Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 1

Follow

Center for Humanities Computing Aarhus 20

1896_Norrie_UngeJunker

William

William

Norrie

Unge Junker

male

male

dk

Norrie

Unge Junker

Norrie

Unge Junker

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I. » Nej, nu har jeg dog aldrig set så galt før!... Har vi lige tigget os det varme vand til, så mangler min sandten nu sukkeret!... Tør jeg spørge jer derhenne... « forpagter Just Henriksen gjorde raskt omkring mod en lille klynge damer, der sad, optagne af deres håndarbejder, om det runde bord foran sofaen i stuens modsatte hjørne. » Hvem i hele gårdens hedeste pragt og herlighed behager at have uge? « » Her, far! « kom det ikke det mindste forskrækket fra en ung pige med huslighedens symbol, det hvide smækkeforklæde. » Mangler sukkeret?! jeg syntes ganske bestemt — « » Syntes ganske bestemt... « vrængede forpagteren og satte i stormmarsch over gulvet henimod den unge pige, der uden tegn på frygt holdt hænderne afværgende ud for sig. » Jeg skal give dig » syntes ganske bestemt— «... på trutten! « Han greb hende i sine stærke arme, løftede hende højt i vejret og kyssede hende to, tre gange midt på munden. » Men far!... Far dog... « den unge pige forsøgte leende at arbejde sig løs. » Måske vi nu kan få sukker til vor toddy, når vi beder pænt. « forpagteren slap sin datter og vendte sig til en ikke helt purung dame, der sad og strikkede. » Det skal der til, når kvindfolk er glemsomme af sig! Ikke sandt, jomfru Schrøder? Sådan bærer han sig vel også ad hjemme, når i er for jer selv?! « Hele selskabet brast i latter. Kun jomfru — eller frøken som hun lod sig kalde hjemme på gården — Schrøder indskrænkede sig til et syrligt smil. » Jeg tror, dine døtre går i giftetanker, « smiskede proprietær kruse henne fra toddybordet. » Sådant kommer jo på til sine visse tider... « klukkede det i den gamle sognefoged. » Å Pokker heller! « brummede forpagter Henriksen; han holdt ikke rigtig af at blive mindet om, at døtrene kunne blive taget fra ham. » Der er jo gudskelov ingen unge mandfolk her på egnen. « » Men nu kommer der med første post. « proprietæren slog med nakken hen ad damerne til. » Ja, jøsses! en hel københavner til det betrængte landbrug, « kommenterede sognefogeden. » Pyt, ikke andet! « lo forpagteren. » Vi har vel smag, vi landboere. « » Jeg holder dog ti mod én på, at dine småpiger nok kunne lide at høre lidt om den stump københavner, vi venter... hvad mener nu f. Eks. Frøken Else? « proprietæren lagde sin hånd på Elses, just som hun anbragte sukkerskålen på toddy bakken. Et flerstemmigt ja blev svaret, og i et nu var proprietæren omgiven af forpagter Henriksens tre unge døtre med gårdens eneste kvindelige husholdningselev. » Hvad sagde jeg!! « proprietæren kiggede lunt fra den ene til den anden. » Fortæl! fortæl!... « lød det i et utålmodigt kor. » Ja, hvad skal jeg fortælle! Jeg véd jo selv ingenting... uden at jeg fik sådant Brey fra hovedstaden... sådant brev om jeg ville lære en ung springfyr lidt af de landlige dele... for gode ord og betaling naturligvis... for betaling må der skam til, sådan en ung herre ødelægger jo let meget mere, end han gør nytte til... ikke sandt, sognefoged? « Sognefogeden tyggede betænksomt på sin pibe, som eftertænkte han ret et indgående svar... da tålmodigheden brast hos den forsamlede ungdom, og det regnede ned med spørgsmål. Hvad hedder han? Er han meget ung? Hvordan ser han ud? Hvorlænge skal han blive her? Kommer'han virkelig i morgen? Proprietæren holdt sig for ørerne og bad: » En ad gangen, en ad gangen... « men forpagter Henriksen slog i bordet og spurgte, om han måtte få fred til at drikke sin toddy. » Å, far... bare et øjeblik!... « bad døtrene. » Så skal jeg da sige, hvad jeg véd, « skyndte proprietæren sig. » Han hedder Junker... Åge Junker... og han kommer ganske bestemt i morgen med ettoget... mere hverken kan eller tør jeg sige. « » Hvorfor? « » Fordi jeg ikke vil have mine ord igen, ha, ha!... Men — mens jeg husker det, hr. Junker kommer hertil for at lære landbrug... ikke for at forlove sig... nu véd i det, småpiger! « proprietæren slog en lystig latter op, der dog ikke klang rigtig naturlig. De unge piger lo også, med undtagelse af raket, forpagterens ældste datter, der havde en fornemmelse af, at proprietærens sidste bemærkning i ganske særlig grad gjaldt hende. » På plads! « kommanderede faderen, og da de unge piger ikke straks lystrede, gik han dem truende ind på livet, så de under høje angstskrig og spøg og latter trak sig tilbage til stuens modsatte hjørne. Raket gjorde sig et ærinde ud af stuen. Hun vendte sig i døren og mødte proprietær kruses blik, der havde fulgt hende på hendes vej over gulvet. Dets stikkende glans ængstede hende, uden at hun kunne forklare sig hvorfor. Unge Junkers navn nævntes ikke højt resten af aftenen. Han vedblev dog i al hemmelighed at være samtaleæmnet ved de unges bord------ og én gang sænkede forpagter Henriksen stemmen og rykkede nærmere sine to bordfæller, idet han med en iet vibrerende stemme spurgte proprietæren: » Sig mig, din ny landvæsenselev... denne Junker, er han adelig? « » Nej, gud fri og bevare mig! « lo proprietæren. » Nå ikke!... « udbrød forpagten betydelig lettet og tog sig en forsvarlig slurk af sit navneforsirede toddyglas. » Det manglede bare... « lagde proprietæren til, halvt for sig selv. i. Som af proprietær kruse forudsagt førte ettoget den følgende dag Åge Junker med sig fra hovedstaden... Han var omkring de tyve, blond, slank og af ret kraftig bygning. På hans overlæbe spirede et højst ungdommeligt overskæg, der på samme tid var ham en kilde til megen stolthed og megen undseelse. Hans øjne var af en ikke ualmindelig blå farve, deres udtryk skiftende som nat og dag. Til tider tillidsfuldt, med et anstrøg af en lidt selvironisk overlegenhed, til tider forsagt, altid spørgende. En ikke helt ung dame havde i et ungdommeligt øjeblik betroet ham, at han havde kønne øjne. Han troede endnu længe efter på hendes ord; han tænkte ofte på dem, og de fik endnu stadig hans hjerte til at banke af glæde. Den samme ikke helt unge dame havde tilføjet, at hans øjne var så underlige. Han havde aldrig kunnet udfinde, hvad hun havde ment dermed; men han troede fuldt og fast derpå. I alt andet var den ikke helt unge dame ham en » saga blott «. Hans holdning var rank, hans gang og manerer naturlige og ligefremme. I sin klædedragt var han sirligheden selv. Uden nogen som helst fremtrædende elegance gjorde han altid indtryk af at være » i pudset « — og dog lignede han mindst af alt en » pyntet herre «. Han var uhyre ordenlig af sig, indtil pedanteri næsten. Han fortalte således selv, at blot tanken om, at hans neglekradser stod på højkant i vestelommen i stedet for at ligge fladt ned, var tilstrækkelig til midt i natten at drive ham ud af sin varme seng. Ikke at tale om den endnu rædselsfuldere tanke, at han ved sin hjemkomst en aftenstund kunne have forsømt at dreje entrénøglen to gange om i låsen! Hans nye lommebog, som han var så glad over, og som han under hele rejsen gang efter gang tog frem og underkastede en kærlig undersøgelse, var et talende vidnesbyrd om denne udprægede ordenssans. Han tillod således ikke en flig af det ene visitkort at skyde udover det andet, hans hurtigt talte tikronesedler dækkede nøjagtigt hverandre. I rummet under pengene lå sirligt sammenlagt en huskeseddel fra hans moders hånd, i rummet under visitkortene et fotografi — af en ikke helt ordenlig ung pige! En ung, køn pige med store, lidt grove træk. Åge Junker havde ikke kunnet bekvemme sig til at tilintetgøre dette billede. Han havde mange gange sagt sig selv, at han burde det. Han havde allerede været fast bestemt derpå — et lille hak i portrætets rand vidnede derom! — men i det afgørende øjeblik var al kraft veget fra hans hånd. Det var ikke af pietet for den unge pige, ej heller fordi hans hjerte krympede sig derved... men han havde en næsten stolt fornemmelse af, at han ved denne kvinde ligesom var blevet en mand, at hun for ham betød sådant noget som en overgang... og så var der jo altid dem, det kunne være morsomt at vise billedet frem for! Derfor ville han endnu en lille stund bevare det. Ikke fordi det var et udtryk for noget, han længtes tilbage til, som han havde haft svært ved at skilles fra... nej og tusinde gange nej! Åge Junker rejste fri og fro, efter eget valg og ønske. Så ung han var, følte han sig alt mæt. Han tålte ikke hovedstadslivet, havde for mange venner dér... han trængte til arbejde og frisk luft. Og ville det ny og uvante arbejde også af og til overstige hans kræfter — det hans moder frygtede så såre! — hvad ville så selv det være mod at vide sig fri for byens mangehånde, aften efter aften tilbagevendende, fristelser, som hverken portemonnæ eller kræfter i længden kunne udholde — mod det evige kævl og gnaveri i hjemmet, hver gang han kom for sent, hver gang han bad om at få gadedørsnøglen... For resten troede han slet ikke, at det, han gik ind til, ville overstige hans kræfter. Han havde jo været en del på landet, kendte godt landlivets besværligheder... fra sommerferierne. — — — toget nærmede sig kølbæk station, unge Junkers rejses mål. Han fornemmede en levende beklemmelse. Han trippede utilpas frem og tilbage mellem det lille, runde spejl på kupéens ene langvæg og vinduet. Nu så han stationsbygningen, et sidste blik i spejlet — uha, hvor han lignede en benovet konfirmand! — og toget gled ind langs perronen. dér ventede foruden stationsforstanderen en bedaget bondemand, der, samtidig med at Junker steg af, entrede op på toget. Han stod et øjeblik tvivlrådig med sin rejsetaske i den højre, garantiseddelen fast knuget i den venstre hånd. Så nærmede han sig den uniformerede embedsmand og lettede høflig på sin hat. » Jeg måtte vel ikke spørge, om de har set en vogn fra storegård?... jeg skulle nemlig — « Den uniformerede slog ud med hånden. » Der holder en vogn omme bagved; jeg kender ikke storegårds vogne. « Junker takkede uden dog straks at tabe troen på, at stationsforstanderen, når det kom til stykket, nok kunne være bekendt at kende herskabet fra storegårds vogn. Han skulede til sit tøj, en koffert og en bylt sengeklæder, der henne ved gangbrættet afgav et lige så forladt skue som han selv, og begav sig på vej udenom stationsbygningen. Dér holdt ganske visten vogn. Enarbejds-fjedervogn med halm i bunden, et løst age-bræt og et ikke just stateligt forspand. Kusken sad på vognen med ryggen til. Junker gik hen til ham. Han håbede af hele sit hjerte, at det ikke var vognen fra storegård. Den rigtige — det køretøj, han havde ventet sig —; måtte jo på en eller anden måde være blevet forsinket. Om et øjeblik ville det dukke frem ved omdrejningen dérhenne. » Goddag. De véd vel ikke besked om en vogn fra storegård?... « » Jo. Er du den ny landvæsenselev kan-skesens? « » Ja. « Junkers hjerte bankede. » Hvor er dit tøj? « » Det står på perronen... « » Sid dig så kuns op, så skal jeg tage tøjet. « kusken steg sindigt af vognen, bandt tømmerne, løste en skagle og lod Junker ene tilbage med sine betragtninger. De var til en begyndelse ikke helt feststemte. Han havde ventet sig en ganske anden modtagelse. I retning af en char-å-banc, svingende fuld af glad ungdom — helst kvindelig naturligvis — med en jovial, tykmavet proprietærpappa på bukken og så i stedet... — nå, hvad så! Han ville vel ikke tage sig så lidt nær! Måske gjorde han tidsnok bekendtskab... Junker strammede sig op, i samme øjeblik som han fik øje på et ponykøretøj, der var kommet til syne henne ved omdrejningen. 1 vognen sad fire unge damer, en af dem var kusk. Nogle få skridt fra stationen slog hesten over i skridt... den standsede, og en nydelig ung pige sprang af vognen og gik ind på postkontoret. Åge Junkers øjne var som naglede til det dejlige syn. Han kunne ikke få andet i sit hoved, end at disse unge pigers pludselige opdukken måtte stå i forbindelse med hans ankomst, mens de på deres side heller ikke lagde skjul på, at han var genstand for deres levende opmærksomhed. Den unge pige kom tilbage. Et øjeblik stak de alle fire hovederne sammen, så slog den ranke, smækre kusk knald med sin pisk, ponyen vendte brat, og afsted gik det. Unge Junker fulgte, så langt han kunne, vognen med øjnene. Og han fornemmede levende, hvorledes de to unge piger på bagsædet gengældte hans af håb, frygt og nysgærrighed sitrende blik. Der var ingen tvivl i hans sind om, at det var de unge piger fra storegård, der efter en forudlagt plan havde taget ham i øjesyn, forinden den officielle præsentation skulle finde sted i forældres og værgers nærværelse. han fandt, at det for de unge pigers vedkommende lovede godt. — kusken kom med hans tøj. » Så de de unge damer, der var kørende her? « spurgte Åge Junker. » Hva’ 1? « » Så de de unge damer, der lige nylig holdt her udenfor? « gentog han utålmodigt. » Næ... « » Det var vel damerne fra storegård?! « » Det tror jeg ikke... « » Idiot! « mumlede Junker og besteg køretøjet, på hvilket karlen havde anbragt hans rejsegods. Han undgik ikke ved denne manøvre at få vognsmørelse på sit venstre bukseben. Han gned og gned for’ at få den fjærnet, pletten voksede sig større og større, til den forekom ham at brede sig over hele benet, helt opover overfrakken ud på hans decente, mørkebrune handsker. Den kastede som en slagskygge over hele hans fremtidige virksomhed... skyggede for den blanke oktobersol, der nys så fornøjeligt havde varmet den hvide vej, ad hvilken ponykøretøjet med de fire unge piger var forsvundet... forvandlede med ét det nys så fortroligt smilende landskab til nøgne, triste marker, omgærdede af sørgmodigt ludende pile-og poppeltræer... Unge Junker faldt sammen på agebrættet. — hvad i himlens navn skulle dette betyde! Hvorfra denne pludselige, gabende tomhed foran, bagude... til alle sider... Ude i horisonten lød et lokomotivs piben. Junker kunne have sprunget af vognen. Nu vidste han, hvordan det stod til med ham! Dette lokomotivsignal samlede alle hans flakkende, urolige tanker som i én sum... i hjemveen... Han vendte sit hoved til siden, for at hans kusk ikke skulle se, at han havde tårer i øjnene. — -----------efter gode trekvarters kørsel svingede Junkers befordring fra hovedlandevejen ind på en sidevej, indkørslen til storegård. Kostalden præsenterede sig i hele sin majestætiske udstrækning... og haven... og svinehuset... kun stuehuset forblev skjult af fem, seks kæmpehalmstakke. Et brat sving — og han rullede op for hovedbygningen, en gammeldags kasse med en høj stue, kælder og kvist. En stentrappe uden gelænder førte op til hoveddøren, i ét øjekast opdagede Junker, at kun vinduesfagene tilhøjre for indgangsdøren bar Gardiner. Det stødte ham. Ikke et menneske stod parat til at hilse ham velkommen, kun en perlegrå høne på stentrappens næstnederste trin tog med sine rødrandede, nærsynte øjne et melankolskt mål af ham. — herregud! sukkede Junker. Hvor er 1 henne, store og små! End ikke en hushund logrer mig bjæffende sit » Hvem dér! « i møde... kun denne frugtsommelige høne med sine rindende weltschmerzøjne tager notits af min ankomst! — nå, fatter er vel i Marken, trøstede han sig, og mutter og børnene er undselige... Han følte sig helt overbevist om, at de stod indenfor gardinerne og småkritiserede ham, og han hjalp på karlens opfordring til med at bære sit tøj op på det værelse, der herefter skulle tjene ham som lønkammer. Det lå på kvisten, helt henne i gavlen, vejen gik over et loft, der tjente til opbevaringssted for frugt, korn og nogle avlsredskaber. Selve værelset var ikke stort og rummede kun de allernødvendigste møbler. Et malet, firkantet træbord ved vinduespillen, en lidet ungdommelig udseende stol, et klædeskab af størrelse som en kommode, en jærnseng, en servante, en kommode, der mere mindede om en dragkiste, og en undselig rødmende, jomfrunalsk kakkelovn. Junker for straks i bordet for at se, om det bar skuffe. Den fandtes, men var ikke til at aflåse. Så satte han sig på sin koffert og ventede til en begyndelse tålmodig på, hvad der skulle hænde. Men som minutterne gik, gled tålmodigheden af ham. Uafladelig var han henne ved døren og lyttede — ikke en lyd forrådte, at noget levende væsen i huset bekymrede sig om ham. Så pakkede han sin sæbe ud, vaskede demonstrativt sine hænder og begav sig ud på rekognoscering. Han listede over loftet og ned ad den knirkende trappe, til han stod i entréen. Et øjeblik vaklede han mellem døren til højre eller til venstre, da han kom sin opdagelse fra før i hu, vinduerne til højre for entrédøren bar ingen Gardiner, og han åbnede efter en lidt forsigtig banken på døren til venstre. Ikke en kat fandtes i stuen; han gav sig ikke tid til at se sig om, men styrede lige løs på den næste dør. Han var knap trådt over tærskelen, før døren lige overfor gik op, og han stod ansigt til ansigt med et kvindeligt væsen — som han på stedet anslog til at være et højere tyende. En let overraskelse tegnede sig på hendes ansigt, og hun udbrød i en tone, hun af al magt bestræbte sig for at gøre beskyttende, men som ikke destomindre fjedrede under trykket af, at hun ikke stod overfor denne unge mand som hans uindskrænkede herskerinde: » Det er vel den nye landvæsenselev... Mit navn er frøken Schrøder, husbestyrerinde på storegård. « Junker bukkede for anden gang. » Ja, proprietæren er i Marken, men de skal vel også have noget mad. « uden at afvente hans svar, forlod hun stuen. Junker var på ny ene. Han kunne ikke forstå, hvorfor familjen ikke viste sig! Skulle de unge piger ikke være kommet hjem fra deres køretur? Proprietæren måtte så inderlig gerne blive, hvor han var... blot d e ville komme! Han skulle nok en gang fortælle dem, hvorledes de havde spændt ham på pinebænken!... frøken Schrøder kom igen, fulgt af kokkepigen med et fad dampende frikadeller. I en fart var bordet dækket, husbestyrerinden bød ham tage for sig af frikadellerne og slog sig også selv ned ved bordet, som for at underholde ham. Hun må pumpes, tænkte Junker. » De har nok ikke været ved landvæsenet før? « spurgte hun. » Måske aldrig engang på landet? « fortsatte hun. » Jo, ok jo, mange gange! « forsikrede Junker. » Er der da nogen i deres familje, der er landmænd? « » Nej, ikke spor. « » Hvor har de så kunnet falde på at ville være landmand? « Junker følte, at han blev rød opover begge øren. Han vred sig under et klodset forsøg på at give en tækkelig grund... han følte det i samme øjeblik så helt meningsløst, at det ikke alene var faldet ham ind at ville være landmand, men at han endogså havde gennemført det. Og for anden gang i dagens løb var han ved at bukke under for en helt overmenneskelig følelse af hjemve; men han mærkede, hvor ledes husbestyrerindens øjne lå misbilligende på ham, og med en voldsom kraftanstrengelse tvang han sit synkende mod op. » Er proprietærens familje ikke hjemme? « spurgte han. » Nej, den er ikke kommet endnu. « frøken Schrøder strakte Hals, som fik hun øje på nogen ude på gårdspladsen. Junker lyttede, om han skulle kunne høre en vogn. Der opstod en lille pause. Junker slog for sig selv fast, at husbestyrerinden ikke var nogen skønhed. Hun var ikke blid at se til, og hun havde en mine, som gjorde hun ham kun selskab for at tilse, hvormange frikadeller han spiste. » Hvor gammel er fruen? « spurgte han igen, og han syntes selv, det var såre snedigt spurgt. Kendte han moderens alder, kunne han let regne døtrenes ud. » Proprietærens moder? hun er vel en tre, fireogtreds. « Aha! Proprietærens moder var også på gården! Junker måtte spørge videre: » Er børnene meget unge? « » Unge! Nå... de er da alle gifte og har familje. « Junker blev helt bleg, og hans stemme skælvede. » Gifte! Er der da ingen af dem her? « Frøken Schrøder så mere og mere forbavset på ham. » Jeg mener, er børnene ikke hjemme?... her på gården? « » Her! Nej... Jo, proprietæren... « » Proprietæren!?! « » Ja, han er jo den yngste af børnene. « Den yngste af børnene! Proprietæren! Junker var ved at tabe kniv og gaffel. » Jeg mener blot, proprietæren er da gift og har — « Frøken Schrøder afbrød ham med en truende mine: » Proprietær kruse er ikke gift, hvem kan have fortalt dem det! « Junker så målløs på hende. Det svimlede næsten for ham. De skrækkeligste tanker og syner opstod og jog hinanden på flugt. Proprietæren der trampede om i en uendelig pløjemark, Schrøder gårdens kvindelige herskerinde, og ponyvognen med de fire unge piger, der toges bort i en sky midt for næsen af ham... det prikkede og sved i hans næse, kendtes fugtigt for øjnene... havde ikke en mandlig stemme i det samme lydt, havde Åge Junker måske fundet på at græde. Det var proprietær kruse, der stod i døren og hilste ham goddag og velkommen... » Kan proprietæren tænke sig, han har fået den besked, at proprietæren var gift, « forklarede frøken Schrøder. Junker smilede forlegen, og proprietær kruse lo. » Hvad jeg ikke er, kan jeg blive!... « Junker lo nu med for skams skyld, men frøken Schrøder vrissede arrigt: » Proprietæren spøger i den sidste tid så meget... med de dele... « Men proprietæren slog ud med hånden og sagde myndigt:- » Jeg vil gerne være alene med den ny elev, jomfru Schrøder. « Og først nu blev Junker var, at jomfru Schrøder haltede. — en halv time senere var Junker i markerne med proprietæren. Det rædselsfulde mysterium var for længst opklaret. Kommissionæren, der havde skaffet unge Junker pladsen som landvæsenselev på storegård, havde ikke tidligere stået i forretningsforbindelse med pro-prietær kruse, men derimod med hans for- gænger på gården, der også havde lydt navnet kruse og havde været fader til en talrig børneflok. Derfra det gyldne familieliv, der havde foresvævet Junker! Men denne lille misforståelse kunne jo ikke få indflydelse på det landbrug, der skulle læres, havde proprietæren sagt. Og Junker havde med blødende hjerte måttet indrømme rigtigheden af hans ord. Nu vandrede de over stok, over sten, over oppløjede marker, gennem stikkende stubmarker... ovenover deres hoveder knugede en mørkegrå efterårshimmel sig kold og ligegyldig... Proprietæren holdt foredrag og kaldte markerne ved navne, som Junker måtte gentage. I begyndelsen hørte han kun efter med det ene øre, men snart måtte han samle sig sammen. Proprietæren lod sig ikke nøje med halv besked. Endelig stod de igen på landevejen, Junker havde med proprietærens knortekæp i luften skitseret markernes indbyrdes beliggenhed... nu gled samtalen ind på mere selskabelige æmner. Proprietær kruse var en meget talende mand. Junker blev mere og mere tavs. Påny trængte de fire unge piger i ponykøretøjet sig frem i hans lidt trætte hjerne. Det brændte ham på læben at spørge proprietæren, hvorfra de kunne være, om de muligvis var fra en af nabogårdene — men han kunne ingen lejlighed finde til at komme frem med sit spørgsmål. Først da de gik opad alléen til storegård, fortalte han proprietæren om sin lille oplevelse, som han lidt undselig benævnede den. Proprietær kruse gjorde helt pludselig holdt og så vist på ham. » Har de allerede set dem!? « Junker mente, at de unge damer havde haft ærinde på postkontoret og følte sig helt ilde til mode under proprietærens inkvisitorisk stikkende blik. » Talte de med dem? « spurgte proprietæren efter en lille pause. » Nej... « » Hm! « proprietæren gik et stykke uden at mæle et ord, så sagde han, idet han på ny fæstede sine stikkende øjne på Junker: » Jo, det er min nabos, forpagter Henriksens pigebørn... de joller altid rundt i sådan en ponyvogn, gud må for resten vide, hvorfra han har fået råd til den... Vi omgås ellers ikke videre. « — nej, begribeligvis, tænke Junker. De eneste unge piger i flere hundred Miles omkreds omgås vi ikke... vi er jo også godt hjulpet med jomfru Schrøder. Iii. Unge Junker lå i sin dybeste søvn, da arbejdsklokken i hans værelse kaldte ham op. Han så sig forvildet om i den mørke stue uden at kunne begribe, hvor han var, og hvad det var for en klokke, der ringede, — så strøg han en svovlstik og huskede — han sprang ud af sengen og gjorde et hastigt morgentoilette. Landmandsdragten — en splinterny fra brødrene Andersen — havde han aftenen forud lagt på stolen ved siden af sengen, så han lige kunne stikke i den. Han erindrede ikke nogensinde før at have været så hurtig i klæderne som denne morgen. Udenfor var det bælgmørkt — han famlede rundt i gården, til han fandt stalddøren. En indelukket varm, krydret luft af hestegødning slog ham i møde og kildrede ham i næsen så han var lige ved at nyse. Stalden var svagt oplyst af to osende oljelamper, der hang i hver sin ende af det store rum. Han kunne lige skimte nogle viftende hestehaler på geled, mens en blandet koncert af hestestrigler, der blev banket mod stengulvet, h'esteprusten og formanende småeder spillede for hans øren. Han stod ganske rådløs. Vel vidste han, at det par heste, han nød den ære for fremtiden at være attacheret, stod et stykke højere op til højre i stalden, men han smigrede sig dog ikke med efter den såre flygtige præsentation dagen forud at kunne genkende dem i dette mørke. En lygte dukkede op i den modsatte ende af stalden. Junker gik den i møde; han gættede, at den tilhørte forvalteren, der havde inspektion med staldtjenesten. » Godmorgen! « hilste Junker og kløede sig forlegen i hovedet, da forvalteren ikke gjorde mine til at tage imod hans fremstrakte hånd. » Se så tidlig... 1 « gryntede forvalter Jensen indenfor det søvndrukne, flossede overskæg. » Ja, det er skam det tidligste, jeg nogensinde har været på benene, « smålo Junker. » Hvor fa’en bliver de af... Staldtjenesten er jo straks forbi, « snærrede den anden. Junker begreb ikke, hvordan han nogensinde skulle nå at være endnu tidligere i stalden. Det måtte være meningen, at man ikke burde vaske sig. Han fulgte Jensen op til » Præsten « og » den lange « og påbegyndte striglingen efter dennes temmelig morgengnavne forskrifter. Så gik Jensen, og Junker pustede og iagttog » Præsten «, der gumlede sit morgenmåltid i sig. Havde Junker skullet råde, skulle » Præsten « heddet » den krøllede Frits «, den var nemlig helt lådden og oversået med de mest indviklede småkrøller. Det var næsten umuligt at føre striglen gennem dens Pels. Hver gang fulgte store totter hår med, der næsten ikke var til at rive løs fra strigletænderne. Junker så sig om i båsen; han var egentlig ganske prisgiven » Præstens « forgodtbefindende. Det skulle slet ikke forundre ham, om han indledte sin landmandsæra med at blive sparket halvt ihjel af » Præsten «, sådan som han behandlede dyret. Det måtte alligevel være et godmodigt dyr, der lod sig således mishandle af en begynder i faget; men derfor var de to vel også blevet sat sammen, ikke for ingen ting havde det vel erhvervet sig sit fredsæle navn. Han gad vidst, om » den lange « var ligeså beskeden. Han skulle just til at snige sig ind i båsen til den, da Jensen kom tilbage og meddelte ham, at nu måtte han være færdig. Junker pillede nogle » Præstehår « af sig. Forvalteren erklærede, at skulle Junker børste og pudse sig, hver gang han fik noget på sig, kunne han ligeså gerne opgive landvæsenet med det samme, hvoraf Junker uddrog, at forvalteren følte sig besværet af at skulle have med en begynder at gøre, og at det sikkert ville tage lang tid, inden han vandt denne sin foresattes bevågenhed, hvorfor han ligeså gerne kunne blæse ham et stykke med det samme. Med Jensens hjælp entrede han op på » Præsten «, fik » den lange « ved grimen1’ og fulgte så karlene ud til vandingsstedet. Han fandt det såre forstandigt, at hestene blev vandet i dammen, så fik man dem da rene med det samme — i særdeleshed, når man hverken havde det rette håndelag for eller tilstrækkelig tid til selve striglingsprocessen. » Præsten « lod til at være af samme mening. Den pjaskede nok så fornøjet om og lagde sig til sidst helt ugenert, så Junker knapt fik tid til at redde sig over på » den lange «. Han blev våd til opover knæene. Han var glad ved, at han var den sidste på pladsen — folkene var alle på vej op til davren — så var der da ingen til at more sig over hans uheld. Han skyndte sig op for at skifte tøj, og han var lige blevet færdig, da klokken i hans værelse på ny kaldte. Han røg til vinduet. » Hvad er det? « » Er de færdig med at spise? « det var Jensen. » Nej, jeg vidste ikke af — « » For Pokker, tror de, vi kan vente med at rykke i Marken for deres skyld, så må de skrubbe ud uden mad. « Junker skyndte sig ned i gården. Dér stod Jensen med hans spand, op på » Præsten « og afsted efter karlene ad den vej, forvalteren anviste ham. Junker syntes, det gik vel militærisk til og kom til det resultat, at han ikke kunne fordrage Jensen. Så lagde » Præsten « beslag på ham — den var ikke bekvem at ride, han måtte anbringe den ene hånd under sit skræv, i den grad skar den — og muleposerne, der slaskede ham om benene. Han var helt gennemreden, da han efter et ganske kort trav nåde karlene, der holdt sig den ene bagved den anden. Junker forblev bagerst. Det var en hel karavane, der skridtede hen ad landevejen — karle og heste lige ugemytlige at se til. Karlene med hænderne i bukselommerne eller stukne ind under islænderne, rundryggede og skuttende sig i den klamme, tågede morgen, ludende med hovederne, med de lange træskoben hængende slapt ned. Ingen talte, kun en enkelt fløjtede en sørgmodig harmonikamelodi. Junker fik kuldefornemmelser og følte sig utidig. Han havde heller aldrig før haft indtryk af, at naturen kunne være i den grad søvnig, som den var denne morgen. Han søgte at stramme sig op med en tanke på, hvad vennerne i » Kongens by « ville sætte op for et ansigt, om de kunne se ham, og han smilede — lidt vemodig... Toget svingede ind på en mark, karlene gled af hestene og spændte for plovene. Junker blev siddende som stum iagttager. Han så ud over den uendelige, halvtoppløjede mark, der lå trist og våd, og han følte lede ved tanken om, at han skulle ganske som en af de andre lægge plovfure til plovfure i ensformig travende omgange. Han lod sig glide ned fra » Præsten « og gik med en pludselig indskydelse hen til en af karlene, han så stå med en flaske for munden. » Hvad har de i den flaske? « » Det er brændevin, det er ikke noget for dig. « karlen tørrede med en foragtelig mine flaskehalsen i den hule hånd og belavede sig på at sætte proppen i igen. » Giver du en tår, så giver jeg en anden gang? « » Lad gå! « Junker fik lærken og tog sig en forsvarlig tår, inden han gav den tilbage. Karlen holdt målende flasken op, så halvt uvillig, halvt beundrende på Junker og udbrød: » Det er nok ikke første gang, du smager spritten. « Men fuselen sved Junker i halsen, satte kulør på omgivelserne og lindede hans morgenfrosne lemmer. Han følte en pludselig fattet beslutning om at ville være en rask Karl slå rod i sig, og han satte de langskaftede støvler fast i pløjejorden. Sådan en lille morgensnaps skulle han ligegodt lægge sig efter!... Han hjalp forkarlen med at spænde » Præsten « og » den lange « for ploven og passede nøje på, hvordan denne bar sig ad den første omgang. Så fik Junker tømmerne bundet om livet og pløjede den næste omgang. Han var helt svedt, da han kom tilbage. Forkarlen mente, at han kom snart efter det. Junker blev helt varm om hjertet af glæde over hans roes. Ikke så snart blev han imidlertid alene, før ploven begyndte at gøre knuder. Snart skar den for dybt, og snart sprang den af furen, græstørvene viklede sig i en uendelighed om plovjærnet og gjorde pløjningen dobbelt tung, ikke at tale om det sidste stykke af ageren, der var så stenet, at Junker, hver gang ploven stødte mod en sten og sprang til, tænkte, at nu splintrede da både plov, heste og han selv i tusinde stykker. Han syntes, det var et helt vidunder, hver gang de slap over stykket og havde holdt sig, mindre vidunderlig fandt han » Præstens « afgjorte utilbøjelighed til at holde sig på sin smalle vej i plovfuren. Junker måtte uafladelig slippe ploven med den ene hånd for ved tømmens hjælp at minde » Præsten « om dens jordiske pligter, og hver gang gjorde ploven, som han naturligvis ikke kunne tumle med en hånd, en afstikker henimod naboageren. Han holdt dog humøret oppe til mellemmad, men mellem den og middag bestod hele pløjningen i én fortsat rykken, stoppen op og møjsommelig slæben ploven tilbage for at re-stavrere bulken — mens hans hidsige harme over » Præstens « uefterrettelighed og » den langes « raffinerede langsomhed øgedes til blindt had, nær uforsonlighedens grænser. Han var ved at fortvivle over, at hans uøvethed ikke tillod ham at bruge pisk, han drømte om skorpioner og glødende ildtænger, han frådsede i alle de ægyptiske landeplager, han kunne ønske at styrte over sine to firbenede synderes hoveder. Hvert øjeblik så han efter, hvormange klokken var, og hver gang mindede han sig selv om, at det jo var ganske ligegyldigt, hvad klokken var — han skulle naturligvis ud at pløje igen efter middag. Men det vidste han, at de to krikker, han nu sled med — dem pløjede han ikke en omgang mere med efter middag, om så proprietæren, Jensen, Schrøder og hele kompagniet stod på hovedet! Det var vel heller ikke meningen at gøre ham slidet dobbelt surt! Pokker stå også i den elendige vogte

1891_Nyblom_DigtogVirkelighed

Helene

Helene

Nyblom

Digt og Virkelighed

female

female

dk

Nyblom

Digt og Virkelighed

Nyblom

Digt og Virkelighed

n

roman

Gad

KB

nan

nan

O

En gammel violin. Til Franz neruda. Koncertsalen var fuld. Så godt som alle badegjæ-sterne ved det fashionable badested vare tilstede. Det var en adspredelse til blandt de mange, hvormed man fordrev saisonen, og foruden den fornøjelse, ja man kan næsten sige den pligt, enhver af de tilstedeværende anså det for, at være der, hvor hele den fine verden var, så var der også en del nysgerrighed blandet deri. — der var ikke mindre end tre berømtheder, der skulle optræde. En pianist, der var bekendt for sin kolossale virtuositet, en sangerinde, der i øjeblikket var på mode, og en violinspiller, som ingen bestred en plads af første eang. Der var en overordentlig livlig konversation i den forgyldte koncertsal, inden musikken begyndte. Damerne vare i de eleganteste sommertoiletter, og om de mest feterede skønheders plads kredsede hele flokke af herrer, der gjorde damerne deres opvartning og talte og lo i munden på hinanden. Orkestret spillede ouverturen til » Den stumme «. Det spillede godt, med liv og nuancering, men ingen hørte derpå. Det var jo det samme orkester, man hver dag hørte spille udenfor brøndsalen, altså ikke noget nyt! — og man viste sin fornemme ligegyldighed ved at tale dobbelt så højt som før, skrabe med stolene og i det hele gøre det så umuligt som muligt at høre for dem, der måske skulle have lyst til at lytte til musikken. Orkesteranføreren så ikke videre glad ud, da han smækkede partituret i og sprang ned fra sin plads. — et øjeblik efter vare alle musikanterne forsvundne og en tjener kom ind for at åbne det store flygel på estraden. Der blev en pause i salen — damerne satte deres kikkerter for øjnene, og da den berømte pianist kom ind, hilsedes han med et livligt bifald. — det var en høj ung mand med et meget rigt blond hår, der faldt langt ned over panden og nakken. Han havde et, lidt affektert melankolskt udtryk i ansigtet, over de optrukne lyse øjenbryn og nedhængende lyse knebelsbarter. Forresten var han yderst elegant klædt og havde en hvid nellike i knaphullet. » Å charmant! — charmant! — reizend! very nice indeed « — lød det fra damerne på alle slags sprog. — han bukkede med et mat smil og satte sig til klaveret. — med en del voldsomme oktavløb over hele klaviaturet undersøgte han, om hans fingre og instrumentet var i orden, og der var intet at klage på. Derefter sad han et øjeblik og stirrede frem for sig, og så begyndte han. Det var en komposition af liszt, jeg tror en rapsodi, — men titlen er forresten ligegyldig, for selve kompositionen fortalte ingenting. — det var en af disse anretninger, hvor alt optænkeligt materiale er taget til hjælp, men uden at være fyldt med mindste spor af åndeligt indhold. — det var så brillant, så svært, så larmende som muligt, og aldeles tomt. Sådanne løb, sådanne triller, sådanne halsbrækkende Spring, sådanne tordnende melodier nede i bassen, medens diskanten for vanvittigt omkring på sin egen måde!. Man sad og ventede » Nu kommer der vel noget «? — nej, der kom ingenting. Der fandtes ingen menneskelig sjæl bag alle disse beridderkunster, ikke engang noget af dette ville og dæmoniske, som også kan have en besynderlig fængslende magt. Det var bare tomhed! Indtrykket af en rig mand, der har lommen fuld af penge og slet. ikke ved, hvad han skal bruge dem til, men bare går omkring og klirrer med dem. Men denne tomme klirren må være tiltalende foldet store publikum. Det var desuden så svært! Man strakte halsen frem for rigtigt at se, hvilke mærkværdige ting han gjorde med fingrene, medens håret for længere og længere ned over hans øjenbryn og sved-dråberne brød frem og sad fast i hans øjenhår. — endelig endte, det med et knald, som om alle hotellets tallerkener skulle være gået istykker på én gang. Og et tordnende bifald fulgte. Damerne viftede sig, herrerne nikkede og lo, det var næsten som at have set en mand ride på en løbsk hest, stående på sin egen næsetip! — den svedte og sværmeriske unge virtuos måtte ind og ud, ind og ud, bukke med hånden på hjertet og ryste sin manke. Efter en pause kom så sangerinden. Det var en ung smuk dame, endogså meget smuk, og klædt med aller største smag. Hendes blege lillafarvede kjole var syet efter aller sidste, aller fineste og nobleste parisersnit. — hun havde tre hader store ægte Perler om halsen, ægte Perler i ørene og en buket af hvide orchideer i hånden. — den aller nydeligste lille figur, hvorom kjolen sad, som om hun kunne være født med den. — den aller fineste lille nakke, hvorover det mørke hår faldt ned i bukler, og det aller mest velproportionerede lille ansigt, — med store brune øjne og en lille rosenrød mund, som hun straks smilede med og viste to Rader små hvide tænder. Nu kom turen til herrerne at blive henrykte. » Quelle charme! « » Allerliebst! « — » Such a darling! « » Carina! « lød det rundt omkring. Hun gjorde en lille nådig bøjning med hovedet, et lille umærkeligt tegn til sin akkompagnatør, og så begyndte hun. Hendes stemme lignede ganske hende selv. Den var velskabt, perlerund og klar, og lige så vel dresseret som hun selv var vel klædt. Hun sang en Arie af en fransk moderne opera, hvis navn det er ligegyldigt at nævne, og hun kunne den perfekt. Det var virkeligt en aldeles sølvklar intonation som hos en kanAriefugl. Hvor hun kunne trille, så hendes lille strube dirrede! — sådanne rene kromatiske skalaer og sådanne elegante små fioriturer, som hun serverede med et blik til publikum, som sagde: » Var. det ikke nydeligt gjort? « --------jeg tror, at Arien skulle tolke en eller anden kjærlighedspassion, hvilket man i det mindste måtte antage af de ord af teksten, som man hørte. Men dels må jeg tilstå, at musikken ikke i og for sig selv var gribende, og dels tog- den unge dame det med ro. —hun sang » Je meurs pour toi! « med samme milde smil og samme klare klang i røsten, som om hun havde sagt » Je me porte a merveille! «, og hun slog sine glasklare triller med den roligste akkuratesse, skønt ordene tolkede en vild smerte. Da arien var endt, udbrød der en sand bifaldsstorm. — hun var alt for sød! og sådan en stemme! en ren lille nattergal! og sådanne triller! og et sådant toilette! Hun nejede så nydeligt, smilede så man så alle de små hvide tænder, og kastede et venligt blik til alle, til højre, til venstre, op imod balkonen, hvor tjenerpersonalet sad, hun takkede alle! — og alle begyndte at applaudere igen og fremkalde hende så mange gange, at man til sidst kunne fristes til at sætte en stol frem, for at hun kunne sidde ned og blive med det samme. — til sidst gav hun et ekstranummer, en Vals, der begyndte med en høj trille, og som hun virkelig sang med udtryk. Man kunne høre, at hun syntes om at danse. Efter at hun til sidst var forsvundet, gik der endnu en larm gennem salen som en bølgegang efter en storm. Det varede noget, inden man kunne komme til ro, og siden blev der en vis mathed over publikum som efter en alt for stor anstrengelse. — så kom violinisten. Det var en midaldrende mand, uden noget videre frappant ydre. Han så ud som folk i almindelighed, og dog var der noget ved ham, der ikke lignede de fleste. Det var en simpel ligefrem optræden, der var så ganske uden beregning, og en ro, som man sjældent ser, aller mindst hos mennesker, der optræde offentligt. — han var åbenbart slet ikke bange for publikum og tænkte ikke på at nedlade sig til de mindste kunst greb for at vinde dets sympatti. — men det var heller ikke med denne mine af overlegen foragt han betragtede tilhørerne under sine fødder, hvormed visse store kunstnere antyde, at de stå så uendeligt højt over dem de spille for. Der var en stille alvor over ham, og desuden et lille næppe mærkeligt smil i hans øjne og om hans mund, som om han ville sige: » Kom nu, så skal vi høre på noget smukt. Jeg skal spille så godt jeg kan, og i skal høre godt efter! « Han havde hverken polkahår eller en hvid nellike. og damerne forholdt sig temmelig kølige ved hans indtræden. Kun et og andet kraftigt bifald af en kender hist og her hilsede hans berømte navn. Så løftede han violinen og buen og begyndte at spille. Det var et gammelt italiensk præludium, fulgt af en canzone. I det øjeblik han tog den første tone på violinen, var det som om hele koncertsalen med alle de pyntede tilhørere var sejlet langt bort. Jeg hverken så eller hørte dem. Denne første, dybe tone på violinen gik så lige direkte ind i hjertet på mig, at jeg åndeløs ventede på den næste. Brede, højtidelige brød de frem fra bunden af violinen, og langsomt løftede tæppet sig for en forsvunden verden. Jeg så ind i den tid, da denne violin først havde lydt for menneskene. Hvor han måtte have følt sig lykkelig den mester, der havde dannet denne violin! Han havde fået et kostbart stykke træ dertil. Et træ, hentet højt oppe på Appenninerne, hvor det ensomt og stærkt var vokset op imod himlen og havde indsuget bj ærgenes luft og solskinnets varme. — hans kjenderøje så straks, at dette træ gemte på alle naturens hemmeligheder. Det havde vokset højt over jordens smålighed, i ensomhedens store ro, vindene havde viftet og hvisket i dets krone, stormene havde fortalt det forfærdelige ting, solen havde overstrømmet det med sin varme og regnen havde grædt sine sorger over det. Om natten havde det set mere af stjernehimlen end alle de andre træer i skoven. Det kunne se helt hen til havet. De første solstråler, der stege op, og de sidste, der slukkedes som blod i bølgerne, hilsede det med en sagte susning i grenene. Der var gået mange århundreder hen over stæderne dernede på Sletten, medens det stod og tænke og drømte deroppe på højden, bestandigt strækkende sig højere og højere op imod den ætherklare himmel. — så faldt det, og da det blev bragt til Cremona og violin-byggeren så det, tænkte han: » Det er et træ, hvoraf jeg skal kunne skabe en rigtig violin! « Og han begyndte arbejdet med al den kundskab og visdom, han var i besiddelse af. Det beroede på en hårsbred, om hvælvingen skulle få den rette genlyd, om lydhullerne skulle slippe lyden ud i hele dens fylde, om tonen skulle kunne blive både varm og klingende. Og da så endelig violinen var færdig og han satte buen til den, da smilede han! — jo, det var der alt sammen!— denne tone kunne vokse, bredere og bredere, til den gravede sig helt ned i hjertet på den, der lyttede, den kunne blive så blød og øm som den mildeste stemme, der talte trøstens og fredens ord, og så kunne den igen vokse, skrige, jamre og råbe, som om den gemte på al menneskelig kval og nød. Den gamle mester tog den i håndtaget, vendte den frem og tilbage, smilede og tænkte: » Den violin skal kunne sige alt, hvad menneskene har på hjerte og hvad intet menneskeligt sprog kan udtale, hvis den blot kommer i den rette hånd! « — og den kom snart i en stor kunstners hånd. Der var på den tid i Florenz en violinspiller, hvis navn var Angelo Franceschi; men han kaldtes af de fleste blot for Angelo eller l’unico, fordi man syntes, at ingen spillede som han. Når han lod sig høre, kom de fornemme ud af deres strenge fæstningsagtige paladser, håndværkerne lukkede deres boder for at gå hen og høre ham, og der kunne ikke fejres nogen større fest i staden, som ikke Angelo måtte forherlige med sit spil. Han var en tavs ung mand, der levede alene og ikke sysselsatte sig med andet end med sin violin. Han havde hverken forældre, søskende eller kæreste, og viste sig aldrig på vinstuerne eller værtshusene, og man hilste ham på afstand, som man hilser en fyrste. Det hændte sig da, at en ung adelsmand af huset Strozzi fejrede sit bryllup. — faderen havde været gon-faloniere i Florenz og ved sin tapperhed i krigene mod republikkens fjender indlagt sig så store fortjenester, at staden Florenz nu ville vise sin beundring og taknemlighed for familien ved at gøre en stor fest i anledning af hans ældste søns bryllup. Bruden var en romersk prinsesse af huset Este, og var af begge de unges forældre valgt til mage for Strozzis søn, både af familiehensyn og af politiske grunde. — man havde blot ventet på, at hun skulle fylde sit sekstende år, for at hente hende til Florenz og der fejre brylluppet med den unge brudgom, der var fem år ældre end hun. Hun var nu kommet for et par dage siden, ledsaget af begge sine forældre og et talrigt og glimrende følge. De forlovede havde aldrig set hinanden før, og det var i en af de store sale i Palazzo Strozzi, at hun første gang mødtes med sin brudgom. Hun stod mellem faderen og moderen, omringet af sine opvartende frøkener, da den unge mand kom ind. Altså var det ham, hvis hustru hun om et par dage skulle blive! — hun vovede knapt afkaste et flygtigt blik på hans ungdommelige skikkelse og lyshårede hoved, førend hun straks igen slog øjnene ned. — han knælede ned foran hende og kyssede hendes hånd, og derefter rejste han sig og indlod sig i samtale med hendes forældre, der begge med megen værdighed underholdt ham med fortællinger om rejsen fra rom herop og udspurgte ham om adskillige ting angående Florenz forhold. Den unge fyrste lod derefter en del af de tilstedeværende præsentere for sig, og efter dette officielle møde, skiltes igen de forlovede. Bryllupsdagen kom, og hele Florenz var på benene. Vielsen skulle forrettes i Santa Maria dej fiori. Højalteret var beklædt med en hel skov af hvide lillier, og gulvet lige fra indgangsdøren strøt tæt med roser. — over alle gader, hvor toget skulle drage frem, var der spændt silkesejl mellem husrækkerne, prydet med Estes og Strozzis våben. Døre og vinduer vare smykkede med emblemer, brudeparrets kolossale navnetræk i blomster, krydsede olivenkviste, til tegn på fred og forening, og lange snore med nedhængende maj saks og frugter som omen for rigdom og overflødighed. Hele torvet foran rådhuset var belagt med blåt klæde, og fra loggia dej Lanzi op gennem rådhus-gården skulle brudeparret passere gennem en lang hæk af faner. — kirkevielsen var nu forbi, og brudeparret kom ud og skred hånd i hånd over dompladsen. Brudgommen, der var klædt i en violet fløj elsdragt, tæt broderet med Perler, strålede af lykke. Han bøjede sit lyse lokkede hoved hen imod den unge prinsesse ved hans side, men hun gik bleg og alvorlig med nedslagne øjne. Alt dette ny og fremmede havde ængstet hende og hun følte sig beklemt og ulykkelig. Blot dette at vågne i en trang gade, med mørke, truende paladser overalt, så hun næppe kunne se himlen, trykkede hende. Hun havde været opdraget ude ved tivoli, med en udsigt over den vide Campagne, der bredte sig som havet, så langt hendes øjne kunne se, og hun var gået omkring i den stolte alvorlige park om villaen i en stilhed, som kun en sjælden gang afbrødes af en rejsendes besøg fra rom. Nu var hun fra morgen til aften omringet af mennesker, hvoraf de fleste vare hende nye og ukendte; fremmede, som hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til. — heller ikke lod man hende et øjeblik være i ro med sine egne tanker. Faderen havde endnu så mange formaninger, moderen så mange råd og bekymrede advarsler at give hende, kammerjomfruerne så mange spørgsmål om, hvilke juveler og dragter hun ville vælge for bagen, at hun følte sig plaget og forfulgt. Hun havde næppe set den mand, hun skulle gå til altret med, og hun lod sig på sin bryllupsmorgen iføre bryllupsdragten uden at lægge mærke til alle de kostbarheder, man prydede hende med. Bleg og stille som en statue sad hun med de lange sorte øjenhår nedslagne over de hvide kinder. Man flettede og krusede hendes hår og satte brudekransen derpå, uden at hun løftede hovedet for at se sig i spejlet. Som i søvne iførte hun sig den broderede hvide brudekjole og de små sko, der vare oversåede med ægte Perler. — faderen kyssede hende på den kolde pande og moderen omfavnede hende, uden at det syntes at røre hende. Hun havde grædt så meget om natten og vidste jo nu, at fra denne dag af var hendes skæbne afgjort, skilsmissen med forældrene uundgåelig. I kirken hørte hun det store sangkor, ledsaget af mange strengeinstrumenter flyde sammen over sit hoved som en strøm, hvori hun druknede. — som gennem en tåge så hun alle lysene på højalteret mellem de hvide lillier, ærkebiskoppens gyldne messekåbe og kordrengene svingende bøgelsekar. — hun havde sagt sit ja og gik nu ved brudgommens hånd ud på gaden, hvor mennesker fra alle sider trængte sig frem for at se hende. Men toget var vel ordnet. — foran red tre herolder, der med trompetstød fik alle fodgængere til at vige til side. Derefter fulgte våbendragerne og pager fra tyve af Florenz fornemste familier, så musikken, trommer, Giger og luttspillere. — derefter så man bepræsentanter fra alle lavene i Florenz, som bar de brudegaver, der på rådhuset skulle overgives til brudeparret. — derefter kom igen en afdeling våbendragere og pager, og så et stort selskab af adelige og fyrstelige personer, hvoraf hver dame førtes af sin kavaler. En skare unge pager og mænd fulgte og kastede blomster af store kurve, de bar i hænderne, og derefter kom brudeparret, der fremskred under en tronhimmel af gult silke, prydet med Florenz våben og båret af fire fornemme herrer. En ligeså stor og broget skare fulgte brudeparret, der dannede midten af processionen. Venligt smilende hilste brudgommen til alle sider, medens bruden, den skønne vittoria, takkede ved stille at bøje hovedet. Hen over rådhuspladsen, gennem den tætte hob af vajende faner gik toget op i den store rådhussal. Ved den ene ende var der oprejst en dobbelt trone for brudeparret, omgivet af en æresvagt. Langs med væggene på de indlagte træbænke, der vare prydede med fløj elshynder, toge alle fornemme herrer og damer plads, og derefter fremtrådte de deputerede, der skulle hilse på brudeparret og i de forskellige lavs navn frembære brudegaverne. Først oplæstes en lang velkomsttale på latin til den unge brud, hvori man tolkede Florenz tilfredsstillelse ved at se en romersk prinsesse optaget i dets midte; det afsluttedes af et blomstrende latinsk digt, der tolkede alle hendes ydre og indre fortjenester. Hun sad deroppe på den fløjelsklædte trone, blegere og blegere, og bøjede hovedet til tak. Så kom gaverne. — våbensvendene skænkede brudgommen en sjælden cisileret kårde og et bryst harnisk i ophøjet arbejde, med st.'georgs kamp med dragen som midtbillede. Guldsmedene overleverede bruden et femradet halsbånd af indiske Perler, hvorfra et kors hang ned, prydet med smaragder og indeholdende en splint af jomfru Marias allerhelligste vugge. Snedkerne havde forfærdiget en bedeskammel af rosentræ indlagt med guld, et underværk af smag og skønhed, og Florenz haver sendte en triumfvogn, sammensat af lutter blomster, og hvorfra to hvide duer fløj op, sammen-kjedede med et gyldent bånd. Derefter kom et tog af personer i allegoriske dragter, fremstillende kærligheden, lykken, freden og alle andre herlige guddomme, som med forskellige Vers og taler hilsede brudeparret. Men ingen af alle disse herligheder syntes at gøre mindste indtryk på den unge vittoria. Hun forsøgte ikke engang at smile. Hvorledes skulle alle kostbarheder og kunstværker i verden kunne erstatte hende den daglige kærlighed af forældre og søskende, og det pragtfuldeste palads i en af florenz’ gader kunne ikke skænke hende den ro og friskhed, som hun havde nydt i de dunkle cypresalleer i villa d’este, med udsigten over den uendelige slette. Endelig vare alle velkomsthilsener forbi. Der blev stille i salen. Man så mod døren, som om man ventede noget. En page udbredte et lille tæppe midt på gulvet foran den dobbelte trone, hvorpå brudeparret sad, og straks efter trådte maestro Angelo ind. Han hilsede brudeparret med en dyb bøjning af hele kroppen, men han knælede ikke. Derefter rejste han sig og satte violinen under hagen. han var klædt i en rustrød klædesdragt, med korte bukser og en vams med et bælte om livet, sammenholdt af et guldspænde. På håret, som han bar kortskåret i en fryndse over panden og nedhængende til halsen i nakken, havde han en lille rund hue, der fulgte hovedformen. Han var af middelhøjde, slank vokset, og med dejlige hænder og håndled. Panden var lav, hagen kraftig, de sorte øjenbryn, hvortil håret hang ned, lå som to lige streger over de mørke øjne. Munden havde et alvorligt, næsten et strengt udtryk. Nu løftede han buen, og i det samme løftede han øjnene mod loftet, et par store, smeltende øjne, hvor man så det hvide under Iris. Det så ud, som om han så igennem loftet og op i himlen; munden åbnede sig lidt, så man så tænderne skimte frem. Nu begyndte han at spille. Det var en stille, alvorlig Melodi, der lå på de lave strenge og lød, som om et menneske i dybe tanker talte med sig selv. Det var ensomhedens sang, når sjælen er alene. Den unge prinsesse havde løftet øjnene. Hun tænkte på villa d’este, på campagnen, på de store, ensomme linjer derude. Ja just sådan havde hun gået og tænkt og drømt derhjemme! Men hvad var det nu? Nye og fremmede toner brød sig ind i denne Melodi. Det var som budskabet om noget nyt og uventet, noget der på engang skulle komme med en skæbnesvanger indflydelse! Hendes hjerte slog højere! Ja just sådan havde budskabet nået hende, at nu måtte hun bort! En fremmed brudgom ventede hende. Hun satte sig til rette i sin trone, med armene støttede på dens sidearme og øjnene fæstede på violinen. Det begyndte at storme og rase inde i den. Det var smerter, der vred sig, det var et hjerte, der hulkede og bad; det var angst og kamp, så det skar i hende ved at høre det. Ja! dette var just, hvad hun havde følt hele rejsen herop og disse forfærdelige dage. Det var freden, der var brudt, barndommen, der var forbi, kærligheden, der kom og fordrede hende, livet med alle dets ubekendte rædsler, der truede hende. Hvor skulle hun finde støtte i alt dette? Uden næsten at vide det havde hun grebet sin brudgoms hånd og holdt den fast. Han trykkede den sagte, og hun så op på ham. Hvor han var smuk, og hvor han så ud til at elske hende! Nu begyndte violinen med en sang højt oppe på strengene, smeltende og blød, som når et hjerte beder og bønfalder om kærlighed. Hvor underligt! Just sådan så hendes brudgoms ansigt ud! Det var, som om tonerne dernede sagde hende, hvad han tænkte. » Jeg elsker dig! og du er min, — men også du må elske mig, helt og frivilligt. Se på mig! tro på mig. Forstår du ikke, at jeg vil skabe din lykke? « Sådan sagde de stille og så på hinanden, medens tonerne kredsede om dem, milde og overtalende, som om det var lykkens og håbets lyse ånder, der kaldte dem. — men nu brød det frem — og med ny kraft. Det var en sang på to strenge, stærk og klingende. Det var to hjerter, der havde fundet hinanden, to væsener, der forenede sang kærlighedens sejrshymne. Det bredte sig! det voksede! — det var som hele luften fyldtes af toner. Mægtig og sikker svang musikken sig over dem og tolkede dem kærlighedens uimodståelige magt. Den skønne vittorias kinder vare blevne røde, hendes øjne strålede. Hun så i sin brudgoms lykkelige ansigt, og medens de to sammensmeltede toner bestandigt steg og steg i alt højere henrykkelse, bøjede hun sig imod ham og kyssede ham. Der gik en sagte mumlen gennem salen. — hvor turde de vove det? — å, det var i koncertsalen, hvor jeg sad. Præludiet og canzonen var forbi, og en dæmpet susen som af en kun halvt udtrykt bevægelse gik gennem salen. Det havde grebet dem alle. Det var musik, sådan som den kan være. Da bravoråbene og bifaldet begyndte, vågnede jeg først rigtigt, og gik ud af salen. Det var mig rent umuligt ovenpå dette at sidde og høre på pianisten slå porcellain istykker, og den lille sangerinde gurgle sig. Jeg kom først ind igen, da violinisten begyndte sin sarabande og gavotte. Hvor foregik denne Dans? Hvad var det for mennesker, der dansede den? Ved de første toner forstod man straks, at man ikke længer var i Italien. Det var ikke den patetiske Italienske ild, det var den franske elegance og spidshed. Det var buk og reverencer, pudderparykker og komplimenter, kunstige Pas og slyngninger, og bag ved al denne ceremoni eller artighed noget koldt og hånende, ja næsten uhyggeligt truende, der glimtvis kom frem, som når en bag en maske ler af, hvad der foregår omkring ham. Var det samme violin som for, der spillede? En anden tid, et andet folk, en anden ånd talte igennem den. Det var længe siden, at maestro Angelo havde lukket sine øjne i døden, og hans violin forsvandt, således som ting kan forsvinde i denne verdens urolige omskiftelser. Da den igen dukkede op, var det i Frankrig. Den var kommet i hænderne på en ung fattig mand ved navn Pierre roubot, søn af en drejer i Paris. Han havde fra lille af haft to store passioner, der voksede med årene. Den ene var kærlighed til musikken, den anden var had til kongehuset, til adelskabet, til fornemheden, til alle, som havde magten og herligheden, medens han og hans forældre og kammerater måtte slide for det daglige brød. For alvor at ofre sig for musiken, kunne der ikke være tale om. Hvorfra skulle han få penge til det? Han måtte sidde i drejerbænken hos faderen, bag den lille fattige butik, der kun besøgtes af den slags kunder, der have det mindst mulige at betale med. Men alle sine fritimer til sent ud på natten anvendte han til at øve sig i. Han havde som barn haft en lille dårlig violin, og siden havde han tilfældigvis, på en auktion efter en ruineret italiensk familie, fået fat i den gamle mærkelige violin, hvis værd han straks forstod, skønt den var ilde medfaren af tid og uforstand. Så lidt den kostede, måtte han dog låne pengene til at købe den for og få den helt i stand, men han arbejdede dobbelt så energisk i drejerbænken og gav afkald på sit middagsmåltid i mange dage, til han til sidst kunne sige, at nu var violinen virkelig hans. Og nu begyndte han at spille på en ganske anden måde. Den violin forstod alt, hvad han mente, føjede sig efter alle hans nykker og kunne gøre alting. Han forsøgte med de besynderligste Spring, de mest forvovne løb og kunstigste triller — jo! den var bestandig med! Det lød endnu bedre, end han havde kunnet tænke sig, at det skulle lyde, og hans lange fingre og smidige håndled vovede sig ud på bestandig nye opdagelser. Han havde virtuositeten ligesom af naturen, ingen vanskeligheder syntes ham uovervindelige; og med alle disse ydre midler, han holdt som tråde i sin hånd, tolkede han sin egen naturs hemmelige tanker. Det var en vild, lidenskabelig natur, på en gang brændende hed og ubevægelig kold, der bedre kunne hade, end elske, bedre håne end glæde, og som med en dæmonisk overlegenhed så ned på menneskelivets glæder og sorger. Man kunne blive bange, når man hørte ham spille. Han stod høj og mager i det lave drejerværksted, med det lange, sorte hår ned over den høje pande, de små sorte øjne gnistrende fra det blege ansigt, hvor hverken øjenbryn eller øjenhår gav nogen synderlig skygge, et hårdt sarkastiskt smil om den brede, smalle mund, og den fremstående, lange hage hvilende på violinen. Når han da tog sine første tag over strengene, ritsch, ratsch! — så løb det koldt ned ad ryggen på drejersvendene. Det lød som to uhyggelige trusler om, hvad der nu skulle komme. Og så styrtede det løs! Han spillede for det meste sine egne fantasier, og devare just ikke lystelige at høre på! - det kogte som i en underjordisk gryde, og derfra boblede og strømmede der glødende lava til alle sider. Af og til kunne der vel komme en indsmigrende. Melodi med smidige løb og lokkende triller, men man mærkede nok, at det ikke var til at stole på. Det var blot denne tynde skorpe over vulkanen nedenunder, der snart ville bryde frem i hele sit raseri igen. Håndværkssvendene sagde med åbne munde, blege i ansigtet og stirrede på ham. En af dem sagde rent ud, at han troede, at det var djævlen selv, der boede i den violin. Pierre lod sig aldrig høre offentlig. Han foragtede publikum, især det betalende publikum, og han syntes aldrig om, at man gjorde hentydning til hans mesterskab på violinen. — han var simpelthen drejeren Pierre roubot, en fattig håndværksmand, som hans fader og farfar. — violinen var blot hans fortrolige og bedste ven, det middel, hvormed han udtrykkede alt sit skjulte had og sin ubetvingelige uafhængighedsfølelse, den stemme, gennem hvilken han gav sit kogende indre luft en stund. Da kom der en dag en mand ind i butikken og bad om at måtte få ham i tale. Pierre kendte ham straks. Han var fader til en af hans barndomskammerater, der var ansat som violinspiller i Hof kapellet. Efter megen nød og fattigdom og kamp for tilværelsen havde denne kammerat, der kun havde sysselsat sig med musik, gennem en lærers anbefaling fået en ansættelse i det kapel, der spillede ved hofballerne. Om et par dage forestod der en stor fest i Versailles, hvorved kapellet skulle fungere, men den unge mand var blevet syg af en heftig feber og indså, at han umulig kunne komme med til den store aften. — han kunne ikke stå på benene, langt mindre holde i og røre violinen. Mødte han ikke, ville han have al udsigt til at miste sin plads, og i sin angst havde han nu sendt faderen bud og bedet ham gå til Pierre. — han kunne spille som ingen anden, og hvis han blot denne aften ville spille i hans sted, kunne han dermed redde både hans og hans gamle faders eksistens. Han kendte Pierres brændende had til kongehuset og han delte det, som de fleste, der tjente det, delte det, — men han måtte leve! og en aftens forsømmelse ville være nok til, at man lod ham gå og tog en anden. Der var så mange, der også sloges om den brødkrumme. Ingen ville lægge mærke dertil, musikken sad højt oppe på en estrade, og hvad kapelmesteren angik, så ville han straks forstå, at den manglende violinist erstattedes af en meget bedre. Disse og mange andre overtalelsesgrunde kom den gamle mand med; tårerne stod ham i halsen, medens han bad for sin søn, og hans gamle rystende stemme blev endnu mere rystende end sædvanlig. Pierre sad og så på ham med sine tindrende små sorte øjne og brast så ud i en skingrende latter. — skulle han, han, Pierre roubot spille for de kongelige! Nej, det var en alt for splittergal ide! Han lo, så han rigtig hylede, men da faderen begyndte at bede igen — og nu løb lårene ned ad hans kinder, — så blev Pierre vred. Han slog i bordet, så værktøjet hoppede højt i vejret, og så svor han de aller dyreste franske eder på, at ingen dødelig magt skulle få ham til at vise sig ved hoffet som en tjener. En anden sag var det, hvis det gjaldt om at opvarte de kongelige på en anden måde — hm! — han satte sig- med en heftig bevægelse ved drejerbænken, og den gamle mand tog sin hat og gik hen imod døren. Der vendte han sig endnu engang og sagde — » Hvis min Maurice dør — skal jeg bringe ham nogen hilsen? « » Hvad for noget? « sagde Pierre og løftede hovedet. » Han er meget syg «, sagde den gamle mand, » Og nu dette budskab! — man kan ikke vide det! Angsten, uroen, — midt i en sådan feber! « Pierre stirrede på ham. Der var kommet en vis ro over hans nerveuse ansigt. » Skulle han virkelig kunne dø? « Den gamle mand svarede blot med at bøje sit hoved og stille børste sin hat, medens han stak underlæben frem og tårerne dryppede store og tunge ned over hans gamle, røde næse. » Nå « sagde Pierre på en gang. » Så spiller jeg for ham, for at hjælpe en kammerat, — og det skal blive gamske morsomt et se de høje herskaber være nødte til at danse efter min violin. — måske det til syvende og sidst kan være ganske nyttigt at se det rak lidt nærmere ved! — men ikke en skilling under-stå de sig at byde mig. — det er ikke mig, det er Maurice, der spiller — husk på det! « Og da den store aften kom, sad virkelig Pierre i orkestret i Versailles. Han havde gjort prøve om formiddagen og var straks blevet antaget. Kapelmesteren havde kaldet ham en » Fanden til knøs « og tilbudt ham at beholde pladsen med det samme, hvilket tilbud han havde svært ved at ikke svare på med en ørefigen. Nu havde han fået hofdragten på, Maurices dragt, hvoraf bukserne vare alt for stramme og ærmerne alt for korte til ham. Han måtte gemme sit lange, tynde hår under en paryk, og tage krusede manchetter og kalvekryds på, men^man lagde ingen videre mærke til ham. Musikken sad så højt, og de spillendes blikke vare rettede mod dansesalen. Hvor den strålede denne sal! Loftet var tungt af malerier og stukarbejde. Fede nymfer og gudinder med flagrende drapperier væltede sig imellem forgyldte snirkler og fantastiske ornamenter. — lysekronerne så ud som store krystalise-ringer. De millioner glasstykker, der dannede dem, hang som hjerter, frugter og blade imellem utallige fine vokslys. Tykke gule silkedrapperier faldt ned for vinduer og døre og dekorerede de høje spejle, der fra alle vægge gengav og fordobblede billedet af den glimrende sal. Gulvet var bonet og blinkede glat som is, og på dette farlige gulv bevægede der sig allerede en festlig klædt skare af hoffets damer og kavalerer, som afventede de kongeliges ankomst. Damerne vare overlæssede med kniplinger og juveler. Deres dragt optog med de udstående pocher plads for to, og især var deres hoveder prydede med alt, hvad en træ

1896_Obstfelder_Korset

Sigbjørn

Sigbjørn

Obstfelder

Korset

male

male

no

Obstfelder

Korset

Obstfelder

Korset

En Kjærlighedshistorie

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Hun er smal og slank. Hun går ikke jevnt, hun hopper lidt for hvert fjerde skridt. Ret som det er tager hun en sten op, kyler den langt udover søen i vandfladen, slig at den hopper op igen, en, to og tre gange. Så ler hun til en linerle, som står og vipper i tjæren. Så danser hun to skridt. Men stop! Hvad er det? Hun sætter sig ned. ‘ hun bliver så gammel, så gammel i ansigtet. Hun bliver så sørgmodig. Hvad kan hun ha at sørge over, hun som er så ung. Det varer ikke længe. Hun hopper højt op i luften, smyger sig så om havegærdet, plukker en blomst, mens hun løber, bider to tre kronblade af og kaster den, går ind i stuen, på tå. Hun læser en halv side. Så glider hun ud igen, i kvalt hulken. Ingen har snakket til hende. Hun har ikke trættet med nogen. Derude står hun og hvisker noget, med sammenbidte tænder, fræser som en kat. Hun står på volden. Solen går ned. Vandet skvulper. Alt er ro. Men hun knytter næve. Hun hæver armen højt op. Hun sætter de unge bryster trodsende ud mod søen. Og pludselig skriger hun, så stærene bliver ville af skræk: jeg vil! Jeg vil! Så synker brystet. Det gik som en storm udover. Nu er det stille. Øjnene er store, pupillerne sorte. — hun har lagt sig. Armene ligger udstrakte opover, smale som slanger, muskuløse. Øjnene er lukkede. Sover hun? Nej. Pludselig farer hun op, linnedet fyker om hende, hun fræser: jeg vil! Jeg vil! Hvad er det hun vil? * * * dette billede står så ofte for mig. Og jeg har dog ikke set hende dengang. Jeg kendte hende ikke da. Da jeg mødte hende, var hun ikke smal om lænderne, men rig og yppig, der var ikke den evige flugt over ansigtet, der var ikke brysternes trods. På en anden måde skiftede ansigtet. Det kunne få et udtryk, som det beholdt så længe, så skifte om i et andet, som stod. Hvorfor ser jeg da nu, da jeg søger at fremmane for mig hendes billede, netop dette for mig, dette som jeg ikke kendte? Er det fordi jeg så godt husker, hvordan hun en morgen løftede den nøgne arm højt op mod taget — hun hævede sig pludselig, hun løftede armen, alle hendes ansigts muskler strammede sig — var også det dette: jeg vil! Jeg vil! * * * hvor det kunne glimte i hendes øjne! Som om hun havde en sol inde i brystet. Men hun kunne gråte så sårt. Hun 1* kom undertiden til mig og kastede sig på fanget mit og gråt, så hele kroppen hendes skjalv, skuldrene skjalv, brystet, lænderne. Da havde jeg intet andet at gøre end bare at ta let og mygt hendes hode ind til mig og holde hende sådan hos mig. Jeg havde nok en egen måde at holde hende på, som hun likte. For et af hendes udtryk var det, at hun elskede mig, fordi jeg var den eneste, hos hvem hun turde gråte ud. Hun havde en stor gråtsjø i brystet, så hun, som måtte få fosse ud sommetider. Jeg vet ikke hvoraf det kom, jeg syntes ofte, at det var en tung byrde, der lå ved mit! bryst, at det at holde hende, mens hun gråt, var som for en mor at føde et nyt menneske til verden. Jeg syntes, jeg gjorde noget, som var så dybt og alvorligt, som ville blive regnet med i mit livs bog. Det var engang, hun var gået bort fra mig efter et sådant udbrud, at der var ligesom noget sårt ved hjertet, der hvor hovedet tiendes havde ligget, og jeg så højt til mig selv: hun kan vist aldrig forlade mig! * * * forlade mig! Var hun da hos mig? Jeg vidste jo ikke engang hvorfor hun gråt! Jeg vidste ikke, hvad det var for sorger, hun skulle gråte ud. Det var just det, som var det sælsomt hellige: jeg ransagede ikke. Jeg lod hende bare gråte hos mig! Jeg sad og tænkte: hun lider. Hun har det ikke godt. Det er godt at få gråte hos nogen. Det letter. Jeg forstår smerte. Jeg kan så godt ta imod den, jeg vil så gerne smelte den for hende, om jeg kan. Forlade mig! Hun kom til mig nu og da. Jeg vidste intet om hende ellers. Det kunne jo være, at det var en eller anden mand, der havde voldt hende sorg. Jeg vidste ikke det, jeg. Det kunne være, at hun selv havde gjort noget, der gjorde hende uendelig bekymret. Jeg tænkte ikke over det. Jeg bare tænkte som så: hun har ikke fred! Det er ikke enkelt og godt og roligt for hende. Jeg ville så gerne gi hende fred, se hendes bryst bølge rolig, langsomt, godt. * * * hun kom af og til hos mig. Hun satte sig ved siden af mig, la hovedet sit på skulderen min, kyssede mig. Hun var også glad, når jeg kyssede hende. Og hun så, at hun elskede mig. Gjorde hun det? Elskede hun mig allerede da? Hvor hun var i mellemtiden, det vidste jeg ikke. Jeg vidste intet om hende. Jeg spurgte hende ikke. Hvergang tanken på at spørge streifed mig, var der noget som holdt mig tilbage. * * * hun havde lyseblå øjne. Havde hun den lyseblå fløielskjole på, vidste jeg næppe, hvad som glimtede lyseblåest, kjolen eller øjnene. Jeg vidste ikke, hvad som glimtede mygest. den lyseblå fløielskjole! Hvor dog meget i livet kan knytte sig til en død ting, til en kjole, et armbånd. Menneskene gør de døde ting levende. Nævner jeg blot for mig disse ordene: den lyseblå fløielskjole — så står en hel række stunder for mig. Men helst én. Der ikke går ind i nogen hændelse. Bag hvilken det ej stormer. Den var som stille, dybt vand, den kvelden. Træet, mod hvilket hun sad, elven, som netop der gik uden hvirvel. Jeg så de ordene: — se på det gærdet som står stille, mens elven går. Det er først når man ser på gærdet, at man kan se på elven at den går. Ord, som ingen videre betydning har. Og jeg synes dog jeg hører dem ud fra en tid, som er forsvundet, og som en trylleformel maner de frem dage, som ikke kommer igen. Hendes skælvende ja! Som om jeg talte til hende om noget skæbnesvangert. og så var det glæde. Ti efter at vi havde tiet en lang stund begge, og set på det samme, og elven havde ført vore blikke med sig, så så hun: — jeg er glad. Jeg — er — glad, så hun sagte og langsomt. Den glæde, kvinden føler, når hun er moden og det går i brede bølger hos hende, sitrer. Den dugger øjet så mygt. Den er som månestriben på fjorden når den dirrer. Hvor jeg ser det for mig! Fløielskjolen i løvet, det var som den blev til ét med hendes legeme, og hendes legeme blev til farve. Hun sad så godt i den. Det yppige der er ved fløj! viste hendes brysts fylde, viste den og dølged den igen, smeltede den hen i små mørkeblå-bløde, flakkende skygger. Jeg begynder vist at blive lyrisk. Tilgiv mig. Men det er mig så dejligt at dvæle ved dette, forsøge at male det slig som det var. som det mere og mere kveldede, smeltede hun mere og mere, smeltede sammen med løvet, med sekunderne, som ikke hørtes. Det er den eneste aften hun ville røge. Hun så: — jeg ser gløden på din cigaret, det er alt jeg ser. Jeg så: — jeg ser gløden på din, og jeg ser din hånd. Hun så: — nu hører jeg bare elven. Før hørte jeg den ikke. Da så jeg den bare. En husker slike sætninger, længe efter flammende ord er udbrændt. Skrevet er det intet, ti det er tonen, en har gemt langt inde i øret, tonen, som klang sammen med det hele. ’ det er mange år siden nu. Men der er nætter, da de to glødende cigaretter står for mig i mørket, og de tyste sætninger klinger i stilheden. * * * var kanske også det den dejligste stund, dengang jeg ikke havde oplevet det som skulle opleves. Denne store stilhed, før livet kommer, og sorgerne, er den det dejligste? Hun sad lige overfor mig dengang. Hun så, hun var glad. Det gjorde mig glad, at hun var glad. Men kendte jeg hendes glæde? Forstod jeg den? Siden kom megen sorg. Men nej! De dejligste stunder, også de kom dog siden. Så forunderlig sammensatte, rige og tunge af alt det, som kom til, som bragte storme i mig og oprørte mit sind, der før havde været så roligt. Vidunderlige dage, sole og regnbuer midt indimellem det alt! * * * jeg har ikke tid til kunstfuldt at forme min beretning. Det raser ind på mig, nu da jeg ser tilbage derpå, og jeg må fa fortælle alt for at få ro. Snart er også natten slut. Jeg har allerede hørt én fugl vågne. jeg ville fortælle om, hvordan hun, hvis ansigt var gammelt, trist, da jeg så hende første gang, forvandledes, der kom nye træk, der udslettedes rynker, hendes øjne fik farve, hver dag gjorde hende yngre. Jeg ville fortælle om den lykke det var, at dette skyldtes mig. At jeg havde magten til det. Tilslut var det som hun fordobledes for mig. Pigens tendre slankhed vuggede i hendes yppighed, jomfruens håb mod det hemmelighedsfulde glimtede og glimtede inde i det ansigt, som livets sorg havde skrevet sin smerteligt dejlige sang på. Det er et vidunder. Og det er så vanskeligt for mig at spore efter, hvordan det rigtig gik for sig, og hvordan det blev så. Og det var så indvævet med tunge, triste ting. Mens jeg sidder her og vil skrive det ned, da strømmer de ind på mig, når jeg vil gjenkaide mig billedet af det foryngede ansigt. Og når jeg vil huske på, hvordan sorgen kom og la glans over lykketimerne, da atter ser jeg dette stormende unge i hendes øje, som er det yngste af alt, som er mere end ungdom, ny ungdom, evig ungdom, ungdom ved lykke, ungdom skabt af mig. * * * som den kvelden hun havde fat det silkeslaget. Hun ville absolut spendere vin. Hun for fra mig uden at si et muk. Ind i en vinhandel. — Madeira! råbte hun. Hun snakkede og lo, satte sig på en stol, dinglede med benene som en liden jentunge. Der stod en klynge mennesker og talte sammen. Jeg så, de fulgte os med øjnene, da vi gik ud. Vi hørte en af dem hviske: — lykke! ( det var under de tre måneder ved søen, de tre måneder, som var en eneste uafbrudt henrykkelse. ) hun kastede hovedet bagover og så på klyngen med det gladeste „ ja “ i øjnene, jeg har set. Jeg glemmer det ikke. Jeg husker også, hvordan de så efter os med et blik, somom de ville si: — vi har aldrig set noget så vakkert. Der gives dog endnu lykke i verden. * * * men jeg mærker, at jeg vil helst tilbage til de strålende øjeblikke. Jeg fortæller ikke det som lå imellem. — — jeg husker så godt, da jeg så ham for første gang. Vi mødtes, som man for det meste plejer nu for tiden, på en restaurant. Han var billedhugger. Jeg har vel næppe nogensinde haft slig pludselig lyst til at lære et menneske at kende. Lidt efter hvert kom også vi to til at samtale for os selv, vi gled bort fra de andre ved samme bord. ( der er så lidet orden i min beretning. Jeg må fortælle, at dette var adskillig tid før de fire måneder. — det var fire ialt. ) aldrig har jeg sådan fornummet, hvordan et andet menneske kan gi ord til dét, en selv endnu famler efter ordet for. Der er næsten noget pinligt deri, fordi man dog kanske helst selv ville finde frem til ordet. Vi talte ikke om kunst. Heller ikke om kvinder. Jeg husker bedst det han så, idet det elektriske lys netop holdt på at blaffe og restauranten pludselig blev mørk. Siden gik vi ud og gik længe om på gaderne. — vi savner ærbødighed, vi savner ærbødighed! Har vi kanske ærbødighed for solen? — så han, idet det elektriske lys gik ud, og vi rejste os og spasered snakkende gennem den tomme restaurant. — solen, som står op igen i alt det lys og alle de former af lys vi ser om os... Har vi ærbødighed, — vi var kommet ud på gaden, og nogle omstrejfende kvinder gik forbi os, — har vi ærbødighed for en kvindes smil? En kvindes lykkesmil, en kvindes lykkesmil... Å nej, nu har vi holdt os kvinderne fra livet hele tiden, og vi taler kanske bedst om dem, når vi ikke taler om dem.... Jeg ville bare sagt:... Hvormange gange vender en kvindes lykkesmil tilbage? Han var af dem, som gir mere i tonen og takten end i selve ordene, som ved en liden pause pludselig får sagt tingen, får sagt det, der er det inderste individuelle, som man brænder efter at få sagt. — og så skulle vi ikke ha ærbødighed for det øjeblik, det er der, smilet, — så skulle vi ikke kaste os på knæ og kysse kvindens fod, mens hun smiler! Vi gør ikke det. Vi har ikke ærbødighed. den højeste autoritet i verden er det dejlige. Det er en dårlig magthaver for tiden.... Ja det har vel kanske altid været skralt med det enevælde. Ærbødighed... hvad er det jeg mener med det? Jeg mener for eksempel vi skulle ha ærbødighed for os selv. Vi skulle ikke pine os og finde ud alt det vonde og fæle vi finder ud om os. Vi har ved gud ingen ret til at pine os, vi har ved gud ingen ret til at pine os selv, mer end vi har ret til at pine andre. Ved gud om vi har! Han blev heftig, knyttede hånden, og syntes at glemme mit nærvær. Det var længe efter, at han så: — og vi kan pine andre tildøde ved vor selvpinsel. Han så det så dæmpet, og han så ordet „ tildøde “ så langsomt og sorgfuldt. Og han tog mig i det samme i hånden og så farvel og gik. * * * da jeg var gået fra ham, var jeg i en underlig, ny stemning. Og med engang stod Rebekkas billede ( vi kaldte hinanden forresten aldrig ved navn, jeg syntes ikke hendes passede på hende, hun syntes ikke mit passede på mig ) så tydelig for mig, og det var det sælsomme: tydeligere end når jeg havde set på hende selv. Og jeg havde dog holdt hende i min arm og set meget længe og nøjagtig på hende. Hun var blit som en ny inde i mig. Og et spørsmål var kommet op: hvem er hun? * * * det var længe, før jeg sov ind, og jeg lå og tænkte ustanselig på hende. Forunderlige tanker. Jeg syntes ikke jeg havde set hende endnu. Havde jeg følt nedad hendes kjolebryst? Havde jeg virkelig lagt mærke til hendes hånds tryk? Og det susede i mig som en svag blæst: hvem er hun, hvem er hun? Ville jeg vide hendes fortid? Nej. Ville jeg vide hvor gammel hun var? Nej. Ville jeg vide, om hun havde kysset andre, og hvem? Nej. Det var ikke det, jeg ville vide. Hvem er hun, langt, langt derinde? Og — hvis er hun? Er hun da min? 2 — og. Der sneg sig om i mig ligesom en gryende morgenrøde: hvis hun var min! Hvis nu hun virkelig var min! Havde hun da ikke sagt, at hun var min? Jo. Det havde hun. Men kunne det være muligt? Havde hun ment det slig? Havde jeg da aldrig tænkt på, hvor det ville være fagert, om hun var min? Hvor alle stjerner måtte skinne, hvor solen måtte være til! * * * jeg vågnede op senere på natten. Jeg overraskede mig selv i at si højt: hun har grædt. Hvorfor er det hun gråter? Jeg tændte lys og stod op. Hun havde bragt mig roser, en gul og tre røde. Jeg havde jo ikke set på dem, set hvor vakre de var! Hun havde bragt mig dem. Mens jeg var ude, havde hun sat dem i mit vandglas. jeg tog roserne, en for en, og kyssede dem. og jeg tog glasset og flyttede det hen ved sengen. Duften gjorde mig ikke ondt. Men jeg kom ind i sterke og såre drømme. * * * et par dage efter dette var hun hos mig. Jeg fortalte hende om det nye bekendtskab. Jeg havde gjort. Jeg er af dem, som, når de holder af en kvinde, har en higen efter, at hun skal lære at kende og holde af alt og alle, de holder af. De mænd, jeg ellers i den tid var sammen med, havde jeg vel ikke fundet så meget ved, at jeg havde følt denne higen. Det var anderledes med ham. Han havde gjort et sterkt indtryk på mig, og jeg kunne ikke tænke mig andet, end at hun ville glæde sig ved at møde ham. Jeg foreslog, at vi skulle være sammen næste aften, spise sammen og drikke vin sammen. Jeg så allerede i fantasien den dejlige stemning, der ville opstå, ved at vi tre var sammen, hvorledes livet ville samle 0* sig som i et brændpunkt hos os tre i den stund. Jeg så for mig hvordan hun ville sidde og høre spændt på ham, og hvordan jeg selv ville da sidde og glæde mig ved hendes øjnes spil, når hun fulgte hans ord. Jeg overraskedes ved, at hun afbrød mig med et kyssende nej. Jeg trængte ind på hende. Jeg kunne ikke tro, at det var hendes mening. Det var måske blot et lidet fint koketteri, eller kanske en slags træghed ved at stifte et nyt bekendtskab. Men hun svarede på alle mine grunde med et kyssende nej. Jeg talte videre om ham, mere og mere varmt og beundrende. Hun sad og så på mig med et blik, jeg ikke før havde set hos hende, så dybt. Tilslut kastede hun sig på knæ foran mig, rakte mig begge hænder og så, — næsten som i angst: — a bed mig ikke mere, kære. Jeg havde aldrig set hende som efter denne samtale. Eller var det, fordi jeg selv var begyndt at se anderledes på hende? Ansigtet var så dejlig varmt, der var en sådan tavs dybde i øjnene. Da hun skulle gå, satte hun op sit hår foran spejlet. Jeg droges mod hende. Vi så begge vore ansigter i spejlet. Hun så mit. Jeg så hendes. Var det en tåre, der var i hendes øje? Eller var det et lykkesmil? * * * jeg var nu meget sammen med Bredo, billedhuggeren. En egen sympatti drog os sammen. Ialfald følte jeg den for ham. Der var noget hos ham, som jeg ikke havde fundet ved andre, og som gav mig en fornemmelse af, at det jeg kunne føle, se og tænke, ikke var bare særheder, som ikke kunne være til hos andre end mig, men at det samme kunne skælve også i andre menneskers bryst, måske i nogen af de bedste, dem hvem livets musik griber sterkest. Det var mig også så velgørende, at der ikke forudsattes mellem os noget af dette man kalder „ venskab “. Vi talte aldrig om de rent private ting. Jeg kendte ikke engang hans bosted, og han ikke mit. Mødet mellem vore personligheder var så naturligt, så utvungent, og der var i vor omgang så megen respekt for det hos hinanden, en vil ha for sig selv. Han gav mig ingen af disse særlig sterke håndtryk der forpligter. Man spørger sig, når man går ind til sig selv: hvad betød det egentlig. Hans håndtryk kom blot, når der var noget, der havde bevæget ham, eller bevæget os begge. Han kunne si ord, der bragte mine tanker ind på baner, jeg havde ledt efter. Jeg kunne si ting, der var ham som manglende led i en kæde, han syslede med. Det var som naturen blev større og helligere om os under vort samvær, vort liv fik en pludselig lysbrydning over sig, der gjorde det til det eventyrlige, enhver ønsker, at ens liv skal være. Og når vi gik fra hinanden, var det som med engang det hemmelighedsfulde stod mellem os, — det hemmelighedsfulde, der dog er i livet, hag livet og omkring det. Jeg husker så godt, når jeg kom hjem på mit værelse efter vore spasereture, og stod og famlede efter fyrstikkerne: tingene fik et skin om sig fra det evige, jeg så til mig selv: her bor du, her er dit værelse, hvor du tilbringer en del af dit jordliv, hvor en tid dine åndedrag samler sig. * * * så var det jeg kom på hans atelier. Jeg ville helst fortælle det på en anden måde. Om det var muligt, i musik. Det smerter mig at skulle finde ordet, det nøjagtige udtryk for alt. Er det ikke at fordoble en smerte? Og er det ikke en synd at gjenta det som var? Det som var, det var, det blinkede og forsvandt! — han viste mig først sine tidligste arbejder. De gjorde intet indtryk på mig. De syntes mig en kun halvt sammensmeltet blanding af påvirkning og vage forsøg på at finde frem mod et jeg, der endnu ikke var dukket rigt op af livets bad. Men så kom der noget ind i det, han havde gjort. Det var først et hode. I det samme jeg så det, stod med engang for mig den første aften vi havde været sammen, — ikke så meget vor samtale, som heller det der foregik i mig selv, efter at jeg var kommet hjem. Hvordan jeg havde sagt til mig selv: hun, Rebekka, er blit ny inde i mig! Alle hans ting var forskellige, højst forskellige, motiverne forskellige, ansigterne forskellige. Der var både glæde, sorg og grubel. Men mig blev alt sammen ét. Der var en kvinde der vil kysse. Det er som hele hendes legeme vil samle sig i kysset, hun vil kysse, som en tiger springer på sit bytte. Det er som hendes læber siger uden ord: nu vil jeg kysse, nu vet jeg ikke om jeg i mit liv kommer til at kysse flere gange, og derfor vil jeg kysse, — jeg vil, jeg vil. Jeg følte et pludseligt stik i hjertet. Jeg havde aldrig før haft en lignende fornemmelse. Var der andre end hun, der ville kysse sådan? Havde hun, Rebekka, ståt der borte i krogen, ladt sine klær falde, sådan som modeller gør? Den eneste kvinde jeg havde holdt i mine arme, var der en anden, som kendte alle hendes træk, kendte dem bedre end jeg, — hendes bevægelser, å hendes bevægelser, som når hun strøg håret tilbage sån — eller når hun slyngede brystet ind til mig sån! — ja! Nu stod de med engang for mig, alle! Ja hun var der. I alt dette ler. Hvor forskellige end ansigterne og lemmerne var, så var der dog altid deri noget af hendes legemes sjæl, hendes lemmers melodi. Jeg kunne ha villet ile ud, gråte, gemme mig bort. Og dog blev der mig en slags selvpinende nydelse i at stå og se, finde igen en linje her, som jeg selv havde set, en anden linje der, som jeg endnu ikke havde set, men som jeg vidste var hendes. * * * jeg gik længe om. Som i ørske. Jeg sansede ikke, hvor jeg gik. Pludselig kom en tanke op: det var min fantasi, som legte med mig. Jeg var ikke sammen med andre kvinder end Rebekka, i lang tid havde alle mine tanker drejet sig bare om hende. Jeg så hende i alt. Jeg kendte så lidet til kvinder. Der kunne være dem, der lignede hende, der havde de samme bevægelser. Og kanske var der hos Bredo og mig noget fælles, der gjorde, at vi så det samme hos kvinden. Jeg var kommet ud mod fjorden. Den havde en af sine stille timer! En følelse af dejlighed greb mig: jeg så hende i alt! Jeg fandt hendes bevægelser i alt jeg så. Alle kvinder blev til hende. Hele verden var hende. Det dybe øje, hvormed hun havde set på mig! I naturen, i kunsten, i manden, i altet var der ét, hvorfra alt strålede ud og flød tilbage — det øje! — jeg sad på en bænk, mens jeg tænkte dette. Med ét faldt det mig ind: det er denne bænk vi sad på, første gang vi kyssede hinanden. Hvorfor netop den? Hvordan var det gåt til, at jeg uden at sanse det netop var kommet derud? Hun havde sagt: — som du kysser ingen i verden. Jeg fik atter et stik i hjertet. Hun havde tænkt på nogen. Hun havde husket andre kys. Måske på samme bænk havde hun kysset nogen anden. På samme bænk kanske! Havde jeg da nogensinde tænkt mig, at hun ikke før havde kysset, at hun ikke havde elsket? Hvad var det, der var blit af mig? Hvorfor væltede jeg alt dette om i hovedet mit? Hun var kommet til mig. Jeg havde tat hende ind til mig. Og jeg havde jo netop tænkt: hun har måske elsket og er blit skuffet, er blit såret deri. Jeg havde været stolt netop over det, at hun kunne lægge sit hode så trygt mod mit bryst, uden at jeg stillede hende et eneste spørsmål, uden at der for mig var nogen fortid. Jeg havde jo villet, at der hos mig skulle være bare nu, et stort, dejligt nu, dejligere og dejligere, alt eftersom denne følelse nådde hende og trængte ind i hende og varmede hende op i hele hendes indre. Det havde vistnok ikke været klare tanker, kun instinktivt. Det var nu, jeg så, at slig havde jeg villet det. — hvergang min hånd streifed bænken, hvor hun havde siddet, hvor hendes kjole havde foldet sig, kom stikket: det var hende, som var i det ler, kun hun havde den sjæl i armen. Jeg havde spurgt ham, om han ikke havde haft en og samme model til de fleste ting. Han havde sagt: — jeg tror hun er kommet ind i mange ting mig uafvidende. Der var noget ved disse ord, som pinte mig. Jeg havde ikke tænkt over, hvad han mente, da han så det. Men tonefaldet havde sat sig fast. * * * de forfulgte mig hine ord. Hvorfor havde denne mand straks fra første øjeblik draget mig så uimodståelig? Om det kanske netop var, fordi hun havde været i hans liv, formet i ham, i agt sjæl i hans arbejder. Og det hemmelighedsfulde, som der undertiden kom mellem os, — det var hende. Det var hende, jeg uden at vide det, havde søgt hos ham, — genlyden af hendes stemme, jeg havde søgt i hans ords klang, — gjenspeilingen af hendes sind, jeg havde søgt i hans vekslende stemninger. Hvis det var så, måtte jeg så ikke hade ham? Måtte jeg ikke hade hende, som ikke var åben mod mig? Måtte jeg ikke hade hele livet, som brugte mig til at spille terning med? Noget af det, som gør os til mænd i livet, kom mod mig ud af alle disse tyngende tanker. Man bliver pludselig var noget der er udenfor en, noget der er højere, sterkere end en selv, det rører ved en, det bliver ens eget, og en bliver selv sterkere end en var før, og rigere, sorgfuldt rigere, glad rigere, alt eftersom lodderne falder. Der er noget sterkt i dette: ikke at ta afgørelse, ikke at udtale for sig den bestemte dom om det som møder en. Det er som man selv forsvinder lige overfor det mangfoldiges storhed, — og bliver selv større, idet man lar det store drage gennem sig istedetfor at lukke det ude. Det er så vanskeligt at forklare. Der er ting, man ved at bruge de rigtige ord kan fa andre til at forstå, — men der er også enkelte ting, som trods alle ord ikke kan forstås uden at noget lignende er oplevet. ( jeg filosoferer måske for meget. Men når jeg nu sidder og søger at se det hele for mig, hvordan det vævede sig sammen, da er det jeg ser, hvordan det usynlige la islet ind i det synlige, og hvordan det, der voksede op og blev til det store flammende, netop var det som la bag, og ikke det som let kan fortælles, og det bliver mig en vemodig tilfredsstillelse at se, hvordan det alt i dybden gik til ). — jeg følte, at jeg ville ikke kunne hade eller anklage. Istedet fyldte mig en underlig, sorgblandet forventning. Hvad ville skæbnen bringe? Jeg blev som en kirke med stor lydfavn, der står og venter på salmen. Det kan blive en bryllupssalme, og det kan blive en sørgemesse. * * * denne forventning beherskede mig aldeles, den næste gang hun var hos mig. Jeg havde aldrig været sådan mod hende. Hun ville kysse mig. Jeg gik fra hende. Hun bad mig at tale. Jeg tav. Jeg satte mig i et andet hjørne af værelset. Og jeg følte dog, at denne adskillelse var større end nogen i verden. Alt i mig droges mod hende. Mer end nogensinde. Jeg ventede på noget der skulle komme, noget der skulle tænde al varmen i mig. Jeg ville favne hende, som jeg aldrig før havde favnet hende, og jeg gemte mit blik. Jeg ville lægge en blødhed i ord og stemme som aldrig i mit liv, — og jeg tiede. Jeg følte, at der foregik noget i hende. Mens alt i mig higede efter at tænde hele mit selv, hele mit liv til et glødende blus, havde jeg en anelse af, at det hun følte strømme mod sig, det var isende, dræbende kulde. Jeg kunne kende i mig, hvor hendes ansigt skiftede smertelig. Jeg havde en inderlig lyst til at se hendes træk. Men jeg tvang den tilbage. Længe før hun udtalte de ord, som jeg nu gjengir, var det som det skjalv og gråt i mig: nu vil hun tale, nu kæmpet det i hendes bryst, hun kan ikke fa ordene frem, hun presser dem frem: — vil også du pine mig? Hun så det lavt, meget lavt, med en klangløshed, som om hun selv var gået bort fra de ord, hun udtalte. Hun rejste sig derpå langsomt. Jeg forstod, at hun havde besluttet at gå. Men idet det forvirret stormede i mig, alt det, som havde forfulgt mig i den sidste tid, gled væk, alt det, som havde været hos mig fra først af, kom igen, — løb jeg didhen, tvang hende ned i sofaen, la mig på knæ foran hende, råbte, hvad jeg før ikke engang havde hvisket: — jeg elsker dig, jeg elsker dig, om dagen og om natten, jeg elsker dig til vanvid. Hun hørte på mig, stille, med stille øjne. Hendes bryst gik højt, mens jeg så ordene, og længe efter. Så kastede hun sig heftig i mine arme og gråt som aldrig før. Men midt under tårestrømmen rejste hun sig op og så, som om hun ville lægge betydning i ordene: — nu gråter jeg ud alt hvad jeg har levet. En stund efter så hun: — så skal jeg aldrig gråte mere. Derpå stansed hendes gråt. Og — — hun sovned ved mit bryst, der vi sad!! Jeg sad og holdt hende, som man holder et lidet barn. Jeg sad og så mig om i værelset og hørte på hendes ånden. Så var der en hed kind og et blødt, vådt kys. Hun var halvvågen. Så en stund efter: — a, det er jo du alligevel! Jeg var så bange, at jeg ikke var hos dig. — det blev den sidste gangen jeg så hende gråte. * * * jeg havde siddet lige overfor hende, kold og fremmed, som om hun var noget mig uvedkommende. Og netop lige efter var det, det var kommet. Hvordan var det gået til? Jeg forstod det ikke. Jeg vidste bare, at da hun ville gå, så stod det for mig som en ildskrift: hun må ikke, må ikke gå. Og så havde jeg sagt det. Som en orkan var det brust ud af mig, at jeg elskede. Selve ordet for det, der gjorde mig sår, havde hun udtalt. „ Også du, “ — „ du ligesom den anden, “ eller „ de andre “. Og netop da var det, det var sket. Netop mens hun nævnte det der havde smertet, var det det skreg i mig: jeg må — jeg vil — kysse hendes klædebon. Det er en af de få gange i mit liv, at jeg har handlet uden at vide forud, hvad der skulle ske, ligesom drevet af ukendte magter. Man føler noget vidunderlig dejligt ydmygt derved. Der flyder en let, sitrende varme ned over ens skuldre og ryg efterpå, og det er som om hjertet ikke b’gger hårdt i brystet, men i et leje af ætter. Værelset var blit til et tempel, hvor de ordene havde lydt. Alt gled hen i en rus af lykke, en lykke, som hvilede inde i en stor tåre. Og før jeg sovned fik jeg et så vakkert syn, hvormed tankerne endte og drømmene begyndte: hele verdensrummet var en stor 3* skælvende tåre, hvori alle stjerner og sole svømmede. * * * men jeg havde ikke ro. Jeg kastedes frem og tilbage. Snart droges jeg opover mod atelieret, gik frem og tilbage uden at gå ind. Snart igen kom der en stor svulmende glæde i mig, en stolt vilje til selv at herske over nuet og gøre det rigt. Jeg ville beskytte hende, værne hende mod alt som bavde været og som skulle komme! Havde andre været i hendes liv, var hun så mindre derfor? Var hun ikke blot rigere, hemmelighedsfuldere? men ak! så kom atter det andet igen! Og uden at jeg vidste af det, var jeg kommet derop. Jeg stod i gangen, jeg hørte mit hjerte banke. Det hamrede i mig: dette skulle du ikke gøre. Dette er ikke vakkert. Dette skulle du ikke gøre. Og imens så gjorde jeg det. Nogle skridt fra døren stansed jeg. Ti der lød stemmer. Han var ikke alene. Den anden stemme var hendes. * * * det gik forbi som et lyn, men jeg glemmer det aldrig: jeg derude, — han derinde, for hvem jeg havde følt mere end for nogen anden mand, — hendes stemme, den der havde hvisket og talt og grædt i min stue. Kanske stod hun der nøgen. Det som jeg blot havde vovet at ane, som jeg havde syntes det var en brøde at gætte, det stod derinde foran en andens øjne, — ikke foran en mig fremmed, ikke en, hvis blikke kunne prelle af og være ligegyldige. Nej, ind i huden ville de trænge, hver fold ville de fange og forstå. Som en drøm var det undertiden kommet over mig, kun om natten, da man overlistes af det, som dagen ikke tør tænke sig: om hendes legeme nogengang skulle slumre i mine arme. I dæmringen skulle det være til for mig, løndomsfuldt som livets ophav. Hvor var det løndomsfulde, når hun havde stat derinde i fuldt lys, alt det der der havde boblet som de lette, vare sæbebobler i mine drømme, det var afdækket, hver linje åben, kendt af en anden? * * * selv de største kvaler er sjælden ublandede. Menneskets følelse er næsten aldrig en enkelt, hel. Der føjer sig andre til. Og der isprænger sig tanker. Det er måske netop i de største smerter, at de dybeste fødes. Og er det måske det, som gør at menneskene ikke bukker under i lidelsen? Hver nerve i mig sitrede og gråt, det føltes som min brystvæg var fuld af blod. Men på samme tid var det som alle mine sanser var blit så åbne. Jeg syntes jeg kunne se inde i alt, som var, som fødtes, døde, led og frydedes, et net, et guddomsnet. Jeg så, hvordan livet var sammentvundet i masker, som intet menneskeøie kan spore trådenes gang i, men vel stundom skimte den vældige fantasi i. Det var ikke mange dage siden at alt havde været så stille. Jeg havde ikke tænkt på, at hun kunne bringe mit indre i oprør. Og jeg havde ikke haft end den svageste attrå efter at kende hendes veje og hændelser. jeg havde været så stolt og sterk. Og nu var jeg som espeløvet. Hvergang det atter kom for mig, sådan som jeg havde ståt derude, sådan som hendes stemme havde lydt derindefra, så brændte mit bryst, der hvor hendes hode havde ligget. Jeg havde git hende mit hjerteblod, mens jeg havde strøget hendes hår, hun havde suget af mit hjerte. Og jeg havde ikke vidst det. Det var som en verdensomvæltning var sket. Kunne det vel nogensinde nu blive som før? Hun bedrog mig, løj for mig, hyklede! Men hvordan kunne hun så se slig på mig? Og hviske slig ind i øret mit, at jeg var den eneste, hos hvem hver fiber, hun eied, følte sig hjemme, og ikke mistroisk? jeg droges mod smerten, som man drages mod en gåde. Jeg søgte atter op Bredo. Ah sad sammen langt ud på aftenen. Vi blev mere fortrolige end nogensinde før. Vi sad nær hinanden, og så hinanden dybt ind i øjnene, som for at lære at kende hinandens hemmelige kummer eller fryd uden at spørge. Pludselig var det, — vi sad og talte om ting der slet ikke vedrørte kvinder, — at han så på mig med et langt blik og så det ene ord: — Rebekka. Jeg mødte hans blik. Jeg spurgte: — hvad mener du? Han så atter på mig. Så så han hurtig: — å. Intet. Vi sad lige overfor hinanden ved et lidet bord. Det var en kafé, hvor ikke byens mere kendte folk gik. Der var ikke fler end os tilbage, og lamperne over de andre borde var blit slukkede. Jeg ser det lille bord for mig. Vi sidder ligeoverfor hinanden. Efter en

1891_OlsenV_MensMyrterneVisne

Vilhelm

Vilhelm

Olsen

Mens Myrterne Visne

male

male

dk

Olsen

Mens Myrterne Visne

Olsen

Mens Myrterne visne

En Fortælling

y

roman

K. Jørgensen

KB

nan

nan

O

I. Det var i foråret 1885. Han var den gang fire og tyve år gammel og havde været huslærer hos proprietær Mogensens et Års tid. I dag havde han eftermiddagen fri; for de to af drengene — der var tre i det hele — havde fået lov at køre bort med deres forældre, og-han kunne derfor tilbringe tiden med sine bøger inde i sit eget værelse, der var i stuehusets østre gavl. Han sad ved vinduet, hvorfra han kunne se et hjørne af haven. Det var en strålende, blåluftet dag, hen mod midten af maj. Op mod den blånende forårshimmel stod kirsebærtræerne med fine blomsterskyer, der havde drysset en regn af hvide blade på den fugtig-mørke gang langs havegærdet. Hans sind var fint bevæget af de klare farver derude fra haven og af, at han sad der i det milde, dæmpede skær, som den solfyldte luft kastede ind i hans stue. Kendeligt nok var han modtagelig for sådanne naturindtryk; der lå stille begejstring over hans klare pande, hvorfra det brune hår i bløde lokker lod sig stryge tilbage. Men alligevel var der præg af sindslidelse i dette ansigt, især i de milde linjer ned om den næsten kvindelige mund, hvor det var, som om en stille smerte ofte havde hævet, og dybt i de blågrå øjne lå der vemod og drømte. Til afveksling, når han havde set ud i haven, læste han i en bog. Den var elegant indbunden, i asurblåt bind, og han holdt den meget varligt i et omslag. Han tog ligefremt næsten ømt på den *— og hvem ved, måske fik han det allerfineste af sin stemning fra denne bog, nogle viftninger af » das ewig weibliche «. Han havde nylig fået den tilbage, efter at have lånt den ud til proprietærfolkenes attenårige datter, Bodil. Naturligvis handlede den om kærlighed. Han havde så ofte tidligere selv læst den med sværmerisk følelse, men nu var det, som om den havde fået en ny ynde. Han bildte sig næsten ind, at den unge piges sjæl, der sikkert havde følt elskov under læsningen, havde givet bogens blade noget eget fint, der ligesom Duft strømmede til hans sind. Og så tænkte han på, om hun vel ikke, ligesom han, havde siddet og fantaseret, mens hun læste... Mon hun ikke havde tænkt på ham?... Og især her, hvor bogens elskende med bævende glæde begynder at ane hinandens følelser... Det var virkelig dejligti han ville mærke sig siden, hvorpå det stod, men — pludselig følte han et stænk af væmmelse, ligesom når man opdager en styg larve i en køn blomst, man har i sinde at lugte til: han huskede, at dette tal, der stod i margen, havde været numer på en af hans kammerater fra militærtjenesten, en rå og nederdrægtig Karl. Det pinte ham ligefrem forfærdeligt at træffe det her, og det hjalp ikke, alt hvad han ville indprænte sig, at dette tal havde i tidens løb været numer på mange, både gode og slette mennesker, og at det havde stået på mange, både gode og dårlige bogsider — den forstemmende følelse ville ikke gå bort. Så skar han tallet ud for på den måde at frigøre sig, men skønhedsfølelsen ville alligevel ikke mere vende tilbage; det tungsindige og vemodige præg i hans ansigt blev aldeles tydeligt, og han gik hen og stillede bogen ligegyldigt ind. Det forstemmende indtryk vedblev at virke som livslede, der var kommet ind i sjælen, eller som noget sviende, der havde truffet et sygt punkt derinde. Det var, ligesom det langsomt fortærede evnen til at føle lykke og glæde; han fik derimod nu en følelse af usselhed — ja af synd. Han begyndte at fordømme den følelse, som tanken om Bodil havde vakt; den måtte jo også være let forgængelig, kunne umuligt vokse af sunde rødder — når han var forlovet med en anden pige... Han ville frigøre sig for alle tanker om sit eget sjæleliv, gik hen til boghylden og søgte efter et eller andet med » tørt « indhold, fik fat på en længere afhandling om » Absolutisme og constitutionalisme «, der stod i et tidsskrift, han engang tilfældigvis havde købt, men aldrig læst; han kom dog ikke ret langt ind i det seje stof og kunne ikke samle tankerne til forståelse af en eneste linje, lagde derfor bogen fra sig og besluttede sig til at gå ud i den friske luft. Il han gik ud i haven, hvor en mild vestenvind viftede igennem med vårlig lugt af muld og blomstrende æbletræer. Han var overordentlig modtagelig for naturens indtryk, og mens han gik gangene rundt, sugede sindet sundhed af vindens viften, blomsterduften og de milde solstråler, der gled skråt ind gennem træerne og ned på græsset; uden at han tænkte på, hvordan det gik til, følte han igen forårets vidunderlige stille jubel i brystet. Han var jo dog endnu et ungt menneske med vågne sanser. Og nu stod han et øjeblik nede ved stuehuset og så på vinrankerne, som sad op ad den solvarme mur og fik små, brune skud. Da gik der pludselig et lille ryk igennem ham — der blev lukket et vindue op lidt længere henne. Det var et af de til Bodils værelse, og det var hendes hånd — en lille, buttet hånd, der hægtede det fast — og hendes underarm, hvid og blød og trind der midt på, hvor det sorte kjoleærme sad stramt om den, nu hun strakte den ud. Der fløj en let rødme over det unge pigeansigt, som tittede ud, og i samme øjeblik mærkede han en varm blodstrøm gennem brystet. Hendes sorte hår lå blankt og glat; men en smidig lok havde løst sig ud og ned på den lille, klare pande. Med et let strøg jagede fingrene lokken tilbage... Og så lænede hun sig i vindueskarmen. Og hvad hjalp så alle forsæt om at stå der med et roligt hjerte, og hvad hjalp de hemmelige skrupler og det dulgte samvittighedsnag; det havde altsammen ingen magt over ham mere. Han var aldeles betaget af det fine skær, der glimtede under de mørke øjenvipper, skønt hans blik kun flygtigt turde opfange det, og ligeså af kindens ungdommelige bue, den lige smukke næse, friske røde mund og af hendes lidt yppige dobbelthage — ja, af hver ynde, der var i dette lille, kælne ansigt. Hun smilte lidt og så ikke ud til at være så forlegen som han, da den flygtige rødme var forbi. » Nå, endelig har vi da fået sommer, « sagde hun. » Ja... her er dejligt herude i haven. « » Ja, vejret er godt... Men de ved ellers nok, jeg synes ikke, der er stort ved haven... Den er så gammeldags. « » Da holder jeg netop så meget af de store, gamle trær... Og når man har levet så mange gode timer i selskab med dem, så tror jeg, det ville ikke blive så let, hvis man skulle sige farvel til dem. « Sådan anslog han næsten altid en vemodig streng, når han talte med hende. Og for det meste så det ud, som om hun blev påvirket deraf, så selv om hun ikke kunne bare sig for at komme med et lille, skælmsk udtryk, så skete det alligevel så stilfærdigt, som en sommerfugl sidder og vipper med vingerne. Men samtalen blev derfor også gerne noget tvungen, fordi den ene var bange for at sige noget, den anden måske ikke syntes om. Han huskede, at i den bog, hun nylig havde lånt af ham, var der mange smukke naturskildringer, og han spurgte hende, om hun rigtig havde lagt mærke til dem... » Naturen er altid med i vore bedste følelser. « » Men de ved desværre nok, jeg har sagt dem, at jeg aldrig læser begyndelsen af en fortælling, når jeg ser, der står alt for meget om naturen og alt det; og kommer der for meget af den slags længere henne i bogen, så springer jeg det over med. « » Virkelig!... Men det er dog ikke rigtigt. Baggrunden, hvoraf figurerne fremhæves, må tages med. I menneskets sjæleliv er der desuden optaget så meget af den natur, det lever i; det kan vi jo se deraf, at duften af en bestemt blomst vækker let et minde, og en anden Duft et andet, hvad der er bevis på, at don gang vi oplevede dette eller hint, har denne eller hin Duft indvirket på os, selv om vi måske ikke har været os det bevidst. Og sådan går det jo med synet af en aftens solrødme, eller når vi ser en blomstrende gren, der svinger i sommervinden, eller... ja, alt. Omgivelserne fylder stadig sjælen med indtryk... de rummes ligefrem i sindet. « Mens han lidt docerende gav denne belæring, forekom det hende, at han kun så ud i luften eller på en gren af træerne, og hun turde derfor hele tiden se på ham. Og så kunne hun ikke nægte for sig selv, at der i hans ansigt — som hun ellers ikke alle tider fandt videre kønt — var noget, som indtog hende. Desuden følte hun sig smigret ved, at han altid talte til hende om noget, der var kønt, vidste jo nok også, hvorfor, og det var et eget behag at høre det sagt med hans bløde stemmeklang. Og hun mente ikke, det kunne være videre slemt at spøge en lille smule med elskov; dog somme tider havde hun mærket noget frastødende ved tanken om, at en forlovet mand var forelsket i hende; men til andre tider, som i dag, kunne hun så føle en æggende lyst til at se ham være rigtig forelsket, og så tog hun sig ikke i agt for, at hendes eget blod var meget let vakt, så hun selv mærkede en prikkende varme i brystet og ønskede, at legen måtte vare ved. Og så vovede hun, med et fint smilglimt at sige: » Så vil vi altså siden efter, når vi lugter æbleblomster og ser solen skinne gennem træerne, føle det samme som nu. « » Jeg tror da nok, det vil være tilfældet med mig, « sagde han og så ligesom lidt undvigende bort. » Alen hvorfor så ikke med mig? « » Å, jo... måske også. « I det samme gik hun hastig tilbage fra vinduet, og han hørte hende spørge: » Hvad er der så? « Det var nok en af tjenestepigerne, som havde kaldt på hende. Han hørte hende lukke døren op og gå ud af værelset. Han blev stående lidt; men da hun ikke kom tilbage, gik han langsomt hen gennem haven og ud gennem lågen til alarken. gik op over græsagrene, op mod bakkerne, syd på. Egentlig tænkte han sig ikke noget sted at gå hen, gik kun, fordi det urolige blod ikke tillod ham at være stille. Og hele tiden tænkte han på og så endnu for sine øjne billedet af den unge pige, som hun havde stået der i det åbne vindue. Hendes sidste bemærkninger lød endnu lokkende i hans øre med elskovens vidunderlige melodier. Men alligvel var der dybest i sjælen en uro, næsten en følelse af ulykke, som han selv var skyld i; dog havde disse stemmer i øjeblikket ingen magt. Var det synd, at han elskede Bodil, så var det en af disse søde synder, som det syntes salighed at leve i; så længe elskovsfølelsen havde den største magt, var syndsfølelsen snarest som en tilsætning af noget kostbart, og så kunne samvittighedens bebrejdelse døves med spørgsmål som disse: hvad kunne han gøre for, at han måtte elske Bodil? Og hvad kunne han gøre for, at han var kommen her til denne gård?... Det var næsten aften, da han nåde op på en af højderne i den lange bakkerække, som syd for Mogensens gård strakte sig fra vest til øst, hvor den så længere henne bøjede mod nord, så den som en- halvcirkel omsluttede det lille strandlandskab, hvori gården lå. Fjernt mod vest blinkede en vig med det store hav bag sig, og fra nord havde dette hav også bøjet en vig ind, næsten ind til Mogensens gård, men mellem disse to vige trak næsset ud i nordvest, endende i en pvnt med frodig løvskov, som lysegrøn og nydelig strakte sig i bad i det blanke hav, hvor den gyldne sol i dette øjeblik dukkede ned, sendende milde stråler op i den glasklare luft. for ham var det, som hvilede der elskovs trolddom over denne egn; især når det var sommer. Den havde spundet et spind af usynlige tråde om hans sjæl; og det ville være ham umulig at rive sig løs uden at lide en stor smerte. Bare tanken om, at en gang måtte han vel rejse, gjorde ham vemodig, og næsten ligesådan var -det, når han som nu vendte sig og så mod syd, hvor vejen sneglede sig ned ad bakkernes skråning, derpå lige ud over de store Enge og videre som en lys, bugtet stribe op over det bakkede land hinsides engene. Det var underligt at tænke på, at det var vejen ud til hans tidligere liv, og næsten som en fange så han på den, men som en fange, der ikke ønsker frihed. Men så standsede hans blik ved et punkt nærmere ved, på denne side engene, hvor en flok store trær ragede op fra en lavning, der var mellem bakkerne, og ved synet af disse trær påkom der ham en blandet følelse af undseelse, af forlegenhed, af noget besværligt. Der lå et hus mellem træerne; men der hvor han stod, kunne han ikke se det. Det hus havde ellers i den senere tid voldet ham mange, mange tanker. Han havde endog alvorligt tænkt på at leje huset, var næsten nødsaget til at gøre det, og det var af den grund, han nu ved synet af træerne fik en sådan pinlig fornemmelse. Iii. For at forstå, hvad der havde kunnet bringe ham på sådanne tanker, må der gås lidt tilbage i fortællingen. Det var for et par måneder siden, at han i en Avis læste et stykke om, at i den egn, hvor hans kæreste havde sit hjem, var der i et åløb fundet liget af en ung pige, og at ingen endnu vidste, hvem den druknede var. Ved at læse dette, var der pludselig jaget en hemmelig rædsel igennem ham, idet han var kommet i de tanker, at det muligt var hans kæreste, der var endt på en så sørgelig måde, og at hun måske havde aflivet sig, fordi hun, som hun den gang nylig havde ladet fremskinne i et brev, havde begyndt at tvivle på hans kærlighed, fordi han hele denne vinter havde skrevet så sjældent og altid så kort. Ganske vist havde det omtalte brev ikke været så håbløst, at det kunne give ham nogen grund til at tro på det forfærdelige, men i den sindstilstand, han var, og med bevidstheden om, at han ikke var så tro mod hende, som han burde være, var det jo ikke så underligt, at de mørke fantasier stormede ind på ham. Og han havde så ikke engang kunnet berolige sig ved tanken om, at hvis det var hans kæreste, der var forsvundet, måtte hendes forældre dog, når meddelelsen om den druknede nåde dem, have begæret at se liget og genkendt det; nej, han havde ligefrem levet i en rædsom sjælekvide, indtil han havde skrevet til sin forlovede og fået et varmt brev til svar. Men skønt han derved havde forvundet sin værste nød, var samvittighedsnaget endnu levende, og desuden var sindet blevet vakt til ømmere tanker om den pige, der havde skænket ham sin tro, og som han vidste hang ved ham med en rørende kærlighed. Skrækken havde for alvor fået ham til at føle, hvilken skrigende synd det var at bedrage hende, og han havde med al vilje lovet sig selv, at det aldrig skulle ske. Så havde det truffet sig i de samme dage, at Fru Mogensen tilfældigvis var kommet til at omtale en huslærer, som var gift, hvilket hun mente var et temmelig enestående tilfælde. Det havde så givet ham tanken om, at han vist også burde gifte sig, hvis Mogensens ville tillade det. Og så var det, han var kommet til at tænke på huset, som lå der nede på bakkernes sydskråning. Der havde i sin tid boet en præsteenke; men for tiden var der ingen, hvorfor huset var averteret til leje, og det var måske endda til at få for en forholdsvis billig penge. Tildels for at berolige sin samvittighed, og til dels også for ramme alvor havde han så skrevet til sin kæreste derom, og forbavsende hurtig havde han fra hende fået et brev, hvori han tydeligt skimtede, at hun havde sat himmel og jord i bevægelse derhjemme for at få brylluppet i stand. Det skulle være i dette forår, senest sidst i maj, og hun skulle nok have alt i orden for sit vedkommende. det lignede hendes barnlige, troskyldige sind, hendes naivitet, hendes varme hjerte at tage fat med en sådan Iver og med en forventning om lykke, som om hele fremtiden var et dejligt landskab i solskin. Men på ham havde hendes glade brev virket forstemmende og åbenbarede, at han alligevel kun halvvejs ønskede at giftes med hende. Hvordan skulle han gengælde hendes varme kærlighed? Han led ved følelsen af, at selv om han kunne være hende tro, kunne han kun give hende et tomt hjerte. Og desuden stillede de småting, som det var at leje huset, tale til Mogensens om sagen o. s. v., sig op for ham, som stod han pludselig foran de største vanskeligheder, noget menneske kan have at overvinde. Derfor havde han bestandig kun tænkt over sagen, sat den op og sat den op og efterhånden fortrudt, at han selv havde begyndt på den. Det abnorme, der var i, at han som huslærer, ovenikøbet med en meget lille løn, havde besluttet at gifte sig, kom til at stå for ham som noget forfærdelig latterligt. Ved nøjere eftertanke forekom det ham desuden lidet sandsynligt, at Mogensen ville give tilladelsen, eller kanske ville han ikke beholde ham i pladsen. Men spørgsmålet om, hvad Bodil ville sige, var dog det, som han havde tænkt mest på. Straks da han havde fået tanken om at gifte sig, og mens den ømme medlidenhed med hans kæreste endnu havde overtaget i hans sjæl, dæmrede der tillige i hans bevidsthed en hemmelig glæde over, at han så alligevel daglig kunne leve i Bodils nærhed; hun ville blive hans og hans hustrus veninde, men heller ikke mere, for det ville komme ganske af sig selv, at når han først var gift, ville alle de varme følelser, han og hun nærede for hinanden, fornuftigvis blive til venskab. Og så var det sådan en let og behagelig måde at komme ud af det hidtilværende forhold på; det ville ikke volde sorg eller smerte. Men efterhånden som samvittigheden kom til ro, medlidenheden med hans kæreste begyndte at kølnes, nye indtryk af Bodil atter fyldte sindet, pintes han af den tanke, at Bodil måske tog hans giftermål fra den latterlige side, eller, hvis hun elskede ham meget højt ( hvad han helst ville, men ikke rigtig kunne tro ), blev hun måske så dybt såret, så det for fremtiden var hende umuligt blot at elske ham en ganske lille smule... Derfor var det, at synet af de omtalte trær pludselig lagde noget knugende og besværligt over hans sind. Iv. Dagen efter fik han fra sin kæreste et brev, hvori hun meddelte ham, at nu havde deres navne lydt sammen fra prædikestolen ( han hed elm, og hun hed Magdalene; men han kaldte hende ellers bare Magda, fordi han syntes, det lød kønnere end hele navnet )... Og så ville hun foreslå, at brylluppet blev den 27de maj, og spurgte, om han havde noget at indvende derimod. Som alle mennesker med svag vilje kunne han egentlig kun handle i en slags ophidselse; men med hans kærestes brev rykkede da endelig afgørelsen ham så nær ind på livet, at han derved fik det ophidsede mod, han behøvede for at gå ind at tale med Mogensen om sine giftemålstanker, — skønt de i dette øjeblik forekom ham at være noget nær vanvittige. Han var så heldig at træffe Mogensen og hustru ene sammen i dagligstuen; — godt var det, at Bodil var der ikke. Mogensen, som nylig var kommen hjem fra Marken, sad nu og nød sin Avis. Han var en kraftig, snart halvhundredårig mand med djærve ansigtstræk og blondt fuldskæg; vel nok lidt stolt og selvbevidst, men en af disse sindige naturer, der på en rolig måde fremtvinger respekt. Den unge lærer havde altid følt, det; og det var derfor intet under, at han i dette øjeblik, da han havde en så kilden sag at afgøre, var en del forfjamsket, talte lidt stammende og afbrudt, hulter til bulter i tingene, fordi blodet pludselig blev alt for tykt og varmt inde i hovedet, og tankerne derfor umulig kunne være klare. Alligevel var det med en vis fart, han fik sagt alt det, han ville sige, og det lykkedes da også nogenlunde for ham at gøre sig forståelig. » Høhm — m!... ja — e... ( Mogensen kom foreløbig ikke længere i sit svar, men gav sit svære skæg en god gennemstrigling med højre hånds fingre ) ja — e... det er jo en noget løjerlig geschichte... Lønnen er jo noget lille; den er pinedød ikke til at gifte sig på... Høhm — m!... og der kan jo ikke godt gives mere. « Elm havde heller aldrig tænkt på at få for højet lønnen, nej, slet ikke! skyldte han sig at sige og følte derved en vis lettelse, forklarede så, at hans kæreste var eneste datter af et par møllerfolk; — rigtignok var det kun en gammel vandmølle, de havde, og kanske var de heller ikke meget formuende, men nogen medgift ville der vel nok vanke... og så gik det vel nok foreløbig. Ja, så kunne det virkelig så godt lade sig gøre, at han giftede sig, mente Fru Mogensen. Drengene ville vist også blive meget kede af det, hvis han rejste — især Niels ( den yngste ). Det var jo desuden heller ikke heldigt at skifte lærer alt for tidt, henvendte hun sig til sin mand, og det blev de da ellers nødsaget til; for man kunne da ikke forlange af en lærer, at han skulle leve som en munk... Nå, det var nok, fordi hun havde omtalt en huslærer, som var gift, at elm var kommet på lignende tanker, sagde hun så og smilte mildt til ham... Jo, hun kunne nok tænke det... Å, det var virkelig morsomt! Og det kunne såmænd nok også gå. Kunne det ikke? » Høhm... ja — e... det er jo en vanskelig sag at sige noget til... « » Nej, når de unge mennesker mener, at de nok kan klare sig, så tror jeg ikke, vi skal indvende noget derimod. Elm kan jo derfor undervise drengene lige så godt som hidtil. Jeg kan da ikke se, hvad der kan være til hinder for, at vi giver vort samtykke. « Mogensen havde ikke noget imod at beholde elm som lærer, og når det unge par mente at kunne leve af frisk luft og fuglesang, så... ja, så sluttede han med en kraftig rømmen, der vel betød, at han havde sagt et afgørende ord. Hans hustru — og hun måtte jo kende ham — lagde hans rømmen ud således, at han havde givet sit samtykke. Elm vidste iøvrigt nok, at det var hende, der havde det meste at sige, hvad børnenes opdragelse angik. Hun var sikkert også rigere åndeligt udviklet end sin mand, og en varmere natur. Opdraget som plejedatter af en præst ( den præst, som havde anbefalet elm til huslærerpladsen ), var det ligesom hun havde bragt noget af præstegårdens finhed og rolige hygge med til sit nuværende hjem. med sit sorte hår, sine mørke øjne og flere af ansigtets bløde linjer lignede datteren hende. Fruen betragtede det altså som afgjort, at elm kunne gifte sig og alligevel beholde sin plads. Hun forespurgte sig lidt forsigtigt om hans forlovede, om han mente, hun kunne finde sig i at bo her i denne afsides egn o. s. v. Og så talte de om huset, han havde tænkt at leje. I det samme gik Bodil gennem stuen. Skønt elm kun flygtigt så på hende, opfangede han dog hendes forundrede blik, der sagde ham tydeligt nok, at hun godt forstod, der blev forhandlet noget vigtigt. Hun hørte dog vist ikke bestemt, hvad det var og havde heldigvis takt nok til ikke at blive og høre efter. Men hvad ville hun sige, når hun fik det at vide?... Han var næsten bange for, at Mogensen og hustru kunne se ham helt tilbunds i sjælen og opdage den magt, Bodil havde over ham, ville helst være fri for at samtale længer, undskyldte sig med, at han måtte gå, for endnu samme aften at leje huset. — og han gik. Den morgen, han skulle rejse bort og holde bryllup, måtte han stå meget tidlig op for at komme med første tog; der var et par mile til stationen. Klokken tre var han da også færdig til at gå, og da var endnu ingen andre i gården oppe. Vejret var godt; luften lun og lydhør, himlen skyfri, og forneden i øst begyndte nogle fine glimt af morgen. Da han kom op mellem bakkerne, stod han et øjeblik og så sig tilbage. Gården syntes endnu slumrende dernede; og ude i nord og nordvest lå havet i dunkel ro, — men kun selve havet; thi tærner og måger og andre strandfugle vare vågne, og deres stemmer lød der ude fra som blandede toner af alverdens sange, mens over ham og rundt om luften dirrede af lærketriller. For ikke at blive følsom ved afrejsen, søgte han at lade være at tænke dybt over noget som helst, bare lade, som det var en lystrejse, han gjorde; og fuglesangen og den rene luft hjalp ham nu til at beholde denne ligeglade friskhed i sindet. Han følte noget af den samme frejdige rejsestomning, som han havde kendt fra fodrejser i tidligere dage, når han uden mål eller med havde higet frem efter nye indtryk: legemet spænstigt, blodet brusende af rejsejubel, tankerne som et trækfugletog højt i den blå luft... Mens han gik sydpå over de store Enge, dagedes det mere og mere; de fine glimt i øst blev myldrende guldkorn og endelig til stråler, der skød sig tilvejrs... og langsomt steg solen op bag fjerne skove. og så gik han op over bakkerne og videre, bakke op og bakke ned. Trætheden begyndte da at melde sig, ikke alene i legemet, men også i sjælen, hvorover der lagde sig en tungsindig skygge, noget gråt i gråt, noget inderlig kedsommeligt. I en sådan stemning blev han et øjeblik stående og så sig tilbage, da han omtrent havde nået stationen; og det forekom ham da, at lykken og solskinnet og alt det, der var glæde ved at leve i, var han gået bort fra. Der langt mod nord lå åsene i diset blåning, og bag dem var den fagre strandegn, hvor hans længsler havde hjemme... Der var Bodil. — nu i dette øjeblik gik hun måske ude i haven, puslede ved hyacinterne, som nylig var skudt op af den forårsfugtige jord, og som de havde stået og talt om for nogle dage siden og været forelskede begge to... Men nu var han jo i grunden på vej til at rejse en høj skillemur mellem ham og hende, havde så godt som sagt hende evigt farvel i vigtigst henseende... Dampfløjten skingrede og skræmte ham op af de vemodige tanker; toget kom dundrende og hvæsende ind til stationen. Han måtte skynde sig at komme med. I yderste øjeblik nåde han ind i en kupé. Hastværket havde revet ham ud af fantasierne om Bodil; men under kørslen begyndte de igen, og op imellem dem dukkede et udfordrende spørgsmål: kunne han blive en god ægtefælle? Var det ikke bedre, om han brød med sin forlovede?... Å, der var ingen udvej ud af alle disse underlige gåder, som sådan ukaldede dukkede op i hjertet! At bryde med sin kæreste forekom at være en skrigende synd; det ville omtrent være det samme som at dræbe en menneskesjæl. Men at gifte sig med hende, med den stækkede elskovsfølelse, han kunne byde, var det stort bedre? Han sank ind i en viljeløs sløvhed; men under denne sindstilstand dukkede der en tone op i hans sjæl, og vognenes monotome lyd greb den og holdt den fast, så den forfra og til ende, bestandig om igen og om igen ligesom klang gennem hans nerver, og uden at ville det måtte han uophørlig nynne et af versene, der var til tonen: » Hr. Oluf han rider så vide om land — hildes han, hildes han — og til sit bryllup så byder han — de røde luer i brand. Bliden bør hun blæser alt fra bjergene ud. « Selv efter han var kommet af toget, vedblev tonen at lyde i hans øre, ja, helt igennem ham, således havde jernbanerumlen sunget den ind i hans modtagelige nerver, og han bildte sig næsten ind, at en ond ånd tvang ham til at synge denne sang om hr. Oluf. Thi bød han ikke selv til bryllup og var hildet?... Han havde ikke skrevet, hvilken dag han bestemt ville komme; derfor var der ingen vogn efter ham ved stationen, og han gik da ene sin tankefulde vandring til Magdas hjem.. Da han efter en halv times gang nærmede sig den gamle møllegård, kom en ung, slank pige farende ham i møde omme bag ellekrattet, der omgav mølledammen. Hun var iført en lilla, småstribet bomuldskjole, og om den smækre midje var der et lakeret læderbælte med blankt spænde. Hendes brune hår var i dag noget skødesløst sat op. så hun måtte give det nogle strøg tilbage med hænderne. Fordi hun ingen hat havde på, måtte hun misse lidt med øjnene i solskinnet, eller — måske også noget af undseelse; for der var ligeledes undseelse i smilet, da hun rødmende kastede sig i den unge mands favn og lagde hænderne om hans nakke. Hun trak vejret med små, hurtige pust, som hun plejede, når de mødtes efter lang adskillelse; men han følte en underlig klam mathed overfor al denne ømhed. Pludselig slap hun og spurgte ivrigt, om han var meget sulten eller træt, og beklagede, at han ikke havde skrevet, hvornår han kom, så de kunne hentet ham. Og så snakkede hun løs om al den travlhed, der var i anledning af brylluppet; og der var så meget, hun skulle vise ham. Hun trak ham med sig og ville, de skulle gå ind gennem havestuen og ubemærkede komme op, i øverst estuen; for hun ville have ham for sig selv et øjeblik, mens hun havde tid. Siden var der så meget for hende at bestille. De kom da ind i øverstestuen.— og naturligvis skulle han se brudestadsen. Og hvor var hun så ikke øm og barnlig, som hun stod der og fortalte om det alt sammen! Uden at han fik lov til selv at tale ret meget drog hun ham med sig i sin Iver; hendes naive livlighed smittede ham, så han virkelig måtte begynde at smile lidt med. Dog virkede det af og til lidt forstemmende på ham, når hun med sine smil bredte alunden alt for meget ud, hvorved det så tydeligt faldt i øjnene, at kindens oval var noget kort. Han kunne da ikke undgå at sammenstille hendes træk med Bodils, og der faldt de aldeles igennem med hensyn til regelmæssighed og skønne linjer, ligesom hun også så langt mindre begavet ud. Alen så var der til gengæld i hendes klare øjne, hendes åbne naturlighed, hendes kærlighed og troskab noget, han følte, der endnu havde stærkt hold i ham. Hans sind var jo egentlig så blødt, så let at lokke, let at bøje; derfor begyndte der i hans sjæl, trods alle tanker om Bodil ( nu ville han også helst være fri for at tænke på hende ) ved dette øjebliks samvær med a'iagda at spire en stille glæde over brylluppet. Dog var det ikke den unge elskov, han mærkede i brystet, ikke denne glade fornemmelse, der er lys og let som vårluft og sød is som fuglekvidder; men det var nærmest en blid fred, en følelse af, at han gjorde sin pligt, og at derved et varmt og trofast hjerte ville blive lykkeligt. som hans kæreste havde sagt, kunne hun ikke være meget sammen med ham den dag; hun måtte ud og hjælpe til i køkken og bryggers, hvor et par huskoner havde travlt med at stege og bage. Så gik elm ind i dagligstuen, hvor snart efter mølleren indfandt sig, en midaldrende mand med en jævn optræden og i melede klæder, han hilste lidt tilbageholdende, halv fremmed på sin tilkommende svigersøn, gik stiltiende hen til pulten og vejede på den hollandske vægt en prøve hvede, han havde med, stod så bagefter med nogle af hvedekornene i den ene hånd, nippede af dem og spiste, som han havde vane med på møllen, sagde imens nogle enkelte, temmelig ligegyldige ord til elm. Om han var fornøjet med denne som svigersøn kunne ikke ses på ham; dog var heller ikke tegn på det modsatte. Der var noget mildt i hans ellers meget alvorlige ansigt, præg af religiøst sværmeri; han var stærkt påvirket af » den indre mission «. Han blev ikke længe i stuen, og elm sad der så ene nogle øjeblikke, indtil møllerkonen kom ind. • hun måtte i sin ungdom have set ud omtrent som datteren, men var nu bleg og sygelig. Hun lignede også datteren i det ukunstlede, naive. livlige væsen, talte lidt spøgende og meget venligt til elm. Alligevel opdagede han et par gange, da talen var om, hvordan han og Magda skulle sætte Bo, at der drog en tungsindig skygge over hendes ansigt; han forstod, at hun led ved tanken om, at datteren skulle forlade hende. Hendes moderfølelse virkede dybt på hans modtagelige sind, og han måtte alvorligt love sig selv at være rigtig god ved hendes datter, det ville være skrigende synd andet.... Bryllupsdagen kom, en smilende majdag. Da han sad ved siden af sin hvidklædte brud, som var rødmende bly, når hun så til ham, mens de kørte til kirken, følte han sig mildt bevæget, og da han ledte hende op over Kirkebakken, var der højtidsstemning i hans sjæl. Men inde i kirken, da præsten tilspurgte dem, og de lovede hinanden usvigelig troskab, knugedes hans sind af det uhyre ansvar. Dybt på bunden af hans sjæl var der en usikkerhed, der lod ham ane, at der kunne ske noget forfærdeligt, og det var ingen trøst, men snarest en pine, at den kvinde, han viedes til, var tro som guld, ti desto mere var det synd at bedrage hende. Vi. Et par dage efter flyttede de unge ægtefolk ind i huset, som elm havde lejet, og han havde så endnu en to tre dage fri, mens de fik hentet deres møbler og opstillet dem. Mange genstande var det jo ikke, men næsten alt var nyt, og deres stue fik derved noget vist ungt og frisk ved sig. F og hvor havde de så ikke travlt og snakkede væk og lo og småtrættedes; Magda var så spili lende livlig, og det indvirkede på ham, så han næsten blev det med. Især var de så glade for deres dagligstue. Den 'i havde vinduer til solsiden, og udenfor stod unge p Linde. Og når sommervinden kom susende i i • v solskinsvejr, og de løvede lindegrene legede med s hverandre, flagrede løvskyggerne ind i de hvide Gardiner og ned på stuens gulv, hvor de jagede og fangede hverandre i timelange lege. For elm var det næsten som en drøm, at de, nu levede her, og at han fandt dette hjem dejligt, og dagene fyldte af skønhed og lykke. Det havde jo i forvejen slet ingen lokkeiser haft for ham. Men så mærkværdigt blødt og bøjeligt var hans sind, at han så fuldstændig kunne leve i nuet som barnet, der er tilfreds, når det har noget skønt for øje. Men denne bløde modtagelighed hang jo sammen med hans næsten fuldstændige mangel på vilje. Det var af svaghed, han gav sig hen. Og når han tog sin slanke, rødmende hustru om livet, mærkede han, at han ikke kunne andet end holde rigtig meget af hende; når han blødt strøg hendes brune hår, og hendes klare øjne så elskende ind i hans, så varmede det i brystet. Og sådan st

