansigt, der, siden han havde hørt ham spille, næsten stod for ham som en guddom. En underlig dyb anelse sneg sig gennem hans sjæl. Van geyersen så ham fast ind i de klare øjne og spurgte: „ Forstår du mig? “ Gunnar hviskedee: „ Jeg tror nok. “ „ Fra nu af er du min Broder, “ vedblev van geyersen, „ dersom du selv vil. “ Gunnar kastede sig for hans fødder og hulkede; nu mærkede han, at den kære gud atter havde fundet ham igen og det i den store by, hvor alt forekom ham koldt og fremmed. Nu skulle han lære at spille — hans eneste ønske, hans ubevidste længsel — alt fandt sit mål i dette ene — leve for musikken; og det var nu nået. Åi' henrandt, og Gunnar var en berømt kunstner. Som det var gået den simple kone i hytten hin julenat, således gik det nu det store publikum gennem hele Europa. Alle fandt, at „ Gunnars ven “ kunne tale med om alt, og at den udtalte netop det, de følte dybest inde, både sorg og glæde. Gunnar havde tidligt lært at drage det friske liv i naturen ind i sig, og senere forstod han at spille ud af sit rige, elskelige indre. landsbydegnen. umm i. Peter børstede støvler og løb ærinder for student Christian Clausen, der boede på regentsen. Det var en mørk snevejrsdag hen ad juletid, at Peter trådte ind i studentens stue. Der var ingen; men det vidste han nok; thi studenten var rejst om morgenen til sine forældre i Jylland, og nu kom Peter netop for at rydde op. Der så også helt forstyrret ud derinde; gamle støvler, forskellige klædningsstykker og alle slags sager lå kastede mellem hverandre på gulvet. Alt var kommet frem, det bedste valgt og nu taget med på rejsen. I stedet for at rydde op satte Peter sig i sofaen og så ned for sig; Peter var lille, af en dreng på 14 år at være, og i hans ansigt var et gammelt udtryk, der tydede på en alvorlig og streng barndom. „ Hvor var han glad i Morges, “ sagde han, „ han sang, da jeg kom kl. 4, og i hvilken fart bleve sagerne ikke kastede ned i rejsetasken, igen tagne op og bedre ordnede; mig kneb han i øret, sang og dansede af lutter glæde. Hvad var han da egentlig så glad over? var det kanske, fordi han skulle hjem? “ Peter stirrede tankefuldt ind i en revne på bordpladen og vedblev: „ Hvad er vel et hjem, er det som ude hos os på landet? “ Alvoren lagde sig lig en skygge fastere om hans træk, og et eget sørgmodigt udtryk tegnede sig efterhånden i hans ansigt, alt efter som erindringen om den sidste aften, han tilbragte i hjemmet, trådte levende frem for hans sjæl. Det syntes ham, at han så det hele for sine øjne: Marie lå i krogen og sov på noget halm. Moderen stoppede en uldhose, af og til bandende manden, der endnu var i kroen. Hendes urolige blik døj fra den osende lysestump, der var ved at gå ud, til hullerne på arbejdet, der vedbleve at være mange. Han stod selv ved enden af træbordet, støttede hovedet på begge hænder og følte sig meget uhyggeligt tilmode. „ Hører du ikke, dreng? “ sagde konen vredt, „ Barnet hosten livet af sig? « så hjælp hende dog og stå ikke der og glo. “ Peter hørte nu først, hvorledes Marie hostede, og i samme nu lå han nede på gulvet, holdt hendes hoved mellem sine hænder og søgte at berolige hende; derpå svøbte han tæpperne så godt om hende, som han kunne, og hviskedee: „ Er det nu godt? “ „ Ja, “ sagde Marie og rystede, „ men du må blive hos mig, Peter; for nu kommer far snart hjem, og så får han bank! O! jeg er så bange. “ Hun græd og holdt Peters hånd fast mellem sine; denne lagde sin kind mod hendes, og kort efter sov hun atter ind. Lyset var imidlertid gået ud, og det dybeste mørke hvilede over stuen. Konen, træt af dagens slid, var sovet ind med arbejdet på skødet; næsten stiv af kulde vågnede hun nu og så sig om. „ Uha! Gyseligt! “ mumlede hun og lukkede atter øjnene; dog syntes det, hun så i sit indre, at være værre end alt andet; thi fortvivlet hævede hun dem atter og så gennem vinduet op mod himlen. Denne havde hele aftenen været mørk og overtrukken; nu var den bleven klar, og stjernerne begyndte at titte frem. Synet af dem tændte en højere følelse i hendes sjæl, og hun hviskedee: „ Gud bedre det, hvor her er mørkt og koldt; det er, som om den onde rent havde magten over mig. Jeg glemmer alt, hvad jeg skulle gøre. Gud forbarme sig over min elendighed! “ Peter, der havde hørt hendes udbrud og godt kendte disse overgange fra hårdhed til den dybeste sjælesmerte, ville gerne trøste hende lidt; han fandt endelig et stykke lys, tændte det, pirrede op i asken og stillede sig derpå mod ovnen med hænderne på ryggen. Konen havde sét ham sørge for lys og varme; hans omhu i dette øjeblik gjorde hende godt, og i stor bevægelse sagde hun sagte: „ Jeg tænker stundom på, at dersom din far eller mo’r, som ingen kender uden gud i himlen, dersom de en gang histoppe skulle komme og fordre din sjæl af mig. hvad skal jeg så svare dem? for du lever her som en hedning og kommer vel ikke andre steder end i det, man kalder helvede. “ „ Det er nok troligt, “ sagde Peter stille og tørrede en tåre bort med ærmet; „ men, “ tilføjede han nølende, „ tror du ikke, Marie kunne slippe fri for at brændes? “ „ Det skal gud vide, “ sagde konen fuldt, „ hun har nu omtrent været her i 7 år. Husker du, hvor det stormede og regnede den nat, jeg bragte hende herover fra København. Et under var det, at hun kom levende derfra, svagelig, som hun var, og kun 6 uger gammel. Undertiden tænker jeg, at dersom noget skulle hjælpe dig frem til Vorherre, da er det din hjælpsomhed mod hende og det ----------men gå nu iseng, Peter; fra i aften, “ tilføjede hun bestemt, „ vil jeg selv tage mig af far, når han kommer hjem fra kroen. “ Forundret så Peter på hende og sagde omsider: „ Du må hellere lade mig våge; thi du bliver hidsig og slår ham! “ Der gik som et stik gennem konens hjerte ved at høre drengen udtale med tydelige ord den brøde, der, uden at hun gjorde sig det klart, tyngede på hendes samvittighed. Hun følte godt, at hun ikke var, som hun burde være mod manden; thi om han end nu var mere lig et dyr end et menneske, så havde han dog en gang været en køn Karl og hendes bedste glæde. Hun sank atter ned på bænken, holdt hånden for øjnene og lyttede til hjertet, der fortalte om hendes ungdoms lykke. Hun så igen den raske Garder, den rige gårdmandssøn; hun huskede, hvor glad hun var, da han ved gildet valgte hende, og med hvilken stolt følelse hun som hans brud kørte ind i hans velforsynede store gård. Der mærkede hun imidlertid snart, at han ikke duede meget; han drev om til lystighed og fjas. Hun var den, der skulle styre sagerne.- det havde hun ikke tænkt sig, da hun tog ham. Han gik sin egen gang, og hun blev gnaven; han begyndte at drikke, hun skændte. Nu var han stadig fuld, og hun havde mere end én gang, ja mere end hundrede gange banket ham. Forlængst måtte gården, kreaturerne og alt sælges; de havde til sidst intet tilbage, men lejede en hytte på Marken. Konen, der egentlig var af en god natur, men som ved modgang var bleven forhærdet, tog sig da sammen, rejste ind til København og fik på stiftelsen små børn at opføde. De vare efterhånden blevne sendte tilbage igen, blot Peter og Marie havde ingen gjort fordring på, og hun holdt af dem, som om de vare hendes egne børn. Peter var hende en god støtte, og hun tænkte på, hvor megen glæde han havde gjort hende fra ganske lille af. Ingen kunne nu som han passe manden, tale godt for ham, når han kom fuld hjem, og dog den næste dag sætte ham i rette. Ingen kunne tumle med de små så, godt som Peter, og mangen nat var han gået op og ned ad gulvet med et skrigende barn på armen, når det var sygt og ikke ville ligge i sengen. Hun indså imidlertid, at han intet lærte hos dem, og havde ofte besluttet at sende ham bort, men manglede mod dertil. Tilsidst tog hun en fast beslutning, og eftei’ en kort tømmende lyd begyndte hun: „ Peter, du er min eneste glæde heri huset; men Pokker i vold med det, du skal bort alligevel, ind til byen skal du og det snart, ja, om det så var i morgen den dag. Dog, én ting må du først love mig, dreng! smag aldrig brændevin; lad denne elendighed hei- skrække dig. „ Ja, “ Tilføjede hun og tog ham heftigt om hovedet, medens han følte en hed tåre på sin kind, „ kunne vort slette eksempel her tjene dig til skræk og advarsel, o! så var det dog ikke helt forbandet. “ Det forekom Peter, som om gråden endnu stod ham i halsen, når han tænkte på, hvilken sorg han følte ved tanken om at skilles fra dem. Han bad for sig og sagde: „ Du kan ikke undvære mig, mor. “ „ Jeg både kan og skal, dreng! “ sagde hun bestemt. „ Kom ikke med dumheder. Her bliver du til juks. Du skal i tjeneste inde i byen som løbedreng, eller hvad det nu kan blive. Mit søskendebarn, træskomanden på Nørrebro, må se at skaffe dig en bestilling; han har lovet mig, at han ville tage sig af dig, til du bliver konfirmeret. Men mærk mine ord: kommer du rendende hjem og skikker dig ikke i konditionen, men vil du hellere drive om i denne søle her hos os, da får du tamp, dreng! Tamp får du, og det af mig, så længe jeg kan røre et lem; thi det er i begyndelsen, “ Tilføjede hun og trykkede et varmt Kys på hans pande; „ det er i begyndelsen, at den onde skal tages, ellers vokser han en snart over hovedet, “ Peter havde siddet så dybt hensunken i disse sørgelige erindringer, at han til sidst trættet deraf var falden i søvn, og han vågnede først, da en del lystige mennesker kom stormende op ad trappen og rev døren op. Det var imidlertid blevet mørkt; man kunne intet se; men Peter genkendte Clausens stemme mellem de andres. De snublede over stolene, sparkede til tøjet, der lå på gulvet, talte i alunden på hverandre og lo af fuld Hals. Hvor slet passede ikke denne alunterhed til Peters alvorlige stemning. Skønt så ung af år, følte han dog, om end ubevidst, forskellen mellem de glade menneskers lykkelige og sin egen mørke glædeløse tilværelse. Han forstod af deres tale, at de formedelst snefaldet vare blevne forhindrede i at komme videre end til Roskilde kro, at de havde opholdt sig der i flere timer og derfra atter vare vendte tilbage til hovedstaden. Rejsen måtte opsættes, til vejret var blevet bedre og vejen fremkommelig. Han så’ dem rive svovlstikker af, lede om lys og endelig få’ det tændt. Clausen stillede sig til sidst midt på gulvet, holdt lyset i hånden, stirrede hen mod sofakrogen og udbrød: „ Jeg ulykkelige Christian Clausen vender hjem i al uskyldighed og finder min yndlingsplads besat af et genfærd. O! ædle ånd i sofahjørnet hist, undskyld, at jeg benytter mig af deres uventede nærværelse og beder dem om snarest at synke ned i kælderen her lige over for, på hjørnet hos urtekræmmeren og hente rom, citron og sukker til en kvægende gudedrik. “ lyset faldt på Peters lille forknytte skikkelse; ved at se liam råbte de andre: „ Idioten “, og den ene vittighed krydsede den anden. De havde i kådhed givet ham dette navn, og ofte havde han hørt det; men nu gjorde det en virkning på ham som aldrig før; han sprang op og følte sig beskæmmet, medens de alle vedbleve at more sig på hans bekostning. I ærgrelse pressede han de smalle læber sammen; uden at sige et ord tog han daleren fra bordet og gik. Clausen var imidlertid bleven tavs; han havde set udtrykket af krænket stolthed på Peters ansigt; det greb ham ved sin alvorsfulde dybde; han stillede sig hen ved vinduet, medens hans tanker beskæftigede sig med, hvad der vel egentlig boede i Peter. I det samme tittede et bredt hoved med tykt rødt hår ind ad døren, og en gennemtrængende stemme råbte: „ Hans højvelbårenhed, studiosus Jensen sender herved sin tjener i sin egen person. Han beder den ærede forsamling om at indtræde i stuen, her ved siden af nr. 9 i krogen til højre. Jeg har fået pølser og skinke hjemmefra, “ tilføjede han fornøjet, og trådte bukkende helt ind i stuen, „ og nu var det min kære skjulte tanke, at vi i al gemytlighed skulle nyde dem sammen og drikke på en glad hjemkomst. “ Tilhørerne klappede i hænderne og tiljublede ham deres bifald. Jensen samlede sin noget forrevne slobrok om sig, holdt en rift i vejret og vedblev i højtidelig tone: „ Det går med denne slobrok som med forpinte egoister, de tale helst om deres egne smerter, deres egne uhørte lidelser. Således uden ydre anledning slår denne flig stedse bag ud og viser verden, hvilken umådelig lang flænge lykken eller tidens tand har revet i dens vatterede side. Dog, der ser jeg „ Idioten “, med rom og sukker. Afsted, mine venner! afsted til lystighed og glæde. “ — „ Hurra! “ råbte de alle og fore støjende ud ad døren. „ Ungdomsmod, studentersold og en gammel laset slobrok, “ sagde Jensen og rystede på hovedet, idet han lukkede døren. Clausen var ikke fulgt med de andre; han stod endnu ved vinduet og tænkte på, hvor hensynsløst man ofte leger med andres ro og i ubetænksomhed sårer dem dybt, med hvem man ikke har åndelig sympatti tilfælles. Havde han været noget for Peter? den skikkelige Peter, som han selv havde fundet nede i regensporten og taget op med sig. Der stod han en dag og bad portneren om lidt arbejde; men denne ville jage ham bort, netop som Clausen kom forbi; han blev rørt over drengens bedrøvede ansigt og spurgte ham om, hvilket arbejde han ønskede: „ Vil du børste støvler og klæder, besørge små indkøb og sligt, så kan du komme i tjeneste hos mig. “ Peter takkede, og på den måde kom han i virksomhed nogle timer dagligt hos student Clausen. Det kunne nu omtrent være tre år siden, og i den tid havde han stedse været villig og lydig; måske var det netop, fordi han føjede sig efter alle hans luner, at studenten til sidst blot betragtede ham som en maskine, der i alt drejede sig efter hans vilje. Nu i aften havde han set en stærk bevægelse i Peters ansigt, der gjorde et dybere indtryk på ham, end han egenligt kunne forklare sig. Peter var imidlertid atter kommen ind i stuen, og uden at spørge eller sige noget begyndte han at rydde op. Clausen stoppede sin lange pibe, tog en gammel frakke på og satte sig til at læse, dog var han ikke mere optagen deraf, end at han bemærkede, med hvilken hurtighed og omhu Peter vidste at anbringe hvert stykke på dets rette plads. Derpå tændte han ild i kakkelovnen, rullede gardinerne ned og stillede sig hen ved døren, idet han ventede på sin herres videre befaling. Clausens stemme var ualmindelig blød, da han sagde: „ Kom herhen, Peter, jeg vil tale med dig. “ Denne nærmede sig noget; men hans ansigt bibeholdt det krænkede udtryk. „ Kom nærmere endnu, kom helt herhen — så, sig mig, hvor bor du egentlig? “ „ På Nørrebro. “ „ Er det hos skikkelige folk? “ „ Træskomanden er min plejemoders søskendebarn. “ „ Lade de dig lære noget? går du i skole? “ „ Ikke meget, “ svarede Peter tøvende; „ de ere næsten ligeså fattige, som vi vare på landet. “ „ Er du konfirmeret? “ » Nej. “ „ Hin, “

1878_Rosenfeld_HvemAfDeTo

Rosalie

Hvem Af De To

Rosenfeld

Rosenfeld

Hvem Af De To

female

1878_Rosenfeld_HvemAfDeTo.pdf

Rosalie

Rosenfeld

dk

Hvem af de To?

Roman

n

roman

Høst

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. » Jo jeg vil, jeg vil — finde noget, nej nogen, jeg véd nok selv, hvad jeg mener, jeg længes efter hengivelse og herredømme — efter svaghed og magt — jeg vil finde ham, min — hvad skal jeg kalde ham? « Disse ord udtalte eller rettere sagt tænkte en ung pige ved sig selv aftenen efter en brændende sommerdag, medens hun lå på knæ i en lav vinduesfordybning og støttede hænderne og hovedet på den brede karm. Hun så’ meget fornøjet og optaget ud; ansigtets udtryk var egentlig spændt, men over panden fér der korte glædesglimt, og. om munden svævede der små, velbehagelige smil, og hænderne borede sig fast i håret. » Skal jeg gå ud straks? « spurgte hun sig selv og løftede kjolen for at rejse sig, — » å nej « — sagde hun, kastede hovedet overmodig tilbage og så’ ud i den tindrende sommeraften. På himlen bølgede der lette skyer, og månen blev af og til skjult, der skvulpede noget vand i det fjerne, og der lød af og til musik, formodentlig fra et forlystelsessted der i nærheden. Hver gang tonerne lød, gik hendes små fødder i takt, og hun strakte den ene arm ud — » Nu holder jeg dig «, sagde hun og lo, » jeg fængsler dig, beruser dig — og du er min. Vil du have en af mine roser? « sagde hun og greb op i håret. » Tag den, kys den og smil i morgen, når den er vissen — jeg forlanger ikke mere. Å! hvor det vil blive dejligt! « og hun gemte et øjeblik sit hoved i hænderne og lukkede øjnene. Stuen var næsten ganske mørk og meget kølig, der var blomster i vinduet, på piedestalerne, på bordet; på skrivebordet stod der en hvid, nikkende åkande sammen med en kæmpemæssig, voksagtig therose i et mørkeblå! Glas. I loftet hang der en stor hængelampe, der halvt var skruet ned, lyset faldt gennem en rød kuppel; to utændte lys i høje stager stod på skrivebordet. Der var mange billeder på væggen af digtere og kunstnere, lord Byron i buste og hovedet af den belvederiske Apollo stod på to små sokler hver i sin vindueskarm. Det så’ godt ud med det røde lys på marmoret, lord Byrons ansigt blev derved smilende, Apollos alvorligt. Mellem en masse papirer, udkast og bøger på et lille bord lå der et halvt dusin herreportrætter, der var revne ud af et album, et par andre lå på gulvet, og et var pillet itu i vindueskarmen. Det havde hun gjort i tanker; thi hun havde ikke noget mod manden, det var en ung præst. Hun sankede stykkerne op og kastede dem- ud af vinduet, skrabede de andre portrætter sammen i en bunke og stillede sig foran spejlet. Hun bøjede hovedet helt ind mod glasset og trak det atter tilbage, så stod hun stille, trak de mørke krøller frem, trykkede først hænderne ind.mod kinderne og holdt så armene som en ramme omkring ansigtet. De brede, hvide blonder fra den lette sommerkjoles ærmer faldt ned over panden og dannede et slør over de mørkebrune øjne; hun lod dem glide længere ned over næsen, munden og hagen — så op igen, så ned igen — » Det kunne ikke skade at være lidt smukkere endnu, « Sagde hun og søgte at give sit ansigt et strålende udtryk. Det lykkedes hende, og hun rullede gardinerne ned, skruede lampen lidt op og så’ sig med velbehag om i sin stue. » Bøger, billeder,' marmorhoveder! « Sagde hun, » nu tilfredsstille i mig ikke længere, men det er gennem eder, at jeg har lært, i > hvad jeg tragter efter, og 1 kan ikke vredes over, at *: ' * eders rolle nu er udspillet. Ak, hvem der var så smuk’ som,. Helena, » som phryne, som Cleopatra! Men hvad skal jeg begynde på nu? « • » Hun lukkede døren op, faldt atter i tanker, tog pludselig sin hat og ville gå ud. Først betragtede hun længe og prøvende sine hænder, de vare hvide og smukke; hun-løftede langsomt ærmet på sin kjole, holdt armen op mod lyset, den var rund og velformet. » Ak, jeg er vanvittig! « udråbte hun og trak ærmet ned igen, » mon jeg frygter for at vejes og findes for let, siden jeg således prøver mig selv? « Så kastede hun et let slag omkring sig og listede sig lydløst ud af døren. denne unge pige var tyve år og hed Elisabeth stilling. Hendes fader havde været ansat ved et gesandtskab, men i en noget underordnet plads. Hun boede nu sammen alene med sin moder i en af Københavns forstæder. Hun havde mørkeblondt hår, brune øjne, små fine, markerede ansigtstræk og en særegen ynde og medfødt, ejendommelig naturkraft i hele sit væsen. Hun var smagfuldt, dog ikke særlig moderne klædt. Kjolen var temmelig kort, støvlerne høje, frisuren let og ungdommelisr og stofferne af friske lette farver. Hendes o o stråhat sad i nakken, frem foran den bølgede krøllerne; hun gik gerne med lyse handsker og en stor, mørk parasol. Hun bestilte ikke andet hele dagen end at læse og gøre udkast på egen hånd, og hun havde i lang tid ikke haft anden hovedbeskæftigelse end snart at sværme for hin, snart for denne store mand eller digter. Hun havde altid både været forfængelig, egennyttig og hengiven af naturen, men ingen af delene, hverken forfængeligheden, egennytten eller hengivenheden, havde nogensinde haft et bestemt mål, de arbejdede sig frem, undertiden fortærede de sig selv og blev til ingen ting. Mange folk havde følt sig frastødte af hende på grund af en vis kulde og også mange gange på grund af en umotiveret, halvt fornærmelig hjærtelighed fra hendes side, mange beundrede hende enttusiastisk. deriblandt flere mænd; / men hun havde ikke lagt mærke til det, da hun egentlig sjælden trængte til beundring eller kærlighed, og da hun gerne, hver gang denne trang indfandt sig, sad påvirket af en eller anden bog i sit værelse mellem lord Byron og Apolio. På den dag, min fortælling begynder, var der brændende hed sommer i luften, menneskene gik i lyse sommerdragter og stråhatte og længtes efter ro og nydelse. Naturen ydede, hvad den kunne, den stod mættet i sin pragt og råbte til menneskene: kom, gør ligeså, i har kun e'n livssommer, søg at få ud af livet, hvad i kan! Megen egoisme klækkes ud på en sådan dag, hvoryppigheden gjørsjælen længselsfuld, og skønheden giver længslen kraft til at være enehersker i sindet, således at den, uden at holdes i tømme af fornuft eller beregning, vil nå sit mål. Det er kun rene, åndige sjæle, der på en sådan dag hæver sig i tak til skaberen; de verdslige, romantiske, sanselige vende sig indefter og føle blodet banke og nerverne sitre. Hun følte på denne dag pludselig, det skulle jo dog komme en gang, at hun kunne være noget for en mand; og hun ville bryde med alle sine løse bekendtskaber, sine løse interesser, for at finde denne mand. Hun tænkte ikke på, at hun mange gange kunne have fundet ham før, og at hun aldrig før havde dannet sig bestemte forestillinger om denne udvalgte; hun ville nu kun finde ham og havde en bestemt følelse af, at det ville lykkes hende. Uvilkårlig havde hun taget sine herreportrætter frem og havde ladet dem passere Revue. Men medens hun så’ på dem, tænkte hun på sig selv. Hun tog dem ud af albumet, men tænkte atter kun på sig selv. hun lagde1 dem i bunke, tiak et. ud, det var den unge præst, hun rev billedet itu og tænkte atter kun på sig selv. Hun følte ikke trang til kærlighedens varme, men til dens beruselse, hun ville ofre alle sine tanker, * alle sine følelser, hele sit liv for denne beruselse, og dog tænkte hun på den, hun skulle elske, uden hjærte; verden var bleven hende ligegyldig i et nu; men hendes fantasi' skød vinger, utålmodigheden gærede i hendes hjerte, hendes blod brændte, hendes fødder flyttede sig, og hun drog alle sine talenter, al sin skønhed frem. og ville prøve dem. Da hun kom ud på gaden, tænkte hun et øjeblik på at vende • om, da det var blevet silde; hun så’ på sit ur, men uden at lægge mærke til, hvad klokken var. Skridtene på stenbroen klang klart og stille, folk gik langsomt, medens hun skyndte sig ind ad byen til. I. Hun havde været så forsigtig at tage et tæt slør med, det bandt hun for ansigtet, men hun ville se godt, og så rev hun to små huller ved begge øjnene. Hun købte på vejen to roser og stak dem i sit bryst, hvert øjeblik sendte vinden duften op til hendes næse, og det var hende behageligt. Da hun kom ind til byen, så’ hun den bølgende menneskesværm, dens summen forekom hende forførerisk, t dens latter havde en anden klang for hende, end den havde haft før. Hun sagtnede sine skridt med et vist, slentrende velbehag; hun var bleven varm, hun tog sit slag af og bar det på armen. Gaderne vare halvmørke, det var i den sommerlige skumring, henimod klokken 9. » Er verden bleven en anden? « spurgte hun sig selv, » jeg synes, at gaderne bedøve mig, og at jeg ikke rigtig har været i denne by før. « hun mødte en lille, fattig dreng, der gik og græd, hun spurgte ham * tankeløst, hvad der var i vejen, og gik et lille stykke med ham i hånden; stadig grædende sagde han hende, at han var kommen bort fra sine forældre. Hun forstod ham ikke, smilede og rystede sin portemonnaies indhold ud i hans hånd og ilede pludselig fremad. Hun var så lykkelig og så længselsfuld. » De taber en af deres roser, min smukke frøken, er den måske bestemt til mig? « sagde en forbigående.og berørte hende let på armen. Det var en rå stemme; hun gøs, men vendte sig dog imod ham. Han tog høflig hatten af og gik lidt ved siden at hende med rosen i hånden; men hun skyndte sig bort fra ham og måtte skjule sin latter; denne scene gjorde kun et komisk indtryk på hende. Hun nåde hen til en fri plads, hvorfra hun kunne se lygterne, der i lange rækker strakte sig ned ad gaderne. Enkelte. Lys skimtedes også gennem ruderne, det opfriskede hende, hun var glad over at være i en stor by, hun syntes at fornemme virksomhed, menneskestemmer, livsglæde udenom sig og inden i sig — et øjeblik bildte hun sig ind, at alle lysene vare tændte for hendes skyld. Disse følelser påfulgtes også af en længsel efter ensomheden, og hun tænkte på at fly byen og søge naturen. Men hun gik knap en gade ned med dette mål, så droges hun magnetisk tilbage til byen, og atter stod hun og så’ ned ad lygternes lysende række og følte samme velbehag som før, men nu blandet med længsel og forventning. Tilfældigvis hørte hun en stemme råbe: Elisabeth! hun fbr sammen og smilede, hun antog det for et eller andet lykkeligt varsel. » Her er jeg! « svarede hun ganske mekanisk; men hun var alene, der var ingen, der hørte det. » Peter! « lød det så, det skurrede prosaisk i hendes øren, hun havde ønsket at høre et eller andet romantisk navn ved siden af sit. Smilende af sig selv og brændende af utålmodighed efter at opleve noget,.gik hun videre. Hun bemærkede en ung mand i nogen afstand foran sig. Han bar tætsluttende frakke og bredskygget hat og havde langt hår. Hans gang var hurtig og bestemt. Han vendte sig pludselig om, og hun betragtede ham nøje: ansigtet var blegt og markeret. » Hvor han er smuk! « tænkte hun og påskyndte sine skridt. Han vendte sig atter.og så’ spejdende ned ad gaden. Dette gentog sig flere gange, hun troede, det gjaldt hende, og bemærkede ikke, at han søgte en anden. Den sidste gang han vendte sig, stod han ved en lygte, og lyset faldt lige på hans ansigt. Han så’ meget bekymret ud. Der gik flere grupper af folk forbi, de støjede og vare muntre, der var nogle af hendes bekendte iblandt, og hun skråede ned ad en Sidegade for ikke at blive bemærket. Her gik ikke et menneske, her var det ganske stille, husene vare høje og gaden smal. Der påkom hende et øjeblik en uhyggelig fornemmelse, men hun bekæmpede den og gik atter ind i hovedgaden, hvor den unge mand endnu stod ved lygten; han holdt et stykke papir op mod en bog og skrev. » Mon det gælder mig? « tænkte hun, » jeg vil vente. « Atter bøjede hun ned ad sidegaden og stillede sig på udkig ved hjørnet. Hun begyndte at fryse og tog sit slag på, hun tabte sin anden rose og fik en ubehagelig mindelse om mødet fra før. Han stak brevet i lommen, gik videre, og hun fulgte efter. Hun blev mere og mere indtagen i denne høje, elastiske skikkelse, dette lange hår og de spejdende urolige blikke, han sendte tilbage. Hun vidste ikke, hvad hun ville, og hvor hun var henne, men hun havde fået en feberagtig utålmodighed i sit blod, og uden at hun selv mærkede det, blev hendes gang hurtigere og hurtigere, hendes øjne stirrede fremad, og hun så’ ikke andet end den, hun forfulgte. Hun mødte mange på vejen, men hun bemærkede dem ikke engang. Hun indvævede sig i fantasterier og illusioner og tænkte, at han nu følte hendes fodtrin bagved sig, at han grundede på: hvilket ansigt gemmes under sløret? Hvorledes lyder hendes stemme? Hvad vil hun vel sige til mig? Hvorlænge vil hun følge mig? Når vil hun åbenbare sig? Således nåde de, efter at han flere gange var * '.t -------------- 12 ---* » T w standset, og hun, ubemærket af ham, havde ventet på ham, til Christianshavn. De kom til Knippelsbro; han syntes ikke at bemærke hende, men gik uden ophør op og ned ad broen hurtigere end før og som i stor utålmodighed. Natten var bleven mørkere, r. Enkelte stjærner viste sig, de glimtede urolig i vandet, fjærnt lød der nogle hæse råb fra søen, månen var halvt skjult for et øjeblik. I dette øjeblik opsteg den uhyggelige fornemmelse igen i hendes sjagl; hun satte sig for enden af broen på en sten bagved et træskur * t og spurgte sig selv: hvad er det dog, jeg gør? Hun kastede et blik over vandet, det var mørkt, smilede derpå et øjeblik, fik så en tåre i øjet; hun tænkte på sin lykkelige stemning hjemme og følte, skønt hun nu mærkede en vis uhyggelighed, at hun ville nå sin lykke. Hun havde siddet længere på stenen, end hun selv tænkte, forover bøjet, med hænderne støttet på sin.parasol.og hovedet på dem, og da hun rejste sig for at gå, var den, hun forfulgte, forsvunden. Hun • så’ et øjeblik efter ham, men så var hele mødet, blevet hende ligegyldigt, og hun kunne - i - *.' ikke engang længere huske, hvorledes han så’ ud. På hjemvejen var hun ikke bedrøvet, ikke glad. Hun snoede sig som en slange fra alle nærgående forfølgelser, og hun forfulgte ikke mere nogen. » Gjern dig kun for mig, « lo det i hendes indre, medens hun gik gennem gaderne med de lange, tætte rækker af huse, nogle mørke, nogle oplyste — » i et af disse bor du, og der er ikke længe til, at vi ses. « hun tænkte ikke på nogen bestemt ved disse ord — og havde egentlig lyst til at vandre hele natten, sværme frem og tilbage i forudanelser, i det drømmerige månelys; i den tynde påklædning, alene, ubeskyttet. Hun havde nok i sit hjertes fylde, den ville skabe hende en verden, og hun vidste det. Da hun, lige så lydløst som hun var gået ned, gik op ad trappen og ind i sit soveværelse, nynnede hun, — der egentlig ikke havde oplevet det mindste, ja, som på en måde var bleven skuffet — ganske sagte den tyske sang:- es weiss und ræth es doch keiner, wie mir so wohl ist, so wohl. Iii. Et par dage hengik for Elisabeth i uafbrudt selskabelighed; hun var i så godt, oprømt humør, at hun modtog alle indbydelser, ja næsten søgte dem; hun gik til en formiddagsgratulation hos en tante med et digt, hun selv havde skrevet; hun så’ på livet med et lyst blik, talte alvorligt med de gamle, muntert med de unge og vandt de fleste. » Jeg har ikke set dig så glad Elisabeth, siden du var et barn, « sagde hendes moder en morgenstund til hende, da hun selv var stået op allerede kl. 6 og med al magt også ville have sin moder ud af sengen for at spadsere.- » Å ja, « sagde hun og trak vejret dybt, » dette gode humør tager næsten på kræfterne. Hvad skal vi more os med? Har du så lyst til at flytte ud i hammers villa? Vi kan få den, når vi vil. « » Jeg bliver her, « sagde Fru stilling og lagde sig træt i puderne, » det er for besværligt, men tag derud alene, hvis du har lyst. Lad mig nu sove, barn. « » Er det da aldeles umuligt at få lidt liv i dig, moder — å, vær lidt munter blot for.en gangs skyld og lad mig pynte dig. En, to, tre! « Fru stilling, en noget svagelig dame, for hvem hvile og stilhed var det første i verden, svarede ikke mere, men lukkede øjnene og lod, som hun sov. Hun kendte sin datters egensind og vidste, at intet andet middel end at vise hende det umulige i alle hendes forsøg kunne støde hende tilbage. En, to, tre, gentog Elisabeth en fire å fem gange. Hun havde begyndt meget højt og bestemt, men for hver gang blev kommandoen mere decrescendo og mere mekanisk, og da hun havde sagt den den sidste gang ganske sløvt og hviskende, sprang hun pludselig op, rullede gardinet, som hun havde begyndt at trække op, helt ned igen, ilede ud af sovekammeret og lod moderen sove. » En mere vanvittig ide end at få moder ud af sengen kl. 6 om morgenen og at få hende til at spadsere kan der da heller ikke fødes i noget menneskes hjærne. Hvad skal dog alle disse vanvittige ideer føre til? « Det samme tænkte Fru stilling, og halvt i slummer smilede hun over sin datters mangel på » psykologisk blik «, som hun kaldte det. Elisabeth gik ind i sit soveværelse, klædte sig på, lod pigen bringe kaffe og besluttede at tage ud til » Hammers villa « for at blive der en dags tid eller se, om hun havde lyst til at blive der længere. Hammers villa lå i Rosenvænget; hammer selv, en gammel rig bureauchef og fortrolig ven af den gamle stilling, var rejst til pyrenæerbadene, og Elisabeth havde fået brev fra ham den foregående aften, hvori han bad hende lægge beslag på hans villa, når hun havde lyst, og invitere, hvem hun ville, ud med sig. Midt i sit luksuriøse badeliv morede det hammer at tænke sig sit prægtige landsted beboet af den unge, smukke pige, og at forestille sig, at hun der indtog en husmoders plads og skattede og vattede med sine lunefulde indfald. Han havde allerede, førend hun havde modtaget indbydelsen, pralet med dette sit arrangement for en gammel, asttmatisk legationsråd, der var hans makker i l’hombre. Ved en livlig bordeauxvin, der påvirkede hans ideassociationer, kom hammer mærkværdig nok til at sammenligne sin stilling med odyssevs’, der flakker om i fjerne lande, medens den fortryllende Penelope hersker i hjemmet og trofast venter ham. » Ih — altså den unge dame er deres kone? « Sagde legationsråden med naturlig forbavselse og snappede efter en portion luft. » Nej — nej, kære ven! « sagde hammer og klinkede noget umotiveret, » jeg mener naturligvis, forholdet er kun det samme — åh! en herlig ide — en mageløs pige! « » En herlig vin! « gispede legationsråden — og hammer foreslog Elisabeths skål. Hermed var denne sag afgjort, og hammer skrev et honningsødt brev til sin » lille guddatter. « Elisabeth kunne egentlig slet ikke lide hammer, » han gik i barndom, skønt han kun var 60, «.sagde hun. — » Arbejdet og nydelsen, « havde hammer engang sagt til Elisabeth efter en solid søndagsmiddag ved cigaren og kaffen, » er livets faktorer; mærk dem det, kære barn! « » Å passiar! « svarede Elisabeth og tog en Avis, » ved arbejde forstår de jo kun det bureau, hvor de selv siger, at de ingen ting har haft at bestille, og ved nydelse, de baderejser, hvor de selv siger, de keder dem. «. » Kære barn! « sagde hammer mildt, » Verden er herlig! Tro mig! « » hvilket menneske! « tænkte Elisabeth, og hun sad og betragtede ham som en naturmærkværdighed, lige til han faldt i søvn. Da han så sov, så’ han egentlig så god ud; hun listede sig sagte hen til ham, tog ham i hånden, klappede ham på kinden og fortrød, hvad hun havde sagt. Ud til hammers villa, tog nu Elisabeth. Hun klædte sig i en lys, viol-farvet kjole, tog en stor, hvid hat på med en violkrans, violet parasol og parfumerede sig til slut også med » Violet. « hun tog to bøger med: » Byrons digte « og » Forårsbølger « af turgénjew, et eksemplar på dansk og et eksemplar på russisk ( hun havde af interresse for turgénjew og hermed følgende interresse for puschkin læst russisk omtrent et år ). Det var det dejligste, friskeste, mildt bølgende vejr, man kunne tænke sig. En sommerdag, lys og skær som en af paradisets dage, uden egentlig romantik, men af forunderlig, mild virkning. I det hele taget vare denne sommer foruroligende smuk og stadig; vi vare midt i juli og havde kun haft en 2 å 3 regnvejrsdage. Man ængstes her i Norden, når denne stadige skønhed og lykke viser sig; vi er her vante til midt i glæden at sende et par betænksomme blikke op til et par forbifarende, grå skyer og til at tage paraply under armen, om end solen skinner. — der var ikke andet at bemærke om denne tur, end at Elisabeth hele tiden var i det ypperligste humør. Hun så’ ikke ud, som om hun kom fra den støvede by, men fra landet, så røde vare hendes kinder, så friske hendes øjne. Da hammers hund så’ Elisabeth komme ( den var akkurat halv så gammel som hun, født på hendes tiende fødselsdag, og havde været hendes barndoms legekammerat ), gav den et hyl fra sig af glæde, og hun krøb, så godt hun kunne, ind i huset til den. Der. klappede hun den og kyssede den og lod sig slikke af den på hænderne og på begge kinderne. Så gik hun op ad stentrappen, hvor gelænderet var omslynget med vild vin og ville roser. Hun tog i døren, den var lukket af. Hun ruskede og ruskede, der var ingen, som lukkede op. Hun satte sig ned på trappen, så’ sig om, hørte på Caros jublende gøen, en salut, der truede med ingen ende at ville tage, og følte sig behagelig træt. „ Es weiss und rått es doch keiner, wie mir so wohl ist, so wohl “ Nynnede hun atter uvilkårligt, og hun fortsatte: „ Ach wiisst’ es nur Einer, nur Einer, kein Mensch es sonst wissen soilt’ 1 “ » Kun en, kun en, hvad menes der med dette? Er det en bestemt, eller er det kun et eneste menneske, ligegyldig hvem, for hvem det glade hjerte vil åbenbare sig? Jeg tror det sidste. ' det er det smukkeste! « Nu blev døren til havestuen lukket op, et gammelt fruentimmer med hvid, skinnende, stiv pibekappe, udtryksløse træk, men gode øjne', trådte ud af døren og slog hænderne sammen af forbavselse ved at se Elisabeth på trappen. » Frøken Elisabeth, nej, ak — det var da kedeligt — frøken stilling — Herren er rejst — vidste de det ikke? Vil de ikke komme indenfor og drikke en kop kaffe oven på den lange tur? Ak herregud! De er vist træt! — ak, ak 1 « Hun var næsten grædefærdig; denne gamle pige havde sin styrke i at tale højt, lamentere og græde eller være nær ved det. » Tør dine tårer bort, lille Sofie, inden de komme! Jeg véd godt, din herre er rejst, men jeg bliver her dog hele dagen. Det tror jeg da « — tilføjede hun og trådte ind i stuen. » Ak herregud! Hvad vil dog frøkenen her alene? Hvad vil dog frøkenen have til middag i dag? Vi have ingen verdens ting. Her gå 5—6 kyllinger om i gården, men de er skindmagre — ak herre gud! måske smager dog den spraglede godt — i skarp sauce. Vil frøkenen have the eller kaffe? « » Tak, hvad du har. Men sig mig en gang, hvem bor ovre i det stjærnekiggertårn? « spurgte Elisabeth, lukkede vinduet op og pegede over på et tårnagtigt, meget højt hus i gottisk renaissancestil. » Ja, frøken, hvad er det nu, han hedder? Han er maler og et meget pænt menneske, han har boet her en måned, og Herren har en gang været ovre hos ham og set hans malerier. Ak! hvor Herren ville blive glad, når han vidste, at frøkenen var her! « » Hør lille Sofie, giv mig min frokost ud i det lysthus, hvor jeg en gang slog din herres kinesiske kop itu, gør dig ingen videre ulejlighed — men skaf mig at vide, hvad maleren hedder, og hvad landsmand han er. « » Ak herre gud — de gode gamle tider! Frøkenen skal få den anden kinesiske kop. Hvad maleren hedder — ja, hvad er det dog? « Hermed løb Sofie, så hurtig hun kunne for at ordne denne vanskelige dag, så Herren, hvis han havde været hjemme, kunne have været tilfreds dermed. Han havde øjensynlig ikke tænkt, at Elisabeth kom så snart, thi da havde han givet Sofie instrukser. Hammer, der af naturen var en stor pottekigger, var nemlig den ledende ånd i alle husets mindste detailler og den gamle pige kun det mekaniske organ for udførelsen. » Skarp sauce — kyllinger — jordbær — måske hellere en due, nej en duepostej — vinkælderen — 2* maleren — omeletter af den moderne slags, Herren lærte at kende sidst i Paris — nøglen til klaveret og bogskabet — hvor havde Herren dog lagt den? Ak! ak! « Og et par tårer trådte næsten frem af rådvildhed. Det var for meget på egen hånd. Men det er sandt, hun skulle have at vide, hvad han hed? Maleren? Hvad det nu også kunne more frøkenen? « Grublende over årsagen hertil, travl og vims som en bi ilede Sofie op i huset for at meddele det øvrige tjenende personale det uventede besøg. Medens nu hele huset, der havde ligget i dvale, siden hammer rejste, i en fart, kom på benene, sad Elisabeth i det store, gamle akacielysthus og stirrede ud på vejen. Hun ventede på sin frokost, var i det samme ypperlige humør som hele tiden, men havde for resten al mulig udsigt til at kede sig den dag. Iv. Benedikt Rau var født i rhinegnene og havde studeret malerkunsten i dusseldorf. Hans fader havde været en fortrolig ven af stifteren af akademiet. Wilhelm schadow; man havde lovet sig noget udmærket af Benedikt, han havde haft de bedste lærere allerede som dreng og var snart bleven en flink tegner. I kolorit og fin stil var han en af de dueligste i dusseldorf, og det vil sige meget der; men man opdagede mere og mere, at han var uden egenligt geni. Han hældede af sympatti mest til historiemaleriet, men var leidigst i naturgjengivelser; hans ideal blandt historiemalerne var her blandt skolens mestre Theodor Hillebrandt, men han stod langt tilbage for ham i kraft. Da han var 26 år, havde han malet et stort stykke: Marius på karttagos ruiner; han fik stipendium og rejste til Frankrig. Han vidste selv, han intet egenligt geni havde; han syntes ikke, at han fortjente stipendiet; han rejste til Paris som et menneske, der skal og vil gøre sin pligt, men uden begejstring eller egentlig glæde. Dog, da han stod lige over for delacroix’s, Horace Vernets og géromes værker, sang der en lille fugl i hans hjerte, og han følte lidt af hint ubeskrivelige: også jeg er maler. Ladt efter lidt kom han til den overbevisning, at han ville kunne være bleven til noget, når han havde studeret i Paris og ikke i dusseldorf. Men denne overbevisning kom for sent, til at den egentlig skulle kunne gavne ham, han havde sit livs studium bag sig og han ville hellere blive en jævnt duelig mand på en sikker grund end amfibialsk blive til intet. Han var for lidt geni til at bryde over tvært og træde sit tidligere liv under fødder. Uvilkårlig påvirket af den franske realisme malede han dog flere stykker, deriblandt et slags genrebillede: en eremit i samtale med et barn ved en kilde, som flere franske malere endog rådede ham til at sende til den årlige udstilling i Paris. Ingen kunne få ham til at gå ind derpå. » Jeg vil ikke være en dårlig elev af en god skole, « sagde -han med et ham egent, melankolsk blik, » derved gør jeg hverken mig selv eller skolen ære. « Han beholdt sit billede selv, skønt han kunne have fået det godt betalt; han holdt af det, som man holder af et barn, hvis skyggesider man kan se, men som man elsker for det dybt beslægtede og sympathetiske, der er ved det; som man elsker, fordi man har set det vokse op for sine øjne, og der knytter sig mange minder til det. ' han så’ på dette billede med en faders kærlighed, ofte syntes han næsten, at han tilgav det alle dets fejl. Benedikt var en ualmindelig mild, ædel og sand natur, men han var et menneske, der egentlig aldrig havde kendt lykke, og det ubeskrivelige, forfriskende, det beåndende pust, lykken giver, manglede over hans væsen. Han var eneste søn, han havde begravet sin fadei‘ og moder og havde derfor kendt til sorg, men han havde aldrig været rystet hverken af storme eller lidelser, og dog var der inderst i hans hjærte plads til disse som til livets jubel. Han var ikke fri for ærgerrighed og forfængelighed, men foragtede at tilfredsstille disse følelser på nogen falsk basis, han hadede som pesten at smykke sig med fremmede fjer, ja stillede endog en gang imellem sit lys under en skæppe. Han holdt af kvinden for hendes skønhed, men savnede noget af det trylleri ved hende, han attråede, og som han havde en følelse af måtte være tilstede. Omgang med kvinder faldt ham egentlig let, han søgte aldrig at glimre i deres øjne og blev derfor netop foretrukken; det var ham ingenlunde ligegyldigt, men det berørte ikke dybere strænge i hans væsen, og han havde aldrig følt sig særlig tiltrukket af nogen dames ånd. Jo, dog en gang i Paris på et bal havde en ung, svensk baronesse, der tilmed var ualmindelig smuk og ualmindelig feteret, talt i længere tid med ham, end det ellers sker med en enkelt kavaler. De talte om kunst; Benedikt var rolig og klar, baronessen livlig og begejstret. På engang tav hun stille og lagde sin arm på Benedikts skulder og sagde sagte med sin sølvrene stemme: » Skulle det ikke være muligt, at en brændende lyst til kunsten altid måtte være forenet med et stort geni? « » Nej! « sagde Benedikt sørgmodig og følte spændingen i hendes rene ansigt med et ejendommeligt trylleri. » Det tror jeg ikke! « Hun så’ længe på ham og et par tårer trillede ned ad hendes kinder. Førend han kunne komme sig af sin forbavselse, var hun hurtig ilet bort fra ham. Efter at disse tårefyldte dejlige øjne i nogle dage stadigt havde stået i hans erindring og en sød bæven undertiden var faret igennem hans legeme, når han så’ en skikkelse, der lignede hendes, eller mindedes den lille, bløde hånd, der længe havde hvilet på hans skulder, læste han en dag i avisen,- at den svenske baronesse b... var død af brystsyge. Han følte et øjeblik et stik i sit hjerte, men da der var gået nogen tid, ønskede han hende den fred og hvile, hun vist havde trængt til og til sidst opfattede han hele hendes udbrud som sygelighed. Denne lille episode, så lille, at enhver, der har haft kjærlighedshistorier og har kendt til erotiske situationer, vistnok kun ville have kaldt den en bagatel, hændte en måned, førend han forlod Paris. Han blev kaldet til København i anledning af en arvesag; dog det [var kun den rent ydre anledning; nærmest var grunden følgende: Benedikt besad megen pietet; den nærmeste slægtning, han havde, var en fætter til hans fader, der levede i København. Han havde været gift med en dansk dame, men efterlod sig ingen børn. Han var en formuende privatmand, men havde altid ført et temmelig ensomt, ulykkeligt liv. Han skrev efter Benedikt, da han følte sig svag og bad ham komme til sig. Der stod i brevet: » Benedikt, jeg føler, jeg ikke har længe at leve i, jeg véd, mit liv har været overflødigt, jeg tror ikke på nogen udødelighed og vil egentlig helst, at den ikke skal være til, men jeg holder dog ikke af, at mit navn og mine ejendele skulle forgå og splittes her; jeg har altid hørt godt om dig, og du er nu det eneste menneske, jeg kunne længes efter at tale med, førend jeg går over i det » store intet. « kom, min søn, inden det er for sent! « Disse ord greb Benedikt stærkt; han rejste samme time, han fik brevet, men kom dog for sent. Hans faders fætter var død i sin. Lænestol, pludselig, lige efter en samtale med den gamle hammer. I denne samtale havde hammer beskyldt ham for at være en uforbederlig nihilist, men han var gået fra ham uden at få svar. Benedikt fik nu meget at bestille med at ordfte sine affairer. Han flyttede ind i fætterens hus lige over for hammer og blev ganske uventet en meget rig ung mand. Det var af pietet mod sin gamle fætter, at han besluttede at blive sommeren over i København og bo i hans lejlighed, frede om hans interesser og fortsætte hans husliv. Således sørgede han jo på en måde for den udødelighed, der havde været antydet i brevet. Overgangen fra Paris til København havde været for hurtig, til at han rigtig kunne finde smag i den sidste by. Evropas mindre hovedstæder er og bliver kun en karrikatur for dem, der rigtig har følt det storartede og bedårende i pariserlivet. Overgangen fra Paris til en af Danmarks mindste provinsbyer ville ikke have haft det stødende ved sig, det ville have været to uligeartede sfærer, og de ville ikke have mindet om hinanden. Derfor levede Benedikt meget stille, på en måde inkognito; han havde, uden egentlig at vide hvorfor, så uendelig lidt lyst til kunstnere og kunstnerliv nu. » Hvad er det hele? Disse øjeblikkets glæder og stemninger og venskabsforbindelser og mange smukke dage, hvor gode mennesker og skønne naturomgivelser fare forbi éns øje og røre lidt ved følelserne i hjertet og ideerne i hovedet. Her i min fætters værelse kommer jeg til at tro på, at der ingen udødelighed er, og jeg begynder at føle mig overflødig som han. « disse ord eller nogle lignende sagde han mange gange til sig selv, når han stod op om morgenen, eller når han gik til hvile efter sit ensformige liv, hvori han på en måde følte sig lykkelig. Han beskæftigede sig meget med malerkunsten, i det hele kunstens historie; i særdeleshed læste han om de gamle hollandske og italienske mestre, disse sunde naturer, disse positive viljens mænd, der ofrede deres liv for en objektiv ide som kuppelbygningen, perspektivets uddannelse, studiet af antiken og lignende. Han læste Vasari og fordybede sig i sådanne forskende ånder som Michel

1878_Bergsoee_HvemVarHan

Vilhelm

Hvem Var Han

Bergsøe

Bergsoee

Hvem Var Han

male

1878_Bergsoee_HvemVarHan.pdf

Vilhelm

Bergsøe

dk

Hvem var han?

Et Livsbillede

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Tæt og tung hang; tågen hen over heden. Ikke en københavnsk gråtåges bløde slør; en skarp, salt, guliggrå havguse, der bed sig gennem huden, medens den i drivende skyer, i væltende lag bølgede frem fra vest, snart sejrende, snart vigende, vexelvis dækkende og åbenbarende den vinterlige hedes klamme o o ensformighed. Bag ved denne tågerøg stod decembersolen, en bleg, gul tågeplet, der kastede et usikkert lys hen over den store, ujevne flade, som var éns i smudsiggrå kedsommelighed, undtagen hvor nogle sorte lyngtuer eller krogede egepurrer ragede op af driverne, som kors på en kirkegård. Vejen gik som den kunne bedst. Op over høje lyngbakker, frem gennem hulveje, og ned over lavninger, hvor side engflader stod skjørfrosne med klingre-is og brune rør, der sørg- modigt nikkede i vintervinden; men overalt var den sig selv lig: dybe, halvfrosne hjulspor, bundløse pytter, og en mærkelig mangel på evne til at vide, hvor den ville hen. Ene sad jeg i den halvmugne postkareth, en så gammeldags, hårdpolstret og ubekvem tingest, at jeg særdeles vel forstod dens gnavne, halsstarrige knirken, og uden på dinglede postillonen, en tvær, bredskåren jyde, i takt med vognens svingninger, tilsyneladende sovende, men dog givende agt på hver af de frosne faldgruber, hvormed vejen var oversået. Pludselig begyndte tågen at lette. Det klare, grågule felt omkring solen tiltog i omfang, de drivende røgskyer blev tyndere, og lige som vi nåde bakkekammens højdepunkt, brød den første solstråle tindrende igennem, spillede hen over sneen, og efterfulgtes snart af et bredt, lyseblåt bælte, der virkede oplivende som et begyndende forår. Var det lærkesang, jeg hørte, da jeg slog vinduet ned? Umuligt! Vi vare jo lige ved jul, og dog lød der et væld af toner langt borte, så klare og klokkerene, så jublende og glade, som var det vårens første forkynder, der bragte sin kviddrende lovsang op mod den varmende forårssol. Sammenligningen kan synes noget sær; men den fjerne kimen forekom mig virkelig som fuglekvidder, og det varede noget, inden det gik op for mig, at lyden var klang af klokker langt ude over heden. Atter nåde. vi en bakkekam. Klangen kom nærmere, men den havde skiftet karakter. Hen over det store, solbelyste hedelandskab drog den sig med en sælsom. Højtidelighed gennem luften. Der var en stille alvor, en gribende dybde i disse dæmpede, alvorlige klokketoner, og midt på den jyske hede blev jeg greben af et forunderlig vemod. Jeg havde hørt lignende toner, da jeg en vinteraften første gang nærmede mig rom; men det var s. Maria Maggiores klokker, nogle af de berømteste i hele Italien. At jeg nu, midt på den jyske hede,*skulde høre toner, som førte min tanke så langt mod syd, var aldrig faldet mig ind; det måtte da være, at disse klokker i deres middelalderlige støbning havde noget fælles i klangen, eller at de ringedes af en særegen, sympathetisk hånd, som en musiker, der spiller sit yndlings-thema. » Hvad ringer de for? « spurgte jeg med hovedet ud ad vinduet. » A ved ’et it! « svarede kusken flegmatisk. & atter nådes en bakkekam, den højeste, den sidste. Neden for lå byen, klar, solbelyst, med sine lave huse og røde Tage, sine rygende skorstene og sine små, bladløse haver. Jeg var faret så vidt omkring, så meget havde forandret sig både hjemme og ude — kun den lå, som om tidens hånd slet ikke havde berørt den. Hvert hus, hver have, hvert træ og hvert gærde stod, som det havde stået for fem år siden, da jeg sidst besøgte min ven og gamle skolekammerat, pastoren i den lille by bag hedebankerne. Kun i én henseende syntes den forandret. Selv under meget ugunstige vejrforhold, kunne man i dens lange Hovedgade dog opdage to, stundom tre indbyggere; men i dag var der, så langt mit øje rakte, ikke en levende sjæl at se, hverken på gaden eller inden for de små, solforbrændte ruder. I stor ensomhed rumlede postchaisen op til den skæve bindingsværks gæstgivergård, der tillige tjente som posthus, og her mødte den anden mærkelighed mig. I stedet for den rødmussede, trivelige kjælderpige, som sidst havde stillet sit smilende åsyn til skue under et kirsebærrødt tørklæde med gule borter, i stedet for den skrutryg- gede gårdskarl, som kom humpende' med stigen, fulgt af den vrantne postmester, så jeg nu kun en mager hønsehund, der med fremstrakt pote forsøgte at skrabe malingen af døren, samtidig med, at den ved en langtrukken tuden tilkendegav det forbryderiske i denne bestræbelse. * som bekendt er deligencedøre i almindelighed, men danske i særdeleshed, ikke skabte til at åbnes indvendig fra, og da kusken med hele den jyske naturs seje udholdenhed syntes at befinde sig overordentlig vel på bukken, forblev vi begge hver på sin plads, og under dette tonede klokkeklangen dæmpet, vemodigt, fyldende med et forunderligt alvor hvert øre, undtagen min vens på trappen, som netop i denne klokkeklang fandt endnu en anledning til sine umusikalske bestræbelser. Endelig hørtes træskotrampen i portrummet. Postgårdens uundværlige Niels kom til syne med den lige så uundværlige stige, begge noget mere affældige, noget mere slidte, om jeg tør bruge dette udtryk, men ellers ganske som for fem år tilbage. » Hvad, ringer man så svært for i dag, Niels? » spurgte jeg, efter at jeg i gæstestuen havde skilt.mig ved de lodne overtræksstøvler og den tilsvarende Pels. » Ih, det er jo til begravelsen! « forklarede Niels. » Det må da være en stor begravelse, siden man seer så få i byen? «, frittede jeg. » Ja, han var da den mest kendte mand her på egnen «, bemærkede Niels, » så han må vel have sig en rigtig fin begravelse. « » Den mest bekendte? « gentog jeg, ikke uden en vis uro. » Det er da ikke herredsfogden? « » På det lav! Nej, han var såmænd mere kendt end herredsfogden selv, var han. « » Er det da doktoren? « » Nej! « svarede Niels tøvende. » Han kan nok sla’e andre ihjel, men selv er han forbandet sejlivet. « » Så er det vel købmand Mogensen? Han er jo den rigeste. « — » Nej, ham er det heller ikke, « svarede Niels, halvt i døren. » Men for Pokker! Hvem er det da? « råbte jeg utålmodig. » Der er jo ikke flere, de kan begrave på den måde, uden præsten. « » Ja, de glemmer da Vorherre, « svarede Niels med dyb overbevisning. » Vorherre! — er du gal, Niels? « » Nej, ikke så meget som visse andre; for det er da sikkert nok, at det er Vorherre, som er død. « » Men så hør dog! « » Nej, jeg har ikke stunder nu. Alle de andres bæster står ovre i stalden, og Ole Larsens hingst har en farlig uvane. De kan jo spørge Ane om resten. « og med disse ord humpede Niels langsomt ud ad døren for at forsvinde mellem bæsterne. Var der nu noget, som var utænkeligt i denne verden, så var det dét, at Niels skulle kunne svare i gåder, eller endog blot gøre • det svageste forsøg på at komme med ironiske talemåder. Han var, som alt, hvad der hørte postgården til, tvær og vranten, og kunne først ved afskeden løftes op til en vis grad af drikkepengelig forekommenhed; men han var sanddru, og når Niels sagde, at Vorherre var død, og at hele byen fulgte med til begravelsen, så frysende og hulkende stod langs kanten af vejen, for små til at komme ind, og dog større i deres sorg, end de store, som færdedes derinde. Langsomt gik jeg hen imod kirkegårdslågen, lettede dens klinke næsten varligt op, og idet lågen drejede sig på sine rustne hængsler, faldt det med en underlig, knugende. Magt på mit sind: » Hvad om vor herre nu virkelig var død, og du var med mellem alverden, som fulgte universets store lig til jorden — hvad så? « » Gestorben ist der hr. Gott oben, und unten ist der Teufel todt! « Det er jo nu til dags en modesag for uforsagte ånder, at forfægte disse Heines trøstesløse ord; men skulle de allerede have fundet vej til denne stille plet på heden? — umuligt i i. Kirkegården lå for mig, lille, og dog så stor i sin øde, vinterlige stilhed; langt større syntes det mig, end da jeg sidst en enkelt gang havde besøgt den i sommerens fylde. Nu var ét stort, snehvidt dødslagen spændt hen over den, dækkende unge og gamle, høje og ringe, forenende broderligt Tue med Tue, krans, med krans, og over dette dødens store fællesbanner ringede de bladeløse buske med deres fine rimklokker, dryssende hen over gravene en sølvregn med sagte, klingrende. Lyd når et enkelt vindpust for gennem de forfrosne grene. Kun ét sted så jeg den friske, sorte muld i to små volde, skellet mellem liv og død, tegne sig mod sneens hvidhed, og om denne åbne grav stod i andægtig stilhed et stort antal tavse, bøjede skikkelser, medens præstens røst klang tydeligere og tydeligere, alt som jeg nærmede mig stedet. jeg holder ikke af ligtaler. Der er få lejligheder, hvor en præst kan være, uheldigere, og uheldigere stillet; men hvad jeg hørte her — skønt ikkun slutningen, af talen — rørte mig dybt; ikke fordi det var noget oratorisk mesterstykke, men fordi det blev sagt i sandhedens simple, inderlige sprog. » I kaldte ham Vorherre, den lille Vorherre! « Fortsatte præsten, just som jeg trådte til. » Véd i af, at der var en gudsbespottelse i disse ord? I have måské ikke tænkt derover; men der lå en bespottelse deri, mine venner, som jeg véd vil blive eder tilgivet, fordi i til denne betegnelse ikke knyttede noget ondt. Men der var en anden side ved denne mands liv, som i heller ikke forstod, og som førte eder til at gribe fejl af det skabte og skaberen selv. Hvor ofte har jeg ikke sét, at i, glemmende den rette Vorherre, gik til denne stakkel, når sygdom havde ramt enten eder selv, eders hustruer eller. Eders børn? I troede da, at dette syge, hårdt prøvede menneske, som nu ligger stiv og kold for eder, kunne helbrede, således som vor frelser gjorde det hist i galilæa, men heri tog i fejl, og i denne eders overtro lå den anden- gudsbespottelse, som jeg alt har berørt. Vel véd jeg, at ikke få i på en forunderlig måde gik helbredede bort, og at de, som ikke gjorde det, på mangen måde følte sig trøstede ved den kærlighed og ejendommelige mildhed, der som en solvarmende vårluft kunne være udbredt over ham. Men jeg siger eder: det var ikke ham, der helbredede, heller ikke ham, der trøstede. Han var selv sygest af eder alle, syg indtil døden. Han var ikke, som i kaldte ham, den lille Vorherre; nej, han var den store, den evige herres redskab. Et redskab kan være usselt og ringe, stundom endog foragtet og forsmået, og dog kan det i Herrens hånd udrette vidunderlige ting. Og således var det med ham. Fattigdom og ringe fødsel, så overvurdering af egne evner, senere miskendelse og hån på mange måder — alt dette havde brudt hans ånd og bragt ham i en o o tilstand, hvor ét sådant menneske anses for jordisk fortabt, uden evne til at hjælpe eller •trøste. Og dog hjalp han eder på en sådan måde, at den ofte forekom eder vidunderlig, dog trøstede han, som jeg mangen gang ikke har formået at trøste; thi skønt hans ånd var som de blomster, der kun skyde hvide, vantrevne skud, fordi den tyngende Stén stænger dem ude fra vårens Sollys, så var han selv dog fuld af vårens varme, af kærlighedens liv. Midt i sit dybe, trøstesløse mørke elskede han solen, blomsterne, og » de lyse «. Hvor mange af dem har han ikke reddet, og med hvilken ømhed, med hvilken alt opofrende kærlighed vågede han over dem? Vi fandt ham en morgen, stiv og kold foran fattigmands dør — død lå han i sneen. Han havde givet sit liv hen af kærlighed; med den svigtende livskrafts sidste varme havde han beseglet den * pagt, der var mellem ham og de » Lyse «. Lad os da, inden jorden lukker sig over i ham, takke denne milde, kærlige og dog så ulykkelige ånd for hvad den har virket til velsignelse iblandt os! Lad os ikke glemme ham! — ja, lad os, i ret forståelse, endog mindes ham under det navn, som hans fødsel, hans ulykke og hans virken fremkaldte! Men lad os under dette dog bestandig huske på, at vi ikke må forveksle skaberen med det skabte, redskabet med den almægtige hånd, som ene formår at bruge det; thi her ved denne grav, som i al livets gerning, skulle vi huske det gamle ord: » Gud alene æren. « hi. Jordpåkåstelsen var endt; den sidste forjættelse lyst over den døde. Det talrige følge, påfaldende mange kvinder deriblandt, forlod langsomt kirkegården; men jeg lagde fra mit tilbagetrukne standpunkt mærke til, at mange i al stilhed syslede ved graven, og ikke gik bort før de havde plukket et blad eller en blomst af de talrigt henlagte kranse. Nogle enkelte bønderkoner tog, til min forundring, endog lidt af det muld, der var blevet tilbage på brædtet, og knyttede det i fligen af deres lommetørklæder. Endelig svandt det sidste par ud ad den sorte låge, alt blev stille, og jeg nærmede mig langsomt til denne grav, som nys havde samlet så mange, der nu spredtes til livets urolige gerning for at stræbe, arbejde, lide, og så til sidst dog stunde tilbage til denne lille, snebelagte plet, som engang skulle huse dem alle. » I graven er der godt at bo; thi livets færd er stor uro, men graven gemmer freden «, havde jeg læst på en af de små tuer ved mine fødder. Det var kun tarvelige bonderim over en af de evige sandheder; men rimklokkerne ringede til denne tekst, vintervinden susede til den, og de visne græsstrå nikkede melankolske i takt dertil — jeg begyndte at fryse og at længes efter præstens hyggelige, gammeldags studereværelse; han måtte jo kende denne grav og dens gåde. Teg kunne ikke gå forbi den. Det var j o o ikke tom, almindelig nysgerrighed; det var som noget drev mig. Jeg måtte op på jordvolden, ud på gangbrædtet, og som de andre stirre ned i dette snevre, mørke dyb for at føje mit farvel til. de manges, et farvel til én flygtende sjæl, til en ubekendt. » Han var selv sygest af eder alle, syg indtil døden «, havde præsten sagt, og et blik ned i graven overbeviste mig om, at her havde en særling, for ikke at sige en afsindig, fundet sin sidste hvileplads. Kisten, ejendommelig i form, næsten som en båd med skrånende ruf, var ikke sort, men rødmalet, og på denne røde grund var der hist og her anbragt snit af forgyldte lister, messingstykker og stumper af spejlglas, ordnede i rosetter og indlæg/ ikke uden symmetri, men på en vis grotesk måde, der mindede om et glarmesterskilt. Det var især kistens låg, som drog min opmærksomhed på sig. Det var, i modsætning til siderne, egepoleret, havde form som et tag, og på begge’ de skrånende flader var der i en oval ramme indlagt noget, der ved første øjekast gjorde indtryk af et medusahoved. Nærmere beset, løste det sig imidlertid op til løvværk, til skyer, til bølger, og endelig kom jeg på det Rene med, hvad det forestillede. På den ene side, en lynslået eg, omhvirvlet af tordenskyer; på den anden, et oprørt hav, hvis bølger nåde himlen. Under egen lå en mand, dræbt af lynet; en dreng hang i dens* grene. Op af bølgerne hævede sig en skikkelse, strækkende armene i vejret, som anråbte den om hjælp, og fra skyernes rand rakte drengeskikkelsen fra egen hænderne frelsende ned imod den. Disse fremstillinger vare gjorte, vistnok ubehjælpsomme, hist og her endogså rå, men dog med en vis energisk dygtighed, som mindede om middelalderligt snitværk. Dog vare de ikke udskårne i træet selv, men syntes at bestå af en mængde enkelte stykker, der med uhyre tålmodighed mosaikmæssigt vare føjede sammen, skønt man ikke kunne opdage hvorledes. De fire hjørner vare atter prydede med de samme i øjne faldende rosetter, ikke blot af forgyldning og spejlglas, men tillige med indblandede roser, udklippede af rødt klæde og fæstede til træet med guldsøm. Når det ikke havde været dødens alvorlige gemme, hvorpå disse skrigende forsiringer vare anbragte, ville de have virket komisk. Nu derimod gjorde de et uhyggeligt indtryk af forfængelig intethed. Det var som om der på denne kiste havde arbejdet to modsatte naturer: en energisk, men uøvet kunstner og et naragtigt, forfængeligt barn, der tog pynten med sig overalt, endog i graven. » Er den ikke vakker, den? — slig fik du vel aldrig sé før, dér du er fra? « klang pludselig en høj stemme bag ved mig; ikke i ‘det brede, lidt drævende jyske, men på dette syngende ravnorske, der i den dybe, vinterlige stilhed gjorde samme indtryk, som om en havde skreget ► op på en trompet. jeg vendte mig om. Foran mig stod en svær, lavstammet mand, hjulbenet, i blå kofte og med en rødskjoldet filthat på hovedet. Under den af langvarigt slid noget nedtrykte skygge glimtede et par spillende, mørkegrå øjne, og disse sad igen i et storslået, rødmusset ansigt, hvis træk i dette øjeblik fremviste et smil, så jovialt, så inderligt godmodigt, at stoltheden over kunstværket nede i graven • kun skinnede over det som en bisol. » Ja, er den ikke vakker, den? « — gentog han, idet han i sin ivrighed trådte hélt ud på gangbrædtet, hvor han blottede sit hoved. » Jeg tænker, selv kongen får ikke slig vakker en, når han går bort, og allenfals får han ikke lov at snitte den selv — nej, om han gør! « Jeg kunne ikke undlade at slutte mig til denne opfattelse, men lod med den følge en svag hentydning til, at hvor » vakker « kisten end måtte være, så var den dog en dél uden for de sømmelighedshensyn, man plejer at gøre gældende ved begravelser. » Ja, de sagde så, de kloge folk i bygden, « Svarede han. » De sagde så, både prokuratoren og doktoren. Ja var det herredsfogden selv, så ville han lægge Stén for ham i hans 2* grav, og ikke give minde til, at han fik sin kisten dér, som han har snittet hvert eneste Bit. Men så dækkede jeg den med furu så tæt, at ikke en fingerplets fjæl blev at sé, og så gik det til den kom i jorden, for så skulle den vel sés da? Han var sin egen mand, og skulle ikke have sin egen kiste, han? Jo, vist! Han, som var lige god med de gamle profeter! « ✓ jeg studsede ved denne slutning og spurgte: » Var han mormon? « Manden stirrede hvast på mig. Det joviale udtryk i hans ansigt veg for en underlig blanding af vrede og forbavselse, dog mest det sidste. Han strøg det fyldige, men allerede stålgrå hår tilbage om ørene, satte hatten på, og medens han under koften fremdrog en sælskinds pose, mumlede han, mere til sig selv, end til mig: » Mormon? — ih, nej dog! Hvad slig springgås kan hitte på! Mormon? — nej, før havde han ædt sig levende, han? « » Jeg har ikke kendt noget til ham. Jeg er fremmed her på egnen, « 'skyndte jeg mig at forklare. » Fremmed? Ja, slig Karl må du vel være, siden du ikke kender ham dér, « svarede han 21 og pegede ned på kisten med en violinbue, * som han drog ud af posen. » Hvem var han? « spurgte jeg, noget overrasket ved disse musikalske tilberedelser. » Nu skal du få høre, du! « svarede han og strøg sælskindsposen ned om en hardangerfele, som han satte til hagen. » Giv plads på brædtet dér! Jeg kunne let rage dig overrende: for jeg stryger stundom noget hårdt, skal jeg sige dig! « » I vil da ikke spille på graven? « udbrød jeg, idet jeg veg pladsen for ham. » Jo, det kunne næsten hænde, at det netop er det, jeg vil «, svarede han. » Han tog sligt løfte af mig den gang, jeg spillede for ham sidste kvælden, og han skal få sin vilje, skal han, selv om — «. Resten,tabte sig i et langt, intonerende strøg på violinen. Og nu tog han på at spille. Der kom nogle skærende ville, næsten skrigende dissonanser, som våndede instrumentet sig i fødselsveer, som var det en begyndende kamp for noget, der skulle folde sig ud, have liv. » Gal må han være! « mumlede jeg ved mig selv, og gik ned ad gangen. da klang der et par buestrøg — bløde, smeltende, forunderligt betagende. Jeg vendte mig om og blev stående. Han så mig ikke; jeg var skjult af buskene. Da brød det med et frem: jublende, lokkende, æggende, drillende slyngede tonerne sig i hverandre som var det legende børn, der tumlede sig i Sollys mellem blomster. Tonerne drog mig; jeg måtte ham nærmere. Jeg listede mig på tåspidserne fra busk til busk, skinsyg på sneen, som knittrede under mine fødder. Han stod endnu midt over graven. Det store hoved bøjet ned over violinen, de grå lokker legende for vinden, af og til trampende takten mod det udlagde brædt, og tåre trillede på tåre ned ad den vadmels kofte, og frosten forvandlede dem til Perler, hvori vintersolen brød sig. Han var så fordybet, så indad optaget i sit spil, at han slet ikke så mig; han lignede en søvngænger, ♦ hvis hele energi er vendt mod et eneste sjæleligt midtpunkt. Violinen var ikke længere det døde stykke træ med et par snoede tarmstrenge — det var et menneske, en ven, en åndelig frænde, og med ham talte han, med ham klagede han, med ham vandrede han om i mindernes Dale. Hvad var det, der gik gennem dette spil? Hvad var det, som drog mig nærmere og nærmere, som fik mig til at holde mit åndedrag tilbage som i angest? Lærkens jublende trille’r, bækkens sagte løb, vindens suk over heden, regnens fald og hjejlens ensomme klage — alt dette lod sig kende, snart kommende fra det fjerne, snart som stod jeg midt på heden selv. Men’ så kom begyndelsesdissonansen igen. Mørk, skærende vild lød den, som et sygt dyrs klage, som noget vanvittigt, der ikke ville forme sig sammen med det lovbundne, det harmoniske, og selv vred han sig under den som i krampe, trampede i brædtet, og jeg måtte sande hans ord, at han stundom strøg noget hårdt; thi strengene under stolen våndede sig sammen med de andre, det så ud som kunne felen briste under hans hånd. Men når en slig paroxysmus var forbi, flød tonerne atter jævnt i deres leje, som en ilende elv, der samler sig efter fossens forfærdelige hvirvel. Gamle minder, gamle toner fra folkets dybeste liv dukkede op som strømperler, brast i solglans og løstes af nye. Så kom der en havbrusen, en tordenrullen — det knittrede gennem strengene som et lyn. Han var færdig, hævede hovedet og — opdagede mig. » Var det ikke vakkert det? » spurgte han med et begejstringens lynglimt i de store, mørkegrå øjne. » Sligt gør jeg ikke hver dag; men nu kan du sige, at du har hørt Gunnar havk spille! « Han stak atter felen i dens gemme, og skridtede med lange fjed ned ad kirkegårdsgangen uden at hilse. Tonerne sang endnu omkring mig som vårfugle, da jeg åbnede den lille låge og trådte ud på vejen. Dér holdt distriktslægens vogn. Hippokrates fortolker, indbunden i en vældig Pels, sad i sin magelige doktorstol, medens kusken havde travlt med at ordne noget ved seletøjet. Gunnar var alt over bakken og svandt som et punkt ud over heden. » Goddag, goddag! Hvad, Pokker, skal vi sé sanglærker ved juletid? « råbte doktoren og gjorde et fortvivlet forsøg på at klare en hilsen. » Hvad fanden vil de her ovre? De har da ikke været med til begravelsen? « » Jo, på en vis måde. Jeg gik tilfældig herud. Hvem var han? « » Han? Hvem? Gunnar spillemand? Å, det er en halvtosset nordmand, som engang strandede herude på revlen. Så fik han nok af det våde, undtagen når han spiller til Dans; for så kan han nok sejle endnu. » » Nej! Ham, den anden. Ham, de begravede! « » Nå ham! — Vorherre mener de? —ja, han var gal. — å, Jens, - spænd mig den Stang et hul frem; den fjermer er så forbandet blød i munden. Ja, han var skrupgal. Det var hans og prokuratorens ulykke. Der kunne ellers være blevet en pæn arvesag for Jespersen; han satte s’gu penge nok til på ham. To millioner og et gods i Polen — hvad siger de til det? Det bander ikke ved juletid! Men så døde as’net. Nå farvel! Jeg har vaccination i snøvlede kro, men i aften er jeg ganske til tjeneste. De tyrer jo nok en lille l’hombre? — ikke sandt? Og dermed kørte distriktslægen. Iv. Langsomt vandrede jeg tilbage mod byen ad den vinterstille vej, hvor man nu ikke øjnede et menneske. Hvor tog alt sig dog småt, ja fattigt ud, og så — et gods i Polen? To millioner? Vorherre! Og nu Jespersen? Denne hule, snedige, alt beregnende prokurator, der ikke lagde en skilling ud uden at have en daler i vente. Havde han spekuleret i en gal, en vanvittig? Hvem var han? Hvem var han? Da jeg gik forbi det lille, beskedne rådhus, et mat forsøg på at genoplive noget, der kunne forveksles med renaissance, fik jeg en militair hilsen. Det var byens eneste politibetjent, arrestforvarer og profos, forhenværende underofficier Buss; men det skal til ære for den offenlige orden siges, at denne byens bussemand, som doktoren skjemtende kaldte ham, sjældent havde andet at bestille end børste støvet af protokollerne og snavset af herredsfogdens støvler. » Nå, Buss, hvordan går det? « spurgte jeg, idet jeg gjengjældte hans hilsen. » Å jo, tak, mange tak! Ret snavs, om jeg så må sige. Ikke en sjæl i hullet, siden taterne var her ud på efteråret; men da havde vi også kasernen fuld. Ja, det havde vi. « » Så måtte Niels dragon vel hjælpe dem? « » Nej, det måtte han ikke, « svarede Buss sindigt. » Det havde da også været en dårlig. Hjælp, det. « » Å, hvorfor? « » Jo, for han var død året iforvejen «, svarede Buss med uforstyrrelig ro. » Herregud! Af hvad? « » Af militair tuberkulose, som det sig en brav soldat egner og anstår «, svarede Buss. » Jeg fik også et lille rap af den, eller måské var det nok snarere, hvad doktoren kalder skifteritis. Men jeg holdt mig — til 'herredsfogdens tilfredshed «. » Er han deroppe? « » Nej, han gik lige hjem fra begravelsen. Han kommer ikke på kontoret før om' en timestid «. » Hvor kan det da være, at de er her i dag? « » Jo, seer de, jeg arrangerer «, svarede Buss med selvfølelse. » Hvilket? « » Ih, naturlig hele redeligheden — det vil da sige dokumenterne. Forstår sig, de gamle, dem på pergament, som vi havde liggende i herredsfogdens servante og den nederste kommodeskuffe. » Alt, hvad der er med voxsegl og munkeskrift, stiller du op med ordenlighed «, sa’e han, » lige som sablerne på tøjhuset. Det øvrige kan du ampligere efter din egen forstandighed. Ja, nu kan vi sagtens lave det. Vi har jo arvet. « » Nej virkelig! Hvem? « » Ih, naturligvis Vorherre «, svarede Buss belærende. » Ja vel, Buss! To millioner og et gods i Polen — ikke sandt? « » Dem kunne vi have haft, ja mænd kunne vi så «, svarede Buss med uforstyrrelig ro, » når blot Vorherre havde taget den sag gelinde, og ikke ladet sig komfundere af extraordinaire omstændigheder. Havde han holdt sin kondolance og taget det med besindighed; men han gik fra samlingen, skal jeg sige os, og så fik vi kun, hvad han havde gjort, dengang han var yngre og havde blik for det hemmelighedsfulde og genstandenes symmetriske beskaffenhed. « » Hvad var da det? « » Har de ikke sét det? «, spurgte Buss med. Synlig overraskelse. - » Det har såmænd været udstillet lige siden den dag han døde, og det har været taget i besigtigelse af hver evige sjæl her i byen, som da ikke er så underligt, siden det var hans malheurs hovedværk, udarbejdet med finesse, men uden sigte på det kunstnerige, som herredsfogden siger, hvorfor det kun blev til en malice for os alle. Vil de sé det. « Jeg takkede, og Buss arbejdede sig langsomt op ad den stejle trappe, der førte til rådstuesalen, som foruden at • være et retfærdighedens opholdssted, én gang om vinteren indviedes til dansens genier. Den øvrige dél af året stod den tom, tom i ordets egentligste forstand; thi med undtagelse af en rødrusten kakkelovn havde jeg aldrig sét andet end fire, oljemalede vægge. » Sé der! « sagde Buss, idet han pattetisk slog ud med højre hånd og rettede sig med militair anstand. i midten af salen stod et lille, skævbenet bord med nogle støvede pergamentruller, falmede silkebånd og revnede voxsegl. Bag ved det kom et par højryggede stole, men bagest i den halvskumring, der altid beherskede dette parti af salen, ragede et mærkeligt skrummel op, højt, stort, udbuget — halvt kirke, halvt pagode, halvt ægyptisk, halvt — gud véd hvad — en prøveklud på alle stilarter, halvt i alt, og hélt i intet, undtagen i symmetri; thi denne var gennemført til de mindste småting på en ængstlig, næsten pinagtig måde. » Er det ikke skønt, så er det stort, og et udmærket antikvariumsskab, såsom at møl ikke kan gå gennem tre tommer palisander «, forklarede Buss. » Herredsfogden siger, at det er skabt til tidernes historie, desformedelst at det kan rumme en evighed af, hvad der foregår her i byen; men egentlig ménte nok Vorherre, at det mést var gjort til statspapirernes opretholdelse under vanskelige tidsforhold, såsom når fjenden havde besat hovedstaden og banken ikke var sikker — forstår sig, dersom det var blevet i København, hvor de jo har de rigtige statspapirer. For nu skal de sé,. hvad herredsfogden kalder den rene genialitet i sit udslag på. det hemmelighedsfulde af det indvendiges gennemførelse. « Her kom det Buss noget på tværs, at han havde glemt nøglerne, og medens hans svære skikkelse sindigt dukkede ned ad den knirkende trappe, trådte jeg nærmere og begyndte i enkelthederne at mønstre det mærkværdige monstrum, hvoraf byen nu var kommet i besiddelse » til sin histories opretholdelse «, som Buss ville udtrykke det. Og i sandhed! Det var også noget meget mærkværdigt, dette forunderlige, halvt ægyptiske, halvt — ja, jeg kunne fristes til at sige — byzantinske arbejde, som knudrede sig op i halvmørket lige til loftet med en vidtløftighed, der mindede om tårnet i Babel. Her var i det mindste lige så megen forvirring, for så vidt som en stilart altid er et eget sprog, der, skønt stumt, dog fortæller os om vore forfædres smag og kunstneriske standpunkt. Men hvilket standpunkt havde den mester indtaget, der havde offret år af sit liv på at frembringe dette virvar af stil og dette vidunder af flid? Det var dette spørgsmål, som straks påtrængte sig mig, da jeg med et flygtigt blik havde overfaret enkelthederne. -her var ikke sparet på noget. — her var indlægninger af alle mulige træsorter, blandede med perlemoder og elfenbén; her var forgyldning og patinering, så at det hele så ud som en broget blomsterkost af den fineste mosaik; her var orneringer, snart i relief, snart i hele figurer, men indlægningen’ fremkaldte, trods al sin rige mangfoldighed, dog bestandig billedet af kalejdoskopets kantede farvelinjer, og figurerne stod så stive, så ubehjælpsomme, så kejthåndede, at de meget godt kunne være i slægt med Ægyptens hieroglypher eller med de første helgenbilleder fra det østromerske kejserrige. Men alligevel var der dygtighed i det alt sammen. Gennem alt dette utrolig naive følte man en menneskeånd, som havde villet noget, som havde stridt og kæmpet med det tunge stof, men som var kommen tilkort, enten fordi den havde villet noget, der lå over dens kræfter, eller fordi disse kræfter ikke vare blevne udviklede ved nogen skole, men havde tumlet sig inden for deres snævre kreds af skjønhedsforestillinger, som ikke vare blevne forståede, endnu mindre bragte i harmoni. jeg skal ikke fortabe mig i vidtgående detailler, heller ikke forsøge på at beskrive, hvad der kun lader sig tegne. Mest overraskedes jeg dog ved på de to, store fløjdøre at finde netop de samme to fremstillinger, som jeg havde undret mig over ved synet af den sælsomme kiste. Kun vare figurerne på skabet mere levende, ornamenterne lettere, og kompositionen i færd med at blive en helhed. Det stod, kort sagt, på vej til at hæve sig til kunst, men så var der kommet noget, uvist hvorfra, som kun gjorde det til håndværk. Man har haft store lærde, som have søgt de vises Stén, cirklens kvadratur og den evigt bevægende kraft; store kunstnere, som have villet mejsle bjerge om til kolosser. Her havde jeg en flittig håndværker, som trods sit store arbejde og en umenneskelig flid, dog ikke havde formået at hæve sig til blot en lille kunstner, og jeg begyndte at ane sammenhænget mellem skabet på rådstuen og — kisten på kirkegården. Buss kom slæbende med et tungt knippe nøgler, og nu begyndte en forevisning, som kedede mig, medens den gav ham anledning til langvarige forklaringer, og til oprigtige udbrud af den højeste beundring over » det hemmelighedsfuldes åbenbarelse i det indvendige «, som han udtrykte sig. Den samme fantastiske indlægning, det samme rige figurarbejde gentog sig også her, men det var parret med en mekanisk sindrighed, som viste, at mesteren havde været langt mere anlagt til mattematiker end til kunstner. Overalt skjulte gemmer og hemmelige rum, figurer som lod sig dreje eller bevæge, rosetter, som ved et tryk faldt fra hverandre og fremviste forborgne fjedre, der atter åbnede nye gemmer dybere inde — kort sagt — ingen japaneser skulle have skammet sig over denne sindrige benyttelse af rummet, og hvad byens arkiv angik, så var der gode udsigter til, at dets dybeste hemmeligheder ville blive så dybt begravede, at de gik ud af tidernes historie og ind i evighedens, hvad Buss også med en vis selvtilfredshed bekræftede. Det var med en følelse af befrielse, at jeg så ham trykke den sidste fjeder til og lukke de tommetykke døre. For mit indre syn stod en stakkels, ulykkelig fange, som i sin celles ensomhed havde udtænkt alle disse kunstgreb, alle disse smålige enkeltheder, som ikke engang samlede formåede at danne en hélhed, og jeg drog vejret lettere, da jeg atter trådte ud på det øde, snebelagte torv, hvor spurvene med taknemlig kvidren oppillede de spildte levninger fra gårsdagens marked. » Velkommen til

1899_Tuxen_Hvorfor

Fanny

Hvorfor

Tuxen

Tuxen

Hvorfor

female

1899_Tuxen_Hvorfor.pdf

Fanny

Tuxen

dk

Hvorfor?

Fortælling

n

roman

Hagerup

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel i et højt, smukt hus ude ved en af søerne med den tiltalende udsigt over dem og de gamle træer på den anden side, boede Arthur Harding, den unge, fremadstræbende læge. Denne lyse, tidlige forårsaften var han hjemme og stod ved sit vindue; ikke et af dem mod søen med udsigten, men i sit sovekammervindue, der vendte ind mod gården, en smuk, lys fliselagt gård, i hvis midte stod en høj, slank sirenbusk, hvis brune knopper endnu ikke havde åbnet sig for de grønne blade, der længselsfuldt higende endnu hvilede sammenfoldede i deres hylstre. Han stirrede uafbrudt i samme retning. Hvilken forbavselse ville grebet både hans venner og hans modstandere, hvis man havde meddelt dem, at denne alvorlige mands øje kun søgte vinduerne i bagbygningen, for at iagttage genboernes færd; dog kun familiens i stueetagen. Den var flyttet ind for en månedstid siden, direkte indkommen fra landet, og bestod, så vidt Harding kunne udgrunde det, kun af en ældre, svagelig udseende herre og en ung pige. Det var kun alt for let at holde øje med deres bevægelser, thi døren mellem de to værelser, der vendte lige mod hinanden, med vinduer til begge sider, stod altid åben, så at beboerne befandt sig som i en lygte. Den ældre herre sad i regelen ved det ene vindue, der vendte ud mod gårdsrummet, enten læsende, skrivende eller passiarende med den unge kvinde, som let og yndefuldt bevægede sig gennem de to værelser, der lå åbne for Hardings blik. Han så hende gå omkring og ordne de mange nipssager og fotografier, eller gardinernes folder, eller vande planterne, der fyldte begge vinduerne i det bagerste værelse og sætte blomster i glas og vaser. Han havde endog set hende sidde ved faderens lille bord og opgøre husholdningsregnskabet med det aldrende tyende, som var fulgt med dem til hovedstaden, eller flittigt bøjet over sit håndarbejde, medens hun samtidig passiarede livligt med faderen og smilede kærligt til ham. Ja, det var ikke lidt doktor Harding håvde iagttaget af genboernes liv i de få dage, der var hengået, siden den unge pige første gang viste sig for ham ovre i vinduet, hvor et modstræbende rullegardin lagde beslag på hendes opmærksomhed. Han så uden at ses, idet de smukke, brogede glasruder i hans soveværelse skærmede mod ethvert indblik. Tjeneren bankede på hans dør, og hurtig fjernede han sig fra vinduet, ærgerlig og skamfuld over at gribe sig selv i denne udspionering af forhold, der slet ikke vedkom ham. Han modtog den sorte selskabskjole og mældingen om, at vognen holdt for døren, i en temmelig ærgerlig stemning, medens han halv ubevidst undskyldte sin indiskretion ved ivrigt at gentage for sig selv, at det dog var for galt, at han således lod sin skjøn-hedssans løbe af med sig, så betaget var den bleven af den usædvanlige ynde i hver af den unge piges bevægelser og den uskyldige ubevidsthed, der gjorde sig gældende i hele hendes færd. Nu kunne og skulle det have slut. Men hvad er vi mennesker? Næste dag og mange følgende glemte doktoren, alvorsmanden, den af skæbnen hårdt prøvede Arthur Harding denne bestemmelse; i det mindste fik tjenerens beskedne banken ham oftere til hurtigt at træde tilbage fra de, i pragtfulde farver strålende ruder, der ganske skjulte hans tilstedeværelse. Da kom endelig den dag, der bragte ham i nærmere berøring med den lille familie. Han sad ved sit skrivebord fordybet i sit studium, da han fik mælding om, at den gamle pige hos familien i baghuset ængsteligt bad doktoren komme øjeblikkelig over til dem, hendes herre var pludselig bleven syg; få minutter senere stod han i det lille hjem, som han kendte så godt. Her var tilstanden alvorlig. Den gamle mand var ramt af et slag, som lammede hele den højre side og oven i købet havde berøvet ham mælet; kun nogle få uartikulerede lyde undslap hans læber. Dette rettede sig imidlertid i løbet af nogle få dage, han fik efterhånden talens brug, men forresten blev det et langt, og om end uden store smerter, så dog et pinefuldt sygeleje, som den stakkels syge bar med stor tålmodighed. Fromt og resigneret imødeså han døden, som han selv ikke tvivlede om ville blive følgen af dette anfald. Nu så doktoren Ebba Vittrup på nært hold, og hvor beundrede han hende! Det var ikke alene hendes ynde, hendes hele nydelige fremtoning, der aftvang ham denne følelse, men endnu mere hendes store åndsnærværelse og aldrig svigtende selvbeherskelse. De angstfulde tider, de anstrengende dage og søvnløse nætter blegede hendes kinder og afmagrede hendes slanke, fyldige skikkelse, men hun havde altid et lyst smil, milde, opmuntrende ord og et sorgløst væsen overfor faderen; det ængsteligt spørgende blik, hvormed hun ofte så på lægen, hvor roligt og kærligt så det ikke i næste øjeblik på den syge. han havde tilbudt at skaffe en sygeplejerske, men det afslog hun venligt, men bestemt; hun havde lært tilstrækkelig sygepleje af den diakonisse, der for et par år siden havde plejet hendes afdøde moder, til at kunne fyldestgøre faderens pleje. Og det kunne hun i sandhed. Ja hvor beundrede han ikke denne stærke sjæl hos den unge kvinde. Han var altid en omhyggelig, om end noget streng, alvorlig læge. Her anspændte han om muligt endnu yderligere sine evner, og var mild og deltagende som aldrig før. Denne unge pige, der stred så tappert, med en aldrig svigtende omhu, vakte hans inderligste deltagelse. Han udstrakte sin hjælp også til hende, idet han, så ofte han havde en aften til sin rådighed, gik over til patienten for at sidde hos ham nogle timer, medens han beordrede frøken Ebba til at lægge sig og sove. Hun faldt også i regelen hurtigt i søvn, træt som hun var på sjæl og legeme og tryg ved at vide faderen i så gode hænder. Kun en af de mange aftener, doktoren var sygeplejer, sov hun ikke. Den foregående nat havde været rolig, hun havde sovet flere timer og følte sig ikke meget træt; hun ville derfor nøjes med at tage en lettere hvile i sin faders store lænestol i dagligstuen, hvortil døren stod åben fra sygeværelset. i det dybe, magelige sæde kunne man udmærket få sig en lille lur. Da hun havde sat sig hyggeligt tilrette og lagt hovedet tilbage mod stolens ryg, hørte hun faderen på sin nu så besværlige måde spørge, hvad doktorens familie dog sagde om de mange aftentimer, han berøvede den på grund af den opofrende pleje, han ydede herovre. » Jeg har ingen familie, « lød det korte svar, » i den henseende kan de være rolig, ingen savner mig. « Ebba løftede interesseret hovedet fra dets hvilested. Hun havde aldrig skænket dette spørgsmål en tanke, men interessen vågnede i samme nu, det blev omtalt. » De er ugift, « begyndte faderen igen. » Ja, de er jo en ung mand endnu; men vent dog ikke for længe, førend de gifter dem, det er en erfaren gammel mands råd, der ved, at lykken har sit rette hjem i ægteskabet. « » Den ægteskabelige lykke er imidlertid et meget omtvistet punkt, « mente Harding, » min er-faring går ikke i samme retning som deres. « » Deres erfaring! « udbrød den syge forundret. » Ja netop, min erfaring, « bekræftede doktoren. » Jeg har været gift. « » Ah, således, « sagde den ældre herre, » De er altså enkemand. « » Nej, jeg tilhører ikke den klasse, « var svaret. » Det er en bekendt sag, at min hustru efter halvtredje Års samliv forlod mig, hvorefter lovformelig skilsmisse let blev ordnet. » Ebba sad nu helt oprejst, lutter øre. Efter denne udtalelse hørte hun sin fader mumle nogle deltagende, beklagende ord, så blev der ganske stille, og Ebba var snart på det Rene med, at faderen havde et af de små anfald af søvn, som ofte pludselig kom over ham. Hun kunne umuligt sove. En bølgesværm af tanker strømmede ind over hende. Han, doktoren, var forladt af sin hustru. Hvor umuligt at begribe. Nu begyndte hun pludselig at tænke på, hvordan han var. Ubevidst, uden analyse af hans væsen havde han været hende tiltalende. Da hun nu lod sin taknemlige tanke belyse hans færd, blev han en strålende skikkelse for hende. Hvor omhyggelig, kærlig og deltagende var han ikke mod faderen og hende; med hvilken fin takt forstod han ikke at tilbyde sin hjælp; hvor vittigt spøgende kunne han ikke opmuntre patienten; hvor fuldendt dannet var han ikke; hvilket varmt hjerte måtte ikke denne mand eje, om hvem hun gennem hans tjener og sin egen gamle pige vidste, at han hjalp så mange fattige både med sin videnskab og sin pung, og hvor smukt var ikke hans ansigt, hvor elegant hans høje slanke skikkelse. Og denne mand kunne den kvinde, han elskede, forlade! Hvor måtte han ikke have lidt, hvilken bitter, bitter skuffelse. Ebbas medlidenhed var grænseløs, hendes harme mod den hustru, der havde kaldt sorg, ydmygelse og savn ned over denne udmærkede mand så dyb, at den fyldte hendes øjne med vrede og dog tillige deltagende tårer. I denne time vågnede kvinden i det unge barn. Knoppen åbnede sig for den første ubevidste stråle af kærlighedens sol, der lysende og varmende sænkede sig over de fine sammenfoldede hjerteblade. Det kom så stille, så ubemærket. Ak, hvor skæbnesvangert skulle det ikke blive! Faderen vågnede og talte, men Ebba hørte ikke efter; hendes egne tankers strøm brusede om hende. Medens de alle beskæftigede sig med doktoren og hans sorg, gik alle hans i ring om hende, medens faderen oprullede billeder af hendes barndoms og ungdoms liv for ham. Hvor levende fulgte hans tanke ikke disse skildringer af hendes og forældrenes samliv på den smukke gård i sydsjælland ved Østersøens kyst. Hun var det yngste barn, det eneste forældrene havde beholdt af seks. Hun blev således lysstrålen i hjemmet, kærlig, from og god som hun var, sund på sjæl og legeme. Ingen sky formørkede dette samliv, førend det begyndte at gå ned ad bakke med indtægterne, og da en ulykke sjelden kommer alene, blev hans hustru samtidig angrebet af den sygdom, som fem fjerdingår senere endte hendes liv og deres lykke. Ejendommen tabte nu år efter år i værdi, indtil han omsider solgte den og derved reddede så meget, at han ved at sætte størsteparten på livrente, kunne føre en tarvelig, men dog sorgløs tilværelse med datteren i København. Resten af købesummen var sikret datteren, som efter hans død ville få sit hjem hos sin gudmoder. Med hvilken deltagelse lyttede den unge læge ikke til det lidet, der var at fortælle om dette bårne- og ungpigeliv, som var gledet så stille og fattigt på begivenheder hen på landet. Men han var sig bevidst, at denne interesse var affødt af en følelse, han havde håbet at kunne unddrage sig for resten af sit liv, men som han følte sneg sig over ham med uimodståelig magt, trængende dybere og dybere ind, til hver en fold i hans sjæl var indtaget, hver drømmende tanke bar hendes billede; det nyttede ikke at stride imod. Måske var Ebba tidligere kommet til erkendelse om sine følelsers styrke og natur, hvis faderens sygdom ikke havde lagt så stærkt beslag på hendes hele væsen. I syv uger gik det skridt for skridt ned ad bakke med den syges kræfter, indtil han omsider en dejlig lys sommer aften lukkede sine øjne i sin datters arme, med sin hånd i doktor Hardings. I flere dage havde denne kæmpet med sig selv. Han så døden nærme sig og tænkte ofte på at ville udtale sit ønske til den døende om fuldt og helt at få ret til at beskytte Ebba mod verdens storme som hendes ægtefælle, men altid var der noget, der hindrede ham, særlig gjorde den tanke ham ængstelig, at den unge pige ikke var klar over sine følelser, at hun kunne svare overilet, fordi det hele overrumplede hende. Nu var sorgen der så dyb, så betagende, nu stod hun så ene og forladt, nu ville han ikke spørge, thi denne forladtheds følelse ville lettest kaste hende i hans arme; men netop dette frygtede han. Han tænkte altid med beklemthed på de mange år, han havde forud for hende; hun var kun nitten år, han treogtredive. Kunne hun elske ham, hvor lykkelig ville han da ikke være. Hvor længtes han ikke efter at tage dette søde, uskyldige og dog så fornuftige væsen i sine arme, åbne sit hjems døre, som den trygge havn det skulle være, for hende. Men han måtte væbne sig med tålmodighed. Begravelsen var overstået, og Ebba var nu parat til at følge med sin gudmoder, som straks ved efterretningen om Vittrups død var kommet til hovedstaden fra Vordingborg, hvor hendes hjem fremtidig skulle være. Han måtte således- foreløbig skilles fra hende. I lidt over en måned levede han i erindringen om hende og i det håb, at hendes øjensynlig stærke bevægelse ved afskeden fra ham skyldtes en dybere og stærkere følelse, end blot taknemlighed for hans opofrende lægevirksomhed; så rejste han til Vordingborg, officielt for at besøge sin fætter overlægen på Oringe, som for kort tid siden var bleven ansat derude. Han var taget med iltoget og passerede således Vordingborg station uden at standse, først ved masnedsund kunne han stige ud. Den lille lukkede vogn fra hotellet i Vordingborg, som holdt parat til at køre de rejsende tilbage til denne gamle kongestad, så så varm ud denne strålende sommerdag, at Harding foretrak at spadsere til byen, da han viselig havde bestemt at aflægge en visit hos Fru Gerner, Ebbas gudmoder, førend han gik ud på anstalten. Lykken var ham meget gunstig. Han var ikke gået halvvejen, førend han mødte den, alle hans tanker var opfyldt af. Aldrig var hun forekommet ham yndigere, end da hun stod foran ham med dybtrødmende kinder og øjne funklende af en så overstrømmende glæde ved dette pludselige gensyn. Uvilkårlig havde han rakt hende begge sine hænder, og hun lagde sine i dem med et så henrykt smil, at han, idet han slap den ene, hurtig lagde den anden i sin arm, og idet han bøjede sin høje skikkelse ned imod hende, inderligt udbrød: » Hvor jeg har længtes efter dem, Ebba! « » Ja, « svarede hun sagte, aldeles umotiveret, men hans hjerte jublede ved dette lille ord, der for ham tolkede, at også hun havde længtes. Så gik de nogle skridt ganske langsomt og i taushed, hun med bøjet hoved i henrykt tanke-forvirring, han i lyksalig beskuelse af hende, hvis lille hånd stadig hvilede roligt på hans arm. Da han endelig genvandt mælet, spurgte han dæmpet: » Har de tænkt lidt på mig i denne lange tid, frøken Ebba? « Trods hendes hjertes stormende banken var der nu kommet lidt ro over hende, hun så op på ham og svarede med lidt bæven om munden — » Ja, hvor kunne jeg andet, de var så meget for os i den tid, som alle mine tanker endnu dvæler ved. « sagte trak hun i det samme sin hånd til sig. Han greb den imidlertid og holdt den fast i sin. » Deres svar lyder køligt, « sagde han, idet han standsede og stod foran hende, stadig med hendes hånd i sin, bøjet ned imod hende, » Deres øjne talte før et varmere sprog; Ebba, svar mig, var de ikke sandere end deres læber nu, eller tog jeg fejl, da jeg troede at læse i deres sanddru blik, al de droges imod mig i uimodståelig kærlighed, som jeg mod dem, så at de ville følge mig gennem livet som min hustru? « Hun svarede ikke et ord, men rakte ham også den anden hånd, idet hun så op på ham med et blik, som gennem de klare tårer, der fyldte dem, gav ham et ja så tillidsfuldt og veltalende, som ord næppe kunne givet det. » Ebba, min Ebba! « jublede han og slog armen om hende, medens hun stille lagde sit hoved til hans bryst. Forlovelsen var fuldbyrdet, og således gik det til, at den lille trivelige Fru Gerner nær havde fået et tilfælde, da hun overraskedes af denne nyhed, og at Hardings fætter ikke så et glimt af sin københavnske slægtning. Denne fik derimod udvirket en så fuldstændig ordning af alle forhold med Fru Gerner og Ebba, at bryllupet fejredes sidst i september i Vordingborg kirke, og da var fætteren med som forlover, så at doktoren kunne tage ferie i oktober, hvilken han tilbragte i Frankrig og norditalien med sin unge hustru. Fru Gerner og fætteren havde fulgt det nygifte par til banegården, og da de nu efter at det sidste glimt af det bortfarende tog var forsvundet, langsomt vandrede tilbage til den ventende vogn, så den ældre Frue med en dyb rynke i panden frem for sig og rystede lidt på sit grå, gallaklædte hoved. Fætteren, overlægen ved sindssygeanstalten, hjalp hende ind i vognen og satte sig selv lige overfor hende, og atter lagde han mærke til hendes tankefulde ydre, hendes taushed og den gentagne rysten på hovedet. » De ser så betænkelig ud, Fru Gerner, « sagde han, » næsten bekymret, og det efter at vi har fulgt det nygifte par på vej til selve livets lykke. « » Give gud, det var så vel, « svarede fruen, » min lille Ebba er et elskeligt barn, men hun er ubefæstet i troen, ung og uerfaren; hvordan mon hun vil magte livets opgaver, som nu pålægges hende som hustru i disse forhold. « » Min fætter er ikke nogen vanskelig mand at leve sammen med, « sagde overlægen nu, » han anses af alle, der kende ham, for en elskværdig, omgængelig natur. « » Ja, jeg finder ham også selv meget forekommende og elskværdig, men — — — « fruen standsede pludselig. » Frygter de hans alder, Fru Gerner, at de år han er ældre end sin ganske unge hustru, skal gøre noget afbræk i deres lykke? « spurgte overlægen. » O nej, « lød svaret, » det var langt fra min tanke. Men jeg hørte først i dag tilfældigt, thi alt er jo gået så forskrækkelig hurtigt, at han er en fraskilt mand, det er ulykken, « og atter rystede hun på hovedet. » Det er uden skyld fra hans side, « udbrød overlægen hurtigt. » Hans første hustru var meget smuk, endogså overordentlig smuk og havde et særligt vindende væsen, hun var morsom og vittig, men letsindig og koket — hendes ildfulde natur ville ikke tåle nogen hæmmende skranke, selv ikke den, den rolige sunde fornuft påbød, de passede ikke sammen. Men de må ikke se mørkt eller mistrøstigt på deres guddatters fremtid derfor. « » Mon Ebba ved noget derom? « sagde Fru Gerner efter en lille pause. » Det har Arthur ganske sikkert meddelt hende. Han har iøvrigt aldrig gjort nogen hemmelighed af den sag, skønt han ikke holdt af at omtale den; der blev såmænd talt nok om den endda; det skyldes sikkert en ren tilfældighed, at de intet har hørt derom, « var overlægens svar. Vognen holdt nu ved Fru Gerners bopæl, overlægen hjalp hende ud, tog afsked og kørte så videre, medens den ældre dame. i dybe tanker trådte ind i sit festligt smykkede, men nu så ensomme hjem. » Hvad kunne det nytte at tale med ham om den ting, « mumlede Fru Gerner halvhøjt, som hun altid plejede, når hun var ene, » han ville dog ikke kunne forstå mig, det opdagede jeg snart. Hvad for snak dog, at Harding er uden skyld i skilsmissen, som om nogensinde en sådan ulykke indtræder, uden at der er skyld på begge sider. Men naturligvis står Hardings familie på hans side. « Hun begyndte at afføre sig sine prydelser; hun skulle jo rydde til side i huset, der trods den stille fest dog var en del omordnet; alt imens var hendes tanker hos den unge brud, som hun elskede inderligt. » Det stakkels barn, « mumlede hun gjenta-gende, » blind og uvidende har hun indgået denne forening med en mand uden tro. Han kan ikke lede hende på de rette veje. Min lille, kære Ebba, hvordan skal alt dette ende? Gud hjælpe dig! Andet kapitel afsted for imidlertid del unge par til Europas skønneste egne. Elskede og elskende nøde de i dybtfølt lykke al den naturskønhed, der i vekslende billeder gled forbi deres henrykte blik. På deres lykkes lyse himmel havde der kun vist sig en eneste lille sky, som kun en meget kort tid fik lov at kaste en skygge over dem. de havde haft bryllup en onsdag og opholdt sig den følgende søndag i Berlin. Lørdag aften spurgte Ebba lidt tøvende, ligesom halv ængstelig sin mand, om han ikke ville gå med hende i kirke næste formiddag, det ville hun så gerne. » Min søde pige, gå du i kirke nårsomhelst du har lyst, « svarede han, » jeg skal endogså gerne følge dig lige til kirkedøren, men bed mig blot ikke gå med derind. Husker du ikke nok, da vi talte om, hvorledes vi skulle ordne vort bryllup, sagde jeg dig, at jeg aldrig ville lægge dig nogen hindring i vejen, for hvad du ønskede i betning af din religion, og at jeg derfor opgav mit ønske om borgerligt bryllup, da du så afgjort ønskede kirkebryllup. » Jo, det husker jeg alt sammen, « svarede Ebba med stor alvor. » Jeg har mange gange tænkt på, hvad du den gang sagde, og så var det mig altid en trøst al tænke på, ikke alene at du gik ind på at vies i kirken, men at du overhovedet uden videre giftede dig. « » Vardet dig en trøst? « spurgte han lidt ufor-stående og så smilende på hendes lille alvorsfulde, betænksomme ansigt, der i regelen altid mødte hans øje med et smil. » Ja, « svarede hun og tilføjede efter et øjebliks pause — » jeg vil gerne forklare dig, hvad jeg har gået og tænkt så meget på. Noget, jeg ikke har forstået. « han satte sig ved siden af hende og sagde — » Lad os da se, om vi ved forenede bestræbelser kunne finde rede på sagen, min ven.* efter en lille pause begyndte Ebba: » Fader læste engang en bog, som lod til at interessere ham. Doktoren havde lånt ham den med de ord, at den var god til at få forstand af, det sagde han i min nærværelse. Naturligvis fik jeg lyst til at læse den; der kom så godt som aldrig bøger til gården, og jeg kunne alle dem vi ejede udenad. Men fader gemte den under lås og lukke og sagde, at den ikke var læsning for mig. Da jeg kort efter traf vor rare gamle doktor, og han spurgte mig, hvad jeg syntes om bogen, sagde jeg ham, at jeg ikke havde læst den, men jeg syntes ikke jeg ville sige, at fader havde forbudt den. — nå det kunne jeg næsten tænke mig, sagde han, din fader mener vel, at den let kunne vildlede dine små ungdommelige tanker, da den er udgået fra fritænkernes kamplystne lejr. — jeg-havde af og til hørt ordet fritænker, men vidste ikke, hvad det var, og spurgte derfor nu doktoren derom. —- fritænker, sagde han; begrebet ligger i ordet; det er en mand, der tænker frit om alle ting, ikke tror andet, end hvad han selv har set og oplevet, eller hvad hans egen forstand kan erkende og opfatte som mulighed, og som i det hele taget vil have sin frihed i alle retninger. — den forklaring kunne jeg ikke straks forstå, og gik derfor og tænkte lidt over det, så udbrød doktoren — du går vel der og får lyst til selv at være fritænker? Der er noget fristende i ordet frihed, i tanken om at sprænge alle de bånd, gamle lærdomme, sædvaner og skikke pålægge. — jeg forstod det ikke rigtig og spurgte derfor, hvad det var for skikke, der sprængtes? — jeg vil nævne dig de værste to, svarede doktoren, de ville måske straks forjage din spirende lyst til selv at afkaste al tvang. Ser du, en fritænker har ingen tro; hvorledes skulle han kunne bøje sin tanke ind under Christi guddommelige oprindelse og frelsergerning, som han med sin forstand ikke kan opfatte, eller tro på miraklerne, som han ikke har set. Ægteskabets bånd foragter han ligeledes i højeste grad. Enkelte af fritænkerne lade sig mod deres gode vilje tvinge ind i ægteskabet, når det ikke kan være andet, men følge de deres overbevisning, så skal kærligheden frigøres som alt andet, så at mand og kvinde uden vielse flytte sammen og leve som ægtefolk, indtil de blive kede af hinanden, og den ene smider den anden ud, for så at begynde samlivet med en ny genstand for den troløse følelse, fritænkeren kalder kærlighed. — jeg husker denne samtale ord til andet, den gjorde naturligvis stærkt indtryk på mig, især da jeg hørte og forstod, med hvilken alvor og indignation den ellers så lystige doktor talte — — « hun gjorde et lille ophold og da hun fortsatte, så hun op på sin mand med et lidt usikkert blik —. » Da du nu talte med mig om vort bryllup og den gang udtalte, at du helst ønskede borgerligt ægteskab, men ville føje dig efter mine ønsker, skønt alt kirkeligt væsen var dig imod, tænkte jeg straks, at du vist var fritænker. Men skønt det forundrede mig, og jeg naturligvis ønskede, du havde haft samme tro, som jeg er opdraget i, kunne jeg dog ikke svare andet på dit spørgsmål, om jeg holdt mindre af dig for denne forskel i vore anskuelser, eller nærede betænkelighed ved at gifte mig med dig, end hvad jeg svarede, « og hpn rakte ham kærligt sin hånd, som han ømt trykkede et Kys på. Gudmoder kom ind i det samme, og vi fik derfor ikke talt videre derom, thi en times tid senere rejste du jo. Ser du, Arthur, jeg huskede jo doktorens ord, at fritænkeren kun nødtvungen gifter sig, men du blev jo slet ikke tvungen, og derfor forstår jeg ikke, hvorledes det egentlig forholder sig med dig! Det har jeg tænkt så meget på — « hun tav og han tog nu ordet. » Og når du i aften beder mig gå med dig i kirke i morgen, er resultatet af din tænkning altså den, at jeg dog egentlig ikke er fritænker? « » Jeg er slet ikke kommet til noget resultat, « svarede hun og rystede alvorligt på hovedet. » Jeg har undertiden hørt præsten tale med fader om den megen misfornøjelse, der var imellem folk over kirkeforholdene her i Danmark, og jeg tænkte da, at del kunne være grunden til, at du havde sagt, alt kirkeligt væsen var dig imod; du havde jo giftet dig, som sagt, uden tvang, og var vel altså dog et menneske med samme tro som vi andre. « » Min egen lille ehha, « han lagde armen fast om hende, » dit svar på mit spørgsmål, så åbent og kærligt som det var, gør det lettere for mig at give dig fuld forklaring, selv om den går imod dine ønsker. Vi havde så lidt samkvem mellem vor forlovelse og vort bryllup, og jeg har ikke taget tilstrækkeligt hensyn til dig, idet jeg mente, at jeg i vor omtalte samtale fuldtud havde belyst min livsopfattelse for dig. Jeg glemte, at du er så ung og uerfaren, fordi din fader kærligt, men lidt uklogt holdt alt, hvad der rørte sig i tiden, borte fra dig, hvad der faldt ham let i det stille landliv, i førte. Ja, Ebba, jeg er fritænker, men en fritænker er ikke ganske som doktoren har skildret ham for dig. Netop det, at han er fritænker, betyder jo, at han tænker frit over alle forhold, ikke føler sig bundet til bestemte, fastslåede dogmer eller regler, men selv danner sig dem. Der gives ganske vist mange fritænkere, som hylde den såkaldte fri kærlighed, men det er langtfra alle. Jeg for mit vedkommende er fuldt overtydet om ægteskabets store betydning såvel for staten som for mennesket, og mener det bør opretholdes i så fast en form, og så lykke ligt som muligt; derfor holder jeg så absolut på troskaben i ægteskabet, det vil sige, at enten kærligheden endnu er i sin fulde kraft og varme, eller selv om den svækkes, bør ægtefællerne gøre alt for at bevare og forny den. Dør den endda, må såvel mand som hustru gøre deres muligste for at bevare freden, venligheden, ja om end kun høfligheden inden hjemmets vægge, thi så kan der, trods smerten og skuffelsen, leves fredeligt, og det bør der føres en kamp for af hensyn til børnene, der repræsentere fremtiden, for hvem intet er så demoraliserende som at vokse op i ufred, bitterhed og had, eller endnu værre, i lastefulde forhold, der ikke kan skjules for den op-voxende ungdom. Alt for hjemmene, fremtidens vugge. Derfor bør intet ægteskab indgås, som ikke begrundes i kærlighed og føres i trofast samliv og kamp for at bevare freden og lykken. Forstår du mig ikke nu fuldstændig, min elskede lille skat? « Hun svarede ikke med ord, men så op på ham med et lidt vemodigt smil og tårefyldte øjne og nikkede. Han løftede det lille ansigt op imod sit og tørrede tårerne bort, idet han sagde — » Du forstår mig, men du er bedrøvet over, at jeg ikke tror som du? Kære Ebba, det kan jeg ikke, umuligt. At bekende mig til de fra Arilds tid vedtagne kristelige dogmer, ville bringe mig i uoverensstemmelse med sandheden, og jeg kan kun leve og ånde i frihed og sandhed. « » Kristus har selv sagt, at han var sandheden, vejen og livet, « kom det lidt frygtsomt over Ebbas læber. » Ja, jeg har også lært det, « svarede han, og tilføjede efter et øjebliks ophold — » Der er stor, dyb skønhed i den kristne lære, og kan du tro på den, så meget bedre vel for dig; de bedste mennesker, jeg har kendt, have været troende kristne, min fader, den gamle præstemand, og moder der fulgte kort efter ham i graven i den faste overbevisning, at hun i den himmel, hun nu ventede at komme ind i, ville kunne bede mig ind i sin tro; min bedste ven, en ung tteolog, der døde tidlig, stred ivrig for at omvende mig til troen, og nu du, min elskede lille hustru, alle have i bekendt eder til denne skønne rene, så naive lære, som det er så umuligt at få fat på for den skarpe, kritiske søgen efter sandheden. Men, ikke sandt, Ebba, vi ville aldrig stride om vor tro eller ikke tro, men roligt lade hver beholde sin. Vor kærlighed er jo ikke afhængig af vor tro, og i den er vor lykke, har jeg ikke ret? « Hun stirrede tankefuldt hen for sig, medens han så på hende med et uroligt spørgende blik. Omsider så hun op på ham og sagde — » Jo, du har ret Arthur, jeg er jo så ubeskrivelig lykkelig ved at elske dig og vide mig elsket af dig. « han trykkede hende fast ind til sig, medens en regn af kærtegn, Kys og kærlige ord strømmede ned over hende — aldrig havde han elsket nogen som hende. Trods alle disse berusende ord, trods hendes dybe følelse af deres kjærlighedslykke, havde denne samtale dog kaldt stor alvor tillive på bunden af Ebbas sjæl. Hun følte det uden selv ret at forstå det, det uudviklede ureflekterende unge væsen, hun endnu var. Det holdt hende vågen en del af natten, idet hendes tanker uroligt kredsede om ( iet faktum, at hendes mand ikke delte hendes tro, den hun var opdraget i og aldrig havde tænkt sig muligheden af at kunne slippe. Så mindedes hun, at hendes moder engang havde fortalt hende, at hendes fader, da de blev forlovede, ikke havde været en rettroende kristen, og at hendes bedstefader, præsten, der var en streng, alvorlig mand, i flere år nægtede dem sit samtykke til at ægte hinanden; men så var moderen en dag gået ind til sin fader, var knælet ned foran ham og havde blot sagt— » Fader, du glemmer rent det ord i bibelen — hvad ved du hustru, om du kan frelse din mand — « han sad længe ganske stille, medens moderen i angst og spænding hulkende havde lagt hovedet mod hans knæ. Endelig lagde han hånden på hendes skulder og sagde — » Du har ret Anna, Vorherres veje er urandsagelige. Når i nu er i orden med alt, skal jeg lyse for eder fra prædikestolen. « og da moderen havde fortalt det, havde hun foldet sine hænder og sagt — » Gud ske lov, han lagde sin velsignelse i min stræben — det måtte vel også kunne lykkes for hende; ganske vist var lykken jo ikke afhængig deraf, men hun syntes dog bedst om den tanke, at de havde samme tro, og hun selv ville dog nødig slippe den, hun var døbt og konfirmeret i — — — og så sov hun ind. Næste morgen gik hun i kirke, fulgt til kirkedøren af sin mand. Hun hørte kun flygtigt på præstens tale, som hun heller ikke fuldt forstod, men tænkte mere på, at hun, når hun kom hjem, for alvor ville læse om og tænke over religionen, nu, da hun havde et så alvorligt mål at stræbe hen til. Resten af dagen blev tilbragt i solskin og lyksalighed; skyen var drevet over. Tredie kapitel et år fuldt af lys, skyfri lykke svandt. Et hidtil ukendt liv i en fint dannet, livlig selskabelighed, nød Ebba med vågnende Sans og glæde, og blev til Hardings store tilfredshed beundret, dette yndige, lidt naive, fint udviklede væsen fortryllede hele kredsen. Da året gik mod enden, og julen stod for døren, sad Ebba med sit førstefødte barn på skødet. Kun tre uger gammelt, men hvilken ubeskrivelig lyksalighed rummede disse tre uger ikke for den unge moder; dette lille væsen, der lå diende ved hendes bryst, hvilken rigdom var det ikke for hende; denne lille blege dreng med den svage stemme, fyldte hende ikke et øjeblik med ængstelse; hun havde aldrig set et spædt barn, anede ikke, hvorledes et kraftigt barn så ud, og Harding nænnede ikke at sige hende, at deres dreng var en ynkelig, svag lille fyr. Han håbede, den unge, blomstrende moders sunde mælk skulle gøre underværker. En aften, Harding var kaldt ud til en patient, syntes Ebba, at barnet pludselig kom til at se så besynderligt ud. Det havde ligget og sovet, blegt som sædvanlig, men nu blev farven grålig og uafbrudt kastede det sit lille hoved stødvis tilbage, som snappede det efter vejret. Hun blev ængstelig, og da det havde varet en times tid, og Harding endnu ikke var kommet hjem, sendte hun bud efter en læge i nabohuset. Han kom straks, og efter at have iagttaget den lille en stund, sagde han, at barnet var sygt, og at han ville tilråde, at det snarest blev døbt. » Døbt! « gentog Ebba og så forskrækket og forundret på den læge, der rådede til et så mærkeligt middel. » Ja, « svarede denne, » det beroer selvfølgelig ganske på dem selv, frue; men det er min pligt at sige dem, at barnet er meget svagt, og at de, hvis de ønsker det døbt, før det mulig kaldes bort, bør lade det døbe endnu i aften. « » De tror — de mener — at min lille dreng ikke kan leve? « stammede Ebba rædselslagen. Den fremmede læges bedrøvede, medfølende blik svarede hende, og idet hun fortvivlet knugede sine hænder sammen, udbrød hun — » O, min gud, og Harding er her ikke

1899_Ahlberg_HvorforHunBlevNonne

Betty

Hvorfor Hun Blev Nonne

Ahlberg

Ahlberg

Hvorfor Hun Blev Nonne

female

1899_Ahlberg_HvorforHunBlevNonne.pdf

Betty Marie

Ahlberg

Herdis

dk

Hvorfor hun blev Nonne

En Fortælling om fransk Klosterliv

n

roman

Hagerup

KB

Illustreret titelblad

pdftxt

nan

nan

O

I kloster. Ja, hun er ganske fortryllende, søster Madeleine, lille og buttet, med yndefulde bevægelser og utroligt små hænder og fødder. Det smukke hovede er bøjet noget tilbage, som om vægten af det svære, sorte slør tynger det, og det skinnende hvide pandebånd lægger sig som et diadem over en åben og skyldfri pande. Denne graciøse pigeskikkelse, iført helligåndssøstrenes strenge klosterdragt, tager sig næsten latterlig, barnlig ud. Man fristes til at tro, at det er en overgiven ung pige, der i et anfald af kådhed har klædt sig ud og nu lystigt driver gæk med dem alle; men nej, det er den skære virkelighed. Madeleine er nonne og tilhører oven i købet en så streng klosterorden som » Les religieuses du st. Esprit «, hvis medlemmer aldrig komme uden for klosterets mure. Hun er den yngste dér blandt nonnerne og selvfølgelig både kælebarn og skumpelskud på én gang, dog navnlig det sidste. Mellem så mange kvindemennesker hersker der ikke så sjældent en del meningsforskel, hvad der jo for resten er ret naturligt. Nå, hvad — det er jo en kendt sag, at kvinder indbyrdes aldrig kunne enes, og desuden virker lidt skænderi rart oplivende i klosterets ensformighed. Man må huske på, at nonner da også er skabte af kød og blod, — men stakkels, lille Madeleine, hende går det altid ud over, hun er den yngste og må foreløbig finde sig i at være syndebuk, til der kommer en endnu yngre som afløserinde. Har priorinden f. Eks. fået tynd suppe og brændt kage til middag og i den anledning højlig forarget giver køkkensøstrene en ordentlig omgang skænd, ja så finde disse sidste alligevel på en eller anden ubegribelig måde ud af det, at det egentlig er Madeleines skyld, og lade så de nyligt modtagne irettesættelser gå videre til Madeleine, men naturligvis er de nu i en noget forandret form og selvfølgelig udstyrede med de nødvendige overdrivelser, der gøre dem dobbelt så skarpe og bidende. Og sådan er det altid. I den strenge fastetid, når flere af nonnerne må siges at være i et temmelig dårligt humør — ja, så hagler det med ubehageligheder ned over Madeleines uskyldige hovede; der er nemlig ikke få af disse fromme sjæle, der ikke holde af at skulle nægte sig noget i retning af at spise og drikke — nej, nej — da i alle tilfælde ikke de gamle og tykke, de have gerne en vis tilbøjelighed til at spise » godt «, spise » meget « og — drikke til. Grundet på, at dette i fastedagene er dem umuligt, er mange af dem netop i den tid mindre tilfredse, for ikke at sige overordentlig gnavne. En trykket stemning hersker over klosteret; og de sølle pigebørn, der undervises af nonnerne i de store, støvede klasseværelser, nyde rigelig godt af deres lærerinders — hm — usædvanlige blidhed og tålmod. Det ligefrem regner med skænd, anmærkninger, løfter om stuearrest o. s. v. i en uendelighed. Men næst efter eleverne er det atter og atter Madeleine, der får en » kærlig « behandling af sine medsøstre. Dog, hun er vant dertil og er ret ligegyldig overfor det: hun véd, at det som oftest ikke er ondt ment, — kun for den strenge, hovmodige søster st. Alphonse nærer hun en dyb og grundig angst. Denne nonne er i det hele taget meget frygtet; blandt eleverne er hun nærmest afskyet på grund af sit dominerende, herskesyge og lunefulde væsen, og de øvrige nonner have også respekt for hendes skarpe tunge. Hun kan ikke lide Madeleine, er efter hende alle vegne med sine hvasse, gennemborende øjne og lader hende altid være Skive for sine spydigheder, der ramme så meget føleligere, som søster st. Alphonse kun irettesætter hende, når der er flere til stede. I elevernes nærværelse holder hun nu allermest af at gøre det, og så fryder hun sig hemmeligt, når det endelig er lykkedes hende at stille Madeleine i et rigtig latterligt lys. Men eleverne, der alle forgude Madeleine med det romantiske sværmeri, man finder hos de franske unge piger, er rasende på søster st. Alphonse, når denne begynder at såre Madeleine med sine ondskabsfulde bemærkninger, de tilkaste så den ærværdige dame de mest truende blikke og mumle halvhøjt deres ikke meget smigrende mening om hende. » La Vache « er hendes øgenavn, og hun svarer til det, med sin tunge, klodsede gang, der nok kan minde om en kos. Men Madeleine selv står rødmende og forvirret som en forlegen skolepige og trækker i rosenkransen, medens hun af og til ser på søster st. Alphonse med et sky udtryk i de talende, mørke øjne; som en skolepige betragtes hun også af sin tyran, der aldrig glemmer, at Madeleine som en forviltret 10—12 Års pige har været hendes elev, og hun betragter hende endnu stadig som sådan. Mange af de ældre nonner, der også alle have kendt Madeleine fra samme alder, behandle hende ligeledes som et barn og trække overbærende på skuldrene, når hun i ungdommelig ubesindighed begår en eller anden bommert — » Hellige jomfru, hun er jo så ung endnu, denne lille søster. « De skiftes til at skænde på hende eller kæle for hende, som nu humøret er til, og i dette tvungne, afhængige forhold har Madeleine levet sig for meget ind, til nu pludselig at kunne forandre det. Bliver det hende en gang imellem for broget, søger hun trøst hos den smukke, statelige søster st. Romain, der altid holder sin beskyttende hånd over hende; men det bliver mere og mere sjældent, at Madeleine får lejlighed til at tale med denne, da der altid er et par af nonnerne, der gøre sig al umage for at skille dem ad og forhindre dem i at ses. De véd alle, at søster st. Romain lige fra Madeleines barndom har vist sig som hendes moderlige veninde — at Madeleine til gengæld elsker og ærer hende, er heller ikke nogen hemmelighed, og dette er nok til, at søster st. Alphonse spinder fule rænker og passer på, at de ikke komme sammen. Det er forbudt en nonne at søge mere omgang med den ene søster end med den anden — altså er det en synd at gøre det — og søster st. Alphonse skal nok sørge for, at Madeleine, hvad det angår, ikke kommer til at synde for tit. er hun så heldig at overrumple dem, hentyder hun dertil både tidlig og silde, indtil priorindens opmærksomhed endelig er vakt, og det nødvendige skridt til at adskille Madeleine og søster st. Romain bliver foretaget. Af ren kristenkærlighed sker det selvfølgelig — ja, det siger man da, og der er måske også dem, der tro det; — men hvis grunden skulle nøjagtigt analyseres, fandt man den sikkert på bunden af de manges hjerter som lav, styg misundelse, misundelse over at se to af deres fæller glade og lykkelige sammen. Dog søster st. Alphonse aner vist ikke selv de foragtelige følelser, der driver hende til et sådant småligt chicaneri, dertil er hun for selvgod og for vel overbevist om sin egen fortræffelighed. Hun forsøger da i alt fald at indbilde sig selv og andre, at hun opfatter det hele som en simpel pligtsag, og er tilfreds med sig selv for den omsorg, hun viser for den andens sjælefred ved at forhindre hende i at begå den efter klosterforhold store synd, at holde mere af søster st. Romain end af de andre nonner. — ja, søster st. Alphonse er virkelig naiv nok til at tro, at den inderlige hengivenhed, de nære for hinanden, vil kølnes, når de ikke mere daglig træffe sammen. Og priorinden tager så sine forholdsregler: nu bliver søster st. Romain ansat som spillelærerinde for eleverne på øverste etage, medens Madeleine bliver klasselærerinde for de små, fattige børn nede i stuen og i en ganske modsat del af klosteret. Nu er deres tid afmålt og afpasset, det er ikke mere let for dem at ses, de er begge under skarp opsigt — evig og altid bevogtede, og ve den nonne, der vover uden tilladelse at forlade blot et minut det arbejde, der er hende betroet, eller den plads, der er hende givet. Bod og faste må hun pålægge sig, og lange tider går der, inden hun bliver taget til nåde igen. Under disse små og snævre forhold lever Madeleine. Man skulle ikke tro, det var muligt, at hun kunne finde sig tilfreds her, og dog må dette være tilfældet: hendes ansigt bærer næsten altid præget af en stille og rolig lykke, der ikke kan være påtaget, og i hendes væsen mærker man ofte en slags stolt selvfølelse, der hyppigt virker ganske komisk. Overfor de unge udlændinge og de ældste af de franske elever bevarer hun en vis, reserveret nådig nedladenhed, der uvilkårligt bringer mange til at trække på smilebåndet. Af udlændinge er det især skandinaver og britter, der opholde sig i de nordfranske klostre, — ja, i Danmark og Norge bliver det nu snart en ligefrem modesag at sende sine unge døtre i kloster, — fordi man dér lærer sproget hurtigst og billigst. alle disse unge piger, der ofte er flere år ældre end Madeleine, er strengt forpligtede til at vise hende den samme ærbødighed, som der vises de gamle nonner, og hun — ja hun tager imod det, som om det var den naturligste sag af verden. Men flere af de franske elever i den øverste klasse er ikke så sjældent mindre lydige og respektfulde, de have kendt Madeleine fra hendes skoletid, og mindet om hende som den lystige, elskværdige kammerat, hun var, er endnu for frisk til, at respekten kan være ret stor. Overfor dem kniber det ikke så lidt for Madeleine at gøre sin person gældende. Unge damer mellem 14 — 18 år er nu en gang nogle drilagtige og utålelige skabninger, og selv om de holde nok så meget af Madeleine, more de sig alligevel tit med at drive hendes tålmodighed til det yderste ved deres uglspilstreger i skoletimerne. Så hænder det jo også, at det hidsige, franske blod farver hendes kinder røde og lader de ellers så blide, mørke øjne lyne af harme, medens hun af al magt — for at påbyde stilhed — slår sin lille hånd så hårdt mod pulten, at bøger og blækhuse danse mellem hinanden, og det brune kutteærme falder til side, blottende et stykke af en blændende hvid arm med et fintformet håndled. 1 en ustandselig, hvirvlende fart strømme så ordene fra hendes læber, Madeleine er nu alvorlig vred, — men den tordnende tale gør ikke spor af indtryk på eleverne, de kende hende for godt til at tro på de frygtelige trusler, hun udstøder, eller til at nære angst for de oplivende løfter om indespærring, klager til den velærværdige moder priorinden o. s. v. Nej, Madeleine er alt andet end slem, men hun er en stolt, selvbevidst lille en, der holder strengt på sin unge værdighed som nonne. Dog, hun har også grund til at være stolt: mon Dieu, det er ikke alle og enhver, der, kun 20 år gammel, har tilbragt hele to år som helligåndssøster. Det er denne tanke, der tilfredsstiller og opmuntrer hende, og den er hendes eneste hovmod. Lille stakkel! — kan det virkelig tilfredsstille hende, er det virkelig nok for hende, der er så ung, så glad og yndig? Føler hun aldrig en næsten ubetvingelig længsel efter noget andet og skønnere end dette ensformige, strenge liv bag klosterets tykke mure? Mærker hun aldrig en vild, stormende lyst til at springe over disse klostermure og lade bag sig alle de skranker og bånd, der binde hende fast her for livstid? — ja, hvem ved — men jeg tror det ikke. En eneste gang har jeg i hendes øjne set et udtryk, der måské kunne tyde på længsel efter liv og frihed. Det var en kold, frisk vintermorgen med matte solskinsglimt og en bidende, skarp vind, der fik rødmen frem på alle ansigter. Til minde om en eller anden berømt slagdag i den franske historie drog byens soldater med fuld musik gennem de snurrige, skæve, gammeldags gader. På » Place st. Paul «, lige foran klosteret, blev der et øjeblik gjort holdt til ære for obersten, der havde sin bolig lige i nærheden. Eleverne vare i den syvende himmel af glæde de så rigtignok ikke noget til det hele, dertil vare murene for høje, men de kunne da i det mindste høre, thi det var i fritimen, og de samledes netop derfor i haven med deres lærerinder og nød nu af fuldt hjerte denne uventede adspredelse. Madeleine stod lænet til et træ, omgivet af sine små elever, der henrykte lyttede til musikens toner. Men hun selv var tavs og tankefuld. Det blik, hun sendte ud over den høje klostermur, var så smerteligt, så længselsfuldt, at det skar mig i sjælen — dog, det varede kun et kort nu, straks efter havde hendes ansigt det vante rolige præg. Måske var det den ildnende livfulde militær-musik, der fremtvang denne vemodige stemning, thi den bragte jo som et pust med til hende fra den glade, syndige verden, hun så lidt har kendt og så tidligt har sagt farvel. Vågnede længselen hos hende efter den? — fortrød hun, hvad der var sket? Ingen ved det; men er det tilfældet, da har det også kun været for et øjeblik, thi Madeleine elsker gud og hans hellige moder for højt til at fortryde det skete. Hun har fuldstændig givet afkald på de jordiske goder for at kunne erhverve sig de himmelske, og hun tænker på livet efter døden med en ren, ublandet glæde. Efter kattolsk tro kan hun jo som nonne gøre sikker regning på en evig lyksalighed hinsides, da hun har forsaget alt her på jorden for at vinde den. Nej, sandelig: Madeleine fortryder det ikke, og hun griber heftigt fat om rosenkransen med det brede sølvbeslagne kors og trykker det kolde metal lidenskabeligt mod sine varme, friske læber, og så beder hun af hele sit rige og fulde hjerte en inderlig, dybtfølt bøn til » La Sainte vierge «, det plejer at give hende så dejlig ro og fred i sindet. Bagefter føler hun sig glad og styrket i troen, ja, Madonna er nådig og barmhjertig, hun har hørt hendes bøn. Madeleine er nu lykkelig og kan så med dobbelt liv og lyst deltage i sine små elevers lege. Man må se hende i fritimerme for at gøre sig begreb om, til hvilken fuldkommenhed Madeleine forstår det, man kalder at lege. i den store, brede, af høje mure indrammede, klostergård springer hun lystigt af sted, forfulgt af alle småbørnene, der forgæves søge at fange hende. Thi Madeleine løber som en gazelle og snor og drejer sig med en utrolig smidighed, så det kniber for de små, selv om de er hen ved en snes stykker på én gang, lutter 5—6 Års tuller, nydelige franske bébéer. De løbe jublende og skrigende efter Madeleine, mene nu at have hende, strække allerede hænderne ud for at gribe fat i kjolen, men — vips! Smutter hun forbi dem og står nu på den anden side, varm og forpustet, men triumferende. Børnene unde hende dog ikke tid til hvile, straks ere de efter hende igen, og Madeleine ler højt, idet hun viser de smukke, hvide tænder og overmodigt kaster hovedet tilbage. Derpå løber hun drillende i kort zig-zag-løb foran sine små forfølgere, der blive mere og mere ivrige, jo længere det varer, og stadig med opmuntrende tilråb anspore hverandre til nye anstrengelser. Det morer Madeleine kosteligt, og hun viser til fulde sin overlegenhed ved at kokettere med faren. På denne måde holder hun dem i ånde omtrent i 10 minutter, så trættes hun selv og overgiver sig under de smås ville sejrsråb. Men det, der karakteriserer Madeleine, er den lyst og det liv, hvormed hun giver sig hen i legen, hun lægger hele sin sjæl deri, alt andet er glemt, og hun lever kun i det korte, lykkelige nu. Så er der farve i hendes ansigt, en strålende glans i øjnene. Med udspilede næsebor og halvtåbnede læber indånder hun i fulde drag den prægtige, friske luft. Under sit raske løb er hun tvungen til at udfolde hele sin smidige, unge kraft, og hun føler det som en velgerning for sit sunde, stærke legeme at kunne løbe sig rigtig, rigtig træt. Thi denne fysiske anspændelse virker behageligt oven på klostrets ellers så stillesiddende liv, og Madeleine forstår at benytte og nyde den dejlige frihedsstund. Men nu ringer den store klokke, tegnet til, at fritimen er forbi. Børnene udstøde enstemmigt et suk, og deres lærerinde er ikke langtfra at gøre det samme. — ak, den er så kort, fritimen i klosteret. Et vindue åbnes i stueetagen, og søster st. Alphonse stikker sit røde ansigt ud deraf og råber med sin skingrende stemme: » Mais dépêchez vous, ma soeur! hvor de er langsom, de er altid den sidste til at gå ind i klassen. — » Men så skynd dem dog! « gentager hun med eftertryk og knalder vinduet i. Madeleine er så langt borte fra sin frygtede kollega, at hun tillader sig at sende denne et blik, der er alt andet end kærligt, og for sig selv mumler hun nogle meget respektstridige ytringer om sin daglige plageånd. Imidlertid vandrer hun nok så selvbevidst og med hævet hovede i spidsen for sine elever gennem gallerierne. Disse gallerier er høje og temmelig brede gange med store vinduer, der føre rundt om hele klosteret. Om vinteren er det ofte elevernes eneste spadsere- og legeplads. Hundekoldt er der med de bare stengulve og de mange vinduer, der flere steder nå fra loft til gulv. I den bredeste del af gallerierne er væggene prydede med malerier af bibelsk indhold, og i en dyb niche står der en pragtfuld statue af den hellige jomfru. Foran denne standser Madeleine, nejer ærbødigt og gør det brugelige korsets tegn, eleverne ligeså. Der kommer i det samme to af de unge udlændinge forbi, to små, fikse, lyslokkede københavnerinder med spillende øjne. De hilse begge ærbødigt Madeleine med det sædvanlige: » Bonjour, ma soeur. « » Bonjour, mes enfants « gensvarer hun nedladende og går roligt videre, uden at ænse de unge piger, der se halvt lystige, halvt ærgerlige efter hende. » Hørte du det, Sigrid? « udbryder den ene leende, » hun kaldte os » mes enfants « — mine børn! vi er da mindst lige så gamle som hun nej, det er dog for galt — ja, hvad mener du? « » Å «, svarer den tiltalte med udpræget overlegenhed, » at søster Madeleine trods alt er ganske fortryllende, og at netop denne strenge værdighed, som hun gør sig al optænkelig umage for at optræde med, klæder hende meget morsomt og indtagende. Nægt det ikke, Gerda, « vedbliver hun skælmsk, » du interesserer dig jo alligevel stærkt for hende. Du hverken vil eller kan tale om andre i denne tid, og en skøn dag ser jeg dig formodentlig udvise en lignende tåbelig opførsel som de sværmeriske, forelskede irlænderinder, der uafladeligt løbe i hælene på hende og rødme dybt, hver gang hun sender dem et blik fra sine smukke øjne, forære hende buketter — med mere af den slags nonsens. « » Å, ti dog stille med din snak, « afbryder veninden hende ganske forarget, » du ved meget godt, at jeg hader disse unge pigers tossede optræden, og jeg forstår den for resten slet ikke. Her i klosteret er det jo en ligefrem modesag for os unge piger at blive forelsket i nonnerne, vore lærerinder, og håbløst sværme for dem, ja, at en ung pige forelsker sig i en mand, det er efter naturens orden, og det forstår jeg, — men i en kvinde og oven i købet i en nonne! nej, det kan jeg ikke gå med til, det er en usund forskruethed, der overstiger min jævne københavnerforstand. « Og den unge pige ryster på hovedet med en hjælpeløs mine og farer flere gange med hånden gennem det lyse, purrede hår. » Men, « fortsætter hun pludselig eftertænksom, » jeg indrømmer, at man uvilkårligt får sympatti og interesse for en så tiltalende personlighed som søster Madeleine, der så ung og smuk har forsage! Verden for at leve det fromme, opofrende liv, hun virkelig lever; thi hun er en ydmyg kristen og en sand nonne, hos hende findes ikke det hykleri og den falskhed, der så tit skjules under den sorte klosterdragt — nej, Madeleine går helt og fuldt op i sin gerning. Se hende blot undervise de små fattige børn med en kærlighed og omhu uden lige, og du har straks beviset. I kirken beder hun altid med en rørende Iver og andagt, aldrig ser du hende adspredt eller nikkende af søvnighed som for eksempel den tykke søster st. Alphonse, der sikkert under hele messen ikke tænker på andet end, hvad hun skal have til frokost. Søster st. Romain med den kongelige holdning anser jeg også for at være en oprigtig og from nonne, ja mange andre foruden hende og Madeleine, men den sidste beundrer jeg nu særlig, da hun er så ung. Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men hun udøver en uimodståelig tiltrækningskraft på mig. Måske det er det vemodige, uudgrundelig dybe udtryk, hun til tider kan have i sit blik, der bevirker det — ja, det må det uden tvivl være; thi når hun er glad og lystig, føler jeg mig mindre hendraget til hende, så forekommer hun mig mere dagligdags, så forsvinder hun mere blandt de andre, der alle udfylde deres pligt på samme rolige, muntre måde. — hendes livshistorie ville jeg gerne lære at kende, jeg bilder mig nu ind, at jeg har gættet mig til, hvorfor hun er bleven nonne, — men det kan være, at min formodning er urigtig. Sig mig, hvad antager du, er grunden? « » Ulykkelig kærlighed naturligvis, « svarer frøken Sigrid gabende. Men du keder mig med alt dit præk. Lad os nu ikke stå længere her og drive i gallerierne, men kom med ind i klassen. Den bliver lynende gal, når søster Therese, det skeløjede uhyre, opdager, at vi have snydt os fra geografltimen. « » Nej, nu skal du høre mig, enten du vil eller ej. Du sagde, at grunden var ulykkelig kærlighed ikke sandt? — uh, hvor de to ord irritere mig, med dem har du helt og holdent udtrykt den danske protestantiske opfattelse af sagen. Som om man kun bliver nonne på grund af ulykkelig kærlighed, og som om nonnerne udelukkende bestå af aldrende, forsmåede piger — jo vist, når man er træt, ked og skuffet af verden, er det en let sag at sige den farvel og gå i kloster, så kan det intet offer være, — og det er jo netop det, der er meningen med det kattolske klostervæsen, at man skal forsage, bringe et offer, enten ungdom, skønhed, penge, eller... « » Ja, undskyld, at jeg afbryder dig, kære Gerda, men du flyver virkelig for højt. Tror du, at nonnerne gennemgående have så høje tanker om deres egen stilling? Se blot på mange af disse gamle, forspiste kvinder, der med dvask ro finde sig i det ensformige liv, — antager du, de tænke på, at de engang have bragt et offer — umuligt, siger jeg dig, dertil er de for dumme. De grimme og ubetydelige tage sløret, fordi de ingen mand kunne få, og de kønne — nu ja, du kan være vis på, at de kunne fortælle dig en meget sørgelig kærlighedshistorie, hvis de ville — ja, det er nu min private mening om den sag, og jeg er sikker på, at jeg har ret. For hvad andet skulle da have bragt Madeleine til at begå et så fortvivlet skridt, når det ikke netop havde været » Ulykkelig kærlighed? « » Ja, det skal jeg sige dig, « og frøken Gerda ser på veninden med et fint smil om de røde læber. » Din opfattelse er aldeles fejlagtig. Det er » Offeret «, netop tanken om offeret, der har tiltalt søster Madeleine! « søster Madeleines barndom. Hvem der havde set Madeleine eller rettere sagt Ywonne de clerraont som barn, ville aldrig have tænkt sig muligheden af, at hendes fremtid skulle forme sig så streng og alvorsfuld. Det havde så vist heller ikke været bestemmelsen med den rige, flotte oberst de Clermonts eneste, forgudede, lille datter, at hun skulle ende sine dage som nonne i et gammelt, nordfransk kloster, men gud griber forunderligt ind i de menneskelige beregninger og forandrer dem. Ywonne var allerede i 7—8 Års alderen en utrolig forvænt og fordringsfuld » petite parisienne «. Alle vegne blev hun forkælet og beundret. Forældre, slægtninge og venner gjorde deres til at fordreje hovedet på hende ved en ubetænksom, overdreven forkælelse og en stadig givenefter for hendes luner, alt skulle hun have, intet blev der hende nægtet. Men vanskeligt måtte det også være at nægte det smukke, overmodige barn noget, — det fandt da hendes fader i særdeleshed. når Ywonne med et katteagtigt Spring satte op på hans knæ og indsmigrende lagde sin arm om hans Hals for på sin overtalende måde at bede enten om det eller det, ja, så var obersten gerne gået til verdens ende for at opfylde let mindste af sin lille piges ønsker. Men han følte sig også rigelig belønnet, når Ywonne kaldte ham sin » lille rare papa « og giv ham en af sine knusende, kærlige omfavnelser. Ofte sluttede hun takken med at rive og ruske ham i det mørke, krøllede hår, det var nu hences bedste fornøjelse, og jo mere han skreg op, desto højere lo Ywonne. Hyppigt måtte Fru de Clermont træde til for at befri sin mand for den lille grusomme plageånd og redde hans smukke krøller fra fuldstændig ødelæggelse. Så skændte hun på dem begge og spurgte sin leende ægtemage, om han da aldrig havde i sinde at blive fornuftig, thi han var jo næsten endnu mere barnagtig end Ywonne. Men de to syndere lo blot, mente, at det hele var meget morsomt, og fik mama til at le med. Så glemte hun at skænde og sluttede formaningstalen med en klar, munter latter, idet hun trak Ywonne hen til sig og kyssede hende. Ywonnes moder var en meget lykkelig og en sjælden yndig kvinde, både som hustru og moder betragtet. Hun var med sin yndefulde, yppige skikkelse og de blide, mørke, tilslørede øjne en ægte type på sydfrankrigs dejlige kvinder. Hun blev gift med de Clermont, da hun kun var 20 år gammel. Han var omtrent 8 år ældre, og såvel fra hans som fra hendes side var det et udelukkende kærlighedsparti. Og da begge vare adelige, rige, unge og smukke, havde deres forbindelse overalt i den finere pariserverden vundet det mest ubetingede bifald. Alle fandt, at Charles og Estelle de Clermont vare som skabte for hinanden, og det viste sig for en gangs skyld, at verden fik ret; thi de holdt endnu lige så meget af hinanden som for 9 år siden, og de blev alle vegne betragtede som et mønster på et ægtepar. De Clermont var som officer ved det raske garnisonsliv og de mange lystige kammerater særlig udsat for at føre et vildt liv, thi han var flot anlagt og ualmindelig afholdt; men han tilhørte det gammeladelige, strengt kattolske parti, hvis ønsker og forhåbninger kun gå ud på at få kejsermagten tilbage, og blandt hvis tilhængere man finder mange af Frankrigs alvorligste og braveste mænd, der, selv om de kunne more sig og nyde en adspredelse med hele sydboens ildfuldhed, dog kun sjældent glemme, hvad de skylde deres pligt og ære. Men han var også en smuk mand og, hans ydre var mandigt og kækt, ganske efter kvinders smag og pariserinderne er varmblodige blodet ruller dem hedt og fyrigt gennem årerne selv om de ikke elske mere inderligt end Nordens kvinder så elske de mere lidenskabeligt og er derfor dobbelt farlige mange dårende kvindeblik havde sænket sig dybt og dristigt i Clermonts men det var spildt umage de kedede ham nærmest disse kokette små damer. Og han tænkte på sin egen hustru hvor var hun ikke ren og sjælfuld ved siden af de andre. Hun derimod så' godt den ualmindelige lykke hendes mand altid gjorde hos damerne og med sit varme sydlandske naturel havde hun ikke undgået at føle en vis skinsyge derved som hun imidlertid var meget for klog til at vise men hun forstod til fulde hvad en kvinde har at gøre når hun ønsker at beholde sin mand for sig selv: han må først og fremmest ikke blive træt af hende og hjemmet derfor sørgede hun for at gøre sit hjem til en skøn hyggelig plet og en lun bekvem lille rede hvor han ikke kunne andet end føle sig vel til Pas og da Fru Estelle var i besiddelse af en fin smag og en udpræget hyggesans faldt det hende meget let desuden har en husmoder med et smilende og muntert ansigt altid en velgørende indflydelse på et hjem og der var heller ingen steder hvor obersten holdt så meget af at være som netop der alt var således tilsyneladende idet glæde og lykke hos de unge ægtefolk. Og dog af og til, når Fru Estelle troede sig ubemærket, kunne hun se alvorlig og tankefuld ud og sukke dybt og længe; thi hun havde et ønske, et inderligt ønske, som hun vist desværre aldrig skulle se opfyldt: havde de dog blot haft et barn til, en søn og arving til deres navn og formue. Hendes mand var den sidste mandlige efterkommer af sin slægt, med ham ville altså det stolte, gamle navn uddø. Hun vidste, at det havde været ham en frygtelig skuffelse og sorg ikke at få en søn, fra hvem den mandlige linje kunne have skudt nye skud. Men ikke al lykke er fuldkommen her på jorden, tænkte Fru Estelle ofte. Ywonne talte tit om, hvor morsomt det kunne være at have en lille Broder eller søster, det var nu hendes mest yndede samtaleæmne. » Mama «, udbrød hun en eftermiddag, da de sad sammen ved det åbne balkonvindue. » Mama, sig mig, hvorfor har jeg ikke nogle søde små søskende, som andre børn? Det er så kedeligt, uh så kedeligt, altid at være alene. Tror du ikke, at jesusbarnet snart sender mig en eller anden sød lille en til at lege med, bare sådan en ganske lille bitte en? Når jeg nu beder rigtig meget, uhyre meget derom til det kære jesusbarn, kan det så ikke være, at jeg får en alligevel? « » Jo, måske, når du beder inderligt og af hele dit hjerte. Du kan jo altid håbe det, lille du, « svarede Fru Estelle, noget pinligt berørt — det blev hun altid ved disse samtaler — og for at henlede barnets opmærksomhed på noget andet viste hun med en rask håndbevægelse ud på det strålende billede af ægte, parisisk gadeliv, der bredte sig for deres blik. De så rigtignok det samme dag ud og dag ind, men dog var der stadig noget nyt og morsomt at iagttage. Clermonts boede på » Les champs elysées «, temmelig højt oppe, lige i nærheden af den kæmpemæssige triumfbue. Det er uden tvivl det smukkeste, fornemste og livligste kvarter i hele den glade, herlige seinestad. De havde fra deres vinduer en dejlig udsigt over den prægtige, storslåede køre-, spadsere- og rideallée med de skønne, velplejede træer og de henrivende haver, der støde lige op til den, og hvis yppige blomsterflor især om sommeren udsender en næsten bedøvende Duft. Ywonne havde uafbrudt sine glade barneøjne henvendte på kørebanen med dens mylder af elegante, kostbare køretøjer, der stadig krydsende hverandre rullede af sted i en rasende fart. Flotte selvejerekvipager, forspændte med fyrige, ædle dyr, kom side om side med en simpel drosche eller en høj, slingrende omnibus — men gennem det hele snoede der sig allerede den gang, altså for godt 12 år siden, cyclisternes tætte række som et blinkende lyn, besættende alle tomme pladser, så at det blev et farverigt, blændende billede af brusende, livfuldt storstadsliv, der uvilkårligt henrev tilskuerne til begejstret beundring, ligesom det også den dag i dag henriver dertil. Det var lige i den bestemte strøgtid mellem 4—7, hvor den fornemme eller rige pariserverden vendte tilbage over » Les champs elysées « efter en køretur i den yndede boulogneskov. Vejret var smukt og meget mildt, skønt man kun var i midten af April. Den velgørende friskhed, der altid er følgen af en forårsregn, sporedes overalt. Træernes fine, lysegrønne bladknopper vare på nippet til at springe ud efter regnen, de sad nu, våde og fugtige, og voksede og skød, så de snart kunne sprænge deres snevre hylster. Ywonne og hendes moder indåndede med velbehag den friske, rensende forårsluft, der havde i sig hele sin årstids farlige, besnærende magt og ligesom fylder sindene med lyse anelser, glimrende forventninger og giver lokkende løfter til alle om bedre og lykkeligere tider. Selv hos den sorteste pessimist kan der på en skøn forårsdag mærkes en vis glad og taknemmelig følelse mod den store moder natur. Thi blot ved sin første udsending, en lille vintergæk der forsigtigt skyder frem efter vinterens kulde og mørke lader foråret ham føle sig så forunderlig varm om hjertet og når den fine lille blomst med de spæde hvide blade koket smiler op i hans gnavne ansigt ja så mindes han pludselig så mærkværdig tydeligt sin egen tabte ungdom og den tid da han selv var livslysten og forhåbningsfuld Fru Estelle der var meget modtagelig for indtryk bemægtigedes også af ubestemte anelser om noget skønt og glædeligt der ville hænde hende alle sørgmodige tanker blev jagne på flugt af den lykkespående forårsvind og uden at hun selv kunne gøre sig regnskab derfor fyldtes hendes bryst med et næsten overstrømmende livsmod og et frejdigt håb medens hun stod der og så ud på sit hjemlands smukke himmel hvis blå farvetone nu ved den frembrydende aften begyndte at antage et mattere næsten diset skær kun ikke mod vest hvor solen sænkede sig luerød i glødende farvepragt under gyldne og violette skyer den sendte som afskedshilsen for i dag et stærkt rødligt lys hen over Paris kæmpebyen med dens virvar dens øredøvende larm dens jagende travlhed dens glæde og sorg. På » Les champs elysées « var nu kørselen og trængselen på det højeste denne rødmende aftenbelysning klædte » Les jolies parisiennes « ganske henrivende, den gav deres blege, pikante ansigter et præg af blomstrende sundhed, og som de lå der, yndefuldt og mageligt tilbagelænede i vognens bløde silkehynder, vare de unægtelig meget fortryllende at se på, — og det er en pariserinde forøvrig altid, i alle tilfælde da så længe hun er ung. Thi selv om hun i og for sig er ligefrem styg, er hun alligevel fiks og pikant nok til at være fortryllende, og dette gælder ikke alene om de rige eller fornemme damer, nej det gælder for dem alle, lige fra den dristige demimonde, der i en ekstravagant dragt let og gratiøst svinger sig op på sin cycle, til den lille fattige arbejderske, som begiver sig på arbejde hver morgen kl. 6 i en tarvelig, sort kjole, med en rose i det lysebrune hår og e

1871_Bergsoee_ISabinerbjergene_2

Vilhelm

I Sabinerbjergene

Bergsøe

Bergsoee

I Sabinerbjergene

male

1871_Bergsoee_ISabinerbjergene_2.pdf

Vilhelm

Bergsøe

dk

I Sabinerbjergene

Breve fra Gennazzano

n

gothic

Gyldendal

KB

I tvivl om pris er for første og anden del samlet

pdftxt

nan

nan

O

Gennazzano, den 15de juli 1868. Kære Søren! Vort ensformige, idylliske bjergliv er atter blevet afbrudt af en lille begivenhed, som det måske kan interessere dig at høre, navnlig da den drog temmelig alvorlige følger efter sig; men som korrekt historieskriver vil jeg begynde med begyndelsen. Igår, som var en søndag og den fjortende juli foruden at være s. Bonaventuras dag, ringede alle kirkeklokker i Gennazzano og solen strålede fra den mørkeblå himmel med en glans og en varme, hvorom i hjemme i vort kære Danmark ikke gøre jer noget begreb, selv ikke i skærsommcr. Hovedgaden var, jeg før næsten kalde det seiet, der var blomsterkrandsc om alle madonnabilleder, grønt foran dørene, liv i osteriet, og masser af unge, smukke ansigter på torvet og foran kirken 8. Nana, llsl lmon ' øonsiziio. Derinde strålede lysene, viraksdampcn duftede, orgelet klang, og menigheden sang den gamle takkebøn fra saracenernes tid, rig på tro, stærk i ord og forunderlig gribende ved sin simple, fordringsløse Melodi. Nedenfor alteret knælede otte unge piger med holde slør, sommerlig dragt og blomsterkrandse om de barnligrene pander. Foran alteret messede pater enscbio med sit sknlende blik, bugtende sin lange, magre skikkelse, snart til højre, snart til venstre, snart neicnde sig foran madonnabilledet, snart oridende sig foran crucifipct, men alt på en så ækel deoot og skinhellig måde, som var hans messeskjorte en spraglet snogeham, hvori han ville snige sig indtil vor herre. Ofte lnrcdc hans blik med et ligefrem kynisk velbehag på de nnge blomstrende piger, der som en rødmende Rosenkrands lå henstrakt for hans fødder, men hyppigst og mesf begærlig skelede han ned til Adele, som var den midterste i rækken. Kirken var propfuld af mennesker. Men her var ingen højrøstet snakken, ingen trampen rundt i gangene, ingen kritik over toiletter — alle, måske med undtagelse af pater enscbio, vare med i den hellige handling, thi det var Adele og syv af byens nnge piger, som her blev konfirmerede. svin du måske ved, består konfirmationen, katholikcrnes andet sakrament, i en bekræftelse af troen, forbundet med salvelsen, som synligt tegn på at de er Christne og Christi stridsmænd. Dette foregår i kirken, og om eftermiddagen gøres der en visit hos pateren, som endnu engang indskærper de unge dagens alvorlige betydning og forærer dem et eller andet helligt billede, som de ofte bære hele deres liv. Adele var åbenbart hovedpersonen i kirken. Ikke alene var hun den ældste, den mest udviklede, den skønneste, men hun var jo tillige madonnabarnet med det gode udstyr, hvad enten dette nu skulle tilfalde en lykkelig brudgom eller hendes fordrukne fader. Denne hædersmand stod nær ved alteret, sort klædt og fidtet som sædvanlig både på hat, benklæder og kjole, thi en sådan var kommen frem fra et eller andet forborgent gemme i dybet. Han fulgte pater eusebii ord med den største andagt, bukkede når han bukkede, nejede når han nejede, tog sig en pris når han vendte ryggen til, og så med salvelscsfnlde blikke op i kirkeloftet, når pateren vendte sig imod menigheden. Signor Carnevale besøgte kirken som en slags overordnet referent og vakte stor forstyrrelse mellem de kvindelige tilskuere ved skjemtefuld at knibe Marietta i armen. Også kontorisfaen var tilstede og fulgte adelcs blikke med stor andagt, men hvem der især tildrog sig min opmærksomhed var fra scverino. Lænet til en pille stod han henne i en afkrog af kirken med sin brede pilgrimshat og staven i hånden. Hvergang Adele under den hellige handling skiftede plads, og dette var ikke så sjældent, så jeg ham flytte sig hen til en anden pille, nærmere, bestandig nærmere, indtil han kun stod nogle skridt fra hende. Hvor var han ædel! Hans mørke øje hvilede med et særegent vemodigt og dog næsten ømt blik på hendes jomfruelige skikkelse; men traf så hans skarpe øjekast pater Eusebio, når denne over messebogen skulede ned på Adele, blev han pludselig gnnlbleg, hans øjne skød lyn, og han greb fastere om pilgrimsstavcn. Endelig var den hellige handling forbi, konfirmanterne belavede sig på at forlade kirken med Adele i spidsen, og nu først så jeg, at hun ligesom de andre unge piger bar vinger as hvidt tågeagtigt flor, som klædte hende fortryllende. Pludselig blev der et ophold i den lille procession, som nu havde nået midten af kirkens skib. Jeg troede først, at det var min brave ben postkassen, som begyndte at gøre skandale; thi han stod tæt ved de unge piger og frembragte med sin brede mund en lyd, som kastede man bajoccher i alle kirkens bøsser. En bifaldsmnmlen lød rundt omkring, hvilken jeg også først tilskrev hans præstationer, men postkassen trådte et skridt tilbage og nu indså jeg min vildfarelse. Det var fra scverino, som lyste velsignelsen over de unge, og sjældent har jeg set et skønnere syn. Solen faldt gennem de brogede kirkevinduer lige på hans høje, mandige skikkelse og spillede i brudte farvetoner henover folderne på de unge pigers bølgende slør. Med pilgrimshattcn på ryggen og den opløftede stav i hånden mindede han mig om jakobus blandt thorwaldsens apostle. Han velsignede dem en for en, og ikke en gros som pater Eusebio; men da han kom til Adele, trådte han et skridt tilbage, løftede hånden og fremdrog af sin kutte en krands af blodrøde koraller med vedhængende kors, som han kastede over den unge piges hoved. Adele blev purpurrød som korallerne selv, og det var som et genskin faldt over hans ansigt; men i næste øjeblik var han atter bleg som ellers, og det lille tog forlod kirken, fulgt af glade venner og slægtninge for at fejre den øvrige del af festen i hjemmet. til denne havde både Otto og jeg modtaget en speciel indbydelse af knncellieren, jeg ved ikke af hvad grund, hvis det ikke skulle være den, at han tænkte på at låne noget af os. Festen holdtes i køkkenet, og begunstigedes, som referenterne sige, af det skønneste vejr. Udenfor tindrede og glimrede solen, glade grupper med blomster i håret og på hatten bølgede gennem gaderne, men inde i vort køkken, derer så hyggeligt om aftenen, når ilden gnittrcr og blusser, kom der hverken lys eller solskin, men kun fluer og en ulidelig varme. Ingen venlig hånd havde pyntet op for den stakkels pige, ingen moder eller kærlig søster modtog hende, da hun vendte tilbage fra den hellige handling; kun Otto og jeg havde, ihukommende de københavnske konsirmationsforpligtelser, ladet padroncn købe nogle brogede silketørklæder, en Rosenkrands og tøj til en kjole, sam vi med de hjerteligste ønsker overrakte hende. Lidt efter kom kontoristacn med en uhyre blomsterbuket, men fik en modtagelse af kanccllieren som ku hund i et spil kegler, og ikke stort bedre gik det trifoglios søn fra torvet, i hvem den mistænksomme fader også seer en frier. Til sidst kom signor Carnevale og satte sig med den grå hat på snur for enden af bordet, efter først at have sfilt sig ved sin frakke og opfordret os til at gøre det samme. Vi så intet til husets øvrige befolkning; de vare i fint selskab ovre på torvet, thi Anna Maria er en gammel politiker, og anser ikke kancellierens papirer for rigtig solide, siden den aften, han holdt sin berømte philippica imod gnbernatoren. Måltidet var efter italienske begreber festligt, og da jeg af erfaring ved, hvilken vægt en referent bør lægge på spisesedlen, skal jeg ikke undlade af meddele, af syltede Oliven og saltet thnnfisf udgjorde entreen, maccaroni og et par stegte høns den egenlige substans, hvortil der knyttede sig en fritto misto, som jeg havde mere end mistænkt for af indeholde hanekamme, andefødder og frølår, alt sammen brudstykker af organismer, der kunne være meget nyttige og hensigtssvarende, når de sidde hver på sin plads i de forskellige afdelinger af dyreriget, men som er stygge af træffe på et fad og i en mummedragt, som gør det umuligt af tage sig iagt for dem. Kanccllieren drak, græd, spiste og var rørt, snart over sin tabte kone, snart over sin velkonfirmcrede datter, og lånte så ti scudi af Otto, til trods for af jeg sparkede ham op ad benene, og derpå snød min næse på en meget betegnende måde. Signor Carnevale holdt en tale, som ville have gjort opsigt selv på Ciceros tid, og endte med af præsentere Adele et par vægtige gnldørcnringe, en gavmildhed, jeg godt kunne lide hos den gamle fyr, da jeg ved, af den er uden bihensigt. Kanccllierens øjne tindrede katteagtigt, da han så etniet med smykkerne, og han strakte allerede hån- ' den ud efter det; men apottekeren er ikke fra i går. Med et lnnnt smil stak han det i lommen igen med den bemærkning, at hun skulle få det på sin bryllupsdag, idet han som afsluttende resumee af sin tale fremhævede, at han håbede, at Adele ville gifte sig med en flink fyr, der kunne gjorde hende fil moder for flinke børn, og forskåne hende for alle sådanne spidsbubcr og erkekjeltringer, som præste, munke og nonner er og ville vedblive at være fil evige tider. For kancelliercn var dette en drøj mundfuld, som kun håbet om ørclokkcrne fik ham fil at synke,, og da signor Carnevale lidt efter trak sin frakke på, for som apotteker at vandre ud på de nødvendige gratulationsvisitcr, udtalte kancellicrcn med sorrigfulde miner sin begrundede frygt for, at signor Carnevale ville komme fil at stades i den største Morter, som fandtes i helvede. Såvidt vare vi komne, da vi i eremiten fik en ny og uventet gæst, som umiddelbart efterfulgtes af sin ben og skygge, den vandrende postkasse. Jeg så et udtryk af bekymring drage hen over kancellicrens verdsligglade åsyn, da disse to gæster indfandt sig, og snart fik jeg at vide, hvorfor. Med en hurtighed, om hvilken man ikke gør sig noget begreb, klappede postkassens mund op og i, og borte var resten af maccaronien. Atter klapprede det som fire møllevinger i stormvejr, og de mest forskjelligartedc dele af den fede fritto misto maledes så små, som lå de på en møllekværn. Så kom et suk, et smask, en pause, og den langbenede hane, som urørt lå på fadet, og som kancellieren upåtvivlelig havde udset til sin frokost, fik nogle mærkværdige ben at gå på tilligemed det fad salat, som Adele skyndsomst havde tillavet. Under alt dette sad fra Severino, som var han henne i en hel anden verden. Kun af og til sendte han Adele et forskende blik, og jeg lagde mærke til, at han spildte på dugen, da hun rakte ham et glas vin, den eneste forfriskning, han modtog. Lidt efter hævedes taflet af den gode grund, at alt var gået i postkassen, og kancellieren fremdrog med et suk to fede kalkuner, som han hidtil havde holdt skjult under bænken. Disse blev tilligemed en kurv med friske mandler overantvordede til den ældste af de to små mater, som under hele mållidet havde næret sig af salat og brød og de ben, som faderen havde pillet. Den brede trekantede hat blev trykket fast på hans hoved, den lille kappe hægtet om hans skuldre, og foruden gjæssenc og mandlerne fik han et dunk i ryggen og den faderlige formaning at følge sin søster lige til pateren nden at slås på vejen, og derpå atter følge hende tilbage, når hun havde aflagt sin visit. Vi andre rykkede nærmere sammen ved bordet, Otto og jeg lod hente noget hos prokuratoren, og efter at postkassen og kancellicren i længere tid havde drukket til pægls uden at sige andet end det smæk, der stadig ledsagede tømningen af deres glas, tog byens humane arrestforvarer, øjensynlig påvirket af prokuratorens nektar, således til orde: „ Jeg ved ikke, om nogen af eder, mine elskede venner, tror på trolddom; men det gør jeg, og jeg skal sige eder, hvorfor. “ Her gjorde postkassen et vældigt smask, hvortil han føjede den passende bemærkning, at han fra Montreal havde fået frimærker kontramnrkeredc med en hestesko, men at man i Amerika ikke troede på trolddom, undtagen i Canada, som var kattolsk. kancellieren overhørte ganske disse kulturhistoriske bemærkninger, da han var beskæftiget med at fiske fluer op af sin vin, og efter i nogen tid at have stirret dybsindig ned i sit glas, udbrød han med lidt uklar stemme: „ Trolddom! Jeg sagde udtrykkelig trolddom, mine elskede venner, og jeg skal nok sige eder, hvorfor. Dengang, da jeg var i Norma, var jeg også fængselsdirektør, og det var en meget magelig stilling; thi dels var der ikke mange fanger, for Norma er en meget skikkelig by, og dels......... “ „ Løb de deres vej, fordi de vare nogle drevne erkegavtyve, “ supplerede signor Carnevale, som i dette øjeblik vendte tilbage fra byen med den bemærkning, at det var alt for lummervarmt til at gøre visiter. Kancellieren stirrede sløvt på apottekeren, som var han falden ned fra skyerne; men denne satte med et kast hatten på snur, nikkede gemytlig til kancellieren og sagde med et ironisf blik: „ Drik kun, min elskede gamle ven, og lad vinen smage dig. Det er ikke hver dag, atman tjener to hundrede scudi på en datter. “ Fra sevcrino rejste sig, som var han pludselig bleven stukken af en skorpion; derpå slog han kappen tættere om sig, trykkede hatten lidt dybere ned i panden, og heldte resten af foglietten i kanccllierens glas, hvorpå han lænede sig tilbage i den mørke krog, han havde valgt. „ Ja drikke, “ udbrød kancellieren, „ det er dog menneskets egenlige bestemmelse! To hundrede scudi på en datter, og tyve fra pater Eusebio, når han bliver fornøjet, det er to hundrede og tyve. Hun bliver også nok fornøjet — med klostret mener jeg. To hundrede og tyve scudi på en datter! Hi, hi, hi, det er en god handel! Hvem der blot havde flere af samme slags, de skulle komme til pater Eusebio hver eneste en. — bad du om vin, min elflede ven? Så inderlig gerne, men flasken er tom. Ah, Vittorio! Spring ned af huggeblokken, og løb over til prokuratoren, og spørg, om han vil låne mig endnu to flasker af den, der ligger længst inde. Han kan skrive dem af, når han gør snyderiet op. Hvad han hidtil har sendt var af den yderste. “ Vittoria løb afsted på sine bare ben så hurtigt, at hendes lasede kjole hægtede sig op i ryggen, og kom snart efter tilbage med en mørkerød, næsten sort vin, hvis lige jeg ikke mindes at have drukket; thi den lugtede som ferskenblomster og satte olieperler, som var den presset af Oliven. Kancellieren skænkede rundt med en andagt, som viste, at han var kender, og sagde derpå mere fil sig selv end fil os andre: „ To hundrede og tyve scudi! Og fast tag i pater enscbio. Hø, hø! Nu skal i få historien om hunden, mine venner! “ Jeg tror ikke, at nogen lagde mærke fil dette udbrud, undtagen fra Severino, under hvis brede hatteskygge et par mørke øjne ubevægelig hvilede på kancellieren. Denne tog atter et drag og sagde: „ Trolddom! Det var det, jeg ville fortælle, da min elskede ben Carnevale afbrød mig — for vi er jo venner? “ „ I liv og død! “ forsikrede apottekeren, og hviskedee med et ironisf blik over fil os: „ Nu ' skal de høre en historie! Han fortæller den kun, når han er drukken, men jeg har i år hørt den over tredive gange. “ „ Hvem siger, at jeg har banket min kone? “ Spurgte kancellieren pludselig og stirrede henimod skorstenen, som kom en hemmelig røst derfra. „ Hun døde af barselfeber efter af have sødt Adele. Drengene der — nå, det kommer ingen ved; det er mine, ved jeg, men hun døde også. Drik, mine elskede venner, drik! Siden tage vi på Borg hos proknratoren! “ Og kancellieren tømte sit glas med en sådan heftighed, af jeg fandt mig beføjet til af minde ham om hunden, hvortil han svarede: „ Rigtig, fuldkommen rigtig min ædle, elskede unge ven fra de nordlige lande; tillad, af jeg skænker rundt, så skal i høre. “ Og kancellieren skænkede rundt uden synderlig hensyn til, om det kom i eller udenfor glassene, og vedblev derpå: „ Seer i, jeg var fængselsdirektcur i Norma. Fængslet lå lige ved kirkegården, og kirkegården lige ved kirken, og kirken lige ved det huns, hvor jeg boede, hvilket var så naturligt. Så var det en nytårsaften, af jeg sad ganske alene hjemme med min elskede unge kone, som jeg kun havde været gift med et år, og som var så smuk og så dydig, og som holdt så meget af mig, af selv englene i himlen måtte glæde sig derover. Jeg sad ved kaminen og en kande vin, og hun sad ved sin kniplcrammc, thi hun tjente gode penge ved, at gøre kniplinger til altarklædcr, og jeg passede godt på, at hun bestilte noget. Så rumlede det pludselig dybt nede i gaden, som om en vogn kom kørende, og dette var meget mærkværdigt, thi selv de ældste folk i Norma kunne ikke erindre, ot de havde set en vogn, og de, der havde set en vogn andre steder, kunne ikke forstå, hvortil man skulle bruge den i Normas gader, efterdi disse er så stejle og trange, at den ville blive klemt inde på halvveien ligesom en mus i en fælde. „ Gå ud, Maria, “ siger jeg, „ og se, hvad det er! “ Min kone rejste sig og gik, og skønt det var en bitterlig kold deccmberaften med sne rundt om i bjergene, blev hun borte med det samme. Jeg sad og drak min vin og ærgrede mig; men da hun ikke kom tilbage, stod jeg selv op og gik ud på loggiaen for at se, hvad det var. Dybt nede i gaden så jeg lygter og fakler, og da jeg hørte en hel del larm af forskellige stemmer, mente jeg, af det var bedst, af jeg som øvrighedsperson gik derned. Altså slog jeg kappen om mig, tændte en lygte og gik. Og vel var det, af jeg kom; thi nu skal i bare høre. Nede ved svinget lå der en vogn, som var væltet, og lidt fra vognen stod fire gendarmer, som holdt en ung mand imellem sig. „ Hvad skal du her? “ siger jeg til min kone. „ Hvem bad dig om af rende herned? “ „ Han er så syg og udmattet, “ svarede hun, „ og seer ud, som han kunne dø. Hvis jeg hentede lidt vin? “ — „ Ja vist, “ sagde jeg, „ nu skal vi vel fodre fangerne med maccaroni? Se du bare, du kan komme hjem, Maria, og bland dig ikke i statsanliggender. “ „ Vær god imod ham, erfare! “ sagde hun med sådant et blik, som jeg aldrig havde fået; men fra det øjeblik af hadede jeg denne fange og svoer på......... “ Kancellieren så stift hen foran sig, og udbrød pludselig: „ Sludder og vrøvl! Det var jo slet ikke den historie, jeg ville fortælle. Sagde jeg noget om kærlighed, mine elskede venner? Det var ikke min kone, jeg mente, det var karethcn! Den var jo væltet og havde knækket både Stang og hjul, og jeg ønskede, at hans Hals havde været derimellem. Han var en høj, ung mand med sygelig ansigtsfarve og et par af disse øjne, som gør fruentimmerne aldeles forryktc i hovedet — jo, jeg husker ham! “ „ Hvem er den fange? “ siger jeg til gendarmerne. „ Skal han i kastellet eller i byens sædvanlige arrcsthnus? “ „ Det ved vi ikke, “ sige de, „ men der kommer ordren. “ I det samme kom en høj officer tilligemed syndicus, og den sidste trak mig lidt til side ind i en porthvælving. „ De er en fornuftig mand, Cesare fclice. De ved, hvorledes en statsfange skal have det, ikke sandt? “ „ Jo, loosilenra, “ svarede jeg og tog til hatten, „ bedste fangekost og to fogliettcr vin daglig. “ „ Det er ikke godt for en syg mand, “ siger syndicus. „ Bedste fangekost bliver ham for svær, og vinen kan de drikke selv. Hvad mener de om sædvanlig fangekost. “ „ Som de befaler, loeoilon^a, “ siger jeg. „ Jeg befaler ingenting, “ siger syndicns, „ jeg hører mig blot for. Hvilket af fængslerne erbebsf? “ „ Det er kastellet, loosllsnra, “ siger jeg. „ Arresthuset er fuldt af utøj og rotter, og man seer kun to timer om dagen. “ „ Hum, han har svage øjne, “ siger syndicus. „ Alffor meget lys ville være skadeligt. “ „ Som de befaler! “ siger jeg. „ Hør, Cesare, “ siger syndicus, „ dette her er ikke nogen spøg; forstår de mig? Denne fange er ikke nogen sædvanlig fange; han er tre gange undvegen i rom. “ „ Det seer han ellers ikke ud til, “ siger jeg. „ Tro ham ikke, “ siger syndicus. „ Han er en farlig forbryder, som har sat sig op mod den hellige stol, ja, mod den hellige jomfru selv. Han troer hverken på gud eller helgene, og kan knibe sig gennem et par jernstænger, der ikke stå længere fra hinanden end begge hans øjne. Kniber han ud, Cesare, har de fortabt deres post, husk vel på det. Det er derfor bedst, at de tager ham hjem i nærheden af dem selv og lægger forsvarlige håndjern på ham. De må hverken lade ham få kniv eller gaffel, og tag halstørklædet af ham, når de har fået ham sat fast. Kælderen er vel det sikkreste? “ „ Der er to tommer vand over stcengulvet, loosllønra, “ siger jeg. „ Det kunne måske blive fladeligt for hans sundhed. “ „ Nå, Cesare, “ siger syndicus, „ man skal være menneskekærlig; fangen er desuden af god familie. Lad ham da beholde halstørklædet, og sæt ham i første stokværk ud til kirkegården; men slå pigge nedenfor muren, og se gitteret godt efter. Skulle han tilfældigvis blive danrligerc, og det kunne jo let hænde, lader de-......... “ „ Ja, jeg ved, hvor doktoren boer, “ siger jeg. Ganske som de vil, “ siger syndicus, „ skønt man seer lidt, at fangerne gøre sig syge for at få det bedre. Skulle han blive dårligere, gør de måske bedsti at knappe lidt af på nationerne; diæt er en ypperlig ting. “ „ Men, hvis han så dør? “ siger jeg. „ Ja, det var jo kedeligt, “ siger syndicus, „ skønt jeg tror ikke, at kardinalvikaren ville tage sig det synderlig nær. Skulle han lægge sig til at døe, er det af bare trods, min kære Cesare, og de kan melde mig det, når det kommer så vidt. Han skal da begraves i al stilhed og uden melding til klostret. Der må ikke ringes med fængselsklokken, og liget skal lægges i kalk. Døer han, min gode Cesare, så løber han ikke fra dem, og løber han ikke fra dem, mister de ikke deres embede. Træk nu af med ham! Det er en forbistret nordenvind, der blæser fra bjergene — “ „ Som de behager, “ sagde jeg, og så gik jeg hen for at tage fangen rigtig i øjesyn. Når man har været fængselsdirektør i nogle år, og dengang havde jeg allerede været fire år i Norma, seer man straks på en fange, af hvad kaliber han er, og denne syntes mig ikke at skulle gøre meget spræl. Han så så forfrossen, forkuet og forladt ud, han havde sådanne sine hænder og var så skær i huden, at jeg ordentlig fik medlidenhed med ham og tænkte på, om jeg ikke skulle give ham et tæppe mere og gøre lidt ild på i kaminen; inen tæpperne vare lovlig fugtige, og kaminen i fængslet havde den fordømte vane at ryge værre end en kulmilc, så snart det blot blæste en lille smule, og så lod jeg det være, blot as hensyn til hans bekvemmelighed. „ Skal jeg sidde her? “ sagde han, da han kom ind i arresten og havde fået sig set lidt om. „ Ja, høisfærede, “ svarede jeg, „ medmindre de skulle foretrække ab stå op eller lægge dem lidt på briksen, thi det står dem frit for. Blokken bruger vi ikke til statsfanger. „ Her er ikke mange bekvemmeligheder, “ sagde han med sådant et underligt, spodsk smil, ligesom hun ville gøre nar. „ Nej, høisfærede, “ sagde jeg, „ Bekvemmeligheder volde kun uleilighed/ og det ville vi ikke volde dem. Men fulde de have lidt penge og have lyst til et eller andet, så håber jeg nok, at jeg kan skaffe dem det, skønt jeg kunne komme i en svær ulejlighed derfor; men jeg har altid medlidenhed med mine fanger, høisfærede, “ „ Hør! “ sagde han dæmpet og trak mig hen i en krog. „ De seer mig ud til at være en skikkelig mand med følelse for al ' den uhyre uret, der er i verden. Kan de flaffe mig pen, papir, blæk og et brev sikkert besørget til rom, så giver jeg dem fem tusinde scudi, når jeg kommer i frihed. “ „ Særdeles forbunden, højstærede, “ sagde jeg, „ men gåsefjedre hører til de mest forbudne varer hernede, og skønner jeg ret, så er de nok kommen her, fordi de allerede har brugt dem for meget. “ „ Jeg giver dem ti tusinde, “ sagde han. „ På æresord, ti tusinde! “ „ De er meget ung, højstærede, “ sagde jeg, „ eller også ved de måske ikke, at i fængslet gør man høje bud, og udenfor slet ingen. Tror de, at jeg vil skaffe dem pen og blæk til at skrive min afsked? “ „ De kan flygte med ung, “ sagde han, „ jeg vil forsørge dem for livstid. “ „ Tak, “ sagde jeg, „ men jeg har en kone, og en kone kan få børn, ingen ved hvormange, og dem kan de ikke forsørge for livstid. Derfor er det vel bedst, at hver af os bliver i de omstændigheder, vor herre har givet os. “ „ De vil ikke? “ sagde han og gjorde en bevægelse henimod brystlommen; men håndlænken var for stram. „ Oho, go ' e Karl, “ sagde jeg, „ så du er af de fyre? “ Og derpå vippede jeg ham overrende på briksen og tog en ragekniv fra ham, som lå skjult i Foret på hans frakke. „ Her trænger de ikke til at barbere dem, “ sagde jeg, „ thi de vil ikke blive generet af visiter. Skulle de finde, at suppen er noget tynd, eller at brødet er lidt muggent, hvad det let bliver i denne fugtige luft, så kan de jo bruge deres penge dertil; thi det kan jeg altid skaffe bedre uden at komme i suppen selv. Farvel, højstærede, og gør dem ingen ulejlighed, hvis der skulle komme nogen til dem i nat; det er kun rotter, og de bide ikke, når man blot ligger rolig. “ Jeg havde allerede nøgleknippet fremme og ville til at gå; men fangen gjorde et vildt Spring lige hen imod mig, så mig stift ind i øjnene og sagde: „ De får deres afsted, hvis jeg flygter? Ikke sandt? “ „ Ganske vist, “ svarede jeg. „ Derfor er der solide bolte udenfor døren og forsvarlige jernstænger i vinduet. “ „ Men jeg flygter! Hører de, jeg flygter! “ Gentog han med sikker stemme og rettede sig i vejret, så at han syntes at blive dobbelt så høj. „ Tag dem i agt for mig; der er noget som hedder trolddom, kan de binde det? Jeg siger dem det forud — jeg flygter. “ „ Ja, de må endelig ikke genere dem, “ sagde jeg, så rolig jeg kunne; men jeg var det slet ikke, thi der var noget forunderligt i hans blik, som næsten gjorde mig bange. „ Betænk dem endnu engang, mand! “ sagde han, og lagde hånden på min skulder. Jeg slog den til side, for jeg tåler ikke intimiteter af mine fanger; men i samme øjeblik strakte han begge hænder ud imod mig, stirrede på mig med ville, vidt opspilede øjne, gjorde et tegn og mumlede ord, som jeg ikke forstod. Derpå sprang han pludselig ind på mig, satte sine tre iskolde fingerspidser lige på min pande, og sagde med en stemme så hul, at den gik mig tværs igennem hjertet: „ Gå, mand, du er mærket! “ Jeg tumlede tilbage og sprang udenfor døren; men da jeg stængede boltene for og drejede den svære korslås tre gange om, hørte jeg ham slå en latter op så vild og så afskyelig, at jeg tænkte på, om jeg ikke skulle åbne igen og sætte ham i blokken. Men jeg lod det være, thi jeg havde fået ligesom en skræk i mig, og derfor gik jeg ind i osteriet ved siden af fængslet for at få lidt sambucco til at stille rystelsen. Da jeg i den kolde, klare nytårsnat vandrede tilbage til mit hjem, kunne jeg ikke lade være at se gennem gitteret ind på kirkegården, hvor de hvide gravkors grinede i månelyset, og hvor jeg så en frisk grav opkastet ikke ret langt fra mig. Jeg blev stående og stirrede på graven, i hvis nærhed graveren ncronc havde glemt sin kappe, og så ærgrede jeg mig over denne uorden, for jeg er en ordenlig akand. “ Her brast signor carnevalc i en umådelig latter og slog i sin overgivenhed postkassen således på skulderen, at denne gav en lyd fra sig, som blev den brudt op. „ Ja, en ordenlig mand og en ædruelig mand, “ Gentog kancellieren langsomt og uden af ændse apottekerens afbrydelse. „ Derfor ærgrede jeg mig og tænkte på, om jeg ikke skulle gå ind og tage ncrones kappe, inden nogen anden kom og nappede den. Jeg har aldrig haft nogen lyst til af gå på kirkcgårdc ved midnatstidc, og mindst en nytårsnat, hvor alt det er løst, som ellers er bundet året igennem; men det faldt mig ind, af ncronc måske kunne have glemt sine penge i den kappe, og man skal aldrig give noget menneske anledning til ufornøden fristelse. Så lukkede jeg da lågen op med min hovednøgle, og gik ganske langsomt op ad gangen med de store cypresser, der tegnede sig med lange spidse skygger hen over gravene. Nu først så jeg, af månelyset havde narret mig; thi graven var nicget længere inde, end jeg havde ventet, og der gik ingen sti op til den. Lige i det samme faldt det ma ind, af det var løjerligt, af der var en grav, da jeg ikke vidste, af nogen var død i byen, og jeg selv måtte have hørt det før nogen anden. Tillige sukkede det så sclsomt i de mørke cypresser, og binden hvirvlede det tørre myrtheløv så klagende hen foran sig, af jeg blev endnu mere ilde ved det end før og tænkte på af vende om. Alen kappen lå kun ti skridt fra mig, og jeg syntes, af jeg var en dosmer, hvis jeg ikke tog den. Så gik jeg da lige hen til graven; men her så jeg, af den var kastet mellem to høje myrthehækkcr, således af jeg enten måtte gøre en lang omvci eller springe over graven, hvis jeg ville på den side, hvor kappen lå. Nu vidste jeg godt, af den, der springer over en åben grav, får ikke noget langt liv; men jeg har aldrig troet på folkesnak, for jeg var allerede dengang en oplyst mand, og fluide jeg gå en længere omvci, var jeg bange for, af jeg skulle komme til af tænke formeget på alle slags ting og tabe modet derved. „ Den forbandede kappe! “ sagde jeg ved ring selv, „ den må du have “ — og så sprang jeg. Men ligesom jeg bukkede mig ned for af tage kappen op, kom jeg til af glide med det ene ben og faldt så lang, jeg var, med hovedet udover graven. Derved kom jeg rl at se ned i den, og hvad jeg nu så, vil i måske tro er løgn, mine elskede venner, men sandt er det alligevel, for jeg var ikke mere fuld den aften, end jeg er i dette hellige øjeblik. „ Jesus Maria! “ råbte jeg og forsøgte at slå kors for mig, hvilket var noget vanskeligt, desformedelsf at jeg lå på maven; thi nede på bunden af graven sad noget, som hverken var dyr eller menneske, og kiggede op til mig. Det så grangivelig ud som en ganske lille djævel næd tynde, krumme og tornede ben, svin havde han pillet dem af en fårckylling. På ryggen havde han et par lange, hornbrune vinger, der vare knækkede sammen ligesom en vifte, og i hånden holdt han en violin med kun en eneste streng. „ Hi, hi, hi! “ peb han. „ Godaften, Cesare, glædeligt nytår! “ Og så svingede han med de lange, tynde horn, han havde i panden, og plirrede så forskrækkeligt med sine gule øjne op imod mig, at jeg blev liggende, hvor jeg lå, og blot sagde: „ Madonna forbarme sig! “ „ Hi, hi, hi! “ peb han igen. „ Hun kender dig ikke, lille Cesare, hun kender dig ikke! Men vi kende dig, vi kende dig; nu skal du høre. “ - „ Hvem er du? “ stønnede jeg; thi han grinede så hæsligt og lagde violinen op til sit lådne spidse øre, som ville han lige til at begynde, og det ville jeg helst være fri for. „ Jeg er en kirkegårdsmare, “ sagde han og gnavede sig med de store, skæve fortænder op over den flade næse, så at jeg fik ganske ondt ved at se derpå. „ Jeg er en kirkegårdsmare, lille Cesare, Broder til ham, der rider folk om natten. Jeg rider alle de døde, som have gjort ondt, så at de ingen ro få i graven, og jeg kunne også nok have lyst til at lægge bidsel på dig for en ordens skyld. “ „ Men jeg er jo ikke død! “ råbte jeg fortvivlet og slog ned i graven efter ham; thi han kravlede allerede op på sine tynde visne ben ligesom en kakkelak og viftede mig om ørene med de afskyelige, lange følehorn. „ Ikke død, lille ccsare? Ikke dgd? Hi, hi, hi! Hvad gør det til sagen? “ peb han igen nede fra graven. „ Du er døddrukken, det er ligeså godt, og du er mærket, det er endnu bedre. Nu skal du høre. “ ' „ 0, skån mig! “ råbte jeg i dødens angst. Men han satte igen violinen til øret, slog de store hornbrnne vinger ud og dansede op og ned, som var han en af de store boldte fra sphærisferiet * ). „ Spare dig, lille Cesare? “ peb han og gjorde et hvinende strøg hen over strengene. Spare dig? Sparer du nogensinde nogen, som beder dig derom? Sparer du andet end dine penge? “ „ Jo, jo, jeg vil spare ham! “ råbte jeg fortvivlet. „ Ja, nu er det for sent, “ peb skikkelsen igen. „ Han hænger sig i nat; han hænger sig i nat, lille ccsare! Hi, hi, hi! Nu vil vi spille til begravelsen. “ Øg dermed tog han et strøg på violinen, så at det klang som hundrede fårckyllingcr rundt omboldtpladsen i Roma. kring mig, og lige i det samme sad han oppe på ryggen af mig, og borede begge sine tornbcsatte ben dybt under mine ribben, så at jeg hvinede derved. „ Stille, “ sagde, han, „ og hør efter, ellers får du af sporerne igen. “ Og nu tog han et nyt strøg over strengen, så at jeg troede, at mine trommehinder skulle sprænges. „ Du er mærket! “ klang det langt nede fra graven med dyb, alvorlig stemme, som var det jorden selv, der talte. „ Du er mærket! Du er mærket! “ peb det rundt omkring mig fra hver busk og hvert blad, og da jeg så mig om, var hele kirkegården så fuld af kirkegårdsmarer, som myrer i en Tue. De skreg, og peb, og hoppede, og dansede, og for over hovedet på hverandre, og mylrede gennem luften, så at jeg begyndte at snappe efter dem af lutter fortvivlelse. Da slog kirkegårdsnhret et, og lige i det samme var. det, som gik der en klar og skarp luftning hen over mit hoved. Alle smådjævlcne foldede sig sammen, rullede sig hen ad jorden, og da en fløj lige i næsen på mig, tog jeg ham op og så, at det kun var et vissent myrtheblad, som vinden kørte hen ad den frosne jord, ligesom alle de andre. Så tænk

1878_Broendsted_IBoelgegang

K.G.