1885_OlsenV_SkyerOgSolskin

Vilhelm

Vilhelm

Olsen

Skyer Og Solskin

male

male

dk

Olsen

Skyer Og Solskin

Olsen

Skyer og solskin

En Fortælling

y

roman

K. Jørgensen

KB

nan

nan

O

I. Vingesnilde gled fuglene hen gennem junidagens lune solskinsluft; det glimtede og susede af vinger om hvert træ, i hver busk, langs alle hegn og over markernes unge, duftende ynde; sød kvidder, klingre triller og glade fugleråb hvirvledes op som fra skjulte tangenter og flød sammen til en eneste mangestemt tone, hvis bløde vellyd udåndede fjernt oppe under den høje, mørkeblå himmelkuppel. Og under denne lysmættede, kviddersøde luft lå agrene med sæd, engene med græs, bløde, blundende. Men nordisk var luften, nordisk sommerlig, kølig af havet, som sås derude i nord mellem to blødtrundede klinte. Derfra strakte sig en lang mod syd, en engflade med bløde, grønne græsgange, hvor store kvægflokke gottede sig. En å’s bugtede, blinkende, stilleglidende strømstribe med masser af siv langs bredderne tegnede sig midt ad det grønne engtæppe ud mod havet. Vest for engstrækningen hævede egnen sig med smukke bølgeslag, med huse og gårde i ly i lavningerne; småskove på de bratteste bakkesider blandede sig ind mellem markerne. Længst mod vest over de højeste bakker bredte sig en større skov, som blånede under sommermiddagens florlette soltåge. I en kløft nord for denne skov lå tirshøj kirke med sit hvidskinnende tårn; derfra slyngede landevejen sig som en hvidgrå stribe ned gennem sædemarkerne mod engene. Sådan så denne egn ud en sommerdag, set fra egnen øst for engene. Det så skønt ud dette syn på frastand. Egnen på engenes østlige side kunne ikke se så yndefuld tillokkende ud, selv om den blev set derovre fra vest. Den var nok bakket men ensformig, næsten skovløs, tæt bebygget. Den var i hverdagsklædning, mens den vestlige egn var i festdragt. Men på et sted sendte engene en bred bugtning ind mod øst. Der lå den store landsby, Arup. Så slumrende fredelig lå den i sommerdagen med en velsignet middagsro over sig. Husene og gårdene lå gemte mellem brede, løvtætte træer, så byen i frastand lignede en lund. Men kirken og møllen ragede op og røbede de -øvrige menneskelige våninger, ligesom også skorstensrøgen vidnede derom, idet den mellem træerne listede sig i lyse, lette søjler op i den stille luft. Så aldeles stille var der dog alligevel ikke o i Arup, selv i denne middagsstund. Vel sov folk til middag omkring i gårdene, men på skolens legeplads var en tummel og støj, som hørtes langt uden for byen. Børnene; havde fritid; med mad i hænderne stormede de ud og boltrede sig på pladsen i skyggen af mørkløvede asketræers brede grene. Pigerne havde' deres stille men beskedne lille hjørne at færdes på, drengene optog broderparten af pladsen. Og den største del deraf rådede igen de største drenge over, de » legede bold «, og så skal der god plads til. Og ve så den lille fyr, som vovede sig ind på deres boldbane, han fik ubarmhjærtige dunk i ryggen og blev » hummet « ud. Men der kunne også komme klammeri mellem de store, og det kom der i dag, derfor er denne middagstund mærkværdig, fordi der blev et stort slagsmål mellem de to drenge, som begge ville være skolens ypperste. » Han blev ramt «, begyndte den ene. » Nej, jeg gjorde ikke. « » Jo, bolden strøg dig på armen. « » Det er ikke sandt, du siger. « flere stemte vekselvis op med: » Jo, han blev ramt. » Nej, han gjorde ikke. « men så røg de to ic< toppen på hverandre, mens de andre vented6 spændte på udfaldet. En lille rødkindet dreng var endog så forbavset, så han rent glemte at tygge den bid, han lige havde fået i munden. Den, som ikke ville være stukket med bolden, var en høj, lyshåret dreng med et blegt, skarpt ansigt, som da var endnu blegere af vreden. Han hed Daniel. Den anden,hed Jon og var noget mindre men sværere og med friskere ansigtsfarve og små, hvasse øjne under en meget bred pande, hvorover faldt lokker af langt, brunt hår. Efter at der var faldet flere slag fra begge, holdt de sig stille, dirrende og pustende. Men så gik det løs med skældsord. Den store begyndte: » Du er en slem katugle, uh! sikke klør han har. Du skulle sidde oppe i kirketårnet og være ugle. « » Og hvad skulle så du, spidsnæse! Du skulle sidde oppe i grusgraven og flække sten med næsen. « » Uglehoved! « » Storkefa’r! « » Gumpegås! « » Kobumber! « » Morian! « » Møddingskraber! « » Kvæghoved! Æ—æ—e! « » Du klør vist mere. « » Ja, du må da ikke tro, jeg er bange for dig.... se, nu skær han tænder igen! Din fa’r har ikke lov til at lade sådan en bindehund gå løs. « » Ti du bare stille om min fa’r! Mon ikke snart din fa’r skal ned og fedte for degnen igen, for så bliver han så god ved fa’rs lille deng! « » Det er løgn i din hals! « » Jo, jeg véd godt, din fa’r gav degnen en side flæsk, førend der var eksamen, og så blev du flyttet op. « » Det er løgn! Og sådant et fårehoved som du skulle vel ikke sidde øverst. « » Jeg vil ikke være fårehoved, og jeg er ligeglad både med dig og præsten og degnen, for jeg vil ikke være fårehoved for nogen. « Han fo’r ind på den store igen, og nu begyndte en rasende kamp, blodet flød af næse og mund på begge, et så voldsomt slagsmål var ikke før kendt der i skolen, nogle smådrenge græd, pigerne skreg, nogle løb og ville kalde på » degnen «. » Drengene slås «, sagde en af pigerne til » degnen « s gamle døve husholderske. » Hvad! « » Drengene slå—ås! « » Hvad! « » Drengene slå—ås! « skreg den lille af al magt. » Ja, lad dem det «, sagde den gamle, som endelig forstod det. Men pigernes adfærd forundrede hende, der måtte være noget galt på færde, hun gik derfor ind og kaldte på skolemesteren, som sov til middag. Han kom på benene hurtig som en rekrut, nerverne var i bevægelse under hans pergamentsgule runkne hud, den tandløse mund mimrede og kneb sammen, hænderne for op i det grå, spejede hår, brillerne blev stillet op på den krogede næse, endelig så han respektindgydende nok ud og trippede ud til børnene. Forresten var han ingen helt og følte derfor en smule rystelse i sin tynde krop. Men han vidste, en kraftig optræden lover sejr, han samlede derfor alt sit mod under brystkassen og fik sit gamle skikkelige ansigt til at se meget vredt ud. » I er. Nogle kujoner! « begyndte han strengt, og de to syndere, som for længst vare skilte ad, lukkede, deres øjelåg ned og så blege ud. Det gav den gamle helt mod, da han så sine ords frygtelige virkning. » I er nogle kujoner! « Sagde han igen, » og i er nogle skarnsunger; herhid! I skal pommensæl ha’ smøhr! « Først fik den lille sine tamp, derpå den store. Men han fik kun nogle få slag, så standsede skolemesteren. » Puh! « sagde han, lettede huen og trippede ind til børnenes store forundring. » Ja, ja, hvad skal man gøre! « hørte de ham mumle, da han gik op ad trappen. _ Daniels fader var gårdmand og hed hans Jensen. Det var hans gård, den store, smukke, nybygte, som lå på en højde tæt oven for byen. Den kunne ses over det meste sogn. Den nedgående sol glimrede i stuebygningens store vinduer. • nogle timer før aften trippede den gamle skolemester op ad vejen mod denne gård. han standsede ofte, gav nogle lange pust fra sig, tog hatten af, tørrede sig rask nogle gange over panden, trippede derpå afsted igen med hænderne på ryggen og kroppen bøjet meget forover. Han mumlede sagte: » Nej, aldrig let at værs skolemester, slet ikke let, man skal være tålmodig, man skal føje sig efter alle. « når han mumlede, gik han langsomt, men så tav han en stund imellem og tog små hurtige skridt, mumlede derpå igen og sagtnede gangen. » Drengene er noget rak, alle drenge er noget rak, de véd ikke, hvor godt en gammel skolemester mener det med dem, de bringer ham kun i forlegenhed, virkelig slem forlegenhed!.... Men jeg må tale med Jensen, med hr. Jensen, han er en myndig mand, en rig mand, en klog mand, han står højt hos præsten, det gør hr. Jensen, ham må man være gode venner med. « Træt og forpustet nåede han gården, hvor en stor, gul bulbider tog meget uhøfligt mod ham, halvforvirret af skræk slap han forbi den ind i stuen, bukkede flere gange og fik endelig sagt: » Goddag, goddag, hr. Jensen! « Hvorpå han tog manden i hånden og sagde endnu en gang: » Goddag, hr. Jensen «. Hans Jensen holdt af at omgås fornemme folk, og han havde ævner til det. Han ville også helst regne sig selv for lidt mere end egentlig bonde, skønt han kun havde en bondegård, og både han og konen var født af bønder. Han havde noget af en herskers overmodige mine. Selvfølelsen og modet lå klart til syne i hans brede, velnærede ansigt; ' mandigheden fremhævedes af den kraftige, lysebrune skægvækst. Når han sad for bordenden med merskumspiben i munden og sit store hoved holdt kækt på de brede skuldre, så kunne en indtrædende fremmed aldrig være i tvivl om, at det var gårdens ejermand, som sad der. Han vidste også om sig selv, at han havde nogen magt. Overfor denne mand følte skolemesteren sig særlig ydmyg. Han var overdreven høflig i ord, nik og miner. Og gårdmanden tog gerne mod høfligheden, forberedte den egentlig selv. Han kendte den finere slags selvros: at fremstille sig selv, sin bedrift, sine ejendele sådan, at andre ikke kan undlade at rose uden at modsige. Og modsigelse var ikke skolemesterens sag overfor denne mand, præstens ven og højres stærke bannerfører der på egnen. Til sin ulykke begyndte skolemesteren at tale om landvæsenet, som han ingen forstand havde på og ikke brød sig om, men hos bønder hørte den tale* sig altid til, mente han. Og de fleste bønder var også så eftergivende, selv om han sagde noget ravgalt. Han var jo dog en » lært « mand «, og selv talte han altid så blødt og varsomt, så de nænnede ikke at være hårde ved ham. Men anderledes med hans Jensen, han sagde ham rentud, at det var galt, når han sagde noget galt. Og det gjorde » degnen « rent forvirret. Ikke den tanke, at han havde en god eksamen, kunne løfte.hans mod, og den gjorde ham da heller ikke klogere på landvæsenet. Der var dækket et net bord i en af de mange smukke stuer, og de skulle lige til at begynde på maden, men så blev hans Jensen kaldt ud til folkene, derfor måtte de vente en stund. Som skolemesteren sad der ene i stuen, hørte han nogen jamre sig inde i et sideværelse. Hvad var det dog? Han lettede sig, satte sig, lettede sig igen og var ganske forskrækket. Det var jo klagende nødråb, han hørte, men de blev sungne ud så underlig langsomt, som om vedkommende havde øvet sig på dem i mange år. Råbene vedblev at lyde. Endelig åbnedes døren til værelset på klem, men kun lidt, så han ikke så nogen derinde. Men han hørte tydelig siges med o langsom, hul lyd: » A, mo’r! — kom — dog — hi—id — lidt! « I det samme kom hans Jensens kone ind og gik hen til sideværelset til den, som kaldte. » Hvad er der nu i vejen? « spurgte hun. » A, jeg er så syg, bliv lidt herin—ge! « » Ja, den historie kender vi nok. Gå iseng og ti stille! « » Bliv lidt herin—ge! « bad det igen. » Nej, nu skal i gå iseng, som jeg siger, og tie stille. « Så kom konen ud igen og lukkede døren. » Det er vor gamle bedstemo’r «, sagde hun, » og hun er så urimelig og gammel og tjattet, så man kan jo aldrig være bekendt at lade hende komme ud, når her er fremmede... Ja, hun er rigtignok til megen byrde og besvær! « Skolemesterens gamle, varme hjerte syntes ikke rigtig at bifalde dette, men han var alt for skikkelig til at sige hende imod. I det samme kom hans Jensen ind, og de begyndte på maden, men skolemesteren sad i et væk og tænkte på den gamle, som lå derinde og kaldte. » Hør bedstemo’r, hun snakker også med «, sagde hans Jensen og smilte. Hans Jensens kone var en lille en, som talte bistert til husets folk men sødladent til fremmede. Hun var utilgivelig smagløs i sine forsøg på at være fornem, det havde hun ingen ævner til, men havde på fornemmelsen, hvordan det skulle være. Hun følte sig inderligt vel ved at tænke på fine folk. Da måltidet var endt, skulle skolemesteren vises ind i gårdens helligdom, øverstestuen. Den var nylig malet, og den hele egn kunne ikke opvise en sådan stue. Da døren var åbnet, standsede alle tre udenfor tærsklen og nød det første syn på frastand, konen med foldede hænder og sødladen mine, hans Jensen med venstre hånd i vestens ærmegab, den højre om merskumspiben og med et stolt smil over det modige, bydende ansigt, som sagde: al denne herlighed tilhører mig! og endelig skolemesteren med hænderne på ryggen og lige så ængstelig, som da han første gang gjorde tjeneste i kirken. Han skulle da gætte, hvad det havde kostet at male stuen. Han gættede og rystede på hovedet. » Hvormeget tror de? « » Ja, den har kostet penge, mange penge, den har pommesandten været dyr. « » Prøv at gæt’ en gang. « » Ja—e det var da mo’—esomt, hvis de kunne gjæ—ætte «, sagde konen med sædvanlig langtrukken sødhed og vred hænderne. man kan så let fornærme folk, enten man siger for lidt eller for meget, tænkte skolemesteren og kneb munden sammen men nikkede idelig af opmærksomhad. Men fire øjne rettede sig på ham og gjorde alt for at fremlokke lovtaler. » Ja, hans Jensen er en rig mand, en mand, som har råd til at koste noget, og derfor har den pommesæl været dyr. « Det klang ikke så ilde i hans Jensens p øren, derfor oplyste han. at stuen havde kostet 1200 kr. at male. » Men så er det næsten også synd at kom—me i den «, sagde konen. » Kostbart, kostbart, pommesandten kostbart! « Ordene efterfulgt af idelig nikken. Så skulle herligheden efterses på nærmere hold. De listede derind, konen foran på strømpesokker, skolemesteren efter med forsigtige skridt, hans Jensen var den eneste, som havde mod til at træde fast i gulvet. Blomster var malet på vægge og loft, smukt var det udført, enestående der i egnen. Stuen havde ellers kun få møbler, kun nogle skabe og fire store konsolspejle, som gjorde nar af skolemesteren. Da alt var set, og de var ude, blev døren lukket. Der måtte værnes om denne stue, gårdens helligdom. Men det værste var tilbage for skolemesteren, det, hvorfor han var kommen. Han måtte ud med det. Han bad så mindelig, at hans Jensen ikke måtte vredes, fordi han havde slået Daniel. » Slem hidsighed «, » uroligt blod «, » menneskelig skrøbelighed «, var hans undskyldninger. Og hans Jensen var så nådig at borttage den truende banstråle. Han fik med det samme lejlighed til at udtale sin yndlingstanke, at Daniel skulle gå universitetsvejen, blive præst. Og skolemesteren forsikrede, at drengen var » magesløst begavet, langt klogere end mig, meget klogere! « - så var alt gjort godt igen. » Ja, dygtig er han, dygtig er han «, mumlede skolemesteren ved sig selv, da han gik hjem igen, » dog sagde jeg måske, han var fuldt så dygtig, som han er... fremhævede ham måske på Jons bekostning, må gøre det godt igen...ja, gøre det godt igen, vil så gærne være ærlig, holde lige meget af alle mine drenge, ja, ja,... men skriften siger dog: » værer snilde som slanger og enfoldige som duer «, ja, ja. « og » den gamle degn « trippede videre med fred i sit sind over at have fuldkommet nævnte bibelord. Hans hjerte var i grunden så godt! i. Forbi hans Jensens gård førte vejen ud til et lille afbyggersted, hvor Jons forældre boede. Hans fader Povl, hans moder Marie. De ejede så megen jord, at de kunne fodre en hest og tre-fire kør. Huset var gammelt med skæve lervægge og mosgroet tag, men havens mange frodige trær skærmede for det gamle bygværk. Da Jon hin dag kom hjem Ta skolen, sneg han sig lidt sky ind i stuen og holdt for sin mest revne kind. Det trøstede, at han ikke så noget til faderen. Moderen travlede med sit arbejde i køkkenet og nynnede på en vise, som hun gjorde så ofte. Hun var en lille rødmusset kone, som rask tog fat på sit arbejde. Som oftest lyste der hende et mildt smil om munden, men i hendes store, bløde øjne var der noget tungsindigt, følelsesfuldt. Hun gav indtryk af at være snar til smil og snar til gråd. Og sådan var hun. Hun lagde straks mærke til Jons forrevne ansigt. Han måtte fortælle, hvordan det var gået til. Hun skammede ham ud. Han græd. Men da trykkede hun sine hænder fast om hans kinder og lod et par strålende moderøjne se ind i hans. Han tørrede sine øjne, tog sin smørmad, gik ind og tænkte: så skulle han heller aldrig slås mere. Han gik ind i loen efter noget legetøj, han havde gemt der. » Æ—e, bæ—e! « lød det oppe fra gavllemmen, hvor der viste sig et gulkrøllet hoved med et par spillende øjne. Snart efter kom hele kroppen til syne af en lille gut, som snildt fik fat på en hanebjælke og med et rask tag svang sig oven,på den. » Du kan gerne falde ned. « » Du kan hilse din oldemoder og sige, at det gør ingen ting «, sagde den gulkrøllede og æntrede langs en lægte hen til halmstænget og lod sig dumpe ned. Den omtalte gut var en gårdmandsenkes eneste barn, som turede om på egen hånd og var bleven en lille vovehals. Han hed Frits Petersen. » Jeg skal sige dig noget: jeg vil være røver «, sagde han. » Rigtig røver? ». » Ja, jeg har nylig læst om den store røver, masarino. Du kan tro, det var en kærnekarl! Men når jeg bliver røver, så kan du tro, degnen skal få nilket sig. Jeg slår ham naturligvis ikke ihjel, men jeg binder et reb i benene på ham og hænger ham op i skorstenen, og så tage er jeg alle præstens penge, men de fleste gi’er jeg de fattige, for jeg vil være en god røver, ligesom masarino. « » Nej, det er der da ingen ting ved, at være røver. Men skal vi ikke lege riddere i dag? « O » A, din tosse, når vi kun er to. « » Jo, men vi leger, at vi er mange flere. « Endelig gik den gulkrøllede ind på det. Et par kæppe blev skåret, og så gik det løs med at hugge hovedet af tidsler og nælder, som måtte gælde for fjender. De legte så, at Frits var ridder og skulle give Jon ridderslaget, når det var fortjent. Den gulkrøllede slog ham tolv slag — det var deres mening, at det skulle være tolv slag — over skuldrene, og han drev godt til, for han mente, ridderslag skulle slås, så de kunne mærkes. Hos Jon havde lidenskabens hele styrke rejst sig. Endnu længe efter, da de forpustede havde lagt sig i græsset, udbrød han varmt: » Ja, du kan tro, jeg skal aldrig glemme, at du har slaget mig til ridder, jeg skal være din tro mand til døden. « han følte virkelig disse højtravende ord. Han var en af de naturer, hos hvem stemningens indtryk ikke let udviskes. Men den gulkrøllede havde allerede fået kølnet sin begejstring for riddertiden. Det var helt moderne tanker, som nu arbejdede i hans krusede hoved. » Hør, spring ind efter en svovlstik «, sagde han til Jon. » Jeg tog sku piben med, for » den gamle « huer ikke, at jeg ryger hjemme. « En æske svovlstikker blev udsmuglet, og den gulkrøllede dampede af hjertens lyst. For hver fem minutter tog han uhret op af lommen og sagde på en prik, hvad klokken var. Han havde nylig fået uhr, fyren. » Klokken halv otte skal jeg hjem og vande heste, for kålin tør ikke «, sagde han. » Tør han ikke? « » Nej, gu tør han ej, den dromedar! « Så gik piben ud, det vil sige, ilden sluktes i den. » Hvad er der nu at gøre! « sagde den gulkrøllede, » vi tage er os en skrå... væ’sartig, bid en ende «, sagde han og rakte et tykt stykke skråtobak hen til Jon, som naturligvis aldrig kunne være andet bekendt end at bide af det. Frits bed en lang ende af til sig selv og slog en knude på det. » Jeg bruger den med en knude, for jeg synes, den suler bedre så. Men vor pær bruger den med to knuder, og det er sku dog frå’seri. « derefter talte de med stor kyndighed om forskellige andre ting, men såt og den krøllede igen sit uhr op af lommen og sagde: » Nu mangler klokken en smule over 2’/4 minut i 8, så må jeg nok hjem. Farvel! « » Farvel! « Så gik den lille, dygtige mand hjem. Først sent på aftenen kom Jons fader hjem. Tranlampen var tændt og stod på kakkelovnen og kastede sit døsige skin over den lille stues fattige indbo. Povl satte sig ved det simple, men hvidskurede bord, og Marie satte mad til ham. Han var en sværtbygget mand men af krumbøjet og forslidt udseende, hans blege ansigt havde dybe furer, arbejdets og sjælekampens mærker. » Hvordan er det, du ser ud, dreng? « spurgte han^med brusten stemme, da han fik Jons ansigt at se. Historien om slagsmålet måtte fortælles. » Ja, du havde fortjent pisk, din hund; du skal mensalen holde dæ ordenlig i skolen! « Jon krøb hen i kakkelovskrogen, hvor han sad og rystede men var alligevel glad over, at han ikke fik prygl. Han havde kun to gange fået prygl af sin fader, men det glemte han heller aldrig, for faderens hånd faldt tungt, når han var vred. Over en halv time gik, før der blev sagt et ord igen. Så sagde moderen ganske stille: » Gå i seng, Jon «. Overmåde stilfærdig krøb han under dynerne. Faderen blev ved at sidde tavs og se hen for sig. En tid efter så Jon, at moderen gik hen og satte sig ved faderens side. Han hørte, de talte stille om, at hans Jensen havde opsagt de mange penge, de skyldte ham. » Og nu har drengen vel nok gjort ondt værre, for hans Jensen tåler ingen ting, så nu vil han nok rigtig hævne sig og ikke lade pengene stå «, hørte han faderen sige. Faderen så bleg og lidende ud, og moderen græd. Da kom en stor, tyngende smerte over Jon. Han knugede ansigtet ned i puden og græd. Endnu længe efter, at forældrene var gået til sengs o lå han og bad for dem. » A, hvor jeg så skal være god mod dem og hjælpe dem! « lovede han gud. Med Povl og hans Jensen var det den gamle historie, at den fattige skylder den rige. Og hans Jensen var en mand, som ikke let lod sig bevæge til medlidenhed. Og han var en hævnlysten mand. Povl skulle nok få at føle, hvad det var at have ham til uven. Og Povl havde en bitter, hadefuld fjende i forvejen, en mand, som hed Per Johan, en snu, rødhåret rækel, som ellers alle folk hadede. Han ville i sin tid haft Marie, som Povl blev gift med, derfor var det, han ikke vidste alt det onde, han ville gøre ham. Han havde lovet sig selv, at han på en listig, sejpinende måde ville lægge Povl i graven. det kunne blive hårdt nok for Povl at have to sådanne fjender, en så mægtig og en så snu og samvittighedsløs. Povl måtte hen og tale med hans Jensen om disse kedelige penge. Han fik plads på én stol lige ved dbren, der sad han med bøjet hoved og talte så varsomt, måske usømmelig underdanig for en mand. Hans Jensen stod bred og myndig, støttende sig til bordet. Men de var ikke ret långt inde i samtalen, før spørgsmålet om drengene kom for. ».... sådan et bæst til dreng som din, han skulle sendes til flakkebjerg! « sagde hans Jensen. Povl tog roligt imod det og lovede, at han nok skulle holde drengen i ave. » Drengene har vel lidt skyld begge to «, mente han. » Det er din, som er et utusk, en djævelsk unge, men jeg skal tordne mig tage mig af ham!.... og så er han et kvæghoved! « Povl glemte sin fattigdom og sagde: » Det kan være, han er lisså klog som din «. Men han sagde det' langsomt. » Det ord skal du få betalt! Jeg skal vise dig, hvem der er den klogeste! Jegskal vise dig, at min skal blive til noget! Men hvad bliver der af din? En stodder bliver der! « » Ja, ja, vi får lå’ gud rå’e for, hvad der bliver af dem. Det kan være, han vil hjælpe min lisså vel som din. « disse ord blev endnu sagte ydmygt og langsomt. » Jeg véd ikke, hvordan der kan ligge så store ord i sådan en sildebøtte! « sagde hans Jensen, som var smækvred. » Jer familie har kun været noget dovent kram alle sammen. « » Snak aldrig om vor familie! « sagde eller, rettere ^skreg Povl, idet stemmen gik uhyggelig højt op, » havde din familie været lidt anderledes, så behøvede jeg ikke at stå her og tigge dæ om at la’ pengene stå i huset. « » Pas på din mund! « » Nej, det skal siges til dæ! « Hans Jensen var dirrende vred. » Stodder! « Sagde han og skød Povl voldelig ud af døren. På hjemvejen kom Povl til at tænke på, hvor ulykkelig hans familie var. Han kom til at sælge alt for at betale hans Jensen. Det knugede den stakkels krumbøjede mand, han blev mat og måtte sætte sig på en vejsten. Han lagde ansigtet ned i hænderne og græd, græd sønderslidende, som kun gamle, mishandlede mænd kan græde. I den følgende tid havde Povl tunge dage. Det var umuligt at få de mange penge tillåns. Han vidste ingen udvej. Det var så tungt, hvis familien skulle blive hjemløs. Han bad til gud, men havde ikke stærk tro til, at det kunne hjælpe. Marie havde stærkere tro til, at hjælpen skulle komme den vej fra, selv om det skulle ske på underlig måde. Og hun bad meget. Men han grublede blot. » Hvad om jeg stjal pengene! « hviskedee det en dag i hans hjerte, men han udbrød i det samme: » Vig bort, satan! « men den røst kom bestandig igen, ligesom en snog, der søgte indgang i hans hjerte, stak hovedet ind, så her, så der. Hvad hjalp det, han jog den bort med forbandelse! Han bad, men i næste øjeblik tænkte han igen på at stjæle. En nat var det ham umuligt at sove for fristelsen. Han vidste, hvor han kunne gå lige til og stjæle pengene hos en mand, som kaldtes for » Hellig-lars «, fordi han gik omkring og solgte religiøse skrifter. Han boede i et ensomt lille hus ikke langt fra Pouls. Poul hørte, klokken slog 12. En hård storm hvæsede og hvinede ude, regnen piskede på vinduerne. Han lyttede efter om Marie sov. Jo. Han stod op, tog varsomt klæderne på, listede ud af huset. Luften var mørk og meget kold efter årstiden, det var jo om sommeren. Store sorte byger stod rundt om, stødvis slogregnen stærktpå, og det kulede hårdt op imellem. Han dirrede af kulde og knappede sin vadmelsfrakke tæt om sig, mens han skred ned over de opblødte agre, som sjaskede under hans træsko. Det er med en forfærdelig oprevet sjæl, at et menneske, som ikke er forhærdet, går en sådan vandring. Den kan så let ende i selvmord. » Jeg fattige stakkel! hvor går jeg hen?.... å, det er så hårdt,, når ens familie skal gøres ulykkelig.... men når så gud bliver vred, måske jeg fortabes og skal evig.... Å, jeg ulykkelige menneske! « han standsede og syntes uvis på, hvad han skulle. Men tænderne klappede af kulde og sjælespænding, han måtte videre og gik i retning mod det enligt liggende hus, hvori » Hellig-lars « boede. Denne mand havde en stor del penge liggende hjemme; det vidste Povl godt, for han var en af de få, som af og til kom hos Lars. Og det kunne ikke falde vanskeligt at komme i besiddelse af disse penge, da de ikke fandtes i den stue, hvori den gamle sov. Imidlertid vågnede Marie og opdagede, at Povl havde forladt hende. Hun ventede dog, han skulle komme ind igen, da hun tænkte, han kun var gået ud for at se, hvordan huset stod i -det frygtelige vejr. Men da han ikke kom, greb en forfærdelig anelse hende. Hun rejste sig op på » knæ, skød dynen til side og sad i det blotte linned, foldede hænderne og o bad: » A, gud, å gud, å gud dog! vær ham dog nådig, hjælp ham dog, førend det er for silde, vær hos ham, selv om han synder så forfærdeligt lige i dette øjeblik! kære gud! 4.... kære gud. « sådan blev hun ved at nævne » kære gud! « mens hun sad på knæ og vuggede sig frem og tilbage. Denne fattige kvinde havde så underlig tiltro til gud, tro som et barn. Hun sad der i grunden som et gammelt barn, et barn med blødt hjerte, hun smilte gennem gråden, fordi hun så op mod gud og blev sejrsikker. Kun når hun hørte stormstødene og regnens raslen på ruderne, gik der en mørk tanke med rystelse gennem hende. Imens var Povl nået det ensomme hus. Han brød et vindu op og krøb ind i det værelse, hvor han vidste, pengene var gemte, brød så en kiste op, og lod en tændt svovlstik lyse på den store bunke sedler, som lå i læddiken. Men — det sortnede! Han blev som blind, angst, han kom til at ryste, skreg og tumlede mod døren ind til den gamles o stue. » A, gud hjælp mig! « skreg han. » Hvad er der? « spurgte den gamle, som vågnede og o var forvirret over larmen. » A, gud, Lars, det er galt fat! « » Hvad er der dog! Er det dig, Povl? « » Ja, ja, jeg arme synder! « » Sig mig dog, hvad er der i vejen? ' — der ligger svovlstikker på bordet, kan du hitte dem, at vi kan få tændt lampen.... nå, du fandt dem. Ja, så kan vi jo snakke om det, det er jo. fælt, jeg.... jeg blev helt forskrækket. « Povl fik tændt tranlampen, som stod på bordet. » Hvad er der så, Povl, du ser så syg ud, og du ryster jo? « » Jeg vil stjæle. « » Stjæle, siger du!.... stjæle, siger du! Du ulykkelige mand!.... Sæt dig dog på bænken! Stjæle, siger du! « » Ja, men det er så fælt! « » Ja, det må du rigtignok sige, det er jo grueligt! Hvor kan du dog fristes til det? « » Jo, hans Jensen har jo sagt de penge op, som jeg skylder ham, og hvad skal så jeg arme mand? « » Stole på gud, stole på gud! det eneste, som hjælper, Povl. Men er det at stole på gud, når du vil stjæle? Det er jo at stole på djævelen. Og troede du, at du fik lov til at stjæle i dette hus, hvor en gammel mand hver aften lægger sig til hvile i Jesu navn, trode du, at du fik lov til det? « » Jeg er det ulykkeligste menneske på jorden. « » Nej, sig heller, du er det lykkeligste menneske på jorden! Men du har ikke rigtig bedeti led os ikke i fristelse! Og derfor har gud ført dig i fristelse for at lære dig det. Men han slipper dig ikke derfor. Han tager dig lige af fristerens klør og fører dig hen til yndige græsgange. Han lod dig komme til den rette mand, ja, jeg ser det så grangiveligt, at han har ladet dig komme til mig, for at jeg.skal hjælpe dig. Se, nu tilbyder jeg dig, at du må låne alle mine penge.... Er det så ikke gud, der har hjulpet. Ja, sønderknus dig i støvet for ham! « En voldsom hulken overvældede Povl, men den gamle talte ustandseligt, som han kunne timer i træk. Han stod op for at følge Povl hjem og fik ham også trøstet og sagde: » Ja, nu er der glæde i himlen over en synder, der har omvendt sig. « Og der blev også glæde på jorden, da Povl og Lars kom hjem lige i daglysningen. Gladest af alle var Marie. Hun travlede med at få kogt kaffe til mændene, men hun græd af glæde over, at et under var sket på hendes bøn. Måske hun havde ret i. at t^o, det var et under? Iii. Nede i en udkant af Arup by lå en gammel, forfalden gård, som tilhørte en mand, der hed Per Søren. Han var enkemand, denne mand, og havde kun et eneste barn, en søn, som hed Mads. Mads var jævnaldrende med Frits og Jon. De gik til præsten sammen i den nu kommende vinter og legte tit sammen, • når de havde frihed. Det gik altid godt nok med Mads og Jon, men med Mads og Frits gik det just ikke såre godt, for Mads havde arvet en god del af faderens gammelkloge, træagtige væsen, som var en fristelse for frits’s gulkrøllede, vittige hoved. Sådan måtte Mads tit bære navnet » syvsoveren «, fordi han altid var så søvnig af sig og tit tog sig en lille lur, når de var hos præsten. Et endnu værre navn, Frits havde givet ham, var » føløget «; fordi når han lo, så gumrede han ligesom et føløg, sagde Frits. Mads tog alligevel i lang tid mod den slags øgenavne, men når endelig hans rolige blod kom i bevægelse, så vankede der tørre hug til Frits, for Mads var stærk. » Men han er så doven, så han véd ikke, hvor stærk han er «, sagde Frits om ham. Blot et syn over deres leg er nok for at få klarhed over disse tre drenges forhold til hinanden. Det var en dag, de legte sammen nede i Per Sørens gård. Jon og Frits levede i en begejstring over Ingemanns romaner, derfor ville de altid lege riddere. Mads var ked af, at det altid skulle være den slags leg, for han havde aldrig læst om de middelalderlige helte. De havde stået og trættedes længe over deres leg. » Kan det gøre dig noget at være med «, sagde Frits, » du passer jo pokkers akkurat til at ligge nør på ryggen, så du kan være grev Gert i Randers. « » Det er synd at gøre nar ad mennesker «, sagde Jon. Han holdt dog for meget af Mads, så han ikke kunne gøre nar ad ham. » Synd at gøre nar af så’nne en sulebensgnaver! « Sagde Frits, » nej, den synd kan jeg æde i mig i et stykke smørrebrød «. Men Per Søren havde stået henne bag staldlængen og hørt på trætteriet. Han kom nok så bister gående og sagde til Frits: » Vil du pille hjem, dreng! « » Høj, høj, bedstefa’r! « sagde Frits. » Vil du pille hjem! « sagde Per Søren igen. Men Per Sørens gamle skikkelse var ikke respektindgydende nok til, at han kunne hamle op med Frits. Han var gammel og løjerlig, det var Per Søren, hans klædedragt afstikkende. Selv langt ind i sommertiden gik han i en stor skindpes, og han havde undertiden vanter på i den årstid, da køerne bissede. Spottelystne folk kaldte ham også » Vanteper «. Tænk så dertil hans store, krogede skikkelse, hans gule ansigt med stride, grå skægstød, hvorigennem den brune tobakssaft sivede ned fra begge mundvige. Det hjalp slet ikke, at han sagde til Frits: » Du skal holde din kæve i, dreng! Du må hus’e på, at jeg er en månd i sognet, så der er en høne imellem mæ og dæ. « » Jeg ser sku ingen høne! « sagde den krøllede nok så vigtig. » Du er pette en fæl knæjt! « måtte Per Søren nøjes med at sige og så gå ind i stuen tilligemed Mads. Alligevel må ingen tro andet, end Per Søren havde store tanker om sin egen søn; når han bare blev opdraget ligesom hans bedstefa’r var opdraget, så skulle der nok blive noget af ham. » Det bliver pettte en tamp, inår han bliver stor «, sagde han tit beundrende om ham. Den vinter, da Jon gik til præsten, var der blandt præst

1878_Olufsen_Taagebilleder

P. Olufsen

Tågebilleder

male

unknown

Olufsen

Taagebilleder

Olufsen

Taagebilleder

En skitseret Fortælling

n

gothic

Eibe

KB

Forfatter ikke identificeret, men: efter den døende Forfatters Ønske udg. af P. Olufsen, så ved ikke om det er pseudonym/forfatter eller lign.

nan

nan

O

Han krymper sig, øjnene lukke sig næsten helt, og der kommer ro over ham. Jeg tøver endnu i nogen tid; men da han synes af slumre, trykker jeg den bøjede kvindes hånd og forlader sygeværelset. Den næste dags morgen modtog jeg bud om, af hans ånd havde forladt denne verden. Tabet af en ven tyngede mig ikke — jeg tilstå det ærligt — få meget som det besværlige hverv, jeg havde påtaget mig. Da jeg havde gennemset manuskriptet, var det min første tanke af kalde bogen: „ En afdød vens efterladte papirer “, eller „ Et ungdomsliv “, o. f. fr., men der var ingen af disse eller lignende titler, der forekom mig af passe rigtigt til fortællingens skitserede indhold. Hans efterlevende enke overlod mig imidlertid en bunke papirer, iblandt hvilke der fandtes flere udkast til nærværende bog, og disse udkast vare alle forsynede med omslag, hvorpå der skod skrevet: „ Tågebilleder “. Og da dette ord var det sidste, jeg hørte af hans mund, besluttede jeg af kalde bogen således. Man vil måske bebrejde mig, af det er en meget uheldig titel. Jeg har intet andet end det allerede anførte af undskylde mig med; men jeg vil kun bemærke, af det ikke er en let sag af finde en passende titel til en bog, som man ikke selv er forfatter til. Jeg har imidlertid lovet mig selv, af jeg ikke oftere skal påtage mig et sådant hverv som dette: af udgive en bog, som ikke en gang er forsynet med en titel, og håber derfor, af man for denne gang vil tilgive mig, især da det er en døendes sidste ønske, jeg herved har opfyldt. Udgiveren. i. Det er mørk nat. En trykkende tåge hviler over byen. I en Sidegade hersker en højtidelig stilhed, som kun afbrydes, når en vogn ruller forbi. Her færdes kun enkelte fodgængere, som forsvinde i en port eller i en gadedør, eller også tabe de sig i tågen og mørket længere borte. Hør, nu afbrydes stilheden af musiken inden for de nedrullede Gardiner, på hvilke den ene skygge efter den anden viser sig et øjeblik for atter af forsvinde. Nu kommer et par omslyngende hinanden svævende forbi, og atter et par og endnu et par. Se, nu standser de svævende skygger, gardinerne rulles op, og alle vinduerne åbnes. Damer og herrer komme til syne, de kige ud i den mørke nat, som om de ventede at se noget; men de se intet, ikke en stjærne kunne de skimte igennem den tætte tåge. Stille... Tårnuret på frue kirke står: en, to, tre -- -- -- -- -- -— — — —- — tolv slag. „ Glædelig nytår! Glædelig nytår! Hr. Grosserer from! “ Mere hørte man ikke nede på gaden; thi vinduerne bleve lukkede, gardinerne rullede ned, og selv stod man indhyllet i den tætte, klamme tåge. I en anden kant af byen bøde et ungt menneske. Han havde også åbnet vinduet for at hilse på det nye år. Han så op mod himlen; men hans oje formåede ikke at trænge igennem det tætte Marke. „ Denne tåge kvæler mig, “ sagde han sagte, drog et dybt suk og lukkede vinduet. Langsomt gik han hen til en stol, som stod foran et bord, på hvilket der lå nogle bøger og papirer. Han skøttede sin ene albue på stoleryggen og stod længe og stirrede hen for sig, som om der var noget steget frem i hans erindring, han med al magt ville holde fast. Endelig rev han sig løs, satte sig ned på stolen og åbnede en bog, der lå foran ham på bordet. Han forsagte at læse, men nej, billedet kom igen, og han stirrede atter hen for sig. Nu steg flere billeder frem, det ene aflaste det andet. Og det første billede viste sig atter for ham klart og tydeligt. Han skjulte sit ansigt i sine hænder, og der kom tårer i hans ojnc. Det tidligste, han kunne huske fra sin barndom, var, at han stod på højen hjemme i haven hos sin moder. Han var vel den gang omtrent tre år. Hun holdt ham ved hånden, og da de hørte en vogn kjore nede i dalen, løftedc hun ham op på sine arme, for at han kunne se den. Det var en fremmed mand, der kom fra København for at besøge dem. Og Alfred Anton — således hed det unge mttenårige menneske — gentog sagte for sig selv: „ Det er det tidligste, jeg kan huske fra min barndom. Jeg stod på højen hjemme i haven hos min moder. “ Han tog hænderne bort fra ansigtet og betragtede hendes billede, som hang over sofaen. Han vedblev sagte: „ Tre år senere stod jeg alene på højen og så en vogn komme kørende med den samme fremmede mand. Min moder stod ikke hos mig, hun var pyntet i sin hvide brudekjole og lå i den store sal. Hun var død. Den dag var det så koldt, jeg synes aldrig, at det har været en sådan isnende kulde hverken før eller senere. Det var i midten af oktober måned, stormen ruskede i træerne før at berøve dem de sidste blade, den ene byge afløste den anden med hagl og regn. Jeg blev næsten gennemvåd og rystede af kulde, før end jeg gik tilbage ind i gården og værelserne, hvor der var mange mennesker samlede. Sorg sås i alle ansigter, dragterne vare sorte, nogle fine, andre hang næsten i pjalter. Min moder var meget gavmild mod de fattige, hvorfor de holdt meget af hende, og nu kom de før at sige farvel til hende, deres velgjørerinde, der hvilede i den sorte kiste. Henimod klokken tolv fyldtes den store sal af sørgeskaren. Der var et uhyggeligt mørke der inde. Gardinerne vare trukne tæt før vinduerne, salen oplystes kun af to store vokslys, der brændte ved moders hovedgærde. På slaget tolv nærmede snedkeren sig hen til kisten og hamrede låget fasf. Alle de forsamlede sang en salme. O, jeg kendte ikke døden! Jeg vidste ikke, af den for bestandig berøvede mig min moder. Jeg troede kun, af hun sov; men da låget blev lukket over hende, følte jeg dødens rædsel... o, moder, skal jeg atter se dig... “ Hvor hun så skøn ud i sin brudekjole! Hun havde ønsket, af den måtte blive hendes ligdragt. Hun blev båret til kirken. Foran kisten gik sire unge mænd. De to foran, som bare de slukkede vokslys, og bag efter dem de to andre, som bare de floromvundne stager. Mange vogne fulgte langsomt efter. Kirkeklokkernes højtidelige, alvorsfulde klang tonede dem i møde. Da sørgetoget nåde kirken, gik først de fire unge mænd, som bare lysene og stagerne, op til alteret, hvor lysene blev tændte. Kisten blev båret ind i kirken, som fyldtes af sørgeskaren og nysgerrige tilskuere. Præstens tale trøstede ikke den sorgfulde dreng. Liget sænkedes ned i den kolde jord, i graven, hvor vandet sivede ind. — tungt faldt jorden, som præsten kastede ned, en dump lyd hørtes fra kisten. Jorden dækkede hende, hende, Antons moder, med de kære ansigtstræk, de øjne, som så ofte havde fmilet til ham, det bryst, hvorved han havde hvilet sig, når hun var træt af leg, eller når hun om aftenen i tusmørket havde fortalt ham eventyr, eller når hun havde sjnnget dejlige sange, som han ikke forstod, og dog vare de så dejlige; thi det var moderens smukke stemme, han hørte. Og dejlige måtte sangene være; thi hun fik tårer i ojnenc, og Anton kunne da heller ikke andet end græde. Når moderen så det, smilede hun til ham, og han til hende, de smilede, medens tårerne trillede ned ad deres kinder. Nu var hun borte. Ingen trøstede ham, faderen var selv dybt greben. Han hørte til den slags mennesker, der ikke tale meget, og sorgen trykkede hans mund endnu tættere sammen. Ingen trøst kom fra ham. Da de kom hjem fra kirken, var der ingen moder, som sørgede for, at Anton fik tørt tøj på. Han var bleven våd af regnen. Han måtte hjælpe sig selv, hvilket han også kunne; men når man er vant til en kærlig moders hånd... han følte sig ene og forladt -—- — Anton rejste sig, vandrede frem og tilbage i værelset for at jage gravtankerne bort; men disse tanker og disse billeder kom atter og atter igen, selv når han syntes allermest glad, steg disse billeder frem for ham. Det var den første jul, han tilbragte i København. Nu holdt de fest i hjemmet, og han var langt borte og alene. Han kunne jo have rejst hjem, hvis han havde villet; thi de havde skrevet efter ham både faderen og søsteren; men han havde svaret, at han ikke kom. Han længtes heller ikke hjem! Hans søster var en god pige, oa han holdt meget af hende. Faderen var ordknap, og der havde aldrig været nogen rigtig kærlighed til stede mellem fader og søn. I sine unge dage havde faderen været søkaptajn. Folk, som havde kendt ham i den tid, havde fortalt, at han var en djærv gut, der trodsede faren, når bølgerne rejste sig i deres mægtige vælde, jaget af de rastløse vinde, da var han just i sit bedste humør. En gang var han nær ved at strande på den engelske kyst. Vinden bar mod land, en frygtelig storm, matroserne begyndte at tabe modet, en brådsø skyllede ind over skibet og tog den, der stod ved roret, med i fin favn, da sprang Antons fader hen, greb roret og svor helligt og dyrt, af nu skulle han styre, så af skibet enten skulle komme i havn eller til havets bund, men ikke på land; det første lykkedes ham til alles forbavselse. Ja, han havde været en rask gut i sine unge dage. Når der var noget, han ville sætte igennem, skyede han hverken ild eller vand. Da han blev gift, forlod han søvæsenet og gav sig til af være landmand; men han befandt sig ikke vel på landjorden. Og især den gang hans hustru døde, trak han sig mere og mere tilbage og overlod gårdens drift til forvalteren. Han sås sjælden ude i Marken, og naboernes selskab søgte han ikke. Han sad for det meste fordybet i sine regnskaber i sit såkaldte studereværelse/ hvis vinduer vendte ud mod soen. Når han blev træt af sit arbejde, gemte han omhyggelig sine papirer. Han meddelte aldrig sine børn noget af disse papirers indhold. Hvad forstade de sig på regnskaber? Han blev anset for af være en rig mand. Man fortalte, af han ejede skibe; men mere vidste man ikke. Der kom stadig breve til ham; men ingen fik af vide, hvorfra disse breve kom, eller hvad de indeholdt. „ Ja, fader er ligesom en lukket bog, “ tænkte Anton, og med denne tanke gik han for forsfe gang til ro i det nye år. Anton blev vækket om morgenen af postbudet, som bragte et brev. Det var fra Autons sosfer. Han måtte læse det straks på fastende hjerte. Brevet lød således: kære Broder! Jeg ventede, at du skulle komme hjem i julen; men jeg blev skuffet i min forventning, eftersom du foretrak at blive der ovre, hvilket jeg ikke kan forstå; thi det må jo være grusom kedeligt for dig at holde jul blandt alle disse fremmede mennesker. Du skulle dog ikke — hvad jeg næsten er bange for —- glemme det sted, hvor du har levet i din barndom, og hvor din nærmeste familie bor. Du kan være sikker på, at fader gerne havde set dig ved julebordet. Nu er imidlertid jnlcn snart forbi og det gamle år ligeså. Jeg vil da ønske dig, kære Broder, et glædeligt nytår. Jeg skal hilse dig fra faster Marie. Jeg besøgte hende forsfe juledag. Hun var god og kærlig som sædvanlig. Husker du den gang, vi i et frygteligt snefog måtte blive hos hende om natten; thi hun frygtede for, at vi skulle omkomme i sneen, hvis vi gik hjem. Den gang vare vi børn. Hun bar selv dyner og puder ind fra gæsteværelset og lagde dem på sofaen i sit eget sovekammer, og der skulle vi ligge om natten. Hvor jeg sov godt den nat! Om morgenen bragte hun os selv kaffe og kage, medens vi endnu strakte os i de blade dyner. Da vi kom op og havde spist frokost, bad hun sin mand, da det var godt vejr, at lade hestene spænde for kanen, og så kørte vi hjem. Vi sad begge to på fasters skjod. Solen skinnede på sneen, der glimrede ligesom om jorden var overså! Med diamanter. Kaneklokkerne klang i det klare frostvejr. I de nøgne skove lød hundeglam, og jægere viste sig hist og her. En hare kom pilende igennem sneen, den blev skudt, og dens rode blod farvede dens hvide dødsleje. Jeg var nær ved at græde; men jeg sad jo lunt på fasters skød og glemte derfor snart den lille stakkel. Husker du det, kære Broder? Du må endelig besøge faster om ikke før så i sommerferien. Hvor hun vil blive glad, når hun ser dig igen. Hun vil gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at fornøje dig. Hun havde sikkert ventet dig i juleferien. Vi have fået en anden lænkehund, som hedder Pasop. Tyrk var så gammel, at den næppe var til nogen nytte mere. Om natten gøede den aldrig. Det gjorde nlig ondt, da den skulle skydes, og jeg kunne ikke lade være med at græde. Du kan tro, at mine kattekillinger have vokset, siden du rejste. Nu har jeg givet dem navn begge to, den sortblissede hedder Jeppe, den hvide Jokum. De have travlt i disse dage med at fange mus. Ja, du ler ad mig; men jeg kan nu ikke lade være at holde af disse dyr. Nu er det bedst, at jeg standser, ellers bliver mit brev for langt, og du bliver ked af at læse min dårlige skrift. Glem nu ikke at rejse hjem, når du igen får ferie. Hilsen fra fader og din hengivne søster Anna. Da Anton havde læst brevet, bankede det på hans dør, som lidt efter åbnedes. „ Hvad, i sengen endnu! God morgen og glædelig nytår! Ah brev... en damehånd... på fastende hjærte. “ Den indtrædende var Maxmann, en høj og rank yngling. Han havde kulsort hår, et par brune, stikkende ojne; hans næse var krum, panden høj. Han havde en stolt holdning og en smuk gang. Efter ankomsten til København var Maxmann den første, Anton stiftede bekendtskab med. Grunden til dette bekendtskab var, at de begge læste på det samme kursus. „ Min fader ovre i den jyske købstad kan sagtens klare sig, “ havde Maxmann tidligere sagt; „ thi han har en fuldmægtig på sit kontor, som besørger forretningerne. Foruden sin løn trækker fader renter af en betydelig sum penge, han fik i medgift med moder. Når mine gamle ikke have nogen anden fornøjelse, købe de en gås og lade den stege. Nogle gode venners næser opdage stegelugten, og så vil de jo gjærne se, hvorledes mine forældre behage at befinde sig. Medens gåsen steger, har der samlet sig et lille aftenselskab. stegen kommer på bordet, ansigterne få efterhånden et glinsende udseende, og især når faders vinflasker vise sig, lyse de hæderlige gæsters øjne. En gammel afskediget officer får pludselig det indfald at meddele min fader i al hemmelighed, at han længe havde tænkt at høre til min faders helbred, og da fader forsikrer, at han aldrig har været syg, tilføjer officeren: „ „ Minder det dem ikke en gang imellem det tilfælde, de fik, de husker i... Slaget? “ “ Med den ærligste mine af verden svarer fader, at han aldrig har været i krig. Herpå svarer knebelfips, som moder kalder ham på grund af de mange fipscr i ansigtet: „ „ Det er jo også sandt, det er jo... jeg husker fejl, min anden intime ven. Ja, jeg tænker nu på ham, når jeg er hos dem, fordi han har et ben, og når hans kone bærer den rette kulør, får man gåsesteg og vin. Skål, hr. Borgmester! Det skal være interessant at se til deres befindende en gang, når... sådan ved lejlighed. Det har jeg også sagt til min kone; men hun er gammel og hører dårligt. “ “ „ „ Gnd, hvorledes gik det Fru borgmesterinden i den sidste sygdom? “ “ begynder en gammel dame med en kragenæbsnæse. „ „ Min kones sygdom? “ “ spørger fader, „ „ min kone har ikke været syg, siden den lange dreng, vi har i København, blev født. “ “,, „ O, den stakkel, han har det vist ikke godt, “ “ sukker moder, „ „ han skrev i det sidste brev, at han havde meget travlt. Jeg ville ønske, at jeg kunne skære hans frokost om morgenen, han holder så meget af en god frokost. “ “ Fader siger, i det han ser over til moder: „ „ Han får rigelig at leve for. “ “ „ „ Det kneb nok for ham, hvis jeg ikke sendte ham lidt ekstra en gang imellem, “ “ tilføjer moder sagte. Der bliver drukket på sundhed og lykke. Gæsterne blive mere og mere veltalende, deres følelser blive så varme for den fraværende søn. Mange, mange gode onsker blive sendte over til ham af disse forspiste, fordrukne og sladrende mennesker. Gud bevares, det er meget pænt, når blot de ikke tænkte i deres hjerte, at den fraværende søn er en rigtig lømmel. Nu vel, i jyske folk derovre, hvor min fader er retfærdighedens håndhæver, sig hellere eders mening rent ud. Nå, mig gør det lige meget, jeg går min vante gang; men det gør mig ondt før min stakkels moder; thi de vedblive med deres: „ „ Held og lykke med den kære fraværende søn! “ “ Indtil hun brister i gråd, og hvorfor skal hun vise sine moderlige følelser lige over før en fordrukken officer, hvis næse har en vis lighed med en gulerod. “ Nogle dage af det nye år vare allerede forløbne, før end Anton svarede på søsterens brev. Da var en aftenstund, han skrev det, og da det var færdigt, iførte han sig sit overtøj før selv af lægge det i en postkasse. Nede på gaden mødte han Maxmann, som udbrød: „ Du kommer lige som sendt fra himlen. Jeg var ked af af tygge længere i lukians guddommelige snak. Vil du som jeg, gå vi en tur ud ad Vesterbro i dette dejlige måneskin. “ Anton fulgte opfordringen, dog med den bemærkning, af han ikke ønskede af gå før langt. „ Vi gå blot en måneskins tur, “ svarede maxmauu beroligende. Da de vare komne et godt stykke ud ad Vesterbrogade, sagde Maxmann: „ Det er forbandet koldt i aften. Lad os gå her ind. “ Han bøjede af, Anton fulgte. De trådte ind et sted, hvor der var stærkt oplyst. En af mange forskellige Dunster sammensat tåge indhyllede det hele. Man skelnede skikkelser hist og her, der sad i højst bekvemme stillinger gottende sig ved forskellige slags drikke. Ved den ene side var en forhøjning, på hvilken der stod nogle stole. En summen lød fra alle kanter blandet med klirren og klinken af glas- Anton blev uhyggelig til mode og ville gå igen, da Maxmann greb ham i armen og hviskedee: „ Vent lidt, lad os se livet en gang, hvorledes det rører sig slige steder. Du tager ingen skade deraf. “ Et stygt smil for over Maxmanns ansigt. I det de toge plads ved et bord, kom en opvarter og spurgte, hvad de ønskede. Maxmann forlangte vin, hvoraf de drak nogle glas. Der kom ild i blodet. Nu trådte en dame fra baggrunden frem på forhøjningen. „ Se, “ sagde Maxmann halvhøjt, „ se hende med den hvide, klare kjole, håret flyder ned over hendes hvide skuldre, fer du den røde rose på hendes bølgende bryst og de fyldige former. “ „ Hendes døsig brændende øjne lider jeg ikke. “ „ Nu skal du høre hendes sang. Jeg har hørt hende før. En prægtig stemme! “ „ Det er altså ikke første gang, du er her? “ „ Tys, nu begynder hun. “ Der indtrådte en vis stilhed i salen. Alle øjne vendte sig mod den nævnte dame, der trådte frem og bukkede smilende til alle sider. Hun sang en fransk sang, som ikke en menneskelig sjæl kunne forstå et ord af. Hendes stemme var i begyndelse noget hæs; men lidt efter lidt svandt hæshcden. Stemmen knækkede et par gange, det hørte med til sangen. Skønt de fleste af hendes tilhørere ikke forstod et ord af den, var der dog noget bedårende i den få vel som i hele hendes holdning, som rev dem med. Da sangen var til ende, lød en bedøvende klappen, en dundrende trampen af store støvlehæle, en frygtelig hamren af stokke på borde og stole. Hun måtte atter frem. Da skreg det i Antons bryst: „ Ti, du forføreriske! “ Hun sang et Vers, derpå greb hun en tallerken og gik rundt i salen, pengene skingrede. Nogle af gæsterne henvendte et par ord til hende, i det hun gik forbi dem, og de fik et svar, et nik, et smil eller en hovedrysten. Da hun kom til det bord, hvor Anton og Maxmann havde taget plads, sagde hun halvt henvendt til den sidste: „ De er ikke alene i aften. “ „ En god ven. “ „ En god ven, “ smilede den hulde og strøg forbi Anton. „ Sluk din brændende tørst, “ sagde Maxmann og stødte sit glas mod vennens. De drak. Nn trådte en anden dame frem på forhøjningen. Hun var iført en lyserød nedringet silkekjole. Ansigtets voksagtige udseende og de kulsorte stikkende øjne forekom Anton modbydeligt. Hendes rige, sølvglinsende hår lignede et frossent fossefald. Hun nejede meget dybt og kyssede på fingeren. „ Der er hun! “ lød som med en mund over hele salen. Hendes stemme havde ikke noget stort omfang, den havde en underlig klang, og den syntes endnu ikke helt at være fordærvet; men der var noget magisk ved den. „ Der er noget dæmonisk ved hende... “ stønnede Anton, „ jeg føler mig greben af en fremmed ånd. Min sjæl er omspændt... usynlige tråde slynge sig om mig... mere ild i blodet... “ Han tømte sit glas. Den dårlige vin havde gjort sin virkning på ham. Den næste dag drog aftenens tågede billeder forbi Antons indre syn. Han ønskede, at den foregående aften kun havde været en hæslig drøm. Han skjulte sit ansigt i sine hænder, en stemme hviskedee i hans indre: „ Sky de steder... “ Anton: „ Maxmann sagde, at hun var dejlig. “ Stemmen: „ De menneskelige sjæle indhylles i tåge... “ Anton trøstende sig selv: „ En gang er ingen gang. “ Stemmen truende: „ Tag dig i agt i tide, at du ikke glider ned i det mudrede dyb! “ Anton angrende: „ Maxmann, Maxmann, det var din skyld! “ i. Juleferien var forbi. Anton mødte som sædvanlig godt forberedt til sine timer. Han arbejdede hver eneste aften til langt ud på natten. Maxmann mødte også til de fleste timer; men han havde sjælden læst på sine lektier, hvorfor han ofte måtte høre lærernes mishag. Især var hr. Lever, på hvis kursus de gik, meget misfornøjet. „ Hør, Maxmann, “ sagde hr. Lever en dag, efter at Anton var gået, „ det kan sandelig ikke gå på den måde. De må virkelig læse på deres ting og skrive deres stile. Hr. Kand. Larsen klager over, at de ikke har leveret nogen dansk stil i en hel måned, og de skal levere en om ilgen, og det er endnu værre med de latinske. Jeg skal i det mindste have en latinsk stil eller en oversættelse hver dag, og jeg har fra dem ikke set nogen i en hel uge. “ „ Hereffer skal jeg levere antallet, “ svarede Maxmann. „ Ja, vejen til helvede er brolagt med gode forsætter. “ „ Hahaha! “ Var Maxmanns første udbrud, da han kom ned på gaden. Den næste dag tidlig om morgenen gik han op til Anton. „ Jeg har fået mønt fra fader, hvorfor jeg foreslår, at vi tage os en ridetur ud ad strandvejen. Ja, du kan vel ride? “ „ Om jeg kan ride! “ svarede Anton lidt stedt, „ derom behøver du ikke at spørge. Men jeg forsømmer nødig mine timer. “ „ Man skal da heller ikke være en træl. Hr. Lever kan også trænge til lidt hvile. Har du lyst? “ „ Nej. “ „ Jeg betaler. Du skal få en smuk, hvid hoppe af ride på. “ „ Knnne vi være her igen klokken tolv? “ „ Ganske sikkert. “ „ Du ventede noget længe i går hos hr. Lever, efter af jeg var gået, “ sagde Anton, da de gik ned ad trapperne. „ Ikke noget videre. “ „ Det er vel ingen hemmelighed? “ „ Vejen til helvede, forklarede hr. Lever, er brolagt med gode forsætter. “ „ Ja, det er sandhed, “ ytrede Anton tankefuld. „ Hr. Lever taler fra leveren. Forresten må det være en fandens lang vej, “ lo Maxmann. „ Hvilken? “ spurgte Anton åndsfraværende. „ Hahaha, den med forsætterne. “ ' det var første gang, af Anton forsømte sine timer. Han var i begyndelsen lidt angst; men da han sad på en hvid hoppe og galoperede ved siden af Maxmann ud ad strandvejen, glemte han snart, både hvad hr. Lever ville sige, og hvad enden ville blive på en sådan leg. I Charlottenlund fik de hestene på stald og spiste frokost. Her traf de Adam from. „ Nej, nu har jeg aldrig kendt sligt et menneske, “ Udbrød from ved synet af Maxmann. „ Sagde du ikke i aftes, at du skulle forbedre dig, og så kommer du alligevel her ud i dag, før end en vis herre får sko på; samme herre står nemlig sent op om vinteren på grund af kulden, da han holder mere af heden. Nej, Maxmann, jeg folder mine hænder. Jomfru Marie... “ „ Er du kattolsk i hovedet? “ „ Ja, herre! “ lød en kvindelig stemme fra værelset ved siden af. „ Hvad er det før en fugl? “ spurgte Maxmann. „ En ny jomfru, en nysselig lille en. “ „ Hvor er Amalie? “ „ Forfald. Væk. “ „ Hvad ønsker Herren? “ spurgte en ung pige, som korn hoppende ind. „ Ak, jomfru Marie, “ begyndte from, „ jeg kan ikke bede, når jeg skuer deres hulde åsyn, skønt hjertet gemmer onsker... “ „ Varm frokost til tre personer, “ forlangte Maxmann. Jomfru Marie svævede bort med et smil og et nik. „ Et fromt åsyn, “ lo Maxmann. Anton havde grebet nogle aviser, som lå på bordet, og kiggede i dem. „ Hm, Maxmann, “ sagde from med et sideblik til Anton. „ Han der, “ svarede Maxmann, „ er min følgesvend. “ „ De er kommen i godt selskab, “ bemærkede from og hilste på Anton. „ Jeg takker for din artighed, “ sagde Maxmann. „ Går de den samme vej som Maxmann? “ spurgte from. „ Jeg læser til artium, “ svarede Anton. „ Så. De er ikke født i København. “ „ Nej, jeg er en bornholmer. “ „ Min fader har været der ovre et par gange. “ Samtalen fortsattes, indtil frokosten var færdig. De tre herrer toge plads ved bordet. Varm frokost smager godt efter en ridetur fra København til Charlottenlund. De toge godt for sig af retterne og skyllede dem ned først med et par akvaviter og derpå med nogle flasker vin. Dette bevirkede, at de, da mållidet var endt, befandt sig i et lignende humør, som efter en glad middag. Anton var beruset i en temmelig høj grad. Han var ikke vant til at nyde et større kvantum drikkevarer, selv om disse hørte til de ædle vine, der som oftest er meget blandede. From var bleven hans gode ven, og de havde drukket dus med hinanden. Det var imidlertid blevet eftermiddag, før end man blev færdig med frokosten. Maxmann greb til slutning sit glas og sagde: „ Dette glas tømme vi for mine gamle der hjemme. I kende dem rigtig nok ikke; men i kan stole på, at det er to herlige mennesker, især når fader sender mig mønt. Min egen dreng, siger moder, må ikke døje ondt, og så sender hun mig en ekstra skilling på en snes daler til stoppegarn og andre fornødenheder. Skål! “ De drak. „ Du har vel også et par gamle? “ spurgte from, i det han klinkede med Anton. „ Ak, min moder er død... “ „ Nu, vi ville drikke for hende med, “ råbte Maxmann. „ Nævn ikke min moder nu; lad de døde have fred, “ svarede Anton skælvende og tillige i en bønfaldende tone. Maxmann, som i sin oprømte stemning ikke lagde videre mærke til disse ord, stødte sit glas mod Antons, så at det faldt ham ud af hånden ned på gulvet og gik i stykker. „ Har du mistet forstanden? “ råbte Maxmann, „ eller er det måske den rette måde at opfriske mindet om de døde på? Nå, her er et andet glas. “ „ Skån mig... “ Anton tank tilbage i en stol bedøvet af de stærke drikke... „ Ah, jeg troede, de var syg. Jeg fik i det mindste den besked i går i deres hjem. De kan jo også være bleven rask igen i dag. Hvorledes befinder de dem? Men... hvorledes er det de ser ud, er de falden? “ Spurgte hr. Lever med et ironisk smil, da Anton dagen efter mødte til sine timer. „ Jeg faldt på gaden i går, “ var Antons svar, i det han sænkede sit blik og mærkede, at blodet steg ham i kinderne. Vel var han falden; men hvor eller hvorledes vidste han ikke og kunne derfor ikke give hr. Lever nogen nøjere forklaring. „ God morgen, undskyld at jeg forsømte i går, “ Sagde i det samme Maxmann, der trådte ind ad døren, „ jeg havde lovlige forhindringer. “ „ Bare disse lovlige forhindringer, som de behager at sige, ikke vokse dem over hovedet, “ snærrede hr. Lever. „ Jeg mærker at de tage til i en betænkelig grad. Men de, “ henvendte hr. Lever sig atter til Anton, „ ligner dem ikke selv. “ „ Jeg er ikke rask. Jeg ville gerne... “ begyndte Anton. „ Ja, jeg forsfår dem nok, “ afbrød hr. Lever ham. „ Men nu skal jeg fortælle dem noget, som de måske ikke ved, nemlig: deres hest besørgede jeg til sin ejermand og dem i en vogn til deres hjem i aftes i en meget betænkelig tilstand. “ Der stod de to syndere. Anton følte sig skamfuld. Intet tyngede Maxmann, han rettede ryggen: „ Tør jeg spørge dem, hr. Lever, hvad deres mening er med hensyn til, at mine lovlige forhindringer vokse mig over hovedet? Det er måske en stor forbrydelse, når man en gang imellem tager sig en lille smule frihed. “ „ De skal passe deres lektier, “ svarede hr. Lever med uforstyrret ro. „ Betragter de mig som en skoledreng! “ undslap hurtigt Maxmanns læber. „ Skulle jeg da betragte dem som noget andet? Jeg anser dem naturligvis for det, som de er. Imidlertid bliver det en anden ting, on: jeg skal behandle dem således, som man plejer at behandle uartige skoledrenge; thi det ville jeg nødig. De ved jo, at deres fader har givet ung ret til at behandle dem således, hvis det skulle gøres fornødent; men jeg håber at blive fritagen for at gå til denne yderlighed. Gå nu hjem; thi jeg vil ikke læse med nogen af dem, når de hverken er oplagt og vel heller ikke synderlig godt forberedt, og lad mig ikke oftere få lejlighed til at ytre nogen utilfredshed hverken med hensyn til deres flid eller opførsel. “ Hr. Lever sagde dette i en tone, som lod dem mærke, at et uvejr var nær ved at bryde los. Maxmann, som i højeste grad følte sig stødt, næsten skreg: „ De have ret.. „ Stille, ikke et ord! “ råbte hr. Lever med dirrende stemme, i det han sløj op fra sit sæde. „ Nu går de hjem. I morgen kommer de igen, og hvis de ikke til den tid har forandret deres mening, skriver jeg til deres fader. “ Anton skyndte sig ud af døren, og Maxmann fulgte langsomt efter. Da de kom ned på gaden, brummede Maxmann: „ Han kalde mig en skoledreng, og det skal jeg tage før gøde varer, især når nøgen hører derpå. Det skal han så betalt. “ Efter en kørt stund begyndte han igen: „ Jeg går i mit nittende år, og så skal jeg lade mig kalde en skoledreng af denne hr. Levertran, en stakkels filologisk kandidat, som ikke kan sidde på en hest eller har det mindste begreb om, hvorledes man skal behandle den. Det eneste, han har lidt forstand på og det måske dårligt nok, er, hvørledes han skal plage mennesker med græsk og latin, og gud hjælpe de arme stakler, hvis de ikke kan deres Ramser på fingrene og har hovedet propfuldt af Madvig; thi så gælde de ikke før mennesker, nej, de gælde for umælende dyr i en sådan pjaltet kandidats øjne. Hahaha! “ Anton tav stille. Maxmann gik og ventede, at der skulle komme et svar; men da det udeblev, spurgte han: „ Ja, hvad synes du, Anton? “ „ Min mening er, “ svarede denne kort, „ at hr. Lever havde ret. “ „ Nå, det synes du, “ sagde Maxmann og fortsatte, da de havde gået et stykke vej, „ ja, du flæbede vel; det skal jeg dog ikke have noget af. “ „ Nu skal det være forbi med måneskins- og rideture, “ Var Antons svar. Maxmann bøjede om et gadehjørne og gik sin vej. Da Anton kom hjem på sit værelse, smed han bøgerne på bordet og slængte sig selv hen i en kurvestol. Den knagede og bragede ved den hensynsløse behandling; men det hjalp ikke, at den knirkede og gav sig ynkelig i hver en fletning og sammenføjning under den hårde medfart. Antons værtinde havde udtrykt sig, at stolen var skrøbelig; men den pyntede i stuen. Ak, stuens prydelse gik sin undergang i møde. Anton lænede sig tilbage, og trøsteren banede sig vej ud igennem stoleryggen. Der sad den agter ude, indtil værtinden den næste dag opdagede dens uhyggelige stilling tilligemed den lemlæstede stoleryg. Under tårer hjalp hun trøsteren tilbage igen på dens rette plads, og stuen mistede sin pynt. Altså da Anton for første og sidste gang sad i kurvestolen, lænede han sig tilbage og lukkede ojnene. Det hamrede og bankede i hans hoved, og ojnene tyngede som blykugler i deres huler. Den foregående dags begivenheder gled forbi. Han erindrede ikke, at Maxmann var reden bort og havde ladet ham blive tilbage. Hvorledes han var kommen hjem, kunne han ikke mindes. Han måtte antage hr. Levers beretning for at være sand. Han tænkte længe frem og tilbage, imidlertid kom Adam from. „ Jeg skulle blot se, om du var ståt op endnu, “ Sagde from. „ Men sig mig, hvem var den tynde herre, som ekspederede dig hjem i en vogn og tilbød mig at ride på din hest, da jeg kendte den og vidste, hvor den hørte hjemme. Jeg takkede naturligvis for tilbudet; men undskyldte mig med, at det var koldt, og at jeg helst ville vandre på mine egne ben. Jeg vidste jo nok, at hvis den krængede for stærkt til en af siderne, ville der være højere at falde fra hestens ryg, end når jeg faldt over mine egne ben. Den tynde herre fik da en staldkarl til at ride med hesten til byen. Dig fik han ned i en vogn og rullede af sted med, og jeg jodlede bag efter. Men sig mig, hvem var den tynde herre? “ „ Det var hr. Kandidat lever. Men hvor blev Maxmann af? “ spurgte Anton. „ Da han så den tynde herre styre sin gang op mod traktørstedet, udbrød han: der kommer manden, som ved vejen til helvede. Derpå styrtede han ud af døren, og kort efter så jeg ham til hest ude på vejen. Anton bød from en cigar. „ Takker. Ryger ikke, når jeg har håndværksfolk. “ From foreslog en spaseretur i den friske luft. Anton havde ikke noget at indvende, og kort efter fulgtes de nye venner ad gennem gaderne ud til toldboden og Langelinie. Det frøs et par grader, klart vejr. Der var mange folk både høje og lave ude at spasere. Nogle matroser vare ude at spytte på isen for at se, om den muligvis ville smelte. Endnu en spytklat, så vendte de skrån i munden og stak hænderne dybere ned i bukselommerne. Et par studenter fra åndernes rige med tynde spaserestokke gik forbi. Deres kasketter vare strøgne tilbage, få at den blå himmel kunne spejle sig i kokardernes blanke sølvkors, der hvilede på studenternes isse. Et par flotte fyre! De syntes at være i besiddelse af glimrend

1894_OestergaardV_DanmarksVovehals

Vilhelm

Vilhelm

Østergaard

Danmarks Vovehals

male

male

dk

OestergaardV

Danmarks Vovehals

Østergaard

Danmarks Vovehals

En Roman fra gamle Dage

n

roman

Gyldendal

KB

illustreret titelblad

1503 -1581

Undertitel. Handler om peder skram. 1503 1581

HISTORICAL

Prolog. Den sorte bondekrig. Bred og mægtig, som i svulmende bevidsthed om sin vælde, bryder Rhinen sig vej gennem landet. Fra sit hemmelighedsfulde udspring mellem Alperne, fra bjærgbækken aua de Toma og fra tomasøen, — hvis bund man ser gennem det grønlig-violette vand — vokser fader Rhin til at blive den kongelige strøm, der hersker over landene, strækkende sit scepter over ridderborge og sæterhytter og brusende vandfald, over smilende, frugtbare bredder, indtil den mægtige flod finder sin sporløse grav i havet. Hvor bjærgene begynde at træde i baggrunden, og bredderne blive lavere, fortsætter Rhinen sit løb til den ærværdige stad Mainz, det gamle castellum mongontiacum, som gennem århundreder var ærkebiskopperne og kurfyrsterne af mainz’s residensstad. ----------— der låi i et par mils afstand fra den kurfyrstelige by, en simpel flække, som hørte til det nærmeste kloster. En enkelt, uanseelig bondegård og nogle hytter — det var det hele. Men så ringe stedet end var, og skønt det havde den mægtige kurfyrstestad til nabo, var det dog omgivet af volde, hvis udseende vidnede om, at de var blevne omhyggelig udbedrede for ikke lang tid siden. Ad landevejen, der førte fra staden Mainz forbi klosteret og landsbyen, drog lejede knægte i broget udstaffering og svært bevæbnede, med hellebarder, glavind og hagebøsser. Og indenfor den befæstede flække færdedes fattige bønder, der havde væbnet sig, som de kunne bedst, med spyd, leer og okser. Undervejs til staden kunne man træffe en galge rejst, og fra jærnkrogen i tværbjælken dinglede liget af en adelsmand. De lange rytterstøvler havde man ladet ham beholde, og af den stramt sluttende fløjls vams var der endnu nogle pjalter tilbage. Men krager og høge havde faret ilde frem mod den hængte, så ingen mere kunne kende, om det var ridder Kunz eller ridder Max, eller hvilken anden adelig herre der havde fået så arg en skæbne. Dog kunne man lige så let støde på tomten af en nedbrændt hytte eller fælt lemlæstede lig af en hob bønder, som høge og krager ikke havde handlet bedre med end med den hængte adelsmand. Thi vel var landefred forkyndt, men landevejene var ikke blevne tryggere for det. Bondemanden i sin hytte var ikke mere sikker på sit liv end borgeren, der ville drage til marked i en anden by. Til gengæld rottede bønderne sig sammen mod deres adelige undertrykkere, og borgerne befæstede deres stæder og holdt det for en god spas, om de kunne fange en nærboende Greve eller ridder, føre ham ind i byen og indespærre ham i et bur som et vildt dyr. » Den sorte bondekrig « Rasede ved bredderne af fader Rhin, og flodens vande brusede om kap med og brandskrigene fra væbnede almuehobe og lejede knægte. Det var nær ved solnedgangstid. Floden havde antaget en dyb, gyldengul farve, der vekslede med stærkere og mattere skær, eftersom skyerne ovenover afspejlede sig lysere eller mørkere. Der var uro i luften som efter en varm dag, når vejret pludselig slår om. Men skønt vinden nu og da tog til at blæse med lange, anspændte pust, der satte den brede strøm i ilende bevægelse, føltes luften tung og trykkende, og skyerne, der samlede sig i synskredsen, havde et underlig hvidgult udseende, som om der gemte sig stærke, gærende naturkræfter inde i dem. Nede ved floden, midtvejs mellem klosteret og landsbyen, lå et herberg, hvis oprindelse skyldtes den omstændighed, at der på dette punkt var færgefart over den brede rhinstrøm. Det havde altid været et stærkt besøgt sted, men var blevet det end mere under de nuværende urolige forhold, hvor bondebevægelsen havde bragt prælater og riddere på benene og kaldt en mængde fremmede krigsfolk ind i landet. Den regerende kurfyrste af Mainz havde med klog forudseenhed taget sine forholdsregler. Han havde under kyndig ledelse ladet samle en lille hær af adelige herrer og hvervede landsknægte, og disse tapre krigere havde befaling til, med ild og sværd og uden skånsel, at nedslå det oprør, som var begyndt at ulme indenfor selve kurfyrstedømmet. Nogle hobe af kurfyrstens tropper havde slået lejr mellem klosteret og landsbyen, og færgehuset fik derved forøget søgning. Det var et herberg, således som landevej s-herberger fandtes på den tid, uden store bekvemmeligheder, men med altid rigelig forsyning af stærkt, tysk øl og for fornemmere gæster tillige en kande god malvasiervin eller romania. Selve huset var ikke større eller anseeligere end en almindelig bondehytte, og nattegæster måtte nøjes med pladsen, som den tilbød sig. Godtfolk vidste desuden, at den nærliggende, kurfyrstelige residensstad havde større og mere standsmæssige herberger at byde, og tilmed var der klosteret, hvor fromme og rettroende rejsende, enten de var af adelig eller uadelig stand, altid kunne få husly og vederkvægelse. Færgehuset var fornemlig beregnet på at læske tørstige krigsfolk eller huse en og anden farende svend, der ikke var så rettroende, at han ville søge indenfor klosterets mure. En hed sommerdag gad dog ingen bænke sig i den lavloftede krostue. Der lå nogle halmknipper udenfor huset, og i halmen strakte sig, bekvemt og magelig, en hoben knægte, af hvilke nogle var sovet ind uden at agte på, at de havde sol og vind lige i ansigtet; andre sang viser, hvis indhold ikke var digtet for høviske øren, og atter andre slog tærninger, alt imens de flittig greb til ølkanderne, der stod opstillede rundt omkring i halmen. Udenfor herbergets ene vindue var anbragt et bord med rund stenplade, og ved dette sad to personer, hvis udseende og klædedragt betegnede dem som høvedsmænd for knægtene. Den ene var en lang, knoklet skikkelse; hans ben syntes alt for lange selv til de vældige rytterstøvler, han bar, og hans arme havde en tilsvarende tilbøjelighed til at krybe et stykke udenfor de brogede, opskårne ærmer i hans gule og grønne vams. Nogle rødlige hårtjavser hang ned over hans pande og forenede sig på siderne med et endnu rødere og stærkt tilspidset skæg. Næsen var skarp og kroget som et fuglenæb, øjelågene tunge og posede; men med alt det var der over hans holdning og ydre et udtryk af forsoren ligegladhed, der bødede på hans hæslighed. Den anden var en fuldkommen modsætning til sin bordfælle. Han var mere skulderbred end høj af vækst, men så skønt og kraftig bygget, at han kom til at se højere ud, end han i virkeligheden var. Han havde et ualmindelig langt og lyst hår, der indrammede et djærvt og ædelt formet ansigt, hvis fornemste udtryk var frimodig ærlighed. Øjnene var blå, næsen let buet. Håret, der efter datidens mode faldt ned over panden, var skåret lige som efter en streg og nåde på begge sider ned over tindingerne. Som han sad dér på det lave sæde, med albuen støttet på bordets stenplade og med sværdet hvilende mellem sine knæ, lignede han et mønster på en nordisk helt og kriger. Af alder så han ud til at være en fire til fem og tyve år. på bordet mellem de to høvedsmænd stod en kande vin, to simple tinbægere og en skål med et par håndfulde hasselnødder. » Helvedes brand og pestilentse! « bandede høvedsmanden i den gule og grønne vams. » I må selv være besat af djævlen, min hjerte Junker Peder, når i ikke kan begribe, at bønder kun er og bliver hunde og trælle, og sætter de sig op mod riddere og øvrighed, så skal de hugges og stinges og pines, jo flere des bedre! Så megen god christendom har jeg — alle elskede helgene være lovet — dog endnu bevaret. Og gid jeg må holde fast ved den til mit livs salige ende! Eller hvad mener i om, gode Peder skram, hvad det omsider har ført til, at denne Martin Luther satte sig op mod pave og kloster, og at den sorte kunst, som de kalder bogtrykkerkunsten, er bleven så godt som hver mands ejendom? Tvi for djævelskab! Tror i ikke, vi kunne have fundet ædlere vildt at jage end disse usselige bønder, om vi havde levet i en bedre tid! « » I spørger om så meget på én gang, Klaus Hermelinck! « svarede den anden høvedsmand, der var bleven nævnet Peder skram. » Jeg finder, i er vanskelig at stille tilfreds! Snart kan i ikke få bønder nok at stinge ihjel, og snart tykkes de jer for ringe til den hæder at falde for jeres pallask! Gå i tyrkens tjeneste, hjerte Klaus, når det ikke huer jer at fejde her til lands! « » Men i selv da! I har jo rig og anset slægt i Danmark — hvad har i grunden ført jer hid? « » Just ikke det at komme bønderne til livs, « Lød svaret i en mere betænksom tone. » Hver mand værger for sit — det er naturens orden — det gør også himlens fugle og skovens ville dyr. Jeg kom hid, fordi jeg ikke lider at være ørkesløs. Sværdet har stadig ligget mig let i hånden; jeg trænger til at bruge det. Hos Henrik Gjøe til skjørringe tjente jeg mine sølvsporer, da jeg havde været med ved brånnkyrka anno 1518; to år efter var jeg igen i Sverrige med Henrik Gjøe. Jeg mindes ham kun for, hvad godt er, skønt det siden føjede sig så, at vi kom til at stå som fjender mod hinanden. Jeg var kommen i bispen, Ove bildes tjeneste og fulgte ham med fire heste, da vi forgangen år lå for København, indtil staden måtte overgive sig til kong Frederik. Men så var der intet mere at tage sig til. Jeg drog af landet sammen med min ven, Knud sparre til klogerup, og da jeg fandt, at den højlovelige kurfyrste i Mainz var en dygtig Karl og en tapper herre, så tænkte jeg, at jeg ligeså gerne kunne gå i hans som i en anden potentats tjeneste. Ikkun der blev noget at gøre... dog kan vi for så vidt godt blive enige, brave Klaus Hermelinck — thi jeg for min del kunne også nok ønske noget bedre at hugge løs på end oprørske bønderhobe... « » Og djævle og troldkarle! « gav Klaus Hermelinck sig pludselig til at råbe, idet han stødte til et papir med store, trykte bogstaver, der syntes at være flagret ned fra luften og derpå var blevet liggende på bordet mellem vinkanden og bægrene. En sortsmudset hånd, som et øjeblik var kommen til syne i herbergets åbne tagluge og havde kastet papiret ned, var ikke bleven bemærket hverken af høvedsmændene eller knægtene. » Se der, Peder skram! « råbte den lange høvedsmand og skubbede igen med synlig afsky til papiret... » Nu kan ærlige mænd end ikke få lov til at tømme et krus vin uden at blive dænget til med disse kætteres sortekunster! Djævlens pestilentse og allandsens plager! Rør ikke ved det, Junker Peder! Ser i ikke, der står sære tegn malet derpå! Det er hekseri og djævelskab! « » Er i galen, Klaus! Det er et lidet, trykt skrift og ærlige, tyske bogstaver! En må have kastet det ud af vindvet eller af taglugen deroppe... Hallo — Mikkel færgemand! «... Peder skram vendte sig om og råbte ind ad vinduet — » Hvem har kastet dette skrift ned på vort bord? « værten var en lille, tykmavet Karl med et rundt fuldmåneansigt, hvis enfoldige mine modsagdes af de små, blinkende øjne, der næsten så ud som to smalle streger. Han kom ud i døren, med huen under armen, bøjede sig dybt for de fremmede høvedsmænd og forsikrede med troværdig stemme, at han var ganske ene hjemme, og at det lille flyveskrift umuligt kunne være kommen fra hans hus. » Lutter løgn og djævlekunster! « udbrød Klaus Hermelinck lige så hidsig som før. » Jeg lader tungen rive ud af din Hals, om du ikke bekender sandheden! « » Det kan der altid blive stunder til! « mente den mere besindige Peder skram. » Lad først herberget gennemsøge. Midlertid kan vi se, hvad skriftet indeholder! « Nogle af landsknægtene fik befaling til at underkaste herberget en grundig undersøgelse fra kælder til tag. Værten fulgte med ind i huset, medens han i smug blinkede fiffig med de to streger, han havde fået i stedet for øjne, og imidlertid gav Peder skram sig i færd med at tyde det mistænkelige flyveskrift. » Hvad står der så prentet? « spurgte Klaus Hermelinck med en betænkelig mine, som viste, at han endnu ikke havde overvundet sine overtroiske forestillinger om det gådefulde skrift, der var falden ned fra luften. » Det er et skrift fra denne gale sværmer og gendøber, Thomas miinzer! Af den slags har han skikket adskillige ud blandt de uvidende bønder, der holder ham for en vældig profet og ypperstepræst! Vil i høre, hvad han skriver! « » Velan — når det forholder sig, som i siger, Peder skram, at der ikke er anden djævelskab ved skriftet, end at den gale præst har ladet det trykke — så kan i gerne forelæse mig det! « » Nu — sådan står der: » I skulle afgøre sagen i hastighed. De store herrer, som af hjærtens lyst og deres selvrådige hoveder skabe love — ej at tale om, hvad de opbringer ved deres egenmægtige og voldelige forvaltning, såsom skat, afgift og deslige — de er ægte og rette røvere og afgjorte fjender af deres egne landskaber. At nedstøde enhver sådan moab, ahab og Nero fra deres herresæde — det er til guds højeste velbehag. Thi skriften kalder dem ej guds tjenere, men alene slanger, drager og ulve... « vil i høre mere, hjerte Klaus? « » Guds dyre blod og sacrament! « skreg Klaus Hermelinck — » ikke en tøddel mere! Eller jeg bliver så hed og rasendes, at jeg jævner flækken derhenne med jorden, så der ikke skal blive et spærreværk tilbage i nogen af hytterne og ej heller nogen pandeskal, som jeg ikke har kløvet så grundig, at den aldrig kan heles sammen igen! Hvad siger i så, Junker Peder skram! Er vi ikke nogle forsmædelige karle, at vi kunne falde hen i misnøje og utilfredshed, når et så skønt hverv er os overdraget som at revse disse ugudelige og djævelske oprørere! Godtår for jer, Peder skram! Nu er min galde igen kommen til rolighed! Lad os drikke på med hinanden, at vi ingensinde ville forlade vor højlovelige kurfyrste, før rolighed og orden er genoprettet i landet... « » Jeg drikker jer til igen! « svarede Peder skram og stødte sit bæger mod Klaus Hermelincks. » Men dog vil jeg sige jer på forhånd og med al frimodighed, at jeg bliver ikke ret længe i den højlovelige kurfyrstes tjeneste. Jeg tykkes bedst om at slå, hvor der er noget at vove, og hvor der kan vanke dygtige hug igen. De usselige bønder, der er ynkeligen forledte af den gale miinzer og hans slæng, bliver i sagtens færdige med. Vel nok er-rhinen skøn, som den strømmer hernede mellem vinklædte høje — men jeg længes hjem til mit eget land. Vi har vel kun åer og bække, hvor i har de store floder, og en ringe Abildgård, hvor i har bjærge med den fyrige vin — men jeg længes alligevel hjem... På jert vel, Klaus Hermelinck 1 « Peder skram tømte sit bæger til bunden, rejste sig op og rettede sig i vejret, som om han følte trang til at prøve sit legemes kraft og smidighed. Den lange, rødskæggede høvedsmand så på ham med et næsten beundrende blik og mumlede: » I har ungdom og marv og en ildfuld sjæl. I kan stole på, hvad gamle Klaus Hermelinck spår jer — i kommer en gang til at udrette store ting, Peder skram! « » Gid i må tale sandt, hjerte Klaus! « lød svaret i en munter tone. » Ligefrem! er mit valgsprog — jeg får da se, hvor langt det rækker... « Klaus Hermelinck gav sig i færd med at hælde den sidste slurk vin fra kanden over i sit bæger, og han lod sig ikke forstyrre i denne vigtige sysselsættelse, skønt der i det samme lød råb og støj nede fra floden, hvor færgen var i begreb med at lægge til. Størsteparten af landsknægtene skyndte sig ned til færgestedet for at spørge nyt og se efter, hvem der kom i land. Også den ’lille hob knægte, som var bleven sendt ind for at gennemsøge herberget, kom nu til syne, og deres anfører meldte, at der ikke var fundet andre levende væsener end en rød kat, der gik på rottejagt nede i kælderen. Dette vidnesbyrd stadfæstedes af Mikkel færgemand, der forsikrede om sin fuldkomne uskyldighed og derpå skyndte sig ned til færgen for at tage mod de ankomne rejsende. Klaus Hermelinck var bleven færdig med at gøre has på resten af kandens indhold, og idet han betænksomt strøg sig om mundskægget, sagde han til sin gode ven og fælle, Peder skram. » Hør nu, Junker Peder — når ingen har kastet det maledidede flyveskrift ud af vinduet, så indser i vel, at det må være gået til med hexekunster, og så har i vel ikke noget imod, at jeg presser sandheden ud af den forbandede krovært! « » For mig kan i handle, som i vil! Men jeg skønner ikke, der er årsag til at gøre store ophævelser i den sag. Skriftet har vel ligget i det åbne vindve, og vinden har ført det ud. Det tykkes mig den rimeligste forklaring... « » Vinden! « gentog Klaus Hermelinck med den største foragt for en sådan formodning. » Så skulle vinden vel også have bragt det ind i Mikkel færgemands hus! Nej, hjerte Peder skram — den forklaring tager jeg ikke for gyldig. Nu vil jeg selv se efter, hvordan det forholder sig... « Klaus Hermelinck rejste med noget besvær sin lange, knoklede skikkelse fra den lave halmstol, på hvilken han havde siddet. Han hev op i rytterstøvlerne, prøvede forgæves på at trække de brogede ærmer ned over sine håndled, trykkede sin hat, der var prydet med et par vældige, buskede fjer, fastere på hovedet og slentrede så ind i herberget... Peder skram rettede sine skridt ned mod floden, og da han havde tilbagelagt omtrent halvvejen, mødte han de ankomne rejsende, der ledsagedes af Mikkel færgemand. Det var en flok krigsknægte, hvis mangelfulde udrustning og hele medtagne udseende vidnede om, at de i nogen tid havde været uden sold og tjeneste. Nu var de øjensynlig komne til det kurfyrstelige land for at lade sig hverve i fejden mod bønderne. Næst efter krigsfolkene kom et lille selskab, der var af mere fornem stand. En kæmpestor, mørkhåret Karl, der syntes at gøre tjeneste som rideknægt, førte to heste frem, holdende dem ved bidslerne. I passende afstand fulgte to personer, der ved det første øjekast gjorde indtryk af at være herre og tjener. Den ene var en meget høj og meget mager mand. Han så ikke ud til at være gammel af år — i hvert fald næppe fyldt de tredive — men hans smalle, fint tegnede ansigt havde et sygt og gammelt udtryk. Det var næsten voxblegt, og den hvide farve blev endnu mere fremtrædende, fordi det glatstrøgne hår var kulsort ligesom det tynde og fine mundskæg, der lå som en streg over læberne. Hans regelmæssige træk oplivedes af et par kloge, mørke øjne, hvis indfatning var lige så sort som hår og skæg. Man kunne have kaldt ham en smuk mand, hvis der ikke både i ansigtets linier og i den magre skikkelse havde ligget noget hårdt og koldt, som virkede frastødende. Hans klædning, kappe, vams og hoser, var syet dejs af fløjl, dels af tykt silke, men alt sammen sort — selv fæstet på hans værge var sort — og det gjorde hans ydre end mere sært og fremmedartet. Den fremmedes følgesvend var på sin vis ikke mindre ejendommelig at se til. Det var en lille pukkelrygget, med et ansigt så spidst som en myndes; kun havde det ikke myndens godmodige udtryk, men mindede snarere om rævens. Øjnene var små og runde, ligesom glasagtig stillestående, men tillige med noget forslugent, som om de idelig var på post for at optage ethvert nyt billede uden dog at afspejle, hvad deres ejermand tænkte derved. Den lille pukkelryggede var delvis sortklædt, men i modsætning til hans fornemme ledsager brødes dragtens ensformighed af en kappe af højrødt, flamsk klæde og en hue af samme farve. I huen stak en hanefjer, der gav det lille, spidse hoved og ansigt et pudsigt forsorent præg. idet de to fremmede kom forbi Peder skram, lagde den pukkelryggede mandsling sin pegefinger på sin ledsagers arm og rejste sig op på tæerne for at tilhviske ham nogle ord. Den sortklædte studsede let, dog uden at bortgive noget af sin kølige fornemhed, og medens han næsten umærkelig vendte blikket hen imod den danske adelsmand, gav han sin pukkelryggede tjener et vink, som denne straks forstod og ligeså hurtig adlød. Peder skram havde fortsat sin vej ned mod floden, der nu havde skiftet sin varme, gyldengule farve med en mørkere, grå og sortladen. Solen var skjult bag skybæltet, der havde trukket sig tættere og tættere sammen, og der lød tunge, rullende drøn, men endnu med fjern klang. Fra færgen, som lå ved landingsstedet, var alle rejsende gåde i land, og kun færgekarlene havde travlt med at udskibe ølfade og kister med handelsvarer, som var afsendt fra nordligere liggende rhinbyer. Peder skram stod i begreb med at vende om og gå samme vej tilbage; men medens han endnu et øjeblik betragtede færgekarlenes arbejde, hørte han små, trippende skridt bag ved sig og en meget tynd og spids stemme, der sagde: » Fra min herre, den velagtede ridder og Junker Stephan af Hopfenstein, har jeg uværdig den ære at forespørge, om i, hr. Junker, virkelig skulle være ærlig og velbyrdige hr. Peder skram til Urup, for tiden høvedsmand ved den højlovelige kurfyrstes krigsfolk og vel kendt og berømt for eders store tapperhed i mange danske og fremmede krige...? « Peder skram vendte sig om og så noget forundret på den lille mand, der havde fremført sin lange tale uden en eneste gang at give sig tid til at trække vejret. » Det er rigtigt nok, at jeg kalder mig Peder skram til Urup « — svarede han med et godmodigt smil — » i tjeneste hos den højlovelige kurfyrste er jeg også for tiden. Men al den øvrige berømmelse kan i spare jeres lunger umagen med. Hvad forlanger i eller jeres herre af mig? « » Min herre udbeder sig en samtale med jer, velbyrdige Junker. Han er kommen hid ene og alene for at træffe jer. Han ville opsøge jer i den gode stad Mainz, hvor man sagde, i opholdt jer som en af kurfyrstens høvedsmænd, men da min herre finder jer allerede her, kan han ikke andet end anse det som et særligt vidnesbyrd om himlens vilje og et gunstigt varsel for det ærinde, han har til jer... « » Det er maledidet så mange ord, i bruger for at forklare en ringe sag! « udbrød Peder skram med det samme godlidende smil som før. » Jeg kender ikke jeres herre hverken af navn eller berømmelse. Men vil han tale med mig, så lad ham kun det... « Den unge, velvoksne krigsmand og den lille pukkelryggede fulgtes ad tilbage til herberget. Hr. Stephan af Hopfenstein havde taget plads ved det samme bord, hvor nylig Klaus Hermelinck og Peder skram havde siddet. Værten havde bragt vin i sin fineste kande, og han spurgte nu ydmygt bukkende, om den fornemme gæst havde mere at befale. Junkeren vinkede kort og affærdigende, men rejste sig i det samme op med beleven anstand, idet den pukkelryggede førte Peder skram hen til bordet. » Jeg beder jer tømme en kande vin i mit selskab! « sagde han med en hilsen, der i lige høj grad var indtagende og fornem. » Min skriver, mester strauff, har vel sagt jer, i hvilket ærinde jeg var på vejen til Mainz? Det kunne aldrig føje sig bedre, end at jeg møder jer her, velbyrdige hr. Peder skram... « » Og hvad ærinde har i da til mig? Kommer i fra Danmark? « » Nej, velbyrdige Junker — ikke fra Danmark, men fra den frie hansestad, Lybek... Men vil i ikke tage sæde? «... Han pegede på den lave halmstol, der stod på den modsatte side af bordet, og Peder skram fulgte indbydelsen. Den fremmede stødte med en let håndbevægelse Mikkel færgemands tinbægere ned på jorden, og idet han vendte sig om til sin pukkelryggede skriver, tilføjede han: » Sæt mine egne bægere frem 1 « Mester strauff skyndte sig at hente et læderfoderal op af sin kappelomme og fremtog deraf to yderst fint ciselerede sølvstobe, af hvilke han satte den ene frem for sin herre, den anden for Peder skram. Derpå trak han sig tilbage med et dybt og højtideligt buk og slentrede atter ned mod floden. Peder skram så smilende efter den lille mand, hvis stive og højtidelige lader dannede en snurrig modsætning til den vanskabte skikkelse. » I skal ikke bryde jer om min skrivers løjerlige udseende! « sagde junkeren. » Han er mere værd, end han ser ud til; hans lærdom er lige så mærkværdig, som hans troskab er urokkelig, og han er mig derfor til stor nytte... « Den sortklædte fremmede skænkede vinen op i sølvstobene, stødte sit bæger mod sin bordfælles og vedblev: » Hilsen og velkomst, hr. Peder skram! Jeg tænker, at dette vort første møde skal blive efterfulgt af flere. Det er urolige tider, omvæltningens tider, hvor oprør og kætteri blæser deres giftige ånde mod kirker og troner, hvor ufri bønder vover at sætte sig op mod det ædle ridderskab og den fromme gejstlighed, ja — hvad værre er — hvor usikkerhed og kivagtighed er trængt ind selv blandt de store og mægtige, så forbund, der sluttes i dag, brydes i morgen, og ingen længer ved, hvem han har til ven eller fjende. I en sådan tid, velbyrdige hr. Junker, er der store ting at udrette for de kloge og dristige, og kløgt bør forene sig med tapperhed, om man vil vinde magt over landenes og folkenes forvirring og gribe styret i den nye tid, der bryder frem... « » Et stort mål i sandhed! « udbrød Peder skram, og blodet skød rask op i hans kinder. » Det var vel værd at kue oprør og forvirring, kæmpe for den sag, som man kunne holde for den retfærdigste, og se den bringe sejren hjem. Men hvem mener i, hr. Junker, der skulle være bedst skikket til at vise vejen i den nye tid, i taler om? « » Der spørger i just om det, som er sagens kærne! « svarede den fremmede med et alvorligt nik; men ganske umærkeligt gled der i det samme et spottende smil over hans ansigt. » Netop sagens kærne... Vidste man, hvilken potentat og fyrste der bedst fortjente herskerstaven, så behøvede en tapper mand som i — eller kloge folk som jeg — aldrig at være i tvivl om, hos hvem vi burde tage tjeneste... « Peder skram havde lyttet opmærksomt til den fremmedes tale. Det var tydeligt nok en mand både af ridderlig stand og af sjælden kløgt. Hvad han sagde, måtte man også i al almindelighed give ham medhold i. Men alligevel var der noget gådefuldt i hans adfærd og tonefald. Og det var ikke alene junkerens mørke ydre, det sære, blege ansigt og hans fremmedartede præg. Det var noget, man ikke kunne få fat på, men som man bestemt følte var tilstede. - Peder skram rystede på hovedet ad sine egne tanker, og medens han skødesløst legede med hasselnødderne, der endnu stod på bordet ved siden af vinkanden, sagde han: » Min ædle Junker af Hopfenstein — hvad det angår, under hvilken herre man skal tjene, så vil jeg tilstå jer, at jeg før har handlet ret ubekymret i den sag. Jeg har ikkun set mig om for at finde en ærlig og tapper krigsherre; andet agtede jeg ikke på. Men det er hændet mig en gang, da jeg var kommen i en ny herres tjeneste, at jeg måtte fægte mod min fordums øverste, såsom det var min pligt og skyldighed, og jeg intet andet havde at gøre. Men det gik alligevel mit hjerte nær, og jeg besluttede at være varsommere for eftertiden... Går en krigsmand blot ellers den lige vej frem, holder sin ed og vover sit yderste, så må Vorherre eller de gode helgene sørge for resten... « » I har tømmer i jer til at blive en stor kriger! « nikkede junkeren, og denne gang var der intet spottende smil i hans ansigt. » Jeg ved, at i udmærkede jer alt i den svenske krig 1518, så i høstede lov og roes for jer tapperhed og for troskab mod jer husbond, Henrik Gjøe. Og to år efter var i atter i Sverrige. I kæmpede sammen med Mogens Gyldenstjerne, der førte det danske hovedbanner, og da hr. Mogens fangede et ulivssår, så blodet randt ham ned over øjnene, ilede i ham til hjælp, dræbte de svenske knægte, der ville bortføre ham og hans hest, og frelste både Mogens Gyldenstjerne og hærens banner. Og siden hen, da i lå ud for København, stred i så kækt, at i selv fangede to sår udi jer højre arm og hånd... « » I synes vel underrettet, gode herre! « Mumlede Peder skram, hvis kinder var blevne røde ved denne berømmelse. » Jeg må vel takke jer for jer gode mening om mig, men for resten trykker jeres lovord mig lidt for brystet. Smiger er usund kost... « » Jeg smigrer jer ikke, « svarede junkeren i en noget køligere tone. » Når jeg opregner de bedrifter, i alt har øvet, er det kun, fordi jeg vil vise jer, at Danmark ikke er mægtigt nok til at lønne jer efter fortjeneste. Vil i være jer egen lykkes smed, så må i søge en større virkekreds for jert snille og jer tapperhed... Den gottorpske hertug Frederik, som nu er konge i Danmark, agtes kun ringe... « » Hvad siger i, herre...? « Peder skram havde leget med hasselnødderne, som han lod glide fra den ene hånd over i den anden, og pludselig knugede han dem så hårdt, at de knustes i stykker, og han kastede skaller og kærner mellem hinanden hen ad bordets stenplade. Junkeren så forundret på sin bordfælle, men det var kun et kort sekund; så blev hans ansigt ligeså ubevægeligt som før, og han lod sig ikke mærke med, om dette bevis på usædvanlig legemsstyrke havde gjort noget indtryk på ham. » I misforstår mig, velbyrdige hr. Junker! « Sagde han koldt og roligt. » Når jeg siger, at kong Frederik agtes ringe, så mener jeg kun i henseende til den magt, som er ham beskåren. Et lidet Lehn eller et par herregårde er alt, hvormed han formår at belønne sine tjenere. Men om i gik i kejserens eller — lad mig sige — i det frie og mægtige Lybeks tjeneste, da kunne i vel en gang opnå fyrstelig eller allenfals grevelig værdighed ved de bedrifter, i er i stand til at udføre... Og rent ud at sige — det er derom, mit ærinde til jer drejer sig... « » Hum! « nikkede den unge, danske adelsmand betænksomt. — » Med forlov at spørge jer, hr. Junker — i hvis tjeneste står i selv — i kejserens eller lybekkernes? « » Om i vil vide det, « svarede hr. Stephan af Hopfenstein og så skarpt og sikkert på sin unge bordfælle, » så regner jeg mig hverken til det ene eller det andet parti. Jeg tjener helst den sag, som jeg bedst kan gavne ved min kløgt og erfaring. Den kejserlige regering har jeg ydet store tjenester under forviklingerne med de nordiske riger; især har jeg jævnlig forhandlet med de frie hansestæder, og i Lybek, Bremen og Hamburg har jeg lært meget, som har åbnet mine øjne for, at hansaen styrer henimod at blive en verdensmagt, for hvilken kejsere og konger må bøje sig. Man bør agte på tidens tegn! Også eders landflygtige konge, Christiern, har jeg en gang stået nær. Hans egen voldsomhed blev årsag til hans fald. For en bonde- og borgerkonge har tiden endnu ingen brug. De frie hansestæder går en anden og klogere v ej; de smigrer vel den store hob; de sværger til Morten Luther og giver borgerne den religionsfrihed, som der nu skråles på rundt om i landene; men alt er dem kun midler til at nå det mægtige herredømme, de tilsigter. Tro i mig, min tapre herre, lybekkerne holder fremtiden i deres hånd; de kan lønne de tjenester, der ydes dem, og de har brug for en mand som jer... Jeg er rede til at underhandle med jer, og jeg kan gøre jer tilbud, som i næppe vil afvise... « Peder skram havde tavs hørt på junkeren, uden at røbe sin utålmodighed på anden måde end ved at knuse endnu en tre, fire hasselnødder mellem fingrene. Men nu så han op og genmælede ligeså roligt, som den anden havde talt: » Hr. Junker af Hopfenstein — i er en klog mand, og jeg en ganske ulærd og enfoldig krigskarl. Jeg slås, så godt jeg kan, for den herre, jeg har svoret troskab. Men jeg forstår ikke, hvordan man på én gang kan tjene to herrer — således som i synes at tjene den kejserlige regering og samtidig løber lybekkernes ærinde! I lejren mellem landsknægte lærer man ikke de fine lader, i har erhvervet jer, og i får derfor forlade mig, at jeg siger det rent ud og ligefrem — eders kløgtige statskunst smager mig af djævelsk løgn og argelist. Lybekkerne er kræmmere, der handler med ære og samvittighed, som de handler med peber og øl. De folk huer mig så lidt, at jeg ikke fristes til at gå i deres tjeneste. Jer selv holder jeg for en skalk, og man ville gøre vel i at vare ærlige folk mod jer... « Junkerens ansigt kunne ikke blive hvidere, end det var; men brynene trak sig så tæt sammen, at det så ud, som om de løb i ét. Alligevel blev han ved at tale med den samme kolde og dæmpede stemme: » På et ærefuldt tilbud giver i skældsord til svar! Måske i en gang kommer til at sande, at i handlede uklogt deri. Dog vil jeg give jer betænkningstid, om i ønsker det, at i grundig kan overveje mit tilbud... « » Jeg har intet at betænke i den sag. Min mening har jeg sagt jer, og den står jeg ved. De ord, i talte, bragte mit blod i kog, og eders slebne tunge har ikke taget brodden af dem. Men vil i have oprejsning med sværd eller lanse, så er jeg rede til at møde jer, når og hvor i bestemmer det... « » Gunstigst tak, herre! « svarede junkeren med et overdrevent dybt buk. » Jeg vil ikke gøre jer besvær dermed, så meget mindre som jeg har knapt med tiden. Dog tænker jeg, vi træffes igen, og gemt behøver ej at være glemt... « Med denne forblommede trusel rejste den sorte Junker sig op. Men Peder skram trak på skuldrene, som om han ikke kunne forstå, at en mand, der bar ridderlig dragt og værge, kunne undslå sig for at nytte en så rimelig anledning til en tvekamp. Ikke heller fandt han det umagen værd at spilde flere ord på den fremmede Junker, og idet han besvarede hans dybe buk med et let og skødesløst nik, gik han ind i herberget for at se, hvad der var blevet af den lange høvedsmand, Klaus Hermelinck. Junkeren af Hopfenstein fulgte ham med et ildevarslende blik, og de sammentrukne bryn droges et par gange op og ned, som

1883_OestergaardV_EtAegteskabsHistorie

Vilhelm

Vilhelm

Østergaard

Et Aegteskabs Historie

male

male

dk

OestergaardV

Et Aegteskabs Historie

Østergaard

Et Ægteskabs Historie

En Virkelighedsskildring

n

roman

Schubothe

KB

nan

nan

O

I. Fyrværkeriet blev brændt af. — stort, brillant fyrværkeri stod der på plakaten. Den hvislende lyd af raketter og sværmere blandede sig med tonerne af en fejende gallop inde fra koncertsalen. Så kom der en bombe med guldregn, og man hørte det glade publikums langtrukne åh! En mængde raketter for susende til vejrs, alle på én gang, og endelig fulgte de tre obligate kanonskud, som meldte, at fyrværkeriet var forbi. Folk løb i et slags småt trav ned til koncertsalen, nogle for at finde plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte vandring udenfor. Oven over de blændende illuminationslamper, de løvtætte lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte sværm hvælvede sig en klar, stjernebesået himmel, så rolig og majestætisk, som om den til fulde havde fornemmelsen af, hvor højt den var hævet over denne Mylr af fornøjede menneskebørn, der i øjeblikket bart kun tænkte på at nyde aftenens flygtige glæder lige til det sidste minut, når klokkeringningen for sidste gang kaldte ud. — lidt afsides fra strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende menneskemængde og i læ af skrænten, der førte op til det højere liggende terræn, havde nogle unge mennesker fundet en hyggelig krog, hvor de havde slået sig til ro omkring et bord, hvis rigelige forsyning med glas og flasker røbede, at der ikke havde været mangel på sådanne Bacchi gaver, der besidde den værdifulde egenskab at kunne friske sindet op samtidig med, at de fugte ganen. Der afholdtes et lille symposion i anledning af et fornøjeligt gensyn, og det rundelige offer til Bacchus var derfor ikke på urette sted og kunne ikke heller forarge nogen mo’ers sjæl — totalafholdenhedsapostlene undtagne. Man snakkede, lo, slog så pludselig over i et alvorligt æmne for straks efter at vejre det hen med en lystig skæmt. Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige verden og vel ikke mindst glad over den smukke aften, på hvilken man havde sat hinanden stævne for at fejre gensynet med en hjemkommen ven. Det var ham, der sad længst oppe i hjørnet. Han havde lagt sin bredskyggede stråhat ved siden af sig på bænken, så vinden uhindret kunne tage et tag i hans hår og bringe lidt køling til panden, der i øjeblikket så en smule varm og blussende ud. Hans ansigt var, hvad man med en noget vag betegnelse kunne kalde kønt; det havde et åbent, venligt udtryk, egnet til at vække tillid og sympatti; men trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre udpræget karakter. Han sad i en skødesløs, tilbagelænet stilling, med det ene ben kastet over det andet, åbenbart følende sig ganske overordentlig vel til mode, ikke blot i følelsen af øjeblikkets velvære, men meget mere ved en glad bevidsthed om, at der lå en hel del forude at glæde sig til og kun ringe ballast bag ved, som der var nogen grund til at tynges af på rejsen ind i fremtidens forjættede land. Han var aftenens helt. Samme dag var han kommen hjem fra en studierejse i Tyskland og norditalien. Han havde set sig godt om — så godt, som de knappe rejsepenge tillod — fået en hel del bestilt og hjembragte en utrolig mængde skitser, hvoraf i det mindste nogle sikkert skulle blive til billeder, der ville indbringe ham både ære og penge i fuldt mål. Han var måske lidt sangviniker — den unge mand — men på samme tid en ærlig, sandhedssøgende natur, der ikke skyede arbejde for at nå sit mål. Lidt idealist var han måske også; han så gerne både livet, menneskene og sin kunst i det bedste lys; han troede ubetinget mere på det gode end på det onde, og fik det sidste en gang imellem magt over ham — thi, ærlig talt, han var ingen helgen — så fortrød han det oprigtig en lille tid, lovede sig selv dyrt og helligt, at han ville og skulle blive fornuftigere — og syndede så igen, når det unge blod på ny ledte ham i fristelse. Således var han, hverken værre eller bedre. Og tilmed — at han var, som han var, kunne han endda nærmest takke sig selv for. Han kunne lige så godt være gået i spånerne, thi der havde i grunden aldrig været nogen til at tage vare på ham. Han havde ikke danset på roser fra barnsben af. Sin opdragelse og den smule kundskaber, han havde, havde han selv været mand for at skaffe sig. Forholdene i hjemmet havde kun været mådelige. Hans moder havde været en svag, lidende kvinde, et af de stakkels væsener, hvis liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har evne til at skabe lykke hverken for sig selv eller andre. Med faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man plejer at kalde et mislykket geni; et forkludret menneske, der på sin vis havde drengen kær, men manglede enhver forudsætning for at kunne give.ham noget, der kunne ligne opdragelse. Gamle Bentsen havde i mange år ernæret sig ved at male skibsportræter, efter at han omsider havde måttet opgive sine forhåbninger om at blive kunstner, en indbildning, som han havde levet på så længe, til han havde forspildt både sin egen og sin stakkels kones tilværelse. Nu tog han sig i mellemstunder et glas for meget for at trøste sig over de bristede illusioner. Med fortjenesten ved at male skibsportræter gik det kun småt, og da hans kone døde, tabte han den sidste rest af energi. Det varede ikke længe, før skolepengene for sønnen udeblev den ene måned efter den anden, og så måtte drengen til sidst ud af skolen. Han var den gang tolv år. Så var det, at han begyndte at opdrage sig selv. Der var en tidlig udviklet ærgerrighed hos ham, og det var den, der holdt ham oppe. Han læste på egen hånd, hvad han kunne få fat i, erhvervede sig på den måde en vis overfladisk og rigtignok såre mangelfuld dannelse, og for resten hjalp han faderen med at male skibsportræter. Denne sidste beskæftigelse var det, som vakte lysten hos ham til at blive kunstner. Han troede fuldt og fast på, at han kunne nå, hvad der var mislykkedes for hans fader. Men på akademiet kunne han foreløbig ikke komme; dertil var der hverken tid eller råd. Det var på dette tidspunkt gået stærkt ned ad bakke med gamle Bentsen; han kunne knapt nok fortjene føden til sig selv, langt mindre til dem begge, og så var der ikke andet for, end at Henning måtte på porcelænsfabriken og male på kopper og tallerkener i stedet for på lærred. Der blev han i to år. I mere end én henseende var det en streng tid for ham. Han følte hos sig selv, at han kunne blive til noget, når han blot kunne komme til at udvikle sine evner. Men ved at slide i helt mekanisk arbejde fra syv om morgenen til syv om aftenen for en ussel betaling, der til nød kunne opholde livet i ham og hans fader — derved skulle han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid gik de bedste år af hans liv til spilde, netop de år, da han skulle lære noget. Tanken derom fødte tit mismod og bitterhed i hans sind, men det fik dog ikke rigtig bugt med ham, fordi hans naturlige livsfriske gemyt holdt ham i den tilbørlige ligevægt. Tværtimod øgede det hans modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne øjeblikke dæmrede der altid et håb om, at han endnu kunne nå sine ønskers mål og give den forhadte fabrik døden og djævlen. Så kom endelig det første alvorlige vendepunkt i hans liv. Han havde i al hemmelighed malet et lille genrebillede, der slet ikke så’ så ueffent ud trods dets åbenbare mangler. Han havde længe spekuleret på, hvorledes han bedst skulle kunne indhente en sagkyndig dom, og omsider tog han den beslutning at vise det til inspektøren på fabrikken, der gik for at være en kunstforstandig mand. en søndag morgen indfandt han sig i inspektørens private bolig. Sit maleri havde han svøbt ind i et grønt klæde og holdt det under armen, medens han med bankende hjerte ventede på at få manden i tale.—'inspektøren var en lille, vims mand, der havde meget store tanker om sig selv, meget små om alle andre. Så havde han også en halv snes malerier, som han anså for en af de bedste malerisamlinger i verden. » Nå — hvad ønsker vi, lille Bentsen? « spurgte han med al den nedladenhed, der sømmede sig for en så betydelig mand. Henning kom efter nogen tøven frem med sit maleri og sagde, at han gerne ville høre hr. Inspektørens mening om det. Inspektøren så først på maleriet, så på Henning og endelig på maleriet igen. Dernæst bad han Henning tage plads, og medens han stadig holdt maleriet i en arms længde ud fra sig, begyndte han en meget lang tale, hvis begyndelse og ende gik ud på, at der ikke var nogen større ulykke for en ung arbejder end at få den fiks ide, at han var kunstner. Det var den lige vej til fattighuset. Man skulle blive ved det, man var, og være glad ved sin lod i verden. Henning havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende eksempel i sin fader. Var denne bleven ved sin profession, kunne han have været en velstående mand i stedet for som nu at være et ulykkeligt menneske. Henning bad — måske lidt heftig — inspektøren om at sige ham, hvad han syntes om billedet. Det var ikke om sin fader, han ville høre hans mening. Inspektøren så meget forbavset ud ved denne afbrydelse. Han betragtede derpå atter både Henning og hans maleri og sagde i en tone, der åbenbart ikke tålte flere indvendinger: » Nå, min unge ven, de vil absolut høre min uforbeholdne mening? Ja, så gør det mig ondt at måtte sige dem det, men deres arbejde er absolut talentløst «. Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig op og vovede at spørge inspektøren, hvormed han begrundede en så skarp dom. Han tillod sig endogså at bede ham huske på, at selv om billedet havde betydelige tekniske mangler, kunne det have sin naturlige forklaring i, at han, Henning, kun havde fået en meget mangelfuld undervisning i tegning, og at han endnu ikke havde besøgt akademiets skoler. » Tror de, jeg har nogen forstand på kunst? « Spurgte manden. Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle. » Så vil jeg sige dem, min unge ven, at de bliver aldrig kunstner. Bliv de rolig ved deres arbejde på fabrikken; det er det "bedste råd, jeg kan give dem. « Og med den besked gik Henning. Hans kinder brændte af skam og harme over den affejende dom. Hvor ringe han og hans arbejde end var, kunne man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulle han da for hele sit liv være fordømt til at gå på fabriksarbejde og male de samme roser og nelliker på det samme porcelæn dag ud og dag ind, indtil han ligesom alle de andre var bleven en gammel hest i trædemøllen? Han følte sig så modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin skæbne? Så ville han hellere lade stå til, og til at begynde med ville han gå ud og svire hver skilling op af den ugeløn, han havde hentet den foregående dag. Men disse tanker varede kun så længe, til han var kommen fra inspektørens bolig ned i porten. Så tænkte han på, om han da virkelig allerede, så ung han var, skulle blive til et » mislykket geni « ligesom hans fader. Han knyttede uvilkårlig hænderne. Nej, og atter nej; han skulle dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke hans skyld, at man ingen lærdom havde givet ham; at man ikke havde prøvet på at udvikle de evner, der var hos ham; at man havde ladet ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoksen knøs, og sat en bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulle vise dem noget andet. Han ville trods alt det selv prøve på at blive til noget, og blev arbejdet end strengere derved, så blev æren også så meget desto større, hvis lykken stod ham bi. Håbet, som atter vaktes hos ham, strøg på én gang alle mismodige tanker bort. Han besluttede — hvad han nu indså, at han skulle have gjort fra først af — at henvende sig til en » rigtig « Kunstner og høre hans mening om genrebilledet. Hvis også han sagde, at arbejdet var talentløst, så ville han prøve på at forsone sig med sin skæbne, men give tabt straks efter det første nederlag — det ville han ikke. Denne beslutning udførte han allerede den næste dag og med mere held. Hans gode stjærne førte ham til den rette mand, og fra det øjeblik af kom der lyse og lykkelige år ovenpå den første, strenge ungdomstid. I den mellemliggende tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind i hans liv og beredte ham en bitter skuffelse, men bag efter, da den første smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at knække ham. Han kom på akademiet et par år, fik sit første billede udstillet, gjorde en lovende debut og fik et stipendium, som satte ham i stand til at gøre den studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med allehånde glade forhåbninger. — —selskabet i det lille hyggelige hjørne var blevet mere og mere animeret. Man havde frisket en hel mængde fornøjelige minder; nød i erindringen adskillige af fortidens kåde streger og blev oplagt til at begå ny. Omsider blev der dog en af det slags pavser, der indtræder selv i det lystigste lag. En af deltagerne i symposiet afbrød den med de ord: » Lad os høre nogle af dine vidunderlige oplevelser og eventyr, gamle dreng 1 « » Å, dem kan jeg fortælle jer en anden gang «, svarede Henning. » Jeg har for resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de fleste turisters lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser i, og for fremtiden kan i tage mig til eksempel på en alvorsmand fra top til tå. « » Pokker heller «, udbrød en af kammeraterne; » dit selvbeskikkede hverv som alvorsmand beholder du yist ikke ret længe. Vi kender dig nok, du mellemting af en sybarit og en dydsdragon! « » Ja, det er vist «, tilføjede en anden. » Henning er absolut en af de mest sammensatte naturer, jeg kender. Den ene dag er han en komplet sanct Antonius og den anden så kåd som en faun, — hvad siger du, hans Frederik? « Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung mand, med noget støt og sluttet over personen. Hans glatragede ansigt med den ejendommelige, rødladne teint, der fremkommer ved daglig brug af stærk sminke, lod en på forhånd gætte, at han rimeligvis måtte være skuespiller. Med en ualmindelig kraftig, malmfuld røst, der måtte lyde godt fra scenen, svarede han: » Jeg siger med profeten, eller hvem det nu var: » Ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt «. For resten er der alligevel mere hold i Henning end i jer andre, og derfor skal i lade være at friste ham. « » Å, der har vi moralisten igen! Ved du hvad, hans Frederik, du burde altid have holdt dig til at citere den hellige skrift i stedet for de profane poeter. Det var en misforståelse, da du opgav tteologien og gik til tteatret! « » Ja, for oven i købet at blive en dydig skuespiller! « » En dydig skuespiller er en uting «, supplerede en anden. » Husker i ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor digter har sagt: „ Man selv må livsbedrifterne fornemme, når man vil tolke dem med kunstens stemme. “ » Så, nu begynder, min tro, Ørbæk også at lade det regne ned over os med citater. Hold din mund, lille Ørbæk, og lad mig få ordet « — den sidst talende varen livsglad, ung billedhugger. — » Jeg vil bevise jer, at et menneske og fornemlig en kunstner må skeje lidt ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengøres — og vi er jo enige om, at det er livets øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler forudsætningen for en fuldkommen erkendelse af dyden, ergo — — — « » Ned med den paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere livsfilosofi. I aften er vi komne sammen for at hylde venskabet og glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den små — — skal vi to gøre en lille afstikker — hvad? Klokken er ikke så mange endnu. « » Nej tak «, svarede Henning leende. » I aften må du dyrke den slags glæder uden mig; jeg gider ikke være med. « » Nej, det er for galt. Du vil altså virkelig sparke til glæden, som Hostrups kobbersmed siger, skønt glæden slet ikke har sparket til dig! Og må vi så høre dine grunde? « » Ja, dem skal du få — galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more mig på den vis — det er sagen. « » Han er for glad til at more sig! Du hellige enfoldighed; nu bliver dine paradokser snart endnu mere himmelråbende end Ørbæks. « » Jeg synes, det er så ganske ligefrem «, svarede Henning, denne gang helt alvorlig. » Nå — vi er rigtignok på et så fremrykket stadium af lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver på at forklare dig det, men jeg skal dog gøre det alligevel. — ser du, jeg ved ikke, hvorledes det går jer andre, men med mig er det sådan, at når jeg føler mig glad, sådan rigtig hjerteglad, så kommer mit bedre jeg frem, om jeg så må sige, og så er jeg ikke oplagt til at begå dårskaber, som — lad os være enige om det — dog er os temmelig uværdige «. » Det var en drøj mundfuld ovenpå en så godt begyndt aften! Det er, som vor store mester, hans Frederik, en gang for alle har sagt: du est en problematisk natur, gode Henning. Jeg spår dig, at det ikke varer længe, før du ender som velbestaltet filister og ægtemand. Og så skyr du naturligvis dine gamle kammerater, fordi de er nogle løse fugle. « Og den unge mand drog et dybt suk, som om han følte den inderligste medlidenhed både med sin egen letsindighed og sin vens standhaftighed. Men et øjeblik efter tilføjede han: » Og du går altså ikke med — — —? « » Nej, Erik, det gør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke kalde mig en heldøre. Jeg mener blot, at det er på tiden, at vi bliver fornuftige. « Henning rejste sig og tømte sit glas. » Og nu skal i alle sammen have tak for i aften; jeg har været rigtig glad ved at træffe jer igen og opfriske gamle lystige minder. Følg nu mit eksempel og lad os ende aftenen lige så honnet, som vi har begyndt den. » » For Pokker, du kan da gerne følge med ned til Rydberg. Vi har jo tiden for os. « » Nej, ikke i aften, du, « lød Hennings svar. » I ved jo, at jeg skal på farten igen allerede i morgen. Jeg vil over til Fanø og male et studie is færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg tager afsted med morgentoget. « » Å — du er en rigtig stivstikker. Nu var vi komne i sådan en god stemning, og så spolerer du det for os til slut med alle dine dydige og moralske forsætter. « » Nej, vist ikke, det er ikke Hennings skyld «, mente en anden. » Det var hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike. « » Ja, lad os så bare komme afsted! « De vandrede leende og småskændende ud af haven og skiltes udenfor porten. Henning vedblev at være døv for sin kammerats overtalelser, og til sidst delte flokken sig i to hold, hvoraf det ene drog ind ad byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og hans Frederik, fulgtes ad til den tørstes bopæl. i. Han boede et godt stykke udenfor byen, i en af de fjærneste afkroge af det såkaldte villakvarter. Derude kunne han have atelier og et par værelser til sig og sin fader for det halve af, hvad det ville koste inde i byen. Og han var endnu ikke kommen så vidt, at han ikke behøvede at tage hensyn til en mer- eller mindreudgift til huslejen. Desuden satte han pris på at bo luftigt og frit, uden at have en række huse lige overfor, der spærrede for sol og lys. Så var der også den fordel, at han havde helt landlige omgivelser: de tilstødende villaer med deres pyntelige haver. I forsommeren trivedes guldregn og syrener så frodig herude; der var grøfter og græs med fandens mælkebøtter og en rigdom af gule » Smørblomster « Langs vejkanten, og han foretrak dem frem for ophedede brosten med sporvejsskinner og vogntummel. — det var en klar, stille sommernat, som modtagelige gemytter særlig vide at sætte pris på. luften var så frisk og kølig, at det blev en nydelse at indånde den i stærke, fulde drag. Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt det sidste år i udlandet. Han troede nok, han havde lært en del, og hvad han især følte sig glad over, var den ro, han syntes, der var kommen over ham. » Det forekommer mig «, sagde han, » at fremtiden ligger klarere for mig end nogensinde før. Og ved du hvad, hans Frederik, jeg har aldrig været så oplagt til at tage fat. Det er ingen skade til, at man i sin ungdom har haft en del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at medgang vil gøre mig godt, men havde jeg alle mine dage været lykkens kælebarn, var jeg måske næppe nået så vidt som nu. « » Ilden hærder stålet; striden kæmpernes kræfter «, deklamerede hans Frederik i en dybsindig tone. » Jeg tror nok, at du er en af den slags naturer, der ejer et vist fond af modstandsevne, og for hvem hindringer vel endogså kan være en spore, men i længden må du vist have medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin ret. Du er mig lidt for blød; der er næppe jærn nok i dig til at kunne holde ud fra først til sidst, hvis du var så uheldig for alvor at komme på en fejl hylde. « » Du mener, at jeg i grunden er en vag og let natur? « spurgte Henning med et halvt smil. _ » Å ja — til dels. Det vil sige, du har en god vilje, men jeg vil dog håbe, at skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt nederlag, thi så kunne det måske falde dig ind at give tabt. « Henning gik nogle minuter tavs og huggede med sin stok løs på græsstråene ved vejkanten. Hans ansigt havde fået et alvorligt og tankefuldt udtryk, som i grunden klædte ham bedre end det sorgløse præg, der i reglen plejede at være over det. » Jeg har tit tænkt noget lignende «, sagde han endelig. » Jeg bilder mig ind, at jeg kender mig selv til bunds. Jeg ved, at jeg kan være overgiven kåd og lystig; at jeg kan gøre ting, som jeg bagefter ærgrer mig over, og så til andre tider være så fornuftig og besindig — ja, hvis du vil tillade mig det udtryk, vil jeg kalde det så åndelig og moralsk klar over mig selv — at jeg tror for bestandig at have taget afsked med alle dårskaber. Og jeg ved også, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned og endnu mindre til at gøre mig så glad og frejdig til mode, som om Fru Fortunas gaver var blevne tilsagte mig for evig tid — det er, hvad i endnu i aften kaldte min sammensatte natur. Men trods den og trods alle mine svage og vage anlæg, så tror jeg dog på, at jeg ville have åndelig elasticitet nok til at bære, selv hvad du kalder et alvorligt nederlag. — du ved, hvad der hændte mig for to år siden, netop den gang jeg troede, at fremtiden lå god og lys foran mig. det var dog en skuffelse, så bitter, at den vel kunne have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde haft mere modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig. « » Å, det er ikke altid den slags sorger, der ødelægger en mands liv. Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunne jeg sige, at det måske netop var dit lette sind, der hjalp dig ud over det. I alt fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit liv — hvor meget de Pokkers fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os. « » Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, hans Frederik, at jeg alligevel holdt således af hende, som en mand vist kun elsker en eneste gang i sit liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en gnist af sandselig attrå i den følelse, jeg nærede for hende. Jeg blev bedre i hendes nærhed, jeg havde så fuldt og helt fornemmelsen af, at dersom hun ville det, kunne der blive noget virkeligt af mig. Når vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min sjæl opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde i mig: hvor inderlig — inderlig kær du dog er mig! Jeg kunne have råbt det ud til de kolde, døde stenhuse, til de bladløse trær, jeg gik forbi. Men alligevel gemte og vogtede jeg denne følelse som en kostelig skat, hvoraf jeg kunne hente kræfter til at nå et hvilket som helst mål. Jeg rugede over den som en gerrig, thi håbet om at vinde hende stod altid så lyst og stort for mig, at jeg næsten var bange for at betragte det som noget, der lå nært nok til at gribe efter. Og så — til sidst — var det for silde. « » Ja vist — det er undertiden en underlig forkert verden, vi lever i «, bemærkede den anden filosofisk. » Men du har dog ret, hans Frederik, når du siger, at det ikke greb ødelæggende ind i mit liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du — for det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde aldrig vakt eiorhåbninger hos mig for bagefter at behandle mig som et stykke legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager tag i en, når man tror sig sveget og miskendt, var der slet intet af. Derfor tjente min sorg snarere til at øge mine kræfter. Kunne jeg ikke vinde hendes kærlighed, skulle jeg i det mindste bevare hendes gode mening om mig. Jeg ville overbevise hende om, at jeg fortjente hendes venskab. — ja, det levede jeg på, da det gjorde mest ondt, og det hjalp mig ud over den værste tid. Måske blandede der sig også en smule forfængelighed deri. Jeg fandt en slags trøst ved at tænke på, om jeg vel nogensinde skulle kunne tvinge hende til at beundre mig — som kunstner. Nå, om så bag efter mit lette sind gjorde resten; det skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det « — Henning lagde sin hånd på vennens arm og så på ham med et varmt blik — » hver gang jeg får de gamle minder frem, så vågner denne følelse så frisk og levende som nogensinde før. « Der blev en lille pause. Så spurgte hans Frederik: » Kom det aldrig til nogen egentlig forklaring mellem jer? « » Nogen egentlig forklaring? — å nej, men det er dog umuligt, at vi skulle have misforstået hinanden. « » Og du har ikke talt med hende i de sidste to år? « spurgte hans Frederik videre. » Nej, hvad skulle det nytte til? Hun har allerede været gift i halvandet. « » Lykkeligt? « » Det håber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske hjerte. « Henning sagde det i en tone, der vidnede om, at ordene var oprigtig mente. Så for han let med hånden hen over panden, idet han tilføjede: » Men herregud, hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind på de gamle historier? Vi begyndte jo aftenen i idet lystighed og glæde, og nu ender vi midt i den alvorligste samtale. Nå, det har vi for resten gjort før. Tak for i aften! I morgen rejser jeg til Fanø og gør mit studie færdigt, og når jeg kommer hjem igen, skal du få at se, at det virkelig er alvor med det jærnmenneske, jeg er blevet til. Godnat du! « 22 de var standsede uden for det hus, hvor Henning boede, og udenfor hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve time. Henning sprang så let og sorgløs op ad trappen, som om han allerede havde jaget på flugt hver eneste en af de erindringer, han nylig havde kaldet frem. Og imidlertid vandrede hans Frederik alene tilbage til sin ungkarlelejlighed inde i byen. Iii. Fire gange om dagen i sommer- og badesæsonen går dampfærgen fra den stadselige jyske havn over til den lille sandede 0 i Vesterhavet — øen, der er berømt for sin hvide strandbred og sine beboeres maleriske klædedragt. — hvilket henrivende dolce farniente kan man ikke nyde på Fanø! Kun et halvt hundrede skridt fra færgestedet ligger den hyggelige gæstgivergård, en rigtig god gammel gæstgivergård med blomstrede Gardiner for vinduerne, med storkerede på taget og med en pragtudgave af en avlskarl, der er hele gårdens og alle de rejsendes faktotum og altid parat til at give alle mulige oplysninger om sin kære fødeø og dens befolkning. Oppe i gavlen ligger nogle småkamre, der er stærkt efterspurgte af øens gæster, fordi man derfra har en vid udsigt ud over stedets omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg klint, der skråner stejlt ned mod søen, hvor mågerne og fiskerbådene tumle sig om kap med hverandre. Et stykke derfra ligger havnen, og bag ved denne kigger byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte side ser man ud over Fanøs hvide klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige flade; dets dybe dønninger høres tydelig, når vinden bærer ind over land. Ad byens brolagte Hovedgade, forbi kirken og de underlige spraglede småhuse, opførte af røde mursten, med grønne døre og vinduesrammer og ligeså broget malede gavle, kommer man til en sandet vej, som snart efter snor sig ind mellem klitterne i lunefulde bugtninger, der atter og atter skjuler vejens fortsættelse. Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer havet. Snart træde de frem i bløde bølgedannelser, snart med skarpt afskårne toppe, dækkede af den stride marehalm. Før man ret ved af det, har man nået de sidste klithøje, der skjule strandbredden, og på én gang breder denne sig for øjet i hele sin blændende hvidhed. Det er nær ved solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt på den hvide strandbred. Vinden har leget med sandet, så at det danner allehånde fantastiske tegninger-, på lange strækninger ser det ud som den fineste moiré; andre steder tåmer det sig op i små, kunstig formede forhøjninger eller lægger sig i bløde folder, ordnede lag for lag med en sirlighed, som om ikke vindens tilfældige lune, men en kunstnerisk hånd havde udført denne vidunderlige mosaik. Men når vinden blot løfter sig en kende, flyver sandet som lette røgskyer hen over forstranden, og i et nu har de fine tegninger antaget en ny skikkelse. Tusinder af spraglede muslingeskaller, hvormed stranden er oversået, glimrer som diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare længe, før solen er helt forsvunden i horisonten. Skyerne stå i et forunderligt vekslende farvespil: blåsorte, mørkeblå, lyse og lilla mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden bræm, men på én gang skifte de farve, idet den sidste rand af solen dukker ned i søen. — i læ af klitten kan man belure dette stævnemøde mellem den heldende dag og den frembrydende nat, iagttage alle de fremtoninger på stranden, i luften og i vandet, som røber mødet. Og havet besørger akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog så melodisk lyder dets brusen. For et modtageligt øre lyder det som en sang, man ikke bliver træt 'af at høre. Det synger ikke blot om sig selv, ikke blot om de bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med ældgammel skov, nøgen strand eller skyhøje fjelde, men det synger sig ind i ens tanker og drømme; det opkaster de sælsomste spørgsmål og giver svar, som man ikke ville undvære — — så lyder der pludselig højrøstede stemmer nede fra stranden, og med det samme er trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin brusen, men dets egentlige sang er forstummet, thi det synger helst for den ensomme; det larmende og lystige selskab har det ingen hemmeligheder at betro. En mand, som i den sidste halve time har siddet ved foden af klitten med staffeli og malerkasse foran sig, men uden at bestille noget, vender ærgerlig hovedet om. Han sad så godt og skøtter ikke om at blive forstyrret. Da stemmerne kommer nærmere, rejser han sig fortrædelig op for at pakke sine sager sammen, idet han mumler ved sig selv: » Flere badegæster! « Det er det dog kun i en vis forstand. Det er nemlig hotelværten og hans kone, som har fået besøg fra København. » Ja, vi forstyrrer da ikke, hr. Bentsen? « siger den godlidende gæstgiver. Han er en både honnet og velstående mand og står derfor på en halvvejs venskabelig fod med de fleste af badegæsterne. » Måske jeg må have den ære at præsentere dem min svigerinde og niece fra København: Fru Thorsen og frøken Minna — hr. Genremaler Bentsen. Ja, den herres navn kender i jo nok fra udstillingen? « » Ja, gudbevares! Der forsømmer vi såmænd aldrig at komme «, forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. » Vi interesserer os så uhyre for kunsten, både min mand og Minna og jeg. Ja, min herre, jeg ved ikke, om de måske kender min mand, grosserer Thorsen? « Henning måtte svare benægtende; han havde ikke den fornøjelse at kende fruens mand. » Ak nej «, vedblev fruen; » nu lever vi jo også så skrækkelig indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med forretningerne på børsen. Det er ikke som i vore velmagtsdage; den gang var Thorsen såmænd kendt i hele byen, og han interesserede sig nu så overordentlig for de unge kunstnere, skal jeg sige dem. Havde vi bare truffet hinanden den gang, hr. Bentsen, så kunne vi da lige straks have købt et maleri af dem. » Af hensyn til sin skikkelige vært ville Henning nødig være uhøflig — hvad der iøvrigt aldeles ikke lå for ham — men den gode frue begyndte unægtelig at kede ham. For at give samtalen en lidt livligere farve vendte han sig om mod den unge pige, dog ikke uden en vis frygt for at finde et sidestykke til hendes meget talende mama. » Holder de også af malerier, frøken? « Spurgte han. » Ja, meget. « Svaret lød ligefremt, uden affektation. Hun var åbenbart ikke et sidestykke til moderen. Man fulgtes ad på tilbagevejen gennem klitterne. Hotelværten, hans kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge malers rekvisiter. Minna tog ikke del i denne ædle tjenstfærdighed, hvorved hun vandt ikke så lidt i Hennings øjne. Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave gæstgiver havde pånødet ham bekendtskabet med sine københavnske slægtninge. Han gav sig til at se lidt nærmere på denne frøken Minna, som han for et øjeblik siden var bleven forestillet for. Hun var høj og rank af vækst, noget over middelhøjde, en stærkt bygget, lidt yppig skikkelse, der syntes at svulme af ungdom og sundhed. Trækkene var regelmæssige, måske en lille smule for store, men med et mildnende skær af friskhed og umiddelbarhed. Hun kunne højst være nitten år. Et ualmindelig fyldigt,

1895_OestergaardV_TygeBrahe

Vilhelm

Vilhelm

Østergaard

Tyge Brahe

male

male

dk

OestergaardV

Tyge Brahe

Østergaard

Tyge Brahe

En Roman fra Slutningen af det 16. Aarhundrede

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Første kapitel. En solformørkelse den 21. August 1560. » Det er spået og forudsagt for år og dag siden i « sagde en lille, gammelagtig mand. Han stod midt i en hob af hverdagsklædte borgere og håndværksfolk, som havde samlet sig på fisketorvet, lige overfor den gamle helligåndskirke. Folkene nikkede med betænksomme miner; en og anden slog kors for sig, og den lille, gammelagtige mand blev ved: » Vore egne, højlærde mænd have bekræftet forudsigelsen, og hvad sådant jærtegn og varsel betyder, fik vi at fornemme, da vi havde den store pestilentse anno 1553, som i, gode og fornumstige borgere, vel alle sammen kunne drage jer i minde? Der viste sig tørstens et tegn, som om himlen stod i den lyse lue flere nætter efter hverandre. Ja, man kunne se lukt ind i gabendes svælg, hvorfra en stor hob ild fremskinnede. og siden hen kom der et sådant ildlegeme, som de højlærde kalder en komet, med en lang og gnistrendes hale, og før året var gangen til ende, havde vi pestilentsen, der bortrev både mennesker og kvæg... « » Det er vist og sandt! « sagde en anden af borgerne. » Den onde tid husker vi sagtens. Men hvad nu det angår, som de kalder solens formørkelse, ved i så også, Laurids bøssestøber — hvordan et sådant jærtegn skal udlægges? « Den lille, gammelagtige mand strøg sig om den skæggede hage med sin flade hånd, og idet han betragtede sine tilhørere med en kløgtig mine, svarede han: » Jeg tænker, at jeg skal kunne udlægge det for jer, godtfolk — thi som i ved, er jeg ej aleneste bøssestøber, men tillige rådmand, item borgerlig værge ved vor hellige frue kirke, hvis årsag jeg kommer sammen med lærde folk og selv har en studenter i mit hus... « » Se — se! « råbte en af folkene. » Nu tykkes det mig, at der går et slør over solen, og luften bliver kold! Det er og spået, at formørkelsen skulle begynde ved det lag ti slet... « Manden havde ret. Der mærkedes en pludselig forandring i vejrliget. Et skarpt vindpust for hen over torvet, og umiddelbart efter faldt en byge med hagl så store som hasselnødder. Men solen stod endnu synlig mellem to kulsorte skybanker, og kun over dens ene rand skød der en skygge frem, som bredte sig længere og længere ind over det lysende sollegeme. Det var, som om alle ting, de spidse husgavle, slottets tårn og spirene, der ragede op fra vor frue- og st. Nicolai kirke, antog en blygrå farve. Dagslyset døde hen, blev mattere og mattere, og der gik ligesom et tungt, gispende åndedrag gennem luften. Der opløftedes et skrig fra en anden klynge folk, som var stimlet sammen ovre ved hellig-gesthuset. Det var en broget gruppe, mestendels gamle kjærlinger og nogle stoddere, som havde stillet sig op ved porten for at vente på de levninger, der blev tilovers fra de fattige studenters bespisning i klosteret. Men midt i hoben sås også et par nidkære, tteologiske læsemestre i deres sorte kapper og med pibekrave om halsen, thi disse gode mænd havde fundet øjeblikket egnet til at henvende nogle ord til den forskrækkede almue. » Vi forgå! Det er verdens undergang! « skreg et par gamle kvinder, der holdt deres potter og kar i de rystende hænder. » Mærker i ikke, hvordan jorden bæver under os! Et sligt naturens oprør har man ingensinde før været vidne til! « » Det er alene djævlen og hans hærskare af onde troldkvinder, der afstedkommer sådanne ulykker! « sagde en krumrygget stodder, i hvis grå, snavsede ansigt der sad et par små, ondskabsfulde øjne. Han bar på sit bryst et blikskilt, » Byens tegn «, der gav ham ret til at trygle for hvermands dør. —- » Ene og alene djævlen og hans troldkvinder! « gentog han knurrende. » Hvad sagde ikke den guds mand, vor gode biskop Palladius: » Du må ikke tie med nogen troldkvinde; thi de skulle nu have deres rette løn, eftersom de kunne ikke længere dølge sig i dette klare evangeliums lys og' dag; men de skulle annamme en verdens skam og deres fortjente straf og pine... « Stodderen stødte med sin stav til en af de gamle kvinder, og hun udstødte et højt skrig, som istemtes af de andre. Men nu løftede den ene af de ærværdige, lærde mænd advarende sin hånd og bød hoben at være stille. Han ville ikke ligefrem irettesætte den arme stodder, der nys havde talt; thi det var kun alt for vist og sandt, at heksene nu til dags havde en farlig og overvættes udbredelse; men derom ville han dog belære disse fattige og uvidende mennesker, at over sol og måne og stjærner havde troldkvinderne ingen magt. Det var gud selv, der rådede for slige mærkelige konstellationer, der frembragte uvejr, kometer, solens og månens formørkelse, ildkugler og blodige skyer på himlen — alt sammen for at varsle menneskene om pestilentse, krig og andre store ulykker... Således havde det været med det gruelige jordskælv, der hjemsøgte staden anno 1515 for at bebude den skæbne, som skulle times den ulykkelige kong Christiern, og de hårde plager, fejde og blodsudgydelse, som derefter ville hjemsøge landet. Og således havde det været med de tegn og varsler, der gik forud for de frygtelige pestens år... Hvad nu angik denne svære formørkelse, som de på denne dag oplevede, så ville han sige, at såfremt solen blev ganske formørket, da ville det betyde en ny krig, hvori mange mennesker ville gå til grunde; dog, om blot en eneste tomme af solen bevarede sit lys... « Der løftede sig et nyt skrig fra almuesfolkene. Flere og flere klynger var stimlede sammen på torvet. Og fra husenes tagvinduer og fra åbningerne i brøstfældige lægter kiggede hoveder frem; studenter og degne og selve klosterets Provst kom ilende ud af hellig-åndshuset, og i alle ansigter stod skræk og bestyrtelse at læse. Skyggen havde dækket mere end de elleve af solskivens tolv tommer, og skønt skyerne havde spredt sig, og haglbygen var hørt op, sænkede der sig en sær dæmring over jorden — et blegt, koldt skær, der hverken 6 var dagens lys eller nattens mørke, men noget for sig selv, knugende og åndeagtigt, med underlige sorte og skarpe skygger, som om naturmagterne vare komne ud af deres orden, og sol og stjærner slukkedes i det store himmelrum. Det blev mørkere og mørkere, og der hørtes ikke længer skrig eller tale fra folkehoben. Alle stod i dyb, rædselbunden tavshed; nogle slog kors for sig; andre knælede ned på den blotte jord; stodderen, der bar byens tegn, mumlede en lang ramse, som snarere lignede en djævlebesværgelse end en kristelig bøn, og en af de gamle kvinder havde kastet sig næsegrus ned i det lag snavs og urenhed, der dækkede torvet. I nogle minuter varede denne stilhed. Ingen vovede at se op mod den truende himmel, på hvilken solens lys slukkedes. Var det den yderste dag, som var kommen? Hvem kunne vide det! Det kunne hænde, at man i det næste øjeblik skulle høre dommedagsbasunernes lyd og se jorden åbne sine indvolde — således som det stod skrevet — og man ville ikke få stunder til at gøre bod for sine synder. Angsten lå som en mare over den ganske hob; den føltes ligeså stærkt af den velstående borgermand, der selvbevidst bar sit værge ved siden, som af den fattige kjærling, der i hjælpeløs skræk og forvirring havde kastet sin tiggerpose og sin lerkrukke fra sig. Intet skrig hørtes mere, kun dæmpede suk og stønnen. — men nu veg mørket lidt efter lidt. Den svage, lyse rest voksede i styrke, og en stedse bredere rand af den livsbringende sol kom til syne. Den uhyggelige, blygrå dæmring og de skarpe skygger afløstes af et varmere og varmere lys. Husenes spidse gavle trådte frem i tydelige og sikre omrids, og kirkespirene luede som før. Der gik et befrielsens suk gennem mængden; de knælende rejste sig op; man korsede sig endnu et par gange, men mere skyndsomt, end man før havde gjort det, og studenterne, der var strømmede ud af helligåndshuset, opløftede et lydeligt skrål for at holde sig skadesløse for den unødvendige skræk, de havde udstået. » Lad os drage hen til kjødmangerens bod! « råbte en lang, ranglet fyr, med mægtige sporer og slire ved siden, og hvis kappe, kjole og hoser skinnede i alle regnbuens farver til trods for den udstedte forordning, der bød højskolens disciple at klæde sig i sømmelige, mørke farver og med ærbart snit. » Lad os sønderslå vinduerne, som de har naglet til i boden, efterdi han har solgt selvdødt kød, den skalk! « råbte den ranglede fyr. » Siden hen drikker vi et glædesbæger hos Berit ølkone! « » Eller lad os yppe klammeri med hofsinderne, om vi kan få held til at møde dem undervejs! « skreg en anden. » Nogen spas må vi have i dag, eftersom vi er slupne så vel fra denne nød og vånde! « En stor sværm af studenterne drog støjende ned over torvet til det nærliggende Kjød-mangerstræde, medens borgerne og almuesfolkene begyndte at gå hver til sit. Fra fisketorvet spredte mængden sig omkring i de tilstødende, snævre gader og lukkede gyder, hvor hver især havde sin bod og sit hus. Mange var blevne forsinkede i at nyde dagens første hovedmåltid, og deres hungrige maver og tørstige struber længtes følelig efter at gøre sig til gode med et stykke godt fersk kød, en røget flæskeskank eller lidt vildtbrad og dertil et par forsvarlige kander øl; thi den over-standne angst havde givet forøget madlyst. De agtbare borgermænd, som havde sluttet kreds om bøssestøberen, var den sidste klynge, som endnu blev stående på torvet for at få udførlig rede på det forefaldne jærtegn. » Ser i, godtfolk! « sagde mester Laurids. » Om nu denne solens formørkelse, som vi nys have set med vore egne øjne, skal være et varsel om krig eller om pestilentse, om en konges død eller en anden stor ulykke — det kan ikkun de højlærde med vished afgøre. men alene dertil har man den store astronomiske og astrologiske videnskab, for at slige underlige tegn og varsler kunne sikkert og grangivelig tydes. Og des årsag må det kaldes en skøn og berømmelig kunst... « Den gamle bøssestøber nikkede farvel til sine venner og trippede hen over torvet, på hvilket solen nu uhindret kastede sine stråler. — — nogle timer var gået, og efter det røre, som den sjældne og sælsomme naturbegivenhed havde vakt, var staden nogenlunde falden tilbage til sin sædvanlige ro. Der var ikke synderlig mere færdsel på gaderne, end der plejede at være til hverdagsbrug, og to unge mænd, som kom fra byens Vesterport og drejede fra Vestergade over mod det gamle rådhustorv, kunne uforstyrret fordybe sig i en samtale, der fra den enes side førtes med stor og påfaldende ivrighed, medens hans ledsager for det meste talte dæmpet og stilfærdig. Deres udseende tydede på, at de begge var studenter ved stadens universitet; de bar de foreskrevne, snævre knæbukser, en tæt sluttende trøje og derover en sort kappe, kun lidet længere end trøjen; deres hovedbedækning bestod af halvhøje, rundpullede huer. Men der var den forskel i deres udstaffering, at den yngste af dem bar et smukt indlagt, adeligt værge ved siden, og hans dragt var syet af fint, udenlandsk klæde som modsætning til det grove, hjemme-vævede stof i hans kammerats kappe og hoser. Han så ikke ud til at være mere end højst femten år; men han førte sin lille, tæt sluttede skikkelse med synlig selvfølelse, og i de regelmæssige, noget bredt skårne træk lå der et udtryk af viljestyrke og moden forstand, som det ikke var almindeligt at finde hos en så ung person. Hans ledsager var en høj, spinkelt bygget yngling, hos hvem det mest påfaldende var et par store, udtryksfulde øjne. De syntes dybe og klare som en spejlblank sø; men pludselig og uventet kunne de flamme op med en egen, sværmerisk ild. » Johannes pratensis! « sagde den finest klædte af de to studenter — » hvad vi har været vidne til i dag, har givet mig adskilligt at tænke på. Jeg holder mathematiken og astronomien for de herligste af alle videnskaber, og havde man ikkun de rette instrumenter til at praktisere denne kunst, da skulle man sandelig opdage mange nye vidundere... « » Havde man ikkun sin frihed og kunne rejse ud i verden og lære! « sagde den unge mand, som hans ledsager havde nævnet med navnet pratensis. » Men jeg er bundet af min fattigdom og du, kære Tyge, af din betænk somme farbroder, velbyrdige hr. Jørgen Brahe, der for enhver pris vil gøre dig til en statsmand og hverken til en mathematicus eller astrologus... « » Men det er dog ikke lovkyndigheden eller rhetoriken, at min hu står til! « svarede Tyge Brahe med en bestemt mine. » Jeg har i år og dag tegnet op, hvad jeg har set af mærkelige konstellationer og sære naturens fænomener. Men jeg mangler endnu mange skrifter for ret at kunne sætte mig ind i den store, astronomiske videnskab. Ved du, pratensis, at bogtrykkeren, hans vingård, omme ved klosterstrædet, skal eje det herlige p'oliobind af ptolemæi skrifter, som er trykt i Basel for nogle år siden? Og mester hans skal være tilsinds at ville sælge det for to joachimsdalere. « » Ejer du så mange penge? « spurgte pratensis i en modfalden tone. » Nej, end ikke. Men når min kære fader ovre på Knudstrup skikker mig penge igen, da iler jeg straks hen og køber skriftet... « » Jeg er for fattig til, at to joachimsdalere kunne gøre mig lykkelig! « sagde Johannes pratensis. » Men jeg har et indfald, som måske kunne hjælpe mig til at få mit kæreste ønske opfyldt... « » Et indfald? « spurgte Tyge. Den anden nikkede alvorlig. » Jeg kan ikke trives her! Som du hemmelig dyrker astronomien, således anvender jeg al min tid på en anden stor og mærkelig kunst, som vel nok står i nøje forbindelse med den medicinske videnskab, jeg gransker, men som dog kræver mange særegne eksperimenter... « » Derom har du ingensinde før betroet dig til mig, gode ven! « bemærkede Tyge Brahe noget krænket. » Men jeg vil gøre det i dag! « lød svaret. » Mit sind er i en sær bevægelse, og jeg trænger til at fortro mig til dig, Tyge Brahe... Jeg har længe prøvet mig frem med alchymistiske eksperimenter, og jeg er allerede en ganske duelig adept. Men det får alligevel ingen rigtig Art og fremgang herhjemme, efterdi vi mangler store og navnkundige alchymister at tage eksempel efter... Jeg har nylig lært en sær person at kende; han driver selv guldmageriet, og skønt han er af lav og ringe stand, ved han mere end de fleste. Med ham tænker jeg at slå en handel af, så jeg kan komme ud i verden... Vil du gæste ham i forening med mig, så går vi derud i denne aften, inden den nordre stadsport lukkes... « » Hvorfor ikke! « genmælede Tyge Brahe. » Alchymien og astrologien er søsterlige kunster. Kan hænde, at jeg selv får lyst til at dyrke den videnskab, når jeg ser noget til den på nært hold. Hvor skulle vi mødes i aften? « » Søg mig op hos min vært, Laurids bøssestøber, når klokken er halvgåen otte! « sagde pratensis. » Detvil da falde mig lettere at slippe bort. Nu går jo ingen aften til ende uden klammeri og parlament mellem studenter og bådsmænd, og den gamle mester Laurids gør et bandsat opstyr, hver gang han hører, jeg vil ud på gader og stræder, efter at mørket falder på... « » Og hans datter, den skønne Edele, ængstes vel end mere for, at du skal miste liv eller lemmer? « ytrede Tyge Brahe en smule drillende. » Derom har jeg ikke spurgt hende! « svarede Johannes pratensis kort. » Kvindfolk og klammeri giver jeg mig lige lidt af med. Jeg har nyttigere ting at tage vare... « » Jeg ligeså! « svarede Tyge Brahe i en tone, der lød ikke mindre betænksom end hans ældre kammerats. » Jeg går nu hjem til min gode francisci ripensis, der i sandhed snarere er mod mig som en jævnaldrende ven end en myndig læremester og mentor. Jeg skal sige dig, gode Johannes — han og jeg finde idelig nye tilknytningspunkter i vore granskninger — ripensis i den lærde medicin, jeg i min hemmelige syslen med den herlige astrologi... Denne svære solens formørkelse, som vi i dag har iagttaget, giver mig stof til mangehånde betragtninger, hvorom jeg må tale med min kære ven og læremester. Et lidet latinsk digt vil jeg også gøre derover. Og dermed vil tiden hastig gå hen indtil aften. « De to unge mænd var under deres samtale komne ud for vor frue kirke, hvis kæmpehøje tårn og kobbertækte spir aftegnede sig mod en fuldkommen lys og skyfri himmel. Tyge Brahe hilste med sirlig anstand sin ven og fælle og gik derpå med ivrige og energiske skridt tværs over frue kirkegård og forbi studenterboderne for at begive sig til sin bolig hos magister ripensis i kannikestrædet. Johannes pratensis drev langsomt afsted til den modsatte side for at opsøge sit Kammer i klosterstrædet hos mester Laurids bøssestøber. andet kapitel. Jomfru Edele. Det var en lille, firkantet stue, der lå i husets øverste stokværk, og hvis vindue vendte ud til strædet. Den gjorde tjeneste på én gang som sengeherberg og til studerekammer. Størsteparten af pladsen optoges af en bred alkoveseng med lange, nedhængende spærlagen, og ved den modsatte væg stod et stort egetræes skab, i hvilket stuens beboer opbevarede forskellige, mærkelig udseende ting: en lille ildpande, en smeltedigel, nogle underlig formede kolber af grønt og mørkt farvet glas og et par gulnede håndskrifter, der så ud til at være affattede længe før bogtrykkerkunstens opfindelse. Johannes pratensis stod foran skabet, hvis dør han havde lukket op, så at man så hylderne, på hvilke destillérkolberne og de øvrige apparater var anbragte i pertentlig orden. Han havde taget en lille flaske frem, og idet han holdt den op mod lyset, lod han dens indhold, en klar, rødlig væske, løbe frem og tilbage, som om han ville undersøge væskens sammensætning og udseende. Men til sidst rystede han mismodig på hovedet, satte atter flasken ind på hylden og lukkede skabsdøren omhyggelig i lås. Så gik han hen til vinduet og stirrede ud. Solen lyste endnu varmt på husenes Tage og takkede gavle. Derfra, hvor han stod, kunne han se frem over byens lave huse, helt ud til Nørreports tårn, der ragede op over stadsmuren og volden. Udenfor porten boede den person, han agtede at gæste samme aften i følgeskab med Tyge Brahe... Men af hvad årsag havde han egentlig foreslået sin ven at følge med derud? Havde det ikke været bedre at udrette dette ærinde uden vidner? Johannes pratensis kiggede adspredt gennem det tykke, grønlige glas i vinduesruderne. Han lagde ikke mærke til, at solen sank længere og længere ned bag Tage og tårne, og der sænkede sig skumring over stuen. Så bankede det på døren — sagte og frygtsomt. Johannes hørte det ikke, men da bankningen gjentoges, denne gang stærkere, vendte han sig om. » Trin ind! « sagde han, halvvejs ærgerlig over at blive forstyrret. Døren åbnedes, og en ung pige trådte ind. Hun var klædt i en simpel, mørkfarvet dragt, men den oplivedes af det skinnende hvide brystklæde og endnu mere af hendes egen ynde. Hun var slank og lyshåret, og i de fine træk strålede et par store, talende øjne. » Min fader lader spørge, hvorfor i ej heller i dag har taget del i vort måltid? « sagde hun. » Da han nys bankede på, ville i ej åbne døren, og nu har han skikket mig hid, for at jeg skulle sige jer, at han gerne ønskede at tale med jer, inden det blev sengetid... « » I får holde mig min særhed til gode, jomfru Edele! Jeg har haft så meget at tage vare i dag, at jeg har forglemt min madlyst. Hvad ønsker eders fader at tale med mig om? « » Jeg skønner, at det er om den store formørkelse; thi deraf har min fader hele dagen været stærkt optagen, og jeg tænker, at han gerne vil rådspørge eders kløgt og lærdom... « » Sig til eders fader, jomfru Edele, at han må have mig undskyldt, indtil vi mødes ved middagsmåltidet i morgen; thi i denne aften er jeg andensteds optagen... « Jomfru Edele lod sit blik glide fra den unge mand hen til det store.egetræs skab ved væggen, og derpå sagde hun med den samme bløde og velklingende stemme som før: » Kære mester pratensis! I har forandret jer såre meget i den sidste tid. Forhen var i bestandig lystig til mode, og i havde så meget at fortælle min fader, når i tilbragte aftenen nede i vor stue. Men i de sidste måneder er i knapt til at kende igen, og man siger... « » Nu, hvad siger man, jomfru Edele? « spurgte Johannes pratensis og så utålmodig op. » Man siger, i er kommen i slet selskab, mester pratensis... « » Nu — så i lytter også til sladder og ond snak, jomfru Edele! Har i da nogensinde set mig komme hjem med større rus, end jeg kunne bære? Eller har jeg ord for at mænge mig i de optøjer og slagsmål, som høre til dagens orden blandt de andre studenter? « » Nej, kære pratensis — i det punkt er der visselig intet at sige jer på... Min fader mener, at i er som et lysende mønster og eksempel for den øvrige galne og sværmende ungdom. Men... « Hun standsede igen, forlegen over sin egen dristighed. Johannes pratensis betragtede hende denne gang med et lille smil og sagde spøgende: » I taler for San den så ærværdigt og formanende, som om i var en gammel kvinde og ikke en frisk sextenårs mø! Lad mig da høre, hvad man beskylder mig for, jomfru Edele! Når det hverken er sviren eller sværmen... « » Jeg har ingen ret til at kræve eders fortrolighed, « sagde Edele bedrøvet. » Og jeg er vel for ung og ringe til, at i skulle kære jer om mine advarsler. Men i de tvende år, i har boet hos os, lige siden i forlod eders kære forældre og kom her til staden, har i været som en kærlig Broder mod mig, og desårsag gør det mig ondt i mit hjerte, når jeg hører, at i er kommen ind på en vildfarelsens vej, der må føre til eders timelige og evige fortabelse... Og om i vil vide det, mester pratensis « — jomfru Edele så ham denne gang frit i øjnene og talte med stærk bevægelse — » så beskylder man jer hverken for mere eller mindre, end at i i den sidste tid har gæstet — graver-steffens hus! « » Og om så var! « pratensis rettede sig i vejret, og blodet skød op i hans kinder. » Ikke skylder jeg jer eller eders fader regnskab for den omgang, jeg søger. Har jeg ikke redelig betalt for kost og herberg i eders hus? Kunne vi ikke længere forliges, skal jeg end den dag i dag opsøge mig en anden bolig...? « Men da han så, at hans hårde ord kaldte tårerne frem i hendes øjne, fortsatte han i en mildere tone: » Tilgiv min ilterhed, lille Edele! Jeg har bestandig anset jer for kløgtigere end den gemene, store hob. Tror i nu også på de eventyr, man fortæller om mester Steffen: at han graver de arme lig op af jorden, hugger sin hakke i de døde menneskers kroppe og beder dem stå op i tusind djævles navn! Og ligeså, at mester Steffen står i forbund med den onde? Jeg siger jer, at det er idet digt og påfund! Mester Steffen råder over en mærkelig lærdom, som er langt over hans stand og vilkår, og det er alene af den årsag, at jeg nogle gange har gæstet hans hus... Kan i slå jer til tåls dermed, lille jomfru Edele... « Den unge pige betragtede ham med et varmt og indtrængende blik. » Johannes pratensis, « sagde hun og greb ivrig hans hånd — » lov mig, at i ingensinde mere vil sætte eders fod i mester Steffens hus... « » Det skal jeg have ondt ved at love jer, jomfru, eftersom jeg agter mig derhen endnu i denne aften... « pratensis talte i en skødesløs tone. » Men kan det tjene jer til beroligelse, så må i gerne få at vide, at en af mine kammerater, velbyrdige Tyge Brahe, gør mig følgeskab... « Jomfru Edele rystede på hovedet. » Det gør ej sagen bedre. For eders ven har det ingen fare; hans rolige kløgt vil beskytte ham, og han går ej længere, end han selv vil. Men i, pratensis, er fuld af ilterhed og sværmeri, og i forvorpne menneskers hænder er eders vilje svag og veg. Luk ikke eders øre for mine ord, Johannes pratensis! Har i først én gang givet den onde blot det mindste stykke af eders finger, da vil han snart eje jer med hele eders legeme og sjæl, og store ulykker ville times både jer — og dem, som har jer kær... « Pratensis så forundret på den unge pige, der pludselig syntes at have glemt sin forlegenhed og nu talte med en styrke og myndighed, som om en overnaturlig magt lagde hende ordene i munden. Men straks efter trak han på skuldrene og sagde med et ringeagtende tonefald: » I synes, min tro, at have ligesom tvende skikkelser, jomfru Edele! Den ene stund er i så frygtsom og blufærdig, som det sømmer sig en ung mø, der nylig har trådt sine børnesko, men straks efter fremtriner i, som om i kunne være en myndig sandsigerske, hvem det var givet at råde himmeltegn og varsler trods nogen gammel, erfaren astrologus! I er for sanden nær ved at vække min undren, lille Edele; men eders spådom har jeg ligeså lidt brug for som eders gode råd... « Han vendte sig ærgerlig om mod vinduet, som om han ville give til kende, at samtalen var forbi. Der var kommet et udtryk af dyb, sorgfyldt alvor i jomfru Edeles øjne, og uden at sige et ord mere gik hun sagte og stilfærdig henimod værelsets udgang. I det samme hun åbnede døren, lød der en ungdommelig stemme, som råbte nede fra: » Hallo! Pratensis, gode ven! Er du deroppe? Jeg har herlige ting at fortælle dig! « Edele vendte sig om og så med et langt, dvælende blik hen på pratensis. Så gik hun sin vej, medens Tyge Brahe kom farende så hurtig op ad trappen, at han knapt gav sig stunder til at sende den unge pige en flygtig hilsen. » Hvad er der sket? « spurgte pratensis, så snart Tyge Brahe var kommen indenfor. » Hvad der er sket! « udbrød Tyge Brahe, åndeløs af Iver og begejstring. » Jeg har den hele dag, siden vi skiltes, gransket i nogle skrifter, som min ven ripensis lånte mig. Tænk dig, gode Johannes, endog det gamle folkeslag, som kaldes det kaldæiske, har udfundet, at de samme formørkelser på himlen gentage sig, hver gang atten solår er henrundne. Og dette har man mægtet at udfinde seks hundrede år, før Vorherre Christus blev født på jorden! Ak, hjertekære Johannes! Når alt vore forfædre i så fjerne tider kunne gøre slige sindrige beregninger, hvad måtte der da ikke kunne udrettes i vore dage, om blot nogen med den rette Iver og lyst ville dyrke denne vidunderlige kunst! Det er, som om jeg ikke længer har nogen ro på mig! Hvad nytter det, at man vil tvinge mig til at blive en magtsyg statsmand, en rigshovmester eller kansler, når al min hu står til at læse i himlens dejlige stjærner! Jeg siger dig, pratensis, at intet menneske, hverken min fader ovre på Knudstrup eller min kære farbroder Jørgen, skal kunne vende mine tanker fra den astronomiske kunst! Så snart jeg kan, drager jeg ud i det fremmede for at opsøge berømmelige læremestre, og det kunne da hænde, vi mødtes, gode Johannes, i Rostock, Wittenberg eller en anden af de lærde, tyske stæder... « » Men følg mig først i aften udenfor byens nordre port! « sagde pratensis. » Hvem ved, hvad vi kan udrette dér. Uden penninge kommer man ikke langt, og mit ærinde går just ud på at finde hjælpemidler til min rejse... « » Jeg er rede til at ledsage dig! « sagde Tyge Brahe. » Rigtignok kender jeg intet til den person, vi skulle gæste; men det gør ikkun min nyfigenhed så meget større.... « pratensis havde imidlertid kastet den sorte studenterkappe om skuldrene og sat sin hue på hovedet, og de to unge mænd forlod værelset, hvis dør pratensis lukkede varsomt efter sig. Der var ingen nede i husets forstue, og de trådte gennem bislaget ud på gaden uden at have set noget enten til jomfru Edele eller den gamle mester Laurids bøssestøber. Men havde pratensis vendt sig om, forinden han gik videre frem ad strædet, ville han have fået øje på en ung kvinde, der stod bag ved de blyindfattede ruder og stirrede på én gang ømt og sørgmodig efter ham. tredie kapitel. Mester Steffen. Klokken var knapt halv otte, og der var endnu halvanden time til, at stadens porte ville blive lukkede, og klokkeringningen forkynde vagtens afløsning. Tyge Brahe og hans ledsager vandrede op ad klosterstrædet, lagde vejen over i?rue kirkegård og gik ad Nørregade ud imod byens nordre port. På denne tid var der ikke mange folk på gaderne. Nu og da listede en hånd-værksmand afsted til laugshuset for at få stunder til at drikke sig en ærlig rus, inden dagen gik til ende, og andre var i samme lovlige øjemed på vejen til rådhusets vinkælder eller til en eller anden ølbod. Men de fleste ærbare borgere holdt sig inden døre, og så snart mørket faldt på, ville man ikke træffe synderlig andet godtfolk end beskænkede bådsmænd og studenter, parate til allehånde optøjer, og derhos bysvendene, som patrouillerede om natten for at hindre mord, manddrab og anden synd og last. Udenfor portene var der ganske øde og ensomt. På den anden side af stadsgraven og volden lå kun nogle få huse, omgivne af store kål- og ptugthaver, og ved stadens nordre port — før man kom til Peblingesøen — var der anlagt en ny kirkegård, som benyttedes til pestkirkegård for fattigfolk. Det var et ilde berygtet kvarter; thi det holdtes endda ikke for det værste, at kirkegården lå hen i stor forsømmelse som et oplagssted for alskens urenhed, hvor kvæg og får græssede mellem gravene; men det hed sig, at der var tilhold for skarnsfolk og ryggesløse mennesker, som øvede al slags uvæsen og ondskab. Der var flere gange blevet ført klage over graveren, mester Steffen, hvem det pålå at holde skik og orden dér på stedet; men det havde intet frugtet. Øvrigheden havde en gang foreskrevet, at der skulle slås et plankeværk rundt omkring kirkegården, og at dens port og låge skulle forvares samtidig med, at stadens porte lukkedes. Plankeværket var også blevet rammet ned; men desuagtet herskede der det samme uvæsen som forhen. Man sluttede deraf, at mester Steffen måtte have borgmestre og rådmænd i lommen. Der var dem, der gik så vidt, at de anså ham for en farlig troldkarl, der burde have været pint og brændt for længe siden; men ellers var det den almindelige mening, at han forstod sig på den sorte kunst og var vel bevandret i guldmageriet, hvis årsag han var i stand til at købe hele borgmesterskabet. Hans bolig lå i et hjørne af kirkegården, og den så ret anseelig ud. I modsætning til de få, lerklinede hytter, der lå spredte udenfor stadens porte, var huset opført af bindingsværk, med teglstens tag, og mester Steffen havde selv bekostet opførelsen. For resten kendte man ikke noget til husets nærmere indretning; thi retskafne folk holdt ikke gerne omgang med mester Steffen, eftersom det var ensbetydende med at sætte navn og rygte på spil — om man endda slap for så godt køb. — da Tyge Brahe og hans ledsager vat-komne udenfor byen, drejede de ind på en marksti, der førte i lige retning over mod kirkegården. Pratensis viste vej. Tyge havde en tidlang gået i sine egne tanker uden at lægge mærke til omgivelserne, og først da de standsede foran kirkegårdens låge, så han op og spurgte sin kammerat: » Er det her, vi skal ind? « Pratensis nikkede. » Du kan se huset derhenne. Der skinner lys gennem vinduet, hvoraf jeg slutter, at manden er hjemme... « » Så er det vel graveren, mester Steffen, vi skulle gæste! « sagde Tyge Brahe og så en smule forundret ud. » Jeg skønner, at det just ikke er det agtværdigste kompagni, vi søger... « » Du har endnu stunder til at vende om! « svarede pratensis. Og han tilføjede bittert: » Du er jo af fornem og adelig byrd, og holder du nødig omgang med folk af lav stand, hvor kløgtige de end kunne være, så skal du intet følge med længere... « » Jeg lægger ringe vægt på adelskab, når det ej forenes med kløgt og duelighed, « gjen-mælede Tyge Brahe i en stolt tone. » Så vidt burde du kende mig, Johannes pratensis!... Har jeg sagt, at jeg vil gøre dig følgeskab ved dit forehavende, så er jeg også til sinds at holde mit ord! « De gik nu skrås over kirkegården, forbi nedtrådte grave, som kun undtagelsesvis vare prydede med en ligsten eller et kors. Det forekom Tyge Brahe, at luften var tung og kvalm at indånde, som om den forpestedes af ligene, der vare sænkede hastig og skødesløst i jorden. Han forstærkede sine skridt, og da pratensis fulgte hans eksempel, stod de få øjeblikke efter foran mester Steffens hus. men lyset var nu pludselig forsvundet, og de måtte gentagne gange banke på dør og ruder, før de hørte nogen røre sig indenfor. Omsider blev et firkantet skod i den øverste dørfylding trukket til side, og en stemme spurgte: » Hvem er i, og hvad fører jer hid? « » Vi er kendte folk og kommer i den hellige kabbalas navn! « svarede pratensis. Det lod til at være et slags løsen; thi døren blev nu åbnet uden videre nølen, og Tyge Brahe og hans ledsager trådte ind i en slags forstue, der var så snæver, at den knapt gav plads til dem og den mand, som havde åbnet døren for dem. Han holdt en lygte i hånden, og i det han hævede den i vejret for at tage sine gæster i øjesyn, faldt lysskæret med det samme på ham selv. Han var lille af vækst, og det så ud, som om han var bygget af lutter ben og sener. Ansigtet havde en underlig, læderagtig farve, og dets hårde, ubevægelige træk blev endnu mere påfaldende som modsætning til de små, skarpe øjne, der blinkede og glimtede i et væk. De syntes at ligge på lur under den fremstående pande, mod hvilken håret skød sig ned i en spids af tætte, rødlige Stubbe, der lignede skindet på en ræv. Han var iført en bluse af den slags, som håndværksfolk plejede at bære, med et bredt læderbælte om livet; men dette klædningsstykke havde den samme grålig snavsede