Ibølgegang

Brøndsted

Broendsted

Iboelgegang

1878_Broendsted_IBoelgegang.pdf

Karl Gustav

Brøndsted

Vetulus

dk

I Bølgegang

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Et bestemt sted nede mellem » Bakkerne « var Olufs yndlingslegested. Et par parallelt løbende sandede bakkestrøg, beklædte med tyndt, kort græs eller marehalm, hist og her også med lyng eller evighedsblomster, dannede en lille Dal, hvorigennem en stilfærdig ubetydelig bæk snoede sig hid og did, om den muligvis uden at gøre for megen ulejlighed kunne finde en udvej og slippe ud til stranden. Et sted bøjede bakkerne sig således, at de ganske lukkede for udsigten; her dannede bækken en lille sø, som ordentlig kunne opdrive små bølger, når en kastevind forvildede sig ind i kløften, men for det meste hvilede i tavs ro ligesom sine omgivelser. Andet mærkeligt tror jeg ikke, man i en fart kunne få øje på her. Den lille seksårige Oluf ring må imidlertid have været af en anden mening, i det mindste kunne han sidde her i timevis og sysle med muslingeskaller og pinde, eller også ligge ganske stille, henstrakt i sandet, medens sommersolens fulde glans gød sig over det magre græs og gulladne sand og den grumsede sø, som dannede den lille verden nede mellem bakkerne. En del af dens stråler faldt på de korte bl å bukser, den opknappede lille blå trøje med messingknapper og den krøllede lille halsstrimmel, der hørte til Olufs person, og havde ikke synderlig møje med at finde vej op under den iturevne stråhats skygge til et forstandigt, drømmende lille ansigt og noget krøllet gult hår, der tittede frem mellem panden og platten. Gik man derimod op på bakkerne, så var der noget at se: mod nord og øst udbredte sig store lyng- og marehalmspartier, bakke op og bakke ned, lige til havet og tisvile plantage, mod vest sås kysten med sin brede, hvide sandregion at drage sig tilbage for kattegatbolgernes stormløb; vendte man sig mod syd, sås bøndergårde og sparsomme kornmarker, der længere inde i landet flokkede sig til landsbyer med kirketårne og smilende landskaber, indtil øjet standsede ved en lang sort mur i det fjerne, den hemmelighedsfulde grib skov. I forgrunden sås kun en enkelt kirke med et par gårde omkring; det var pastor Oluf Anders rings sognekirke, og en af gårdene var den lille Olufs hjem. Herfra lød stundom toner af elverhøjs musik ned mellem bakkerne, og de blandede sig så forunderlig med den evige susen af det store hav, der aldrig ville hvile; denne evige susen, der næsten kunne gøre en bange. Det var Olufs moder, Fru Ellen ring, der spillede på klaveret. Der hjemme var også en ganske lille bitte søster, frøken Ellen ring; kokkepigen Ane, karlen Jens, hunden Hektor, katten Kims og hestene Lotte og Lone. Mere kendte Oluf dengang ikke af verden. Mellem faderen og ham bestod et inderligt — man kan gerne sige venskab; de læste sammen ( thi pastoren lærte selv sin søn begyndelsesgrundene ), spaserede ordentlig ud sammen og talte fornuftig sammen, som følgende vil vise. » Hør, sig mig en gang, fader, når man nu går igennem hele den store, store skov, hvad kommer man så til på den anden side? « » Så kommer man til — ja, f. Eks. til Frederiksborg, hvor du snart skal i skole. « » Ja — men det er ikke sådan jeg mener — men hvordan der ser ud — sådan — i det hele, forstår du; er der ligesom her? « » Å ja såmænd; der er mere korn på markerne, og der er ikke så meget sand og lyng, og så er der også flere huse rundt om, og større byer, men ellers er det omtrent ens. « » Det var kedeligt. « » Hvorfor det, lup, er her måske ikke rart nok? « » Jo, det er ikke sådan jeg mener — men — « den lille fyr ledte forgæves efter udtryk. Lidt efter udbrød han: » Hør, véd du hvad. « » Nå? « » Sommetider når jeg leger nede mellem bakkerne og kommer bag en rigtig høj en, så synes jeg, der må være noget bag den bakke, sådan noget — rigtig mærkværdigt, ligesom noget helt andet noget — og jeg vil så gruelig gerne hen til det, forstår du. — og så ligger jeg somme tider og tænker: hvordan mon der kan være. Og så løber jeg op på Toppen og ser. Men så er det akkurat ligesom det andet. « » Ja, det er da ikke så underligt. « » Ja, men det er alligevel kedeligt. « Faderen gik lidt og tænkte. » Hvordan vil du da have, der skal se ud, lup? « Lup gik åbenbart og brød sig med ordene. » Å, det kan jeg ikke sådan — — det skal være sådant noget omtrent, ligesom når — ligesom når moder spiller klaver. Eller også, når jeg drømmer om natten, forstår du. « Der var nu ingen på hele jorden, der kunne forstå denne aparte, lille drengs tanker så godt som hans fader; den kloge, kraftige mand fik med lethed sine tanker til at bevæge sig i den ubetydelige lille puslings spæde ideverden. Så gik de et lille stykke sammen, indtil det hed: » Fader! « » Nå? « » Jeg ville gerne sådanne steder hen. — er det virkelig helt umuligt? « Faderen, der mente at vide de salige egne, hvor hans lille drengs uskyldige sjæl færdedes i drømme, svarede alvorlig: » Når du altid er god og from, så kommer du der visselig. « Og det var uden al affektation, at han foldede hænderne og bad ganske sagte: » O herre, lad os alle samles i dit rige! « Så besluttede lup da ved sig selv, altid at være en god dreng — det må jo være så grumme let, tænkte han —, men dog gik han og tænkte på, om hint land alligevel ikke måtte ligge et sted bag den store, sorte skov. Eller også måske på den anden side af havet, der, hvor han vidste, at Norge lå, når man bare blev ved at sejle lige ud hele tiden. Så gav faderen sig til at fortælle ham om byer og floder og vande og store skibe, både med sejl og med damp, og til sidst også om landet dér på den anden side af havet, når man blot blev ved at sejle lige ud, Norge med sine fjælde og granskove og ismarker; og det var jo alt sammen uhyre morsomt og mærkværdigt, men det lignede dog ikke rigtig det land, som han så' i sine drømme eller i elverhøjs toner, og selv dér kun så dunkelt. En anden gang havde lup spaseret på kirkegården med sin moder, uden at der var passeret noget mærkeligt. En times tid efter traf hun ham stående i en afsides krog af haven over en lille Tue, han selv havde dannet med sine hænder, badet i tårer. Da han ser hende komme, råber han under megen hulken: » Moder, moder, du må ikke være alt for bedrøvet, søde moder, men dér ligger jeg nede og er død' — hvorpå moder og søn styrtede i hinandens arme, og der kunne ikke have været større tåreflod, hvis det virkelig havde været tilfældet. I den anledning sagde faderen bag efter: » Ellen, du gør mig drengen for blød; han trænger snart til at komme i skole! « men da han foreløbig var for lille, besluttede man at anmode hegnsmandens søn Peter — en dreng på otte år, der antoges på grund af sit åbne ansigt og sin ensomme opdragelse at være ganske uberørt af verdens siethed —, om, hyppig at komme op og lege med Oluf, for at drengeselskab og lege kunne forhindre en alt for uforholdsmæssig udvikling af det bløde og drømmende ved hans karakter. Megen forbavselse vakte det, da Oluf allerede to dage efter hørtes — rigtignok på en meget ufuldkommen måde — at fløjte nationalmelodien: » Å hvad er det med daj «; noget, der tillige for første gang gav Fru ring grund til at tvivle om selve sin mands moralitet, da denne på hendes indignerede forestillinger blot svarede: » Ja, hvad så, lad ham bare lære at fløjte. « Fredagen efter grebes Oluf i en kappestrid med Peter om, hvem der kunne spytte længst — hendes Oluf!! — men det skulle blive værre endnu tre uger efter. Drengene gik ud i køkkenet og spurgte Ane, hvad de skulle have til middag, og da de ikke fik andet svar end det stereotype: » Det kan i få at se, når maden kommer på bordet, « havde Peter den frækhed at kigge i gryden. » Kål, uh, det er no’et skidt mad, « var resultatet af hans undersøgelse. » Vil i gå, i uartige drenge, « sagde Ane. Men Peter havde det fyndige svar parat: » Å fa’en heller! « Siden, da de sad ved middagsbordet, spurgte moderen: » Nå, lup, hvordan smager maden? « » Det er noget skidt mad, « var det dristige ord. Almindelig forbavselse. Faderen rynkede panden — et slemt tegn. Oluf ville styrke sig ved et blik til Peter, men der var ingen moralsk støtte at vente fra den kant, det var alt for tydeligt. Da skød han sit synkende hjerte op i livet og sagde, men meget bange og sagte: » Å fa’ — en heller. « Men umiddelbart efter tilføjede han: » Om forladelse, « hvorpå han meget ivrig og meget skamfuld gav sig til at spise sin kål, ja endog bad om anden portion. Og efter bordet fik han Peter til at gå med ud i køkkenet, hvor de bad Ane nok så smukt om forladelse. — men den gang var Oluf det nærmeste, han endnu havde været, ved en dragt prygl. På denne tid omtrent var det, at Olufs søster, den tre år yngre Ellen, begyndte at blive så stor, at der overhovedet kunne være tale om hende. Hun anså drengene for nogle vældige væsener, vidunderlige i magt og klogskab. men når hun troskyldig ville blande sig i deres lege, blev hun på den mest hånlige måde afvist. I det hele taget var den ridderlige ærbødighed for damerne kun svagt udviklet hos de to drenge, må vi med beklagelse tilstå. Peter, der et par gange havde været i Helsingør, havde indført en leg, som hed » at løbe dampskib «; den bestod i, at de på visse tider af dagen løb et bestemt antal gange rundt om den største af haveplænerne, idet de med arme og hænder efterlignede hjulenes bevægelse og fyldte munden med vand, som de med små mellemrum spyttede ud mellem tænderne, ligesom sidehullerne på en damper, en fremgangsmåde, der efter Peters forsikring gav en skuffende lighed med en sådan. En dag, da de vare beskæftigede med denne alvorlige syssel, begyndte lille Ellen også at jumpe omkring plænen, svingende sine små buttede arme og med vandet drivende fra begge mundviger ned over kjolen. Så kom hun i vejen for det største af de stolte dampskibe, Peter. » Af vejen, snottede tøs! « råbte han. Umiddelbart efter gled det næste dampskib forbi under megen prusten og snøften. » Afvejen, snotte tøs, « råbte Oluf, medens lille Ellen, forfærdet over så megen storhed og majestæt, ganske rådvild blev stående med åben mund. Så gik hun op til moderen for at meddele hende denne vidunderlige begivenhed, hvis fornærmelige betydning hun var langtfra at ane, og råbte: » Mor, mor, drengene sige maj sotte tø! « » Hvad vil det sige, Ellen? « Skønt moderen ganske vist heller ikke var klar over betydningen, havde hun dog en slem anelse om, at det var noget uartigt. Dette må Ellen have kunnet se på hende, thi hun begyndte pludselig at græde: » Hu, hu, maj ikke sotte tø! « Pastoren blev tilkaldt, og denne, som ikke var udygtig i konjekturalkritik, kaldte drengene ind til sig, og her fik i det mindste Oluf sin første dragt prygl. Da dampskibslegen næste gang blev optagen, havde Ellen officiel tilladelse til at være med, hvilken vanskelighed Peter med sin maritime erfaring klarede ved at anvise hende den mindre plæne til privat brug: » Hun kan jo være bugserdamper, de går tidt så dårlig og er i grunden ikke andet end kasserede rigtige dampere. « Så var lille Ellen da bugserdamper om sin lille plæne en hel måned efter at drengene havde opgivet hele den leg. så gik der et årstid; Oluf begyndte at blive » en stor dreng «, og man talte hyppigere og hyppigere om » Skolen «. Samtidig begyndte han så småt at emancipere sig fra Peters overherredømme; dog denne stormagt lod ikke så let magten slippe sig af hænde. En dag viste Oluf sig med sønderreven trøje, forpjusket hår og blod og snavs i ansigtet, bleg, men med frejdig og stolt holdning. » Kom ind til mig, « sagde faderen i den tone, som altid hos Olaf vakte tankeforbindelser i retning af spanskrør. Med faste trin fulgte Oluf efter. » Hvor er Peter? « » Han er gået hjem. « » Du har været oppe at slås med ham. « » Ja, fader. « » Hvorfor? « Oluf svarede ikke. » Nå svar. « Oluf tav. Da gik faderen hen til den krog, hvor tugtens redskab havde sin plads. Olufs læbe bævede, og der kom et ejendommeligt udtryk i hans øjne. » Tal, min søn, for at du kan spare mig en smerte, der er større end din. « Men ingen lyd påfulgte, og Oluf tog imod sin straf uden at kny. Pastoren havde imidlertid ikke lagt mærke til, at tugtens redskab var en ussel lille, tynd kæp, som oven i købet var knækket. Efter et par slag siger Oluf meget blødt: » Fader. « Denne standser eksekutionen. » Jeg vil lige så gerne sige dig, det gør ikke rigtig ondt, for stokken er knækket; tag heller en anden. « Det var for meget for faderhjertet; pastoren smed stokken og sagde rørt: » Nej, lup, jeg vil ikke slå dig mere, men sig mig sandheden. « » Ja. Peter sagde kykkenet, og så sagde jeg: det hedder ikke kykkenet, det hedder køkkenet. Men så sagde han: å, hvad véd du; din fader er jo en langbenet rad. Og det ville jeg ikke tåle, og så gav jeg ham en lige midt i synet, og så kom vi op at slås, og jeg fik nok det meste. Men jeg vil ikke tåle, at han skælder dig ud, så må han meget hellere skælde mig selv ud for en langbenet rad. « Pastoren følte pludselig trang til at gnide sine øjne, men da han så’ ned på Olufs små stumpede ben, gav han sig til at le, men så løjerlig var den latter, at der kom tårer med. Et lignende skue frembød moderen, der viste sig i døren, hvor hun — behøve vi at sige det? — havde stået under hele scenen, og det smittede også Oluf, så at det hele afgav en for en uindviet højst gådefuld scene, at se dem alle tre — nej, alle fire skulle jeg have sagt, thi lille Ellen brølede også himmelhøjt, begravet i moderens kjole — stå der sammenslyngede under gråd og latter. » Det var ret, min søn, du skal aldrig tåle, at man gør nar af din gamle fader. « » Skal jeg løbe hen og give ham en til, fader? « » Nej, vist ikke, Peter er i grunden en god dreng og mente det ikke så slemt. I skal blive gode venner igen. « Men Peter fik nok siden talt med pastoren, thi han viste begge de følgende dage et forbavsende stilfærdigt væsen. Så kom afrejsens dag, » Afskedens bitre stund. « Oluf havde taget afsked med alt. I den tidlige morgenstund havde han været nede mellem » Bakkerne «, så havde han været hele huset og haven rundt, oppe i de par kirsebærtræer, der var; spist ét bær samvittighedsfuldt af hver af de 12 ribsbuske og 2 solbærbuske; løbet dampskib for sidste gang rundt om plænen 3 gange, tildelt Ane, Hektor og Kims en lige lang afskedstid, og sad nu med faderen og Jens i den åbne vogn, der skulle føre ham igennem den fulde skov i det fjerne til de ubekendte lande på den anden side, medens moderen, Peter og Ellen og gårdens øvrige levende besætning stod foran vogntrinet. » Farvel, lup, min søde dreng, lad mig se, du er flink; fader skal nok en lørdag hente dig hjem på besøg, og så kommer snart juleferien, « sagde moderen. Oluf var meget bevæget, men holdt tappert tårerne tilbage af hensyn til Peter. » Fevel luf, hilse mange gange, « sagde Ellen, som hun altid plejede, når gæster tog bort. De sidste Kys blev udvekslede, moderens varme og tårevædede, Ellens åbenmundede, Anes undersåtlige. Men da Jens knaldede med pisken, og vognen begyndte at køre, rejste Oluf sig op og råbte: » Farvel, moder — farvel, Peter — farvel, Ane — og Hektor — og Kims — farvel, have — farvel, gård — farvel, marker, og bakker! « Så strakte han armene ud og søgte med et langt blik at omfatte de magre, solbeskinnede bakker og Dale lige ned til havet og tisvile plantage, de sejlende skyer på den disede avgusthimmel, de få bøndergårde og den beskedne lille, hvidkalkede kirke. Og det syntes alt sammen at svare ham et tavst, vemodigt farvel, thi han nikkede, som om han forstod det, og sagde: » Farvel — det — hele. « Så rullede vognen ud af porten, og, da Peter var ude af syne, brød tårerne frem. Og gennem hele Olufs følgende liv, gennem al sorg, gennem al synd, alle skuffelser og alle farer — ja, også gennem alle glæder — stod det billede af hjemmets samlede poesi, da det ligesom levende rejste sig for at besvare hans afsked, altid klart og uforkrænkeligt for hans erindring. Kære læser! Du har vist også haft et lykkeligt barndomshjem? Ejer du renere og blidere erindringer end dem, der knytte sig dertil? Når du er stedt i sorg, lad dem da rejse sig og mildne bitterheden. » Du har ikke lov til at klage, « sige de, » Du har i alt fald været lykkelig. « Og når syndens lænker snære sig om din vilje, påkald dem da, og du vil forstå den højhed, der ligger i uskyldigheden, så du vil kaste de onde tanker fra dig med foragt. Længere og længere føres vi bort fra hint barndommens Paradis, men det er vort håb, at vi ville finde det en gang hinsides graven i forklaret skikkelse, og mangen gammel mand eller kvinde har ment alt at høre toner der fra og skimte dets solglands. breve. ( de originale orthografifejl er udeladte ). I. Kære fader og moder! Jeg har det meget godt. Der er mange drenge i skolen. Hr. Seler siger, at der er grumme meget at lære. Hr. Seler er meget rar. Hr. Lundsen og Fru lundsen er også meget rar. Der er en stor dreng, som hedder Nielsen, han er den stærkeste i hele klassen. Hils moder og Ellen og Peter og Hektor og Kims og Ane og Jens. Kære fader, så kommer du måske på lørdag og henter mig. Jeg glæder mig. Men nu har jeg ikke tid mere denne gang, for jeg har en meget svær fransk lektie. Derfor vil jeg slutte mit lille brev, og hr. Lundsen og Fru lundsen hilser mange gange. Eders hengivne Oluf. ( læseren må vide, at hr. Seler ( egentlig Segler ) er adjunkt ved latinskolen i Frederiksborg, og at Oluf bor hos en anden adjunkt ved navn lundsen. ) 2. ( to måneder senere ). Kære fader og moder! Jeg er rykket 6 op. Hr. Segler siger, at jeg er ikke af de allerdovneste, og det er meget, når hr. Segler siger sådant. Duksen i klassen hedder Nygård, han er stiv i alting og meget rar. Så kommer Petersen, han er også meget stiv, men ikke så stiv som Nygård. Så kommer ruggert, og så kommer jeg. I frikvarteret slås vi meget, men rektoren siger, vi må ikke, men hr. Segler siger, det gør ikke noget, og så gør vi altid, hvad hr. Segler siger. Nielsen kan banke os alle sammen, men Nygård tør han ikke røre, for så holder hr. Segler med ham. Hr. Segler er den strengeste af alle lærerne, det siger også Nygård. i fejl mg, 2 fejl g, 3 fejl tg. Men vi kan altid vore lektier til ham, og han slår næsten ikke uden en enkelt gang, men så er den slem. Men hr. Ryping slår. Han slog Nielsen i forgårs, men Nielsen sagde, det gjorde ikke noget, og så smurte han i frikvarteret ruggert og Povlsen i stedet for. Men nu vil jeg slutte mit lille brev ( o. s. v. ) 3. ( et år efter ). Kære fader og moder! Nu er jeg rykket op i 2den klasse. Ved eksamen tog jeg ruggert, og jeg skal nok tage Petersen med, men Nygård kan jeg aldrig tage. Han er så sikker, at han rettede hr. Prahl forleden dag. Hr. Segler holder også mest af ham af alle drengene. Og han er slet ikke storsnudet. Rødderne nede i 1ste gjorde vrøvl forleden, men så smurte vi dem. Jeg var Niels Ebbesen og Nielsen var stærkodder og Jochum Petersen var regner Lodbrog, fordi han har sådan tykke bukser, og Nygård var Ivar Hvitfeld, og Meyer ville være asatyr, men Nygård sagde, han skulle heller være Ivar benløs, fordi hans ben er så korte. Er det ikke morsomt? Og rødderne nede i 1ste, de forestillede sakserne, og de løb straks. Men så syntes jeg, at det egentlig var en skam, for vi havde jo overmagten, og så ville jeg heller ikke være med længer og sagde det til Nygård og de andre; men de sagde: sikke noget sludder. Men Nygård gik dog også sin vej. Og hr. Segler sagde, vi havde ret. Vi kunne også magelig munke dem uden os to. Men derom skrev Meyer en kæmpevise, for han hader mig. Den lød sådan: Nielsen hannem drager sit sværd fra lænd! Og sakserne de monne fly! Ring, den Nidding, han lister sig hjem! Deraf der ginger stort ry! Men så skrev jeg et Vers, som jeg sad 4 timer om, og kloman oppe i 3dje hjalp mig. Ej er jeg Nidding og ikke fej, du usle løgner grå! Men det er usselt niddingsværk, at mange kæmpe mod få! og så udfordrede jeg Meyer til ærlig holmgang, men det ville han ikke. I må ikke vise verset til nogen. Jeg glæder mig meget til sommerferien. Men nu ( o. s. v. ) eders hengivne o. Ring, i kl. A, nr. 2. 4. ( Oluf er omtr. 10 år gammel ). Kære fader og moder! Hr. Segler tog mig og Povl — jeg mener Nygård — ud på en spaseretur i søndags. Vi gik i ét træk uden at hvile os lige til fruebjærg, og dér spiste vi frokost, som vi havde med hjemme fra. Hvor der er dejligt! Jeg kunne se mod nord, lige til hvor skoven holder op, og meget længer, men jeg fik ikke øje på kirken der hjemme. Jeg tænkte, det var morsomt, hvis i nu også stod og så mod syd efter mig, for så var det jo, ligesom vi mødtes på halvvejen. Hr. Segler er sådan en underlig mand. Han har et stort brunt skæg, og så ser han altid så vred ud, men han mener det ikke. Han havde nogle kager med i papir, og så spurgte han os, om vi troede, vi kunne undvære dem, for ellers var vi ikke raske drenge. Så lod vi naturligvis, som om vi ikke brød os om dem, og så lo han og puttede dem i lommen igen og sagde: det var ret. Jeg bryder mig mere om, at han siger: det var ret, end om en anden af lærerne roser mig nok så meget. Sådan var det også forleden uge, da jeg havde snydt for ruggert, og det blev opdaget, at han sagde til mig: hvad vil du helst have, min vrede eller 3 lussinger. Jeg valgte straks 3 lussinger, skønt jeg vidste, at de blev varme. Og Nygård, som kan sige alting på sådan en pudsig måde, han sagde, at man kunne høre tænderne danse galoppade i munden på mig. Da Nygård nu så’ kagerne forsvinde i lommen igen, så sagde han med sin pudsigste stemme, at tantalus kunne ikke lide værre kvaler end han. Tantalus, kære moder, var en stor forbryder, som blev straffet i hades, det vil sige underverdenen, ved at stå under et træ, fuldt af frugter. Så lo hr. Segler igen og forærede Nygård alle kagerne, men det var blot for at prøve mig, det mærkede jeg godt. Så gik vi midt igennem skoven til esromsø uden at bryde os om vej eller sti, for hr. Segler går altid helst, hvor andre ikke har gået før, og det synes jeg også er meget raskere, skønt Povl sagde, at han havde hørt, at sådan noget skal man være forsigtig med, men jeg tror, han tænkte sit derved, for når Povl siger en spøg, så er der altid noget bestemt, han tænker på. Derpå tog hr. Segler en sejlbåd i Nøddebo og sejlede os selv over søen til Fredensborg — sikken en slotshave! Så kørte vi hjem på jærnbanen, og da hr. Segler skiltes fra os, klappede han os på hovedet og sagde: i er begge to ret flinke drenge, men du kan dog ikke tage Povl. Så besluttede jeg, at jeg ville gøre det, det koste, hvad det ville. Men den vil blive hård. Så inviterede Povl mig hjem til sig; han har sådan en rar fader og moder; faderen er doktor og der er så fint hos dem; og om aftenen fik vi kold punch, og Nygård og jeg blev enige om at sige Povl og Oluf til hinanden. Og det var den bedste dag i mit liv. 5. ( umiddelbart efter ). Kære fader! Jeg véd ikke, hvad du mener med det om tantalus, at jeg aldrig skal begynde en historie uden at gøre den færdig. For jeg kan ikke huske rigtig, hvad jeg skrev. Men der er noget andet, jeg skulle fortælle dig. Nu véd jeg, hvorfor hr. Segler altid ser så vred ud. Han er ikke så meget vred, men han er bedrøvet. For jeg hørte ham sige til hr. Lundsen, da de talte sammen på legepladsen, at ingen dansk mand kunne være glad, før vi havde fået Sønderjylland tilbage. Det syntes jeg, var så smukt sagt, og véd du, hvad jeg så gjorde. Jeg sagde det til Povl, og så stiftede vi en forening, der hed de danskes broderlav, og foreningens love er: for det første at arbejde på at få Sønderjylland igen, for det andet aldrig at læse et eneste muk på den tyske lektie, for det tredje altid at hade hr. Ryping, vores tyske lærer. Hele klassen meldte sig straks ind i foreningen, og det gik rigtig godt den første time, for der var ingen, der kunne et levende muk, men så fik hr. Ryping rektoren til at opløse foreningen, og så fik vi en tordentale, og hele klassen sad over for det. Men der var ingen, som brød sig det bitterste om det, men den næste dag stiftede vi foreningen igen med det navn: de danskes hemmelige forening, og vi har kun én lov, at vi altid skal hade hr. Ryping, og jeg er stormester, og alle foreningens medlemmer bærer på brystet et lille stykke papir, hvorpå der står: nmhr, det vil sige: ned med hr. Ryping. 6. ( samme alder ). Kære fader! Du må ikke vise dette brev til moder og heller ikke til Peter. Jeg har læst ørvarodssaga. Nej, hvor den er dejlig! Men det flove var, at jeg kom til at græde et sted ved den, og det så’ hr. Segler. Uh, jeg blev så flov. men hr. Segler så’ bare på mig, pegede så på mit bryst og min pande og sagde: begge dele i orden! Det var så underligt af ham, og jeg blev helt flov. Men hvor den saga dog er! Der er ikke sådan et menneske til mere, som ørvarod. Kan du huske det sted: da du hurtig døden fanger, fra din Fakse, fra din ganger, som du daglig gav sit foder, som et barn på berurjoder. Berurjoder. Det er ligesom man kunne høre det synge. Synes du ikke også? Og så det, at ørvarod lo, når han blev bedrøvet. Jeg har det akkurat lige sådan. Det vil sige lige omvendt. For det er lidt, at når jeg egentlig skulle blive glad, så er det ligesom tårerne ville op, og det er lidt flovt for mig. Og så hervør. Og så alfepigen, der beder ørvarod om et Kys. Det var netop det allerfloveste, at det var på det sted, jeg græd, da hr. Segler så’ mig. For det var jo, ligesom det skulle være så rørende, at de kyssede hinanden. Alt sådan noget bliver jeg netop væmmelig ved. Men det er netop alfepigen selv, jeg blev bedrøvet over, hvordan hun dog må være ulykkelig, når man rigtig tænker over det; men det er så svært at skrive alt det, jeg mener. Hjalmar og Ingeborg synes jeg nu ligefrem er ækle. Men jeg kan godt lide ørvarod, at han siger, at han ikke vil være som de andre, og så siger han: » Når vikingen plyndrer en kræmmer, så plyndrer jeg Viking igen. « om aftenen, da jeg havde læst den færdig, fik jeg lov af hr. Lundsen til at gå hen til Nygårds, folde har sagt, at jeg må komme lige så lidt, som jeg vil, og så læste Povl og jeg højt i den for hinanden, og så gik vi ud i haven og ridsede os i huden og blandede blod sammen, ligesom vore forfædre altid gjorde, og så svor vi ved frejrs galt altid at holde sammen, hvordan det så gik, og kæmpe som redelige kæmper om, hvem der skulle være den bedste. 7. ( tolv år ). Kære forældre! Tak for eders brev. Jeg er voldsom glad ved, at Povl må komme hjem med mig i juleferien. Da jeg spurgte ham, om han havde lyst, så sagde han ganske ligefrem ja. Han er slet ikke stolt. I må vente eder noget storartet. Hans forældre takkede og bad mig hilse mange gange. Men når vi kommer, må i ikke gerne kalde mig lup, kan i nok forstå, især ikke, når han hører derpå, og i må.frem for alt bede Ane om at lade være med at sige lup. Og så ikke kysse mig alt for meget, og hvis moder kan lade være med at græde, så er det bedst. men nu skal i bare høre. Ved sidste månedsomflytning kom jeg over Povl. Men det kan man ikke regne, for det kom af, at jeg havde lånt hans mathematikbog, mens min var hos bogbinderen, og så kom han ikke til at læse på lektien, og så kommer han just op og får tg. Derfor havde jeg lidt mere end han ved månedens slutning, men så huskede jeg på, at jeg havde svoret altid at kæmpe som redelig kæmpe, og så tog jeg med vilje 5 tredækkere i latinsk stil, som var den sidste karakter, der skulle regnes med til måneden, og så fik jeg mdl, og på den måde fik han lidt mere end jeg. Men Povl opdagede det og gik til hr. Segler, og hr. Segler til latinlæreren, men latinlæreren sagde, det kom ikke ham ved, men så gik hr. Segler lige til rektoren og fortalte ham hele sagen, og rektoren er nu så bange for hr. Segler, at han fik latinlæreren til at skrive mit mdl ind som mg i protokollen; men så sagde jeg til latinlæreren, at det ville jeg ikke vide noget af, men han sagde, hvad kom det ham ved, og så gik jeg ind til rektoren og sagde, at jeg ikke havde skrevet fejlene med vilje, men så kom hr. Segler farende ind bag efter og sagde, at jeg løj. Og så blev jeg rød og måtte tilstå. Derfor sidder jeg nu og er duks, men det er ved uhæderlige midler, så jeg regner det ikke, og jeg skal nok bumre nogle vældige fejl i historie i denne måned, for dér kan det ikke opdages. Og jeg vil bare bede eder sige til Povl, når han kommer: god dag, duks. Hils ( o. s. v. ) ( efterskrift ). Nej, hvor jeg glæder mig til julen. Povls livret er pandekager, og jeg tror også nok, han holder af grynsuppe. Det var juleaftensdag, gnistrende frost, solskin, rigtig sådan en munter, livsglad dag, som Dickens holder af at skildre. Der er et sted i pickwick klubben, ved det første julebesøg, tror jeg, hos Wardle, hvor det hedder, at vejret var sådant, at to ældre herrer kunne føle sig opfordrede til at løbe hen ad vejen og springe buk over hianden. Just sådan en dag var det. Jens hjemførte i klingende kane de to tolvårs fostbrødre. Det gik gennem gribskov. Hvilken fornøjelig tur! Det var ikke til at tage fejl af, at det var jul. Kragerne, der fløj over vejen, havde en egen festlig måde at skrige på. Hestene dampede af lutter glæde, og selv seletøjet bugtede sig på en særlig kåd måde hen ad deres rygge. De høje, tavse graner langs vejen blev smittede af den almindelige glæde, smilte med den hvide sne, der lå i pletter helt op ad Toppen til, og syntes med de snetunge, nikkende grene at erklære sig villige til at agere juletræer, hvad øjeblik det skulle være, og det i deres alder! Bjældeklang — hvem har ikke hørt bjældeklang? — men disse ringede ganske aparte lystig og ufortrødent. De visne bøgeblade,.der ellers lå så kummerfulde i grøfterne, vare i dag sprungne op på vejkanten og raslede ved det mindste vindpust, som om de morede sig hemmelig for sig selv. Og Jens! Nåda! Selv hans flegma var juleagtig i dag; endog hans ørenringe så’ gemytlige ud. Og de hemmelighedsfulde pakker i bagrummet af kanen! Og det, der 'stak ud af Jens’ frakkelomme! Og det aldeles gådefulde, substantielle noget, der lå nederst på bunden, indpakket i halm! Der var noget, der ligesom med samlet magt strømmede ind på Oluf, da de kom ud af skoven, og de mere kendte egne åbnede sig for ham. Et øjeblik lukkede han øjnene, men så for han op, arbejdede sit hoved frem af kavajen, svingede kasketten og råbte af sine lungers fulde kraft: » Hurra, hurra for julen! « » Ja vel! « ymtede Jens flegmatisk, medens han løftede pisken så meget som en halv alen i vejret, som en slags ceremoniøs anerkendelse. » Der er de, « brølede Peter, der var stillet på en bakke som udkigsmand. Øjeblikkelig gøede Hektor i vilden sky. » Der har vi drengene, « lød pastorens kraftige røst. » Lup, lup, lup, lup! « råbte ustandselig en lille velklingende pigestemme. » Velkommen hjem, min søde luppemand, « Hørtes fra moderen, hvorpå et almindeligt kor af Oluf, Povl, præsten, fruen, Peter, Ane og — jeg havde nær sagt Hektor, Kims, Lotte og Lone — udbrød: » Glædelig jul! « Det var den første jul, Povl tilbragte i Olufs hjem; siden skulle der følge mange. Oluf var overordentlig spændt på, hvorledes Povl ville synes om hver enkelt ting, og han havde undskyldende bemærkninger til ham om alle hånde. » Vi har rigtig nok ikke megen skov her omkring, men synes du, det gør så meget? « » Hvad synes du om Peter; noget rå, hvad? « » Ane er rigtignok ikke så flot klædt, som jeres tjenestepiger, men du må huske på, det er langt ude på landet, og dér behøves det jo ikke. « » Du ser på Hektor; du synes vist, det er ingen fin race, men sådan præstefolk på landet — « Povl havde forresten ikke tænkt på at laste Hektor, men anstillede blot betragtninger over, at den akkurat lignede hr. Prahl i ansigtet, noget, Oluf fandt så slående, at han måtte meddele det til familien, navnlig som bevis på Povls mageløse evner. En stor ærgrelse for Oluf var det, at lille Ellen, som allerede viste spor til den skalkagtighed, som senere udmærkede hende i så høj grad, vedholdende forfulgte ham med sit: lup, lup, især når Povl hørte på det. » Hør, lille Ellen, « sagde han en dag privat til hende med al den alvor og værdighed, en ældre Broder råder over, » jeg holder ikke rigtig af dette herre. « Men den uforbederlige lille ulykkesfugl råbte bare til Povl, der kom ind i det samme: » Du, véd du, hvad han her hedder? Han hedder lup, søde, rare, lille lupsemand, hedder han. « Angstens sved stod Oluf på panden, thi han indså’ hvilke følger dette ville have, hvis Povl fortalte det i skolen. Ellen fremturede: » Men når man siger det til ham, så gør han sådan, « og så satte hun et ansigt op, der mesterlig karrikerede Olufs værdige vrede, hvorpå Povl og hun brød ud i en latterduet, der lød påfaldende godt. men Oluf, der allerede syntes at høre Nielsen og ruggert og de andre råbe lup efter sig på skolepladsen, trak Povl udenfor og tog det højtidelige løfte af ham » ved det fostbroderskab, de havde sluttet, « aldrig at omtale denne sag til noget menneske. Og til Ellen sagde han med ædel højhed: » Jeg slår aldrig svage kvinder. « Men alle sådanne ærgrelser jævnedes efterhånden, som juledagene skred, ved d

1886_Moenster_IBraendingen

Christine

I Brændingen

Mønster

Moenster

Ibraendingen

female

1886_Moenster_IBraendingen.pdf

Christine

Mønster

Aage Vang

dk

I Brændingen

n

roman

Gad

KB

pdftxt

nan

nan

O

På den østlige tunge af Mols, tæt ved Kattegat, ligger på den flade mark en lille rund bakke: skj elhøj en hedder den. Dér lå estter, med øjnene blinkende mod solen, og stirrede op i den blå, svimlende luft. Det tænkte hun på: hvorfor hun egentlig lå der? hvorfor hun var sat her i verden? Om den måske ikke så ubeskrivelig godt kunne have undværet hende; om hun da havde sagt noget, gjort noget, tænkt noget, drømt noget, der ikke ligeså gerne kunne været ugjort, usagt, utænkt, udrømt, eller som ikke en anden kunne have tænkt og sagt og gjort og drømt ligeså godt eller bedre end hun? Ja, det grundede hun på: hvad meningen med hende vel kunne være. Eller om der overhovedet var en mening med hende? Og hvor længe det kunne blive ved at gå således: gråt i gråt — dag i dag — til skole og fra skole —r om hun skulle leve på den måde, til hun blev halvfemsindstyve år, eller om hendes tanker og fantasi muligvis havde hungret sig ihjel forinden? den gud, som hun aldrig rigtig kunne få fat på, som aldrig havde talt således ind i hendes hjerte, at hun også kunne være sikker på, det var hans stemme — hvorledes var han egentlig, den gud? Man kaldte ham algod, alvis, alkærlig. Han, der skabte det ene dyr til føde for det andet og lod millioners millioner af liv slå øjnene op mod lyset kun for at briste og slukkes ud; der lod sjæl knuses mod sjæl og skabte hjærterne til at stønne og forgå i deres egen attrå — nej, den gud forstod hendes mennesketanke ikke. Hun ville være falden tilbedende på knæ for skabelses-underet, dersom ikke døden alle vegne havde trasket livet i hælene. Men hendes hjerte blev sygt af dette evige kredsløb, den bestandige føden liv af død — død af liv; hun var alt for ung og stærk og levedygtig til at kunne slippe individualitetens krav. Leve selv, stærkt, ikke med en brøkdel af sit jeg, ikke ubevidst opløst i det store hele, men fuldt ud af alle legemets og sjælens kræfter; ja leve — leve — hun rejste sig op og så omkring. Ud over det blå, flimrende vand, hvor grundene langs bredden tegnede sig i brede, grønlige striber, og langt, langt bort, til øjet mødte det svagt bakkede, disede omrids af et land, som hun vidste var Sjællands kyst. Nord fra kom hele det brusende Kattegat i tusinder af solblinkende, perleskummende bølger drivende, væltende, strømmende ned — alt for at lægge en krans af snehvide stænk om marsk Stigs minderige 0, det lille uforfærdede, bølgetrodsende hjælm. Men mod vest — der lå det velsignede Mols strakt ud for hendes blik. Den lille by pippede med sine røde Tage venlig op over haverne, lidt borte lå skoven som en sort klat mellem to strimer grønt vand, og længst tilbage, på den anden side vigen, de toppede bakker, som hver dag spærrede vejen for hendes blik. Det var hendes horizont, alt hvad hun havde set af denne jord. Og dog var hun født med en ustyrlig higen ud efter — langt, langt, langt bort. — kun vidste hun ikke rigtig, om det også var umagen værd at flytte sin fod for at nå det alt sammen, skridt for skridt. Om nu verden alle vegne var fyldt med molbosjæle? Om bjærgene ikke var så svimlende, sneen ikke så glitrende hvid og skær og rødmende i solgløden, luften ikke så farvetindrende blank og dirrende varm, som hendes tørstige tanker drømte sig? Om hun derude måske alligevel ikke skulle falde i forundring? For det var det, hun ville: føle sin sjæl greben, tvungen i knæ, given en anden, stærkere magt i vold. — ja, hun længtes — længtes — og vidste ikke selv, hvorefter. De mente alle, hun var så lidenskabsløs og rolig og kold og gammel for sin alder. Og så lå hun alligevel der med kinden mod den fugtig kolde jord, og hendes hjerte var så fuldt af livslede og livslængsel, som et toogtyveårigt hjerte kan være det, og hendes sjæl hulkede i knugende, uforstået attrå. På hjemvejen mødte hun skolebestyrer Thordby, » den ny kandidat «, som man endnu kaldte ham i byen. Det gav ligesom et stød i hende, da hun langt borte fra kendte hans høje, kraftige skikkelse, der aftegnede sig i skarpe konturer mod den kølig klare himmel. Et øjeblik var hun nærved at bøje ud fra stien for at undgå ham; hun var dog ellers ikke forlegen af sig. Han hilste venlig, et godt stykke før de mødtes, og hun svarede med et lille umærkeligt nik, så umærkeligt, at hans oprømte ansigt på engang fik et forundret, halvt fornærmet udtryk. Alligevel standsede han hende, idet hun ville gå forbi. » Undskyld, frøken lyng! Jeg skal om lidt til extra-prøve i » Thalia « og vil derfor bede dem komme til mig i morgen i steden for i dag — at sige, hvis det da passer dem. « Jo, naturligvis passede det hende. Når i en lille provinsby en tteologisk kandidat med bedste karakter læser frit med én, gør man ingen vanskeligheder, selv om vedkommende er så høflig at indrømme én retten dertil. Hun gik hjem med bøjet hoved og øjnene så ufravendt på jorden, som ledte hun efter sin lykke dér. Men hun grublede ikke længer over, hvorfor hun gik der; hun slog sig til ro med den kjendsgjerning, at det nu engang var så. Og hun tænkte på. hvor venlig han havde hilst hende, og hvor frisk hans stemme lød, da han råbte: » Goddag, frøken lyng! « og hvor dejligt vejret i grunden var, og om han tit gik den vej, og om han — fandt Ranka meget smuk. Ranka var hendes halvsøster. Kun halvsøster forsikrede de to tit nok hinanden. Som om det var noget, der behøvede at fortælles; enhver, der havde øjne i hovedet, kunne da nok se, at fuldstændig den samme række forfædre lige op til Adam og Eva kunne de to umulig have. Den kedsommelige, surmulende estter og det lille bedårende stykke verdslighed, der kaldte sig Ranka v. Piessen 1 nej, de havde ikke andet ligt end håret — dette mærkværdige hår, der i skyggen så ud som sølvtråde, men når solstrålerne faldt derpå, tindrede som det lyseste gyldenspind. Og så var ikke engang det ganske ens; estters faldt blødt i tunge fletninger; Rankas var en skygge mørkere og dansede hende om Hals og kinder i lystig forfløjne krøller. Og selv om de udadtil havde været ens som to dråber vand, blev der dog altid, — hvad Ranka tit drillende lod søsteren høre — en uoverkommelig forskel tilbage. Estter var datter af en kunstner, slet og ret og borgerlig født som andre mennesker; hendes navn paraderede såmænd ikke i statskalenderen, — var ikke engang nået til at komme i Lubkes kunsthistorie —; men dér ( at sige i kalenderen, ikke i kunsthistorien ) lod Rankas sig finde af enhver, der gad undersøge listen på konventuali tiderne til Vallø adelige frøkenkloster. Og skulle nogen mangle en statskalender, kunne han være vis på, at Fru v. Piessen så sig i stand til at forsyne ham dermed. Der var løbet meget vand i stranden siden de dage, da Fru v. Piessen hed simpelt hen: Marie Hansen. Den smukke Marie Hansen, den rige Marie Hansen, « for hun var eneste barn af byens største købmand, og de forventede grunker i forening med hendes røde læber og hvide tænder og smilende øjne satte alt mandkøn på Mols i flamme, ja antændte endog diverse garnisonsofficerer både i Randers og Århus. Og hvad kom der så ud af det? Mon et stort parti, som agent Hansen i sin faderstoithed håbede på? Nej hans forfløjne Marie forelskede sig en kende alvorligere end sædvanlig i den unge, smukke, blege maler lyng, som havde gjort furore på forårsudstillingen i København ved et måneskinsprospekt af kalø slotsruiner. Gifte blev de, da det slet ikke kunne være andet, og hun fulgte ham til Vejle, hans kunstnersæde. Men når en rig arving tager en fattig kunstner til nåde, hænder det nu og 7 da, at hun ødelægger hans liv, og ret beset var det måske en vinding for kunstneren, — om end det regnedes for et tab for kunsten at hans hu stod til at male vinterbilleder, skønt hans lunger nødigst af alt ville indånde vinterluft. For da han engang vel et par timer i træk havde stået i sne til op over ankelen et steds i grejsdalen og var lige ved at fuldføre sin studie, slappedes hans arms kraft af en heftig, stingende smerte i siden. Matheden sank ham lige ned i knæene; det var med nød og næppe han vandt hjem i sin seng, og af den stod han aldrig mere op. Dagen efter hans begravelse fødte enken en lille pige: estter. Just på samme tid gik agent Hansen fallit med knald og brag, og den arme kone havde ikke andet at leve af, end hvad der ved auktion kom ind for mandens malerier. Selv den sidste studie — den, der havde kostet ham livet — måtte hun sælge; det var endda en trøst, at den kom i hænderne på doktor lund, hans fuldtro ungdomsven. Samme doktor lund med flere af kunstnerens beundrere eller venner fik ved sammenskud af penge en modeforretning i gang for enken. Det gik i begyndelsen brillant; fiks i sine hænder var hun, og hattene var altid, om end ikke af den fineste smag, så dog efter den nyeste mode. Men lidt efter lidt fandt hun ud, at de allereleganteste hatte ingen steds tog sig så godt ud som på hendes eget purrede hår; det måtte absolut være i forretningens interesse, om hun på alle spasereveje præsenterede sit hoved som et levende skilt. Og butiken — nå ja, rent slave skulle da vel en kone på tre og tyve år ikke være — den fik rendetøsen at besørge; i ny og næ måtte den også skøtte sig selv. Fortryllende var hun. Der begyndte at gå ild i mandshjerterne i Vejle som tidligere anden steds, og en skøn dag lå jærnbaneassistent af tredje klasse, baron Ferdinand Ludvig v. Piessen for hendes fødder. En måned efter var hun baronesse. De unge folk stemte godt overens, førte hus, gjorde gæld på familienavnet og fik i den anledning straffebreve fra hele den højfornemme slægt, der ellers mest ignorerede dem. Men da efter et par Års forløb » min højtelskede mand, baron Ferdinand Ludvig v. Plessen « s død bekendtgjordes i alle landets blade af hans » dybtnedbøjede enke «, da gav den længe dulgte familiefølelse sig udslag i en pengegave, hvorfor Ranka, den afdødes eneste barn, blev indskreven som konventualinde til Vallø frøkenkloster. Baronesse v. Piessen flyttede med sine to småpiger tilbage til sin fødeby på Mols, måske tilskyndet af, at doktor lund, hendes trofaste støtte, var bleven distriktslæge der. Men det var ikke vel betænkt. Hendes bysbørn så i hende kun den fallerede købmands datter — der havde tilmed været noget muggent ved den fallit — der ved sine offentlig falbudte yndigheder havde » fanget « en fattig halvtfordrukken adelsmand meget mod hans højbårne families ønsker. Man nægtede hende derfor hårdnakket baronesse-titelen, og hun kom til at indtage en temmelig tvivlsom stilling blandt byens honoratiores. Hun var og blev Fru Piessen, født Hansen. Hvad hun levede af, hun og to døtre og en pige? Ja, hvad lever så mange tusind mennesker af? De har ingen penge og får dog brødet fra dag til dag. Fru Piessen og hendes børn sultede ikke heller, skønt det næppe er rimeligt, at de ganske levede af de tohundrede kroner, der hvert nytår indfandt sig fra familien. Da så pigebørnene blev voksne, lod det oven i købet til at klare lidt op: Ranka begyndte at få hævning fra sit kloster, og estter blev den bedst lønnede lærerinde ved frøken Borchs pigeskole. Men alligevel der skal meget til at leve, og folk rystede på deres kloge hoveder. Forresten havde Fru Piessen, siden hun sidste gang blev enke, lagt sig efter en hende hidtil ukendt vare: principer. Hun havde anskaffet sig hele to: ét, som hun ivrig forfægtede i tteorien, et andet, som hun levede af i praksis. Det første lød: manden adler kvinden. Ergo: den, der har været gift tre år, fire måneder med baron Ferdinand Ludvig v. Piessen — var hun end ti gange født Hansen - - bør holdes for ligeså absolut » født «, som om hun kunne opregne sine egne Ahner lige til methusalem. Dette var en materie, som Fru Plessen med lydelig stemme drøftede, når hun var nedladende nok til at indfinde sig i madam slagtermester Møllers eller Fru Garver Harders kaffeselskaber. Og hun havde ( men rigtignok kun på sådanne obskure steder, som hun i sine pigedage ikke for alt i verden ville have betrådt ) den tilfredsstillelse at se alle kappeprydede hoveder sænke sig i anerkendelse af den dem nådigst meddelte sandhed. Det andet princip, som rigtignok kun dæmrede ubevidst på bunden af hendes tanker, og som hun i evighed ikke ville vedkendt sig, skønt det ikke des mindre beviste sig såre nyttigt i praksis, var dette: enhver gemen borgerlig næringsdrivende bør det sig ved en endeløs kredit at underholde adelsmænd og særlig deres enker, som en ringe påskønnede af, at sådanne velvilligst lade sig finde her på jorden. Og i Fru Piessens vidtstrakte anvendelse af dette princip lå måske nøglen til den evige gåde: hvoraf lever hun dog? Så havde hun til slutning taget en lille forældreløs dreng til sig. Der var dem, som fandt det rørende kønt; der var også dem, som kaldte det galskab. Fru Plessen selv reflekterede kun lidt over sine motiver; drengen var hendes gudsøn; forældrene var døde fra ham i fattigdom, og hun kunne nu engang ikke tåle, at nogen skulle sulte eller gå nøgen. For hun ejede et godt hjerte, gjorde Fru Piessen. Hun havde såmænd gerne — hvis de herrer bagermester Olsen og manufakturhandler grå var gåde ind derpå — taget hele deres lager på kredit og redelig bortforæret hver smule deraf. Forresten havde Fru Piessen også sine passioner, deriblandt den at lægge kabale. Det var ikke en beskæftigelse, hun drev i ny og næ, men snarere sådan jævnt hen fra morgen til aften. Og hvorfor skulle hun da ikke også sidde med kortene foran sig hin eftermiddag i marts, da estter var kommen hjem fra skjelhøjen og havde sat sig hen til vinduet foi- at rette stile? Det var et lavt, beklumret værelse. Luften derinde lå tung af stenkulsos og menneskeånde og Dunster fra overgemt snavs. Vinduerne gik ud mod vigen; solen stod lavt derude og sendte matte lysstrimer ind gennem gardinerne. Og alle vegne, hvor skæret fandt vej, traf det på afskrællede, forgyldte lister, laset eller tiiklattet tapet, hullede fløjelsbetræk, itubrukne stoleben og deslige. Reolen var stuvet til med pjaltede bøger: alle mulige hæftede feuilletoner, årgange af folkeblade, » Aftenlæsning « og illustrerede tidender. Derimellem havde så Monrads prædikener, Richards smådigte og Barfods fædrelandshistorie forvildet sig ind. På gulvet lå en sønderbrudt kæphest, der håbløst syntes at erklære sig ude af stand til selv at rejse sig op. Over en stol ved kakkelovnen var slængt en dynge overtøj: hatte, handsker, tørklæder og en kåbe, hulter til bulter mellem hinanden. Alle vegne afjasket elegance, uorden, uhygge. Et par velvillige solstråler smuttede ind til divansbordet og gled hen over de fidtede, befingrede kort. Det var en udsøgt opmærksomhed mod Fru Piessen, for hun så ikke godt, og hver gang hun dyppede næsen ned i herrebladene, gled den crêmefarvede hårpynt længer bort fra issens skaldede plet, som den var bestemt til at skjule. Man kunne blive melankolsk af at sidde i den stue. Det var ikke så meget, fordi fattigdommen nu havde taget råderum derinde, som fordi alle ting, lige fra spejlrammen til spyttebakken, hårdnakket lod fremskinne en oprindelig dyrekøbt elegance, der med hver dag gik til grunde i snavs. Man kunne også blive melankolsk af at se på Fru Piessens ansigt. Slet ikke, fordi forhåret var tyndslidt og chignonen forloren, huden rynket og vorten på venstre næseborflig forsynet med antagelige knurhår; nej, det lå meget mere i de tungsindige rester af en svunden skønhed og oprindelig friske, fornøjelige anlæg, der nu alt sammen svømmede ud i hvidgul fedme. Ja, det var åbenbart: der var fra først af ment noget andet og bedre med det hele. Mange Års nedbrydelsesværk havde haft sin gang derinde, og det så ikke ud, som var nogen betænkt på at standse det. Estter sad med ansigtet tæt imod ruden. Man så kun et glimt af kinden og den tunge, guldblonde nakkefletning, der var bunden sammen i en knude. Men det var også, som gud og hver mand vidste, det eneste kønne ved estter lyng. Med et rejste hun sig, så stødende pludselig, at lille Åge, dej sad på en skammel ved hendes fødder, forbløffet løftede hovedet op fra sin tavle. Hun skød i vejret fra den bøjede stilling, lagde armene bag om hovedet og åndede dybt, for det gjorde godt at rette sig. Og så tog hun en Marsch op og ned ad gulvet. Høj var hun eller så i det mindste høj ud under det lave loft. Figuren var ikke just ulastelig — lidt for bred over skuldrene, lidt for lang og tynd i livet — men der var noget eget hurtigt og energisk i bevægelserne, og det lille hoved sad så overmåde trygt og godt på skuldrene. Et par gange målte hun gulvet op og ned akkurat ni skridt på det længste stykke — satte sig så igen og trak en ny stilebog frem. Hun læste opmærksomt, satte nu og da en tyk streg under en bommert og lagde så med et slags suk armene ned i vindueskarmen og hovedet ovenpå. » Herre gud, estter! hvad fejler dig? « » Ingen ting, moder — det er bare de dumme stile. « » Du gør mig så nervøs, « klagede Fru Piessen; » nu kan jeg slet ikke huske, hvor jeg var, og den kabale skulle dog endelig gå op. « » Har du da ønsket? « » Å ja —for spøg naturligvis. « » Had har du ønsket, moder? — penge? « » Ja vist, barn! — penge! « — det kom med et suk. » Når du får penge, gudmoder, « dukkede Åge op fra sin tavle, » så husk, hvad du har lovet mig. Du ved nok, den gyngehest — « » Ja du skal få den, min dreng. Gud give, det var så vel at — — « » Og de 8 skilling, du skylder mig — « » Pas din tavle, Åge, « faldt Ester ind. » Jamen — « og det krøllede hoved sank igen ned over tavlen. Estter havde atter gemt sig i stilene; der var lydløst stille derinde. Så begyndte med ét, uden nogen som helst anledning, kanarifuglen at synge højt og skingrende op. Estter så i vejret. » Herre gud! hvad synger du for? Synes du, det er så morsomt at sidde dagen lang på en pind og kige gennem tremmerne ud på livet? « Det lille dyr lagde hovedet på siden, plirede fiffig til hende med det ene øje og sendte så af sine lungers fulde kraft en eneste lang endeløs kvidren op i loftet. • dumme ting! « sagde estter og slog sit lommetørklæde over buret. Skrålhalsen tav øjeblikkelig bomstille. » Hvorfor kan du ikke unde den sølle fugl at synge? « spurgte moderen. » Du bryder dig slet ikke om den. « » Hvorfor i alverden skulle jeg også bryde mig om den? « sagde estter mut. • » Du har dog fået den til din fødselsdag af doktor lund «. » Ja, jeg har heller aldrig været så ærgerlig på gudfader, som da han kom med den. Var det endda Ranka, der havde fået den! « Og desuden — alle gode mennesker holder af dyr. « » Ja, så er jeg ikke noget godt menneske. « » Estter, estter! du ligner ikke din fader. Han var et hjærtemenneske. « Estter trak munden skæv i en lille hånsk grimasse. » Hjerte her, og hjerte der; jeg hader de hjærte-sammensætninger. « Men hun sagde det blot på trods, for hun holdt netop af dyr, især fugle når de da fløj frit omkring mellem himmel og jord. men sådan en stakkels forkludret tilværelse i et bur — —! Hun kom til at tænke på andre stakkels forkludrede tilværelser. Hendes blik gled rundt i stuen og borede sig ind i al dens halvpjaltede jammerlighed. Var den endda helpjaltet! tænkte estter. For så turde den måske vise sig, som den var — men en kunne blive så led ved al denne dækken over og stillen til skue og venden vrangen ud og væren på post, om man dog bare, bare kunne frelse skinnet. Så vendte hun sig bort fra det hele, og hendes blik søgte mod vinduet. Der var intet gjenbohus, og hun kunne se ud over den inderste, endnu tilfrosne krog af vigen. Sneen lå blødt drysset hen i strimer og furer over den og bakkerne på den anden side vandet; længst inde i skyggen af land lå alt i blånende hvidhed; længer ude, så vidt solen kunne nå, flammede sneen op i gulrøde blink. Om det montro lignede alpengluhn? Det var, som vinkede det hende derudefra. Men også hun sad i bur. » Se her, estter! « kaldte Åge; » nu er jeg færdig. « Hun tog tavlen ud af hans hånd. Den var fyldt med et krimskrams af streger, der betød så meget som slotte, huse, vogne, træer, heste, køer, mennesker — alt sammen frugten af en levende barnefantasi og et helt kvarters stillesidden. han kiggede over hendes arm ned på tavlen i hoppende forventning om, hvorvidt hun ville være i stand til at råde de runer, han havde ristet hende, og som unægtelig stillede store fordringer til hendes skarpsindighed. Virkelig lykkedes det hende over al forventning et par gange at gætte rigtig og i egentlig ste forstand kende en ko fra en vejrmølle. » Men sikken en dum dreng! har han ikke tegnet mig et svin på to ben? « » Nej, estter! « udbrød barnet, dødelig fornærmet lige ind i centrum af sin kunstnerstolthed; » det er ikke et svin, det er dig. « » Er det mig? « hendes mistænksomhed var øjeblikkelig på færde; hun kendte så vel de svage punkter i sit højst angribelige ydre; men var hendes mund virkelig så stor, at den for en uskyldig barnefantasi nødvendigvis måtte tage sig ud som en svinetryne. » Kom her, Åge! så skal jeg lære dig at tegne mennesker. « Hun trak nogle linier på tavlen til en streng, retskåren græsk profil med næse og pande udi ét. Men så kastede hun griffelet og opgav mismodig ævret. Hun havde ikke arvet sin faders hånd. » Gå nu din vej, Åge! og lad mig i fred! « Men den lille stillede sig på tåspidsen for at få armen om hendes Hals og gned kærtegnende sin stumpnæse ind mod hendes skulder. » Det var den historie, estter! du ved nok, du sagde — « » Ikke nu, Åge! jeg er så træt. « Det siger du altid. Og du lovede mig endda — « » Men du ser jo, jeg retter stile. Bliv fra bogen, dreng! Hvad tror du, frøken Borch ville sige, når du krøllede de små pigers stile? « » Ville hun slå mig ihjel? « spurgte barnet alvorlig, for frøken Borch var bussemand for alle små syndere på Mols. » Ja, det var da det allermindste, « mente estter. » Når vore småpiger er uartige -------- « » Hvad gør i så ved dem? « spurgte han ivrig. » Å - putter dem i kakkelovnen. « » Men om sommeren er der jo ikke ild i kakkelovnen. « han talte med den poliske rædsel, i hvilken børn tit lader sig ting indbilde, som de i virkeligheden slet ikke tror på. » Om sommeren? Nej, så smider vi dem ud af vinduet eller spiser dem til frokost. « Drengen skubbede sig med ryggen op ad hende, gned den lokkede nakke mod hendes Hals og så hende lige ind i ansigtet. » Det gør du ikke, estter! du spiser ikke små piger. « » Ikke det? « » Og du putter dem heller ikke i kakkel- ovnen. » Er du vis derpå? « » Ja, for du er ikke så streng og så straffes mod børn. « » Er jeg ikke så streng og så » straffes «? « — estter tog ham under hagen og så et øje blik ind i det trygge barneansigt. Hun havde lyst til at lægge den bløde kind ind til sin og rigtig hjertenskysse ham; men straks trak hun hovedet til sig, for det faldt hende så svært at give sig hen, selv til et barn; hun var altid bange for at blive stødt tilbage. » I aften, når du er i seng, skal jeg fortælle dig en historie. « » Den om Aladdin — hvad estter! den om Aladdin! « Men det var, som om drengen mistede alt tilhold, da hun slap sit tag i ham. Han slentrede omkring og gabte og vidste ikke, hvad han skulle gøre med sig selv. Til sidst kravlede han op på en stol og hældede sig hen over den usalige kabale. Fru Piessen blev altid nervøs, når der var øjne på hendes kort. » Gå din vej, barn! Du kommer mig i lyset. Skal du ikke ned til Harders at lege? « » Kan det også gå an? « spurgte estter. » Fru Harder bliver vel til sidst ked af ham. « » Ked af ham! hvor kan du nænne at sige det til et forældreløst barn? « og i et anfald af medfølelse trak Fru Piessen, med fare for at rive kort og tæppe af bordet, den lille op på skødet og oversavlede ham med Kys. Han strittede imod af alle kræfter; det meget våde på kinden tiltalte ham ikke rigtig, og desuden var han i den dødeligste angst for at komme i berøring med knurhårene på hendes vorte. » Må jeg så gå? hvad, gudmoder? « » Ja, gå, mit barn! og husk på, at om hele verden bliver ked af dig — hos mig skal du altid finde et hjem og et moderhjerte. — ja smil du kun, estter! smil ad din stakkels enfoldige, sentimentale moder! « » Jeg smilte ikke; jeg havde meget mere lyst til at græde, hvis jeg bare kunne. Hør, Åge! « — hun fik den lille stoppet i døren — » spis nu ikke noget hos Harders, hører du! ikke en smule! det er alt for flovt, at du altid skal have din mad dernede. « » Spis du kun, min dreng! « formanede Fru blessen. » Harders er rige folk og ser vist ikke på et stykke smørrebrød. Endnu har jeg vel ikke helt opgivet kommandoen i mit eget hus; det er mig, du skal lystre. « Barnet stod uvis og tyggede på sin tommelfinger. Gudmoderen havde jo nok i højeste instans at befale; men på den anden side lagde han sig så grumme nødig ud med estter. Han begyndte en frygtsom underhandling: » Hvis nu Fru Harder siger, jeg skal spise et stykke med sukker på — — « » Spis du kun, dreng! « sagde estter hårdt. » Æd dig æren ud af livet, så sparer du al fortrydelse, hvis du siden skal tigge dig gennem verden. Afsted med dig! « Barnet var som blæst bort af denne velvillige opfordring. Imidlertid faldt Fru Piessen ned fra sit indignations-stade og mumlede blot på resterne af et længere foredrag, hvoraf meningen var, at hvis nogen holdt sig for sig selv og nærede frygt for at forulempe andre og gik miskendt om på jorden og ville stige miskendt ned i sin grav, så var det hende: Marie euphrosyne v. Piessen. Estter gav sig igen til sit arbejde og pressede panden mod ruden for at få det sidste lysglimt ind over bogen. Der sad de, moder og datter, og ingen af dem talte et ord. Rummet imellem dem var som fyldt med stumme bebrejdelser og overgemt bitterhed og en slags skimlet ømhed, der mugnede hen i hverdagslivets klamhed. De følte altid tiden som en tynge, når de var alene. De var ligefrem forlegne for hinanden. Hver af dem mente sig at sidde inde med en forpligtelse til at » sige noget « og kunne trods alle anstrengelser slet ingen ting lede op. Men det store bornholmerur, der havde tilhørt estters farfader, tog på veje, som ville det løbe fra sig selv, dikke sig ihjel, gøre et eller andet fortvivlet for at slippe fra den rugende, tunge tavshed derinde— som om det ikke allerede i forvejen gik halvfjerde time for stærkt. » Hvem var det? « spurgte Fru Piessen med ét. Hun havde set en hat fare hilsende op mod vinduet. Den unge pige drog sig ligesom lidt længer ind i stuen. » Kandidat thordbyl « » Nå han! skulle du ikke have læst hos ham i dag? « » Nej, først i morgen. Han skulle til prøve i » Thalia «. « Men hvad gik der af estter? Hvor kunne hun overse, at » Ven « to gange på samme side var stavet med » d «? » Gid det må gå godt med komedien! « Sukkede Fru Piessen fromt. - » Ja gid det må! « svarede estter ned i bogen. » For at der kan komme noget ind til de fattige, « lagde moderen til. » Vinteren har været så lang og hård. « » Der kommer jo endelig lige meget ind til de fattige, enten det går så eller så. Folk skal hen at se komedien; de kan jo ikke vide i forvejen, hvordan den bliver spillet. « » Å nej! men det er jo dog en æressag, « Mente Fru Piessen spagfærdig; hun følte sig altid ilde til mode overfor estters logik. » Hvem var det? « spurgte hun lidt efter. » Gik ikke postbudet forbi? « » Jeg så ham ikke. Venter du brev? « » Nej ikke sådan just — « » Jo, du gør; jeg kan mærke det på dig. Å, moder! har du nu igen — — « Fru Piessen sendte øjeblikkelig sin stemme ned i et eller andet strubegjem for at iføres en klynkende martyrmelodi. Hun var omgiven af spioner, hendes eget barn udspejdede hende; det var ikke nok, at fremmede blandede sig i hendes sager og pinte livet af hende med deres råd; nu gik også hendes nærmeste i ledtog med dem. Og alle kunne de naturligvis indrette, det langt bedre end hun — de skulle bare prøve, hvor svært det er for en stakkels enke at holde sig og sine børn oven vande, tilmed, når hun havde et berømmeligt navn at værne om — — men hun ville blot ønske, at hun var vel gemt så og så mange favne under jorden, og ret længe holdt hun det vel heller ikke ud med det kroniske underlivsonde, som doktor lund havde givet hende attest for, og så skulle hun op for Vorherres domstol, og Vorherre i ja han dømte mildere end menneskene; han vidste, hvad det vil sige at føre hus for fem munde med 700 daler om året. » Men det er så svært, moder! « faldt estter ind. » Man kan til sidst ikke se et menneske i øjnene; jeg må altid tænke: skylder vi også ham penge? — det er ikke til at holde ud. « » Holde ud! Du skulle blot vide, hvad jeg må holde ud! « det var et virkeligt suk. Noget menneskeligt, der vågnede op inderst inde og våndede sig over sin elendighed. » Ja, moder, « — estter talte sagte, som var hun sky for sin egen stemme — » men hvordan holder du det også ud? “ Og skønt hendes øjne ikke engang var fugtige, lå der dog tårer på bunden af det blik, hvormed hun betragtede sin moder. For det var jo nu alligevel hendes moder, og hun havde engang elsket hende, troet på hende af al sit barnehjertes formue, — lige til en eneste time, da hun første gang greb hende i en løgn, og illusionen med det samme brast sønder. Og nu sad hun med hænderne i skødet og stirrede ufravendt på denne moder, og tanke på tanke gled over hendes blik. Gennem halvmørket fornemmede Fru Piessen de stærke, prøvende øjne. Hun vred sig under deres stumme anklage, indtil med ét hendes irritation brød ud i lys lue; » Dersom din fader kunne stå op af sin grav og se, hvordan du behandler mig, estter — — — « Knoerne på estters hånd blev hvide, da hun pressede de små tynde fingre ind i hinanden. Men stemmen var ganske lav, så lav, at ordenes ånde næppe slap over hendes læber: » Du, moder! tal ikke til mig om min fader!< „ Nu går det for vidt. Jeg, din egen moder, skulle ikke have lov til at påkalde din faders minde 1 « » Nej, om du så tusind gange var min moder, har du ikke lov til altid og altid at bruge hans navn som trudsel imod mig. Min fader! — å, min fader! « Noget må et menneske elske på jorden, og estter elskede sin fader, som hun aldrig havde set. Inderst inde havde hun bygt ham en helligdom op af sin arme sjæls hjemløse, kærlighedssøgende længsel, og der tyede hun ind, når det mange gange ville blive hende for svært udenfor. Og da hun gemte hovedet i hænderne og med tåreløs hulken i sin stemme gentog: » Min fader! — å, min fader! « da vågnede Fru Piessens moderfølelse op, og hun begyndte på sin vis at trøste hende. » Derfor skulle du holde dig til os andre. Ranka er også faderløs som du, og du ved, estter, det er min største hjærtesorg, at i to — « » Må jeg tænde lampen, moder? « afbrød estter brat. Hun tog svovlstikkerne — tre, fire røg af uden at tænde, således rystede hun på hånden, og så skulle dog det sprukne glas og den sammenkli.strede kuppel behandles — å så varsomt! Da blev gangdøren med ét reven voldsomt op, og i samme nu fyldtes entréen med støj og latter. » Farvel, lieutenant Faber! vil de virkelig ikke med ind? Farvel! farvel! og tak for følgeskab! I morgen! ja vist kommer jeg i morgen. « Det var en ungdommelig pigestemme med en mærkelig sonor klangfarve. Lidt for skingrende måske, når den kom op i de høje toner — estter gjorde i det mindste en uvilkårlig grimasse derved. Men Fru Piessen havde fået et helt andet ansigt på. Det lyste op i spejdende forventning. Idet hun rejste sig og gik hen mod den lukkede dør. I samme øjeblik åbnede denne sig for en strøm af letsindig, livslysten skønhed, som jog den kvalmende livslede derinde bort i de fjærneste kroge. Det var Ranka. Ranka i fejende vinterdragt med øjne og kinder, som strålede af sundhed og kulde. Kåben smed hun på én stol, skindhuen på en anden, og så kastede hun sig selv i gyngestolen; et Mylr af gule krøller faldt ud over hendes kinder, og de store blågrønne øjne blinkede mod lampelyset. Hun gav sig til at tromme med fingrene på stolearmene, fødderne lå langt ud på gulvet — nydelige var de, skønt måske dog lidt for indeklemte i de elegante pariserstøvler med høje, spidse hæle langt ind under foden og kvaster dinglende ned om vristen. Med ét satte hun gyngestolen i galop, standsede den ligeså pludselig igen, lagde sig på knæ op i sædet, slog armene om stoleryggen og gav sig til at le med hovedet ned i puden. Latteren havde den samme sonore, lidt skingrende lyd, som stemmen. Intet under, at kanarifuglen derhenne stemmede i med af hjærtenslyst. Estter stoppede fingrene i ørene og gjorde et forsøg på at blive borte i sine stile. Men Fru Piessen var lige ved at springe itu af utålmodighed. » Men barn! så fortæl dog — « Ranka sprang op og skævede hen til estter. » Nej, moder, det kan blive til siden. Men som jeg har moret mig! som jeg har moret mig! Og som jeg er bleven dænget til med komplimenter, jeg kan ryste dem ud af mine ærmer. Se her, moder! Violer. Hvad giver du mig — midt i marts! Dem forærede lieutenant Faber mig. » Om han turde være så fri? « og så satte han et par øjne op — hu, ha! det er til at le sig fordærvet over! « » Lieutenant Faber! « — Fru Piessen så lidt betænkelig ud — » nå han! ja, Ranka, du ved jo — «

1896_Gnudtzmann_Idealister

Albert

Idealister

Gnudtzmann

Gnudtzmann

Idealister

male

1896_Gnudtzmann_Idealister.pdf

Albert

Gnudtzmann

dk

Idealister

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I nej, pyile, jeg går ikke med til møde. Jeg er reaktionær, pylle, jeg holder på sjette Frederik og gamle Berlingske.... Lang mig en bajer og tag dig selv en med, så taler vi ikke mere om den ting. » « du kan da altid gå med og høre, hvad det er. — lad nu. være at lade så bornert, Knud. « men herregud — når jeg nu i forvejen kan hele ritualet udenad på fingrene! Jeg kender jo både det om forfatningen og det om reformerne og om middelstanden. Hvad skal jeg der så for?.... Vil du have, jeg skal stå op og foreslå negerslaveriet indført igen og så se, hvad de siger til det...? » Det var de to jyske studenter Knud Tårs og Jens tapdrup, sædvanlig kaldet pylle, der fik sig et af de sædvanlige politiske ordskifter inde på Knuds værelse. Knud var sprogmand og ironiker, pylle teolog og følelsesmenneske. Men desuagtet havde de holdt sammen lige fra barnsben, fødte og opvoksede i samme landsby, døbte og konfirmerede i samme granitstens kirke. Og pyile var en næsten daglig gæst i pensionatet, hvor Knud boede. I værelset ved siden af lå Eigil Holmer på sofaen og røg cigar. Der var kun en tynd bræddevæg imellem, så inde hos Egil kunne hvert ord af de to venners samtale høres. På en stol henne ved vinduet sad pensionatets vært, manufakturhandler vanning, en høj, tynd og bleg mand med tjavset, mørkt fuldskæg. Han bar hovedet lidt på siden, så i reglen lidende ud og lignede en lægprædikant. Når han talte, messede han ordene frem med et brægende tonefald. « det er virkelig sørgeligt med hr. Tårs », sagde han i en mildt bebrejdende tone. « han er dog ellers et menneske med — hm — interesser og ikke uden — æh — idealer, men — æh — han er jo en spildt kraft for samfundet og • • • » « Tårs er en okse », svarede Eigil afgørende. « ja, der er virkelig noget nedslående i at tænke sig det », vedblev vanning bedrøvet. « man går her og har sin forretning at passe eller sine — hm — studier » — han så frygtsomt på Eigil — « og man anser det dog for sin pligt efter — æh — evne — efter evne naturligvis — at bygge med på fremtidens — hm — grundvold. Men når man så ser et menneske som hr. Tårs, der er løs og ledig og til en vis grad endog kan siges at nyde livet — når man ser sådan et menneske stå udenfor eller endog — endog være en modstander af — hm — sagen, så kan man ligefrem blive helt ilde stemt ». « mødte der nogen til sammenkomsten iaftes? » Afbrød Eigil. « jo—o, der var så godt som alle de ledende mænd, vi havde henvendt os til. Tanken vandt tilslutning, tør jeg nok sige. » « ja, de har ære af den, vanning ». « å » —vanning rødmede beskedent— « man gør jo, hvad man kan — efter ringe evne ». « når har de tænkt at begynde? » « til efteråret, tænker jeg. Vi lejer et lokale inde i byen og et på hver af broerne. Tanken var jo — om jeg så må udtrykke mig — en — æh — borgerlig søndagsskole — til udvikling af — hm — selvtænkning hos den opvoksende slægt. Men i begyndelsen bliver det selvfølgelig — æh — mere alsidigt. Vi har tænkt os at lægge særlig vægt på naturvidenskab og reformhistorie — sådan — i moderne ånd — og eventuelt måske også til en vis grad religion... » « jeg troede ikke, de var religiøs, vanning ». « næh — nej — ikke just positivt — selvfølgelig — men som tænkende menneske underkender jeg ikke betydningen af — æh — en vis religion — i frisindet ånd.... Ja, de følger naturligvis med den moderne bibelkritik, og — æh — der er jo resultater — det kan ikke nægtes — der er resultater i den Branche. » « de vil få en hård kamp at bestå med myndighederne og præsterne ». « ja, det er jo på sin vis en konkurrent til den bestående — den bestående søndagsskole. Men — se — skal vi vinde indgang hos — æh — den opvoksende slægt, så må vi have den i tale — om jeg så må udtrykke mig — allerede på skolebænken — for det er jo — æh — dog fremtiden, som har det sidste ord — selvfølgelig... Og så sætter vi jo vor lid til ungdommen. Også til dem, Holmer, hvis de for sagens skyld... » « jeg kan ikke love dem noget bestemt, vanning. Jeg befinder mig for tiden i en stærk udvikling — i en åndelig gæring, kan jeg godt sige. Jeg må have spørgsmålet klaret for mig selv, før jeg tør kalde mig deres mand. Jeg kan kun sige, at tanken i og for sig tiltaler mig. Men de må vente ». « ja bevares — vi venter, Holmer, vi venter »..... Knuds stemme hørtes atter fra værelset ved siden af: « det er noget sludder, pylle. Verden er sgu ikke en gammel frakke, som vi sådan kan lægge ud i ærmegabene, når den ikke> længere passer os. Der går du og vanning og nogle andre skikkelige fyre og sveder for frihed og fremskridt og tror, i er nogle allerhelvedes karle, når i får en hoben nuller til at hyle af begejstring over, at i kludrer lidt ved samfundsmekanismen. Det er sgu som at se en flok lus stå på bagbenene i den tro, at verden går bag over, når de ikke mere kravler på alle seks. — i er til grin for forsynet, lille børn ».... Vanning rejste sig. Han var bleven bleg. « jeg tror hellere, jeg går ind til mig selv, hr. Holmer », sagde han. « det er mig pinligt, at jeg ikke kan undgå at høre hr. Tårs’s undertiden noget sårende udtalelser. De forstår — det gode forhold her i huset — mellem mænd, der dog som dannede mennesker burde have agtelse for hinandens overbevisning... » Han bukkede med et lille kort buk og gik. Eigil blev liggende på sofaen. Det var søndag formiddag. Solen skinnede klart og muntert ind i værelset og fik de noget historisk udseende pensionatsmøbler med den slidte politur og de falmede betræk til at tage sig helt jomfruelig og ungdommelig ud. Fra gaden hørtes der ikke en lyd, og selv et klaver, der virkede i etagen nedenunder, syntes grebet af søndagsfreden, så at dets toner lød mere dæmpet og medgørligt end ellers. Eigil gav sig til at overveje, hvorledes han nu bedst skulle anvende sin søndag. Han tænkte først på at gå til middag hos etatsråden, hans faders ungdomsven, til hvis rige og kræsne hjem han en gang for alle var indbudt om søndagen. Men efter nærmere overvejelse foretrak han dog at indtage sin middag hjemme i pensionatet og først gå til etatsrådens om aftenen. For det første gad han nemlig ikke allerede nu lette sig fra sin sofa for at trække i udgangstøjet, for det andet vidste han, at Knuds kæreste skulle komme efter middag for at hente sin forlovede med ud på en tur. Og Eigil gjorde ikke noget forsøg på at skjule for sig selv, at disse søndagsbesøg, som Knuds kæreste plejede at aflægge i pensionatet, var ham nok så meget værd som en etatsrådsmiddag. Han glædede sig til dem i forvejen, og hele formiddagen, når han vidste, hun skulle komme, så han for sig denne store, smukke kvinde med det askeblonde hår, denne matgyldne hud, der farvedes dybtrød, når hendes forlovedes påfund bragte hendes sunde, varme latter til at klinge og jog blodets kilder til hovedet, disse underlige øjne, der kunne være så matte og blegblå og så pludselig åbne sig for en strøm af varme, der sitrede en lige ind til hjertekulen... Der var noget over Asta Gormsen, der indbød til eventyr på godt og ondt, og som forjættede en nydelsesrig hvile for den mand, hvem hun undte ankerplads ved sin side. Desuden var hun altid en smule udenfor det gængse ungpigelige. Moderen var officersenke, faderen død, da Asta endnu var barn. Hun havde derfor tidligt måttet tjene sit brød selv og var nu kassererske i en større forretning på Vesterbro. I sejstenårs-alderen var hun bleven forlovet med Knud, og alt dette havde givet hende noget eget dygtigt og selvstændigt. Eigil, som elskede det usædvanlige og det udprægede, følte sig fængslet af hendes dristige uforknythed og kække gåen på. Dog var det langt fra, at han nagedes af nogensomhelst skinsyge overfor Knud eller i mindste mon tænkte på at ville gøre ham rangen stridig. Men det var ham alligevel, som om denne unge kvinde vedkom ham personlig, han følte sig overfor Knud som en Art tilsynsmand, hvem Knud i almenhedens interesse havde at stå inde for, at hun ikke tog skade på sin udvikling. For resten var det godt, at han tog sig lidt af hende, thi Knud dyrkede sin kærlighed for ensidigt og tog næppe tilstrækkeligt hensyn til alt det i hende, der stræbte udefter, hendes glade og stærke frimodighed og hendes unge Års sult efter livet..... Og skønt samtalen inde bag bræddevæggen stadig lød lige tydelig ind til ham, så hørte Eigil dog ikke mere, men strakte sig på sofaen, pustede cigarrøgen fra sig i tætte skyer og ventede, fordybet i sine tanker, på middagsmaden som forspillet til eftermiddagens glæde. i det var næsten blevet en stående regel, at pylle om søndagen af vanning blev indbudt til at deltage i pensionatets middagsmåltid. Han kunne også nok trænge til det, thi uden en sådan goddædighed fik han kun meget sjældent varm mad. Overhovedet førte han en hård kamp for tilværelsen, den stakkels pylle. Forældrene var døde, mens han var spæd, og selv var han af en oplysningsvenlig præst bleven opdaget som et ungt håb for teologien, sendt i latinskolen og gjort til student. En Kres af velhavere der på egnen havde dannet en Art aktieselskab, der bekostede hans studeringer, og på den måde var der blevet sikret ham et halvthundrede kroner om måneden. Hvad han mere behøvede, var det forudsætningen, at han selv skulle skaffe sig, og derfor havde han i hele sin studentertid befundet sig på en stadig mere og mere hæsblæsende jagt efter timer. Han havde altid lommerne fulde af udklippede bekendtgørelser, men uagtet han var dalet fra de første frejdige forhåbninger om en krone timen ned til femogtyve øre eller mindre, var det endnu ikke lykkedes ham at få timer. Desuagtet var han som en bestandig viftende håbets fane, han kogte idelig af begejstring over et eller andet og indsugede gennem alle sin sjæls porer alle dagens og tidens stemninger.... Ved bordet var det Knud, der førte ordet. Han havde fået nys om vannings plan til en borgerlig søndagsskole og var uudtømmelig i sine randbemæjkninger til denne tanke. « herregud, vanning, » sagde han, « kan de nu ikke en gang lade de umyndige være i fred? Inden vi ser os om, går de hen og laver borgerlige vuggestuer med fremskridtsvenlige Ammer og reform-bleer! Er der da ikke noget, der er dem helligt, mand? De ender jo med at få børnene i mo’ers liv til at melde sig ind i deres vælgerforening. » Vanning blegnede. Men pyile blev rød af undseelse på vennens vegne og tillige bedrøvet over, at man latterliggjorde den varmtfølende hr. Vanning, hvis gode middagsmad han netop nød med så inderlig taknemmelighed. « man spotter altid mest, når man er læns på grunde, » sagde han over til vanning. Vanning sagde ikke noget, men så medlidende på Knud. Men Knud var ikke den, der lod sig forknytte. « hvor mange gange har de nu omstyrtet det bestående i dag, vanning? » blev han ved. « pylle har allerede væltet samfundet flere gange i løbet af formiddagen. Men han er nu også en ren murvædder. Hver gang han har været til politisk bal i vælgerforeningen, så griber han spændt berlingeren næste morgen for at se, om ministeriet ikke skulle være gået af af forskrækkelse. Danser de også på vælgerballerne, vanning? » Vanning sendte ham tværs over grødfadet et døende blik. Men pylle blev vred: « du kan nu gøre ligeså meget grin med vor sag, som du vil, » sagde han. « men vent du og se om tyve år. Så kan du måske få noget at grine af. » « ja, jeg siger bare, » faldt vanning ind, « at så forbitret som stemningen er i befolkningen, synes jeg, ethvert tænkende menneske — æh — må kunne se, at sådan som det går nu — æh, sådan kan det ikke blive ved at gå. » « nej, han sagde så, loppen, han blev tøjret på en græsplæne, » bemærkede Knud. « bryd dem bare ikke om, hvad han siger, hr. Vanning, » sagde pylle iltert og med munden fuld af mad. « bryd dem bare ikke om, hvad han siger. Han gør sig værre end han er, fordi han tror, han skal få os hidsige. Men han mener det ikke så slemt, og hvis han gjorde det, ville jeg foragte ham. » Men nu var det Knuds tur til at være den krænkede: « hr. Vanning, » sagde han højtideligt, « de må beskytte mig mod, at tapdrup overspyr mig med sine forhånelser her ved bordet. Det gør mig ondt, han er deres gæst og min ven, men hans lave og perfide antydning af, at jeg skulle tale mod min overbevisning, kan jeg ikke roligt tage imod. Hans foragt vil jeg skænke ham, men jeg stoler på deres retfærdighedsfølelse også overfor en modstander. » Pylle begyndte så småt at blive hed om ørerne, thi Knuds ansigt udtrykte den mest forstenede alvor, og det havde dog ingenlunde været hans hensigt at såre ham. Vanning så fra den ene til den anden og følte sig usikker. Men da reddede Knud situationen ved at briste i latter, en latter, som smittede pylle og som fremkaldte en let rødme og en anelse af smil i vannings blege og bekymrede ansigt. Knud havde en egen måde at le på, det var som et helt vandfald af latter, der klukkede og sang og rev alt med sig. Denne latter skyllede øjeblikkets forstemning bort, og da den atter tav, efterlod den stilhed og smilende søndagsfred.... Eigil havde holdt sig udenfor. Thi han vidste, at hvis han indlod sig i noget ordskifte med Knud, ville han komme til at ærgre sig, og han ville nu netop ikke ærgre sig i dag. — efter bordet gik man ind i Knuds værelse for at drikke kaffe. Værelset var ikke stort, men det var udstyret både med chaiselongue og med en amerikansk gyngestol, i hvilken det var en, fest for pyile at fordøje sin middagsmad. Thi ' pylle var ikke mere end et menneske, og når han endelig en gang fik middagsmad, spiste han middagsmad af sin sjæls inderste. Bagefter lå han da og lod sig sagtelig vugge frem og tilbage, mens nu og da et dybt suk røbede, hvor inderlig mæt og vel til mode han var. Når pylle var mæt, var det ham, som hørte han musik langt borte, og i sådanne øjeblikke måtte der lidt af et jordskælv til for at rive ham ud af den nydelsens ro, hvori han var nedsænket. I dag var freden imidlertid ikke ublandet. Opmuntret af Knuds muntre stemning ved bordet forsøgte vanning nemlig at indtage ham for en ny forening, der gik ud på at udbrede folkeretlig moral blandt befolkningens brede lag. Men Knud havde kun lidet tilovers for den folkeretlige moral, og snart blussede der en ny og heftig ordkrig op mellem ham og vanning. Også pylle måtte, så nødig han ville, give sit besyv med i laget, og således omspændtes de tre kamphaner på ny af stridsgny, mens skyerne fra cigarerne blev tættere og tættere og Eigil i stilhed rensede sine negle under bordet og hvert øjeblik havde uret fremme for at regne ud, hvor længe det endnu kunne vare, inden Astas komme ville afbryde ordskiftet. Omsider var da dette øjeblik kommet, og Asta trådte ind i værelset. « vi sidder her og er fanatiske, » sagde Knud. « pylle vil lave verdenskortet om. » Asta lo. « ja, tapdrup er ikke god at nappes med. » « nej, han har ikke bestilt andet end pulverisere mig hele dagen, » vedblev Knud. Asta gik hen til ham og tog et forsvarligt tag i hans brune buskede hår. « å du — du er nok ikke sådan at pulverisere. » Hun bankede med sine knoer på hans pande. « tror de vel, jeg behøver at være ængstelig for hans skyld, hr. Holmer?... Men sikken en røg, i dog har, lille børn! Hvor kan i holde det ud? » Uden at spørge om forlov, gik hun hen og lukkede vinduet op, så at vinterdagens friske ånde strømmede ind. Eigil syntes næsten aldrig, at han havde set hende så smuk som i dag. Der skød som en hel strøm af friskhed gennem tobakstågen, da hun kom ind i værelset. Kåben stod åben, et løstsiddende bluseliv faldt let og frit om den slanke skikkelse, og op af dets udskæring hævede sig denne stolte stærke Hals med smilehullet i nakken, denne Hals, på hvilken hun bar sit hoved så kækt. Den skarpe luft havde bragt hendes kinder til at blusse og hendes øjne til at tindre, næsefløjene videde sig ud og brystet hævede og sænkede sig, som ville det indånde al vinterens aroma i et eneste langt åndedrag. Hun trak vejret dybt og gik på ny hen til Knud. « har du ikke været ude i dag, Knud? » « nej, han er et rigtigt stuemenneske, » sagde Eigil. « ja, han sidder jo bare i sin kakkelovnskrog og laver forgiftede pile mod os andre, » indskød pylle. « så muntrer de ham da ordentlig, vil jeg håbe, » sagde Asta, henvendt til Eigil. « nej, det må jeg nok overlade til andre. Jeg hører nu en gang til de stille i landet. » « men det gør Knud jo også. » « der er dog en forskel. Knud har sin Sturm und drang bag sig, mens jeg har den til gode. » « men de må dog have deres mening. » « naturligvis — det har jeg. Men dermed er sagen i vore dage ikke afgjort. Det vælder jo så at sige hver dag frem med nye spørgsmål, der sætter både ens tanker, og ens følelser i svingninger. Den, der ikke er bleven for gammel til at lære, undgår heller ikke at få anfægtelser, at måtte stride sig frem, tvivle sig frem og lidt tabe sine dyreste idealer. » « men alligevel må det jo være dejligt. Tænk at kunne følge med i alting — læse og høre alt og danne sig sin mening selv. » « det må de da også kunne, frøken Gormsen. » Asta gik lidt bort fra Knud. « nej, det kan jeg ikke. For det første er jeg jo optagen.det meste af dagen, for det andet så kan han hér ikke lide, at jeg giver mig af med sligt. Og derfor er jeg aldrig med til noget og læser aldrig noget. » det sidste kom lidt bittert. Knud rejste sig i sin fulde højde. « nej, ganske rigtig, » sagde han, « det kan han her ikke lide. Og jeg skal sige dig hvorfor. Der gives forskruede fruentimmer nok i vore dage — fruentimmer med reformkrav i begge ender og med ufordøjet fremskridtsbavl frådende ud af halsen. Når man så har været så heldig at træffe på et af de få stykker velsignet natur, der findes her på pladsen, så ser man ikke roligt på, at kvaksalvere lægger deres spy i det. » « ja ja, jeg finder mig jo også i det... Det er bare lidt underligt at blive behandlet som et barn, der ikke får lov at dømme og vælge selv. » « så galt er det vel heller ikke? » sagde Eigil. « jo såmænd er det så. Ved de, hvad han gjorde i sommer, da jeg var med ham ovre hos hans forældre? Der var et stort folkemøde i nærheden, folk kom langvejs fra i store skarer for at høre talerne, og der var ikke et voksent menneske på egnen, der ikke var med. Men Knud spillede kegler under det hele, og det tvang han mig til at tage del i. » « det var et sædeligheds-møde, » oplyste Knud. « når det kunne interessere alle andre mennesker, så kunne det vel også interessere os... En gang i vinter inviterede han mig i teatret. Kan de tænke dem, hvad vi så? « elverhøj »! » « ja, oprigtig talt — det tror jeg næsten, jeg i deres sted havde gjort oprør imod, » lo Eigil. « men det gør jeg nu ikke, » sagde Asta. « for jeg holder jo af ham alligevel. » « det er du også bedst tjent med, min pige, » Mente Knud.... Pylle havde under dette ordskifte trippet ængstelig omkring som en høne, der har ruget ællinger ud og ser dem styrte sig i vandet. Han holdt trods alt meget af Knud og var bange for, at samtalen mellem ham og hans forlovede skulle tage en pinlig vending. Hvordan mon det også gik til, at altid, når de var i selskab med Eigil, skulle de komme ind på dette farlige område? » så snart han kunne, brød han derfor ind i samtalen og fik den drejet ind på fredlyste enemærker. Men en let forstemning blev der alligevel tilbage, og skønt han så meget som muligt henvendte sig til Asta, fik han kun ordknappe svar. Snart efter gik de forlovede, og på Knuds opfordring fulgte pylle med. Eigil blev siddende for at få sig en passiar med vanning, inden han gik til etatsrådens. Iii etatsråd selmann var denne søndag eftermiddag i temmelig dårligt humør, thi i fjorten dage havde der nu stået en ubehagelig og ærgerlig støj om hans navn. Oprindelig var det en ganske ubetydelig historie. Etatsrådens husbestyrerinde, frøken Lynov, havde en skønne dag opdaget, at stuepigen var i omstændigheder, og etatsråden, der nøje vågede over, at ingen gren af forargelse trængte sig ind i hans hus, havde straks vist pigen døren. Det var imidlertid blevet ud på aftenen, inden hun var kommen afsted, og da hun ikke turde komme sine forældre for øje, havde hun tilbragt natten på gaden. Næste morgen havde en betjent fundet hende besvimet i en port, og få dage efter var hun død på hospitalet. Det var alt sammen så lige ud ad landevejen. Hendes død var et uheld, som ingen bar ansvar for, og ingen skulle med rette kunne beskylde etatsråden for mangel på humanitet. I det forhør, hvor han efter pigens død havde måttet give møde, havde han da også klart og skarpt afvist ethvert forsøg fra assessorens side på at lægge ham hans optræden til last. Men så var historien kommen i bladene. En lille bjæffende og gnistrende Avis havde lagt for, en større og mere gravitetisk var fulgt efter. Og snart var begivenheden sat ud for fuldt orkester, den skingrede i de små og drønede i de store — ja, selv i de ganske stilfærdige gav den dæmpet genlyd. Der var endogså en journalist, som en formiddag havde været oppe hos frøken Lynov for at bede hende skaffe ham etatsrådens billede til bladet. Frøken Lynov havde vist ham døren og bagefter måttet lægge sig til sengs af nervøsitet og sindsbevægelse, men billedet havde bladet alligevel bragt tilligemed et tospalters interview. Og endda var dette ikke det værste ved sagen. Langt mere krænkende end alt dette avisvrøvl, som man dog, når alt kom til alt, kunne sætte sig ud over, var den måde, hvorpå etatsrådens omgangskres tog den. På børsen, på fabrikken, på stamkaféen — alle vegne, hvor han viste sig, blev der et læbælte af skånsom tavshed rundt om ham — eller man gav sig til at bringe andre emner på bane med den ilfærdige Iver, der røber hensigten og gør forstemt. Havde man endda gået lige løs på sagen, så han kunne have fået lejlighed til en vederkvægende udladning af al den harme og forurettethed, der stod ham for brystet! Men hver gang han selv havde prøvet på at bringe historien på bane, havde han kun mødt en høflig og afbøjende beklagelse, en forbeholden og valen gåen udenom. Udmattet af de sidste dages sjælelige lidelser lå etatsråden nu efter middagen på chaiselonguen i sit arbejdsværelse. En stor standlampe med gul skærm spredte et behageligt blødt skær over møblernes dybtgrønne plysbetræk, over malerirammernes forgyldning og de høje matbrune egetræspaneler, og etatsråden selv lå helt nedsænket i puder og med en flaske gammel Madeira på et lille bord ved siden af sit leje. Dog under disse omstændigheder virkede den smagfulde, dæmpede, lune hygge næsten smerteligt på ham. Thi det syntes ham en dobbelt uret at vælte sig ind på en mand, der ellers kunne have det så fortræffeligt, at forstyrre en tilværelse, der ellers var så harmonisk... Men hvad forstod de sig på at have det godt, disse forpjuskede avisskrivere? Deres liv var jo som køternes på gaden, altid rede til at skambide og lade sig skambide, og så snart de fik øje på et godt huld og en velplejet Pels, så glemte de deres indbyrdes stridigheder og rottede sig sammen for at sætte deres tænder i ejeren af dette huld og denne Pels. Sandelig — som forholdene efterhånden udviklede sig, så blev det et rent vanheld at være en nogenlunde velstillet mand. Pengene var snart intet værd mere, og ubehagelighederne ved at besidde dem blev større og større. Hvis lovgivningsmagten eller myndighederne ikke trådte til, så blev det virkelig om ikke lang tid nødvendigt at danne en forening til afhjælp af følgerne af uforskyldt og hæderlig velstand. Hele dagen havde han nu ligget her og ærgret sig. Han følte sig helt syg af sindsbevægelse, og han var overbevist om, at han havde feber. Først og fremmest måtte han have hvile og stilhed, for at hans nerver kunne komme i ro. Han havde nydt en let og dulmende middag og håbede nu, at den ædle, fornemme vin skulle gennemtrænge hans organisme med sin varme og milde fred. Inde i dagligstuen sad hans datter, frøken Molly, frøken Lynov og bankfuldmægtig Thomsen, der som indgroet ven af huset' tog del i alle dets glæder og sorger og derfor altid mødte frem, så snart der hændte noget i det selmannske hus. Thomsen var en fyrretyveårig, noget skaldet ungkarl med blond fuldskæg og næseklemmer, og hans ansigt havde det lette dybtrøde skær, der er som en ædel afglans af mange udsøgte middage. I etatsrådens Kres — og særlig hos damerne — nød han stor anseelse, takket være sit store personalkendskab og sin fint snærtende ondskab, sin lille slørede baryton og sin taktfulde gengivelse af små pikante historier. Der var stille i huset som i et hjem, der huser en syg. Man dæmpede stemmerne og vogtede sig for ethvert latterudbrud. Af og til listede frøken Lynov sig på tåspidserne ind til etatsråden for at høre, om der var noget, han ønskede. Ellers underholdt Thomsen damerne med en historie om en komtesse, der under påskud af at rejse til syden havde opholdt sig i tre måneder på et hotel i Malmø • __________________ sammen med en teolog. Han udviklede med en aldrig svigtende finfølelse enkelthederne i denne muntre begivenhed og drøftede med overlegen indsigt mulighederne for en teologisk forøgelse af den grevelige familie... Forøvrigt havde han allerede ved middagsbordet, da han så, hvordan det stod til i huset, stillet sig på det standpunkt, at han ganske nødvendig skulle træffe en ven på en kafé klokken ti, hvorfor han måtte udbede sig tilladelse til at trække sig tilbage i lidt god tid..... Eigil kendte naturligvis de angreb, der var blevne rettede mod etatsråd selmann. Men han havde ikke kunnet tænke sig, at en mand med etatsrådens selskabelige stilling skulle kunne lade sig anfægte deraf, og han forudsatte endog som en mulighed, at han ikke en gang havde læst dem. Hvor lidt havde han ikke hørt etatsråden udtale sin overlegne foragt overfor alt, hvad der stod i aviserne? Han havde næstendels glemt den hele sag, da han ringede på til familien selmanns lejlighed. Han var derfor i begyndelsen aldeles uforstående overfor den modtagelse, der blev ham til del. Frøken Lynov syntes at isne, da hun fik øje på ham ude på trappegangen, og skønt Eigil meget godt havde hørt etatsrådens stemme inde fra arbejdsværelset, syntes hun at betænke sig på sit svar, da han spurgte, om han var hjemme, for derpå at rykke frem med, at han ikke var ganske rask og vistnok sov. Selv den ellers så indladende Thomsen var påfaldende adspredt og afmålt, og kun frøken Molly var som ellers eller måske endog en smule venligere. Men hendes valne og slatne håndtryk, hendes upersonlige, magre ansigt og hendes stilkede, nærsynede øjne, der slapt stirrede ud gennem næseklemmeren, syntes nu en gang ikke synderlig modtagelige for afskygninger. « de undskylder, hvis her ikke ser ud, som her burde, » sagde frøken Lynov stramt. « Havde vi vidst, her kom visiter, skulle det have været anderledes. » Det var ikke til at tage fejl af. Visiter! Han, som kom der hver eneste søndag og som næsten betragtede sig som hørende til huset... Han besluttede imidlertid at lade som ingenting. Der matte stikke en misforståelse under, som han nok skulle få opklaret. Eller det hele vedkom måske egentlig slet ikke ham: man var forstemt over et eller andet, og så lod man det gå ud over den første den bedste, der frembød sig...-. « vi skulle lige til at spille l’hombre. Hr. Holmer undskylder os måske? » Eigil bukkede. « ja, etatsråden må vist snart være færdig med sin lur... De vil måske se « illustreret tidende » så længe?... Å, lille Molly — den nye » Illustreret tidende » — de havde den før middag... » Eigil blev anbragt i sofaen med « illustreret tidende », mens man i det modsatte hjørne af værelset gjorde spillebordet i stand. Han søgte at fordybe sig i bladet, men han kunne dog ikke lade være at tænke på, om der virkelig skulle være noget, hvorved han kunne have vakt familiens mishag... Der dæmrede nu noget i ham om, at han for ikke lang tid siden ved en middag hos etatsråden havde udtalt lidt vovede anskuelser, strengt taget endda lidt mere vovede, end han egentlig nærede dem. Den aften havde han nu gjort en vis lykke dermed, thi i etatsrådens hus var den slags tale næsten ganske ny og ukendt, og man havde derfor hørt på ham med den nyfigenhed, der tilfalder det fremmedartede og lidt ekstravagante. Men derfor var det naturligvis ikke ganske utænkeligt, at man nu bagefter, som forholdene havde udviklet sig, var begyndt at se på det med helt andre øjne. Han var desuden den aften kommen til at slå lovlig stærkt på sit bekendtskab med en journalist netop ved det blad, der først og skarpest havde angrebet etatsråden, en ung literat, hvis smidige stilkunst og yderliggående frimodighed havde indbragt ham borgerskabets officielle had og hemmelige beundring. Hans bekendtskab til ham var ganske vist yderst ringe og indskrænkede sig i virkeligheden til en flygtig præsentation i studentersamfundet. Men han havde nu været i ånde den aften — det havde moret ham at vække en smule forargelse — og sæt man nu havde ham mistænkt for på en eller anden måde at have inspireret denne journalist og hans blad...... Ved aftensbordet viste etatsråden sig. Han havde anlagt en Art hjemme-hospitalsdragt, bestående af en tyk grå hjemmefrakke og morgensko, hilste overdrevent ceremonielt på Eigil og bestræbte sig iøvrigt for at se tværs igennem ham. Desuden spiste han fremtrædende lidt og erklærede på frøken Lynovs bekymrede forespørgsel, at det var jo så uendelig ligegyldigt, om han havde appetit eller ikke, og at de andre ikke måtte bryde sig om, at han ikke befandt sig vel. Thomsen forsøgte at hæve den noget trykkede stemning ved et par spøgefulde bemærkninger, men da de mildest talt ingen sangbund fandt, så selv han mørk ud under resten af måltidet. Kun frøken Molly lod til at være ganske uanfægtet og spiste og drak med en madlyst, der næsten syntes trodsig. Nej, dette kunne ikke blive sådan ved! Eigil måtte have en forklaring. Da etatsråden efter måltidet bød ham en cigar med en mine, som om han rakte giftbægeret til en dødsdømt, trådte han hen foran ham og sagde med fast stemme: « hr. Etatsråd, jeg tror i aften at have bemærket en vis misstemning imod mig her i deres hjem. Det skulle gøre mig meget ondt, hvis... » Etatsrådens ansigt antog et udtryk af venlighed! Men hvilken frygtelig venlighed! En grum og blodtørstig venlighed som hos et rovdyr i bur. « gudbevares, » sagde han, « de kan jo ikke gøre for, at jeg ikke er rask. » « ja, for hvis det står i forbindelse med den ærgrelse, de har haft i denne tid, så vil jeg blot sige dem, at... » Nu forsvandt venligheden ganske, og kun rovdyret blev tilbage: « om forladelse, men jeg ønsker ikke at diskutere denne sag med nogen, og allermindst med dem. Allermindst med dem! Hvad jeg foretager mig, skal jeg selv bære ansvaret for, det kan de og deres venner være forvissede om. » « mine venner... » « ja, både de og deres venner. Når man er i min alder, ser de, så lader man sig ikke hundse af den første den bedste hvalp, der tjener lidt skillinger ved at skrive i bladene. » « hvis etatsråden vil tillade mig — jeg vil blot sige, at jeg med stor harme har læst disse — disse angreb... » « ja, jeg tror, vi to har talt nok om den sag. » Etatsråden var bleven højrøstet. Og frøken Lynov og Thomsen havde stillet sig bag ham som en Art æresvagt, mens hans datter holdt sig inde i værelset ved siden af. « etatsråden vil dog vel give mig lov til at sige et par ord for at afværge en mulig misforståelse. Jeg føler jo nemlig godt selv, at det kunne se ud, som om jeg til en vis grad delte disse anskuelser, som... » « her er slet ikke tale om anskuelser. Skal vi være enige om det? Anskuelser! Det manglede bare. » « det var måske også et urigtigt udtryk, jeg brugte. Jeg... » « å, lad os bare ikke hænge os i udtrykkene. Det er dog ikke det, det kommer an på. » « må det så blot være mig tilladt at sige, at jeg selvfølgelig ikke har mindste sympati for disse uværdige angreb... » « sympati! Nej, det håber jeg virkelig heller ikke. » « etatsråden skulle blot vide, hvor ondt det har gjort mig. Jeg har jo mødt så megen venlighed her i huset og — og... » Eigil syntes bevæget. Og etatsråden blev mildere stemt. « det tror jeg også om dem. Men jeg vil dog sige dem, min gode Holmer, at de burde være lidt mere forsigtig med, hvem de vælger til deres omgang. Og hvis de vil lyde et råd fra en ældre mand, der dog i det mindste har nogen erfaring forud for dem, så skulle de helt afbryde al forbindelse med den retning. For deres faders skyld ville det dog gøre mig ondt — meget ondt — om de kom ind på ideer, der måske endogså kunne skade deres karriere. » Etatsråden slog ud med hånden til tegn i på, at han betragtede samtalen som endt. Og medens de andre tog plads om bordet i dagligstuen, gik han atter ind i sit værelse for om muligt at få sine nerver bragt fuldstændig til ro, inden det blev sengetid. Frøken Lynov var nu atter lutter solskin og hentede forfriskninger. Hun var så skikkelig, Lynov, hendes hår strittede idelig af god villie, og når der som nu var noget særligt at gøre godt igen, bevægede hun sig i en Art kort galop ud og ind gennem stuer

1899_LarsenK_IDetGamleVoldkvarter

Karl

I det Gamle Voldkvarter

Larsen

LarsenK

Idet Gamle Voldkvarter

male

1899_LarsenK_IDetGamleVoldkvarter.pdf

Karl

Larsen

dk

I det gamle Voldkvarter

En københavnsk Spidsborgerhistorie

y

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

Da bogholder Brodersen gik ud ad bankporten, så han op imod kirkeuhret. Det manglede næsten fire minuter i tre, og sparekassens store ur lige over for var mere end ti minuter « ver... Han slog sin paraply op, fordi det ligesom småregnede, og drejede om hjørnet. 1 den indvendige lomme lå de syv bil letter, der var kommen angående værelser; den fra Piolstræde ville han først gå efter, fordi det var nærmest ved banken. Bogholderen skråede over gråbrødre-torv og slog paraplyen ned igen, da delingen andre mennesker var, som gik med paraply oppe. Det var heller ikke rigtig hegn, men blot en tyk, hvid novemberluft, som var ved at tætte sig sammen over plads og gader til tåge, man ligesom smagte fugtigheden, og skæget kunne blive ganske vådt — folk sagde, det var usundt, men det gjorde dog vist ikke noget, når bare man ikke havde det alt for tit. Det var år siden han var kommen den vej fra banken op igennem byen, for nu boede han i Admiralgade; en gang havde der hængt et stort, kulørt avertissement om Hoff s maltekstrakt her i en høj stue! En stærk, bidende lugt trængte fra Kejsergade ud over hele torvet; den blev endnu strammere og med en sveden stank som af fugtigt brænde. Den måtte komme fra det gamle kaltebrænderi i lille Kannikestræde. Brodersen stod stilleforen arbejdsvogn, der kørte over gaden: her var det, lire gadehjørner lå skråt overfor hverandre, men nu kun med boghandel på det ene — røgen fra brænderiet vældede, lige og tyk, op af skorstenen, bredte sig ud efter og sank ned over tagene. Porten derind til var lukket — som drenge havde de stået og stirret, når den engang imellem var åben, og en Karl midt i gården læssede pakker på en vogn, som kun var forspændt med én hest... Brodersen var kommen til frueplads og tog for en sikkerheds skyld en billet op af lommen, for at se, om det nu også var det rigtige nummer, han gik efter. Foran universitetet havde de fået en ny buste til, man kunne se, at hovedet endnu var mere lyst end på de gamle; han gik det lille sving pladsen rundt og læste: japetus steenslrup og på den anden side trappen Johan Nicolai Madvig og Henrik Nicolai Clausen, /'ødt 1793, de to havde han dog vist set engang for nogle år tilbage, ( dansen havde også været professor. For huden af pladsen lå latinskolen med den indskrift, som han den dag i dag ikke forstod. Så gik han om i Fiolstræde og gav sig til at kige på husnumrene. Stedet, han skulle op i, var på tre etager og havde fem fag. Det var gråt og ældre, gadedøren høj, en klasselotterikollektion havde sit skiit på muren. Inde i gangen lugtede der ligesom lidt gammelt eller indelukket, trapperne kunne man ikke kalde dårlige. De var ikke alt for stejle at gå op ad og havde trinene beslåede med jern, noget, Brodersen egentlig godt kunne, lide. Han lukkede et gangvindue op: det var den sædvanlige, lille gård i det gamle voldkvartér, med høje baghuse helt rundt om, og en post op ad muren; køkkentrappe var der ikke på ejendommen. Gården mindede' om hans bedsteforældres i sin tid omme i klædeboderne, dér havde de også haft.jernbeslag på trapperne. Ud for første sal lød der tiere barnestemmer inde fra lejligheden: j. Eslof, skra’dermester, stod der på døren. Det var ellers tydeligt at lægge mærke til, at både trappetrin og vægge var bedre vaskede og holdte, når man kom højere op, gangvinduet på anden sal var der rigtignok fået anderledes bund i end nedenunder, og døje og dørkarme var, ligesom de havde været malet med en hel anden farve. Dobbeltdøren midt for trap-pen var lukket helt i, på den til højre stod navnet på en porcelænsplade: Kristian i. Hedsted. Brodersen følte til billetten i lommen, tørrede fødderne af på måden og ringede. Da han klokken et kvarter til lem stod ude på gangen igen, havde han dog glemt at spørge om brænderum. Det havde ellers passet så godt alt sammen derinde, og de var faldet i snak —nu kunne han dog ikke lide at forstyrre den pæne, unge kone igen, som hun lige havde fået sat sig. Der måtte vel nok være et bramderum, eller man kunne skille af til et. Og desuden var det ikke af vejen at skynde sig lidt hen til middagsabonnementet, for at maden ikke skulle stå og snærre alt for længe. Han gik ned ad trapperne — det skumrede allerede stærkt. Gassen var ikke tændt endnu; del vidste man jo, værterne alle vegne var lidt trevne med. Gangvinduet på første sal stod endnu åbent, fra da han havde lukket det op. Han trak det til og satte omhyggeligt hasperne på. Hun havde haft det hyggeligt i den smalle et-fags stue, hvor den lille pige blev sat hen til sit eget bord, da de voksne skulle sidde og tale ved del store — gløderne lyste bag rislen helt langt ud i stuen — ( let måtte være gode kakkelovne, og til kokes. Hun havde rejst sig og kradset op med ildrageren; der lå et tæppe på gulvel temmelig langt hen mod ovnen; den lille gik helt hen Iii for al se på ilden.... Nede i stuen kom der en mand på træsko hård i op ad trappen. Han spurgte Brodersen høfligt, om der ikke boede en skræderniester eslof her i ejendommen. Jo, sagde Brodersen, det er oppe på første sal. De må ringe på døren til venstre, tilføjede han, da manden allerede var halvt oppe. Mange tak, herre. Ja, for jeg er siet ikke kendt her i ejendommen. Brodersen svarede ikke videre. Han var gået de par skridt ned mod gården og lettede lige på døren for at se på nært hold: der var at skimte alt, hvad der skal være i en gård. Så kom han igen ud på gaden. Tågen havde fået samlet sig rigtig tæt. Alle lygterne stod så tykke inde i den, hovne, som Jørgensen i banken en gang havde sagt. De kunne dårligt sprede lys. Urtekræmmerens mange vinduer på hjørnet skinnede næsten ikke ud i gaden. Der kom en enlig arbejdsvogn ramlende og splittede en klynge småbørn ad, så de løb til forskellige sider over på modsatte fortove. Dér stod de så og råbte og skreg til hverandre om at komme over, mens lyden af vognen tabte sig op ad torvet til. I vinduet hos en bager kom pludselig en kridhvid svend Iii syne imellem gasblussene og raslede en mængde hårde tvebakker fra en sort pande ned i den store, hade kurv. Så råbte der en dreng varsko for en trækvogn, der kom ud af gæstgivergårdens mørke med brædder på, som lå og klaprede. Brodersen skråede over gaden og hjalp med det samme en lille pige op på flisen, så hun ikke kom i vejen for de lange brædder. Det store ur midt i vinduet hos ubr-mageren viste fem minutter i halv fem, han gik lidt til og var snart på Købmagergade imellem mange mennesker, der alle gik hurtigt. Der kom han i fart og forsvandt i sværmen..... På samme tid satte Fru Redsted sig til rette i mørket dybest inde i sin smalle stue, lige overfor kakkelovnen. Den lille pige ville op på moderens skød. Jamen sådan en stor pige skal jo slet ikke mere sidde på skødet; du har jo din lille stol. Å jo, mor, hvad mor! Når man snart er fem år, så må man ikke være så kæden længer..jo, mor, jeg vil også sidde med i din tantekrog. Del hedder ikke nogen tantekrog, det hedder en tænkekrog. Jamen hva' er del, en tænkekrog? Det er noget, mor har læst om i sådan en dejlig bog, at der var en yndig, lin dame, hun havde en tænkekrog; der sad hun og tænkte, når hendes mand var ude. Var han da aldrig hjemme? Jo, han var nok hjemme, somme tider; men han var så meget ude, lille Henny, meget ude. Li’som far er ude, når han rejser? Ja, min lille pige. — både moder og barn tav en lille stund. Der var ikke rullet ned for vinduet; den duggede rude havde et svagt skær fra gaslygten nedenunder. Fru Redsted så glasset begynde at blive mørkt og vådt; der gav sig til at rinde line dråber ned ad det. Den tykke luft målte være bleven til en stille regn. Hun bøjede sig ned mod barnet: far er så god, Henny, han er så god. Han er den bedste af alle mennesker. Jamen hvorfor skal den fremmede mand bo inde i fa’ers stue? Jo, for så får far så mange penge. Og dem trænger han til, den kære far. Så køber han stads og godter til mor og Henny, og juletræ. Det bliver så godt, så godt..... Mo’er, hvorfor græder du? Fru Redsted trykkede barnet tab ind til sig: nej, hvorfor skulle jeg også græde, når jeg har dig, min egen, søde, dejlige, lille luge! — a Brodersen næste morgen gik til banken, var det lint vejr med høj, blå himmel og blæst. Der var mange mennesker på grønttorvet og nyligt vandede brosten, som glinsede i solen. På det øverste trin til en beværtningskælder stod opvarteren, barhovedet, med flagrende hår og i kort jakke, og talte med et bud, der holdt en tyk, gul stok i hånden. Husene kastede ulige lange skygger ned på fliserne og til midt ud på gaden; hos en herreekviperingshandler på hjørnet nærmest banken var kommisen og en lærling ved at bytte kulørte slips om i vinduet. Brodersen havde sovet ganske ualmindelig godt om natten, var udhvilet og befandt sig overordentlig vel. Det er ( log et velsignet vejr i dag, sagde han til kassereren,.jørgensen, der kom den modsatte vej fra. Ja, de mener vel for brystsygelægerne. Å, men Jørgensen, de skal da også altid —! ja, undskyld, men med mine stakkels halvanden lunge er jeg desværre fagmand i alt hvad der hedder blæsevejr. Foi' resten må det jo også være ganske briljanl for øjen lægerne; værre støv og skidt end det, ( ler ryger omkring os her, findes der da vist ikke i hele den gamle verden. Og om det så har regnet ti gange, jeg véd Pokker ikke, for støve og svine, det kan det alligevel. — for resten, barometeret falder, vi kan såmænd godt have både sne og regn inden middag. Jamen, foreløbig er det da dejligt -----med solen! Jo, tak; f'åreløbig — som del burde hedde på dansk. De trådte sammen ind i banklokalel, der endnu lå hen ganske tomt. Det linder de måske også dejligt — l'åreløbig, kære Brodersen, al de herrer bude har fyret i, som om det var en halv snes graders kulde udenfor. Ja, jeg véd ikke; er her egentlig for varmt? Del er jo dog ikke sommer. Nej, men vent de, til et højtæret publikum har stormet ud og ind her et par timer igennem. Så får vi sommer, kan de tro. Brodersen kunne ikke lade være al le..ja, så bliver her sågu sommer, gentog den anden tilfreds. Men i det samme var Brodersen lige ved at sige, al det var slet ikke den lille vittighed, han havde let af, men den høje, magre Jørgensen var på engang forekommet ham så morsomt forblæst og arrig. Herregud, lad os tage den med ro, Jørgensen, sagde han, medens han hængte overtøjet i garderoben. Ja, lad os tage den med ro! Ta’en med ro, skulle der være slået op ved indsejlingen til byen i stedet for søforter, og det skulle males på alle grænsepælene: ta’en med ro, Feddersen, for nu er du i Danmark! — så, der har vi hele drengeskolen! Det var assistenterne, der kom og i livlig passiar gik hen til deres pladser. Jørgensen gav sig til at ordne sine penne og se efter, om svampene til seddeltællingen var fugtige nok. De holder af at dvæle i det forbigangne, henkastede han til et af budene, med blikket op mod væggekalenderen, hvor bladet fra gårsdagen endnu ikke var revet af.... Et øjeblik efter kom den første kunne. Det var en læredreng, der styrede lige hen til kassen med sin anvisning. Jørgensen gloede på ham med begge hænderne i siden. En af assistenterne dunkede med hånden i skranken: de skal først herhen og have den noteret. Ja, det er rigtigt, Frydensberg, vi skulle bare have et par unge mennesker til her nede — vi har så få af dem — for al lære folk at læse. Se her, sagde han, højt, ud imod drengen, der så ud, som om han ventede en lussing, her slår på dit danske modersmål, i bankudgave, med store bogstaver: anvisninger noteres, førend de præsenteres ved kassen. Forstår du? Der undslap drengen et forskræmt ja vel! Brodersen havde begyndt at tælle sammen i sin hovedbog. Gennem hans bevidsthed var der af det lille optrin gledet et indtryk, som dog ikke nåde indenfor 'ralrækkerne, der fortsatte sig og fortsatte sig ned ad de store blade.... Et par timers tid efter talte bogholderen endnu stadig sammen ned efter og ned efter, regnede ud og skrev op henne ved sin pult. De andre funktionærers trin hen over linoleumstæpperne, i forskellige ærinder, kundernes kommen og gåen, den dæmpede lyd af vogne og mennesker ude fra gaden, var ham alt sammen lige så hyggeligt og jævnt som det store Uhrs regelmæssige tikken fra den anden ende af lokalet. Et øjeblik, imellem to indførelser, faldt hans blik hen imod skranken, hvor kassereren netop udbetalte en enkelt tikroneseddel til et bud. Jørgensen krøllede den i farten lidt med fingrene for at føle, om der ikke skulle være to Sedler, der hang sammen. For et sekund var det Brodersen, som om hans pult og den store bog og talkolonnerne og mennesker og lyde omkring ham sank i jorden. Og medens der endnu gennem hans hoved svævede erindringen om Jørgensen og budet, der fjernede sig, hver på sin side af skranken, følte han sig omgivet af en stille, indelukket luft uden lyde, i det lille et-fags værelse, sammen med den trediveårige unge kone, der netop i går havde taget sådan en enkelt tikroneseddel af Brodersens hånd. Og det var rigtigt, at han, helt uvilkårligt, havde krøllet den lidt dengang, ligesom Jørgensen gjorde før — barnet havde set helt nysgerrigt på ham derfor.... Brodersen tog fat igen på sine talrækker. Han var næsten kommen til at smile, øjnene havde uvilkårligt set et øjeblik ned imod uret derhenne: efter klokken tre kunne han godt gå derhen i Fiolstræde for at tale om dette brænderum, som han havde glemt i går. Men da klokken var tre, sagde kassereren: hør, Brodersen, del er egentlig stadigvæk et ganske godt vejr, jeg mener efter omstændighederne, så de følger mig vel et stykke på vej i dag, ud ad vestre. Brodersen undså sig ved at sige nej, det behøvede jo heller ikke at være så langt, at han fulgte den anden... Se, nu er min store pige kommen hjem fra skolen i dag med feber, sagde Jørgensen medens de vandrede afsted, og lægen sagde, han kunne ikke sige noget; han skulle komme hjem igen nu til middag. Den mindste er heller ikke rigtig rask og urolig om natten også. Min stakkels kone véd snart slet ikke mere hvad søvn er. Gift dem aldrig, Brodersen! Nej, det har jeg såmænd heller aldrig tænkt på. Jo, de har. nej, jeg liar virkelig ikke. For dengang man var yngre, havde man ikke råd. Jamen man giftede sig sågu alligevel. Jeg i alt fald. Men det er skidt, jo, det er. Når man ikke kan bære sådan en kone lidt på hænderne forkæle hende lidt! Nej, Brodersen, når kvinder de skal slide, det duer ikke. Det er de ikke skabt til. Det er synd at se på — min salighed, tilføjede han med megen vægt og kom i det samme til al hoste. Man sluger for megen kold luft, blev han ved, da han fik vejret igen, når man går og taler mod den blæst! Det er også aldeles utroligt; nu levede jeg i Tyskland i femten år, lige til jeg fik stillingen her i banken, men jeg har ikke oplevet så megen blæst dér, som her i fjorten dage. Doldoren siger også, jeg må passe ganske anderledes på. Men herregud, når man ikke en gang tør give lidt ondt af sig, så er det da slet ikke til at udholde. Hvordan gik del dem for resten i går? Fik de noget ud af deres billetter? Det har de slet ikke talt om. Jo, jeg tror, jeg har fået noget rigtig udmærket. Det er en yngre kone. — nå, enke. — nej, det vil sige, manden rejser. Det er for resten her omme i Fiolstræde, jeg havde netop tænkt på at gå derhen for at tale om et brænderum. Ja, del er rigtigt, Brodersen, se dem bare for. Har de undersøgt, om deri lejligheden nedenunder skulle være Stuer, hvor der ikke bliver lagt i? Nej, det har jeg for resten ikke. Men det er vel heller ikke så let..jamen de må skam forhøre, undersøge, skalle dem det at vide. Hvis de får fodkulde, kære ven, det kan jage dem ud af den bedste lejlighed i verden. Glem det ikke. Hører de! Det er en venskabstjeneste, jeg gør dem... Brodersen drejede ned ad bulevarden, over imod Fiolstræde. Klokken var ikke bleven så mange endda, men det ærgrede ham lidt, at han ikke havde kunnet gå lige derhen fra banken for allerede i at få konstateret, hvormange minuter vejen tog. Gadedøren kunne han på afstand skelne fra de andre. Da Fru Redsted lukkede op, kendte hun ham straks igen og bad ham venligt komme ind. Brodersen så sig et øjeblik omkring, inden han tog plads. Ja, min lille pige er ikke hjemme, fortsatte fruen hans tankegang, hun er så meget nedenunder hos j€slofs, de har tvillinger i samme alder omtrent. Jamen det er godt for børn, sagde Brodersen, de må ikke være alene. De har måske selv været gift og haft børn? spurgte hun, lidt forsigtigt. Brodersen følte sig et øjeblik helt unherlig, men så sagde han stilfærdigt: nej, jeg har såmænd aldrig. Og der har ikke været børn, hvor jeg har boet, i mange år. Lad mig se, ja, nu er jeg bleven fem og fyrre, det er seksten år siden, jeg boede et sted, hvor der var børn; men det var sådan en kedelig delaf byen. Jeg har altid holdt mest af, som her, i det gamle vold-kvartér. Jeg har al tid holdt så meget af Nørrebro, sagde hun. Min fader havde manufakturforretningen i Blågårdsgade nummer en og tyve. Kan de huske, livor der var romantisk smukt ved søerne dengang! Og længere ude, med alle de mange haver! Min mand og jeg lærte også hinanden at kende ude på Nørrebro. — men er de nu ganske alene i verden? slog hun pludselig om. Ja, sagde Brodersen, nu er jeg ganske ene. Mine forældre er også døde, sagde Fru redsled og fik med det samme vand i øjnene. Brodersen havde allerede bestemt, han ville ikke spørge om det brænderum, fordi det måske kunne blive hende ubehageligt, hvis der ikke skulle være noget; og det ordnede sig jo sagtens, når han først kom Iii al bo der. Nu, da han så hende blive så bevæget, spurgte han hastigt, om de ikke kunne gå ind i hans tilkommende værelse, der var noget, han gerne ville se. de blev længe derinde og talte meget om, hvorledes hans ting og sager skulle stå. Hun hjalp ham med at skridte af. Min mand vil jo så sælge chaiselonguen og etageren og nogle af stolene og spillebordet..jamen det passer netop ganske udmærket, for jeg har fra mit barndomshjem og efter min søster, der døde, en hel del møbler selv; jeg har altid bot. sådan delvis møbleret..ja, vi har jo aldrig før haft logerende. Det er bare, fordi min mand han rejser så meget og sådan. — så bare de nu må blive rigtig tilfreds! Brodersen gav hende hånden til farvel. Jo, det lover jeg dem, Fru redsled, sagde han troskyldigt. Han kom meget for sent hen i middags-abonnementet og målte spise hurtigt for at være tidsnok til eftermiddagstjenesten i banken klokken fem. samme dags aften, efter lukketid i banken, gik Brodersen, som sædvanlig, lige hjem. Der skulle da en time forinden være tændt i hans kakkelovn, nationaltidendes aftenavis stak i brevkassen. Han tog bladet ind med og lagde det midt på skrivebordet, vaskede hænder i sovekammeret, kom i hjemmefrakken og tog fra et gammeldags hjørneskab brød, smør og pålæg frem og spritapparatet til at lave theen på. Nøjagtig et kvarter efter lå servietten på midterbordet, og det hele stod anrettet. Andre femten minuter efter var Brodersen færdig med at spise og stillede alting i orden igen. Så blev den stadigt uoplukkede nationaltidende flyttet over på midterbordet, medens Brodersen af skrivebordsskuffen tog sin regnskabsbog frem og satte sig til at indføre dagens udgifter. Nederst skrev han t. 40 øre — ligesom på foregående dags regnskab og foregående igen. Brodersen kunne ikke lade være at tænke, som så tit tilforn, at for det første bogførte han her en udgift, der endnu ikke var afholdt, men først skulle det en times tid efter, og dernæst at når han kun skrev t. og ikke toddy helt ud, var det dog egentlig, fordi han fandt, det var en højst overflødig udgift, som man i grunden skulle skamme sig over. Tilmed blev toddyen jo så dyr, fordi den blev drukket ude, på kafé. Fyrretyve øre om dagen blev lige akkurat et hundrede og seks og fyrre kroner om året, og regnede man blot til seks øre diherencen mellem de to aftencigarer nu, og så de to lange piber, han tidligere havde siddet hjemme og røget, så gay det, lagt til de hundrede og seks og fyrre: en — syv og treds — halvfems. Men det var da rigtignok også først, efter at Brodersen havde fået sin gode stilling i banken, at han havde tilladt sig alt det, og så gik han jo til gengæld aldrig i teatret eller på varieté, undtagen den ene gang om året, på sin fødselsdag, da han altid spenderede en billet til det Kongelige teater, sådan som han engang imellem havde kunnet det som dreng. Og så var der jo også det med kaféen, at det var Jonas, kassereren i Brodersens gamle forretning, som havde fået ham til at komme der, og man hørte på den måde altid lidt om de mennesker, der havde været ens kammerater lige fra Kon lirmationen, og om det gamle firma. Og man traf Lauritz, Jonas’ hund, som var opkaldt efter hans søn, der døde. Hundene er s’gu meget bedre end menneskene, havde den gamle enkemand sagt, så de kan godt fortjene et ordentligt navn, og min søn han var igen opkaldt efter sin bedstefader, af den sort folk, der ikke lever mange af nu for tiden. Lauritz lå altid nedenunder en ganske bestemt stol, som der ikke måtte sidde nogen på.... Brodersen lukkede sin regnskabsbog ned i skuffen igen, trak lænestolen hen til midterbordel, tændte cigaren, lagde fødderne på gyngeskamlen fra lians barndomshjem, foldede nationaltidende ud og læste den fra først til sidst. Der var ikke rigtig god varme i stuen, og lampen brændte i en spids. Det var rigtignok rart, at han nu snart kunne hytte, for livor der også havde været renligt, pillent og pænt derhenne.' Fiolstræde var også nær ved alting, ved banken og ved kaféen, der lå i Vimmelskaftet, den gode gammeldags kafé, af størrelse som en almindelig stor, hyggelig stuelejlighed, med fløjelssofaer og marmorborde, men ikke det mindste moderniseret og dekoreret. Brodersen gik derhen og søgte sit stambord, hvor Jonas og den gamle tømmermester Hilker sad i sofaen, fuldmægtig i magistratens revision Enevold lige over for lauritz’ tomme stol, og en plads var reserveret bogholderen. Brodersen strakte hånden ned for at klappe Lauritz. Man hørte en daskende klapren af halen, der logrede imod stolebenene. Kort efter ville en intet anende fremmed herre gerne tage stolen, som Lauritz lå under; men ikke så snart havde han lagt hånden på stoleryggen og bøjet sig spørgende over imod fuldmægtig Enevold, førend hunden for op, viste tænder og knurrede, som om der var et helt uvejr inde i den. Den gør ikke noget, den gør ikke noget, sagde Jonas beroligende. Den anden havde øjeblikkelig sluppet sit tag og var trådt tiere skridt tilbage. Ja, de undskylder — mange gange... han skævede stærkt til hunden, der stilfærdigt luskede sig til ro inde under stolen igen. Gudbevares, det er mig, som skal undskylde, på hunds og egne vegne. Der blev skrabet ud med fødderne og gjort gensidige komplimenter, inden den fremmede fjernede sig, hen i den anden ende af lokalet. kendte de ham? spurgte tømmermesteren med dæmpet røst. Nej, sagde Jonas. Fuldmægtig Enevold kendte ham heller ikke. Gør de heller- ikke, Brodersen? Næ. Jeg véd Pokker ikke; men jeg syntes, jeg skulle kende ham på anseelse — Nielsen! Opvarteren nærmede sig. Hilker holdt hånden op til mandens øre: hvem — var — den — herre? hviskedee han tydeligt. Jeg kender ham ikke, hr. Hilker. Det er en strejfkunde. De faldt alle lire beroligede hen og nippede til deres toddyer. Jonas kløede Lauritz på snuden. Han var nærved al være lige så losset, sagde han, som når han møder et pindsvin ude i skoven. Der skulle de se ham: hvad er du for en svend? Til højre og venstre springer han for ham og gøer. Den kan han ikke regne ud. Han ser op til mig: hvad er det, fatter, kan du ikke forklare mig det? Til sidst så hyler han i vilden sky, fordi han ikke kan linde ud af det. Han er klog, morderlig klog. Ude i den gamle beværtning, sagde Hilker, som jeg har købt til nedbrydning nede ved Kallebodstrand, dér er fuldt med pindsvin i haven. Drengene, de fanger dem. Dei- kan koges en storartet suppe på pindsvin. Der kan fanden, kan der. Kan der ikke? Har de aldrig hørt, Enevold, at der kan koges suppe på pindsvin? Jo, Enevold mente nok, han havde hørt sådan noget ude fra landet. Ja, sagde Jonas, det er jo ikke værre end i Frankrig, at de spiser snegle. Og det gør de. Ja, og fuglereder i Kina, tilføjede Brodersen, som i et af nationaltidendes tillæg netop havde læst en skildring fra en telegrafist om et fornemt bryllup i Kina. Hør, sagde Jonas, og lod hånden falde vægtigt ned mod bordet, kan de huske, Brodersen, gamle lange, der var på kontoret lige i den første tid, de kom der. Hans søn, han er sågu kommen til Kina. Nej, virkelig! Jo, gu’ er han så. Det skulle man såmænd ikke have set på ham, da han kom fra skolen og hentede faderen om middagen. Men jeg talte med søsteren forleden dag; han er speditør for et stort dampskibsselskab, og hun sagde, han både talte og korresponderede på en fem-seks sprog. Det måtte være dejligt at kunne så mange sprog, mente Brodersen. Rasmus rask kunne tre og tyve sprog, benrørkede Hilker. tre og tyve? Skulle del ikke være lidt rigeligt? mente Jonas. Der er vel dårligt tre og tyve rigtige sprog. H a n k u n d e tre og tyve sprog forsikrede tømmermesteren. Enevold og Brodersen mente da også, de havde læst, at det var nogle og tyve. Død og pine, han kunne have tjent penge, havde det været nu til dags. Jamen han var så svagelig. /. Ved at høre tale om svagelighed kom Brodersen til at tænke på Jørgensen. Hør, det er sandt, sagde han, direktøren var i banken i eftermiddags, og kassereren og jeg skulle lave en lille opgørelse til ham over bevægelserne på de forskellige Kon li. Det må jo gøres udenfor Kontortiden, og så sagde direktøren, at vi måtte endelig lade aftensmad komme fra en kafé og hvad vi ellers ønskede. Men nu lalle jeg med Jørgensen om, at det var da egentlig meget bedre at vente og så gå herover og spise klokken ti. Ja, han skal være velkommen her ved bordel. Det vil sige, ikke på lauritz’ stol. Nej, den dyer han sig s’gu nok for ha, hal hvordan er det, det er jo ham, sagde Jonas, der har haft en stilling i Tyskland? Ja, han har været i et stort skindhus i Leipzig, lige fra ungt menneske. Tømmermesteren kendte ham også godt, fra den gang Hilker havde haft en kassekredit i banken: en høj, mager mand, bleg af sig. Ja, desværre, brystet er ikke godt. Og han er så ivrig. Det bliver det værre af. Sidder han ikke lidt trykket i det? Jo, meget. Han har haft gamle forældre at underholde og mange børn; der er flere døde. Men det er ellers sådan et reelt menneske. Talen kom ind på, hvor Jørgensen boede. Hilker havde nok tænkt, ( let var ude ad vestrekanten, for dér havde han tit mødt manden. Så gentog Brodersen, hvad han allerede havde fortalt dagen iforvejen, at han straks havde bestemt sig for de værelser i Fiolstræde uden at se på andre. Betalt en halv måneds leje forud lige med det samme. Jonas fandt, at Brodersen burde flytte straks: folkene passer dem dog dårligere og dårligere dér, hvor de bor nu, efter at de har sagt op. Og blæse på den smule leje! Det kan de godt have råd til, for at undgå alle ubehageligheder. Værelserne står jo til rådighed omme i fiolsiræde, så konen lager dem såmænd nok den ugestid iforvejen. Det ville nu aldrig være faldet Brodersen selv ind; men der kunne jo være noget i, hvad hans gamle kasserer sagde. Dette halvkolde værelse og den skævt klippede lampe — og det var naturligvis meget rigtigt, at det ville blive værre og værre i enhver retning; han måtte allerede nu gå efter alle vegne med en støveklud... InituPinit==medens deruPder==Brodersens deruPder==tankegang fortsatte sit deruPder==løb videre, hørte han, hvorledes de andre snakkede om hans nye deruPder==vært, deruPder==redsled, som deruPder==Jonas vidste havde været deruPder==rejsende for deruPder==P. heruPher==k. heruPher==hansen, men nu rejste han vist for en mindre deruPder==forretning, eller om han havde noget selv, han tumlede med. Han må vist væregift, sagde fuldmægtig Enevold, med en datter af den gamle manufakturhandler Thomsen — — ja, ude i Blågårdsgade 21, faldt Brodersen ind. Folk troede, der havde været noget, fortsatte Enevold, det var en ] )æn, lille mand, flittig og sparsommelig, han sled, lige til han ikke kunne mere. Og så i boet opdagede de, han havde sat alting til nogle år i forvejen i udtørringshistorier, som en prokurator havde fået ham ind i. Herregud, sagde Brodersen medfølende. Så fik hun slet ingenting. Nej, konen var død allerede nogle år før. Nå, jeg tænkte ellers på hende, datteren, Fru Redsted. InituPinit==nej, hende blev der skam heller ikke noget til. Og gamle deruPder==Thomsens deruPder==datter havde man dog altid troet — deruPder==Redsted var nok også en hel deruPder==del flot anlagt, og fra deruPder==P. heruPher==k. Hansen var han kommen væk allerede, så... Brodersen havde imidlertid i sit stille sind bestemt, at han ville i morgen, lige efter tre, igen gå derhen og spørge, om han ikke kunne dytte ind allerede før den første. For der var så renligt! — udarbejdelsen af den statistiske opgørelse blev opsat til dagen efter at Brodersen, allerede den tyvende i måneden, var llyttet. Men så tog Jørgensen og han fat, og det gik rask fra hånden. De sad alene, ved to enkelte blus, i det store, varme, ellers mørkerum. Det er svært, så det arbejde fortner sig, sagde.jørgensen, da de gjorde et øjebliks pause. Jamen jeg er også i rigtig arbejds-humør i dag, og så er jeg så glad over, at min flytning er overstået. Ja, del var s’gu noget at tale om over stået, med at flytte et par værelsers møbler hen i en anden lejlighed. — å, sagde Jørgensen pludseligt og lod pennen synke, medens han strakte benene langt fra sig, de aner ikke, hvor jeg er lykkelig, over at det ikke blev til noget med min ældste datters feber; der er jo en hel lille tyfusepidemi for tiden, og de smitter hinanden i skolerne, det er det meste, de bringer hjem fra dem. — andet end hospital, med at den ene blev syg, når den anden var bleven rask, det har vi ikke kendt til, fra vi hk den første lille. Han greb pennen igen: nå, videre fort! Vi må skam være glade, over vi slap så nådigt denne gang; den mindste er der naturligvis altid noget med.... De besluttede at holde op, da klokken var ti. Egentlig er det jo knusende fjollet af direktøren, at han ville have denne opgørelse på denne tid af året, i stedet for at vente til januar. Men det var — i en anledning, som han sagde, sprællemanden. Der ryger s’gu sådan et stykke forloren udenrigsminister i alle danske, når bare de får en smule mere end konen hjemme at dominere med. Nå, men han sagde det jo ellers meget nydeligt med denne aftensmad. Det skal såmænd blive helt morsomt engang igen at komme på kafé. Det har man ikke haft råd til i de sidste tolv år. på vejen hen til Vimmelskaftet nævnede Jørgensen, at han havde kendt den gamle jonas’ søn. Lauritz? Ham, som hunden er opkaldt efter. Ja. Det var en døgenigt. Jo, men det tror nu gamle Jonas ikke. Den gamle mand kan takke Vorherre, fordi han sparede ham for at tigge forgæves hos den dreng. Brodersen tænkte på det, de havde talt om på kaféen forleden, al Jørgensens gamle forældre nok havde kostet ham så store ofre, inden de nu omsider var døde på sygehjemmet. Børn, sagde Jørgensen, der ikke gør alt for deres gamle forældre, det er ikke mennesker. Og de er værre end dyr. Han stod stille et øjeblik under en lygte: når man nu også selv har prøvet, hvordan man elsker sådan børn.... De to herrer fik plads ved stambordet, efter at Jørgensen var bleven forestillet randt. Stor ære, sagde han forbindtlig og skrabede med fødderne. Han så sig om, da de havde laget plads: her er hyggeligt. Det er virkelig helt oplivende. Ja, nu er det, Brodersen, om hvor meget, vi kan være bekendt at lade aktionærerne betale. Der må jo ikke ske for stort et afdrag i dividenden. Men jeg er for resten bleven sulten. Ja, det tror Pokker, sagde gamle Jonas vægtigt, når man kommer til at spise to timer senere end sædvanligt. De skulle begynde med kold gås; den er udmærket. Jørgensen så et øjeblik over mod Brodersen, men bogholderen sagde: nej, det er der ingen mening i, synes jeg, lad os tage os noget ordentlig godt smørrebrød og øl. Det vil sige, naturligvis, hvis de ønsker, Jørgensen — næ, det giver jeg dem også ret i, kære kollega, som tyskerne skriver til de største kæltringer, det skal jo ikke være skoleskovtur. Men jeg kunne dog for resten lide at lapse mig med et stykke med laks, jeg har — i tidligere tider altid holdt meget af laks. Jørgensen så igen engang omkring sig: det er virkelig en hyggelig, lille bule. Ja, og så et pænt publikum, tilføjede Hilker med megen styrke. Her skrås overfor, på hjørnet, den nye kafé, gudbevares, den skal være forgyldt på alle leder og kanter, og spejle, man kan tage fejl af og løbe lige lurk ind i! Men har de hørt om skandalen derovre fra forleden? Der kom stamgæster derfra herover og fortalte det..ja, den var køn, indskød Jonas. Det var et par af disse unge overrets sagførere, de véd, kasserer, som der er så mang

1892_Kieler_IEnLysengelsSkikkelse

Laura

Ien Lysengels Skikkelse

Kieler

Kieler

Ien Lysengels Skikkelse

female

1892_Kieler_IEnLysengelsSkikkelse.pdf

Laura

Kieler

no

I en Lysengels Skikkelse

Fortælling

n

roman

Wroblewsky

KB

pdftxt

nan

nan

O

„ Thi djævlen går om som en brølende løve — søgende hver den, han kan opsluge “! „ Men om djævelen end iklæder sig en lysengels skikkelse “ —! Liv skød op af jorden! Det surrede og brummede i luften — bier, oldenborrer, skarnbasser, utal af insekter, — fuglenes kvidren — en hel konsert af fløjtende, summende røster! Hvor lød det vakkert ind i hverandre: Bas, tenor, alt, sopran i dette naturens store, alt opslugende kor! Finker, trøster * ), gærdesmutter, svaler, linerler, gråspurve! Men gennem alt, over alt lød stadig fra tid til anden det dæmpede,'enstonige: „ Thi djævlen går om som en brølende løve — søgende hver den, han kan opsluge! “ Hvad var det nu? „ Som en brølende løve — søgende hver den, han kan opsluge? “ * ) drosler. angstsveden brast frem på hans pande. Nu havde han igen ikke hørt efter, og han skulle efterpå fortælle det om alt sammen! Bare han kunne holde fast på tanken, men den løb jo fra ham! „ Thi djævlen går om som en “ — han hørte brølene! Han så løven, som den boltrede sig midt op i græsset og blomsterne der borte, den sneg sig sagte listende der bag busken, den lagde sig ned, — bare den nu ikke med et eneste Spring satte op på ryggen af ham og bed ham i nakken! Og han turde ikke springe op, turde ikke for sit liv springe op! Papa ville se det, papa holdt øje med ham, om han sad andægtig med foldede hænder! „ Kære brødre og søstre i Herren! Våger og beder, så i ikke blive ledede udi fristelse. Fristelsen er forfærdelig, fristelsen er rædsel. Som et rovdyr slår den ned på det menneske, der sover, borer kløerne i hans kød, drikker hans hjerteblod, — han værger for sig, — han kan ikke, — satan er der. Dyrebare medforløste, høre i — satanas! “ Det begyndte at flimre for hans øjne, solen lavede sig til at gå ned der borte bag fjældet. Hvor gik den hen? Til fremmede lande, hvor løven ikke var? Eller var den brølende løve også der, hvor solen gik hen? Time efter time sneg sig afsted, man stønnede, man hulkede. Hans tanke, blev mere og mere sløvet, nu kunne han intet huske mere —. Han turde ikke skele hen til slaguhret for at se, hvor langt viserne havde flyttet sig, han turde ikke en gang skele hen til ågot, som sad der lige til venstre. Han så kun hendes små fødder, der hang ned fra stolen, og de foldede hænder i hendes skød. Temperaturen var kvælende, sommervarmen, den lave stue, alle de tæt sammenpakkede menneskers hede, hidsede åndedrag! Folkene græd og jamrede sig. Jesu, din søde forening at smage, længes og trænges mit hjerte og sind; riv mig fra alt, hvad mig holder tilbage, drag mig i dig, min begyndelse, ind! Vis mig ret klarlig min Jammer og møje, vis mig fordærvelsens afgrund i mig, at sig naturen til døden kan bøje, ånden alene må leve for dig! Å — nu var det forbi! Nu kunne han da strække lemmerne, han var blevet ganske stiv, havde krampe i benene. han begyndte at rejse sig fra dørtærskelen i den åbne havedør, greb fat i dørkarmen — „ Mine elskede medtroende, i som have fået „ „ Jesu, din søde forening “ “ at smage, — “ Birgir faldt ned igen — apattisk, halvt sanseløs. Den anden lægprædikant havde rejst sig med hænderne foldede over brystet. „ Hvo som haver øren at høre med, han høre! Og lader os så nærmere fordybe os i betragtningen af synden og syndens væsen. Den, der siger: det er ikke synd, det er ikke synd, han lyver. Løgnens fader har hvisket det i hans sjæl. Al ting er synd. Alt, hvad du smager, hører, ser og kender, det er synd. Synden har besmittet luften, vandet, jorden. Med hvert åndedrag indånde vi syndens gift i vor sjæl og med den forbandelsen “. Søvnen! — der var den! Som et tæt, varmt slør faldt den over ham, dækkede ham til, tilstoppede hans øren — „ Hvorfor, ï Herrens elskelige, har apostelen ellers advaret os mod den brølende løve, der går om — søgende hver den, han kan opsluge? I sige: uskyldige fornøjelser er ikke synd. Jeg siger eder: med dem er- vejen til helvede brolagt! I sige: videnskaben er ikke synd. Sandelig, jeg siger eder: videnskaben er helvedes port! I sige: kunst er ikke synd. Sandelig, sandelig, jeg siger eder: kunst — er den ikke helvedes forgård? Djævlen ej verdens største kunstner! I en lysengels skikkelse! “ der gik en halv time, der gik en hel. Han sad skjult ind under sløret som i en kapsel, adskilt fra omverdenen. Hver lyd, der nåde ham, var langt borte fra. En edderkop spandt sit spind fra birketræet til rosenbusken. Det videde sig ud, blev så stort, bredte sig svulmende og glinsende i solen mellem himmel og jord, sommerens lette spind! Men brølet! Der var brølet! Han ville jo opsluge ham, fordi han så ofte ikke hørte efter, intet kunne fortælle igen, var en ond gut, et djævlens barn, som skulle komme i helvede. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Løvens hvæsen! Den brændende ånde! Løvegabet! Han greb sig bag i nakken, ville smide udyret fra sig — Birgir styrtede op og udstødte et skrig, fuldt af hjerteskærende," uudholdelig angst. „ Hvad er der, Birgir? “ „ Djævlen! Løven! Den var der! Jeg faldt i søvn, hørte ikke efter. Frels mig, papa! Frels mig! “ Pastor Baer så på lægprædikanten, Mathias Holstad. „ Syndebevidstheden er vågnet hos ham, Mathias. “ Han gik hen og bøjede sig over Birgir. „ Da disiplene faldt i søvn i gethsemane have, da var fjenden der. Og vor frelser, Jesus Kristus, sagde til Peder: kunne du ikke våge én time med mig? “ „ Å papa, papa, papa! “ „ Føler du din synd? “ spurgte faderen stille. „ Ja! “ „ Føler du al verdens synd? “ „ Ja! “ „ Aner du så, hvad Jesus Kristus har båret til golgatha? “ „ Ja! “ Ågot rørte sig ikke, men så på ham med en vis, stille undren i sine kloge barneøjne. „ Å min søn, min søn, kendte du kun din besøgelsestid! Bed, Birgir! Bed! Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn —! “ Birgir kastede sig på knæ. „ Herre Jesus Kristus! “ råbte han hulkende, „ tilgiv mig! Jeg sov! “ „ Jeg er en synder, herre, “ sagde faderen. „ Jeg har syndet, herre Jesus! “ „ Jeg har fortjent at blive forkastet for dit åsyn, herre! “ sagde faderen. „ Jeg har fortjent at blive forkastet for dit åsyn, herre Jesus! “ og så fortsatte det ophidsede barn — sporet frem ad, ligesom man sporer en opskræmmet hest: „ Tag mig til nåde. Jeg er et fordærvelsens barn, uværdig til at stedes for dit åsyn. Forbarm dig over mig, herre zebaoth! “ Han brast igen i gråd. Og gråden smittede. De græde alle sammen rundt om ham. Men krampegråden ville ikke holde op, og så måtte faderen bære ham i seng. Gennem den halvåbne dør hørte man, at hans hulken lidt efter lidt tog af, medens pastor Baer lyste velsignelsen over ham. Den virkede dulmende som et sovemiddel. „ Herren velsigne og bevare dig! Herren løfte sit åsyn op over dig og give dig sin fred! “ Men hvad ingen så uden gud, det var det udtryk af ydmyg glæde, der hvilede over faderens udtærede ansigt. Da pastor Baer kom tilbage, var der stille. Folkene havde hørt op at græde. Men en for en. faldt på knæ og aflagde bekendelsen. Trangen til at bekende var kommen over dem. Baer så på ågot, som lydig og tålmodig sad på sin plads. „ Vil du ikke også bekende din synd, ågot? “ Spurgte han. ’ hun vendte sit lille ansigt om mod ham. „ Bed, barn, “ sagde præsten. Ågot sad stiv, formåede ikke at røre sig. Undseelsen gjorde hende stum. Om de så havde slået hende, kunne hun ikke have rejst sig. Ikke for sit liv knæle ned der, så alle så det, bede højt, så alle hørte det! Hvad skulle hun sige? Barnets sjæleliv var for zart og kyskt til at tåle en sådan åndelig voldshandling. „ Du trænger til at søge nåden. Bed, barn, bed fra dybet af din sjæl! “ Men barnet kunne ikke gøre vold på sin natur. „ Når skal dog din trods brydes? “ udbrød Mathias. „ Herrens hånd vil komme til at hvile tungt på dig. Ve dig, barn, ve dig! “ Ågot blinkede med øjenlågene. „ Køb det belejlige øjeblik, “ sagde Nils øverland. Døden kommer ellers over dig som en tyv om natten! “ Mathias intonerede med skingrende røst, og medens vellugt steg op fra blomster og eng, milde aftenluftninger sagte bevægede træernes blade, småfuglene pippede godnat fra rederne, gøgen goel borte i åsen, og aftensolen dryssede et væld af skønhed ned over den trange fjelddal, sade de — menneskene — indadvendte, blinde for alt, der omgav dem, skuende ind i sig selv, ind i deres egen synd, med bøjede hoveder og sang: „ Ak, vidste du, som går i syndens lænke, hvor hårdt det er det sjælens slaveri! “ Så gik solen ned! da Birgir den næste dag — søndag — stod ude i gården og så gårdsgutten spænde for til kirkefærd, gik ågot forbi ham uden at sige et ord. Hun så kun igen undrende på ham, som om hun ikke mere kunne lide ham, eller som om han var bleven hende en fremmed. Hun gik formelig af vejen for ham. På vejen til kirken, den kendte, triste vej langs den stenede elv med de stejle fjeldsider, hvor man næppe kunne forstå, at de små, usle, brun-grå hytter kunne hænge fast, mælede de ikke et ord. Hun blev kun ved at se sky på ham, når hun troede, han ikke så det. Heden var stegende- på den skyggeløse vej. Gunnar gik i bakkerne og jog fluerne bort fra hestenes lænder. De forpinte dyr satte afsted i galop op ad bakke, ned ad bakke. Der var kirken! Der var den! Var der noget, hun hadede, så var det den skidne, rødmalede kirke med det høje, sorte tårn. Hvor var det stygt! Hun undrede sig aldrig over, at kråkerne ' ) syntes så godt om det tårn. Det kunne netop passe for dem! Og så den skrattende kirkeklokke, der svingede op og ned, op og ned! Blot hun kunne have fået tag i den knevel, fået den stanset! Da de havde hoppet ned fra gighen, kunne hun ikke længere dy sig. „ Hvorfor skal nu guds hus netop være så gruelig stygt? “ sagde hun beklemt. » Tys! “ Birgir så sig sky om efter faderen. „ Guds hus er ikke gjort med hænder. “ „ Men andre gudshuse er dog vist vakrere2 ). Kan du huske det billede, vi en gang så — af hvidt marmor, med forgyldning. Å, den som kunne gået i kirke i den! “ Dette gudshus på landet i Norge! Det gamle offersted, hvor blodet en gang flød for at forsone Odin og ttor! De blåmalede stolerader, skibet, der hang ned, — det var også sort! Fugleburene, der skevt hang udover og t;uede med at falde ned i hovederne på folk, det hivende orgel, der altid lød som forkølet, den fæle, indelukkede luft og sangen! Den pinte hende. Hun blev formelig syg af den. Skønt hun aldrig havde hørt bedre t ) kragerne. 2 ) kønnere. musik, led hun ved den. Barnet var af naturen musikalsk og havde et fint øre. Hivende, slæbende røster, — som om gud ikke havde givet en eneste af disse norske bønder en strube, der var malm og klang i! Fårs brægen — og klokkeren ' ) altid et par takter bag efter menigheden med alle de mangfoldige triller og trimulanter. Knevelen! Ågot kom til at le. Klokkeren det var knevelen. Knevelen som den svang ud og ind i luften der oppe i tårnet! Ågot puttede angst lommetørklædet i munden. Klokkeren trådte i kordøren og snøvlede med fistelstemme: „ Lader os alle bede. “ Å! — hvorfor holdt dog Jesus af alt, som var stygt? Da de efter endt gudstjeneste kom ud fra kirken, hviskedee ågot til Birgir: „ Fuglene synge da vakkert nok. Og englene kan da vel heller ikke synge så rent forskrækkeligt. “ „ Ågot! Vi gå jo over kirkegården! “ Ågot fik pludselig hastværk og skyndte sig afsted. Hun så sig ikke en gang omkring, — hun vidste for vel, hvordan den så ud. Som en ødemark, skeve, sorte trækors, sort * ) degnen. altsammen, græstuer, ukrudt, brændenelder, ingen blomster, ingen trær. Hvor døden var fæl her! Ligge her? Aldrig i verden! Birgir havde rædsel for dommen,' helvede. Det tænkte hun ikke på. Men blive begravet her! Ligge herude den • lange, mørke vinternat — alene! Medens ulvene • tudede i granskovene rundt omkring. Og så kråkeskriget! Hun skyndte sig ud gennem kirkegårdsporten, ud på bakken og trak vejret dybt. Her var elven, der var kæmpehøjene, der var thingkredsen fra kong Sverres tid! Og så de mange stejlende, vrinskende heste, karioler og kærrer bundne til kirkegårdsmuren, til gærdet på begge sider af vejen. Bønderne reve de røde topluer1 ) af, da „ han far “ gik forbi. Og præsten i den sorte samarie gik ydmyg og beskeden mellem dem ret som en disipel af ham, der var ydmyg og sagtmodig af hjertet, og som red på et asen og på en asenindes føl. På hjemvejen sagde børnene stille, pinte * ) luer — huer. deres hjerner og søgte at mindes så meget, som det bare var muligt, af prædikenen. Birgir kunne næppe spise til middag af frygt, og efter middag, da de samledes inde i faderens studerværelse, var hukommelsen sløvet. Nej! Ikke bange for papas vrede, — papa var aldrig vred, — men angst, ulidelig angst for at bedrøve ham, — å, ikke noget, der gjorde papa ondt! Han kunne blive så hjertelig bedrøvet, så han blev ganske syg! Heldigvis blev ågot den dag udspurgt først. Hun havde et let hoved, der snappede op i farten ét her, ét der, — men hans, som arbejdede mere grundigt og tungt! Men det faldt ham ikke ind, det var hovedets skyld. Det faldt heller ikke pastor Baer ind, at det var mangel på evne. Det måtte være mangel på vilje, måtte være adspredthed, åndelig sløvhed. Efter overhøringen fik de endelig fri. Hvad skulle de dog gøre denne lange, dræbende søndageftermiddag? Der stod formelig rædsel af den. Den lå som en øde, skyggeløs vej foran dem, — de skulle slæbe sig frem, — hvordan vinde over den, så den fik ende? „ Hvorfor holder onkel dog ikke af, vi springe om og lege? “ udbrød ågot. „ Vi skulle helligholde hviledagen, “ sagde Birgir alvorligt. „ Men hvad skulle vi gøre? “ „ Læse. “ „ Læse? Ja men jeg har læst alle de børnefortællinger, her er i huset. Det har du også. Mange, mange gange, om og om igen! Og så er det bare om børn, som blive omvendte. Men noget, som jeg kan le af! Å le — le — le! “ Hun gik hen til Malene, som nylig var bleven budeje1 ) på præstegården. Malene stod med hænderne under forklædet og støttede sig mod gærdet. Hun vendte ryggen til. „ Ser du på skærereden2 ) i rognetræet3 ), Malene? “ spurgte ågot. „ Nej, jeg græder, “ sagde Malene. „ Hvorfor græder du? Har du tandpine? “ Ågot vidste intet værre. „ Nej, jeg græder over min dødssynd. “ „ Hvad er det? “ „ Synd mod den helligånd, som ikke kan forlades! “ Og stakkels Malene skjulte det ophovnede. * ) mejerske. 2 ) skadereden. 8 ) bogn — ren. forgrædte ansigt i forklædet og hulkede, så skigarden ' ) rystede. „ Men hvad har du gjort? “ Malene svarede ikke. I den senere tid kunne man gerne tro, Malene var bleven trapistmunk. Hun talte næsten ikke mere, hun bare græd. Nysgerrigheden begyndte at pirres. Hvad var det dog for en synd, for hvilken der ikke fandtes tilgivelse? Men da ågot intetsomhelst svar kunne få ud af Malene, bare tårer, så opgav hun forsøget. hun slentrede om uden mål og med — i gården, bag udhusene. Søndagens dvaske ro havde forhekset alt. Ikke en husmand, ikke en gang Gunnar, gårdsdrengen. Han sad inde i bårstuen- ) og læste i „ Postillen “. Ingen køer i båsene, ingen heste i spiltougene. køerne vare til sæters, og hestene i udmarken. kun hønsene spankede om ude på møddingen, og hanen fløj op på bordstablen og goel. Det gjorde den hver dag. * ) gærdet. 2 ) folkestuen. å — noget nyt! Noget, hun ikke havde set før, noget, hun endnu ikke kendte tilbunds! Jo — ét! Mørkloftet! — med et eneste sæt for hun afsted, listede sig stille som en kat op ad trapperne, — bare onkel nu ikke vågnede op af sin middagslur! Hun stod stille, stiv af skræk. Fy, hvor den trap knagede! — et til! Tverbjelkerne! Vandstøvlerne og finskoene, der hang og dinglede ned over hovedet på hende! Skorstenen, der hvid som et spøgelse, hvid lig „ en kalket væg “, som Kari altid sagde, når hun fortalte spøgelsehistorier, steg op gennem gulvet dernede fra og gik videre op gennem tåget! Skorstenen med den lille, sorte dør, skorstensfejeren krøb ind ad! Det lange, mørke loft, det kunne hun da ikke se enden på! Det endte i bare mørke. Hun tænkte på, hvordan det var før skabelsen: „ Og mørket rugede over vandene. “ Ja, det var netop det, det gjorde dér borte! Det rugede som en drage over en eller anden stor hemmelighed. Og så alle disse hjørner og kroge — der, hvor taget skrånede ned, — der måtte være noget, der måtte findes noget. Det var umuligt andet. sådan præcist måtte kolumbus have kendt det, da han styrede over havet for at opdage Amerika. Ja, det måtte han! Å! Hun satte sig ned på en kasse lige ved skorstenen. Der sad hun i stille fryd og gned hænderne mod hinanden. Det formelig klukkede i hende af glæde og forventning. Hvad var det? Nede i trappen bag hende lød der pludselig: „ Tippe—tjap, tippe—tjap, tippe—tjap. “ „ Hvem er der? “ sagde ågot, der vendte ryggen til. Et hvidt fipskæg stak frem over hendes skulder. „ Vær stille, fip, “ hviskedee ågot, „ jeg venter på, der skal komme noget. “ Nå — der sad hun med store øjne og armen om fips Hals, og der stod fip med små, bitte horn og fipskæg og ventede på, „ der skulle komme noget “. En spurv, der nød udsigten oppe på tagryggen, hoppede tilfældigvis hen til tagvinduet. Der sad også den og tittede nysgerrigt ned på barnet og gedebukken, som ventede på det, der skulle komme. Men der kom ikke noget. Og da bjerget ikke ville gå til musen, måtte lille mus gå til bjerget. og ågot fandt i den nærmeste krog en gammel hatæske, den var grønmalet. Om hun åbnede låget! Det var vist madam bartnæs’s hatæske, og madam bartnæs’s hatæske, vidste hun, var forbuden frugt. Men alligevel! Hun åbnede forsigtig låget og stak hånden ned. Der var en gammel hat fra tyverne, trediverne, en hat, som man den gang kaldte: „ Kys mig, om du kan! “ Du gode gud, mon hvordan madam bartnæs havde set ud med den hat? Og der — et gammelt, falmet slør, og der — en gammel — bog! Bog! En bog! En bog! — ikke har schliemann ved sine udgravninger af det gamle troja med større fryd draget smykker og kar ud af århundreders forglemmelse,- end ågot drog bulwers „ Percy godolphin “ op af madam bartnæs’s grønne hatæske! Hun puttede bogen hastigt i lommen, bange for at selv fip skulle se den. Og hun ilede ned ad trapperne forsigtig, lydløst som en tyv, med fip i armene og jubel i hjertet over sin dyre hemmelighed. Ingen rnåtte vide det — ikke en gang Birgir. Men hvorledes var den bog nogensinde kommet ned i madam bartnæs’s hatæske? hun sprang ned på engen og gemte sig i en høstak. Ågot lavede sig et rigtigt hyggeligt, lille rum derinde, og så kunne hun have det så ganske for sig selv, borte fra den hele verden! Og tænk, at ingen vidste, hvor hun var, — ikke en mor’s sjæl! Men et lille kighul måtte hun have — sådan ja! Det var netop tilpas. Og hvor det lugtede dejligt af hø, af kløver! Blåklokker og præstekraver hang næsten ned i ansigtet på hende. Der lå hun inde i høstakken — et lille, levende stykke opposition, medens søndageftermiddagen fløj, som om den pludselig havde fået vinger, og elven nynnede sin ensformige sang: „ Tiden går, tiden går, evigheden snart forestår! “ Lå der med „ Percy godolphin “, medens en hel ny verden, en ukendt, underbar verden med lorder og lædier, pragtsale og marmorstatuer, plaskende springvand og venetianske spejle fik liv inde i høet! Ågot så ud gennem kighullet. Der lå Birgir i bakken lige tæt ved og læste i en bog. Gud ved, hvad det var for en bog! Å, — at han ikke vidste, ikke drømte om, at hun lå der lige tæt ved ham, — kunne bare række hånden ud! Men det skulle han så vist ikke få vide! Hun keg igen. Jo, — han lå der. Og han så ud, som om han ville til at sove. Men aldrig i verden —! Hun keg igen.. „ Du, Birgir, hvad læser du? “ kom det pludselig ud fra høstakken.. Han så forbavset op. „ Hvor er du? “ „ Ja, det siger jeg ikke. “ „ Ja, så læser jeg. “ „ Ja, læs du. “ Taushed. „ Ser du noget, Birgir? “ „ Nej bare Malene, hun går hen til stabburet1 ). “ „ Hvad gør hun? “ „ Hun græder. “ „ Å! “ Her blev igen stille. Birgir læste i sin geografi og havde landkortet ved siden af. Det var hans kæreste læsning om søndagen. Han havde jo ingen anden. Den gav hans fantasi næring. Han rejste jorden rundt, drømte sig alle steder hen i den 1’ ) madbod. store, herlige verden, som lå udenfor disse nøgne fjelde. Hvor han længtede! Hvor ulideligt han længtede! Han så det alt sammen, som han sad der med hånden under kinden på præstegåardsbakken i den trange, ensomme fjelddal. Hans sjæl var ikke, hvor hans legeme var. Den var ude på rejser. Hvor verden var stor! Hvor var den skøn! Han var i Venedigs gondoler, på berneralpernes gletscher, i Danmarks bøgeskove, i Marokkos palmelunde. Pyramiderne, obeliskerne, akropolis, forum romanum! „ Du, Birgir, hvorfor skal vi gøre det så stygt, når gud gør det så vakkert? “ „ Synes du fjeldene er vakre? “ „ Blomsterne, træerne er vakre. “ „ Det er jo rimeligt. Djævlen er jo denne verdens herre. “ „ Er det så djævlen, som har skabt dem? “ „ Hvem? “ „ Blomsterne! Træerne! “ Birger svarede ikke, han var i spanjen. Pludselig lød det fra høstakken: „ Du er da vakker. “ „ Er jeg? “ Birger var på kap. „ Ja, det må du da selv kunne se. “ 25 y hun keg ud, så hele hendes lille, søde ansigt kom til syne ud fra høet. „ Nå, du er i høstakken! “ „ Du, Birgir, — er jeg vakker? “ „ Det ved jeg ikke. “ „ Å! “ „ Ågot! “ lød mad. Bartnæs’s hæse røst oppe fra stabburet. Ågot puttede hurtigt bogen ned i lommen, af frygt for at madamens argusøjne skulle trænge ind i selve høstakken. Hun krøb hurtigt ud. Blussende varm stod hun og rystede høet af sig ligesom en lille høne, der plukkede fjerene. „ Å — om du vidste! “ sagde hun. „ Å, Birger, bare du vidste! “ Hun var bristefærdig af lutter hemmelighedsfuldhed. „ Ågot! “ Som et lyn for ågot afsted. „ Hvad skal det sige, barn, at du i kirken vovede at le! “ „ Jeg lo ikke, “ stammede barnet. „ Jo, du lo. Jeg så det, — jeg har ikke havt stunder til at sige dig det før nu. Men jeg så, du lo, da klokkeren kom frem i kordøren. “ ågot hang med hovedet. „ Jeg ville til at le, men jeg lo ikke, “ sagde hun forknyt. „ Du ville til at le, — der har vi det! Du vanartede barn, ved du da ikke: i skulle ikke gøre mit hus til en røverkule? Du fortabelsens barn! Du giftige slange! Du øgleæt! “ Hun tog hende ved armen og rystede hende. Ågot rev sig løs og brast i gråd. „ Å, hvor kan du dog blive så frygtelig vred! “ „ Vred! “ råbte madam bartnæs rasende. „ Nej, jeg er ikke vred. Et menneskes vrede er ikke behagelig for Herren. Men jeg er nidkær for gud! “ Og så slog hun hende. stakkels Birger må have haft noget poetisk i sin natur, for da han ingen skønliteratur fik lov til at læse, følte han sig underlig betagen af højsangen og Davids salmer. Den gammeltestamentlige pattos begejstrede ham, og det billedlige gav hans fantasi noget at beskæftige sig med. „ Jeg vender mine øjne mod bjergene, thi derfra kommer min hjælp. “ Var ikke det som skrevet for ham? Fra bjergene! Over fjeldene måtte jo dog hjælpen komme, som én gang ville hjælpe også ham over. Han gik ind i faderens kontor, og der sad han og så, hvorledes fjeldryggen lige over for, takket og ru, ligesom blev levende for hans øjne, og skyen, den hvide sky, der lidt efter lidt sænkede sig ned over den, ligefrem red på fjeldryggen og blev en stor mand i en hvid kappe. Det var befrieren, som skulle føre ham ud i verden. Og så gav gutten sig til at digte — ikke om manden, „ Befrieren “, men om sulamith. da Birgir havde skrevet det sidste „ Sela “, faldt pennen ud af hånden på ham. Det var så hedt, der måtte være torden i luften, og der var så trykkende stille. Det for i ham med ét: papa var borte på sygebesøg! Og madam bartnæs, den kaffesøster hun var, sad vist med den gamle, sortbrune kappe på det fedtede hår og drak kaffe i spisestuen. Han var vis på, hun drak sine fire kopper. Birgir styrtede ud i gården, gav sig pludselig til at løbe og hvine højt, — han vidste ikke hvorfor, men hvine måtte han, skrige af alle livsens kræfter, råbe i vilden sky, — han måtte have luft, ellers ville det kvæle ham! Katten,. der sad på stenhellen og sov med det ene øje, åbnede også det andet, og hunden, der lå på låvebroen og blundede med snuden hvilende på forlabberne, sprang op og spidsede øren. Madam bartnæs åbnede vinduet. „ Hvad i al verdens navn går der af dig, dit utyske? “ råbte hun. „ Kom ihu, du helligholder hviledagen! “ „ Nu er hun nidkær igen! “ tænkte ågot, der til straf, fordi hun ville le i kirken, men ikke gjorde det, sad og måtte lære et helt kapittel udenad i biblen. Og en gysen for igennem hende, en hemmelig gru for, hvad det store, hellige var, som gjorde, at madam bartnæs’s nidkærhed aldrig var vrede, men nidkærhed for gud. Birgir måtte ind igen på kontoret, og som han rodede om i faderens reoler, faldt han over et prøvehefte på en ny, illustreret udgave af bibelen. Han kunne huske, da det kom, — det var et helt år siden, men faderen havde ikke subskriberet. han bladede og bladede. Sådanne dejlige billeder havde han aldrig før i sit liv set! Der var Adam og Eva i paradiset, der var Correggios „ Den bodfærdige Magdalene “, der var Michel Angelos kristusstatue i rom. Han støttede hovedet i hænderne og slugte det med øjnene. „ Hvor har du fået fat i det? “ spurgte Baer heftigt. Birgir sprang op. Han havde aldrig set sin fader så vred. „ I reolen! “ stammede han. Og som om han ville holde et Skjold frem for sig, hævede han heftet i vejret og sagde: „ Det er bibelen, papa, det er bibelen! “ „ Jeg ved, det er bibelen, “ sagde Baer kort. „ Jeg burde for længe siden have ødelagt det. “ Han rev billederne ud. — „ Slangen i paradiset, Birgir! “ Birgir så uvilkårlig op på det kobberstik af Kristus på korset, som hang på væggen. Der var altid et lille, grønt gardin trukket for. Men hvad det var, der sådan skulle tildækkes, havde han ingen anelse om. „ Det er, fordi han er nøgen, “ sagde ågot troskyldig, da han spurgte hende. „ Han har jo ingen klæder på. “ De følgende dage kunne ågot ikke dy sig. Hver gang de vare alene, sagde hun: ' „ Å, Birgir, bare du vidste! — å, Birgir, bare du vidste! “ _ til sidst indviede hun ham i sin store hemmelighed. og så lå de begge i forening inde i høstakken og læste „ Percy godolphin “ med armene slyngede om hinandens Hals og kind presset mod kind. Børnenes åndedræt gik højt og kort, medens de gennemgik det første kursus i læren om kundskabens træ på godt og ondt. Når de krøbe ud af høstakken, gemte de „ Percy godolphin “ i en stenrøs1 ). Første gang Birgir lagde et par stene over bogen, kastede han for Morro flere småsten ovenpå og råbte: „ Nu stene vi ham, ågot! Nu stene vi Percy godolphin! “ -1 ) stenhob. sommeren gik,- og så kom vinteren. Den lange, mørke, strenge vinter, da børnene om morgenen vågnede ved plejlernes ensformige slag i låven1 ), senere — som årene skrede frem, — ved tærskemaskinens dur og så den hele, udslagne dag uden Stans eller ophør: fossens melankolske brusen. Og så ensomheden! Ingen steder kom de hen, ikke et liv kom til dem uden folk, der bare skulle snakke med præsten. Ingen dannede mennesker! Der var ingen. Om der kom nogen! Dag ud og dag ind lyttede de efter bjælder, om der ikke skulle være nogen nede i bakken, om der nu dukkede et hestehoved op på Toppen af bakken, så hesten, så slæden — å! Men der kom ingen. Måned efter måned den samme tærende ensformighed, den ene dag som den anden, man måtte ikke le højt, ikke tale højt, ikke fornøje sig, man kunne blive gal! Og om aftenen, når de vare komne i seng, lå de og lyttede. Men der var intet andet end Pasop, der sad t ) loen. udenfor stabburet og gøede op til månen. Og hundene fra nabogårdene svarede igen. Imellem gøede de ad deres eget ekko fra fjeldet. ‘ hundeglammet var traurigt nok. Mon der var en ulv, som nu gik og luskede om bag stabburet for at afskære Pasop tilbagetoget til huset? Børnene gyste. Undertiden lød der fjern bjældeklang. Men den var så langt borte, den gjorde kun stilheden endnu tristere. Især genlyden af bjældeklangen. Den lød så vemodig, klagende, de næsten blev syge om hjertet. Og selv stjærnehimlen gav dem ikke nogen videre synskreds, når de med ansigterne trykkede op mod den kolde rude stod og stirrede op på de lysende kloder. Fjeldene stængte for også der. Som en ubønhørlig, kinesisk mur rejste de sig op mod himmelhvælvet, de fik kun se en smal stribe, — ikke en gang „ Orion “ kunne de få øje på, — bare den ene skulder, og Karlsvognen rullede sit stolte løb på den anden side fjeldet. Å, det fjeld! De knyttede småhænderne. Bare månen, som drejede sin gule Skive rundt der oppe på fjeldkanten, ikke også listede sig over på den anden side! Hvor måtte dog himlen være stor og uendelig bag om fjeldet! Hvor mange millioner stjerner! — — — sådan sneglede år efter år sig hen for disse to åndeligt mishandlede, vantrevne børn. De længtes hver eneste aften, når solen gik til fremmede lande. Mathias Holstad og Niels overland var igen komne til præstegården og holdt opbyggelse. Mathias havde valgt til tekst: den yderste dom. Børnene vare formelig glade. Det var dog en afveksling, lægprædikanterne kom. Mathias fortabte sig snart i vellystig udmaling af den yderste dom og helvedes pinsler. Han havde en bred, kraftig pensel, og de stærkeste farver, netop de, der kunne pirre sanserne, bleve smurte på. Som romerne i kolosseum formelig frådsede hans tilhørere i blod, nøde tanken på disse ulidelige pinsler, som det alt overvejende flertal af den samlede menneskehed — ikke blot nu men gennem alle forgangne århundreder, gennem alle de århundreder, der mulig endnu skulle komme, er håbløst, ubønhørligt hjemfalden til! „ For dem er evig pine, for dem er gråd, for dem er tænders gnidsel. I sige: men størsteparten af menneskene må da blive frelste, gud er en forbarmende gud, en fader. Jeg siger eder: Herren er ingen Eli, han er en fortærende ild. Snart kommer dommedag, den er der! Som en tyv om natten kommer den over eder. Se vi itke i disse tider tegn i sol og måne og stjerner på, at Herren er nær? „ „ Gå bort, i forbandede, i den evige ild, som er beredt djævlen og alle, hans engle! “ “ Den vej er bred, som fører til helvede, og der er mange, millioner, som vandre på den. Men den vej er smal, der fører til livet, og der er få, som gå på den. Og den port er bred, og den port er snever! Sandelig, sandelig siger jeg eder, brødre og søstre i Herren, vi er kun en lille flok! Vi er guds børn, — vi alene blive frelste, hvis vi blive i nåden, høre i, vi alene og ingen anden menneskesjæl i den hele, vide verden! Kun en lille flok! Og hvis i, brødre og søstre, synes, at dette må forringe vor salighed, da tage i storligen fejl. Det forhøjer saligheden at se de forkastedes pinsler! Ingen medlidenhed! Hverken med forældre eller børn eller søskende eller mand eller hustru! De ville det selv således. De have kun høstet, hvad de have såt, annammet det, de have fortjent. Off i tro, denne pine må tage ende en gang. Den tager aldrig ende! I tro, evigheden må have en ende, nej, den tager aldrig ende. i sige: når så og så mange årtusinder ere forsvundne, så er enden der! Nej, enden er der ikke endnu! Enden på straffen kommer ikke — aldrig i alle evigheders evighed! Betænker, dyrebare medforløste, mange er kaldede, men få er udvalgte. Og det er vi, hvis vi blive i troen! Herren være priset gennem alle tider. Amen! “ Og så sang forsamlingen: „ Hvor salig er den lille flok! “ Der var så mørkt. De fire talglys formåede ikke at sprede mørket, der hang op under loftet, eller trænge ind i krogene, hvor djævlen og hans engle havde gemt sig og med deres gloende øjne så på ham. Og så var der intet for vinduerne, de brugte aldrig rullegardiner, intet overflødigt blev brugt, og mørket, det store blinde mørke, stirrede ind! Angsten prellede af på ågot. Hun rystede den af sig, som gåsen ryster vandet af sine vinger. Men i Birgirs sjæl borede den sig ind lig en spids syl. Med store, vidt opspilede øjne sad han og sugede dødsfrygten ind i sig. Rædslen for at blive evig fortabt, rædslen for dommedag jog søvnen bort, der ellers plagede ham så slemt under disse timelange opbyggelser. Den jog ham ud, så snart sangen var sungen til ende, han kunne ikke sidde stille med den kval. Da han kom ud i spisestuen, — der var ikke lys, — stod han fastnaglet til pletten. Der — lige over for ham — vinduerne — himlen — der jagede nordlysene efter hverandre, trak sig sammen, videde sig ud, flammede op, blålige flammer slikkede fjeldspidserne, som om de vare helvedsluer, der ville stikke elementerne i brand. „ Solen skal formørkes, og månen ikke give sit skin, og stjernerne falde af himmelen, og himmelens kræfter røres. “ —dommedag! han flygtede ud gennem den nærmeste dør. Ågot kunne ikke begribe, hvor Birgir var bleven af. Hun så efter ham i spisestuen, — der var han ikke, i køkkenet, — hvor en osende tranlampe kun gjorde mørket synligt. „ Birgir! “ kaldte hun sagte. Intet svar.. Hun hørte kun vanddråbernes dryppen henne fra springvandet. Endelig kom hun til onkels sovekammer, hvor Birgirs seng stod tæt ved faderens. Natlampen var allerede tændt. „ Herre Jesus, frels mig, jeg vil ikke dø! Jesus, lad mig ikke blive fordømt! Jesus, lad mig ikke dø! Jeg vil ikke dø! Jeg vil ikke i helvede! “ Angs

1888_Stuckenberg_IGennembrud

Viggo

Igennembrud

Stuckenberg

Stuckenberg

Igennembrud

male

1888_Stuckenberg_IGennembrud.pdf

Viggo

Stuckenberg

dk

I Gennembrud

Fortælling

n

roman

Philipsen

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Aldeles bestemt! hjem gik Jørgen ikke mere. Hellere lige ud i stranden. Han var allerede langt ude i nørre allé. Han kunne se sundet. Sagen var den, han havde fået en lussing af sin fader. Den slags ting tager man ikke imod i sit fjortende år; og akkurat så gammel var Jørgen ja om den endda havde været fortjent. Skønt det skulle være svært at finde på noget, som gav ret til lussinger, når man først var så langt, at man Havde stemmen i overgang Havde han ikke siddet dér ganske stilfærdigt i gyngestolen, da faderen var kommet hæsblæsende ind og straks skulle haft ham afsted pokkerivold ud i Rosenvænget. Det jog vel ikke så stærkt, havde Jørgen ment. Og så sad lussingen der. Herregud, fordi ansigtet havde været lidt gnavent. Det kunne jo være. Man havde jo dog også visse rettigheder. han havde nær slået igen, da han var sprunget op fra gyngestolen og havde grebet faderen i armen. Jørgen kunne endnu høre sit eget hæse » Tag dig i agt! « og han kunne føle på sine kæber, at han måtte have skåret tænder, da han sagde det. Musklerne stod endnu så stramt om munden, syntes han. Han kunne ikke rigtig få ansigtet i orden igen. Og så de underlige ravende skridt, han var faret ud af værelset med. De havde vist taget sig lidt forfjamskede ud. Og det var det ærgerligste af det alt sammen. For Jørgen ville have imponeret. Der var også den entredør, han fik smækket for voldsomt i. Havde han bare lukket den en ubetydelig smule sagtere, var der kommet mandighed over det. Og nu var han langt ude i nørre allé. Gud ved hvordan han var kommet dér? Han stod lidt stille. Det var ham umuligt at huske, hvad vej han var gået. Han havde en fornemmelse af noget indvendigt noget, som gik med dampkraft og drev på. Og at han hellere ville dø end standse det dampvæsen, var han fuldstændig klar over. Det var allerede galt at stå stille. Tågen dryppede fra allétræernes nøgne grene. Stammerne stod sorte og våde. Og når vinden susede gennem de bladløse elme- o toppe, faldt tågedryppet som regn ned over vejen. Han måtte videre. Men hvor hen? Bare ud, ud i verden naturligvis. Tage tjeneste på en bondegård langt borte, slide sig nogle penge sammen og vende hjem som en stor mand. Tage tjeneste. Var der i grunden andet at gøre? Blive svinedreng. Jørgen smøgede kraven op om ørene. Tågen var så råkold. Og så skød han den idé fra sig. Det gøs i ham. Den var kommet så brutalt over ham. Han havde set gården for sig, set sig selv på gårdens mødding. Fællederne lå på begge sider af alléen og blev borte i tågen som store stepper med fattige brunvisne græstotter over våd, tungjord. Netop her havde han dage i træk leget sin bedste leg, været indianer, skudt steppens ville bøfler med bue, skreget krigsskrig og sprængt afsted. Eller ligget på ryggen og stirret op på himlen og drømt høvdingedrømme. Ligget her, træt af legen, og spekuleret på de virkelige stepper, som vinden gik hen over i jævn glidende fart som oppe under himlen, uden susen, bare bølgende græsset; hvor der var frit og vidt og skyggeløst og intet ekko. Og han havde fabiet sig en tung længsel til mod store marker, mod brede egne, hvor der var milelangt til horisonten. Gik han i gaderne, kunne han pludselig sætte i løb, styrte afsted for at komme ud af byen, inden husene kvalte ham. Og han holdt ikke af snevre døre. Nu var han endelig fri; fri for alt og alle. Der var ikke det mellem himmel og jord, Jørgen var afhængig af. Sundet kom mere og mere frem under tågen; det lå gråt og kruset. Han havde rent glemt det sund. Nu da han så det igen, vidste han med ét, hvorfor han netop var gået den vej. Han ville jo tage livet af sig. Det kildrede ligefrem i kroppen, når han tænkte på, hvad faderen og de andre ville sige, når de fik at høre, at han havde gjort det. Faderen ville angre og fortryde og erkende sin uret. Bondegården og svinedrengen og stepperne blev helt borte, mens han gik og nød al den anger og smerte. Og så skulle de få lov at indrømme, at der alligevel havde stukket en mand i ham. Men der hagede det kedelige ved sagen, at man selv skulle ligge lig og ikke kunne se de andre. Det slog til syvende og sidst et slemt skår. Blot det at kunne rejse sig op en eneste gang og få sagt sit » Der kan i se! «. Så kunne man gerne lægge sig til at dø igen. Men så meget måtte man have sagt. Jørgen fandt det bedst at tænke lidt nøjere over dette og opsætte det lidt. Vandet var der jo ikke langt til. Han ville følge strandvejen. Og så drejede han om hjørnet ved lille vibenshus. Der stod en betjent på hjørnet, ellers var der ikke et menneske at se. En vogn rumlede langt nede på vejen; men den kørte bort, ind i tågen; Jørgen kunne ikke se den. Han gik ganske langsomt, drev afsted med hænderne dybt nede i vinterfrakkens lommer og hørte efter sine egne trin; de knirkede i det våde grus. Vejen var sølet. Ovre på den anden side lå grøften fuld af gammel snavset sne. Der var tomt og stille som inde i de øde villahaver. Skulle han tage livet af sig? Vade ud i det grå vand dernede, som tågen stod over som kold damp. Tænderne ville klapre i munden på ham, bare han stak fødderne i det. Han så sig selv stå derude i vand til knæene, blågul af kulde, ene i denne døde tågestilhed, i færd med at drukne sig. Jørgen følte sig ganske hånlig stemt. Det kunne aldrig falde ham ind at gå ud i det vand. Men hvad ville han da her, her på strandvejen, klokken ti om formiddagen, i februar måned? Var der nogen mening i det? Hvert skridt han gik, var et skridt længere bort. Bort mod hvad? 6 han gik, gik videre, bare gik. Han tænkte egentlig ikke mere. Alle hans tanker endte i et sløvt, grædefærdigt had til faderen. Det var jo ham, der ene havde voldt det alt sammen. Og det var ikke første gang, dette had kom over ham. Mange gange før havde han stået med knyttede hænder og sammenbidte 'hænder, når faderen havde pryglet ham og var gået, eller havde forbudt ham en leg eller en bog. For faderen havde en barsk, buldrende måde at gøre det på, som lignede ondskab. En stor, rå tamp kaldte Jørgen ham ved sådanne lejligheder. Kom vreden over faderen, og det gjorde den tit, skulle man lede længe efter ondere øjne end hans. Egentlig var det første gang i dag, Jørgen rigtig havde set i dem. Jørgen kunne overhovedet ikke rigtig komme ud af at se folk i øjnene. Og nu gik han der med sit had, bare gik, sløv og ligegyldig. Underligt nok, dette had gjorde ham al tid forfjamsket, lammede ham. Det arbejdede i ham som en dampmaskine, han havde tabt herredømmet over, en dampmaskine, der snurrer mod sprængning. Jørgen gik tæt inde langs de våde træer; der var kommet som en uvilkårlig trang over ham til at gemme sig bag hvert enkelt af dem. En bagervogn kørte forbi ham, og lidt efter en vogn med jærn. Jærnet raslede og klaprede. han så efter de to vogne; de kørte ind ad byen til. Det klaprende jærn blev ved at lyde; han kunne længe høre det. Og da lyden endelig døde bort, og vejen igen lå for ham i tågen, gold og grå og tom, faldt denne tomhed over ham med centnervægt. Der inde bag ham arbejdede staden, sled og slæbte livet, hamrede maskinerne, og summede der stemmer. Og her stod han uden mål og med, på en øde vej, viljeløs, med to ledige hænder. Han havde sneget sig bort, følte han. Bag ham lå alt det, han længtes efter, og foran ham ingen store stepper, bare tåge og lange, øde veje. En kongelig vogn kom frem af tågen; den kørte ganske langsomt og inde på stien spaserede en dame med en lakej bag sig. Jørgen fik hjærtebanken. Det gik ham al tid sådan, når han opdagede det røde liberi. Inde i byen strøg han helst nedad en Sidegade; eller han blev stående glorød og bukkede, når han ingen Sidegade havde ved hånden. De generede ham al tid, de møder; der kom ligesom angst over ham; han vidste ikke hvorfor. Skulle han hilse eller ikke? Mens han prøvede på at samle sine tanker, gik han ud på vejen. Han kunne næppe få vejret for hjærtebanken. Så kom han udenom vognen og var bag dem, før han endnu havde fået tænkt. Bred og uforstyrret, i afmålt sindighed vandrede den røde lakejryg afsted og blev lidt efter lidt borte igen. Jørgen stod og så efter dem. Denne røde ryg, som gik der i tågen ind mod byen, lukkede ham vejen tilbage, syntes han. Han var sat udenfor; havde selv valgt det. Han måtte videre. Og så tog han igen fat på faderen og på hadet. Men der var ingen kræfter i tankerne. Han prøvede med længslen mod de store stepper. Men ingen ting lykkedes. Han var træt. Charlottenlund lå inde bag blegnet ligeså dryppende og død som villahaverne. Det var en lang vej, han allerede var gået. Om han nu vidste, hvad klokken var. Han havde ikke rigtig lyst til at tage uret frem. Men til sidst fik han et par våde frakkeknapper op og en valen hånd ind. Ja — det var nok det, han havde tænkt — elleve. Nu sad de hjemme og spiste frokost; moderen stille og som med gråden i halsen, faderen rolig og afmålt, som om der intet var hændt, og Johanne pludrende og vrøvlende med mælkesøl på hagen og ned over forklædet. Og så fo’r gråden ham selv i halsen, pludselig, næsten med et ryk; og i samme nu som gråden var tanken om stranden over ham. Den sugede sig ind i ham, holdt ham fast, mens han stod dér og stirrede så uhjælpelig fortvivlet ned mod det grå vand. Han frøs, og han var sulten. Atten øre havde han i lommen. Han fik dem op og blev stående og talte dem. En tiøre, en enøre, en femøre og en toøre. Jo, atten. Og så talte han dem en gang til og puttede dem i lommen igen. Han kunne altså få noget at spise. Det hjalp. Det var ligesom tågen blev lidt lindere og slap lidt mere lys igennem. Lige ved skovshoved bøde der en bager, vidste han. Dér kunne han gå hen. Og så gik han, lidt lettere i gangen. Den var dog en slags mål, den bagerbutik. Jørgen købte for ti øre hvedetvebakker. Butiken var trang og lav og med fattigt lys, og klokken over døren gneldrede som en arrig moppe, der ikke vil tie. En gammel bondeklædt kone gav ham fem indskrumpede små tvebakker i et ældegult stykke avispapir, der var alt for lille. Hun tog tvebakkerne fra en sortladen blikbakke, sådan en som de hjemme brugte ude i køkkenet til at stille tallerkenerne på før opvasken. Da Jørgen kom ud igen på vejen, havde han mest lyst til at lægge tvebakkerne på skærvebunken lige ved og lade dem ligge dér. Han stod med dem i armen. Nej, ved tvebakker forstod han rigtignok noget andet. Og så den butik. Han følte sig helt flad; det var slet ikke det, han var gået efter tågen lå tæt igen og uden lysbrud. Om der endda ville komme en unge, han kunne forære dem. Men der kom ingen. Så gik Jørgen ind i Charlottenlund. Lige indenfor stod der en våd bænk; den satte han sig på. Der var kun fire tvebakker i papiret, han måtte altså have tabt den ene. Han bed i en af overtvebakkerne; den var hård og sej. For at bløde den lidt, lod han nogle tågedryp falde på den; men det hjalp ikke synderlig. Rundt omkring ham stod de store, stille stammer, og dråberne faldt så højtideligt og tungt ned på det våde rustrøde bladelag. Oppe gennem trætoppene gik vinden i ensformig, slæbende susen. Og der fløj ingen fugle. Lidt borte fyldte tågen helt rummet mellem. Stammerne og skjulte skoven. Der kom ingen ud fra den tåge og gik ingen ind. Jørgen var ene ude. Han spiste bare den halve tvebak; resten lod han ligge. De var ikke til at bide itu, og han var heller ikke sulten længer. Han var ingen ting længer. Dum, tosset, et fæ, ligeglad. Og så rejste han sig op og gik hjem ad. Hænderne stak han i frakkelommerne igen; kun et smalt stykke håndled stod bart mellem lommen og ærmet. Det blev helt rødt af den råkolde luft. Og hans sko var sølede og våde. Han gik hurtigt, uden at tænke på noget bestemt, blot med en underlig tilspidset følelse af at vandre maskinmæssigt løs på noget uundgåeligt. Ingen ting lagde han mærke til undervejs. Og da han drejede ind i porten, og hans trin gav genlyd under loftet, og han så sig hjemme, gav det et sæt i ham, så han standsede. Hvad nu i grunden? Løbe sin vej igen, havde han størst lyst til, bare komme bort. Dér lå gården foran ham, og den måtte han ind igennem, forbi faderens kontorvindu. Han havde en fornemmelse, som skulle han tvinge sig tværs gennem en kugleregn. Sæt han mødte nogen; sæt nogen så ham. Så samlede han sig og gik hurtigt forbi vinduerne om til køkkendøren. Plan mødte ingen, men hans hjerte bankede, så det var ved at kvæle ham. Inde i køkkenet kunne han høre pigen stå og skure. Han blev udenfor døren. En kedel kogte over, og hun slap skuringen et øjeblik, og tog så fat igen. Jørgen greb hårdt i låsen og fik døren op på klem, så han kunne få hånden ind og nå nøglen til sit værelse; den havde sit søm lige indenfor. Pigen så hen på ham; han følte det; han så ikke på hende. Og så slog han døren rask i og sprang hurtigt og flot op ad trappen. Værelset lå ovenpå. Ingen skulle mærke det, allermindst hun, at han kom for at overgive sig. Det skrattede i den lange tomme gang deroppe, da han lukkede sig ind. Og så stod han i værelset. Der var gjort i stand, siden han var gået, det så han straks. Sengen var redt. Det hvide lagen lå glat over den og så så koldt ud, og morgenskoene stod ved siden af hinanden nede ved fodenden. Hans moder satte dem al tid dér. Henne på bordet lå den bog, han havde læst i i Morges, inden han stod op. Den havde moderen ikke flyttet; hun turde ikke røre hans bøger. Tågen udenfor fyldte værelset med et gråt, tungt lys. Jørgen satte sig på træstolen ved sengen. Henne ved vinduet, stod hans kurvestol; efter middag plejede han al tid at drive en halv times tid i den. Han lagde knap mærke til den nu, men sad og stirrede så dumt på væggen lige overfor og følte sig fremmed i sit eget værelse. Han ventede og lyttede efter trin i trappen. Hvad der ville ske, vidste han. Pigen ville gå ind og fortælle moderen, at nu var han hjemme, og så ville moderen komme op. der gik en dør nedenunder; en til. Jo, nu kom hun. Da moderen tog i låsen, stod Jørgen henne ved reolen og bladede i en bog. Hun kom ind så underlig forskræmt lydløst og blev7 stående henne ved døren. — Jørgen! Det lød så bedrøvet bønligt, så stille bebrejdende, akkurat sådan som Jørgen nødigst ville haft det. Han så ikke op fra bogen og vendte næsten ryggen til; men hans ja kom mere tyst, end han havde vildet det. Han fik det ikke gjort ligegyldigt nok. Så kom moderens » Jørgen! « igen; måske lidt mere bebrejdende. — ja vel. Denne gang lykkedes det ham at få det halvt irriteret. — hvor kunne du... Han smækkede bogen i og dinglede med overkroppen. — det er dog din far, Jørgen. — en rå ka’l. Madvigs grammatik blev puffet lidt længere ind på hylden og den danske læsebog halet lidt frem. — skam dig, Jørgen! at tale sådan! — han skulle ikke give anledning. — men når du var uartig. — ja vist ja; man skulle tåle al ting. Nej heldigvis, man er da ikke et rent fjols. Moderen svarede ikke men kom ganske stille hen til ham, lagde begge armene om hans Hals og hovedet ind mod hans skulder og græd. Jørgen havde ventet dette; han vidste det ville komme. Men alligevel tog det ham, så han næsten fik gråden frem, og alle de bedste løfter kom ham på tungen; han gjorde sin højre hånd fri, for at stryge den hen over moderens gråsprængte hår, der sad så tyndt om den rynkede, gulhudede pande; men tvang den så med en rå kraftanstrengelse om på ryggen og stod stiv og stirrede op i loftet. — ja vist, ja. Det kender vi. — Jørgen, Jørgen! du skal være en god dreng. Du ved ikke, hvor meget ondt du gør mig. Jeg kan ikke tåle det længer; jeg bliver syg til sidst. Bed din far om forladelse, Jørgen. Han kom næsten til at ryste, så usigelig træt følte han sig på én gang. Alle tanker blev som skyllet bort. Der hang et spindelvæv i loftet lige over reolen; på det stirrede han, som om han med øjnene klyngede sig om det for at stå, stirrede aldeles vildt. Og rent hen i vejret pressede han et stakåndet nej frem mellem tænderne. Moderen slap ham. Hendes øjne var røde og anstrengte og ansigtet underlig skarpt i trækkene efter gråden. De magre kinder var våde. Og stemmen blev så ensformig hård og så dump i tonen. — det er smukt af dig. Det er den tak, vi har fortjent. Sådan bærer en god søn sig ad. Men gå da i guds navn dine egne veje. Hun lagde fingrene på låsen, stod et øjeblik, slap så igen og gik tilbage mod Jørgen og tog hans hånd. — nej du mener det ikke; du kan ikke mene det. Du er ikke ond. Vær god. Jeg kan ikke tåle det. Jeg kan ikke tåle det, Jørgen. Og så tog hun igen med begge flænder om hans hoved. Hun måtte løfte på armen; han var jo højere end hun. Begge sine hænder pressede hun sammen om hans nakke og klamrede sig fast, så underlig angst og nervøst, og tvang hans hoved ned, så han måtte se på hende, se ned over den slidte kjole, der hang så fattigt om det spinkle legeme. Så udpint og sygelig havde han aldrig set hende, og så gammel. Han fik lyst til at løfte hende op; så træt som han var, ville det gå som ingen ting; dette lille legeme havde jo ingen vægt. Og så drev det med ét tåget forbi ham, at det var hans skyld, moderen så sådan ud. — tal med din far, Jørgen! — ja, mor. Han rettede sig anstrengt og fik øje på Blichers noveller, som stod med forgyldt ryg på øverste hylde i reolen. Og sådan blev han stående, mens moderen strøg sin magre hånd idelig og idelig over hans venstre kind. — gør det aldrig mere, Jørgen! Hun gav ham et langt Kys. Og han følte hendes våde kind op mod sin. Og så gik hun, stille og lydløst, som hun var kommet. Døren lukkede sig så let, som om ingen havde rørt låsen. Nu var han ene igen og svimmel af træthed. Det forekom ham, at tågen væltede sig ind gennem vinduerne og fyldte værelset; der lagde sig som en grå hinde for hans øjne. Og han fik ikke samlet sig, før han igen sad på træstolen. Straks han satte sig, faldt han sammen; og han blev siddende uden at røre sig, sløv, med halvåben mund. Hans tanke arbejdede af sig selv, og han lod den trække frem, hvad den ville; men hvert øjeblik, når den var længst borte, langt ude i et gammelt sommerferieminde, slap den, og Jørgen vågnede op med et uroligt: bare faderen snart ville komme. Han fik sin middagsmad op på værelset. Moderen bragte den. De talte ikke sammen; hun fortalte bare, at faderen ikke kom hjem til middag. Jørgen trak sin træstol hen til bordet og spiste. Og så lod han tankerne glide langt bort igen og halede dem til sig med et ryk og ønskede faderen hjem, og lod dem glide langt bort igen. Det blev mørkt, men lys tændte han ikke. Endelig klokken seks var faderen der. Moderen kom op og sagde ham det. — men du sidder jo i mørke! Jørgen svarede et kort ja, rejste sig, gjorde sig bred over brystet og gik ned. Han trådte hårdt i trappen, som da han kom hjem, og han gik hurtigt gennem stuerne. Udenfor faderens kontordør stod han et øjeblik for at kue det hamrende hjærteslag, og gik så ind uden at have kuet det. Faderen sad og skrev. Den lave lampe lyste ned over papiret og hans hårede hånd. Han så ikke op og skrev videre. Jørgen stillede sig ved enden af skrivebordet og sagde ingen ting, men stirrede ned i en glastærning, der lå som papirpresser, og flyttede et par gange øjnene over på faderensfingerring, der skinnede på den skrivende plånd. Han kunne ikke få et ord frem og stod så længe og hørte efter den skrattende pen, at lyden af hans egen stemme ville bragt ham til at fare sammen. Han turde ikke åbne munden. — vil du mig noget? spurgte så endelig; faderen, mens han skrev. — ja — jeg ville... Længere kunne han ikke komme. Hans hjærtebanken var standset, straks faderen spurgte. Men nu stod gråden og sved bag øjnene og tog magten fra stemmen. Faderen tørrede pennen af og lagde sig tilbage i stolen og så op på et fotografi, der hang over skrivebordet. — du skal aldrig lade en plistorie blive så gammel, min dreng. Hvorfor har du ventet så længe? Jørgen græd. — dine forældre skal du aldrig være bange for. Der er ingen på den hele jord, der vil dig det bedre end de. Kom al tid til dem. Men du må skamme dig over det i Morges. Hvad måtte din lille søster ikke tro? Og du, som ved, hvor ondt sådant noget gør din mor. Du er så hidsig, Jørgen. Faderen sad så rolig der i stolen, og hans stemme kom så stille. Der var varmt og lunt i værelset, og lampen lyste hyggeligt. Jørgen følte sig sikker her. Ja, vist var han hidsig; men faderen da? Det var underligt, det var den mand, der sad dér, som i Morges havde givet ham den lussing. De overgange forstod Jørgen aldrig. Han begreb ikke sit had og glemte det. Der var ingen, han var så tryg hos, som hos denne mand. Og alligevel, vidste han, ville hadet komme igen, næste gang faderen var hidsig. Han stod og snøftede. — ja ja min dreng — faderen tog hans hånd — lad nu den gråd være og gå ind og giv din mor et Kys. Det bliver næppe sidste gang, din hidsighed gør dig knuder. Vi kommer nok nogle gange endnu til at tale sammen om dette. Gå du så kun. Og sig til mor, jeg drikker the i aften. Og så bøjede faderen sig langsomt frem over papiret, blæste et fnug bort og skrev videre. Jørgen var gerne blevet stående lidt endnu; han befandt sig så vel der inde i det lille tarveligt møblerede kontor, hvor alt så stilfærdigt og afdæmpet ud; det nedrullede gardin, den overklattede almanak, de solide protokolrygge og lampelyset over skrivebordet. Og han begreb egentlig ikke, at det var overstået, det der havde jaget og fyldt ham den hele dag. At der ikke var mere. At han kunne gå ud og ind her og sætte sig i de stole, han ville, og tale og få svar, akkurat som i går og i forgårs. Var der da ikke sket noget i formiddags? Formiddagen stod på én gang så uendelig fjernt, gemt bag en uhyre parenttes. og Jørgen kunne sunget, da han kom ind i stuen igen. Ingen spurgte ham, hvor han havde været; ingen talte om i Morges. Ved ttebordet væltede Johanne sin kop og fik skænd og græd og kom i seng; og faderen var færdig længe før de andre og satte sig til at læse avisen. Bismarck var rejst til varzin, og en kone kørt over på hjørnet af Østergade og Købmagergade. Det ækle hjørne! sagde moderen. Ja det er uforskammet farligt! føjede faderen til. Og så kom det meteorologiske instituts vejrberetning. Aldeles som sædvanlig. Jørgen måtte ligefrem anstrenge sig for at holde fast, at han havde fået en lussing i Morges og været på strandvejen og villet drukne sig. Han gik tidlig i seng. Moderen kyssede ham, som hun plejede, da han sagde godnat. Og da han lå der oppe i sengen, tænkte han endnu en gang på strandvejen og det grå vand og de store uendelige stepper. Og så faldt han i en tung, træt søvn uden drømme. Udenfor var tågen blevet til regn, der drev mod vinduerne. i. Jørgen withs fader — cand. fil. Henrik with — var rodemester ude på Nørrebro og sad småt i det. Familien var ikke stor; faderen, moderen, Jørgen og Johanne; men penge havde den aldrig haft. Faderen havde været fattig alle sine dage og moderen ikke bragt spor af medgift, blot et grumme tarveligt udstyr. Hun havde så tit fortalt Jørgen om den dag, hun blev forlovet; det var ude på landet hos hendes søster, hvor faderen var huslærer; hun havde stået og pyntet sig med sin nye hvide kjole, og så var søsteren kommet og havde hjulpet hende, og, da hun var færdig, havde søsteren sagt: se så, nu kan i jo giftejer på svovlstikker! Moderen var blevet rød i hovedet og løbet ud i haven; hun forstod så godt hentydningen; og dér ude havde hun truffet ham, og så havde han friet. De havde gået rundt som forlovede i samfulde syv år, og var begge blevet op i trediverne, før faderen fik et kummerligt lille embede som skriver ved et hospital ude i provinsen. Det embede havde de giftet sig på. Ude ved hospitalet var Jørgen født. Det lå på en flad mark i en flad egn. Landevejen løb der forbi, hen over landet, og forsvandt i skoven, der stod i vest, en halv mils vej borte, og gemte for købstaden. I nord og øst og syd bredte sig marker med spredte gårde og enkelte landsbyer. Jærnbanen skar tværs over markerne og tværs gennem landevejen; man kunne følge toget fra horisont til horisont omtrent; der var ingen bakker. Af begge bedstefædrene havde Jørgen fået træheste og huse til at stille op. Af morfaderen, som han huskede ganske svagt som noget højt, mildt, hvidhåret; bedst mindedes han ham siddende på en vogn, en dag Jørgen havde været med oppe og hentet ham ved jærnbanestationen. Det var kort før han døde. Jørgen var fem år den gang. Og han huskede dagen, da brevet om hans død kom. Moderen sad på en skammel inde i dagligstuen med brevet i hånden og græd, og faderen gik op og ned ad gulvet. Når han tænkte på det nu, kunne han se moderens ansigt for sig, rødt og fortrukket af gråd, og et hvidtskuret gulv med en skinnende solplet på. Og så farfaderen, som var lubecker og sagde » Sture pusselanker «, når han red fedtelam med ham. Ham var han næsten bange for. Ikke fordi han nogen sinde gjorde Jørgen det ringeste. Han legede al tid med ham. Men hans bevægelser var så tunge, og så talte han tit så underlig hårdt, mest til faderen. Når han gik forbi, måtte Jørgen al tid stå stille og se efter ham med åben mund. Der var noget ved farfaderen, han ikke rigtig begreb. Største delen af året var de ene der ude ved hospitalet. Så løb Jørgen rundt på markerne og havde lege for med forvalterens to drenge; rendte over stenbunkerne på landevejen eller krøb i træerne. Ingen af delene måtte han; stenene skar hans fodtøj itu, og 'præerne flængede hans klæder. Han sad en dag oppe i en poppel, da faderen kom gående. Det gjaldt om at skynde sig ned, inden han blev set, og så greb han forkert og faldt ned i en tjørnebusk, der stod ved foden. Der fandt faderen ham og fik ham hjem og klædt af for at få tornene pillet bort; han sad på køkkenbordet imens og smågræd. Men prygl fik han ikke. Faderen havde ellers jævnlig en lussing ved hånden. Den kunne komme, når Jørgen mindst tænkte på det, blot han stod på et stolesæde eller væltede en ildrager. Og al tid kom den med disse masser af vrede ord foran sig og bag efter. Så fyldte faderens stemme de små værelser som et ondt vejr. Eller når Jørgen skulle hente noget og ikke kunne finde det; han fik jo aldrig mere end halv besked. Han frygtede den stemme meget mere end selve lussingen. Det var fest for ham, når moderen en dag skulle høre ham i hans lektier i stedet for faderen; det gik så hurtigt for ham. Hos faderen varede det syv lange og syv brede; han turde ikke komme, før han var fuldstændig sikker på, at nu kunne han dem, og det var det ham umuligt at blive, så længe faderen var i værelset. Han følte sig aldrig rolig, når han var inde. Og når han kom udenfor, søgte han al tid hen på steder, hvor de ikke kunne se ham hjemme fra. Kom så faderen forbi, standsede Jørgen al tid midt i legen og stod ganske stille og så på de andre og ventede, angst for at have gjort noget galt, på at faderen skulle kalde. Og ikke før faderen var langt forbi, turde han begynde igen. Han havde fået den ide, at alle mennesker ville faderen ondt. En dag mødte han hospitalets bogholder nede på landevejen. Den mand kunne faderen ikke lide. Bogholderen standsede ham og spurgte, om hans fader holdt foredrag i aften. Det vidste Jørgen ikke. Så gik bogholderen. Jørgen vidste overhovedet ikke, hvad foredrag var. Men han fik en fornemmelse af, at bogholderen ville komme og gøre faderen et eller andet. Og mange dage efter, at en mand var blevet henrettet der på egnen, gik Jørgen om i angst for, at skarpretteren skulle komme for at hente faderen. At denne havde mange underlige ting for, som de andre drenges fædre ikke gav sig af med, vidste han. Og så gik han og passede på moderen for at se, om hun ikke også var angst. Men han opdagede ikke noget, og spørge turde han ikke; hverken om dette eller om ret meget andet. Han spurgte næsten aldrig. For kom han til faderen, blev han for det meste bidt af; faderen havde aldrig tid. Og moderen gik så underligt udenom. Så opgav han at spørge, og troede sine tanker dumme og gemte dem. Heller ikke de andre drenge fik dem; Jørgen var al tid angst for, at de skulle le ad ham og gøre nar. Men hændte det så en sjælden gang, at faderen gav sig tid og hørte på ham og lod ham få svar, lyste øjnene på Jørgen, og han var så henrykt, at han syntes, alle de flade marker udenom lå og skinnede. Så snakkede han væk, til faderen blev træt og sagde: ja — men nu skal du tie! Jørgen tav al tid øjeblikkelig og satte sig hen, flov og misfornøjet over bestandig at bære sig dumt ad. moderen havde han mest om sig. Hun var så stille. Man mærkede næsten ikke, at hun sad i stuen. Enten syede hun eller tørte støv af, alt sammen så stilfærdigt og tyst. Var det sol ude, kunne hun synge, dér hvor hun sad, sang efter sang, afdæmpet og blødt, så det lige hørtes den lille stue over. I gråvejr sang hun aldrig. Kom faderen hjem og hørte hende, gik han al tid hen og tog hende om livet og strøg hendes hår glat og kyssede hende. Så kunne han blive stående henne hos hende med hånden på hendes hoved uden at sige noget, og moderen sidde ganske stille. Jørgen rørte sig ikke i sådanne øjeblikke, men sad og var ved at græde, så stille lykkelig følte han sig. Egentlig holdt Jørgen ikke rigtig af dette. Tanken om, at de kunne dø fra ham, de to, at han kunne miste dem, kom al tid bag på ham under sådanne scener. Det gik alligevel meget bedre, når de skændte, eller når faderen slog; så slap han meget lettere over den slags tanker. Han var for resten ikke god ved moderen. Det kunne godt falde ham ind at bruge mund mod hende og stampe i gulvet. Og en gang truede han med at tage livet af sig. Moderen sagde aldrig andet end: nu er du styg, Jørgen! Men den gang, han truede så voldsomt, tog hun ham i armen og så ham så underligt ind i øjnene uden at få sagt noget. Jørgen blev helt betuttet og gik længe efter hende og trak i hendes kjole og sagde: mor! til hun vendte sig og så ned på ham. Så tog hun ham ind til sig. — Jørgen, Jørgen, du ligner din far! Da faderen kom hjem den aften, var han oprømt og glad og talte så mildt til dem. Men moderen svarede næsten ikke og så ikke på ham. Nu bliver han vred, tænkte Jørgen; bare hun så ikke går hen og fortæller ham om mig; at hun ikke også kan være venlig mod ham nu! Men faderen blev ikke vred. Han rystede stille på hovedet og så hen for sig og sagde blot: herregud, Marie! Der var én person, Jørgen særlig holdt sig til i det lille tarvelige hjem med de trange Stuer og de gammelagtige møbler, og det var pigen. Hun havde været hos dem, siden han var tre måneder, og han så dag ud og dag ind hendes fregnede ansigt med de små ærlige øjne, der kunne plire så godmodigt og blive så sære, og hørte daglig hendes tunge trin, som fik alt i stuen til at ryste og glassene inde i skabet til at klirre. Han regnede hende med, når han tænkte på køkkenet og stuerne; hun hørte til dér, som den store sort betrukne sofa, faderen havde bragt med fra sin ungkarletid, som det aflange dagligstuebord, der var lavet af hospitalets snedker, og som de to små træsnit på væggen og flueskabet ude i køkkenet. Med hende gik han tur,, og med hende passiarede han. Hun sad al tid inde i spisestuen hos ham, når lampen var tændt, og hun var færdig i køkkenet. Så syede hun på bånd til sin hue eller rimpede sine blåtærnede forklæder sammen. Men han måtte al tid spørge hende først, før han fik hende på gled; og det var al tid det samme, han spurgte om; om Slagelse og vemmeløv; den egn var hun fra; og om hendes moder, som trak hende ud i fadeburet og viste hende en tallerken reven ost og spurgte hende, om hun kunne sige Fyn, og så sagde hun det, så al osten røg hende om ørene. Og om broderen. Ham havde Jørgen set. Han havde været der en dag og besøgt hende og gynget Jørgen i hans gynge oppe på loftet og spurgt ham, om det ikke var plaser. Efter the kom Karen — Karen hed hun — ind igen, og så sad hun der og syede, til hagen faldt ind mod hendes bryst, og de smalle øjne lukkede sig. Hun kunne sidde et kvarterstid og smånikke og småsove og tage et par sting en gang imellem, inden hun gik op på tagkamret, hvor sengen og kommoden stod, og hvor Kristus og jomfru Marie hang på væggen, Kristus på et forgyldt kors og jomfru Marie i glorød kjortel og med et salmevers nedenunder. Kommoden havde Jørgen en slags respekt for; Karen truede al tid med at tage den på ryggen og gå sin vej, når han slog til hende eller vrængede ad hende. Men først ville hun sige det til faderen. Rigtignok gjorde hun det aldrig, men Jørgen var ikke sikker. Mellem de tre levede Jørgen sin barndom ude ved hospitalet på den flade mark. Drengene, han legede med, blev aldrig hans kammerater. Han mente al tid, de gjorde nar, og de bad ham aldrig hjem, og han aldrig dem. Han måtte aldrig, når de endelig ville have ham med til en eller anden større drengebedrift. Jørgen forstod ikke hvorfor, men faderen sagde al tid nej. En dag ville de marscheret ud ad landevejen, og Jørgen var kommet med, men da de gik forbi, hvor Jørgen bøde, stod faderen i vinduet og kaldte ham ind. Bogholderens store dreng råbte pattegris efter ham. Jørgen gik mest alene om eller sad hjemme og så ud a