1897_OestergaardK_AntonArdenOgMoellerensJohanne

Kristjan

Kristjan

Østergård

Anton Arden Og Møllerens Johanne

male

male

dk

OestergaardK

Anton Arden Og Moellerens Johanne

Østergaard

Anton Arden og Møllerens Johanne

Fortælling

n

gothic

Hagerup

KB

Udgiver står i parentes. En del af Folkets Bogsamling

nan

nan

O

1. På jærnvejsskationen. Mellem aftensmåltidet og det sidste togs komme gik deruPder==stationsforvalter deruPder==zink ved deruPder==P.... heruPher==station på den østjydske hovedbane sin fædvanlige tur langs ad perronen, med en cigar i mundvigen, begge hænder i bukselommerne og den temmelig tvære mave buet fremover. Hans runde, rødmussede ansigt strålede med en fedtet glans, når han på sin vandring kom ind i skæret af en af de lygter, der hang på stationsbygningens mur; og hans små, brune øjne gemte et selvtilfreds udtryk under de posede øjelåg. Når han således i ro gik og fordøjede sin rigelige aftensmad, var han gerne i et snaksomt lune; og i mangel af bedre selskab nedlod han sig da til at slå en kammeratlig sludder af med sin undergivne, den magre og hulkindede portør Petersen. Portøren står bøjet over en rødmalet trækuffert, medens han ved skæret af en håndlygte klistrer mærkesedler på låget. Den skal sendes til København som ilgods, og på låget står der med velformede bogstaver: Anton Arden, New York ( via københavn—liverpool ). „ Var han her selv med kufferten? “ Forvalteren standsede og pustede en vældig mundfuld cigarrøg ud forved portøren. „ Nej, brinks Karl var her med den, “ var svaret. „ Hvem er brinks Karl? “ „ Niels grøn — gamle Ane grøns søn henne i fattighuset “. „ Nå, den grønskolling! “ lo forvalleren. Han vedblev sin vandring. Portøren kørte ilgodset hen til den anden ende af perronen. Der standsede forvalleren på ny og ytrede med nedladende fortrolighed: „ Hør, Petersen, hvad Pokker mon der så hastig kunne bestemme det nnge menneske til at rejse til Amerika? “ „ Det ved jeg ikke noget om. “ „ Jeg talte med ham, da han var hjemme til moderens begravelse; men da havde han helt andre tanker i hovedet; da ville han i landvæsenslære. “ „ Ja, det har han jo altid haft lyst til. “ „ Hæ — ja! Hvem har ikke lyst til alt muligt i den alder uden netop det, man skal til? Men der må stikke noget andet under. “ „ Forvalleren tror da vel ikke, at han har gjort noget...? “ „ Nej, nej, nej! Dertil kender jeg ham for godt. Nej, han var det flinkeste menneske, jeg har haft på kontoret. Derfor gav jeg ham også en god anbefaling. “ „ Det var vel også det eneste, hav fik, “ vovede portøren at mumle. „ Ja, ja, hvad.... han måtte da sinde sig i at stå i lære. Og den løn, han på min anbefaling har fået i de sidste to år, er virkelig ikke dårlig. “ „ Hø, hø, hø! “ Portøren lo, så han kom til at hoste. „ Tre hundrede kroner på egen kost! “ Øg han lo igen med en egen skarp latter, til han atter standsedes af hoste. „ Er det så latterligt, Petersen?... En husmandssøn! Hvis han nu havde tjent som Karl på en gård, så havde han da i den alder kun fået det halve. “ „ Ja, jeg synes, det er en latterlig lille løn, “ svarede portøren, „ efter alt hvad moderen har kostet på hans lærdom. Her stod han uden løn og gjorde det meste arbejde på kontoret, mens at... “ Portøren fik i et heldigt øjeblik et af sine slemme hosteanfald, ellers havde han plumpet ud med resten af sætningen:.... „ mens at forvalteren fik rigelig mønt udbetalt til kontorhold. “ Da portøren ikke sagde mere, tog forvalteren ørdet. „ Jeg indrømmer, af så dygtig en ung mand som Anton Arden burde have noget mere; men når der er overskud af en vare, så synker den i pris. Nu fabrikeres her 6—800 præliminarister årlig i vort lille land, og de sætter jo lønnen ned for hinanden, til den ikke er til af leve af. Så må de jo slå ind på noget andet end det, de har bestemt sig til. Vi har jo næringsfrihed her i landet. “ „ Ja — frihed til af tage næringen fra hinanden! “ Lo pørtøren „ De er nok spydig, Petersen! “ Forvalteren lo med; men han lovede sig selv, af han skulle se bedre efter for fremtiden, hvilke blade han lod pørtøren låne til gennemlæsning. Efter af han atter havde slået et slag langs ad perronen, standsede han på ny ved pørtøren, der nu syslede ved en af lygterne på muren. „ Mon der ikke alligevel skulle være noget i snakken om hans frieri hos mølleren? “ spurgte han dæmpet. „ Har de ikke hørt det, Petersen? “ „ Nej, det har jeg ikke. “ „ Det var nok i søndags.... Man siger, af Møller Jepsen ligefrem satte ham på døren og lod ham vide, at Johanne ikke skulle forloves med en forsulten kontorist — ha, ha!... Har de ikke hørt det, Petersen? “ „ Nej, jeg har ikke; men jeg tror gerne, at Møller Jepsen kunne være rå nok til det! “ „ Rå —? Han!... Ved de hvad, Petersen, han er s ' gu da den mest dannede blandt bønderne her omkring. Bevar os vel! Det er pæne folk, møllerens, og de fører et stort hus. “ „ Så stort, at mølleren vistnok kunne have nødig at få en rig svigersøn. “ „ Å, sludder! Det ved jeg bedre, Petersen! Bien Anton Arden er... “ „ Sysss, der kommer han! “ Der hørtes raske fodtrin på den søndre ende af perronen, hvor en ung mand, rank og med mørkeblondt hår var trådt ind gennem lågen. Han var i lyst sommertøj og bar i hånden en tung håndkuffert, medens et tigret rejsetæppe lå løst over hans venstre arm. Han kastede et hurtigt blik omkring sig, opdagede den røde kuffert, lagde sit rejsetøj derpå og gik hen til de andre. Men i forbigående kastede han et undersøgende blik ind i ventesalen, som om han håbede <? t sinde nogen der. „ Arden dog! Hvad Pokker går der a ' dem, unge mand? “ råbte stationsforvalteren efter af have hilst på ham. „ Er det virkelig deres alvor, af de sådan vil forlade os og stikke af til Amerika? “ „ Ja, det er. “ „ Vil de grave guld? “ „ Ja, grave eller finde eller tjene, som det nu kan falde sig.... Kort sagt: jeg ønsker bare af blive rig, det er det hele, “ føjede han til med et forsøg på af smile. Men hans ansigt bar et eget spændt udtryk, som smilet ikke ville bryde igennem. Han var allerede ved af vende sig og gå igen, da forvalteren råbte til ham: „ Hvad nu? Går de nu igen? Har de mere af besørge? “ „ Ja lidt... bare... “ „ Min kone venter da af se dem. “ „ Å ja. Jeg må hilse på fruen! “ udbrød han og forsvandt gennem ventesalen, medens forvalteren, helt revet ud af sin behagelige ligevægt, traskede bagefter med cigarstumpen i hånden og pustende af den uvante anstrengelse ved at komme rask af sted. Der var næppe gået fem minutter, før Anton kom tilbage i rask gang gennem ventesalen, fruen bagefter, tørrende sine øjne, og forvalteren nogle skridt bagefter hende med en frisk cigar til Anton, medens denne uden at ænse ham drejede om hjørnet og forsvandt i septemberastenens halvmørke. „ Hvor blev han a '? “ spurgte forvalteren portøren, der havde sat sig på en bænk med håndlygten i hånden og stirrede frem for sig. Portøren gav et kast med hovedet i den retning, han var gået. „ Han er væk i “ Fru zink blev stående i døren med tørklædet for øjnene. „ Er det noget at slæbe over, Mille! Sådan en rask ung fyr som han! “ „ Men tænk dog på, Ludvig, hvad sådant et ungt menneske kan komme til at gå igennem! “ „ Pyh! Hvad da? “ „ Øg hvilke fristelser! Tænk om det var Alfred! “ „ Ja, men det er nu ikke Alfred, lille Mille, og så kan du jo ta ' en med ro. Vor Alfred har det s ' gu godt nok. Han behøver ikke at gå til Amerika for at skabe sig en stilling. “ „ Nej, det har du såmænd ret i; men alligevel... Siden Antons Mo ' r døde, har jeg så megen følelse for ham. Han har jo ingen i verden at støtte sig til uden søsteren i iowa, og hende vil han jo ikke en gang rejse til.... Ak, dog! når jeg tænker på hans Mo ' r, der en gang havde kendt bedre dage... at hun skulle sidde der i fjordhuset lige til sin død, og så at hendes børn må rejse til en anden verdensdel for at få føden, det er rigtignok hårdt! “ „ Hans Mo ' r! “ udbrød forvalteren. „ Hun lå, som hun selv havde redet. Når en proprietærs datter gifter sig med sin Furs tjenestekarl, der kun har et par tomme hænder, så må hun æde den suppe, hun selv har kogt. “ Forvalteren bed i ivrighed spidsen af den cigar, han havde tiltænkt Arden, tændte den og pustede røgen fra sig med en mine, der viste, at han havde mere at sige. „ Nej, lille Mille “, vedblev han, „ det går s ' gutte an af rende fra pandekagen, når man alligevel trænger til af få en bid af den. Man skal aldrig være mere hidsig på kærligheden og de dele, end som af man kan tage levebrødet med i betragtning.... Havde hun ikke giftet sig, så kunne sønnen have haft en god fremtid for sig her hjemme... “ „ Nej, så havde hun rimeligvis ikke haft nogen søn! “ Faldt portøren ind med sin skarpe røst og en kort latter, der endte med hoste. „ For Pokker, nej, det mener jeg jo også, Petersen!... For øvrigt er han en brav fyr. Det eneste, der er i vejen med ham, er dette, af han har for megen romantik i blodet. Den slags folk bilder sig ind, af livet skal rette sig efter deres ideer; men livet går sin egen skæve gang, og så får ideerne finde sig i af sjokke bagefter.... At bønder og højskole-ungdom kan lade sig narre til af løbe efter ideer, det er nu en sag for sig; men vi dannede bør s ' gu da være klogere. Øg proprietær Høeghs søster manglede skam ikke dannelse. “ Han gjorde igen et slag hen over perronen, idet han i tankerne nød sin egen veltalenhed. Fruen tørrede sine øjne og gik ind. Men på bænken sad portør Petersen og tænkte på, at havde han kunnet købe billetter til sig selv og sin kone og alle deres otte børn, så havde han gerne forladt banens tjeneste og søgt vejen ad Amerika til sammen med Anton Arden. „ Det er noget forbistret nheldigt noget for et ungt menneske at være født med disse fornemmelser af at ' skulle højere op “, tog stationsforvaller zink igen fat og standsede hos portøren. „ Det har nu hele tiden været Antons ulykke, at han har høegh-slægtens blod i sine årer. Det er anderledes med dem, Petersen — hva '! De har været fornuftigere; de har ikke stilet højere, end som de kunne nå. Hvad kunne det også have nyttet dem, vil jeg sige, om de f. Eks. havde stilet efter at blive stationsforvalter? De havde jo bare gået og blevet til nar ved det.... “ „ Hin! “ „ Ens livsstilling må man s ' gn tage, som skaberen og hans majestæt kongen allernådigst beskikker den. “ „ Ja, og lade dem være ovenpå, som er det. “ „ Akkurat s ' gu! “ „ Øg være glad, af man sår lov af være en tavs tilskuer til deres lykke, der sidder på Toppen af læsset. “ „ Ja, hvad, Petersen! Vi kan jo nu en gang ikke alle være ovenpå; det kan vi jo ikke. “ Petersen spyttede og hostede. Der kogte noget i ham, som han ikke fandt ørd stærke nok til af udtrykke. Der hørtes tunge skridt på den søndre ende af perronen, og der lød en grov Bas: „ Hej, forvalter! skal de nu igen have nogen ekspederet til Amerika? “ „ Ja, jeg skal.... God aften, Høegh! “ Forvalleren nærmede sig til proprietæren, der var standset ved den røde kuffert, af hvis påskrift han havde læst navnet „ New York “. „ Fælk er jo rent gale efter af komme over og trælle for yankeerne, “ udbrød proprietæren. „ Hvorfor i al verden mon de mennesker ikke lige så vel kan tjene os? De får jo ikke mere end føden alligevel. “ „ Å — sagen er, de vil alle sammen være deres egne herrer, “ svarede forvalleren. „ Netop! “ indrømmede proprietær Høegh. „ Det erdet, de vil. Men ved de hvad, zink! “ vedblev han lidt mere dæmpet, „ jeg rejser netop nu over til Fyn, hvor vi større jordbrugere skal have et møde om den sag.... Vi kan jo ikke bestå — vi kan min sandten ikke bestå — når vi ikke kan så folk til at arbejde for os- det bør forbydes unge og raske arbejdere at udvandre. Der er nu alene i denne sommer rejst 11 her fra sognet — elleve! — og her er vel den tolvte. Hvad skal det blive til? Vi opføder dem, lærer dem at arbejde — og så forærer vi dem simpelthen til Amerika! “ „ Ja, det er, hvad vi gør! “ indrømmede stationsforvalteren. „ Ja, ikke sandt! Og så kan de derovrefra drive priserne ned for os på det engelske marked. Og le ad os oven i købet. “ „ Vi burde nok egentlig have stavnsbåndet indført igen, “ lød det tørt henne fra bænken, hvor portøren sad og ærgrede sig „ Jeg har ikke talt til dem, hr. Petersen! “ vrissede proprietæren. „ For øvrigt var det vel ikke det værste, der kunne ske. Og det var slet ikke for meget, når arbejderne ikke har så megen fædrelandskærlighed, at de kan blive her og gavne deres eget land.... Men vi kan indføre udenlandske arbejdere. Det er, hvad vi kan. Øg det har jeg også i sinde at foreslå på mødet. “ „ Ja, det ville være en meget fædrelandskærlig handling! “ Lød det bidende fra portøren. Proprietær Høegh drog på akslen med en ærgerlig brummen, og forvalteren spurgte, om han havde læst navnet på den røde kuffert. „ Nej — hvem er det? “ „ Deres egen søstersøn. “ „ Anton!? “ Forvalteren nikkede. „ Nå! Alle gode ånder være med ham, når bare han forsvinder herfra! “ ønskede hans kærlige morbroder. „ Jeg tænker heller ikke, møller- Jepsen skal savne ham, “ Føjede han til. „ Næppe nok, efter hvad man hører. “ „ Hør, zink! —ved det, at vi taler om Møller Jepsen kommer jeg til at tænke på, at nu begynder aftnerne jo at blive lange. Når jeg kommer hjem fra Fyn, så må vi skam have fat på spadilje igen.... Første torsdag aften hos Møller Jepsen. Jeg har talt med ham om det, og han lovede at sige det til brink. Er de med på den, forvalter? “ „ Det kan de stole på. “ „ Godt. Lad mig så så en anden klasse til ødense. “ Idet de gik ind i ventesalen, sagde stationsforvalteren i en halvt hviskende tone: „ Møller Jepsen var slemt øllet i Asten, da han kom fra byen. “ „ Ja så! I den sidste tid er han ligesom ved at blive værre til det. “ „ Han talte om „ Pol—le—tik “ og „ Fæ—æstninger! “ “ „ Ha, ha! Nå — så er jeg med! “ I. En bedrøvelig afsked. Efter at Anton Arden så hastig havde forladt stationen, gik han ned ad vejen mod vandmøllen, men sagtnede efterhånden sin gang, standsede ofte og lyttede. Ømsider hørte han en svag Hosten bag tjørnehækken ved siden af vejen; og næppe havde han hørt den, før han med et rask Spring stod ovre på den anden side af hegnet, hvor en ung pige, indhyllet i et mørkt sjal, tog imod ham, skælvende som i stor angest. „ Endelig — Johanne! “ udbrød han hviskende og kyssede hende heftig. „ Sysss! “ hviskedee hun. „ Jeg syntes, jeg hørte noget røre sig. “ De lyttede begge. „ Der er ikke nogen, “ sagde han. „ Hvor jeg dog har længtes og været ræd for, at du tabte modet, Johanne; men gud ske lov, at du holder 0rd! Det er, som om jeg skulle gøre en lystrejse nu, da jeg ved, at du er med. “ Han trykkede heftig begge hc ' ndes hænder. Hun stod med bøjet hoved, men skjalv i indre kamp. han var for optaget til at mærke dette og vedblev: „ Jeg har alt i orden — billet til mig selv, men ikke til dig. Du bliver udenfor i mørket, til toget er lige ved at gå... du lader, som om du er kommen for sent til at få billet... springer lige ind, før døren lukkes... Billet ved næste station. Det skal magelig lykkes!... Hvad er det?... Græder du, Johanne? “ „ Anton! “ kom det i dæmpet hulken. „ Du får rejse alene... jeg kan ikke. “ „ Hvad siger du! “ „ Tilgiv mig, jeg kan ikke følge dig nu. Jeg lovede det heller ikke så bestemt. Og jeg kan ikke. “ „ Hvorfor da?... Hvorfor? “ „ Mo ' r ville dø af sorg, om jeg rejste således. “ „ Og det siger du først nu! “ buste han ud og slap hendes hænder. „ Jeg har jo ikke set dig siden. Kunde heller ikke skrive det til dig... havde ikke en eneste, jeg turde sende... Å, jeg har ligget og grædt hver nat, jeg har bedt gnd så inderlig om styrke til at følge dig, og jeg har været så fast besluttet på det. For fa ' rs skyld kunne jeg også godt gøre det, da han var så slem mod dig; men så Mo ' r... det var sådan en synd at forlade Mo ' r... Du ved jo, at fa ' r ikke altid er god ved hende, og så havde hun ingen til at gå imellem og hjælpe hende at bære det. “ Hun måtte standse for gråd og kastede sig hulkende ind til hans bryst. „ Sysss! “ Han drog hende lidt bort fra vejen. „ Vi er jo unge begge to og kan godt vente, “ vedblev hun, da hun atter var kommen lidt i ro. „ Det var ikke det, du lovede mig den aften.. „ Jeg vidste ikke selv, hvad jeg lovede... tænkte ikke på, hvilke følger det ville have før Mo ' r. Men jeg vil vente på dig, om det så skal være i tyve år. Jeg kan bare ikke følge med dig nu. “ „ Husker du ikke, iohanne, hvor mange gange vi har talt om min Mo ' r, hvad hun gjorde? “ Han lagde armen om hende. „ Hnn gik med oprejst pande fra sit rige og fornemme hjem sammen med den, hun holdt af, og ind i fjordhuset. Aldrig har hun klaget over, at hun tabte nogen lykke, før hun tabte ham, min fa ' r. Heller ikke har hun bebrejdet sig selv, at hun nogen sinde svigtede sin pligt. For hende var pligtens vej den samme som kærlighedens. Derfor gik hun den så tryg... Jeg ved, iohanne, at du har beundret hende. Du sagde, det var stort. Hvorfor kan du da ikke gøre som hun? “ „ Jeg ville gerne, Anton; men... “ „ Hvorfor dette „ men “, Johanne? Du må kunne gøre det samme, hvis du holder lige så meget af mig. “ Han standsede og tilføjede med en tilsætning af bitterhed indtrykket: „ men kanske jeg har håbet for meget i dette stykke, og at din kærlighed ikke er stor nok til et sådant øsfer for min skyld. “ „ Det må dn ikke sige, Anton! “ udbrød hun og rev sig løs. „ Du ved ikke, hvad jeg har lidt for din skyld. Øg jeg kunne give — ja, alt for dig, men ikke for et indfald af dig og ikke... “ „ Johanne! Kalder du det et indfald? “ Han var allerede i øprør. „ Ja, at jeg skal følge dig straks — på den måde — det er kun et indfald... Jeg vil følge dig, Anton! Å, men vil du bare vente, til jeg frit kan bestemme ung, og til jeg kan gøre det uden at gøre synd mod min Mo ' r. Man skal aldrig bryde igennem uden tvingende nød, men vente, til alt lægges til rette for en. “ „ Du vil snakke dig fra at følge med mig, Johanne! Men dn skal! Jeg fordrer, at du holder dit løfte! “ Han greb hende hårdt i armen. Hnn rev sig løs og sagde mildt, men fast: „ Mellem os to er der ikke tale om at fordre noget... Vær nu fornuftig, Anton, og rejs alene, “ lagde hun endnu mildere til. „ Jeg vil vente, vente på dig, eller jeg vil komme, når du har mig behov; men jeg vil ikke forlade mit hjem nu og på den måde. Sig mig nu kønt farvel og lad mig så gå hjem. “ Han havde vendt sig og begyndte at gå. „ Nej, gå ikke fra mig sådan, “ bad hun grædende. Så kom han igen. „ Følg med! “ hviskedee han. „ Jeg kan ikke!... Mo ' r... “ „ Så bliv hos din Mo ' r, siden dn holder mere af hende end af mig! “ fremstødte han ondt. „ Jeg skal ikke fire prøve på at tage dig fra hende. “ Han satte i løb hen mod stationen, hvor toget allerede kørte op. Johanne blev stående, til den sidste lysning fra dampskorstenen forsvandt bag Kirkebakken. Så listede hun sig langsomt og grædende hjemad og ind gennem havelågen. Hun stirrede endnu en gang fra haven ud over mølledammen og over mod jærnbanen, men det sidste glimt af toget var borte. I aftenens matgrå mørke så hun skæret af et enkelt svagt lys. Det var gamle Ane grøns ovre i fattighuset bag mølledammen. — så sneg hun sig med bøjet hoved op gennem haven, åbnede med læmpe bagdøren, listede sig ind i sit lille Kammer og gik i seng. Ikke længe efter kom en lille, bleg og mager kone med et tællelys i hånden, åbnede hendes kammerdør og hviskedee: „ Iohanne!... er dn der? “ „ Ja, jeg er, Mo ' r! “ Hun slog lagenet fra sit ansigt, men blev liggende med ryggen mod moderen. „ Har dn det ikke godt, min pige? “ „ Nej, ikke rigtig, Mo ' r! “ Moderen stod lidt og så usikkert på hende, som om hun ikke rigtig turde sige det, hun ville. Men en stærk bevægelse brød linjerne i hendes ansigt. Omsider satte hun lyset fra sig, gik hen til sengen, bøjede sig ned over datteren, kyssede hende på kinden og hviskedee, medens hendes tårer dryppede ned på Johannes hår: „ Jeg hørte alt, hvad i talte om... Gud inderlig lønne og velsigne dig, mit barn! “ Da slog Johanne armene om moderens Hals, og de græd længe sammen. Der blev kaldt inde fra dagligstuen, og de hørte larmende skridt og bulder af en stol, som blev væltet. „ Det er fa ' r! “ hviskedee Johanne. Moderen skyndte sig ind i stuen med lyset. Møller Jepsen stod lænet mod bordet, rød af drik, og lo. „ Har du hørt det?... Hø, hø, hø!.... Nej, du sanser nok ikke, hvad der går for sig. Han er rejst, den hel-helvedes knægt!... lige til Amerika. “ Hnn rejste den stol, han havde væltet, satte lyset på bordet, men sagde ikke noget. Han blev stående med et bredt smil i det slappe ansigt og stirrede ned for sig; men lidt efter lidt fik hans øjne et mere tænksomt udtryk; han så op og spurgte: „ Tror du, han vil skrive til hende? “ „ Det kan jeg ikke vide, “ svarede hun stille. „ Nej, du kan i re—eglen ingenting vide, hi, hi! Men jeg ved... “ Han greb med et sin hat og stok, gik ud af døren og styrede med nogenlunde sikre skridt hen ad vejen til stationen. „ Hvad fa....! er det dem, Jepsen? “ udbrød stationsforvalteren og åbnede kontordøren for ham. „ Hvad har de på samvittigheden så sent på aftenen? “ „ Det var dette, hø, hø! jeg kom til at tænke på—å... om der skulle komme brev fra ham, knægten, som nu rejste... “ „ Hvad så? “ „ Så, naturligvis, lad mig få ' et!... Jeg er jo da hendes fa ' r og må passe på—å. “ Iii. I hovedstaden. Når Anton i foregående tider en og anden gang mødte modgang, plejede han at trække sig tilbage i sig selv og digte på sin fremtids digt. Det havde altid drejet sig om Johanne og om en eller anden stordrift på landbrugets område — noget som høeghsdal eller endnu større. Men som han nu lå slængt hen i kupphjørnet, ville ikke en tanke arbejde fremad. I det første oprør efter skilsmissen var det ham ikke muligt af tænke en tanke ud over de ord, de havde sagt hinanden. Hendes ord og hans egne hamrede i hans tinding og suste for hans øre og ville ikke lade sig jage bort. Han prøvede på af tænke sig en fremtid uden hende, bilde sig ind, af bruddet var sket og var uigenkaldeligt; men det endte med en mere og mere tydelig erkendelse af, af han og hun alligevel hørte sammen, og af han, når alt kom til alt, nok havde opført sig imod hende som en tølper. Han havde mishandlet hendes fine sjæl, som en kåd dreng krammer og knuser en sommerfugl, og han ønskede af hele sit hjerte, af han kunne vende om og gøre det godt igen. Der var stank af skråtobak i kuppen og en gyselig staldlugt fra nogle kvægdrivere, der skulle til markedet i Husum. Han åbnede et vindue; men de nødte ham med flertallets ret til af lukke det igen. Så prøvede han på af sove; men det blev til vågne drømme om det, som var sket, og en række minder fra hans og Johannes fælles barndom. Der var lange vintres overgivne skøjtefarter og kælketure på mølledammen og fjorden, hvor hun altid til afsked rakte ham hånden uden at sige tak, men med sådant et strålende blik! Hendes ansigt var den gang æblerundt med sin rødme og dette vidunderlige gule hår i krøller omkring. Nu var ansigtet mere langagtigt og håret mere glat, øjnene mindre strålende, men med en dybere varme; thi hun havde taget hånd i moderens tunge byrde og var vokset derved. Skønt yngre end han var Johanne mere moden, hvad hjemmets tunge alvor havde bidraget sit til at gøre hende. Øg han mindedes endnu, hvor han havde følt hendes øverlegenhed, da han efter et par Års fravær kom hjem fra skolen. Han var næppe kommen over at fri til hende, hvis ikke i en loftet stund ørdene så at sige var komne sejlende af sig selv, og hans tilståelse brød frem så naturlig, som en blomst springer ud. Det var i hjørnet af haven — over mod mølledammen. Han huskede det endnu, som om det var i går; og han glemte et øjeblik det triste nu over alle disse søde minder. „ Fredericia i “ råbte konduktøren, og han fandt sig atter midt i den triste, tunge virkelighed. „ Jeg har brudt med Johanne, og jeg er på vejen til Amerika. “ I disse to nøgne kendsgerninger fandt han atter sin plads iblandt menneskenes børn; og han var snart tilstrækkelig klar over, at livet har meget, meget andet at byde end lykkelige ungdomsdrømme. Blandt andet bød det ham nu en ærgrelse i skikkelse af hans store morbroder Høegh, der steg ud af en 2den klasses kupo og gik forbi Hain uden at svare på hans hilsen. Den samme morbroder havde i sin tid været lav nok til at tage imod sin søsters arvepart tilligemed sin egen, da hun blev gjort arveløs, fordi hun giftede sig med den fattige Mads Arden. Da hun siden blev enke, havde han budt hende hjælp fra gården — som en almisse omtrent — men hun havde afslået den; og morbroder beholdt nok også helst selv sin mønt. Natten var trist og fuld af mørke tanker, og han sov ikke, før han var over store belt. Da han op på formiddagen vågnede, ved at nogen trådte ind til ham, var der høj og klar luft og herligt solskin over Sjællands lune landsbyer og brede bange. Han var nu efter søvnen så fuldstændig befriet for sin ophidsede tilstand fra aftenen før, at han kunne tænke rolig over, hvad han. havde gjort; og han kom snart så vidt i øvervejelserne af sin samtale med Johanne, at han mente, han uden nogen som helst øverdrivelse kunne kalde sig selv en tølper. Men ud af denne selverkendelse voksede ganske naturlig den beslutning at skrive fil hende allerede fra København og derved så vidt -mulig gøre godt igen, hvad han havde forbrudt. Denne beslutning gav ham lettere sind, og med et mere lyst syn på verden vandrede han fra Københavns banegård ind i byen; og idet han ombølgedes af hovedstadens travle, ordensbundne liv, følte han noget af den samme friske strømning gennem årerne, som han havde følt, når han en hed sommerdag havde boltre sig i fjordens vande derhjemme. han havde sørget for billet og for rejsegodset, havde spist fil middag og skrevet fil Johanne og kom nu ud fra en boghandel med nogen engelsk læsning i hånden, da han med et blev standset på fortovet af en ung handelsbetjent, som stod og ordnede nogle udhængte frakker uden for en butik. Det var hans ven Alfred zink. „ Er det virkelig dig, Anton, der går her og driver om i København uden så meget som at lade mig ane din allerhøjeste nærværelse? “ sagde han og rakte Anton hånden. „ Jeg må med skam tilstå, at jeg havde glemt at tænke på dig, Alfred, “ svarede Anton lidt flov. „ Jeg har haft så meget at gøre, siden jeg kom. “ „ Har du da ikke en gang en hilsen med hjemmefra? “ „ Ne—j; jeg var dog inde hos din Mo ' r i Astes, men rigtignok kun et par minutter. “ „ Nå! både hun og fa ' r og dn glemmer, at jeg er her. Det ligner jer. Hvor længe bliver du her i byen? “ „ Tre timer. “ „ Hvor rejser du så hen? “ „ Til New York. “ „ Det er da ikke dit alvor? “ Da Anton forsikrede, det var hans alvor, fik Alfreds runde, blege ansigt et tankefuldt udtryk. „ Så må vi tale sammen i den tid, du er her... vent et øjeblik, mens jeg går ind i butikken, så følges vi ad hen og får en forfriskning, og imens må du fortælle mig, hvad vort kære fædreland har forsyndet sig imod dig med, siden du sådan vil vende det ryggen. “ Han kom snart igen, og de fulgtes ad hen på et spisehus. „ Det er dog nogle sære forstyrrelser, der undertiden finder sted i din ellers temmelig normale hjærnekiste, “ Ytrede Alfred zink, efter at han havde givet opvarteren ordre. „ Medens du var hos fa ' r, tænkte du på at gå i landvæsenslære, og nu, da du lykkelig og vel har fået foden på det nederste trin af jærnbane-uvæsenets rangstige, vil du lige med et vende den civiliserede verden ryggen og slå dig ned mellem de halvvilde amerikanere. “ „ Du sludrer, som du plejer! “ lo Anton. „ Hvad er det da, du vil? “ „ Jeg vil ud af kontorluften, inden jeg visner. Jeg vil prøve mine kræfter på noget andet end et penneskaft. Jeg vil leve med der, hvor der leves stort og frit, og hvor jeg kan føle, at jeg er skabt for noget andet end bare at være tilovers. Jeg har den inderligste modbydelighed for at visne i et arbejde, der hverken lægger beslag på åndens eller armens kræfter. “ „ Der har vi forstyrrelsen! “ udbrød Alfred med komisk højtidelighed. „ Du vil øde dit unge liv på en eller anden måde hellere end at trippe om i det lune bur og spise sukker og kage. “ „ Ja, tusinde gange hellere vil jeg arbejde mellem rå slagsbrødre i en amerikansk guldmine, end jeg vil sidde fangen som en jrisk i bur og ikke opleve andet, end at det bliver middag, og det bliver aften, og det bliver morgen den næste dag. “ „ Du vil slide dig krumrygget før at finde en lille Klump guld og lade dig slå ihjel for at komme af med den igen. Nej, da ville jeg dog foretrække at lade mig begrave under et lag af kontorstøv. “ „ Hver sin lyst, “ svarede Anton og tømte et glas, som hans ven bød ham. „ Du kan blive her og spise bøs og drikke carlsbergerøl, når du er træt af at stå og lyve for andres kram; men jeg vil hen, hvor jeg kan afgrænse et stykke af guds grønne jord for mig selv og sige: her er jeg herre! “ „ Dit alt for stille provinsliv har gjort dig overspændt, kære Anton! “ mente den anden. „ Havde du først levet nogle år her i det glade København, så ville du ikke sværmet for at komme over til indianerlandet og lade dig skalpere af en rødhudet yankee. “ „ Finder du dig da tilfreds med at stå der dag ud og dag ind og sælge frakker? “ „ Ja, og benklæder. Fuldkommen tilfreds. Ikke dog så meget med dagens gerning; men disse dejlige, dejlige aftener!... Men du ved ikke, Anton, hvad det er at more sig. “ „ Øg jeg bryder mig heller ikke om at vide det. „ Livet er mere end leg, det er alvor og kamp “ “, citerede han med en hjertets øverbevisning, der lokkede et smil frem på Alfreds læber. Anton så dette smil og blev stødt. „ Jeg havde tænkt at skulle se Thorvaldsens Musæum, inden jeg rejser “ sagde han. Alfred så på sit ur. „ For sent, gode ven! Thorvaldsen var en hædersmand i sin tid, og han har lavet mange kønne ting; men at rende fra en bøs for at se, hvad han har bestilt, det skulle man ikke tro kunne falde en jyde ind. Spis og vær glad og drik til din mad! Skål og lykke på rejsen! “ „ Skål — og lev vel! “ Anton stødte sit glas mod hans. „ Tak for alt godt i vore yngre dage! Vi får nn gå hver sin vej. “ Da de havde spist, fulgte Alfred ham ned til dampskibet. „ Jeg har alligevel en lumsk anelse om, at du bliver til noget mere end jeg, din rad, “ sagde han ved afskeden, „ hvis du da ikke får en revolverkugle galt i halsen. Men — har du fremtiden, Anton, så har jeg øjeblikket!... dooæ-io^s 8ir! “ * ) Iv. Over de brede vande. „ Jo, min sandten er det Jylland, vi ka ' se der „ agter ude bag ved os “, som matroserne de siger; og vi har rullet over Kattegattet hele natten, akkurat som jeg sa ', vi ville komme til. “ Den, som gav denne øplysning, var en lille firskåren maler fra Helsingør — bred over akslerne og bred i ansigtet, men også så bred og trættende at høre på, at Anton gerne havde set ham øve sin veltalenhed på en anden. * ) farvel, min herre! dm unge amerikafarer stod og så ud over bagstavnen mod en fjern fremtoning, der syntes for fast i formen til at være en sky og for los og tåget til at være land. Men det måtte jo være kysten af Vendsyssel — det sidste glimt af fædrelandet. „ Da ska ' jeg ellers love for, vi blev rystede mellem hverandre i nat, “ tog maleren atter ordet. „ Svenske og danske imellem hverandre, så der ska ' en klog mand til at finde ud a ', hvi ' ken der er hvi len. Når vi nu kommer over på den a ' en si ' e og bliver rørt lige så grundig sammen med jrishmen og skotter, så ka ' de hælde os ud a ' potten i New York som gode amerikanere.... ^68, 8ir! * ) sådan er det, at amerikanere de laves. Det ved jeg, for jeg har våren der for. “ Anton smilede og så med et træt blik hen over de af søsyge og snavs ilde tilredte mennesker, der lå og kravlede mellem hverandre som en flok våde fluer; og han spurgte sig selv, hvad slige forkrøblede skikkelser stalde blive til i Amerika. „ Kan der virkelig laves gode amerikanere af dem? “ Tog han ordet. „ Så må Amerika i sandhed være et vidunderland. “ „ Om der kan? “ Maleren spyttede en skrå ud over rælingen.,, ^ou dot * * ), der kan! Se tøsen der, som ser ud til, at hun ikke har væ ' t vasket, siden hun sa ' e adjøs til Sverig — om tre år ska ' de se hende svanse hen ad gaden, så skinnende af renhed og poja, herre. * * ) det kan du vædde på. made, som om hun var en født hofdame. Øg fyren der med den løsrevne kasketskygge og de hsjncesede jydetrcesko — han vil møde hende på gaden i blanke støvler og stanley-hat og med en uægte guldkæde dinglende på sin hvide sommervest. 8ir! Sådan kan Amerika lave folk om, så de virkelig ser ud til noget. “ — det plaskregnede, da de steg i land i England; og man trængte og puffede hinanden for selv at komme på det tørre, „ li ' som i syndflodens dage “, sagde maleren. Trængsel med rejsetøj, skrig af børn og alenlange, sammenfletlede eder af kærlige, svenske fædre, der ikke hurtig nok kunne få deres gods og afkom losset; ællen i sølet, puffen og støden — alt dette samlede sig til en uhygge næsten endnu større end på skibet. Anton ærgrede sig over toldeftersynet i hutl. „ Går ikke det væsen hen og roder mig alle mine sager sammen i « n dynge, “ klagede han til maleren, der blev ved at følge ham, hvor han gik. „ Da så den tolder finder min cigarkasse, tager han min sandten en hel håndfuld af cerutterne og putter dem i sin egen lomme.

1893_OestergaardV_NielsRibesAeventyr

Vilhelm

Vilhelm

Østergård

Niels Ribes Æventyr

male

male

dk

OestergaardV

Niels Ribes Aeventyr

Østergaard

Niels Ribes Æventyr

y

gothic

Schubothe

KB

nan

nan

O

Første kapitel. I mester Ambrosius ' s hus. Det store, grundmurede stenhus på hjørnet af Højbrostræde og Amagertorv dannede en iøjnefaldende modsætning til de nærmest liggende uanselige bindingsværkshuse. Del havde et pynteligt og solidt udseende, med fremspringende karnapper og kunstfærdigt stenhuggerabejde. En høj trappe, forsynet med jærnrækværk på begge sider, førte op til en gadedør af svært egetræ og udstyret med en dørhammer, der forestillede en ørneklo, kunstig forarbejdet af jærn. Havde man slået de reglementerede to slag med hammeren, og døren var bleven åbnet, trådte man ind i en forstue, hvis gulv bestod af brændte mursten, stillede sammen i sirlige figurer. Lige for indgangen var der atter en solid egetræs dør, med blankt poleret stållås, og igennem den kom man ind i husets dagligstue, et højt, rummeligt værelse, hvorfra der var udsigt til det nærliggende fiskeforv og, skrås overfor, til den endnu større og anseligere gård på hjørnet af lille Helliggesthusstræde, hvor moder Sigbrit havde boet. Det var hen ad aften ved sommertid, en af de første dage i juli måned. Men skønt solen endnu lagde et varmt, rødligt skær over byens lave Tage og fik kirkernes høje spir til at stråle med luende glans, var der dog skummelt inde i stuen. Thi de dybt liggende karnapvinduer, med små, matte ruder, spærrede for lys og sol. Klokken kunne være på det lag hen ved seks, og husets beboere havde i overensstemmelse med tidens skik og brug indtaget dagens andet hovedmåltid. Tyendet havde allerede for en times tid siden båret levningerne ud af de seks retter, man havde nydt, deriblandt kål med flæsk, grønsaltet kokød med rigelig tilsætning af sennep, stegt lammekød og salt vildbrad. Måltidet var den dag blevet hurtigere tilendebragt end sædvanlig; thi husherren, den velbyrdige borgmester, Ambrosius bogbinder, havde ladet sende bud om, at man ikke kunne vente ham hjem, eftersom vigtige forretninger holdl ham tilbage på rådhuset. Bed det brede karnapvindue sad den gamle mester hans Bundtmager, der var beslægtet med borgmesteren og havde sit ophold i hans hns. Hans kridhvide hår og skæg, der faldt ned over den linnede halskrave, og de milde, men kløgtige øjne gav ham et ærværdigt og tillidvækkende udseende. Han havde en ølkande og en stor sølvstob stående foran sig på et lille bord, og medens han nu og da forfriskede sig med en slurk af det gode hamborgske øl, underholdt han sig med et par unge mennesker, der havde taget plads i nærheden af ham og lyttede opmærksomt til hans ord. Den ene var en ganske ung pige, næppe fyldt femten år. Hun havde udtryksfulde, livlige øjne, hvis brnne farve i forening med den næsten helt mørke indsatning blev endnu mere fremtrædende i forhold til hendes meget lyse flætninger. Øm munden og den fint kløftede hage lå der et eget, bestemt træk, der kunne tyde på, at der skjulte sig en stærk vilje og et modigt hjerte i hendes spinkle, endnu ikke helt udviklede person. Bag den stol, hvori hun sad, stod en ung mand eller en opløben dreng — ved det første øjekast var det vanskeligt at sige, hvad han mest lignede. Han var iført skolepiltenes sædvanlige, mørke og ensfarvede dragt, med den uklædelige hue, fra hvis pul der udgik en Svans, som i to lange splitter faldt ned over hans nakke og ryg. Men til trods for denne mellemting mellem en klærke- og en narredragt kunne mai: se, at hans legeme var kraftigt og smidigt bygget; han bar hovedet frit og kækt, og der var et ærligt og troskyldigt udtryk i hans ansigt. — den gamle mester tog sig en slurk af sølvstoben, viskede et par dråber bort af skægget med bagen af sin hånd og henvendte sig til skolepilten med det spørgsmål: „ Hvad datum skriver vi i dag, Niels Ribe? “ „ Den 3die juli 1533, mester! “ Mester hans nikkede. „ Så har herredagen få godt og vel været famlet i tre uger. Kongevalget har de store skudt fra sig, eftersom de helsl selv vil råde for landet. Men kirkesagen synes man mindre godt at kunne enes om. I dag skal det vel endelig afgøres, om vi igen skal bøje nakken under det papistiske regimente, og kirken lukkes for den gode hans taufen, så vi ikke længer får lov til at høre guds rene ord og evangelium blive prædiket... Ja, ja — sådan var det ikke gået til, dersom kong Christiern var forb leven i sin magt og højhed... “ „ Men har han ikke selv sorskyldt sin ulykke og landets med? “ spurgte den unge pige og så dristig op. „ Forskyldt sin ulykke! “ gentog mester hans. „ Hvad ved du derom, barn? Har du kendt kong Christiern, som den brave hans bogbinder og hans sønner har kendt ham? Det var i de gode, gamle dage. Her, i denne stue, legede han som dreng, og jeg siger dig, der var ikke kærligere hjerte, ikke kækkere og redeligere sind til end hans. Men der var som to magter, en god og en ond, der stredes om ham. De store i landet hindrede ham i alt det gode, hans hu stod til at gøre; men ingen sinde i de første fire år, kong Christiern styrede Danmarks og Norges rige, skulle selv hans argeste fjende kunne beskylde ham for at have øvet nogen grusom eller uretfærdig handling.... “ „ Men hvorfor blev han da ikke ved at herske mildt og retfærdigt? “ spurgte den unge pige igen. Og denne gang steg blodet op i hendes kinder, idet hun indså sin dristighed. „ Hvorfor? “ Den gamle mesters øjne blinkede med usædvanlig jld. „ Hvorfor? spørger du! Jeg skal sige dig det. Fordi de handlede så ilde imod kongen og Dyveke, at det ønde fik magt over ham. Så længe Dyveke levede, rådede hans eget gode hjerte; men da de havde revet hende fra ham, skændig myrdet det kæreste, han ejede, døde hans hjerte, og i stedet for voksede der had og grumhed frem i hans sind. Vi kan ikke dømme ham for, hvad han senere forbrød... Jeg har set det — set med mine egne øjne, hvor hårdt han har bødet derfor. Øg det var et syn, som måtte røre det koldeste hjerte... “ btester hans tav lidt og fortsatte så med sagtere stemme, som om han talte lige så meget til sig selv som til sine to unge tilhørere: „ De lokkede kongen hertil med falsk lejde, og de holdt ham fangen om bord på skibet under allehånde løgnagtige foregivender. Lige troløst har de handlet mod ham — de lybekkerske kræmmere og hans egen farbror, kong Frederik. De gav ham hans fjende, Torben okses søskendebarn, den trodsige hr. Knud Gyldenstjerne til følgesvend på vejen til Sønderborg. Det var et sørgeligt skue, da skibet med den fangne konge sejlede bort — borgere og bønder så vemodig efter det; thi det anede dem, at de gik strenge tider i møde, nu, da de havde mistet deres kongelige ven.... Og ved i, hvad der så videre hændte? Da kong Christiern kom til Sønderborg slot, rev det skarnsmenneskc, Knud Gyldenstjerne, den skønne ordenskæde af hans bryst — og han drog kongen i hans skæg og sagde ham, det skulle være tak for sidst fra den gang, han mod sin hånd-fæstning til rigets råd lod bønderne dømme Torben okse på livet... Og nu har den fyrstelige herre i år og dag siddet som fange på Sønderborg; hans farbroder, den gottorpske Frederik er død, og landet er uden konge, medens adelige og gejstlige strides om, hvem der kan rive de største og fedeste mundfulde til sig, og dem, som lider ondt — det er borgeren og bonden... “ Mester hans tav. Skolepilten, Niels Ribe, havde hørt efter med åndeløs opmærksomhed, skønt det var tildragelser, han atter og atter havde hørt omtale i Ambrosius bogbinders hus. Nu så han op og spurgte med en stemme, der røbede hans bevægelse: „ Må jeg gøre jer et spørgsmål, mester? Skulle der da ikke være udveje for, at kong chrisfiern kunne blive udfriet af sit forsmædelige fangenskab og igen blive herre i landet? Det synes mig dog, om hver købstadmand og Bonde rejste sig og greb til våben for den konge, hvem de skylder så meget godt — da måtte de vel kunne sprænge fængsels-porten og atter bringe kong chrisfiern til trone og regimente... “ Mester hans så sig forsigtig om, som om han først ville være sikker på, at ingen fremmed lurede i nærheden. „ Lad os tale varsomt om de sager, min søn! Papisterne og deres slæng har deres spejdere alle vegne.... Hm! “ — han sænkede stemmen endnu lidt dybere.... „ Kan hænde, at Bonde og borger rejser sig, før nogen tænker derpå. Kan vel også hænde, at der var forbundsfæller at få. Kun siger jeg — hvad lybekkerne angår — lad vs vare os vel for de karle. Deres forbund er dyrekøbt. Deres ære ligger på bunden af pengeposen, og kan de se deres fordel derved, sælger de gerne deres egen Broder til den, der betaler dem bedst... “ „ Men jeg troede dog, at selv dej: ærlige mester Ambrosius stod sig vel med lybekkerne, ja endog havde jævnlig omgang med den mægtige lybske borgmester, Jørgen wullen-weber, som er kommen hid til København... “ „ Nok muligt, min søn! “ svarede mester hans og så sig atter betænkelig omkring til alle sider. „ Mester Ambrosius og jeg er ikke enige på det punkt. Kunne vi få den fangne kong Christiern tilbage, skulle jeg selv gribe spyd og bøsse, så gammel jeg er... “ „ Og jeg skulle stille mig ved eders side, mester hans! “ udbrød Niels Ribe ivrig. „ Hvilken herlig lod at kæmpe for kong Christiern og for borgerens og bondens frihed. Det kan varme en om hjertet at tænke derpå! “ Den unge pige, der havde siddet tavs under den sidste del af samtalen, så op på skolepilten med et hurtigt blik, men sænkede straks igen sine øjne, som om hun var bange for at røbe mere, end hun ville. Det bankede med dørhammeren på gadedøren to hurtige, korte slag. „ Jeg tænker, det er mester Ambrosius, der kommer hjem fra rådhuset, “ bemærkede mester hans. „ Gak ud og tag imod din fader, Erika... Det skulle undre mig, om han ikke har store nyheder at fortælle os! “ Den unge pige rejste sig hurtig fra sin plads ved vin-duet, og denne gang var det skolepilten, der så efter hende med et langt, dvælende blik, der nok kunne tyde på, at også han havde sin hemmelighed, som han mente, det var bedst foreløbig at skjule hos sig selv. Hun skyndte sig hen imod døren, men i det samme trådte borgmesteren, Ambrosius bogbinder, ind, og Erika veg til side og nejede ærbødig for sin fader. Han ænsede knapt hendes hilsen, men kastede sin fjerprydede hat og sin stok på det store egetræs bord, der stod midt i stuen. Derpå begyndte han at løsne den tunge fløjels kappe, han bar over skulderen, og spænde sit bælte op — alt sammen med en utålmodig og vredagtig mine, og idet han afværgende slog ud med hånden, da hans datter tilbød ham sin hjælp. Borgmesteren var en lille, smalskuldret mand uden synderlig værdighed i bevægelser eller holdning. Men ved en bydende og påtagen fornem mine søgte han at bøde på, hvad der skortede ham i naturlig anstand. Ansigtstrækkene vare småt skårne og lidet smukke, men de små, skarpe øjne og den knudrede pande røbede en snu kløgt og en ærgerrighed, der ikke veg tilbage for at sætte sig store mål og styre hensynsløst frem imod dem. Hans indtrædelse i stuen havde lagt en dæmper på den frimodige tone, som havde rådet forinden hans komme, og end ikke den ærlige mester hans Bundtmager skøttede om at tage ordet, hvor længselsfuld han end var efter at spørge nyt fra forhandlingerne på rådhuset. Det var borgmesteren selv, der måtte bryde tavsheden. „ I sidder, som i havde mistet mund og mæle alle til hobe! “ snærrede han til sidst, da der ikke var flere hægter at løse op i kappen og væltet. „ Har i ikke mere deltagelse for eders by og for borgernes vel, hans Bundtmager? Mens jeg slider mig fra helsen og førlighed for landets skyld, sidder i og dovner i krogen med den fyldte ølkande for jer! Tvi for ussel magelighed! “ „ Hvad nyt er der sket, mester Ambrosius? “ spurgte mester hans, uden at lade sig bringe ud af fatning ved borgmesterens jlterhed. „ Der er sket store ting! Papisterne bilder sig ind, at de har fået magten igen. De højfornemme prælater vil selv indsætte landets prædikanter og derved gøre den rene, evangeliske lære død og magtesløs. I morgen den dag skal hans Tausen stævnes for de gejstlige og verdslige rigs-råder. Vi får da se, om folket rolig finder sig deri! Død og pestilentse over et sådant regimente! “ „ Faldt der gode og kraftige ord i rådet i den anledning, mester Ambrosius? “ spurgte hans Bundtmager stilfærdig. „ Der blev talt vel både af mig og af andre gode blænd, “ lød det selvbevidste svar. „ Men jeg tænker, rigs-råderne handler efter eget tykke, indtil de mærker, vi sætter hårdt mod hårdt. Det kan vel også hænde, vi får lybekkerne til af røre på sig, og da skal piben få en anden lyd... “ Han holdt pludselig inde, idet hans øjne faldt på skolepilten, der beskedent havde trukket sig ind i vindnesfordybningen. „ Lurer du, Karl, når gode borgere taler fammen om stadens og landets velfærd! “ for borgmesteren op med en barsk ed... „ Hvad bestiller du her? “ Niels Ribe trådte frem, og Erika skottede ængstelig til ham. Men hans holdning var frimodig uden af mangle ærbødighed over for den myndige og fornemme mand. Han trådte rask frem i stuen og svarede: „ Velbyrdige hr. Borgmester, jeg har ikke luret og ej heller skjult mig. Dertil havde jeg ingen årsag. Når i spørger, hvad jeg bestiller i eders hus, så kan jeg ikke svare andet, end at jeg er kommen her i dag, ligesom så mange gange før, for at hilse på den værdige mester hans, der var min afdøde faders gode ven og gildesbroder og tillige altid har vist mig kærlig og venlig nedladenhed. Øg end ydermere er jeg kommen for at underholde mig i tugt og høviskhed med eders datter, den velædle jomfru Erika, der har ønsket, jeg skulle undervise hende i de gamle krøniker, for hvilke hun nærer stor respekt og kærlighed.. “ „ Ja så! “ Borgmesteren så med nogen forbavselse på den usselige skolepilt, der vovede at sige så mange ørd til sit forsvar. „ Du lader til at være vel skåren for tunge-båndet, Hallunk! Men med min datter har du intet at skaffe; hun kan granske i sine krøniker uden din hjælp. Kommer du her for at trygle om almisse sammen med de øvrige peblinge, så skal mit tyende række dig en skærv as barmhjertighed, men i min stue vil jeg ikke se dig tiere! “ Blodet skød op i skolepiltens kinder, og han knyttede sin hånd under den sorte degnekappe. Han var rede til at give et heftigt svar på den krænkende tiltale, men i det samme kom han til at se hen på jomfru Erika. Hun var gået et skridt henimod ham, som om hun ville gøre fælles sag med ham, men var standset på halvvejen. Og hun stod nu med fremstrakt hånd og med kinder, der blussede lige så stærkt som hans. Synet af hendes bevægelse bragte Niels Ribe fil eftertanke. Men han rettede sin unge, kraftige skikkelse i vejret og holdt hovedet lige så kækt som før, idet han svarede: „ Mester Ambrosius — i krænker mig uden årsag! Øm almisse trygler jeg hellere hos den fattigste håndværksmand end i eders hus. Fra denne dag af skal i ikke oftere se mig — undtagen hvis i nogen sinde skulle komme fil at trænge fil mig! “ „ Forvovne Karl! “ råbte borgmesteren forbitret. „ Jeg tror for sanden, han trodser oven i købet! Af sted med sig, eller jeg skal stryge huden af ham med min stok! “ Den gamle hans Bundtmager, der havde rejst sig fra sin plads ved vinduet, lagde sin hånd på borgmesterens arm. „ I forivrer jer, mester Ambrosius! Drengen har jo intet gjort jer imod. Hvi falder i så over ham med hårde ord og trusler? Viser i ham døren, er det bedst, jeg følger med! “ Men Niels Ribe vinkede afværgende fil den gamle mester. „ Tag jer ikke det nær, mester hans! Jeg går min vej uden at give borgmesterens stok noget at bestille. Tak for den godhed, i altid har vist mig, blester hans, og tak også til jer, jomfru — for de mange gode timer, vi hat-tilbragt sammen! “ Han kyssede den gamle mester på hånden og så på jomfru Erika med et langt, veltalende blik. Så vendte han sig om og gik ud af værelset, gennem forstuen og ad den høje stentrappe ned på gaden. Der var usædvanlig mange folk på færde i denne aftenstund; thi de verdslige og gejstlige rigsråder, som vare komne til staden i anledning af den indkaldte herredag, vare på vejen hjem fra rådhuset enten til deres egne anselige stenhnse og klostre eller til byens herberger. Øg hver enkelt af disse fornemme mænd havde standsmæssigt følge med sig, bisperne indtil en hel snes karle i skinnende rustning foruden pibere og trommeslagere, medens selve de høje herrer, gejstlige som verdslige, vare udmajede i fløjl og silke, nied kostelige kæder, smykker og kunstfærdig indlagte våben. Niels Ribe gik hjem over fisketorvet, forbi helligånds hospital og fortsatte vejen i lige retning ad Ksdmanger-gade, hvor slagterne eller kødmangerne havde deres boder, og drejede så om ad skoboderne til skindergadc. Han standsede uden for et fattigt bindingsværkshus, der lå et stykke henne i gaden. Trods det udstedte forbud var taget tækket med strå og gavlen af træ; i de skævt siddende vinduer på begge sider af bislaget hang nogle skindvarer, mands- og kvindetrøjer, skødskind og bælter, til salg. Her boede hans moder, Maren Ribe Bundtmagers. Niels Ribe blev stående tøvende uden for huset. Det var ikke noget godt, han havde at fortælle sin moder. Det var blevet forbudt ham at komme tiere i den rige borgmesters hus. Og han var ikke i tvivl om årsagen til Ambrosius bogbinders vrede. Han vidste, at han nøje havde vogtet sin hemmelighed, men borgmesteren havde skarpe øjne og et mistænksomt sind; han yndede ikke sin datters fortrolige omgang med den fattige skolepebling. Niels Ribes forsigfighed havde ikke hjulpet. Et øjebliks slette lune hos mester Ambrosius havde været nok til at få det længe optrækkende uvejr til at bryde los. Og nu var hans bedste glæde forspildt. Han skulle ikke mere træffe den gode mester hans Bundtmager og høre hans kloge og venlige ord; ikke oftere sidde bøjet over de gamle krøniker sammen med jomfru Erika og føle hendes bløde hår så tæt ved sit ansigt, at hans hjerte kom til at banke under den hæslige degnekappe. Hvad kunne det hjælpe, han fortalte sin moder derom? Hun ville kun udbryde i suk og Jammer over borgmesterens fortørnelse, som hun ville holde for en evig skam og ulykke. Det var bedst, han gemte sine genvordigheder hos sig selv. Der var ingen udvej til at blive herre over dem for det første. Den ene dag ville nu gå som den anden. Så stor og gammel, som han var — allerede fyldt atten år — skulle han endnu i lang tid slide skolebænken, bære den forhadte peblingedragt, trygle almisser ved borgernes døre, lade sig fugtle igennem af de ubarmhjertige hørere, så hans ryg sad i blodige striber, om han blot havde taget fejl af et eneste ord i de sjælefortærende, latinske lærebøger, der ikke åbnede ham ringeste glimt af virkeligt lys og kundskab. Men om han nu løb bort fra det alt sammen! Niels Ribe havde allerede lagt hånden på dørklinken for at træde ind i huset, men idet tanken pludselig kom over ham, gav han slip igen og trådte nogle skridt tilbage. det var, som om han åndede friere, og alting klarede sig for ham. Øm han løb bort! Lod sig hverve og gik i fremmed krigstjeneste, vandt ære og navnkundighed og vendte tilbage og bejlede til Ambrosius bogbinders datter! Men hvorfor i fremmed tjeneste? Mon hans eget land ikke havde brug for ham? Urolige tider stod for døren — derom vare alle borgere enige. Øg ingen sag syntes ham bedre at kæmpe for end den fangne konges. Han var så fordybet i denne tanke, at han ikke lagde mærke til, at han var trådt helt ud i den snevre gade, hvor et par af genboens grise løb frit omkring. Han snublede over det ene af de gryntende dyr, der var optaget af at rode omkring i en skarndynge, og idet han derved kom til at vende sig om, fik han øje på en skikkelse, der stod lænet op til genboens husvæg — en lang, mager skikkelse, der var iført den samme slags dragt, som han selv bar, den samme sorte kappe og huen med den nedhængende Svans. Men også bortset fra klædedragten var det en lidet indtagende person. Han havde et blegt, udtæret ansigt med lav, fremstående pande, under hvilken der kiggede et par små, skarpe og lurende øjne frem. Øg disse øjne vare i en idelig uro. Blikket fæstede sig knapt et sekund på den samme genstand, før det flakkede videre for straks igen at vende tilbage til det punkt, det først havde stirret på. Af en åbning i kappen stak en mager, klolignende hånd srem, der lod til at udmærke sig ved de samme urolige bevægelsær som blikket; snart famlede den ved kappens hægter, snart strakte den sig helt frem, som om den ville gribe efter noget, og trak sig så igen tilbage med et hastigt ryk. denne mærkelige person brast i en tør, pibende latter og spurgte med en stemme, hvis klang svarede til latteren: „ Fælder du i staver, Niels Ribe? “ „ Skøt dig selv, Klaus skade! “ svarede den adspurgte kort og skridtede i det samme over gaden for at gå ind til sit eget og derved undgå videre samtale. Men Klaus skade var ikke til sinds at slippe sin meddiscipel så hurtig. Han løb til og greb ham i armen, hvorved han fik ham til at vende sig om endnu en gang. „ Hø, hø! Altid lige kort for hovedet, lille Niels! “ peb han. „ Kunne dog hænde, du en gang sved vingerne af dig. Hovmod står for fald, ved du nok, hjerteven! “ „ Behold din visdom for dig selv! “ svarede Niels Ribe. „ Jeg har ærlig sagt dig, at jeg ikke kan lide dig, og jeg vil være fri for din snak! “ Klaus skade skelede med et ondt blik til sin meddiscipel, og med den samme stygge, pibende latter som før sagde han: „ Hø, hø! Bare du selv rådede for det, nielsemand! Men i morgen skal vi to ud og trygle almisse sammen. Vor skolemester har befalet, at du justemænd skal følge med mig, for at du kan lære lydighed. Og ved du, hvor vi først skal hen? “ „ Det ved jeg ikke, og jeg bryder mig heller ikke om at vide det... “ „ Å jo, kanske dog... Det første hus, vi går til, skal være den kære og værdige borgmester Ambrosius bogbinders.... Der er du jo velset, lille Niels! “ „ Hos mester Ambrosius trygler jeg aldrig om almisse, om de så prygler mig sjælen ud af livet! “ Klaus skade så op på sin kammerat, og hans øjne blinkede endnu mere lurende og ondskabsfuldt end sædvanlig. Han gættede, at der skjulte sig noget bag det heftige og bestemte udbrud. Og listig, som han var, tænkte han at lokke det ud af Niels Ribe ved at fortsætte sit drilleri. „ O ja, o ja, lille Niels! “ peb han med sin allerynke-ligste stemme. „ Jeg forstår, hvad der trykker dig. Du er kommen den skønne jomfru Erika for nær, og nu er hun bleven knibsk mod dig, eftersom hun foretrækker de strunke høvedsmænd med spraglede klæder frem for en fattig pebling som du! O ja, o ja, lille Niels — sådan går det i verden, dit arme kræ! “ Men længer kom han ikke. Thi uden videre betænkning greb Niels Ribe sin uven om livet, og med en styrke, som man ikke skulle have tiltroet hans ungdom, løftede han ham op fra jorden, rystede ham et par gange frem og tilbage i luften og kastede ham tværs over gaden lige ned i skarnbnnken mellem genboens grise, der gav sig til at hyle af alle livsens kræfter. „ Lig nu der i “ råbte Niels Ribe. „ Og vover du nogen sinde igen at fornærme den agtbare jomfru, hvis navn du ikke er værdig til at tage i din mund, så skal jeg knække hvert ben i din krop, du giftige kryb! “ Med disfe ord gjorde Niels Ribe omkring og gik ind til sit eget uden at bryde sig om, at naboer og genboer kom til syne i vinduer og gadedøre, hidlokkede af larmen. Og tværs over den snevre gade spurgte godtfolk hinanden, hvad der var på færde. Men Klaus skade ilede med at rejse sig op og børste skarnet af sit ansigt og sine klæder. Han stod et par sekunder stille, og hans urolige blik flakkede op og ned ligesom en lygtemand, medens han stirrede på døren, bag hvilken Niels Ribe var forsvunden. Så gled der et ondt, fortrukkent smil over hans forkradsede ansigt, og han mumlede: „ I morgen skal jeg gengælde dig det sådan, at du aldrig skal forvinde det igen! “ Han truede med sin knyttede hånd ad bundtmagerenkens hus og luskede ned ad klædeboderne til frue kirkegård, i hvis nærhed skolen lå. Der løb han ind. Fra den modsatte side af gaden kom en flok langsbrødre med kårde ved siden og fjer i hatten. De gode borger-mænd, der vare på hjemvejen fra gildehuset, førte højrøstet tale og lod ikke til at være rigtig sikre på benene. De skulle have ondt ved at gøre regnskab for, hvor mange kander øl de havde tømt. Klokken var bleven hen ved ni. Fra byens kirker og klostre ringedes natten ind. Deri blandede sig vagtklokkens lyd, der forkyndte, at portene og havnen blev lukkede. Og vægterne gjorde deres første runde gennem staden. andet kapitel. Det er en tyv — en tyv! Frue skole lå mellem klædeboderne og frue kirkegård. Det var en nogenlunde anselig, grundmuret bygning, men af skummelt udseende, og det indre svarede til det ydre. Stuerne vare mørke og lavloftede, de tilgitrede vinduer sad højt oppe i væggen, og rummet lignede derved mere et fængsel end en skolestue. I en af disse høresale stod høreren oprejst ved sin pult, holdende et kæmpemæssigt birkeris i den truende fremstrakte hånd. I baggrunden af stuen havde samtlige degne og peblinge trængt sig sammen som en flok sorte får, og forrest i kredsen stod Niels Ribe og Klaus skade. Høreren svingede riset nogle gange over sit hoved for at give sin tale mere eftertryk og sluttede så med følgende ord: „ Og efterdi Niels Ribe som et skarnsmenneske med ukristelig vold og ondskab har overfaldet sin meddiscipel og på alfar gade tilføjet ham last og men til forargelse for den ganske værdige skole og menighed, så tilkommer det samme Niels Ribe med angergiven admyghed at påskønne den kristelige revselse, vi i dag have tildelt ham med ris og ferie, ligesom også, at han af hver af jer andre peblinge har annammet et slag af riset på sin bag. Derefter befaler vi i overensstemmelse med vor kære og værdige skolemesters anordning, at Niels Ribe i følgeskab med den af ham overfaldne meddiscipel, ved navn Klaus, ufortøvet begiver sig ud i staden for at trygle om guds almisse, som skik og brug har været siden kristendommens begyndelse i disse riger og lande. Og skal endelig Niels Ribe i alle punkter rette sig efter sin ledsagers vilje og fornemmelig følge ham til de agtbare borgeres huse, som han bestemmer, uden derimod at gøre nogen jndsigelse eller opstand. Amen!... Skynd jer så at komme af sted, i helvedes Angel! “ Niels Ribe så ud, som om hver blodsdråbe var vegen bort fra hans ansigt. Men han holdt sig lige så rank, som han plejede, og røbede ikke med en mine de pinsler, som den grusomme tugtelse havde tilføjet ham på legeme og sjæl. Da høreren havde endt sin tale med den sidste, kristelige formaning, gik Niels Ribe hen imod udgangsdøren, fulgl lige i hælene af sin plageånd. De kom ud på gaden, og klans skade måtte forstærke sine skridt for at holde sig på siden af sin ledsager. Han skottede op til ham, på en gang gottende sig over den hævn, han havde fået, og den endnu større, han pønsede på; men på samme tid var han ikke ganske rolig til mode. Der var et udtryk i Niels Ribes øjne, som ikke huede ham. Det var, ligesom der stod en urokkelig beslutning skrevet i dem, og det var ikke godt at vide, hvad den gik ud på. Klaus skade havde nylig såt et føleligt bevis på sin ledsagers overlegne kræfter, og han skøttede ikke om at udsætte sig for flere håndgribeligheder. Men på den anden side var hans ondskab endnu større end hans fejhed, og han ville ikke opgive spillet på halvvejen. Te gik forbi vor frue kirke, op ad saltboderne, og Klaus skade foreslog her, at de skulle gå videre ad klædeboderne og Skindergade og trygle den første almisse i bryggernes laugshns, der var beliggende på hjørnet af Grå-brødrestræde og Klosterstræde. Niels Ribe gjorde ingen jnd-vendinger; han indskrænkede sig til et kort nik, og den anden følte sig allerede noget roligere derved. Men da de to skoledegne kom et stykke længere frem, havde de rådhuset lige soran sig, og de så nu, at pladsen var tæt opfyldt af mennesker. Og med det samme hørte de summen og støj som af mange ophidsede stemmer. Det uventede syn fik dem til at forandre deres kurs. I stedet for at dreje om ad klædeboderne gik de lige op imod rådhuspladsen. De fulgtes ad, men hver især efter sin egen indskydelse. Idet Niels Ribe så de mange borgere forsamlede uden for rådhuset, kom han i tanker om, hvad han havde hørt mester Ambrosius fortælle den foregående aften. Det var i tag, hans taufen mødte for rådet, der var samlet med roskilde-bispen, Joachim Rønnow, i spidsen, for at dømme den evangeliske prædikant, og borgerne ventede nu med utålmodighed på sagens udfald, thi der var for tiden ikke nogen mere folkekær mand i staden end den frimodige lutherske præst. Niels Ribe glemte sine egne genvordigheder og de blodige stRiber, ferien havde efterladt på hans ryg. Han ville og måtte blande sig i borgernes skare for at høre, hvordan det gik hans tansen for det gejstlige og verdslige råd. det var ganske andre tanker, der jog gennem klans skades hoved. Hans Tausens skæbne var ham ligegyldig; han vidste tilmed, at han havde større udsigt til vinding hos det papistiske parti. Men i øjeblikket tænkte han overhovedet ikke på stadens anliggender. Hans sind var alene opfyldt af den hævnplan, han grundede på, og da han så stimlen på torvet, modnedes hans plan. Nu vidste han, hvorledes han ville bære sig ad. Han strøg sig tæt op ad Niels Ribe og greb fat i hans kappeflig. „ Lille Niels, skynd dig ikke så meget! “ sagde han med så megen jndsmigren, som han formåede at lægge i sin stemme. „ Du ser jo, at jeg ikke har i sinde at lægge dig hindringer i vejen! Vil du blande dig i borgernes stimmel, skal jeg gerne gøre dig følgeskab. “ „ For mig kan du gå, hvorhen det lyster dig. Jeg går mine egne veje! “ svarede Niels Ribe. „ Men du husker nok, vi har fået streng befaling til at følges ad! Ak, lille Niels, du handler uret mod mig. Jeg har allerede tilgivet dig den nkristelige gerning, du øvede mod mig i går, og jeg bærer ikke længer nag til dig. Hvorfor vil du så forhærde dit hjerte mod mig? “ Det katteagtig lurende blik stod i skarp modsætning til ordene, og Niels Ribe mærkede en let, ufrivillig gysen — ligesom når man kommer til at røre ved et slimet kryb — idet han så hen på ham. De vare nu komne helt ud på torvet, hvor borgerne stod i tætte hobe, ivrig samtalende og nu og da råbende heftig op, når deres jvrighed løb af med dem. Der var mange borgere i fuld pynt og væbnede med kårde og sværd, og andre, som vare komne lige fra boden eller værkstedet, med skødskind bundet omkring livet og værktøj i hånden. Der var også matroser og fremmede landsknægte fra de lybske skibe, som havde kastet Anker udfør Dragør. De sidste — i småhobe på ti til tolv mand — spanknlerede overmodige omkring i deres brogede udstaffering og lod sig forstå med, at borgerne skulle have ondt ved at komme nogen vegne uden deres hjælp. Nu og da luskede en gråbrodermunk af sted langs udkanten af torvet, vel vidende, at det ikke var rådeligt at lægge vejen lige igennem stimlen. Thi uroen og gæringen voksede, efterhånden som tiden skred frem, og hans taufen ikke lod sig til syne. Så snart rådhusporten blev åbnet, og en af de gejstlige råder kom ud på torvet, ledsaget af sine kanniker og munke, lød der truende og spottende ord fra mængden. Det var som en krudttønde, der kun behøvede en eneste gnist for at fænge og udbrede ødelæggelse rundt omkring. Med et spredte der sig det rygte, at hans taufen holdtes fangen. Det gik som en løbeild fra hob til hob, og på en gang løftede der sig tusinde forbitrede stemmer, der råbte i munden på hinanden: „ Giv hans taufen fri! “ „ Slå munkene ihjel, hvis de har krummet et hår på hans hoved! “ „ Vi vil have guds rene ord og evangelium prædiket i landet! “ En af biskopperne trådte frem på rådhustrappen i en rigt smykket og spraglet dragt, der ville have passet bedre for en hofmand eller kriger end for en gejstlig mand. Den fornemme prælat søgte at berolige mængden; han forsikrede, al der ikke skulle ske hans taufen nogen overlast. Det gejstlige råd måtte kun kræve sin ret til at udvælge laudets prædikanter. Men borgerne ville ikke høre, hvad der blev sagt. Råbene og larmen voksede mere og mere. „ Giv hans Tausen fri! “ lød det igen. „ Spræng porten! “ skreg andre. Og tusinde hænder løftede sig truende i vejret, medens samtidig landsknægtenes spyd og matrosernes økser blinkede i solen; thi uformærket havde der samlet sig større og større hobe af de fremmede krigsfolk, så der til sidst sås som en tæt skov af blanke våben rundt om torvet. Niels Ribe havde med tindrende øjne fulgt dette optrin. Farven var vendt tilbage til hans kinder, og uden selv at vide af det havde handellaget i råbene: „ Giv hans tansen fri! Bort med det papistiske regimente! “ Sin ledsager tænkte han ikke mere på så lidt som på skolemesterens slag med ferien eller almisserne, han skulle ud ' at trygle om. Men Klaus skade havde ikke glemt ham eller den hævn, han rugede over. De to peblinge stod midt inde i stimlen, tæt bag ved en rigt klædt borger, hvis fine klædes bams og skerprydede hat havde et fremmed snit. Det så ud til at være en købmand af det tyske kompa

1893_Ottosen_Alavastegir

Martha

Martha

Ottosen

Alavastegir

female

female

dk

Ottosen

Alavastegir

Ottosen

Alavastégir

Fortælling fra den yngre Stenalder

n

roman

Philipsen

KB

Tidligere: archive. illusteret forside

3900 f.Kr. til 1800 f.Kr.

undertitel. 3900 f.Kr. til 1800 f.Kr.

HISTORICAL

I. Hen over de stille blå bølger fløj en måge. Dens hvide vinger skinnede som sølv i det strålende sollys. Det var i den første forårstid, og himlen var klar og dybblå. I nogle dage havde det stormet stærkt, nu var det ganske stille; med små sagte skvulp slog bølgerne op mod strandbredden og efterlod fugtige spor i det gråhvide sand. Stranden var dækket med tang, muslinger, strandsnegle, søstjerner og døde sild; hist og her glitrede det gule rav i tangen og blandt alle de mangefarvede småstene. Så langt øjet kunne nå, strakte fyrreskoven sig langs den hvide strand. Mørke og alvorlige stod de høje træer i den lyse forårsluft, en ganske svag søndenvind hviskedee i deres toppe, og små brogede fugle fløj kvidrende og lokkende omkring mellem stammerne. Der kom en ung kvinde gående inde fra skoven. Hun var høj og rank, hendes gang let og vuggende. Det guldgule hår hang i lokker ned ad ryggen, holdt tilbage fra panden ved et bastbånd, men enkelte småkrøller havde revet sig løs og hang som gyldne snoge til ned over øjnene. Hendes dragt var af hvidt bæverskind, på fødderne havde hun sandaler, der var bundne fast om ankelen med skindremme, men ben og arme var ubedækkede, og overkroppen indtil brysterne var blottet. Om hals og arme bar hun store ravperler i mange rader; de glitrede i solen og kastede gule lyspletter på hendes lidt brunede hud. Hun nåede stranden, så sig forsigtig om til alle sider, og da hun intet foruroligende kunne se eller høre, tog hun smykkerne af, løste skindet, der fastholdtes om livet og over skuldrene med remme, og lagde alt i en lille hob på stranden. Så løb hun hurtig ud i vandet. Hun lagde sig på ryggen og lod sig bære af bølgerne, svømmede let og sikkert, dukkede så helt ned under vandet og kom op med hænderne fulde af snegle og muslinger, som hun åbnede og spiste med velbehag. Efter nogen tid gik hun atter i land, hun lagde sig nøgen ned i det varme sand og lod solen tørre sin hud. Hun trillede rundt, strakte arme og ben fra sig og borede hænder og fødder dybt ned i sandet. Pludselig rejste hun sig over ende og lyttede spændt. Hendes øre havde opfanget en lyd som af fodtrin i skoven. Nu hørte hun et brøl — atter et, nærmere! Også trinene nærmede sig, de blev til trampen! den unge pige blev usigelig ræd. Hun sprang op, løb hen til sine klæder, men for i næste minut tilbage: en urokse styrtede brølende løs på hende. Som et egern klatrede hun op i det nærmeste fyrretræ, højere og højere op. Nålene stak hendes hud, og harpiksen klistrede hendes fingre sammen; hist og her måtte hun lade en hårlok hænge i en alt for klæbrig gren. Men hun var nu dog uden for fare. Dyret blødte stærkt i den ene side, og pigen kunne se et stykke af en stendolk rage frem mellem ribbenene. Nu standsede uroksen foran træet, rendte rasende hornene imod stammen og brølede vildt. Den unge kvinde skjalv af angst. Hun forsøgte at nå en gren af den næste fyr for at klatre fra træ til træ. Men hendes arme og ben ville ikke lystre hende, hun formåede kun at klamre sig hist til den gren, hun endnu sad på. dyret blev forfulgt, men hvor var forfølgeren? Hun så sig om, der var intet menneske at se; hun var ene, prisgivet det rasende dyr, så snart hendes arme blev trætte af at holde om grenen. Nu opdagede uroksen hendes klæder. Den løb med bøjet hoved mod det hvide bæverskind, løftede det med hornene og slyngede det højt op i luften, greb det atter, flængede det og rev det i små stumper; den rykkede perlesnorene over, så perlerne strøedes • vidt omkring, og den brølede gruopvækkende. til sidst faldt den udmattet om på jorden. I et nu var pigen nede af træet og begyndte at løbe ind i skoven. Men med ét rejste dyret sig og styrtede efter hende, hun snublede over en trærod og faldt, dyret styrtede over hende, og dets tunge krop dækkede hendes fine legeme. uroksen var død, og blodet strømmede over hendes ryg ud af dens side. Forgæves prøvede hun på at rokke liget. Det var lige så umuligt som at rive et træ op med rod. Hun kunne ikke røre et lem; hun følte, hvorledes hun blev mere og mere udmattet af den forfærdelige byrde, og hun lukkede øjnene og græd i afmægtig angst. Aldrig havde hun været så ræd. Selv ikke den gang hun så sine to brødre falde for den fremmede krigers pile, og da hun stod ene ved stranden lige over for den store mand, der strakte hænderne ud imod hende og talte til hende på et sprog, hun ikke forstod. Hun så på ham, og hendes øjne lyste af hævn. Hastigt som tanken slyngede hun en flintesten mod hans pande, så blodet sprang frem som en kilde. Ikke for intet var hun den store høvdings datter, den modige Thara-monja. Han tog sig til panden med den ene hånd, men greb efter hende med den anden. Før hun vidste af det, sad hun i hans arme, og han bar hende ned til sin båd. Hun rev hans ansigt til blods, hun bed ham i skuldrene. Han smilede kun og prøvede på at holde hendes arme fast. De nåede båden, han satte hende ned og ville lægge fra land. Da stødte hun bagfra sin lille lyseblå stendolk i hans nakke, så det varme blod sprøjtede hende op i ansigtet. Han faldt tilbage i båden, og frelst sprang høvdingens datter i land. Mens den fremmede livløs drev bort i sin båd, løb hun hjem med sin blodige dolk og viste med stolthed blodpletterne i sit ansigt. Hun havde ikke været ræd den gang. Hun havde ikke grædt. Et menneskes kamp med et andet menneske syntes hende lige, selv om den ene var mand og den anden kvinde. Her lå hun nu, to vintre senere, magtesløs under et dødt dyr, et dyr, der var såret af en andens hånd! Hun skreg af angst og raseri; hun skreg så vildt, at hun med rædsel lyttede til sit eget skrigs genlyd i den store skov. Da hørte hun et andet skrig, højt og kraftigt som et sejersskrig, og et øjeblik efter stod et menneske ved siden af uroksens døde krop. Som hun lå der med ansigtet nedad kunne hun kun på benene se, at det var en mand, og hun skreg atter hæst og rasende af angst. Mon nu denne mand ville benytte sig af hendes afmagt her i den ensomme skov, langt fra menneskers bolig? Hun kunne ikke gøre stærk modstand, ti den store anstrengelse og hendes frygtelige angst og raseri havde udmattet hende. Nu følte hun byrden blive lettere, dyret blev væltet til side af kraftige arme og hun selv løftet i vejret. Hun så på sin frelser med et ondt blik i de blå øjne, men blev straks forundret over hans store skønhed. Han var meget høj og skulderbred. Hans bryst var bart og hans arme ubedækkede. Det lange gulbrune hår flød i lokker ned om skuldrene, og hans fint formede underansigt dækkedes af et gulbrunt skæg. Under de mørke øjenbryn lyste et par store blå øjne, og hans hud var brun som mørkt rav. Den unge mand bar pigen hen til vandet og lagde hende ned i det hvide sand. Et øjeblik stod han og så på hende, mens hun lå der ganske ubevægelig med de blå, lidt matte øjne fæstede på ham. Hun åndede tungt og dybt, og hele hendes legeme var oversmurt med blod, jord og harpiks, fingrene var næsten klistrede sammen, og på det venstre bryst randt blodet dråbe for dråbe af et frisk sår. Manden pegede på såret, og da hun så ned ad sig, kom der et næsten undseligt glimt i hendes øjne; hun rejste sig med synlig anstrengelse og gik ud i vandet. Her vaskede hun sig med tang og med et stykke af sin klædning, hun havde fundet på stranden. Den unge mand iagttog hende fra bredden. Hans øjne strålede, og hans kinders rødme blev dybere. Han så det slanke pigelegem mod den dybblå baggrund, han så hendes armes skønhed, når hun løftede dem i vejret, og han så hendes brysts og hofters dristige runding; en heftig attrå vågnede i ham, og sanseløs styrtede han ud efter hende. Men hun kastede sig ud i vandet, og han så hende svømme med raske tag. Langsomt svømmede manden efter, og så snart hun begyndte at sagtne sin fart, indhentede han hende hurtigt. Han greb hendes ene arm og svømmede mod strandbredden med hende. Næsten viljeløs lod hun sig drage i land, men søgte så at fri sig fra hans kraftige tag. Da slog han begge armene om hende og trykkede et hedt kys på hendes blødende bryst, han knugede hende så tæt ind til sig, at hun udstødte et skrig, der halvt var angst og halvt vrede. Hvor hun hadede denne fremmede mand, der vovede at kysse hende, høvdingens datter, den stolte Thara-monja! Hun kunne dræbe ham i men han var stærk, og hendes kræfter var næsten udtømte. Da så hun en lille stendolk, der sad i hans bælte; hun greb den hastigt og søgte med den ene hånd at nå hans nakke for at give ham det dræbende stød. Manden fattede hendes tanke, da han følte hendes hånd ved sit bælte; han slap hendes legeme og greb om begge hendes hænder, vristede dolken fra hende og tvang hende i knæ. Pigen græd af raseri og bed ham i hænder og arme; hendes kinder blussede, og brystet steg og sank voldsomt. Stærkere og stærkere blev mandens attrå til denne dejlige kvinde. Aldrig havde han set så vild en skønhed! Han ville styrte sig over hende — da sank hun slapt ned i sandet, bøjede hovedet og bad med skælvende røst: » Spar mig, du store fremmede, spar mig! Du har overvundet mig! « hun vidste jo ikke, om han forstod hende, om han ikke talte et sprog, der var hende ligeså fremmed som hans stolte ansigt. Men hun havde opgivet al modstand i dette øjeblik, og hun vovede næppe at håbe på opfyldelsen af sin bøn. Den unge mand smilede. Han følte sig så stolt som en kriger, der har overvundet en flok fjender, og dog var hans fange kun en uvæbnet kvinde, han havde fundet næsten kraftløs i en ensom skov. » Rejs dig og nævn mig dit navn og din faders navn og din stammes høvding! « Hans røst lød bydende, men sproget var det samme, hun havde lært af sin moder, og smilet om hans mund gav hende mod. hun rejste sig og så ham fast i øjnene. Mon han nu ville træde ærbødig til side og lade hende vende hjem til sin stamme, når han hørte hendes faders navn? » Mit navn er Thara-monja. Min fader er min stammes høvding, hans navn er voduridas. « Thara-monja spejdede forgæves efter et udtryk af overraskelse eller ærbødighed i den unge mands øjne. Han kastede kun hovedet mere tilbage og sagde: » Mit navn er hloristågir. Min foder er høvdingen angostejn og min moder den skønne sækisåtru. Min fader og din fader er bitre fjender, men du skal følge mig. Jeg vil gøre dig til min hustru, til min moders datter og min faders tjenerinde. Min fader vil fryde sig, at jeg vandt voduridas’ datter, og din fader vil sørge over at have mistet dig. « Thara-monja smilede hånligt: » Du overvandt mig kun, fordi jeg var uvæbnet. Jeg bliver aldrig din med min gode vilje, og husk, at kun æreløs mand- tager en kvinde med vold. « Uden at svare greb hloristågir den unge pige om håndleddet og drog hende bort med sig ad den vej, han var kommen. il solen var ved at gå ned. Den vestlige himmel stod i strålende farver, fra dybt luende rødt til det lyseste blåt og grønt. Det blanke vand i søen og i mosehullerne genspejlede alle himlens farver. Klokkelyngens fine blomster var luerøde, og kæruldens hvide silke havde fået et rødligt skær. Fuglene sang deres aftensang i den nære fyrreskov, hvis trætoppe rødmede i de sidste solstråler, og frøerne kvækkede i søen og i pytterne. Et enligt elsdyr stod roligt og gnavede det fine græs, der groede mellem lyngen, og af og til løb en bæver travlt afsted for at nå sin hytte. Ikke en vind rørte sig, og selv dværgbirkens rastløse blade bevægede sig kun ganske sagte; bierne summede om lyngen og om nogle blomstrende vandplanter, der udåndede en bedøvende duft. Fredelig var naturen; endog de ville dyr tav i denne solnedgangsstund. men fra menneskenes nære boliger lød et forvirret råb af mandsstemmer, der pludselig blev stille, og en enkelt stemme talte højt og klart. Stemmen klang ren og malmfuld i den dybe stilhed, der nu kun afbrødes af en enkelt fugletrille eller frøernes sagte kvækken. Den unge mand, der kom gående inde fra skoven med en dræbt hjort kastet over skulderen, standsede brat: det måtte være voduridas røst, høvdingen talte til sit folk. Alavastégir burde skynde sig hjem, men hans sind var tungt, og han var træt af at tænke. Han havde. jaget den hele dag, og jaget uden held. Ti hans tanker var hos tharamonja, høvdingens datter. Hvor han dog elskede hende! Og i går havde hun rakt ham sin hånd til godnat. Det gyste i ham, da han følte hendes varme hånd i sin: kunne det være muligt, at hun elskede ham? Han vidste godt, at han var den højeste og kraftigste af alle voduridas’ unge mænd; at hans hår var solgult og hang i lokker om hans skuldre, og hans skæg var smukkere end nogen anden mands. Han vidste også, at hans stemme lød højt og rent, som voduridas’ malmfulde røst, og at han var den bedste bueskytte og jæger. Men han havde aldrig kunnet vise sin tapperhed i kamp med en anden stamme; ti stammerne var venner og kampene var sjældne. den eneste gang hans stamme kæmpede mod angostejns folk, havde Alavastégir en såret fod; et vildsvin havde bidt ham på jagten. Å, han længtes efter kamp, efter at skyde på andet end dyr! Han længtes efter at se en fjende falde for sin hånd, efter at ofre rygende menneskeblod til alle de ånder, der ellers vil menneskene ondt. Og han ville føre de fleste fanger med sig hjem og skænke dem til Thara-monja, at de kunne være hendes trælle. Han smed sit bytte på jorden og satte sig ned i det bløde græs. Mon høvdingens datter nu savnede sin faders kriger? mon hun søgte hans skikkelse blandt det lyttende folk? Han så hende stå ved sin faders side, rank og høj, med korslagte arme over det unge bryst, der var prydet med store ravsmykker. Hendes øjne så drømmende ud i vrimlen; de begyndte at lede efter noget de ikke så, og hendes mund hviskedee: ålavastégir. Den unge mand følte noget blødt berøre sit ben, han så en ganske lille markmus med spids snude krybe i græsset. Forundret greb han efter dette ellers så flinke lille dyr. Det var såret i begge sider, som havde en rovfugl eller en vildkat slået sine kløer i det. Dyret peb ynkeligt, da han tog på det, og så på ham med store sorte øjne. Han ynkedes over den lille skabning, der var dødelig såret, og kvalte den i sin hånd. Ålavastégir rejste sig og kastede dyret i et mosehul, hvor det forsvandt med et plump. Han stod lidt og så på ringene, der dannede sig i vandet, hvor dyret gik til bunds; han gyste, uden at vide hvorfor. Markmusens sorte øjne havde set så bedrøvet på ham; men kunne det være muligt, at en jæger følte sorg over en markmuses død? Nu greb han med den højre hånd efter en hammerformet ravperle, der hang i et bastbånd på hans bryst, kyssede den, så op mod himlen, hvor den første stjerne skælvede på den vestlige himmel, der endnu var rød af solens stråler og hviskedee: » Du store lys, hjælp Alavastégir til at vinde thara—mon ja, og giv mig held til hvad jeg gør, når du lér til mennesker og dyr igen i morgen. « Han løftede hjorten op, kastede den over skuldrene og gik tankefuld hjemefter. Bålene var allerede tændte, og vægterne gik frem og tilbage eller lå rundt om ilden. Men ingen drillede Alavastégir for hans ringe bytte, ti ingen mand sås udenfor hytterne. Den unge mand gik langsomt hen til den yderste hytte, der var hans moders. Skindet hang ned foran døråbningen som tegn på, at man var i færd med at gå til ro, men indefra hørtes mange stemmer, og ofte nævntes Thara —monjas navn. Alavastégir slog skindet til side og trådte ind i lonurunis hytte. Her fandt han en mængde unge og gamle kvinder samlede om ilden, og da de så ham komme, løb flere hen imod ham, men da alle talte i munden på hverandre, opfangede han kun enkelte ord: » Thara—monja, solnedgang, røvet, slået ihjel. « Han greb en ung smuk pige hårdt i armen og sagde hurtigt: » Hvad fattes thara—monja? Svar straks, og alle andre tier! « Den unge piges ansigt fortrak sig smerteligt ved hans tag, men hun fortalte hastigt, at Thara-monja var bleven borte efter solnedgang, en jæger havde fundet hendes flåede dragt og nogle perler ved stranden, og en dræbt urokse længere inde ved skovkanten. Voduridas havde opfordret sine krigere til at søge sin datter, men alle kvinder bad deres mænd ikke at vove deres liv for en piges skyld, selv om hun var høvdingens datter. Høvdingen befalede ikke, ti han var dybt bedrøvet, og hans hustru græd uafbrudt. ålavastégir stod endnu med hjorten over skulderen, han stod målløs og stirrede ud i rummet, skæret fra ilden belyste hans slanke skikkelse og forgyldte hans hår og hans skæg; alt blodet var veget fra hans kinder, så kvinderne skottede ængstelig til ham og forsvandt én efter én lydløst gennem døråbningen. Iii. Det var nat. Månen kastede sine blege stråler ned gennem røgåbningen oppe i hyttens tag. Ålavastégir lå vågen på lejet. Han havde ligget længe uden at tænke på andet end på høvdingens datter. Nu havde den tavse nat sænket sig over mark og skov, over mose og strand. De ville dyr løb byttesøgende i skoven og i mosen. Mon Thara-monja havde fundet et skjulested? Om hun nu sad højt oppe i et træ i den lyse, måneskinsblege nat, og om hun sov ind, hendes arme og ben blev slappe, hun faldt ned, og en bjørn eller en ulv rev hende ihjel! eller om en fremmed mand havde ført hende med sig! om han havde taget den stolte kvinde med vold! Den unge mand lyttede. Alt var stille i hytten, han hørte kun sin moders og trællenes rolige åndedrag og ildens sagte knitren. Men udenfor gik vagten frem og tilbage ved bålene, og fra skovene hørtes ulvenes tuden og uglens skrig. Alavastégir mindedes en gang at have hørt Thara-monja sige, at hun var angst om natten, angst for alle de ånder der svæve omkring i luften efter solnedgang. Og nu var hun i deres vold, alene i natten med sin store angst. Å, han ville gerne give sit liv for at frelse hende! han rejste sig, gik sagte hen til døråbningen, lyttede endnu om ingen hørte ham, og gik. ud i natten. Vagten lod ham rolig gå forbi, den var vant til at de unge mænd gik på jagt til enhver tid af døgnet. Alavastégir gik over en mose, forbi en stor skov, til han nåede nogle jordhøje. Her var flere store og små dysser. Den unge mand satte sig ned ved den af dem, der dækkedes af den smukkeste sten. Han tog sin dolk og gravede i jorden, og snart fandt han en rund sten med fire skålformede fordybninger i. Med dolken ridsede han sig i overarmen, så blodet flød; dråbe for dråbe lod han det falde i stenens fordybning, til den var fyldt. Derpå hældte han blodet ned ad en af dyssens stene og gentog det samme fire gange, til alle fordybninger havde været fulde af blod: » Min faders ånd, modtag mit offer! Hjælp din søn at finde Thara-monja og at vinde hendes elskov! « Ålavastégir gravede stenen ned igen og gik hjem til sin moders hytte. Ulvene tudede i skoven; hist og her så han et par lysende øjne eller skyggen af et dyr. Men han ænsede det ikke, og intet dyr nærmede sig ham, der med hastige fjed skred gennem skov og mose. Om morgenen ganske tidlig vågnede Alavastégir. hans moder sad ved det blussende bål, og trælkvinderne kogte byggrød eller skar store stykker ud af den hjort, han havde bragt med sig hjem om aftenen. skindet var taget fra døråbningen, og dagens blå lys brødes med flammernes rødgule skær. I tavshed fortærede Alavastégir sin mad: byggrød og røget bjørneskinke. Han drak den varme fåremælk uden at sige et ord, -kyssede sin moder og gik. Lonuruni rejste sig. Hendes høje skikkelse var rank og smidig. Det brungule, lidt gråsprængte hår hang langt ned på ryggen, og tre rækker store ravperler dækkede hendes hals. Hendes klædning var af det fineste lysbrune hjorteskind og nåede hende højt op på brystet. på fødderne havde hun sandaler af lysbrunt skind, der om anklerne var fæstede med kæder af flade ravperler. Armene var fulde og smukt formede, og om håndled og overarm glitrede ravsmykker. Hun bar hovedet let og stolt på skuldrene, og hendes ansigt var smukt, med den lige næse og den lidt spidse hage. Munden noget bleg, men tænderne hvide, og øjnene dybblå og store. Hun trådte hen til døråbningen for at se efter sin unge søn. Alavastégir gik lige til høvdingens hytte. Med sin dolk slog han tre slag på en sten, der stod til højre for døråbningen. Skindet droges til side, og voduridas viste sig bag det. Med højre hånd på brystet bøjede Alavastégir hovedet for sin høvding, skindet faldt ned, og begge forsvandt i hytten. Ft Iv. Da ålavastégir atter trådte ind i sin moders hytte, strålede hans øjne og hans kinder blussede. Han bød alle trællene forlade hytten, og da han var ene med sin moder, fortalte han hende, hvad der havde ført ham til voduridas, og hvad høvdingen og han havde talt om så længe. Ålavastégir ville forlade stammens boliger, endnu før solen gik ned, for at rejse til fremmede lande og finde Thara-monja. Hans båd skulle straks sættes i stand, og madforråd samles for mange dage og nætter. Han ville føre med sig meget rav og smukt forarbejdede flintdolke, pilespidser, hamre og økser. Trællene skulle samle til ham de kostbareste skind, der fandtes i hans moders hytte, at han ikke skulle savne gaver, for at vise de mennesker, han traf på sin vej, at han kom med fred, og ikke som en der vil røve.. Moderen hørte stiltiende på hans hastige tale og spurgte, da han tav: » Og når vil du vende tilbage til din moders hytte? « » Når jeg har fundet Thara-monja og vundet mig rigt bytte i de fremmede lande; ti da vil voduridas kalde mig værdig at bejle til sin datter. « Alavastégirs forsæt spurgtes hurtigt, og fra morgenstunden af var en tæt skare mennesker samlet om ham, hvor han viste sig. Mangen en ynglings hjerte bankede, når han tænkte på Alavastégirs mod; ti aldrig var nogen mand draget ene til et fremmed land. De unge piger så med sorg stammens skønneste yngling drage bort, og næsten alt arbejde hvilede i hytterne og uden for dem. Ved den tid, da solen begyndte at glide ned mod horisonten, lodvoduridas sine mænd sammenkalde uden for sin hytte. Han talte til dem og fortalte om Alavastégirs beslutning, og i alles påsyn lagde han sin hånd på den unge mands skulder og kaldte ham sin ven. Lonuruni stod fjernt fra vrimlen, hendes øjne var blanke af tårer, men hun bar sit hoved højt på de smukke skuldre. Trællene skulle bære båden ned til stranden, men mændene tog den fra dem, og der var mange flere arme der ville løfte, end bådens sider havde plads til. Så fulgte stammens ypperste mænd og kvinder Alavastégir ned til stranden, og ladet med alt det kosteligste stammen ejede, skødes båden ud i vandet, den unge mand greb årerne, råbte tilbage: » Hø Thara-monja! « og forlod sin fædrene strand under hyldestråb fra mængden. Kvinderne trykkede sig tættere ind til deres mænd, pigerne til deres venner, og tankefulde gik alle hjem til hytterne. Solen var gået ned, men de små børn løb endnu nøgne omkring i den kølige aften, og mødrene skyndte sig at kalde dem ind i de varme rum. Trællene slæbte deres redskaber og ufuldendte arbejder sammen omkring deres herrers boliger eller øgede ilden i hytterne og tændte bålene til vagten. Mændene bad foran hyttens dør med ansigtet vendt mod vest, drog skindet for døråbningen og forsvandt én efter én i hytterne. snart var alt tyst; vagtbålene blussede, menneskene søgte deres leje, og kun af og til gøede en hund, når anden lyd end vagtens trin hørtes i hytternes kreds. Inde fra skoven lød de ville dyrs hyl og uglens skrig, mens forårsnattens halvmørke sænkede sig over jorden. Men Alavastégirs moder lå vågen på lejet, til morgenrøden viste sig i øst. v. Hloristågir og Thara-monja vandrede gennem skov og mose, altid mod syd. De vadede gennem åløb og gik langt uden om de store søer. Ustandseligt gik de fremad, til solen var gået ned.. Men deres tanker var mørke, og de så ikke, hvor skønt alt var omkring dem. De så ikke himlens strålende farver, og ikke deres genskin i det blanke vand. De hørte ikke fuglenes aftensang og ikke frøernes kvækken. De så ikke klokkelyngens pragt eller sivets unge blomsterduske. de hørte ikke biernes travle summen og aftenvindens sagte susen i fyrretræerne. De gik og gik, til aftenens skygger dækkede skov og mose. Da standsede manden med ét, han så mod øst, og han så ikke havet. Var han gået vild, gået fejl af den vej, han kom om morgenen? Han frygtede ikke, men han rynkede panden, thi han måtte sige Monja, at dette ikke var den vej, han ville. Monja, stands! Vi må søge ly for nattens dyr, vi må finde en plet, hvor vi kan hvile. Vejen til båden er lang, og denne vej er ikke den rette. « » Mine fødder er trætte og blodige af spidse stene; min tunge klæber sig til min gane af tørst, og mine indvolde skriger af sult. Er det således, du værner om den kvinde, du begærer til hustru? « Hloristågir svarede ikke, han greb hendes hånd og drog hende med sig. Hans jægerøjne havde set et sted, hvor der var godt at hvile den mørke nat, og snart stod de foran et udtørret mosehul, der var overgroet med dværgpil og hægebær. Herned førte han tharamonja og bød hende lægge sig til hvile; han selv ville tænde et bål for at forjage ulvene, der gik på rov om natten. Men først skar han med sin dolk et stykke røget kød midtover og gav pigen at spise. Det var det sidste af hans jagtforråd, det sidste han bar ved sit bælte. Hun var tørstig, og han kunne ikke læske hende; hun var sulten, og han kunne næppe mætte hende! Og denne kvinde skulle blive hans hustru! Kunne hun elske ham, der intet gav hende at spise eller drikke? Han gik et stykke bort fra stedet, hvor han stod; han lyttede. Var det ikke en kildes rislen, han hørte? I sine hule hænder ville han hente vand, at hun kunne stille sin tørst! og han gik efter lyden. Da fløj en fugl op foran hans fod. Han bøjede sig ned, og fandt en rede i det høje græs, der groede frodigt i denne kant af skoven. Glad greb han efter æggene; de var store og lysebrune, han kendte dem ikke, men Thara-monjas tørst kunne de slukke. Med begærlighed havde den unge kvinde fortæret det røgede kød, hendes sult var næsten stillet, men hun pintes af tørst. Det var som skulle hun kvæles; hun følte en trykkende smerte over øjnene, hendes læber blev bristende tørre og hendes tunge syntes at vokse, så den fyldte hele mundens hulning. Nu var de onde ånder om hende, de onde ånder pinte hendes legeme! » Hloristågir! « skreg hun i sin angst, og manden stod foran hende med fire æg i den fremstrakte hånd. Hun greb dem, knuste skal-, terne med fingrene, og drak deres indhold som kunne det være den kosteligste mjød. det faldt hende ikke ind, at hloristågir kunne være tørstig, og hun nikkede kun med hovedet til tak. Manden slog nu med sin dolk på en ildflintesten, tændte nogle af de omkringliggende kviste, og snart lyste flammerne i den blege nat. Hloristågir måtte sanke flere kviste; han fluidt dem let, thi stormen havde hærget de gamle fyrretræer og knækket grenene, der var tørre og skøre af ælde. Da bålet var så stort, at det skinnede langt ind i skoven, at dets flammer rødmede mod den måneskinsblå luft, lagde manden sig til hvile ved siden af Thara-monja, der sov fast og åndede roligt. Her lå nu den unge pige helt fredeligt og trygt ved siden af ham, der røvede hende. Hun anede ikke-, at havets salte bølger i nat vuggede den mand mod en fremmed kyst, der søgte hende, og der vovede sit liv for hende, fordi han elskede Thara-monja, sin høvdings datter. bålet var i færd med at slukkes. Men ingen ulv eller vildkat havde nærmet sig de to menneskers leje, ti der var nok af unge dyr i denne forårstid, og unge dyr er værgeløse og lette at fange. Thara-monja vågnede tidligt og så hloristågir hvile ved sin side, han sov så trygt og roligt, hans brede bryst steg og sank ved hvert åndedrag. Hvor han var stærk og smuk! Der var kun én, der lignede ham: Alavastégir. Thara-monja hviskedee dette navn, og al længsel efter hendes hjem, efter fader og moder vågnede i hende. Om hun nu dræbte hloristågir! med let hånd tog hun hans dolk, der sad i hans bælte. Hun så på ham. Det var ikke let at dræbe ham, som han lå der på ryggen. Hun ville helst stikke ham i nakken, ti hans bryst var stærkt, og dolken var kort. k. hun tørstede efter at se hans røde blod sprøjte frem under de gule lokker, efter at se hans øjne briste og hans røde kinder blåne. Hun længtes efter at ødelægge hans kraftige legeme, efter at se denne hovmodige mand falde for sin hånd. Da smilede manden i søvne. Hans læber skiltes ad og de hvide tænder lyste frem bag ved dem. Thara-monja lod dolken synke, der gik en sælsom gysen gennem hendes krop. Hun følte sig dragen mod ham, der smilede i søvne som ét barn, hun smed dolken, bøjede sig over ham og kyssede hans varme mund. Hloristågir slog øjnene op og så den unge kvinde bøjet over sig, han greb hende med begge sine hænder: al hans lidenskab vågnede med ham. Han knugede hende i sin favn og bedækkede hendes bryst med hede kys. Hun var viljeløs, stred ikke imod, og hloristågir favnede den stolte Thara-monja dybt i den morgenlyse skov. da hun så den unge mand stå oprejst, og se ned på hende med et sejerssmil om munden, kom hun til sig selv igen. Hun sprang op og ville løbe ud i skoven, men manden holdt hende tilbage: » Vil du løbe fra mig, nu du er min hustru? Vil du gå til din moder og føde min søn i din faders hytte? Da du forlod voduridas’ stamme, var du mø; vil du vende tilbage som en vanæret kvinde? Når din søn fødes, hvem skal nævnes hans fader, hvem skal løfte ham fra jorden og kalde ham ved navn? « Med bøjet hoved hørte Thara-monja på hans ord: » Du har ret, jeg må følge dig. Jeg er en vanæret kvinde, hvis jeg kommer ene til min faders stamme. Å, havde jeg bare dræbt dig, da du var i min hånd! Så havde jeg atter været min faders barn og ingen anden kunne kaldes min herre! Jeg hader dig, hloristågir! Jeg hader dig, og jeg vil hade det barn, jeg føder dig! jeg vil hade din fader og moder og hele din stamme! Men følge dig vil jeg, og jeg vil være dig lydig. « De unge mennesker havde vandret næsten hele dagen. Thara-monjas fødder blødte og hun følte en tyngende træthed i alle sine lemmer. Men hun klagede ikke. Hloristågir var jo hendes herre, og hun måtte lyde ham og følge ham. Nu sad hun ene ved stranden og tænkte sine tunge tanker. Manden var gået ind i skoven, at skyde et dyr til tæring for sørejsen; hans båd havde de fundet, den lå sejlfærdig på stranden. Og nu skulle hun sejle over havet, langt bort fra sin stammes bolig. Hun skulle lyde den fremmede mand og være hans moders datter. hun skulle føde hans barn og hver nat sove ved hans side. Den venlige sommer, hun havde glædet sig til i hele den lange vintertid, da sneen lå tæt og frosten bed i alle lemmer så snart hun gik ud af hytten, den varme lyse sommertid var kommen. Men for hende var glæden forbi. Hun måtte hade hloristågir, hade ham frem for alle andre. Ti han havde knækket hendes stolthed og hendes mod; han havde ført hende bort fra fader og moder og fra alle de mennesker, hun havde set på med milde øjne. Der var ikke én, hverken mand eller kvinde eller det mindste barn: hun så mildt til dem alle, til hele sin faders stamme. Men angostejns stamme havde kæmpet mod hendes slægt og venner, derfor måtte hun også hade høvdingen, hans hustru og hele hans folk. Thara-monja græd; de stride tårer løb ned over hendes kinder, og faldt som varme tunge dråber på hendes nøgne bryst. Hun knugede hænderne i hinanden og bed sin læbe til blods. Men før solen gik ned, stødte hloristågirs båd fra land, og Thara-monja så sin fædrene strand forsvinde for sine tåreblændede øjne. vi. Ålavastégir roede ud på havet i den stille klare forårsaften. Solen var gået ned, og den vestlige himmel glødede i gult og rødt som i går, da den unge mand træt og næsten modløs lå i græsset ved søen. Men ålavastégir syntes, der lå lange tider mellem i går og i dag. Igår var han bunden i voduridas’ tjeneste, i dag var han fri. Igår var hans tanker mørke og tunge, i dag var der håb og glæde i hans sind. Igår sov han ind i sin moders hytte, i nat ville han sove på det store vand. langt ud på havet roede den unge mand, langt, langt ud på de stille bølger, til han ikke længer øjnede land, hverken i øst eller vest, hverken i syd eller nord. Den sagte vind krusede vandspejlet og legede med hans lange lokker; bølgerne plaskede mod bådens sider, og hvide måger fløj frygtløse oven over den. Alavastégir ristede med sin stendolk fire huller i bådens bund, et hul for hvert verdenshjørne. Han tog en lille lysegul ravperle af et bastbånd, der hang om hans hals, og kastede den ned i båden. Perlen faldt i det hul, der var i syd. Det var altså mod syd, hans båd skulle bære ham; i syd skulle han søge tharamonja. glad og fortrøstningsfuld spændte han sit sejl af fint garvet skind til masten, og vinden bar ham langsomt fremad. Men vinden var så svag, at den utålmodige unge mand tog årerne til hjælp. en efter en kom stjernerne frem på himlen, og månen byggede sin sølvbro i vandet. Vildænder fløj med hastige, korte vingeslag nær ved vandet i en lang rad, og af og til glimtede det i bølgerne som af sildestimer. Ålavastégir lyttede til vandets sagte susen, hvor hans båd nåede frem; han lyttede til vildændernes

1883_PaludanMueller_MargreteThorsen

Johannes

Johannes

Paludan-Müller

Margrete Thorsen

male

male

dk

PaludanMueller

Margrete Thorsen

Paludan-Müller

Margrete Thorsen

Nutidsfortælling

n

roman

Schou

KB

nan

nan

O

I. I en barsk og øde egn nord på i Jylland ligger en halvstor proprietærgård på Toppen af en bakke. Tæt forbi den løber landevejen, som fører til den nærmeste købstad. Udsigten fra gården er vid og stor, men ikke oplivende: lange nøgne højdedrag ude i horisonten, flade marker af et halvt hedeagtigt udseende i og mellemgrunden, enkelte spredte gårde og huse, der netop ved deres spredthed vidne om, hvor gold egnen er, det er alt, hvad man ved et flygtigt rundskue sér fra denne bakke. Ingen større plantninger, knap nok et enkelt forblæst træ møder betragterens øje. Man må være indfødt for at føle sig hjemme i denne egn. Og nu gården selv! Hvor sér den ikke underlig åben og gennemblæst ud! Bygningerne er nye, men have et fugtigt og koldt udseende. Længerne er ikke sammenbyggede med stuehuset, og et stakit, der forbinder enderne af de to udhuse, danner kun en spinkel grænse mellem landevejen ogz gården. Et lille mislykket forsøg på have bag ved hovedbygningen fortæller højt og lydt om vindens vælde. Det hele sér ud som et sted, hvor man midlertidig' kunne ty ind for at søge lidt læ, men at have det til sit hjem...! Alene tanken derom forskrækker. Men en sommerrejsende, der kører i diligence gennem sådanne egne, sér nu også meget æsttetisk på sligt et sted, og sammenligner det i et vist blødagtigt velbehag med sin lune hovedstadsbolig, medens han med flygtig gru tænker: » Hvorledes må her ikke se ud om vinteren! « Og havde en sådan turist haft kundskab om, hvordan det denne sommer stod til inden for gårdens mure, ville han vistnok have følt endnu mere uhygge ved stedet, thi gårdens ejer lå dødssyg hen. Harald Thorsen havde fra ungdommen af været et underligt disharmonisk menneske. Udrustet både med praktiske og intelligente evner, havde han i ingen henseende været usædvanlig begavet, men manglet den ligevægt i sindet, som anlæg i en bestemt retning stedse give. Hans Sans for åndelige ting havde forhindret ham i at føle tilfredsstillelse ved en rent praktisk virksomhed, og hans intelligens havde dog været for ringe, til at han kunne basere sit liv på den. så var Thorsen først bleven student, og derpå landmand, havde giftet sig lidt penge til, købt denne gård i Jylland, og drevet den, som alt andet, med halv kraft, halv interesse og følgelig med middelmådigt udbytte. Hans kone, der havde været en langt dybere natur, var for et par Års tid siden død fra ham og deres to børn: en søn, der var student, og en ung datter, som styrede huset for faderen. Efter konens død var ttor sen bleven mere og^ mere tungsindig, og stadig mere uvirksom. Han havde længe været en rig kilde for sine praktiske kollegaer til farisæiske betragtninger i anledning af den forsømte drift og det planløse, ubestemte liv. Så var han denne sommer bleven angreben af en svær sygdom, der gav ham lov til at ligge og være uvirksom — — en regnfuld avgustmorgen, kold efter årstiden, som man plejer at sige, sad datteren med sit strikketøj ved faderens seng. Hun havde som sædvanlig været tidlig på færde for at sætte huset i gang. Nu sad hun stille og betragtede den syge, der sov urolig, medens de nedrullede Gardiner frembragte et mat halvlys i stuen, der overtrak alt med en træt, bleg farve, slaphedens kulør. Hun strikkede og strikkede, så’ på den syge og så’ til uret, men slap omsider sit arbejde og faldt i tanker, med hænderne i skødet, træt som hun var både til legeme og sjæl. den syge stønnede, så rev hun sig ud af sin tankefuldhed og begyndte atter den ensformige syssel, beredt til at tale, hvis han vågnede, og til at tie, hvis han vedblev at sove. Og medens hun bøjede sit hoved ned over de travle pinde, fortalte de fine, blege træk om en tålmodig sorg, en erfarenhed i bekymring, som ikke svarede til den unge alder, den alder, hvori så mangen ung pige ligner liljerne på Marken ved hverken at så eller spinde, og ved at kong Salomon i al sin herlighed ikke var klædt som en af dem. — der buldrede en vogn ind i gården og op for døren. Det var doktoren, som kom for at se til den syge. Hans kraftige skikkelse og friske ansigtsfarve dannede en påfaldende kontrast til sygeværelsets matte præg. » Nå, frøken Margrete, hvordan går det? « Spurgte den venlige læge, da hun kom ham i møde. » Det er vist omtrent det samme, som forleden doktoren var her, — jeg kan ikke se nogen forskel. « Den syge vågnede, og medens datteren forlod værelset, bøjede lægen sig ned over sengen for ret at tage patienten i øjesyn og høre, hvad han med sin svage stemme ville sige. Der hang adskillige regndråber i doktorens krøllede hår. Hvor så’ de ikke kølige og friske ud i modsætning til sveddråberne på den syges pande. morgenkjøling og nattefeber mødtes her. Så fortalte Thorsen om de små nuancer i sit befindende siden doktorens sidste besøg, og denne hørte tålmodig på det alt sammen, kom af og til med et spørgsmål, undersøgte pulsen, respirationen o. s. v. og tog til slutningen afsked, med løfte om at komme igen den næste dag. » Synes de, at det går fremad? « hviskedee den syge, idet hans øje søgte doktorens ansigt. » Endnu ikke, « svarede denne, » vi må være tålmodige. « — » Ja vist, ja vist tålmodig — men jeg har så mange urolige tanker — især om natten. « — » Bruger de ikke sovedråberne? « — » De hjælpe ikke mere. « — » Så skal jeg skaffe dem noget andet, « sagde doktoren, » og give frøkenen besked om brugen — far vel, hr. Proprietær. « — Thorsen nikkede med hovedet, for det faldt ham besværligt at tale, og lægen gik. Men da han var kommen ind i den næste stue, mødte han Margrete. Doktoren havde et udtryk i sit ansigt, der betog hende modet til at spørge. » Frøken, « sagde han efter en pinlig lille pavse, » det er ikke godt med deres fader. « — hendes lille hånd, der støttede sig på ryggen af en stol, rystede, men stemmen var fast og rolig, da hun spurgte: » Er det blevet værre? « Doktoren så’ hende bestemt ind i de dybe, blå øjne og sagde: » Kræfterne tage af, feberen vil ikke sætte sig. « — atter en pause og omsider et stille spørgsmål: ær der megen fare? « — » Jeg tror ikke, han har mange dage tilbage. « — hun blev rolig stående, kun rystede hånden lidt stærkere, i det hun, med tanken på hvad de næste dage ville bringe, langsomt sagde: » Så er det vel bedst, at jeg skriver efter min Broder. « — » Det gør de rettest i, « svarede lægen. » Frøkenen går også alt for alene her. — han følte megen medlidenhed med den unge pige, der skulle til at modtage døden som gæst i sit hjem, men han vidste ikke at sige noget til trøst. Så nøjedes han med at trykke hendes hånd venlig, og gik ud til sin vogn. — han standsede i døren. — » Det er sandt, jeg lovede deres fader en anden sovemixtur, den gamle virker nok ikke længer. « — » Nej, men når doktoren tror, at «... hun kunne ikke fuldføre sætningen, men han forstod hendes mening og svarede: » Bedste frøken, jo mere lindring jeg kan skaffe deres fader, desto lettere gør jeg det jo både for ham og dem. « Hun ville sige noget, men der piblede en tåre frem fra øjet, og hendes mund bævede. Så vendte hun hovedet bort og skaffede doktoren det fornødne til at skrive recepten. Da han var borte, stod Margrete en stund og stirrede ud i gården, hvor lænkehunden lå med snuden ud af hundehuset og missede med øjnene. Regnen var ophørt, men blæsten tagen til. Enkelte strå af den nybjærgede byg fløj fra stænget ud i gården, hvor de tumlede omkring, indtil hønsene fik fat på dem. En Karl stod i stalddøren og fløjtede, — det var det hele, intet usædvanligt mødte hendes blik, al ting så’ ud, som det altid havde set ud — men inden for lå hendes fader og skulle dø. Hun for sammen. — hun var pludselig kommen til at tænke på, hvorledes det ville se ud, når kisten blev båren her igennem stuen, ud i gangen — gennem den snævre dør —... — hun havde sét det ved moderens begravelse og fik nu samme iskolde følelse af rædsel som den gang. Men hun gjorde vold på sig selv for at jage tankerne bort og gik ind til faderen.-----han lå og stirrede hen for sig med store, glansfulde øjne. Da hun kom hen til sengen, rakte han hende hånden og sagde: » Mon doktoren mener, at jeg kommer mig? « Margrete puslede ved hovedgærdet og svarede: » Det råder ikke han for. « — den syge så’ skarpt på hende. » Så har han altså opgivet mig. « Hun begyndte stammende: » Når kun feberen ville lægge sig... « han- afbrød hende hurtig: » Men det gør den ikke, den tager til henad middag, som den plejer, det véd jeg godt. — å, når det blot snart ville være forbi. « — » Skal jeg ikke sende bud efter præsten? « Den syge vendte sig utålmodig i sengen og hviskedee: » Jo i morgen — hvis det ikke er bedre. « — ud på eftermiddagen lå han i stærk feber, medens Margrete sad på sin sædvanlige plads ved sengen. Han rejste sig ‘ pludselig halvt op, stirrede stift hen for sig, i det han støttede hånden mod sengekanten og sagde: » Kan du huske din moder, Margrete? « Hun forsøgte på at få ham til at lægge sig ned igen, men han blev siddende og gentog sit spørgsmål i en underlig heftig tone. — » Hvorfor skulle jeg ikke kunne huske moder, « Sagde hun omsider. » Det er jo ikke så mange år siden, at hun døde. « — » Du har ret, « svarede han. » Det er ikke længe siden, og dog har den tid forekommet mig lang. Jeg har længtes efter hende, Margrete, mere end du vidste af, mere end nogen troede. — hvorfor skulle jeg blive her, når hun var borte — de andre vare jo kede af mig. « Margrete rystede på hovedet og sagde bevæget: » Der er mange, som holde af dig, fader. Herman og jeg... « » Ja Herman og du, i holdt af mig, men i er unge. Det er ikke noget for eder, at gå og skamme jer over mig. « » Det have vi aldrig gjort. « » Men det måtte komme en gang, det måtte komme. I ville forstå, hvor dårlig jeg er til alt, og så ville i skamme eder. Det gør alle, som kende mig, men din moder! Hun kendte mig i al min usselhed - og holdt dog af mig — ja hun holdt dog af mig. « — han sank tilbage på "puden og lå en stund stille hen; da begyndte han på ny: » Det var forunderligt, så hun elskede mig; mere end nogen anden på hele jorden, hun ville helst være hos mig. — det gav mig kraft til at holde ud — men nu... « — han slog i luften med hånden. » Hun er borte, det er alt sammen borte. Hvad skal jeg mere her. « — han drog et dybt suk og hviskedee næppe hørlig: » Hun var så tålmodig og havde dog meget at bære. — selv den gang jeg slæbte hende over i denne ørken, bort fra alle hendes egne, var hun glad. — for hun ville helst være hos mig. « — han foldede hænderne over lagenet og bevægede læberne, uden at Margrete kunne opfange noget ord, så faldt han omsider i søvn. Der gik en dags tid hen på samme måde. Af og til talte han med Margrete, men den største del af tiden sov han og drømte urolig. Doktoren kom igen den næste dags aften, men der var intet for ham at gøre uden at være så venlig som mulig mod Margrete, der jo var forberedt på, hvad der forestod. Arbejdet på gården gik sin sædvanlige gang, og folkenes humør var just ikke meget trykket ved den efterretning, som i de sidste dage havde bredt sig mellem dem, om at » Manden « lå på sit yderste. Margrete kunne høre deres latter og støj ude i borgestuen, da hun denne aften stod ved komfuret og varmede en kop havresuppe til sin fader. Der var noget i den glade tummel, som oprørte hende, men hun var gammel nok til at forstå, at de andre ikke kunne være lige så bekymrede, som hun selv, og søgte at lægge så lidt mærke til folkenes lystighed som muligt. Avlskarlen, der i denne tid styrede hele bedriften, kom ind i køkkenet. Han var fortrædelig over noget vrøvleri med de andre karle og spurgte i en temmelig mut tone, om frøkenen kunne give ham penge til at betale en af daglejerne, der ikke mere skulle arbejde på gården. ' jo, hun skulle straks hente dem, hvis Niels blot ville vente et øjeblik. Ja han havde rigtignok ikke godt stunder. Margrete slap den ting, hun havde i hånden, og gik hurtig ind i stuen, men der var noget over hendes væsen, som gjorde indtryk på karlen, og da hun kom tilbage med pengene, spurgte han i en mere venlig tone, hvordan det var med » Proprietæren «. » Det er ikke godt, Niels. « Nej han havde jo nok hørt det, men kanske. Det kunne blive bedre. Hun så’ på ham og rystede på hovedet: » Det er vist snart forbi. « » Hvem mon der så skal overtage gården? « Spurgte Niels, der just ikke udmærkede sig ved. Nogen særlig udviklet finfølelse. Skønt Margrete ikke nærede noget håb om faderens helbredelse, følte hun sig dog ilde berørt ved denne praktiske måde at tage sagen på og svarede lidt kort: » Jeg synes, det er tids nok at tænke derpå, når fader er død. « Hun følte, at hun var nær ved at græde, bøjede sig derfor ned over den lille kasserolle, der stod på ilden, og rørte ivrig rundt i den. Men Niels vedblev: » Ja studenten kan vel ikke styre bedriften, « og da hun intet svarede, fortsatte han: » Så det rimeligste er vel, at gården bliver solgt. « Margrete var næsten forbitret over den sindsro, hvormed han gjorde det af både med hendes fader og hjem, men hun tvang sig til at svare så rolig som muligt: » Det véd jeg slet ikke noget om. « » Ja når der blot ikke stod så mange penge i den, « bemærkede den ubarmhjærtige Niels, » så var det jo en rar ejendom, men noget kan der da altid fås for den, og når der kom en mand, som kendte lidt mere til at prange end proprietæren, så kunne han såmænd leve godt. « Da Margrete vedblev at tie, mærkede Niels, hun ikke skøttede om hans passiar, og drev tilbage i borgestuen. Sent ud på aftenen kom præsten, men fik kun talt lidt med den syge, der lå og døsede. Nu var han taget bort igen, og Margrete, der den første del af natten havde fået lidt hvile, medens jomfruen vågede, sad atter hos faderen. » Ville det være forbi, når morgenen kom? « Spurgte hun sig selv, » eller skulle den næste dag blive ligesom den foregående og så fremdeles, indtil enden engang kom, den afslutning, som dog ikke kunne undgås. « Først den. næste eftermiddag kunne hendes Broder være der; mon han ville få talt med faderen? Hun syntes at høre en støj uden for og lyttede, det var kun blæsten, som klaprede med havelågen. Hvor de lød uhyggelig disse stærke vindstød, som på deres uhindrede fart hen over den bare egn stødte på gården og faldt an imod den. Det var så underligt at sidde her som den eneste vågne, ikke alene i huset, måske i hele egnen — og vente på, at den store fjende skulle komme. Hun tørrede sveden af faderens pande og bøjede sig ned over ham. Hans øjne vare kun halvt lukkede. Der var ingen hvile i denne søvn, det så’ hun tydelig. Der var fortærende hede og udmattende døsighed. Han greb fat om hendes hånd, trykkede den stærkt og ville ikke slippe den, hun måtte blive siddende således. På én gang så’ hun, at hans øjne vare helt åbne. » Kan du ikke sove? « spurgte hun for at bryde det uhyggelige ved hans stirrende blik. Han bevægede munden, men kunne intet ord få frem. Hun tog med sin fri højre hånd et glas og gav ham at drikke, men han fik kun lidt deraf. » Margrete! « stønnede han sagte, » bliv hos mig. — du må ikke. gå bort. « Hendes tårefyldte øjne gav ham svar, og han vedblev at stirre op i hendes ansigt. » Bed, at det snart må være forbi, « hviskedee han og søgte at folde sine hænder. Hun hjalp ham dermed og bad højt, så den syge kunne høre det, om en mild og snarlig forløsning for sin fader. Vinden uden for blandede sin larm med i hendes stemmes lyd, en trægren slog og skrabede mod vinduet, mens hendes ord brød stuens stilhed, men Margrete var ganske borte i sin bøn og hørte kun sine egne ord, der begærede hjælp for ham, som trængte så meget dertil. — og der blev atter stille i værelset, så stille og så længe, at Margrete var nær ved at bukke under for sit overanstrengte legemes træthed og falde i søvn, da et skrig fra den syge gjorde hende lysvaågen. Han bevægede hænderne heftig og så’ på hende med urolige, angestfulde blikke. » Jeg vil bort, « hviskedee han hurtig og trak vejret kort, » bort fra det hele, se at komme ud af det,... hvorfor har jeg ikke før gjort det. Hvorfor holdt hun på mig? «... Han betragtede Margrete, drog et dybt suk og kom atter til sin besindelse. Hun slog sine arme fast omkring hans Hals, som om hun ville beskytte ham mod al angest og fare, og han. hvilte sit bespændte hoved tæt op mod hendes bryst. så talte hun beroligende, trøstende ord, selv opfyldt af angest, men dog endnu mere af kærlighed. Fra tid til anden kom uroen igen over ham, og da trykkede han sig tæt ind til sin datter, medens hun hviskedee til ham om at være modig i den svære strid, indtil den store hvile kom. En gang da angesten var på sit h. jeste, og hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre for at berolige faderen, sang Margrete et salmevers, og skønt den syge kun halvt forstod, hvad ordene betøde, dyssede det ham dog for et øjeblik i søvn. Således gik nattens timer, imedens de kæmpede den tunge kamp sammen, og hun delte hans byrde, så vidt det lod sig gøre. Nærmere og nærmere kom det øjeblik, som begge både længtes efter og gruede for, det øjeblik, hvor han ville blive borte for hende. Dagslyset bredte sig svagt i stuen og mødtes med lampens stråler i et underlig uhyggeligt skær. Stedse tungere trak faderen vejret, stedse koldere blev hans hænder at føle på. Endnu en gang rystede legemet i angest, i det hans øje søgte hendes, inden det omtågedes. Da mærkede Margrete, at den store skilsmisse var nær, og i det hun knugede ham fast til sig for ligesom at holde den flygtende tilbage, så’ hun dødens skygge brede sig over hans ansigt. en kort stønnen, hovedet gled ned på puden — og hendes vagt var endt. Dagen efter kom Margretes Broder. Straks ved sin ankomst, da vognen kørte op for døren, hvor søsteren stod og tog imod ham, saå han på hendes ansigt, hvad der var sket. Da han var kommen ind i stuen, og de første spørgsmål og svar vare udvekslede, fulgtes de ad ind til liget. » Led han meget, « spurgte Herman, i det han betragtede faderens stive ansigt, og Margrete rettede ved hovedgærdet. » Ikke så meget, som jeg havde frygtet for, « Svarede hun. De stod en stund tavse, da sagde han: » Nu er vi forældreløse, Margrete. — desto mere må vi holde sammen. « — » Ja, « svarede hun stille. » Det kan nok behøves. « De gik ind i dagligstuen, og hun fortalte ham dér om hele den sidste tid, der havde været så tung at komme igennem. Han havde været hjemme i den første del af sommerferien, men da var faderens tilstand endnu ikke betænkelig, og han var derfor atter rejst. Ved at høre søsterens fortælling, skar det ham i hjertet, at han havde ladet hende være ene om den tunge gerning, og da der kom en pause i hendes fortælling, sagde han: » Jeg burde ikke have forladt dig. Du kunne nok trænge til hjælp. « — » Vi vidste jo ikke den gang, hvor nær enden var, « svarede hun sagtmodig, og føjede lidt efter til: » Hvor mon jeg nu skal hen? « De tav begge, thi det var opløsningen af deres barndomshjem, som hun havde rørt ved. Omsider sagde Herman: » Når onkel Otto kommer her over, ordner han nok det hele for os. « Onkel Otto var en Broder til deres afdøde moder og præst på Sjælland. Han var den nærmeste slægtning til at tage sig af deres sager, og den, de helst ville betro sig til. » Tror du, onkel kommer straks, når han får brev om, hvad der er sket, « spurgte Margrete. » Det gør han vist, « svarede Herman, » dersom det er ham muligt. Men vi må skrive endnu i aften. « De følte sig begge så unge og forladte over for alt det meget alvorlige, som nu skulle gøres, men Margrete mærkede det dog som en lettelse, at de vare to om at dele øjeblikkets uhygge. Hun havde jo i den sidste tid været ganske alene i sin angest og besvær. Hun fortalte ham om faderens længsel efter deres moder. — » Ja, « sagde Lierman, » det kan jeg forstå. Vi andre formåede ikke at erstatte hende, og vi kendte heller ikke fader, som moder gjorde det. « — — » Liun har vist haft megen sorg, som vi ikke vide af, « ' bemærkede Margrete, » Fader var jo ofte så uhyre alvorlig. « - » Han havde et tungt sind, « sagde Herman, » og vi to have vel arvet noget deraf. « — Margrete svarede ikke, thi hun vidste alt for vel, hvor stor en part af faderens tungsind der var gået over på sønnen. — lidt efter fortsatte han; » Moder har gået meget igennem med ham. « — » Måske «, svarede hun, » men det var jo også hendes skyldighed. « — — » Det er let nok sagt, men sværere, end du måske tænker, at være bundet til et menneske, der altid tager livet tungt. « — » Det kommer an på, hvor meget man holder af hinanden. « — » Selv for den største kærlighed vil det falde besværligt. « — » Men man skal heller ikke have det let her i livet, « sagde Margrete, i det hun så’ hen for sig. » Det er en alvorlig livsanskuelse for en ung pige. « » Synes du måske ikke, at hvad vi have oplevet, kan lægge en det på sinde. « De tav begge, og samtalen ville ikke rigtig til at komme i gang på ny. — øjeblikkets alvor var for nærværende, til at de kunne drøfte det* — — nogle dage efter kom onkelen, og det var en stor lettelse for de unge, at han tog hele ordningen i sin hånd. Deltagende breve og venlige tilbud strømmede ind fra alle kanter, thi nu, da der ikke længer var tale om at hjælpe over for døden, men om at forme livet for de forældreløse, havde slægt og venner både evne og vilje til at hjælpe. det blev da omsider, efter megen tale, ordnet således, at gården skulle sælges, så snart der bød sig en nogenlunde gunstig lejlighed dertil. Hvad der blev tilovers, når al faderens gæld var dækket, ville forhåbentlig være nok, til at Herman kunne fuldende sine studeringer derfor og Margrete få en lille sum om året til sine mest trængende fornødenheder. Foreløbig skulle hun i huset hos onkelen. Så kom begravelsesdagen, hvor det lille følge, som bestod af nogle få slægtninge og enkelte proprietærer fra egnen, samledes i den gamle, uanselige kirke, hvis lave, grøntplettede hvælvinger hvilede tungt over de perlemalede stolestader og mere nedtrykkede end løftede sindet. Dér talte stedets præst så velvillig som mulig over den afdøde og rettede en trøstende formaning til de unge børn, der sagde oppe i den øverste stol med en uhyggelig fornemmelse af, at alles øjne hvilede på dem. Dernæst talte onkelen, lige så velvillig og med noget mere kendskab til den pågældende, og dvælede særlig ved de mange kære minder fra ungdomstiden, da han først havde lært den afdøde at kende. Og proprietærerne hørte tålmodig på begge præsterne, ja glemte ved deres velvillige ord næsten ganske al den landøkonomiske kritik over Thorsen, som de ellers så rigelig havde dyrket, og fik af den sidste tale det indtryk, at den døde i sin ungdom måtte have været en ikke ganske almindelig mand, som de måtte beklage ej at have kendt den gang. Så begave alle sig ud på den græsbevoxede kirkegård, i det degnen gik i spidsen og afsang en salme, og dér sænkedes kisten ned i det smalle hul, medens Herman og Margrete stirrede efter dens sorte låg, der sank dybere og dybere. En pause, hvor alle blottede deres hoveder, og dernæst de tre dumpe slag fra præstens spade, der indviede faderens legeme til den lange hvile i jorden, så vendte de sig bort og gik hen til moderens grav, der lå ved siden af, hvor de blev stående stille og bedrøvede, medens larmen af jorden, der væltedes ned, genlød uhyggelig i deres øren. Dér stod de, indtil onkelen havde taget afsked med den fremmede præst, og kom hen til dem, for at følges med dem hjem. — — i. Pastor Otto Lorentzen var en dygtig mand, og en anset mand i sin kreds. Han var noget af en praktikus, men dog åndelig nok til at kunne passe sit præstekald på tilbørlig måde. Han havde læst en del, uden dog i nogen henseende at drive bestemte studier. Han havde som så mange præster nogle små liebhaverier, som han passede ved siden af sine øvrige forretninger, og i hvilke han lod de verdslige sympatier få lidt tilfredsstillelse: han var således havemand, skakspiller og havde endnu en ret køn sangstemme. Så besad han tilmed et godt helbred og var en ypperlig økonom. Følgen af alt dette blev, at hans humør som oftest befandt sig i en rolig og jævn ligevægt, der gjorde haln til en behagelig ægtemand, fader og omgangsven. To børn havde han i sit ægteskab: en søn, omtrent af samme alder som Herman Thorsen, der studerede tteologi, og en datter, lidt yngre end Margrete. Pastor Lorentzen var, hvad man i daglig tale kalder en lykkelig mand: tilfreds med sin gerning og tilfreds med sine omgivelser, en mand, der levede et sundt og kraftigt liv, uden på nogen måde at indlade sig med ting, som lå over hans åndelige horizont. Og meget tilfreds, rigtig godt til Pas følte pastor Otto Lorentzen sig denne sludfulde oktoberaften, medens han sad i sin vogn, der havde hentet ham ved jernbanestationen, og nu arbejdede sig gennem mørke og snavs hjem til præstegården. Han havde været en lille tur i København, nærmest for at ordne Margretes pengesager, og haft fornøjelse af turen, forretningerne vare blevne heldig besørgede, og præsten havde tilbragt nogle prægtige dage i byen. Han havde aflagt et besøg hos biskoppen, og hans højærværdighed havde underholdt sig en hel time med ham. Han havde besøgt forskellige ungdomsvenner der inde, og sluttelig været i teatret for at høre sin yndlingsopera » jægerbruden «. Nu sad han meget fornøjet og lænede sig tilbage i vognsædet, medens han snart smånynnede nogle af de velkendte melodier, snart i tankerne gennemgik, hvad biskoppen og sagføreren havde sagt. — der er noget behageligt ved at være ude i dårligt vejr, når man er godt indpakket og slet ikke fryser. Det følte pastor Lorentzen, der sad indhyllet i sin store Pels med benene i en fodpose og lod det regne på sig, uden at det gjorde ham en smule. Og der er noget behageligt ved efter endt rejse at komme på sin egen vogn, der køres af ens egen Karl og trækkes af ens egne heste. Det følte pastoren også. Følgelig var han i kraft af alle disse grunde, og desuden fordi hans mave var i sådan en fortrinlig orden, i et rigtig solidt og godt humør. » Har i haft nogen fremmede, mens jeg var borte? « spurgte han karlen, der sad og stirrede ud i mørket for at holde sporet på den smalle vej. » Ja kammerherren fra holbygård var der forleden aften, men ellers har der ikke været nogen. « » Det var da skade, at jeg ikke var hjemme. Var der andre herrer med end kammerherren? « » Næh — der var kun ham og fruen — og så frøkenen. » de kørte igen et stykke i tavshed, mens hestenes plaskende hovslag i den opblødte vej, og vognens knagen blev ved i en uafbrudt stadighed. Så lænede præsten sig igen ' forover og lagde armene på det forreste sæde: » Har du hørt, Lars, hvordan det er med Per Sørens enke? « » Jo — det er nok bedre, efter hvad drengen sa’e, som var oppe i præstegården i Morges. Men Maren Mads er bleven vågere. « » Så, er det dårligt med gamle Maren. Har doktoren været der? « » Ja, han så’ til hende i går og mente nok. At hun ikke havde langt igen. Men så havde de bud efter ham den ny doktor i Folstrup, og han syntes dog lidt bedre om hende. « » Ja, ja, nu skal jeg se der ned i morgen. « — præstens tanker vendte, efter en lille udflugt til Maren Mads, atter tilbage i det tidligere behagelige spor, og han dampede stærkt på sin store rejsepibe, der kunne holde » en stiv mil «. De kom op på en bakke, og neden for viste landsbyen sig med svage lysglimt gennem tågen. » Meget forskelligt fra København, « tænkte præsten, der endnu havde gasbelysningen og de strålende butiker i frisk erindring. — » Meget forskelligt, « men han tænkte det med et vist velbehag ved modsætningens klarhed, og ved selv at kende begge dele. Han forenede i dette øjeblik både by og land i sin erkendelse, og det er altid en behagelig fornemmelse at forstå to modsætninger ganske objektivt. De kørte gennem den snavsede Landsbygade og drejede med et raskt.sving ind i præstegården, over hvis ujævne brolægning vognen tumlede op for indgangsdøren. Der kom lys i gangvinduet, og præstekonen, en middelhøj, lidt svær skikkelse med et forstandigt, jævnmodigt udtryk i ansigtet stod i døren for at tage mod sin mand. En dreng klaprede på sine træsko hen over stenene for at sætte vogntrappen til, og kort efter stod pastor Lorentzen i gangen, hvor fruen hjalp ham pelsen af. » Nå, så du har haft det godt, « sagde præstekonen og hængte tøjet op. » Det var da rart. Ja, der har såmænd heller ikke været noget i vejen her hjemme. « » Kammerherren har jo været her, « sagde præsten og gemte sine muffediser i baglommen. » Hvor véd du det? « — » Jo, Lars fortalte mig det på hjemvejen. « » Å, den Lars, ham får du også al ting at vide af, « sagde fruen smilende. » Vi andre behøve såmænd ikke at fortælle dig noget. « — » Ja, jeg spurgte selv, om her havde været nogen, « Svarede præsten og gik ind i stuen. Dér kom hans datter Anna ham i møde og begyndte straks, da hun havde givet faderen et velkomstkys, at spørge om en hel masse 'fing angående rejsen. Lidt bag ved kom Margrete og hilste på onkelen, men det var på en mere stilfærdig måde. » Jeg skal hilse fra Karl « — det var husets søn — » og fra Herman, « sagde pastoren, da han kort efter sad ved aftensbordet, som længe havde stået og ventet på ham. » Nå, du så’ dem begge, « sagde fruen, som havde taget plads på en stol ved siden af sin mand. » Ja vist gjorde jeg det. De lod til at have det godt. Jeg var i går aftes sammen med dem i teatret. « » Hvad så’ du, « spurgte Anna, der stod bag maskinen og skænkede en vældig kop te til sin fader. » Å, hvad jeg så’, brød jeg mig endda ikke så meget om, men des mere om, hvad jeg hørte. Det var min gamle bekendt » Jægerbruden. « — » At du ikke bliver ked af den musik! « Sagde Anna. » Jeg véd ikke, hvor mange gange du nu har hørt den. « — » Sådan musik bliver man aldrig ked, af, « svarede præsten belærende. » Den skulle du høre, Margrete. Det var vist noget for dig. « — •— » Tænk, Margrete har aldrig været i det kongelige teater, og kun én gang i København, « Bemærkede Anna. — » Nej det er meget rimeligt, « sagde faderen. » Når man lige til sit nittende år har boet langt oppe i Jylland, så falder der ikke mange af den slags fornøjelser af, men til december kan i jo begge tage en tur der ind. « » Nej far, er det virkelig dit alvor? « sagde Anna og dansede hen mod pastoren. » Er det virkelig dit alvor, at vi må. « » Ja vist er det så. Jeg lovede det halvt om halvt til tante mine. I kan jo bo hos hende. « — » Og hvor længe må vi blive? « — » Å, sådan en fjorten dags tid. Men det kan vi altid tale nærmere om. « » Tænk dig, Margrete! « sagde Anna, i det hun tog sin kusine om halsen, » tænk dig, hvor mageløst morsomt det kan blive — glæder du dig ikke frygtelig? « — » Jo, « svarede Margrete, » Det kan jeg nok have lyst til. « — » Det er sandt, « sagde præsten og tog til sin brystlomme, » jeg har et brev til Margrete fra Herman — her er det, værs’go’. « — hun tog mod brevet og gik ind i dagligstuen for at læse det, medens de andre blev og holdt præsten med selskab. — brevet lød således: » Kære søster! « » Jeg har længe ladet dig vente på svar på dit sidste brev og vil nu ikke opsætte det længere, så meget mindre som jeg længes meget efter dig og trænger til en samtale. Jeg er endnu så opfyldt af tankerne om faders død og tabet af vort gamle hjem, at jeg ikke ret kan arbejde, og føler mig i det hele kun dårlig til Pas. Der er noget ved den tanke ikke at have et hjem i ryggen, som forskrækker mig. Ikke at have et sted, hvor man virkelig hører til, altid være som gæst eller med penge skaffe sig ret til et ophold: det er uhyggeligt at gøre sig dette rigtig klart. Jeg har forsøgt på at arbejde for at glemme disse tanker, men det vil ikke ret lykkes, jeg bliver hurtig træt deraf. Karl Lorentzen er den, som jeg omgås mest, han er altid den samme rolige og fornøjede person. Jeg kan undertiden næsten blive vred på ham for dette uforanderlige væsen, denne bestandige sindsligevægt, men det må være en lykkelig gave. Vi er anderledes skabte, Margrete, i det mindste jeg. Min natur kan ikke tage let på livet, enten er jeg ganske urimelig glad eller helt det modsatte, og som oftest det sidste. Når jeg tænker på fremtiden, står den mørk og tågefuld for mig. Det må være dejligt at have lyst til livet som fætter Karl, at være opfyldt af uudslukkelig Iver efter at få en eksamen. Hvad du skriver om dit forhold til Anna, kan jeg godt forstå. I er alt for forskellige til at der kan blive nogen nøjere sammenslutning. Læser du noget i denne tid? Eller går det dig som mig, at du ikke h^r nogen lyst dertil? Dersom du vidste, hvor det er kedeligt at studere tteologi, ville du beklage mig. Jeg duer nu heller slet ikke dertil. Jeg kommer til at spekulere over for mange ting og får ikke læst, hvad jeg skulle. Jeg kan ikke, som andre, tage al ting på tro og love, eller kun tænke på eksamen. Jeg får lyst til selvstændig at undersøge så mange ting, men det er der ikke tid til. Egentlig er det også rædsomt i min alder at skulle læse som en skoledreng. Jeg er for gammel dertil. Kan du ikke nok forstå, hvad

1891_Paulsen_BrosefraBergenudenlands

John

John

Paulsen

Brose fra Bergen udenlands

male

male

no

Paulsen

Brosefra Bergenudenlands

Paulsen

Brose fra Bergen udenlands

n

roman

Schou

KB

(Ikke på Bokhylla)

nan

nan

O

Det var en søndagskvæld mellem kl. 10—11. Toldkasserer Siewertsen, den gamle husven, havde netop taget afsked. Brose sad alene tilbage med sin hustru, sin trofaste » Jettemor « i den store, hyggelige dagligstue, hvorfra man kunne se både ulriken og lungegårdsvandet. Brose stoppede sig med en gnaven mine en ny pibe, Jettemor satte toddyglassene til side, idet hun ængsteligt skottede til sin herre og husbond. Siewertsen havde ved sin disput-syge bragt ham i dårligt humør, hun mærkede det bare af måden, hvorpå han førte piben til munden. Gamle toldkasserer Siewertsen var et prægtigt menneske, trofast som guld, men han havde i lighed med Gert westphaler den svaghed altid at tale om en rejse, han engang havde foretaget. i sin ungdom, for en tredive år tilbage, havde han opholdt sig fjorten dage i Paris — og han levede nu af denne Pariser-rejse. Ved hver lejlighed fik man høre: » Dengang jeg var i Paris « eller » Når man har været så lykkelig at gæste Frankrigs skønne hoved-stad « etc. Og han besad en egen evne til på den mest hårtrukne måde at drage sin Pariser-tur ind i den hverdagsligste samtale. Bød Jettemor ham ved bordet af den gode, bergenske gammelost, kunne han for eks. svare: » Tak, frue! Den er udmærket, men jeg må dog oprigtig tilstå, at jeg foretrækker roquefort, som jeg hver dag fik den til frokost i café Riche. « Brose havde derimod aldrig været udenfor sin fødeby, det gamle Bergen, — og toldkassererens evige snakken om Paris ærgrede ham frygteligt, ikke mindst derved, at toldkassereren på grund af sin trip fra » Kiel til Haderslev « præ-tendered en overlegenhed, som Brose umulig kunne indrømme ham. Når toldkassereren vigtigt sagde: » Man må ha’ været i Paris, for ret at kunne dømme om den sag, « var han nærved at flyve i flint af sinne. Dette fordømte Paris! Man var da, ved gud, et dannet menneske, der havde ret at tale med, skønt man aldrig havde sat sin fod hverken på boulevarderne eller i théâtre français, eller havde gjort sin opvartning hos madame evremond. » Ikvæld var han spikegal, « sagde Brose og tog et stærkt drag af piben. » Gid fanden tage hans Paris! « » Jamen du e’ osså lidt heftig, kære Brose. — når de’ morer Siewertsen så, at prate om den relevusion i 48, så — «.. » Revolution, « rettede Brose, idet han bebrejdende så på sin ægtefælle. Hans fyldige dobbelthage svulmede af blid krænkelse. » Tar nu du også hans parti, Jettemor? — hm! — for mig må han gerne vrøvle om revolutionen, så meget han lyster, men hvad jeg ikke på nogen måde tillader, er dette, at han altid vil korrekse mig som om jeg var en skolegut. Jeg far jo knapt lov at åbne min mund. For eks. om vendome-søilen nu i aften! Alt, hvad jeg be-mærked om den, var aldeles korrekt — hentet fra nøjagtige historiske kilder. Den er lavet af Napoleons erobrede kanoner, er den ikke? Alligevel modsa’ han mig, « — han tog atter et drag af piben. » Vel har jeg ikke haft den fordel at være i Paris som toldkassereren, men man har da sin læsning, for pokker — en udbredt læsning. Jeg har studeret både guizot og ttiers, jeg. Kejserdømmets historie vil du finde derinde i bogskabet. Napoleon og alle hans marschaller kan jeg udenad på mine fingre. Der er nu Junot, kaldet » Stormen « på grund af sin tapperhed, og Bernadotte, og Ney og — « Jettemor gabede i smug, — hun var så lej af alle hans marchaller — men hendes mand blev mere og mere ophidset. Han drev frem og tilbage på gulvet så voldsomt, at de små nipssager på konsollen begyndte at indtage faretruende stillinger. At han i øjeblikket, trods al møje, ikke kunne erindre marchallernes navne, bidrog heller ikke til at forbedre humøret. » Men Siewertsen e’ da så skikkelig — og han sætter dig så høgt, Brose, de’ vet gud. Petronelle fortalte mig nylig, at Siewertsen havde sagt i » Athenæum « om dig, at du var en af de få handelsmænder i Bergen, som en akedemisk dannet mand, som var født i Kristiania, kunne tale me’ og lære nøkke a’. Du va' mærkelig inne på alt, havde han sagt. « » Hm! « sagde Brose synlig formildet, idet han pustede ud en lang røgsky over Jettemors hoved. » Så han sagde det, du? — lære noget af! Hm! « hans ansigt opklaredes mere og mere. » Men jeg må finde på et middel til at forhindre fremtidige rivninger. — åndelig talt, er jeg toldkassererens ligemand. Jeg har læst lige-så meget som han og tænkt dybere, ikke sandt, Jettemor? Hvis du tror, han har studeret sin guizot, tager du fejl... Det er bare denne hans parisertur, som gi’er ham et præ foran mig. Men denne lille mangel ved min opdragelse kunne vel rettes? — hvad? « Han knipsede med fingrene som om han havde fået en lys idé. » Så må det være! — Paris står heldigvis åben for hele verden, ikke alene for gamle, indbildske toldkasserere fra Kristiania. Vi må rive ham ud af hans overlegne forskansninger, jette-mor, vi må slå ham på hans eget terrain, dette vidunderlige Paris. — aner du min krigsplan, Jettemor? — hahaha! — om man så engang i egenskab af moderne, erfaren turist kunne stoppe munden på ham? « Og han gned sine hænder i drømme om fremtidige triumfer i disputen. Men Jettemor gabede ikke mere, hun var af skræk bleven lysvågen. Hun spilte vidt op de små, milde øjne og så angstfuldt på ham. » Men ka’ i herrens navn tænker du på, Brose? Du vil da ikje rejse bort — no på dine gamle dager? « Han svarede ikke, men kneb det venstre øje fifftigt sammen, idet han smilte og strøg sine grå whiskers. Det gamle taffel-ur slog elleve. Ikke et ord mere i dag, Jettemor, « sagde han hemmelighedsfuldt. » Nu er det tid at gå til sengs. « Han stødte asken ud af piben, Jettemor tog med et suk lampen, og gik foran ham ind i soveværelset. En stund efter lå det lille, hvidmalte hus på kalfaret i dyb slummer. Over hus og have var den samme fred. I den store dobbeltseng lå de to gamle ægtefæller rolig ved hinandens side. Hans røde, strikkede nathue dannede en pikant kontrast til fruens lille, hvide, med strimler forsynede kappe. Brose snorkede blidt, mens Jettemor drog ånde, let og regelmæssigt, som en ung pigemarius Brose havde hele sit liv stået bag en disk i den krydrede atmosfære af rosiner, ost, appelsiner, an-chovis, m. m. —, men denne livsstilling var just ikke efter hans ønske. I skolen havde han udmærket sig ved sin deklamation, og ved at skrive vers, hvoraf et en. kelt, hvis tema var 17 de mais forherligelse, vandt megen påskønnelse. Det nød endog den ære at blive trykt i » Adresseavisen «, hvortil det var indsendt under mærket » Marius «. For scene-kunsten bankede hans unge hjerte ligeså varmt som for skøn-literaturen. Når han var alene på sit værelse, draperede han sig med nogle gamle maskerade-stykker, han havde fundet i sin afdøde moders skuffer og deklamerte med megen følelse foran spejlet sin øhlenschlåger. » Olaf « i » Dronning Margrete « var hans yndlingsr rolle — den, han engang agtede at debutere i og henrykke de byesbørn, der nu miskendte hans talent. Når primadonnaen, frøken Jensen, på sin vej fra teatret passerte » Engen «, hvor han boede, forlod han sit kammer og fulgte i stilhed efter hende. Han beundrede hendes holdning og snittet på hendes kjole og indåndede med ubeskrivelig vellyst den ejendommelige parfume, — var det jasmin eller viol? — der bølgede omkring hende. Den lykke engang personlig at tale med hende, stod for ham som noget fjernt og uopnåeligt. Hun var for ham gudinden i skyen. » Die sterne, die begehrt man nicht, man freut sikh ihrer pracht « — også musiken tiltrak hans følsomme sind. Ole Bull var hans ideal. Han havde engang, en eneste, hørt ham spille — det var efter koncerten, fra hotellets balkon, hvorunder en hurraråbende menneskemasse havde samlet sig — og denne aften glemte han aldrig. For sine spareskillinger købte han et portræt af mesteren, og de dejlige toner med den nationale klang fulgte ham lang tid efter i hans drømme. Hans faders død rev ham voldsomt ud af alle disse kunstnerfantasier. Virkeligheden presenterte ham sin veksel — den eneste veksel som ikke kan protesteres. Der var ikke en skilling efter faderen, kun gæld — og så blev vor lille, sværmeriske Marius iaf sine uforstående slægtninge uden videre puttet ind i butikken hos Irgens & comp., den store kolonialhandler. Han var dengang 14—15 år og skulle netop konfirmeres. Marius gråt i begyndelsen, når han var alene; slaget kom for uventet, han kunne endnu ikke glemme Øhlenschlæger og teatret og Ole buil og frøken Jensen, og hvor smukt han ville taget sig ud bag lamPerækken som det norske kongs-emne i benklæder af fløjl eller silke og med en kårde ved siden. Men efterhånden for-sonte han sig med det jævne, udramatiske forretningsliv, som det endog lykkedes ham at afvinde visse smukke sider. De fine syd-frugter, de vellugtende krydderier vakte hos ham poetiske idéassociationer... Kunne han vel udlevere den forslugne Per Kristian disse rødmende appelsiner, uden at mindes det solvarme sorrent, hvor de måske havde vokset, og Tassos hus dernede, som endnu vises de fremmede? Og når han stak et pund ris i en trivelig kokkepiges hænder, var det da ikke naturligt, at der i hans kunstnersjæl fremkaldtes billeder af ganges, hvor smægtende hinduer, der aldrig spiser kød, bøjer sig tankefuldt over lotusblomstens hellige blade? — eller kunne han veje dette pudder-sukker og fylde det i sirlige papirtutter, uden at hans fantasi fremmante svarede, nøgne neger-flokke, der i deres ansigts sved trællede på Vestindiens fjerne marker? Hans skikkelige principal, der bag brillerne strengt betragtede Marius under hans arbejde ved disken, anede lidet det dobbelt-liv, hans butiksvend førte. Han kaldte ham en » klods-major « eller spurgte ham hånligt, om han gik i gifte-tanker. Da rødmede Marius med krænket blufærdighed, og førte hånden op til overlæben, hvor de første dun holdt på at springe frem. Kunderne fandt, at han var lidt kejtet og upraktisk, men likte ham alligevel godt, på grund af hans venlige, elskværdige væsen. Marius glemte heller aldrig at bukke for kokkepigerne eller stikke nogle rosiner og mandler i lommen på de børn, der beærede butikken med sin søgning. I sine ledige timer læste han alt, hvad han kunne overkomme af digte, skuespil og historiske romaner. Og i denne trylle-ring glemte han butikken og principalen — hele hverdagens slid og slæb. Hans lille lampe deroppe på kvisten blev først slukket efter midnat. — søndagen var hans store festdag. Da var han fri — og kunne uhindret leve sit eget ideale liv. Arene gik. Han blev mere og mere » praktisk «, vanen sløvede, han blev en hrugbar tørret ningsmand, nøje indviet i alle principalens affairer" Til sidst tog principalen ham op i firmaet. Og efter principalens død blev forretningen hans. Formuende venner hjalp ham med lån og garantier. Forretningen gik udmærket, hvert nytårsopgør viste stigende indtægter. I sit hode år trak Brose sig tilbage fra handelen med en pen, liden formue. På sit landsted på kalfaret levede han så udelukkende for de » højere interesser «, som han forresten i stilhed havde plejet i sin lange købmands-tid. Han var bleven et stykke af en mæcen, han købte malerier og bøger, abonnerte i teatret og protegerte gerne unge, fremadstræbende talenter. Og hvad hans omgang angik, så bestod den ikke af » tranbrænderne og tørfiskene på bryggen «, men af » akademisk dannede « mænd som toldkasserer Siewertsen, der havde fået et non til artium. Det hjalp ikke, hvad godtfolk sagde, de klassiske studier havde dog sin store, uberegnelige nytte. At en mand med Broses ridderlige, let opblussende gemyt ikke kunne være ufølsom for damerne, falder af sig selv. Den lille skuespillerinde glemte han snart — det var kun en børnesygdom — men hvordan kunne han nogensinde slette ud af sin erindring Wenche Konow, den unge, mørkøjede, dejlige pige, der glimrede på alle logeballer og engang havde ført op med den hollandske prins, der gæstede byen. Han elskede hende i frastand, ydmygt og beundrende, og skrev i smug mange haltende vers til hendes ære — og da Wenche pludselig forlovede sig med en fremmed sjø-løitnant, var det en virkelig sorg for ham, en sorg uden måde. Han ville aldrig siden høre tale om giftermål — og stille gled han ind i pebersvende-livets magelige og egoistiske velvære... Han skrantede i denne periode — han var meget sentimental — og klagede over et » knust hjerte «. Hos vennerne fandt han desværre liden sympatti for sin ulykke, de var ondskabsfulde nok til at påstå, at han spiste for meget, at det var maven, og ikke hjertet, der var i uorden. Et faktum er, at Brose ved siden af alle sine romantiske tilbøjeligheder besad en misundelsesværdig appetit, der ikke svigtede ham i livets mést tragiske forhold. Hans husholderske, jomfru Hermansen, klagede over, at han var » så kræsen på det «, og hver dag ville have nye delikatesser — desværre » forstod « ikke denne værdige dame ham dengang, og lærte heller aldrig siden at forstå ham trods al Broses usigelige møje med hende. Og dog blev hun redskabet til at udrive ham af den skrækkelige pebersvende-stand. Jomfru Hermansen var dengang vel 40, Brose over de 50. Jomfru Hermansen, der så udmærket styrede hans hus og med sandt mesterskab lavede hans yndlings-retter, sagde pludselig op sin tjeneste. Hun ville tage til sin bror, glasmagermesteren i kortpilsmuget, hvis hustru var død, og stelle for hans forladte små. Brose blev aldeles bestyrtet ved denne efterretning — han havde nu engang vænnet sig så til jomfru Hermansen og hendes mad, hun var som en del af ham selv. Han modtog opsigelsen ved middagsbordet, idet han uden spor af onde anelser, med velbehag fortærede et lidet kunstværk af en fiske-filet, tilberedt af jomfruens egne hænder. Hvorledes kunne han dog skille sig fra én, der lavede slige filets? Hun var jo et rent geni. Men alle bønner var forgæves, jomfru Hermansen var fast som en klippe og svarede, at det var hendes » plikt « at rejse — og » piikten gik frem for alt. « Brose mærkede dog af flere småhændelser, at denne pligtfølelse ikke var så uangribelig endda, at han kunne beholde sin husholderske på én betingelse. Men netop denne betingelse var så svær at opfylde, især når man i hjertet endnu gemte på en drøm om en svunden kærlighed... Dog der var intet andet valg — og en vakker dag tilbød den gamle, sværmeriske pebersvend husholdersken sin hånd. Fra det øjeblik af gik alt i den gode gamle gang i Broses hus. Kun var jomfru Hermansen nu avanceret til fru Brose. og hun var en snild, liden fru Brose, god, kærlig, opofrende. Små svagheder havde hun nok, mente ægtemanden, hun gik alt for meget op i køkkenstrævet i stedet for at dele hans » ideelle syn på livet «, hun var » sjælløs «, når han selv skulle sige det, aldeles sjælløs, uden ånd, uden viden, uden poesi. Hendes kundskaber udenfor de gastronomiske var latterlig ringe, og hendes sprog, der i sin brede dialekt lignede de bergenske gadegutters, trængte høilig til at korrigeres. I begyndelsen af deres samliv søgte Brose at » løfte hende « op til sig, men med et godmodigt suk opgav han det snart, indseende det unyttige i bestræbelsen. Jettemor fik lov til i ro at sige: » eg «, » mig « og » dokker «, og til at stoppe sine strømper i mandens nærværelse i stedet for at studere Øhlenschlægers » Dronning Margrethe «, som han havde foræret hende. For » poesiens skønhed « havde hun, mærkeligt nok, ikke den mindste forståelse. Når han, i håb om at vække den literære sans hos hende, læste højt en eller anden klassiker, raslede hun protesterende med strikkepindene, eller, hvad der var værre, hun faldt i blid slummer. Med al sin elskværdighed var hun så hverdagslig, så hjemmebagt og snusfornuftig. » En Sancho pansa-natur « kaldte toldkassereren hende. Vel var Marius Brose ingen digter — bare et kunst- og poesi-elskende menneske — men alligevel måtte han ofte på sit ejendommelige ægteskab anvende et lidet vers, han engang havde læst. » Tung og tornefuld er den vej, digteren her må vandre; ak. thi verden forstår ham ej, — og hans kone mindre end andre. « dagen efter Siewertsens sidste besøg blev en mærkedag i Broses hus. Brose var så underlig. Jettemor kunne slet ikke blive klok på ham. Om morgenen, inden han endnu havde gjort sit toilette, spanked han om i underbukser og flonels trøje og sang af alle livsens kræfter. » Allons enfants de la patrie «. Lød det fra sovekammeret lige ud i køkkenet, hvor Karen fniste. » Ska’ du ikje gå på børsen i dag? « spurte Jettemor ham ved frokostbordet. Af gammel vane besøgte han daglig dette sted, skønt han ingen forretninger havde at afgøre. Han samlede bare nyt og pikante småhistorier, der var Jettemors faste dessert til middagen. » Ikke i dag! « nynnede han, satte sig i lænestolen og læste i en fransk parleur. Og franske fraser, som han mumlede halvhøjt, trængte hele tiden ud i køkkenet, til fru Brose og Karens store forbavselse. » Han præker liksom en præst, « sagde Karen, der stod på en meget kammeratlig fod med sin husmoder. » Vi må i dag lage nøkke riktigt godt te Brose, « sagde fruen. » Ovenpå al denne kommers og anstrengelse behøver han nøkke solidt at styrke seg på. — du må ha’ flere æg i puddingen, tøs! « Ved middagsbordet overraskede han Jettemor ved et par gange at sige » Merci**, når hun rakte ham en af retterne. Men hendes overraskelse skulle stige endnu mere, da han ved desserten, der var så vellykket — han tog to portioner af buddingen — galant bukkede sig og sagde: » Tous mes kompliments, madame!" Jettemor blev ganske urolig for ham. » Nu skælder han mig såmen at for madam, « tænkte hun, » som om eg va’ kone te en simpel matros. Men eg é da fru Brose med gud og æren. — bare han ikje bliver gal liksom gamle Meyer på bryggesporen. Denne læsning og grublisering kan umulig være a' det gode. « Hun foresatte sig den dag i morgen at besøge tante Petronelle og tale med hende om de mærkelige symptomer på momentan sindsforvirring, der åbenbarede sig hos hendes ægteherre. om aftenen læste Brose højt for hende af ttiers — hun var nærved at gabe sig ihjel derover — hvad angik dette fordømte kejserdømme hende? Den mand, som havde skrevet disse afskyelige, kedelige bøger fortjente at hænges, det var Jettemors inderlige overbevisning. Bare nu Karen huskede på at lægge fisken i vand — det var langt vigtigere end hele Napoleon. Og skor-stensfeieren, som ventedes i morgen tidlig. Han svinte altid så skrækkeligt til. — hun ville dog være forsigtig og dække over alle møblerne og sofapuderne. Der var en pude af hvidt atlask med rødt- blomsterbroderi, der var så tendre. Den tålte ikke et støvgran. Da de gik til sengs om aftenen, og Brose pustede ud lampen, sagde han pludseligt: » Bon soir, madame!" og en frase til, som Jettemor ikke kunne fatte. Igen kaldte han hende for madam! Jettemor sukkede bekymret, med skræk for fremtiden, idet hun puttede sig langt ned under dynen. Man var allerede i november og det var meget køligt. Næste dag blev Broses adfærd endnu mærkeligere. Han gik tidligt ud, kom til Jettemors store uro ikke tilbage til frokosten ( hvad der ikke var hændt i mange år, for Brose var et klokkeslets-menneske ) og da han endelig kom, havde han med sig en bædecker, en masse korter og rejse-ruter, en ulden plaid, en turist-stok med et kolossalt håndgreb i form af et negerhoved og en umulig hue af skotsk façon med lange, flagrende bånd som en skoleguts. » Gud, Brose, kor du skræmte live’ a’ mig! — og kåteletten é blit ganske kold. — de’ é det værste. « Han svarede ikke, men stillede sig op foran spejlet, idet han satte den nye hue på og dra-pered sig med det ternede plaid. I dette kostume så han med sine lange grå whiskers ud som en rigtig høiskotlænder. Jettemor slog med et » Korsbevares! « hænderne sammen. At han ikke tog hensyn til koteletterne, var et højst foruroligende tegn. Der måtte være sket noget aparte. » Synes madame, det klær mig? « spurgte Brose nynnende. » Du ser at som om du skulle gå på maskerade. — men du vil då vel aldrig vise dig slik på gaten for folk? — Ka é de’ for en hue? « » En rejse-hue, Jettemor. — nyeste façon! « » Men ka’ skal du med den? « Majestætisk vendte han sig imod hende. » Vi rejser, Jettemor. Til Paris. — dampskibet går i næste uge. « Hvis Brose havde smigret sig med at vække stormende glæde ved dette budskab, så tog han fejl. Jettemor sank ned på en stol og stønnede som en syg... Hun havde en sand skræk for udlandet, hvor der hændte alt det stygge, som hun læste om i aviserne, mord, dueller, jernbaneulykker og striker... Og hvad skulle de derude i den vide, fremmede verden, de to gamle, der eied sin egen rede, og havde det så rigtigt lunt og koseligt herhjemme... Hun så gennem tårer på dagligstuen, hvor der ikke fandtes en skarp linie, en tom krog, — overalt fine tæpper og møbler, og hver sofa og lænestol var forsynet med broderier, trøstere, antimakassars, slummerpuder, kniplings-duge, forfærdigede af hendes egne arbejdsomme, flittige hænder... Solen faldt netop ind i stuen og gav glans og farve til hver genstand... Aldrig havde hjemmet forekommet hende så hyggeligt som i dette øjeblik... Gennem det store hjørnevindue så hun ulriken, der rejste sig som en kæmpe, i en henrivende violet tone, og på den anden side havde hun udsigt til lungegårdsvandet, hvis blanke flade netop gennem-skares af en lille, rap damper... Og histover lå Nygård med sin lange allé! — hvorfor ville Brose være så grusom og rive hendes hjerte bort fra føde-egnen, som det så trofast havde klynget sig til? Derude kunne hun aldrig blive glad i sind, det følte hun. Møns, den sorte, fede kat, gned sig snurrende opad hendes kjole som om den anede, hvad hun følte, og led med hende... » Du e’ tussete, Brose, « sagde hun endelig. » Husk, vi har snart julen! De’ e’ umuligt at rejse no. Her skal gøres rent te helgen, og her ska' bakes og syes presanger. « — hun var allerede begyndt at lave sine juleklapper. Brose skulle have et par fine, broderede sæler, tante Petronelle en sofapude af højrød silke — og til tante mine ville hun, hvis tiden slog til, hækle et lidet bordtæppe. — men nu gik alt overstyr. — Brose, der var så uvant til opposition fra sin skikkelige og eftergivende hustrues side, så overrasket på hende med et blik som dyretæmmeren, der vil imponere et oprørsk medlem af menageriet. Jettemor holdt heller ikke dette blik ud; hun sænkede i tavshed sit. » Julen er netop den beste tid til at rejse bort i. — da er her så fordømt kedeligt herhjemme. — jeg slipper for hovedrengøren, for bagning og selskabeligt vrøvl — og du slipper for at ødelægge dine øjne med at brodere presenter til hele familien. — siste jul sad du jo oppe halve natten og arbeided. — vi har jo slet ingen ting, der binder os til huset. Vi har jo ingen børn, Jettemor, ingen forretninger. Og rejsen vil gøre os så godt — dig især. Du trænger til vide horizonter, Jettemor... Rejsen vil udvikle dig og gøre dig til et nyt menneske... Der slumrer muligheder i dig, Jettemor, som du ikke selv aner... Derude vil du få en sjæl — hm — jeg mener, du vil få et friere syn på forholdene, du vil beriges med skønheds-indtryk — « Jettemor sukkede og så på ny mod ulriken. Der svævede netop en liden sky over dens tinde. » Ka sKal eg med nokken sjæl? — eg har det godt som eg har det. — Ka e’ det forresten for en sjæl, som du altid præker om? Eg e’ da et menneske, sKapt i guds billede, eg og, skulle eg mene, skønt eg ikje har læst i så mange bøker som du. « Brose følte, at han havde forløbet sig, og gav behændigt samtalen et andet sving. » Og så har vi penge, Jettemor, mange penge. Hvorfor skal vi ikke bruge dem? — og hvorfor skal Siewertsen være den eneste, som har set Paris? — den frase-mager! —for fremtiden skal han ingenting ha at prale af. Og du, Jettemor, bliver, som sagt, et nyt menneske. — om moderne derude vil jeg nu slet ikke tale... Du skal få nye kjoler, Jettemor. — du skal bli’ en dame komme il faut, både udvendig og indvendig. « — » Ja, Jettemor vil fa en sjæl, « tænkte han og smilte lunt, « den poesifulde sjæl, som jeg i vort ægteskab så bitterlig har savnet. — gamle madam erpekam rejste til Paris for at få sig et nyt gebis — min Jettemor rejser ud for at fa sig en sjæl. « » Men vi kan jo slet ikje fransk, Brose. — kor skal vi klare os? « » Jeg kan, « svarede han med værdighed. Ialfald så meget, at vi ikke kommer i forlegenhed. - » Un, deux, trois, quatre. « — jo, jo, jeg husker nok min grammatik. « Jettemor havde endnu mange indvendinger at gøre, men hun følte, at al modstand var unyttig, og tav viselig, mens Brose for anden gang proved foran spejlet, om den skotske hue passede ham. Men Jettemor tog Møns op på fanget og lod som om hun kærtegnede den for at skjule sine tårer. Møns var hendes favorit. Hun holdt af alle dyr, af katte især. fra børsen, dette store sladder-kompagni, løb efterretningen om Broses påtænkte udenlands-rejse ud over hele byen. Ved de respektive bergenske middagsborde blev nyheden så grundigt debatteret som en begivenhed af denne rang fortjente. Og da i regelen et rygte, der går fra mund til mund, forvanskes, hed det tilslut: Brose skal rejse til Jerusalem for at knæle ved den hellige grav. Brose har længe været forskruet, nu vil han gå over til kattolicismen. Men Jettemor iførte sig sin beste pynt og ilede til byen for at hilse på tante Petronelle, der boede på øvregaden. Denne gamle, pligtstrenge frøken, der i sin ungdom havde været guvernante, holdt nu pension for nogle latinskolegutter, præstesønner fra landet. Ved Jettemors ankomst var hun netop i færd med at banke en af gutterne, en spæd, rødhåret fyr, der hytte og sparkede af alle kræfter. Hvori gut-ungen havde forset sig, blev det umuligt for Jettemor at erfare; derimod blev den resterende straf i betragtning af det vigtige besøg eftergivet ham. Tante Petronelle rettede på sin sorte tyll-kappe, der i stridens hede havde indtaget en meget kritisk stilling. Og så begyndte hun med megen iver at udbrede sig om opdragelsesvæsenet. Hendes pædagogiske principer udmærkede sig ved en spartansk simpelhed. Hun holdt på » hus-tugten «. Det var hendes » uforgribelige mening «, at de hende af tillidsfulde familier betroede børn burde have prygl et par gange om ugen, — » for havde de ikke gjort noget galt, så tænkte de ganske sikkert på at gøre det « — og det gik op i op. Selv havde hun som barn fået ris hver lørdagskvæld for ugens samlede synder, skønt hun i mangen uge havde opført sig eksemplarisk — og hun takkede endnu den dag i dag sine salige forældre for disse velmente revselser. Fra sideværelset, hvor gutterne var indespærret, lød en uærbødig fnisen. Men nu meddelte Jettemor den store nyhed, der angreb tante Petronelle så stærkt, at hun måtte tage sig to priser af snusdåsen, den ene efter den anden. — til Paris! — herregud! — ja, Jettemor kunne nok skatte sig lykkelig. — kaffen kom på bordet, tungebåndet løsnedes, og damerne udfoldede efterhånden glimrende talegaver, det var en fuldkommen duet, der hævede sig fra piano til furioso, efter alle kunstens regler. Jettemor, der hjemme var forholdsvis tavs, knust af Broses overlegenhed, beviste udenfor huset, i samtale med én af sit eget køn, at om hun end var » uden sjæl «, var hun dog » ikje født døvstum «. Tante Petronelle havde i sine yngre år, i egenskab af selskabsdame hos en højtstående frue, den gamle amtmandinde Rasch, gjort en tur til Berlin — hun havde både sejlet med dampskib og ladet sig ryste af en jernbane — og måtte derfor betragtes som en autoritet. Desuden havde hun læst meget, Brose indrømmede endog, at hun var » æsttetisk anlagt. « Hun undlod heller ikke at give den ængstelige, uerfarne Jettemor en masse gode råd, der sluttede med, at hun måtte være på sin post mod mandfolkene, » for de er langt æklere udenlands, Jette, end her hjemme. « Jettemor ytrede beskedent, at hun var over den alder, hvor man lokkede herrer i fristelse, — men tante Petronelle ville slet ikke høre på det øre. Hun var heller ingen barns-unge, da hun rejste til Berlin, men hun havde dog gjort sørgelige erfaringer — hm, hm! — ved midnatstid i kupeen — på vejen fra Hamburg — havde der hændt noget rædselsfuldt. En herre havde nærmet sig hende og spurgt hviskende, hvad klokken var. At hans hensigter ikke var de reneste, kunne man nok tænke sig. Tante Petronelle kunne aldrig senere hen i livet glemme det forfærdelige øjeblik, og hun ville indtrængende bede Jettemor ikke at svare, hvis en herre i udlandet på en underfundig måde forhørte sig om, hvad klokken var — for da vidste man, hvad klokken var slået. Men fra sideværelset lød på ny en uærbødig latter, blandet med sang af uharmoniske gutte-røster: » Gamle jomfru måse, hun er så flink at våse, og næsen er så lang. — men se, om hun fik sig en mand! « Dette simple fordringsløse vers med de naive rim havde en forunderlig evne til at angribe tante Petronelles nerver. Hun sprang op med en for hendes alder beundringsværdig lethed, styrtede ind i sideværelset, hvor der opstod pludseligt en trampen og brølen som om man flygtede til alle sider — og da hun vendte tilbage til Jettemor, var hun meget rød i hovedet og kappen » sad på halvotte «, som hun selv udtrykte sig. Jettemor bad hende pent ikke at bryde sig om » de uvartige gutungerne «. Petronelle rettede på sin kappe og skænkede hende en ny kop — og snart gik samtalen i den gamle dur. » Marius er så upraktisk, det er en ren digter-natur «, sagde Petronelle «, alle mandfolk er forresten upraktiske, derfor må du passe på ham, Jette, og ha’ ben i næsen for to. — hold ham for guds skyld borte fra fruentimmer! Du ved, hvor let fængelig Brose er — og pariserinderne er bekendte for sin umoralskhed. « Jettemor mente, at det havde ingen fare, » Brose var for gammel til slike historier, « —men tante Petronelle, der var overbevist om det mandlige køns rænkefulde slethed, havde ganske andre ideer i den henseende. » Gamle jomfru måse, hun er så flink at våse — « Lød i det fjerne, ganske piano, — men tante Petronelle viste denne gang et stort bevis på selvbeherskelse, ved tilsyneladende rolig at tage sig en pris. Jettemor skjulte et lidet smil ved at bøje sig ned over kaffekoppen! — de skøier-unger derinde! Da hun endelig, efter at have nydt tre kopper af den stærke drik, forlod tante Petronelle, var hun mere ræd for rejsens eventuelle genvordigheder end nogensinde. Det havde lykkets tanten at sætte hende skræk i blodet. Blev Brose hende utro, det var det værste... Disse væmmelige pariserinder, der ikke kunne la’ en skikkelig mand gå i fred! om aftenen indfandt Siewertsen sig i Broses hjem. Ellers kom han blot om søndagen, men i anledning af rejsen gjorde han et brud på sine regelmæssige vaner. Han var aldeles forynget, den gamle toldkasserer, ved at kunne friske op minderne fra fortiden, og ved at kunne være det rådgivende orakel. Han anbefalte vennerne et hotel - » Quatre saisons* på montmartre, hvor han havde boet for 30 år siden og haft det meget godt, og ville give dem et introduktionsbrev med til madame evremond, den gamle, åndfulde, literære dame, der i sin tid havde vist ham så megen elskværdighed. Da Jettemor i sit hjertes uskyldighed spurgte ham om, hvad alder madamen dengang havde, måtte Siewertsen rykke ud med sproget, og meddele, at hun dengang kunne være » en 60 år «.— » Men da er hun sandsynligvis både død og begravet «, sagde Jettemor leende — en snusfornuftig bemærkning, der slet ikke faldt i god jord. Brose blev på det indstændigste opfordret til at forsyne sig med en revolver; for i Paris, det vulkanske Paris, hvor det ene regimente uophørligt afløste det andet, måtte man være forberedt på enhver eventualitet. Da han en februardag i 1848 som ung kandidat arriverte til » Frankrigs skønne hovedstad «, anede han mindst, at han personlig skulle opleve en af historiens blodige revolutioner, at barikader skulle rejses i samme gade, hvor han boede, og kugle-regnen suse ham om ørene. « Jettemor rystede i skørterne — og misundte alle mennesker, som fik lov til at være i ro hjemme. Hun havde jo været vidne til den drabelige » potetes-krig « i Bergen, hvor oprørsloven var bleven læst, trommerne lød, og borger-væbningen rykkede frem — og vidste således af selvsyn, hvor rædselsfuld krigen er. Bare der ikke hændte dem noget galt derude i verden! — hun anede det slemmeste. — Brose kunne undertiden blive så heftig uden grund, det var en farlig mand at rejse med, en højst farlig mand. Heldigvis tog hendes tanker snart en anden, mere behagelig retning. Hun skulle bestemme sin rejsedragts farve. Grå eller brun? Toldkassereren fandt, at gråt var mest » komme il faut «. afskedsdagen oprandt. Brose og Jettemor skulle for første gang forlade den by, hvor de havde boet i over halvhundrede år og som de begge holdt så meget af. Fiolen havde svøbt sig i tåger denne dag — og over ulriken hang der en mørk sky. Det var som om hele naturen sørgede. Brose havde gjort sit testament, føjet var pakket, visitter aflagt til slægt og venner. Tidligt om morgenen sneg Jettemor sig med en liden kurv på armen op til tante Petronelle for at hilse på hende allersiste gang

1877_Paulsen_Dorothea

John

John

Paulsen

Dorothea

male

male

no

Paulsen

Dorothea

Paulsen

Dorothea

Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Første kapitel. En stormfuld kvæld, under jul, i en af nordfjords enfomste fjordegne. Sneen lå tyk og hvid over markerne, gøen var tilfrossen og lyste som stål med sin blanke flade, fjældene havde pakket sig tæt ind i vinterpeltsen lige til den skaldede top, medens en skarp nordenvind brød sig, fløjtende, vej gennem de mørke graner, der alle bar store istapper i sit skæg. Et rigtig trist vinterbillede! Men var det koldt ude, så havde man det dobbelt hyggeligt og lunt inden døre, og der i den varme dagligstue, hvor ovnsilden kastede et legende skær hen over tæppet, hørte man på stormens hvin og fløjten med den samme sikre, behagelige fornemmelse, hvormed vi som børn lytter til vor ammes skrækkelige røverhistorier, medens vi selv sidder trygge i kakkelovnskrogen. Sagfører Sigurd storms dagligstue — hans hus lå nemlig midt i denne øde fjordegn — var især egnet til på en ruflet vinterkvæld at fremkalde en sådan følelse af hjemligt velvære. Stuen var efter landlige forhold udstyret med megen smag og komfort og tydede tilbage på en ejer, der ikke over sine gamle lovbøger havde glemt den fordring, som skjønhedssandsen stiller. Man sporede tillige i den omhu, hvormed hver enkelthed var arrangeret, indflydelsen af en fin, kvindelig hånd. Væggene var smukt tapetserede, en enkel perlegrå farve, vinduerne dækkede med grønne damasfes Gardiner, gulvet belagt med et grøntrudet tæppe, blødt som uld, på bordet stod i en pompejansk vase en liden blomsterbuket, og pianoet af bluthners fabrik var, i stedet for med en overflod af intetsigende nips, prydet med en eneste liden statuette, en Hebe i marmor, et sandt kunstværk; væggene, foruden med et stort portræt af en ung, smuk mand, omvundet af efeu, behængte med en række gode fotografier efter italienske mestere; tillige med den pompejanske vase og hebestatuetten, minder fra ejerens gentagne rejser i syden. Bogsfabet af mahogni fremviste en anselig og udsøgt samling af norske og fremmede forfattere. Welhaven stod her rolig ved siden af wergeland, og Ploug og Brandes havde sluttet forlig; alt var lutter venskabelighed. På det lille, runde bord ved den grønne damasfes sofa lå aviser, bøger, albums, sirligt ordnede. Den horsfende grønne farve fulgte øjet velgørende og gav værelset sit milde præg. i dette øjeblik finder netop en yndig familiescene sted. En dame løfter smilende en liden, semårsgammel tyksak af en gut, hvis buttede lemmer kun siet skjules af den korte natskjorte, op imod den lykkelige far, der tager sin lille yndling på armen og giver ham et klingende godnatkys. Så fjærner damen sig med den genstridige krabat, der aldrig vil til sengs i rette tid, og storm sidder grublende tilbage i den tomme stue. Hans lykke var nemlig ikke så ublandet, som man ved første syn skulle tro. Han var blind, og glæden as at se sit kære barns røde kinder, blå øjne og guldkrusede hår var således nægtet ham; han måtte indskrænke sig til hint enkle kærtegn. Og den venlige dame, der stellede med barnet, var ikke hans hustru, men husholdersken, frøken Dorothea, en brav kvinde, der gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at lade ham glemme hans livs store sorg, den unge, bortflygtede, aldrig glemte hustru. — men lad os betragte ham, som han sidder der i lænestolen, med cigaren i hånden, og en lyttende mine, sædvanlig hos blinde! Hans alder kan være en 30 år. Ansigtet er sygelig blegt, nobelt i sin form, med et præg af hemmeligt tungsind over de markerede træk. Det forte hår og den sorte fløjelsflåbrok, hvori han er klædt, fremhæver endnu mere hans bleghed. Udtrykket er alvorligt, næsten koldt, men, når han smiler, hvad han netop nu gør ved mindet om et af barnets pudserlige udtryk, falder der sol over det, et eget trylleri. Af dette smil modtager ansigtet sin fornemste skønhed; thi det røber, at han både har hjerte og jntelligents. Dorothea vendte tilbage. Barnet var bragt til ro. Den blindes ansigt opklaredes. Begge sad dog de første minutter tavse. Hun tog frem et strikketøj, han røg i stilhed; kun larmen af strikkepindene hørtes. „ Hvorfor vil de ikke synge for mig ikvæld? “ Spurgte han omsider ligesom fortrydelig, idet han kastede sin cigar. „ Fordi de ikke har bedet mig? “ — hun lo og lagde strikketøjet bort. „ Hvorfor gøre dem så kostbar, Dorothea? De ved, at disse aftentimer, efter at Odd er bragt til sengs, og vi uforstyrret kunne tale sammen, læse og musicere, er mine allerhyggeligste stunder. Kom nu! “ „ Det er kun frygten for at plage dem med mine små melodier, som gør, at jeg ikke begynder af mig selv. “ Hun satte sig ved pianoet. „ Mit repertoire er så indskrænket; jeg synger altid de samme viser op igen. “ „ Men lige nye og skønne forekommer de mig, Dorothea! “ Og så sang hun for den blinde, simpelt og vakkert, så at han i denne lyse musikverden glemte sin blindhed og sin pirrelighed. Hun virkede mere ved foredragets renhed og inderlighed end ved stemmens klangfylde. Alle de bævende strenge, som vor folkevise-harpe ejer af vemod, humor og tungsind, graneskogens suk, fjældets kraft og elvens sprudlende lune, gav dejlig genklang under hendes ømme hånd. Hun anslog den ene streng efter den anden. „ Å kende du Kjell “ fulgte oven på „ Dalebu Johnson “, — „ Eg gjette Tulla i femten år “ måtte slå følge med „ Eg ser dig ut for gluggen “, „ Astri, mi astri “, og „ Soli går bak Åse ne “. Et fossende tonevæld, der aldrig ville slutte! Underlig drømmende hørte han på hende. Hvor han higede efter at se hendes ansigt just nu! Han indbildte sig, at det under sangens indflydelse måtte stråle som en forklarets, at kinderne brandt, og øjet funklede i sværmeriske tårer! Hvorfra tog hun dog denne fulde jubel og smerte, der bar hver tone? Han anede ikke, at det var et stolt, ensomt kvindehjerte, der gav sin hemmeligste følelse, dømt til taushed lige over for verden og ham, luft i disse gribende toner, at det var hjertets arme fange, der for en kvældstund, lokket af sang udenfor, nærmede sig gitteret, keg ud efter det forbudne land, og så uvilkårlig nynnede frihedssangen med! „ Tak, Dorothea! Hvor det gjorde godt! Hvor det lindrede! “ „ Min stemme var nok en smule hæs? “ — hun rev sig voldsomt ud af drømme-stemningen. „ Vist ikke! De sang som kun de kan synge! De sang som — ja som en bergenserinde! Jeg kan ikke sige dem noget bedre. “ Hun lo højt. „ Hvad mener de dermed? Jeg har hørt, “ tilføjede hun med finhed, „ men kun om de bergenske skippere, at de skelner mellem bergensk og norsk, som om det var to forskellige nationer, og at når man i udlandets havne spørger en sådan hæderlig skipper, om han er Normand, svarer han bredt og stolt: „ Nej, eg er en bergenser eg, far. “ — måske heri ligger en forklaring på deres ejendommelige kompliment? Bergenseren er da noget for sig selv, noget aparte, der spotter enhver rubrik-inddeling? “ „ Netop! Øg dette har vor skipper dunkelt følt, når han gav hint raffe svar. Han har følt blandingsblodet i sig. Hanseaten, hollænderen, normanden, skotten, lubeckeren, alle de krydsende elementer, det ejendommelige slægtsmærke, dobbelt udpræget ved en storflagen, sjø- og fjældfrisk naturgrund. Øg hvad bergenserinden specielt angår, så må de ikke glemme, at hun har indåndet den samme stormrensende luft som Holberg og welhaven, at hun ikke forgæves er luife Bruns, Laura Gundersens, Lucie Wolfs bysbarn. Ja, hun er alt, hvad de vil, hun er lunerig, kvik og kritisk, og derved i slægt med hine store digtere, hun er opvakt og dramatisk begavet, og derved indtil dato bæreren af vor norske scenekunst. En sælsom forening i sandhed, en sammensmeltning af en Holbergs! Pernille, en livlig pariserinde og en norsk bondejente! Hun har den tørstes snar rådighed, raptungethed og sands for intriger ( komediespillet ), den andens sikre lethed, gratie og smagfulde toilette ( hun følger gerne moderne, men tillemper dem efter sin personlighed ), og med den tredje er hun djærv og national og folkelig; hun besøger hver sommer det „ underdejlige “ Hardanger, hun bygger op håkonshaller, fremsiger selvsfrevne prologer i veldædige øjemed, og som medlem af „ Vestmannalaget “ fremsiger hun dem, når det tiltrænges, endog på „ Målet “, et fremtidssprog, hun som „ Vestmannakvendi “ er vel indekserseret i. — hvad vil de mere? Ja, de ler, Dorothea! De finder min skildring løjerlig. Men sæt blot i en selskabssal en bergenserinde ved siden af en stiv, regelret østlands-dame — og de vil få øjet op for den slående kontrast. “ „ Man kan høre, at de er digter og selv — bergenser. “ „ Det sidste fuldblods! Om digteren, Dorothea, skal vi ikke tale. “ Hun lod, som om hun overhørte denne bemærkning. „ Resultatet af deres skildring bliver kun, at jeg for min del ønskede at være mere bergenserinde end jeg i virkeligheden er, for at kunne bære trygt — anbefalingsstillet. Som datter af en bygdepræst på Voss besøgte jeg nemlig blot nu og da den store by, og jeg ved ikke, om disse få besøg derinde berettiger mig til den lere at regnes for søster til deres perniller og pariserinder. “ Hun lo atter. Øg denne friske vellydsstrøm smigrede lige så meget hans fine øre som hendes sang nys. „ Underligt nok, at jeg aldrig mødte dem i Bergen dengang, “ sagde han tankefuld. „ I hvilke familier kom de? “ „ Mest til s. s, min slægtning. Der var vi engang sammen i et stort lag på kalfaret i den yndige villa ved lungegårdsvandet. Husker de ikke? Det var den unge frues fødselsdag. De var netop kommen hjem fra en udenlandstur. De sammenlignede i en tale lungegårdsvandets skønhed med Rhinens, og sagde, at det kun manglede nogle malerisfe, forfaldne ridderborge på sine sfogbevoxede bredder, for at ligne Rhinen helt. Jeg erindrer hvert ord, jeg trængte mig frem i første række for at høre på den unge, berejste digter. Øg øle Bull med sin ranke figur og sit sølvhår var også i laget som dets forgudede hædersgæst. I tusmørket, da vårstjernerne sprang srem, og pintselillierne duftede fødest, gjorde han os den glæde at spille for os derude på terrassen, under åben himmel. Hvem glemmer vel hans „ Lily Dale “, en ynglings klage over sin tabte elskede, gengivet i disse toner og under denne stjernehimmel! Den unge, musikalske frue var også så begejstret, at hun røvede alle havens førstefødte, flettede hurtigt en krands, og satte den smilende, under selskabets jubel, på Ole Bulls pande.. „ Ole Bull erindrer jeg — men dem så jeg ikke, “ svarede han, der interesseret havde hørt på hendes varme gengivelse as festen, søgende endnu i sin hukommelse efter hende. Denne kvæld var også en af de lyse i hans ungdomsliv. Man havde smigret hans unge forfængelighed, og kvinderne var kommet ham så venligt i møde. Disse lysklædte, glade pigebørn, der midt i spøgen så vel forstod at bevare skjønhedsgrænsen! Han søgte fremdeles i flokken. Da Bull fik krandsen, havde en af de unge piger fæstet en rose i hans knaphul og hvisket med skjælmeri: „ Hr. Poet, de skal heller ikke være stedbarn! Tag denne af vice-værtindens hånd. “ Men kunne det have været Dorothea? Nej, han opgav sin søgen, han fandt hende ikke! „ Og nu skal jeg desværre aldrig mere se dem, Dorothea, de, min gode plejerske! Det er straffen, fordi jeg ikke benyttede lejligheden, da jeg endnu havde synets brug. Men herefter vil jeg altid tænke mig dem, som de vel stod hin vår-kvæld på den løvskyggede terrasse, hvidklædt og leende, blussende i forårsvarmen, med en blomst i deres blonde hår, eller måske med en rose i hånden, og med det blå øje tindrende af begejstring for bulis trylletoner; det bliver et vakkert billede. “ „ Digter! “ sagde hun med et glad smil, ikke mere. Men i næste sekund rødmede hun og vendte sig bort; hun glemte altid, at den blinde ikke kunne se hendes forræderske minespil. Hun tænkte på, hvor lidet hun svarede til dette ungdommelige skjønhedsbillede; hun var ikke engang blond, hvad han så fast troede. Og så tænkte hun, at havde han glemt hint vårlige møde, så havde hun husket for dem begge, at havde ikke han haft øje for hende hin gang, så havde hun haft det dobbelt for ham. Hun var bleven forestillet for ham, han havde vekslet et par venskabelige ord med hende og — fjærnet sig med et buk, for atter at nærme sig den leende pigeflok, de „ Hvidklædte “, med blomster i håret. Hun forstod så godt, at hun i de dage ikke kunne fængsle ham, der tillige var adskillig yngre, hun, den sky, tavse, alvorlige præstedatter, der hverken smilte eller var klædt i vårens farver, men pludselig, reven ud af en landlig ensomhed, stod holdningsløs og forvirret midt i en bergenserkreds ' brogede tummel. Men hvor højt havde ikke hendes hjerte svulmet ved dette sjældne glimt af fest, beåndet af tonernes poesi, hvor havde hun ikke higet imod et fyldigere skjønhedsliv, hvor havde hun ikke følt, at, trods den lukkede mund, ejede hendes hjerte skatte af ømhed, af trofasthed, af tanker, rige nok til at fortjene at komme frem for dagens lys fra den dybe skakt, hvori de var begravne — og til at vinde hende hjerter. Han, den unge jurist og digter, glimrede i laget som en af stjernerne han var desuden interessant som den fra rejser hjemkomne, han fortalte minder fra Italien og fortalte godt, med fantasi og lune. Hun flugte hvert ord, hun fulgte hvert livligt minespil, og, takket være hans friske billeder fra syden, fuld af orangeduft og mandolinklang, jtalia-stemningen, allerede forud vakt ved Bulls henrivende „ Varautoug, lioiuaua “, glemte hun alle sine hverdagsbekymringer, det stille hjem på Voss, hvortil hun desværre snart skulle rejse tilbage, ensomheden der, livsleden og indespærringen ved moderens sygeseng, glemte alt sammen, for at bade sig i denne friske, geniale ynglings strømmende livsvæld. Hun havde elsket engang før, så hun kendte fristelsen; det var en mand af mindre ædel karakter, og han skuffede hende. Den kærlighed, som nu vaktes hos hende hin drømmekvæld, stød op med * en tropisf væksts, en blussende passionsblomsts hastige fylde, og sin stærke glød havde den lånt af tvivlen, af aldersforfljellen, og hele et stolt og såret kvindehjertes opdæmmede ømhed... „ Nu ville jeg nok have lagt mærke til dem, Dorothea, om end salen var nok så fuld! Thi de er ikke en af de kvinder, man kan overse, trods al deres stille beskedenhed. Lige over for deres talende taushed ville jeg have haft en stærk fornemmelse af, at de fad inde med en sjælerigdom, som de stolt rugede over, men som det måtte være en lykke at opdage. Og skulle jeg derfor sammenligne dem med nogen blomst, hvad vi forfattere ofte narres til, så måtte det være med den lille, i græsset så blygt skjulte martsviol, hvilken vandreren er tilbøjelig til at gå uænset forbi, men den fine Duft røber den fkjulte skælm — og vandreren standser tankefuld. Hin kvæld tænkte jeg selvkær mest på mig selv, det er ungdommens vane, jeg lo, jeg sang, jeg holdt broutende taler. Jeg ville vække opmærksomhed og trods Bull være den første i kredsen. “ „ Det lykkedes dem også, “ sagde hun betydningsfuldt. Hin kvæld blev han det jo for hende. Den første, for hende den eneste i verden! „ For at bevise dem, “ sagde Dorothea smilende efter den indtrådte pause, „ hvor lidet deres digteriske sammenligning mellem mig og den beskedne viol passer, så vil jeg nu komme med et næsvist spørgsmål, som dog længe har ligget mig på hjertet. — hvorfor skriver de ikke mere? De kunne jo nu diktere deres tanker og jeg sætte dem på papiret? Hvorfor holdt de så pludselig op? “ „ Med at rime, mener de? “ Han trak på skulderen. „ Det var i den lyriske slyngelalder, jeg rablede sammen hine småting. Og den sygdom går over ligesom mæslinger. Skulle jeg nu skrive, måtte det være, hvad jeg ej magter, et drama, med livets hele alvorsstrid til kærne, noget, der, som Ibsens, egnede sig lige meget for tænkeren og for drømmeren. Hvem læser nu for tiden lyrik? Skolegutter og „ romantiske “ Syjomfruer! Tror de, at der gives en eneste i hele Norges land, der endnu erindrer mine smådigte? “ Hun mærkede vel, hvor den lidte misforståelses smerte klang gennem denne tilsyneladende spot — og hun lagde nu en blød hånd over arret. „ Ja! Jeg ved en, som ikke alene erindrer alle deres sange, men som også kan dem udenad. “ „ Umuligt! “ „ Vil de have beviset? “ spurgte hun muntert. „ Nu vel, jeg deklamerer et på stående fod. “ „ Det er altså dem selv, Dorothea, det kunne jeg vide. Altid den trofaste i stort som i småt! Man siger jo også, at det er den ægte sangerlykke, kun at forstås af en, af den, som man elsk - “ Han standsede forvirret, han var gået for vidt og lagde nu ilsomt til: „ Men om jeg nu tog dem på ordet, Dorothea, og forlangte prøven? Ville de ikke så komme i forlegenhed? “ „ Prøv! Jeg er straks rede! “ „ Det var kun min spøg, Dorothea! “ „ Nej, nu vil jeg læse et op; jeg tåler ingen krænkende tvivl, “ sagde hun med komisf bestemthed. „ Her har jeg straks fundet et lidet, „ På ballet “. „ R « k mig blot hånden og følg til karreen! Se, jeg er rolig som isbeklcedt fjceld! Flammer der end en vulkan under sneen, skal jeg dog vide at dølge den vel. Lad blot musiken berusende strømme, nævne min læengsel ved dag og ved nat! Intet dig dog skal forråde de drømme, stolte, hvorpå den har dødsseglet sat.... Tonerne tie — sig parrene sprede... Salighed varer jo kun et minut. Rolig jeg fører min dame til sæde, bukker æerbødigt — og drsmmen er slut. “ Han havde holdt hånden for øjnene, idet han lyttede. „ Som en halvglemt visestump stiger nu det lille Vers op for mig. Der knytter sig en liden historie dertil. Min studentertid i Kristiania. Jeg møder en ung, feteret skønhed på et bal, inklinerer naturligvis øjeblikkeligt, frier som ægte rus dagen efter på promenaden — og får som venteligt den nydeligste kurv, fuld af ordets forsonende blomster, men dog kurv. Møder hende på et andet bal. Hun, tilbageholdende, frygtsom; jeg, forelsket mere end før, tigger dristig om en Dands, får den, en eneste hele natten — ja, der har de digtet, nedskrevet om morgenstunden, da jeg vendte hjem til min hybel. — men for at tale om noget andet, Dorothea! Hvor deres deklamation viser, at de forstår digteren! Ved de vel, at da jeg nys hørte dem læse hin skønne kirke-scene i „ Faust “, hvor deres bløde organ, smidigt som en måge, dukkede sig op og ned efter digterens stemningsbølge, at det da pludselig faldt mig ind, at de vist er født til en stor skuespillerinde, til at bestige tronen efter vor Laura, når hun engang, himlen lade det vare længe, fratræder sin plads som scenens kårne dronning. Nej, le nu ikke! Og dette varme udtryk i deres småsange! Enten de synger eller læser, giver de hele deres sjæl, og det er det, som rammer; thi det er kunstens hemmelighed. Når jeg lylter til dem, føler jeg atter studenterbladet rulle gennem mine årer. Deres røst gør mig til en seer; jeg er ikke længer blind. Ouverturen lyder med hele folkevisens rørende simpelhed, tæppet ruller op for alle mine ungdomsdrømme. Selv sidder jeg i parkettet med hånd under kinden, taus og tankefuld, og gråd Veksler med smil som i en aprilsdag... “ Hun kastede et langt, kærligt blik hen over hans fine, blege, sygelige ansigt, der dog nu varmedes af smilets lysende skjønhedsskær. Ungdomsdrømme! Sagde han. Ak, hvilke liflige havde han ikke vakt hos hende, hvis første ungdom allerede var borte! Ja, billedet pastede! Han var den unge aprilsdag, dejlig og løfterig i sine frugtbare solregnstimer, men hun var den matte september, hvor stormen hemmelig sukker, og det trætte løv begynder at blegne... Og kan vår og høst nogensinde bringes sammen? Den ene flygter jo, når den anden kommer; så er naturens orden. „ Min rolle på livets skueplads er alt udspillet, “ Sagde hun vemodig. „ Og skuespillerinde efter deres forstand bliver jeg aldrig; det er kun deres godhed, deres letvakte digterfantasi, som i mig ser heltinden med alle mulige talenter i stedet for husholdersken, hvis koge-talent er det fornemste. “ „ Og om jeg nu nærede en sådan drøm, om min „ Digterfantasi “ virkelig syslede med en roman, hvori de var heltinden, hvorfor ikke lade mig beholde drømmens korte sysselsættelse? “ hviskedee han. „ Min hustru sagde rigtignok, af alt drømmeri er usundt og fladeligt — det havde hendes far sagt hende, og så var det jo gudsord — men det tror jeg nu engang ikke. Deri måtte jeg desværre være uenig med hende — som i adskilligt andet... “ „ Drøm i fred! Hvem tør berøve digteren hans dyrebare privilegium? Hvad for os hverdagsfolk ofte er en forbrydelse, er hans pligt: af drømme. Hvergang drømmen er til ende og i ordets form genopstår til et uforgængeligere liv, vinder jo vi undrende mennesker en ny skjønhedsstatue, lige så skinnende og fast som nogen marmormejslet. Deres hustru forstod måfle ikke — jeg mener, af deres hustru — “ hun kom ikke videre. Begge blev pludselig tause og forstemte. Ordet „ Hustru “ faldt som en pileregn ned i stuens fred, star stemningen over, så tankerne fløj skræmte til alle kanter. Han sukkede langt og lænede sig tilbage i stolen. Han havde selv rørt ved den dybe hjertevunde, der endnu blødte — og hun, udreven af sin korte lpkkedrøm, led med ham. Det var dem derfor begge en velkommen. Afbrydelse, at det bankede; stilheden truede med at blive pinlig. Dorothea rejste sig og gik mod døren. Ak, hvor ofte skulle hun ikke siden sidde grublende og tilbagekalde sig med vemod hvert ord, de havde vekslet sammen denne minderige kvæld! Thi med sin milde fred vendte den aldrig mere tilbage, den blev den sidste i sin Art, slutstenen på en række stille, dejlige, med musik og samtale fyldte kvælder, hvori hun havde sunget håb ind i hans syge sjæl, og sunget sig selv gladere, mens det kærlighedshungrende hjerte mættedes i hans selskab, og de to var ganske alene som Adam og Eva i hjemmets lille Paradis. Men en flig høj, løstbygget glæde måtte jo styrte sammen, voldsomt, hvad den også gjorde! Det var skydsgutten, veste Anders espeseth, som i den sildige aftentime styrtede hæseblæsende ind, efter at Dorothea havde åbnet, og som grædefærdig fortalte, med den røde toplue forlegent krammet mellem hænderne, at „ Borka “ havde stupet i det stejle skaret tæt ved, at slæden var sprunget itu, og at den fremmede dame, som han skulle skydse til næste station, lå svimeflået i sneen. „ Er hun ung? “ spurgte storm, efter at hans første overraskelses- og beklagelsesudbrud var forbi. „ Ja, “ svarede gutten, „ og hun er så fin og klek, så — “. Dorothea havde roligt og stille overvejende hørt på guttens forklaring, hun havde vænnet sig til selvbeherskelse, og lod sig sjældent overvælde af situationen. „ Jeg lar dem alene en stund, storm! — følg med, “ befalede hun gutten, slyngte et stort uldshawl om hoved og skulder, og gik ned i drengestuen, for at kalde på folkene. Efter at have sendt ilbud til doktor Bentsen, storms huslæge og ven, løb hun så let som en sekstenårig, trods blæsten og den fygende sne, fulgt i frastand af de døsige tjenere, med gutten i spidsen som vejviser, opover bakken til ulykkesstedet — og en halv time efter var den unge, til skade komne dame, takket være Dorotheas energi og den tililende doktors omsorg, bragt til sengs i gårdens lille, hyggelige gjæstekammer. Hun lå stille bag de hvide sengegardiner, uden at tale, åbnede kun nu og da mat øjnene for at kaste et sløvt, forundret blik på de fremmede omgivelser. Doktoren erklærte hende dog uden for al fare; hun havde i faldet stødt tindingen mod en spids sten og var nu udmattet af blodtabet og besvimelsen, det var det hele. næste eftermiddag finder vi de to damer i dagligstuen. Dorothea havde våget hos den fremmede om natten, og ville, at hun fluide holde sengen hele dagen; men benyttende sig af sin plejerskes korte fraværelse ude i køkkenet, var den fremmede stået op, og sad, da Dorothea vendte tilbage, anstrengt, bleg, helt påklædt på sengekanten. Hendes lidende udseende faldt endnu mere i øjnene på grund af den sorte, simple sørgedragt, hun bar. Det var et ungt, barnligt ansigt, hvori dog et fast viljedrag stak frem trods blidheden, over den blege pande noget forvirret, guldkruset hår, og dertil et par store, blå, ængstelige øjne, et ansigt, hvori det synlige kummersmærke trådte rørende frem, sammenlignet med trækkenes milde barnslighed. Figuren var liden, spæd som en konfirmandindes og harmonerede med ansigtet. Dorothea følte som et moderhjerte vokse frem i sig ved synet af denne unge, svage kvinde, der så øjensynlig trængte til venskab og beskyttelse. Hun skændte blidt på hende, fordi hun havde overtrådt det velmente forbud, lagde så 2hmen om hendes liv og førte hende, støttende hende kærligt, ind i dagligstuen, hvor hun anbragte hende i lænestolen ved siden af ovnen, slyngede et shawl om hendes skulder og satte en blød skammel under hendes fødder, trods den fremmedes svage protester, og til slut purrede hun dygtigt op i ilden, så at det knagede i bjerkeveden. Om natten havde hun flet ikke talt med den syge, men kun vogtet omsorgsfuld hendes urolige søvn. Nu tog hun begge de små feberhede hænder mellem sine, og idet hun så hende ind i de blå, undvigende øjne, spurgte hun kærligt, hvorfor hun allerede var stået op og nu endog talte om at rejse videre. „ De mangler kræfter dertil, “ sagde Dorothea bekymret. „ Jeg må afsted, “ svarede den fremmede nerveust, med en mild, men fast røst, der havde en fremmed, let danfk accent, som bergenseres blødere sprog undertiden får ved et længere ophold i Danmark. „ Jeg har allerede længe nok lagt beflag på deres gæstfrihed. “ „ Ja, en hel nat! “ smilte Dorothea. „ Som en vild fremmed tør jeg heller ikke vente — “ „ Vi trænger netop til nye ansigter. Vi lever her i bygden så ensomt. Vor eneste omgang er doktoren, som har set til dem. Altså de bliver her, ikke sandt? “ smilte hun overtalende. „ Tror de desuden, at vi kan flippe dem ud i et sådant uvejr? Hør blot! “ Stormen suste udenfor ligesom dagen forud. „ Nej, da fik vi nok vor gode doktor på nakken! De kunne jo i dette uføre risikere på ny at vælte med slæden, og hvem ved, om de for anden gang flap fra den historie, uden et brækket ben? “ „ Å, jeg har kun et kort vejstykke tilbage, og det kan ikke være farligt at køre nu ved dagslys? — men jeg har ganske glemt at takke dem for al deres kærlige pleje. “ Hun trykkede varmt Dorotheas hånd. „ Hvor de er god! — dog ved jeg endnu ikke navnet på den mand, i hvis hus jeg har fundet et så venligt asyl? Turde jeg spørge — “ „ Sigurd storm. “ Den fremmede sprang op med et overraskelsens skrig og gjorde en bevægelse, som om hun ville flygtet, idet de smukke blå øjne syntes dobbelt ængstelige. „ Si—gurd, Sigurd storm, “ stammede hun, „ dog vel ikke sagføreren og forfatteren? “ Dorothea smilte beroligende og førte hende igen mildt til sæde i lænestolen. „ Der ser de følgerne, “ sagde hun bekymret truende; „ De er endnu ganske overanstrengt og nerveus, og dog vil de alligevel ikke lyde mit fornuftige råd om al slå dem til ro her for det første. — te har måske kendt hr. Storm tidligere? “ „ Ja — nej — ja, jeg mener, at jeg har hørt ham omtale som den dygtige advokat, og dertil har jeg læst hans ungdoms-digte. “ Hun kunne neppe tale for sindsbevægelse, fingrene krammede nev ad kjolens sider, øjet for rastløst omkring og standsede hver gang ved døren, som om hun både håbede og frygtede, at den skulle åbne sig, og en med uro ventet træde ind. „ Jeg vidste også, at han skulle bo her i egnen, “ tilføjede hun, „ men jeg troede, det var nærmere næste station og derfor — “ Hun holdt inde, som om hun greb sig i at sige noget, hun ikke burde. „ Ja, næste station var jo deres mål, frøken! “ Dorothea standsede forlegen og lo: „ Jeg kalder dem frøken. Undskyld! vi har jo heller ikke den fornøjelse at vide deres navn; men jeg havde, pudsigt nok, tænkt mig, at de var ugift — “ Den fremmedes ansigt viste en stærk tvivlrådighed; øjet flagrede atter hjælpeløst omkring, og den dirrende mund ledte efter ord. „ Det er jeg også... Jeg er... At jeg ikke før har sagt dem mit navn?... Det er... Ja, nu skal jeg straks... mit navn er... “ „ Man skulle næsten tro, de havde glemt det? “ Smilte Dorothea opmuntrende. Den fremmede lo tvungent og strøg med hånden søgende over panden. „ Mine tanker er endnu lidt i ugreje, “ sagde hun undskyldende, „ Faldet i går... Stenen — — Johanne, “ vedblev hun anstrengt, „ Frøken Johanne Møller. Der har de det, “ sukkede hun med synlig lettelse. Dorothea nikkede forbindtligt. „ Jeg har set Sigurd — jeg mener hr. Storm — i Bergen; men det er længe siden, “ sagde den fremmede forvirret. „ Det undrer mig derfor, at han har forladt byen, og er flyttet hid til denns afkrog. Her må være uudholdeligt for en så selskabelig natur som hans. “ „ Ja, det er en sørgelig historie! “ Dorothea sukkede tankefuld. „ Men den er tillige så almen kendt, at jeg uden at begå nogen indiskretion, kan meddele dem den, og de kan da også siden i samtale med storm undgå at berøre dette såre emne eller lignende, som kunne lede hans tanke derpå. “ Hun sænkede stemmen til en hvisken. „ Hans hustru “ — den fremmede for skræmt sammen ved ordet — „ hans hustru flygtede for nogle år siden fra ham og lod ham tilbage med et lidet, hjælpeløst barn. Siden den tid kunne han ikke længer trives i Bergen, men søgte hid til denne øde egn, hvor ingen kender ham personlig. Ellers er han jo som forfatter bekendt, som de ved. “ „ Den arme! “ hvifkede den fremmede, idet den sidste rest af farve veg bort fra hendes ansigt, og det lignede en marmorbuste. „ Han tog sig det vel meget nær? “ „ Han blev heftig syg; man troede, han skulle dø. Men gudskelov, han kom atter på benene. Så tilbragte han et par år på rejser for at adspredes og glemme hende. Da han så kom hjem, mistede han desværre sit syn. “ „ Glemte han hende? “ spurgte den fremmede åndeløs, sælsomt interesseret. „ Nej, vist ikke! Dertil havde hun været alt for elskelig, siger de, der kendte hende; thi selv har jeg aldrig set den unge frue. Men han blev dog forholdsvis lykkelig. Tiden gjorde sit dertil, foruden venskabet; han har nemlig her i doktoren fundet en trofast, hengiven sjæl. Og frem for alt, “ Tilføjede Dorothea med blød stemme, „ han havde jo sin lille, prægtige gut. “ „ Gutten ja? “ sagde den fremmede med undertrykt bevægelse. „ Og han er så vakker, siger te? “ „ Som en liden engel. Blå øjne, lyskrøllet hår! Man siger, han ligner sin mor. “ „ Og hende... Moderen... hørte man ikke siden til? “ Den fremmede bortvendte ved dette spørgsmål sit ansigt. „ Ikke i min tid. Hun lever nok i Danmark hos en gammel tante. Jeg kom sørst hid, efter at storm allerede var bleven blind. Men jeg havde mødt ham i tidligere dage, “ vedblev hun drømmende, halvt glemmende sin gæst. „ Som ung pige havde jeg engang... “ Hun holdt pludselig forvirret inde ved at møde den fremmedes besynderlig forskende blik. „ Nok, jeg erfarede, at han, der nu var meget forladt, søgte sig en husbestyrerinde, jeg meldte mig straks og havde den lykke at blive antaget. “ „ Den lykke? “ gentog den fremmede i en spørgende, næsten uvillig tone. „ I denne ensomme egn? Sammen med en blind? “ „ Jeg husker ikke på, at her er ensomt, undtagen når her kommer fremmede. “ Dorothea smilte stille, fortabt i behagelige minder, som knyttede sig netop til dette sted. „ Denne store, ville natur ude, denne hjemlige stilhed inde liker jeg netop godt. Og storms sygdom generer ingen. Han er så god, trods sin blindhed så fri for pirrelighed, og dertil har han så mange interesser. Te skulle blot kende ham, frøken, så vel, som jeg gør, og jeg er vis på, de ville holde af ham. — nej, vi savner siet ikke bylivet! “ Fremdeles smilende, endnu dybere inde i sine minder, vedblev hun: „ Det komiske er, at han aldrig har set mig — men han kender mig alligevel. “ Hele hendes ansigt strålede ved tanken. „ Bare jeg åbner døren, smiler han som et barn imod mig. “ Hun lukkede halvt øjnene, og smilet blev helt drømmerisk. Gårskvældens varme ord legede endnu i hendes hug. Efterhånden som Dorothea talte, gik udtrykket i den fremmedes blide ansigt over fra forundring næsten til mishag. Hun mønstrede nøje Dorothea, som hun sad der tilbagelænet i den grønne sofa, helt inde i sin erindrings gyldne verden. Det var en fin, gratiøs kvindeskikkelse, hvorpå ethvert uhildet øje burde hvile med velbehag. Hun var, som vi vide, dog hverken ung længer, ej heller kunne hun kaldes smuk; til det sidste var trækkene i hendes brunlige, noget falmede, af rigt sort hår omgivne ansigt for uregelmæssige og kantede; men øjet og munden, disse ledestjerner for psychologen, var rene, fine og sjælfulde; øjet havde et skær, der, født af ånd og hjerte, aldrig ville blive gammelt, men trodse hver alders ødelæggelser, et lysbud om evig ungdom, og når hun åbnede munden for at tale, og blev varm derved, eller når hun med sit ejendommelige sympathetiske smil lyttede til andres ord, da blev hun i sin Art så dejlig, at man ganske glemte de kantede drag, og da kunne hun kappes i ynde med en sekstenårig pige. Dertil ejede hun en figur, så rank og ædeltformet, i dag dobbelt fremhævet i en grå, fnævertsiddende kjole, at den alene gjorde fordring på op

1884_Paulsen_EnDigtersHustru

John

John

Paulsen

En Digters Hustru

male

male

no

Paulsen

En Digters Hustru

Paulsen

En digters hustru

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Det var vår. Lea og hendes mor var på besøg i hovedstaden. De boede i » Grand hotel «. » Ved du, at vi er buden til fru nord søndagsaften? Hvad kjole skal jeg tage på, Lea? Min grå silke er smudset — en sauceflæk midt i brystet — og den sorte passer ikke til årstiden. « Lea svarede ikke. Hun betragtede blot sin smukke, ungdommelige mor, der ordnede sit pragtfulde, blonde hår foran spejlet. Man tog i regelen moderen for at være en ældre søster af hende. Og så tænkte hun på, at det dog skulle være » uhyre morsomt « at komme til nords. Fru nords salon var jo en af de første i hele Kristiania. » Ja, jeg har nu slet ingen dragt, « sagde Lea omsider. » Du kan jo tage din hvide flor-kjole. « » Den med blomsterne, som jeg havde på siste bal hjemme! —• uf nej da! — det er bare » bonde-glor «, sagde en af mine veninder. Forresten danser man vel ikke hos nords? « Moderen hørte ikke på hende. Hun satte nynnende en skildpadde-kam i sin moderne frisure. » Klæ'r den mig, Lea? Eller skulle jeg heller ingenting bære? Hvad? « » Alting klæ’r dig, mor, « svarede datteren og kastede et beundrende blik på hende. » Hvor du er vakker! « — hun strøg med hånden over moderens brusende kjole. Moderen smilte med velbehag og sluttede hænderne om sin endnu ranke taillie. » Du kære barn! Ja, var verden bare så lidet kritisk som du! — tralala! « hun nynnede på en vise af en bekendt vaudeville. » Apropos, ved du, hvem der også kommer til nords søndag? Gæt nu! — nå, jeg vil ikke plage dig længer. Det er Eilif Stadt. « » Eilif Stadt! « gentog Lea og blev ganske rød. Om man havde fortalt hende, at kongen ville komme til nords, kunne det ikke gjort dybere indtryk på hende. Hun gjorde et klodset forsøg på at se ganske uberørt ud, så gik hun hen til vinduet for at skjule sig. » Du sværmer jo for ham, « sagde moderen med et drillende smil; fremdeles optaget af spejlet. » Ja, de er farlige, disse digtere! — da jeg var ung, havde jeg også én, som jeg kaldte min » yndlings-skald «. Jeg tror såmænd, at jeg gemte hans digte under min hovedpude om natten... Nu, Eilif Stadt er jo ingen storhed, det er hverken Bjørnson eller Ibsen, men begavelse kan man jo ikke nægte ham, — og fremtiden er hans. « Lea rystede uvilligt på hovedet. I hendes øjne var han større end dem alle sammen, den eneste, der var værd at læse og læse op igen. Måske var andre forfattere mere geniale, deri kunne vel moderen ha’ ret, men ingen af dem ejede efter hendes mening dette stærke, næsten kvindelige følelses-liv, som udmærkede ham, denne dybe sympatti med de små og ulykkelige i samfundet, med kvinden, med den fattige, med forbryderen — kort sagt, med alle livets stedbørn. Det var det just, hvorved Eilif Stadts digtning havde erobret hendes unge hjerte. Var hun ikke selv et stedbarn i livet?? Med den lykkelige sorgløshed, med den mangel på reflektion, der er ejendommelig for attenârs-alderen, grundede hun ikke synderligt derover, men nu og da følte hun dog godt det mislige ved sin stilling. Dog en solstråle, et glimt af livsfryd, tanken på en fest eller udflugt, var nok til at forjage alle hendes bekymringer. Hendes hjem havde aldrig været noget hjem for hende. Hun var vokset op deri som en fremmed, glemt af sine forældre, uændset af sine ældre brødre, i hvis ville lege hun ikke deltog. Moderen, der var ligeså hjertensgod som verdsligsindet, gik helt op i selskabslivet. Når hun en enkelt aften var hjemme, kedede hun sig, bandt på en fantastisk vis en broget silke-dug om panden, lugtede til alle sorter flaçons, klagende over » nervøse hoved-smerter «. Børnene måtte da ikke komme hende nær, de joges ind i barne-kammeret, der lå i den anden fløj af huset. Der kunne de få lov til at » rummestere « så meget de ville. Var gutterne træt af at springe over borde og bænke og drille sin lille søster, kunne de tilslutning opmærksomt lytte til Gunilds, den gamle nordfjord-ammes fortællinger om trolde og underjordiske, om drauger og nisser. Lea var dog den beste tilhører. Hendes store, blå øjne hang hele tiden i spænding ved eventyr-fortællerskens læber. Undertiden spøgte de rædselsfulde sagn hele natten i hendes lille hoved, hun fik ikke sove, af frygt for mørket, for månens mystiske refleks på en gardin, for erindringen om alle de hvidklædte dødninger, hvorom Gunild havde snakket. Kirkegården lå jo lige i nærheden. Gik det ikke i døren derhenne? Rørte ikke det hvide gardin sig? — uf! — grebet af en vild skræk, stod hun op, gik på sine små, nøgne fødder sagte over gulvet og krøb ligeså sagte op i sengen til ammen, der snorkede højlydt. Hun lagde sig ind i ammens fang, trak dækket over hovedet og slog kors på kors for sig. Nu først var hun tryg. Hendes far var rektor ved byens lærde skole. Det var en stille, fåmælt, uendelig pligtstreng mand, der for at glemme sit ulykkelige ægteskab gik helt op i sin skole-gerning om dagen, og sluttede sig om aftenen inde på sit studere-værelse for at arbejde videre. Han var en filolog af rang, og hans kolleger sagde, at der i ham var emnet til en stor videnskabsmand. Man ventede, at universitetet snart ville knytte denne fremragende begavelse til sig. Hvordan rektor Lassen, denne alvors-mand, der i sin ungdom, grebet af religiøse sværmerier, tænkte på at blive missionær, havde fået fat i en sådan flanet kone, var en gåde for hele byen. Og dog var sagen simpel nok. Han havde set hende, den formuende grossererdatter, på et bal, hvis dronning hun var, forelsket sig i hendes blå øjne og rosenrøde, med rosenknopper garnerede flor-kjole — og på denne flygtige bal-stemning bygget hele sit liv. Det blev også derefter. Han var desuden tyve år ældre end sin hustru. Lea elskede instinktmæssig denne smukke, fejrede mor, der tog sig så lidet af hende. Hun kunne leve af et kær-tegn, et godt ord i flere uger. At få et glimt af moderen, når denne om aftenen, selskabs-klædt og strålende brusede gennem barne-kammeret, inden hun tog bort, blev for Lea en hel fest. For faderen derimod var hendes følelser underlig' blandede. Den stive, ceremonielle herre med den sorte, lange kjole uden et støvgran og det blændende hvide hals-tørklæde, stod fjernere hendes barnlige hjerte. Han nedlod sig aldrig til at lege med hende. Når han tiltalte hende, var det i en pedantisk tone, der dog ikke udelukkede en naturlig hjertensgodhed, og hans tale bestod oftest af moralske formaninger. Du skal gøre dette, mit barn, undgå hint. Hendes kærlighed til ham var blandet med skræk, det blev en dyb respekt, en øm ærefrygt, som man kan have det for en lærer — men intet mere. Og dog engang — hun glemte det aldrig — havde pludselig hendes barne-hjerte lukket sig helt op for faderen. Det var en sommerkvæld, hun legede i gaden med nogle små veninder, der var rigtig i søndags-puds. Lea selv var uden hat, håret i uorden og hendes kjole — moderen glemte altid at efterse hendes tøj — var gammel og forreven på ærmet. Da passerede faderen i sin udadlelige, korrekte dragt, med den guldknappede rør-stok i hånden. Han standsede og tiltalte hende, der så ud sorn et fattigbarn mellem de andre, sirlig klædte småpiger. Hun blev hed over hele ansigtet og ræd for bebrejdelser af faderen, søgte hun at skjule sin kjoles flænger, idet hun stammede: » Det er ikke min skyld, det er ikke min skyld. « men i stedet for skænd, som hun ventede, strøg han hende venligt over det pjuskede hår, og hviskedee: » Stakkers barn, stakkers barn! « — hun så lynsnart på faderen, et sligt udtryk havde hun aldrig før set i dette ubevægelige embedsmands-ansigt, å, så megen kærlighed og sørgmodighed lå deri!... Hun følte pludselig en trang til at falde faderen om halsen og briste i grad... hans studere-kammer havde en egen tiltrækning for hende. Hvad mon faderen bestilte derinde alle de lange, lange aftener? Gunild havde fortalt hende, at ingen fik lov til at røre ved. faderens skrivebord, om støvet end lå nok så tykt derpå. Det var helligt som et alter. En aften listede hun sig hen til nøgle-hullet og keg ind. Faderen sad i en stor lænestol og læste. Undertiden holdt han op ligesom i træthed, han lænede sig tankefuld tilbage i stolen, og ansigtet fik atter det underlig vemodige udtryk, som hun havde opdaget hin sommerkvæld. En gang, da faderen var ude, sneg hun sig ind i studere-kammeret. Hun betragtede- med andagt hans skrive-stel, globen, de mange leksikonner og videnskabelige værker i reolen. På bordet lå et lidet hefte, der lignede en dagbog, opslået. Hun kunne ikke bare sig, hun måtte kige deri. På første side stod med faderens store, stive hånd: » Jeg drømte, at livet var lykke, jeg vågnede og fandt, at det var pligt. « Pligt! — ordene brændte sig ind i sjælen på hende, og skulle senere hen, da hendes personlighed udviklede sig, blive en rettesnor for hendes liv. moderen søgte at gemme Lea i barnekammerets lille verden så længe som muligt. Lea var i den alder, at hun skulle konfirmeres, men moderen fik under allehånde påskud konfirmationen udsat det ene halvår efter det andet — og stakkers Lea beholdt sin korte kjole, der kontrasterede stærkt mod hendes allerede temmelig udviklede former. Det generede den behagelystne moder at have en slig » lang, opløben datter i hælene på sig «. Man ville kun gøre ufordelagtige gisninger angående hendes egen alder. Endelig fandt den højtidelige handling sted. Lea blev regnet for en voksen dame og fik den længe savnede kjole med slæb. Men moderen holdt hende fremdeles ude fra selskabslivet. Forresten var hun alt andet end streng mod hende. Hun lod simpelt hen Lea ganske skøtte sig selv. Og Lea benyttede tiden på sin vis. Hun læste uafbrudt, hvad der faldt hende i hænderne, uden valg, uden kritik. Allerede i sin opvækst havde hun slugt alle de gamle romaner og rejse-skildringer, som fandtes på lofts-kammeret. Med Walter Scott havde hun besøgt de gamle, skotske borge, fulde af elskovs-suk og sværde-klirrep, med Mauritz Hansen drog hun ind i vort norske småstads-liv, hvor alt forekom hende så hyggeligt og kendt, trods alle romantikens overdrivelser. Hun følte en ikke ubehagelig gysen ved at tænke på » Den gale fru Birthe « eller » Eventyret ved rigs-grænsen «. Men i længden blev lofts-kammerets forråd af romaner hende ikke nok. Hun tyede, uden moderens vidende, til et leiebibliothek — og gødede sig i smug med alle dets gamle og o o o o o o nye literære lækkerbiskener. Mere end en nat vågede hun med den spændende novelle i hånden... Hvor hun drømte! — hun levede mere i fantasiens gyldne sky-lag end i virkelighedens grå-veir. Og hvilken taknemmelighed hun følte mod dem, der gav hende denne drømmens lykke, denne dejlige flugt ifra livets hverdagslighed! A, disse digter-sjæle! Hun tilbad dem. For hende blev den, der skrev bøger, mere end et almindeligt menneske, det var en eventyr-prins, en halv-gud med stråle-glans om panden og en trylle-stav i hånden.... Og nu skulle hun møde, stå ansigt til ansigt, med Eilif Stadt, for hende den mest dårende af disse halv-guder! Men var det også virkelig sandt? Var ikke det hele en drøm? Lea og hendes mor kom sent til fru nord. I sidste øjeblik fandt moderen på at forandre sin frisure, og det tog tid. Alle gæster var allerede samlede. Lea så sig søgende om blandt denne flok af politikere, literater og kunstnere. Hvor mon han var? Fru nord, en gammel, smuk dame, hvis brune, ungdoms-strålende øjne stak livligt af mod hendes grånede har, modtog dem med en elskværdighed, der blev dobbelt indtagende derved, at man følte hjertelaget bag de høflige velkomst-ord. Hun lod til, trods sin høje alder, at være sjælen, det friske og initiative element i kredsen. Hun lo muntert som en ung pige og fortalte historier med et liv og lune, som rev alle tilhørerne med. Lea forelskede sig straks i hende. man gik til bords. Konversationen gik let og naturligt, uden noget forceret forsøg fra værtindens side på at holde den igang. Efter bordet spredtes man ad i de mange, sammenhængende værelser, udstyrede med en gammeldags komfort, som Lea fandt så » koselig «, og smykket med frisk grønt og blomster. Om husets gamle frue forsamlede sig nu de fleste af damerne — ved hendes bord serveredes deserten, lutter søde sager! — herrerne derimod grupperede sig i sideværelset om husets søn, en ung, åndrig videnskabsmand. Man diskuterede dagens begivenheder, politik og literatur, mens man nippede til toddy-glasset. De alleryngste af herrerne sneg sig nu og da ud af denne alvors-leir, lokket af latteren og sangen i en af de indre saloner. Derinde tronede frøken Ada, husets smukke, forkælede datter, omgivet af sine latter-milde veninder. Ada havde som en liden hof-stat for sig selv. Og tusinde små hemmeligheder forhandledes derinde. Naturligvis drejede de sig alle om forelskelse. Den lå ligesom i luften, hvor frøken Ada var tilstede. Men Lea søgte fremdeles sin digter. Hendes sene komme var skyld i, at hun kun var bleven forestillet for nogle af gæsterne. mon det kunne være den høje, imponerende mand derborte, han, der lænede sig til konsolen i en rigtig » malerisk « stilling? Tilslut kunne hun ikke dy sig længer. » Hvem af herrerne er Eilif Stadt? « spurgte hun hviskende sin side-dame, en ung, smuk doktor-frue. » Det er ham, som netop taler med værten. Ham med pincenez’en! — men kender de ham ikke? Jeg skal med glæde presentere dem for ham. « Lea afslog stammende det venlige tilbud. Hun så og så på Eilif Stadt, angstfuld interesseret, som om hendes fremtids-skæbne lå i denne mands hænder. Det var en slank, mager herre, af middelhøjde, der lod til at have passeret trediverne. Hans dragt udmærkede sig ved smag og fortalte, at han havde en god skrædder. Det aflange, blege ansigt med lidt rødme på kindbenene, fik af den brede, fremskudte hage et udtryk af energi, som modsagdes af de blå øjne og den næsten kvindelig fine mund, skygget af en tynd, blond moustache. Håret havde samme farve som skægget. Det begyndte at tyndes ved tindingerne, hvad der dog ikke, skadede hans udseende. Tværtimod, det fik noget distingveret ved denne store, hvælvede pande, der trådte nøgen frem i al sin plastik. Leas første indtryk blev skuffelse. Så en digter, » en rigtig digter «, slig ud, liden, halv skaldet og med briller på næsen? Hun havde tænkt sig ham som en stor, skulderbred mand, med myndig mine, » fager og guld-håret «, en rigtig høvding-skikkelse, i lighed med disse sagaens hårdføre skalde, der ligeså godt forstod at svinge sværdet som at kvæde et drapa til deres konges ære... Fremdeles betragtede hun ham. Hun havde møje med at slippe det fantasi-billede, hun havde dannet sig... Da smilte han tilfældig — og som en sol-stråle, der pludselig strejfer et maleri, lader det træde lysende ud af rammens mørke, således forklaredes i et sekund hele hans skikkelse... Leas hjerte bankede... Var dette den samme mand? Hans blå øjne, der hidtil havde spillet så koldt, fik et hjertensgodt udtryk, og der for som et skær af ild over de hidtil ubevægelige træk... Ja, nu kendte hun ham igen... Dette var den forfatter, som hun elskede gennem hans digtning.... Hun tilbagekaldte sig i mindet de ømme, rørende kapitler i hans noveller — og så begyndte hun selv ufrivillig at digte. Ja, hun digtede ind i ham al den renhed og noblesse, hun havde fundet i hans arbejder... Disse ædle tanker, disse fine følelser havde jo alle sit udspring i ham, de var kun en svag åbenbaring af al den rigdom, hans hjerte sluttede inde... Og hun samlede i sin taknemmelige begejstring for ham ligesom glansen af alle de smil og tårer, som hans digtning havde aflokket hende, — og lagde den som en glorie om hans skønne pande... Hidset op ved en modsigelse af sin vært, talte Eilif Stadt livligere og livligere. Tilslut begyndte han at gestikulere heftigt. Der var over alle hans bevægelser noget nervøst usikkert, en usikkerhed, der kunne være en følge af kejtet beskedenhed, men som også kunne hidrøre fra — forfængelighed hos den unge digter, af bevidstheden om at de flestes øjne var rettet på ham, af frygt for ikke at gøre sig rigtigt gældende. Dog slige reflektioner anstillede ikke Lea i dette øjeblik. Hun var udelukkende optaget af at studere hans ansigt, hans minespil. En liden, beundrende gruppe af damer dannede sig snart om ham. Blandt disse såes den smukke doktor-frue og Leas mor, der j selskabet vakte langt mere opmærksomhed end datteren, elegant klædt som hun var, og med en kvikhed i bevægelser og samtale, ejendommelig for kvinderne i den større vestlandsby, hvorfra hun stammede. Også Lea nærmede sig frygtsomt gruppen. Man talte om kvinde-emancipation, om ægteskab og forlovelser. Nu og da lo damerne, halv irriterede, halv smigrede af forfatterens dristige udtalelser. » Ja, mine damer, « sagde han med en dæmpet røst, der undertiden lød hæs, mens han tørrede pince-nez’en med sit røde silkelommetørklæde. » Det er min alvorlige mening, intet paradoks, som de anta’r det for, frue « — han bukkede — » kastet ud, for at overraske og more i øjeblikket. « » Tak de deres gud for, at jeg snart bliver sytti, « sagde den gamle, glade værtinde leende. » Havde jeg været 20 år og fri, hvem ved om jeg ikke havde været grusom nok til at ta' dem på ordet. « » Sandsynligvis havde de, kære fru nord, fået en kurv simpelthen, « sagde den unge doktorfrue, truende skælmsk til Eilif Stadt. » Herrerne er som bekendt så kræsne i det kapitel. « Eilif Stadt gjorde en galant bøjning mod værtinden, der tydeligt nok skulle modsige doktorfruens påstand. » Damerne bør komme os mere i møde end de for tiden gør, « fortsatte han, » de bør lade os ane, at vi er forståede, de må vejlede vor endnu usikre, søgende følelse, idet de rækker os ariadne-tråden. Et mands-hjerte er jo, på kærlighedens første stadium især, altid mere eller mindre, en labyrintt — « » Men hvad er det, han egentlig sigter til? « Spurgte Lea hviskende sin mor. » Han mener, at damerne bør frie selv, « Svarede moderen hurtigt, næsten uvenligt, idet hun med forøget opmærksomhed vendte sig mod taleren. » Vi forlanger ingen formelig erklæring, intet elskovsbrev på rosenrødt papir — nej, en sådan tilståelse behøver hverken at være skriftlig eller mundtlig, da det rige kvinde-hjerte i udtrykket for sin følelse har tusinde formers skiftende nuancer til sin tjeneste. « Leas øjne hang spørgende ved hans læber, hun havde endnu ikke rigtig fattet, hvor han styrede hen, trods moderens oplysning. » En sådan tilståelse kan, for at bruge et billede fra en af vore digtere, der tilmed tilhører det smukke køn, være så sart og fin som duften af en lilliekonval. «! » Amtmandens døtre! « råbte en ung student, der ville vise sin læsning. » Hvor dejligt! « udbrød fru Lassen med et ømt suk, og så strengt på Lea, der forholdt sig ubevægelig, med en næsten enfoldig mine. Men værtinden trak ironisk på smilebåndet. » Det gør mig ondt, at jeg ikke kan gi’e dem ret, herr Stadt, « sagde hun. Ville vi kvinder først erklære os, række jer » Ariadnetråden «, som de så poetisk udtrykker dem, ville resultatet ufejlbarlig blive, at alle ugifte mænd grebes af en panisk skræk for vort drabelige køn, og at vort gamle Norge for fremtiden reduceredes til en amazon- eller gammeljomfru-stat... Ja, de 1er, herr digter, men tro mig, jeg har ret. Mændene vil vælge selv, ikke vælges. I hver mand stikker paschanaturen frem... Lad os overføre deres vakre tteorier på virkeligheden! Hvis min ugifte kusine, Dorthe der for Eks. « — hun gjorde en håndbevægelse mod sideværelset — » ja, de kender hende jo, hun er blot 45 år og har et ungdommeligt, erotisk temperament, hvis hun nu faldt på at frie til dem, i den fineste form gudbevares, hun overbeviser dem tilfældigvis om, at hun kan alle deres digte udenad etc. etc. — hvad ville de så svare hende? « Eilif Stadt kastede et blik på den omtalte gamle frøken, der vissen og rødnæset for øjeblikket var i færd med at klø sig i det grånende hoved med en strikke-pind — og han gjorde i det samme en så pudsig, komisk fortvivlet grimace, at alle de omstående brast i latter. Lea lo med uden egentlig at vide hvorfor. » Ser de, ser de? « råbte værtinden triumferende. » Der greb jeg dem. « » De sætter da også spørgsmålet på spidsen, kære fru nord. « » Og dog har de ret, herr Stadt, i et punkt, et eneste. Det er også min mening, at damerne bør frie selv — men kun når det gælder disse upraktiske drømmere, som man kalder poeter. « Eilif Stadt drejede med et høfligt smil på sin blonde knebelsbart. Kredsen omkring ham og fru nord blev snevrere og dobbelt opmærksom. » Hvorfor ser man så sjældent et lykkeligt digter-ægteskab? Mon det ikke skulle komme deraf, at mens en almindelig, prosaisk mand i lang tid rådspørger sit hjerte, sin forstand, inden han gifter sig, så følger digteren blindt hen en enkelt stemnings-rus, en forbigående fantasi, et lune — og resultatet er, at han i reglen får en hustru, der har den ydre skønhed, som fængsler i øjeblikket, men som slet, ikke forstår ham, eller, hvad der er det værste, som står under ham i dannelse, og ulykken er 2* der i hele sit omfang. Det er en kendsgerning, at digterne ikke forstår at vælge. Derfor bør her damerne for en gangs skyld træde ud af den nedarvede tilbageholdenhed, og hjælpe en sådan klodrian af en poet « — hun nikkede med moderlig venlighed til ham — » på den rette vej. Digterne er nemlig ligesom småbørn, man kan ikke nok beskytte dem og være venlig mod dem. « Lea stirrede forbavset på værtinden. Hun syntes, det var en underlig tale i en gammel, værdig dames mund. Men Eilif Stadt tog fru nords hånd og førte den ærbødigt mod sine læber. Et par akkorder lød klingende gennem salen. » Ah, Ada har sat sig til pianoet, « sagde værtinden. » Nu gælder det at være tavs. Ada er så vanskelig. Mærker hun, at man passiarer, holder hun straks op med sin sang. « De i de forskellige værelser spredte gæster samlede sig nu om pianoet for at høre frøken Ada, der foredrog nogle af griegs nye romancer. Den unge pige med de mærkelige sorte øjne, der så beskedent sad på taburetten, med ansigtet drejet bort fra publikum, sang som blot en ægte kunstner-sjæl kan det. Her var intet spor af dilettantisme. Den skønne, bløde røst lød dobbelt blød ved den følelse, som dirrede i den. » Bravo! « råbte man. » Bravo! « » Hun burde optræde offentlig, « sagde en tilstedeværende kritiker. » Det er skade, at kun en privat-kreds skal nyde godt af et sådant talent. « Værtinden opfordrede Lea, der havde en god, om end udannet stemme — det eneste selskabelige talent, hun ejede — til også at give et nummer tilheste. Lea blev ganske forvirret ved den venlige anmodning. Synge — for alle disse fremmede mennesker — og det efter at frøken Ada havde fejret en slig triumf —. Umuligt! Men hendes mor trådte til og et strengt blik af denne fik alle Leas skrupler til at tie. Bævende tog hun plads ved pianoet. Pludselig rynkede hun brynene, der kom et drag af vilie i hendes ansigt. Nu vidste hun, hvad hun ville foredrage. Hun havde fået en god idé. Flere komponister havde sat musik til Eilif Stadts digte. Hun havde indøvet dem alle. Kunne hun ikke synge så dejligt som frøken Ada, så kunne hun dog måske yde noget, der personlig glædede digteren mere, hans egne tanker, båret af toner, der klang sammen med dem, naturligt og let, som blad føjer sig til blomst. Stemmen skalv i begyndelsen, siden blev den fastere. Eilif Stadt, der hidtil ikke havde ændset Lea, blev pludselig opmærksom. Denne tekst var jo af ham? — han satte pince-nez’en for øjet og betragtede hende prøvende. Lea var liden af vækst. Hendes runde, tykke, af naturen rødmussede ansigt havde i denne stund en rødme, der ikke forskønnede det, grov og blussende som den var, lig den, man kan se hos en husmoder, der har stået for længe ved køkken-ilden. Hendes øjne kunne han ikke få tag i, som hun nu sad, men han lagde godt mærke til, at hendes rige, gulbrune hår ikke var vel friseret, og at den hvide, blomstrede florkjole, som hun bar, gav hendes fyldige figur et sværere, næsten matronemæssigt udseende. I håret, bag det venstre øre, sad en liden buket af røde roser. Så sang hun en ny romance — atter hans egne ord. Eilif Stadt så allerede mindre kritisk på hende. Hendes musikalske deklamation var udmærket. Teksten kom ved hendes foredrag ligeså meget til sin ret som musiken. Der var virkelig talent. man applauderede livligt. Værtinden strøg tiende kærligt over den blussende kind og takkede hende mange gange. Hendes mor, der ellers altid var generet på Leas vegne — hun betragtede hende som en stakkers askepot, der egentlig hørte hjemme i køkkenet eller hønse-gården — sluttede sig også til de komplimenterende. » Det var virkelig ikke galt, barn, « sagde hun og så på datteren overrasket velvillig som en lærer, der ved eksamen far uventet gode svar af en hidtil doven og dum elev. » Forresten må du holde dig rankere. Når du sidder slig som du gjorde, kunne man tro, at du var rundrygget. « Lea tørrede med lommetørklædet sit hede, svedende ansigt og listede sig hen i en krog, hvor hun troede sig ubemærket. Han havde endnu ikke sagt hende et eneste, anerkendende ord — og det var dog for ham, hun havde sunget, for ham alene... Mon hun rigtigt havde forstået at tolke hans digte? Hun var bange for, at hun havde lagt for lidet lidenskab ind i disse passionerede strofer... Uf, hvor her var varmt! — hun nærmede sig døren til haven, der, stod åben. Her var friskere... Fra træerne derude kom en luftning, der bragte lys-flam- merne til at flagre. — belysningen i salonen blev så ejendommelig. Den klare vår-aften ude ligesom kæmpede med det kunstige lampelys derinde... Pludselig standsede Leas åndedræt og hun tabte i glad skræk sit lommetørklæde. Eilif Stadt stod bukkende foran hende. Han var synlig smigret af den stille hyldest, Lea havde bragt ham, og af det bifald, han som teksternes forfatter havde høstet af selskabet. » Jeg har søgt dem i alle stuerne, frøken... Endelig er jeg så lykkelig at finde dem... Ja, de tillader at også jeg bringer dem min tak... Jeg var ganske bevæget, da de sang... Jeg har jo ofte før haft anledning til at høre disse mine små romancer, men aldrig før har jeg hørt nogen synge dem så — ja, hvad skal jeg sige — med så meget udtryk, så megen forståelse... « Lea stammede et langtrukkent, forlegent » A—å « — hun ville sige mere, men fandt til sin fortvivlelse ingen af disse konventionelle fraser, der benyttes ved sådanne lejligheder. Så udfyldte hun pausen ved at tage op fra gulvet sit lommetørklæde og sno det, med sænkede øjne, om sine fingre. Hun lagde i sin forvirrede tilstand slet ikke mærke til, at det lille, pretentiøse ord » jeg « forekom ikke mindre end 7 gange i hans korte lykønskning, en omstændighed, som en mindre uerfaren end Lea ville ført tilbage til en stor selvtillid — eller en naiv egoisme hos den talende. Pausen blev så lang, at den generede. » De har været længe i Kristiania, frøken? « Spurgte han, bestemt på ikke at lade sig slå af marken ved hendes ordknaphed. » Ja, « sagde hun adspredt. » Nej — kun nogle dage, « tilføjede hun hurtigt. Hun havde netop stået og grundet over en passende kompliment til digteren. Hun ville fortælle ham, hvor nøje hun kendte hans værker, hvor højt hun elskede dem, hvordan de havde udfyldt hendes liv i småbyen, hvor hun hørte hjemme, — men hun fandt ikke, trods alt hoved-brud, den rette form for sin tanke. » Her er vakkert herinde om forsommeren, « Sagde han og så ud mod haven, over dens dunkelgrønne løv, mod den side af himlen, hvor solen var gået ned. En matgylden stribe, der lignede rav, lå endnu i horizonten... » Ja, her er vakkert, « gentog hun og fulgte retningen af hans blik. Hun drog dybt og velbehageligt ånde. Et vind-pust kom og førte, med sig en sød duft af de halvudsprungne syrener, der i store klynger fyldte haven... » De har vel allerede besøgt bygdø? « Spurgte han. » Der er vidunderligt! Man forstår så godt, at dronning Eufemia holdt sit hof der — « Ikke synderlig bevandret i vor historie, fattede ikke Lea, hvad han hentydede til. Hun rettede imidlertid forlegent roserne i sit hår. De sad så løse, at de truede med at falde af. » Nej, endnu ikke! Vi skal derud en af de første dage. « Omsider tog hun mod til sig og så usiko o o kert på ham. Hvor de var trofaste og barnlig uskyldige disse Leas store, mørkeblå øjne! Endelig kunne han opdage, hvad farve de havde. Men hvad der slog ham mere end øjnenes skønhed, var deres blik i dette sekund... Et rent jomfru-hjertes hele sværmeriske hengivenhed lå deri... Han følte en let sitren under dette bliks indflydelse... » Hun har sjæl, « tænkte han, » hun forstår mig — « Lea tabte i det samme en af blomsterne i sit hår. Den faldt på gulvet lige ved Eilif Stadts fødder. Hurtig tog han den op. Men han rakte hende den ikke straks. Han lugtede med velbehag til den. » Det var da en sjælden smuk roset — så varm og dyb i farven! Og for en duft den har! — a—ah! — endnu er den ganske frisk. « Hun stod et øjeblik ligesom rådvild, kæmpende med en stille beslutning. Rødmen kom og gik over hendes ansigt. Og fra haven kom syren-duften endnu stærkere end før. Den tog ligesom vilie-kraften fra hende... » Synes de så godt om roser? « hviskedee hun. » Det er min yndlings-blomst. « » Så må de gerne beholde den, « stammede hun med et ængsteligt smil. » Den er til dem. « Han bukkede sig dybt, meget dybt, og satte rosen med omhu i sit knaphul. » Tak, « hviskedee han i en tone som om de nu delte en stor hemmelighed sammen, og han så hende dristigt ind i øjet. » Tak. « Lea angrede allerede, hvad hun havde gjort. I det samme nærmede sig moderen og mindede Lea om at det var tid at bryde op. Man havde et godt stykke vej fra villaen hjem., hun inviterede Eilif Stadt til at besøge dem en aften i hotellet, og han lovte bestemt at komme, » Ja, min datter har vel fortalt dem, hvilken beundrer de har i hende. Deres digtning er hendes bibel, hvori hun læser tidligt og sent. Jeg tror såmænd, hun sover ind med deres bøger under sin hoved-pude. Hun er en ren sværmer-natur, må de vide. « Lea så bebrejdende, med næsten tårefulde øjne, på moderen. Det var hende som om noget var profaneret, som om grove fødder trådte ned hendes tankes uberørte blomstereng... Deres værelser i » Grand hotel « vendte ud mod gaden. Natten var lummer og trykkende. Lea fik slet ikke sove. Stille, lydløst, for ikke at vække moderen, der sov i samme rum, stod hun op, kastede en morgen-kjole over sig, åbnede vinduet og så udover, idet hun begærligt inddrak den friskere luft. » Karl Johan « lå øde, med sine grå og støvede veje • • • en konstabel stod og sov, lænet mod et hus-hjørne. Det begyndte allerede at lysne i øst, træerne på eidsvoldspladsen stod ubevægelige som soldater på post, kun de højeste toppe bevægede sig nu og da mod hinanden næsten umærkeligt, berørte af en vågnende morgen-bris... Leas blik gik mod den villa — hun kunne dog ikke se den herfra — som hun samme aften havde gæstet... Hun følte sig så lykkelig og dog så beklemt... En dunkel angst, hun ikke kunne give navn... Å, denne rose! Var det ikke ubesindigt af hende at skænke ham den?.. Havde fru nord ret i at man burde være venligere mod digtere end mod andre mænd? Om han nu lagde en dybere betydning deri?.. Om han troede, at hun — — — kunne hendes handle-måde opfattes som en øm erklæring?.. Den dumme samtale om » Ariadne-tråden « ville hende ikke ud af hovedet... Havde hun virkelig friet til ham?... Hun rødmede som hun stod der alene, svøbte sin morgen-kjole tættere om sig, og sukkede, idet hun så op mod himlen, der højnede sig i mat klarhed... Så lukkede hun vinduet og gik atter i seng. 1 en stund efter rejste hun sig dog på ny for at flytte en liden buket af gyldenlakker, som moderen havde sat på det lille toilettebord ved siden af hendes seng. De duftede døvende stærkt, for stærkt for hende, den søvnløse... Så rødmede det svagt gennem de hvide flor-gardiner... Solen holdt på at stå op... Lea og Eilif har været gifte et par år. Deres ægteskab er barnløst. De bebor en liden, tarvelig lejlighed ude i Oslo. En begyndende digters indtægter er jo just ikke store under vore forhold. Desuden havde Eilif i den senere tid haft modgang som forfatter. Kritiken omtalte ham enten fiendtlig eller tiede ham rent ihjel. En yngre rival med et mere moderne talent var dukket op og havde fortrængt ham hos publikum. Og disse omstændigheder havde gjort Eilifs oprindelig så sangvinske gemyt adskilligt bittert og indesluttet. Han skyede selskabs-livet. Ikke engang fru nord, der havde så megen godhed for ham, gad han besøge. Med sine fleste venner var han røget uklar. Han holdt kun på nogle, der stadigt snakkede ham efter munden og stadigt svang karret under hans næse. Det er en kold vinterkvæld. Eilif og Lea sidder ved aftensbordet. De er alene. Eilif har en avis liggende ved siden af sin kuvert. Hans frakke er luvslidt, hans hage ubarberet. Det er ikke mere den soignerede herre fra fru nords salon. Måltidet er enkelt. The, brød og smør, og noget opvarmet labskous i en terrin. Han har netop taget en portion labskous på sin tallerken, han spiser en mundfuld og skæ

1887_Paulsen_EnFremtidskvinde

John

John

Paulsen

En Fremtidskvinde

male

male

no

Paulsen

En Fremtidskvinde

Paulsen

En fremtidskvinde?

n

roman

Schubothe

KB

nan

nan

O

Den skandinaviske koloni i Paris udfoldede i vinteren året 187— et stærkt selskabeligt liv. Og ved et mærkeligt træf var normændene denne gang i majoritet inden kredsen. Danskerne foretrak dengang sit kære, med Thorvaldsens skatte og kunst-traditioner rigt forsynede rom, og de i Paris levende svensker holdt sig i regelen borte fra sine « norske brødres » Sammenkomster. Svenskerne, « nordens franskmænd », er nemlig den af de tre nordiske nationer, som lettest assimilerer sig med pariseren og som forstår at knytte et mere ømt, mere varigt forhold til de gratiøse pariserinder. De føler derfor liden eller ingen trang til at omgåes landsmænd. Man ejede intet fast lokale som det bekendte, af staten understøttede, i rom. De fest2 lige møder fandt sted hver lørdags-aften i en af kunstnernes ateliers, snart hos denne, snart hos hin, som det kunne falde sig. Den norske maler Skives bolig var især yndet, på grund af atelierets størrelse og bekvemme beliggenhed ved en af boulevarderne. Hos ham er også samlet i aften et talrigt og lystigt selskab, en blanding af kunstnere og forretningsfolk, malere og billedhuggere af den moderne sort, i korrekt, næsten elegant antræk og med kortklippet, velfriseret hår, et par trivelige grosserer-familier, på gennemrejse til Italien, nogle ældre, i Paris bosatte malerinder, et par unge fifdamer fra Kristiania, hvis hensigt det er at « lære fransk », en langhåret musiker, der spiller på violoncel, en tykmavet literat, nogle unge kandidater, hvoraf en enkelt er stipendiat, der gør sin første flugt « over de høje fjelde. ». Intet er så egnet som rejse-livet til at få én til at krybe ud af skallen og åbenbare de elskværdige sider, som man næsten med flid skjuler derhjemme. Et bekendtskab mellem landsmænd, sluttet på fremmed grund, bliver i regelen dobbelt intimt. De fleste af disse mennesker, som tilfældet iaften har ført sammen på kunstnerens atelier, omgåes hinanden allerede som gamle venner — og dog er mange af dem først i aften bleven forestillet for hverandre. Overalt venlighed og imødekommenhed! Man ler, spøger og passiarer sans gene som om man allerede var halv pariser. I en krog af atelieret, ensom, halv fremmed i denne støjende ring står en ung, høj, blond mand, med en kraftig figur, et blegt, forlæst ansigt, og en næsten asketisk mine. Det er cand. mag. Hans Holme fra Kristiania, som efter at have tilbragt et par kedelige år som lærer på en skole derhjemme, nu foretager sig en liden rekreationstur. Atelieret, hvis staffelier er flyttet til side, ryddes endnu yderligere. Dansen skal begynde. De små borde med vinflaskerne på, og de fleste stole bæres ud i et sideværelse. Den langhårede musiker sætter sig til det gamle, for anledningen lånte piano. En forbigående puffer i farten til Holme. Han farer op, men indtager straks efter sin forrige, tankefulde stilling. En vals af Strausz lyder fristende gennem atelieret. Otte à ti par er straks fremme på gulvet. Dansen bliver mere og mere almindelig. Holme sukker umærkelig, han hører desværre ikke til de dansende, og dog kunne han nok haft lyst på en liden svingom, særlig da med den unge, blege dame derborte, hun i den grå silkedragt. Frøken Lydia Kieler er det, en af de få damer, som han kender hjemmefra. Og han undrer sig over, at hun sidder så ensom, så tilovers, at ingen enga- 1* 4 gerer hende. Måske er hun ingen skønhed, tænkte han, men alligevel — — pludselig afledes hans opmærksomhed fra de dansende og fra den oversete frøken Lydia ved en hviskende samtale, lige i hans nærhed. Bag skærmbrettet med de japanesiske tegninger førtes en fortrolig tete à tete. Han kunne ikke se parret, skønt han strakte sig frem, blot høre stemmerne. « det er nogle aparte meninger, de har, frøken. De er så dristige, at der skal næsten mod til at udtale dem —. » En velklingende, tilfreds latter fra damens side og så et tørt: « finder de? » « javist, frøken —. » « men hvorfor kalder de mig nu igen frøken? — er de da så viss på, at jeg er femininum?* pause. * Holme hørte en silkekjole rasle mod et stoleben og indbildte sig, at vedkommende herre måtte se dum ud af lutter overraskelse. « ja, maskulinum er de i al fald ikke. » « men jeg kunne jo være neutrum,* lød damens slagfærdige svar, ledsaget af den samme velklingende, dennegang triumferende latter. « umuligt —! » Holme stod ubevægelig som en soldat på post, spændt på fortsættelsen. Atter raslede silkekjolen og der hørtes et let, skarpt, kvidrende skrig, som man kan høre det hos legende småbørn. 5 dens skikkelige Holme blev rød i hovedet og bøjede sig uvilkårligt endnu mere mod skærmbrettet. — den fordømte pianist! Han huggede netop i dette øjeblik så voldsomt ind på de stakkers tangenter, at det blev Holme umuligt at følge den ejendommelige samtale længer. Pianoets skratten overdøvede alt. Ville da den langhårede aldrig holde op? Endelig! Valsen var forbi. « jeg har forladt pensionatet — nu bor Lydia alene — der var for kedeligt for mig, » - sagde hun. « det gjorde de ret i... I et hotel er de også langt friere. De kan gå og komme, når de vil — og de kan modta’ besøg af deres venner... Har de følge hjemover i aften? » « hvorfor spør de nu om det? » « fordi at jeg med fornøjelse ville være deres kavaller. » « men jeg ved virkelig ikke om jeg efter det passerede tør betro mig til dem, » svarede damen. « de går alt for angribsvis tilværks. » « forsøg, » bad han. « jeg er slet ikke farlig. » Hendes svar bestod i en samtykkende latter. Dansen begyndte på ny. Holme, hvis nysgerrighed i høj grad var vakt, stod dog fremdeles på samme sted, fast besluttet på ikke at forlade sin post, inden det mystiske par viste sig. 6 « de kan da umuligt bli’ siddende- der bag skærm-brettet i hele aften, » tænkte han. Ganske rigtigt! Benyttende sig af et øjeblik, hvor dansen gik med dobbelt liv, trådte parret forsigtigt frem af sit skjul. Herren kendte han straks, det var Harald Stang, den unge, flotte student, søn af den rige konsul. Harald var en af hans gode bekendte fra Kristiania. Damen derimod havde han aldrig før set. Holme nikkede til Harald, der gengældte hans hilsen ved skælmsk at plire med det ene øje og dreje på sin spæde, rødblonde knebelsbart. Damen gik forbi med sænket blik og forhøjet rødme i kinderne. Harald førte hende ind i de dansendes rækker, så Holme fik god anledning til nøjere at betragte hende. Hun var meget liden, meget mager og uendelig gratiøs. Hendes dragt var af udsøgt elegant se. En blå underkjole af silke, med et livstykke af blåt fløiel, og om halsen et kostbart smykke af topaser. Hendes frisure udmærkede sig ved en stejl dristighed, nakken var bar, fuld af bittesmå krøller. Overhovedet lignede hun ingen af de andre norske damer, som var tilstede. Man kunne ligesågodt trods hendes lyse hår og blå-grå øjne tage hende for en sydlænderinde. Dragene var ikke regelmæssige, men næsens 7 form var så pikant i sin lidenhed, og hendes smil var uendelig godmodigt og vindende. Hvad hendes alder angik, blev det vanskeligt at bestemme den ved første syn. Så længe hun var oplivet af en interessant konversation eller en dans, så hun ud til at være tyve år, men straks hun var alene, overladt til sine egne tanker, fik hendes lille, af pudder og sminke skæmmede ansigt et træt, gammelt udtryk, og da ville man sværge på, at hun for længst havde overskredet trediverne. Selv nævnede hun aldrig sin alder. « vi damer har ingen, » plejede hun at sige med et smil. « hvem kan det dog være? » tænkte Holme. « og hvor hun danser nydeligt! — måske læner hun sig for stærkt ind mod sin herre, men det er jo en bagatel. Man skulle tro, hun havde været ved balletten. » Tilslut nærmede han sig med en ærbødig hilsen frøken Kieler, for hos hende at få sin videlyst tilfredsstillet. « de danser slet ikke, frøken? » « å, jeg kunne nok ha’ lyst, men der er ingen, som vil binde an med mig, » svarede hun med et melankolsk smil, der gav hendes sygelig blege ansigt en egen ynde. « de unge herrer finder mig nok for gammel til den sport. » Holme så næsten forlegen på hende. 8 « passiar! — de gammel! — nu fisker de efter en kompliment. » « nej, jeg siger kun sandheden. Jeg har allerede fyldt mit 28de år, og altså går jeg snart ind i pebermøernes værdige klasse — i al fald i guvernanternes. Når jeg kommer hjem, vil jeg oprette en skole for småpiger. » « nej, ved de hvad, nu koketterer de med deres såkaldte alder. En dame på 28 år er da endnu ung. » « franskmændene har et godt ord for det, » Svarede hun med et let suk. « passée, passée! « Der indtrådte en pause. Holme betragtede dybsindigt en revne på sin hanske. « men hvorfor danser nu ikke de? » spurgte hun og slog sin vifte sammen. « de er mand — og kan vælge. » « fordi jeg ikke kan. Det ved de godt. Ellers var jeg nok —. » « hin! — jeg har dog set dem valse derhjemme. I deres ældste søsters bryllup, husker de? » « ja dengang! Det er en anden sag. Min søster tvang mig dertil — » « med andre ord, de kan danse, men de har ikke lyst. Der er ingen af de tilstedeværende damer, som frister dem. » Han så bebrejdende på hende — men der lå en dyb og øm kompliment i dette lange blik. 9 atter en pause, som musiken fyldte med nogle sværmeriske takter. Lydia glemte at lege med viften. « hvem er den dame, som nu danser forbi? » Spurgte pludselig Holme. « hun i den blå silke — der bar Stang til herre. » « kender de ikke hende? » spurgte frøken Lydia overrasket. « det er jo Tony, » tilføjede hun i en tone, som om hun dermed havde givet den fuldeste, mest udtømmende oplysning. « Tony? » « ja, hun hedder forresten Antoinette, men alverden kalder hende nu engang for Tony. Det navn passer også godt til hendes lille, nette person. » « men jeg er lige klog, må jeg tilstå. » Lydia trak på smilebåndet. « hun er datter af den rige grosserer Nygård i —sund. Forældrene er desværre døde. Tony har i flere år levet her i Paris alene. — men nu er dansen forbi. Vil de, at jeg skal forestille dem for hende? » « de kender hende altså nøjere? » spurgte Holme med skjult uro. « om jeg kender hende? — det er jo min beste veninde — » Holme faldt i tanker. « ja, der vil de stifte et interessant bekendt/ 10 skab. Hun er meget dannet og kundskabsrig — og højst original i sine anskuelser. » Holme overhørte hendes sidste ytring. Han stod grundende over, hvorledes disse to, i det ydre hinanden så ulige damer vel kunne have truffet hinanden, og hvad det var for en fællessvmpathi, der kunne binde dem sammen? Atter betragtede han, i stum selvglemsel, Lydia. Det mørkebrune hår lå glat, næsten strengt ordnet, nedover siderne af den usædvanlig store, stærkt udbuede pande, som det dog havde været så let at skjule ved at lade et par små-krøller, som moden krævede det, hænge ned mod brynene. Men alt koketteri var Lydia fremmed. Toilettets behagesyge småkunster foragtede hun. Hvor dybe og trofaste var ikke hendes brune øjne! Hun havde været sygelig i sin opvækst, en slags askepot i hjemmet — endnu led hun af nerve-, af hoved-smerter — og hendes ansigtsudtryk havde derved fået noget forfinet, blidt, rørende melankolsk, som om hun for sit personlige vedkommende havde renonceret på livets lykke, men af fuldt hjerte, uden nag, undte andre den. « og så er hun så snild, » tilføjede Lydia, lidt forlegen ved Holmes tavse beundring, « så utrolig snil. Hvis hun blot ejede én franc, og en fattig bad hende om den, hun ville ganske sikkert givet ham den... I hele dag har hun hjulpet mig 11 med at sy på min kjole. — hun er så fiks på hånden som en modehandlerinde. » « det tviler jeg ikke om, » svarede han distrait, aldeles optaget af hendes øjenbryn, der dannede en sjælden fin bue. « hohne! » råbtes der bag ham, og en nervøs hånd lagdes venskabeligt på hans skulder. ' det var Harald Stang. « kom over til mor et øjeblik, så er du snild. Hun vil gerne tale med dig. » Holme bukkede for Lydia og fulgte med sin unge ven. Konsul Stang, en gammel, mager, stiv herre, hvis grå, velsnoede knebelsbart og spidse fipskæg, i forbindelse med den stramme holdning gav ham et militært præg, stod omgivet af et par malere, der gjorde kur til den rige mand, af hvem de ventede en bestilling. Hans frue sad i nærheden. Det var en bleg, sygelig dame, klædt i sort, og med et hjertevindende smil. Det var for hendes helbreds skyld, at familien ivinter opholdt sig udenlands. Fra Paris skulle turen gå til rivieraen, til rom og Sicilien. « hvor det glæder mig at se dem, » sagde fruen og rakte Holme hjerteligt hånden. « hvad jeg ville fortælle dem, var, at vi nu har fået vor egen bolig her — ja, vi har fuldstændigt indrettet os på norsk. Vi bor tæt ved triumf-buen, avenue 12 carnot 20. Hver søndags-kvæld er vi hjemme for vore landsmænd og venner. Ja, nu håber jeg, at de ikke svigter os. » Holme udtalte sin forbindtlige tak. « jeg er så glad, » sagde fruen, « fordi at Harald her har truffet dem, kære Holme... Det venskab, de viser ham, gør mig i mange henseender så tryg. De er ældre og fornuftigere end han, og vil kunne råde ham i meget... Ja, Paris, » Tilføjede hun, halvt sukkende, halvt smilende, « er en farlig by for en tyveårs gut, der første gang kommer ud i verden, det må de indrømme mig. — Hys, der er han! » hviskedee hun og betragtede med en moders lykkelige blik sønnen, der netop bragte hende et glas limonade. « tak, kære barn! — altid er du så opmærksom mod mig — » En stund efter — og selskabet brød op. En ældre malerindes forslag om « at danne levende tableauer » fandt ingen anklang. Det var også nu så silde. Klokken var næsten et. Holme fulgte Lydia hjem til pensionatet, hvor hun boede. Udenfor atelierets dør stod man sladrende i grupper og tog den endelige afsked med hverandre. Holme keg ud efter Harald. Moderens venlige, manende ord i aften gjorde det ham til en dobbelt pligt at passe lidt på ham. Endelig opdagede han Harald langt borte på det andet fortoug. Han havde Tony under armen. Hun lænede 13 sit krusede hoved ind mod hans skulder, begge lo højt og gik i dansetakt... Nu forsvandt de, fremdeles leende, om boulevard-hjørnet. Holme så efter det lystige par. « jeg liker slet ikke deres veninde, » sagde han til ly dia. « det er bare fordi de ikke kender hende. — tag dem blot ivare! — hun erobrer alle, som hun bryr sig om at vinde, og mærker hun, at der er en antipatti at afvæbne, så bliver hun dobbelt elskværdig, dobbelt uimodståelig. » Holme havde i sin tid, i lighed med så mange uformuende kandidater givet informationer hjemme i Kristiania. Harald havde været hans elev — en af hans yndlings-elever forresten. Der sad et kvikt hoved på gutten, og han havde altid svar på rede hånd. Da de nu mødtes igen herude, og Harald, trykket af det gamle, underdanige forhold, var noget reserveret, foreslog Holme straks, at de skulle drikke dus. Harald havde med glæde, synlig smigret, modtaget tilbudet, — og således var nu et ret fortroligt forhold opstået mellem dem. Dagen efter soiréen i atelieret mødtes Holme og Harald i café de la régence, som bekendt skandinavernes tilflugtssted, en af de få kafeer i Paris, hvor man holder norske aviser. « du ser træt og forvåget ud, » sagde Holme, 15 efter at han havde læst « morgenbladet » og drukket sin kaffe. « ja, jeg er noget søvnig, » svarede Harald med en ugenert gaben. « garçon, et glas cognac til! — det stiver op, du, » sagde han, henvendt til vennen. « jeg har næsten ikke fået søvn på mine øjne i hele nat. » « så! — hvor har du da været? » « ja, det skulle du bare vide, » svarede Harald med et drillende', gådefuldt smil, idet han kastede hovedet tilbage. « man har sine små hemmeligheder. » « mig kan det også være det samme, » sagde Holme. Han mærkede, at Harald sad der ganske bristefærdig med sine « små hemmeligheder », og at han kom målet nærmest ved at spille den ligegyldige. Han tog atter fat i « morgenbladet ». Harald tændte sig imidlertid en cigaret og så roligt forskende på ham. Dog pausen blev ham omsider for lang. I en tone, der skulle være ligegyldig, med en seierherres blaserte mine spurgte han: « hvad synes du så om den lille frøken Nygård? Hun er pikant, eh? » Holme keg ikke op fra bladet. « frøken Nygård — hvem mener du? » « tøv! — du så hende jo i går. — jeg dansede jo med hende hele aftenen. » 16 « ah, hun sminke-krukken! — hun var jo pudret og malet i hele fjæset. » « det er moden her. De fineste damer pudrer sig, ved du. — hvad synes du så om hende, oprigtig talt. » « det er en liden abekat. » « hm! — » Harald lo med lukkede øjne og med et stille, lykkeligt smil som dybt inde i en fjern drømme-verden, og tog så et langt drag af cigaretten. « heldigvis er smagen forskellig, du. — jeg for min del finder hende aldeles fortryllende, så sød, så sød... Og så er hun så chic i alt, i de mindste småting. » Han ville fortælle noget, men holdt pludselig inde med det samme megetsigende smil. « neimen om jeg forstår, at du kan bry’ dig om et sligt gammelt fruentimmer. — hun kunne vist være din mor. » Harald lo højt. « min mor! — nej, det er kosteligt! Hun er blot et par år ældre end jeg. Og hun har den netteste figur af alle damerne her. Kan du nævne mig en anden, en bedre? Sammenlignet med hende ser frøken Kieler ud som en matrone------og slig som hun taler fransk! Man skulle tro, det var en indfødt. » Holme svarede ikke. Flere sekunder gik hen i stilhed. 17 pludselig slog Harald ham spøgende på skulderen. « du spurgte, hvor jeg har tilbragt natten — jeg kan jo gerne fortælle det til dig, min gode ven. — jeg var hos frøken Nygård i nat... i hotellet. » Holme så hurtigt op fra bladet. « du er overrasket, ser jeg — ja, jeg ikke mindre... Paris er en underlig by, du. Man oplever det utroligste — det utroligste. » Og han røg videre af cigaretten, med lukkede øjne og et nydende smil. « vil du virkelig indbilde mig, » stammede Holme, « at du har — — at frøken Nygård har, har — » han søgte efter et værdigt udtryk, « i nat beæret dig med sin gunst. » Harald kastede sig, leende af fuld hals, tilbage i stolen. « beæret mig med sin gunst! — bravo! — det reneste bog-sprog! Hvor du dog er pedantisk i grunden, kære Holme! — men her i Paris taler vi for fanden ikke som bøger, vi lever livet med. » « ja, men hverken her eller hjemme bruger en mand af ære at broute med de erobringer, han har gjort, » svarede Holme strengt. « man ødelægger ikke en kvindes rygte til tak fordi hun har udmærket én. — men du er et barn endnu, Harald! Du ved ikke, at diskretion er den entré, hvormed man betaler ethvert erotisk eventyr — 9 i 18 og den talisman, som gør, at man stedse oplever nye. Først og f remst diskret. » Harald hørte på ham med en alt andet end ærbødig grimace, idet han drejede cigaretten mellem fingrene. « du skal nu altid lige overfor mig spille mentoren og moralisten. Kan du da aldrig glemme, beste Holme, at du engang har været min lærer, og at du er nogle lumpne år ældre end jeg. Det er så leit med al denne præken! Du må pinedød huske på, at jeg nu er 22 år gammel — og at jeg ikke er noget barn længer, synes jeg, nattens oplevelser best beviser. » Han drejede og snoede sin lille moustache. « ialfald opfører du dig ikke som en mand, Harald. Du bør betænke, at en ung dames rygte er så skrøbeligt. Ja, tænk om der nu havde siddet en skandinav ved siden af os — man er jo aldrig tryg her på kafeen — og hørt dine ubesindige ytringer om frøken Nygård. Hendes rygte havde jo været aldeles spoleret med det samme. » Harald vedligeholdt den samme, smilende sindsro. I smug kastede han dog et hånligt, overlegent blik på sin moraliserende kammerat. « frøken Nygårds rygte! Hvad rager det os? — dit snak beviser blot, at du ikke kender hende. Selv er hun knusende ligegyldig for, hvad verden siger. » « så? — nå, det må være en net karakter. » 19 « frøken Nygård er en kosmopolit, en moderne ånd — uden spor af fordomme. Hun står for mig som et forbud for den nye, modige kvindegeneration, der stille, men hurtigt rykker frem fra alle kanter over hele Europa. Hun er, med andre ord, en fremtids-kvinde. » « en fremtids-kvinde! —vil du behage at forklare dig lidt nøjere? Jeg må ha’ mere end fraser. » Harald rynkede brynene og slog alvorligt asken af sin cigaret. « det vil sige, at hun ikke alene er emanciperet i den forstand, at hun i social henseende vil stilles lige med mændene, men at hun også i sædelig henseende vil ha’ samme frihed som de. Hun vil ikke vide noget af de to moraler, en formand, en anden for kvinde. Hun vil ha’ samme ret som os til at — » « — skeie'ud, » supplerede Holme. « hm, nu forstår jeg, hvor det bærer hen. — så hun er af den sort. » « samme ret til at elske som du og jeg — til at nyde livet. Hun er ikke af sten, hun har kød og blod ligesom vi, og da hun ikke er nonne, har hun heller ikke aflagt noget kydskheds-løfte. I sin egenskab af kvinde har hun tilmed hedere sanser end vi, for hos kvinden, som hun nu vegeterer, er følelse- og sanse-livet dobbelt stærkt, kunstig næret som det er af den nødtvungne passivitet, 2* 20 hvori hun holdes, af hendes ensomhed, af mandens kurmageri, af hendes pirrende lekture, hendes ørkesløse drømmerier. » Holme hørte ganske forbavset på sin unge. Vens veltalenhed. Han var uvidende om, at Harald her ikke bød på egne tanker, men blot gav et referat af, hvad Tony nys havde deklameret for ham. « hun gi’er sig forresten ikke bort til den første, den heste, må du tro. Hun ser sine folk an, som man siger. Undertiden er et lune, en fantasi det bestemmende, i reglen spiller dog hendes hjerte hovedrollen i hendes liaisons. Hun kan elske, du — ja, det er en kvinde med blod og lidenskab, som man må tage hatten af foi’. » Harald stirrede drømmende ud for sig. « fanden heller! — jeg ved ikke engang, om jeg gider hilse på fruentimmeret, når jeg på ny træffer hende. — det er jo et rent uhyre. Og hun er veninde af frøken Kieler, den skikkelige, uskyldige Lydia Kieler, og kommer i vore beste kredse! — verden er gal, jeg siger ikke mere. » « den står vel næppe til påske, » sagde Harald, han nød synlig sin vens ærgrelse. « jeg for min del synes forresten, det er en rigtig god verden, vi lever i. — gamlingen bliver mere og mere flot. I dag gav han mig 100 tres., du, og så har jeg desuden alle mine lommepenge. — garçon, en cognac til! Det bliver tre. » 21 men Holme var falden i dybe tanker, han hørte ikke mere på Haralds passiar. Endelig sagde han med et suk: « jeg synes, at det nu er vor, mændenes tur, at lægge lidt bånd på os, at forsage en tid, i stedet for at gi’e kvinderne ganske frie tøjler. Thi vi ved jo forud, hvorhen det vil føre. Til samfundets siste opløsning, til vild sanse-lyst, romerske orgier, der stjæler margen og kraften af et folk. » Harald tømte sin cognac. « samfunds-opløsning, sanse-lyst, romerske orgier! » — store ord! — mon ikke en munke-celle igrunden er dit ideal, kære Holme? En vakker dag oplever vi, at du forlader denne syndige verden og går i kloster. Du har alle tendentser til at bli’ en helgen. » Harald gren kynisk — men Holme gik slet ikke ind på spøgen. Han var vred og råbte på garçonen for at betale. « nej, vent nu et øjeblik, heste, dydzirede Holme! — jeg går med dig, hvis din renhed tillader det. Inviterer dig herved højtideligt til en liden diner hos vefour, hvor du i god st. Julien kan drukne dine ærgrelser over demie forkerte, umoralske verden. — vil du? — fars hundrede francs skal.pinedød springe i aften. » i samme øjeblik skete der noget, som fik Harald til at rødme let, og Holme til at udstøde en brummende ed. Tony, fulgt af sin veninde Lydia, trådte pludselig ind i kaféen og nærmede sig det bord, hvor herrerne sad. « vær nu for guds skyld manerlig! » hviskedee Harald og trykte sin ven hårdt om håndledet. « ikke et ord, ikke en antydning! » Tony var klædt i en elegant, tung silkekåbe, kantet med pelsværk og havde et hvidt, prikket slør for ansigtet. Med en verdensdames ro hilsede hun på Harald ved smilende at række ham hånden. Der var ikke spor af forlegenhed over hende. « tak for i går, » sagde hun dæmpet og gav ham et langt blik, der lagde en dobbelt betydning i ordene. « det var en dejlig aften. » 23 « jeg glemmer den aldrig, » sagde han i samme hviskende tone, og så hende dristigt, smilende ind i øjnene, med hendes lille, bløde, behanskede hånd fremdeles i sin. Han ville slet ikke slippe den. Holme, der imidlertid talte med Lydia, gav parret et vredt blik. « tillader herrerne, at vi tager plads ved deres bord? » spurgte Tony og sendte den tvære Holme sit mest indsmigrende smil. « men vil de ikke forestille mig for deres ven, Stang? » Ceremonien fandt øjeblikkelig sted. Tony bøjede hovedet med et eget koket, kælent kast mod den højre skulder. Holme blev ganske forvirret og brummede noget uforståeligt, idet han modstræbende rejste sig og gjorde en kejtet bevægelse. Tony og Harald vekslede i al hemmelighed et lattermildt blik med hinanden. De morede sig øjensynlig over Holme. Alle fire var nu placeret om det lille, runde bord. Lydia havde allerede fået fat i « morgenbladet ». « vi var borte i théatre français for at købe billetter til i aften — man gier « li étrangère » med Sarah Bernhardt i hovedrollen — og da kaféen var så nær, så tænkte vi — » stammede ly dia. « men vi behøver da virkelig ikke at undskylde os for at vi besøger café de la régence, » sagde Tony og løftede på sit hvide slør. « det var min 24 idé forresten. Jeg sagde til Lydia: « lad os gå derind. Måske liar vi den fornøjelse at træffe nogle af vore elskværdige landsmænd. — og se, » Tilføjede hun smilende, « jeg fik virkelig ret. » « hvad drikker så damerne? » spurgte Harald, han havde opdaget den ventende opvarter. « kaffe, » bad Lydia. « og jeg et glas likør, » sagde Tony. « chartreuse. » Lydia så halvt bebrejdende på hende. « de synes ikke om kaffe? » spurgte Harald Tony. « den er også en tiende af skønheden, den ødelægger teint’en. » « a, derpå tænkte jeg ikke, » lo Tony. « min teint kan forresten ikke bli’ værre end den er. Nej, kaffe er mig for tamt og flaut. Jeg må ha’ noget, der river i halsen. » « det glæder mig, at vi har samme smag. Jeg har allerede drukket tre cognac’er. » — « snart åbnes storttinget, » sagde ly dia, læsende i bladet, « kan det interessere dem? » spurgte Harald. « Lydia er interesseret for alt, » svarede Tony på venindens vegne, « for literatur og filosofi og politik. De moderne franske romaner døjer hun dog ikke, den kost er hende for naturalistisk. » « det gør frøken Kielers literære smag ære, » Sagde Holme. « en fintdannet dame kan umulig goutere slige stinkende bøger. » 25 « jeg sværmer for dem, » svarede Tony, nippende roligt til sin chartreuse. « en cigaret, frøken! » sagde Harald og rakte Lydia sit fouteral. « nej tak! — jeg røger ikke. » « men de er da ingen kostforagter, det ved jeg, » sagde Harald og vendte sig, med cigaretten i hånden, mod Tony. « Merci, heller ikke jeg! » Harald betragtede hende overrasket. « men ellers røger de da, sent og tidlig. » « ja, det skal vorherre vide. Jeg ligger ofte i tiere timer på sofaen derhjemme, med cigaretten til selskab. Men her, på en offentlig kafé, er det en anden sag. — det går ikke an. » « og de, som nylig ytrede, at de var uden alle skrupler og fordomme, at de fuldstændig hævede dem over alle deres køns små indskrænkninger. — når det kommer til stykket, har de ikke engang mod til at røge i et offentligt lokale. » Haraids stemme var meget spodsk. « Lydia liker det ikke, » hviskedee Tony. « hun er så streng. » « bryr de dem da så meget om hendes mening? » « overmåde meget, C est tin ange, « hviskedee hun. « fe l'adores « — forresten har jeg selv cigaretter på mig, og jeg tør vædde på, at de er langt bedre end deres. » hun holdt et lidet, ciceleret 26 sølv-etui imod liam. « vil de ikke probere? Det er russere — ægte vare. » Han tog én og tændte den. « brillant! » udbrød han, pustende ud en røgsky. « for en aroma! — hvor har de købt dem? » « jeg har ikke købt dem. — det er en foræring. — jeg har flere kasser derhjemme. » « af hvem har de fået dem, hvis jeg tør spørge. » « af en ung russer, der var ansat ved legationen her. » « a—ah! — en god ven? » spurgte Harald tørt, med en skælm i øjet. « en god ven, ja! » Holme og Lydia sad ganske tilovers ved den anden side af bordet, medens de to andre blev bestandig muntrere og intimere. Harald havde taget en af Tonys svenske hansker, som han forgæves søgte at trække på. Hun rev den spøgende fra ham, og han fik derved anledning til at berøre og halvt trykke hendes hånd. Nu og da smilte de hemmelighedsfuldt til hinanden, og Tony betragtede Harald hele tiden med et drømmende, forelsket, halvt tilsløret blik... Harald tog sig også ud til sin fordel, som han sad der i den stramme, engelske jakke af gråt stof, det flotte silkeslips, i en nonchalant stilling, med benene overkors og cigaretten mellem de lange, aristokratiske fingre. 27" Hans liar var lys-blondt, i det røde spillende, ansigtet udmærkede sig ved en fin, lidt fregnet bleghed, som dobbelt fremhævedes af de mørke bryn og de smukke, mørkebrune øjne med,det spillende, mokante udtryk. Trækkene var fornemme, næsen havde en uregelmæssig bøjning. Sammenlignet med Holmes robuste figur måtte hans egen kaldes spæd og fin. Skuldrene skrånede kraftløst nedad. Håret var vel friseret, hans antræk sirligt. Stemmen klang dæmpet og behageligt, undertiden til hvisken blød, hans gester var få og beherskede, der var i det hele taget « noget distingveret » over ham, fandt Tony. Han var den eneste af de normænd, hun havde mødt udenlands, som gjorde et « civiliseret indtryk » på hende. « man kan få kvalme ved at se på dem, » Tænkte Holme, hvis irritation steg mere og mere. Alt mishagede ham hos Tony, selv hendes hudfarve, som den nydte likør havde givet et uskønt, grovt blussende skær. « hun ligner disse malede kneipesangerinder, som ikke tåler dagen, men kun må ses ved lampelys, » tænkte han videre. « hvor styg hun er i grunden! » Tilslut fik han en svag, dunkel uvilie mod selve den stakkers Lydia, der sad, helt uskyldig, læsende sit « morgenblad. » hvorfor valgte hun sig dog slige veninder? Hvad betød det? Han kunne ikke rigtig tilgive Lydia dette... 28 pludselig vendte Tony sig helt om mod hohne, hvis misstemning ikke var undgået hende. Hendes smil faldt som et sol-had over ham, hendes røst var blid som en lokke-vise. « hvorfor så jeg dem ikke ihele gåraftes, herr Holme?- de skulle blot vide, hvad lyst jeg har havt til at gøre deres bekendtskab » — hun så ham lige, uforfærdet ind i øjnene — « til at bli’ rigtig fortrolig med dem. » Holme gjorde uvilkårlig en bevægelse tilbage, som om en fare truede ham. « aldrig bliver Harald — jeg mener Stang — træt af at tale om dem og fortælle, hvor elskværdig de er. — og Lydia der, ja, hun er nu rent indtaget i dem. » — Lydia rødmede og trak brynene uvilligt sammen. Men det mokante udtryk i Haralds øjne trådte stærkt frem ved Tonys sidste ord. « ikke mange mennesker, » blev Tony ved, « er i stand til at vække et enthousiastisk venskab. » Holme vidste i øjeblikket hverken ud eller ind. Anfaldet kom ham for voldsomt, for uventet. « slange! » tænkte han og havde lyst til at være rigtig brutal mod hende, ovenpå hendes smiger, komme med en eller anden grovhed, som man slynger en sten ind i et ederkops-spind, sønderrivende alle de fine masker. Han betvang sig dog og for at finde tid, trak han frem sit lommetørklæde, men kom til at tabe det, bøjede sig ned for at finde det — 29 og opdagede Tonys lille, fine parisersko i mistænkelig alliance med haraids plumpere støvle. « er du uvel? » spurgte Harald. « du ser sæ rød og anstrengt ud. » « jeg fejler ingenting, » svarede Holme. « det er luften herinde i kaféen, som generer mig. » « men jeg håber, » sagde Tony og vendte sig atter indsmigrende mod Holme, « at vi træffes ret ofte, ikke sandt? — vi fire skal danne en liden, hyggelig koloni for os selv, en koloni inden kolonien. Igrunden bliver det kedeligt at omgåes alle disse tilrejsende skandinaver, de medbringer bare smålig kritik og slet ingen esprit. » Holme bøjede hovedet. I lians blik lå ufordulgt ringeagt. Han havde stor tilbøjelighed til at rejse sig og gå — men så tænkte han på Lydia. Det vi ide være synd at lade hende alene tilbage. « kommer de til Stangs næste søndagsaften? » Spurgte ly dia ham. « ja. Fruen har været så venlig at invitere mig. » « det er sandt, de er jo husven der, de går og kommer som det behager dem. Hvad synes de så om fruen? » spurgte hun sagte. « er hun ikke sød? » « det er en prægtig dame, » udbrød Holme med varme. « jeg holder af hende, som kunne hun være min egen mor. » « går ikke herrerne med i théâtre français 30 iaften? » spurgte Tony. « huset er ikke udsolgt. Der er god anledning til at få billetter. Og Sarah Bernhardt skal være ganske vidunderlig som mrs. Clarcson. » « jeg går gerne med, » svarede Harald, « men for min værdige ven der tør jeg ikke svare. » Holme rystede benægtende på hovedet. « og efter forestillingen tillader jeg mig at by’ damerne på en liden soupé. » Tonys små øjne strålede. « i en af de små, elegante restaurants i avenue de l’o

1882_PaulsenJ_FamilienPehrsen

John

John

Paulsen

Familien Pehrsen

male

male

no

Paulsen

Familien Pehrsen

Paulsen

Familien Pehrsen

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Oktoberaftenen var usædvanlig mild. Høsten nølede i år med at komme til Kristiania. De to herrer, som arm i arm gik nedad Karl Johans gade, havde dog slået frakkekraven opover ørene; men de kom jo også fra en stegende hed selskabssal; de vare begge meget varme. Klokken var snart tolv. Gaden var ganske øde, med undtagelse af et par konstabler, der søvnigt patrouillerede på fortouget. Nu og da rullede en drosche forbi, det ramlede en stund, så døde støjen hen i den midnatlige stilhed. Et og" andet hyl kom fra tivolikanten, hvor der var conkert. „ Men det er virkelig for tidligt at gå hjem, Lyder! “ sagde den ældste af herrerne, en elegant, firtiårig, mager mand, idet han standsede og tændte sin udslukte cigarstump hos kammeraten. „ Hvad, om vi først gik til ingebrigt og fik os en kaffe? “ „ En god idet “ svarede den anden, der var usædvanlig kraftig og skulderbred, og greb atter vennens arm. „ Ide? — hm! — men så er i målstrævere! I kan ikke åbne munden uden at komme med et fremmedord. “ Den unge, storvoksne mand smilte blot. En række hvide, spidse tænder kom til syne. Ilden fra hans cigar kastede et grelt glimt over hans lyse ansigt med det rødlige skæg. De gik videre i taushed, i denne tunge fordøjelsesstemning, der følger ovenpå en festmiddag med hede vine. „ Endelig er vi der! “ sagde den ældste og så op mod de små, visne træer, der som enlige vogtere står udenfor den bekendte kafé. De gik ind i stuen og satte sig i en krog, for ikke at generes af de øvrige gæster, nogle gamle theatergjængere og et par højrøstede, toddydrikkende studenter. „ Morede ( du dig hos Pehrsens i aften? “ Spurgte skram — så hed den ældre. „ Og så en maraschino, August! “ sagde han til opvarteren, der bragte kaffen. „ Nu burde du dog kende mine vaner. “ „ Åja! Det var en hugnad at se på de unge, vakre jenterne. „ Hugna? — vil du være så snild at oversætte det? Jeg er endnu ikke nok indviet i „ Målets “ Mysterier. “ „ Nu, vil du, jeg skal tale pæredansk, så kan jeg også det. “ Skram smilte; men dette smil klædte ham ilde, det gav øjnene et smægtende udtryk. I øjeblikket så han ud som en gammel, forelsket matrone. „ Nej, jeg vil kun, kære ven, at du skal være konsekvent. Ikke den ene stund bruge fremmede ord, og den anden de mest bondske vendinger. — hvor underligt forresten, at du, Lyder Brinkmann, du, der tilhører en af vore rigeste og mest aristokratiske familier, skulle blive en slig „ Folkeven “, sværme for bønder, fæhuse, landsmål og lugt af gamle skindbukser! Ved du, at jeg blev behageligt overrasket iaften ved at se dig komme i snip kjole og hvidt slips? Jeg frygtede nemlig halvt, at du ville optræde i vadmel, som din yndlingsdigter, salig wergeland, engang gjorde det. “ „ Spot ikke med disse ting, skram, “ bad Lyder og rynkede de lyse bryn, „ du ved, jeg tåler det ikke. — opgaverne i verden er forskellige... Lad os heller snakke om Pehrsens! hvorfor var du så tavs ved bordet? Du talte næsten ikke et ord med din dame. “ „ Den væmmelige Fru hakedal!... Piperviks-dialekt... Hun er ligeså plebejisk som hendes navn. — det var den rette at give mig til borddame. “ „ Ja, du er jo vant til at færdes i udlandets fineste lag, mellem baronesserne og komtesserne i rom og Paris, “ lo Lyder. „ Det var rigtignok en forandring. “ „ Jeg kedede mig" også uafbrudt, “ sagde skram med en ugenert gaben. „ Denne rigdom uden gratie, denne munterhed uden ånd! — jeg havde hele tiden den trykkende fornemmelse af, at jeg var gæst hos hr. Pehrsen, det vil sige hos en parvenu. “ „ Man må dog agte manden; han har ved ihærdigt arbejde — “ „ Ja, han har jo falleret et par gange. “ „ — svunget sig op fra små kår... Nu har han Møller og skogbrug og — “ „ Planke-adel! — fi done! — la’ du mærke til, at Fru Pehrsen selv bragte desserten om? Hun formelig nødede mig til at smage på de syltede frugter. Istedetfor gæstfrihed kan man her tale om gjæstetvang. Det minder mig om en ung bondekone vesterpå, der græd, fordi jeg ikke gjorde nok ære på rømmegrøden hendes, jeg spiste kun et par skeer. — gud, hvor dette er ægte norsk! Istedetfor den åndrige, belivende værtinde, får vi en opvartningspige — en rolle, der naturligvis falder en Fru Pehrsen langt lettere — “ „ Fru Pehrsen er et gjildt kvindfolk, jeg holder af hende. “ „ Og så Pehrsen, der spiste med kniven hele tiden! Undertiden stak han den så langt ind, at jeg frygtede for, den skulle komme ud igen i nakken. — hvor hans lakaisjæl forrådte sig hvert minut! Den unge, fattige naturforsker i den luvslidte kjole gad han næppe se på, hvorimod han var nær ved at brække flalsen, så dybt bukkede han sig, for denne forlorne, svenske baron — gud ved, hvor han har fået fat i den Karl — og for den nybagte statsråd Hansen. — ja, det er mig en servil hund, denne din gode Pehrsen! “ „ Du er skarp ikvæld, skram, ellers holder du nok på de fornemme. Pehrsen kunne forresten gerne udbragt din skål — det glemte han. Men drik nu din maraschino! “ „ Om husets søn vil jeg nu slet ikke tale, “ Vedblev skram, overhørende vennens bemærkning. „ Den Sverre er et lidet fæ! — mødte ikke han, den unge vært, der frem i hvide glacéhandsker og med chapeaubas i hånden — “ „ Snak ikke.ondt om Sverre, for det er min ven, det ved du. “ „ Hvad dog ikke forhindrer, at han mangler sadoir vivre. Når man er husets unge vært, træder man ikke op i toilette og manerer som var man en fremmed gæst. Man skal gøre honneurs, for fanden! — men hvor skulle også gutten lært noget i et sligt ny « Byggerhjem! “ — med en ærgerlig mine tømte skram sin maraschino. „ Han burde rejse ud med os og se sig lidt om i verden. “ „ Ja, tror du ikke, Sverre har lyst dertil. — stakkels gut, han har det ikke godt hjemme! Faderen er for kold, for streng mod ham — forstår ham slet ikke. Sverre betroede mig, at det var hans inderligste ønske at være i rom en vinter, moderen vil det også gerne — hun er klejn for brystet, ved du — men de tør ikke engang tale derom til Pehrsen. “ „ Fatter vil ikke ud med mynten? — den gamle gnier! “ „ Nej, Pehrsen har mange fejl, men gerrig er han ikke, kun en smule påholden. — men véd du, skram, at det er stygt af os, at snakke så ilde om en mand, hvis gæster vi netop har været. Burde vi ikke heller være taknemmelig og erindre, at denne fest gaves til ære for os — vi to lykkelige, der i morgen får rejse afsted, til rom, ligetil rom — “ „ Å, neimen om vi skylder ham en døit, Lyder! Det er tværtimod Pehrsen, som bør takke os — hvad han forresten ikke gjorde — for den ære vi viste ham ved at tage mod indbydelsen. Slige parvenuer som han er jo gale efter folk af vor kaliber. Vi er rent ud „ gefundenes pressen “. I deres selskabelige menageri viser de os frem for de øvrige hverdagsgjæster lig ville dyr, netop ankomne fra Afrika eller China, som en Art brilleslanger eller aber. Det er ikke hver dag, at Pehrsen har slige lækkerbiskener som en målstræver og en billedhugger at byde på — ja, du, Lyder er jo også digter og folkehøiskolelærer — “ „ Tak! — mine „ Fjell-lundar “ har vel de færreste læst her i Oslo. En anden sag er det jo med dig, „ vor bekendte landsmand, billedhugger skram, “ som dit „ Morgenbladet “ Altid skriver. — ja, i dig får jeg en god cicerone, “ — skram så ondskabsfuldt på ham — „ Fører, mener jeg, som kan vise mig alle samlingerne dernede. Du kender jo rom ligesågodt som jeg kender Bergen eller Oslo. — mens jeg husker det, mødes vi i morgen på dampskibet eller er du så snild først at komme op og hente mig? “ „ Jeg henter dig, præcis kl. 11. Du har vel nu sagt farvel til alle venner og — veninder? “ „ Af veninder har jeg desværre ingen, det véd du, “ lo Lyder, „ men en ting må jeg købe mig i morgen, inden vi farer afsted, og det er en ægte, norsk tollekniv. Hvem ved, hvad der kan hænde os på rejsen? Disse romerske banditter — “ „ En bergensk gammelost burde du også ta’ med, “ svarede skram uhyre alvorligt, „ den har en egen national lugt. “ „ Du, spottefugl! — jeg købet nu tollekniven alligevel, jeg. “ Opvarteren havde imidlertid slukket de fleste blus, de gamle theatergjængere og de unge studenter var ranglet afgårde. Opvarteren, der var søvnig og træt, så bønfaldende på vore to venner. „ Vi er nok de sidste, vi må gå “1 sagde Lyder. „ Kl. er over i. — og vi skal jo tidligt op i morgen. “ De betalte og tog sine hatte. Dagen efter strøg de med hamburgerbåden sørøver. i en villa i homansbyen, hvis plumpe bastardstil røbede ejerens fuldstændige mangel på smag, boede grosserer Pehrsen. Villaens indre svarede ganske til det ydre. Her var pragt, forgyldte møbler, kostbare spejle, brogede tæpper, tunge fløiels-portiérer, alt uden spor af ordnende skjønhedssands. Malerier i svære, forgyldte rammer hang fra gulv til tag, uden hensyn til den nødvendige belysning. Salonen havde i det hele en forbavsende lighed med et auktionslokale, hvor allehånde prægtige sager er samlet i et røre. Straks man åbner døren til et hjem, mærker man ligesom på luften derinde, om kærlighedens samliv er tilstede. Forener hin følelse hjerterne, er alt skønt, hjertemildt, hyggeligt. Personligheden har trykket sit intime stempel på det hele. Hos grosserer Pehrsen forekom en alt sammen, trods det overdådige udstyr, fattigt, koldt, ubesjælet. Man frøs ligesom midt i al denne pragt. Hvad var det, som manglede? Familiens tre medlemmer, far, mor og søn sneg sig om hverandre som fremmede. Familien er netop samlet i dagligstuen. Fruen, en liden, svagelig dame med et par store, mørke, forgrædte øjne i det blege, udtærede ansigt mere ligger end sidder i sofaen. Hendes smukke, sorte hår er skødesløst ordnet og truer med at falde ned på den venstre skulder, hun lugter til en eau de cologne - flaske og trykker nu og da sin hånd mod panden med et lidende udtryk. En roman, hvori hun netop har bladet, er gledet fra sofaen ned på gulvtæppet. Nu og da hoster hun. „ Har du igen hovedværk? “ spurgte Pehrsen, just ikke blidt, idet han langsomt, med hånden på ryggen drev op og ned. Om Pehrsens ydre er lidet at sige. Det var den almindelige kristiania-grosserer-type, med en smule engelsk sving. „ Å, jeg har mest ondt her, “ sagde fruen og trykkede hånden mod brystet. „ Mama hostede hele natten, “ sagde Sverre frygtsomt. Det var en tyveårig, spinkel fyr med mørke øjne, der lignede moderens. „ Jeg hørte det lige ind i mit værelse. Selskabet igår har taget for meget på mamas kræfter. “ „ Men hvorfor i Herrens navn gi’er i da selskab? “ sagde Pehrsen og standsede med et vredt ryk. „ Var det mig eller var det jer, som endelig ville, at vi skulle gøre stads på jeres ven, målstræveren, inden han rejste? I skreg mig ørene fulde om hans fornemme familie, om hans far, amtmanden, om hans søster, hofdamen, om hensyn, der burde tages. Nu får jeg minsæl takken. Tyndt øl ovenpå. “ Sverre ville tale, men et bønfaldende blik af moderen lukkede hans mund, der allerede trodsigt krusede sig. „ Du fulgte altså dine venner ombord, Sverre, “ sagde fruen. „ Det var pent af dig. De lykkelige, som får leve hele vinteren dernede i solskinnet! “ Hun så mod ruden, mod hvilken den første, kolde høstregn, længe ventet ovenpå tørken, drev ensformigt, og hun sukkede uvilkårligt. „ Uf, disse evindelige jeremiader! “ sagde Pehrsen. „ Jeg har jo slet ikke klaget, “ stammede fruen og trykkede hånden mod panden med en mine, der tydeligt nok bad om skånsel. „ Jo, du klager indvendig, du siger rigtignok ingenting, men jeg forstår dig alligevel, “ Brummede Pehrsen. Fruen tabte i det samme eau de cologne-flasken, hvis indhold flød ud over tæppet. Lugten af den stærke essents trængte sig næsten bedøvende ud i værelset. „ Nej, hvor du er klodset! Altid den samme! — der har du nu ødelagt mit fine tæppe, og denne stank forpester luften i stuen min! Puh! — det er ikke til at holde ud. “ Pehrsens eiendomspronomen havde, mærkeligt nok, kun singularis. Det var min stue, mit tæppe, min villa. Hustruen og sønnen skulle knugende føle deres afhængighed, de skulle stedse erindre, at de levede af hans nåde. Hun havde jo slet ingen medgift bragt ham, og gutten var kommen nøgen og fattig til verden som alle andre børn. Fruen bøjede sig med besvær ned og tog flasken op igen, Sverre så fjendtlig på faderen og hjalp hende med at tørre det lugtende vand bort af tæppet. Deres øjne mødtes betydningsfuldt ved dette arbejde. Hendes var stille bedrøvet, sønnens harmfuldt. „ Tys, “ bad moderen, „ ikke et ord! “ En lang pause. „ Hvorfor tier i nu bumstille, begge to? Hm, jeg forstår disse martyrminer! Jeg er naturligvis en tyran, ikke sandt, et ufordrageligt, slet menneske? Sig det kun lige ud — i mener det så alligevel. “ Ingen svarede. Pehrsen drev med stærkere skridt frem og tilbage, og hver gang han kom til den del af tæppet, som eau de colognen havde besudlet, skar han en grimace af modbydelighed. Sverre ville liste sig ud af salen. Han gik lydløs på tåspidserne, på en ejendommelig, sky måde. „ Hvor vil du hen, gut? — bliv! — om et par minutter går jeg på kontoret — så bli’r du alligevel kvit mig. — de par minutter kan du vel holde ud i din fars selskab, hvad? “ Sverre satte sig, med den samme lydløse bevægelse, på en stol. Han kneb munden trodsigt sammen, som om han havde fattet den bestemte beslutning ikke at veksle et ord med faderen. Atter pause, længere end den forrige. Pehrsen så, med et slags stille raseri, på disse to stumme skikkelser, hustruen, der bladede i romanen uden at læse, sønnen, som med den utilgjængeligste mine af verden keg ud ad vinduet. „ Familieliv! “ mumlede han mellem tænderne og fortsatte sin Marche, der blev stærkere og stærkere, tilslut stormende. Pludselig stillede han sig op lige overfor hustruen, der løftede bogen op foran sig som ville hun afbøde et slag. „ Vil du vide, hvad der er i vejen med dig? Det er hverken dit bryst eller dit hoved, som værker, alt dette er narreri og affektation — nej, det er kun dine rejsegriller, dine luner, som du ikke får såt igennem, og derfor skal nu hele mit hus undgælde, når du sætter op dette sure fjæs. — man skulle tro, du var det ulykkeligste fruentimmer på guds grønne jord. Istedetfor får du alt, du peger på. Har du ikke min hest og vogn, hvis du vil køre ud, får du ikke lov til i mit hus at gi’e så mange kaffe - slaberadser som du vil? — bare jeg slipper at være tilstede mellem sladdersøstrene — får du ikke så mange penge du vil til dine toiletter, kort sagt, kan du ikke gøre, hvad du vil, du ligger der på sofaen og drømmer og er romantisk hele dagen. “ Fruen holdt lommetørklædet for munden og dæmpede sin Hosten. „ Min stakkels, gamle mor måtte arbejde og slide som en træl hele dagen — det var hverken romanlæsning eller drømmerier — men hun var jo heller ingen fin dame, vil du indvende, kun en simpel kone, helt simpel. — og dog var hun tilfreds med sin lod i livet. Du bliver det aldrig. Du forlanger kun nyt. Forrige år ville du til Paris, i år til rom. “ Han greb bogen af fruens hånd og keg i den. „ Italienske noveller. “ — tænkte jeg det ikke! — som om ikke disse „ Kunstnere “, Brinkmann og skram allerede havde fyldt dig nok med romerske røverhistorier! Den storsnudede stenhugger pratede jo ikke om andet. “ Sverre kastede atter et fiendtligt blik på faderen. „ Lægen har jo rigtignok rådet mig til at tilbringe denne vinter i syden, “ indvendte fruen blidt, „ han ved bedst, hvor svag min helbred er, men desuagtet har jeg aldrig bedet dig derom, jeg har ikke nævnt et ord. “ „ Men det er netop fejlen din — du bér aldrig om noget, man skal ane dig, opdage dig, så kostbar er du. — men dette hører måske med til det fine, til familiekarakteren? Jeg har nu engang ingen fornemme slægtninge at rose mig af som du, hverken generaler eller admiraler, jeg har hjulpet mig selv frem ved mit eget arbejde, med disse mine to hænder, jeg er en „ selfmade-man “ — og deraf er jeg*stolt. “ Han så udfordrende på sønnen, hvis aristokratiske ligegyldighed oprørte ham. „ Ja, du gut, har vel andre meninger i det stykke; “ tilføjede han bittert, „ havde du haft en fattig, forgældet embedsmand til far, en amtmand f. Eks. som din ven, målstræveren, har det, så ville du knejset med nakken — men en handelsmand, som oven i købet er af „ simpel ekstraktion “ — det er jo så, du kalder det? — hvad betyder det? Intet! — det har man jo blot grund at skamme sig over. “ Sønnen sad ubevægelig som om han slet ikke havde forstået faderen. Denne "stod ligesom i spænding. Måske ventede han en kærlig modsigelse, et godt sønne-ord? Men da svaret fremdeles udeblev, trak han mundvigen forgræmmet nedad, kinder og pande fik en dunkel rødme. „ Sverre er den af os, som har størst lyst at rejse, “ sagde fruen. „ Han har betroet mig det. Fra liden af, siden han så kobberstikket derinde i sovekamret, kolosseum og konstantinsbuen, har han sværmet for at se rom. “ „ Så gutten bliver sentimental nu? Også han „ sværmer “. — hm! “ Sverre for sammen som rammet af en pidske-snert og så dadlende på moderen. Men Pehrsen blev underlig tankefuld. „ Hør bare! — dertil duer altså dog en gemen grosserer-papa? — han kan sende den fornemme hr. Søn, som har moderens fine blod i sig, på rejser. — det gælder jo kun at åbne pengesækken — et arbejde, hvortil der heldigvis ikke behøves nogen særdeles fin afstamning. En almindelig kasserer kan gøre det samme. — hm, så Sverre har også lyst, “ Sagde han for sig selv, og idet han nævnede sønnens navn, fik stemmen en anden, om ikke blødere, så dog en mere dæmpet, sitrende klang. „ Hvad er din mening, gut, med dette påfund? “ spurgte han med pludselig barskhed. „ Vil du og din mor rejse fra mig — eller — skulle også jeg... “ „ Du burde naturligvis følge med. “ Pehrsen udstødte en strubelyd, man kunne tro, det var rørelse, det lød imidlertid som en tilfreds grynten. Hænderne, som hvilede på ryggen, gned han ubemærket. „ Men hvor vil det så gå med mine forretninger? — umuligt! “ „ Sverre mente, at din fuldmægtig, der er en slig prægtig mand, kunne imidlertid — ja, Sverre troede, at —11 „ Sverre mener, Sverre tror, Sverre ønsker! — det er godt nok, men hvorfor henvender ikke gutten sig til mig selv? Hvorfor skal du altid være mellemmand? Man skulle tro, jeg var en ren bussemand, et skræmsel. — er jeg kanske ikke din far, gut? “ Han vendte sig vredt mod sønnen. „ Er jeg din far eller er jeg det ikke? “ „ Desværre er du det, “ mumlede sønnen, heldigvis så sagte, at den stridbare far ikke hørte det. „ Men så svar da, for fanden! Du er da ikke født stum? Eller kanske du altid er så taus som her hjemme? Taler du ikke heller, når du er ude, sammen med dine kammerater? “ „ Jo, med dem taler jeg. “ Pehrsen så næsten bestyrtet på sønnen, det forgræmmede drag ved mundvigen trådte stærkt frem, så for han ud af stuen, smeldende døren efter sig. „ Gud, Sverre! “ råbte moderen straks, han var borte. „ Hvorfor siger du altid Pehrsen imod? ( hun gav aldrig manden hans fornavn ligesålidt som han hende ) „ Du er gal, Sverre! Du ved dog, at han i grunden holder så af dig. “ „ Tys, mama, jeg har ret — det ved du godt selv. En tyrannisk natur som hans må ha’ modstand! Hvis vi altid føjede ham og snakkede ham efter munden, ville vi være fortabte begge to. “ Moderen nikkede resigneret. Der var sandhed i sønnens ord. Hendes svage kraft var jo for længst brudt i kampen mod denne hårde mand. Nu følte hun sig undertiden som en ruin. på vejen til sit værelse standsedes Pehrsen af den gamle tjenestepige, der fortalte, at „ en mand ville tale “ Med ham. „ Hvor er han, Maren? “ — „ Jeg har vist ham ind på kontoret. “ — „ Hvad vil han, hvordan ser han ud? “ — „ Å, han ser ikke bra’ ud, det er vist en gammel fyldefant, som vil låne penge. “ — „ Hm! — “ Pehrsen gik hurtigt ind på kontoret. „ Altid bliver man overløbet af alskens pak. “ Kontoret kaldte man det lille hjørneværelse, hvis vinduer vendte ud mod baggården, fordi Pehrsen der læste sine aviser og røgte sin pibe. Pehrsens egentlige forretningslokale lå forresten et godt stykke fra villaen, i en af Kristianias mest befærdede gader nede ved havnen. En gammel mand, der krammede en luvslidt, bulet silkehat mellem sine skrukne hænder, stod ydmyg nede ved døren. Den gamles minespil var højst pudsigt at iagttage. En forlegen ængstelighed blandede sig med et trygt smil, som om han følte, at han i grunden dog havde stor ret til at betragte sig som hjemme i dette smukke værelse med dyreskinds-tæppet frem for pulten, med den broderede avisholder og det elegante bord med røge-rekvisiterne. Pehrsen tumlede tilbage ved synet. Hans ansigt blev sprudende rødt, hans små øjne stod stive i hovedet. Overraskelse, harme og skræk gav hans træk sit vekslende udtryk. „ Du her! — hvad vil du? — er du forrykt? — “ Den gamle tabte ganske sit smil, ængsteligheden vandt overhånd, silkehatten krammedes mere og mere ivrigt mellem de dirrende hænder. Imidlertid fattede Pehrsen sig. Han keg forsigtigt ud i entréen og låsede så den dør, som førte ind til salonen, hvor fruen og sønnen opholdt sig. Kontoret havde to udgange. Den anden førte til baggården. „ Goddag. Fredrik — “ Den gamle rakte usikker hånden ud, en hånd, der var kroget, barket og smudsig som en udslidt arbejders. „ Vil du da slet ikke hilse på mig? “ „ Hvad vil du dog? “ spurgte Pehrsen, skælvende af utålmodighed, idet han forsigtigt gemte sine hvide hænder under frakkeskøderne. „ Har jeg ikke engang for alle forbudt dig at opsøge mig her i mit hjem? — mangler du penge? Eller hvad er der i vejen? Hvorfor er du ikke bleven i stensund? Jeg sendte dig jo nylig din måneds-gage... Eller har du ikke modtaget den? “ „ Jo, jeg har vel det — og brugt dem op også — gudnå’s. “ „ Tys, skrig ikke så! Min kone er derinde. Tal sagte, for fanden! “ „ Hvad galt var deri, om Sofie hørte, at jeg var her? Det er et kvindfolk, som har hjertet på det rette sted. Ikke jager hun mig væk som en hund. — du ved, i gamle dage... “ „ Kald hende ikke Sofie! Det lyder så fælt i din mund. “ „ Jeg hører da til familien, jeg også, skulle jeg mene — “ „ Hm! “ mumlede Pehrsen og trommede febrilsk på bordkanten. „ Men jeg har liden tid, “ vedblev han og så på sit Gulduhr. „ Skynd dig! Til sagen! Du er atter i pengeknibe, hvad? Men hvorfor skriver du da ikke? Hvorfor komme i egen person? — hvilket held, at ingen har set ham her uden gamle Maren — og hun ved ikke, hvem han er, “ Sukkede Pehrsen for sig selv. „ Ja, det skulle være fælt gjildt igen at få nogle skillinger i lommen — “ „ Men jeg begriber ikke, hvortil du bruger alle de pengæ, jeg gier dig. 15 sød. har du nu fået hver måned og noget ekstra til hver højtid. Med den sum måtte du pent kunne komme ud på et sligt billigt sted, som du lever. Klæ’r har du, hm “ — gamlingen så med et næsten polisk grin ned på sin lappede brok — „ Sko behøver du ikke, for dem kan du sy dig selv, det er jo din håndtering — og hvilke andre udgifter har du så? Hos bondefolkene, hvor du er indlogeret, betaler du kun ti sød. For mad og værelse, månedlig. Altså har du endnu fem sød. tilovers til tobak og slige småting. — men jeg er ræd for, at du ikke har bedret dig trods alle dine løfter. Du drikker hver skilling op, det gør du. “ Han trådte nærmere hen til den gamle. „ Puh, ja, var det ikke det, jeg mærkte? Brændevinsgausen står jo langt af dig. “ „ Det er, fanden splejse mig, løgn — jeg har kun drukket, en eneste dram i dag, en liden en, fordi jeg ville være pyntelig og nøitral, når jeg skulle hilse på dig. “ „ Men du er jo fuld, mand — “ Pehrsen betragtede den gamle med afskyblandet mistro. Gamlingen var høj, svær, bredrygget. ( han lignede slet ikke en skomager, kun de indadbøiede ben tydede derpå. ) hvide, buskede bryn skyggede over de små, blygrå øjne, ansigtet havde denne blårøde, opdunstede farve, der er ejendommelig for forfrosne droskekudske og for drukkenbolte; men den usædvanlig høje skaldepande og det hvide hår og skæg bragte i forglemmelse de vulgære træk og gav ham et værdigt, næsten patriarkalsk udseende. I mundvigerne så man det brune spor af tobaksskråen, skægget var på sine steder smudsig' gult og mindede om en gammel hestehale. Han bar en luvslidt, langskjødet kjole af blåt klæde, der var knappet så vel, at man intet linned opdagede, bukserne derimod var af mørkegråt, tykt vadmel og flikkede på knæerne. Skoene var store, plumpe og stinkede af den Tran, hvormed de var smurte. Inde i silkehatten havde han stukket et par hvide uld-våtter og et kæmpestort, rødrudet bomulds-lommetørklæde. „ Neigu’, om jeg er fuld, sønnemand, “ Svarede gamlingen hikkende og indtog en særdeles stiv stilling. „ Jeg tager aldrig mere end jeg kan lavere, og" i dag har jeg, som sagt, kun smagt en liden lysholmer, eller kanske det var to — men bitte, bitte små var de — bare for at stive mig op, ser du — jeg var så klem — “ „ Med dig vil det tage en sørgelig ende, hvis du ikke snart bedrer dig. “ ( Pehrsen kunne ikke få ordet „ Far “ over sine læber ) „ En vakker dag kommer du på mangels gården, eller man vil finde dig i rendestenen, kreperet som en druknet rotte. “ „ Nej, snak ikke så stygt da! — sligt vil aldrig hænde, så længe jeg har dig, sønnemand. — du tager dig nok af mig, som Ole semenarist siger. “ „ Omgås du endnu den fordrukne skolemester? “ „ Det er jo heste kammeraten min. — han er pinedød mere klok og lært end vi begge tilsammen. Han kan låttin og’ han, ja ligeså godt som bispen. — ser du, sønnemand, en anden slusk kunne vel grejet sig med de 15 dalerne, du sendte, men ikke jeg, må du vide. — jeg, som er far til en slig gjild gut som du —. Hele Kristian kender dig jo og snakker om dig. Jeg må være „ Sjentelmand “ jeg, siger Ole semenarist, og leve flot — blot for at gøre ære på dig, sønnemand. Ja, jeg må „ presangtære “, siger Ole semenarist, og så tør jeg pinedød ikke knibe på skillingen, men jeg må rive i både sent og tidligt. Bayere og drammer. — jeg må rive i, forstår du, og det er det, som er så fælt kostbart. „ Æren er dyr den, “ sagde kjærringen, hun kørte til kirke i en bottenløs vogn, som hun måtte springe ind i den hele vejen, jamen er den så. “ Med et suk, der lignede en stønnen, åbnede Pehrsen sin lommebog. „ Her skal du få ti sød., men så må du også love mig, at du straks rejser hjem og ikke rangler pengene bort herinde. — Au, jeg har ingen småsedler! — men skrub nu af — jeg skal sende dig de ti sød. i posten til stensund. “ Gamlingen, der forgæves havde ventet på, at sønnen skulle bede ham tage plads, satte nu hatten med våtterne og lommetørklædet forsigtigt fra sig på gulvet, og lod sig selv med hele sin vægt falde ned i en fin lænestol af rør. Det skreg og knak i stolen som ville den springe i mange stykker. Pehrsen så irriteret på ham. „ Nej, du må ikke slå dig ned! Skrub af, hører du! Jeg venter besøg, vigtige besøg — “ „ Ja, jeg ville kun sige dig, at du ikke må sende de ti dalerne til stensund, fordi — fordi... “ „ Nu? Hvorfor ikke? Så tal da ud af leveren. “ En nervøs ængstelse forrådte sig i hele Pehrsens holdning. „ Fordi jeg ikke bor der mere. Jeg bor siden i går her i Kristian, jeg. “ Pehrsen satte op en mine, hvis fortvivlelse blev næsten komisk. Og han gjorde en bevægelse som om han ville forgribe sig på den gamle far. „ Her? — her! — i samme by som jeg! — umuligt! “ „ Netop, sønnemand! “ „ Hvilken skandale! Min værste fjende kunne ikke spillet mig en slemmere streg.. Jeg betalte dig jo de 15 sød. månedlig på den udtrykkelige betingelse, at du skulle leve derborte på landsbygden, langt fra mig og hovedstaden. — har du glemt det? “ „ Ja, ser du, Ole semenarist mente — “ „ Til helvede med den. gamle drukkenbolt! “ „ — at jeg burde tage herind. „ Denne filleflækken er ikke god nok for dig, Pehrsen, “ Sa’ han, „ du, der er far til den rige grossereren derinde i Kristian, “ sagde han, „ du bør leve sammen med ham, “ sagde han, „ for der er jo dog noget, som heder familieliv og sligt, “ sagde han, „ og så kan du der få så mange moneter som du vil, “ ja det sagde han, „ og har du for mange af dem, kan du også sende mig en seddel, “ sagde han. — å, det er et udspekuleret kreatur, den skulemesteren! „ Du bør ikke gå her i bygden som en lusehund, “ sagde han, „ mens sønnen din derinde lever som en prins og slår stort på, og har en ny frakke hver dag, “ ja, pinedød sagde han det, sandhed i hvert ord. “ „ Du rejser straks tilbage, jeg forlanger det, jeg befaler dig det, hører du? — og herefter skal du få tyve sød. hver måned" og tobak skal jeg sende dig ekstra. Er du så tilfreds? “ „ Neigu’, om jeg nu rejser ned igen til det fillehullet —• jeg liker ikke landet, jeg. — jeg er lej nu af at se på, hvordan kreaturene slippes ud hver dag, og hvordan bikkja bider dem i bagbenet. Det er ikke liv, det. — og Ole semenarist finder jeg heller ikke mere, for han er tage t til stavanger for at præke for hedningerne og mormonerne der — talegaver har han, men først må han fugte munden lidt — haha! — „ Du rejser alligevel — jeg vil det. “ „ Nej, det går ikke, “ sagde ræven, da — ja, hvad sagde han nu? Det kan også være det samme. — jeg vil fortælle dig, at jeg alt har logeret mig ind her hos mor Tvedt nede i piperviken — alle mine pakkenelliker er der, og jeg har betalt forud flyren for en måned. Jeg synes fælt godt om Kristian, jeg. Gaderne er så brede og fine — og så de fine shapperne da.. „ Hvis du er kommet her i den tro, at du får leve sammen med mig eller ha' nogen omgang her i huset, så har du gjort en fejl beregning. — rejser ikke du herfra, så rejser jeg. “ Fruens idé om at tilbringe vinteren i rom stillede sig pludselig for Pehrsen i et formildet næsten skønt lys. „ Du skammer dig da så svært over gamle far din, fredrikmand? — ja., det er vel så, det, “ sukkede gamlingen spagfærdigt, og førte hånden op til sine rødsprængte øjne. Der var gråd i hans røst. “ „ Da du var liden pøik, var du så snild mod mig... å, jeg husker det godt... Da din mor levede... Gud glæde hende i himlen!... Når vi så gik til kirke sammen... hver søndagsmorgen... og du tog mig så trut i hånden.. og de små fingrene dine krablede som fugleklør ind mellem mine... Du var så glad hele vejen... du så på de nye bukser, mor havde syet dig, på de blanke skoene, du havde fået af mig... og smilte, smilte... Og i kirken sang du salmerne med så højt, at klokkeren så op fra Boken sin... Og siden, ovenpå middagen... Mor gav os røgekjøt med kålsuppe — å, jeg husker det så godt, alt sammen!...ja, så gik vi. En tur langs fjæren... Jeg samlede alle de runde, blanke stenene til dig... og du var så glad i dem, og glad ved at se søen og alle skibene... Og så fortalte du mig... Om alt du den uge havde lært i skolen... Om alle de fremmede Lander og byer... “ Den gamle var efterhånden bleven ganske ædru. Underlæben faldt ned og trækkene blev så slappe og hjælpeløse. „ Fordømt sludder! “ sagde Pehrsen. „ Men nu har jeg det ikke godt mere, fredrikmand... det var i gamle dage det — å, at mor skulle dø så tidligt... det blev min ulykke, du, ulykke for os alle — å, Anne Marie, Anne Marie! “ En tåre, der langsomt var rundet ned og nu hang som en dråbe på spidsen af hans røde næse, tørkede han bort med bagsiden af sin hånd. „ Jeg blev så alene... ganske alene... nej, jeg kunne ikke trives dernede i stensund,.. alt var mig så fremmed... Og ingenting havde jeg at bestille... Og så kom i lediggangen alle de underlige tankerne over mig... Når jeg om kvælden sad alene sammen med skulemesteren og tog mig en dram eller et kortslag... alt var så uhyggeligt, stuen så tom og kald, kun den brændevinsflasken på bordet — ja, så undrede jeg mig over, at jeg sad der så ensom og forladt... I al denne stygheden, derude på bondebygden... Jeg huskede på, at der ikke langt borte fra mig, i den store byen leved’ en søn af mig, som ikke ville kendes ved mig i al min skrøbelighed... en rig søn, der havde hus og hjem og familie... Og så længtes jeg til mine barnebarn, som jeg aldrig får se — å, hvor jeg længtes, du!...jeg syntes, jeg måtte springe op på flyende flækken og løbe over Dal og fjeld for at se dig og dine... Men så faldt det mig ind i det samme, at du jo slet ikke brydde dig om mig, at du ville stænge døren for mig, og ved den tanke vendte sig drammen i munden min, som havde det været den sureste eddike, jeg spyttede brændevinet ud... men, så måtte jeg straks efter ha’ mig en ny dram... for at døve alle de svarede tankerne, som huserede herinde og ville gøre mig gal... og så igen en ny en, indtil jeg blev så fuld, at sorgen glemtes i ørsket, og skulemesteren måtte klæde af mig og hjælpe mig iseng som var jeg en liden unge... Ja, skulemesteren var snil mod mig han, i al min skrøbelighed og elendighed... Han er også så lykkelig... han har aldrig været gift... han har ingen barn, som — “ Han sukkede tungt, tungt. Pehrsen havde med rynkede bryn hørt på ham. „ Nej, jeg er ikke så glad i brændevinet, som folk trur! „ Du er en ulykkelig mand, Pehrsen, “ sa'" Skulemesteren ofte til mig, „ en skibsbrotten på livsens hav, det er sagen. “ Sa’ han. — å, fik jeg bare leve i familien din, fredrikmand... ikke bo her, bare nu og da få lov at besøge dig... Børnene, ser du... Ku