1881_Reinhard_Ikaros

Joakim

Ikaros

Reinhard

Reinhard

Ikaros

male

1881_Reinhard_Ikaros.pdf

Joakim

Reinhard

dk

Ikaros

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Aftensolens stråler skød sig ind i ellekrattet dér, hvor de kunne finde åbninger at trænge igennem. Så bredte de sig i flakkende pletter af sprudende rødligt lys over den frodiggrønne skovbund med de blankgule og mathvide småblomster, eller de strejfede kærtegnende den kaskade af falmetgule og hvide, hist og her rødtstænkede blomster og runde, sortgrønne blade, som en gedebladplante havde slængt ned over en af træstammerne. Det luftede lidt, og under tiden kom der et ordenligt vindstød, som i et Sus raslede alle bladene sammen og så atter lod dem få ro en stund... frisk og muntert var der uden for, men i selve krattet, til trods for det spillende Sollys, noget trykket, ligesom anelsesfuldt beklemt. Sol og vind kan gøre hvad de vil, de får dog aldrig en ellelund muntret op. Disse tykke, klodsede elleblade, der synes udklippede af grønt glansshirting, de lader sig ikke således tumle med som bøgens lette, elegante løv. Lyspletter kan man få at se i ellekrattet, men aldrig det florlignende væv af lys og skygge, som breder sig under bøgenes kroner, når solen skinner ned gennem dem. Bøgenes slanke, lyse stammer har al tid noget festligt, åbent ved sig; under elletræernes uregelrette kroner har overtroen sit hjem, sin jordbund. Lad blot solen komme lidt længere ned og luften begynde at afkøles, så vil skyggerne herinde blive tættere og uhyggeligere, og fra den nære mose vil tågerne hæve sig, stedse hvidere og tykkere, og ud på aftnen vil elverpigerne hvirvle sig i runddansen, og man vil tro at se troldene grine frem over ellestubbene. Hun tænkte ikke dette, således at hendes tanker blev til usagte, men tydelige ord, den unge pige, der sad som i en rede på en ellestub, omgivet af en krans af høje, unge skud, som søgte at værne om stedet, hvor deres moderstamme havde vokset... Tænkte det ikke klart, men følte det dog stadig mer og mere trykkende: her var uhyggeligt inde i krattet — i det mindste, når man var sådan ene, som hun nu... ikke et menneske i nærheden, og hendes hund et godt stykke borte, snøftende om ude i mosen efter et eller andet... hun ville gerne kaldt på den, men det turde hun ikke... Landevejen gik tæt forbi krattet, hendes fader og flere andre, der kendte hende, kom ofte her forbi, de måtte ikke gerne vide, at hun sad her næsten daglig... der var også andre, en anden, der havde den vane at søge her ind... Det raslede og knækkede i løvet og småkvistene... en stor, hvid puddel med sorte pletter på ryg og hoved brød sig vej lige gennem det aller tætteste, den gjorde støj nok, men så godt dresseret var den dog, at den ikke gøede ad den ankommende — den holdt ellers meget af ham, men den syntes at vide, at der skulle ties stille i dette dunkle ellekrat, — tæt ved sin herskerinde ville den imidlertid være, når der kom andre her ind. Den satte sig foran hende, seende med de kloge, brune øjne skiftevis op på hende og hen ad den kant, hvorfra han skulle komme. Så kom han. Hun kunne se hans lysegrå dragt mellem bladene nogle sekunder før han, bøjende en stor gren til side, stod på den lille åbne plet foran hende. Det var en slank, ung fyr på en snes år, med et skægløst ansigt, livlige blågrå øjne og krøllet, brunt hår. Goddag! Goddag! svarede hun, strålende over hele sit lille ansigt. I næste øjeblik rejste hun sig halvt op... hun havde ventet, han skulle straks været henne hos hende og omfavnet hende, men i stedet herfor strakte han sig i græsset lidt fra hende. Nu ville hun hen til ham, men så næsten sank hun tilbage i den siddende stilling igen: han havde set så underlig sløvt og ligegyldigt på hende... Er der noget i vejen?... Er du vred på mig? Vred? Nej... hvad skulle jeg være vred for? Han så slet ikke på hende, lå med hænderne under nakken, stirrende opad. Ja, jeg véd heller ikke... men du er så underlig... er du kanske ikke rask? Jo, aldeles. Pavse. Men så kunne hun ikke længer styre sig, kastede hækletøjet, hun havde i hånden, og var i et nu henne hos ham, på knæ, bøjet over ham. Aksel! men Aksel dog! hvad er det? Du svarer mig så koldt... å, men jeg véd jo nok, hvad det er.... så! nu græder du igen... Du er dog også.... Nej! ( tyggende gråden i sig ) jeg græder ikke, men når du bare ville sige det rigtig en gang, at du slet ikke bryder dig om mig, så... men det siger du aldrig, og somme tider må jeg næsten tro, du alligevel holder af mig.... Han kendte alt det i forvejen, sådan havde hun talt så tit — og al tid med samme udfald — han kedede sig egentlig lidt ved alt dette, gad ikke høre efter... Der var en lille sky der oppe på den blå himmelplet mellem grenene, den lignede nøjagtig en tot bomuld... hvor morsomt den ligesom løb ud i fine, hvide hår i kanterne. Men så følte han sig pludselig omslynget af et par arme og en mund trykket ind mod hans... Hun havde ligget på knæ ved siden af ham, med hænderne slapt nedhængende, mat ventende, om han dog ikke ville give hende et venligt ord — nu kunne hun ikke holde det ud længere.... Og han kunne ikke modstå dette lille fine ansigt med de store, bedrøvede øjne, der var lige inde ved hans, disse bløde læber, der ikke ville slippe.... Der kom lidt varme i hans blod, han rejste sig på den venstre albu, slyngede den højre arm om hendes liv og gengældte hendes Kys... Nå ja, sagde han i denne lidt drævende tone, som man bruger overfor børn og hunde — ligesom kærtegnende dem med ordenes lyd — er du så god igen? Hvad var der nu at tage sådan på vej for? Jeg har jo sagt dig det, jeg kan ikke gøre for, at jeg tit er i dårlig humør... tænk på, hvor lidt jeg i virkeligheden har at være glad over.... Nej, det er såmænd også sandt, du lever her mellem alle de ækle, dumme mennesker... ingen er der, som forstår dig... Men tror du da heller aldrig at du kan komme til København? Å gud nej! hvordan i al verden skulle det gå til? Jeg spiller ikke i lotteriet... Og selv om jeg gjorde, så vandt jeg såmænd ikke, held har jeg aldrig endnu haft med mig — nej, der er kun en eneste mulighed... Nå, men lad os nu ikke tale mere om den ting! Å jo, søde Aksel! sig mig det nu! Hvad er det? Næ... nej! det skal i hvert fald vente noget,.. men hvad er egentlig klokken denne aften? Han tog sit ur frem og så’ på det. tre kvarter til ni! så må jeg hjem. Apotekeren skal ud. Han ville rejse sig, men måtte forinden give hende endnu et Kys, hun hængte sig om hans Hals. Nå, nå! sagde han derpå, skydende hende fra sig, lad så det være godt! Vi ses vel i morgen? spurgte hun i en ængstlig tone. Ja vist ses vi! Han forsvandt mellem grenene ad den vej, han var kommet. Hun sad der endnu en stund —• som sædvanlig, ingen måtte jo se dem gå lige efter hinanden hen ad vejen, folk fatter så let mistanke. Og ligeledes som sædvanlig kunne hun nu slet ikke få hæklenålen i gang igen, med hænderne i skødet sad hun på ellestubben, stirrende ud for sig. Der var så meget at tænke på efter hvert af disse stævnemøder, som de to havde holdt her næsten daglig i et par måneder, så meget, der kunne forvirre og ængste, kalde tanker og anelser frem i hendes lille hoved, som ikke kunne rummes dér, men brødes og gærede... gjorde hende så beklemt, fik tårerne frem i øjekrogene.... Hvordan var det dog egentlig med de to? Hvad mente han i grunden? Hvad skulle enden blive? Det var spørgsmål, som idelig kom igen og krævede svar, svar, hun ikke kunne give, måske ikke ville. Uvished — er dog altid ikke vished, ikke afgørelse, ikke dom... endnu er ikke den lukkende port slået helt i, endnu skimtes lidt blå himmel, lidt blomster og blade igennem åbningen... der gives stunder sist på natten, hen ad daggry, man har måske alt en gang været vågen og blunder nu kun de par minuter, og man drømmer, man drømmer saligt, men man véd det inderst inde, det er kun en drøm, man kunne sige sig det, men man gør det ikke, gemmer sit hoved i drømmens gyldne rankenæt, så blødt, så vuggende... Måske vidste Vilhelmine, det var kun en drøm med hans kærlighed. Måske. Skyggerne tyknedes og gled fra alle kanter ind over hende; lige foran, hvorellekrattet ikke var så tæt, skimtedes noget hvidt, som en blank, rolig sø; det var tågen over mosen... Vinden havde lagt sig, der var ganske stille, gedebladene duftede sødt, så døvende sødt... nu tog en enkelt græshoppe fat et steds i nærheden med sin gnidende, hvinende høje tone, men den ensformige lyd var kun som en understregning af tavsheden... Hun rørte sig ikke; inden i hende var tankerne flydt ud i hverandre, tåget, utydeligt var alt: en ubestemt følelse af beklemthed; en sådan følelse, som mattede alle hendes nerver, gjorde hende uskikket til alt andet end netop til at sidde her, denne milde sommeraften, ene i det drømmende, tågede ellekrat... Der fo’r et kuldegys igennem hende, og hun rejste sig: jeg er gal at blive her så længe! hvad vil moder sige?! Hun puttede hækletøjet i lommen og forlod krattet. Der var omtrent en tyve minuters gang til hendes faders gård — når man tog sig det mageligt, vejen kunne også gås hurtigere. Hun gik denne aften hurtigt, bange for moderens skænd. Dog måtte hun ved gårdens port blive stående et øjeblik og vende sig om for at sende et blik, et langt og kærligt, mod apoteket, der lå lige over for på en lille bakke... Dér stod han nu oppe bag de oplyste vinduer, måske inde bag disken, sælgende spegesild eller grøn sæbe ( apotekeren havde også købmandshandel ) til bønderne... og det skulle han, „ den begavede “, som nogle for alvor og andre på dril kaldte ham — det skulle han nedværdige sig til... mine! Mine! skrattede en kvinderøst inde fra gården. Den unge pige fo’r sammen og vendte sig. Ja moder! nu kommer jeg! Moderen, en svær kone, lige bred over det hele, som en egebul på et par ben, stod i det åbne køkkenvindu. Hendes ansigt var bredt og rødt, men trækkene i øvrig ikke uskønne, ja de lignede endog datterens fine, som et groft træsnit en sirlig tegning. Håret var nøddebrunt ligesom datterens, men noget mørkere. I øjeblikket var panden rynket. Det kan virkelig ikke gå an med de aftenture, mine, du ødelægger dig jo aldeles; en af dagene har du en generalforkølelse... Og så lader du mig være ene om alt arbejdet i huset, nu har jeg måttet stå her og lave rødgrød i en stiv klokketime, Hanne, det drog, er jo til ingen verdens nytte, og Maren har tandpine... Ja men moder, når du bare havde sagt mig det med rødgrøden før jeg gik... Før du gik? Kunne jeg den gang ane, at din fader får fremmede i morgen, det sagde han mig jo først for lidt siden... Hvad er det for fremmede? Å, naturligvis nogen, der skal spille l’hombre og drikke dyr vin som sædvanlig... det er såmænd ikke til vores fornøjelse, det kan du være vis på. Vilhelmine sukkede: nej, det plejer det jo ikke... Så glemte hun og moderen den lille øjeblikkelige dissonans, der havde været mellem dem, og mødtes i ærgrelsen over husherrens egenkærlighed og hensynsløshed. Dette hjem var uhyggeligt og egentlig opløst; hver gik sin vej. Faderen havde udenfor sin avling, som han passede godt, ingen andre interesser end kortspil og et godt bord. Trangen hertil søgte han at tilfredsstille så ofte som muligt, ubekymret om, at han derved skaffede sin kone og datter en hel del ulejlighed. For at fornøje dem gjorde han kun sjældent noget — „ Man skal sgu’nte forvænne sine fruentømmer “, var en af ham hyppig udtalt og konsekvent anvendt maksime. Så tog de revanche efter deres lejlighed, skumlede indbyrdes over ham og skaffede sig bag hans ryg adskillige småbehageligheder. Nægter man en plante adgangen til lys og næring dér, hvor de er nærmest, da vil den, hvis den ellers har levekraft, sende sine rødder langt, langt ud til alle kanter, spaltende dem i mange små fangtråde for at snappe det, den har behov, over alt hvor den træffer det, og dens blege blade vil vende og vride sig, til de et eller andet sted fanger en solstråles oplivende Kys — men alt det har hverken planten selv, eller det, der skal gro omkring den, godt af. — oppe i apoteket stod virkelig strøm bag disken. Kunder var der dog i øjeblikket ingen af, for den magre, unge mand med de lange lemmer og det ludende hoved, som stod lænet over disken, havde åbenbart intet købt, i det højeste måske fået en svovlstik til sin lange pibe, som han af og til tog et drag af. Han var for resten huslærer hos proprietær kongsbaks og hed Jensen. Nej ser du, sagde han, hele tiden holdende sine små, blå øjne med de lyse øjevipper stift hæftede på strøm; ser du, jeg syntes ikke, jeg kunne forsvare at tage den plads... Ikke forsvare? Når du ikke er skikket til en huslærerplads, hvem skulle så? Og du er jo huslærer for øjeblikket... jeg forstår ikke... mener du da, at du heller ikke kan udfylde din nærværende stilling, eller hvad...? Nej, jeg tror nok, at jeg, sådan nogenlunde da, kan være lærer for små børn, som jeg for tiden er, men her var tale om to drenge på tretten, og femten år, hvor af den ene endda skal være meget vanskelig og må tages på en særlig måde, meget blidt... Ja men du er da blid nok, véd jeg. Synes du? Det glæder mig for resten, så har da mine bestræbelser båret nogen frugt. Ja for jeg skal sige dig ( han sænkede stemmen og bøjede sig tættere ind til den anden ): jeg har af naturen et farligt sind, mine forældre havde deres nød med mig, mens jeg var barn, jeg ville aldrig lystre — men jeg har slåedes alvorlig med mig selv, det tør jeg nok sige... nej, men sådan en dreng ville naturligvis tit ærgre mig, og så kunne det onde komme op i mig, og jeg ville ikke kunne tage ham blidt nok — å du, lærere har tit meget på deres samvittighed i de retninger! Du har altså sagt nej? Ja, i dag sendte jeg brevet af sted. Kneb det ikke? Jo — lidt... eller egentlig meget; jeg gik et par nætter op og ned ad gulvet for at grunde over sagen; det var jo fristende, jeg havde kunnet lægge penge op, ikke så lidt endda, — men så på den anden side kan jeg ikke godt forsvare at blive længere på landet; jeg må til København og tage alvorlig fat på teologien. Ja men, når du havde taget den ny plads for et par år eller så, så ville du bagefter haft mange flere penge til at studere for i København. Ganske vist, men jeg tror nu ikke, det skulle være — og lad så min smule penge gå med straks, jeg får vel nok senere understøttelse på en eller anden måde... Men hvad er det? Er klokken allerede så mange? Lad så bare mig se at komme af sted! God nat! Han ilede ud af butikken, krummende sin lange skikkelse i de sælsomste geometriske figurer, sammensatte af cirkelbuer og mer eller mindre rette vinkler. Strøm så’ efter ham: aldrig har jeg dog kendt et menneske, der holder idealet sådan op ved alle lejligheder, tænkte han; er han nu ikke dér gået hen og har sagt nej til en udmærket plads, fordi han ikke tror, han er den voksen, og fordi han mener, at teologien ikke kan bie længer efter ham... og så stoler han så rolig på, at han nok skal kunne slå sig igennem, skønt han næppe har mere end et par hundrede daler... hvem der havde sådan en klippetro! — da strøm noget senere gik op for at gå til sengs, bankede han først på en dør ved siden af den ind til sit eget værelse. Kom kun ind! lød det med en kvindestemme der inde fra. Han trådte ind, bøjende hovedet i den lave døråbning. Værelset var lille og tarvelig møbleret: en lille sofa med sort, meget lappet og stoppet betræk, foran denne et rundt fyrretræsbord, et par stole, et sybord med højrød pose, et perlegråt klædeskab og en dragkiste med messingbeslag — det var alt. Men til gengæld prangede væggene med et utal af billeder, mest visitkortfotografier i rammer, end videre Madonna og Kristus med blødende hjærter udenpå klæderne, grelt kolorerede, den oldenborgske kongestamme og flere lykønskningsvers med hårlokker, evighedsblomster og lignende prydelser, alt i glas og ramme — endelig billedgalleriets pragtstykke: et stort koloreret litografi, anbragt mellem de to bibelske portræter oven over sofaen og forsynet med den ikke overflødige påskrift: Hamburg. At disse mange gule huse med blå Tage skulle være Hamburg, ville måske uden påskriften vanskelig være faldet beskueren ind, nu kunne ingen tvivle derom, og heller ikke om, at den gamle hansestad måtte have særlig interesse for værelsets beboerinde, da dette billede ikke alene var det eneste der inde, som havde en rigtig bred, forgyldt ramme, men også foroven var smykket med tre små kranse af evighedsblomster og et dannebrogsflag af papir, der syntes noget forlegent ved sin ophøjede plads — eller var det af ærgrelse over den tyske by, det prydede, at det var så sortgrumset? Når det endnu er nævnt, at dragkistens låg var så tæt besat med porcellænsdukker, glashunde. Vaser og fastelavnsris som svejts’s landkort med bjærge, og at vinduet prangede med gyldenlakker i grønne urtepotter og fuksier i gule, samt at der over det hele dér inde rugede en blandet lugt af blomster, tørrede lavendler og nystrøget tøj, er der sagt nok om værelset, og beboerinden, apotekerens husholderske, står for tur. Hun sad i sofaen og reparerede en herrekrave. Foran hende på bordet lå en stabel skinnende hvidt linned; selv så hun også meget proper ud, hendes brune kjole var tarvelig, men hverken fedtet eller lappet. Kappen med de gule bånd og den vidunderlige Tut i nakken skyggede over et ansigt, der vel var gult og rynket, men havde et fornøjeligt udtryk i de sortbrune, livlige øjne og om den falmede mund. Falmet, ja for hun kunne ikke være langt fra de halvfjerds; hun bar imidlertid sin alder med anstand, kun var ryggen stærkt krummet. Det er deres linned, jeg har her; er de tilfreds med det? sagde hun ved strøms indtræden. Hun talte med stærk tysk akcent, brugte også flere selvlavede mellemting af tyske og danske ord. Gudbevares, madam Frandsen, det er jeg jo al tid, når de har strøget det, de med deres rosenfingre. Rosenfænger? Hun holdt de således benævnte legemsdele op mellem lampen og sit ansigt — ach gu’! den må da være de gule roser, og de visne... ja, ja, de mener den godt! Det var en af egenhederne ved den tysk fødte madames mærkelige mundart, at hun næsten idelig sagde den ( med stærk snurren på n’et ), hvor en dansk ville sagt det. Og så skal de oven i købet have ulejligheden med at stoppe mine kraver; ja, hvordan skal jeg dog gengælde dem alt det, de gør for mig. Ach gu’! den er doch ingen ting, den smule, jeg kan gø’er for dem, de véd jo, de er min énsiste ven her, den énsiste, der gør mig lidt fornøjelse — det hedder da, min datter har jeg megen fornøjelse af, men de andre... har de set apotekeren i aften? Ja, han gik ligesom jeg kom, — hvor mon han skulle hen? Han havde sagt, jeg skulle være hjemme til ni... besøger han nogen så sent på aftnen? Madam Frandsen kneb øjndne og læberne sammen, så hendes ansigt så’ ud som et sandt magasin for list og poliskhed — i hver af de små rynker var der en nisse —, så gentog hun et par gange: jo, jeg véd nok, hvad jeg véd! ( en overraskende påstand ), tog derpå sine briller af næsetippen, deres sædvanlige opholdssted, og begyndte at polere dem. Hvad er det dog, de mener? Apotekeren skulle da vel aldrig.., ja, det kommer da for resten ikke mig ved... Nej, den kommer ikke dem ved, men den er doch ganske morsomt... Apotekeren er forliebt... For liebt? Ja, hvad vil det sige? Han er så indtaget i alle mulige af egnens damer, at jeg ikke kan tro, der kan være nogen, han særlig sværmer for, og der er vel heller ingen af dem, han kan besøge så sent... men har han virkelig en eller anden bondepige, som han...? Madammen rystede ivrigt på hovedet. Ja, jeg skal fortælle dem den... har de ikke mærket, at apotekeren er så underlig i den senere tid? Nå, jeg véd dog ikke — jo, somme tider er han noget opfarende — ja, og somme tider er han so glaj, so glaj, at den er uden al konsistens, men de mærker den vel ikke så meget, dem er han ikke så vis på, han kan beholde, som mig, og derfor går den at over mig; å, når vi er alene, og han er i den slemme humør, så er han so, i denne grad, så de kan begriffe... Strøm begreb, at det måtte være ikke rart, især efter den ildevarslende hovedrysten, hvor med ordene ledsagedes. Nej, jeg skal sige dem, hvordennis den har sig, apotekeren er forliebt i frøken Parsbjærg på helmerslund, og nu går han der over, så tit han kan komme af sted med det, og når hun er mild mod ham, så er han glaj, når han kommer hjem, men ellers bliver han i dårlig humør... å, og han forærer hende så mange dejlige appelsiner og bolcher fra butikken, men dem tager han al tid, når de er borte... men om aftnen da? Så kan han jo ikke besøge hende... Nej, jeg tror, han går så rundt om haven og lurer på, om han ikke kan få en glimt af hende at se... Å, nej det er dejligt! Apotekeren som Romeo, det må klæde ham fortryllende... Jeg troede kun, at det var det franske galanteri, der lå for ham, ikke den slags voldsomme lidenskab... Ja, ja, nu véd de den, og nu tror jeg, den er sengetid... Ja så god nat, madam Frandsen, og sov vel! I lige måde. — han gik ind på sit værelse. Men foreløbig kunne han ikke „ sove vel “ den nat, der var for meget at tænke på. Stævnemødet med Vilhelmine, samtalen med Jensen og underretningen om principalens forelskelse — alt dette bølgede i hans hjerne. Han faldt i tanker, siddende næsten afklædt på sengekanten med en aftrukken strømpe i hånden og lyset brændende foran sig på et lille bord. Når jeg kunne blive klog på, hvordan det egentlig har sig med mig og Vilhelmine! Om det er rigtig af mig, sådan at vedblive at nære hendes kærlighed — for det gør jeg jo — og egentlig... ja elsker jeg hende ikke? Jeg véd ikke rigtig; i hvert fald ikke sådan som i bøgerne, men er den slags kærlighed også virkelig til? Ja, apotekeren lader jo nu til at være befængt med den — gud véd for resten, hvordan den frøken Parsbjærg egentlig ser ud? Vilhelmine siger, hun er grim,.. men der er jo også forskællige menneskenaturer; jeg bliver vist aldrig stærkt forelsket, og jeg holder jo af Vilhelmine, jo vist gør jeg det, jeg føler mere for hende end for de fleste... men jeg er så uendelig træt af hendes kærlighed, hvorfor kan folk heller ikke være lidt roligere — som Jensen, han er altid så rart rolig, så vel overvejet — hvem der vidste, hvad man ville, sådan som han véd det... og hvem der vidste, hvad man duede til... hvad duer jeg egentlig til? Tsssssch! En sydende, spruttende lyd var det svar, omverdenen foreløbig gav på hans spørgsmål, så kunne han tage det for, hvad han lystede. Han reves ud af tankernes slyngninger og så’, at tællelyset var brændt så langt ned, at det havde antændt et stykke papir, der var svøbt om det, så det hele nu var én blussende, kogende og tællepøl. Han pustede i en fart miniaturbålet ud, bar stagen hen i vinduet og åbnede et øjeblik dette for at lade osen trække ud; så gik han i seng. Men han kunne stadig ikke sove. Spørgsmålet om ham selv, om hans evner, hans mulighed for at blive til noget trængte idelig op i ham, og han besvarede det undvigende med et andet spørgsmål: hvorledes er jeg blevet den jeg nu er, den underlige, ubestemte fyr, der hverken véd hvad han vil eller ikke vil, som under tiden tror, han er bestemt til noget stort — og det er der da fler, der tror, og under tiden, at han kun er en unyttig drømmer, som går i hundene — det er der jo også dem, der mener, især blandt de kedelige folk, jeg her er omgivet af, og som jeg ligner så lidt. Hvorfor ligner jeg dem så lidt? Og hans tanker gled tilbage over rækken af de atten år, han havde tilbagelagt, helt langt tilbage til tid, han boede i den lille vestjyske by hos sine forældre... Minderne mylrede frem, hele små malerier, vekslende snart rask snart langsomt; nogle var brændt dybt, dybt ind i sjælens tavle, andre kun flygtig henåndede... i. Han så’: en langagtig, lav stue med blomstret tapet, mange billeder på væggene, blomsterpotter i vinduerne og et flunkende mahognitræsmøblement med grønt betræk, der imidlertid kun kommer grumme lidet til sin ret, da stolesæderne, ryggene, armene, bordpladerne og så vidt mulig alle de øvrige enkelte dele af møblerne er behængte med hæklede stykker, som i deres kalkrene hvidhed ganske vist bibringer beskueren et indtryk af properhed, men tillige af uhygge, af ikke-væren-hj emme i dette værelse, hvor stolene ikke er til at sidde på, og hvor man kun kan gisne usikkert om bordenes bestemmelse, da den majestætiske lampe af poleret messing, der troner midt på det største af dem, og vasen af isglas på det andet, synes at være de eneste genstande, der nogensinde har nydt og vil komme til at nyde den ære at hvile på dem. I virkeligheden var der heller ingen hjemme i denne renskurede stue, hvis gulv man kunne have spist af bedre end af visse husmødres tallerkner. Ti den magre, blege kvinde, som sad på forhøjningen ved vinduet med det lille sybord foran sig, — hun hørte kun hjemme dér, på denne firkantede, perlegrå 0 midt i det renlighedens ocean trindt om hende, dér og intet andet steds. Når hun om morgenen hen ad ti var færdig med at støve de mahognitræs møbler af — hendes væsenligste husgærning — og havde fået sig anbragt på forhøjningen, sad hun dér som oftest til om aftnen, kun med de afbrydelser måltiderne medførte. Denne forhøjning og dette sybord, hvor hun hæklede ny hvide stykker til at skærme møblerne mod det støv, der var så lidt af, og læste både gamle og ny lejebiblioteksromaner for at værge sig mod den kedsomhed, der var så meget af, dette vindue med to rosentræer og to geranier, hvor imellem man kunne se ud på torvet, der var hvidbagt om somren i solskin og sortsjappet om vintren i snevejr, men for resten stedse lige kedeligt — det var hendes bolig. Alle andre steder i huset, ikke mindst i den brede ægteseng, var hun kun som på besøg, og når der en sjælden gang var kaffegilde hos hende, og der, mærkeligt nok, og sikkert til møblernes dybeste forbavselse, anbragtes en dug og en kaffekande med tilbehør på bordet og en del pyntede damer i sofaen og på stolene, så ville det for en fremmed have været vanskeligt at udfinde, hvem der var værtinden, da hun ofte ikke en gang selv skænkede kaffen, men lod jomfruen besørge det. Hun var meget uduelig, sagde de ondskabsfulde; ja, men det kommer af, at hun er så svag, tilføjede de velvillige. Og var det en i den lokale historie uindviet, der havde udtalt sin undren over madam strøms indolence, så fik han hendes biografi: hun var eneste datter af agent mølsted, byens rigeste købmand. Dygtig forkælet var hun blevet, samtidig med at der i mange retninger var gjort noget for at skaffe hende en mere end almindelig god opdragelse; blandt andet havde hun tilbragt et par år i et københavnsk institut. Dette fandt man i hendes fødeby med rette overflødigt, da det nemlig ikke havde ført til, at hun blev gift i hovedstaden, men kun fyldt hende med en mængde „ Ideer og indbildninger “, som ikke passede til de omgivelser, hun siden måtte leve i. Hun føjede sig da heller aldrig ind i dem, fik ingen rigtige veninder, gad næppe danse på ballerne og levede egentlig kun op, når der kom skuespillere eller i mangel heraf beridere til byen. Så udeblev hun ikke fra en eneste forestilling, indbød ofte sine bekendte til at følge med sig derhen og var i den tid, sagde hendes forældres tjenestefolk, så god, at der ingen måde var med det. Hendes moder var død tidlig, og faderen, en gammel forspist pengesammenskraber, var kun svag over for to ting: et godt bord og sin datter, men det også til gavns, så hun fik lov at gøre hvad hun lystede. Hun fik da også faderen til at indbyde nogle af skuespillerne hjem til sig, og hun bevarede til sin dødsdag en lille stump silkebånd, som havde siddet på en af Printzlaus ridderdragter, og som han selv en aften i hendes faders hus havde foræret hende. Så skete det mærkelige, at hun i en alder af fire og tyve år, efter at have uddelt et ubegrænset antal kurve til de anbefalelsesværdigste mænd, giftede sig med en manufakturhandlersvend strøm, der intet andet havde end et ret kønt ansigt. Han var indskrænket, fattig, dansede dårligt —• men ansigtet var som sagt ret kønt, med en lige næse og store øjne, alt sammen rammet af krøllet brunt hår. De meget skarpsynede mente imidlertid, at det kønne, der unægtelig var ved strøm, aldrig ville have tiltrukket sig jomfru mølsteds opmærksomhed, hvis der ikke havde været en temmelig stor lighed mellem ham og en vis ung skuespiller, som nogle måneder før forlovelsen var optrådt dér i byen og kommet en del i agentens hus. Det påstodes, at han med eller mod sin vilje havde tændt i den unge piges hjerte den flamme, der efter sigende kun brænder én gang, fordi den med det samme fortærer hovedmassen af veddet for alle de næste, der da må nøjes med de få og små rester. Og „ man “ — sladderens alvidende „ man “, der så forekommende skaffer oplysning om alt muligt — mente end videre for ganske vist, at agentdatteren havde taget strøm som et surrogat for skuespilleren. Han havde i det mindste den ‘andens øjne og hår, det var dog noget. Hun giftede sig ikke med strøm, men med det skyggebillede af den bortdragne, som kræmmersvendens smukke profil under tiden kunne mane frem for hendes sjæls syn. I så fald var det intet under, om hun var fremmed i sit eget hus. Og det var hun. Hun og manden vekslede dagen igennem næppe en snes ord, og stedse om ligegyldige ting. I øvrig var der ingen stærk misstemning imellem dem, kun ligegyldighed. Man kunne ikke sige, de levede dårligt sammen, for de levede slet ikke sammen, hver bevægede sig i sin sfære, der under tiden kunne krydse den andens, aldrig smelte sammen med den. Den gang hun, efter omtrent to Års ægteskab, nedkom med sit andet barn, Aksels søster Agnete ( opkaldt efter hende i „ Elverhøj “ ), blev hun meget syg og forvandt aldrig følgerne her af. En anden, viljestærk natur ville måske have mægtet det; hun aldrig. Egenlig syg var hun ikke, men hun blev stadig blegere og magrere, trættedes i stedse højere grad af enhver smule bevægelse, legemlig som åndelig, og fik stedse tydeligere det dump-resignerte udtryk af selvopgivelse i øjnene, som er egent for svage karakterer, der på grund af nogen modgang føler sig fuldt berettigede til at lade sig drive med strømmen som løsrevne åkandeblade i flodbølgerne. Kun ét kunne svageligheden og livsleden ikke få bugt med hos madam strøm: hendes renlighedssans. Et støvgran på den blanke bordplade pinte hende lige så meget, som et mørkt punkt på hendes samvittighed kunne have gjort, hvis hun havde haft noget af den slags. Og det arbejde, det kostede at holde sig selv og huset „ som det var blæst “, kunne hun jo udføre så langsomt, hun lystede, uden anstrengelse; hun havde så, når det var gjort, en følelse af at have opfyldt sine pligter og nu at kunne hvile på sin gode bevidsthed, som hun ikke ville have undværet for en komediebillet. Mennesket trænger nu en gang til at vide, at det et eller andet sted har en oase af fortræffelighed, hvor det kan lade samvittigheden udhvile under selvbeundringens skyggende palme. For resten lod madam strøm tyendet sørge. Når den ensomme drømmer der oppe i Vendsyssel lod sin ungdom glide forbi i sin erindring, så’ han sig aldrig hjulpen af moderen med de mange småting ved påklædning og lignende, som det er mangen moders største fornøjelse at beskæftige sig med. Det var jomfruen, der kæmmede hans hår, og stuepigen, der rettede ved hans blusekrave. Og dog, alt hvad der var af dvælende lys, af følt og husket poesi over hans barndom, det knyttede sig til moderen, lå om hende som en gylden glorie. Skolelivet, samværet med kammeraterne, havde ikke for ham, som ellers for de fleste, noget af denne glans. Når skolen gled frem i hans tankekalejdoskop, så’ han sig som en sygelig, forfrossen dreng i en underlig overfrakke med snorebesætning, en julegave fra hans moder, stående op ad plankeværket i skolegården, mens de andre sloges med snebolte, gysende hver gang et af de hvide projektiler susede forbi hans kind og med en dump lyd smældede fast på plankeværket, bøjende sig og søgende skjul bag træstammerne — og så dog, når en gang imellem de andre drenge faldt over ham og „ saltede “ hami en snedrive, ikke skrigende eller bedende om fred, ganske vist heller ikke gørende modstand, men findende sig i mishandlingen med en ro, som næppe kunne kaldes stoisk, da den havde sin rod kun i forfængelighed. Eller om somren, når kammeraterne i en lang kæde strøg over legepladsen, fejende de endnu ikke fangne sammen i småbunker i hjørnerne — en enkelt dristig søger med fremstrakt hoved at smutte under armene på forfølgerne —, eller når boldttræet sendte boldten højt op i luften, og træet så slængtes hen ad jorden — ve den, der stod i vejen! — og han, der havde slået, fo’r over pladsen til den modsatte side... Aldrig var Aksel med i legen, i munterheden, al tid stod han, ængstlig og gabende, i en krog, i skyggen. Der havde ingen jævnaldrende drenge været i nabolavet, som madam strøm fandt passende selskab for sin søn, han havde derfor kun leget med sin søster og hendes veninder, og disse lege havde endda haft et eget fantastisk, teatralsk præg, det samme som børnen

1875_Barner_ILandflygtighed

Conradine

I landflygtighed

Barner

Barner

Ilandflygtighed

female

1875_Barner_ILandflygtighed.pdf

Conradine

Barner

dk

I Landflygtighed

Et historisk Livsbillede fra Reformationstiden

n

gothic

Høst

KB

pdftxt

1500

undertitel

HISTORICAL

I. Vinteren havde alt taget Norden i sin kolde favn, og ihvorvel frosten end ikke havde lagt bro over de svulmende vande, som omgive de danske øer, for vinden dog som et skarpt og isnende åndepust over hav og land, kastede bølgerne brede og skummende mod kysten, bøjede de stolte bøgetræers skaldede isse og kæmpede mod menneskene. København lå indhyllet i skumringens mørke, der kun sprededes af det svage skær fra en enkelt vandrers lygte. Gennem Kjødmangergade, som allerede på det tidspunkt var en af stadens allgader, gik en høj, mandlig skikkelse iført en sort klædes kåbe med vide ærmer, hvid opstående pibekrave og manschetter samt sort Fløiels baret. En ung sømandsklædt gut kom ilende op ad gaden og standsede ham, idet han tog sin hue ærbødigt af. „ Ak, høilærde hr. Doktor, jeg søgte jer nys udi jer våning for at bede om jer besøgelfe. En fremmed frue er kommen hid til min moders hus og plages svært af sot. “ Lægen trak et uhrværk op af lommen og betragtede det ' ved skæret af lygten, som gutten holdt i hånden. „ Det lider ad kvæld, dog får jeg vel følge dig, eftersom i have min hjælp behov. Han vendte om og fulgte knøsen, der lod til at være i en alder af atten år, over fisketorvet til holmens kanal, som adskilte staden og Slotsholmen fra Bremerholm ( senere Gammelholm ). Denne var udelukkende beboet af søfolk; kun enkelte bremiske købmænd havde deres pakboder der. En båd lå beredt til at modtage dem. Med kraftige tag roede den unge fisker dem over den dengang temmelig brede strøm og lagde til ved foden af en stejl trappe, der førte op til et lille hus af bindingsværk med stråtag, klinede lervægge og hornruder. Gennem en snever forstue kom doktor Knud Torbensen, således var lægens navn, ind i et lavt firkantet værelse, i hvis ene hjørne der stod en seng omgiven af et blomstret kattuns omhæng. En hyggelig lunhed udbredte sig fra ovnen, hvor ilden blussede, og atmosfæren i stuen var mod sædvane hos fattigfolk ren og frisk. Tvende træbænke, en stor messingbeslagen kiste og et fyrretræes bord udgjorde det øvrige bohave. En tranlampe med to væger kastede et mat skær over en ung kvinde og en pog på elleve somre, der sagde ved bordet. De vare begge sørgeklædte, men stoffet og snittet på deres dragter viste, at de vare af adelig byrd. Dog bar ingen af dem agraffer eller noget som helst smykke. „ Himlen være priset, at i kom hid, hr. Doktor “, tog den unge dame ordet og gik ham i møde. “ Christ give, jer kunst mægtede at skænke min moder hendes helsen. “ Hun tog lampen i hånden, og da lyset faldt klarere på hende, studsede lægen ved synet af hendes sjeldne fagerhed. Den kønne fremmedes skikkelse var noget over middelhøjden, fin og yppig. Hendes træk regelmæssige, øjnene sortebrune, og mørke lokker omgave den hvide, lidt lave pande. Farven var bleg, og der var et udtryk i hendes åsyn, som viste det erfarne blik, at denne unge kvinde kendte livets tunge alvor. Hun gik hen til sengen fulgt af lægen og ffog omhænget til side. En ældre kvinde med sølvhvide hår hvilede på det tarvelige leje. Hendes lidende træk, hvori dyb Kummer stod præget, bar endnu tydelige spor af fordums skønhed. Den syge rakle sin feberhede hånd til lægen. „ Sig, hr. Doktor, er det sandhed, hvad rygtet melder om kong Chrisfian af Danmark, at hans rare dyder, gudsfrygt og mildhed distinguere ham blandt alle fyrster “? „ Visselig er det så. Et land bør prises lykkelig, som har slig en drot “, gjensvarede doktor Knud Torbensen. „ Kanske mit spørgsmål tykkes jer sært, men en moder ængstes svart, når dødens mørke nærmer sig, og hendes børn ej have egen Arne eller borgerret i noget land. “ Den syges legeme. begyndte at sittre, og lægen anede nu, at det var sjælens lidelser, som bragte hende til gravens rand. „ Jesper persen berettede mig på vejen, at i var kommen sejlende hertil i dag. “ „ Så er det. Hundrede fem og halvfjersindstyve flygtninge er vi dragne hid fra England med det håb, at kong Christians godhed vil skærme os og nådigen tillade, vi fæste Bo udi hans rige. Sværd, bål, marter og fængsel truede os i England, — men mit hoved værker — fast virres mine tanker, — ak! min Dotter, du berette hvorlunde alt er gået til. “ den lille dreng bragte en af træbænkene hen til sengen. Lægen tog plads på den og følte den syges puls. Imidlertid satte den unge pige lampen på bænken, og tog sæde ved siden af ham. En kort pause opstod, hvori de tvende tøflende betragtede Knud Torbensen med et forskende blik, som om de ville udgrunde, hvilke tanker og følelser, der vare tilhuse i hans sjæl. Det indtryk, de begge fik, indgød dem tillid. Baretten skjulte ikke mere lægens høje, tankerige pande. Hår og skæg var mørkt og kruset, mildhed stod at læse i hans brune øjne, fasthed i de stærkt markerede træk, som endnu ikke havde mistet ungdommens skønhed, da Knud Torbensen var en mand i sine bedste år. Under kåben sås en sort silkevams med Fløiels bræmmer og pufærmer, hvilken sluttede tæt om hans velformede skikkelse. De hvide, kraftfulde hænder syntes skabte til et trofast håndtryk. „ Vor fader Ivan mironausco var en ædelbåren polak, “ begyndte ungmøen. “ Han var en dyrker af videnskaberne, og under kong Edvards milde herredømme fandt vi et sikkert tilflugtssted udi England, og fri øvelse af vor religion, eftersom vi er tilhængære af Calvins lære. Sikkerlig har i fornummet, hvorlunde den ædle drot i sin unge alder var stor udi gudsfrygt, dyd og klogflab. Han var en ynder af boglig lærdom og havde indsigt i mange sprog. Højt skattede han enhver, som dyrkede videnskaberne, men kun alt for årle blev han reven fra sin høje gerning. “ „ Desårsag var Danmarks drot og stedet udi stor bedrøvelse, “ forsikrede Knud Torbensen “ Her ymtede man om, at kong Edvards bratte død ej var naturlig, men at han formedelst en forgift måtte drage bort fra jorden. Derhos er jeg vidende, at en svar forandring er sket udi England, efterdi dronning. Marie tager grumt afsted mod alle, der ej bekende sig til den papisfiske religion. “ „ Så er det sandhed, “ for den syge op. „ Ej kender hun til ynksomhed, og hver behjertet mand og kvinde, der tager de betrængtes forsvar, vorder lettelig dødens bytte. Jeg gyser ved at ihukomme de rædsler og ufærdsgjerninger, som øves udi England. Den dydige, herlige erkebisp af Canterbury, Thomas Cranmer er vorden fængslet som kætter. Med flammetunger har bålet alt fortæret mange reformerte af begge køn. Min dyrebare husbond var blandt dem. “ Disse sidste ord lød som et jammerskrig fra den ulykkelige kvindes læber. Hun havde rejst sig overrende, men på grund af den stærke sindsbevægelse, sank hun atter kraftesløs tilbage. „ Der var ej andet for os, end at drage skyndsomst bort fra England “ vedblev Feodora mironausco den sørgelige beretning. „ Ej vidste vi, hvorhen vi turde ty, efterdi vi ræddedes for den ufordragelighed, der hersker udi religionens anliggender i de christne lande. Da ihukom vi, hvorlunde vor mormoder, som var en danekvinde, havde priset højt sit skønne fødeland. Vi meddelte sådant til en polsk adelsmand Johan a Lasco, der af kong Edvard var vorden beskikket til superintendent over de fremmede troesbekjendere, som havde taget ophold udi England. Det svare ry af kong Christians mildhed havde og nået hans øren, hvisårsag han greb den beslutning at drage hid med sine troesfæller. Tvende danske skibe, der lå seilfærdige på Themsen, fragtede han ilsomt, og den 17de september gik vi alle ombord ved gravesand. Da hævede sig en storm. Skumkammene tårnede op lig bjerge, snart grønne og snart hvide, frådende af raseri, og havets røst fornemmede vi brøle, eftersom de mægtige vandkæmper drogefremudiledingsfærd mod deres værgeløse bytte. De tvende skibe blev skilte ad, dog ildest medfart vederfores det største, som stormen drev til flekkerø, og derfra til Marstrand, men ihvorvel at fartøjet rummede mangen fottig mand og kvinde, var ej nogen stedt udi så svar elende som min arme moder. Således have vi flakket om på havet, indtil vi omsider den 30te oktober landede ved Helsingør, hvortil et mindre fartøj alt var ankommet. Begge skibe sejlede ufortøvet til København, og nys gik vi fraborde. “ „ Betræffende jer sorrigtunge beretning, mægter jeg ikkun at sige, at til fulde fatter jeg al jer kvide, og er håbende, i finder gjæstemildhed udi Danmark. Hvo mener i, skal tale eders sag for hans nåde, kongen? “ Johan a Lasco, Martinus micronius og Johan utenhov, hvilke er trende bedagede og forfarne mænd, er stegne i land udi Helsingør. Effersom de erfoer, at den danske konge residerede udi Colding, greb de hastig den beslutning selv at begive sig didhen, for at ombede dankongen nådigen skænke sit minde, at vi alle erholde et tilflugtssted udi hans riger. “ „ Give gud, så måtte ske “, udbrød Knud Torbensen af et oprigtigt hjerte. “ Dog vel var det, om i havde mægtige frænder, der kunne flytte eder og tale eders sag. Nys tykkes mig, i sagde, velbårne jomfru, at eders mormoder var en danekvinde. “ „ Vel var hun ridderdotter, stod dog ene og levede hos sin gamle faster, jomfru Elfe Svenning. min morfader, som var en polsk adelsmand havde taget tjeneste i den sachsiske garde, anført af Junker Slentz. Udi slaget ved henningstedt, erholdt han dybe vunder og blev fast døende bragt til jomfru Elses våning. Min mormoder ombandt hans sår, og der han omsider blev karsk, forlod han gården som hendes fæstemand. Usvigelig var hans troskab mod kong Hanses dronning Christine, da denne som en heltekvinde forsvarede slottet udi Stokholm. Dog hans mange vunder hindrede ham i tiere at øve våbendåd. Desårsag drog min mormoder med sin husbond til Polen, men hendes børn fostrede hun op at tale det danske tungemål, der stedse klang lisligst af alle for hendes øren. “ Ej ængstes i så såre, ædle frue “, lød lægens stemme mild og trøsterig. „ Ihvorvel min magt ikkun er ringe, borger jeg eder dog for mit sindelag. I drage ej i tvivl, at hvad bistand jeg er mægtig at yde eder, skal sikkerligen vorde eder tildel. “ „ Hav tak, hr. Doktor, for jer vennesælhed, “ Gjensvarede Fru Edele mironausco og trykkede hans hånd. „ Og du, min vakkre pog, hvortil står din hu. Vil du vorde ridder eller høilærd? “ spurgte Knud Torbensen. „ Til boglig lærdom har vor ædle, hedengangne fader fostret mig op, “ gjensvarede den lille Nicolaus mironausco. „ Vel var det, om jeg var en mægtig ridder, der kunne drage sværdet for min moder og min søster. Dog eftersom det ej er så, og jeg desuden er for liden til at svinge glavind, ombeder jeg jer, høilærde hr. Doktor, skaffe mig en skrivers ringe plads. Ifald i skuede vor pengekat, ville i sikkerlig ej drage udi tvivl, den lider svært af svindsot, og hjertensgjerne gad jeg skænke den sin førlighed igen. “ Fru Edele og hendes datter rødmede, men med undren betragtede Knud Torbensen den kloge dreng, der havde stor lighed med søsteren, og hvis ord så lidt stemte med hans alder. „ End est du såre ung af år til at vorde en forsørger “, genmælede han venligt, „ dog, hvo vandet når til munden, lærer snart at svømme. Jer arme moder trænger svart til hvile “, henvendte han sig til ungmøen og rejste sig. “ Hvad herberget anbelanger, da ønskede jeg eder et bekvemmere logemente, men allenfals findes ej bravere folk end Jesper persen og hans moder. “ „ Os tykkes ligeså “, lød Feodoras svar. „ Skipperen ynkedes over min moders svare lidelser, desårsag han rekommanderede os at tage Herberge her og skikke bud til jer, formedelst jer berømte dygtighed udi lægekunsten. “ Doktor Knud Torbensen anordnede flere midler til at styrke den syge og stille feberen, hvorpå han forlod dem efter at have lovet et snarligt genbesøg. 2. I fundatzen for Københavns universitet året 1539 står skreven: „ Den ottende læsemesler skal være en musikus. Det skal være en kantor, som vel forstår musiken, og må derfor være skolemester for børneskolerne. På de fire sædvanlige dage skal han klokken tolv læse over sjunge-kunsten, og tillige sjnnge imellemstunder med sine tilhørere, hvilket skal ske i den gevelftbygte spisestue, og skal da sjun gem esteren tage alle sine børn med sig, som er bekvemme til musiken. Derfor skal sådan en skolemester foruden løn, han haver af sin skole, nyde af akademiet 20 rhinske gylden eller dalere udi årlig løn. “ Efter at have givet denne underretning angående sjungemesterens stilling ville vi indføre læseren i den ærværdige kantor Jens abbelgårdts våning/som var en af de otte residentser, der først beboedes af kannikker. Værelserne vare udstyrede som i borgerlige huse. De tavlede paneler vare smykkede med enkelte bibelsfe stykker, og langs væggene løb træbænke belagte med læderbetrukne hynder. Et temmeligt talrigt selskab var forsamlet i spisestuen om det store gildebord, hvorpå der brændte flere voxkjerter i massive kobberlysestager. Vældige stykker oxekjød og stegte grise med forgyldte snuder og haler dampede på tinfadene. Kruse og bægere vare fyldte med fin krydervin, stærkøl, Romani og rhinskvin. Forsamlingen bestod foruden af værten, en lille, mager mand med skaldet isse og gråt hår, samt tvende damer, udelukkende af lærde professorer, doktorer, magisters og en halv snes faftige studenter, som alle vare sjungemesterens disciple og havde bolig i den tre stokværks bygning, der hørte til universitetet, hvorfor de havde at betale en årlig leje af to danske mark. Nogle af gæsterne ville vi skænke nøjere opmærksomhed, først og fremmest de tvende damer. Den ældste, Fru Magda Torbensen var en høj, ærefrygt indgydende matrone, klædt i enkedragt, bestående af en folderig kjortel af sort klæde, der gik op i en kyse, hvilken sidste var trukken over hovedet. Et stykke snehvidt lin bedækkede den halve pande, og lange ender af samme stof hang ned på begge sider af hovedet. Hos hende sad Agnete abbelgårdt, sjunge ' mesterens eneste datter, en fager, blond ungmø på tyve somre, frisk, fyldig og skær, iført et storblommet kattuns skørt og en snever trøje af lyseblåt klæde, der sluttede stramt om hendes Tallie og gik højt op i halsen til en opstående pibekrave. Ærmerne nåde kun til begyndelsen af overarmen, og de hvide, trinde arme vare halvt dækkede af et par nedhængende fine linnedærmer. Hendes lysebrune hår var strøget op fra panden og næsten skjult af en lille blå klædæs hue. En stærkere rødme farvede Agnetes kinder, når hendes violblå, livlige øjne mødte den unge licentiat Åge torbenfens noget undselige, men beundrende blikke. Hans velformede ansigt var blegt af den megen læsning, og øjnene havde et lidt mat og anstrengt udseende. Over hans væsen var udbredt en stille værdighed, og han forstod at udtrykke sig på en så elskværdig, vindende og dog kraftfuld måde, hvilket hans klangfulde organ væsentlig bidrog til at forhøje, at han uvilkårlig fængslede sine tilhørere. Ikkun en af de tilstedeværende lyttede med modvillie til hans røst, nemlig den unge baccalaureus Jørgen heller. Dennes rødmussede ansigt og uregelmæssige træk gav ham et temmelig almindeligt ydre, men han vidste at iklæde sine ord en sødladende, indsmigrende form, og give sig en from mine, hvorfor pillene alt fra skoleårene gav ham navnet Jørgen hykler. Foruden disfe personer ville vi fremhæve doktor Petrus Palladius, biskop over Sjællands stift, og doktor Johannes Maccabæus Alpinas. „ Alt er en stund forløben, siden viseren på uhrværket pegede på fem “, henvendte Jens abbelgårdt sig til Fru Magda. “ Mig tykkes, jer søn tøver lovlig længe, allenfals han dog er vidende, at det i dag er min geburtsdag. “ „ I fortørnes ej desårsag, hr. Sjungemester “, genmælede Fru Magda, „ sikkerligen virker han udi menneskehedens tarv, at lindre sot og elende. “ Neppe havde han udtalt disse ord, før doktor Knud Torbensen trådte ind. “ I tage ej ilde op, ærværdige hr. Sjungemester, min svare forsømmelighed, at lade eder vente på jer geburtsdag. Christ skænke eder helsen og alskjøns fryd. “ „ Kærlig taksigelse, min søn “, svarede den gamle lærer og klappede ham på skulderen. „ Udfyld skyndsomst din plads ved disken og lad mad og drikke smage dig. “ Efter at Knud Torbensen havde hilst påjomfru Agnete og de øvrige tilstedeværende, tog han sæde, hvorpå Jens abbelgårdt adspnrgte ham: „ Lad høre hvad idræt du har bedreven, som hindrede dig at møde? “ Knud Torbensen gav en kort, men varm beret- - ning, som viste hans dybe medfølelse for de ulykkelige flygtninges betrængte stilling. Flere af de lærde, navnlig biskop Palladius og Jens abbelgårdt rynkede brynene. „ Mig huer ingenlunde det store antal af kættere “, tog biskoppen ordet. „ Lettelig kunne de forføre den enfoldige almue. Forgangen år kæmpede tteologi udi København mod Andreas osianders falske lærdom om „ Retfærdiggørelsen “, hvilken fandtes stridende mod den hellige skrift. End ulme de papistiske vildfarelser blandt folket, trolddomskunster og hekse fornemmes daglig tale om, desårfag var det rådsomst, at slige calvinistifle vranglærere ej måtte fæste Bo i Danmark. “ En rødme bedækkede Knud Torbensens åsyn. „ Såfremt Johan a Lasco mægter at borge for, at ingen af hans følge agter at forføre folket, tykkes det mig en svar ha ard hjertethed at jage dem af landet “, tog han til genmæle. „ Men er i ej vidende “, udbrød Palladius med harme, „ at zwingli og Calvin med deres „ det betyder “ Har gjort et djævelens kunststykke. De have i landflygtighed. 2 drejet indstiftelsesordene for den hellige nadvere, og fornægte Christi legemes og blods tilstedeværelse udi samme. Disse sacramentbespottere ville bortstjæle sjælene fra den herre Christus. Endog for børnene ville de lukke himmeriges porte, idet de ej betragte dåben som et salighedsmiddel. “ „ Vel er sådant mig ej ubekendt “, gjensvarede lægen. „ Dog kong christigns vise tanke, at lade den ganske bibel oversætte på det danske tungemål, på det at menig mand ej skal vorde udelukket fra slig gudelig læsning, vil sikre Luthers lære udi det danske rige. “ „ Alt guld og sølv, som er liggende udi jordens gemmer, er ej så kært for kong Christian, som at kunne sprede ordets rene lys over det folk, han hersker over. Ej er det hårdhjertethed, at rense kirken fra skadeligt ukrudt. Nys skikkede Poul iNitupiNit==N ' oviomagus, haNs Nådes hofprædikaNt, mig et såre frydefuldt budskab. Det er forhåbende, at kongen agter at udstede en plakat til alle superintendenter udi Danmark og Norge, hvilken byder det ganske præsteskab våge over, at ingen calvinistiske emissarier tilstedes adgang i hans riger, eftersom stor bevægelse finder sted blandt de reformerte, og der vorder hemmelig bøger udstrøede af dem. “ „ Høivis er hans nåde kongen, og høivise er hans rådgivcre “, lød Jørgen heklers falske, indsmigrende nøst. „ Sikkerlig bør man vare folket for alle Bellas tilhængere. Ak! End stedes jeg udi bedrøvelse, når jeg drager til minde de tvende præster Christopher Michelsen og Lauritz Hellesen, som effen er vorden fængslede i harrikzvad kloster. Rædsel griber mig, ved at ihukomme hint forargelige skue, der Lauritz Hellesen lod sin voksne søn Johannes gendøbe med strandvand udi havnen ved st. Annæ bro og gav ham navnet Helle. “ „ Sligt vækker ikkun spot blandt folket “, henkastede Knud Torbensen. „ Ej taledulelsindigenom, hvad den rene lære anbelanger “, gJensoarede Jens abbelgårdt med strenghed. „ Deslige ting bør forebygges, hvisårsag vederdøbere og sacramentcrer ej fkjænkes borgerret i Danmark. “ „ Mig ynkes over enken og de faderløse “, lød Åge Torbensens stemme mild og afvæbnende. „ Helt oprørende er det dog, at Englands dronning ej ejer mere kvindehjerte, end at hun, lig kong Henrik, kan fryde sig ved bøddelhåndværk. I, høilærde doktor Maccabæus er og vederfaredes svar forfølgelse og kvide udi England. “ „ Tilvisse “, gjensvarede professor Macalpin. „ Jeg mindes grant, hvorlunde min hustru og jeg stedtes udi sorrig den stund vi droge i udlændighed formedelst den lære, som vi dyrkede. Desårsag nærer jeg og stor medynk med de arme flygtninge. “ „ Herren var jer støttestav, efterdi i ej er en kætter “, lød atter Jørgen heklers stemme. „ Vi ere alle vidende, at i stander højt udi hans nådes gunst for eders gudsfrygt og høilærdhed. Ingentid vil krøniken lade af at berette de ord, som philippus melanchton svarede anbelangende jert navn. * ) „ I er en smigrer, Jørgen hekler “, svarede den ærlige skotte, der var en hader af al underfundighed. Han gennemskuede den unge baccalaureus snedige vending af sin tale, hvis hensigt var at hindre ham i at tage de betrængtes parti. Dog før han kunne komme mere til ordet, hævede Sjællands biskop sin stemme. „ Fuldelig er jeg overtydet, at den danske gejstlighed ingentid vil fordrage, at falske lærere, der vove at spille med Christi ord som med tærninger, skulle lægge al vor gerning øde. “ „ Ak! høiærværdige hr. Biskop, i fare frem med * ) som bekendt, sagde melanchton, da han erfarede skottens navn var Macalpin; „ I eftertiden bor i med rette kaldes maccabæms, efterdi i har udstanden jå store farer og besværligheder for gnds lere og hans srd, som Judas maccabcens. “ lempe mod de arme flygtninge. Lad christen mildhed styre eders færd, “ bad Agnete. „ Min kære totter “, genmælede Palladius i en noget mildere tone. „ I frygte ej at jeg udi min gerning skal være den første til at bryde staven over disse kættere. “ „ End fordrister jeg mig, høiærværdige hr. Biskop, at ombede eder, vise vennesælhed, i jer omgængelse med disse ulykkelige, eftersom kanske nogle af dem vorde stedte for eder “, lød atter ungmøens bøn. „ Jer høitprisede godhed vil sikkerlig ikke svigte. “ „ Ingentid skal i fornemme, at sagtmodighd har fattedes mig mod dem “, svarede erkebispen. „ Ydermere tør jeg ej love jer, eftersom i ved mine tanker anbelangende den sag. Ligervis, vor højtærede trot, hvis rare troskab og flid udi hans kongelige embede bør være et mønster for hans undersåttere, er det og min pligt at varetage, at guds kirke kan få en god og christelig skikkelse. “ „ Alt stunder den hårde vinter til “, ytrede doktor Maccabæus. „ Vor milde konge vil sikkerligen ej nægte de betrængte ly udi hans rige indtil vårens komme. “ „ Og kan jeg sige jer, skønjomfru, “ udbrød Knud Torbensen opmuntret ved den gamle læsemesters ord, „ at end er der riddere i Danmark, ihvorvel ej alle bære sværd og hjelm. Dog har sønnen ej forglemt den ed hans fader svor, der han annammede ridderslagel. Hvo som beter sig adelig udi sin gerning, vorder og kvindens og den faderløses beskytter. “ Fru Magda havde foldet hænderne og betragtede sønnen med stolthed. „ Mig tykkes at fornemme min dyrebare, hedengangne husbonds røst. “ Agnete bemærkede imidlertid, at Knud Torbensens ord havde fremkaldt fortørnelse blandt flere af de tilstedeværende. Det var ikke alene tanken i dem, men slige talemåder fandtes ikke passende med den lærde stivhed. Med hemmelig glæde så Jørgen heller en vredessky hæve sig på biskoppens og sjungemesterens pande, men Agnete abbelgårdt spredte den i tide. „ Jeg synes, vi skulle ende dagen med en yndig musik og nogle gudelige sange, tog hun ordet, „ eftersom musiken ingentid nyder større ære, end når den vorder brugt til Herrens lov og pris. “ Dette forflag vandt almindelig bifald, da det var pålagt alle læsemesterne ved universitetet at holde studenterne til at øve sig i musiken: „ Derved blive de desmere muntre til deres øvrige studeringer, men stille, sagtmodige og skikkede til at omgås folk, og når de siden fåe-kone, børn og husfolk, vil man få at høre i deres hufe en yndig musik og jstemmen af gudelige sange. “ Endvidere hed det: „ Derfor skal ikke aleneste studenterne, men endog alle tilhørere ved akademiet tilholdes og drives til sjunge-kunsten. “ Den gamle kantor havde ofte og nøje indprentet sine disciple dette, samt Luthers ord, „ at djævelen ikke tøver længe, hvor man øver musiken. “ Biskop Palladius og doktor Maccabæus drak først en skål på Jens abbelgårdts sundhed ledsaget af smukke, beåndede taler, som sjungemesteren besvarede med at tømme et bæger for dyden. Hjertensgjerne havde de unge studenter udbragt en skjemtefuld skål for fryden, hvilket i den tid var meget i mode, ligesom de også helst havde sunget nogle lystige viser, men de høje geistliges nærværelse lagde tvang på dem. Sjællands biskop fremsagde nu en bordbøn. Derefter bleve retterne bårne ud, med undtagelse af drikkevarerne, og tinskålen med krydervin samt dunkene med stærkøl, rhinskvin og Romani vedblev at gå flittigt om blandt gæsterne. Under anførsel af sjungemesteren istemtes flere hellige lovsange, og tiden forløb på denne måde indtil viferen på uhrværket pegede på otte. Da begav enhver sig til sit hjem, efterdi det ikke var sømme ' ligt at gå på gaden efter klokken ni. * 3. I store st. - Klemensstræde lå Fru Magda Torbensens stenmurede hus, hvortil hørte en temmelig rummelig urtegård indhegnet af et højt plankeværk. En time før middag fad den ærværdige matrone i sin hyggelige dagligstue. Ilden brændte lystig i stenkaminen, under bjelkeloffet hang en lyse-, krone af blankt metal, og på en af pillerne mellem vinduerne sås et stort spejl af poleret stål. Væggene vare bedækkede med gobelins tapeter, og bekvemme armstole stod omkring det runde bord. Med bukkefødder, hvorved hustruen havde taget sæde. Et vældigt nøgleknippe hang ved hendes side, “ ' og hun var ivrig beskæftiget med at baldyre på en alterdug. Da åbnedes døren, og Agnete abbelgårdt kom til syne. „ Guds fred og velkommen “, lød matronens hilsen, idet hun klappede ungmøens rosenkind. „ Vel var det du kom hid. Jeg mærker, mit syn vorder svagt, og alterdugen bliver sikkerlig ikke færdig, ifald du, barn, ej hjælper mig med den. “ „ Så hjertensgjerne, Fru Magda “, svarede Agnete og kyssede ærbødigt hendes hånd, hvorpå hun skyndsomst tog plads og greb den ene ende af dugen. „ Der ligger mig noget svært på sinde, som jeg ønskede at tale med eder om “, vedblev hun. „ Lad høre. Godt lider jeg, at ungmøen tyer til matronen at pleje råd. “ „ Ak, Fru Magda, helt traurig blev jeg ved at fornemme jer søns beretning om de tvende polakinder og den vakkre pog. Mig tykkes, de holde ikkun livet op ved håbet, og hvo som lever af håb, dør af sult. Kanske der fattes dem det nødtørftige. “ „ Så er og mine tanker. Alt efter davre-øllet er min søn gangen til sin dont. Desårsag var jeg hindret i at tale med ham. Så sage vi kommer tilhuse, skal vi derom forhandle. “. „ Tre rhinske gylden har jeg sparet sammen, og jeg købte gerne noget kvægende til den syge frue, såfremt de ikke tage det an for en fornærmelse. Og ønskede jeg af hjertens trang at gøre dem besøgelse,. eftersom de er så fremmede og ulykkelige “. „ Gerne gad jeg bringe dem en skænk “, gjensvarede Fru Magda, „ og yde dem, hvad trøst jeg mægter. Kanske flere af de arme flygtninge er trængende til vor hjælp. “ „ Ak! er vi ej alle Herrens børn. Hvad ondt have disse mennesker bedreven? Ere de vildfarne, da tykkes de mig, at have end større krav på vor ' medynk. “ „ Så er det skønt at høre kvinder tale, mens de baldyre på en ' dug til Herrens alter, “ lød Åge Torbensens stemme. Ubemærket var han kommen ind iværelset og havde hørt den sidste del af samtalen. Han tog nu plads i. en armstol ved bordet, - idet hans blik med inderlighed søgte Agnetes. „ Helt sorrigfuldt blev jeg i går aftes ved at fornemme den overdrevne ufordragelighed udi religiøse anliggender, der og gør sig gældende i vort fødeland. Visselig fordrer den rene lære kraftige håndhævere i besynderlighed i denne gjæringsperiode, men i ni. og tredive artikler er Martin Luther og Johannes Calvin dog enige mod de papister. Hvi skulle da disse tåles her i Danmark, når man begegner zwinglis tilhængere med slig modvillie? Ak! I ved ej, hvor mild og yndig den ombøn klang fra eders læber, kære jomfru Agnete. „ Jeg frygter for den svare magt, hofpræsterne øve ud over hans nåde, “ bemærkede ungmøen og sænkede blikket bly.. „ Ej kan det dølges, at de have stor indflydelse, hvilket jo og udi såre meget har vist sig at være gavnligt, “ svarede Åge Torbensen. „ Derhos står jeg i den formening, at brevvekslingen, vor høje konge jevnligen førte med doktor Luther, har haft fvar virkning på hans sind. Vi er alle vidende om Luthers forbittrelse mod saeramentererne. Desårfag formanede han ham til stedse at våge over ensformigheden udi kirkens kære, hvormed hin store reformator forstod de wittenbergske tteologers dogmatik. “ „ Dyb højagtelse nærer jeg for kong Christian, formedelst hans ærefrygt for videnskaberne, samt efterdi hans Vandel er udi dyd og gudsfrygt “, lød Fru Magdas ord. „ Dog vil jeg ej fortie, Christi tilgive mig ifald jeg synder, men mig tykkes ikke, at zwinglis tilhængere kunne vække slig skrækkelig forargelse. “ „ Visselig have de svar uret i deres tydning af sakramenterne “, genmælede ågesttorbensen med alvor, „ men ihvorvel jeg selv er luthersk gejstlig, formener jeg dog, man driver strængheden mod dem for vidt. Zwingst og Calvin have stor fortjeneste, efterdi de udi såre meget have modarbejdet de papisters fordærvelige lærdomme. “ Faste fodtrin lød i forstuen, og doktor Knud Torbensen trådte ind. Han hilste høvisk på Agnete og kyssede sin moders hånd, men en usædvanlig alvor var udbredt over hans åsyn. „ Har du gjort besøgelse hos de polske kvinder? “ Spurgte Fru Magda. „ Ja. Fast tykkes det, at moderen vil følge sin husbond. Lidt fryd var vel i stand til at gyde livskraft i det svage legeme, men jeg har spurgt nyt i dag, som ikke huer mig. “ „ Beret, min kære søn, hvad du erfoer. “ „ Den kongelige embedsmand på Københavns slot, hr. Peder gødske, har ved sin svend erholdt underretning anbelangende de mange flygtninge, som er dragne hid. Selv er han lidende af et benbrud, men har alligevel skikket bud til vor byes borgermester Povel Hansen og det ganske råd med befaling, at give nøje agt på de nys ankomne udlændiske, samt tage dem i forhør. Og skulle de mænd, hos hvem de er udi Herberge, have flittigt øje med, om de holde råd eller have falske meninger, og da hastigen berette samme til øvrigheden. Ydermere vil hr. Peder gødske ufortøvet skikke budskab til kongen desangående. “ „ Te haner gale mest, som gale ilde, “ svarede Fru Magda ærgerlig. „ Man skulle tro, en hoben jernklædte krigsmænd og tyrker vare landede i Danmark. Monstro nogen af de udlændiske have ' tilsinds at stifte ufred? “ „ Ifald i, ædle moder, skuede den elende, som jeg i dag har set blandt Johan a Lascos følge, ville i ikke spørge så. Vel er der karske mænd blandt dem, men næsten alle have spæde. Børn, syge hustruer og livsmødige gubber med. Enhver er flygtet fra fim Arne og stedt udi nød og Kummer. “ „ Gud både og bedre alt for de betrængte, “ bad matronen og foldede hænderne. „ Er aleneste var det svar mangel på gjæstemildhed at jage disse fremmede af riget, “ vedblev Knud Torbensen, „ men den store intolerance har alt vist sig at være skadelig for Danmark og Norge. “ „ Hvi så? Jer anmærkning fatter jeg ikke fuldtvel? “ Spurgte Agnete. „ Forfaren mand er god at huse, og høilærd mand bør man ej genne fra sin tærskel, efterdi frøet, som dyrkes i hans hjerne, vorder til kornneg, “ Gjensvarede Knud Torbensen. „ Mangen brøst var sikkerligen hjulpen af, ifald der ej blev nægtet så mange høilærde og vindskibelige mænd forlov at fæste Bo udi kong Christians riger. “ „ Så mener i og, at alle disse arme flygtninges begæring er omsonst? “ spurgte ungmøen atter. „ Ja, destoværre, ihvorvel jeg ej nærer mistrøstning til kongens hjertelag, men mig ængster hans rådgiveres intolerance. Dog — lad se — kanske jeg fejler. “ Agnete blev nu vaer, at viseren på uhrvcerket pegede på middagstid, hvorfor hun skyndte sig at ile hjem til faderen. Fru Magdas husmoderlige pligter kaldte hende ligeledes ud i stegerset, men da måltidet var til ende, havde hun en samtale med sønnen. Følgen deraf blev, at hun den næste morgen årle, fulgt af en Terne, der bar en kurv med levnetsmidler på armen, vandrede omkring i forskellige gader og stræder, hvor hun af sønnen havde erfaret, at de trængende flygtninge havde fundet Herberge. Da hun kom hjem, var kurven tom. Tisse vandringer gentage sig ofte. Stundom var hun ledsaget af Agnete, men denne -frygtede, den gamle sjungemesfer skulle få nys derom. Vel var han ingenlunde hårdhjertet, men havde dog gejstlighedens ufordragelighed i religionens anliggender. For første gang var hans sind bleven harmfuld på Fru Magdas sønner, efterdi disse vare af en større overbærenhed. Denne vrede, blev ydermere bestyrket. af Jørgen hekler. Te to brødres sjældne kundskaber og dygtighed i boglig lærdom havde alt i skoleårene vakt hans skinsyge, hvilken tiltog da han mærkede, at syngemesterens datter besvarede Åges stille kærlighed. I hjertet bar Jørgen en lønlig elskov til hende. Et glimt af håb opstod hos ham, at den uoverensstemmelse i meninger, som han nu havde opdaget mellem den gamle lærer og hans yndlingsdisciple, skulle kunne benyttes til fordel for ham. Imidlertid besøgte doktor Knud Torbensen daglig Fru Edele mironausco. Fra første gang han hin aften så den skønne, unge polakinde, havde hans hjerte banket for hende, som aldrig fø

1880_Reinhard_IldOgAske

Joakim

Ild Og Aske

Reinhard

Reinhard

Ild Og Aske

male

1880_Reinhard_IldOgAske.pdf

Joakim

Reinhard

Fr. Elbert

dk

Ild og Aske

En Fortælling fra vore Dage

n

roman

Erslev

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Ilden tændes. Kn majaften for nogle år siden sad to kvinder i verandaen ved en herregård ikke langt fra en af de større nørrejyske købstæder. Den yngste — hun så’ ud til at være i det højeste et par og tredive år — var gårdens ejerinde, Fru Erna Stenberg. Hun var middelhøj og stærkt bygget med temmelig store, højvristede fødder og smalle hvide hænder. Hendes bevægelser havde en noget mandig karakter uden dog at være uskønne, da de syntes at være hende naturlige. Hendes ansigt var bredt med en mørkladen, sydlandsk grundfarve; kinderne kunne ved given lejlighed stråle med en mørk purpurglød, panden var lav og lige, omgivet af et Mylr af små, blåsorte lokker, næsen vel bred, men ædelt formet og med store bevægelige næsebor, hagen kort og blødt afrundet. Men sin ejendommelige karakter fik dette ansigt af de store mørkeblå øjne, der under de lange sorte øjevipper og de fint tegnede bryn af samme farve så’ sorte ud, og af den store yppige mund med de svulmende læber og de skinnende hvide tænder. I mindre end et sekund kunne et smil åbne denne mund let og få en hurtig opblussende livslysten glød til at spille i mundvigene og i de mørke øjne. Men så kunne igen — og det var det hyppigste — øjenlågene sænke sig døsig ned over pupillerne, og læberne sammenklæbede strække sig inat og sløvt udad. — den efter bekvemmeligheden, ikke efter moden afpassede dragt, en grå ulden kjole, der lod fødderne komme helt til syne, en bred og stiv opstået! de krave og herremansketter, fuldendte det indtryk af noget ualmindeligt og selvstændigt, som Fru Erna gjorde på alle, der så’ hende. Den fem til seks år ældre dame, der sad og broderede lige over for hende, var hendes søster, frøken Alma skov. Disse søstre dannede en fuldstændig, om end ikke ganske ualmindelig kontrast til hinanden. Alma var lidt højere og lettere bygget end søsteren; hendes runde, lyse åsyn med de omtrent regelmæssige træk og de store, lidt fremstående lyseblå øjne havde et udtryk af ro og tilfredshed, der stemmede med den tarvelige, men moderne og sirlige dragt. Kløgt var der just ikke meget af i hendes træk, men megen godmodighed og velvilje. Erna havde alt for nogen tid siden ladet det tyske illustrerede blad, hun læste i, synke ned på sit skød for i mag at stirre ud mod vest, hvor solen lige var dalet ned bag horisonten. Nogle svære skyer, der havde samlet sig i denne himmelegn, hang som et uhyre mørkeviolet, halvt optrukket forhæng, der åbnede en udsigten til et hav af flydende ild og purpur, som fik en mattere glans, jo mere det fjærnede sig fra det sted, hvor solen havde dvælet, og som til sidst tabte sig i milde orange- og rosa- tinter. » Hvilken farvepragt! « udbrød endelig den unge enke — Fru Stenbergs mand var død for et Års tid siden — » skulle man tro, at sligt kunne forekomme i dette kolde og glansløse land, hvor ellers alle ting, både naturen og menneskene, er så flove, så flade og så kedelige. Er det ikke dejligt, Alma? « » Jo det er! « sagde Alma og så’ op fra sit broderi og ud mod solnedgangen; » det er et storartet syn! Men vi har dog heldigvis også meget andet smukt her til lands; vore bøgeskove vil du vel ikke påstå er flove — hvis du da ikke i udlandet har glemt, hvordan de ser ud. Men du har nu altid så meget at udsætte på Danmark og hvad der er dansk «. » Der er såmænd heller ikke meget rart ved det meste her hjemme. Bøgeskovene vil jeg for besten undtage, de er dejlige. Når de blot viste sig lidt længere i deres sommerdragt! Men lad os tale om noget andet: jeg glæder mig sådan i aften; véd du til hvad? « » Ja, til at der kommer fremmede vel «. » Nej, slet ikke! det vil da sige, ikke til at nogen af de fremmede kommer, som du véd besked om, men til at der kommer en — en person, som jeg aldrig har set før, og du heller ikke, men som jeg er så henrykt over, jeg endelig skal se og tale med «. » Hvem er da det? « » Bruno tang, forfatteren. « » Tang? ham, atteisten? « » Ja netop ham! du behøver ikke at se så forfærdet og misbilligende ud over det! Jeg fik tilfældigvis at vide, at han er i besøg hos doktor Hansen sammen med min gamle ven professor brun, og jeg skrev da straks til professoren og bad ham tage tang med her ud i aften. De kommer spaserende hertil, vi kan vente dem hvert øjeblik. « » Min gud, Erna! har du også overvejet, hvad du gør? « sagde Alma i en ængstelig tone og medet bekymret blik på søsteren; » at indbyde et så ilde omtalt menneske! « » Ilde omtalt? hvad vil det sige? « » Han skal jo have ført et gyselig vildt liv.... « » Å sikke noget! hvor vil du dog gentage den dumme sladder, Alma? Jeg véd med vished fra en, der har kendt ham nøje — det er for resten professor brun —, at hans hele liv er gået hen med anstrengte studier, og at han i en meget sjælden grad har ofret alt for sin overbevisning. Hans forældre vare simple kjøbmandsfolk i Holstebro eller Skive eller sådant et sted, og de efterlod ham kun grumme lidt, den gang de døde. Men i en latinskole havde de dog holdt ham, og student var han bleven, og så sled han for at leve og for at kunne fortsætte sine studier. Først var det filologi, men det blev ham for tørt, så slog han sig på de romanske sprog, og dem skal han være udmærket dygtig i; han har jo også rejst i Frankrig og Italien med offentlig understøttelse. Men så for et Års tid siden, da fritænkerne begyndte at røre sig her hjemme, sluttede han sig til dem og udgav en fortælling, hvori han gennemheglede al vor danske bornerthed rigtig forsvarlig; det kan nu nok være, at bogen ikke er synderlig betydelig som kunstværk betragtet, egentlig digter er han vist ikke, men den er fuld af vittige og træffende bemærkninger, det er vist og sandt. Det var imidlertid netop dem, der blev hans ulykke. Bestyreren af en skole, hvor han hidtil havde undervist i sprog, blev forbitret over hans bog og gav ham afsked, flere private timer mistede han også, så han har nok ondt ved at komme ud af det nu.. I aviserne kan han heller ikke skrive længer; anonymt vil han nok slet ikke skrive, og ingen af de større aviser tør tage artikler med hans navn under, tilmed da han benytter enhver lejlighed til at præke sine revolutionære anskuelser i de skarpeste udtryk. Når man hører, hvordan folk — og bladene for resten også — omtaler ham, skulle man rigtig nok tro, han var et sandt uhyre, og dog strider han ikke for andet, end hvad næsten alle intelligente mennesker i det øvrige Evropa har erkendt for.rigtigt. Kun her hjemme har vi hidtil holdt os tilbage, men nu skal vi nok komme med! « Hun havde talt ivrig og hurtig, var bleven varm og lidt forpustet; nu tav hun og begyndte at rulle det illustrerede blad sammen som en kommandostav, hvormed hun så slog takt i luften til en sagte nynnet Melodi. » Men er du da virkelig, « sagde nu Alma lidt usikkert, » er du da virkelig hel fritænker? Deler du sådan alle tangs meninger? « » Alle hans meninger? jeg kender dem ikke engang allesammen; jeg har kun læst den lille fortælling, han udgav i vinter, og den er jo langt fra udtømmende; for øvrigt véd jeg kun, at han har holdt nogle foredrag i en forening i København, som vakte en sand storm imod ham, fordi de drog til felts mod så mange sociale og religiøse forhold her til lands. Og netop af den grund længes jeg stærkt efter at tale med ham. « » Af den grund? men Erna dog! Sig mig da oprigtig, hvordan står det egentlig til med din religion? Du var i en tid så ivrig kristen — rigtig nok grundtvigiansk, og det holder jeg jo ikke så meget af, men det er dog bedre end ingen ting — er det da nu alt sammen forbi? Tror du slet ikke på noget mere? « » Slet ikke på noget? å, det er igen så meget sagt — man kan tro på adskilligt, fordi man ikke tror alt det, præsten præker; jeg er vis på, at her i Danmark hersker en frygtelig mængde fordomme og gammeldags anskuelser, og dem vil jeg se at blive af med — hvor meget jeg så beholder tilbage, vil tiden vise. Jeg håber nu, at tang skal kunne klare en del spørgsmål for mig. « » Erna, Erna, lad dig dog advare! Du har altid været noget — noget egenrådig, om jeg så må sige; du buser sådan på med alt muligt. Indlad dig ikke for meget med denne tang, han er farligr man skal tage sig i agt for ham — det siger også pastor urne. « Erna lo. » Pastor urne! ja tænkte jeg det. ikke nok! det er ham, der har proppet dig med alle de dumme historier om tang. Men de er usande, det siger jeg dig. Tang kan have urigtige meninger — det er muligt, men hans liv er rent. Og selv om han havde ført et noget for lystigt ungdomsliv — hvad han dog ikke har — hvad så? Hvor mange højærværdige provster og bisper har ikke gjort det samme? Men den gode pastor urne hører til dem, der altid ser skæven i andres øjne, især når disse andre ikke har samme meninger som han. « » Ja du skal altid hærpe på urne! « » Nej, men jeg har virkelig sjældent kendt hans lige i at løbe med ondskabsfuld sladder. » » Ja ja, vær nu ikke så rask til at kalde det alt sammen for sladder!< råbte Alma, som nu også var bleve ivrig; » én ting véd jeg da er tilforladelig, og det er, at tang har ladet helten i sin bog lovprise nogle romaner af en, der hedder sand, så voldsomt, og den sand står der noget om i en tysk bog, pastor urne har; det var en meget overspændt person, som til sidst af lutter fritænkeri gik hen og myrdede en stor tysk digter. Der ser man, hvortil de ideer føre! « Nu brød Emas latter frem igen med ustandselig' kraft. » Nej hør, Alma! nu bliver du snart for morsom! Har pastor urne virkelig bildt dig alt det ind? Så uvidende troede jeg dog ikke, han var! han blander jo to himmelvidt forskellige mennesker sammen. « Inden Alma kunne få tid til at tage sin sjælesørger i forsvar, lød der stemmer nede fra haven, og straks efter drejede to mænd om hjørnet af en hække, der strakte sig fra havelågen op mod huset og hidtil havde skjult dem for damernes øjne. » Der har vi begge damerne! « råbte en klar, livlig røst; » må jeg præsentere: kandidat tang, Fru Stenberg, frøken. Skov! « Herrerne stod nu neden for verandaen. Den talende var professor brun, en af Københavns anseteste ældre læger, en høj, fyldig mand med et livfuldt ansigt, klare blå øjne og gråsprængt helskjæg. Damerne havde rejst sig og hilste. Begge søgte straks tang med øjnene. Deres forventninger skuffedes. De havde ventet en høj, mørk skikkelse med funklende øjne og byronsk kostume: de så’ en knap middelstor, velproportioneret, men noget for skarp og mager mand med almindelige, hverken kønne eller grimme træk, små nærsynede øjne og lyst helskjæg. Det var det hele. » Den mand ser endda ikke så farlig ud! « tænkte Alma. » Igen en illusion bristet! « tænkte Erna. Hun havde endnu i frisk minde adskillige lignende tilfælde med navnkundige digtere og kunstnere, hvis ydre ikke havde svaret til hendes forventninger. Det samme, Erna så ofte forhen havde fornummet, følte hun nu. Der hode i hende en stærk trang til at have noget eller nogen at beundre. Tillige havde hun skjønhedssans. Denne mand så’ så ubetydelig ud! egentlig grim var han vel ikke, men det måtte han næsten hellere have været, når der så blot havde ligget noget imponerende, helst noget dæmonisk i hans åsyn. Men hun kunne ikke tabe sig i disse betragtninger; det var hendes natur at være elskværdig som værtinde. Og hun gjorde sig nu endog umage for at være elskværdig; det lykkedes. Hun kunne være det, når hun ville. Hun spurgte taug, om han ikke havde undret sig over indbydelsen til vildtfremmede mennesker, og uden at afvente hans svar sagde hun, at når man var en berømthed ( tang smilede ), måtte man finde sig i således at blive kapret. Her i Jylland var det især aldeles umuligt at gå fri, da de mennesker, man til daglig så’ der, vare utålelig kedelige. Så gik hun over til at tale om de steder i udlandet, de begge havde besøgt, og snart var samtalen i fuld gang. Professoren indskrænkede sig som sædvanlig til korte, men altid træffende bemærkninger; tang derimod var, efter at han med nogen møje havde fået munden på gled, den, der ledede konversationen. Han talte godt, hurtig gående fra et æmne til et andet, men stedse klart og åndfuldt, og den eftertrykkelige, næsten udfordrende måde, hvorpå han fremsatte sine ofte højst paradoks klingende meninger om forskellige personer og forhold, og som altid havde irriteret hans modstandere så stærkt, bibragte netop Erna det indtryk, at hun her stod over for én ualmindelig betydelig mand, en dristig og original tænker, en kundskabsrig og åndfuld lærd. Således svandt efter hånden det første indtryk, og just det, at beundringen for ham nu måtte arbejde sig frem på ny, næret af umiddelbare, selvfølte indtryk, og ikke udelukkende grundet på andres omtale og egne vage fantasier — just dette gjorde, at beundringen slog rod i hendes sjæl, betog og underkastede sig den, drog hende til ham med rivende fart. Når- tang talte, kom der et eget liv i hans øjne, en energisk', sluttet sjæl lyste ud af dem, og noget vist skærende i lians stemme, som dog aldrig hævedes stærkt, svarede ganske hertil. Efter en halv timestids forløb hørtes vognrumlen fra gårdspladsen. Det var de andre fremmede, der begyndte at komme, og Alma, som ikke havde kunnet tage del i samtalen, der drejede sig om ting, hun havde lidet eller intet kendskab til, gik ud for at tage imod dem, glad over, at der iblandt dem dog var folk, hun kunne tale med. Lidt efter lidt samledes et selskab på hen ved et dusin mennesker, blandt hvilke en Fru ravn, hvis mand var jægermester, og en proprietær Bøje med hustru særlig tiltrak sig tangs opmærksomhed. Erna havde i forvejen sagt til ham: » Fru ravn vil rimeligvis sætte et fornærmet ansigt op, når hun. ser, hvem jeg har bedet hende sammen med. Hun er frygtelig forbitret på alt, hvad der ikke er højkirkeligt, både grundtvigianere og endnu mere fritænkere, for når der er sådan nogle ugudelige skabninger til stede, kan hun jo ikke lede hele samtalen, hvad hun ellers er vant til de steder, hun kommer, og så er hun slet ikke godt til Pas. Mig har hun aldrig rigtig kunnet lide, fordi jeg ikke gider kalde hende det besværlige » Jægermesterinde «, men blot siger, Fru ravn. Hvad Fru Bøje angår, så må de tage dem i agt, hr. Kandidat, for at hun ikke skal omvende dem! Hun er ivrig grundtvigiansk og søger overalt at gøre proselyter. « Således forberedt kunne tang ikke lade være at smile, da jægermesterinden — en høj svær dame med sort silkekjole, hængekrøller og missende øjne —, der kom allersidst, kun hilste Bøjes med en næsten umærkelig bøjning og ved at høre tangs navn trak hagen ind, så at den lagde sig dobbelt, og krummede læberne ned ad med et misbilligende udtryk. Hele aftenen igennem talte hun heller ikke en eneste gang til ham. Tang havde i øvrigt også snart fået nok af at betragte hende, og han gav sig nu til at iagttage Bøjes, som han fandt morsommere. Proprietæren var en lille, tyk mand med et glatraget, rødt ansigt, en svær guldkæde over vesten og en ubestemt, men altid ved hans person klæbende luft af ko- eller heste-stalden, Boer og dårlig tobak. Han var en del år yngre end sin kone, som han kun havde taget for hendes mange penges skyld, ligesom hun kun havde taget ham, fordi hun vanskelig kunne have fået nogen anden. Hun var nemlig meget hæslig, høj og knoklet med et par store tænder i overmunden, der ved deres udadstræbende lyster gav hendes ansigt noget på én gang dumt og blodtørstigt, hvad der var så meget beklageligere, som hun egentlig ikke var nogen af delene. Håret bar hun i et tykt næt og var dernæst iført en sort kjole, der på en højst ejendommelig måde lod hendes kantede former komme til syne, så at hun efter sin egen mands udtryk — som han dog kun brugte, når han var fuld og hun ikke i nærheden — lignede » en humlestang med et køkkenforklæde på «. Dels på grund af den bigdom, hun havde tilført den fælles Arne, dels på grund af visse personlige egenskaber i enevældig betning, havde hun snart fået overtaget over sin kun lidet begavede ægtefælle. Han passede sit landbrug og kid hende passe alt andet i huset og regere det efter eget tykke. Selv til grundtvigianismen var det lykkedes hende at omvende manden, der tilforn kun havde vidst om Grundtvig, at det var » en gal præst, som havde haft tre koner og fået en fandens mængde penge med den ene «. Om han egentlig vidste synderlig mere nu, er tvivlsomt, men han satte i hvert fald et særdeles indholdsrigt ansigt op, hver gang grundhugs navn eller hvadsomhelst andet, der havde noget at gøre med grundtvigianismen, nævnedes og han lod sig trække med til alle de kristeligfolkelige eller folkelig-kristelige vennemøder, hans kone fandt for godt at besøge — og det var alle dem, hun med sine i denne som i så mangen anden retning forbavsende evner kunne overkomme. Kun et eneste felt af livets store skakbræt havde han forbeholdt sig foruden landbruget: den indenrigske politik. Han ville med fornøjelse hore en eller anden » folkelig « Rigsdagsmand holde et » folkeligt « eller » kristeligt « Foredrag ved et vennemode eller en grundlovsfest, men når den samme taler trådte op med ganske de samme anskuelser og udtryk i folketinget, så ville han have lov til at kalde ham » et asen af en venstremand « Eller » en nederdrægtig socialist-tamp eller noget andet i samme stil «. Venstre på tinge og valgmøder var ham en pest, alle andre steder borte han til dets ( i reglen rigtig nok stumme ) beundrere. Når man bebrejdede ham denne inkonsekvens, svarede han ufravigelig: » Man skal ikke være ensidig! « Med disse ord troede han alle indvendinger slagne til jorden, og det vare de også for hans eget vedkommende. I dette ægtepars vogn var også ankommet en mand på omtrent tredive år, med dybtliggende mørke øjne, stort mørkebrunt skæg og en noget ludende holdning. Han haltede stærkt, fordi det ene ben var ganske stift. Denne mand hed Poul hvidby og var forstander for en højskole en mils vej fra Fru Stenbergs gård. Straks ved indtrædelsen fo’r Fru Bøje med lange skridt hen mod husets ejerinde, strakte hende begge hænder i møde og råbte: » God aften, god aften, kære Fru Stenberg! vi skal vel have skænd, fordi vi kommer så sent; det er virkelig også én skam, men Bøje og jeg var til et folkeligt møde, som pastor Bondesen holdt i Mølledrup skov, og for det første varede talerne og sangene så længe, og så var der så mange hjertelige, rare mennesker af vore egne — dem de også en gang hørte til, slemme lille frue! ja, ja, de vender nok snart tilbage, det stoler jeg på — og alle dem skulle vi dog have givet et håndtryk og talt et par ord med, og så går tiden på den måde, så nu må de ikke være vred; og så tog vi ham der ( med et nik i retning af hvidby ) med, han var jo også buden her hen i aften, og ellers skulle han være gået-------men hvem er dog det, Fru Stenberg? « Dette sidste udbrud gjaldt tang, som den livlige kone hidtil havde overset, men som nu ved en ufrivillig Hosten havde henledet hendes opmærksomhed på sig. Erna præsenterede de med hverandre ukendte mennesker, og Fru Bøje vidste straks besked. Hun havde rigtig nok aldrig læst noget af tangs skrifter men hendes partis blade og tidsskrifter, der i hvert fald ikke søger at tie modstanderne ihjel, havde givet hende et begreb om, at denne mand vel var afskylig ugudelig, men tillige » frisindet og alt sådan noget «, som hun udtrykte sig, og altså en værdig genstand for hendes omvendelsesbestræbelser. Som en løve kastede hun sig over tang med ordene: » Har de nogen sinde hørt pastor Bondesen tale? « » Ja, « lod det tørre svar; « i går. « » Hvor da? inde i byen? « » Ja, han holdt et foredrag i » Dansk samfund, « Hvor jeg var til stede. « » Gud nej, det var da morsomt! der var jeg også. Og det var akkurat det samme foredrag, han holdt i dag, så det kan jeg nu på mine fingre, og det skal vi rigtig have én lille passiar om! « » Akkurat det samme? Så synes jeg, de måtte snart have kunnet få nok af det, « sagde tang svagt smilende. » Gud, hvor kan de sige det! Jeg lader aldrig nogen lejlighed gå tabt til at høre den samme præken eller tale, om det så var fire—fem gange, det vil da sige, når det er en af vore egne, der taler! Men synes de ikke, at pastor Bondesen er en mageløs taler? Sikken hankan gå i det høje og det dybe og sådan rigtig tage en om hjertet! Finder de ikke også? « » Nej, på mig gjorde han intet stærkt indtryk. Og så finder jeg de lange sange utålelige, han opfordrer sine tilhørere til at synge før og efter foredraget. « » Men hvor kan de dog sige det? de dejlige friske kvad af Grundtvig og Ingemann, som de kvikke toner er lagt om? « Her blandede Fru ravn, som hidtil havde siddet i tavs majestæt i nogen afstand fra de andre og med hækletøjet tæt op foran ansigtet, sig i samtalen: » Fru. Bøje! « sagde hun med en gennemtrængende stemme og ligesom smagende på ordene, før hun lod dem slippe ud af munden; » har de ikke hørt noget til, hvordan pastor Bondesen tager det, at så mange af hans menighed, især damer, forlade ham og gå til pastor urne? « » Å det tager han sig vist meget let; det er jo kun pastor urnes glatte ansigt, de løbe efter, og den slags tilhørerinder behøver man ikke at misunde ham. « » Glatte ansigt? det var da et mærkværdigt udtryk! Pastor urne er en ualmindelig smuk mand, og der er ofte noget lige frem forklaret over hans ansigt. « » Ja! « sagde Alma med et sværmerisk udtryk i sine store blå øjne; » han ligner en digter! « » Nej! « mente en ældre frøken, en lærerinde fra en af købstadens skoler med højrødt ansigt og kornblå kjole; » jeg finder, at pastor urne ligner en skuespiller, han minder mig sådan om den yndige Holst! jeg har også altid syntes, der var noget præsteligt over Holst! « » Ingen af delene kan jeg gå ind på! « lød det i dommertone fra jægermesterinden, i det hun rystede sine krøller; » han ligner Johannes, det vil sige ikke apostlen Johannes, men Johannes den døber! « pastor urnes andre beundrerinder bøjede sig som sædvanlig for Fru ravns kj endelse og nikkede samstemmende. Fru Bøje havde imidlertid ikke ofret denne forhandling om pastor urnes ydre synderlig opmærkhed, men fortsat samtalen med tang, hvis svar på hendes ordrige angreb var temmelig korte og tørre. På samme tid henvendte Erna sig til hvidby, der havde sat sig ved et bord og bladede i nogle illustrerede værker. Denne mand havde i sin tid forberedt hendes søn til at komme i latinskolen, og de havde den gang fået en del velvilje for hinanden, som til trods for deres meget forskellige karakter havde holdt sig gennem årene. » Det er kønt af dem, at de altid kommer, når jeg beder dem, hvidby! « sagde hun efter at have sat sig i nærheden af ham; » en anden ville have undskyldt sig og være bleven borte, når han havde gået det igennem med mig, som de har. « » Å, så slemt er det da heller ikke! Vi har skændtes en gang imellem, fordi jeg sagde, de forkælede Otto; det siger jeg da endnu de gjorde — men sådanne små skærmysler har man godt af. « » Ja, jeg kunne i hvert fald haft godt af dem! « Sagde Erna alvorlig; » der var også andre ting, de dadlede mig for, og jeg har altid bag efter kunnet indse, at de havde ret; men jeg hører nu engang til de mennesker, der må føle, før de kan høre. Jeg må løbe linen ud, det nytter ikke at ville standse mig på halvvejen «. ' » Ja det er netop ulykken! Når de en gang har givet dem deres — deres tilbøjeligheder i vold, hi if så lader de stå til! Når de blot ville sige dem selv, at de har en vilje, som skal og kan lede dem mod et mål, der er værd at stræbe efter, og ikke alle disse øjeblikkelige indfald, ---------- « » Nå ja, lad os nu ikke komme op at disputere igen i aften; lad os hellere.tale om noget andet! Morer det dem ikke at træffe tang her? det var derfor jeg bad dem til denne aften. Jeg véd jo, de agter hans mod og frisind, skønt de ellers slet ikke deler hans anskuelser. « » Ja ganske vist, respekt må man have for en mand, der som han med velberåd hu springer ned i en øglerede, fordi han anser det for sin pligt at rydde op i den — der er sandelig meget her hjemme, som trænger til sådan en oprydning, og det forstår han sig på trods nogen. Jeg må se at komme til at tale med ham. « De forsøg, hvidby længer hen på aftenen gjorde på at få en samtale i gang med tang, ville ikke ret lykkes; han affærdigedes omtrent ligesom Fru Bøje, uagtet hans henvendelser til den unge radikale videnskabsmand vare' af en ganske anden Art end fruens. Det syntes, som om tang havde den svaghed, der er temmelig hyppig hos folk, som tale godt og er sig dette bevidst, nemlig ikke gerne at høre andre end sig selv tale. Fru Bøje havde foreløbig opgivet tangs omvendelse og var derpå kommen i en ivrig ordstrid med en anden grundtvigiansk frue, en lille, buttet, veltilfreds smilende kone, om hvorvidt pastor Bondesen eller en anden lige så navnkundig præst af samme retning havde den med Grundtvigs egne anskueiser mest stemmende opfattelse af øjeblikkets politiske stilling. » Ja, men jeg har været i Grundtvigs hus flere end én gang! « råbte Fru Bøje i kampens hede, som om dette var et uigendrivelig argument for, at hun tolkede den profetiske digters orakelsprog på rette måde. » Det har jeg virkelig også! « forsikrede hendes rødmussede modstanderinde, » jeg har en gang siddet over for biskop Grundtvig ved aftensbordet. « Hvor dyb en virkning denne meddelelse gjorde på Fru Bøje, vil ingen sinde blive godtgjort, thi i samme øjeblik, hun lavede sig til at svare, blev der meldt, at aftensbordet var dækket. Dette budskab var især glædelig for proprietæren, der med hænderne i bukselommerne og skrævende ben havde stået opstillet i hoveddøren i al den siden hans ankomst forløbne tid. Han tænkte på, hvor langt morsommere det var at få sig et slag kort med forvalteren og en af landvæsenseleverne end være i » dannet « selskab, og fandt, at de ord, der kaldte gæsterne til bords, vare de eneste » Hæle «, som var blevet talt den aften. Men han meddelte ingen denne mening. Man gik til bords og lod den fortræffelige mad vederfares al mulig retfærdighed. Proprietæren spiste, som om han havde sultet i fjorten dage, og slog sig efter bordet til ro i en mørk krog af havestuen, hvor han snart sov den retfærdiges søvn. Det var hans sædvane at gøre således i alle selskaber, hvor der ikke spilledes kort eller snakkedes om politik, og det var ligeledes hans kones vane, hver gang når tiden til opbruddet nærmede sig, at spørge ud i luften med en åndsfraværende mine: » Men hvor er dog Bøje? ( opdagende ham og hyklende en yndig overraskelse ) å! han er nok falden i tanker! det gør han så tit sådan ud på aftenen! « Hvorpå hun gik hen til ham, strøg ham blidt ned ad ryggen ( onde tunger påstod, hun kneb ham ) og sagde: » Lille Bøje, nu skal vi hjem! « » Lille Bøje « Fo’r så op med en undertrykt ed og ledsagede sin kone til vognen. Det øvrige selskab samlede sig nu for at lytte til nogle sange, som Erna foredrog. Det var nogle småting af hejse og Schumann, som hun sang med en ren og kraftig stemme og med et åndrigt, men noget for tteatralsk og udpenslet foredrag. Så faldt talen ganske naturlig på Schumann; man talte om hans melankoli og hans selvmordsforsøg. » Man må dog være meget fej for at kunne begå selvmord! « mente Fru Bøje. » Det vil jeg ikke sige, « tog hvidby til orde med sin rolige stemme; « men man må have mistet al tro på en levende gud. Når man ikke længer tror, at der er noget, der styrer livet her og fører det mod et højere mål, selv om menneskene ikke kan se vej en, så kan jeg godt forstå, at man giver sig sine lidenskaber aldeles i vold, taber herredømmet over sig selv, og til sidst, når man ikke synes, det går efter ønske, søger at få ende på det hele i en fart. « » Da véd jeg dog, « faldt professoren ind, » mange mennesker, som det ville være umuligt at begå selvmord, skønt de ikke tro på en personlig gud. « » Naturligvis, « sagde tang i en afvisende tone; » de to ting liar slet ikke noget med hinanden at gjorde. « » Det mener jeg dog, de har, « sagde hvidby. » Sagen kan for resten lade sig fore tilbage til — eller rettere, dens afgørelse beror egentlig på spørgsmålet om menneskenes frihed eller ufrihed. « » Det tager de sikkert ganske fejl i! « afbrød tang ham; » Spørgsmålet om selvmordets tilladelighed er et rent pligtspørgsmål; den, der rigtig opfatter sine pligter imod andre mennesker, tager ikke sig selv af dage. « » Det er muligt, men der kan indtræffe tilfælde, hvor det forekommer et menneske, at han slet ikke krænker sine pligter imod andre ved at dræbe sig, snarere måske endog handler fortjenstlig mod dem, f. Eks. når et menneske, der lider af en langvarig og uhelbredelig sygdom, som gør ham til en byrde for omgivelserne, herover sig livet. Nej, den, der i slige tilfælde tror, at hans tilværelse kun er et spil af naturkræfter, som hans sjæl aldeles ingen magt har over, han føler naturligvis ingensomhelst indre hindring for selv at ende sit liv. Derimod den, der tror, at en levende gud har sat ham her i livet som en soldat på en ansvarsfuld post, med frihed til at handle, som han vil, men også med bevidsthed om, at han en gang skal gjorde regnskab for sine handlinger — det menneske vil kæmpe til det yderste for at holde posten, og aldrig flygte fra den, men også kun det menneske. « Højskoleforstanderen havde løftet sit ellers noget bøjede hoved under de sidste ord og havde ladet sine øjne dvæle alvorlig og forskende ved Ernas åsyn. Hun havde ikke mærket det, men sad og stirrede på tang, der nu tog til orde: » Det, de der siger, kan lyde meget kønt og være godt nok for den lidet tænkende mængde, men den, der ser dybere, vil straks mærke, at troen på en alvidende forudseende gud med nødvendighed må medføre en fuldstændig nægten af menneskets frihed og selvbestemmelse. Det har også kristendommens dybeste tænkere, f. Eks. Augustin og Calvin, indset og åbent udtalt. Luther hævdede det samme under en lidt anden form; han lignede på sin krasse måde mennesket med et trældyr, der afvekslende blev redet af gud og djævelen og aldeles måtte rette sig efter rytterens vilje. Karl den femte havde ret i at kalde det » en lære for kvæg. « « » Jeg må gøre dem opmærksom på, « afbrød hvidby den talende, » at vi kristne aldeles ikke føle os bundne til Luthers eller noget andet menneskes opfattelse af hver enkelt trossætning; vi holde os kun til guds ord. « » Ja, men det er netop det uheldige, at guds ord — hvormed de som grundtvigianer vel nærmest mener trosartiklerne — kan fortolkes og er blevet fortolket på så mange forskellige måder. « » For resten véd jeg da, « sagde hvidby, som ikke i øjeblikket kunne finde noget svar på tangs sidste indvending og derfor drejede af, » at der er mange af de moderne tænkere og digtere, som præke den lære, at menneskene ikke er andet end viljeløse maskiner. « » Ganske vist er der dem, der mene noget lignende, om de end udtrykke sig på en anden måde, og man heller ikke kan sige, de gøre menneskene til maskiner; de nægter jo nemlig ikke bevidstheden ---------men jeg for mit vedkommende deler ikke de anskuelser. Vi fritænkere føle os i langt højere grad end de ortodokse slet ikke forpligtede til at hylde hverandres meninger om det eller det; den fri selvstændige forsken er just vort løsen. « » Men lad os da en gang høre, tang, « sagde professoren, » hvorledes du selv forholder dig til problemet lov og frihed — hvis det da ikke keder damerne at høre filosofi? « » Nej, gud nej! « råbte Fru Bøje og den rødmussede frue, som syntes meget fængslede af ordstriden. » Å ja, hr. Tang! sig os deres mening! « bad også Erna med et opmuntrende blik fra sine dybe mørke øjne. Kun Alma sagde ikke noget; hun havde i førstningen stræbt at følge samtalen, men havde måttet opgive det, og var nu fordybet i sit broderi. » Ja ser de, « begyndte tang i en noget docerende tone, » det er ikke let at fremsætte sine tanker om et så vanskeligt problem nogenlunde kortfattet, tilmed da jeg oprigtig talt ikke selv er aldeles vis på, at jeg i et og alt kan blive stående ved det resultat, jeg indtil nu har nået. Men jeg skal stræbe at være så tydelig som mulig. Jeg véd lige så vel som de tænkere, hr. Hvidby før hentydede til, at menneskeslægten er underkastet lige så faste og uforanderlige love som naturen. Men derfor behøver det enkelte individ ikke at være helt ufrit. En sådan betragtning leder konsekvent til en fordærvelig laden- fem- være- lige og sløvhed over for slægtens store opgaver. Og den er heller ikke grundet på nogen skarp naturiagttagelse. Vi se jo nemlig, at naturlovene visselig stadig opfyldes, men tillige, at opfyldelsen sker gennem lutter større og mindre uregelmæssigheder, der gensidig ophæve hverandre. Når man f. Eks. ved enden af et år lægger de tal sammen, som angive, hvor megen regn der er faldet på hver regndag i året, og så dividerer facit med alle regndagenes antal, så vil hvert år få den samme eller næsten den samme regnmængde ud, niende enkelte tal er på ingen måde de samme hvert år; den ene gang har det regnet mest i november, den anden i oktober. På samme vis forholder det sig med mennes

1876_BetzonichG_IndenforVoldene

G.

Indenfor Voldene

Betzonich

BetzonichG

Indenfor Voldene

male

1876_BetzonichG_IndenforVoldene.pdf

Georg

Betzonich

dk

Indenfor Voldene

Fortælling

n

gothic

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Peder Nielsen Brallerup var fæstet som kusk hos general løves enke. Der var mange, som bejlede til pladsen, da han blev den udkårne; men Peder var også en net Karl at se til, og hans skødsmålsbog viste, at han var en pålidelig fyr i sin tjeneste. Han styrede et par heste, efter generalindens egen forsikkring, som en anden Nero, han holdt sit territorium, stalden og vognremisen i en orden, som en gammel vagtmester sit våbenkammer; men hvad der især bidrog til at skaffe ham generalindens gunst, var den omstændighed, at han førte en proper person. Han var en sværlemmet Karl, skønt han næppe havde fyldt sit etogtyvende år, altid vel pudset og børstet og stram i tøjet, og af en ædruelig natur, hvad generalinden satte, megen pris på, især hos en kusk. Det var ham, som nu stod her i sin brune Kavai og sendte stjålne blikke op ad herskabstrappen, medens han lod, som om ordningen af det blanke seletøj med det pletterede beslag optog hele hans opmærksomhed. Hestene dansede for vognen, ret et prægtigt spænd! Topperne blinkede, kalechen var foret med perlegrå hynder og dekoreret med blåt; det hele arrangement røbede velstand i forening med smag, for så vidt det kan kaldes smag at brillere, hvor en ædel simpelhed kunne gøre nok så megen virkning. Det varede længe inden herskabet kom — mente Peder — det vil sige, hans ansigt røbede ikke noget om denne hans private mening, medens han stod og ventede; dette ansigt var i det hele taget som skabt til kun at udtrykke, hvad han selv ville have det til. Huden var hård og brunet af mange Års færden i mark og mose; nogle småstreger om øjnene tydede rigtignok på et godmodigt gemyt, men mundens linier røbede lidenskab, afgjort lidenskab, og så villie. Måske hans stilling som kusk havde bragt ham i den vane at bide tændere sammen — hestene vare undertiden slemme at styre —, men generalinden holdt på et roligt udvortes, bestemte bevægelser og så lidt ydre Iver som muligt, når blot respekten for hende blev udtrykt i den rette form. Hun havde i det hele taget offret megen tid på at civilisere sin „ Knold “, som hun kaldte Peder Brallerup, men til sidst indså hun, at det ikke stod selv i en generalindes magt at vænne ham af med at skælde på bæsterne, når han lagde op til at køre for herskabet, eller bruge sine plumpe, sjællandske udtryk, når list ikke var i deø orden udenfor som indenfor hans gebet. Det eneste, hun fik forandret hos ham var, af han ikke mere spyttede i hænderne, hver gang han skulle tage fat på et arbejde; uu gned han dem før han løsnede linerne. Herskabet blev ved af lade tiden gå hen, uden af det lod sig til syne, som herskaber undertiden pleje, og kuskens kedsomhed blev afbrudt ved, af en Karl fra den gård, som lå lige overfor generalindens bolig, kom slentrende over vejen for af passiare lidt med ham. Peder løftede rigtignok så høfligt på sin gallonerede hat, som for af spørge den ankomne om hans ærinde; men karlen, der var en gammel medtjener fra en tidligere kondition, lod sig ikke forknytte. Han skød den lådne hue på øret, stak hånden i lommen og begyndte af gå rundt om det herskabelige kjøretøi for af beundre det. Peders blanke støvler knirkede let, medens han blev ved af gå op og ned foran herskabstrappen, for af beskytte den i det mindste; men træskoene kog ikke ringeste eksempel efter det, de trådte i gruset, som om jorden var deres ejendom, og der manglede ikke meget i, af karlens beundring før hvad han så, endogså havde et let anstrøg af spot. „ Det er dog fælt, så den oberst må være rig! “ Begyndte han uden at lade sig genere af Peders tyssen; „ og så lader han sig regere af et kvindfolk, den sølle fyr! For det gør han da, generalinden styrer hele molevitten deroppe, endda hun er kun hans søster og ikke den rigtige frue i huset. “ Peder Brallerup lod som om han ikke var den, der blev talt til; den anden blev ved: „ Forresten er det alligevel et liv, denne generalinde! Det er ikke for ingenting, at hun har været kommandant. Hvem skulle nu tænke, når de sådan braser afsted i lakeret karosse, at hun ikke ejer Skillings værdi af det hele. “ Peder trak hjortesfindshandskerne på og knappede dem med tilsyneladende ro. „ Det er rigtignok sandt, hvad de også siger, “ fortsatte bonden med et bredt grin; „ Obersten kan nok have brug for hende ved driften, for hun er en farlig regent, og han er kun et mådeligt hus. Jeg har selv ligget til tjeneste under ham, da jeg var inde. Der var han stivet af, så længe han holdt sig efter det regulerede, men ellers kaldte vi ham altid... “ Et tag af Peders kraftige hånd rystede den talende, så hans mund gik iståe. Han forklarede uden omsvøb, hvor strengt generalinden havde forbudt sine folk at sladre med nogen. „ Men du har jo ikke sagt et levende ord, “ trøstede den anden lidt forbløffet; „ vi stå jo bare og snakker sammen. Har du ellers hørt det om datteren? “ „ Om datteren? “ Peders ansigt undergik en forandring som når kalken løsnes og væggens gamle malerier komme til syne. Hans værdighed som del af herskabet stred med hans lyst til at få at vide, hvad det var, karlen mente, og han gav sig til at pille ved seletøjet for at være nær ved fortælleren. Karlen grinede polisk. „ Det var nu forgangen, hun var ovre hos proprietærens, “ Forklarede han; „ hun havde sådan en stor flad hat på hovedet, akkurat som en hvid tallerken, og midt på midten af den lå ligesom en lille rød klat syltetøj. Så sagde hun med de samme ord, at hun morede sig meget bedre ved et rekederligt høstgilde på landet, end på det fineste bal i byen. “ „ Det var der da ikke noget i, “ mente Peder, men det smil, han søgte at skjule, forrådte, at han dog fandt noget i det og noget, der i en særlig grad fornøjede ham. „ Er der ikke noget i det? Ja, ved du hvad, det var dog farlig pæne ord af sådan en fornem en. Hun har nu også sagt noget andet, men det var nede hos præstens, og seer du nu vel, Peder Brallerup, skulle det hænde engang, at hun beder dig om forlov til at styre hestene, så lad det endelig ikke ske, når det går ned ad en bakke, for hun er en stor filurikus, der nok kunne få lyst til at se et læs mennesker sådan hældt ud i en grøft som plummermælk af en bøtte. “ „ Har frøkenen sagt det? “ spurgte Peder. „ Omtrent. Præsten skændte på hende for det, men det tog hun sig ikke af, for hvad hun engang har i sinde, det gør hun, om hun så skal komme på kant med hele verden for den sags skyld. “ „ Men hun har vist ikke i sinde at vælte os, så længe jeg er kusk, “ mente Peder leende, han lagde på ny seletøjet tilrette på de urolige dyr og var pludselig bleven ganske venskabelig, mens generalindens forbud mod sladder var helt forglemt. Den anden lod munden løbe. „ Det kunne rigtignok være en urimelig plaster at se herskabet i grøften, — det vil da sige, hvis det gik af uden malheur — “ skyndte han sig at lægge til. „ Jeg kan tænke mig obersten i sådan en stram kafeking som den, han plejer at spanke om i, og med hvide handsker på hænderne; han ville hoppe omkring som en krage, på albuer og knæer. Hans kone ville straks besvime, det er sikkert nok, hun danner jo bare hun seer en hjulbør ligge med bunden i vejret, og generalindenja, hun ville nu blot kommandere som en arrig korporal, indtil alle vare komne på benene igen. Men hvad siger du, Peder Brallerup, hvis frøkenens kjæresfe var med? “ Peders ansigt udtrykte pludseligt en ganske ejendommelig interesse. „ Pas på, det hænder engang, når han er med! “ smiskede karlen og gav Peder et puf i siden med sin albue. Peder fik ikke tid til at svare. En dør inde i huset blev larmende åbnet, og herskabet viste sig endelig. Forrest skred oberst Wellington von stakkelberg, en mand i sine bedste år, men lille af vækst og i en uniform, hvis snit røbede, at fædrelandet ikke længer drog nytte af hans talenter som militair befalingsmand. Ved hans side gik hans datter, hende bonden havde talt om, og hun så ganske vist ud til at kunne gøre, hvad hun havde fået lyst til, om hun så skulle komme på kant med hele verden for det hendes meget blonde hår stod i en sky af kunstige krøller i en god fods højde over panden, og ovenpå det vippede den flade kineserhat med den røde pynt. Til trods for den kælent hængende underlæbe gjorde de store, lyseblå øjne et livligt indtryk, og hun var, som hun gik her, et levende billede på glæde og velvære. Efter dem fulgte oberstens kone og søster, to så udprægede kontraster, som skæbnen vel kunne sætte ved siden af hinanden i livet. Oberstinden var høj og smækker og sveiede som et siv til alle sider; svigerinden bar sit korpus som en gammel soldat i geledet sin fane. Hendes ansigt var stort og markeret, øjnenes udtryk bestemte; en bedende ville sikkert altid nærme sig hende modfaldende, men derfor kunne det nok hænde, at han så meget mere overrasket og tilfreds kom til af gå fra hende igen. Et vist rask kast med hovedet, noget i hendes gang, i enhver af hendes bevægelser røbede tydeligere end ord, af hun aldrig gjorde noget halvt. Til gengæld var der måske meget i livet, som godmodigere folk end „ Hendes nåde “ ville gøre, men som hun før ville have ladet sig partere for end indlade sig på. herskabet satte sig tilrette i vognen i den orden, hvori de vare trådte ud af huset. Peder Brallerup svang sig på bukken, og generalinden kastede et mynstrende blik over hans person: et lyn fra hendes skarpe øje traf ham og fik ham til hurtigt af slå en flig af kavaiens slag tilbage over skuldrene, så af det højrøde for kom til syne, og så lod han de utålmodige heste suse afsted med den gyngende vogn; men generalinden rømmede sig og øjeblikkeligt fik hans sikre instinkt ham til af sagtne farten en smule. Den hurtige kørsel gjorde virkelig heller ikke nær den effekt, som en mere sindig og statelig fart var i stand til. Obersten sagde intet, oberstinden heller ikke. Datteren derimod protesterede, hun havde ikke lyst til af køre så langsomt; men generalinden smilede blot ad den utålmodige unge pige, der løste og bandt sin hat den ene gang efter den anden, bed i sit lommetørklæde og til sidst besvarede tantens rolige blik med af kaste fødderne op på sædet mellem hende og moderen og knibe øjnene til, idet hun vrippen trykkede panden mod hyndet og lod, som om hun ville blunde. Generalinden strøg ganske roligt de små bestøvlede fødder ned og begyndte af irettesætte det uregerlige pigebarn. Hun havde næppe åbnet munden før oberstinden hjalp hende, idet hun brød ud i klager over, af en ung pige kunne opføre sig så forfærdeligt. Oberstinden havde foldet sine hænder, og de smalle fingre snoede sig om hinanden, nervøse, sitrende og hvide, hun talte med en stemme, der skælvede af bevægelse, indtil generalinden afbrød hende ved af sige: „ Børn er som man opdrager dem; på landet blive de let alt for fri og naturlige. “ Oberstindens ansigt undergik en forandring som himlen på en aprildag, fingrene skiltes og søgte svigerindens til et sympathetisk tryk. „ Det er sandt, “ sagde hun lettet, som om grunden til al misforståelse pludselig var funden og hævet; „ Børn fordærves på landet. “ „ Ja, det vil da sige, opholdet i de store byer gør først ungdommen rigtig ekstravagant og utålelig, “ mente generalinden. Fru stakkelbergs meget bevægelige træk metamorfoserede igen, smilet gled over i et andet stadium; hun så i dette øjeblik ud som en der beskeden, men dog med tilfredshed hører sine længe upåagtede meninger erkendte svin sandhed; hun nikkede uden ord, idet hun førte sit lommetørklæde til øjnene, som hun trykkede let. Da hun tog den broderede sky bort, var hun undergået en ny stor forvandling, hun stirrede i skræk på en genstand, som hendes mand, obersten, med lukkede øjne havde rakt hende. Det så ud, som om det var en vane hos den brave oberst af holde øjnene lukkede. Enten levede han i den tro, af et menneske kun havde synet for af kunne gå hen ad den slagne landevej, som han tilbagelagde i wienervogn, eller også anbragte han skådder, fordi han ville afspærræ en verden for sig selv og gruble i mørke over det store slag, der havde berøvet ham hans tro på, af der var retfærdighed til på denne jord. En fure over hans pande, en trækning ved manden tydede på, af det var den sidste synsmåde, der lagde en vægt på hans øieølåge. Nø sukkede han dybt og lod fingren glide langsomt rundt mellem halsbindet og halsen, lagde hovedet tilbage som en, der snapper efter luft, men sagde ikke noget. Hans kone vendte sig til svigerinden med et blidt, resigneret smil på læberne; hun viste hende den genstand, som ægtefællen havde rakt hende. Det var en metalknap af hans uniform, og med et suk lod hun den glide ned i sin lille taske. Den unge pige havde imidlertid igen åbnet sine vandblå øjne, og da hun så alles opmærksomhed beskæftiget med andet end hende, for hun op, lagde sig på knæ på sædet og prikkede kusken med sin parasol i siden før at spørge ham om han troede, at de nåde stationen i rette tid, inden toget ankom fra København. Tanten trak hende hurtigt ned i en siddende stilling med et strengt: „ Andrea dog, vil du huske, hvor du er! “ „ Og hvem jeg er! “ supplerede Andrea uforsagt. „ Hvor jeg er var jo netop det, jeg ville have at vide af den rare Peder på bukken. Tante, har du set, at han har rigtige guldringe i ørerne? “ Vognen rullede elegant men ubenndret hen ad den ensomme landevej. Støvet steg i tætte skyer op om hjulene, og herskabet begyndte ak blive døsigt, da obersten på engang for sammen, stak fingrene på ny ned mellem halsbindet og halsen og trak sit ur frem fra dette besynderlige gemmested. „ Klokken er tolv! “ sagde han, og med en bevægelse som hos en gammel stridshest, der hører trompetens skrald, rettede han sig lidt iveiret, smøgede med en pudsig virtuositet benklæderne op over det højre støvleskaft og trak en gammel kalender frem, så fuld af blækstreger og kryds, at man skulle tro et menneskes liv utilstrækkeligt til at samle så mange mærkedage i. Med fingeren løbende ned over linierne, sukkede han flere gange, standsede til sidst ved dagens dato og mumlede: „ Torsdag — officcersparol, — ak ja, det var den tid! “ stak så bogen i støvleskaftet igen, lukkede atter øjnene og satte sig stille hen uden andet tegn på liv, end at hans fingre nafladeligt drejede på en eller anden knap i uniformen. Oberstinden blundede også, overvældet af varmen; generalinden mynstrede naboernes høst igennem en feltkikkert, som hun havde arvet efter sin mand, kommandanten. Andrea gabede højt, kiggede ud af vognen, trak til afveksling handsken af og drejede den ring på højre hånds guldbrand, der røbede, at hun var fæstet bort for livet som brud. Hun tog ringen af fingeren, læste det sirlige „ Andreas “, som var graveret deri, så sig om i kredsen og sukkede, som om et “ dog manglede hende for at være fuldkommen lykkelig — måske kærestens nærværælse, måske også kun nogen, der kunne misunde hende sin lod — nej, det var dog vist kæresten, hun længtes efter, i det mindste stak hun for halvtredsindstyvende gang hovedet ud af vognen for at se, om stationsbygningen ikke snart var isigte. Peder Brallerup tumlede med hestene som om frøkenens utålmodighed påvirkede ham. Pludselig holdt han dem an med et ryk og standsede, idet han fik øje på to bønderdrenge, der væltede sig midt på vejen, uden at ændse faren for at blive kørt over. En stor dreng slog af alle kræfter løs på en mindre, der tog sine prygl uden at røre en hånd. Peder smældede med pisken og råbte ned til den lille: „ Forsvar dig, dreng! Jo mindre man er, desto skrappere skal man bide fra sig. “ Generalinden rejste sig op i vognen og klappede nvilkårligt sin kusk på skulderen. „ Det er rigtigt, min knold! “ sagde hun med et nik. „ For at leve i fred, må man altid være i stand til at føre krig. Hvornår skal du være soldat? “ „ Til næste vår, deres nåde, der er lige et år til; men det får jeg jo også nok has på, siden jeg er nået så langt. “ „ Du længes altså meget efter at blive soldat? “ Obersten rettede sig pludselig ved ordet soldat, han åbnede sine øjne, de vare lyse og uden glans; hvis en sagte lille flamme luede deri, så var det medlidenhedens blide ild. „ Du længes meget efter at blive soldat? “ spurgte han. Peder rystede på hovedet. „ På det lag, hr. Oberst, nej! Tjenesten er nok tjenesten, hvor meget der så bliver snakket om forbedring. Siden vi har fået befalingsmænd ud af vore egne, er bonden helt ilde faren, det har jeg da ladet mig fortælle. Men jeg er nu aldrig bange for noget, — jeg skal nok hytte mig. “ Obersten trykkede sin felthue dybere ned over panden. „ Du er god og brav, “ sagde han mørk; „ men ordsproget lyver ikke, når det siger: jo slettere menneske, desto bedre soldat. Himlen beskytte dig! Hvorfor skulle jeg spå dig ilde eller nedslå dit mod? Du får tidsnok af se, hvad der foregår indenfor voldene. “ Han faug og rakte sin kone to knapper på engang. Andet kapitel. Banegården, som de nu holdt ved, var skueplads for det liv, der sædvanlig udvikler sig, når et tog ankommer til en station. Landbefolkningen var repræsenteret i en overvejende grad, og det vakte derfor almindelig opmærksomhed, da generalinden ved sin Broders arm marcherede op på perronen. Hun var en kæmpe i forhold til ham; hendes klæder brusede og hendes gang var majestætisk, medens han i sin stramme uniform, med de tynde ben og de små paradeskridt tog sig ud som et skilderhus ved siden af et tårn. Bonden med sit skarpe blik for snurrigheder i det ydre, opfattede straks parret, og en ubarmhjertig fnisen var lige på nippet til af bryde løs, da der heldigvis var en iblandt hoben, som kendte herskabet og nu oplyste, af det var Broder og søster, og ikke mand og kone. Det stilnede stormen, og generalinden tog ubekymret plads midt i salen, medens obersten forlod hende for af føre sin kone ind. Der var kun en stol med hynde, den stillede hun frem til svigerinden, som nu trådte ind ved oberstens arm. Andrea havde imidlertid blæst anstanden et stykke. Så snart hun var bleven alene, hoppede hun ud af vognen og løb afsted for af tage plads hos de andre, uden af vente på af blive ført ind i triumf ved faderens arm, når turen kom til hende. Hun satte sig ikke ned, men for viftende med tørklæde og parasol fra den ene dør til den anden og drejede ufortrødent på hver en lås, skønt hun godt vidste, af de alle vare lukkede. Generalinden vendte sig om mod obersten, der stod som æresvagt bag damernes stol. „ Bonden fra Nygård er her, “ sagde hun, „ jeg frøer han hilste på os, da vi gik forbi. Du er naturligvis selvstændig i dine meninger, og gør kun hvad du selv vil; jeg siger det derfor endnu engang, blot som et råd: hvis han er tilsinds af ville sælge sin gård, så skulle du virkelig købe den, Wellington landejendomme er for tiden det bedste, man kan anbringe sine kapitaler i, og — vi er jo alle dødelige — skulle din kone blive enke, så er det en ejendom, hun kan overkomme af bestyre. “ „ Så ville du beholde sofielyst? “ » Jeg? Har jeg nogensinde yttret et ønske; har jeg nogensinde forlangt.... Er det den tak, i byder mig før alt, hvad jeg gør! “ Oberstinden for op fra stolen og stod ligesom manden sønderknust overfor den opbragte generalinde, der dog lod sig stille tilfreds af deres oprigtige og ydmyge forsikkringer om, at ingen af dem havde tænkt på at fornærme hende. Oberstinden var den, der holdt længst ud med undskyldninger og gode ord, hun svømmede i tårer og fik også bragt en forsoning i stand, da hun begyndte på at udhæve den godhed og uegennytte, hvormed den dyrebare søster og svigerinde altid havde behandlet de to stakkelberger, hende og hendes mand. Generalindens naturlige ærlighed bragte hende fil at gøre en ende på scenen. Med et: „ Nå, lad nu det være godt, i er to tåbelige børn tilsammen! “ Trykkede hun begges hænder og fik dem pladseret som før, hende på stolen og ham på pladsen bagved som opvartende kavaler. Nogle bønder fra nabolaget af det Nygård, som generalinden havde omtalt, gik støjende op og ned i salen og gav utvetydige beviser på en fjendtlig stemning imod de eventuelle købere af gården. Obersten gjorde grevinden opmærksom på, at de vist næppe ville blive gode naboer og venner. „ Hør hvad han siger, “ bad oberstens kone ængstelig; „ vi ville komme til at leve blandt røvere, hvis vi opslog vor bolig mellem disse mennesker! “ Ventetiden faldt generalinden så lang, at hun af lutter kedsomhed virkelig havde lagt mærke til bøndernes samtale. „ Hvor det minder mig om borgerskabet! “ Sagde hun smilende. „ Javist, borgerskabet, “ gentog obersten mere livligt end han hidtil havde talt. „ Men du smiler! Jeg troer tilforladeligt, at muligheden for at få disse oprørske hunde til naboer er det, der ægger dig til at købe gården. “ Generalindens hvide tænder, lyste som om de bogstavelig løb i vand ved den udsigt til krig, der åbnedes hende. „ Kan du huske dette borgerskab, wellingfon? Hvor de irriterede general løve! Vi var kommandant i tyve år, byen lå lige under fæstningens kanoner — jo, vi havde tid og lejlighed nok til at lære alle deres manøvrer at kende. “ „ Det var grusomt! “ sagde obersten, og hans kone trykkede sit tørklæde let imod øjnene. „ Kan i huske engang, generalen havde kastet sig over noget på opdagelsernes gebet? “ blev generalinden ved, fordybet i svundne dages erindring, og svigerinden skiftede smil, det vemodige blev frejdigt. „ Han arbejdede med hele hære af beregninger, den kære, trofaste sjæl! “ fortsatte enken begeistert; „ han interesserede sig ikke alene for, nej han så at sige opfandt og konstruerede et nyt hvæsseapparat for armeens blanke våben. “ „ Borgerskabet viste ham nok, at deres slibesten var i orden, “ bemærkede oberstinden; men det godlidende smil forsvandt i hast da hun så, at spøgen ikke behagede svigerinden. „ Borgerskabet viste ham meget, javist! De foretog deres naragtige øvelser nærmere og nærmere grændsen imellem os; i krigens tid brød de over den. Snedkere, smede og læredrenge, en med hue, en anden med hat, men alle med gevær og sabel, holdt deres indtog på fæstningens volde og eksercerede ugenert med vore kanoner, uden så meget som at spørge kommandanten om lov. Generalen tæredes hen — til sidst brast der noget i ham... “ „ Det var tålmodigheden, “ mente Wellington. „ Nej, det var hans store heltemodige hjerte. Jeg glemmer det aldrig! Han faldt for plebeijernes sædvanlige våben, nålestik og chikaner, han faldt som en helt i krigen, og så længe jeg lever, er der blod imellem mig og hele den simple, uopdragne og krakilske del af menneskeslægten. “ Den brave oberst Wellington stakkelberg forstod måske at manøvrere med en bataillon på fælleden, måske endogså at føre den uforsagt mød en fjendtlig ild; men overalt, hvor generalinden var med i spillet, manglede han den fornødne konduite til at gribe ind i handlingen. Han kunne ikke trøste hende, men han nikkede bifaldende til hver af hendes sætninger og havde allerede leveret sin kone den anden knap, da han endelig gjorde en bevægelse med hånden for at antyde, at han havde fået en ide. „ Lad os tale om gården, “ sagde han. „ Om hvilken gård? “ spurgte generalinden barsk ved at blive afbrudt. „ Om den, du ville købe; når det er dit ønske, så køber vi den naturligvis. “ „ Jeg ønsker ikke noget uden for eders vel, “ sagde generalinden skarpt. „ Men apropos! siden du taler om et ønske; jeg har virkelig et ønske, hvis du køber gården, og nu er det jo bestemt: lad vor nye ejendom hedde ' sofiesgave. “ Oberstindens øjne fyldtes med tårer. „ Altid tænker du med godhed på mig stakkels skabning, “ sagde hun, idet hun trykkede svigerindens hånd med inderlighed. „ Jeg er ikke al din kærlighed værd. “ Generalinden var en ærlig natur, hun vidste måske ikke selv, af hun altid efter enhver vunden sejr skyndte sig med af henlede opmærksomheden på biting, og hun gjorde sig ganske vist aldrig klart, af hun benyttede sig af svigerindens blide medgjørlighed i alle regjeringsanliggender, eller af hun drog sig hendes svaghed for smiger til indtægt, og allermindst mærkede hun sin egen underfundighed ved af strøe virak for den stakkels oberstinde, som et slags gengæld, fordi hun var den, der havde bragt familien formue. Men hendes tak kunne hun dog ikke bære. Hun blev rød i hele ansigtet nden af vide hvorover, og svigerinden sagte ængstelig om grunden til, hvad der nu kunne bevæge den gamle dame. Jernbanens fjerne piben var derfor en velkommen afbrydelse. Alle rejste sig, og Andrea, der havde tilbragt tiden med af kigge ud af vinduerne til perronen, hvor toget skulle vise sig, kom nu ilende hen til forældrene. „ Nu vil jeg se, hvor meget han holder af mig! “ Hviskedee hun i forbifarten til moderen. Så kastede hun sig i en sofa, lukkede øjnene og lod armene falde slapt ned, sænkede hovedet mod brystet og svarede ikke på den sammenstimlede mængdes deltagende spørgsmål om, hvordan hun befandt sig. En bragte eau de cologne, en anden kom ilende med vand, og under hele forstyrrelsen strømmede rejsende ind gennem de åbne døre, velkomsthilsener udveksledes, spørgsmål og udråb krydsede hinanden, og generalinden, der var gået ind på perronen, da hun så forældrene optaget af Andrea, vendte nu tilbage med to, i stedet for med en officer, som de havde ventet. Generalindens markerede ansigt strålede som en gulnet skov på en solvarm efterårsdag. Den ene af de ankomne var lieutenant Svendsen, Andreas forlovede, men den anden var Hugo løve, generalindens eneste søn, som uformodet havde gjort turen med Svendsen herud. Begge de unge mennesker ilede nu hen for at hilse på de andre, og da lieutenant Svendsen fik øje på sin brud, som hun lå der tilsyneladende livløs, blev han stående meget bestyrtet. Han tog sine briller af og så rigtigt til, om hans syn ikke bedrog ham; så hilsede han på svigerforældrene ved at række dem hånden, og sagde: „ Hvor det er kedeligt for mig! Jeg havde glædet mig så meget til denne tur. Man har virkelig så lidt fornøjelse, når man skal passe sine ting, at man ikke godt kan tåle at miste noget deraf. “ En tåre perlede pludselig frem under den unge piges sitrende øielåge, den hoppede over kinden, ligened i den flade hat, som hendes hænder knugede. Lieutenant Svendsen lagde ikke mærke til det, han talte med svigermoderen. „ Har hun været længe syg? “ spurgte han; „ hvorledes er det kommet? “ og uden at give hende tid til at svare, tilføjede han selv: „ Uforsigtighed naturligvis, hun har været ude i duggen. Andrea er virkelig frygtelig ufornuftig. “ Bordet, der stod foran sofaen, rutschede pludselig et par fod hen ad gulvet, og Andrea stod blussende rød foran sin kæreste. „ Du tager fejl, Andrea er slet ikke så frygtelig ufornuftig som du tror: jeg fejler ikke det mindste! “ Hun purrede op i sit hår for spejlet og rettede sin dragt, gik et par skridt frem på gulvet og så over skulderen, hvorledes slæbet slog falder, gik så tæt hen til løjtnanten igen og hviskedee! „ Jeg ville blot se, hvor bedrøvet du kunne blive, hvis du fandt mig nærved at dø! “ Hun nejede, løb ud og sad allerede i vognen, da tanten og forældrene nåde hende. Lieutenant løve lo højt og slog vennen på skulderen. „ Altid sig selv lig, det er et originalt pigebarn! “ Lieutenant Svendsen så gnaven ud. „ Jeg ville ønske, at denne stadige lighed med sig selv først var indtruffen, efter at jeg havde fået hende lidt mere fornuftig, “ sagde han. „ Hør, ved du hvad, min ven; om du var dobbelt så smuk som du er, jeg ville ikke for alverdens guld være din kæreste! “ sagde lieutenant løve alvorlig. Nu var det Svendsen der lo. Hugo gik, og Svendsen fulgte nynnende efter. Det vakte nogen forvirring, da alle nu samledes ude ved vognen og først der kom i tanker om, at de to ankomne gæster, i stedet for den ene ventede, gjorde et skår i beregningen over, hvor de skulle have plads i vognen på hjemvejen. Lieutenant løve foreslog, at han og hans kammerat som brave soldater kunne gå vejen hjem, men lieutenant Svendsen mente, at det kunne husaren sige, der havde en opsadlet hest til tjeneste, hvor han pegede hen, men den stakkels infanterist, der havde været på marchetur både i tirsdags og i går langt på den anden side af jægersborg, han ville nok bede om lov til at køre hjem. „ Det kan du også komme til, “ forsikrede Hugo. „ Hvem ved, om ikke en Bonde er så honnet at tage os op undervejs. “ generalinden stod fortabt i beskuelsen af sin søns kraftige skikkelse; hun fulgte enhver af hans bevægelser med åbenbar moderlig stolthed. Kun når han talte, rynkede hun brynet, som om den lette tone stødte hendes øre. Hugo så det og lo, idet han tog sin strenge mama om livet, det store overgivne mandfolk, og så hende i øjnene, akkurat ligesom general løve havde set hende i øjnene, når hun skændte på ham. „ Moder, du må have andre støvler på, “ sagde han, „ Syvmilestøvler; tiden er jo helt løbet fra dig. Jeg forsikrer dig, nu tør selv en general være elskværdig, og af en lieutenant forlanger man det ligefrem, hvis man skal se ham i fine kredse. “ „ Vi kan jo let ende hele denne forvikling ved at lade kusken springe over til landsbyen og leje en vogn, “ Mente oberstinden, der endnu ikke havde sagt et eneste ord. „ Springe — “ gentog generalinden med et blik, der fik oberstens gode kone til at fare sammen af skræk—, „ lad ham heller ganske anstændigt marchere derover, det passer sig dog bedre. Peder, fag over til landsbyen og spørg — “ Hugo gjorde en hurtig afværgende bevægelse. „ Sødeste moder, hvad tænker du på! En Bonde forlanger måske en fire fem daler for at køre den tur, og vi har så skrækkelig lidt penge, både Andreas og jeg. “ Generalinden stod som på nåle, men sønnen blev ved: „ Det er sidst på måneden, moder, og ærlig talt —vi har gjort denne tur for at nå den første på en honnet og anstændig måde med det par skilling, vi har i behold. “ Hugo løve ledsagede sine bekendelser med en munter latter, og generalinden tvang sig til at smile, hun slog ham let over armen med en moderlig bebrejdelse for, at han aldrig kunne lade være at spøge. „ Spøge — kære moder, du tror mig altså ikke? Jeg forsikrer dig, min hele formue er så latterlig lille og min status så miserabel, at jeg for alvor har tænkt på at følge min ven Svendsens eksempel og se mig om efter en pige med penge. “ Det sidste hviskedee den uforbederlige galning rigtignok, men generalinden var dog bleven hvid som et lagen og afbrød samtalen ved hurtigt at sætte sig op i vognen. Lieutenant Svendsen, der førte sin svigermoder ved armen, blandede sig nu i forhandlingerne ved at foreslå damerne en smule sammenrykning på det magelige sæde, han var kun spinkel og skulle nok få plads imellem dem, uden at træde nogen garnering istykker, og Hugo klarede så resten ved det forslag, at han ville sidde hos kusken, man var jo på landet mellem bønder og kvæg, og han ville nu sidde hos kusken. Generalinden rejste sig og udstrakte sin solskærm som en kommandostav mod den rebelske søn, Andrea for også op, men for at støtte hans forslag. „ Han har ret! “ råbte hun; „ der er noget ophøjet ved at sidde på bakken. Kusken kan nok besørge sig selv hjem; jeg vil op og sidde hos Hugo. “ Generalinden fik en ide; der tronede i dette øjeblik noget, en afglands fra kommandantskabets dage over hendes brede pande. Med sandt feltherretalent vendte hun i et den alle chancerne for et nederlag om til en glimrende sejr, med et ord var forviklingen løft. Hun bøjede sig blot over imod sin blide svigerinde og hviskedee hende en kort anmodning i øret, og oberstinden rejste sig straks fra sin gode plads med en skamfuld mine. „ Du har ret, det er urigtigt af mig, at jeg ikke har tænkt på det selv. Wellington, vi to vil gå ned til landsbyen og se at få os en vogn, for gode ord og betaling. “ Obersten, der endnu ikke var kommen tilvogns, lagde hånden til huen og bukkede for selskabet, tog sin kones arm og vendte sig for at gå, da Peder Brallerup med hatten i hånden trådte hen for generalinden og spurgte, om han dog ikke skulle køre obersten og fruen det stykke vej til landsbyen, så kunne han jo gå ind til bønderne og få besørget et kjøretøi lejet. Generalinden havde intet herimod og sendte knn et anerkendende blik til tak før, at han vågede så opmærksomt over ethvert medlem af herskabet. Lieutenant Svendsen foreslog en spadseretur til vognen kom igen. Han blev ikke vred, da Andrea erklærede at ville følge med forældrene og se dem lykkelig og vel tilvogns før hun slog sig til ro; men da hun satte sig imod, at han fulgte med, rynkede han dog panden lidt og sagde til hendes tante, af hun var et forkælet barn, og af han længtes frygtelig efter af kunne gifte sig, for af få hende under disciplin. Peder Brallerup kørte altså og kom hurtigt tilbage efterat have besørget sit ærinde. Den tiloversblevne del af selskabet ilede nu for også af komme afsted; damerne satte sig først sammen på bagsædet, fordi Andrea ikke ville sidde ved siden af kæresten, så opdagede hun, af det næsten var af sidde tættere, når man sad overfor hinanden, og skiftede atter plads. Løjtnanten tålte hendes luner med et smil, der bragte hende til af slå med nakken; men

1876_LM_IndianerpigenFraKapBreton

Indianerpigen Fra Kap Breton

LM

LM

Indianerpigen Fra Kap Breton

female

1876_LM_IndianerpigenFraKapBreton.pdf

Wilhelm

Frey

L.M.

Indianerpigen fra Kap Breton

n

gothic

A. Christensen

KB

OBS: Det er en oversat roman af den tyske forfatter Wilhelm Frey

pdftxt

nan

nan

O

1ste kapitel. En kamp for tilværelsen. Det var i året 1780. Den amerikanske frihedskamp nærmede sig sin ende, de tappre plantere og kolonister havde ført deres sag seierrig igennem ved heltemod og udholdenhed, og Englands hære vare slagne og drevne tilbage. — for stedse vare de trådte ud af deres afhængigheds forhold til storbrittaniens konge, og frihedens strålende stjernebanner varede frit over den amerikanske jordbund. Dog stod endnu i ovennævnte år to engelske hære truende i nærheden, den ene under general haldamans befaling, den anden i nærheden af New-york under general Clinton. Den førstnævnte feltherre havde til hensigt at vove et nyt angreb og trænge henimod syd, men hertil måtte Clinton, der førte overkommandoen, først give tilladelse til, og for at opnå denne, udrustede han da et fartøj, som ved vintertid skulle sejle til New-york til lorenzfloden bag hvilken hans hær lå i lejr. En ung officer ved navn prenter, blev udset til at lede ekspeditionen og overbringe depecherne. Om morgenen den 17de november trådte generalen ud af lejren og begav sig ned til floden, hvor brigantinen lå med halvt udspændtæ sejl. Ved hans side gik prenter, forsynet med en lædertaske og i dyb samtale med sin høje foresatte. Det var en ungdommelig, kraftig skikkelse, hvis øjne lynede af dristighed og mod, og hvis temmelig brede, fremspringende kindben tydede på bestemthed. Egenskaber, som var uundværlige for en soldat i denne farlige egn. „ Jeg stoler ganske på dem, min unge ven! “ sagde generalen. „ Søg blot af smutte igennem, let vil det ikke blive, især nu ved vintertid, da stormene i lorenzbugten er højst farlige, men med guds hjælp lader det sig vel gøre. “ „ Der skal blive gjort alt muligt for af udføre befalingen, hr. General! “ svarede lieutenanten. „ Rejs da med gud! “ sagde generalen og trykkede den unge mands hånd til afsked, — „ endnu en gang: jeg stoler på dem! “ Prenter hilste og sprang ned i båden, som lå ved flodbredden der, og snart bragte ham ud til det større fartøj. Ankeret blev hevet op, sellene udspændte og „ Stormfuglen “ således hed brigantinen, fløj hen ad den mægtige flod mod det store åbne, fjerne hav. Endnu et andet skib havde lettet Anker samtidig med stormfuglen, for af gøre den farlige rejse til New-york, det var en kuf, der var ladet med handelsvarer. En frisk vestenvind førte hurtig begge skibene hen over bølgerne, indtil de omsider nåde den brede flodmunding, der dannede en uhyre bugt, som de løb ud i trods de omkring svømmende isstykker — men næppe gennemskar stormfuglen dette ny forsvar før vinden pludselig sprang om og blæste med voldsom heftighed fra nord-ost. Uhyre isbjerge svømmede dem i møde, rundt om gyngede mindre, mægtige stykker, som tørnede mod skibets sider med en bedøvende larm, og faren blev større for hvert øjeblik. Med et hørte man et voldsomt stød og næsten i samme nu råbte flere: „ En læk, en læk. “ „ Hvor er kapitalien? “ råbte prentor til styrmanden. „ I kahytten, sir, “ svarede denne, forbavset over den heftige tone, som den unge officer talte i. „ Så kald ham straks op! “ råbte prenter, „ Nu, ved gud, skibet er i den yderste fare, og dets fører synes ikke engang af vide det! “ Styrmanden gik, men kom hurtig tilbage med den lidet trøstende melding, af kaptajnen var syg. „ Så overtager jeg kommandoen indtil videre! “ råbte prenter og i næste øjeblik lød hans kraftige stemme gennem stormen » Hvin. „ Tyve mand til pumperne, resten oppe! “ Befalingen blev øjeblikkelig udført, thi enhver indså godt, at kun den yderste nøjagtighed og hurtighed i at adlyde, kunne frelse skibet og dem med det samme. Pumperne var i stor virksomhed og udsendte armtykke vandstråle::, som faldt plaskende i den oprørte sø. Således gik det en halv times tid, da begyndte et snevejr, som man kun kender i hine egne, det var ikke muligt at se en alen for sig, orkanen slog, den spidse, skærende sne, der snarere lignede knust is i de arbejdendes ansigter, og vanskeliggjort « alt arbejde — prenter foregik alle med et godt eksempel, han tog selv sat ved pumperne, men her syntes alt mod spildt, armene sank trætte ned, og afløsningen var kun sparsom, da skibet fordrede den største opmærksomhed imellem jsmasserne. Det varede ikke længe, før pumperne stod stille hvert øjeblik, og tømmermanden erklærede, at lækken ikke kunne ndbedres, og at vandet stedse steg. Prenter, der havde spændt sin kårde om og gemt depecherne i lædertasken på sit bryst, trådte endnu engang opmuntrende frem for mandskabet. „ Falk! “ sagde han, „ kun et kan frelse os og det er udholdende arbejde. Kokken vil bringe en dobbelt Ranson rom, den ville vi i fællesskab drikke og da ville vi endnu engang gøre vort bedste! “ Han havde næppe udtalt disse ord, før styrmanden råbte: „ Hvor er løjtnanten? “ Matroserne blegnede, selv prenter blev dybt rystet, det måtte uden tvivl være noget endnu farligere, som var bleven opdaget. „ Hvad er på færde? “ spurgte han. „ Vi befinde os ved Magdalena øerne, sir! “ streg styrmanden gennem de hule hænder. „ Hører de brændingen? “ Alle lyttede, og blev grebne af rædsel. En larm af hylende bølger, en sky af flyvende skum indhyllede dem alle, og råbet: „ Vi er forlorne! “ Stingrede fra den fammenstimlede, forvirrede masse, som få døden for øje. Larmen blev stærkere med hvert øjeblik, den lignede et oceans mægtige dødsrallen. Forfærdede stirrede man ud i mørket, men øjnene bleve blændede af den omflyvende sne, det var umuligt at fe det allermindsfe. Pludseligt blev det lyst. Snefaldet hørte op, og aftenhimlen viste sig i en rødlig dæmret Glands. Med st råbte alle som med en mund: „ Den døde mand! den døde mand! Nu er der ingen redning! “ prenter fulgte retningen, som alle så i, og opdagede omridset af en uhyre klippe, ved hvis fod bølgerne sprøjtede favnehøit i vejret og indhyllede den i en kåbe af skum. Det var den såkaldte „ døde mand “, en stenhård klippe, som spærrede vejen og som truede ethvert skib med undergang. Prenter havde hørt den omtale, men aldrig set den og nu befandt han sig, prisgiven for den rasende orkan med et udmattet mandskab og med et synkefærdigt skib lige i dens nærhed. „ Stormfuglen “ kom nærmere og nærmere men pludselig forsvandt klippen ligesom en skygge, styrmanden havde med fortvivlelsens kraft kastet roret om, en mægtig luftning fra en anden side kom ham til hjælp og sprøjtende skummet tilveirs suste „ Stormfuglen “ forbi „ den døds mand “, der nu lignede et uhyggeligt spøgelse, klædt i skum og fråde. For denne gang var skibet frelst, og en roligere overvejelse fandt nu sted ombord. Kokken uddelte rummen, og prenter satte nu igen matroserne i arbejde. Man ville igen pumpe, men pumperne vare frosne fast, det var umuligt at sætte dem i gang. Lækken blev større, og stormen stærkere og stærkere, hylende for den gennem takkelagen og kastede alle løbende redskaber hulter til bulter om på dækket, — alt var forvirring og skræk. Med et lød et dumpt skrald gennem orkanen. „ Det er nødskud fra kuffen! “ råbte matroserne den kæmper med „ den døde mand “. Bregantinen svarede med et skud for at give underretning om hvor den var, ifald det skulle lykkes en båd fra det strandede skib at nå derhen, men kort efter var alt stille, enkelte nødskud hørtes vel af og til, —så lød de ikke længer, „ den døde mand “ havde fået sit offer. Imidlertid blev orkanen voldsommere, bølgerne tårnede sig som bjerge, kulden tsg mere og mere til trods sneen, der begyndte på ny, og som ellers plejer at dæmpe den, og endelig kom natten, den hemmelighedsfulde, skrækkelige ulykkesnat! De fleste matroser lå ned, udmattede til døden, kun den utrættelige prenter havde ingen ro, han gjennemskred dækket, opfyldt af bekymring for de vigtige depecher. 2det kapitel. Skibbruddet. Morgenen gryede omsider, den skrækkelige nat var forbi. Matte lysstriber oplyste de grønne, skumbesatte, rullende bølger. Endnu svævede „ Stormfuglen “ om på de gyngende vande, men alle Fuger knagede i skibets sider, masterne vaklede frem og tilbage og kølen var skudt ud af sit leje. Da kom pludselig en tårnhøj, brølende vandmasse, fulgt af frådende bølger. Den indhentede skibet, kastede nathuset ned, rev roret bort og frembragte en ny læk agter, langt farligere end den tidligere. Alle tabte modet, selv prenter begyndte at fortvivle. Men tanken om det farlige hverv han havde at udføre gav ham atter den rolige besindighed tilbage. neppe var den første skræk overstået, før han befalede at hente alt medbragt kød op fra lasten. Man adlød, og hermed begyndte man nu at udbedre den store farlige læk. Morgenen var imidlertid brudt fuldstændig frem, og mandskabet stimlede nu sammen for at høre hvad løjtnanten måtte bestemme. Prenter udviklede den farlige stilling for dem og opfordrede dem til nøjagtig at følge hans befalinger, og da håbede han, at alle ville blive reddede, da nemlig øen st. Johan måtte være i nærheden. I samme øjeblik råbte en stemme bag ham: „ Hvem har at befale her? hvem vover at tage kommandoen? Folkens, hør mig, og udle denne dumme landkrabbe, som vil lære eder tjeneste ombord. Ingen kan frelse eder uden kaptajn kaner “. Prenter vendte sig om og så denne, skibets kaptain, slå for sig. Hans stive blik syntes at ville gjennrmbore ham, hans hænder var krampagtigt knyttede, og han så ud som om han ville kaste sig over ham. Prenter indså straks, at han havde en fuldstændig beruset mand for sig, som ikke i nogen måde var i stand til at kunne føre befalingen i den fortvivlede stilling. „ Gå ned i deres kahyt, kaptajn kaner! “ Sagde han „ Luffen er kold, de kunne let forkøle dem. “ „ I kahytten! ved gud, det er for meget “, brølte kaptajnen rasende „ bedre er det at du rejser fanden ivold “. Med disse ord trak han en pistol frem og rettede den mod officeren. Heldigvis klikkede våbnet, « g den herover endnu mere opbragte kaptajn kastede sig nu som en rasende ind over prenter for at slå ham i gulvet. Men den unge mand kom ham i forkøbet. Med sin kraftige hånd greb han den berusede, kastede ham over skuldrene og bar ham ned i kahytten, som han aflåsede forsvarligt og forlod så den bandende og rasende kaptajn. Da prenter vendte tilbage stod mandskabet endnu på samme sted, tvivlrådig om hvod det egentlig burde gøre. „ Eders kaptajn er en drukkenbolt! “ sagde han „ jeg overtager fra dette øjeblik kommandoen over fartøjet. Vil i adlyde mig? “ „ Det vil vi! “ råbte den største del af mandskabet. Nogle enkelte tav. Prenter bemærkede det og trak rolig en pistol frem. „ De genstridige kan jeg kun traktere med krudt og bly! “ råbte han „ mærk jer det! “ Uden at oppebie noget svar lod han spise og rum uddele og begyndte da igen at tænke over sagerne. Efterhånden brød solen frem gennem den tågede skymasse og oplyste „ Stormfuglen “, der flød om som et vrag. Pumperne vare endnu stedse tilfrosne og lækken agterud blev større og større. Bølge på bølge væltede sig med tordnende larm over fordækket, mægtige isblokke fulgte med, som rev alle løse redskaber med sig overbord. Tilsidsf kunne mandskabet ikke længer være oppe på dækket, men måtte på nogle få nær gå ned i kahytterne eller i lasten. Kun prenter blev på dækket. Behændig vidste han at undgå bølgernes slag, stedse gjennemspeidende rummet efter frelse. Endelig viste en smal, lang stribe sig mod øst. det var en stor 0, der, så vidt hans øje kunne række, var omgiven af store jsklipper, imod hvilke bølgerne brød sig. Han råbte matroserne op og pegede på landet. Et nyt håb gennemstrømmede alle, men hvorledes skulle man nå derhen igennem disse zsmasser? Vel viste sig hist og her en åbning i kæmpevæggen, men at nå derhen uden roer var næsten en umulighed, især da stormen igen begyndte at blæse op med fornyet hæftighed. Til alles glæde nærmede det villieløse skib sig mere og mere til land, — der var altså udsigt til frelse. Pludselig sittrede skibet som ramt af et elektrisk stød, og med et tordnende brag, styrtede masten overbord. Et stort stykke af rælingen fulgte med, og de frådende bølger væltede nu tøjlesløse ind over dækket, der fuldstændig var sat under vand. Masten hang fast ved tovværket, og kun med yderste besvær lykkedes det at kappe den. „ Ud med chaluppen! “ råbte prenter, thi han var overbevist om, at stormfuglen ville synke efter få minutters forløb. men til sin skræk så han, at over halvdelen af mandskabet var fuldstændig beruset. Han målte da afstanden fra land, snørede tasken med depecherne om livet og besluttede at kaste sig i havet, for svømmende at nå land. „ Det går ikke, sir! “ sagde i det samme en stemme, „ Ds vil få krampe og fryse ihjel i samme nu! “ Prenter så sig om og bemærkede styrmanden. „ Der er endnu fire arbejdsdygtige mænd, sir, “ vedblev han, „ lad os forsøge at nå land med chaluppen! “ „ I guds navn! “ råbte den unge officer og ilte med styrmanden til båden, som hang i stærke jernkættinger. Flere matroser fulgte med og med alvorlig anstrengelse fik man endelig den tunge båd firet ned i søen. „ Hvem vover at følge med gennem brændingen! “ Råbte prentes. Ingen svarede. „ Velan, da vil jeg prøve detalene! råbte han, og i næste øjeblik var han i båden. styrmanden og to matroser fulgte ham, de andre sprang fejl og omkom i havet. En mægtig bølge greb straks den svage båd og slyngede den i næste øjeblik langt bort fra det synkefærdige skib midt ud i den frygtelig brænding, som var opfyldt med isstykker. Allerede troede de fire dristige mænd at de var forlorne, da en anden mægtig bølge greb den allerede synkefærdige båd og kastede den langt ind på strandbredden. Prenter sprang straks i land, og hjalp sine ulykkeskammerater før en ny bølge kunne gribe dem og føre dem ud igen, og kort efter stod de fire skibbrudne i sikkerhed og stirrede ud efter stormfuglen, som slingrede frem og tilbage i det oprørte hav. Fra den lød de tilbageblevnes hjerteskærende råb, medens skibet støt om som en fjerboldt, hvert øjeblik oversvømmet af de skummende isblandede bølger, hvoraf hver truede med at knuse det, og stedse firækkeligere lød råbet og skrigene fra de ulykkelige. Prenter rettede sit blik mod det indre af landet. en skov lidt fra strandbredden bod ham ly mod den bidende kulde. „ Lad os søge ly mine venner! “ sagde han og gik straks henimod skoven, som snart optog og skjulte dem imellem sine snedækkede træstammer. Den dybe sne hindrede deres videre fremadskriden på en meget følelig måde, især da man ikke turde udhvile på grund af den frygtelige kulde, der blev stærkere med hver time, flere gange styrtede en af matroserne om, ramt af en feberagtig kuldegysen, en ligefrem følge af kuldens indvirkning på de gjenncmvåde klæder. Omsider nåde man længere ind i skoven, men udmattelsen var da så stor, at man kun med største anstrengelse kunne holde øjnene åbne, i særdeleshed led den omtalte sømand mest, og prenter måtte til sidst tage ham ved armen og slæbe ham med sig. En tidlang drøg man videre på denne måde, men således at flæbe et voksent menneske afsted er altfor udmattende, man standsede og den ulykkelige faldt straks i en dyb søvn. Prenter, som følte, at han ikke kunne undvære en eneste mand, rejste ham op, men det vifte sig snart, at lemmerne nægtede deres tjeneste, og han tildækkede ham derfor, få godt han kunne, med sne. — han selv måtte desuden anstrenge sig af al magt for at modstå søvnen, thi kulden udbredte en forunderlig søvnighed over hamda han derefter så til den med sne tildækkede sovende Matros, fandt han, at hans ansigt var iskoldt. På hans råb kom styrmanden til, og begge var enige om, at døden havde indfunden sig. Akan tog dog fejl deri; den døende åbnede øjnene og hviskedee med svag stemme: det er snart forbi. Ak jeg må omkomme her langt fra min stakkels moder, som venter mig derhjemme, og hvis eneste forsørger jeg er. — i New-york boer den stakkels kone, bring hende efterretning om min død, og sig hende, at mine sidste tanker var hos hende, sig hende, at Georg følte dybt ved at lade hende ene tilbage i verden. I min brystlomme vil i finde et brev med hendes adresse. “ Med disse ord lukkede han sin mund for stedse, og de tre tilbageblevne lidelseskammcrater bad en stille bøn ved hans lig. Men de selv måtte opbyde alt for at holde livet vedlige. Det hjalp ikke at de løb omkring, kulden trængte igennem deres halvvåde, isbcklædte klæder og lemmerne blev efterhånden stivere og stivere. Da sandt prenter på en god ide; han brød tre grene af et træ, gav sine kammerater hver en og opfordrede dem nu til at slå lystig væk på hinanden. Han deltog selv i legen og snart bankede de tre hverandre lystig igennem, som i kort tid bragte en velgørende varme tilstede. Natten var omsider forbi og med inderlig glæde hilste de det frembrydcnde daglys. De ilede straks ned til stranden for at se efter „ Stormfuglen “. Til deres store glæde så de, at skibet lykkelig havde overstået natten og var endog dreven længere ind mod land, det var altså sandsynligt, af alle kunne blive reddede. Prenter råbte over til folkene ombord, af de måtte gøre et tov fasf i fartøjet og ved hjælp af samme gå fraborde. Matroserne fulgte dette råd, ventede på et øjeblik hvor den voldsomme søgang førte bølgerne tilbage fra strandbredden og blev efterhånden reddede en efter en. Kun tømmermanden blev stående ombord. Ligeså ofte han greb fat om tovet, ligeså! - nu « - “ Ofte lod han det falde igen, greben af en uforklarlig ængstelse. Man råbte opmuntrende til ham, men han brød sig ikke derom; et slags vanvid havde bemægtiget sig ham og han råbte: „ Jeg er dødsdømt! Lad mig da dø i fred! Seer i ikke, af jeg svømmer alt hvad jeg kan! Ha, nu griber bølgerne mig, jeg er forloren! “ Ten ulykkelige mands klager trængte gennem storm og sø og fyldte kammeraterne med medlidenhed. En bange foruddanelse om døden havde gennemtrængt han: ligesom lammet, der sørcs til slagterbænken. Forgæves var den modige prenter ' s opmuntringer, forgæves kammeraternes råb, den ulykkelige havde allerede hcngivct sig i sin skæbne. Sønderknust sank han om på dækket, stormen suste igennem hans strittende hår, hans stvrtroie flagrede hid og did, men han selv var aldeles ubevægelig. Snart var imidlertid hans tid omme. Stormen fløj larmende gennem jiskarrieren. Først langsom, derefter hurtigere og hurtigere forlod „ Stormfuglen “ sin plads, som den var ankommen til i løbet af natten. En uhyre bølge greb den og førte den ud i det stormende oceansom en kjæmpcfugl dukkede den op og ned, medens de skibsbrudne ængstelig fulgte dens flugt. Ofte troede de den for stedse begravet, når den forsvandt imellem de kæmpemæssige bølger, men snart hævede den sig atter, kæmpende på Toppen af andre, og stedse så man tømmermanden, hvis høje skikkelse var synlig gennem dem knuste ræling. Han havde hævet sine hænder mod himlen, var det for at bede den om redning eller for at hengive sig med blind tro til den nære død. Endelig forsvandt den. En bølge højere og frygteligere end alle de andre skjulte den i sin favn; den syntes at have tiltrådt vejen til havets hemmelige dyb, og de skibsbrudne trykkede tavs hinandens hinder; gud havde jo frelst dem alle på den ulykkelige nær, som rimeligvis havde lukket sine øjne for evig. 3die kapitel. Hungersnød. Efterat man var overbevist om skibets skæbne, begyndte man at tænke lidt over sin egen redning. - lykkeligvis havde den endnu halvt berusede kapitain knebet et stykke fyrtøj fil sig, og dette blev en sand kilde fil flere behageligheder. Kaptajnen underkastede sig, så syntes det idetmindste, stedse mere og mere den unge øfficeers overlegenhed og modsatte sig ikke hans befalinger. Prenter lod da en del brænde samle af omstyrtede træstammer og grene og lod tillige nogle matroser sende ned fil strandbredden for, om muligt, at finde nogle vragstumper, der kunne anvendes fil opførelse af en interimistisk hytte. Snart flammede en lystig ild i vejret, men kunne kun holdes vedlige med den største anstrengelse, da den faldende sne truede med at udslukke den. Det fil strandbredden beordrede mandskab vendte tilbage med en hob brædder, men da natten nærmede sig, var det for sent at bygge den dag, og man opsatte derfor arbejdet fil den næste. Den kæmmende nat var skrækkelig. Sneen smeltede rundt om den mægtige ild, og de femten mænd, som lå om den, lå bogstavelig i vand. Medens fødderne holdtes varme af ilden, var overkroppen omgivet af is og sne. Mange vare desuden hårdt sårede fra arbejdet ombord og af de da nedfaldende redsfaber, og deres sår forværrede sig i en betænkelig grad. Huden løsnede sig og voldsomme smerter indfandt sig. Først hen ad morgenen faldt prenter i søvn, men vågnede snart ved en voldsom larm, som skræmmede hvilen bort fra ham. Kaptainen bandede og forsikrede. „ Hvad er på færde “, spurgte prenter. „ Han har endnu en flaske grog! “ råbte man i munden på hverandre, „ og han vil ikke dele, skønt det er kriftenpligt. “ Kaptajnen forsikrede, af han betragtede den reddede flaske brændevin som fin ejendom og ikke ville indlade sig på af dele den med nogen. Prenter erfarede nu, af kaptajnen hemmeligt havde villet drikke judholdet, men af man havde bemærket det og protesteret herimod. For af få spørgsmålet afgjort henvendte man sig nu til prenter, der erklærede, af brændevinen i dette tilfælde var fælles ejendom, og af kaptajnen havde af lade flasken gå rundt. Da alle samstcmmcde heri, var der ikke andet for kaptajnen af gøre, end af lade flasken gå rundt; han fog den derfor frem, kærtegnede den med stor inderlighed, tog proppen af og satte den for munden. „ Holdt! holdt! “ råbte straks flere stemmer imellem hverandre, thi man frygtede, som rimeligt var, for, at kaptajnen ikke ville lade mange dråber blive tilbage. Han måtte aflevere den kostbare flaske, sone nu gjorde fin Rønde, enhver tog en forsvarlig slurk og endelig vendte den tilbage til sin oprindelige ejer. Udtrykket i dennes ansigt var næsten komisk, thi han så den var fuldstændig tom; han kiggede igennem den, rystede den og slikkede halsen, men indholdet var forsvundet. Denne scene bragte lidt opmuntring tilstede, men det var kun et eneste øjeblik. Stillingen var alt for truet, og den nøgne virkelighcn trådte tydeligere og tydeligere frem. Hungeren, denne frygtelige fjende, indfandt sig. Tilsidst kunne prenter ikke udholde synet af sine ulykkeskammerater og besluttede derfor sammen med styrmanden at foretage nogle udflugter i den nærmeste omegn. Alen alt hvad de så, var spor af elsdyr og hjorte, som de imidlertid ikke kunne fange, da de ikke havde nogetsomhelst våben. Endelig nåde de en tilfrossen flod og snart derpå en indianerhytte, en såkaldet wigwam, der efter indiansk skik var forfærdige: af bark. Det kunne ikke være længe siden at den var bygget, thi materialet var endnu ganske sristt. Foran indgangen hang en elsdyrhud, der også tydeligt viste, at den var taget af fornylig. denne opdagelse vakte stor glæde. Prenter spejdede straks i alle retninger for at opdage indianeren, men forgæves. Han så intet spor og besluttede, da natten faldt på, at tilbringe samme i wigwammen. Han løfte derfor elsdyrshuden fra stængerne, hvortil dette var fastgjort, og tildækket med denne faldt begge snart i en rolig søvn, efter først forsvarlig at have aflåset døren. Natten brød frem. Kun af og til tindrede enkelte stjerner ned fra den skyovertrukne himmel, og sneen faldt næsten uafbrudt. Nede fra floden kom en høj skikkelse. Det var en indianer. Man skjeldncde tydeligt hans omrids imod den hvide sne. En råbuk hvilede på hans kraftige skuldre, og en lang bøsse hvilede i hans hånd. Det var la grand oantonr, „ den store springer “, som de franske kolonister kaldte ham, høvding for passamaquodies-indianerne, der vendte hjem fra jagten. Hans bøsse havde givet ham en fed steg, men da den frembrydcnde nat hindrede ham i at nå sin stammes landsby, foretrak han at tilbringe den i den velbekendte hytte, som hans krigere fornylig havde opfort. Med afmålte skridt skred han hen mod den. Hans tanker havde en ejendommelig retning, han tænkte nemlig på sin engang så berømte og krigeriske stammes aftagen, på så mange heltes undergang og på den berømte krigssti som de havde betrådt. Han så i tankerne de rige jagtegne i de dødes land, hvor man med lethed kunne nedlægge bjørne, elsdyr og hjorte. Således drømmende nåde han omsider sin wigwam, og fandt til sin forbavselse døren lukket. Et spark åbnede den imidlertid, og pludselig så han noget ligge på jorden, som indgød den ellers uforfærdede kriger rædsel. Som alle indianere var han i høj grad overtroisk. Et kæmpemæssigt, aldrig før set dyr havde, efter hans mening, sat sig i besiddelse af hytten og lå nu på jorden og sov i samme. Måske var dette uhyre steget srem af havet, måske var det et spøgelse, som hans stammes troldmænd havde befalet at blive der, før at skræmme ham. Tik grand santsur lod sin råbuk glide ned på jorden, trak sin skalpcrkniv og begyndie — sit tilbagetog. Døren knirkede, og denne larm vækkede det formentlige uhyre. Elsdyrhuden fløj til side, og prenter bemærkede nu indianerens mørke skikkelse. Som et lyn sprang han op og med de ord: „ hjælp os! hjælp os! “ styrtede han over rødhuden. Bien dette var for meget for den store springer, med et Spring stod han langt udenfor døren. Prenter løb efter ham. „ Ven, Broder! “ råbte han, men indianeren gjorde sit navn wrc, sprang hurtig som et lyn ned fil floden, løb hen over isen og forsvandt i den mørke nat for ikke mere at vende tilbage. Den unge officer var ilde til mode over enden på dette sammentræf. Han havde håbet at få en fører i indianeren, som kunne have hjulpet ham frem fil den nærmeste by, hvor han havde kunnet afgive sine depecher til videre befordring, men dette håb var nu forsvundet ligeså hurtigt som det var kommet. Sørgmodig vendte han tilbage fil hytten, hvor imidlertid synet af råbukken oplivede ham lidt. Den var snart læsset på skuldrene, og da natten var bleven lys og klar, begav man sig tilbage fil strandingsstedet. Her så det sørgeligt ud. Tø vare allerede døde af deres sår, som var angreben af koldbrand, de andre stirrede fortvivlede snart på dem, snart på det brændende bål, og prenter bemærkede til sin skræk, at flere ikke var utilbøjelige til at stille den rasende sult ved de døde kammeraters legemer. Råbukken befriede dem imidlertid herfor, den blev parteret og ristet over ilden, og nu holdt man et sandt fyrsteligt mållid, som gengav alle levelyst og vakte håbet om redning midt i den uendelige, frygtelige ensomhed, der omgav dem på alle sider. fjerde kapitel. En dristig rejse. „ Kære venner! “ sagde den næste dag prenter til sine kammerater, „ kun en hurtig beslutning kan frelse os! Hatten som vi har opdaget, har plads for fire personer. Sandsynligvis vender indianeren, som flygtede så hurtigt, igen tilbage, for tillige med sine kammerater at udforske årsagen til sin skræk; måske han også fortier det passerede for sin stamme af frygt for at blive udlet. Kun en rask beslutning, en hurtig handledemåde formår at frelse os. Jeg vil derfor forsøge at sejle langs kysten med vor båd, for at se, om en eller anden koloni er i nærheden, hvorfra vi mulig kan hente hjælp. — hvem af eder har mod til at følge mig? “ Disse ord hævede igen mandskabets sunkne mod, og flere erklærede sig villig til at følge officeren. prenter skred da straks til at undersøge båden, øveralt var den overtrukken med isskorper, som fuldstændig dækkede den læk, den havde fået under sejladsen. Efter megen besvær fik man den endelig bragt flot, og nu toge de dristige mænd afsked sra deres kammerater. Elsdyrshuden tjente som sejl, og da vinden var gunstig, gik farten rask fremad. Efterat at have tilbagelagt hen ved ti mil, sprang vinden pludselig om, og man måtte henimod aften styre ud i den store bugt, hvor man sejlede på må og få indtil man omsider lagde til land. Prenter lod straks en hytte bygge af grene og Mos, lod brænde bringe tilstede og antændte da et stammende bål. Han havde imidlertid ingen ro. Han spcide uafbrudt til alle sider og bemærkede i nogen afstand en høj, som han besluttede at bestige, for at kunne betragte den omliggende egn. Hvor stor var ikke hans glæde, da han på vejen til den, opdagede en forbrændt kulmasse, som lå tæt ved strandbredden. „ Her har altså været mennesker! “ udbrød 33 han halvhøjt, „ støre gud, hjælp mig at finde dem! “ Han ilte hurtig sremad, besteg højen i størmskridt og skimtede på den anden side nogle hytter. Som en pil støt han ned og havde snart nået boligerne. Han trådte ind. En dødsstilhed modtog ham overalt. Væggene i disse lerhytter vare forfaldne, intet spor af beboelse tilstede, kun et stykke papir lå i en krog. Fortvivlet fog han det op; endnu kunne han læse skriften, det var et brev fra en fisker, som var stilet til dennes hustru i ncwyork. Af overskriften så han, at han befandt sig på en 0, som hed kap-breton. For ti år siden havde den stakkels sømand affattet dette brev — ord, som stammede fra den største forknythed åndede gennem hver en linie. De underrettede den stakkels husstru om, at fiskefangsten havde været yderlig slet, og at han derfor måtte blive et år endnu på kapbreton. „ Aldrig! “ således sluttede han, „ skal vor søn fare tilsøs eller lære sin faders lidet lønnende forretning! Opdrag vor Martin således, at han aldrig får lyst til at fare tilsøs! Hæv hundrede dollars i sparekassen, med guds hjælp tjener jeg vel så meget, at jeg kan sætte dem derind igen! Din Martin prcskott. “ Prenter blev underlig til mode, da han havde læst skrivelsen til ende og så dette navn. — „ Prcskott! “ mumlede han, „ således hed jo den ulykkelige Matros, som frøs ihjel den første nat! på denne forbandede 0. — det synes som om faderen er omkommet her, og nu har den stakkels kone også mistet sønnen, og det ovenikjøbet på samme sted, hvor faderens ben allerede er blegnede. “ Greben af den menneskelige tilværelses elendighed, gemte han brevet, lovende sig selv, af han efter ankomsten til new-uork, ville give den ulykkelige enke underretning om dette dobbelte dødsfald, og hjælpe hende, dersom hun trængte dertil! “ Sørgmodig vendte han derfor tilbage til sine kammerater, dog uden af give dem underretning om hvad der var mødt ham. Det var en ulykkelig nat man gjcnncmlevede, nordvesfvinden hylede hen over klipperne, og søen piskede sine bølger til frådende skum. Henad morgenen lagde stormen sig. Bølgernes larmen forstummede, og en mærkværdig forandring syntes af foregå med havet. Det brummede og skummede overalt, og prenter så nu til sin forbavselse og skræk, af havets overflade var ganske stille, men at vældige jsmasser klumpede sig sammen og lagde ligesom en mur omkring kysten. Han vendte tilbage til sine kammerater, som han meddelte denne opdagelse. Men næppe havde de hørt den før de forlangte at føres tilbage til deres kammerater, og kun med den største anstrengelse lykkedes det prenter at overtale dem til at blive. Sulten indfandt sig, men prenter, der var en udmærket botaniker, opfordrede dem til at søge under sneen, og til deres store glæde fandt de halv modne brombær, bøller og rødder, på hvilke de stillede deres sult. Deres håb voksede endnu mere, da en søndenvind pludselig rejste sig og lod dem håbe befrielse fra isen. Med tordnende brag splittedes den, og store stykker svømmede ud i oceanet. Båden, som var fuldstændig indesluttet, blev igen flot, og man roede straks frem af alle kræfter. Henimod midnat nåde de en landspids og vedblev sejladsen langs den stenede kyst, men formåede ikke, at hale båden iland, men måtte meget mere prøve på ikke at blive knuste af de dansende isstykker. Den egn, de nærmede sig, havde den ville karakter, som var egen for disse egne. Intet træ, ingen plante fandtes i denne sten-region. De ulykkelige mænd søgte derfor at skjule sig under det af js og sne gennemtrængt elsdyrshuder, der hidtil havde tjent dem som sejl.. De lagde til land og banede sig vej gennem den elleve fod høje sne, mærkede vejen med afbrudte grene, og antændte til sidst på en fri plads en mægtig ild. Af al magt bestræbte man sig nu for, at skaffe så meget træ som muligt tilstede, thi man følte, at udmattelsen var få stor, at man ikke kun^s rejse et skridt videre. Man havde desuden hverken mad eller drikke. Morgenen brød omsider frem, men bragte ingen brød med sig. -— stedse nærmere kom det skrækkelige øjeblik, da de for stedse måtte lukke øjnene for den frygtelige hunger, eller ligefrem opæde hverandre. Le ville blik, den ene kammerat, tilkastede den anden, vidnede om at den kannibalske natur var vågnet; og at man ikke ville betænke sig på, at holde mållid på hinandens bekostning, såfremt intet andet næringsmiddel var eller kom tilstede. Prenter hørte til sin skræk, at man allerede talte om, ved lodtrækning at afgøre hvem der først skulle lade sig dræbe — og opæde. For at aflede de ulykkelige fra deres forsæt, gjorde han opmærksom på det tørre søgræs, som voksede langs strandbredden. — man samlede det sammen, optøede det ved ilden, satte derefter en potte med sne over ilden og kogte en ret, hvoraf hovedbestanddelen var to tællel

1894_MadsenO_Inga

Oscar

Inga

Madsen

MadsenO

Inga

male

1894_MadsenO_Inga.pdf

Oscar

Madsen

dk

Inga

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Midsommer. Ad landevejen, der fra Østby fører til højbjærg, ii- kom to ryttere travende på små undersætsige heste en smuk juli-aften i året 1885. To purunge mennesker var det. Ingen af dem var synderligt sportsmæssigt udhalet. Hverken ridestøvler eller ridestropper havde de, derimod havde de snøret benklæderne tæt sammen om anklerne med grove sejlgarnsender. De havde mørkeblå jakker på, og derunder den bare skjorte, vesten var kastet af hensyn til varmen og bekvemmeligheden. Uhrene var anbragt i brystlommerne, så at guldkæderne koket slyngede sig hen over den mørkeblå bund til øverste jakkeknap. De hvide studenterhuer sad kækt på snur. Fluer og bræmser summede om hestene, og sveden haglede af rytterne. Men ikke desto mindre drev de dyrene frem med en ufortrøden Iver. der var en god mil fra Østby til højbjærg, og det gjaldt om at nå derud i rette tid. Den ene af rytterne — den mindste og spinkleste af dem — holdt med ét sin hest an med et udråb til kammeraten: „ Stop lidt, Oluf! “ „ Har du nu tabt stigbøjlerne igen? “ svarede den tiltalte uden at vende hovedet, „ Jeg troede dog, du snart var kommen ud over begyndelsesgrundene. “ „ Gu’ om jeg har! Jeg ser blot lidt på udsigten over fjorden. “ Hr. Oluf standsede også sin hest: „ Ja, den er god nok “, sagde han. Mellem spinkel skov af birketræer og unge bøge skimtede de det første glimt af bredefjordens mørkeblå vande. Landevejen, der gik gennem skov, nærmede sig på dette sted stærkt til den sø-arm, der strakte sig ind i landet, vidende sig ud inderst inde som armens knyttede næve. Og de travle ryttere førte deres heste tæt til vejkanten for nærmere at betragte det smukke prospekt, som dog i alt fald den ene af dem havde sét så mange gange før. Den unge skov gav vide og frie udblik over søen. Og bredefjorden svarede til sit navn. den lå dér og prangede i de sidste rester af det svindende daglys, stærk og før, smuttet ind fra Kattegat, som en skulderbred Viking på strandhugst, klædt i skinnende, stålblå plader. Langt ude gled fjorden over i det ubestemmelige, disede grå, der var det åbne hav. Men forinden fik den tid at skvulpe sine bølger mod begge bredders skovhegnede græskanter, ind under højbjærgs stejle, gransmykkede brinke, og på den modsatte side af vandet op mod de fede, sædgrønne agre, der lå tæt om den gamle herregård Dyrsholm med de guldgule mure og de okkerrøde Tage. Fjorden lå stille og blank. Under den modsatte kyst skinnede en stump hvidt sejl, der hang dvask i den døende vind. — men et stykke ude trak den lille dampbåd, der gik fra højbjærg til Østby, sin røgstribe efter sig som en grålig og smudsig rendesten midt i fjordens dybe, blå gade. — de to ryttere så’ så meget som et par minutter ud over søen fra den høje skrænt, på hvilken de havde gjort holdt. Så gav Oluf sin hest et djærvt spark i flanken. „ En avant^, råbte han muntert. „ Det bliver silde, Georg. Vi risikerer, at damerne er gåde i seng, før vi når til højbjærg hotel. “ 1* og fremad for de ad landevejen i en rask, lille galop. Dyrene vrinskede, Oluf fløjtede en jagtmelodi. Hollaloh, hollaloh, lød hestenes hovslag på den faste, hårde jord. Under vejbrynet strejfede nu og da en dugvåd gren ansigtet på én af de to. Og deres lunger videde sig, lemmerne strakte sig og følte sig så veltilpas, så muskelstærke under den raske fart. „ Det kan nok være “, pustede Georg frem, „ at dette er noget andet end at hænge over bøgerne derhjemme i København. “ „ Du må nok sige det “, bekræftede Oluf. De to ryttere var venner, kammerater, studiefæller. Begge havde de nys overstået den filosofiske eksamen og havde klaret den med glans. For tiden var Georg Stén, der var barnefødt i København, på feriebesøg hos Oluf Gerner, hvis fader var byfoged og borgmester i Østby. Oluf havde lært sin ven at hænge på en hest, i løbet af de få dage, de sammen havde tilbragt i Østby. Og Georg var flink til at lære. Dog var den mere saddelvante kammerat stadig et par hestehoveder forud, ivrig i at anspore vennen og i at vise vej, thi på højbjærg hotel boede for sommeren Fru Hartvigsen fra København med sine to smukke døtre. Og studenterne havde delt disse således imellem sig, at Oluf sværmede ligeså stærkt for den mørke Ella, som Georg for den blonde Gudrun. Erotiken gav sig højst uensartet udtryk hos de to. Medens Georg sten tavs og drømmende fulgte vejen med et tungsindigt udtryk i sit smalle, blege ansigt under det ravnsorte hår, var Oluf gerne]- trods sin længsel efter den elskede lutter blond og smilende jovialitet. Gigaren dinglede i hans venstre mundvig, hans kække opstoppernæse så’ ud, som om d,en sugede luft med begge sine Boer, og de små, lysegrå øjne plirrede fornøjet mod solen, der på skrå satte striber ind over vejen gennem løvets fletværk, striber, i hvilke tusinde små støvgran snoede sig i spiralsøjler som skyer af insekter. — „ En avant “, råbte Oluf endnu en gang og rappede kammeratens hest med et slag af spadserestokken, der tjente ham til ridepisk. Georgs hest for frem og kom i spidsen just på et sted, hvor vejen delte sig i to. „ Til højre — eller til venstre? “ råbte Georg tilbage. „ Til venstre selvfølgelig. “ Og de fulgte vejen til venstre, medens mørket begyndte at sænke sig om dem, og medens fjorden, som de kunne skimte under sig, begyndte at antage en farve som violet blæk. Ud af tusmørket dukkede omridsene af en stor, hvid bygning i flere etager. De to venner lod hestene slå over i skridtgang. „ Nu er vi der, “ sagde Oluf dæmpet. „ Allerede. “ „ Ja, vi har redet skrapt til. “ „ Lad os nu se at komme bag på dem. “ „ Ja, lad os det. “ Ganske stille tvang de hestene fremad, fod for fod. Der skinnede lys ud fra hotelruderne i stueetagen, dér hvor spisestuen var. Og to af vinduerne ud til vejen stod åbne for varmen. Oluf og Georg valgte hver sit vindue. Og i samme nu strakte begge hestene Hals ind over de lave karme og lod skummet fra de drivende muler dryppe ned over spisesalens gulv. Inde fra stuen lød et tredobbelt hvin. Og selskabet, der just var i færd med at spise til aften, for op fra bordet. En ølflaske væltedes på gulvet og gik itu. „ Hvad i al verden er dog dette? “ lød Fru Hartvigsens noget skingre røst. Oluf lænede sig frem over hestehalsen og sagde, medens han beroligende klappede det utålmodige dyr: „ God aften, kære Fru Hartvigsen — lutter gode venner — god aften, mine damer — tak skæbne, dér har vi kandidaten. “ De to unge damer for til vinduerne og fik travlt med at hilse både på ryttere og heste. Frøken Ella, der var den håndrappeste, havde straks bemægtiget sig sukkerskålen og puttede hvidt sukker, stykke for stykke, i gabet på Olufs hest. Frøken Gudrun, der ikke ville stå tilbage for søsteren, erobrede flødekanden. Men o vé, Georgs hest ville slet ikke drikke. „ Pjank, pigebørn “, skingrede Fru Hartvigsen igen. „ Hr. Gerner og hr. Sten — stå dog hellere af hestene og kom indenfor. “ „ Men de er så søde at klappe, “ indvendte den syttenårige frøken Ella. „ Å ja — mo’r— “ tilføjede frøken Gudrun, der var et år ældre. „ Hvem? Nå hestene! “ lød bag dem en Bas. Og tteologisk kandidat Rasmussen viste sig nu ligeledes i vinduet, endnu med munden fuld af mad. „ God aften, hr. Kandidat, “ sagde Oluf høfligt. „ Det er vist første gang i år, jeg har den fornøjelse — —• “ kandidat Rasmussen var lærer ved Østbys lærde skole og en person, der i byen betragtedes som en stormagt. For dette ry takkede han dels sin embedsstilling, dels — og endnu mere — den omstændighed, at han var formand for Østbys konservative klub. Og Oluf vidste, at det var en mand, man i alt fald var nødt til at tåle. Derfor fandt han sig også med en påfaldende godmodighed i hr. Rasmussens mildest talt noget overlegne blik. Fru Hartvigsen gentog imidlertid sin indbydelse til de to venner om at komme indenfor. Oluf svarede: „ Nej, vi venter hellere herude, til damerne er færdige med at spise. “ „ Å, vi er forlænge siden færdige “, erklærede de to unge piger i kor. „ Jeg ikke, “ brummede hr. Rasmussen. Oluf og Georg bandt deres heste ved de nærmeste træer. — en halv snes minutter senere spadserede hele selskabet ad skovvejen, der førte til én af højbjærgs berømte udsigtsbænke. Det var blevet klart måneskin, og over den snævre vej legede stålblåt, skærende lys og begsort mørke tagfat. — — den tteologiske kandidat havde været rap nok til at sikre sig frøken Gudruns arm. Oluf og Ella havde uden mange omstændigheder fundet hinanden. Men yderst misfornøjet var Georg, der måtte nøjes med den gamle Fru Hartvigsen. Kun med et halvt øre lyttede han til hendes betragtninger over vind og vejr. Hele hans opmærksomhed var hos de efterfølgende par. „ Næsten alle tteologer er jo idioter “, hørte han hr. Oluf replicere til en skarp bemærkning af kandidaten. — nå, det går nok livligt til, sagde Georg til sig selv. I det samme nåde de til udsigtsbænken og tog plads; de sad lidt tæt ved hinanden, og Georg måtte endda anbringe sig på en nærstående træstub. Det var et sted, hvor skoven åbnede sig og ligesom ærbødigt bukkende veg tilbage i lav kratskov og i ydmyge buske ved synet af den blinkende fjord, der ren og blank lå under brinken med spillende månelys over sine krappe bølger. Højt til vejrs sad de, og én og anden af dem kunne et øjeblik næsten blive svimmel ved at stirre derned, hvor sølvstrømmen løb, og hvor nu og da en fra Kattegat forvildet måge dukkede sine hvide fjer i bølgerne. nat og tavshed rugede over egnen. Men med hård, skingrende stemme brød Oluf og kandidaten al denne sprøde stilhed. De fortsatte deres afbrudte disput. Kandidaten sagde: „ Det er formodentlig i reformklubben, at de lærer den slags ting, hr. Gerner, — ja, og de med, hr. Sten, for den sags skyld? “ Oluf Gerner nikkede: „ Tror de? “ „ Ja, for naturligvis er de herrer medlemmer af reformklubben. “ „ Selvfølgelig “, svarede Oluf. „ Det var jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om “, bekræftede kandidaten. „ Nå, de vil jo ikke finde mange meningsfæller her på egnen — heldigvis — så nær som Levy — og så den gale Olsen. “ „ Hvem er Levy? “ spurgte Georg fra sin træstub. „ Hr. Levy er adjunkt ved den lærde skole — min kollega med skam at melde. Nå, det varer vel kun til en tid. “ „ De venter måske deres afsked, hr. Rasmussen? “ Spurgte Oluf. „ Nej, men jeg venter hans “, svarede theo- logen. og et hadefuldt træk lagde sig om hans tynde, blege læber. „ Og hvem er den gale Olsen? “ vedblev den nysgerrige Georg. Oluf kom kandidaten i forkøbet: „ Det er godsejeren ovre på Dyrsholm, en såre tlink og frisindet mand — en brillant fyr. “ Tteologen lo: „ Frisindet — ja, det må de nok sige. “ „ Hvad mener de med det? “ spurgte Georg. „ Ja — det kan vanskelig fortælles i dame- selskab. Kun så meget: det er en mand, der fører sine teorier ud i praksis. “ „ Det sked man da også “, mente Oluf. „ Hans malkepiger vil rimeligvis give dem medhold “, busede det ud af tteologen, der derefter så’ ud, som om han skammede sig, og skyndte sig at give samtalen en anden retning: „ Hvorledes står det ellers til i København? Hvad siger folk derinde til provisoriet? “ „ De blæser det et stykke “, sagde Oluf, hvis venstresind i grunden ikke stak synderlig dybt. Men Georg blev ivrig: „ Tværtimod, “ sagde han med et anstrøg af ironi. „ Det kunne have haft de betænkeligste følger. Jeg tør ikke svare for, hvad der var sket, om ikke førerne havde beroliget os. Jeg var selv til stede på et møde i den liberale vælgerforening den første April om aftenen. Der var propfuldt i salen. Vi stod på tæerne af hinanden og ventede blot på, at der skulle blive sagt til os: gå nu ud i staden og bryd brostenene op og byg barrikader og forsvar dem så i morgen, når det bliver lyst. Guds død, — vi havde gjort det, om det var blevet sagt til os. Heldigvis var førerne klogere. Professor Hannibal Petersen besteg talerstolen og holdt et langt, smukt foredrag. For guds skyld, gør ikke revolution! Således sluttede han. Så råbte vi hurra for professor Hannibal Petersen, og så lod vi være at gøre revolution! “ Og Georg lo bittert med knyttede hænder. For ham som for så mange af de unge stod spørgsmålet dengang mærkelig alvorligt — det hele ét knald eller fald. Også Rasmussen lo: „ Det var pænt af dem, at de lod være “, sagde han. „ Den politik er slet ikke morsom “, afbrød nu frøken Gudrun dem. „ Nej, den kan vi såmænd få nok af til dagligdags “, tilføjede frøken Ella. „ Folk vil snart ikke snakke om andet — og det er forskrækkelig kedsommeligt. “ „ Jeg har ladet mig fortælle, at der på søndag skal være stort højremøde ude i nørreskov “, sagde Fru Hartvigsen og så’ interesseret ud. „ Det kunne sandelig gøre godt i disse forvirrede tider at høre et kraftigt ord til forsvar for konge og fædreland. “ „ De har ganske ret, frue “, bekræftede kandidaten, der med ét følte sig som formand for byens konservative klub. „ Og heldigvis har vi vidst at sikre os ganske udsøgte kræfter. Her kommer både overretssagfører Steffensen — “ „ Den drukkendidrik “, mumlede Oluf. — „ og folketingsmand Jens Klausen. “ „ Den bondejolle “, indskød Georg sten. „ Så det skal nok blive et i alle retninger smukt og begejstrende møde. Jeg håber da, at damerne kommer derud. “ „ Ja, det kan de stole på “, forsikrede Fru Hartvigsen. „ Vi er da gudskelov højre. “ „ Å hvad, Fru Hartvigsen? “ spurgte Oluf med et smil. „ Jo, det kan de såmænd stole på, hr. Gerner “, forsikrede fruen. „ Ikkesandt, Gudrun og Ella? “ „ Jo—o “, forsikrede de unge piger, hvem det hele spørgsmål var ligegyldigt i en ganske overlegen grad. „ Det bliver rigtignok mageløst yndigt at høre overretssagfører Steffensen “, fortsatte fruen. Han skal føre sådan et nydeligt sprog. Jo, så sandelig kommer vi til mødet. Det er jo kun vor pligt. “ „ Det er alle danske kvinders pligt at støtte den gode sag “, sagde kandidaten, og det i fuldt alvor. Oluf og Georg så’ på hinanden og undertrykte deres smil. — „ Skal vi så tale om noget andet “, foreslog frøken Gudrun. Og hendes spæde stemme lød helt værdig og myndig, medens hun tilføjede: „ Sådan en måneskinsaften som denne er dog virkelig ikke tjent med at drukne i lutter politisk kævleri. “ „ Gudrun har ret “, sagde frøken Ella. „ I har godt af at høre et alvorligt ord “, niente Fru Hartvigsen. „ Ellers har i jo kun fjas og narrestreger i hovedet. “ „ Hvem der havde en citter og kunne synge “, vrængede kandidaten, der var alvorsmand på en Hals, og så’ op imod himlen. „ Med forlov “, sagde Georg — hans blik søgte frøken Gudruns. Og hun lod sit blik dvæle i hans uden at tage det tilbage. „ Med forlov “, gentog han. „ Jeg har ingen citter — men jeg kan vist alligevel synge en sang. “ „ Ah — en sang “, udbrød Fru Hartvigsen henrykt. „ En lille improvisation formodentlig, “ tilføjede kandidaten spodsk. „ Netop “, svarede Georg i en skarp tone. „ En lille improvisation. “ Og dette var usandhed. Thi han havde lavet visen, medens hans red ud til højbjærg, og føjet den til en bekendt Melodi. Nu sang han den: dagen er død, og lyset er slukt i midnattens sene time. Mørket fik med farverne bugt, med hver en lysende strime. — der lyder fra kvist en trille så trist, der dør blandt de dugvåde grene: ak, var vi blot to, så fandt jeg vel ro, mens nu jeg må sidde alene. Sunken er sol bag bakkernes hæld og bagom de dybe vande. mit hjertes sol — du opstår i kvæld med stråleglans om din pande. Den midsommernat, som gemmer min skat, alt klipper med øjnenes låge. Jeg venter på ny en dag, der vil gry — jeg er ung — jeg liar tid til at våge. — — Georg havde sunget sangen med høj og klangfuld røst. Ekkoet svarede fra de dybe skove og fra bakkernes skrænter på den sidste kækt udslyngede tone. Men ellers fulgte efter sangen dyb tavshed hos alle. De to unge piger så’ ned for sig, Gudrun var rød helt op i panden. Oluf så’ anerkendende på sin lyriske ven og kandidatens mundvige fortrak sig til et spydigt smil, medens han spurgte: „ Var den af dem selv elle]' af Øhlenschlæger? “ Fru hart vigsen rejste sig og rømmede sig betydningsfuldt: „ Nu er det vel bedst, vi kommer hjem. Natteluften bliver kold. “ Og hun rakte sin arm ud efter Georgs. Men Georg havde alt sikret sig frøken Gudruns følgeskab. Og kandidaten, der i sit stille sind bandede en lidet tteologisk ed, måtte tage den gamle dame på sin samvittighed. Han hævnede sig ved på vejen tilbage til hotellet stadig at holde sig så tæt i hælene på Gudrun og Georg, at intet fortroligt ord kunne veksles mellem de to. Georg måtte så nøjes med det sagte tryk af hendes arm som eneste tak for sangen til hendes pris. Og de mælede på hele turen ikke et eneste ord. Desto livligere gik det til i bagtroppen, der dannedes af Ella og Oluf. En gang, da Georg over skulderen keg tilbage, så’ han deres ansigter så nær hinanden, at det betænkelig lignede et Kys. Og yderlig irriteret af de to årvågne drager, der passede på ham og Gudrun, fortsatte han selv sin gang. — — ved hotellet sagde man hinanden farvel og godnat. Oluf og Georg svang sig atter på deres utålmodige heste. De unge piger tilviftede dem fra vinduet et allersidste farvel. Og så gik det i rask trav hjem efter ad den månelyste landevej, forbi sorte skove og dampende Enge. Georg, der ikke var nogen øvet rytter, var dødtræt, da han omsider kom i seng. Alligevel kunne han ikke sove. Vågen drømte han den korte, lyse julinat om frøken Gudruns gyldne hår og kornblå øjne. i. De Østby folk. Østby købstad — én af de middelstore blandt de østjyske byer — ligger gemt ved den inderste krog af den anselige bredefjord. Høje bakkedrag strækker sig nord og syd for byen og ligesom forputter den i en kedel. Lunt og fredeligt ligger den dér i læ med sine røde Tage, sine grønne haver. Mest er husene lave, de færreste har mere end to etager. Men gaderne er brede og godt brolagte og hist og her bryder en større og stateligere bygning småhusenes ensformighed: det smukke nye rådhus, der tillige er teater, og hvor de omrejsende selskaber spiller komedie, for ikke at glemme Østbys mest monumentale privatbygning, apotekerens gård, der ligger midt i hovedgaden og behersker alle omgivelserne med sine brede, velhavende stentrapper, prydede med gelændere af forgyldt støbejærn. — — mod nord og syd lukker skovene sig om den lille by, prægtig, knejsende storskov på de høje bakker. I sydlig retning slynger sig gennem udkanten af købstaden en lille å, over hvilken sønderbro fører. Og fra sønderbro løber den brede Kongevej videre, dukker ind mellem højdedragene og fortsætter hinsides dem sin bane ned ad grænsen til. Ud over sønderbro plejer Østbys beboere at pege, når de viser den fremmede omkring i deres gode stad: „ Derovre fra kom de — østrigerne, “ fortæller de. Og de beretter omstændelig om den lille bys mærkeligste begivenhed, som endnu mindes af alle de nogenlunde ældre, medens den overleveres som tradition til den opvoksende slægt — beretningen om træfningen ved Østby hin dag i marts 1864. — Oluf og Georg stod netop på sønderbro — dagen efter rideturen til højbjærg. De stod og passiarede med købmand Asmussen, deres fuldtro ven, der altid stillede sine heste til de unge menneskers rådighed — en villighed, for hvilken han ikke modtog andet vederlag end Olufs gode cigarer og så — naturligvis — det hæderfulde i omgangen med de to „ Kandidater “. Købmand Asmussen, der just ikke hørte til byens honoratiores, bildte sig ind, at det styrkede hans til tider lidt truede kredit, når han sås i selskab med borgermesterens søn og den unge, københavnske kavalér. Den brede, joviale borgermand havde kradset sin pibe ud og hældt den endnu varme og glødende Aske over broens rækværk ned i det rindende vand, hvor det shigtes med en sagte, hvislende lyd. Derefter pegede han med pibestilken mod de søndre bakker, over hvilke formiddagssolen lå i tæt flimmer af lys, og sagde alvorligt, næsten højtideligt: „ Ja, derovre var det altså, at de kom. “ Oluf trak på skuldrene, han havde hørt beretningen så mange gange før. Men Georg, hvem krigshistorier interesserede i høj grad trods hans antimilitaristiske anskuelser, bad Asmussen om at fortælle, og Asmussen var for god en østby-beboer til at lade sig nøde: „ Hin ja “ — begyndte han — „ det var altså i krigens år og drøje tider var det, kan jeg huske, skønt jeg da forresten kun var en snottet hvalp dengang — sådan en ellevetolv Års unge. Og større begreb om de dele havde vi drenge jo ikke. Vi vidste, at vores general var rendt med soldaterne fra Dannevirke, og at det var forkert. Og vi havde nok også hørt, at de havde banket fjenden ved sankelmark, men at det alt sammen intet hjalp. Ellers gjorde vi os ikke andre tanker derover, end at krigen, det var noget, der passerede langt borte og ikke kom os drenge ved. Og det gjorde den da for den sags skyld heller ikke. Så kom den ottende marts. Dagen i forvejen var der marscheret et regiment her igennem byen og nordpå. De sagde, det var første regiment, og at det var dem, der havde børstet østerrigerne af ved sankelmark. Herregud, hvor de så’ sølle ud, de stakkels soldater. De gik og frøs i deres bajstrøjer under de lange, grove og lasede kapper — og nogle af dem havde ikke andet end som træsko på fødderne. I spidsen gik der fire trompetere, der blæste af alle livsens kræfter. Det var nok denne her “ — Asmussen dannede et slags blæseinstrument af sin højre hånd og truttede: „ Gå fremad — gå fremad — vi jager fjenderne hjemad, “ „ Men det var sågu en ynk at høre på “, vedblev han sin fortælling. „ Og trætte og udasede så’ soldaterne ud. De havde vist gerne blevet lidt hos os og pustet ud og fået en dram. Men ordren lød: imod nord. Og de forsvandt deroppe mellem nørreskovens brinker, og lige til det sidste, vi kunne høre musiken, vedblev den at spille: gå fremad, gå frem — — men de gik sgu tilbage alligevel. Herregud, ja. I stedet for kom det ellevte regiment og et batteri og en smule dragoner og holdt byen besat. Så var det næste formiddag i skolen. Borgerskolen forstår sig, selvfølgelig gik jeg i borgerskolen. Og det var midt i en af timerne. Ude på gaden bliver der med ét blæst allarm, og læreren fra sideklassen kom styrtende ind til vores. „ Nu kommer de — nu kommer de, “ Råbte han. Og gud straffe mig, om ikke de endepiskere var helt hvide i ansigterne af forskrækkelse. Eller måske det bare var af fædrelandisk rørelse. „ Ja, så er det vel bedst, vi bryder af for i dag “, sagde den ene af dem. Ude på gaden lød hornsignalerne igen, stærkere end før. Og ud stormede vi drenge. „ Nu kommer de, — nu kommer de —, “ Skreg vi til alle folk, vi mødte. Vi syntes, det var bare sjov. Og havde man ellers gjort os immwhiwm 24 vores ret, så havde vi fået bukserne knappet ned. Jeg kan huske, vi var hernede — omtrent hvor vi nu står — da en deling af vores dragoner — den yderste forpostkæde — kom farende over broen, så det dundrede efter dem. De råbte og vinkede til os: „ Væk med jer, drenge, væk med jer. Hvad fanden har i her at bestille? “ Og videre galopperede de. De havde fanger imellem sig. To østerrigske husarer og en officer, som de sagde var Greve, havde de taget ude i forpostkæden. Han så’ helt snavs ud, den fyr — tværs over hovedet havde han et sår, der drev af blod. Det var en af vores jyder, der havde snubbet ham. Og greven ville begribeligvis smøre haser. „ Kan du bie lidt “, havde dragonen råbt efter ham. Og da den fine herre ikke forstod jysk, fik han den besked: „ Jeg skal den onde lyne mig lære dig at bie “, og så i tilgift et sabelhug, der gik durk igennem hjælm og pandebrask. Nå — det hørte vi, kan de nok forstå, først bagefter. Sådan lige i øjeblikket begreb vi kun, at der måtte være noget meget slemt på færde. Vores soldater puttede sig ind i husene her ved broen, og lidt efter kiggede der bøssepiber ud af alle vinduerne. og derovre — “ Asmussen udstrakte pegende sin arm: „ Derovre omkring søndermølle gav det sig til at blinke helt hvidt i solen. Mere og mere hvidt kom der i lange baner. Og den var jo tydelig nok. Det var de østerrigske bataljoner. Plif — plaf — sagde det derovre fra. Og pif-paf svarede det fra husene helvede broen. Det ene geværskud smældede af efter det andet. Så kom der et hult drøn derovre fra skovbakkerne. Det piftede og fløjtede gennem luften. Og det var den første granat, der sprang over Østby. Pokker havde taget ved mine kammerater. Der var ikke andre tilbage end hans Nicolaj — han, der nu er barbér henne på torvet, han var nu allerede fælt blodtørstig den gang — og så jeg. Vi løb bagefter dragonerne op ad Søndergade og om ad storegaden. Udenfor apotteket holdt generalen med sin stab. Det var nok forresten Max midler. Han bøjede sig frem over hestehalsen og kiggede betænksomt ned ad Søndergade. Og så red hele sylten ganske langsomt nord på. Så var der med ét noget, der sagde ligesom pladask bare en snes skridt fra os. Det var en granat, der sprang midt på gaden. og hans Nikolaj gav et hyl fra sig og skvattede lige i rendestenen. Der løb blod nedover kinderne på ham. — nå, det var nu ikke så farligt, kun en smule splint, der havde strejfet ham — men jeg troede jo, han var død, og jeg for afsted — hjem i den Sidegade, hvor jeg boede. „ Hans Nikolaj er skudt “, råbte jeg til fa’er. Og det kan nok være, jeg rystede i bukserne, da jeg så’ den gamles alvorlige ' ansigt. Han sagde forresten ikke et muk. Han så’ bare lidt på mig og så drev han mig af fuld kraft en flad øretæve: „ I skjul med dig, hvalp “ — kommanderede han så, „ og prøv du på at vise dig udenfor huset. “ — — så kom der tre timer, som jeg nok tror, jeg skal huske lige til det sidste. Østerrigerne lå jo på bakkerne i syd og vore egne på bakkerne i nord og de skød på hinanden tværs over byen, så at granaterne og kuglerne krydsedes over tagene. Og somme tider hændte det jo, at én af dem tog fejl og forvildede sig ind et sted midtvejs. Nå, østerrigerne var jo for mange, og vore soldater for få. Lidt efter lidt sagtnede det med skydningen. og en af naboerne kom listende ind til os. „ De siger, at østerrigerne har omgået vore oppe ved haraidsskær, og at Max midler trækker sig tilbage, “ fortalte han. Vi tav stille og så’ på hinanden. Vi var alle sammen forfærdelig blege. Og udenfor var det blevet så besynderlig stille. Så skingrede der pludselig ud af al den stilhed en lystig og munter tone — det var Trompeters lyd. Op ad storegaden kom et af de østerrigske regimenter marscherende med sit store orkester i spidsen. Jeg tror sågar, der var et halvthundrede spillemænd. Det var en hel koncert. Vi kom jo efterhånden ud af husene og fik kigget på fjenden. Død og pine, hvor de så fine ud i klæderne — de hvide uniformer skinnede, som om alle østerrigerne havde fået rene skjorter på samme dag. Og regimentsmusiken blev ved med sit bulder. Ja, herregud, det var rigtignok noget andet end vores stakkels, lasede jenser, med de fire sølle trompetere. Og jeg dumme dreng sagde til mig selv, at det var da ikke noget under, at vi ikke kunne stå os mod alle de flunkende stadsfolk. Naturligvis var det noget rent sludder. for østerrigerne — dem kunne det jo netop betale sig at slås med, såsom de ikke havde andet end forladegeværer ligesom vores egne og ikke disse djævleblændte ziindnadels-rifler, som prøjserne plaffede os ned med. “ Asmussen tav og spyttede dybsindigt i vandet som slut på sit lange, krigshistoriske foredrag. „ Hvordan var der ellers at være her i byen under østerrigernes indkvartering “, spurgte Georg. „ Å — sågu — de opførte sig for den sags skyld meget regederligt. Man må ikke sige andet. De var jo lidt slemme efter pigerne og sådan på de måder. Men ellers lod de os i fred, og så gav de endda vores døde soldater en rigtig pæn begravelse sammen med deres egne. Nej — så blev det rigtignok en anden sludder, dengang prøjserne afløste dem. Men det kan ellers kandidaten dér — Asmussen nikkede hen mod Gerner — fortælle dem om eller hans fader rettere sagt. For jeg tror nok, at borgmesteren fik prøjsernes kærlighed at føle. “ „ Ganske rigtig, Asmussen “, bekræftede Oluf. „ De slæbte ham helt ned til breslau og beholdt ham dér et fjerdingår, fordi han ikke ville hjælpe dem med at inddrive deres fordømte brandskatter “ — Georg stirrede i dybe tanker ud imod søndermølle. Det forekom ham, som om noget af krudtrøgen fra slagdagen endnu hang og drev i solhimret omkring de høje bakker. Og uden at han gjorde sig bestemt rede derfor, havde de krigerske minder i hans øjne forlenet den lille, stilfærdige by med en vis adel og poesi. Medens han side om side med Oluf drev tilbage gennem søndergaden, efter at de havde budt købmand Asmussen farvel, så’ han med større opmærksomhed end ellers på husene, ad hvis vinduer bøssepiberne havde blinket frem, ja selv på brolægningen, hvis sten havde givet gnister under dragonhestenes jærnbeslåede hove i det rasende ridt. Og han tænkte på sin vens fader, den høje, stive borgmester med den ranke holdning og det aristokratiske blik under de hvide, tætte øjenbryn, så’ ham stå rank og stiv overfor de preussiske officerer og rank og stiv lade sig slæbe bort i fangenskab hellere end at lystre fjendens ublu forlangender. Georg forstod med ét noget af denne konservative bys trofaste hængen ved det gamle, det overleverede. Det var jo en by med tradition og med minder, som krævede respekt. — men han ræsonnerede sig hurtig bort fra dette stemningsanfald. Jo mere byen hang ved det gamle, desto morsommere var det for unge, friske kræfter at røre lidt op i de stille vande. Det havde han og Oluf bestemt aftalt som hovedformålet for deres sommerferie — allerede før de rejste fra København. Endnu var de ikke rigtig begyndt — men det skulle nok komme. De smigrede sig med det håb, at de havde borgmesteren på deres side. Der sagdes nemlig, at den gamle embedsmand var liberalt anløben, som byens højreblad en gang havde udtrykt sig i misundelse over, at den radikale adjunkt Levy kort efter sin ankomst havde spist til middag i borgmesterens hus — to retter mad og dessert. — — vennerne drejede om ad en Sidegade, i hvilken byens venstreblad havde sit kontor og trykkeri. Udfør denne bygning var der en stemme, der råbte dem an: „ Måren, de herrer. “ „ God morgen, hr. Hansted-sørensen “, svarede Oluf med et nik. Indenfor et åbent vindue i stueetagen sad en mandsling med en spids næse og små kloge øjne bag duggede briller, iført en blå bomuldsbluse, og flikkede på en træsko. Det var redaktøren af „ Østby folkeblad “. Redaktøren var af profession og udenfor redaktionstiden træskomand og satte en ære i at drive dette demokratiske erhverv, der dog — efter ét i byen almindelig udbredt rygte — aldrig havde indbragt ham en øre, siden den tid, han slog sig på politiken. Hr. Hansted-sørensen så’ vist på Georg, der ligesom Oluf var standset udenfor vinduet. „ Forhåbentlig en meningsfælle? “ Han så’ spørgende på Gerner. Oluf nikkede: „ Fuldtud. “ „ Så glæder det mig at gøre deres bekendtskab “, sagde hr. Hansted-sørensen og rakte Georg en snavset næve, som han dog forinden havde tørret i forklædet. Der førtes nu et par minuter en lille, politisk konversation. „ Hvad siger så folk inde i København til disse herre provisoriummer “, spurgte redaktøren de to venner. „ Vi venter et ord fra landet “, svarede Georg. „ Her ude fra må bevægelsen komme, hvis det da er meningen at sætte hårdt mod hårdt, at rejse en folkehær mod det tyranni, der nu spiller herre i landet. “ Træskomanden nikkede med en hemmelighedsfuld mine. „ De skal sé, det kommer alt sammen “, forsikrede han. „ De jyske bønder kører nok med stude, men de vinder alligevel med. Forleden havde vi et møde i dalum forsamlingshus. Dér foretog vi en lille indsamling, der indbragte 37 kroner og 53 øre. “ „ Til hvad skal de penge bruges? “ spurgte Oluf. Hansted-sørensen, der lige havde hamret en pløk i træskoen, lagde nu arbejdet fra sig og bøjede sig ud ad vinduet. Hans øjne fik en lysende, fanatisk glans. „ De skal bruges til rifler “, hviskedee han ganske sagte, for at ingen anden skulle høre det. Uvilkårlig gav det et sæt i Georg. Skulle der virkelig være mere alvor i sagen herude i provinsen end hjemme i det lattermilde København, hvor man — gud bedre det — ikke turde tale om revolution af frygt for at komme i „ Punch “? Men straks efter tog han sig i det. Syvogtredive kroner — jo pyt — det skulle nok blive til noget. træskomanden kunne sé på hans ansigt, hvad han tænkte. „ Ja, ja — det er småt endnu, men det er i alt fald en begyndelse “, sagde han. „ Få de nu blot københavnerne til også at begynde — og lad os så først og fremmest sé at blive af med alle de folk, der kun er med os af beregning, og som aldrig vil vove pelsen. “ Hansted-sørensen satte sig på ny til rette i sin stol med et kort lille nik, som om han ville sige: jeg har talt, og audiensen er forbi. „ Ja, hvem sigter de i grunden til? “ spurgte Oluf. Redaktøren havde igen fået fat på sin træsko og hamrede løs. Uden at sé op fra arbejdet fremstødte han kort og hvast: „ Levebrødspolitikerne, først og fremmest levebrødspolitikerne. Dem bar vi for mange af. “ — „ Han er uvenner med sagfører Schinkel, skal jeg sige dig “,