1888_Paulsen_FruCecilia

John

John

Paulsen

Fru Cecilia

male

male

no

Paulsen

Fru Cecilia

Paulsen

Fru Cecilia

n

roman

Schubothe

KB

nan

nan

O

« b—street London 1ste novbr. 187—. Gode moder! — det glæder mig, at jeg endelig får din tilladelse til nu at vende hjem igen. Vel er her godt i pensionatet — alle er så snille mod mig— men hjemme er dog hest. Du kan tro, det har været en lang tid for mig disse tre år, men så har jeg til gengæld også lært noget. Jeg er meget flink i alle fag, når jeg selv skal sige det. Du vil blive forbavset over mit dygtige piano-spil — hjemme ville jeg jo slet ikke øve mig, og du var alt for overbærende — og min franske accent er som en pariserindes, siger mademoiselle de Roche. Jeg er forresten hendes yndlings-elev. Dog har jeg også erhvervet mig andre, mere solide kundskaber — og disse er min stolthed. I nøds-fald vil jeg kunne tage ud som gouvernante. hvor jeg er dig taknemmelig for, at du satte mig i dette solide, engelske pensionat, og ikke i et fransk, som det nu desværre er mode. Derved er jeg vist undgået at tage skade på min sjæl. Franskmændene er så frivole og deres moralitet er så slap. Mrs. Bright var i Paris i sin ungdom, inden hun blev bestyrerinde her, og hun kan ikke noksom skildre nationens dybe fordærvelse. — franske romaner er kontrabande i pensionatet. Tænk dig derfor skandalen, da man nylig i Kate Deans gemmer fandt et bind noveller af Guy de maupassant. Mrs. Bright råbte « shocking, shocking! » og mademoiselle de Roche talte indigneret om « mauvais genre » i literaturen. Det var på nippet, at stakkers Kate var bleven bortvist og hjemsendt til sine forældre, et par ærværdige præstefolk i Wales. Hvordan lever Dagny Smitt og Elna Heiberg? Giver Heibergs endnu sine to store nytårsballer? Hvor morsomt at se Elna igen! Hun var så vakker i skole-dagene — nu må hun være vokset op til en rigtig nydelig dame — tre år gør en stor forandring. Vor korrespondance, der begyndte så lidenskabeligt, er for længst gået istå — men det er ikke min skyld. Jeg har været mere bedrøvet derover end nogen ved. ofte drømmer jeg om hjemmet og Norge, men, underligt nok, aldrig om mennesker, kun om naturen. Jeg ser dejlige, ville landskaber, altid fjeldene om vor by, jeg ser dem i sol og i regn, med vekslende belysning, som jeg så tidt beundrede dem i min barndom. Nu ligger der vel dyb, glitrende sne over alle tinder? Hernede er det endnu ret mildt, men denne evindelige tåge er skrækkelig. Igår tændtes lygterne i gaderne allerede ved middagstid. Jeg har ofte med bedrøvelse tænkt på, at jeg var så lidet for dig sist jeg var hjemme. Vistnok gav jeg dig ofte, mod min vilie, grund til misfornøjelse. Mit håb er, at du nu vil blive tilfreds med din datter og finde, at hun er bleven « ladylike « og en « fornuftig » pige. Hjertelig hilsen fra din Blanka. InituPinit==P. heruPher==s. Når du sender mig den sædvanlige remisse, er du nok så snild at sende mig nogle £ ekstra, sorn jeg vil købe et nyt bal-toilette for. Det fåes både billigere og smukkere her end hjemme. Jeg har foresat mig, at være den mest strålende på Heibergs nytårs-bal. Naturligvis bliver jeg buden. Får jeg mit gamle værelse ud til haven, med fjeldene i baggrunden? Puds det nu ikke altfor meget op! I den retning er jeg nøjsom, ved du. Hils « Olsen » mange gange fra mig og tak hende for kortet, som hun sendte mig. Er hun fremdeles lige flink til at lave godunad? Jeg har købt en liden broche, som jeg vil forære hende. » Fru Cecilia læste sin datters brev med rynket pande. Hun likte ikke rigtig tonen i det. Det var hende, trods dets delvise barnlighed, for koldt, for korrekt. Bare denne begyndelse « gode moder » stødte hende. Hvorfor ikke skrive « kære moder »? Og så hendes moralske raisonnements! « hun ligner slet ikke mig, » tænkte hun bedrøvet. « i hendes alder var jeg ung, ung og vild, et rigtigt frilufts-barn... Det værste er, at hun lader til ikke at holde af mig » — og fru Cecilia gled over i en dyb, melankolsk tankerække... Hun læste brevet op igen — rejste sig pludselig, gik hurtigt over det bløde gulvtæppe, bladede med et suk i de nye bøger af concourt, Zola, maupassant, som lå på bordet, gerate så bøgerne i en skuffe og lukkede forsvarligt til. For tredje gang studerede hun brevets indhold. « ta’ ud som gouvernante! » — hm! — jo, det ville passe sig for fru Eilerts eneste datter! Hvad griller den pige dog har! « franskmændene er så frivole, deres moralitet så slap » — siger du det, mit barn? Det var da en mærkelig strenghed i din alder. Atten år — og allerede så gammelklog! — « Tage skade på min sjæl » — hm, reminiscenser fra religions-timen! — « ofte drømmer jeg om Norge, men aldrig om mennesker, kun om naturen » — hun længes ikke efter mig, det er soleklart... Men jeg skal nok vinde hende... Hun er så god, så god... « penge til bal-toilette » — unødigt! — du bliver aldrig buden til Heibergs, mit barn — hverken der eller andetsteds i denne ravnekrog... Det er en af de smertelige erfaringer, du vil gøre, når du vender hjem igen... Stakkers Blanka! » Hun elskede højt sin eneste datter — men frygtede hende samtidig. Når Blankas grå, klare øjne rettedes mod hende, var det som om de ransagede hver skjult fold i hendes sam- vittighed. og fru Cecilia havde noget at skjule — en fortid. Hun var ingen « hellig Cecilia », som en af byens butik-svende ytrede en aften i klubben — for næste dag at høre det baret udover som en vittighed. Man er så nøjsom i provinsen. « Fru Eilerts er så « erotisk », » sagde den unge adjunkt Lassen i en middag hos amtmanden. Også det udtryk blev adopteret og ofte brugt i forbindelse med fruens navn. Udtrykket klang så fint og mildt, men spændte dog over et vidt begreb, tilladende de mest forskellige udtydninger. Havde fru Cecilia levet i en stor hoved-stads fine, af tusind forskellige interesser optagne kredse, ville man næppe beskæftiget sig synderligt med hendes privat-liv — men her, i den lille provins-by, hvor man, åndeligt talt, levede af hverandre, hvor den ene satte den anden under mikroskopet for at tilfredsstille sin nysgerrighed og sin dadelsyge, hvor sladderen florerede og bagvaskelsen var nødvendig som livsluften, blev forholdet anderledes. Fru Cecilias hjerte-hemmeligheder tilhørte hele byen. De var kendte af alle, diskuterede og fordømte. Hun sad som i et glas-hus, hvorpå enhver forbigående kunne kaste sten. Sålænge manden levede, var hendes stilling godt garderet af ægtemandens højagtelse, hvorpå han i selskab gav hende så mange beviser, og af hans autoritet som anset embeds-mand. Lukkede han bevidst øjnene for sin unge og smukke hustrus vekslende passioner — eller var han blind? » spurgte den lille by sig selv, rede til at kaste den første sten på hustruen ved det mindste, inviterende vink fra ægtemandens side. Men han var ømheden og ridderligheden selv mod hende, både hjemme og ude — og i forundret, indigneret skuffelse trak fruens finder sig tilbage, beærende den føjelige ægtemand med mindre smigrende tilnavne. Da døde manden efter et længere sygeleje — og de beskyttende mure faldt. Hun fik føle, hvad det vil sige at være enke i en norsk småstad -— og det tilmed en enke, hvis rygte ikke var uden plet. Pludselig stod hun ene, uden omgang, uden venner. Et tomt, kirkegårdsagtigt rum dannede sig om hende. Scene-forandringen gik så hurtigt og umærkeligt for sig, at det ofte forekom hende som en drøm, at hun, der nylig havde ført et ret stort hus, nu sad isoleret som en fange i sit eget hjem. Det var ingen grove, officielle krænkelser, man tilføjede hende. Kun hverdagens små tilsidesættelser, en forsigtig gåen afvejen, den skjulte ringeagts tirrende myggestik. Man ignorerede hende smilende — eller hun fik på gaden en hilsen, så markeret ærbødig, at den udelukkede al tilnærmelse fra hendes side. Hvor hun bankede på, steg der ligesom en hemmelig væg op fra jorden. Aflagde hun visitter, var man naturligvis ikke hjemme, inviterede hun nogen til sig, var man desværre syg- hver fornærmelse dulgte sig bag en glat maske af konventionelle former. Den eneste forbindelse mellem hende og selskabet var for tiden — bazarerne, bazarerne for de fattige og forulykkede. Der kunne man ikke godt undslå sig for at modtage hjælp af den formuende og godgørende fru Eilerts. Hun havde forresten altid, i sin egenskab af hovedstads-dame, været en rodløs plante i vestlands-byen. Og hendes afdøde mand havde ingen slægt på stedet. Men ville ikke nu hendes fortid falde som en skygge over hendes uskyldige datter? Det var spørgsmålet. Netop for at spare datteren for selskabelige ydmygelser, var det, at moderen, straks efter konfirmationen, da der kunne være tale om indtrædelse i verden, havde sendt hende til det londonske pensionat. Fru Cecilia vidste, at just ved det tidspunkt ville der ske en forandring i datterens forhold til omgivelserne. De unge piger, der hidtil uden stands-forskjel og uden kritik af de respektive forældres karakterer, havde omgået hverandre så kammeratslig i skolen og udenfor denne, skiltes nu ad, grupperende sig efter forældrenes formue, anseelse og sociale rang. De er jo nu blevet voksne damer, der tager hensyn og siger: « lige børn leger best. » gamle venskaber brydes helt naturlig af samfunds-tilstandene — og nye sluttes. Blanka ville sandsynligvis blive stillet udenfor sin gamle kreds? Hun var jo den forhadte fru Eilerts datter. Omgikkes man datteren, måtte man også tolerere moderen — men det var netop det, man ikke ville. Fru Eilerts navn var engang for alle skrevet på den sorte tavle. Og Blanka var stolt, hun ville ikke kunne tåle selv skinnet af forurettelse. — hvorfor Elna Heiberg havde afbrudt korrespondancen, forstod moderen så godt. Elna havde erfaret, at Blanka ventedes hjem og ville nu forberede bruddet. Elna var nemlig bleven forlovet med en ung lieutenant, der tilhørte en af landets første familier — og var nu mere « aristokratisk » end nogensinde. « stakkers Blanka, som skal lide for min skyld! » mumlede moderen. « bare hun snart kunne blive gift! — og helst i en anden by! Langt borte herfra! » Hun gemte brevet i sin mappe, og gik urolig frem og tilbage i værelset. Hun så på sit uhr. Kl. var to, hendes sædvanlige spaseretid. Hun keg ud af vinduet... Nej, vejret var for dårligt! Denne evindelige regn og tåge! — hun nærmede sig pianoet og bladede i noderne. Det bankede, og inden hun fik sagt « kom ind, » stak en ung, vakker, elegant herre smilende sit hoved ind af døren. « men jeg forstyrrer vist, frue, » sagde han med en mine, der fortalte, at han var overbevist om det modsatte. Ved synet af ham vekslede fruens udseende som ved et trylle-slag. De bekymrede panderynker forsvandt for et oprømt, strålende udtryk. Hun rakte ham i tavshed hånden, som han med skælmsk ærbødighed førte til sine læber. « de ved jo, Henry, at de altid er hjertelig velkommen. » « også i regn-veir? — med våde sko og klæder — » « da er de det dobbelt — deres unge ansigt lyser op herinde... Men så slip dog min hånd, menneske! Hvorfor betragter de den så? Man skulle tro, de aldrig havde set den før. » « skønheden er en evig ny opdagelse, frue. » Hun slog ham spøgende over kinden. « jeg be’r dem om at være skikkelig, Henry — ellers får de hverken cigaretter eller cognac. — jeg har fået en ny sort, prima kvalitet. » « a, lad os smage på den — og glem min ufrivillige forseelse! — hvor er cigaretterne? » Hun rakte ham æsken og flyttede et askebæger af sølv hen til ham. « ved de, Henry, hvad vor pige siger om dem? At de er en stor gris. Hun kan altid mærke, når de har været her... Deres visitkort er asken, som de rigelig strør ud over borde og konsoller, for ikke at tale om hvad mit fine gulvtæppe må lide. » Han lo og gjorde en komisk bevægelse af sønderknuselse. « jeg lover bod og bedring, frue. » — han tændte smilende cigaretten. « men vil de ikke selv ryge? » « nej tak! — ikke mere. — jeg må vænne mig af med denne og mange andre unoder. » Hun sukkede. « jeg venter nemlig Blanka hjem fra pensionatet i disse dage. Og hun hører slet ikke til de moderne damer. Hun er puritansk opdraget — en ægte englænderinde. Tobaks-røg er hende en vederstyggelighed. » « men hvem taler de egentlig om? Blanka —? » « min datter — » « ah, nu husker jeg det — jeg havde aldeles glemt hendes eksistence. — men hvor er det også muligt, at de, frue, kan have en voksen datter? — er hun ligeså ung og smuk som de — hvad? » « altid skal de smigre, Henry! — de glemmer, at jeg er en gammel kone, uden fordringer... Hvad alder tror de nu, jeg har? » « a, de er mindst 5 år ældre end jeg. » Fruen lo velbehageligt, idet hun rettede på sin frisure. \ « passiar! — da de blev født, var jeg allerede en konfirmeret pige. De er nu 25 år — » « 27, må jeg be — » « og jeg, » sagde hun, overhørende hans indvending, « fylder snart mine 40. » ' hun drog et dybt suk. « jeg var knapt 20 år, da jeg giftede mig. » « det var for tidligt at tabe sin frihed... Men hjertet har også sin alder. Deres er ungt, frue — yngre end mit... Aldrig har jeg kunnet tale så fortroligt med nogen som med dem, aldrig er jeg bleven mødt med så megen sympathetisk forståelse. Deres hjerte er 20 år— » Hun skænkede i det lille, slebne likør-glas. « for den kompliment fortjener de virkelig en cognac. — værs’god! » Blankas alvorlige brev var nu ganske svundet fru Cecilia ud af tankerne. Hun satte sig i sofaen ved den unge mands side, nippende til glasset som han. Han overtalte hende til også at tage en cigaret, « Blanka var jo endnu ikke vendt hjem, det var tidsnok da at forsage » — hun røg, men lovte, at denne cigaret skulle være den sidste. Leende og passiarende muntert som to kammerater sad de der ved hinandens side i flere timer. Og deres spøgende, harmløse konversation fik et eget, pikant skær ved den strøm af erotik, som bølgede under de hverdagslige fraser. Han var jo en ung mand — og hun en smuk kvinde i sine beste år... Men udenfor regnede det fremdeles... En vestlands-dags tunge, tåge-grå stemning søgte at trænge ind ad vinduerne, men brødes afmægtig mod den lune hygge i fru Cecilias elegante dagligstue... Henry gik først, da pigen kom ind for at udbede sig en huslig ordre. Ved afskeden kyssede han atter hendes hånd, med et langt, søgende blik mod hendes smukke øjne. « er jeg velkommen til the i aften? » spurgte han indsmigrende, og holdt fremdeles hendes hvide, slanke hånd i sin. « jeg er altid hjemme, Henry, det ved de — tteatret her keder mig — det er jo under al kritik — og med de fleste herværende familier står jeg på krigs-fod. » « så har de mig kl. 8 précis —• jeg skal først besøge læse-selskabet. » « tag lidt lekture med dem, er de snild. — men ikke noget fransk. — helst vor egen literatur! » « jeg bringer dem Ibsens nye skuespil. Det skal være fuldt af geniale paradokser. » « såmeget desto bedre. — altså på gensyn iaften! » Hun stillede sig ved vinduet for at se ham gå nedover vejen. Han vidste, at hun ville stå der, han hilsede og svang hatten — det strålte og blinkede imod hende fra hans blanke, sorte øjne, hans lyse, kærlige smil, hans hvide tænder og de stærkt røde læber... Og hun bøjede yndefuldt hovedet og rødmede mod sin vilie som en ung pige. jule-tiden var over. Blanka havde nu været hjemme i tre uger. Hun boede på sit gamle kammer ud mod haven, som moderen havde forsynet med nye tapeter, et stort, flor-omvundet toilette-speil og en grøn fløiels kanapé. Når hun stod alene ved vinduet og så fjeldenes kendte omrids tegne sig i dunkle, ujævne linier mod den skyede himmel, syntes det hende, at det lange ophold i England kun var et fantasi-billede — og at hun i virkeligheden aldrig havde forladt disse lave, nøgne fjelde, og denne fugtige, bløde vestlands-luft, der gjorde brystet så godt. Selv tjenestepigens ukorrekte sprog, med enkelte platte vendinger, berørte hendes øre behageligt. Det førte med sig et følge af glade og morsomme erindringer fra barndommens gade-lege, hvor der ingen forskel var mellem den lille, pyntede frøken og det barfodede fattig-barn. Gensynet mellem hende og moderen var hjerteligt, dog uden nogle ydre tegn på dybere bevægelse. Blanka undgik øjensynlig at give scenen den rørende vending, hvormed det truede. Efter at have omfavnet moderen, der modtog hende på dampskibet, samlede hun resolut sine små-sager sammen og forlangte af opvarteren sin store kuffert. Hun ejede en dyb, varm og sanddru følelse, men skjulte den som et klenodie, der let kunne tage skade. Og moderen vidste dette. Hvor havde ikke Blanka været fortvivlet over faderens død, og alligevel ville hun ikke være med ud på kirke-gården begravelses-dagen. Men næste aften — og mange aftener derefter — sneg hun sig alene den lange, ensomme vej ud til graven, vædede den med sine strømmende tårer og lagde de barnlige kranse, hun selv havde plukket, på den. — moderen var behagelig overrasket ved at iagttage den forandring, der var foregået med Blanka. Et langt, opskudt barn med kejtede manerer havde forladt hjemmet. Tilbage vendte en ung, slank dame, sikker i sin optræden, med en vis fornem, kølig ro over alle bevægelser. « ladylike » var her den rette betegnelse. Henry Munster kom som tidligere ofte på besøg i villaen, bade i visit-tiden og om aftenen. Hans stilling som fuldmægtig hos byfogden gav ham mange fri-timer. Blanka modtog ham med reserveret høflighed. Spurgte han hende om noget, svarede hun så knapt som muligt. Det var endnu ikke lykkedes ham trods al hans selskabelige behændighed at drage hende ud af utilgængeligheden ind i en fortrolig samtale. Hun havde åbenbart mistillid til sin moders unge, feterede gæst... Fru Cecilias opførsel lige overfor Henry havde siden datterens hjemkomst fået en anden karakter. Hun lagde nu megen vægt på det « moderlige » lige overfor « det unge menneske », der stod « så ene i den fremmede by ». ( han var nemlig også fra øst-landet ). Hun var bekymret for hans helbred, rådede ham til at bære galoger på fødderne og uldent tæt til kroppen, spurgte ham deltagende ud om hans moder og familie-forhold, rådede ham til at skrive flittigt hjem etc. Med cognac’en, cigaretterne og de franske romaner var også de gamle, spøgende samtaler, med deres hemmelige flirtation, forsvundne. Fru Cecilia undgik også i datterens nærværelse at kalde ham ved fornavn. Til gengæld øvede hun sig stærkt på pianoet. Og det var alvorlige sager, hun spillede. Beethoven kunne man høre tidligt og silde. Nu og da kastede Blanka over sytøjet et forskende alvors-blik hen på moderen — og da skalv fru Cecilia hemmeligt. Anede Blanka noget? Havde klaffer-tungerne allerede været ude og nedsat hende hos datteren? Men når Blanka så i næste stund venligt og fortroligt tiltalte hende, svandt den flygtige mistanke. Hun modtog Henry som før hjerteligt, ubekymret. Det « moderlige » lige overfor ham svandt efterhånden af hendes væsen. « hvordan blev hr. Munster egntlig indført her i huset? » spurgte Blanka en dag, efter at hun i længere tid havde siddet tavs ved sit arbejde. Fru Cecilias fingre gled nervøst nedover kvasterne på morgen-kjolen, inden hun svarede. « det gik ganske simpelt til, mit barn. Han assisterede ved en bazar, hvor jeg også var med — det var for de brandlidte i —vig. Og der, i de daglige bazar-møder, kunne vi ikke undgå at gøre hinandens nøjere bekendtskab. Han fortalte mig, at han ikke trivedes her på vest-landet, at han følte sig forladt og misforstået som blandt en hel fremmed race — så inviterede jeg ham hjem til mig, stakker... Oz siden er han vedblevet at komme her. » Blanka svarede ikke, hun bøjede sig kun dybere ned over broderiet. « synes du ikke om ham, Blanka? » spurgte fruen henkastet. « a jo — han er vist ret elskværdig. Men om man kan stole på ham, er en anden sag. Han er mig for flygtig. » hver søndag så fru Cecilia et par gæster hos sig, og da fik « Olsen » — så kaldtes for nemheds skyld den ugifte husholderske, der på engang var fruens fortrolige og tyende — travlt med anretningen. Både vin og mad måtte være af første sort. Det var ikke de fine bekendte fra gamle dage, da manden endnu levede, og damer kom der næsten aldrig, kun herrer; men bedre var det at have mindre godt selskab end slet intet at have. Fru Cecilia ræsonnerede filosofisk med heltinden i en berømt offenbachs operette: « når man ikke kan få, hvad man vil ha’, så tar man, hvad man kan få. » De sædvanlige gæster var hrr. Lewald, en gammel, døv militær ( hans lange, stive moustacher og det sølvhvide, sirlige hår « dekorerede » så godt i salonen, fandt fru ceciliaj, en ældre, forglemt maler, der altid snusede efter bestillinger — fru Cecilia havde også købt et billede af ham — og et par unge, fattige kunstnere, hvem der var garanteret en « glimrende fremtid », men som foreløbig nøjedes med at bo på en hybel og holde diæt, mens de musicerede og poetiserede. Fru Cecilia var meget tilbøjelig til at ville « protegere ». Kvinde-kønnet var representeret ved frøken Malene Høgh, en gammel, skind-mager, fattig lærerinde, hvis sprog-informationer desværre var så lidet indbringende, at hun ofte manglede det nødvendige til livets ophold. Fru Cecilia var meget god mod hende. Hun inviterede hende ofte, forstrakte hende med « små lån » og forærede hende sine gamle kjoler. Damerne havde gjort hinandens bekendtskab i en bazar for hedninge-missionen — og fru Cecilia fandt det indbringende at dyrke dette bekendtskab. Frøken Høgh tilhørte ikke alene en meget anset familie, men hun var tillige dyden og diskretionen i egen person. Og ved stadig at vise sig sammen med frøken Høgh, kneblede hun de ondskabsfulde tunger, der påstod, at ikke en eneste dame kom i hendes hus. Stakkers frøken Høgh spillede forresten ingen fremtrædende rolle i selskabet. Hun sad ganske tavs, med de magre, hvide hænder foldede i det sorte skød, hun spiste for to og lukkede øjnene for hvad der foregik i hendes nærhed. Talte hun en sjælden gang, så var det for at afgive et rosende skudsmål, enten hun kendte vedkommende eller ej: « gud, han er så elskværdig! — gud, hun er så elskværdig! » Hendes princip var nemlig, at man kommer lettest gennem verden ved « aldrig at snakke ondt om folk. » — i dag var foruden Henry frøken Høgh gæst ved bordet. « Olsen » var trods alle fruens bønner ikke til at formå at spise inde med familien. Køkkenet var hendes verden, der trivedes hun best og følte sig som den første. Hun raslede med knive og gafler, kommanderede og skændte og lod sit myndige blik glide prøvende hen over Petra, den unge, nette pige. Trods alle Henrys anstrengelser for at få samtalen igang, døde den efterhånden hen. Fru Cecilia var optaget af sine pligter som værtinde med at skære for og byde om, Blanka svarede kun med ord, og frøken Høgh, der af den delikate steg havde forsynet sig med partiet, kom ikke længer end til: « gud, hun er så — » da hun måtte slippe den velbegyndte frase på grund af voldsom hosten. Hun havde fået stegen i den « gale hals ». Hendes nabo dunkede hende blidt i ryggen. Henry gjorde et nyt forsøg. Da fruen spurgte ham, hvor han havde tilbragt sine sidste aftener, begyndte han at fortælle om sin fornemme omgang. Han havde været til the hos amtmandens ( man havde danset ud på aftenen ) og til middag hos konsul flade ( en af byens rigmænd ). Hos amtmandens havde han set såmange vakre unge damer. Vel var byen kedelig, men det måtte han indrømme, at så vakre damer fandt man ikke i hoved-staden. Han havde også været hos Heibergs. Frøken Elna Heiberg var især yndig — og så elegant hun var! — han var bleven forestillet for hende af lieutenant rytter, hendes forlovede. Blanka blev underlig tankefuld, hun slog forlegen sine øjne ned og tegnede med sølvgaflen på sin tallerken. Hun havde siden sin hjemkomst ikke været udbuden en eneste gang. Hun havde ikke aflagt visit nogetsteds — og ingen havde søgt hende. Dog kendte hun alle disse mennesker, som Henry nævnede, hun var dus med flere af de unge damer. At Elna ikke havde svaret på hendes sidste breve og undladt at melde hende forlovelsen, kunne hun ikke rigtigt tilgive hende. Derfor havde hun endnu ikke hilst på hende, uvis som hun var om den modtagelse, hun ville få... « men mon det ikke forundrede hrr Munster, at hun, Blanka Eilerts, aldrig var med i selskabs-livet? » spurgte hun sig selv. « Eina Heiberg kender vi godt, » sagde fru Cecilia, « det er Blankas beste veninde. » Hun følte, at hun havde forsnakket sig og taug pludselig med et forskræmt blik på sin datter. « så —! » sagde Henry langtrukkent, med en overraskelse, der næsten var fornærmelig. Frøken Heibergs « beste veninde » — og dog ikke buden! — Blanka blev blussende rød. Frøken Høgh hostede diskret — og beredte sig så til et nyt angreb på gåse-stegen. Efter bordet trak Blanka sig tilbage. Hun ville skrive et brev til England, sagde hun, endnu havde hun ikke underrettet sine pensionats-kammerater om sin lykkelige hjemkomst til fædrene-landet. Frøken Høgh tørrede sig med et suk om munden, og hentede så frem af lommen et hækle-tøi, som hun altid bar hos sig — og som hun altid arbejdede på uden at det synligt nærmede sig sin fuldendelse. Så fandt hun sig en god, lun krog i salonen, tæt ved ovnen, gned sin magre ryg som en kat mod læne-stolens polstrede fløiels-ryg, og lukkede blidt øjnene, i drøm om timen. Men fru Cecilia befalede pigen at servere kaffen i « vinterhaven », det flotte navn på et værelse, der stødte op til salonen, og hvis døre om sommeren stod åbne, førende direkte ud til verandaen og haven. I krogene bredte sig med hemmelighedsfulde skygger grønne palmer og kaktus med blodrøde blomster. På etagererne kravlede lagvis potter med stærke blomster opover, indrammede af grønne efeuers vildt snoede arme... I midten af dette blomster og mylder var der ryddet plads til en liden, blød sofa, et bord, og et par små stole. Hænge-lampen i loftet havde en matrød kuppel, der lagde en dæmpet, farvet belysning over « vinterhaven » og gav fru Cecilias farve et flatterende skær. Hun sad ved hans side i sofaen, der var så snever, at de næsten berørte hinanden. På bordet fandtes albums, bægre af forskellig façon, og i et glas af en smægtende, blomsterlignende slankhed, var hensat et par friske, gule roser, med små røde stænk langs de fine blade. « de er fra Italien, » sagde han spøgende og lugtede til dem. « nej, de er såmen købte hos gartner Hansen. » hun tog den smukkeste rose og satte den med et smil i hans knaphul — og han førte i det samme, ikke uden et prøvende blik til frøken Høgh inde i salonen, hendes hånd til sine varme læber. Petra havde imidlertid stille serveret kaffen — og var stille gået sin vej. Fru Cecilia fyldte hans kop. « men vi glemmer ganske frøken Høgh, » Sagde han. « skal ikke også hun få nyde godt af sin yndlings-drik? » « min anstands-dame sover. — hun plejer altid tage sig en liden lur efter middagen. » « anstands-dame! » lo han. « superbe ». Men havde fru Cecilia kunnet se ind i salonens dunkle krog, ville hun have opdaget, at frøken Høghs mysende øjne forsigtigt havde åbnet sig og med et årvågent politi-blik fulgte hver af parrets bevægelser. « den stakkers gamle dame! » sagde han og heldte fløde i kaffen. « meget interessant er hun ikke. » Nu lød en blid snorken ind til dem fra salonen. « hører de? » hviskedee fru Cecilia, « hun sover som en sten allerede. » Han flyttede sig i det samme en tomme nærmere mod hende. « hvor her er hyggeligt! » sagde han og kastede blikket omkring sig. « nej, hyggeligt er ikke det rette ord — så poetisk! Midt i vinterens hjerte skaber de et lidet, grønt paradis. » « tal ikke så højt! » hviskedee hun med et nik mod salonen. « paradiset har måske slanger. » Han trykkede fingeren betydningsfuldt mod munden, hun smilte forstående til ham. Men snorkningen derinde blev stærkere. Som et beroligende freds-signal lød den for de to derude i « vinterhaven ». « en kop kaffe til? » spurgte hun. « nej, tak — » « de er forstemt, Henry... De savner cigaretten og det lille glas cognac. » « oprigtig talt, ja. — men jeg forlader dem også snart for at gå over i klubben og få mig en god cigar — » « altså mit selskab' er ikke en cigar værd! — fy, Henry! •— de er et iorkælet, uartigt barn, » sagde hun og strøg med sin bløde hånd over hans stride, sorte hår som om hun ville give ham en revselse. « man burde egentlig være vred på dem. » Hun rejste sig stille, og sneg sig på tåspidserne forbi den snorkende frøken Høgh ind i stuen. Et øie-blik efter kom hun tilbage med en karaffel og to glas. « det er kun Sherry. » sagde hun. « surrogat for cognac’en! — smager den dem? » « udmærket! » — han tømte sit glas. « jeg har også cigaretter — men vi tør slet ikke ryge. Blanka ville straks mærke lugten. » Han fyldte sit glas på ny. « det er en rigtig god vin! — skal, frue! •— lad mig nu se, at de smukt kan klinke med mig! — bravo! — men hvorfor bøjer alle damer fingeren udad, når de løfter glasset? » Hun trak med et smil på skulderen. « lad mig se nøjere på den finger! — for en mærkelig rød negl! » han greb uden videre hendes hånd. « men deres hånd er ganske kold — de fryser — » « her er lidt køligt herude — det trækker fra haven. » « giv mig også deres anden hånd! — jeg skal varme dem begge — jeg brænder som en vulkan. » Han kærtegnede hendes hænder mellem begge sine. Han trykkede ømt hendes fingre og søgte på skrømt at knække dem. « men de er en barbar, » lo hun og søgte at gøre sig fri. « de mishandler mig, de ødelægger rent mine stakkers fingre. Husk på, at jeg skal spille med dem siden. » « er jeg en barbar — mod dem? » spurgte han dæmpet og kærligt, affekterende en dyb anger, mens hans dristige blik talte et sprog, som fik hende til at sitre hemmeligt. Han kunne slet ikke rive sine øjne fra hende... Hun var så dejlig som hun sad der i sin sorte kniplings-dragt med sofaens røde fløiel til baggrund, indfattet som i en vårlig ramme af alle disse blomster-stengler og grønne, snart enkelte, snart vifteformige blade, der steg bølgende op mod hendes skulder og skyllede over den... Figuren var liden, men af smidig kraft, brystet højnede sig i fristende fylde, på den hvide hals, hvis stærke, smukt formede nakkeparti mindede om en romersk antiks, sad et stolt og fintskåret hoved, af denne sjælfulde skønhed, hvorover årene ingen magt har. Disse blodrige læbers fine møde-linie var ligeså smeltende og udtryksfuld nu som i tyveårs-alderen, og de nat-mørke, strålende øjne fængslede endnu stærkere end i ungdommens morgen. Gløden af smertelige, halv undertrykte passioner, glansen af bittersøde, i hemmelighed fæld te tårer havde givet dem denne nye, vidunderlige dragningskraft. Kinderne ejede hin brunlige rødme, som kun findes hos sorthårede, næsen var lige og fornemt bøjet, med næse-vinger, der altid bevægede sig som om de med behag indåndede den stadige duft af en blomst. Luften omkring fru Cecilia var ligesom isprængt med flammer. Enhver mand, der kom i hendes nærhed, følte sig draget ind under en mystisk, attråfuld naturmagt. Også Henry følte den — havde følt den fra første øjeblik af. Og som han der i sekundet betragtede hende med ømme, begærende blikke, spurgte han sig selv, om alle de rygter, der var i omløb om hende, vel kunne være sande? Var hun virkelig så let at erobre? Behøvede han blot at udstrække hånden — og den modne frugt ville falde ham i skødet? — eller var hun blot en af disse hverdagslige koketter, der med kold beregning, i ørkesløshed og nysgerrighed leger med ilden, draget af flammen som sommer-fuglen, dog uden lig sommer-fuglen hensynsløst og fareforagtende at styrte sig ind i de fortærende luer?. Om han prøvede? — det havde lykkets ham at få sin hånd placeret slig på sofa-ryggen, at den halvt berørte hendes taillie... De var jo ene og uforstyrrede — den gamle, sovende frøken derinde skulle ikke genere dem — den tunge, sødlige duft af de mange blomster i kabinettet, den nydte, stærke vin, den skønne værtindes gådefulde blikke og hvisken var steget ham som en rus til hovedet. Fremdeles holdt han hendes hænder i sine, hun gjorde en ny bevægelse for at frigøre dem, og rykkede ham derved så nær, at han følte hendes åndedrag og varmen af hendes stærke, bløde legeme. Blodet sang og susede ham om ørene. Betaget af en synkende svimmelhed, ikke mere sig selv mægtig, slyngede han med vild, lidenskabelig kraft sine arme om hende og kyssede hende gentagende på nakke og kind. En dør gik knagende langt borte i en korridor — og frøken Høghs snorken hørte pludselig op og afløstes af en advarende kræmten. — Fru Cecilia fik netop tid til at støde Henry tilbage og åbne et album, hvori hun febrilsk bladede — da Blanka stod i døren ligeforan dem. Hun ville hentet et par af de engelske konvolutter i moderens skrive-mappe, men glemte ganske sit ærinde ved synet af vin-karaflen på bordet og den påfaldende forlegenhed, der hvilede over Henry og moderen. Henry så ganske brødefuld ud... Hvad var der dog sket? Og hvorfor sad de her alene i vinter-haven i stedet for at sidde inde i salonen hos frøken Høgh? Deres forlegenhed smittede hende... Et sekund stod hun rådvild, hendes urolige blik faldt spørgende på moderen, fiendtligt på Henry, så vendte hun pludseligt om og gik hurtigt ud af værelset. Moderen råbte fo

1895_Paulsen_Kunstnernaturer

John

John

Paulsen

Kunstnernaturer

male

male

no

Paulsen

Kunstnernaturer

Paulsen

Kunstnernaturer

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Gamle madam lunde havde frygtelig travlt. Benjamin var kommet styrtende hjem fra kontoret for at sige hende, at Ole strand ville besøge dem om kvælden. Moderen måtte naturligvis ha en ordentlig kvældsmad rede. Det behøvede ikke at være så meget, men fint måtte det være. Ole var jo nu så forvænt fra sit ophold i udlandet. Madam lunde sagde straks ja og amen. Benjamin var hendes eneste søn, og hun føied ham i alle stykker. Leit var det jo, at dette fine besøg skulle falde netop på en lørdag, hvor hun havde hele huset at gøre rent til helgen — men det skulle gå alligevel. Der var ingen råd for det. Den lille Inger, som gik hende tilhånde i køkkenet, blev straks sendt hen på torvet for at købe fersk fisk. Øl og dram til maden havde hun heldigvis i huset. Kognac til toddyen fik Benjamin selv sørge for. Og ovenpå toddyen ville madam lunde overraske sin fornemme gæst med en sildesalat, som var hendes stolthed. Hun forstod at tilberede den på en måde, som havde gjort hende berømt mellem sønnens få kammerater. En slig delikat ret havde Ole næppe smagt i udlandet. Ole strand, der uden sit vidende satte madam lundes tarvelige hus i sligt oprør, var en ung, begavet musiker, på veje til at få et navn. I flere år havde han med offentlig og privat understøttelse studeret i Leipzig og var nu kommet hjem til sin lille fødeby på Norges vestkyst for at hilse på sin familie. Han og Benjamin var venner allerede fra skOledagene. Fælles interesse for kunst havde ført deres unge hjerter sammen... Benjamin skrev i fritiden, når han havde lært sine lektier, små digte, som den lidt ældre Ole søgte at sætte i toner... Men efter skoletiden skiltes deres veje. Benjamin, der var så vek og frygtsom, blev puttet ind på et kontor uden at nogen spurte om hans lyst eller ulyst. Han fyldte godt sin plads, han var et samvittighedsfuldt pligtmenneske, og i årenes løb blev hans løn høj nok til at han kunne forsørge sin gamle mor, enken efter en fattig sømand. Ole derimod fulgte med hele ungdommens egoistiske hensynsløshed sit formentlige kunstnerkald. Hans musikalske begavelse var ikke større end vennens poetiske, men Ole havde langt mere energi end Benjamin. Han ville ud, han ville være musiker — og familiehensyn generte ikke hans lette, fornøjelsessyge sind. Hans mor var nemlig også enke og sad med en datter i små kår. — der var så hyggeligt den lørdagskvæld i madam lundes lille dagligstue, som også tjente til spiseværelse. De nystrøgne gardiner var så klare og blændende hvide, de birketræs møbler skinnede blankt polerede uden et støvgran; fotografierne på væggen og det gamle, naive billede af wergeland, en levning fra kunstens barndom i vort land, fik farve og glød af den sommerlyse aftensol, og på konsolen under det store spejl stod i et vandglas en bundt liliekonvaller, udbredende i stuen sin rene, søde vellugt... Selv havde madam lunde pyntet sig med sin fine søndagskjole og bar sin „ staskappe “ med de brede sorte blonder og de vaiende silkebånd. måltidet var slut. Ole strand havde været så optat af at fortælle om sine rejser og studier, om det frie, herlige kunstnerliv derude i verden, at han ikke mærkede det drag af melankoli, som ved hans livlige skildring efterhånden lagde sig over vennens fine, lidt sygelige træk... Men moderens ømme hjerte anede uråd, bekymret så hun på sønnen og tænkte: „ Nu længter min Benjamin igen ud. — stakkers gutten min! “ Madam lundes gamle, ærlige ansigt op-klartes og strålte under den brusende „ staskappe “, da Ole strand tilslut komplimenterte hende for sildesalaten, der ikvæld også var et kunstværk. Han spiste t o store portioner, lagde hun mærke til, hvad der rigtig frydede hendes husmoderlige hjerte... Herrerne lavede sig et nyt glas toddy. Madam lunde ville ikke drikke med dem trods alle opfordringer. Hun kunne ikke tåle brændevin, så hun. Endelig lod hun sig dog bevæge til at smage på Benjamins glas og samtidig drikke skål med hædersgæsten. Så hostede hun forlegent og flyttede sig igen hen i sin bløde stol i krogen, et stykke fra vennerne. Hun forstod ikke, hvad de talte om, det „ lå over hendes horizont “, men fulgte dog trofast samtalen, stræbende efter at finde mening i den. Der var slig god hjertelig klang i Benjamins stemme — og når Ole lo, var det en hel forfriskelse. En kunne selv få lyst til at le med. Og de nævnte store kunstnernavne, der som røde farveklatter lyste op i samtalens gråt, både Bjørnson og Ibsen, og Ole Bull og mange andre. Der var netop udkommet et nyt skuespil i de dage, som satte sindene i stærk svingning. Ole tilbød sig at spille, hvad han altid gjorde, når han var i høj stemning — han ville improvisere over nogle norske folkemelodier — men desværre eied ikke madam lunde noget piano. Det var så bedrøveligt, syntes Benjamin, han havde glædet sig så til at høre vennen, der var en virtuos på sit instrument. Men Ole klappede ham på skulderen og bad ham i stedet for forelæse nogle af sine smådigte. Benjamin vekslede et stumt blik med moderen, der næsten højtideligt nikkede til ham; så gik han stille ind i sideværelset og kom tilbage med en liden bog, på hvis røde bind stod trykt. med gyldne bogstaver „ Poesi “. Denne bog havde han i skOledagene fået af Ole som julepresent, og siden havde han benyttet den til deri at indføre de af sine digte, han selv holdt for de beste, værdige til at opbevares. Benjamin begyndte at læse, efterhånden blev han varm, hans unge, letvakte følelse og versenes rytme henrev ham... Han skalv i stemmen, og over hans bleke, fine, skægløse ansigt med det lange gule hår gled en klar rødme, som gjorde det endnu mere pigeagtigt end det var af naturen. Madam lunde sad i den samme ubevægelige, andægtige stilling, hun pleied at indtage i kirken, når hendes yndling, pastor Danielsen prækede. Hun havde foldet hænderne, hvori hun holdt sit sammenlagte lommetørklæde, og sænket hovedet. Nu og da stjal hun sig til at se op på sønnen, og dette hemmelige, tårevåde blik var fuldt af øm moderstolthed... Hun forstod ligeså lidt versene som samtalen om kunst før, og dog rørte de hende... Sønnens bevægede, pattetiske stemme, rytmens tilbagevendende klang gjorde samme dybe indtryk på hende, som når orglet en hellig søndagsmorgen i kirken pludselig bruste frem over menigheden... Hvor mon hendes Benjamin tog alle disse dejlige ord fra? Hun kunne ikke blive klog på det — men i sin ukyndighed beundrede hun ham så meget blindere. Der var megen stemning og følelse, men lidet særpræg i Benjamins digte, syntes Ole, der som kritisk tilhører sad strunk og stiv, med cigaren mellem fingrene. Dog hvorfor bebrejde en tyveårig forfatter, at han mangler originalitet? Han har jo endnu intet oplevet, hans spirende sjæleliv har blot taget farve af hans fattige drømme og hans lekture. Men lad siden livet og dets brogede oplevelser indfinde sig, og han vil nok få noget at sige, som er hans egen, dyrekøbte ejendom... Et lidet digt, betitlet „ Længsel “, der skildrede en ung fanges frihedsdrømme, greb dog Ole, strofen var tilmed så varieret og vellydende. „ Det skal du pinedød skrive af til mig! “ råbte Ole og slog i bordet. „ Det vil jeg sætte i musik. “ Benjamins bleke ansigt strålte. „ Vil du virkelig? “ spurte han i undselig glæde. Madam lunde foldede ud sit lommetørklæde. og førte det til øjnene — hvad hun også pleied at gøre i kirken efter at præsten havde uddelt velsignelsen. „ Du skulle se at komme ud i verden, “ så Ole efter en pause. „ Der bliver ingenting af dig herhjemme i fillebyen. — slå nu følge med mig, når jeg rejser! “ Benjamin hang med hovedet, han havde intet kærere ønske end at se de fremmede lande, som vennen så begejstret havde talt om, og leve der i skønheden for sin kunst... De længselsfølelser, han havde givet et så naivt udtryk hos den unge fange, var jo hans egne... Men han havde ikke hjerte til at forlade sin gamle, fattige mor. Og hvordan skulle han selv ernære sig derude? Lave vers — eller gå syngende med en lirekasse fra dør til dør? Han eied jo ingen mægtige mæcener som Ole — — madam lunde var ved Oles uforsigtige bemærkning pludselig revet ud af sin løftede stemning, og så forundret bebrejdende på ham. Hvor kunne dog et voksent menneske tale så uvittigt? At Benjamin havde digterbegavelse kunne ingen nægte, men af den kunne han jo ikke leve — og hvem skulle desuden forsørge hende, om sønnen tog bort? De levte jo nu begge to af hans daglige arbejde på kontoret. Nej, hendes Benjamin var gudskelov ikke så lethjertet som Ole strand, der morede sig så godt dernede i Tyskland og glemte sit fattige hjem i den grad, at han i måneder undlod at skrive hjem og vakte en unødvendig sorg og bekymring hos mor og søster. Gamle enkefru strand havde det svært knapt, hun søgte jo at skjule sin huslige elendighed for verdens øjne, men madam lunde vidste, hvad hun vidste — og bageren på hjørnet og høkeren, der var så streng i at indkassere sine fordringer, kunne også tale et ord med om den sag. „ Næste år, Benjamin, rejser vi i al fald sammen ud, “ så Ole, der så nødig slap sin yndlingstanke at leve sammen med vennen i Leipzig eller munchen. „ Så har du imidlertid skrevet en god bog, og fået dig et ordentligt honorar i lommen. “ Benjamin mødte moderens spørgende angstfulde øjekast, og rystede stille sørgmodigt på hovedet. Så rejste madam lunde sig med en kræm-ten... Hun ordnede båndene på sin kappe og så ud på gaden. Nabokonen bentoverfor sad bag sin syge rosenbusk og „ spionerte “ — det faldt Ole ind, at det kunne være på tide at bryde op. Benjamin fulgte med ham et stykke på vejen. Han havde hele natten for sig, det var jo søndag i morgen, så var han fri for kontoret og kunne sove så længe som han ville. Arm i arm gik vennerne nedad gaden, der bestod af lave træhuse. Her og der skød et grønt træ op midt i gaden, mellem den dårlige brolægning. Benjamin lænte sig ind til den stoute, robuste Ole, der gik mageligt slentrende, pustende røgskyerne fra sin cigar ud i den friske natteluft, der smagte dobbelt velgørende ovenpå den indestængte atmosfære i madam lundes små kahytter. Madam lunde stod i døren og så efter dem, smilende og nikkende til dem, selv efter at de længst var ude af syne. Nabokonen bento verfor havde fremdeles sin udkigspost ved vinduet. Hun var gul af ærgrelse over det fine besøg, madam lunde havde haft, og over den delikate lugt af stegt fisk og andre lækkerier, der i sommervarmen var trængt lige over gaden, pirrende hendes næse. For at ærgre den misundelige naboerske endnu mere, blev madam lunde stående i al sin pynt i døren endnu nogle øjeblikke — der var noget triumferende over hendes brede, godmodige ansigt — og endelig trak naboersken sig med et hadefuldt øjekast tilbage fra vinduet. „ Den madam lunde skulle nu altid være så stor på det, og hendes far havde dog bare været en simpel matros, det vidste hele gaden “. Vennerne var imidlertid kommet ud på næsset, langt fra byens småhuse, og spaserte nu frem og tilbage ved tjæren. Det var vor lyse, norske sommernat... Fjorden lå dyb og mørk, bundet af sommernattens drømme, med et solrødt, bævrende skær i sit fang... En fiskerbåd tegnede sig svart og ubevægelig mod fjordens matte guldsøile, som den skar over — og hist til venstre om næsset lå det store, engelske dampskib, hvormed Ole skulle rejse iovermorgen. Fjeldenes konturer stod som et kraftigt, bronceagtigt relief mod den næsten dagsklare skyfri himmel... Ingen vind blæste. Det var så stille, at man kunne høre fiskeren derude, når han drog sit garn... Den østlige horizont begyndte allerede at rødme i sarte, rosenbleke toner... „ Her er dog vakkert herhjemme, du! “ så Benjamin og så henrykt udover fjorden. „ Aja! “ svarede Ole langtrukkent. „ Men man lever ikke af naturskønhed alene — her er så forbandet kedeligt, du — ikke til at holde ud! — og man kan ikke røre sig et skridt uden at blive udspioneret. “ Han ophidsede Benjamins kyske fantasi ved at indvie ham i kunstnerlivets frie erotik. Udlandets damer var ikke så forbandet snerpede som de norske. Der kunne man, uden at være en Adonis, opleve både det ene og det andet----- med stolthed fortalte han flere af sine elskovseventyr. Benjamin tog sin stråhat af og tørrede sin pande med lommetørklædet. „ Hvor natten er varm, du! “ De var nu i nærheden af Oles hjem. Ole foreslog vennen, at han skulle gå op med ham og drikke en baier til afsked. Benjamin gjorde indvendinger, klokken var over et, det var så sent, og man ville vække hele huset. „ Du tager fejl, “ svarede Ole. „ Mor og Lise sidder altid oppe og venter på mig. De går aldrig i seng, før jeg kommer. Det er en uskik forresten — men hvad kan man stille op mod de fruentimmer. “ Benjamin så op mod huset. Ganske rigtigt! — to bleke, trætte kvindeansigter viste sig spejdende ved vinduet i den sommernatlige dæmring, for straks efter at forsvinde. Benjamin blev trods den sene nattetime hjerteligt modtaget af moder og datter. Fru strand var høj og tynd, af rank holdning, sirlig klædt, med en fornem dames pre-tentioner, som ikke rigtigt passede til den fattige dagligstue, hvor et smukt, gammeldags piano dobbelt fremhævede de øvrige møblers dårligdom. Det stod der som en glimrende rest af fordums velvære. Lise var sart, fin og sygelig — det rige, blonde hår indrammede næsten for massivt det blege, magre ansigt med det yndige smil og de himmelblå, blide øjne... Hun lignede mere Benjamin end sin kraftige, rødmussede bror. Ole dunkede gemytligt sin mor på ryggen og forlangte øl. Fru strand bekendte, ikke uden en rødmen, der gav hendes visne træk et øjebliks ungdom, at hun ingen drikkevarer havde i huset. Og det var for sent at hente nogen. — også Lise så helt undselig ud. Benjamin forsikrede ilfærdigt, at han slet ikke var tørstig. Det havde kun været et påfund af Ole. „ Du kan jo spille lidt for Benjamin! “ så fru strand med sin bløde røst — og så, ikke uden stolthed, hen på det gamle klavér. Og mens Ole foredrog den ene melodi efter den anden, både sine egne og andres kompositioner, og Benjamin og Lise sad lyttende som idrømme i sommernattens bleke lysskær, Lise med hånden støttet under kinden, begge med et udtryk af vemod i de unge, fine ansigter, — tænkte fru strand i sit stille sind på alt, som dette gamle instrument havde været for hende. De havde delt onde og gode dage sammen. Hun havde hjemme hos sine forældre klimpret på det som ung pige — og havde ført det med sig til sit nye hjem, da hun giftede sig. Det var nok hele hendes medgift. Da hendes mand, den fallerede købmand døde, og hun sad tilbage med børnene på en bar houg, havde hun ofte, når hun var i pengeknibe, tænkt at skille sig ved det — men havde dog ikke rigtigt haft hjerte dertil... Det var som at jage ud af huset en gammel ven, der havde kendt hendes fortid, hendes barndoms hjem og hendes kære forældre... Under mange savn og opofrelser beholdt hun det således i årenes løb. Hun solgte både malerier og bøger og tæpper. For at dække øjeblikkets nød forsvandt den ene værdifulde genstand efter den anden — men pianoet stod fremdeles der i en fremskudt æresstilling med sine gamle noder og sine gulnede tangenter. Dette piano var værelsets helligdom. Og der fulgte ligesom velsignelse med den gamle kasse. Ole var ikke større end at hans lille, stumpede næse nåede op til tangenterne, førend han begyndte at røre ved det. Der stak øjensynlig en musiker i gutten. Da han senere kom i skolen, og gamle organist Myrvold, der var lærer i sang, havde fået øjet op for guttens begavelse, gav han ham gratis undervisning hver søndag. Ole gjorde rivende fremskridt. Moderen og organisten var lige stolte af ham. Oles udprægede musikalske sans sparte moderen for det vanskelige valg af sønnens frem tidige livsstilling. Alverden med den gamle organist i spidsen fortalte hende, at gutten burde blive kunstner, han havde selv en brændende trang dertil foruden at hans forfængelighed tilhviskede ham, at en slig levevej var finere og mere anset end håndværkerens og handelsmandens. Tilslut trådte et par skikkelige rig-mænd, der havde den svaghed at ville opdage talenter, til med pekuniær hjælp. Men da Ole det første år lå nede i Tyskland og uddannede sig, havde moderen det svært ondt, og ofte skottede hun hemmelig hen til pianoet som til en frelsende engel... Lise, der for tiden var almueskOlelærerinde, havde så ringe løn, og dog gik det meste af den til husets udgifter. Selv nægtede hun sig alt. — solgte fru strand nu pianoet, der trods dets ælde var i god stand, forsynet med et fint firmas mærke, ville hun for pengene kunne klare sin gæld til bageren og slagteren, købe en favn ved til den lange vinter og anskaffe Lise en ny søndags-kjOle i stedet for den gamle blå, som sad så slet og som hun for længst var vokset fra. Lise gættede imidlertid moderens tanke — og et lidet henkastet: „ Hvor morsomt, at vi endnu har pianoet, hvis Ole kommer hjem isommer! “ var nok til at moderen med et suk opgav sin stille, tunge beslutning. For Ole, den eneste søn, kunne moderen og Lise uden knurren døje alt, hvert savn, hver ydmygelse... Heller fryse og gå på sultekur hele vinteren end at Ole skulle ved sin hjemkomst savne det gamle, kære instrument, hvor han som liden lyslokket gut havde spillet med andagt sine første lette étuder... Ja, hvor megen glæde og nytte havde ikke fru strand haft af dette velsignede piano! Når hun i Oles fraværelse udenlands var bedrøvet og følte sig alene, havde Lise i tusmørket spillet for hende de stykker, som hun vidste moderen holdt mest af, og så var tårerne kommet, stille og uden bitterhed, sorgen havde løst sig op i mild gråt, i gamle og gode minder — — — og nu i nat glemte Benjamin, takket være pianoet, at han egentlig var budt herop på frisk baier og fintskårne smørrebrød... Så rørende taksom som Benjamin sad der, med øjnene i stum beundring fæstet på vennen, der netop improviserte over nogle gamle norske folkeviser •— Ole sluttede — og Benjamin takkede ham mange gange. „ Nu bliver det længe til, Ole, før jeg igen får høre dig spille “ — „ Å, om et år ses vi, gutten min! — hvergang sommeren kommer, længes jeg altid til gamle Norge. “ „ Et år er langt! “ sukkede Lise for sig selv. Fru strand følte midt i sin hjertebedrøvelse en hemmelig lettelse ved at tænke på sønnens nære afrejse. Disse hans sommerbesøg i hjemmet var nemlig så kostbare og anstrengende for hende. Hun elskede ham usigeligt, hun vidste ingen større fryd end at beholde ham hos sig hele livet, den ene dag efter den anden — men hun havde ikke råd dertil. Mens han var hjemme, gik hun og Lise i en dødelig angst for, at han skulle opdage, hvor kummerligt de egentlig havde det. For at skjule miséren for ham, spiste de bedre og rigeligere end ellers, de klædte sig pynteligere — og satte op glade og ubekymrede ansigter. Men næppe var Ole bortrejst, inden de begyndte at spare på alle måder, for at genvinde, hvad de under hans ophold havde givet ud over evne — istedetfor varm middagsmad, blev det nu kaffe og brød ugens fleste dage — og når Lise om eftermiddagen var fri for almueskOlen, broderte hun for at tjene et par skillinger ekstra, undertiden havde hun afskriverarbeide. Det gik ud over hendes stakkars svage øjne, der fik et mere og mere mysende udtryk. Der var jo så megen små-gæld, stiftet i sommerens løb, som skulle afbetales. — „ Går de ikke mere i kirken? “ spurte Benjamin Lise. „ Jeg så dem der ikke sidste søndag. “ „ Jeg var ikke ganske rask, “ hviskedee hun for at broderen ikke skulle høre det. Sandheden var, at hun havde lukket sig inde i sovekammeret for at sy om og pynte på sin gamle sommerhat, da hun ikke havde penge til at købe sig en ny. Ole havde nemlig en dag gjort en bemærkning om dens falmede udseende. „ Pastor Danielsen talte så vakkert, “ sagde Benjamin. „ Det gør han altid, “ svarede Lise undseligt. Hun kunne så godt lige Benjamin, men følte sig altid så usikker i hans nærhed. Hendes hjerte begyndte at klappe uden al fornuftig grund, bare han venligt så på hende med sine alvorlige blå øjne. Gennem Ole havde hun også erfaret, at han havde digtertalent — og dette bidrog til at forhøje interessen for ham. Benjamin var foruden broderen den eneste unge mand, hun kendte. Hun og moderen levte så stille som to nonner. De omgikkes ikke sine fine bekendte fra „ velmagtsdagene “, som fru strand kaldte sine første, lyse ægteskabsår — og de var for stolt til at blande sig med almuen, som deres finere dannelse skilte dem fra. Ikke engang Benjamins mor, den snille, pene madam lunde fandt nåde for fru strands øjne. Da Benjamin gik, lovte han Ole, at han ville komme ombord i dampskibet og der sige det endelige farvel til ham. Det sidste, han så, idet han gik ud af døren, var Lise, der ligesom i stor træthed lænede sig ind til broderen... madam lunde kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hendes Benjamin efter Oles afrejse var mere stille og indesluttet end sædvanlig. Hvad mon der gik af gutten hendes? Sam-menligned han i sit stille sind sin og vennens forskellige skæbne? Den ene fri og glad som fuglen, der forlader sin hjemlige rede og flagrer over fjeldene mod sør — den anden fængslet til en kontorpult i en elendig norsk småby, uden håb om befrielse... Mens Benjamin begærligt ventede brev fra vennen derude — han tælled dagene og ugerne — flød hans liv hen i den gamle regelmæssighed, uden store sorger, men også uden glæder... Det lignede en grå strøm, der rinder hen over et fladt leje, mellem jævne bredder — ingen uro, ingen bølgegang, som kunne minde om storhavet derude. Hver søndag ledsagede han sin gamle, fest klædte mor til kirken. Det var hans adspredelse ovenpå den lange hverdags-uges triste og regelmæssige arbejde. Han hørte ikke meget efter, hvad præsten så, men fulgte i stilhed sine egne fantasier. Mangt et lidet digt blev nedskrevet i tankerne, mens han holdt salmebogen mellem hænderne og tilsyneladende var fordybet i pastor Danielsens blomstrende, urimelig lange prækener. Hver kvæld, når vejret var godt, spaserte han med moderen en tur ude på næsset. De så solen gå ned bag skærene derude, og fjord-speilet rødme og sitre i solnedgangen — og derpå gik de stille hjem igen til det stille hus, uden at veksle mange ord. Benjamin blev altid så tungsindig i solnedgangens time. Han sukkede så højt, et moderen kunne høre det. Tankerne listede sig bort fra hverdagsstrævet og drog, bevinget af længslen, mod hine fremmede, ukendte egne, hvor solen rødmende og hemmelighedsfuldt forsvandt... Og en fornemmelse af at være bunden på sjæl og legeme, en higen mod en løssluppen, skøn livsglæde, som den blot kan trives i syden, steg med uklar smerte op i ham... moderen så, at hans øjne pludselig fyldtes af tårer — men hun var klog nok til aldrig at spørge ham om grunden. — om lørdagskvælden deltog han undertiden i et whistparti med et par bekendte. Men det morede ham ikke at spille kort, og de unge mennesker, der var forretningsfolk med liv og sjæl, delte ikke hans åndelige interesser. Som en fremmed fugl sad han mellem dem. Søndagseftermiddag — når gudstjenesten var forbi og middagen spist — følte han sig mest tilfreds. Mens moderen da tog sig en liden lur eller besøgte en af de snaksomme nabomadammer, var han sin egen herre og kunne i sød, søndagsstille fred uforstyrret læse sine yndlingsforfattere eller udforme i sirlige vers sine små stemninger, der var rene, lidenskabsløse og blide som liliekonvallens duft. Selv den vanskelige sonetform skræm med ham ikke. Og siden fandt han en barnlig fornøjelse i at renskrive sine åndsprodukter med sin smukkeste kontorhånd. Det så ud akkurat som om det var trykt, syntes han, og han betragtede sit arbejde med hemmelig stolthed, idet han lagde hovedet påskakke. — over en måned var nu gået hen uden at Ole havde ladet høre fra sig. En dag vendte Benjamin mere nedslået end sædvanlig tilbage fra kontoret for at spise middag. Principalen havde været i dårligt humør, skændt på ham for en bagatel og kaldt ham et „ upraktisk menneske “, der ingen sand interesse viste for forretningen “ — og ordet „ upraktisk “ havde en egen sårende klang i Benjamins øre. Han var sig bevidst, at han udførte sin gerning på kontoret så samvittighedsfuldt som nogen. Hans syslen med literaturen i ledige stunder var en privat sag, som ikke kom principalen ved. Moderen stod i døren og vinkede til ham med et glædestrålende ansigt. Hun havde i hånden et brev, besat med fremmede frimærker. „ Fra Ole! “ råbte hun allerede i afstand. „ Brev fra Ole! “ Men Benjamin gik ind på sit eget, lille kammers og låste døren af for i al ro at studere den epistel fra vennen, som han så længe og så uroligt havde ventet på. Brevet var dateret „ Munchen, i september. “ „ Kære Benjamin! — du kan ikke tro, hvor hyggeligt jeg har det hernede. Jeg har fundet alle mine gamle kammerater igen — og den svarte Kathi, som jeg engang fortalte dig om, er ligeså vakker og mod mig lige så venlig som før. For hendes skyld går jeg i café Probst hver dag ( hun er nemlig kellnerinde der ). Det er såmen ikke de kedelige norske aviser, som drager mig. Der holdes forresten nubåde „ Verdens gang “ og „ Morgenbladet “. Hver kvæld går jeg i reglen hen i „ Grunes bæum “, for nu får man det bedste øl der, „ frisch vom fass. “ Og så er der så friskt at sidde om kvælden! Restaurationen er en såkaldet „ laube “, en stor have med grønt og træer. Stedet er fuldt af lystige mennesker, der spiser, drikker, ler og passiarer. Mellem træerne er der hængt kulørte lamper, som tager sig godt ud i disse mørke, varme høstkvælder. Isaren strømmer forbi, muntert brusende ( du kunne tænke på en elv derhjemme ) og hornmusikken spiller valse af Strausz og lanner. Denne musik er forresten min plage. De bæster spiller undertiden så falsk, at fanden skulle hente dem alle sammen. Når Kathi er fri om kvælden — det er hun forresten så ofte, da kafeen lukkes allerede kl. 8 — går hun ud med mig. Det er en spillende jente, kan du tro, så morsom og fuld af liv og skøierstreger. Hun kalder mig for sin „ bar aus norwegen “ — men hver gang hun således har skældt mig ud for en uciviliceret bjørn, får jeg altid et varmt kys ovenpå. — herregud, hvor jeg dog holder af hende, jeg ser slet ikke på de andre kvindfolk. Hun har forhekset mig ganske. Hun tror forresten at jeg er rig, hvad man hernede tror om alle udlændinger, og har betroet mig, at hun vil forlade kafeen og bo sammen med mig — et højst ædelmodigt og for mig smigrende tilbud, som jeg desværre af gode grunde ikke kan modtage. Den berømte pianistinde, Clara Schumann, enken efter den store komponist, hørte jeg nylig i „ Odeon “. Hun spillede stykker af sin afdøde mand, og en sonate af Beethoven. Begejstringen var med rette grænseløs. Du skulle bare været tilstede! Selv jeg, der til hverdagsbrug ikke har for megen følelse, var så bevæget, at jeg næsten skammede mig for min nabo. „ Nu kan du gå hjem og lægge dig, Ole! “ sagde jeg til mig selv. Jeg forsikrer dig om, at der vil gå lang tid hen inden jeg på ny får mod til at røre ved mit piano. Det bliver bare fusk, sammenlignet med en kunst af denne rang. „ Die gøttliche Clara! “ sagde med rette en af mine naboer, en ung, sværmerisk student med et sabelhug over næsen. Igår — søndag — havde jeg rigtig en god dag. Om formiddagen var jeg i pinakotheket. Jeg bliver aldrig træt af at betragte de mange dejlige billeder. Der er blandt alle de fortræffelige hollændere en rembrandt, som er så prægtig — og så er der et portræt af Goethe, som jeg ikke kan se mig mæt på. Håret er grånet og tyndt ved tindingen, men de brune øjne er så skarpe og livsspillende som hos en unggut — — én tvinges næsten til at slå sit blik ned for dem — og han holder den gamle krop beundringsværdig rank. Efter at jeg havde „ dineret “ i „ Oberpollin-ger “, gik jeg med et par danske kammerater — her er så mange skandinaver hernede, — en tur i „ Englischer garten “. — der skulle du se et anlæg, gut! Vi har ikke maken til det i hele Norge. Vor lille park derhjemme er som en græsvold i sammenligning med det. En ved ikke, om man skal kalde det park eller have eller et kunstigt opdyrket landskab, så udstrakt og rigt og vekslende er det. Her er brogede blomsterbede, der grønne, smilende enge, hist en liden mørk sø, overalt store, dejlige, gamle træer, der som en masse kæmper, snart enkeltvis, snart i grupper, bevogter denne dejlighed, som kunsten er gået hånd i hånd med naturen om at frembringe. I timevis kan du vandre om uden at anlægget tager ende. Omgivelserne skifter bestandig. Du tror, at du er kommet ind i en idyllisk bondegård, men du er fremdeles i „ Englischer garten “. I næste stund står du kanhænde i en gammeldags, sirligt klippet allé, med en snirklet pavillon i nærheden, der kunne minde dig om Versailles. Og netop nu ved høsttid er her så vakkert. Løvets farverigdom fortryker øjet — og himlen er så blændende klar i sin septemberblånen. ~ om kvælden var jeg sammen med Kathi i den gamle „ Rathhauskeller “, hvor man får den beste vin. Kathi tåler slet ingenting, og er så guddommelig morsom, når hun har fået en dråbe i hovedet. Hun havde næppe smagt på vor ausbrucker, inden hun rødmede som et jordbær, smilte lumskt, kneb mig i ørelappen, og begyndte at nynne sine naive tyrolerviser for mig. Hun vil altid, at jeg skal tale om Norge med hende. Jeg snakker løst og fast, kan du vide, og praler ikke så lidet. Jeg har også fortalt hende om dig, — mein busenfreund. Hun fandt straks ud, at du måtte være „ ein guter junge11 og vi drak gemytlig din skål. — naturligvis endte det med, at „ den norske bjørn “ måtte danse hjem med Kathi. Hun har ganske tæmmet mig, forstår du. Hun bor pent forresten, man skulle tro, man var hos en dame. Med min komponeren går det ikke rigtigt endnu. Jeg har for mange ideer til at udføre en enkelt — og så mangler jeg den fornødne ro. Ovenover mig bor en ung frøken, der mange timer daglig øver sig på violin. Det er til at bli’ gal over. Jeg har sagt til min værtinde, at enten må violinistinden bort eller jeg, for jeg holder det ikke ud. Min værtinde er forresten så snild og hyggelig. Det er en ungdommelig, sød, svulmende enke. Ofte ser hun på mig med et par øjne, så det løber mig koldt og varmt nedad ryggen. Foreløbig bliver jeg dog min lille Kathi tro. Jeg har to store, pene værelser, men betaler kun for det ene. Værtinden påstår, at de to værelser hører sammen. Nå, det bliver hendes sag! Her var god plads for dig, ser du. Du kunne boet frit hos mig — men desværre kom mer vi vel aldrig til at mødes herude. Du er en stor hjemfødning, der mangler al energi, og tager for mange hensyn til andre, glemmende det gamle, gode ord, at „ enhver er sig selv nærmest. “ Hvad skriver du nu på? Den idé til en novelle, som du havde ( den unge digternatur, som dræbes af prosaen og folkesnakket i en provinsby ) var udmærket, synes jeg. — læs forresten Goethe! Han er endnu ung nok for vor tid. Jeg studerer just i disse dage hans „ Wahlverwandtschaften “, en mærkelig psycho-logisk roman, der bringer en til at tænke på Darwins nye tteorier. Han var en seer, den gamle Goethe. Fremtiden spejlede sig i ham... Lev da vel, kære ven, og hav det godt i alle måder! Jeg må i hast slutte brevet, da Kathi uventet er kommet på besøg. Hun slår mig utålmodig over fingrene med en våd rose, mens jeg skriver dette. Undskyld derfor det plettede papir! Vi skal sammen hen i „ Franciskaner “ og høre tyrolersangerne, som hun holder så meget af. Hun er selv fra insbruck. hils mor og Lise, når du går forbi. Jeg har ikke tid at skrive hjem i dag. Og mange hilsener til din egen, snille mor! Sig hende, at jeg ikke kan glemme hendes brillante sildesalat. “ brevet virkede på Benjamin som en trækfuglskare, der på rejsen sydover strejfer en dødsdømt fanges gitter... Alle staggede udfærdslængsler, alle kvalte kunstnerdrømme vaktes smerteligt på ny. Han så gennem ruden ud mod de stængende fjelde, hvis tinder sløredes af høstdagens regnskodde — og uden at han mærkede det, piblede den ene tåre efter den anden ned over hans fine, magre kinder. Hvor Ole dog havde det dejligt derude — mens han forsmægted herhjemme! — Vorherre var ikke retfærdig, som afstak livsbanerne så forskelligt! Kvinder, vin, elskov, kunstnydelse — alt, hvad der kan friste et tyveårigt livslystent hjerte kaldte som huldre-toner på ham fra Oles brev... Men hvad nyttede det alt sammen? Han turde ikke følge lokket — han måtte blive til sin dødsdag her i småbyen, sammen med sin gamle mor, for hvis skyld han slæbte sig ihjel på kontoret — dette afskyelige, mørke, støvede kontor, hvor et solglimt aldrig trængte ind. Forsagelse, blev hans livs devise, forsagelse — hver time skulle minde ham om et uopfyldt ønske, om en hjertedrøm, der døde... — moderen bankede frygtsomt på døren til hans lukkede kammers, og meldte, at bordet var dækket. Han svarede med en røst, der ikke var hans sædvanlige, „ Kommer straks “, men åbnede ikke for hende. Han måtte endnu samle sig en stund, førend han kunne møde moderen. Der var steder i Oles brev, der pinte ham som når en plump hånd rører ved et hal

1880_Paulsen_Margherita

John

John

Paulsen

Margherita

male

male

no

Paulsen

Margherita

Paulsen

Margherita

Fortælling

n

gothic

Schou

KB

nan

nan

O

Første kapitel. Æi er i Neapel, Italiens mest maleriske stad, sirenestaden. Bred og solblank hviler den ved golfens bryst, med det glødende Vesuv i baggrunden. Vårdagen er vakker, himlen blåner uden en sky, luften er så mild som den kun kan være i hine sydlige egne; den er frisk af søbrisen og duftende af havernes orangetræer, roser og violer. Villa nationals vrimler af sommerklædte spadserende. Denne offentlige have, der ligger lige ved søen langsmed rivlsrs, æi obiaja, er på grund af sin friskhed og skønhed neapolitanerens yndlingspromenade. Den smykkes af prægtige træer og hvide marmorstatuer. En kølig Alls af egetræer strækker sig ned mod havet. Hist og her finder man høje, bredkronede palmer, der som fyrster fra en endnu varmere jordbund hæver sig majestætisk over havens lavere trægrupper. I hovedgangen, mellem grønt og purpurrøde blomster, beundrer man en kæmpestor, antik granitskål fra pæstum. Længer borte støder man på et lidet marmortempel, oprettet til ære for Virgil, hvis buste troner derinde, og til højre for dette et andet mindetempel for Tasso. — kl. er 4, den fashionable spadseretid, hvor musikkorpset spiller. Børnene leger og springer omkring under træerne, bønnerne med sølvspyd i håret og et ejendommeligt hovedtøj af brogede silkebånd følger dem med blikket delt mellem børnene og et par raske piemontesiske bersaglierer; de fremmede rejsende, let uendelige på deres usikre holdning og beundrende blik for ikke at tale om deres røde badeker, Murray ' s og lorgnetfouteraler, blander sig nysgerrige mellem de sortøjede signoraer og signorer. En ung dame, fulgt i frastand af en gammel, livreklædt tjener, går langsomt ned igennem egealleen. Ved en ømdreining møder hun pludselig en ung mand, der drømmende vandrer forbi hende uden at iagttage hende. Den unge dame standser og rødmer. Man kan læse på hendes frygtsomme ansigt, at hun overvejer om hun skal tiltale ham eller ej. Endelig fatter hun kæk beslutning. „ Signor Girolamo “, råber hun. Han standser. „ Det er ikke vakkert af dem at passere forbi deres venner uden hilsen. “ „ Irene! “ udbrød han, idet han med italienerens livlighed greb begge hendes hænder, „ ja, det er virkelig dem. “ „ Troede de mig i en anden verden måske? “ „ Nej, kun på den anden side af golfen i deres hjem i castellamare. “ „ Jeg er for tiden i besøg hos grev de monteviola ' s — “ „ Ah! Greven lever vel? Fremdeles optaget af af beundre balletten? Skade, af tteatrene snart lukkes. — og Fru grevinden —? “ „ Hun har det meget travlt med vårmoderne. — men de spørger slet ikke om min venindes befindende. “ „ Margherita? “ „ Ja. Hun spørger ofte efter dem. “ — næppe havde Irene sagt disse ord, førend hun angrede dem. Den unge mand blev opmærksom og gik tavs ved hendes side. De forlod ege-alleen og trådte ud på den i havet udspringende loggia, hvorfra man har fri udsigt. Tjeneren fulgte dem hele tiden som en skygge. De satte sig på bænken ved hinandens side, bølgerne brusede ved deres fødder, monotont, dyssende, fuglene sang i egetræerne bag dem — men de sad tavse. Golfen spillede i sit dejligste sølvblåt, doven og solvarm flød hver bølge. Som en blegviolet, vidunderlig formet sky fkimtede man Capri i det fjerne. Tilvenstre sorrent med sine farverige bjerge og lyse villaer. Inde i bunden Vesuv, meget rolig, trods alle professor Palmieris slemme forudsigelser. Kun en let sølvrøg svævede over keglen. det var et smukt par, de to, som sad der, bestrålet af forårssolen. Hun var klædt i en hvid dragt, prydet med rosenrøde silkesløifer og i stedet for hat bar hun en Rosengren slynget, ind i det blåsorte hår. Hendes mørkebrune, milde øjne, den fromme pande og mundens barnlige form gav hende noget skært og madonnalignende. Girolamos tankefine ansigt havde hin matte broncefarve, som man ofte ser i Italien. Hans let krusede hår ejede den samme blåsorte glans som hendes. Øjnene var sorte, store, fuld af velvilje, renhed og drømmeri, med en vis tilsløret glans, som man ser hos dem, der har læst og grublet meget. I øjenkrogene fine rynker. Han bar briller og ryggen en smule bøjet. Når han talte, fkete det med en lav, blød røst: når han lyttede til andres tale, var det med et beskedent smil. „ Hvor her er vakkert! “ sagde omsider Irene; hun var så lykkelig, hun sad der i solskin og vår ved hans side. „ Så Margherita har spurgt efter mig? “ sagve han, i stedet for at svare på hendes bemærkning. Irene reves ud af sin drøm. Hun så på ham og tegnede i sandet med spidsen af sin rosenrøde entoucas. „ Ikke hun alene, også hendes forældre. Hele familien har ventet deres visit. Det er længe siden, man har haft den fornøjelse at se dem — “ „ De vød, gode Irene, at jeg ikke er noget visitmenneske, jeg mener, jeg hører ikke til hine unge kavallerer, der noterer sig hver fødselsdag og festdag i de forskellige familier og altid står rede i sort kjole og med chapeaubas ' en i hånden. Jeg er en eneboer, om de vil. I mit studerekammer, mellem mine gamle klassikere, er jeg mest tilfreds. “ Irene sukkede, uden at han mærkede det. „ Jeg vod, de er en stor drømmer, “ sagde hun, fremdeles tegnende med entoucas ' en i sandet. „ De lever i deres indre verden; de glemmer den virkelige med de mange dissonantser, når de fordyber dem i læsningen af alle de gamle digtere og filosofer og deres fantasi bærer dem mod det svundne, af dem så højt elskede Grækenland. Hvor jeg ønsker at være lærd, når jeg er sammen med dem! Så kunne vi nu føre en liden, behagelig samtale om Sokrates eller platon — “ „ Eller om Saffo, “ sagde han smilende, „ den store digterinde fra lesbos; det er deres eget køn — “ „ Vi er også stolte af hende, signor Girolamo. — måske var det hende, der lagde beslag på deres tanke, da de ville passere mig uden at bringe mig deres hyldest? “ „ Netop! Jeg oversætter for tiden hendes oder. Det er et vanskeligt arbejde, men det interesserer mig levende. “ Der blev en pause. Irene beskrev nye cirkler med entoucas ' en. Pludselig vendte han sig mod hende: „ Irene, er de min veninde? “ Hun løftede sine øjne imod ham og i dette åbne, venlige blik lå der svar nok. „ Velan, så vil jeg gøre dem et spørgsmål, der lyder noget underligt, men som de ikke vil misforstå. De, der beærer mig med deres venskab og for Margherita er som en søster — “ „ Tal! “ — hun skalv hemmeligt. „ De sagde nys, at Margherita — de mente, at -- -- -- -med et ord, tror de, at Margherita har noget tilovers for mig? “ Der gik flere sekunder hen, inden den unge pige svarede. Hun bøjede sig dybt ned, idet hun rettede på silkesløiferne ved sin kjole. „ Jeg tror det. “ „ O, Irene, hvor de gør mig lykkelig! “ Hans forlegenhed var væk; han greb fyrigt hendes hænder. Hun undgik at se på ham, idet hun blidt rev sig løs. En stor og hed tåre randt nedover kinden. Hun så udover landskabet, men det forekom hende ikke mere det samme. Dog fuglene i egetræet sang jublende som før... Hun rejste sig og vinkede på tjeneren. „ De vil allerede gå, Irene? Jeg havde endnu så meget at spørge dem om — “ „ Jeg er træt — vårluften har angrebet mig og Pietro bliver ked af at vente - “ „ De er fremdeles bange for at gå ud alene? De lader dem ledsage af tjeneren? “ „ Jeg bøjer mig for etiketten. Vi stakkels jtalienerinder har endnu ikke nået amerikanerindernes frihed. — farvel, signor Girolamo! “ „ Farvel! “ Han rakte hende hånden; hun tog den uden at se op. „ Jeg besøger eder en af de første dage. “ „ De er altid velkommen, signor. “ Hun gik med Pietro i hælene. Et stykke frem drejede hun hovedet og så efter ham. Han sad endnu på bænken. Han havde slynget hænderne om sine knæ og stirrede ud for sig med et tankefuldt smil. Den drømmer! — tænkte han nu på Margherita eller på — Saffo? Det var vanskeligt at sige. På Irene tænkte han i al fald ikke mere. andet kapitel. Grev Ferdinands de monteviola tilhørte en af Neapels ældste, rigeste men ikke mest ansete familier. Den havde undertiden plettet sit våbenskjold ved mindre hæderlige handlinger, hvorom traditionen endnu vidste at fortælle. Snigmord og gift spillede en ikke ubetydelig rolle hos den ældre generation og den nye æt vanslægtede ikke på sine fædre. Grev ferdinandos bedstefar havde været en af de første, som i 1808 sluttede sig til Murat, og en af de første til i ulykken at opgive hans sag. Grevens far, Vincenzo, havde taget parti for de hjemvendte bourbonner og ved Ferdinand den 2dens Hof opnået en høj stilling. Da det bourbonfke regimente i 1848 truede med at styrte sammen, reddede greven sig i tide. Han forlod sin plads ved hoffet, rejste udenlands, og satte sine kapitaler i engelske og tyske banker. Hans hustru var død. Ferdinands, dengang en 16års gut, fulgte ham og fik sin første opdragelse ved spillebordene i Monaco, baden-baden og ems. Guttens sædvanlige selskab bestod af faderens svirebrødre og maitresser, og dette liv satte hurtigt sit præg på hans af naturen ædelt anlagte karakter. Han oplærtes af faderen til at blive en fuldkommen dandy; han fik passion for heste, red og jagede, klædte sig elegant, spillede med held, fik sig en maitresse og en hund, og havde tilslut den lykke, at blive let såret i en duel. Faderen - var ganske stolt af „ Ufllo mio “, den kære, lærvillige Ferdinands, hans eget spejlbillede. Efter en gjennemsviret nat, tilbragt ved spillebordet, døde faderen i baden-baden. En hjernerystelse, sagde lægen. Hans formue havde lidt adskilligt, men der var dog penge nok tilbage for at sønnen med glans kunne opretholde tit grevelige navn. Desuden havde han jo familiepaladset i Neapel tilbage. Da urolighederne endnu vedvarede dernede, nølede Ferdinands med at vende tilbage til sin fødeftad. Han rejste til Paris. I begyndelsen havde han en svag ids om, at han lig andre, unge mænd burde lære noget, måske opholde sig et semester ved universitetet; men han slog snart disse „ Griller “ af hovedet. Hvad skulle han med lærdom? Det er uforeneligt med en ægte, italiensk adelsmands værdighed at udfylde en stilling som doktor, professor, officier ligesom andre simple dødelige. Han skal bo i ensom værdighed i sit gamle palads, selv om dette forfalder, og han dør af sult og kedsomhed derinde i de nøgne gemakker. Det eneste, som passer sig for hans høje stand, er en ansættelse ved diplomatiet eller hoffet; men denne skal, vel at mærke, tilbydes, aldrig søges. — disse principer havde faderen allerede tidligt indprentet Ferdinands. Han begyndte at „ studere “ Paris i stedet for at studere ved sorbonne. Han blev medlem af jokeyklubben, han anskaffede sig ekvipage, han beærede hver,, prsmisos i den italienske opera eller llbeotre krantzais med sin nærværelse; man så ham ved væddeløbene på Longchamps og hver dag, før dineren, kørte han i boulogneskogen turen rundt gøen. Han kendte alle de hemmelige klubber, hvor,, la jeunesss clorss “ søger hen for at blive af med sit guld, og tilslut endte han med at forelske sig i en blond, italiensk balletdandserinde, der netop da forrykkede hovedet på alle pariserne med sine lidenskabelige Spring og pirouetter, og hvis ry var ligeså let som hendes fod. Han troede efter tidligere gjorte erfaringer at. det måtte være lidet vanskeligt at vinde denne dames gunst; men han forregnede sig; hverken guld eller smiger banede ham vej til „ lo bslla klioiukiim “. Hun var jo fra Italien og i elskovsaffairer ligeså erfaren som han. Hun svarede ham med en bekendt fyrstindes ord: „ Vejen til mit sovekammer, signor, går igennem kirken. “ — hendes beregnede kulde og modstand ophidsede kun hans lidenskab. Han indså tilslut at for at komme i besiddelse af hende, måtte han ægte hende — og en vakker dag blev da den letfodede og letfærdige ballerina grevinde de monteviola. Pariserne talte om „ Skandale “ og greven flygtede med fin blonde brud til Neapel, hvor han i sit gamle palads gemte sig og hvedebrødsdagenes lykke for den nysgerrige verdens øjne. Nogen lykke blev det dog ikke! Greven vågnede snart af rusen og opdagede at hans dyrekøbte perle var falsk. Al sin jntelligents havde hun i benene og da ikke ægteskabet just er en Dands, havde hun liden anledning til at vise sin elskværdige side. Greven kaldte hende „ passa “ ( tosse ) og viste hende ringeagt. Hun trøstede sig med at pynte sig og vælge sig en elsker mellem stadens smukke militære. Da hun blev ældre, blev hun devot og forenede i abbed Pisanis person både vennen og sjælesørgeren. Lukkede greven øjnene til for hendes utroskab eller så han den ikke, optaget som han var af de mange adspredelser udenfor huset? Hans gamle kærlighed for balletten vågnede på ny og hans vekslende forbindelser med terpsichores døtre afgav et yndet samtaleemne i staden. Alle fornemme familier holdt sig borte fra grev de monteviola, der ved sit giftermål havde udelukket sig fra sine jævnbyrdiges kreds. Nogle borgerlige familier, hvoriblandt Girolamos far, havde det dog lykkets greven af trække til sig; men også de kom sjældent. I dette hjem voksede Margherita, deres eneste barn, op. Som ganske liden var hun glad og kvik og røbede allerede i småting tegn på en mere udpræget karakter. Hun havde en uvilkårlig skræk for smuds og synet af en ederkop bragte hende til af blegne og fkrige. Derimod elskede hun lidenskabeligt alt, hvad der var skønt, en blomst, en farvet sten, og hendes egen dragt måtte altid være så smuk som mulig. Visse farver afskyede hun og da moderen engang bragte hende en pebret kjole, var det umuligt hverken ved smiger eller trudsler af få den lille til af iføre sig den. Hendes bønne sagde: „ Vent bare! Af Margherita bliver der enten noget stort eller ingenting. “ I tolv Års alderen foregik der en forandring med barnet. Hun begyndte at se og iagttage livet i sit hjem, og hun blev stille og indadvendt. Hun kunne stå i lange stunderi buevinduet, halv skjult af gardinet, og med de store, blå øjne, tilligemed det lyse hår en arv efter moderen, fæstede tungsindigt spørgende på forældrene, hvis gensidige kolde, fra grevens side ringeagtende forhold allerede slog hende. Når greven var vred, bebrejdede han altid sin hustru hendes fortid. Hun havde ødelagt hans liv, han var en ulykkelig mand, han havde sat en skamplet på sit berømte navn ved at ægte „ en forloren ballerina “, der ikke engang bragte ham et godt rygte i medgift. Fruen lo hånligt og vel indviet i grevens familiehisforie spurgte hun ham om, hvilken af sine Ahner han særlig var stolt as, om det var af Don Giacomo, der forgav sin finde med en djævelsk, af jesuiterne lavet gift, eller om det var af Vittorio, der blev en forræder mod Murat, eller af hans egen far, der sveg bourbonnerne og hvis blodløse slagmark blev spillebordene i ems og Baden Baden? Margherita gemte sig ræd bag gardinet. Hun hørte et skrig; greven havde løftet hånd mod sin hustru. — når Margherita siden betragtede den lange række af familieportraiter, der hang i korridoren og i salonen, rødmede hun. „ Man skulle vende jer alle sammen om mod muren, “ hviskedee hun. „ I uslinge! “ Instinktmæssig sølle hun, at luften ikke var ren i hendes hjem. Den mindede om den blandede Duft af patchouli og råden frugt. Moderen valgte hende allerede tidligt til sin fortrolige, besværende sig over mandens letsindighed og kærlighedseventyr. Smudsige historier brændte sig ind i Margheritas erindring. Faderens dunkle ord om moderens fortid kunne hun heller ikke glemme. „ Hvad har min mor gjort? “ Spurgte hun gysende sig selv. At hun havde været primadonna ved en Dandsetrup, vidste hun, men det var også det hele. — abbed Pisani, moderens ven, hadede hun fra første stund. Hvergang han bøjede sit ragede hoved og med et slesk smil kyssede grevindens hånd, pintes Margherita. Det var som om moderen led en offentlig beskæmmelse. Den tidligere dandserinde udfyldte kun flet sin nuværende høje stilling. Da hun af naturen var doven, ville hun ikke anstrenge sin ånd for at indhente de almene kundskaber, som hun manglede. Hun forstod at læse, især når bogen var storstilet, men i den ædle skrivekunst stod hun endnu langt tilbage. Greven bed sig mere end engang i moustachen, når hun ligeoverfor fremmede med en naiv sikkerhed blottede sin forfærdelige uvidenhed. Imidlertid læste hun adskilligt, men den lekture, hun i smug valgte sig, gav mere næring for hendes sandselighed end for hendes sjæleliv; den bestod af italienske og franske småskriffer, oftest med dristige illustrationer. Disse bøger faldt allerede tidligt i Margheritas hænder. Barnet havde en ualmindelig læselyst, og som høgen slog hun ned på hvad hun kom over, det tørreste, det interessanteste, historie, lyrik, filosofi, romaner, alt var hende lige kærkomment. Til lykke forstod hun ikke grundtanken i moderens småskriffer; illustrationerne gav hende dog adskilligt at drømme over. Hun læste skrifterne op igen, følte ligesom et tryk om hjertet, men begreb dem ikke bedre, trods de oplysende illustrationer. Det var en sommerdag, Margherita kunne dengang være en 14—15 år gammel. Hun var inde i moderens sovekammer for at hente en af hine pikante småbøger. Altandøren var åben ud til haven, luften var tung af sciroccoen, lyset var gult og døsigt, møbler og malerier, alle værelsets genstande havde et søvnigt, trykket præg. For at trække luft, gik Margherita ud på altanen og lod persiennen falde til efter sig. En stund efter hørte hun stemmer inde i sovekammeret; det var moderen og abbed Pisani. Margherita blev opmæksom. Moderen stængte døren. Denne forsigtighedsregel bragte Margheritas opmærksomhed til at stige. Nysgerrig keg hun gennem persiennen. „ Vi er ene, min veninde? “ sagde abbeden med en for Margherita fremmed røst. Den devote, slæbende tone var borte. Stemmen fkalv af lidenskab. „ Greven er på jagt ved bajæ, “ svarede hun. „ Han bryr sig mere om heste og hunde end om sin kones selskab. Il ks^^o! “ „ Han mangler smag, “ sagde abbeden. „ Å, ml » Della bionælva! Du blonde dejlighed! “ „ blævsräo mio, “ sukkede moderen og trak ham mod sig. „ Du er den eneste, som forstår mig! Du — “ Resten af hendes ord druknede i abbedens Kys. Med et stift blik betragtede Margherita denne scene. Hendes første, uklare tanke var at styrte srem; men hun undertrykte skriget på sine læber, og grebet af en pludselig svaghed sank hun ned på altangulvet. Halv bevidstløs lå hun der. En dump susen lød for hendes øre. Da hun atter kom til besindelse og keg ind i sovekammeret, fandt hun dette tomt som en tyv listede hun sig ud, ned igennem korridoren og nåde, uden at møde nogen, en bagtrappe, der førte ned til haven. Denne lå og brændte i solstegen. Cypresserne havde et gulgrønt, støvet skær og bevægede umærkeligt sine toppe for det lumre vindpust fra Afrika. Alt dirrede i heden. Selv de store marmorvaser, der smykkede indgangen, syntes i dette stærke Sollys at have tabt sin ubevægelighed. Men Margherita havde ikke øje for noget af dette. Paladset lå ved mergellina, dets faeade vendte ud mod golfen, bagbygningen heldede sig derimod. mod posilippos grønne høje og her var haven anlagt, umådelig og stigende. Opad den blomstrende skråning ilede hun som en forfulgt, forbi cypresserne, forbi marmorvaserne og statuerne, forbi laurbærtræerne, rosenbedene, og de lave, beklippede myrthebuske. Først da hun var så langt fra huset, at ingen kunne øjne hende, standsede hun og trykkede hænderne mod sit hjerte og sin brændende pande, hvorfra sveddråberne haglede. — denne del af haven var øde og forfalden. Nogle værkbrudne statuer skjultes halvt af efeu. Et mylder af caprifolium søgte at skjule en hovedløs Venus “ Nøgenhed og apollons afbrudte lyre erstattedes af virkelige laurbærkrandse, som Fru natura gavmildt havde slynget om sangerens lemlæstede marmorhånd. Margherita brød gennem buskene, uden at ændse, at kvisterne rev og sårede hendes hænder og klæder og nåde tilslut Neptuns grotte, hendes yndlingssted. Her havde i gamle dage sprudlet en Fontaine, men nu stod kun tilbage den tomme, grønslimede marmorkumme, hvori de spraglede firben havde sine reder. Neptuns mægtige skikkelse havde efterhånden, under vejrets og tidens indflydelse fået et mørkt, grønligt skær, der passede fortrinligt til omgivelserne, dette tavse, grønne vildnis. Berøvet sin trefork og med det lange skæg overvokset af græs, stod han der, ikke mere havets konge, men lig en mystisk, lurende skog-gud hævede han sig mellem buskene. Grotten dannedes af et uhyre muslingskal, der som en åben tempelhal sluttede sig om Neptuns smuldrende lemmer. Herinde var køligt og stille. Man hørte kun fluernes summen og den lette, silkeraslende lyd af et firben, der brød sig vej gennem græsset. Hvert blad hang stille og sygt, smægtende efter regn. En edderkop sad rolig i sin væv og lurede på fluerne. — Margherita trykkede sig ræd ind i grottens dybeste krog. „ Min gud, min gud! “ råbte hun. Hvad havde hun ikke oplevet? Hun knugede hånden krampagtigt fast mod sine øjne. Hun ville glemme, hvad hun havde set, hun ville ikke se, men trods de mod øjnene knyttede hænder så hun kun endnu mere intensivt det forfærdelige billede. Det var som man brændte hendes unge pande med et rødt jern. Borte var hendes tankes uskyld, borte var barnets hellige uvidenhed. Hun havde skrækslagen set ind i lidenskabens brødefulde verden — og hun var ikke barn længer; hun følte blodet bruse i sine årer. Borte var agtelsen for moderen, og for faderen der havde givet hende en sådan kvinde til mor, borte var kærligheden til forældrene; hun kunne blot blues og sørge over dem. Denne mørke time kastede et grelt, forfærdende lys over fortiden og lod hende ræddes for fremtiden. Nu forstod hun faderens dunkle hentydninger til moderens liv før ægteskabet, nu forstod hun indholdet af hine smudsige småskrifter. I sin tanke læste hun dem modstræbende og angst op igen, de dunkle sætninger blussede nu op som i ild, og hun rødmede over denne skændsel og hun dækkede for sit syn med en hjertegribende hulken. „ O, min gud! “ skreg hun fortvivlet, „ hvad har jeg forbrudt, at jeg blev født i dette hjem, af disse forældre! “ tredie kapitel. Det blev aften og spisetid. Margherita vendte ikke tilbage til paladset. Man søgte efter hende i alle retninger, men uden resultat., omsider fik en af tjenerne den ide at søge hende i Neptuns grotte, hvor hun ofte gik for at læse uforstyrret. Der fandt man hende. Bleg og bevidstløs lå hun på den kolde jord, under de grønne slyngplanter, ligeså kold og rolig som Neptun ved hendes side. Nogle løse blade havde floket sig ind i hendes blonde hår og vinden havde ført nogle blomster fra de nærstående orangetræer hen over hendes hvide klædning. Hun lignede et ungt, blomsterdækket lig. Man bragte hende iseng; hun kom atter til bevidsthed og den første, hun så ved siden af sengen, da hun atter slog øjet op, var moderen, der med øm uro betragtede hende. Margherita lukkede atter hurtigt øjet som berørt af noget smerteligt. Moderen styrtede til for at omfavne hende; men med et rædselsskrig trykkede Margherita sig tilbage i puden. „ Rør mig ikke! — du gør mig så ondt, “ skreg hun. „ Rør mig ikke! “ — „ Hun fanfaserer, “ sukkede moderen. „ Stakkels barn! — Pietro, lad straks doktoren kalde! Jeg frygter for, at hendes hjerne er angrebet. Hun har fået et solstik ved barhovedet at læse derude i haven. Hvor ofte har jeg ikke forbudt hende at gå herud uden stråhat! “ Efter nogle ugers feber kom Margherita atter til kræfter. Faderen havde været meget bekymret for hende under sygdommen og for hendes skyld renonceret på et aftalt jagtparti, hvad der ikke betød lidet for en så ivrig sportsmand. Margherita rejste sig fra sygleiet som en ny skabning. Barnesmilet var borte som barnetanken. Kold, stolt og tavs stod kvinden der og afviste fornem hver venlighed fra forældrenes side. I sit stille sind havde hun sat sig til doms over dem begge. Hellere være født i den fattigste hytte, af brave folk, end i dette palads! — aldrig henvendte hun et ord til moderen, uden at det var tvingende nødvendigt; hun lagde ikke skjul på den foragt, hun nærede for hende. Faderen havde hun mere tilovers for. Hun ringeagtede ham men samtidig havde hun den medlidenhed for ham som man nærer for svage og børn. Abbeden fyldte hende med væmmelse. Da hun første gang genså ham efter hin scene, og han med hyllet faderlighed ville lægge hånden velsignende på hendes pande, sprang hun tilbage som om et ækelt dyr haode gydt sit slim udover hende. I rekonvalescentsetid foretog hun køreture sammen med Irene langs uivisru < li ( ' biufo, hvor der i regelen findes mange spadserende. Margherita greb sig i at vende hovedet efter hver forbigående ung mand, og da en sjælden smuk sjøofficier passerede forbi, betragtede hun ham så dristigt, at han først sænkede sit øje. Skamfuld skjulte Margherita sig under entoucas ' en. Hun befalede straks kusken at køre hjem; her forlod hun Irene uden nogen undskyldning og stængte sig inde på sit Kammer. Irene trængte sig ind til hende, men fik intet svar på sine bekymrede svørgsmål, Irene, der ellers havde hendes fulde fortrolighed. Deres venskab var bleven sluttet i skolen. Ingen af de adelige, unge piger havde sluttet sig til Margherita; hun havde også gjort lidet for at vinde dem. Hun havde nogle gange inviteret dem til sit hjem, men ingen modtog indbydelsen. Hendes mor var jo endnu ikke presenteret for Neapels fornemme verden som grevinde de monteviola — og ansås heller ikke for presentabel. — kun Irene, den borgerlige pige fra castellamare, en jævn embedsmands datter, sluttede sig varmt og trofast til hende og Margherita, hvis hjerte svulmede af kjærlighedstrang uden at hun i sit hjem fandt nogen værdig at udøse den for, kastede al sin tilbagetrængte ømhed på veninden. Hun favnede undertiden Irene med en elskers lidenskab, idet hun drømte om romanernes helte. Så blev en vakker dag romanen virkelighed: hun mødte Girolamo. Girolamos far var en rig købmand, grevens bankier, der i denne sin stilling havde haft anledning til at yde greven adskillige tjenester. Greven havde as taknemmelighed inviteret far og søn til et lidet selskab, lutter herrer som sædvanlig hos grevens. Der så Margherita Girolamo for første gang. Med en skrækblandet fryd sagde hun sig selv, at denne unge mand havde en stor magt over hende. Hun skalv i hans nærhed, hun indsugede hans ord, hun længtes efter at røre ved hans klæder, ved hans hænder. Bien havde hun ret til at følge sit hjertes røst? Kunne det ikke være en forræderisk stemme, der ledte hende vild, lig hin lokkende fuglerøst, der drager vandreren bort fra den slagne skogvei og gennem mørke stier fører ham til afgrundens rand? Var dette virkelig kærlighed? Og hvis det var kærlighed, var det da den ægte, guldet det prøvede, hin hengivenhed, der varer for hele livet? Eller var det kun en følelsens bastard, hvorover hun burde skamme sig, skabt af hendes eget hede blod og af hans ungdom og smukke ydre? — da faderen ægtede hendes moder, mon han ikke da havde troet at elske hende sandt og oprigtigt, og hvad var det som i virkeligheden han elskede? Hendes små fødder og blonde hår, sjæl havde han ikke forlangt. blev hendes kærlighed gjengjældte hun håbede det af mange små tegn, kun synlige for den elskedes skarpe øje. Men hvis han holdt af hende, hvorfor erklærede han sig da ikke? Frygtede han for hendes rang? Lagde hendes komtesse-titel hindringer i vejen? Tankerne surrede som fluer om i hendes hoved. Hun fik ikke sove om nætterne. Den hede, italienske luft gjorde sit til. Men når hun længe havde våget slig ved siden af den lille natlampe, fik tilslut den trætte, ophidsede hjerne visioner: lød der ikke sagte skridt i korridoren?. Var det ikke hans bløde stemme, der kaldte... Han nærmede sig... endnu nærmere... han slog armene om hende... hun følte hans varme ånde over sin mund — de glødende erindringer fra moderens småromaner blandede sig pludseligt med visionerne. Hun slog ud med armene, hun vred sig i uvilie, men de fristende, ømme billeder ville ikke vige. Hendes blod flammede. Så rev hun sig med en kraftanstrengelse løs fra disse fantasier og sprang op fra sengen i fin lette natdragt. — hun rev vinduet op... klamrende sig som en druknende til vindueskarmen, idet hun, stærkt åndende, nærved at kvæles, indsugede den kølige natteluft. Tilflut faldt hun på knæ midt i værelset og bad brændende til Madonna om hjælp og nåde. „ Ikke som mor, “ bad hun, „ ikke som mor... “ Efter en sådan lidelsesnat forandrede hun om morgenen hele sit sovekammer. Moderen havde selv indrettet dette, uden at rådspørge Margherita, på en blødagtig, luksuriøs måde. Margherita tog bort de små malerier, der forestillede amoriner, ømme hyrdescener, græske elskovsmyther, Amor og psyche hang ved siden af Leda med svanen; hun tog bort blomsterne, nipssagerne og de vellugtende essentser fra toilettebordet, det hvide, luftige flornet fra sengen tilligemed dens bløde silketæpper. Hun indrettede så værelset efter sin smag, strengt, enkelt og værdigt som en nonnes celle. Ingen af disse yppige småting, der kunne forurolige en varm fantasi. Kun et elfenbenskrusifiks over sengen beholdt hun; det var kammerets eneste smykke. Dog i de følgende nætter holdtes hun atter vågen. Værelsets omskabning nyttede intet. Atter drømte hun om Girolamo. Hendes åbne, natstore øje hvilede mekanisk på kristusbilledet og det hellige ansigt antog efterhånden som ved et ubegribeligt trylleri Girolamos træk... Hvor han var smuk og mandig!... Hvor hans nøgne lemmer var ædle og velformede... Hun få længe, længe på krusifikset; det var også et plastiskt kunstværk, forfærdiget af en berømt mester fra renaisancen. Dagen efter tog hun krusifikset bort og erstattede det ved et madonnabillede. —- ville hun nu få ro? — disse sorgfulde, blå moderøine vågede ligesom beskyttende over hende... Øverst i paladset var et gammelt garderobekammer. derop bragte Margherita de afskedigede malerier og tæpper. Da hun gemte krusifikset der mellem nogle gamle messebøger, opdagede hun, blandt alle de gamle rustninger, spyd, kårder, guldbroderede kjoler æ lo Ludvig den 14de, noget mørktog underligt, der lignede en fin kurvefletning. Det var en grov hårskjorte, der havde tilhørt hendes grandtante Ursula, der i høj alder var død som abbedisse for sit kloster og som til minde om sin fromhed og spægelse havde testamenteret familien dette smertensklenodie. Som et kostbart fund tog Margherita det med sig til sit Kammer. Samme nat bar hun den på sit fine legeme, hvis bløde silkehud vred sig under torturen. Da Irene næste dag ville omfavne Margherita, skreg Margherita af smerte. Trykket af venindens arme gjorde hende ondt. Og dog ønskede hun senere i sin eksalterede Iver at eje en svøbe for dermed i midnattens længselsstund at kunne piske sit af hårskjorten allerede plagede legeme, lig hine fromme søstre, hvorom hun havde læst i kirkehistorien. Da Girolamos besøg blev sjeldnere og sjeldnere, tænkte Margherita, at hun havde taget fejl af ham, at hun var ham helt ligegyldig og grædende bad hun faderen om at måtte få lov at frasige sig verden og gå i kloster for der i fred og andagtsøvelser at tilbringe sit øvrige liv. Faderen lo af hendes „ naragtige indfald “, og moderen sagde senere til greven: „ Der er griller, som går over, når hun først bliver gift. Margherita er nu 17 år. Det er på tide, vi finder hende en mand. “ Da Girolamo atter besøgte grevens, modtog Margherita ham kold og stolt. Alle forelskede kender denne følelse, der udspringer fra vor sårede egenkærlighed. Hun ville straffe ham for hans ligegyldighed, hans lange fravær, den hun betragtede som en personlig krænkelse, og hun straffede dybest sig selv, idet hun bragte ham til at lide. Med smertefuld forundring spurgte han sig selv, hvad der vel kunne være grunden til hendes forandrede opførsel. Margherita led utroligt. Efter hvert koldt ord havde hun lyst til at kalde ham tilbage og trykke ham til sit bryst. Hun frygtede hemmeligt en rival og anede ikke at rivalen her var nogle gamle, klassiske skrifter. Da længere tid gik hen, hvori han kun aflagde sjeldnere besøg, undertiden sammen med faderen, den gamle bankier, og han fremdeles ikke erklærede sig, tabte hun alt håb. Tilslut fik hun en smertelig mistanke. En dag, da Girolamo stod fordybet i betragtningen af de gamle familieportraiter i korridoren, sagde hun til sig selv med et bittert smil: „ Han foragter mig ligesom mine ædle Ahner — nu forstår jeg ham... Jeg, en montcviola, dandserindens datter, findes ikke værdig til at være hustru til b > r. Girolamo gualandi: han foragter mig. “ Og hun græd i Enrum. herde kapitel. Grevens palads var bygget i renaisancestil. Uden at være skabt af en mester som bromante, hvis paladser med den enkle, skønne fayade og de rene linier man beundrer i rom, gjorde det dog i sin helhed et godt og imponerende indtryk. Facaden havde en stor, i rococcotiden tilføjet portal, hvis bizarre sammensætning skadede hovedstilens renhed. Vestibulen var med sit høje, hvælvede tag, med sine store, med marmorstatuer forsynede nicher, værdigt en konges indtog. Den brede, firkantede gårdsplads var omgivet af arkader, med antike søjler af farve

1881_Paulsen_NorskProvinsliv

John

John

Paulsen

Norsk Provinsliv

male

male

no

Paulsen

Norsk Provinsliv

Paulsen

Norsk Provinsliv

n

roman

Schou

KB

nan

nan

O

i. kontoret var lidet og meget gammeldags indrettet. En stor pult indtog den største plads. Den var af sortmalet egetræ, klodset og tung i formen; dens fire grønne uld-indfældninger, de egentlige skrivepladse, var her og der forrevne og tilsmudsede af blæk, og pultens kanter bar adskillige mærker efter penneknivens snit i ledige stunder. Rundtomkring pulten var placeret et par kontorkrakke, hvis sæder af skind ved det lange slid var blevne helt glindsende og kun i kanterne bevarede sin oprindelig glansløse, brune farve. Pulten prydedes af en liden skibsmodel, meget fint rigget, indtil de mindste enkeltheder, og de mørkegrønne vægge af et,,skilderi i ramme “, forestillende et skib, der for fulde sejl og med det norske flag på Toppen stryger hen over bølgerne, og med denne underskrift: „ Brig Juno, ført af capt. Hansen. Neapel. 1828. “ Skaberen af dette kunstværk havde desværre ikke haft nogen synderlig ud- viklet farvesands. Søen var malet rødlig, skibet sort med grønne striber, og den rygende kegle i baggrunden, der skulle forestille Vesuv, havde en brandgul farve, der måske symbolsk skulle antyde bjergets indre glød. Trods disse kunstneriske mangler så dog altid ejeren, grosserer brun, med hemmelig stolthed op fra sin pult på billedet. „ Den skude der, far, “ sagde han til sin opmærksomt lyttende kontorist, „ har fortjent mig mangen god skilling, og skipper Hansen var en sømand på sin Hals. Man finder ikke slige skippere nu tildags, nej, Pokker om man gør! “ — ovnen svarede til det øvrige; den var svær og plump, med tiere etager dyngede ovenpå hinanden, et af disse ældgamle uhyrer, der sluger et læs ved om ugen. På ovnens spids stod en sortmalet gibsbuste af Karl Johan. Vinduerne var forsynede med skodder, på hvilke der var malet blomsterpotter med snørklede tulipaner og roser over en hvid grund. En svær pengekiste af jern fyldte kontorets ene hjørne. En edderkop havde spundet sin væv mellem de støvede florsgardiner. Det lod ikke til, at der ofte blev holdt renselsesfest på dette til handelens gud indviede sted. det var ganske stille på kontoret. Man hørte kun lyden af den voldsomme regn, når den smeldende slog mod ruden, et regnvejr, som man kun har det i Bergen, hvor handlingen spiller, og af kontoristens pen, når den raslende løb hen over papiret. Kontoristen var alene. Han sad på den unaturligt opskruede krak og skrev flittigt, med hovedbogen foran sig, den ene konto-kourant ud efter den anden. Det var en ung, tyveårig mand med et langt, blegt ansigt og blondt hår, der, moden tiltrods, faldt rigt og langt ned over halsen. Nu og da standsede han sit arbejde, tyggede på pennen og løftede, ligesom utålmodig over den vedvarende regn, sine øjne spejdende mod vinduerne. Disse øjne var store, blå, med et mildt, næsten frygtsomt udtryk. Pludselig lysnede det inde på kontoret. Skyerne drev jagende forbi, og et stykke klar himmel kom tilsyne, en af disse snare vejrforandringer, som man kun ser i April. Kort efter faldt et solglimt ind over. Kontoristen så forventningsfuldt op. Et nyt solglimt-fulgte, det lod edderkoppens væv mellem gardinerne spille som Ane sølvtråde, det gled forklarende hen over „ Juno “, hvis Vesuv blev dobbelt glødende — kontoristen så derpå, i sekundet var hans længsel i Italien — og tilslut søgte det, uden resultat, at forgylde Karl Johan, der, sort som en Morian, tronede på kaminpladen. Kontoristen smilte i 4 velbehag og mumlede uvilkårligt et par linier af et digt, dei’ faldt ham ind: „ Et glimt af sol, jeg kræver ikke mere, et solglimt kun, og hele hjertet 1er — “ Han skød konto-kouranterne til side, så sig sky omkring, som om nogen belurede ham, tog frem en nøgle og åbnede hurtigt en liden skuffe i pulten, hvorfra han udtog et ark nodepapir. Smilende, skuende ud i luften, som om han søgte noget, skrev han derpå, ivrigere og ivrigere. Der steg en rødme op i hans magre kinder, hans blik glødede, glæden ved at skabe, inspirationen gjorde ham i denne stund næsten smuk. Det blev en liden, enkel Melodi, kort og lys som et solglimt, længselsfyldt som en aprildag. — han skrev videre og udarbejdede formen sirligere, vuggende hovedet i en vis takt. Ofte så han mod døren som ræd for, at nogen skulle overraske ham. Endelig var han færdig og nynnede sagte melodien for sig selv. I samme øjeblik, medens han stod der syngende, åndsfraværende, med nodebladet i hånden, åbnedes døren hurtigt, uden nogen foregående banken, og hans principal, grosserer brun, trådte stakåndet ind, med en mine og en Iver, der tydeligt røbede, at han håbede at overraske sin betjent i noget galt. Olaf Lie — så hed kontoristen — rødmede og blegnede som en, der er grebet i en misgerning. Han fik ikke tid til at gemme kompositionen i sin hemmelige skuffe, men skjulte den midlertidigt mellem konto-kouranterne, medens principalen med et mistænkeligt blik — han keg over brillerne, som han altid gjorde, når han ville lure — fulgte alle hans bevægelser. principalen var en ældre, undersætsig, korpulent mand, uden Hals, med et trillende rundt hoved, korte, svingende arme og et par tykke trommestikker af ben. Der var noget keglerundt, vulgært og borgerligt ved hele personen. Ansigtet var rødligt, blodrigt, næsen liden som en bønne, øjnene små, grå, lurende, håret gråt og kort klippet. Hans dragt var rig uden at være smagfuld; den korte, engelske jakke, der sluttede stramt til de vældige former, var måske for ungdommelig, når man tog hensyn til bærerens alder. En stor guldkjede hang pretentiøst udover den broderede skjorte med guldknapperne. Han så i det hele ud, med al sin slingren og rullen, som en robust sømand, der havde iført sig verdensmandens dragt uden at kunne tilegne sig dennes væsen. „ Goddag, far, “ sagde han omsider, ladende, som om han intet havde mærket, og den unge mand, beroliget af denne venlige hilsen, genvandt sin fatning. Principalen stillede sig ugenert op ligefrem for spejlet og mønstrede, ikke uden tilfredshed, sit værdige åsyn, idet han nynnende strøg sine grå whiskers og rettede på sit grå silkeslips. „ Hvor underligt, far, alle folk siger, at jeg ser ud som en engelsk lord! Jeg forstår det ikke. Det må komme af, at jeg klæder mig anderledes end folk i byen. Jeg har nu aldrig likt at klæde mig som de gamle skatteborgere her. De ser alle sammen ud som bedemænd, deres luvslidte, sorte frakker med lange skøder, og så silkemærset, far, en hel skorsten. — nej, så gud signe mig min engelske grå filthat! Der må være façon eller skabelon på skuden, far! “ Olaf ville her benytte anledningen til at fjerne nodepapiret; men i det samme hans hånd rørte ved det, mødte han i spejlet principalens gennemborende blik. „ I Strandgaden traf jeg netop Fru Hermann ( en af byens toneangivende damer ) og hun sagde det samme, far. „ Hr. Brun, jeg må gøre dem min kompliment, de ser ganske ud som en lord, jeg kendte dem næsten ikke igen. “ — hihihi! — med et tilfreds grin strøg han atter sine whiskers. „ Hvad siger nu de, far, 7 derom? “ Med en rask vending drejede han sig fra spejlet om mod Olaf. „ Jo. Deres jakke er ganske vist engelsk. “ „ Hatten også, far, og skægget, ja, det hele. Hm, jeg må tilstå, når jeg betragter mig selv i spejlet, at folk har lidt ret i, hvad de siger. — men tiden går. — nu tilarbeids! “ han iførte sig en gammel, hvid, af blæk plettet lærredsfrakke, der nåde ham lige ned til anklerne og gav ham et alt andet end værdigt udseende. Olaf søgte atter at skjule noderne, men fremdeles uden held. Principalen trak sin frakke på, stående en face mod ham. Med et pludseligt greb, lumsk smilende ( der var noget af en Bjørns plumpe behændighed i denne bevægelse ), tog han de frem for Olaf liggende papirer. „ Konto-kouranterne. ja! De er jo færdige? Jeg har vel blot at skrive under? “ Olaf skalv. principalen tog pennen og skrev langsomt forretningsmæssigt sit navn under den første regning. Da han skulle underskrive den anden, studsede han og så et sekund på Olaf, der ikke udholdt dette kolde, dadlende blik. „ Undskyld mig, “ ville han fremstamme, men fik ikke et ord frem. Principalen holdt det stakkels nodepapir i hånden. „ Et solglimt, “ mumlede 8 han foragteligt, medens hans tynde mundviger trak sig nedad. „ Jeg forstår ikke et ord af disse kragetæer. “ „ Hr. Brun, “ stammede endelig Olaf. „ Hr. Lie, “ sagde principalen meget højtideligt og hævede bønne-næsen i vejret, „ jeg har engang før tilladt mig at gøre dem opmærksom på, at mit kontor ikke er det rette sted for deres kompenering og musik, her må arbejdes — derfor gives der løn — forstår de? Deres musekalske drømmerier, far, må de gemme til deres fristunder i hjemmet. “ med skammens og ydmygelsens tårer i øjet tog Olaf sin ulykkelige komposition tilbage, som den forbitrede principal rakte ham. I taushed bøjede han hovedet og skrev videre. Principalen gennemlæste imidlertid de øvrige konto-kouranter og fandt flere og flere fejl at rette. „ De er for destrait eller tankeløs, far, “ Sagde han noget venligere, „ men det er musikens skyld. Når man har alvorligere forretninger fore, må man kun tænke på dem og på intet andet. Tro mig, far, jeg er ældre og har erfaringer, vil de blive en dygtig handelsmand, så lad musiken fare. Den gør dem kun gal i skotten. Det er sikkert, som to og to er fire. “ Olaf sad på sin krak som den straffede 9 skolegut. Han fandt ikke et ord til sit forsvar. Da slog klokken 12 i den nærliggende kirke; han lukkede hovedbogen, steg ned af krakken, tog sin kontorfrakke af og lavede sig til at gå. Han børstede sin hat og trak sine handsker langsomt på; de stod stramt om de smukke, hvide hænder. Handskernes farve svarede til hans grå dragt, der var simpel og sirlig. „ Er der noget mere, de vil mig? “ spurgte han høfligt’ principalen. „ Nej, far! De kan gerne gå! — jo, det er sandt! Min kone spurgte mig, om de ville gøre os den fornøjelse, at komme ud til os på landstedet i morgen søndag og spise tilaftens med os. Ja, de kommer til kaffetid, forstår de. Min niece eller søskendebarn, Aurora, er kommen på besøg til os fra Italien og skal bo hos os isommer. Hun er skrækkelig musekalsk og poetisk, far, og alle de dele; med hende kan de sværme hele dagen og vise hende deres kompesitioner. Det vil more hende. “ „ Tak, “ svarede Olaf med en fornem bøjning af hovedet og åbnede døren. „ Min kone bad mig forresten spørge dem, om de ikke ville tage deres noder med i morgen. 10 pianoet er ikke rigtigt stemt, men de klarer det nok. “ „ Jeg beklager, at jeg endnu ikke er så dygtig pianist, at jeg tør lade mig høre for fremmede- “ „ Sludder, far! De har jo optrådt i „ Harmonien “ ( et af Bergens musikalske selskaber ), så kan de vel altid spille for os. Vi er ikke så kræsne på det, vi, far. Min kone ville så gerne ha’ noget måneskin af bet — beta — ven, sagde hun, ja betåven var det. Kan de spille sligt måneskin, far? “ „ Desværre nej! “ „ Ja en ting vil jeg sige dem, far, at hvis de ikke har noderne med i morgen, så begår de — unoder. Hahaha! “ — han lo højt af denne sin fattige vittighed, og ledsaget af denne tilfredse, buldrende latter gik Olaf ud af kontoret, gennem den lange Strandgade, til sit hjem. „ Aurora, “ mumlede han. „ Og fra Italien. — nu, vi får se! Aurora betyder jo morgenrødme. Det lover noget. “ i. Jonas Sebastian Kaspar brun var søn af en retskaffen, men fattig embedsmand, der døde 11 tidligt og efterlod enken og en børneflok i de knappeste kår. Jonas’s ældste bror, Joakim, blev tidligt, medens faderen levede, sat i latinskolen. „ Familiens håb “, som han kaldtes, skulle uddannes og blive noget stort, det koste, hvad det ville — han blev også senere konsul i Italien; „ min bror, hr. Konsulen, “ sagde altid brun — men med Jonas Sebastian gjorde man ikke så mange omstændigheder; faderen havde ikke råd til at holde to sønner til bogen. Jonas Sebastian sendtes da tilsjøs, uagtet han ikke havde ytret nogen særlig tilbøjelighed for denne stand. Han var kun 13 år gammel, da han, udrustet med de tarveligste skolekundskaber, lidt geografi og bibelhistorie, forlod hjemmet for med kapt. Behrens, brig „ Alfa “, at foretage sin første tur over havet. Briggen var et fragtskib, der gik fra havn til havn, i alle verdensdele. Først efter 3 Års forløb kom gutten tilbage, frisk og solbrændt, men rigtig ked af sølivets strabadser. Han fandt moderen sygelig, bøjet af næringssorger; hans søstre var voksne op til et par forskræmte, tarveligt klædte piger, der i mangel af tjenestefolk måtte gøre husets simpleste gerning. Jonas Sebastian blev nu på sit udtrykkelige ønske sat på et kontor hos en af bryggekjøbmændene. I hjemmet havde han set 12 såmegen nød og lidelse, på grund af pengemangel, at ynglingens kæreste tanke nu blev at skabe sig en formue. „ Der er kun en ting, som duer i livet, og det er minsæl penge, “ Sagde han allerede tidligt. „ Har man penge, er man selvstændig og kan gie hele verden en overhaling. “ han var usædvanlig flittig og flink i sin gerning; hans principal forhøjede allerede hans løn, et fjerdingår efter at han var kommen i hans tjeneste. Om sommeren, i den travle stævnetid, arbejdede han som en træl fra kl. 5 om morgenen til 11 om natten. Han skrev og regnede, han stuvede og pakkede, han besørgede nordlændingernes indkøb af kolonial-varer, han sprang omkring i byen med regninger, han hjalp endog undertiden gesellen med det grovere gårdsarbeide, „ annammede “ Varen, vejede fisken, prøvede tranen etc. Han var på engang løbergut, kontorist og gårdsdreng. Principalen havde aldrig før haft en slig betjent. Ikke engang om søndagen var han fri. Da tjente han nordlændingen til cicerone, førte dem omkring i byen og viste dem dens mærkværdigheder, walkendorfstårnet, musæet og christie-støtten, eller han måtte — hvad der just ikke var ham det behageligste arbejde — agere vicevært ved middagsbordet i principalens 13 fravær. Dennes frue havde nemlig så fine nerver, at hun ikke kunne tåle „ Stanken" af nordlændingerne, hermed mente hun den ejendommelige lugt af Tran, fisk og rådden sø, der i reglen fulgte med deres klæder — og hun og manden rejste da om søndagen til laksevåg eller Ask, hvor de morede sig og lod „ den kære Jonas “ stelle med de uvelkomne gæster. i dette afsnit af sit liv klædte brun sig fattigt, spiste slet og billigt og nægtede sig endog cigarer, uagtet han i sit korte sømandsliv havde vænnet sig meget til tobakken. Hver skilling blev sat i sparekassen, med fremtidsmålet: en rig og selvstændig stilling for øje. Kammeraterne — han havde forresten ikke mange — kaldte ham „ en gerrig hund “ og lod ham vandre sin egen vej. om vinteren, når stævnen, årets egentlige arbejdstid, var forbi, og de andre unge kontorister og kjøbmandssønner tilbragte sine dage med at drive ud på fæstningsvoldene ved sverresborg og se, om der var skibe ude i „ Kvarven “, røge og spille billard på kafeerne, og om aftenen morede sig med at danse på „ Logen “ eller synge i „ Harmonien “, sad brun alene på sit kolde kvistværelse hos moderen, fordybet i sine bøger. Hans kundskaber var få, han havde meget at indhente. På egen i4 hånd lærte han engelsk og lidt tysk, pløjede igennem Beckers verdenshistorie og lærte udenad som barnet sin abe en fremmedordbog af Meyer. Denne rigdom af fremmede udtryk var senere hen i livet hans stolthed. Han anvendte dem i tide og utide, i reglen forkert, med accenten på den urette stavelse, og så gav han forklaringen med oven i købet. „ Situation eller stilling “ brugte han således ofte. Han havde alle autodidaktens fejl, hele hans stivsind og hovmod. Han brammede med sin ringe viden, og hans største glæde var, når man ville lade sig belære af ham. i en alder af 26 år havde han skrabet såpas penge sammen, at han kunne etablere sig på egen. Hånd. En liden agenturforretning begyndte han med. Moderen hjalp ham dertil. Hun optog et nyt lån i sit, med flere prioriteter allerede betyngede hus, og lod ham få summen, stolende på guttens sunde forretningssands — og fremtiden gav hende ret. Handelen gik udmærket. Han giftede sig så med en ældre, huslig pige, datter af en klokker ved en af byens kirker. Firmaet „ Jonas brun “ Blev omsider et af de mere ansete i Bergens forretningsverden. han tog nu moderen til sig i sit nye, prægtige hus — det gamle solgtes — og lod hende 15 „ sidde på stads’¹, som han kaldte det. Hun sad også på en forhøjning ved vinduet, bag et gærde af blomsterpotter, klædt i sort. knagende silke og med en høj blondekappe på hovedet, medens hun i „ Spisnen “ ( så kaldtes spejlet udenfor vinduet ) keg efter de forbigående og med et nådigt nik besvarede en eller anden hilsen. Desværre nød hun ikke længe godt af denne herlighed, hun døde, samtidig med at hendes sønnekone satte en liden datter ind i verden. Man kunne tro, at den gamle blot havde ventet på bedstemoderværdigheden, thi da hun fik denne lykkelige nyhed at vide, smilede hun og sluknede hen som et lys. brun havde nu to børn, Sigrid, en ung, næsvis, koket tingest, med et varmt hjerte på bunden, noget af et „ enfant terrible'¹, der „ var med “ ved alle mulige lejligheder, fremsagde prologer i tteatret, spillede komedie, sang i „ Harmonien “, red etc., og Theodor, en lang, krushåret, indbildsk krabat, der gik i latinskolens øverste klasse og nu forberedede sig til universitets-opholdet i Kristiania ved at røge stærke cigarer, som han i grunden ikke syntes om, bære en lorgnet, som hans gode øjne ikke trængte, og ved at skjule sine lange, røde skoleguts-håndled under nogle 16 drabelige manchetter. I en ny, lapset dragt, med cigaren i munden, lorgnetten knebet ind i øjet og stokken i hånden spadserede han så, fuld af akademisk værdighed, på „ Boulevarden “, som bergenserne kalder en af sine mere befærdede smågader. først kl. 6 næste dag slentrede Olaf Lie opover kalfaret, til grossererens villa. Han vidste, at man ventede ham kl. 4 til kaffen, men han havde foretrukket at tilbringe disse timer hjemme på sit hyggelige værelse med sit piano og sine bøger til selskab. Aprildagen var frisk og urolig. Vinden fejede skyerne som hvide snebølger hen over den blå himmel, en vaiende tågedat hang som et sønderrevet kjæmpeflag over ulrikkens tinde; på kirkegården ved lungegårdsvandet holdt søndagsklædte folk på med at pynte gravene efter al vinterens ødelæggelse af planter og monumenter, vandet selv lå køligt blåt og dirrede i sin ramme af mark og eng, som det spirende græs lånte en tynd grøn farve. I haven stak allerede anemoner og aurikler sine yndige hoveder frem i bedene, og skog-partierne i „ Forskønnelsen “ Begyndte at løves, små, lysegrønne blade sprængte fulde af nysgerrighed den klæbrige knop og skalv vellystigt i vårvinden. — foråret var kommet tidligt i år. 17 villaen lå et stykke fra landevejen, på en af højderne ved lungegårdsvandet. Façaden vendte ud mod dette. Det var et mindre, hvidmalet, énetages hus, ikke i den moderne schweitzer-stil, men hygget, simpelt hen, uden al stil. Ovenpå kjælder-etagen lå beboelsesleiligheden, ovenpå denne igen var en gavl med et lidet værelse og en altan. På den ene side mod landevejen omgaves villaen af et markstykke, beplantet med grantræer, på den anden side, mod vandet, lå haven, temmelig stor, men lidet plejet og forskønnet. I dens midte fandtes et stort, rundt bed med nogle beklippede rosenbuske, dette bed omgaves af mindre, hvor man ved sommertid så nogle stedmorsblomster, resedaer etc., og disse igen af alle sorter bærtræer, jasminer og syringer. Brun så mere på det nyttige end på det skønne. Blomster, musik, poesi var i hans øjne det unødvendigste og foragteligste i skabningen. Derimod dyrkede han i en krog af haven kål, salat og slige spiselige sager, og hans frue havde i nærheden sit jordbærbed. et godt stykke fra villaen, ud mod landevejen, lå „ Pagterhuset “, hvor Bruns forpagter boede og et par fremmede, fattige arbejdere, indlogerede hos pagteren, uden Bruns samtykke. Dog pagteren tjente ved at leje ud de rum, 18 han ikke selv benyttede, og brun lukkede øjnene dertil, da han under form af „ Frem-leie “ fik sin andel af fortjenesten. fra haven førte en bred træ-trappe op til huset; ovenpå trappen var en veranda, som førte ind i en forstue, der på engang benyttedes til entrée og til havestue. Fra denne entrée kom man ind i et større værelse, på hvis venstre side lå dagligstuen, til højre spisestuen, alle tre værelser i flugt med hinanden. — Olaf tog sin frakke af sig i entréen, hvor der stod et par forkrøblede orahgebuske i grønmalede træpotter, og trådte ind i dagligstuen. De fleste af gæsterne var der samlede. Fruen skændte på ham, fordi han kom så sent. Det var en middelhøj, stiv, alvorlig dame med en hektisk rødme i kinderne, tåreposer under øjnene og det sorte hår strøget glat og pomadeglinsende ned om øret. Hun bar en sort silkekjole, en hvid, brusende halskrave, et stort guldkors på brystet, og lignede i denne dragt ikke så lidet en værdig abbedisse. „ Nu får de kun kold kaffe, kære Lie, men det er deres egen skyld, som ikke passer tiden, “ sagde hun med et sursødt smil. — Olaf så sig om efter Aurora. værelserne var små, lave under taget, rigt, men ikke smagfuldt indrettede. Der var 19 ingen enhed i møblernes sammensætning; gamle, oppudsede gyldenlæders-stole stod tæt op ad små, moderne, der ved siden af hine forekom en som parvenuer, sofaen var et uhyre i størrelse og styghed. Et par gamle, massive glaslysekroner hang i taget. Gulvet var malet som mosaik, hist og her belagt med prægtige tæpper af dyreskind. Malerierne på væggen var alle uden værdi, kun et portrait af vor berømte maler, professor Dahl — det hang i spisestuen — dannede en undtagelse. Hvorledes dette kunstværk var havnet i villaen, blev alle en gåde. Fruen påstod, at brun havde købt det „ tilligemed noget andet skrammel “ På en auktion. Over sofaen, fruens yndlingsplads, var placeret nogle portraiter af præster, biskopper og bekendte missionærer. I spisestuen stod en stor mahogni-buffet, prydet med spejlglas og overlæsset med sølvtøj og glasvarer. Svære albums og illustrerede værker lå på bordene. I mellemværelset fandtes — en mærkværdighed i et bergensk hjem — en marmorstatue i legemsstørrelse, forestillende en Amor, der sliber sine pile. Denne Amor var Fru Bruns fortvivlelse. Hun kunne aldrig tilgive sin mand, at han havde anskaffet sig den, eller rettere sagt, at han havde modtaget 2* 20 den; thi det var en gave fra „ min bror, hr. Konsulen i Italien “, altså fra Auroras far. det første, Fru brun gjorde, var at beklæde den lille, nøgne hedning; hun hyllede ham ind i rødt, folderigt flor fra top til tå og satte ham i en krog, hvor han mindst kunne bemærkes. Men dette var hende i længden ikke nok. Da hun en dag overraskede Sigrid i betragtningen af den farlige kjærlighedsgud, fik hun nye skrupler og drejede den, ved kokkepigens hjælp, om mod væggen, så at Amor vendte sit skælmske ansigt bort fra tilskueren og mod denne et pai’ vinger og en legemsdel, der i reglen anses for den mest kjødrige og den mindst poetiske. Barde fruen og kokkepigen svedte under dette arbejde. „ Havde man bare givet ham noget vinløv på eller nogle små figenblade, “ sukkede Fru brun, „ men at ha’ slig en fuldvoksen, splitternøgen mandsperson i sin stue, det er dog for galt! “ — den dydige kokkepige sukkede med. „ Det kan man bruge derude i Paris og rom og de store, fæle byer; herhjemme har vi gudskelov endnu såpas smag, at vi ved, hvad der sømmer sig. “ — og hun gik aldrig forbi statuen uden at give den et ondt blik. Havde hun været kattolik, så havde hun hver gang sprængt vievand over den. 21 der var omtrent 20 gæster tilstede. Damerne havde netop med glødende kinder rejst sig fra kaffebordet og var i denne oprømte stemning, der følger ovenpå nydelsen af den pirrende drik. De lo og snakkede i munden på hverandre. Herrerne havde fjernet sig og sad i mellemværelset med sine piber og cigarer, ventende på toddyen, der var lovet dem — det vil sige de ældre herrer, nogle af de yngre havde, galant nok, sluttet sig til damernes kreds. Gæsterne var meget forskelligt klædte. Nogle af herrerne var mødt frem i fuld selskabsdragt, andre bar grå benklæder til sorte frakker, nogle holdt et par hvide handsker i hånden, et par bar hvide slips, andre grå eller sorte. Damernes dragt var mere uniform., de fleste bar ligesom værtinden sorte silkekjoler og ærbare, hvide kraver, hvortil nogle havde føjet en guldbroche, andre et broget fløielsbånd. Nogle yngre damer havde dog gjort oprør mod disse sørgeklæder; de bar lyse, flagrende kjoler. blandt gæsterne var flere „ notable personligheder “. først og fremst konsul Didrik Emanuel puyter, værtens fjerne slægtning og bedste ven, en ældre, korpulent mand med et apoplektisk rødt, af værdighed, godmodighed og selv- 22 følelse strålende ansigt, og en snehvid vest, forsynet med guldkæder og hængende signeter over den tykke mave. Hans kinder var fede og hængende, hans mund bøjede sig med en sentimental trækning nedad, dannende en halvcirkel. Han rømmede sig bestandig, som om han havde noget at sige. Hans svaghed var, at holde taler, og han forstod den ingenlunde lette kunst, at give den gladeste skål ep følelsesrig vending, hvorover han selv græd af rørelse, medens tilhørerne lo i skægget. Han omgaves af sit „ Regiment “, som hans byesbørn, ondskabsfuldt nok, kaldte de G damer, der altid beundrende fulgte ham i hælene, hans hustru og 5 voksne døtre. Hvis man skulle beskrive, hvordan denne hustru så ud, ville man komme i forlegenhed. En eftersnakkerske af sin mand, liden og ubetydelig, med falmede træk, der gled ud som i tåger, lignede hendes ansigt disse forslidte, knapt kendelige billeder på gamle mynter. Døtrene var vanskelig at skelne fra hinanden. Kendere havde fundet ud, at frøken Vibekke, den ældste, var en tomme højere end frøken divert, den yngste, og at frøken Trine, den næstældste, bar chignon, medens frøken Inger, den næstyngste, bar håret i proptrækkerkrøller om den tynde Hals. Om frøken Abelone — hun var opkaldt efter 23 sin bedstemor — havde man opdaget, at hun talte let gennem næsen, når hun var bevæget. Det var det hele. konsulens søn, Gerhard, en ung, smuk mand, holdt sig i selskaber fjernt fra „ Regimentet “, følende klart det latterlige i denne familieudstilling og indbyrdes tilbedelse. Han var faderens kompagnon. redaktør vanmehren, konsulens nabo, en yngre, trillende fed mand, med små, bebrillede øjne, glinsende, ligesom skurede kinder og glatstrøget, glinsende, brunt hår. Alt glinsede ved denne mand. Han rokkede altid med hovedet, da den stive skjortekrave generede hans tykke hals’s frihed. Den trivelige literat talte altid om idealet og dets høje krav. frøken Rohde, en liden, knoklet, mandhaftig dame af en ubestemmelig alder, med et usædvanligt stort hoved og en spæd overkrop; den hele skikkelse havde noget gnomeagtigt ved sig. Huden var gul og tør, strammet ved tindingerne af det kinesisk tilbagestrøgne hår, øjnene kloge og grå, trækkene i sin uregelmæssighed næsten mongolske. Hun bar en sort kjole uden al smykke, men i håret en blomst af — alabaster. Hendes stemme lød skarp og bydende. Denne dame var selskabets literære element. Hun havde for nogle år siden ud- 24 givet en bog „ Tabte illusioner, roman af Eufemia Rohde “. — stakkels Eufemia! — man påstod, at kun 3 mennesker i hele Norges land havde læst dette omfangsrige opus,, nemlig digterinden selv, sætteren og korrekturlæseren. Major falk, et gammelt, grættent kristianiamenneske, der misfornøjet med sin pebersvendsstilling, sine gigtanfald og forholdene på vestlandet altid brummede og knurrede som en bidsk hund. Karakteristisk for ham var, at når der i byens familier hændte noget forkert eller ubehageligt, gned han sine hænder og råbte halv bittert, halv triumferende: „ Nå, det er bergensk; pinedød, det er bergensk! “ Frøken Rohde påstod om denne mand, hvis mundviger havde en mistænkelig brun farve, at han i smug tyggede tobak — hvilken afskyelighed! — og at det var denne giftige saft, der virkede så uheldigt på hans sindsstemning. pastor Heiberg, en firtiårig, mager mand, med et ansigt, der, i sin urene, plettede gourmandise-farve, mindede om visse geléer. Hans smil var fint og iagttagende. Han bar en langskjødet, sort kjole, og det hvide slips forlod ham aldrig. Man sagde, at Fru brun ikke kunne leve uden denne gejstlige herres selskab — han kaldtes, betegnende nok, „ Fru Bruns huskapellan “ — og at han til gengæld 25 ikke kunne undvære hendes velbesatte bord. Naturligvis var hr. Huskapellanen ugift. til disse hovedpersoner må vi føje den gamle garde, en flok ærværdige, ugifte tanter, der ved festlige lejligheder som denne hentedes frem af sine respektive hybler, for, som konsul puyter udtrykte sig i sine taler, „ med ærværdighedens sølvhvide hår at pryde bordet “. Dog som de fleste poetiske billeder passede konsul puyters kun halvt. Ingen af de værdige jomfruer havde hvidt hår, en af dem bar sort paryk, en anden havde askegrå hængekrøller, lig hundeøren, hængende nedover kinderne, og en tredje, tante Nille, havde, foruden sort paryk, en antydning til moustache, så stærk, at mangen ung lieutenant kunne misunde hende den. Dertil bar hun bomuldsdotter i ørene. „ Nej, det må du ikke, Aurora, “ hørtes pludselig Sigrids leende stemme. „ Mor — Sigrid var så „ norsk “, at hun aldrig sagde mama og papa — „ Mor har forbudt det. “ Olaf blev opmærksom; han gik ind i mellemværelset, hvor de unge piger holdt til. Ligeoverfor Sigrid stod en ung, slank, bleg dame med et par glimrende, sorte øjne og en koralkjæde i håret. Hun bar en vinrød kjole, garneret med sort Fløiel, og et koralsmykke om halsen i et sort fløielsbånd. Hun gjorde 26 i samme øjeblik en bevægelse, hun løftede på floret, der tilhyllede Amor, og Olaf fandt, at hun var mere yndefuld end alle de andre unge piger. Det måtte være hende. „ Nej, du må ikke, “ bad Sigrid, nu næsten ængstelig. „ Du må ikke tage floret bort. “ Fru brun, midt i sin sofakreds af værdige fruer og tanter, skalv af rædsel. — denne ukristelige Amor! „ Men hvorfor må jeg ikke seden? “ spurgte Aurora. „ Det er sligt dejligt kunstværk. Vi har det samme i vort hjem dernede. “ „ Mor siger, “ hviskedee Sigrid, „ at det ikke passer sig for unge piger. “ „ Ma che — “ Leende rev Aurora floret af statuen. Vant som hun var til hyppige besøg i Italiens store skulpturgallerier, forstod hun ikke dette pruderi. Sigrid udstødte et lidet skrig, de 5 frøkner puyter nærmede sig uroligt moderen som skræmte unger, der tyr under hønens vinger. Fru brun rejste sig fra sofaen, som om hun ville sige noget, men sank attei’ ned igen, og kinderne glødede dobbelt hektisk. Pastor Heiberg nærmede sig hende med øm bekymring. „ Men den står jo ikke rigtig, “ sagde Aurora, og hun drejede den, med stor anstrengelse, om mod lyset, så at man fik se gudens ansigt og ungdommelig skønne lemmer. „ Hvor den 27 er dejlig! “ råbte hun og liensank i ufrivillig beundring, „ se denne skælmske måde, hvorpå han sliber pilene.. Er det ikke, som om han ler i smug af det stakkels letsårlige menneskehjerte? “ de gamle tanter nærmede sig nu i sluttet række. Lig jagthunde, der sporer vildt, havde de en mærkelig evne til at opsnuse, hvor noget „ Upassende “ var på færde. De mønstrede vekselvis Aurora og den ulykkelige statue. Nu forlod også flere af herrerne sine cigarer og nærmede sig den indignerede gruppe. Frøken Rohde havde straks sluttet sig til tanternes parti. „ Ukvindeligt, “ hviskedee hun. „ Ukvindeligt i høj grad. “ „ Hvis jeg ikke tager fejl, “ sagde Gerhard puyter, „ så er denne Amor en kopi efter en berømt antik, som jeg har set i Neapels Musæum. Den er vidunderlig. “ Theodor, der stod nær, satte lorgnetten på næsen og mønstrede den med kendermine. „ Ja, ikke sandt? “ råbte Aurora, lykkelig ved her uventet at finde forståelse. „ Det er også en foræring fra papa til onkel. Husker de, at vi har den samme i vor salon? “ „ Javist! — og der stod den — uden slør. Klimaet er jo også varmere dernede. “ Han smilte ironisk. „ Man forkøler sig ikke så iet. “ 28 — Aurora og Gerhard kendte hinanden allerede fra Italien, hvor Gerhard havde været flere gange som kargadør med faderens skibe og da altid besøgt konsul Bruns gæstfrie hjem. Aurora var glad ved atter at møde ham igen. Med ham kunne hun da i al fald tale om sit kære fødeland, „ la bella Italia “. „ Vil de tro, at jeg allerede savner vore gallerier og musæer, “ sagde Aurora uden at lægge mærke til tanternes og frøken Rohdes stigende mishag. „ Hvor rigt på kunst Italien er, mærker man først, når man er borte derfra. “ Fru brun havde imidlertid sagte konfereret med sin huskapellan. „ De har ganske ret, frue, “ hviskedee han. „ Det er ligesom med visse bøger, der bør nydes alene, der ikke er usædelige i og for sig, men som først bliver det, når de to køn, hm, jeg mener, når ung mand og ung kvinde læser dem sammen. Slig er det også med en nøgen statue. Se, der står hele vort unge selskab, damer som herrer, samlet omkring den. “ „ Jeg kan fortælle dem, kære pastor, at denne Amor allerede har kostet mig mang

1876_Paulsen_Sjoedronningen

John

John

Paulsen

Sjødronningen

male

male

no

Paulsen

Sjoedronningen

Paulsen

Sjødronningen

Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Første kapitel. Scenen er en af Norges mindre handelsbyer på vestkysten. I byens brede, men folketomme Hovedgade mødtes en måneklar februarkvæld to unge mænd, tidligere skolekammerater, til gensidig behagelig overraskelse. „ Nej, godkvæld, Konrad, “ råbte den yngste af dem, Julius vinge, søn af vinge l co., byens priviligerede driver og skønånd. „ Jeg har jo næppe fået hilst på dig siden din ankomst fra Kristiania. — men hvor du har hastværk! Måske hr. Sjølieutenanten skal ud ikvæld? “ Den anden, hvis fribårne, indtagende, ranke holdning noksom røbede hans stilling, førte spøgende hånden op til sin guldbesnorede hue. „ Jafåmænd. Til byfogdens! Men først vil jeg aflægge en visit hos vor gamle veninde, Fru Skjold; der har jeg endnu ikke været. “ Vinge gav ham et prøvende sideblik. „ Så? “ sagde han langsomt og trykkede lorgnetten fastere i øjet. „ Å, ja! Magneten drager. “ „ Du mener husets datter, frøken Kristians, din gamle inklination? Nej, vær rolig, jeg knæler ikke for statuer! “ „ Der er vulkaner under det snefjæld, hvis jeg ikke ta ' er fejl. Men jeg gør nu ikke engang af denne blanding af kulde og hede, af varme postejer og kold is. Hahaha! Engang tiltalte det mig; men den sværmerperiode er nu over. Is sont pu8868 068 jour8 æs kstø! “ Han kastede nynnende det ene ben ikors over det andet. „ Men siger Kristians det samme? “ spurgte den unge søofficer, og et usædvanligt alvor over den brede, brune pande gjorde ham endnu vakrere. „ Jeg synes sidst, hun havde lidt tilovers for dig. “ „ Det var et vulkansk udbrud, kære, slet ikke mere! Fjeldet har efter alle ydre kendetegn igen lukket sig for evige tider. Hun trasker nu om i mark og Skog og tegner. Hendes nyeste passion! “ „ Adieu da! På gensyn! “ „ Nej, stop du! Jeg går med dig til Skjolds. Jeg må da også som husets ven få lov at hilse på „ Sjødronningen. “ „ Sjødronningen? “ „ Javist! Magneten, den lille Frida Valter, der fortumler hø ' det på alle byens herrer og er en skræk for dens snerpede damer. Hendes far, skibskaptainen, hvem hun har fulgt på alle rejser i de fjerneste farvand, døde for et år siden, og nu har tanten taget hende til sig. Mærkværdigt pigebarn, lutter fyr og flamme, ligeså ukendt med alle stive former som en skibsgut. Hun og Kristians hæver hinanden, idet de gensidig tjener hinanden til folie. Her ro og selvbeherskelse, hist opbrusen og varme. “ „ Er hun vakker? “ spurgte søofficeren, hvis kind bedækkedes af en flygtig rødme, der dog, takket være mørket, undgik vennens kritiske blik. Nu dampede han tilsyneladende ligegyldig af sin cigar. „ Vakker, “ gentog vinge drømmende. „ Ja, som en aprildag, skiftende dejlig og uberegnelig som den. Vil du have hendes signalement? Middels højde, sorte, dugfriske øjne, der i talens løb både smiler og græder, en leende barnemund, panden kort og kæk, en liden, fripostig næse, der er nydelig, skønt den hverken er græsf eller romerfl, og et par lange øjenhår, der daler ned over den varme, brunlige kind ligesom fløjelsfryndser — nej, det er forslidt — ligesom, ligesom, — ja, den, som nu kunne finde et træffende billede. „ Ein bild, ein bild, mein pferd fur ' n gutes bild! “ sukker jeg med Heine. Nok er det, ud af hendes hele personlighed stråler der noget sandt, livsglad og naturkraftigt, som virker uendelig tiltalende. Øg dertil er hun blot atten år! Giv hende en rød drueklase i de mørke krøller, der rebelske falder ned over panden mod de forte bryn, og en thyrsusstav i hånden, og du har for dig den yndigste bakkantinde. Nej, det passer heller ikke! Billedet er for hedensk, når man tænker på disse rene, sjælfulde drag. “ „ Du bliver jo ganske begejstret, “ svarede søofficeren tørt og slængte sin cigar, „ du svømmer jo i billeder. Man skulle tro, du ikke bestilte andet end at studere Fridas skønhed. “ „ Du har ret. Alt skønt og ejendommeligt, der findes på min vej, må yde mig skyldig tribut og mætte min sjæl med indtryk, med tanker og stemninger. Du ved, jeg er æsttetiker sx prokssso, måske et stykke af en digter med? Haha! Men du siger ganske familiært „ Frida “. Du kender hende altså? “ „ Ja — nej — jovist! Hun var hjemme et halvt år for at konfirmeres og gennemgik da med det samme et dandsekursus, hvori også jeg deltog. Det er alt et par år siden, du var i hovedstaden. Dengang var hun en liden vildkat; for øvrigt ikke så ilde. “ Vinge lo. „ Hvor denne overlegne tone klæder dig! Kan du vedligeholde den, når du nu udsættes for ilden as disse mærkværdige øjne, hvori barn og jomfru leger tagfat, få er du mere bepantsret end jeg tror. “ De var under denne samtale komne ud på landevejen og havde nået Alleen, der førte op til Fru Skjolds villa, hvor hun boede både sommer og vinter, da dens beliggenhed var så nær byen. Den lå, i sin idylliske schweizerstil, omgivet af træer og haver, lige ved den smale, holmeklædte fjord. De to herrer sprang hurtigt op trappen, der førte til verandaen, ringede og blev straks efter af en tjenestejente ført ind i den ligeså elegante som hyggelige dagligstue, hvor familien var samlet. Et tykt blomstrende brusselertoæppe bedækkede gulvet og dæmpede ganske de gåendes skridt. Foran vinduerne hang vintergardiner af tungt purpurdamask. Bag pianoet, der stod påskrå i et af værelsets hjørner, knejsede, foruden den frodige grønne efeu, der rankede sig rundt spejlet, en kæmpestor alpeblomst, der reflekteredes virkningsfuldt i et andet ligeover hængende spejl. I det næste hjørne stod en hvid og forgyldt etagere, fuld af noder og fotografier. Et smilende fjordlandskab af Gude hang over den røde fløjelssofa, og hængelampen i loftet kastede en mild belysning over det hele, med ikke ringe kunstsands udstyrede værelse. Man så ved første blik, at her havde fine kvindehænder ordnet. Omkring det runde, med bøger, albums, aviser og sykurve forsynede bord i salens midte, sad husets tre damer, der ved herrernes indtræden straks rejste sig. Disse havde allerede i entreen hørt en stærk, jublende latter, og blev nu temmelig forundrede ved hos damerne, i stedet for den ventede oprømthed, at møde en synlig forlegenhed. Fru Skjold, den vakre, elskværdige værtinde, glemte ganske at ønske gæsterne velkomne, idet hun ligesom rådvild så fra Kristians til Frida. Kristians, der ved synet af vinge fik et smerteligt træk om munden, der dog straks igen forsvandt, havde allerede påny grebet sit forladte broderi og fad nu taus og lukket som en sfinks over sit arbejde, hvorimod Frida, der kejtet holdt hænderne bag ryggen, som om hun skjulte noget, øjensynlig fandt situationen så komisk, at hun bare ventede på den mindste anledning, for at give sin tilbagetrængte lattermildhed fuldt løb. Vinge så rundt om sig og snusede mistænkeligt. „ De opdager cigarrøg, ikke fandt? “ råbte Frida og flap latteren løs af hjertenslyst, idet hun overgivent klappede i hænderne. „ Nej, det nytter ikke, tante, “ sagde hun som svar på dennes formanende og bebrejdende blik, „ jeg kan ikke holde mig længer! Hahahaha! Og herrerne havde jo alligevel opdaget sammenhængen; thi se, hvad røgskyer her er! “ Hun slog viftende ud med hånden og blev byttet for en ny latterbyge. „ Ah! Damerne har røget? “ sagde vinge med en let forbavselse, som han skjulte under et galant buk. „ Vi har virkelig begået den store synd, “ svarede Frida, endnu leende, snappende efter pusten. „ Nu skal de blot høre! “ „ Vi, “ rettede Kristiane det blidt, idet hun dog ikke så op fra broderiet, „ vi er ikke det rette ord. Du mener dig selv, kære! “ „ Oprigtigt talt har jeg aldrig mistænkt dem for en sådan dristig indtrængen på vort mandlige territorium. “ Vinge smilte overlegent. „ Det ville være mig ligeså umuligt at tænke mig dem med en cigar i munden som at se en nonne danse kankan. “ Kristians svarede ikke, men hun tabte en perle, som hun netop ville stikke på nålen. „ Å, Frida er et stort barn, “ sagde Fru Skjold undskyldende, idet hun efter at have udvekslet de sædvanlige hilsener med herrerne, med stolthed og kærlighed betragtede sin plejedatter. „ Hun tror altid, at hun er ombord på faderens store skib, hvor hun i alle måder regerede som en dronning. Hvad tror de, hun bestilte øjeblikket, før de kom? Lærte mig, gamle menneske, til at ryge cigaret! Da hun selv er så glad i denne uskyldige fornøjelse, får ikke hendes gode hjerte ro, førend vi andre deler hendes nydelse. Ester at være bleven afvist af Kristians, måtte endelig jeg forsøge. Hun bad så indsmigrende. Og for at føje hende, har jeg nu stået her og pustet og stønnet, uden at kunne få cigaretten til at brænde. Jeg er også for gammel til flige kunster, kære Frida, det har jeg jo sagt dig. “ „ Du er så hjertensgod, tante, “ sagde Frida, idet hun kåd drejede hende rundt. Nu viste det sig, at hvad hun skjulte bag på ryggen, var en liden kasse cigaretter. Smilende bød hun dem frem. Vinge fandt dem for lette; hun nærmede sig Konrad, men da hun mødte hans store, brune øje, så fuldt af skønhed, åbenhed og varme, sitrede hun pludselig og blev stående som fortryllet, med sænket hoved, ydmyg og rødmende, medens cigaretkassen i forvirringen faldt ud af hendes hænder. Han bøjede sig ligeså forvirret ned og tog den op. Her fandt nok et møde sted, som længe havde fundet det i tankernes længsel. „ Husker de mig endnu igen? “ spurgte han, medens hun med hemmelig beundring målte hans kække, bredskuldrede skikkelse, som ikke lidet fremhævedes af den raske uniform. „ Det er to år siden jeg så dem sidst. Det var på et børnebal. “ „ Skulle jeg ikke husfe dem! De var jo kadet dengang og alle vi pigebørn sloges om at danse med dem, så forgabede var vi i uniformen. Å, jeg var vist skrækkelig vild dengang! “ tilføjede hun med et mislykket forsøg på at sætte op en bodfærdig mine. „ Hvilket liv! Du store gud! Husker de, hvor vi drillede dandselæreren, ham med de stygge, skæve ben. De ved, han bar ildrød paryk. En kvæld tog jeg med mig et lidet, fint fiskesnøre, jeg fik angelen behændig prakkiseret ind i hans forlorne krøller og vips! midt i en lancier, trak jeg fra min Karro i snoren, parykken fløj ildrød i luften, og den staldede balletmester stod betuttet igen og lod sin „ fulde måne “ skinne for børnene. Haha! Jeg glemmer aldrig, hvor vi lo! “ „ Men sådanne skøjerstreger bør du ikke fortælle igen, “ sagde den lykkelige tante, godmodig belærende, „ hvad tror du herrerne tænker om dig, når de hører sådanne historier? “ „ Tante holder så af mig, derfor er hun så bange for mig, “ svarede Frida. „ Især frygter hun for, at man skal kalde mig „ ukvindelig “. Har man først fået det ord på sig, siger hun, så bliver man aldrig gift. Hvem tænker ogfå bestandig på at gifte sig, kære tante? Det er så kedeligt at høre på. Fordi jeg f. Eks. engang imellem får lyst til at røge en bitte liden cigarette, skal man derfor dømme mig mindre vakkert end andre unge piger? En sværmer for cigaretter, en for kager og bonbons! “ Hun vendte sig mod Konrad. „ De tror vel ikke mindre godt om mig, fordi de nu tilfældigvis har opdaget min lille svaghed, hvad? “ Hun løftede langsomt de sorte øjenfryndser, betragtede ham- med skælmskt alvor, og var i denne stund helt henrivende. „ En fuldkommenhed mere, “ svarede han, fuldstændig befejret. „ Jeg har ofte fet spanierinderne ryge; de gør det på en koket, graciøs måde. Og når denne skjønhedsgrænse bevares, ser jeg slet intet anstødeligt deri. “ „ Hører du, tante, “ sagde Frida triumferende, idet hun spøgende truede med fingeren. „ Konrad — jeg mener hr. Ørn, “ tilføjede hun blussende, „ finder intet anstødeligt deri. Forresten er du, tante, selv så glad i cigarduft. Du bad, ja, du kan ikke nægte det, du bad mig selv om at ryge forleden dag. “ „ Men mon ikke dette ttema om cigarer nu burde være uddebatteret? “ spurgte Kristiane roligt fra sin krog. „ Du skal ikke dømme mig så strengt, kære Kristiane, men huske på, at det er en gammel vane hos mig. Jeg husker godt første gang. Det var i Malta, i stegende varme. Far ville selv, at jeg skulle røge for at forjage insekterne med røgen og derved bedre nyde mit æolos kar nisnto under solsejlet på dækket. “ Tanten rystede elskværdig på hovedet: „ Malta! Ja, Vorherre må vide, hvor ikke du har været! I Italien, i Ægypten, i Amerika, i Asien, over hele verden. Og alligevel er du ikke bleven klogere, men er det samme store barn som før. “ „ Jeg er nu engang så jeg, “ lo Frida. „ Ofte ønsker jeg, at jeg kunne være lidt anderledes, at jeg f. Eks. kunne være mere stille, ja, ligne dig lidt mere, Kristiane. Jeg har forsøgt på det, men jeg får det ikke til! Jeg kan ikke gå adstadig over gulvet, jeg må løbe, jeg kan ikke overveje forud, men snakker ud med engang alt det tåbelige, jeg har på hjertet, jeg kan ikke tale, jeg må synge. Tralala. Tralalala! Verdensdame bliver jeg nu aldrig, “ Sukkede hun, idet hun med komisk alvor snerpede munden sammen og lod armene lodret falde ned. „ Nej, “ vedblev hun leende, med en ejendommelig, kæk bevægelse med hovedet, hvorved de korte krøller slog hende om ørene, „ jeg må være fri for bånd og bast ligesom fuglen, som søen, ellers kan jeg ikke ånde. Fri, fri! “ Vinge pudsede sin lorgnet og betragtede hende som en kunstkender et nyt maleri, Konrad nærmede sig hende ubevidst endnu mere. „ Jeg kan så godt forstå dem, “ sagde han varmt og dæmpet, „ når man mest har pløjet det frie hav, hader man alle de tyngende, tomme former, som landlivet fordrer. Jeg er jo selv sømand og kan tale af erfaring. — hvorlænge har de ialt rejst med deres far? “ „ Fra mit syvende år; da døde nemlig mor, og far, som ikke kunne undvære „ lille Pus “, tog mig med ombord. Og jeg led ingen nød! En gammel bådsmand, der altid for med far, var min kammerjomfru, styrmændene mine opvartende kavalerer og alle matroserne mine ydmyge slaver, der bar mig på hænder. Å, det var herlige dage! “ — „ Som te nu ikke kan glemme; thi nu vantrives de på landjorden. “ „ Nej, ikke nu, her hos tante; men i begyndelsen gjorde jeg det virkelig. Jeg syntes livet var så tomt, så ensformigtog flaut som et stillestående grumset tjern. Jeg ønskede lidt sjøsalt ind i det, lidt bølgegang og storm. “ Konrad lo over hele ansigtet. Vinge, som følte, at han var lidt tilovers, sagde for dog at sige noget: „ Ja, de har vel ofte været ude i storm og væræt dygtig bange? “ „ Hundrede gange! Men jeg har aldrig været ræd, hvor kan de tro det? Hver frygt forsvandt, når jeg så fars tryghed, hvor kæk og bestemt han stod på kommandobrettet. Havde han mærket, at jeg var „ umandig “, som han kaldte det, havde han øjeblikkelig sendt mig hjem, det var bleven følgen. Thi klynk og klage likte han ikke. — da jeg havde slig lyst til at klatre op i ræerne, lod far sy til mig en lærreds guttedragt, „ Gymnastikdragt “, som vi kaldte den. Og vil de tro, at jeg snart blev så glad i den bekvemme blonse og de vide sejldugsbuxer, at jeg hele måneder, når vi var i søen, beholdt dem på. Når jeg da siden kom iland og skulle besøge vore konsuler i de store fremmede byer, generedes jeg så af min lange silkekjole, at jeg gik og humpede i den ligesom en en gammel kjærring. “ Tanten så, ubemærket af de andre, betydningsfuldt på hende. „ Har jeg nu igen sagt noget galt, tante? “ Spurgte hun urolig, idet hun rødmende så fra den ene til den anden. Tanten blev noget forlegen ved dette « åbenhjertige spørgsmål. „ Nej, nej, vist ikke, barn, fortæl blot videre! “ „ Nej, nu vil jeg holde op, for der er ingen, som bryder sig om, hvad jeg fortæller, eller så fortæller jeg forkert. “ Hun vendte herrerne ryggen, gik hen til pianoet og bladede nynnende i nogle noder. „ Vil du synge lidt for os Kristiane? “ spurgte hun. „ Her er griegs „ Hjertets melodier “. “ „ Ikke i aften! “ svarede Kristiane, „ jeg er en smule træt. “ „ Det er du altid, når jeg beder dig om at synge; men det skal også være sidste gang, jeg plager dig, “ sagde hun fortrydeligt. — „ Synger de? “ Spurgte hun pludselig Konrad, og hendes ansigt var igen lutter solskin. „ De må vist eje en smuk stemme. “ „ Ikke en tone i halsen, “ lo han. „ Men selv synger de? “ „ Ja, men ikke for fremmede. Dog, de skal få høre mig! Engang, når vi er alene. Jeg kan flere raske sjømandsviser, “ tilføjede hun med et drillende sMil. „ Ob, Mua ni ) ' bo^8, sinz M ) - bo^8, sina na; - bo^s, hurra! “ „ Jeg får altså ikke være med? “ — vinge trak ved disse ord ironisk på skulderen. „ Det må jeg betænke mig på! Jeg foretrækker en glad tilhører for en — kritikus. “ Vinge bed sig i læben. Konrad hviskedee dæmpet med hende. I samme nu så Kristiane hemmeligt på vinge, og det gamle smertensdrag dirrede igen om den forræderiske mund. Det var, som om der ville en tåre op i hendes øje, men hun knuste den tappert og bøjede sig igen, bleg og stille, over det evindelige broderi. „ Hvilke byer fandt de interesfantest at rejse igennem? “ spurgte vinge, der ikke ville lade sig slå af Marken, idet han tillige ved dette spørgsmål gjorde ende på deres dæmpede samtale. „ De mest oprindelige, hvor jeg fandt gamle dragter, sæder og skikke, og mindst af Europas civilisation, der udjævner al ejendommelighed. Spørger de mig derimod om det smukkeste, vil jeg nævne Konstantinopel, en fart på bosporus. Den husker man så længe man lever. “ „ 0, bosporus, “ deklamerede vinge med den konventionelle kunstpathos, „ hvilke billeder maner de ikke frem, alt, hvad jeg har læst og drømt! — sultanen, moskeerne, marmorslottene — cypresserne... “ „ Øg dog overgår virkeligheden den mest strålende beskrivelse. De kan gerne sukke: o, bosporus! Vil i tro, at mit hjerte i denne stund uvilkårlig slår raskere, bare ved erindringen; at der ligesom ombruser mig et varmt pust fra hine skønne kyster. En stjernekvæld især, den var dejlig, dejlig som et eventyr i tusind og en nat! “ „ Fortæl, fortæl, “ bad herrerne. „ Tør jeg? “ sagde Frida, og keg skælmsk hen til Kristians. „ Hvis jeg ikke keder dig, så — “ „ I mig har du din bedste tilhører, når du ikke vrøvler om cigarer, det ved du. “ Kristians lagde smilende væk sit broderi og støttede hånden mod den blege kind. Fruen indtog en magelig stilling i sofaen. Herrerne var lutter øre. „ Vent ikke for meget, “ bad Frida lidt flan ved disse tilberedelser. „ Det er bare en simpel stemning og sådant er vanskeligt at gengive, hvor dybt man end selv føler det. “ „ Som sagt, det var en kvæld i Konstantinopel. Vi, far og jeg, havde hele eftermiddagen slentret omkring i butikkerne. Tilslut havnede vi i „ Bazaren “, hvor vi hos en gammel jøde gjorde indkøb af toilettesager. Da vi omsider forlod ham med vore pakkenelliker, var det bleven dunkelt. Der i syden kommer ikke natten som hos os gradevis, med sine fine, yndefulde overgange fra dag til tusmørket med de blinkende stjerner, fra tusmørke til kvæld; men pludselig, som ved et trylleslag, ved en solformørkelse, er natten der med fin stilhed og lummervarme dunkelhed. O, det var dejligt at spadsere i en sådan nat, lænet til fars stærke arm! Midt i sværmen at føle sig fremmed og dog så hjemlig ved fars side! De fleste butikker var nu lukkede, forretningslarmen døde hen, kafeerne derimod strålede og oplod sine døre for de glade gæster, kvældens nydelsesliv begyndte. Sang og musik, latter og højrøstet passiar, klang mod os fra alle kanter. De tyrker, vi mødte på vor vej, dannede med deres slæbende gang og lukkede blik en skarp kontrast til denne raske lystighed. Omsider nåde vi vort mål, det yndige bajoukdere. Her er sultanens sommerpaladser, de fremmede gesandters pragthuse, græske kafeer, franste hoteller, orientens poesi og Europas luksus har her sat hinanden et glimrende stævne. Vi slap ind i haven, den yndede aftenpromenade, og reves snart med i den brusende strøm af leende og passiarende mennesker. Hvilke brogede, karnevalslignende dragter, hvilke juvelbesatte toiletter de bar, disse franske, italienske og græske damer, skjønhedstyper fra alle nationer! Disse med de lynende diamanter i ørene og med kjoler af purpurfarvet silke og sort fløjel er jødinder, rige bankierdøtre. Alverden kender dem! Hine med den vuggende holdning, det smægtende ansigt og de sorte, svømmende øjne, med sløret ligesom en spansk Mantille kastet bag over hovedet og en rose stukket bag øret, er armenierinder, blandt hvilke som bekendt sultanen vælger sine hustruer. Imidlertid løber opvarterne i røde fez ' er travlt frem og tilbage, forsynende gæsterne, ikke med sorbet, men med is og limonade. Et sted spilles sværmerisk på harpe, her dandses på Line, der synger man og slår på tamburin, hist anstilles kraftprøver af brune, halvnøgne attleter, den hele, vekslende scene fantastisk belyst af de mellem det transparente løv ophængte gule, blå, grønne og røde papirlamper. Hvilke farver, hvilken Duft og stemning! Heliotroptræærne langs vejene udsender fra sine violette blomsterdusker en sød vellugt, der betager en åndedrættet. Cypresserne og akazierne dunkler i bløde omrids hen i det fjerne, natfluerne farer som dansende stjernefnug gennem den varme luft og hist oppe fra tribunen sender det tyske dameorkester en smeltende Melodi af Mozart ned til os. “ Friva holdt med et inde, idet hun trykkede hånden mod brystet. „ Skal jeg gå videre? “ Pustede hun; hun. havde talt så hurtigt. Spørgsmålet syntes overflødigt lige overfor denne lille, ivrigt lyttende kreds. „ Javist, “ råbte vinge, „ De fkildrer ganske interessant! Man mærker, at te har haft øjnene med dem! “ „ Førsf ved midnat, “ vedblev Frida, „ forlod vi den yppige have og roede tilbage til skibet. Hvor søens søvntunge stilhed var velgørende ovenpå larmen! Ingen af os talte. De regelmæssige åreslag var den eneste lyd, afbrudt nu og da af en hunds gøen på land. Blank og rolig som en eneste sølvåre gled bosporus hen mellem de fremstikkende, skogbeklædte, med et let gråligt tågeslør bedækkede bredder. De maleriske bygninger, der hæver sig terrasfeformigt fra kysten lige til Pera, der kroner det hele, fjernede sig som utydelige drømmesyner for mit blik, medens båden skar sig rislende frem og drog en bred lysstribe efter sig i kølvandet. Sosie-moskeen med de slanke minaretter og den vældige kuppel tegnede sig som et fantasislot på himmelens gulblå baggrund. Jeg sad i bådens stavn og lod min hånd legende glide gennem de kølige bølger. Da jeg tog den op, trillede der fra hver fingerspids dråber ligesom af smeltet sølv. Far sad usædvanlig taus og røg sin havanneser, måske overvejende i sit stille sind profiten ved det fragttilbud, som skibsmægleren samme dag havde gjort ham. Nn og da gled en mørk kaik-hemmelighedsfuld forbi os, ligeså stum og rolig som de stakkels kvinder, der sad tilslørede i den, medens hvert dæmpet åreslag frembragte gnistrende småflammer i vandskorpen. Jeg måtte uvilkårlig vende mit blik mod sultanens gamle serail, hvis hvide marmormure lyste i måneskinnet. Jeg erindrede alle de rædsomme sagn, som knyttede sig dertil. Vi var endelig ombord i fars skib; men jeg var efter den bevægede nat slet ikke oplagt til at gå ned i den kvalme kahyt. Jeg blev stående ved skandsen og betragtede længe den uendelige blå himmel med den hvide sølvmåne og den tropiske stjernepragt! Hvor sølvkorset luede og vinkede! Og se hist carlsvognen, Orion og Sirius! Men mange af de hjemlige stjernebilleder savnede jeg dog og så vidste jeg ikke af det, før jeg drømte om nordlys og klingende kanefart gennem en mørk graneskog derhjemme. Ja, derhjemme! Jeg var atter i Norge, hos alle de kære der, jeg tænkte på dig, kære tante, på dig, Kristiane, og på alle mine venner og veninder, og så ønskede jeg: gid jeg dog havde en af jer hos mig, med hvem jeg kunne dele alle mine skjønhedsindtryk og tale om alt, der ligger mig på sinde! Og få var det tilslut med en usigelig vemod jeg gik til sengs, for at drømme — ja hvad tror i vel? — nej, ikke om Norge, men om de stakkels fangne haremskvinder hele natten. “ Hun havde talt sig varm, hun satte sig ned med blussende kinder, helt undselig over den udelte opmærksomhed, hun var genstand for. Tanten strøg blidt hånden over hendes hede pande. „ Hvor det. Barn kan fortælle, “ sagde hun veltilfreds, krisliane nikkede venligt og herrerne udtrykte forbindtligt sin tak. „ De maler som sagt charmant! Har de det nedskrevet? I så fald vil det med ære udfylde sin plads som søndagsfeuilleton i vort lille „ Morgenbud. “ Vinge bukkede på sin galante vis. „ Og så ville de betale mig to sød. i honorar, ikke sandt? “ lo Frida. „ To tunge metaldalere for en hel aftens luftige stemning! Nej, det går ikke, hr. Vinge! “ „ Hvor jeg kender denne vemod, “ hviskedee Konrad til hende, endnu dvælende ved hendes fortælling, „ hvor mægtigt denne hjemlængsel kan gribe os i de gladeste stunder derude. Når vi er her i Norge, går vi ligesom uartige misfornøjede børn og fkjænder på det, men næppe er vi nogle mil fjernt fra det, førend hele dets herlighed går strålende op for os, og vi føler, at vi er bundne til det på hænder og fødder. — men over deres fængslende bosporus glemmer jeg ganske tiden “ — han så på sit ur — „ jeg skal nemlig “ — „ Nej, de vil da vel ikke allerede gå, “ klagede Frida, og skuffelsen tegnede sig så tydeligt i den udtryksfulde mund og de hævede øjenbryn. „ Desværre, jeg må, så gerne jeg end ville blive; jeg er nemlig inviteret til byfogden, fars gode ven. “ „ På gensyn da, “ sagde Frida og rakte ham smilende hånden, idet tanten udtalte sin beklagelse over hans bortgang. Neppe var han ude af døren og fruen ude i køkkenet for at give ordre til affensmaden, førend vinge, synlig lettet, sagde med ironisk flothed: „ Ja, byfogdens Fredrikke er s ' gu ikke afvejen! Titusind efter fa ' ren, siges der og ottetusind efter en gammel tante! Og så har hun ydermere været i en londonsk pensionsanstalt, complet en engelsk miss! Det blir et ganske net parti for en fattig lieutenant. “ „ Hvad mener de? “ spurgte Frida stolt og lagde armene ikors over det høje, fasthvælvede bryst, en af hendes yndlingsstillinger. „ Nu bagtaler de vist deres ven? “ sagde Kristians. „ Hvem siger, at han er min ven? “ spurgte vinge med stor sindsro. „ Vi har været skolekammerater, vanevenner, det er sandt! Men videre er det ikke kommet. “ „ Det tror jeg gerne. Hr. Ørn vælger nok ikke enhver til sin ven. “ Frida gik med disse ord knejsende ud. Der blev en pinlig panse. Vinge havde på følelsen, at hos Kristiane ville han intet medhold vinde. Den unge pige broderede så flittigt som om det gjaldt liv og død, uden at mæle et ord, vinge bladede, tilsyneladende meget interesseret, i et album, som han havde gjennemseet hundrede gange før. „ Kommer ikke deres kusine ind igen? “ spurgte han omsider, så ligegyldigt som muligt. „ Jeg skal tvivle derpå. Hun er sandsynligvis gået til ro. Hun har tidligere i dag klaget over hovedpine. — men savner de hende så meget, skal jeg kalde på hende. “ Kristiane rejste sig. „ Nej, nej! Jeg mente bare, jeg troede — “ Han bladede på ny i albumet; så tog han sin lorgnet af og gned med lommetørklædet fin næse, der bar røde mærker efter lorgnettens tryk. Nu kunne man opdage, at hans øjne vare blå og klare, med et udtryk af godhed og jntelligents, som det ironiske smil i det rolige, magre ansigt ikke formåede at dølge. Og det lange, lyse „ Kunstnerhår “ Klædte ham dertil godt. — hans blik dvælede længe ved den unge, stumme kvindeskikkelse ved hans side. Han havde rigelig anledning til at betragte hende, som hun sad der med panden bøjet over broderiet. Hvor denne perlegrå kjole, der- i bløde folder faldt ned om den fine skikkelse og denne hvide kniplingskrave passede vel til arten af hendes skønhed, det brune, silkebløde hår, den rene tinding, munden med det bestemte trag og de milde, grå øjne. Der var engang og det var just heller ikke så længe siden, at hans hjerte havde slået i hurtigere takt ved synet af denne simpelhed og ynde. Han så på den lille, travle hånd. Blev den da aldrig træt as at føre de glitrende Perler på kanavaset? „ Frøken Kristiane! “ Hun løftede ængsteligt de dybt sænkede øjenlåg. En umærkelig bølgen af brystet var den eneste bevægelse, som røbede hendes indre uro. „ Frøken Kristiane! Hvorfor tier de få? Er de vred på mig? “ I næste øjeblik angrede han sit ubesindige spørgsmål. Han følte dunkelt den uret, han havde tilføjet hende. Det var som om hun slap et vågnende håb. med et nerveust smil stammede hun: „ Hvorfor tror de det? “ „ Å, jeg ved ikke! “ — han sad urolig på taburetten, gyngende hid og did. Pludselig rejste han sig. „ Farvel, nu må jeg gå desværre. Jeg har noget at skrive ikvæld for avisen. “ „ Som de behager! Mor venter dem forresten til theen. “ „ Det gør mig ondt! De må takke og bringe hende min undskyldning. Forretninger frem for alt! “ Han gik. Hun fulgte ham til døren med et næsten stolt blik. Men da han endelig var borte, da hun havde hørt den sidste genlyd af hans trin på trappen, sank hendes kunstige styrke sammen, hun kastede broderiet langt fra sig, og brød ud i heftig gråd, idet hun gentagende sukkede: „ Han elsker mig ikke mere! “ andet kapitel. Frida var imidlertid ikke gået op på sit værelse, men havde listet sig ud på verandaen, hvor hun netop kom tidsnok for at se Konrad spadsere ned igennem den rimfrosne allo. Han vendte sig engang og så mod villaen uden at opdage hende. Hun råbte sagte på hans navn og for i næste sekund sammen, bange for at han kunne have hørt hende. Hvilke faste og dog elastiske skridt! Sneen knirkede under hans fødder og hans skygge flagrede blålig hen over den hvide vej. Grinden faldt igen efter ham; hun blev endnu siddende der og stirrede drømmende ud i den smukke vinterkvæld. Hun var så varm, så bevæget just nu, at hun siet ikke mærkede til kulden. Hvor den isbelagte fjord dernede strålede i måneskinnet! Fra lyset i hytten på den anden bred kastedes en rød lyssøjle ud over den. Et par smågutter øvede sig i at løbe på skøjter. De snublede og lo, lo og snublede ligesom små nisser, der står, snart på hovedet, snart på benene. De kåde skrig og råb hørtes så tydeligt. Også hun lo, inde i sin lyse, lette tankerække. Han fluide blot vidst, at det var egentlig ham, jeg mest tænkte på hin bosporuskvæld, da jeg blev så vemodig stemt! Min raske kadet, min barndoms helt! At jeg sjælden har havt ham ud af tanken!.. Du store gud, hvor han er god og vakker!.. Hun trykkede sin blussende pande mod det våde rækværk for at køle den. Så løftede hun hovedet og stirrede igen med et drømmende smil udover. Den dejlige, tro natur! Hvilken søndagsfred, hvilken renhed! Dette var et andet billede end hint yppige af bosporus. Stjernerne blinkede stille og fromme ned fra den blege himmel, og de matte nordlys for som stiftende farvebølger hen over rummet. Og dette festligt skinnende hvide, hvormed sneen havde smykket det slumrende landstab, skjult det stygge og blødgjort de hårde omrids. Markerne lå som et bølgeformigt kniplingsvæv og træernes fine grene glimrede med snestjerner. Alt var så yndigt og velgørende for øjet! Men hvad mente vinge med sin mystiske tale om byfogdens Fredrikke? Hun lignede en stiv, engelsk miss. Kunne Konrad, han, den kække sømand bryde sig om et sådant snerpet, ufrit væsen? Nej, nej! Hun følte, at han ikke havde glemt hende i disse lange år!... Hvor hans stemme var smuk... Hun syntes fremdeles at høre dens dybe, sonore klang. Pigen kom ud og spurgte fra fruen, om hun ikke ville være med til aftensbordet. Ugerne rejste hun sig; hun havde gerne den hele kvæld siddet her i drømme om ham. Hun fandt tanten alene. „ Vinge er gået; han havde noget avisarbejde og Kristiane er allerede iseng. Hun var ikke ganske rafl, “ forklarede tanten. — „ Så, “ sagde Frida adspredt, fuldt inde i sin egen verden. Næppe var theen drukket, førend også hun rejste sig og sagde tanten godnat, idet hun bød hende hånden med et spøgefuldt kniks ligesom en skolepige. „ Nej, i er så besynderlige ikvæld alle sammen! Vil nu også du gå? “ spurgte tanten, en smule misfornøjet. „ Jaja da, barn! Sov sødt! Og glem ikke at slukke lampen, som du gjorde forleden! Konrad ørn er forresten et tækkeligt ungt menneske, synes du ikke? “ „ Åjo, kære tante! Men godnat, godnat! “ Hun måtte le, da hun sad i Enrum på sit værelse, over tantens „ tækkelig “. Det kunne passe på en slikket probenreuter, ikke på hendes stolte søofficer! Men denne Fredrikke kunne hun flet ikke få ud af hovedet! Om han nu i grunden holdt af hende? De var jo vokset op sammen, fortaltes der. Hun var jo ung og ikke styg, og dertil ejede hun så mange penge. En fattig officer gifter sig altid med en rig pige, siges der. O nej, det var en fornærmelse at tro sligt om ham, når man blot engang havde skuet ham ind i det noble, ærlige ansigt. Hun lukkede halvt øjnene: i denne stund sad Konrad i selskabet mellem alle de pyntede mennesker. Fredrikke sang og han vendte ærbødigt noderne for hende, hun tabte sit lommetørklæde og han tog det ilsomt op. Hun rødmede, og han — huskede ikke mere på den stakkels Frida. — imidlertid lød larmen af de skøjteløbende smågutter fremdeles op til hende. Den hørtes få nøje i den dybe stilhed. Hun sprang op; hun havde fået en ide. Ja, hun måtte fe ham igen, endnu ikvæld! Hun følte en sådan overvæl

1898_Pedersen_BlandtFremmede

Caroline Amalie

Caroline Amalie Kamma

Pedersen

Kamma

Blandt Fremmede

female

female

dk

PedersenK

Blandt Fremmede

Pedersen

Blandt Fremmede

Fortælling

n

roman

Pastor Holt

KB

nan

nan

O

Der var forskel på de to, som gik side om side. Den høje, slanke Betty med det lyse hår og de milde øjne, og den noget mindre Nora med det kulsorte hår og det trodsige udtryk om munden. Nora var i dårligt lune, det hørtes i tonefaldet, da hun spurgte: » Hvorfor opfordrede du mig egentlig så stærkt til at gå med i aften? det er jo en gyselig kulde, aldeles utålelig frost, « og hun rystede utålmodig på hovedet. » Fordi jeg nødig ville, du skulle gå glip af den sidste aften i denne velsignede uge, du bliver også nok tilfreds med at have fulgt med, skal du se. « » Det tror jeg slet ikke, snærrede Nora, og jeg fatter aldeles ikke, hvad det skal gøre godt for, at holde møder en hel uge igennem, hver eneste aften, søndagen skulle da være tilstrækkelig til sligt, skulle man tro. « » Lille Nora, « lød det mildt fra hendes ledsagerske, » du får forhåbentlig nok andre tanker; således som du nu siger har mange sagt før dig, og kun de, som erfarer hvilken rig velsignelse en sådan uge fører med sig, kan jo have nogen virkelig glæde deraf. Men jeg skal sige dig, en sådan missionsuge, som den kaldes, er af meget stor betydning, dels for at ruske lidt op i vor lille menighed, og i særdeleshed for at virke hen til, at få flere mennesker vækket op af den åndelige slummer, til at spørge efter deres livs gud. « » Hvor du taler underligt, Betty, hvem er det der skal vækkes, hvad er det for en søvn du taler om? « » Jeg taler om syndesøvnen, « svarede den unge pige, » men vi fortsætter en anden gang, thi nu er vi jo ved målet. « missionshuset, som kun havde været opført et par år var en lille, tiltalende bygning med to indgange, og snart vare de to kusiner bænkede i en lille hyggelig sal, hvor der, foruden venner fra fjern og nær, vare en hel del forsamlede, ihvert fald mange i forhold til den lille byes indbyggerantal. Der var liv og varme i sangen, og der lyste glæde og frejdighed ud af den unge kandidat Møllers ansigt, idet han besteg talerstolen. Det gav et sæt i Nora, da prædikanten med høj røst sagde: » Vågn op, du som sover, at Kristus må lyse for dig. « han skildrede derpå med glødende Iver, hvor farligt det var, at sove den trygge syndesøvn, som endte med forfærdelse, men hvor lifligt det var, at vågne til salighedslivet i gud. Han sluttede med tak for den svundne uge og bøn om velsignelse for kommende dage, at evighedslivet ret måtte blomstre frem, der, hvor det endnu lå som i dvale. Derpå talte byens missionær, vorkman, en noget sindig, men hjertevarm og sanddru personlighed. Da mødet var sluttet, blev der en hilsen uden ende. Således syntes i det mindste Nora, som stod i en krog af salen og ventede på sin kusine. I det samme kom en yngre mand hen til hende, idet han udbrød: » De her, frøken Carstens, hvor det glæder mig. « Nora så hurtig op, idet hun svarede: » Nu, hvorfor ikke, det var Betty der trak mig med, men det er da ellers ikke første gang jeg er her, men nu kommer Betty endelig. « hun nikkede let og forsvandt i følge med kusinen, som smilende udbrød: » Der kom jeg nok på en urette tid. « » Tvertimod, du kom lige tilpas. « » Jeg er vis på, « sagde Betty alvorlig, » at denne aften skal få evighedsbetydning, måske for mange, thi så mægtig et vidnesbyrd har jeg ikke længe hørt. « » Jeg forstår det aldeles ikke, « snærrede Nora, » blot jeg var bleven hjemme. « » Så havde du jo ikke fået din løjtnant at se, « lo Betty, men holdt inde, da hun bemærkede, at Nora skælvede. Hun standsede, lagde armen om hende og sagde bedende: » Tag mig det ikke ilde op, jeg mente det ikke så slemt. « » Nej vist ej, du mener aldrig noget med din spot om den end er nok så sårende, « bruste Nora op, hvorpå hun hastig rev sig løs og ilede bort. Betty så bedrøvet og bestyrtet efter hende. Ak! tænkte hun, hvad skal det blive til, hvor kunne jeg også —, jeg ved jo, hvor pirrelig hun er. » Å, kære herre, « sukkede hun halvhøjt, » tilgiv mig, og lær mig den rette måde at omgås hende på, jeg holder dog så meget af hende. « Nora var skolelærer Carstens eneste datter. Hun hjalp sin fader i skolen og sin moder i huset, og var i det hele taget en flittig og beleven pige. Hun havde arvet sin faders heftige sindelag, det viste sig allerede meget tidligt hos hende, hun kunne til tider være helt ubændig, og da hun var eneste barn, og som sådan var bleven forkælet, var egenkærligheden meget fremtrædende hos hende. Det kunne jo desværre ikke være anderledes, men var en nødvendig følge af opdragelsen. Men forældrene lod ikke til at mærke det; de led i hvert fald ikke selv derunder, men undskyldte hende altid. Hendes karakter var ellers åben og sand. hendes kusine, Betty kølle, som i de sidste par år havde opholdt sig hos hendes forældre, var hjerteligheden og elskværdigheden selv. Derfor vandt hun også alle hjerter, og misundelsens stygge gift kom undertiden til syne hos Nora, endskønt hun holdt meget af sin jævnaldrende kusine. I det mindste i en vis forstand. Men i den sidste tid var det blevet så underligt. Hvorfor? En underlig følelse havde grebet hende. Hun havde opdaget, at hendes hjertes tanker og længsler tilhørte en anden. Apotekerens søn, den kønne, unge løjtnant, Johannes Liebel havde uanet grebet ind i hendes tilværelse, og hun turde næppe tilstå det for sig selv, end sige det for nogen anden. Thi for det første stod han så langt over hende, og for det andet så var han jo » hellig « ligesom Betty, og det kunne hun nu slet ikke lide. Og så at Betty havde afluret hende denne store hemmelighed, det var ligefrem oprørende. Nora, som hurtig havde nået sit hjem, løb op på sit værelse uset af nogen og her gav hun sin forbitrelse luft. Å, det var ikke til at holde ud, det var utåleligt, hvorfor skulle netop hun pines således, det havde hun da ikke fortjent, hun, som i hele sit liv aldrig havde gjort nogen fortræd. Hvorfor? Og tankerne brødes og stredes i hende, indtil en voldsom gråd brød løs og skaffede hende luft. Hendes moder, som også havde været til møde, kom nu hjem, og da hun så lys i Noras værelse, gik hun derop, men blev forfærdet stående ved døren. » Å mit barn, hvad fejler du? er det sådan fat med dig, har det virkelig gjort sådant indtryk på dig? ja det var nu også næsten for galt i aften, « og hun trådte hen til hende, og løftede hendes tåre-vædede ansigt op til sig. » Du skal ikke bryde dig om det, « fortsatte hun blødt, det var såmænd ikke os, han mente, der sov, j11..iim lim.1—1. » Piil-lap —. _____ -ii vi er da vågne nok skulle jeg tro, vi komme jo stadig i kirken, nej, der er for eksempel Jørgensens og Bondesens. « » Å mor, hold op, « bad Nora, » du tager aldeles fejl; når det endda var sådan fat med mig, var det vist ikke så galt, « føjede hun sagte til, » men lad mig nu være alene, mor, det vil jeg helst. « » Å nej, « bad denne, » din moder må da nok have lov til at vide, hvad der trykker dig. « » Nej, ikke nu, ikke nu, « svarede hun heftig, » måske en anden gang. « Med denne besked måtte moderen lade sig nøje. Lidt efter bankede det på døren, Betty trådte sagte ind og gik lige hen til kusinen: » Tilgiv mig, jeg vidste virkelig ikke, at det var så alvorligt for dig, som jeg nu ser det er, og jeg er inderlig bedrøvet over at have såret dig, tilgiv mig. « Men Nora svarede blot: » Spar dine talemåder, du mener dog ikke et ord dermed, kender jeg dig ret. « Blodet for op i Bettys kinder, og Nora, som bemærkede dette, vedblev: » Jeg ville for resten ønske, at du havde fået den lærerindeplads du søgte forleden, thi så------—. « Hun holdt inde, thi Betty sendte hende et inderligt bedrøvet blik og sagde så: » O ja, Nora, jeg mærker nok, at jeg ikke udfylder min plads her og egentlig ikke er til nogen nytte, men jeg håber også snart, at der bliver en udvej for mig. Måske er der allerede en. Men først må du love at tilgive mig, ellers kan jeg ikke blive glad. « Nora så tvivlende op. Var det virkelig sandhed? Hvor kunne hun blive ved at trygle hende om tilgivelse. Å, hun var så god, den Betty, og Nora udbrød pludselig: » Betty, nu er det mig, der må bede dig om forladelse, glem mine stygge ord, du kan vist ikke holde af mig, men jeg er så ulykkelig! « og hun brast atter i heftig gråd. » Ti stille, fat dig, kære Nora, græd ikke sådan, « bad Betty, » det gavner intet, du bliver kun syg deraf. « » Kære lille Nora, « vedblev hun indtrængende, » bed Herren om et nyt hjerte, om at give dig sin hellig ånd. Skal vi bede sammen? « spurgte hun hurtig. » Nej, nej! « råbte Nora, » nej, lad mig være. « hun holdt ikke af, når kusinen begyndte på den måde. Men denne kyssede hende og gik derpå ind ved siden af i et tilstødende værelse. Her udøste hun sin sorg og smerte til den herre, som hun fornylig havde lært at elske, og som hun tænkte kunne vinde alle hendes kære med det samme. Hun havde allerede glemt, hvor ofte der var bleven kaldt på hende og hvorledes hendes Broder stadig havde bedet for hende. Deres forældre vare begge døde tidlig. Hendes Broder, Ejnar kølle, opholdt sig for tiden i København, hvor han havde begyndt en forretning, som så ud til at skulle lykkes, og han havde flere gange anmodet sin søster om at tage ophold hos ham, men hun havde stedse nægtet det, fordi hun håbede at have indflydelse hos sine slægtninge. Dog erfarede hun snart, at » en profet er ikke agtet i sit fædreneland, « og hun tænkte så småt på at rejse. Dog var hun inderlig knyttet til mange kære venner her og desuden, her på dette sted var det nye liv brudt frem hos hende; her havde hun oplevet den skønneste tid i sit liv. Men hun ville give sig helt i hans hånd, der sørger for hver en af sine små, han ville også lede hendes veje, og hun blev stille. i. » Her er bud fra apoteker Liebel, om frøken kølle har tid at komme derhen i eftermiddag, « meldte onkel Carstens et par dage senere, idet han trådte hen til Betty. » Det angår vel sagtens en plads for dig, min pige, men lad mig se, « tillagde han spøgende, » at du tager dig i vare for hrr. Liebel junior, den smukke løjnant, alene uniformen er vel nok til at sætte et ungt hjerte i bevægelse. « » Å, det har ingen fare « lød svaret i samme tone, » jeg vil sige til budet, at jeg skal indfinde mig. « Hermed fjernede hun sig, glad over, at Nora ikke havde hørt, hvad der var tale om. Og så måtte hun ud. Ud på den smukke skovsti. Hun trængte til at være alene. Sneen knirkede under fødderne, og træerne glitrede i solskinnet. På dammen var skøjteløbningen i fuld fart. Hun ænsede det ikke, men gik stille og overtænkte sagen. Hos Liebels? Hvad mon de ville hende? Havde de brug for en lærerinde? Mon de kunne tage til takke med hende? Hun havde meget større lyst til at tage en sådan tjeneste op, end som at rejse til hovedstaden, men hvorledes ville det gå hende? Nu så hun jo, hvordan hendes familie mødte hendes varme, friske trosliv, onkel med et meget sigende skuldertræk, tanten med et: » overspændte nykker! indbildte fantasier! « og hvordan Liebels vare, vidste hun jo slet ikke. Hun havde kun set sønnen i kirken og til møder, og anså ham nok for et guds barn, men han var jo ikke hjemme til hverdagsbrug, og hvordan stod de andre? At apotekerens frue var en fin, stolt dame, det vidste hele byen. Hun forstod at føre hus så det betød noget, sagdes der. De hørte da også til » de fine « der på egnen, og desuden, en skulle jo give tonen an. Nå! som Fru Liebel var klædt, måtte de øvrige damer også være det, og når hun » havde arrangeret « et henrivende lille skuespil i et eller flere fortryllende akter, ja! så måtte man virkelig efterligne det. Men tankerne kom og gik. Intet under, at hun var lidt ængstelig til mode. Hvad mon hun skulle udrette i dette hus? Der var jo kun en mindreårig pige og en lidt større dreng. Ak! om hun blot kunne blive til velsignelse. Så foldede hun sine hænder i muffen og hviskedee stille: » Din villie ske, o gud, før mig på dine veje. « og derpå kunne hun fattet og rolig gå derhen. Hun så på uret. Klokken var 4. Ja, så var det vist tilpas, og hun styrede sine skridt indad byen til, til Norgesgade. Ankommen her mødte hun løjtnanten. Hun havde aldrig talt personlig med ham. Han standsede og spurgte: » Skal frøkenen til mit hjem? « hvilket hun bekræftede. » Gid de da måtte bringe lykken til mit hjem. Måtte de kunne få så megen indflydelse, at der kunne bringes en anden ånd ind i huset. Måske Herrens velsignelse gennem dem kunne sprede sig over noget af den verdslighed, der råder derhjemme. Ja, frøken, det er svært at skulle sige så om mine kære, men de vil jo ikke misforstå mig, og de vil jo også hjælpe mig at bede? Derfor, tag imod pladsen. « Han så forventningsfuld på hende. » Ja, « svarede hun stille, » vil Herren have mig til denne gerning, så er jeg rede. « » Tak «, svarede han, hilste høflig og gik. Løjtnant Liebel var søn af et tidligere ægteskab, og havde aldrig kendt sin egen moder. Hans første barneår havde han levet hos en nu afdød tante, en søster til hans moder, og den opdragelse han der havde fået, satte stemplet på hans udvikling. Der havde han levet under fredelige, stille forhold i et hjem, hvor Herrens navn blev holdt højt i ære, og der havde han lært at bede til den usynlige, evige gud. Og da han så senere i en alder af 14 år kom tilbage til sin faders hus, var han nødt til at se den vældige forskel på dette sted, og hjemmet han kom fra. Hans stedmoder behandlede ham venligt, men havde ikke spor af forståelse af det dybe i drengens karakter; og faderen, som nok anede den skjulte drivfjeder, opfordrede ham blot til at holde fast derved. Men selv vidste han ikke vejen, thi han kendte den ikke. Men drengen havde en fast karakter, og han besluttede at holde det løfte, han havde givet sin tante på hendes dødsleje om, altid at blive en sand Kristi discipel. Og livet i hjemmet var så modsat det, han kom fra, at det kun befæstede ham i denne hans beslutning. Han sluttede sig inde i sig selv, og levede et stille liv med Herren, og senere førtes han ad forskellige veje til fylde og modenhed, ligesom han også var en af de første, der sluttede sig til den lille menighed, der for nogle år siden havde samlet sig her. Og nu da tjenesten foranledigede, at han ikke var meget hjemme, var det intet under, at han med sorg så, at alt var ved det gamle i hjemmet, og derfor greb han med glæde den tanke, at få et guds barn draget ind under det hjemlige tag. » Goddag frøken kølle, nå, det er altså dem, der søger lærerindeplads, « lød en velklingende stemme hende i møde i Fru Liebels person, » ja, vi kunne måske nok blive enige. Har de haft engagement før som lærerinde? Nå ikke! Ja, de er jo også ung, ikke sandt? 22 år! Hm, « hun betragtede hende skarpt. » De har slet ikke læst med børn? « » Jo, da jeg selv gik på kursus underviste jeg nogle børn hos den familie, jeg boede hos « svarede Betty beskedent. » Ja så; ja ser de, vi har to børn på 8 og 5 år, og da det jo ikke kan optage hele tiden at læse og spille samt spadsere lidt med dem, har de vel ikke noget imod, at give mig en lille håndsrækning ved anretning og lignende. Og måske også hjælpe lidt til ved syning af og til. De skal såmænd ikke blive overanstrengt, men! « hun smilede svagt, » jeg er selv et meget energisk menneske, der holder af at få tiden udnyttet. Nu! hvad siger de, frøken? « men uden at afvente svar vedblev hun: » Vi fører et livligt hus, har jo også en stor lejlighed og « — hun slog ud med hånden — » De får et værelse ovenpå sammen med jomfruen, det har de vel ikke noget imod? Hun er rigtig rar og nem at komme ud af det med. « nå, synes de om det? Lønnen er vi ikke såa knap med; 100 kr. til at begynde med for et år «. Det summede rundt i Bettys tanker, alt dette for en så ringe løn! Godt var det, hun havde sine få rentepenge, de ville hjælpe til. Hun svarede stilfærdig: » Fruen har ikke et lille værelse for mig alene, var det end aldrig så lille, blot et sted, hvor jeg sommetider kan have ro? « » Nej, ser man det « lød svaret uvilligt, idet Fru Liebel så op og ned ad hende. » I deres alder kan man virkelig ikke stille store fordringer, frøken, « » Det gør jeg heller ikke, det er kun en bøn, ingen fordring, « lød det rolige svar, » og en ting endnu frue, jeg må have lov til i det mindste en gang om søndagen at gå i kirke? « » Nå — å, — har de det således? Ja, for mig gerne, når de blot ikke kommer mig for nær med deres gudelighed ligesom joh. — løjtnanten, « — rettede hun hurtig, » men han er heldigvis ikke meget hjemme. « » Ere vi så enige? « » Men værelset « vovede Betty endnu en gang at indvende. « » Nå ja, når de endelig vil have det for dem selv, skal jeg nok sørge for det, men jomfruen er også ung og « — » Å tak « lød svaret hurtig, » så slår jeg gerne til. « Otte dage senere flyttede Betty ind i sit fremtidige hjem. Iii. En søndag aften træffe vi Betty alene på sit værelse. Lad os besøge hende der. I øverste etage havde husets folk deres respektive gemakker, og det, der var anvist Betty, var meget lille, men særdeles hyggeligt med mange forskellige småting og erindringer fra hendes moder. Fra vinduet har hun vid udsigt over sø og skov. Her tilbringer hun sine få ledige øjeblikke. I dag er hun alene. Helt alene. Alle i huset, med undtagelse af Anna stuepige, er på en udflugt. Det har været en festdag for hende. Hun har fordybet sig i minder fra sin moders tid; hun har også haft et lille besøg af kusine Nora, som sagde, at hun længtes efter hende, og som altid er ivrig efter at vide, om løjtnanten fornylig har skrevet hjem. Og nu — Betty har lovet at vente på sin lille yndling Karla for at lægge hende i seng, — nu sidder hun med bibelbogen foran sig. Hvorledes har hun det egentlig? Hendes tanker kredse tilbage. Næppe to måneder har hun tilbragt her i huset, og dog kender hun ikke sig selv mere. Det er som hendes vårfriske, glade trosliv er borte. Der er kommen et træt tungsind over hende, som hun aldeles ikke kan forklare sig. Hun har det på en vis måde ganske godt heri huset. Børnene, især Karla, hænger ved hende med den inderligste kærlighed; apotekeren er ligefrem og venlig, kun fruen er til tider ikke så ganske let at tilfredsstille. I andres nærværelse bliver hun ofte rost, ja, hævet til skyerne, men ligeså ofte dadiet når de er alene. Men det er et gudløst hus! Der er ingen, der ærer kongernes konge, han er som banlyst fra dette hjem, og al den talen om pynt og fornøjelser, som hører til de daglige ttemaer, er hende trættende. Jomfru Nielsen er den eneste, som i det mindste tilsyneladende forstår hende; i hvert fald har hun medlidenhed med den » kønne, unge pige, « som virkelig er for » god « til at være her i huset, som hun udtrykker sig. Å, hvor det er svært at stå fast! Det føler Betty, svært at være alene. Hun klynger sig til sin frelser, men undertiden forekommer det hende, at han er så langt, langt borte, og det er, som har hun ikke mod til at nærme sig. Stakkels Betty! — til andre tider får hendes naturfriske sind overhånd, og hun bliver ligefrem kåd og overgiven. Så kan en sådan ytring fra fruen som: se se, hvor frøkenen er tilpas i dag, man mærker slet ikke noget til » Helligheden «, få blodet til at brænde i årene og hjertet til at råbe efter den levende gud. Således går det op og ned for hende. I dag frimodig og glad, i morgen nedtrykt og bedrøvet, å, hun ligner en vejrhane, når hun således kan dreje sig, synes hun, en rigtig afskyelig en, og hendes hjerte sukker efter en udvej i dette Kaos. Hun har taget et bibelsprog, og da hun slår op får hun øje på de alvorlige ord: hvo, som vil bekende mig for menneskene, den vil jeg og bekende for min fader, som er i himlene. Men hvo, som vil nægte mig for menneskene, den vil jeg og nægte for min fader, som er i himlene. » Ak! « sukker Betty » hvor ofte fornægter jeg ikke min kære herre og mester, hvorfor står jeg så dårlig fast? « » Beder så skal eder gives « siger hun stille, og hun følger denne anvisning og beder af hjertets hele inderlighed om kraft og hjælp i striden, og » kære fader, « slutter hun, » du, som kender hvert hjertes trang og vilkår, du kunne jo også i din store nåade sende mig en troende søster, en ven i nøden, der kunne hjælpe mig. Vis mig en sådan, der både kan og vil tage sig af mig, og som jeg kan slutte mig til. Gør det for dit store navns skyld. Amen! « hun rejste sig styrket og glad, i fuld tillid om bønhørelse, og hun blev ikke beskæmmet. Klokken var nu blevet 9, og kort efter hørte hun apotekerens vogn rulle ind i gården. Straks derpå kom lille Karla træt og søvnig for at bede om at komme i seng. Den næste dag var det Harris 9-årige fødselsdag, og i den anledning skulle der være børneselskab. » Å, frøken kølle, bevis mig den tjeneste at gøre honnør ved bordet i dag, jeg er ikke vel, « sagde fruen om morgenen, hvortil Betty beredvillig samtykkede. Op ad dagen begyndte gæsterne at indfinde sig. Der var drenge og piger af forskellig alder. Den sidste, der kom, var en sød lille tiårs pige, almindelig kendt under navn af vinhandlerens smukke Hanne. Man kunne vanskelig tænke sig et yndigere barn, fin og net med strålende dybe øjne og et indtagende smil. Idet hun hilsende nejede for Betty, sagde hun: » Jeg skulle hilse fra mor og spørge, om frøken kølle ville glæde hende med et besøg? « » Hjertelig gerne « lød svaret, » vil du hilse din moder og sige tak. « Således blev bekendtskabet stiftet imellem Fru grønning og Betty. Fru grønning, som kendte lidt til Liebels hele husstand, havde længe næret det ønske at drage den unge pige til sig. Hun var selv et levende guds barn og forstod, at der måtte være mange vanskeligheder for Betty i hendes stilling hos Liebels, hvorfor hun følte trang til at hjælpe hende. Da Betty en uges tid senere en aftenstund svippede derhen, blev hun kærlig modtaget. Å, hvor det var velgørende! Hun åndede frit og glad i denne rene luft, at hun dog ikke havde anet det før, men — hun stoppede sin tankegang, det var jo faderens kærlige svar på barnets bøn, havde hun måske tidligere bedet derom? Uden hun vidste rigtig deraf, havde Fru grønning i løbet af en halv time fået hendes livshistorie at vide, og ikke mindst de sidste tiders kampe og fald. Hun følte, at hun blev forstået, og det løsnede tungebåndet, og der faldt som en byrde fra hendes egen sjæl ved denne tilståelse. » Stakkels barn, « udbrød Fru grønning, » har de virkelig ikke en eneste fortrolig? Det er svært. Vi mennesker trænge til hinanden, lad mig nu se, at de gør brug heraf, og kommer så ofte de kan her over, det vil glæde mig. Og tak fordi de så hurtig lukkede op for mig, nu kender jeg dem jo allerede, og vi ville hjælpes ad, at minde hinanden om den frelser, der har sat livet til for os, og trænge mere ind i hans velsignede ord, ikke sandt? En anden gang skal de så høre et kapitel af mit livs historie, det er ikke mere end billigt. Åbent og frit skal vort forhold være, det befordrer kærligheden, ikke sandt? « Betty smilede gennem tårer, hun kunne ikke andet, hun var så uvant til kærlighed, at den rørte hendes følsomme hjerte dybt. Vel havde hun venner, mange venner, men dette var noget andet, noget dybere, og med et bevæget hjerte og taknemmeligt sind forlod hun dette hvilested. Klokken var ti, da hun kom hjem. Fruen var oppe, tilsyneladende ventende på hende. » Nå, endelig kommer de, « udbrød hun, » hvor bliver de dog af, var det virkelig deres sædvanlige aftentur, der medtog en sådan tid? « » Nej, « lød svaret roligt, » jeg plejer at være hjemme meget før, men jeg benyttede mig i aften af en indbydelse fra forleden dag. « » Ja så, og man må måske ikke få at vide hvem besøget galdt? « » Jo så gerne, det er ingen hemmelighed, jeg var indenfor hos Fru grønning. « » Hos Fru grønning! « det lød næsten forfærdet; » hos det skinhellige menneske, der sætter alle folk i byen sammen, nej, det er virkelig oprørende, har de været der? Så har jeg også fået læst og påskrevet, det er jeg overbevist om. « » Nej, « svarede Betty med såret stolthed, » jeg tror ikke en gang deres navn blev nævnet, og jeg forstår virkelig ikke fruens fornærmelige ytringer angående denne prægtige lille kone. « » Prægtige! ha ha, « lo fruen, » har hun allerede fået dem bildt alle sine gode egenskaber ind; dog tag dem i agt, frøken kølle, jeg ønsker virkelig ikke, at de skal gå hen og blive sådan et dydsmønster, og derfor håber jeg, at de for fremtiden holder dem borte derfra. Det var forresten en ren fejltagelse, Harris eget indfald, at den lille Hanne var her forleden, hun er i grunden et yndigt barn, besynderlig nok «, numlede hun, men, gentog hun så højt: » Som sagt, jeg håber, at de tager hensyn til mit ønske. « tonen var så iskold og stemmen så bydende, at Betty oprørt svarede: » Og jeg håber og formener at måtte bruge min ofte knap tilmålte fritid efter eget valg. « hun blev forskrækket over lyden af sin egen stemme, så skarp var den, men var det ikke også for galt? Fru Liebel lagde armene overkors og svarede: » Charmant, virkelig charmant, man mærker tydelig, hvor de har været, ja det er noble folk disse hellige. De dømmer alle andre, men glemmer dem selv. « » Tilgiv min hidsighed, « bad Betty som indså, hvor slemt hun havde forvirret sig. » Det var ikke rigtigt af mig at svare således, men jeg blev så oprørt i øjeblikket. « 1 » Ja vel, de blev oprørt, deres følelser såredes, jo jeg forstår det, — men jeg skal glemme deres uartighed, når de vil love mig aldrig at besøge Fru grønning mere? « Betty blev mørkerød. Nej, det kunne hun ikke love, det var umuligt, hun sagde så med tilkæmpet ro: » Hvad Fruen der forlanger, ser jeg mig ikke i stand til at opfylde, jeg har i aften for første gang efter moders død truffet et menneske, som med uskrømtet, inderlig kærlighed er kommen mig i møde, og den glæde kan jeg ikke give afkald på, men jeg beder endnu en gang om tilgivelse for min heftighed fra før, « og inden Fru Liebel fik tid til at svare, havde Betty fjernet sig med et sagte » Godnat. « » Den uforskammende, « mumlede Fru Liebel, » det skal blive husket. Fra i dag af begynde vi to en kamp, så får vi at se, hvem der sejrer, « tilføjede hun stolt, » man er vel herre i sit eget hus. « sagen var, at Fru Liebel bar et gammelt nag til Fru grønning. Hun kunne ikke glemme at hun var bleven tilsidesat af den smukke, sorthårede yngling, Filip grønning, for mange år siden, og dette stygge had gav sig udslag på mange forskellige måder. Fru grønning, der nok anede grunden, havde dog aldrig med et ord antydet derom til nogen som helst, hendes mand undtagen; men man véd jo nok, at for en trættekær kvinde er der ofte alt for villige øren, og sladderen gik løs i den lille by, og at både hr. og Fru grønning havde sluttet sig til » de hellige « gjorde jo ikke sagen bedre. Fru grønning gik dog aldeles uskadt gennem denne skærsild, uden for så vidt hun undertiden blev mødt af et par stikkende øjekast. Hun havde ingenlunde noget roligt temperament, og kunne ellers let bringes ud af fatning, men i denne sag gik hun aldeles uberørt af de mange forskellige hentydninger hun ofte hørte. Hendes mand derimod generede det undertiden, og han sagde til hende, at hun burde en gang for alvor træde op, men Fru grønning lo og svarede: » Lad dem bare more sig, én skal jo være på tapetet, du skal se, jo mere rolig jeg forholder mig, desto hurtigere holder det op. « og hun havde ret. Fru grønnings person syntes virkelig i lang tid at være gået i glemmebogen, indtil Bettys mellemkomst fremmanede den igen. Nå! lykkeligvis stod Herren bag ved det alt sammen og havde sine vise hensigter dermed. Og Fru grønning hviler i den bevidsthed, at det er uendelig velsignet for hende som et guds barn at vide, at alle hendes hovedhår er talte, og at alle menneskers ondskab og trædskhed ikke skal komme nærmere, end den himmelske fader tillader. Og hun ved, at kan det end pine mange gange, så sker det dog til bedste for hende og til hendes egen opdragelse, så vidt som den gamle forjættelse står fast, at: alle ting tjene dem til gode, som elske gud. ja hun var lykkelig og salig, thi hun gav sig ind under denne store og almægtige kærligheds vise omsorg. Iv. Efter denne dag blev der pludselig så meget at bestille for Betty, at der ikke blev levnet hende et øjebliks ro. Hver aften hed det: » Dette lommetørklæde skulle der broderes navn på, « eller » denne blonde vil de nok hækle en prøve af, jeg har lånt den, det haster med den, « eller » De vil nok læse lidt højt for os i aften « o. s. v. Og aldrig nåde hun op på sit værelse førend ved 9 tiden, og da var det forsent at gå til Fru grønning, det indså hun jo. Selv om søndagen ønskede Fruen helet, at Betty blev hjemme fra kirke, hvilket hun dog modsatte sig, men om • eftermiddagen var der altid fremmede, og så kunne Fru Liebel ikke undvære sin » kære unge veninde « hed det. Det var virkeligt svært for hende. Hun klagede sin nød, som så ofte før til den eneste, der kunne hjælpe hende, og som hun vidste, ville give hende alt, hvad hun behøvede. Omtrent seks uger vare forløbne siden hin aften. Selv hendes familie var det påfaldende, at hun udeblev så længe; og en dag gik onkel Carstens derfor hen for at se til hende og forhøre, om hun var syg. Fruen tog imod ham med udsøgt elskværdighed, beklagede meget, at der havde været særlig travlt i den sidste tid, men nu kom hun snart o. s. v. Og han gik hjem med den forvisning, at hans niece havde fået en udmærket plads, hvor de forstod at sætte pris på hende. Da hændte det en dag, da familien var samlet ved middagsbordet, at apotekeren, som ellers aldrig tog sig af sligt, uventet spurgte: » Har mine børns flittige lærerinde så stor omsorg for sine elever, at hun aldrig under sig nogen hvile. Jeg synes ikke, de har været fraværende nogen dag i lange tider? « han så spørgende på hende. Hun blev rød, men fandt ikke straks noget passende svar, men fruen kom hende i forkøbet og sagde: » Ja, der har været en del mere at tage vare på i den sidste tid, men frøkenen skal nok blive holdt skadesløs på anden måde. Lad kun mig om det. « men han svarede henvendt til Betty: » Er det virkelig med deres gode villie, frøken kølle, at de så længe har været indespærret, stedse underholdende trættende gæster og lignende. « Betty så op idet hun langsomt svarede: » Nej, ikke ganske, dog, når jeg virkelig kan være til gavn og nytte, bliver jeg gerne hjemme og desuden, « hun smilede let, » Fruen agter måske at overraske mig med en lille ferie til gengæld, hvad jeg ikke skulle have noget imod. « » På min ære « udbrød fruen lidt forbavset, » De forstår det, ja det kan vi nu altid tale om. « » Å nej, « mente hr. Liebel, » lad det hellere blive bestemt straks. Børnene have længe ønsket at besøge onkel Jørgen, som i denne tid er hjemme fra sine rejser; hvad om frøken kølle nu ledsagede dem de to mil ud i landet og så selv tog ophold hos sin familie her, eller hvor hun syntes så længe, en 14 dage, hvad synes i om det? « » Å ja, far, far, « lød det i munden på hinanden fra Harri og Karla, » det var dejligt, men må frøken kølle ikke blive hos onkel Jørgen tilligemed os? « spurgte Karla. Faderen lo. » Du kan nok ikke undvære din rare frøken, — ja det må hun så gerne, hvis hun selv vil, men — hun skulle jo have lov til at være sammen med sine egne. « » Dem har jeg så få af, « svarede Betty stille, og jeg er meget taknemmelig over udsigten til en lille rejse, så hvis jeg blot en dags tid eller to kunne opholde mig hos onkel, vil jeg gerne blive hos børnene i » Kongsvang « den øvrige del af ferien. « Kongsvang var navnet på et herresæde, som ejedes af en ældre Greve, og det lå umiddelbart op til kaptajn Jørgen Liebels hus. » Prægtigt, « sagde hr. Liebel, » når de er tilfreds dermed, kan det jo sagtens ordnes, hvad mener du, Thea? « Fru Liebel svarede lidt spottende: » Bevares, bevares, du arrangerer jo udmærket uden min hjælp, men lad gå, det er måske ikke så galt endda. « Børnene jublede, og nu fik man for alvor travlt. Man var i begyndelsen af maj, denne yndige for-årsmåned, hvor alt ligesom udvælder af jordens moderskød efter den lange vintersøvn. Efter et par dages forløb var Betty på vej til sin onkel og tante, hvor hun måtte opholde sig tre dage. Tre hele dage! Hun smuttede i forbigående ind til sin kære Fru grønning, som hun havde lært at elske, men som hun, efter sit første besøg hos hende, kun flygtig havde talt med ved kirken, og hun måtte da love at tilbringe næste dag hos hende, hvilket løfte hun naturligvis gav med største glæde. Den næste dag var en søndag. Nora var bedt ud med nogle venner, og der var derfor intet påfaldende i, at Betty allerede kl. 8 søndagmorgen var på vej til sin moderlige veninde. Nora havde lovet at komme hen til grønnings mandag formiddag, hvor de så ville træffe aftale angående eftermiddagen. » God morgen, kære, det er smukt af dem at komme så tidlig, « hilste Fru grønning, idet hun trak den unge pige ind i stuen, hvor det dækkede frokostbord vidnede om et lige indtaget måltid. Betty ville ikke spise, hun var forsynet. » Nuvel, så kan vi jo netop få udmærket tid til vor lille andagt før gudstjenesten. « Hr. Grønning trådte

1896_PetersenL_GadensRoman

Lauritz

Lauritz

Petersen

Gadens Roman

male

male

dk

PetersenL

Gadens Roman

Petersen

Gadens Roman

n

roman

Gyldendal

KB

illusteret forside

nan

nan

O

I det var lørdag aften, knapt en halv uge før jul, og det sneede. Baggesensgade lå og døsede i et tidligt mørke. Af og til skumplede forstædernes store sporvogn forbi henne ved hjørnet af Blågårdsgade, og af og til kom en enspændet hørkræmmereller spækhøkervogn luntende. Lige på hjørnet holdt et par fiskerkoner med to trækvogne, hvorpå der var kasser med røgede sild. Der var ingen handel for øjeblikket, og de havde lagt en stump voksdug og et par aviser over sildene for at skærme dem mod sneen. Den ene af dem var umådelig svær. Hendes hvide, stivede kællingekappe bredte sig over et ansigt, der var meget oppustet og var bleven ganske rødt af det barske vejr. Hendes øjne var påfaldende små; de plirrede mod snefnuggene og lignede griseøjne. Desuden var hun i besiddelse af en hage så kødfuld, at den var i færd med at lægge sig helt ned på brystet af hende. Hun stod og nynnede, og med al sin uformelighed gjorde hun et særdeles gemytligt indtryk. Den kolossale buste var godt indpakket i en sort, strikket vest, som var hvidplettet af sneen, og de nedre dimensioner af hende var, foruden en del tykke skørter, tillige omgivet af et stort, blåternet forklæde. Foran på maven under dette forklæde skjulte hun sine hænder, og hun tog dem kun frem en gang imellem, når hun pudsede næsen i fingrene. Den anden kone, der småtrampende vandrede op og ned ad fortovsflisen, var både mager og spinkel. Der var noget vist københavnsk-rappenskraldeagtigt ved hende. Man kunne tydelig se, at hun engang for en snes år siden havde været en pige med humør i, en af dem, der ser humoristisk på tingene, der ikke vejer deres ord og handlinger så nøje, og som holder meget af gaden ved gasbelysning. Hendes magre figur måtte dengang have været slank; hendes hoved måtte have siddet koket på skuldrene og hendes store blå øjne have forstået at smile skælmsk og forførende. Men det var længe siden. Nu dækkedes dette hoved af den hvide kappe, som både skjulte nakken og ørerne. De blå øjne så fast og frækt frem under de store, dristigt tegnede men lidt dvaskt nedfaldende øjenlåg. og munden så ud til at kunne åbne sig for en rigtig skarp, klar og gennemtrængende fiskerkonestemme. hun havde puttet begge hænderne i en pelsmuffe. Somme tider gav hun et hårdt, sjappende tramp i stenbroen, og det kunne også hænde, at hun trak på skuldrene med en frysende og utålmodigt vrikkende bevægelse. Den tykke stod stadigt nynnende, med hænderne på maven, medens hun skiftevis lettede lidt på benene. Stenbroen havde allerede længe været skjult af det bløde, hvide snetæppe, og kun i hjulsporene eller inde på fortovet stak den fugtig og sjasket igennem. De stadigt faldende fnug gav alt et forandret udseende: omridsene af skilte, vinduer, døre og trappetrin blev bløde og afrundede, og alle farver tabte sig i en hvidlig tykhed eller i skygger. På begge sider af Blågårdsgade, både i den pænere ende imod Peblingesøen og i den simplere imod Stengade, stak de sparsomme tre-fire lygter frem af tykheden som gullige, tågede lyspletter. Og hvor der et enkelt sted uden for en stue- eller kælderetage hang en rød beværtningslygte, fik omgivelserne et helt fantastisk udseende. Også lyden blev afdæmpet og udvisket: ringede en butiksklokke tæt ved, lød det, som om det var langt borte. Kom en enkelt vogn kørende, skulle man tro, at hjulene var omviklede, og at hesten ingen sko havde på. Selv når sporvognen et øjeblik løb forbi, var det som en fjern raslen, der fuldstændig opslugtes, så snart den var kommen bag hjørnet. Den tykke fiskerkone holdt for et øjeblik op med at nynne og gav sig til at ryste sneen af den Avis, som lå over sildekassen. « der bli’er sgu noget at gøre for vognmændene », sagde hun til sin kollega med en stemme, der var bleven rusten af gadelivet. « det er s’mænd en køn lille julepresent til dem fra Vorherre a’... Tror du ’nte, di takker ham for ’en, hvad! » Den magre udstødte en kort latter, medens også hun begyndte at fjerne sneen fra sin vogn. « hvor fa’en er drengene henne?... har du ’nte set drengene, Mille? » spurgte så den tykke igen. « jo, di ka’tte være rendt meget langt væk! « Og med sin skarpe, gennemtrængende stemme gav hun sig til at kalde højt: « nikkelej—i!... Nikkelej—i!... hvor er i ben af? » Som svar på dette spørgsmål blev der en let rumsteren henne i den nærmeste gadedør, og et par skikkelser kom langsomt slentrende hen imod sildevognene. disse skikkelser var den tykkes børn. Det var et par halvvoksne drenge og de løjerligste fyre, man kunne tænke sig. De var begge to pukkelryggede med lange, magre, kalveknæede ben og med tynde arme, hvis hænder var stukket dybt ned i bukselommerne. De lignede hinanden som to dråber vand og var meget lurvede i tøjet. De havde blege forfrosne ansigter, hvor næse og øjne løb med vand, og de så ud til at være både meget dumme og meget sløve. Da de var kommen helt hen til vognen, spurgte den tykke dem, om de var sultne. Der var vist ingen af dem, der svarede noget. De stod blot og plirrede med øjnene mod sneen, og da de havde fået stukket en røget sild i hånden, vendte de sig om og gik langsomt tilbage, hvor de var kommen fra. Det var let nok både at se og høre, at det snart var jul. Thi rundt omkring i portene blev der solgt juletræer, og alle butiksvinduerne var pyntede. Urtekræmmer Hansens to kældervinduer i nr. 22 udmærkede sig særligt; de var smagfuldt dekorerede med grankviste og sølvpapir. Lidt længere henne, i det samme hus, men på den anden side af gadedøren, hvor der var grønthandel og hullestue, havde man også pyntet kældervinduerne. Oven over store opstablinger af æbler hang der en hel mængde kulørte papirshjerter, forgyldte valnødder og grankogler. Ja, selv ovre på den anden fortovsside hos spækhøker Rasmussen, hvor gæssene lå og strakte sig, havde det store svinehoved, som var anbragt midt i vinduet, fået en hvid, udskåret papirskrave om halsen og et stort æble i flaben. Nede i urteboden stod Hansen og ventede på alle de kunder, som nu, lørdag aften, snart ville fylde hele lokalet for ham. Han var middelhøj og otte og tyve år gammel. Med sit glatslikkede, i midten skilte hår så han ud som så mangen urtekræmmer, og hans regelmæssige ansigtstræk var måske kun lidt klogere end de flestes. Dertil var der noget sygelig blegt over dette ansigt og noget glansløst og udslukt i disse øjne, som tydede på udsvævelser, på en misbrugt forstand og på en tankegang, der ofte var sjofel. Men madammerne i nabolaget vidste også flere end en historie at fortælle om ham, når det kom til stykket. Forøvrigt boede han i stueetagen over butikken sammen med sin moder, en ældre, værdig, gråhåret dame. Nu begyndte butiksdøren allerede at smække, og der kom traskende en tre-fire stykker ned ad kældertrappen. Den første var snedker Boesens snavsede unge oppe fra anden sal. Hun kom trillende hen over gulvet, medens hun pillede sig lidt i sin lille rødladne opstopper. De andre var madammer fra de nærmeste huse. Hansen gik hen til disken og hilste smilende og geskæftigt på dem som på gode gamle bekendte. « da’, Stine », begyndte han. « skal du hente øl, stumpen, hvad? » Hun nikkede og gav ham en ølflaske og en sodavandsflaske. «... Og så en halv pægl til far?... ikke mere? » « jo », svarede hun og rakte ham endnu en lap papir, hvorpå der var kradset nogle kragetær med en blyant. « så skulle mor nok betale, når hun kommer her ned i sijen... » « nå, det er godt, Stine. » Og Hansen hældte en halv pægl brændevin igennem trakten og ned i sodavandsflasken. Tid efter anden smækkede døren; der kom flere og flere. Det var næsten alle sammen madammer, simple og ligefremme folk, hvem det samme strenge arbejde så at sige havde givet den samme facon. Jo mere de var kommen op omkring en vis alder, midt i trediverne, desto mere havde de til fælles: det var de samme bestemte, skarpt trukne linier i ansigtet, den samme magerhed og den samme måde at tale på. I lyset fra de urolige gasblus fik deres øjne en underlig dybde samtidig med en skinnende glans. Nogle enkelte gik med korset, men de allerfleste brugte ingen, og der var i det hele taget ikke meget figur på nogen af dem. Derimod var det en ejendommelig, næsten stram Duft af fattigdom og arbejde, de udbredte omkring sig; den løftede sig ud fra deres hår, fra deres bare halse og deres klæder; den lå og varmede sig i strålelyset fra gasblussene, og den ligefrem svævede over hovederne på dem som en jævn tåge. Men selv mærkede de ikke noget til den. De stod blot og skubbede sig sammen hen imod disken, med kurvene foran på maverne, de magre senestærke arme trukket op over hofterne og de spidse albuer stikkende bagud. Hansen havde meget travlt. Han var ganske ene om at ekspedere, og han fløj frem og tilbage inden for disken og smækkede med skufferne eller raslede med vægtskålene. Han forstod rigtig at behandle alle disse madammer. Midt i sin travlhed glemte han ingen af dem, og snart kom han med et par ord til den ene og snart til den anden. Han kendte deres bekymringer, og han kendte hele nabolagets historie på sine fingre. Han talte godt for dem, når de var rørte, og han hjalp dem med at skælde ud, når de var vrede. Nu kom i egen person blikkenslager Kristoff oppe fra fjerde sal ind i butikken med sin lille pige på armen. « da' Kristoff!... går også i byen for en gangs skyld? » udbrød Hansen smilende, idet hans store, renvaskede og gesvindte hænder lukkede for en pose puddersukker. Madammerne vendte sig alle sammen, og hver eneste gang, butiksklokken ringede, gjorde de akkurat det samme. Men ellers stod de og blev så yndigt lade i varmen. Deres sind var opfyldt af en stille, lykkelig lørdagsfred; deres øjenlåg var så tunge og trætte; de magre kinder glødede, og små skinnende svedperler sprang frem oppe under håret på den lave pande. For øjeblikket var der over en halv snes stykker i butikken. Oppe fra huset var der foruden blikkenslager Kristoff tillige madam Sørensen, og der var rullekonens datter inde fra kælderbutikken på den anden side af gadedøren. Madammen var en lille blegnæbet kone,.som var kommen op i fyrrerne. Hendes mand var maskinmester på et stort savskæreri inde i byen, og de boede oppe på første sal til højre for trappegangen. Den lille rullekonepige var en buttet sejstenårstøs i en tynd, blåternet vadsketøjskjole. Hun havde et fuldstændig kønt blondineansigt med rene, fine træk og dybe, blå øjne. For morskabs skyld stod hun nu og drejede på kaffekværnen henne under det ene vindue. De andre kunder var folk fra de nærmeste huse i nabolaget. Blandt dem var der madam Gotfredsen, en tyk \7ærtshusholderske, som sad og bredte sig på butikkens eneste stol, og der var væverkonen, som boede ovre på den anden side af gaden i samme sted som spækhøker Rasmussen. « ja, je’ skulle ha’ en fjerding grøn sæve », sagde madam Sørensen, som var kommen helt inderst ved disken, midt under gasarmen, hvorpå der hang numre af « nyhedsposten ». « men den må være go’ til at tage skidtet; for den sidste, je’ fik hos dem, den var je’ ikke tilfreds med. » Hansen, der var bleven helt rødmusset og klarøjet af den Iver, hvormed han ekspederede, gjorde et tag i en sæbebøtte, der stod inde under disken. « så—å?... ikke?... var den ikke god? » Spurgte han. « denne gang er 'en god!... brilliant!... Skal de vaske i måren, madam Sørensen?... og på en søndag? » « søndag og søndag!... Man må sgu ase i’et hver dag, vil man holde sig ren... Næ—æ, søndag er s’mænd ikke noget, der er g’ort for voreses skyld! » Madam Sørensen ledsagede sine ord med et formildende smil, medens hun stod og lukkede låget op på sin hankekurv. Hun havde syv børn, og man kunne se det på hendes øjne, der var ejendommelig matte og lå så dybt i hovedet på hende. « næ, det har de såmænd ret i. Jeg for min part kender heller ikke meget til søndagen; jeg skal tappe øl af hele formiddagen i måren... Vær-så-god, madam Sørensen!... Var der ikke videre? » « jo, for to øre soda. » « gerne!...å gud, har de hørt, madam, hvor galt det er gået spækhøkerens dreng derovre? » væverkonen, der var en lang, sjusket rækel, stod dovent ved siden af madam Sørensen og skubbede sin mave med forklædet ind imod diskekanten. Nu smilede hun til Hansen, som i øjeblikket ikke lagde mærke dertil. Hun kendte historien. « nå!... nej! » Madam Sørensen havde ikke hørt noget. « jo », sagde Hansen og lukkede kræmmerhuset med sodaen. « jo, det er sgu gået meget slemt til!... Der var ikke flere ting? » « nej tak! Så vil je’ kuns betale for kaffen, je’ fik hernere i formiddaes ». « og for en fjerding puddersukker, så vidt jeg husker, madam Sørensen ». « ork, man står sgu også i tåget!... Ja, det er rigtigt nok! » « det gør såmænd ikke noget!... Vær-sågod: otte øre tilbage! » Hansen lagde kobberskillingerne på disken foran hende. I det samme gik døren, og en lille fire Års pige kom ned i butikken. » « da’ Emma!... Da’ », sagde Hansen, medens den lille pige stillede sig op midt ude på gulvet og så forlegent frem for sig uden at åbne munden. « næ, madam Sørensen, der har været slåsmål derovre... Det er jo en væmmelig dreng... Ham, sønnen... Erik hedder han. » Madam Sørensen stod og lukkede for sin hankekurv med et lille uopmærksomt og intetsigende smil om munden. Dette lille tomme, forfjamskede smil, som hun gerne ville gøre deltagende, var blevet hende en vane. Det var det eneste, der var tilbage af ungdom, medfølelse og nysgerrighed fra hendes pigeår. Alt det andet havde de syv børn pillet af hende. Og nu i øjeblikket var hun lige så lidt nysgerrig som ellers. Hun stod blot og ventede, fordi hun ikke vidste noget bedre, og fordi hun ikke ville støde Hansen for hovedet. « ja—a, det er jo en slem dreng », sagde hun spagfærdigt. « det skal de sgu ha’ ret i! » udbrød Hansen, som stod og ekspederede en anden af madammerne. « han havde gået og haft nogen historier for oppe på tørreloftet, og så var viceværten naturligvis kommen over ham en dag... For sådan går det jo!... det skal jo opdages! det er da tydeligt! » « jaha—a! det er da tydeligt! » indskød væverkonen interesseret. Hun stod og så rigtig overbevisende og ganske stift på madam Sørensen af bare forlegenhed efter at komme til at fortælle alt, hvad hun vidste om denne historie. « og det er deraf, det hele er kommet!... Drengen fik naturligvis sine klø, » sagde Hansen. « men nu er det jo bleven til en hel ballade. » « fik drengen klør » spurgte væverkonen tvivlende. <næ, Hansen!... nhæ!... det er fanerne ikke andet end den infameste løgn af drengen; det kan de stole på, ja!... det kan de være aldeles sikker på! » « ja, sådan siges der. » « jamen je’ bor jo derovre, Hansen; det ved di jo nok... ikke?... og je’ si’er dem, at det er ikke andet end løgn af drengen; det ved gud det ikke er!... Skulle viceværten ha’ sla’et ham?... nhæ!... Viceværten er en pæn mand. — det er ham, der laver propper, korkeskæreren, de ved. Han bor der ovre i stuen på samme trappegang som spækhøkerens, » sagde væverkonen og vendte sig mod madam Sørensen. « min mand og je’ er nu kommet så meget sammens med ham og hanses familie, og vi kender dem så udmærket... Det er none dejlige mennesker, siger je’ dem! Konen er også rigtig sådan en dejlig kone... Og di passer dem selv! Ja, man kan da aldrig få nogen bedre folk til at være ens vicevært; det er der nu slet ingen tvivl om. » Så fortalte Hansen, hvordan spækhøkeren til sidst en dag alligevel havde passet viceværten op i gården og havde mørbanket ham. Men så havde madam Sørensen også hørt hele historien og gik sin vej. « far vel, » sagde hun og smilte til Hansen og til væverkonen. « far vel!... far vel, madam Sørensen... Far vel! » sagde Hansen og nikkede. Og da hun næsten havde lukket døren, råbte han op til hende: « nå!... det sner nok endnu!... det er et rigtigt julevejr. » Lidt efter var det imidlertid værtshusholderskens tur til at blive ekspederet. Hun sad på stolen og råbte sine ordrer op, medens hun holdt de hvidlige, fedtglinsende og tykke hænder foldede foran sig. « je’ skal ha’ fire pund hvidt sukker til kaffe; det skal være af det ternede i de runde plader, » Sagde hun. Hendes stemme var skingrende og gennemtrængende som stemmen hos en gadetøs, og hendes betoning af ordene var yderlig simpel. Men alle madammerne langs disken havde vendt hovederne og så på hende, og hun sad der og struttede af bare vigtighed over, at hendes ordrer var meget større end deres. Henne ved kaffekværnen stod den lille rullekonepige og drejede, så det snurrede i hele butikken. « ja, jeg maler væk, Hansen! » råbte hun midt i støjen med sin gemytlige, « raske » stemme. « gener dem ikke!... Kør de kun løs! « Svarede han tilbage. Og som hun stod der og var så ivrig, udfoldede hele dette buttede unge legeme al sin udfordrende smidighed. De runde arme og de bløde skulderlinier strakte sig; den unge barm hoppede, og den tynde, lysternede vadskekjole bølgede om. Hende, så man glimtvis så de røde, udtrådte plysses morgensko, hun havde på fødderne. Hansen omsluttede hende med et tilfredst og ligesom lønligt triumferende blik, og madammerne havde også øjnene henvendt på hende. Hen imod syv-halvottetiden blev travlheden i butikken allerstørst. Der var ikke langt fra at være en hel snes kvindfolk dernede på en gang, og alle sammen stod de ligefrem og hang op ad ryggen på hverandre. Tankeløse og ordknappe stod de og sank sammen i hofterne, medens de hvilede ud efter dagens møje. Heden og atmosfæren blev næsten overvældende og kvælende. Der kom et dumt, foraset udtryk i disse lavpandede, plumpe og benede ansigter. De store, uskønne læber hang slappe af træthed, og alle muskler tøede op og blev bløde. Hansen var den eneste, der vedblev at være liv i. Stadigt lød hans farende skridt inde på gulvet bag disken. Han smækkede med skufferne, raslede med vægtskålene og gav penge igen, så det klingrede. Nu var der ikke rigtig tid til at sladre; men man hørte ham alligevel spørge ud og komme med et par bemærkninger, imedens han ekspederede. Og sådan gik aftenen til hen ad halv ni. Så begyndte handelen at sagtne jævnt af, og der kom nu blot færre og færre i butikken. Da det var ved at være lukketid, og bydrengen Rudolf havde tilendebragt en flaskeskylning, kom han fra den til gården vendende del af lejligheden ind i butikken, hvor Hansen stod alene og læste i « nyhedsposten » lænet mod disken midt henne under gasblussene. Rudolf stod i nærheden af butiksdøren med sin kasket i hånden lige parat til at vende sig om og gå. Af fjorten år at være var han en overordentlig stor og kraftig dreng. Under hans korte, grå trøje viste der sig et par prægtige, brede og lige skuldre, hvortil både brystet og de nedhængende arme stod i et udmærket forhold. Hans ben var også velformede og stærke. Et par mørkeblå, tyndslidte og plettede benklæder nåde ham til lidt neden for knæerne. Under dem så man de solide lægge stramt omsluttede af tykke, grå uldstrømper, og fødderne stak i et par store, klodsede og snavsede lædersko. Der var noget livligt og spændstigt ved ham, som han stod der og skulle til at løbe sin vej. Hans sunde, rødmossede og vel kantede ansigt bar med de store, rolige øjne og de fyldige, røde læber på en gang udtrykket af noget ejegodt og noget stærkt sanseligt. « nå, så nu er du altså færdig med alle flaskerne?... de er vel nok gjort ordentlig rene? » spurgte Hansen. « ja, så gå du bare, Rudolf... God nat! » Da Rudolf hurtig sprang op ad kældertrappen fra butikken, var det blevet opholdsvejr. Gaden lå stille og blundede under det tykke, hvide snetæppe. Lige overfor lyste spækhøkervinduet med svinehovedet, og alle butikkerne lyste rundt omkring i deres sidste time. Ovre til højre stak Todesgade sine hjørner mørkt i vejret, og henne til venstre i Blågårdsgade ringede sporvognen. han blev et øjeblik stående på fortovet og så sig om, og som han stod der, kom de to fiskerkoner og børnene dragende forbi midt ad gaden. Det var et ganske løjerligt optog, disse mørke skikkelser, som med lydløse fodtrin vandrede gennem sneen. Først kom drengene, der trak de to vogne med deres tynde arme. De tog sig ud som silhuetter: omridsene tegnede sig så skarpt mod alt det hvide, og man så deres dukkede hoveder, deres pukler og deres lange, magre, kalveknæede ben. Bagefter kom madammerne. Den tykke gik med stok for at støtte sit mægtige korpus, og hun vraltede frygteligt. Den tynde holdt sig med små skridt ved hendes side nærmest Rudolf, og hun brugte mund med sin skingrende stemme, så det hørtes dobbelt tydeligt i aftenstilheden. Da de var forbi, vendte Rudolf sig og gik op igennem gadedøren. Men ikke så snart var han ad trapperne nået til første sal, førend han hørte rullekonepigen komme farende op fra sin moders kælderbutik. « rudol’l... Rudol’l » stod hun og kaldte på stentrappen foran gadedøren. « hva’?... hvad er der? » « rudol’!... Hør lidt du! » « næ, gu’ gør jeg ej! » råbte han. 19 egentlig kunne han godt lide hende, men en mærkelig følelsernes spaltethed, som udelukkende skyldtes hans unge alder, bragte ham altid til at stille sig afvisende over for hende. Så løb han videre opefter, så hurtigt og så rabaldrende som kun en dreng kan gøre det. i til Hansens lejlighed i kælderen hørte der en dagligstue og et lille køkken, som begge lå bag ved butikken med vinduer til gården. I dette køkken blev der aldrig lavet mad. Herude gemte man alt skramlet fra butikken. Støvet bredte sig alle vegne, og der sad spindelvæv i krogene under loftet. En formiddag lige i slutningen af vinteren stod Rudolf henne ved vadskebordet foran vinduet og pillede rosiner. Ude i butikken var hans moder alene med Hansen, og de stod og snakkede så højt sammen, at lyden af deres stemmer nåde ham gennem den lille korridor, og han ganske tydelig kunne høre, hvad det var, de talte om. « ja... ja-a!... næ... det er lige meget! » Råbte hans moder en gang. « næ, je’ vil ha’ ham kumfermeret, hvor han er bleven døft og holdt over dåben; det har je’ sagt til Jakobsen, og det er vi også godt nok enige om... Jo —o!... jo—o! natyrligvis g’ore han vrøvl; for han har jo sine egne meninger i den retning. Men det var det, je’ sagde til ham: nu går rudol’ i skole i st. Hansgadens skole, og alle hans klassekammerater, som er på alder med ham, de skal kumfermeres i st. Johannes kirke. Så vil han jo gerne sammens med dem, sagde je’... At min mand er bud i kristuskapellet, se det kommer jo da slets ikke drengen ved; det er jo noget af min mands levebrød!... Det forstår sig, Jakobsen er ærlig nok! han har nu engang di religiøse anskuelser, det ved gud han har! Men det er jo det, je’ si’er... Drengen... Man skal ikke lægge tvang på drengen i den slags sager, si’er je’... Der er ingen af vos, der ved, hvad slags kristendom, der er den bedste, vel?... det er sgu vist lige godt alt sammen; det tror jeg nu... Når man la’r hver beholde sit og klarer sig, så man kan være det bekendt både for sig selv og sine medmennesker, så kan det være lige fedt med det!... Og børnene!... ja, når di ikke er krøblinge, så skal man være glad ved det, og man skal gi’ dem noget ordentligt mad og none ordentlige klø, så di kan blive store og sunde og retskafne... Så kan di sgu selv sørge for resten... » Noget efter hørte Rudolf hende tale om ær- lighed. « næ, at sætte sine børn til handelen, det er en egen ting, Hansen! » sagde hun derinde. « der må di sgu... di må sgu være sikre på sig sæl!... Der er så mange skuffebedrøvere! Man hører så meget fra aviserne a*!... Ja—a! Gu' bevares! Rudol’ tage r sågu ingenting! Han er s’mænd redelig nok, er han... det tror je’ da! Gud forbyde andet!... Ja, har di mærket noget, Hansen? » « næ, Rudolf er meget flink; der er ikke noget at klage, » sagde Hansen. « nå, så er der jo også det, » vedblev hun. « di skulle jo gerne tjene noget, sådan none store drenge... Og kommer rudol’ nu i urtekræmmerlære, så kan han da godt få lov at gå i en tre-fire år uden at tjene noget videre... Ja, vi har ikke råd til at gi’ drengen både klæ’er og fornøjelser og det hele; det må han sæl om så hurtigt som mulig. Der er jo fire børn tilbage foruden ham... » Nu kom Hansen med et par ord, og så var det hende igen. Men Rudolf hørte ikke ret meget efter mere. Kun en gang, mens moderen talte, havde han studset ordentlig, og det var den gang, hun talte om redelighed og spurgte Hansen, om han havde mærket noget. For han havde egentlig slet ikke været så ærlig. Han havde mange gange stjålet et helt fjerdingspund chokolade og haft det med i skolen. Ude i butikken vedblev moderen at snakke. « ja, vi har jo en søn, der er former, som di ved, Hansen, » hørte han hende sige lidt efter, da hun var kommen ind på de intime familieanliggender. « han er jo gift og bor inde i st. Gertrudsstræde med konen og et barn. Men der er nu immer noget galt og ulykkeligt ved det, lige meget hvad for en profession, di så er i. Nu har han været syg og arbejdsløs i over en måned! En dag, han var på støberiet som sædvanlig og gik og bar smeltet metal hen til formene, fik han ved et uheld en hel skefuld af dette sydende skidt ner over begge fødderne på sig.... Ja, i tre uger har han ligget i sengen! Det er sørgeligt, er’et sgu!... Nå, han kommer sig jo! Og natyrligvis er han i en sygekasse; det var ikke godt andet! Men det kniber alligevel, og vi har af og til måttet gi’ dem lidt til hjælp i den senere tid, hvor dårligt vi ellers kan undvære noget... Ja, det si’er je’! at det er kuns for hanses skyld og så for barnets! For je’ kan sgu’nte udstå konen!... Så har je’ jo også hat en datter foruden Oline; det var nu ri’nok før deres tid, før di fik butikken her, » Vedblev hun i en nedstemt tone. » ’men hinner taler je’ nødigt om... skønt, di ved jo god besked alligeveller; hun kom jo fejlt på’et... gu’ bevares, hvor det er let for fattigfolks pigebørn! Og når så temperamæntet er der... Ork gud! » hun sukkede, Rudolfs moder. « ja, je’ husker, hvorledes hun begyndte at blive borte til sent om aftningen; det var en grulig tid!... Så kom hun ikke hjem en hel nat igennem, og til sidst blev hun hjemme fra i ugevis... Næ! Det glemmer je’ ikke!... Je’ havde jo fået at vide, hvem hun var kæreste med, og så gik je’ lige derhen en morgen tidlig og traf dem begge to i sengen endnu... Sikken et skænderi! ih du store gud!... Ja, nu er tøsen stukken af til engeland med en anden en. Men det er sørgeligt nok. Je’ har nu taget og tage er mig det endnu meget nær!... Jakobsen er snart lige glad... skønt det var sådan en køn pige... », nu stod hun vist og græd lidt derude. Og det hændte slet ikke så sjældent, at disse stakkels fattige koner, når de i deres naive trang til meddelsomhed fortalte Hansen hele deres livs og deres families historie, da blev så inderligt bedrøvede, at de måtte græde. En halv times tid senere var Rudolf færdig med sit arbejde, og han skyndte sig over til spækhøker Rasmussens for at få fat i sin skolekammerat, Erik. Da han kom ind i dagligstuen med kasketten i hånden, fandt han netop Erik fuldt optaget af at drille sin fjortenårige søster, der sad ved det store, runde bord midt i stuen og klistrede glansbilleder ind i en bog. Han var en lang og grim dreng med et stort, lysebrunt hår, der strittede ud til alle sider. Søsteren, Anna, derimod var nærmest køn, havde indtagende, milde ansigtstræk, blå øjne og en lille blond fletning ned ad nakken. « nej, lad vær’, Erik! » sagde hun og rejste sig, så hun stod i sin halvlange, blåternede bomuldskjole ved siden af bordet og strakte hånden afværgende ud imod ham. « lad vær’!... lad vær’, Erik! Je’ vil ikke ha’ det! Je’ si’er det til mor! » Nu havde Erik taget klisterpinden ud af koppen og stod og stak efter hende for at smøre hende til på fingrene. « uf, hvor du er uartig! Kan du nu i det mindste ikke la’ mig i fred, til jeg får dette her færdigt!... Gå med Rudolf; han er kommen for at hente dig! » Men Erik tog ingen notice heraf. For at vise sig for vennen blev han snarere værre end bedre, og han sprang og hoppede foran hende, medens han stak efter hendes ansigt og den udstrakte hånd. Henne på en stol ved det store, trefags vindue, der vendte til gården, sad den fireårige Oluf og fulgte optrinet med øjnene stående ganske stille og udeltagende i sit rødhårede, uforholdsmæssigt højpandede hoved. Erik skrallerlo. « det kunne du ikke li’, vel? » råbte han triumferende, fordi han lige var kommen til at smøre søsteren en stribe langs hen ad hånden. Men så fo’r der pludselig en blussende vredesrødme ud over hendes ansigt, og da hun gjorde en bevægelse som for at få fat i ham, vendte han hastig ryggen til, smed klisterpinden på gulvet og løb hen bag Rudolf, som han skærmende holdt frem for sig. « nå, ja!... tag dig i agt!... Du kan jo la’ mig være, ikke? » sagde hun formildet ved hans skyndsomme tilbagetog og bukkede sig efter pinden, hvorefter hun atter satte sig til at klistre. Lige i det samme kom madam Rasmussen hurtigt ind ad døren fra butikken. « du, Anna! » sagde hun. « gå ned til far i kælderen og få tre baiere!... Gamle carlsberg skal det være; de er til Olsens! Skynd dig lidt! » I mangel af beskæftigelse, medens hun ventede, purrede hun lidt op i sit kortklippede hår og ordnede ved brystsmækken på det hvide forklæde. så fik hun øje på Rudolf. « nå, Erik!... lad ham være!... Hvad står du der og hænger på ryggen af ham for! » udbrød hun. Lidt efter gik begge drengene, og da de kom igennem butikken, hvor madam Rasmussen just stod og skar rullepølse, sagde hun til Rudolf: « ja, det er for resten ikke mere end en snes minutter siden, at din moder har været her, min dreng... Hun købte svinesylte; det skal i vel ha’ koldt til midda’, tænker je’... Rend nu ikke og føjt alt for meget om på gaden, hører i. » Iii en eftermiddag i forsommeren sad Rudolf og Erik oppe på sidehusets tørreloft sammen med et par af de småpiger, som hørte til i stedet, og som de jævnligt legede tagfat med nede i gården. Den ene var maskinmester Sørensens Marie, og den anden var datter af en skræddersvend og hed Lise. De sad alle fire i en klynge på nogle små, lave trækasser, som lå og flød der oppe på gulvet. Marie var en storladen, fjortenårig pige med et ganske almindeligt ansigt, hvis fornemste pryd var et mørkeblond hår og grålige øjne. Lise var omtrent af samme alder. Hun havde et smilende, lyst ansigt med opstoppernæse og gult hår, hvoraf der hang et par tjavser ned over ørerne på hende. Efter at de havde siddet og sludret og fjaset i det meste af en times tid, og medens Erik var i færd med at stoppe sig mindst den fjerde pibe, spurgte Lise pludselig: « hvor sidder i ellers, når i er hos præsten? » « vi sidder sgu inde i selve kirken, » svarede Rudolf. « du ved jo nok, hvordan johanneskirken ser ud inden i, ikke?... Nå, og lissom man kommer inden for porten, så er der stillet bænke på langs ad midtergangen; der sidder vi. » Begge pigebørnene lænede sig meget interesseret forover med albuerne på knæerne for at lytte. Thi til vinteren skulle nemlig også de begynde at gå til præsten. Nogen tid efter, da Lise havde været henne ved køkkentrappehullet i den anden ende af loftet for at høre, om hendes moder kaldte på hende, begyndte Marie ganske tilfældigt at snakke om rullekonepigen. « tror du ikke, jeg ved det med Josse og dig, du rudol’l » sagde hun. « så —å?... Jamen jeg har selv en aften stået nede i porten og set, når hun gik ude på fortovet og ventede på, at du skulle komme op fra Hansens a’. » « hvornår var det?... var det forleden? » Spurgte Rudolf. « ja, det kan jo være lige meget, hvornår det var!... Jeg så, hun gik og kiggede ned gennem urtekræmmervinduerne, og så, da du kom op ad trappen, gik hun hen til dig og sagde: « du, rudol’, gå lidt med ned i kælderen, hvad?... tage og gå med, hvad? » sagde hun... Og så så’ jeg selv, at i gik derned... Men kan du fortælle mig, hvad i bestilte der?... Fy rudol’!... fy —y! » Og begge pigebørnene gav sig til at le. Rudolf huskede meget godt, at Josse mange aftener igennem havde gået og ventet på ham oven for på gaden. Så havde hun ganske rigtigt fået ham til at gå med sig ned i kælderen, og der havde de stået i mørket og kysset hinanden, til de var bleven ganske hede i kinderne. Nu var det imidlertid en naturlig indskydelse hos ham at sige Marie imod, og han gjorde det da også med al ønskelig grundighed og uden at spare på grovheder. Men da han begyndte at blive færdig, tog hun energisk og højrøstet ordet. « ja, du kan godt spare dig dine forklaringer, og du skal heller ikke tage Josse i forsvar... For Josse er en rigtig gadetøs, rudol’, det er hun sgu, » sagde hun. « jeg har oppe igennem gårdvinduet set Hansen stå nede i køkkenet og kildre hende på halsen og under armene. Og så tog han og trykkede hende helt ind imod komfuret, til hun grinede sådan rigtig højt og væmmeligt... Han har også givet hende en kjole, en ulden kjole, det har hun selv fortalt mig!... Hvad tror du, han har gjort det for? » Kort tid efter forlod de loftet. Da de var kommen ned ad alle trapperne og tværs over gården, så de Maries Broder stå i porten ude ved fortovet og røge sin pi

1892_PetersenM_KuedePlanter

Martin

Martin

Petersen

Kuede Planter

male

male

dk

PetersenM

Kuede Planter

Petersen

Kuede Planter

n

roman

Schubothe

KB

Novellesamling?

nan

nan

O

Nede ved havet ligger den lille købstad a—. Indesluttet mellem tvende fremspringende odder indtager den en malerisk beliggenhed med udsigt til talrige øer og småholme, der, spredte rundt om i strømmen, hæve sig med stejle, skovklædte skrænter, hvorimod bølgerne uophørligt brydes, over den udstrakte havflade fare talrige skibe og fiskerbåde frem og tilbage, fortonende sig med hvide og brogede sejl mod den fjerne fastlandskyst, som tegner sig lige overfor i svage, utydelige linier lig-omridsene på et landkort, ind over land fortsætter kysten sig med bugnende marker og bakkede enge, hist og her oplivede af stråtækkede bøndergårde og græssende kvæghjorde, over mod de mørke, flankerende bøgeskove i horisonten. midt i den smukke egn ligger byen lille og uanselig, i smag med hvad ofte er tilfældet i danske småbyer, er gaderne afstukne i lige paralleller, skærende hinanden i rette vinkler, men husene selv træde frem i planløs vilkårlighed, idet nogle stå helt ude i fortovskanten, medens andre er trængte længere tilbage af indhegnende småhaver med skyggende træer og alskens specerier til husholdningen, det er lave, to-etagers-steder med kalkede facader og smårudede vinduer; dog hviler der over de renlige, solide mure et præg af velstand. Byen, der er af ældgammel oprindelse, var først en flække, der ernærede sig af havets og markens uudtømmelighed. men efter en ildsvåde i midten af forrige århundrede, hvor det meste af byen lagdes i aske, gav man sig til at bygge den op på ny, idet man sørgede for, at den fik et ensartet, velstående præg, snart blev den et udgangspunkt for handelen på fastlandet, og det lykkedes de driftige købmænd at hæve den til en købstads særstilling frem for nabobyerne. slægt på slægt spirede frem under de fædrene tage, velstanden øgedes sikkert og ustanseligt, men de gamle forvi ttrede steder vedblev at indtage deres ærværdige, hævdvundne beliggenheder. Beboerne af disse steder er et folk, der er begunstiget med et roligt temperament, og som med dyb fatning tager mod livets goder, medens de, alt eftersom årene gå, anlægge værdige maver og velnærede ansigtstræk. der hersker mellem dem et gensidigt venskabsforhold, idet den ene ikke ønsker at trænge sig frem for den anden, men foretrækker at leve i tilbagetrukken ubetydelighed. en gemytlig ånd råder over samfundet, en spøg, et indfald er altid velset, det er, som en lun søndagseftermiddagsstemning for stedse havde sænket sig over byen, i disse forhold, så fjernt fra omverdenen, regerer der, som så mange andre steder, en lille despotisk djævel — provindssladderen. Ved torvet, hvor råd- og domhuset knejser i ensom majestæt, ligger en smal gade eller gyde, der lister sig ned mod stranden, på hjørnet ud mod pladsen vender et lille sted, mere forviltret end de øvrige, der boede for kort siden en gammel, ugift pige, datter af en længst afdød, pensioneret postmester hammer. Gammel var hun i grunden ikke, vel omkring de femogtredive, men da ingen mindedes at have set hende ung, men stadig med det samme gammelkloge ansigt, fik hun tidlig prædikatet: gammel jomfru, hun var lavstammet og sværtbygget, med underlige, buttede former, korte, vraltende ben og et lille, rundt hoved, der sad mellem skuldrene og mindede om fuldmånens godlidende træk, når fordybningerne træde tydeligt frem. hun gik klædt i tarvelige dragter, der sad om hende i umulige rynker og garneringer, hørende en fjern tids moder og snit til. I sin optræden var hun kejtet og ubehjælpsom; talte hun, kom det springende, stødvis, nu og da afbrudt af en skrattende latter, der gjorde hende end mere forlegen, hun blev betragtet som en mærkværdighed; man undgik hende uden at gøre sig umage for at begribe hende eller tage hende i forsvar. Som ung ville hun gøre forsøg på at vinde sine jævnaldrende, da faderen var død, dukkede hun op på et af de store høstgilder, hvor hele byens befolkning samledes. men det deforme legeme, den ubevægelige keitethed var nok til at få de tilstedeværende til at le højt og undre sig over, hvad hun ville blandt dem. følende den beskæmmende fornedrelse, trak hun sig tilbage for ikke oftere at vise sig. I dage og uger morede man sig over det bisarre indfald, man begyndte at lægge mærketil hende, at udspionere hende; hun blev den fornemste genstand for byens intime, hyggelige sladder. Det var en aften sent på somren, at byens matador, brygger ole gormsen, langsomt slentrede ned gennem hovedgaden. idet han henrykt betragtede de for-vittrede steder, hvor rigdommene øgedes ustanseligt, medens yderverdenen ikke mægtede at bryde en sten i de aristokratiske mure, mødte han sine to venner, købmand las eilersen og dyrlæge hans karlsen, med hvem han snart i ti år hver aften havde truffet sammen for at debattere dagens begivenheder og anbringe et flot henkastet bonmot. i det samme smuttede en dame forbi i den halvmørke gade, det var for fristende en lejlighed for brygger gormsen til ikke at brillere overfor sine venner, han gjorde et skridt ud på gaden, og sænkende sin rødflammede næse i niveau med sin borgmestermave, bød han galant damen armen, forvirret hævede hun hovedet, gav et skrig fra sig af forfærdelse og styrtede ned gennem gaden, forfulgt af en skoggrende latter fra de tre venner, der havde genkendt den lille postmesterfrøken. — er du gal — det var den lebendige fandens oldemor!, råbte eilersen forbløffet. — dei’ gik du s’gu godt i byen, gormsen — hende er der ingen hankat, der gør fortræd!, føjede karlsen spydigt til. — det var s’gu flovt!, udbrød gormsen, ærgerlig over fejltagelse!!, men i det samme føjede han vittigt til fa’n tage mig, den salve kan jeg ikke stå for — — det kalder jeg kvinde — hvilken barm, hvilken midie, hvilken noksagt ------jeg si’r jer, hun er en frøken eva — en sand frøken eva! — en frøken eva!, og vennerne brød ud i ustyrlig latter over gormsens ubetaleligt ironiske bonmot. Fra den aften gik den lille frøken under navnet frøken eva. det brillante bonmot fløj ud over de talrige hjem for at blive gentaget i det uendelige. Nogen tid efter, da den grønne ungdom var forsamlet i byens realskole til indøvelse af den tyske grammatiks difficile grundsætninger, henvendte den lokale sproglærer og skønånd, adjunkt ring, sig med dybsindig mine til en af de lovende disciple. —• du kan naturligvis sige mig, hvilket køn hører ordet kind — et barn til? — intetkøn!, svaredes dei’ med en god samvittigheds dristighed. — rigtig! — nævn mig tilmed andre ord af intetkøn! — fråulein — en frøken!, lød det i samme tone. — men videre! Her stoppede det op for den unge videnskabsmands kundskab, fortabt stirrede han til sine kammerater om hjælp, men som han stod, gled med et et smil over hans træk og han udbrød — frøken eva! Frøken eva! det blev modtaget med almindelig acclamation og tilslutning, selv-læreren kunne ikke tilbageholde et udbrud af latter, idet han med ubegrænset stolthed betragtede sin elev. Da klokken i det samme ringede og timen var forbi, stormede drengene ned ad trapperne ud på gaden, idet de med skingrende stemmer råbte: — frøken eva er intetkøn! De mindre poder forstod ikke den højere • videnskabelige betydning, men mente uden videre at kunne slutte sig til den fælles opskrigen. Nu ville skæbnen, at frøken eva skulle komme forbi, så snart drengene fik øje på hende, kendte jublen ingen grænser, de trængte ind på hende, ville bære hende i triumf, så hun i vild flugt styrtede ned ad gaden, forfulgt af den hele skare drenge. da hun nåede døren til sit hus, faldt hun så lang hun var og slog et hul i hovedet, så blodet trængte frem, vildskaben blev ikke stanset derved, de største af drengene løftede hende op, slæbte hende over pladsen, idet de stemmede i — frøken eva er intetkøn — frøken eva er intetkøn! Som spøgen var på det højeste, opstod en heftig uro og trængsel, midt imellem drengene stod en lille, sortsmudset mandsling, som ingen kendte eller vidste, hvorfra han kom. skrigende op som en rasende, slog han om sig til alle sider, kastede sig over fyrene, greb den ene for at banke den anden med. som om fanden var i hælene på dem tog drengene flugten uden at gøre sig rede for situationen, den fremmede løftede frøken eva i sine arme, bar hende forsigtigt ind i hendes hus på hjørnet, hvor han stønnende og pustende lagde den tunge byrde fra sig. derpå for han igen ud på torvet, og opsamlende de efterladte bøger og blade fægtede han med dem i luften, truende og bandende ad den kant, drengene var flygtet. Efter den ulykkelige hændelse tog den fremmede anledning til om aftnerne at aflægge besøg hos frøken eva, der var ude af sig selv af beundrende taknemlighed. de sad sammen, ivrigt optagne af hinandens selskab, han fortalte, han hed richard just, var handelsrejsende, en løs, ledig fugl, der netop var ankommen den dag, han traf på drengene; hun sagde ham, hun stod ene i verden, levede et liv, fjernt fra alle mennesker, af den rigelige formue, faderen efterlod hende. Medens solens gullige lys svandt bort i vest og skyggerne sænkede sig over gaden, sad frøken eva i en rigt garneret, blegrød og bordeauxfarvet kjole bag de tætte gardiner i sit hjem. bøjet over et broderi med et barokt mønster, sænkede hun af og til nålen for at stirre ned gennem gaden. Ville han komme i aften, som han plejede det? måske var han taget fra byen uden et farvel og hun fik ham ikke oftere at se. Som hun sad, for hun opskræmt i været ved lyden af en stærk banken, så i det samme just, hvis uanselige skikkelse i døråbningen trådte skarpt frem mod det stærke skær fra torvet, med en oprømt mine hilste han hen imod hende og hun skyndte sig at tage mod sin gæst. — lidt sent, hvad!, råbte han støjende, idet han fornøjet gned sig i hænderne, store forretninger — brillante forretninger den hele dag! Med et smil bød frøken eva ham plads i sofaen, og satte sig ned ved siden af ham. — jeg troede ikke, jeg fik dem at se i aften!, sagde hun frygtsomt. — ikke at se — jeg måtte komme her hen til dem — når de blot vil ha’ mig!, forsikrede han galant. — det vil stadig være mig en fornøjelse at kunne se dem om aftnerne her hos mig!, erklærede hun, blev i det samme rød til op over tindingerne. — men pokker, så de ser brillant ud i aften — i den dragt!, busede just ud i pludselig overraskelse, idet han fik øje på den stærkt farvede kjole. — synes de det! lo hun forceret, idet hun skød brystet i været, stolt over at han lagde mærke til, at hun havde pyntet sig for hans skyld. — ja, det gør jeg! — hvorfor klæ’r de dem ikke altid således? — for hvem skulle jeg det? spurgte hun undseligt. — de bør det skam — bør tage del i livet — i livets glæder! Hun så på ham med et usikkert, spørgende blik. Hvorledes, har de ikke råd dertil — de siger, de har formue — er det ikke over titusinde kroner? — der er mange, der ville være glade, hvis de levede mere med — — vær forvisset om, der er dem, der føler så meget, så dybt for dem!, udbrød just, idet hans øjne stirrede hende indtrængende i møde. Gengældende hans blik, betragtede hun ham med et lysende smil, der gled en trækning over hendes ansigt og hun spurgte pludseligt med udfordrende dristighed, idet hun greb hans arm. — richardt just! vil de være min mand? Overrasket ved den uventede opfordring, sluttede just hende i sine arme, idet han henrykt udråbte — det er mit højeste, dristigste ønske! til langt ud på natten sad frøken eva og hendes forlovede sammen i sofahjørnet, holdende hinandens hænder, medens de stirrede frem for sig med undselige, forelskede blikke. Midt under det store høstgilde, som en af egnens storbønder søndagen derefter afholdt, lød der en støjende mumlen gennem det forsamlede selskab, de ældre stak hovederne sammen, de unge brød af i dansen for at stille sig på tæerne og nysgærrigt spejde mod indgangen, frøken eva var der — frøken eva var forlovet! Som opblussende ild fængede begivenheden blandt de unge, letbevægelige damer, han var en fremmed der i byen, havde nok reddet hende fra drengenes overlast, iøvrigt en duodezudgave af et mandfolk, en ren spirrevip, også noget at gøre væsen af, slige størrelser fandtes der i dusinvis, ville man bare selv, forresten var det et held, for nu kunne da enhver blive forlovet! Iført den skrigende blegrøde og vinfarvede kjole sad frøken eva ved siden af sin forlovede i hjørnet af dansesalen, et stereotypt smil hvilede over hendes træk, medens hun vuggende sig i hofterne med blikket fulgte de forbisvingende par. En ung, vittig kavaler skyndte sig over gulvet, lagde med udsøgt courtoisie sin arm om hendes liv. som overrasket af et attentat, sprang hun i været, huskede i det samme, hun ikke havde lært at danse og stødte ham fra sig med en afværgende bevægelse. Tak! hun dansede ikke! Hun lod sig falde tungt tilbage på sin plads, idet hun stirrede med et sky blik mod de unge, omkringsiddende damer, der smilte lystigt ad hendes ubegribelige keitet-hed. Straks efter rejste hun sig, forlod salen tilligemed sin forlovede. Ubemærket smuttede de ind i et afsides værelse, hvor der stod en punchebolle og halvtømte glas, han skænkede for, drak det ene glas efter det andet på hendes velgående, idet han galant erklærede, han var stolt af at være i hendes nærhed, hun lagde sig ind til ham og hede, lykkelige tårer faldt på hans hænder, medens han trykkede hastige kys mod hendes nakke. i det samme lød udenfor på gangen støjende latter og klappren af støvlehæle, døren blev revet op og en flok halvt omtågede herrer viste sig i midtergangen, øjensynligt stærkt forbløffede over at stå ansigt til ansigt med den intime situation. Brygger gormsen tog først mod til sig, idet han med en gemytlig latter forsikrede, det ville være en ubetalelig fornøjelse for de herrer at drikke et bæger med de nyforlovede, frøken eva var i næste nu belejret af den hele skare herrer, der offrede den enlige, forskræmte dame deres mest udsøgte opmærksomhed. — for fa’n — hvor der er hjerterum er også husrum!, udbrød gormsen. særdeles henrykt ved bekendtskabet, højstærede hr. — — just!, erklærede den tiltalte. — de finder behag i vor ærværdige by — ankommen for få dage siden, hører jeg, hr. jul — hr. just, mener jeg. — gør en del forretninger her!, svarede just, indtil jeg tvinges over til fastlandet af større ordrer! — for atter at tvinges tilbage af stærkere magter, ha, ha, ha!, lo gormsen højrøstet med et betydende blik til frøken eva. — ak, ja — stærkere magter!, bekræftede just højtideligt. — hvad er der at sige til det, hr. jul — for pokker — just!, erklærede gormsen forstående. — som gammel militær, nuværende embedsmand og født kavaler drikker jeg deres skål, frøken — kærligheden leve!, udbrød byens aktive toldinspektør, kaptein wagner, en ældre herre med et ikke synderligt soigneret ydre og et oppustet stærkt-rødt ansigt, der vidnede om alt andet end asketisk levevis. — kærligheden går sine veje!, sukkede karlsen, der for tredje gang var ulykkeligt gift, jeg har ikke danset på roser — havde jeg fået dem, frøken — hvilket paradis! — du kunne nok lidt at spille adam!, lo eilersen med ondskabsfuld hentydning til frøken eva. — jeg havde min s’æl og salighed i tankerne allerede opsat deres testamente til fordel for byens ugifte jomfruer!, sagde gormsen vittigt, nu får piven en anden lyd — men hvad pokker, man kunne jo ha’ tænkt det — de kunne ikke få lov at gå i fred med deres fortrin! — ak, ja, deres fortrin!, bekræftede wagner pattetisk. Frøken eva sad tilfreds og fornøjet mellem de oprømte herrer, hvis indfald hun morede sig over uden at lægge mærke til den spot, der lå til grund for dem. — nu skal vi ha’ de forlovedes skål, fa’n tage mig!, dundrede gormsen i bordet, hvor er ring, — det bæst til skønånd — skolelæreren skal tale! Adjunkt ring, festlighedernes erklærede vittigmager og skåltaler, viste sig i døren med en halvtømt flaske dansk brændevin i hånden, det var den eneste drik, han respekterede og tog notice af, hvilket kun skete ved de forskellige gilder, men da også i den grad, at han altid blev liggende under bordet. — skal jeg tale om kærligheden!, råbte han med larmende stemme, kærligheden til kvinden eller kærligheden til flasken — den sidste ligger nærmest for mig — hvor kan jeg svigte min ungdoms ideal — lad dem, der vil, tage kildevandet! — snak! — du er fuld — der står hr. jul — nej just, siger jeg, og hans forlovede — kom nu med et par kønne, anbelangen-des ord, dem til ære!, busede gormsen ud. — skal jeg tale for de forlovede — — hvem er det, jeg bar den ære at stå overfor?, stammede ring frem. — det er hr. jul — i d’ævlens skind og ben, hr. just og hans unge brud!, gentog gormsen, pegende over mod de forlovede. Med besvær fulgte ring retningen af hans hånd, men idet hans blik faldt på just, udstødte han et frydefuldt skrig og balancerede med udstrakte arme over mod ham. — ser jeg ret — min prøvede ven — richard just — hvordan står det til med mutter og ungerne — ude på galejen — hvad, gamle dreng! Overrasket ved rings opførsel, trængte gæsterne sig højrøstet omkring ham for at forhindre ham i at gøre skandale, men ring stødte dem fra sig og brød ud med dybt krænket alvor. — fy skam dig— kender du mig ikke, richardt just — jeg, der har været som en ven for dig, din mutter og ungerne, da det knev — ak, glemsel er verdens løn — glemsel er på flaskens bund! — hvad betyder det!, ivrede herrerne mellem hverandre. Frøken eva var sprungen op og stod foran justs uanselige skikkelse, der sad for-overbøiet og ubevægelig i hjørnet af sofaen, famlende med hænderne over hans skuldre, holdt hun ham ud fra sig, idet hun betragtede ham med ufravendt blik, pludselig slap hun, og udstødende et højt skrig trængte hun sig frem mellem gæsterne ud gennem den åbenstående dør. — glemsel er verdens løn — glemsel er på flaskens bund!, stønnede den ulykkelige, følelsesfulde skolelærer og segnede overvældet ned under bordet. Hastigt kastende sit tørklæde om sig, skyndte frøken eva sig, forfulgt af lænkehundens halsen, gennem gårdspladsen hen ad de udstrakte marker, hun sank ned i den pløjede jord, snublede over stene og markskæl, ilede frem i stadig hastigere løb. med et tørnede hun mod en træstub, blev slynget et stykke hen ad jorden, forpint af smerte, kom hun langsomt til besindelse, satte sig med besvær ned på den fremstående stub, hun befandt sig i nærheden af kysten, ikke langt fra de første steder i købstaden. Forhånet, forfulgt var hun, uden tanke af håb. livet forekom hende en eneste stor skuffelse, hun syntes, hun var et fejlgreb af naturen, et udyr, som alle så ned på. nu gjorde man sig lystig over hende, bedrageren var måske den første blandt dem. dette menneske havde vist hende venskab, og så sveget hende som alle andre. han havde villet bemægtige sig hendes formue, dertil havde hun været god nok. Ude i månelyset lå, hyllet i mathvide tåger, de spredte småøer, ragende med fremspringende odder og stejle skrænter i været lig kæmpemæssige, fantastiske skikkelser, der vinkede hende til sig ud på dybet. Ned i det mørke vand, i den altop-slugende tavshed! hun ville slukke livsgnisten i de iskolde bølger, svinde bort fra tilværelsens kvaler, men. ikke derude i den stærke strøm, i gadekæret ville hun kaste sig mellem andet slam og udskud, hun ville inden lang tid igen flyde op og man ville finde hende styg og ukendelig, begrave hende i uindviet jord. Hastigt sprang hun op. det var nødvendigt at gå byen igennem for at komme til stedet. Hun fulgte hovedgaden, der lå foran hende med dens uanselige steder og haverne, som duftede i den milde sommernat. Månen sænkede sit vage lys på skrå over huse og træer, der spredte mørke skygger på den modsatte side af gaden, rundt om på græs og blade glittrede den nyfaldne dug, gennem luften sejlede edderkoppens sølvhvide, flyvende spind, i et af træerne slog en nattergal sin ensomme, vemodige trille. Opfyldt af den harmoni, der hvilede over natten, lukkede frøken eva øjnene, i det samme hørte hun løsrevne stumper af en melodi, nu og da afbrudt af jublende råben, båret af vinden over mod hende fra høstgildet, i en stærk hallucination så hun dansesalen, de forbijagende par, just, der bøjede sig over hende, trykkede et kys på hendes læber, tog hende i favn og hun kendte alt blodet med en vild følelse af be-rusning trænge gennem hendes årer. Forfærdet over sine tanker skyndte hun sig afsted gennem gaden, foran hende bemærkede hun en mørk skikkelse og et lyspunkt fra en cigar, der svingede frem og tilbage i usikkre bugtninger, lyspunktet kom nærmere, i det flakkende skær kendte hun toldinspektørens oppustede træk. I samme øjeblik slyngede han armene omkring hende, famlende med hænderne over hendes former, stammede han frem med snøvlende stemme — det skal bli’e morsomt, min glut!, og uden videre skubbede han hende inden for i en af gadedørene, og bragte hende i sikkerhed op til sit hjem. Overrasket ved det uventede overfald, var hun ikke i stand til modstand, som det kom over hende, lod hun ham bære hende med sig op ad trapperne til værelset på første sal, hvor hun blev stående ubevægelig indenfor døren. Med megen besvær fik han tændt lampen, der spredte et grelt skær over det uordentlige ungkarlehjem, som var optaget af en opredt seng, forfaldne møbler, umage stole og et bord, hvorpå der stod de toiletremedier, han sidst havde betjent sig af. Han fik i hast toiletgenstandene samlet sammen, kastede dem hulter til bulter hen i en krog, kom derpå med svingiende skridt over gulvet mod frøken eva. — min salighed, de må ikke la’ dem generel, råbte han støjende, idet han greb hendes hænder og førte hende hen til en stol, som han galant placerede for hende. — ingen indvendinger — men lad som de var hjemme — vi skal ha’ det rart-------- min sandten om de ikke skal smage min biskop!, brød han triumferende ud, idet han balancerede over gulvet til et skab og hentede en flaske, som han skyndsomt trak op. — brillant — de kan tro mig, den er go’ — er min yndlingsdrik!, hilste han med glasset over mod hende, idet han opmuntrede hende til at drikke. Han skænkede straks på ny i glassene, bøjende sig ind mod hende, sagde han indsmigrende — de skal klinke med mig — være lystig — deres skål! Påvirket af den stærke ophidselse, den berusende vin og wagners påtrængende nærhed, følte hun en heftig trang til at give sig hen, til at lade alle betænkeligheder fare og hun stødte sit glas hårdt mod hans. — men sidder de ikke der med over-tøiet på — må jeg hjælpe!, råbte han støjende, idet han sprang op og bemægtigede sig tørklædet, der lå over hendes skuldre, omhyggeligt foldede han det sammen og lagde det hen på en af stolene. — det er ret!, sagde han, idet han kom tilbage mod hende, bare lystig, — bare fremkommelig! — hvorfor ikke slå sig løs, når man er ung — pokker er gammel og ikke jeg!------de er brillant, frøken — jeg er begejstret for dem — jeg kan ikke noksom udtrykke mine følelser!, forsikrede wagner, idet han med en vaklende bevægelse gjorde forsøg på at slynge armene om hendes hals. — nej, ikke på den maner — må jeg være fri!, afværgede hun og stødte ham fra sig. Uden protest satte han sig stilfærdigt på en stol og fyldte atter glassene til randen. — den vin, hvor den riller!, sagde frøken eva og smilte, idet hun hostende og gispende nedsvælgede den berusende drik. — ja, gu’ kitler den!, forsikrede wagner, der sad og så rosenrødt gennem sit glas op mod lampen. — den er vist svært stærk!, mente frøken eva. — den er piveng! hikkede wagner, idet han tømte sit glas til bunden, en prima etikette — drikker den altid — vinen er stor — vinen er dejlig! Ja, vinen er dejlig!, gentog han efter et øjeblik at have siddet med glippende øjne og betragtet frøken eva. men hvad er vin mod kvinder — jeg har kendt mange kvinder — unge kvinder — tiltrækkende kvinder-------frøken, jeg er glad ved at have dem hos mig — i min nærhed — — jeg kan ikke modstå — må trykke dem til mit bryst! og wagner sprang op med udstrakte arme for at slutte hende i sin favn, men hun smuttede til side, og væltende stolene mellem hverandre flygtede hun, forfulgt af ham, i hast rundt omkring bordet, idet han ville gribe efter hende, for hun ud på gulvet, og han segnede overvældet sammen på en stol. — satan til tøs!, stønnede wagner forpustet, man har ikke andet end bekymringer på sine gamle dage. Frøken eva sad med et spodsk, hoverende smil overfor ham, idet hun glattede med hånden over garneringerne på sin kjole, der var kommen i uorden. — nej, en gitar! udbrød hun livlige, idet hendes blik faldt på et instrument, der hang i en snor på skrå over sofaen. Jeg kan spille på den!, og hun sprang op for at tage den ned. de skal bare høre! Hun prøvede strengene, der dirrede under hendes kraftige hænder med en skurrende lyd. efter et kort forspil istemmede hun med spinkel stemme — ak, kunne min elskov jeg tolke! Den erotiske sang gengav hun med et sværmerisk, slæbende foredrag, af og til afbrudt af en gispende halslyd. efter at have sluttet af, blev hun ubevægelig siddende og stirrede frem for sig med et vagt blik. — nu skal de ha’ det på en anden maner — jeg kender smagen!, brød hun overgivent ud, og hun istemmede med høj, skingrende røst, medens strengene sittrede, som skulle de sprænges — å, susanne, du er mit liv, min lyst! I det samme lo hun højt, så det klukkede i hende. Ved lyden af den kendte melodi trommede wagner kraftigt med benene i gulvet, begejstret for han i været og foretog efter musikkens toner de forunderligste spring og vendinger, med et slog hun over i moll og den raske negermelodi klang-uimodståeligt komisk, wagner var aldeles ude af sig selv, blev ivrigere og ivrigere ved med at fare omkring til frøken evas ubegrænsede morskab. Midt i sangen brød hun af. ilende over gulvet sprang hun. op i det åbentstående vindue, udenfor hvilket månen spredte sit dæmpede lys. i et anfald af vild ustyrlighed råbte hun ned i den stille gade — livet er skønt —. livet er herligt — kan i misunde mig, alle i snerper dernede! — leve livsglæden! wagner stod midt på gulvet, betragtende hende med beundrende, opspilede øjne. Vaklende med usikkre skridt gik han over gulvet hen mod hende. idet han lagde armen tyngende over hendes bryst, trykkede han hendes buttede, uformelige legeme ind mod sig og bar hende, stønnende af begær og anstrengelse hen til sengen. Så slukkede han lampen over bordet. Sent på morgenen, da byens natvægter vågnede af sin fredelige søvn udenfor en af gadedørene, opdagede han til sin forbavselse, at der allerede var færdsel i gaderne med mennesker og vogne, idet han heftigt gned sine øjne, så han overfor i toldinspektørens vindue noget hvidt bevæge sig frem og tilbage, han fandt først på at antage det for et spøgelse, men forkastede straks sin overtro, i det samme hørte han en klaskende lyd i stenbroen som smældet af et vådt klæde eller en kornsæk. han ilede til, fandt en kvinde i i det blotte linned, bøjende sig over hende, genkendte han i den bevidstløse uformelighed frøken evas træk. Der blev en hurlumhej i gaden, folk flokkedes sammen, gadedrengene pev i fingrene, naboerne smækkede vinduerne op. til sidst kom lægen til. Netop som han nærmede sig hende, hævede hun sig i været, stirrede vildt omkring sig, brød ud i latter og kastede sig tilbage mod stenbroen, nøjagtig den samme bevægelse blev hun gang efter gang ved med at gentage, lægen så fra hende til de forsamlede mennesker og erklærede skødesløst henkastet — hun er gal! Hans udtalelse blev hilset med forståelse af ungdommen; det var noget, alle kunne blive klog på, og som man fandt ubetaleligt morsomt. De omkringstående trængte sig frem for at bære hende til en vogn, men idet de ville gribe hende om livet og løfte hende op, så hun med et langt blik mod dem, strakte armene ud og sank livløs sammen. ud på aftenen, da brygger gormsen gik sin vante spaseretur for at møde sine tvende venner, blev han allerede langt nede i gaden modtaget med et fælles udbrud — frøken eva 1 det er jo denne gamle gris til wagner! — den gang gik du ordentligt i vandet med dine teorier!, føjede eilersen spydigt til. — for pokker!, udbrød gormsen ærgerligt. hvem skulle sagt det om hende — ser i, meget forstår man sig på i denne verden-------men kvinder, dem bliver man s’gu aldrig rigtig klog på! ild Åge fris var aldeles ude af sig selv af begejstring for den skønne dag, der havde bragt fætter julius til præstegården, efter at han havde fuldendt den årlange rejse til italien for at tage studier og indfange indtryk. De otte dage, fris efter sin studentereksamen havde tilbragt hos onklen, den gamle, elskværdige pastor worm, havde der ikke ret været fart over, den svagelige tante havde skrantet og været nødt til at holde sengen, så de ellers så prægtige udflugter til omegnen måtte opsættes, de to kusiner havde han kun været sammen med, når de kom ud fra sygeværelset, livor de skiftevis holdt moderen med selskab. Men i dag havde det været anderledes. Allerede tidligt på morgenen havde tanten overrasket ved at præsidere foran frokostbordet, hvor hun rettede an og satte dem alle i stemning ved sit brillante humør. Ikke så snart havde de for alvor begyndt at tage for sig af sagerne, før døren blev revet op og fætter julius stormede ind i stuen, erklærende, at han agtede at tilbringe et par dage hos sin faderlige ven og endnu engang sværme under præstegårdens historiske lindetræer. Sådan som han havde vendt op og ned på alt! bestandig ville han være i fri luft, hvor han fandt på de galeste streger, han legede skjul mellem hindbærbuskene, rendte tagfat over de hegnede græsplæner, svingede pigebørnene i gyngen, til de hvinede himmelhøjt. Hen på dagen havde han fået en fodtur i stand til omegnen, med undtagelse af tanten, der følte sig for svag, var de tagne afsted. Nede ved forstrådens, hvis have de gik forbi, sprang han uden videre, til stor forfærdelse for den gamle pastor, over gærdet og stjal halvmodne nødder, da han kom tilbage, fik han den ældste af kusinerne til at spille lilipine med kærnerne. De skråede ned over marken, hvor ane ledvogterske malkede sin blissede, skindmagre ko. fætter julius, der mente, hun nok kunne have råd til at byde sin pastor en drik mælk, lod uden videre spanden gå rundt, til sidst fyldte han den sidste slat i den blissede ko, men det var for stift for ane, der bandte på, det var det reneste svineri at tylle mælken i koen igen, først efter at fætter julius havde stukket et kronestykke til hende, blev hun nogenlunde formildet. Over udstrakte jordlodder, der hævede sig i bakkede strøg for atter at sænke sig i fladt land, gik de frem mellem det modne korn hen imod skovene, der udenom markerne strakte sig forbi landsbyen og tabte sig i det fjerne. Fætter julius fandt de smukkeste, mest yndede punkter i skovens udkant, hvor der åbnede sig fri udsigt til det solbestrålede landskab, han var ude af sig selv af henrykkelse over atter at være på de kendte steder, hans udtalelser var en eneste begejstring. Han havde revet fris så fuldstændigt med. det jævne, danske landskab, som den hele uge mærkeligt nok intet indtryk havde gjort på ham, syntes ham skønnere, lysere end nogensinde — maske skulle man også være i stemning for ret at synes om det. Overvældet af sine følelser sad fris nu i den stille sommeraften foran den åben-stående havedør, udenfor hvilken de lette, slyngende planter i verandaen sattes i sagte bevægelse af en mild, kølende luftning. Drømmende stirrede han ud i den halvmørke have, hvor flagermusene uroligt sværmede frem og tilbage forbi vinduerne, lokkede af det stærke skær, der spredte store, firkantede lysflader på de grønne græsplæner udenfor. Det øvrige selskab sad henne ved bordet; tanten henslængt i en magelig lænestol, worm bøjet over sin pive, som han ivrigt stoppede, og fætter julius, der var optaget af at konversere kusinerne i sofaen. Fris ville være helt overladt til sine tanker, høre, hvad de talte, ikke selv tage del. — så hyggelig den er, min gamle rede!, henkastede worm veltilfreds, idet han dampede sugende drag af piven. — præstegårdens stemning!, udbrød fætter julius med liv.. den findes til trods for det sødladne sværmeri, der er drevet med den! — der knytter sig minder — også for dig hertil!, sagde tanten smilende, sådan en vildgal fyr, du altid var! — hvorfor er du i grunden kommen — søgt til hjemmet igen?, spurgte worm interesseret. — nødt dertil! — men forlade italien — faldt det let? — jeg måtte hjem — mine billeder udstilles — tilmed bestillinger i vente!, forklarede fætter julius. — jeg forstår — kunsten over alt!, indrømmede worm. men det må have været pokkers vanskeligt! — det var det!, svarede fætter julius let henkastet. — hjemmet kan være herligt!, brød worm ivrigt ud. de steder, man kender, den natur man er vokset op i — — men syden er noget helt andet — kun de ved det, der taler af selvsyn! — hvorledes, pastoren har rejst?, spurgte fætter julius. — det var dengang! — jeg har været ung, letsindig!, sagde worm med et bekræftende smil. — å, jo!, betydede tanten, jeg har endnu mit mas med at holde styr på hans iltre blod! — er det ikke ret