1898_Blicher-Clausen_IngaHeine

Jenny

Inga Heine

Blicher-Clausen

Blicher-Clausen

Inga Heine

female

1898_Blicher-Clausen_IngaHeine.pdf

Jenny

Blicher-Clausen

dk

Inga Heine

En Nutidsfortælling

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

En lille halv mil fra Vesterhavet — netop så langt inde i landet og i læ af klitterne, at en skov kunne trives på sydsidén og gangene i den store have vokse sig tætte, lå den gamle gård » Klitholm «. Slægten Heine havde ejet den i de sidste hundrede år. Slægten var oprindelig indvandret fra Polen — den havde jødisk blod i sig — uroligt blod — kunstnerblod, — mest af den slags, som, uden selv at producere ud over det dilettantmæssige, har den sikre forståelse af al ægte kunst, den ejendommelig fine opfattelsesevne, som i sig selv er kunst. Inga Heines oldefader var den første, som købte Klitholm. Fra ham gik den i arv til sønnen, og senere til sønnesønnen, der faldt som frivillig i krigen 64. Den gang var Inga fleine kun få uger gammel og havde allerede ved fødselen mistet sin moder. Både hun og Klitholm havde været ilde farne, hvis bedstemor Heine ikke havde været. Men bedstemor Heine var der og bragte al ting på føde igen. Med beundringsværdig energi tog » den gamle frue «, som folkene kaldte hende, — skønt hun den gang næppe havde fyldt de tres — sig af bedriften og fik ved hjælp af en dygtig forvalter jorderne arbejdet op, så gården atter blev nogenlunde gældfri. Skete der uheld med en maskine, eller blev en af folkene syge, altid var den gamle etatsrådinde ved hånden for at hjælpe med råd og med dåd, og der var mange, som mente, at der sad mere end mands mod og vilje i hendes lille, spinkle krop. — Inga elskede hende lidenskabeligt og nærede, hver gang hun i de sidste år fik et af sine hyppige hosteanfald, en næsten sygelig angst for, at hun skulle dø. Der havde efterhånden udviklet sig et særlig inderligt forhold imellem disse to kvinder, som på en ejendommelig måde udfyldte hinanden. De kunne være forskellige i deres livsopfattelse, men i grundsynet var de enige, og kom det undertiden til en lille rivning imellem dem, — som når Inga ville udelade det lille » von « foran navnet, og den gamle erklærede, at det aldeles ikke gik an: det var at håne sine forfædre i deres grave, var man så lykkelig at være af god oprindelse og lidt finere ekstrakt end folk i almindelighed, så havde man at skønne på det og bevare traditionen, medens Inga erklærede, at hun ikke brød sig det ringeste om danske Ahner eller tyske von’er, — så endte det dog altid med, at hun slyngede armene om bedstemor Heines Hals, hvor de små hvide nakkekrøller stak koket frem under kappen og forsikrede, at siden det var hende så meget om at gøre, skulle hun såmænd gerne beholde sit » von «. Til gengæld strakte den gamle etatsrådinde sig så vidt, hun kunne i forståelse af Ingas moderne ideer, som hun ofte rystede på hovedet af, men hørte på med ube stridelig. Interesse og en for hendes høje alder mærkelig åndelig spændstighed. Straks Inga bestemte sig til at tage studenter-examen, fandt den gamle rigtignok, at det var noget af det absurdeste, hun havde hørt og ikke langt fra at være upassende, men da hun havde givet sit samtykke, lagde hun hende heller ikke et halmstrå i vejen og skjulte tappert den grænseløse tomhed, hun følte i de fire år, hendes yndling opholdt sig i byen og kun var hos hende i ferierne. Hun levede i den tid på brevene, hvori Inga holdt lange samtaler vedlige med hende og med stort liv fortalte løst og fast der inde fra. Til langt ud på natten sad bedstemor Heine og besvarede disse breve i deres mindste enkeltheder, så længe hendes gamle øjne mægtede at gøre tjeneste; og ingen var stoltere end hun, da Inga blev student med første karakter. Hun havde allerede forberedt sig på et fortsat studium ved universitetet, men så fik hun en dag et underligt brev. Det begyndte således: bedstemor Heine! Jeg har haft en mærkelig oplevelse! — jeg sad i auditoriet og hørte en filosofisk forelæsning. Så kom der en solstråle og begyndte at danse op og ned på bænken foran mig. Den smuttede ind ad det høje vindue bag ved mig og faldt på skrå hen over kattederet. Jeg kunne slet ikke få fred for den solstråle 1 den endevendte alle filosofiske begreber og hånede al logik. Den dansede op og ned for mine øjne og sagde bestandig det samme: » Der er forår ude! martsvioler på gærdet! Jeg har varmet, jeg har kysset hver evige en. Der er marts violer ude! Forår! Forår! « Jeg hørte ikke et ord af forelæsningen mere, men i steden for sad jeg og fik den inderligste lyst til at ælte i vådt ler. — du husker nok, det var min bedste fornøjelse som barn, da jeg altid gik med sølede fingre og lavede de underligste figurer af leret jord. — men jeg tror aldrig, lysten til at rode i vådt ler har været stærkere hos mig end den formiddag! Jeg fløj ned ad universitetstrappen, da forelæsningen var forbil jeg glemte mine bøger i forhallen og fik kun den ene handske på! Jeg spurgte den første den bedste, jeg mødte: » Å, kan de ikke sige mig, hvor jeg kan få noget vådt ler? « folk lo ad mig; de troede vist, jeg var gal! Men endelig var jeg da så heldig at komme forbi et sted, hvor en stor bygning var under opførelse. Jeg vovede mig ind på pladsen, skønt der stod » forbudt « alle steder; og jeg har aldrig følt mig så lykkelig, som da jeg kom hjem med et stort stykke vådt ler i favnen. Jeg satte mig ned og betragtede det, — jeg klappede det — jeg borede mine fingre ind i det! Og så sang det hele tiden i mig: » Det er forår! Forår! Der er martsvioler på gærdet! « —jeg kom til at tænke på egnen der hjemme en forårsdag, når sneen smeltede, og det grønne stak frem. Jeg kom til at tænke på dagligstuen, når solen skinnede på de gule Krokus i vinduskarmen; — men mest tænkte jeg på dig, min egen, kære gamle! Du, som er det allerbedste, jeg ejer. Og alt som jeg tænkte, begyndte leret at forme sig i min hånd til de kendte fine træk: — den smalle pande med de hvide lokker ved tindingerne, de store klare øjne, den bøjede næse og den lille indfaldne mund med de bestemte linjer. Og det lignede dig virkelig! Bedstemor Heine, det lignede dig!------ jeg svøbte dig forsigtig ind i mit lommetørklæde og gik lige op på modelskolen. Jeg ringede på og spurgte, om de kunne bruge mig som elev. Der blev spurgt, om jeg havde noget arbejde at fremvise. Jeg svarede, at jeg kun havde et, som jeg havde taget med mig. Men tænk dig så min forfærdelse! Da jeg tog tørklædet til side, var der gået et stykke af din næse! Jeg må vist have set så fortvivlet ud, at jeg blev komisk, for damen, som lukkede mig ind, lo højt, og professoren, som netop kom frem i døren til undervisningssalen, stemte i med. — » Vi må se at få den næse på igen «, sagde han og holdt stykkerne sammen. Men da han hørte, at det var mit første arbejde, blev han pludselig opmærksom. — » De har talent, frøken «, sagde han. » Jeg antager dem som elev «. — jeg kunne have faldet ham om halsen for de ords skyld; men jeg holdt mig jo i skindet! — nu har jeg givet alle studierne løbepas og sidder hver dag på elevskolen og modellerer; — men også hjemme arbejder jeg i ler, og det er de dejligste timer i mit liv! Så fortæller solen mig om foråret derhjemme, om vestervovvov bag klitterne, om violerne og om dig, og jeg længes blot efter den tid, da jeg kan komme hjem igen og arbejde helt på egen hånd. — vær nu ikke vred, fordi jeg har opgivet studeringerne! Jeg ved nok, at du i tankerne havde set mig som en an den Sonja kovalevsky, fordi jeg havde særlige anlæg for mattematik; men hvem kan bryde sig om mattematiske opgaver, når sjælen vågner og for første gang føler, hvad den vil? Hvem kan tænke logisk, når kunstnerilden gløder i ens hjerne og brænder alt andet ud til stakker! « — den gamle etatsrådinde sukkede dybt, da hun lagde brevet bort. » Det er en sørgelig misforståelse, det hele «, sagde hun. » Barnet er kommen ind på en skråplan, meget værre end den første. Det er indbildning alt sammen. Der fødes ingen kunstnere nu om stunder — mindst iblandt kvinderne. « — men til Inga skrev hun! » Gør som du vil, når du blot kan blive lykkelig ved det. « — » Jeg er lykkelig « blev der svaret tilbage, men jeg savner din sympatti. Lad mig få lov til at fortælle dig om mit arbejde, så vil du også lære at forstå det. « — og så begyndte igen den daglige brevskrivning imellem de to. Længere og længere blev brevene, mere og mere var der, som skulle besvares. Bedstemor Heine skød brillerne op og ned, pudsede glassene i det uendelige og tog den store gamle lampe frem fra skabet for at få dobbelt belysning, men øjnene ville alligevel ikke gøre tjeneste, linjerne blev altid skævere, og brevene altid kortere. — så blev Inga Heine pludselig overfalden af en stærk angst for, at den gamle etatsrådinde skulle være bleven alvorlig syg. Hun pakkede i en fart sin kuffert, sagde skolen farvel og kom en skøn dag atter kørende til Klitholm. — » Min egen, egen bedstemor Heine! « sagde hun og slyngede armene om den gamle dames Hals. » Jeg har været alt for længe borte fra dig; men nu rejser jeg aldrig fra dig niere. « — og bedstemor Heine græd af glæde, så brillerne faldt af og røbede den matte hinde, som havde lagt sig over hendes før så hare øjne. — » Dit syn er blevet lidt svækket «, sagde Inga, » men jeg har gode øjne, jeg kan se for os begge. « — og så flyttede hun sine bøger ind i dagligstuen og sad hele dagen og læste højt for den gamle eller gik lange ture med hende i haven. Meldte lysten til at modellere sig, betvang hun den straks; det var ligesom hun følte, at hun havde forurettet nogen ved så længe at gå op i arbejdet for sig selv; nu skulle det gøres godt igen og gøres for alvor, så der var mening i det. — i et halvt år rørte hun ikke sin modellerpind, skønt den gamle etatsrådinde flere gange opfordrede hende til at tage fat igen. » Nej, arbejdet har haft mig så længe; nu skal du have mig, « svarede hun. — og edderkopperne spandt fine tråde imellem de små Buster af ler og gibs, som stod i det lille aflåsede værelse ved siden af dagligstuen; ingen hånd dækkede dem af eller gjorde dem færdige. — i den sidste tid havde Inga Heines tanker desuden taget en hel anden retning. Hendes af naturen livlige og af stedomgivelserne stærkt udviklede fantasi havde pludselig fået rigt stof til arbejde på et område, hvor den frit kunne boltre sig, fordi virkeligheden der endnu ikke havde stillet den grænser. Der var kommen en ny doktorfamilie til eg nen, en meget lille og stilfærdig familie, bestående af mand, hustru og en fireårs dreng. Derved var intet mærkeligt. Men rygtet, dette travle insekt, som aldrig er arbejdsløst, var gået forud for familien og havde meldt noget om, at doktoren en gang havde siddet i fængsel — hvorfor vidste man ikke. Nogle gættede på brandstiftelse, andre på falskneri, atter andre på en sædelighedsforbrydelse; •— dog ville de, som kendte de nærmere omstændigheder, vide, at den første gisning var den rette. — men hvad kunne have fremkaldt en sådan begivenhed i denne mands liv? Hvad kunne have drevet ham til en handling, som pludselig bragte ham i konflikt med landets love? Det var disse spørgsmål, Inga atter og atter tumlede med. — hans karakter måtte være nobel, det sluttede hun deraf, at han, som rygtet gik, havde meldt sig selv for retten. Og ét var hun idar på: hun agtede ham, fordi han havde båret sin skam og ikke var gået udenom straffen. Nu havde han været en hel måned der på egnen, uden at det endnu var lykkedes hende at få ham at se eller blot tilfældig at møde ham. — » Jeg tror, den mand må have en hvid pind i munden, « sagde hun somme tider og lagde så lidt utålmodig til: » Jeg længes dog så meget efter at se ham. « — » Hvorfor gør du egentlig det? « kom det lakonisk henne fra bedstemor Heines lænestol. — » Å, her er såmænd ikke for meget af det ualmindelige her på egnen, og du kan da sige dig selv, at han ikke er noget almindeligt menneske. « — » Så—å? Hvoraf slutter du egentlig det? « — » Almindelige mennesker begår ikke forbrydelser. « — » Da takker jeg gud, at jeg hører til de almindelige mennesker. « — » Å, bedstemor Heine! Du ved godt, hvad jeg mener. Han interesserer mig, derfor vil jeg kende ham. « — » Man gør altid bedst i at holde den slags folk lidt på afstand. « — Inga vendte sig om med en sådan hast, at det gav et sæt i den gamle dame. » Det mener du ikke, bedstemor Heine! Du er alt for god, alt for kærlig til at mene det! Eller ville du virkelig holde ham borte fra dit hus, fordi han har haft en hårdere skæbne end nogen af os andre? Kunne du virkelig nænne at vise ham mistro for en synd, som har haft straf nok i sig selv? « — bedstemor Heine skød brillerne op i panden og rømmede sig lidt forlegen: » leg ville naturligvis ikke betænke mig på at tilkalde ham, hvis vi blev syge, — hvad gud.forbyde! — men iøvrigt deler jeg ikke din begejstring for straffede personer. De har været farlige for samfundet og kan blive det igen. Der er alt for megen falsk humanitet oppe i vore dage. « Og strikkepindene klirrede lidt ivrigere imod hinanden, end de plejede, — så ivrigt, at Inga tav; men hun følte sig på ingen måde overbevist. Det var forår! I lystige små bække løb snevandet ned ad bakkerne, sprøjtede imod gærderne og stod stille i grøfterne. Lærken havde ladet vente ualmindelig længe på sig i år, og sneen havde ligget til først i April; men nu var foråret også kommen på en eneste dag i et vældigt tøbrud med skinnende sol og høj himmel. Vinden gled lunt gennem luften, og solen smeltede og smeltede, så det drev fra træernes knopper; den smeltede sneen af tagene, den kyssede violerne frem fra grøftekanten og varmede skovbunden, så bukkar og anemoner kom frem i tusendvis. Spurvene kvidrede, lærkerne sang, og fra tagene meldte stæren sin ankomst. — så kunne Inga ikke sidde stille mere. Hun tog sin bløde filthat på, kastede en kåbe over armen, fløjtede ad sin hund — en lille, skævbenet grævlingehund — og gik over Marken ind i den lille skov, som hørte til gården og fuldstændig dækkede den ene side af en temmelig høj bakke. — hun kittede kjolen op og sprang som en kat over grøfter og gærder op ad bakken, til hun nåde en grøn skrænt i skoven. Der satte hun sig på en fældet træstamme og sang og fløjtede, så højt hun kunne, medens hendes friske, unge ansigt strålede af forårsglæde. Grævlingehunden stod foran hende og gø’de i vilden sky. Det var en ordentlig koncert, der lød helt ud til den gamle Bonde, som pløjede jorden på den anden side skoven. Han standsede ploven et øjeblik og lyttede med hovedet lidt på skrå—: » Det er nok studenterfrøkenen, der etude, « sagde han med et lille smil og satte sindigt ploven i gang igen. Men » Studenterfrøkenen « var sprungen op og stod nu og så ned over skrænten med det fine, bløde Mos, der krøllede sig i fugtig glans, så lysegrønt og forårsungt. Hun kunne ikke modstå lysten til at være barn igen, men lagde sig ned i græsset, så lang hun var og trillede nedad skråningen med hunden gøende efter sig. Lysten var kommen så pludselig over hende, og beslutningen var fulgt så hurtig efter, at hun ingen ting sansede eller samlede, før hun standsede ved foden af bakken, netop som en mand passerede skovstien ved siden af. Hun blev siddende et øjeblik i græsset og lo, lo så tårerne trillede nedad hendes kinder, lo, så han måtte le med og syntes, at han aldrig havde hørt så hjertelig en latter. Så sprang hun op og begyndte varm og forpustet at børste mosset af sin kjole. — » Jeg tror, jeg var gal i « sagde hun, men lo endnu. — han spurgte høflig, om hun ikke havde stødt sig. » Nej, vist ikke, « svarede hun, halvt ærgerlig og lidt forlegen: » Det var lutter kådhed, — jeg glemte, at jeg ikke var barn mere. — det vejr kan jo gøre en tosseti « ---------han så næsten misundelig på hendes friske ansigt og sagde med et lille suk — halvt åndsfraværende: » Ja, det er smukt vejr i dag. « » Smukt! Det er storartet vejr vidunderligt vejr! Et vejr, som kan få en til at stå på hovedet af lutter fornøjelse. « — » Ja, jeg kunne se, at det virkede således på dem, « sagde han og smilede. — hun lo igen, og han vedblev at se på hende; — til sidst følte han godt, at hans blik blev stirrende, men alligevel kunne han ikke drage det bort. — » Hvad ser de sådan på mig for? « spurgte hun med en utålmodig bevægelse af hovedet. — » Å, undskyld! « sagde han: » Jeg så på deres øjne. « — » Er de så mærkværdige? « — » Ja, de er netop mærkværdige. Jeg synes, jeg skulle have kendt dem — ja, jeg har bestemt set dem før. « — hun lo igen — det var en kort, frisk latter. — » Mig har de aldrig set, « sagde hun, » så antager jeg heller ikke, at de har set mine øjne. « — der kom et besynderligt udtryk i hans ansigt. » Ja, hvem kan vide « — sagde han; men opfangende hendes hurtige blik, tilføjede han med en betegnende håndbevægelse: » Nej, der er ikke noget i vejen her oppe. « Hun standsede og satte et par anemoner i sin hat, medens hun lod ham gå foran på skovstien. » Det er en højst besynderlig måde at stifte bekendtskab på, « sagde hun; men da hendes øjne i det samme faldt på hans brede ryg og det mørke, lidt til siden hældende hoved, slog det ned i hende: jo! hun havde også set ham før —! Hun kendte denne skikkelse, — hun vidste blot ikke hvorfra, og det var hende senere ikke muligt at komme på spor derefter. » Tror de på en forudtilværelse? « sagde hun brat. Hun faldt altid med døren lige ind i huset. Han smilede. » Jeg ved, hvorfor de spørger, « sagde han. — » Hvorfor da? « — » Det er, fordi de synes, at de også har set mig før. « — » Nej, jeg har ikke! Det var bare deres nakke — « » Og det var bare deres øjne — « » Men det er jo noget afskylig uhyggeligt noget! « Han vendte sig om. » Ved de, hvem jeg er? « sagde han, og der kom noget stikkende, næsten mistænksomt i blikket. Hun følte sig ilde berørt, men lo det bort igen. » Vel ved jeg det, « sagde hun, » De kan ikke være nogen anden end den nye doktor. « — » Hvorfor ønsker de mig da ikke velkommen? « — » Fordi jeg holdt så meget af den gamle doktor, som døde, at jeg ligefrem ikke kan lide tanken om, at han har fået en eftermand. « » Det er kedeligt for mig — som uskyldig er bleven det. « — hun smilede muntert. » Ja, men kan de alligevel ikke nok forstå, « sagde hun, » at når man har gået ud og ind i et hjem i mange år og holdt af dets beboere, så må man først vænne sig til at se det i andres besiddelse? Og jeg holdt så meget af de to gamle, som døde kort efter hinanden. Jeg skal sige dem: gamle folk og hunde, det er noget, jeg ikke kan stå for i « — » Da er det rigtig uheldigt, at min kone og jeg ikke er gamle. « — » Er deres kone elskværdig? Ja, det er hun naturligvis. « Han vendte sig bort. » De kan jo komme og dømme selv, « svarede han noget kort. » Tak, ja, det vil jeg også. Men hvorfor spørger de slet ikke om, hvem jeg er? « hun så lidt nysgjærrig! på ham. — » Det behøves ikke. De er naturligvis » Studenterfrøkenen «. — » Hvorfor er jeg naturligvis det? Jeg kunne ligeså godt være en anden. « — » Nej, de kunne ikke. « — han standsede et øjeblik og så på hende. Skikkelsen var lille og fin, men karakteristisk i sine bevægelser, og af dem, man huskede. Øjnene var store og kloge, blikket sydlandsk ildfuldt. Det korte, sorte hår krøllede stærkt i nakken og ved tindingerne, en stærkt udfaldende krave viste, hvor frit hovedet sad på halsen; munden var stor og frisk og meget udtryksfuld, næsen havde gjort en pæn lille begyndelse til at blive bøjet, men havde fortrudt det på halvvejen og var endt med et lille sving op efter. Det var denne lille stridbare næse, som med sit præg af kraft og frejdighed gav hele ansigtet karakter. — den næse havde været den gamle etats-rådindes sorg bestandig. Til Inga var seks år gammel, troede hun endnu, at den ved behørig røgt og pleje kunne få den fine, aristokratiske form, den oprindelig syntes at være skabt for, og hun gjorde, hvad hun kunne for at sætte skik på den. Hver mørkning, når Inga sad ved hendes fødder, og hun fortalte sin lille yndling eventyr, strøg hun utrættelig med tommel- og pegefingeren nedad hendes næse, og bøjede den hver gang lidt i spidsen med et energisk lille ryk, der skulle sige så meget som: » Jeg får nok bugt med dig alligevel. « men den stridbare lille næse ville sin egen vej, og redningsforsøgene måtte opgives. Etatsrådinden sukkede endnu, når hun så på den og mindedes med skam sit nederlag. — » Men så er der da det gode «, trøstede hun sig igen, » at man slet ikke sporer den jødiske oprindelse. « Doktoren måtte have tænkt på det samme, for han sagde pludselig: » Det er i grunden besynderligt, at de er en Heine. « — » Hvorfor det? « — » Å efter deres ydre at dømme — « » Nå, jødeblodet mener de. — ja, de synes vel, min næse er alt andet end jødisk? « — han lo. » Men de er vel alligevel « — » i familie med digteren Heine, « faldt hun ind. » Ikkesandt? Det var det, de ville have sagt. Lad mig bare få det straks. Jeg er vant til turen. Jeg har fået det spørgsmål, fra jeg næppe kunne tale. Jo, vore tip-tip-tipoldeforældre var akkurat samme personer. Men jeg har forresten stamtavlen liggende hjemme. « » Jeg har ikke spor af interesse for stamtavler, og jeg ville slet ikke have spurgt dem om Heine. « — » Ikke det? « — hun så opmærksomt på ham — » hvad ville de da have spurgt om? « — » Jeg ville • is kun have sagt, at de har sydlandsk blod i dem. Det mærker man straks. « — hun gik hurtig ved siden af ham. Så sagde hun på én gang: » Hvad ville de egentlig herovre — i det yderste Thule? « — » Være læge for fiskere og bønder. « — » Ved de af, at her er meget ensomt, næsten for ensomt for mennesker, som ikke er fødte her? « — » Her kan næppe være ensomt nok for mig. « Hun undgik at se på ham, men gættede sig til udtrykket i hans ansigt og lod, som hun ikke forstod det. —• » Hvad gav dem først mod på vester-havsegnen? « henkastede hun. — han standsede. » Det var noget som en flugt, tror jeg. Det var et Spring ud i åben sø; — men jeg trængte til søen. « Hun tav et øjeblik, så sagde -hun ligesom afledende: » Synes de om befolkningen her? « — » Ubetinget om fiskerne, mindre om bønderne. De bruger for mange gudelige talemåder. « Hun gjorde et lille glædeshop hen ad vejen: » Å, hvor jeg godt kan lide dem for den udtalelse! Det er netop også min mening. Jeg får næsten kvalme af den slags. Nej, fiskerne, det er mine folk! De snakker ikke, men handler. Det hedder blot: redningsbåden ud! og så står de der på pletten alle sammen. De har taget mangen en god mundfuld fra vestervovvov, så det har brølet mange dage efter. « — » Ja, det er prægtige ansigter, der sidder på de mennesker. « Hun så op. Egentlig syntes hun også, der sad et prægtigt ansigt på ham. Der var i dette øjeblik et underligt udtryk af lidelse i det, skønt han stod tilsyneladende ligegyldig og slog ukrudt ned med sin lange spadserestok. Hun tænkte på alt, hvad hun havde hørt om ham, men hun sagde ikke noget. De gik videre i tavshed, indtil de kom til vejen, som drejede ind til doktorboligen, » Ja, jeg tør vel ikke opfordre dem til at følge med ind? « sagde han og strakte hånden ud imod hende. Hun kunne ikke modstå lysten. » Jo hvorfor ikke? « sagde hun. » Jeg skal jo alligevel se de gamle Stuer i en anden dragt. « — han smilede. » De overvinder altså deres fordom? « — » Ja, det gør jeg «, sagde hun og trådte rask ind igennem den lille låge, han åbnede for hende. » De sagde før, at de ikke kunne stå for gamle folk og hunde. Gamle folk kan jeg desværre ikke byde på, men en hund har jeg, som det er værd at se. Måske de kan blive gode venner med den, « sagde han godmodigt. — » Det var morsomt! Hvad er det for en slags hund? « — » Det er en ægte newfoundlænder. « •— » Å nej, det er da ikke sandt! Jeg har i mange år været på spor efter sådan en fyr, men har ikke kunnet opdrive den noget sted. Og deres har vel ingen hvalpe? « — » Nej, Fenris har kun én hvalp, og han er tobenet. Nu skal de straks se dem begge. « Der gled et lyst udtryk hen over hans ansigt, medens han sagde det og lod hende gå foran gennem forstuen ind i dagligstuen, hvis dør stod på klem. » Vær så god at sidde ned «, sagde han, » så skal jeg straks hente monsieur Fenris. « Hun satte sig ved vinduet, som stod fuldt af Krokus og hyazinter og lod med en egen vemodig følelse blikket glide rundt i det kendte værelse, som nu forekom hende så fremmed. Den gammeldags stue med de stive, hestehårsbetrukne møbler, der havde ståt opstillet langs væggene med nøjagtigt samme mellemrum, den underlig gamle stue, hvor gøgen kom frem over det bornholmske stueuhr og galede ved hvert timeslag, og hvor der altid lugtede af røgelse, var pludselig bleven forvandlet til et moderne københavnsk hjem med polstrede møbler, små vægdekorationer, japane-siske tallerkener og nipserier alle vegne. Her var nok af alt, og dog manglede der noget — noget som kunne give det hele karakter; alt var ligesom samlet på må og få, opstillet i flæng, uden kærlighed eller synderlig smag. Inga bemærkede det og henførte instinktmæssig denne mangel til husets frue, men sprang så atter med sin tanke tilbage til doktoren. — hun tænkte på, hvor forskellig virkeligheden havde været fra det fantasibillede, hun selv havde skabt af en lille undersætsig mand, — lidt skaldet, med stærkt buskede øjenbryn og et skarpt, klogt blik. Hun havde mødt en høj, duknakket skikkelse med stærkt markerede træk og tæt, manket hår. Kun øjnene lignede. De havde det på én gang kloge og sky blik, som hun på forhånd syntes, hun kendte. De så alt for lidt op, men når de gjorde det, var blikket absolut fængslende og ejendommelig sjælfuldt. —nej, hvad det så end var, han havde gjort, at det ikke var noget som plettede karakteren, følte hun sig overbevist om! Og hun nikkede triumferende ved tanken om, hvilket slag hun skulle slå for ham hjemme hos bedstemor Heine! — hun blev afbrudt i sine betragtninger ved, at døren lige over for hende gik op, og ind marcherede med logrende hale og store, gravitetiske skridt en mægtig grå newfoundlænder, bærende en lystig lille krøltop på sin ryg, — hunden og drengen var som støbte sammen og begge var så formskjønne, at hun med sin levende kunstsans i fyr og flamme uvilkårlig slog hænderne sammen og udbrød: » Nej, hvor de er dejlige begge to 1 og hvor de passer sammen i « Hun så slet ikke doktoren, som var fulgt med ind og nu med øjensynlig stolthed iagttog det indtryk, de gjorde på hende. Hun gav sig straks sin hundekærlighed i vold og lå allerede på knæ foran Fenris med fingrene begravet i hans tykke Pels. » Ja, snus du kun til mig, « kælede hun, » Du er jo en prægtig fyr, som sådan kan være hest. « — » Mig også — prægtig fyr, « sagde en lille stemme med skuffet klang, og drengen, som åbenbart følte sig lidt tilsidesat, gentog, idet han militærisk rettede sin lille ryg: » prægtig fyr! « — » Ja, det har du rigtignok ret i «, sagde hun. » Prægtig fyr! Lad mig se, hvor godt du kan ride. « — og ofrende sin muffe til Fenris, som søgte at tilvende sig den ved små hurtige snap, fløj hun rundt i stuen under drengens jublende råb og sin egen lystige latter. Hun lagde ikke mærke til, at døren igen gik op, og en slank kvindeskikkelse gled stilfærdig ind ad den. Først da hun sank forpustet om på en stol, overladende muffen til Fenris, som triumferende ruskede i den, og den stilfærdige dame rolig tog den fra ham med et advarende: » Tag dig i agt i du ødelægger jo helt damens muffe «, opdagede Inga hende og rejste sig hurtig. — » Undskyld fruel hvad må de tro om mig, at jeg støjer således rundt i deres hus, første gang jeg er her! De må jo tænke, at jeg ikke er rigtig vel forvaret. Men jeg forsikrer dem: det var deres skyld alt sammen «, — hun pegede på drengen og hunden, — » de er virkelig for dejlige! « Der gled et smil hen over damens smukke, ubevægelige ansigt, men hun svarede ikke noget. Inga vendte sig til doktoren med et hurtigt: » Undskyld! « og skyndte sig at sætte sin skindhue, som under legen var gleden helt ned i nakken, fast igen. » Her er ikke noget at undskylde «, sagde han og så lige på hende: » Det klædte dem så godt. « Det slog hende, hvor de øjne var smukke — og blikket på én gang klart og klogt. Hun rakte fruen hånden og sagde halvt spøgende: » Det er rigtignok en underlig måde at introducere sig på; men vi folk fra vestkysten er nu én gang ikke anderledes. Vi går lige på ligesom vestervovvov og kender ikke til formerne. De må tage os, som vi er. « Fruen svarede kun med et konventionelt: » Velkommen! « og så gik samtalen i stå. » Er det ikke en stor forandring for dem at være kommen her over? « spurgte Inga lidt efter med et forsøg på at genoplive den. » Å jo, — man savner byen. « — » Har de bot i København hele tiden? « » Ja, lige til « — damen rødmede og så rådvild over på doktoren, som ikke mødte hendes blik — » lige til vi blev enige om at flytte bort «, kom det oplysende. « » Nå ja — naturligvis «, svarede Inga og spurgte sig selv, hvad hun egentlig mente med dette meningsløse » naturligvis. « Samtalen var atter gået i stå, men nu kom fen-ris hende til undsætning. Der var intet, Fenris kunne stå mindre for end en lystig leg, og den følte sig så ubetinget tiltalt af denne unge dame, som uden at ane, hvilken ubrydelig stilhed der plejede at herske i disse Stuer, straks havde tilbudt sig som god kammerat til en leg, at den nu plantede sig foran hende og anbragte begge sine store poter i hendes skød, læggende hovedet koket på siden og venskabe-ligst indbydende til en kjæletur. Inga var ikke sen til at tage imod invitationen. Liun idøde den bag ørene og gned den på snuden: » Nej, du er dog en ualmindelig dejlig fyr! « sagde hun. » Sikken en bringe du kan fremvise! Nå — jeg skal have én pote til! Tak min basse! « » Han er min basse «, lød igen den lille stemme ved siden af og en meget bestemt lille buttet barnehånd lagde sig på hendes knæ. Inga lo så hjertelig, at doktoren måtte le med; og selv den stilfærdige dame begyndte på noget, som kunne ligne et lille tilløb til latter. Men da vendte drengen sig om og så på hende med et par store øjne. » Mor ler! « sagde han i en tone midt imellem fryd og forskrækkelse. Og pludselig tav al latter. Der blev så stille i stuen, at man kunne høre en nål falde. Følelsen af noget usagt og dog pinlig berørt lagde sig over de tre i stuen og gjorde, at deres blikke uvilkårlig undveg hinanden. Inga følte det, som om hun ufrivillig var kommen til at høre og se mere, end hun skulle; men følgende en af sine øjeblikkelige indskydelser, bøjede hun sig ned og kyssede drengen, som svarede med at slynge armene om hendes Hals. » Nu skal jeg sige dig noget, Kai «, sagde hun og rejste sig op » Jeg har ikke sådan en dejlig storhund som du, men jeg har en rask lille hest, som rigtig kan trave. Den skal jeg spænde for ponyvognen og komme her over og hente dig, så skal vi køre en lang tur sammen, og Fenris skal få lov til at køre med; den har godt af at røre benene. Hvad siger du til det? « » Hurra! « råbte drengen; og Fenris sagde » Vov 1 « på en måde, som tydelig nok afskar enhver indvending. » Må jeg ikke nok bortføre de to en gang imellem? « sagde Inga, henvendt til doktoren. » Så tit de vil, frøken. « — » Tak! « — » Selv tak! « » Ja, nu må jeg gå « — hun rakte ham hånden. — » Bedstemor Heine har vist længe ventet på mig. — farvel frue! Det ville glæde os at se dem på Klitholm. Og dem med, doktor — ikke i egenskab af læge, da er vi helst fri naturligvis, — men ellers — så tit de vil. « Hun lukkede døren op til forstuen og vendte sig på tærskelen for endnu en gang at klappe Fenris; — men denne tilnærmelse tog hendes lille grævlingehund, som trofast havde holdt vagt udenfor, hende højst unådigt op. Den stak i et rasende hyl og skurede i sin arrigskab på bagen tværs hen over det glatte forstuegulv på en så uimodståelig komisk måde, at tilskuerne kun kunne se på hinanden og le — denne gang betydelig friere end før. » Nå! De firbenede sørger da for at ryste vore lunger «, sagde Inga og smuttede ud af døren, stadig akkompagneret af hundens hidsige gøen. Hun vendte sig om i gården og råbte tilbage: » Næste gang kommer jeg kun med ponyen — den er frommere. « og doktoren svarede fra den åbne dør — han stod med Kai på ryggen og Fenris ved siden af —: » De må ikke vente forlænge! Vi længes allerede. « Mange år efter kunne hun se det billede levende for sig! Manden med det ejendommelige, lidt dukkende hoved, som livet havde bøjet, drengen sprællende på hans ryg, hunden med begge forpoter oppe på siden af ham, seende hånligt ud efter sin arrige lille angriber, som utrættelig gø’de videre, og den stilfærdige dame, som syntes at trykke det hele, stående ubevægelig bag ved dem. Hun drejede ud af gården, men doktoren blev stående og fulgte hendes lille skikkelse med øjnene. » Maden er færdig «, sagde doktorfruen med en lidt skarp stemme og gik foran ind i spisestuen. Inga bøjede netop nu om ved kanten af skoven og blev borte i krattet. Han vendte sig langsomt og satte drengen ned på gulvet. » Hun var som et friskt vejr «, sagde han. » Hvor det er velgørende at træffe noget så umiddelbart! « de satte.sig til bords lige over for hinanden og nød som sædvanlig måltidet i tavshed. Kun drengen, som sad imellem dem, pludrede

1883_Bondesen_IngeborgsMedgift

Ingvor

Ingeborgs Medgift

Bondesen

Bondesen

Ingeborgs Medgift

female

1883_Bondesen_IngeborgsMedgift.pdf

Ingvor

Bondesen

Henning Fox

dk

Ingeborgs Medgift

En Fortælling fra Valdemarstiden

n

roman

Jordan

KB

pdftxt

1157-1241

undertitel.

HISTORICAL

Første kapitel. Det blæste af øst og lakkede stærkt ad nat. Ude i vest dannede den sorte'hede en skarp linie mod den klare, gule luft; på den modsatte himmelside lå lange, flade skyer, lig et hav med størknede bølger, og over dem gik for blæsten løsrevne, uldne skytotter, farvede af et halvslukt purpur. Mellem skyerne foroven og heden forneden lå en tæt, ubevægelig bræmme i synskredsen; det var fyrreskovene foran strela. Henover heden red en rytterflok i skarpt trav med vinden i ansigtet — to og to, tre og fire på rad, som det kunne takle. Af de plumpe, rundhovede skikkelser sk jønnedes det, at de vare hærklædte. Mørket over det flade landskab blev stedse tættere, og kun hist og her lysnede endnu et sumpet vandspejl imod aftenhimlen. Store vi diekrat og sivbevoxede moser trak sig med brudte linier hen over heden, og hist og her rejste sig stive, keglede enebærbuske op fra lyngen som tavse, tilhyllede vidner, der stirrede ondt efter de rappe ryttere — eller var det måske landvætternes fylgier, som anelsen om de kommende tiders trængsler allerede nu manede frem? Thi gj eng j ældeisen havde endelig vendt sig imod venderne. Dette folk, hvis mægtige og talrige stammer havde bebygget de flade, skovrige østersøkyster lige fra saxland i vest, det vi nu kalde Holsten, indtil weichselfloden i øst, vare efterhånden blevne en rædsel for alle deres naboer. Medens kristendommen over saxland og bretland på sit sejrrige tog gennem landene omsider var nået Norden og lidt efter lidt ved sin milde, fredelige ånd havde øvet sin indflydelse på sæderne, ja endog til sidst ganske omdannet folkekarakteren, havde alle forsøg på at udbrede korsets lære blandt de slaviske stammer hidtil vist sig så godt som frugtesløse. Derfor vare de endnu rovlystne vikinger — på grund af deres troløse, snedige sind — forfærdeligere end nogen tid nordboerne havde været; fra deres sandede indvige og flodmundinger, så vanskelige for fremmede at besejle, hjemsøgte de sommer efter sommer de frugtbare danske landsdele med ild og sværd; landsbyer og stæder lagdes øde, gårde og huse blev plyndrede og tusinder af mænd og kvinder bortførtes til trældom. Og ad landevejen øvede de vestlige vender den samme færd; saxland blev hærget og de ville hære trængte mere end en gang højt op i Jylland, udbredende ødelæggelse og forfærdelse overalt, hvor de kom frem. Vel havde for over hundrede år siden Magnus den gode tilføjet deres talrige skarer et vældigt nederlag på lyrskovsheden ved kongeå, og senere havde Sønderjyllands djærve Jarl, den danske kongesøn Knud Lavard, stænget dem ude såvel af sit eget jarledømme som fra de danske strømme; men snigmordet i haraldsted skov havde berøvet Danmark den eneste høvding, der med personlig tapperhed forbandt virkeligt anførersnille, og uagtet den følgende tid ikke var uden eksempel på omfattende rustninger og heldige toge imod venden, så blev de dog formedelst deres planløshed og usammenhæng af liden virkning, ja hærgningerne antoge til sidst et sådant omfang, at hele den jyske østkyst fra Vendsyssel til Ejderen lå udyrket og på de større købstæder nær blottet for indbyggere; på Fyn havde et indfald i året 1157 gjort således lyst, at et lignende indfald til ville have forvandlet den hele velsignede 0 til en fuldstændig ørken. At forholdet endnu var værre på sydkysten af Sjælland og omliggende øer, der lå venden nærmest, følger af sig selv. Lolland købte sig fri for plyndring imod at betale en årlig skat, og dette ejendommelige forhold, der i det mindste på ubestemt tid skaffede øen fred, havde på den anden side givet anledning til, at hele vendiske kolonier havde nedsat sig på sydkysten, således som endnu navnene tillitze, kramnitze og flere bære vidnesbyrd om. Falstringerne derimod ville ikke betale en sådan skat; de dreve med megen manddom fjenderne tilbage eller sluttede hver gang et nødtvungent forlig, medens det også til andre tider berettes om dem, at de stod i ledtog med fjenden og gav dem lønligt underretning om de danske rustninger. Da vardet i høsten 1157, at Valdemar, Knud Lavards søn, blev Danmarks konge. Han var endnu ikke født, den gang hans fader blev myrdet; men da han omsider vandt frem til skj els alder, lyste endnu „ Knud hertug “ s bedrifter så klart og strålende i folkemindet, at han kun slet ville have været sin store faders store søn, om det ikke havde været hans første kongetanke at genoptage dennes gerning. Og heri bestyrkedes han på det kraftigste af sin ven og fostbroder, Absalon asgerson, i hvem han fandt en ligeså dristig, klartskuende rådgiver som kæk og uforfærdet kriger. Denne mand, ætling af palnatoke, sønnesøn af Sjællands berømmelige Jarl, Skjalm hvide, tilhørte således en af de ypperste og mægtigste ætter i Danmark. Hans frænder sad inde med store jordegodser i midtsjælland, medens en gren af slægten havde vundet magt og anseelse i Skåne og fostret Nordens daværende kirkefyrste, ærkebiskop Eskil. Absalon, som allerede tidlig var bestemt for den gejstlige stand, kom tilbage til sit fædreland i slutningen af borgerkrigenes tid fra højskolen i Paris, udrustet med stor lærdom og glimrende veltalenhed. Han var med ved blodgildet i Roskilde, fra hvilket han med nød og næppe undkom, efter at den ene af de tilstedeværende konger havde udåndet sit liv i hans arme. Året efter valgtes han af domkapitlets samtlige medlemmer til biskop i Roskilde; men som kongens halve land lå øde, var og hans bispesæde i en ynkelig tilstand. „ Aldrig få vi fred i Danmark, så længe ikke venden er underlagt vort spir “, sagde dankongen. „ Aldrig få vi fred, så længe ikke venderne er kristnede “, sagde biskoppen. Og så var pagten sluttet mellem de to største og ypperste mænd, riget havde inde, og til lykke de to, som havde mest at råde, og i våren 1159 stævnede den første danerflåde advendland til. Det hele foretagende var noget så nyt og modsat det, man i lange tider var vant til, at det mødtes med almindelig uvilje, og kun få troede på et lykkeligt udfald af toget. Mere end et skib vendte under intetsigende påskud om på halvvejen, og hverken bønner eller trusler frugtede på de feje styrismænd, som førte dem. Med ledingsflåden havde det sig i hin tid således, at de enkelte skibe rustedes herredsvis, hvorefter de med en vis given frist, når der skete opbud, sejlede til det fælles mødested; men den danske søniagt var kommen således i forfald, at kongen ikke en gang ejede eget skib, så at han, da flåden løb ud fra Skåne, måtte gå om bord på ærkebispens skib, og dette trak således vand, da man stod ud i åben sø, at kongen måtte ty over på et andet og befale ærkebispen atvende hjem. Landgangen skete på kysten vest for rygen en årie morgenstund. Hæren spredte sig i småhobe, drog gennem skovene og anfaldt uventet wilzernes landsbyer, medens Absalon med en flok dristige ryttere søgte dybere ind i landet. Det er denne trop, vi i den sene aftenstund have set ride over heden i retning af strela, det nuværende Stralsund. Forrest red den høje, enogtrediveårige roskildebisp; på hans højreside sås hans djærve frænde Sune Ebbesøn, på hans venstre den lavstammede lollik Holmsten kristjernsøn. De vare begge hirdmænd og stod i dankongens sold. bispen havde ordet. Han talte hurtigt og vel, med overbevisningens varme. „ Jeg attrår ikke kongegunst, end mindre folkegunst. Er der nogen tone, som jeger forvisset om aldrig vil give genklang i mit bryst, da er det just det brusende, rullende råb fra folkemasserne, der i dag er et hosianna, i morgen et korsfæst. Både dette og hint har mere end en gang væltet sig imod mig. Har jeg ikke måttet høre såvel af bønder og almuesmænd som af dem, der stod kongen nærmest, at sådanne tog til vendland vare galmandsværk, at det var dårskab og vanvid, om vi i vor afmagt og usselhed ville tænke på at angribe fjenden i hans eget land, at det var det samme som at føre riget sin opløsning og undergang i møde. Det skal nu vise sig. At vi er komne uventede, have vi til fulde set i dag; men endnu have vi ikke haft grund til at angre vor rejse. Vi kunne jo røve og plyndre, så lystigt vi ville, uden at en eneste Odd eller egg løfter sig imod os. “ „ Det er den prægtigste dag, jeg har levet “, brummede Holmsten. Hans hele hoved var tæt omsluttet af brynjehættens blanke masker; ned over den var trykket den lave kjedelformede hjelm, fra hvis forreste rand „ Nefbj ørgen “ Som en smal jernskinne løb ned over næsen. det lidet, man så af lians ansigt, var bedækket, af et tykt, sort skæg. „ Prægtig nok; jeg klager ikke på denne dags arbejde “, svarede den mægtige sjællandske jordedrot, der red på biskoppens anden side. „ Dog havde det huet mig bedre, om vi vare gåde lige løs på arkon. Så længe vendernes ypperste Borg ikke er i vor magt, vinde vi aldrig fast fod i deres land. “ „ Det glæder mig at høre de ord i frændemund “, svarede bispen. „ Jeg sagde det samme med andre ord, da vi i går på kongens skib holdt rådslagning; men vor gamle, sindige ven Peder thorstensøn fandt det rådeligere at bie med arkon til en anden gang. „ Rygboerne er et stridbart folk “, sagde han, „ og arkon ligger som en ørnerede på sin klintetop. Går det os ilde, da vil hver gnist af mod og lyst være udslukt for lang tid, og deraf have vi intet at miste. Lande vi derimod på en mere fredelig og mindre vel befæstet kyst, da få vi lettere held til at volde fjenden men. Og frem for alt kommer det an på at give vore folk tillid til deres egne våben og overbevise dem om, at venderne ikke er uovervindelige “. — jeg måtte sande, at Peders råd var godt, sikkerlig det bedste, som kunne gives denne gang, og alle høvdingerne vare af samme mening; men gemt er ikke glemt. Vil gud, da kommer raden næste gang til arkon. “ „ Kan hænde, vi kunne pirre et gran til den rede endnu i år “, mælede Holmsten. „ Når høsten er forbi, have vi endda en måned eller to inden vinteren. “ „ Så gælder det og, mente Peder ttorsten søn, atvende tilbage med et godt bytte, jo mere desto bedre, for at lukke munden på de misfornøjede og kalde en rest, af den gamle vikingeånd til live igen. “ Det var biskoppen, som talte således. „ Kanske du hørte “, sagde Sune Ebbesøn, „ hvad Niels okse fandt at betænke på landsttinget. Sådanne tog tjente kun til at øde tid og penge, mente han. Det var bedre at blive hjemme, dyrke op de øde gårde, opbygge vore nedbrændte landsbyer øgenes om gode og tjenlige love. Sligt trænge vi mere til. “ „ Ja for gud trænge vi dertil “, sagde biskoppen hæftigt. „ Men først og fremmest trænge vi til landefred, og den fange vi aldrig, så længe det vrimler af disse ugudelige røvere i hver vig, hvert minde her på kysten. Sagtens vil da også Niels okse sige, at jeg gjorde bedre i at blive hjemme og opbygge min bispegård, som er halvvejs styrtet sammen, have tilsyn med præster og klærke samt varetage stiftets tarv. Kan også være, at en følgende slægt vil sige, at jeg var mere Viking end kirkehyrde men det er nu for tiden så, at her trænges mere til en Josva, der kan fore an til brand og mandeslæt, end til en David, der kan synge yndeligt for Herren og slå på lovsangsharpen. På østresalt er ikkun plads til et banner; vi få at se, om det skal være kong Valdemars lover eller vendlands rode griffe. “ „ Ved min oldefaders skæg “, råbte Holmsten kristjernsøn, „ jeg holder på løverne, herre bisp! Og det første, jeg agter at udrette, når jeg sætter fod på thorestad, skal være at bygge mig selv et skib og ruste det med mine egne folk. Thi jeg forstår, at det herefter skal gå løs for alvor, og du skal også hver gang se mig i dit kølvand, så ofte du sætter kåsen denne led. Det giver jeg dig mit ord på. “ „ Det ord tager jeg glad imod “, svarede biskoppen. „ Gid mange af dine landsmænd måtte være sindede som du! Men i have en underlig færd fore, tykkes mig. I betale heller fjenden med sølv end med stål. Det huer mig ikke ret. “ „ Så og, at det ikke står sig bedre med eders troskab “, tilføjede Sune, „ end at vi først i sidste øjeblik turde sende opbud til Lolland og Falster, der vi rustede os til dette tog, af frygt for, at fjenden skulle få bud om vore hensigter. “ „ Ved den volde gud! “ sagde Holmsten; „ jeg tror, i gøre os storlig uret. Men fejt og usselt er det, at vore bønder den ene gang etter den anden giveskat til vendlands hertuger. Det kogte i mig af harme, kan jeg forsikre eder, der jeg hørte forslaget fremsat på ttinge. Jeg sagde, at de måtte dog heller anvende de samme penge til at befæste deres gårde og omdanne hver landsby til en fast Borg, da skulle venderne nok gå dem forbi, thi de er tilhobe ikkun usle røvere, som tage, hvad der uden modstand rækkes dem! såre nødig indlade de sig i kamp, ligeså lidt som de føre blider eller slige krigsmaskiner med sig. Men mine ord vare som en røst i ørken. Det ville koste mange penge og meget arbejde at opføre sådanne volde, og så til syvende og sidst vidste man dog ikke, om de ville kunne holde fjenden ude. Jeg skældte dem huden fuld, den hele forsamling, så godt jeg evnede, og red hjem, lukkede min egen gård med jord og tømmer på bedste måde, fæstede mig en anselig huskarletrop og tænkte: lad dem nu komme, så mange de vil; en stund kunne vi altid holde dem ude. Men de glemte at komme, og jeg har aldrig givet en pending til de røvere. “ „ Holde de så og, hvad de love? “ spurgte Sune Ebbesøn. „ Alle uvætter, nej! “ råbte Holmsten. „ Den første gang, skatten var betalt, løb kort efter en vendisk flåde op igennem guldborgsund, hærgede og brændte på falstersiden og aflagde også med et eller to skibe et lidet besøg i mit nabolag. Det var Flintholm, der måtte holde for hin nat. “ „ Flintholm “, udbrød Sune Ebbesøn. „ Ja, ja, nu véd jeg det. Det var en ulykkelig tidende, som da bares os til. Har du ikke “, vendte han sig imod biskoppen, „ hørt tale om Erik Nielsen, Erik rap, som han også kaldtes? Han var langt ude af vor slægt. “ Biskoppen rystede på hovedet. „ Hvad er det for en gård? “ spurgte han. „ Det er en stor og god bondegård, som ligger et stykke vej nord for min vedflintinge å. Der boede, som Sune siger, en mand af god byrd ved navn Erik Nielson. Hans kone hed Astrid og var en del år yngre. De holdt såre meget af hinanden, og det var deres eneste sorg, at de ingen børn havde. Så efter syv Års ægteskab gaves dem endelig håb om, at deres kæreste ønske skulle vorde opfyldt. Erik var en del år ældre éndjeg, men en munter og omgængelig mand; vi kom jevnlig sammen, og han talte ofte både i skæmt og alvor om den sag; hans store glæde lod ham ikke tie dermed. Men inden nogen sinde det kom så vidt, at hans håb gik i opfyldelse, kom ulykken over dem. Venderne omringede gården, dræbte Erik og mange af hans folk, hvorefter de satte ild på alle husene. Om Astrids skæbne derimod véd man intet. Enten er hun indebrændt eller også slæbt med i trældom. “ „ Så! “ afbrød biskoppen, „ lad os nu mindes, hvor vi er. Her have vi skoven, og vi gøre nu klogest i at ride mod nord, ellers frygter jeg, at vi komme lige til strela. “ „ Det bliver det værste stykke, der er tilbage “, sagde Sune. „ Jeg turde ikke påtage mig at finde vej her. Skulle vi ind gennem skoven? “ „ Et stykke i det mindste, men det er ikke langt, tænker jeg. Hvor have vi Nordstjernen? “ Spurgte biskoppen, holdt sin hest an og så i vejret. „ Jeg sér flere skyer end stjerner “, svarede Sune og spejdede forgæves efter den blinkende vejviser. „ Den er væk “, brummede Holmsten. „ Ja, men der have vi de bageste hjul af Karlsvognen, og så skulle vi i denne retning “. Biskoppen lagde nykås og satte atter sin hest i gang. De rede en stund frem i taushed. Skoven blev tættere og mørket tiltog med hvert skridt. „ Når vi ikkun vedblive at ride lige imod nord “, sagde Absalon asgersøn, „ da må vi omsider støde på vore staldbrødre eller i alt fald komme til kysten. “ „ Det er ingen let sag at holde kåsen her imellem alle disse stammer “, sagde Sune. „ Inden vi nå en Fjerdingvej frem, tage vi kanske syd for nord og er på samme sted, hvor vi droge ind. “ „ Jeg holder det ingenlunde for umuligt, frænde “, svarede biskoppen leende. „ Vi er komne noget for sent på tilbagevejen; men nu må vi stole på vor gode lykke. — se kun til! her er den allerede. Er dette ikke en vej, så tager jeg meget fejl. Lad os følge den! “ „ Oven i købet en bred og som det synes stærkt befærdet vej “, sagde Sune. „ Men den går i øst. Den fører naturligvis lige til strela “. „ I alt fald fører den ud af skoven, og det er hovedsagen. Jeg venter at se mere end et sejrsblus, så snart vi atter komme på åben mark, og så finde vi nok vore mænd. “ „ Lad os håbe det, frænde “, svarede Sune Ebbesøn muntert, „ endog vi blev enige om, før vi skiltes, ikke at tænde ild, for at ikke fjenden skulle samle sig og blive os for mandstærk. “ „ Der er noget allerede, hvad det så er! “ Udbrød Holmsten. „ Der glimter lys imellem stammerne forude. “ „ Det ser ud som lejrbål eller vagtblus “, sagde Sune og standsede med et ryk i tømmen sin hest. „ Ride vi kanske nu lige ind i vendernes ganske hær “, sagde biskoppen og holdt ligeledes stille. „ Da er vi lovlige få. “ „ Det skal vel nærmere undersøges “, sagde Holmsten og svang sig af hesten, hvorpå han gav tømmen til en af de efterfølgende ryttere. „ Vil du blive her hos folkene, Sune? “ sagde Absalon og steg ligeledes ned. „ Jeg går med Holmsten. “ Biskoppen og Holmsten gik side om side imod ildsk jæret; vejen, de nys vareslåede ind på, førte lige derimod. Alt som de nærmede sig, toge de mere og mere varsomme trin. Da de vare nåde den yderste svage ring af lyskredsen, forlode de vejen og krøbe på hænder og fødder længere frem fra træ til træ og standsede først i brynet af en stor åben plads, hvor de blev vidne til et sælsomt optrin. Et stort antal mænd og kvinder vare forsamlede omkring flere store bål. I midten stod en urgammel, kæmpemæssig eg, stærkt belyst af ildskæret, og under den lå en mægtig kampesten, hugget i en hvilende løves skikkelse, men plump og skarprygget. En stor mand stod mellem træet og stenen; Absalon og Holmsten iagttoge, at han bar langt hår og skæg, hvad der ellers på den tid ikke var brugeligt iblandt de i. 2 vendiske stammer. Derhos havde han en bredskygget filthat på sit hoved og var iført en sid, skarlagenrød kappe uden ærmer. Der var megen uro i den store forsamling; mændene øgede stadig de flammende bål ved med deres økser at afhugge og slæbe hid friske fyrregrene, som de kastede i ilden, kvinderne syslede med kedler og gryder og en mængde børn løb skrigende og leende om og legede skjul mellem de voksne. Pludselig hævede den hvisk jæggede gubbe sine arme højt i vejret og begyndte en dæmpet, ensformig sang, under hvilken han i ottetal gik rundt om egen og stenbilledet. Lidt efter lidt blev der stille i forsamlingen; den dannede en tætlyttende kreds udenom den skarlagenklædte høvding, de flammende bål og stenløven under de vidtrækkende, knudrede grene. Da sangen hørte op og høvdingen standsede sin afmålte gang, begyndte den forrige uro på ny; men nu så de tvende spejdere, hvad før var undgået deres opmærksomhed, en halv snes fanger med bagbundne hænder, hvilke ulykkelige blev førte frem imod egen og stenbilledet. „ En offerfest “, hviskedee biskoppen sin ledsager i øret. „ Stenbilledet forestiller czernebog eller sorteguden. “ „ De fordømte hedninger! “ knurrede Holmsten. „ Og kristne fanger, danske mænd og kvinder måske. “ „ Dette holder jeg ikke ud at se på “, mumlede biskoppen halvhøjt. „ Vi må sprænge denne forsamling, hvor få vi end er. Lad os skynde os til vore heste, Holmsten! “ De krøbe ilsomt tilbage gennem fyrreskovens tykning ad den samme vej, devare komne. Endnu inden de vare nåde ud, hørte de fra offerstedet en stærk musik af horn og trommer; også skelnedes den snøvlende, vedholdende lyd afkosstoen, den vendiske sækkepibe, ledsaget af en vild, mangestemmet sang, høje dødsskrig gennemtrængte det frygtelige kor. „ Nu skal nok tarmdansen begynde “, sagde Holmsten og fulgte pustende den snare biskop. „ Kom, kom! “ råbte denne, rejste sig halvt og trængte i løb gennem de tætte, buskede fyrregrene, indtil de stod på den banede vej. Afstanden til det sted, hvor Sune Ebbesøn holdt med rytterne, var et kapløb mellem den høje, rappe biskop og den firskårne, tunge Hirdmand. Da den sidste nåde sin hest, havde biskoppen alt givet den nødvendige forklaring og uddelt befaling til folkene. Angrebet skete med den hurtighed og slagkraft, som udmærkede alle Absalon asgersøns angreb. Medens hornene skingrede og mænd og kvinder under utugtig Dans og kåde sange o* hvirvlede afsted, medens fangerne en for en slæbtes frem til gudebilledet, mod hvis skarpe kam deres rygrad sønderbrødes, medens den skarlagenklædte præst med blodet af de rygende boller besprængte de afsindige dansere og klædningsstykkerne et efter andet slængtes eller siedes itu, sprængte biskoppen med sin lille rytterflok ind i den rasende kæde. Som på et givet tegn fløj troppen i to hobe til højre og venstre, et rungende hærråb overdøvede den ville larm, de brede klinger og højt løftede økse blinkede i ildskæret og for ned som dræbende, knusende lyn. Glimt i glimt, slag i slag gik det, medens de stejlende heste, rædde over skrigene og de nære bål, fra højre og venstre fejede kredsen i rundgang. Absalon selv med snue Ebbesøn og Holmsten ved siden satte i Spring midt ind i ringen, hvor myrderiet gik for sig. Hans første hug gjaldt præsten, og i samme nu kløvede holmstein hovedet på en af hans medhjælpere, just som denne løftede sit jamrende offer — en halvvoksen dreng — over stenløvens frygtelige ryg. Drengen, som var fuldstændig vild af skræk og i den pludseligt fremtonende rytterskikkelse så en overnaturlig redningsmand, brugte sine nys frigjorte arme på bedste måde. Han styrtede sig hovedkuls ind på hesten, klamrede sig til stigremmen og sad i et nu på bagen af gangeren, hvor han som i usigelig rædsel slyngede sine arme om Holmstens hofter og dukkede sit hoved dybt i folderne af hans kappe. „ Alle uvætter! Slip! Væk! Vil du ned, din fordømte lille djævel! “ skreg Holmsten, idet han vendte sin hest og svingede sin økse til et nyt hug. „ Hvad har du i sinde? Hvor vil du hen? Skrup ned, siger jeg, og gå ad helvede til! “ Men alle disse klare og med lydelig røst fremsatte opfordringer tonede for drengens øre i et ham fuldstændig ubekendt tungemål; han hægtede sig kun bedre fast, borede sit hoved dybere ind imod Holmstens brede ryg, og den djærve Hirdmand havde i samme stund så meget at tage vare, at han måtte opgive sin lille vornede og selv anden på hesten føre kampen til ende. Men dette var også et øjebliks værk, thi venderne tænkte mindst af alt på at gøre modstand. De flygtede, det bedste de kunne, og tænkte kun på at undgå de klingende hug for at søge skjul i skovens tykninger, hvorhen det var umuligt at følge dem. Da den sidste flygtning var forsvunden i mørket, samlede biskop Absalon sine ryttere foran de splittede, rygende bål. Der havde slet ikke været tale om at gøre fanger i denne kamp, og overraskelsen blev derfor desto større, da man så knøsen titte frem bagved Holmstens albue. „ Hvordan er du kommen til ham? “ spurgte biskoppen og lo, idet han med deltagelse betragtede det blege, runde ansigt med de mørke, angstfulde øjne. „ Ved min oldefaders sjæl! “ svor Holmsten, halv ærgerlig over den gryende munterhed på alles ansigter. „ Jeg véd hverken, hvordan han er kommen der eller hvad han vil der. Gud alene må vide, hvad det er for en troldunge! “ Holmsten drejede sin korte, pansrede Hals til højre og venstre, så han blev helt mørkerød i sine kinder af anstrengelse, blot for at få et glimt af drengen at se. Og da alligevel al møje i denne henseende var forgæves, rystede han som en våd pudel sin svære krop og puffede med begge sine albuer vexelvis i retning af det lille påhæng, alt imedens han på djærveste måde gentog sine førnævnte opfordringer og på det eftertrykkeligste bød ham følge sine landsmænd, enten de levende eller de døde. Skønt Holmstens hensigter således vare tydelige nok, og hans albuer fløj frem og tilbage som væverskytter, holdt knøsen sig dog i sædet. Også han lod munden løbe og henvendte sig, som det af de bange øjekast kunne skønnes, snart til en, snart til en anden af de leende hærmænd omkring sig, men hvad han sagde, kunne ingen blive klog på. dognu skulle legen have ende; dengjæve Hirdmand hævede sig i sine stigbøjler. „ Bi lidt, Holmsten! “ sagde biskoppen. „ Lad mig prøve på at tale ham til med de stumper af hans modersmål, jeg har næmmet. Måske kunne han vise os vej ud af skoven og fortælle os en smule om, hvor vi er. “ „ Det indfald var ikke ilde “, svarede Holmsten og satte sig på ny i sadlen. „ Ja forsøg din lykke, herre biskop! Jeg forstår ikke en stavelse af dette hedningepaks mål. “ Og så indledede Absalon asgersøn varsomt en underhandling med drengen: en famlende tale af usammenhængende begrebsnavne med gentagelser, misforståelser og ny spørgen, men dog med den udgang, at knøsen omsider gav et hyl af glæde, nikkede, pegede og pluddrede op på ny. At en vejviser heller ikke var nogen overflødighed, derom overbevistes alle snart ved at se de mange veje, som fra offerstedet løb ud i forskellige retninger. Men nu lod man drengen føre an, og efter en halv times ridt var skoven tilbagelagt og ryttertroppen på den lige vej til en landsby, hvis tagrygge man dunkelt skimtede på Toppen af et bølgedrag imod den grå nattehimmel. „ Her få vi endnu noget at gøre “, sagde Holmsten og smålo i skægget, da han så de store længer forude. „ Ja og her kunne vi så frit tage til os “, svarede Sune, „ thi de fleste af disse gårde er nu udenejermænd; de ligge i skoven på deres gerninger. “ „ Det var dog måske klogest ikke at gjorde denne standsning “, sagde biskoppen. „ Det vil nu være vidt og bredt bekendt, hvilke gæster her er komne til lands, og vi kunne frygte for, at vore staldbrødre er gåde om bord og kun vente på os for at drage hjem. Kommer da den samlede venderflåde over dem, er de nødsagede til at tage flugten, men da er vi tilbage og såre ilde stedste. “ „ Vi kunne gøre det kort af “, brummede Holmsten. „ Godt! “ svarede Absalon asgersøn. „ Tør i udsætte eder for følgerne, tør jeg også. Men hør vel efter, når jeg støder i mit horn. Så må i være rede til at drage videre. Jeg skal holde udkig. “ Under dette ordskifte vare de nåde op på det lave højdedrag, hvor landsbyen lå. Herfra varen vid udsigt mod nord; man måtte kunne se havet, når det var lyst. „ Der have vi kongen! “ råbte biskoppen og pegede frem imod kysten, i hvilken retning et rødt brandsk jær pludselig viste sig. „ Lys så i guds navn op, det bedste i havelært, af vore staldbrødre kunne se, hvor vi er. “ et jubelråb hilste denne tilladelse, og i hobe på tre og fire joge rytterne gennem gyder og smøger ned imod de stille gårde. Da det gik op for venderdrengen, hvad man havde i sinde, hoppede han højt af fryd på hesten og pluddrede op en hel del, af hvilket biskoppen fangede ordene: husbonds gård.. store kister... slæbe til skoven... Czernebog... og dermed stak knøsen hænderne ind under Holmstens albuer, fik greb i tømmen og tvang hesten, idet han med sine hæle hamrede løs mod dens sider, i springende fart ned mod en klynge anselige bygninger, inden Holmsten ret kunne besinde sig eller træffe afgørelse, om han også ved denne lejlighed skulle nytte vejviser, oven i købet når denne rev ham tømmerne af hånden og så at sige bortførte ham på hans egen hest. Den unge biskop blev ene tilbage. Han svøbte kappen tættere om sig og lod hesten gøre en vending, så han fik ryggen mod vinden. Dumpe, ubestemmelige lyde, ledsagede a^ vedholdende hundegjøen, nu og da gennemtrængt af et angstfuldt nødråb, et halvkvalt skrig, blandede sig med blæstens tunge brusen, som lød op fra store, sorte fyrreskove. Natten var grå; det sidste dagskær var forsvundet og kun hist og her skar lyset fra en enlig stjerne ned mellem de flygtende skyer; ude i nord stod en landsby i flammer... Absalon krængede brynjehandsken af sin hånd — der var til dette øjemed en split i hulningen og fremtog af sin sadeltaske nogle brødstumper, som han uden at forlade sit sæde rakte hesten, en ringe og velfortjent mundsmag efter det anstrengende ridt. Derefter glattede han dens af blæsten piskede manke og klappede den på dens blanke, prægtige Hals, medens han talte venlige og opmuntrende ord til det kloge dyr. I det samme mærkede han brandlugten. Hurtig stak han i handsken, greb tømmen og drejede hesten imod vinden. En tæt røg væltede op fra den nærmeste gård, brat fulgte de slikkende luer efter. Absalon satte hornet for munden og stødte deri, fra den modsatte side af byen brød et nyt ildskær frem. Derpå hørtes igen lyden af de klaprende hovslag; snart havde biskoppen atter sin trop samlet om sig og i dundrende trav sprængte skaren nord på gennem den brændende by. andet kapitel. Som en venlig flod — kun mere blå og klar og frisk end nogen flod i verden — snor sig det yndige guldborgsund, indfattet af solhvide, nejende aks elklynger og skovenes tætte kupler mellem de rige søsterøer Lolland og Falster. Syd for Nykøbing udvider sundet sig til en bredning, der på falstersiden giver plads til den lille hasselø, i fordums tid kaldet halsø, medens strømmen mod vest skærer sig dybt ind i Lollands bløde lergrund og danner den anselige prierskovbugt, i hvilken flintinge å udmunder. På engdragene syd for denne — nu under herregården fulgsang ser man en lille, med træer og buske bevokset bakke, vel en seks hundrede alen i omkreds, der bærer navnet Gammelholm. Ved gravning her har man i jorden fundet store, røde mursten og lignende levninger af ældgamle bygninger, ligesom her også endnu findes tydelige spor af grave. Her stod i Valdemar den stores dage Holmsten kristjernsøns velbefæstede gård, hovedscenen for denne fortælling. Lige hjemkommen fra sin ledingsfærd sad Holmsten i sin adelstue på ttor es tad med dug og disk foran sig. På bordet tronede en vældig ølkande med frisk tappet, skummende øl og ved siden deraf skinke, brød og et dampende kålfad retterne vare ikke mange, men Holmstens madlyst trængte sjældent til at ægges, når måltid vankede, og han lod skinken og kålen så velsom den kraftige maltdrik vederfares fuld retfærdighed. Hans brede kinder glødede, sveden perlede på den lave pande under krøltoppen og fedtet glinsede i det tykke, sorte skæg, medens fade, kander og skåler lidt efter lidt tømtes, og en godmodig-glubsk tilfredshed lyste ud af det soldbrændte, vejrbidte ansigt. Der var endnu til stede i stuen tre andre personer, nemlig Holmstens tiårige datter, en rødmusset lille pige med askeblont hår og klare, blå øjne. Hun stod hos sin fader mellem bordet og bænken, stærkt optaget af at undersøge nogle muslingskaller og ravstykker, som en af hendes faders huskarle havde givet hende. Den anden tilstedeværende var Holmstens fader, en kærnesund gubbe, stor og sværbygget, grim og arres, med en lille, forhugget næse og et langt, tæt skæg efter hvilket han alt i sin ^ungdom havde fået øgenavnet „ Kampen “, i vort nuværende sprog „ Sidskjæg “. Han sad i sin bulstol* ) ved arnen, var nu meget krumbøjet og derhos lam i fødderne, så han havde stor møje med at gå. Mellem knæerne holdt han to korte, tykke krogkjæppe, som sjældent vare ude af hans hænder. På selve arnekanten endelig sad Ingeborgs fostermoder, gamle Signil. Hun styrede gårdens husvæsen. „ Nå, kær fader! “ sagde Holmsten oprømt og lod se en række tænder, som ingen ulv behøvede at skamme sig ved. „ Hvorlunde har du så levet, siden vi sidst sås? — gud almægtigste være priset, at jeg træffer eder alle karske og veltilmode! “ „ Hm, levet og levet! “ svarede gubben knarvorn og stødte et par gange i gulvet med sine stokke. „ Hvordan lever et gammelt udgangsøg? Du har jo Ketil Bryde, og han skal nok drage omsorg for det hele. I går rendte de to bedste kvier bort; dem se vi nok ikke mere. “ „ De er komne igen begge to “, sagde Signil stilfærdigt henne fra sin arnekant, „ og ellers er alt ved det gamle, det jeg ved “ „ Ja det du ved “, snærrede den gamle med * ) bulstol, en stol som med ryg og armslod var forarbejdet ud af et stykke rundtræ. en tør, stikkende hånlatter. „ Men du har desværre aldrig vidst stort, Signil, og mindre bliver det, alt som du ældes. “ „ Nå, nå! “ brummede Holmsten og skivede opikålen. „ Signil er hidtil kommen godt igennem verden med det, hun ved, og har vel nu levet sin meste tid. Hvordan en gryde kål skal koges, det ved hun i det mindste. Det er længe siden, fostermoder, at et måltid smagte mig som dette. “ „ Det fornøj er mig, husbond, at du ikke vrager maden, endog du er vant til at sidde ved kongens bord. Men din fader er ikke i godt lune i dag. Han har ikke en gang været ude at køre i dette velsignede vejr. “ „ Det er sandt, farfader! “ udbrød Holmsten. „ Ja hvordan huer dig vognen, du fik dagen forinden jeg stak til søs? Nu har du da ret kunnet komme omkring både i skoven og ved stranden, både ude og inde. “ „ Vognen kan være god nok; men tøsen, der skulle t

1897_Thorsoee_InterioererFraDetDanskeHof

Alex

Interiører Fra Det Danske Hof

Thorsøe

Thorsoee

Interioerer Fra Det Danske Hof

male

1897_Thorsoee_InterioererFraDetDanskeHof.pdf

Alexander

Thorsøe

dk

Interiører fra det danske Hof

Af en Hofmands Erindringer

n

roman

Bergmann

KB

pdftxt

1800

Om det danske hof anno 1800

HISTORICAL

I. Sommeren 1805 havde for København og omegn været en ren idyl. Ingensinde havde skov og eng, marker og haver strålet i en frodigere og farverigere dragt. Stille og varmt vare de lange, lyse dage gåde hen. Havde end af og til skyerne trukket sig sammen til et uvejr med stærke lyn, så bevirkede dog selve naturen ved opførelsen af slige skuespil, at man følte sig dobbelt behagelig stemt, når den forfrisket igen lagde sit åsyn i blide folder. Hvor fyldigt havde ikke livet rørt sig overalt! Lærkesang, spurvekvidder, gøgens kukken, droslernes og svalernes kor havde daglig været det store orkester, hvis slutningsnumer indtil st. Hansdag nattergalens triller havde dannet. Når dagens fredelige, landlige færd var endt, når solen var sunken ned bag de purpurbræmmede skyer i vesten, da havde himlen, ren og klar, spændt sit stjernebesatte telt over jorden. Aldrig havde man set skønnere, mere høitidsfulde måneskinsnætter end i løbet af denne sommer. Under indvirkningen af dette herlige vejrlig bølgede et tæt, spraglet blomsterflor i haverne. Markerne bugnede af sæd, som bønderne i midten af August havde begyndt at høste. For landmanden stillede udsigterne sig så lyse som nogensinde, og tidsforholdene tilsmilede også hovedstadens rige handelsstand, der i sine lyststeder i hovedstadens omegn og langs strandvejen havde nydt sommerlivets glæder, som bestod i udflugter til det nordøstlige Sjællands dejlige skove og til øresundets bred. Havde man i den venlige sommertid begivet sig ind i villaerne, særlig i dem, hvori den „ gyldne handelsperiodes “ Koryfæer havde deres residens, og havde man lyttet til samtalerne, hvad ville man da have hørt? De ældre drøftede de mærkelige politiske begivenheder i udlandet. Grossererne vare optagne af de forberedelser, Frankrigs kejser, den beundrede Napoleon, ved Boulogne traf til en landgang i England. Man diskuterede ivrigt de fremtidige udsigter for Københavns handel, hvis hans foretagende lykkedes og han som triumfator holdt sit indtog i London. For slige „ Konjunkturer “ havde de unge piger og herrer ikke Sans. Deres tanker vare delte mellem tteatret og skjønliteraturen. Forårssæsonens perle havde især danserinden jomfru lauerwald været. Hendes optræden i „ Den forladte datter “ havde været en førsterangs sukkes. Ved sin fine sylfeagtige skikkelse, sine skønne ansigtstræk og sin yndefulde plastik i bevægelser og stillinger havde hun henrevet publikum til et begejstret bifald og gjort et uudsletteligt indtryk på den unge generation: i ubevogtede øjeblikke øvede de unge damer sig foran spejlet i attituder å la lauerwald. Det var imidlertid mimens forgængelige kunst, men hvor begejstret var ungdommen ikke af det væld af poesi, der åbnede sig i oehlenschlagers „ St. Hans aftenspil “ Og „ Aladdin “ 1 det skønne, billedrige sprog udøvede en betagende virkning på den yngre slægt. Hvor dannede samfundskredse samledes til selskabelige sammenkomster, var fremsigelsen af oehlenschliigerske digte stedse et af aftenens glansnumre. Efter høstens afslutning havde bønderne som sædvanlig givet det himmelske og det jordiske hver sin part. De vare gåde i kirke for at høre høstprædikenen. Med andagt havde de lyttet til de velærværdige pastorer, som i deres taler forstode at forbinde det religiøse med det nyttige og derfor særlig havde lagt menigheden gavnligheden af jordens dyrkning på sinde. Derefter havde både ældre og yngre hengivet sig til høstgildernes glæder. Hine samledes, rygende deres „ Blåmand “, om punschebollerne, medens karlene og pigerne til fiolernes og klarinetternes skingrende toner svang sig i reel, Vals eller sekstur. Aldrig havde der været større lystighed i Brønshøj, Gladsaxe og i gjentofte. Det var lige ved september måneds udgang. Landliggerne begyndte at vende tilbage til hovedstaden. Bonden havde just tilendebragt vintersædens såning og var nu i færd med at tage efterslæt på engene. Alt tydede på, at efterårets fredelige sysler skulle uforstyrrede til at begynde i staden og på landet, da gik der pludselig ligesom en krigersk luftning hen over Danmark. Med et gav kronprins-regenten befaling til, at der skulle samles en militærstyrke på over en snes tusind mand i det østlige Holsten. I de byer, hvor de opbudte regimenter lå, blev man nu vidne til et livligt røre. Fra Sjælland og Fyn overførtes i orlogsskibe tropper til Kiel, fra Jylland og Slesvig marscherede regimenterne syd på. Det vrimlede af kavalleri og ridende artilleri på landevejen mellem København og Korsør, hvorfra det om bord i smakker gik til Nyborg og derfra videre over land til Middelfart, hvor fartøjer holdtes rede til overskibning til halvøen. De mange regimenter med deres forskelligt farvede uniformer afgav et broget skue, der overalt, hvor de drog igennem, vakte den tililende befolknings nysgerrighed. Våbnenes klirren, kommandoråbene, fodslagene, bagage- og ammunitionsvognenes rummel og støvskyerne dannede trækkene i det billede, der oplod sig for den studsende mængdes blikke. Stadig for bønderne ligesom skræmmede op, når trompeterne blæstes i de landsbyer, hvor der rastedes, hvad enten det nu var til tappenstreg eller til reveille. Det var en forsmag på krigerlivets uro og strenghed, de skikkelige mænd og kvinder her fik, men blide følelser kom dog også med i laget. De tårer, hvormed mangen en ung bondepige rakte den bortdragende soldat hånden til afsked, vare vidnesbyrd om, at hjertets -- 4 — sprog også var blevet ralt under de få timers rast. Henimod midten af oktober var troppesamlingen tilendebragt. Det hele var sket med anerkendelsesværdig hurtighed og punktlighed. Kronprins Frederik indtraf til Kiel, i hvis slot han opslog sin residens og tog overkommandoen. I. På kjøbenhahns indrerhed lå linieskibet „ Prinsesse Sofie Frederikke “ under kommando af kommandørkaptajn Cornelius Krieger, der havde befaling til at tage prins Frederiks regiment om bord og overføre det til Kiel. Regimentets chef, prins Kristian Frederik, ville selv følge med. I flere dage havde matroserne haft travlt med at indrette skibet til dets bestemmelse. For at vinde plads vare det mellemste batteris kanoner blevne fjernede, og chefens kahyt var bleven således udstyret, at den kunne være et komfortabelt opholdssted for hs. Højhed. Efterhånden som regimentets delinger stillede på toldboden, sattes de i store både ud til linieskibet. En tæt folkestrøm, der bevægede sig frem og tilbage på Langelinie, overværede troppernes indskibning, hvilken desuden havde hidkaldt en sværm af sælgekoner og jøder, der falbød de forskelligste sager. Hele dagen over lød der på nordre toldbod en summen og larmen af hundreder af råbende eller skrigende stemmer. De adstadige borgere, der betragtede hele dette skuespil, vidste nok, at Kiel var regimentets bestemmelsessted; men hvad det egentlig skulle der, og hvad meningen med troppeafsendelserne overhovedet var, havde de ingen forestilling om. Og man vogtede sig for offenlig at udtale formodninger eller drøfte rygter. Thi nogle måneder forinden havde regeringen udstedt en forordning, ifølge hvilken kolportører af rygter om almindelige foranstaltninger straffedes med bøde og fængsel. Da aftenen faldt på og larmen stilnede af, hørte man sang og hurraråb fra „ Brokkensbod “ ved indgangen til toldboden. Denne matroskneipe udmærkede sig både ved sin folkelige navnkundighed og ved sin simpelhed. Det var en lille, grå enetages bygning med højt teglstenstag og midtgavl. Under denne var en dør, der førte ind til en kort gang, fra hvilken man til begge sider trådte ind til en to fags stue med lavtliggende loft og stenfliser til gulv. Vægge og loft vare kalkede, men røgen fra osende talgpråse, tranlamper og kridtpiber havde i årenes løb farvet dem temmelig sorte. Midt på gulvet stod i hver af de to Stuer et smalt, firkantet bord med stole omkring, og ved hvert vindue et lille bord med en stol ved hver side. Møblementets kulør var mørkebrun, men farven havde vanskelig kunnet holde sig overfor de strømme af øl, brændevin og punsch, der under de hyppige slagsmål havde udgydt sig over den. Billedgalleriet på væggene indskrænkede sig til silhouetter af kongen og kronprinsen og til nogle simple træsnit, der forestillede træfninger mellem engelske og franske krigsskibe. I stuen til venstre for indgangen fandtes skænken, bag hvilken værten, mester Hannibal, som matroserne kaldte ham, havde sit stade. Det var en velvoksen, før mand med rødt skæg og hår, grå, svinepoliske øjne og et bredt ansigt, hvis skrammer og lød vidnede om, at han havde bestået mangen en dyst, hvor det gik løs enten med tollekniven eller med flasken. Han havde i sin tid været kok i et af de asiatiske kompagnis skibe, og han havde som sådan indvundet de erfaringer, der rigtig kom ham til Pas i hans nuværende stilling. Som mester Hannibal stod der med sit hvide forklæde og sin mørkeblå runde hue på hovedet, følte man, at han var manden for at klare situationen i „ Brokkensbod “, hvis den under dunsternes virkning undertiden udartede til babylonisk forvirring. Omkring i lokalet haltede en lille, halvgammel opvarter, hvis ene fod var bleven beskadiget i.slaget på reden. Der var i dette øjeblik kun få gæster, som sad samtalende ved småbordene og røg på deres pibe til et glas øl og en snaps. Fra køkkenet trængte lugten af stegt flæsk ind i stuen. Med et kraftigt tag gik døren til gangen op. Peter stjert og Ole pli, begge matroser om bord i „ Prinsesse Sofie Frederikke “, trådte ind; hver af dem bar en pakke, som de lagde fra sig. „ Husk på den, mester Hannibal, hvis vi mulig skulle komme til at glemme den, “ sagde Peter stjert til værten. De havde besørget ærinder for proviantforvalteren og vare nu på tilbagevejen. Næppe havde de tvende matroser taget sæde og forlangt „ To og en halv “, før døren igen gik op, og tre musketerer af prins Frederiks regiment viste sig. De havde af løjtnanterne fået tilladelse til at fjerne sig en lille time fra kompagniet på toldboden, da der ville hengå mindst den dobbelte tid, inden dettes tur til indskibning kom. „ Tre glas grog, “ råbte de til opvarteren. Mester Hannibals ansigt lyste af tilfredshed over, at søgningen således tog til. „ Det er dog en himmelsk lugt, det flæsk har, “ sagde Ole pli. „ Ja, tænderne løber ordenligt i vand, “ svarede Peter stjert. „ Lad os få en stor portion til deling. “ Opvarteren bragte flæsket. Matroserne begyndte at spise med en storartet appetit. „ To snapse til, “ udbrød Ole, „ og lad flasken stå her på bordet! “ Opvarteren skottede hen til mester Hannibal, der med fast stemme sagde: „ Nej, den taktik bruger vi ikke her. “ „ Nej, kammerater, her går den på tælling, “ råbte en af musketererne. „ Skål! “ „ Skål! “ var svaret. Soldaterne og matroserne satte sig derpå sammen om det firkantede bord midt i stuen. De bestilte i forening en bolle punsch for at klinke på det forestående togts velgående. Da det mørknedes, tændtes to bliklampetter på væggen. Den dampende bolle var lige sat på bordet, og Peter stjert var i færd med at fylde glassene, da der lød kvindelige hvin fra gangen. Mester Hannibal gik hurtig hen og åbnede døren. „ Å, lad os slippe her ind, “ råbte to piger på en gang. „ Vi forfølges af hosekræmmer hørrings to svende; de ved nok ham i store Kongensgade. “ „ Ja, kom i kuns ind til mig, mine små snepper, “ sagde Hannibal, „ her finder i godt selskab. “ To sypiger, Lene og Nora, lange og ranglede, i slutningen af tyverne, mørkøjede og brunhårede, for ind ad døren, som mester Hannibal slog i med eftertryk. Musketererne og matroserne betragtede dem med nysgerrige blikke. Det samlede mandskab fandt, at de i deres grønne sirtses kjoler, med det sorte, uldne shawl og kapothatten, toge sig ganske dejlige ud. „ Måske jomfruerne vil tage plads og hvile lidt ud; i er så forpustede, “ sagde Peter stjert. „ Pivad var det for sejlere, der var i jeres kølvand? “ „ Jeg skal sige jer, vi var til Dands i „ de tre ruller “ i går aftes, og der.... “ „ Var de påtrængende svende fra hørring også, “ afbrød Nora Lene. „ Men vi kan ikke med dem; de er så gruelig kalleknæede. “ „ Det kan jeg li’e. Jomfruerne har smag, “ sagde Ole pli. „ Sæt jer nu ned! “ lød det fra hele selskabet. De to piger tog plads ved bordenden nærmest ved matroserne, efter at opvarteren havde skilt dem af med shawl og hat. Deres bare Hals, som den nedringede kjole lod til syne i hele dens glorie, vakte almindelig beundring. Peter stjert fandt, at nogle brune skjolder i huden vare sande skønhedspletter, og alle tiltrådte hans mening. „ Holder jomfruerne af stegt flæsk? “ spurgte en af musketererne. „ Det er netop vor livret! “ råbte Nora og Lene i munden på hinanden. „ Vel, “ faldt Ole pli ind, „ to portioner, mester Hannibal. “ Da måltidet var endt, fyldte Peter stjert pigernes punscheglas. „ En skål for vore gratsier, kammerater i “ udbrød han. „ Hør vil de ikke benævne os anstændig, “ sagde Lene. „ Ja, vi tåler ingen ukvemsord, “ ytrede Nora. „ Hvad fanden er grasier? “ spurgte musketererne. „ Jeg ved det fanden forhyre mig ikke, “ svarede Peter. „ Men sådan plejede kaptajnen på „ den store Bjørn “ at sige, når han i lystige lag drak pigernes skål.... Nå væk med alle nykker; lad os drikke 1 “ „ Ja, drikke! “ lød det fra hele kompagniet. Stemningen kom op. Af og til listede de to matroser armen om livet på pigerne og klinkede med dem. Op gik døren, og ind trådte Palle spillemand, en forsoren Karl, der om sommeren havde fast station på dyrehavsbakken og var det der søgende publikum vel bekendt. Han tog violinen, der var skjult indenfor kjolen, frem og gjorde et par buestrøg, så det hvinede i strengene. På dette tidspunkt rejste musketererne sig, da de nu skulle stille igen. De betalte, tog til chakot’en for pigerne og gik. „ Tre mand i stedet! “ råbte Ole pli og så hen mod småbordene ved vinduerne. „ Ja, nok! “ lød svaret, og tre matroser indtoge straks den ledige plads. „ Drik et glas og spil en Vals! “ råbte Peter til Palle, „ så skal vi have os en svingom men pigerne her. “ Spillemanden tømte glasset og stemte violinen. Peter stjert, der nu under punschens indvirkning var kommen i perlehumør, sang af fuld Hals: „ Frisk, fatter Mikkel, stem dine strenge, tøsen i Kina jeg glemmer så længe, glemmer endog Cap de bønne esperanz, der, hvor den yndige halvbrune tøjte, spillede skælmsk på sin hyldetræsfløjte og bød mig op til en hottentotdans! “ „ Det var en ækel vise, “ råbte de to piger. „ Never mind, min glut, “ svarede matroserne, „ kom så! “ Peter stjert valsede ud med Lene, Ole pli med Nora, og rundt om bordet gik det under matrosernes klinken og lydelige bifald. „ Stop Manne, “ råbte pludselig mester Hannibal og pegede på det bornholmske stueuhr; „ nu må i tage e kursen herfra. Glem ikke bagagen. “ „ Den danske Matros parerer orlogsordre, “ udbrød Peter og Ole uvilkårlig på en gang. De førte Lene og Nora til deres plads, betalte opvarteren og drak et glas med selskabet. „ Farvel, min engel, “ sagde de begge, vendende sig til pigerne; „ et Kys med ved falderebet! “ „ Næste gang skreg Lene og Nora og tyede om bag skænken under mester Hannibals beskyttelse. „ Adjos, min skat, “ vare Peters og Oles afskedsord, idet de kyssende på fingeren gik ud af døren. Iii. Den følgende morgen var orlogsskibet „ Sofie Frederikke “ Klar til afgang. Himlen var skyfri, en' frisk nordlig vind blæste. Alt tydede på den heldigste overfart. Kammerlakaien havde bragt prinsens toiletrekvisiter og lekture om bord i kahytten. Hs. Højhed delte for øjeblikket, når han ikke var tvungen til at varetage militærsager, sin tid mellem naturvidenskab og æsttetik. Det sidst udkomne hefte at „ Flora Danica “ var lagt på hans bord tilligemed hans herbarium, hvori han ville indføje nogle efterårsblomster, han et par dage før havde plukket i Sorgenfri slotshave. Skjønliteraturen repræsenteredes af oehlenschlagers „ Poetiske skrifter “ Og Goethes „ Hermann und Dorothea “. Da prinsen også ønskede at følge med dagsbegivenhederne, havde lakaien medbragt de „ Københavnske tidender “ og „ Dagen “. Klokken 9 lå chaluppen ved toldbodtrappen. Kort efter kom prins Kristian kørende fra Amalienborg, ledsaget af kammerjunker v. H. v. Harbou, fra hvem han skiltes, efter at han smilende havde rakt ham en lille lyserød billet til videre besørgelse. Prinsen gik derefter hurtig i chaluppen og blev roet ud til orlogsskibet. Han betrådte dette som general og regimentschef. Ved faldrebstrappen modtoges han af kommandørkaptain Krieger og søofficererne. Til den modsatte side stod landofficererne. Grenaderkompagniet paraderede på dækket. Prinsen hilste særlig på Krieger og de to bataillonskommandører, ytrede et par ord til kaptajn, grev bentheim-steinfurth, og gik ned i kahytten. Lakaien modtog hans trekantede hat og sablen, hvorefter hs. Højhed satte sig i en magelig lænestol og greb nysgerrig efter „ Dagen “. Imidlertid lettede linieskibet klokken 10. Det vekslede salut med „ Trékroner “ og „ Sixtus “; for underseil, mersseil, bramseil, mesan og klyver satte det som en mægtig svane kursen mod syd. Snart forsvandt Københavns tårne for besætningens blikke. Til middagstaflet i kahytten vare foruden Krieger, bataillonskommandørerne og Bentheim et par officerer af hver af etaterne indbudte. Retterne var just ikke mange, men de vare solide, thi den nittenårige prins satte overordenlig pris på et godt bord og spiste med ungdommens appetit. Spisesedlen lød her på suppe, fiskebudding, kalkun og lagkage. Vinene vare rødvin, rhinskvin og Madeira. Prinsen førte ikke blot sin gaffel med en elegant virtuositet, men han ledede også med dygtighed konversationen. Han var begavet, vel belæst og i åndelig henseende langt mere udviklet, end unge mennesker i hans alder pleje at være det. Han havde en god højde, en rank figur, et sort, krøllet hår, livlige blå øjne og en romersk profil. Hans øvrige egenskaber ville fremtræde i fortællingens løb. „ Det er kun kort tid siden, jeg besvarede en hilsen af dem, kommandørkaptain Krieger, “ sagde prinsen. „ Det var, da kronprinsen lagde grundstenen til rådog domhuset, deres højhed. “ „ Rigtigt. Ah, den hele handling var magnifik. Statsminister Reventlows tale var fortræffelig. Det borgerlige infanteri og brandkorpset tog sig ypperligt ud. Har de tilfældigvis set tegningen til rådhuset? “ „ Nej, deres højhed, det har jeg virkelig ikke, “ svarede kommandørkaptainen, med et forundret smil. „ Skade 1 de ville da have beundret den joniske kolonnade, der danner indgangen. Professor Hansen vil sikkert høste ære af sit værk... Fiskebuddingen er delikat — ikke sandt, mine herrer? “ „ Henrivende! “ lød det i kor med Bentheim som korfører. Lakaien og hovmesteren, der besørgede opvartningen, havde travlt med at fylde rhinskvinsglassene, der hyppig bleve tømte. „ Deres højhed vil tillade mig at spørge, hvorledes arveprinsen befinder sig? “ ytrede'bataillonskommandør Holsten. „ Min faders nervøsitet er desværre i tiltagende “, svarede prinsen. „ Vi havde sat store forventninger til hans ophold ved badet i nenndorf og Pyrmont i fjor sommer, men da de ikke gik i opfyldelse, besluttede min fader i år at forbliye i ro på Sorgenfri. Mine søskende og jeg håber stadig på, at der vil indtræde en afgjort bedring i hans tilstand. “ „ Alle officererne ved regimentet deler deres højheds håb, “ sagde Holsten. Konversationen standsede en kort tid. Kalkunen serveredes nemlig og gjorde et så lifligt indtryk på ganen, at man kun havde Sans for nydelsen. Prinsen afbrød Pavsen. Han løftede et glas Madeira, vendte sig mod Krieger og udbrød: „ Som regimentets chef udbringer jeg en skål for dem, idet jeg ønsker os alle et lykkeligt togt. “ Stående drak selskabet skålen, men ligesom det rejste sig, faldt en glasvase med en blomsterkost ned fra et lille bord i kahyttens hjørne og splintredes. Årsagen var en øjeblikkelig stærk bevægelse i skibet, men prinsen følte sig uhyggelig berørt af tilfældet. Efter at kagen var indtagen og samtalen kommen i gang igen, blev efter prinsens ønske kaffen straks drukken. Likøren var en rom, der havde passeret linien flere gange. Prinsen hævede taflet; officererne gik til deres funktion. Da tusmørket indtrådte kl. fem, tændtes vokslysene i to til bordet fastgjorte armstager. Prinsen læste en time i oehlenschliiger „ Vaulundurs saga “. Derpå lod han grev Bentheim kalde. „ Tag plads i stolen her lige overfor mig “, sagde han til den indtrædende kaptajn. „ Jeg ønsker at underholde mig lidt med dem. “ Grev Bentheim, der havde stået med en stram holdning, satte sig. „ Deres højhed befaler? “ „ De var jo for nogle år siden en hyppig gæst hos landgrev Karl af Hessen, både på Gottorp og i louisenlund? “ „ Hds. kgl. Højhed landgrevinden og hs. Durchlauchtighed beærede mig ofte med en indbydelse. “ „ De ved, at for mange år tilbage stod landgreven i forbindelse med den gådefulde grev Saint Germain? “ „ Jeg har hørt ham meget omtale. Flan skal have fortalt, at han var et par tusinde år gammel, at han havde kendt Kristus og apostlene personlig.......... “ „ Det er. ikke den side af hans virksomhed, der interesserer mig, lige så lidt som jeg skøtter om historierne angående hans guldmagerkunst. Derimod har hans fortællinger om drømme og varsler fængslet mig. Hørte de aldrig landgreven tale om de varsler, Saint Germain havde haft? “ „ Nej, landgreven berørte undertiden hans guldmageri. Det vakte min opmærksomhed. Hvis den kunst virkelig eksisterede, ville de fleste lære den. Men hos landgreven beskæftigede jeg mig iøvrigt med andre ting end med mystik. Sligt ligger ikke for os bentheimere. Nej, vi spillede kort. Kortspillets tteori er egentlig den videnskab, der interesserer mig mest. “ De er åbenhjertig, grev Bentheim, det kan jeg godt lide. “ „ Må jeg dristigt spørge, om deres højhed for nylig har oplevet noget gådefuldt, siden de berørte varsler? “ „ Ikke ligefrem noget gådefuldt. Men under kørslen fra Amalienborg til skibet her blev jeg uhyggelig berørt. Jeg mødte sekondløjtnant Lous. “ „ Jeg forstår ikke deres højhed. “ „ De ved måske ikke, at orlogsskibet „ Prins Frederik “, opkaldt efter min fader, løb på grund og sattes til under kommando af en Lous. “ „ Nej, deres højhed, det er mig ubekendt. Men hvad slutter de af mødet med løjtnanten? “ „ At mødet kunne være et varsel om en lignende skæbne for skibet her. “ „ Deres højhed kan være forvisset om, at himlen beskytter dem. “ „ Nu vel, grev Bentheim, jeg ynder ellers ikke at tale om mig. selv. Men der er dog et lille mærkeligt træk, jeg vil fortælle dem. Den nat, jeg blev født, drømte geheimerådinde Høegh-guldberg, at en engel viste sig for hende og sagde, at jeg skulle benævnes med et persisk navn, dej betød: den lykkelige sejrherre. “ „ En vidunderlig stadfæstelse af, hvad jeg før ytrede “, udbrød Bentheim. „ Deri søger jeg også min beroligelse “, svarede prinsen. „ For hver samtale jeg har med dem, grev Bentheim, får jeg større interesse for dem. “ Greven rejste sig, rettede sig og bukkede derefter dybt. „ Hvis skibets bevægelser ikke bliver stærkere, vil jeg sysle lidt med mit herbarium “, tilføjede' prinsen. Han nikkede venligt til grev Bentheim, der forlod kahytten. Men skibets slingren hindrede prinsen i at foretage botaniske studier. Han gik ind i sit lukaf, hvor lakaien hjalp ham til køis. Omtrent ved midnat nåde orlogsskibet Gedser odde, og kursen sattes nu i vestlig retning. Vinden var bleven nordøstlig og søen var urolig. Regimentets tropper viste sig til morskab for matroserne alt andet end søstærke. Muskettererne måtte spy, og medens de klynkede, sagde matroserne grinende, at det var da godt, at mellemste batteris kanoner vare væk, for så kunne jo portene gøre tjeneste som brækhuller. Men de få af regimentets folk, der holdt stand, trøstede deres lidende kammerater med forsikring om, at de nok skulle garve ulkenes rygstykker, når de først fik fast grund under fødderne. „ Landkrabberne “ begyndte dog at føle sig bedre til Pas, da orlogsskibet efter en dags sejlads ved nattetid ankom ud for Kieler fjord, hvor det bjergede alle sejl og gik for Anker. Klokken syv omtrent indtraf morgenen med en pragtfuld solopgang og nordlig vind med laber kuling. „ Prinsesse Sofie Frederikke “ lettede Anker, satte sejl til og stod fjorden ind. En time senere nådes Kiel, hvor troppernes udskibning straks begyndte. Iv. På Kieler fjords vestlige bred ved stadens nordøstlige hjørne ligger slottet. Den massive bygning, der består at tre fløje, lod kejserinde Katharina at’rusland opføre for sin søn og myndling, storfyrst Poul, de gottorpske hertugers arvinger. Fra slottet, der er højt beliggende, har man en herlig udsigt over fjorden og det skønne, skovrige, bakkede landskab på begge dens sider. I den store have nord for slottet afveksle elm, lind og bøg med hinanden, omkransende græsplæner med rige blomsterbede. Langs fjordens inderste vestlige bred løber en prægtig lindealle, der anlagdes af kong Frederik den tredies datter, prinsesse Frederikke Amalie, som ægtede hertug Kristian Albrecht. Om sommeren er slottet i Kiel og dets omgivelser en henrivende plet, og intet sted tager skoven om efteråret en farverigere afsked med sommeren end netop der. Men for øjeblikket kunne man på slottet i Kiel mindst af alt hengive sig til idylliske naturstemninger, thi fra morgen til aften drønede kanonskud, geværsalver knaldede, hornsignaler lød, jorden dundrede under hestehovenes slag, og kommandoråb svirrede om i luften. Hvor man vendte og drejede sig hen, så man soldater og ryttere. Der marscheredes, ekserceredes, paraderedes og inspiceredes. Alle disse bevægelsers tråde løb sammen i hånden på den højstkommanderende, kronprins Frederik, der havde sit hovedkvarter i slottets østlige fløj. Han var idet virksomhed og uro. Han stod på dette tidspunkt op klokken halvsyv lidt efter solopgang, iførte sig generalsuniform, spaserede en tur i haven, drak the, hvortil han nød noget franskbrød, og satte sig derpå ved skrivebordet i sit arbejdsværelse, der var møbleret i empirestil. Hurtig gennemgik han de indkomne sager, både den militære og den civile korrespondance. Kronprinsen ville personlig se alt og selv træffe den sidste afgørelse. Hurtigt nedskrev han sine resolutioner, snart på tysk, snart på dansk. Hvad enten sagen drejede sig om et statsanliggende af første rang eller om en lille pengehjælp til en lakais børneflok, så tog han begge dele med samme alvor og samvittighedsfuldhed. Men hvilket spørgsmål der end kom for, havde han dog ikke sin opmærksomhed så meget henvendt mod helheden som mod enkelthederne; som oftest så han ikke skoven for lutter tlæer. Af og til kastede kronprinsen pennen, rejste sig og gik med febrilsk hurtighed frem og tilbage i værelset, eller han trådte hen foran vinduet og så over til Ellerbeck, hvor fiskerne vare i færd med et sætte deres både i vandet. Klokken otte indfandt generaladjudant Bulow sig for at modtage parolen og feltråbet. „ Troppernes dislokation vil snart være tilendebragt, “ Sagde kronprinsen. „ Senest i morgen eftermiddag vil hvert regiment være i sit kantonnement. Det er et mesterstykke, drs. kgl. Højhed der har udført som generalissimus, “ ytrede Bulow. „ Når mine ordrer blot blev så nøjagtigt udførte som i dette tilfælde. Men man glemmer eller tilsidesætter dem undertiden. “ „ Hvorledes, deres kgl. Højhed? “ „ Bulow, de kender min forordning af 23. Juli 1803 om officerers hilsen? “ „ Ganske vist, “ svarede generaladjudanten, der søgte at skjule sin forlegenhed. „ Tænk dem, i går passerer jeg forbi kaptajn Gimpel; han er uden skærf, og han hilser mig alligevel med højre hånd!... Bulow, betænk, med højre hånd! stik imod forordningen? Å, det er horribelt! “ „ Ja, formidabelt, deres kgl. Højhed! “ Kronprinsen gik et par gange med hurtige skridt frem og tilbage i værelset. Pludselig standsede han foran Bulow og udbrød: „ Hvor jeg ærgrede mig ved den sidste parade over andet jyske infanteriregiment. “ „ Deres kgl. Højhed tog dem prægtig ud, da de red ned forbi fronten; de mindede om Napoleon! “ „ Godt, godt, min kære Bulow!... Jeg var i en fortræffelig militær stemning; men da opdager jeg pludselig, at der mangler en knap i en af fløimændenes kjoler, og sekondløjtnant pilkers Rabat var skæv... Jeg blev i højeste grad forbitret... Eksercitsen gik særdeles godt, jeg indrømmer det: men i mine udtalelser til chefen betonede jeg skarpt denne forsyndelse mod munderingsreglementet. “ „ Der er da intet, som kan undgå deres kgl. Højheds falkeblik, “ ytrede Bulow. „ Streng nøjagtighed i de mindste enkeltheder er betingelsen for, at helheden kan blive fortræffelig. Dog nok herom. Jeg skal nu overveje spørgsmålet, om jægerkompagnierne ikke bør have fjer i hatten, da sligt kan opflamme modet. “ Adjudant Rømer meldte generalmajor, prins Kristian. Bulow forlod værelset, med honnør først for kronprinsen, derpå for den indtrædende prins. Kronprinsen rakte prins Kristian hånden og anmodede ham om at tage plads i kanapeen, hvor han også selv satte sig. „ Jeg meddeler dig straks, fætter, at jeg har stadfæstet valget af Clauson kås til din adjudant. “ „ Derfor er jeg min høje fætter meget forbunden, “ Svarede prinsen. Kronprinsessen befinder sig forhåbentlig vel? “ „ Hun har snart opholdt sig en månedstid hos sin fader på louisenlund. Jeg var sammen med hende et par dage, før jeg kom her til Kiel, og da var hun i bedste velgående. “ „ Har landgreven sporet heldige virkninger af sit ophold i karlsbad! “ „ Fodgigten er forsvunden, og.han bevæger sig lettere. Det glædede iøvrigt ham og min svigermoder overordentlig, at du nu skulle ligge i kantonnement. De ventede, at der skulle blive en rigtig soldat ud af dig, og det er også mit håb. “ „ Jeg skal bestræbe mig for at tage dig til forbillede, fætter, “ svarede prinsen på flofmandsvis; „ så ved jeg da, at jeg ikke kan gøre noget bedre valg. “ Kronprins Frederik ønskede derefter at vide, hvorledes det var gået med troppernes indskibning på orlogsskibet „ Prinsesse Sofie Frederikke “ og med overfarten. Prins Kristian gav en udførlig skildring deraf. Derpå beklagede kronprinsen, at de mange uopsættelige forretninger tvang ham til at afbryde samtalen. Idet de skiltes, gav kronprins Frederik sin fætter løfte om, at han ville besøge ham i hans kvarter på slottet i piøen. V. Omtrent fire mil sydøst for Kiel ligger piøen med det gamle, interessante slot. Byen er anlagt på en tange mellem store og lille pløener sø, og slottet er opført på en bakke, hvorfra der er vid udsigt mod nord og syd over småøerne i de to søer, som omkranses af skovbevoksede højder. Den store slotsterrasse beskygges af høje elmtræer; i slotshaven, der på det heromhandlede tidspunkt var i fransk stil, fandtes prægtige lindealleer, og rundt om i landskabet tonede dejlige bøgeskove frem. Baggesen, „ Gratiernes sanger “, erklærede piøen for at være et af de skønneste steder i verden. Det var et Paradis, hvortil der ikke fandtes mage på jordkloden. Slottet, der består af tre fløje, har højt tag, der brydes af flere gavle, som vender ud til begge sider. Den gamle bygning hidrørte i sin daværende skikkelse fra den første halvdel af det syttende århundrede og var opført af hertug Joakim Ernst, hvis sarkofag står i gravhvælvingen ved slotskapellet. Hertugen, en brodersøn af kong Frederik den anden af Danmark, var stifter af den pløenske hertuglinie, der uddøde omtrent i midten af forrige århundrede, hvorefter piøen forenedes med kronens besiddelser. Amtmanden og et par adelige familier fik efter den tid bolig på slottet, men den mærkeligste blandt dettes beboere var dog den åndssvage hertug Vilhelm af Oldenborg, der siden året 1 7 78 under kongen af Danmarks kuratel residerede i den vestlige fløj. Medens hans fætter, hertug Peter, som regent styrede Oldenborg for ham, var hs. Durchlauchtighed i piøen væsenlig beskæftiget med at strikke strømper til byens fattige befolkning. Hertug Vilhelm var nu en mand på over halvtredsindstyve år. Det var en ejendommelig genbo, prins Kristian her fik, da han opslog sit kvarter i slottets østlige fløj. Da prins Kristian havde fået sig indrettet i sit kvarter, steg minderne fra hans tidligere besøg i Holsten levende frem i hans erindring. Vel havde han kun rejst gennem landet, med korte ophold i Rendsborg og Altona, men turen var gået gennem frugtbare egne, hvis naturskønhed man som en følge af datidens befordringsmidler havde mere ro til at beundre end nu til dags. Prins Kristian havde første gang set udlandet 1803, da han sammen med sin fader og sin Broder, prins Ferdinand, havde opholdt sig ved badene i nenndorf og Pyrmont og aflagt en visit ved det kurfyrstelige Hof i Kassel. Her havde han foretaget en udflugt op ad Rhinen. Det var i månederne juli og August. Hjemrejsen til København var gået over Århus, hvor arveprinsen havde besøgt gehejmeråd Ove Høegh Guldberg, til hvem han stedse var vedbleven at være knyttet ved et oprigtigt venskab. Det følgende år gik arveprinsens baderejse atter til nenndorf og Pyrmont. Han var denne gang ikke blot leds

1899_Ravn_InterioererFraVoreBedsteforaeldresOgForaeldresTid

Interiører Fra Vore Bedsteforældres og Forældres Tid

Ravn

Ravn

Interioerer Fra Vore Bedsteforaeldres Og Foraeldres Tid

female

1899_Ravn_InterioererFraVoreBedsteforaeldresOgForaeldresTid.pdf

Camilla

Ravn

Ulrik Horn

dk

Interiører fra vore bedsteforældres og forældres tid

n

roman

Høst

KB

pdftxt

nan

nan

O

Alle i livets gode ånder, både barndommens smilende alfer, ungdommens strålende feer og den modne alders venlige genier! Kom og sæt eder hos dem, der læse om det gamle hjem. Da ville i hviske til dem, at det ikke er fantasiens bedrageriske koglespil eller overleveringens udsmykkelse af de virkelige forhold, der bevirke, at de gamle hjem træde frem for eder, som de gøre; nej, det er blot kærligheden, der ser klart, og nu, da år er gåde, kan den tyde hjemmets fine skrift uden kritikkens briller. Og måske i da ville stanse lidt i eders livs rastløse færden, og skønt det elektriske lys kaster sit kolde, klare skin over eders bog, skønt telefonklokken klinger, og i udefra kunne høre lyden af de forbifarende cyklers klokker, af lokomotivers hvæsen og af dampskibes gennemtrængende fløjten, ville i kunne se de gamle hjem for eder i astrallampens milde skær. I ville kunne mærke varmen fra brændeildens gløder og ane duften af roser og lavendel fra potpourrikrukken, og i ville tænke på livet i København i kong Frederik den sjettes dage og måske se på det gamle empiremøbel derhenne i krogen med mere pietet end ellers. Og skulle i måske falde på at læse højt for hinanden, da kan det godt være, at det knirker og knager i de gamle skuffer; thi de høre ord fra en, som har elsket de gamle hjem fra de gode, gamle dage. Skal man så beskrive et af disse hjem, dets værelser og bohave, kommer man først til at mindes det sted, hvor arneflammen brændte, den gamle, hyggelige ovn. Ja, arneflammen, den knitrede og brændte; den kastede sit flakkende, rødlige skær ud over den hyggelige dagligstue og gjorde tusmørke-timerne så uforglemmelige for dem, der sad og så på de spillende flammer og klare gløder og på den line, hvide brændeaske. På den gamle ovns fodstykke stod der i en rosenguirlande, holdt af et par pluskæbede englebørn: anno 1794, og når man spurgte den gamle husfrue om hendes alder, da svarede hun altid: « det kan jeg ikke huske, før jeg får set på kakkelovnen, den og jeg er lige gamle. » På ovnen var der små døre, gennem hvis spjæld man så den flammende ild; men dørene kunne også lukkes op på vid gab, og når et par barneøjne da stirrede ind på ildstedet, kunne de se vidunderlige ildsøjler og flammende træer, lig dem i alfedronningens glødende have. Man følte det næsten som en helligbrøde at tage den skindbetrukne puster med de blanke messingsøm og ved at puste ind mellem ildsøjlerne at få alle de små gnister til at blive helt ellevilde og styrte afsted i den kådeste tagfat og ikke adstadigt danse i vejret, som det sømmede sig gnister i en dronnings have. Mindre dristigt var det at tage et par grankogler i den store brændekurv og liste dem ind mellem brændestykkerne for at få den dejlige harpikslugt ud i stuen. Slankt og højt var det øverste stykke af den gamle ovn med flere åbne rum. I det nederste stegtes æblerne bedst, og i det øverste kom røgelsen til at dufte uden at brændes. alt dette elskede børnene, de betragtede den gamle ovn som en god ven. De gamle folk, de nød dens milde varme og tænkte på svundne tider og gamle minder; medens de unge elskede den, fordi man i dens skær kunne sidde så fortroligt sammen; thi i tusmørke-timen, når kun ilden fra ovnen oplyste stuen, da kunne hænder og læber mødes; og der var altid unge kærestefolk i det gamle hjem. Se, så var der også hjørnepiedestalen! Når dens buede mahognidør blev åbnet, kunne man skimte sølvkammerets herligheder, og det var en stor gunstbevisning, når bedstemoderen viste de beundrende børn alle disse skatte. Der var ikke halvt så meget, som man nutildags kan se på unge folks bufeter; men de gamle kander og skåle vare næsten alle sammen erkendtlighedsgaver til husfaderen, givet ham af taknemlige folk, som han havde stået bi med råd og dåd under sin lange virksomhed. Og alle teskeerne, der hang rundt om sukkerskålen, ringede og klingrede og spillede et helt lille musikstykke for den, der havde øren at høre med. Men ovenpå piedestalen stod det gamle taffelur. Det måtte aldrig røres af profane hænder; den gamle frne tørrede selv støvet af den store glasklokke, der bedækkede det, og urmageren kom hver lørdag for at trække det op og stille det. Urets forgyldte Skive sad på et alter af lyseblå! Porcellæn, der var prydet med dejlige guirlander af hvide porcellænsroser. Ovenpå alteret stod en kurv, og en yndig, ung kvinde, ved siden af alteret, løftede sløret, der dækkede kurven, og man skimtede en hel skare små, buttede porcellænsbørn, der lå i kurven. De voksne sagde, at al denne hvide og lyseblå pragt forestillede en fe, som ville slippe skønhedens, yndens, ungdommens og munterhedens venlige genier ud af kuven. Men det forstod de fleste af børnene ikke og troede meget mere på, hvad en af de små piger sagde, at de hvide porcellænsbørn skulle forestille onklerne og tanterne som små, og at den unge kvinde ved alteret var den kone, der kom med de små børn. Hjemme hos hendes moder var det en tyk, gammel kone, der plejede at bringe de små børn, så det måtte rigtignok have været morsomt for bedstemoder at have haft sådan en smuk, ung dame i lyseblå! Gevand! iii ai komme med børnene; men bedsiemoder havde rigiignok også selv været så dejlig; det kunne man da se på det store maleri, der hang over sofaen. Og den unge bedstemoder på maleriet syntes at smile til de små, kloge hoveder, som fik denne visdom af den store otteårs kusine, og børnene undrede sig over, at de kunne have været så dumme at tro på historien med storken, da de fleste af dem netop havde fødselsdag ved vintertid, når den rødbenede fugl for længst havde forlagt sin residens til kong faraos moser. Vindusfordybningerne vare så dybe, at der var et helt værelse bag de sammentrukne vintergardiner, og der legede børnene « far, mor og børn », eller « komme fremmede ». Men mangt et jaord blev også givet bag de tunge Gardiner, og bag deres skjul kunne også veksles Kys, selv om stuerne ikke lå i det dæmpede skær fra ovnen, men oplyste af vokslysene i de klare krystalkroner. Henne i den vindusfordybning, der var nærmest ved den gamle husmoders syplads, ( hun sad nemlig altid inde i stuen og ikke i vindusfordybningen ), var en forhøjning og på denne forhøjning sad altid den af husets unge døtre, hvis biyllup stundede til. Genboerne og de forbigående kunne da altid se et ungt pigehoved bøjet over sytøjet og de flittige hænder, der arbejdede på udstyret. Men til den tid, da hun ventede sin forlovede på hans daglige eftermiddagsbesøg, løftedes blikket ofte fra arbejdet for i refleksionsspejlet at spejde efter den længselsfuldt ventede. Denne forhøjning gik senere i arv til den næste generation, og da smilede den gamle bedstemoder, når hun så de unge børnebørn spejde som deres mødre før dem. Om morgenen, da stod den gamle Fru Holm selv på forhøjningen for at nikke og vifte til sin gamle husbond. Han måtte altid gå over på det andet fortov for at se op til sin venlige kone, og hvor rørende var det da at se den sirlige, gamle mand med dannebrogsbåndet i knaphullet på den sorte frakke, med de stive, høje flipper, det hvide halsbind og diamant-nålen i det blanktstrøgne skjortebryst, svinge med sin høje hat og nikke op til den gamle kone. Hun stod der så net og pyntelig med en pibekappe på de hvide krøller, der holdtes af et sort fløjels pandebånd og med en glans i de gamle øjne, som da hun for over halv hundrede år siden stod og nikkede til sin unge ægtefælle. Skøndt mange af de andre møbler også ejede en historie, og mange minder ville dukke op for dem, der havde færdedes i det gamle hjem, når de hørte dem nævne, så ville det føre for vidt at omtale dem alle. Men send blot tanken tilbage til den store sal, hvor man altid følte, at man kun burde færdes, når livet ikke lå i hverdagsfolder; thi ti ) hverdagsbrug lå salen ubenyttet hen med sirtsesbetræk på de lyseblå damaskes møbler; men når lysene i kronen vare tændte, og lampetterne kastede genskin ind i de forgyldte spejle, da var det festsalen, hvor glædens bæger tømtes. Mon der nogensinde har været et juletræ som det, der juleaften tændtes i denne sal, når de hvidklædte børnebørn kom dansende ind fra den mørke dagligstue, førte af den gamle bedstefader. Det var så stort og strålende skønt, og når lysene slukkedes, og træet var plyndret, da kunne man sætte sig på gulvet under dets grene eller i Kres omkring det og høre historien om det lille juletræ, der stod i skoven og frøs, kom til hæder og værdighed, men endte på skraldevognen, og blev man lidt vemodig stemt over grantræets korte lykke, så måtte man dog le over « klumpe Dumpe », der faldt ned af trappen og fik prinsessen. Men før børnebørnenes skare drog ind i det gamle hjem, da var det døtrenes glade bryllupsgilder, der fejredes i den store sal, og medens forældrene med let vemod sendte dem ud i livet ved deres brudgoms side og bragte dem barndomshjemmets farvel, sad de der glade og tillidsfulde, de vare så sunde naturer og virkelig unge, at ingen sygelig vemod opfyldte dem. Nej, de vare overbeviste om, at de nye husguder ville blive endnu mere strålende end de gamle, og at held og lykke ville følge deres fjed, hvor de drog frem, og det er en god fortrøstning at tage med ud i livet. Som oftest smykkedes salen til glædesfest, men undertiden, når et elsket barn bøjede sit hoved i døden, eller da de gamle ægtefolk, først hun og så han, måtte sige farvel til livet, kort før det gamle hjem blev lukket for stedse, da bragtes deres afsjælede legeme ind i hjemmets festsal. Vinduerne tildækkedes med hvide klæder, og der stod så kisten til begravelsesdagen for at bringes hen i kirken nogle timer, før begravelsen skulle finde sted. Underlige, sørgmodige tanker kunne gribe den, der kom til at mindes disse triste timer, og mindet steg stærkest ved sommertid, når hosers sødlig vamle Duft fyldte salen og mindede om ligkransenes blomster-overflod. Hver stue ejede minder, både den rummelige entré, hvor flere kvadriller kunne danses, når salen på de store balaftener blev for trang for de mange par, og den gamle mands eget værelse, et roligt, lille værelse til gården med få og tarvelige møbler. I det magelige sofahjørne studerede han sin aftenberlinger med al den tillid til, at hvad landets vise fædre gjorde, det var såre godt, som karakteriserede den tids loyale storborgere. Skrivebordet kunne fortælle om, hvor ofte dets skuffer vare blevne åbnede for at fremtage almisser, eller hvor ofte pennene vare blevne brugte til med et eneste strøg at slette en gammel fordring, når det kneb hårdt for en eller anden god bekendt. Og bogskabet, der var så spinkelt og lille, det viste, at selv sådan en gammel mand, der bedst forstod sig på kurs og notering, på aktier og obligationer, han hentede ofte ud fra dets smalle hylder et af klopstocks eller lessings værker, øehlenschlågers første tragedier eller Rahbeks drikkeviser. Bornholmeruret i krogen har hørt den gamle nynne disse muntre selskabssange, og i røgen fra merskumspiben dannedes tågebilleder med minder fra Lars Mathiesen og det nøjsomme selskabsliv i århundredets begyndelse. Kast et blik ind i de gamle folks sovekammer med den store himmelseng, der opfyldte hele den ene væg. På den modsatte væg hang et underligt, uhyggeligt maleri af korsfæstelsen, hvor kristusfiguren lignede en stor kagemand, og hvor en højrød klat betegnede blodet, der strømmede ud fra Marias af smerte gennemborede hjerte. Men henne ved sengens hovedgærde hang et lille krucifiks. Den korsfæstedes hvide elfenbensskikkelse trådte stærkt frem på det sorte ibentræs kors, så man altid, selv om der ellers var mørkt i stuen, kunne se skikkelsen skinne, når blot lygten i gården var tændt; og jeg ved, at flere af husets kvinder ofte rettede deres blikke mod denne hvide Krist med en tavs bøn om hjælp, når de stod overfor en vigtig begivenhed i livet. der var endvidere mange andre soveværelser, hvor husets børn havde haft deres små senge stående. Senere blev disse Stuer gæsteværelser, når de af børnene, der boede langt borte fra byen, drog derind med deres børn, hver gang hjemmets højtider kaldte. Der regerede Ammer og barnepiger, der spistes vælling og tvebaksmad; medens de større børn snød sig til at spille gnav, efter at de vare komne i seng. Undertiden lå de også og gnavede sovepul-veret, som bedstemoderen bragte dem, så den gnavne, gamle bogholder, der boede i sidehuset, troede, at der var mus bag tapetet. Men lad os ikke glemme det store køkken med det hvidskurede gulv og de blanke kobberkedler og med det rummelige ildsted, hvor ilden aldrig sluktes, men asken kun dækkedes hen over tørvegløderne, så man hurtigt kunne bringe vandet i kog. Megen og god mad lavedes der; thi gæstfriheden var stor i dette hjem. Ikke alene familiens nærmeste kunne til alle tider komme, men fjerne slægtninge og gamle venner, alle tyede de til disse Ægyptens kødgryder. I vintertiden sad ofte en eller anden fattig stakkel og varmede sig ved den stedse bræn dende ild, og det var en utrolig mængde nære pårørende, som både vaskerkonen, morgenkarlen og kusken havde; « men herre gud, » sagde den gamle frue, « når de kunne spise maden med appetit, så er den dem vel undt. » I fadeburet, der var større end mangt et nutids værelse, var det allerhelligste adskilt fra det forreste rum ved tremmer. Bag tremmerne fandtes syltetøjet, de store kagekasser og de fineste delikatesser; medens de store skuffer i det forreste fadebur indeholdt svesker, rosiner, mandler og sukat, et rigt forråd, når ungdommen skulle forsynes, hvad enten det galdt om en leg med dukkekøkkenet, eller drengene skulle udrustes til et røverstrejftog i baggården og på lofterne. I fadeburet herskede eller rettere sagt burde husjomfruen have hersket; men hun var aldeles tyranniseret af køkkenets enevældige regent, Maren kokkepige. løvrigt var dette en meget naturlig magtfordeling; den lille spinkle gammeljomfru, der på sit bløde bergensiske mål altid søgte at bede om forladelse for sin tilværelse, kunne ikke hamle op med den garderkarllignende, sjællandske bondepige, der, når hun og jomfruen havde været af forskellige anskuelser, altid fik denne til at fortrække ved med en drøj ed at forsikre, at hun stak ikke op for sådant et gammelt helligt heldøre. Ved denne forsikring viste hun ikke alene de tyve af sine toogtredive tænder, men også deres blodigrøde tandkød, og når Ane smilede bistert og slog skvalp i opvaskerballen med karkluden, da fortrak den stakkels, forskræmte jomfru storm ind på sit værelse, hvor hun husvalede sig med at tage sig en omgang i en eller anden kilde fra livets flod; thi som bekendt var Norge forud for Danmark med « hellig » literatur, og den lille forskrækkede « læser » sukkede dybt over denne verdens børn. Ofte stod så en tryglende børneskare og bejlede til Anes gunst; men Ane havde stærke sym- og antipatier, og den regn af velgerninger i skikkelse af varme pandekager, rørte æggeblommer, rå gulerødder og store madæbler, som hun lod strømme ned over ansøgerne, var såre ulige fordelt; thi, « hvem gad ofre noget på en slatten tøsedreng eller på et flovt hængehoved af et pigebarn, » sagde Ane. Nej den, der var lige så vild en knægt som Anes mandlige ideal, Jens Husar, eller en rigtig forvoven djævleunge af et pigebarn, gik altid af med sejren, og i dette lille samfund regerede også de stærkeste. Medens jomfru storm ikke ville forfordele sit herskab for en eneste bid, så mente Ane, at for husets egne efterkommere og for ovennævnte Jens måtte der gælde andre regler end for almindelige dødelige. « fruen, der så ofte lod sig dreje en knap af en forsulten kælling og hendes snottede unger, måtte da sætte pris på, at Ane sørgede godt for familiens eget afkom og en af landets forsvarere. » Langt ophøjet over kokkepigens og jomfruens skærmydsler var stuepigen, den smukke Mariane, der var en respektabel pige og opfyldt af ærgerrige bestræbelser efter at være dannet. Hendes smukke, sorte hår var ved hjælp af kvædesaft ordnet i sirlige tunger i panden og fyldige, blanke fletninger i nakken; hendes midie var snørt smallere, end naturen havde bestemt den til at være, hvorfor hendes fyldige barm og runde hofter buede sig stærkt under det hvide smækforklæde. Alle hendes blide følelser svømmede ud i romanlæsning; erotik i det virkelige liv svarede ikke til den i bøgerne. Hun syntes, at et skægget mandfolk var væmmelig at kysse, og at en dunhaget knøs var alt for fersk. Derfor tilbragte hun også hver eneste fritime hos de gamle spækhøkerfolk på Nørrebro, der var hendes forældre; men som tegn på, at den tid kunne komme, da også hendes jomfruhjerte måtte give køb, bar hun et blåt emaljehjerte som skyder på den silkesnor, der tjente hende til urkæde, og det sorte fløjelsbånd om hendes fyldige Hals lukkedes af en lås med to sammenslyngede guldhænder. Men endnu have vi ikke gennemstrejfet hver krog af det gamle hus; først og fremmest mangle vi spisestuen. Over denne hvilede der noget mystisk; thi skønt den hvide dug altid lå og skinnede på bordet, parat til at modtage en sulten gæst, skønt ilden i kakkelovnen, på fyrfad og maskine bidrog deres til at lyse op, var der dog altid mørkt i denne stue. Mørket stammede ikke alene fra, at kun lidt af himlens lys kunne trænge derind, da den gård, hvortil vinduerne vendte, var ganske lille og snever, men fordi der op fra gårdens dyb steg sydende dampe og hvidlige røgskyer. De små børn bævede ved tanken om en mulig trold som ham ude på prices teater, der måske var gemt et eller andet sted og nu ligesom der skulle opsluges af den hvide røg; men de halvvoksne piger fandt det yndigt. Det mindede om tågen i elverhøj, og den mest belæste af dem talte endog om heksekedlen på heden i Macbeth; men drengene sagde, at det var noget forbandet sludder; det var jo kun slet og ret røgen fra brændevinsbrænderen ved siden af. Om aftenen og til middagsmåltidet vare de røde Gardiner trukne for, og ved kunstigt lys så stuen dobbelt hyggelig ud. Hvor smagte maden dog glimrende, der i den gamle stue. Få veltillavede retter; kun til fødselsdage og højtider kom de store rhinskvinsglas frem, og det var kun til bryllupsgilderne og enkelte andre store fester inde i den store sal, at man hørte champagneproppernes knalden. Huset, hvoraf den store lejlighed indtog hele første sal, lå på Vestergade. Der var gæstgiveri i gården, og morsomt var det at iagttage folkelivet, når bønderne på torvedagene kom til byen og satte deres vogne ind der. Stod man i et af vinduerne på første sal, fik man hilsen på hilsen. Der var hønsekræmmeren, som før han gik på torvet, altid sendte en del af sine bedste varer til eftersyn hos herskabet. Ane gjorde et midlertidigt udvalg, og det var med skrækblandet interesse, at børnebørnene, hvoraf der ofte lå et i den lille mellemstue foran sovekammeret, iagttog det sprællende fjerkræ, som Ane holdt i vingerne og transporterede ind til fruen i soveværelset, hvor hun i den årie morgenstund måtte træffe sit valg. « der har du den at lege med en times tid », kunne Ane sige og slap så en kurrende, baskende due løs på dynen til det halvvågne barn. Det gøs i barnet; men at røbe, at man kunne ængstes over det hakkende næb og vingernes slag, ville være at lægge sig ud med Ane for resten af livet. Endvidere var der tørvebonden fra øverød, en hel matador, hvis smukke kone med guldhuen ofte aflagde herskabet en visit. Jomfru storm blev da revet ud af sine gudelige betragtninger; thi en standsmæssig frokost skulle serveres for øverødmanden og hans kone. Hun medbragte altid en fin ost og en stor flaske fløde til den store tørveforbrugers frue. « og så er de nok så god, Holm! » indskød storbonden, « at sætte nogle af de penge, som mutter har tjent på mejeriet, i lidt fordelagtige papirer. Der kommer flere og flere, for det går svært frem med det mejeri, så nogle af pengene var det jo plaser at sætte på aktier. » « det er bedst, at de ryger en cigar inde i mit værelse, » mente den gamle etatsråd Holm, « der kunne vi tale om sagerne. » Forretningssager blev aldrig drøftede uden i det lille værelse til gården; det var nu en gang et princip. I gården holdt også bønder, som kom kørende ind med vognen fuld af flæskesider. Når hestene vare satte i stald, blev fatter og mutter siddende på agebrættet for at nyde frokosten, som blev trukket frem af det stor-tærnede bomuldstørklæde. Da var det børnenes bedste fornøjelse at stå oppe i loftslugen og sende sæbeboble på sæbeboble ned til de tyggende ægtepar. Sæbeblæserne trak sig skyndsomst tilbage, så ingen anede, hvorfra boblerne kom; men var det stille i vejret, da kunne de sigte så godt, at de perle-moderfarvede bobler dalede lige ned og efterlod store klatter sæbeskum på rundtenomerne med det røgede fårekød og den kommensprydede ost. oppe på loftet med de hemmelighedsfulde gange var det uhyre interessant at færdes. Man følte en let gysen, når det knirkede og knagede i de gamle bjælker, og rent forfærdeligt var det, når en rotte løb hen over ens fødder, eller når man så underlige ildøjne skinne i mørket; for det meste var det katteøjne; men undertiden kunne en gammel, gigtsvag ugle ty derop, når efterårsblæsten gjorde opholdet i voldens træer mindre tiltalende. Ja, der gik rygter om, at der undertiden kom høge for at snappe en af de mange duer, der fra Gammeltorv tyede ind ad lugen for at søge nattekvarter på loftsbjælkerne. Da blev der alarm i lejren. Duernes ængstelige skrigen gjorde hønsene rent tossede; den gamle frue holdt nemlig høns på det ene loftskammer. At ledsage bedstemoderen derop på hendes morgenbesøg for at tælle æggene og kontrollere Ane, som gjorde rent og fodrede, var en stor gunstbevisning; men lidt højtideligt og trykkende var der. Man mærkede gennem revnerne i væggen den underlige, krydrede luft, der gjorde det nærliggende pulterkammer så betagende. Som små blev børnene og senere børnebørnene, efter en begået uartighed, straffede med at sættes på skidenkassen, en aflåset trækasse, hvori husets smudsige linned opbevaredes. Den havde sin plads i et mørkt rum ved siden af soveværelset, og sikkert er det, at man hurtigt følte sig grumme angrende, når man var bleven anbragt på det hårde, buede trælåg. Dog var dette intet imod den underlige, kolde følelse, som kunne gennemrisle de unge, når den gamle kone senere hen i livet sagde: « å, er du ikke så god, lille ven, at bære lygten for mig og gå op med på pulterkammeret, så kan du holde på låget til min kamferkiste, jeg skal ordne noget. » Da vidste han eller hun, til hvem disse ord rettedes, at kamferkisten slet ikke skulle åbnes, og at det, der skulle ordnes, var et eller andet lille mellemværende, som den gamle husmoder ikke ville lade gå upåtalt hen. I de tider havde husmødrene ikke private kabinetter eller påklædningsværelse!'; for at være sikret mod overrumpling gik man op på pulterkammeret. Den stærke lugt af kamfer, peber og grønne kranse gravede sig dybt ind i deres hukommelse, der her måtte frem med en eller anden tilståelse, fik en alvorlig irettesættelse eller et velment råd. Når så alt var bragt i orden, fik man et kærligt Kys, og vare et par øjne blevne lidt forgrædte, sagde den gamle frue som svar på de spørgende blikke, der rettedes imod de indtrædende, når de atter vare komne ned i dagligstuen, med en applomb, der ikke tålte modsigelse. « det er fælt, så den peber river i næse og øjne! » Men de, der selv en gang havde været med på pulterkammeret, vidste nok, at et eller andet opgør havde fundet sted. Udsigt var der ikke meget af fra det gamle hjems vinduer; dog kunne man i gadespejlet, eller når vinduet var åbnet, se voldens træer, og bar vinden på, kunne man i blomstringstiden mærke duften fra lindeblomsterne. Og lige overfor hos marskandiseren i kælderen var der en tam drossel, som fløjtede, og resedaen duftede, når den gamle frøken på anden sal lukkede sit vindue op. Men først og fremmest kunne sindet løftes ved de malmfulde klokker fra « vor frue. » Som dæmpet klokkeklang lyde også i mit øre, hvad jeg har hørt om tildragelser, som nogle af dem, der stod i forbindelse med det gamle hjem, have oplevet i svundne tider. Ingeborg. Solen skinnede og kaldte ind i den mørkeste baggård: kom med! Kom med, ud at juble med hele dit folk! Gamle og svage klædte sig i festdragt og humpede afsted, små børn blev vækkede tidligt om morgenen for at iføres deres bedste puds, og den glade ungdom fyldte luften med jubel og sang. Dannebrog smældede i den friske blæst, guirlanderne på husene svajede frem og tilbage, og skyer af blomsterblade kunne komme farende lige i ansigtet på folk. København var i festdragt og folk i feststemning, det var den lykkelige dag i 1851, da vore tropper skulle holde deres indtog efter den sejrrige treårskrig. Sejrsgudinden over Vesterport skuede stolt og lykkelig ned på de glade mennesker, som allerede fra den tidlige morgen stillede sig op på volden og langs hele den strækning, toget skulle passere. Lumbye stod med sit orkester bagved tivolis plankeværk, og når tonerne af fædrelandssangene lød ud over mængden, da sang et tusindstemmigt kor de smukke ord, og atter og atter lød: « og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen! » i den smalle Frederiksberggade var der næsten ikke plads til, at toget kunne bane sig vej, og således helt ned gennem Vimmelskaftet. Først på højbroplads blev det lidt bedre, og dog stod hoved ved hoved, skulder ved skulder hele vejen, hvor toget skulle drage frem. « nu går jeg; jeg vil ikke længere vente på jer, » sagde en ung syttenårs pige i det gamle hjem på Vestergade til moderen og de ældre søstre. « jeg vil hen til Fru lund i Frederiksberggade, før gadedøren bliver spærret af folk, hun har bedt mig komme tidligt, og nu går jeg, selv om i andre ikke er færdige. » « men Ingeborg dog, » indvendte moderen blidt, « du er vist ikke ordentligt påklædt, så hurtigt, som du er bleven færdig. » « nej, Ingeborg, hun er lige glad, hvordan hun ser ud, » indskød den ældste søster. « ja! Jeg bliver nu ikke dejligere den gang, » lo Ingeborg, og så løb hun eller rettere sprang ned ad trapperne. På sine sirlige bandolersko mere dansede end gik hun hen ad gaden og stod nogle minutter efter smilende og forpustet ved Fru lunds vindue i Frederiksberggade. Jeg bliver nu ikke dejligere dengang, havde den unge, overgivne pige sagt, og det behøvedes heller ikke. Folk havde vendt sig om efter hende på gaden; thi hun var som ungdommen og livsglæden i åbenbaring. En let og slank figur, små hænder og fødder og, frem for alt, et kækt, lille hoved på en bøjelig Hals. Som hun stod der i sin hvide kjole med det højrøde livbånd, var hun aldeles bedårende; intet under, at en flok studenter, der stod og sang på den anden side gaden, svingede deres huer op imod hende og bragte hende deres hyldest. Hun smilede og nikkede og viste dem de store kurve med blomster, som hun ordnede i smagfulde buketter; men ikke engang en grøn gren fik de glade sangere, hvert blad skulle gemmes til de hjemvendende krigere. « nu kommer de! Der er de første! » således lød råbet endelig, og som torden rullede hurraråbene ude fra Vesterport; musiken brusede; der viftedes med flag og lommetørklæder, og blomsterregnen dalede ned over soldater og officerer. Den forreste officer fik tilkastet så mange blomster og kranse, at hans hest rystede sig og pustede for at blive befriet for den generende byrde. Og dog var der blomster nok til alle. Alle krigerne så op mod husenes vinduer og sendte fingerkys til alle de smilende kvindeskikkelser, som stod deroppe. « tak, børn, tak for hvad i have gjort for Danmark! » sagde den gamle Fru lund og sendte en regn af duftende blomster ud over en af bataljonerne, og hendes stemme tilsløredes af tårer; thi allerede, da påskeklokken kimede mildt i 1848, havde hun, enken, givet Danmark sin eneste søn. Og nu drog netop den bataljon, som han havde stået ved, forbi. « hurra for løjtnant lunds moder! » det var en stor, svær kulsvier, der råbte. Han havde været blandt dem, som ved afrejsen havde fået sin tornyster fyldt med gode sager af den gamle frue, og han havde tilbragt to rastdage med at sætte et brev sammen til hende, hvori han fortalte hende om hendes elskede søns sidste timer. Soldatens hurraråb gentoges af hele bataljonen; den gråskæggede officer, der red i spidsen, vendte sig om og sænkede med dyb ærbødighed sin sabel, og hans eksempel fulgtes af alle de andre officerer. Da gemte den gamle dame, aldeles overvældet af sindsbevægelse, sit tårevædede ansigt bag den unge pige, der, smilende gennem tårer, kastede blomster ud til krigerne; et syn, som prægede sig i manges hukommelse. Nu kom artilleriet. Lige foran en af de kanoner, der sidst havde været brugt under den glimrende artillerikamp i fstedmose, red en ung officer, hvis øjne også uvilkårlig rettedes op mod det samme vindue. Den unge piges hjerte bankede. Aldrig havde hun set noget så smukt, den ædle hest dansede, og rytterens spænstige skikkelse fulgte enhver af dens bevægelser. Hans uniform skinnede med sine karmoisinrøde rabatter og sit gyldne bandoler, og hans ansigt strålede. En smilende mund viste de dejligste tænder, og, da han svingede med sin hue, faldt solen på et krøllet, blondt hår og spejlede sig i de blå øjne. Den unge pige sendte en dejlig buket ned til ham; behændigt greb han den på spidsen af sin sabel, takkede og satte den smilende i knaphullet på sin våbenfrakke tæt ved siden af dannebrogskorset. videre og videre drog toget, hilst af glædes-råb, hilst af folket og til sidst af kong Frederik oppe fra slottets altan. Den unge pige sendte som i drømme den sidste rest af sine blomsterkurves indhold ud over de forbidragende soldater; men tankerne fulgte den unge, ridderlige skikkelse. Begejstret som hun havde været hele dagen, havde hun følt sig næsten overvældet af sindsbevægelse ved soldaternes hurraråb for den barnløse enke, og hendes unge hjerte havde krympet sig af sorg ved tanken om de faldne. Da holdt den unge mand sit indtog. Sejersstolt og sejersglad, omstrålet af genskinnet fra isteddagens sejerssol, holdt han sit indtog med jubel og lykke i følge, ikke alene i sin kære fødebys kendte gader, men også i hendes unge, varme pigehjerte. « hvor Ingeborg er bleven kedelig og stille i den sidste tid! » sagde søstrene nogle måneder efter, medens de sad og syede på den ældstes udstyr i haven ved forældrenes landsted ved Lyngby sø. Men Ingeborg, hun kedede sig ikke, hun strejfede om i mark og skov. Sommeren var der overalt, den var draget ind i hendes sind og Sans; den holdt sin glade bryllupsfest i hele naturen i denne skærsommertidens fulde pragt. Nu forstod hun, hvad den blå libelle summede om, når den strøg hen over blomsterne. Nu satte hun sin fod mere varsomt; thi der ringedes til bryllup fra hver af nellikerodens brune klokker. Det dræede i rugen, der fik vinden til at hjælpe sig med at bringe dens elskovsbud fra aks til aks; og henne i stengærdet havde hun fundet en rede med seks dunede unger. « i skulle lade Ingeborg være i fred, hun bliver sødere og sødere, » sagde faderen og betragtede med stolthed sin yndlingsdatter. Og så roede hun ham ud på søen i de dejlige, lyse aftener, og hvor båden skar frem, dukkede den åkanderne ned i vandet; men de kom straks efter op igen og nikkede forstående med deres hvide hoveder og syntes, ligesom Ingeborg, at lytte til nattergalen, der fløjtede ovre i træerne ved spurveskjul; medens svalen strøg jublende hen over søen. Den brød sig ikke om, at den endte mange mygs korte hvedebrødsdag; de havde jo summet og sværmet i den lyse aftenluft; og med i bar dens vinger den hjem til dens mage, der lå i reden oppe under tagskægget på frederiksdal slot. Rimen funklede og strålede i det klare vintersolskin, dyrehavens træer udfoldede en feagtig pragt. Hen over den snebedækkede jord strøg hjorten, fulgt af hinderne, foi- at ty ind mellem de tætte stammer; thi hen over eremitagesletten, ned gennem ulvedalene, til fortun-vejen kom et stort kanetog. Hestene stampede i sneen, og klokkerne ringede, piskene knaldede, og munter latter og glade udbrud hørtes fra hver kane. Toget drog ud gennem røde port og svingede op for bellevue, hvor middagen skulle indtages. I den store sal ovenpå med den smukke udsigt over det tilfrosne, månebelyste sund helt over til Sverigs kyster, samledes man før måltidet. Damerne kom lidt efter lidt til syne. I et af de tilstødende værelser havde de skudt ham; de store kåber og varme kalechehatte vare forsvundne, og nu viste der sig en hel skare af lette pigeskikkelser. Kinder og øjne strålede efter den friske tur og brune og blonde krøller hang ned på hvide halse og runde skuldre. « løjtnant då! Min kusine, frøken Holm! » det var fætter William, der havde kørt Ingeborg Holms kane, som nu præsenterede en ung officer for den af herrerne allerede omsværmede Ingeborg. « jeg skal have den ære at føre frøkenen til bords, » sagde den unge mand med et dybt buk. Ingeborgs hjerte bankede. Vel vidste hun, at hendes helt fra indtogsdagen var med; men den lykke at få ham til b

1884_Winterhjelm_Intermezzoer

Kristian

Intermezzør

Winterhjelm

Winterhjelm

Intermezzoer

male

1884_Winterhjelm_Intermezzoer.pdf

Kristian

Winterhjelm

Johannes Normann

no

Intermezzoer

n

roman

Reitzel

KB

Tidligere: Bokhylla

pdftxt

nan

nan

O

Det var en forskrækkelig tør og hed sommer, at jeg første gang besøgte Sverige i den beskedne egenskab af handelsrejsende. Eller måske vil man give mig en lidt højere rang, thi det var jo på en måde for egen regning, som yngste associé, og ganske nybagt som sådan, at jeg med introduktionsbreve i lommen begav mig fra Frederikshald direkte til —køping for at knytte nogle forbindelser der. Først og fremst havde man dog anbefalet mig til, eller egentlig anbefalet mig ejeren af stedets hotel; ingen ville som han kunne bane mig vej, om det lykkedes at vinde ham. Og enten nu min elskværdighed havde bedåret ham, eller han på en eller anden måde havde fundet det stemmende med sin fordel, så er det sikkert nok, at han straks stillede sig på en særdeles god fod med mig, og jeg havde virkelig under hans kyndige vejledning udrettet adskilligt. jeg burde naturligvis efter dette været opfyldt af taknemlighed mod denne min første svenske » Ven «, men jeg tilstår, at jeg har den. Svaghed at ledes af mit første indtryk, og dette var lige overfor hr. Rundqvist stik modsat de interesser, der gjorde, at jeg blev bebyrdet med en vis taknemlighedsgæld til ham. Der var kedeligt i —kbping, det kan ikke negtes. Ikke blot at det var en småstad; jeg kan så godt trives i tækkelige, venlige småstæder. Men den hele omegn var flad, sandet, ensformig, og selve byen var også ensformig, sandet og flad; flad i mere end én betydning. Havde jeg kunnet finde en plet af virkelig skøn natur eller en smule frisk natur hos menneskene, så skulle jeg fundet mig meget vel; men hele omegnen var et kulturprodukt, og menneskene gjorde sig mest mulig umag for også at være kulturprodukter i den mindre gode betydning af ordet. I mine fristunder havde jeg egentlig ikke andet sted at ty til end det såkaldte lysthus i hotellets såkaldte have. Herhen var jeg da også nu flygtet for den brændende middagssol, og mine sysselløse tanker svævede afvekslende mellem Sahara med dens oaser og de forpinte blomsteroaser, jeg havde for øje i den flade, solbare have, hvor det gule sand syntes at titte frem overalt, blegende og fortørkende de sygelige græsplæner og blomsterbed, hvis golde fordringsfuldhed alligevel rent tog luven fra nogle stille og beskedne buske, der i sin vantrevenhed gjorde indtrykket af forkuede fattigmandsbørn. Jeg havde trukket mig helt ind i skyggen, der hvor et udenfor havegærdet stående lindetræ assisterede lysthusets ville vinranker med en slagskygge, hvis runding tegnede sig som en partiel solformørkelse på stenbordet. Men der lugtede kvalmt af varmt græs og jorddamp. Seltersvandet var uddrukket og kun konjakken stod tilbage. Jeg ville just rejse mig for at gå ind i hotellet, da jeg så en skygge strække sig hen over den nærmeste græsplæne og hørte dæmpet lyd af vægtige trin i den sandede gang. Da rundqvist viste sig ved indgangen til lysthuset, var jeg jo ikke i det livligste humør til at føre en konversation med ham, men — taknemlighedsgælden! » Jeg hørte de var gået ned her, « begyndte rundqvist, idet han lænede maven mod bordkanten og med et bastes snuslommetørklæde viskede sveden af panden og det indvendige af den høje grå cylinderhat, som han plejede at gå med om sommeren; de var i mode blandt fornemme folk dengang. » Ja, hvor skal man gøre af sig i den skrækkelige hede. Man kan jo snart hverken gå eller stå eller snakke, « lagde jeg til for at undskylde mig, om jeg måske skulle blive noget fåmælt. » Å nej, det er jo lidt varmt. « Ordenes lyd kom så tæt og rolig stærk ud fra de kraftige, smale læber. De grå øjne var også smale, men kraftige, næsten hårde, ellers var alt andet bredt og tæt hos denne kun middelstore, undersætsige mand. Da han atter havde sat hatten på, spredte han alle de ti fede, korte fingre ud, idet han støttede fingerspidserne på stenbordet, og den smule bøjning forover, hans figur derved fik, gav ham udtryk af en vis venskabelig fortrolighed, som — jeg ved ikke hvorfor — nu mishagede mig mere, end den ellers plejede. Han måtte have mærket, at jeg ikke var i det rigtige humør, og tilskrev det vel forretningerne. Åbenbart ville han først sagt noget i den anledning, men standsede, før han havde begyndt, og blæste blot lidt ad varmen. Endelig spurgte han: » De kommer vel ikke til at rejse på et par dage? « » Det kommer aldeles an på sahlgren, « Svarede jeg, » endnu får jeg vel forsøge med ham. « » Jaså, jaha, jo, jo, kunne nok tænke det, « Sagde rundqvist, og et besynderligt glimt spillede under øjenlågene; det kunne være spot eller had, i al fald ikke noget godt. » Så de kommer ingen vej med ham; nej, nej, kan vel tænke, talte vel noget om » sine forretningsprinciper «, om hvordan det havde været » siden farfars tid «. Han kommer altid med sin farfar. Det er jo også et slags adel, gudbevars, traditioner i forretningen og traditioner i familjen og traditioner både her og der. Vi andre stakkels usle væsener, vi kan jo gerne rette affærerne efter tidens krav; men hos ham skal man stå med hatten i hånden for traditionerne og takke for nåden, når han nedlader sig til at tjene en stump penge sammen med os. Jo jo men, « Tilføjede han på sit svensk, og den ene mundvig trak sig op til et tvetydigt smil. » Nå, forretning er forretning, « svarede jeg ligegyldigt, » jeg har mine betingelser, og han har sine; kommer vi ikke overens, så er der ikke mere at gøre ved det. « » Nej, de har ret, fuldkommen ret, « sagde rundqvist i samme faste, rolige tone som før, men det var dog tydeligt, at der ulmede noget bagom. » Men, ser de, sahlgren han er netop en af dem.... Nå, de er nordmand, de, og derfor kan de ikke så godt forstå, hvordan det hænger sammen; hjemme hos dem har de frihed og lighed, ja, det er et lykkeligt land! « Jeg så uvilkårligt op på ham, thi der kom noget indestængt lidenskabeligt i tonen, som jeg aldrig før havde bemærket hos ham. Ansigtet var blevet rødere, og øjnene var som to små ildkul, men den tætte, undersætsige figur stod endnu i samme rolige stilling let foroverbøjet, støttet på de udspredte fingerspidser. » Å, det er vel ikke værre her end hjemme hos os, « sagde jeg let henkastet, » lidt forskel er der jo overalt; den ene er rig og den anden er fattig; den ene forstår at skubbe sig frem, den anden ikke. « » Her er ingen frihed, « svarede rundqvist med en besynderlig mørk ildfuldhed, » nå ja, vi lever ikke i Rusland, det er sandt, men jeg kan vel tale af erfaring — jeg! Nu er jeg rig, jaha, det skal jeg ikke nægte; vi kan gerne kalde mig rig. « han smilede ondskabsfuldt polisk, » Men der var den tid, da jeg blev hundsket som den værste livegen; de store herrer, som havde arvet både navn og penge og ingenting bestilte, de tog fortjenesten og jeg havde arbejdet. Ja, sådan går det med alle simple arbejdere. De piner det yderste ud af dem, men giver dem ikke mere end at de så vidt kan leve. Nå, jeg havde kanske mere hoved på skaftet. Det var ikke længe, jeg fandt mig i, at profitten gik i de andres lommer. Nå, vel, lad os sige, at jeg ejer mindst ligeså meget som hele firmaet sahlgren — mellem os sagt, da! — men hvordan agter de mig for det? Joho, det skal jeg sige dem. « Han rettede sig op vredt og udfordrende. » Her for seks år siden var de nødt til at tage mig ind i kommunebestyrelsen, opinionen blandt de små var for stærk, ser de! Men mærkede jeg ikke på dem alle sammen, at de drog sig for mig? De kunne ikke holdt sig mere tilbage, om jeg havde været et år på tugthuset. Jeg var ikke fin nok, ser de — fin, sagde jeg! Ja gudbevars, de sagde ingenting og gjorde ingenting, som jeg sådan kunne tage på og bevise, men — ja, de skønner nok. Det er adelen, ser de, og hele slænget, som følger dem; alle vil opi det med dem, og så duer det ikke at være så simpel som at omgås mig. Jeg er barnefødt her, ser de, og alle ved, at jeg har begyndt som simpel arbejder. Nå, det varede ikke længe, før det blev en anden Dands, for jeg købte aktier i banken her for tre år siden, da de holdt på at ramle både her og der, og nu — ja, de ved jo selv, at dørene ikke er stængt for mig længer, he, he! De er nødt til det, ser de! Men bag ryggen på mig? « Han satte sig ned på bænken og tørkede atter sin pande og sin hat, medens øjenbrynene rynkede sig. Der var virkelig noget mægtigt i dette energisk tegnede, brede, tætte hoved, og jeg tænkte for mig selv, at det i grunden vist var bedre at have ham til ven end til finde. Da han atter havde sat hatten på, lænede han sig tilbage mod spileværket, strakte benene godt fra sig,, stak tommelfingrene i ærmehullerne på vesten og så næsten adspredt op i luften, medens han fortsatte. » Vi har en redaktør her; det er en underlig fyr. Taler de med ham sådan på tomands hånd eller ude i selskab, så er han mild og blid som et fruentimmer, liden og spæd og lys og blåøjet, men ikke før tager han pennen i hånd, så får de ragnarok og syndflod og jordskælv og lynild på engang. Han har været tre år i Chicago, ser de, han er blevet amerikaner. Ja, de har kanske set » Den nye 'lid «, den ligger inde i kaféen; han sparer dem ikke, og det er mærkværdigt så han får snuset op hvert gran, som viser, hvor dejligt adelsvældet er her i landet, ja, jeg mener naturligvis sådan mand og mand imellem, for politisk blev det jo slut — så vidt, da! — i 66. Nå, jeg ejer jo både ham og avisen, kan jeg gerne sige. « » Men kan ikke det skade deres stilling her? De sagde jo netop, at man var tilbøjelig til at holde sig på afstand... « » Nej, tvertom; de er lidt rædde for mig, he, he, he! Men jeg støtter jo avisen for det kommunales skyld, det kommunale, javist, for det kommunale, hm! — he, he, he! — det er vel en ærlig sag, hvad? Er det ikke? « Det ondskabsfuldt lystige i hans udtryk var næsten uhyggeligt, og jeg undrede mig blot over, hvorledes han kunne skænke mig så megen fortrolighed. Kanske mente han, at jeg som nordmand måtte være en født avindsmand mod alt, hvad der heder adel og aristokratisk væsen. » Men hør nu, hr. Rundqvist, « sagde jeg derfor, » tror de da ikke, at folk kan være dygtig aristokratiske i Norge også, og i Amerika og... « » Jo, gudbevars; men så er jeg midt oppe iblandt dem, når jeg har mine hundrede tusind; det er en forskel, det! Det er dygtigheden, som gør det der, ser de. « » Åja, hvad nu det angår, så... « » Nå, lad os ikke tale om det... Jeg spurgte dem, om de bliver her et par dage til, for på ttorsdag bliver der et stort arbejdermøde her, ja, de har vel kanske set det i avisen. De skulle være med der, så lærte de at kende den svenske arbejder; bedre lejlighed kan de ikke finde. Det bliver en lejlighed for vor gode redaktør også. Og de stakkels forpinte sjæle får luft, arbejdstrælene, som ikke kender til andet end at arbejde og slide dag ud og dag ind uden mere hvile end som behøves for ikke at knække maskineriet med engang. Men de skal få se, hvor nøjsomme i sine krav de alligevel er, disse samfundets undertrykte. « Han rejste sig heftigt, og de små øjne lynede, da han lagde den knyttede hånd hårdt på stenbordet: » Ja, hestene og trækoxerne bliver bedre behandlet; jeg ved det af erfaring, jeg! « » Men overdriver de ikke nu, « vovede jeg at indskyde. » Det er ikke sagt, at storfolkene altid har det så godt heller... « » Adelen er en fordærvelse, for den bringer ulighed; de folk vil ikke arbejde; ser de, det er ikke fint at arbejde, de foragter arbejdet. Ja, jeg siger dem, jeg ville heller være en adelsmands ridehest end hans arbejder. Som sagt, de skulle blive over til mødet. « Vi talte endnu en stund om dette, og rundqvist blev mere og mere åben i sine udtalelser om de højere klasser, mod hvilke han tydeligvis nærede en uvilje, der ikke kunne bortræsonneres. Endelig så han på uret og rejste sig skyndsomst; han skulle som sædvanligt ved denne tid ind for at udlevere Kognak og likører til overkellneren, det gjorde han altid to gange om dagen for bedre kontrols skyld. Det var ikke for intet, han var bleven rig på sin hotelvirksomhed. men idet han gik ud af lysthuset, vendte han sig endnu engang om, løftede den knyttede næve og sagde med en næsten hæs stemme, der skalv af bitterhed: » Frihed, frihed! « Samtalen med rundqvist havde fyldt mit sind med allehånde tanker om den evigt gentagne strid mellem samfundsklasserne, mellem høje og lave, mellem rige og fattige, mellem nydende og lydende. så længe verden havde stået, havde det jo været således; skulle det nogensinde ophøre? Skulle virkelig, som man nu hver dag hører og læser, al uretfærdigheden og fordærvelsen være samlet deroppe, og al den ædle lidelse dernede? Rundqvist havde ikke været i tvivl om det. Jeg sad ved middagen i hotellets spisesal; der var mange folk, og jeg havde sat mig ved et lidet bord, der stod noget afsides og sjælden benyttedes. Denne plads var lige ved den med en faldportiére dækkede indgang, hvor opvarterne passerede ud og ind fra serveringsrummet. Når jeg gik fra middagen, passerede jeg gerne samme udgang, da den var en genvej til mit værelse i hotellet. Det var et slags bred gang, åbenbart oprindelig et slags portgang, der var omdannet for øjemedet, og ligesom der hele dagen måtte brændes gas derinde, kendtes luften klam og dump; der måtte være forskrækkeligt om vinteren. Herinde var der ved en mellemting af disk og bord posteret en ældre dame, der havde at kontrollere opvarterne og udlevere drikkevarer fra et slags dybt skab i væggen bag hende. på de tider af dagen, da der serveredes, modtog hun uafbrudt opvarternes messingmærker og noterede samtidig på en lang papirremse de varer, der blev bragt ind. Når der så blev pusterum, skulle der summeres og indskrives i bøger, og, som jeg selv hørte af frøken spare, måtte hun sidde der uafbrudt fra kl. 8 om morgenen til over i om natten, søndag og hverdag. Sine måltider indtog hun ved disken. Første gang, jeg passerede denne vej, ville jeg knap lagt mærke til den sygeligt udseende, dybt over disken bøjede figur, om jeg ikke pludselig havde hørt en mistænkelig Hosten, hvis Art jeg alt for godt kendte fra et tilfælde i min familje. Da jeg tilfældigvis blev præsenteret for frøken spåre, tilstår jeg, at hun gjorde et usædvanlig behageligt indtryk; jeg følte øjeblikkelig, at dette var » en af mine egne «, et vistnok højst utilgiveligt udtryk, som jeg imidlertid ifølge slægtsarveloven har efter min moder, der var så gammeldags, at hun sagde » my house is my castle « og i sin dameomgang skelnede mellem » sine egne « og » de andre «, skønt hun i grunden var ligeså afholdt blandt disse » andre «. kort sagt, det var åbenbart, at frøken spåre med modermelken måtte have fået noget, som skilte hende skarpt ud fra omgivelserne. Og alligevel var hun så styg, om for øvrigt dette udtryk kan bruges om den, hos hvem dannelse og godhed lyser frem i hvert træk. Men disse træk, ja, jeg ville snarest betegne dem som vrængebilledet af et i slægten nedarvet, oprindelig prægtigt ørnefysiognomi, men hos hende var det blevet til — hvad skal jeg kalde det! — noget ugleagtigt kanske, skønt dette heller ikke træffer ganske nøjagtigt. Hun havde jo ikke noget rundt ansigt, tvertom, det var af sædvanlig bredde, men magert, afpillet, skrumpet, gulbrunt. Det var de store, lidt runde øjne og den besynderlige krumme næse, som man fæstede sig ved. Og så den blodsprængte rødme på kinderne, hver gang hun hostede. Således sad hun der dag ud og dag ind i sin tarvelige sorte uldkjole, det stærkt grånede hår omhyggelig glattet ind under en tæt siddende sort silkehue. Det eneste smykke, jeg så hende bære, var en riflet smal guldring, med en firkantet lapis lazuli. Jeg sad, som sagt, beskæftiget med en kotelet lige ved indgangen til hendes residens, da jeg studsede ved at høre rundqvists stemme. frøken spåre måtte have talt først, thi jeg hørte ham sige: » Det er rentud umuligt, bedste frøken spåre; i dag er det umuligt. De ved, vi har klubben i aften, og jeg tør ikke sætte Marie hid, når der et så megen trafik; desuden får hun jo nok at gøre derude. Men i morgen, frøken spåre, i morgen formiddag i al fald. Er de kanske syg? Hodepine igen? « » Nej, syg er jeg ikke, « hørte jeg hende svare med sin milde, svage stemme og tydeligt i en tone af undergivenhed, » men jeg føler mig så træt, så træt, og der er ligesom en besynderlig uro over mig; jeg ved ikke, hvad det er. « » Nå, når de ikke er syg, så... « » Jeg ved ikke, hvordan det er, men i dag falder arbejdet så usædvanlig tungt for mig, jeg er så urolig; jeg tænkte bare for i eftermiddag... « » Men, bedste frøken spåre, just i eftermiddag ville de sætte os i den største forlegenhed, og når de ikke er syg, så... Men i morgen formiddag kan de jo være ledig, i hele morgen formiddag. « Jeg lyttede virkelig, thi dette begyndte at interessere mig; og jeg tænkte ved mig selv, at det just ikke var en så stor opofrelse, hr. Rundqvist gjorde; thi » Formiddagen « gjaldt vel ikke længer end til middagsserveringen begyndte, og med den begyndte også det mest anstrengende arbejde. Men frøken spåre svarede ikke; jeg hørte rundqvists skridt gennem gangen og forstod, at sagen var afgjort med dette. Stakkels frøken spåre! Hun nærmede sig vel de femti, og i tolv år havde hun nu siddet her dag ud og dag ind, slidende på sin alt andet end jernstærke helbred, under et arbejde uden lys og luft, uden skimt af verden, ensformigt og åndsfortærende. At hun havde tæring var åbenbart; rimeligvis havde den udviklet sig i den råkolde luft derude om vinteren. » Det må være anstrengende at sidde her dag ud og dag ind, « sagde jeg til hende, da jeg efter middagen passerede gennem hendes aflukke. » Åja, åja, det er nok vist og sandt, « Svarede hun med et dybt suk og fæstede sine runde, lysbrune øjne på mig. Jeg havde ventet at finde et udtryk i dem af utålmodighed, af bitterhed og gemt vrede, men der var blot en dyb, for den, der så det, ligefrem hjerteslidende resignation i hendes blik. Der lå ligesom en grå skygge over hende, noget af dette fattigmandsagtige, som kan gøre et så trøstesløst indtryk. Flekkerne på hendes kinder og de knoklede, just ikke smukke hænder var rødere end ellers, syntes jeg; men det var måske blot en indbildning af mig. » Men jeg forstår ikke, hvordan de holder det ud, « sagde jeg, » De må sandelig tale med rundqvist om at få lidt mere afveksling, i al fald så de kan komme mere ud i luften; især nu, sommertiden, ville det gøre dem godt. « » Ja, det ved gud, det ville gøre mig godt; men hvordan skulle det gå for sig? Jeg får nok sidde her! « Der kom atter et trøstesløst suk, og hun slog sine øjne ned på den regnskabsbog, som lå foran hende, idet hun mekanisk dyppede pennen, uden dog at give sig til at skrive. Så sagde hun med en stemme, der syntes at kæmpe en smule for at bevare den naturlige, jævne tone: » Sommetider kan jeg blive næsten fortvivlet, og jeg forstår ikke selv, hvordan jeg egentlig eksisterer, men så sløves det — jeg tænker ikke længer, men vanen gør, at det går som en maskine. « så hostede hun pludselig stærkt og længe. » Ja, det er egentlig Hosten, som er det værste; det tager så forfærdeligt på brystet at sidde her; men det er som om gud på en vidunderlig måde holdt mig oppe; han ved jo at det er nødvendigt. « » Ja, men om de taler med rundqvist alvorligt og indtrængende og forklarer ham alt... Er da ikke rundqvist nogenlunde rimelig at komme ud af det med? « » Åjo, han er nok en reel mand, men han er jo lidt streng, og nøje med arbejdet. Han arbejder selv meget, og han vil, at vj andre skal arbejde. Hvis jeg ikke var så svag... Men han forstår vel ikke det, kan jeg tro! « Hun så atter op, og gud ved, hvad der lå i hendes blik. Det forekom mig, at jeg så dybere og dybere ind i det, at alt det sjælelige hos hende voksede, til jeg helt glemte det lille brudte legeme. Men hele dette åndige udtryk var lidelsens og resignationens, den dødsdømte resignations. Havde jeg i dette øjeblik kunnet sætte mig på hendes plads og overtage hendes arbejde — jeg havde gjort det. Men det lod sig jo af mange grunde ikke gøre. » Dette kan ikke gå i længden, « sagde jeg, » jeg vil straks tale med rundqvist om det, for de trænger åbenbart til først at hvile dem ud en tid og så ikke arbejde uden mere fritid. « » Tak, « sagde hun og rejste sig halvt, idet hun rakte mig hånden; hun smilede på en besynderligt venlig-vemodig måde, jeg syntes endog der kom noget smukt over hendes ansigt, men jeg fik det indtryk, at hendes tak mere gjaldt den medfølelse, hun havde mødt hos mig, end selve mit løfte. Jeg vendte mig halv ufrivilligt om, da jeg åbnede døren til gården; hun sad da atter med sit sædvanlige dumpt-ligegyldige udtryk bøjet over regnskabsbogen, og den grå skygge syntes endnu tættere at hylle sig om hende. & rundqvist var jeg ikke i stand til at træffe før om aftenen; da var det jo for sent at få noget forandret for den dag. Forresten var det med et sødsurt ansigt, han modtog mine forestillinger i sagen, ordene var fagre, men minen var lidt stødt. Ikke ganske utydeligt lod han mig forstå, at jeg overdrev, at frøken spåre nok var lidt brystsvag, men at hun aldrig havde klaget, og at arbejdet med at sidde der og skrive jo slet ikke kunne kaldes så overvættes anstrengende; da skulle jeg se, hvordan de havde det, som måtte stå i kjøkkenosen hele dagen; men, gudbevars, han skulle tage alle hensyn, og han havde jo selv sagt, at hun kunne være fri imorgen formiddag. Forresten ville han tilkalde sin egen læge, for ingen skulle sige om ham, at han overanstrengte nogen, nej så minsand, men han havde aldrig hørt, at det skulle skade nogen at arbejde for sin løn, det havde han selv gjort, og han fik nok arbejde den dag i dag også... Jeg gik fra ham med en stærk mistanke om at have tabt hans gunst, men herregud, det fik da være. Oppe på mit værelse lå den lidt gammelagtige Siri på knæ foran kakkelovnen. Det var lidt tidligt på aftenen, thi jeg var om eftermiddagen kommen overens med sahlgren, ville rejse næste dag, men forinden ordne mine papirer; desuden var der ikke noget som helst andet at foretage sig den aften. Siri havde gjort sengen i stand, bragt vaskevand, lukket spjældet på ovnen, alt som hun plejede ved denne tid; nu pudsede hun let ovnens messingdør, tydelig ude af stand til endog kun over natten at vide den krænket af min mangel på virtuositet til at spytte i ovnskrogen. » Godaften, Siri! « » Godaften, godaften; jeg skal straks være færdig. « » Å, det haster slet ikke. « Jeg var i kridthuset hos hende. I det hele taget har jeg den egenskab at komme godt ud af det med gamle koner og piger, og Siri syntes særlig at have fået tilovers for mig. Forresten var det en prægtig gammel pige; hun havde åbenbart set meget godt ud i sin tid og var endnu ganske statelig. Hos hende kunne jeg kanske få nogle oplysninger om frøken spåre. » Sig mig, Siri, kender de noget videre til frøken spåre; hun har vist et hårdt arbejde dernede, stakkel! « » Om jeg kender hende? Jo, jo minsand; jeg blev nok ikke en dag her i hotellet, var det ikke for hendes skyld. Jeg skal sige dem, jeg har tjent i hendes forældres hus; jeg kom der, da hun var liden pige, og jeg er fem år ' ældre end hende. Åja, det skal en nu ikke se på os nu, nej, nej! Men vist og sandt er det, at hun slider sig ihjel dernede; især er det slemt om vinteren, kan de tro; da er det så råkoldt dernede, at hun må sidde med store skindsokker og uldtørklæder og kåbe fra morgen til aften, og så oser det af mad og alle disse toddy’erne; jeg synes, jeg mister pusten bare jeg kommer derind. Og slig sidder hun for 40 kroner om måneden, ja, og så har hun jo alting frit da, naturligvis. Hun bor oppe på kvisten; der er så trangt, så en knapt kan snu sig, men ellers har hun jo gjort det nok så hyggeligt deroppe. « » Men herregud, kan hun da ikke få noget lettere arbejde, nu på sine gamle dage. « » Ja, ser de, det er nu ikke så let at få noget, og nu trænger hun til det, hun har. Selv, bruger hun jo ikke stort, det skal gud vide, og jeg lapper og syr jo af det gamle i det længste, så hun skal slippe at købe nyt. Men hun har en søsterdatter, som hun må hjælpe frem, ser de. Hun har nok friplads på skolen, men det koster alligevel; nu er hun snart udlært, og om et år kan hun få plads, siger frøkenen; da vil hun slutte, for hun har en liden understøttelse på 100 kroner, og noget må hun vel kunne få ved siden af, som er lettere end dette. « » Jaså, hvor har hun den understøttelse fra? « Spurgte jeg Siri, som nu havde rejst sig. Det ved jeg ikke, « svarede hun. Men det forekom mig, at hun så på mig, som om hun tænkte, at det ville hun ikke ud med. Nå, jeg spurgte da heller ikke mere, men fortalte hende, hvad jeg havde hørt dernede, samtalen med rundqvist og alt sammen. Dette var hun meget taknemlig for, hendes øjne blev ganske blanke og hun tørkede sin hånd på forklædet, for med en smule frygtsom nølen at række mig den til tak. Og så smilede hun, da jeg trykkede den og venligt klappede hende på skulderen. Frøken spåre var bleven en tilknytning mellem os, og det var, som om vi havde kendt hinanden i mange år istedenfor i fjorten dage. » Glem nu ikke at vække mig klokken syv, « Sagde jeg, da hun var i døren. » Klokken syv, « gentog hun med langsom betoning. » Jeg er oppe længe forinden. Godnat og tusind tak. « ❖ » Hvad... hvad... er den alt syv? « » Nej... undskyld... å herregud... « Da jeg fik jaget lidt mere søvn af øjnene, så jeg Siri stå ved sengen ligbleg og næsten skælvende. » Hvad er det? « råbte jeg og rejste mig halvt op; jeg blev selv ganske forfærdet over hendes udseende. » Å, du store-gud, frøkenen sidder død i stolen deroppe. « » Snak, du må tage fejl, Siri! Nå... Nå.. » Jeg skulle ind og lægge i ovnen og så sidder hun med kammen i håret ludet ned på bordet på håndklædet, som var fuldt af blod, og hænderne lå slig... aldeles slig på testamentet; og det var opslaget; hun havde vel læst i det, da hun mærkede det kom... å, du store gud... du fredsens gud... å, hvad skal vi gøre... å... å... « Og så brød endelig tårerne frem; hun hulkede og vred sine hænder. Jeg bad hende vente mig deroppe, kastede hurtigt klæderne på mig og skyndte mig derop. Tre-fire piger og en opvarter stod indenfor døren; en af pigerne vovede sig frem, bøjede sig ned med hænderne på knæerne i nogen afstand fra bordet for at titte efter ansigtet, som lå nedludet mellem armene. Siri lå på knæ ved stolen med arme og hoved støttet på armlænet og ganske borte af rådløshed. Jeg hørte lange, heftige drag af hulken fra hende. Næsten umiddelbart efter mig kom også rundqvist op; vi flyttede liget hen på sengen, og rundqvist gik for at skaffe læge tilstede.. Af det heles udseende kunne man slutte, at hun under beskæftigelsen med at kæmme sit hår først havde fået et stærkt hosteanfald med blod, og rimeligvis i den ængstende følelse af noget usædvanligt grebet efter testamentet, hvorefter hun var blevet overfalden af et nyt anfald, under hvilket blodstrømmen havde kvalt hende. Således fandt altså Siri hende, da hun om morgenen kom ind for at lægge i ovnen. Alt imens hun græd, syslede med liget, vaskede ansigt og hænder med en svamp, satte en tyliskappe på dets hoved, for at alt skulle være rigtig pent til lægen kom, fik jeg de øvrige fjernede fra værelset og gav mig i snak med Siri. » At jeg skulle leve den dag, noget så frygteligt skulle ske, « småmumlede hun, men lidt efter lidt blev det mere til en samtale med mig. » Ja, ja, mennesket spår, men gud rå’r, det er da sikkert nok; jeg havde tænkt, at vi til sommeren skulle flyttet sammen, for jeg er stærk nok til at arbejde, ser de, så kunne hun fået hvile sig ud, og med hendes og mit tilsammen havde vi klaret os nok så pent. Men dette har slidt hende ud, ser de, og det var nok ikke sunget ved hendes vugge, at hun skulle sidde slig fra morgen til kvæld og slide som den simpleste pige; ikke havde hun krop til det og ikke var hun slig vant fra barndommen heller. Ja, nu kan jeg vel gerne sige det, som hun er død og borte fra al elendigheden her på denne syndige jord. Åja, synd har vi nok af, synd og skam og sorg, og de, som ingenting har gjort, de får ofte bære det og betale for det, skal jeg sige dem. De behøver jo ikke at sige det til nogen her i huset, men hun hedte nok ikke frøken spåre, det ved vel jeg, som har tjent i hendes forældres hus. Ja, de skulle set hende dengang, tolv år var hun, da jeg kom i huset, og hun var så munter og så glad — og snild da! Ja, der var slig et hjerte i hende på gamle dage også, at hun kunne ikke se en fattigkærring uden hun skulle give lidt af de få skillingerne, hun havde at røre sig med; og dyrene da! Alle de dyr, som på jorden findes, så havde hun hjerte for dem. Jeg skal sige dig, Siri, sagde hun, dyrene de er ligesom småbørn, de kan ikke forsvare sig, sagde hun, og når hun så, de slog en hest eller sparkede til en hund, så græd hun og sagde, hun ønskede at være dronning, så hun kunne udgive den strengeste lov mod dem, som overfalder og plager dyrene, for det er meget værre end at slå et voksent menneske, sagde hun, for det kan forsvare sig, men det kan ikke et stakkers fattigt dyr; ja, det sagde hun over hundrede gange, så jeg hørte på det; gud velsigne hendes sjæl! « » Men hvad hed hun da, når hun ikke hed spåre? « » Nej da, hun hed ikke frøken spåre, og hun havde vel ikke drømt, at hun skulle slide langt værre end et dyr, for det sparer de da gerne kræfterne på, enten det så er en hest eller en trækoxe, bare fordi de har købt den med penge og vil nytte den så længe som muligt. Men et stakkers fruentimmer, gudbevars... « her tog gråden hende atter. » Ja, jeff s'ge dem en ting, « fortsatte hun om en stund, » værre slave end hun var, kan vel ingen være i det sorteste Afrika, som de siger, og rundqvist kan gerne være aldrig så bra forresten, men hård og slem er han til at holde folk ved arbejdet; han under en ikke mere frihed end den, som loven siger om søndagen, og de kan vel vide, at et svageligt menneske, som hun var, ikke kunne holde ud med sligt; å tvi! jeg ville ikke gå med hans samvittighed nu for al verdens guld, nej. det ville jeg ikke, så fattig jeg er! « » Nej, nej, Siri, det tror jeg nok; men hvad hed hun så egentlig! « Siri satte vaskevandsbollen fra sig på stolen ved sengen og kom nærmere hen til mig. skønt der ingen var tilstede, var det som om hun ville sikre sig at kunne tale fortroligt. » Ja, de behøver jo ikke at sige det til nogen, kanske hun ikke ville have det, « og Siri så ligesom tvivlende bort til sengen, » men hun hed egentlig frøken ehrnsporre, Cecilia ehrnsporre hed hun, men det er der ingen anden end præsten som ved her; ja, for at hun kunne gå til nadveren da, ser de, med sit rette navn for gud i himlen; men det blev altid sagt Cecilia spåre. « » Men herregud, hvorfor tog hun et andet navn; havde hun... noget... sådan på samvittigheden? « » Hun? På samvittigheden? Nej, om nogen kan være ren og skær og uskyldig som en guds klareste engel, så var det vel hun. Kors i jossu navn, hun går lige ind i himlens salighed, så sandt som noget menneske skabt på jorden kan gøre det; ja, det skal jeg da give min egen salighed på! « Og så gik Siri tyst og vemodigt hen til sengen og strøg den døde blidt over panden. I samtalens løb fik jeg da vide hele historien. Den var sørgelig, men desværre temmelig dagligdags og sædvanlig. Frøken ehrnsporres yngre søster havde giftet sig med en godt udseende handelsmand, der spekulerede i formuen. Det var meget imod moderens vilje, men ægteskabet blev nødvendigt. Da den gamle frue, der levede i en af de bedre småstæder, kort efter døde, viste det sig, at hendes ejendom langtfra var nogen » Formue «; der blev kun en forholdsvis beskeden sum til hver af døtrene, og fra den dag af kom det end klarere frem, at frøken ehrnsporres svoger var et dårligt menneske. Sin sidste skilling ofrede hun for sin familjes ære, efter at søsteren, for længst nedbrudt og ulykkelig, var død, og efter at svogeren havde gjort en meget tvivlsom konkurs, så han foretrak at lægge fædrelandet bag sig. Det var ved denne anledning, at de sidste rester af arven gik med. Så sad hun der igen med en liden søsterdatter, som måtte opdrages. Efter at have forsøgt både det ene og det andet, havnede hun i hotellet, hvor hun bogstavelig talt sled sig ihjel. Det var ikke af nogen falsk æresfølelse, hun havde forandret navn; det var for ikke, om blot indirekte, at falde den fjernere familje til byrde. Dette opgav hun også, da hun søgte og fik den lille ridderhuspension, som Siri først ikke ville sige hvor kom fra. Jeg var nødt til at rejse samme morgen. Hotellets vogn stod for døren for at bringe mig til stationen, og idet jeg skulle afsted, kom rundqvist ud på trappen og tog afsked i nogle ligegyldige ord, som jeg ikke svarede synderligt på. Til sidst sagde han: » Det var rigtig kedeligt dette med frøken spåre; ja, så pludseligt kan det komme. « Kusken smeldte med svøben. » Jeg håber, de taler smukt på mødet om de forpinte arbejdere, « sagde jeg, idet vognen satte sig i bevægelse. Jeg så, at han blev blodrød. Da vendte jeg mig om, og idet vognen rullede afste

1897_Bierfreund_Ira

Theodor

Ira

Bierfreund

Bierfreund

Ira

male

1897_Bierfreund_Ira.pdf

Theodor

Bierfreund

dk

Ira

Roman

y

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I i den ovale havestue, gennem hvis vinduer man så ud over haven og åen til bakkerne med landsbyens gårde og den nybyggede kirke med det høje spir, sad to elegante kvinder, moder og datter. Der var trykkende varmt derinde; udenfor skinnede solen og sitrede luften af bare hede. Men intet vindue var åbent. Tæpperne lå på gulvene, og tykke portiérer hang ved dørene. De to kvinder sad bøjede over deres arbejder, den yngre ved et hvidt broderi, den ældre ved et kniplebrædt. Der taltes kun lidt imellem dem, emnerne syntes uddebatterede. Endelig hviskedee datteren: her er ikke til at være, moder. Det er ikke til at holde broderiet rent i denne varme. Tror du ikke, det går an at lukke lidt op? Jeg ved ikke, svarede hun, mærker han det, bliver han vred. Det kan da ikke trække ind på ham derinde. Det er jo ikke andet end indbildning, en fiks idé, han har fået. Han kan da ikke forlange, at vi andre skal kvæles, og han vil jo have, at vi skal blive her hos ham. Det er da godt, vi ikke skal være i samme stue. I * jeg lukker lidt op, så lad ham skænde, om han mærker noget. Se først efter, om han sover, sagde Fru løvfald. Elvira listede sig på tåspidserne hen og kiggede ind i sideværelset. Dagligstuen var overladt den syge husherre. Her sad han alene i sin store lænestol, enten læsende i en Avis fra den bunke, der lå opstablet foran ham, eller i søvne holdende fast på bladet, der var sunket ned på hans knæ. Hans hoved lå på hans bryst, og han havde i denne stilling en uhyggelig lighed med en, der i sin stol sov sin sidste søvn. Det syn, skønt set så ofte, forskrækkede hende altid, uden dog at gøre hende vemodig. Da hun så, han sov, gik hun hen til den store glasdør og åbnede den. Den duftsvangre sommerluft trængte ind til de to kvinder, der indåndede den med vellyst. Hans angst for den mindste vind er snart ikke til at holde ud længere, sagde Fru løvfald. Nu har jeg i så mange år lidt under, at han ikke kunne få frisk luft nok, at der blev smækket vinduer op i al slags vejr, og at vi skulle fryse, til vi var blå, når vi kørte i selskab. Og nu bliver vi hermetisk indelukkede. Inat havde jeg listet mig ud af sovekamret og lagt mig på chaiselonguen i toiletværelset. Det var ikke til at sove i den hede, der var, med ild i kakkelovnen en sommernat. Så vågnede han og fortalte, at han frøs, og jeg måtte hen at hjælpe ham; han havde naturligvis sparket den ene dyne af sig. Og så holdt han et hus over det, at jeg var gået ud af sovekamret. Jeg måtte lægge mig i seng igen og lukkede ikke et øje den hele nat. vi må have en sygeplejerske, moder. Det går han aldrig ind på. Han finder sig aldrig i, at en fremmed plejer ham. En fremmed kan han ikke behandle sådan. Han mener jo at have ret til at byde sin familie alt, hvad han behager. Det kan slet ikke nytte at tale til ham om det. Det er, fordi du altid har ladet dig sådan kue af ham. Når det bliver sagt til ham, må han dog indse, at du også har ret til at leve, og at han ikke kan forlange, at du skal sætte dit helbred til for hans grillers skyld. Ak, du, mændene indser ingenting. Han har altid været vant til, at alt bøjede sig for ham, og jeg har altid været bange for ham. Der hørtes en raslen af aviser, og så lød der en stemme, der nu var svækket, men som endnu havde en buldrende lyd: er der lukket vindue op derinde, for satan? Damerne sad et øjeblik forfærdede. Så rejste Elvira sig og gik ind til ham: det er jo så dejligt varmt udenfor, fader. I véd jo, jeg kan ikke tåle træk, buldrede det. Det behøver jeg vel ikke at sige oftere. Ja, så kan jeg lukke det selv. Han gjorde et svagt forsøg på at komme ud af lænestolen; men Elvira skyndte sig at lukke glasdøren, også for at faderen ikke skulle komme ind i havestuen. Så blev der atter ro, den syge tog en ny Avis, og damerne fortsatte deres arbejde og deres, hviskende samtale. Når vi blot kunne få ham så rask, at han igeni kunne tage ud til sine offentlige forretninger. Hjemmet har han dog aldrig brudt sig om, sagde Fru løvfald. Som yngre ønskede jeg tit, han skulle blive lidt mere hjemme; men i den sidste tid har jeg gruet for, at han skulle blive sådan, at han ikke mere kunne tage ud. Der blev en lille pause. Så sagde Elvira: sig mig, moder, er vi ikke rige? Rige! Vi er velhavende. Hvorfor spørger du? Er der noget, der får dig til at tro andet? Jeg véd ikke. Jeg synes, fader er bleven så rædsom påholdende i den sidste tid. Det har han ikke været før. Det er, fordi han bliver gammel og er syg. Han har jo altid været flot udenfor huset, men har jo egentlig været nærig herhjemme. Du har bare ikke lagt mærke til det før, fordi du så pengene rulle til den ene side, og så syntes du, de rullede til begge sider. Fremmede har altid haft hans øre i langt højere grad end hans nærmeste. Vi får nok at leve af, og gifter du dig, skifter jeg med dig, hvis det er nødvendigt. Men tager du din nuværende tilbeder, behøves det nok ikke. Der skød et lyn op i Elviras øjne: moder! det mener du da ikke, at jeg skulle tage ham? Om han så havde ti herregårde, ville jeg ikke have ham. Før ville jeg leve af at brodere navn på dækketøj. Godt ord igen, Ira. Det var jo kun min spøg. Selv for spøg må du ikke sige det. — og Elvira søgte at trykke sit smukke, askeblonde hår fladt ned på hovedet for at vise sin tilbeders skaldethed, halede i imaginære whiskers med nogle kraftesløse fingre, skød munden frem og efterlignede et menneske, der søger med tungen at holde sine forlorne tænder på deres plads. Så lo hun, og moderen stemmede i med. Godsejer løvfald rejste sig og gik ind til sin hustru og datter, i det håb at få sin misstemning spredt. Han satte sig ned på en sofa og så på dem, ventende, at én af dem skulle begynde at fortælle, hvad de havde let af. Han havde været så vant til at leve i ensomhed, når han havde været i hjemmet, til ikke at vise fortrolighed og heller ikke fordre den, at han ikke nu kunne lære sig til at skaffe sig den. Når han hørte, at der i hans nærhed blev sagt noget, der syntes at være morsomt, ønskede han at vide, hvad det var, og hans ønske blev fremsat som en befaling. Elvira måtte altså fortælle om igen, men den tone, hvori morsomheden blev gengivet, var så forskellig fra den, hun havde benyttet overfor moderen, at hun selv blev slået deraf, hun gav sig til at le tvungent, men faderen smilte ikke en gang. Han ville vide alt, hvad hans familje talte om; men når det var blevet sagt ham, gav det ham ingen glæde, og derfor kunne hans svage deltagelse i samtalen kun virke som et tryk. Da samtalen var gået istå, og han havde siddet nogen tid og set ud i luften med et træt, fortvivlet blik, rejste han sig med besvær og gik atter ind til sin lænestol og sin Avis, som han så på, men ikke læste i. Hans hjerne, der før havde været så klar og hurtig, arbejdede nu langsomt; men den arbejdede, og tankerne, som fyldte den, var triste, træge og tunge. De kom igen og igen og satte sig mere og mere fast og lod sig slet ikke fordrive. Hvad de var, fik aldrig nogen at vide. Han ville ryste dem fra sig, men de, som kunne og ville have båret dem med og for ham, havde han holdt borte fra sig, til det var blevet for sent at meddele sig til dem. Han havde villet ensomheden, villet, at de skulle frygte ham; han sad nu i sin ensomhed, og de fremmede, de mange, for hvem han havde arbejdet, og hvem han havde meddelt alt, sine tanker, sin energi og frem for alt sit livsmod og sin sin livslyst, de kom nu kun sjældent, og han kunne ikke komme til dem. — der kom besøg. Det var hofjægermester lavskjold og hans frue. De kørte mindst en gang om ugen over til lundbygård for at se til den syge herre, adsprede ham og damerne og mulig få sig en l’hombre. De havde bot længe på egnen, men først for et par år siden var de to familjer bievne omgangsvenner. De var stødt sammen forskellige steder, og de havde da aftalt, at de ville omgås. Forholdet var blevet meget intimt, og nu under løvfalds sygdom havde det ret vist sig, hvor gode og trofaste venner de var. Da det store hus var trist, og så mange andre svigtede, var man så meget mere taknemlig for den oplivelse, parret lavskjold bragte. Han var en lille, noget vissen og ubetydelig, men i højeste grad vigtig og selvbevidst herre, der aldrig havde sagt et ord, noget menneske brød sig om at høre, men som havde en dom færdig over alt i livet, en dom, der fuldstændig faldt sammen med den, det gode selskab skulle have, og som altid blev udtalt med en suffisance, som om der slet ikke kunne være to meninger om nogen ting. Hans frue var livlig, satte sig ud over alle de hensyn, som selskabet fordrer iagttagne, bragte ikke egentlig sladder fra et hus til et andet, men forstod på en så morsom måde at fremstille alle sine ikke tilstedeværende omgangsvenner, at lukke op for det skab, hvor de gemte deres familjeskeletter, at udmale de midler, de brugte for at komme i kast med dem, der stod i højere rangklasser, og at forklare deres små husholdningskneb, at hun var meget søgt i selskabslivet, samtidig med at hun blev grundig bagtalt, og at der mere end en gang var gjort forsøg på at få hende ud af det. Men hendes evne til at sætte humør i folk, hendes mange gode middage, hvor man kunne få de mærkeligste sidemænd eller sidedamer, og hendes uangribelighed fra moralens side, tiltrods for hendes koketteri og frisprog, gjorde hende velkommen overalt. I det løvfaldske hus satte man pris på hende. Husets herre rejste sit trætte hoved, og der kom på hans ansigt og i hans øjne et svagt skær af det joviale smil, der mere end noget andet havde banet ham vej gennem verden. Med hende kom der et pust af liv fra den store verden derude, hvor alt, hvad han havde arbejdet for, fandtes. Hun bragte historier om alt muligt, lige fra hoflivet på Fredensborg til køkkenlivet i præstegården. Hun opmuntrede ham, så han næsten syntes at glemme sygdom og tanketryk. Hun havde et sådant herredømme over ham, så hun fik lov til at åbne et vindue og lade lidt frisk luft strømme ind. Hans egne damer så på ham og undrede sig over, at han nu kunne tåle træk. Fru lavskjold priste hans tålmod under sygdommen og lovede ham, at han skulle nok blive rask, når han blot ville lade sig live op. Han skulle tage ud. Der var nu den store fest for amtmanden i anledning af dennes jubilæum. Her burde han dog ikke savnes. Der var da i de sidste femogtyve år ingen, der havde gjort så meget for amtet som han, og han ville blive savnet af mange, det vidste hun; hvis han kom, ville det blive en hel ovation for ham, thi han og amtmanden havde trolig arbejdet sammen, hånd i hånd. Han livedes synlig op under denne hendes tale. Lysten til at komme med var der. Han havde aldrig forsømt nogen offentlig fest. Han var så vant til at blive sat til højbords og til at hans skål blev drukket under stor begejstring, at han med visse mellemrum måtte have denne tilkendegivelse af sine medborgeres agtelse og taknemlighed. Han, der til trods for sin loyalitet og sin fremragende dygtighed aldrig af majestætens hånd havde villet modtage nogen udmærkelse, var med alderen og tiltagende svaghed blevet helt syg efter Ros og anerkendelse fra sine medborgere. En udsigt til en sådan fest virkede bedre på ham end al den medicin, der blev tyllet i ham. Han fik lyst til at komme med, og det blev aftalt, at hofjægermesteren skulle komme og hente ham og tage sig lidt af ham under f'esten, navnlig hjælpe ham op og ned ad de mange trapper. Så havde hofjægermesteren også udsigt til at komme til højbords, hvad han ellers, som en mand, der aldeles ikke gav sig af med offentlige hverv, ingen adgang havde til. Fru lavskjold skulle følge med over til lundbygård og ved en l'hombre fordrive tiden, til herrerne kom tilbage. Og så skal vi have os en l'hombre, godsejer. sagde hun og lagde hånden på hans skulder. Lidt modstræbende indvilgede han, og de fik sig en femmands. Solen stod højt på himlen, og varmen strømmede ned. Tiltrods for, at løvfald ikke kunne holde ordentlig fast på kortene og ikke kunne huske dem, der var faldne, morede Fru lavskjold sig fortræffeligt. Det var da altid kort. Det, at hun på lundbygård altid kunne få sig et slag, var den store tiltrækning, den øvede på hende. Da spillet var forbi, beundrede hun damernes håndarbejder. Hun var selv meget dygtig, men urolig og sjusket, hvorfor hun særlig var begejstret over den tålmod, hendes veninder udviste, den akkuratesse og properhed, der udmærkede dem. At kunne sidde og brodere sådanne dejlige navne på lommetørklæder, så det ikke kunne ses, at de havde været i hænder eller var gjorte af hænder, syntes hende næsten et vidunder. Endnu højere lød dog hendes lovtaler over den prægtige alterdug, Fru løvfald kniplede til sin kirke. Et sådant arbejde var jo at ligne med de kinesiske tålmodighedsprøver, som det tog flere mænds liv at fuldføre, men som, når de så blev færdige, blev betalte med uhyre priser. En sådan knipling, der var tre kvarter bred og så lang, at den snart kunne nå rundt omkring alterbordet, og dog så let som det fineste spindelvæv, med alle kristendommens attributer, kalk og font og kors og Nagler og tang virkede ind deri, ville jo blive en enestående prydelse; men det var jo også til hendes egen kirke, hun lavede den. — så måtte Fru lavskjold se den ny bønnebog, som frøken Elvira havde lavet i gammel stil, hvor bønner og evangelier og epistler var prentede med tusch, hvert bogstav indrammet med den fineste, røde linje, initialerne i strålende farver og guld, og hvert afsnit indledet med en koloreret tegning, kopi efter gamle missaler og horæ. Fru lavskjold var ude af sig selv af begejstring. Med sådanne talenter kunne man bringe det vidt. Det var næsten synd, at frøken Elvira var en rig pige, der ikke behøvede at arbejde for brødet. Hun ville kunne tjene meget, især når hun udstillede sine arbejder. Men man kunne jo aldrig vide, hvad der kunne komme, og det var dog altid godt at kunne stå på egne ben. Da Elvira fulgte gæsterne til dørs, sagde Fru lavskjold til hende: deres fader er falden svært af i den sidste tid. De må se at opmuntre ham lidt. Det er det, han trænger til. Hvis han dør, beholder så deres moder gården? Det gør hun vel? Jeg ved det sandelig ikke, svarede Elvira. Vi har aldrig talt om det. Fader kan jo leve længe endnu. Ja, for det ville være skade, om hun flyttede til København. Nu har vi det så godt sammen, og vi kunne få det rigtig morsomt. Netop fire mand til en l’hombre. Hvis da ikke de fører en femte ind i kredsen, frøken Elvira. Ja, de ryster på hovedet, men-----. En rig pige, en køn pige og en klog pige. Kommer Rødbæk her lidt? Det trak op på Elviras pande til uvejr: hvor kan de nænne at drille mig med ham, Fru lavskjold? Vi kan da ikke vise ham døren. Nej, det var kun løjer; men folk har så travlt, véd de. Nå, farvel, og på gensyn næste onsdag. send bud efter en fjerdemand. Skal det være Rødbæk, hvad? For mig gerne, sagde Elvira. Jeg skal skrive ham til, at de ønsker hans nærværelse. Ægteparret steg op på deres gig, og fruen tog tøjlerne. I i/hombren gik yderst fornøjeligt. Fru lavskjold fortalte og lo og spillede nolo og satte beter og var ret i sit es og udviklede, hvor megen pris hun satte på at komme til lundbygård. Godsejer Rødbæk, der var fjerdemand, var så glad og taknemlig over at være blevet indbudt og især over den egenhændige billet, han havde modtaget fra frk. Løvfald, at han med et svagt håb, så stærkt som det overhovedet kunne brænde i hans noget afsvedne hjerte, om sit bedste ønskes opfyldelse, nød aftenen. Han havde kun to ønsker, en smuk og klog hustru, der kunne live op på hans triste gård, og et genvundet helbred. Havde han disse to, syntes han, han ville have fanget lykken. Han havde nu i åringer sat sin hu til Elvira, og for at vinde hende havde han konsuleret alle de læger og besøgt alle de badesteder, han havde kunnet overkomme, samt henvendt sig til skarer af kloge mænd og koner — alt uden lindring. I hendes øjne, skønt de plejede at se koldere på ham end på de fleste, var der en Lise, der samtidig gav ham uro. taften havde hun været venligere mod ham end nogensinde før, og hans r orhåbninger vaktes og hævede sig, han syntes, han var nået et skridt frem mod sit mål. Grunden til hendes venlighed, som han misforstod, var blot, at Elvira og hendes moder følte sig så lette og fri, som de ikke havde været længe, ved at vide husherren borte. Det tryk, han lagde over huset, syntes forsvundet, og de nød den korte frihed. Han kunne først ventes om flere timer, og han plejede at være i godt humør, når han kom hjem fra sådanne store offentlige fester, hvor han var bleven feteret. Vognen rullede op for døren tidligere end formodet. Anstrengelsen havde været ham for stor, han var taget hjem, fulgt af lavskjold. Træt og sammensunken forsøgte han at smile til Fru lavskjold, men smilet havde ingen Art. Han længtes efter sengen, og da ingen anden end hans hustru måtte hjælpe ham, ophørte l’hombren, meget til Fru lavskjolds beklagelse. Gæsterne tog bort, og hr. og Fru løvfald gik til deres soveværelse. Nu begyndte afklædningsscenen. Dette var en svær prøvelse for hans hustru. Til andre tider havde det været så, at hun, når han kom sent hjem, blev kaldt ud af sin seng og uden tøj måtte hjælpe ham. Ikke at han var i nogen måde beskænket, men han mente at have ret til at fordre en håndsrækning af sin kone. Var så med besvær kjole og vest taget af, lod han sig falde ned på en stol, lod hende trække støvler og benklæder og underbenklæder og strømper af. Der var skarer af tjenestefolk i huset, men de måtte ikke forstyrres. Selv hjalp han ikke det ringeste, lod benene hænge tunge ned; det måtte blive hendes sag at få klædningsstykkerne trukne af. Nu, da han var syg, kunne hun dog vente med at klæde sig af, til hun havde fået ham i seng. Men arbejdet var ikke lettere for det, og det foregik under skældsord og eder og trusler. Alting gik ham for langsomt. Som doktoren ikke kunne helbrede, kunne hans kone ikke hjælpe ham hurtigt nok. Eller bekvemt nok. Uagtet han selv gjorde alt for at gøre det så besværligt som muligt, vrissede og buldrede han, når en knap ikke straks gav efter eller et bånd af en af de mange bandager, han bar, ikke straks løstes. Værst af alt var det, da manschetskjorten skulle tages af ham og ærmeknapper og brystknapper skulle vrikkes ud. Under denne forestilling, hvor han rev armene til sig, ikke ville sidde rolig, skar tænder og svor, stod fruen og svedte angstens sved og havde følelsen af, at nu slog han hende. Til sidst stødte han til hende i sin afmægtige harme og erklærede, at når hun ikke ville gøre det ordentligt, kunne han gøre det selv. Grædende satte hun sig på en stol og så på ham. Han baksede med de usalige diamantbesatte knapper, der havde kostet hende så mange tårer. Endelig lykkedes det at rive en af dem ud ved at flænge knaphullet. Han befalede hende at komme ham til hjælp. Hun blev siddende og så på ham. Han skulede over til hende og strakte en arm ud mod hende. Hendes tålmod var ved at briste, og hun sagde: nej, Rasmus, jeg hjælper dig ikke. Jeg har bøjet mig for dig, har hjulpet dig, hvor jeg kunne, og har aldrig fået andet end ubehageligheder for det. Prøv nu et øjeblik at hjælpe dig selv eller også behandl mig ordenligt. Jeg er syg, mumlede han, jeg fryser. Hjælp mig, for satan, med at komme i seng. Du må ikke tage det så strengt med en syg mand, Johanne. Jeg er også syg, Rasmus, og det har du aldrig taget hensyn til. Hjælp mig, og hold din mund, brølede han. Nej, nu vil jeg tale. Jeg må have lov til engang at sige dig min mening. Jeg har måttet tie hidtil, men du skal dog have at vide, hvordan du har ødelagt mit liv. Du roser mig ude blandt fremmede, og de kommer og fortæller mig, i hvor høje toner du taler om mig. Gud give, du én gang ville have sagt et venligt eller rosende ord til mig selv. Det havde været bedre. Ude blev du anset for et mønster på en ægtemand og en kærlig fader, og for at dække på alle kanter måtte jeg spille komedien med. Tjenestefolkene kunne se en del af sandheden, men de gav mig skylden, fordi jeg ikke forstod at tage dig på den rigtige måde, og undskyldte din hidsige adfærd med, at du bagefter var god igen. Som om det, at du hurtig blev god igen, når du havde mishandlet os, og så ville kommandere os til atter at vise smilende ansigter, var nok til straks at få os til at glemme dine ubehageligheder. Hvornår kom vi ud i et selskab, uden at der havde været gråd, før vi tog afsted? Og var vi der, så var du lystig og morsom og højrøstet og drak glas med din kone og rådede alle til at gifte sig, især folk, der havde meget at bestille, for at de i deres hjem kunne hvile ud; i hjemmet fandtes lykken. Gud bedre os for lykke. Der sad jeg og smilede og tog imod komplimenter og måtte lade, som om hjemmet var lykkeligt. Ja, du var altså falsk. Skal det bebrejdes mig? Å, hold mund og gå i seng, jeg vil sgu’tte høre på det fruentimmervrøvl. Vil du så hjælpe mig eller ej? Da Fru løvfald blev siddende, kravlede han op i sengen. Sluk lyset og pil i seng, at vi kan sove. Jeg er ikke træt, svarede hun, og i aften lader jeg mig ikke beordre i seng. Du skal høre på mig. Jeg har været dig en tro hustru, jeg har gjort dig til, hvad du er, jeg har våget og værnet om dig og om din og husets ære. Da vi var unge, og jeg var den rige arving og var omringet af friere, valgte jeg dig blandt dem. Jeg trængte mig ikke på dig, det husker du vel nok. Du bestormede mig og besvor mig, og du var jo køn og det var jeg også, og alle sagde, vi passede så udmærket sammen. Og jeg gav mig hen til dig, i fuld tillid gav jeg dig mig selv og alt mit, og jeg fordrede aldrig regnskab derfor. Du gav så store løfter, alle ventede sig så meget af dig, og du trængte til en rig kone for at kunne indtage den plads, som du havde krav på. Og jeg troede på dig og ventede lidt tak til gengæld for, hvad jeg gav. Åh, du har været tro imod mig, vil du måske sige. Det er jo muligt, og jeg mistænker dig heller ikke for andet. Men tit har jeg tænkt, at det var bedre, om du ikke havde været det. De mænd, der er utro, behandler i reglen deres koner godt i andre henseender, og konerne får det jo sjældent at vide. Jeg er bleven mishandlet Theodor bierfreund: Ira. - fra den dag, vi blev gift. Du har aldrig vist mig tillid. Du har styret gården og formuen, som om det var ting, der aldeles ikke vedkom mig, skønt vore interesser dog der måtte være fælles. Hvad vi ejer, derom ved jeg ingenting. Spørger jeg, får jeg knubbede ord, men ingen oplysninger. Har jeg fortjent det? Har jeg ikke været dig en flink kone? Har jeg nogensinde lagt dig et halmstrå i vejen på dine offentlige veje? Har jeg ikke budt velkommen alle de mennesker, du slæbte til lundbygård, har jeg vist uvenlighed imod en eneste, selv om han var mig aldrig så modbydelig? Er der en eneste, som har været dig ubehagelig, eller som du for politikens skyld har kastet overbord, hvem jeg ikke har udslettet af vor omgangskreds? Det synes så stolt at være gift med en mand, der er kendt og agtet over det hele land, som du er det. For hans familje er det en ulykke. Og børnene, som jeg har født dig, hvordan har du og jeg været imod dem? Ja, du har betalt for dem i de bedste skoler og til de bedste lærere. Det fordrede jo vores stilling og verden bifaldt det. Hvad der kunne gøres med penge, således at verden fik det at se, det har du altid gjort. Men i hjemmet? Tog du dig nogensinde af dem der? Jeg regner ikke, at du, så længe Bjørn levede, gennembankede ham, når han kom hjem i ferierne, så han skælvede, hver gang han hørte sin faders vogn komme, og helst undgik at komme hjem. Men ellers, interesserede du dig for dem, legede du med dem, læste med dem, søgte at vinde deres kærlighed eller deres interesse for din gerning? Jeg måtte fortælle dem om den store anseelse, du nød, om din dygtighed, om dit gode hjerte, om din velgørenhed, og så længe de var små, så de til trods for deres frygt op til dig med beundring, der meget let, om du havde villet, kunne være blevet til kærlighed. Men da de blev store, begyndte de at se med egne øjne. Nå, Bjørn døde, før han endnu havde opdaget, at det billede, jeg havde tegnet, ikke var det rette. Men for Ira kunne det rette forhold jo ikke blive skjult, og hun har fået en sådan angst for at gifte sig efter det, hun har set her i hjemmet, hvor alt for fremmede tager sig så strålende ud, at hun rimeligvis vil blive en gammel jomfru. Løvfald, der havde ladet som om han sov, men som havde ligget i stumt raseri over ikke at kunne svare på denne sin kones første gardinpræken, sagde: Ira skulle ikke være så storsnudet. Hun skulle tage Rødbæk, der byder sig til. Han er villig nu, men kan nok hænde han trækker sig tilbage senere. I skulle heller tage jer lidt ivare, dumme fruentimmer i er. Hvis jeg falder fra, vil i nok få at se, at eders stilling bliver en helt anden. Han vendte sig om i sengen for at lægge sig til at sove: sluk lyset. Jeg kan ikke sove for det skær. Fru løvfald tog lyset og gik ind i stuen, hvor hun tilbragte en rum tid alene med at bringe sine ophidsede nerver til ro. Tilslut sank hun hen i et blund, af hvilket hun blev vækket ved hans røst: Johanne, hjælp mig af med den manchetskjorte; jeg kan ikke sove med den på. hun stod op og hjalp ham at skifte skjorte. Så bød han hende at stoppe dynen ned ved hans fødder og hjælpe ham med andet. Da hun var færdig, sagde han: nå, du har dog betænkt dig og vil nok igen. Så sov han videre, og med bankende hoved lå hun og ventede på morgenens komme. Iii om Fru løvfald havde ventet, at forholdet mellem hende og hendes mand skulle være blevet forbedret efter dette opgør, ville hun være bleven skuffet. Det er kun i romanerne og på scenen, at « opgør » Fører til forklaring og forsoning; i livet har de den modsatte virkning. Den part, der har uret, bliver kun endmere uretfærdig. Det fik hun at føle. Han agerede den i allerhøjeste grad forurettede og krænkede. Fra den næste morgen lukkede han overfor sin hustru kun munden op for at skænde. Han lod, som om han ville betjene sig selv, som om han ville undvære al hjælp fra hende. Når han så ikke kunne udføre, hvad han ønskede, og hun bistod ham, stødte han til hende, vrissede ad hende, viste hende sin utålmodighed ved at stampe i gulvet eller slå i bordet. Snart blev han endnu mere fordringsfuld end før. Han forlangte, at hun altid skulle være nær ham, at hun skulle selv udrette de grimmeste arbejder for ham, og at hun skulle gætte alle hans ønsker. Han omtalte dem ikke, han pegede blot ud i luften, og af hans håndbevægelse skulle hun slutte sig til hans tanker. Kun hvis hun gættede fejl, mælede han, og hun skælvede for hans stemme og hans hånd, magtløs og kraftløs, som han var. Hun kunne være gået ned på sine knæ for at trygle ham om et venligt ord, om en menneskelig behandling. Hun gjorde sig så ydmyg, så tjenstvillig, så agtpågivende som ingensinde før. Hun fortalte ham, hvad der passerede udenfor huset, hvad hun troede, der ville interessere og underholde ham; han hørte efter, til hun var færdig; så vendte han sig fra hende og erklærede, at det vedkom ikke ham. Hun lavede med egen hånd de delikateste små retter til ham; han spiste dem — ti han kunne ikke lade mundgodt gå forbi sig; — så stødte han tallerknen fra sig og lod hende vide, at hun vidste så godt, at han ikke måtte få sådanne ting, og at hun gerne kunne lade være med at friste ham: han så godt, at hun ville gøre sig lækker for ham. Da gik hun ind i den anden stue og græd. Galt havde det været før, nu var det ikke længer udholdeligt. Hun sad og ventede på, at han skulle kalde, forlange et eller andet, behøve hendes hjælp. Hun ventede længe, men der kom intet vink. Hendes hjerte bankede hurtigt, hjernen brændte, hun kendte sig næsten syg af fortvivlelse. Hun så, at han ikke kunne have langt tilbage; han selv tænkte åbenbart slet ikke på døden. Og hun syntes, det var så grusomt, om de skulle skilles, uden at det var kommet til en forståelse imellem dem. Hun ville ydmyge sig dybt for ham, blot hun kunne tilbringe den sidste tid, han levede, i fred med ham. Hun gik ind til ham og bævende lagde hun sin hånd på hans skulder. Han vendte langsomt ansigtet mod hende og så spørgende på sin hustru. Rasmus, sagde hun. Hun kunne næsten ikke holde sig oppe. Hvad vil du nu? Hun havde håbet at få en lille håndsrækning, for at komme over det svære punkt. Hun blev også skuffet heri. Hun måtte gå vejen alene: Rasmus, kunne vi to gamle mennesker ikke leve resten af vort liv sammen i fred, tror du? Er det alt, hvad du har at sige mig? og han vendte sig halvt bort og kiggede atter på sin Avis. Har jeg krænket dig eller gjort dig nogen uret, Rasmus, beder jeg dig om forladelse. Han så atter om på hende: det har jeg ventet på. Det forbavser mig, at det har kunnet vare så længe, inden du har kunnet bekvemme dig til at give et godt ord. Det var vel det mindste, du kunne gøre for den måde, du behandlede mig på, da jeg kom syg hjem. At du ville lade det gå ud over mig, at du ikke kunne få spillet l’hombre så længe som du havde tænkt dig, det havde jeg sgu dog ikke trot om dig, Johanne. Nu, du har bedt om forladelse, tænker jeg ikke mere på det. Han tog atter sin Avis op og tilkendegav dermed, at avdiensen var sluttet. Fru løvfald gik ind i havestuen, tog sit kniplebrædt frem og arbejdede. Hun var rolig; der lagde sig en hård skorpe om hendes følelse for manden. Hun tænkte uden vemod og uden bitterhed på sin enkestand. Fra hovedstaden kom der to hospitalsuddannede sygeplejersker, der besørgede den syges pleje efter alle videnskabens regler. Løvfald var bleven mere og mere ensom, alt som døden nærmede sig. Han var den eneste, der ikke mærkede dens komme eller var forberedt på den. Hans hustru og hans barn så ind til ham og skaffede tilveje, hvad han skulle have. Men ingen sultan, ingen Ludvig Xv kunne have lukket sine øjne i større ensomhed, end han gjorde. Da han døde, var ingen andre tilstede end sygeplejerskerne. Iv der havde været stor begravelse med følge fra fjern og nær, med blomster i læssevis og sølvkrans, med trøsterig tale og frivillige ligbærere, stor middag med højtidelig, løftet og munter stemning. Så var alle gæsterne tagne bort med jernbane, med vogne og tilfods. Kun lavskjolds og amtmanden og Rødbæk blev tilbage. Rødbæk gik nervøs fra stue til stue; han håbede, at han kunne få talt et ord med frøken løvfald, at han kunne få blot et venligt nik af hende, at han kunne få lejlighed til at tilbyde hende sin bistand, om hun og hendes moder måtte trænge til den. Endelig fik han det sagt til hende; hun takkede ham, men på en kølig, afvisende måde, og lidt tung om hjertet tog han afsked. Fru lavskjold ville blive og trøste sine veninder, og havde et svagt håb om, at der mulig kunne falde en l’hombre af ud på aftnen. Men amtmanden syntes også at ville blive. De to parter sad og iagttog hinanden i nogen tid og konverserede. Så bad amtmanden om at få lov at tale med frk. Løvfald et øjeblik. Hun rejste sig, og de gik ud i en anden stue. Her bad han hende om en samtale i Enrum, helst i hendes faders arbejdsværelse. De gik ovenpå og igennem en stor billardstue ind i et meget rummeligt herreværelse med udsigt til tre sider, til landsbyen, over avlsgården og over engen til skovene. Hun bad ham tage plads i en lænestol, selv satte hun sig i en anden. Hun så på ham, spændt på hvad han kunne have at sige hende. Hun havde aldrig kunnet lide ham, skønt han og hendes fader havde arbejdet trolig sammen, og amtmanden havde kaldt hendes fader for sin ældste og bedste ven. De må ligesågodt få det at vide nu, frøken, da det dog ikke vil kunne skjules for dem i mange dage. De er ikke, så vidt jeg tror — men jeg kan jo tage fejl — rige. Fuldt overblik over deres faders affairer har jeg ganske vist ikke, men jeg tror at vide så meget, at de — — — Havde de tænkt dem det anderledes? Elvira sad rolig og rank. Tænderne blev måske presset lidt stærkt sammen, åndedrættet blev måske lidt besværligt, og hun selv følte sig stiv i lemmerne; men hendes ydre forrådte ingen bevægelse. Hun så tast på amtmanden: mener kammerherren, at der ingen rede penge findes, at vi ikke ejer andet end gården? Frøken, det vil blive lidt svært for dem og deres moder at sætte dem ind i situationen. Såvidt jeg kan skønne, vil de blive nødt til at skille dem ved gården, og der vil da forhåbentlig kunne komme så meget ud, at de kan leve tarveligt — men heller næppe mere. Vi er altså ruinerede; men hvorfra véd de det? Amtmanden søgte læmpeligt at forklare hende, hvorledes han havde fået et indblik i den afdødes forhold, hvorledes denne i de senere år havde rejst penge både på sin ejendom og sit liv, havde optaget store prioriteter i sin gård og givet underpant i besætningen, og dog i den senere tid haft svært ved at klare sig. Han fremtog et gældsbrev, som løvfald havde udstedt til ham for ikke længe siden, efter at han var bleven svag. Han fortalte, at det var i virkeligheden et bevis for en langt ældre fordring, de

1893_AndersenFO_Irma

F.O.