1894_PetersenL_MellemKlitter

Lauritz

Lauritz

Petersen

Mellem Klitter

male

male

dk

PetersenL

Mellem Klitter

Petersen

Mellem Klitter

Roman

n

roman

V. Pio

KB

nan

nan

O

I. Siden ferierejserne fra sine skoleår var Carl nu som fireogtyveårig ung mand for første gang igen på en lille rejse bort fra hjemmet. Efter at have sejlet’ hele natten, kørt med toget hele morgenen og efter at have tilbragt resten af dagen med at spasere ganske alene rundt i en lille meget nordligt liggende jysk provinsby sad han nu på en fjælevogn og kørte ned mod Vesterhavet. Det var en rigtig sensommeraften og en smule køligt. Tre mand stærk sad de på vognens eneste sæde. Længst til venstre sad kusken, der kørte de to store, kraftige, mørkebrune heste uden pisk og med en tyk rebtømme. Midt imellem ham og Carl sad dennes tilkommende vært iført en svær, nubret vinterfrakke. Og de sad alle sammen og røg på cigarer, som Carl havde medbragt hjemme fra. Rundt omkring dem lå de flade, vide lyngmarker indhyllet i et svagt mørke. Vejen strakte sig halvudvisket foran dem, til den langt borte ganske forsvandt i de tilslørede omgivelser. Oven over dem var det bare gråt i gråt og mørke, og hestenes hovslag klang kraftigt’ og uafbrudt. Carl sad og passiarede sagte med sin sidemand. Om sit liv og levnet fortalte han ham; det lå ham sådan på læberne denne aften. Og af lutter venlighed lænede den anden sig helt for over og så og hørte på ham eller talte til ham. Carl tænkte på, at denne store, stærke mand var af en meget barnlig, ærlig og usammensat natur, og medens han for sig selv gjorde den bemærkning, at det dog var bedst, at forholdet imellem dem ikke blev alt for sublimt, eller måske ligefrem fordi han var en smule ked af hans venlighed, svøbte han sig lidt tættere ind i sin tykke, sorte hundeskindspels. På en måde yar det forresten helt tilfældigt, at Carl nu sad her ved siden af denne mand, der hed Andersen, og kørte med ham til hans hjem. Nede i det lille fiskerleje ved Vesterhavet, det vældige, altid urolige, altid farlige Vesterhav, havde Andersen, der var godt oppe i trediverne og både var gift og havde børn, i en årrække drevet en forretning med beklædningsgenstande. Her kom fiskerne og købte deres islandske uldtrøjer, deres sydveste og deres store søstøvler. Om det så var deres søndagstøj og skørter og hovedklæder til fruentimmerne, kunne de få det hos ham. Ja, ved siden af sin købmandsforretning havde Andersen endogså et lille værksted. Han var træskomand, og det var ikke få af lejets børn og kvindfolk, han forsynede med det nødvendige fodtøj. Det var i hans egenskab af købmand, atcarl havde lært ham at kende. Endnu medens Carl var en tolv-fjorten år gammel, var Andersen kommen på faderens store klædelager og havde gjort sine indkøb. » I eftermiddag får vi da ryddet lidt op i sagerne «, kunne faderen sige ved middagsbordet. » Andersen har skrevet til mig... Andersen der ovre fra Jammerbugten, ved i nok... at han vil komme her i eftermiddag. « For Andersen kom nemlig en gang om året og købte til en billig pris alt, hvad, der var tilbage efter sæsonen af rester og hele varenumre, som ingen anden havde brudt sig om. Stærke, grove og helst mørktfarvede klæder gav han sine fiskere at spasere rundt på jorden med, og det uden hensyn til, om de var på moden eller ikke. Men fiskerne var også fornuftige folk, der havde bedre anvendelse for deres forfængelighed end at stikke den i klæderne, og de gav moden en god dag. Carl fulgte altid med ned på lageret og overværede denne årlige oprømning. Når så Andersen havde fået alle sine i årets løb sammensparede Sedler og sølvpenge lagt på disken og havde fået en af faderens gode cigarer i munden, var der altid lejlighed til en lille passiar. » Om hvordan det gik der ovre ved Vesterhavet i år? Det var da en ren udørk, kunne man tænke sig. Men sundt at leve der var der vist, « sagde faderen og så på Andersens store, kraftige skikkelse med de kolossale hænder og de rødmussede kinder. » Å ja... sågu!... Strængt år havde det dog været i år... og bandsat dårligt med fisk, « sagde Andersen og dampede. Og Carl sad på en varebunke og lyttede til beretningen om dette Vesterhav fjernt der ovre. Revlerne strakte sig langs hele kysten uden for det lille fiskerleje. I efteråret var der strandet en skonnert ganske tæt der ved, og en anden gang var den nye redningsbåd gået fløjten i en stormnat. Carl syntes, at der var noget ganske mærkværdigt dragende ved dette Vesterhav — dette stærke, fremmede liv langt borte. Andersen rejste sin vej og kom igen hvert år uden forskel. Carl fortsatte sin skolegang og blev student. Han kom til at deltage i de formuende unge studenters liv og fik prøvet caféerne, foreningerne og kvinderne. Snart syntes han imidlertid bedre om caféerne end om de forskellige fakulteter ved universitetet, og kvinderne fik mere magt i ham end tanken om at arbejde på sin fremtid. Han glemte ganske den brave Andersen der ovre fra Jammerbugten, og han gik aldrig mere ned på lageret, når han var der, for at sætte sig.på en varebunke og lytte til de mærkelige beretninger langt der ovre fra. Først da han havde været syg, længe og alvorligt, da han i over et år, afholdende sig fra alle' fornøjelser og nydelser som en asket, flittig og uafbrudt som en fortvivlet havde arbejdet på sin fremtid, først da kom han atter til at tænke på ham. Hans helbred var bleven lidt svageligt, ofte var han meget nervøs og adspredt, og der kom store huller i humøret. Han trængte til en ferie, til fred og ro, til et sundt opholdssted for et par måneder, og hans forældre bad ham om at rejse. » Skriv over til Andersen, « sagde faderen en dag. » Dér er sundt ovre, ved jeg da for Pokker. « Carl fattede hurtig sin beslutning. Samme dag skrev han og forespurgte, om de kunne modtage ham. Nogen extraforanstaltninger måtte der slet ikke være tale om. Han ville leve sit liv imellem dem, som de levede deres til hverdagsbrug. Blot det, at han var vis på at komme til at færdes imellem brave, arbejdsomme og naturlige mennesker, var ham nok; han brød sig slet ikke om at more sig. Og for at så al ting skulle være rigtig klappet og klart, berørte han let og sikkert pengespørgsmålet. Naturligvis skulle de holdes skadesløse. Alene ved at ville modtage ham, beviste de ham en venlighed, som han ville være dem taknemlig for. Og han var overbevist om, at alle biting ville ordne sig, uden at nogen skænkede det en tanke. Svaret udeblev heller ikke. Med megen og djærv venlighed fortalte Andersen ham, hvor fornøjet de alle sammen var blevet over denne idé, der havde bragt ham til at tænke på dem. Konen og navnlig børnene var henrykt over at skulle modtage besøg af en ung københavner. Klimaet var udmærket der ovre på denne årstid. Badevogn var der på stranden, og de, skulle såmænd gøre alt så godt for ham, som de formåede. Pengespørgsmålet lod Andersen aldeles uænset. Han strejfede det ikke en gang. » Ja —ja, han er en praktisk mand, « sagde faderen. » Og han er hin; men det er alle de « Jyder. « Carl var imidlertid overordentlig tilfreds med brevet. Han fandt, at det gjorde et bravt og godt indtryk, og at det netop var skrevet med langt mere finfølelse, end han egentlig havde ventet sig. Sådan var det gået til, og nu sad han her. Vognen rullede stadig frem ad, ned mod Vesterhavet, af og til røg en gnist af en af cigarerne, og på den hast, hvormed den tabte sig bag ud, og på den gullige, stærke glød, hvormed den brændte, kunne man allerbedst se, at det blæste, og at det var ved at blive ganske mørkt, Carl sad en stund uden at tale. Han havde smøget pelskraven op over ørerne og sad nok så varmt og lunt midt i aftenens kulde. Det, at han pludselig fandt sig rullende afsted her i en fremmed egn, bragte ham til at tænke • på hjemmet, og det, at han på en måde gik et helt nyt liv i møde, fik ham til at tænke på det liv, som han nu rejste fra, og som var rundet for ham. Han tænkte på sin barndom. Imellem lutter brødre var han vokset op, og blandt alle disse mænd og vordende mænd havde moderen været ganske ene om at hævde og værne om sin stilling som kvinden i dette hjem. Meget vanskelig og meget streng havde denne stilling ofte været; for det var stridbare og stærke karakterer, alle disse folk: alle sammen havde de vilje, og alle sammen havde de hver sin vilje. Hvad karakteren angik, så var Carl egentlig som en fremmed mellem sine brødre. Han var voldsommere og stærkere i sine følelser og lyster end de; men så var de til gengæld mere sluttede og havde mere herredømme over deres. Desuden indtog- han endnu i én retning en særstilling derved, at han var den midterste af fem. De to mindste, der holdt meget af hinanden og altid legede sammen, var for små for ham. De to ældste, der havde deres hemmeligheder og deres småpassiarer indbyrdes, trængte på sin side ham tilbage og så ham over hovedet. Således vænnede han sig i det daglige liv meget tidlig til at indtage sin egen stilling over for alle forhold. Han havde sine små glæder for sig selv, og udrustet, som han var, med en ypperlig forstand, havde han megen anledning til iagttagelse, og han modnedes tidlig. Ofte henfaldt han til en gråd, der var over al måde heftig, og ofte var han lystig til den modsatte yderlighed. Som den, der trængte allermest til venlighed, havde den uforlignelige moderkærlighed også mest til o vers for ham, og han var navnlig i en yngre alder moderens kæledægge. Faderen så på ham med andre øjne og sagde, at han var en sær p-rås, som ingen kunne blive klog på. Med et oprindelig godt hjerte havde der altid været friske, dybttonende og klingre strænge i ham. Netop fordi han stod så ensomt mellem så mange, kunne han nære dyb medlidenhed og bære på stærke og inderlige følelser over for andre uden at lade sig mærke med det. Som han sad her og kørte fremad i mørket og i blæsten, kom han til at tænke på en lille tildragelse fra sin barndom: han kom springende ned ad alle køkkentrapperne med sin lille hånd knyttet om en femøre, som han havde fået af sin moder. Nede i gården kunne han høre de støjende brødre løbe og lege, og han skulle lege med — more sig med dem og traktere dem med godter, som han ville købe for sine penge. Da han så kom der ned, havde de trukket sig hen i hjørnet af gården omkring en kludesamler, der stod og ragede med sin pind i skarnkassen. Manden var en smule beruset og stod og dinglede lidt, og drengene drillede ham det bedste, de kunne. Men så vendte han sig pludselig om imod dem. Han var ganske snavset i ansigtet, rusen havde dugget hans øjne, så de så ud, som om de var bedrøvede, og han sagde til dem, at han var en fattig mand og en stakkels mand, og at de skulle lade ham være. Så gik de også deres vej. De var jo kun uartige, fordi de var kåde. Men det hele' gjorde et dybt indtryk på Carl. Da manden lidt efter sjaskede af på sine klaprende træsko og med den store snavsede sæk lagt over den krumme ryg, løb han efter ham ud igennem porten. Han blev stående et øjeblik på fortovet som bytte for en mængde indre modstridende følelser. Men så løb han igen efter ham, ilsomt og hurtigt, tog ham i armen og gav ham sin femøre. Det hele var kun et øjebliks sag og gik som i en slags forvirring. » Værsgo’... værsgo’, « sagde han. » Den må de ha’... Og næste gang, når de kommer, så skal de få en mængde ben og klude... Jeg har samlet så mange... « Så var han atter borte. låge så hurtigt, som hans små ben kunne bære ham, løb han sin vej. 3 det, at manden havde været beruset, havde slet ikke gjort noget afskrækkende indtryk på ham. Han var fattig, den stakkel, snavset og bedrøvet; det var mere end nok. Og Carls kinder blussede af bevægelse. Han var så let til mode, så vidunderlig let over sit bryst og i sit sind og i sin tanke. — — ak ja! Når han tænkte på sit barndomsliv nu! Der var et væld, et Mylr af glade, vemodigt glade tanker at fortabe sig i, syntes han. > — — se! — se, dér løb de to stærke, kraftige heste, medens deres blanke kroppe skinnede igennem mørket. Hovslagene klang dumpe, uafbrudt og ensformigt mod vejen, som de sad og skumplede afsted hen over. Carl mærkede sin nabos ben varmende gennem sin Pels. Af og til skubbede nogle tomme hummerkurve, som vognen var læsset med, ham i ryggen. Pelskraven lå fast og lunt om hans nakke. Blæsten kom så friskt ind imod hans ansigt. Og dér sad bonden og kørte med sin cigarglød fremme foran det fornøjede ansigt, medens de to rebliner bølgende strammede sig ud i mørket over hesteryggene. — — ak ja! Når hans hjerte var bleven ødelagt, så var det berøring ude fra, der havde gjoit det. Det var ingen disposition inden fra, der havde bredet sig — slet ikke. De voldsomme, stærke lyster var det, som havde ført ham bag lyset. Utilfredsstillet trang til glæde havde bragt ham til at havne i fornøjelsessyge. Utilfredsstillet trang til ømhed havde jaget ham i armene på ødelagte kvinder. Og så disse venner! I den alder, hvor han netop havde trængt aller mest til venner, hvorfor havde han da manglet dem? Hvorfor havde han da måttet tage til takke med en slet omgang, venner ved ølkruset og ved bægret, smil, som kun var til i Sus og dus, håndtryk, som kun betød: i morgen morer vi os atter! — — hvorfor? Forældrene havde aldrig så ganske forstået ham. Det var folk af den gamle skole og af ret tarvelig herkomst. Nogen synderlig fin uddannelse havde de ikke fået i deres ungdom. Det, de havde lært, var akkurat det, som livet altid får lært de folk, der når at få kæmpet sig frem til en nogenlunde ordentlig stilling.i et samfund: at arbejde og at respektere, det havde de lært, det havde båret dem over livets vanskeligheder, og det gjorde de sig nu umage for at lære deres børn igen. Men nogen dybere og finere forståelse af tilværelsen levnede det daglige, strenge liv ikke dem. Da derfor børnene fik den udvikling, som de selv måtte undvære, da deres glæder og deres sorger blev mere komplicerede, så forstod forældrene dem ikke, og de begik den fejl, at de opgav at lære det. Men Carl forstod godt sine forældre, og han holdt af dem. Mange gange havde han været uretfærdig og grusom imod dem; men det var længe siden; der var sket et omslag i ham efter den tid. Da de vildledte lyster omtrent ganske havde løbet linen ud — ud i tomhed og lede, da han ikke havde haft andre steder at gemme sin forpinte og trætte sjæl hen end ind i en krog af hjemmet, i ly af forældres uplettede hæderlighed og af minder om barndom og moderkærlig? Hed, da oplukkedes hans øjne med smærte, og da forstod han. Ja, hvor elskede han dem ikke nu! Det var deres godhed, der tillod ham at køre afsted her i natten, ned mod Vesterhavet! Denne besynderlige, hellige forældregodhed, der havde kreset om ham og tænkt for ham alle tider, — denne godhed, der aldrig var til at trætte og hverken kendte mål eller grænse. — — ak ja! — der gled en bølge af den inderligste taknemlighed gennem hans sjæl. Brystet udvidede sig- til et suk, som dog ikke fik lyd. • al ting lå så varmt og lykkeligt for ham, strakte’ sig imod ham, kaldte på ham. En hel verden stod ham pludselig åben, syntes han. Og så han, denne mand, der sad lær ved hans side! Så mange gode mennesker, der dog var til i grunden — når ens syn på livet blot ikke blev tilsmudset, så man intet kunne få øje på! Når hjertet blot stod åbent og var modtageligt for godhed! Han vendte sig et øjeblik mod sin sidemand og talte til ham. Men det var ikke længe; kun et par bemærkninger strøede han ud; så henfaldt han atter til sine tanker. Se naturen rundt omkring! Hvilken liflig blæst over lyngklædte marker og over Enge! Og når solen skinnede her ved højlys dag, hvor måtte der da være lutter fred og ro og skønhed! — — ja, om blot menneskene forstod, og alle ville forstå! Ikke sådan, at de med den kolde fornuft skulle omfatte tilværelsen og dens gåder! Nej, et bankende hjerte skulle der være bag forståelsen, et brændende ønske om at være god og retfærdig og om stadig at forædles og blive bedre. I øjeblikket følte han sit eget hjerte banke i længsel mod alt det skønne og gode i livet. Der kom over ham en underlig blid tålsomhed til at lide for den gode sags skyld. Hvordan var det ikke gået ham gennem de sidste år? Hvor havde han ikke måttet bøde - og lide for sine dårskaber! Jo, han følte med sig selv, at der var en nemesis, en retfærdig og hævnende guddom over mennesketilværelsen, ligesom der også var en guddom til at belønne. Og endnu meget mere ville han komme til at lide, førend han lærte at forstå dette liv i fred og kærlighed, som det skulle leves. Hele den trang, dei' egentlig var i hans hjærte til at handle godt og ret, som der skulle handles, kom nu frem og bredte sig i ham sammen med en forvirret mængde af ubestemte, milde og blide rørelser. Han mærkede, hvor det levede op og spændte ud ad i hans sjæl, medens han sad her og kørte i mørket og iblandt disse omgivelser. Det var halvglemte løfter og nye forhåbninger, -det var alt det fredelskende, kærlighedstrangen, barmhjærtighedstrangen i ham, der så længe i sønderknusthed havde ligget under for fattige og dårlige følelser, og som nu rejste sig og længtes efter atter at få solens skin og dagens frie lys over sig. Hans tanker hviskedee i ham: der skulle vokse nyt liv op af dette sjælsøde! Der skulle komme sommer i hans hjerte endnu! Der måtte og skulle! Han var så ung! Og så døden! Han tænkte også på den i denne stund sammen med alt det forhåbningsfulde, lyse, som han tænkte. Det var hans livstrætte, øde sjæl, der havde vænnet sig der til. Når humøret bristede, og begivenhederne faldt sammen rundt omkring ham uden at fængsle ham og vække blivende liv i hans interesse og følelser, så flakkede hans forpinte og jagede tanke ud mod fremtiden for at finde hvile og Lise der. Men så var døden der. Bag alt det levende, som i disse stunder lagde så lidt beslag på ham, så han den mørke, kolde død, den som måtte komme, og som altid kom. Det var tomheden, det uendelige, ubegribelige, og det, som intet var mere. 15 i hans nuværende sindsstemning kom det ikke over ham på denne måde. Det kom som i et lettende vemod, som i en henrindende gråd af sorg, hvor lyse, varslende, glædesblinkende smil stod i færd med at titte frem bag tårer. Det var en livssvulmende, gryende morgenrøde, der drømte om en aftens fred og en aftens bløde skygger. Ja, så kunne man dø, når man havde levet sådan, som han nu attråede det. Så var døden kun et suk, et grådfuldt farvel, et sorgens dybtfølt øjeblik og en afsked til denne skønne verden, man skulle til at forlade. ' så græd det i en, livet døde hen i brystet der inde, og alt var mørke. Men splid var der ikke; for der var slet intet mere. — — han sad og lod sine hede kinder køle af blæsten, der susede ham om ørerne. Den blev stærkere og stærkere, denne blæst; det var Vesterhavet, der kom nærmere. Kun et enligt ganske lille hus skimtede man engang imellem ved vejens kant. Ellers rugende mørke ud over sorte agre. Sidemanden fortalte ham om havets buldren, der ved efterårstider -kunde høres over én mil ind i landet. Han beskrev sandet, når det joges af blæsten op gennem klitterne i hvirvler, ud over byens Tage, ind ad døre og ind ad vinduessprækker, ud over landeveje og ind over marker. Eller havskummet, der kom flyvende over klitterne i store, hvide flager, klaskede mod ruderne og sivede af igen. De talte om, at de var snart hjemme, hvor familien sad og ventede på dem med lampen tændt i den lille stue. Børnene var alle oppe. De sad og havde knapt ro på sig af længsel og var så nysgerrige og spændte på det øjeblik, da vognen skulle komme rullende op for døren. Der var den lille Anders, som kun var fire år, ja, han var vel nok gået i seng alligevel. Men Marie, som var fjorten år gammel, og Niels Jacob, som var otte, en rigtig rask knægt — de var da oven senge — det turde han sige med bestemthed. Ti i den sidste uge havde de ikke talt om andet end om denne ene aften, der skulle komme. Carl glædede sig ved tanken om disse børn, som han til daglig skulle omgås. Han havde altid holdt af børn, uberørte og oprindelig gode, som de stod i verden. Ingen smitte skulle komme fra ham og til dem; det bedste han ejede, skulle han give dem af sit hjerte, de små kære. Nu måtte han snart være der. Han kunne næsten mærke på sig, syntes han, at han nærmede sig det sted, hvor der var fred og helbredelse at finde. Hans syge tanke, der så længe havde faret ad vildsomme veje og havde stødt panden imod alle steder og havde såret sig idelig og idelig, den skulle her finde fred og hvile. Al denne sønderdeling af sig selv skulle han nu få samlet. Her ved dette store havs bred, med de mægtige naturkræfter på nært hold, mellem alle disse brave, stræbsomme fiskerfolk skulle hans stakkels sjæl samle sine pjalter sammen til et velordnet, styrket hele og vinde kræfter. Han skulle ret forstå, føle og tænke med disse folk i deres ærlige stræben og i deres nøjsomhed. Deres sunde, stærke, arbejdsomme < liv skulle påvirke hans, så at det også kunne blive stærkt og nyttigt. — i det samme gav det et så voldsomt stød i vognen, der i mørket var kørt over en stor sten, at de tre mennesker rystedes mod hinanden. » Nå, det var den første velkomst, « sagde Andersen leende. » Se, nu er vi snart midt inde i lejet. « De kørte jævnt og hurtigt ned i en lavning. Hjulene gik næsten ganske lydløst, og hovslagene hørtes næppe, så sandet var vejen. På begge sider skød der sig spredtvis små, lave, mørke huse frem af jorden. Der var ganske lunt her nede; klitterne der bagved ude i mørket langs strandbredden tog af for blæsten. Men der var heller ingen lys og intet liv nogen steder. Som i en lille uddød by kørte vognen ind: » Se, der er fiskeeksportørens store pakhus, « Sagde Andersen og pegede. Carl skimtede i mørket én i forhold til sine omgivelser mærkværdig stor og høj, firkantet længe med store porte i stedet for vinduer. Aller højest oppe i gavlen sad der en hejsebom, hvorfra en lang og mørk jærnkæde hang ned frit og stille. » Og se, der har vi posthuset! De kan lige se det runde, rødmalede skilt med det forgyldte posthorn?... Ja, farverne kan de ikke se; nej, det kan de ikke. « Han fik til højre for sig øje på et lille hus, hvor fredelig efeu kransede vinduerne. Tæt udenfor stod en stor, mørkladen, gammeldags karosse; det var- diligencen, der forbandt lejet med den nærmeste stationsby. » Men det er sandt! Jeg har rent glemt at fortælle dem, at doktoren bor lige over for os. Doktoren har en datter på atten år... Noget af det rareste, man kan tænke sig. Hun er så tit ovre at tale med min kone og med min datter Marie. Forresten er der også fremmede for øjeblikket; det er doktorens søster fra København; hun har været gift, men er bleven enke nu, og hun er over tredive år. « Kusken talte noget om at køre helt hen. Andersen svarede: ja, naturligvis, det ville han rigtignok aller helst. Og pludselig udbrød han: » Se, der er doktorens hus dér ovre til venstre, og dér er vort til højre. « Inden Carl endnu rigtig havde fået tid til at se på de to huse, hvoraf doktorens var det største og anseligste, holdt vognen allerede. I Andersens ejendom åbnedes en butiksdør med klokke. Man så en midaldrende kone stå i døråbningen bærende på en lampe, hvis lysskær faldt på hendes forventningsfuldt smilende ansigt. Halvskjult bag hende og holdende hende om livet med begge sine arme stod der en mild og ganske køn, lyshåret pige på en fjorten år. Ud af døren skød der sig en lille dreng i trøje og med korte bukser. Det var Niels Jacob. I et nu sprang Carl af vognen. Et øjeblik stod han og rettede sig lige så høj og rank, som han var i den mørke, svære hundeskindspels. Så bøjede han sig ned mod den lille dreng og rakte ham hånden. » Goddag Niels Jacob, « sagde han. » Ja, der kan du bare se! Jeg kender dig allerede. « I. Formiddagens klare lys skinnede nok så fornøjeligt ind gennem alle tre fag vinduer og gennem de hvide sommergardiner lige ind i doktorens store dagligstue. Det ene af disse vinduer stod åbent, og igennem det så man en stump af den sandede vej og omtrent det halve af Andersens lille, lave hus, der lå lige over for. Man så butiksdøren, hvor over der hang en mægtig træsko, og lidt til højre så man også et af de små vinduer, der var prydet med en beskeden udstilling af islandske uldtrøjer, nogle ganske få bulehatte og et par store vandstøvler. Henne i krogen ved et andet vindue i doktorens dagligstue sad en mørkklædt dame bøjet over en bog, som hun af og til bladede i. Det var doktorens søster fra København. Som hun sad dér med lyset over sig, var hun en ganske prægtig skikkelse at.se til. Hun kunne vel være tredive år gammel. Hendes figur var en moden kvindes, og hendes ansigt, hvor over et mørkeblond hår var sat op i en høj, moderne frisure, havde også et modent og ganske fængslende udtryk. Den energiske profil og den måde, hvorpå hun sad fordybet i sin lekture, røbede både intelligens og karakter. En opmærksom og forstandig iagttager ville uvilkårlig have fået det indtryk, at hun var en kvinde, der havde prøvet livet og selv havde haft en kraftig hånd med i det. Selve det udtryk, hvoraf hendes ansigt var præget, røbede en åndelig udvikling, der ikke var gået for sig uden brydninger. Midt i stuen gik doktorens datter, Ellen, i en lys, tærnet morgenkjole og tørte støvet af stolene omkring det store, runde mahognitræsbord. Med sine atten år, med dette dejlige, levende, lysebrune hår og dette meget smukke, fint og blødt formede ansigt dannede hun en stærk modsætning til den anden. Der var en udelt harmoni udbredt over hele hendes velvoksne, slanke, fintformede og bøjelige pigeskikkelse. Det var ungdommen i et af sine skønneste udtryk både, hvad der angik finhed i linien og ynde i udtryk og i bevægelse. Som hun dér vandrede omkring og passede sit arbejde og snart bøjede sig let og snart faldt på knæ for at tørre støvet af stolebenene, måtte en moders, faders eller en elskers blik have hvilet på hende med den inderligste glæde. Selv havde hun et så sorgløst og interesseret blink i sine smukke, kastanjebrune øjne, som om hun havde glemt alverden for sin støveklud og sine blanke mahognitræsmøbler. i dette øjeblik kom just den gamle pige ind' i stuen og satte en stor, nypoleret messingselvkoger fra sig på buffeten ovre ved den ene væg. Hun var et af disse tyende, som nu er ved at forsvinde, og som i det mindste kun er at finde hist og her og altid meget godt gemt i en afkrog af en provinsby eller i en præstegård på landet. Den her omtalte var bleven gammel og døv i tjenesten. Gråhåret var hun ikke blevet; ti det bliver den slags mennesker overhovedet aldrig; men hun var bleven meget rynket. Og disse rynker skyldtes udelukkende dette evige smil, hvormed folk, der har en eller anden uforskyldt skavank, altid søger at vise sig forøget elskværdige for at bøde på denne deres svaghed. Hun gav sig nu til at betragte den store messingselvkoger med en veltilfreds mine og gjorde frøknen opmærksom på, hvor blankt den stod og skinnede. » Ja, den er virkelig meget pæn, Stine, « sagde frøknen og gav sig, for at fornøje den anden, til at beundre den, medens et lille lunt smil glimtede i hendes brune øjne. » Sja!... ikke sandt! sja! « udbrød Stine med denne forsigtige og ofte meget ejendommelige udtale af ordene, som karakteriserer halvdøve folk. » Men den har s’mænd også kostet meget arbejde, kan de tro, frøken Ellen! Je’ har gnedet og gnedet! « Og idet hun uden overgang forlod dette emne, gav hun sig til at fortælle, at nu havde Andersen der ovre da endelig fået deres student hjem fra København. » Sja, han kom i går aftes, da klokken var ti, « sagde hun. » Je’ lå s’mænd sæl og hørte vognen komme... For det var ikke med dagvognen, han kom; næ, det var ’et ikke. Fiskeeksportøren havde haft en vogn inde til byen med hummer, og så havde Andersen tage et med ind, og så havde han tage et studenten med tilbage på den samme vogn, og sådan var de kommen i nattens mulm og mørke... Forresten er han nok. sådan en nydelig fyr, ham studenten, « Sagde hun. I det samme viste doktoren sig i døren til sit arbejdsværelse med sin lange pibe i munden og en udslået Avis i den ene hånd. » Nå, lille ellebel! skal vi snart ha’ frokost, min pige, « sagde han og trådte nærmere, idet han smilede kærligt til datteren. » Og Viola er allerede midt i sin lekture, « vedblev han. » Er det Byron endnu, må man spørge? « » Ja, det er Byron, « svarede hun uden at se op. » Hvor det er kedeligt, at Drachmann ikke har fået oversat mere end første del af Don Juan; nu er jeg snart færdig med den. Jeg kunne næsten have lyst til at lægge mig rigtig efter engelsk bare for det sammes skyld! « » Du kunne jo passende benytte tiden herovre til det, « sagde han. Stine begav sig ud i køkkenet for at rette an. Doktoren skulle få sin frokost lige på minutten, forsikrede hun. Og doktoren gav sig til at klappe sin » lille pige « let på'kinden. Han var en stor, kraftig mand med svært gråt hår og skæg. Over hans ansigt var der, navnlig i øjeblikket, hvor han stod og så på sin datter, et eget mildt udtryk af hjærtensgodhed, som mange stærke toddyer og megen sorg forgæves havde bestræbt sig for at udslette. Alle kendte hans historie, og alle var lige enige om at agte ham.. For omtrent tyve år siden var han kommet til lejet og havde bosat sig dér sammen med sin unge hustru, den smukkeste dame, der i mands minde var bleven set på egnen. Måske var han taget til denne udørk for at skjule hende for verdens øjne, eller måske var de begge bleven enige om at ty hertil for i dybeste fred og ro at nyde deres unge lykke. Så meget er vist, at der var ingen det hele leje over, der nogensinde havde set to mennesker holde så meget af hinanden, som de gjorde. Når man ved solnedgangstider så dem spasere deres aften tur på sandet langs strandbredden eller ud ad landevejen, så formelig klyngede hun sig til hans arm. Uafbrudt smilede de til hinanden. Naturens skønhed, den døende aftenrødme, alt dette så de kun i hinandens øjne, og de snakkede og snakkede, som om de aldrig kunne blive færdige med at fortælle, hvad de havde på hjærte. Når mørket var faldet på, og køerne gik ganske stille og gumlede deres føde inde i tågen på markerne, eller når havet lå og brummede der nede bag klitterne, så færdedes de endnu ude.. En enlig vandringsmand kunne da møde dem med armene slynget om hinandens liv, uden at de ænsede ham. Undertiden kunne de blive stående stille, hensunken i beskuelse af hinandens ansigter, som de knapt skimtede. Eller de kunne hengive sig til lange favntag' og inderlige Kys, som syntes, aldrig at skulle få ende. sådan var deres liv og deres kærlighed. Men så blev hun syg. I to måneder lå hun i sengen og droges i feber med en lungesygdom, og så døde hun. Hvad er meningen med dig, dunkle menneskeskæbne? Virker de kræfter, hvoraf du er bunden, så helt og holdent i det store, at min ringe fatteevne aldeles må opgive at følge dig? Er din tilværelse knyttet til vor, til vore håb og længsler og ønsker uden anden hensigt end den, at du lader dem vokse sig store og lyse, for at du siden, når din tunge vej falder sådan for, da kan knuse dem og lægge dem øde? Den stakkels doktor havde haft rig lejlighed til at stille sig selv disse spørgsmål for øje de lange døgn igennem, som han vågede ved sin hustrus leje. Foran denne feber stod hans videnskab afmægtig. Over for denne lidelse formåede hans opofrende ømhed kun at skabe en øjeblikkelig lindring. Ja, sommetider afstedkom den endogså de helt modsatte resultater, idet den i kraft af de til strømmende minder om mange og svundne lykkelige dage skabte hende forøget smærte. Ti netop det, at hun elskede ham med så megen lidenskab, forøgede hendes feber og forvæirede sygdommen. Som han så ofte havde sagt til præsten:. » Folk, der intet har at miste af livet, de er lige glade, *de er tålmodige, de overlever aller snarest den slags kriser. Men folk, der står med begge hænder fulde, med -et helt hjerte fyldt lige til randen af den mest glødende kærlighed til livet, de bliver forbitrede, angstfulde, sønderknuste, når blot dødens hånd synes at ville strejfe dem. De kommer i strid med livet, og de mister det. « Præsten var doktorens gode ven. De havde spillet mange partier skak sammen og havde mangen gang øset ud af hjærtens grund med deres sorger og bekymringer for hinanden, når de om aftenen sad på deres arbejdsværelser med de stærke, dampende toddyer stående foran sig på bordet. Det var også til ham, han engang sagde: » Ja, havde jeg ikke haft min lille Ellen, så havde lejet måttet se sig om efter en anden doktor... hvis man da havde kunnet få nogen her op; ti så havde det været mig umuligt at leve. « Da man så ham efter begravelsen, var han også bleven en ældet mand. Foroverbøjet, med blikket vendt imod jorden, gik han sine ensomme ture ud ad landevejen. Det var de kendte steder, han vandrede, uden at se på de bønder eller fiskere, som han mødte på sin vej, og som hilste ham. Eller han tilbragte sin tid i klitterne, hvoi- han sad på en tot marehalm, stirrende ud over havet. Han var bleven gråh året i disse tider, sagde man. Men han elskede sin datter. Forlade hende kunne han jo heller ikke, og så var det vel det, der opholdt livet i ham. Da

1894_Pontoppidan_DenGamleAdam

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Den Gamle Adam

male

male

dk

Pontoppidan

Den Gamle Adam

Pontoppidan

Den gamle Adam

Skildring fra Alfarvej

n

roman

Philipsen

KB

illustreret forside

nan

nan

CE_CANON

I. Jeg kom hertil i aftes lidt før midnat. En stor, bleg fuldmåne, omgiven af en hvidlig tågering, spejlede sig i det metalblanke bælt og kastede et féagtigt skær over en række hyggelige, højtliggende småhuse med’ tilhørende frugthaver, hvormed byen præsenterer sig fra søsiden. I den yderste af hytterne var der lys, og vinduerne stirrede ud i månedisen som to røde, søvndrukne øjne. Inde i selve byen var alting øde og stille. I de to rækker lave, okkerfarvede huse, der danner byens Hovedgade, var alle gardinerne omhyggeligt nedrullede. Den sidste lyd, der havde forstyrret vægteren i hans kælderhals, var af hotellets omnibus, som rumlede over den toppede stenbro med en torden, der måtte have vækket selv de døde omkring ved kirkemuren i deres grave. Oppe på et månebeskinnet tegltag over en udbygning ved kirkekoret sad to kærlighedsfulde katte og messede. En tredje stod nedenunder i skyggen og så’ op på dem, idet den misundelig slikkede sig om munden. Dette syn mindede mig om, at jeg nu var kommen til Fyens land, til øen med det skælmske valgsprog: natten er voregen. Og det blege, fede måneansigt, der sad deroppe i sin præstekrave-ring og lyste sin velsignelse over denne Danmarks frugtbare paradishave, syntes mig pludselig at skotte hemmelighedsfuldt ned til mig, som om det havde lyst til at betro mig alt, hvad det belurede dernede under duftende humleranker og bugnende æbletræer i denne korte, tyste sommernatstime, hvori selv lærkerne sover. Ved min ankomst her til hotellet — et stort, nyopført » Badehotel « — fandt jeg alt slukket omkring på gangene og i restavrationslokalerne. Hotellets badegæster var netop gået til ro, og jeg blev modtaget med en høflig men meget bestemt anmodning om at gøre det samme. Af en slags slutter med guldtresse omkring kasketten blev jeg lukket ind i et lille, lyst ferniseret rum med bræddeloft og bræddevægge, der uhyggeligt mindede om det indre af et klædeskab. Men da sørgelige erfaringer har belært mig om, at jeg ikke er nogen helt overfor sådanne folk, besluttede jeg stiltiende at finde mig i arrestationen. Få øjeblikke efter lå jeg i sengen. Men trods trætheden efter rejsen kunne jeg længe ikke falde i søvn. Rundtomfra trængte et ejendommeligt, puslende røre ind til mig, — lyden af folk, der lå og snakkede i deres senge eller var i færd med at krybe i dem, og hvis mindste foreteelser kunne høres gennem de tynde bræddevægge med en tydelighed, der virkelig ofte gjorde mig ganske genert. Lige ved siden af mig — næsten som var det i min egen seng — lå således et par unge piger, der med den største letsindighed strakte sig i deres senge, klappede tæpperne tilrette omkring sig, talte om dagens begivenheder og betroede hinanden hemmeligheder... Alt under denne hendøende småpludren og bestandig mere langtrukne gaben, der minder om det søde velvære, hvormed fuglene kvidrer sig selv i søvn i deres reder. Ved mine fødder havde jeg et par tamme turister, kedsommelige snakkemennesker, der beregnede vejlængder og kritiserede hoteltakster. Og lige under mig — præcis som det kunne været i en til klædeskabet hørende skuffe — lå et ægtepar, der endnu længe efter, at alle de andre endelig var faldne til ro, holdt mig vågen ved et hårdnakket skænderi. Det var særlig konen, der førte ordet. Hun havde — påstod hun — aldrig villet være til denne ravnekrog, men derimod de titusinde gange sagt, at hun ville til skotterup eller Hellebæk og ikke sådan smides midt ud i den vide verden for at plukkes som en gås. Aldrig nogen sinde oftere skulle hun lade sig overtale til at forlade sit kære hjem. Hun kunne græde, når hun tænkte på, at hun havde været så dum at give afkald på sine egne hyggelige Stuer og sin gode seng for at ligge her mellem sammenskrabede mennesker og på en madrats, som — det ville hun dø på — var stoppet med ærteris. Med et lunt smil svøbte jeg mig ind i mit tæppe, lykkelig over min ungkarletilværelse, min sommerfuglefrihed, mit flygtige hjærtes alt for ofte miskendte ubestandighed! Men nu hændte det. som jeg egentlig ville fortælle om. Netop som de stridbare ægtefolk endelig var bleven tavse, og jeg selv falden hen i den salige, svævende tilstand, hvori sjælen ligesom i andagtsfuld forventning banker på drømmelandets porte, hørte jeg en kvindelig stemme hviske kærligt lige ved mit øre: » Sover du? « jeg for sammen og havde af forskrækkelse nær udstødt et råb. Men hurtigt gik det op for mig, at det måtte være en af de unge piger på den anden side af bræddevæggen, der kaldte på sin veninde; og denne formodning blev stadfæstet, da stemmen et øjeblik efter gentog sin kalden. » Er du vågen, Gerda?... Jeg kan slet ikke sove. « jeg forholdt mig stille som en mus. Heller ikke veninden derinde svarede uden med en tryg søvns dybe åndedrag. Og da hørte jeg, hvordan den stakkels søvnløse vendte hovedet på puden og med et langt, selvopgivende suk lod sine trætte arme synke ned på tæppet. Jeg har altid en oprigtig medlidenhed med folk, der ikke kan sove. Jeg kender af erfaring, hvad det vil sige at ligge time efter time og tumle med de overspændte tanker og uhyggelige forestillinger, der en sådan søvnløs nat spøger i den feberhede hjærne. Det er som at knuges af et mareridt i vågen tilstand. Det er som afmægtig at kæmpe med et genfærd af sig selv, et formummet jeg, sjælens natlige skygge. Og dette dybe, dybe kvindesuk derinde, denne ensomme, trætte klage lød så våndefuldt i den store nattestilhed, at jeg for alvor blev bevæget. Jeg var igen bleven lysvågen, og en strøm af spørgsmål satte min fantasi i livlig bevægelse. Hvem kunne denne unge kvinde være? Og hvad var mon hendes nød?... Kærlighed? Ja, hvad andet vel! Når set. Hansurten knoppes, sukker det unge hjærte efter elskov som Marken efter himlens væde!... Var hun ung? Smuk? Naturligvis! Jeg kunne ganske tydeligt se hende for mig, kunne levende forestille mig, hvorledes hun lå derinde med begge hænderne under nakken, udmattet, hvileløs, med tæppet kastet til side på grund af varmen, det ene knæ løftet,... næppe en arms længde borte fra min favn, kun skilt fra mig ved en usselig bræddevæg... venusblond, juno-yppig, med det opløste hår bølgende ned over de dejlige arme og den halvblottede barm... O, mit urolige blod! Mit alt for følsomme hjærte! Jeg bekender det ærligt, jeg blev forelsket... sterbens forliebt! Allehånde faunagtige tanker for i bukkespring gennem min hjærne. Jeg tænkte f. Eks. på, om det ikke kunne gå an at banke ganske sagte på væggen og hviske et lille trøsteord ind til den skønne ubekendte, — ja til sidst gav jeg mig af gammel vane til i tankerne at forme tiltalen på Vers: hør mig, hulde glut derinde! Lad ej timen gavnløs svinde! Snart er nat for dagen vegen, snart er sol af hav opstegen, — natten er vor egen! Frygt ej, kælne glut, en stemme født af natten — — — til alt held kunne jeg ikke i hast finde et passende rim på stemme, og under mine bestræbelser herfor faldt jeg uforvarende i en bombefast søvn. Jeg rødmer ved at tilstå det. Og jeg ser i denne hændelse et nyt og endelig afgørende bevis for, at jeg, dersom guderne virkelig en gang skulle bønhøre mig og gøre mig til digter, i hvert fald må renoncere på lyriken. Dette var gårsdagens eventyr. Nu sidder jeg og skriver ved et lille bord under mit åbentstående vindue, hvorfra jeg har en herlig udsigt over den lille, langagtige havn til sejlløbet og de grønne og hvide brinker ovre bag den modsatte bred. Det er endnu tidligt på dagen; klokken er ikke mere end syv. Nogle ledige arbejdsmænd, et par skippere og en toldbetjent står dernede i små klynger på bryggen og holder morgenpassiar. Af og til indfinder der sig en yngre f'orretningsmand, der med opslået frakkekrave og i broderede morgensko balancerer fra sten til sten på den saltduggede Kaj, kigger op til skyerne, spytter i vandet, henkaster med morgenforkolet stemme et » G’moren! G’moren! « til de forsamlede og derpå vender tilbage til sit kontor. Det vidner alt sammen ikke om noget særdeles blomstrende f'orretningsliv. Ude på molen flyder nogle tomme kasser, og i havnen ligger et par små skuder med kul. I luften kredser svaler, og over mit hoved hører jeg duer kurre. Alt i alt: en ægte, hjemlig spidsborger-idyl, netop hvad professor Jensen har tilrådet mig. I denne livsalige fred må mine nerver da kunne blive stærke som ståltråd. Var den måske ikke idyllisk, denne scene, som jeg iagttog for lidt siden, da jeg stod og bandt mit slips foran spejlet på vinduesposten: ud fra den sortegrå skybanke, der hviler over bæltet, dukkede pludselig — ligesom født af tågens uvejrsskød — en bredbovet, grønmalet smakke ind i farvandet. Med slappe sejl, jollen vuggende bag i kølvandet, og ligesom kløvende de hængende skyer med sin mastetop, sneglede den ind imod havnen under brygge-klyngernes opmærksomste iagttagelse. » Hvem fanden er det med den klyver? Nå, det er jo Martinsen!... Han kommer fra Flensborg af. « I et kvarterstid lå skuden udenfor indsejlingen og foretog her de ubegribeligste manøvreringer, før den slap ind i havnebassinet. Skipperen — en lille, gammelagtig fyr med stråhat og træsko — stod selv til rors, mens en leddeløs dreng sprang geskæftig som en abe omkring i rigning og på ræling. Tilskuerklyngerne nærmede sig nu for at hjælpe til med fortøjningen; den vagthavende tolder kom ud af sit smug, havnefogden af sit kontor, og ned fra gaden drev efterhånden alle slags byesfolk — håndværkere med deres morgenpibe, læredrenge og gamle mo’erliller med hankekurve under sjalet — for at se, hvad der var på færde. I dette øjeblik viste den første badegæst sig på en høj stentrappe, der fra hotellets sidefløj fører ned til bryggen. Det var en ældre kavaler, der besværligt støttede sig til en ung tjener med hvidt slips. Selv var han kostumeret som til et sommerkarneval: benklæder af hvid- og blåstribet kadettøj, hvide lærredssko, stanleyhat med myggeslør og brune derby-handsker. På det nederste trappetrin standsede han et øjeblik, satte den frie hånd i siden, løftede næsen i vejret og så’ sig velvilligt smilende omkring, som om det alt sammen: sundet, havnen, smakken, de sammendrevne klynger og den abeagtige skibsdreng var et vellykket arrangement af hotelværten til badegæsternes behagelige morgenadspredelsehavde jeg bare haft et fotografiapparat! — — men jeg må standse her. Jeg hører frokostklokken ringe menigheden sammen. Rust dig, min sjæl! Nu gælder det om i sværmen at finde min mystiske sovekammerat! i. Min debut blev en komplet fiasko. Hele hotellet er i opløsningstilstand på grund af vejret. Man ænsede min nærværelse så lidt, at jeg for den sags skyld lige så godt kunne være bleven hos min gamle onkel i Århus. I de sidste fire-fem dage har de nemlig også her haft regn, og ikke andet end regn. Og netop til i dag var der berammet en stor fællesudflugt af alle hotellets badegæster. Vognene var bestilte, maden pakket, de lyse toiletter holdte i beredskab,... men himlen blev ved at surmule. Under det forvirrede frokostmåltid skikkedes snart en, snart en anden af de unge herrer ned til havnen for at rådspørge lodsen og de andre begede orakler; og vendte de tilbage med blot mindste smule håb, blev de modtaget med jubel som helte og tilviftet af de unge damer. Særlig galdt dette en høj, bredskuldret yngling på en snes år, hvem jeg lige fra begyndelsen havde lagt mærke til på grund af hans fremtrædende væsen og afstikkende sports-negligé ( rød silkeskjorte og bandolérsko ). han synes i det hele at være selskabets løve og er unægtelig også en ganske køn fyr, desuden en søn af den bekendte, københavnske bygmester Ishøj og selv arkitekt i faderens forretning. Den unge mand fik dog ikke lang tid til at nyde sin triumf i. Netop som vi rejste os fra bordet — i døgnets kritiske moment, kl. 9 — rullede et vandtæppe, lysere end de andre, men koldere, lumskere, ud over bæltet. Samtidig hørtes en melodisk susen i hotelhavens trætoppe, og lidt efter begyndte en stille, jævn rislen, der ligesom en bønlig, sagtmodighed påkaldende stemme forkyndte den skrækkelige vished: dagsregn! Der blev en frygtelig fortvivlelse. Jeg mindes ikke ved nogen ligbegængelse at have været vidne til en så almindelig og oprigtig sorg. De unge damer var utrøstelige og havde store tårer i øjnene; og rimeligvis opildnet af dette rørende syn gerådede den unge arkitekt i et raseri som en virkelig løve. Med vildt fortrukne bryn og armene sammenslyngede over det brede bryst som en konditorkringle stod han henne ved et vindue og fik hårene til at rejse, sig på de unge pigers hoveder ved at udstøde de ærerørigste sigtelser mod Vorherre og verdensstyrelsen. Også adskillige af de ældre damer viste sig fornærmede på de himmelske magter, hvorimod gubberne syntes forholdsvis fattede og trak sig tilbage til restavrationslokalerne for yderligere at trøste sig. Selv sidder jeg nu atter her indelukket i mit klædeskab, mens regnen suser ned udenfor mit åbne vindue og af og til stænker en dråbe ind på mit papir. Også jeg er gram i hu og har nogen ret til at være det. Når man en lang vinter har kukkeluret mellem biblioteksmidder og bogstøv og endda ofret en gammel, døv onkel den halve del af sin sommerferie, har man lov til at tørste efter et fuldt drag af » Livets rosenkranste bæger « ( ovid: remedia amoris ). End ikke min natlige ubekendte har jeg kunnet hitte i den guds velsignelse af skønne evadøtre, der denne morgenstund yndefuldt omsvævede mig. En stund forfulgte mit søgende blik en nittentyveårs, bedårende smuk blondine, højvoksen, rank, navnlig med en blændende Hals, som hun bar blottet ned til kravebenet, og en nakke — o! Hun lignede en ung dronning, også i sin optræden, der tydeligt bar vidne om, at hun var vant til at befale og beherske. Jeg blev straks ikke så lidt forelsket i hende og håbede her at have fundet min efterstræbte skønne... dog kun, indtil jeg hørte hendes stemme. Den var tør og usympatisk, kunne slet ikke tåle sammenligning med min ubekendtes ømme duekurren. For resten har jeg fornyet et bekendtskab her, nemlig med assessor tofte i kriminalretten, — i sin tid særlig omtalt i anledning af de frørupske barnemordssager. Dette bekendtskab har sin ejendommelige historie. for fjorten dage siden, da jeg rejste fra København over til min gamle onkel i Århus, stod jeg kort før skibets afgang i min sædvanlige ensomhed oppe på agterdækket og så’ ud over den mængde mennesker, der ved en sådan lejlighed altid indfinder sig på kvæsthusbroen for at tage afsked med bortdragende slægt og venner. I dette brogede Mylr lagde jeg særlig mærke til en lige gruppe, der stod tæt under mig, umiddelbart ved bolværket — en høj, mørkladen dame med to smådrenge ved hånden. Lige over dem, lænet ud over skibets ræling, stod assessor tofte, hvem jeg kendte af udseende fra gaden, — de andre var hans hustru og børn. Sjælden har et menneske ved første øjekast indgydt mig en sådan sympati, ja ærefrygt som denne moder, der stod dér i en enkel, mørkegrå spaseredragt og holdt om sine drenge med fast hånd. Egentlig var hun vel ikke smuk; dertil var trækkene for uregelmæssige og grove. Ikke heller var hun længer helt ung; over hvert øre sås en smal stribe sølv i det mørke hår. Men de sorte, dejlige øjne strålede af en åndelig sundhed, et ungdommeligt livsmod, et så varmt og rigt hjærtelag, at man uvilkårlig i tankerne lykønskede både den mand, der havde vundet en sådan livsledsagerinde, og de to smågutter, der havde fået en så prægtig moder at slægte på. Den ene af drengene — den yngste — var en djærv, solbrændt, mørkøjet lille purk, moderens udtrykte billede. Den anden var lidt bleg og opløben og syntes benauet over, at faderen skulle rejse. Jeg kunne ikke få mine øjne bort fra denne gruppe. I modsætning til alle de andre rejsende og disses afskedstagende slægtninge, der ikke kunne blive færdige med deres støjende omfavnelser og Kys og formaninger, vekslede assessoren og hans hustru kun smil og små nik. Selv da skibet endelig lagde fra, og kajen forvandledes til en skov af viftende lommetørklæder, blev de begge stående lige rolige og fulgte blot hinanden med blikket. Men der var i disse tavse hilsner, i denne stilfærdige afsked en langt dybere inderlighed, et oprigtigere vemod end i de andres råb og strømmende tårer. Først da vi var helt ude i sejlløbet og ikke længer kunne skelne ansigterne på broen, løftede hun raskt sit lommetørklæde, og drengene svang deres huer. Jeg stod tilfældigvis i dette øjeblik lige ved siden af assessoren; og jeg så’ da, at den høje, kraftige mand, den hærdede forhørsdommer, havde duggede brilleglas. det er den slags små, tilfældige indblik i det ægteskabelige Eden, der kaster uro og tvivl ind i hjertet på selv en så gammel, forhærdet, 28-årig pebersvend som mig. Med en blanding af andagt og misundelse betragtede jeg den lykkelige mand, mens han under sejladsen ned ad sundet spaserede op og ned ad dækket, øjensynlig uden at kunne få sine tanker fra de tilbageblevne derhjemme. Efter aftensbordet, hvor jeg — jeg tilstår, ikke helt tilfældigt — kom til at sidde ved siden af ham, fik jeg lejlighed til atyde ham en tjeneste ved cigartændingen. Vi kom derved i snak sammen og præsenterede os sluttelig for hinanden. Det viste sig da yderligere, at han ingenlunde er den grobian, den offentlige mening har gjort ham til, men tværtimod et elskværdigt, måske lidt stejlt, men godlidende, på bunden vist endog meget følsomt, dansk gemyt. Vi drak en toddy sammen, og endnu længe efter, at de fleste andre af skibets passagerer var gået til køjs, blev vi siddénde på dækket for at nyde sejladsen over det bølgeløse Kattegat i den blikstille, pragtfulde sommernat. Vi passiarede om mange ting, men jeg lagde mærke til, at han med forkærlighed ledte samtalen hen på emner, der kunne give ham lejlighed til at omtale sine børn eller fremdrage eksempler, hentede fra hans eget familieliv. Han anede sikkert ikke, hvor dybt et indblik han ved forskellige af sine udtalelser gav mig i sin huslige lykke. Og jeg sad dér ved hans side og blev bestandig mere tavs under en inderlig melankolsk følelse af, hvor tom og glædeløs min egen ensomme til• værelse var ved siden af denne mands. Ved ankomsten til Århus skiltes vi. Han skulle se at finde sig et passende badested, hvor han kunne komme til kræfter efter en hårdnakket influenza. Ved afskeden trykkede han mig hjerteligt i hånden og udtalte håbet om et snarligt gensyn. Jeg er unægtelig derfor bleven noget forbavset over den måde, hvorpå han i dag modtog mig — halvt afvisende, halvt forlegen. Det var næppe nok, at han ville erindre vort forrige møde, og hele formiddagen har han omhyggeligt undgået mig. Det er næsten, som om jeg kommer ham til ulejlighed her, og jeg kan kun forklare mig hans opførsel som den reaktion, der undertiden indfinder sig hos folk, som ved en enkelt lejlighed, påvirket af et øjebliks stemning, har ladet sig henrive til en større fortrolighed, end det egentlig ligger for deres natur. Således havde jeg en gang en gammel faster, der en snefuld julenat, da jeg tilfods fulgte hende hjem til hendes bolig på Kristianshavn, ganske uopfordret betroede mig sin ungdoms romantiske kærlighedshistorie og siden den tid ikke kunne tåle at se mig for sine øjne. En lignende metamorfose må rimeligvis være foregået her. Eller.... o, himmel! — der gennemfarer mig en tanke, der får hårene til at rejse sig som børster på mit hoved. Det falder mig ind, at da jeg i Morges trådte ind i spisesalen, stod assessoren just i en øjensynlig meget interesseret samtale med den føromtalte unge dame med den smukke Hals. Og senere — efter frokosten — så’ jeg dem følges fra verandaen ned i haven under samme paraply. Det kan da ikke være tænkeligt, at den gode hr. Assessor går og agerer ungkarl her? Skulle den ømme ægtemand, den rørende familiefader afsløre sig som den skinbarlige Don Juan?.... Tantaene animis caelestibus irae? Spørger den vise vergil. Å snak! Så grum kan du ikke være, o Eros! Iii. Igen i dag øser det vande ned. Nu begynder jeg snart for alvor at tabe tålmodigheden. Skønt jeg højtideligen havde gjort både mig selv og min doktor det løfte ikke at åbne en bog i hele ferien, har jeg i min fortvivlelse givet mig til at oversætte en af Cajus catullus’ små sommeridyller. Vil man have solskin, må man selv fabrikere det i dette nordiske regnvejrsklima, hvor man burde fødes med galoscher på og en paraply under armen. Ikke en gang har jeg her den sædvanlige trøst, at regnen i hvert fald » er god for landmanden «. I Fyens fede jorder formeligt svømmer i overflødig væde, alle vejene omkring byen er ufremkommelige moradser, markerne drukner i lergult vand. Havde man så endda ikke de mange dumme tanker! Kunne man blot, som da man var barn — og som også voksne en gang har kunnet det — fordrive tiden med at sidde rolig med næsen fladtrykt på ruden og glemme verden og sig selv under en timelang, andægtig beskuen af regndråbernes fald gennem luften, af skyernes skiftende spejlbilleder i stenbropytterne og af de buttede edderkoppers livlige leg under tagskægget. Det er det moderne, nervøse menneskes måske allerstørste ulykke, at det har mistet evnen til den selvfortabelse, den umiddelbare naturfordybelse, der før var sjælens hvile og husvalelse, dens forsmag på salighedens glæder. Nu drukner vi øjeblikkelig enhver iagttagelse i refleksion; vor tanke er bleven et evigt klaprende mølleværk, der straks formater vore indtryk, optrevler enhver stemning og ikke tåler at stå stille. Derfor lider vi under en ørkesløs ensomhed som denne. Uhyret forlanger virksomhed, kræver arbejdsstof. Og i vor nød griber vi da enhver tilfældig erindring, enhver ligegyldig oplevelse og kaster i dets hungrende gab. Hvad kommer f. Eks. Assessor toftes ægteskabelige forhold mig ved? Er jeg måske forelsket i hans kone? Er jeg hendes fader, hendes Broder, hendes søn? Hvad i himlens navn rager det da mig, at hr. Assessoren benytter sin ægteskabelige ferie til lidt flirtation med en ung og ubestrideligt meget smuk pige, der synes at smigres af en så fremragende mands kurmageri? At det nemlig forholder sig således, har jeg nu fået det eklatanteste bevis for. I går aftes — er det virkelig ikke længere siden end i går? — havde hotelværten arrangeret en lille Dans i spisesalen for at trøste i anledning af regnvejret og den opsatte skovtur. Ikke alene hotellets egne beboere, men også de andre badegæster, der har bolig omkring i byen, var bleven indbudte. Salen var pyntet, damerne i klare sommerfugletoiletter; det hele tog sig nok så nydeligt ud. Selv deltog jeg ’kke i dansen, men opholdt mig henne i en vinduesfordybning, hvorfra jeg kunne overse hele salen. Da min mistanke nu en gang var bleven vakt, fulgte mine øjne naturligvis med særlig agtpågivenhed assessoren og hin unge dame — frk. Carlsen hedder hun for resten og skal være datter af en lommeprokurator i en eller anden jysk ravnekrog. Hun bar en søgrøn, dybt nedskåren musselinskjole og så’ — det må erkendes — underjordisk dejlig ud. Jeg forstår for den sags skyld meget godt, at man kan betages af hende, endskønt jeg ingenlunde gouterer hendes raske, næsten uopdragne væsen, der smager mig for meget af provinsen. Blot den måde, hvorpå hun betragter en herre, når han bliver præsenteret for hende! Først synes hendes skarpe, blågrå øjne begærligt at sluge vedkommende med hud og hår og derpå foragtelig at spytte ham ud igen. Og således i alle forhold. Men det er just ulykken, at alt klæder en smuk, ung kvinde. Endog uvornhed, ja frækhed forhøjer blot hendes tiltrækningskraft. det har da heller ikke været vanskeligt at opdage, at assessor tofte ingenlunde er den eneste, hvem denne duftløse glimmerblomst har sat fluer i hovedet. I det hele tog jeg ikke fejl, da jeg straks i går syntes at vejre erotik i luften her på hotellet. For sligt har jeg en utrolig fin næse! En anden af hendes tilbedere er den unge arkitekt Ishøj, der optræder her som en Orlando furioso og ved enhver lejlighed flager med sin lidenskabelighed på den latterligste måde. Som et glubende rovdyr omkredser han overalt den skønne og tåler næsten ikke, at andre kommer i hendes nærhed. Det er ubegribeligt, at hans opførsel ikke vækker anstød. Men han synes nu en gang at være bleven kælebarn her. Navnlig kan man høre fruerne hviskende fortabe sig i lovtaler over ham. Men det var ballet, jeg ville fortælle om. Hen imod dansens slutning blev der foreslået den gammeldags » Stoltur «, der består deri, at en dame anbringes på en taburet midt på gulvet og her af den opførende herre får overleveret en lille kurv, en blomst og en ring. Hendes egen kavaller fremstiller derefter for hende trende herrer, mellem hvilke hun har at fordele sine gaver, idet hun med ringen betegner den, hun vil danse med. Denne tur fængsler altid i høj grad opmærksomheden i en balsal og er heller ikke ilde opfunden. Den tilsteder damerne at udfolde et endog meget vidt drevet koketteri og giver herrerne lejlighed til at lægge forskellige klædelige egenskaber for dagen, såsom taknemlighed, ridderlighed, resignation. Heller ikke ved denne lejlighed forfejlede den sin virkning; og da det blev frk. Carlsens tur at sidde på dommersædet, opstod der formelig spænding i salen. Jeg véd nu ikke, om det skyldtes et skælmeri af hendes kavaller, eller det virkelig var en tilfældighed; nok er det: af de tre herrer, der fremstilledes for hende, var assessoren den ene, arkitekten den anden; — den tredje var en blond løjtnant, hvis navn jeg ikke kender. Som jeg havde ventet det af den overmodige provinsdronning, drev hun sit koketteri ud over alle tilladelige grænser, spændte de tre herrer på pinebænken så længe, at der nær var bleven utålmodighed i salen. Endelig rakte hun langsomt blomsten til den blonde løjtnant. Så tøvede hun atter en stund, som om hun endnu en gang måtte rådføre sig med sit hjærte; gav derpå kurven til arkitekten, ringen til assessoren og rejste sig samtidigt med en hastig bevægelse. Folk morede sig derover og lo, musikken spillede op, og gulvet fyldtes atter med dansende. Gud skal vide, at jeg er intet mindre end snerpet! Mine venner beskylder mig endog for at hylde alt for frie anskuelser om i?orholdet mellem kønnene og de ægteskabelige forpligtelser. Dog skal jeg ikke nægte, at jeg følte en lille prikken i hjertet ved synet af den uforstilte henrykkelse, der afspejlede sig i assessorens skæggede ansigt, da han dansede ud med sin erobring. Endda rent bortset fra hans forhold som ægtemand, så forekom det mig, at denne glæde ved at kunne triumfere over en ung fyr som arkitekten ikke var en mand i lians alder og stilling ganske værdig. Desuden holdt han sin dame næsten upassende tæt ind til sig under dansen og fløj afsted med hende over gulvet som en forelsket på tyve år. — dog, det var ikke alt..... Men jeg glemmer noget. Da arkitekten havde modtaget sin kurv, stod han et øjeblik med sænket hoved og fulgte sin begunstigede rival med et blik som en ung tyr, der ser rødt for sine øjne. Pludselig kastede han kurven fra sig og styrtede ud af salen. Der blev almindelig uro. Et par damer skreg op, og på deres bønner ilede nogle herrer efter ham for at hindre en ulykke. Jeg for mit vedkommende fandt blot fyren komisk og ærgrede mig over, at man ikke kunne lade ham gå for den nar, han er. Dog glædede det mig, at i hvert fald frk. Carlsen ikke havde kunnet observere denne scene. Jeg undte hende ikke nydelsen af også denne triumf over mandfolkenes latterlighed og ynkværdige svaghed. Imidlertid fortsattes dansen endnu en stund. Jeg begyndte at blive træt og gik ned i restavrationen for at drikke et glas sodavand. Da jeg kom tilbage, fandt jeg selskabet i fuld opløsningstilstand. Det havde pludselig rygtedes, at regnen var hørt op, og at månen skinnede; og nu havde nogle unge fundet på, at det kunne være gruelig morsomt, om vi alle sammen — » en hel eskadre « — tog ud at ro i sommernatten. De gamles protester æggede blot de unges æventyrlyster; og endnu før det rigtig gik op for mig, hvad der foregik, befandt jeg mig ene i balsalen. I det samme hørte jeg støj i det tilstødende spilleværelse. Døren sloges op, og ind stormede arkitekten med oprevet skjortebryst, piåret i vild uorden, — efterfulgt af et par unge studenter, der med en blanding af rædsel og beundring søgte at holde ham tilbage og tale ham tilrette. Så snart han hk øje på mig, styrtede han hen imod mig, greb mig i frakkekraven og brølede mig ind i ansigtet: » Hvor er frøken Carlsen? Hvor er assessoren? Den skurk! Jeg vil slå ham ihjel! « » Er de gal, menneske! Vil de øjeblikkelig slippe mig! « råbte jeg. » Hvor er han? Hvor er den skurk! « Blev han ved at skrige. » For Pokker! Hvad kommer det mig ved! De véd vel nok, at selskabet er taget ud at ro. « Jeg havde næppe udtalt disse ord, før han igen styrtede afsted, trofast fulgt af sine gefrejdere. Jeg tog mig til hovedet. Dette begy ndte at blive mig noget for broget. Det drukne menneske havde bragt mig aldeles ud af fatning; jeg formelig rystede i mine knæ. Kort forinden havde han forsøgt et lignende attentat på mig nede i restavrationen, hvor han sad og skabede sig som en vanvittig ved en tømt champagneflaske og imponerede studenterne og hotellets opvartere ved at slænge pengene hen ad gulvet som snavs. Jeg måtte nødvendigt se at få mine nerver bragt i ro inden sengetid, og i stedet for at følge de andre gik jeg derfor ned i hotellets have. Her var dejligt stille og fredeligt. Fra træernes våde, klart oplyste blade dryppede månesølvet i tunge dråber ned i gangenes skarpe grus og fremkaldte i nattestilheden en højtidelig, enstonig naturmusik, der dannede en betagende modsætning til den fjerne larm af det overgivne selskabs sang og latter ude på vandet. Jeg blev stående med hatten i hånden for at køle min hede pande, og i dybe åndedrag inddrak jeg den svale, friske, kvægende regnluft, denne budbringer fra den høje og rene æter. Pludselig for jeg sammen ved for enden af den lange gang at se to skikkelser passere forbi med hinanden fortroligt under armen. Mit hjerte stod stille. Der var ingen tvivl. Det var frk. Carlsen og assessoren. Nå — som sagt — det kommer mig jo alt sammen ikke noget ved! Det er dumt at beskæftige sig med andres hjærteanliggender, især når man har mere end nok at gøre med sine egne. Desuden — når jeg gennemtænker sagen — hvad betyder så egentlig det hele? Et uskyldigt ferie-galanteri! En smule måneskinssværmeri! Om nogle dage sidder assessoren dobbelt lykkelig derhjemme hos sin kone og sine drenge og mindes i det højeste sit lille sommer-æventyr som en flygtig drøm. Hvad skade er der da egentlig sket? Måske er sådan lidt forbuden frugt netop en passende efterkur for influenza. Lad os ikke skabe os. Der er ingen ting, jeg afskyer som seminarisme. Men det er alt sammen det forbistrede vejrs skyld. Alt mit glade sommerhumør, hele min forventningsfulde feriestemning er i disse dage aldeles regnet af mig. Så dum har jeg endogså været, at jeg i nat ganske glemte at lytte efter min mystiske sovekammerat. Er det ikke, som om jeg lige var sluppen ud fra blågård? — ak, ville Vorherre dog snart sende en smule solskin! Iv. Der findes mellem badegæsterne et menneske, som hverken jeg eller nogen anden her kan blive klog på. Det er en vis dr. Levin, en lillebitte mand, endnu mindre end jeg selv, hvis ansigt er bedækket med en maske af sort skæg, der kun åbenbarer øjnene, en skarptskåren næse ’og en høj, bleg pande. Aldrig nogen sinde blander han sig med det øvrige selskab; men bestandig ser man ham sidde i et eller andet afsides sofahjørne, forskanset bag en stor, lærd udseende bog, over hvis rand hans uhyggeligt blanke, nøddebrune øjne opmærksomt iagttager menneskene omkring ham. Efter de oplysninger, jeg hist og her har kunnet indsamle, skal han — skønt oprindeligt studerende — af livsstilling være sæbesyder men forøvrigt endnu i sin fritid beskæftige sig med videnskaben. Således har han for nogle år tilbage skrevet en doktorafhandling om et absurd kemisk-statistisk-religionsfilosofisk emne. Han er skiven for alles vittighed her; navnlig er damerne ubarmhjærtige imod ham. Skønt jeg ingenlunde er nogen tilhænger af vore dages genopstandne antisemitisme, som jeg tværtimod finder i høj grad forkastelig og uværdig for vor tidsalder, må jeg tilstå, at jeg i dette tilfælde fatter folks uvilje. Jeg har haft det uheld at få min plads ved bordet lige ved siden af ham, og jeg har her rig lejlighed til at irriteres af den utrolige, sikkert i en grænseløs selvforgudelse bundende affektation, der præger hele hans væsen. Blot den manér, han har, altid omstændeligt og mistænksomt at besigtige enhver ting — ske, kniv, hver bid mad — som han får mellem hænder. Eller den måde, hvorpå han — snart ugenert iagttagende, snart ligesom hensunken i filosofisk grublen — lader sin hvide, underlig skyggeagtige hånd glide ned over det lange, bløde rabbinerskæg, mens han hensynsløst lader os andre vente på ham, idet han hverken tømmer sin tallerken eller tillader opvarteren at tage den bort. Jeg fin

1892_Pontoppidan_DetForjaettedeLand

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Det Forjættede Land

male

male

dk

Pontoppidan

Det Forjaettede Land

Pontoppidan

Det forjættede Land

Et Tidsbillede

n

roman

Philipsen

KB

nan

nan

CE_CANON

I. Der gik en mand og pløjede oppe på de store agre norden for Vejlby. Det var en yngre, højtbygget skikkelse i en lappet sækkelærreds kittel, med røde muffediser om håndleddene og plumpe skaftestøvler, hvorfra stropperne stak op på begge sider af benklædernes knæposer. På hans hoved sad en falmet plyshat, under hvis kvarterbrede skygge der hang et langt, af sol og vind bleget nakkehår, og ned over hans bryst bølgede et stort lyst skæg, der undertiden af blæsten førtes hen over den ene skulder. Hans ansigt var magert, panden høj og udadhvælvet, øjnene store, lyse, milde. En halv snes alen over hans hoved kredsede en flok krager, hvoraf snart et, snart et andet par slog sig ned i den friske plovfure bag ham og dér en tidlang fulgte ham næsten lige i hælene; de gjorde blot et lille forsigtigt hop ud til siden, hver gang han ved et ryk i tømmen søgte at fremskynde sine to magre og tungt ludende plovhestes sindige gang. Denne mand var sognepræsten til Vejlby og Skibberup — Emanuel, som han slet og ret lod sig kalde af sine sognebørn, „ den moderne apostel “, som nogle mindre venligt sindede kolleger i nabosognene spydigt plejede at benævne ham. Trods dragten og det uplejede hår og skæg var det også let at se, at han ikke var nogen almindelig bondemand. Dertil var hans skikkelse for leddeløs, skuldrene for smalle og lavthængende. Hænderne var nok blårøde og svulne, men de havde ikke den uforholdsmæssige størrelse, som de får hos folk, der fra barnsben har måttet tumle med svære byrder. Heller ikke havde ansigtet den rette ensfarvet mørke, læderagtige bondehud men var skjoldet og oversået med små hvide pletter. Det var en råkold formiddag i begyndelsen af marts. En stødvis vind fra vest førte usammenhængende tågemasser hen over landet. I det ene øjeblik indhylledes egnen i en uldgrå damp så tæt, at man ikke kunne se fra den ene ager til den anden; i det næste kunne et eneste vindstød drive dunsterne langt bort og kun efterlade en lav røg, dei- krøb afsted langs med agerfurerne. undertiden blev markerne endog overgydt af et blegt Sollys, der langsomt trængte sig frem mellem himlens tunge og sorte skyer. I sådanne øjeblikke kunne man fra den højtliggende præstegårdsmark overse hele sognet lige ud til den ensomme fjordkirke, der skimtedes fjernt i syd på sit bratte næs som et tågespøgelse. Noget nærmere øjnedes mellem to bakker et stykke af den skumprikkede fjord. Vestlig herfor hævede sig Skibberups tre mørke muldhøje, og over disse blinkede et lille teglstensrødt lyspunkt, der betegnede det sted, hvor en takket gavl af egnens nye og store forsamlingshus kiggede solbelyst op over bakkekammen. Emanuel var imidlertid alt for optaget af sine tanker til at give agt på denne urolige skiften af landskabets udseende. Selv når han nu og da standsede for at lade hestene puste lidt, gled hans blik ud over egnen uden at se. I syv år havde han daglig vandret mellem disse bølgeformede bakker; hans øje var blevet så hjemmevant her, at solblink og regntykning kunne skifte omkring ham, uden at han mærkede det. Først henimod middagstid blev han vækket op af sine tanker ved lyden af en lille menneskete < i karavane, der nærmede sig på markvejen inde fra byen. Forrest gik en lille, kraftigt bygget pige på fire-fem år, der ved hjælp af et rebstykke, som hun havde lagt over sin ene skulder, trak afsted med en gammel kurvevogn, hvori der lå et skødebarn. Under anstrengelserne for at trække.vognen gennem vejens dybe ælte var hendes kyse gleden bagad over hendes forblæste, gulbrune hår, og hvert øjeblik måtte hun slippe rebet med den ene hånd for at hale op i sine røde strømper, der bestandig faldt hende ned over træskoene. Bagfra blev vognen skubbet frem af et andet barn, en dreng, der havde en strikket klaphue trykket ned over hovedet, og hvis ene kind var dækket af et stort vatstykke, der var stoppet ind under huens ene øreklap. Et ungt og rankt bondefruentimmer sluttede toget. Hun gik et stykke bag de andre, helt ude på vejkanten, med hovedet indhyllet i et blomstret klæde, hvis snipper smældede i blæsten. Uden at løfte øjnene fra et strikketøj, som hun holdt mellem de brune hænder, gik hun og smånynnede hen for sig, idet hun af og til — ligesom i tanker — sang en enkelt tone ganske højt. det var Hansine og hendes tre børn, Emanuels samlede familie. Da karavanen var nået hen til enden af den ager, hvor Emanuel pløjede, slap de to børn vognen og satte sig hen på en sten ved siden af vejen, hvorfra de gav sig til at betragte faderen, der netop var på vej hen imod dem fra den anden ende af ageren. De var begge ganske blå i ansigtet af kulde og våde under næserne. Som de dér sad med deres slidte træsko og lappede klæder, lignede de overhovedet ganske byens sædvanlige gadeungdom. I hvert fald ville ingen finde på at henføre dem til den paladsagtige præstegård, hvis røde tegltag og høje poppelpark hævede sig dernede over byens skifertækkede bøndergårde. Allerede på lang afstand havde Emanuel hilst dem ved muntert at svinge sin store hat over hovedet; og da han nu nåde forpløjningen, en snes alen fra vejen, standsede han sine dampende heste og råbte: „ Ikke noget nyt, Hansine? “ Hansine var bleven stående ude på vejen, hvor hun med den ene fod holdt barnevognen i en sagte frem- og tilbagegående bevægelse for at berolige den lille, der var bleven utålmodig over, at kørslen standsede. Hun talte maskerne på den ene pind og svarede derefter på sit uforfalskede bondemål: „ Nej, ikke det jeg véd af... Ja, det er dog sandt, væveren var indenom døren nys. Han ville have snakket med dig, sagde e han. “ „ Ja så, “ sagde Emanuel adspredt og så’ sig tilbage over Marken for med øjet at måle det stykke, han havde fået pløjet. „ Hvad havde han vel på hjertet? “ „ Ja, det snakkede han ikke noget om. Jeg skulle bare sige, om du ville komme til et møde henne hos sognerådsformanden i eftermiddag kl. 3. “ „ Nå, det er vel fattigkassen, “ henkastede han. „ Eller kanske menighedsrådet. Snakkede han ikke noget om det? “ „ Nej, han sagde ingen ting. Han sad bare og kiggede sig lidt omkring i stuen. Så gik han igen. “ „ Ja så, “ lo Emanuel. „ Ja, han har jo sine egenheder... Hør, Hansine! “ afbrød han derpå sig selv i forandret tone. „ Kan du huske, jeg har snakket til dig om denne herre nye gødningsmetode, som jeg for nogen tid siden læste om i landbobladet. Jo mere jeg spekulerer over den, des mere fortræffelig synes jeg, at den vistnok må være. Egentlig er det da også langt naturligere — ikke sandt? — sådan at køre møget ud i frisk tilstand og straks at pløje det ned, i stedet for at samle det sammen i disse møddingkuler, hvor så megen af den bedste kraft dunster bort og oven i købet forpester luften omkring vores boliger. Kan du huske, der stod i bladet, at landet årligt tabte mindst tre millioner ved vores møddinger. Tænk dig, Hansine — tre millioner! Det var sandelig en artig skilling for os bønder at indvinde, og den ville justemænd komme rigtig pænt tilpas for fremtiden, hvor vi sikkert vil få mangen gammel samfundsskade at bøde på. Og alt sådan noget koster penge, du!------------én ting bare har jeg hidtil ikke rigtig kunnet forstå, og det er, at man ikke for længe siden har fundet på noget så simpelt... for egentlig ligger det jo dog lige for hånden, ikke sandt? Men véd du, hvad jeg i dag er kommen til at tænke på,... ja, hvad jeg næsten er ganske sikker på? Jeg tror, at disse møddinger, dem har fortidens bønder anlagt af pur og sørgelig nødvendighed, ganske simpelt på grund af hoveriet til herregårdene — forstår du? Da de alle tider først skulle udrette herremandens arbejde, før de fik lov til at tænke på deres egne sager, har de været tvungne til dag for dag at opsætte og lægge til bunke hjemme hos dem selv, indtil de endelig kunne stjæle sig en dags frihed til at skøtte deres egen bedrift... og da denne oprindelse til vore møddinger efterhånden er gået i glemmebogen, har man naturligvis ment, at der måtte stikke en særlig dyb mening i bevarelsen af dem og derfor ikke haft mod til at skaffe sig dem fra halsen... kort og godt: disse stinkende gødningskuler, de er simpelt hen en arv fra trældommens dage, ganske ligesom så megen anden gammel råddenskab, som vi nu er ved at frigøre samfundene for! Er det ikke morsomt, Hansine?... Hvor er det i det hele ikke en velsignet tid at leve i! Sådan at være vidne til, hvordan vor tids oplysning, dens overalt vågnende sandheds- og retfærdighedstrang lidt efter lidt, i stort som i småt, bryder trældommens åg og bereder menneskene en lysere og gladere fremtid! “ Hansine skiftede en pind og svarede med et halvt fraværende smil. Hun kendte Emanuels let vakte begejstring for tidens nye idéer og var vant til at være den stumme tilhører ved hans udvikling af de store resultater, han altid ventede sig af dem. „ Nå... det er nok for resten tid at få fraspændt, “ afbrød han atter sig selv, da han havde set på sin store sølvklokke og efter bønders vane holdt den op for øret. Han kastede tømmerne hen over de ludende heste og tilføjede: „ Å hør, gutten min! Kan du komme og give fa’er en hånd! “ Disse ord galdt drengen, som stadig sad ved siden af sin søster på den store sten. Her var han imidlertid falden så dybt i tanker under betragtning af kragesværmen, der havde slået sig ned på pløjejorden et stykke borte, at han ikke hørte faderens tilråb. Han sad ganske ubevægelig, med hånden under sit vatbelagte øre, og stirrede hen for sig med det højtidelige ansigtsudtryk, hvormed børn i erindringen tilbagekalder sig nys overståede lidelser. Han var lidt lille af sin alder, og skønt han var det ældste af børnene, havde han en spinklere bygning end den et år yngre søster, der var i fuld besiddelse af landsbyungdommens sædvanlige kraftige former og livlige farver på kinder og i øjne. For øvrigt var han Emanuels udtrykte billede. Han havde den samme høje, tænksomme pande, den samme mildhed i sit blik; havde også ganske arvet Emanuels rødblonde, svagt krusede, silkeagtige hår, hans blånende årenet i tindingerne og de store lyse, i solen næsten farveløse øjne. „ Hører du ikke, min dreng... Far kalder på dig, “ sagde Hansine, da han forblev ubevægelig. Ved lyden af moderens stemme rev han hastigt hånden ned fra øret og vendte sit blånæsede ansigt om imod hende med et lille forstilt uskyldssmil, der vakte hendes opmærksomhed. „ Gør det endnu lidt ondt i øret, min dreng? “ Spurgte hun forsigtigt. „ Nej, slet ikke, “ forsikrede han ivrigt. „ Jeg kan slet ikke længer mærke noget. “ „ kommer du så, gutten min! “ råbte igen Emanuel ude fra ploven. Purken rejste sig øjeblikkeligt. Med afmålte skridt gik han over forpløjningen hen til hestene, hvor han straks gav sig til at løse plovhammelen og opbinde skaglerne — så alvorligt og samvittighedsfuldt som en lille udlært avlskarl. Denne dreng var Emanuels øjesten og desuden — på grund af sit for bønder fremmedartede udseende og sin store godmodighed — hele menighedens fryd. Han var opkaldt efter Hansines gamle fader, Anders Jørgen; men både i hjemmet og omkring i sognet kaldtes han aldrig andet end „ Gutten “, et navn, som Emanuel havde givet ham allerede ved hans fødsel, og hvis fjældklang alle havde fundet et sådant behag i, at hans døbenavn efterhånden var gået helt i glemme. Ved synet af vatlappen under hans hueklap udbrød Emanuel: „ Hvad er det, min ven?... Har det nu været galt fat med øret igen? “ „ Ja — lidt, “ svarede drengen sagte og næsten som skamfuld. „ Det er dog også rigtig kedeligt med det øre. Men det er vel ikke noget videre — hvad? “ „ Nej, det er helt forbi nu... jeg kan slet ikke længer mærke noget. “ „ Nå, det var ret, min dreng! Lad mig se, du er en kæk gut og ikke gi’er dig over for så lidt. Skrællinger — véd du nok — bliver aldrig til noget her i verden... ikke sandt? “ „ Jo. “ „ Og så husker du jo nok, at vi i dag skal køre til mølle efter middag. Vi to har skam ikke tid til at være syge... vel? “ Ude på vejen var Hansines strikkepinde kommen i livligere bevægelse. Da de andre tav, sagde hun: „ Jeg tror nu rigtignok, det var bedst, om gutten blev hjemme i dag, Emanuel! Han hai' rigtig slet ikke haft det godt hele formiddagen. “ „ Jamen, kære... du hører jo, at det er helt forbi nu. Han siger selv, at han slet ikke længer kan mærke noget. Og véd du hvad, den friske luft kan da kun gøre ham godt. Den friske luft er Vorherres lægemiddel, siger jo et gammelt ord!... Gutten har igen siddet for meget inde og kukkeluret, derfor er han bleven lidt blegnæbet i den sidste tid. Det er hele sagen! “ „ Jeg tror nu alligevel, det var bedst, om vi farede lidt varsommere med ham, Emanuel. Og allerbedst var det måske, om vi endelig en gang gjorde det til alvor med at snakke til doktoren om ham. Nu har han gået med det øre snart i to år, og det kan dog vist aldrig have sin rigtighed. “ Emanuel svarede ikke straks. Det var et emne, der før var debatteret imellem dem. „ Ja, naturligvis, Hansine... dersom du virkelig ønsker det, kunne det selvfølgelig ikke falde mig ind at modsætte mig det. Men du véd, at jeg for min part ikke har synderlig tillid til det doktorvæsen. Og særlig hvad doktor Hassing angår, — ja så kender du min mening om ham. Desuden... sådan lidt ørehistorie er jo så almindelig hos børn og fortager sig af sig selv, når man bare giver naturen ro og tid til selv at udbedre skaden. Det siger også din moder, og hun har dog mange Års erfaring, ikke sandt?... Å, tag den Line, min dreng!... Jeg kan nu i det hele aldrig komme til at tro, at Vorherre skulle have skabt menneskenaturen så ufuldkommen, at den altid behøver doktorfingre for at komme i lave igen, så snart den er bragt lidt i uorden. Kan du huske, jeg har fortalt dig den historie om mine to skolekammerater, der begge havde fået dårlige øjne... efter mæslinger tror jeg. Den ene af dem blev behandlet af en doktor, oven i købet en professor, der i den hellige videnskabs navn pinte og plagede den stakkels fyr med penslinger og indsprøjtninger og jeg véd ikke hvad, indtil han blev fuldstændig blind! Hos den anden derimod fik naturen lov til i ro at skøtte sig selv, og inden kort tids forløb fik han et par øjne, som enhver kunne have misundt ham. Den historie burde være os en lære, synes jeg! For resten... vi har jo mere af den olie, som Maren Nilen havde fået af den gamle Grete ovre på Strynø. Den hjalp jo gutten så godt sidst. Lad os dog i det mindste vente, indtil der viser sig at være noget virkeligt i vejen, og ikke ængstes for hver smule forkølelse, ikke sandt?... Kom så her, stumpen min! “ Med de sidste ord tog han gutten under armene og løftede ham op på ryggen af den nærmer hest. Hansine tav. I disse små skærmydsler angående børnene beholdt Emanuel altid det sidste ord. Han var hende for overlegen i ordskiftet, havde så let ved at udtrykke sine tanker og kunne give så mange grunde for sin opfattelses rigtighed, at hun, selv om han ikke altid overbeviste hende, blev bragt til tavshed af hans veltalenhed.... Tågen rullede atter som en uldgrå masse ind fra vest, mens den lille familie-karavane drog tilbage til byen. Forrest red gutten med hestene; derefter kom Emanuel med bårnevogi^n, som han småluntende skød foran sig med den ene hånd, mens han oppe på skuldren bar datteren Sigrid med tilnavnet „ Tyksak “. Hun havde taget hatten af hans hoved, og idet hun hurraråbende svang den i luften, gjorde hun alle slags løjer for at more den lille, der da også skreg i vild glæde i sin vogn. Et stykke bag de andre fulgte Hansine med sit strikketøj. Hun holdt sin lille skikkelse lige så rank som i sine pigedage, bevægede sig også med de samme sikre, afmålte skridt. Derimod havde udtrykket i hendes mørkladne ansigt forandret sig noget; det var blevet endnu mere indadvendt og ligesom lidt fortrykt. Som naturligt var, havde hendes snart syv år lange ægteskab med dets tre barnefødsler heller ikke ladet hendes før så ungdomsfriske udseende helt uberørt. Kinderne var blevne lidt smalle, de alvorlige øjne endnu mere dybtliggende. Dog var hun endnu en ualmindelig køn kone, der efter landsbyforhold bar sine 25 år med sjælden ære; og det var ikke til at undres over, at man i hendes hjemby Skibberup endnu var ganske stolt af hende. Rigtignok var der også adskillige — og med hvert år flere — der havde ondt ved at forlige sig med hendes indesluttethed, hvilken de gærne ville udlægge som hang til stolthed; og i stilhed blev det så småt beklaget, at Emanuels øjne var faldne netop på hende, da han i sin det forjættede land. 2 tid fandt på at fæste sig en brud af menighedens midte.... Da Emanuel og børnene kom ind gennem præstegårdens hvælvede port, sad gårdskarlen Niels henne på kanten af det store sten-vandingstrug under posten midt i gården, tilsyneladende ivrigt beskæftiget med at studere egnens „ Folkeblad “, som han havde udbredt på sine knæ. Han var en mørkhåret fyr på godt en snes år, middel af vækst, sværskuldret og bredbaget, med en opadtrykket, såkaldet kig-herindnæse og tykke, røde kinder, der krusedes af et begyndende skæg. I det store gårdsrum, hvor der i gamle dage — i Provst Tønnesens tid — altid havde hersket en nøjeregnende orden og en stilhed, der erindrede om stedets forhold til kirken, så’ der nu ganske ud som i en almindelig bondegård. På må og få henkastede avlsredskaber, spredte halmbunker, åbentstående stalddøre og en vedholdende brølen af kvæg, der ventede på deres middagshø, vidnede om dagens travlhed. På den ujævne stenbro var der hist og her — efter gammel skik — henlagt sildelage for at kvæle ukrudtspirerne; og udenfor bryggersdøren gik hønsene og skrabede i udkastet køkkenaffald. „ Hvad er det, du er så fordybet i, Niels? Er der noget nyt i bladet i dag? “ spurgte Emanuel, da han havde sat Sigrid fra sig og løftet gutten ned fra hesteryggen. Karlen så’ langsomt op. fra sin Avis og svarede ved at trække munden ud i et unaturligt bredt smil. „ Å hå, filosof! Har du nu igen været på krigsstien?... Nå, mod hvem har du så rettet din landse i dag, Niels?... Kom lad mig se! “ sagde han, da han havde fået seletøjet strøget af hestene. Karlen lettede sig lidt fra sit sæde og rakte ham bladet, som Emanuel gav sig til at læse i, mens gutten trak hestene hen til stentruget for at lade dem drikke. „ Hvor står det?... Nå her! „ Om højskolerne og de sædelige krav “... Ej, ej!... Lad os se!... Nå, ja, begyndelsen er jo ikke ilde... Meget godt virkelig... Ja såmænd, deri har du ganske ret.... Nå, du er såmænd ikke bange, Niels!.... “ Henne fra hjørnet af vandingstruget fulgte karlen med spændt agtpågivenhed sin husbonds minespil under læsningen, og hver gang Emanuel ved et nik eller et lille udbrud tilkendegav sit 2* bifald, forhøjedes den spillende glans i hans små sorte, af kinderne halvt begravede øjne. „ Den artikel har du virkelig ære af, “ Sagde Emanuel til sidst, idet han smilende rakte ham bladet tilbage. „ Du uddanner dig jo til en hel skribent, Niels!... Ja, ja; pas bare på, du ikke helt drukner i blækhuset, min ven! Det sorte blækstads kan være en farlig gift at lege med! “ Han blev afbrudt af Hansine, der havde taget vejen hjem gennem haven, og som nu viste sig oppe på stuehusets høje flisetrappe for at kalde ind til middagen. „ Så må vi skynde os at komme ind med øgene, min dreng, “ henvendte han til gutten. „ Å hør, Niels... spring ud og kald på gamle Søren. Han er ude i vænget og jævne roekulerne. “ I. Om eftermiddagen henimod tretiden sad en stille mand henne ved vinduet i sognerådsformand Jensens vidtbekendte stadsestue. Det var en høj, mager og bleg skikkelse, klædt i en mørk dragt af det groveste hjemmegjorte vadmel, med højt opstående frakkekrave og snævre ærmer. Hertil sluttede sig foroven en af disse sorte, stukne „ Brystlapper “, som nu næsten var gået af brug, og om håndleddene et par stramme voksdugsmanchetter, der syntes at have presset alt legemets blod ud i de kæmpestore hænder. Han sad i en fremoverludende stilling, med xlrmene hvilende på sine ben, hænderne foldede mellem knæene. Hans hoved var lidt fladtrykt og i forhold til kroppens længde påfaldende lille, hår og skæg rødgråt, ansigtet skævt og overstrøet med lysegule fregner. Det grumsede dagslys, der sneg sig ind over ham gennem de beduggede ruder, den dybe middagsstilhed, hvori hele huset endnu hvilede, endelig hans egen fuldstændige ubevægelighed og det glansløse blik, hvormed han stirrede frem for sig under halvlukkede øjelåg, — alt bidrog til at omgive hans person med en egen uhygge. Med sit flade, rødgrå hoved, sin fortrukne mund og sine opsvulmede øjenrande mindede han om en lurende los, der fra et baghold i urskovens skygge stirrer tørstende ud over den endeløse steppe. det var væver Hansen. Sognerådsformandens himmelblå stadsestue, skuepladsen for så mange af fortidens glade gildelag, havde i de forløbne år fuldstændig skiftet karakter. Ganske vist stod de polerede mahognimøbler endnu og lyste rødt langs væggene, og oppe på ghiffoniéren tikkede det lueforgyldte taffelur aristokratisk mellem et par let påklædte hyrdinder; men på spillebordets plads ved vinduspillen, hvor i forrige tider dyrlæge Aggerbølle, købmand Villing og den nu afdøde jubelolding, skolelærer Mortensen, tilligemed værten selv havde muntret sig så mangen nat ved kort og høje toddyglas, hævede sig nu et papirbelæsset skrivebord; ved en anden væg stod en reol, overfyldt med regnskabsbøger, protokoller og mægtige avisbunker, hvilket alt sammen gav værelset udseende af et alvorsfuldt kontor. Noget sådant var det i virkeligheden også, og en ganske tilsvarende forvandling var samtidigt foregået med sognerådsformanden selv. Den stormende politiske rejsning, som det folkelige oplysningsarbejde efterhånden havde affødt indenfor bondestanden og i de sidste år forplantet over det hele land, havde til sidst også vakt denne mands tungt indslumrede samvittighed og kaldt ham frem til kampen for sin stands selvstændighed. Og da han ubestridt var sognets rigeste Bonde og tilmed bekendt for en blandt bønder usædvanlig rundhåndethed i pengesager, var han i løbet af kort tid kommen til at spille en fremtrædende rolle i egnens liv. Da han desuden ejede en medfødt evne til offentlig optræden og hurtig viste sig i besiddelse af en ikke almindelig veltalenhed, havde han efterhånden svunget sig op til at blive egnens erklærede politiske fører, hvem man til stadighed kunne se omtalt rundt om i landets blade som „ den bekendte bondehøvding hans Jensen fra Vejlby. “ Denne ledende stilling havde han imidlertid ikke kunnet opnå uden forbigåelse af den mand, der var det egentlige ophav til hele den folkelige bevægelse i menigheden, nemlig væver Hansen. Der havde derfor i begyndelsen været adskillige, der med nogen ængstelse betragtede sognerådsformandens hurtigt stigende indflydelse, idet man havde grund til at formode, at den stridsindede væver ikke roligt ville finde sig i en så grov tilsidesættelse. Men til almindelig forbavselse viste væveren i dette tilfælde en ham ganske uvant fredsommelighed; og større endnu blev forundringen, da man efterhånden erfarede, at det fornemmeligst var væveren selv, der havde skyndet sognerådsformanden til deltagelse i det offentlige liv, idet han — endog meget alvorligt — skulle have foreholdt ham, at han i sin uafhængige stilling ligefrem skyldte kredsen at stille sig til dens tjeneste, når dens nuværende folketingsmand, den gamle bisp — hvad venteligt var — inden ret lang tid trak sig tilbage. Det så’ i det hele ud, som om væveren nu, da kampens farer og spænding var forbi og folkesagen endelig var ved at bære sejren hjem, frivilligt lod de andre høste æren og lønnen for hans årelange arbejde. Med en uegennytte, der vakte menighedens beundrende påskønnelse, havde han år for år trukket sig mere tilbage i sit væsens sneglehus og givet afkald på selv den ringeste af de æresposter, der i rigt mål vai* bleven ham tilbudt som en anerkendelse af hans fortjenester. Samtidigt påtog han sig af egen drift den beskedneste invalidegærning i fremskridtets tjeneste. Han besørgede frivilligt al slags simpel budtjeneste og vai* de mange forskellige bestyrelser behjælpelig med deres regnskaber og brevføring; ja han vedblev lige trofast — endog, som det syntes, med forøget årvågenhed — at rette sin gamle polititjeneste i menigheden ved bestandig at dukke op med sit skæve smil, hvor man mindst ventede ham, og sætte sig forover på stolene med sine store, røde hænder for munden for under samtalens gang at skele sig til titlen på den Avis, man holdt i hånden, eller navnet på de papirsposer, husmoderen lagde ind i krydderiskabet.... Klokken blev næsten halv fire, før alle de til mødet sammenkaldte personer var samlede. Det var de såkaldte „ Tillidsmænd “, — seks af menigheden valgte mænd, der særlig havde det hverv at varetage dens politiske interesser, foranstalte valgmøders afholdelse, hidkalde politiske talere, kontrollere valglisterne og føre forhandlingerne med amtets øvrige demokratiske vælgerkomiteer. først en stund efter at de andre var ankomne, trådte sognerådsformanden ind fra sideværelset — i hvide, strøgne skjorteærmer, æblegrøn plysses vest med guldkæde og en stivet brystkrave, der under middagssøvnen havde bulet sig ud over vestens udskæring. Med et højlydt „ Goddag og velkommen “ til hver især gik han rundt og gav hånden, hvorefter man på hans opfordring tog plads omkring et ovalt bord i midten af stuen. Stemningen blandt rådets medlemmer var præget af en ualmindelig højtidelighed. Man havde forinden sognerådsformandens ankomst søgt oplysning hos væveren om anledningen til mødets afholdelse; og af dennes undvigende svar havde man forstået, at der forestod betydningsfulde afgørelser. Som komiteens formand indtog værten selv sædet ved den øverste bordende. Hans sværlemmede skikkelse med det krusede hår og den store, glatragede hage tog sig på denne plads helt statelig ud. Rigtignok hang næsen endnu lige kalkunblå i det rødblussende ansigt — som et kedeligt minde om hans fortid; men til gengæld havde hans holdning, hans bevægelser og hele hans måde at føre ordet på vundet den overlegne anstand og brede, elskværdige utvungenhed, der udvikles ved livlig deltagelse i det offentlige liv. Til højre for ham sad Emanuel — der nu havde ombyttet sin arbejdskittel med en frakke af lysegråt multum — samt en lille mavesvær vejlbybonde med buskede øjenbryn og barnligt røde kinder. Til venstre sad to yngre, blonde skibberup-gårdmænd og den høje tømrer Nielsen, hvis mørke vikingeskæg i årenes løb var blevet endnu nogle tommer længere, så det nåde ham næsten ned til bæltestedet. Pladsen ved den nederste bordende indtoges af væver Hansen, der ikke hørte med til selve rådet men fungerede ved dets møder som en slags sekretær. • „ Så er vi altså alle sammen samlede, “ begyndte sognerådsformanden med sin larmende stemme, idet han lod blikket glide rundt om bordet. „ Vi har i dag en meget vigtig meddelelse at gøre jer, venner!... Ja værsgo’, begynd kun, Jens Hansen! “ De sidste ord var henvendt til væveren, som nu trak et stort stykke papir frem af sin baglomme og omhyggeligt udfoldede det foran sig; hvorefter han med langsom og monoton stemme oplæste følgende skrivelse: fortroligt! Fra ledende mænd blandt vore meningsfæller på rigsdagen er der på dertil af os given foranledning tilstillet nærværende hovedbestyrelse for amtets samtlige demokratiske vælgerforeninger en række oplysninger til bedømmelse af de foruroligende politiske rygter, der i den sidste tid har fundet vej til forskellige af landets blade. 1 betragtning af øjeblikkets alvor og sagens betydning har man fundet det rigtigst uden tøven at bringe de erholdte oplysninger til de ærede sognebestyrelsers kundskab. Disse gå ud på,* at det i virkeligheden ikke skal ligge udenfor mulighedernes grænse, at der imellem regeringen og det konservative parti i begge ting foreligger aftaler og drøftes planer, der er vel egnede til at vække enhver frisindet mands dybe harme og bekymring. Dog kan selvfølgeligt endnu intet vides med sikkerhed, da alle forhandlinger mellem de bestemmende partier føres i størst mulig hemmelighed; men ses blandt andet hen til samtlige ministres pludselige utilbøjelighed til selv i ubetydeligheder at fravige det en gang indtagne standpunkt i rigdagsdebatten, og tages samtidigt andre lige så betegnende træk i tilbørlig betragtning, synes det ikke helt utænkeligt, at regeringen virkelig omgås med planer om endnu en tid at byde den samlede folkevilje trods og yderligere, end allerede sket er, at bekæmpe menigmands indflydelse på statsstyrelsen ved en egenmægtig ophævelse af den almindelige valgret. Enhver frihedstro mand i landet vil vide at bedømme en slig handlemåde. Vi opfordre derfor herved de ærede sognebestyrelser til, hver i sin kreds, at samle meningsfællerne og — til støtte for vore valgte mænd på tinge — at fremkalde en kraftig tilkendegivelse af befolkningens uforandrede vilje til indtil det yderste at bekæmpe vore magthaveres færd. Angående bestemmelsen af de nærmere foranstaltninger, der hertil anses nødvendige, overlade vi alt til de ærede sognebestyrelsers bedste skøn. Kun skulle vi efter samråd med vore venner på rigsdagen henstille, at der gives meningsfællerne lejlighed til vedtagelsen af en, helst enslydende resolution, som „ tilsiger vore tillidsmænd på tinge vedvarende kraftig bistand i kampen for folkets ubeskårne frihed og ret. “ En lignende opfordring udgår i disse dage til samtlige kredsbestyrelser, og er det vort håb, at en sådan forhånds-protest, et sådant tusindstemmigt varsko, tilråbt vore modstandere fra hvert sogn i det hele land, endnu skal kunne bringe dem til fornuft og få dem til at afstå fra deres forbryderiske forehavende. Leve friheden og retfærdigheden! Leve mindet om voi’ uforglemmelige folkekonge, grundlovens for tidligt hensovede giver, kong Frederik folkekær! InituPinit==P. heruPher==b. heruPher==v. H. Johansen, sagfører. Indholdet af denne skrivelse vakte den største bevægelse blandt alle rådets medlemmer. Endnu før oplæsningen var helt til ende, udbrød Emanuel ganske bleg af ophidselse: „ Men det er jo oprør!... Det er jo landsforræderi! “ „ Ja, deri har du ganske ret... anderledes kan ingen ærekær mand kalde det, “ istemte sognerådsformanden. Og med en håndbevægelse og et tonefald, der erindrede stærkt om talerstolen, fortsatte han: „ Men det viser os, venner, at vi har handlet fuldkommen rigtigt i at gøre skarp front mod et sligt parti, hvis eneste formål er at klamre sig til magten, selv om det kun kan ske ved at sætte landets velfærd og fremtid på spil. Sådanne folk er ikke længer vore landsmænd... de er Danmarks fjender! “ „ Hør! “ drønede det som et hultklingende ekko inde fra tømrerens skægvildnis. „ Aldrig... aldrig vil det danske folk finde sig i en sådan skændsel! “ vedblev Emanuel ude af sig selv. „ Jeg foreslår, at vi endnu i aften sammenkalder alle meningsfæller og åbenbarer for dem, hvad der står på spil. Her er ingen tid at spilde. Vi vil rejse os som én mand og vise, at vi af yderste evne vil forsvare vor ære og ret! “ „ Så sagte, Emanuel... så sagte! “ sagde sognerådsformanden og lagde hånden beroligende på hans arm. „ Lad os frem for alt ikke forivre os! Bare rolig... dermed kommer man længst i politiken! Allerførst må vi ikke glemme, at vi jo foreløbig ikke véd noget med bestemthed... og man skal ikke kaste bøssen til kinden, før man ser bjørnen, siger et gammelt mundsprog. Og jeg for min del har nu en egen mistanke om, at det altsammen kan være rygter, som regeringens venner selv har sat i omløb for at skræmme vore mænd på tinge, kanske også sådan en bitte prøveballon, som de har sendt til vejrs for at vejre stemningen ude i landet!... Vi må huske, at den slags ting hører nu en gang med i politiken! “ vedblev han belærende og opløftede hånden. „ Derfor gælder det først og fremmest om, at man gennemskuer sine modstanderes taktik, før man selv handler. Lad os aldrig glemme det, venner! “ „ men dersom det nu ikke er tomme rygter... dersom man virkelig skulle gøre alvor af truslerne — sende rigsdagen hjem og sætte magten i rettens sted... hvad så?... hvad så? “ Sognerådsformanden så’ et øjeblik fast på Emanuel. Derefter sagde han langsomt, med rolig selvfølelse, idet han lod sin hånd synke tungt ned mod bordpladen: „ Dersom sligt skulle ske — hvad gud forbyde! — så rejser der sig landet over tre hundrede tusinde landboere og siger: nu er det nok! Nu skal det for alvor gælde et livtag om, hvem der er herrer her i landet, jer eller os!... Har jeg ikke ret? “ Ved de sidste ord vendte han sig mod de tre skibberuppere, der alle svarede med kraftige „ Hør “, medens den lille tykke vejlbybonde ovre fra den anden side af bordet ivrigt tilnikkede ham sit bifald. „ Jeg foreslår nu, “ — vedblev han — „ at vi sammenkalder til et møde førstkommende søndag aften i forsamlingshuset. Her skal jeg gerne påtage mig at udvikle situationen, således som den til den tid foreligger, hvorefter vi vedtager den foreslåede resolut

1895_Pontoppidan_DommensDag

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Dommens Dag

male

male

dk

Pontoppidan

Dommens Dag

Pontoppidan

Dommens Dag

Et Tidsbillede

y

roman

Philipsen

KB

nan

nan

CE_CANON

I. I en øsende regn kom en gammel kaleschevogn agende oppe på sandinge nye stationsvej. Det var en dag i begyndelsen af juli, men himlen var sort og lav som ved novembertid. Vandet styrtede ned; det var et fuldkomment skybrud. Oven på kaleschens buklede læderhimmel havde der samlet sig en hel sø, som skvulpedes frem og tilbage under vognens ujævne bevægelser. Overalt på den bedagede karosse, lige fra to kufferter, der var surret fast bagpå, indtil en stor paraply, hvorunder et fruentimmer sad og krøb sammen oppe på bukken ved siden af kusken, randt vandet i stride strømme. Det var et ynkeligt syn. Havde der endda været lidt fart i køretøjet! Men som det dér sneglede sig frem med et par sølle små, skindmagre heste og samvittighedsfuldt malede sine høje hjul rundt i vejens tommetykke, vællingagtige pludder, gjorde det et indtryk, som om det havde fået til opgave ret at anskueliggøre for enhver vejfarende, hvor afskyeligt vejret var, hvor trøstesløs den hele egn strakte sig mod horisonten med sine ensformige markskel og nøgne banker. Man måtte uvilkårlig få den forestilling, at der inde under den sorte kaleschehimmel sad en eller anden levergusten hypokondrist med indsunkne øjne, der stirrede sløvt ud på regnen, uden energi til at skynde på kusken, men også uden nogen som helst utålmodighed i retning af at nå sit bestemmelsessted, hvor ingen glæde ventede. Da tittede pludselig et rødkindet, smilende barneansigt op over kaleschens forlæder.... og lidt efter kom ét til... og samtidig en lille, buttet hånd, der med udspilede fingre søgte at opfange de nedfaldende regndråber. Det var en åbenbarelse så overraskende som at se englehoveder dukke op af en ligkiste. De lyseblå øjne strålede af lyksalig forventning; og for hvert' hus, de kørte forbi, hvert par får, der stod og græssede ved vejkanten, brød begge de små ud i høje henrykkelsesråb. pludselig vendte den største af dem sig om og råbte ivrigt:,fa’er! Tante!... Se dog! “ vejen havde foretaget en stor svingning og samtidig sænket sig, hvorved udsigten var bleven åbnet til et vidtstrakt engdrag, der — fladt som et vand — bredte sig mellem høje, golde bakkeskråninger. Derude midt på den grønne flade sås gennem regnsløret sandinge by med store, gulkalkede bøndergårde og en gammel havstens kirke. Ikke langt derfra løftede stedets berømte højskole sine røde mure,... et vidtløftigt kompleks af store og små bygninger, der ledte tanken hen på noget som en større stats- eller regeringsanstalt, hvad skolen på en måde også nu var bleven. Det var lige i middagsstunden. Fra alle byens skorstenspiber sænkede en brunlig tørverøg sig tungt over stråtagene, og rundtomfra hørtes hanerne at kalde hønsene til køkkendørene. Da kaleschevognen skumplede gennem gaden, var der ikke et menneske at se; hele byen var som uddød. Kun henne fra et lille gult hus, hvor den folkelige friskole holdtes, hørtes skolebørnene at synge i vilden sky under anførsel af lærerens vellystigt tremulerende Bas. Idet vognen kørte der forbi, trådte friskolelærer Povelsen i højstegen person ud i forstuedøren, som næsten udfyldtes af hans omfangsrige skikkelse. Med den åbne salmebog i hånden og uden at afbryde ledelsen af sangen blev han ved at stirre efter køretøjet, indtil det forsvandt for ham i regntykningen. „ Hvem var det, Jørgen Hansen? “ spurgte han da en lille, førladen bondemand, som imidlertid var kommen frem i en lo-dør ovre på den anden side af gaden. Jørgen Hansen gav sig god tid til omhyggeligt at rense sit pibehoved, før han svarede. Så sagde han meget betænksomt og med en inderlighed, som om talen galdt et betroet hjærteanliggende: „ Ja se, det véd jeg såmænd ikke, pøvelsen,... jeg véd det såmænd ikke. Men ellers var det jo Ole Olens bæster dernøre i lejet. “ „ Ja, jeg syntes det jo nok. Og det var kromandens nye vogn. Men hvem var det, som sad indeni? “ „ Ja se, det kan jeg sandelig ikke sige, pøvelsen,... nej, jeg kan mente ikke. Kanskesens det var no’en af disse hersens bademennesker, der er ventendes dernøre. “ „ Det er rimeligt nok, ja. Der kom jo nogen forgangen også. Nå!... Jesus, dine dybe vander! “ Læreren istemte atter børnenes sang og vendte tilbage til skolestuen. Imidlertid skumplede den gamle karosse videre nordpå ad den ganske flade landevej, der i en bugtet linie fulgte bredden af en lille å, som gennemstrømmede eng-landskabet. Overalt stod lange, lige rækker af rødbrogede køer, der i fuldkommen ubevægelighed, med ludende hoveder og halvlukkede øjne, tålmodig! skød ryg mod den nedstyrtende regn. Men efterhånden nåde vognen magrere jorder, hvor stridhåret ungkvæg gik og græssede mellem alt for mange og alt for brogede blomster. Skrigende måger kredsede i luften og forrådte havets nærhed. Snart dukkede også den hvide strandbred op forude. Og nu skimtedes en række små fiskerhytter, et par bøndergårde og en teglhængt kro — „ Sandinge leje “. Dette sted havde i de senere år vundet en vis navnkundighed... i hvert fald i aviserne. Efter at nemlig en ny jærnbane havde åbnet den hidtil temmelig afsides liggende egn en forholdsvis nem forbindelse med det øvrige land og navnlig med hovedstaden, var stedets krovært bleven greben af den ærgerrighed at ville skaffe lejet berømmelse som badested. Hvert forår havde iøjnefaldende bekendtgørelser i bladene henledt det højtærede badepublikums opmærksomhed på dette „ første rangs kursted “ og dets „ vildt romantiske naturomgivelser “; og virkelig var det i de sidste sommere lykkedes at hidlokke en halv snes sværmeriske københavnere, der drev omkring langs den flade strand og regelmæssig hver aften stillede sig op nede ved havstokken for i drømmende henrykkelse at betragte solens nedgang i havet. Det var dog ikke mod kroen — „ Hotel Kattegat “, som den nu var døbt, — at den gamle kalesche styrede sin kås. Ved indkørslen til lejet drejede den ad Vester, hen imod en stor og smukt vedligeholdt bondegård, der lå lidt udenfor den egentlige by. Et netop hejset flag tilkendegav også, at det var her, gæsterne ventedes. I. I den samme regnfulde middagstime var der stor forsamling i „ Sandingehus “, en malerisk, i norsk stil opbygget bjælkevilla, der lå inde under bakkeskrænten ikke langt fra højskolen. Her residerede for tiden den bekendte, formuende enkefru Lene Gylling, der gerne om sommeren lagde sit folkelige Hof hertil fra hovedstaden for at være i nærheden af den virksomhed, som mere end nogen anden kunne glæde sig ved hendes beskyttelse. i den rummelige havestue, hvorfra en fløjdør stod åben til det fri, var der forsamlet henimod et halvt hundrede mennesker. Det var til dels fremmede tilrejsende af den Art, man til stadighed så’ her som højskolens gæster: højtalende præster med deres folkeligt klædte hustruer, alvorsfulde, langskæggede landsbylærere og rundryggede bondestudenter med blege ansigter. Forøvrigt sås også et par af højskolens egne lærere og af egnens velnærede bønder med deres koner. Der havde som sædvanlig været holdt et formiddagsforedrag på skolen, og det var nu en gang en fast skik — som Fru Gylling satte megen pris på — at man efter foredraget samledes i „ Sandingehus “ For at tilbringe middagstimen med fortrolig vennepassiar ved en pibe tobak. Denne „ Vennepassiar “ udartede imidlertid regelmæssigt til en varm debat om dagens forskellige sociale, politiske og religiøse spørgsmål. Det syntes efterhånden at være bleven disse mennesker en ligefrem livsfornødenhed at diskutere, fremsætte meninger, udvikle livsanskuelser og profetisk tabe sig i fremtiden. Særlig var de religiøse emner igen kommen på dagsordenen, efter at de i adskillige år havde været fortrængte af den altopslugende politik. Overalt havde folkesagens kristne venner — skuffede i håbet om det jordiske fredsog retfærdighedsriges nær forestående komme — med forstærket Iver vendt tanker og hu mod det hinsidige. Den forhandling, der i dag satte sindene i bevægelse, drejede sig da også udelukkende om tidens stærke religiøse brydninger. Særlig beskæftigede man sig med planen til et stort møde, som man agtede at afholde her på højskolen umiddelbart efter høst, og hvor den fri, folkelige kirkes tilhængere skulle samles fra hele landet til gensidig opbyggelse og bestyrkelse i troen. Trangen til en sådan genoptagelse af fortidens almindelige vennemøder havde længe været levende i disse kredse. Det lod sig nemlig ikke længer skjule, at det religiøse samfund i den senere tid i en betænkelig grad havde tabt sin forrige indflydelse på befolkningen. Partiets store høvdinge var alle døde; og også de mere betydende af de stedlige førere var — som her i sandinge — efterhånden gået bort. Samtidigt havde et middelalderligt spøgelse, den mørke pietisme, rejst sig i uanet vælde. Egn efter egn havde næsten uden modstand givet sig helvedprædikanterne i vold. Det var, som om den række politiske ydmygelser, der i de sidste år var overgået befolkningen, havde lammet sindene og gjort dem til et let bytte også for det åndelige lldog sværdregimente. Under disse omstændigheder var der efterhånden opstået nogen utålmodighed i „ Vennesamfundets “ Lejr. Man krævede med stigende styrke, at der skulle gøres noget,... ja, der havde endog hævet sig røster for den anskuelse, at samfundets hidtil forfægtede kristendomsopfattelse led af visse mangler, at den rent ud sagt ikke længer svarede til, hvad nutiden fordrede. Partiets bestaltede ord- og penneførere havde derfor i den sidste tid haft musetravlt med at underkaste livssynet en kritisk revision; og over hele landet ventede den betrængte menighed i voksende bekymring på det forløsende ord, der endelig skulle bryde den kirkelige reaktions magt og gengive den frie, lyse og glade kristendomsforkyndelse det tabte herredømme over sindene. Det var just med disse forhold for øje, at man havde udstedt indbydelse til det omtalte vennemøde, hvor de forskellige anskuelser kunne komme til orde og afgørelse træffes angående en samlet optræden overfor fælles modstandere. Flere af de i dag tilstedeværende fremmede havde udtrykkelig indfundet sig for at få lejlighed til at indvirke på bestemmelserne om forhandlingsemner, foredragsholdere o. s. v. Blandt disse fremmede bemærkedes især en høj voksen, slank, skægløs mand i fyrrely veårsalderen, omkring hvem størsteparten af selskabet efterhånden havde samlet sig. Det var den i de sidste år meget omstridte frimenighedspræst Vilhelm pram, til hvem navnlig de yngre var begyndt at se op som til en fører og fornyer, og hvis larmende veltalenhed og hele fremtrædende væsen røbede, at han næppe heller selv havde små tanker om den mission, han var sat til at udføre her i verden. Hans berømmelse skrev sig fra, at han for et par år siden ved et stort kirkemøde, hvor der havde været både bisper og provster til stede, var fremtrådt med den åbne bekendelse, at man efter fremkomsten af den nyeste, uomstødelige bibelkritik ikke længer med sandhed kunne tale om en direkte guddommelig åbenbaring men udelukkende var henvist til at søge kundskab om Kristus og kristendommen i den levende lieds vidnesbyrd; at man således end ikke havde lov til at lade sin tanke og fornuft trællebinde af den hellige skrifts avtoritet men skulle betragte biblen som enhver anden opbyggelsesbog, hvis forestillinger man kunne forkaste eller tilegne sig, alt eftersom de tilfredsstillede ens personlige behov. Disse udtalelser havde i første øjeblik virket skræmmende selv på dem, der allerivrigst havde råbt på en tidssvarende udvikling af vennesamfundets kirkelige anskuelse. Men sagen fik snart en anden vending, idet kirkemyndighederne tog anledning af talen til at afskedige vilh. Pram fra hans embede i statskirken. Herved opnåede han det martyrium, som hurtigt gjorde ham og hans lære populær. En kreds af oplyste bønder i en smørfed, lollandsk egn kårede ham til sin private sjælesørger, og selv vedblev han i ildfuld tale og skrift at slå til lyd for sin anskuelse og hævde den som det nye ord, der endelig og afgørende skulle bryde den døde Troes jernåg og samtidig stanse de oplyste klassers voksende frafald fra kristendommens evige sandhed. Denne begivenhed og navnlig det heldige udfald, den fik, havde været medvirkende årsag til, at også andre af partiets fremadstræbende ånder fik mod til at sige sig løs fra den trykkende dogmetro. man havde efter den tid formelig kappedes om at fremsætte nye, livsvækkende sandheder. Således havde en vis pastor magensen, der også var til stede her i dag, fornylig udgivet et opsigtsvækkende flyveskrift „ Bort med helvedstraffene! “ Hvori han både med lærdom og med hjærtelighed havde påvist, at troen på en personligdjævel og en evig fordømmelse stred såvel mod vor forestilling om guds algodhed som mod bibeloversætternes nyeste sproglige resultater. Den lille blåøjede mand med de lyse englelokker var så dybt grebet af denne ny lære, så bekymret over sine medmenneskers vildfarelser angående dette punkt, at han efter sin kones sigende endog om natten i sine drømme lå og våndede sig ved tanken om de umenneskelige førestillinger om helvedes ildsluer og evige pinsler. Som pietisternes ikke uvittige ypperstepræst skulle have ytret om ham: fanden havde taget ham med hud og hår. Det var alle disse brændende spørgsmål, der nu var bragt på bane her i Fru Gyllings havestue, mens regnen blev ved at strømme ned fra himlen som dennes trøstesløse gråd. Rundt om på stuens mørke bjælkevægge hang der store, malede portræter af folkefrihedens gamle forkæmpere, der ligesom lyttende skuede ned over den bevægede forsamling af deres åndelige sønner og arvtagere. Dér sad Grundtvigs forklarede skikkelse med hænderne foran på maven, Monrad med en hånd dybsindigt under kinden, Orla Lehmann med en hånd diplomatisk skjult mellem to brystknapper, samt en stor norsk digter og agitator med en knyttet hånd i siden og et profetisk lyn bag brillerne. Ordskiftet var efterhånden bleven meget livligt, og navnlig gjorde Vilhelm pram et dybt indtryk på forsamlingen, hvoraf i øvrig størsteparten allerede forud hørte til hans svorne tilhængere. Endog værtinden, Fru Gylling, havde nylig — om end først efter adskillig vaklen — sluttet sig til det reformivrige parti, hvad der i høj grad havde styrket dettes stilling inden for vennesamfundets organisation. Den endnu smukke dame med de små, fine hårkrøller nedover panden sad dybt nedsunken i en kurvestol og så’ ud over forsamlingen med dette interessante, drømmende blik, der havde givet hende ord for at være Danmarks åndfuldeste kvinde. Som sædvanlig deltog hun ikke direkte i diskussionen men tilkendegav til gengæld flittigt sit bifald ved små moderlige nik og smil til de forskellige talere. I det hele herskede der den frejdigste iiing. Det udtaltes åbent, at hvad der nu skulle fuldbyrdes for Nordens vedkommende, var den sidste, afsluttende del af den kirkerensning, som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig. Efter nitten århundreders forløb skulle kristendommen endelig frigøres for al middelalderlig vildfarelse... genoprejses i den uforvanskede lysskikkelse, i hvilken den alene ejede magt til at erobre verden og alle folk, således som det var den forjættet. Ni. Der var alligevel i det mindste én af de tilstedeværende, som ikke deltog i den almindelige tilslutning. Henne ved et af vinduerne sad en midaldrende, mørkladen mand og tyggede nervøst på sit overskæg. Under hele debatten havde han siddet dér i upåagtet tilbagetrukkenhed og med et blik, der var tilsløret som af feber, stirret hen på det sted, hvor Vilhelm pram stod midt i sin andægtigt lyttende tilhørerkreds med frakken tilbageslået, den venstre hånds fingerspidser i vestelommen og den højre arm dramatisk udstrakt, ordrigt udviklende det spørgsmål om mirakkeltroen, der efter lians mening burde være hoved-forhandlingsemnet på det forestående møde, og som han havde formuleret i sætningen: „ Hvad må et nutidsmenneske fordre af religionen? “ Denne ensomme mand var forstander sejling, sandinge højskoles nye bestyrer, der havde overtaget ledelsen af skolen efter den gamle højskoleforstanders død. Da vilh. Pram havde sluttet sin tale, rejste han sig endelig ligesom med en netop modnet beslutning, knappede frakken tæt om sin firskårne skikkelse og gik langsomt, med begge hænderne på ryggen og fuldkommen behersket mine, hen imod kredsen. „ Jeg ønsker at fremsætte en bemærkning, “ Sagde han her med høj røst, idet han afbrød den diskussion, som vilh. Prams tale straks havde fremkaldt. Ved lyden af hans stemme opstod der en lidt ængstelig uro i forsamlingen. Højskoleforstander sejling var nemlig nok en højt anset mand inden for vennesamfundet, hvad man nylig havde vist ved at betro ham ledelsen af denne landets største og måske mest elskede højskole. Man beundrede hans ualmindelige evner som foredragsholder, skattede hans smukke, beåndede sprog og frem for alt den sædelige alvor, der lyste ud af hele hans personlighed. Men der var ved siden heraf noget mærkelig uberegneligt og ligesom lunefuldt ved ham. Man levede i en Art frygt for ham, fordi man aldrig fuldt ud vidste, hvor man havde ham, fordi han aldrig var at formå til at give en klar redegørelse for sit standpunkt overfor foreliggende spørgsmål... en svaghed i hans ellers så mandige karakter, som man havde søgt at forklare sig ved at opfatte ham som et dybt bevæget stemningsmenneske, en tungsindigt gærende ånd, der ensomt omtumledes af tidens stormfyldte tanker. Tilsyneladende uden at lægge mærke til den bevægelse, hans fremkomst vakte, så’ han sig med et alvorsfuldt blik omkring i kredsen og gav sig til at tale. Han begyndte med at sige, at han som sædvanlig med stor tilfredshed havde hørt sin ven vilh. Prams udtalelser, der vidnede om et åbent sinds ildfulde optagethed overfor menneskenes store livsspørgsmål. Når han ikke desmindre fandt sig beføjet til at fremkomme med et par modbemærkninger, var det, fordi han troede... ja efter megen alvorlig selvprøvelse var bleven fuldt overtydet om, at der i adskillige af de bestræbelser, der var kommen til orde her i dag, lurede en fare, som ikke alle tilstrækkeligt påagtede. Det måtte dog nemlig stå fast, at kristendommen i virkeligheden kun havde én fjende blandt menneskene: de ikke-kristne. Når man i visse kredse havde en tilbøjelighed til at udstrække hænderne — de være nu knyttede eller åbne — til alle sider, var dette derfor et udslag af misforstået Iver, der kun var egnet til at skabe forvirring. Og når vilh. Pram i dag på det fremsatte spørgsmål om et nutidsmenneskes forhold til religionen svarede med at stille den fordring, at troen ikke måtte lægge fornuften i bånd og ikke være i modstrid med videnskabens uomstødelige kendsgerninger, så forekom det ham, at i dette svar var den knyttede hånd rettet mod de anderledes tænkende kristne, hvorimod den åbne og broderlige hånd var indbydende udstrakt mod fritænkerne og de rene fornægtere;... men dette var sikkert en nidkærhed på afveje. Hvad der for ham mere og mere afgørende stod som tidens store religiøse opgave, var ikke at udvide kløfterne mellem alvorligt menende kristne men tværtimod at slå bro over dem, at tilvejebringe mulighed for den lykkelige genforening, der alene kunne tilbagegive den kristne menigheds vidnesbyrd den overtalelsens myndige magt, som fik blinde til at se og døve til at høre. Disse ord, der blev udtalt med en dyb overbevisnings bekymringsfulde alvor, undlod ikke at gøre et vist indtryk navnlig på den menige del af forsamlingen. Kun vilh. Pram, der allerede var gået så fuldstændig op i sit kald som banebrydende kraft, at han straks optog enhver modsigelse som en personlig krænkelse, afviste med lidenskab de fremførte indvendinger. „ alt, hvad du dér siger, sejling, er jo ikke andet end sofisteri. Når man tror at have genfundet Kristi uforvanskede lære — og det tror vi — så betragter man med rette alle dem som modstandere, der ikke vil erkende dette, enten de så kalder sig kristne eller ej. Men vi har også den pligt at søge at vinde alle for vor overbevisning... Alle! Når du derfor siger, at vi rækker fornægterne en åben hånd, så svarer jeg: nej, en åben favn byder vi dem,... en broderfavn efter Kristi eget bud. Hvad kommer det vel an på navnet! Det kristne samfund skal ikke længer være som en frimurerloge, hvor der kræves visse tegn og underlige gerninger for at få indladelse,... nej, fri entré skal der være! for Pokker! Var måske Kristus en sådan posekigger, der forsigtig ransagede folk, som kom for at høre hans vidnesbyrd? Nej, han indbød alle... Alle! Og vi skal blot frejdigt følge hans eksempel. På vid gavl med kirkedørene... det skal være vort løsen! Atter skal kirkeklokkerne runge det ud over alverden: kommer hid, kommer hid, alle i, som er besværede! Vi har fred og hvile for eder alle — alle — alle! “ Under dette udbrud åndede vilh. Prams trofaste atter op; og da han sluttede, udbrød de i en demonstrativ bifaldsmumlen, der et øjeblik gjorde højskoleforstanderen kendeligt bleg. Nu trådte også den lille pastor magensen frem og vidnede, at han ganske sluttede sig til vilh. Prams udtalelser. Kun mente han, der måtte gøres den indskrænkning, at ingen sand kristen kunne leve i åndeligt broderskab med folk, der troede på en personlig djævel eller på evige helvedstraffe. Mod en så umenneskelig og ufordragelig lære måtte der føres åben krig... en udryddelseskrig... Han blev afbrudt af højskoleforstanderen, der med et ikke synderlig agtelsesfuldt blik gjorde den ironiske bemærkning, at også han for længst havde fået mere end nok af disse evige helvedstraffe. „ Forøvrigt har ingen af de her faldne udtalelser formået at forandre min opfattelse, “ tilføjede han. „ Tværtimod føler jeg mig yderligere bestyrket i min overbevisning, og jeg må derfor på det alvorligste fraråde, at det af vilh. Pram i dag fremsatte spørgsmål kommer til at danne grundlaget for en forhandling ved vort møde. Det vil efter min mening kun bidrage til endnu yderligere at bortstøde dem, til hvem i hvert fald adskillige af os — trods al meningsforskel — stadig føler os knyttede ved hellige bånd. “ „ Å, det er jo blot skræmmebilleder! “ udbrød vilh. Pram atter med udstrakt arm. „ Dersom de bånd, du dér taler om, virkelig ikke skulle kunne tåle sandhedens styrkeprøve — nu, så lad dem i guds navn briste! Men det har såvist ingen fare. Hvad der i sandhed hører sammen, skiller sandheden ikke ad!... Og det mener du jo i grunden også selv, sejling! Da vi i går aftes talte sammen inde på dit værelse, var vi jo ganske enige. Du mente jo også, at tiden nu var kommen, da det åndelige frihedskrav skulle rejses i sin fulde styrke inden for kirkens egen grund. “ „ Du må ganske have misforstået mig, “ afbrød højskoleforstanderen men blev i det samme meget rød. „ Noget sådant kunne jeg aldrig udtale af den simple grund, at — “ „ Har jeg misforstået dig, siger du? Da fatter jeg sandelig ikke — “ „ Det er muligt. Men en anskuelse af den Art liar jeg aldrig næret... og aldrig kunnet nære — “ „ Ja så! Nu, så liar jeg altså taget fejl. Jeg liar misforstået dig, som du siger. “ Uroen i forsamlingen steg. Frygten for de meningsforskelligheder, som de sidste tider havde åbenbare! inden for vennesamfundet, men som man af hensyn til modstanderne havde søgt så vidt muligt at dække over, greb pludselig alle ved dette optrin, der føltes som et ildevarslende forbud om, hvad det store møde ville bringe. Men netop i det øjeblik, da striden mellem vilh. Pram og højskoleforstanderen truede med at udarte til et uhyggeligt mundhuggeri, opstod der bevægelse i anledning af, at en høj, bleg mandsperson, der hidtil havde holdt sig allerbagest i tilhørerkredsen, hvor han havde stået beskedent og lyttet med to fingre lagt op over kinden, nu trådte frem og med svag stemme udbad sig tilladelse til „ at ytre sig. “ denne mand var den af alle elskede men samtidigt dybt beklagede kandidat Boserup, en teolog og forhenværende højskolelærer, der var bleven ramt af den ulykke ved alt for ivrig fordybelse i filosofiske og kritiske skrifter ganske at miste troen på kristendommens sandhed. Hvor tungt dette tab havde været ham, hvor ensom og ulykkelig han følte sig i sine tvivl, derom var ikke alene hans person et så talende vidnesbyrd, at alle — særligt kvinderne — uvilkårlig grebes af medlidenhed og kappedes om at vise ham deltagelse. Han sagde det også ofte selv, at det var for ham, som om hans sjæl lå lig; og trods sit frafald vedblev han da også stadig at søge tilbage til de steder, hvor troens ord taltes. Derfor havde man heller aldrig villet opgive håbet om at se ham vende lutret tilbage til det kristne samfund; og i så henseende lagde man en særlig betydning i den omstændighed, at det netop var vennesamfundets forkyndelse, hvoraf han følte sig tildraget. Man så’ heri en yderligere bekræftelse på, at det var ved det åndens lys, der udgik fra denne kreds, at ikke alene han men alle tidens mange søgende og tvivlende sjæle til sidst skulle genfinde den tabte vej til himlen. derfor blev der også dødsstille nu, da han trådte frem for at tale. Alle blikke hang i spændt forventning ved hans læber, mens han stod dér med sit lille lidelsesfulde smil i det blege ansigt og krammede lommetørklædet mellem sine magre hænder. Det havde ikke været uden betænkeligheder, — begyndte han — at han havde tilladt sig at påkalde opmærksomheden i denne kreds. Han havde jo på en måde slet ikke længer ret til at tale i en forsamling som denne. Men han havde følt en uimodståelig trang til at ytre sin glæde over, hvad han havde hørt her i dag. 1 det hele var det så forunderligt for ham i denne tid at være vidne til, hvorledes den gamle — engang jo også for ham så kære — kirkevej nu blev ryddeliggjort for mere end én af de sten, hvorover så mange i vore dage snublede. Særlig ville han pege netop på mirakkeltroen som en af de anstødssten, der for hans eget vedkommende havde været skæbnesvanger; og man ville derfor forstå den taknemlighed, hvormed ban havde hørt særlig vilh. Prams udtalelser om dette punkt. 1 det hele var det... han måtte jo nok få lov til at sige det... med et stort, personligt håb, at han så’ hen til det rydningsværk, der nu var begyndt, og som sikkert engang ville blive til velsignelse og fred for mange. Efter disse udtalelser kunne vilh. Prams tilhængere triumfere. Flere af dem omringede straks taleren for at trykke hans hånd. Højskoleforstanderen lod sig imidlertid på ingen måde anfægte men forlangte på ny ordet. Og under den nu fortsatte, stadig mere højrøstede diskussion viste det sig, at han alligevel havde ikke så ganske få meningsfæller her, navnlig blandt de langskæggede landsbylærere, der hidtil havde forholdt sig temmelig tavse men nu — påvirkede af modstandernes, særlig de unge bondestudenters overmodige optræden — blev hede i hovederne og begyndte at tage ordet. Det så’ et øjeblik ud til, at kandidat Boserups beskedne lille indlæg skulle blive signalet til en alvorlig holmgang,... Men da hændtes det, at alles tanker pludselig kastedes ud i en hel anden retning. Fru Gylling, der altid følte sig lidt beklemt, når stemmerne omkring hende blev høje, og gerne greb enhver lejlighed til at aflede stormene, kom tilfældigvis til at kaste blikket gennem vinduet ud på det tågede regnvejrs-landskab... netop på det tidspunkt, da hin bedagede kaleschevogn arbejdede sig frem ad den bugtede landevej derude. „ Å, se her et øjeblik! “ udbrød hun straks så højt, at al tale i det samme forstummede. „ Kan nogen gætte, hvem der kommer kørende dér? “ Alle stirrede ud gennem vinduerne, følgende retningen af hendes pegende finger. „ Det er Emanuel Hansted, “ vedblev hun, da man spørgende vendte sig imod hende. „ Emanuel Hansted! “ brød man ud i kor. „ Jeg hørte i Morges, at han skal have ladet leje sommerlejlighed til sig hos Ole Olsen nede i lejet. Han vil nok bo der en tid med sin familie... det vil sige med sine børn og sin søster, generalkonsulinde Torm.a denne meddelelse var vel egnet til at vække forbavselse her, og virkelig bragte den de kæmpende til i nogle øjeblik at glemme deres tvistigheder. Emanuel Hansted var vennesamfundets smertensbarn. 1 sin tid, da han levede og virkede derovre i det afsidesliggende Vejlby sogn på den anden side af fjorden, — på én gang Bonde og præst, frivilligt delende liv og kår med sine fattige omgivelser, ja endog, skønt en etatsråds søn, gift med en bondefødt pige der fra egnen — syntes hans liv en fuldkommen virkeliggørelse af alle folkelige drømme. Ukendt og fremmed som han vedblev at være for alle andre end netop sine egne sognefolk, havde han særlig i vennesamfundets københavnske kredse været genstand for megen omtale. Der havde efterhånden dannet sig en hel mytte om hans ideale liv derude i det fjerne land; og når man i tankerne så’ ham vandre op og ned ad de stenede marker bag sin plov, var man ikke langt fra at forestille sig ham med en folkelig helgenglorie svævende over hatten. Des mere nedslående havde derfor skuffelsen været, da man for omtrent halvandet år siden erfarede, at han — efter først ved uforstand at have fremkaldt ufred og misfornøjelse blandt sine venner — pludselig havde afbrudt sin virksomhed og var rejst bort, efterladende menigheden i en fuldkommen forvirring, der havde haft til følge, at den senere havde kastet sig i pietisternes arme. Men en særlig bitterhed blandede der sig i skuffelsen, da det underhånden fortaltes, at dette hans pludselige opbrud skulle stå i forbindelse med et fornyet bekendtskab med en vis dame... en datter af hans formand i embedet, hos hvem han i sin tid havde været kapellan, den stokreaktionære og højkirkelige seminarieforstander Provst Tønnesen. Hvorledes dette nu end forholdt sig, så meget var i hvert fald sikkert, at hans hustru ikke havde fulgt ham, da han sammen med børnene var flyttet ind til sin fader i hovedstaden. Hun havde efter sigende en tid opholdt sig hos en ungdomsveninde på et fjernt næs, skallinglandet, ude ved det åbne hav men var senere vendt tilbage til barndomshjemmet for at pleje sin syge moder. Hvorledes forholdet mellem ægtefolkene egentlig var,... om de var lovformeligt skilte, eller om adskillelsen blot var midlertidig... Derom havde end ikke Fru Gylling kunnet få opsporet pålidelig besked. — i en lignende uigennemtrængelig dunkelhed var også Emanuel Hansteds øvrige planer og tanker indhyllede. Med bestemthed vidste man kun om ham, at han i disse halvandet år havde levet i fuldstændig tilbagetrukkenhed hos faderen i København. Umiddelbart efter hans tilbagevenden til fædrenehjemmet var der vel gået rygter om, at man i højkirkelige kredse skulle have sine garn ude efter ham og nok ingenlunde være utilbøjelig til at skaffe sønnen af den højt ansete departementschef et nyt og indbringende præsteembede. Men disse rygter døde efterhånden hen; ja, det sidste, man nu havde hørt om ham, var, at han — trods families og venners indtrængende bønner — på det bestemteste havde vægret sig ved igen at træde i statskirkens tjeneste. Det var derfor ikke underligt, at hans ankomst til denne egn, så nær hans forrige hjem og virkekreds, og så nær hans hustrus opholdssted, fremkaldte en række forundrede spørgsmål hos den interesserede forsamling i „ Sandingehus “, navnlig da Fru Gylling oplyste, at også den omtalte frk. Tørnæsen var ankommen til lejet og allerede^ i et par dage havde boet dernede på hotellet. Man fortabte sig en tid i allehånde gisninger. Dog fandt man det ikke passende alt for længe at opholde tankerne ved en sådan sag, hvorfor vilh. Pram, der overhovedet ikke yndede, at man beskæftigede sig for meget med andre, afsluttede med den bemærkning, at hele hemmeligheden med den gode Emanuel Hansted vistnok var den, at han ikke selv længer vidste, hvad han ville. Hvorpå man med fornyet kraft tog fat på mirakkeltroen og de kristnes forhold til bibelkritikens uomstødelige resultater. Iv. Dagen efter skinnede solen. Den lunefulde julihimmel udfoldede sig allerede fra morgenstunden så festlig blå, med et så indsmigrende smil, som var den ivrig for at gøre godt igen, hvad den de foregående dage havde forbrudt med sine efterårs-nykker. En blaffende søndenvind strøg i lummerhede pust ned over bakkerne, åndede over de våde Enge, fyldte sig med kløverstakkenes vellugt og jog strandens u vejrs varslende mågeskarer langt ud over den spejlblå havbugt. Det var virkelig bleven højsommer nu. På en tremmebænk i en lille hyggelig have ved den bondegård, hvor den gamle kaleschevogn dagen forud var kørt ind, sad den unge generalkonsulinde Torm i skyggen af et vidtforgrenet æbletræ. Den lille spinkle, sygeligt blege dame var klædt i dybeste enkesorg. For anden gang i løbet af de sidste to år havde knokkelmanden banket på hendes dør og fordret indladelse. Endnu før hun havde forvundet den første smerte over tabet af sit eneste barn, havde hendes mand — der var en snes år ældre end hun — en nat efter et rigt festmåltid fået et slagtilfælde i hendes arme, og få dage efter var han afgået ved døden. Det var dog ikke netop disse tunge minder, der nu fik hende

1896_Pontoppidan_Hoejsang

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Højsang

male

male

dk

Pontoppidan

Hoejsang

Pontoppidan

Højsang

Skildring fra Alfarvej

y

roman

Schubothe

KB

nan

nan

CE_CANON

Jeg har i den senere tid ofte tænkt på, om ikke også jeg skylder læseverdenen en tilforladelig ogåbenhjærtig redegørelse for mit indvortes menneske. I vore dage, da literaturen mere og mere udvikler sig til et offentligt skriftemål, en slags frivillig gabestok for forfatteren og hans livs skæbne, bør en skribent, hvem publikums dom ikke er ligegyldig, sikkert opgive al gammeldags forbeholdenhed og tilstede læserne et ugenert indblik i hans hjertes lønkammer. Når øjeblikkets digtermode udtrykkeligt fordrer et blottet adamsæble og en dybt udringet vest, der tillader digterbrystet at svulme frit og mandigt, gør man kun en latterlig figur i tilknappet diplomatfrakke og stive fadermordere. Det er jo ikke alene en modes første men også dens sidste offer, der er dens nar. Således har jeg da spurgt mig selv, om læseverdenen f. Eks. ikke har et gyldigt krav på en utilsløret fremstilling af grundene til, at jeg, skønt snart 40 år gammel og i en anstændig livsstilling, endnu ikke har giftet mig. Visselig påhviler der mig her en forpligtelse, som jeg ikke længer tør afvise. Ja, jeg er kommen til at tænke på, at jeg vistnok heller ikke for min egen værdigheds skyld bør forbolde offentligheden en åben tilståelse desangående. Man kunne måske ellers danne sig den ufordelagtige mening om mig, at jeg slet ingen kone har kunnet få, eller — hvad der var værre — at jeg er en ulykkelig forelsket, der" i dybet af min sjæl ruger over en forsmået kærligheds kvide, en tragisk skikkelse overhovedet, der bag et strengt behersket, sorgløst ydre skjuler et af lidenskabens storme vildt oprevet indre. Vistnok ville jeg ganske anderledes turde gøre regning på det højstærede publikums og navnlig læserindernes opmærksomhed, dersom jeg — i lighed med agtede kolleger — med passende diskretion kunne lade verden ane tilstedeværelsen af en hjærtets udkårne, en rosamunde, en Stella, en kvinde af folket eller en hjerteløs messalina, hvem jeg i fryd eller kval havde besunget, og hvem jeg nu i folkets påsyn knælende bekransede som min Musa, min digterånds forløser, eller hvis træskhed jeg med en så ret løves brøl skånselsløst afslørede. Ikke desmindre vil jeg modstå fristelsen til at formumme mig, — det være sig nu som lam eller løve. Ærlig talt, jeg ønsker ikke at være andet, end hvad jeg er, et roligt henlevende normalmenneske, en filister om man så vil, hvis hjerte ikke alene for øjeblikket er uden ømme pletter men overhovedet aldrig har været slemt til at inflammere; en velfornøjet, tevandsdrikkende pebersvend, der i sin trygge ensomhed har sin spas af at iagttage sine medmenneskers erotiske bukkespring, og som nu og da, når bibliotekstjeneste, skoleundervisning og arbejdet på mit længe bebudede store græske glossarium tilsteder det, stjæler et par nattetimer til at nedskrive iagttagelser og betragtninger, de ulykkelige til opbyggelse og belæring. Så skrider jeg da nu trøstig til min bekendelse. Jeg vil fortælle om en begivenhed fra mine unge dage, vil samvittighedsfuld og sandfærdig nedskrive mine endnu bevarede erindringer om en tildragelse, der ikke alene den gang greb dybt ind i mit liv, men tillige i årenes løb — omend mig selv oftest ubevidst — har haft en afgørende betydning for udviklingen og modningen af min hele livsanskuelse. Det vil altså blive en fortælling, der må siges i enhver henseende at tilfredsstille tidens fordringer... i særdeleshed, i fald jeg intet forsømmer med hensyn til en fyldig udredning af min livsanskuelse. Intet er i vore dage så efterspurgt som solide livsanskuelser, og jeg tilstår ærligt, at jeg også i dette punkt længe har overset læseverdenens berettigede krav på fuld oprigtighed. Med føje fordrer enhver oplyst læser, der anvender nogle timer på en forfatters bog, at erholde en velbegrundet og let tilegnelig livsanskuelse med det samme, helst i form af en eller anden kraftig protest eller profetisk forkyndelse, og allerhelst en ny for hver ny bog af samme forfatter, for at det kan kendes, at han stadig er en gærende, søgende ånd, smertelig omtumlet af stemningsstorme og øjeblikkets indsk ydelser, — kort sagt; en ægte digter af guds nåde. Nu er jeg desuden kommen til at tænke på, at jeg vistnok også for min egen værdigheds skyld bør bryde seglet for min mund og uforbeholdent fremsætte mit syn på universet og menneskelivet. Man kunne måske ellers danne sig den nedsættende mening om mig, at jeg slet ingen livsanskuelse har, eller — hvad der var værre — at den, jeg har, er så uudsigelig viis, så uudgrundelig dyb, at den slet ikke lader sig begribe af verdens kloge og forstandige men i det højeste kan anes af hine benådede enfoldige, hvis forret her i livet det er at kunne fatte, hvad der er skjult for den sunde fornuft. Vistnok ville jeg ganske anderledes kunne gøre mig håb om at vinde anseelse hos publikum og navnlig at tækkes vore mange doktorlærde literaturfortolkere, dersom jeg — i lighed med mere og mindre agtede kolleger — kunne fremstille mig som en ensom og uforstået ånd, en søvnløs grubler, kvalfuldt bespændt af alt for store tankefostre, — en tungtfødende sfinks, der i ensomhedens dystre ørken udruger nye verdensanskuelser for det næste årtusende. alligevel vil jeg også i denne henseende modstå fristelsen til at forklæde mig, det være sig nu som en sådan poetisk seer eller som hine andre ægte digtere af guds og recensenternes nåde. Ærlig talt, trods alle i dybsindige doktorkapper formummede tosser, foretrækker jeg at være, hvad jeg er: et menneske, der frem for alt elsker tankens klarhed og sindets maskuline ligevægt, — en pedant, om man så vil, hvis eget åndelige livs ernærings- og fornyelsesprocesser forløber rolig og regelret uden nogen ved sygelig gæring fremkaldt oppustning med dertil hørende angst-bespændthed og stemningskolik og angerens uophørlige orme-kneb; og som i hvert fald ikke tillader sig at tage ordet uden at have forvisset sig om, at pulsslaget er normalt og tungen ikke belagt. Og hermed begynder jeg nu på min fortælling. i jeg ser for mig* et øde landskab, en flad og nøgen lynghede, og ovenover denne en vildt forreven skyhimmel, hvis rand til alle sider øjnes ganske uafstumpet langs den milevide horisont. Tværsigennem den lyngmørke cirkelflade strækker sig i snorlige linje en række telegrafstænger og langsmed disse en tom landevej, der til begge sider synes at føre ind i selve himmelens riger. Det er en dag i slutningen af oktober, henimod solnedgang. Et enligt køretøj snegler sig hen ad den endeløse vej. det er en højtbelæsset fragtvogn, der kommer inde fra den langt bortliggende købstad, hvor der netop har været torvedag. Tungt strider de hu dende heste sig frem mod den barske vind. Men på agebrættet foran læsset sidder kusken og synger i vilden sky — endnu lidt „ blisset “ af de mange kaffeknægte, han fragter hjem fra byens gæstgivergårde. Det ene ben dingler ude over hjulet, og den plydses kasket hænger ham forsorent ned over det blåblæste øre. Men han er ikke alene. Ved siden af ham sidder en sammenkrøben skikkelse, i hvilken jeg genkender mig selv i 22 Års alderen — rødkindet og blåøjet, med et let, mørkt dun omkring munden og en pincenez på den noget fladtrykte næse. Jeg sidder dér indsvøbt eller rettere begravet i en jerngrå og jerntung vadmelsrustning, som fragtkusken i sin menneskekærlige sindstilstand har overladt mig til beskyttelse mod den klamme hav-vinds gennemtrængende kulde. hvorfor jeg sidder dér? Hvad jeg på en så fremrykket årstid har at gøre i denne triste afkrog af landet?... Ja, hvorledes skal jeg forklare det! Når man er toogtyve år, rødkindet og blåøjet, fuld af mod og blod og de dristigste forhåbninger, befinder man sig vistnok i almindelighed dér, hvor man har allermindst at gøre, og vil vel oftest selv have vanskeligst ved at give en fornuftig begrundelse af sin nærværelse. For at sige det kort: jeg var flygtet bort fra København, bort fra bøger og venner, fra kaféer og Østergades menneskevrimmel,... dog ikke for som en moderne anachoret at vende fristelsen ryggen og søge fred og glemsel i ørkenens ensomhed, ved indadvendte betragtninger. Ih, gud bevares nej! Jeg havde tværtimod fundet livet alt for tomt og regelret og småtskåret mellem hovedstadens flade Tage. Indtil tålmodigheden til sidst forgik mig, havde jeg derinde forgæves ventet på de store oplevelser, de sjælebetagende katastrofer, hvorefter mit tykke blod tørstede, og som jeg fordrede af livet som ungdommens kongelige ret. Dette må dog ikke forstås, som havde jeg hidtil levet helt omsonst, — ingenlunde. Jeg ville ikke have været barn af min tid, dersom jeg ikke allerede da havde „ gæret “ artigt, havde sværmet og digtet og festet og gjort gæld og frem for alt elsket. — endog for ganske nylig var min vej bleven krydset af et lille pigebarn, der havde fyldt mit hjerte med uro og min skrivebordsskuffe med digte. Det var en attenårig rødtop, frisk og sød, — en datter af en agtet bog- og papirhandler på Kristianshavn. Om denne unge pige og mit forhold til hende bliver jeg nødsaget til at forudskikke et par oplysninger. Jeg var første gang bleven opmærksom på hende udenfor en bekendt modehandlerindes vinduesudstilling i Vimmelskaftet, hvor hun sammen med en veninde stod og „ ønskede “. Jeg var øjeblikkelig bleven heftig indtaget i hendes lille nydelige person og havde siden på forelskedes vis efterstræbt hende på gader og i teater, ja lige ind i hendes faders butik, hvor jeg — ligesom elskerne i de gammeldags lystspil — med ét optrådte som en hyppig og særdeles rundhåndet kunne. Alligevel var der næppe kommen noget alvorligt ud af den hele historie, dersom jeg ikke tilfældigvis en aften havde truffet hende sammen med hendes forældre i tivoli og her i overraskelsens henrykkelse udenvidere var gået hen og havde forestillet mig. Faderen, der straks kendte mig fra sin forretning, og moderen, en lille buttet og munter kristianshavnerinde, tog mig slet ikke min påtrængenhed ilde op. Vi forblev sammen den hele aften; og ved at udfolde al min elskværdighed overfor de to gamle, ved galant at byde moderen armen i folketrængslen og ved andægtig at lytte til den værdige faders noget selvbehagelige udviklinger af en 18 iNitupiNit==h o.1 s a N G bog- og papirhandlers uhyre ansvar overfor religionen og moralen lykkedes det mig virkelig at forsone min lille Katarina og overvinde den skyhed, som mine ildfulde hattehilsner og hele min øvrige lidenskabelige gadeforfølgelse ganske naturligt havde vakt hos hende. Da vi ud på natten skiltes, fortalte hendes håndtryk og et lille blysomt sideblik mig, at hun havde tilgivet. Hvad der derefter fulgte? — ja, kæreste venner, hvad plejer der vel at følge, når en dame har tilgivet en kavaller hans dristighed? Endnu før jeg havde vovet at benytte mig af papirhandlerens opfordring til at besøge ham i hans hjem, modtog jeg en dag en skriftlig indbydelse til at deltage i en lille familieskovtur den næstfølgende søndag; og af denne utålmodige hast og af hele indbydelsens naive formløshed sluttede jeg — og ikke med urette — at min lille rødtop var dens egentlige ophav. Hvor tydeligt jeg endnu mindes hin søndag! I et gudsvelsignet sommervejr kørte vi under kirkeklokkers lyd ud af byen på en lang charabanc, alt i alt en halv snes personer. Katarina var i en lys, småblomstret, halvklar kjole og rosafarvet sommerhat og så' i denne dragt så allerkæreste ud, at jeg havde den største møje med at afholde mig fra på stedet at overvælde hende med kærlighedserklæringer. Jeg havde taget plads lige overfor hende; og jeg husker endnu, at vognen var så smal, at vore knæ under kørslen gang efter gang mødtes. Første gang, det skete, blev hun blot lidt rød; men efterhånden gjorde disse idelige, intime berøringer hende øjensynlig nervøs. Overhovedet var hun den hele dag påfaldende tilbageholdende. Skønt hun lo af omtrent alt, hvad jeg sagde, sporede jeg inderst i hendes væsen noget uroligt og fraværende, der vakte min eftertanke og — styrkede mit håb. Både mens vi ved hinandens side fordybede os ad de lønlige stier i „ Charlottes bøgelund “, og især da vi ved aftenstid, i den for alle ømme følelser så farlige solnedgangstime stod sammen nede ved stranden og betragtede det luende farvespil over himmel og hav, fornemmede jeg med fryd, hvorledes der over hendes lyse og frejdige barnesind begyndte at lægge sig de alvorens skumringsskygger, den vemodets milde aftendug, der bebuder kærligheds strålende dag! Jeg veg ikke fra hendes side den hele aften. Og da vi en gang fik lejlighed til at sidde nogle minutter alene på en bænk under en hæk af ville roser, hvorover månens stråler nok så romantisk spillede, sank hun i et øjebliks overvældelse til mit bryst og rakte mig på min bøn sine skælvende læber. — ak! — husker du hin aften silde — månen over skoven sejlede — under skræntens roser ville gav du mig din hånd at kysse, — — gav du mig din kind, den røde, uskylds favre blomstersmykke, — satte du med læber bløde seglet på min ungdomslykke. Alt omkring os blev så stille — månen tyst bag skoven dukkede — under skræntens roser ville elskovs første blomst vi plukkede. Således lød begyndelsen til et langstrakt „ Skærsommerdigt “, som jeg nogen tid efter sendte den unge pige, og hvortil jeg har fundet kladden i min dagbog fra hine dage, — et værk, der i det hele vil være mig til stor nytte under udarbejdelsen af disse erindringer. Den menneskelige hukommelse er jo en temmelig upålidelig tjener, der trænger til at kontrolleres og korrigeres. Som allerede arkesilaos har bemærket: fantasien, den røver, overlister den hver dag, stjæler af erindringens skatte og lægger sine regnepenge i stedet. Nu er om dette kærlighedsforhold iøvrigt kun at berette, at jeg fra hin dag blev en stadig hyppigere gæst i det hyggelige papirhandlerbjem. De brave — og velstående — ægtefolk havde åbenbart intet imod at se mig som deres svigersøn. Navnlig gjorde husets djærve frue ingen røverkule af sit hjerte. Ofte morede hun sig med i min nærværelse at tale så frit om sin datters alder og fremtidsudsigter og om sin egen længsel efter bedstemoderværdigheden, at Katarina blev helt ulykkelig og med et vredt blik og den nydeligste undseelsesrødme hviskedee: „ Men mor dog! “ Også den værdige fader viste mig så megen opmuntrende imødekommenhed, som kunne være foreneligt med en af religionen og moralen ansvarsbetynget papirhandler. Skønt hans datter og jeg ikke i egentlig forstand var forlovede, tilstod også han os at tage afsked med hinanden i Enrum ude i den mørke forstue, hvor Katarina for hver gang mere villigt rakte mig sin lille, friske mund og for hvert Kys mere ildfuldt slog sine arme om min Hals. Imidlertid indså’ jeg snart, at mine følelser for den unge pige dog ikke var den ægte, store og dybe lidenskab, den svimlende betagethed, som jeg havde eftertragtet. Jo oftere jeg gennemtænkte vort forhold lige fra dets første, vaudevilleagtige begyndelse til min letvundne sejr over Katarinas sind og tanke, des mere fandt jeg i det alt sammen noget småborgerligt, der beskæmmede mig. På en måde var jeg jo nok lykkelig, og i Katarinas nærhed glemte jeg som oftest alle skrupler. Men når jeg om aftenen vendte hjem til min ensomme kvist oppe under de flyvende skyer, og her efter unge menneskers sædvane blev siddende indtil langt ud på natten og fordybede mig i mit sjæleliv, da var det, som om selve den højtidelige stilhed omkring mig, og væggenes fantastiske skygger, og suset af stormen, der drog hen over mit hoved, krævede mig til regnskab for den hverdagslykke, hvortil jeg havde hengive! mig. Da skabte min fantasi mig billeder af stolte kvinder, hvis kærlighed var som et kongerige af lykke og lys og herlighed. Da syntes mig stormen al banke på min dør som hemmelige elskovsbud; og mine sanser fortabte sig i drømme om ville favntag og fortærende Kys af store, blodvarme læber. Efter nogen tids vaklen besluttede jeg da at bryde forholdet. Ved gud, jeg gjorde det ikke med noget let hjerte; og dog er jeg indtil denne dag de høje guder taknemlig, fordi min lykke i dette tilfælde var bedre end min forstand. Jeg var dog aldrig falden til ro i den kristianshavnske idyl. Jeg havde nu en gang djævlen i kroppen og ville ikke have fået fred, før jeg havde rendt bukkehornene af ham. Desuden, jeg ville jo være digter, sanger, lidenskabens tolk og forherliger. Hvorledes kunne jeg da forsvare allerede nu at lade min unge vingehest grimebinde i ægteskabets lukkede bås?... Ofte citerede jeg for mig selv min daværende yndlingsdigter liebmanns djærve udfordringer til den danske spidsborgerånd, — disse svulmende poesier, i hvis trods og spot og ungdomsjubel jeg — som så mange af datidens ynglinge — fandt et lykkeligt udtryk for de følelser, der stormede i mit eget bryst. Jeg finder således i min omtalte dagbog sirligt nedskreven følgende citat af hans digt: „ Over skyerne “: „ Hurra, min pegasus! Holla, min lystige fole! Vejrer du bjærghoets krydrede ånde? Ser du, — histoppe på højsletten græsserfredeligt side om side de mælkehvide hopper! Stille — min brunstige brune! Smukt skal du tidslerne æde, fromt skal du alfarvej træde, om du blandt hædrede skjald-øg skal vinde dig plads. Vælg! Vil du bjærge til æren en smule, nedad du hinke med hængende mule, ned mod de kvækkende tudsers Morads: dér ligger det danske parnas! “ Altså udfærdigede jeg i mil ansigts sved en af disse såvel fra livet som fra adskillige yndede romaner bekendte skrivelser, hvori jeg i fuld oprigtighed skriftede for den unge pige, åbent tilstod min ubetænksomhed og forsikrede om min anger og sluttelig bad hende om at tilgive og glemme eller i hvert fald at mindes mig uden bitterhed og fremtidig at tænke på mig som en trofast ven og Broder. Desværre har jeg ikke i dagbogen kunnet finde nogen koncept til dette dokument; og jeg er i denne min sjæls ærlige bekendelse alt for samvittighedsfuld til at ville forsøge en efterdigtning deraf og udgive en sådan for det avtentiske lettre remarquable. Jeg havde måske ellers kunnet glæde mig ved tanken om, at velvillige læserinder allerede på dette tidspunkt af min fortælling ville skænke dens personer en medlidende tåre. Denne bratte afslutning på mit livs første egentlige kærlighedshistorie fandt sted i efterhøsten, netop som jeg efter ferien skulle genoptage mit arbejde med skoleundervisning og biblioteksstudier. Men jeg havde nu for alvor fået æventyrlyst i blodet. Med forfærdelse tænkte jeg ofte på, at jeg snart fyldte toogtyve år og endnu ikke var indviet i det store, hellige mysterium, som lidenskaben var. Tidlig og silde var jeg på færde overalt, hvor der var liv og folkerøre; og jeg anklagede mig selv for hver dag, der gik, uden at der havde vist sig tegn til nogen åbenbaring. Nu skulle det desuden hænde, at en af mine venner kom tilbage fra sin sommerrejse aldeles betagen af kærlighed til en allerede forlovet ung dame, som han havde truffet ved et badested. Med hemmelig misundelse var jeg vidne til, hvorledes han fra dag til dag hentæredes af sin lidenskab. Når han nu og da besøgte mig på mit Kammer og her — bleg og forvåget — vandrede rastløs op og ned ad gulvet, sad jeg tavs henne i en krog og bed mig i læben, skamfuld over mine blomstrende kinder, min sunde søvn og uangribelige appetit. Da drev utålmodigheden mig omsider til afgørende handling. Jeg pakkede min vadsæk, afsagde mine skoletimer, satte mine bøger på assislenshuset og forlod hemmeligt København. Jeg ville udfordre min skæbne. Som en bidder, der har kastet alle broer af bag sig, ville jeg drage ud i verden for at tiltrodse mig den sjælens svulmen, de store, skæbnesvangre tildragelser, som livet hidtil så grumt havde nægtet mig. I otte dage havde jeg nu rejst omkring fra by til by, idet jeg trolig havde fulgt den vej, hvorfra vestenvinden kom, — denne uophørlige vestenvind, der også her på rejsen hver nat havde hvisket ved mit vindue som min ventende lykkes lønlige sendebud. Ikke des mindre havde jeg endnu ikke oplevet andet, end hvad der falder i enhver handelsrejsendes lod... og nu sad jeg dér i aftenskumringen ved siden af den drukne fragtkusk og så’ mig omkring over dette endeløse stykke hedeland, hvor jeg omsider var havnet. Jeg følte mig slet ikke vel til mode. Jo længere jeg betragtede denne ensformige lyngflade med dens få og fattige jordhytter og spredtliggendc smågårde, des dårligere begreb jeg, hvad for store oplevelser der vel skulle kunne vente mig på et sådant sted, livor der næppe nok boede rigtige mennesker. Der begyndte at vokse frem i mig en bitter følelse af atvære bleven holdt for nar af denne viltre vestenvind, der nu — næsten som på dril — bed og sved mig i næse og øren og hvert øjeblik i kådhed trykkede mig så fast til sin kolde barm, at vejret næsten forgik mig. Dens hvin og skrig i luften lød i mit øre som en hånlatter over min hele æventyrfærd; — thi jeg havde selv en komisk-fortvivlet fornemmelse af at være en bidder af en såre bedrøvelig skikkelse, sådan som jeg sad dér i mit stive vadmelsharnisk, med en stormhue af dyffel trukken ned over ørene. Havde jeg nu endda kunnet trøste mig ved et eller andet interessant naturskuespil, en luftspejling, en pragtfuld solnedgang eller et andet af de ophøjede naturfænomener, der plejer at forlige en ørkenrejsende med landskabets ensformighed. Men heller ikke i så henseende havde jeg lykken med mig. Da solen nåde ned mod horisonten, forsvandt den i en sky som en ost i en sæk. Ikke spor af noget farvespil over himlen; ikke mindste antydning af de fantastiske ild-landskaber og glødende palmelunde, hvormed digterne ødsler i deres naturbeskrivelser. Blot stigende skumring rundt omkring mig; og over mit hoved en ensom, bleg stjerne mellem skyerne. Pludselig hørte jeg vognrummel bagved mig. Jeg ville vende mig om; men i det samme rullede et tospænderkøretøj med en enlig mandsperson os hastigt forbi. Manden — en pelsklædt skikkelse med et smukt, alvorligt, ejendommelig mørktfarvet ansigt og småkrøllet fuldskæg — nikkede i forbifarten venligt til os. „ Var det en præst? “ spurgte jeg min ledsager, hos hvem den glade markedsstemning efterhånden var slået om til en vranten søvnagtighed. „ Æ prejst? “ sagde han og havde møje med at få de rødrandede øjne rigtigt op. — nej, det var det fanden fortære ham ikke. Det var proprietær Lindemark fra storgården, var det, fanden fortære ham. Og da han først havde fået munden på gled, blev han hurtigt helt vågen. Med ægte vestjysk snaksomhed gav han sig til at fortælle om „ Storgården “ Og den bortrullende proprietær. Jeg fik en omstændelig beskrivelse både af gårdens jorder, dens besætning, dens fortrinlige avl og navnlig af nogle kostbare beplantningsarbejder, som ejeren havde ladet foretage rundt om på ejendommen. Jeg hørte kun efter ham med et halvt øre. Dog huskede jeg dunkelt at have set navnet Lindemark i aviserne blandt forkæmperne for hedesagen og vestkystens opdyrkning. „ Jeg syntes, han lignede en præst, “ Sagde jeg for dog at sige noget. Å ja — sådan lidt hellig var han nok også, mente karlen... „ velsagtens formedelst sit kvindfolk, “ tilføjede han grinende — og skævede i det samme op til mig med det ene øje lukket. „ Mener de hans kone? “ Ja — sådan snakked’ folk da. „ Er hun da så hellig? “ På det lav! Nej, det havde han da hørt sige, at hun tværtimod skulle have det lidt med verdslige lyster. Mandfolkene var nok også svært opsatte på hende, så Lindemark måtte sgu ikke gå med øjnene i lommen. „ Er hun da så smuk? “ spurgte jeg. Ja, se det havde han nu ingen større forstand på. Men for resten var hun da immer bleven kaldt for den kønne Fru Lindemark. Og når han endelig skulle sige sin egen mening, så var hun sgu også nok værd „ at len’ en knap for “. Jeg var med ét bleven varm i min kavaj. Skulle her alligevel være en mulighed?... Å snak! Jeg slog hurtigt tanken hen. Jeg havde i disse dage aldeles tabt tilliden til min lykkestjerne. desuden var jeg i øjeblikket alt for oplaget af bekymringer for den tilstundende nat, som jeg ville blive nødt til at tilbringe i en eller anden ussel hedekro, mellem klamme lagner og mugne dyner. Med oprigtig misundelse fulgte mit blik den bortrullende vogn og den lykkelige mand, der nu vendte hjem til sine hyggelige Stuer, sit velbesatte aftensbord, sin gode seng og sin smukke frue med de „ verdslige lyster “. Da han til sidst blev helt usynlig for mig derude i det halvdunkle fjerne, hvor vejen ligesom anelsesfuldt forsvandt ind i himmeriges rige, sank jeg sagte — og uden selv ret at mærke det — hen i vemodige drømmerier. som fuglen, når det aftnes, flyver til sin rede, søgte mine tanker tilbage til det lille sted bag Kristianshavns torv... til det røde hus med gadespejlet og de to store litografier af kronprinsparret i butiksvinduet. Jeg vidste, at familien nu var samlet efter middagsmåltidet og holdt mørkningstime i dagligstuen. Med bankende hjærte så’ jeg den kendte familiescene for mig i en forklarelsens glorie... den værdige fader i gyngestolen, andagtsfuldt rygende sin kantede prenzados... Moderen blundende så småt over et strikketøj i sofahjørnet... og derhenne ved vinduet — oplyst af skæret fra gadelygten udenfor — Katarina, min egen lille Katarina... i sin grønne dagligkjole med snorebesætningen og den sorte fløjlskrave, der ligesom kælent omslutter den hvide Hals. Hun står med hånden og panden på vinduesposten og stirrer frem for sig som den, der er træt af at tænke og dog ikke kan finde ro. Nat og dag har hun grublet men kan ikke forstå, at hun virkelig er forladt,...at alt for bestandig er forbi. Og hun løfter sine tårefyldte øjne op mod de ilende skyer og beder dem så ømt at tage en hilsen med til den troløse, der drog bort. Kaldende, tryglende hvisker hendes sjæl ud mod del fjerne: „ Husker du hin aften silde — månen over skoven sejlede — under skræntens roser ville, gav jeg dig min hånd at kysse. “ — — jeg fo’r sammen på agebrættet. For Pokker! Sad jeg ikke dér og blev ganske sentimental!... Du godeste gud, var jeg da uhjælpelig hjemfalden til vaudevillen?... „ Så kør dog til, kusk! “ fremstødte jeg mellem tænderne. i efter endnu en god times sneglefart nåde vi omsider den hedekro, hvor vi skulle overnatte. Det var imidlertid bleven bælgmørkt; himlen kunne akkurat skimtes som en skare sortegrå skyer i vildt jag ind over landet. Også stormen var stegen i styrke. Med huj og hø og hurriluuuh kastede den sig over den stakkels ensomtliggende Rønne, der mere lignede et sammensunkent fæhus end et Herberge for mennesker. Fra rejsestalden, hvor en enlig lygte lyste søvnigt over en række dampende hesterygge, gik jeg ind i skænkestuen. her sad tre rejseklædte bønder med halstørklæder trukket helt op til underlæben og spillede kort sammen med kromanden, en kæmpestor gråskæg i uldskjorteærmer og gul skindvest. Tilsyneladende tog ingen af dem videre notits af min indtrædelse. Selv værten besvarede næppe nok mit godaften. Jeg rynkede mine bryn og spurgte med en stemme, så myndig og respektindgydende, som jeg formåede at gøre den, om jeg kunne overnatte dér. „ Jen, tow... fi’e, syv... ølle, tøl... Jenogtyv. “ — værten optalte roligt værdien af sine stik. Først da dette var samvittighedsfuldt besørget og et kridttal på bordet udslettet og et andet skrevet i stedet, vendte han sig om mod den halvåbne køkkendør og sagde, meget sindigt: „ Sidsel-lone!... Her er en mandsperson, der vil have natlogis. “ Hvorpå han vædede sit monstrum af en tommelfinger for at give rundt til en ny omgang. jeg var rasende... men vidste ikke, hvorledes jeg skulle bære mig ad med at demonstrere. Aldrig har jeg følt mig så ydmyget som af disse fire kortspillende bønders tilsyneladende ligegyldighed for min person. I rådvild forbitrelse blev jeg stående dér med min vadsæk i hånden og så' mig omkring i det mørke og lavloftede rum, i hvis sure stank af øl og sved og tobak jeg var nær ved at få ondt. Havde nu endda køkkendøren åbnet sig for en rigtig sidsel-lone, en frisk, firskåren bondetøs, en bredbo vet vesterhavsdulle. Med hvem en farende friskfyr kunne have oplevet et flygtigt natteæventyr. Men i stedet for indslæbte der sig på et par udtrådte pampusser et langt, gammelt, stumpskørtet kvindfolk, fladt og slunkent som et dejtrug og med et ansigt, så tvært og rynket og surt, at det fik mig til at tænke på hin heks i æventyret, ved hvis blik øllet på bordet dovnede og mælken i kvindernes bryster skiltes ad. uden at hilse tændte hun en tælleprås ved en tørveglød i kakkelovnen, snød den med sine våde fingre, så den spruttede, og lod mig derpå ved en mumlen vide, at jeg kunne følge hende. Jeg adlød stiltiende. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var i de menneskers vold. Vi gik tilbage gennem forstuen og kom derfra ind i et gæsteværelse, om hvis tilstand og udstyrelse jeg for en gangs skyld vil anvende den misbrugte vending, at min pen vægrer sig ved at beskrive den. Jeg slipper derved for den pinlige udmaling af enkeltheder, uden hvilken jeg ellers ikke ville kunne fremkalde det rette*indtryk af rummets primitivitet, — en udmaling, der desuden nødvendigt måtte beskæftige sig med genstande, som det nu en gang ikke hører til god tone at omtale. Altså præsenterer jeg mig selv, stående midt på gulvet derinde, med hænderne i siden og vidtopspærrede øjne, fordi jeg i første øjeblik vægrede mig ved at tro, at det var i denne sti, man ville installere mig for natten. „ Ah... nå, dette er altså mit paulun! “ udbrød jeg derpå i et pludseligt anfald af galgenhumor. „ Men det er jo prægtigt, kære! Virkelig stilfuldt! Ganske efter min smag. Især det lille gule ler-møbel dér under sengen finder jeg allerkæreste!... Sig mig blot i fortrolighed, alderstegne kvinde; der er vel ikke alt for mange rotter i sengehalmen? En enkelt eller et par holder jeg nok af; det kan være ret underholdende. Men større kolonier anser jeg for en overflødighed... en utilgivelig luksus, kære! “ kællingen, der øjensynlig ikke begreb et muk af min tale, havde imidlertid givet sig til at tænde en lysestump, der var anbragt i en profit på det støvede bord. Nu skævede hun op til mig med sine snavsede øjne og spurgte mumlende, „ hvor ellers den mand var fra. “ „ Jeg er født på kongens Nytorv, søde oldemo’er! “ sagde jeg. Og for at afværge alle yderligere spørgsmål vedblev jeg: „ Jeg er konfirmeret i Nikolaj og har stået i lære på Kristianshavns torv hos en og papirhandler med en rødhåret datter — — — “ „ Han æ wal handelsrejsende? “ afbrød hun mig, stadig lige uforstående. „ Ja vist, mo’erlille! Jeg er probenreuter. Jeg „ gør “ i fantasterier og store oplevelser og patenterede lidenskaber. De skulle vel ikke have brug for et dusin gode floskler... eller et par alen hjemmevævet hjernespind, mutter? Garanteret vaskeægte! “ Den gamle stirrede en stund måhende på mig med sammendragne bryn. Så snød hun næsen i sit forklæde og gik. Såsnart jeg var bleven ene, kastede jeg mig ned på en stol og overgav mig ganske til min selvforagt. Men pludselig løftede jeg hovedet og spidsede øren. Hvad var det? Jeg hørte stemmer omme bag den anden side af væggen, — rigtige menneskestemmer, ikke denne dyriske brummen og grynten, hvormed jeg hidtil var bleven tiltalt her. Hør! Der blev lét og klinket derinde. Hejsa! Et lystigt selskab altså. Farende folk måske, ligesom jeg selv!... Tys! Dér nævnede en proprietær Lindemarks navn. „ Min gode Lindemark, “ blev der sagt. Altså var han selv derinde. Hø, hø! Den gudfrygtige hedeopdyrker havde sat sig til at „ bede “ i en kro-bagstue! Guten morgen, Bruder Jacob! Jeg levede atter op. Skulle her alligevel findes en redning... en udvej? Jeg blev eftertænksom. det var nu slet ikke længer proprietærens smukke frue, der stod mig for hovedet. Jeg havde i øjeblikket ikke tanke for andet end at bjærge mig et menneskeligt opholdssted for natten. Det var proprietærgårdens hyggelige værelser, dens lune senge og appetitlige spisekammer, som jeg i tankerne friede til. Min fortvivlede stilling gjorde mig rådsnar. Jeg sagde til mig selv, at en sådan vendsysselsk proprietær naturligvis ville føle sig højlig smigret, om en tilrejsende københavner, ovenikøbet en studeret mand, åbenbarede kendskab til hans navn og hans fortjenester. Dersom jeg altså forestillede mig for ham som en ivrig tilhænger af opdyrkningssagen og efter en passende indledning ligefrem anmodede om tilladelse til „ ved lejlighed “, eller — måske bedre — „ så snart det var ham belejligt “ at bese hans så vidt berømmede plantageanlæg og overrislingsarbejder, ville sikkert den bekendte vestjyske gæstfrihed ikke fornægte sig, og jeg var... jeg kunne... ja, for Pokker! Hvorfor ikke?... Måske skulle jeg endnu denne aften kysse den smukke herregårdsfrues hånd! Jeg sprang op, tog et visitkort af min tegnebog og gik tilbage til gæstestuen. her havde den flodhesteagtige vært endelig lettet sin krop. Han stod nu bagved skænken i færd med at trække øl op. „ Befinder proprietær Lindemark til storgården sig ikke i øjeblikket her i kroen? “ spurgte jeg. Havdyret gloede på mig med sine store vandøjne og brød ud i et langtrukkent