Irma

Andersen

AndersenFO

Irma

1893_AndersenFO_Irma.pdf

F.O.

Andersen

dk

Irma

Fortælling

y

roman

Alex Brandt

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Gud velsigne de store, tunge, dumme skyer, at det endelig gik op for dem, at der er noget der hedder helligdagsforordning, og at om søndagen skal man lukke boutiken og i maj var de første vårluftninger kommet, og den rare gamle by havde fået feber — straks, samme dag! Den fornuftige gamle by, med universitetet og og realskoler og høje og lave dannelsesanstalter, med museer og rigsdag, med gamle stenøkser og banebrydende ideer, med både forog baglænds fremskridtstanker — denne, dog så omsigtsfuldt indrettede by, havde ganske tabt sindsligevægten, fordi der midt på dagen, ovre på solsiden, virkelig var kommet ligesom noget varmt i luften — bare: ligesom noget. Ide dage skulle vinteren have siddet ubemærket i en krog og betragtet sin teaternes, ballernes, basarernes og skøjteløber - klubbernes by; den ville ikke have kaldt den taknemmelig... » Var det dig, som påstod, at der gives ikke sundere luft end rigtig klingrende, stille frost? Var det dig, som skrev Vers om den første, faldende snes poesi? var det dig, der talte om hjemmenes hygge? og som påstod, at aldrig kommer det smukke i menneskenaturen, det godgørende, det hjælpsomme, det opofrende således frem, som når fattigfolk rigtig knuges af vinterkulden? var det dig — som nu ikke kan se den første vårsolstråle, uden at ville bort fra alt det, du priste så højt —? « Ja vist var det den samme by! Men al den vinter-snak brød den sig ikke om! til vinter skulle nok det ædle og bedste komme op i den påny — nu var det vår; nu kom solen og varmen og blomsterne og friluftsliv og sommer og — det er utroligt, hvor du har ret, kære vinter! men på søndag skal vi ud at se de første Spirer! det er hvad vi skal! og er det blot nogenlunde skikkeligt vejr, så skal vi have forårstøjet på! Men, da det blev søndag — øsregnede det! Naturligvis — det er noget blot og bart meteorologisk — men synd var det alligevel. Den store by kan ikke sige: nu vel, regner det om søndagen, så går vi i skoven om mandagen! — den er en arbejdsby; de seks af ugens dage kræves dens nærværelse ved arbejdsbordet, ved pulten, ved hammer og sav, på kattederet — og for hver solstråle, der falder varmende ind i disse arbejdsdage, fødes en søndagstanke. Nu grønnes skovbunden, siger en! nu må der være annemoner, siger en anden — og inderst inde tænker de: i dag er der kun fem dage til søndag! — i dag er der kun fire! — og til sidst: imorgen er vi fri, gud give, det dog ville blive smukt vejr. Og på vejen til og fra deres arbejde ser de forstædernes småhaver grønnes og boulevardtræernes knopper svulme, og gartnerne grave og plante i anlæggene... jo, det var ikke rigtigt — det var ikke smukt gjort: at hver gang det blev lørdag aften, trak skyerne sammen, og når det første forventningsfulde øje kiggede ud 'af vinduet søndag morgen, så øsede det vande ned, gaderne svømmede og cementfaøaderne lige overfor var ganske våd-sorte. Og således var næsten hele maj måned gået. Det er ikke engang godt for landmanden, sagde byen; — ellers plejer det at være dens lidt bittersøde trøst, at man ikke alene skal tænke på 'sig selv, men også på, hvad jorden i har godt af — til sidst sagde den: sæden stål jo og drukner på markerne! Da fortalte aviserne — der har så mange og lange Spalter, at de hverken kan lade naturen eller menneskene i fred, når det kniber med avertissementer — at » nu stod bøgen i sin første tindrende pragt «. Og da sagde Per og Poul, og hvad de ellershedder rundt i kælderne og etagerne, i gader og stræder: nu tager vi ud på søndag, enten det så regner eller ej! Og da søndagen kom, lå skyerne nede i horisonten, og himlen strålede solfyldt og blå... Bare vi havde sagt det noget før! sagde byen. Se dem, de grønne blade! se, se hvor de er myldret frem! tindrende grønne, usigeligt unge i se blomsterne! se ind mellem stammerne, hen under kronerne! se veje og stier — husker du dem igen? se bakkerne og sundet derude! — og dyrene! der er de! der er de! se hvor de løber • let over vejene! — og se himlen, strålende blå! Og dér oppe: se den lille, sejlende sky — — — • hør fuglene synge! Se skovens gæster! se den store, glade løsslupne by! se familjerne derhenne ved skovløberhusets bord; se de to gamle, gråhårede, stive kavallerer, der kommer spadserende dér; se børnenemed krandse om hatten; se det gamle forslidte ægtepar — det er livets egen måde at digte på: at det henter to sådanne skikkelser frem inde fra den store byes fattigste forgemthed og anbringer dem, så de virkelig står smukt til det yngste af alle vårbilleder! — se de to elskende — du skal se: de blomster, hun har plukket, skal fæstes i hans knaphul... fik jeg ret? — luk op dit øje! se det alt sammen og hold fast billede på billede af den store byes første skovdag i våren! Klokken er fem. Togene har allerede begyndt at føre skovgæsternes strøm hjem igen. De myldrer ud fra stationen derhenne som en levende skov; de spadserende, der ikke er nået længer end til byens promenader — der er altid nogle, som ikke tør forlade sig på en blå himmel og deres egne længsler — vender sig om, ser efter de vandrende majgrene og tænker: vi skulle vist alligevel være taget derud! Sværmen fra det nylig ankomne tog spredes; sidst ud gennem lågen er kommen en ung herre og dame; hun bærer en vældig bouket annemoner, han nogle knapt udsprungne grene — de skal stå hjemme hos dig og blive store,. siger hun. Hun går og retter på blomsterne i bouketten; han bærer sine grene tankeløst. Hun er stadigt levende optagen af sine blomster. Skal du have så mange? siger hun og af* deler med hånden en ganske lille part til ham. Eller så mange? bliver hun ved og deler en større part af. Han har indtil nu gået og set ned for sig, nu løfter han hovedet langsomt og vender sig mod hende; han må samle sine tanker — disse meget alvorlige tanker! — for at blive klar over, hvad hun sagde. Kontrasten mellem det grublende i i hans udtryk og det lystige i hendes spørgsmål får hende til at le. Og han ler med, han ved endnu ikke rigtig hvorfor, men han elsker at se hende glad; det hænger sammen med så meget i hans væsen... og med denne frygt, der aldrig helt forlader ham: at der ud af deres forhold kan vokse tungere tanker for hende, end hun drømmer om. Hvad siger du, Irma? Hvad tænkte du — Olaf? hun gør hans alvorlige ansigt efter og taler med hans mandige røst, hvad hun forresten godt kan med sin noget dybe, ret klangfulde stemme. Jeg tænkte på, hvor tåbeligt det overhovedet er at tænke — og hvor hurtigt man bliver bymenneske igen! Og jeg spurgte dig, hvormange blomster du skulle have — det steg op i ham det gode humør, denne halvt kåde sindsstemning, som han aldrig havde kendt, før han lærte hende at kende — hvor alt dog tegner godt for os, sagde han; tænker du i øst, så tænker jeg i vest... Og hun fulgte med: ja — og længer kan man da aldrig nå, når man skal leve hele livet sammen. Netop, du! thi så undgår man trivialiteten; har du aldrig læst et af de bedre affattede værker om forholdet mellem mand og kvinde? De er skam uhyre interessante; man kan lære meget af dem — især når de er forfattet af — ugifte! lo hun. Ja, du tror vel ikke, det er en famil j eaffaire at tænke dybt over tingene? nej, sådan noget gør manden i ensomhed. Tænk! det er akkurat som med madlavningen — det er næsten altid rigtigst, at kun en kommer salt i! sagde hun. Ja, det er det vel —? Jo, for ellers bliver den for salt; og det forleder manden til at drikke, og så skal han siden være så rædsomt forsigtig! bevares! nej, dét vil jeg ikke være! et glas funklende vin vil vi have lov at drikke — for hver en mindedag og for hver en fremtidsdrøm! Hun standsede pludselig — men —! hvor går vi hen? vi skulle jo... Også han så’ sig om: du har ret... Vi... Vi må da ned ad Vestergade — vist, ja, ja, Irma — der kom atter en usikkerhed i hans stemme, som krydsedes tanker i hans hoved... den vej går vi så... Vil du helst være fri? hun dæmpede stemmen og så ned for sig. Fri? men herregud, hvorfor? tror du ikke, jeg kan forstå dit ønske? jeg forstår det så fuldt ud, og du skal se det hele! Det glade kom atter op i hendes ansigt: det er jo ikke hver dag, de to store bussemænd er borte — — — eller bliver du vred, jeg kalder dem bussemænd? Det er endog et meget lempeligt udtryk, siger han smilende — vi vil gå en mellemvej, fortsatte hun — vi vil kalde dem de to store b’er! De to store b’er er på strandvejen for at se til villaen, og imens holder Irma indtog i deres fæstning og kaster sine frygtelige øjne på deres pakhuse og kasser og Tønder. ja — helt rolige ville far og min hr. Broder ikke være, om de anede noget af dette! Sagde Olaf. Og deri vil også ethvert rettænkende menneske give dem ret — sagde Irma smilende; men om et par dage rejser jeg, og jeg vil — mens jeg sidder derovre i jydernes land, kunne forestille mig ganske, hvorledes du lever — jeg vil det; og når du nu viser mig huset og de store gårde, og hvor kontorerne ligge, og hvor du boer og din fader og Broder — — — så skal jeg nok fylde billedet ud — — — éngang lukker vel også de dørene op for mig! Hans ansigt var atter blevet tungt alvorligt — hendes stemme var lige frejdig og frisk... Tænk, om vi var løbet lige på dem! føjede hun til; hun ville have det frygtelige alvorsudtryk visket bort fra hans ansigt; men hensigten forf ej ledes; i stedet for at opfatte det som en morsom situation, vendte han sig heftigt imod hende:' du har ret! det var tåbeligt af mig at vælge netop den vej — han talte hurtigere og hurtigere — det var uforsvarligt af mig! er du vred på mig, Irma, at jeg så tankeløst kunne udsætte dig for... For hvad —? sagde hun og så fast på ham; nu skiftede også hendes ansigt udtryk, et skær af selvbevidst stolthed gled over det; og da han ikke svarede, gentog hun mere dæmpet og allige• vel stærkt: for hvad udsatte du mig? Jeg véd godt, hvad du mener, Irma! Du mener, de havde ingen ret til at fornærme dig; og at hvis de havde gjort det — ikke sandt! Det var din tanke: så havde du jo mig!... Olaf, Olaf! lad være at blive heftig — jeg er ikke heftig! — og du har ret!. Du har mere ret, end du tror! Du skulle ikke have været udsat for noget ved et sådant møde... Olaf — sagde hun bønligt og rakte ham nogle blomster — han tog dem, men blev lige iltert ved: og den dag skal overhovedet aldrig komme, da de skal få så meget som et ord at sige over dig. Hun satte sit skælmske ansigt op og nynnede sagte: flyv fugl, flyv over furresøens vover, nu kommer natten så sort... Så sort! så sort! gentog hun med lunefuld hentydning til hans mørke alvor — han så ned på hende, vendte sig pludselig om — nej! der var ikke et menneske i hele gaden — og hurtig trykkede han de blomster, hun nys havde givet ham, til sin mund... du er min gode engel! hviskedee han med undertrykt voldsomhed. Skal vi nu være lystige! udbrød hun — hvad er det hele? Du tror, at din... at de to store b’er ikke på forhånd er så indtagne i mig, som du gerne ville have; og når du ser rigtig * på mig, kan du heller ikke få i dit hoved, at de senere skulle blive det — han afbrød hende i samme tone: og jeg tror, det mest er din næse, der vil støde dem; den er ikke så klassisk, som de kunne ønske den. Hun førte betænksom pegefingeren op til den — tror du ikke, man kunne presse den lidt nedad? Det er såmænd ikke umuligt! Du har dog altid de forløsende tanker... men hør, Irma, bliv du stående her et øjeblik; derhenne ligger fæstningen; men inden jeg fører dig derind, vil jeg dog nok garantere mig, at vor elskværdige rævepels af en portner også er ude og nyder Vorherres natur — er der også noget i vejen med eders portner? Lo hun. Med det hele, Irma! det hele! — og med et nik gik han i forvejen og bankede på portnerens vindu. hun så ham stå nogle øjeblikke og lytte; så vendte han sig om og gav tegn, at hun skulle komme. Hun gik hen til ham, han åbnede porten, og det store øjeblik var kommet, da hun skulle se det hus, han boede i, de store forretningsgårde, hans daglige livs tumleplads! Det havde været en aftale mellem dem, allerede da de tog ud, thi, som hun før sagde: hun ville have dette billede med for, på sit sommerbesøg hos sine jyske slægtninge, levende at kunne forestille sig hans daglige liv. I det samme porten var faldet i efter dem, tog han hende om livet og sagde: velkommen herinde, Irma! — nu er det sagt, og inde i vor gamle gård skal denne hilsen blive, den skal gemme sig bort, og hver gang de taler uvenligt om dig, skal den sidde gemt i krogene og smile: det nytter jer ikke! den første gang, hun trådte herind, blev hun hilst velkommen! I kan lufte ud, om i vil, med kolde tanker, i får det aldrig mere jaget ud af den gamle bygning: velkommen, Irma! Velkommen! Tak, Olaf — sagde hun. Og så begynder vi forevisningen... her tilhøjre har du opgangen til kontorerne... lad mig straks sige dig, at porten her og trappegangen er det eneste moderniserede, vi har; ellers er alt: kontorerne, værelserne og, som du senere vil se, gårdene og bygningerne ganske som de var, da fader efterhånden købte til og til; og egentlig tror jeg, det så småt ærgrer den gamle, at han har fikset dette her op — havde han den gang vidst, at han ville svinge sig så højt tilvejrs, så havde hans måde at være forfængelig på også ladet porten og opgangen her ligge hen i den. gamle stil. Handler i også med jernbaneskinner? udbrød Irma; til venstre for porten lige inde i gården, lå på et gammelt bjælkestillads, under et halvråddent bræddetag, lange rækker jernbjælker. Det er ikke jernbaneskinner, sagde Olaf, det er bjælker til bygninger — har du aldrig ved nybygninger set dem anvende sådanne? Nej, det havde hun ikke. Ja, vil du så se bedre efter for fremtiden, sådant noget må du vide besked med — — — tjære, ved du hvad det er? Ja, det er noget, man ikke må smøre på en ny, lys sommerkjole — rigtigt! — ikke, at dét just er den egentlige grund, hvorfor man fører det i handelen, men forklaringen er ikke ilde — ja, det er tjæretønder alle de, der ligger der... Er der flere gårde end denne? jeg syntes, du sagde, der var en til? Irma. 2 jo, men gennemgangen er ikke så lige at finde, alt her er snørklet og krinkelkroget; vi skal til venstre om det hjørne derhenne. Ih, hvor er det dog gammeldags; hun så op ad den høje Gårdfagade, farveløs og grå, uden en eneste gesims eller et ornament — med store vinduer, smalle piller og ganske små ruder. Vi har råd til at blive ved at være gammeldags! Sagde han. Den øverste etage er paklofter for lettere sager — du ser hejseværket oppe der. Men hvor boer i? spurgte Irma — hvor er dit værelse? Dine, skal du sige — jeg har da to — det er de tre vinduer, du ser der. Uh, hvor mørkt! udbrød hun — er det filerede Gardiner, du har? Filerede —? det er nogle med vindruer i — pludselig bruste han op: dér boer jeg, det er min del af det, der kaldes et hjem, og jeg kan ikke føre dig derop!... Du, Olaf, jeg interesserer mig slet ikke for Gardiner — jeg sagde det blot for at lade, som jeg forstod mig på det — — og hvor residerer de to b’er? Atter havde hun blæst skyerne bort fra hans pande — fader boer til gaden; men de to vinduer, du ser der, er hans privatkontor; der troner han i læderbetrukken stol foran et stort skrivebord — lad mig tilføje, at det er af mahogni — og henne tilhøjre står en gammel sofa, når man sætter sig i den, falder man helt ned, men det gør ikke noget, thi vil fader have folk op af den igen, er han mand for det; så står der to stole af en façon og en, der har det på sin egen måde; gulvet er gråmalet — vil du så vide mere. Det skulle da være, hvor lidt det bliver vasket, lo hun — men det kan alligevel være det samme — og Frants bussemand — hvor er hans?. Det er vinduerne efter mine — vi trykker os broderligt op ad hinanden!... skal vi så gå videre? Ja vi må se det hele! De gik den lange gård igennem, drejede til venstre mellem høje stabler af kasser og trådte ind i en gennemgang, hvor lyset strømmede dem imøde. Nej, hvor her bliver lyst! udråbte hun. Ja; pladsen her er meget større, og så er det lutter lave baghuse, der vender ud til den — sagde han. Hun blev stående ganske forbavset, da de trådte ud på denne, den inderste gårdsplads — skulle man tro, man stod i en stor by? På ganske malerisk måde krummede og 2* bugtede den store åbne plads sig mellem bagsiderne af gamle forfaldne bygninger, og et helt mylder af høje, spidse, røde teglstenstage og gamle skorstene tegnede sig op mod den blå luft. Ophobningen af kasser og Tønder var ganske anderledes imponerende. Olaf pegede op på et stort hejseværk over deres hoveder. Se, Irma! det er en yndet fornøjelse for folkene — de af dem, der agerer kraftkarle — at tage fat i krogen og så lade sig hejse op til et af lofterne. Men kan de da det? sæt krogen slap fra dem. Det sker såmænd også af og til. Men hvad så? Ja så falder de ned. Falder ned —? men de kan jo da slå sig ihjel —! Engang var det også nær sket; det var en af kuskene, da han nåde andet loft, glippede det for ham. Stakkel! Ja, han blev krøbling. Er det ikke underligt, at netop sådanne mennesker altid skal være så letsindige? udbrød hun. • - nej det er ikke, Irma! — de skal også muntre sig livet op med et og andet; og de, der slider og bakser dag ud og dag ind med store byrder, de bliver kraftkarle, og når de vil slå sig løs, og have lidt morskab, så er det ganske naturligt, at det er kræfterne, der skal holde for! — de har nogle, vi andre har ingen — vi fristes ikke! Men hvordan gik det da ham? spurgte hun ængstelig. Ja den historie er ganske karakteristisk for fader. Det var mig, som kom først tilstede, og det blev derfor mig, som... Færdes du meget her omkring? Å ja... Falder der aldrig kasser eller sligt ned? vær dog endelig forsigtig! Vær du ganske rolig!... nå, men jeg gik altså op til fader og fortalte ham det. Straks blev han bleg og gjorde en grimasse, som om han så’ det lemlæstede legeme sig — derpå for han op: det asen! råbte han; på den måde chikanerer disse fyre os; nu skal vi have politiet rendende her, og vi skal i bladene — arbejderrisiko — disse bund affekterte tider! — gå straks ned, lad ham tilsige en understøttelse — lad dem alle vide det — brådden skal straks brækkes af — og så slår du op dernede, at enhver, der for fremtiden vover sig til slige hundekunster, har sin afsked, ubønhørligt, straks! — og at jeg gør formanden og enhver tilstedeværende ansvarlig! — jeg vil ikke have min bedrift skandaliseret ved drengestreger!... det er, Irma, ligesom denne frygt for skandalen, som han kalder det, kvæler så mange rent naturlige følelser hos fader. Det er dog underligt — en mand som han... Som han — ja hvad mener du egentlig med dette » som han «? afbrød Olaf hende. Nu, alene det, at han styrer en så stor forretning — sagde Irma. Det har intet, intet med karakteren at gøre — det er en blanding af talent, energi og held; nej, fader er ingen modig mand; han er en stærk mand, men det er ængstelighed, der har gjort ham til det; han har altid stået på pinde for sine bange tanker, derfor har han arbejdet på at gardere sig. Irma så eftertænksom frem for sig. I dette øjeblik havde de begge glemt de omgivelser, de befandt sig imellem. Langsomt og søgende sagde hun: er du nu også ganske vis på, at dit hjem er således, som du tænker det? Du er så sikker i dine domme, at jeg... At du -? Ja, jeg ved ikke — men undertiden synes jeg, dine domme er alt for færdige... Det er en familieejendommelighed hos os, du — vi har vore tanker i orden — de står på geled; vi snakker ikke famlende frem og tilbage om tingene; er vi uenige, så er det ikke familjært småtteri, nej — så står vi skærende skarpt overfor hinanden! Kan du huske, Olaf, du engang — efter at vi havde lært hinanden nærmere at kende, ja efterat vi troede at kende hinanden så helt ud — spurgte mig om... Om hvad? han stirrede spørgende på hende — du spurgte mig — det var en aften, vi havde talt om det samme som nu, og at hvis de ikke ville kendes ved mig, så ville vi gå glade sammen alene ud i livet — og det samme siger jeg i dag! — — — ja, ja — men da standsede du pludselig, så’ ængstelig på mig og spurgte heftigt: sig mig det — usvigelig ærligt, Irma: ér din sjæl så dyb, som dine øjne siger, den er — — — tilgiv mit spørgsmål!... Det er ikke det, jeg mener — tværtimod — og senere forstod jeg dit spørgsmål så helt ud — men’ jeg kan ikke forstå, at du lige overfor din fader og Broder ikke, om så kun en eneste gang, fristes til at spørge: er i nu også ganske således, som jeg tror, i er —? Utålmodigt sagde han: lad dem være, hvad de er; lad os tænke på noget andet — å! hvor man dog kan mærke, man er inde i byens gader igen! man skal have disse høje huse, der lukker lys og luft og sol og natur ude omkring sig, for at skabe den slags tankeverdener, der trives herinde... Hun gav efter, så’ sig atter omkring — men der har i jo et træ! udbrød hun. Ja hillemænd, du, det er et lykketræ. Lykketræ —? Han smilede — så længe det træ springer ud, blomstrer vor forretning — troer hele familjen det? spurgte hun med skælmsk alvor. Mest fader — eller vel egentligt: han alene. Men er det da ikke ganske smukt? jeg kan godt lide, menneskene er overtroiske. Å ja — jeg synes kun, fader kunne have flottet sig lidt mere — tænkt tanken mindre tarvelig. Nå — nå! formanede hun. Han blev ved: plantet en hel række træer, såt blomsterfrø i hver en sprække og da sagt: at selv om min forretning skulle gå tilbage: så længe disse blomster og træer vil trives på min grund, vil jeg endda kalde mig et lykkeligt menneske! Du er en nydelig forretningsmand — har jeg nogensinde påstået, jeg var det i — dybere forstand? og jeg er glad, du, at jeg ikke er det! men tys! — det må de gamle skure ikke høre! Det er jeg også glad for, sagde hun — tys!! De kom forbi en flere alen høj, gammeldags vægt; der var bygget et tag ud over den, og rundt om den stod masser af store og små lodder. Irma havde aldrig sét en sådan vægt før, og ville absolut vejes. Det kræver forsigtighed, sagde Olaf - den er hverken hvad man kalder skuret eller poleret i de sidste tyve år — men stå kun op! Han begyndte at tage ned af vægten de lodder, der stod. Det var da mærkeligt, sagde han, kan du ikke snart vippe den op, nu er her kun firehundredeoghalvtredsindstyve pund på — træd lidt hårdt! Nej, hun kunne ikke... Stamp en gang —! Nej — heller ikke; ja så væk med de halvtreds. vipper den? spurgte hun. Han rystede forundret på hovedet — lad mig prøve, hvor tyk du er om livet; dette her er jo foruroligende — ikke engang firehundrede pund! Han tog atter et par lodder af — nej, nu skal du se, Irma! jeg bærer mig rent forkert ad, de lodder, jeg tager af, skal jeg naturligvis sætte over til dig... Sådan... når vi lægger hundrede pund i vægtskålen til fordel for dig — og hvem vil ikke gerne gøre det —, så vejer du akkurat ethundredeogfemoghalvfems. Det er egentlig ikke så lidt? sagde Irma. Nej — men vi har de t-jern, der vejer mere... uden at jeg dog derfor vil sige, at de er den bærende kraft som du! Se dig nu rigtig godt om, Irma!, prent dig det rigtigt ind; når jeg skriver til dig, vil jeg også flette et og andet ind om det daglige liv her; nu ved jeg, du vil kunne forstå det. De blev stående arm i arm, og hun så sig prøvende omkring. Nu har jeg billedet, Olaf, nu skal jeg nok vide at holde det fast. Ved du, hvad jeg frygter for, Irma? Frygter? Ja — at siden du nu har gået denne vandring her omkring med mig, vil jeg savne dig på en ny måde. Du mener vel: foruden den gamle måde. Ja, det er vistnok således, jeg mener det! De gik nu tilbage igen. Da de atter stod ude i porten sagde Irma: det er jo til denne side, du går op til dit hjem? Han nikkede — hun sprang lystig et par trin op ad trappen. Nu har jeg dog ligegodt været på vejen, udbrød hun — Olaf! tænk, om de var hjemme, begge de store bussemænd; og vi gik op og ringede på, trådte højtideligt... nej, du! vi trådte lystigt smilende ind — og du sagde: må jeg præsentere... denne dejlige, unge dame hedder Irma — og er min forlovede!... hvad i al verden tror du, de ville sige? Men den kåde lystighed, hvormed hun sagde alt dette, smittede ikke Olaf; netop fordi hun var ham kærest således, som hun dér stod, med dette strålende smil, dér havde lært ham at se let og overlegent på meget, som før kun trykkede ham — netop derfor steg harmen over det kolde og kortsynede i hjemmet op i ham; og næsten hårdt sagde han: vil du vide det, Irma? Ja! sagde hun hurtigt, men dog med et skær af skygge hen over smilet — nu, jeg skal sige dig det: Frants vil ryste på hovedet og tænke: hvorfor i al verden går Olaf så lige på, hvor der er omveje nok — — — og fader vil — uden at få øje på dig — fiksere mig, indtil han antager, at den grille er sét ihjel af den faderlige myndighed... og så vil han vende sig om og gå! Er... det dit... Alvor? spurgte hun. Da pludselig så han forfærdet, at hun havde ikke sit sædvanlige glade ansigt — der dirrede noget ved hendes øjne, vibrerede noget ved hendes mund. Angst trådte han hen til hende. Irma! råbte han og greb hendes hånd. Hun trak vejret dybt, strøg sig hen over øjnene med den hånd, hun havde fri — og smilede. Men han lod sig ikke narre — han havde for første gang set dyb sorg i hendes ansigt over alt dette. Han var bleven så vant til at høre hende slå det hen i lystighed, at han kun i enkelte øjeblikke, når hans tanker gik ene, frygtede for hendes skyld; men nu havde han set smerten; han brød sig ikke om hendes smil, men blev ved at se hende ind i øjnene,- for med al sin kærligheds styrke at fastholde dette: at hun led under det! Hun forstod, at hun havde røbet sig, og tvang smilet helt frem. Han forandrede ikke en mine — det var sødt af hende, det var kærligt — men det turde han ikke dvæle ved, han havde andre opgaver, han havde noget uendeligt forpligtende, han skulle gøre sig klar — en indvielse! et kampråb - i disse få sekunder, han stirrede ind i hendes sorg, tog han kampstilling til sit hjem! Ih dog, sagde hun usikkert — hvor du... Gennemskuer mig — så —! nu havde han brændt ind i sin vilje det, som han ville have brændt ind; og let, næsten munter sagde han: forestillingen er forbi, vi lader tæppet falde 1 hun løftede den hånd, i hviken hun havde blomsterne... Kan i nu også huske, hvorledes Olafs hjem ser ud? og så siger i og jeg farvel til det og ønsker, at der altid må være megen sol herinde — og vi vil også ønske, at det store træ, vi så, aldrig må gå ud! det vil de to fæle b’er så nødigt have! Olaf så lidt på hende, tog hendes hoved ind til sig og kyssede hende på panden — det er et Kys til dine tanker! Så gik de. Da de passerede boulevarden, mødte de en af de store, hjemvendende skarer skovgæster. Og da først erindrede de, at de havde jo også bøgegrene med... Du går med dem i hånden, Olaf! i. En dag — et halvt Års tid tidligere — kom en underlig forstyrret udseende ældre herre op i kontoret og spurgte efter den unge hr. Block. Hvilken af sønnerne han mente, kunne han ikke opgive; han vidste forresten slet ikke, at der var to. Han vidste bare, at det ikke var den gamle, han ville tale med. Han var en undersætsig skikkelse, med stort, sort hår om et både stemningsfuldt og kønt formet hoved; men håret stod vildt, og hovedet blev ikke båret rankt.og fast, det bevægede sig uafbrudt, ligesom forskræmt. — hans klædedragt var ulastelig — men den sad, som om den i en hast var hængt på ham, og kun rent tilfældig var i orden. Mest af alt mindede han om en forpjusket fugl. Og han førte sig slet ikke, som man fører sig i et kontor — i al fald i et så stort‘hus’ kontor; han travede distrait op og ned ad gulvet, mens han ventede, og udstødte af og til et dybt suk. Det blev Olaf, som tog imod ham.... Jeg taler med hr. Block? ikke sandt? De må ikke blive vred, jeg påtrænger mig dem, men jeg tror, det er rent galt — jeg skylder deres far tre tusinde kroner... Behag at tage plads — indskød Olaf. Åh gud ja — de kender mig ikke — mit navn er Olsen — de må selv indrømme, det er hårdt, at man skal gå itu på sine gamle dage... og det er ikke for det — jeg tror — når jeg bare havde det fornødne overblik — det er mig ikke muligt at forstå — herregud! jeg har jo dog klaret mig ud af så meget — men nu slår det hele sammen om mig... Olaf så på det store, forvirrede, endnu glandsfulde hår og de kønne, rigtig hvad man kalder hjertensgode træk med de ængsteligt flakkende øjne — sig de mig ligefrem, hvad de vil — er det en tjeneste af mig, de ønsker? Det er kønt af dem, hr. Block! — og de skal have tak — jo ser de — det er dette med overblikket — for se, jeg kan slet ikke tænke mig — nu har jeg dog handlet i over tredive år — nå ja, det meste har været en kludren mig igennem, men alligevel — det er dog gået, det er dog gået... og jeg er så vis på — — — nu skal jeg sige dem, hvad det er, jeg vil bede om: kunne de ikke ofre nogle timer på mig, jeg mener: komme hjem, se på sagerne; de har forstand på forretning; jeg lægger mine bøger frem — ikke sandt! det kunne dog være, jeg tog fejl, og at jeg kunne reddes? ikke sandt? Jeg kan jo ikke dømme om det — nej, vist ikke nej, men jeg mener — hvordan klarer andre sig? hvad? — ja, jeg ved det ikke; men jeg kan da ikke være den, der sidder værst i det? Det er ikke umuligt, at der kan findes udveje - — - nej, ikke sandt? men jeg har så ondt ved at samle mine tanker; man er jo ikke alene — selv for sådan en lille forretningsmand som mig, er det dog således, at nogle s vel og ve afhænger af en — og det er dog forfærdeligt, om de skulle sige, at de led tab for min skyld —? Vil de give mig deres adresse, og vil de sige mig en tid, jeg kan træffe dem, så skal jeg — uden iøvrigt at kunne her, i dette øjeblik, give noget håb, — komme hjem til dem. De ved ikke, hvilken tjeneste de gør mig — husk på — afbrød Olaf ham — at heller ikke de ved, om jeg overhovedet kan gøre dem nogen tjeneste — — — Olsen studsede, så’ forvirret på Olaf, forstod endelig, hvad han niente, og så træt ned for sig. Derpå begyndte han at søge i yderlommen, i inderlommen, i vesten... Måske de, hr. Block, har et stykke papir, jeg kunne notere min adresse på. Olaf rakte ham pen og papir. Olsen begyndte at skrive — stregede ud igen. Jeg er helt konfus, sagde han — bliv ikke vred — hvad- var det, jeg skulle skrive? Deres adresse — først deres adresse... Godt. De kan vel læse den? Jo; jo — og dernæst en tid, de er at træffe — lad os sige: om aftenen. Ak! jeg går såmænd aldrig ud — nu — han faldt pludselig i tanker, så åndsfraværende på Olaf og føjede til: det er dog underligt nok... aldrig... og man har også en gang været ung og syntes, at verden var så stor — og hvad er den så? et lille hul med nogle regnskaber, der ikke vil stemme, og gør en træt af det hele — Olaf følte sig forlegen; manden, der lignede en forpjusket fugl, stod og så på ham med sine store, tungsindige øjne — pludselig kom op i ham en ungdomsfrisk lyst til at gå udenom det forretningsmæssige — til Irma. 3 også engang, midt i dette kontor, at være sig selv; og han sagde lystigt: lad os få tag i dem, de rædsomme bøger — de må da vel være at bringe til fornuft... Olsens ansigt forandredes ganske — den sorgløse sangviniker kom op i det: ak ja, sådan har jeg også kunnet tænke en gang! det var tider! Olaf blev bange, at han var gået for vidt — han var dog barn af det store hus — og sagde: jeg kommer altså, men det bliver selvfølgelig en sag udelukkende mellem dem og mig. Jeg meddeler mig så vist næppe til flere, sagde Olsen med en blanding af vemod og lune. To dage senere gik Olaf derud. Han havde ikke noget imod, at der var endnu et kapitel tilbage af historien. Den var noget nyt, og manden havde på en gang vakt hans sympatti og nysgerrighed. — Olaf sagde ved sig selv: hans og min natur ligner hinanden, og hvis jeg var født i. små forhold, var jeg blevet en lignende forretningsmand. Og denne tanke formede sig mere og mere ud hos ham; til sidst morede det ham at tage sagen således: at nu skulle han hen og sé et, i enhver detaille korrekt, billede af, hvordan han ville have siddet i det, om han var vokset fattig op og begyndt på bar grund. Gud- ved, hvor mange værelser jeg har? og hvordan jeg har udstyret dem? jeg har det vist ikke sådant overdreven ordentligt. Mon jeg er gift? — det glemte jeg at spørge om — men det klarer sig vel også; det skal ikke blive uinteressant at se, hvorledes hun ser ud... å! vist er hun køn endnu; vi har nok havt mange vanskeligheder, men vi har alligevel været for gode kammerater med livets friske tanker, til at glandsen er gået helt af os... Bare vi ikke har formange børn... nu sidder jeg derhjemme og venter på denne frelsens. Engel, der skal komme og bringe orden i mine sager — for jeg er så vis på, at » det er bare overblikket, jeg mangler «; mit noget poetisk letsindige og bløde gemyt er kommen i konflikt med den allerhårdeste flintestens-virkelighed — — det er det samme: jeg vil bære mig ad imod ham, som om denne fantasi var mere end fantasi. Olaf stod udenfor døren. Her boer jeg altså — nu gælder det at bruge øjnene. Han ringede; der var et skær

1887_Pontoppidan_Isbjoernen

Henrik

Isbjørnen

Pontoppidan

Pontoppidan

Isbjoernen

male

1887_Pontoppidan_Isbjoernen.pdf

Henrik

Pontoppidan

dk

Isbjørnen

Et Portræt

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

I. Forestil dem, min læser, et stort, luerødt ansigt, ned fra hvilket der hænger et langt, snehvidt og filtret skæg, mellem hvis grove hår der undertiden skjuler sig flere gamle levninger af grøn søbekål, brødkrummer eller lysebrun snustobak, end strengt appetitligt er. Sæt hertil en mægtig, isblank og knudret pandebrask, bagtil bekranset af lange, hvide nakkehår, der slår krøller ud over frakkekraven, et par småbitte, tykke, lodne øren, tykke, hvide, bomuldsagtige bryn og en uformelig, svagt blånende næse mellem et par store, vandblå, stift stirrende øjne. Tilføj endelig i dette ansigt et uafladeligt, ligesom ubevidst minespil, en hyppig smilen i tanker, en munter kniben det ene øje sammen eller en pludselig, umotiveret hæven og sænken af de svære bryn, ledsaget af tilsvarende bevægelser af arme eller skuldre — og de vil så nogenlunde kunne danne dem et billede af genstanden for hele uggelejre herreds forfærdelse, for alle præsternes rædsel, skolelærernes indignation og bispens fortvivlelse — sognepræst til Søby og Sorvad: Thorkild asgur Ejnar Fredrik Muller. Yderligere kan det forøvrig anføres, at pastor Muller var præcis tre alen i højden, at han havde mistet en finger på den venstre hånd, og at han bestandig — sommer så vel som vinte* — viste sig for verden i samme gamle, fedtede og forunderlige dragt, bestående af en stor hundeskindskabuds med skygge, et par gråtærnede benklæder og en tynd, blankslidt, sort underfrakke, der var knappet stramt om hans mægtige kæmpekrop; dertil tykke skaftestøvler, der lugtede surt af Tran, og en egekjæp med forsvarlig jernspiger på enden. End ikke i den strengeste vinterkulde var han at formå til at foretage nogen forandring i denne påklædning. Selv når det rigtig bundfrøs omkring ham, tog han sig blot en eftertrykkelig pris af en rød blæreskindspung, som ham altid førte med sig, knappede frakken tættere til og så’ sig forøvrig triumferende omkring, som nød han ret til marv og ben den isnende vind, der kildrede ham gennem huden. Hændte det nu ved en sådan lejlighed, at han på sin vej mødte en sammenkrøben synder, der — indbyltet i tørklæder, med dryppende næse og rindende øjne — kom imod ham langs grøftekanten, standsede han regelmæssigt med sit aller luneste smil, satte hånden knyttet i siden og vendte sig imod ham med et udråb som f. Eks.: » Halløj, de dér!... Pas for guds skyld på, de ikke fryser fast til pelsen! « — — hvorpå han fortsatte sin vej med denne mægtige, øredøvende latter, der satte luften i forfærdelse i vid omkreds og fik de to store, gule, slunkne hunde, der altid fulgte ham, til at springe op med snuden i vejret og hyle i vild glæde. Og smilet blev liggende i hans ansigt, og læberne bevægede sig i deres muntreste mimren, så længe han bare hørte den knirkende lyd af sneen under sine støvlesåler. Endnu på den sidste bakke foran byen standsede han regelmæssig og rettede sine bjørnelemmer som for ret indtrængende at fylde lungerne med luftens isnåle, inden han krøb ind under taget på sin mørke præstebolig. Denne, der lå i udkanten af byen, i et fugtigt hul under bakkeskråningen, var en gammel, affældig kasse, som vinterdage halvt begravedes af snemasserne, der hvirvlede ned over den oppe fra højderne og i hvide driver fyldte gårdsplads og have, så kun træer og busketoppe ragede op. Fodhøje volde lå langs alle murene, og oppe på det sammensunkne tag hang formelige laviner ud over indgangsdøren, der var så lav, at præsten måtte dukke sig for at komme igennem den ind i forstuen. Herinde modtoges han nu ikke af nogen mild og hyggelig lille præstekone med kruset kappestrimmel og fromt glattet hår, der huslig tog hans stok og hue, børstede snestøvet af hans frakke og smilende klappede hans våde kind. End ikke denne ellers så allestedsnærværende lille muntre præstegårdsfrøken var der til at kaste sig om hans Hals, rykke ham i skægget og kalde ham sin » slemme, store, stygge, dejlige bamsefa’er. « Der var ikkun en gammel, rød hankat, der kom snigende langs væggen inde fra en tom stue med en rotte i flaben og hurtig smuttede ind i et andet stort og tomt rum på den anden side af gangen, hvor en nyslagtet kalv hang midt under loftet med opsprættet mave for at få livvarmen af sig. Det kunne vel i det hele siges, at var pastor Muller selv en ubegribelighed for de fleste, så var » Hulen « — som hans bolig rent ud benævnedes blandt hans sognebørn — det ingenlunde mindre. Nu skulle man, ærlig talt, også kun vanskelig-kunne tænke sig noget, der mindre mindede om disse lune, hyggelige, tæppebelagte smårum med bogreoler, skilderier og magelige lænestole, i hvilke vore små, hyggelige landsbypræster plejer at pusle om i slobrok og tøfler med deres piber og prækner. Her var der, selv i præstens egen stue, ikke så meget som en klud over vinduet; gulvet var sort som en nyvendt ager, og det simple, mere end mangelfulde bohave — en gammel voxdugssofa, et par småborde, en tom reol og en brøstfældig trælænestol med læderhynde — var spredt omkring i værelset uden blot det tarveligste krav til hygge og orden. Det eneste oplivende v?r en ejendommelig samling af store bjørnehuder, sælhundeskind, hvalrostænder, rensdyrshorn etc., der var slået op på den ene, store endevæg som på et Musæum. Men ikke langt herfra, i krogen ved ovnen, stod til gengæld et ikke meget indbydende lille bord med levninger af søbekål i en lerskål, en humpel rugbrød, en kande med fedt eller smør og en kniv. Sagen var den, at søbypræsten var en eneboer og levede i et og alt som en sådan. Eller rettere: hans hjem var hele egnen, hvis skove og lyngbakker, kær og moser han fra morgen til aften gjennemstrejfede med sin bøsse eller sit mægtige egespir — skræmmende børn og vejfarende folk med sit vildmandsudseende og sin overmodige latter. Han havde vel i sit brød et gammelt, sort kvindfolk, der skulle være som en slags husholderske for ham og præstegårdens øvrige beboere. Men dette menneske havde pastor Muller straks fra den allerførste dag erklæret krig på kniven. I sin egenrådighed tillod han hende næppe nok at lave hans mad, endsige nærme sig hans stue, og han kunne blive som aldeles rasende over dette lille listende og forskræmte fruentimmer, som forholdene tvang ham til at have i sit hus, når han en enkelt gang mente at spore hendes fjed på hans enemærker. Idet han derfor nu — i sit fortræffeligste vinterhumør — trådte ind i sin stue, standsede han først efter sædvane på tærsklen for at forvisse sig om, at alt stod urørt derinde, således som han sidst havde forladt det. Da intet mistænkeligt forefandtes, tog han sig med sine krumme, af frosten stivnede fingre en forsvarlig snus af den røde skindpung, og gav sig derefter til på egen hånd at berede sig et måltid.... Han satte skålen med søbekålslevningerne forsigtig ind i kakkelovnen, lagde et par ' pinde overkors til de halvt udslukkede emmer, gned sig fornøjet i de valne hænder og stillede sig til sidst, da vedet begyndte at fænge, forventningsfuldt op foran skålen for at iagttage, hvorledes dens indhold efterhånden blev flydende, medens han samtidig omhyggelig indsnuste den første svage grønkåisduft, der steg op fra den fedtede rand. Pludselig fik han en idé. Han vendte sig om på tåspidsen, listede hen til et hængeskab, der var anbragt på væggen i den modsatte krog, åbnede det forsigtigt og og fremdrog af dets dyb med et underfundigt smil en papiromvunden flaske, af hvis indhold han derpå omhyggelig og under de pudsigste ansigtsfordrejninger og skuldertrækninger fyldte to småbitte farvede glas, der stod på det lille bord mellem smørret og brødhumplen.... Da dette var fuldbyrdet, bankede han op i loftet med sådan noget som stødtanden af en narhval, som han halede frem bag sofaen; hvorpå han sagte, og mens et forventningsfuldt smil bredte sig i hans ansigt, lod sig synke ned i den gamle, brøstfældige lænestol, der knagede under vægten af hans vældige legeme. Ovenover, hvor kapellanen Ruggård havde sine værelser, hørtes nu en stol blive skubbet tilbage. Et par filtsko gik over gulvet deroppe — helt hen til den modsatte ende af huset, hvor de derpå forsvandt ned ad en knirkende trappe.... En del døre blev lukket op og lukket i hele det tomme hus igennem. Endelig bankede det på præstens egen. Kapellan Ruggård var en ung, trediveårig tteolog, plump af skikkelse, med et besynderlig fladt, blegt og skægløst ansigt med underlig gammelagtige træk. Indhyllet i en grå slobrok, som han på ængstelig vis holdt sammen over maven med den ene hånd, blev han stående i døren og så’ hen på lænestolen med et gennemtrængende og spørgende blik gennem de runde, stærkt slebne brilleglar. » Det forekom mig «, sagde han endelig med bred jysk dialekt, idet han førte den frie hånd op til brillerne. » Det forekom mig, at pastoren bankede. « » Jeg?... Nå, ja « — fo’r den gamle op, ligesom af tanker. » Ja vist, ja vist... Det var bare det... jeg ville blot tillade mig at forespørge hos ds. Højærværdighed, om de muligvis ikke skulle kunne lade dem friste af et par uskyldige mavedråber? Jeg har taget mig den frihed at skænke dem et lille glas; for jeg mente, at dersom min høje foresatte netop i dag skulle have deres beklagelige tilfælde, så — —. « » De véd jo meget godt, hr. Muller «, afbrød kapellanen ham med en kun slet skjult indignation. » De véd jo meget godt, at jeg aldrig drikker spiritus. Det forekommer mig virkelig, at den spøg snart bliver lidt for gammel. Det skulle i sandhed glæde mig meget, om det var dem muligt at finde på noget andet at divertere dem med. « » Ak, ja — ja vist — naturligvis «, sukkede den gamle og rystede ligesom skamfuld på hovedet... » Men skulle dog alligevel ikke ds. Højærværdighed være at formå til at trine inden for i en ringe Broders hi og husvale hans ånd med en liden læskedrik af deres grundige dogmatiske granskninger? Om min høje foresatte vil være så god at træde nærmere, skal jeg øjeblikkelig lade hente en halv tønde kul og en fodpose... For sig mig en gang... Pneumatologi, ikke sandt?... Anttropologi, er det ikke således?... Men hvorledes var det nu — om de ikke vil skæmmes ved at give en stakkels uvidende Broder et lille indblik — Petrus lombardus, ikke sandt?... « men kapellanen blev stående i døren. Han så’ ned på denne olding med en blanding af medynk og forargelse. » Synes de virkelig, hr. Muller «, sagde han til sidst, da præsten endelig tav. » Synes de virkelig, at det passer sig for os at tale om disse materier på denne måde? Det forekommer mig sandelig, at der i vore dage er folk nok til at spotte og håne det hellige, så vi vel skulle vogte os for ikke selv at give anledning til forargelse. Jeg vægrer mig virkelig ved at tro, hr. Muller, at de finder dette at være en passende anvendelse af tiden, når der både her og alle vegne hersker så megen vankundighed og åndelig nød, der venter på vor hjælp.... Jeg ' kan således fortælle dem, hr. Pastor, at der i eftermiddags under deres fraværelse har været bud fra Hjulmand Povlsen fra Sorvad overdrev, hvis gamle moder — hvad de måske erindrer — ligger for døden; hun skal i alle fald være meget dårlig. Pastorens køretøj var naturligvis — som sædvanlig — ikke i orden; men jeg lovede at komme, så snart det var muligt. Nu er jo imidlertid både vejr og vej bleven aldeles ufremkommelig, og den stakkels kone ligger sandsynligvis og venter, — og det blot, fordi pastoren ikke vil give Lars besked om, at han skal holde sit slædetøj i orden.... Desuden har de vist været af den venlighed, hr. Muller, at gemme min rejsepels for mig. I alle fald har det ikke været mig muligt at finde den i de sidste dage. Det skulle i sandhed glæde mig meget, om de snart ville bringe mig den tilbage. « » Herre gud, er den stakkels kone syg — er hun syg «, sagde den gamle, atter ligesom i tanker.... Pludselig rejste han hovedet, og hans ansigt var nu et eneste stort smil: » Hør, véd de hvad, hr. Biskopi — véd de, hvad jeg har tænkt på? « » Nej — det véd jeg vist ikke. « » De burde ved gud gifte dem, hr. Ruggård. « » Gifte mig?... Hvad mener de med det? « » Jo, ser de... jeg læste forgangen dag om disse nye patent-kakkelovne — disse transportable, de véd nok.... Sig mig: kunne de ikke have lyst til at gifte dem med sådan en? Det måtte dog bestemt være noget for dem! Tænk! — den kunne de nok så dejlig spasere med under armen, når de gik ud; og om natten kunne den ligge og varme dem i sengen... Frisk indfyring morgen og aften, som der står i annoncerne. Hvad siger de til det? Var det ikke en god idé? « » Måske jeg så, hr. Pastor, måtte få lov at vende tilbage til mine studier. Jeg ville oprigtig talt i så fald være dem meget taknemlig «, afbrød atter kapellanen ham, bukkede med ironisk høflighed og forsvandt med det samme ud af døren. Pastor Muller lagde sig tilbage i stolen og sendte efter ham en af disse vældige lattersalver, der fik støv og møl og spindelvæv til at sitre i alle krogene og rotterne til forskrækket at rulle sig sammen og spidse ørene under de gamle gulvbrædder................ Oppe over loftet hørtes atter filtskoenes trin og stolen, der blev sat til rette. Men endnu sad den gamle dér med fremstrakte ben og hænderne foldede over maven og gottede sig over sit indfald. Pludselig sprang han op, rystede manken og så’ sig omkring. Det var allerede mørkt. Ved skæret fra kakkelovnen faldt hans øje på de to små glas, der stod urørte på bordet. Resolut gik han over gulvet og satte to fingre om det ene og tømte det; derpå om det andet og sendte rask dets indhold samme vej. Så snoede han sig omkring, greb stokken i krogen, kabudsen fra knagen — og var ude. Det var tæt snefog, bælgmørke, nordenstorm. Sneen røg fra alle kanter og samlede sig i mandshøje driver langs gærderne og i alle sænkninger. Men præsten satte sin pigstav i jorden og lagde sig frem imod stormen, fulgt af sine hunde......... Thi langt på den anden side bakkerne lå jo en gammel syg kone og ventede. Imidlertid dalede støvet derhjemme i » Hulen « atter jævnt og uforstyrret ned gennem den rolige stueluft. I aftenens ubrydelige stilhed stak rotterne deres spidse snuder op af hullerne i krogene, løb over gulvet, bedes, peb og væltede sig under sofaen, mens edderkopper, møl og mider lydløst og grådigt færdedes oppe i bjørnehuderne og i de gamle spindelvæv under det røgbrune loft. Og henne over ilden i ovnen stod søbekålen og snorkede stille hen til ingen ting. — om denne præst, hans liv og mærkelige levnet, er det, disse blade skal berette. i. Der eksisterede for et par menneskealdre siden — og mulig eksisterer der derfor endnu — en kongelig anordning, et ministerielt reskript eller noget lignende, i følge hvilket fattige tteologiske studerende, der ville forpligte sig til efter endt eksamen i et længere, forøvrig ubestemt tidsrum at virke som præster oppe i vore grønlandske besiddelser, af staten kunne erholde en årlig, ikke ganske ubetydelig understøttelse til deres studeringers fortsættelse. et menneskekærligt reskript! Alligevel var der — i hin på tteologer ellers så overvættes rige tid — ingenlunde mange, der fulgte opfordringen. Og de få, der gjorde det, var ingenlunde altid af den mest udsøgte slags. Det var, om sandt skal siges, i almindelighed mer eller mindre havarerede eksistenser, som livet på en eller anden måde havde taget for hårdt på, — synkefærdige vrag, der i nøden greb denne udvej som den sidste, fortvivlede redningsplanke. Sagen var den, at dette » forøvrig ubestemte « Tidsrum, for hvilket man forpligtede sig, som regel strakte sig over det meste af vedkommendes liv. Kun i sjældne undtagelsestilfælde og under ganske særlige omstændigheder kunne en tidligere benådning forventes. Man forstår derfor let de følelser, med hvilke et sådant ungt menneske lod sig forskrive til denne livsvarige forvisning, — den stille gysen, hvormed han tænkte på den dag, da kaldsbrevet ville komme og skibet lægge ud og byens spir og tårne forsvinde under bølgen med den kyst, som han måske aldrig mere skulle gense eller i det heldigste som en gammel gråskæg med sneblændede øjne og stivnede lemmer efter en livslang levende begravelse deroppe i den evige isørkens frygtelige ensomhed og tomme mørke måske vil det også forstås, at det under, disse forhold og med disse udsigter for øje ikke altid kunne være det mest eksemplariske • liv, disse » grønlandske studenter « — som man kaldte dem — førte i den korte tid, de endnu havde at leve i. I virkeligheden var det endog meget ofte akkurat det modsatte. Fortidens ulykker, skuffelser, savn og nød havde på forhånd løsnet grunden under deres fødder; og bevidstheden om at have « solgt sig « dræbte snart den sidste rest af menneskelig værdighed i deres bryst.... De levede for sig selv, en besynderlig lyssky, ligesom underjordisk tilværelse i berygtede smøgers mørke og kælderbeværtningers bagstuer, hvor de med en fortvivlet grådighed tog for sig af livets forskellige goder, inden det blev forsilde; benyttende tiden dag og nat ligesom med en feber efter at prøve alt, efter at tømme i sig af alt, mens der endnu var lejlighed,.... indtil de en nat kom hjem til deres tomme kvist og ved at tænde spiddelyset blegnede ved synet af et stort, blåt brev med fakultetets røde segl, der lå og ventede på dem, indeholdende anmodningen om hurtigst mulig at indstille sig til den tteologiske eksamen for med første.skib at drage op til— » Syndernes forladelse, kødets forsagelse og den evige is «, som det hed mellem de ulykkelige. Og Thorkild asgur Ejnar Fredrik Muller, der hørte til iblandt dem, havde ikke været anderledes end de fleste. Mange vil måske endnu fra hine tider mindes en svær, stor og kejtet fyr, der gjærne var til latter overalt, hvor han viste sig, og som altid var i vejen med sin kluntede krop og sine lange lemmer, skønt han bestandig gned sig op langs husvæggene og ved alle lejligheder gjorde sig så lille og ubemærket, som det blot var ham muligt. Sikkert vil de i så fald huske ham fra en forelæsning i det tteologiske avditorium, til hvilken han en gang ligesom af en fejltagelse havde forvildet sig,. og hvor hans tilsynekomst straks i døren vakte en sådan munterhed, at han atter skyndsomst fortrak,.... eller måske endnu bedre fra en af hin tids smudsige og uhyggelige studenterbillardstuer, hvor han ofte sad hele dage igennem i en og samme mørke krog, med albuerne på knæene, hagen hvilende i hænderne, som sov han indvendig, mens han med et drømmende, halvslukt blik så’ ud på vennerne omkring billardet og blot nu og da langsomt trak mundvigene op til*et sløvt smil, når det behagede en af disse at slå ham kraftigt på skulderen, hælde en snaps brændevin ud over hans hoved eller på anden måde være vittig på hans bekostning. Uden nogen sinde selv at sige et ord eller tage del i lystigheden, men tålmodigt findende sig i at blive benyttet af kammeraterne til en hvilken som helst slags spøg, kunne han ofte sidde således timevis uden at røre sig, — som et alt for stort, godmodigt dyr, der for længst var blevet enigt med sig selv og andre om, at det i et og alt var født som en umulighed. Om dette havde der nu virkelig også blandt alle hersket en sjælden rørende enighed, omtrent fra samme stund den lille Thorkild for første gang åbnede sine store, vandblå øjne i moderens sovekammer. Og meningerne havde ikke forandret sig, efterhånden som de kluntede lemmer voksede ud og kroppen rakte sig. både slægt og venner kunne ikke højlydt nok forsikre, at han var og blev en umulighed. Og hans stakkels lille bekymrede og fortumlede moder kunne under opvæksten ikke ofte nok tage ham mellem sine hænder for at forkynde ham, hvor ringe et håb han turde gøre sig for livet; hvor lidet han måtte vente, at dette ville bringe ham; og hvorledes man med tålmod og ydmyghed måtte bære de åg, som Vorherre lagde på ens skuldre. Thorkild så’ dagens lys i en lille jysk provinsby, hvor hans fader, der var adjunkt, pludselig døde kort tid efter drengens fødsel, efterladende moder og barn i trange og sørgelige kår. På en velhavende slægtnings bekostning og under hans strenge opsigt blev han i sit tiende år sat ind i byens latinskole for efter et ønske, som faderén endnu på sit dødsleje indstændigt havde gentaget, og som de efterlevende derfor mente at burde gøre sig til pligt at opfylde, at uddannes for den studerende stand. Det var lange og kvalfulde år for det ulykkelige barn. Mere end én gang var man lige ved i fortvivlelse at opgive forsøget. Men da han endelig i sit tyvende år, efter de utroligste anstrengelser og endda kun ved en ren slumpelykke, slap igennem studentereksamen, lod familjen ham øjeblikkelig indskrive til grønlandsk præst, idet man fik den stakkels svage og forkuede moder gjort begribeligt, at dette var den eneste tænkelige udvej. Thorkild selv gjorde ingen modstand men tog denne afgørelse med samme stumme ligegyldighed, hvormed han fra barnsben havde vænnet sig til at finde sig i alt uden indvendinger. Og da det først ret var gået op for ham, hvor det egentlig var, man havde anbragt ham, hvor han havde sin plads — så fulgte han fra samme dag trolig alle » Grønlænderne « I hælene, både til de mørke smug og til kælderbeværtningernes bagstuer, uden nogen sinde at tænke over, om det mulig burde eller kunne være anderledes. I fire år levede han således, uden egentlig ved nogen lejlighed at vågne af den sløvhedstilstand, hvori han mere og mere sank ned. Et vildt, rødligt skæg groede ham efterhånden ud af det store, fregnede ansigt, mens de plumpe lemmer og den tunge krop voksede indtil det latterlig uformelige.... » Bjørnen « kaldtes han allerede den gang blandt kammeraterne. Og virkelig mindede han, når han således sad imellem dem, hensunken i sin dvaledøs, med de store røde labber for munden og det lodne, ludende hoved ned over brystet, — virkelig mindede han da om en mægtig, tæmmet vildbams, for hvis sløvt stirrende øjne tågede drømmesyner og uklare billeder af barndomsegnens skove, moser eller vidtstrakte Enge nu og da gled forbi..... Men nu hændte det just i disse åringer, at en usædvanlig streng vinter bortrev et par af de danske præster i det nordligste Grønland. Og da Thorkild en nat kom hjem til sin tomme kvist, fandt han derfor — længe før han havde ventet det — ved spiddelyset sit » blå brev « liggende på bordet. Det var første gang i sit liv, at han følte knæene vakle under sig. Tre gange læste han skrivelsen helt igennem, inden han fiildt havde forstået den. Så lod han sig synke ned på sengekanten, med brevet mellem hænderne, og faldt i dybe tanker. Men som han således sad, fødtes en idé i hans hjerne, — en idé, hvis snildhed overraskede ham selv på samme tid, som han ikke kunne forstå, at ingen anden havde fået den for længe siden. Det gik nemlig op for ham, at man jo umulig kunne gøre ham til præst. Han vidste med sig selv, at han var blottet for enhver tteologisk kundskab. Han havde i alle disse år ikke åbnet en bog, og siden hint mislykkede forsøg på at liste sig ind til en p'orelæsning havde han næppe set universitetets mure. Han var fuldstændig » bar «.... Og nu var det, han havde regnet ud, at ifald han ved den skriftlige eksamen afleverede alle sine opgaver ubesvarede og ved den mundtlige prøve ikke sagde et levende muk, så kunne man umulig give ham nogen karakter — og følgelig ville man blive nødt til, i alle fald foreløbig, at lade ham blive hjemme. I hele den måned, han af fakultetet havde fået tilstået som frist, gik han nu og pønsede på iværksættelsen af denne plan, uden at betro den til nogen som helst endog af sine nærmeste kammerater. Og da tiden kom, fulgte han den samvittighedsfuldt og uden blinken. Der blev en ordentlig latter rundt på studenterknejperne, da det fortaltes om den grønlandske bams, at han havde leveret alle sine skriftlige opgaver » isblanke « op. Men Thorkild havde her gjort regning uden højere vedkommende. På en forespørgsel hos disse fra fakultetet indløb nemlig underhånden det svar, at kandidaten nødvendigvis under alle omstændigheder skulle have eksamen, og det endog så betids, at han som ordineret mand kunne afgives til kolonierne med første afgående skib.... Og således muliggjordes da den komedie, der endnu mange år efter skulle leve som et sagn i det tteologiske fakultet. For et propfuldt avditorium af unge og ældre præste-emner, der var strømmet sammen for at overvære denne forestilling, måtte den arme Thorkild løbe spidsrod gennem alle de tteologiske fag, af hvilke der var flere, han ikke en gang kendte af navn. med hænderne tungt hvilende på sine knæ, øjnene stift i gulvet, latterlig endog for sig selv i sin sorte, lejede kjoledragt, der stumpede for hænder og fødder, sad han dér på sin stol uden at røre sig og så’ ud, som havde han blot det eneste ønske: at jorden ville åbne sig under ham og opsluge ham for stedse..... Det så’ undertiden helt uhyggeligt ud. Professorerne snoede og vred sig som orme — røde og fortvivlede — ruskede ham i frakkekraven og råbte ham ind i øret.... men ikke en stavelse kom over hans blege, sitrende læber. Endelig, i det aller sidste fag, da eksaminator — næsten under avditoriets jubel — ved en slags overrumpling fik skruet ud af ham, hvornår « omtrent « Luther levede, fik sagen dermed en ende.... Og med sit vix non contemnendus, sit præstebevis og bispens strengeste formaninger til flittigt og samvittighedsfuldt at indhente det så sørgeligt forsømte, sendtes han da » pr. omgående « Op til det nordligst tænkelige præstekald i den vide verden. End ikke moderen fik han sagt et sidste farvel.... Skibet lå sejlklart på reden, og en eftermiddag i begyndelsen af April lettede det Anker. Ingen var’ der til at tage afsked med ham; — og snart skjulte mulm og tåge den hjemlige kyst for hans stirrende øjne. Iii. Dér, hvor landet højnede sig og fjældene — nøgne og sorte — trådte ud i det store, isopfyldte hav, bøjede en bred fjordarm sig rolig ind mellem to skyhøje klippebarme og trængte dybt ind i kystlandet. I mundingen var den vid og rummelig som et sund, fuld af små, snedækkede øer og klippefulde skær, over hvilke tusinder af snehvide fugle kredsede og fyldte luften med skrig. Men efterhånden som den nåde ind, blev den bestandig smallere, trængtes i sit bugtede leje bestandig snevrere sammen mellem de høje, bratte, nøgne fjældvægge, der stod dér, tinde over tinde, i et gråt, tavst og trøstesløst øde, — indtil den til sidst, inderst inde, på ny videde sig ud og endte som i en lille fredelig indsø, der dækkede bunden af en mægtig, dyb klippekjedel, hvis mere jævnt skrånende sider og mosgrønne, gullige eller med krægebærris bevoksede klipperevner spejlede sig i dens stille, krystalklare vande. Det kunne vel af og til i den korte sommer hænde — især imod storm — at et hvalfangerskib fandt vej herind mellem fjældene og vakte ekkoet op med sine klirrende ankerkjættinger og sine menneskestemmer,.... eller at en af storhavets hvaler forvildede sig ind mellem skærene og piskede vandet i vrede, indtil den med sprøjt og larm slap ud igen. Men ellers lå stilheden dyb og slumrende mellem de rolige fjælde, nat og dag uden at brydes,.... kun ligesom sat i musik af midnatssolens summende myggesværme, der stod derude over det gyldentfarvede vand som sorte, dansende slør, hvor igennem solstøvet sigtedes. Nu og da lød et lille plask ude fra dybet, hvor en sort, blank ryg skød sig op og forsvandt. Brede, buttede snuder stak hist og her op i vandskorpen for at drikke luft og dukkede derpå lydløst under. Ned ad fjæljsiden kom den blågrå ræv med langsomme, søvnige skridt. På en 3 afsats i klippen standsede den, så’ sig ligegyldigt om, rystede pelsen' og gik videre,.... Fulgte derpå et stykke langs med søbredden, hvor små, mangefarvede kiselsten glimtede fra bunden af det klare vand, snappede dovent efter en myg, gabede rødt og begyndte endelig med sin spidse snude at rode op mellem en bunke gamle, afgnavede ben, der lå uden for indgangen til en forladt, halvt sammensunken hule af mostørv og sten, ind i hvis kølighed den til sidst selv forsvandt. men rundt omkring søen, spredt under klippeskrænterne, lå en hel lille by af sådanne små, sammensunkne jordkuler — de indfødtes kummerlige vinterboliger — som de ved første glimt af vår og sol i huj og hast havde forladt for at ty op til den glade rensdyrsjagt inde på de store højsletter under indlandsisen. Også en slags tarvelig stenkirke fandtes her, bygget op mod selve klippesiden og med et simpelt trækors over indgangen. Og oppe på fjældskrænten, i ly af et par store, af gulligt lav beklædte klippeblokke, hang en rødmalet bjælkehytte med hvide vinduesrammer, bræddetag og en indhegnet gård for hundene. Men også denne var nu forladt. Kun ræven luskede nu og da ved aftentid herop med pelsen fuld af myg og gav sig dovent til at gnubbe sig op ad hjørnestolperne. Men når den lange vinternat nærmede sig og sneen begyndte at lægge sig tæt over landet, vågnede der liv i denne øde stenkjedel. Fra øst og syd kom små, skindklædte skikkelser ned over fjældsiderne med hundekobler og tungt belæssede slæder, vinkende og råbende til hinanden på lang afstand gennem den tykke sneluft. Nogle på ski — i strygende fart ned over skråningerne 1 samtidig kom andre vestfra, ind igennem fjorden, i deres store, gule skindbåde og små kajakker.... to, tre familjer i følge, snakkende, kjævlende, leende, klodsede og ubehjælpsomme i al deres stive skindtøj.... Fruentimmerne ved årerne, gulbrune og sortøjede, nogle med patteglutter bag på ryggen i amauten.... og alle bådene fulde af skindbylter, spæk, klumper af blodigt sælhundekjød, fuglevildt, stinkende huder og 3* store, opspilede rensdyrmaver fyldte med blandinger af mel, gryn eller ærter, som de havde tusket sig til på handelspladsen sydefter. hver dag bragte nye familier til kolonien. Der blev et liv søen rundt af disse små, travle, skindklædte skikkelser, der endnu var som halvt berusede af sommerens sol og den ville jagt oppe under højlandsisen. Vinterboligen skulle ordnes, sten og Mos skulle samles, de nye huder spredes ud over klipperne for at vindtørres. Oppe i fjældrevnerne, på afsides steder, blev vinterforrådet nedlagt i stendysser og omhyggelig tildækket med huder og sne. Og inde i hulernes mørke vraltede de gamle, krogede og skaldede koner snakkesalige omkring og bredte skindene over sovebrikserne, fyldte Tran i vægstenslampen og hængte den store, sorte kogegryde op over denne under det lave, vådt dryppende loft. Og alt imens sank solen for hver dag dybere og dybere under horisonten, og mulmet gled ind fra nord med tætte, kolde snefald og bidende isvinde. men selv i dette vinternattens månedlange mørke, når landet lå begravet under de favnehøje driver og havet stod ispakket og mørkt, så langt øjet nåde, så levede man dog, om også ofte fattigt nok, heroppe under sneen.... Hist og her faldt et lille bitte rødligt skær fra en hules tarmrude hen over det hvide, tavse dække, der gerne havde sænket sig lidt over en sådan plet på grund af det ophedede rum nedenunder. Nu og da kom en skindbylt krybende ud på alle fire fra den lange, lave, stensatte gang, der fra hulen førte ud i det fri. Og altid gik de store, slunkne hunde søgende omkring og hylede klagende i de bitterkolde nætter. Ude på fjorden, skjult i frosttåge!-, stod stivfrosne fangere på vagt ved sælhundenes blæsehuller.... urokkelige i timevis, med harpunen parat i den højre hånd, kun nu og da varsomt løftende den ene fod for ikke at fryse fast til isen. Andre gik ude mellem skærene med bue og pil.... Bestandig videre og dristigere, efterhånden som vinterforrådet slap op og frosten lukkede alle sunde. Men var end sulten og nøden mangen gang stor på denne tid, så døde man alligevel sjældent helt heroppe; knurrede næppe en gang over sin ublide skæbne. Selv når det sidste stykke frosne spæk var fortæret og endog vægstenslampen under loftet gået ud af mangel på næring, så rullede man sig blot tættere sammen i mørket over stenbrixerne, tavst lyttende til de ville vinde, der rasede hen over ens hoved, tålmodigt og gudhengivent ventende på den stund, da sneen på tinderne atter første gang tændtes af dette røde guldskær, der bebudede, at solen — solen! — var i anmarsch. da kom de krybende ud — store og små skindbylter — fra alle hulerne omkring søen, rejste sig på de vaklende knæ, strakte armene frem og stirrede med de matte, forsultne øjne op imod dette fremmede lys, der ligesom legede på fjældkammene. Selv gamle krøblinge og de, hvem sulten havde udmattet, så de ikke kunne støtte på benene, måtte bæres ud i det fri for at overbevises om, at det virkelig var sandt, og for at se på, hvorledes nu skæret dag for dag listede længere ned ad klippesiderne. og når så til sidst en smal, rødglødende rand pludselig kiggede op over den blånende fjældkam i syd, og solens store, blodrøde kugle roligt hævede sig op i den stråleklare luft, — da blev der ingen ende på lyksaligheden. store glædestårer randt ned ad de udhulede kinder. Man råbte og klappede i hænderne, humpede ellevildt om på de kluntede lemmer og faldt hinanden om halse

1885_Feddersen_Isidora

Benjamin

Isidora

Feddersen

Feddersen

Isidora

male

1885_Feddersen_Isidora.pdf

Benjamin

Feddersen

dk

Isidóra

Hverdagsfortælling

y

roman

V. Pio

KB

pdftxt

nan

188 -

O

Samtlige værelser i den af hofgalanterihandler Bentson beboede elegante første sal i Ny-østergade vare tagne i brug til det forestående aftenselskab til ære for husets svigersøn, oberst stagerup, dér for nylig var forflyttet fra Odense til København. Herr Bentson havde ladet udgå trykte indbydelser, hv6ri det héd: hofgalanterihandler Bentson og frue udbede sig æren af den og dens særdeles behagelige nærværelse til té, lørdagaften den 17de februar 188 — kl. 8. Indbydelsen var udsendt i betydelig mængde til de mést fremragende blandt hr. Bentsons venner og bekendte, og da det havde været galanterihandleren magtpåliggende at samle en så glimrende kreds om sig, som vel muligt, havde han ikke betænkt sig på at indbyde endogså sådanne blandt sine højt stående kunder, som han antog ville være henrykte over på denne måde at kunne equivalere en og anden mindre behagelig fordring. det havde været hr. Bentson en let sag som galanterihandler 'at forsyne værelserne til overdrivelse med lysekroner og lampetter; men da ikke få af dem kun for denne aften vare lånte fra butikken nédenunder, var det galanterihandleren om at gøre, at de bleve behandlede med varsomhed, og han havde af den grund selv påtaget sig tændningen. Ved overdreven forsigtighed og ved den for en ældre mand besværlige stigen op og néd ad trappestige, var hr. Bentson imidlertid ikke nået videre, end til at oplyse salen, det egentlige modtagelsesværelse, da husmoderen, en lille, trind og korthalset dame i et strålende festkostume på slaget otte åbnede døren fra de indre værelser til spisestuen, hvor hun næppe ville have kunnet sé en hånd for sig, hvis hr. Bentson ikke i det samme var trådt ind fra den oplyste sal og havde følt nødvendigheden af at lade døren stå åben efter sig. Herved fordéltes mørket, og et sirligt dækket tébord under en pragtfuld lysekrone kom til syne i dette vel kendte gårdværelse i en københavnsk lejligheds centrum, medens hr. Bentson selv kun var kendelig på de ydre omrids af mandens ranke figur, eftersom lyset fra salen, som galanterihandleren havde i ryggen, var så blændende stærkt, at det, hen over det blomstrede gulvtæppe, kastede Fru Bentson en kulsort slagskygge i møde, førend hofgalanterihandleren i egen høje person nærmede sig for at gå igennem stuen. Ikke desto mindre havde konen til sin store forskrækkelse opdaget, at manden endnu gik i skjorteærmer. — men, Bentson i udbrød hun, — hvorfor betaler vi lejetjæner, når du i sidste øjeblik vil gøre både det ene og det andet? — Mette Katrine! svarede hr. Bentson, hvem blodet var steget til hovedet, — jeg stoler kun på mig selv. Og med denne bemærkning gik han hende forbi for at ordne spillebordene i et tilstødende kabinet. Det krænkede konen, at manden ikke havde sagt hende et forbindtligt ord med hensyn til den umage, hun havde gjort sig med sit toilette. Der var dog ikke mørkere i stuen, end at hun ved det lys, der faldt på tébordet, kunne sé, at salgsprisen ikke var visket af forskællige pletterede sager, og hun vidste, at toilettet i henséende til farvepragt ikke stod tilbage hverken for sukkerskålen, eller lysekronen, der spillede i alle regnbuens farver. Fru Bentsons søsterdatter, Emilie lund, der fristede den alt andet end misundelsesværdige skæbne, efter moderens død, at være optagen i galanterihandlerens hus, havde søgt at bringe harmoni i den skrigende farveblanding, som stemte med tantens begreb om elegance; men Mette Katrine havde ikke villet lade sig sige, og i sine bestræbelser for at agere verdensdame var det kun lykkedes den lille trivelige person med den korte Hals at opnå en slående lighed med en udpyntet fastelavnstønde. — vi kan jo vente de fremmede hvert øjeblik, foreholdt hun manden, da han kom tilbage, — og du er endnu ikke påklædt! — du mangler, Mette Katrine! hér som ved enhver lejlighed den fornødne ro, svarede hr. Bentson, og til konens fortvivlelse gav han sig til at forsøge virkningen af enkelte møblers omflytning. — folk med nogen opdragelse, forklarede han, finder det upassende at møde præcis. — da ville jeg såmænd ønske, at selskabet var samlet, sukkede konen. I den stive pynt vidste hun ikke, hvad hun skulle tage sig for. — jeg forsikrer dig, Mette Katrine! bemærkede hofgal an terihandleren og rettede sig i sin fulde højde, — jeg^vilde føle mig meget krænket, hvis blot en eneste af vore gæster mødte på klokkeslet. Det ville omtrent være at henregne os til plebs. — det var dog tænkeligt, at en enkelt indfandt sig i god tid for at have så meget større fornøjelse af indbydelsen, indvendte Fru Bentson. — og har du sørget for belysningen i salen, så lad der også blive tændt i de øvrige værelser. — mødte vi ikke som de første en hél time tidligere end nogen anden forleden hos oberstens? spurgte galantcrihandleren. — du ville med al magt af sted, og jeg var desværre den føjelige. Men du må kunne indsé, at det var mig pinligt? Obersten måtte jo tro, at jeg ikke havde begreb om god tone. — ulykken var da ikke så stor, eftersom det var hos vor egen datter, indvendte konen, — og alt var jo i den bedste orden til vor modtagelse. Men hvis man nu overraskede os, kære mand, medens vi står hér og snakker, er jeg bange for, at man vilde' mistænke os for at have villet spare på lysene. — kommer du med sådanne hentydninger, Mette Katrine, svarede manden fornærmet, — så skal der øjeblikkelig blive tændt. Men da han havde hentet 3'rappestigen fra salen og stillet den til rette foran lysekronen i spisestuen, gav han sig dog endnu god tid til at indprænte konen, hvad der i aftenens løb var at i agt tage. — ved gæsternes ankomst, sagde han — bydes der té. Men pålæg endelig Emilie, at hun ikke pladrer kopperne fulde. — hun véd beskéd, forsikrede konen utålmodig. — jeg har gentaget det snese gange for hende. — sénere på aftenen servéres is, aldéles som du så’ hos Avrora, kun en antydning. Og kort før det almindelige opbrud et par snipper smørrebrød og et halvt glas vin. — trdr du nu ikke, Bentson, at man hos os venter noget mere solid? spurgte Fru Bentson meget alvorlig. — som husmdr ville jeg nødig gøre mig latterlig. — latterlig ved at følge skik og brug? udbrød galanterihandleren hånlig. — det er rént ud sagt noget kniberi, bemærkede Mette Katrine, og den, der selv sætter pris på et godt måltid, burde skamme sig over at lade sine gæster gå sultne bort. — bød man os måské andet end té og lidt kage hos oberstens forleden? * — men måtte jeg ikke også, da vi kom hjæm, midt om natten tage e frem af spisekamret? — ligemeget! stammede hofgalanterihandleren forlégen, — det bli’er ved hvad jeg har sagt. — ja, nu er det naturligvis for sént at tænke på en fornuftig aftensmad, sagde konen. — men jeg er bange for, at den, der vil spise kissebær med de store, far stenene i øjnene. — jeg star som himmelfalden! udbrød galanterihandleren. — din mand, Mette Katrine, er befunden værdig til at tillægges prædikat af hofgalanterihandler, vor datter Avrora fører tittet af oberstinde, ja, vi har endogså haft en general i familjen, tilføjede han med et dybt suk, — og dog stiller du dig ved dine udtalelser i klasse med plebs! Det kogte i Mette Katrine. Vel havde hun et og andet forud for sin værdige ægtefælle. Hun hadede for eksempel sparsommelighed i det små, og hvor store ubehageligheder hun endogså kunne sige folk lige op i ansigtet, så kunne det aldrig være faldet hende ind at sætte splid mellem et par mennesker ved hjælp af anonyme skrivelser. Dertil var hun desuden ikke tilstrækkelig opfindsom. Men hun var i et og alt ligeså forfængelig som manden, og selv hvor hun ved en lejlighed som denne havde stemt for en solid, borgerlig anretning, var det nærmest fremkaldt af lyst til at vise sin husmoderdygtighed. Hun og manden havde været enige om at give deres børn, deres to døtre, glimrende navne som isiddra og Avrora; men kærligheden til børnene havde heller ikke vist sig i stdrt andet. Husholdningen i forening med butikshandelen havde i børnenes barndom væsentligst optaget Fru Bentsons tid, og det første barn havde hun derfor været glad over at kunne sende hen til søsteren, Emilie lunds moder, enke efter en skibskaptajn, om hvis endeligt man aldrig havde erfaret noget bestemt. Men avtøra, o der var født flere år senere, og som ikke fandt en legekammerat i den med isidbra jævnaldrende kusine, havde tidligt betragtet det som en straf, når hun blev truet med den formanende tante, og hun havde enten været overladt til tjænestepigen, eller moret sig i butikken med det selskab, hun fandt i afspejlingen af sin egen lille person, der mangfoldiggjordes i det af spejlglas og Krystal opfyldte rum. Mette Katrine vidste i grunden ikke, hvad det klassiske plebs havde at betyde. Men hun tvivlede ikke om, at det var en fornærmelse uden lige; ti hendes mand anvendte dette ord, som han tilfældigt havde opfanget, nærmest med tanken på den ældste datters mand, og var der noget menneske, som var hende imod, og som hun selv så’ over hovedet, så var det denne svigersøn, der havde påtvunget hendes datter sit uanselige navn, efter at hun tidlig var bleven enke efter en såkaldet general. Men hun béd ærgrelsen i sig. Hun vidste af erfaring, hvorledes manden kunne bringe sig selv i harnisk ved at fordybe sig i de gamle historier, som stod i forbindelse med datterens andet giftermål, og i øjeblikket, hvor hun brændte af begærlighed efter at sé sig selv i et fordélagtigt lys, var det hende om at gøre at få' manden til hurtigst muligt at tænde lysekronen. — lad nu generalen ligge, hvor han ligger, sagde hun med et ængsteligt blik til den åbenstående dør. — måtte du ikke selv fortie sandheden for at få’ manden i kristen jord? Det virkede! Hofgalanterihandleren så’ sig urolig om i værelset. Han vidste med sig selv, at han vedvarende benyttede sig af en løgn, for at håndhæve sin værdighed som generalens svigerfader. — tænk hellere på de levende, sagde konen. — endnu kan du dog sige, at du har en svigersøn som obersten, og har du til ære for ham sat dig i udgift for en ny silkekjole til mig, så spår ikke på en tomme lys; men tænd! — tænd, kære mand! før det er for silde! * • • • — i den første time kommer der ikke det, der ligner et menneske, afbrød han hende kort. Og i sin irriterede stemning gav han sig til at spadsere op og néd ad gulvet. — det er godt nok, at jeg kan sige: min svigersøn obersten! — men tr6r du, at det er mig behageligt, at jeg har måttet invitére den anden? — lad os sé ham, førend jeg tr6r, at han kommer, bemærkede den lille korthalsede frue. — noget i et kontor! lo galanterihandleren foragteligt. — har man kendt mage? — og ikke så meget som en simpel sekretærtittel! — men Emilie gav jo ondt af sig, fordi jeg ikke ville be’e ham. — selv om de kom, søgte Fru Bentson at berolige manden, — så vil han og isiddra forsvinde blandt alle de mange glimrende uniformer og kostbare toiletter. med sikkerhed vidste hun rigtignok kun, at oberstinden ville møde i lyserødt moirée-antique. Men hun betænkte sig ikke på at bestyrke manden i hans egne storartede forestillinger om den elegance, gæsterne ville udfolde for at vise, at de stillede hans hus lige med de bedste. Og ved fuldstændig at gå ind på mandens forfængelige idéer fik hun ham om sider overtalt til at tænde lysekronen. Men næppe havde han besteget trappestigen og var begyndt at tænde lysene, hvorved Fru Bentsons farvepragt mere og mere gjorde sig gældende, førend lejetjæneren viste sig i salsdøren. Om hr. Bentson havde sét sit nummer i klasselotteriet ved første udtræk komme ud med den største gevinst, kunne han ikke være bleven mere overrasket; lejetjæneren meldte baron Pripp! Rokket i sine begreber om det passende var galanterihandleren nær styrtet néd af stigen. Stueuret viste kun på halv ni! — sa’e jeg det ikke? ville fruen udbryde; men tungen lammedes ved at sé manden stå som en sténstøtte, der var stillet til vejrs på stigen. Om et hæderligt tilbagetog kunne der ikke være tale. Baronen, som var fulgt i hælene på tjæneren, havde alleréde nærmet sig Mette Katrine. Det var en til syne jadende elegant skikkelse, en slank figur med et åndløst ansigt, en mand på omtrent fem, seks og tredive år. Håret var sort og glinsende, men fortil noget tyndt, og den derved fremkomne overdreven høje pande, den så godt som altid åbenstående mund og de lysskye øjne, når.han med et vist træk på den afstumpede næse lod pinceneten falde i den tilheftede elastik, gav ham et meget intet sigende udtryk. — Fru Bentson? spurgte han med en ejendommelig næselyd og en fremad bøjet bevægelse med hovedet, der måtte betragtes som en hilsen. — til tjæneste! stammede husets frue, og begrundet i sin usikre holdning nejede hun endogså dybere, end hendes ærbødighed for den udmærkede gæst ville have tilsagt hende det. Hun var aldeles forfjamsket og vidste ikke, om hun skulle række ham hånden, eller byde ham en stol. Baronen forklarede, at han tilfældig var kommen ind i hr. Bentsons butik uden at gøre sig nogen tanke om, at han hér ville træffe pårørende af generalinde volterman. Få dage derefter havde man sendt ham en indbydelse, og han havde modtaget den, da han formodede, at man havde villet give ham lejlighed til at træffe sammen med generalinden, om hvem han kun vidste, at hun var bleven enke, uden at det havde været ham muligt senere at forfølge hendes spor. Fru Bentson var ikke langt fra at synke i jorden. Men til al lykke fritoges hun i øjeblikket for at give baronen den ydmygende oplysning med hensyn til datteren, da manden, som havde benyttet sig af baronens kortsynethed til i al stilhed at fjerne sig med stigen, med hurtige og støjende bevægelser trådte ind i stuen og afbrød samtalen. Således som han rettede på manchetterne og vrikkede årmen i kjoleærmet, var det tydeligt, at hån ikke havde givet sig den tilbørlige tid. — ah, hr. Baron! råbte han på afstand, — tilgiv, at jeg ikke var til stede for at modtage dem. — hvor gæstfriheden viser sig i en så ærlig skikkelse som hér ved den jævne mands bord, svarede baronen m » d en næselyd, der havde noget tilfælles p med en hunds snusen, — ville det efter mine følelser være en forsyndelse at bringe husmoderen til fortvivlelse ved at lade vente på sig. Herr Bentson undgik sin hustrus betydningsfulde blik. Blodet pressede ham til hovedet. » Den jævne mand « var en drøj pille at få’ néd, og han formåede kun at fremstamme nogle uartikulérede lyde. Og da gæsterne begyndte at indfinde sig, og baronen lod ham forstå at han ikke ønskede at præsentéres, var galanterihandleren ikke langt fra at få1 et tilfælde. — folket, forklarede baronen, — spørger ikke længer, om hvem man er, men hvad man er. Og jeg er ikke dum nok, forsikrede han med sin åbenstående mund, i det han med det tilvante træk på næsen lod pinceneten falde, — til at ville gøre mig latterlig ved at holde på min værdighed. Adelen bør komme folket i møde for at undgå den ubehagelighed at blive betragtet som en antikvitét. Galanterihandleren var nær bleven hjertelig. Han forsikrede baronen, at han for sit vedkommende havde meget tilovers for adelen. — og jeg gør m*n mands ord til mine, tilføjede den lille frue med det mést smilende ansigt. Baronen befæstede pinceneten og så’ néd på den talende med et blik af tvivlsomt værd. Men ægteparret var alt for henrykt over den sjældne gæst til at bemærke det, og med de fornøjeligste ansigter gik vært og værtinde, hver på sin side af. Baronen, de ankomne i møde. nogle og tyve år tidligere gik et ungt menneske ved navn Vilhelm Frank en tidlig forårsaften sin sædvanlige tur ud over Langelinje. Han strålede af glæde, han følte sig som fuglen i luften. For at føje en ældre Broder, der, som juridisk kandidat, var gået kontorvejen og siden forældrenes død havde understøttet ham, havde Vilhelm taget filosofikum. Men dermed havde han sagt punktum, hvad studeringerne angik. Han ville ikke sidde indemuret i et støvet kontor for at kopiere andres tanker. Som dreng havde han taget prygl for sin Broder; men ofre, hvad der stod for ham som hans livs lykke, for at rette sig efter broderens anskuelser, det kunne han ikke, og det ville han ikke. Han følte digterkald, og det ville han følge til trods for alle grundfornuftige, ja til trods for de mést opofrende blandt alle grundfornuftige brødres velménte råd. Ved timeundervisning og bladartikler havde han sammensparet en lille kapital, og den skulle anvendes til en rejse. Målet var intet mindre end Italien! Broderen havde rystet på hovedet uden at gøre videre indvending. Kun havde Vilhelm måttet love ham ikke at rejse før månedens udgang. Til den tid hævede han sin gage, og ville Vilhelm absolut af sted, så ønskede han nok, at han ikke blev stikkende i det dernéde. Det var utålmodighed efter at komme bort, der denne aften drév ham ud på Langelinje. Det forekom ham, at han var sit mål nærmere, når han så’ havet, de rullende bølger, de bortsejlende skibe. Den nedgående sol farvede sundet. Enkelte spredt liggende skibe kastede skygger ind imod havnen. Over skovstrækningerne langs kysten op ad Kronborg til hvilede en disig lufts lette tåge. Hvor ofte havde en ustyrlig længsel ikke drevet den unge drømmer ud i de fjernt liggende skoves skygge? Hvilke befrugtende indtryk skyldte han over hovedet ikke den danske natur? Nu forekom han sig selv utaknemlig; han ville bort, langt bort, hvor der hverken var bøge, eller nattergale. Havde han ikke besunget skoven ved Øresund som det herligste på jorden? Og nu tænkte han udelukkende på venetianske gondoler, brogede karnevalsoptrin og en natur så vidt forskællig fra den, han nærmest havde for sig. I tanken indåndede han alleréde orangens sødlige Duft, ikke anende, at tilfældet i næste nu ville kuldkaste hans ungdommelige planer, at der skulle gå år, inden hans drømme virkeliggjordes, og at han skuffet i sit livs. skønneste håb, sløv og modløs skulle tvinges til den samme rejse, til hvilken han i øjeblikket utålmodig talte dagene. På hjæmvejen gennem esplanaden kom han forbi en bænk, hvor en ung pige sad grædende bøjet over en ældre kone, som hun havde besvær med at under* støtte, da der på den tarvelige bænk intet var at læne sig til. Vilhelm vaktes af sine drømme ved at høre den lydelige gråd. Han nærmede sig for at spørge den unge pige om grunden til hendes sorg. Men da hans blik faldt på den gamle kone, var ethvert spørgsmål overflødigt. Det var kun alt for tydeligt, at hun var ramt af et slag. — jeg skal hente en vogn, sagde han ligeså hurtigt, som han havde gennemskuet situationen. — fat dem, frøken! trøstede han den unge pige; — jeg er her øjeblikkelig igen. Med et hurtigt blik havde han opdaget en drosche, som holdt på hjørnet af Amaliegade og toldbodvejen, og få minutter efter var vognen kørt ind i esplanaden, hvor det unge tjænstvillige menneske lod den standse så nær bænken, som muligt. Han løftede den syge op i vognen og fik hende med kuskens hjælp sat til rette i den opslåede kaleche. — tillader de? spurgte han med foden på vogntrinet, så snart den unge pige havde taget plads. — jeg er dem meget taknemmelig, lød svaret gennem ustandselig gråd. Og han satte sig -på bagsædet, lige overfor hende. — det er vel rigtigst at køre til det nærmeste hospital? — ak nej! hulkede den unge pige. — mor har altid haft skræk for hospitalerne, og dér ville jeg næppe få’ lov til at pleje hende. Det var altså moder og datter! — Frank havde tænkt sig det. Men nu først modtog han det fulde indtryk af den unge piges sorg. Han havde selv i en tidlig alder mistet en kærlig moder. — jeg har desuden uindskrænket tillid til vor gamle læge, som jeg hurtigt vil kunne fa’ bud efter. Vi b6r foran i Borgergade i doktor Wenks nærhed. Og hun opgav kusken husnumret. kørslen syntes ikke at angribe den syge, der i en søvnlignende tilstand hvilede hovedet på den kærlige datters - skulder. Da vognen standsede i Borgergade, samlede der sig en flok nysgærrige børn og pjaltede kærlinger, som med gabende ansigter af højst forskællig karaktér trykkede sig op mod vogndøren. Men Frank forstod at skaffe sig plads. Han tog den syge i sine kraftige årme, trængte sig gennem sværmen, der stadig var i tilvækst, og bar hende op i huset. Datteren var fulgt efter, og med pigens hjælp havde hun hurtigt fået moderen bragt til sengs. Vilhelm var imidlertid løben efter lægen, og i nattens løb, hvor den unge pige vågede ved moderens leje, kom hun oftere tilbage til den tanke, at hun næppe fik ham mere at sé. Men Vilhelm var ikke som unge mennesker i almindelighed. Den sørgelige begivenhed havde gjort stærkt indtryk på ham, og alleréde næste dag indfandt han sig for at spørge til den syge. Pigen lukkede ham ind i den beskedne dagligstue. Hun skulle sige det til jomfruen, sagde hun, og der var næppe forløbet så lang tid, som hun behøvede for at udrette sit ærinde, førend døren blev åbnet, og en ung pige med det yndigste ydre trådte ind i stuen. hun nærmede sig Frank på en så yndefuld måde, at han havde vanskeligt ved at skjule det overvældende indtryk, hun gjorde på ham. Hvis dette var den samme, som han aftenen forud var kommen til hjælp, så måtte han, til sin egen forbavselse, have været meget optagen af moderens ulykke. Nej, nej! det kunne ikke være hende. Havde det været hende, måtte han have været besjælet af andet, end almindelig medfølelse. Den hjærtelighed, hvormed den indtrædende havde nærmet sig ham, var intet koketteri. Den var en naturlig følge af hans egen menneskekærlige opførsel, som ikke var bleven forringet ved at omtales. Hjærteligheden var begrundet i taknemmelighed. Den store tjæneste, han havde ydet den syge og dennes ulykkelige datter, forekom hende udvist mod hende selv, da de pågældende vare hende kære som den kærligste moder og den kæreste søster. Hendes dejlige øjne strålede af velvilje. Men ved at møde Franks beundrende blik forvirredes hun. Om hans ydre var der ikke blevet talt, og selv havde hun ikke gjort sig nogen tanke derom. Det smukke hoved sænkede sig, og smilet veg fra hendes yndigt formede og rødmende kinder. — de må undskylde min kusine, stammede hun. og med nød og næppe fik hun tilføjet, om han ikke ville tage plads? Kusinen havde et og andet at foretage med hensyn til den syge. Stemmen dirrede. Han så’ tårer i hendes øjne, og han spurgte hende,. om den • syges tilstand havde forværret sig? — tante går det næppe igennem, lød det lydløse svar. Og dermed tav hun. Men i sit stille sind takkede hun ham for dette spørgsmål. Nu turde hun lade ham sé sine tårer. En trykkende pause ville rimeligvis være indtrådt, hvis døren til sygeværelset ikke var bleven åbnet af kusinen, som nu trådte ind. Hun rakte hånden ud imod Frank uden at kunne finde udtryk for sine følelser. Ansigtet var blegt og røbede den dybeste smerte. — sér du ind til mor, Isidora? henvendte hun sigbevæget til kusinen, medens hun endnu holdt Frank i hånden. — jeg blier hos jer, Emilie! så længe i behøver mig. De véd det hjæmme. Og uden at sé op gjorde hun i forbigående en bevægelse med hovedet for at i agt tage simpel høflig* hed mod den fremmede. — det var min kusine, isiddra Bentzon. Datter af galanterihandleren på Østergade, bemærkede Emilie. — i hende har de vist en trofast ven? ytrede Frank og fæstede et frittende blik på den unge pige. — hun er ligeså god, som hun er smuk. — og hun er meget smuk, tilføjede Frank med en let bevægelse i stemmen. — lad mig nu ikke anden gang glemme at takke dem, afbrød Emilie ham. — tak for alt, hvad de har gjort for mig! Og tak, fordi de kom igen! — ville det være ubeskedent at spørge dem om deres navn? tilføjede hun. Han nævnede sit navn, men forsikrede hende, at hun ikke i mindste måde skyldte ham tak. Han var selv tilfældet i høj grad taknemmelig, fordi det netop skulle være ham, der kom forbi og var bleven vidne til hendes store hjælpeløshed. — da kan jeg forsikre dem, sagde den unge pige med et udtryk at dyb Kummer, — at tanken om deres medfølelse har været som en solstråle i min sorg. Hun havde vedvarende beholdt hans hånd inden i sin, men nu slap hun den. — de skulle vide, vedblev hun, — hvor forladt og ulykkelig jeg følte mig, da jeg sad dér i esplanåden med min døende mor i årmen. Flere spadserende var alleréde gået forbi uden at lægge mærke til os. Jeg kunne desuden ikke slippe min stakkels bevidstløse mor, tilføjede hun og aftørrede de fremvældende tårer. — de må derfor kunne forstå den taknemmelighed, jeg følte, da de nærmede dem os på en så déltagende måde. Han spurgte hende om der ikke var indtrådt nogen bedring? Hun rystede på hovedet og béd sig i læben for at undertrykke sin smerte. — måtte hendes forstand blot klares så meget, sagde hun lidt efter meget bevæget, — at jeg kunne sige hende, at jeg i min fortvivlelse fandt deltagelse blandt fremmede. Mor var bleven bitter lige overfor verden. Måské ikke uden grund. Jeg foreholdt hende, hvor kærlig min kusine isiddra ved enhver lejlighed viste sig imod os, og det var også det eneste, der stemte hende mildere i hendes dom. Tidligt og sént har den unge pige, med hvem de hér gjorde et flygtigt bekendtskab, fundet glæde i vore tarvelige forhold. Jeg trdr også, at mor har haft gavnlig indvirkning på hende. Alle siger, at hun ligner mor langt mere, end sin nærmere slægt. — o, den velsignede mor 1 og med dette udbrud brast hun i lydelig gråd. Det tiltalte Frank, at den af en så stor sorg nedtyngede unge pige bestandig kom tilbage til at fremhæve den smukke kusine. Selv tænkte hun ikke på at måle sig med den bedre stillede galanterihandlerdatter. Men skønt Isidora overgik hende i skønhed, var Emilie ikke mindre tiltalende ved sit beskedne væsen, og hendes påklædning, der ikke tålte sammenligning med kusinens, stod, om muligt, ved sin tarvelighed i større harmoni med den kvindelighed, som var betegnende for dem begge. Frank forhørte sig jævnligt om den syges befindende. Han kom altid på en bestémt tid. Men den dag, Isidora ikke var i stuen, når pigen lukkede ham ind, fik han hende ikke at sé. Det var jo datterens pligt at modtage ham. Og selv om Emilie havde opfordret hende dertil, havde hun en ubevidst følelse af, at hun derved ville have udsat sig for at røbe en hemmelighed, som hun endnu søgte at skjule for sig selv. Og så døde tanten. — måneden var gået til ende, broderen havde hævetsin gage, men der kom ingen Vilhelm for at tage afsked. Efter lang, forgæves venten forhørte broderen sig i hans logi. Hér vidste man ikke andet, end at han var flyttet. i slige tilfælde ville de fleste, om ikke have ængstet sig, så i det mindste følt berettiget grund til forundring. Men den ældre Frank var bleven vant til disse små ejendommeligheder. Endelig mødtes brødrene en dag på gaden. Vilhelm var standset på hjørnet af store Kongensgade og Gothersgade og så’ forventningsfuld hen over kongens Nytorv. — men, Vilhelm i råbte den ældre Broder ham i møde. — kan du tilgi’e mig? Et håndtryk blev betragtet som tilstrækkeligt svar. — du har altså opgivet rejsen? — ja, foreløbig kommer jeg næppe bort. — men hvor i verden opholder du dig? — farvel! afbrød Vilhelm uventet. — dér sér jeg omnibussen. Hils hjæmme! Jeg besøger jer snart. — jeg bår for resten på Klampenborg! Og under det sidste tilråb havde han alleréde foden på vognhjulets Aksel, og lidt efter sad han foran hos kusken. Broderen rystede på hovedet og så’ bekymret efter ham, så længe han kunne øjne den ranke skikkelse, som ragede op over vognen. efter at besøgene i Borgergade vare ophørte, var Vilhelm strejfet om i gaderne den største dél af dagen. Han vidste vel, at isidåra var datter af galanterihandler Bentson, som den gang havde butik på selve Østergade, i en ældgammel gård, der for længst er undergået en moderne ombygning. Han vidste også, at Herr Bentson af nåde og barmhjærtighed havde optaget sin kones forældreløse søsterdatter i sit hus. Men med hensyn til hende at gøre sig et ærinde i familjen forekom ham taktløst. Som enhver anden stod det ham frit at besøge butikken så ofte, han ville. Men isidåra, vidste han meget godt, kom aldrig i butikken, og selv om han på denne måde havde kunnet håbe at få’ hende at sé, kunne han dog ikke, i lighed med den unge Eduard løve i kong Salomon og Jørgen hattemager, der for den smukke hattemagerdatters skyld daglig købte sig en hat, opkøbe galanterihandlerens samtlige lysekroner og téserviser? x en enkelt gang havde han sét hende på gaden. Han kendte hende i afstand på den sorte dragt, der, trods farvens alvor, syntes at forhøje hendes skønhed. Han kendte hende på gangen, på den slanke vækst og på tusinde småting, ja, han kendte hende, fordi han følte, at hun var der. Men han vovede aldrig at nærme sig hende. 'han nærede alt for stor ærbødighed for kvinden og for hende i særdéleshed, til at han skulle udsætte hende for om* tale. Han søgte endogså ikke at blive sét af hende; ti i så tilfælde at gå hende forbi ville på den anden side være forekommet ham unaturligt. Da han derimod en dag, i nærheden af hendes hjæm, som han ikke så sjælden passerede, i den sædvanlige trængsel på Østergade uventet næsten strejfede hendes årm, mødtes deres øjne, og da hun besvarede hans hilsen, fandt han, at hun så’ lidende ud. De livlige træk syntes ham trætte, og smilet vémodigt. Men ville han ikke være bleven mere bedrøvet. Om hun havde strålet af sundhed og tilfredshed? — da der så atter gik en lang tid, hvor han i sin urolige længsel ikke så’ et glimt af hende, hørte han tilfældigt med stor henrykkelse, at hun var tagen i besøg hos nogle slægtninge, som tilbragte sommeren i Tårbæk. Med hensyn til den påtænkte udenlandsrejse havde han sagt sit logi op, og da han ikke længer tænkte på at forlade hjæmmet, flyttede han øjeblikkelig til Klampenborg og indlogérede sig i den såkaldte skræntbygning, der den gang hørte til klampenborg-badeanstalt. Hér havde han gjort bekendtskab med en ung, talentfuld maler. De vare hurtigt blevne enige om at flytte sammen i to, i bygningens stueetage, ved siden af hinanden beliggende værelser ud mod sundet, der bredt og mægtigt nåede hélt ind under det højt liggende badehotel. De unge mennesker levede hér et liv, som kun unge mennesker med udpræget Sans for naturen er i stand til at leve, så længe livet endnu ikke er gået henover os med sine uundgåelige skuffelser, et liv fuldt af friskhed, skønhed og forventninger. Frank modtog de mægtigste, de mést fantåstiske indtryk gennem havets vekslende stemninger. Der var øjeblikke, hvor han måtte spørge sig selv, om det var virkelighed, når han ved solopgang så’ havet i så lyse og glimrende farver, at den unge maler forsikrede ham, at ingen ville tro derpå, hvis han ville forsøge at gengive det på lærredet. Og hvor åndede de unge mennesker ikke let, når de lejrede sig i de nærliggende, duftende skove, maleren med sin studiebog, og Frank beskæftiget med at iføre sine tanker versemålets snørliv? Fra det første øjeblik havde Frank tiltrukket sig den unge malers opmærksomhed. Det var en Karl, man kunne bruge til model,' havde han tænkt. — han sér ud, som om han tiltroede sig at kunne bære alverdens byrder, havde han ytret, da Franks mandige ydre en gang var kommen på tale. Det stærke legeme var rankt, bredskuldret og kraftigt bygget, men på samme tid smidigt og vel proportionéret. Ansigtstrækkene vare ædle og fine,. Udtrykket åbent, og bevægelserne frimodige. Det sorte øje glødede og syntes at måtte antænde alt, hvad det hvilede på. Ligesom de lange øjenvipper og det let tegnede bryn var håret kulsort, og de bløde lokker bevægedes frem og tilbage ved de kække kast med det smukt formede hoved. Hvad der væsentligst bidrog til, at Frank gengældte malerens hengivenhed, var den omstændighed, at Frank hurtigt havde opdaget, at Eros drev samme spil med dem begge. Dog troede Frank ikke på dybden i den unge malers følelser. Hvorlédes skulle det kunne være muligt, overvejede han med tanken på isiddra at tale uforbeholdent om et forfængeligt håb? Det ville jo være den blodigste fornærmelse mod den unge pige. Maleren lagde aldéles intet skjul på sine følelser; han omtalte, til Franks forundring, den pågældende endogså ved navn. En aften, da der havde været té-dansant i koncertsalen på Klampenborg, hvorhen Frank var fulgt med for muligvis at få’ Isidora at sé, overraskedes maleren ved * r sin og Franks hjæmkomst til det fjernt liggende herrebadehotel ved at opdage blyantskrift på den hvidmalede dør i gangen. Han fik hurtigt tændt lys og genkendte flere adelige navne. De vare skrevne med den samme hånd, som han kendte så godt, og hånden tilhørte lille Mimi, som ved forbindelsesordet og var forenet med de ovenanførte navne. Det var over midnat, og alt var stille i huset. Frank måtte holde lyset, medens vennen skår det stykke ud af dørfyldningen, hvorpå navnet var skrevet. Fordybningen i døren blev omhyggeligt udfyldt med Kit fra malerkassen, og da dagskæret kort efter faldt ind i gangen, der adskilte værelserne mod sundet fra værelserne ud mod vejen, anede ingen lige så lidt den overlast, døren havde lidt, som den unge malers hemmelighed, der hér blev begravet, o

1899_Lundgaard_Ismael

Christian

Ismael

Lundgård

Lundgaard

Ismael

male

1899_Lundgaard_Ismael.pdf

Christian

Lundgaard

dk

Ismael

n

roman

Axel Andersen

KB

pdftxt

nan

nan

O

1. Kapitel i en to værelsers lejlighed i Saxogade var i der en søndag aften i begyndelsen af november måned stor fest. Sønnen i huset fejrede sit svende- og forlovelsesgilde på én gang. Han havde stået i malerlære i fire år. og af disse de 7 o sidste halvanden været » go’e venner « med et lille spinkelt sytten Års pigebarn, der var mager og grå af at sy veste for en af hovedstadens mest godgørende hosekræmmere. Den unge svend og fæstemand, der endnu ikke var fyldt nitten år, var en lille undersætsig fyr med seje manerer. Han havde to brødre, der begge var malersvende og begge gifte. Den ældste af dem, der skulle være soldat til foråret, var fader til to børn, og hans hustru » ventede sig « for tredje gang. Den mellemste af sønnerne havde endnu ikke, trods sine tyve år, drevet det videre end til at sætte én lille kirtelsvag skabning i verden. For ikke at gøre ham uret må dog tilføjes, at hans hustru desforuden havde aborteret én gang. Den unge malersvend — Angelo var hans navn o o — havde således glorværdige forbilleder at følge. O o o husets herre, de tre maleres fader, væver hans Nielsen sad i skjorteærmer for enden af det ikke overdrevent store bord, der var dækket med et — ganske vist flunkende rent — o lagen. Madam Nielsen havde haft den sorg, at hendes eneste to duge — oven i købet af det fineste drejl — var » gået « for hende nogen tid i forvejen. Til daglig dags hjalp man sig derfor med. En Avis eller to, men ved festlige lejligheder gik dette jo ikke an. De to duges sørgelige skæbne havde kostet o o o hende mange tårer. Hun var en lille, skikkeligt udseende kone med indfaldne træk og anstrengte øjne. At hendes bryst var stærkt angrebet, ville en læge have kunnet se ved første øjekast. Hun selv og hendes omgivelser troede imidlertid, at det kun var astma, hun led af, og som gjorde hendes åndedræt så besværligt og tungt, når hun skulle op ad trapperne til den anden sal, hvor familien boede. — i den luvslidte, bulede chaiselong — en gang husets stolthed — der var trukket hen til bordet, sad som æresgæster den nybagte malersvend og o w il er lians forlovede. Brødrene var venligt nedladende mod de unse, sådan som modne mænd har for skik — og brødrenes koner delte deres opmærksomhed mellem bordets glæder og hver sin barneo vogn med en lille bleg, sovende skrantning i. Stamherrens ældste lille pige sov sødeligt i bedsteforældrenes seng inde i det tilstødende værelse. O vis à vis festens konge og dronning sad en o o kunstnerisk udseende, yngre mand med krøllet hår og fipskæg. Det var malersvend hermansent under hvis ægide den unge hr. Angelo var trådt o o o ud af læredrengenes rækker. Der blev spist tappert af den delikate flæskesteg, og snapseflaskens indhold blev ikke skånet. Nielsen sen. var en » rask « mand, der ikke gik af vejen for en » Bønne «, og han undte gerne sine gæster, hvad huset formåede. Da den første appetit var tilfredsstillet, rejste flermansen sig, slog med kniven på sit ølglas. Og rømmede sig betydningsfuldt. » Mine damer og herrer! « begyndte han. I en halv hviskende tone betroede madam Nielsen sen. sin yngste sønnekone, at hun havde mere varm sauce ude i køkkenet. » Hold kæft, i to, « lød Nielsen sen.’s myndige røst. Flermansen smilte overbærende og strøg sin o o bløde fip. » Når je<z her rejser mi" for en kort bemærk• o > o iiing, er det fordi, jeg synes, det nu er på tiden at udbringe et bæger for den unge svend, der sidder dér ovre i fifaen — — « » Det er nu en sæsselong — nå, lige meget, « Indskød Nielsen sen. » Jeg be’r undskylde, sa'e den gamle kone, « Sagde Hermansen med et buk. » Det var ikke min mejning at ville fornærme sæsselongen ved og kalde den en fifa. — undskyld! Hr. Sæsselon", « vedblev han og gjorde et dybt buk for o ' o o' W det omtalte møbel. Fn smigrende latter lød rundt om ham. » Han er morderlig med på’en, « hviskedee Angelo beundrende til sin fader. Hermansen nød i et par sekunder sin succes. Derpå tog han igen til orde: » Hvad jeg ville sige, livet er ikke bar flæskeste" Med ro’beder til, især når man endnu står i lære. Det har vi alle proberet, som her er til stede. — je" mener selvfølgelig herrerne; — ikke jo o o ' damerne, de søde små, « tilføjede han galant og sendte et håndkys rundt i stuen. » Bravo, bravo! « lød det fra de to ældre brødre Nielsen. » Når man står i lære, « fortsatte taleren, » gælder det, som bekendt, om at være med på’en og kunne stå for en øretæve. Jeg har haft den ære at være den, under hvem den- unge mand, dér ovre sidder, er bleven til et voksen menneske og jeg tør sige, at han alle tider har været med på’en og taget sin øretæve med glans, når der faldt en at. Det har jo hændtes, ikke sandt, Nielsen? « Den nvbagte svend grinte smørret. - o o » Det har det vel nok, « indrømmede han. » Nå! nu er han svend, så nu er der jo ikke mere noget, der hedder sådan. Skal vi tage e og fatte geværerne og drikke et glas for, at det må gå ham godt her i verden, at han immer må være med på’en og have det rart og tjene morderligt med skaller. — den nye svend, hr. Angelo Nielsen og hans forlovede, — de længe leve! « Skålen blev drukket med begejstring, og da hurraerne, de ni korte, det lange og til sidst » et pust fra kalleboderne «, var forstummet, var stemningen høj. Madam Nielsen sen. rykkede frem med et halvbatteri uoptrukne bajerskølflasker og Hermansen udbad sig — og tik beredvillig — o o o tilladelse til at » smide frakken «. Lidt efter stod den ældste af brødrene op for at holde en tale. » Jeg er ikke taler, « sagde han, » det være langt fra mig at sige, for så løj jeg. Det var heller ikke godt, at alle folk var lige gode talere, < ’ ’ o o ' for så blev der jo ingen til at høre på dem. — se, sagen er, at hvorfor jeg står op her, det er fordi, jeg vil sige et par ord til min Broder, som dér sidder. Han er jo nu hieven svend og Hermansen har talt meget smukt for ham, sådan med de dele. Men der er én ting, jeg vil sige, og det er: jeg vil ønske, at han altid må blive o j o 1 en god kollega og socialdemokrat. Det er alligevel o o o o det, det kommer an på, det er nu min mening. — ja, se det var det hele, jeg ville sige og' andet var det ikke. — skal vi så drikke et bæger for socialdemokraten, malersvend angelonielsen r « Man klinkede og drak. Den unge kone niko o kede til sin mand, der var bleven rød helt op i panden af den uvante åndelige anstrengelse. Madam Nielsen sen. rystede bekymret på hovedet og tørrede sig om den indfaldne mund med sin o o forklædeflig. » Nå, nu ingen sludder mere her om politik 7 o og den slags ting, « udbrød gamle Nielsen. — » Hvis nogen ikke vil have mer’ at spise, siger vi: tak for mad. — så skal vi have os en lille kaffesort. « den brave vævers ord forjog i et nu den mere alvorsfulde stemning, der for et øjeblik havde taget sindene i vold. Man rejste sig med højrøstede: tak for mad! og madam Nielsen sen. begyndte at tage tallerkner og flasker af bordet. Øj o o den nybagte malersvend gav sin kæreste et tegn w o o < ' til, at hun skulle hjælpe til med bordets afdækning og trak derpå en pakke cigarer op af lommen. » Er der nogen, der vil ryge? « spurgte han. » Tak, jeg for min part tage er mig hellere en skrå, « sagde hans fader og lod handling følge o o o o på ordet. Samtlige fire malersvende tændte 'hver sin cigar og snart gled samtalen hid og did. De to gifte svigerdøtre havde taget plads foran kakkelo o o ovnen og talte dæmpet sammen, medens deres respektive skrantninger vred og sugede i det moderlige bryst. Udenfor vinduerne peb novemberstormen, og den ene stride regnbyge efter 7 o o j o den anden slog ind mod ruderne, hvor den trak våde furer, der i lampeskæret skinnede blank mod det tætte mørke udenfor. 2. Kapitel » Nå — og hvad bliver det så til med strejken ude hos jer? « spurgte den ældste søn, henvendt til faderen, idet han bøjede sig forover og strøg cigarasken af mod ‘sin støvlesål. Nielsen sen. gumlede ivrigt på sin skrå. » Jeg ved det s’gu’nte rigtig, « sagde han. » Der har været talt om det i længere tid, men jeg vil o 7 7 o da ikke håbe, de er så dumme. Etatsråden er en hård negl, når han får det hovede på. Så er han lige glad, hvad det koster. « O o 7 » Når bare pigebarnet morer sig, « indskød Hermansen. Nielsen sen. nikkede og spyttede betænkelig i en urtepotte, der stod i vindueskarmen. » Å! han kan vel tage es, « mente den ældste søn. » Når blot i er enige og står last og o o o brast. « Den gamle svarede ikke. » Sådan et forædt asen, « bemærkede den mellemste Broder. » Jeg husker ham nok fra jeg gik jo > o o på fabrikken. Aldrig så han til den side, nogen var, det tykke svin. « » Jo, når det var et kønt pigebarn, « rettede den ældre Broder og dampede stærkt på cigaren. » Det er naturligvis derfor, han nu må ligge hver vinter ved revieraen, « mente den nybagte malersvend. » Sådan en fyr er ligesom en spurvehan, « bemærkede Hermansen. » Ved du, « spurgte Willibald, henvendt til Hermansen, » hvad han stak den løjtnant, der for et- Års tid siden viftede datteren? « i » Nej. « » To hundrede tusinde kroner på et bræt,, min kamerat! — og en villa på strandvejen. « Hermansen rystede indigneret på hovedet. » Ja, er det nu ikke satans med sådan en varugle, « sagde han. » Men sine arbejdere har han ikke råd til at gi’e en ordentlig løn. « vedblev Willibald i en ç? O 1 ophidset tone. » Gud bevares! de kan sagtens leve med familie og det file for sytten kroner om ugen. « O » Atten, Willibald, « rettede Nielsen sen. sin hidsige søn. O » Nå, det er sandt. I fik jo pålæg i sommer.. Men alligevel, « vedblev han og rettede sig i sædet, medens han så på faderen med et udfordrende blik. » Hvad er atten kroner om ugen for voksne mennesker, der har familie at forsørge? — spilleme dårligt nok til smør nå brødet. « O i » Nå—å! — du har da ingen nød lidt, o / mens du var her hjemme. « sagde Nielsen sen. i i 7 0 en fornærmet tone. » Nej, — men jeg måtte sgu også hjælpe til med selv og slide på den rådne fabrik fra jeg kun var ni år gammel, og det samme måtte o 'o Arthur og Angelo. — ellers havde det vist knebet for dig med at klare den, du gamle. « » Så er det jo godt, at du er bleven din egen mand nu, « snærrede den gamle og spyttede forbitret midt ud på gulyet. » Ja, det er det, og det er jeg også glad for. J ' 7 o > o o o det er alligevel noget andet at arbejde som svend for en mester i stedet for at slide sig op i sådan en smadderkasse af en fabrik. Men det kan jeg takke mig selv for; — det var mig selv, der ville i malerlære, da jeg var konfirmeret. « 7 i o » Ål det ene er vel ligeså godt som det andet, « O o 7 bemærkede Nielsen sen. » Det vil jeg nok sige ja til. — spørg du Arthur og Angelo, hvad de mener. Du kan tage e gift på, at de er ikke kede af, at de lød mig og tog fat på spartlen i stedet for. — ville i kanske bytte? « spurgte han, henvendt til brødrene. » Spyt mig i øret, om jeg ville, « lød det fra Arthur. » Ikke for tyve stegte rødspætter, « sagde den nybagte malersvend. » Det har du ingen forstand på, din snothas, « Udbrød Nielsen sen. arrigt. O » Så! det har jeg vel nok. « • o » Nej, vi kneb ud, du gamle, « sagde Willibald triumferende og pustede en vældig tobakssky fra sig. Hermansen gjorde med hånden en bølgedæmpende bevægelse i luften. » Jeg ser, at madam Nielsen sætter kaffekopper på bordet, « sagde han, » og mit skarpe blik har for længe siden sagt mig, at der er kom i landskabet. Lad os nu' glemme de alvorlige ting og. o o o o holde os til det mere gemytlige. Hvis de tilstedeværende har lyst til at høre, skal jeg synge en vise om malersvendene, som jeg hørte forleden dag. « Madam Nielsen sen. nikkede taknemligt til ham og skænkede en tynd, brun væske op i de for størstedelen umage kopper. Den nybagte malersvend trak romflaskens prop op med et svub. Midt i støjen af stole, der skrabede mod gulvet og kaffekoppernes klirren hørtes Willibalds røst: » Lad os bare få strejker, « sagde han, henvendt til faderen. » De holder øjnene vågne, du gamle. » Ja, om natten. « brummede den gamle og langede ud efter rom ilasken. I » Må jeg så be’e om ordet, mine damer og i 'o o 5 • • 1 herrer, « råbte hermansem han rejste sig og sang med fed tenor: en malersvend-, det er en mand, som på sit arbejd’ har forstand, -og også lidt på andres med, til rette 'tid, på rette sted, det si’er jeg uden smiger. Han er ej mer’ den glade schuft, der blæser ad al snusfornuft, som har i svir og sværm behag og holder » Blå « hver anden dag og kysser » Kroens « piger. Nu er han borger selv i by, tør uden frygt mod » Mester « kny, og tale med og slå i bord, om der ham skulle fattes ord, hvad for enhver kan hænde. Han lér kun af de vrede blik,, som før ham til at skælve fik,. Og giver hattens pul et dask, — så flyver den ej af så rask,. Som vind og vejr sig vende. Før var, trods svendebrev, han dreng for » Mester « og for » Mesters « slæng,. Nu er han mand, og mand for sit, hvem ingen byder sort for hvidt og får med svøben avet. Nu har han lært den gode kunst at kende ret fra nådig gunst; han sætter sindig hårdt mod hårdt, og fordrer en >riæl « akkord, til trods for hele lavet. De to ældste brødre Nielsen gentog med begejstring visens slutningsord. Den lille pige inde på sengen vågnede og begyndte at græde. Nielsen sen. tømte i tavshed sin kaffekop. » Skål, Hermansen, « sagde den nybagte malersvend og stødte sin kop imod sin tidligere fore- sattes. » Skål, Angelo — og de med, frøken, « - sva- 7 o o ' ' rede den galante Hermansen og klinkede med det forlovede par. » leg ved ikke, « vedblev han, henvendt til den.'o 7 j unge mand. » Har du noget imod at drikke dus o o med mig? « O Angelo løftede smigret sin kop. » Skål, du gamle edderkop! « sagde Hermansen. » Skål, du gamle gedebuk! « lød svaret. 7 o » Og på et godt kameratskab, « vedblev Hermansen. begge lagde den knyttede højre hånd foran sig på bordet og stak tommelfingrene imod hinanden. Dette var højtidelighedens clou, der blev iagttaget med stor interesse af de øvrige. » Og så en skål for madamen i huset, der o 1 har beværtet os i aften, « foreslog Hermansen. » Hun skal leve! — hurra—a! « Hurraråbene lød og den lille pige inde på sengen vrælede himmelhøjt. Madam Nielsen sen. Nikkede bevæget. O » Skål, du gamle svend, « sagde Willibald og 7 ' vj <.7 hævede sin kop imod hende. » Skål, Wille — og tak alle sammen. « » Å, jeg bider. Ingen årsag! « forsikrede > i o o <7 Hermansen og slog sin arm om den lille magre o o r? Kones liv. » Ja, det kunne de li’e, hal ha! ha! « lo husets herre og truede af den lystige malersvend. » Er der nogen, der vil have varmt ånd til toddy? « spurgte madam Nielsen sen. og gjorde sig læmpelig fri af Hermansens favntag. » Ja, det kan du vove på, der er, « råbte den nybagte malersvend. » Hvad siger du, Hermansen? W o o i — en lille toddy, ikke! « » Toddy er godt, « svarede Hermansen og vendte bunden af sin kaffekop. » Lad mig hellere få en lille sort til, « sagde Nielsen sen. » Den er mere sund for de indvendige dele. « O snart dampede det kogende vand på bordet. Toddyerne blev bryggede, i glas eller kopper, som det passede bedst, og gildet gik sin gang, medens anser og taler afløste hverandre. Københavnske arbejdere er såre stærke i at holde taler, når — om man så må udtrykke sig — spundset først er taget af tønden. Inde i sovekamret sang Willibalds kone dæmpet for sin lille pige, der klynkede svagt i søvne og trak vejret i korte, stødvise drag. 3. Kapitel. Da romflasken var tømt og madam Nielsen sen. havde kvæget de tørstige halse med en sidste o o » Spids «, brød selskabet op. Nielsen sen., hvis store næse og magre kinder glødede af de mange » Sorte «, han i aftenens løb havde stukket under vesten, fandt, at det var for tidligt at gå, og slog på, at der ude i køkkenet endnu var en rest akvavit tilbage i flasken. » En snaps og et glas hvidtøl er sgu’nte til og putte i næsen, « forsikrede han. » Jeg ved ikke, om vi ikke skulle — — — « » Nej! « sagde den yngste madam Nielsen i en afgørende done. » Arthur kan ikke tåle mere. O nu vil vi gå. « O » Bryd dig bare ikke derom, min tøs, « lo Arthur. » Der er ingen ko på isen endnu. « » Så går jeg alene. Barnet skal ikke være så sent ude. « » Å skidt! Du kan jo pakke ham lidt godt ind. « » De vil da ikke forlade selskabet så pludseligt. Lille frue? « spurgte Hermansen i en bekymret tone. » Jo, det er bedst, vi går nu, « tog Willibald til orde. » Ta’ og tage tøjet på, Marie, og gør børnene i stand. Så kan vi andre jo godt imens knibe os en lille brøndum’er, når den gamle endelig vil have det. « » Nu skal jeg være der med den, « sagde Nielsen ' < i 1 o sen. fornøjet og gik ud i køkkenet. Hans kone rystede bekymret på hovedet til sine gifte svigeri o o døttre. Alle var nu i opbrud. Hermansen iførte sig en lang kunstnerkappe og Willibald og Arthur trak i slidte enspændere, der i årenes løb var blevne alt for snævre til dem. De unge mødre puslede ved barnevognene og Angelo hjalp omhyggelig sin forlovede kåben på. Nielsen sen. kom ind fra køkkenet med akvavitflasken og et snapseglas. Han standsede foran den vordende Fru Angelo. » Hvad er den af, Fanny? « udbrød han. » Da vil da ikke på Nørrebro i aften? « Den unge pige så forbavset op. » Det vil jeg vel nok, « svarede hun. » Hvor skulle jeg ellers gå hen? « ) o o » Du kan jo blive her i nat. Det kan der vel ikke være noget i, når du siger det til din mor o ' o i morgen. — sig: svigerfa’er sagde e, jeg skulle blive der — og så blev jeg. « » Ja — men hvor skal jeg ligge? « spurgte hun og så sig om i gemakkerne. » Du kan ligge hos mig, min snut, « lo Nielsen sen. og slog armen om hendes liv. » Så flytter vi madamen ind til Angelo på sæsselongen. « » Guj! « udbrød Hermansen og holdt med en humoristisk blufærdig mine de udspilede fingre for øjnene. » Næ, mange tak! Så vil jeg hellere gå hjem, « svarede Fanny. » I det vejr! — nå ja, hver mand sin lyst og fruentimmerne deres, « sagde Nielsen og skænkede en snaps op til Hermansen. » Så må jeg nøjes med madamen. Det har jeg nu gjort i mange år. — jeg troede dog « --------føjede han til og blinkede til Fanny, der fornærmet vendte ham ryggen. » Nå! hold nu op med den, du gamle, « ud brød Willibald. » Du kan jo nok forstå, at Fanny ikke. vil blive her. Så vidt jeg ved, bor Hermansen ude på Nørrebro, så kan han jo følge hende på vej. — ikke, Hermansen? « » Det skal være mig en stor fornøjelse, « svarede Hermansen og gjorde krum arm for den unge pige. Angelo så misfornøjet ud. » Jeg kan jo nok selv følge hende derud, « Brummede han. Willibald stak sin snaps ud og smækkede med tungen. O t » Lad os nu blot se at komme afsted. « sagde han. » Bliv du hellere hjemme, Angelo, « vedblev han, henvendt til broderen. » Det ville være dumt at sjoske på Nørrebro, når man skal op om morgenen tidlig. Hermansen stikker dig s’gu ikke ud; — vel Hermansen? « » Jeg skal gøre mit bedste for at lade være, « O i ) 7 forsikrede Hermansen. Angelo surmulede. Hans kæreste smilte opmuntrende til ham og Nielsen sen. skænkede sig o o i al hemmelighed en ekstra snaps. De to unge ægtemænd Nielsen var allerede i o o færd med, assisterede af deres respektive koner, at bære barnevognene ned ad trapperne. » Gadedøren er vel åben? « lød Willibalds røst nede fra mørket.. » Den er altid åben. Det ved du jo nok, « Svarede hans moder. » God nat! god nat! — og tak for i aften.. O o » I lige måde. God nat! » O Angelo og Fanny vekslede et Kys ude på den mørke trappegang. Fra afsatsen neden under lød Hermansens stemme. » Hvor fanden bliver min del af verden afr er der ingen, der har mødt et lille lamseben nå o • 1 trapperne? « Fanny smilte og gik ned til ham. Døren blev ti o o lukket i. Lidt efter hørtes stemmer nede fra gaden. En sporvogn klemtede i nogen afstand, regnen slog smældende ind mod ruderne4. kapitel. Væverne fra det store gylcke’ske dampvæveri, holdt møde i » Café du Henriksen «. I de to små inderste værelser var et par snese mænd forsamlede. Man sad på stole og borde, på tomme ølkasser og i vindueskarmene, som det kunne træffe sig og man var kommen betids til. En tæt tåge af tobaksrøg opfyldte stuerne, lamperne blinkede døsigt og ned ad de duggede ruder drev vandet i strømme. Den tykke opvarter havde sin nød med at. Nå frem med de friske forsyninger af bajersk øl,. Der med små mellemrum blev rekvireret hist og her. Han svedte og pustede og tørrede sig hvert øjeblik over panden med sin serviet. I det yderste a ærelse stod værten selv bag buffet’en og skæno o kede øl i de skårede krus. Når fem—seks stykker af dem var fyldte, strøg han skummet af med en pind, kløede sig betænksom i nakken med 7 o den våde pind og noterede med et stykke kridt krusenes antal på disken. Væverne var samlede for at drøfte betimeligheden af og udsigterne for en eventuel strejke. Banken derom havde været oppe i længere lid. Den havde ligget og ulmet som en glød i asken, uden, takket være de ældre arbejderes forsigtige passivitet, at slå ud i lys lue. det var, som altid, det kære skidne vand, man betænkte sig på at kaste bort, før man havde det rene. Imidlertid blev trykket fra det yngre parti.stærkere og stærkere. Der blev agiteret, under o? Arbejdet, efter fyraften, på værtshuse og i hjemtnene. De ældre strittede imod så godt de formåede, men et for et blev deres argumenter slået om som støtterne for et skib, der er i færd med at løbe af stabelen. De vaklede, gled, — forsøgte vel endnu en gang at stå imod, o o 7 at dæmme op for strømmen, der truede med at føre dem bort fra deres — ganske vist knappe, men sikre — hvor har det ord » sikre « i den forbindelse ikke en fortryllende klang i danske o mænds øren — daglige brød. Forgæves! kun enkelte særligt halstarrige holdt endnu stand. De øvrige var for så vidt enige, som selv de mest passive og tilbageholdne af dem var nået til at erkende, at » noget « måtte der gøres. Hvad dette » noget « skulle være, derom hero skede endnu delte meninger. Ad fredelig vej! var de ældres og forsigtiges slagord. Krig på kniven! lød det fra de yngres urojige, fejdelystne lejr. I » Café du Henriksen « s små tilrøgede bagstuer skulle det nu afgøres, hvilket af partierne, der skulle føre sin taktik igennem. O » Vi mangler endnu f.-v. Hansen og terp, « Sagde en bleg mand med dybtliggende øjne under mørke buskede øjenbryn. » De kommer om et øjeblik,* blev der svaret fra den tilstødende stue. » De var henne hos barberen, da jeg g'k derfra. « » F. V. Hansen og terp er sikre nok,* bemærkede en lille duknakket mand, der sad på et bord og lod de tynde ben dingle i luften. O - o » Sikkre og sikre! — det er vi vel alle sammen, når det derpå kommer an.* » Er hans Nielsen kommen? « spurgte en. Nielsen opløftede sin røst fra en halvmørk krog. » Her er jeg. Er der nogen, der vil gi’e noget? « » Skal vi så ikke begynde, « foreslog manden med de buskede bryn. » klokken er allerede over halv ni. « » Jo, lad os bare få begyndt, « lød det rundt om. » Jeg foreslår Peter Jensen til dirigent, « sagde den lille duknakkede mand og pegede på en af de i vindueskarmen siddende. » Gu’ vil jeg ej. Det har jeg ingen forstand på, « svarede denne. » Jeg foreslår Oluf Hansen, « råbte manden med de buskede bryn. ' » Hvad fanden skal vi med dirigent til? « udo brød Nielsen. » Lad os bare ikke tage e tingene for højtideligt. « » Kæft, dit skvadderho’ede! « lo den lille duknakkede mand og gjorde et mislykket forsøg på at nå den sidst talendes bagdel med sin støvle- o snude. » En dirigent må vi have, hvad så hans Nielsen siger, « råbte manden med de buskede bryn. » Vi kan ikke sidde her og vrøvle i munden på hverandre. « » Du kan jo selv være dirigent, « foreslog en. » Ja, det kan jeg godt. « ' / j o o » Der er f. V. Hansen! « lød nogle stemmer. O » Og terp! « udbrød andre. » Lad terp blive dirigent, « råbte et par stykker. » Terp skal være dirigent, « faldt der et kor ind. » Den, der stemmer på terp, rækker hånden i vejret, « råbte en lang tynd mand med store fremstående øren. Et overvældende antal hænder raktes i vejret. » Terp er valgt! « blev der råbt. » Hurra for terp! « » Op med terp! « » Det kan du li’e, terp, din gamle rottejæger! « Den høje svære terp nikkede til alle sider. » Det er også bedst, at han er det, « sagde manden med de buskede bryn til de tilstedeværende. » Jeg vil nok have frit slag, når det går los. « Terp tog plads ved et bord, hvor de fleste kunne se ham. » Vi skulle have en klokke, « sagde han. » Du kan slå på dit glas, « foreslog en. » Så ender det bare med, at Petersen kommer •farende med en hel bunke øl, « lo en anden. Petersen — opvarteren — smilte og tørrede.sig over panden og i nakken med sin serviet. O o » Det manglede blot, at man ikke var med på ’en, « sagde han.. » Vi kan låne Henriksens diskeklokke, « råbte manden med de buskede bryn. » Stik ud, Sørensen, og bed ham om den. « » Nu skal jeg, « sagde opvarteren. Han gik ud til buflet’en og vendte et øjeblik efter tilbage med •en almindelig bordklokke. Den blev besigtiget og o o o o prøvet af de nærmeste og gik derpå fra hånd til hånd op til terp, der stillede den foran sig på bordet. » Ta’ og luk døren ud til det yderste værelse, Petersen, « sagde han. » Vi kan kalde på dig, når vi vil noget. « Opvarteren adlød. Terp slog et slag på klokken, der svarede med et kort, hæs klemt. 3® » Der er ikke meget vejr i den fyr «, sagde o > */ 3 o den lille duknakkede mand. Terp rejste sig. » Kamerater! « sagde han. » I har gjort mig. Den ære at vælge mig til dirigent ved dette <.j o o hersens møde i aften. — vi ved alle, hvorfor det bliver holdt. Det er ikke for at drøfte om en aftenunderholdning eller maskerade, vi er samlede her i aften. Der er alvorligere ting på dagsordenen, — det er arbejderne, der rejser sig og siger: nu er vi ked af det. — vi vil ikke længere være med i den Vals. — vi vil også en gang vise, at vi kan føre ballet op — og det skal være til en anden melodonte «. » Bravo! Bravo! « lød det rundt om ham. Terp tav et øjeblik. Derpå vedblev han: » W er bleven valgt til dirigent og derfor skulle jeg vel helst sætte mig ned og lade i andre snakke om tingene. Men jeg er tillige selv part i sagen og derfor gi’er jeg mig selv ordet til at begynde med. « » Mig efter dig «, råbte manden med de buo <7 7 skede bryn. Terp nikkede. » Alle vegne rundt om i verden, « sagde han, » er der røre i arbejderstanden. Man læser — så der og så der — om konflikter imellem arbejderne og arbejdsgiverne. Det er langt om længe gået op for arbejderne, at der virkelig eksisterer en arvefjende,, men det er ikke tyskere eller svenskere, som man sagde i gamle dage. Arbejdernes arvefjende er kapitalen. « » Det er hørt «, lød det rundt om. » Derfor opstår der alle vegne kamp imellem de to arvefjender. Resultatet af denne kamp er forskelligt, nogle steder ender den med nederlag for arbejderne, andre steder — og det er heldigvis de fleste — ender den med sejr. For arbejderne er nu alligevel de stærkeste, vel at mærke, når de først og fremmest holder sammen 7 o — og dernæst ikke blindt hen løber panden imod. Muren. « » Det er hørt! « » Imidlertid! man kan også være for forsigtig o o o og det dur heller ikke «, vedblev terp og rettede sin mægtige skikkelse. » Uden kamp, ingen sejr, man sover sig ikke en sejr til. — og vi har o i o unægtelig snuet og sovet alt for længe, vi —- og C? O o o ' o mange andre med os. « O » Det er hørt! « » Jeg ved nok, at der her er folk til stede, som helst vil undgå at strejke. Men der er ogå et andet parti, og det skal nu i aften vise sig, 7 o o' hvilket af dem, der er det stærkeste. Men det vil jeg sige på forhånd, at skal det endelig gå på næverne løs — om jeg så må sige — så nytter det ikke at knytte dein i lommerne. Så må rosenknoppen frem i det fulde dagslys, så at modstanderne kan se, hvad det er de lugter til. 7 o — ellers tror de, gud strafferne’, det er eau de colonje. « » Hal ha’! ha! Bravo! bravo! — terp leve! « Lød det rundt om. Terp nikkede til alle sider og satte sig. Derpå.slog han et slag på bordklokken og sagde: o o i o o » Hutzen har ordet! « Manden med de buskede bryn rejste sig. » Terp har ret, « begyndte han. « vi har i mange år været nogle rene sovetryner og luscpustere. Ai må ligefrem skamme os for slaverne i Afrika. — de gør da en gang imellem oprør og slår Herren ihjel. « » Det er hørt! « ' lød en dyb stemme fra tilhørerne. » Men hvad gør vi? « vedblev hutzen. — » A’i slikker den hånd som svinger pisken over os. — a’i er så evig glade for en eneste lille lvso o.stråle en gang imellem, som for eksempel da vi.for tre måneder siden fik den smule pålæg på lønnen. — men jeg siger, at de lusede femten i o o > øre pr. Dag var ikke andet end som et ben, han smider til sin hund. « » Det er hørt! « lød den dvbe stemme igen, e/ » Ved i, hvad han står i skattebogen for? — — for firsindstyve tusinde kroner om året. — og hvad står vi der for? For det katten tog i Morges — og et spark, når vi ikke kan arbejde længere. — — men det skal være forbi nu, « vedblev han med hævet røst og slog i bordet. » Vi vil ikke længere fede og fodre ham for at vi selv skal halvsuite. Jeg forlanger ikke at jo o holde? Kusk og tjener — og få seks retter i o j o mad til middag, men jeg forlanger at have lov til at spise mig mæt — og lidt til -— når jeg dag ud og dag ind slider som et bæst. « O o o » Det er hørt. « » Derfor siger jeg også, kamerater. Lad os nu vise, at vi ikke er sløjere end slaverne i Afrika. Jeg mener ikke at vi skal slå nogen ihjel, skønt de ikke var bedre værd, de fleste af dem, — men gøre strejke, det kan og det vil vi. — nu er det os, der stiller betingelserne, ikke ham længere. ' o > o vil han ikke gå ind på dem, er det værst for ham selv. — vi for vores part kan ikke få det synderligt dårligere end vi har det, derimod kan vi få det meget, meget bedre. — jeg stemmer for strejken! « Taleren så udfordrende til alle sider, og trak sig derpå tilbage. En gråhåret lille mand gjorde tegn til dirigenten, at han ønskede at sige noget. » Ole Andersen har ordet! « den gråhårede lille mand rømmede sig. » Jeg vil nu alligevel sige, « begyndte han, » at hutzen overdriver ikke så lidt, men det er han jo vant til. — han siger, at vi ikke kan få det dårligere end vi har det. — jo det kan vi — og det nemt endda. Nu sulter jo ingen af os, sådan ligefrem i det mindste — men det er aldrig godt at vide, hvad der kan ske, dersom vi går med til en strejke uden at vi ved om den kan vindes. Etatsråden er ikke af dem, der gi’er sig. Og han har penge til at holde ud. « O o » Det er hørt! « lød enkelte betænkelige stemmer. Hutzen gjorde en harmfuld bevægelse og nikkede heftigt til dirigenten som tegn til, at han ønskede ordet efter den gråhårede lille mand. Denne vedblev: » Mit forslag er derfor, at vi tage er den med ro og ser tiden an. Hvis det endelig skal være, kan vi jo vælge en deputation til at gå op til etatsråden og bede om en lønforhøjelse. Det er en ærlig sag, og det vil jeg være med til. — men at lave strejke —! nå ja, det kan jo være, den går; — men jeg siger alligevel: Pas på, at vi ikke laver en fidus, der vil komme til at svie mest til os selv. Det er nu min mening om tingene. « Han satte sig ned og smilte sagtmodigt til de.vrede blikke, der fra alle sider rettedes imod ham. Hutzen stod op. » Jeg er lige glad med, « sagde han i en heftig tone, » at Ole Andersen siger, jeg overdriver — og at det er jeg vant til. Jeg vil hellere overdrive en ting end undergrave den — og det gør Ole Ano o o o dersen i aften overfor sine kamerater. Det kan han få skriftlig fra mig af. — hvad det angår med at sende en deputation til etatsråden; — ja, det vil jeg nok sige. — hos den mand nytter det nok at komme og bede; — nej, tvinges skal han. Det er det eneste, han har respekt for. Det kan godt være, at vi laver en fidus, men det må vi finde os i. Det er Ole Andersen vist heller ikke manden for at bedømme, tror jeg. — 7 7 o og så vil jeg for resten tillade mig at spørge ham her: har du i sinde at svigte dine kamerater, Ole Andersen, dersom der bliver strejker « Den adspurgte så op. » leg er en ældre mand, « svarede han, » og -o 7 ' c> ville helst have, det skulle gå i fred og ro som 7 o o vi er vant til. Men når du endelig vil vide det, o t hutzen — skønt jeg for resten slet ikke skulle svare dig, — så vil jeg blot sige, at skal der være strejke, så går jeg selvfølgelig med jer andre. Skruebrækker, det var nu alligevel det sidste, ' o t jeg ville være. « Den gråhårede lille mand nikkede hen for o sig og pudsede næsen med et stort rødt lommetørklæde. De vrede blikke, der før var rettede imod ham, mildnedes som ved et trylleslag og hist og her løftedes et glas imod ham til hilsen. O fra den halvmørke krog lød Nielsens spottende røst: » Nu, da Ole Andersen er falden til patten, synes jeg, vi skulle ha'e et forsoningsbæger over det hele. — er du bange for at kalde på Petersen, Sørensen? « En af dem, der sad nærmest døren, åbnede denne og vinkede af opvarteren. Ved dirigentbordet drøftede hutzen og terp i en dæmpet tone ordlyden af en af hutzen medbragt koncept til en skrivelse, de

1875_SoerensenC_IvarIvarson

Carl

Ivar Ivarson

Sørensen

Soerensen

Ivar Ivarson

male

1875_SoerensenC_IvarIvarson.pdf

Carl

Sørensen

Carl Hermann

dk

Ivar Ivarson

Skildring af Hverdagslivet

n

gothic

Carl Lund

KB

Udkom som følgeton i hæfter a 0,25 kr. under serietitlen Fædrelandshistorisk Romanbibliothek. Skal de med?

pdftxt

nan

nan

O

I. Skjøndt det endnu kun var tidligt på dagen, var billardstuen i et af Stockholms største hoteller dog opfyldt af mange spillere, som ved deres klædedragter, manerer og sprog betegnede sig som henhørende til hovedstadens elegante verden. De vare heldigvis således situerede i verden, at de ikke behøvede at arbejde hverken for den dag i dag eller for den dag i morgen og derfor anvendte de tiden til at muntre sindet ved hjælp af queuen og de rullende baller. Det er egentlig en fejl at sige,, at der var mange ivrige spillere og vi skynder os derfor med at korrigere den. Der var egentlig kun to spillere, men resten betragtede turneringen på det grønne klæde med et så stort liv og en så stærk interesse, at man måtte betragte dem som deltagere deri. De egenlige spillere vare to meget unge herrer, næppe nok nået ud over den første snes år. Det spæde dun på hagen, de spinkle stemmer og deres, man kunne fristes til at sige leddeløse holdning og manerer, viste, at der ville hengå nogle år før titlen mænd kunne passe på dem. Og dog vare disse to unge herrer i flere retninger mere udviklede end mangen mand i oldingeårene. Navnlig var deres kendskab til stockholmerlivet særdeles udviklet. Af deres hele måde at optræde på kunne man se, at de vare øvede billardspillere og stadige gæster på dette sted. Markøren tillod sig visse friheder i sit sprog lige overfor dem, som han ikke ville have benyttet lige overfor ganske fremmede herrer; de titulerede opvartningsjomfruen ved fornavn og var dusbrødre med alle de tilstedeværende, hvilket alt sammen beviste deres hyppige besøg på dette sted. vi vil lytte et øjeblik fil deres konversation. „ Jeg spiller som et asen i dag, “ udbrød den ene af dem, „ men det er rimeligvis det fordømte brevs skyld. “ „ Herre gud, hvor du er en naiv yndling, “ svarede den anden idet han lagde sig op på banden for bedre at kunne gøre et vanskeligt stød, „ jeg er så vant fil... nå, nå, nå, vil du løbe ned i hjørnehullet... der gik den!... Jeg er så vant fil at modtage grovheder hjemmefra, så at det ikke rører mig det ringeste. “ „ Det er heller ikke min faders grovheder, der har sat mig i bevægelse, “ svarede hans medspiller, „ men han truer med at komme hertil Stockholm for at erfare, om visse slemme rygter har talt sandt, og det ville dog være en meget. ubehagelig- sag om han gjorde alvor af sin trudsel. “ „ Ja, hvis han opdagede, at du skylder ikke mindre end tyvetusinde rigsdaler bort, “ bemærkede en leende. „ Og bragt i erfaring, at en stor del af disse tyvetusinde rigsdaler er ødslet på den lille henrivende ballet-nymfe... “ bemærkede en anden. „ Og at du ikke i det sidste halve år har hørt en eneste forelæsning på universitetet, “ tilføjede en tredie. „ Hold døg op med eders spot, “ udbrød den unge herre i en fortvivlelse, der døg var mere komisk end alvorlig, idet han samtidig fortsatte sit spil, „ jeg er til mode som et menneske, der har gjort en stor ulykke. “ „ Bah, er det en ulykke at have slået tyvetusinde daler ihjel i to år? “ udbrød hans modstander, „ din fader, smeden, vil vistnok ikke føle det mere, end om vi taber tyve rigsdaler. Desuden kan han jo betragte disse penge som forskud på din arv. “ „ Må jeg gøre dig opmærksom på, at min fader ikke er smev, “ svarede den anden indigneret, „ han er maskinbygger, brugspatron, kommandør af Nordstjernen og af vasa-ordenen. “ „ Spar døg alle disse titler, som døg intet beviser. Selv om din fader fik serafimerordenen ville han døg vedblive at være smed, men deri er der jo intet uhæderligt. Der skal også folk til den slags arbejde. “ „ Lad nu Ivarson have ro til at fortsætte spillet, “ udbrød en af de andre og tilføjede i en sphdig tone: „ I ved jo alle, hvor ubehageligt det er for ham at høre tale om, at hans fader er smed. “ „ Jeg kan ikke forstå det, “ svarede den unge mands medspiller, „ vor kære Ivarson plejer ellers ikke at yttre nogen stor ømhed for sin fader... “ „ Jeg ved ikke om det er eders mening, at jeg skal afbryde spillet, “ sagde den unge mand, de havde kaldet Ivarson, „ jeg er ked af at høre eders dumme bemærkninger om mig og mine forhold. “ „ Det er jo dig selv der har givet anledning dertil, ved at beklage dig over det brev, du har modtaget fra din fader. “ Ivarson svarede intet og fortsatte spillet, da han øjensynlig var en lidenskabeligere spilller end vogter over sin og sin families anseelse. En af selskabet førte nu konversationen over på andre, mindre personlige ttemaer, idet den kom til at dreje sig om det nyeste nyt fra hovedstadens aristokratiske verden. Talen blev blandt andet ført hen på de afholdte baller i sæsonen. „ Apropos om baller, “ sagde en af herrerne henvendt til Ivarson, der imidlertid havde fortsat sit spil, „ er du inviteret til enkegrevindens bal på fredag? “ „ Hvilken grevinde? “ „ Ih, grevinde romarhjerta, hvem ellers? “ „ Jeg har ikke erfaret, at der skal afholdes noget bal hos min tante. “ „ Opholder din søster sig da ikke længer hos grevinden? “ „ Jø, men jeg har ikke i snart fjorten dage besøgt huset. Min tid har været optaget af andre nyttige ting. “ „ Det er virkelig en skam af dig, “ udbrød den unge mand, der havde rettet spørgsmålet om ballet til ham, og tilføjede: „ Jeg kan vel til nød forstå, at det kan være mindre behageligt, at konversere den gamle grevinde, men din søster er jo en sand engel at tale med. “ „ Det skulle ikke mangle mig på opmærksomhed imød hende, “ svarede Ivarson, „ dersom min søster ikke tilfældigvis var min søster. Desuden stå vi ikke på nogen god fod med hinanden. “ „ Og hvorfor ikke? “ „ Fordi jeg har al mulig grund til at tro, at den lille sladderhank er skylden til min faders uvenlige sindelag imød mig. “ „ Jeg tror døg, at du heri gør din søster uret. Jeg kender kun meget lidt til frøken Constance, men det indtryk jeg har fået af hendes hele måde at være på, har været så gunstigt, som hun kan ønske det. Hun er ligeså blid som hun er skøn og jeg kan ikke tænke mig muligheden ask at hun med forsæt skulle volde noget væsæn på jorden den ringeste sørg eller fortræd, endsige da hendes Broder, som hun synes at elske så uværdigt højt. “ „ Jeg påståer heller ikke, at den lille sladderhank har villel volde mig nogen fortræd ved sine omstændelige meddelelser til hjemmet, men hvad enten villien har været den ene eller den anden — resultatet er blevet det samme. “ „ Du forsømmer da vel ikke at komme til din tantes bal? “ „ Jeg har jo ikke modtaget noget kort. “ „ Nuvel, så skaf dig et! Gå derop i dag og konverserer hende blot et kvarterstid og du vil da straks få to kort. “ „ To kort? Jeg har vel tilstrækkeligt af et? “ „ Ja, for din egen person kan det ene vel være tilstrækkeligt, men ikke for mig. Du må skaffe mig adgang til dette bal. “ „ Og hvorfor må jeg gøre det? “ „ Fordi jeg derved får en længe søgt lejlighed til at gøre din elskværdige søster min opvartning. Jeg har kun haft den fornøjelse en eneste gang at tale med hende og dette har været tilstrækkelig for mig til kun at drømme om hende. “ „ Forleden drømte du døg kun om den lille nydelige ting ved mnæro ureatren, “ svarede Ivarson lystigt. „ Du mener koristinden? Om sådan en lille gås drømmer man kun en eneste nat. Nej, din søster — “ „ Parti, “ råbte markøren og de to spillende kastede deres queuer hen ad billardet. „ Bil du ikke spille mere? “ spurgte flere Ivarson. „ Nej, jeg er ikke oplagt til at spille mere i dag. “ „ Vi troede døg, at du ville unde os den fornøjelse at give dig revanche for dit tab i går, “ bemærkede en husarlieutenant. „ O, lad os ikke tænke videre over den bagatel. “ „ Bagatel, siger du, “ udbrød løjtnanten med en komisk fortvivlelse, „ hvem der var så lykkelig at kunne kalde tabet af 2000 rigsdaler en bagatel! “ „ I og for sig er det vel ingen bagatel, “ svarede den unge mand i en flot tone, „ men set i forhold til hvad jeg i det hele har tabt på dette billard, er det jo en ren ubetydelighed. “ „ Du vil altså ikke spille en Blanche med mig? “ spurgte løjtnanten. „ Nej. “ „ Du har måske ingen penge hos dig? Du må dog ikke lade dig genere heraf, da du ved, at du har blanco-kredit hos mig. “ „ Jeg vil ikke spille. “ „ Sig heller at du ikke kan, “ bemærkede en af de andre i en drillende tone. „ Og hvorfor skulle jeg vel ikke kunne? “ spurgte Ivarson idet han sprang i vejret fra den chaiselong, hvori han havde kastet sig. „ Fordi vor fælles ven er ligeså drabelig imod dig her på billardet, som han er imod sine rekruter på rideskolen. “ „ Du mener altså, at jeg erkender ham for at være min overmand? “ „ Ja. “ „ Hvormeget holder du imod mig? “ „ Du påståer altså, at du vil vinde partiet fra ham? “ „ Ja, naturligvis. Fordi jeg, har tabt i forgårs, i går og alle andre gange kan jeg jo meget godt vinde fra ham i dag... 500 rigsdaler er holdt. “ „ De er svarede, “ sagde den anden. „ Vil du også parere med mig, “ spurgte en af de andre, „ her er ligeledes 500 rigsdaler... “ „ Ja, de er svarede, “ udbrød Ivarson og greb på ny sin queue. „ Jeg lægger uv. “ s dermed begyndte spillet. ' da Ivarson en halv time efter forlod billardstuen, var han bleven tusinde rigsdaler fattigere. „ Ieg er på gale veje, “ sagde han til sig selv, „ og jeg aner at der trækker et frygteligt uvejr op over mit hoved. Men lige meget, når jeg engang trækker mig ud af dette liv, kan jeg sige, at jeg har moret mig kongeligt i min ungdom. Det er ikke givet enhver, at kunne sige dette. “ I. Nogle minuter før den unge mand havde forladt billardværelsef, var en lukket rejsevogn kørt ind i hotellet. „ Har de værelser, Kellner? “ spurgte en herre der sad i vognen den tililende opvarter. „ Ja, herre, “ svarede kellneren, idet han ærbødigt åbnede vogndøren for den fremmede, som han derefter førte ind i hotellet. „ Ieg ønsker to værelser, “ svarede den rejsende; „ jeg forbliver her en otte dages tid. “ Kellneren gik foran den fremmede op ad trappen og standsede udenfor en af de mange døre i første etages korridor. Han åbnede døren for den rejsende og spurgte^ idet han pegede ind i en højst elegant salon: „ Er dette til Herrens tilfredshed? “ „ Ja, “ svarede den fremmede og trådte ind med en sikkerhed, der viste, at han var vant til at være omgivet af en sådan pragt, som han fandt her i værelset. „ Behag at bringe mit tøj herop, “ sagde han i en kold, men dog høflig tone til kellneren, der straks bortfjernede sig for at efterkomme denne befaling. Da han vendte tilbage medbragte han tillige fremmedbogen, hvori de rejsende skulle indskrive deres navne. Den fremmede dyppede en pen og skrev i bogen: „ Brugspatron silfverstolpe, Helsingfors. “ Han tøg derefter et brev ud af sin tegnebog, som han overrakte kellneren, og han sagde: „ Bring straks dette brev efter adressen og bring mig en kop chokolade tilligemed morgenaviserne. “ „ Ja, herre, “ svarede kellneren, idet han mere løb end gik ud af værelset. Den fremmede sad nogle øjeblikke og stirrede tavs hen for sig. Af hans alvorlige og mørke miner sås det let, at de tanker, som fløj igennem hans pande i denne stund, ikke vare af en behagelig natur. „ Brugspatron silfverstolpe, Helsingfors, “ sagde han med et bittert smil, „ det er nu kommen så vidt med Ivar Ivarson, at han må liste sig under et fremmed navn ind i den by, hvori hans børn opholder sig... O, ja-cobo, Jacobo! Dersom du vidste, hvilke kvaler din fader i dette øjeblik lider for din skyld, da ville du visselig vende dig bort fra den afgrund, ved hvilken du nu så letsindigt dandser. Men du ved det ikke, ja, i din letsindige rus aner du det end ikke og derfor vil du ikke fly fra afgrunden før den har opslugt dig! “... Opslugt dig, “ afbrød han pludselig sig selv, idet han sprang i vejret, „ nej, den skal ikke opsluge dig, så længe disse øjne er åbne og kan våge over dig! “ Han blev her afbrudt i sin monolog ved at opvart ningspigen bragte ham den forlangte chokolade og morgenbladene. Da hun ville forlade værelset, standsede han hende med det spørgsmål: „ Hvad betyder denne larm...? “ „ Herren mener sandsynligvis den støj, de unge herrer gør nede i billardværelset? “ „ Ah! Jeg anser det for noget ejendommeligt, at et hotel af denne rang vil tillade en sådan larm, “ sagde han. „ Billarderne er bortleiede til en anden mand, der ikke tør jage disse udmærkede gjæsfer bort. “ „ Og hvem er da disse, så udmærkede gjæsfer? “ „ O, det er unge mænd af god familie. “ „ Af god familie, “ gentog Ivar Ivarson med betoning og tilføjede: „ Kender de måske nogle af disse unge herrer? “ „ Jeg kender dem alle, “ svarede hun smilende. „ Også ved navn? “ „ Ja, herre. “ „ Nævn mig da nogle af disse navne. “ „ Det er vanskeligt, thi der kommer så mange herrer dernede. “ „ Nu, så begynd da... “ „ Og hvorfor ønsker Herren egentlig underretning derom, “ spurgte pigen, der pludselig havde fået skrupler ved at skulle sladdre af skole. „ Hvorfor jeg ønsker det, “ gentog Ivar Ivarson lidt forlegen, men genvandt straks herredømmet over sig selv. „ Jeg skal betro dem “ Sagen! Jeg har ikke i mange, mange år været her i Stockholm og derfor har jeg forglemt de fleste af de adresser og navne, jeg dengang kendte og havde kær. Det kunne nu være, at de ved at nævne nogle af disse navne kunne lede mig på et spor, for hvilket jeg ville være dem meget erkjendtlig. “ Ivar Ivarson talte med en så stor naturlighed, at han havde let ved at besnære hende, i særdeleshed da han stillede en „ Erkendtlighed “ i udsigt for hendes meddelelser og hun begyndte derfor at nævne en del navne, som ikke synderlig syntes at interessere den gamle herre. „ Hør, min kære, “ afbrød han hende pludselig, „ jeg kommer til at mindes en familie, som jeg havde meget kær i min ungdom. Kender de nogen af navnet Ivarson. “ „ Ivarson, “ gentog hun smilende og tilføjede: „ jeg burde egentlig have nævnet dette navn først. “ „ Og hvorfor det? “ „ Fordi her kommer en student af dette navn, o, en rigtig gentil herre, der ikke tager det så nøje med en hundreddalerseddel mere eller mindre. “ „ De kender ikke hans fornavn? “ spurgte den gamle herre med en let skælvende stemme. „ Nej, herre, men jeg ved, at hans fornavn begynder med et i. “ Den fremmede bed sig i læben og mumlede nogle uforståelige ord imellem tænderne. „ Ønsker Herren at se hans portræt? “ „ Har de hans portræt? “ udbrød Ivarson næsten forfærdet. „ Ja, er der noget ondt deri, “ spurgte hun troskyldig, „ han gav mig det en aften på en maskerade, hvor vi vare sammen. Jeg gav også ham mit portræt. “ „ Lad mig se dette portræt, “ sagde Ivarson med skælvende stemme, „ det kunne more mig. Måske jeg kan genkende, om denne unge mand er en søn af den hæderlige gamle Ivar Ivarson på Åkernæs. “ Pigen skyndte sig ud af værelset for derefter at vende tilbage med portræter af Jacobo Ivarson, hvilket hun holdl henimod den gamle herre med en mine som en sejrherre der peger på sit krigsbytte.. Er det ikke en smuk Karl, “ udbrød hun,. men han er alligevel langt smukkere i virkeligheden end på portræter, og så er han så god som om det kunne være en engel der var steget ned på jorden. “ „ Og på hvilken måde yttre denne englegodhed sig da? “ „ Herren synes at drive spot med mig, “ sagde hun og tilføjede derefter, „ det er virkelig sandt, at hr. Ivar Ivarson er god imod dem, han kan lide. Man behøver blot at bede ham om penge, så får man straks hele hånden fuld. “ „ Han må da være meget rig, “ sagde Ivar Ivarson med heftig skælvende stemme. „ Ja, han har en rigtig gammel knast af fader, som... ha, ha, ha... sender ham ligeså mange penge han forlanger. “ Ivar Ivarson måtte opbhde hele sin sjælsstyrke og sin sindsro for at synes ligegyldig overfor pigens hånende og frække tale, thi dersom han blot med en mine havde forrådt bevægelsen overfor hendes ord, ville sønnen utvivlsomt i næste øjeblik være vidende om hans ophold i hovedstaden, og dette burde for enhver pris undgås. „ Det er godt, “ sagde han derfor i en affærdigende tone til hende, „ jeg hører, at denne unge mans ikke kan være i slægt med den familie, jeg tænkte på. Her har de et par skilling fordi jeg har lagt beslag på deres vistnok kostbare tid. “ Han rakte hende en sølvmønt og blev alene med sin smerte. „ Gammel knast, “ udbrød han, idet han gik rasende frem og tilbage i værelset, „ det er denne hæderstitel, man giver en mand der har vidst at erhverve sig alles agtelse og anerkendelse og giver en fader, der omtrent har ruineret sig for sine børns skyld. O, jacøbo, jacøbo, gid jeg var død, hellere end at se enden på denne grusomme skæbne du bereder dig selv, din søster og dine gamle forældre! “ Han støttede ansigtet i hænderne og sad således tavs og indesluttet i en meget lang tid. Pludselig blev han revet ud af sine sørgelige tanker ved at det bankede på døren, og inden han endnu havde kunnet frigøre sig for de friske spor af tårer, som sås på hans kinder, hoppede en ung pige let og glad ind i værelset, efterfulgt af en gammel, sørgeklædt dame. „ Fader, “ udbrød den unge pige og i næste øjeblik hvilede hun i hans arme. „ Der bliver nok ingen hilsen tilovers til mig, “ ' sagde den gamle dame venligt idet hun satte sig i en stol. „ Om forladelse, kære tante stefana, “ udbrød jvar-son, „ det er så længe siden at jeg har set min lille Konstance, at du vel nok kan tilgive mig denne mangel på opmærksomhed. “ Han rakte hende hjerteligt den ene hånd, medens han med den anden holdt sin datter om livet. Efter en lille pause sagde grevinden: „ Tør jeg erfare grunden til denne besynderlige hem-meligheksfuldhed? Du sender bud til to damer, i stedet for at det var din pligt, som galant kavaller, at opsøge os! “ „ Jeg er ikke kommen hertil i egenskab af galant kavaller, “ sagde Ivarson alvorligt, „ men i min egenskab af fader. “ „ Hvilken alvorlig tone og mine, du antager, bedste Ivarson! Det er vel ikke min egen kære Konstance, der har lokket disse rynker frem på din pande? “ „ Nej, endnu ikke, “ svarede Ivarson idet han kyssede sin datter, „ Konstance har endnu ikke voldet mig nogen hjertesorg. “ „ Det er altså Jacobo, som har kaldet dig til hovedstaden. “ „ Jacobe vel ikke, dertil tænker han kun alt for lidet på sin fader, men vel jocobos bedrifter... Ak, tante stefana, dersom du kunne se ind i mit hjerte hvad det lider i dette øjeblik, da ville du kunne forstå, hvorfor jeg har furer i panden og tårer på kinden. “ „ Stakkels fader, “ sagde den unge pige idet hun på ny faldt ham om halsen. „ Du tager dig sagen mere nær, end det vistnok er nødvendigt, kæræ ivarsøn, “ bemærkede grevinden, „ Jacobo er ung og letsindig, men der findes intet ondt i ham. Hvorfor har du også sendt ham herind til hovedstaden i stedet for at beholde ham hjemme på Åkernæs og hvorfor ville du lade ham studere, da du dog selv har vundet et så berømmeligt navn ved legemets arbejde? “, jdet samme spørgsmål har jeg ofte gjort mig selv, kæræ tante, “ svarede ivarsøn, men jeg har dog stedse fundet et tilfredsstillende svar derpå. Den, der selv intet har lært, fatter bedst savnet deraf, og jeg har hundreder og atter hundreder af gange følt savnet af en ordentlig undervisning i min ungdom. For at min søn nu ikke skulle bebrejde mig, at jeg, formedelst min egen vankundighed, ikke havde fået et åbent blik for kundskabens velsignelse, satte jeg ham til bogen, i stedet for til ambolten, men det har været-mig en dyr bog, tante Stefano, den har snart opslugt alle amboltene i min fabrik. “ „ Man skal se verden i et frit og klart lys. Du er utvivlsomt for hård i din dom over Jacobs, fordi du selv har været et såre sjældent menneske i din ungdom. Dersom du havde været opdraget i et så rigt og smukt hjem, som du og Olga har kunnet berede ham, ville sagen måske have stillet sig anderledes. “ „ Du synes altså, kære tante, at ville give rigdommen skyld for Jacobos udskejelser? “ „ Ja, det er en streng konsekvents med den anskuelse jeg altid har næret, bedste Ivarson. Al den fortræd, der er i verden, skyldes rigdommen. “ Ivarson betragtede smilende den gamle dame, idet han sagde: „ I sandhed en ejendommelig bekendelse af en dame, der selv er i besiddelse af rigdom. “ „ Slige tilsyneladende inkonsekvsntser træffes hver dag, “ svarede hun, „ imidlertid er det dog som sagt en streng konsekvents fra min side, idet mit ophold i min ungdom i Amerika og England indgav mig visse demokratiske anskuelser, som hverken forandrede tider eller forandrede forhold har kunnet forandre hos mig. Det har altid været min anskuelse, at rigdommen var til større skade end gavn i verden, fordi at rigdommen netop forfrinsvis synes at tilhøre dem som savner hjertets guld. Der gives undtagelser fra denne regel og til disse hører du selv blandt andre... “ „ Og min kære tante stefana først og fremmest, “ svarede Ivarson og tilføjede derefter: „ Lad os atter vende tilbage til udgangspunktet for vor samtale, jeg frygter ellers for at vi kommer alt for langt tilbage derfra... Du synes altså at at tage Jacobo i forsvar? “ „ Det behøver jeg ikke, min kære Ivarson; den bedste forsvarer har han i sin faders ædle tænkemåde. Jeg ved, at du ikke vil hade vanskeligt ved at tilgive ham de små forsyndelser han begår og hvori hans hjerte ikke har nøgen del. Man er ikke berettiget til at dadle en ung mand fordi han kaster sig ind i et hovedsfadslivs ville tummel, når man fylder hans tegnebog med penge og ikke sætter ham under nøgen Art opsigt eller tilsyn. Jacobo har begået flere letsindige handlinger, men han har endnu ikke begået nøgen, som for alvor kan fremkalde rynker på hans faders pande. “ „ Jeg seer sagen i et andet lys end du, kære tante stefana. Du anfører som en Art forsvar for ham, at hans hjerte ikke har nøgen del i hans udskejelser, dette er netop min værste anklage imod ham. Hans hjerte må altid sige ham, at han har hensyn at tage til sine forældres og sin søsters velfærd, selv om han ikke vil tage noget hensyn til sit eget vel. “ „ De ekstravagancer, som Jacobo kan have tilladt sig, er næppe af en sådan natur at din og Olgas eller min lille Konstances velfærd kan være truet deraf. Selv om hans liv i Stockholm kostede dig hundredetusinde dalere vildedet ikke være af nogen betydning for ejeren af åkernces. “ Ivar Ivarson trak på skulderen og svarede intet. „ Min gud, skulle der virkelig være fare på færde, “ udbrød tante stefana overrasket ved hans tungsindige mine, „ tal Ivarson, du ved hvor meget dit og Olgas vel ligger mig på hjertet. “ „ Hvorfor skulle jeg vel bebyrde dit hjerte med hvad der hviler tungt på mit eget, “ svarede han, og tilføjede: „ Jeg vil kun sige dig så meget, at jeg ikke er den rige mand, som du antager. “ „ Det både fordanser og smerter mig at høre, “ svarede hun, „ er det da gået tilbage med fabrikken siden den blev din ejendom? Det var både min kære langes og min anskuelse, at når Åkernæs først kom i din besiddelse ville den ret for alvor blive en af landets største guldgruber. “ „ Det er et spørgsmål, som jeg meget nødigt besvarer, kæræ tante stefana. Jeg kan kun sige dig så meget, at der kan frygtes det værste... “ „ Hvad er da nu din hensigt? “ udbrød grevinden forfærdet. „ Jeg er kommen hertil Stockholm i et dobbelt anliggende. Det ene angår mig selv, det andet angår min søn. Jeg vil nu med egne øjne betragte hans liv her i hovedstaden for om muligt at afværge den katastrofe, jeg frygter. Jeg vil søge at gøre hans fejl god igen ved en klog og beregnet optræden. Det ville være mig en lel sag at kunne slå en streg over hele Jacobos bedrifter hvor talen er om gæld, thi Jacobo er jo umyndig endnu, men jeg ønsker ikke at det skal hedde sig om Ivar Ivarson, at han har ladet sin søns ære i stikken, jeg kunne dernæst pludselig afbryde Jacobos lystige hovedstadsliv og tage ham med tilbage til Åkernæs, men dels vil jeg ikke fremkalde skandale og dels har jeg ikke hjerte til så brat at afbryde hans studier. Jeg må derfor optræde med varsomhed i denne højst prekære sag. Jeg beder dig, tante og jeg forlanger af dig, Konstance, at Jacobo ikke med et ord underrettes om min tilstedeværælse her i hovedstaden. Af hans uvidenhed herom vil meget afhænge. “ Grevinden rejste sig. „ Stol på os, Ivarson. Hverken jeg eller Konstance skal krydse dine planer. Gid du må have held i dit forehavende med af redde din søn... “ ^, og mig selv, “ tilføjede jvarsor med et bittert smil, idet han trykkede deres hinder til afsked. Iii. I en af de små gyder i nærheden af ridderholmstorvet sås samme aften en ung mand af snige sig ind. Han gik hurtigt, men dog forsigtigt, med hatten trykket tæt ned i øjnene som om han frygtede for af blive bemærkek af nogen. For en mand af god familie kunne der også være grundet anledning til af snige sig ind i en af disse små-stræder, hvis navn ikke nævnes i det gode selskab. Her var nemlig opholdsstedet for alle sådanne folk, som af en eller anden årsag holdt det tjenligst af bo i et kvarter, hvor beboerne ikke tog synderlig notits og endnu mindre forargelse af hinandens bedrifter. Man kunne straks se, af det ikke var første gang af den unge mand besøgte dette skumle stræde. Han stirrede ikke ængsteligt, nysgerrig op af husene eller ledte efter noget gadennmer; han sneg sig hurtigt frem til et forud kendt mål. Endelig standsede han udenfor et hus, der ikke var bedre eller siettere bygget end de andre rønner i gaden. Han så op om der var lys i værelset på første sal, da han havde er khndiget sig herom, skyndte han sig ind ad den lille lave gadedør og steg hurtigt op ad den stejle og smalle trappe, som førte op til de to etager hvoraf huset bestod. Da han var kommen op på første sal, standsede han udenfor den eneste dør, som fandtes på gangen. Han bankede på og en svag stemme råbte: „ Kom ind! “ den unge mand trådte ind i et lille dårligt møbleret, koldt og knn sparsomt oplyst værelse, hvor man syntes at betragte renlighed som kontrabande. En kvælende atmosfæræ slog den unge mand i møde og han måtte be-ksæmpe en stærk modbydelighed før han kunne træde ind i dette forpestede rum. Midt på gulvet stod et stort bord, på hvilket der lå en mængde papirbunker af smudsigt udseende og foran hvilket en gammel jøde havde plads, indhyllet i en Kavai af en forhenværende, tvivlsom farve, og laset omtrent fra øverst til nederst. Henne ved den lille, osende kakkelovn sad et fruentimmer indhyllet i levningerne af et ubestemmeligt klædningsstykke, der dog vistnok engang i sin tid havde fungeret som rejscpells. Den gamle jøde lukkede hurtigt en skuffe i, og skød brillerne op på panden, da den unge mand trådte ind i værelset. „ Ah, det er dem, hr. Ivarson, “ sagde han smilende, „ vær så god at træde nærmere. “ Jøden pegede på en skrøbelig stol, der stod ved enden af bordet, og på hvilken den unge mand nu tog plads. „ Deres veksel er ikke forfalden endnu, “ sagde jøden, „ først om otte dage... “ „ Jeg ved det, hr. Levy; jeg er heller ikke kommet for at indløse den... “ „ De er måske kommen for at få den prolongeret, “ sagde jøden hurtigt, „ jeg må da sige dem, at jeg aldrig fornyer nogen veksel... “ „ Også dette ved jeg, hr.. Lsvh, “ sagde den unge mand i en lidt utålmodig tone. „ Jeg er kommen til dem fordi jeg er bleven stedt i en meget pinlig forlegenhed... “ „ Ah, de vil altså gøre en ny forretning med mig? “ „ Fuldstændig rigtig, hr. Levy! Jeg er bleven forlegen for fcmtusinde rigsdaler, som jeg må have senest i morgen middag. “ „ Femtusinde rigsdaler, “, gentog jøden, „ det er mange penge. “ „ Men kun en bagatel for dem, “ Hr. Levy, husk derer gode renter... “ „ Og sikkerheden...? “ Den unge mand stiftede farve og gjorde en lille pause. Endelig sagde han: „ Den sikkerhed, jeg kan stille, er den samme som sædvanlig. “ „ Altså deres meget ærede hr. ' fader? “ ' „ Ja. “ „ Han vil endossere en ny veksel for dem? “ „ Ja, hr. Ledy. “ „ Hm, “ sagde han, idet han polerede sine briller, „ De vil vel låne dem på det samme vilkår som sidst, at jeg ikke henvender mig til deres fader med forespørgsel om, at vexlcn er i orden. “. Ja, naturligvis, “ skyndte den -unge mand sig at sige. Jøden rømmede sig på ny og sagde derefter: „ Deres hr. Fader er jo brugspartron og kommandør af Nordstjernen? “ „ Ja... “ „ Og de er jo i familie med grevinde romar-hjerte...? “ „ Io, hr. Levy, men hvortil alle disse spørgsmål? Vil de ikke forstrække mig med dette lån? “ „ Ja, gudbevares, “ sagde Levy, „ min formue står fuldstændig til deres rådighed. Jeg havde kun visse årsager til at gøre disse spørgsmål. De ønsker den omtalte sum i morgen middag, hr. Ivarson? “ „ Ja, i det seneste! Jeg skal bruge dette beløb klokken tre. “ „ Har de vekslen hos dem? “ „ Ja, hr. Levy, “ svarede den unge mand og fremtog af sin lommebog en veksel, som han præsenterede jøden. Et skarpt øje ville have bemærket, at hans hånd skælvede let og et krampagtig træk lejrede sig om munden, idet han afleverede værdipapiret. Jøden betragtede vekslen med en flygtig mine og sagde derefter: „ De har angivet summen for lav, hr. Ivarson, når de kun lader vekslen lyde på femtusinde og trehundrede daler. Diskontoen er femhundrede daler. “ „ Femhundrede daler, “ udbrød den unge mand, „ fem-, hundrede daler for at låne mig femtusinde daler i en måned? “ „ Ja, pengene er dyre nu for tiden og hos mig bliver de ikke billigere for det første. Jeg vil indlade mig på forretningen dersom de vil udstede vekslen på femtusinde og femhundrede rigsdaler og lade dem nøje med en udbetaling af femtusinde rigsdaler. “ „ Men jeg skal bruge pengene i morgen og den nye veksel må jo først sendes til min fader, “ bemærkede den unge mand. „ Ja, denne sag må de selv ordne, kære hr. Ivarson, “ sagde jøden med et. lifligt smil, „ jeg er ikke så overordenlig forlegen for at gøre denne forretning. I vore tider, da byggeraseriet hersker så stærkt her i Stockholm, kan man anbringe sine penge på langt bedre vilkår end det, jeg her har forlangt. “ „ Nuvel, jeg skal indfinde mig i morgen middag, “ sagde den unge mand, idet han rejste sig. „ Jeg vil lade et ilbud rejse i nat til Åkernæs for at få vekslen ombyttet med en, der lyder på den forlangte sum. “ Han rejste sig derefter og bød farvel. „ Endnn et lille ord, hr. Ivarson, “ sagde den gamle jøde, „ har den lille mamsells Minna endnu den fornøjelse at være i besiddelse af deres venskab? “ „ Nej, “ svarede den unge mand, „ jeg har ikke talt med hende i de sidste par uger. “ „ Det er synd for hende og skade for dem, “ sagde jøden, „ thi hun elskede dem vist nok særdeles højt, men de unge elegante herrer er nu engang således. De flagrer fra blomst til blomst ligesom sommerfuglen... Og tør jeg derefter være så fri at spørge dem, om Minna har såt nogen efterfølgerske i deres hjerte...? “ „ Hvorfor spørger de mig derom, hr. Levy? “ „ Å, kun fordi min Sara der, som de ved, sælger brugte klæder til unge piger, i dag har truffet på en ung, forældreløs pige, som fortjente at blive hjulpet frem i verden af en eller anden fornem eller formuende ung mand. “ „ Hvem er denne unge pige, “ udbrød Ivarson hurtigt. „ Ja, derom må de tale med Sara, “ svarede jøden idet han pegede på fruentimmeret henne i kakkelovnskrøgen, „ som alle handelsfolk er hun lidt uvillig til at opgive adressen på sine handelshuse. “ Jøden lo ad sin egen „ Vittighed “ så at han fik hoste derved. Den unge mand vendte ^sig derefter om til konen og sagde i en flot, overlegen tone: „ Vil de henvise den omtalte unge pige til min bolig, som hr. Levy kender. Dersom hun måtte egne sig for tteatret, skal jeg ikke være uvillig til at tale med min ven, intendanten ved llinæra liroatrsn om hende... Men dersom hun ikke er elegant påklædt, skal hun ikke gøre sig den ulejlighed at komme. “ „ Dermed har det så sin sag, “ svarede jødens kone, „ til at være elegant påklædt skal der penge... “ „ Nuvel, de kan ekvipere hende for min regning, “ svarede den unge mand flot og i en afgørende tone; „ når jeg kommer her i morgen kan jeg måske få regningen på deres udlæg og vi kan da enes om tiden, på hvilken den unge dame kan gøre mig sin opvartning. “ Han safte hatten på hovedet og forlod derpå værelset med et nådigt nik til jøden og hans kone. „ Han er i vor magt, “ sagde jøden idet han atter safte sig hen ved sit bord. „ Nu har jeg Veksler på ham til et beløb af femten tusinde rigsdaler. “ „ Men desværre er disse Veksler falske, “ sukkede konen. „ Bryd dig ikke derom, Sara! En brugspatron samt kommandør og oven i købet en mand, der er i slægtskab med en af vore rigeste adelige familier lader ikke sin søn danse i tugthuset. I anledning af den forretning vil jeg drikke mig et extraglas i aften. Gå ned mutter og hent en flaske øl til fem øre, og du kan jo tage noget af kaffegrumset fra i morges og koge dig en kop kaffe af. Man må da også vide hvad det vil sige engang imellem at have sig en glad Asten. “ Iv. Fra hr. Levys ' pestsvangre bolig fører vi nu læsæren op i foyeren ved llinæra lpdontron. Forestillingen er endnu ikke begyndt, men regissørens klokke har lydt første gang, hvilket er signalet til at alle de rollehavende, der skal ind på scenen i stykkets første akt hurtigst muligt har at indfinde sig i foyeren, hvor intendanten da vil tage, n

1886_HelmsJB_JackTurnbullEllerNegeropstanden

J.B.

Jack Turnbull Eller Negeropstanden

Helms

HelmsJB

Jack Turnbull Eller Negeropstanden

1886_HelmsJB_JackTurnbullEllerNegeropstanden.pdf

Jakob Bang

Helms

Willy

dk

Jack Turnbull eller Negeropstanden

Original Roman

n

gothic

P. Olsen

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Den natlige ekspedition. Endel franske officerer vare komne overens med hverandre om at forkorte nattens længde ved gensidige fortællinger om en eller anden bedrift i deres eget liv. Da touren kom fil kaptajn polinak, forsikrede han, at han ikke vidste en eneste episode i sit liv, der kunne fortjene hans kammeraters opmærsomhed. „ Å kaptajn, “ udbrød løjtnant Henry, „ fortæl os ikke det, de har været på rejse og set dem om i verden. Har de ikke været på Antillerne i Afrika, i Italien og Spanien? Og deres hund, kære kaptajn? “ Polinak rettede sig, lod sin cigar falde på jorden og vendte sig rask om mod indgangen fil sit telt, da en hund af usædvanlig størrelse pludseligt løb ham hylende i møde. Hunden strakte fine ben og slikkede sine fødder, logrede med halen og lagde sig ned foran kaptajnens fødder efter at have gjort nogle krumspring, hvorved den kom fil at træde på cigaren, hvilket dens herre ikke bemærkede. Han var synlig bevæget og klappede dyret, medens han med sin venstre hånd mekanisk løsnede sin hjelms stormbånd og tid efter anden gentog ordene: „ Der er jo rask! Der er du jo! “ endelig råbte han: „ Men hvem har dog bragt dig tilbage? “ „ Tilgiv hr. Kaptajn. “ I nogle minutter havde sergeant thaddæus stået i teltdøren med den højre arm indviklet i kappen, og med øjnene fyldt med tårer. I taus henrykkelse havde han set på denne gjenkjendelsesscene. Endelig vovede han at fremstamme ordene: „ Tilgiv mig hr. Kaptajn. “ Polinak så op. ' „ Er det dig, Thad, og for fanden, hvorledes kunne du dog få hunden? Det stakkels dyr, jeg troede, at den var i den engelske lejr. Hvorledes har du dog fundet den. “ „ Gud være lovet! De synes mig lige så tilfreds derover, som dengang de lod deres hr. Reven deelinere coma. “ „ Men sig mig dog, hvorledes har du dog fundet rask. “ „ Jeg har ikke fundet den, hr. Kaptajn, men hentet den tilbage. “ Kaptajnen rejste sig og rakte sergeanten hånden, men Thad beholdt sin hånd indviklet i kappen. Kaptajnen agtede dog ikke derpå. „ Jo, ser de, hr. Kaptajn, siden den stakkels rask var bleven borte, mærkede jeg nok — de tilgiver nok mine ord, hr. Kaptajn — at drikke rigtig var i deres es, og, for at sige sandhed, den aften, da den ikke kom som sædvanlig for at dele mit commisbrød med mig, manglede der heller ikke meget i at gamle Thad havde grædt som en lille unge. Men nej, gudskelov, jeg har kun grædt to gange i mit liv: første gang, da... på den dag, da... ( her kastede sergeanten urolige blikke på sin foresatte ), den anden gang, da denne naragtige Balthasar, korporal i den syvende Brigade kom på den ide, at lade mig skrælle løg. “ „ Det forekommer mig, thaddæus, “ udbrød løjtnant Henry leende, „ at i ikke har sagt os ved hvad lejlighed det var, at i græd første gang. “ „ liden tvivl var det dengang, gamle Thad, da Latour d ' Auvergne, „ Frankrigs første grenader “, omfavnede dig, ikke sandt, “ spurgte kaptajnen deltagende, medens han vedblev at kærtegne sin hund. „ Nej, nej, hr. Kaptajn, når sergeant thaddæus græder, kunne det kun være den dag, han eommanderede „ Fyr “ på Jack Turnbull eller pjerri, som han ellers kaldtes. “ Polinaks ansigt sormørkedes. Han trådte venligt hen til thaddæus og ville atter række ham hånden, men hvor meget det end fyldte sergeanten med glæde, tog han dog ikke imod hånden, men beholdt kappen om sin arm. „ Ja, hr. Kaptajn, “ vedblev thaddæus og trådte nogle skridt tilbage, medens polinak betragtede ham deltagende, „ ja, jeg har grædt over Jack Turnbull, og vistnok fortjener han det også! Han var en sort, det er vel sandt, men krudtet er også sort — -- -- -- -- -og — -- -- -- -- -- “ Den skikkelige sergeant havde gerne villet fuldende sin noget ejendommelige sammenligning og havde vel også gjort det, hvis at han fuldstændig havde haft ordet i sin magt, men han søgte forgæves efter en måde, på hvilken han kunne gøre sig forståeligt, og efter at han, militairt talt, havde søgt at komme sin ide tillivs på alle mulige måder, som en general, der opererer fra en befæstet plads, opgav han pludselig hele belejringen og fortsatte på en anden facon, uden at bryde sig om de leende unge officerer, som hørte efter. „ Ser de, hr. Kaptajn, mindes de endnu det stakkels stykke neger, hvorledes han kom ganske forpustet til pladsen da hans ti kammerater allerede stod bundne der -- -- -- -- -- man havde været nødt dertil. Jeg kommanderede. Erindrer de, hvorledes han løsnede kammeraternes bånd og selv stillede sig på pladsen uagtet alle deres protester. O, hvilken mand, fast som Gibraltar! Erindrer de også, hr. Kapfain, hvorledes han der stod oprejst som om det gik til en Dands, og hvorledes hans hund rask, den samme vi se her, sprang løs på mig, da den mærkede hvad det gjaldt. “ „ Hør, Thad, “ afbrød kaptajnen ham, „ ellers plejer du jo på dette punkt af din historie al kæle lidt for hunden, se, hvor forlegen den står. “ — „ De har ret, “ svarede thaddæus forlegen,. „ den ser på mig, den stakkels rask, men — den -gamle malagride har sagt mig, al det vil bringe ulykke, når man kærtegner med venstre hånd. “ „ Men hvorfor bruger du ikke den højre? “ Spurgte polinak forundret. Nu først så han al den gamle thaddæus havde viklet den højre hånd ind i sin kappe. Sergeantens forvirring steg med hvert sekund og hans blege ansigt blev endnu didere. „ Med deres tilladelse, hr. Kaptajn det er -fordi — de har allerede en haltende hund, jeg frygter næsten for at de også vil få en enarmet sergeant. Alle officererne sprang forbavset op. „ Hvorledes? Hvad? Hvad siger du, min gamle Thad? Enarmet! Lad mig se din arm! -enarmet, store gud! “ Kaptainen gyste. sergeanten tog langsomt sin kappe af og viste sine foresatte den med et blodigt stykke tøj omviklet arm. „ Min gud, “ munlede kaptajnen, idet hair forsigtig løste tørklædet. „ Men sig mig dog, gamle krigskammerat. “ „ Å, sagen er meget simpel. Jeg har allerede sagt dem, at det ikke var undgået mig, at de sørgede dybt, siden disseinfame englændere havde stjålet vor smukke hund, den stakkels rask, Jacks dogge. — nå, altså besluttede jeg mig derfor i dag til at hente den tilbage, om det end skulle køste mig livet, ellers ville min aftensmad ikke længer have fmagt mig. Jeg pålagte nu mathelet at sørge for deres klæder og at børste gallauniformen, da vi i morgen skal i slag, og derefter sneg jeg mig ubemærket ud af lejren kun bevæbnet med en sabel og krøb igennem krat og hækker for desto hurtigere at nå englænderne. Jeg var endnu ikke kommet til de første forskandsninger, før jeg så en hob rødkjoler, jeg. Sneg mig frem for at udspejde situationen, og til min støre glæde samt sorg opdagede jeg vor rask, som de engelsfe hunde havde bundet til et træ, medens to Mylords, nøgne til bæltestedet som indianerne, bearbejdede hinandens rygstykker med^ næveslag, hvilket gjorde et sådant spektakel som en stortromme. det var to engelske partikuliers; som boksedes om deres hund, hr. Kaptajn. Pludselig fik rask Ole på mig. Den rev sig løs og styrtede hen til mig, de kan naturligvis indse, at rødkjolerne straks vare efter mig, men jeg løb ind i skoven fulgt af rafl, der hinkede så hurtigt den kunne. Flere kugler susede om ørerne på mig. Rafl gøede, men til lykke hørte de den ikke, nærmest fordi de brølede i munden på hverandre: „ Franske hunde franske hunde! “ Hvilket jo var uret for rasts vedkommende, da den jo er fra st. Domingo,. Nå lige meget! Jeg løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, og nåde endelig udgangen af skoven, men tænk dem min forfærdelse... to rødkjoler spærrede vejen. Min sabel skilte mig as med den ene og ville rimeligvis også have hjulpet mig mod den anden, hvis af hans pistol ikke havde været ladt med en fordømt kugle.... Nå, lige meget! Rask sprang ind på ham og må rimeligvis ikke have grebet så dårligt fat i hans strube, thi han tumlede straks om på jorden. Det havde det bæst godt as; hvem fanden havde bedt ham om af spærre os vejen. På denne måde er vi komne tilbage igen, vi, Thad og rask. Jeg beklager kun, af den kære gud ikke heller havde sendt mig kuglen i slaget i morges. — nå, ligemeget. “ Den gamle sergeants ansigt formørkedes lidl ved tanker om, af han ikke havde modtaget sit sår i slagets hede. „ Thaddæus! “ udbrød kaptajnen i vred tone, men fortsatte dog noget mildere, „ er du virkelig så naragtig af sætte dit liv på spil for en hunds skyld! “ „ Jeg havde heller ikke gjort det for noget mndet dyr end rast, hr. Kaptajn. “ — polinaks ansigt antog atter sit venlige milde præg, da sergeanten tilføjede: „ Rask, Jacks hund. — “ „ Nå. nå gamle thaddæus, “ sagde kaptajnen, idet han førte hånden op til øjnene, „ kom støt dig til mig, for at jeg kan bringe dig hen på lazarettet. Thaddæus adlød til sidst, da hans ærbødige vægring tkke blev tagen for gode varer. Hunden rejste sig også og fulgte efter dem. I. Kaptain polinak. Denne episode havde i høj grad vakt alle de tilstedeværendes nysgerrighed. Kaptainen polinak hørte til den Art mennesker, som altid, på hvilket trin af sociale stige skæbnen en sætter dem, forstå at indgyde en vis agtelse og deltagelse. Iøvrigt havde han aldeles intet påfaldende ved sig, hans manerer vare afmålte, og hans blik havde noget vist ligegyldigt ved sig. Den tropiske sol havde ikke samtidigt med at brune hans ansigt givet ham den livlighed i ord og mimik, som er forbundne med en vis sorgløshed hos creolerne, og som ofte give disse såmegen ynde. Polinak talte lidet, og brød sig heller ikke om at høre andre tale, kun hvor det gjaldt om at handle var han „ med. “ Bestandig den første til hest og den sidste under tag syntes han i legemlig anstrengelse at finde en adspredelse for sine tanker. Disse tanker, hvis melankolske alvor havde slået dybe furer på hans pande, hørte ikke til den Art tanker, som man bliver kvit ved at meddele til andre, men dog til dem, der tillader en at udveksle små ideer med andre. Polinak, hvis legems konstitution trodsede alle krigens besværligheder, syntes at falde i en stor afmagt i det, som vi kalde åndens kampe. Ligeså ivrigt som han søgte slagets ville dåd, ligeså treven indlod han sig i åndelige kampe. Når han en sjælden gang lod sig henrive til en disput, hørte man i reglen klare og fornuftige anskuelser fra ham, men når så modstanderne gave fortabt, benyttede han ikke sejren, men afbrød selv konversationen med et „ hvortil nytter det, at vi disputere. “ Hans kammerater lagde ikke vægt på hans kolde tilbageholdne og afmålte væsen, fordi de ved enhver lejlighed fandt ham god, tapper og velvillig. Han havde mere end en gang reddet flere af dem fra døden, man så ham under slaget i den tætteste kugleregn, og hvor han viste sig opmuntrede han sine kampfæller ved sit eksempel, og når han nødig oplukkede sin mund, var dog hans pung sjælden lukket for den trængende, det vidste man. Man forgudede ham i armeen og man tilgav ham, at han på en vis måde tog imod denne forgudelse. Med al sin alvor var han dog ung endnu. Man ville have holdt ham for kun tredive år, men han havde ikke nået denne alder endnu. Skjøndt han allerede i nogen tid havde kæmpet i den republikanske Armes rækker, vidste man dog intet om hans tidligere livshistorie. Det eneste væsen, der foruden hunden rask formåede at sætte liv i ham var den gode skikkelige sergeant thaddæus der var trådt ind med ham i korpset og som aldrig forlod ham, og han fortalte undertiden i forbigående en eller anden begivenhed af hans liv. Man vidste at polinak havde fristet stor ulykke i Amerika, og at han havde været gift på st. Donningo, men mistet sin hustru og hele sin familie ved negernes blodige revolte. I denne episode af vor historie vare ulykker af den Art desværre meget almindelige, ja, så almindelige, at næsten enhver havde noget at sørge over, ja, man var bleven så vant til at høre herom, at man ikke mere beklagede de tab, de pågældende havde lidt, men kun når de toge -sig det alt for nær. Dette var tilfældet med kaptajn polinak. Alle beklagede ham fordi han ikke kunne bære sin smerte, thi hvor hård den isskorpe end var der sluttede om hans hjerte, viste der sig dog af og til spor af dybe og ulægelige hjertesår hos ham. På slagdagene var hans pande mere skyfri og i selve slaget viste han som sagt, den største uforfærdethed, som om han ene kæmpede for af blive general, men efter kampens ophør var han dog så beskeden, som om han hellere ville være -menig soldat end kaptajn. Når hans kammerater hørte ham tale i denne foragtende tone om rangen og soldateræren kunne de længe bryde deres hjerner med, hvoraf det kom sig, af han var så ivrig; de vidste ikke, af polinak kun gik i slaget for af tilkæmpe sig en forandring i sin stilling — nemlig døden. hans udmærkede tapperhed forblev dog ikke ubelønnet. En dag efter vundet slag blev han udnævnt til brigadegeneral, men han modtog ikke udnævnelsen ene af den grund, af han da måtte forlade sin gamle thaddæus, hvis han forlod sit kompagni. Nogle dage derefter tilbød han af udrette en meget voveligt gerning og kom, tværtimod alles ' forventning og sit eget håb, uskadt derfra. Nu beklagede han sig i sit hjerte over, at han ikke havde modtaget generalsrangen thi, tænkte han, om end det fjendtlige syts skåner mig, ville guillotinen, der altid var i travl virksomhed, for at tilintetgøre de, som svinge sig i vejret, nok skille mig med hovedet. Iii. Polinak fortæller. „ Jeg væddede på, “ sagde leutnant Henry i det han tog sine røde strømper af, hvilke hunden havde forsynet med store stænk, da den sprang forbi, „ jeg vædder på, at kaptajnen ikke ville give sin hunds krumme pote for de ti kurve Madeira, vi nylig så i generalens vogn. “ „ Tys, tys! “ udbrød adjudant paskal ham, „ det ville være en dårlig handel. — disse kurve er allerede tomme, hvad jeg tror at vide af erfaring, - tredive tomme flasker er visselig ikke så meget værd som denne stakkels hunds pote, der dog ikke er mere dårlig, end den kan sætte en bred plamase på et par røde strømper. “ Selskabet lo as den komiske alvor hvormed adjudanten havde sagt de sidste ord. Kun en eneste, der ikke havde let, syntes at føle nogen misfornøjelse med paskals ord, denne ene misfornøjede hed Alfred og var sekondl ' øifnant ved ds baskiske husarer. „ Jeg indser ikke, “ sagde han, „ hvad latterligt^ der er heri. “ Denne hund og denne sergeant, som jeg, bestandig har set sammen med pvlinak ligeså længe, jeg har kendt ham, synes mig at fortjene i det mindste en smule deltagelse. Til eksempel ' denne scene i dag. “ — paskal, opmuntret dertil af de andres latter og sin egen lyst til at drille Alfred for dennes. Misfornøjelse, afbrød ham: „ Kaptajn paskal, de har uret, “ sagde Henry. Og kastede flasken, som han just havde tømt, ud af teltet, „ denne Jack — eller tjerri, hvad det er han hedder, opvækker i høj grad min nysgerrighed. “ Paskal, der blev lidt ærgerlig stemt ved denne modsigelse, gav sig dog tilfreds da han så, at hans glas, som han troede al have tømt, var fuldt endnu. Nu kom polinak tilbage. Han satte sig tavs på sin plads og syntes eftertænksom, men hans ansigt var roligere. Han var så fordybet i sine egne tanker, at han aldeles ikke lagde mærke til, hvad der blev sagt i hans nærhed. Rast, der var kommen med ham, lagde sig ved hans fødder og betragtede ham med et, om man vil, uroligt blik. „ Tag deres glas, polinak. Smag en gang på disse varer. “ „ Gudskelov! “ svarede kaptajnen, der hensunken i sine tanker, aldeles ikke havde hørt paskals ord. “ Såret er ikke farligt, armen er ikke knust. Den uvilkårlige agtelse, som kaptajnen indgød alle sine våbensæller formåede ene at dæmpe den latter, der allerede var i færd med at lyde fra Henrys læber. „ Da de nu er beroliget for Thad “, sagde han, „ håber jeg, at de for deres vedkommende vil fortælle “ — pludselig hørtes lyden af kanonsfud i retmug af den fjendtlige lejr. Henry og de andre tilstedeværende sprang op, men førend nogen nåde ud af teltet gennemrystedes atter luften, af en vældig salve, en bombe for hvinende gennem teltvæggen og splintrede bordet der stod midt i teltet, hvorefter den uden at gøre anden skade forsvandt ud gennem den modsatte side af teltvæggen. En halv time efter dette optrin var skydningen ophørt, og man sad igen livlig samtalende omkring det udbedrede bord i teltet. „ Nå, kære polinak “, begyndte Henry igen, vil de nu fortælle os deres haltende hunds og denne Jacks, eller hvad han hedder, historie. På denne anmodning, der blev fremført halvt alvorligt, halvt spøgende, ville polinak ikke have svarede, hvis ikke alle havde forenet deres bønner med løjtnantens. Endelig gav han efter for de indtrængende anmodninger og sagde: „ Jeg vil tilfredsstille deres ønske, mine herrer, men de må ikke vente at høre mere end en ganske ligefrem historie, hvori jeg selv kun spiller en birolle. Hvis at de har troet, at det er nogle ganske -overordentlige bånd, der knytter thaddæus rask -og mig til hinanden, så har de også bedraget dem. Jeg skal nu have den ære at begynde efter dette lille forord “. Der indtrådte en almindelig tavshed. Polinak sad tankefuldt, som om han ville genkalde sig i erindringen den begivenhed, der allerede for længst havde veget pladsen for så mange andre. endelig begyndte han med dæmpet stemme og med hyppige pavser: Iv. Dværgen habibrah. Jeg er vel født i Frankrig, men i en meget ung alder blev jeg sendt til st. Donnngo til en onkel, en meget rig planter, hvis datter det var, jeg senere ægtede. Min onkels plantage lå i nærheden af fortet gallifort og indtog det meste af distriktet acul. Denne uheldige beliggenhed, som jeg dog ikke videre vil skildre dem, da den naturligvis ikke kan have nogen interesse for dem, var en af de største anledninger til ulykken og min families ruin. Ottehundrede negere vare ansatte på min onkels udstrakte besiddelser. Disse slavers i og for sig sørgelige lod var, jeg tilstå det frit, dobbelt sørgeligt ved deres herres hårdhjertethed. Min onkel hørte til det heldigvis meget begrændsæde antal af plantere, hvis hjerte er bleven hård og koldt ved den vanlige anvendelse af despotiets magt. Vant til at se ethvert nok så lille vink opfyldt på stedet, straffede han grumt den mindste tøven af en slave, og hans børns mægling førte ofte til, at straffen blev endnu hårdere. Vi måtte i regelen indskrænke os til hemmeligt at lindre de ulykker som vi ikke kunne afafværge. Blandt alle slaverne havde kun en eneste fundet nåde for min onkels øjne. Det var en spansk dverg af blandet race, som gouvernøren på Jamaica, lord effingham havde foræret ham. Min onkel, der havde opholdt sig længe i Brasilien, havde der vænnet sig til den portugisiske overdådighed, og han holdt derfor af at anvende sin rigdom på at give sit hus al den glans han formåede. Talrige slaver vare afrettede til tjeneste, som på europæisk vis, gave hans hus et vist adeligt skin. For at være aldeles komplet efterlignede han de gamle lehnsfyrsters bizarre smag ved at udnævne lord effinghams slave til sin hofnar. Man må tilstå, at dette valg var særdeles heldigt. Den sorte, hvis navn var habibrah, var et af hine væsener, hvis fysiske bygning er så vidunderlig, at de ligne komplette uhyrer, når de ikke lægge hele personen i lystige folder. Denne hæslige dverg var lille, tyk, rundmavet og bevægede sig med ubeskrivelig hurtighed på to skæve stillede ben, hvilke han trak op under sig, når han sad, ligesom en edderkop. hans uhyre hoved, der sad begravet mellem skuldrene, var beklædt med grov uld i stedet for hår og havde to så brede øren, at hans kammerater plejede at sige, at habibrah tørrede sine øjne med sine øren, når han græd. Hans ansigt var stedse en gåde, aldrig det samme; han besad en sjælden evne til at fordreje sine træk, hvilket på en vis måde tjente fil at skjule hans kolossale grimhed. Min onkel holdt just af ham formedelst hans usædvanlige krøblingeskikkelse og hans evige gemytlighed. Habibrah var i et og alt hans Andling. Medens de andre slaver vare overlæssede med arbejde havde habibrah intet andet at bestille end at bære en bred viffe af paradisfuglefjer efter sin herre, for at fordrive fluerne og lignende plageånder. Min onkel lod ham spise ved sine fødder og gav ham altid resterne af sine indlingsretter. Habibrah viste sig også taknemlig for så megen godhed, han benyttede blot sit privilegium som hofnar fil at forepludre sin herre tusinde dumheder, fil at gøre krumspring og slå koldbøtter og fil at skære ansigter. På min onkels mindste vink, sprang han hen fil ham med en abes behændighed og en hunds underdanighed. Jeg kunne ikke fordrage denne slave. der lå noget alt for krybende i den tjenesteiver, selv mere end en slave i amerikansk forstand behøver at være. Jeg følte medlidenhed med de ulykkelige negere, hvem jeg så arbejde hele dagen uden anden klædning end en gnavende jernlænke, medens denne vanskabte hans kvast, denne dovne slave, blev behængt med guldbroderet livre. Jeg følte navnlig foragt for ham, fordi han benyttede den indflydelse hans gemenheder havde sorskasset ham hos hans hersker til bedste for fine ulykkelige medbrødre. Aldrig bad han sin herre om nåde for en kammerat, ja, man hørte ham endog en dag, da han troede sig alene med min onkel, pålægge denne at fordoble sin strenghed mod de ulykkelige sorte. Desuagtet syntes de øvrige slaver, der egentlig burde have betragtet ham med mistro og misundelse, ingenlunde at hade ham. Han indgød dem en vis respekt, og når de så hans store, spidse med bjælder behængte hue, på hvilken han havde malet underlige figurer med rødt blæk, sagde de altid til hinanden: „ Det er en obi ( troldmand ) “. Disse enkeltheder som jeg her meddeler dem interesserede mig dengang meget lidt. Aldeles optagen af en ren kærligheds ædle følelser skænkede jeg alt, hvad der ikke interesserede Marie kun megen liden opmærksomhed, fra tidligere tid vant til at betragte den, der allerede på en vis måde var min søster, som min vordende hustru, havde der danner sig et forhold imellem os, hvis natur de ikke ret kan gøre dem noget begreb om, selv om jeg siger dem, at vor kærlighed var en blanding af broderlig ømhed, lidenskabelig overspændthed og ægteskabeligt fortrolighed. Få mennesker have tilbragt deres første ungdomsår under mere lykkelige forhold end jeg. Næsten fra fødslen vant til rigdommens nydelser, ihændehaveren af alle de fordele man kan have af sin ansigtsfarve i et land, hvor denne sættes højest, og henlevende sine dage ved siden af et væsen, der omfattede mig med den reneste og fyrigste kærlighed! Behøves der mere for at give mig en blind tiltro på min lykkestjerne? “ Her tav kaptajnen et øjeblik, som om stemmen nægtede ham at tolke mindet om den forgangne lykke. Lidt efter begyndte han atter i en dybtgribende tone: „ Nu kan jeg derimod med al ret tilføje, at ingen vil henleve sine sidste i mere ulykkelige omstændigheder. “ v. Duellen. Under disse blinde forhåbninger og disse skuffelser nåde jeg mit tyvendes mr, og min onkel havde besluttet, at mit bryllup med Marie skulle finde sted, når August måned 179l var tilende. De vil let indse, mine herrer, at en så nær forestående lykke fyldte min sjæl, og at jeg slet ikke værdigede de politiske begivenheder omkring mig nogen opmærksomhed. Jeg vil derfor intet sige dem om grev peinier eller om hr. Blanchelande eller om den ulykkelige oberst maudist, hvis endeligt var så tragisk. Jeg vil heller ikke skildre dem kampen mellem provindssialforsamlingen i den nordlige del af øen og hin colonial forsamling, der antog titlen af generalforsamling, fordi den fandt, at ordet colonial mindede for meget om slaveriet. Disse uhyggeligheder, som dengang beskæftigede alle gemytterne, vække nu ingen videre deltagelse uden netop for de ulykker, som de have afstedkommet. Når jeg nu havde en mening om den gensidige skinsyge, der adskilte Cap fra port au Prince, måtte den absolut være til fordel for Cap, på hvis gebet vi boede, og for provindssial-forsamlingen, af hvilken min onkel var medlem. kun en eneste gang tog jeg nogen levende andel i dagens anliggender. Det var dengang da den franske nationalforsamling udstedte det usalige dekret om de farvedes ligeberettigelse med de hvide i politisf henseende. Ved et bal, som gouvernøren i capstaden gav, ytrede flere unge plantere sig med heftighed mod denne lov, hvilket angreb de hvides måske begrundede egoisme. Jeg havde endnu ikke blandet mig i conversationen, da jeg så en rig planter, der ikke gerne tåltes af de hvide, fordi hans tvivlsomme farve mistænkeliggjorde hans oprindelse, nærme sig gruppen. Jeg trådte rask hen til dette menneske og sagde højt til ham: „ Gå de kun forbi min herre, der bliver her talt om ting, som er ubehagelige for dem at høre, da de jo har urent blod i deres årer. “ Denne beskyldning ophidsede ham så meget, at han straks udfordrede mig til en duel. Vi blev begge sårede. Jeg gjo, de uret i at fornærme ham, men det: var ikke alene fordommen mod hans farve, der drev mig dertil, men også den omstændighed, ab dette menneske længe havde haft den frækhed, ab se på min forlovede med forliebte øjne og endog nylig havde danset med hende, da jeg således beskæmmede ham. Hvorledes det end var eller ej, jeg imødesaæ dog med lidensfab det øjeblik da jeg skulle besidde Marie, og skænkede ikke den stigende gæring » Der begyndte at fortumle alle hoveder i min nærhed, den ringeste opmærksomhed. Med øjnene fæstede på min fremtidige lykke, der nærmede sig dag for dag, lagde jeg ikke mærke til alle de frygtelige skyer, som næsten på alle punkter bedækkede vor politiske horizont, og som ved dens udbrud skulle omstyrte og tilintegjøre alt. Jeg lagde lige så lidt mærke til, at selv de mindst frygtsomme gemytter begyndte at tro alvorligt på negernes opstand, som tænkte over, at den så længe undertrykkede vulkan, der var dannet ved det mellem de hvide og de frie mulatter bestående dødelige had, kunne sætte colonien i fyr og flamme, når den endelig kom til udbrud. I de første dage af August måned, som jeg så ivrigt oppebiede, indblandcde et sælsomt tilfælde en uforudset uro i mine ellers så trygge forhåbninger. Vi. Kampen med medbejleren. Min onkel havde ved bredden af en lille flod, der tilførte hans plantage det nødvendigste band, ladet bygge en lille pavillon eller løvhytte, omgiven af tykke træer. I denne pavillon plejede Marie hver dag at indånde den friske søluft, der regelmæssig viftede der i de hedeste måneder af året. Jeg bar omsorg for, at dette ensomme sted hver morgen blev smykket med de skønneste blomster, jeg selv havde kunnet finde. Er dag ilede Marie ganske bestyrtet hen til mig. Hun var som hun plejede, gået ind i løvhytten og havde der bemærket med en blanding af forundring og skræk, at alle blomsterne, som jeg om morgenen havde lagt til hende, vare kastede ned på jorden og trådt under fødder. På det sted, hvor bouketten havde ligget, lå en srisfplukket bouket af ville skovblomster. Hun var endnu ikke kommet sig af sin forundring, da hun hørte lyden af en guitar fra det buskads, der omgav hytten. Spillet ledsagedes af en dæmpet sang, hun troede en spansk, og af hvilken hun ikke i forvirringen eller vel også i den jomfruelige skamfuldhed havde hørt andet end sit eget navn blive gentaget flere gange. Nu var hun hastigt flygtet derfra, og til lykke havde ingen hindret hende i at slippe bort. — denne fortælling berørte mig naturligvis meget ubehageligt og ophidsede min skinsyge. Min første mistanke rettede sig straks på ham med det blandede blod, jeg nylig havde været i strid med, men jeg besluttede dog, ikke at lade mig henrive af en falsk mistanke til at begå en overilet handling. Jeg beroligede min stakkels Marie og besluttede straks uafladelig at våge over hende, indtil det øjeblik kom, da jeg havde ret til at tage hende endnu mere under min varetægt. I den forudsætning, at den frække, hvis uforskammethed havde forskrækket Marie så meget, ikke ville indskrænke sig til dette ene forsøg på, som jeg tænkte, at åbenbare hende sin kærlighed, lagde jeg mig endnu samme aften i baghold i nærheden af det sted, hvor min vordende brud sov. Da alt på plantagen var gået til ro, skjulte jeg mig inde imellem høje sukkerrør og afventede kommende eventualiteter med min dolk i hånden. Jeg ventede heller ikke forgæves. — omtrent ved midnat hørte jeg i nogle få skridts afstand fra mig forspillet til en smægtende spansk serenade. Det var som om der blev gydet feberild i alle mine årer og nerver! Rasende af vrede og med draget dolk styrtede jeg hen til det sted, hvorfra tonerne kom, men pludselig følte jeg mig greben og kastet til jorden af en overmenneskelig kraft. Min dolk blev mig fratagen, og jeg så den blinke over mit hoved. Jeg så også to glødende øjne stirre på mig og en dobbelt række snehvide tænder kom til syne idet min ubekendte lod disse ord gå over sine læber: „ Thé tengo thé tengo ( jeg holder dig fasf )! “ Mere forundret end bestyrtet kæmpede jeg forgæves med min frygtelige modstander; allerede borede spidsen af min dolk sig igennem mine klæder, da Marie, hvem guitaren og dette spektakel havde vækket, pludselig viste sig ved vinduet. — hun genkendte min stemme, så en dolk blinke og ndstødte et angstskrig. Dette hjerteskærende udbrud syntes at lamme min sejrrige modstanders arm, hans hånd standsede som ved et trylleslag, og han råbte denne gang på Franst: „ Nej, nej, de ville græde for meget! “ Med disse ord kastede han dolken fra sig. Efterat den ubekendte havde udtalt disse ord, forsvandt han i rosenhækken, og førend jeg endnu udmattet af denne ulige og besynderlige kamp, havde rejst mig op, var ethvert spor forsvundet. Det ville falde mig vanskeligt at sige, hvad der foregik i mig i det øjeblik, da jeg vågnede af min første bestyrtelse i min elskede Maries arm. Jeg var mere end før opbragt over denne medbejler og stammede mig over at kunne takke ham for livet. „ I grunden, “ sagde min egenkærlighed, har du Marie at takke for din frelse, i det det var ved hendes stemmes tryllekraft, at dolken faldt ud af morderens hånd. “ Imidlertid kunne jeg dog ikke skjule, at der lå en vis wdelmodighcd i den følelse, der havde fået min medbejler til at skåne mig. Men hvem var denne medbejler? — jeg udtømte mig s formodninger, af hvilke den ene forjog den anden. Det kunne ikke være planteren med det blandede blod hvem min mistanke først faldt på! Han havde langtfra en så overordentlig styrke, og det var heller ikke hans stemme. Det individ, med hvem jeg kæmpede, var nøgen indtil bæltestedet. Kun slaverne i colonierne vare halvt påklædte. — men det kunne ikke være nogen slave, følelserne som den, der bevægede ham til at kaste dolken bort, findes sjældent hos en slave, og ivrigt oprørtes alt i mig ved den tanke at have en slave til medbejler. Jeg besluttede at vente og at udspejde. Vi. Den hemmelighedsfulde. Marie havde vækket sin gamle amme, der var trådt hende i moders sted, thi hun havde allerede mistet sin moder, medens hun lå i vuggen. Jeg tilbragte den øvrige del af natten hos dem, og så snart det blev dag, satte vi onkel i kundskab om det forefaldne. Hans forbavselse var stor, men hans stolthed stødte den tanke fra sig, at hans datters ubekendte elsker kunne være en slave. Ammen fik den befaling aldrig at forlade Marie, og da arbejdet på min onkels plantager ikke lod ham nogen tid tilovers, tillod han mig at ledsade hende på hendes spadsereture, indtil dagen før vor forbindelse kom, der var bestemt til den 22 August. Da han foresatte, at den nye elsfer kun kunne komme udefra, befalede han, at grændsen på plantagen sfulde bevogtes strengere end hidtil. Efter at disse forsigtighedsregler vare trufne, ville jeg gøre et forsøg. Jeg gik til pavilonen ved floden, genoprettede ordenen og smykkede den med blomster for Marie. Da den tid kom, hun sædvanligt plejede at gå ud, ladede jeg min bøsse og foreslog min forlovede at gå til pavilonen. Den gamle amme fulgte os. „ Ser du, Leopold, mit buskads er endnu i samme tilstand som i går. Dine blomster kastede ned og trådte på, kun forundrer det mig, “ sagde hun, idet hun tog en bouket af markblomster i hånden, „ at denne elendige bouket ikke er vissen endnu. “ Jeg stod ubevægeligt af forbavselse og vrede. Mit morgenarbejde var igen ødelagt, og denne usle bouket havde på en skammelig måde indtaget mine rosers plads. „ Vær rolig, “ sagde Marie, der så min ophidselse, „ den sag er forbi, og det uforskammede menneske vil rimeligvis aldrig komme igen. Vi ville kaste denne bouket bort og aldrig tænke mere på denne historie. Jeg vogtede mig vel for at bringe hende ud af vildfarelsen af frygt for at forskrække hende, og uden at sige hende, at den, der efter hendes mening ikke mere ville komme igen, allerede v. r kommen igen, lod jeg hende i hendes uskyldige harme træde blomsterne under fødder. Derpå, i håb om at timen var kommen, da jeg skulle lære min frygtelige rival at kende, lod jeg hende sætte sig tavs ned mellem ammen og mig. Vi havde næppe sat os, før Marie lagde sin finger på min mund. Nogle toner dæmpede af vinden og vandets rislen, havde nået hendes øren. Jeg lyttede. Det

1891_Kielland_Jacob

Alexander

Jacob

Kielland

Kielland

Jacob

male

1891_Kielland_Jacob.pdf

Alexander L.

Kielland

no

Jacob

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

Tidligere Bokhylla

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Et par mile ind fra søen, hvor landet langsomt begyndte at stige op imod fjældene, lå de små gårde øde og spredt, og flade myrer strakte sig sorte med sivkantede vandpytter mellem svagt stigende Heier, hvor lyngen groede kort mellem store stene. Vejen, som ikke var andet end et eneste samvittighedsfuldt hjulspor, bugtede sig mellem tuer og stene, således som besindige heste havde rustet fra den tid, da de gik med kløv; og ingen hest — endsige noget menneske havde nogensinde tænkt udenfor dette ene samvittighedsfulde spor. Ned over vejen kom en høj, stærk bondegut med lyserødt hår og p'regner. Han gik med det store, dunskæggede ansigt vendt mod nordvest, mod havet, mod byen, lige imod aftensolens guld, som rødmede i lyngtoppene nedover mod vandet, bølgede i en bred stribe over til den lave vestrand, og glitrede skarpt i den smalle stribe hav lige ind under horizonten, guldet skinnede helt ind i ham gennem hans to lyseblå mysende øjne. Og indeni ham var alt guld, han tænkte ikke på andet, så ikke andet, han bare gik som om han allerede vasset i guld—nordover, ind mod byen, byen, som var stappende fuld af guldskillinger, guldskillinger og jenter! Og dog havde tørres snørtevold ikke set meget rigtigt guld i sit liv; nogle forgyldte rammer i præstens stue troede han så mådeligt på. Men i går havde han fåaet to ægte guldskillinger af fæhandlerne, som købte saner for engelskmanden. Tørres tog guldstykkerne med sig i enerum oppe på loftet, han knugede dem i hånden, lod dem klinge forsigtigt mod en spiger, lugtede på dem og bed varsomt i kanten; og hele natten havde han dem hos sig i sengen, lagde dem under kinden eller gned dem mod hinanden i halvsøvne, for at høre, om de var der begge. næste dag var han som omskabt. Han ville til byen straks og alene. Han, som altid snakkede om byen, men aldrig havde mod, når de andre drog til marked; han, som altid havde sparet til byrejsen, men aldrig haft nok, han var nu færdig med en gang og ikke til at holde tilbage. Med alle sine penge fordelte i små-tutter rundt om på kroppen gik han nu nedover vejen i eftermiddagssolen, ned mod det store vand, hvor han ville finde sig en lejlighed med båd til jærnbanestationen på den anden side af vandet. Billetprisen til byen vidste han; den var overhændig; men det var umuligt at gå halv•anden dag til fods, således som han nu længtede. Med hensyn til bådskydsen havde han tænkt sig 25 øre. Men da han nåde så langt frem, at han så den store sten i vandkanten, hvor han vidste, båden skulle ligge, begyndte han at arbejde med den tanke, at Anders, som ejede den, muligvis ikke var tilsvars. Så kunne han ro sig selv og låne båden over vandet: det kostede ingenting, for her ville han aldrig mere komme. hjemme havde de ikke-sagt stort til tørres, da han ville rejse. Han havde altid været for sig selv og givet lidet agt på de andre. Huset var altid fuldt af unger og på randen af fattigkassen; tørres var ikke ældste søn, men arbejdede på gården og stellede med sit ved siden. • han havde fra ganske ung haft en ubegribelig lykke med Sauer. Bestandig var der to lam i hans, og blev der nogen borte i heiene, var det aldrig tørres sine. Men endda var han ikke fornøjet; han gik altid og klagede, at det blev ikke til noget; og om han solgte aldrig så godt, var der ingen, som kunne mærke, at han havde penge. Stille og muggen gik han mellem de andre og blev langsomt voksen. Men som han nu drog ned over de sidste bakker i den gyldne sol med vandspejlet blinkende foran sig, svulmede en ny og ukendt k'ølelse af magt og vælde op i den unge bondegut. Han havde hverken byldt eller stav; men han måtte have noget i hænderne og tog så to runde stene i et bækkeleie — en i hver hånd. Dem gik han og slog mod hinanden så hårdt han kunne og sang til: guld og jenter, jenter og guld, — han sang højt og trampede til, skønt han ikke kunne synge. Han gik ligesom og knuste noget andet, medens han selv vokste, vokste forbi sine tyve år, vokste sig så stor, at han måtte åbne sin tandstærke mund, — ligesom for at sluge sit eget uhyre begær. Og da han så båden ligge inde i støen på den søndre side af stenen og ingen mennesker ved den, da stormede han ned over den sidste skrænt — leende og jublende for sig selv og lige ned i stranden til båden. Men ved lyden af hans sidste hop i de løse strandstene kom et hoved frem bag den store sten; og en mand, som tørres vidste var Anders, spurgte tørt: » Hvad vil du med båden min? « I en ækel følelse af skræk og skuffelse slap tørres straks stævnen; men sagde roligt, som om det var hans ærinde: » Kan du ro mig over til stationen — Anders? « » Nej. « » Så—å? — jeg betaler for det. « » Båden er lejet ud «,'svarede Anders og spyttede, vendte sig rolig bort og forsvandt igen bag stenen. Der lød flere stemmer, de lo og snakkede bag stenen, medens tørres stod et øjeblik fortabt og samlede sig. Dog hans blod var i sådan fart, hans hele sind var så fyldt af den gyldne drøm, at han råbte højt — netop for at det skulle høres af de andre der bag stenen: » Jeg byder 50 øre for skyds til stationen. « Men en latter lød ud over det stille vand, en latter, som tørres aldrig havde hørt mage til, fordi det var bylatter — tirrende, overlegen og fri. Og der blev råbt: kom frem! frem med manden med de femti øre! ----- lad os få se på guldfuglen! « Et par lystige røde ansigter strakte sig frem for at se ham, og idet tørres flyttede lidt på sig sig, fik han øje på tre bykarer med fiskegreier, som havde slået sig ned i græsset i læ at den store sten. De havde hvid dug bredt mellem sig, og flasker lå i ring fra den ene til den anden; der var glas med rødt og gult i, smør i glasskål, fint bybrød, åbne blikbokser, kyllinger i papir, — tørres så det alt i et eneste blik uden at samle andet, end at dette var umådeligt dyrt, og han sank ganske flad sammen i modløshed. » Kom gut! og drik dig et glas! « råbte den ældste blandt dem, som var tyk og rød i hovedet. Men tørres stod mørk og svarede bare: » Jeg skal over vandet — jeg. « » Å, rejs du mig ad helvede til «, råbte den tykke og tømte selv glasset; » det er vi, som rår for båden. « » Er der plads, Anders? « spurgte en af de andre. » Å ja! — du véd det, der er sagtens plads «, svarede Anders. » Nej, nej! « råbte den tykke afgørende, » vi vil ikke have ham med. Jeg tiger ikke at ro i disse rådne bådene — allermindst overlastet. « og som om tørres ikke fandtes i verden mere, gav de sig igen til at spise og snakke om alle de dårlige både, man var henvist til på elve og vande, hvor én måtte ro for at komme til fisken eller over. Tørres gik baglængs og holdt stenen mellem sig og de fremmede, indtil han fandt en fordybning ved stranden, hvor han kunne være skjult, når han lagde sig flad på maven. Her lå han og bandte og klorede i sandet. De havde leet af hans store bud og tvunget ham til at gå vandet rundt. Så nåde han ikke aftentoget, måtte ligge hos fremmede, - kanske betale det dyrt; og så kom han ikke til byen, som lå der langt nord nedsænket i aftenrøden, — ikke i dag fik han se den oplyste, vidunderlige by, som han havde stormet imod. Langt om længe rejste karene sig mætte og varme med damp af piber og cigarer, mens Anders, der var vant med byfolk, pakkede levninger og stumper ind og bar i båden. Da de var komne ombord under latter og kommers, kunne tørres forstå, at nogen havde nævnt ham; thi den tykke, som sad agterst, råbte højt: » Vi giver Anders en krone ekstra for at slippe guldfuglen, så tjener han endda 50 øre. « Dermed gled båden ud fra land; de tre herrer skyndte sig at få sine fluer og slug i vandet, for at dorge over til jærnbanestationen. l'ørres blev liggende alene i sit skjul og så efter dem med hede øjne. Så listede han sig ned til stenen; der lå nogle korker og papir med smørflækker. Plan stod og knyttede hænderne ud imod båden og fik et anfald af ustyrligt raseri mod disse mennesker — især mod ham den tykke. Han pressede sig ind mod stenen, trykkede på og spændte i. Men den urokkelige vægt gjorde ham kold; det gik over, og han så efter båden, som nu var gleden ind i den mørke skygge under det andet land, medens han lovede sig selv, at dette skulle ikke være glemt. Derpå tog han tålmodig! på, at gå kysten omkring; det var i grunden 50 øre spart; nu kom det an på nattelogiset. Men nu var der intet guld mere af solen og ingen dumme drømme i tørres. Han kendte efter alle sine pengetutter, talte dem og lagde sammen; endnu havde han ikke givet et øre ud. i. Den by, han kom til næste morgen, var så stor, at tørres blev stående ganske fortumlet og målløs, da han kom ud af jernbanen. en sådan ansamling af høje og kostbare huse havde han ikke kunnet forestille sig, hvor meget han end havde hørt og selv tænkt efter. Uden at agte på nogle gutter, som ville bære for ham — han havde jo ingenting, gik han langsomt indover i byen uden med en mine at forråde, hvor overvældet han var. Men pludseligt kom der noget nyt imod ham. Det var en ung, fin dame — indsnøretog udsvaiet, med spidse små støvler og en stor hat påtvers. Før han selv vidste ord af det, strøg han huen af som foran præsten, og damen blev rød, men kunne alligevel ikke lade være at smile nok så fornøjet. Det var dog ikke hendes skønhed — tørres havde næsten ikke set hendes ansigt, hellerikke var det kostbarheden ved hendes dragt, men faconen! — at man kunne få et kvindfolk til at se således ud, det syntes ham et overordentligt mesterstykke. Tørres havde set kvindfolk før — både med klær og uden; men sligt havde han aldrig anet. Og for hver dame, han siden mødte, gik der et stød gennem ham og han gloede; men ingen syntes ham som den første, og han tog ikke mere til huen. Inden middag var tørres så vidt kendt i byen, at han vidste, hvor folk holdt sig mest. De små og trange gader blev han snart færdig med; men i hovedgaderne, hvor husene vare murede — med de uhyre vinduer af et eneste glas, som var til at se igennem som den klare luft og alligevel så gode til at spejle sig i, — her drev tørres om i timevis. Byens fineste butik hed Brandt; det var damernes handel med prøveværelse og systue. Men fra gammel tid førtes der også caffe, the og cigarer, hvilke artikler udstilledes i et særskilt vindue behængt med draperier og Gardiner. Den mest befærdede gade i byen havde netop en bred udvidelse foran Brandts butik, hvortil vendte tre store vinduer foruden glasdøren. Her gik tørres frem og tilbage og studerede den hele dag. Han prøvede uafladeligt at værdsætte varerne; men der var kun få briser at læse sig til og dem forstod han hellerikke. Kniplinger og gardintøi var ham lige ringt, men utøiel troede han var al verden været. Nærmeste nabo til Brandt var Cornelius Knudsen, hvis hus stod lige væg i væg med Brandts, men Knudsen havde bare et vindue til hovedgaden, resten af det vidtløftige hus lå til en smal Sidegade og endte nede ved søen i søboder og oplagstomter. Denne forretning styredes af Cornelius Knudsens unge enke, medens Brandts store og rige hus indehavdes af gamle Brandts svigersøn Gustav Krøger.. I Cornelius Knudsens ene vindue mod gaden var der en blanding af alt det, som fandtes hos Brandt og lidt til. Tørres så snart, at ingenting her var så dyrt og fint; men så var her tre — rigtignok temmeligt støvede vinduer nedover den smale gade fulde af varer helt ned til tjære og tougværk. Disse to naboforretninger trak tørres frem og tilbage hele dagen, indtil han mærkede, at han var forfærdelig sulten. Hos en bager købte han et hvedebrød og en sirupskage og nød dem som de første delikatesser, han smagte i byen. Styrket og ivrig fortsatte han sin vandring; han ville straks til at fortjene noget; men hvor skulle han begynde? Guldsmedens vinduer og uhrmagerens trak ham svært. Her var guldet ægte og skinnende. Men som han stod og iagttog en arbejder, der sad lige ved vinduet med glas for øjet og søgte mellem nogle bitte små skruer og stifter på et papir, gik det med en gang op for tørres, at dette var det sletikke; det var langt fra guld, om end vinduerne vare fulde af guldsager. Sidde stille og tie stille og arbejde med sig selv fra morgen til aften; nej - jeg måtte være dum, tænkte tørres og lo indvendig. Så kunne han ligeså godt blevet hjemme og rodet i jorden. Nu sad den beslutning fast i ham, at der, hvor der var tættest med folk — der ville han være; og han ville ikke sidde og hænge over et arbejde med hænderne; men han ville være med der, hvor de solgte, se pengene komme op af de velforvarede lommer og stryge dem ned i en skuffe, så det klingrede. Alligevel var der alt for fint for ham oppe i hovedgaderne — endnu; han gik derfor nedover i byen, og da han så en halvgammel fyr alene i sin krambod, gik tørres ind og spurgte uden videre indledning, om der var plads for en gut? » Nej, « svarede manden og så op af avisen. Men da tørres uden at forråde den ringeste skuffelse ville gå igen, begyndte købmanden at røre på sig: » Du er fra landet? — netop kommen? — er du stærk? « » Å jo — nok så! « svarede tørres undvigende; han havde imidlertid set sig om, og forstod, at en stærk gut i denne forretning fik helst at tumle med sild og tjæretønder nede på søhuset; og det var ikke det, han ville. Købmanden derimod begyndte at få smag på denne bondegut. » Jeg har ikke netop straks brug for en gut, « Sagde han. » Ja, men det måtte være straks, « sagde tørres. » Å —, « råbte den gamle høker forargelig — » de tænker altid så bønderne, at bare de kommer til byen, så står grødfadet færdigt med smør i. « Men tørres lo: » Her- må dog være arbejde midt i tykke byen. Denne sikkerhed slog manden; der var noget i denne gutten, det var ikke til at tage fejl af. » Du — du kunne jo prøve — « begyndte han. » Hvad er lønnen for en krambodgut? — « Spurgte tørres. » Løn! — løn? — du fik da være nøid med hus og mad og lidt klær — for det første da, « mente den gamle. Tørres gjorde et skridt mod døren, hvor der i det samme kom to piger, som skulle købe. » Ja, så får du lyes fndom i morgen, « sagde købmanden, som måtte gå til kunderne; » du får love mig det, at du kommer indom imorgen, « råbte han endnu engang; han havde fået stor lyst på den gutten. » Ja, det skal jeg, « svarede tørres; men idet han gik ud af den halvmørke krambod, var han fast bestemt på, at her kom han aldrig mere. Nu ville han gå lige på — enten hos Brandt eller Knudsen; han havde godt mærket, at den gamle høker ville have ham, og mindre end hus og mad kunne de vel ikke byde ham; var han bare vel indenfor døren, skulle han nok klare sig selv. I en fart fandt han ud af smågaderne; men idet han bøjede om hjørnet midt foran Brandt, var alt forandret. Gasen var imidlertid bleven tændt, og fra de store vinduer udgik en lysglands, som tørres aldrig havde tænkt mulig uden i selve himmelen. Indimellem alle de lyse og lette stoffer, som vare udhængte, skimtede han nogle lykkelige skikkelser, der færdedes langs disken eller steg op på stiger mellem de opstablede varer i hylderne — ganske som englene — syntes han — i Jacobs drøm. Uden at kaste et blik på Cornelius Knudsens vindu, som ikke engang var tændt endnu, gik han modig, men med bankende hjerte lige ind i den glimrende butik. Han spurgte efter » Manden selv « og en dame af betjeningen, som just var optaget af nogle kunder, åbnede disken for ham; hun troede, han var et bud. Tørres fulgte den vej, damen anviste med hånden — opfyldt og betagen af alt det, han så, af lugten og lyset her inde i den verden, han havde drømt om. Døren til kontoret stod åben. Tørres gik ind. En tyk mand med hat på stod og læste et brev under gaslampen. Tørres begyndte: om her skulle være plads for en gut? Ærgerlig vendte manden sig om; men da han fik se tørres, slog han ud med armene: » Det var da faen til gut! — er han nu her også! « Tørres var i en fart ude af døren; det var den tykke fra i går — hans finde; ud gennem butikken skyndte han sig og fik ikke pusten, før han var kommen helt ned i den smale gade ved Cornelius Knudsen, hvor der var ensomt og mørkt. Nu var det næsten forbi med hans mod, og dagen var snart til ende. At søge husly for penge i den dyre by skulle være hans sidste udvej;.han havde været så fast bestemt på at finde sig noget straks, om det end var aldrig så ringt. Om han skulle gå ned igen til høkeren? Et par gange gik han op og ned, idet han tænkte på den tykke mand, som altså var den rige Brandt; det kunne vare længe før han fik hævn over slig en kar, og imens stod han og stirrede ind i Knudsens vinduer. Pludselig tog han mod til sig, gik op ad trappen og ind. Inde i Knudsens lange butik var der ikke så lyst og hellerikke så mange folk som hos Brandt. Tørres ville betro sit ærinde til en sød liden dame bag disken; men i det samme kom der en liden sirlig mand, som tørres forstod var pierren i huset. Han var klædt i ruder og striber, med høj flip, spidst mørkt skæg og håret tyndt og glat strøget fremover. tørres betragtede ham med ærbødighed og gentog sin lexe: om her ikke skulle være plads for en gut? » Pivad slags gut? « spurgte den fine herre. » Krambodgut — « svarede tørres. » Ser nærmest ud som sjøhusdreng, « sagde den fine herre og gik rundt tørres og mønstrede ham. Den lille dame var skrækkelig fuld af latter. Men tørres selv lod øjnene gå rundt over al den masse af varer; mon hvor mange penge her lå for? Den fine Pierre fortsatte — nærmest for at opmuntre damerne — sin eksamination af den lange bondegut. » Hvad er deres navn? « — spurgte han med lorgnet. » Tørres snørtevold. « Den unge dame fik et anfald og måtte pudse sin næse henne i en krog. » Et velklingende navn, « sagde den fine herre, » og i hvilken Branche har de helst lyst til at arbejde? « Det forstod ikke tørres; men han svarede alligevel: » Jeg vil sælge. « » Sælge — ja, det-, er netop kunsten, « Sagde den fine herre halvt for sig selv, » De kan vente lidt her. « Hr. Anton Jessen var førstemand i forretningen og styrede ligesom for enkefru Knudsen; man sagde i byen, der blev vist et far af de to. Han gik nu de totre trappetrin op, som førte til kontoret, hvor Fru Knudsen selv sad ved pulten som hun havde gjort fra sin.mands tid. Hr. Jessen bad hende komme ned i butikken, for at tage et ungt menneske i øjesyn; de trængte til en krambodgut. Fru Knudsen steg ned, og medens hun lod, somom hun havde andet at gøre, iagttog hun hemmelig tørres. Han stod fremdeles og gloede rundt fortabt i sine beregninger uden at ane, hvem damen var, som strøg forbi ham; og fruen syntes, han så ud som en almindelig dum gut fra landet. Hun ligte ham i grunden ikke, og det gik hun for at sige til hr. Jessen. Men idet hun anden gang gik forbi, kom tørres til at se på hende, og da han straks forstod, at denne dame var en vigtig person i huset, stak han sin hånd frem og bød goddag. Fru Knudsen smilte halvt uvillig; men kom til at give harp hånden, siden de var så nær indpå hinanden. Tørres, som aldrig havde kendt andre end klamme hårde arbeidsnæver, blev så betagen af den bløde lille hånd, at han løftede den op for at se på den. » Nej nu har jeg aldrig set sligt før, « sagde han beundrende, idet han så hende ind i ansigtet. Fru Knudsen blev rød og trak sin hånd til sig; men hun kunne jo ikke blive vred på denne troskyldige bondegut. » Tror de, han duer til noget — hr. Jessen? « » Han måtte jo dresseres. « » Ialfald er det et troskyldigt ungt menneske, « Mente fruen. » Det er det « — sagde hr. Jessen og smilte. Og således blev tørres foreløbig antaget som dreng — i kramboden eller søhuset — som det kunne falde sig. Iii. C/ustav Krøger var kommen til byen som ung kandidat for at være fuldmægtig hos byfogden; men istedet derfor havde han gjort det bedste parti i byen, idet han blev forlovet og gift med datter til den rige Brandt på torvet. Han var en velbegavet og glad natur, hvem det oprindelig var faldet temmelig let at forelske sig i den stille, usikre småbydame med de mange penge. Og han betænkte sig ikke et øjeblik på at opgive alle sine andre planer, da gamle Brandt foreslog ham at gå ind i forretningen. Heller ikke ænsede han sine venners spådomme: at han ikke ville holde ud som fremmed i den lille by. Gustav Krøger mente tværtimod, at han skulle sætte lidt liv i byen, hæve den en smule op til mere frigjorte anskuelser, mere frimodig sel- skabelighed. for dette havde han kæmpet i mere end tyve år fra nederlag til nederlag, indtil også han og hans humør var knækket, og hverdagslivet havde forbitret hans liv, så han nogenlunde kunne passe i den lille bitre by. Thi hans kone havde været fuldblods; opvokset som den rige mands datter og fastgroet med hver trevl i den sure jordbund, trodsede hun stille og gudhengivent alt hos manden, som lugtede af fremmed glæde eller fremmed kultur. Det spagfærdige væsen, Gustav kroger havde forlovet sig med, havde i grunden kun haft den ene periode af svaghed: da hun forelskede sig i den smukke, verdslige fuldmægtig. Men så snart hun havde fået ham, gjorde hun kraftig bod og sparede ingen anstrengelse for også at få ham til at følge. Ægteskabet gik derfor fra først af noget ujævnt; indtil det med årene kom dertil, at Herren gik i klubben og i selskaber, mens fruen sad hjemme og plejede sin sjæl og sine mange svagheder. Således havde der i lange tider været stille og nedrullet i de store Stuer hos Brandt på torvet, og støvet lagde sig over lysekroner og gamle sorte mahognimøbler, indtil fruen for et par år siden døde og blev begravet under stor deltagelse som en sjælden kvinde af menigheden. Deres eneste barn Julie var ved moderens død voksen pige — bleg og fin med tyndt blod og rødligt hår. Under hele sin opvækst droges hun mest til moderen, hvis bekymringer og religiøse surhed passede med skolens kedsommelighed, med den unge piges fortrykte sind under konfirmationstiden og med den begyndende legemlige udviklings pinagtigheder. Men senere så det ud til, at faderens natur mere og mere slog ud i hende. Hun kom hjem fra et pensionat i udlandet som en lattermild og modig ung dame — til stor sorg for hendes moders vidtløftige vennekreds, der bestandig havde haft så stort et håb til den sure lille Julie, som så tidligt blev alvorlig. Dertil kom, at Julie fik en veninde i en ung frue, som imidlertid var kommen til byen — en veninde, som straks skilte Julie fra de bekymrede damer. Fru Steiner var som ganske ung bleven gift med en rig grosserer i Christiania — men da hun allerede straks kom underveir med, at hendes mand vidste god besked om ting, som hun ikke havde fuld greje på, så forstod hun, at hun var bedraget og besluttede at opofre sig. for at hævne den krænkede kvindelighed, at i det mindste en mand kunne blive straffet for mændenes usædelighed. Efter et Års ihærdige opofrelse drev hun, sin mand så vidt, at hun med lethed opnåede skilsmisse, og nu levede hun, rigeligt underholdt — for sin kunst; det viste sig nemlig, at hun havde et stort talent som maler —, medens hun — uden at forhaste sig — ventede på en sædelig mand at gifte sig med — helst en kunstner. Da Julie Krøger kom hjem fra udlandet, blev hun straks opmærksom på Fru Steiner, den eneste dame i byen •— syntes hun —, der havde et europæisk snit; de blev kendte og snart uadskillelige veninder. Julie gik hos hende og lærte at male — hun havde nemlig også talent, men ikke så stort som Fru Steiners, og til gengæld åbnede det krøgerske hus sig for den smukke frue fra hovedstaden, som byen ellers havde set på med ublandet forargelse. men Gustav kroger..tog med glæde imod hende nu, da han efter sin kones død havde fået vinduer og døre op igen, hun var netop en dame efter hans sind munter og frygtløs, en dame, med hvem man kunne tale om alt muligt, i høj grad indtagende og alligevel sikker overfor mændene, som en, der havde gennemgået alt og vidste besked. Ikkun tante Sofie, som var Krøgers ældre søster, hun var den eneste i huset, som ikke kunne fordrage den smukke fraskilte frue. » Det er ikke for det «, sagde tante Sofie, » at hun er så fri på det, og plent skal snakke om alt det uanstændigste, som fin’s — « » Jamen, synes de ikke ofte, det går vel vidt? « spurgte Fru Knudsen forsigtig og rødmede — som hun så let gjorde. » Slet ikke, slet ikke! « råbte tante Sofie og rettede sin fyldige overkrop, » det er netop godt, at der tales om tingene; det har alle godt af og de unge piger ikke minst. « » Tror de virkelig, Julie har godt af — « » For den sags skyld kan hun gerne omgås Fru Steiner, men hvad der ærgrer mig «, sagde tante Sofie og bøjede sig frem over sit arbejde, » det er den mine, hun giver sig af erfaring, som om hun kj endte alle elskovens og ægtestandens mysterier — « » Ja, men hun var jo gift. « » Pyt! « — tante Sofie blæste med megen hån, — » det var rigtig noget at snakke om. Hun gift! — nei— en dame som de derimod, skønt jo deres mand var så meget ældre — « Fru Knudsen begyndte igen at blive rød; men lykkeligvis kom der en pige i døren og bad frøken Sofie komme ud i køkkenet. I stuen var lamper og lys tændt, som om der ventedes flere fremmede; Fru Knudsen sad rolig og alvorlig ved sit håndarbejde —, hun var ganske som hjemme,i det krøgerske hus. Der havde aldrig været nogen konkurrence mellem de to naboforretninger, skønt de efterhånden kom til at føre omtrent de samme varer. Men Cornelius Knudsen havde begyndt hos gamle Brandt og etableret sig ved dennes hjælp, fordi Brandts forretning mere gik over til modevarer og luksus. Og efter mange Års arbejde havde hvert hus omtrent sin kreds af kunder; Brandts var den gamle fine forretning, og Cornelius Knudsen blev den, som havde alt muligt at sælge for småfolk. Derfor havde det været Gustav Krøger, som ordnede alt for den unge enke, da Knudsen døde; han vedblev at skrive på hendes Veksler og handelspapirer og hjalp hende hvert år med regnskaberne. De folk i byen, som ikke troede, at Fru Knudsen ville have den lille hr. Jessen, var overbevist om, at hun ville ende som Fru Krøger; thi alle var enige om, at en så pen og velstående enke ville og måtte gifte sig igen. Og da Gustav Krøger trådte ind i sin stue og fandt hende siddende så hjemligt i lampelyset ved hans eget bord, sagde han uden at betænke sig — som det var hans vane: » Det ender med, at det bliver deres plads for livet — frue! — de kan ikke tro, hvor godt de tager dem ud. « Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sit ansigt, medens hun forklarede, at tante Sofie netop var gået ud —; og han på sin side blev også lidt hed om ørene; men han slog det hurtigt væk i spøg, som han plejede i omgangen med den unge enke; og de satte sig til at snakke utvungent, indtil Julie kom hjem med sin veninde Fru Steiner — og Jolla Blom, som de uheldigvis mødte lige udenfor huset. Straks efter kom også overlærer Hamre, forat spille skak med Krøger; men det blev der ikke noget af; thi et øjeblik efter var hele selskabet indviklet i dagens samtale om dagens store sag. » Det er bevist, « råbte Fru Steiner og lænede sin slanke overkrop i det tætte jerseyeiv bagover i lænestolen, » det er bevist, at mændenes utroskab er værst for dem selv. « » Så? « — svarede overlæreren og satte op et højst betænkeligt ansigt. Han var en liden underlig støvet herre med et par store øjne, som ingen blev klog på. » Det er aldeles sikkert at mandfolkenes umådelighed vil ødelægge dem i kort tid — aldeles totalt! « Hun talte i den fejende, sikre christianiatone, som løftede hver bemærkning op til ui m o dsigel igh e d. » Hvem har bevist det — Brue? « » Statistiken. « » Au da! — sagde overlæreren og strøg sig over håret; » det var en slem autoritet. « » Men der er også gode folk på den anden side, « mente Gustav kroger; » når hustruen ikke vil, kommer turen til tjenestepigen — siger Luther. « De andre lo; men Jolla Blom, som sad spændt, for ikke at gå tabt af et ord, nippede i Julie, og sagde halvhøjt? » Ikke den rigtige, — det er ikke den rigtige. « » Jo frøken! « svarede Krøger, » den rigtige Morten, der hviler sig i sachsenland. « » Luther! « sagde overlæreren lettet og gned sine hænder; » det var også en god autoritet. « Fru Knudsen så ned i sit arbejde; men tante Sofie, som var kommen ind igen, sagde: » Ja, der findes nok koner, som ikke er bedre værd. « » Nej, ved de hvad! « råbte Fru Steiner og holdt straks op at le, » det kan ingen sige, som kender mændene. « » Kender mændene — hel — kender mændene — « sagde 'tante Sofie spydigt; men hun kunne ikke finde noget rigtig biskt at fortsætte med. » Kærligheden bør ikke fornedres, « sagde Julie med vægt; men blev i det samme ildrød i hovedet. » Kærligheden! « — svarede hendes fader, » Du mener ægteskabet — barn. « » Ja det er da « — hun ville sagt, det var det samme, men tog sig i det og blev end mere forvirret. Men Fru Steiner kom hende straks til hjælp: » Hvem nedværdiger elskoven mere end mændene? « » Konerne « — svarede Gustav Krøger, og alle de andre lo, skønt han påstod, det var alvor. Men imidlertid gik man til bords, og samtalen gik istykker og blev til samsnak mellem to og to, mens der blev spist. » Så det er konerne? « råbte pludselig Fru Steiner og begyndte igen at le, » når de engang ville tale alvorligt — Krøger! « » Det er alvor frue! « » De vil da vel ikke påstå, at konernes utroskab — « » Vi talte om at nedværdige kærligheden; og det gør mangfoldige hustruer, som ikke engang gider være utro. « » Så — å? « spurgte overlæreren. » Det går med kvinderne, « sagde Krøger, » som med børnene foran konditorens vinduer; de er overbevist om, at fik de bare lov, skulle de mageligt spise alle kagerne, men — « » Der kommer de ingen vej, « råbte Fru Steiner og rystede sine hvide håndflader mod ham; » det er bevist — alle læger er enige om det — hr. Overlærer! at disse ting er aldeles lige for mænd som for kvinder, for hannerne som for hunnerne. « » Ja fra først af; men i attråens uafladelige reproduktion er jo manden den langt overlegne. « » Overlegen! « råbte Fru Steiner. » De kalder hans umådelighed, som der bør lægges bånd på — « » Nu går det godt! « råbte Gustav Krøger strålende fornøjet, medens Fru Knudsen bøjede sig helt ned over sin tallerken og Jolla Blom sad med runde øjne og åben mund, for at opsamle alt det fæle, som hun ikke forstod; først er vi ganske lige; men så viser der sig en ulighed, og straks er kvinden på det Rene med, at det er en b'eil hos manden, som der må lægges bånd på. De begynder med at være lige forhippede på at komme sammen; men en stund efter puffer hun ham fra sig: han er hende for » kødelig. « » Og med fuld ret, « begyndte Fru Steiner uforfærdet; men Krøger var så ivrig, at han afbrød hende: » Et af to frue! Enten er elskoven noget uhumskt, man helst burde operere bort jo før jo heller; eller den er det ypperste af vor livskraft. Men er elskoven dette — som vi vel endnu tror, — hvad mening er der så i. at den ene fart siger til den anden: du har mere af dette ypperlige end jeg; altså er du et svin, væk med dig. « » Å! De snakker mig rundt — Krøger! « Råbte Fru Steiner og lo, » De ved godt, de har uret. « » Ja, når man bare viste, hvem der har ret, « begyndte overlæreren betænkelig; » du kommer med så meget af dig selv — du Krøger! « » Tro du mig, overlærer! « — råbte kroger, » hvis konerne passede bedre på det, jeg kalder elskovens festlighed, ikke slap vane og hverdagslighed ind i det forhold — «. » Det kender jeg igen, « råbte Fru Steiner atter kampfærdig; » hun må aldrig blive træt af at pynte sig for stadig at fængsle sin pascha ved kokette påfund og nyt trylleri; — det forlanger man af en udslidt moder, som kanske ikke engang har råd — « » Erfaringen modsiger dem — ptue! de tvære, og uvillige hustruer, som holder af at gøre sin mand afholdende, findes i de øvre lag; mens arbejderes og småfolks koner holder den elskov ganske anderledes i ære, som er det eneste, hvormed de kan fængsle og belønne manden, der slider for familien. « Fru Steiner ligte ikke denne vending, især da hun følte tante sofiesøine; hun vendte sig rask mod overlæreren: » Tager de også parti mod de arme bedragne hustruer? « » Gud bevare mig for at tage parti, « svarede overlæreren, » jeg ved jo hverken op eller ned; men hvad siger tante Sofie til de bedragne! « Fru Steiner hviskedee halvhøjt til Julie: » Skal vi nu få besked hos gamle jomfruer? « Tante Sofie forstod godt, og begyndte derfor — rikkende lidt på hovedet, hvilket betegnede, at hun drog i kamp: » Jeg vil sige til mangfoldige hustruer, som kommer og klager over mændenes utroskab, det samme som Salomo sagde til hin mand, som spurgte, hvad han skulle gøre, for at blive elsket? Salomo svarede bare det ene ord: elsk! « » Ja, hvis vi nu alle har fået nok af mad og visdom, « sagde værten og rejste sig fra bordet. » Maden var vel nok; men gud bedre os for visdommen, « sagde overlæreren og så fra den ene til den anden; det var hans fornøjelse at holde slige samtaler igang; » mon den histerie om Salomo er ganske historisk? « Men tante Sofie var allerede gået ud i køkkenet — meget tilfreds med sig selv; og de unge damer stak hovederne sammen; de to- lo af Jolla Blom, som skulle have besked og forkla

1899_IbsenA_JacobLinde

Aage

Jacob Linde

Ibsen

Ibsen

Jacob Linde

male

1899_IbsenA_JacobLinde.pdf

Aage

Ibsen

dk

Jacob Linde

En Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

ikke nok med at den lille bys dampskibsforbindelse med omverdenen var opgivet som et ganske urentabelt foretagende, men det var efterhånden kommen dertil, at endog sejlskibene — de større i al fald — havde glemt, hvor indløbet var til den smukke fjord. En skonnert eller jagt var alt, hvad der nu om stunder styrede forbi « skansen » ind i det smalle sejlløb med bud fra det store hav. alligevel holdt byen fast på at kaldes for søkøbstad. Og salt — skønt ikke meget — var jo også det vand, der vuggede de mange joller og sejlbåde langs det forfaldne havnebolværk, og som skvulpede ind og ud gennem badehusene øst i fjorden under det bakkede land, eller som dovnede inde i småvigene mellem herresædet Hessels gamle skove imod vest. men den, som lå i sin båd herinde under træernes Sus uden at kunne få øje på fjordens smalle udløb mod syd mellem de tvende pynter, ham syntes fjorden som en indsø hellere end en vig af havet. Og snurrigt nok — som af frygt for, at den lille købstads humør skulle tage skade af det åbne havs store syner hinsides disse pynter, havde i sin tid besidderne af Hessel gods beplantet den ene pynt med skov, medens på deres side byens borgere havde dynget op på den anden, hvad der i tidernes løb blev muddret op af det smalle sejlløb for skibsfartens skyld, så pynten højnede sig som en skanse, og løbet til sidst blev et kighul blot, det eneste ud til det store element. så gled da for byens bevidsthed havets naboskab længere og længere ud i det fjerne, og man indrettede sig idyllisk om det salte vand som om en indsø, plantede træer rundt bugten, anlagte gangstier og smykkede haverne mod vandet med blomstrende hegn og pyntelige stakitter. Der var få borgere med have ud til bugten, som ikke fik sig båd i søen med klangfuldt navn malet uden bords, og når på søndag eftermiddage i den milde årstid vejret var smukt, kom der ud fra disse haver herrer med shagpiber i munden fulgte af kvinder med hatte som matrosers, der sad langt i nakken, og der blev en varpen ud og stagen fra og sætten sejl på « svalen », « stormfuglen », « pilen », en råben op og kommanderen i sømandsudtryk til udmærket moro for en og anden skipper, der som tilskuer stod på dækket af sin skude og holdt hellig og tyggede skråtobak. anderledes på umilde årstider, når vindan ruskede i de bladløse træer langs spadserestien Jacob Linde 5 omkring havnen, og når tåge og tykning slettede ud pynter og skove, så fjorden imod syd syntes uden grænse, åben som en havbugt. Da faldt det ingen ind at lege sømand i lystbåde, og ingen havde længsler ad den kant ud mod havets ensomhed ingen uden to mænd i den lille by: Jacob Linde, organist ved byens ældgamle kirke, og løjtnant Alexander hus af handelsfirmaet konsul hus & co. Og så’ man derfor fra bryggen i kuling eller tungt vejr et sejl tone frem mod den grå luft, derude hvor skansen skulle ligge, vidste enhver, det var enten organistens « havfrue » eller løjtnantens « svane ». i udstyr og sejlføring var der ringe forskel på de to både, og et par støtte fyre ved rorpind og skøde var både organisten og løjtnanten, når vinden strøg over fjorden med lumske kast fra hesselgårdens skove. flittigst gik løjtnanten ud med sin svane. Men havde Jacob Linde en dag lidt samlet fritid for sit slid som musiklærer ved byens realskole og hos byens familier, kunne man møde den undersætsige, mørkhårede mand klædt i sydvest og pjækkert ile forbi kirkens røde mure ned mod havnen til sin båd. det lysnede da op i hans mørke øjne, når han sad med rorpinden i hånd og hørte vandet koge under den læ lønning, og der for glimt af indre fryd over hans glatbarberede, tavse ansigt, medens han stirrede ud mod fjordens munding og 6 Åge Ibsen bildte sig ind, at nu gik det på langfart løs, nu strøg havfruen ret ud til søs. men den nåde aldrig længere, end til hvor havet begyndte. Til det smalle sejlløb en lille mil fra byen, hvor han så stundom fortøjede båden og steg i land. I usigtbar vejr fandt han behag i at ligge oppe på skansen med havet under sig, medens bag ham byen var forsvunden i tågen, og fjorden lignede en bred flod, der kom med budskab fra fjerne, fremmede egne langt, langt borte. men bedst syntes han om skoven på den modsatte pynt især efterårsdage med skarpt klart vejr, af at sidde på en vindfælde mellem de yderste træer ved brinken og høre det knage og stønne i de afkvistede stammer under pålandsblæstens tag, alt mens han stillede sin hunger, med hvad han før udfarten skyndsomt havde knebet fra spisekammeret hjemme, en humpel tørt brød med lidt flæsk og kød. Slig fattigmandskost tilbørlig fugtet med brændevin smagte ham herude ved havet, gav sådan eget brutalt velvære som en friluftsmand kan lide det og passende til omgivelsernes barskhed og derhos et humør, der var vidt forskelligt fra det sædvanlige i hjemmet. Herude under den susende skov ved det rullende hav havde han frihedsdrømme, der gjorde hovedet svimmelt. Dog som han lå allerbedst strækkende sin korte, stærke krop i det visne græs og fulgte skyernes flugt højt til vejrs Jacob Linde 7 over træernes toppe, så — de fordømte spilletimer! tanken om at han måske kom for sent til en sådan time, at nu trak de ham af, ham den fattige spillelærer, en halv krone her, en hel der for pligtforsømmelse, arbejdede sig med sligt eftertryk frem mellem hans drømmesyner, at han som en forfulgt råbuk satte af sted gennem skovbundens raslende blade ned til sin havfrue. folk havde lidt deres morskab af sømanden Jacob Linde. Først dette antræk med pjækkert og sydvest, hvordan så vejret var, og bådens navn havfruen. En havfrue der spares for at komme til havs. Ja, om han havde været en søndagsskipper, som der var så mange af, og ikke havde forstået at sejle en båd. Men så vist var han en forfaren mand til søs den organist med det glatte ansigt og den præstelige alvor, så vist lå der æventyrlyst og mod i de øjne, når han med rorpinden i hånden spejdede frem under sejlet, og man forstod derfor ikke hans forsigtighed, gættede på forpligtende løfter til dem derhjemme, vistnok til moderen, den gamle enkefrue, der mentes at have stor indflydelse over sin søn. nej, da var endelig løjtnanten en anderledes Karl, så ufortrøden til at krydse under kysterne, især når fugletrækket begyndte, helt på trods af faderen « gamle konsulen », som gik i evig 8 Åge Ibsen angst og uro, så længe hans Alexander æventyrede på havet. han gik som organisten gerne ud alene. Ikke som sin medbejler i sejlsporten af hang til ensomheden og dens drømme, men fordi ingen havde mod til at være hans gæst om bord i svanen, ingen af de unge herrer fra « svalen », « stormfuglen » Eller « pilen », og ingen af byens unge skønheder, så gerne de ellers søgte omgang med den unge rigmand. byens kavallerer havde al fornøden respekt for løjtnantens måde at presse båden på, og skønhederne — de havde ikke glemt skandalen med jægermesterens søster på Hessel, den unge og smukke Hedevig, hvorledes løjtnanten havde sejlet hende fjorden ud, ud til havs, og som rygtet gik trods hendes bønner og forestillinger holdt hende fangen i båden hele dagen. Jacob Linde kunne ikke tåle, at nogen i hans påhør roste svanens dristige togter, og traf det sig, at han mødte Alexander hus på fjorden og så’ svanens hvide sejl gå pynten rundt ud til søs, knyttedes hans hånd fastere om rorpinden, og han fik så sær en hast med at sejle båden hjem og holdt sig uger igennem på landjorden. det var en mand, som ingen kunne blive klog på,denne Jacob Linde,hverken som sportsmand eller som menneske overhovedet, så mente de fleste af byens folk og blandt dem konsulens søn. Jacob Linde 9 den rige købmand havde mangen gang plaget ham for at sælge sig havfruen, der var et bedre sejlfartøj end svanen, ja så uforståelig heldig bygget for sejllads uden fjords trods sin ringe størrelse, at det selv for store penge ville have sin vanskelighed at få dens mage fra noget værft i nærheden. men organisten havde ikke villet skille sig ved båden. Han turde ikke give havfruen i løjtnantens hænder, havde han til sidst sagt træt af det evindelige plageri, men løjtnanten måtte ikke friste ham om grunden. Det var ikke af pietet alene mod den, som havde bygget båden, som havde været hans ven, og som nu var død. Der var andre grunde. Men dem beholdt han hos sig selv. så traf det sig imidlertid, at de to mænd mødtes på byens hotel en aften i september, som strandjagten var begyndt. Jacob Linde sad hed i hovedet af et stort glas punsch ved et lille bord for sig i en krog af gæstestuen, da løjtnanten trådte ind. Mødet med denne hans plageånd var ham ubehageligt og han rejste sig for at gå. — « net borgerlig tid at søge hjem i, hr. Linde, » sagde den unge købmand og kastede sin uldne rejsehue fra sig mellem aviserne. — « småborgerlig, hr. Løjtnant. Storborgerne har deres egen tidsregning naturligvis. » Jacob Linde lagde et pengestykke på disken. — « såmænd, ligervis som matroser under landlov, når de lugter punsch fra en knejpe eller prajes af et skørt i en forstue, » henkastede løjtnanten med uforstyrreligt godt humør. — « her ser de en Matros, der kommer fra det store, salte vand » — han pegede på sin grove, uldne jakke — « og som vil have noget sødt, varmt og stærkt i livet, som vil drikke, til hans øjne vorder tunge, dersom da vor lille skønjomfru vil servere så Jacob Linde i i længe » — vendte han sig høflig hilsende mod den unge pige ved bufeten — « de gør dem ellers intet begreb om de masser af knortegæs, som trækker derude. Men fanden stå i dem, det er ikke muligt at komme dem på skudvidde. Nu vil jeg drikke min ærgrelse væk. Vil de gøre mig besked, hr. Linde? » — « i hvad? » spurgte denne. — « ja, hvad véd jeg. Rødvin og cognac og varmt vand, om de synes. Allerbedste cognac. » Jacob Linde gik til disken og bestilte drikkevarerne. — « hr. Løjtnanten får i aften være min gæst. Jeg sad her, før de kom, så det kan ikke blive anderledes. » — « fandens så formelt de afvejer situationen, hr. Linde. Men lad gå. Jeg siger tak og kom an. » han lo og præsenterede Jacob sit cigarfutteral. Jacob takkede. Han røg ikke. man drak, og tiden led, og så — næppe havde de øvrige gæster forladt stuen, før det gamle mellemværende bådsalget dukkede op. håndfast som det var hans sædvane i forretninger, tog Alexander hus fat på sagen i den formening, at lejligheden aldrig kunne være bedre valgt, ør som hans modstander var i hovedet og godt udluftet for sin sædvanlige ordknappe tilbage- holdenhed. i 2 Åge Ibsen — « slå mig nu den båd til, Linde, eller ud med sproget, hvorfor de ikke vil, mystifaks, som de er. » — « hr. Løjtnant! » Jacob Linde vred sig på stolen. — « Pokker i vold med løjtnanten! At man også skal slæbe livet igennem på sådan stads. Jeg er købmand og hedder hus, Alexander hus. Nå ud med hemmelighederne! » sagde han bydende. Jacob Linde faldt til ro ved denne kraftige tiltale, og medens hans smukke, mørke øjne stirrede gennem stuens tobakståge, begyndte han med så lav stemme, at Lise henne ved bufeten ikke kunne høre det, at fortælle om en spådom, som hvilede over hans havfrue. Thi det kunne man nok kalde det. Han ville ikke røbe, hvorledes den var bragt ham, men... det var da sådan, at til søs... ud på det åbne hav var det ikke tilrådeligt at sejle den, i hvert fald når det kulede. Måske dersom den gik over i anden mands eje... det kunne være, det vidste han ikke, men løjtnanten ville vel ikke bestride muligheden af, at der over døde ting kunne — som tilfældet var med mennesker — ruge en... Slags skæbne, og så — sluttede han, og hans blik havde en egen visionær glans — burde mennesket agte derpå, burde gå af vejen for, hvad han ganske vist ikke forstod, men som havde magt, Jacob Linde og som måske ville ham noget godt, ville advare ham... — « den usynlige verden, » løftede han stemmen — men tav og førte sit glas til munden, skønt det var tomt. Alexander hus havde hørt til med et ubestemmeligt smil i sit magre ansigt. Var den gode organist fuld simpelthen eller stak han i overtro? Han vidste ikke, hvad han skulle tro. Hans stemme kunne nok tale for det første, men de glansfulde øjne og udtrykket om hans mund tydede ikke på omtågethed. — « hør, Linde, » lo han og slog organisten på skulderen — « de er pinedød en søulk af den rigtige sort, netop så tilpas overtroisk, som det anstår håndteringen. Eller er det i egenskab af kirkebetjent måske? Hør, hvad jeg ville sige » — han kastede sit blik til Lise bag disken, som sov sødelig over sit sytøj — « tror de ikke, at der over min sølle svane også kunne ruge sådan lidt... djævelsk kogleri, hvad behager? » — « djævelsk! » gentog organisten hidsigt — « hvorfor skulle djævelen have med det at gøre? » — « nå, ja, hvem véd? Men på min løjtnants ære om jeg dyede mig for at probere, hvordan det hang sammen, det fik koste, hvad det ville. Men min svane fejler sågu’ ingen ting desværre, tager blot vel meget vand inden bords i kuling. Jeg kunne have lyst til at gøre dem et forslag, Linde » løjtnanten skænkede i glassene. — « om >4 Åge Ibsen vi to ungkarle — for mere end forlovet er de da ikke foreløbig — om vi risikerede vort dyrebare liv og satte havfruen på en prøve, om vi en dag gik om bord i deres « frue », en dag, når det kulede op, og søerne brækkede over revlerne, og så gav hende en solid renvask, hvad mener de herom? » da Jacob Linde tav, vedblev han: — « hvad siger de om et par salte næsesøer, Linde, på et par Tønder vand hver? Hvad mener de om en sådan pøs vievand? Véd de hvad, det skulle undre mig, om de ikke kurerte havfruen for ti spådomme. Nej, nu har jeg minsæl da aldrig set mage? Hvad fejler de? » han sprang op og tog stilling foran organisten med hænderne i siden. — « hvordan er det, de ser ud? » Jacob strøg sig over ansigtet. — « ser ud? Jeg véd ikke. » — « nå, alt i alt er de virkelig en interessant mand, » løjtnanten fikserede organisten skarpt med sine stærke, blå øjne — « rent ud ubetalelig interessant i et hul som byen her. Skål, Linde! Herefter må vi to tale lidt oftere med hinanden, hvis de synes. » Jacob tømte sit glas og rejste sig og gik til vinduet. Der stod han lidt og holdt sig i gardinet og så’ ud på den stille, månebelyste gade. Men pludselig vendte han sig om og greb sin hat. Jacob Linde 15 — « jeg har da aldrig gjort dem vred, signor Linde? » standsede løjtnanten ham. Jacob rystede på hovedet. — « skal vi gå, » Sagde han — « her er en røg, så man ikke kan få vejret. » han vækkede Lise og betalte drikkevarerne. de forlod hotellet og gik side om side hen ad den øde gade, indtil de nåde en gammel, herskabelig gård over for byens torv. Der standsede de. — « så kommer jeg en dag og henter dem, eller bedst kanske, om de selv bestemte dagen. » organisten så’ op i Alexander huus’ glatragede, skarptskårne ansigt, der lyste blankt og hvidt i månelyset, og han syntes at se deri et spottende smil og vidste ikke, hvad han skulle svare. — « en dag, Linde, når det frisker op fra vest-nordvest helst. Bidevind hjemad altså. Hvad mener de? » løjtnanten sugede liden op i cigarstumpen og kastede den fra sig, så gnisterne sprang fra brostenene. — « nå, de kan jo sove på det. Godnat og tak for behagelig aften. » han lagde sin smalle hånd i Jacobs brede næve og satte nøglen i gadedøren. — « det er sandt, Linde, mens jeg husker det. » han vendte tilbage til Jacob — « de søger jo det rønnowske legat. Hvor stort er det? » i6 Åge Ibsen Jacob nævnte summen 700 kroner — « hvorfor spørger de? » — « jo—o, for i fald de ikke skulle få det... » — « hvorfor skulle jeg ikke det? Véd de noget? » kom det ivrigt fra Jacob. — « hm, ja og nej. Jeg har jo ikke sæde i byens vise råd, og fader heller ikke, men jeg vil advare dem mod at være for sikker. Vor lille, elskede by har sine luskepetere. Jeg byder dem 700 for havfruen. » — « løjtnant hus! » Jacob trådte et skridt tilbage. — « nå, godt! Så behold den. Godnat, Linde! » organisten tog vejen tværs over det store, stille torv. I skyggen fra de fire cypresser, der voksede foran rådhuset, standsede han og så’ tilbage på konsul huus’, købstadmatadorens stilfulde, fornemme gård. Den lå i skygge, og alle vinduerne var mørke på ét nær, hvor bag det oplyste gardin Jacob et øjeblik kunne skimte de dunkle omrids af en person. •— « den laps! » mumlede han — « men alligevel en mand, mand hver tomme. Hæ, renvask! Renvask og vievand havde han kaldt det. Hm, der kunne være noget i det. Måske til tider han kunne trænge dertil, han mystifaksen. Somme tider, ja. Nå, han skulle få sin sejltur. Sove Jacob Linde i? På det! Hvorfor skulle han sove på det? Var han utilregnelig måske af den... den smule cognac og vin? Nej, klar var han, men ude af stand til at sove for det første. Og så det måneskin... han knappede frakken op og tog plads på en afvisersten midt i måneglansen med sin hat i hånden, og han så’ omkring på de mange små, uregelmæssige huse, der indrammede det store torv. Som de lå der med lukkede døre og somme med skodder for vinduerne havde de et ejendommeligt formummet udseende og var så gammeldags. Sådan kunne han lide torvet, i sådant måneskin. En fortidens by, ja eller en uddød by. Ikke en mo’rs sjæl at se, og så stille var natten, at han kunne høre vægterens skridt langt borte i hovedgaden og lyden af hans jernbeslåede stok mod brostenene. Hm, genlyd af en for længst afdød vægters skridt i den uddøde by... Hvad nu sådan en vægter monstro havde for tanker, mens han gik runde den lange, stille nat igennem. Godt for ham — Jacob Linde — han ikke var vægter i tavse måneskinsnætter som denne, ikke for de timers skyld om natten, men for dagens skyld, der fulgte efter. Det gav et sæt i ham. Et Sus for gennem cypresserne, en raslen i de stive blade, et åndepust. I det samme faldt kirkeuret i slag. Jacob Linde sprang op. Hvem der nu havde en trompet i hånden og trut — trut — trut kunne purre op al denne Åge Ibsen: Jacob Linde. 2 18 Åge Ibsen stilhed! Kan hænde sig, den tykke vægter fik benene med sig. Haha! Men det ville være synd, ikke mod vægteren, men mod nattens andagt, en gudsbespottelse. stil ist die nacht, es ruhen die gassen in diesem Hause.... Jacob tav bange for sin egen stemme, der skurrede fælt i stilheden. Da så’ han midt på gaden, der løb langs torvet, en svær, mørk skikkelse, og han løftede stemmen: da steht auch ein Mensch • und starrt in die høhe du doppelgænger, du bleicher geselle! nej, bedst at gå sin vej, før vægteren blev nysgerrig og kom nærmere. For en organist ved byens kirke gik det ikke an at blive anholdt som fredsforstyrrer. Jacob Linde, en fredsforstyrrer! Hå, nå! Var der en fredeligere borger i byen end han? En muldvarp var han. Men det var den fordømte cognacs skyld. Med lidt usikre skridt fortsatte han sin vej hen mod indgangen til det smalle stræde, hvor hans hjem lå. Jacob Constantin Linde boede ganske nær kirken i et snurrigt gammelt hus. der stod altid, men især på varme dage, en egen muggen lugt fra de tykke kirkemure op gennem det lange stræde, som mundede ud i et hjørne af byens torv, og på alle ugens dage — søndagen fraregnet — var her stille som i en klostergang. Somme tider bar vinden en Duft af buksbom og lavendler fra den gamle kirkegård, hvor ingen mere blev begravet, ind mellem de lave husrækker, og sendte gennem åbenstående vinduer til flittige mennesker i lave Stuer en hilsen fra henfarne slægter, hvis navne og historie byen havde glemt. da for år tilbage Linde tiltrådte embedet som organist ved byens kirke og lærer i musik og sang ved byens realskole, havde han lejet det gamle hus, fordi det lå kirken nær. Men da en ældre, kvindelig slægtning søgte tilhold hos ham, havde han på sin moders opfordring købt huset, såsom han med denne forøgede forsørgelsespligt mistvivlede om nogensinde at slippe fra byen. 2* 20 Åge Ibsen et forunderligt gammelt skrummel af et hus var det. mangen nat, når Jacob kom sent hjem, og det stille månelys faldt over strædet, kunne han blive stående længe i skyggen fra genboens hus og stirre på denne levning fra svunden tid, som nu var hans, på den høje stentrappe med de afslidte trin, på de mange skæve vinduer, på kvisten med dens to små stokværk og på jernpladen i muren over den tunge egetræsdør, den underlige plade med de to hænder, der greb om hinanden. Og så gik det så let for ham at bilde sig ind, at han selv var slig en levning fra gamle dage, en ærværdig sakristan t. Eks. med paryk og langskødet frakke, og at når den tunge dør over stentrappen åbnede sig for et slag af dørhammeren, hans ægteviv ville træde ham i møde med lys i hånd og nøgleknippe ved bæltet, skille ham af med hat og sølvknappet stok og byde ham, husherren, gudsfred og godaften. ja, dersom det overhovedet havde noget på sig med troen på en forudtilværelse — og over dette spørgsmål som over andre dunkle ting yndede Jacob Linde at bryde sit hoved — og dersom sjælen var i stand til at fremkalde en erindring om en sådan tilværelse, da var han på det rene med, at hans forudtilværelse på en eller anden måde havde haft at gøre med en kirkelig bestilling, med en eller anden syslen bag tykke, gamle mure, at han en gang havde færdedes på Jacob Linde 2 i steder, som den travle menneskehed ellers holder sig borte fra — krypter f. Eks. og løngange og klosterceller, hvor sælsomme tanker vækkes fra billeder og indskrifter, og hvor sjælen gør sig fortrolig med tilstedeværelsen af henfarne ånder. ganske interessant var det at føle sig knyttet til to så forskellige tidsaldre, at være på én gang en moderne mand, ja lidt af en sportsmand, og en levning fra svunden tid, som gik igen. det var dog først efter ansættelsen som organist i den lille by og efter at være flyttet ind i det gamle hus, at han var begyndt at sysle med disse tanker, ihærdig tilskyndet dertil af moderen, som fra barnsben havde vendt hans tanker mod gudsfrygt og vænnet ham til nu at betragte sig som en kirkens tjener lige så godt som præsten og degnen. Og takket være hende havde han lidt efter lidt fået interesse og kærlighed til sin stilling, og det gamle hus, som straks havde frastødt ham, var til sidst bleven ham kært. men ofte når han kom sent hjem om aftenen, kunne han stå og se sig bange på den gamle, hemmelighedsfulde bygning, og ønske at han boede på et livligere strøg, at han ikke havde føjet sin gamle moder, da hun drev på, at han skulle købe det, ja at han aldrig var kommen til denne ravnekrog af en by, og det var da med en vis uhygge, blandet med et kildrende behag, at han lukkede sig gennem den tunge egetræsdør ind i den flisebelagte forstue. 22 Åge Ibsen ingen i købstaden vidste, hvem bygmesteren havde været, endnu mindre altså hvad der var ment med de to jernhænder over døren. Men den gang Jacob Linde gjorde sit tiltrædelsesgilde som husejer, havde byens gamle Provst, som nu var død, sagt i sin bordtale om disse to hænders greb i hinanden, at de var et symbolum rimeligvis på den gamle tids troskab og samdrægtighed, den han ville nedbede over den gamle bygnings ny beboere. Et sligt memento var godt at have over tærskelen til sit hjem i tider som de nuværende. medens på de søgnedage strædet lå som uddødt, og beboernes liv tog sig ud som en forberedelse blot til et bedre hinsides, var her ret livligt visse timer søn- og helligdage. Thi såsom de fleste kirkegængere måtte gennem dette trange stræde for at vinde frem til udrensning af, hvad de i deres beskedne købstadstilværelse havde pådraget sig af sjælesot i den sidst forløbne uge, var her før og efter gudstjenesten et sådant forbitræk af kørende og gående, at det for strædets indbyggere tog sig ud noget nær som en folkevandring, og som lokkede frem alle slags ansigter, der til hverdags aldrig lod sig se — frem bag rudernes blomsterflor til samvittighedsfuldt studium og bedømmelse af deres bysbørn fra stadens livligere kvarteret. blandt disse ansigter var der et ungt, blomstrende et, måske tyve somre gammelt, med lyse Jacob Linde 2? Hår og to gode, retfærdige øjne. Det stod gerne parat bag ruden i organistens dagligstue, så snart de første kirkegængere kom til syne oppe fra torvet for i højtidelig gangart at styre ned ad den forfærdelige stenbro. hun tog så omhyggeligt sigte, unge Asta sten på al den anstrengte søndagsalvor, der drog forbi derude, om den var til at stole på, og når tante Susanne, Jacob Lindes gamle, fattige halvkusine var vel ude af huset på vej til kirke, begyndte hun med sine små rapporter til gamle « farmor » henne i sofakrogen, hvis mere end halvblinde øjne for længst havde sagt yderverdenen farvel. og « farmor », som Asta havde kaldt den gamle frue fra den dag, hun kom der i huset, sad med sit uransagelige ansigt i den hvide kappe bøjet over strikketøjet og lyttede til, og gav snart mutte svar, snart små bifaldende nik til strikkepindene, alt som hun syntes, rapporterne fortjente det. det var en sådan søndag formiddag, dagen efter Jacobs møde med løjtnant Alexander, at Asta og enkefru Linde som sædvanlig var ene to i stuen. — « gæt, farmor, hvem der kommer, » vågnede Asta op på sin stol ved vinduet efter en længere pause i rapporterne. — « farmors egen private ven v. True, op-pe-bør-sels-kon-trollør v. True, som skrider forbi. i-i-der forbi. Å, du søde gud, farmor! » pigebarnet knækkede leende over mellem urtepotterne efter et blik ud mod v. Trues stramme uniformsryg. — « nå, nå, morlil! », kom det advarende fra sofaen. — a, sådan går da ingen til kirke uden v. True, » ivrede Asta. — « knejsende, med øjenbrynene trukne op^ og med 5 fingre herind » — hun lagde hånden på venstre bryst — « ind under ridderkorset, du. Ridder v. True beærer Vorherre med en visit. » morlillen stillede sig ud på gulvet i told- Jacob Linde 25 kontrollørens lignelse. — « skade du ikke kan se mig, farmor. » den gamle kones ansigt forblev ubevægeligt. — « ja, jeg kan nu ikke mere med v. True. » Asta vendte tilbage til sin vinduesplads. — « nej, for vi har nu opdaget ham, farmor, skal du vide ». den gamle kone drejede spørgende hovedet. — « hvorfor han ikke vil gå med til at indstille Jacob til legatet. Nu véd vi, hvordan det hænger sammen. » der gik en skælven gennem strikkepindene. — « j0-0, man har ørene med sig. Tante Susanne har for nogle dage siden ».... — « å-å, hun! » virrede den gamle frue med hovedet. — « ja-a, det kan nu gerne være, farmor, » Asta slog med nakken. — « Susanne er ikke ueffen. Og for denne gangs skyld er hun nu ikke gået forkert i byen. Næ-æ, det er Beate true og ingen anden.... fordi Jacob måtte kassere hende som primosopran i kvartetten, den alderstegne skønhed. Det er Beate, som har foresnakket faderen det vrøvl, at Jacob ikke kan undværes i kirken. Som om lærer Petersen ikke så mange gange har vikarieret for Jacob og skilt sig meget pænt ved det. Det er smålig hævn — ikke andet. Og det er synd mod Jacobs talent. » enkefru Linde svarede ikke, og lidt efter tog Asta plads i sofaen ved hendes side. Hun sad 26 Åge Ibsen en stund og holdt øje med de gamle hænder, så flittigt de arbejdede. Så sagde hun alvorligt: — « i forgårs om eftermiddagen stod jeg ved havestakittet, farmor, da han kom hjem fra fjorden, og Thomas hjulhør, tømmermanden véd du nok, han skændte på ham, fordi han ikke havde rebet sejlene. Når Jacob sejler sådan, er han i slet humør. » fremdeles intet svar. Bare stum, flittig strikken. — « men så bør vi hjælpe ham, » hævede Asta stemmen, stødt over den gamles tavshed. — « det bør vi alle sammen. Vi bør tale hans sag alle sammen. » her fulgte et klask i bordet. — « hm, jamen hvis min søn nu fik det legat, så skulle han jo rejse, rejse langt bort, og blive længe borte, » fulgte svaret noget efter. — « og kunne nu du, morlil, afse din kæreste i mange måneder? » — « farmor, når det gælder Jacobs talent, hans karriere. » hun lagde sin buttede højrehånd på farmors garnnøgle, så strikkeriet måtte ophøre. — « jo, det måtte vi vist alle sammen kunne. Hvis bare Jacob ikke var så stolt. Men han kan ikke gøre sig smal gennem fremmedes døre, siger han, kan ikke plædere sin sag selv. Så må altså vi andre. Tante Susanne f. Eks., hun kan nu så brillant tale med folk »... « ja, det véd Vorherre, » stadfæstede farmor, og trak til sig garnnøglet. Jacob Linde 27 — « nå, ja, og du — du kunne også... Når kontrolløren den første kommer med din pension, farmor, så... véd du hvad, dersom jeg var i dit sted ».... — « å, se her, Asta! » enkefru Linde holdt strikketøjet frem. — « dér har jeg da vistnok tabt et par masker.... Nå, ikke? Tak, tak! Ak, ja de øjne! Og så skinner dog i dag Vorherres sol. Men som du har fyret herinde i dag, barn! Luk vinduet lidt på klem! » den gamle kone trak sig dybere ind i sofahjørnet, ind i sin egen tankeverden, og Asta forstod, at hun ikke ville forstyrres. Der blev stille i stuen. Kun nogle fluer, som eftersommerens sol havde hedet op til et stakket liv mellem folderne af de falmede Gardiner, drog summende på flugt fra rude til rude, og kanarifuglen, som med pip og fløjt havde sekunderet samtalen, tog motion i buret, der hang på vinduespillen under det lave bjælkeloft. — « du glemte vinduet, » bemærkede enkefru Linde skarpt. Asta rejste sig og gjorde som befalet. septembersolen skiunede med en varme, så dampen stod fra den græsbevoksede stenbro i skyggen under genboens hus. Asta støttede panden til vinduesposten og gabede. Hvad skulle hun tage sig for, til kirketjenesten var forbi, og hendes Jacob kom hjem? Men gud måtte vide, om det så blev morsommere. Jacob var ofte efter 28 Åge Ibsen tjenesten i den sidste tid så fåmælt og uselskabelig, ja pirrelig, så hele hendes søndagsglæde gik op i røg. Og sådan som hun de mange hverdage, når hun sled i det med sine små elever, glædede sig til søndagen. Humør var der egentlig ingen i huset, som havde uden tante Susanne. De andre — Asta kastede et undersøgende blik over skulderen til strikkepindene, og da hun så’, hvor roligt de arbejdede, trak hun vejret lettere. Farmor var altså god igen. i modsat fald havde der — det vidste hun — været et andet tempo over disse pindes bevægelser. når nogen i huset ønskede besked om, hvad der rørte sig for tanker hos den gamle kone, som aldrig talte ret meget, gav han gerne agt på hendes strikkepinde. Thi medens det blege og magre ansigt forblev gådefuldt og ubevægeligt, hvad der end tildrog sig omkring hende, talte disse pinde et sprog, som det med lidt øvelse ikke var svært at forstå. I dem ligesom udstrømmede, hvad det strunke, gamle menneske bar på, men ikke ville give luft. Det var hende nemlig grumme vanskeligt at holde styr på dem, når hun kom ud af ligevægten. Blev hun forskræmt, da rystede de, skjalv de og fo’r ind i forkerte masker eller slog afmægtige mod hverandre, hvorimod de, når hun blev vred, strittede ud til siderne og gik løs nå hinanden som lanser, medens ansigtet i små, Jacob Linde 29 næsten umærkelige tilløb tog sig sammen for ikke at røbe noget. * * * idet Asta stak hovedet ud af vinduet og tog et overblik over strædet, blev hun vår nabokonen, gamle mor Birthe, der solede sig i sin gadedør, og hun greb en Avis fra sybordet og stak den ud af vinduet. — « Birthe! » kaldte hun. den tiltalte, en gråsprængt, hoftebred kone nærmede sig med hænderne under forklædet. — « der står ingen ting i avisen naturligvis. Men værsgo, Birthe, vi har læst den. » konen så’ op med et flakkende blik og tog imod bladet. — « de skal herefter få den til låns hver dag, om de selv vil hente den. Men, Birthe, hvad kan det nytte? » konen lagde avisen omhyggelig sammen flere gange og stak den i lommen. — « j0-0, immer holde fast ved håbet, unge jomfru Asta. Jeg har håbet. Den evige is, den evige is. » — « jamen, Birthe, nu er det tre år. » — « den femtende, ikke før den femtende. Det er attesteret. Femtende oktober slap hun ud af havnen deroppe, gjorde havfruen. Bevisligt og attesteret fra kolonien. Nå, ja og det forklarede jo Åge Ibsen de jo i aviserne den gang, at de kuns kan slippe hjem til vores farvande sent om efterhøsten formedelst isen deroppe. Er det sandt, jeg siger, jomfru Asta, eller er det ikke? » — « jo, Birthe, men den Avis — det er jo længe siden. » — « men når de nu har drevet i isen, kom det påståelig!. — « jeg har set den, den evige is og skibet og dem alle sammen, Jonas med, den stakkels dreng. Gud fader, for en is! Klumper som... som... højere end jert hus. » hun tegnede klumperne med store sving i luften, medens hendes stakkels forstyrrede ansigt lyste. — « nå, det tage r sågu’ da tid at slippe igennem, det kan da enhver forstå — gevaltig tid. For sikken en vej, når man ser på kortet. » hun rystede på hovedet og gik et par skridt henad fortovet, men vendte så om og kom tilbage. — « mens jeg husker det, jomfru Asta. Det var den båd. Den er da’nte bleven malet i sommer, er den vel? Den set styg ud. » — « Jacobs båd? » — « ja, den ser styg ud. » — « å, synes Birthe? » — « meget styg, » slog hun fast med en håndbevægelse. — « den er langtfra, som da Jonas havde den. » — « malingen er vist så dyr, Birthe, » spøgte Asta. Jacob Linde 31 — « hm, nå! » Birthe gjorde pludselig omkring og rokkede

1897_EwaldC_JamesSingletonsStoreUdenlandsrejse

Carl

James Singletons Store Udenlandsrejse

Ewald

EwaldC

James Singletons Store Udenlandsrejse

male

1897_EwaldC_JamesSingletonsStoreUdenlandsrejse.pdf

Carl

Ewald

dk

James Singletons store Udenlandsrejse

Fortalt af ham selv

y

roman

Det Nordiske Forlag

KB

I tre dele; Illustrationer ved start på ny del/mellem delene

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Bebudelsen. Ved nyårstid havde jeg det ikke godt. Trods gentagne opfordringer fra redaktøren af illustreret tidende, så vel som fra andre blade, var det mig ikke muligt at skrive noget. Det så ud, som om min poetiske åre var fuldkommen udtørret. Jeg tog mig det virkelig nær. Ikke at jeg anså mig for nogen betydelig forfatter. Men jeg havde fået min lille literære virksomhed kær og var heller ikke ufølsom for dens ydre attributer. Man regnede mig for en vittig mand og lo altså også af mine dumheder, hvilket i begyndelsen ganske vist forvirrer en, men som man snart vænner sig til og fmder behageligt. Det morede mig at læse i bladene, at « den talentfulde forfatter James singleton rejser efter sikkert forlydende i morgen til Hellerup ». Lorry Fejlberg havde haft den godhed rent undtagelsesvis at give mig sæsonkort til operetten, og jeg var kommen på hat både med marks og med Oscar Madsen. Da det nu oven i købet viste sig, at min forretning ikke blomstrede synderligt — jeg havde jo i det sidste halvår ofret den mindre opmærksomhed end tidligere —, vil man ikke undre sig over, at jeg imødeså fremtiden med nogen ængstelse. Forretningen fik jeg vel nok på benene igen, — men hvordan skulle det gå med det andet? Der eksisterer ganske vist forfattere, hvem en eneste lille novelle gjorde « talentfulde », lige til de i en moden alder bortreves ved en « for tidlig død ». Jeg kender endogså en, som i adskillige år offentlig gik for talentfuld, skønt det ikke vidstes, at han nogen sinde havde skrevet en linie. Besynderlig nok blev det forbi, da han omsider skrev. Men hvad garanti havde jeg for, at det ville gå mig så godt? Jeg stod ene i verden. Min sfære lå under brandes’ niveau, og’paludan havde jeg fornærmet. Vi levede da alle i mit hjem under et tryk, som ikke lettedes ved min hustrus ihærdige fordømmelse af min literære virksomhed, fra hvilken hun udledte alt ondt. Så var det torsdag aften den 11 te januar. Min kone og jeg sad i dagligstuen i en fortrolig klynge. Den yngste, pigebarnet, var i seng, de to drenge på bal. Pigen havde fået lov til at gå ned med et brev. Hun er meget korresponderende af sig og putter aldrig brevene i postkassen på sine friaftener. Alle sammen har vi jo vores særheder, også pigerne. Den forrige skulle se en minut til sin søster; en af de andre trængte bestandig til at trække en mundfuld frisk luft. Alle behøvede de tre-fire timer til det. Jeg blundede let med aftenberlingeren på mit knæ. i et halvt år — nej, i otte måneder har jeg måttet undvære min aftenberlinger, og først da forstod jeg, hvad den var for mig. Når den kom, vågnede jeg af en lille middagslur, jeg tog, — — måske det er korrektere at sige, at luren tog inig. Når jeg efter te satte mig til at læse den, sank jeg hen i en tilstand, som aldeles ikke var søvn, om også den for en flygtig betragtning svagt kunne minde derom. Jeg tror ikke, sproget ejer et ord for Tingen, men mange, mange landsmænd vil forstå, hvad jeg mener. Jeg så alt det, som i de sidste fire og tyve timer havde sat verden i bevægelse — for så vidt det da stod i avisen — gennem et sælsomt mildnende slør, omtrent som var det historiske begivenheder fra fjerne tider. Således erindrer jeg tydeligt, at carnots mord ikke gjorde synderlig større indtryk på mig end i sin tid Cæsars. Men — o, i mit fædrelands klassiske institutioner! Min aftenberlinger — din sommerlejlighed — vores alle sammens opvartere og smørrebrød og drosker, politi og barberstuer, første klasses hoteller og anden klasses kupéer! Lad mig endnu, før jeg ret er begyndt på min bog, bøje mig dybt til eders ære. Tvi radikalerne, som gør jer latterlige og spænder ben for jer. Et trefoldigt hurra for de fødelandsvenner, der kæmper under megen spot og miskendelse for jeres bevarelse. Men jeg må tilbage til min historie. På den anden side bordet sad min hustru, en født Hansen og endnu en køn kone. Forleden sommer havde hun en let flirtation med en maler i Espergærde; den fortonede sig sagtelig i det blå, fordi jeg lod de unge mennesker fuldkommen i fred. Der er i det hele ingen grund til fornærmelse på disse poeter og kunstnere, som gør en smule kur; deres bestemmelse er at lære konen, at manden alligevel er den bedste, og de opfylder den i ni tilfælde af ti. For øjeblikket var hun kærligt beskæftiget med den mindste drengs buksebag, som udfylder hende mindst fire ugentlige aftener. Det er godt, at et fruentimmer har noget at bestille; den sommer med maleren var bukserne i Jylland. Så ringede det pludselig voldsomt på entrédøren. Jeg gjorde en bevægelse for at rejse mig. Jeg gør altid den bevægelse; den manifesterer smukt et galanteri, som ikke bør mangle i noget ægteskab, men som en fornuftig mand aldrig overdriver. Min kone rejste sig derimod virkelig — med en mine, som udtrykte, at hun var villig til at underkaste sig de urimeligste anstrengelser for husfredens skyld, men at hun ganske vist aldrig havde giftet sig, om hun havde vidst, hvad hun nu vidste. Det var min ven digteren. Jeg ville ønske, jeg havde et billede af ham, som han spankulerede ind i stuen, — eller som han sad mellem min kone og mig, med hatten bag i nakken,, opknappet frakke og store, ville øjne. Willumsen skulle male ham. Jeg har aldrig gouteret Willumsen, og jeg var dengang, han grasserede, i en stilling, der kunne tillade mig at sige det. Men det hænder af og til, at et ansigt eller en situation bringer mig til at sende ham en anerkendende tanke. digteren sad længe, uden at mæle et ord, men med stærke konvulsiviske trækninger i ansigtet. Jeg har kendt ham så længe, at jeg hverken blev bange eller forundret. Måske venskab ikke er det rette ord for forholdet mellem ham og mig---------------kan ordet overhovedet anvendes, undtagen når man ikke mere er forelsket i et fruentimmer, men agter hende og ønsker at blive af med hende? Digteren og jeg kan snakke sammen, når vi træffes engang imellem og ikke alt for tit. Vi kender hinandens små sjofelheder og tolererer dem uden at gøre ophævelser. Sådant et menneske må man jo have. Jeg ville kunne erfare hans død uden sorg og hans lykke uden misundelse. « nå, kære ven — hvor er ilden? » spurgte jeg omsider. Poeten stirrede på mig, men sagde ikke et muk. Udtrykket i min kones ansigt begyndte at forurolige mig. « måske forstyrrer jeg? » spurgte hun. « de skal måske tale literatur med James? » Han drejede hovedet og så på hende. Derefter gav han sig atter til at beskue mig. « jeg skal hilse dig fra etatsråden, » sagde han omsider med hæs røst. « tak — men må jeg spørge — der er jo flere etats— » Jeg fik ikke talt ud. Han sprang op og skred rundt i stuen med lange skridt og ville fagter. Han slog armene sammen over brystet og rakte dem mod 2* himlen. Han lo højt og hånligt, stod stille og rystede på hovedet, løb atter rundt og skar græsselige smil. Han lignede flere af Willumsens billeder — alle Willumsens billeder. Omsider faldt han ned igen på sin stol og sukkede dybt. « der er i år femten digtere, som søger det Thomsenske legat, » sagde han så. « ikke flere? » udbrød jeg overrasket. « og så taler man om overproduktion. » « de syv er så store, at direktionen ikke kan enes om nogen af dem. De syv er så små, at den ikke kan være dem bekendt. » « den lykkelige femtende. » Han stod op, sænkede hovedet og bredte armene ud. Han ville i det øjeblik aldeles lignet Thorvaldsens Kristus, hvis han ikke havde haft hat på. « den femtende er jeg. » « til lykke — » Jeg sprang frem med begge hænder imod ham. Men han satte et meget stort ansigt op og pegede med en forfærdelig lang finger lige på min næse, så jeg øjeblikkelig styrtede om i min stol. « ha, ha, ha. — ha, ha, ha, ha, ha, ha.. » Han så frygtelig ud. Fingeren var der hele tiden, og den dirrede. « singleton... Etatsråden standsede mig i aften på gaden... for ikke ti minuter siden. Han betroede mig, at jeg ikke fik legatet i år. Jeg var for ung endnu... for radikal... ikke idiot nok, forstår du? » « nej, herre gud... det gør mig virkelig ondt... Å, tag den finger væk, kære ven, jeg kommer, gud hjælpe mig, til at skele... Det var da trist. Hvor i alverden skal de stakkels mennesker da få idioten fra? » « vær ikke bekymret for det, singleton, » sagde han. « lad det aldrig sætte dig et eneste gråt hår i hovedet. Idioten er funden. » Han havde trukket fingeren ind og sad igen over skrævs på stolen. Der lå en rent ud djævelsk skadefryd i hans ansigt. Om det så var min kone, b'l'ev hun uhyggelig ved det. « idioten er du, » sagde han så. Jeg så spørgende på ham og derefter på min kone. Hun så helt mild ud og nikkede venlig til mig. Poetens øjne funklede. « idioten er du. » « ville det være upassende, om jeg bad om en nærmere forklaring? » spurgte jeg i en noget formel tone. « ikke en smule, singleton. Aldeles ikke. Det er ikke deri, det upassende ligger. Og det hele kan siges, med to ord: etatsråden beder dig gennem mig, om du endnu i aften vil indsende din ansøgning. Så får du legatet. » Der var meget stille i stuen. Min kone sad med åben mund og runde øjne. Også jeg var målløs. Da jeg ret havde fattet, hvad jeg havde hørt, og det blev mig klart, at der ikke kunne foreligge nogen misforståelse, blev jeg ganske underlig til mode. det var, som om der voksede et nyt og større menneske inden i mig — jeg tænker, det er det, man i ældre poesi kaldte, at ens hjerte svulmede. Min vest og min frakke, stolen, hvori jeg sad, stuen, min ven og min kone — det blev alt sammen mindre, for småt til mig, rent ud sagt. Jeg tror ikke, jeg ville blevet det mindste forbavset, om loftet havde løftet sig, og jeg i det hele taget havde fundet mig henflyttet i en højere sfære. Imidlertid varede fortryllelsen ikke længe. Jeg blev vakt ved et græsseligt skrig — også min kone for i vejret. « skandale! » Det var digteren. Han vendte ansigtet op mod loftet og rakte sine knyttede hænder i vejret. Hans knæ rystede, hans læber skælvede. Tre gange opløftede han det samme råb. Jeg ville sige noget, men kunne ikke straks. Stemmen frøs fast i min Hals... sådan som det går jubilaren, når han skal takke for den alt for store og uventede ære. Omsider fik jeg da mælet: « et glas Sherry, kære ven... » Digteren så på mig. Først nedenfra og opefter, så den anden vej, så tværs igennem mig og sluttelig på det sted, hvor jeg efter hans mening ikke længer stod. « James singleton... vi har været venner. » « ja—e. » « hvad er venskab? » « næ—e. » « vi kender ikke hinanden mere. Jeg véd ikke, ved hvilke midler du har tilsneget dig legatet. Jeg bryder mig heller ikke om at vide det. Du er i hele verdens øjne en latterlig person. I mine desuden en foragtelig. — adieu. » Han gjorde kort omkring. « min frue! » Med vældige skridt gik han mod døren. Der blev han stående. vendte sig om og så endnu engang på mig. « ha, ha, ha. — ha, ha, ha, ha, ha... » Så styrtede han gennem entréen og ned ad trappen med et gyseligt bulder. Min kone og jeg var ene. Der er et fransk billede, som hedder enfin seule. Muligvis foresvævede det mig i dette øjeblik — et kunstnertemperament er jo så sammensat. Muligvis var det et rent originalt påfund af mig at udstrække mine arme for at trykke mine børns moder til mit overstrømmende hjerte. Madame var imidlertid ikke oplagt til fransk sentimentalitet. « rejser du, James? » Jeg har sikkert set meget dum ud. Det var jo også en sublim tanke, at en dansk digter ikke skulle rejse, når han fik det Thomsenske legat. Og så oven i købet, når legatet gjorde ham til digter... når det først ved kundgørelsen i bladene gik op for almenheden, at han var digter... Det er jo sket adskillige gange... « rejser du? » « Josepha — » Nu begyndte der en scene, som jeg er ude af stand til at skildre i dens enkeltheder. Når ægtefolk er alene, er der jo altid scener... Skændescener, ømme scener, stumme scener. Gud véd, om vi ikke har realiseiet ægteskabets idé galt. Jeg er tilbøjelig til at tro, at ægtefolk skal være så lidt alene som muligt. Den ægteskabelige lykke beror på, at man har hinanden, tilhører hinanden i evighed, og i tryg forvisning herom lader hinanden være i fred. Ofte kan det være langt behageligere at. sidde i et middagsselskab og vide, at den kønne kone nede ved den anden bordende er ens — end at være solo med den samme kønne kone. Og undertiden kan man befinde sig udmærket under fire øjne med en anden køn kone... « jeg vil med, James. » « umuligt. » « James — » « en digter kan ikke slæbe sin sekstenårige søns moder med sig, når han i udlandet skal samle indtryk og forny sin poetiske mønt. Dette er ikke en almindelig rejse, man gør for sine egne penge og for at more sig eller gøre forretninger. Det skulle ikke undre mig, om det i fundatsen ligefrem var forbudt digterne at tage deres koner med. » « du bilder dig da ikke ind, at du er digter, James? » « man vil jo, at jeg skal tro det. » « vil du høre min oprigtige mening, så er det, du har lavet, noget rigtigt juks. Og jeg véd mange, der siger det samme. » « direktørerne for det Thomsenske legat er altså af en anden mening. » « digterens hustru er vel den nærmeste til at dømme. » « tja—e. Hun burde måske være det. Det er ikke sådan at afgøre. Der findes digtere, som alene beundres af deres fruer. De femten, som ikke får legatet, finder forhåbentlig rigelig ægteskabelig trøst. For mig er den jo i øjeblikket ikke så nødvendig. » « og hvordan skal det gå med forretningen, mens du er borte? » « den passer Danielsen. Selvfølgelig. Og der er andet her i verden end forretninger, kære Fru singleton. Du er kommen på en fejl hylde. Du1 burde været gift med Danielsen. » « skulle du så haft hans kone? » « nå—e... næ—e.. » Det gik en times tid sådan. Derefter skrev jeg ansøgningen, lagde den med egne hænder i postkassen og gik mig en tur. Jeg erindrer, at vejret var dejligt. Da jeg kom hjem, fandt jeg Josepha i seng. Jeg rettede et ligegyldigt spørgsmål til hende, og da hun ikke svarede, vidste jeg, at hun var vågen. Sagtmodig bød jeg hende godnat, gik ind i stuerne igen og vandrede over gulvet. Jeg var under et højtryk af digteriske følelser. Det nye menneske i mig voksede... jeg følte mig større, jeg svulmede op. Det forekom mig slet ikke mere urimeligt, at man havde opfordret mig til at søge legatet. Det var ærefuldt — gudbevares. Men urimeligt? Egentlig var det meget dumt af mig, at jeg ikke af mig selv var faldet på at søge det. Hvad besynderligt var der da i, at rette vedkommende erindrede mig om min forsømmelse og søgte at råde bod på den? Jeg har aldrig hørt til dem, som gik ud fra, at de højere stillede ved enhver lejlighed nødvendigvis må bære sig ad som idioter. Klokken ét kom mine drenge hjem fra ballet. Jeg satte mig i lænestolen, stillede dem op foran mig og så mildt på dem. « drenge, » sagde jeg. « er der nogen af jer, som véd, hvad det Thomsenske legat er? » Han med de ni fingre stak en af dem i vejret.. Det er en hæslig skolevane med de fingre. Og jeg har ofte sagt ham, at når man bare har ni, skal man ikke flotte sig i privatlivet. Han vidste altså besked og forklarede sig meget ordentligt; han er i det hele et godt hoved og en kvik fyr. « vores dansklærer havde det i fjor, » sagde den store. « hvem er jeres dansklærer, min søn? » « det er digteren Olsen. Han er et rigtigt fjols. » de i i hulvlbeindke. Lbual. - -/ bemærkningen berørte mig ikke behageligt, men jeg måtte jo indrømme for mig selv, at jeg var nervøs, og havde desuden ingen lyst til at skænde. Altså meddelte jeg fyrene den store nyhed, som de påhørte i skyldig ærbødighed. Men de så noget forundrede ud, da de gav hånden og ønskede mig til lykke. Da de var gåde ind i deres Kammer, stod jeg tilfældigvis i entréen — — det var faldet mig ind at se efter, om min overfrakke var præsentabel1 i udlandet. Jeg hørte dem da tale sammen. « er den gamle digter? » spurgte den lille. « gu’ æ hanikkenej, » sagde den store, som alle dage har været en laban og sikkert vil gøre mig megen sorg. « men det kan blive sjov at være af med ham så længe. » Digteren bør ikke være gift. Indtil denne nat havde jeg følt mig forholdsvis lykkelig i mit hjem — ét og andet er der jo altid, man kunne ønske anderledes. Men nu forstod jeg, at mit familieliv kunne blive en hemsko på min digteriske udvikling. En uforstående hustru og vanartede børn... hvorledes skulle under disse forhold mine vinger udfolde sig, så jeg kunne svare til det høje mål, man har målt mig med? Imidlertid sugede jeg trøst af selve min ulykke. Det var, som om altj- hvad der kunne hænde mig i denne nat, faldt befrugtende på min sjæl. Nu skulle jeg jo bort — fri for alle bånd flyve gennem fjerne, fremmede lande. Jeg kunne ikke sove, men sad i min stue til daggry. min horizont var kranset af Rhinens grønne bjærge. Mine fødder sled paris’ asfalt — min tanke for vild i Londons tåge. Afrikas sol brændte på min isse, og min næse vejrede arabisk røgelse. Klokken seks gik jeg ned på gaden for at påsé, at postkassen rigtig var tømt. andet kapitel. Højtideligheden. Klokken var tolv, da jeg trådte ind i den store sal på akademiet, hvor den årlige Thomsenske højtidelighed finder sted. En rødkjolet betjent med et ben, en arm og et øje, men ellers venlig og forekommende, anviste mig min plads ved siden af tre gentlemen, der ligesom jeg var i kjole og hvidt. De sad på de tre af fire rørstole, der var anbragte midt i salen. Det var mine lykkelige medindehavere af legatet for i år. Jeg kendte dem jo af anseelse, og vi præsenterede os for hinanden. Den ene var en to- og halvfemsindstyveårig genremaler, som ikke havde udstillet i mangfoldige år, men gjort megen lykke i halvtredserne. Den anden var en syttenårig billedhugger. Den tredje var en musiker af ubestemmelig alder. Han havde i de sidste ni år med understøttelse af kultusministeriet hver sommer ligget på landet i Skive, hvor hans forlovede er fra, for at « fuldende en opera ». Formodentlig var den nu færdig; i det mindste så han ud, som om han ikke havde mindste forestilling om, hvad han skulle gøre med sine hænder. Vi talte lidt sammen — med dæmpede stemmer, for der var overordentlig højtideligt i den store sal. I en halvkreds foran os stod tolv med rødt betrukne armstole. Henne ved vinduet sad en hundredårig sekretær, som mønstrede os meget overlegen. Han havde jo sét adskillige af vor slags og fandt formodentlig, at årgangen 97 var sløj. Det er nu aldeles ingen småsag at sidde, som vi sad der. Vi snakker så meget om dem, der er indespærrede i skabene på råd- og domhuset, og det er naturligvis ubehageligt ikke at kunne røre sine albuer. Men man kan også have for meget albuerum, og der hører en betydelig kontenance til at sidde stille og bevare sin munterhed på en stol midt på gulvet i en vældig tom sal. Og så har de i skabene da undertiden gjort noget, mens vi jo nærmest måtte anse os for over gennemsnittet. Omsider åbnedes en fløjdør med megen larm, og ind trådte de tolv direktører. Jeg behøver ikke at nævne deres navne — alle kender dem. Det er fædrelandets tre første malere, billedhuggere, musikere og digtere. Hver af dem sér sådan ud, at man uvilkårlig vender sig efter ham på gaden. Hvert enkelt af deres navne har klang langt ud over Danmarks grænser. som de dér trådte ind i en lang række, virkede de rent overvældende på os. Det var jo en hel tidsalders kunstneriske magt og stræben, og jeg måtte tænke på, hvilke tolv tab der ville beredes landet, når disse mænd gik bort, hvilket desværre ikke kunne vare meget længe, da den yngste af dem var otte og halvfjerds. Vi bøjede os da også alle meget dybt, så nær som genremaleren, der var næsten ganske blind og heller ikke hørte godt, hvorfor han blev siddende på sin stol uden nogen anelse om, hvad der var hændt. De tolv satte sig på de røde stole — i midten etatsråden, som var direktionens formand —, strakte benene fra sig og så hengivne ud. På et vink af etatsråden fremmumlede sekretæren legatets glorværdige historie samt dets regnskab. 1 året 1821 døde gehejmeråd Thomsen, hvis navn var knyttet til Skandinaviens største klipfiskeforretning, og som også på anden måde i levende live havde gjort sig højt fortjent af sit fædreland. Ved testamentets åbning befandtes det, at han havde skænket hovedmassen af sin formue til et legat, der skulle bære hans navn, og hvis renter årlig skulle deles mellem fire frie kunstnere, en af hver Art, på det at de ved en rejse i udlandet måtte udvide deres syn og fatte dobbelt kærlighed til gamle Danmark. Oprindelig var legatkapitalen en million. Ved seks — i andre henseender heldigt gennemførte — konverteringer var den imidlertid smeltet ind til 400,000 kroner. Renten heraf, 16,000 kr., var altså hvert år disponibel i legatets øjemed. Imidlertid medgik 6000 kr. til salærer å 500 kr. Til de tolv direktører, som desuden hver erholdt 10 kr. Daglig i diæter i de tredive dage, de rådslog om legatets fordeling. Endvidere lønnedes sekretæren, der var edsvoren, skulle være til stede ved alle møderne, føre regnskabet og besørge alt øvrigt le gatet vedrørende kontorarbejde, med 100 kr. årlig, hvilket i betragtning af hans høje alder og elleve børnebørns børn, han havde at forsørge, for i år ekstraordinært var forhøjet med 50 kr. til 150 kr. Endelig gaves 250 kr. til stiftelsen for faldne officersdøtre. De tilbageværende 6000 kr. fordeltes i fire stipendier å 1500 kr. Da oplæsningen var til ende, rejste etatsråden sig og syslede længe med en stor bunke papirer, der lå på et bord foran ham. Så gav han sig til at søge i sine lommer, men fandt ikke noget, hvorefter den rødkjolede gik ud i hans overfrakke og efter en stunds forløb kom tilbage med et sammenfoldet stykke papir, som han overrakte ham med et dybt buk. Etatsråden tog det, foldede det ud med et elegant slag med hånden, satte sin pince-nez på og så på det. Han rømmede sig, så på os, på sine kolleger, på loftet, på papiret igen og sagde med sin klare, høje stemme: « mine herrer! Jeg ønsker dem til lykke og håber, at deres rejse må blive til gavn for deres j ) kunstneriske virksomhed og derigennem til ære for vort fælles, elskede fædreland. » Da talen var til ende, lykønskede hans kolleger ham. Han satte sig ned og gemte omhyggelig koncepten i sin brystlomme. Derefter opråbte sekretæren vore navne, og én for én trådte vi frem og modtog dokumentet, der bekræftede vor udnævnelse. Så snart en af os havde fået det, defilerede han forbi direktørerne og modtog et håndtryk af hver af dem og desuden et godt ord af etatsråden. Til mig, som var. den anden i rækken, sagde han: « jeg stoler på dem, singleton. » Under denne del af højtideligheden hændte der det, som alle kender, og som kun tages med her, fordi jeg var øjenvidne, og fordi det gjorde så stærkt et indtryk på mig. Da den gamle genremalers navn blev opråbt, blev han rolig siddende, eftersom han intet kunne høre. Sekretæren råbte to gange til, så højt, at det gamle hus, hvori hans stemme boede, stod fare for at styrte sammen — for at tale med kålund. Vi andre råbte med og puffede til manden, som omsider rejste sig op °g blev ledet frem. I samme øjeblik han følte dokumentet i sin hånd, blev han ramt af et hjerteslag og styrtede død om på gulvet. Han havde søgt legatet i en og halvfjersindstyve år. Nu, da han omsider havde fået det, dræbte ølæden ham. Selvfølgelig vakte ulykken megen bestyrtelse. sekretæren rystede over hele kroppen, musikeren fik ondt, den rødkjolede humpede efter flere rødkjolede med flere ben og øjne og arme, og alle direktørerne blev meget blege. Men aldrig skal jeg glemme den åndsnærværelse, hvormed etatsråden reddede situationen. Jeg kender intet sidestykke dertil i historien undtagen den franske kammerpræsident Dupuys hin mindeværdige dag, da bomben sprang i deputeretkamret. Etatsråden rejste sig, løftede sin højre hånd mod himlen og ringede med den venstre på en lille sølvklokke — langsomt, som når kirken ringer til ligfærd. « mine herrer! » sagde han så. « denne mand fik en smuk død, om også han kun fik sét, om det må være mig tilladt at udtrykke mig således —; over grænsen. Mangen talentfuld kunstner dør, inden han når så vidt. » Med en kraftig håndbevægelse antydede han, at ceremonien skulle fortsættes. Komponisten, som var den sidste, kom til sig selv igen, skrævede over liget og modtog sit dokument. Man har taget forargelse af dette optrin, som naturligvis blev omtalt og stærkt diskuteret i bladene. For mig var det ophøjet og smukt. Den døde kunstner, som lå dér med et lyst smil på sit rynkede ansigt, gav festen et eget relief. Jeg kunne ønske, at de talenter, der døde i løbet af året, uden at de havde fået det Thomsenske, blev balsamerede og lagte frem ved højtideligheden. det ville også fylde godt i den store sal. Efter at etatsråden havde meddelt os, at han i sit hjem hver mandag mellem 23/a og 5 ville være rede til at meddele os nærmere oplysninger, var højtideligheden til ende. Udenfor akademiet havde der samlet sig nogle hundrede mennesker, som betragtede os med ærbødig nysgerrighed, da vi kom ud. Mange blottede hovedet. Vor udnævnelse havde allerede dagen forud stået i småbladene — gud må vide, hvor de aviser får opsnuset sådant noget. Jeg havde ikke fortalt det til ret mange; men formodentlig var mine kolleger mindre diskrete. 3* tredje kapitel etatsråden. Nogle dage efter ringede jeg på etatsrådens dør og blev modtagen med stor elskværdighed. « kære kollega, » sagde han. « det glæder mig at se dem. » Og ikke blot sagde han kollega, men1 hans tone og opførsel var sådan, at jeg begreb, at jeg fra nu af var optagen i lauget. Min karriére var sikret. Jeg ville blive rost i berlingeren, anmodet om at skrive kantaten, når der skulle indvies et nyt børnehjem, interviewet om literære spørgsmål. Det var ikke utænkeligt, at jeg selv engang kunne komme til at sidde på eh af de røde stole og skænke det Thomsenskes fulde skål for en af lykke skælvende yngre Broder. Da etatsråden havde placeret mig i en lænestol og selv taget plads lige over for mig, antog han en forretningsmæssig mine. « de véd vel, kære singleton, at deres rejse skal vare otte måneder? » « så længe får jeg næppe råd til at blive borte, » svarede jeg frejdig. « de femten hundrede kroner vil jo ikke strække så langt, privatformue har jeg ikke, og min forretning tåler vanskelig så lang en fraværelse. » Etatsråden skar en grimace. Så lagde han venlig hånden på mit knæ. « tjen mig i, ikke at snakke om deres forretning, » Sagde han. « det er i deres egenskab af digter, jeg har den glæde at tale med dem. » Jeg bukkede. « de forstod mig næppe før, singleton. Legatets fundats fordrer, at de skal opholde dem i. Udlandet i mindst otte måneder. » Jeg blev l'idt bleg, men sagde ingenting. Etatsråden stirrede på mig med en slags onskabsfuld medfølelse, som tvang mig til at tage mig sammen. « det bliver — lad os se — det bliver et hundrede, syv og firsindstyve kroner halvtredsindstyve øre pr. Måned. Jeg vil ikke fæste mig ved ørerne — » Etatsråden og jeg gjorde samtidig en håndbevægelse, der antydede, at vi strøg ørerne. « det er mange penge, singleton, » sagde han så. « tænk, hvad man går og klatter væk i København — i tivoli f. Eks. Og på sporvogne. Og kaféer. » « meget sandt, hr. Etatsråd. » « 1 udlandet bestiger man bjærge. Man bor i billige, romantisk beliggende værtshuse. Ofte sover man i en høstak, når natten overfalder en på vandringen. En duftende høstak, singleton. Stundom bor man flere dage hos venlige landboere, som hårdnakket vægrer sig ved at tage betaling af den fremmede; så lægger man en femøre i børnenes sparegris og går bort med den gamle farmors velsignelse. » Etatsrådens øjne lyste. Jeg lyttede til hans ord uden rigtig at høre dem. « man kan gå tarveligere klædt i udlandet, hvor ingen kender én. Og man kan køre på tredje klasse og tage dæksplads på damperne — — dér er de interessanteste folketyper; men pas på, de ikke tager deres tegnebog. Man ryger ikke tobak, den er så urimelig dyr, at det slet ikke falder én ind. Vinen er derimod mange steder billig, singleton. » Der steg op i mig en bondsk, en lavpandet, en sjofel tanke, som jeg skammer mig ved at nedskrive, og som jeg aldrig skulle tilstå for noget menneske, hvis ikke jeg havde svoret en hellig ed på, at denne bog skulle være sandhed og kun sandhed. Jeg tænkte på at frasige mig legatet. Men etatsrådens ansigt bragte mig til besindelse. Hans blik hvilede på mig med udtrykket af den højeste spænding; han mimrede med munden som en gammel Gourmand, der nyder en rigtig lækkerbisken. « det forstår de jo nok, singleton, at de i disse otte måneder ikke må sætte foden på dansk grund. » « men hvis jeg nu f. Eks. skal fra Sverige til Tyskland — er det mig så ikke tilladt — uden mindste ophold forstår sig — at tage routen malmø—københavn—gedser—warnemunde? » Etatsråden rejste sig i sædet og så stort på mig. « raser de, mand? Det ville jo være den groveste krænkelse af fundatsen og kunne have de amerubehageligste konsekvenser for dem. Lægger de virkelig deres route så tosset, så må de gå over Rusland. Men måske der går skibe fra Sverrige til Tyskland — jeg har ikke rejst i de sidste fyrretyve år, så jeg er ikke fuldkommen å jour med de moderne kommunikationer. » Han lænede sig tilbage i sin stol, øjensynlig oprørt. « hr. Etatsråd, » sagde jeg så — « om nu min hustru blev syg — — om — om hun døde — — kunne jeg så ikke — var det ikke tænkeligt — — » Etatsråden standsede mig med en håndbevægelse. « de synes ikke at have den rigtige opfattelse af deres, om jeg så må sige, officielle stilling, singleton. 1 den Thomsenske direktion regner vi aldeles ikke med familien. De er officielt ugift, singleton — forstår de? De har i disse otte måneder intet uden deres kunst — absolut intet. Hvad ville de sige om en general, som midt under slaget forlod sin hær, fordi generalinden var syg? — ser de det. » Der var tyst i stuen. Jeg var sunken sammen i min stol og pillede blot svagt ved kvasterne på dens arme, lammet og forknyt ved efterhånden at se mig løsreven fra det, der hidtil havde udgjort en væsentlig del af min tilværelse. „ Jeg følte mig virkelig som et lille, familiefrit, nøgent talent. Og jeg frøs. Etatsråden havde sat pince-nez’en på og bestirrede mig uafbrudt. « jeg kan fortælle dem et tilfælde, der noget ligner det, de supponerede, » sagde han. « det er — lad mig se — det er vel en snes år siden eller så. En billedhugger, som havde legatet, blev af sin Broder beskyldt for at have frastjålet ham tusinde kroner. Fra Cairo indgav han ansøgning om lov til at rejse hjem for at rense sig. Véd de, hvad vi svarede? » « nej, » sagde jeg mat. « fuldkommen rigtigt. Vi svarede nej. Vi holdt tre møder om sagen, men kunne ikke finde mindste grund til at bevilge hans begæring. For hvis han ikke havde taget pengene, var han jo sikker på, at hans uskyldighed kom for dagen, når han kom hjem efter de otte måneders udløb. Og havde han taget dem, var det jo bedst for ham at blive borte. » Jeg samlede al min kraft. « må jeg gøre dem et spørgsmål, hr. Etatsråd? » « bevares- det er min pligt at svare dem. » « hvis jeg nu rejser til Sydamerika, og jeg fra Brasilien f. Eks. går med en damper til New Orleans f. Eks. — — og når så damperen anløber st. Croix — — og jeg har tandpine — og går i land for at få trukket tanden ud — » Etatsråden gned sig i hænderne og nikkede venligt til mig. « det var et interessant — virkelig et interessant tilfælde, » sagde han. « jeg tvivler ikke om, at det vil give anledning til heftige diskussioner i direktionen. Men giv kun deres ansøgning ind, kære ven. Jeg er kun én af de tolv — men jeg har jo nogen indflydelse, og jeg lover at støtte dem. Giv kun ansøgningen ind. Men glem ikke at vedlægge tandlægens attest. » Jeg takkede ham varmt, og vi var for et øjeblik fuldkommen fornøjede med hinanden. Han sagde mig forskellige forbindtlige ting. Men pludselig blev han meget alvorlig, brød af midt i en replik og stirrede hen for sig. « bedst var det naturligvis, om øerne forinden blev solgt til Amerika, » sagde han grundende. « tja—e. » « kender de cawling? » « desværre ikke personlig, hr. Etatsråd. » « det var skade. Nå, ja. Jeg skal, som sagt, gøre, hvad jeg formår. Nu sender de mig deres rejseplan til godkendelse; jeg skal hurtig ekspedere den, og så kan de rejse, når de vi'f. Jeg rejste mig for at tage afsked. « så står der kun tilbage at anmode hr. Etatsråden om en anvisning på pengene, » sagde jeg. Han stirrede på mig. « pen — pengene? » « ja... de femten hundrede kroner. » « å — nå—e. » — etatsråden så lettet ud, som man gør, når man opdager, at den, man taler med, ikke er helt fra forstanden. « det har jeg aldeles ikke noget at gøre med. ^derom henvender de dem i finanshovedkassen. » Jeg bukkede til afsked og trykkede hans hånd. Han beholdt min hånd i sin og så på mig med et besynderligt ansigt. Bagefter forstod jeg, at han vejede, hvor vidt han skulle skænke finanshovedkassen et muntert kvarter eller tage det selv. Hans egenkærlighed sejrede. « forresten kan jeg gerne spare dem turen derop, » Sagde han. « de har na

1875_Topsoee_JasonMedDetGyldneSkind

Vilhelm

Jason Med Det Gyldne Skind

Topsøe

Topsoee

Jason Med Det Gyldne Skind

male

1875_Topsoee_JasonMedDetGyldneSkind.pdf

Vilhelm

Topsøe

anonym

dk

Jason med det gyldne Skind

En Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

Første kapitel. Ude på Atlanterhavet gik det kongelige, brittiske postdampskib Bombay. Det kom fra kalkutta, havde passeret suezkanalen og var efter en hurtig og heldig fart gennem Middelhavet og den spanske sø nu på slutningen af sin lange fart mod den engelske kyst. Det var frisk sommervejr. Det store, sorte dampskib skar langsomt gyngende gennem disse bredt opsvulmende vandhøje, hver enkelt dækket med mange mindre toppe og krusninger, som udgjore de store haves bølger. Lidt sejl havde man sat til, men de stærke maskiner arbejdede tilsyneladende lige anstrengt alligevel, og røgen afvekslende hvæsede og bølgede ud af skorstenen, der var bred og tyk som et lille tårn. Køligt var der derude, mange grader lavere temperatur end inde på det usynlige land, der lå langt østenfør; men luften var et mønster på denne stærke, sfrappe søluft, som synes at fæstne legemet i sit omsluttende tag. Det var en prægtig sommerdag på søen. En prægtig sommerdag, meget rolig og ikke fri for at være kedelig. Thi dagene ombord er Jason med det gyldne skind. - 1 - lange på de lange sørejser; men den del af dagen, hvorom dette især gælder er eftermiddagen, ialfald gælder det før dem, der ikke ville sidde ved whistbordet i kahytssalonen hele dagen. Formiddagen kan man nok få ende på. Den mesf morgenivrige vover ikke at vise sig for stewarterne i salonen før kl. 8, og frokosten kan trækkes ud til et godt stykke efter kl. 9. Et par timer efter at denne er endt kan godt gå med læsning og betragtning af loftet og spadseren og rygen på dækket og så kommer lunchen. Så går det igen nogle timer på samme vis, og så kommer middagen, der holdes tidlig ombord. Øg ikke blot måltiderne ombord blive genstand for interesse, men selve tilberedelserne fordrive ofte tiden for de tilskuere, der ligge på sofaerne langs kahytten og gabe. De følge med interesse ikke blot, hvad der sættes ind, men også hvorledes det går, den sømandsmæssige lethed hvormed øpvarteren selv i det hårdeste vejr, under de stærkeste duvninger af skibet, komme løbende med høje stabler af fade og tallerkener og anbringe dem med et glidende kast, ligesom alt hvad der hører til øpdækningen går ikke mindre sikkert og adskilligt mere hurtigt end deres kolleger gøre arbejdet på landjorden; der væddes ombord om alt muligt; der kan også væddes om at øpvarterne skulle tabe porcellain, en stabel, seks tallerkener blot på hele rejsen, men disse væddemål vindes sjælden. Spisning og hvad dertil horer kan altså bidrage en del til at så tiden til at gå ombord, men det forslår ikke, navnlig ikke når den del af dagen hvortil de er konecntrerede er forbi og den lange eftermiddag begynder. Så gennemsøges for tyvende gang det lille skibsbibliothek, hvis hovedbestanddele er den almindelige bønnebog og Charles levers romaner, eller der arrangeres små spillepartier på de lange afdækkede borde, eller man får ved de søstærke damers hjælp en mere selskabelig underholdning i gang. Eller man samler sig i tobakssalonen på dækket. Dette er en institution ombord på et stort passagerskib. Forsædet føres gerne af kaptajnen, lægen eller en af skibets øfficerer. En mere fremtrædende rolle spilles også af den eller de særlig søkyndige passagerer, som have gjort den lange rejse adskillig gange eller endog gøre den til stadighed, og som kunne have en nogenlunde fornuftig mening om vind og vejr og farten og om de skibe, man møder. Under ledelse af disse folk forhandles så skibets anliggender og den vorige verdens, for så vidt disse formenes at vedkomme folk, der er ombord, hvilket iøvrigt kun i ringe grad er tilfældet, thi både betragte de, der svømme på søen sig som en ganske særlig del af menneskeslægten og den ømstændighed, at man ikke får daglig tilførsel af meddelelser om hele den ikke svømmende verden, bevirker, at interessen for denne sygner hen. Ni der er anlæg for godt kammeratskab ombord. Bevidstheden om at have et par hundrede favne mørkt, koldt vand under sig udvikler mellem dem, der sammenflyde ovenpå en solidaritetsfølelse, der meget fremmer det gode forhold. På den anden side modvirkes dette af de ømstændigheder og de anlæg i den menneskelige natur, der altid tilintetgøre enighed i de små samfund, og som følge deraf opstår der gerne ombord et par indbyrdes godt sammenhængende, men lige overfor hinanden temmelig uenige kliker. Der var to sådanne ombord på Bombay. Den ene aristokratisk, stiv og kedelig. I spidsen for den stod en engelsk general og hans ældre datter. Den anden var demokratisk, livlig og morsom; i spidsen for den stod en franskmand mr. Caillou, der var selskabets komiker ombord, og hans nnge datter. Til denne gruppe hørte det aldeles overvejende flertal, generalens parti bestod kun af et halvt dusin personer, der havde mere eller mindre ægte berøringspunkter med den fine verden i kalkutta. Generalen var gammel, før, stiv og sygelig og rejste ikke fil England med en formue, hans datter var ikke ung, tør, stiv, kantet og ikke genstand for herrernes tilbedelse. Monsieur caillou rejste hjem jour en rig mand, der nu skulle fil at nyde livet, hans datter var køn, yppig, meget livlig, meget pyntet og meget koket. Modsætningerne var tilstede i tilstrækkelig styrke. Monsieur caillou havde nået det franske ideal at samle en formue, hvis renter man kan leve as, ved at slide hårdt i nogle og tyve år som restaurateur- i kalkutta. Han var kommet ud fil Indien som øpvarter, havde ved hjælp af sine opsparede drikkepenge etableret en lille restaurant, som havde fået et godt ry på sig og var vokset op fil at blive et anseeligt etablissement, som han nu havde afhændet meget fordelagtigt. Mademoiselle var datter af en af hans øpvartningspiger, med hvem han for øvrigt var bleven gift på det lovformeligste. Hun var sin faders asgud og var ligeledes genstand for den mandlige besætnings tilbedelse i salonen. Caillou ville hjem for at leve i Bordeaux, sin fødeby, som nabo fil den bedste vin i verden og på det sted, hvor man havde opdaget, at Krebs kunne tillaves, og hvad de så kunne blive til. Han fortalte, til hvem der ville høre derpå og så ofte nogen ville høre derpå, om sine fremtidsplaner. Øm vinteren ville han leve i byen, til sommerhus ville han have et lille landsted, hvis beliggenhed skulle være således, at han kunne fra sine vinduer følge en eller anden af de fine vinmarkers udvikling og udsigter lige fra foråret af og til høstens tid om efteråret. Da ville han mætte sine blikke på den, svælge. i menneskekærlige fantasier over den skat af sol og lykke, som nu skulle spredes mellem menneskene og hvoraf naturligvis en lille stråle også skulle glide ned i hans kælder, der lille i omfang skulle kende alt hvad der var ædelt og godt fra de skrånende marker ved Bordeaux. Han havde altid publikum til sine fremtidsbetragtninger, skjøndt de udelukkende drejede sig om, hvad han ville gøre for sig selv og sin datter. Men ikke alene sad hun oftest i nærheden af sin snaksomme fader, men denne var også morsom. Da han først var bleven så søstærk, at han kunne krybe frem af fin køje, var han lutter liv og munterhed. Han havde ikke gjort som de fleste af hans landsmænd, der selv når det gælder deres velfærd ikke kunne tilegne sig et fremmed sprog, han talte flydende engelsk. Han lagde ikke dølgsmål på sin tidligere stand, og den var ham tilgivet as de sleste engelske gentlemen, i al fald så længe uran var ombord. Generalen hørte naturligvis ikke til de forsonlige. Til gengæld forsikrede caillou, af han ikke skyldte ham nogen andel i sin lykke, thi det havde vel en tid været en af hans kunder, men en af dem man ikke tjente på, og han bankede neglene sammen for af illustrere sin forsikkring. De to fjendtlige partier havde naturligvis deres særlige pladser ved bordene. For enden af et fad mr. Caillou, hans datter og nærmest dem nogle unge engelskmænd der hørte til hendes ivrigste beundrere. Der gik det livlig til. Mr. Caillou havde en fast tro på champagne som middel mod alle lidelser og særlig som præservativ mod søshge, og da han i den glade stemning i hvilken han befandt sig øver af kunne vende hjem med sine renter, ikke ville drikke den alene, og da hans unge naboer vare meget villige til af hjælpe ham ud over denne forlegenhed, så gik det særdeles livligt til her. Generalen og hans datter havde plads ved den tilsvarende ende af et andet bord. De indtog en holdning, som skulle indeholde en protest mod deres gjenboeres. Jo ivrigere champagneflaskerne derovre cirkulerede, desto tavsere så generalen på sin halve flaske ale, og desto værdigere forlangte hans datter det ene glas band efter det andet. Jo bedre man ved slutningen af måltidet syntes at more sig under caillous forsæde, desto - ivrigere var miss ' en for at komme så vidt med sin spisning, at hun kunne rejse sig og dermed bekjendtgjøre, at anstændige damers mållid burde være endt, og hun vedblev trofast hermed, skønt belært af daglig erfaring om, at mademoiselle ikke i mindste måde lod sig anfægte herved, men holdt ud i sin kreds, drikkende sin champagne og gnaskende rosiner og mandler, med begge sine smukke arme lagte op på bordet, snakkende og smilende og nikkende, så længe hendes garde holdt stand. Til de temmelig neutrale ombord hørte en yngre dansk mand Anton Hasting, som var på § hjemrejsen fra Indien. Han havde arbejdet der i en syv a otte år som civilingeniør og været heldig. Han gik ikke som mr. Caillou hjem med rigdom, men med en anstændig lille kapital, som han ville bruge som driftskapital, og som det havde været hans øpgave af få samlet derovre. Han var begyndt som baneingeniør i en underordnet stilling, men havde endt som heldig entreprenør ved afskyelige banelinier, som anlagdes i det indre af landet, og hvor man efter ømftændighederne døde af klimatfeber eller tjente penge. Han havde fået det sidste lod, men der var noget anstrengt i hans ansigt og hele holdning, som viste, af det ikke var gået let fremad. Ved hans sociale stilling ombord var der det ejendommelige, af han, da han kom ombord hørte til generalens trop, ja var den ene af de tv, hvoraf denne da bestod. Han havde gjort bekendtskab med generalen, da denne engang var på en sørgelig inspektionsrejse for af undersøge, om nogle sørgelige indfødte havde riskorn nok til af kunne trække hungersdøden ud i nogle måneder. I en gul rørlandsby på en gul slette omgivet af gule bjerge, den fortvivlede hovedstad i et fortvivlet distrikt havde de tilbragt en fjorten dags tid i hinandens nærhed under sådanne forhold, af de nok skulle huske hinanden. Så kendte da også generalen han: igen, den dag han kom ombord, skønt skibet endnu lå stille og var en del af landjorden og generalen som følge deraf i højeste grad var general i hendes brittiske majestæts tjeneste, kommandør af den meget hæderlige bath-orden og af „ 8tar ok India “, så meget general, at han kun gav kaptajnen på skibet, der dog er genstand for alles ærefrygt, et par fingre og mr. Caillou kun et halvt nik, der tydeligere end ord sagde: „ Sir! Jeg lader dem ikke kaste ombord, men hermed ere vi to færdige på denne rejse “. Efter denne modtagelse kunne altså Anton Hasting have betragtet sig som generalens vasal på rejsen. Men dels lå det i det hele ikke for ham at ofre meget for selskabelige hensyn, dels var han efter adskillige Års omtumlen i mere eller mindre ville egne bleven sløvet for det indsmigrende i slige sociale udmærkelser, nok er det, han tog ikke videre notits af generalen og hans datter, som han straks var bleven præsenteret for, og da den betydningsfulde ceremoni at vælge bordpladser skulle foregå, tog han simpelthen, hvad tilfældet bød ham, og dette var en plads i nærheden af de glade franske. Kun en enkelt plads skilte ham fra den unge garde, som havde taget flankestillingcrne hos caillou ' s. Han kendte imidlertid en af disse unge fyre og blev derfor hurtig kendt med de andre og så med den stjerne, de drejede sig om. Mademoiselle havde med det kvindeblik, som ser alt og vurderer alt, bemærket, af Hasting havde debuteret med af blive præsenteret for den højvelbårne generalsdatter, og dette var hende en garanti for, af det var en gentleman, som burde høre til hendes stab og til den alene. Hertil kom noget andet. Hvad der skilte Anton Hasting fra hende og hendes garde var en fyrretyveårig enke, som ikke var tilstrækkelig styg til helt af kunne ignoreres, men som ikke ville hylde mademoiselle og derfor burde bemærkes så vidt, af hun blev knust. I den anledning var der lagt særlig an på af få hafting bragt ind i en samtale, hvis repliker gik tværs over enken. Generalen og hans datter overså ikke, af den ene af de to hvervede unge mænd var i færd med af desertere. Hans dom var snart fældet. Forholdet til hafting blev køligt i den persiske havbugt og var som is ved bab-el-mandeb. Imidlertid var Hasting dog ingenlunde af de ivrige ved mademviselles Hof. Både i kahytten og på dækket, når hun var omgivet af garden, der med kulørte crickethuer, der fremtoges på søen, så ud så broget som en skare pappegojer, og hvor de ellers færdedes, trådte han kun til på udtrykkelig kommando. Han kom endnu med al den tilbageholdne stivhed et årelangt ophold mellem ørkener og stenede bjerge og fortvivlede junglestrækninger indgyder. Men det var ham en ejendommelig behagelig følelse at komme til civilisation igen under en af livslyst sprudlende ung piges ledelse. Han havde begravet erotik og romantik for tørre og mere ivrige, ængstelige fvrretningsbetragtninger, men der var en elektrisk heftighed over den måde, hvorpå den franske pige vakte disse følelser øm ikke til live, så dog til erindring før ham. Og således var det selskab, der færdedes ombord på det kongelige brittiske postdampskib Bombay, da det gik ude på Atlanterhavet, en frisk sommerdag, glidende gennem disse brede opsvulmende vandhøje, dækkede med mangfoldige toppe og krusninger, som er det store havs bølger. Man var nu nærved den engelske kyst, den næste dag skulle være den sidste, der helt skulle tilbringes på søen. Man var, skønt rejsen var gået særdeles godt, gennemtrængt af en behagelig følelse af, at der var noget stort og vanskeligt, der var overstået og tilbagelagt, noget, der for manges vedkommende ikke skulle gøres om igen. De flesle vare nu meget utålmodige efter at fe land, og da dette aldeles ikke lod sig gøre, trøstede de sig med af bemærke den voksende talrighed af skibe. Disse viste, af man fra den store ensomme landevej var i begreb med af dreje ind i havets befærdede gader. Fraregnet dette mere uskyldige tegu på, af man var ked af rejsen og for så vidt også af rejseselskabet, var man meget elskværdig mod hinanden som følge af det almindelige gode humør. Den meddelelse om skibets fart i de sidste fireogtyve timer, kl. 12 som sædvanlig, var bleven opslået i salonen, havde været så tilfredsstillende som mulig. Vejret var smukt og stille, alle vare på dækket. Generalen spadserede med sin datter under armen, ganske ligesom de andre, og som om han, når galt skuloe være, kunne være en ret medgørlig mand. De brogede crickethuer satte hinanden stævne i udsøgte løndønnerrestaurants, damerne begyndte af tale øm, hvorledes deres stakkels kufferter mon havde haft det i rammet, hvor de havde været usynlige under hele rejsen, og om udsigterne til af få dem nogenlunde hele op igen, og mademoiselle caillou sukkede, så af hendes livstykke frnede med af sprænge, når hun tænkte på, af noget menneskeligt kunne have ramt de skatte af ukendt indisk fashion, hun sorte med sig for at gøre bordelaiferne misundelige. Det var lidt sildig på eftermiddagen, solens stråler faldt skråt hen ad dækket over de spadserende klynger og skød en gylden strålebjælke ind i tobakssalonen, som var aldeles fuld af herrer og derfor ogfå af røg, og det skønt døren i læsiden var helt åben. Røgen var så stærk, at et par af garden, til hvem hafting havde sluttet sig, havde smuglet deres små shagpiber hen på det stykke af dækket, hvor der ellers ikke må ryges og var vandrede ud til pladsen i skibets agierende bag rorgængerens hus. En herlig plads! Man står på det høje skib som på en hævet altan med en udsigt uden grændse. Man ser vandhøjene bag sig glide over hinanden, forsvinde og atter opstå efter en udestemmelig regel, i en uendelig bevæget leg, som bliver dobbelt forunderlig i fin bevægethed, når man tænker pan den ensomhed, der atter bliver over disse vandflader, under denne himmel, når det skib, man står på, er gledet bort, og på, at bevægelsen og legen bliver ved uden at noget dødeligt øje se derpå. Skibet trækker helt ud i horizonten sin brede, ndglattede stribe efter sig over det mørke vand. Stødvis, med korte regelmæssige mellemrum sender skruens ømdrejninger de udbrud af skum op fra dybet og skyer af klare, boblende Perler lægge sig som en bort langs striben. „ Der er vejen til Asien “, sagde, idet han pegede på denne, en af garden, en ung engelsk ingeniør. „ Den er ikke så let at finde igen. “ „ Men de tænker vel heller ikke på at gåden en gang til, “ sagde Anton Hasting. „ Jeg ved det ikke, jeg er ikke så sikker i min sag som de, “ svarede englænderen. „ Går det ikke herhjemme, må jeg ud igen og, ligesågodt tilbage til vore fanse brune venner som til Australien eller Afrika. Helst i Skotland, det er vist, men ellers gasværk i det indre Afrika, vandværk på patagonien eller jernbane op ad himmalaya, det er mig så temmelig et. Bien penge, sir, penge må jeg have ud af det ellers bliver det aldrig til noget med den kollage, de gør nar af. “ „ og den unge viv, der selv laver mufsins til sin mand og de to børn, “ sagde en af hans venner. „ To børn, Dick! Jeg vil se dig hængt. Et dusin, ikke et eneste mindre. To børn! Det er kun franskmænd, som ikke ønske fler! “ „ Så er mademoiselle ikke noget for dig. “ „ Det har jeg jo heller aldrig sagt, at hun var. Alen derfor er hun alligevel en fordømt køn pige, fuld af kommers og liv, og den gamle har penge, og det gør ikke noget de lugte af branket smør. “ „ Så tag din chance! Det var dog bedre at komme til at leve med hende i Frankrig, hvor i jo rigtignok kom til at leve efter hvad hun altid lover sin mand, bedre det end at komme til at leve i patagonien. Det er dog overtro med disse frøer og snegle franskmændene leve af. Tag hende, jeg troer hun tog dig. “ „ Tag selv din chance og tag hende, “ svarede ingeniøren. „ Jeg tror, at hun også kunne tage dig, ialsald når vi havde et par uger endnu, inden hun fik en anden besætning at se, end vi har ombord. “ „ Måske, men nu have vi engang ikke et par uger tilbage men kun en dag eller halvanden. Jeg er forresten ikke giftesyg. Jeg siger som vor danske ven: skal det komme, så lad det komme af sig selv og så snart som mulig. “ „ Ja, hvad vil han og hvad vil han ikke, “ svarede den første, idet han smilende så til Hasting, „ han har jo åbenbart rent glemt, at der er andre fruentimmere til end vaskekoner, og det er derfor, at han ikke tror på andre. „ Ja, måske de har ret, “ sagde Hasting, „ jeg er selv noget forundret over mig selv, jeg synes derer noget tørt over mig, jeg er sprukken og revnet som sletterne i deres tørre tid. “ „ Og længes efter vand, tørster efter vederkvægelse? “ „ Nej, jeg mærker det var et dårligt billede, jeg brugte; thi jeg tørster netop slet ikke. “ „ Så foreslår jeg hellere at ligne dem ved tørt tommer, det skal være tørt, men tag dem så iagt for ilden. “ „ Fare fra en anden kant, “ sagde en af deltagerne i samtalen, som havde hørt halvt efter og afleverede en replik, der mere passede til ordlyden af, hvad der var gleden forbi ham end til indholdet. Den slags deltagere i en samtale er gerne de frugtbareste, og således blev det også her. Frem fra rorgængerens hus gled mademoiselle, der følte sig skammelig forladt og havde begivet sig ud for at søge efter garden, da garden ikke lod til at ville føge hende. „ Hvad er det for farer, de taler om, “ spurgte hun og trådte ugenert ind i kredsen. „ Fare for at blive gift, “ sagde hurtig Hasting og mere på en gnaven eller i al fald afvigende måde end i en høflig konversationstone. Han var i grnnden bleven i siettere humor, da de vare komne på slutningen af rejsen, end han havde været i begyndelsen. „ Fra hvilken side skulle faren true? Og hvem? Os damer eller dem og de andre herrer, “ riposterede mademoiselle. „ Vi talte egentlig ikke om farerne fra denne eller hin side, “ svarede Hasting, stadig lidet oplagt til at være behagelig, „ men om farerne ganske i almindelighed. “ „ Man skulle tro, de i det mindste var tre gange missionær, når de taler således, “ sagde hun. „ Forresten tror jeg for mit vedkommende ikke at jeg ville tale således, selv om jeg var det! “ Hun sagde disse ord med et udtryk, som i det øjeblik gjorde hende mere end køn. „ De må huske på med mig, mademoiselle, til undskyldning for min barbariske tænkemåde, at jeg har boet adskillige år mellem hinduer. “ „ Og hindupiger, “ tilføjede mademoiselle med øjekast, der gav det i og for sig uskyldige ørd en frivol farve. „ Jeg vædder, at mr. Hasting er gift om et år, “ sagde pludselig eu af de unge englændere. „ Dettr et ørd, “ sagde mademoiselle, „ jeg holder uhyre af væddemål. Vi vædde om en diner i dag et år hos „ Irois ireres “. Mr. Hafting, er de gift om et år, ja eller nej? “ „ Nej. “ „ Så taber de bæddemålet. Det skulle fornøje mig om jeg vandt. Tabe. r jeg, er jeg vgfå glad og få lader jeg papa betale. Ham må jeg dog have med for mit rygtes skyld. “ „ Bien vi andre, “ spurgte en af garden. „ De skal naturligvis med, “ sagde mademoiselle. „ Den tabende skal invitere. Dem med. Jeg har i al fald ikke glemt dem om et år. Mod kun på pletten i dag om et år kl. 6. Det bliver magnefikt en lyslig diner, en dame og fem herrer, det kan jeg lide. “ De andre lo. „ Ja, jeg tager det alvorligt, “ sagde hun, „ De skal møde. “ Klokken ringede til the. „ Hr. Barbar, deres arm, “ sagde mademoiselle, tog Hasting under armen, og man gik ned i kahytten. Siden på aftenen samledes herrerne atter i tobakssalonen i den samme rolige, men behagelige stemning, som havde hersket hele dagen. Mr. Caillou havde en del hvisken for med stewarten, og det vifte sig snart, af resultatet af denne var en kold punsch, hvis komposition caillou påstod havde været ham mange penge værd i kalkutta, hvad der kunne være rimeligt nok, thi både smagte den fortræffeligt og var den sammensat af de dyreste Jason med det gyldne skind. 2 ingredienser. Den blev skænket rundt i glassene as den glade restauratør, der optrådte som vært inviterede alle ind, han kunne få fat på. Han sad i den lille sofa ved siden af kapitajnen, der altid behandlede denne passager som sin kæreste ven, når generalens ærefrygtindgydende øje ikke hvilede på ham. Den glade caillou beklagede kun, af han ikke havde sin hvide hue på for ret af befinde sig i sit es. Kaptajnen foreslog af afhjælpe denne mangel ved et hvidt lommetørklæde. Han havde just såt dette arrangeret på en tilfredsstillende måde, og man troede sig til af være et så glad selskab, som flod på noget af de fem verdenshave, da generalens høje skikkelse viste sig i den åbne dør. I et anfald af nedladende elskværdighed ville han den aften besøge tobakssalonen, hvor han hidtil ikke havde sat sin fod. Det lod ikke til af denne gode hensigt blev tilstrækkælig påskjønnct. Foreløbig indtrådte der en almindelig taushed. Generalen på sin side syntes også straks af få et stærkt skår i det glade humør, der havde syldt ham, da han så, af man havde arrangeret en hel lille kollads. Caillou, der var vært af profession, var den første, der gjorde forsøg på af få det hele på føde igen. Han skænkede et glas og tilbød generalen det med høflighed og rejsende sig op i sofaen. „ Kan jeg betale for det, “ sagde generalen i en tone, der gjorde det tydelig, af han for sit vedkommende ikke ville være behagelig mod den tykke franskmand. Denne blev lidt blegere i sit gule ansigt, men fattede sig hurtigt og sagde i en flot tone, der var meget forskellig fra den, han først havde talt i: „ Ja, giv mig en af deres cigarer, min er l næsten særdig. Jeg vil hævde mit renomme for ikke af t trække folk op, “ tilføjede han efter en kort pause. Generalen blev aldeles forvirret ved denne l uartighed og svarede kort i en forbitret tone: „ Jeg har ingen cigarer til dem. “ Han gav med u det samme sit glas et lille stød, så af det kom læng gere ind på bordet, hvor det skvulpede en del af is sit indhold ud. Caillou greb det, tømte det roligt, smækkede med 8 læberne og sagde til de andre med et leende Anis sigt: „ Jeg minder mig selv om fremgangsmåden i i den bekendte knejpe, som der går sagn om i lo alle lande, hvor sprøjten atter suger suppen op, m når gæsterne ikke betale. “ De fleste gæster kunne ikke lade være med af k le eller smile ad den måde, hvorpå kokken med ys sin firskårne satire gav generalen lige for lige. L som en lille reservation lagde dog kapitajnen, som an - nu engang sad ved caillous side, sig så langt tit tilbage i sofaen, som han kunne komme. Han oß havde vist foretrukket at være i al fald på en selvin skændig stol ved siden af den. Generalen var dog, når alt kom til alt, general i hendes brittiske majestæts tjeneste, og vred var han. Hans hvide hår og skæg kransede et ildrødt ansigt, og hans små arrige øjne vare næsten helt skjulte under den rynkede pande. Caillou tog nu tingene med den største ro. Han drak og skænkede i, heldte mere champagne i bollen og begyndte på sit yndlingsttema, sine memoirer som opvarter, som han fortalte med en parisergamins liv, opfattelsestone og satiriske talent. At sidde i en kreds, hvor en mand præsiderede, der fortalte: „ Jeg stod udenfor med servietten. “ „ Jeg kiggede ind ad nøglehullet, “ o. s. v. var rent forskrækkeligt. Han vred sig på sin feltstol henne ved døren. Han ville ikke vige pladsen, det var at erklære sig slået, men det kneb at blive. Ved siden af ham sad en lang amerikaner, han halede yderst veltilfreds. i sit bukkeskjæg og slog sig med larmende munterhed på lårene med begge hænder, hver gang caillou havde endt en historie og kastede tillige ondskabsfulde sideblikke på sin fause forbittredc sidemand. Endelig blev det denne for galt, han vendte sig om mod amerikaneren og beærede ham, hvem han iøvrigt ikke havde vekslet et ord med, ved halvhøjt at sige til ham: „ Det er næsten for galt, at en sådan fyr sidder mellem gentlemen. “ „ Vel, sir, “ svarede amerikaneren efter et oieblik at have set på generalen, „ men man finder sig i det selskab, man kommer ind i. Jeg havde engang i distraktion skrevet en af mine bekendtes navn på en veksel, og sksøndt distraktion er en fejl vi i min familje lide meget af, tog man ikke denne undskyldning for god og satte mig i tugthuset. Det selskab der var der, det gør de dem vanskelig nogen forestilling om, “ og han tog generalen, der målløs stirrede på ham, fortrolig i knaphullet. „ Lykkeligvis traf jeg snart min Broder, som ofte havde taget en anden mands ur op af hans best og glemt at levere det tilbage, når manden gik videre; det var også kun den ulykkelige tilbøjelighed til distraktion, der ligger i familien, som han ytrede sig, en arv fra mødrene side antager jeg, vor moder var det i høj grad, det var hende aldeles umuligt at huske, hvem vi havde til fader. “ Generalen for op med en voldsom ed og røg ud af døren. „ Det stod han ikke for, “ sagde polisk amerikaneren, der i virkeligheden var en skikkelig uldhandler sra vesten, til de andre, som var begyndt at se lidt foruroligende ud ved disse familiemcmoirer. „ Lad mig så få et glas for den forretning. “ Det gode humør blev herefter helt overgivent. Det blev ganske mørkt udensor, lanternerne vare forlængst hængte ud, men man blev siddende. Endelig begyndte en tåge, der vel ikke var meget tæt, men som dog gjorde det mindre behagelig at sidde for åbne døre, og lukket kunne døren ikke være for røg. Så bestemte endelig det muntre selskab sig til at bryde op og gå ned i kahytten. Næsten alle, der havde siddet dernede, vare gåde i seng. As damerne sad mademoiselle tilbage. Den store salon så med sine mange lamper, sine livlige farver og rige forgyldning hyggelig og venlig ud, og mademoiselle, hvem lampelys klædte særlig godt, sad som den mest bedårende og besnærende, ventende, nnge husmoder i sin stol og broderede med et allerkæreste lille præg as fortrydelighed i ansigtet over af være ladt alene, som enhver as garden kunne tage til indtægt, da den stillede for af sige godnat. „ Godnat, godnat, godnat! “ nikkede hun. „ Sig mig blot, mr. Hasting, skulle jeg ikke gøre den rose mørkere. Ja, jeg ville dem ikke andet end det. Godnat. “ Snart var hele skibet gået til ro. Lamperne i den lange gang, hvortil de forskellige kahytter vendte ud, vare slukkede på et par stykker nær, og inde i kahytten var alt nu stille. Kun i kapitajnens hytte oppe på dækket var der bevægelse, og lyset over sokårtet skinnede gennem den tågede luft. Alting blev mere og mere stille. Man hørte kun vandene og skibet. Vandene plaskede og sfodte med dumpe kolleslag på de tynde vægge, bag hvilke de mange mennesker lå trygt og sov. skibet knirkede og knagede og sakkede langtrukkent som alle skibe gøre, og maskinernes ensformige slag og skruens travle banken nede i dens mørke aflukke under vandet hørtes over det hele. Og således gik det i den mørke sommernat, nædens tågen blev tættere og søvnen dybere ombord, skjont vandenes kølleslag lød truende og hårdere og hårdere i den hule sø, der var begyndt. Men pludselig afbrydes stilheden ved et højt råb på dækket, signalklokken i maskinrnmmet ringer med en skingrende ihærdighed, der vidner om, af den udfører en ordre det haster med, hurtig trampende fødder styrte øm på dækket, flere høje råb og kommando på kommando lyde efter hinanden. Hasting delte kahyt med den unge engelske ingeniør; sådanne folk vide straks, af der er noget alvorligt på færde, og de stod i et nu halvt påklædte i gangen, som førte til dækstrappen for af ile op. I det samme lød der et knagende brag, som nok skulle vække alle de sovende, nok et brag, efter et sekunds stilhed råben og skrigen af mange stemmer og så som ekko af dette, forplantende sig skibet igennem, udbrud af skræk og forfærdelse. Støjen og larmen, støden og puffen til døre, som man i forskrækkelsen glemte, hvorledes man skulle åbne, og støden og puffen og vild trængen sig mellekn hinanden for af komme op på dækket eller blot et andet sted hen, end der hvor man var. Hafting og hans kammerat havde været de første på dækket. Det var dem umuligt af finde sig tilrette. Skibet var stoppet, men gyngede uroligt op og ned, som i krampe og angst, natten var mørk og glandsløs, lyset fra lygter og lanternerblændæde kull uden at kunne trænge igennem tågen, som nu var meget tæt. Dampen fra den stoppede maskine for ud fra skorstenen med bedøvende larm og hvæsen og slog ned på dækket i tætte skyer. Udover rælingen var intet at se, jo! Forude noget uformeligt, som de mere anede end så. Da de følgende lyden af stemmerne ilede derhen, så skimtede de stænger og rejsning af et andet skib, der lå foran deres, og udover hvilket en stump af Bombays spryd ragede. I mørket og tågen og under skødesløs udkig var de løbne i et andet, temmelig stort skib, der foreløbig syntes at være det, der havde lidt mest og at være i størst fare. Mængden af passagererne for om imellem hinanden på dækket, halvpåklædte og i den største forvirring og forskrækkelse. Den scene der havde vist sig for dem i den mørke, fugtige, uigennemtrængelige nat, havde fyldt dem med rædfel, og de bidrog naturligvis alle deres til at forøge forvirringen. Gennem den udeladtc damps buldren og sydende hvæsen, råbene fra Bombay og fra det støre andet, der lå foran, hørte man uafladelige kommandoråb, som bidrog til af forøge forstrække isen, thi folk ville kun opfatte dem som yderligere tegn på overhængende fare. og da kapitajnen gennem sin råber meddelte, hvad der var passeret, og af han håbede, af Bombay ikke var i nøgen farlig forfatning, blev denne sidste meddelelse af de fleste opfattet som en forberedelse på det værste. Gråd, hulken og udbrud as fortvivlelse lod fra alle sider, og paniken forøgedes; nogle bemærkede af der blev gjort anstalter til af gøre bådene klare, de gjorde anskrig, store hobe styrtede derhen og der opstod de uhyggeligste scener, medens matroserne, som skulle arbejde, puffede, slog, stodtc og bandede til alle sider. Kun nogle af de yngre engelske herrer, Hasting og, det må siges til deres ære,. Generalen og hans datter tabte ikke fatningen og gjorde hvad de kunne for af berolige folk. Det sidste fornemme par nedlod sig i den anledning til af tale til alle uden forskel. Stakkels monsieur caillou var derimod, som de fleste gemytlige folk ved slige lejligheder, aldeles ude af sig selv as skræk og forvirring og fik hurtig sin datter med sig og. kom endelig forud, hvorfra man ellers føgte af holde passagererne borte. De så det andet skib, som man arbejdede ivrig på af blive klar as. Caillou, som havde en ubestemt tro på, af der alle steder var sikkrere en

1877_MoellerL_JeanetteMironEllerFjortenMillioner

Louis

Jeanette Miron Eller Fjorten Millioner

Møller

MoellerL

Jeanette Miron Eller Fjorten Millioner

male

1877_MoellerL_JeanetteMironEllerFjortenMillioner.pdf

Ludvig

Møller

Louis de Moulin

dk

Jeanette Miron eller Fjorten Millioner

Original Roman

n

gothic

W. Janssen

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Rhingrevens slot. Når man sejler op ad den skønne rhinflod, vil man måske bemærke et isoleret, lille bjerg, som terrasseformigt sænker sig fra det indre af det skønne Alsace ned imod den store flod og ender ved denne med en lodret, hen ved tohundrede fod høj væg. Det frembyder til alle årstider et henrivende skønt syn. Om foråret skjules det næsten ganske af fine, lysegrønne blade, og om sommeren lyne de røde druer som rubiner gennem det grønne vinløv, der snor sig både vildt og dyrket fra terrasse til terrasse, belyst af den glødende sol. Vældige egetrær, tusindårige kæmper, som har set de franske riddere drage over floden for at deltage i korstogene eller for at tugte deres tyske brødre, stå endnu spredte hist og her med stærke, hvælvede kroner, medens dybe huller i jorden vidne om andre af deres slægt, som har måttet bøje sig for tiden og er styrtede om, ned i den brusende rhinslod, for at hvirvles med som et halmstrå af et regnskyl. Længere oppe mod terrassens højde stå prægtige kastanieskove, fra hvis kroner lyder en evindelig susen; det er eventyr de gamle træer fortæller og som vinden spreder over den hele, vide verden. Ahorn, graner, popler og cypresser findes hist og her, og midt imellem disse ligger en mægtig bygning med to høje tårne og endnu omgiven af en stærk ringmur. Det var „ Rhingrevens slot. “ Hvorfra den havde fået dette navn vidste ingen med bestemthed, men sagnet, som ved alt, fortalte, at her boede i gamle dage for mange, mange år tilbage den frygtede rhingreve, hvis grusomme bedrifter endnu besynges i de fransfe og tyste ballader. Fra slottets høje tårne havde han kunnet se hvert skib, som passerede forbi, og straks var han da tilstede med sine ville krigere, besteg sin knor, som altid lå seiklar, og da var det fremmede skib prisgivet som en boldt i stormens favn. På den måde opdyngede han uhyre skatte i slottes kældere, og dag og nat kunne man høre ham og hans ville svende svire og synge, til den lyse morgen atter kaldte dem til rov og plyndring. Rhingreven var nu død for længe siden, slottet var købt, folgt og atter købt af forskellige ejere, indtil endelig Jean Joseph Miron, Greve af avernon, købte det for en spotpris. Han lod det fuldstændigt restanrere og anvendte uhyre summer på at fjerne alt, som kunne minde om den gamle røverrede og bragte det ved plantninger, anlæg af parker og spadseregange med mere så vidt, at rhingrevens slot, som det vedblev at hedde, var det skønneste i hele Alsace. Hvad ham selv angik, da var han elsket af sine undergivne og agtet af alle; den hovmod, som ellers er så karakteristisk for adelsmænd, og som gerne er et tegn på hvor mangelfuld deres opdragelse har været, kendte ban intet til; han var jevn og ligefrem og frygtede derfor ikke de trnende skyer, som dukkede op på himlen og som senere nedsænkede sig over det ulykkelige land i revolutionens torden, år 1830. Midt under denne giftede grev Miron sig. Han ægtede en pige af borgerlig herkomst, en datter af en af sine forpagtere, og levede siden et lykkeligt liv. Ægteskabet blev velsignet med to børn, en dreng og en pige. Drengen fik navnet Charles, pigen hed Jeannette, og den gode Greve kendte ingen større glæde, end om aftenen af sidde i den gammeldags riddersal med et barn på hvert knæ og fortælle dem historier, medens jlden kuittrede i ovnen og kastede sit rødlige, flammende skin hen over det gamle egetræcsgulv. Børnene var hen ved seks år gamle, da greven en dag fik besøg af en hr. Fasmer, der var hans fætter. Synderlig glad over besøget var han just ikke, thi den kære fætter var en galning af første rang, bekendt for sit høje spil, sine elskovseventyr og sine dueller. Han havde været fraværende i flere år, uden at man vidste hvor, og man betragtede ham allerede som død, da han, som sagt, pludselig dukkede op hos „ den gode Greve “, som han altid havde benævnt Miron. Han var imidlertid ikke den samme, som tidligere. Det flygtige, galningeagtigc var forsvundet, og i dets sted var han bleven alvorlig, tilbageholdende og beskeden. Han havde, som han fortalte, indset fine fejl og bedet hårdt for dem ved at døje nød og savn. Han havde flakket om på Afrikas kyster som fkibbrndden Matros, redet som en millionair på kameler i Ægypten, så længe pengene varede, spillel uhyre summer bort i baden-baden og vundet dem igen, kort sagt, han havde levet højt og sultet, gået klædt i Fløiel og silke og vandret om, hyllet i pjalter. Derved havde han lært verden at kende, han havde indset sine fejl og lovet at forbedre sig. Da han endelig efter en tiårig omflakken fik opspurgt sin fætter, grev Miron og nåde til ham, ejede han ikke en skilling, og vovede knapt at træde ind i de prægtige sale, da tjeneren på hans indtrængende bønner havde meldt ham. med øjnene fulde af tårer stod han over for fætteren, der, efter at have hørt hans sørgelige historie, hjertelig gav Hain hånden og bad ham være velkommen, og da lovede han ham til gengæld, at han ville vedblive at være som han nu var, nøjsom og tilfreds med lidt. Så forestillede greven ham for sin hustru og viste ham sine børn, og da aftenen kom, fortalte fætter Fasmer, siddende i den store, lune riddersal, om sine vidunderlige eventyr i fremmede lande og om alle de farer og besværligheder han havde udstået. Fætter Fasmer vandt snart alles hjerter, man beklagede og man agtede ham. Han blev ofte indbudt af grevens venner til besøg, men han lignede sig, som sagt, ikke mere selv, han var næsten fuldkommen menneskesky og gik kun nogle Toure ned til floden om aftenen, når ingen bemærkede det. Greven indbød ham engang til at rejse med til Paris, men han svarede blot: „ Nej, jeg vil glemme, kun glemme! lad mig være fri. “ Så sad han sig gerne i en krog og legede med børnene, der holdt meget af ham. Engang spurgte lille Charles ham om, hvorfor han altid redte sit hår ned i panden, så så han så skummel og vred ud, mente barnet. Da var han bleven meget vred og havde tilkastet barnet et rasende blik, men straks efter havde han leget med det som sædvanligt. „ I må ikke drille ham, eller være næsvise mod ham, “ sagde greven, „ de ulykkelige er altid pirrelige. “ Året efter hans ankomst overdrog greven ham overopsynet over slottes underordnede personale og skænkede ham den årlige indtægt af to forpagtergårde, hvorved han blev sat i stand til at leve som kavaler. Fasmer var få rørt herover, at han kyssede ham og lovede evig taknemmelighed. „ Stakkels fætter, “ sagde greven til sin kone, „ hvor han dog har forandret sig; han er taknemmeligheden selv, det var han langtfra i gamle dage! “ Således hengik endnu et halvt år med velgerninger fra grevens side og taknemmelighedsforsikkringer fra fætterens, da der indtraf en begivenhed, som med et sønderrev det lykkelige familieliv. En stormfnld efterårsaften var greven gået ned ad det terrasseformede bjerg for af betragte den oprørte, store flod, som væltede sine skumbeklædte bølger side om side gennem klipperne. Det regnede af og til, men hele scenen oplystes, når månen kastede sine blege stråler hen over bjerget, hver gang de tunge regnmasser fløj til side for den; og vinden hylede gennem de halvnøgne egetræer, så sælsomt, så klagende, af man skulle fro, af det var ridderborgens sagnånder, som mødtes den kolde efterårsaften. Greven stod yderst på randen af terrassen. Tohundrede fod under den væltede Rhinen fine bølger afsted som en hær af flygtende elverpiger; hvide og frådende for de bort med en tordnende larm, glindsende som knuste sølvperler i månens blege stråler. Bagved lå det høje, majestætiske slot, hvor hans kære boede; et lille lys faldt som en venlig stjerne ud i den mørke aften, og ligesom vinkede ham tilbage fra den farlige skrænt, men han elskede det store og ophøjede i naturen og vedblev af stirre ned i den brusende flod. Da raslede buskene bagved Harn, og en skygge trådte frem med listende, snigende trin. Månens stråler faldt på den og oplyste dens ansigt. Det var en mand. Han var bleg som en dødning, men i hans store, funklende øjne luede en sælsom, uhyggelig ild. Han listede sig nærmere og nærmere og stod endelig lige bagved greven, som vedblev at stirre ned i dybet. Som et lyn slog han sine arme om hane og forsøgte at kaste ham. udover skrænten. Greven drejede sig om med vindens hurtighed og kom derved til at se sin fjende i ansigtet. „ Ah! “ udbrød han, „ Du... “ mere sagde han ikke. Den anden fornyede i det samme angrebet med fordoblet kraft. Kampen var frygtelig. Man hørte kun de to mænds pusten og stønnen og lyden af deres fødder, som knuste de tørre, nedfaldne grene, der dækkede afgrundens rand. Månen skinnede klar og ren og oplyste den rædselsfulde scene med sin blege glans; inen ingen af dem bemærkede den; de kæmpede; den ene for at dræbe, den anden for at forsvare sit liv. Endelig beskrev den ene af dem en bue i luften og blev slynget udover den frygtelige grændse imellem liv og død. Morderen blev ene tilbage. Han heldede sig forsigtig forover og stirrede ned i floden, som allerede havde opslugt hans offer. Han så og hørte intet, uden de hvide bølgekamme og vindens stødvise hyl. Trinmferende vendte han sig mod slottet, hvorfra det venlige, lille lys blinkede ham i møde. „ Nu tilhører du mig! “ hviskedee han, „ Halvdelen er udført, den anden halvdel er tilbage, den vil jeg også udføre. “ Med disse ord vente han sig om og gik. Månen oplyste hans ansigt; det var mørkt og skummelt; det tilhørte ikke greven. Grevens lig førtes bort af den mægtige flod, kørt efter trådte Fasmer ind til grevens familie, som sad i den store riddersal, det almindelige forsamlingssted. Grevinden rejste sig op og gik ham i møde. „ Ved de ikke, Fasmer, hvor min mand er? “ Spurgte hun „ han plejer aldrig at være fraværende på denne tid. “ „ Nej, Fru grevinde! “ svarede Fasmer „ den gode Greve er måske gået til en af fine forpagtere; det forekom mig som om han omtalte nogle reparationer på en af gårdene. “ „ Så har vi ham vistnok snart tilbage! “ svarede hun og satte sig i den højryggede lænestol, „ og jeg vil derfor lade tænde lys! “ Hun slog på en lille sølvklokke, og en tjener indfandt sig. „ Lad os få lys og gør alt i stand til aftensmåltidet! “ Sagde hun „ jeg venter greven hvert øjeblik. “ Tjeneren bragte straks lys, og børnene skyndte sig med at hente deres legetøj fra de forskellige kroge i værelset. De satte sig ved bordet tilligemed moderen, medens Fasmer blev stående i vindnesfordybningen og stirrede ud i natten. Denne var også indtrådt fuldkommen, den var ravnsort, opfyldt af storm og regn. „ Sæt dem herned hos os, Fasmer! “ sagde grevinden „ her er plads nok! “ Fasmer bukkede og forlod vinduet, han tog plads lige overfor grevinden, imellem begge børnene. „ Uh, hvor du er våd! “ råbte Charles „ Du har været ude i regnvejret! “ „ Og så er du syg, for du er ganske hvid i ansigtet! “ tilføjede Jeannette og betragtede hane med sine store, smukke øjne. Grevinden så op ved denne bemærkning og for sammen. „ Min gud, ja! “ udbrød hun „ De er påfaldende bleg, Fasmer, er de ikke vel? “ „ En smule ildebefindende! “ stammede fasnær „ jeg har været utilpas hele dagen, men det er jeg så vant til; jeg beder dem, Fru grevinde, bliv ikke urolig, det har intet at betyde. “ „ Og du har revet et stort hul i din frakke! “ Fortsatte Charles „ se, moder, fe, der er en som har revet fætter Fasmers frakke itu. “ Og drengen pegede på en stor flænge, som gik under armen og helt om på ryggen. Fasmer blev endnu blegere og greb sig nvilkårligt til det betegnede sted, men han fattede sig hurtigt, og sagde smilende: „ Jeg ved sandelig ikke deraf, men formodentlig har en stump søm fået fat i mig nede i stalden, da jeg så, om alt var i orden. “ Han rejste sig hurtigt. „ Jeg har tilfældigvis en anden hængende! “ Sagde han „ og beder om tilladelse til at fjerne mig et øjeblik. “ grevinden nikkede smilende, børnene lo. Det morede dem, at fætter Fasmer så så morsomt ud. Fasmer havde sit eget værelse i slottets fløj. Derhen ilede han straks så hurtig han kunne og skyndte sig at tænde lys. „ Fordømt! “ mumlede han og trak frakken af „ de unger har øjne som ravne. “ Frakken var dyngvåd og forreven; men der manglede desuden et stykke tøj på en håndsbredde. Fasmer bemærkede det straks og blev bleg: det må ligge derude! “ mumlede han „ det må findes. “ Han trak hurtig frakken på og tændte en lille håndlygte. Derpå åbnede han en anden dør, som førte ud til den store gårdsplads, og lob hurtig over den. Han nåde snart den tidligere omtalle skrænt, hvor kampen imellem de to mænd havde fundet sted. Bøjet ned over jorden og holdende lygten frem for sig søgte han overalt, men fandt intet. „ Dumrian som jeg er! “ mumlede han „ Stormen har ført den med sig. “ Han slukkede lygten og skyndte sig tilbage. Da han trådte ind gennem den glitrede slotsport, for ligesom en skygge ham forbi. „ Ej, se hr. Fasmer! “ sagde den,, god nat og på gensyn! “ Disse sidste ord blev sagde med en undertrykt, spottende latter, som fyldte Fasmer med dødelig skræk. „ Hvem der? “ råbte han og for efter personen så hurtig han kunne. Men ingen svarede ham, kun vinden hylede i slottets fire hjørner og ruskede i de store vinduer, som om den ville rive dem ud af de tunge blysprosser. Langsomt og tankefuld trådte han ind i sit værelse og afførte sig sin hullede klædning, og straks efter indfandt han sig på ny i salen, hvor han ligesom forundret spurgte: „ Er min fætter, den gode Greve, ikke kommet endnu? “ „ Jeg begynder af blive urolig! “ svarede grevinden „ Jean plejer aldrig af blive så længe ude! “ Jdctsamme slog det store tårnuhr ti slag. Grevinden for sammen. „ Såmange, “ sagde hun, „ det er dog besynderligt! “ „ Hvorfor kommer fader ikke hjem? “ spurgte den lille Jeannette „ har røverne slået ham ihjel. “ „ For guds skyld, barn, tal dog ikke slige ord! “ råbte grevinden „ jeg er urolig nok i forvejen! “ Fasmer forsøgte af smile, men det var næsten et vrængebilled af en smilende han fremviste, da han sagde: „ Berolige dem, Fru grevinde; min fætter, den gode Greve, er naturligvis bleven opholdt af vejret! hvis de ønsker det, skal jeg lade ridende bud udgå til alle forpagtergårdene og erkyndige sig om hvor min fætter befinder sig. “ „ O, ja, tak, kære Fasmer! “ svarede grevinden og lagde fin hånd på hans skulder,, send ridende bud ud alle vegne; jeg er så urolig; rigtignok vil min mand le mig ud, når han kommer tilbage, men jeg er så urolig! “ Fasmer bukkede og gik. Kort efter hørte man hovslagene af galopperende heste, og flere ryttere for ud i den mørke nat for at opsøge deres herre. Grevinden bragte imidlertid børnene til sengs. Uden at ane den skrækkelige sandhed sov de snart ind som børn kan sove, uskyldige, sorgløse, uberørte af verdens stormende glæder og nedrige rænker. Grevinden gik hurtig frem og tilbage i den store sal. Hun lyttede af og til, den arme kvinde, efter en eller anden tilbagevendende rytter, men endnu kom ingen; hun hørte kun den rasende storm suse forbi og blande sin stemme med nhinflodens fjerne torden. Tårnklokken slog elleve, den slog tolv. Så kom den første rytter tilbage, men han bragte ingen besked; greven havde ikke været på den forpagtergård han havde besøgt. Den anden og tredje sagde det samme. Nn var der kun den fjerde tilbage, på ham håbede hun, han måtte da endelig bringe det trøstende bud. Endelig galopperede han ind i gården. Grevinden var selv trådt ned i hoved-jndgangen for at høre besked. Stormen slog hende regnen i ansigtet og gjennemisnede hende med sin kulde; hun ænsede det ikke, hun ville kun vide besked om sin mand. Men det fjerde bud vidste ingen; han sagde, at man hverken havde set eller hørt noget til greven. Grevinden blev blegere end kniplingskraven om hendes Hals og støttede sig til dørkarmen for ikke at falde. „ Han er død! “ sagde hun med hul stemme „ en anelse siger mig det! Fasmer! “ tilføjede hun næsten hårdt „ lad søge overalt i slottets nærhed, tænd fakler, lygter, hvad i har, men søg overalt, jeg vil vide hvor han er! “ Fasmer bukkede dybt. „ Fat dem, grevinde! “ sagde han „ fat dem, endnu ved vi intet! min kære fætter, den gode Greve er i sikkerhed, det aner mig; men vi skal søge til morgen gryer, da de ønsker det, og gud give vi må have held med os! “ Han vendte sig nrod de bestyrtede tjenere „ Skaf fakler! “ sagde han i en bydende tone „ så mange i kan; alle skal søge, hører i, alle! “ „ Og de, kære Fru grevinde! “ vedblev han i en ærbødig tone „ gå de til ro og stol på mig og min troskab; jeg lover dem, at jeg ikke skal hvile før jeg ved, hvor min dyrebare fætter er. “ Grevinden svarede ikke, hun stirrede mod himlen, hvor den blege måne atter kom til syne og oplyste den hele scene. Det så forunderligt ud. I døren grevinden med det blege, bedrøvede ansigt, og ved hendes side Fasmer, hvis store, funklende øjne søgte at gennembore de omkring ham stående tjenere, ligesom om han ville udfinde, hvem der havde sagt de ord til ham: på gensyn! Men ingen røbede ved sin mine, at det havde været ham. Efterhånden blev fakler skaffet tilveie og tændte, og hele skaren satte sig nu i bevægelse ud ad den store borgport. Fasmer førte an og drejede straks til venstre ind mod skoven. „ Nej! “ sagde en stemme „ ikke den vej, lad os gå ned til floden. “ Han vendte sig næsten forfærdet om imod personen; og var ligeved at irettesætte den frække rådgiver, da han først lagde mærke til hvem det var. Det var grevinden; uden hat eller overstykke, med håret flagrende for vinden. „ Bedste Fru grevinde! “ sagde han i en usikker tone „ tag dem dog i agt! Vejret er bidende og koldt; de er ophidset og varm, de kan let forhale dem. “ Grevinden svarede ikke, men tilkastede ham et besynderligt blik. „ Fasmer! “ sagde hun „ tror de da ikke at jeg elsker min mand? “ Hun løb frem foran de andre og nåde hurtig terrassen. „ Kom her med faklerne! “ råbte hun „ lad os se efter om intet fodspor er aftrykket på den fugtige jord. “ Tjenerene ilede til, men der var intet at se, regnen havde udslettet alt og dannet små afløbsrender, som udmundede ved skrænten. Fasmer turde ikke træde nærmere og kigge over afgrunden; han foregav svimmelhed og støttede sig til et gammelt træ, der stod en halv snes skridt tilbage. Grevinden søgte som en sporhund søger. Intet undgik hende og hun kom snart til et forfærdeligt resultat. Holdt fast imellem to grene sad grevens hat i en vild rosenbusk, som stod ved afgrundens rand. Den ulykkelige kone greb den og holdt den imod den klare måne. Hun sagde ikke et ord, kun læberne bevægede sig, men der kom ikke en lyd over dem. „ Der, der! “ mumlede hun endelig og pegede over den glatte skrænt „ der er han, dybt nede! “ Tjenerne omringede hende forfærdede, kun Fasmer holdt sig tilbage og græd bitterligt. „ Umuligt, nmuligt! “ stammede han „ min kære fætter kan aldrig have været få uforsigtig at komme skrænten så nær! “ „ Men en anden kan have hjulpet ham derned! “ Svarede en stemme lige bag ham i en spottende tone. Fasmer for sammen og vendte sig hurtig om; han kendte denne stemme, den tilhørte den person, som havde tiltalt ham før i porten. Han så sig om med et forvildet blik, men der var ingen. Alt var tomt bag ham, han så det tydeligt ved måneskinnet. „ Lad os omgå terrassen og søge ved flodbredden! “ råbte han næsten vildt „ måske komme vi ikke for fent! kom kom, lad os gå til flodbredden. “ Grevinden fik ligesom nyt håb ved disse ord. „ Ja, de har ret! “ stammede hun „ han er måske bleven hængende i vinrankerne, som bedække den bratte skrænt; kom, børn, kom! “ Og ben fortvivlede kvinde løb langs stien som var anlagt i sneglegang lige til skræntens fod. Hun kom først ned. Rhinen lignede et uhyre, bølgende liglagen; den gyngede og tordnede med rasende brøl imod bredderne og kastede sine bølger som flyvende skum højt i vejret op ad kystens stejle sider. Faklerne truede med at slukkes og oplyste kun ufuldstændigt den lange flodbred; men man så og opdagede intet. „ Fasmer! “ sagde grevinden i en påfaldende rolig tone „ vil de stille vagt på dette sted; når mørgenen gryer, begynder eftersøgelsen påny, jeg vil i det mindste have min mands lig! “ Hun gik rolig og langsom opad stien, uden at se hverken til højre eller venstre, og standsede først, da hun stod foran den lille seng, hvori hendes børn sov de uskyldiges rolige søvn. Her sank hun på knæ og her brast hendes kraft. Hun udbrød i en voldsom gråd og vred fortvivlet sine hænder. „ Han er død, død! “ hulkede hun og hævede øjnene mod grevens billede, som hang på væggen „ og i, mine børn, i er faderløse. “ Hele natten gik hen på denne måde, hun trykkede den fundne hat til sit bryst og bedækkede den med sine tårer; den var jo det sidste minde om ham. Knapt gryede dagen, før hun atter var tilstede. Enhver bugtning på flodbredden blev eftersøgt, ingen plet forbigået, men alt førgjæves. Grev Miron var og blev sporløs forsvunden. Dagen efter bragte en fisker en pakke dyngvåde breve op til slottet.. De vare fundne flydende om på vandet og tilhørte, efter den halvtudslettede udskrift at dømme, Miron. En anden fisker bragte en handske, som var funden imellem sivene; det var ligeledes grevens, og endelig erklærede en tredie at have set et menneskeligt legeme flyde ned at strømmen, med en hurtighed, som gjorde det umuligt for ham at indhente det. Alle disse efterretninger bekræftede grevens død, og det fordum så lystige slot blev lige med et som uddøet. Grevinden talte aldrig med nogen, modtog intet besøg og helligede sig kun sine børns opdragelse. Fasmer var også bleven indesluttet og tavs; han fortalte aldrig om sine mangfoldige eventyr, men beskæftigede sig udelukkende med at opdyrke slottets jorder. Grevinden talte kun med ham når middagstiden var kommen og han, ærbødig og beskeden som sædvanlig, tog plads ved bordet; men om sin afdøde mand talte hun aldrig; det emne behandlede hun kun med gud alene, når hun knælede foran kristusbilledet i slottets kapel og bad ham om kraft til at opdrage og ventede sine børn. Således hengik et halvt år efter grevens død. det var bleven forår. Tusinde blomster prangede langs den majestætiske rhinbred, og en hær af skibe svømmede, lig svaner med udspændte vinger, på den dybe flod, medbringende passagerer og fragtgods, som skulle enten det ene eller andet sted hen. Rhingrevens slot tog sig fortryllende ud omgiven af de friske, grønne trær. Den stejle terrasse, som havde været vidne til hin rædselsfulde scene den kolde efterårsnat, var et eneste grønt tæppe, og fuglene sang så velsignet i de tætte lunde, som strakte sig om slottet til alle sider. Grevinden brød sig dog ikke om al den skønhed naturen udfoldede. Hun var som tidligere, tavs og indesluttet; Fasmer derimod syntes at have fået noget af sit lune tilbage og forsøgte flere gange at rive hende ud af det sygelige drømmeri, som havde bemægtiget sig hende. Han spekulerede desuden på noget, som ofte fik hans hjerte til af banke. Han tænkte, af det ville være en god støtte for grevinden, om han tilbød hende fin hånd. Hun var så smuk i sin sorg, så gudhengiven og tålmodig, ret en hustru for ham. Han ville da hjælpe af opdrage børnene; han var jo en verdensmand, som kendte til alt, og få havde han endelig intet imod af antage navnet Miron efter fætteren. Han havde flere gange slået svagt på, af hun burde gifte sig, men hver gang mødt bestemt modstand, og da han endelig en gang gav hende ligesom et tydeligt vink om, af han ville følge hende for hele livet, havde hun først hørt ham med forundring, derefter med vrede og endelig vendt ham ryggen med foragt. Hun ville før, af hendes vørn skulle være faderløse end have ham til stedfader! havde hun sagt, og de ord kunne Fasmer ikke glemme. Alle hans ville lidenskaber vågnede på ny; han følte, af han elskede denne kvinde, og han svor ved sig selv af gøre alt for af vinde hende. Var hun først hans kunne han jo senere gøre hvad han ville. En dag lod hun ham kalde til sig. „ Fasmer! sagde hun „ tør jeg bede dem om at overgive alle godsets papirer til min advokat, hr. Dupelin i Paris. De kan sende dem så hurtigt som muligt, tilligemed en skrivelse i mit navn, hvori jeg anmoder ham om, at foranstalle godset solgt. “ „ Solgt! “ stammede Fasmer „ De vil sælge slottet, Fru grevinde! “ „ Ja, Fasmer, jeg bliver dog aldrig lykkelig her; desuden vil jeg give mine børn en tidssvarende opdragelse, som udfordrer dygtige læreres vejledning, og dem finder jeg bedst i Paris. Vær derfor så god at afsende alle papirer endnu den dag i morgen. “ Med disse ord hilste hun ham venligt og gik. Fasmer blev stående som bedøvet. et sådant skridt kuldkastede alle hans planer, tilintetgjorde hans kærlighed og reducerede hans indtægter, selv om også grevinden ville tilstå ham en årlig pension. „ Nej! “ råbte han og knyttede rasende hænderne „ det skal aldrig ske, aldrig — aldrig, så sandt jeg hedder Fasmer. “ Han så sig om, som om han ville sige; dette slot har kun en herre, og denne herre er jeg. Om aftenen var Fasmer imod sædvane længe oppe. Der brændte lys i hans værelse, og tjeneren, som bragte ham vin, fortalte, at han skrev og samlede et stort antal papirer. Klokken var slået tolv, da han endelig rejste sigalt var tyst og stille; kun engang imellem blev stilheden afbrudt, når en ugle skreg fra det gamle tårn, eller når uret slog sine slag med en dump, drønende klang. Fasmer tørrede sin pande. Den var drivvåd af sved, og dog var det ikke varmt inde i det store værelse. Han rejste sig og gik hen til vinduet. Derfra kunne han se hin terrasse, hvorfra morderen havde slynget grev Miron ned i floden; dengang så den mørk og truende ud, nu lå den som en prægtig have, glindsende af dugperler og belyst af den klare forårsnat. Han for sammen og knugede hånden imod panden, som om han ville tvinge sine tanker i en bestemt retning. Derpå gik han hurtig hen til bordet og bøjede sig over papirerne.,. Ja! “ mumlede han, det er besluttet, — jeg vil være herre! “ Han efterså papirerne og udtog nogle, som han kastede ind i ovnen. „ De kunne sladdre af, skole! “ mumlede han „ og så var alt mit arbejde til ingen nytte. “ Han tog lyset fra bordet og satte det til, og straks efter var hele bunken forvandlet til Aske. Idetsamme flagrede en lille fugl forbi ruden og berørte den med sine vingespidser. Fasmer for forfærdet sammen. „ Hvem der? “ spurgte han i en dæmpet, frygtsom tone. Men ingen svarede „ Formodentlig en fugl, som er skræmmet op af sin rede udenfor! “ mumlede han og tørrede sveden af ansigtet „ hvor man kan være tåbelig! “ Hans hænder rystede, da han igen berørte papirerne, hvoraf han gemte resten i et chatol; man kunne tydelig se, at han var offer for en voldsom bevægelse. Klokken slog et; det var alle skabningers bedste hviletid. Han trådte hen foran et stort, gammeldags spejl og så i det, men for næsten forfærdet tilbage. han var gulbleg og hans læber dirrede. Øjnene for uroligt om til alle sider, og dog var der ingen eller intet at være bange for. Han forsøgte at smile og gøre sig lystig over sig selv. „ Hvad er jeg bange for! “ mumlede han hæst „ er ikke enhver sig selv nærmest! og skal jeg altid være slave! “ „ Nej! “ udbrød han heftigt „ det skal være forbi! Jeg vil være rig, anset og mægtig! “ Han trådte hurtig tilbage fra spejlet og hen til et lille skab, hvis dør han åbnede. Han udtog en glindsende, lang, smal tingest og lod den spille ved lyset. “ Det var en dolk, en ægte damastener; ofte tommer lang og ikke tykkere end en god strikkepind. Han kunne bukke den sammen som en vidic og stødte den med et sæt gennem en dør. Den var et frygteligt våben i en øvet hånd. Fasmer betragtede den lille, trekantede klinge og prøvede spidsen. Han nikkede tilfreds og greb fast om det lille sirlige håndtag. „ Nu! “ mumlede han „ nu eller aldrig! “ Han åbnede døren og trådte ud i den lange korridor, som førte til slottets forskellige værelser. For at dæmpe lyden var den belagt med tykke tæpper, som gjorde det umuligt, at man kunne høre et eneste skridt. efter en fem minutters gang standsede han udenfor en dør. Han åbnede den og trådte ind. En svag lampe oplyste værelset og viste ham vejen til en modsat dør, der var skjult helt af tykke silkegardiner. Bag denne dør var grevindens soveværælse. Fasmer listede sig frem sone en kat og åbnede også denne dør med en forsigtighed, som vidnede om lang øvelse. Grevinden måtte dog have bemærket det, thi hun sagde halvhøjt: „ Hvem...? “ Resten gemte søvnen. Da følte hun med et en byrde på sit bryst, hun vågnede og så et par store, funklende øjne; hun ville skrige, men i det samme for ligesom en blinkende lynstråle gennem luften og forsvandt på samme tid, som hun segnede tilbage for at sove den evige søvn. Lidt efter åbnedes atter døren. Fasmer kom igen listende tilbage. Han var bleg som en dødning, men hans holdning stolt og bydende, og hans hånd rystede ikke, da han atter gemte den lille, trekantede dolk i sit foderal. Han så sig tværtimod triumferende om og mumlede: „ Navnet de Miron har en bedre klang end Fasmer; og fra nu af er jeg grev de Miron. “ Den næste morgen herskede en grænseløs forvirring i slottet. grevinden var funden død i sin seng og den tilkaldte læge erklærede, at det var af et apoplektisk slag. På hendes legeme fandtes i den venstre side, ligeud før hjertet, en lille, ubetydelig, rød prik, men den lagde ingen mærke til. Efter at grevinden var bisat i slottets kapel, indfandt rettens folk sig før at efterse de papirer, som fandtes efter greven og grevinden. Alt var i orden; regnskaberne før flere år understrevne af greven, skatterne betalte og de indkomne penge var tilstede i Fasmers værge, — kun testamentet manglede. Ifølge loven var den lille Charles godsets herre, men man måtte jo også vide, hvad der var bestemt før Jeanette. Da kom Fasmer med et forgyldt skrin. „ I dette! “ sagde han bedrøvet „ lagde min stakkels fætter kort før sin forsomden eller rettere sin død, sin sidste villie; nøglen må findes i grevindens værge. “ Man efterså hendes gemmer og fandt virkelig også en tilsvarende nøgle. Øvrighedspersonen åbnede skriner og fremtog et falmet dokument, som han straks udfoldede og læste. da han var færdig, undersøgte han meget nøje undersfriften og seglet. Begge dele var i fuldkommen orden. Derpå vendte han sig mod Fasmer og bukkede dybt før ham. „ Hr. Fasmer! “ sagde han „ ifølge grev de Mirons villie er de arving af hans gods og alle øvrige ejendele! “ Fasmer tumlede næsten bagover. „ Jeg! “ stammede han „ jeg! — men børnene? “ „ De er uægte! “ sukkede øvrighedspersonen „ et fejltrin grevinden har begået, men som greven har tilgivet, har sat dem i verden, — men arve kan de ikke, — læs iøvrigt selv! “ Fasmer læste. „ Stakkels børn! “ sagde han med brudt stemme „ for eders skyld ville jeg gerne undvære al denne rigdom, — men eders faders villie er mig hellig, — og jeg modtager hvad hans ædle hjerte skænker mig! “ Han lod sine øjne vandre fra den ene til den anden, som om han ville sige: har jeg ikke et ædelt hjerte! og gemte langsomt testamentet i sin brystlomme. Lille Charles, som havde fulgt den hele scene med opmærksomhed, nærmede sig nu øvrighedspersonen. „ Er du en retsperson? “ spurgte han. „ Ja min dreng! “ svarede denne og klappede hans blege, fine kind. „ Kan du så ikke sige mig, hvem der har slået fader ihjel? “ vedblev barnet næsten bedende og så ham spørgende ind i øjet. Fasmer blev ligbleg. Øvrighedspersonen for sammen. „ Hvad siger du, barn! “ udbrød han „ er din fader bleven myrdet? — tror man virkelig det? “ Vedblev han og vendte sig mod Fasmer, der ved en voldsom anstrengelse havde vundet herredømmet over sig selv tilbage. Han svarede derfor med et skuldertræk: „ Lille Charles læste røverhistorier, dengang min kære fætter var så ulykkelig at styrte ned ad skrænten og indbildte sig straks, at han var bleven myrdet. “ „ Din fader er ikke bleven myrdet, min dreng! “ Svarede øvrighedspersonen og klappede ham igen „ han er kommet af dage ved et ulykkeligt tilfældæ. “ — barnet sukkede. „ Ja, ja! “ sagde det „ men moder troede det alligevel og sagde til mig, at jeg blot skulle se at blive stor og opdage det! “ Fasmers øjne syntes at ville gjemmenbore drengen. „ Gå din vej! “ sagde han hårdt „ og stå ikke her og vrøvl! “ Barnet betragtede ham forundret. „ Hvorfor er du så vred, fætter Fasmer? “ Sagde det „ jeg har jo ikke været uartig! “ men Fasmer greb ham fast om armen og overgav ham til en af tjenerne. „ Sæt ham ind i børnestuen! “ sagde han „ han forstyrrer de ærede herrer! “ Den lille dreng græd, men tjeneren førte ham bort efter Herrens befaling. En times tid efter gik rettens folk, efter at have bekræftet testamentets ægthed, og Fasmer blev ene tilbage i den store, prægtige sal. Hans øjne lynede og hans læber smilede triumferende. „ Bundet! “ Mumlede han „ godt spillet, gamle dreng! “ Den følgende dag forsamlede han alle slottets tjenere og øvrige tjenestefolk, og fortalte dem, at nu var han den herre, hvis befalinger de skulle adlyde. Desuden gjorde han dem opmærksom på, at han nu ikke hed Fa

1877_Colban_JegLever

Marie

Jeg Lever

Colban

Colban

Jeg Lever

female

1877_Colban_JegLever.pdf

Marie

Colban

no

Jeg lever

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Strid. Den hele moderne menneskehed er på rejser og nu have vore unge damer også begyndt at rejse! Jeg antager, Norge er det eneste land i verden, der hvert år finder for godt at sende et par dusin unge damer til Paris! De skulle lære, hedder det. Naturen må være god i dem, siden ingen fader endnu bittert har angret det. Jeg ved, at havde jeg en datter, blev hun hjemme! Min eneste følelse, da jeg i går kom fra København, og hørte at din rejse var bestemt, var forskrækkelse! — denne meget vise og meget prosaiske tale hører jeg ikke første gang. Jeg har derpå blot et svar: jeg står alene, jeg har ikke pligter mod noget bestemt menneske, jeg har stemme, nu vil jeg også have skole. — det er dog vel aldrig din hensigt at gå til tteatret? Hun lo. — jeg ville ønske, du kunne se dit forskrækkede ansigt! råbte hun leende, men dog lidt fornærmet. Du kan forresten være rolig, tteatret frister mig ikke — Jenny lind var aldrig på et tteater, i det mindste er det ikke der, hun har hentet sit navn. De to, som førte denne samtale, vare begge unge. Ved første blik syntes hun ikke smuk, ved det næste vakte hun alt en vis interesse, og siden fik man ikke øjnene fra hende. Når hun tav, tog enhver hende for en ganske ung pige og bestyrkedes deri jo mere han så på det drømmende ansigt, men straks hun talte, sagde den hele tone, at hun måtte have set adskilligt af livet. Og således var det; hun havde alt i to år været enke. Den, hun talte med, var mandens brodersøn, en ung lærd med ædru forstand, men dog fuld af lidenskab og poesi. Ved den unge dames sidste ord havde han rejst sig og stirrede mørk og tavs ud af vinduet; hun sad i sofaen, og en trampende bevægelse med den lille fod sagde, at hun var misfornøjet. — vær nu engang undtagelsesvis lidt elskværdig, Robert, sagde hun, da hun vel syntes, tausheden kunne have varet længe nok. Du begynder, at få en farlig lighed med min gamle ven Brutus. — jeg har ikke glemt venskabet. På afstand imponere sådanne bronce-karakterer dig, men hvo, der træder dig nær, skal være din ydmyge slave. — hvortil skulle jeg bruge en slave? Derom må jeg vel spørge! Jeg vil blot, at min eneste tilbageblevne slægtning ikke skal sige nej når alt hvad i mig er af liv og kraft siger ja. Bliver jeg nu hjemme, hvortil vil du da, at jeg skal anvende mit liv? Min musik? Hvad jeg kan af musik, er ikke nok til at fylde et liv. Jeg kan ikke leve uden at have en interesse. Giv mig den, og du skal se, jeg fører ikke et ubetydeligt liv. Vore spidsborgerlige forhold mishage mig! Jeg må ud af dem! — små forhold, svarede han, vil ikke sige smålige forhold; stort og friskt og stærkt kan livet være i det små. Det er utroskab mod hjemmet at forlade det. — jeg må det dog! Jeg seer intet andet at tage mig for hjemme end at være sygevogterske hos min døve tante, og selv der er jeg overflødig, thi hun har sin gamle pige, der forstår Tingen langt bedre. Ikke alle er satte i livet til at tjene. Jeg kan blot være sygevogter for dem, jeg elsker. Se dette grå skytæppe på himlen! Således er mit liv. Hvorfor blive på den samme tungsindige plet, når man har vinger at flyve med? Fra jeg blev mig bevidst, har jeg elsket alt hvad der er smukt. Nu vil jeg ud og bade mine øjne i skønhed. — og når du så en kort tid har badet dine øjne i skønhed, vil du atter længes efter nyt, igen vente på noget, der skal komme; så længe jeg har kendt dig, har jeg bestandig set dig længes efter forandring, om vinteren efter sommeren, om sommeren efter næste år. Aldrig kan du leve i nuet. — jeg ikke leve i nuet? Hvad gjorde jeg da, mens han levede, som er borte? Det er farligt at minde mig derom, Robert! Men jeg vil ikke sørge mere! Jeg kan det ikke! Fatter du, hvad det vil sige at have sørget i to lange år? Det siges så let, at et menneske sørger, og er så uhyre meget. Men jeg vil ikke græde mere, jeg vil igen give mig noget at leve for! Jeg tror, du har glemt ham, Robert? Du nævner ham aldrig. Hvor er det muligt at glemme ham!... Hvor var han herlig! — og dog var han også en Brutus, og Brutus’erne er gået af mode! — spot ikke, du ved, hvor jeg så op til ham. Med lykken er det forbi, den lagdes i graven med ham. Men jeg er ikke to og tyve år og livet så sørgelig langt. Jeg må have en interesse, eller du vil se mig sygne hen som en plante, der fattes luft og sol. Musiken skal være mig luft og sol! Misunder du mig lidt sol? Finder du ikke, jeg kan have været bedrøvet nok? Ræk mig din hånd, Robert, og sig: „ Rejs med gud! “ Jeg kan ikke gå rolig, har jeg ikke dit bifald til rejsen. Alle andre mennesker angå mig ikke. Husk, han har testamenteret mig til dig. — nu, måtte du aldrig angre denne rejse! Et sidste spørgsmål. Hvorledes vil du med dine små midler leve i Paris? — alt er betænkt og ordnet — jeg har ingen kostbare sædvaner, ved du. En norsk dame i Paris har alt fundet logis til mig hos en embedsmands enke, der har kendt bedre dage; hun er dannet og har lovet at tage sig af mig. Af min lille kapital optager jeg tusind specier. De er bestemte til sanglæreren. — og når de er forbrugte? — da har jeg et talent. Har jeg det ikke, da har jeg taget fejl af mig selv, og da er det tidsnok at vegetere livet hen med levningerne af din onkels formue, jeg har da ingen ønsker mere og bliver rolig hjemme. — rejsen er altså fastsat til i morgen? — i morgen tidlig over land til Malmø. — er du hjemme i aften? Kan jeg endnu sige dig farvel? — jeg har lovet frøken Berg, min rejsefælle, at drikke the hos hendes moder. — frøken Berg, gentog han med et hånsmil. Nu ved jeg også, hvorfra ideen til denne rejse er kommen; af dig selv var du aldrig falden derpå. — altså farvel, sagde hun langtrukkent og rakte hånden ud mod ham. — jeg seer dig i morgen på jernbanen. — du er endnu så mørk, Robert. ’ har du ikke et venligt ord for den, der har hørt så få venlige ord siden din onkel døde, og som trænger gå højlig til lidt godhed. — den Art godhed, du trænger til, har jeg nu engang ikke at give. Den, jeg kunne have, forstår du ikke. — dertil er jeg for ubetydelig, for overfladisk? Et fint, smukt smil gik over hans ansigt, men det var med uforandret ro han sagde: — du er som du er, på engang en primitiv og en passioneret natur. For sådanne har det fremmede store' farer. Jeg ved ingen, jeg så nødig ville se gå alene ud i verden; hvad der hjemme er din smukkeste side, vil ude gøre dig hjælpeløs. — og tør jeg vide, hvilken smuk side jeg har? Jeg troede, du tillagde mig lutter mangler. Et dybt blik faldt over på hende, men stemmen var fast, da han sagde: — du tror alle mennesker. Intet i verden er lettere end at bedrage dig, og du vil blive bedraget — på enhver Viis. Jeg kender Paris. Der er allermindst din plads. — og det er alt, hvad du har at sige mig til det lange farvel? — alt. — vil du at jeg skal skrive dig til? — gerne. — vil du svare? — det kommer an på hvorledes dine breve lyde. Et anbefalingsbrev til venner, jeg har i Paris, skal jeg sende dig. Hun knuste tappert en frembrydende tåre. — vær rolig, jeg skriver ikke! Altså farvel! • når jeg kommer tilbage, finder jeg dig som professor. Du er jo et lys. Jeg håber, du er gift. Så kan jeg også engang få en veninde. — min hustru skulle altså nødtvungen være din veninde? — ikke nødtvungen, som du er så høflig at sige, men naturmæssigt. Du er den eneste, der hører mig til, så må hun jo også høre mig til, og dobbelt, thi mellem to kvinder, der holde af hinanden, bliver et ganske andet forhold end mellem venner som du og jeg. — et andet, ja; men livets skønneste er mellem kvinde og mand. ‘ — ja, når de elske hinanden. — så mente jeg også. — nu, jeg seer du er ikke ganske forstokket, lo hun, men rødmede under latteren. Altså, endnu engang farvel! Jeg inviterer mig til the i dit hus om to år. Skal det være så? Og vil du blot sige din kone godt om mig? — jeg agter ikke at gifte mig. — nu, sådanne fruentimmerhadere kende vi; når den rette kommer, slår også din time. — den rette er kommen, og min time slog ikke. Hun så overrasket på ham og kunne længe ikke svare. — stakkels Robert, du også! sagde hun endelig. Jeg glemmer dig ikke, måske skriver jeg. Han svarede ikke, tog hendes hånd til afsked, så et øjeblik på hende, gik nogle skridt, standsede igen og så på hende. Så gik døren og han var borte. Hun stirrede længe på denne dør. Det var hende, som måtte den gå op igen og han komme ind. Således rejste man dog ikke fra hinanden! Men ingen dør gik op, hvor længe hun end ventede. Det gjorde hende ondt, og hun blev så længe siddende i mørket, at theen hos frøkenen blev kold. Således burde Robert ikke være gået fra hende, thi hun havde jo ingen anden end ham. Havde han ret, og ville hun komme til at angre rejsen? Hun fattede det ikke. Hun var nu engang født til at se lyst og til at håbe, selv hvor slet intet var at håbe. Allerede hos barnet havde arten viist sig. Hun havde været det lykkeligste barn under forhold, som de fleste andre børn meget ville betakke sig for om de kunne. Faderen, en embedsmand på landet, døde så tidlig fra hende, at han ikke engang havde efterladt hende en erindring om sig, og så havde hun med moderen ført dette enkeliv, vi vel alle kunne gøre os en forestilling om, kummerligt i stæderne, for de fleste vel endnu kummerligere på landet, men solskinsbarnet mærkede ikke noget hverken til armod eller forladthed. Som liden pige kunne hun more sig en hel dag med to små pinde, og da hun voksede til, udfordredes der ikke stort mere. Aldrig var noget i vejen med hende, alt hvad man gav hende at spise, var godt, aldrig faldt hun, aldrig stødte hun sig. En morgen, hun var gået den lange vej til præsten for at hente gamle aviser til moderen, trillede hun i bækken, hvor hun ville hale op en underlig sten, men bækken og hun vare gode venner og hun krøb naturligvis op igen. Dryppende som en vandfugl fløj hun hjem og råbte så langt borte til moderen, der kom hende i møde: — aviserne dine er tørre! Jeg holdt dem i vej ret. Hun havde lykken med sig i alt, påstod moderen, der glemte sin nød over alt dette solskin. Hun kunne færdes ude så meget hun ville, snedriven eller plaskregnen kom først når hun var vel i hus. Fandtes der hos landhandleren en stump tøj som kostede næsten ingenting, så var der netop nok til en kjole til hende. Ligesom andre have en nisse, der gøre dem fortræd, havde hun en, hvis yndling hun åbenbart var, og som holdt tro vagt omkring hende. En dag, hun havde været hos præsten med de andre konfirmander, og præstefruen havde beholdt hende til middag, løb hun tilbage over isen for at komme hurtigere hjem til den ventende moder. Da hun rødkindet og. sjælefornøjet kom kravlende op af den stejle sti, der førte op fra isen, råbte konen på gården, hvor de boede, forfærdet: — kors i Jesu navn, hvor kommer du fra, barn? — jeg er gået over isen! svarede hun og lo af det ansigt, konen satte op. Alle på gården stimlede omkring hende. Folkene havde nemlig samme eftermiddag hugget råk i isen for et dampskib, der ventedes, og over denne råk var hun fløjet. Den havde vel henimod aften kravet sig lidt, et tyndt lag sne var falden derpå, så den trods måneskinnet ikke kunne ses, og så var det lette menneskebarn uskadt gået over det gab, hvor døden lurede. Hun havde dem, der passede hende, sagde moderen, der efterhånden blev fast i den tro, hvori hun også døde, at der blot kunne times hendes barn lykkeligt. så ganske glat gik det dog' ikke, da hun efter moderens død stod igen alene. Ingen fader, ingen moder, ingen til at hjælpe sig. Kundskaber havde hunikke, så om erhverv på behagelig måde kunne der ikke være tale. Dei’ var intet andet for, der måtte tages’tjeneste, den første den bedste, thi spise må selv solskinsbørn. Samtidig kom en ældre ugift herre som sorenskriver til egnen, sendt på landet af sin læge for at leve et par år længer end det i en by ville være ham forundt. Den ny sorenskriver havde til nærmeste nabo lensmanden, og hos denne så han en ung pige, hvid og skær som hehe, gå med et skrigende barn på armen og for øvrigt forrette pigetjeneste hos en rå, arrig jesabel af en husmoder. Pebersvendens indre historie kende vi ikke; det er sandsynligt, at en stor kærlighed var gået over hans liv og havde gjort ham til en ensom mand. Han havde hidtil levet i en større by, vistnok alene i sit hjem, men uden dog at kende denne absolute ensomhed, der på landet kan bringe til fortvivlelse. Når han så i mange dage knap havde hørt en menneskerøst, ja, da gik han til den eneste nabo, og kun alt for snart gik han gerne, mere end gerne, kun alt for snart vidste han en, der ville kunne forjage ham ensomhedens gru, ja forvandle hans vinter til fuldeste sommer. Undertiden tænkte han på at adoptere denne ene, men det havde sine vanskeligheder. han havde en yngre Broder, med hvem han aldrig havde stået på en god fod; denne var hans naturlige arving og så meget begjærligere efter at få hans smule formue, som han selv var på god vej til at blive stenrig. Leve længe kunne han ikke. Han havde et hjertetilfælde, og lægen gav ham i det højeste to år. Blev dette yndige væsen — the last rose of summer — hans hustru, så havde hun, når han gik bort, en stilling, hvor beskeden den end var. Og hun drog ind under hans tag og blev der til sin glæde, afvekslende til hans glæde og kval. Hun kunne længe ikke fatte, at hun ikke skulle skændes på af sin jesabel, at hun selv havde tjenere, som hun kunne skabe gode dage, at hun havde et hus, ja en have! Henrykt fløj hun om i sit lille rige. „ Hvor her er smukt! “ råbte hun vel de hundrede gange om dagen. „ Hvor hun er smuk! “ Hviskedee det sagte i ham, „ Trylleri, dit navn er ungdom! “ Hun havde sangstemme. Han lod klokkeren lære hende noder, og nu klang det i huset fra dagen randt. Han var gjennemkultiveret og bar på en skat af kundskaber. Hun havde ikke lært stort mere end sit søskendebarn lærken. Så blev han hendes lærer, hun hans strålende lærling, der inddrak kundskaben som Manna. Han elskede og var forelsket, men sygdommen havde før tiden indskrumpet hans skikkelse til en vissen oldings, og han følte med dødelig vished, at han ville ' miste alt, fordrede han andet end hendes væsens Duft og blomst. Hun vidste intet om hvad de unge kalde kærlighed. Romaner havde hun ikke læst, og af mænd havde hun blot kendt præst, sorenskriver og lensmand, samt nogle temmelig rå unge mennesker, der kom i julebesøg. I hendes øjne var han, der var beleven og åndfuld, og som derhos imponerede hende, den fuldkomneste mand i verden, og i al oprigtighed troede hun, at den beundring, hun følte for ham, var det højeste, en kvinde kan give en mand. Så kaldtes han bort, og hun sad igen med sorgen. Den første enketid, hun tilbragte i det øde hus på landet, var hun som et forskrækket barn i mørke. Så ondt havde hun ikke haft det, da hun hos lensmanden gik med det skrigende barn på armen. Manden havde gjort hende til et andet menneske. Den forrige kunne hun ikke blive igen; hun kunne ikke igen gå med barnet, og det behøvedes da heller ikke. Men hvad skulle hun foretage sig så ganske alene? Synge kunne hun ikke. Hendes sang havde voldt ham formegen glæde. Hun forsøgte at læse og lære, som hun havde gjort mens manden levede; men uden ham gik ingenting. Så kom Robert, der med præstens hjælp fik hende overtalt til at bosætte sig i hovedstaden, hvor hun kunne udvikle sit anlæg for musik, men det varede år og dag inden han fik hende ud af den sygeligmelankolske stemning: hun havde med et begrebet sorgen og livet og døden, og den blinde, der er opereret, beholder vel længe bagefter svage øjne. Musiken, som var det middel, Robert betjente sig af til hendes helbredelse, skulle imidlertid vende sig imod ham, thi det førte til den rejse, der var ham så forhadt. Den gamle livslyst var pludselig falden over hende. Var den falden fra himlen? Hun troede det. At sidde på en plet og sørge, var nu engang ikke for hende, og det var mandens ære, at sorgen havde kunnet vare hele år. Hun rejste altså, og Robert blev. Han læste ikke, han skrev ikke, alt var falden. En ensom natur havde han altid været, thi han havde tidlig mistet dem, der gøre os selskabelige: fader og moder, men han havde levet kæk og glad i tænkningens lyse rige, en ung videnskabens præst. Så havde han tilbragt et stille studieår på landet hos onkelen, og havde set, hvad der sjælden falder i et menneskes lod at se: en gammel mand med en stor behersket kærlighed, og en ung yndig kone til at omflagre sig sommerfuglefro og let, just fordi hun ikke så hvad der bevægede, sig i det store, strenge hjerte, thi mellem Gammel og ung er alting muligt, det reneste venskab, den dybeste givenhed, alt, kun ikke den kærlighed, der har vinger. Føle den kan den gamle, o ja, men gjengjælde den har vel kun sjælden en ung kvinde formået. Hvorfor? Ja, spørg rosen, hvorfor den dufter således og ikke anderledes. Kom med laurbærkran ds om panden, gamle mand, kom i geniets glorieskin og alt bliver for dig muligt! Genidyrkelsen har afløst den fordums dyrkelse, og stærkest er den hos de yngste piger. Mathildes bedrøvede år havde været Roberts bedste; ikke at han sagde sig, at han elskede hende, men han så hende daglig, han havde for første gang noget at leve for udenfor bøgerne. Men så kastede den bedrøvede pludselig sørgekappen og blev igen ung, om ikke glad, og da var det forbi med hans ro. Er han da også ung? Han har aldrig befattet sig med forliebelser, men hvad er dette hede, forunderlige? Han ved det ikke, han ved blot, at der er gj øgleri i studerekammeret, han vil arbejde og kan det ikke, han vil ikke tænke på hende og kan ikke lade det være, han vil sky hende og søger hende da just henrykt. Hjertet ved blot et: at en gud har berørt det. Så kom de onde dage, thi han var ikke elsket. Han fandt det ganske naturligt, at man ikke kunne elske ham, thi han havde ingen anelse om, hvor tiltrækkende han var for kvinderne med sine stille, dybsindige øjne, der sagde, at hvor streng og storsindet han end var, turde ømheden i hans hjerte være endnu større. En kurv havde han ikke ladet sig give. Der er intet den, som elsker, seer klarere, end om han er elsket igen, og intet taler et så frygtelig tydeligt sprog som ligegyldigheden. Hun havde ikke svageste anelse om at være elsket af ham, bevis nok for at han var hende ligegyldig. Hans kamp for at komme løs var ikke en fortvivlet mands. Kamp, ja, det fandt han sig i, men sejren var vis; den, som står på hans grund, mente han, kan ikke besejres. Han hørte ikke blandt de indbudne til livets banket, men endnu mindre til dem, der stå udenfor og kige ind af vinduerne. Hvormange er vel indbudne? De øvrige have at smedde sig en skæbne af andet malm. Den såkaldte regsignation, denne døde, usle ting, var ikke for ham. Overlegenhed over det alt sammen, det var for ham. Arme hjerte, som en gud har berørt, stakkels lærde mand, se til hvorledes du bliver færdig med drømmene på bunden af din sjæl! andet kapitel. Et rejse-eventyr. Det var en herlig sommerdag. En ung dame, hvis fornemme udseende den yderst simple dragt ikke formåede at dølge, steg ud af en omnibus i en gade i det yderste Paris ved champs elysées og ringede på i et uanseeligt hus. På hendes spørgsmål, vistes hun af portneren op i en fjerde etage, hvor den person boede, hun søgte. Hun bankede på og blev modtaget af en venlig gammel kone. — jeg har et brev til dem, madame, sagde den indtrædende. De er måske så god at læse det straks. Brevet blev læst. — de er selv den unge dame, der tales om i brevet? — ja, madame. — en kær veninde af mig ønsker, at jeg skal være dem behjælpelig med råd og dåd. En gammel kone, uden formue og stilling, kan desværre intet gøre for en ung dame, der kommer fremmed til Paris. — jeg ønsker blot, at madame vil give mig anvisning på en bolig, der ikke er kostbar, og hvor en ung dame kan leve ubemærket. Jeg ved, jeg kan betro mig til dem, og de hjælper mig nok, 2 thi jeg er virkelig i nød. Jeg har alt været to måneder i Paris. Man havde bestilt mig et logis, man troede godt. Det var også i enhver henseende fortrinligt: en dannet værtinde, god forplejning, ingen forpligtelse til at være underholdende; der var blot en hindring: der var unge herrer i pension. Jeg har hidtil troet, at en dame, der respekterer sig selv, altid formår at gøre sig respekteret af mændene. Heri tog jeg fejl og derfor er jeg nu her. Kan jeg ikke bo hos dem? tilføjede hun så ivrigt og så bønligt, at hun gjorde den gamle kone ganske varm.. Jeg skal slet ingen ulejlighed gøre dem. Kommer jeg i dag til dem, vil de i morgen neppe mærke, at jeg er i huset, så liden larm gør jeg. Jeg spisel’ ikke meget, er aldrig syg og opvarter mig selv. — jeg tog dem mere end gerne, men jeg har blot selv et Kammer og hvad der straks vil afskrække dem: jeg har en ung søn. Men lige overfor er et kloster, som modtager pensionærer. Det er netop hvad de ønsker. Hun gik til vinduet og pegede på et hus lige overfor, som en høj mur blot halvt skjulte; over muren vajede høje træer, Nordens barn mente det måtte være cedre, grantræer var det ikke; herlige brede grene havde de i al fald. Skulle hun få lov til at bo bag cedrene? Så kunne hun jo drømme sig på Libanon! hun tog afsked med den gamle, gik over gaden og ringede på klostret, og alt blev aftalt til hendes højeste tilfredshed. Hun sagde, at hun lærte at synge i Paris, men havde sine øvelser hos sin lærer, så hun ingen uro forvoldte i hjemmet; om dagen var hun flere timer ude og om aftenen forpligtede hun sig til at følge husets regel og ikke gå ud. Det var et offer aldrig at få en opera at høre, men et offer var her nødvendigt og hun bragte det gerne for de store fordeles skyld. For Kammer og næring fordredes en så ringe sum, at hun her formelig ville føle sig rig. Medens hun endnu talte med abedissen, der fulgte hende ud, gik nonnerne i lang procession med fane og krucifiks over klostergården til kapellet, hvorfra klokkerne klang; thi klostrets skytspatron havde sin festdag. Abedissen så skrækslagen på den unge fremmede, der ved synet af det helligste ikke gjorde korsets tegn. Hun var dog vel god kattolik, thi andre modtoges naturligvis ikke i dette rettroende hus? Ak, på denne hindring havde den gode gamle ikke tænkt, men den viste sig at være uovervindelig. Man ville ikke have protestanten. Derved var intet at gøre. Bedrøvet gik stakkelen ud af klosterporten og ville just se sig om efter en omnibus, da hendes øjne, hvori der var tårer, faldt på en plakat over nabohusets port. Hun læste: grand appartement « lotter det var just for hende. Hun trængte til en stor bekvemmelighed! Bedrøvet stirrede hun på huset, der lå mellem gårdsrum og have; over muren til gaden ragede også her høje træer. Sommeren lo i disse træer! Og hvor stille måtte der være bag al denne grønne herlighed! Hun betænkte sig lidt, om hun skulle ringe på, thi udenfor porten holdt en herskabsvogn, og dem, der skulle stige i den, ville hun nødig møde. Nu, et spørgsmål var jo hurtig gjort, og noget andet ondt end svare nej kunne man jo ikke gøre hende. Hun tog mod til sig og ringede. En liden dør i den tunge port gik op og hun trådte ind. — skulle her være et værelse at få tilleje? Spurgte hun frygtsomt en gammel concierge, der fæstede et par skandaliserede øjne på hende, idet han svarede: — her lejes ikke enkelte værelser ud. Hun ville bedrøvet gå ud af porten igen, da en gammel dame, en høj, herskende skikkelse, kom over gården for at stige i den ventende vogn. Den fremmede trådte til side for at lade hende komme forbi, men blev så rød til lige op under håret; thi den gamle dame tog uden videre sin lorgnet for at bese den person, som stod her i hendes port og som hun ikke kendte. — hvad ønsker de? spurgte hun ikke uvenligt, men med et overordentlig forskende blik. — undskyld, madame, jeg er fremmed og ubekendt med forholdene i Paris. Jeg så udenfor, at her er værelser tilleje, jeg så de høje, herlige træei’ og så havde jeg et øjeblik det håb, at jeg måske her kunne finde et stille Kammer, hvor jeg kunne arbejde uforstyrret. — hvilket arbejde har de? — jeg studerer harmonilære og lærer at synge. — de er kunstnerinde? — jeg elskel’ musik og vil lære, det er alt. — fra hvilket land er de? — fra Norge. Den høje, stolte dame havde uafbrudt stirret på den fremmede til yderste forbavselse for sin concierge, som ikke var vant til at hans herskab var så nådigt. Hvilken uhørt begivenhed! Fru grevinden talte med en person, der i et fornemt hus vovede at spørge efter et enkelt værelse! Den gamle dames ansigt blev bestandig venligere. — er det ubeskedent at spørge, om de har en uafhængig formue at leve af i Paris under deres studietid? — ingen formue at tale om, men nok for to år. Har jeg da ikke nået mit mål, da er det overhovedet ikke at nå, og jeg vender tilbage til mit nordiske hjem. — og de ønsker at bo i mit hus? At her er al ønskelig stilhed, lader sig ikke fragå; for øjeblikket beboes det af mig ganske alene. — jeg kunne ikke tænke mig noget lykkeligere end at bo i et sådant hus. — nu, der er i det mindste plads nok! Huset har to fløje; den ene fløj ønsker jeg at leje bort for nogle måneder, i den anden kan min concierge åbne dem et par værelser. Min have er stor;>der sætter han dem et bord, og der kan de studere i ro. Den fremmedes øjne lyste; den gamle dame lo. — dette arrangement synes at glæde dem? — 0, madame, hvorledes kan jeg takke dem! Der er blot et ivejen--------- — nu? — jeg kan blot give en ringe sum i husleje — — nu, derom blive vi altid enige! råbte den gamle leende. De betaler mig, når de bliver rig. Hun gav sin concierge sagte en ordre. — når ønsker de at komme? spurgte hun venligt. — helst i dag. — nu, så i dag. Om to timer vil de finde deres bolig i orden. Til vi ses! Med en let hilsen og fremdeles leende steg hun i sin vogn, der hurtig rullede bort. Den åbenbare gunst, hans strenge herskab viste den fremmede, havde ganske omstemt den gamle concierge, der var en genganger af hin tjener-race, der elskede og hadede med sit herskab. — den unge dame var dog vist af god gammel adel, i ethvert tilfælde var hun charmant. Hans kone skulle besørge madames opvartning; sin spise ville hun kunne få fra en fortrinlig restauration på hjørnet. Man ville gøre alt for at hun kunne befinde sig vel i huset. Samme dags eftermiddag stormede Mathilde om i den store have. 0 grønne herlighed, o ro og stilhed! Blot at indånde en sådan blomstersvanger luft, gør let og glad! Og her, omgivet af al denne skønhed, var det hende forundt at leve! Her mærkedes intet til den hjerneforvirrende larm derude. Liv var her. Sommerfuglene opførte formelige balletter i den stille have, men et menneske var der ikke, ingen uden den gamle gartner, der var ganske forbavset over, at der i hans have virkelig var en person foruden ham selv, og oven i købet en ung, smuk dame. Sådanne pleje i Paris at tage sig andet for. Herskabet satte aldrig sin fod der, forklarede han, da de senere blev gode bekendte, men den hele have kunne ses fra balkon og vinduer, og når grevinden mandagaften modtog, måtte den store plads foran huset være en eneste kæmpe- bouket. den unge enke begyndte nu et liv, der var forskelligt fra alt hvad hun hidtil havde kendt. Endelig var hun i sikker havn og kunne arbejde uforstyrret af de besynderlige mennesker. Robert havde straks sendt hende et brev til mennesker, der ikke vare besynderlige, en fransk professor og hans kone, som han havde lært at kende i Paris og satte meget højt. Hun havde naturligvis straks villet bringe dem brevet og blev ikke lidet skuffet, da portneren i deres lukkede hus i universitetsgaden gav den besked, at professorens vare på landet og først vendte tilbage til Paris hen ad efteråret. Hvad var der hændt de måneder, hun opholdt sig hos embedsmandens enke, at hun forfærdet tog flugten til Parises yderste ende? Hvad foregår i sådanne pensioner, hvorhen en norsk fader vel næppe sendte sin unge datter, var det ham klart bevidst, at ethvert middelmådigt subjekt, der kan betale, også kan tage sit hjem der og være hans datters daglige selskab. Mathilde har aldrig fortalt nogen, hvad der havde givet hende den dybe modbydelighed for liv i pensioner, men „ Aldrig, aldrig mere! “ var hendes udråb, idet hun forlod det hus, hun havde betrådt så fuld af håb. Dette var engang et liv efter hendes smag! Hver ny dag behagede hende bedre end den foregående. En sagte frygt ville undertiden snige sig over hende, men hun forjog den straks. Hun kunne ikke ret blive klog på, hvad læreren egentlig tænkte om hende! „ Behøvede man for at synge ingen stemme “, havde han en dag sagt, „ ville de synge skønnere end Christine Nilsson og blive verdensberømt. “ Hun ingen stemme! Hun havde jo netop stemme! Det havde alle hjemme sagt. Men så sagde han igen noget andet, hun aldrig før havde drømt om. „ Hendes sjæl var fuld af melodier “, sagde han — han havde beluret hende en dag, hun troede sig alene og improviserede — men for at bringe dem på papiret, måtte hun studere den musikalske ortografi: generalbas. Det er let sagt, at man skal studere generalbas, et uhyre arbejde er det, der har afskrækket de modigste. Men forknyt var hun ikke, og hun kastede sig straks over det vanskelige arbejde. Det uærbødige, læreren havde sagt om hendes stemme, blev indregistreret under de mange underlige ting, hun havde hørt i Paris, for eksempel 'om sin skønhed, som ingen før havde bemærket. Stemme havde hun. I Paris sagde man nej. Skønhed havde hun ikke. I Paris sagde man jo. Paris var en kuriøs verden. At blive klog på den, var umuligt. Altså, ikke tænke, men arbejde tappert! Læreren havde indrømmet hende en tidlig morgentime, der var hende den kæreste og også ham, thi hans elever havde ikke for skik at stå tidlig op. Klokken tolv var hun alt hjemme, et kvarter efter havde hun nydt sin beskedne frokost og sad med sine bøger og papirer i haven. Blev hovedet så træt, så havde hun nok at se og høre på. De, som er opvoksede i stor ensomhed på landet, forstå ikke alene naturens tusinde røster, det er som noget af naturånden går over i dem selv; stille, melankolske naturer blive mørke, strenge, ikke sjælden dæmoniske; glade, lette derimod, slægte på deres daglige selskab fuglene og alt hvad der ellers har vinger. Meget i denne have var anderledes, end Mathilde kendte det hjemmefra, men meget var dog også det kære gamle, og med det øvrige var bekendtskabet snart gjort. Med sommerskyerne, der lå på himlen som en hermelinskåbe, sejlede hun til Norge, men hun frabad sig at blive der og kom sejlende tilbage på en anden sky. Hun ville ikke hjem til Norge på lang, lang tid! Der var ikke sådanne højstammede roser som her; disse vare jo meget højere end hun selv. I de pragtfulde blomster-grupper gjorde hun daglig nye opdagelser. Navnet på det meste af dette vidste hun ikke, thi sådanne blomster havde der ikke været i hendes have, skønt den var langt, langt dejligere med sin baggrund af høje bjerge. Men navnet kunne være det samme, blomsterne vare lige vidunderlige uden navn. Nogle bittesmå klokker, der vuggede sig på lange stilke med blade så fine som hendes egne hår, voksede også hjemme ved bækken; gud ved, hvor de vare komne hid i denne stadshave! Af dem gjorde hun hver dag en bouket og den måtte stå i sit eget glas på hendes arbejdsbord. Det var mindernes bouket. Når så en solstråle faldt på alle disse fine græs og en sagte zefyr legede deri, ja, da fik de ordentlig liv, liv ligesom mindet i hende, mindet om manden, mindet om Robert — de to hørte sammen. Mest fornøjelse bavde hun dog af to mælkehvide svaner, der levede i den klare dam. Hun havde blot at vise sig, så strakte de den slanke Hals mod hende, de vidste godt, at hun ikke kom tomhændet; men undertiden drillede hun dem og tilkastede dem i stedet for brød røde valmuer, dette superbe ukrudt, hvis ikkeudryddelse hun havde tilbetlet sig af gartneren. Kort, hun arbejdede og hun morede sig så godt det lod sig gøre. Ensomheden trykkede hende ikke meget. Hun behøvede blot at tænke på det mylrende hus, hun havde forladt, for at finde den misundelsesværdig, skønt ensomhed ganske vist ikke var for hende. Således gik seks gode uger. Hver morgen stod hun op med friskt, selvgjort mod,.og dagen fløj. Undertiden troede hun, når hun gik i haven, at se et glimt af den gamle dame, hvis glindsende hvide hår var opstrøget og sad på det majestætiske hoved som en sølvkrone. Hun tog da hurtig sine øjne til sig igen, thi damen kunne i det mindste fordre den mest vidtdrevne diskretion. Var det dog alt et mirakel, at det var bleven hende tilladt at bo i dette stille, fornemme hus. Om forholdene i huset vidste hun intet andet, end at dets herre, en ivrig legitimist, tilbragte sommeren på sine godser, medens hans gemalinde, pariserinde af fødsel og smag, afskyede landliv. Concierge og endnu mere hans madame havde gerne fortalt mere, men Mathilde hørte til dem, der omgås underordnede og gøre sig yndet af dem, uden at indlade sig på konversation. Den hemmelighed lader sig ikke lære; den ligger

1886_SmidtG_JennyOgJeg

Jenny Og Jeg

Smidt

Smidt

Jenny Og Jeg

female

1886_SmidtG_JennyOgJeg.pdf

Georg

Smidt

Erling

no

Jenny og Jeg

En Fortælling

n

gothic

J. L. Wisbech

KB

pdftxt

nan

nan

O

1ste kapitel. Hjemrejsen. Jeg havde netop taget artium og. skulle hjem i besøg. Af breve fra hjemmet havde jeg hørt, gamle fatter havde bestemt sig til at forandre lcvevei. Istedetfor at pleje søen, ville han nu på sine gamle dage pløje Marken, kort sagt han havde solgt sit skib og fra sømand i den lille købstad gjort sig til landmand. Det fluide være hvile, mente han, og mutter, — der var glad ved at beholde ham hjemme, hvis liv hun frygtede for, bare hun så vinden sætte grenene på naboens store æbletræ i bevægelse, når han var ude, — tænkte det samme. Nu skal du rigtig lægge dig på ladsiden og nyde landlivet, tænkte jeg, da jeg efter at være kommet hjem med mit testimonium som akademisk borger i lommen, — hvilket i forbigående sagt havde kostet mig adskilligt bryderi og en stor del angstens sved at erholde — magelig tilbagelænet og hvilende på mine laurbær påny gennemlæste et af hendes velsignede breve, hvori hun roste stedet og omgivelserne op i skyerne, som man siger, og endte med den slutningsbemærkning, at mit værelse og udsigen fra det måtte være ligesom flabt for en vordende digter som mig. Det var nemlig de gamles illussion at få gjort noget fligt af mig, og hele digternavnet grundede sig kun på nogle smådigte, jeg som skolegut havde rablet isammen, men hvori kærligheden dog hørte pegasusens vældige trav. Troen smittede også, og jeg blev efter endt skolegang sendt ind til hovedstaden for at fuldføre mine studier, det er udlagt, blive student. Hjemme havde de rost mit gode hoved og min tidlige udvikling. Jeg kom til hovedstaden som en Cæsar til Pontos og tænkte: du vil vække forbavselse og beundring for diue uhørte anlæg; men den, som blev forbavset, var jeg; alle mine kammerater fik bedre karakterer og mit ventede.. kr^eokoris “ blev slået ned til et yderst dårligt „ Uuuæ “. Men jeg trøstede mig snart; jeg havde ofte hørt og læst om personer, der vare ensidigt udviklede; jeg måtte åbenbart høre til dem. Hvad man selv tror på, får man i regelen snart andre til at fro; jeg begyndte at lade pegasusen flyve både højt og lavt, jeg var ensidigt udviklet — som øigter. Jeg forfattede leilighedsvers til mine kollegaer både i tide og utide over ligt og uligt og gjalt snart hos de fleste, i al fald tilsyneladende, for en Pokkers fyr. Jeg fik mod og begyndte at skrive digte til et af småbladene, rigtignok blev mange kasserede; men et fik jeg dog optaget; — de uoptagnes tal var stort; men det snakkede jeg aldrig om. Jeg mindes endnu, hvor sjæleglad jeg var, da jeg fandt det første på tryk. „ O, nu tager det sig ud! “ tænkte jeg ved mig selv; det havde vundet hundrede procent, da det kom i bladet. skødesløst henslengt lå det på bordet, og, når nogle af kammeraterne kom, fandt jeg altid på noget i samme blad at hentyde til, og når de så fandt digtet og begyndte at ønske tillykke, da kan den ærede læser tro jeg holdt ørene stive. Det var bare barneværk, de kunne bare vente, til jeg tog i for alvor, til jeg kom rigtig på landet, — da skulle jeg skikke anderledes ting ud i nerden. Nu har da læseren lidt kendskab til personen, jeg, og han får igen godhedsfuldt følge mig videre i historien. Dagen til min afrejse var kommen. Tjenestegutten skulle hente mig med hest i „ Humlehaven, “ et skydsskifte, som i de gode gamle dage lå to mile fra Kristiania. Helt ud til staden turde fatter af økonomiske hensyn og af hensyn til guttens bedste ikke sende ham, da som mutter skrev, den samme bondegut skulle være „ slem, “ når han kom tilbys. Hesten måtte jo desuden da haft en dags hviletid, inden man kunne tænke på at fordre, « t den skulle drage os hjem igen, og det var den økonomisfe side af sagen. som forholdet derinde nu stillede sig, kunne den stå udhvilt på skiftet, til jeg kom; den to Miles vej fra vor gård tulhoug til humlehaven var jo ingen rejse for en hest, bemærkede fatter nede på brevet. Kufferten var pakket, og jeg ventede kun på skydsgutten, der skulle føre mig til humlehaven. Imidlertid sad jeg og udmalede mig gården og den dumme dreng med hesten samt hjemkomsten så behageligt som muligt, medens jeg stirrede ned på de folksomme gader og hvert øjeblik troede at høre det gå i trappen med tunge kudskeskridt. „ Ventetiden er bestandig lang, “ tænkte jeg, som hib til tålmodigheden, der holdt på at absentere sig, idet jeg for tyvende gang kiggede » ver til min genbo i bagerbutiken, som jeg dennegang var så heldig at få se et glimt af, idet hun passerede forbi vinduet med to brød på armen. Synet af hende satte mig langt tilbage i tiden; det var en inklination fra kristianiatiden, den første og den eneste. Jeg kom til at erindre, at jeg første dag, efter at jeg var kommen til byen, sad akkurat på samme plads og så udover de samme folksomme gader, halvt sky i al den uvante larm og spektakel. Da faldt blikket også over til min genbo; jeg læste, af naturen temmelig nærsynt, dog ganske tydelig de over døren prangende store gule bogstaver „ K. Pedersen, bager og konditor “, og da jeg sænkede øjet lidt, hvem så jeg vel da stå ved vinduet og ligesom søgende stirre ud bag franskbrød og kager? — jo, det samme nydelige melk- og brøds-ansigt med to store livlige, blå øjne og det vakre, guldgule hår. Det forekom mig, som havde jeg set hende et sted før, ja, som om vi to vare gamle kendte, og jeg besluttede i mit stille sind, at det i al fald ikke skulle være noget i vejen fra min side følat fornye bekendtskabet. Jeg nikkede sagte over til hende; men jeg havde ikke beregnet, at hun var i første etage og jeg en op under taget boende vordende student; jeg boede nemlig i fjerde etage, så hun så mig ikke. Hun vedblev således at stå ved vinduet. Idet hun af og til med de små nydelige fingre trommede på ruden, men uden at gjengjelde mine nik. Gudskelov, der er ingen ring på fingeren, tænkte jeg ved mig selv, idet jeg drog et lettende suk. Men så gik det i butikdøren, og hun forsvandt fra vinduet. „ Du så mig ikke; men jeg så dig, og vi skal nok blive kendte, “ tænkte jeg triumferende, da det pludselig bankede på døren til mit værelse, og vertindens tjenestepige kom ind for at rydde op og modtage ordre. Jeg havde udtænkt en plan, men den var lidt vanskelig at udføre for en med intriger ukendt person; lykken var imidlertid med mig, hun åbnede selv passiaren: „ Fruen bad mig hilse og spørge, om det var noget studenten ønskede, og om de havde noget ærinde jeg, kunne udføre “. „ Nej tak “, sagde jeg, idet jeg ivrig syslede med mine bøger, „ dog jo! kanske de gør mig den tjeneste at hente mig noget melk og sætte den her ind på værelset; brød kan jeg selv hente; der er jo en bager ligeover her, ser jeg “, sagde jeg idet jeg ligegyldig tittede ud af vinduet. „ Som de ønsker “, sagde hun, og forsvandt med melkemuggen. Jeg var stolt af mig selv, da døren lukkede sig, og jeg havde erhvervet mig retten til selv at sørge for mit daglige brød. Da det led ud på aftenen liftede jeg mig derover; jeg standsede først udenfor og kiggede ind. Jo rigtig, hun var der; hun stod netop i en ivrig passiar med en gamling, formodentlig faderen, tænkte jeg ved mig selv. Der var ingen kunder i butikken; jeg åbnede døren raskt og trådte ind. Efter at have gjort min allerærbødigsfc kjøbstadskompliment for hende, fremførte jeg min bøn om at få købt et brød. Hun så lidt forundret på mig, og der drog et skjelmsk smil over de smukke læber, da hun kom med brødet. Hun havde pakket det ind og lagt det foran mig; men jeg var falden i vågne drømme, hvoraf jeg først blev udrevet, da hun vist for tredie gang rakte det imod mig med et venligt „ vær så god “. Jeg havde aldrig set noget så dejligt, så barnligt skønt. I frygt for at jeg igen skulle henfalde i beskuelse, gjorde jeg et hastigt buk, tog brødet under armen og holdt netop på at absentere mig med blikket stadigt hvilende øv « Min lille flamme, dy den gamle herre kaldte mig tilbage igen ved med et lidet Emil at bemærke, at jeg nok havde glemt at betale. Igen kom brødet på disfen, medens jeg med en undskyldning og rødmende som en ung pige søgte efter portemonæen; men det var et resultatløst arbejde, den var intetsteds at finde. Pludselig gik der et lys op for mig; portemonæen lå i mine andre klæder, jeg havde glemt at flytte den over i min galladress. Det var en uheldig debut; jeg kom med en undskyldning til, lod brødet ligge og pilede i fuld fart ud af døren, hvor jeg nær havde rendt en gammel kurvkone overrende. Siden den tid havde jeg aflagt mit besøg hver aften efter mit brød, men rigtignok aldrig oftere glemt portemonæen. Hun smilte hver gang jeg kom, og inden jeg havde udtalt mit ærinde, lå brødet på disken, der var en stille forståelse mellem os. Jeg havde også fået oplysninger om hende; min gjetning havde vist sig at være rigtig; den gamle herre, jeg hin første aften i byen havde set slå og tale med hende i butikken, var hendes fader. Uden ham havde hun ingen slægtninge, når undtages en gammel bedstemoder, hendes afdøde moders moder, der skulle bo på en gård nogle mile fra byen. Gårdens navn havde desværre altid været mig umuligt at få vide men hendes fik jeg opdaget, — hun hed „ Jenny “. Læserne ser, at mine tanker på afrejsens dag havde forvildet sig langt, da jeg så hin kvindeskikkelse ved bagervinduet. Jeg havde været over og købt mit sidste brød, og tillige benyttet tiden til at sige, at jeg skulle rejse hjem til mine forældres gård „ Tulhoug “. Afskeden syntes ikke at virke noget nedslående på hendes sind: thi hun smilede, da jeg nævnte gårdens navn, og ønskede mig kun en behagelig tur og god fornøjelse. Jeg sad og tænkte på, om jeg aldrig fluide se hende igen og stræbte forgæves at få endnu et glimt af hende; men hun kom ikke mere til vinduet. Jeg havde glemt skydsen og alting, og blev ikke lidet forfærdet, do jeg hørte det banke ret alvorligt på døren. Jeg glemte at sige kom ind; men det gjorde intet. Døren åbnede sig, og en gut med en forfærdelig svøbe i hånden trådte ind og spurgte, om det ikke var her han studenten fluide do, der havde tinget skyds hos vognmand Larsen i Viken til humlehaven. „ Jo, vær så god at sidde ned; jeg skal straks være færdig, “ sagde jeg, idet jeg trak aderfrakken på. „ Nej tak “, svarede han, „ jeg må ned til gampen, ellers kan konstablen ta ' en, for den er ikke kunne; men kanske dere har en kuffert her, så skal jeg bære den ned med det samme “. Jeg vidste ham kufferten; han tog den og labbede nedover trappen til „ Gampen “. Da jeg stod der færdig, kastede jeg endnu et sidste afskedsblik over til min lille veninde, hvorpå jeg med et suk tændte en cigar, låsede døren og bar nøglen ind til min værtinde. Jeg blev opholdt en stund derinde; da jeg kom ud igen, fandt jeg vognmandsgutten i færd med at banke på min dør. Der var mørkt i gangen, og han kendte mig ikke, da jeg kom. „ Omforladelse “, — sagde han — „ Dere kan ikke være så snild å si mig om dere veit om den studenten, som logerte her, er gået ud “. „ Nej “, sagde jeg leende. „ Nå, det er da også fælt så længe en skal vente “, sagde han, da han kendte mig igen, „ men det sier jeg, otte tager konstablen gampen, skal dere betale multa “, brummede han, idet han gik nedover trappen, „ for husbond har glemt at sende med bindingstoug, så en står der laus “. Dog, hesten stod der i god ro uden konstabel. Jeg satte mig da i kariolen, og farten begyndte. Det forekom mig som døren til bagerbutikken lukkedes op, klokken over døren ringede ialfald, der gik ingen kunder hverken ind eller ud. Det syntes mig også, som så jeg to dejlige blå øjne titte ud efter den bortdragende; dog, jeg er ikke sikker på det, det kan godt hænde, at mine øjne bedrog mig; de har så let for at se, hvad de gerne vil se. humøret var gråt og vejret også. — „ Det truer med regn, “ var det eneste ord, jeg kunne få ud af skydsgutfen, der sad sammenkrøben bag mig med regnfrakken på. Veirpassiaren var åbenbart ikke tiltrækkende for ham. Du er en tverdriver, tænkte jeg ved mig selv, og skam få mig, om jeg ofrer flere ord på en sådan utaknemmelig fyr. I dyb resignation trak jeg frakkekraven op over ørene og overlod mig til mine egne tanker. Det var en af de almindelige tålmodighedsprøvende heste, jeg havde til befordring, og alt i et blev jeg udrevet af mine betragtningerved et hyp, efterfulgt af et smæk med tungen og et ryk i tømmerne, der skulle tilkendegive fyren foran vognen, at han fik holde sig vågen og trave på. Tættere og tættere flokkede skyerne sig sammen, og af og til, ligesom råbende et varflo, kom der nu og da en regndråbc faldende. Træ efter træ for forbi os, og skydsgutfen var utrættelig i at drive på. Dog nu lod det til, vi havde fået varflo nok; thi med engang styrtede regnen ned med en bcrgensk styrke og voldsomhed. „ Det var det jeg tænkte “, mumlede gutten bag mig og skyndede dobbelt på, medens jeg i en hast fik paraplyen op. „ Åsen mener øere jeg kan køre, når øere holder paraplyen deres soran mig? “ spurgte gutten. Der hjalp ingen bøn, den måtte ned igen; og der sad jeg da med skvætlæderct på kariolen trukket så langt op over mig som muligt, med frakkekraven oppe og hatten dybt ned i nakken og glædede mig over, at jeg dog i det mindste kunne straffe bognmandsgutten ved at fratage ham de påtænkte drikkepenge. Taksten skal han have og ikke en skilling mere, tænkte jeg ved mig selv, som jeg sad der sammenkrøben og smilede ved i tankerne at forestille mig det lange ansigt, han ville sætte op. Jeg var dryppende våd da vi kørte ind på humlehaven og havde en formelig vandvci efter mig, da jeg spadserede ind og forlaugte en kop kaffe efter at have afskediget skydsgutten. Jeg så mig om blandt gæsterne, de vare allesammen adstadige bønder, så min nye skydsguf var vel ikke kommen. „ Er der kommen en gut fra tulhoug i dag? “ Spurgte jeg pigen, der kom med den forlangte kaffekop. „ Jo “ — sagde hun — „ han sidder ude i det andet værelse; kauske de er den student, han skal hente? “,, han har taget til sig vel meget, “ tilføjede hun uden at vente på svar på mit spørgsmål; „ han kom her tidlig i formiddag. “ Det var en dejlig forklaring; fatter skulle være omsorgsfuld og ikke sende ham til byen af hensyn til hans eget vel; men istedet derfor havde fyren været her og pimpct siden om formiddagen, og nu var klokken henimod 9 på aftenen, han havde haft tiden for sig til at konsumere adskilligt. Da jeg havde drukket kaffen, gik jeg ud i det tilstødende værelse. En blanding tobaksrøg og øldunster slog mig i møde, da jeg åbnede døren. Under loftet hang en tranlampe, der osede ganske forfærdelig, og som lyste omtrent som månen i sidste kvarter; den kastede sparsomt skin på en sofa, der var plaseret ved væggen lige imod døren, og på to mænd, der vare ivrig beskæftigede med at vise “ Håndbag. “ De på bordet stående glas og flasker rystede frem og tilbage, medens sofaen knagede under de kraftige anstrengelser. De vare alt for optagne til at have Mc for mig. Den, jeg af beskrivelse kunne slutte mig til måtte være vor „ slemme “ Gut, gut torm, havde åbenbart gået af med seieren: thi den anden rejste sig spagfærdig og forlangte en flaske øl — den vindendes belønning. Han troede pigen endnu var i stuen; men da han opdagede sin fejltagelse og ville gar efter hende, fik han øje på mig, hvem han uden tvivl på grund af min spæde bygning troede at være en passende modstander og kom henimod mig, idet han med lallende tunge gjorde mig det forslag, at vi to skulle vise håndbag om en flaske øl. Jeg for forfærdet tilbage ved den uventede anmodning; men han fulgte efter og lagde en af sine svære næver på min skulder, for at støtte sin sjanglende korpus, og hviskedee mig ind i øret: „ Tør du ikke eller hørte du det ikke? vi skal vise håndbag om en flaske øl. “ „ Nej tak, “ sagde jeg frygtsom. „ Ikke noget at takke for, det blev så dig lel gut, som skulle ud med øllet, “ sagde han, idet han prøvende rystede mig i skulderen. Guttorm sad imidlertid og trallede og sang vå en vise, som jeg nu desværre har glemt, men som havde til omkvæd „ sa ' o “, som han udstødte i alle tonearter fra den højeste fistel ril den dybeste Bas, medens han som akkompagnement trampede i gulvet og slog knytnæve i bordpladen, så glas og flasker hoppede højt. „ Er ikke Guttorm fra tulhaug her? “ spurgte jeg nu dyrt angrende på at have begivet mig ind i ulvens hule, men dog prøvende at sætte et så morskt ansigt op som muligt. „ Jan! her! “ lød det borte fra sofaen og Guttorm stod med et kast på gulvet. „ Hvad vil du så ham? “ spurgte han, idet han så på mig med et par store øjne. „ Jeg er sønnen på tulhoug, “ svarede jeg. „ Ja så, så du er sønnen til gamle kaptejnen, ja, det er sandt, det var nok dig, jeg skulle hente au, nu husker jeg først det, — ja, jeg har hesten i stalden, kom så hid til bordet da. Vil du skrubbe af „ lange Mathis “ og tae kløerne med dig, “ sagde han, idet han med et vældigt greb slængte sin kammerat over mod den anden væg. „ Du behøver ikke at være ræd, “ sagde han idet han så på mig igen, „ han erjussom lidt svær i agjering, når han har fået lidt i hode. Så du kommer fra Kristian? Jeg havde så småt tænkt på at komme fil at rejse did ind efter dig, men så ombestemte kaptejnen sig, og sa ' e jeg bare skulle rejse hertil, ja såmen gjorde han det, ja. Ja, du ser dig om, ser jeg. Her ser lidt uryddeligt ud, vi har sat her og passiarct lidt, mens jeg ventede på dig, “ Sagde han, idet han bedst muligt skjulte for flaskerne. Her blev hans ordstrøm afbrudt af lange Mathis, der med et blidt grin satte den tabte ølflaske og et rent glas på bordet. Guttorm skænkede

1893_Nordentoft_Jens

Severin

Jens

Nordentoft

Nordentoft

Jens

male

1893_Nordentoft_Jens.pdf

Severin

Nordentoft

Exsul

dk

Jens

En Studie

n

roman

Prior

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. A merry boy they called him tten. He sat upon the knees of men in days, that never come again. Byen lå et sted i Jylland, og den var en kedelig by som alle andre. Lave huse havde den og lange, tomme gader, hvor solen brændte ubarmhjærtig på brostenene, medens købmanden stod magelig og søvnig i sin dør og dovent så efter den bondevogn, der raslede forbi med et spektakel, som om den ville vække hele byen; men det skulle der mere til. Garnison havde den ikke, og heller ikke nogen havn, der var værd at tale om; kun et par favne bolværk var der, hvor en brøstfældig gammel havnebetjent tilbragte tiden med at vandre op og ned mellem to ligeså brøstfældige fortøjningspæle og se ud over noret med en mine, der tydelig røbede, at han for længst havde opgivet håbet om nogensinde at se et skib vise sig derude og næppe mindedes den tid, da det sidst var sket. Kun om lørdagen var der liv og røre, når bønderne fyldte torvet og hovedgaden, travede deres heste op og ned ad brostenene, holdt lang snak midt på gaden og næppe vare at væge til at gå af vejen for vognene. Men ellers var den ene dag som den anden, den samme uforstyrrede ro hvilede over byen, og den eneste veksling var, når friskolebørnene på slaget to vrimlede ud fra kirkepladsen, sloges på fortovet, tumlede i rendestenen og endelig spredte sig råbende og støjende over byen i små flokke, hvis de da ikke netop foretrak at levere latinerne en større bataille på torvet. Nej, byen var der ikke noget ved; der skete intet vidunderligt. Men ude på landet skete der de vidunderligste ting, og der foregik endogså hele den historie, vi nu skulle fortælle. Når man fra byen fulgte landevejen en lille Fjerdingvej ud i landet, kom man til en stor vandmølle, og når man blev ved endnu en god halv mil, kom man til en præstegård. Ja, der hørte en landsby til præstegården, men den kommer os ikke ved, for der skete heller intet vidunderligt. Man vil uden vanskelighed indse, at vandmøllen lå nærmere ved byen end præstegården gjorde, så når man skulle gå i skole derinde, var det nemmere at bo i den første end i den sidste. Det er al den betydning, byen har for vor historie, og dermed ville vi lade den fare og begynde ude på landet. Lad os begynde med præstegården. Der skete på en ganske almindelig vinterdag det vidunderlige, at Jens blev født. Han var sin moders førstefødte, og ingen stilling i verden kan lignes ved den. Han voksede og trivedes med hver dag; og hver dag lå hun på knæ ved hans vugge, så på ham med strålende øjne og undredes over, at en sådan lykke skulle times hende, — forstod det slet ikke. Hun bar ham på sine arme, trykkede ham til sit bryst, smilede til ham og kyssede hans buttede barnehænder; hun vågede over ham, medens han sov og voksede, hun sang over hans vugge, og alle hendes barndomssange levede op i hendes sind og lød fra hendes læber. Og hendes tanker gik tilbage i tiden, til den tid, da hun selv var et lille barn, og til den moder, der havde våget over hende og sunget for hende; og de gik frem i tiden og viste hende en Jens, der var vokset hende over hovedet både legemlig og åndelig, stor og mandig i 'banke og forstand men barn i ømhed og godhed, — hendes barn trods al sin storhed. Han var sin faders stolthed, og man kan ikke være noget større. Eller kan der times et menneske noget større end at blive fader til en søn, der skal opnå alt det, som man selv har måttet opgive, undgå alt det, som man selv er snublet over, råde over alle de hjælpemidler og betingelser, som man selv har manglet, gå den sejersgang gennem livet, som man selv engang har drømt om? Og hans fader satte ham på sit knæ; men hans blik fortabte sig i rummet og hans tanke i fremtiden og viste også ham en Jens, der var vokset ham over hovedet, en overlegen personlighed, et dygtigt og harmonisk menneske, en ånd og karakter, der ragede op over vrimlen, og om hvem han med stolthed sagde: min søn. Og dagene gled hen, den ene efter den anden, uden at nogen talte dem; og Jens voksede op, og hans moder lærte ham at smile og at tale og at gå, og begge fandt, at det var en herlig måde at tilbringe tiden på. Den næste vinter kravlede han endnu rundt på gulvet og sled knæerne ud af sine strikkede bukser; men da sommeren kom, gik han rundt i haven ved sin moders hånd, greb efter de lunefulde sommerfugle, forundrede sig over de mange små glimt, som solen tændte i søen, tog de undseelige blomster under hagen, løftede deres ansigt op og glædede sig over deres duftende ånde. Og hans moder lovede ham, at alle de underlige stedmodersblomster måtte være hans, når han blot ville lade være at plukke dem af for at få prinsessen at se, der sad på en trone med benene i en fodpose og med sine terner i en kreds omkring sig, — og en dag gav hun ham i et anfald af overstrømmende gavmildhed lov til at være ens med sig om hele haven. Og hans høje, alvorlige fader satte ham på sit knæ og fortalte ham om den kære gud, som skabte alle blomsterne og alle de små lys i søen og gav os alle sammen mad og klæder og smukke sko, — og verden var stor og rig og lys og lykkelig, og hver dag bragte nye opdagelser og nye vidundere. Vi kunne imidlertid ikke skrive den tids historie, thi den har i grunden ingen. De få ydre tildragelser gå sporløst hen over barnets hoved og sætte måske aldeles intet mærke i dets sind; og det, der har størst interesse for barnet og præger sig dybest i dets erindring, seer den voksne måske slet ikke, eller, hvis han seer det, ænser han det ikke. Den dag, da Jens’ moder forærede ham alle havens stedmodersblomster, stod måske i et langt herligere lys for ham end nogen af disse Års virkelige begivenheder og tildragelser; den dag huskede han gennem et langt liv, og der kom tider, hvor hans trætte sind forgæves ønskede sig at kunne opleve en lignende lykke og føle en tilsvarende glæde igen. Om det så var familiens allerstørste begivenheder, gjorde de på Jens slet ikke indtryk af at være sådanne. Alt som årene gik, hændte det af og til, at man kaldte ham ind i sovekammeret og viste ham en lille Broder eller søster, som han havde fået; men end ikke dette gjorde noget dybere indtryk på hans flegmatiske sind. Han bevarede vel i sit senere liv en ubestemt erindring om, at han med stor interesse havde stået bøjet over den vugge, som han selv var bleven alt for stor til at ligge i, og med en vis medlidende rørelse betragtet den nye verdensborger, der var så lille, at han næsten blev borte i lagner og hovedpuder, — så lille, at Jens var ganske overbevist om selv aldrig at have været så lille. Men hvem af hans søskende det var, stod ganske uklart; det kunne lige så godt være den ene som den anden; der var kun ét billede, én forestilling til de mange gange. Og når der var gået nogle dage, var det, som om hans lille Broder altid havde hørt med til den verden, hvori han åndede og levede; han hørte nu engang til de fænomener, som omgav ham. Det var nu engang således, at der var en lille tulle til at ligge i vuggen; om det hele tiden var den samme, eller om der med visse mellemrum optrådte en ny, var ikke ganske klart, men det var jo også mindre væsentligt. * * * således skabtes ganske umærkelig, og uden at nogen reflekterede derover, Jens’ verden. Tiden gik, og videnskaben begyndte at gøre sine krav gældende. Abc’en kom frem, geografien snart også, og i vidunderlige timer lærte han hos sin moder om fjerne, fremmede lande. Det store underlige landkort lå på moders skød; med betænksom mine udpegede Jens derpå alle den store verdens vidundere, medens hans søster Anna i stum forundring sad på en skammel ved siden af og lyttede til sin Broders visdom. Og eftersom han blev ældre, blev fagene også flere og udfyldte på en behagelig måde en del af dagens timer. Thi lærdommen tog dog kun den mindste del af dagen, og når landkortet, tabellen og verse-bogen vare lukkede sammen, begyndte den afbrudte leg igen. Så boede han og Anna hver i sit lysthus, og han havde Åge, og hun havde Poul, og så kom de fremmede til hinanden og underkastede søsterens dukker de mærkeligste procedurer, — indtil den tid kom, da de krigerske instinkter hos drengene fik overhånd, og det fredelige lysthus blev en fæstning, som blev vidne til de utroligste bedrifter, der ingenlunde stod tilbage for Carl af rises og Drost Peder Hessels. Hver plet af hjemmet ydede sin skærv til deres glade liv. I laden slog man kolbøtter og rutsjede ned ad halmen; — i stalden gav man hestene brød med en pirrende ængstelse for, at de skulle tage hånden med; — på høloftet hjalp man karlene med at skære hakkelse og med at skovle det ned gennem en herlig kanal, som en lille dreng til nød også kunne gå igennem lige ned i hakkelsekassen; — og i gården tjente man tiører ved at stable det brænde smukt op langs stakittet, som Anders daglejer huggede. Udmærkede skjulesteder var der i det gamle buskads, hvor jorden var så blød og fugtig, at ens skridt slet ikke hørtes, undtagen om efteråret, når man sparkede i et dybt lag vissent løv og trak en stribe efter sig i det; og med hvilken spænding listede man sig ikke herfra med tilbageholdt åndedræt ned for at prænte på det gamle ærværdige lindetræ, i hvis krone der var en evig summen af en hærskare af usynlige insekter, og hvis blade blev ganske lyse og gennemsigtige i sollyset. I engen gik man i frodigt, mørkt græs til hagen og plukkede troldurt og vibeæg og Iris; og ved midsommertide kunne man gå tørskoet ved søens bred i en skov af tavse, højtidelige siv, en skov, hvor man møjsommelig banede sig vej, hvor man ikke så det mindste glimt af den øvrige verden, og hvor man pludselig blev greben af den ængstelige ensomhed, stod stille, fik hjærtebanken og lyttede. Og når så vinteren kom, tumlede man omkring i den bløde, hvide sne med vanter og halstørklæde og varme halmviske i træskoene, indtil man kom varm og forpustet ind igen med blussende kinder og tindrende øjne; og hvor søen om sommeren bredte sine vande, der løb man nu på skøjter ud og ind af små vige og bugter og over under skoven på den anden side. Og hvor var det så ikke herligt til sidst, når tusmørket faldt på, at komme ind i den lune stue, at lege mus og kat i mørkningen, medens kakelovnsilden lyste på gulvet, eller at sidde ved vinduet med ansigtet trykket op mod ruden og se på de nøgne trætoppe derude, som svajede så bedrøvelig frem og tilbage for den klagende vind, — indtil man blev ganske ængstelig til mode og troede at høre spøgelser færdes derude i mørket og at se ulve og andre udyr snige sig omkring huset. Så var det ikke rart, når moder sendte en ud i køkkenet efter svovlstikker til at tænde lampen med, igennem den store, tomme havestue, hvor gyngehesten stod med sine skinnende øjne og grinede så uhyggelig i mørket, medens månen måske kastede et ængstende, blegt lys ind på gulvet; — men det var godt at komme velbeholden tilbage igen og at finde et sikkert tilflugtssted ved moders stol og få hende til at fortælle historier, indtil folkene kom op, og fader kom ned fra sit værelse og holdt husandagt. Herunder blev øjnene gerne ganske små og tunge, og så blev man puttet i sin lille seng; moder kom ind og bad aftenbøn, og man sov trygt den næste dag i møde, uden at mærke at fader og moder kom og så til en, før de selv gik i seng, om man lå godt og om tæpperne vare bundne for en. * * * Jens' verden rummede imidlertid endnu et element, hvis man tør bruge dette ord om en pæn lille pige. Det var majorens lille niece fra møllen, og hun var tilmed et meget vigtigt element. Hun var et par år yngre end Jens; men alligevel var det vanskeligt at sige, når hun var dukket op i præstegården; det var som om hun altid havde hørt med til den. Den stakkel havde ingen forældre. Jens havde spurgt, hvorfor hun ingen havde, og fået det svar, at de vare døde. Om de da vare i himlen? Ja, det vare de vist. Hvor de da havde været, før de kom der? De havde været i møllen, hvor majoren nu var. Se, det fandt Jens nu også underligt, for så meget begreb havde han dog om militærvæsen, at han anså en mølle for et underligt virkefelt for en Major; men han slog sig dog til tåls ved faktum uden at forlange yderligere forklaring. Da læseren imidlertid måske ikke er i besiddelse af den samme resignation, skulle vi kortelig meddele sammenhængen. andet kapitel. Den førsta blomma våren født, det førsta smultron som blef rødt, det førsta aks, hvars gull blef møget, dem bjød han henne gladt og troget. Engang havde majoren været en ung lieutenant og ligget i garnison i en eller anden kedelig by, der ikke kommer os ved. Siden var han avanceret og var bleven en striks og alvorlig kaptajn; men da han næste gang avancerede, blev han Møller, og det gik således til: han havde en meget yngre Broder, som for alle sine egne og nogle af sin Broders penge og for endnu flere, som han lånte, købte vandmøllen derudenfor byen og blev Møller. Der giftede han sig og fik en datter; men et årstid efter døde han, og så viste det sig, at han ikke havde været nogen dygtig Møller. Dårlige vare tiderne også, og således kom det sig, at da møllen skulle sælges, blev der nok til de lånte penge, men intet til hans kone eller til Broderen. Da det nu også var dårlige tider for en krigsmand med arbejdsløshed i hans fag og dårlig udsigt til videre avancement, anså kaptejnen det for fornuftigst at opgive den militære løbebane og blive Møller for at redde nogle af de mange gode penge, der stak i møllen. Altså gik han af; det var militæretaten glad ved, fordi der var flere end nok uden ham, og af taknemlighed gjorde den ham til Major, for dengang var der endnu Majorer til. Således blev den ugifte kaptajn på en gang Møller, Major og familiefader; thi hans svigerinde blev boende hos ham med sin lille pige. Men efter et par Års forløb døde også hun, og barnet var således alene overladt til ham. Gift blev han aldrig. Rygtet sagde, at han ikke havde kunnet få den, han ville have, og at han derfor ingen ville have; men det lyder næsten alt for utroligt til, at det skulle være sandt. Majoren var en ivrig mand, og derfor tog han sig med Iver både af sin mølle og af sin broderdatter. Han afskedigede de gamle møllersvende, der vare vante til den gamle slendrian fra hans Broders tid, og fik nye i stedet, og selv gik han og passede på som en smed og kommanderede dem, som om det havde været hans gamle compagni. Hvad niecen angik, mente han, at han først og fremmest burde skaffe hende kvindelig omgang. Derfor fik han fat i en, ældre frøken med en spids næse og en vrippen mund, som både skulle bestyre huset for ham og bibringe pigebarnet den såkaldte almindelige dannelse og rette kvindelighed. Og da hun blev lidt ældre, og han mente, at hun kunne have godt af at omgås andre børn, bad han præsten, om han engang imellem måtte sende hende ned til præstegården, for at hun ikke skulle gå så meget alene. * * * på denne måde blev hun tidlig en hyppig gæst i præstegården, og hun var en feteret gæst. Aldrig gik legen bedre, end når hun var der. Hendes navn var feltråbet, når der legedes røvere og soldater, — for hun var et fornuftigt pigebarn, der nok ville være med til sligt —; efter hende løb enkemanden, som gjaldt det livet, og når der skulle vælges til to partier, var hun altid vis på at blive valgt først. Men Jens var hendes ridder par excellence. Han havde et mærkeligt talent til at få hende på sit parti; han kunne lade hele turen gå forbi, når de vare blevne skilte ad i enkemand, for at få hende igen til kone; de skjulte sig sammen, når der legedes prænte, og han hjalp hende over hækkerne, når der skulle skydes genvej til præntestedet; de sad i hårdt fangenskab sammen, når der legedes røvere og soldater; og når hendes gule fletning gik op under det ville løb, fik han lov til at binde det uregerlige hår sammen under hagen, hvad han rimeligvis må have fundet, klædte hende godt, — og det gjorde det også. Men var det herligt at få hende ned til præstegården, så var det på den anden side også uhyre interessant at komme til møllen og besøge hende; thi et mere vidunderligt sted kan man ikke tænke sig. Møllen lå ikke lige ved landevejen, men et lille stykke derfra ved den store klare å, der til sidst som en snavset mudderpøl løb igennem byen og ud i havnen. Det sidste, Inger vidste om den, var, at den kom fra søen, for det havde hun hørt i præstegården. Derfra løb den gennem lave Enge og mellem skovklædte bakker, indtil den slugtes af den store mølledam. Just som den var sluppen ud af den, løb den over et stort møllehjul, og i sin harme over alle disse forhindringer gjorde den et forskrækkeligt spektakel med det hjul og piskede det rundt under en susen og larmen, så man ikke kunne høre ørenlyd; og man kunne blive ganske forvirret og svimmel, når man stod på broen over det og stirrede ned i det rasende vand. Men det hjul var det vigtigste ved hele møllen. Det lå klemt inde mellem to møllehuse, et på hver side, med et virvar af store og små hjul, af remme og valser og tridser og kridhvide møllersvende, som kom og forsvandt på de vidunderligste steder, og som viste fin, hvor man heldte kornet ned, og hvor melet kom ud igen. Der fik man nu sjælden lov at være ret længe ad gangen; men der var også herligheder nok desuden. Til møllen hørte der en stor have, som lå langs med den ene side af mølledammen. Det var en have med orden og disciplin. Plainerne vare ulastelige, gangene altid smukt revne og absolut fri for ukrudt, blomsterbedene i orden, hækkerne nøjagtig klippede og træerne pænt beskårne. En fornem og respektabel have var det, men ikke just sådan en uhyre interessant og hemmelighedsfuld gammel have med mørke buskadser og uordentlige vildnis undtagen i den alleryderste ende ved åens udløb i mølledammen. Der endte den på en høj, der faldt brat af ned mod åen med en stejl brink, bevokset med tæt krat, og på højens øverste top var der rester af bygninger, som gik under navn af den gamle ruin. Sagnet fortalte, at der i en tidligere ejers tid havde stået et cirkelrundt lysthus, bygget af kampesten, med stråtag og forgyldt vejrfløj, men at det i årenes løb havde fået lov til at forfalde, så at nu kun murene stod igen i en højde af et par alen eller tre over gulvet. Men denne forklaring var naturligvis ikke børnene god nok; de anså den glat væk for resterne af en gammel ridderborg og vare ikke tilgængelige for nogen indvending mod denne opfattelse. Hvorom alting er, var det imidlertid en udmærket fæstning, næsten uindtagelig ved nogenlunde habilt forsvar, og som sådan blev den også flittig benyttet. Så var der endelig den store lade med de svimlende høje hanebjælker og med et dybt lag løs halm, som man kunne blive fuldstændig borte i, når man kom flyvende ned derovenfra. Jens var især dygtig til at slå « luftsentimentaler » fra hanebjælkerne ned i halmen, og Poul trådte trolig i hans fodspor; men Inger ville ikke indlade sig derpå, uagtet hans søster Anna også fuskede i kunsten. Hun sagde, at man måtte holde på sin kvindelige ære, og deri var hendes kusine Mathilde inde fra byen enig med hende; alle skørterne ville jo sidde hende om ørene. Altså nøjedes hun med at springe på benene, men det gjorde hun også med virtuositet. Hun fandt de steder, hvor der var længst til bunden, og spurgte Jens, om han turde slå sentimentaler der; han bad hende springe foran på benene for at vise ham, hvor dybt der var, og når hun så havde gjort det, sagde han: « ikke dybere! » og kom bagefter på hovedet. Hun gik over de smalle bjælker højt oppe under 'faget, selv om der ikke lå halm under til nogen af siderne, og han fulgte hende modig; de andre så beundrende derpå uden at turde indlade sig på det, og Mathilde korsede sig og sagde, at de vare nogle uartige unger. Selv hun lod sig dog undertiden bevæge til at springe, hvor der var rigtig lavt, for selv hun fandt, at det var en herlig fornemmelse således at flyve gennem luften. Men Mathilde var en kedelig tøs, rigtig en af de såkaldte affekterte bytøser, og ikke noget imod deres egen Inger. * * * og sommer svandt hen efter sommer. Men hver ny sommer fandt igen den samme glade skare og hvælvede sit lyse tag over deres leg. Og sommersolen kastede kærtegnende sine stråler gennem deres lyse hår, spejlede sig i deres blå øjne og brunede deres friske kinder; og vinden strøg susende forbi dem, hviskedee i deres øre og sang sine friske sange for dem; og al sommerens herlighed flokkedes om dem og bredte sin pragt for deres fod. Men når bladene faldt, og sneen lagde sig over den gamle ruin og skjulte dens mosgroede mure, — da bredte isen sit blanke dække over søens vande, og præstegårdsbørnene løb ud og ind af små bugter og vige og over under skoven på den anden side, de store på skøjter og de små i træsko med kilke og slæde. Men mølledammen frøs aldrig til, og derfor kom majorens lille pige ned til de andre på søen, og de løb overkors med hende og lærte hende at løbe baglænds og at koge ærter; det burde enhver ung pige lære, sagde Jens, hvis hun ville gøre sig håb om nogensinde at blive en dygtig husmoder. Og lyden af deres glade råb blev båren vidt gennem luften; og deres kinder glødede, og deres øjne tindrede. Men når så solens blodrøde Skive sank ned bag de fjerne blå bakker, og en underlig kold dis bredte sig over verden, så skiltes de ved den nederste ende af søen, hvor åen begyndte, som aldrig blev rigtig pålidelig; og hun gik over marker og gærder op til lande vejen, medens de blev stående og så efter hende; og når hun let sprang over et gærde eller en tjørnehæk, gav de hende et hurra og svingede med huerne, og hun vendte sig om og svingede med muffen; og først når hun helt var forsvunden i rimtågen, vendte de om og løb hjem til den lune stue for at tage fat på lektierne. Når man kom i latinskolen, avancerede man op i faders værelse under lektielæsningen; og det var en lektielæsning, over hvilken den rette højtidelighed var udbredt. Ikke et ord afbrød stilheden i dette videnskabernes tempel, og den eneste lyd, der hørtes, var pennenes kradsen på papiret. Man sad ved det firkantede bord under hængelampen med det store græske lexicon og de andre bøger, slog sine gloser op og skrev oversættelser; og når man så op fra bogen, mødte blikket faders ryg, som han sad der i sin stol ved skrivebordet og skrev prædiken, lænet over på den venstre arm. Af og til standsede hans flittige pen, han flyttede sig en lille smule i stolen, en hånd kom op og skubbede lidt til kak '.ten, så at et lille stykke af hans blanke isse kom frem under den. Så begyndte hans pen på ny sin gang over papiret, og man så atter ned i sin bog; men hver gang denne manøvre gentog sig ved skrivebordet, standsede arbejdet også for et øjeblik ved det firkantede bord, og de ungdommelige ansigter så op og kastede et åndsfraværende blik ud i rummet. Og således blev det ved, indtil man med en rolig samvittighed kunne melde sig hos fader for flydende at oversætte sit græske eller latinske pensum og præsentere ham sin stil for at få at vide, hvor mange grammatikalere og hvor mange syntax-fejl der var i den. Så sattes bøgerne på hylden, tornysteret pakkedes til næste dag, og resten af aftenen var ens egen. tredie kapitel. There groups of merry children played, there youths and maidens dreaming strayed; o precious hours! O golden prime and affluence of love and time! Der rørte sig et rigt åndeligt liv i lysthuset i det gamle buskads. Poul og Åge skrev fransk stil, og søster læste katechismus. Der er en overvejende sandsynlighed for, at Åges stil ikke blev nogen tro afspejling af hans franske kundskaber; thi det gik uafladelig med spørgsmål som: « hedder det ikke la chaise, Poul? — hvad hedder hat, Poul? — je lui ai donné son chapeau, er det ikke rigtigt, Poul? » — alt imedens man derimellem hørte søsters lange, uh så lange lektie om legeme og sjæl, øjne og øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser, dertil mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, hustru, børn og deslige. Denne beskjæf-tigelse forhindrede hende imidlertid ikke i samtidig at gøre lumske forsøg på at trække Åge i en genstridig tå, der stadig brød ud af sit fængsel for at kigge efter den træsko, der i sørgelig forladthed lå under bænken, og hvert kvarter gav så dette anledning til en vild jagt rundt mellem buskene, idet han under ville kampråb foretog et krigstog mod den frække fredsforstyrrerske. Trods disse afbrydelser gik lektierne dog rask fra hånden, så at der var grund til at tro, at hurtigheden var større end grundigheden. Men det var også lec-tier til den første skoledag efter ferien, og det gjaldt om at blive færdige til middag, så at man kunne anvende feriens sidste dag til på en værdig måde at følge Jens til dørs, når han nu skulle forlade sit hjem for at slå sig ned i møllen. Thi årene vare gåde, og Jens var bleven en stor og lang skoledreng, der efterhånden var avanceret op gennem latinskolens klasser. Hidtil havde han måttet gå vejen til og fra skole på sine ben; men da han nu kom op i øverste klasse, havde majoren overrasket præstegården med et tilbud om, at han måtte bo i møllen det sidste år for mere uforstyrret at kunne anvende tiden til sin videnskab. I dag udløb ferien; Inger havde opholdt sig i præstegården i nogle dage, men nu skulle hun og Jens følges til hans nye hjem og lejligheden tillige benyttes til en skovtur. Hvor lang end forklaringen til den første troens artikel er, blev søster dog først færdig og gik, til stort held for de andres lektielæsning, op for at klæde sine dukker på. De havde mæslInger og vare derfor endnu ikke, oven'senge, men op ad dagen mente hun nok, at de kunne tåle det. Hun var meget misfornøjet med doktor Jens, fordi han ikke gjorde noget ordentligt, for at de kunne komme sig; Jens var nemlig doktor over hele linien og skal endog engang have opereret Ingers dukke for en knude i maven. Søster mente dog endnu engang at burde opfordre ham til at se til dem; men det skulle hun ikke have gjort, for hun traf ham på verandaen i færd med at bælge ærter sammen med Anna og Inger, og trods sine harmfulde klager over at måtte forlade sine børn splitternøgne på et bord blev hun dog straks attraperet og måtte hjælpe til, thi. det gjaldt om at få middagsmaden tidlig færdig og komme afsted. Men heller ikke her havde hun noget blivende sted; thi lidt efter kom moder og satte hende til at vugge tulle, medens hun selv tog fat på ærterne, — og det forslog for resten også mere. Efter middag vandrede så hele skaren afsted med provianten i en kurv; sandheden byder os at tilføje, at søsters dukker blev liggende i samme ynkelige forfatning, — og næste dag var der ingen doktor til dem. De flakkede om i skoven den lange eftermiddag, gik til tops i alle de hasselbuske, der kom indenfor deres synsvidde, for at se, om nødderne vare modne, og reve deres klæder grundig itu. Omsider forkyndte deres maver, at mellemmadstiden nærmede sig, og da de under deres planløse omstrejfen vare komne i nærheden af den åbne plads i skoven, der brugtes til fester, sloge de sig ned på Dansegulvet for at nyde provianten. Derefter afholdtes rigsdagsvalg. Da ingen anden ville være socialist, måtte Jens påtage sig denne rolle, og Poul var højremand, for kvinder kunne ikke vælges. Han gik i den grad op i sin rolle, at han tog Jens de hårrejsende tteorier meget ilde op, som denne i sin egenskab af samfundsomvælter fremførte, og var nær kommen i alvorlig strid med ham. Ved afstemningen faldt alle stemmer på højremanden undtagen søsters; hun stemte nu på Jens, for hun vidste, at han var den klogeste. Efter valghandlingen var der Dans, og det var i grunden en fredelig slutning på en valghandling. Det blev imidlertid snart kedeligt uden musik, og desuden skulle de fra præstegården være hjemme kl. 6 til aftensmad. Altså brød selskabet op. De bortdragende blev fulgte lige dertil, hvor man fra landevejen drejer ned til møllen, og der skiltes de to partier da efter en meget livlig og højrøstet afsked. Jens og Inger blev stående ved afviserstenen, så efter de andre og vinkede til dem, til det sidste glimt af dem forsvandt bag bakken. Så vendte de sig og så på hinanden, stod et øjeblik tavse og blev ganske højtidelig til mode. Jens havde hidtil næppe skænket det ny arrangement mange tanker, blot i al almindelighed fundet det morsomt: nu gik det pludselig op for ham, at han skulle bo under tag med hende, færdes sammen med hende fra morgen til aften og på én gang komme hende meget nærmere på livet. Han så på hende og kunne ikke forstå, at det var den samme Inger, som han endnu for et øjeblik siden havde leget med og behandlet som kammerat; hun var ligesom bleven en ganske ny person, overfor hvem han med ét følte sig kejtet og forlegen, og med forbavselse lagde han nu mærke til, at hun næsten havde lang kjole på. — men så hørte de majorens stemme nede på vejen og skyndte sig ned for at sige goddag. Jens’ forbavselse holdt sig de første dage. Han kendte slet ikke den stilfærdige og alvorlige Inger, der stod for bordenden næste morgen og skænkede kaffe til dem; det var ikke længere den viltre kammerat, han plejede at lege med, ikke længere en skabning som han selv, hans søskende og hans skolekammerater, men en ung pige, der imponerede ham og trods sine 14 år forekom ham ældre og mere voksen, end han selv var. Hun indgød ham pludselig den følelse af sky beundring, den fornemmelse af at stå overfor et væsen af en anden og højere Art, som vi i den alder uvilkårlig nære overfor en ung pige, og som det er givet visse kvinder at vedligeholde hos os hele livet igennem. I de første dage medførte dette' en vis forlegenhed overfor hende, en følelse af at være bleven fremmed for hende. Men da han så, at hun vedblev at være naturlig og ligefrem imod ham og slet. ikke lod til at føle sig hævet over ham, udviklede der sig snart på ny et frit og utvungent forhold, kun etableret på en noget anden basis. Der var ikke længere tale om fæstningsbyggeri, og ingen af dem så meget som tænkte på at holde springeøvelser i laden; begge betragtede det som en selvfølge, at det ikke lod sig gøre. Der kom noget roligere, mere udviklet og fornuftigt over deres fælles liv, og selv om det ikke havde den jublende, højlydte glæde som deres svundne barndomstid, så havde det til gengæld sin egen stilfærdige ynde, og Jens fandt slet ikke, at det var noget dårligt bytte; han følte sig større derved og det tiltalte hans selvfølelse. Løvrigt var det ikke megen tid, de havde til fælles rådighed. Jens gik jo til skole tidlig om morgenen; hun gav ham hans smørrebrød, fulgte ham til døren og så ham gå rask op ad vejen i den friske morgenluft for først at vende hjem til middag. Når de så havde spist, plejede de at have en lille tid for sig selv, medens majoren sov middagssøvn, og som oftest sagde de da hver med sin bog i den gamle ruin; den var deres yndlings-krog, deres fristed, som de havde fuldstændig for sig selv, hvor de regerede, og hvor ingen uvedkommende satte sin fod. Midt i et uigennemtrængeligt vildnis stod den på randen af skrænten ned mod åen, bygget af mosgroede kampesten, overgroet af vedbend og fuldstændig skjult under bladehanget, som et cirkelrundt gammelt tårn af noget over mandshøjde. Gulvet lå temmelig højt over jorden, og til det sluttede sig, hængende ud over skrænten, en gammel halvrådden altan med store huller i brædderne. En trøsket trappe med mangelfuldt rækværk, hvis trin vaklede under en, og hvor hælen satte dybe mærker i det møre træ, snoede sig om muren og førte op til altanen, og derfra trådte man så ind på det glatslidte stengulv, som den tykke, uregelmæssige mur ragede en alen eller to op over. Et sted tæt over gulvet var muren gennembrudt af en firkantet åbning, hvis bestemmelse det var vanskeligt at udfinde, og her kom en forvildet humlegren igennem og bragte et pust af liv ind i denne ensomme og tomme krog. Der sad man så på en havestol, overskygget af en forvirret blanding af Linde, ælme og ahorn, humleranker og ville roser, og så solen tegne skyggebilleder af bladene på gulvet og på den gamle altan. Trådte man ud på den, så man under sig et glimt af åen, hvis bredder vare bevoksede med siv og Iris,.men ellers kun trætoppene på skrænten, en dusket hyld, en forkrøblet og halvkvalt eg, en klatrende rosenbusk, der strakte sine blomstrende grene frem overalt, hvor man mindst ventede det, en ahorn med sine vingede frugter hængende i store klaser under bladene, unge Linde og mørke ælmetræer. Sangerne og mejserne smuttede ud og ind i løvet, humlebierne brummede i de ville roser, og om aftenen hørte man køernes brølen på engene ved åen; men ellers var den milde sommervinds susen i trætoppene den eneste lyd. Når de havde siddet således en halv times tid i tavst velvære, kunne det nok ske på en hed sommerdag, at hendes lange øjenvipper sænkede sig dybere og dybere, medens bogen sank ned på skødet, og at hun sank hen i denne ubestemmelige mellemtilstand mellem drøm og vågen, hvor fantasien løber allerlettest, og hvor hjertet fyldes af bløde, udviskede drømmebilleder, — så at Jens, når han tilfældig så op på

1888_NielsenA_JensKragh

A.

Jens Kragh

Nielsen

NielsenA

Jens Kragh

1888_NielsenA_JensKragh.pdf

Anton

Nielsen

dk

Jens Kragh

Novellistisk Skildring fra Tiden ved Stavnsbaandets Løsning

n

gothic

Gravenhorfts Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

„ ^ens! sadl min hest og bring den herop, men forglem ikke at binde hundepisken ved sadlen! “ råbte hr. Søren ridefoged på Hald en morgen i August 1786 til staldkarlen. Befalingen blev straks efterkommen, og Jens bragte hesten for ridefogdens dør. Et kvarter efter trådte hr. Søren ud og mønstrede hesten og øpsadlingen, og da han havde vished om, at alt var i orden, brummede han: „ Nå, du har dog husket på hundepisken, men du ved vel også, i hvad ærinde, jeg agter mig ud, og derfor mener, at jeg ingen brug får for den i dag, ellers havde dit „ Fæ “ nok glemt den som sidst, da jeg var ude og blev overskjældt af tølperen fra fæliedsgårde og ikke havde nøget ved hånden at tugte denne uforskammede lømmel med, hvorfor du også velfortjent fik dit „ Hassel- “ eller „ Pidskefedt “ for din lumpne glemsomhed, “ grinede hr. Søren velbehagelig ved at tænke på sin velanbragte vittighed. „ Ja, hr. Ridefogden forstår så vel „ for smed at rette bager “, “ ytrede Jens sagtmælet. „ Hvad! mukker du? Du må være glad ved, at jeg er i overbærende humor, såsvm jeg just i dag skal til Dollerup at tage tiende, og jeg tænker, at mændene nu er blevne myge i de seks dage, de have ventet på mig for at så deres smule korn hjem, og at de viser mig passende påskjonnelse, fordi jeg allerede kommer i dag, ellers skulle du have fået ridepisken at smage for din uanstændige vittighed, som fanden ved, hvor du har fra, da det er klart, at du ikke selv har opfunden den, sådan en træl, som du. — hold nu hesten stille, mens » jeg kommer i sadlen! — men hvad giver du efter? “ Jens ' øjne havde strejfet et vindue i huset, hvor et pigeansigt havde vist sig et øjeblik, men som atter var forsvundet, for ridefogden fik sig vendt. „ Jeg ser efter svalereden under taget, hr. Ridefoged! Nu har den snart opfyldt sin bestemmelse for i år, og jeg glæder mig altid ved at se et par i fred kunne arbejde sammen, uden at blive forstyrret af øndskaben. De have det egentligt langt bedre end menneskene; de leve i fred, arbejde i fred og må selv nyde gavn og glæde af deres flid. “ „ Øg du mener måske, det ville være ligeså med bønderne, hvis det nådige herskab eller jeg ikke var? “ „ Jeg ved ikke så lige, hvad jeg mener. Jeg kan godt forstå, at herskabet må have sit, fordi de eje åndernes jord, men jeg tror dog, at herskabet ville være bedre tjent med, om bønderne blev frie og herskabet fik en passende erstatning både for bøndernes arbejde og tiende: da ville de tage fat på deres eget med glæde, når de ikke skulle dele deres overansfrængende slid med herskabet, og ikke, som nu, tillige forstyrres og opholdes, mange gange uden grund. “ Ridefogdens ansigt var bleven mortere over Jens ' bemærkninger, hvorfor denne standsede og sagde: „ Jeg beder hr. Ridefogden undskylde min dristighed. “ „ Tal kun! lad mig bare høre dine dumme meninger. “ „ Hr. Ridefogden siger, at bønderne i Dollerup nu have ventet i seks dage på tilladelse til at fore deres smule korn hjem; tæt nu, at det i den tid var falden ind med regn, da ville deres slid for et helt år omtrent have været forgæves og kornet ødelagt tilligemed herskabets tiende. Svalerne der arbejde vel flittigt, men for sig selv, og høste selv glæden af deres flid uforstyrrede. De bygge sig hus, hvor de sinde byggeplads og materiale dertil, de søge sig føde, hvor den findes, uden at spørge om forlov. De drage frit bort efter deres høst med hele udbyttet — jeg mener, når ungerne er voksne og kunne følge de gamle — uden at nogen lægger dem hindringer i rejen eller øndskaben endog kan forhindre dem deri. De have kun Vorherre at takke for alt, og derfor kunne de også så frejdige og glade synge til guds pris, medens bønderne have grund til at begynde med suk og ende med gråd. “ „ Du mener da vel ikke, at det nådige herskab eller jeg forstyrrer det dovne „ Kram “ i at arbejde? for mener du det, da skal jeg „ guddødemig “ sådan tærske dine rygstykker, så du længe skal mindes det. Øg hvis du endda derefter fastholder din mening, skal du komme til at „ springe soldat “, så ofte til du kommer til at mene akkurat ligesom det nådige herskab og jeg. — men jeg kommer på tanken om, at de forbandede svaler tage sig rettigheder, der grænse til uforskammethed; hent mig den „ Raste “ derhenne! så skal du se, at de ikke herefter skulle have lov til uden min villie at bygge der over mine vinduer. “ „ Å nej, hr. Ridefoged! lad dem bo i fred, ellers vil jeg søle det som min skyld, at de forstyrres, idet jeg har gjort ridefogden opmærksom på deres bolig. “ „ Mener du da ikke, at jeg selv kunne se, at de tilsøle mit hus, og høre, af de synge deres ækle „ knadrende “ Sang, selv når jeg er i dårligt humør? Hent mig straks stangen! eller ride-pidsken skal snart komme til af danse på din ryg. “ „ Ja måtte fuglene så så fred, ville jeg dog tåle det, skønt jeg ved, af ridefogden har en kraftig arm og kan slå hårdt. “ „ Ved du? Jens! — da skulle du have kendt mig i mine unge dage, da kan du tro, af jeg kunne slå et ordentligt slag, “ sagde han formildet ved Jens ' bemærkning om hans styrke. „ Jeg kan heller ikke løfte den tunge Stang, “ sagde Jens. „ Kan du ikke? da skal du se, hvor let jeg kan tumle den. “ Og idet ridefogden sagde dette, lob han selv efter stangen for af gribe den. Men i det samme åbnedes. Vinduet, og en velklingende pigestemmc råbte: „ Hvad, fader! er i ikke kommen bort endnu? hvad skal stangen der til? “ „ Det er disse forbandede svaler, som have bygget rede under taget og tilsmudse muren med deres skarn, nu er jeg bleven ked af dem, og reden må rives ned. De gør også sådan en spektakel med deres kvidren, til en knap kan tænke og tale for dem. “ „ Vil fader virkelig forstyrre mine dejlige fugle i deres Bo? Har fader da aldrig tænkt på, hvilken glæde jeg har af deres glade sang og travle færden, når jeg sidder ene hjemme, mens fader er ude? Det har fader nok ikke, ellers kunne i ikke nænne af jage dem Bort. “ „ Er det dine sangere, lille Anna? Det havde jeg rigtignok ikke tænkt på, så går det nok ikke an af røre ved dem eller deres bolig; thi så er de jo som en del af det nådige herskabs eller min egen ejendom; det forandrer ganske forholdene. “ Og idet han nu vendte sig til Jens, sagde han: „ Der kunne din slubberts lignelse let have ført mig til af foretage noget, som stred mod mig selv. Se du holder dine forbandede lignelser for dig selv en anden gang, ellers skal jeg se af lukke munden på dig, så du skal søle, af jeg endnu har kraft i min arm! “ „ Har Jens rådet fader til af forstyrre svalerne i deres Bo? “ sagde datteren, idet hun få med et tvivlende blik på Jens. „ Nej, jomfru Anna! men hr. Ridefogden har nok forstået mig, som jeg mente, af fuglene havde storrc frihed — “ „ Hold mnnd med din mening om, hvad jeg mente! Hvor tør en sådan træf, som du er, udtale nogen mening om min forstand? Du har blot at mene som dit herskab, enten det så er nådigherren selv eller mig, hans uværdige ridefoged, der repræsenterer ham og hans mening, når han ikke selv er tilstede. “ „ Ja, jeg kan nok forstå, at Jens har ment, at fuglene og dyrene have større frihed end fæsterne, “ sagde datteren. „ Tror du da, at jeg af ondskab ville forstyrre fuglene, bitte Anna? “ „ dies det tror jeg slet ikke, nu fader hører, at jeg glæder mig ved at beholde dem, som er blevne mig så kære, fordi de mange somre have boet her og frydet mig med deres sang. Jens må nok have udtrykt sig enfoldigt, så det har opirret fader. “ „ Nej det gjorde han slet ikke, den „ Tamp “, men han opirrede mig med, at han ville tage en dragt prygl af ridepisken hellere end jeg måtte pirre reden ned, foruden alt andet vrøvl, som han kom med. En ridefoged må aldrig tåle, at nogen spotter over hans straffemidler. Død og pine! hvis enhver trælbunden hellere ville tage en „ Dragt “ af ride- eller hundepisken af min kraftige arm, end lade en fuglerede blive forstyrret, ville det gå rent ravruskende galt. Hører du uu, hvorfor jeg lader reden hænge? Det er ikke for din skyld, Jens, men fordi den tilhører Anna eller det nådige herskab, og du kan da forstå, selv med din indskrænkede forstand, af det så ville være det samme, som jeg nedrev et af de huse, det nådige herskab eller jeg selv havde ladet bygge. — hold hesten an! jeg må afsted til dvllerup, nu har din tølper opholdt mig alt for længe, men gør det ikke oftere, da skal der ellers ske dig en ulykke. Se nu af rubbe af ned i stalden og pas dine ting, ellers skal jeg lette under dine skanker. — farvel, lille Anna! “ Ridefogden red nu bort, og Jens gik tilbage til stalden, medens Anna endnu sendte ham et følsomt blik og et dybt suk, hviskende: „ Blot han var fri! “ hvad dog ingen af de bortdragende så eller hørte. Efter en god halv times ridt, og efter af have mødt et par fortrædeligheder, kom ridefogden i dårligt humør til byen dvllerup, der er beliggende mellem bakker, og hvortil kun sorte besværlige, sandede hulveje, også til al dens ejendom. Den første gård, som han holdt til, beboedes af Simon krænscn. Det kunne næppe kaldes for nogen gård, da den kun bestod af to lave, lyngtækkede huslængder med lervægge og en kort stump „ Sparehus “ — svensk lade — til lidt skudtørv, lav til fårene, og til vinterly for de tarvelige agcrdyrkningsredskabcr, der hørte til gårdens bedrift. De vare ganske vist ikke mange eller særlig udmærkede, som vil ses, når her ansøres de vigtigste: en træharvc på seks bul med tænder af træ, en hjulplov, også af træ med undtagelse af lang-jærn og skære, samt tvende vogne med kvarter tykke fælg i hjulene, uden andet beslag end en jærnring om hvert hjulnav, og nogle jærnstivere og nitnagler hist og her på den øvrige del af undervognen. Alt på vognene var træ, hvor det kunne sammenføjes med træ og træpinde. En sådan vogn udmærkede sig heller ikke ved lethed eller nethed, da smørelsen var „ fint “ og hjulene „ sekskantede “, ikke at tale om maddingen, der lignede et nandtrug uden ender. De to rigtige huslængder, der dannede en ret-vinkel, vare stue- eller våningshuset for alt levende lige ned til svir og høns, og laden på omtrent 7 alens vidde, men dog mere end tilstrækkælig stor nok til, at en hclgårds indavlede sæd deri kunne finde plads. Hvad der stod på den fjerde side af gårdspladsen, støttende sig til „ Kålgårddiget “, er vanskeligere at beskrive fattelig før den, som ikke har set en sådan „ Bygning “. Det var hedetørvcstakken, opsvrt i stil med en skifertækket landsbykirke uden tårn og vinduer. Da ridefogden altså var kommen til Simons og gjorde holdt udenfor gangdøren, råbte han med tordnende stemme: „ Er Simon ikke tilslede? “ Simons kone, en køn, renlig, men fattigklædt kvinde, kom øjeblikkelig ud og hilste: „ Goddag, hr. Ridefoged! “ Denne hilste ikke, men i det sted sagde han med bydende røst: „ Hørte du ikke, jeg spurgte om Simon? “ „ Jo, hr. Ridefoged! jeg kom også straks før at sige besked. “ „ Hvorfor fanden svarer du ikke på hvad jeg spørger om? Svar mig øjeblikkelig, om han er tilslede, ellers rider jeg spvrenstrcgs til gården, og i skulle så komme til at vente seks, ja otte dage til, inden jeg atter finder lejlighed til at tage tiende her i byen; men du kan da sige din drivert af mand, at han må holde sig hjemme og ikke vige fra gården uden til hoveriarbejde, i den tid, da det er muligt, at jeg kommer før, og det samme kan han lade de andre tyveknægte af fæstere her i byen vide, af de må gøre ligeså. Men måske han soller, den dovne hund. Han har måske været på farten i nat sammen med de andre kjellringer og stjålet træ, dyr eller græs i skoven, som de pleje? Svar mig, kjærling! sover han? “ Ridefogden kunne nu ikke tale længere i det åndedrag, ellers var han næppe standset, så konen kunne få lejlighed til af sige: „ Nej gud bevare os før af sove på denne tid af dagen. Vi have såmænd været oppe siden en time før solen, før af være filrcde til af modtage hr. Ridefogden. Men da de ikke kom før kl. 10, så mente Simon, af der var kommet noget i vejen, og så — “ „ Så din „ Tamp “ af mand mente, der var kommet noget i vejen, så han mener af ville bestemme, hvad tid jeg skal mode; jeg skal således tampe ham og andre døgenigter af fæstere, så de skal glemme både af tænke, mene og bestemme, hvad der angår deres ridefoged. Skaf ham øje-blikkelig tilstede, eller, før satan! sig mig, hvor han er. Du ser vel, af jeg har medbragt hundepisken, den skal han så vist komme til af smage, som jeg er den nådige herres ridefoged på Hald. “ „ Ieg vil så gerne føje hr. Ridefogden, blot jeg må få mon dertil, ja jeg beder nådigst om, at ridefogden vil sidde af og få en tår at drikke, så vil Simon vist retnn være her igen; thi jeg bad ham så mindelig om ikke at være borte, når ridefogden kom, han, som altid i tiendetagning er så bestemt og ser på det nådige herskabs vel. “ „ Sagde du det? og han er her dog ikke endnu, det „ Asen “; men for din skyld vil jeg dog have lidt tålmodighed og sidde af for at rette benene. du er dug en ret fornuftig kone, og jeg kan godt gjorde dig den ære at gå ind i din stue og nyde lidt frokost; men du vrå først binde min hest ind i „ Nodfet “ og lægge lidt hø for den. Ieg går da ind i stuen og hviler mig, men skynd dig, jeg har ikke megen tid at spilde! “ Hesten blev få med nød ført igennem den lave dør til kostalden, og konen kom ind til ridefogden. Hun behøvede ikke at bede ham sidde ned, han var „ selv hjemme “. Det første, han nu ytrede, var: „ Nu! hvad har du så? “ „ Ja! desværre er det kun simple sager for hr. Ridefogden. Jeg har kun lidt „ temset “ Kage, smør, ost, det sidste spegede fårelår for i år og kogte æg, hvis ridefogden ikke vil forsmå. “ De nævnte fødevarer blev øjeblikkelig påsat det rentskurede bord uden dug, da hun ingen ejede. Ridefogden begyndte straks af tage fil sig af „ Barerne “, men spurgte samtidig: „ Har du ikke en snaps fil? “ „ Jo! Simon har købt en halv pot brændevin i Viborg fil høsten, for om ridefogden ville gøre os den ære af nyde en bid mad eller lidt af drikke, når te kom, og det står her urørt endnu, da vi ikke have evne fil af drikke andet end vand med lidt skummet mælk i, når vi er tørstige. “ „ Det var kønt gjort af Simon, af han har tænkt på tit nådige herskabs ridefoged, “ sagde denne. „ Desværre er foden slået af vort glas — ja såmænd er den så —, nu har det dvg holdt i 20 år; vi fik det fil vort bryllup og har aldrig ejet andre; men så en dag, jeg var ved af tørre støvet af det, satte jeg det fra mig på bordet her, og få kom kyllingehønen fil af flyve op, og så væltede hun det, så det rullede på gulvet og gik midt over. Foden er her såmænd også endnu, og Simon har lovet at sætte stykkerne sammen i en pind, men på den her tid kan hun ikke så stunder, og jeg tror knap, der er et helt glas her i byen, ellers ville jeg løbet hen for at låne et. “ „ Tror du da, jeg ville have siddet og ventet, mens du løber byen rundt for at finde et helt glas? nej! dertil er min tid for kostbar. Lad mig få det øverste stykke, jeg får så selv skænke og drikke ud. “ „ Bærsågod! hvis hr. Ridefogden vil være så nedladen? “ Hr. Soren spiste med god appetit af den renlige og velsmagende mad, mens han samtidig lettede dygtig ved den halve pot brændevin, og alt i forening bevirkede, at han blev meget venlig stemt mod konen og nådig mod Simon. Konen fik nu lejlighed til at berette, at Simon var gået op på heden for at rykke „ Rævlingeris “ til at sno tøjr af til kvæget, der vanskeligt holdtes bundet nu lige i Hostens tid, når det skulle tøjres i kornets nærhed, da græsset var afsvcdet og engene vel langt borte til græsning for de stude, der af og til skulle benyttes til trækbrug. ridefogden havde indrømmet det fortjenstlige i at hegne før kornet, før tienden var bragt til gården, og altså godkendt grunden til Simons fraværælse. Imidlertid havde han nu spist sig mæt og forlangte øl, hvilket konen beklagede ikke at kunne give ham, men hun ville unde ham nogen mælk, hvortil han bemærkede, at den så måtte være frisk og malket samme dag. Hun lovede, at han skulle få den bedste, hun ejede, og tilføjede: „ Vi have rigtignok ikke ret megen af vore tre køer, såsom der er så lidt græs på Marken, og vore seks trækstude skulle have det bedste, men siden køerne og unghøvederne er komne i engene, have køerne „ sat på “, så jeg nok kan forsyne hr. Ridefogden. “ Lerkruset var imidlertid før simpelt til at byde en så værdig gæst at drikke af, derfor måtte den „ blomstrede “ Skål, også et bryllupsminde, frem af dragkisteskuffen; men da hun tog skålen, lagde ridefogden mærke til, at hun tog noget deraf, der havde lighed med sølvtøj, hvorfor han spurgte: „ Hvad er det, du gemmer i skålen? “ „ Å! det er såmænd et par spænder, jeg har arvet efter min salig moder, som engang har fået dem forærendes af hendes herskab, den nådige frøken, på aunsbjerg, hvor hun tjente i sine unge dage. Hr. Ridefogden husker vel, at jeg ikke er sødt her på godset, men er fra Vium, hvor mine forældre boede. Jeg fik på moders forbøn Jens kcagh. 2 -. Mm 18 det nådige herskabs tilladelse og udvirkning til, at seg måtte flytte herover til Simon. “ „ Ja, jeg har nok hørt, at herskabet på aunsbjerg af og til bærer sig skændigt ad med at give stavnsbundne fri, hvad der er et forbandet eksempel og kun avler opsætsighed på andre godser til skade for herskab, konge og land. Og hvorledes mener du, det ville gå her, hvis for eksempel jeg ikke var for at kunne drive de dovne til arbejde og holde jerres tyvelyster i tomme? I ville gnddodemig sove så lang som tagen er, og kun arbejde om natten, for at stjæle herskabets skove og dyr, så der inden få år ikke ville være en pind eller et tyr tilbage på godset, og når i så havde stjålet vort herskabs ejendom og andet, hvad der med lovlig ret og ved kongelig hånd og segl er det tilskrevet, ville i stjæle andre herskabers ejendom bag efter; jerres marker ville ligge ode og herskabets udyrkede. I ville flakke fra en egn af landet til en anden som røvere og umennesker, og når i havde fortæret alt, hvad de nådige herskaber eje, ville i til sidst fortære hverandre. Tak i derfor gud, af han har beskikket eder et nådigt herskab, som har magt fil af straffe alle ulovligheder, holde eder i tomme herhjemme og sende kongen soldater fil af værne land og rige. “ „ Jeg tør ikke modsige hr. Ridefogden, fkjont jeg nok mener, af hvis vi ikke få ofte skulle forlade vort hjem fil hvveriarbejdc, og vi måtte arbejde mere frit på vor fattige jord, med bished om, af vore børn skulle overtage den efter os, ville vi være gladere og gå frejdigere fil arbejdet. Det nådige herskab ville vist også være bedre tjent med selv af holde safte folk end utallige trælle, når det sit en passende erstatning for både arbejde og tiende. Jeg vil indrømme hr. Ridefogden, af det nok kan hænde sig, af en og anden tager en pind hist eller her i det krat, som vokser på hans fæstejord, men det er kun fil af vedligeholde de redskaber eller bygninger med, som jo er herskabets egne. “ „ Hvem taler om pinde eller purt fil tøjrepæle og slagvollcr, grebe- eller skovleskafter fil eget brug? Du mener vel også, af det kun var en pind, som Finderup bymænd blev grebne med forgangen vinter i egeskoven, hvorfor de måtte sidde i hundehullet, ride træhesten og smage hunde-pidsien; en sådan kævle, som seks stude ikke kunne trække — hvad bevirkede, af de blevne grebne — kalder du vel den en pind? Men sådanne „ Pinde “ er stjålet mange gange, ikke af tale om de mange hundrede tøjrepæle, slagvollcr, skovle-og grebeskafter, som år ud og år ind stjæles i herskabets skove og krat og sælges i Viborg. Øg kan du ikke huske før ti år siden, af dollerupperne blev grebne i bøgeskoven; var det måske også pinde, de ville føre bort? Din mand var vel ikke med den gang, men han er ikke en smule bedre end de andre; stjæler han ikke, hvorledes 20 ville han så kunne evne af gemme sølvspænder og dække et sådant bord? “ „ Hr. Ridefogden må endelig ikke dømme os derefter. Spændernc har jeg, som jeg før sagde, arvet, og skønt vi mange gange have været i den yderste nød og trængt til af gøre dem i penge, så har jeg dog ikke kunnet afse dem, fordi de mindede mig om min gode moder og var min eneste arv af pengeværd efter hende; og hvad maden angår, da må ridefogden heller ikke tro, af den er daglig kost før os. Simon smager næsten aldrig brændevin, uden i julen, og vi må alle til daglig brug være glade ved et stykke ost eller lidt fedt til brødet. Smør og æg må vi sælge alt sammen, for af kunne svare herskabet sit. “ „ Lad mig engang se dine spænder. “ Konen hentede og leverede ham dem. Da han havde betragtet dem noget, tindrede hans øjne af begærlighed efter af komme i besiddelse af dem. De vare meget smukke, kunstigt forarbejdede og af sint sølv. „ Hvorfor vil du beholde disse, for dig unyttige „ Tingester “? De have jo slet ingen værdi for dig; du trænger til så meget andet, som tørklæder eller sådan noget til af pynte dig selv og dine dottre med; måske har du heller ikke engang et par sko af sætte spænderne på? “ „ drej såmænd har jeg ikke, men derfor nænner jeg dog ikke af skille mig ved dem, som ridefogden nu ved. “ „ Jeg kommer på tanken om, af der står et sted i loven, af alt hvad den stavnsbundne fæster besidder, er herskabets pant og ejendom; så er de spænder jo ikke engang dine, men det nådige herskabs pant til sikkerhed for skadeserstatning, og jeg kunne så, på herskabets vegne, straks tage dem i besiddelse; men du har jo været høflig mod mig, og jeg er ikke ufølsom, derfor vil jeg dog ikke tage dem uden videre, skønt jeg har lovlig ret dertil; jeg vil hellere købe dem af dig og give dig en sølvrigsdaler, ja jeg vil endog af medlidenhed give dig en hel specie for dem; du må da indrømme og erkende, at jeg har været mere nådig end nogen anden ridefoged. Jeg skal nemlig sige dig, at jeg tænker på at forære min datter, jomfru Anna, dem; hun har både sko og klæder, som passe dertil. Sælg mig dem altså for en specie, det er mere end nogen anden ville give, og så skal dn endda have min nåde til. “ „ Jeg har jo sagt hr. Ridefogden, at jeg ikke kan skille mig ved dem på den måde, og jeg tror heller ikke, at nådigherren tager dem fra mig. Desuden er de ikke fæstegods, så de vist ikke kunne fratages mig, uden ved dom eller ran. “ „ Sigter du til mig med dit ran? mener du ikke, at en ridefoged kender lov og ret for en fæster? men vent bare, jeg skal nok se at komme dig og Simon i tale. — men hvorfor satan kommer han ikke! Jeg har nu opholdt mig en hel time for den hunds skyld. Skaf mig min hest, jeg vil ikke opholde mig et minut længere her i denne forbandede by. — nu! — der har jeg nok din drivert af mand, “ udbrød han, da Simon i det samme viste sig i døren med huen i hånden. „ Hvor har din hundetamp været henne? Jeg kommer her præcis kl. loftg for at tage tiende her i byen i dag, og så er i ikke engang færdige til at modtage mig. “ „ Undskyld, hr. Ridefoged! jeg var henne — “ „ Hold kæft, din drivert! det ved jeg, svar mig på det, jeg spørger om! Ere de andre mænd hjemme og tilrede på minutct? “ „ Jeg tænker, at de er hjemme, det vil da sige, måske er nogle ude ved kornet i Marken. Niels så jeg stod ved kalvene henne i tosfen. “ „ Spørger jeg om Niels ' kalve? dit asensfæ, ved du endnu ikke, at det i dag gælder korntienden på ageren og ikke kalvene? du er da det dummeste bæst, jeg har kendt! Kan du forstå, når jeg siger højt og tydeligt? Træk min hest for døren øjeblikkelig, men for den med forsigtighed ud af dit hundehul af stald, og vogt dig, at den eller ridetojet ikke lider skade; thi hvis det sker, da skal du komme til at bade derfor både med penge og på rygstykkerne! “ „ De gik nu ud, og mens Simon loske hesten, stod ridefogden i stalddøren og spekulerede på, hvorledes hau skulle komme Simon tillivs før at aftvinge konen spænderne. Idet han måtte bøje sig før at se ind i stalden, stødte han hovedet imod øverliggcren, hvorved han opirredes endnu mere og udbrød: „ Det er heller ikke nogen dør til at føre kreaturer igennem, dit svin! var det dig selv, så måtte du før mig gerne krybe på fire før at komme i dine huller, men min gode og ædle hest burde du have en ordenlig dør at føre igennem. “ „ Den er som herskabet har ladet den bygge, “ sagde Simon lavmælct. „ Mener du så, det er herskabets egen skyld, om dets hest tager skade? — men hvad er det der ligger i grebningen iblandt gjodningen efter dit svinske fæ? Jeg tror guddodemig det er byg-kærnær! Så du fodrer med byg, før herskabet har taget tiende? din tyveknægt! “ „ Hr. Ridefogden må undskylde, det er ikke fodret på den stud, det er kommen fra, den slap los den anden dag, og før vi kunne forhindre det, havde den ædt Toppen af et par reg — men jeg skal nok vise ridefogden dem, så kan de undgå at tage dem i tiende. “ „ Men der ligger også havrekærner før de andre kreaturer, dem er de vel også slupne til at tage og bære hjem og kaste der? Nu har jeg hold på dig! Det er nu bevist, at du fodrer kornet op, før herskabet har taget tiende; nu skal du, så vist som jeg er hr. Søren ridefoged på Hald gods, ikke slippe før du har siddet i hundehullel og redet træhesten. Du har nu at give diode i morgen på gården og gøre rede før dine tyvestreger, og du skal ikke slippe for alle dine kjellringestreger er opdagede og afstraffede. “ Konen, der var fulgt med ud i gården og havde hørt ridefogdens antastelser og trudsler mod manden, trådte da frem og sagde: „ Hr. Ridefoged! Havren før studen er ikke Simons skyld, at den er kommen der. De ved jo, at han var på hoveriarbejde den anden dag, og da skete det, at den ene af studene beisede hjem, men havde tabt tøjret. Ni kunne ikke finde det igen og ejede intet reb til et andet; den måtte så stå inde til næste tag, da Simon var hjemme og kunne lave et nyt tøjr. Jeg kunne da ikke nænne at lade studen stå et helt døgn uden æde, hvorfor jeg fog en „ Ville “ Havrerivelfe i toften og gav den om eftermiddagen. Hr. Ridefogden vil også kunne fe, af i de andre båse er der ikke en kærne, så det er hele min forbrydelse, og rivelsen er jo da vor egen, “ lagde hun til. „ Er rivelsen jer egen? din tyvekvind! Øm i nu fandt på af gjorde alt korn til rivelse, hvad skulle så herskabet tage tiende af? Rivelsen er lige få lidt jer egen, som noget af det øvrige, i benytter. Det nådige herskab har vel hidtil været så nådigt af lade jer beholde rivelsen utiendet, men det er ikke jer ret; det er blot en gammel skik, som er fulgt, hvor der er så nådigt et herskab som på Hald, og en så godsindet ridefoged som mig, der ikke tager det så nøje, når han ser fæsternes gode villie og påskjonsomhed, men over for dig og Simon er der forvist ikke grund til af vise overbærenhed med tyverier og overtrædælser mod det nådige herskab, og derfor må i denne gang alvorlig straffes til advarsel og skræk for andre tyvagtige fæstere. I have nu begge af møde hos mig på gården, når tiendekornet er leveret, og for i sorer et eneste neg selv i huse, og så skal vi tales nærmere ved. — hold hesten an, din drivert! og fag så benene med dig og løb rundt til enhver mand og sig, af de øjeblikkelig skulle mode i vestermarken; men du må bruge dine skanker, thi de må alle være der lige så tidlig som jeg. Du ser, jeg har medtaget hundepisken, og den skal efternølerne forvist komme til af smage. Sig dem det! “ Idet manden nu løb, og ridefogden satte hesten i gang, som ville han ride bort, vendte han sig mod konen, der endnu stod der med tårefyldte øjne, og sagde: „ Husk nu og trøst dig ved dine spænder, når du kommer til af sidde i hundehullet, mens Simon rider træhesten. “ „ Nåde, hr. Ridefoged! Bi have aldrig været straffede for: lad os derfor slippe den gang for den lille brøde. “ „ Kalder du det en lille brøde af tage utiendet korn til dine betroede kreaturer? men jeg skal nok give dig en anden mening. “ Og idet han vendte hesten helt om imod hende, sagde han: „ Jeg vil endnu engang spørge dig, om du vil sælge spænderne? måske jeg så denne gang kan lade nåde gå for ret, og skal jeg heller ikke se så nøje på tiendekornet, hverken på eders agere eller på de andre mænds i byen. “ „ Jeg kan ikke sælge dem, hr. Ridefoged! men -- -- -- jeg har hørt så meget godt om jomfru Anna, af hun aldrig lader nogen gå utrøstet eller nhjulpet bort, hvor hun kan hjælpe, og jeg husker med taknemmelighed hendes venlighed mod mig selv. Vil de modtage spænderne som gave til hende fra mig, så vil jeg hente dem og afstå dem til hende, men ikke for nogen betaling. “ Konen løb da ind efter spænderne, som hun indsvøbte omhyggelig i en klud, trykkede dem ømt til sit bryst og tyssede dem, mens tårerne løb hende ned ad kinderne; og idet hun leverede dem i hans fremrakte hånd, sagde hun: „ Gud give, af hun, de nu er bestemte for, må finde større lykke og glæde, imens de er i hendes eje, end jeg har haft, og gid den dag snart må oprinde for de stavnsbundne i Danmark, af de må få ejendomsret over sig selv og hvad de arve, uden anden nåde end den guds kærlighed giver enhver af sine menneskelige skabninger! “ Hun vendte sig da og gik grædende ind. Ridefogden red nu tilfreds til vesfermarken, men ganske langsomt, så enhver var på sin ager der, for han kom. Simon mærkede straks, af ridefogden var blevet i godt humør, men da han ikke vidste grunden til den forandrede sindsstemning, undrede han sig meget derover; ligeså de øvrige mænd, da Simon havde meddelt dem om ridefogdens sindstilstand, da han sidst forlod ham, hvorfor enhver også havde medtaget en „ Drikkeskilling “ til ridefogden, for af han ikke skulle være alt for streng, hvilken han, som sædvanlig, også nådigst modtog, idet han ytrede, af „ det glædede ham som bevis på det gode forhold, der var mellem fæsterne og det nådige herskab, samt ham selv som dets tjener “. Han ville også vise sig ved, af han leverede Simon som byens „ Videmand “ ( oldermand ) en hel rigsdaler, hvorfor de måtte anskaffe sig noget brændevin til af drikke herskabets og hans egen skål i, når kornet var bragt i huse. Tiendetagningen blev ualmindelig let og fredelig tilendebragt for denne gang; småfejl kunne han ikke se, og de større kunne han undskylde, eller de vare bilagte ved „ Drikkeskillingen “, få han midt på eftermiddagen kunne være på Hald igen og i det bedste humor. Jens, der altid var tilredc, også denne gang, og stillede „ Ret “ i stalddøren med huen i hånden, da den mægtige ridefoged kom, hvad hr. Søren fandt overmåde hensynsfuldt, måtte nu også nyde lidt godt as denne gunstige sindsstemning, hvorfor han nedladende spurgte: „ Nu, Jens, er alting på gården i orden, siden jeg forlod den i morges, jeg red ud? Du ved nok, af når nnadig-herren er fraværende, og jeg er ude, få må du sørge for gården som ladefogden for Marken. Du er heller ikke så fosset: mulig kan der med tiden blive en god fæstebonde, ja sågar en Ladefoged af dig. — ridefoged kan du selvfølgelig aldrig blive, dertil mangler du både kræffer og forstand. “ Jens svarede: „ Nej, hr. Ridefoged! det sidste bliver jeg aldrig, men jeg ønsker heller ikke af kunne benytte en ridefogeds midler og magt. “ „ Hvad ønsker du da? — du må dog vel også engang tænke på af komme videre end nu? skønt du ganske vist har det godt under mit humane øpsyn og min befaling. Øg — det falder mig ind — hvis du i alle måder opfører dig efter mit sind, kunne det hænde sig, af der snart blev en gård ledig, som jeg kunne unde dig. Der er f. Eks. Peer Agerskovs, den bliver vist ledig inden et år, da han går og drages med tæring og vil næppe holde det ud ret længe. Så snart han dør, skal der en styrer til gården, og efter hvad jeg har hørt, skat dn nok have nogle skillinger, så det er ikke urimeligt, at vor nådige herre på min anbefaling kunne sætte dig derind, først som bestyrer, for senere at tillade dig at gifte dig med enken; og det kalder jeg at blive godt forsørget. Peers gård er den bedste i Agerskov, og den vordende enke er endnu knap 40 år. Du har vel nok hørt, at hun tidligere har tjent her på gården som stuepige, men kom for „ Skade “, og så satte nådigherren hende ind til Peer, vel imod dennes ønske, såsom han havde sigte på en anden pige, men dog til Peers skare lykke, da han ellers måtte have forladt sit fødehjem og vandret i krigstjeneste, hvad han også klogelig kom til at indse, så han påtog sig „ Skylden “ og alt blev ordnet efter ønske. Peer Agerskovs kone er en køn kvinde endnu, og der er kun fire „ Rollinger “. Peers død vil vel heller ikke tage ret meget på hende, da hun aldrig har holdt videre af ham, hvad hun muligt heller ikke har haft grund til, da han i flere år næsten aldrig tillod hende at komme her på gården, hvor hun dog havde så mange gamle „ Kjendinge “. Hun er imidlertid vakker endnu, og da du også ser godt ud, er det muligt — det vil da sige, som jeg tidligere bemærkede, om du indtil den tid opfører dig til nådigherrens og mm tilfredshed — af vi tillader dig af gifte dig med enken, naturligvis mod, af du betaler indfæstning, som jeg vil bestemme i forhold til dine spareskillinger. “ „ Er det Karen Jensdatter, hr. Ridefogden mener, det sk

1873_Johansen_JensSoerensensUngdomshistorie

Diderik

Jens Sørensens Ungdomshistorie

Johansen

Johansen

Jens Soerensens Ungdomshistorie

male

1873_Johansen_JensSoerensensUngdomshistorie.pdf

Diderik

Johansen

dk

Jens Sørensens Ungdomshistorie

Fortælling

n

gothic

Milo

KB

Forfatter ikke identificeret.

pdftxt

nan

barndomsskildring (ungdom)

O

I. Begyndelse. En smuk september eftermiddag i året 1838 gled en dansk skonnert for fulde sejl under en munter vind ned gennem store bælt. Den var ladet med stenkul og kom fra England. Lykkelig og vel var den nu snart nået sit mål, hvorfor der herskede en lystig travlhed blandt mandskabet. Den drejede om efter Nyborg. I forstavnen stod en kraftig skikkelse med hænderne i siden. Han rørte ikke en hånd for at hjælpe de andre, skønt man straks kunne se, at han var sømand; men han var rigtignok i stadsklæder. Hans øjne hvilte snart på land, snart på en smuk kvinde, der stod ved hans side. „ Ja, du har pinede dit på det tørre, min gode Holger Sørensen, du kan gå junkerklædt, mens vi sveder det bare beg i... Ha, ha! — det er dog ikke klæderne, men den dejlige, lysøjede tøs, du der haler i land, jeg misunder dig! “ sagde en gut, idet han under arbejdet kom forbi den søndagsklædte. „ Jeg skulle dog mene “, vedblev han godmodigt og strøg sig om munden, „ at jeg med mit ungdommelige ansigt var langt mere værdig til sådan en lykkens gave end din gamle, busfede knast. “ „ Bilder du dig da ind, at nogen med sund smag foretrækker grønsaltet flæsk for det røgede? “ spurgte Holger smilende og dampede på sin lille kridtpibe; „ nej min dreng, du må nok pløje nogle år endnu, inden du finder sådan en guldklump! “ „ Pøj, hvor storsnudet! “ brummede den anden, „ man mærker straks, at du har vundet i lotteriet; men jeg spiller også, minfar! “ Nu lød kommandoord, den yngre sømand sprang for at udføre befalingen; men Holger trykkede sin fæstemø es hånd og så hende ind i de klare, blå øjne. Hun pillede til gengæld ham i det mørke, kraftige skæg. Der vankede et Kys; hun rødmede og skottede til siderne, om nogen så det. „ O, hvor det dog er rart at gense sit fædreland, når man har været så længe borte! Da vi nærmede os Skagen, havde jeg sind til at kysse jorden, og hvad er dog den nøgne sand deroppe imod vort dejlige Fyn. Vorherre er dog rigtig god, synes du ikke, Holger? “ „ Jo, min pige, det syntes jeg hver gang, jeg kom hjem fra fjerne lande; men denne gang er jeg rigere end nogensinde før. Nu holder vi bryllup, jeg bliver hjemme hos dig det meste af vinteren, til foråret må jeg igen på farten; men, vil gud, kommer jeg snart hjem at se til dig. Når vi så har tilbragt nogle år således, snart sammen, snart adskilte, håber jeg for bestandig at kunne være hos dig. Det vil blive et lille Paradis her på jorden, ikke sandt, Marie? “ — „ Jo! “ — Marie var en bondepige fra Fyn, som var fulgt med en dansk handlende til en af de større engelske søstæder, hvor hun havde tjent et par år som stuepige. Nu vendte hun hjem for at holde bryllup med sin trofaste sømand. Han var en hærdebred, ftærkbygget Karl på godt tredive år med et fyldigt, noget mørkt skæg. Hun var en smækker skønhed på lidt over en snes år med frodige lokker og livlige, lyseblå øjne, hvori hjertet ligesom svømmede. Som han lignede den stærke, alvorlige eg, lignede hun den smilende, ungdomsfriske bøg ved vore bælter og sunde. Nu var skibet i havn. Holger og hans fæstemø gik i land og ville ind til byen for at høre om vogn til Odense. „ Halløj, Holger, holdt! “ lød kaptejnens vældige stemme. Holger standsede. „ Kan jeg så gøre sikker regning på, at du møder i København den 15de marts, for at vi kan komme til Amerika, hvis søen bliver åben? “ „ Javel, hr. Kaptajn! om gud vil, og vi lever så længe! “ „ Ja, ellers vil jeg naturligvis ikke have dig “, brummede kaptejnen, „ du er nu altid så forbandet from; men nu skal du alligevel komme ombord, at vi kan tømme din og din kærestes skål.... Herregud! Vilhelmine døde dog så tidlig; men jeg var heller ikke femteparten så gudfrygtig, som du er. Havde hun levet, var jeg vist bleven det, for det var mageløst, sådan hun kunne tale, og sådan et par øjne hun havde. Hun var, alle andre kvinder ufortalt, sandt for Herren dog den bedste under solen! “ sagde den besynderlige kaptajn og blev noget alvorlig. De kom snart ned i hans eget lukaf, hvor de tillige med styrmanden og et par nyborg-h « adelsmænd drak vin af lange glas. Marie længtes efter enden; hun frygtede for, at den underlige, snart tungsindige, snart lystige kaptajn skulle plumpe ud med noget, en fintfølende kvinde måtte blues ved. Kaptejnen rejste sig med megen værdighed og begyndte: „ Mine ærede — ærede gæster — hvad var det nu, jeg ville sige? — vor vise kong Salomon — jeg mener jøderne — siger: ( å luk døren, at ingen oppe skal høre det ) — ja gæt om jeg nu ved, hvad det var. Kan du ikke hale os det hid. Holger, jeg ved dog, at du altid har det ny testamente i lommen? „ Det er ikke så let at træffe kaptejnens tanker; men Salomon siger blandt andet, at brav kone er sin mands krone. “ „ Sådan omtrent var det; men jeg er i vildrede, for jeg har kun læst to gange i det ny testament, siden mine døde, og da læste jeg kun navnet, som hun havde skrevet sori, og deraf skal man ikke blive klog; men det gjorde dog så stærkt et indtryk, at jeg måtte græde derved. — lige meget! jeg mærker, at jeg ikke kan holde salomoniske taler, men så vil jeg på godt jævnt dansk ønske eder et ligeså lykkeligt ægteskab, som jeg og mine havde i de ni- ti måneder vi levede sammen. Gid i må så smårollinger i mængde — mindst en om året i den første halve snes — nogle der rigtig kan gå i masten. Gid ji må have glæde af dem! — herregud, jeg har dog også på en måde været fader, men mine log knægten med sig op til Vorherre; — mon jeg nogensinde kommer der, eller jeg kuldsejler? — nu kan du gerne gå, Holger, når du kun møder i København den 15de marts, for jeg er ikke rigtig rask. “ Holger takkede med så velvalgte ord for skålen og gik ind til byen med Marie. Kaptejnen stirrede efter dem, til de svandt gennem strandporten, da brummede han hen for sig: „ Var det ikke livagtig min mine, men knap så bleg, derfor stammede jeg, når jeg så til hende. Vorherre være med dem, at de må blive lykkelige — jeg blev det ikke! “ — han tørrede sine øjne. — „ Havde jeg ikke taget de fordømte engelske penge, men nøjets med at være den fattige Matros jeg blev i støbningen, havde det vel gået bedre. Og enhver kan dog let høre, at jeg er født og opdraget i det lave, selv om jeg vil holde skåltaler. — de penge, de penge! de pinte livet af min kone og mit barn, de piner livet af mig med. Hvad hjælper den ny tremaster, jeg må kræpere! “ Han skyndte sig ned i rummet og slog døren ilås efter sig. Da det nu var så nær aften, blev Holger og hans fæstemø tilsinds at hvile over i Nyborg; men ved solopgang stod de allerede på volden og frydede sig ved det prægtige syn; endnu da de kørte på landevejen, måtte de tale derom. „ Der er noget helligt i naturen “, sagde Marie, „ som dog ikke vil drage os til sig, men vise være os småglimt af noget endnu højere og dybere. Jeg kom just ved den velsignede sols opgang til at tænke på Vorherres tilkommelse i magt og herlighed, når han vil hente alle sine. Det ligger nu så nær, -og var vi lidt mindre jordiske, ville vi vel opdage mange flere herlige himmelglimt i det nærværende. “ „ Jeg kom næsten til det samme, lille Marie “, sagde sømanden, „ men det var ad en noget anden vej. Jeg så ud over markerne, nys stod de grønne, så kom den stærke varme, og sæden modnedes; nu er kun stubbene tilbage, der siger som så: se jer i spejl! også i skal modnes til den store høst kommer! Men det, Marie, skal ikke forknytte os. Vi vil øve os i at elske, rigtig for alvor elske; thi jo mere vi landet, desto mere kan vi også modtage guds kærlighed, til hjertet brister som en rosenknop for rigtig at folde sig ud i kærlighedens Sollys! “ Den gamle mand, som kørte for dem, havde hørt til med stor opmærksomhed, nu skottede han tilbage og sagde lidt forsigtig: „ Tør jeg spørge, er Herren kanske præst? “ „ Nej! “ „ Ikke? Er han kanskesens komediemester eller sådan noget? “ „ Nej, ikke heller det. — hvor kan du falde på, at jeg skal være enten præst eller komediemester? “ „ Han talte sådan så... så reperterlig efter skrifterne, derfor troede jeg det. Jeg skal sige vos noget: det er ikke ret længe siden, jeg kørte for en komediemester her ind i landet, det var en farlig snakkebroder; men han var dog ikke mand for at give så meget som en dram, da vi bedede her henne ved langeskovskro. Derimod kørte jeg for en gammel Provst, som var på kirkesyn — for jeg skal sige vos noget, jeg træffer også til at køre for rigtig fornemme folk — han kunne dog give lidt ud. Han snakkede om dommedag og sagde, at hele verden gik snart under. Jeg spurgte, om Jens pejter gik med, for han var dog den skikkeligste vært i hele Nyborg. — „ Det er hip som hap “, sagde provsten, „ det går i luften det hele! “ — „ Donnervetter! “ sagde jeg. — „ Ja, det må du sige en gang til “, sagde han, „ for den vil ordenlig komme til at knaldre. “ — så spurgte han, hvor jeg havde lært at sige donnervetter. „ Det var i mine unge dage “, sagde jeg, „ imens jeg lå ved landsenererne, der lærer vi så meget. Så var jeg med i Frankrig, men jeg nåde da ikke længer end til Holsten, der oppe, hvor de henter de store røde køer, så kom jeg hjem igen og fik Malene og øgene; men det var da ikke disse hersens, de er døde for længe siden. “ — det grinte provsten af og sagde, at jeg var et godt numer. — se, se til de gamle! kan de ikke kende kroen; ja da har næsten menneskeforstand, ilegn de er kun nogen bæster, så.... prrrrr — da! “ Han gjorde holdt ved kroen. Hestene fik sig en tarvelig ret hakkelse uden synderlig havre. „ Du skulle fodre lidt bedre “, sagde Holger, „ vi kan jo næsten tælle sidebenene i dine øg. “ „ Jeg har ikke råd! “ svarede bonden og så lidt surt. „ Gå hen til gårdskarlen og få en halv skæppe havre, så skal jeg betale. “ „ Mange, mange tak! “ sagde den gamle og lettede på huen, „ å, hvor de velsignede øg vil gotte sig. “ Siden satte han sig inden for døren i skænkestuen og bed til noget fortørret fedtbrødsmad. Holger og Marie sad ved den modsatte bordende i færd med hver en kop kaffe. „ Han trænger vist til lidt vådt “, sagde Marie og krævede en halv pægl brændevin ind, som hun rakte ham. Han tog ved med begge hænder, nippede, smilte og sang: „ Og dette skal være vor jomfrues skål, hurra! Og skam få den, der ikke, vor jomfrues skål vil drikke, hurra! Hurra! “ Så tømte han glasset, satte det med bunden i vejret og spurgte oprømt: „ Så er vi vel færdig, Folkens? “ — „ Ja! “ — „ Det var bravt, for nu kan vi køre, nu vi har fået smurt! “ Øgene travede ret lystig hen ad landevejen, medens den gamle Bonde fortsatte samtalen og spurgte Holger, om han så ikke alligevel var præst. „ Hvor kan du dog falde på det, menneske, der er jo slet intet præsteligt ved mig? “ „ Ikke det? “ brummede den gamle halv stødt, „ og han lukte endda hænderne sammen, mens han åd, — så gad jeg vidst, hvad han da er. “ „ Jeg er Matros! “ „ Matros? “ — nej, nu har jeg dog aldrig hørt så galt.... Hyp, hyp, afsted med jer.... Matros! “ Det kunne han ikke få i sit gamle hoved. „ Hvor må jeg nu styre hen ad, godtfolk? “ Spurgte han, da de rullede over åen ind i Odense by. „ Til Vesfergade! “ — „ Godt! “ — de kom til stedet og steg af. „ Hvad er vi nu skyldige gamle? “ „ Jeg ved ikke, om Herren vil give ni mark, for jeg skal sige vos noget, havren er så ræ ' le dyr... „ Jeg vil give tolv “, afbrød Holger og stak ham en dobbeltdaler i hånden. Manden modtog den med en urimelig mængde taksigelser. De forlovede gik ind, men endnu hørte de ham gentage: „ Farvel hr. Pastor, farvel! Gud velsigne ham! Mange tak! “ Endelig rullede han afsted hjem til Malene. „ Han mente, at du var præst! “ sagde Marie smilende. „ Det gjorde han. “ — „ Han syntes, at du var for from til at være sømand. “ — „ Der er desværre noget sandt i hans vrøvl; det er jo næsten også kun præsterne, der holder fast ved kristendommen — for levebrødets skyld, spiller altså et slags komedie, nøjes med skin uden sandhed og kraft. Dersom her ikke snart sker en vending til det bedre, hvordan vil det så gå vort elskede fædreland? “ „ Min kære Holger, bi dog på Herrens time! Husf på, hvad han sagde, da Elias troede sig alene, der var endnu syv tusind mand. Der er visselig også noget i vort folk, som Vorherre kan og vil kendes ved, og jeg tror, at det er i fremvækst. Lad os give tid og arbejde i det stille og lade hans ånd lede vore hjærter, så kommer det nok! “ „ Du har ret, Marie! Er jeg lidt urimelig imellemstunder, kommer det vel af, at jeg ikke har dig ombord. Mine fæller kan være flinke nok, men de udmærker sig sandelig ikke ved gudsfrygt; om de ting kan jeg kun tale med gud og mig selv; men derved bliver samfundslivet ligesom borte for mig, og jeg bliver syg i sindet.. N gn fortvivlet. Efteråret og vinteren gik i flyvende fart for det unge par i det lille hus i Vestergade. Nogle dage efter ankomsten til byen stod deres bryllup, og de levede nu et lykkeligt ægteskab uden at kende til de „ trange tider “, præsten havde omtalt i brudevielsen, som lidt ville indfinde sig selv i det lykkeligste familieliv, hvor det derfor gældte om, at den „ bærende kærlighed “ var tilstæde. Holger havde vel ingen særlig Gjærning at varetage, men derfor stred tiden dog ikke unyttet hen. Marie var fingernæm, og da hun nu i nogle år havde opholdt sig imellem fine folk, havde hun erhværvet sig så megen øvelse og indsigt, som var nødvendig for at kunne drive en lille modehandel, og den havde de nu fået i gang; „ Madam Sørensen “ Var allerede godt søgt. Lidt penge måtte de låne, men dem havde de lovet at betale i næste efterårstermin, da Holger let kunne tjene dem til den tid. Udsigterne var efter fattig lejlighed ret gode. En aften, det var først i marts, opstod der en lille tvist imellem ægtefolkene. „ Hør, Marie “, sagde han, „ må jeg så staffe dig den pige, inden jeg rejser? “ „ Nej såmænd må du ej, lille far! “ „ Hvorfor ikke det? Ligeså godt nu som til majdag! “ „ Nej, vist ikke, vil vil du kun lade mig råde. “ „ Det er knap nok,............... du kan ikke undvære hende “, sagde han med et skælmsk smil. „ Jo, jeg kan godt undvære hende endnu “, sagde Marie, medens dog en let rødme for hen over hendes kinder. „ Jeg er manden, jeg skulle dog råde.............. “ — „ Ellers altid “, faldt hun ham i talen og kyssede ham således, at han fik intet sagt. Få dage efter måtte han rejse for at være i København i tide; hun fulgte ham et stykke udenfor byen. Han var munter og spøgefuld, mere end han plejede, han sagde, at nu havde han ligget i dvale en hel vinter, eller rettere, været fortryllet, ligesom hans berømte navne, Holger dansfe, der sad hos den skønne Morgana i tre hundred år; men nu var handlingens tid kommen, nu måtte han atter ud på de våde veje. Hun skulle kun være ved frit mod og passe godt på det, Vorherre ville give hende. Blev det en dreng, måtte han endelig hedde Jens, det var vel ikke kønt, men da han var en søn af Holger og kunne få Sørensen i enden, var det meget betegnende; blev det derimod en pige, lå der mindre vægt på navnet, når hun da ikke blev kaldt Birte. „ Forøvrigt tænker jeg “, blev han ved, idet de standsede for at skilles, medens han holdt sin arm om den unge hustru og kyssede hende til afsted, „ at jeg skal komme hjem hen i oktober; men vær du ved et frit mod, lille Marie, tænk på, at Vorherres villie er altid den bedste! — farvel! “ dermed rev han sig løs. Marie så så langelig efter ham og gentog: „ Ja, Vorherres villie er altid den bedste! — farvel! Vi ses igen! “ men hun var meget alvorlig. Dengang han svandt i det fjærne, tørrede hun en tåre bort og vendte hjem til sin lille stue og sin daglige Gjærning; dog gik hun endnu samme aften og senere mange gange ud på det sted, hvor de havde taget afsted; det var ligesom hans ånd der omsvævede hende. Der var vel noget sygeligt i denne adfærd, men det var tilgiveligt hos en blød, ung kvinde. Holger kom snart til hovedstaden, hvor han traf kaptejn Petersen der lå med „ Svanen “ klar til at lette og gå nord på med første gunstige vind. Rejsen gjaldt London med en ladning hvede for derfra at gå til ny-york for et stort engelsk handelshus. Han kunne have fragt både frem og tilbage og altså gøre en god forretning. — en rask sydøstvind indfandt sig, snart lettedes Anker, „ Svanen “ Spredte de hvide svnlmende vinger; med susende fart skød den afsted og drog snartuden om Skagen. Holger sad i stormasten og så det sidste glimt af fædrelandet. „ Farvel! “ sagde han, kyssede på fingeren og kastede til land. Som en kat var han nede igen. Den gode vind varede kun et par dage, så blev det stille, havfladen lå blank som et spejl, kaptejnen var i slet lune, han kaldte sig febersyg. Han var af den slags mennesker, der aldeles savner ligevægt: snart var han munter indtil kådhed, snart så tungsindig, at der intet udkomme var med ham; snart mild og god som et barn, snart hård og ondskabsfuld. Nu gik han tilkøjs og sagde, at de skulle ikke vække ham, om den også brasede op, som den vel nok ville ovenpå dette vindstille. Henad aften kom der også liv i spillet; stormen hylede, og tårn høje bølger, der skummede af raseri,. væltede sig mod „ Svanen “, som hoppede let hen over deres toppe. Kaptejnen var ikke at se. Alle sejl toges ind, Holger stod hos styrmanden ved roret. Kaptejnen stak hoved og overkrop op; håret flagrede for vinden, han var kun iført en let morgenkappe, han så forvirret ud og råbte: „ For satan! alle klude ud, i dumme asner! nu kunne vi jo fare tyve mil i vagten ad helvede til! “ Da ingen gjorde mine til at udføre hans afsindige ordre, greb han en tovende og gav sig til at slå løs på kokdrengen. „ Det er galt “, sagde Holger, „ han flår drengen ihjæl, fordi han er vred på os! “ Han sprang til i en fart og rev drengen ud af den rasendes arme. „ Lad nu det være godt! skulle kaptejnen have lyst til mere, så er her ryg! “ og han vendte til; men kaptejnen snurrede sig og løb ned i rummet. Nogle timer efter lagde uvejret sig, så de kunne igen sætte sejl til, om søen end var noget urolig. Holger stod atter hos styrmanden. De talte sammen om kaptejnens raseri, der havde taget meget til i det sidste Års tid; men de havde dog ikke set ham ildehandle nogen sådan før. „ Og det er dog en ret flink knægt “, sagde styrmanden, „ især da han ikke har været ude før, men kun givet sig af med at vogte kvæg på de norske fjælde; der stikker bestemt en dygtig sømand i ham. “ „ Det tror jeg med “, sagde Holger, „ de norske gutter er ikke væk, kun skade, at vi ikke kan regne dem for vore rigtige landsmænd, undtagen når vi er udenlands. “ „ Det gør vi dog alligevel.... der løber han, — Ola! “ Drengen kom springende. „ Nu, hvordan har du det i agterenden? “ „ Så temmelig efter omstændighederne; men det var dog Pokkers, hvor han striglede mig; — hvorfor mon han gjorde det? “ „ Fordi alle vil over, hvor gærdet er lavest! “ „ Hvi lystrede man ham ikke? “ „ Så var vi kuldsejlet. “ — „ Det er en løjerlig herre! “ — „ Er du ikke snart ked af at tjene ham? “ — „ Å nej, hjemme vankede der også stryg! “ — „ Det var ret, du kan blive en sømand med tiden! — hvor gammel er du? “ — „ Femten år! “ „ Og født? “ — „ I trøndelagen! “ „ Holger! “ — lød kaptejnens tordenstemme fra kahytstrappen, hvor han stod i morgendragten med overkroppen fremme. — „ Gå ikke derhen “, hviskedee styrmanden, „ jeg tror, han står med en pistol! “ „ Jeg er ikke ræd “, svarede Holger bestemt og gik med faste skridt. „ Nu skyder jeg dig! “ streg kaptejnen med vild hæftighed. — „ Om det lykkes; “ svarede Holger rolig og gik nærmere. En kugle hvinte forbi hans ører. — „ Kaptejnen behager nok at spøge med skarpe våben? “ „ Jeg ville prøve, om du er ræd! “ — „ Nu så! har kaptejnen ikke vidst det før? “ — „ Jo, men......... kom ned, jeg vil tale et par ord med dig. “ — Holger fulgte. „ Det går galt “, sagde styrmanden, „ Pistolen har to løb, og Petersen er rasende, fordi Sørensen ftiede dig, Ola! “ „ Skyder han Holger “, sagde drengen forbitret, „ så skal han ikke overleve ham længe, så vist, som små hunde har hvasse tænder. “ „ Tys, tys, lille kok, lad ikke det trønderske blod syde over, så du skolder dig selv! “ sagde styrmanden smilende. Kaptejn Petersen kastede sig på en løjbænk og vuggede pistolen i hånden. En klartbrændende lampe oplyste det forvirrede åsyn, han nikkede til Holger og pegede på en stol. En pause. — „ Holger! Jeg har noget at sige dig! “ — „ Til tjeneste hr. Kaptajn! “ — han tav atter en tid. — „ Tror du egentlig, at der er nogen gud til? “ — „ Ja, derom har jeg aldrig tvivlet. “ — „ Hm, hm! “ Atter en pause. — „ Skulle der virkelig være en gud til “, brummede han efter nogen tids forløb svagt hen for sig, så rejste han sig, lagde pistolen på bordet, slukte lampen og kastede sig atter på løjbænken. „ Jeg er i oprør, Holger, mit indre er i kog, det raser værre end før de vildeste søer, jeg nødes til at lukke op, det får briste eller bære! jeg huser et helvede med al dets kval i mit bryst, — jeg holder det ikke ud! “ — han sank atter tilbage. — lidt senere: „ Holger, der er noget i dit blik og din færd, der både lokker og truer mig. Snart tykkes du mig en djævel kun til for at pine mig, så lidt jeg ser dig; snart tykkes du mig en skytsånd, uden hvem vi aldrig kommer i havn. Du er hellig, Holger, og endda er du den eneste af mit mandskab, som jeg tør åbne mit hjerte for. Vil du love at tie med min hemmelighed til jeg enten er død eller.............. ja, at du vil til, tie jeg er død, det er dog den eneste udvej, — vil du love mig det? “ „ Jeg lover det! “ „ Når jeg nu siger, at jeg ville skyde dig før, vil du så ikke hævne dig? “ — „ Nej! “ — „ Kan du tilgive mig det? “ — „ Jeg har tilgivet dem! “ „ O Holger, fattige Matros, du er lykkelig, det har jeg også været; men det er længe siden, og jeg bliver det aldrig tiere! “ — han sank sammen. Lidt efter: „ Jeg vil åbenbare alt, og så vil jeg.... Ja, så vil jeg skyde mig, ligeså godt nu som en anden gang, vejen går did alligevel! — hør så Holger og gjæm hvert ord! — jeg er født af et par fattige fiskerfolk i det nordlige Sælland. Der levede jeg og min eneste Broder en lykkelig barndom. Vi hjalp fader med hans Gjærning og blev på den måde tidlig kendt med søen. Det var glade dage, og om natten hvilte vi så lunt på tangen i vor arnekrog som kongesønnen i højelofte. Vi voksede op og blev sømænd begge. Hvem udtrykker vore forældres glæde, når vi engang imellem kom hjem til dem; — nu er de borte, og det er godt. Jeg fæstede mig en mø, Vilhelmine hed hun, en fiskers datter, så skøn som nogen skabning under solen. Den, der kommer hende nærmest, er din Marie, derfor ville jeg flyde dig, thi nu er jeg en djævel, der ønsker alle sin egen kval; men dengang var jeg en engel, der havde alverden kær. Så kom min Broder og jeg med i krigen mod englænderne.... Ja, det bliver for langt af fortælle; men nok er det, af vi var med af rydde en stor engelskmand, hvor vi og en tredje Matros fik lejlighed til at nappe noget guld, som vi så ved lejlighed puttede i jorden. En hyrdedreng, der var så ulykkelig at komme i det samme, smed vi i stranden, for at han ikke skulle røbe os. Det hjalp ikke, at han tiggede og bad og lovede at tie — vi trak klæderne af ham, og han måtte her ud. Nogle dage efter stod i avisen, at han var omkommen ved badning. Efter krigen tog vi vor skat, den var stor. Min Broder købte en herregård i Fyn, jeg blev ved søen; men vor makker slog sig til handelen. Jeg bildte mine ind, at vi havde vundet i lotteriet. Vi giftede os, og snart var jeg en anset kaptajn; men jeg var aldrig rigtig glad; thi jeg levede i en løgn, og i den er der ingen hvile. Ni måneder efter vort bryllup fik mine fat i sandheden, det gjorde, at hun fødte for tidlig og tog barnet med sig i graven. Siden den tid er det bleven værre med mig dag for dag. Selv når jeg synes lystigst, brænder en ild i mit indre, som hele verdenshavet ej kan slukke — og, jeg vil heller ikke have den slukket; thi det kildrer og behager stundom at forestille sig det værste. Dog.... jo, jeg ville gerne have den slukket, om det varmuligt, for at komme til mine.... jeg er ulykkelig, der er ingen redning! “ Holger havde tavs og tankefuld lyttet til hans åbne bekendelse og givet ham tid til at kramme ud uden at stoppe ham. „ Jo, der er redning “, sagde han med salvelse, „ vi har en barmhjærtig fader i himlen, der ikke vil nogen synders død, men at han skal omvende sig og leve! “ „ For dig og dine lige, der har levet et fromt og retskaffent liv, må der jo være salighed at finde; men jeg “ — han famlede efter pistolen — „ jeg må flyde mig! “ „ For guds skyld nej! råbte Holger og greb ham i armen, „ gør dog ikke selv frelsen umulig! “ kaptejnen lagde pistolen og sagde klagende: „ Ja, var jeg kun halv så from som du, så ville jeg håbe! “ „ Tal ikke om min fromhed “, sagde Holger alvorlig, „ skulle den bære mig over i frelsens havn, kom jeg der aldrig! “ Derpå talte han med jævne og hjertelige ord om troen på Kristus som det eneste frelsende. Kaptejnen blev noget roligere og bad Holger gjæmme pistolen til næste dag, så gik han i sæng. Næste dag var det bedre med ham. Holger måtte igen ned. Kaptejnen blev betænkt på, at når han nu havde været i Amerika, ville han rejse til København og mælde sin brøde, hvorved han håbede at slippe med livsvarigt fængsel, og således få lejlig hed til at leve et sfikkeligt liv, om end i slavelænker, i nogle år, som han troede var nødvendig for at få, hvad han kaldte nåde. Da „ Svanen “ var en dygtig sejler og havde god vind den meste tid, nåde den snart Themsen og lagde til ved verdensstaden, hvor den på et par uger blev losset og atter ladet og drog så af over det store Atlanterhav til nord- Amerika. Kaptejen Petersen havde under denne travle virksomhed været i det mest udmærkede lune; men nu var han atter ene, ene med sit skib og mandsfab på det store verdenshav, men alene med sine urolige tanker. Han gik atter fra den overgivneste lystighed til det dybeste tungsind. Det ærgrede ham, at han havde åbenbaret Holger sin brøde, han fortrød sit forsæt, igen at rejse til København. Han lagde sig syg. Holger blev kaldt ned, men så ville han ham intet, det bedre i ham havde tabt, han lå atter under. „ Væk med dig. Hængehoved! — tror du, jeg tigger nåde? — nej, dertil er jeg meget for stolt! — jeg skal vise, at jeg tør trodse gud og gå med oprejst pande mod det hede helvede. Til noget stort blev jeg født, varslede man mig som lille, til en af dine engle bliver det næppe, så det må vel blive til en rigtig ærkedjævel! “ sagde han i en gruelig tone og lo. Holger gjorde mine til at tale; men kaptejnen vinkede ham bort; han gik med mindre håb end nogensinde før. Næste dag fyldte kaptejnen år; han var tidlig påfærde og igen den lystige mand. Da hans folk havde ønsket ham tillykke, lod han et bord sætte på dækket og gav vin og kage, så meget enhver ville nyde. Styrmanden måtte binde roret; thi han ville have hele mandskabet samlet. Styrmanden gjorde indvendinger, men kaptejnen sagde: „ Er du ræd for livet, når jeg vover skibet? Her er hværken skær eller grunde, og for den vind drives vi ikke langt. “ Styrmanden kom. Alle drak, men værten tog broderparten. „ Det er dog et fattigt gilde “, udbrød han endelig, „ er vi så mange, og kan ikke få en vise — jeg vil ikke sige en tale — til vinen. Nu muntert, mine gutter! “ — da ingen gjorde mine til at begynde, sagde han halv gnaven: „ Ja, ja, en måde ved jeg dog at få sang på: nu synger jeg, så styrmanden, så videre ned til Ola, han må naturligvis også med. Hvem der vægrer sig, bøder med en flaske madejra. “ — derpå sang han med dyb stemme en af disse gruelige viser, der hørte til den laveste Art af folkesang i de dage. Enhver måtte nu til at rode op i sine gjæmte sager. En ville have „ Kisten fuld af gods og guld “, en anden ønskede „ en fuldtro ven “. Til sidst måtte Ola frem. han sang frit med en næsten kvindelig stemme: „ Skibsdrengens vise “, og fik bifaldsråb. „ Godt gjort! “ sagde kaptejnen og klappede ham på hærden, „ var du ikke så flink til at gå i Toppen, skulle man tro, at du var en forklædt smule jomfru. “ „ Så kommer jeg vel til at dukke under nogle gange, når det køler i vejret, for at jeg kan komme til at hvæse som de andre ravne! “ svarede skælmen og sprang til sit værk. Hele selskabet opløstes; kaptejnen gik ned og var igen bleven alvorlig. „ Hm! “ brummede han svagt, „ Drengen sang om ' guld, det, der gror i fremmede lande, og det, pigen har i barmen. Godt sagt, der er også to slags; jeg kunne ikke nøjes med det ene, så rendte jeg ett stavre i livet for at få det andet; men hvor blev lykken? — den tog fanden, og nu tager han også mig, vi har jo drukket gravøllet, ligesom somme af de gamle gjorde. Ola! “ — drengen kom. „ Lad os høre den vise en gang til “. — drengen stemte atter op: „ En ladning guld på fremmed strand jeg vil så gjcerne hente, og rejse hjem til Norges land, trolove mig med en jente. Men, om jeg ej kan få det guld, som gror i fremmed bange, min jente hun har barmen fuld i fagre ord og sange. Så leve vi i ringe kår et liv med fryd og gammen, men, om vi det engang forsmår, vi hjemad sejle sammen! “ Kaptejnen havde ret opmærksom hørt på sangen. „ Ja, en ende må det have “, sagde han, „ jeg 2 * er ikke sky for skrald “, — han fog sin dobbeltløbede pistol frem, — „ bider den ene ikke, så gør vel den anden. — gå kun, dreng! “ sagde han højere, da hans øjne faldt på Ola, „ det var meget godt! “ Ola løb hen til Holger og sagde: „ Kaptejnen skyder sig! Han sagde, at det skulle have en ende og fog pistolen. “ „ Det må afværges “, sagde Holger og sprang ned til ham. Kaptejnen stod overfor et spejl med pistolen for munden og grinte af sig selv. „ Lad rulle! “ sagde han og ville trykke ul, da Holger kom. „ Hvad, er du her igen, fordømte plageånd! “ brølede han rasende, „ har jeg ikke sagt, at jeg tigger ingen nåde? — må jeg ikke flytte en fod i mit eget skib uden at følges af din væmmelige øgle? — det skal forbydes! “ Han brændte løs imod Holger og derpå mod sit eget hoved. Folk sprang til. Kaptejnen udstødte et par forfærdelige hyl, så var han død. Holger lå indenfor døren og var truffen i underlivet. Han blev forbunden og lagt i sæng; smærterne var store, men han bar dem temmelig stille. Ola var trøstesløs. „ Det er min skyld, at Holger dør! “ sagde han, og han var dog det bedste menneske i hele verden; — jeg er ulykkelig! “ Da natten faldt på, bad han om lov til at våge over den syge, det blev ham tilladt. Kaptejn Petersen blev endnu samme aften sænket i havet. „ Nu begraver de ham! “ hviskedee drengen. „ Han gik til sit sted “, sagde Holger, „ Nåde ville han ikke have, derfor kunne han ikke få! “ „ Og det er min skyld, at du ligger her, stakkels Holger! havde jeg dog bare ladet uhyret skyde sig selv, så var du gået fri; men, det tænkte jeg aldrig på, før det er for silde, arme Holger! “ „ Tag ikke sådan på vej, min dreng, det var nu guds villie, og det er altid den bedste “, sagde Holger med svag røst, „ der er kun et, som trykker mig, ellers gik jeg gjærne her fra: jeg har en kone — og kanske et lille barn — i Odense, der vil savne mig dybt og sørge inderligt over min bortgang; men dersom du nogentid kommer ad den kant, lov mig så, at du vil søge hende op og sige, at hun må ramme måde i sin sorg og sætte sin lid til Vorherre, der forstår at mage alt så vel, at selv det tunge og bitre må blive til deres gavn som frygte ham; sig, at jeg er faret vel! “ „ Jeg vil rejse til Odense, lige så snart jeg kan “, sagde den bevægede Ola. „ Det forlanger jeg ikke; men kommer du der engang, vil du så give hende disse guldstykker? “ „ Ja, og jeg vil give hende alt, hvad jeg kan tjene hele mit liv igennem, fordi jeg er skyld i din ulykke “. Holger var bleven træt af samtalen. „ Jeg må sove lidt! “ sagde han og slumrede ind. En halv time efter slog han øjnene op og smilte: „ Jeg så dem! Marie har en lille dreng, de kommer nok; men jeg må skynde mig! — Vorherres villie er altid den bedste!,, hviskedee han med afbrudt, svag stemme, foldede hænderne og sov hen. Næste morgen blev hans lig sænket i havet. ih i hjemmet og skolen. Det gik jævnt godt med handelen i det lille hus på Odense Vestergade. Marie havde nu fået sig en tjenestepige tilhjælp og var bleven moder til en køn lille dreng, som hun efter sin mands ønske havde kaldt Jens Sørensen. Hendes glæde var stor; hun tænkte sig lidt de pudsige bemærkninger, hendes Holger ville komme med, når han nu hen i efteråret vendte hjem, — og det endte gerne med, at hun kyssede den lille, som kun en kærlig moder kan kysse. Hun havde sit tarvelige udkomme, og dermed var hun nøjet. Det var mest de jævne bønderkoner, der handlede med hende, hun kendte jo mange af dem hjemme fra, og de så nok, at hun gik med „ Hovedtøj “ ligesom de, så hun ville bedst kunne „ læmpe “ deres sager tilpas. Iblandt dem alle stod Povl Hansens kone i Sørup hende måske dog nærmest, fordi der var et hjærteslægtskab imellem dem, og de havde kendt hinanden fra barnsben. Nu ventede hun allerede sin Holger hjem; — mennesket spår, men gud råde

1885_SchmidtR_JochenHinrichs

Rudolph

Jochen Hinrichs

Schmidt

Schmidt

Jochen Hinrichs

male

1885_SchmidtR_JochenHinrichs.pdf

Rudolf

Schmidt

dk

Jochen Hinrichs

En Fortælling fra den første slesvigske Krig

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

Det var første gang, jeg var i kaptajnens hus. Jeg havde søgt ham i en tilfældig anledning og traf ham med piben i munden på sit værelse i samtale med et par gode venner, der havde været hos ham til middag. Det viste sig, at kaptajnens gode venner også vare mine; som følge heraf blev jeg anmodet om at slå mig ned og blive der om aftenen. Fra det øjeblik, lampen blev tændt, havde et maleri, som hang over hans skrivebord, i højeste grad lagt beslag på min opmærksomhed. Det var et dameportræt i knæstykke, og da jeg vidste, kaptajnen var gift, kunne jeg ikke være i tvivl om, at det jo måtte være et billede af hans hustru. skønt hun åbenbart var ude over den første ungdom, var der over den hele skikkelse noget ubeskrivelig fint, pigeagtigt, forenet med en mærkelig frodighed og friskhed. Et gulblondt hår, blå øjne og runde, rødmussede træk er vistnok ikke i særegen grad noget nationalt kendemærke; ikke desto mindre slog der ud fra billedet ligesom en Duft af noget ægte, oprindeligt dansk. Jeg gjorde en bemærkning derom til kaptajnen. « det tror jeg 1 » svarede han lidt stolt. « min kone er også en sønderjyde. » « han erobrede hende i anno 5° med stålhandske og betalte besiddelsen med sit blod — » Indskød en af de fælles venner. « — og med en stiv arm for resten af min levetid! » bemærkede kaptajnen supplerende. — « det blev netop en betaling; for øvrigt godt køb! — jeg beklager mig ikke. » « — den tale undrer dem? » fortsatte han et øjeblik efter, da han så en vis forbavselse afpræge sig i mine miner. — « for disse herrer er det godt latin. « 7 « fortæl engang til ære for denne fræmling din kriger-saga fra begyndelsen til enden! » Sagde en anden af vennerne. — « vi andre véd dog heller ikke rigtig besked med, hvad der foregik mellem dig og den gamle Jochen. » Kaptajnen syntes åbenbart godt om anmodningen. « da behøver det, skam, ikke at være nogen hemmelighed », sagde han, « og hvis jeg tør anse det for et enstemmigt ønske — — » Han modtog i de mest energiske udtryk forsikringen. « nuvel! » Kaptajnen stoppede sig en ny pibe og begyndte så uden indledning: « jeg havde akkurat hørt tilstrækkelig mange juridiske forelæsninger til at komme til en rodfæstet overtydning om, at juraen og jeg ikke passede for hinanden, da krigen i 1848 udbrød. Selv på medborgere, der ikke uden mindste kald og anlæg havde studert Jus, virkede den tid som en opstrammer, der pludselig lod dem føle sig som ganske nye mennesker. De herrer har alle selv levet med i den tid, de vil uden vanskelighed kunne forstå, at en ung fyr, der 8 var ked af at male kollegiehefter fulde, gik frivillig med. Med min deltagelse i krigsbegivenhederne skal jeg ikke besvære de herrer. Jeg havde den lykke at være med ved adskillige lejligheder og var i løbet af de tre feltår avanceret til løjtnant. I denne egenskab blev jeg et par måneder efter slaget ved isted kommandant for feltvagten i holkebiill, sydvest for Slesvig, mellem Slien og Ejderen, hvor sønderjydernes gamle land som en trodsig kile borede sig ind i det hellige romerske rige. Vi fik dog snart færten af, at her var vi virkelig på fjendlig grund, hvor man ikke mente Danmark det godt og var ærlig nok til ikke at skjule det. Efter al sandsynlighed havde denne jord midt imellem hede og marsk heller aldrig været beboet af danske, og de brede, sværlemmede bønderskikkelser med stridt, mørkt hår og lave, trodsige pander, vi her overalt så, bar i deres rødbrune ansigter det umiskendelige præg af en fremmed afstamning; det var, efter navnene at dømme, lutter ætlinge af indvandrere fra de frisiske egne og dit- marsken 9 det her sagte gjaldt dog fornemmelig storbønderne; husmænd og tjenestekarle var i reglen fremkommeligere og havde mildere træk. Da vi i otteogfyrre efter slaget ved bov lå indkvarterede i. Slesvig, havde vi taget uviljen mod danskheden nærmest som kommers; uagtet der af fremsynede mænd var blevet blæst allarm en halv snes år, var vi så godt som alle sammen i politisk forstand som børn. Vi havde ladet os beværte som konger og prinser af schleswigholsteinske embedsmænd, hvis samvittighed var opskræmt, skønt de ikke havde fundet det betimeligt at stikke af, og når de drev deres ækle forekommenhed til kryberi, havde vi grint ad dem i deres åbne øjne. Nu havde jeg atter i nogle uger ligget i kvarter i Slesvig og drukket mutter esselbach til af den store osteklokke, der fyldt med afbrændt rødvin om aftenen i gæstestuen gik fra hånd til hånd og forsigtig måtte holdes i knappen. Dér var ikke megen anledning til alvor! Herude i holkebull kom den i ensomheden med et over mig, kom, ovenpå den fortvarende feststemning, på modsætningens måde næsten som tungsind. Det gik her først rigtig op for mig, at vi stod overfor et stridt, fanatisk folkeelement, som de modtagne klaps på ingen måde havde gjort mygt, og som, med det samlede Tyskland i ryggen på sig, aldrig ville indlade sig på nogen virkelig fred. Jeg følte mig nedstemt og afkølet og var i de mørke aftener på min udsatte, ansvarsfulde feltvagt i grunden ilde tilpas. — de gæve storbønder i holkebiill! Så snart navnet blot nævnes, stiger det hele galleri af små hovne selvherskere frem som af en tåge: Uwe Brahms, nikkels røhrden, Meinert lornsen, kroens alt andet end villige vært, mølleren jehan Knoop, der anså det for en nærgående tort, når man af vanvare kaldte ham Johan, og hele resten; — hædersmænd, der alle som en gerne havde ædt os, om de kunne, og som kun nødtvungent udleverede den naturalforplejning, de med deres bedste vilje ikke kunne undgå! Men de bolde bøndermænd i holkebiill havde også, hvad der måske manglede andetsteds, en besjælende ånd, en fører: Jochen Hinrichs. Jochen Hinrichs besad endnu en gård nede i Ditmarsken; — han mindede grangivelig om den hårdhalsede, selvsikre race, der halvfjerde hundredår i forvejen på den vandomflydte vej til hemmingstedt havde stukket Junker slenzes jernklædte garde ned med lange spyd. I trækkene selv skilte han sig vistnok ikke påfaldende fra de andre gårdmænd i byen; men disse ravnsorte bryn, disse blanke, blågrå øjne, hvis blik var som en tirret hugorms og dog så fintregnende koldt, denne korte, svagtbuede næse, denne sammenbidte mund, fra hvis fremstående, tykke underlæbe i den højre mundvig en lang, forvokset tand skød sig frem — alt det talte et sprog, ingen kunne tage fejl af; man havde så øjensynlig for sig en født høvding i det små og blev aldeles ikke forundret ved at erfare, at Jochen Hinrichs fra slutningen af trediverne havde været sjælen i hele den vågnende tyske bevægelse, ja, at byens udprægede danskerhad i grunden fra først af skrev sig fra de. Jochen var sognefoged i holkebiill — begribeligvis! En af vore ledende mænd havde to år i forvejen sagt i kasino, at det, som det nu gjaldt, var simpelt og ligefrem at sætte vilje mod vilje. Her var typen på den stædige, midt i nederlaget endnu af hån og overmod gjennemtrukne tyske bonde12 vilje, der havde taget sit parti, afgjort og uigenkaldeligt. Hvorvel Jochen Hinrichs kun var en mand på et halvhundrede år, kaldte hele byen ham oir jochen-, han blev benævnt sådan i modsætning til sin søn Jung Jochen. Jung’ Jochen var ikke hjemme hos faderen; men hans moralske indflydelse hvilede over byen, ja, over oll’ Jochen med. De herrer storbønder ymtede intet; de var tilknappede og reserverte, de talte hverken til mig eller mine folk et eneste unødvendigt ord. Karle og piger var derimod meddelsommere, især pigerne, når bekendtskabet først var gjort og havde antaget den fra uniformer uadskillelige erotiske karakter. Gennem mine to underofficerer blev al den opsamlede kundskab ufortrødent befordret videre til mig. Det blev mig klart, at jung’ Jochen var en matador, der havde krammet på faderen med. Og hvad sognefogdens overmægtige indflydelse blandt bymændene angik, så var det, efter alle julemærker at dømme, denne hans genfødelse i en ny og endnu mere stridbørstet Jochen, der gav oh’ Jochens autoritet dens egenlige tynge 13 og eftertryk. Menneskene har trang til at bøje sig for det stærke, når det tillige er synligt. Det ganske holkebiill var fanatiseret op til rasende modstand mod det oldenborgske dynasti; men for dynastiet Hinrichs krøgede det sig. Et var der, man ikke kunne få at vide, nemlig: hvor jung’ Jochen egentlig var. På de direkte spørgsmål, mine hjemmeismænd undertiden havde gjort, var der bleven givet undvigende svar. Jung’ Jochen havde inden krigens udbrud ligget på agronomskolen i elmshorn; muligvis var han der endnu. Stærkt må under alle omstændigheder det indtryk af sønnens betydning have været, som mine folk af de henkastede ytringer modtog. Jeg fik et grotesk bevis derpå. Oll' Jochens gård lå i den sydlige ende af byen, skrås overfor Meinert lornsens kro, hvor jeg havde ladet feltvagten indrette. Sognefogdens gård var på sin vis stor og prægtig, men ganske i stil med en sædvanlig holstensk eller sydslesvigsk bondegård: tilbagetrukken fra landevejen med et stengærde langs grøften, hvori en åben indkørsel, den brede gavl vendt ud mod vejen med en port til dielen, dette 14 løjerlige rum, der om vinteren er folkestue, kreaturstald og køkken på éngang. I gavlen var der på enderne af sparværket anbragt to hestehoveder af træ, ikke ilde gjorte og med et stolt, hvrinskende udtryk; — på sine steder i Sydslesvig er denne prydelse yderst almindelig, her i holkebiill var der tilfældigvis ingen anden, der havde den. Det gav en københavner, der fungerede som forlystelsesråd blandt mandskabet, anledning til at døbe de to hoveder: oll’jochen og jung’ Jochen — et indfald, der gjorde stormende lykke, som vi ad omveje erfarede, endog hos 011’ Jochen selv, der fra den dag af altid så på københavneren med et udtryk af gedulgt, kalkunsk velvilje. Blandt dem, der helst indlod sig med os og navnlig følte sig hædrede, når jeg i egen høje person henvendte et par ord til dem, var, mærkelig nok, den hovne sognefogeds egen avlskarl, Klas Dehn. Når man daglig har de menneskelige lidenskabers udbrud for øje, bliver man lettelig filosof; under gamle og unge Jochens gennem lange år fortsatte omgang havde Klas udviklet sig til at blive en stoiker, der så på tingenes i5 gang med et roligt øje og ikke uden en vis lun ironi; — så var han også en født lauenborger, det gjorde måske sit! Jeg traf som oftest Klas ved hans pløjearbejde, når jeg gjorde en rundaf over markerne, og han var heller end gerne villig til at holde et lille hvil. Da jeg først var kommen under vejr med den dominerende indflydelse, fader og søn øvede på den hele by, gav han mig mangen forsigtig lille oplysning, der snarere gættedes, end den egentlig udtaltes; for Klas var i Jochens brød, der var grænser, han ikke overskred. Også han udlod sig uhyre forblommet om jung’jochens nuværende opholdssted; — jeg tænkte i øjeblikket ikke videre derover. Da vi rykkede ind i holkebiill, havde jeg et øjeblik været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle indrette feltvagten i Jochen hinrichs’s gård eller i kroen. Kun om de to gårde kunne der være tale; de lå begge i sydenden af byen, derfra kunne afløsningen af p'orposterne med lige lethed foregå. Jeg havde givet Meinert lornsen fortrinet, fordi hans gård, om end i stil med de andres, som kro havde et par indgangsdøre på den ydre sidemur, og fordi opholdet hos ham i6 frembød visse små bekvemmeligheder for mig personlig. I sin egenskab af ^buervogt* havde 011’ Jochen været tilstede ved vor ankomst, og jeg fik straks det indtryk, at han i sit bondehovmod mente, jeg så småt var bange for at tage mit standkvarter hos en mand som Jochen Hinrichs. Dagen efter indfandt han sig i min stue ovre hos Meinert lornsen og begærede tilladelse til at tage ned til sin gård i Ditmarsken. Det var et vanvittigt forlangende! Medens forbindelsen nordpå var uhindret, lå det simpelthen i forholdenes natur, at al kommunikation i sydlig retning udenfor vore forpostlinjer var strengt forbudt. Olf Jochen vidste det overmåde vel. Hans andragende skulle bare være en ny styrkeprøve med holkebiills danske befalingsmand, et forsøg på at forfølge den sejr, han indbildte sig i går at have vundet. Ved at kaste et blik ud af vinduet, så jeg to, tre af byens gårdmænd stå ventende med spændte miner ude på landevejen. Jeg opfattede straks situationen, og den besked, 011’ Jochen fik, var kort og tør. Da forhandling ikke var til at opnå, ville 17 han i hvert fald skaffe sig et påskud til at blive lidt ekstra galdefyldt, skønt gud skal vide, han var det i tilstrækkelig grad i forvejen. « Jochen Hinrichs skal altså hindres i at tilse sin ejendom af en dansk løjtnant? » sagde han med et ondt blik. « vi får se tiden an! » « vi får se tiden an, min gode mand! » Svarede jeg. « der bliver snart fred i landet, så kan enhver rejse, hvorhen han vil. Deres landsmænd har fået bank nok til engang at blive møre. » « møre? » sagde han med mørkt raseri. Det ene ord gav mig et klarere syn end de tre Års felttog tilsammen. Fra det øjeblik kan jeg sige, at min kundskab om, hvad vi havde at kæmpe imod, egentlig daterede sig. Som han stod der med det ægte, usminkede had i alle sine miner, kunne jeg ikke nægte ham en vis anerkendelse: der var tømmer i den Karl, det var en Hals, der ikke lod sig bøje! « nå, men så længe skal Jochen Hinrichs stå under kommando af en — en — —? » Han ledte om betegnelsen; den, der lå 2 i8 ham lige på tungen, trykkede han sig dog ved at bruge. « pak dem nu! » afbrød jeg ham hvast. Han drev af uden at hilse. Plattysk er just ikke lidenskabernes sprog; men jeg må udtrykkelig bemærke, at ihvorvel jeg temmelig nøjagtig har gengivet hans ord, tager de sig i gengivelsen for mig selv ud som udbrændte kul. I oh' Jochens brede, frisiske mål var de fyldte af lidenskab og flamme! Løvrigt mærkede vi snart, at vi var ude af stand til at hindre forbindelsen mellem holkebiill og de schleswigholstenske forposter, hvis feltvagt var i kroppenhøft en halv mil mod syd. Straks udenfor holkebiill lå mod vest en vidtløftig kratskov med en bestand af nåletrær, der stod plantede klods op ad hinanden. Ude mod skovbrynet faldt den af mod et mosedrag, hvorigennem der i nogle hundrede skridts afstand som en tynd tråd vandt sig et ubetydeligt vandløb, medens dybe, små, vandfyldte huller i flæng og spræng glimtede mod den grå høsthimmel, så langt øjet kunne nå. Ude i mosen stod der med kortere eller længere mellemrum en del forkrøblede piletrær og lav19 kvistede elletrunter, hvorimellem der strakte sig en række faste, ophøjede jordknolde, bevoksede med stridt græs, som oftest i så ringe afstand fra hverandre, at en forfaren person med fuldkommen sikkerhed og temmelig ubemærket kunne springe fra den ene til den anden. Min styrke var så ringe, at jeg i skovbrynet kun kunne stille nogle få udkigsposter, hvad der for den egenlige sikrings skyld jo vistnok var tilstrækkeligt, medens det ingenlunde var nok til at umuliggøre, at man fra en af de mangfoldige småstier, der, foruden de to regelrette køreveje, i alle retninger gennemskar skoven, kunne begive sig ud i mosen, hvor der var skjul og dækning i overflødighed. Mod et virkeligt angreb gav nu vistnok de forhugninger, vi havde anbragt tversover chausseen en Fjerdingvej forude, tilstrækkelig betryggelse, og hedebakkerne til begge sider tilstedte i den flakke, lidet beboede egn vore vedetter det frieste oversyn. Desuden ville et offensivt stød her i centrum være en ren og skær dumhed; det var på fløjene, at de sidste fortvivlede kampe skulle udkæmpes — det var for begge parter en given sag. Alligevel krævede min 20 stilling den yderste agtpågivenhed: « den lille krig » var begyndt, og blev fra schleswigholstenernes side dreven med den yderste snuhed og forbitrelse. Det lakkede imod enden, de vidste det. Ganske vist havde de ovenpå den vældige afbankning ved isted fået lov til i ro og mag at forstærke sig bag Ejderen, støttede fra det samlede Tyskland med pengebidrag og frivillige, mandskab såvel som officerer. Men vor valgte opstilling frembød alt for store strategiske fordele, til at de kunne udrette noget: det havde nylig bekræftet sig ved mysunde, hvor oprørsyngelen, trods sit næsten tredobbelte overtal, frådende og med pryglet skind måtte trække sig tilbage. — det lakkede mod enden; i mangel af en solid hævn udtømte tyskernes raseri sig i en mangfoldighed af meningsløse overfald, der, selv når de lykkedes, ingen virkelige fordele bragte og derfor ikke hørte hjemme i en anstændig krig. Næsten enhver dagsbefaling bragte bud om opsnappede piketter, nedskudte forposter og overfaldne feltvagter, hvorved et par menneskeliv var gåde i løbet eller nogle soldater 21 tagne til fange. Når kommunikationen med fjenden af en ildesindet befolkning kunne drives ligefor vor næse, og byen var besat af en efter forholdene rent utilstrækkelig styrke, så gjaldt det for feltvagtens ungdommelige kommandør at være uafbrudt på benene og holde vore magelige, af deres indgroede foragt for tyskerne altfor opfyldte jenser til årvågenhed. At mosen lod sig befærde, derpå skulle vi snart få et håndgribeligt bevis. I det tidlige daggry blev efter en uges forløb en af vore udkigsposter i skovbrynet skudt i samme øjeblik, han af ligegyldighed viste sig udenfor sin dækning. Fra en Tue et hundrede alen borte vældede en hvid røg frem; et par af hans nærmeste kammerater affyrede deres bøsser i den retning, naturligvis uden noget resultat. Det forekom dem imidlertid, som om de så en krybende skikkelse bevæge sig frem imellem det stride græs, og da afløsningen i det samme kom til, udviklede der sig en ganske livlig ild med buske og jordklimper til mål, indtil en grønklædt schleswigholsteiner pludselig viste sig på en hævning i terrænet langt ude og med en uhøvisk bevægelse hilste 22 på de skydende, idet han til afsked svang sit gevær i luften. Endnu et par skud sendtes efter ham, inden han forsvandt på den anden side. Han havde åbenbart kendt vejen over mosen, og det perfekt, og han havde om vore udkigsposters opstilling haft en kundskab, som kun folk i byen kunne have givet ham. På en båre af grene blev vor dræbte landsmand med højtidelig langsomhed af en udsendt afdeling bragt tilbage til byen. Toget fulgte den kørevej, som udmundede i chausseen en tredive, fyrretyve skridt foran Jochen hinrichs’s gård. I samme øjeblik, som det svingede op mod kroen, kom han, bred og hånsk, med hat på, ud fra dielens rødmalede port og stillede sig med næverne i bukselommerne op i indkørselen ud til landevejen. Om end udtrykket i hans ansigt var roligt og ubevægeligt, glimtede der dog i hans stride, blå øjne en skadefryd, som ikke var til at tage fejl af. I dette øjeblik lignede han i ualmindelig grad de udskårne hvrinskende hestehoveder på hans egen gavl. Muligvis var det under indtrykket heraf, at 23 københavneren, lighedens oprindelige opdager, på forbivandringen med pludselig indskydelse slog hans flossede harehårs-hat af hovedet på ham, så den drattede i en pøl på vejen. En bifaldende mumlen lød fra den hele afdeling, og jeg fandt mig ikke beføjet til at give københavneren nogen røffel: dertil havde uforskammetheden været alt for stor. Oll' Jochen lod hatten ligge og stirrede efter os, hvid i ansigtet, medens hans sorte hår i tjavser faldt ned om kinderne på ham — i grunden et ganske imposant syn! Laget blev henlagt i laden, til begravelsen kunne foregå. Når ikke netop kuglerne piber en om ørene, gør det altid et rystende indtryk uventet at stå ansigt til ansigt med døden. Følelsen af det ansvar, der hvilede på mig, gjorde mig uhyggelig til mode; for at få ro i mit sind ville jeg foretage en vandring op ad landevejen. Midt i sin åbne indkørsel stod Jochen Hinrichs på samme plet som før. Han havde taget hatten op og var i færd med at børste det værste snavs af flosset med sit venstre ærme. 24 « dette kan ikke være tilladt! » sagde han dumpt. — « jeg indgiver klage. » At han skulle optræde som klager, det stykke var alt for stift! Jeg følte mit blod koge. « klag så meget de vil! » svarede jeg. « det skal komme til at svie til dem selv. » Han så på mig med et langt, ondt blik og satte så med et hatten på hovedet, ubørstet, som den var. « dænenbrut! » mumlede han — det var et fra aviserne opsnappet ord. — « jung’ Jochen skal lære jer — — » Han drev op mod sin gård uden at fuldende sætningen. Selv hans brede ryg havde under den blå vadmels-frakke et udtryk af hadskhed og hån. Jung’ Jochen! Oll’ Jochen så åbenbart op til ham som en myttisk person ligesom den øvrige by. Jeg begyndte formelig at føle fortrydelse over ikke at kunne gøre jung' Jochens bekendtskab. Det følger af sig selv, at jeg indgav rapport til kompagniet om det lidte tab. Dagen efter kom en af vore feltpræster ud fra Slesvig for at forrette jordpåkastelsen. 25 vi havde fået sammentømret en simpel kiste af sortmalede bræder. Når omstændighederne tillod det, stedte vi altid vore faldne landsmænd til hvile med al mulig honnør: det styrkede følelsen hos de efterlevende. Efter at pastoren i laden havde sagt nogle fyndige ord, blev kisten på skuldrene af seks kammerater båren ud af dens port. Da sørgetoget kom til indkørselen udfør oll’ Jochens gård, dukkede gårsdagens optrin uvilkårlig op for min erindring, og mit blik søgte derhen, næsten i forventning om en gentagelse. Men hvad jeg så, var ingen gentagelse. Og dog var indkørselen ikke tom; midt i den stod en ganske ung, bondeklædt pige på i det højeste seksten år med en krans i hånden. — — — se på portrættet der, mine herrer, og sig dem selv, når der fra de friske, endnu ungdommelige træk, de der ser, gøres et fradrag på atten, nitten år i alder, hvordan hun må have set ud; og sig dem i lige måde selv, hvad indtryk en sådan skikkelse på dette sted og under disse omstændigheder måtte gøre! 2ø — pigebarnet gjorde et par skridt frem mod toget. De, som bar kisten, stod stille som på kommando. Det havde åbenbart været hendes hensigt at lægge kransen på kistelåget. Men da båren hvilede på seks firskårne landsoldaters skuldre, kunne hun ikke række så højt. Med et vendte hun sig da mod mig som troppens anfører, fæstede sine mørkeblå øjne alvorlig på mig, rakte mig kransen og sagde med en lidt fremmed udtale: « jeg er dansk! » At hun var det, vidste jeg, inden hun åbnede munden! Og meget betvivler jeg, at der var en eneste mand i delingen, som ikke havde samme fornemmelse: der er visse ting, der under givne omstændigheder ligger i luften. Den folkelige legende om de røde og hvide dannebrogsblomster, der pludselig var voksede frem på Slesvigs jord, havde i den foregående sommer været stærkt i kurs; vore brave jenser havde i de varme julidage troskyldig spejdet efter dem. Denne lille pige med den vidunderlig friske hud, de vidunderlig klare øjne og det ikke mindre vidunderlige guldblanke hår, hun 27 var midt i tyskhedens forgiftede sump, under den blygrå efterårshimmel, der sænkede sig lavt og trykkende med alle det vestlige digelands Dunster over vort sørgelige tog, en ægte dannebrogsblomst i kød og blod, en lys forjættelse for ethvert dansk sind, en bebudelse af sejr og held for vor retfærdige sag. — endnu engang, denne følelse var ikke blot min, selv den mest tykskallede bondekarl i begravelses-kommandoet følte det samme! Rimeligvis gjorde synet af det lyshårede pigebarn dem dog ikke alle perplekse i samme grad som mig. Den tak, jeg fremstammede, var ubehjælpsom næsten indtil det latterlige. Toget var ved at sætte sig i bevægelse på ny, da vi pludselig oppe fra gården hørte en rå stemme, som befalende råbte: « Ann - a! » Det var Jochen Hinrichs, som i blå, til vesten fastsyede, uldne skjorteærmer og med bart hoved kom frem i porten til dielen. Da pigebarnet ikke gjorde mine til at komme, nærmede han sig med hastige skridt. Hun vendte sig halvt om imod ham — en så ren og fintskåren profil! — og så ham stift ind i øjnene. 28 011’ Jochen kunne ikke udholde hendes blik; han tog øjnene til sig, skottede sky til kisten og var åbenbart i stærk indre bevægelse. På engang gled der en underlig mildhed over hans hårde træk; selv hans stemme lød øm og bedende, da han sagde: i Anna, kumm mai 'rin!* pigebarnet fulgte ham langsomt med en mine som en lille dronning; toget fortsatte sin vej op mod byens kirkegård. Med skam må jeg bekende, at jeg under jordpåkastelsen var grumme åndsfraværende og bagefter havde al min selvbeherskelse behov for at gøre honnørs ved det tarvelige måltid, inden pastoren på sin vogn rullede tilbage til Slesvig. Sagen var, at det ligesom sang og klingede i luften om mig: jeg havde en fornemmelse af på en studs at være bleven et helt andet menneske. Da jeg lykkelig og vel havde fået pastoren pakket på vognen, vandrede jeg en tur ud over markerne — jeg trængte til luft. Hvordan det var gået til, véd jeg ikke; men jeg havde, da jeg tog kappen på, i tanker også kastet min feltflaske over skulderen: den 29 var i det kolde høstvejr på enhver tjenstlig ekspedition min uadskillelige ledsager. På en vrag-auktion i Tønning havde Meinert lornsen et par måneder i forvejen fået et parti ganske ualmindelig god xeres-vin, som jeg ubesindig havde forsøgt og bagefter, til stor bedrøvelse for min pung, ikke kunne lade være at anskaffe påny, skønt den gode Meinert for denne extraydelse tog en aldeles ublu pris. Aldrig så snart havde jeg den grå himmel og den skaldede stubmark til eneste udsigt, så tog jeg dækselet af flasken, drak selv en slurk og heldte derpå til ære for vor gode sag og for alle blåøjede danske piger en rigelig libation ud på den fjendlige sydslesvigske jord. Den sidste halvdel af libationens genstand var nok det egenlige agens; jeg er, med tugt at melde, ellers ingenlunde noget poetisk gemyt. Men ved denne lejlighed — det nægter jeg ikke 1 — gik jeg og sejlede i et hav af anelse og lykke. Det må have været min gode stjerne, der sørgede for, at jeg dog ikke tømte hele den guldblanke væske ud mellem stubbene. Straks efter kom jeg ind på et stykke pløjeland, og 30 hvem traf jeg her andre end min filosofiske ven Klas Dehn! Klas sad ved et hegn og gumlede, medens hesten tålmodig nappede efter de enkelte korte strå i det upløjede stykke foran den, med sindige miner på en Skive grovbrød med spegeskinke til. Det var, hvad man på dansk ville kalde hans mellemmad. Når Klas havde tygget nogle mundfulde, drak han sig en tår øl af en stor stenbimpel. På nogle trækninger om hans noksom talende mund kunne jeg se, at det øl neppe var af nogen tilfredsstillende beskaffenhed. Klas og jeg var allerede gamle bekendte; han havde været mig en fornøjelig studiefigur. I dette øjeblik fik han en ny og ganske særegen interesse for mig, og havde jeg ikke i forvejen havt den ære at være kendt af ham, så betvivler jeg ikke, at jeg jo med Iver ville have søgt at gøre hans bekendtskab ved denne lejlighed. Der hvilede ligesom en afglans over ham; det formelig lyste igen fra hans gule, rødskjoldede ansigt og hans komiske, som strå nedhængende hår — de herrer forstår mig, vil jeg håbe i lige indtil det nu, da jeg fik øje på klases 3i gumlende mund og den vældige rundenom, han førte op dertil, havde jeg gået og svælget i det liflige syn, jeg havde set, og befundet mig i en tilstand, der ikke levnede rum for spørgsmål af nogen som helst Art. Aldrig så snArt så jeg imidlertid hans velbekendte, rolige træk, så følte jeg min mangel på kundskab om, hvem pigebarnet var samt om hendes forhold til Jochen som et sugende savn, blandet med en klam angst, der lod mig vogte på hans uformelige gab med dets gule drøvtyggertænder som en visdommens kilde, hvis åbenbaringer i øjeblikket var mig mere værd end al anden visdom i tilværelsen. En lykkelig indskydelse kom over mig. Jeg rakte til indledning Klas min feltflaske. Først skottede han mistroisk med det ene øje ned i det guldglimtende, læderomgivne dyb, så tog han varsomt en prøveslurk, udstødte et velbehageligt gisp og satte derpå for fuldt alvor flaskehalsen for sin mund. Opfyldt af brændende utålmodighed så jeg hans groteske læber som et par smalle rødblå orme klemme sig sammen om dens rand i uafladelig sugen og fulgte næsten i desparation den kostelige driks langsomme be32 vægelse ned gennem hans lange, knoklede Hals. Aldrig havde jeg troet, at der kunne være så ubegribelig meget i den feltflaske! Jeg var lige ved at beklage ikke at have undt den moderlige jord en større portion; men da Klas omsider var færdig og smækkede med tungen, erkendte jeg dette klagemåls store ubesindighed. Flasken, som Klas rakte mig, var så afgjort tom, at den ved en negleprøve knap ville have givet det bekendte antal dråber. Men på klases blakkede øjne kunne jeg se, at vinen havde gjort sin virkning og givet hans stoiske jævnmodighed et tillæg af trygt epikuræisk velbehag, der nok ville gøre ham meddelsom og åbenmundet i større grad end sædvanlig. Jeg gik bus på og vovede et spørgsmål. « — Anna fris? » sagde Klas og lod sin tunge varsomt afsøge mundvigerne for at indsamle de sidste rester af den vidunderlige drik, « ja, vel bor hun hos oll’ Jochen — det er jo hans plejebarn. — det forstår hr. Løjtnanten begribeligvis ikke; men det er også en underlig historie. « ser de, hr. Løjtnant, Annas forældre var danske, folk udenfor bondestanden; de havde ejet en gård ved Haderslev og stået sig rigtig 33 godt. Men faderen blev af et hamborger-firma snydt på en stor kreatur-handel og måtte gå fra gården. Så drev han i mange år handel i det mindre og havde ikke noget blivende sted. Det lå formodentlig sådan i hans natur; for somme mennesker er jo så løjerlig indrettede, at de ikke kan blive, hvor de er — » Klas så hen for sig med en grublende mine; det var klart, at en sådan bevægelighed egenlig var ham noget ganske ubegribeligt. For sit eget vedkommende kunne han, om det gik an, gerne blive siddende ved hegnet, gumlende på sit grovbrød med tilhørende spegeflesk, så længe det skulle være. « — så blev han da til sidst ført her til holkebiill og fik det gale indfald for resten af sine skillinger at købe en smule halvgård ude forbi skoven. Det var for den stakkels mand som at falde i en hvepserede; for folk her i byen havde i de sidste år været stærkt optændte mod de danske, og her havde aldrig været danske før. Annas fader blev tirret og forfulgt på alle de måder, der var til. « hovedmanden var begribeligvis oh’ Jochen — han havde længe været hovedmanden for 3 34 alt, hvad der skete i holkebiill. Men da jung’ Jochen begyndte at vokse til, blev han snart værre end faderen og fik ganske anderledes de andre med sig. En vilter knøs med et forslagent hoved var jung’jochen, og al hans gode forstand blev anvendt til at plage danskeren. Halerne blev skårne af hans heste, hans kreaturer tog skade, hans sæd blev ødelagt, hans høstakke fandtes om morgenen splittede over hele toften, når han om aftenen vel havde fået dem bygget. Jung’ Jochen var den egenlige mester for det; men de andre hjalp til. Det var blevet sådan en volksbelustigung, som byfogden inde i Slesvig sagde. Til ham klagede Annas fader jo nemlig; men det var aldrig muligt at få rede på, hvem der havde gjort det, og synderlig umag gjorde byfogden sig da ikke heller: han var en gesinnungstil chtig mand! « Annas moder døde straks, da de var komne hertil. Måske har graven bundet faderen her til stedet, så han ikke havde det bisselæder i skoene, han tidligere havde haft; kanske han også var bunden ved gæld. Blive her gjorde han i alt fald, hvor meget de end var ham på nakken, og hvor lidt ret han fik. De pinte 35 ham langsomt ihjel; for havde det været galt før, så blev det galere endnu, da kong Kristian den ottende udstedte dette åbne brev. Optændte blev de ved kongeåen, og optændte blev de hernede; der er på begge sider så mange, der tager sig af den slags ting — — » Klas så igen grublende hen for sig; atter frembød der sig for ham en ubegribelighed, han ikke kunne råde, fordi den var hans inderste natur imod. « men ved samme lav begyndte Anna på engang at vokse til; det gav en forandring i tingene. En skøn dag mødte jung’ Jochen hende nede på landevejen midt imellem faderens gård og kroen. Anna var vel en tretten år, et lækkert lille stykke kvindemenneske — det måtte enhver indrømme. Jung’ Jochen var så pas ved de nitten. Hele byen vidste, at han allerede havde begyndt at lægge sig efter tøse og havde haft held med sig; for det var hans natur at gå lige på, og efter hvad der siges, så batter det overfor kvindfolk nok bedst. Her ville jung’ Jochen også gå lige på; men den gang kom han galt fra det. « aldrig så snart havde han rigtig taget mål 3* 3ø af Anna, før han løb hen og uden forlov kyssede hende på munden, rigtig med smæk. Men pigebarnet drev ham en på siden af hovedet, så han næsten trimlede — det var også med smæk! — og greb derpå en sten fra vejen, parat til at kyle ham den i panden, hvis han skulle have lyst til at begynde forfra. Jeg stod ved gærdet og stangede møg, jeg så det hele. « Jung Jochen stod og smagte en stund på, hvad han havde fået; — den sort var ham ganske ny, han måtte have tid til rigtig at prøve, hvad det var. Al den t

1890_Boecker_Joergen

Kappel

Jørgen

Bøcker

Boecker

Joergen

male

1890_Boecker_Joergen.pdf

Kappel

Bøcker

dk

Jørgen

Fortælling fra Vendsyssel

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

Nede ved fjorden lå huset. Hvidkalket var det, havde brunmalede vindueskarme, var tækt med strå og tang — én skorsten havde det midt på rygningen. Foran det var en lille have med hegn af pil, nogle få stikkelsbærbuske og mange blomster. Lige for, op ad en skråning, lå landsbyen, med sine huse og gårde i samlet klynge — og øverst oppe på bakken kirken med skifertag og det store, firkantede tårn. Men huset der nede ved fjorden lå helt for sig selv, på engen, der strakte sig langs bredden. Det var sidst i maj, ret en smilende sommerdag. Al ting strålede og flimrede i det stærke, varme Sollys, der var ikke en luftning, ikke en krusning på vandet der ude, det bredte sig klart og blankt og spejlede kridtbankerne ovre på den anden side. Var der blomster i haven, var der også i vinduerne, så mange, der kunne stå, nelliker og roser, gyldenlakker og levkøjer imellem hverandre, luften var tung af Duft. Et vindue var slået op, inden for sad en kone og kartede. Og alt imens holdt hun øje med de fire småbørn, der havde lejret sig under pilehegnet. To drenge og to piger var der. Hun lagde en gang imellem karterne i skødet og hørte efter, hvad der blev sagt. Så smilede hun mildt, når hun igen tog fat. » Mor, « kaldte det ved vinduet, det var den største dreng, som stod der uden for. » Ja, Jørgen, hvad er det? « » Hvor mange er klokken, mor? « » Den er fem. « » Er den fem, « hviskedee han forskrækket, lettede sig på tæerne og så ind på uret. » Det er da ikke så mange. « » Er der så ikke to timer, til vi skal af sted, « Spurgte han. » Jo, der er, Jørgen, helt to timer. « » Mor, synes du, at to timer er meget? « » Ja, min dreng, det er ikke så lidt. « » Nå, « sagde han og så ned for sig. » Mor, « hviskedee han igen og rakte sig så langt ind ad vinduet, som han kunne komme, » Karen og Inger vil også med, når vi skal gå. « » Har de fået lov, « spurgte moderen. » Ja, de må nok følge med et stykke uden for byen. « » Det var morsomt, synes du ikke, Jørgen? « » Jo, men du følger med et langt stykke alligevel, gør du ikke? « » Jo, min dreng, et rigtig langt stykke. « » Omtrent lige der over, « hviskedee han, og stemmen begyndte at skælve. » Det skal jeg nok, Jørgen. « Han drog vejret dybt. » Kan Niels også komme med så langt, « Spurgte han. » Nej, han er så lille, han skal med Karen og Inger hjem og være hos sognefogdens i nat, han kan ikke gå den vej. « » Nej, det er nok for langt, « indrømmede Jørgen og så et øjeblik hen på den lille Broder. Så bøjede han sig igen ind ad vinduet. » Å, se, mor, « råbte han pludselig, » nu — nu er den over fem. « Han var grædefærdig. » Det er da ingen ting, den smule. « Han holdt ængstelig øje med den store viser, det var alligevel langsomt, den flyttede sig. Så traf hans blik hende, det var så inderlig taknemmeligt. » Leg du bare med de andre, der er jo lang tid endnu. « Han gik, men da han var kommen nogle skridt bort, vendte han om. » Jeg tror hellere, jeg vil ind til dig, mor, « Sagde han. » Det skal du ikke, Jørgen, vi kan jo snakke sammen på vejen, jeg skal også karte, nu skulle i se at lege lidt. « Så gik han hen og satte sig ved de andre. Faderen var død i efteråret. Han gik på dagleje og var sendt ud at grave grøfter. Vejret var koldt og regnfuldt dag efter dag, og en aften kom han hjem og følte sig ilde til Pas. Han mente dog ikke, det havde noget at betyde, og gik igen på arbejde den næste dag, men allerede ved middagstid kom han tilbage, han kunne ikke tåle at bestille noget. Alle mulige husråd blev forsøgt, og da de intet hjalp, blev endelig lægen hentet, men heller ikke han udrettede noget, sygdommen var lungebetændelse, og hverken lægemidlerne eller den kærlige pleje kunne bevirke selv den mindste bedring. — en aften sent i november døde han. Fattigt havde hjemmet været, mens faderen levede, og spares skulle der alle vegne, men alligevel havde han lidt efter lidt fået udbetalt, hvad han havde lånt for at bygge huset, så enken og børnene havde dog tag over hovedet. Fattigere blev det nu, da hun skulle skaffe føden til tre, og også gerne skulle tilbagebetale et par Sedler, som var lånt hos sognefogdens under faderens sygdom. Moderen tog hårdt i, hun var ikke bange for noget slags arbejde, men føde og klæder og brændsel skulle der til, hendes fortjeneste vai ikke stor, og det hændte nok, at nøden kom så nær, at hun så dens grimme ansigt. Vinteren sled de over, men moderen så nok, at en forandring måtte gøres, fattigvæsenet ville hun ikke tænke på, så var der ikke andet end se at slippe for den ældste dreng. En fjern slægtning af hendes mand tilbød at tage ham i sit hus og beholde ham både sommer og vinter. Moderen så nok, at det tilbud fremkom ikke mest af lyst til at ofre noget for hende, manden tabte intet ved den tjenestedreng, han sådan fik, men hun troede dog at turde håbe, at Jørgen ville få det bedre hos én af familien end hos vildfremmede. Værst var det, at slægtningen boede i en anden by. Drengen ville komme så sjældent hjem. Da så kreaturerne om foråret skulle ud på græs, måtte Jørgen af sted. Det var en streng dag både for ham og moderen, han var jo kun otte år. I den første tid gik hun over til ham hver søndag. Først nu, en helligdag sidst i maj, havde han fået lov at komme hjem, men så også to dage. Det var erstatning, fordi han nu i lang tid vanskelig ville kunne få fri, høbjergning og høst stod snart for døren. Børnene vare komne ind for at spise. Det var festaften, fordi Jørgen var hjemme, og de små lod maden smage sig. Moderen havde villet gøre det godt; hun havde købt sigtebrød og to tvebakker til hver, men Jørgen spiste ikke noget af det, han var krøben op på bænken, dér sad han på knæ og så ud ad vinduet. Moderen vidste nok, det var for at skjule, at han var bedrøvet, og hun talte ikke til ham. Hun var selv ved at få tårer i øjnene; han forekom hende så forladt og fattig, den lille barbenede fyr i de alt for store vadmelsklæder. Det var næsten tungt, at han hang så meget ved sit hjem. De gik, så snart de var færdige med spisningen — moderen låsede døren og stak nøglen i tagskj ægget. Men straks på den anden side kirken vendte de tre små om, og hun og Jørgen var ene. Foran dem lå kæret og de store Enge, gennem hvilke den støvede vej trak sig som en lang, hvid stribe. De gik rask til, men det varede ikke længe, inden Jørgen begyndte at holde tilbage på moderen. » Vi behøve da heller ikke at gå så rask, « Sagde han. » Nej, lidt langsommere kan vi vel nok gå, « Svarede moderen, » men du må også huske på, det var lidt sent, vi kom af sted. « » Hvor mange søndage mon der er, til jeg må komme hjem igen? « » Det kan jeg ikke sige, « svarede hun, » der er vel ikke så mange, men nu kommer jeg jo først til dig. « » Kommer du nu på søndag? « » Nej, det kan jeg ikke, men måske den næste igen. « » Når blot jeg kunne komme hjem hver søndag, « Hviskedee han og svælgede gråden. » Hvad hedder jeres hund der ovre, « spurgte moderen. » Den hedder trofast. « » Er du ikke glad ved den? « » Jo. — nu kan vi ikke se hjem mere, « vedblev han i det samme og vendte sig om, » nu er bakken gået imellem. « » Nej, men kirken kan du jo se der ovre fra, det er morsomt for dig. « » Ja, ude i kæret kan jeg nok se den, når det ikke er begn vejr. « De tav begge en stund. Hun vidste næsten ikke, hvad hun skulle sige; hun mærkede, hvordan gråden brød i ham og så, hvor fortvivlelsen stod i hans blik, hver gang det faldt på byen der foran. Før de gik hjemme fra, havde hun bestemt, at hun ville lade glad og munter, som om der ingen sorg kunne være i den skilsmisse, men hun kunne ikke komme af sted med det, han ville vist synes, det var hjerteløst og blive så meget des mere bedrøvet. Og så gik hun da ind i hans sorg. Hun fortalte, at hjemme længtes de lige så meget efter ham, som han efter dem, men han måtte jo blive ude, fordi de var så fattige. Men han skulle ikke føle sig så ene, hun tænkte jo altid på ham, og han kunne også være vis på, at faderen i himlen så ned på ham og var glad, når han var en god dreng. Så kunne han da ikke synes, der ingen var hos ham, det var jo næsten synd mod hans fader. Hun kunne jo alligevel nok se, det var et stort offer, men det måtte han bringe for sin Broders og sin moders skyld. Drengen lyttede stille til, det var også,, som blev han lidt roligere. Ved omdrejningen af vejen ikke langt fra gården standsede hun, bøjede sig over ham, tog ham om hovedet og kyssede ham. » Gud i vold, min dreng, lad mig nu se, at din moder kan få glæde af dig. « ' ' hun ville rejse sig, men drengen slog sine arme om hendes Hals og lagde sin kind mod hendes, det var ikke fri, at hendes øjne trods al modstand bleve fugtige. Hun søgte lempelig at få ham til at slippe, rejste sig, så lidt til den anden side og sagde blødt: » Se så, min dreng, løb nu. « Hun gik et par skridt, vendte sig så atter om. » Husk på, at jeg snart kommer over til dig, « Sagde hun. 1 hun ville igen gå, men drengen kom hen imod hende. » Hvad er det, Jørgen? « » Jeg ville blot sige farvel en gang til. « » Ja, men nu må du alligevel skynde dig hjem. « Det var næsten for ham, som om disse ord rev ham længere bort fra moderen, et øjeblik tvivlede han endog på, at hun brød sig noget om ham. Men da kyssede hun ham på begge kinder, og hun kunne ikke stå imod, men trykkede ham hæftigt ind til sig. Han så halvt forbavset på hende — hun strøg ham endnu en gang over håret og sagde mildt: » Løb så, Jørgen. « Da forstod han, at han måtte gå. Han havde tænkt, at hun ville blive stående lidt, men da han første gang vendte sig om, var hun allerede et stykke borte, og hun gik meget hurtigt. Efter en god stunds forløb drejede hun hovedet og nikkede til ham, og først, da han skulle gå om bag bakken, standsede hun. Han stod endnu omtrent på samme sted, hvor hun havde forladt ham. Skulle hun vinke til ham, det syntes hende næsten, det var at gøre hans sorg større, men det var så hjerteløst at lade være, hun vinkede med hånden og gik så hurtigt videre, så han ikke kunne se hende. Indtil da havde drengens blik ikke været fra hende, og længe efter blev han stående og stirrede efter stedet, hvor han sidst havde set hende. Han kunne ikke forstå, at hun nu var borte — men hun kom ikke tilbage og nikkede til ham, og langsomt kom den snigende, visheden om, at han nu var ene, kom og lagde sig over ham med hele sin vægt af håbløshed. Han så mod hjembyen, hvis kirketårn han lige kunne skimte over bakkerne, dernæst mod gården; den lå og bredte sig så stor og fremmed — og så satte han sig på grøftekanten, holdt de små, brune hænder for ansigtet, mens tårerne piplede frem mellem fingrene. Det var en brændende hed julidag - op på formiddagen. Ikke en vind rørte sig, men varmen sank i tunge lag, græsset stod dovent ret op og ned og lod sig bage af solen, og dammene lå spejlblanke — som om hele naturen døsede hen, og intet gad røre sig. Kun bremser og klæger var spillevende. Luften genlød af deres summen, og køerne kunne ikke få ro for dem. Derfor stod de og piskede sig med halen, slog med hovedet — der var endnu kun en lille rest af dovenskab at overvinde, inden de løb. Jørgen var på vej til at få dem ind i kjærhuset, men opdagede i det samme to kobler af sine får, der havde snøret sig således sammen, at han var bange for, de skulle kvæles. Dem måtte han have befriet først, køerne stod vel nok så længe. Men det var ikke let gjort, fårene var ville, og hans kræfter ikke store, og det hændte sig tit, når han fik en knude løst, at de straks igen løb til og strammede den hårdere end før, der var altid nok til at skræmme dem. Han begyndte at blive utålmodig og rykkede heftigt i rebene, da han pludselig opdagede, at én af køerne løb rundt for at komme løs. De andre stod og så til, det var tydeligt, de tøvede ikke længe med at følge eksemplet. Jørgen begyndte at ryste, han vidste, hvad det ville sige, hvis de kom løs og ind i naboernes korn. Med skælvende hænder søgte han at få de indviklede tøjr fra hinanden, alt imens han angst så efter køerne — dér stak den første af sted, og nu begyndte de andre — som i feber arbejdede han, da et af kreaturerne kom stormende forbi med halen i vejret — alle fårene fo’r forskrækkede til siden, Jørgen blev reven overrende og slæbt et stykke med — knuderne gik hårdt sammen, den meste anstrengelse var spildt — dér løb de andre, hver i sin retning — han følte en stikkende hede gjennemfare sig, det sortnede næsten for øjnene, og tårerne kom — men især det ene får gjorde sig hele tiden så tvært, ingen vegne kom han med det trods sin brændende Iver, det var ikke langt fra, han begyndte at tigge til det — dér blev en af køerne stående i kornet — ude af sig selv af angst og vel også harme greb han tøjrkøllen og truede ad fårene, hurtig sprang de tilbage, så langt de kunne, det, som stadig havde været ustyrligt, ruskede heftigt i sit reb — og da, uden at kunne tænke over, hvad han gjorde, lod han køllen falde tungt på dets hoved, og uden at give en lyd sank det om. Da var harmen med ét som blæst bort, men angsten kom med dobbelt styrke. Frygtelige billeder af straffen, som ventede, drog forbi ham — grædende tog han på ny fat. Arbejdet lykkedes omsider. Han fik så fat på køerne, undtagen én, som havde taget vejen hjem efter. Flere steder var der anrettet skade, men hvor glad blev Jørgen alligevel ikke, da han efter en tids forløb igen så fåret stå op og gå omkring sammen med de andre. Så var det værste da overstået, og der var vel ingen, der havde set det, ingen hjemme fra, højst nogle af de andre drenge. Han tænkte på at skjule det, men sin moder ville han fortælle det, når han kom hjem. Men hvor skælvede dog ikke benene under ham, da han den aften kom hjem til gården; han spurgte efter koen, og pigen fortalte, at den var godt nok kommen. Det var al tid en trøst; men Jørgen måtte dog blive stående uden for et øjeblik og samle mod, inden han gik ind og fik den sædvanlige mælk og grød. Der var ingen uden konen, som lige var kommen med nadver. Jørgen så sky til hende, mon hun vidste noget. Jo, hun blev stående foran bordet med begge hænder under forklædet. » Herregud, hvad er det med dig, « sagde hun vrippent, » vor naboes dreng har fortalt, at du var lige ved at slå et får ihjel. Du må da også passe lidt på dig selv. Det er rent galt, som du har gjort din husbond vred. Hvordan i al verden kunne du også falde på at banke fårene med tøjrkøllen. « Jørgen svarede ikke et ord, han var ildrød og så ikke op. Lige et par mundfulde mad havde han slugt, så lagde han skeen, men blev alligevel siddende. Det var sen aften og mørkt der inde i værelset, konen gik hen til vinduet og stod lidt og så ud. da hun igen vendte sig, så hun drengen sidde sammenbøjet uden at spise. » Hvad, er du allerede færdig, « sagde hun, i det hun gik hen og tog fadene, » ja, så er det vist bedst, at du skynder dig i seng, inden din husbond kommer tilbage. « Jørgen listede varsomt ud. Konen blev stående og så efter den lille fyr, der gik over gården, forsigtig trædende på den ujævne brolægning med sine bare fødder, mens han hele tiden holdt øje med stien, som førte over til naboens. Men han turde alligevel ikke gå i seng, da han var kommen ud i karlekammeret. Madmoderens ord havde brændt sig ind i hans sjæl og gjort ham angst, meget mere end før, og atter og atter hørte han de forfærdelige ord: det er rent galt, hvor du har gjort din husbond vred. Han var vis på, at denne gik ud til ham straks, så snart han var kommen tilbage, og den lille blev stående, lyttende ved døren, og fo’r sammen ved hver lyd, der brød gennem stilheden. Men da han omsider begyndte at trække af tøjet, gik det så hurtig, han kunne, og så krøb han sammen helt nede under dynen. Og straks tog han fat på at bede sit fadervor. Næsten krampagtig foldede han hænderne, aldrig havde han kunnet bede som den aften. Han tænkte på hvert ord, sådan som moderen havde sagt, han skulle, men alt imellem holdt han op et øjeblik og lyttede med tilbageholdt åndedræt, om der ikke skulle høres trin. Så tog han igen fat. — — — det varede længe, før han så svagt turde tro på, at der ingen kom den aften. Han lukkede øjnene og forsøgte at sove. Men hændte det sig også, at han sank hen i en søvnlignende døs, fo’r han snart igen op, thi drømmen pinte ham. Så var alle køerne løbne fra ham, og han gik i åndeløs angst for at søge dem, så lå fårene døde, han havde slået dem ihjel, og madmoderen pegede på dem og sagde, at det var dog også rent galt, og husbonden stod ved siden og truede og skulle lige til at slå ham — den lille stirrede forvildet om sig, når han vågnede, og syntes endog, at husbonden stod der uden for hans seng, så at han til sidst måtte overvinde sig selv til at række ud af sengen for at blive vis på, der ikke var nogen. Men stadig blev angsten større og mere uudholdelig — hvad skulle der dog ske den næste morgen. Sove turde han ikke mere, han blev liggende med åbne øjne og så sig omkring. Rundt om var der mørkt, men gennem vinduet med de to ruder kunne han se, at uden for var svagt stjærnelys, og da pludselig — ved synet der ud, da ledtes tanken hen på, at der dog var en mulighed for at slippe bort fra alt dette, at der dog var en udvej til at blive fri for det forfærdelige, som ventede på ham. Men hans moder ville blive bedrøvet over ham — ja, men hvis han nu fortalte, hvordan alt var kommen, mon hun så ikke kunne forstå ham, mon ikke. Han vidste ikke ret, men angsten var så stor og ustyrlig, og der var ingen anden redning. Men det var dog i heftig kamp med sig selv, han stod ud af sengen. Og han standsede tit, mens han trak tøjet på — han kunne ikke tage nogen beslutning, men da han tittede ud gennem stalddøren og så, hvor alt lå stille, så vejen, der gik i retning af hans hjem, da kunne han ikke længere stå imod. Men ængstelig så han dog til stuehuset, der stirrede på ham med de mange vinduer. Mon husbonden i sin vrede ikke tænkte på at se efter ham. Ovre ved ladebygningen stod en lang stige op ad taget, og nede under den var hundehuset. Der skulle han forbi og ville lige kaste et blik ind til trofast, inden han forlod den. Ganske stille bøjede han sig ned, men hunden vågnede alligevel. Den strakte sig dovent og begyndte at logre med halen. Men så snart Jørgen gik, sprang den op og efter ham. Drengen opdagede det først, da han var kommen et godt stykke bort; thi så snart han havde gården bag sig, gik det hjemad på de bare ben alt, hvad han kunne løbe. Hunden sprang sjæleglad op ad ham, og han klappede og kærtegnede den. Men han vovede dog ikke at tage den med, hvor gerne han end ville. Derfor prøvede han først på at tale kærligt til den og mildt at gøre den forståelig, at den skulle gå hjem, men det hjalp ikke, den så på ham, glædestrålende over al den venlighed, og han måtte til sidst kaste stene efter den for at få den bort. Den blev så stående et stykke borte og så efter ham, mens han ilsomt forsvandt uden at turde se sig tilbage. Nede over engene og moserne stod hvide dampe, græsset lå fuldt af dug, ikke en sky på himlen, stjærnerne blinkede så fredeligt ned, og rundt om lå alt stille — som om det var sovet ind og hvilede ud efter dagens travlhed. Træt og forpustet standsede han omsider. Anfægtelserne kom igen, men han vandt bugt med dem og skyndte sig igen af sted. Ved solopgang nåde han hjem, de første stråler kom spillende hen over fjorden, da han fik øje på den og moderens hus. På Kirkebakken stod han lidt og så ud over landsbyen, der bredte sig nedenfor — det syn, han så rørende tit havde kaldt frem i sine drømme. Men han følte sig mindre tryg nu, da han var så nær hjemme. — sagte listede han gennem landsbyen og nåde moderens have. Hun var endnu ikke stået op, der var ikke en lyd at høre. — Havde der dog været det. Det var så forfærdeligt at gå hen og banke på ruderne og høre moderens forundring og sorg ved at se ham. Han satte sig uden for i vejgrøften og kæmpede den sidste hårde kamp med sig selv — men det, som denne gang gjorde udslaget, var dog, at hans flugt ikke kunne blive skjult, selv om han skyndte sig nok så meget tilbage. Han måtte blive. Skælvende gik han hen og bankede på ruden, først så sagte, at han næsten ikke selv kunne høre det, så lidt stærkere. » Mor, « råbte han grædefærdig. » Men hvem er det, « lød moderens stemme inde fra, » det er da vel aldrig... « » Mor, mor, det er mig, « råbte han, det var bedst med ét at komme ind i det. En stol blev skubbet til side, så blev yder døren åbnet, moderen så ud, dér stod drengen også forskrækket og bedende på hende. » Men Jørgen, hvordan kommer du da her, « sagde hun bebrejdende, hun begyndte at ane, hvorledes det hang sammen. Han slog øjnene ned, og en glødende rødme fo’r hen over hans ansigt. Men da tog hun ham ved hånden og ledte ham ind, og en inderlig ømhed lyste ud af hendes øjne. Hvad der end var årsag i dette, måtte det gøre hende ondt for den lille, der var løben den lange vej for at komme hjem og banke på hos sin moder. » Nå, hvad er det så, » spurgte hun mildt. Men den kærlige tone kunne han ikke tåle. Han havde været forberedt på hårde ord, og dem havde han kunnet bære, men nu fyldtes øjet langsomt med tårer, han stod lidt som i kamp med sig selv, så lagde han hovedet ind imod hende og brast i en heftig gråd. Og moderen tog ham ganske sagte om hovedet og lod ham græde ud. Selv var hun også lige ved at græde ved at se på den lille, forknytte dreng i de gamle, lappede klæder. det varede længe, før han begyndte at fortælle men så kom det også alt sammen, alt, hvad han havde lidt, og hvor han havde længtes. » Men han slog dig jo ikke, Jørgen, « sagde moderen, da han tav. » Nej, men jeg turde ikke være der. — får jeg nu ikke lov at blive hjemme, « hviskedee han pludselig bønligt. » Hvad tænker du dog på, Jørgen, « sagde moderen og bestræbte sig for at få det til at lyde så hårdt som muligt. Han stirrede ængstelig på hende. » Ja, men mor, jeg tør ikke. « » Vist tør du så, nu skal jeg følge med dig der over og snakke med manden. « » Men når så køerne igen, nej, jeg tør ikke... « » Hvad er det nu for noget snak, « sagde hun, » var manden ikke i sin gode ret, dersom han skændte dygtig på dig, og når jeg nu lover dig fri for skænd. « » Ja, men kan jeg ikke lige så godt komme et andet sted hen, « hviskedee han bedende. » Gør mig nu ikke hel vred, Jørgen, er det ikke lovet manden, at du skal være hos ham — nu skal vi se at få Niels op og få gjort lidt i orden, og så må vi gå. « — hun rejste sig. Da lyste fortvivlelsen ud af hans øjne. » Ja, men jeg vil ikke, « hviskedee han, » jeg vil ikke « — han gik efter moderen, og stemmen var midt imellem trods og bøn — » jeg vil ikke. « så satte han sig hen i en krog af stuen og skjulte ansigtet i sine hænder. » Men hvad er det dog, du siger, « sagde moderen lidt efter, hun stod og så på ham. Da så drengen op. Der var hårdhed i hans blik. » Han vil slå mig, jeg vil... jeg vil ikke. « » Er det til din moder, du taler sådan? « Jørgen tav, hun så ufravendt på ham, men han undgik hendes blik. Hun vidste næsten ikke, hvad hun skulle gøre, der skulle hårdt til for at kue ham, og han stod så ene og forladt i sin frugtesløse kamp. Da gik hun hen til ham og tog begge hans hænder i sine. » Jørgen, « sagde hun mildt, » kunne du nænne at volde din moder den sorg, kan du ikke nok forstå, at du må gøre det. « Han så hurtigt på hende, derpå rundt i værelset, og blikket blev usikkert. » Ja, men mor... « » Min egen dreng, du må gøre det, « afbrød hun ham. Der blev stille igen, hun lod ham kæmpe ud. Og gråden blev stedse mildere. Moderen gik ud i køkkenet, kom ind igen og gik hen og strøg ham over håret. Der blev intet sagt, men de følte dog begge, at nu havde hun været den stærkeste. » Se så, Jørgen, « sagde hun, » nu skal jeg gå og lave kaffe, og så skal du få lov at blive hjemme lige til middag. I dag kan du jo alligevel ikke få dit arbejde gjort. Så gik hun igen ud. Drengen stod lidt og så stift hen for sig, mange tanker gik igennem hans hoved. Morgensolen tittede lys og venlig ind i stuen. Det gamle ur henne på væggen trak op til slag og slog fem. Han kastede et blik på det og gik så ind til Niels. » Jeg tror, du tager fejl, « sagde husbonden, da moderen kom over med Jørgen, » der skal vistnok hårdt til det sind, der er i den dreng. « » Det troede jeg også en gang, « sagde moderen, » men med ondt kommer man ingen vegne med ham, stakkels fyr, han har somme tider været rent væk i sin egen hidsighed. « Moderen bad for ham og lovede, at sligt aldrig mere skulle ske. Jørgen forsøgte heller aldrig på det siden, samvittighedsfuldt besørgede han sit arbejde, næsten pinlig samvittighedsfuldt. Husbonden var også en streng og alvorlig mand, der ville, at alt skulle gå som efter en snor. Han sørgede for, at hans tyende fik god mad, men så måtte de også arbejde meget. — tavs og stille gik Jørgen om og passede sit, der var naturligvis heller ingen, der beskæftigede sig meget med hyrdedrengen. Der var hos disse mennesker ingen hjærtevarme, der gav sig udslag imod ham, derfor vedblev han også hele tiden at føle sig fremmed mellem dem. Kammerater havde han ingen af, de andre drenge i kæret var større end han, han var også fremmed iblandt dem, og de var utrættelige i at drille ham, efter at de havde mærket, hvor pirrelig han var. Derfor søgte han at være ene. Men den ensomhed, han følte derude i de lange dage, som han også følte hjemme mellem alle de mennesker, der i det mindste tilsyneladende ikke brød sig om ham, den øgede længslen efter det hjem, der havde skænket ham så megen kærlighed. Når han et øjeblik havde fri der ude, lå han, så lang han var, og drømte, mens han stirrede op mod skyerne og lyttede til den melankolske susen, hvormed vinden viftede igennem græsset — eller han sad på en Tue med blikket vendt mod det sted, hvor hjemmet var. Rundt om var der næsten ingen mennesker, det flade kær lå som uddøet, men over bankerne der, et stykke borte, kunne han se hjembyens kirketårn rage frem. Det var hjemmet og atter hjemmet, han tænkte på. I de kolde regnvejrsdage, da stod det for ham, hvor mildt og lunt han havde haft det i sin moders lille stue — men var det stille og varm sol, da så han tydelig hele huset, med fjorden lige ind til, døren stod åben, og ind gennem den og vinduerne legede strålerne og dannede store, lyse pletter på gulvet — og så var moderen i gråt skørt, strikket trøje og med stort, blåt forklæde for, og Niels, som al tid løb lige i hælene på ham. De var så kærlig hyggelige, disse billeder, og hans længsel havde i sig så megen vemod. Tårerne kunne trille ned ad hans kinder, når han lå der og sendte hilsener med skyerne, der sejlede af sted hen over bankerne, og som kunne se hans hjem på den anden side. Men hændte det sig, at tankerne mest vendte sig mod gården, hvor han nu skulle være, da kunne længslen vokse sig så stor og ustyrlig, mest gennem den ængstelse, han følte ved at være den alvorlige husbonde så ubønhørlig undergiven. Ville planer kunne undertiden fare igennem ham, og for hver gang, han måtte lade dem falde, blev længslen inderligere, da var det ham ikke muligt at holde fast på et eneste lyspunkt i al denne stængende elendighed. Men han vidste jo, at alt skulle være, som det var, og han klagede aldrig. Sin længsel gemte han helt hos sig selv, og det var den, han al tid rugede over. Derfor var det, han blev fåmælt og stille og underlig indadvendt. — om vinteren gik han i skole. Husbonden lod ham aldrig forsømme en dag og så efter, at han også var flittig hjemme. Drengen var lærenem, og det varede ikke længe, før han sad på duxepladscn i skolen. Husbonden var stolt af ham, og den gang roste han ham. » Der sidder et sjældent Elo ved på Jørgen, « sagde læreren en dag til husbonden, » men han skal tages på den rigtige måde, når man vil have noget ud af ham, han er så gammelklog og så underlig mistroisk over for alle. « Og år efter år gled, det ene som det andet, lige til hans confirmationstid. Kun fik Jørgen det bedre mellem de andre drenge, efterhånden som han blev større og stærkere. De var ham ikke overlegne mere, og de turde ikke drille ham, thi lige stolt og pirrelig var han, og havde han magten, var han tit hensynsløs i sin vrede. Der gik endogså rygter om, at han skulle have brugt kniv. Men aldrig trådte han nogen for nær først. I hjemmet var moderen bleven ene. Niels var kommen ud at tjene hos sognefogdens, men det mærkede Jørgen ikke noget til; hver gang han fik lov at komme hjem, kom Niels også, og deres legesøstre, døtrene der oppe fra, var næsten altid med. — det var de glade dage for Jørgen. — det var sommer og solskinsvejr. Jørgen og Karen stod på grøftekanten uden for moderens hus. De var begge konfirmerede til påsken; hun havde fået lange skj ørter, han var i sit blå vadmels tøj og havde støvler på, det eneste par, han havde ejet, dem, han fik til confirmationen. Han sad også og så op og ned ad sig selv, med særlig kærlighed på de store fedtlæders. — han var lang og opløben, spinkel, men med smidige bevægelser — hans ansigtsfarve var meget bleg, men hår og øjne mørke; når han talte, sad han uroligt, men så aldrig på den, han talte med. Hun sad en tid og så på hans ansigt. Tværs over næsen og hen ad begge kinder trak sig en svag, rød stribe, der tabte sig ind under håret. » Hvad slog den dreng dig da med? « spurgte hun. — » Å, det var med en pisk, snoren gik her omkring, « Svarede han og pegede med fingeren rundt om hovedet. — » Gjorde det ikke forfærdelig ondt? « — » Å pyt, « sagde han og trak på skuldrene. — » Hvad havde du da gjort ham, Jørgen? « — » Jeg, « sagde han og spærrede forundret øjnene op, » jeg lovede ham blot, at han skulle få noget på nakken, hvis han ikke lod være at drille trofast. « — » Fik han ingen med det samme? « spurgte hun nysgerrig. — » Nej, jeg skulle holde ved hestene. « — han så ned i jorden, der blev en lille pause. — » Folk siger her ovre, du er så uvorn, « begyndte hun igen. — » Hvem siger det? « — » Alle folk. « — » Det er ikke sandt. « — » Bruger du da ikke kniv, når du slås? « — » De har været så forfærdelig efter mig, « svarede han undvigende. — » Ja, men du skal alligevel være lidt forsigtig, « Sagde hun gammelklogt. » Så, « vedblev hun, » nu kommer Gustav, han blev også konfirmeret til foråret. « — nede fra engene kom en stor, bredskuldret dreng, rygende på en lang pibe; han udsendte røgskyer, der blev større og større, jo nærmere han kom dem. Han gik med blanke støvler, havde snævre bukser og sølvkæde på brystet. Jørgen så halv misundelig på ham og syntes næsten, at al hans egen stads blegnede. — » Hvad satan, er du hjemme i dag? « sagde Gustav og standsede. Han talte med piben i munden og begge hænder i bukselommerne. — » Ja, « sagde Jørgen mygt og så beundrende på ham. — » Du har vel ikke fri længere end i dag? « — » Nej. « — » Såmænd, det er også en travl tid. « — » Min husbond kunne ikke undvære mig. « — » Hvad er det for noget i dit ansigt? « sagde Gustav og lo. — » Det er én, der slog mig med en pisk. « — » Så gav du ham vel klø? « Gustav blinkede til Karen. — Jørgen så det. » Nej, men han skal nok få, « svarede han og blev blussende rød. — » Ja, du skal ikke gøre det for min skyld, « mente Gustav; » er du også konfirmeret? « — » Ja. « — » Er det dit confismationstøj? « — » Ja. « — » Fik du noget den dag? « — » Jeg fik en ny hue af min... « — han standsede og blev rød igen — » af min mor, « sagde han stærkt. — » Nå, « sagde Gustav overbærende, » den er sågu’ meget pæn — fik du ikke et ur? « — » Nej. « — » Jeg fik et af min fader og en sparekassebog på hundrede daler af min bedstefader, og Karens fader gav mig ti rigsdaler. « — » Nå, « sagde Jørgen, næsten hel svimmel ved al den rigdom. — » Er de støvler ikke alt for store, hvad? « spurgte Gustav. — » Åh... « — » Ja, for det er vel ikke din husbonds? « Gustav lo højlydt; » Skovpeters Kristian stod til confirmation i sin faders støvler « — han lo igen. — » Han havde vel ikke råd til at få nogle selv, « sagde Jørgen vredt og trak sine ben helt ind under sig. — Karen så medlidende på ham. » Dine støvler er gode nok, « sagde hun. — da rejste Jørgen sig, der var tårer i hans øjne. — » Jeg har vel aldrig forlangt noget afjer, « han stampede i jorden... da bankede moderen på vinduet... Jørgen så forskrækket op og gik ind — — — — — — — —— — — — moderen sad på sin plads ved vinduet, drengen stod ret op og ned henne ved døren. » Jørgen, min dreng, « sagde hun så igen varmt og inderligt, » nu må du huske på, at du er bleven så stor, at du kan tage vare på dig selv. Nu må du også vide, at man må styre sig, hvis man vil bo imellem folk, ellers vil det alligevel gå én galt til slut. Det kan nok være, at det ikke vil blive let for dig, men jeg véd, du kan gøre det. « Hun tav et øjeblik, som om hun overvejede. » Nu skal jeg fortælle dig noget, « begyndte hun igen, « noget, som du vel aldrig har hørt før, men nu er du så gammel, at du kan forstå det. Det er om din fader, Jørgen. Jeg skal sige dig, at jeg var bange for ham først, da jeg rigtig kom til

1875_Boegh_JonasTvaermosesAergrelser

Erik

Jonas Tværmoses Ærgelser

Bøgh

Boegh

Jonas Tvaermoses Aergelser

male

1875_Boegh_JonasTvaermosesAergrelser.pdf

Erik

Bøgh

dk

Jonas Tværmoses Ærgrelser

Med Originalmanuskriptets Initialer, Portræter og øvrige Pennetegninger besørget i Trykken af Erik Bøg

y

roman

Gyldendal

KB

Han påbyndte den og udgav allerede første del med undertitlen Skizzer i 1965 - men denne udgave betragtes flere steder som hans betydeligste roman.

pdftxt

nan

biografi

O

Ouverture. Min fødselsdag og mit fødested — mit fædrenavn og min mødrenearv — min sygdom og min læge — kur mod skorpionstik og ærgrelser. Der er mennesker, som bilder sig ind hele verden er skabt for deres skyld, at himmel og jord og alt, hvad som derudi befindes, kun er indrettet til deres private nytte og fornøjelse — dem har jeg altid fundet utilladelig indbildske. Der er andre, som tror, at verdens gang alene er indrettet på at gå dem imod — så indbildsk er jeg heller ikke; men at der er enkelte, som ved deres fødsel er komne så forkert ind i verden, at hvordan de endogså vender og drejer sig, kommer alting dem påtværs, det er rigtig nok min overbevisning, og skønt jeg hverken har lyst til at prale eller vække medlidenhed, så tager jeg ikke i betænkning at sige det lige rent ud: jeg betragter mig selv som en af disse enkelte. Allerede min fødselsdag er betegnende nok. Havde det været en tygebrahesdag, det ville jeg have vidst at finde mig i, ti det havde dog været en ordenlig, ja endogså en overordenlig dag, men jeg er født på en dag, som kun undtagelsesvis findes i almanaken, udskudet af alle dage: den 29de februar. Kun-hvert fjerde år havde jeg min egen fødselsdag, ligesom mine andre søskende, ellers måtte jeg tage tiltakke med at snylte mig ind på min ældste Broders — han var nemlig født den iste marts — og så fik jeg stadig den bemærkning at høre fra alle sider: » I grunden har du ingen fødselsdag i år «. Jeg kan således uden overdrivelse sige, at der har været fire gange så megen anledning til at lykønske alle andre i anledning af deres fødsel, som til at gratulere mig, der endogså har måttet tage min fødselsdas' til låns. O s min fader var præst ovre i Mols; det var meget behageligt for ham, ti han havde et godt embede derovre; men for mig havde det den store ubehagelighed, at jeg, der blev født, mens min fader sad i bemeldte gode kald, aldrig har kunnet nægte, at jeg i grunden var en » Molbo «, hvorfor jeg også stadig er bleven diverteret med molbohistorier. Min fader havde en fortræffelig foresat i sin nabo, Provst Thøgersen. De to hæderlige præstemænd levede i det venskabeligste forhold af verden og fik regelmæssig fire gange om ugen deres lhombre i forening med mølleren og forpagteren på herregården, ja venskabet gik endogså så vidt, at provsten stod fadder til min faders førstefødte og gav ham sit navn i faddergave. Alt dette kunne være meget rart for min salig fader, men ingenlunde for mig, der uheldigvis var denne førstefødte, ti jeg kom derved til at hedde Jonas efter provsten og Tværmose efter min fader, og når man har fået et sådant navn, og oven i købet en svagelig mave, så er det jo omtrent umuligt at være i godt humør. Man vil måske indvende at det er manden, der skaber sit navn, og ikke navnet, der gør manden, men det kan ikke hjælpe, hvad man siger i den henseende. Det er umuligt at blive digter, når man hedder Jokumsen, og det er utænkeligt at gøre karriere ved hoffet, når man hedder Griserup. Ligeså naturligt, som det falder at sige » Himmelske Cecilia! «, så latterligt ville det klinge at sige » Himmelske Sidse! « man er født komiker, når man hedder Klavs og aldeles umulig som romantiker, når man hedder Morten. — » Navnet er som en nessus-kjortel, det vokser fast til kroppen «, sagde den store gdthe; jeghenholder mig til hans avtoritet og siger: det er ingen kunst at være lykkelig, når man aldrig er bleven kaldt andet end Felix, men jeg vil se den, der kan gå igennem verden med tre sådanne navne som Jonas Thøgersen Tværmose, uden at blive melankoliker og hypokondrist. Jeg er bleven begge dele, jeg véd det; jeg har hørt det lidt nok af andre og kan gerne tilstå det selv; det er jo ikke min skyld, at jeg blev det, og jeg er det ikke for min fornøjelse — jeg er det ikke en gang med min gode villie. Mit hypokondri går tilbage til min fødsel, ja længer endnu. Temperamentet er medfødt ligesom kønnet og racen. Er man ikke menneskebarn, mandfolk, Prinds, Morian eller idiot, før man bliver født, så bliver man hverken det ene eller det andet, og har man ikke tendensen til at se skævt på den hele verden, førend man åbner sine øjne, så får man den aldrig, hvordan man så bliver stillet i den. Ligesom jeg arvede mit ærgerlige navn efter min salig fader, således fik jeg mit ærgerlige humør i arv fra min salig moder. Hvem hun havde arvet det efter, skal jeg lade usagt, rimeligvis var det efter faderen, for han var eddikebrygger. Selv påstod hun rigtignok, at hun aldrig havde mærket noget til det, før hun blev gift, ja hun forsikrede endogså, at det egenlig ikke var hende, der ærgrede sig, men at det stadig var min fader, der ærgrede hende, men den forsikring vil jeg lade stå ved sit værd, i alt fald kom han meget let til at ærgre hende, og hun slap aldrig den ene ærgrelse, før hun kunne begynde på en anden. En gang havde hun drømt fire numere. Dem skrev hun op på en lap papir og bad min fader tage dem i tallotteriet. Da hun bragte ham seddelen, var han just i færd med at lægge sine prædikener i orden, og uheldigvis kom den ind i den sidste af disse. Et par dage derefter skulle han til byen, men nu var seddelen borte, og — hvad der var det værste — nu havde min moder glemt numrene — det var jo unægtelig meget ærgerligt! Først, da lotteriet var trukket, huskede hun dem igen: det forekom hende ganske tydeligt, at det var de fire sidstkomne tal, og nu ærgrede hun sig dag ud og dag ind over den kvaterne, der kunne have været vunden. Efter tre Års forløb, da min fader havde gennempræket de tre årgange af taler, han skiftede med, kom den omtalte præken atter for tur, den skæbnesvangre seddel blev funden, og til min faders store glæde viste det sig, at den ikke indeholdt et eneste af de udkomne tal. Nu var altså den ærgrelse forbi — men ak! — at min moder således i samfulde tre år havde gået og ærgret sig uden mindste grund, det var hende fra den dag af grund nok til at ærgre sig, så længe hun levede. Det er denne hendes tilbøjelighed til at ærgre sig, der er gået over i mit blod. Jeg kan ikke lade være at ærgre mig over tusinde ting, som det var langt klogere at le ad eller « slet ikke bryde sig om — og det er gruelig ærgerligt. Jeg har altid fuldt op med ærgrelser, og når jeg ikke har andre, så ærgrer jeg mig altid over det: at jeg aldrig kan lade være at ærgre mig. Blandt andre ærgrelser har jeg en læge; det er en overordenlig forstandig mand, og derfor ærgrer det mig dobbelt, når vi er uenige, men det er vi så godt som altid. Uagtet jeg aldrig befinder mig vel, påstår han nemlig, at jeg slet ikke fejler noget, og at jeg snarere trænger til sygdom end til medicin. Forleden dag, da jeg under et anfald af ildebefindende, sendte bud efter ham, havde vi en samtale, der endte på følgende måde: — hr. Tværmose! Jeg siger dem endnu en gang: de har ingen anden sygdom end deres ærgrelser. — hr. Doktor! Jeg siger dem endnu en gang: dersom jeg ikke var syg, ville jeg ikke ærgre mig. — fuldkommen rigtigt 1 ingen sygdom: ingen ærgrelser — ingen ærgrelser: ingen sygdom. Vi er blot lidt uenige om, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. — nu vel, så befri mig for årsagerne, siden de ikke véd noget middel mod virkningen! Sig mig, hvorledes man skal undgå ærgrelser! — derom må de ikke spørge lægen, men bedemanden. Men der falder mig noget ind! Mens jeg opholdt mig i Palermo, gjorde jeg en gang min vært et lignende spørgsmål: jeg spurgte ham, hvorledes man bedst skulle undgå skorpioner, der på den tid var en sand landeplage derovre. » Det er ganske simpelt « — svarede han. — » De gør jagt på dem! Når man bare slår dem ihjel, så stikker de aldrig. Alle de skorpioner, jeg kan få fat i, kommer jeg på flasker og helder eddike over; jeg laver medicin af det giftige utøj. « — om de nu gjorde, som han! — fangede skorpioner? — nej, ærgrelser. Om de fulgte den brave sicilianers råd: gjorde jagt på alt, hvad der ærgrede dem, samlede det sammen, heldte eddike derover og lavede medicin deraf! — hvorledes det? — har de aldrig lagt mærke til, at de satiriske forfattere altid er i godt humør, fredsommelige i omgang, tolerante og godmodige? Det kommer netop deraf, at alle skarpe væsker får afløb gennem deres pen, så der ingen gift bliver tilbage i blodet. De søde lyrikere og idyllikere er derimod næsten altid gnavne i deres hjem, pirrelige og fordringsfulde, og det er ganske naturligt; det går dem som bierne: de giver lutter honning fra sig, og al giften beholder de selv i kroppen. Derfor gud nåde den, der kommer deres bråd for nær! ¥ — men j eg er jo hverken erotiker eller polemiker... — nej, det er netop fejlen, de beholder deres ærgrelser for dem selv. — å — å — det kan jeg dog ikke sige; jeg har f. Eks. i de sidste otte dage snese gange udtalt min ærgrelse over vore vise lovgivere, der går hen og spilder for flere tusind daler af deres kostbare tid alene for at prutte et hundrede daler af en stakkels embedsmands knappe gage... — ganske rigtigt! De har, som jeg siger, beholdt ærgrelsen for dem selv, det vil sige: præpareret den til privatbrug for dem og deres omgangskreds. Det er fejlen. I stedet for at gøre et nyt oplag af deres billige harme, hver gang de træffer en samtidig, der ikke endnu har ærgret sig over historien, skulle de straks have slagtet bukken og serveret den for hele verden, så havde de været færdig med den på én gang. — det vil sige —? — det vil sige, at hver gang der er noget, som afficerer dem, så skal de ikke deraf lave en ærgrelse, som forbitrer enhver af deres bekendte én gang og dem selv hundrede gange, men de skal én gang for alle tage det ærgerlige tema under behandling og så vidt mulig behandle det således, at man lér deraf, i stedet for at ærgre sig derover. Når man først er kommen til at lé af en ærgrelse, så har man ikke alene slået den ihjel, men har givet den en pæl gennem livet, som hindrer den fra at gå igen. Men for at blive færdig dermed på én gang, må de gøre det skriftligt, og besørge eksperimentet overgivet til almenheden! — jeg skulle altså begynde at skrive bøger? — ja, eller feuilletoner. De kan jo gøre en begyndelse straks. Når jeg nu er gået, skal de i stedet for at ærgre dem over vor samtale, føre den i pennen og derpå sende den hen til mig. Jeg er en meget intim ven af den mand, der redigerer » Folkets Avis «, og når de skiller dem nogenlunde ordentlig ved deres opgave, så påtager han sig nok for min skyld den ulejlighed at besørge deres ærgrelser ud i verden i adskillige tusind eksemplarer. jeg har gjort forsøget og befinder mig ganske vel derefter. Hver gang der nu kommer mig noget påtværs, så laver jeg en feuilleton i stedet for en ærgrelse deraf. Det kan måske blive en hel række feuilletoner med tiden, ti der er meget at ærgre sig over, her i København! første del. Familieærgrelser. i. Juleaftensbetragtninger. Tre juleaftener: på egen hånd — med inviterede — og i borgerligt selskab. Nyttig anvendelse af den fjerde. Hvorfor jeg er bleven pebersvend. En molbokærlighed. En højnordisk forelskelse. En tysk forlibelse. En svensk fortjusning. En fynsk fortryllelse. Summa summarum. Helligaftener er sørgefester for pebersvendene. Det er juleaften i aften — en herlig og hellig aften. I min barndom glædede jeg mig et halvt år forud til denne strålende festaften, men nu — skulle man tro det? — nu er det den aften, i hele året, på hvilken jeg ærgrer mig allermest. Jeg sidder alene i mit lille arbejdsværelse og anstrenger mig forgæves for at forvandle denne aften til en hverdagsaften. Jeg har nu i en række af år stræbt at finde, en passende måde at helligholde den på, men det er aldrig lykkedes mig. Sagen er den: jeg er pebersvend, og pebersvende har ligesom nisser, underjordiske og andet utyske ingen juleaften. Hvilket ynkeligt syn møder mig ikke, når jeg ser tilbage på denne helligaften i de sidste år! For tre år siden hændtes det mig for første gang: ikke at være bedt ud juleaften. De familier, med hvilke jeg omgikkes, var nemlig alle overbeviste om, at jeg var indbudt andet steds, og da jeg nødig på en slig aften ville være ubuden gæst, måtte jeg altså blive hjemme. Jeg besluttede aldeles at ignorere festen, stoppede min yndlingspibe, satte mig i min lænestol og håbede at kunne indhylle mig i en røgsky, der var tæt nok til at skjule mig for den øvrige verden, men det lod sig ikke gøre: jeg kunne både se og høre gennem tobaksdampen. Jeg så tilbage i tiden, og en lang, lang række juleaftener viste sig for mit blik mere og mere strålende, jo længere de lå tilbage i min barndom og ungdom. Fra etagen nedenunder hørte jeg et barnekor synge julesange, og fra etagen ovenpå lød der en uafbrudt støj og latter af en snes unge mennesker, der plukkede et juletræ og læste deviser op. Familien, der bøde ved siden af mig, hørte til » den lystige menighed « og sang kæmpeviser, brorsonske psalmer og vartovs-gallopader mellem hinanden. Også taler blev der holdt og det meget højrøstede. Især -var der én taler, hvis stemme trængte gennem mure og vægge, og som jævnlig producerede sig. Blandt andre foredrag holdt han. et, hvoraf jeg ikke kunne undgå at høre flere sætninger. Det var i den humoristisk-opbyggelige genre og gik ud på, at det var en fødselsdag » eller, som vore hjemme-tyskere kalder det på deres kauder-vælsk: en geburtsdag «, vi fejrede på juleaften,- og at geburtsdags-barnet var al ære værd — o. s. v. Et øjeblik efter hørte jeg hele koret med den inderligste begejstring istemme: » Og skam få den, som ikke.... « — jeg er hverken bigot eller intolerant, men jeg tilstår, at denne julehymne, hvor velment den end kunne være, var mig uudholdelig, og jeg skyndte mig derfor at få hat og overfrakke på og komme ud af huset. Aldrig ser man en større færdsel på vore gader end juleaften fra kl. 4 til 7, men ingen aften ser man dem så tomme som på denne helligaften fra 9 til 11. Selv Østergade syntes at være uddød. Jeg gik op i klubben, hvoraf jeg er medlem, i det håb muligvis der at træffe nogle andre hjemløse pebersvende. Alle værelserne stod tomme. Jeg gik ind på et af vore mest besøgte konditorier — ikke en eneste gæst! — kun en lille schweizerdreng sad melankolsk bag disken, stirrende i en fransk Avis, og af det blik, hvormed han modtog mig, så jeg tydelig, at han betragtede mit-besøg på denne tid som noget aldeles uforklarligt. Jeg gik nu et par timer gade op og gade ned, så på de strålende vinduer hos mine bekendte, konverserede en og anden ensom natvægter og endte til sidst med at gå i det katolske kapel. Året efter troede jeg at have arrangeret mig bedre. Jeg havde en måned forud indbudt tre andre halvgamle ungkarle til en gemytlig l’hombre, en fed gås og et godt glas vin, og alle tre havde lovet at komme. Lysene stod tændte, vinen var bragt ind i stuen for at kuldslås, og bordet stod dækket inde i spisestuen. Da bragte postbudet mig et brev, stemplet fra Sorø. Det var en undskyldning fra Bech, den ene af de inviterede. Han havde om formiddagen fulgt en fætter til jernbanen, og fætteren havde trods alle forestillinger med magt taget ham med sig, hvorfor jeg endelig måtte undskylde o. s. v. L’hombren måtte altså indskrænkes til en trekantet whist. Men klokken blev otte, uden at de andre kom. Jeg vidste, at min ven, fuldmægtig Wimmer, var meget glemsom, og sendte derfor bud efter ham — ganske rigtigt! — han havde glemt vor aftale og var taget ud til en familie på Amager. Min ven Sivertsen og jeg ville således komme til at nøjes med en pikét. Jeg begav mig selv hen til ham for at fortælle ham kammeraternes troløshed, men efter at jeg havde ringet et par gange på hans dør, blev der åbnet for mig, ikke af ham selv, men af hans værtinde. » Er Sivertsen gået ud? « spurgte jeg. — ja, hans nye svoger var her og hentede ham for en times tid siden. — hans nye svoger? — ja, krigsråd krankt — hvad? Er han bleven gift med Sivertsens søster? — ih nej! Men Sivertsen er jo bleven forlovet med hans. — når? — i disse dage. Véd de ikke det? — det er ikke muligt! Sivertsen er jo oppe i de fyrre — — hvad gør det? Hans kæreste har ikke nået de tyve endnu. — stakkels Sivertsen! — så bliver der hverken l’hombre, whist eller pikét af i aften. — nej, det kan de stole på. Det er lutter ungdom, der er bedt. Spiller de noget, så bliver det nok snarere sortepér eller hanrej. — hanrej! — stakkels Sivertsen! — så vil jeg gå hjem og lægge Patience. Så gik jeg hjem og ærgrede mig over gåsen, der ikke blev spist, og vinen, der ikke blev drukken, over Bech, der julede i Sorø, over Wimmer, der jublede på Amager, over hele verden i almindelighed, men i særdeleshed over, at Sivertsen kunne være så dum i den alder, og over, at jeg ikke for længe siden havde været ligeså dum som han. Ifjor bad værten mig jule nede hos ham; jeg dansede omkring juletræet med børnene, spillede trekort om æbler og pebernødder med hele familien, spiste for at føje den velmenende husmoder en foruroligende mængde risengrød, skinke, gåsesteg, rødkål og æbleskiver, og tømte af høflighed mod den venlige husfader et par store » Danske « og utrolig mange glas æggepunsch, tillavet efter hans egen recept. Det skal jeg aldrig gøre mere! Om det var mig eller børnene, der sang falsk, da vi dansede om juletræet, skal jeg lade være usagt, men vist er det, at vi sang i forskellige tonearter, og at det ikke var mig muligt at træffe deres. Både » Mutters « venlighed og hendes julegrød blev mig siddende i halsen; jeg havde hele tiden en følelse af, at jeg var en stakkels hjemløs nissebuk, der i grunden ingen del havde i glæden og kun af den gode kones medlidenhed fik min part af grøden. Og nu » Fatters « Æggepunsehl skam få den giftblander, som lærte den brave mand at tillave en sådan drik! Den var tungere end bly — det var med nød og næppe, at jeg kunne bære det kvantum, jeg havde fået i livet, op ad trappen til mit sovekammer. Jeg glemmer aldrig den nat, der fulgte ovenpå denne borgerlighjemlig-ortodokse juleaften. Forfatteren til det episke digt » Valkyrien « har offenliggjort Trude troldkvinds opskrift på de ingredienser, hvoraf man laver lindorme. Om den er probat, véd jeg ikke, men ønsker nogen at lave sig en natte-mare, så kan jeg indestå ham for pålideligheden af følgende opskrift: man tager tévand med julekager, risengrød med sødtøl, skinke med rødkål, varm gås med brunede kartofler og æggepunsch med danske snapse, så meget som mulig af hver slags, spiser det fra kl. 10 til iiv2 juleaften og lægger sig derpå til sengs kl. 12. Dersom man så ikke er en afrikansk struds eller en sællandsk pundtærsker, vil virkningen snart vise sig. Jeg, der hverken er det ene eller det andet, mærkede den i det mindste straks. Næppe havde jeg lukket mine øjne, førend jeg hørte en gentagen susen for mine øren. Jeg forsøgte at rejse mig, men jeg kunne ikke røre et lem; jeg ville råbe om hjælp, men ikke en lyd kunne jeg frembringe. I det samme følte jeg en underlig varm pusten i ansigtet og en kvælende trykken for brystet; jeg slog øjnene op, og se — på mit bryst så jeg den rædsomme mare i skikkelse af en uhyre Bjørn! Hovedet var lådent, hårene var rødkålsstrimler, øjnene svesker, og gennem flaben, der gabede over mit ansigt, så jeg ned i et afgrundssvælg, opfyldt med tevand og sødtøl, hvori der svømmede klejner, skinke, stegte æbler og julekage; uhyrets legeme var formet af glindsende fedt gåsekød, på halsen bar det en krands af brunede kartofler, på hovedet et omvendt risengrødsfad, i den højre lab en brandspand med æggepunsch og i den venstre en dito med Finkel. Det var en frygtelig Bjørn! Naturhistorikerne vil måske påstå, at der i slægten ursus ikke findes et eneste species, på hvilken min beskrivelse passer — det kan gerne være! — men så må det have været et misfoster af en eller anden Bjørneslægt — for en Bjørn var det! En så rædsom nat som den julenat, jeg tilbragte under denne mares rideøvelser, kan ikke beskrives. Jeg forvandt den ikke en gang dagen efter. Hele første juledag var jeg nemlig patient af den sygdom, som svenskerne kalder » Dagen derpå «. i aften sidder jeg atter ene hjemme, som det sig en pebersvend hør og bør på juleaften; men denne gang har jeg besluttet at forsøge det husråd, min doktor gav mig. Jeg har taget en pen i hånden for at afmønstre mine ærgrelser. Hvorfor ærgrer jeg mig nu i aften? Fordi jeg her sidder ene,.mens alle andre tilbringer aftenen i deres familiekreds. Og hvorfor hører jeg ikke til nogen familiekreds? Fordi jeg er pebersvend. Og hvorfor er jeg pebersvend? Det kan vi nu undersøge. For at man kan blive noget her i verden fordres der to betingelser: medfødte anlæg og tilbørligt studium. Som oftest er de begge nødvendige, stundom kan den ene være nok. Ved naturligt anlæg og studium i forening kan man opnå hvilken som helst plads i hof- og statskalenderen — forudsat at man har lykken med sig og tid til at vente. Ved medfødte anlæg alene kan man blive geni, idiot, millionær, ladegårdslem, stamherre, jægermester, ridder af diverse ordener, ægtemand ( endogså dronningemand ) og alt muligt, som skriver sig af » Guds nåde « — eller unåde. ved studium alene kan man blive lysestøber, anciennetetsråd, kunstner, makulatur-forfatter, figurant, kopist og, når man er umådelig flittig: tteologisk kandidat med bedste karakter. Kun enkelte værdigheder kan man opnå så vel ved medfødte anlæg, som ved fornødent studium. En af disse er den at være pebersvend. De, der fra fødselen af er kandidater til denne værdighed, udmærker sig tidligt ved en mængde kvindelige ejendommeligheder og færdigheder: de er overordenlig ordenlige, meget tilbøjelige til at lægge vægt på ubetydeligheder og særdeles vanskelige at bringe fra deres vaner og meninger, de holder selv syæske, gemmer på knapper, nåle, sejlgarn og pakpapir, holder bog over deres lommepenge, noterer fødselsdage, er nysgerrige og interesserer sig for køkken og spisekammer; i reglen står de fra barnsben på feltfod mod det andet køn, lærer aldrig at danse og forelsker sig aldrig; de bliver tidlig satte, lærer tidlig at spille l’hombre, går tidlig i klub og bliver tidlig fede. De, der studerer sig til pebersvende, hører til en hel anden race. De er næsten alle idealister, fantaster og melankolikere, og de er så langt fra at ringeagte det andet køn og sky ægteskabet, at det tværtimod kun er deres ubegrænsede tro på kvindens fuldkommenhed og ægteskabets lyksalighed, der hindrer dem fra at nå brudeskamlen. Jeg hører til disse beklagelsesværdige. Det er muligt, at en ond fe allerede ved min vugge har sunget, at jeg skulle dø ugift, men det er aldeles vist, at jeg ikke selv har drømt derom. Blandt alle de helte, der i min barndom foresvævede mig som forbilleder, var der ikke en eneste pebersvend. Jeg kunne ikke tænke mig en ridder uden dame, en kæmpe uden valkyrie, en kriger uden kæreste. Alle mine yndlings-heroer omtaltes bestandig parvis: Aksel og Valborg, Hagbart og Signe, Fritjof og Ingeborg, Tristan og Isolde. Allé de helte, der nævntes uden noget » og «, så som Alexander, Cæsar og Napoleon, interesserede mig aldeles ikke. Jeg var derfor næppe tolv år, før jeg begyndte at tænke på et » Og « til mine fremtidsdrømme. Hos fornuftige folk begynder elskovseventyrene med, at man finder en genstand for sin kærlighed; hos idealister ( vandrende riddere, unge piger og romanlæsende drengebørn ) begynder de med, at man søger en sådan. Jeg var, som sagt, idealist og fik derfor næppe øjnene op, før jeg begyndte at søge efter det ideal, som jeg til dato aldrig har fundet. den første inkarnation, hvori jeg troede at opdage det, var møllerens lille Bodil. Bodil var rigtignok ikke noget smukt navn, men det var jo let at forandre til Botilde, og da jeg desuden selv hed Jonas, anså jeg mig ikke for berettiget til at vrage en smuk pige for navnets skyld. Og Bodil var virkelig en smuk pige med blonde lokker og blå øjne. Jeg kan endnu som et drømmebillede se hende med hvid kjole på og en krans af kornblomster om håret sidde ved fortepianoet og synge: » Men Lyna svæver i himlen «. at hun var tre, fire år ældre end jeg, skadede hende aldeles ikke- i mine øjne; ti jeg havde en vis følelse af, at jeg selv var vel ung, og hun besad foruden alle sine andre fortrin det afgørende, at være det eneste pigebarn udenfor bondestanden i hele min faders pastorat. Det måtte altså være hende. Da jeg var tolv år gammel blev jeg sendt over til en onkel i København for at gå i latinskole. Afskeden var tung, men den måtte tages; jeg forlod min fødeegn, medførende min faders fromme formaninger, min moders bekymrede advarsler og en lille kornblomst, som møllerens Bodil havde båret i sin krans. I fire år så jeg ikke mit hjem. Jeg gik i skole, blev drillet og dannet og proppet med latin, græsk og matematik. Det var en fuldstændig forvandling, der foregik med mig i dette tidsrum. Jeg var nu » på lidt nær fuldstændig urbaniseret og vænnet af med alle jydemanérer og molbobegreber « — som rektoren udtrykte sig i et brev til min fader. Mit udseende, mit væsen, min tale og 'mine tanker — alt havde fået et nyt sving på sig, men hvad der havde profiteret allermest af dannelsens og lærdommens forskønnende og forædlende påvirkning, var dog mit ideal. Jeg havde i mine fritimer adgang til min onkels bibliotek, der næsten indeholdt hele vor poetiske literatur; hver søndag besøgte jeg en gammel kunstner, der ejede en betydelig samling kobberstik efter berømte malerier; om foråret så jeg udstillingen på Charlottenborg, og om vinteren fik jeg af og til en billet til teatret; da jeg var en af de flinkeste elever i danseskolen, blev jeg jævnlig rekvireret til baller i familier, der havde overkomplet damepersonale, og kom derved i selskab med flere af byens unge skønheder — men fordunklede vel alle disse skønhedsindtryk, jeg således efterhånden modtog, billedet af den lille møllerdatter? — ingenlunde! Tro mod mit ideal smykkede jeg det med enhver ny skønhed, jeg fik øje for. Historien om, hvordan Don quixote fik en dulcinea ud af erindringen om den spanske bondepige, er meget gammel, men bliver evig ny. En gang så jeg hos rektoren et dejligt kobberstik efter et helgenbillede — det var nok Rafaels hellige Cecilia — og troede deri at opdage en fjern lighed med den lille Bodil Andresen. Da jeg så på det anden gang, fandt jeg ligheden næsten slående, og da jeg efter en måneds tid atter så det, forekom det mig at være et komplet portræt af min skønhed på Mols. Den eneste forskel jeg nu kunne opdage, var den, at st. Cecilia bar diadem, mens jeg havde set Bodil bekranset med kornblomster — for resten var jeg uvis om, hvem der var smukkest, helgeninden eller møllerdatteren, men jo længere jeg tænkte derover, jo klarere blev det mig, at det var den sidste, der bar prisen. Hvor længtes jeg ikke efter at gense hende — » Rosen for alle blommer « — mine drømmes skabning og skaberindel endelig kom sommerferien, der skulle opfylde min længsel. Var hun ikke dejlig før, så blev hun det under vejs på hjemrejsen; ti på hele den vej, som jeg tilbagelagde med længselens vinger, assisteret af den daværende dagvognsbefordring, stræbte jeg at forberede mig på den overraskelse, jeg skulle nyde ved at gense det skønne barn, hvis ynder naturligvis måtte have udfoldet sig i enhver henseende under min lange fraværelse. Herregud, hvor præstegården var bleven lille og lav, hvor haven så fattig ud, og hvor alle derhjemme — selv mine nærmeste og kæreste syntes mig forjyskede i de forløbne fire år i — dog det hører ikke til denne historie! Det første besøg, jeg gjorde efter min hjemkomst, gik selvfølgelig til møllerens. Det var næppe nok at de brave folk ville kendes ved mig igen i min nye skikkelse, og jeg tilstår ærligt, at heller ikke de svarede ganske til mine erindringer om den skønne Botildes forældre. Aldrig havde jeg tænkt mig møllerens næse så mørkerød eller madam Andresens konversation så bondeagtig. Bodil var gået til præstegården, og jeg fandt snart et påskud til at byde farvel og skynde mig samme vej. Da man ventede hende hjem hvert øjeblik, kunne jeg måske møde hende på tilbagevejen. Min beregning slog ind. Allerede langt borte skimtede jeg oppe på stien et kvindeligt væsen, der ikke kunne være nogen anden end hende. Stien slyngede sig imidlertid ind i et ellekrat, og jeg så hende nu ikke mere, før vi ved en omdrejning stod lige over for hinanden. Turde jeg tro mine øjne? En tyk, sværlemmet, fregnet og næsten rødhåret landsbymø, langt fra så net som min onkels tjenestepige, klædt i en frygtelig forskåret bomuldskjole, sorte strømper, og et slags hat, som ingen ustraffet skulle have båret på Københavns gader, trådte mig rødglødende og forpustet i møde med et » Go Dau! « Så bredt, at jeg næppe havde hørt mage dertil i min barndom. » Hellige Cecilia! Bed for mig! « var jeg nærved at udbryde på katolsk, i den tro, at onde magter koglede for mit syn, men som discipel af en oplyst protestantisk latinskole fattede jeg mig snart og udråbte: » Det er dog vel aldrig Bodil Andresen? « — » Itou! — æ de ikke den bette jounas? « svarede hun og rakte mig godmodig en stor mørkerød lalle, hård som sålelæder. Jeg glemmer aldrig den samtale, vi førte på hjemvejen til møllen. Ethvert ord, hun udtalte, fjærnede hende mere og mere fra mit ideal, og da vi skiltes, var jeg aldeles på det Rene med mig selv om, at det vel var Bodil Andresen, men ingenlunde mit hjertes udkårne, jeg havde truffet i ellekrattet. Jeg havde husket fejl og glemt virkeligheden, men mit ideal glemte jeg ikke så let. Det ærgrede mig ganske vist alvorligt og inderligt, at jeg forgæves havde søgt mit ideal blandt molbopigerne, men mit hjerte betvivlede ikke et øjeblik, at det billede, der så længe havde foresvævet mig, måtte have en original, og at denne ikke hed Bodil Andresen, var kun bevis på, at hun måtte have et andet navn. Da billedet ikke var et minde, måtte det være et håb, et fremsyn, et » second sight «, et fata Morgana, og nu gik jeg derfor med dobbelt Iver på opdagelser for at få øje på hende, som jeg ikke havde set endnu. » Hvor skal jeg finde dig, min sjæls veninde? Hvor skal jeg søge dig på verdens 0? « Sang jeg med digteren, og jo længere jeg søgte, jo mere utålmodig blev jeg, og jo mere utålmodig jeg blev, jo større blev min tilbøjelighed til at genkende hende i de mest forskellige skikkelser — men desværre! — et fata Morgana forsvinder altid ved nærmere.eftersyn. en gang var jeg overbevist om at have fundet opløsningen på mit hjertes gåde i skikkelse af en skovriderdatter fra sydsælland. Det var en ung, smuk, høj, blond pige, der oven i købet hed Valborg — ret en nordisk skønhed. Den første gang, jeg så hende, gik det mig som Holbergs Jeronimus; » det var ligesom en stak en kniv i mit hjerte, og jeg hørte en røst, sigende: » Der er den jomfru Pernille, som du skal blive lykkelig ved! « den anden gang traf jeg hende uheldigvis i en nationalkristelig familie og gjorde da to opdagelser: i ) at hun hørte til den syngende menighed — og 2 ) at hun sang falsk over al beskrivelse. Ingen af disse opdagelser var i og for sig afskrækkende. Man kan godt tænke sig sin brud som tilhørende en anden trosbekendelse, når hun er tolerant, og man kan meget let finde sig i, at hun ikke synger rent, når hun blot kan lade være at synge, men en grundtvigianerinde, der synger falsk — det er en permanent dissonants, en uopløselig mislyd, som aldrig ville kunne bringes i en harmonisk forbindelse med en ægtehalvdel, der har musikalsk øre, og. er så nervøs, som jeg altid har været. Jeg havde følgelig atter taget fejl. en anden gang troede jeg at have opdaget mine længslers mø på. et bal. Det var en ung, tysk sangerinde, der havde givet koncerter på hofteatret og gjort lige så megen lykke ved sin blændende skønhed som ved sin henrivende sang; her var hun ballets absolute dronning, og det var ikke underligt; ti hendes mageløse skønhed og hendes mageløse Dans var understøttet af et toilette, et koketteri og et konversationstalent, der såvel af herrerne som af damerne enstemmigt blev kaldt » mageløst «, skønt med forskellig betoning af ordet. Jeg havde hverken rist eller ro, før jeg fik lejlighed til at gense hende, hvilket et par dage derefter lykkedes mig ved hjælp af en ung musiker, der var hendes faktotum. Han sendte mig en formiddag op til hende med et brev. » Med blussende kind og med bankende barm « greb jeg i klokkestrengen, men hørte i det samme en forfærdelig strøm af tyske skældsord udstødt af en rasende kvindestemme, braget af en dør, der blev smækket i, og skraldet af noget porcellæn, der blev slået i stykker. Jeg for et øjeblik forbavset tilbage, men da alt var blevet stille igen, greb jeg atter klokkestrengen og ringede. Der blev åbnet, og med sit sødeste smil på læben trådte baldronningen mig i møde og bad mig træde ind. » Undskyld, at her ser lidt uordenlig ud! Jeg lever på feltfod, som de ser? « sagde den skønne. Det var første gang, jeg så en baldronning i morgenbelysning. Hendes morgendragt var næsten ligeså dristig som hendes baltoilette, men ikke fuldt så klædelig. I stedet for hen

1874_Barner_Jonskirken

Conradine

Jonskirken

Barner

Barner

Jonskirken

female

1874_Barner_Jonskirken.pdf

Conradine

Barner

Annitta Carell

dk

Jonskirken

Romantisk Skildring fra det attende Aarhundrede

n

gothic

Hagerup

KB

pdftxt

1700

undertitel

HISTORICAL

Første del. I. Fra ældgamle tider har det været skik på Bornholm at samles st. Hansaften ved koldekilden i almindingen, før kaldet alminden. Enkelte historieskrivere mene, at denne skik har sin oprindelse fra den hedenske Baldurs fest, som siden af munkene blev forandret til i ohannes den dj-bers fest.. Det var en klar, varm st. Hansaften året 177 —, da folk strammede til kildepladsen i den smukke skov. Vandets helbredende kraft far allehånde sygdomme havde draget flere syge dertil, men forsamlingen bestod dog mest af raske bønderfolk, der vare komne did for at samles med venner og bekendte og tilbringe en munter aften, talrige grupper samlede sig om lange træborde for at slå en gemytlig passiar af. Brændevinen, sam blev skænket i altfor rigeligt mål, bidrog til at sorhvie stemningen. Man spiste kringler og slenkager, en pandekage, som på grund af sin store ufordpielighed passende bar dette navn. Tyndt øl blev også drukket i stor mængde, men kun lidt the og kaffe, der på den tid næsten var en sjeldenhed på Bornholm. De blonde, kraftig byggede nordboere sås side om side med de mørke, spinklere sydboere. Ifølge alle beretninger antages nord- og sydbornholmerne at nedstamme fra aldeles forskellige folkefærd. Man mener, at nordboerne er efterkommere ak de svenske Gotter. og sydboerne af finsk og slavisk herkomst. Mændenes klædning, især de ungres, lignede noget spmandsdragter. Kvinderne bare den bornholmske nationaldragt. Denne er af hvrrgarn eller kattun, og den h^irpde, snevre trpie bliver snøret så stærkt som muligt, da de sætte deres stolthed i en smekker taille. Hovedtalet, kaldet nplle, er en tæt til hovedet sluttende hvid hue. I nakken er den bedækket med el bredt, figureret silkebånd, og i panden, hvor den ikke går langt frem, er den besat med meget brede kniplinger, som er stærkt stivede og danne en opstående krands om hovedet. Midt for panden er der nok så koket anbragt en buket af røde silkeblomster. om el af bordene vare en snes mænd, som mest bestod af velhavende gårdejere, samlede. — det „ baddar op “ ( forfrisker ), bemærkede Nils Holm til sandrgård og skænkede sit bæger fuldt. — ja, du har ret, svarede jrns Kofod til sloisvangegård og rejste sig. Nu synes jeg, vi skulle begynde vor kveld med at tømme el bæger for vor nådige konge, Christian den syvende. Vi bornholmere er et selvstændigt ' folk, som bestandig ved egen magt har befriet vort land fra fjenders herredømme; men vi have aldrig fortrudt, at vi i året 1658 gav vor 0 ved et gavebrev til den danske konge Frederik den tredie og hans ætlinge. Jeg troer med sandhed at kunne sige, at den dag aldrig vil oprinde, da vi svigte vor troskabsed til det danske kongehus. Vi have beholdt vore gamle privilegier og skikke, og den danske konge har altid været os en god og nådig herre, der aldrig har søgt at forandre dem eller gme et indgreb i vore rettigheder. Derfor stger jeg nu, længe lev < kong Christian den syvende! Skålen blev drukken under rungende hurraråb. — længe leve Christian den syvende og kronprinds Frederik, lød det. — nej, vi bornholmere tåle ikke fremmed åg, tog Rasmus Nielsen til almegård ordet, da man igen havde taget plads. Det skulle privzenskjold have tænkt på, da han udsugede landet med skatter og udskrev vort mandskab til tjeneste i den svenske hær i fremmede lande. Nri, de danske kommandanter, de forstå, at bornholmeren kun vil værre om sit eget land. Det har han også viist, at han kan, dengang det store „ Svineslagteri “ fandt sted, og vi dræbte de 965 svenskere, som lå omkring på gårdene. Min oldefader har fortalt mig, hvordan alle kirkeklokkerne ringede den nat. — siden vi tale derom, udbrød Christen Jespersen til frennegård, så vil jeg foreslå en skål for „ Lange Klaus “, Klaus hsg, Bornholms befrier, der stød prinzen skjold med sølvkuglen den 8de december 1658! Skålen blev drukken under almindelig begejstring. — men en må dog også være retfærdig. Begyndte Erik Anker til bukkegård udt ester. Det er de svenske erkebisper, hvem Bornholm skylder sine vigtigste gamle puvilegier og fribreve. — i den anledning har jeg også et ord at sige jer, i bornholmske mænd, som her er samlede, tog Jens Kofod alter ordet og rejste sig. I vide alle, at jeg holder af mit fødeland, og frem for alt sætter pris på dets frihed og selvstændighed. — ja, det vide vi! — det var det, vi kæmpede for, da vi rev os lys fra Sverige, men derfor bør vi ikke glemme, at vi her træde på oprindelig svensk grund, hvilket vort sprog daglig minder os om, men frem for alt, at det var den skånske biskop eginus, der fyrst bragte kristendommen Ul vor 0. Vi ville søge at glemme de blodige minder, som ligge imellem denne og hin tid. Havde de lybske forrædere ikke virket på vore egne mænd, var megen ulykke bleven undgået. Men nu er den tid forbi. Det spændte forhold imellem Danmark og Sverige er hævet siden traktaten 1750 og ægteskabet mellem den danske prindsesse Sophie Magdalene og Gustav den tredie af Sverig. Da syvårskrigen begyndte 1756, skuttede Danmark og Sverige et forbund om, at de begge skulle forene sig og holde flåder i søen for at betrygge den nordiske handel mod fremmede kapere. Med guds hjælp vil freden herefter herske i Norden. derfor hæver jeg mit bæger for at dukke en skål for, at den gode forståelse må vedblive mellem de tre nordiske riger. Jens Kofods ord havde en god klang blandt bønderne, da han nxld almindelig agtelse og i dannelse stod over de fleste af de tilstedeværende. — Jens Kofod har ret! raobte alle og tfmte deres bægere. — en ved jo nok, at i krigstid gælde alle kneb, ytrede Nils Holm lidt efter, da de igen vare bænkede, men det forræderi, i sigtede til, var „ rælit “ ( hæsligt ). Det blev „ rent rystoppena galijn “ ( rent bindegalt ), da vi fik det lybske kram på halsen. I halvtredsindstyve år huserede de her på øen og endnu ere vi ikke ganske frie for det pak. Har i hørt så galt, Povl kure, at Filip harmen er gået i kompagniskab med lybske Dirik? “ — for „ dejn lia “ ( den lede )! udbrud smeden Povl kure, en blond, undersætsig mand på nogle og tresindstyve år. Det er da vel ikke sandhed? “ — jo vel er det så den gamle harmen brugte for mange penge. Han forstod sig ikke på de lybske handelskneb og var vær ved at gå fra alt, da disse fremmede udprangere ligge her omkring l landet og drive varerne l vejret, så at ærlige borgerfolk næppe kunne få brødet. Hvad mig anbelanger, har jeg altid vogtet mig for disse udliggere, når de ville kjpbe mine produkter. De bedrage en kun med den flette mønt og falsk mål og vægt. — ikke forstår jeg Filip harmen, bemærkede Povl kure. Da „ gpbbayn “ ( oldingen ) døde for to år siden, lod det nok til, at sønnen var nær ved at måtte lukke butikken i Allinge, men det syntes mig, som om Filip begyndte at komme bedre efter det i den sidste tid. — hvordan det egentlig hænger sammen, ved ingen; men en behøver ikke at have et langt syn for at opdage, at Filip på en eller anden ubegribelig måde er kommen i kløerne på lybske Dirik. Dirik har længe søgt om ot få borgerskab her i landet, og nede i Nexø og snogebæk har han gået på frieri til et par velhavende kjpbmænds døtre. — ja, jeg ved nok, han havde Ebbe Johnsen til mellemhandler, sagde Ole Svensen til kyndegård, og han lovede ham et fæ og hundrede daler, dersom han kunne få et parti i stand. Men „ grpbbarnas “ ( pigernes ) fædre vare brave bornholmere, der ikke ville have ham ril svigersøn. Lybske Dirik kar aldrig været en ærlig mand. — det gjpr mig ondt for sorte Filip, svarede Povl kure. ' der seer jeg, han kommer med lybske Dirik. To mænd nærmede sig til bordet. Den angste syntes at være 25 år gammel. Han var meget myrk, med et par sorte, spillende øjne, sort hår, en mørk, solbrændt hudfarve. Figuren var spinkel, snarere under end over mellemhpide, og hans bevægelser lette og smidige. Hans ledsager var nogle og fyrretyve år, noget hyiere, halt på det ene ben, blond, men med et skummelt, listigt uddyk i de stygge, plumpe træk. — god kveld! råbte d » n angste muntert og rakte hånden dl Povl kure. — god kveld, Filip, svarede denne alvorlig. De øvrige tilstedeværende besvarede Filips hilsen kort uden at tage hensyn til Dirik, der satte sig ved bordet ved siden af harmen. Denne kastede hovedet tilbage og så sig om med et halvt spørgende, halvt vredt blik. I Diriks ansigt tegnede sig et ondskabsfuldt udtryk. En pause var opstået ved deres komme, / i hvilken Rasmus Nielsen til almegård omsider afbrød. — hør, Filip harmen, alle vi mænd, som sidde her, have kendt og agtet din salig foder. Vt høre, at du nu har indgået et nyt kompagniskab, men lad os se, at du vedbliver at gå i din faders fodspor, hvad ærligheden angår. — synes i ikke, at navnene Dirik og Filip harmen passe godt sammen- tog lybske Dirik hurtig ordet med en stærk tysk udtale. De er b-gge as plattysk oprindelse. — det er ikke navnet alene, som betegner manden, men gerninger », svarede Povl kure. Jeg sætter pris på et uplettet navn, enten det stammer fra Tyskland eller Danmark. — det er begribeligt, at den, der bærer navnet kure, taler således, asbrpd Dirik ham. Forleden dag gik min vej forbi mandshpi på syllen. Derved kom jeg til at tænke på historien om de kurlandske sprpvere, der i hedenske tider kom til Bornholm og røvede og brændte, indtil de omsider alle blev slagne ihjel på syllen på en mand nær. Han skjulte sig i en skov og blev tagen til nåde, fordi et kvindfolk havde... — vil i holde mund! for Povl kure op og slog i bordet, så bægrene dansede. „ Ejn flan, er i! Den historie er så gammel, at den formodentlig er en opdigtelse. Jeg lader mig ikke fornærme af en lybsk... — tys,far! afbrød en klar, ungdommelig stemme ham. Ere i da komne sammen for at „ næbbatz “ ( mundhugges ) og slås? I skulle more jer i denne smukke kveld og gå lidt om i skoven i stedet for at sidde her og drikke, så i til sidst „ draddar “ Alting, når i endelig rejse jer. Den, der førte dette dristige sprog, var en tyveårig pige, som ubemærket havde nærmet sig bordet hendes lille, spinkle figur var iført en mørkerød kattunsdragt af det brugelige snit på hovedet bar hun nmen, hvorunder det korte, sorte, krsllede hår skal koket frem. Den unge pige var smykket med et halsbånd af bornholmske diamanter og lignende ørenringe. Hendes hudfarve var mørk, men frisk og klar, og de blændende hvide tænder og store, sorte, livlige dine bidroge til at give hende et tiltrækkende adre. — stille, Gulla! råbte Povl kure ærgerlig og ville st-de hende fra sig. Hvrer du ikke, at man vil fornærme din fader og sige, at vi nedstamme fra en feig røvers — hvem bryder sig om, hvad en „ krænla “ ( uættekært menneske ) siger, svarede Gulla hånlig og kastede et stolt, foragteligt blik på Dirik, idet hun vedblev at klynge sig til faderens arm. — men der kommer herredsfogden fra Hasle kørende. Lad ham ikke se, at i „ næbbad “. Et sirligt lille kjpretpi rullede ind på kildepladsen og gjorde holdt foran skovriderens hus. Herren, som sad derpå, steg af og nærmede sig forsamlingen, medens vognen kjprte langsomt videre ad landevejen. Byfoged steubo var en mand mellem tredive og fyrretyve år, hpi og kraftig bygget med en ædel anstand og et par kloge, mørkeblå øjne. Hans blonde hår var pudret og flettet i en pisk efter datidens mode. Der var et alvorligt, på en gang strengt og mildt udtryk i hans temmelig markerede træk. Han vekslede flere ord med de tilstedeværendæ, hvoraf næsten alle mændene havde rejst sig, spurgte til de syges befindende og lagde nogle sølvpenge i fattigblokken ved kilden. Da han gik forbi Povl kure og hans datter, standsede han. — god aften, smed kure, hvordan står det sig? — tak, godt, hr. Byfoged! Hammeren dandser lystig på ambolten fra „ otaen “ ( tidlig morgenstund ) til sent ud på kvelden. — jeg kan godt forstå, at i ikke mangler arbejde, svarede Stenbo. I er bekendt for at være den bedste smed på hele øm. — de sige så, sagde Povl kure og drejede halv undseelig og fornøjet på sin hat. — det glæder mig at se, at gnlla er rask og vel. Er eders kone også med? — nej, hr. Herredsfoged. Mor Sigrid har altid nok at tage vare med sine urter og syge. — ja, jeg ved, hun har et stort ord som klog kone, men jeg troede dog, at hun tog sig lidt frihed på en festaften som denne. Povl kure rystede på hovedet. — jeg hører, at i har fået et bryggeri og en brændevinspande, henvendte byfogden sig nu til Filip harmen. — ja, hr. Byfoged. Jeg har forpagtet bryggenet og brændevinsbrænderiet ved Tejn fiskerleje. Butikken i Allinge skal direk herefter besyrge. Stenbo rynkede panden og forlod ham uden at svare. Imidlertid havde Dirik fjernet sig. Det lod ikke til, at byfogdens nærværælse var Harn behagelig. Man kunne se, at ffilip var i en opirret stemning, som ban forgæves søgte at skjule. — hør, hvor Anders spillemand gnider på „ fejlen “ ( violinen ), sagde han til gnlla; sknlle vi to tage os en svingom? Hun nikkede, og de ilede afsted for at blande sig med den porige ungdom, der allerede var begyndt, at danse. Bønderne havde atter indtaget deres pladser om bordet ved de fyldte bægere, efter at herredsfogden havde fjernet sig og var gået ind i skoven. Byfoged Stenbo er en mand efter mit hoved, tog smeden ordet. Sådan skulle alle vore embedsmænd være. Han har interesse for Bornholm; men det kommer naturligvis af, at han er opdragen hos præstens. — ja vel er han en hpiviis og „ hosamm “ ( fornem ) herre, sagde Peter Monsen Ul Brogård. Han forstår sig på alle ting, og det er dog ikke så lidt for en ung mand at være byfoged i Hasle, herredsfoged i nprre herred og tillig? Birkedommer ved hammer shutz ' s birkeret. — en ville mske, at alle vore embedsmænd vare bornholmere, mumlede Ole sveusen, så ville man næppe beskylde os for at være „ vppsternasige “ imod dem. — hør Povl, sig mig, om pastor Stenbos kone var en født Bohne, spurgte Lars Olsen. — ja vel var hun det, svarede Povl kure. Hun var fra Rønne og er en broderdatter af den berømte Povl Mortensen Bohne, generalseltmarskalløifnanten, som blev ophpiet i den romerske rigsadelstand. Hun giftede sig af kærlighed med præsten, og de have altid levet meget lykkelig sammen. Deres største sorg var, da de mistede deres eneste „ betl “ ( barn ). — det var en „ begeynelse “ ( underlig hændelse ), at det lille „ belli “ lå „ dør “ ( død ) i buggen, svarede Peter Monsen og rystede på hovedet. Min kone siger, at det gik ikke rigtig til. Præsten taler altid med sådan en ringeagt om de underjordiske, ugesom om de slet ikke vare til. Det er ikke klogt. En skal stå sig godt med dem. — å, det er noget „ koynfolka-kæus “ ( kvinde-vås ), mente Nils Holm. — „ Koynfolka-kæus “! gentog Peter Monsen ærgerlig. Ikke synes jeg, en skulle være så overmodig, men huske på, at de underjordiske før have reddet Bornholm. I året 1645, den 26de februar, da de to svenske orlogsmænd viste sig ved hammeren, ^f^he bæ så rædde ved at se trapper myldre frem i det fjerne, hvor der i virkeligheden ingen var, at de fog flugten. I vil da ikke negte, at det må hare været undeijordsfolkene., som have viist sig for dem for at „ jeyta “ ( jage ) dem bort, og det opnåede de jo også. Ingen ville svare, da man ikke vovede at ajendrive de gamle sagn, og mange i hjertet troede på de usynlige væsener. — har i hm, at kaptam Ib Pallesen i disse dage er kommen til Klintegård? spurgte Povl kure lidt efter. — ja vel, svarede Peter Monsen. Nu er det et halvt år, siden broderen d§de. De to brydre kunne aldrig komme ud af det sammen. Jeg tror, Ib var misundelig, fordi broderen skulle arve gården. — som „ horra “ ( dreng ) og ungt menneske var han en lej, vild krabat, svarede Povl kure. Gud ved, hvilket håndværk han har drevet i Amerika i de seks og tyve år, han har været borte. — det skal jeg fortælle jer, tog Lars Olsen til myregård ordet. For en halv snes år siden talte jeg ved n^nne hovn med jon-kirken. 2 tn Matros, der havde faret på Amerika. Jeg spurgte ham, om han ikke vidste noget om kaptain Ib Pallesen, og så fortalte han mig, at han havde hørt derovre, at Pallesen vedblev at fare tilspes, men kun i de amerikanske farvande, og at han tilmed var bleven slavehandler. — fy for „ dejn lia “! udbrud Peter mvnsen og flere af mændene som med en mund. — hans kone var en „ knæjler “ ( ljpn ) lilen en, sagde Povl knre. —mor Sigrid fortalte mig dengang så meget om hende. Hun var i præstegården, da pallesrns ældste „ betl “ blev født. — ja, jeg ved det nok, svarede Peter Monsen det var kristelig handlet af præstens, at de åbnede deres hus for Pallesens syge kone, da hun kom så fremmed hertil med ham. - nu husker jeg, at jeg også spurgte matrosen om Pallesens spanske kone, sagde Lars Olsen. Han sagde, at hun var „ d^r “, men at Pallesen havde to døtre. — herregud, hun er „ massen “ ( altså ) „ d^r “, sagde Povl kure. — mon klinteg ård er stort værd? spurgte Ole Svensen. — det er en god strandgård, svarede Peter Monsen. Den er vel til en fem tusind daler, men der hefter betydelig gæld på den, og når han skal svare til en dragon og betale skatter i penge og produkter, kan del være svært nok at komme igennem, hvis han ikke bringer penge med sig derovre fraen af gårdejerne begyndte nu at tale om udsigterne til høften for denne sommer. Samtalen drejede sig den øvrige del af aftenen om landbruget, hvortil alles interesser knyttede sig, indtil brændevinen i mere eller mindre grad omtågede deres hjerner, og satte dem ude as stand til at opfatte noget. tj. Før skumringen begyndte at falde på, havde sorte Filip, således kaldtes han i almindelighed på grund af sit mørke ådre, allerede fjernet sig fra dandsepladsen. Han tog Beren til højre ind i skoven og vandrede langsomt og tankefuld under egetræerne. Efterhånden som han kom længere ind i skoven, ophørte stpien fra kildepladsen at nå hans øre. Kun nattergalens, på bornholmsk kaldet fjældstannens, flyiten og lærkens sang forstyrrede stedets tavshed. Den sort- og hvidbrogede træpikker var flere steder i færd med at hugge hul i træerne, og der hprtrs ofte lyd af dens lille, naturlige bærklpi, hvormed den ufortrødent arbejdede. Men naturens ro og stille fred syntes ikke at udøve en velgørende virkning på sorte Filip, over hvis pande en mørk sky havde lejret sig. da han havde vandret en halv times tid, lød lette fodtrin bag ved ham. Han vendte sig og så galla, som ilede hen til ham. — Filip, jeg søgte dig. — for at sige mig ubehageligheder? — er det Gullas vane? — ja, sommetider. — så er det, fordi du fortjener det. Men det er ikke værd, du straks bliver „ nagq * ( vred ). Se, nu er vi ved borgsø. Lad os sætte os her og tale sammen. Den lille, runde skovsø lå foran dem, på enkelte steder bedækket med rør og siv. De stolte egetræer stod som strenge dommere i kreds om søen, hvis dybe bande gemme oldtidsminder, hvorom saga lægger stof på skjaldens læber. De to unge mennesker tog plads på det bløde grønsvær ved bredden af den. Filip greb Gullas hånd, og det kjærlighedsblik, hvormed deres øjne mødtes, bragte ham et øjeblik til at glemme sin vrede. — du holder altså endnu af mig, Gulla? Spurgte han med mildere slemme og slyngede armen om hendes liv. — ja, svarede hun kærlig og lagde hovedet mod hans skulder; men, Filip... — intet men, afbrsd han hende og lagde hånden på hendes mund. Sulten og tørsten er en alt for umættelig frier. —far er god. Han er en velhavende mand, og han aner, at jeg holder af dig... — du må ikke forbitre mig denne time, galla. Min egen s-de fæstemø, vedblev han og trykkede hende lidenskabelig til sig. Fortæl mig hellere et „ sannsaga “ ( sagn ). Men du skal fortælle mig det på din måde, som et digt; således som du sidder og tænker, når dn sidder ene. — ja, Filip, det skal jeg, svarede hun og så alvorlig på h ' M Med sine sMnkke, kloge øjne. Nu skal jeg fortælle dig sagnet om borgsp. Kender du det? — som „ belli “ har jeg vist hørt det, men det har jeg glemt for længe siden. Nu husker jeg kun, hvad Gulla fortæller mig. Men hvad er det, du bærer hemmelig på brystet, udbrud han pludselig og trak i en sort snor, som kom til syne om hendes Hals. Hun svarede intet. Et utålmodigt udtryk spejlede sig i hans ansigt. Han trak i snoren, og en lille underlig tingest i form af en gylden stjerne tittede frem. — hvem har givet dig den? spurgte han — minmor. Hvem troede du eller-? — en af dine friere. I Povl kures smedie er det nok ikke alene ilden, som gjpr varm. — du ved godt, at du er den eneste, jeg bryder mig om. Men undertiden bliver jeg så „ sjemodi “ ( modløs ) og tvivler om din kærlighed. — hvad er det for „ kæus “, Gulla? — du tænker alrid så meget på penge. Det gjør hjertet koldt. — det gjør jeg, og det er, fordi jeg også har min stolthed. Sorte Filip er alt for god til at spise nådsensbrpd. Men lad os ikke tale mere derom. Du glemmer digtet, som du lovede mig. Hun stirrede et øjeblik tavs hen for sig, som om hun ville samle sine tanker. Derpå begyndte hun at fremsige sagnet om borgsø med klar, udtryksfuld slemme. I fordums tid her stod en Borg af ville horder gæstet, de kendte ej til frygt og sorg men havde glæden fæstet. med larm og hyl ved bægerklang om deres ofre blege de dansede ', skældte, lo og sang under de stolte ege. Ved kogleri og djævlepagt de ryggesløse seired ', og guld og kvinder fik i magt. Hver skændselsdåd de feired ', men skovens konger så derpå, hvert blad af harme bævede '. „ Nu skal jert spil en ende få! “ Skovens ånder sig hævede '. Fra kirken går en hellig mand, han hører åndestemmer: „ Vend om, vend om, nu her på stand, hist skoven rædsler gemmer, du bør ej tøve, nær ej frygt, vel faren vi ej dølge. Til lilleborg gå med os trygt, sikkert du kan os følge. “ Straks Herrens tjener vendte om, til himlen tavs han beder. Ved midnat han til borgen kom, der hørtes ville eder. Tolv røvere om armen sad, tolv bægere de svinge; en gammel kælling stod og kvad, helvede ' s skål de udbringe! da åbnes døven. Kristi bud sig nærmer rsverbanden. Et latterkor der bryder ud, „ Hvad vil du? Hvad for fanden vil slig eu kvindekarl blandt os? Du kan ej fælde løver, ej kan du standse elvens fos, fange du vil en røver! “ „ Spot ej, men stands jer frække trods, guds bog jeg her oplader, hans ord kan standse elvens fos, han er en mægtig fader. Men før hans villie, før hans magt i falde skal tilføje, alt er hans bælde underlagt, himlene selv sig bøje “. „ Ha! ha! Tror du til hanegal vi høre vil dit sludder; nu skal du gå, men først betal! Guld vejer op dit plndder “. „ Du vil ej! Hvad? “ Straks til en stol ham jernlænken binder. „ Din gud, der styrer måne, sol, sikkert sin tjener finder “. „ Hvis ej i harer Herrens ord, jer ikke vil omvende, jer Borg skal synke ned i jord, med rædse ' l alt skal ende! “ X men frækhed standser ej sin spot. Da pludselig det brager og ryster stærkt det hele slot, jorden i favn det tager. Fra røverne man hørte skrig, da som et lyn de synke. Med døden nu de føre krig, ved nattetid de klynke. Thi deres sjæle har ej ro, de høres jamre, græde, hvor før de myrdede, svælgede, lo, skovens konger sig glæde. I-borgens sted en sø fremstød, som siv og planter dække. Da årle morgenstund frembrød, man stuer som en snekke, at præstens stol ad bølgen gled, uskadt til land ham bringer. Guds bog lå alt på søens bred, båren af englevinger. Hun tav, og han stirrede tankefuld ned søen, hvor en enkelt levning af en ruin viste, at der virkelig før havde stået et slot. — det „ sannsaga “ handler ikke om kærlighed, udbrud han pludselig, som om han ville kaste tankerne bolt. Det er heller ikke muntert. ellers kan du være så „ drudansfojs “ ( skæmtefuld ). — ja ellers, men ikke i den sidste tid. Filip, der kommer ikke noget godt ud af dit venskab med lybske Dirik. Et trodsigt udtryk viste sig i sorte Filips ansigt. — jeg kan ikke lide det blinde had, hvormed i alle forfølge ham, alene fordi hans fader var en lybsk Pranger, og i nu engang ikke kunne lide, hvad der er lybsk. Dirik er en god kammerat. Han er en flink, driftig mand, hvis hjælp jeg kan have nytte uf. — men husker du historien med den danske skonnert, der for nogle år siden strandede ved sandhammeren? Dirik plyndrede vraget om natten. — hvoraf ved du det? Det var en mistanke, som din fader kastede på ham, men der var ingen, der kunne bevise, at den var grundet? — fader var den morgen tidlig vrd fyret for at istandsætte det, og han så en båd ude i søen, som han før havde set Dirik benytte, når han smuglede varer over til Sverige. Filip sprang hurtig op. — det er ikke smukt af dig og din fader at ville vedblive at kaste mistanke på en mand, således at alle vende ham ryggen. Jeg synes, han måtte lide nok derunder dengang, da sandemanden, kaptajnen og alle disse folk, som leve af bjergninger, forfulgte ham, så han måtte drage sydpå til snogebæk. Nu tager jeg mig af ham, og jeg tåler ikke, at man fornærmer hår det begyndte stærkt at skumre. — det er bedst, vi gå tilbage, Filip. De fulgtes tavse ad gennem skoven. Nu vare de i nærheden af kildepladsen, hvorfra musiken og stpien lydelig hartes. Filip standsede og lagde armen om gullaß liv. -— du er så „ rug “ ( rank ) og „ smart “ ( smekker ) som skovklokken. Det er den pynteligste blomst på skovbakken, ligesom du er den pynteligste „ pibet “ ( pige ) på hele bpygden. Hans stemme var indsmigrende, som om han ville forjage det ubehagelige indtryk, hans heftighed havde gjort på hende; men da han bøjede sig og trykkede et Kys på hendes kind, spire han, at en tåre randt ned ad den. Han forstod grunden dertil. Hendes sorg gjorde indtryk på ham. Ønsket om at bryde med lybske Dirik opstod hos ham, men... det var for silde. —- min søde Gulla, du må ikke se alt så mørkt. Når ses vi igen? —- det ved jeg ikke. Nu vil jeg tage hjem. Jeg bliver her heller ikke længer. — det glæder mig. Filip! Wr vi tage bort, vil jeg give dig den lille stjerne, som du sm spurgte mig om. Hun tog snoren med den af og hængte den om hans Hals. — gem den på brystet. Min bedstemoder fik den af Johan Dippel, da harr tog fra Hammershus slot du ved, det var en stor mand, som havde guddommelige åbenboringer. Han forstod at tyde stjerner og gjpre gnld. Min bedstemoder samlede lægæurter til hane, og da han rejste, sagde han, at sålænge hun bar den stjerne, ville gud aldrig ganske forlade hende. Da hun var død, hængte min moder den om min Hals. — og nu vil du give mig den, sagde Filip bevæget. i i i i! “ — ja. Jeg følere du trænger tti den. Når du seer på den, så tænk på Gulla. Hun løb bort uden at give ham tid til at takke hende, og da han indhentede hende, var hun allerede ved dandsepladsen. Tumlen der havde antaget et mere vildt præg, og man hørte rå latterudbrud, skrig og slagsmål, da brændevinen navnlig på det tidspunkt også var en yndet drik blandt kvinderne. Flere af de unge mænd omringede Gulla og bfd hende op til Dands, men hun var ikke til at overtale. — nej tak! „ Bornholm vertanzen “, svarede hun og fortsatte sin gang. Dette udtryk, som betegner en overdreven og utidig Dands, har efter ældre historieskriveres beretninger følgende sagnagtige oprindelse. Dengang lybekkerne udsugede og pdetagde Bornholm, aflagde kong Frederik den anden et besøg i Lybek. En lybsk borgermesters forfængelige hustru havde den ære al dandse med kongen på et bal derovre. Dagen efter bød hun sin ægteherre straks al overlade Bornholm til den danske konge. Manden lystrede, og lybekkerne forlod landet flere år sm de havde det n^dig. Povl kure kom nu datteren imfde. — nu begynder „ horrana “ al ride fra kilden, så de er nærved al brække arme og ben på sig selv og andre folk, sagde han til hende. I dette øjeblik ser en vild karavane hen ad landevejen, den bestod mest af halvvoksne drenge på usle plovheste, der isplge gammel uskik red vædderidt hjem fra kilden st. Hansaften. Da de vare forsvundne, ftgte Povl kure og Gulla hen til deres befordring, som var et net lille kjpretpi, hvorpå de snart efter rullede bort. Filip harmen søgte imidlertid efter Dirik, som han fandt siddende ved et bord med to andre mænd, hvoraf den ene var en bekendt ser-drikker ( en, som altid går med en halv rus ). Filip rynkede panden ved dette syn. — nå, Filip, er du endelig der, råbte Dirik ham impde med en tyk, hæs stemme. Kom og sæt dig hos os, så skal jeg forestille dig en gammel ven, Ebbe Johnsen. Han satte et bæger hen til Filip og fyldte det til randen. Johnsen rejste sig og rakte hånden ud mod Filip, men han måtte holde sig ved bordet for ikke af falde om. Det var en slærkbygget mand med et stort, tykt hoved, som sad på en tyrehals. Hans ansigtsfarve var mørkrrpd, mm udtrykket sløvt og dyrisk. Filip berørte let hans hånd, og Johnsen fremstammede nogle usammenhængende ord, idet han mekanisk fog sit bæger for af tømme det med Filip. Denne, som frygtede for af yppe klammeri, stødte sit bæger mod hans og drak det ud. — Nn tager jeg hjem, Dirik. Vu du ' ned '? Hjem, gjæntog denne. Nej, nu skal gildet først rigtig begynde, nu, frnsmimmeire og lerpotterne tage bort. s-er du ikke, de pakke sammen. Som sædvanlig var der bleven holdt et ttlle marked ved kildm. hvorved varerne mesf bestod af lertpi, men da drukkenskaben tiltog, flygtede besidderne af de små kramboder for af få d^res varer ødelagde og begyndte derfor af tage bort. Filip ville tage Dirik under armen og trække dam med sig, men han stred imod af alle kræffer. — når jeg kjyrer hjem med vognen, hvordan vil du da komme herfra? spurgte Filip. — han ager med mig, stammede Ebbe Johnsen. Jeg skal nordpå. Filip forlod dem, og få minnter efter rullede hans vogn afsted. På vejen indhentede han Gulla og hendes fader, men han kærte rask forbi dem og tilråbte dem kun et godnat. Mellem Povl kure og datteren blev der kun vekslet enkelte ligegyldige ord, indtil de nåde deres hjem ved sveibjerg, hvor smedens bolig lå ved landevejen læet ved br/sdegårdsåm, som snoer sig gennem en dengang temmelig betydelig skov i olsker sogn. Zonskirken. O Iii. I klmtegårds have vandrede to unge piger nogle dage efter arm i arm ned ad m skyggefuld alle af lindetræer. De vare af samme hpide, men deres ådre havde så lidt lighed, at man ikke skulle tro, de vare søstre. Olufa Pallesen, den ældste af dem, var 26 år gammel, blond, med en blændende hvid teint, slank og fint bygget. Der var en rolig alvor udbredt over hende og et fromt, men tankefuldt udtryk i hendes klare, blå dine. Den yngste, Jnez, var 22 år og lignede en spanierinde. De store, sorte dine havde snart et livligt, snart et alvorsfuldt og drømmende udtryk. Trækkene vare regelmæssig smukke, hudfarven brunlig og bleg, og hendes yppige figur havde spanierindens yndefulde bevægelser. De vare ens klædte i lette, lyse sommerdragter og håret opsat i sirlige bukler. — olnfa, tror du også, at vi ville søle os lykkelige her? spurgte imz. — jeg vil bede til gud, at vi må finde trofaste, sande venner, til hvem vi kunne skutte os. — ja, det have vi altid savnet i Amerika. De få mennesker, der nærmede sig os med venskab, lignede trækfugle. De flygtede, når vinteren kom. Jeg tror næsten, at fader varden strengeste vinter, der bortjog dem, hver gang han kom hjem. Hvor jeg har længtes efter en forandring! Det var ikke til at ud-, holde at leve. så afsondret fra alle mennesker. — måske det bliver det samme her. — det må du ikke sige, Olufa. Jeg vil nu tro og håbe, at der vil hænde os et eller andet poetisk eventyr, som kan bringe en frisk livsstrpmmng ind i vor tilværelse. Jeg kan ikke finde mig i at sidde indmuret i hverdagslivet. Det er, ligesom om jeg levede i et fængsel, hvor der aldrig kom frisk luft. — 2kg frygter, at du stiller dine fordringer for hm, kære Inez. Du lever dig ofte ind i en sværmerisk drømmeverden, som vist næppe findes i virkeligheden. — nej, ikke i den virkelighed, som er bleven asslpret for vore blikke i Amerika. Her ere vi da i det mindste frie for at høre om alle de grusomheder, der altid blive begåedr derovre. Når jeg blot tænker på stakkels tom! Skulle man tro, at det var muligt, at menneskelige væsener kunne behandle en stakkels neger således? — tys! Der kommer ban, svarede olnfa. Tal ikke til ham derom. Han begynder nu at vænne sig til sin ulykke. En yngre neger kom dem impde, klædt i en stribet lærredsdragt. Han var temmelig køi og velvoksen, med sort glindsende hud, bred næse, tykke læber, hvide tænder og sort uldhår. — wlg med os, tom, sagde Inez. og sig os, hvad du synes om Bornholm. Tom tog en lille tavle frem os lommen og skrev med tydelige bogstaver „ stor “! — du mener, at naturen er storartet? Tom nikkede. De havde nu nået enden af haven og stod på en hpi, hvorfra en pragtfuld udsigt fængslede deres opmærksomhed. Mod syd, ikke langt fra gården, udstrakte ringebjerg sig i sin kolde, majestætiske storhed. Denne ville, rå klippemasse hævede sig, lig en mægtig hersker, der i århundreder har formået at holde havet som en ydmyg slave for sine fødder. Den nygne klippe var på dette sted som overstregen med hvid kalk af de mange der byggende syfugle, hvorfor denne del af ringebjerg også kaldtes hvidkleven. På Toppen sås en række store, sorte ålekrager, der for

1889_ChristiansenE_Joppe

Einar

Joppe

Christensen

ChristiansenE

Joppe

male

1889_ChristiansenE_Joppe.pdf

Einar

Christiansen

dk

Joppe

En ung Kvindes Historie

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Ole kjærlund vidste ikke stort andet om sine forældre, end at faderen — som han udtrykte sig — havde været præst et sted « fanden i vold » Oppe i Jylland, og at både han og moderen vare døde, da Ole endnu var en lille dreng. Det var hans morbroder, vinhandler barre, som havde opdraget ham. Onkelen, som var pebersvend, havde Ole holdt af. Denne havde taget drengen fornuftigt, holdt ham tæt til arbejdet og ikke tålt vrøvl. Så tidlig som mulig var han blevet sat ind i det forretningsliv, han skulle tage i arv, og han havde o ' o ' o øjeblikkelig nydt uindskrænket tillid. Nu, efter onkelens død, holdt han alt i den gamle gænge. Og forretningen, en en-gros-handel på højbroplads — butik holdt han ikke — som var forgrenet vidt ud i provinserne og gav godt af sig, beredte ham en agtet og lykkelig eksistens. Han levede mest for sine venner, og af dem havde han mange. Han havde nemlig mere end en gang i sit liv viist, at man kunne forlade sig på ham. Han var hjælpsom på en fornuftig måde og tavs som graven. Store storme havde han selv ikke oplevet, og ud af store storme, hvor det var æren eller livet der gjaldt, havde han vel heller ikke reddet nogen; men han forstod at klare de små skær og at sætte hårdt mod de små brådsøer, der larme mere end de skade. Når en ven fortalte ham sine sorger, hørte han roligt på det alt sammen, blev aldrig forbavset, forstod eller lod, som om han forstod det hele, og sagde så sin mening om sagen i få ord o o o o uden spor af sentimentale udråbstegn. Til sidst slog han hovedet på sømmet med en lille spøg, som bevirkede, at den anden fandt, der i grunden slet ikke var noget i vejen. Og det var just det, Ole ville opnå. Han sagde om sig selv, at, nedsatte han sig som klog kone, ville han blive berømt for sine piller mod humørsyge. — han og hans kreds holdt til hos mini på kongens Nytorv. Hele København kendte ham. Han havde en lille, vims figur og et påfaldende stort hovede; små, muntre, gråbrune øjne og en hårvækst, som endnu, trods hans halvhundrede år, var mørk og struttende. Sit skæg barberede han helt af, men så ikke desmindre ud, som om han aldrig var raget. Ikke heller hans lintøj var altid ganske propert, men — « han havde sgu andet at tænke på! når bare sjælen var ren! » Det ejendommeligste ved ham var den måde, hvorpå han førte sine hænder: i små, korte, studse tag som en marionetdukke. Og de fulgtes aldrig ad. Når den højre gik op, gik den venstre ned. Og fingrene spilede han fra hverandre. Humøret strålede ud af ham, hvor det bare kunne komme til. hans venner vare dygtige folk som han selv. Med fuskere kunne Ole ikke forliges. De to, han holdt mest af og havde kendt længst, var et par halvgamle pebersvende: doktor zillen og kontorchef Blum. Dem kaldte han « førstegrøden ». Zillen var så total skaldet, som noget menneske vel kan blive. Den fede nakke gik i et med halsen, og i lige linie med ørerne slog huden så dyb en fold, at Ole påstod, han havde mund både fortil og bagtil. « grådighedens gud, silen! » Øjnene fik man aldrig at se på grund af et par store, mørke briller, og munden kun sjælden, da han havde den vane at holde hånden for. Hans specialitet var børnesygdomme; men da de små vare over al beskrivelse bange for hans sære ydre, havde han ikke megen praksis. Han troede heller ikke stort på sin videnskab og brugte kun ti recepter. Også Blums udseende virkede frastødende. Alle trækkene i hans ansigt lå i strid med hverandre. Kinderne og mundpartiet — begge lige kantede — ville bestemt ikke have noget med hinanden at gøre, men lagde en dyb fure imellem sig. Øjnene småskelede fornærmet ned til næsebenet, som om det generede dem i allerhøjeste grad, og munden sugede sig ængsteligt ind i sig selv som af frygt for at komme i berøring med næsetippen, der var den eneste ansigtsdel, som lod til at- være forsonligt stemt. Men talte folk med ham, interesserede han dem; og kendte de ham, holdt de af ham. « du kan sgu takke din grimhed for det, du er bleven til, » sagde Ole lidt til ham. Og der var noget i det: folk havde ladet ham gå i o o fred. Han havde kunnet arbejde på sit livs opgave uden at blive distraheret, hverken af venner eller fruentimmer. Og han havde sagt til sig selv: « vil folk ikke se på mig for mit ansigts skyld, skal de pine død blive nødsagede til at se på mig for min dygtigheds skyld. » Og nu kunne det endog hænde, at man fandt ham ganske køn, når han kom med alle ordnerne på brystet. Mens Ole havde kendt doktoren fra dreng, skrev venskabet med Blum sig fra en senere o alder. Det var politiske sympattier, der havde knyttet de to sammen. Ole var nemlig politiker på en Hals. I fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne havde han været glødende nationalliberal og skandinav. Og han læste endnu « fædrelandet » O o med stor interesse. Det samme gjorde kontorchefen. Men efterhånden var der indtrådt en divergens imellem dem, som ofte gav anledning til disputer. Ole var en alt for nøgtern natur til, at han kunne blive ved med at « holde ideens fane højt ». Han havde øje for al den overspændthed, som havde gjort de nationalliberale anskuelser følge. Det sunde folkelige og frisindede i dem havde han tro til, men drømmene lod han flyve. Og uden selv at vide det, ja uden rigtig at ville det, fik han således fremskridtsideer og bondesympathier og forsvarede ungdommen. Kontorchefens naturel var langt stædigere. Han holdt strengt fast ved det nationalliberale program i alle dets konsekvenser. Det havde for ham samme evige gyldighed som Luthers katekismus. Det stærkt ideelle, som prægede det, var efter hans mening just dets nerve. Han kaldte Ole en renegat og en rabulist. O o i et punkt blev Ole dog helt ud sine ungdomssympathier tro: han levede og døde som fuldblods skandinav. Svenskerne elskede han. Han var « bror » med mere end en snes. Men om det i dette forhold var unionsideerne og deres fordele eller vinhandlerforbindelserne og deres profit, som havde haft den afgørende stemme, kunne med grund underkastes en drøftelse. Det var vel nærmest de første, der havde ført de sidste med sig. Men hine blev just derved så meget des inderligere Oles kød og blod. Han tog lidt til Malmø og kom altid hjem i et overstadigt humør. Det var navnlig det, han berømte hos svenskerne: deres humør. Og på humøret kom dog alt an her i verden. Man talte så meget o o om, at folk skulle have moral. Nej, de skulle have humør. Der kom langt mere kærlighed til gud og næsten ud af et godt humør end af en o o god moral! O det var også efter svensk skik, at han helligholdt valborgsdagen, første maj. « på den dag skal man supa og se glad ud! » sagde han, « nu kommer våren. » det hændte lidt, at våren ikke kom før en god stund efter, men det hændte o 1 aldrig, at der ikke var gilde hjemme hos Ole den aften, gilde for « førstegrøden », der blev « ofanlig flot » trakteret. På et lille dertil indrettet bord, som stod tæt ved det store, paraderede vinflasker i dusinvis. Det var nemlig smagegilde, Ole gav. Svenske ord og talemåder faldt ham lidt i munden. Skulle han karakterisere en vin eller en pige rigtig træffende, måtte han altid ty til brodersproget. Det bedste, han kunne sige om en vin, var, at den var « ofverdådig », og kaldte han en pige « forbasket vakker », så vidste man, at han var skudt. Men hans smag var aparte. Det, han så mest efter hos en kvinde, var skuldrene. « har hun ikke « stilige axlar », sagde han, « gør hun intet indtryk på mig, end ikke om hun for resten er skøn som Venus og kommer til mig i højstsammes olympiske coustume. » nogen stor. Don Juan var han ellers ikke. Han havde et åbent øje for de komiske sider ved en pikant affære. Og’ noget værre kunne han ikke tænke o o sig, end at en skulle kunne « drive » med ham. I livets afgørende øjeblik havde han imidlertid glemt at se på skuldrene. Hans kone havde ikke haft « stilige axlar ». Hun havde været mager som en græshoppe. Det var svigerfaderen, en betydelig jurist, der havde spillet en fremragende rolle ved grundlovgivningen, som havde arrangeret partiet. Han ville gerne have den halvgamle datter vel forsørget, og desuden holdt han meget af Ole. Denne var stolt over, at en så indflydelsesrig politiker kastede sine øjne på ham, og besluttede sig til at fri. Han sendte frøkenen et latterligt kort brev med mange punktummer i. det var ham umuligt at lyve. Hun svarede ham ja et par dage derefter, ligeledes i lapidarstil, og dermed var brylluppet bestemt. Ole var den gang otte og tredive år. Han havde aldrig følt nogen synderlig længsel efter ægteskabet. Hans venner og hans arbejde havde taget hans tid, og han fandt nu engang knejperne hyggelige. Alt det, man fablede om en kvindes ordnende hånd og en hustrus kærlige smil, der skulle gøre en så godt, når man kom hjem fra sit dagværk, havde han aldrig forstået. Hans gamle Ellen støvede såmænd så grundigt af, som man kunne forlange det, og hun grinte lidt mer, end han fandt kønt og opbyggeligt. Ikke desmindre blev hans ægteskab lykkeligt. Ingen af ægtefællerne ventede stærke erotiske følelser fra modpartens side, og begge resignerede på det punkt. De vare • tilstrækkelig godt begavede til at indse, hvorledes de ville få det bedst sammen: de lempede sig efter hinanden, kom hinanden i møde og dyrkede hinandens interesser. Hun havde god vinsmag, « både hovedsmag og bismag ».— sagde Ole — og talte desforuden fornuftigere om landets ve og vel end mangen rigsdagsmand. Det var i hans øjne to fortrinlige egenskaber. Det eneste, han havde noget at udsætte på, var hendes humør. Familien havde i flere slægtled.været melankolsk. Ole prækede for hende og fik hende til at stå op om morgenen klokken fem for at fordrive tungsindet, men lige lidt hjalp det. Da han havde været gift med hende i syv Io år, døde hun af kræft i underlivet. « der sad altså humørsygen, » sagde Ole. Han tog dog måske fejl. Dødsfaldet beredte ham ingen hjertesorg, men han savnede hende i begyndelsen stærkt under det daglige trummerum. I svigerfaderens hus vedblev o o o han at være en hyppig gæst, indtil denne døde to år efter datteren. Så blev caféen på ny hans stadige hjem, og her faldt han hurtigt og let ind i de gamle folder. Han levede videre, som om der aldrig havde været nogen afbrydelse i hans vaner, og vennerne fandt ham ganske uforandret. De drillede ham lidt med, at han giftede sig nok igen. Men hertil svarede han altid, mens den højre hånd gik op og den venstre ned: « sludder, jeg er kun anlagt for det venskabelige. » Ikke desto mindre fik vennerne ret. Ole giftede sig igen, og denne gang var det « axlarne », som gjorde udslaget. Det hændte i foråret 1860, at Ole blev nødt til at tage over til Odense, hvor han havde et o filial af sin forretning. Agenten, Bondesen, havde levet over sin evne og var nu en fallit nær. Ole måtte ordne affærerne. Det var navnlig Bondesens kone og datter, som havde forårsaget ulykken. De gade ingenting bestille og fordrede at leve som prinsesser. Selv agenten gav dem et drøjt skudsmål. « hvor gammel er deres datter? » spurgte Ole, da Bondesen havde skildret forholdene for ham. « fem og tyve. » « hun må sgu ud mellem folk og fortjene sit brød selv, det lange pigebarn, » sagde Ole. Og lidt efter tilføjede han. i en meget bestemt tone: « ja, hør, Bondesen! det vil jeg sige dem: får jeg ikke garanti for, at menagen i deres hjem kommer i en ny skure, så hjælper jeg dem hverken med kavtion eller rede penge. » « ja, hvorledes skal jeg kunne —? » Ole gned sin pande: « de er et fæ. » « ja, hr. Grosserer. » Det var et gennemgående karaktertræk hos Bondesen, at han indrømmede hver eneste fejl, man beskyldte ham for. Den egenskab irriterede Ole. « lad være med at sidde og rakke dem selv til, » sagde han. « det er en fornærmelse mod mig, der har vist dem så megen tillid. » « ja, hr. Grosserer. » « der er vist ikke andet for, end at jeg taler med deres familie, » sagde Ole lidt efter. Agenten så i et virvar, som han ikke kunne rumme, alle de optrin, som en sådan indblanding fra Oles side ville føre med sig, og blev dødsensangst. Men i sit stille sind glædede han sig dog over den mulighed, at Ole ville skælde hans kvindfolk ud. • så talte Ole med de to damer. Men det gik ikke så let for ham, som han havde tænkt. Madammen troede han ikke rigtig. Hun brugte guds ord så forskrækkelig meget. Og hvad jomfruen angik — Engelke Bondesen var en skønhed, høj, fyldig og blond; en ægte dansk type. Håret var langt ' og tungt, med en egen blød glans. Meget udtryk havde ansigtet ikke, og hverken smil eller tale bragte synderligt liv i det; men hendes blik gjorde en godt, og man kunne ikke lade være med at følge hende med øjnene, når hun gik. Hun bar sit legeme så støt og harmonisk. Lidt sanseligladt var der over hele skikkelsen; men også deri lå en vis ynde. Ole kjærlund fandt hende i hvert fald « forbasket vakker ». — straks den første gang han var sammen med hende, havde det været hans hensigt at sige hende sin mening kort og alvorligt: « de må arbejde, lille jomfru! og de skal sgu se, det er en ren svir at arbejde. » men han havde ikke kunnet bringe de ord over sine læber. Hun havde set så bedende på ham, takket ham så hjerteligt, grædt så trøstesløst, at han ikke havde kunnet få andet frem end: « græd ikke, lille jomfru; det skal nok blive godt. » og så havde han klappet hende på skuldrene. Den næste morgen greb han sig i, at Engelke var den første, han tænkte på. Han skulle ikke have noget imod at klappe hende på « axlarne » ' endnu en gang. — en formiddag traf han hende alene. Hun var roligere end sidst, men beklagede sig stærkt over faderen: hvor urigtigt det var af en mand at opdrage sin datter fint og flot, når han en skønne dag måtte sende hende ud blandt folk. Ja, for det blev dog enden på det. Og hun skulle såmænd også gerne gå ud at tjene, når hun bare kunne. Men hun var så bange for, at hun blev syg af det. Hendes øjne vare våde. Tårerne lå og kiggede udover øjenrandene, og kunne ikke bestemme sig til at vove løbet ned over kinderne. Men hun tørrede dem ikke af. « frisk mod, lille jomfru! » sagde Ole. « deres fader har altid været flink i forretningen. Han arbejder sig nok op igen. Han må bare indskrænke sig en del. » Den sidste sætning gik som en gysen igennem hende. Hun rystede på hovedet, begravede øjnene i sit lommetørklæde og snøftede gudsjammerligt. så rejste han sig og stillede sig bag ved hendes stol. Hun blev roligt siddende. Til sidst fik han hånden op og strøg hende langsomt hen ad den venstre « aksel ». « det er da endelig heller ikke nødvendigt, at de altid bliver i deres faders hus, » sagde han. « de kan jo gifte dem. » men næppe havde han udtalt disse ord, før han selv fandt, at det var løjerligt, han havde sagt dem; og dog — det var jo det naturligste råd af verden, han havde givet hende. Hun svarede ikke, men blev ved at græde. « stol de blot på mig! Tal til mig, som om jeg var deres bedstefader, » tilføjede han så et øjeblik efter for at sige noget mindre løjerligt, men også det sidste udtryk fortrød han i det samme, han havde sagt det. 7 o hun rejste sig pludselig og så ham lige ind i øjnene: « jeg ved godt, at de har sagt til fader, de syntes, jeg skulle søge en eller anden plads. Og er det nødvendigt, skal jeg såmænd også gøre det. leg er dem så grumme taknemmelig; de j o o o 7 er så god. Jo, de er så god. Men jeg er ikke, som jeg burde være. » • ansigtstrækkene svømmede hen i gråd. « så, så, så, » sagde han og tog hendes 7 7 7 o o o hånd. Men hun blev helt borte i hulkene, og lod 7 o hovedet synke ned på hans skulder. I det samme kom madam Bondesen ind. Engelke.rørte sig ikke. O o « deres datter er rent fra det, » sagde Ole. Han følte, han selv var det ikke mindre. — billedet af denne situation forfulgte ham hele o dagen. Han gik om med en ond samvittighed, o o o 7 og det hjalp ikke, hvor lidt han også sagde til sig selv, at det var jo ikke ham, der var den skyldige. Også om natten i drømme plagede situationen ham; kun med den forskel, at der var det madammen, hvis skuldre han kælede for. De følgende dage fik han ikke talt alene med Engelke. Men hendes lange, bedende blikke ligesom strøge ham helt ned ad kroppen. Agentens affærer ordnede han på det bedste og omhyggeligste. Ved afskeden sagde Engelke til ham: « tænk så på mig, hr. Kjærlund, hvis der er en eller anden ting, som de synes, jeg egner mig til. Og vær ikke vred på mig. » samtidig stak hun en rose i hans knaphul. — om der var noget, hun egnede sig til! — den tanke løb rundt i Oles hoved efter hans hjemkomst til København som en Melodi, han ikke kunne blive kvit. Han havde ondt af hende. Hun ville få det knapt i faderens hus nu; det var der ingen tvivl om. Blot han kunne hjælpe hende! Sulte måtte hun for alt i verden ikke. Tænk, om hun blev mager og indfalden og fik spidse skuldre! Vennerne fandt ham påfaldende stille. De mente, at agenten måtte have gjort et dybt greb i hans pung. Men den, der var mest forbavset over ham, var gamle Ellen. Hun kendte ham bedre end nogen. Hun kunne på hans trin høre, hvad humør han var i. Den distraktion, der havde bemægtiget sig ham siden hans' hjemkomst fra Odense, gjorde, hende ængstelig for alvor. Nu havde han to lørdage i træk glemt at trække det gamle taffeluhr op. Og han smed sine støvler med gny udenfor døren om aftenen. Så måtte han være stærkt optaget af et eller andet, der gjorde ham urolig. « mon det går tilbage med flaskerne? » tænkte hun. Han selv var forundret over, så meget han tænkte på Engelke, men undskyldte sig med, at det var hans gode hjerte, som ikke lod ham i fred. Han måtte skaffe hende en bedre eksistens. Om han ikke kunne få hende anbragt i København? Den tanke beskæftigede ham til sidst så meget, at han en aften på knejpen pludselig plumpede ud med det spørgsmål: « er der ingen af jer godtfolk, som kender en pæn familie, der vil tage en køn, ung pige i huset som selskabsdame eller nogæt i den dur? » men da han ikke o ville nævne pigens navn — hvad vennerne fandt højst besynderligt og han selv for resten også — blev der ikke talt mere om. Sagen. Han kunne selv tage hende i huset! Det var en udvej. — å, han var jo gal, splittergal! Hvad skulle hun der og hvad ville gamle Ellen sige? Nej, han begyndte virkelig at blive bange for, at han havde en skrue løs. Men anfægtelserne blev stærkere og stærkere. En aften faldt han i staver bag ved sin gamle fløjels lænestol, som han stod og strøg kærligt hen over rygrundingen. — det var nu to måneder siden, han havde set Engelke. Julisolen skoldede landet, jorden sprak af længsel efter væde. Ole led altid stærkt i o heden og følte trang til en lille luftning. « Herren skulle tage sig en ferie, » sagde gamle Ellen. « Herren trænger til det. Herren har skæmmet sig. » Ja, hvor skulle han tage hen? Han måtte opsøge et sted, hvor han havde selskab. Ensomhed hadede han. I Odense kendte han så mange mennesker. Når der blot ikke var ligeså varmt som i København? Ja, men han burde dog en gang se efter, hvorledes det stod sig med bondesen-. Det var ligefrem hans pligt. Han burde måske endog have gjort det for længe siden. Så rejste han. Da han var midt på storebelt, blev han pludselig angst og fik lyst til at vende om; men det kunne jo ikke lade sig gøre. En fjorten dages tid efter blev kontorchef Blum meget forbavset over at se Ole på sit kontor klokken ni om morgenen. Ole havde endogså ventet en halv time, fortalte han. « jeg anedeslet ikke, du var kommen tilbage, » Sagde kontorchefen. « ja, du må være forberedt på overraskelser, » Svarede Ole. Og så -fortalte han nyheden, leende over hele ansigtet, mens han gik dansende op og ned og slog med sin stok i sin venstre hånd: han var bleven forlovet. Det gav et sådant sæt i kontorchefen, der sad på sin skruestol, at han drejede rundt og kom til at sidde med ryggen til pulten, mens benene dinglede ud i luften. « med hvem? » « med jomfru Bondesen. » « er du gal? » Ole havde ventet det spørgsmål og blev aldeles ikke afficeret deraf. Øjnene lo blot endnu mere, da han svarede: « det kan sgu godt være. » « hun har jo ikke en skilling. ». « ja, så kan i da i hvert fald se, at jeg mener det oprigtigt. » Kontorchefen fandt det grumme dumt at indlade sig i familieforbindelse med en mand, der stod i afhængighedsforhold til en. « det kan jeg sgu i grunden ikke indse, Lars. De penge, jeg har lånt Bondesen, får jeg dog aldrig igen. Så er der mere rimelighed i, at jeg har hjulpet min svigerfader end en fremmed mand. » « du har ingen honnet ambition, Ole. » Ole lo så hjertens-fornøjet. « sig mig en gang, Lars, » sagde han, idet han stillede sig hen foran ham og klaskede ham på lårene med sine små runde næver: « har du nogensinde været sådan rigtig — forliebt? » Kontorchefen så på ham med et blik, som om han virkelig var bange for hans forstand. « brylluppet skal stå om en måned. » Ole tog sin hat. « ja, jeg vidste nok, du ville mukke. Men vent, til du har set hende. Adjø. » Han var allerede helt henne ved døren, da kontorchefen forsigtigt sprang ned af stolen og gik hen og trykkede hans hånd. « ja, ja. Til lykke da. Gid det må blive til dit bedste. » « kom op og drik et bæger hos mig i aften, » Sagde Ole og smuttede ud. — så strålende som nu havde vennerne aldrig før set ham. Doktoren tog et par lorgnetter på foruden brillerne for rigtig at betragte ham. Han var den, der syntes bedst om forlovelsen; og kom med hentydninger, over hvilke han selv var bristefærdig af latter. Hele København fik snart at vide, at Ole kjærlund skulle giftes igen. Og der blev snakket meget om det. Man undrede sig, navnlig damerne. Det hændte ikke sjælden i denne tid, at folk vendte sig efter ham på gaden. Det fandt han løjer. Han nikkede til dem, og et par unge piger kyssede han endog på fingeren af. « jeg går i en højbenet længselsrus, » sagde han selv og talte aldrig om andet end sin tilkommende. Småstumper af Chr. Wintherske digte faldt ham ind, og dem blandede han i sine taler. Blum fandt, at han gjorde sig latterlig, og sagde det også til ham. Men Ole var døv for o o sligt. Humøret måtte sprudle. Alt, hvad der i disse dage hændte ham af ubehageligt, tog han sig let. Da han en morgen gik ned ad Gothersgade og svingede mølle med sin stok, kom han til at slå en rude ud, som kostede tyve rigsdaler. Det var ham en ren svir at betale pengene. Og kjælderkarlen, Jokum, som slog ti flasker meget kostbar vin itu for ham, o o 7 fik knap et ondt ord. « herre gud, Jokum er måske også forliebt, » sagde han. Den eneste, han var grov imod, var gamle Ellen. Han syntes, hun tog sagen vel stramt. Det var ikke langt fra, at hun havde sagt ham op i hans åbne øjne, at hun fandt det giftermål uanstændigt. Hvad der navnlig ærgrede Ellen, var de mange forandringer, Ole gjorde i lejligheden. Denne bestod af tre dagligværelser og et sovekammer, alle meget gammeldags møblerede. Under den forrige kones regimente var alt — efter konens o o eget ønske — blevet stående på sin gamle plads, og det havde vundet hende Ellens hjerte. Nu blev derimod hele møblementet sendt på en avktion og nyt anskaffet. Desuden købte Ole en mængde kunstsager og nips, som han stillede op rundt omkring i stuerne. Ellen gik og skævede arrigt til alle disse ting, angst for at rive dem ned. « her går jeg bersærkergang, » Sagde hun til Ole, da denne spurgte hende, hvorfor hun trippede så forsigtigt, som om hun havde småsten i strømperne. Det stod imidlertid ikke klart for hende selv, hvad hun havde ment med det udtryk. Mest opbragt blev hun dog den dag, den nye seng ankom. Hun blev kokliko i hovedet og gik ud i køkkenet, hvor hun satte sig på huggeblokken og rokkede, som om hun havde det forfærdeligste mavekneb. — o så stod brylluppet i Odense i september. Blum var Oles forlover. Han ville nødig; men ville dog været blevet meget fornærmet, hvis man havde forbigået ham. Agenten græd stærkt både i kirken og ved o o o middagsbordet. Otte dage efter erklærede han, o o 7 at han endnu slet ikke kunne begribe, hvorledes o 7 det hele var gået til. Bruden var rolig og fornøjet og så dejlig ud. Ole holdt syv taler. Den sidste blev han slet ikke færdig med, og ingen vidste, hvad han havde sagt, han selv mindst. De unge folk rejste om aftenen direkte til København. I ægteskabets første måneder var Ole bestandig om sin kone. Når han kunne, så han ind til hende fra kontoret, og han tilbragte hver 7 o o eneste aften i hendes selskab. Vennerne hos mini savnede ham for hver dag mere og mere. De kom til ham i deputation og bade ham dog blot ofre dem en eneste « qvåll ». Men han sagde nej. Han indbød dem ikke heller så lidt mere. Han ville have Engelke for sig selv. Men forholdet til dem var lige godt for det. Kun med Blum kom han en smule på kant, fordi denne en dag antydede, at Engelke havde taget ham for pengenes skyld. Ole havde aldrig troet, man kunne blive så lykkelig, som dette hans andet ægteskab havde gjort ham. Al hans hengemte ungdomsvarme skød ud i blodet, og han var henrykt over, at han endnu kunne føle så stærkt og ufordærvet. « der kan man se, det lønner sig, når man fører et ordentligt liv i sin ungdom, » sagde han hver dag til sig selv, o o de snese gange i døgnet fortalte han Engelke, at hun var hans første kærlighed. Det var hende ganske ligegyldigt. Hun fandt det kun latterligt. Hun syntes overhovedet, at han gjorde sig vel meget til nar. For resten havde hun ikke noget imod ham. Hun morede sig over hans pudsigheder og respekterede ham for hans gode indtægters skyld. Store ideer og drømme om kærlighed havde hun aldrig haft. Sytten år gammel havde hun været forelsket op over begge øren i en ganske simpel bondekarl, som passede hendes faders have. Dengang havde hun haft søvnløse nætter o o og stridt og våndet sig. Men da hun vidste, at o o o 7 partiet var håbløst, havde hun overvundet sværmeriet. senere havde hun nok følt lidt varmt for en lieutenant og tænkt lidt kærligt på en kontorist; men hendes betagethed havde ikke været stærkere, end at den kun havde voldt hende béhag. Og da hun kom ud over den allerførste ungdom, var hendes eneste ønske det, at blive o 7 7 rigt gift. Hun elskede velvære. Faderens nære fallit havde bragt hende på fortvivlelsens rand. For enhver pris måtte hun gøre sig uafhængig af sin familie. Uden mindste tanke på, om hun ville blive lykkelig med Ole eller ej, havde hun så kastet sig ind i et koketteri, som måtte og skulle erobre ham. Af naturen var hun slet ikke koket. Hun undrede sig derfor over, så vel hendes list var lykkedes. • nu i ægteskabet syntes hun jo nok, at det ville være rart, om hendes mand var både yngre og kønnere. Men han holdt vel engang op med at overhænge hende. Og hun kunne jo søge opmuntring andetsteds. Hovedstadslivet bød jo på de tusinde adspredelser. Hun drev lidt på gaden og gik hyppigt i tteatret. Hans venner tiltalte hende ikke; men hun skulle nok skaffe sig bekendte. Der var allerede nogle damer i den loge, hun havde om mandagen, som hun syntes godt om. Kun et var hun alvorligt bange for, og det var den mulighed, at hun kunne få børn. Skete det, var hele hendes velbefindende forspildt. Først besværet at få dem, og så besværet at opdrage dem! Hun håbede sikkert, at hun ingen fik. Det var børnespørgsmålet, som bragte den første kurre på tråden mellem Ole og hans kone. Tre måneder efter brylluppet mødte han doktor zillen på gaden. Denne lo til ham gennem brillerne. « nå, hvorledes står det med symptomerne? » Spurgte han. « symptomerne — allerede? » Ole stammede næsten. Hjertet slog helt op i halsen på ham. — om aftenen sagde han så til sin kone, da hun sad foran sit toiletspejl og gjorde sit hår i stand til natten: « hør Engelke, der er noget, jeg- vil spørge dig om. » Han lagde sin arm om hendes skulder og så på hendes ansigt i spejlet. « jeg mødte i dag doktor zillen på gaden, og han spurgte mig om du — — havde mærket noget? » Hun forstod ham ikke straks. Men da det gik op for hende, hvad han mente, blev hun på en gang vred og forskrækket og gjorde sig fri for hans omfavnelse ved temmelig ublidt at skubbe hans arm bort med en hånd, der var fuld af hårnåle. « doktoren har gjort nar af dig, » sagde hun. « tror du det? » « det håber jeg da. » « håber —? » han stod aldeles forstenet. « du generer mig der, hvor du står. Jeg kan slet ikke røre armene, » kom det gnavent lidt efter. Han havde en fornemmelse, som om det pludselig var blevet ganske mørkt i værelset. « du kan ikke mene, hvad du før sagde — » « jovist mener jeg det. » « jeg kunne da ikke tænke mig en større glæde, end om vi fik en lille sønneke. » hans stemme lød ganske rørt. Hun rejste sig og gik i seng. « hvor kan du tro, at vi gamle mennesker får børn? » sagde hun helt nede fra dynen. « gamle? Du er da grøn nok. Og jeg er heller ingen methusalem. » « ja, ja. Lad os tale om det en anden gang. Jeg er søvnig. God nat, min ven. » så lagde hun sig om på siden og sov snart ind. Han klædte sig langsomt af og faldt lidt i tanker med et eller andet klædningsstykke i hånden. Det havde gjort ham så inderlig, inderlig ondt, hvad hun havde sagt, og den måde, hvorpå hun havde sagt det! Efter hans mening var et ægteskab uden børn en uting. Hans forrige ægteskab havde slet ikke været noget ægteskab. Desuden elskede han børn, og børn elskede ham. Men hun kunne ikke have ment sine ord i fuldt alvor. Hun, som var så sød og sund, måtte også holde af børn, og da navnlig af sine egne, af sine egne og hans! For hans skyld måtte hun da holde af sine børn, fordi hun holdt af ham. Holdt hun da ikke af ham? Skulle det være sandt, hvad hans ven sagde: hun har taget dig 7 o o o for pengenes skyld? Han havde altid været i for godt humør til at kunne tro på den beskyldning. « jeg er meget mere værd end mine penge; ergo må hun holde meget mere af mig end af pengene, » havde han sagt til sig selv. Men den aften ville det raisonnement ikke slå igennem. Hans humør tog det ikke for gode varer. Han lå længe vågen, efter at han endelig var kommen i seng, og sov til sidst fra o o' o lyset. — den næste morgen bragte han straks sagen o o o på bane igen. Hun var ikke så irritabel som om aftenen og ville for alt i verden undgå scener. Hun o o fortalte ham derfor ganske sindigt, at hun var så angst for barselnøden, og sagde, at han kunne jo nok begribe, hun gerne ville nyde hovedstadsfornøjelserne uforstyrret et årstid. De vare jo ganske nye for 'hende. Disse forklaringer beroligede ham noget, men o o o 7 der blev dog en bråd tilbage i hans sjæl. en månedstid efter blev Engelke virkelig frugtsommelig. Hendes tilstand blev hende klar, da hun talte til Fru Thortsen — den dame, hos hvem hun havde loge — om sine fornemmelser. O hun græd heftigt, da hun fik at vide, hvorledes det stod sig med hende, og det hjalp ikke, hvor meget så Fru Thortsen forsikrede hende, « at det gik nok godt, og at så var jo verdens gang ». Ved middagsbordet samme dag henvendte hun ikke et ord til sin mand. Hun så ikke engang på ham. Han måtte tro, hun var syg. Men om aftenen, da de skulle til ro, sagde hun — uden egentlig at ville sige det — rent mekanisk: « du havde ret. Vi får børn. » Han kyssede hendes hænder, hendes øjne, hendes mund, ganske blussende rød i ansigtet og med tårer i øjnene. « tak, tak », mumlede han, « min egen, elskede søtnos; gudskelov! » Hun måtte slide sig fra ham. Hvor hun fandt ham dum og sig selv dum og alting dumt! « ja, jeg ved det nok, du er lidt bange for det, men det skal du ikke være. Du skal få den allerbedste jordemoder i København, skal du. » « jeg dør nok af det, » vrissede hun. « sådan noget må du ikke sige. Du bliver endnu meget sødere og kønnere bagefter. Og du kan tro, jeg skal forkæle dig. Jeg er dog et sjelden lykkeligt menneske. Vær nu bare forsigtig. » « forsigtig, forsigtig! ja, der seer du, straks forsigtig! » Ole var så glad, at han overhørte hendes indvendinger. Han kyssede hende igen: « bliver det en dreng? hvad skal han hedde? » « lad mig i fred, hører du. I den tilstand, hvori jeg nu er, kan jeg ikke tåle dit overhæng. » Trods den skuffelse, Ole følte ved, at Engelke ikke syntes at dele hans glæde, vågnede han dog den næste morgen i det livsaligste humør. « Vorherre kan ikke have været gladere, da han havde skabt Adam, » sagde han til Engelke. — ' o o såsnart det var ham muligt, ilede han op til « silen ». « symptomerne er der, » råbte han, før han fik sagt godmorgen. O o zillen tog hånden bort fra munden: « gratulerer! » « det er stolt, hvad? » sagde Ole. « hun får nok tvillinger, » sagde doktoren o ’ o med det alvorligste ansigt af verden. O o den tanke fik Ole til at briste i en så rullende latter, at han måtte sætte sig. « du må se op til hende i dag og helst hver eneste dag, der er tilbage. » « ja, det lader du mig om. » « hun er selv ikke rigtig glad ved udsigterne, » Sagde Ole kort efter. Nu lo han ikke længer. « ikke det? » « hun er angst, tror jeg. » « ja, ja, forstår sig, første gang, » sagde doktoren og smilede. Han mente, det blev vel næppe den sidste. men Ole så ikke smilet. Han tog doktorens ord i alvor og lagde selv al d

1892_Henckel_JosiasRantzau

Marie

Josias Rantzau

Henckel

Henckel

Josias Rantzau

female

1892_Henckel_JosiasRantzau.pdf

Marie

Henckel

dk

Josias Rantzau

Et Livsbillede fra det syttende Aarhundrede

y

roman

Gyldendal

KB

Kan findes på: https://archive.org/stream/josiasrantzauetl00henc/josiasrantzauetl00henc_djvu.txt

pdftxt

1600

Undertitel. 1600

HISTORICAL

Du grand Rantzau lu n’as qu’une des parts, l’autre moitié resta sur les plaines de Mars. Il dispersa partout ses membres et sa gloire, tout abbatu qu’il fut, il demeura vainqueur. Son sang fut en çents lieux le priks de sa victoire, et Mars ne lui laissa nien d’entier que le cœur. I. En sommermorgens svale, dugvåde friskhed med store, glinsende dråber, der perlede på sagte svejende græsstrå og blankgrønne kløverblade, dulgte sig i gule engblommers svulmende bægre og zitrede mellem løvetandsblomsternes fine dun. Med svage pust af vinden, der havde ligget og hvilet og drømt den korte sommernat til ende og nu kærtegnende strøg henover vandspejlet førende duften med sig af det friskslåede hø; med en mangfoldighed af lyde, der først dirrede ligesom med dæmpet klang gennem luften, men til sidst voksede til en ligefrem larmende væddestrid, i hvilken fuglekoret derovre fra skoven efterhånden fik overtaget, og med lysglansen af den nyfødte sol, idet den sejerrig brød frem og spredte de hvidlige tågedampe, der havde svævet over engene og mosen. først i korte, skarpe blink, så bølgende som en gylden strøm ud over de lyse, vårgrønne skove, over bakkeskråningen, hvor den unge sæd vuggede sig i bløde krusninger, og over Abildgården ovre på ladegårdsholmen med de blomstrende syrener og guldregn og de lavstammede frugttrær, der havde drysset deres hvide sne ned over grønsværet. Solstrålerne zitrede derinde under det tætte løvhang, strejfede buksbom og lavendelhækkene, bag hvilke kål og purløg groede nok så frodigt mellem, velske roser og duftende ambra, prangende morgenfruer og fjerlette nelliker - hoppede og dansede hen over de lave stråtage og kastede længere og længere striber tværs over gårdsrummet, hvor karle og piger klaprede afsted på deres træsko og døre og luger åbnedes og lukkedes med høje smæld, medens fjerkræet kaglede og ænderne snadrede henne i møddingepølen, hvor de nøde tilværelsens behageligheder. det flimrede og blinkede på ladebygningernes hvidkalkede mure — men endnu var sollyset ikke nået ned i borggården. Dyb og sval lå skyggen derinde under de mægtige Linde, der som en række drabanter holdt vagt udenfor den statelige hovedbygning, hvis takkede murgavle spejlede sig i søens klare vand. Den havde lejret sig under portalens stenbuer, i de lange gange, med den mugne, indeklemte luft og oppe i den skumle vinterstue, hvor herskabet, den velbårne brejde Rantzau til bothkamp og hans hustru Øllegård v. Qyalen, vare ifærd med at nyde deres morgendrik i selskab med deres berømmelige forfædre, hvis billeder skuede ned til dem fra de vævede tapeter — lige fra slægtens stammefader ridder Kuno, en vældig herre, der sås at skride løs på en Borg, som næppe nåde ham til skuldrene, og hans navnkundige søn Wolf, hertug i Pommern, som med en såre glubsk og forslugen mine rakte en underskøn jomfru med guldkrone hånden over en rosenbusk — til Daniel og Johan Rantzau, som med deres feltherrestave pegede mod himlen, ret som om de krævede den til vidne på deres vidunderlige bedrifter. Disse store mænds mere beskedne ætling, som på denne sommermorgen i det Herrens år 1624 sad i kaminkrogen og slubrede den varme, krydrede drik i sig af en støb, som smådrengen lige havde bragt ham, var en mand højt oppe i halvtredserne med gråt hår og skæg og et furet, fortrædeligt ansigt. Det var at kende på ham, at han havde haft megen modgang og måtte have taget sig skammen nær, som hans vanartede søskende i sin tid havde bragt over familien — men det taltes der aldrig om. Sygelig og vranten havde han været allerede i mange år og vanskelig at komme til rette med — det fik hans omgivelser at fornemme. « vi få da ventelig ikke høet bjerget i dag heller, » Sagde han i en gnaven tone og skuttede sig. « en har immervæk kun fortræd og forlis fra alle kanter, og så de uskikkelige tjenestefolk — fanden fare. i dem alle til hobe! » « er der noget nyt nu igen? » spurgte Fru Øllegård og så frygtsomt op. Som hun sad der foran den strenge ægteherre, ældet og falmet før tiden, var hun et billede på underkastelse og forsagelse, blidhed og tålmod; men smuk måtte hun have været. Trækkene vare, trods deres skarphed, fine, figuren næsten pigeagtig spinkel — og så lå der ligesom et skær af blyhed og renhed over den hele skikkelse. « i spørger som i har forstand til, » lød det barske svar. « gik de kanske ikke hen og såede mig en ager til med byg i stedet for med havre, så vi kanske komme til at mangle til bæsterne? Og så den studehandel forgangen dag, som Heinrich og den kæltring af en Pranger fik lokket mig til — hvad kalder i det? » Han tog sig en ny slurk og så i det samme hen til døren, der langsomt blev åbnet. « med gunstige herres tilladelse, » lød det med en høj, skrattende stemme, og en lang, mager skikkelse, hvis ildrøde hår strittede som børster på hans hoved, smuttede som en ål ind i stuen. Hoserne hang ham langt ned om benene, og hænderne stak som et par uhyre labber frem af de alt for korte ærmer i hans luvslidte sorte klædning. « hvad djævlen er nu på færde? » skreg brejde Rantzau. « hvad fører ham hid på denne tid af dagen, hvor han ellers fanger læsningen an med drengene? » Magister Gebhard, kandidat i tteologien og hovmester for brejde Rantzaus to sønner, afgav et både komisk og ynkeligt skue som han stod der, snøftende og snappende efter vejret, og rullede med sine vandblå, nærsynede øjne. « nå, kan han snart få munden på gled? » Det gav et sæt i magisteren. « å, strenge hr. Brejdel Josias — der Teufel hat ihn gehøhlt — væk er han, væk! » Fru Øllegård gav et skrig, men husherren satte sølvstoben så hårdt fra sig på skiven, at resterne af dens indhold sprøjtede rundt omkring. « hvor vil han hen med den snak, magister? Plager den onde ham kun intet selv, at han ikke kan komme med en raisonabel forklaring? » « det er som jeg siger velbårne herre, » gispede hovmesteren og tørrede sveden af panden, « Josias er ikke at finde — hverken ude eller inde. Han var ganske desperat og uregerlig denne morgenstund, havde ikke lært sine latinske prosa eller det kapitel af biblen, ham var foreskreven, men sang og ville gale for mig som en hane; og da jeg til slut, efter nådigherrens egen befaling, truede ham med ferien, sprang han ud gennem døren sigende, at nu kunne ijeg se, hvor jeg fandt ham, han var ikke til sinds at komme mere — — » « han er en dosmer, magister! Hvi for den tusind Pokker løb han ikke efter drengen og gav ham et livfuld hug? » « det — det ville jeg jo også have gjort, nådigste hr. Brejde, men du min himmerigs gud, han er stærk som en ulykke! Han sled sig løs så jeg faldt og slog nakken i gulvet — jeg fornemmer det endnu skulle jeg mene. Siden løb vi efter ham. Mathias og Gunther hjalp mig at søge; omme ved ladebygningerne og gennem porten, helt ud over vindebroen var vi — » « hvad i ganske og aldeles ikke havde haft nødig, magister, for her er jeg jo! » lød det i det samme henne fra døren, og en halvvoksen, kraftig bygget knøs, næsten lige' så høj som magisteren og mindst dobbelt så svær, trådte ind så rolig og uforfærdet, som om hans samvittighed ikke i mindste måde følte sig besværet. moderen drog et lettet suk, men faderen gik imod ham med løftet hånd. « dit afskum! Har du nu atter været på spil? Hvad skal de galne streger sige? » « magisteren var vred, » svarede knøsen kæmpende med latteren og blinkende ad den fire år yngre Broder, der halvt forskrækket havde listet sig ind bagefter ham. « han tog på at skjelde mig huden fuld, det gad jeg ikke anhøre længer — så løb jeg. Men ikke ret langt, for jeg fjælede mig bag det store skab på gangen, og mens de rendte og søgte efter mig som de vare galne, smuttede jeg ind i stuen igen. Jeg kunne se det fra vinduet, hvor de styrtede ud gennem porten — Mathias og Gunther med hundene efter sig, der gave Hals — og så kom magister — å, for kosteligt syn det var! » Brejde Rantzau greb efter stokken. « prøv ikke på at slå mig, hr. Fader! » udbrød sønnen trodsig, idet det varme blod skød op i hans kinder. « ret nu fyldte jeg de fjorten år, jeg er ingen pog længer. » « pog eller ej, så får du lære at lystre alligevel. Vil du fluks på stedet gøre afbigt, eller — » « magister kunne jo set sig bedre for — jeg tåler ikke, at han truer mig med ris, ligesom han gør ved Povl. — å hr. Fader, skik mig heller bort herfra til et sted, hvor jeg kan lære krigskunsten fra grunden af. At vorde en berømmelig helt lig min oldefader, den store Johan Rantzau, dertil står min hu, ej til latinske gloser og Vers. » « ja, ret nu skal jeg lære dig krigskunst! Og om jeg så får prygle sjælen ud af din syndige krop — hug skalst du have, dit arge bæst — hug — — » Han slog ud med stokken, men ramte ikke, da Josias behændig veg til side. « så skal da også den onde! » -------------atter susede stokken gennem luften og atter dukkede Josias sig. Det blev til sidst til en vild jagt stuen rundt under faderens eder og forbandelser. Tilsidst blev brejde Rantzau træt. Han dirrede af harme, og fråden stod ham for munden. « først herud med dig, eller jeg slår dig ihjel! » Brølede han. « 1 tårnet skal du sidde, til du kommer på andre tanker og beder om nåde — hører i det allesammen? — Mathias, Gunther! herhid — bringer den vanartede skælm over i tårnet og lad mig ikke se ham mere for mine øjne! » Josias lod sig lige så lidt skræmme af tårnet som af pryglene. Han skar ansigter og vendte det hvide ud af øjnene bag magisterens ryg, til fryd og opbyggelse for Povl og de to svende, der gottede sig af hjærtens lyst, og lod sig så rolig føre bort. Brejde Rantzau knyttede truende hånden efter ham og tørrede sveden af sin pande. « den forbandede knægt tager til sidst livet af mig, » Stønnede han og sank ganske udmattet om i stolen. Det var en slags vedvarende krig, der blev ført mellem fader og søn. Som to fjendtlige magter stod de altid kampfærdige og parate til at levere en batajlle, uden at det kunne siges, hvem der ved slige lejligheder egentlig gik af med sejren. Lige fra Josias var en lille dreng havde faderen kun åbnet munden til ham for at skjelde ham ud, og hvor det ikke slog til mente han, at pryglene måtte gøre resten. Men langt fra at kue drengens medfødte trods, havde det kun øget den, og jo ældre han blev, des mere uforfærdet optog han kampen. At lystre en så ynkelig person som magister Gebhard, der var fej og krybende som en hund lige overfor hans fader, fandt han sig ikke i; han lærte kun hvad han selv havde lyst til og spillede ham så forresten det ene puds efter det andet, mindre for at skade ham end for at tirre faderen og sætte hårdt imod hårdt. Og brejde Rantzau, som genfandt så meget af sit eget stivsind hos sønnen, følte med en slags afmægtigt raseri hver dag mere og mere, at han ikke magtede at tøjle denne ubændige natur, som var i færd med at vokse ham over hovedet. Da Josias var bleven lukket inde i den snevre tårnstue, der næppe talte fem skridt i længden, lagde han sig ganske rolig til at sove — det var da altid lige så godt som at døse over de kjedsomme bøger og høre på magisterens pibende røst — og han vågnede ikke før den tykke Gunther bragte ham middagsmaden. « fy for den lede, » råbte han og spyttede, da han havde smagt på byggrøden og det saltede flæsk, « tag det med dig igen og giv det til bæsterne, jeg gider ikke have noget deraf. Men hør Gunther, kunne du ikke skaffe mig Pollux og Diane herop, hvad? jeg kunne nys høre, hvor de toge på vej, ret som de kendte på sig, at jeg ikke kan komme ned til dem. » « kors i Jesu navn da, hvor kan i falde på det, Junker Josias? De ville jo gøre et helvedes spektakel, og hr. Brejde ville fluks jage mig af gårde — — » « ej, gak så Pokker i vold, dit dumme drog — spektakel kan jeg gøre alligevel — » og så begyndte han at slå om sig og gøre storm-angreb mod væggen og skråle af fuld Hals, så at svenden holdt sig for ørene og for ud af døren. Josias lo så han måtte holde sig på maven. Så gav han sig til at lave et stillads af bordet og de to træstole; der kravlede han op, og kunne så akkurat nå at se ud gennem det lille tilgitrede vindue over til ladebygningerne og til vænget, der bagved, hvor hans lille nordbak gik og græssede i den høje kløver. Han fløjtede, først dæmpet og så stærkere — dyret spidsede øre og drejede hovedet. En stor humlebi fløj summende ind gennem vinduet, men flagrede straks efter ud igen, som om den syntes, at herinde i det snevre, dunkle rum var det den for trangt. Josias trommede utålmodig med sine støvlehæle mod stolens tremmer — så greb han pludselig fat i jernstængerne og ruskede i dem af al magt. — — derudenfor lå verden, vid og stor, i al det ukjendtes lokkende glans, vinkende, dragende som eventyret selv, hvormed man havde fyldt hans barnesind, og her — her sad han under lås og lukke! — han sprang pludselig ned fra stilladset med fare for at knække halsen og stod der og knyttede hænderne, halvt i en drengs afmægtige trods, halvt med en mands hele, dybtfølte harme over uretten, han led; neglene borede sig ind i kødet, tænderne bed han sammen — hele hans legeme rystede. — — så rettede han sig og kastede hovedet tilbage. Monstro faderen virkelig mente, at han på den vis kunne tvinge ham til at krybe til korset? — nej, nu skulle det have en ende, han fandt sig ikke længer i slig behandling. Alvor skulle det blive, hvad han i kådhed havde truet med om morgenen; bort ville han fra det hele, fra denne plagsomme tilværelse, i hvilken alt, hvad der var hårdt og stridbart i ham, kom frem, så at han til tider næsten kendte sig bange for sig selv. At slippe bort — å, det havde vel ingen nød. Når Gunther bragte ham nadvermaden, ville han se at få nøglerne fra ham, godvillig eller med magt, han havde jo kræfter nok til at vove en dyst og lukke ham inde i sit sted; derefter ville han ganske rolig liste ned og sadle sin nordbak; selv om en eller anden af folkene skulle opdage ham, var han sikker på, at ingen af dem ville røbe ham, der trods alle sine gale streger var deres afgud fra lille af — og så — afsted skulle det gå! Hvorhen vidste han endnu ikke ret, men krigen rasede jo der syd på, mange drog afsted — hvorfor skulle han ikke drage med? Ja, hvorfor ikke? Det var dog dertil hans hele hu stod. Og der lagde sig med et en sælsom alvor over de unge, sorgløse træk, der stod en fast beslutning at læse i hans øjne, som lyste med en trodsig, funklende glans. Så langsomt dagen sled sig hen med at vente på befrielsen, der skulle komme. Men den kom — og det ganske anderledes, end han havde ventet den. Nogle timer efter middag rullede karossen fra brejdenborg, forspændt med de velbekendte fede, brune heste, ind over broen, og ud steg hans faders søskendebarn, den fra kalmarkrigen bekendte Gert Rantzau — « rige hr. Gert », ejer af ikke mindre end tyve herregårde og statholder i Slesvig og Holsten. Brejde Rantzau, som i hast havde fået ombyttet paltsrokken med den brune kjole, humpede selv ned for at tage imod den ærede gæst ved foden af trappen, medens hustruen stod ovenfor og nejede, og frænderne hilste med stor hjærtelighed på hinanden. statholderen, der bad, at man ikke måtte umage sig med noget for hans skyld, eftersom det kun blev et lidet kort besøg, spurgte straks efter Josias, hans gudsøn og særdeles yndling. « å, han sidder i tårnet, » svarede brejde Rantzau. « han er doven som en ulykke og galere end nogen tid tilforn. En har fast samme besvær af ham, som kunne en hel skok djævleunger og satans slemme yngel være skikket en på halsen. » Gert Rantzau lo først så det klukkede i ham, da han hørte morgenens begivenheder, men sagde bagefter i en alvorlig tone: « i holder min sjæl og salighed og tøjlerne for stramme, brejde, det er hele sagen. At knægten har den narriske magister til bedste, er jo slemt nok, men en får dog skelne mellem kådhed og ondsind, og i skal huske, at Josias er for gammel til at tugtes på den vis. Et ord i al fornuft og sindighed ville frugte bedre — » Brejde blev mørkerød i hovedet. « skulle jeg give ham medhold kanske? Lade ham vokse op som en ignorant og vorde til spot og spe ligervis som Broder Otto, hvem han — gud bedre det — i alle måder slægter på? » « vist ej, hr. Fætter. I skal kun give ham en nogenledes fornuftig optugtelse alt eftersom hans natur kræver det. Hvor en vækst vil skyde frem, ser i, livskraftig og stærk, der gavner det kun lidet at'ville holde den nede med magt. Et stort ansvar er visselig pålagt den, hvem Herren har beskikket børn, men i ser igen livet for dystert og traurigt an, dømmer det unge, iltre blod for hårdt. » Brejde Rantzau kløede sig eftertænksomt i hovedet; var der nogen, hvis dom han satte pris på, så var det visselig Herren til brejdenborg « hør, ved i hvad, » vedblev denne, som begyndte at tale sig varm, « heller end at lade Josias gå her og volde jer harm og ufred, så fortro ham en stund til min varetægt. Jeg gad dog prøve hvad der kunne komme ud der af, skal og i alle måder handle imod ham, som var han en af mine egne sønner. » Ganske overvældet sad brejde Rantzau og gabede på sin frænde. Det var jo nu engang så, trods al tidens råhed, at kundskaber var en magt, for hvilken man bøjede sig, og da statholderen, søn af landets lærdeste adelsmand, ligesom faderen stod højt over de fleste af sine standsfæller i dannelse, betragtedes hans hus ligefrem som en slags højskole for datidens mandlige ungdom, i hvilken den holstenske adel kappedes om at få sine sønner optagne. Og nu — så uventet at få sligt tilbud! Hvilket ansvar og hvilken byrde blev en ikke kvit derved! Men på den anden side var der jo rigtigtignok magisteren, hvem han nu engang gav kost og løn, og så Povl, hvem han vel neppe fik råd til at skikke til akademiet i søer for det første. Der blev så talt en del frem og tilbage om tingene, medens Fru Øllegård som en æggesyg høne trippede til og fra; men da nadverklokken kaldte folkene sammen, blev der skikket bud efter Junker Josias. Hvad var der monstro på færde? — hans hjerte tog på at banke, da han stod udenfor døren — han tøvede en lille stund, inden han gik ind. ved bordet med dets opdækning af syltede* fugle og vildsvinekjød, lækkert bagværk og skummende æblemost sad de to frænder, rødblussende og overmætte, uden spor af vrede, men med stille velbehag og velvilje præget i deres miner. Gert Rantzau strakte hånden frem og kneb Josias i øret. « nå du syndere, du Belials barn — har du nu ret angret din forseelse. « om hr. Frænde mener, at jeg skal gøre afbigt og kysse riset — nej! » Statholderen nikkede. « se, se. Ja mod har du, og en villie til, fornemmer jeg — lærer dog vel at bøje dig engang. Din fader og jeg vi har nu ellers afgjort det imellem os, at du følger med mig til brejdenborg for at komme mellem dine jævnlige og lære nogen ret våbenbrug; det har junkeren vel intet imod? » — imod! Han var lige ved at tabe vejret, måtte knibe sig selv i armen for at fornemme, om han virkelig også var vågen. Slap han først fra bothkamp, ja så lå vejen jo åben videre fort. Og i en rækkefølge drog de frem det ene billede efter det andet — under trompetfanfarers klang holdt de jublende deres indtog, medens han stod der målløs og med tindrende øjne. Så styrtede han pludselig ind i den forhadte skolestue og gav sig til at spille boldt med Povl, kylede ham op mod loftet som en vante og greb ham igen og trykkede magisterens sjattede hånd, så at han vred sig af smerte. Men da han så siden skulle sige sin moder farvel, blinkede der ligesom noget fugtigt i hans øjne. * syltet = saltet. Almindelig benævnelse på nedlagte og henkogte sager. midt i al vildskaben, der fra han var lille havde gjort ham til en sand svøbe for barnepiger og opvartersker, havde den blide, stilfærdige moder dog til en vis grad haft magten over ham.- han var ikke ret gammel, da han allerede skønnede, at hun havde sit tunge læs at drage, og i en slags undrende ære- ' frygt havde han set op til hende, der alligevel altid var rede til at dele hans små glæder og sorger, til at tage alle byrder på sine svage skuldre. Der havde ikke været en tanke hos ham, ikke en fold i hans barnehjerte, som hun ikke havde kendt; hvert et piskeslag, han havde fået, havde skåret i hendes kød, hver en uret og voldsomhed, der var øvet imod ham, havde skreget i hendes indre. Og så havde hun ligesom søgt at dække ham i ly af sin kærligheds stærke vinger — havde søgt at bygge op hvad faderen brød ned, at skærme de spæde Spirer mod nattefrosten, der truede med at kvæle dem og frede om alt det oprindelig gode i hans natur. Med en fornemmelse af angerfuld kærlighed så han ind i det blege, sorgfulde ansigt; en efter en randt tårerne ned ad de udtærede kinder, mens hun stod der så stille og holdt ham i sin favn. — « jeg har pakket dit tøj, Josias; den brune klædning til hverdag og den nye trøje med skindforet og de corduans halvstøvler til om søndagen; hvad der fattes skal jeg siden skikke. Og agt så vel på dig selv for min inderlige forbøns skyld, at du ikke fanger nogen skade hverken til sjæl eller legem. » « frygt kuns ikke for mig, hjertekære moder, og vær ikke vred for de mange brydsomme timer, jeg voldte eder. Kanske vil i spørge nyt, som vil undre eder; men — når i atter ser mig, da skal i vorde glad og stolt i hu. » « Josias — søn! Kors i Jesu navn da, hvad har du for? » men de fede brune prustede og stampede allerede for karossen dernede. Gert Rantzau ventede. Josias rev sig løs. Da de rullede ud gennem portrummet, vendte han sig endnu en gang om og vinkede til den kendte skikkelse, så gjorde vejen en drejning og — han så den ikke mere. il slottet brejdenborg ved itseho, Gert Rantzaus fædreneborg, hvor han sad hædret og anset næsten som en lille fyrste, var på den tid Holstens stolteste herresæde, opført og befæstet efter alle kunstens regler af feltherren ' Johan Rantzau og betydelig udvidet og forskønnet af hans ældste søn, den lige så byggelystne som lærde hr. Henrik. Straks når man var kommen over vindebroen ind gennem det smukke, slanke porttårn, havde man hovedbygningen for sig med dens tårne og spir. I den ene af sidefløjene fandtes Henrik Rantzaus berømte bibliottek og det kemiske laboratorium, hvor de tineturer, salver og lægemidler, han havde opfundet, endnu tilberedtes efter hans opskrifter; i den anden var riddersalen og billedeller musikhallen, der — indrettet efter « italiensk mønster » — gik gennem to stokværk og var prydet med kunstsager af stor værdi. Indgangen var gennem en hvælvet sandstens portal, der sprang frem fra det firkantede trappetårn, hvor et mægtigt sejerværk foroven med sine drønende slag forkyndte tidens gang, og alt både ude og inde var præget af en smag og pragt, som på den tid ingenlunde var almindelig på de jevne, gamle herreborge i Norden, hvor der toges mere hensyn til det nyttige og solide end til det pyntelige. Hvor forskelligt dog livet her var fra det, der førtes hjemme på bothkamp, hvor der skulle knibes og spares på alle måder, tænkte Josias — og hvor vel en kendte sig ved forandringen! Med læsningen kneb det rigtignok fremdeles. Han fornam altid slig uro i benene, der ligesom ville bære ham afsted, når solen skinnede eller hestene vrinskede i gården og hundene gave Hals. Men så var der til gengæld fægteøvelserne deroppe i den store våbensal med dens skjolde og rustninger og våben af alle arter og størrelser, lige fra de plumpe, anløbne stridsøkser fra hedenold, spyd og tunge slagsværd, til de fineste blankslebne stålklinger, daggerter og rapierer, der blinkede mordlystent mellem brede, kortskaftede knive og lange, zirlige hirschfængere fra den nyeste tid. — der var boldspillet og legemsøvelserne nede på den store grønning, i hvilke han var alle de andres mester, og borgestuen med hele dens brogede besætning og muntre liv, hvor en kendte sig halvt som hjemme, halvt som i en fremmed, besynderlig verden; men frem for alt var der de mange gæster, som i disse urolige tider strømmede til og fra og bragte tidender fra krigsskuepladsen. at høre på dem kunne Josias aldrig blive træt af. Nylig havde den tappre hertug Kristian af Brunsvig havt et sammenstød med den kejserlige general Tilly ved stadtlohn, en affaire, der var falden såre uheldigt ud for protestanterne. Uvejret trak bestandig mere og mere sammen over nordtyskland, og den almindelige mening var, at Danmarks konge som hertug af Holsten neppe undgik at blive draget med ind i kampen, der nu snart havde kaldt alle mellem-evropas fyrster til våben. Å, om det nu kom dertil! — om Holsten nu skulle stille en hær på benene og en fik held til at være med! — fik se det svære skyts køre frem og høre kartoverne buldre, mens ryttere og fodfolk sprængte afsted — fik være med i disse skarer, der stormede frem, båren af sit jublende ungdomsmod som om man havde vinger — ja, der var vist ikke den bedrift, en ikke skulle kunne udføre. Stordåd skulle det være — stordåd, der spurgtes viden om og løftede en over alle andre — højt, højt op! — alle de gamle forestilinger fra hans barndom fik nyt liv og ny næring; de ligesom voksede op omkring ham og gave ham alvorstanker midt i al sorgløsheden. Trangen til at udføre noget, som ikke var børneværk men virkelig manddomsgjerning, blev stærkere og stærkere. Og han, som derhjemme havde måttet lade sig nøje med at klatre i træerne og sætte snarer for fuglene, ride plagene til vands og dressere sin faders jagthunde i forening med den fordrukne Skytte, tumlede nu de vildeste og uregjerligste heste, ramte med fast hånd og sikkert øje vildtet i flugten og førte sin kårde så at han satte sin læremester i forbavselse — ja, der var ikke det dumdristige eller halsbrækkende foretagende, som han veg tilbage for. Stor og usædvanlig udviklet var han af sin alder. Med sine brede skuldre, sit stærke, hvælvede bryst og den faste, kraftige nakke, så han snarere ud som om han gik i sit tyvende end i sit femtende år. ansigtstrækkene vare bestemte med fast udprægede linier, der ikke længer havde barndommens bløde runding; øjnene vare blå, lyse og lidt fremstående under de mørke, buede bryn, munden ualmindelig velformet og hagen stor og rund med en antydning af mørke dun. Pigerne havde så småt begyndt at kigge efter ham og smiske til ham i krogene, men han anså det for under sin værdighed at lægge mærke dertil. De andre unge adelsmænd, med undtagelse af den tykke, godmodige hans Ahlefeldt, der havde svoret ham venskab i liv og død, så skævt til ham, men dristede sig dog ikke til at komme ham for nær, efter at han en dag havde banket Otto Blome fra nievenhof så grundigt af, fordi han drillede ham og spottede over hans drabelighed, at Gert Rantzau måtte lægge sig derimellem. De kaldte ham « bersærken » mellem sig selv indbyrdes og gik i grunden helst lidt af vejen for ham. « det er nogle kujoner til hobe, » sagde Josias hånlig til hans. « den lømmel til Otto er lige ved at dåne som en jomfru, om han blot kommer til at ridse sig i huden, og var det ikke for skams skyld, krøb han gerne i skjul hver gang han ser et ladt skydevåben — jeg gider ikke have noget med ham eller dem alle sammen at gøre. » Josias havde nu været næsten i fem måneder på brejdenborg. Så traf det sig en af de første dage i november, at hustruens Broder, oberst Detlef Brokdorf til Altenhof, kom ridende tilligemed et par andre adelsmænd. De havde et stort følge med sig af deres egne, væbnede svende og af fremmede, hvervede krigsfolk, der med Bram og Brask installerede sig i borgestuen mellem gårdens væbnede besætning og fortalte, hvorlunde de vare i færd med at drage syd på for at slås — hvorhen og med hvem, det var dem ligegyldigt, når de blot fik deres sold udbetalt, samt diskede op med allehånde kuriøse historier om deres bedrifter i de forskellige felttog, de havde gjort med. Josias stod lidt og hørte på deres snak, der lod til aldrig at skulle få ende, da den ene jo ikke ville stikke op for den anden, og gik så op i den store hal, hvor herrerne vare i færd med at bænke sig. Gæsternes tal var blevet øget med Gert Rantzaus søstermand, Klavs Ahlefeldt fra hilgenstede, og endnu et par herremænd, og edelknaber og svende havde travlt med at skille dem af med deres våben og sætte vinkander og bægre frem på bordet. « har i hørt det, 1 herrer? » råbte Detlef Brokdorf såsnart han var kommen til sæde. Vi er på vejen til holland'. » « ej, det er vel spas da? » « nej for den lebendige gud om det er! De kriges jo nu alt på kraft dernede i Flandern, og spaniolerne have forsøgt at trænge over grænsen ind i det nordlige. Der siges, at Morits af Oranien er hårdt betrængt og kun venter på hjælpen fra sin gamle bundsforvandte, Kristian af Brunsvig, til hvis tapre skarer vi nu agte at slutte os. » « tapre skarer, » brummede Klavs Ahlefeldt, « Pokker heller! Forløbent pak, der ter sig som røvere------------- » « men kæmper som løver — det vil i dog vel ikke nægte? » « såmænd — vorder heldet ikke større end som ved stadtlohn, så tænker jeg, at Morits betakker sig for den hjælp. Hertug Kristian er en sær fremfusende herre, og næsten skulle jeg mene, nederlænderne fik nok af hans ville hærførelse forrige gang, da han stred på Oraniens side — Oranien, der véd at holde slig mandstugt i sin hær som ingen anden. Jeg mindes end, da vi lå for coevarden, hvorlunde det synderlige skue var at observere, at bønder og andre handlende falbøde deres varer i lejren og kjøbsloge derinde ganske som på et marked eller en fredelig torveplads. » « coevarden! » udbrød Gert Rantzau og nikkede. « guds død — ja der tinge vi os en herlig Sejer. Og-ved nievport — husker du? » Både han og Klavs Ahlefeldt havde i deres ungdom gjort et par felttog med under Morits af Oranien, og ikom i fyr og flamme hver gang talen faldt på ham. De kappedes om at drage begivenhederne frem fra hin tid, og de andre istemte lovtalerne over datidens yndede helt. « hans lige findes ikke, det kunne i trygt forbande jer på, hille kinder, » sagde husherren og slog et dundrende slag i bordet. « end aldrig veg Morits for nogen fjende; stor er han i krig som i fred, en fyrste, der gjorde mere for sit folk og sit land end kanske nogen anden, og som vil værge for dets ret så længe som gud Herren forunder ham livets ånde. Thi tænker jeg, at vi alle tømme et bæger for ham, den berømmelige Oranien, hvem den almægtige forlehne held og Sejer! » Josias havde lyttet til i åndeløs spænding. Ja, her var storheden — helten, han fra liden af havde drømt om! — og lejligheden var der, som han havde ventet på så længe — lejligheden til med et eneste slag at afryste lænken. og komme til at bestå en dyst, der virkelig krævede mands mod og styrke. Oberst Brokdorf ville overnatte på brejdenborg med sit følge, for tidligt den næste morgen at drage videre, og Josias holdt sig hele tiden i nærheden af ham, fik også fat på hans svend, en ung jyde, der nylig havde givet sig i hans brød. Blodet susede for hans øren, bankede i hans tindinger. Et par gange listede han ud af hallen, men kom tilbage igen — ville den aften da aldrig få ende? — han gik om og stod lidt bag Gert Rantzaus stol; det var som om han kendte trangen i sig til at fortro sig til ham, men nej — han vovede det dog ikke. Det blev silde, inden herrerne vare færdige med deres pokuleren og snakken og skiltes for at gå hver til sit — dygtig tunge i hovederne af den gamle hildeshejmer og det hjemmebryggede, stærke øl. Josias fulgte med den ravende Detlef Brokdorf gennem gangen til hans Kammer og hjalp ham til rette, hvad der just ikke var nogen let sag, da han hele tiden ville anbringe sig selv ovenpå dragkisten og sine klæder i sengen. Men endelig kom han da så vidt, at han sad halv afklædt på sengekanten, og nu blev han først det alvorlige udtryk var i josias’s ansigt — — forbavselsen gjorde ham næsten ganske ædru. « hvad er på færde? » Spurgte han. « tror jeg Herren hjælpe mig ikke, du er vokset og bleven en mand i de sidste timer! » Josias så ham pludseligt stift ind i øjnene. « hvad det gælder skal i straksen erfare, hr. Detlef, om i blot vil låne mig gehør en liden stund og love ej at sige nej til min begæring? » « plager fanden dig? hvor kan jeg love at sige enten ja eller nej til noget, jeg ikke véd hvad er? » Josias var i over en time hos Detlef Brokdorf. Da han igen gik tilbage gennem hallen, var månen kommen frem og skinnede lige ind på det store billede af Johan Rantzau i det lueforgyldte harnisk. Det var ligesom om det var bleven levende og nikkede til ham, og han blev uvilkårlig stående og stirrede op i heltens åsyn med de strenge miner. Nattevinden susede kølig gennem hallen og strejfede som et åndepust hans kind — det gøs i ham, han kendte sig ganske højtidsfuld til mode. Ja, han skulle visselig vorde en tapper og uforsagt stridsmand lig stamfaderen, der i dette øjeblik skuede ned til sin ætling — det var som et helligt løfte, han aflagde. Han var kommen til at røre ved et af skjoldene på væggen, det gav en dump, drønende klang — — døren til fruerstuen henne i panelet knirkede, og et halvt forskrækket, halvt nyfigent pigeansigt tittede frem. Det var Helvig Rantzau, st

1874_Lykke_Juanita

Christian

Juanita

Lykke

Lykke

Juanita

male

1874_Lykke_Juanita.pdf

Christian

Lykke

Juanita

eller Rædselsdagene i Spanien. Original social Roman

y

gothic

N. Pedersen

KB

Forfatter ikke identificeret. Består af flere dele, ikke fortløbende sidetal

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Den sidste rat. Det er en mørk, stormfuld aften i januar 1873. Himlen er dækket af truende skyer... Stormen farer fra alle sider hvinende og ludende afsted og sender af og til en gennemblødends regn ned over jorden. Det er kortsagt et sådant vejr, at man ville betænke sig tre gange på at sende endogså en hund ud i det. Man skulle tro sig hensat under Nordens kolde, barske klima, men det er ikke således... tværtimod, vi befinder os under sydens, under andre forhold så milde og varme himmel. med andre ord, vor fortælling begynder i Madrid, Spaniens hovedstad, eller rettere sagt et lille stykke vej udenfor Madrid. Jernvejen, der fra byens banegård fører mod nord, ligger øde og mørk for øjet. Kun stormens rasende tuden afbryder aftenens stilhed. Pludselig viser der sig i lang afsfand forude et lille lyspunkt og samtidig mærkes der i luften en svag, sittrende bevægelse. Klokken er hen ad ofte.... Lyspunktet hidrører fra det jernbanetog, som på denne tid plejer at ankomme til Madrid. Omtrent på samme tid som dette lyspunkt viser sig, stiger der en skikkelse over indhegningen, der afspærrer jernvejen. Denne skikkelse er en kvinde, men aftenens dybe mørke i forbindelse med sløret, som dækker hendes ansigt, forbyder at skelne, om hun er smuk eller grim, gammel eller ung. Dog tyder hendes lette, gratiøse bevægelser, hendes slanke, fuldendte former, hen på både ungdom og skønhed. Efter at hun er kommen over. Indhegningen knælær hun ned ved siden af skinnerne. Hun er katholikinde, thi hun skår et kors for sig og hæver sine foldede hænder til bøn mod himlen. Så lader hun dem atter synke, og fra hendes læber lyder det med en ungdommelig, selvklar stemme: „ Juanita, det er din sidste nat! “ Derpå kaster hun sig hen over skinnerne, det dybe, uigennemtrængelige mørke gør hende til et med jorden, hun hviler på.... vidste man det ikke, ville man aldrig komme på den tanke, at der hist henne lå et menneskeligt legeme. Er hun vanvittig, denne kvinde.,.. har hun ikke set hint lyspunkt, der nærmer sig mere og mere.... hører hun ikke den dumpe, hvæsende lyd i luften.... mærker hun ikke, hvor jorden under hende ryster? Det er jo døden, der nærmer sig... Døden i form af et hvæsende, stønnende og dampende, trangbrystet uhyre med et eneste stort ild-øje midt i panden. Ja, hint lyspunkt, der tidligere var så lille og forsvindende, er nu bleven større og viser sig som en stor, rund lys skive. nærmere og nærmere kommer toget.... pustende og larmende. Det er nu kun en fyrgetyve skridt fra kvindeskikkelsen. Der går to sekunder.... så sager det under en bedøvende larm med lynets fart over stedet, idet det samtidigt udstøder en hæs, nerverystende piben... en piben, der næsten lyder som el smærtensskrig. Var det ikke også i virkeligheden el smærtensskrig? Som el drømmesyn, der kommer og går, er toget forsvunden. Jernvejen ligger atter øde og mørk, medens stormen pisker regnen hen over den. Hvad er det for en hemmelighed, som nattens mørke skjuler... vil den nogensinde blive opklaret? Det følgende af vor fortælling vil vise os det. * der var gået omtrent to timer, klokken var hen ad ti. Det var på den tid, da det næstsidste tog nordfra skulle ankomme til Madrid. Det viste sig allerede i det fjærne, og — hvor forunderligt... det samme drama, som vi nylig har beskrevet, syntes atter at skulle gentage sig. Der steg nemlig på samme sted som tidligere en skikkelse over indhegningen. Dog — denne gang var det ikke en kvinde, men en mand. Han var indhyllet i en kappe og havde hatten trykket dybt ned i panden. Efter hans bevægelser og hans figur at dømme syntes også han at være ung og smuk. Han standsede med den ene fod på skinnerne og stirrede et øjeblik mørkt og tankefuldt frem for sig. Derpå sagde han halvhøjt med en fast, sonor stemme: „ Farvel, Juanita, det er min sidste nat! “ Han blev stående i samme stilling med sin fod på skinnerne, medens toget nærmede sig mere og mere. Pludselig trak han imidlertid sin fod til sig, idet han mumlede halvhøjt hen for sig: „ Dog, hvorfor allerede nu... om to timer kommer det sidste tog for i nat.... jeg har endnu penge hos mig.... lad mig til den tid nyde livet. “ Han trådte nogle skridt tilbage og standsede derpå med ryggen mod indhegningen. „ Hahaha, “ mumlede han med en hæs, fortvivlet latter, „ nydelivet... Livet, når man allerede står med den ene fod i graven... dog lige meget, jeg vil forsøge derpå! “ I samme øjeblik for toget brusende forbi... et halvt minut derefter var det forsvunden. Skikkelsen vendte sig om og steg behændigt over indhegningen. Derpå begyndte han at gå rask ind mod byen. * * * efter nogle minuters gang befandt han sig i forstaden til Madrid. De små, lave huse var ikke tæt sammenbyggede således som inde i byen, men lå med kortere eller længere mellemrum hvert enkelt. Skikkelsen, der omhyggeligt havde indhyllet sig i sin kappe, bevægede sig midt ad gaden, uden tilsyneladende hverken at tage hensyn til dens smuds eller dens halsbrækkende brolægning. Efter at have gået således i nogle øjeblikke standsede han udenfor et hus. det varet lavt, toetages sted, der lå i baggrunden af en lille have. En mørk Alls førte op til det. Han drejede ind i den, efter først at have kastet et forskende blik til alle sider. Der var ikke et eneste levende væsen at bemærke — ikke engang en politibetjent — disse i menneskehedens tjeneste vågende ånder, der ellers synes at være allestedsnærværende! Skikkelsen gennemilede hurtigt Alleen og standsede derpå foran huset. En stentrappe førte op til en lille, men massiv dør. Hvad ville han i dette hus... dette hus, der lå der så mørkt og øde, som om dets beboere for længst vare uddøde. Og vare de ikke uddøde, da måtte de i ethvert tilfælde hvile i søvnens arme, thi for alle vindnerne, både i stuen og på første sal, var der sat skodder, som ikke lod den mindste lys-stråle trænge igennem. Skikkelsen steg op ad stentrappen og slog tre sagte, afmålte slag på døren. Efter nogle sekunders forløb blev en lem i døren lydløst skudt til side og en svag lysstråle banede sig vej ud i mørket. „ Hvem der? “ spurgte en utydelig stemme indenfor åbningen i døren. „ En af guldets sønner! “ svarede skikkelsen. Både spørgsmålet og svaret var bleven fremsaf i en sagte, næsten hviskende tone. „ Når arbejder guldets sønner? “ spurgte stemmen indenfor åbningen. „ Når guldets slaver sover! “ „ Og hvorledes vinder de guldet? “ „ Ikke ved at spekulere og trælle, men ved dristigt at byde lykken hånden. “ „ Godt, jeg hører, du er en af vore.............. dine brødre er forsamlede og ved arbejdet.... din længsel efter at se dem skal blive tilfredsstillet. “ Med disse ord forsvandt lysstråler! fra åbningen og lemmen i døren blev atter skudt for. — „ Mine brødre, “ gentog skikkelsen for sig selv, medens et hånligt, næsten hadefuldt udtryk lagde, sig over hans ansigt. „ Mine brødre.... Kain og abet vare også brødre, og dog slog Kain sin Broder ihjel! “ Han blev afbrudt i sin monolog, idet døren sagte blev åbnet, dog ikke mere end af et menneske akkurat kunne skippe igennem. Skikkelsen sprang op ad trappen og trådte ind ad døren. Denne blev atter omhyggeligt tillukket efter ham. andet kapitel. Sort og rødt. Efter af være kommen ind i huset, befandt den tilhyllede skikkelse sig i en korridor. En høj, kraftig bygget, ung mand stod midt i denne. Han holdt i den ene hånd en blændlygte,, hvis skær han lod falde hen over den fremmedes ansigt. Trækkene i dette var fine og smukke, men for øjeblikket overtrukne med dødens bleghed. Forsåvidt man turde d/mme efter dem, kunne den fremmede være 27 eller 28 år gammel. Ved synet af dette ansigt gjorde den unge mand med blændlygten en overrasket bevægelse.. „ Ah, Sennor Leon Dominguez. “ sagde han „ i sandhed, det er længe siden vi har haft den fornøjelse af se dem! “ „ De andre er jo ovenpå? “ spurgte den fremmede uden af ændse mandens bemærkning. „ Javel, Sennor. “ Sennor Leon Dominguez — således var han jo bleven kaldt — vendte sig om og ilede gennem korridoren. ^ for enden af denne viste der sig en mørk, stejl og faldefærdig trappe. Sennor domintzuez lod til at være godt kendt, thi uden at sagtne sin fart ilede han i mørket op ad trappetrinene. Samtidig hermed forlod den unge mand med blændlyglen korridoren og trådte ind i et til denne stødende værelse i stueetagen. Efter at Sennor Leon Dominguez var kommen op ad trappen, viste der sig atter foran ham en lang, mørk korridor med en række døre p^a siderne. Uden at famle eller betænke sig trådte han hen til en af disse, slog på en ejendommelig måde et let slag på den, åbnede den derpå og trådte indenfor. Det var et meget stort værelse, hvori han mu befandt sig. i midten af det stod der et med et grønt klædæ bedækket bord, og ovenpå dette var der med bestemte mellemrum placeret seks sølvlysestager. Lysene i disse kastede et klart skær hen over situationen. Rnndt omkring bordet stod der en snes stole, og foran hver stol lå der på det grønne tæppe et — spil kort. Omtrent de halve af stolene vare for øjeblikket besatte med lige så mange personer. Der var både unge og gamle, smukke og stygge, og deres klædedragt varierede lige fra den mest udsøgte elegance til den mest afstikkende lurvethed. Tiltrods for denne store forskellighed i det ydre, var der et fælles, gennemgående præg udbredt over alles fysiognomier. Deres skarpe, markerede ansigter, der talte om lange, under sindsbevægelser gennemvågede nætter, de fordrejede træk, de fremtrædende, med en uhyggelig glans funklende øjne røbede, at. de alle beherfledes af en mægtig lidenskab. Man behøvede ikke at se på det grønne tæppe og kørtene, man behøvede ikke at se på guldet, der nophørligt cirkulerede fra den ene afmagrede, af sindsbevægelse rystende hånd til den anden, for at sige, at denne lidenskab var — spillet. ( se side 6. ) „ Guldets sønner “ — som stikordet havde lydt nedenfor — var slet og ret spillere. For enden af bordet sad der på en ophøjet stol en midaldrende mand, der var ivrigt beskæftiget med at blande et spil kort. det var øjensynligt bankøren... Formanden for „ Guldets sønner. “ Et langt, kulsort skæg bedækkede hans ansigt og et par blå briller skjulte udtrykket i hans øjne for ethvert forskende blik. Sennor Dominguez ' s indtrædelse havde ikke vakt nogen opmærksomhed blandt de tilstedeværende... de var alle for optagne af spillet og deres egne interesser, til at skænke noget andet opmærksæmhed. Ikkun bankøren havde flygtigt set op fra sine kort, og da han bemærkede Sennor Dominguez -havde et svagt, næsten umærkeligt udtryk af spot og skadefryd for et øjeblik kruset hans læber. Sennor Dominguez havde imidlertid taget plads på en af stolene. Han slog sine arme overkors og gav sig til at betragte spillet. Det var hazard... Hazard af den simpleste og mest ligefremme slags. Spillerne besatte en af de to farver i spillet, rødt eller sort, med en indsats, som de efter behag kunne gøre høj eller lav. Bankøren blandede kortene og „ tog af “. -kom der rødt ud, havde „ de sorte “ tabt deres indsats, hvorimod bankøren måtte betale „ dæ-røde “ den sum, de havde sat på deres-kulør. I nogle minuter vedblev Sennor dominguex at følge spillet med øjnene. Det var også kun med øjnene, thi udtrykket i hans ansigt viste, at hans tanker formodentlig dvæledæ på alle andre steder end netop her. Bankøren, der over sine blå briller af og. til kastede et stjålent blik på ham, udrev ham pludselig af hans betragtninger. Idet han med en tilfreds mine blandede kortene — den sidste „ Omgang “ havde været-særdeles indbringende for ham — sagde han i en tone, der skulle være spøgende: „ Caramba, Sennor Leon øominguez, jea. tror, at de sidder i giftermålstanker! For Pokker, lad os nyde lidt godt med as deres-nærværælse... det er så længe siden at „ Guldets sønner “ har set dem i deres midte. Sennor øominguez var faret sammen ved-bankørens ord. „ Længe siden, “ gentog han, „ otte dage... kalder de det længe, Sennor garba? “ „ Ja, for „ Guldets sønndr “ er det en evighed... og desuden, jeg trænger til revanch fra sidst. “ De sidste ord blev fremført i en sket dulgt ironisk tone. Det var også kun ironi fra Sennor gar-bas side, thi Leon øominguez havde, som de fleste andre af „ Guldets sønner “, på det sted kun givet det „ tabende parti “. Sennor øominguez lagde imidlertid ikke mærke til det ironiske i bankørens bemærkning. „ Revanch, “ gentog han i samme åndsfraværende tone, hvori han hidtil havde talt, „ velan, lad os da prøve! “ Han tømte sine lommer og lagde en del guldstykker på bordet foran sig. Det var alle hans penge. Med et ligegyldigt blik satte han halvdelen af dem på rødt. „ Ah, Sennor øominguez, “ bemærkede bankøren, idet han skød sine briller op på næsen, „ De holder på rødt i aften... nå, de er jo også „ rød “ i deres politiske anskuelser, hehehe! “ Og med en pibende latter begyndte han af blande kortene. Sennor Dominguez fulgte hans bevægelser med et blik, der viste, af hans tanker var langt borte. Og dog var han gået til dette sted for — som han selv havde sagt — af „ nyde “ de to timer, der efter hans bestemmelse skulle udgøre hele hans fremtid! Sennor garba var imidlertid bleven færdig med af blande kortene... han tog af. Der kom nødt ud. Leon Dominguez havde altså vundet. „ Sennor Dominguez, hvor meget? “ spurgte bankøren. „ Halvtredssindstyve rigsdaler. “ * ) „ Værsgo ', Sennor! “ Med en ligegyldig mine skød Sennor garba den nævnte sum hen til ham. Sennor Dominguez modtog dem ligeså ligegyldigt, og satte dem tillige med den første indsats atter på nødt. Bankøren blandede kortene og tog på ny af. Nødt kom atter ud. „ Hundrede blanke daler, Sennor Dominguez * ) af hensyn til læserne angive vi her og fremtidig alle værdier i dansk mønt.... værsgo '! “ sagde bankøren med sin monotone stemme, idet han skød pengene hen til ham. Dominguez satte dem tillige med den tidligere indsats igen på rødt. Øer stod altså nu tohundrede rigsdaler. '; de andre spillere kastede forbavsede blikke på ham, og der lod en sagte mumlen iblandt dem. Selv blandt „ Guldets sønner “ var dette en temmelig høj indsats på ot kort, tilmed dåden i forbindelse med de halvtredssindstyve daler, der endnu lå på bordet foran ham, lod til at være alle hans penge. Sennor garba begyndte atter at blande kortene, medens han, som et slags svar på spillernes forbavsede mumlen, sagde: „ Sennor Dominguez mener: dristig vovet er halvt vunde *! Han er en hård negl, når han først får blod på tanden, går han på med krum Hals, hehehe! “ Med den samme pibende latter som før tog han på ny af. Atter denne gang — rødt. Sennor garba skød tohundrede daler hen til Sennor Dominguez. han lod dem tilligemed sine tidligere indsats stå på rødt. Indsatsen var altså nu før hans vedkommende 400 rigsdaler. Sennor garba ville atter til at blande kortene, da pludselig en af spillerne rejste sig. Hans ansigt var forfærdelig blegt... enhver muskel i det stod spændt... de brændende øjne trådte næsten ud af deres hulinger... Det var tydeligt, at spillels dæmon... Spillels dæmon i ' dens mest fortærende ' form havde ham i sin magt. I den højre hånd holdt han et guldur, som han rakte frem mod Sennor garba. „ Jeg har ingen flere penge “ sagde han med en af lidenskab dirrende stemme til denne, „ men hvor meget vurderer de dette til? “ Sennor garba kastede gennem sine blå briller et trods sin flygtighed prøvende blik på gulduret. „ Tyve rigsdaler, Sennor mandrillo. “ Uret var mindst det firedobbelte værd. „ Tyve rigsdaler “, gentog spilleren med et udtryk af skuffelse, „ men betænk, at det er et ægte guldur. “ „ Ligemeget “, svarede Sennor garba koldt, idet han blandede kortene, „ jeg sætter kun tyve daler mod det... vil de eller vil de ikke.. Det bliver deres egen sag. “ Et øjeblik stod Sennor mandrillo tvivlrådig... derpå satte han med et suk og en gebærde, der udtrykte en fortvivlet bestemthed, uret på sort. Denne gang var han og Sennor Dominguez bankørens eneste modstandere... de andre spillere havde ladet deres kort ubesatte, idet de med spænding imødeså opløsningen på det drama, der øjensynlig var i begreb med at udvikle sig. Sennor garba tog af... Rødt... atter rødt! Under spillernes forbavsede mumlen kastede han 400 rigsdaler i guldstykker hen til Sennor øominguez. Derpå strakte han sine lange, magre fingre ud, greb uret og lod det med et spottende smil om sine tynde læber forsvinde i vestelommen. Sennor mandrillo rejste sig op fra stolen... han blev et øjeblik slående... vaklende frem og tilbage, idet han halvhøjt mumlede: „ Hellige jomfru Maria... det var sden sidste erindring om min afdøde moder! “ Sennor øominguez tog de halvtredsindstyve daler, der endnu lå urørt ved siden af ham, skød dem hen til ham og sagde: „ Tag dem og vind deres moders ur ' tilbage. “ Med et glad taknemmelighedsudbrud satte Sennor mandrillo sig atter ned. „ Siden det er deres afdøde moders ur “, bemærkede Sennor garba med et ondskabsfuldt smil, „ så råder jeg dem til denne gang at holde på s ort, hehehe! “ „ Nej “, sagde Leon øominguez, „ gør som jeg... sæl på rødt. “ Sennor mandrillo satte de halvtredsindstyve daler på rødt. Leon øominguez havde ligeledes ladet ' alle sine penge — det var en 800 daler — slå på denne kulør. Under dyb tavshed begyndte bankøren at blande kortene. Det var en irriterende langsomhed, hvormed ban denne gang blandede. Ville han drille spillerne... ville han spænde dem på pinebænken? Det var vanskeligt at sige... hans fysiog nomi røbede intet... det var koldt, roligt og uigennemtrængeligt. Endelig var han færdig... han lagde tungt kortene på bordet... der hørtes ikke en lyd salen. Sennor garba tog af... og der hørtes som på kommando på engang et samtidigt udbrud fra alle spillerne. Dette udbrud var kort, men tydeligt: „ Sort... Sort! “ Leon Dominguez og Sennor mandrillo havde tabt... Bankøren derimod vundet. Sennor mandrillo rejste sig... han greb sin hat, trykkede den dybt ned i panden og ilede vaklende ud af døden. tredie kapitel. En overrumpling. Sennor Leon Dominguez derimod blev rolig siddende. Dramaets opløsning havde tilsyneladende ingen virkning gjort på ham. Vel sandt, det var hele sin formue, han havde tabt, men når et menneskes livsbane kun skal vare højst en time eller to, kan man til nød hjælpe sig igennem uden penge! Han lænede sig tilbage på stolen og trak sit ur frem. Det viste på elleve... han havde altså en time endnu. Nu vel, hvorfor ikke lige så gerne tilbringe denne skæbnesvangre time her som ethvert andet sted? han trak en lille pakke med tobak frem, lagde den på bordet foran sig og begyndte af rulle en cigaret. „ Guldets sønner “ havde imidlertid besat deres kort... Spillet var atter begyndt. „ Nå, Sennor Dominguez, “ sagde bankøren, medens han blandede kortene, „ skal vi ikke have en smule revanche, hva '? “ „ Nej tak, ikke mere denne gang, “ svarede Dominguez roligt, idet han tændte sin cigaret. „ Ja, ja, vi har nok den fornøjelse ret snart igen af se vor prøvede ven, he, “ lo Sennor garba. Dominguez svarede ham ikke, men vedblev, røgende sin cigaret, af betragte spillet. Der forløb to minuter. Dominguez ' s mine, der i begyndelsen havde været ligegyldig og udeltagende, undergik lidt efter lidt en kendelig forandring. Han betragtede spillet med en opmærksomhed og interesse, der til sidst syntes af slige ti! den højeste grad af spænding. Hvad var vel grunden til den forandring, der således foregik med ham? Vi skal straks få det af se. pludselig rejste han sig op, bøjede sig hurtigt som lynet hen over bordet og greb Sennor garba, der var vedat blande kortene, om håndledet. Samtidigt hermed vendte han sig halvt om mod guldets sønner og sagde med fast stemme: „ Sennors, denne mand. bedrager dem... han spiller falsk! “ Ved disse ord lod Sennor garba kortene falde på bordet... han rejste sig op og rev sin hånd voldsomt til sig. „ Sennor, de vov er... I “ sagde han med dirrende stemme, medens hans øjne stød lyn bag brillerne og hans citrongule ansigt blev om muligt endnu gulere, „ De vover... “ „ Jeg vover at sige, at de spiller salst! “ svarede Dominguez roligt. „ Caramba “, råbte bankøren, „ disse ord skal de komme til at betale med deres blod! Han trak en dolk frem og ville over bordet springe ind på Leon Dominguez. Det lykkedes han ikke, thi „ Guldets sønner “ havde imidlertid sluttet en kreds om ham... En af dem vristede behændigt dolken ud af hans hånd, medens de andre holdt ham tilbage. „ Sennor Dominguez, “ sagde en af spillerne, ^, de har udslynget en beskylduing mod denne mand... det tilkommer dem at bevise den. „ Sennors, “ svarede Dominguez, „ det vil -falde mig vanskeligt til fulde at bevise dem min påstand, li for at blive overbevist, må man som jeg have grebet ham på fersk gerning... må man endvidere selv have set hans fingerfærdighed. Jeg giver ham imidlertid mit æresord som kavalier... og jeg ved at de alle kender mig som sådan... på, at Sennor garba forstår at blande sine kort således, at han kommer til ved aftagningen at vise rødt eller sort op, alt eftersom den ene af disse to farver er stærkest besat fra spillernes side. “ Der rejste sig ved disse ord en sand vredesstorm blandt „ Guldets sønner. “ Med truende gebærder vendte de sig om mod Sennor garba, idet de samtidig rådte i munden hå hverandre. „ Den fordømte skurk....! „ Nederdrægtige slyngel....! “ „ Han har snydt os alle sammen. „ Mig har han i aften frastjålet 75 daler. „ Og mig 54! “ „ Mig 87! “ „ Men han skal ikke have gjort det for intet! “ råbte en ung, lurvet klædt mand, idethan sprang frem af kredsen, greb Sennor garba ved det lange skæg og begyndte at ruske ham i det; „ han skal så det han standsede pludselig........... og der hørtes på engang et lydeligt forundringsråb fra alle spillerne. Vi skulle straks erfare grunden hertil. Den unge mand havde som vi vide i sin hidsighed rusket Sennor garba voldsomt i skægget. Pludselig måtte han imidlertid standse hermed, thi han — beholdt det lange, kulsorte skæg r hånden! Det var forlorent! Samtidig hermed var ved den voldsomme bevægelse frem og tilbage de blå briller falden ned fra Sennor garbas næse. Det var denne uventede forandring i bankørens fysiognomi, der havde fremkaldt spillernes forundringsudråb. I sandhed, mangelen af brillerne og skægget havde frembragt en forandring i hans hele ihre, der også var vel skikket til at vække for-lavselse. Tidligere havde det lange skæg givet Sennor garbas ansigt et fyldigt, kraftigt præg, og de blå briller havde aldeles skjult udtrykket i hans øjne. Nu stod han der — afmagret og bleg somen dødning, med et uhyggeligt, skulende udtryk i sine mørkegrå « øjne. Tidligere havde han just ikke været skøn... Nu var han ligefrem afskrækkende. — den dybe tavshed, der havde efterfulgt det sidste optrin, blev pludselig afbrudt ved et udråb. Dette udråb kom fra Leon Dominguez. På ingen havde Sennor garbas forvandling — om vi tør bruge dette udtryk — gjort et stærkere indtryk end netop på ham. Nu sprang han med funklende øjne og glødende kinder til og gennembrød den kreds, som guldets sønner havde sluttet om bankøren. Denne forsøgte ved synet af ham at vige tilbage, men Dominguez greb ham i brystet og råbte med en stemme, der dirrede af bevægelse: „ Gustavo Padilla... kan jeg fro mine egne øjne.... endelig -- -- -- -- endelig træffer jeg dig.... Dig, der har bortført, måske myrdet min Juanita! “ Sennor garba eller Gustavo Padilla.... hvad han nu hed... var næsten segnet sammen under vægten afdominguez ' s sidste ord. Med skælvende stemme, som om han måtte fremtvinge hvert ord, mumlede han: „ De tager fejl, Sennor... jeg hedder ikke Gustavo Padilla. “ „ Ah, du forsøger at lyve dig fra det, “ sagde Dominguez, „ men det skal ikke hjælpe dig.... Hævnæns time, som jeg længe — længe har van-smægfet efter, er nu endelig slået.... Du skal bøde for din skændige dåd. “ Han greb Sennor garbas dolk, som en af guldets sønner endnu holdt i hånden, hævede sin arm og beredte sig til at støde våbnet i bankørens bryst. Det syntes at være ude med Sennor garba..... men — Dominguez fik ikke fuldført sit stød. Idet han svingede dolken over sit hoved, blev dørene til salen voldsomt revet op og seks uniformerede politibetjente, anførte af en politi-officiant, trådte rast ind. Det var den larm, som de frembragte ved deres indtrædelse, der standsede Dominguez ' s arm i stødet. „ Mine herrer, “ sagde politiofficianten, idet han trådte frem foran sine folk, „ mine herrer, i lovens navn.... jeg anholder dem! “ Guldets sønner var ved synet af lovens håndhævdere faret fra hinanden. „ Politiet... Politiet! “ mumlede de. Politiet! Dette ord syntes ligesom at elektrisere Sennor garba, at gengive ham hele hans kraft og åndsnærværelse. Han gjorde sig behændigt løs fra Dominguez ' s greb, trådte et skridt frem og stød e voldsomt til det runde bord. Det væltede... Lysene faldt mod gulvet og slukkedes... der blev lælgmørkt i stuen. Derpå ilede han hen til et af vinduerne, slog hurtigt som lynet skoddet fra, åbnede vinduet og sprang ud. Dette var sket hurtigere end vi har kunnet nedskrive det. Imidlertid styrtede guldets sønner hen mod dørene og søgte under mørket at skippe ud gennem dem. Dette lykkedes dem imidlertid ikke, thi politibetjentene holdt dem alle besat. I det første øjeblik efter politiets indtrædelse var også Leon domingnez forbleven slående forvirret og ubestemt. Men da han så Sennor garba forsvinds gennem vinduet, fik han alter hele sin åndsnærværelse tilbage. Skulle skurken undslippe ham.............. nej aldrig! Han ilede hen til vinduet og satte med et rast Spring ud igennem det. Det var i det yderste øjeblik, thi i samme nu fik politibetjentene alter tændt lys i stuen. Springet, som domingnez havde gjort, var ikke ret højt: fra første sal og ned i en have, der strakte sig bagved huset. Han så sig om gennem regnen og rusten. Omtrent et hundrede skridt foran sig stimlede han en utydelig skikkelse, der ilede rask afsfed. Det måtte være ham.... Bankøren. Domingnez opbød alle sine kræfter og satte afsfed i voldsomt løb. Sennor garbas dolk, som han endnu holdt i hånden, knugede han krampagtigt mellem sine fingre. Efter nogle få sekunders forløb havde skikkelsen foran ham nået-et lavt plankeværk, der begrænsede haven. Han satte rask over det og forsvandt på den modsatte side af det. Leon domingnez fremskyndede sit løb, nåde et øjæblik efter plankeværket og satte med et Spring over det. Forpustet standsede han på den anden side af det. Han befandt sig i et snævert, mørkt og øde stræde. Han så sig spejdende om til alle sider. Der var intet at opdage... han så intet, der hørtes ikke en lyd, derj, kunne tyde på en flygtning.... Strædet lå øde og mørkt, som om det var aldeles uddød. Sennor garba var sporløst forsvunden.... hvad skulle han nu gøre for atter at finde ham? Ja, det kunne ikke nytte at blive her, at spilde tiden... han måtte afsted... afsted, og så forresten lade skæbnen føre ham. Han drejede af til højre og gav sig til at løbe gennem strædet... hen over dets halsbrækkende brolægning, der hvert øjæblik bragte ham til at snuble... i mulm og mørke - -. frem mod stormen og regnen. efter et par minuters åndeløse løb standsede han på en stor, åben pladh, her blev spagt oplyst af nogle gaslygter. Han så sig om til alle sidyr.... Pladsen var lige så øde og forladt, som strædet han nylig var kommen igennem. Skæbnen havde ikke været ham gunstig.... den havde ikke ført ham på Sennor garbas spor. Han standsede forpustet midt på pladsen. „ Fordømt, “ mumlede han, medens han knugede dolken mellem sine hænder, „ endelig træffer ' jeg ham, som jeg har ledt og søgt efter i dags og uger... og så skal han undgå mig! “ Han trådte hen under en gaslygte og tra! et fotografiportræt frem af sin sidelomme. Han holdt del frem i hånden, således af lygtens skær klart faldt på del. „ Ja, “ mumlede han, medens han betragtede del, „ der kan ingen tvivl være derom... del er træk for træk de samme.... del samme skumle dødningefysiognomi... del er skurken... og ham har jeg i aftener og lange nætter, uden af ane del, været så nær, af jeg kun behøvede af strække armen udfør af ramme ham med min dolk... del er til af blive vanvittig over '. “ Havde man været nær nok til af kunne kaste et blik på fotografiet, ville man have set et skærænde optrin fremstillet på del. Cn ung, vidunderlig skøn, men dødningebleg pige, i brudedragt, med udslagne lokker, øjensynlig afmægtig, blev slæbt hen ad gulvet af ett mand, der trak hende efter sig ved håret. Denne mand, der i hånden holdt en dolk, hvorfra bloddråber dryppede ned på gulvet.... hvor så han ikke forfærdelig afskrækkende ud! — Havde skæret fra gaslygten været stærk nok til at man Havde kunnet skelne hans fysiognomi, ville man have set, at det træk for træk var — Sennor garbas, således som han så ud efter at han i aften var bleven de maskeret. — i lang tid vedblev Leon Dominguez ubevægelig at stirre på fotografiet, me dens det vekslende udtryk i hans ansigt røbede s.. ndets oprør hos ham. Pludselig for han sammen... fra etkirke-tåkn-hørte han gennem stormen slagene fra et ur. Han stak fotografi et til sig og trak samtidigt sit ur op og få på det. Det viste tre kvarter til tolv. „ Tre kvarter, “ mumlede han, „ og klokken tolv skulle jeg være derude...... derude til mit stævnemøde med — død^en. “ Han gjorde nogle hastige stridt fremad, men standsede så atter pludseligt. „ Og dog, “ vedblev han for sig selv, „ kan jeg dø nu... nu, da jeg kender ham — min Juanitas morder.... kan jeg dø, før jeg har hævnet hende og mig selv? Han gjorde i heftig bevægelse nogle skridt frem og tilbage. „ Nej, “ mumlede han halvhøjt, idet han atter pludselig standsede, „ som elsker... som spanier er det mig umuligt at dø, før min hævn har rammet ham. “ Han hævede sin hånd, hvori han endnu holdl Sennor garbas dolk, truende mod himlen. „ Jeg sværger, “ sagde han halvhøjt hen for sig, „ ved alverdens gode og onde magter, at jeg ikke vil hvile et eneste øjeblik.... hverken unde mig rast eller ro, før denne dolk sidder i Gustavo Padillas bryst! “ Hans hånd sank mat ned og han stod et øjeblik i dybe tanker. „ Og dog, “ vedblev han, „ ville jeg så gerne dø... siden min Juanita er borte, har jeg intet at leve for.... jeg hader hele verden! Ja, kunde jeg drage hele verden med mig i døden, da skulle jeg ikke betænke mig et øjeblik!........... Øh, gid jeg med et eneste slag af min hånd kunne knuse verden, da skulle den i dette nu ligge tilintetgjort for min fod! “ Han gjorde med sin hånd et kraftig slag gennem luften, men pludselig sank den ned som ramt af lynet. Ved siden af ham lød der en stemme, der gennem stormens hvinen og rasen mægtigt og imponerende sagde: „ Man kan, hvad man vil! Er du en mand og ejer du en villie... og er det din faste, bestemte villie at tilintetgøre verden, nu vel, da sker det også! fjerde kapitel. Verdens herre. Ved lyden af denne stemme og disse uden lede ord var Leon Dominguez uvilkårligt faret nogle skri dt tilbage. Foran ham stod der en høj, imponerende skikkelse, indhyllet i sort fra isse til fodendogså ansigtet var dækket af M sort Maske, genneM hvilken et par glødende øjne funklede doMinguez i Møde. Ved synet af denne skikkelse knugede han dolken fastere i sin hånd. „ Hvem er du? “ spurgte han, idet han rejste sig i vejret og uforfærdet så på masken. „ Lad kun være at knuge din dolk, “ sagde skikkelsen roligt, uden direkte at svare på Dominguez ' s spørgsmål, „ den ville dog kun hjælpe dig lidet lige overfor mig. „ Hvem er du? “ gentog Dominguez. Masken kastede sit hvvede tilbage, slog stol ud med hånden og svarede: „ Jeg er verdens herre! “ „ Verdens herre... Du spøger... Du gør nar af mig! “ „ Nej, “ svarede masken, „ jeg taler for ramme alvor. Som jeg før sagde dig, for en mand, der selv vil det, „ Verden og menneskene kun er boldl, “ som hans villie efter behag tumler med. Du er en dåre... jeg siger det rent « d... Du hader verden og du vil lade det gå ud over dig selv, du vir dræbe dig selv, i stedet for at lade menneskene og verden undgælde... i stedet for at tilintetgøre dem! “ „ Oh, gid jeg kunne det! “ mumlede domingnez. „ Øet beror kun på dig selv... Du kan det, når du kun vil det. Jeg har også været en tåbe som du... jeg har ladet mig kue og bøje af verden... men nu er det anderiedes... un er det min villie, der behersker verden... hvad øjeblik jeg vil det, ligger det tilintetgjort for: min fod! “ „ Øet er store ord, du taler, maske!. “ „ Men det er sandhed. “ „ Nå, så lær mig at komme så vidt som du er det. “ Gennem hullerne på sin maske kastede skikkelsen et hånligt blik på ham. „ Lære det, “ gentog han, „ det lærer man ikke af andre... det lærer man af sig selv. “ „ Men hvorledes da? “ „ Ja, der er visse betingelser, som man må være i besiddelse af......... som man må opfylde.... “ „ Nævn mig dem! “ Masken sænkede stemmen, idet han svarede: „ Nuvel, den første betingelse... det er foragt for alt det tilværende... den har verden og menneskene ikke... de går op i tilværelsæn med

1884_Ravnkilde_JudithFurste