1887_Pontoppidan_Isbjoernen

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Isbjørnen

male

male

dk

Pontoppidan

Isbjoernen

Pontoppidan

Isbjørnen

Et Portræt

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

CE_CANON

I. Forestil dem, min læser, et stort, luerødt ansigt, ned fra hvilket der hænger et langt, snehvidt og filtret skæg, mellem hvis grove hår der undertiden skjuler sig flere gamle levninger af grøn søbekål, brødkrummer eller lysebrun snustobak, end strengt appetitligt er. Sæt hertil en mægtig, isblank og knudret pandebrask, bagtil bekranset af lange, hvide nakkehår, der slår krøller ud over frakkekraven, et par småbitte, tykke, lodne øren, tykke, hvide, bomuldsagtige bryn og en uformelig, svagt blånende næse mellem et par store, vandblå, stift stirrende øjne. Tilføj endelig i dette ansigt et uafladeligt, ligesom ubevidst minespil, en hyppig smilen i tanker, en munter kniben det ene øje sammen eller en pludselig, umotiveret hæven og sænken af de svære bryn, ledsaget af tilsvarende bevægelser af arme eller skuldre — og de vil så nogenlunde kunne danne dem et billede af genstanden for hele uggelejre herreds forfærdelse, for alle præsternes rædsel, skolelærernes indignation og bispens fortvivlelse — sognepræst til Søby og Sorvad: Thorkild asgur Ejnar Fredrik Muller. Yderligere kan det forøvrig anføres, at pastor Muller var præcis tre alen i højden, at han havde mistet en finger på den venstre hånd, og at han bestandig — sommer så vel som vinte* — viste sig for verden i samme gamle, fedtede og forunderlige dragt, bestående af en stor hundeskindskabuds med skygge, et par gråtærnede benklæder og en tynd, blankslidt, sort underfrakke, der var knappet stramt om hans mægtige kæmpekrop; dertil tykke skaftestøvler, der lugtede surt af Tran, og en egekjæp med forsvarlig jernspiger på enden. End ikke i den strengeste vinterkulde var han at formå til at foretage nogen forandring i denne påklædning. Selv når det rigtig bundfrøs omkring ham, tog han sig blot en eftertrykkelig pris af en rød blæreskindspung, som ham altid førte med sig, knappede frakken tættere til og så’ sig forøvrig triumferende omkring, som nød han ret til marv og ben den isnende vind, der kildrede ham gennem huden. Hændte det nu ved en sådan lejlighed, at han på sin vej mødte en sammenkrøben synder, der — indbyltet i tørklæder, med dryppende næse og rindende øjne — kom imod ham langs grøftekanten, standsede han regelmæssigt med sit aller luneste smil, satte hånden knyttet i siden og vendte sig imod ham med et udråb som f. Eks.: » Halløj, de dér!... Pas for guds skyld på, de ikke fryser fast til pelsen! « — — hvorpå han fortsatte sin vej med denne mægtige, øredøvende latter, der satte luften i forfærdelse i vid omkreds og fik de to store, gule, slunkne hunde, der altid fulgte ham, til at springe op med snuden i vejret og hyle i vild glæde. Og smilet blev liggende i hans ansigt, og læberne bevægede sig i deres muntreste mimren, så længe han bare hørte den knirkende lyd af sneen under sine støvlesåler. Endnu på den sidste bakke foran byen standsede han regelmæssig og rettede sine bjørnelemmer som for ret indtrængende at fylde lungerne med luftens isnåle, inden han krøb ind under taget på sin mørke præstebolig. Denne, der lå i udkanten af byen, i et fugtigt hul under bakkeskråningen, var en gammel, affældig kasse, som vinterdage halvt begravedes af snemasserne, der hvirvlede ned over den oppe fra højderne og i hvide driver fyldte gårdsplads og have, så kun træer og busketoppe ragede op. Fodhøje volde lå langs alle murene, og oppe på det sammensunkne tag hang formelige laviner ud over indgangsdøren, der var så lav, at præsten måtte dukke sig for at komme igennem den ind i forstuen. Herinde modtoges han nu ikke af nogen mild og hyggelig lille præstekone med kruset kappestrimmel og fromt glattet hår, der huslig tog hans stok og hue, børstede snestøvet af hans frakke og smilende klappede hans våde kind. End ikke denne ellers så allestedsnærværende lille muntre præstegårdsfrøken var der til at kaste sig om hans Hals, rykke ham i skægget og kalde ham sin » slemme, store, stygge, dejlige bamsefa’er. « Der var ikkun en gammel, rød hankat, der kom snigende langs væggen inde fra en tom stue med en rotte i flaben og hurtig smuttede ind i et andet stort og tomt rum på den anden side af gangen, hvor en nyslagtet kalv hang midt under loftet med opsprættet mave for at få livvarmen af sig. Det kunne vel i det hele siges, at var pastor Muller selv en ubegribelighed for de fleste, så var » Hulen « — som hans bolig rent ud benævnedes blandt hans sognebørn — det ingenlunde mindre. Nu skulle man, ærlig talt, også kun vanskelig-kunne tænke sig noget, der mindre mindede om disse lune, hyggelige, tæppebelagte smårum med bogreoler, skilderier og magelige lænestole, i hvilke vore små, hyggelige landsbypræster plejer at pusle om i slobrok og tøfler med deres piber og prækner. Her var der, selv i præstens egen stue, ikke så meget som en klud over vinduet; gulvet var sort som en nyvendt ager, og det simple, mere end mangelfulde bohave — en gammel voxdugssofa, et par småborde, en tom reol og en brøstfældig trælænestol med læderhynde — var spredt omkring i værelset uden blot det tarveligste krav til hygge og orden. Det eneste oplivende v?r en ejendommelig samling af store bjørnehuder, sælhundeskind, hvalrostænder, rensdyrshorn etc., der var slået op på den ene, store endevæg som på et Musæum. Men ikke langt herfra, i krogen ved ovnen, stod til gengæld et ikke meget indbydende lille bord med levninger af søbekål i en lerskål, en humpel rugbrød, en kande med fedt eller smør og en kniv. Sagen var den, at søbypræsten var en eneboer og levede i et og alt som en sådan. Eller rettere: hans hjem var hele egnen, hvis skove og lyngbakker, kær og moser han fra morgen til aften gjennemstrejfede med sin bøsse eller sit mægtige egespir — skræmmende børn og vejfarende folk med sit vildmandsudseende og sin overmodige latter. Han havde vel i sit brød et gammelt, sort kvindfolk, der skulle være som en slags husholderske for ham og præstegårdens øvrige beboere. Men dette menneske havde pastor Muller straks fra den allerførste dag erklæret krig på kniven. I sin egenrådighed tillod han hende næppe nok at lave hans mad, endsige nærme sig hans stue, og han kunne blive som aldeles rasende over dette lille listende og forskræmte fruentimmer, som forholdene tvang ham til at have i sit hus, når han en enkelt gang mente at spore hendes fjed på hans enemærker. Idet han derfor nu — i sit fortræffeligste vinterhumør — trådte ind i sin stue, standsede han først efter sædvane på tærsklen for at forvisse sig om, at alt stod urørt derinde, således som han sidst havde forladt det. Da intet mistænkeligt forefandtes, tog han sig med sine krumme, af frosten stivnede fingre en forsvarlig snus af den røde skindpung, og gav sig derefter til på egen hånd at berede sig et måltid.... Han satte skålen med søbekålslevningerne forsigtig ind i kakkelovnen, lagde et par ' pinde overkors til de halvt udslukkede emmer, gned sig fornøjet i de valne hænder og stillede sig til sidst, da vedet begyndte at fænge, forventningsfuldt op foran skålen for at iagttage, hvorledes dens indhold efterhånden blev flydende, medens han samtidig omhyggelig indsnuste den første svage grønkåisduft, der steg op fra den fedtede rand. Pludselig fik han en idé. Han vendte sig om på tåspidsen, listede hen til et hængeskab, der var anbragt på væggen i den modsatte krog, åbnede det forsigtigt og og fremdrog af dets dyb med et underfundigt smil en papiromvunden flaske, af hvis indhold han derpå omhyggelig og under de pudsigste ansigtsfordrejninger og skuldertrækninger fyldte to småbitte farvede glas, der stod på det lille bord mellem smørret og brødhumplen.... Da dette var fuldbyrdet, bankede han op i loftet med sådan noget som stødtanden af en narhval, som han halede frem bag sofaen; hvorpå han sagte, og mens et forventningsfuldt smil bredte sig i hans ansigt, lod sig synke ned i den gamle, brøstfældige lænestol, der knagede under vægten af hans vældige legeme. Ovenover, hvor kapellanen Ruggård havde sine værelser, hørtes nu en stol blive skubbet tilbage. Et par filtsko gik over gulvet deroppe — helt hen til den modsatte ende af huset, hvor de derpå forsvandt ned ad en knirkende trappe.... En del døre blev lukket op og lukket i hele det tomme hus igennem. Endelig bankede det på præstens egen. Kapellan Ruggård var en ung, trediveårig tteolog, plump af skikkelse, med et besynderlig fladt, blegt og skægløst ansigt med underlig gammelagtige træk. Indhyllet i en grå slobrok, som han på ængstelig vis holdt sammen over maven med den ene hånd, blev han stående i døren og så’ hen på lænestolen med et gennemtrængende og spørgende blik gennem de runde, stærkt slebne brilleglar. » Det forekom mig «, sagde han endelig med bred jysk dialekt, idet han førte den frie hånd op til brillerne. » Det forekom mig, at pastoren bankede. « » Jeg?... Nå, ja « — fo’r den gamle op, ligesom af tanker. » Ja vist, ja vist... Det var bare det... jeg ville blot tillade mig at forespørge hos ds. Højærværdighed, om de muligvis ikke skulle kunne lade dem friste af et par uskyldige mavedråber? Jeg har taget mig den frihed at skænke dem et lille glas; for jeg mente, at dersom min høje foresatte netop i dag skulle have deres beklagelige tilfælde, så — —. « » De véd jo meget godt, hr. Muller «, afbrød kapellanen ham med en kun slet skjult indignation. » De véd jo meget godt, at jeg aldrig drikker spiritus. Det forekommer mig virkelig, at den spøg snart bliver lidt for gammel. Det skulle i sandhed glæde mig meget, om det var dem muligt at finde på noget andet at divertere dem med. « » Ak, ja — ja vist — naturligvis «, sukkede den gamle og rystede ligesom skamfuld på hovedet... » Men skulle dog alligevel ikke ds. Højærværdighed være at formå til at trine inden for i en ringe Broders hi og husvale hans ånd med en liden læskedrik af deres grundige dogmatiske granskninger? Om min høje foresatte vil være så god at træde nærmere, skal jeg øjeblikkelig lade hente en halv tønde kul og en fodpose... For sig mig en gang... Pneumatologi, ikke sandt?... Anttropologi, er det ikke således?... Men hvorledes var det nu — om de ikke vil skæmmes ved at give en stakkels uvidende Broder et lille indblik — Petrus lombardus, ikke sandt?... « men kapellanen blev stående i døren. Han så’ ned på denne olding med en blanding af medynk og forargelse. » Synes de virkelig, hr. Muller «, sagde han til sidst, da præsten endelig tav. » Synes de virkelig, at det passer sig for os at tale om disse materier på denne måde? Det forekommer mig sandelig, at der i vore dage er folk nok til at spotte og håne det hellige, så vi vel skulle vogte os for ikke selv at give anledning til forargelse. Jeg vægrer mig virkelig ved at tro, hr. Muller, at de finder dette at være en passende anvendelse af tiden, når der både her og alle vegne hersker så megen vankundighed og åndelig nød, der venter på vor hjælp.... Jeg ' kan således fortælle dem, hr. Pastor, at der i eftermiddags under deres fraværelse har været bud fra Hjulmand Povlsen fra Sorvad overdrev, hvis gamle moder — hvad de måske erindrer — ligger for døden; hun skal i alle fald være meget dårlig. Pastorens køretøj var naturligvis — som sædvanlig — ikke i orden; men jeg lovede at komme, så snart det var muligt. Nu er jo imidlertid både vejr og vej bleven aldeles ufremkommelig, og den stakkels kone ligger sandsynligvis og venter, — og det blot, fordi pastoren ikke vil give Lars besked om, at han skal holde sit slædetøj i orden.... Desuden har de vist været af den venlighed, hr. Muller, at gemme min rejsepels for mig. I alle fald har det ikke været mig muligt at finde den i de sidste dage. Det skulle i sandhed glæde mig meget, om de snart ville bringe mig den tilbage. « » Herre gud, er den stakkels kone syg — er hun syg «, sagde den gamle, atter ligesom i tanker.... Pludselig rejste han hovedet, og hans ansigt var nu et eneste stort smil: » Hør, véd de hvad, hr. Biskopi — véd de, hvad jeg har tænkt på? « » Nej — det véd jeg vist ikke. « » De burde ved gud gifte dem, hr. Ruggård. « » Gifte mig?... Hvad mener de med det? « » Jo, ser de... jeg læste forgangen dag om disse nye patent-kakkelovne — disse transportable, de véd nok.... Sig mig: kunne de ikke have lyst til at gifte dem med sådan en? Det måtte dog bestemt være noget for dem! Tænk! — den kunne de nok så dejlig spasere med under armen, når de gik ud; og om natten kunne den ligge og varme dem i sengen... Frisk indfyring morgen og aften, som der står i annoncerne. Hvad siger de til det? Var det ikke en god idé? « » Måske jeg så, hr. Pastor, måtte få lov at vende tilbage til mine studier. Jeg ville oprigtig talt i så fald være dem meget taknemlig «, afbrød atter kapellanen ham, bukkede med ironisk høflighed og forsvandt med det samme ud af døren. Pastor Muller lagde sig tilbage i stolen og sendte efter ham en af disse vældige lattersalver, der fik støv og møl og spindelvæv til at sitre i alle krogene og rotterne til forskrækket at rulle sig sammen og spidse ørene under de gamle gulvbrædder................ Oppe over loftet hørtes atter filtskoenes trin og stolen, der blev sat til rette. Men endnu sad den gamle dér med fremstrakte ben og hænderne foldede over maven og gottede sig over sit indfald. Pludselig sprang han op, rystede manken og så’ sig omkring. Det var allerede mørkt. Ved skæret fra kakkelovnen faldt hans øje på de to små glas, der stod urørte på bordet. Resolut gik han over gulvet og satte to fingre om det ene og tømte det; derpå om det andet og sendte rask dets indhold samme vej. Så snoede han sig omkring, greb stokken i krogen, kabudsen fra knagen — og var ude. Det var tæt snefog, bælgmørke, nordenstorm. Sneen røg fra alle kanter og samlede sig i mandshøje driver langs gærderne og i alle sænkninger. Men præsten satte sin pigstav i jorden og lagde sig frem imod stormen, fulgt af sine hunde......... Thi langt på den anden side bakkerne lå jo en gammel syg kone og ventede. Imidlertid dalede støvet derhjemme i » Hulen « atter jævnt og uforstyrret ned gennem den rolige stueluft. I aftenens ubrydelige stilhed stak rotterne deres spidse snuder op af hullerne i krogene, løb over gulvet, bedes, peb og væltede sig under sofaen, mens edderkopper, møl og mider lydløst og grådigt færdedes oppe i bjørnehuderne og i de gamle spindelvæv under det røgbrune loft. Og henne over ilden i ovnen stod søbekålen og snorkede stille hen til ingen ting. — om denne præst, hans liv og mærkelige levnet, er det, disse blade skal berette. i. Der eksisterede for et par menneskealdre siden — og mulig eksisterer der derfor endnu — en kongelig anordning, et ministerielt reskript eller noget lignende, i følge hvilket fattige tteologiske studerende, der ville forpligte sig til efter endt eksamen i et længere, forøvrig ubestemt tidsrum at virke som præster oppe i vore grønlandske besiddelser, af staten kunne erholde en årlig, ikke ganske ubetydelig understøttelse til deres studeringers fortsættelse. et menneskekærligt reskript! Alligevel var der — i hin på tteologer ellers så overvættes rige tid — ingenlunde mange, der fulgte opfordringen. Og de få, der gjorde det, var ingenlunde altid af den mest udsøgte slags. Det var, om sandt skal siges, i almindelighed mer eller mindre havarerede eksistenser, som livet på en eller anden måde havde taget for hårdt på, — synkefærdige vrag, der i nøden greb denne udvej som den sidste, fortvivlede redningsplanke. Sagen var den, at dette » forøvrig ubestemte « Tidsrum, for hvilket man forpligtede sig, som regel strakte sig over det meste af vedkommendes liv. Kun i sjældne undtagelsestilfælde og under ganske særlige omstændigheder kunne en tidligere benådning forventes. Man forstår derfor let de følelser, med hvilke et sådant ungt menneske lod sig forskrive til denne livsvarige forvisning, — den stille gysen, hvormed han tænkte på den dag, da kaldsbrevet ville komme og skibet lægge ud og byens spir og tårne forsvinde under bølgen med den kyst, som han måske aldrig mere skulle gense eller i det heldigste som en gammel gråskæg med sneblændede øjne og stivnede lemmer efter en livslang levende begravelse deroppe i den evige isørkens frygtelige ensomhed og tomme mørke måske vil det også forstås, at det under, disse forhold og med disse udsigter for øje ikke altid kunne være det mest eksemplariske • liv, disse » grønlandske studenter « — som man kaldte dem — førte i den korte tid, de endnu havde at leve i. I virkeligheden var det endog meget ofte akkurat det modsatte. Fortidens ulykker, skuffelser, savn og nød havde på forhånd løsnet grunden under deres fødder; og bevidstheden om at have « solgt sig « dræbte snart den sidste rest af menneskelig værdighed i deres bryst.... De levede for sig selv, en besynderlig lyssky, ligesom underjordisk tilværelse i berygtede smøgers mørke og kælderbeværtningers bagstuer, hvor de med en fortvivlet grådighed tog for sig af livets forskellige goder, inden det blev forsilde; benyttende tiden dag og nat ligesom med en feber efter at prøve alt, efter at tømme i sig af alt, mens der endnu var lejlighed,.... indtil de en nat kom hjem til deres tomme kvist og ved at tænde spiddelyset blegnede ved synet af et stort, blåt brev med fakultetets røde segl, der lå og ventede på dem, indeholdende anmodningen om hurtigst mulig at indstille sig til den tteologiske eksamen for med første.skib at drage op til— » Syndernes forladelse, kødets forsagelse og den evige is «, som det hed mellem de ulykkelige. Og Thorkild asgur Ejnar Fredrik Muller, der hørte til iblandt dem, havde ikke været anderledes end de fleste. Mange vil måske endnu fra hine tider mindes en svær, stor og kejtet fyr, der gjærne var til latter overalt, hvor han viste sig, og som altid var i vejen med sin kluntede krop og sine lange lemmer, skønt han bestandig gned sig op langs husvæggene og ved alle lejligheder gjorde sig så lille og ubemærket, som det blot var ham muligt. Sikkert vil de i så fald huske ham fra en forelæsning i det tteologiske avditorium, til hvilken han en gang ligesom af en fejltagelse havde forvildet sig,. og hvor hans tilsynekomst straks i døren vakte en sådan munterhed, at han atter skyndsomst fortrak,.... eller måske endnu bedre fra en af hin tids smudsige og uhyggelige studenterbillardstuer, hvor han ofte sad hele dage igennem i en og samme mørke krog, med albuerne på knæene, hagen hvilende i hænderne, som sov han indvendig, mens han med et drømmende, halvslukt blik så’ ud på vennerne omkring billardet og blot nu og da langsomt trak mundvigene op til*et sløvt smil, når det behagede en af disse at slå ham kraftigt på skulderen, hælde en snaps brændevin ud over hans hoved eller på anden måde være vittig på hans bekostning. Uden nogen sinde selv at sige et ord eller tage del i lystigheden, men tålmodigt findende sig i at blive benyttet af kammeraterne til en hvilken som helst slags spøg, kunne han ofte sidde således timevis uden at røre sig, — som et alt for stort, godmodigt dyr, der for længst var blevet enigt med sig selv og andre om, at det i et og alt var født som en umulighed. Om dette havde der nu virkelig også blandt alle hersket en sjælden rørende enighed, omtrent fra samme stund den lille Thorkild for første gang åbnede sine store, vandblå øjne i moderens sovekammer. Og meningerne havde ikke forandret sig, efterhånden som de kluntede lemmer voksede ud og kroppen rakte sig. både slægt og venner kunne ikke højlydt nok forsikre, at han var og blev en umulighed. Og hans stakkels lille bekymrede og fortumlede moder kunne under opvæksten ikke ofte nok tage ham mellem sine hænder for at forkynde ham, hvor ringe et håb han turde gøre sig for livet; hvor lidet han måtte vente, at dette ville bringe ham; og hvorledes man med tålmod og ydmyghed måtte bære de åg, som Vorherre lagde på ens skuldre. Thorkild så’ dagens lys i en lille jysk provinsby, hvor hans fader, der var adjunkt, pludselig døde kort tid efter drengens fødsel, efterladende moder og barn i trange og sørgelige kår. På en velhavende slægtnings bekostning og under hans strenge opsigt blev han i sit tiende år sat ind i byens latinskole for efter et ønske, som faderén endnu på sit dødsleje indstændigt havde gentaget, og som de efterlevende derfor mente at burde gøre sig til pligt at opfylde, at uddannes for den studerende stand. Det var lange og kvalfulde år for det ulykkelige barn. Mere end én gang var man lige ved i fortvivlelse at opgive forsøget. Men da han endelig i sit tyvende år, efter de utroligste anstrengelser og endda kun ved en ren slumpelykke, slap igennem studentereksamen, lod familjen ham øjeblikkelig indskrive til grønlandsk præst, idet man fik den stakkels svage og forkuede moder gjort begribeligt, at dette var den eneste tænkelige udvej. Thorkild selv gjorde ingen modstand men tog denne afgørelse med samme stumme ligegyldighed, hvormed han fra barnsben havde vænnet sig til at finde sig i alt uden indvendinger. Og da det først ret var gået op for ham, hvor det egentlig var, man havde anbragt ham, hvor han havde sin plads — så fulgte han fra samme dag trolig alle » Grønlænderne « I hælene, både til de mørke smug og til kælderbeværtningernes bagstuer, uden nogen sinde at tænke over, om det mulig burde eller kunne være anderledes. I fire år levede han således, uden egentlig ved nogen lejlighed at vågne af den sløvhedstilstand, hvori han mere og mere sank ned. Et vildt, rødligt skæg groede ham efterhånden ud af det store, fregnede ansigt, mens de plumpe lemmer og den tunge krop voksede indtil det latterlig uformelige.... » Bjørnen « kaldtes han allerede den gang blandt kammeraterne. Og virkelig mindede han, når han således sad imellem dem, hensunken i sin dvaledøs, med de store røde labber for munden og det lodne, ludende hoved ned over brystet, — virkelig mindede han da om en mægtig, tæmmet vildbams, for hvis sløvt stirrende øjne tågede drømmesyner og uklare billeder af barndomsegnens skove, moser eller vidtstrakte Enge nu og da gled forbi..... Men nu hændte det just i disse åringer, at en usædvanlig streng vinter bortrev et par af de danske præster i det nordligste Grønland. Og da Thorkild en nat kom hjem til sin tomme kvist, fandt han derfor — længe før han havde ventet det — ved spiddelyset sit » blå brev « liggende på bordet. Det var første gang i sit liv, at han følte knæene vakle under sig. Tre gange læste han skrivelsen helt igennem, inden han fiildt havde forstået den. Så lod han sig synke ned på sengekanten, med brevet mellem hænderne, og faldt i dybe tanker. Men som han således sad, fødtes en idé i hans hjerne, — en idé, hvis snildhed overraskede ham selv på samme tid, som han ikke kunne forstå, at ingen anden havde fået den for længe siden. Det gik nemlig op for ham, at man jo umulig kunne gøre ham til præst. Han vidste med sig selv, at han var blottet for enhver tteologisk kundskab. Han havde i alle disse år ikke åbnet en bog, og siden hint mislykkede forsøg på at liste sig ind til en p'orelæsning havde han næppe set universitetets mure. Han var fuldstændig » bar «.... Og nu var det, han havde regnet ud, at ifald han ved den skriftlige eksamen afleverede alle sine opgaver ubesvarede og ved den mundtlige prøve ikke sagde et levende muk, så kunne man umulig give ham nogen karakter — og følgelig ville man blive nødt til, i alle fald foreløbig, at lade ham blive hjemme. I hele den måned, han af fakultetet havde fået tilstået som frist, gik han nu og pønsede på iværksættelsen af denne plan, uden at betro den til nogen som helst endog af sine nærmeste kammerater. Og da tiden kom, fulgte han den samvittighedsfuldt og uden blinken. Der blev en ordentlig latter rundt på studenterknejperne, da det fortaltes om den grønlandske bams, at han havde leveret alle sine skriftlige opgaver » isblanke « op. Men Thorkild havde her gjort regning uden højere vedkommende. På en forespørgsel hos disse fra fakultetet indløb nemlig underhånden det svar, at kandidaten nødvendigvis under alle omstændigheder skulle have eksamen, og det endog så betids, at han som ordineret mand kunne afgives til kolonierne med første afgående skib.... Og således muliggjordes da den komedie, der endnu mange år efter skulle leve som et sagn i det tteologiske fakultet. For et propfuldt avditorium af unge og ældre præste-emner, der var strømmet sammen for at overvære denne forestilling, måtte den arme Thorkild løbe spidsrod gennem alle de tteologiske fag, af hvilke der var flere, han ikke en gang kendte af navn. med hænderne tungt hvilende på sine knæ, øjnene stift i gulvet, latterlig endog for sig selv i sin sorte, lejede kjoledragt, der stumpede for hænder og fødder, sad han dér på sin stol uden at røre sig og så’ ud, som havde han blot det eneste ønske: at jorden ville åbne sig under ham og opsluge ham for stedse..... Det så’ undertiden helt uhyggeligt ud. Professorerne snoede og vred sig som orme — røde og fortvivlede — ruskede ham i frakkekraven og råbte ham ind i øret.... men ikke en stavelse kom over hans blege, sitrende læber. Endelig, i det aller sidste fag, da eksaminator — næsten under avditoriets jubel — ved en slags overrumpling fik skruet ud af ham, hvornår « omtrent « Luther levede, fik sagen dermed en ende.... Og med sit vix non contemnendus, sit præstebevis og bispens strengeste formaninger til flittigt og samvittighedsfuldt at indhente det så sørgeligt forsømte, sendtes han da » pr. omgående « Op til det nordligst tænkelige præstekald i den vide verden. End ikke moderen fik han sagt et sidste farvel.... Skibet lå sejlklart på reden, og en eftermiddag i begyndelsen af April lettede det Anker. Ingen var’ der til at tage afsked med ham; — og snart skjulte mulm og tåge den hjemlige kyst for hans stirrende øjne. Iii. Dér, hvor landet højnede sig og fjældene — nøgne og sorte — trådte ud i det store, isopfyldte hav, bøjede en bred fjordarm sig rolig ind mellem to skyhøje klippebarme og trængte dybt ind i kystlandet. I mundingen var den vid og rummelig som et sund, fuld af små, snedækkede øer og klippefulde skær, over hvilke tusinder af snehvide fugle kredsede og fyldte luften med skrig. Men efterhånden som den nåde ind, blev den bestandig smallere, trængtes i sit bugtede leje bestandig snevrere sammen mellem de høje, bratte, nøgne fjældvægge, der stod dér, tinde over tinde, i et gråt, tavst og trøstesløst øde, — indtil den til sidst, inderst inde, på ny videde sig ud og endte som i en lille fredelig indsø, der dækkede bunden af en mægtig, dyb klippekjedel, hvis mere jævnt skrånende sider og mosgrønne, gullige eller med krægebærris bevoksede klipperevner spejlede sig i dens stille, krystalklare vande. Det kunne vel af og til i den korte sommer hænde — især imod storm — at et hvalfangerskib fandt vej herind mellem fjældene og vakte ekkoet op med sine klirrende ankerkjættinger og sine menneskestemmer,.... eller at en af storhavets hvaler forvildede sig ind mellem skærene og piskede vandet i vrede, indtil den med sprøjt og larm slap ud igen. Men ellers lå stilheden dyb og slumrende mellem de rolige fjælde, nat og dag uden at brydes,.... kun ligesom sat i musik af midnatssolens summende myggesværme, der stod derude over det gyldentfarvede vand som sorte, dansende slør, hvor igennem solstøvet sigtedes. Nu og da lød et lille plask ude fra dybet, hvor en sort, blank ryg skød sig op og forsvandt. Brede, buttede snuder stak hist og her op i vandskorpen for at drikke luft og dukkede derpå lydløst under. Ned ad fjæljsiden kom den blågrå ræv med langsomme, søvnige skridt. På en 3 afsats i klippen standsede den, så’ sig ligegyldigt om, rystede pelsen' og gik videre,.... Fulgte derpå et stykke langs med søbredden, hvor små, mangefarvede kiselsten glimtede fra bunden af det klare vand, snappede dovent efter en myg, gabede rødt og begyndte endelig med sin spidse snude at rode op mellem en bunke gamle, afgnavede ben, der lå uden for indgangen til en forladt, halvt sammensunken hule af mostørv og sten, ind i hvis kølighed den til sidst selv forsvandt. men rundt omkring søen, spredt under klippeskrænterne, lå en hel lille by af sådanne små, sammensunkne jordkuler — de indfødtes kummerlige vinterboliger — som de ved første glimt af vår og sol i huj og hast havde forladt for at ty op til den glade rensdyrsjagt inde på de store højsletter under indlandsisen. Også en slags tarvelig stenkirke fandtes her, bygget op mod selve klippesiden og med et simpelt trækors over indgangen. Og oppe på fjældskrænten, i ly af et par store, af gulligt lav beklædte klippeblokke, hang en rødmalet bjælkehytte med hvide vinduesrammer, bræddetag og en indhegnet gård for hundene. Men også denne var nu forladt. Kun ræven luskede nu og da ved aftentid herop med pelsen fuld af myg og gav sig dovent til at gnubbe sig op ad hjørnestolperne. Men når den lange vinternat nærmede sig og sneen begyndte at lægge sig tæt over landet, vågnede der liv i denne øde stenkjedel. Fra øst og syd kom små, skindklædte skikkelser ned over fjældsiderne med hundekobler og tungt belæssede slæder, vinkende og råbende til hinanden på lang afstand gennem den tykke sneluft. Nogle på ski — i strygende fart ned over skråningerne 1 samtidig kom andre vestfra, ind igennem fjorden, i deres store, gule skindbåde og små kajakker.... to, tre familjer i følge, snakkende, kjævlende, leende, klodsede og ubehjælpsomme i al deres stive skindtøj.... Fruentimmerne ved årerne, gulbrune og sortøjede, nogle med patteglutter bag på ryggen i amauten.... og alle bådene fulde af skindbylter, spæk, klumper af blodigt sælhundekjød, fuglevildt, stinkende huder og 3* store, opspilede rensdyrmaver fyldte med blandinger af mel, gryn eller ærter, som de havde tusket sig til på handelspladsen sydefter. hver dag bragte nye familier til kolonien. Der blev et liv søen rundt af disse små, travle, skindklædte skikkelser, der endnu var som halvt berusede af sommerens sol og den ville jagt oppe under højlandsisen. Vinterboligen skulle ordnes, sten og Mos skulle samles, de nye huder spredes ud over klipperne for at vindtørres. Oppe i fjældrevnerne, på afsides steder, blev vinterforrådet nedlagt i stendysser og omhyggelig tildækket med huder og sne. Og inde i hulernes mørke vraltede de gamle, krogede og skaldede koner snakkesalige omkring og bredte skindene over sovebrikserne, fyldte Tran i vægstenslampen og hængte den store, sorte kogegryde op over denne under det lave, vådt dryppende loft. Og alt imens sank solen for hver dag dybere og dybere under horisonten, og mulmet gled ind fra nord med tætte, kolde snefald og bidende isvinde. men selv i dette vinternattens månedlange mørke, når landet lå begravet under de favnehøje driver og havet stod ispakket og mørkt, så langt øjet nåde, så levede man dog, om også ofte fattigt nok, heroppe under sneen.... Hist og her faldt et lille bitte rødligt skær fra en hules tarmrude hen over det hvide, tavse dække, der gerne havde sænket sig lidt over en sådan plet på grund af det ophedede rum nedenunder. Nu og da kom en skindbylt krybende ud på alle fire fra den lange, lave, stensatte gang, der fra hulen førte ud i det fri. Og altid gik de store, slunkne hunde søgende omkring og hylede klagende i de bitterkolde nætter. Ude på fjorden, skjult i frosttåge!-, stod stivfrosne fangere på vagt ved sælhundenes blæsehuller.... urokkelige i timevis, med harpunen parat i den højre hånd, kun nu og da varsomt løftende den ene fod for ikke at fryse fast til isen. Andre gik ude mellem skærene med bue og pil.... Bestandig videre og dristigere, efterhånden som vinterforrådet slap op og frosten lukkede alle sunde. Men var end sulten og nøden mangen gang stor på denne tid, så døde man alligevel sjældent helt heroppe; knurrede næppe en gang over sin ublide skæbne. Selv når det sidste stykke frosne spæk var fortæret og endog vægstenslampen under loftet gået ud af mangel på næring, så rullede man sig blot tættere sammen i mørket over stenbrixerne, tavst lyttende til de ville vinde, der rasede hen over ens hoved, tålmodigt og gudhengivent ventende på den stund, da sneen på tinderne atter første gang tændtes af dette røde guldskær, der bebudede, at solen — solen! — var i anmarsch. da kom de krybende ud — store og små skindbylter — fra alle hulerne omkring søen, rejste sig på de vaklende knæ, strakte armene frem og stirrede med de matte, forsultne øjne op imod dette fremmede lys, der ligesom legede på fjældkammene. Selv gamle krøblinge og de, hvem sulten havde udmattet, så de ikke kunne støtte på benene, måtte bæres ud i det fri for at overbevises om, at det virkelig var sandt, og for at se på, hvorledes nu skæret dag for dag listede længere ned ad klippesiderne. og når så til sidst en smal, rødglødende rand pludselig kiggede op over den blånende fjældkam i syd, og solens store, blodrøde kugle roligt hævede sig op i den stråleklare luft, — da blev der ingen ende på lyksaligheden. store glædestårer randt ned ad de udhulede kinder. Man råbte og klappede i hænderne, humpede ellevildt om på de kluntede lemmer og faldt hinanden om halse

1897_Pontoppidan_Kirkeskuden

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Kirkeskuden

male

male

dk

Pontoppidan

Kirkeskuden

Pontoppidan

Kirkeskuden

En Fortælling

y

roman

Schubothe

KB

nan

nan

CE_CANON

I efter den første vårregn, når småbitte længselsfulde Spirer titter frem af hver håndfuld jord, da kan selv den magreste ager synes grodefuld, ja sandjorden står på den tid som den aller frodigst grønne og bilder os ind, at den er frugtbar; det er først, når høsten kommer, at man ynkes over de spredte strå, der står og ligesom råber om barmhjærtighed. Og efter den første vårregn svulmer modet og håbet, — nu kommer den lyse, den dejlige sommer! Skoven stod endnu så betænksom,... som vidste den ikke, hvad den turde. Kun noget ungdommeligt krat på sydskrænten havde vovet udspringet og viftede overmodigt med de spæde blade. Den lysegrønne rug strakte sig velbehageligt efter den lange vintersøvn og tog sig helt sommerlig ud mellem de mange sorte jorder, der netop havde gjort toilette og fået sig sirlig friseret med bondens tunge jernredekam. Luften var ganske stille og endnu fugtig efter regnen. Men da solen puttede sig ned i lyngbakkerne, gik der en susning gennem skoven. Det var de gamle træer, der aftalte, at i morgen skulle det være. Fuglene begyndte at trække til skovs, — med det samme rolige velbehag som mænd, der vender hjem efter et vel udført dagværk. Kun en flok krager fløj med en sådan allarm over landsbyen, at storkefamilien oppe på kirketaget f6r op af reden, baskede med vingerne og skræppede. Og idet storkefatter satte hovedet på hæld, blev han ved at glo efter urostifterne, indtil de langt borte forsvandt som en lille sort streg på den røde aftenhimmel. Så strakte han sin lange Hals med et enkelt skræp, der skulle udtrykke hans uendelige ringeagt for denne elendige, grå fuglepøbel; hvorpå han atter gravitetisk satte sig til rette i reden for i ro og mag at pudse næbet rent for den fede moseskimmel. Og der blev igen så stille over den lille by, at man kunne hore det viden om, når en utålmodig ko brølede inde i stalden efter malkepigen. Byen bestod hovedsagelig af ældgamle gårde, der så’ ud, som om de bare stod og ventede på at få at vide, til hvilken side de helst måtte falde. Men til den forestående pinsefest havde de fleste fået væggene opkalkede og bindingsværket tjæret, så der så’ helt pynteligt ud omkring det store gadekær, hvori den største del af byen spejlede sig. En ung, kraftig bygget pige sad med et uhyre af en strikkestrømpe på stenflisen foran et lille hus og slog takt med foden, mens hun trallede. En gang imellem — når hun skiftede pinde — henvendte hun en kort bemærkning til en midaldrende mand, der stod i en halvåben stalddør og hvilede sine arme på dennes nederste lem. Men han skulle altid først suge et par mindelige drag af sin pibe og endda en stund se på, hvordan den lette blå røg hævede sig roligt i den stille aftenluft, før han kunne finde på at svare: » Å — ja såmænd. « Ude i det mudrede gadekærsvand morede nogle barbenede unger sig med at hale i en død kat, hvis opsvulmede mave stak op over overfladen, en hvidhåret knøs med bukserne smøgede helt op til lommerne havde fået fat i snoren om dens Hals; et par af de andre stak til den med pinde. To småbitte, frygtsomme piger stod tæt inde ved land og holdt hinanden trofast i den ene hånd, mens de med den anden løftede skørterne højt op over knæene. » Pas endelig godt på, børnlille, « lød det pludselig inde fra bredden. Drengene vendte sig om og blev stående med huen i hånden. Det var den ny præst. Han stod derinde på vejen med sit milde smil og nikkede ud til dem. » Pas endelig godt på! « gentog han. » Ja! « råbte de tilbage i kor, — og der lå i den frimodige tone, at de ikke var bange for præsten. De to småpiger gik endog tæt hen til ham og gav sig til måbende at betragte ham. Han bøjede sin tynde skikkelse ned imod dem og strøg dem over kinden. » Hvis er i, småbørn? « spurgte han. Den ældste af dem målte med fingrene på sin fremstående mave og fremmumlede omsider: » Ole Olsens. « » Ja nu ser jeg det jo! Kan i hilse hjemme, « sagde han, nikkede endnu en gang venligt ud til drengene og fortsatte derpå sin stille vandring med hånden på ryggen. Men når han således gik i sine egne tanker, var hans magre ansigt alvorligt, næsten strengt. Og der var noget særdeles højtideligt over hans sortklædte skikkelse og den rolige, afmålte gang. Manden i stalddøren lettede en smule på sin hue. Præsten derimod hilste dybt, mens smilet atter lyste op i de smukke træk.... lidt sodligvenligt var det. » Guds fred og godaften, hans Jensen! « den øvre ende af byen bestod af en samling elendige fattigmandshytter, der lå på den ene side af vejen og så tæt ved hinanden, at der langsmed gavlene netop var plads til den række uhumskheder, som fattigfolk synes at finde nødvendige for at bevare hyggeligheden. Konerne sad på dørtærsklerne med pattebørnene i skødet og med den øvrige, fedtebrodsspisende ungdom rundt omkring sig. Deres passiar fra dør til dør forstummede, idet præsten viste sig for enden af vejen. Hilsende og nikkende gik han dem forbi — ængstelig for at støde nogen ved at overse dem. Han gik nu ud af byen og op på en høj ude ved stranden, hvorfra man havde en oversigt over hele egnen lige ind til skovene og de høje lyngbakker, der gav den læ for norden- og vestenvinden. Jævnlig søgte han ved aftenstid herop for at opbygges, mens den synkende sol lagde som en fredens glorie om den lille idylliske plet, hvis åndelige vogter han var sat til at være. Men denne aften blev hans andagt forstyrret ved synet af en kvindeskikkelse, der sad på rælingen af en opskudt båd nede på stranden med hænderne mandhaftigt i siderne og et par nøgne fødder dinglende over sandet. Der var » lange Ane «, som hun kaldtes, eller Ane bodilsdatter, som hun også kaldtes, fordi ingen nogensinde rigtig havde vidst navnet på hendes fader. Hun var næsten tre alen høj, tynd og ranglet, havde et lillebitte, rundt hoved, en stærkt fremtrædende næse og store, mørke ojne. Hendes hår var svært og blåsort som en ravnefjer; men hun skjulte det altid med et 'forklæde, som hun viklede så stramt om hovedet, at kun nogle filtrede tjavser hang frem over panden. Man sagde, at hun gjorde dette for ikke at bestyrke et rygte, der ville sætte hendes fødsel i forbindelse med en omstrejfende zigøjnertrup, der for tyve år siden havde huseret i egnen og en tid slået lejr ude ved kratskoven, hvor moderen, en fattig kulsvierenke, den gang boede. Der rejste sig altid en dyb misstemning hos præsten ved synet af dette unge, opløbne fruentimmer, om hvis frie og anstødelige liv han hørte så meget fortælle. Hun færdedes altid mellem karlene, tog overalt del i det groveste arbejde for at gøre sig til af sine kræfter, trak våd med fiskerne om natten, ja gik uden blusel gamle Ole røgter tilhånde ved betjeningen af den uvane bytyr. præsten tænkte på, at her var noget for ham at udrette overfor dette stakkels, forsømte menneske, der syntes aldeles blottet for ethvert moralsk begreb. Han havde i det hele sporet en sørgelig vankundighed i sin ny menighed; og hver aften, når han stod her på højen og så’ den lille landsby ligge dernede for hans fødder i solnedgangens stråleglans, bad han gud om kraft og nåde til at oplyse disse folk og sprede det dybe åndens mørke, hvori de nu som tankeløse børn gik døden og fortabelsen i møde. Imidlertid var en lille, hvid båd kommen glidende derude på det blanke vand. Idet den nåde ud for det sted, hvor Ane befandt sig, satte hun begge sine store hænder for munden og udstødte et brøl, der fik præsten til at fare i vejret fra det sæde, han havde dannet sig oppe på den lille høj ved at lægge sit lommetørklæde over en græstue. Ikke så såre nåde råbet ud til den lille båd, før den vendte stævnen mod land. Med hvidt skum for boven og to bølgestriber glidende efter sig som et par lange ben f6r den ind imod kysten. På toften sad en lille, fregnet og skævskuldret mand med et spædt, lyserødt skæg under hagen og store, troskyldige øjne. Det var fiskeren Ole Lorents. Ane soppede ud i stranden, der var flad og grund langt ud, så båden ikke kunne komme ind. For at nå ud til den måtte hun spasere mere end hundrede alen, under hvilken vandring hun løftede sit skort så højt op over sine lange, hvide ben, at præsten deroppe på sin græstue rødmede om kap med solnedgangsskyerne og vendte ansigtet bort. Kort efter rejste han sig og gik hjemad. Hans unge hustru ventede ham med 'feen; og selv længtes han efter at forelæse for hende slutningen af » De hellige martyrers liv og gærning «. Ane plejede at følge Ole Lorents, når denne tog ud for at røgte sit bundgarn, der stod ude i fjordmundingen; og Ole røgtede egentlig kun for at få hende med; thi stort andet end krabber og andet elendigt kravl var der sjælden i Garnet. Men han elskede hende. Og hans kærlighed til hende var en ydmyg underkastelse, en hundetro beundring, der skrev sig fra deres barnedage, den gang hun — skønt flere år yngre end han — med sine overlegne kræfter havde forsvaret ham mod de andre drenge, der holdt af at drive løjer med ham, fordi han var lidt » skruttet «. De var voksede op sammen i fattighuset og havde også siden fulgtes — halvt som søskende, halvt som et par alt for unge kærestefolk. Ane havde næppe fyldt fjorten år, før Ole første gang i fuld alvor friede til hende, og han havde siden gang efter gang gentaget forsøget uden at opnå noget virkeligt resultat. Ane kunne ikke bestemme sig. Snart tilskyndede hun ham, snart viste hun ham hånligt væk. Hun var i det hele ikke anlagt for kæresteri; dertil havde hun i al sin tid levet for lidt mellem sit eget køn. Hun følte sig for meget som et halvt karlfolk til at kunne gribes synderligt af erotiske anfægtelser. Hun vidste blot, at hun godt kunne lide at se ind i hans lille spinkle skæg, når han smilte; og hun var forelsket i hans øjne, fordi de var så milde og kunne have et så traurigt blik. Men på den anden side fandt hun ham alt for ærekrænkende lille i sammenligning med hende selv. Og desuden var hun bange for at få børn, som kunne hæmme hende i den frie færden på strand og fjord, der var hendes eneste lyst. Hun havde aldrig kendt noget hjem, og hun ønskede ikke heller at få noget.... I flere timer flød de ude på fjorden i den stille aften. Ole hvilte på årerne, tog blot en gang imellem et halvt tag. Ane sad i agterstavnen. Med hagen hvilende i sin hånd stirrede hun ud over havfladen, som lå i ganske små krusninger, der blinkede i månelyset som guldskæl. De talte sammen om mange ting. Pludselig rettede Ane sig op og sagde med et lille smil i sine forslagne zigøjnerojne: » Se, hvad jeg horer... Søren Andersen er jo kommen hjem fra Amerika i går. « Oles lyseblå øjne fik straks noget af det » traurige « i udtrykket. » Har du set ham? « spurgte han. » Nej, — men han skal jo være bleven så meget storartig, si’er de. Også i klæderne. « Ole skævede ud langs den styrbords åre og pjaskede lidt med den. » Å ja. Det kan gerne være, « sagde han blot. Den, de talte om, var en ung sømand, der i flere år havde været på langfart i de sydamerikanske farvande og som nu for første gang efter at være bleven fuldvoksen gjorde sin hjemstavn et besøg. Hans ankomst havde allerede vakt en del opsigt rundt i egnen. Overalt, hvor han viste sig på gaden, samlede karlene sig omkring ham med øjne, der lyste af misundelig beundring,... og pigerne stod og kiggede bag dørene. Han var et hoved højere end dem alle, havde en mægtig bulehat siddende bag i nakken og to ægte guldankere i ørene. Dertil bandte han alenlangt, drak brændevin af ølkrus og brugte skrå så tyk som en tovende. Jo, det var blevet ka’l — hanl Oles pludselige ordknaphed var ikke undgået Anes opmærksomhed,... det havde netop været hensigten med hendes spørgsmål at forurolige ham en smule. Hun holdt nok af at pine ham lidt. Der kunne ofte, bedst som de sad, skyde op i hende en trang til at se ham lide under hendes koldsindighed. Det var hende i sådanne øjeblikke en tilfredsstillelse at fole sin magt over ham, — og hun benyttede sig af den uden barmhjærtighed. » Det må for resten være et raskt liv... Sådan på langfarter i fremmede lande, « Vedblev hun. » Hvorfor er du egentlig aldrig gået rigtig tilsos, Ole? « Ole vendte modfaldent øjnene op imod hende. » Det véd du jo godt, Ane! « sagde han. » Å hvad!... Lad os ikke komme med den snak! Det er du sgu snart for stor til, bitte Ole! Men du har nu fra barnsben haft for vane at hænge i fruentimmerskorter; derfor er du heller ikke bleven til mere, end du er!... Nej ovre i Amerika; dér var liv for en rask Karl! Og dér er vist penge at tjene, kan du tro. Jeg hørte da, de snakkede om, at Søren Andersen går om med en pung fuld af gulddalere, ligesom en hestepranger. Se, det er kram, der duer noget. Det er kram, der duer, « blev hun ved at gentage, imens hendes mørke øjne tindrede som i et genskin af det rode guld, hun i fantasien så’ flimre og skinne. Hun fortsatte endnu en stund i samme udæskende tone. Når hun først var begyndt, kunne hun aldrig holde op. Oles sagtmodighed gjorde hende da blot endnu umedgørligere. Det var en Art hævngærrighed, der i sådanne øjeblikke betog hende. Det var den hånende medynk, som ulmede på bunden af hendes kærlighed til dette lille mandfolk, der til tider pludselig flammede op i åbenbar foragt. Ole var efterhånden bleven aldeles tavs. Han havde atter taget fat på årerne, og snart lagde de til ved byens lille bådekaj. Kort efter skiltes de. Da han ved afskeden rakte hånden frem til afsked, så’ hun et øjeblik kritisk på den og gav den derpå under en høj latter et eftertrykkeligt klask. Så gik hun. Hun havde på ryggen en ålekube af flettede vidier og i hånden en hyldekæp så lang som hende selv. Hendes vej gik gennem det mørke, tætte strandkrat, hvor månelyset spillede ind mellem stammerne og lå som hvide stykker tøj på græsset i de små lysninger. Men hverken disse elverpigernes liglagner eller troldelatteren ude fra det dybe mosehul skræmmede hende, skønt hun tydeligt hørte den. Hun havde sin bolig hos et par husmandsfolk helt ude på det fjerne overdrev og var vant til på alle døgnets tider og i alt slags vejr at strejfe alene om både i skov og på hede. Da hun nåde korsvejen på den anden side af krattet, standsede hun ved lyden af musik fra kroen, der lå et stykke borte. Et rødt, støvfuldt skær faldt gennem de åbne vinduer tværs over vejen,... nu huskede hun, at der var Dans. Men hun Dansede ikke. Hun var for stor. Der var ingen af mandfolkene, der kunne svinge hende. Hå, hå, hå! Hun huskede en gang, hun var drattet ind i en legestue. Dér sad de pæne gårdmandsdøtre stift op ad væggene og gloede på hende, som om hun var et luendes bjærg. Hå, hå, hå! Og den gang havde hun endda været klædt i sin sorte kjole, som hun stod på kirkegulvet med, og haft snøresko på fødderne. Nu ejede hun i hele verden ikke andet end de pjalter, hun gik og stod i. Hå, hå, hå! Med et hånsmil skubbede hun sin ålekube højere op på nakken og fortsatte sin vej over bakken ud mod overdrevene. Men kun et par skridt gik hun, — så standsede hun igen og lyttede. Det var en hopsa, der blev spillet... Nej, sekstur!... Nej, heller ikke!... Hvad dæ’len var det dog? Hovedet begyndte at rokke i takten, tungen fik fat på melodien, og de småtrippende fødder påstod til sidst, at det alligevel var en hopsa, en strygende, fejende hop, hop, hopsa!...hå! Hun satte sig atter i bevægelse men standsede igen lige så brat. Hun kom til at tænke på, at denne hersens Søren Andersen muligvis også var med i dansen derhenne; og hun kunne egentlig nok have lyst til at se, om han virkelig var en sådan stadskarl, som de ville gøre ham til. Et par minutter efter stod hun da udenfor kroen —i en passende afstand fra muren for ikke at blive set — og kiggede ind gennem vinduerne. Gamle Ole røgter sad deroppe i den samme høje vindueskarm, hvorfra han, lige siden han selv var ung og » skøn som en dragon «, havde klemt sin harmonika til ungdommens danse og fra sin stumpede pibe sendt blålige skyer ud i den grågrå tåge af støv og svedog øldunst, der hvilede over salen » karlene havde et øjeblik overladt pladsen til de halvvoksne drenge og var søgt ind i skænkestuen ved siden af, hvorfra der lød et virvar af klinken, skrigen og kortslag i bordene. De ældre piger krøb gabende sammen i dansesalens kroge og skævede til de enkelte unge par, der vovede sig ud, når Ole gad spille. Med ét opstod der spektakkel ude i forstuen, og en skare karle rusede ud på vejen. Ane greb sin ålekube, som hun havde sat fra sig på jorden, og ville gå. I det samme lød det med en glad stemme bag hende: » Hej! Little lady dér... bi et korn! Har det sådant et jav! « Hun vendte sig udfordrende om. En stormægtig skikkelse med en bulehat bag i nakken kom sejlende hen imod hende. Hun betragtede ham lidt — og studsede. I skæret fra dansesalen så’ hun et par små, flintemørke øjne lyne inde under en lav og fed pande; dertil en bredt grinende mund og et gult, buskkrøllet hår, der sad i en gemytlig Svans foran ørene. Det var amerikaneren. » Hou’? My long lady Ane... Hvad fa’nen! Ska’ vi mødes her! « » Det ser du jo, « svarede hun mut, idet hun kastede kuben på nakken for at gå. Men han spærrede vejen for hende med sine udbredte arme og udbrød: » How you are smuk, lady! Kom — vi skal danse en omgang! « » Sludder! Se til, at du hummer dig, Søren! « » O, little giri! Vi tage er en lille trippevals med smørsauce... Kom an! « » Lad det nu være nok — si’er jeg. « » O, little giri! Little giri! « Han havde efterhånden trængt hende opimod muren, hvor hun nu anbragte sig i forsvarsstilling med det ene knæ løftet. Blodet var løbet hende til hovedet. Om nogen anden havde vovet en sådan tilnærmelse, havde hun hugget ham med sin kæp over ansigtet. Men overfor denne mand svigtede modet hende. Hun havde på forhånd en kildrende fornemmelse af sin afmagt. Hun kendte her sin overmand. Det var første gang. Han blev ved med sit little giri. » Nej, jeg vil ikke... lad mig gå, « mumlede hun og søgte at holde ham fra sig med sin frie hånd. Men da slyngede han i et nu sin arm om hendes liv og trykkede hende til sig: » Hø! Lady — en engelskmandsreel, hvabeha’er! « hun stønnede under hans favntag. Med sammenbidte tænder gjorde hun en forbitret anstrengelse for at rive sig løs. Men hans arm sluttede omkring hende som en jernbøjle. » Smukke pige med det sorte hår, kom lidt med mig, « sang han, — og før hun ret vidste det, befandt hun sig inde i salen. Her var dansen begyndt igen for alvor. Karlene havde kastet frakken og stak de dampende cigarer lige ind i ansigtet på deres damer. Røgen stod i hvirvler oppe under det lave loft; lamperne osede i vindtrækket, og gulvet gyngede under de trampende støvlehæle. » Hallo! Plads for en fuldrigger, Manne! « Råbte amerikaneren og brasede ud for fulde sejl. » Lange Ane! « lød det med ét fra alle sider — næsten, som om et spøgelse havde vist sig i salen. Mange holdt straks op at danse, bare for at se til. Selv gamle Ole røgter stoppede op midt i en takt, så forskrækket blev han over det usædvanlige syn. Ane selv mærkede ingen ting. Halvt sanseløs af lyset, af larmen og hans faste tag lå hun i hans arm og følte sig båret... løftet... vugget. Det var første gang. Det blev en Dans, der længe mindedes i Søby og Sorvad sogne. De var til sidst ene på gulvet, de to... hun i sit lappede livstykke, med nøgne ben og skørtet i pjalter. Og hvilken Dans! De tumlede afsted fra væg til væg, så gulvet gungrede under dem. Stadig vildere for de frem, mens amerikaneren udstødte hule råb, så Ole røgters harmonika til sidst ikke formåede at følge dem. Rundt om ved væggene stod karlene og grinte, mens pigerne var bleven blege og helt betagne. Ane havde under dansen tabt sit hovedklæde, og pludselig vældede det blåsorte hår ned over hendes skuldre. Men hun sansede stadig intet. Alt lob rundt for hende i en lyståge. Det susede for hendes øren som hav og blæst; det gnistrede for hendes øjne som vinternattens stjerner. Hun syntes, hun fløj op ad, højere og højere op ad, helt ind i himmerige. — — — — — — — — — han fulgte hende på hjemvejen. Hun havde egentlig helst undgået det. Nu, da hun var bleven roligere, begyndte hun at skamme sig. Og hun var bange. Hun, hvem hverken elverpigedans eller troldelatter havde kunnet skræmme, skælvede som et barn for dette store mandfolk med de jærnhårde næver. 1 begyndelsen gik de hver langs sin grøftekant uden at tale synderligt. Først da de kom ind i skoven, gik han over til hende og lagde — uden at sige et ord — sin arm i hendes. Hun søgte lempelig at skyde ham fra sig; men da holdt han fast og tvang hendes hoved ind mod sin kind. Der gik en kuldegysning igennem hende, da hun følte, hvor den brændte. Hun holdt det for rådeligst at prøve på at undløbe, mens der endnu var tid... Men der var ingen tid. Hun var allerede som en viljeløs i hans hånd. — en tidlig morgen et par dage derefter sad Ane på en sten ved stranden ved siden af den opskudte båd. I flere timer havde hun siddet dér ubevægelig med hovedet i sine hænder og stirret ud over havet med et højtideligt, åndsfraværende udtryk. Henne på forstranden nærmede der sig en lille, skævskuldret mand med langsomme, tøvende skridt. Undertiden standsede han helt, som om han betænkte sig; gik så atter et par skridt og standsede igen, tog sin hue af og tørrede sig over panden med bagen af sin hånd. Endelig nåde han hen til stenen, hvor Ane sad. Uden at hun endnu havde hørt ham, stod han et øjeblik — helt bleg — lige bag ved hende og tog sig til hjertet som én, der har ondt ved at få sit vejr. Det var Ole. » Ane, « sagde han. Hun fér sammen, men vendte sig ikke om. » Ane, « gentog han efter en stunds forløb. » Jeg ville gerne snakke lidt med dig. « » Hvad vil du? « spurgte hun, stadig uden at forandre stilling. » Jeg ville bare sige, at... at... at jeg ville sige, at... at... « Han kunne ikke få ordet frem. Han aftog atter sin hue, tørrede sin koldsvedte pande •og tog så fat med fornyet mod. » Jeg ville bare sige, « fremstammede han med et besvær, som om han efter hvert ord måtte synke noget vredent. » Ville bare sige dig, Ane, at... at Søren Andersen nok skal rejse i dag, « busede det ud af ham, skønt det var noget ganske andet, han ville have sagt. Hun svarede ingenting dertil. » Jeg hørte det inde i byen i aftes, og der skal nok have været drikkegilde for ham på kroen i nat. Men nu var det, jeg ville sige dig, Ane, at... at det med dig og Søren, det véd jeg godt af... Men jeg ville bare sige dig, at... at... at det gør ikke noget, ville jeg sige, dersom du ellers vil holde af mig, når Søren nu rejser. For han har nu ligegodt ikke været din kærlighed værd, Ane. Det vil jeg sige dig, at han har slet ikke talt så godt om dig, som han burde, men gjort nar af dig og kastet skidt på dig og kaldt dig for en tosset tatertos. « Ane, der under den sidste del af hans tale langsomt havde rejst sig og et øjeblik stået med armen trykket ind imod panden som for at bortjage onde drømme, vendte sig ved det sidste ord lynsnart om. Som en rasende skreg hun: » Har han sagt det! « Men ved synet af Ole, hans blege kind, hans store, tårefyldte øjne, beherskede hun sig. Hun stod en stund tavs, støttet til bådens hvælvede side, og så' mod jorden. Så rejste hun sig — og gik stille bort med hånden for øjnene. Hun ville opsøge Søren. Hun ville endnu en gang tale med ham, kræve ham til regnskab for, hvad han havde gjort imod hende... og for hvad han havde sagt! Hun søgte ham først hos hans moder og søskende, der boede i et boelssted ude på Marken; men han var der ikke; og gårdens kvindfolk brugte ukvemsord og pudsede lænkehunden på hende, da hun gik ud gennem porten. » Han skal få det betalt! Han skal få det betalt! « —skreg det inden i hende, mens hun knyttede sine hænder. Hun gik hen til kroen. Hun vidste, at han dér havde tilbragt natten sammen med nogle svirebrødre, og hun fandt ham da også liggende henslængt på lidt halm ovre i loen, hvor man havde anbragt ham, da rusen overmandede ham. Dér lå han og sov med lange, rallende åndedrag. Munden stod halvt åben; tungen var hvid og tør; næsen så tilstoppet, at det ligefrem skar i øret at høre på hans snorken. En vild blodtørst flammede i et nu op i Anes bryst. Det stod med ét for hende som noget uafvendeligt, at han måtte dø... han skulle dø. Hun ville have hævn!... Hun så’ sig om efter et eller andet redskab. Der lå i et hjørne en vægtig kampesten, stor som et hestehoved. Roligt tog hun den op fra lergulvet, vejede den i sine stærke arme og nikkede hen for sig. Så løftede hun den med et højt udråb op over hans hoved og lod den falde. — — inde i den lille by så’ alting ud som lutter fred. Middagsrøgen stod hyggeligt op af skorstenspiberne, grøden eller søbekålen var kommen på bordet, og rundt om de dampende fade sad det madkære folk og gav hornskeerne en lille rensende omgang med tommelfingeren, før de langedes ud mod det mægtige smørhul eller kålens store kartoffelklumper. Det var ret et herligt forårsvejr. Skoven var sprungen ud, således som den hin aften havde bestemt, og både byggen og havren skød småbitte grønne Spirer op af mulden. I en gylden solstrime, der faldt gennem studereværelsets vindue, sad præsten sammen med sin unge hustru og læste højt for hende af » De hellige martyrers liv og gærning «, mens stærene udenfor sang lysets og sommerens lov. Da blev der med ét uro ude på gaden. Folk stimlede sammen. Der hørtes jamren og skrigen. En frugtsommelig husmandskone sank besvimet om ved gadebrønden... Som en hærgende ild f6r et rædselsbudskab gennem byen: Søren er dræbt! i der var gået henimod en halv snes år. En lille mager, skægløs mand, der aldrig kunne finde den rette plads til sine store hænder, men uafbrudt arbejdede med dem over ansigtet, i sine dybe lommer og i sit tynde hår, sad en dag inde hos degnen og talte med denne om lange Anes søn Ove, som i ni år — til stor udgift for kommunen — havde haft sit hjem i byens fattighus og nu gærne skulle ud og gøre lidt gavn i en billig pleje. Ane havde i samme 'fid siddet i tugthuset men ventedes med det første tilbage derfra. den lille magre mand var formand for byens sogneråd, der i alle indviklede tilfælde plejede at henvende sig til skolelærer Mikkelsen for at høre hans mening og lytte til hans vise råd. Og sagen var ingenlunde uden vanskeligheder. Da man nemlig var bange for, at den omtalte dreng på grund af uheldige, nedarvede anlæg og mangelfuld opdragelse skulle komme til at falde sognekassen til byrde i hele sit liv, havde man fattet den sindrige men ikke let udførlige plan i tide at anbringe ham i en fremmed kommune på en sådan måde, at han blev forsørgelsesberettiget dér. Man havde tænkt sig mod en lille udbetaling én gang for alle at få ham adopteret af en eller anden fattig familje, og man havde endog underhånden sat sig i forbindelse med en fordrukken skomager i det sydlige nabosogn, med hvilket man havde en gammel regning at afgøre, idet dets fattigforstanderskab for et årstid siden havde spillet byen det puds at hjælpe en pige med fem uægte børn til at blive gift med en halvfalleret husmand her fra kommunen. Moderens tilladelse til adoptionen ville det næppe blive vanskeligt at erholde; hun havde ikke uden akkurat set sit afkom og var sikkert helst fri for alt besvær med ungen. Skulle hun alligevel senere komme til at fortryde sin beslutning og knytte forbindelse med sønnen, havde man ovenikøbet udsigt til uden mindste bekostning at skaffe sig også hende fra halsen, — så fra hvad side man end betragtede sagen, kunne den kun bringe kommunen fordel. Et par medlemmer af sognerådet havde allerede for nogle dage siden nærmere udviklet planen for Mikkelsen, der imidlertid havde forlangt betænkningstid, før han udtalte sig om muligheden for dens gennemførelse. Formanden var derfor nu kommen for at høre hans endelige mening. » Så har de vel altså tænkt nøjere over den sag, de véd nok, « begyndte han i forsigtig tone, så snart de var bleven ene. Degnen sad med hænderne løst foldede over en mave, der ville have været rummelig nok til et par beskedne småfamilier. Hans blege, bævrende kinder hang helt ned på det hvide halsbind, og dersom man havde gjort sig den ulejlighed at tælle efter, ville man have fundet ikke mindre end fem Hager, den ene under den anden: først en lille rund og kløftet én tæt under munden, derefter en værdig præstehage og nedenunder den igen en slags nobret pelikanpose, hvori hans stemmemidler syntes at blive opbevaret; dernæst en svulmende fedtpude så stor og rød som en barnebag og til sidst en formelig bug, der gik i ét med bryst og skuldre. Han sad i en udpolstret lænestol, der havde det samme velnærede og astmatiske udseende, som han selv; og da han havde besværlighed med at trække vejret, indskrænkede han sig til at besvare sognerådsform andens spørgsmål med et af disse langsomme nik, som denne aldrig helt forstod meningen af men altid havde den dybeste respekt for. » Nå... nå de har altså tænkt, Mikkelsen? « degnen nikkede igen — langsomt og gådefuldt. » Hm! Hm! « — formanden begyndte at skubbe sig på stolen og pille sig under hagen. Så højt han end beundrede degnen som fin diplomat, kunne han ofte føle hans hemmelighedsfuldhed ret besværlig, fordi han sjælden begreb et ord af den. For ikke at røbe sin mangel på forståelse skyndte han sig nu med at sige: » Se, hvad det nu kan blive til... så... jeg mener... vi må jo først og fremmest tænke på udgiften, Mikkelsen! « han så’ straks på degnen, at det var dumt sagt, og blev end yderligere forvirret. Og da han nu atter mødte det stumme, overlegne orakelnik, påkom der ham en så knugende fornemmelse af egen ubetydelighed, at han for sin værdigheds og selvagtelses skyld følte sig tvungen til en gang at hævde sig overfor denne stormægtige mand. Han rejste sig derfor, lagde hænderne bag på ryggen med forretningsmæssig kulde og sagde: » Som formand for sognerådet må jeg jo bestemt gøre gældende, at bekostningen ved drengens anbringelse ikke kommer til at overstige et rimeligt beløb. Der forestår kommunen svære udgifter både til vejanlæg og fattigunderstøttelse. Og hvad angår det gagetillæg, som de har ønsket, Mikkelsen, så ville vi jo også gerne tilstå dem det, dersom vi kunne indspare det på andre områder. Hvor meget mener de nu, at drengens anbringelse sådan i det nøjeste kunne koste? « » Slet ingenting, « sagde degnen. » Hva'? « — formanden spilede øjnene op og følte sig så dum som en hest. — » Ingenting, si’er de? « » Ikke en skilling, « vedblev degnen så roligt, som var det noget ganske selvindlysende. dette begyndte at blive aldeles sindsforvirrende for sognerådsformanden. Da så’ han den andens hoved gøre en lille bevægelse henimod præstegården og samtidigt et smil arbejde sig frem gennem de tykke kinder. » Jeg har nemlig tænkt mig, « — forklarede endelig degnen med svag, astmatisk stemme, der røbede en fed tunges anstrengte bevægelser — » at præstens muligvis ville tage sig af drengen. Der er jo ingen børn hos dem, og der har — så vidt jeg véd — før været tale om, at de ville tage et fremmed barn til sig. Det ville jo også være en i sandhed smuk og ægte kristelig barmhjærtighedsgærning at antage sig et så særligt ulykkeligt stillet barn, som dette dog må siges at være. Hvad mener de derom? « » Ja men — ja men — « af frygt for igen at sige en dumhed vidste sognerådsformanden ikke, om han turde fremkomme med en indvending, der straks ved degnens overraskende meddelelse havde meldt sig hos ham. Heldigvis bragte Mikkelsen ham ud af forlegenheden ved undtagelsesvis af sig selv at give en nærmere forklaring over sit forslag. » De mener « — sagde han — » at drengen på den måde dog ikke vil komme bort, således som det — og sikkert med rette — netop ønskes af dem. Der er ingen tvivl om, at nye omgivelser og nye forhold vil kunne få en særdeles gavnlig indflydelse på drengens hele udvikling. Her, hvor hans moders liv og forbrydelse lever på alles munde, er sikkert ikke den rette jordbund for ham. Hvad mener de derom? « » Ja, — det er præcis netop, hvad vi har tænkt os. « » Vel — men nu er der næppe nogen tvivl om, at præsten endelig for alvor tænker på at søge herfra. Med andre ord: allerede inden ret lang tid vil han rimeligvis have et andet embede; og har han til den tid virkelig sluttet sig til drengen, ja — hvem véd? — måske ligefrem adopteret ham, så vil jo, kan man sige, i enhver henseende den gode hensigt være nået. « Sognerådsformanden mælede ikke et ord. Overvældet af degnens snille var han atter sunken ned på stolen og kunne bare stirre. » Men der må fares med lempe, « vedblev degnen og løftede advarende sin hånd. » Overdrag blot sagen i et og alt til mig. « » Men tror de virkelig også... Kan det også tænkes, at præsten... Jeg mener, Mikkelsen... Der er dog mange omkostninger med sådan en knægt — « » Præsten er en stadsmand, « sagde degnen med vægt. » Ja, det er han,... det er et sandt ord at sige, « bedyrede sognerådsformanden med et slag af knoen mod bordpladen. Aldrig kunne de få bedre præst end Østrup. Altid var han mild og god som Vorherre selv. Aldrig kom et harmeligt ord over hans læber

1898_Pontoppidan_LykkePerFinderSkatten

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Lykke Per Finder Skatten

male

male

dk

Pontoppidan

Lykke Per Finder Skatten

Pontoppidan

Lykke-Per finder Skatten

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

CE_CANON

Der gik imellem ingeniøreleverne på den polytekniske skole det ord, at det var lettere at få Rundetårn til at spille på fortepiano end at bringe Per Sidenius bort fra en forrykt idé. Sikkert var det, at havde han ofte vanskeligt ved at træffe en bestemmelse, så opgav han til gengæld aldrig et en gang fattet forsæt, hvor meget det så skulle koste ham. Med en egen studestædig vilje og en sej udholdenhed, der ikke var uden forbindelse med hans jyske oprindelse, forfulgte han sit mål og slap det ikke af syne, selv om andre interesser midlertidigt tog ham fangen eller forholdenes magt tvang ham til foreløbigt at indstille sin forfølgelse. Og det var langt fra, at hans Iver afsvaledes, efterhånden som tiden led. Tværtimod. Hørte han ikke til dem, der fødte deres planer fuldbårne under et begejstringens højtryk, så kunne til gengæld et indfald blive ved at gro i ham og i tidens løb slå så dybe rødder i hans sind, at dets nemførelse blev ham en lidenskabssag, en livsbetingelse. således gik det ham nu også med hans kæmpemæssige kanalprojekt, dette fantastiske værk, der skulle gengive hans barndomsby dens tabte storhed som Jyllands hovedstad og samtidig bringe fremtidens byer og vidtstrakte skovstrækninger i direkte forbindelse med havet og verdenshavnene. Oprindeligt udkastet i et ungdomslune; siden — efter at han i et helt år havde arbejdet på det med anspændt flid — henlagt uden synderlig sorg; derpå atter og atter genoptaget til fornyet prøvelse, var dette værk nu på veje til at blive hans fikse idé, i hvis virkeliggørelse han med stedse større overbevisning så’ sit livs skæbnebestemte opgave og store mål. Mens foråret drog hen over landet med solskyer og sortblå hagelbyger, sad han inde i sit lille mørke Kammer og fløjtede over sine tegninger og tabelværker, ligegyldig for spurvekvidderet ude i haven og for de hvide blade af æbleblomsterne, der dalede ned udenfor hans vinduer. Utålmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første vinterhi, havde han rystet den lange lediggangs døsighed af sig og med hurtig genvunden energi på ny kastet sig over arbejdet. Ligesom i sine allerførste studieår, da han både hos professorer og medelever havde vundet en vis anseelse og vakt forhåbninger, som han ved sin senere, letsindige levevis så ganske havde forspildt, indfandt han sig igen regelmæssigt både ved skolens forelæsninger og til de praktiske øvelser, i hvert fald for så vidt disse kunne have nogen betydning for hans værk. Hver morgen rejste han sig af sin seng, når nybodersklokken klemtede, tog sig et koldt bad i et vådt lagen og sad allerede ved sit arbejdsbord, når madam Olufsen viste sig ude i gården i sin storblomstrede nattrøje og med sovekammermøblet under forklædet for at vande avriklerne i haven. Han havde iøvrigt sagt sit vagabonderende liv farvel uden synderlig bedrøvelse. Hans zigøjner-tilbøjeligheder var foreløbig bleven tilfredsstillede. Endog erotiske eventyr havde — efter de erfaringer, han sidst havde indhøstet på dette område — tabt noget af deres stærke tillokkelse for ham. Skønt han ikke for alvor ville tilstå det for sig selv og endnu stadig ærgrede sig over sin latterlige optræden overfor Fru Engelhardt, havde begivenheden efterladt en lille mistanke hos ham om, at det galante fribytteri’s så højt berømmede glæder dog vist i almindelighed ikke var de mange dermed forbundne bryderier, fortrædeligheder og navnlig bekostninger værd. Han kunne aldrig glemme den syndige hoben penge, den gode frue havde kostet ham bare på en eneste aften; og midt under udarbejdelsen af sine store, samfundsopbyggende planer kom han i tankerne gang efter gang tilbage til en flaske champagne, der hin aften på grund af deres pludselige opbrud var bleven stående næsten urørt efter dem i restaurationen. vinduerne ud til det fri stod gerne åbne, når han arbejdede; og af og til stak den gamle højbådsmand sit kalotprydede hoved ind for at spørge til hans befindende, eller madam Olufsen stillede en kop rygende kaffe ind i vindueskarmen og bad ham » dog at unde sig stunder til at trække vejret «. Havde den gode kone en tid frygtet for, at hendes yndlings-logerende helt skulle bukke under for hovedstadens mange farlige fristelser på samme måde som adskillige andre af de to dusin unge mennesker, for hvem hun i sit lange nybodersliv havde været en moderlig beskytter, så gik hendes bekymringer nu snarest i modsat retning. » Tag nu og drik den kaffetår, mens den er varm, « kunne hun sige i den kommanderende tone, hvormed hun plejede at skjule sine gode følelser. » Vel, madam overhøjbådsmand! « svarede da Per og rettede sig på militær vis med hånden til panden, tændte derpå sin lille shagpibe og satte sig ligesom i gamle dage op i vindueskarmen med benene dinglende ude over muren. Og nu gik passiaren en stund livlig, mens de gamle puslede derudenfor i den Elle stump have, hvor pladsen var så indskrænket, at de to store mennesker dårligt på éi gang kunne bukke sig uden at støde sammen ned den del af ryggen, der — som Olufsen plejede at sige med en respektløs hentydning til skabelseshistorien — » blev klasket på bagefter af alt det, der var tilovers «. Om aftenen, når det var smukt vejr, satte pe~ sig undertiden ud til højbådsmanden på en lille bænk, der var anbragt op ad plankeværket under et par sammenslåede lægter, det såkaldte » Lysthus «, hvorfra man efter de gamles mening havde det bedste overblik over det hele hsveanlæg. Undertiden hændte det så, at en og anden af husets gamle venner kiggede ind til dem, enten det nu var den alderstegne obertømmermand Bendtz, der kom rokkende ved sin s:ok for at beklage sig over sin lændegigt, eller det var den immerglade bolteslager fuss med sit kirsebærfarvede ansigt og hvide gorillaskæg. Madam Olufsen blandede da gerne en varm romtoddy til dem; og når så bolteslageren havde ladet Trine løbe hjem efter hans guitar, blev der glæde i det hele hjærtensfryds-kvarter. Ovre i det bagved liggende hus boede nemlig en mg kanonér, der spillede smukt på humle. Hver aften sad han oppe bag et åbent vindue med det lange, hjemmelavede instrument foran sig og lod dets brummetoner lyde ud over gården, snart i følelsesfulde fædrelandssange, snart i valsemelodier. Når nu bolteslagerer. Faldt ind med sin guitar, blev det næsten til en hel koncert, der slet ikke lød så ilde i den stille, lyse forårsaften. Rundt om i nabohusere hældede folk sig ud af vinduerne for at lytte til; børnene i de omliggende smågårde standsede i deres leg og kravlede op på plankeværkerne for at komme til at se, — ja, om det så var spurvene, der allerede havde sat sig til ro for natten inderst inde i de blomsterhvide frugttræer, så svang de sig — ugle-tyst — op på tagryggene og sad deroppe med hovedet på siden som små, andægtige tilhørere. Det var netop en sådan musikaften, at Per første gang fik øje på en ung pige, der for en tid skulle komme til at spille en rolle i hans liv. Han så’ hende stå oppe bag et åbent salsvindue i nabohuset med begge armene lagt om bag ryggen, tilsyneladende alene optagen af at høre på koncerten og betragte aftenhimlens drivende skyer, medens dog kindernes stadig tiltagende rødme forrådte, at hun ikke var aldeles upåvirket af det par dristige mandfolkeøjne, der iagttog hende ovre fra højbådsmandens lysthus. Huset derinde tjente til embedsbolig for en af Nyboders mest ansete personer, mester Jacobæus, en statelig mand, der havde rang med officerer, og hvis kone derfor kaldtes frue, i hvert fald af mandens underordnede. Den unge pige var — hvad madam Olufsen bagefter fortalte Per — hans broderdatter. Hun var nylig kommen her til byen fra en købstad på Fyen for at gå på kursus og lære skræddersyning. Hendes ranke, lysblonde, valkyrieagtige skikkelse gjorde øjeblikkelig et stærkt indtryk på Per; og når han siden næsten regelmæssigt hver aften satte sig ud på bænken hos højbådsmanden, var det ikke mindst for herfra at holde øje med nabohusets vinduer. Han kom da også sjælden til at vente længe, før hun — ligesom tilfældigt — trådte hen til et af dem og gav sig noget at bestille ved blomsterne eller fugleburet. Undertiden lukkede hun et vindue op, flyttede urtepotterne til side og lænede sig ud, hvorefter hun nynnende lod blikket glide om i nabogårdene og hen ad tagene eller op mod himlen, kort sagt alle andre steder hen end netop ned i højbådsmandens have. Noget blik blev der i det hele ikke vekslet imellem dem, hvor meget Per end anstrengte sig for at åbne hjærtets stumme sprog en telegrafforbindelse over plankeværket. Men så hændte det en morgenstund, da han trådte ud af gadedøren, at de mødtes... uheldigvis netop som hun skråede over gaden fra bagerboden i genbohuset iført grønne plydses hjemmesko og med en hankekurv i hånden. Han hilste hende straks, endog med stor ærbødighed. Og uvilkårlig kom han til at smile, da han så’, hvor ulykkelig, ja ligefrem forbitret hun blev over, at han den første gang skulle møde hende under så beskæmmende omstændigheder. Men allerede den påfølgende dag skaffede hun sig en glansfuld oprejsning. Just som Per ved sædvanlig tid vendte hjem fra sine forelæsninger, trådte hun ud af farbroderens dør i en fiks, lys forårsjaket, med en stor silkesløjfe under hagen og slørombølget hat. Et øjeblik blev hun stående på stenflisen for at knappe den sidste knap i et par skinnende nye sorte handsker; hvorpå hun langsomt, med begge hænderne i jaketlommerne, gik ned imod volden — uden med et blik at have set til den side, hvorfra Per kom. Men også denne gang måtte Per smile. Han havde nemlig umiddelbart forinden opdaget hendes ansigt oppe i mester jacobæus’ gadespejl og sluttede deraf, at hun i utålmodighed havde stået deroppe og ventet på hans komme. Nu hengik nogen tid med sådanne små bekrigelser på afstand, indtil Per i sommerens begyndelse besluttede sig til en dristigere tilnærmelse. Han skaffede sig at vide, i hvilken systue det var, hun hver eftermiddag fik undervisning, samt på hvilket klokkeslet og ad hvilken vej hun plejede at gå derfra, — og en aften ved syvtiden indhentede han hende da ved Nørrevold, bedst som hun stod og så’ ind ad et butiksvindue. Hun blev aldeles ikke fornærmet, knap nok overrasket over hans påtrængenhed. Hun syntes at finde det ganske naturligt, at to naboer, der mødtes inde i den store by, gav sig i snak og gjorde hinanden følgeskab. Med provinsboerens naive tillidsfuldhed gik hun sammen med ham langs den nyanlagte boulevard og besvarede på sit syngende fynsk med stor frimodighed hans spørgsmål om, hvad hun syntes om at bo i hovedstaden. Helt ukunstlet var denne troskyldighed nu ikke. Hun røbede selv, da de nærmede sig Nyboder, at hun dog ikke var helt uden bedre viden. Pludselig standsede hun nemlig og lod ham forstå, at han nu ikke kunne følge hende længer; og Per, som vidste, at mester Jacobæus var en nidkær mand, der var sig ansvaret for den unge broderdatter fuldt ud bevidst, fordrede ingen nærmere forklaring men tog straks ærbødig afsked med et betydningsfuldt: på gensyn. Allerede anden dagen efter » traf « han hende igen på samme tid og sted, og denne gang fulgte hun ham endog ad en omvej gennem kongens have og langsmed rosenborg-gartnerierne, hvor de var mindre udsatte for at møde bekendte. Og fra nu af gik der overhovedet sjælden ret mange dage, uden at de mødtes. Og hver gang forlængede de deres vej med et lille stykke, så det til sidst var næsten mørkt, inden hun nåde hjem. Per mistydede ikke denne tilsyneladende tvangløshed; — dertil var den for nær beslægtet med hans egen, jyske fripostighed. Overhovedet havde den omstændighed, at de begge var fra provinsen, bidraget langt mere, end de selv havde nogen anelse om, til at fremme den gensidige forståelse, — ja, selve Pers øjeblikkelige betagethed overfor hendes ranke, lyslokkede person var ikke uden forbindelse med fortidsindtryk hos ham, idet hun ved sin skønheds Art, ved sit hele væsen og sit u-københavnske sprog havde vakt hans blods erindring om hjemstavnens blonde borgerdøtre, hine hans drengefantasiers stolte skjoldmø-skikkelser, hvortil hans første erotiske fornemmelser havde knyttet sig. Fransisca ( sådan hed den unge pige ) var lidt over middelhøjde, slank, næsten mager men ualmindeligt velbygget og med et fodskifte, der tydede på noget rankt og » sikkert « i karakteren. Når hun gik ned ad fliserækkerne, med hænderne i sine jaketlommer, det unge bryst kækt fremskudt, veg folk uvilkårlig til side for hende; — og Per frydede sig ved at opfange de blikke, som herrerne sendte hende. Hendes ansigtsudtryk var nu tilmed i almindelighed grumme alvorligt, brynene dystert sammentrukne — hvad der dog ikke hetød noget men kun var hendes måde at hævde sig på i de fremmede omgivelser. Hun ville for alting ikke lade sig imponere. Hun tilsigtede med denne sin mine at lade de gode københavnere vide, at der også boede folk i Kerteminde. hendes lidt vovede forhold til Per var oprindelig et udslag af den samme frygt for at anses for et guds ord fra landet. Men også her røbede hun bestandig ved enkelte småtræk sin indre usikkerhed. Således så’ hun aldrig på ham, hvor tilsyneladende ubekymret hun ellers spaserede ved hans side endog på ensomme og halvmørke veje. Per skæmtede undertiden med, at han endnu slet ikke vidste, hvilken farve hendes øjne egentlig havde. Og da vendte hun ansigtet helt bort og gik en stund og lod fornærmet. Det faldt nu til al ulykke ind med en række ualmindelig smukke sommeraftener, lyse, farvestrålende, højtidsfuldt stille, ret som skabte til at vække kærlighedstrangen i to unge, fuldblodige hjærter. Oftest lagde de i disse dage deres vej rundt omkring søerne, i hvis blanke flader træer og huse spejlede sig, mens farvetonerne over vandet idelig skiftede mellem blåt og rødt under solens dalen. Og altid gik de hjemad gennem det romantisk vildsomme anlæg bagved den endnu tilbagestående rest af den østre fæstnings vold, i hvis højtliggende allé af gamle, bredkronede træer de til sidst gik frem og tilbage nogle gange, før de kunne overvinde sig til at skilles. Hvad de talte om på disse lange vandringer? Om vejret og om de mennesker, de mødte; om fælles bekendte og dagens bynyt; om fjerpynten på hendes hat og garneringerne på hendes kjole, — men aldrig om kærlighed. Per gjorde ikke en gang noget tilløb dertil. I begyndelsen vovede han det ikke af frygt for at skræmme hende. Siden undgik han det for sin egen skyld, — af frygt for den trolddomsmagt, som dette ord med ét havde fået over ham. Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt — hverken ond eller god — hensigt. Han var så fuldstændig gået op i arbejdet på sit livsværk, at han udenfor dette ikke tænkte stort ud over den dag, der gik. Men netop dette, at han imod sin sædvane ikke havde begæret andet af deres forbindelse end en uskyldig adspredelse, et flygtigt tidsfordriv efter dagens anstrengende hjærnearbejde, — og dertil den store hemmelighedsfuldhed, hvori de måtte mødes, og denne lyse feststemning, der aften efter aften hvilede over naturen, dette strålende gyldenskær, der — netop fra det øjeblik, de mødtes, — omskabte byen og dens omgivelser til et drømmenes land, alt dette havde efterhånden givet det hele forhold en ham ukendt, ja uanet bedårelse,... og en skøn dag gjorde han den opdagelse, at han aldrig før til fulde havde forstået, hvad kærlighed var. Og han havde ret. Virkelig elskede han nu — i sit toogtyvende år — for allerførste gang. Han, som i enkelte retninger var så langt forud for sin alder, havde i henseende til alt, hvad der angik sindets blidere rørelser, hidtil været uudviklet som et barn eller en vild. Det var, som om hans drengeårs ensomme og kærlighedsforladte tilværelse tidligt havde lagt hans følelsesliv øde, gjort hans hjerte goldt. Kun én gang — i hans femtende år — var en anelse om kærlighedsunderet gået gennem hans sjæl ved betragtningen af en fireogtrediveårig dame på ti lispund. Før og siden havde hans forhold til kvinden alene været et letfærdigt eller rent brutalt. Nu gik han omkring med en svimlende fornemmelse af, at der var i færd med at åbne sig en æventyrverden i hans indre. Det gik op for ham, at hvad han hidtil overmodigt havde smilet af og betragtet som digt og fabel og tåbelig ammestuesnak, var en virkelighed, — » et faktum «, som han gerne udtrykte sig. og — som det jo gerne går, når en kætter omvender sig — slog hans fornægtelse nu om i sin modsætning og blev til overtro. Så gammel han var bleven, slap han ikke for at gå den hele skala igennem lige fra sværmeriet til overspændtheden og den drengeagtige sentimentalitet; han, som overfor kvinder altid havde søgt at gøre vejen fra ord til handling så kort som mulig, blev i forholdet til denne djærve unge pige nænsomheden selv, så høvisk i ord, så ridderlig i adfærd som nogen blåøjet ingemannsk helt. Han akkurat tillod sig, når det var bleven tilstrækkelig mørkt, at byde hende sin arm, som hun altid meget villigt modtog. Men det varede længe, inden han fik dristighed til ved afskeden at bede hende om et Kys. Og da hun virkelig en aften tilstod ham det, og han ved det sidste skær af aftenrøden så’, hvorledes jomfruelig undseelse fik hendes kinder til at gløde, fortrød han næsten sin bøn og tog hende så varsomt ind til sig, som var han i færd med at begå en helligbrøde. » Nu så’ jeg deres øjne, « sagde han for at forlænge det søde, syndefulde øjeblik. » De er blå. « Til gengæld skete det rigtignok, så såre han følte varmen fra hendes læber, at al hans gamle vildmandsbrunst atter blussede op i hans blod. Han drog hende ind til sig og kyssede i stigende lidenskab hendes øjne, kinder og Hals, indtil hun med et lille skrig stødte ham fra sig og ilede bort. Så opløftede han en tavs latter, mens han så’ hende springe ned ad voldens skråning og forsvinde i mørket. — der gik nu uger og måneder, ja hele sommeren forløb; og trods den regelmæssighed, hvormed de to gange ugentlig mødtes, og den uforsigtighed, de begik ved at henlægge deres stadig ømmere afskedsscene til Nyboders umiddelbare nærhed, var der endnu ingen, der vidste det mindste om deres forhold,... ingen, uden Trine. For dette enfoldige lille pigebarns synske kærligheds-instinkt kunne intet af, hvad der angik hendes herre og mester, længe forblive u-åbenbaret. Desuden havde Per en gang måttet gribe til den udvej at gøre hende til sin fortrolige for at få et vigtigt brev bragt over i nabogården, — hvilket vanskelige og ingenlunde ufarlige hverv hun havde udført som en slags guddommelig sendelse. Under det selvopfundne påskud at skulle hente en klemme, der var blæst over plankeværket, skaffede hun sig adgang til mester jacobæus’ velbefæstede hus og overbragte lykkeligt sit hemmelighedsfulde budskab i de rette hænder. Så optaget Per nu end var af sin blonde Fransisca, forsømte han derfor ikke sine studier. den nye lykke-verden, der ved hende var bleven ham åbenbare! og havde ligesom fordoblet livets værdi for ham, forhøjede også hans arbejdskraft og viljesstyrke. Og dog,... Tvivlrådighedens og anfægtelsernes dage skulle endnu ikke være forbi for ham. Kendte han end ikke noget til den knugende mistillid til sig selv, det sindets mareridt, der laminer viljen og udmarver modet, så havde han til gengæld stadig heftigere kampe at bestå med andre afmagts-trolde, der gang efter gang lejrede sig omkring hans arbejdsbord og hån!o af hans store drømme. Hans drømme?... Dersom nogen på dette tidspunkt af Per sidenius’ liv, da selve den æventyrlige oplevelse havde mistet noget af sin tillokkelse for ham, havde gjort ham det samvittighedsspørgsmål, hvad han for sit personlige vedkommende søgte at opnå ved sit store værk, ville han uden betænkning have svaret: berømmelse, magt, rigdom. Og dog beroede dette til dels på en selvskuffelse. Han var — trods alt — endnu for meget af en Sidenius til ikke i sit inderste at ringeagte verdens domme. Og hvad penge angik, så så’ han i dem — på bondevis — hovedsageligt et middel til at opnå og sikre sig uafhængigheden. De fantasibilleder, hans længsler skabte, når han sad bøjet over sine tegneruller og beregninger, røbede da heller ingen i særlig grad ærgærrig, end mindre nogen nydelseslysten natur... men vel en herskesyg. Når tuschpennen gled hen over det hvide papir, så’ han gerne sig selv stå som en anselig — støvet og solbrændt— skikkelse på et eller andet ophøjet punkt i terrænet, hvorfra han — ligesom en feltherre — ledede mægtige arbejderkolonners bevægelser. Han så’ i ånden tusinde hakker og skovle blinke i solen, følte med fryd tusinde stridige viljer samlede i hans hånd. Han så’ Dale fyldes og høje jævnes med jorden på hans bud og hørte for sit øre drønet af minerne, når de rystede selve jordens grundvold ved et tryk af hans finger. Men netop når hans tanker løftede sig til så høj en flugt, var det, at de gamle tvivl kunne komme snigende og ligesom banke ham på skuldren og bede ham besinde sig en smule. Allerede for længst havde han måttet opgive tanken om at fuldføre omarbejdelsen af sit udkast i en tid af et par måneder, således som han oprindelig havde ment; og han var fuldt forberedt på, at hans fader ville gå bort, forinden hans værk blev modent til offentliggørelse. Dog, dette bekymrede ham mindre. De følelser, hans Broder Eberhardts besøg havde genvakt hos ham, var atter glemte, og han tænkte igen såre sjælden på sit hjem. Derimod spurgte han undertiden sig selv, om han egentlig havde den ringeste udsigt til i en blot nogenlunde overskuelig fremtid at gennemføre sine planer i et land, hvor man i det mindste måtte være gråhåret og helst være begyndt at gå i barndom, før man fik lov til at udrette noget; hvor det betragtedes som en formastelighed af en ung mand at have anden ærgærrighed end at sidde sig en pukkel til på en kontorstol, noget højere mål end en gudvelbehagelig stilling som vejinspektør i Nibe. Han havde ikke glemt professor Sandrups bevægede formaningstale til ham: » Beflit dem, unge mand, på at bekæmpe deres utidige trang til at vise selvstændighed, og søg i beskedenhed at dygtiggøre dem til en gang i tiden med guds hjælp at tage arbejdet op efter os ældre «. — lærerige ord! Løfterige ord! Han vidste også godt, at hans studiekammerater, for hvem han undertiden havde omtalt sit forehavende, begyndte at anse ham for forrykt. Og at dette syntes at skulle blive den almindelige mening om ham, fik han en fornemmelse af en dag, da han var gået op i et af vandbygningsdirektørens kontorer for at udbede sig nogle oplysninger om strømforholdene langs den jyske kattegatskyst. Det smil, hvormed man dér havde betragtet ham, da han opgav, i hvilket øjemed han søgte disse oplysninger; den måde, på hvilken man lod kontorbudet følge ham helt ud på trappen som for at sikre sig, at han virkelig forføjede sig bort, havde givet ham en forsmag på, hvad der ventede ham. » Ja bi i!... bi bare! « mumlede han ofte hen for sig, når han gik i sine egne tanker, og knugede hånden om sin stok. » I skal en gang høre fra mig! « * * * således gik nu efteråret og en del af vinteren; og allerede bebudede de første stærefløjt i Nyboders småhaver, at foråret atter var i fremrykning. Fransisca havde været hjemme hos sine forældre i efterårsmånederne; men denne lange adskillelse havde ingenlunde virket afsvalende på forholdet mellem hende og Per. Tværtimod nærmede dette sig nu med forstærkede skridt det kritiske punkt, da der nødvendigvis måtte handles. Per imødeså’ øjeblikket med hemmelig uro. Den tanke at lade sine følelser for den unge pige munde ud i forsøget på en forførelse viste han stedse mere afgørende fra sig men rigtignok forblev tanken om at ophøje deres hemmelige forståelse til en officiel forlovelse ham derfor ikke mindre fjern, endda det tydeligt nok alene var denne afgørelse, Fransisca selv havde i tankerne og med stigende utålmodighed ventede på. Hun havde blandt andet en gang — ganske uopfordret — sat ham ind i alle sine familieforhold og endog ladet en lille bemærkning falde om sin faders gode formuesomstændigheder. Ligeledes slog hun undertiden på, at Per under et eller andet påskud skulle gøre hendes onkel et besøg, for at denne kunne lære ham at kende. Men at gifte sig med en sadelmagerdatter fra Fyen, — det vedblev at stå for Per som ganske uforeneligt med det livsmål, han havde sat sig. Og han havde netop efter lange og tunge overvejelser endelig fattet den beslutning på skånsomst vis at trække sig tilbage, — da der indtraf noget, der fremtvang en brat og uformodet afslutning. Allerede i længere tid havde mester Jacobæus haft mistanke til pålideligheden af de fortællinger, hvormed hans broderdatter stadig forklarede grunden til sin sene hjemkomst fra syskolen; og en dag, da han havde set hende forinden bortgangen stå usædvanlig længe med krøllej ærnet foran spejlet, foresatte han sig at anstille en efterforskning. Om aftenen ved syvtiden stillede han sig ind i en mørk port skrås overfor den ejendom, hvor systuen var, og afventede her hendes komme. I afstand fulgte han hende derefter gennem gaderne, indtil han på et hjørne så’ hende mødes med en herre, i hvem han øjeblikkelig genkendte højbådsmand Olufsens logerende. Da hun en times tid senere vendte hjem, kaldte han hende ind i sin stue og aftvang her den rødmende og blegnende pige en fuldstændig tilståelse. Den næste dag indfandt mester Jacobæus sig hos Per og spurgte ham kort, uden omsvøb, endog uden først at sige, hvem han var, om det /ar hans hensigt at gifte sig med hans broderdatter. Per prøvede i begyndelsen at snakke sig fra sagen, bad ham tage plads og lod halvt uforstående overfor hans spørgsmål. Men med et hovedkast bad den vrededirrende mand sig fritaget for talemåder og fordrede kort og klar besked. Et ja eller et nej ville han have, intet andet. Endnu tøvede Per med svaret. Dog var det ingenlunde mandens truende holdning, der gjorde ham tvivlrådig. Han havde været ude for et par knyttede næver før og lod ham nu også med en tilstrækkelig hånsk og overlegen mine forstå, at han aldeles ikke var bange for ham. Hvad der holdt hans svar tilbage, var en højtidelig benauelse over, at afgørelsens store time altså nu var kommen, at han måske allerede havde set Fransisca for sidste gang. Han tænkte modfaldent på, at nu sad hun derinde i huset ved siden af og ventede i angst og spænding på hans svar, — og virkelig for der ham et øjeblik den tanke gennem sjælen at lade alle tvivlsomme storheds-drømme fare, at holde fast på den ene, sikre lykke-spurv, han her havde indfanget, og ubekymret lade de ti på taget flyve. Men i det samme dukkede Neergårds nøgne hoved op i hans erindring. Han huskede hine den døendes ironiske afskedsord, der en gang før i et afgørende øjeblik havde tegnet sig for ham i flammeskrift som et spottende: mene tekel. Og han rettede sig og svarede et kort og afgørende » Nej «. Og nu forefaldt der en scene, som Per aldrig siden kunne tænke på uden at bide sig i læbei af skam. Med hænderne i sine bukselommer trådte mester Jacobæus ham med to tunge skridt så nær ind på livet, at et par hår af hans grå fuldskæg kilrede ham i ansigtet. Og i denne stilling lod han ham i alt andet end hensynsfulde vendinger vide, at om han endnu blot en eneste gang vovede at nærme sig hans broderdatter, skulle han blive gennempryglet og jaget ud af Nyboder som en skabet hund. Per var bleven kridhvid; men han rørte sig ikke og svarede ikke heller. Hans første tanke, da han så’ manden nærme sig, havde været at gribe ham i kværken og sætte ham op imod væggen og holde ham fast dér, indtil han havde fået sprællet galskaben af sig. Men idet han nu stirrede ind i mandens blussende ansigt med de fortrukne træk, som endnu tydeligere end hans stammende tale røbede, hvor nær den hele sag var gået ham, hvor bittert den havde græmmet og ydmyget ham, rørte der sig i dybet af Pers sind en følelse af skyld, der holdt hans hånd nede og hans mund lukket. Bagefter, da mester Jacobæus var gået, spurgte han rigtignok forbavset sig selv, hvormed han da egentlig havde forbrudt sig. Han havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Selv om han ikke havde ment at kunne gifte sig med hende, så havde han jo dog oprigtigt elsket hende; og de havde ved at mødes skænket hinanden en række lykkelige timer, der aldrig ville kunne bringe hendes gode navn og rygte i mindste fare. Men hvad skade var der så egentlig sket? Hvad havde han haft at gøre bod for?... Med et næveslag i bordet og en ed, der havde kunnet få en djævel til at blegne, rejste han sig fra stolen, da det gik op for ham, at han igen havde ladet sig overliste af denne » Samvittighed «, dette ubestemmelige noget, der pludselig satte en et troldspejl for øjnene, hvori man så’ sig selv i hæslig forvrænget skikkelse, og som nu gang efter gang havde forledt også ham til at handle som en pjalt, en nar, et får... Mester jacobæus’ trusler havde iøvrigt været ret overflødige. Allerede den næste dag rejste nemlig Fransisca i følge sit eget ønske hjem, efter forinden gennem posten at have tilbagesendt Per nogle småforæringer, som han nu og da havde givet hende, uden at ledsage dem med et eneste ord, ikke en gang en bebrejdelse. så lettet Per nu på en måde følte sig ved at være kommen ud af det tvetydige forhold, gjorde den bratte udstødelse af kærlighedens Paradis ham alligevel ikke så lidt nedtrykt. Men også i denne sag var lykken ham gunstig. Få dage derefter indtraf der en begivenhed, der ikke alene gav ham rundelig erstatning for hans tab, men næsten syntes selve skæbnens opmuntrende vink til ham, belønningen for hans standhaftighed. Med ét slag løftedes hans tanker op i en sfære, hvor han hurtigt tabte den fynske sadelmagerdatter helt af syne. * * * Per var nogen tid forinden endelig nået så vidt med sit kanal-projekt, at han havde ment igen at turde forelægge det for en avtoritet til bedømmelse; og han havde i dette øjemed skriftligt henvendt sig til formanden for den danske ingeniørforening, en afskediget ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en fordomsfri mand og indsigtsfuld tekniker, der desuden sad inde med en betydelig indflydelse, blandt andet i sin egenskab af medudgiver af foreningens højtansete månedsskrift. Sammen med en stærkt sammentrængt fremstilling af planen i dens helhed havde han sendt denne mand nogle tegninger og jordberegninger tilligemed et brev, undertegnet » Sidenius, ingeniør «, hvori han frimodigt udtalte håbet om, at obersten ville få øjet op for den fremsatte tankes overordentlige nationale betydning, og tilføjede, at han i så fald ville anmode om tilladelse til ved lejlighed at forelægge ham det samlede udkast med dets udførligere planlagte detailler i forventning om at få det hele antaget til snarlig offentliggørelse i foreningens tidsskrift. Der var nu imidlertid hengået så lang tid, at han allerede havde opgivet tanken om at modtage noget svar. Men en dag kort efter Fransiscas bortrejse, da han i trist sindsstemning vendte hjem efter en ensom spaseretur ad de veje, som mindet om hende havde gjort hellige for ham, fandt han på sit bord et brev fra obersten, hvori denne meddelte, at han » ikke uden interesse « Havde gjort sig bekendt med hans arbejde, samt i elskværdige ord anmodede ham om en dag at se ind til ham i hans modtagelsestid, for at de kunne forhandle nærmere om sagen. Såsnart Per havde læst denne skrivelse, bankede han med bagen af sin hånd op på loftet, hvilket var tegnet til, at Trine skulle komme ned. » Kald på de gamle! « kommanderede han, næsten før hun havde åbnet døren. Derpå tog han en vinflaske frem fra bunden af sit klædeskab, opstillede tre glas i række på bordet og fyldte dem. » Hvad er der på færde? « spurgte madam Olufsen og stak sit store, grå hoved ind, mens højbådsmanden hørtes at stolpre besværligt ned ad stigetrappen. » Store nyheder, madam Olufsen!... Kom dog herind og gratuler mig... Hvor er den gamle henne!... Nå! « » Min gud, hr. Sidenius... er de bleven forlovet? « » Ikke den gang, sagde e kællingen,... Bedre op, madam Olufsen! « » Har de vundet i lotteriet da? « » Såmænd, det kan man jo gerne kalde det... Ligemeget! Skål, gamle venner! Og tak for alt godt! Skål, højbådsmand!... Og bliv nu ikke alt for forskrækkede, dersom i skulle høre noget om mig med det første! « Allerede den næste dag stod Per — høj i skoene — udenfor oberstens dør med sine tegneruller under armen. En pige lukkede op og førte ham — efter at han var bleven meldt — ind i et stort, trefags arbejdsværelse, gennem hvis høje vinduer der strømmede klart lys ind fra en udenforliggende have. I det ene hjørne stod et stort skrivebord; og fra dette rejste der sig straks ved hans indtrædelse en lille, blussende, purhåret mand, som gik ham livligt hilsende i møde med en næseklemmer i hånden. Men midt på gulvet standsede manden pludselig, satte lorgnetten for øjnene og så’ et par gange op og ned ad Per med alle tegn på at være bleven på det ubehageligste overrasket. » Hvorledes? « spurgte han. » Er det,... Hr. Ingeniør Sidenius? « » Ja. « » Men — du gode gud! — de er jo et purt

1899_Pontoppidan_LykkePerHansKaerlighed

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Lykke Per Hans Kærlighed

male

male

dk

Pontoppidan

Lykke Per Hans Kaerlighed

Pontoppidan

Lykke-Per Hans Kærlighed

[Hans Kærlighed]

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

OBS: "Hans Kærlighed" er en undertitel, men er nødt til at være med i file-name, for at vi ikke har flere filer, der hedder det samme

nan

nan

CE_CANON

Forhistorien Per Sidenius, en fattig præstesøn fra Jylland, er i syttenårsalderen kommen til København for at studere ved den polytekniske skole og blive ingeniør. Han indlogerer sig hos et par gamle nybodersfolk og tilbringer en række stormfulde ungdomsår ved afvekslende at tumle med et stort, fantastisk kanalprojekt og give sig hen i et sorgløst liv med muntre venner og letfærdige kvinder, bi. a. en vis Fru Engelhardt. En kort tid udfries han af sin stedse dybere fattigdom derved, at en hr. Neergård i en selvmordscaprice testamenterer ham sine efterladenskaber, hvad der igen har til følge, at han kommer i berøring med dennes søster, en ældre, lidt forfalden enkebaronesse, der fatter godhed for ham. Samtidigt indføres han i huset hos Philip Salomon, en hovedrig jødisk købmand, hvis datter, den smukke og livslystne Nanny, han dristig beslutter at vinde. Hun står da også på nippet til at give ham sin hånd, da hendes ældre halvsøster Jakobe, hvis sære og indesluttede væsen fra begyndelsen har virket afskrækkende på ham, mere og mere fængsler hans interesse og til sidst — halvt mod hans vilje — vækker hans attrå. første kapitel den lille betuttelse, der havde grebet Per, da det begyndte at gå op for ham, at det ikke længer var Nanny men hendes halvsøster Jakobe, han elskede, fortog sig hurtig. Ligesom den forvovne bjærgbestiger, der har nået den lokkende tinde men herfra ser en endnu højere top løfte sig snehvid over skyerne, brød han ud i stolt jubel ved at øjne dette nye og dristigere mål for sin ærgerrighed. Ganske vist var Nanny både yngre og — hvad penge angik — efter al sandsynlighed et bedre parti end Jakobe ( og det var navnlig denne omstændighed, der havde vakt de første øjeblikkes betænkelighed hos ham ); men man behøvede kun en gang at have set de to søstre på en af forældrenes store modtagelsesaftener for at få øje for, at Jakobe ikke desmindre var den af dem, der vakte størst opmærksomhed og var genstand for den betydningsfuldeste hyldest. Mens Nanny for overgiven gennem stuerne med sin hale af smægtende kunstnere og andre narre, samlede Jakobe trods sit afmålte, til tider afvisende væsen alle selskabets koryfæer om sin stol, de virkelige berømtheder, universitetsprofessorerne og de mange højtansete læger, der udgjorde et så vægtigt led i hovedstadens hastigt voksende fremskridtsparti. Per havde ofte på hjemvejen hørt sådanne folk udbryde i de varmeste lovtaler over hendes ånd og kundskaber og højlig beklage, at hun ikke syntes tilsinds at gøre nogen mand lykkelig. » Men hvem skulle hun forresten gifte sig med? « havde en af dem engang sagt. » Hun, der i sit væsen har så meget dronningeagtigt, burde jo i det mindste have en født prins. Denne kedelige Eybert er dog virkelig ikke noget for hende, « ------ord, der, skønt udtalte halvt i spøg, nu virkede som stormpust på den lille kærlighedslue, der hin aften var bleven tændt i Pers sjæl. Dertil kom, at han heller ikke var blind for betydningen af det rent personlige udbytte, han kunne høste af hendes mangeartede viden ligesom af hendes fortrolighed med det højere selskabslivs tone og omgangsformer. Den indflydelse, hun i så henseende allerede havde haft på ham, værdsatte han langtfra ringe. Han forstod nu fuldtvel den ligesom instinktsmæssige trang, han allerede på et tidligt tidspunkt havde følt, til at besejre hendes kulde og overvinde sit eget ubehag ved hendes person. en dag, da Per sad hjemme og med genfødt Iver arbejdede på sit store projekt, modtog han et overraskende besøg, nemlig af » Direktør « delft, Jakobes og Nanny s morbroder. I en lys pariserdragt og med en blå monocle for sit mest skelende øje åbenbarede den grimme lille mand sig i døren efter at have slået et par rappe slag på den med sin stokkeknap. » Så fandt jeg dem endelig!.... Ved gud! De har skjult dem godt! « udbrød han uden nogen som helst indledning og blev stående med hatten på hovedet og så sig omkring i den lille, mørke bagstue, hvor tegneruller og tuschkopper og beskrevne papirer flød imellem hinanden på borde og stole. » Nå — så her er det altså, de sidder og udsteder deres falske Veksler på fremtiden! Det må man lade dem, — det er virkelig en ideal af en falskmøntnerhule, de har indrettet dem her! Per amor di dio! Jeg forstyrrer dem dog vel ikke i udarbejdelsen af nogle hundrede tusinde? Ha, ha, ha! « Per kendte onkel Heinrichs udtryksmåde for godt til at fornærmes over denne tiltale. Derimod følte han sig lidt ilde berørt af selve besøget. Han havde lagt mærke til, at den gamle, ondskabsfulde herre i den senere tid på en fordægtig måde havde omkreset ham under hans besøg i det salomonske hjem, og var derfor overbevist om, at han måtte have en eller anden lumsk hensigt med nu at have opsøgt ham. » Det forbavser dem dog vel ikke at se mig? « Spurgte hr. Delft med påtagen ængstelse efter at have taget plads i gyngestolen, som Per havde skubbet frem til ham, og anbragt sin silkehat på det overlæssede bord. » På ingen måde.... Hvorfor mener de forresten? « » Nej, naturligvis! Jeg tænkte det nok! Berømte mænd er jo vant til at blive rendt på døren af nysgerrige,... og jeg vil ikke gøre mig til bedre, end jeg er. Jeg har længe ligget på tur herud til dem, hr. Sidenius... for at passiare lidt med dem i fortrolighed, « tilføjede han efter et lille ophold, idet han kneb sit ene øje sammen. » Det glæder mig særdeles, at de altså ikke finder mig påtrængende. « Hvad Pokker kan den gamle slubbert ville mig, — tænkte Per, mens hr. Delft i den tydelige hensigt at spænde hans nysgerrighed til det yderste gav sig til at vifte sig med sit duftende silkelommetørklæde og snakke om vejret. Samtidig gjorde han på ny den fattige stue med dens lave loft og tarvelige bohave til genstand for en nærgående undersøgelse gennem sin monocle. Og pludselig lod han denne falde ved at løfte øjenbrynene og sagde: » Ved de, hvad jeg sidder og kommer til at tænke på, hr.sidenius?.... Skulle de tilfældigvis endnu kunne erindre dem den lille samtale, vi havde med hinanden den første gang, jeg havde den ære at hilse på dem i min svogers hus?.... Kan de huske? De var så elskværdig at udtale nogle anerkendende ord om mine niecer, hvorfor jeg meget takkede dem. Kan de også huske, at jeg tillod mig at anbefale dem ved lejlighed at gøre dem en billig fornøjelse ved at lægge mærke til, hvormange latterlige personer de unge piger trak til huset,... mangen gang ganske unge fyre uden en lybsk skilling i lommen og med et ansigt så uskyldigt som en nyvasket barnerumpe. Der sidder en sådan forsulten styverfænger oppe på et tagkammer og drømmer om at blive Philip Salomons svigersøn på sit ærlige kristennavn! Har jeg ikke ret? Er det ikke en virkelig komisk syn? « Per sagde til sig selv, at havde det ikke været for Jakobes skyld, skulle den gamle kavaler ihast være kommet på hovedet ud af døren. » Og så er det så dansk... så ægte pæredansk! « Vedblev hr. Delft og så sig medynksfuldt om på stuens sprukne og tomme vægge. » I andre lænder ville sådanne dummkøpfe være en umulighed... lod sig ganske ikke tænke! I Amerika f. Eks.... De har ikke været i Amerika, hr. Sidenius? Å, derovre burde alle unge mænd tage sig et kursus i den kunst at kaste sig frem i verden.------jeg kommer til at tænke på, det kunne kanske interessere dem, hr. Sidenius, at høre om en tilfælde, jeg oplevede engang i Newyork med en ung mand, der gjorde sin karriere og snappede en millionærdatter væk for næsen af både grever og baroner, endda han var en fattig djævel, der spiste sin middag i en saloon. Man kan jo aldrig vide «, tilføjede han, idet han påny med en grimace kneb det ene øje sammen: » De kunne kanske engang selv komme i en lignende ubehagelig situation, — hvadbehager? « Mens den lille mand brød ud i sin giftigste latter, bed Per sig i overskægget; — han kunne næsten ikke længer styre sig. » Jeg husker, « vedblev hr. Delft, » det unge menneske, jeg taler om — han hed stadlmann og var en østerriger, søn af en sølle skomager, troer jeg. Han var nu også sådan et slags geni; han ville lave sødmælk og Bulter af præriegræsset, uden at det først gik gennem køer. Jeg be’er dem!... Så var det på et laboratorium, hvor han gik og eksperimenterte, at han blev bekendt med en søn af Samuel Smitt,... De har vist nok hørt det navn... en af børsmatadorerne i fifth avenue, en mand på sine firsindstyve millioner, — dollars, forstår de! Nu, denneher østerriger var en ung fyr af den slags, som fruentimmerne over hele verden er gale efter... sådan med slagterskuldre og øjne som kul... som kul, når det gløder! Og Samuel havde en datter på 20 år, og hun går, gud forlade mig, hen og forlieber sig i stymperen. Hvad mener de?... Komplet gal! Nå, Samuel havde jo sit øje på pigebarnet, og da han formærkede, det trak op til skandal’, så — vupti! — fyren ned ad trapperne i en fart. Der er ikke noget at sige til det. Hvad skulle han vel gøre andet? Om en mand som Samuel havde givet sin datter bort til en, der logerede på et tagkammer og spiste sin middag i en saloon, var han bleven til grin i hele unionen... naturligvis. Men nu kommer det, jeg egentlig ville fortælle. Vi var nemlig nogle stykker, der havde observeret detteher og fulgte sagens gang, som det hedder; og som vi nu en dag sidder i vor klub, så blev vi enige om, at der måtte kunne gøres forretning ud af den affære. Vi snakkede lidt frem og tilbage og lavede så et slags aktieselskab på den. « » Et aktieselskab... på hvad? « spurgte Per, der efterhånden havde bidt sit raseri i sig og var bleven opmærksom. » På hvad? På den unge mand naturligvis... På hans chancer, mener jeg. Vi dannede et grundfond,... først på fem, siden på ti tusind dollars, for at han kunne etablere sig som en ung levemand i New-york, leje sig en flot lejlighed på Broadway, holde tjener og ridehest og give soupers for journalisterne og blive omtalt i bladene,... kort at sige, efter forløb af to måneder var hans navn kendt over hele the street. Så kørte han en dag hen og friede hos Samuel. « » Nå — og så fik han hende? « » Pst! Ikke røgen engang! Samuel havde sin egen spekulation med pigebarnet... naturligvis. Han havde svoret på aldrig at give sin datter til nogen, der ikke bar et adeligt navn. « » Av! « » Hvorfor siger de av til det? Det er også så dansk straks at sige av, bare man skraber næsen. Hvad skulle her være at tabe vejret over? « » Nu — hvad gjorde de da? « » Vi skaffede ham naturligvis et adeligt navn. Hvad andet vel?... Det gik meget nemt. Gennem en prokurator i den unge mands hjemland satte vi os i forbindelse med en gammel enkegrevinde von raben-rabenstein, en fattig djævel, der levede af at have pensionat for unge piger. Hun fik fem hundrede dollars og fri rejse til New-york og retour... for ved sin nærværelse at kaste glans over den højtidelige åbning af et nyt, tysk børneasyl, som vi skrev til hende. Den kunne hun jo ikke stå for!... Det var en guddommelig komedie! Ved ankomsten mødte hele interessentskabet ved dampskibet med blomsterbuketter og kørte hende i en karet med fire heste til hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for journalisterne som hr. Stadlmanns kødelige tante, — det stod alt sammen at læse i bladene dagen efter. Så klemte vi hende en dag ned i en stol og viftede hende for næsen med en tusinddollarcheck, og efter en længere besvimelse underskrev hun et dokument og adopterede hr. Stadlmann og gjorde ham til sin arving. Tre måneder efter blev den unge grev von baben-rabensteins bryllup fejret med fyrstelig pragt i overværelse af hele unionens aristokrati. Jeg kan tale med derom, da jeg selv var blandt de indbudne og ved den lejlighed havde den ære at føre den unge hertuginde af gatania født Simpson til bords. « » Og aktieselskabet? « spurgte Per efter en kort tavshed. » Aktieselskabet? Det opløste sig naturligvis; vi fik jo vore penge. Det blev en forretning på sine tresindstyve procent. « Under fortsat tavshed sad Per og snoede nervøst på sit hageskæg. Hr. Delft havde med sin fortælling berørt ham på hans ømmeste sted. Hans pengeforhold var i øjeblikket aldeles fortvivlede; hans stilling ville blive ganske håbløs, dersom han ikke hurtig skaffede hjælp. Skønt han ikke var klar over hr. Delfts hensigt med at fortælle ham denne røverhistorie, tænkte han derfor på, om han ikke ville handle klogt i at holde gode miner med den gamle hyæne, der måske virkelig med lidt snildhed kunne lade sig benytte til at tjene hans planer. » Det var virkelig en ganske morsom historie! « Begyndte han forsigtig, idet han slog sagen hen i spøg. » Den ide at danne et aktieselskab på en ung mands udsigter er ikke ilde. Hør, hr. Direktør, kunne de ikke få den trafik indført herhjemme. Den ville sikkert i adskillige tilfælde kunne give smukke procenter også her. Jeg har bare en indvending at gøre. Hvorfor netop spekulere i chancer, — de hører dog i almindelighed netop til de mest uberegnelige. Hvorfor ikke lige så gerne spekulere i en anden af de mangfoldige muligheder, der kan åbne sig for en dygtig og energisk ung mand,.... F. Eks. for en ingeniør med en eller anden god ide... et vandbygningsprojekt f. Eks....? « » Jeg indrømmer dem, — på navnet kommer det mindre an, når det ellers er velklingende, « Svarede hr. Delft med et ubarmhjertigt smil. » Det interessentskab, jeg før talte om, hed således » Company til kunstig fremstilling af sødmælk og fløde «. Et fortræffeligt navn! Vi fik såmænd på det et par godtroende spækhøkere til at tegne sig som garanter. « » Bien! De mener altså virkelig, at der kunne være udsigt til at få dannet et lignende sortium her, når en mand f. Eks. fremlagde beregninger og nøjagtige overslag, der til fulde godtgjorde, at hans plan — om den gennemførtes med energi — engang ville kunne indbringe millioner. « » Jeg anser det ikke for umuligt, — aldeles ikke. « Svarets overraskende ligefremhed gjorde Per yderligere mistænksom. Skulle han ville lokke mig i en fælde? tænkte han og blev atter tavs. Han befandt sig dog i den henseende i en vildfarelse. Hr. Delft, der iøvrig endnu troede, at det var Nanny, Pers planer galdt, havde virkelig opsøgt ham for at yde ham en håndsrækning i hans kamp for at nå sit dumdristige mål. Den erfarne onkel havde sagt til sig selv, at Nanny nu, da hun var bleven nitten år, næppe ville vente længe med at kaste sig i armene på en af de mange unge labaner, der overalt omkresede hende; og ved at foretage en endelig mønstring af » den hele forsultne bande « var han kommen til den overbevisning, at Per var den eneste af dem alle, der ejede betingelser for virkelig at gøre karriere og opnå en samfundsstilling, der anstod sig et medlem af den berømmelige delftske slægt. Da nu søstersønnen, Ivan, en dag var kommen til ham og havde anmodet ham om at være ham behjælpelig med at tilbyde den forgudede ven penge til dennes påtænkte store udenlandsrejse på en sådan måde, at han ikke fik at vide, fra hvem de kom, havde han derfor villig påtaget sig kommissionen, — også fordi han ikke havde noget imod at optræde som velgører, når det ikke kostede ham noget. Desuden ville han herved kunne stille svogerhusets tilkommende svigersøn i et taknemmelighedsforhold til ham og derved tilsikre sig herredømmet over den unge galgenfugl også i fremtiden, — til betryggelse for det delftske familienavns ære og de salomonske millioner. Per sad længe tvivlrådig; han vidste ikke, hvor langt han turde vove sig frem. Men da hr. Delft nu tog til sin hat som for at gå, blev han urolig. Han sagde til sig selv, at da han dog ville være nødt til at gribe til en eller anden fortvivlet udvej for at skaffe sig penge, kunne han lige så godt løbe den risiko at falde i hr. Delfts fælde, især da han dog altid havde den udvej bagefter at slå det hele hen i spøg. Pludselig brød han da med alle betænkeligheder og sagde: » Hr. Direktør — skal vi ikke lade al forstillelse fare! Der er dog ingen mening i at sidde her og spille komedie for hinanden. Jeg kan forstå på dem, at de kender min tilbøjelighed for deres niece; og jeg gør dem gerne den indrømmelse, at det er noget ubesindigt af mig i min nuværende stilling at nære forhåbninger med hensyn til en dame med så mange udmærkede fortrin. « » Deri har de sikkert ret. « » Nu vel. De har nu selv bragt sagen på bane, og de har derved givet mig nogen berettigelse til åbent at gøre dem følgende spørgsmål: vil de, hr. Direktør, sætte dem i bevægelse for at få dannet et sådant interessentskab som det, vi før talte om? « » Jeg? « udbrød den lille mand og rejste sig i hyklet bestyrtelse halvt op af stolen. » Ja, netop de! « vedblev Per i en slags desPeration. » Jeg tilstår, jeg er for tiden i en stærk forlegenhed. Jeg må have penge... Jeg skal have penge, om jeg så skal stjæle dem! « Mens hr. Delft påtog sig en dybt fornærmet mine, smilte han indvendig. Pers sidste udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj grad i hans gode tro til det unge menneskes evne og vilje til en gang i tiden at gøre det delftske familienavn ære. » De må ganske have misforstået mig, « sagde han fornemt afvisende. » Jeg gør ikke mere forretninger,... i hvert fald ikke i det små... og allermindst om mine niecer. Hvor falder de på den forrykte tanke, mand!... En anden ting er det, at jeg — muligvis — ikke vil nægte dem min understøttelse indenfor rimelige grænser. Jeg antager, at min anbefaling vil være tilstrækkelig til at åbne dem en endog ret vidtstrakt kredit hos — — nå, hos folk, hvem det er en glæde at understøtte ungdommen. Men kun på en betingelse vil jeg hjælpe dem: at det er noget, der bliver mellem os. Jeg vil ikke have snakket om det. Hvad jeg af den slags gør, skal ikke sådan — puh! — blæses ud for alle vinde. Det kan jeg ikke lide!... Sig mig, kender de David griesmann, overretssagføreren; han boer i Klosterstræde? Nå! Til ham skal jeg med et par ord anbefale dem, og de vil da sikkert hos ham kunne hæve, hvad de foreløbig behøver, som et rentefrit lån mod sikkerhed i... nu ja, i det forventede udbytte af deres eminente kanalprojekt, naturligvis! Læg vel mærke til det ord: rentefrit! Det er altså ingen forretning for nogen, og jeg vil — som sagt — holdes ganske udenfor det hele. Dersom nogen spørger mig, om det er mig, der forstrækker dem, så siger jeg rentud nej. At de forstår mig! « Per svarede ikke. Han havde ingensomhelst tillid til pålideligheden af dette alt for overraskende og uegennyttige tilbud; og desuden umuliggjorde hr. Delfts tone og overlegne beskyttermine al yderligere forhandling. Da » Direktøren « nu atter tog til sin hat for at gå, søgte han derfor ikke længer at holde ham tilbage. Derimod anstrengte han sig for at lægge sit ansigt i muntre folder, og ved afskeden sagde han med en tvungen latter: » Ja, jeg behøver vel ikke at forklare mig, hr. Delft? De forstod vel nok, at mine ord før kun var ment i spøg. De smittede mig virkelig med deres amerikanske historier! Jeg opfatter derfor også deres sidste bemærkninger som — « » Gudbevares, hr. Ingeniør! « afbrød hr. Delft ham med et dybt buk efter et øjeblik at have set uforstående op på ham. » De har alt for ringe tillid til min opfattelsesevne; den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige dem. Imidlertid... Skulle de ved lejlighed føle lyst til at fortsætte spøgen, så ved de nu, hvor hr. Griesmann boer. Han har kontortid mellem ti og fire, og jeg kan forsikre dem, han har megen komisk Sans... megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig! « Han havde allerede fattet om dørklinken, da han atter vendte sig om mod Per, der var bleven stående ved bordet. » Det er sandt! Endnu et ord, hr. Sidenius! Jeg husker, de har engang til min søstersøn Ivan omtalt en enkebaronesse bernt-adlersborg eller sådan noget. Undskyld mig mit spørgsmål... kender de noget nøjere til denne dame? « » Nej, egentlig ikke. Hun har engang gjort mig et besøg, det er det hele. Jeg kendte en smule til hendes afdøde Broder. Men — tillad mig — hvorfor...? « » Det er en ældre dame, ikke sandt? Og vistnok sådan lidt... lidt forstyrret i hovedet, har jeg hørt. « » Det er muligt. Men må jeg spørge... « » Og de har haft et brev fra hende forleden,... et venligt brev fra udlandet. Hun havde bedt dem om at komme og besøge hende i hendes hjem i sommer, og hun beklager nu, at hun gennemgår en kur og først vender tilbage til vinter... Ivan har fortalt mig det alt sammen. « » For Pokker! « udbrød Per, der endelig tabte tålmodigheden. » Hvorfor gør de mig alle de spørgsmål? « Men uden at lade sig forskrække gik det lille mandfolk ham tæt ind på livet, løftede sig på tåspidserne og så ham ind i øjnene. » Jo — jeg skal sige dem, « sagde han: » der kunne muligvis også her i landet tænkes folk, der kun ville gifte deres døtre bort til mænd med et adeligt navn. — adjø! « Ganske fortumlet blev Per stående og så mod døren, som hr. Delft med stort rabalder slog i efter sig. Salomons var allerede i midten af maj flyttet ud til deres sommerbolig » Skovbakken «, en højtliggende villa umiddelbart ved kysten, en lille times rejse fra København. Allermindst en gang om ugen tog Per derud om eftermiddagen og lod sig da undertiden overtale af Ivan til at blive der natten over, så de kunne følges til byen den næste morgen. At ikke alle i familjen var lige glade ved hans besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin ryg end sit ansigt, efter at det var gået op for hende, at hun var forsmået, bekvmrede ham ikke. Fra det øjeblik, han var kommen til den overbevisning, at det var søsteren, han elskede, og havde gjort sig det klart, at han ikke forringede sine fremtidsudsigter ved i dette tilfælde at følge sin tilbøjelighed, havde hans blik og tanke udelukkende kreset omkring Jakobe. Det undrede ham ikke engang længer, at han var kommen til at elske hende, endskønt hun med sin store næse, sin bleghed og sit trætte, lidende udtryk var så grundforskellig fra, hvad han hidtil havde anset for idealet af kvindeskønhed. Det ord » dronningeagtig «, som han hin aften havde hørt anvendt på hende, havde også i den henseende gjort underværker. Han kunne sidde stille i en krog og fortabe sig i beundring over hendes holdning eller hendes bevægelsers eksotiske ynde. Han følte en forfængelig glæde ved synet af hendes hånds og fods lidenhed, af hendes sikre og dog næsten lydløse gang eller af den rovdyrsagtige ladhed, hvormed hun pludselig kunne lægge sig i en lænestol eller et sofahjørne. Om det så var hendes nervøse måde at pudse næsen på, henrykte den ham ved sin fornemhed, medens Nanny mere og mere både ved sit ydre og sit væsen på en ubehagelig måde mindede ham om Fru Engelhardt. nu var der uheldigvis ikke foregået en tilsvarende stigning i Jakobes følelser for Per. Tværtimod. Alt det ubehag og den uhygge, som hans skulderbrede skikkelse med de lyse, kolde bastard-øjne straks ved deres første møde havde indgydt hende, men som efterhånden var bleven noget formindsket under samværet i København, hvor de ham uvante omgivelser i det rige hjem uvilkårlig havde lagt en dæmper på hans friskfyrvæsen, var herude på landet vokset op i forøget styrke. Herude i det fri var han atter bleven helt sig selv, lutter drengeagtig selvsikkerhed, lutter kraftnatur. På spadsereturene ude i skoven sprang han over alle vej bommene og opfordrede de andre herrer til at gøre ham det efter;... Var de ude at ro, tog han straks begge årerne for at gøre sig til af sine armkræfter. Dertil gik han nu i sommertiden med en egen slags dybt udringet sportslinned, der blottede ikke alene hans røde, muskelsvære Hals men tillige det øverste af brystet og gav ham en vis, utækkelig lighed med den slags unge mennesker, der lever af glædespigernes kærlighed. Engang ved en af familjens sædvanlige små søndagsmiddage, da han sammen med et par andre herrer var gået i vandet før bordet, havde han sat hele huset i skræk ved at svømme så langt bort fra badehuset, at ingen kunne øjne ham. Der var bleven gjort anskrig, en fiskerbåd blev sat ud; og bagefter havde han været ganske stolt af sin bedrift og drevet spot med den bestyrtelse, han havde vakt. Dette fik endda være, hvad det var. Langt værre var det i Jakobes øjne, at han i den senere tid — opfyldt som han i stigende grad var bleven af sin deltagelse i den store åndelige bevægelse, der rundtom betegnedes som selve århundredets frigørelseskamp — havde fået en tilbøjelighed til at optræde som foredragsholder og forkynder. Efter at have læst en halv snes bøger af dr. Nathan og ligesindede forfattere følte han sin viden grundfæstet og greb enhver lejlighed til at udbrede sig, næsten at præke om menneskehedens kommende stortid og » den ny renaissance «, — på en måde, der ofte vakte smil og forlegenhed hos dem, der hørte på ham. Engang efter et større middagsselskab, hvor han endog i en skåltale havde berørt sit eget kanalprojekt, sagde Jakobe i en ærgerlig tone til sin Broder Ivan, sekonderet af Nannys hoverende latter: » Kan du dog ikke få hr. Sidenius til at tie stille, — han prostituerer sig jo for alle mennesker! « Når Jakobe overhovedet fandt sig i hans nærværelse og endog ved enkelte lejligheder havde taget ham i forsvar overfor andres skånselsløse kritik, var det, fordi der — trods alt — stadig var noget ved ham, der tiltvang sig om ikke hendes sympati, så dog hendes overbærenhed. Ikke at det på nogen måde interesserede hende at tale med ham, eller at hun havde mindste tro på den store fremtid, som Ivan så begejstret spåede ham. Hvad der halvvejs besejrede hende og endnu vedligeholdt en slags forhold mellem dem, var stadig dette ene: hans uforsonlige had til kirken og det kristne samfund. Hun havde fra første færd ikke tillagt hans uforbeholdne udtalelser i denne retning synderlig betydning; dertil havde hun for ofte set broderens venner — og navnlig de af dem, der havde raset allerdrabeligst mod det himmelske tyranni — pludselig omskifte jakobinerhuen med en landsby degns kalot. Men så hændte det engang på en af de store spadsereture, at hun var bleven siddende på en bænk inde i skoven, fordi hun var træt og ikke kunne vinde med længer. Han var da kommen tilbage til hende og havde sat sig ved siden af hende på bænken og ganske uopfordret givet sig til at fortælle om sin barndom og om sit forholdtil forældrene og hjemmet. Han havde — sagde han — længe følt trang til at lukke noget af sit inderste op for hende; og hun havde under hans iøvrig så rolige, undertiden spøgefulde fortælling modtaget indtrykket af en dybt rodfæstet lidenskab. Skønt hun i forvejen gennem Ivan havde hørt noget om de forhold, han berørte, måtte hun et par gange i forbavselse se op på ham og forvisse sig om, at det virkelig var det samme menneske, der kort forinden i barnlig kådhed havde fanget sommerfugle i sin hat. Så ærligt og uudslukkeligt hendes eget had til kristendommen var, blev hun næsten skræmmet af den dystre hævngerrighed, han åbenbarede med sine ord. I sin mosaiske ærefrygt for hjemmet og slægten stødtes hun desuden tilbage af hans oprør mod forældrene og såredes navnlig af den fuldkomne ufølsomhed, hvormed han omtalte faderens langvarige sygdom og nærforestående endeligt. Hun var til sidst ikke fri for at blive lidt uhyggelig til mode ved at sidde ene med ham midt i den store, mørke skov. Hun mindedes pludselig den ville røver-præst af hans slægt, som Eybert engang havde fortalt om, og følte det som en befrielse, da der hørtes stemmer inde fra tykningen og de andre kom tilbage. Hun havde siden den dag haft en dyb medfølelse for Per men samtidig en forøget rædsel for ham. Da det nu tilmed begyndte at gå op for hende, at det var hende selv og ikke Nanny, hans efterstræbelser galdt, vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op med ham. Hun sørgede for aldrig mere at blive ene med ham; og hun ønskede inderligt — også for hans egen skyld — at det snart måtte blive til alvor med hans så længe påtænkte udenlandsrejse. * * * den salomonske familje sad ude på den brede, grusbelagte terrasse foran villaen og nød aftenkøligheden efter en julidags lummerhede. Man havde nylig rejst sig fra middagsbordet og sad endnu ved kaffen. Det var midt i blomstertiden, og ved hvert vindpust strøg en fin vellugt — en sød rosenånde — hen over terrassen oppe fra de tætte ranker, der dækkede villaens hvide mure. På de øverste trin af den monumentale marmortrappe, der førte ned til vandet, krøb og sad familjens mindre børn i hvide dragter og store solhatte. Der var ikke andre fremmede den dag end husvennen, hr. Eybert, som nylig var kommen hjem efter sin årlige baderejse med en ny, umærkelig lille isse-plade fra gossec i Paris. Den fyrretyveårige mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad der, brunet af sydfrankrigs sol, med det lyse hår skilt i nakken, moustachen vifteformigt opadstrøget, hageskægget spidst tilklippet. Da det var hans første besøg efter tilbagekomsten, var han desuden usædvanlig livlig, fortalte om sine små alpeudflugter og om fælles bekendte, han havde truffet undervejs. Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra bordet for at gennemløbe aftenaviserne, henkastede nu og da en bemærkning til ham eller meddelte Ivan en børsnyhed. Uden vanskelighed fulgte denne mand tre forskellige samtaler samtidig med, at han med opmærksomhed studerede en kursliste, og endda bevarede han åndsnærværelse nok til at multiplicere femsifrede tal i hovedet og opskrive facit på et sikkert sted i sin hukommelses mægtige kopibog. Nanny var ikke tilstede. Hun var straks efter bordet taget bort for efter indbydelse afdyhring — journalisten — at overvære en sommerkoncert på anstalten sammen med en veninde. Ved tiden indfandt Per sig i slet lune. Tvungen af nøden havde han samme formiddag endelig opsøgt den overretssagfører griesmann, som hr. Delft med så mystiske ord havde henvist ham til, og virkelig hos denne mand fået udbetalt en større sum blot ved at nævne sit navn og udstede en kvittering. Men skønt han herved for lange tider var bleven befriet for den eneste sorg, han endnu kendte og anerkendte, pengesorgen, var han gået utilfreds og urolig hjem. Med sin jyske naturs forsigtighed havde han overvejet længe, før han havde kunnet få sig selv til at indlade sig med onkel Heinrichs navnløse konsortium; og den lethed, hvormed nu sagen straks var bleven ordnet, og selve summens for ham svimlende størrelse havde yderligere vakt hans mistænksomhed. Med en fornemmelse af på uværdig måde at have solgt sig havde han lukket seddelbunkerne inde i sin bordskuffe uden engang at ville eftertælle dem. Synet af den hjemvendte medbejler, som sad der forynget ved Jakobes side, forbedrede ikke hans sindsstemning, især da forholdet mellem de to herrer i forvejen ikke var det bedste. I den sum af meget blandede følelser, der udgjorde Pers kærlighed til Jakobe, var forfængeligheden hurtig bleven den fremherskende;... Og selv for et umistænksomt øje var det ikke svært at se, at den unge dame var en hel del optaget af Eyberts tilbagekomst. Mens Per gik rundt og gav alle de andre hånden, hilste han blot på rivalen med et buk, hvis skødesløshed han imidlertid havde det uheld således at overdrive, at virkningen blev en ganske anden end den tilsigtede. » Jeg tror, jeg er kommen for skade at gøre mig den unge mand til fjende, « hviskedee Eybert smilende til Jakobe, der — opbragt over Pers opførsel — undlod at svare. Uheldigvis opfangede Per hans ord. Trods gentagne opfordringer til ham om at tage plads blev han stående med den ene hånd på ryggen af en stol, som Ivan havde skudt frem til ham, den anden knyttet i siden og stirrede i denne stilling ufravendt over på Eybert med et blik, der lyste af udfordrende foragt. Der blev efterhånden nogen uro mellem de andre. Det så ud, som ventede han blot på endnu et ord fra Eybert for at slynge ham en fornærmelse i ansigtet. For ikke ved sin nærværelse at give anledning til skandale rejste Jakobe sig til sidst og gik ind i villaen. Hendes sind var i det heftigste oprør. Hun var formelig kommen til at ryste. Hun ville ikke længer finde sig i dette gale menneske, som hun havde vist alt for stor overbærenhed. Du gode gud! Hun risikerede, at han en dag gik hen og kompromiterede hende for hele byen!... Den dumme dreng!... Hvad måtte Eybert tænke? Da hun en times tid senere igen viste sig i haven, varder tomt på terrassen. Kun moderen sad endnu i sin kurve-flugtstol og hæklede ved det svindende dagskær. » Er Eybert gået? « spurgte hun. » Ja «, svarede moderen med et lidt utilfreds blik op på hende. » Jeg skal hilse dig fra ham. Han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok igen ikke rigtig flink. « » Så—å, « sagde Jakobe og blev langsomt rød. » Det talte han ikke om før. « » Nå, jeg tror heller ikke, det har noget videre at betyde; men han ville dog ikke være for længe borte fra barnet. Han har jo ingen stor tillid til sin husholderske, ved du. Han er virkelig i så henseende rigtig ilde stillet, stakkels mand! « Hun sagde de sidste ord med en betoning, som var Jakobe velbekendt, og hvis hensigt hun godt forstod. Det var ikke nogen hemmelighed for hende, at forældrene grumme gerne

1898_Pontoppidan_LykkePerHansUngdom

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Lykke Per Hans Ungdom

male

male

dk

Pontoppidan

Lykke Per Hans Ungdom

Pontoppidan

Lykke-Per Hans Ungdom

[Hans Ungdom]

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

På Rex er Lykke-Per kun i samlede bind eller som nye udgaver. OBS: "Hans Ungdom" er egentlig en undertitel, men bliver nødt til at være en del af titlen i file-name, for at vi ikke har flere filer, der hedder det samme

nan

nan

CE_CANON

I en af de østjyske småkøbstæder levede der for omtrent en menneskealder siden en præst ved navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng mand, grånet under et allerede langt livs ublide kår og mangehånde prøvelser. I sin ydre fremtræden som i sin hele levevis skilte han sig skarpt ud fra byens øvrige befolkning; og af denne betragtedes han da også i mange år som en besværlig fremmed, hvis ejendommeligheder man vekselvis trak på skuldren af og forargedes over. Når han om eftermiddagen — høj og alvorlig — vandrede ned gennem byens krogede gader i sin langskødede, grå vadmelsfrakke, med store, mørkeblå briller for øjnene, den ene hånd hvilende bag på den stive ryg, den anden knyttet om håndtaget på en stor bomuldsparaply, som han ved hvert skridt stødte hårdt mod stenbroen, vendte folk sig uvilkårligt om efter ham, når de havde hilst; og de, der sad inde bag vinduerne og fulgte de forbispaserende i gadespejlet, smilte over til hinanden, når hans knokkelmagre skikkelse sammen med lyden af hans skridt var bleven borte i gydens krumning. Byens stormænd, de gamle bondekøbmænd og studeopdrættere, hilste ham slet ikke, end ikke når han var i ornat. Skønt de selv viste sig på gaden i træsko og hvide lærredsfrakker og med merskumspiben ligesom fastgroet til den ene mundvig, betragtede de det som en skam og skændsel for deres by, at den havde fået en sådan stodderpræst, der gik klædt som en landsbydegn og vitterlig også havde ondt ved at skaffe føden til sig selv og sin redefuld af rollinger. Man havde været vant til en ganske anden slags gejstlighed her, til mænd i fine, sorte klæder og hvide kammerdugs halsbind, til mænd, der alene ved deres udseende kastede ærværdig glans over byen og dens kirke, mænd, der senere var bleven stiftsprovster og bisper, og som alligevel aldrig faldt på at hovmode sig af deres hellighed men både viste interesse for byens anliggender og med liv og lyst tog del i borgernes selskabelige fornøjelser. Den gang havde præstegården været et åbent gæstfrihedens hjem, hvor man altid, når man havde afgjort sine forretninger inde hos præsten, af denne blev ført ind i dagligstuen til fruen og de unge frøkner for dér ved en kop kaffe eller et lille glas vin og en hjemmebagt kage at få en hyggelig passiar om dagens og byens nyt. Nu betrådte man ikke præstegården uden tvingende grunde, og aldrig kom man længere end til pastor sidenius’ halvmørke studereværelse. Her modtog han endda i reglen folk stående, uden at byde dem at sidde ned, affærdigede dem kort, tilsyneladende udeltagende og netop allermindst indladende overfor dem, der mente sig berettigede til at vente særlig hensyntagen. Endog byens øvrige embedsfamilier havde ophørt at aflægge visiter i præstegården, efter at det et par gange var hændet dem, at pastor Sidenius — i stedet for at byde forfriskninger — formelig havde givet sig til at overhøre dem i deres kristendomskundskab, som var de konfirmander, der stod på kirkegulvet. En ganske særlig forbitrelse vakte han regelmæssigt ved de store borger-begravelser, til hvilke befolkningen mødte i festligt optog, med hornmusik og floromvundne laugsfaner, embedsmændene i guldbroderede uniformer og med hanefjer i hattene, alle efter deres egen mening særlig vel stemte til andagt og opbyggelse efter indtagelsen af den lette portvins-frokost i sørgehjemmet. I stedet for en stor tale med den sædvanemæssige lovprisning af den afdøde indskrænkede pastor Sidenius sig ufravigeligt til fremsigelsen af en bøn, sådan som det ellers kun brugtes overfor udøbte børn og fattiglig. Ikke et ord om den hensovedes hæderlige karakter, hans stræbsomme Vandel, hans fortjenester af byens opkomst, hans opofrende interesse for brolægningsvæsenet eller det kommunale vandværk. Det var mangen gang næppe nok, at den afdøde blev nævnet ved graven, og i hvert fald kun som » denne usle støvhob « eller » denne føde for ormene «,— og jo større og mere anset den forsamling var, hvortil han talte, jo flere faner der smeldede i blæsten omkring graven, des kortere blev bønnen, des uslere og foragteligere de levninger, hvorom man var samlet, så at følget regelmæssigt skiltes under en ophidselse, der mere end én gang på lydelig måde havde givet sig luft på selve kirkegården. De eneste af byens folk, der havde deres gang i præstegården, var et par små, forvoksede damer fra byens jomfrukloster, en bleg skræddersvend og enkelte andre, såkaldte » vakte « af de ubemidledes klasse, som i pastor sidenius’ hjem havde fundet en længe savnet tilflugt i den verdsligsindede by. Om nogen egentlig omgang var der dog alene af den grund ikke tale, at Fru Sidenius var meget svag og så godt som altid sengeliggende. Desuden var pastor Sidenius aldeles ikke anlagt for sædvanlig selskabelighed. Selv sine tilhængere holdt han i en vis afstand fra sig, hvad der dog langtfra formindskede den ærefrygtsfulde hengivenhed, hvormed disse folk omfattede ikke alene ham selv, men hans hustru, hans børn og hele hus. Så hyppigt, som de turde det, søgte de til ham for at rådføre sig med ham om et eller andet troesanliggende, en opstået tvivl, et dunkelt skriftsted, eller blot for at bede om tilladelse til at bivåne familiens daglige husandagt. Men navnlig mødte de regelmæssigt hver eneste søndag i kirken, hvor de forsamlede sig på en bestemt plads umiddelbart under prækestolen og bestandig vakte forargelse blandt de øvrige kirkegængere ved at synge selv de allerlængste salmer uden en eneste gang at se i salmebogen. Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel præstesiægt, der kunne føre sine Ahner næsten helt tilbage til reformationen. I hen ved tre århundreder var kaldet til gejstlig virksomhed gået som en hellig arv fra fædre til sønner — ja til døtrene med, for så vidt som disse i mangfoldige tilfælde havde giftet sig med fædrenes kapellaner eller brødrenes studiekammerater. Herfra stammede den bevidste myndighed, for hvilken de sideniussers forkyndelse fra gammel tid var bekendt. Der fandtes landet over næppe ret mange sogne, hvor ikke en af slægten en gang i århundredernes løb havde bøjet sindene til ydmyg lydighed mod kristendommens bud. Naturligvis, — disse mange kirkens tjenere havde ikke alle været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdsligsindede herrer imellem dem, folk, hos hvem en kraftig, gennem slægtled tilbagetrængt levelyst havde skaffet sig ret ubeherskede udbrud. Således levede der i det forrige århundrede en vendsysselpræst, » gale Sidenius «, som han kaldtes, hvem datidens præstekrønike rent ud nævner som en berygtet slags- og svirebroder, der sad på kroerne og drak brændevin med bønderne, og hvis ustyrlighed til sidst gik så vidt, at han en påskedag midt under gudstjenesten i drukkenskab slog degnen i kirkegulvet, så der sprøjtede blod op på alterdugen. Dog, langt den overvejende del af slægten havde været fromme kirkens stridsmænd, adskillige af dem tillige belæste, ja lærde mænd, teologiske granskere, fuldt så meget forstands- som følelsesmennesker, der i deres landlige afsondrethed havde søgt erstatning for åndeligt samkvem i et stille, indadvendt tankeliv, en stedse inderligere fordybelse i deres egen, indre verden, i hvilken de da altid til sidst fandt tilværelsens sande værdier, dens rigeste lykke, dens egentlige mål. Det var denne i slægten nedarvede ringeagt for alle timelige tings værd, der havde været også Johannes sidenius’ mægtige værge i livets kamp og bevaret hans ryg rank trods armods tryk og mangeartet modgang. Men han havde i så henseende også haft en god støtte i sin hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste samliv, skønt de egentlig ikke lignede hinanden. Også hun var et dybt religiøst gemyt, men en tungsindig, lidenskabelig natur, 4lj1 > i bt. « Hvem livet indgød uro og mørk ængstelse. Oprindeligt ubefæstet i troen, som hun havde været det fra sit hjem, var hun bleven en ivrer, hos hvem den årelange kamp for udkommet i forbindelse med mandens religiøse påvirkning havde affødt sygeligt overdrevne forestillinger om jordelivets trængsler og kristenmenneskers ansvar. Og hendes lange, håbløse sygeleje, de mange, trange år, hun siden sin sidste nedkomst havde ligget inde bag den mørke sygestues nedrullede Gardiner, havde ikke gjort hendes syn friere eller hendes sind mere lyst. Skønt hendes mand ofte alvorligt bebrejdede hende hendes mismod og kaldte det syndig mangel på tillid til guds nådes kraft, fandt hun aldrig helt ro for bekymringsfulde tanker angående børnene og deres fremtid, og hun blev ikke træt af strengt at foreholde dem den yderste nøjsomhed i alt som en pligt mod gud og mennesker. Hun kunne oprøres som over en forbrydelse, når hun hørte om de velstående borgeres levevis, om deres gæstebud med mange retter mad og to-tre slags vin, om fruernes silkekjoler og de unge pigers guldsmykker, — ja hun kunne end ikke rigtig tilgive sin mand, når det en gang imellem hændte, at han kom hjem fra sin spaseretur med en eller anden beskeden gave, som han med et eget, tavst galanteri henlagde foran hende på dynen, et par smukke roser i et kræmmerhus, lidt fin frugt eller en lille krukke ingefærsyltetøj for hendes nattehoste. På en måde blev hun jo nok både glad og rørt over hans opmærksomhed; men hun kunne dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede hans store hånd: » Du skulle nu dog hellere have ladet være, du gode. « I dette hjem opvoksede et kuld kønne, lidt kirtelblege børn, elleve i tal, fem lysblåøjede drenge og seks lysblåøjede piger, der alle var lette at kende mellem byens øvrige ungdom, blandt andet på grund af nogle mærkelige, krusede halskraver, der gav drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne piger et lidt karleagtigt udseende. Drengene bar desuden deres lyse hår langt og lokket, så det hang dem næsten ned på skuldrene, medens pigebørnenes lå fromt glattet ned over hovedbunden og kun ved hver tinding havde en lille, hård fletning, der var lagt i en bue foran ørene. Forholdet mellem forældre og børn som overhovedet tonen i hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja fattige måltider sad faderen for den øvre ende af det lange, smalle bord med sine fem sønner ordnede efter alder langs den ene side, de fem af døtrene langs den anden, mens den ældste datter, den huslige, gammelforstandige Signe, faderens øjesten, i moderens forfald indtog pladsen for den nederste bordende. Og aldrig faldt det nogen af børnene ind at tale uden at være adspurgt. Under den samme højtidelige tavshed, som bordbønnen havde indledet, kunne måltidet undertiden fortsættes lige til takkeordenes fremsigelse. Dog kunne pastor Sidenius også ofte være meddelsom overfor sine børn, udspørge dem om deres skolegang, deres kammerater, deres lektielæsning, og kom derved ikke sjælden ind på selv at fortælle. På belærende måde underholdt han dem da med skildringer af forhold og begivenheder fra sin egen ungdom, fortalte om datidens skolegang, om livet i hans faders og farfaders lerklinede præstegårde o. s. v. Undertiden, når han var i særlig godt lune, kunne han endog more dem med spøgefulde anekdoter fra sine studenterdage i København, fra regenslivet og studenternes kåde løjer med natvægtere og politi. Men havde han på denne måde fået børnene til at le, forsømte han aldrig til sidst at give sin fortælling advarslens form og formanende at vende deres sind og tanker tilbage mod livets alvor og pligtens bud. Denne store børneflok og navnlig den fremgang, den fik — først i skolen, siden ude i livet — var efterhånden bleven pastor sidenius’ stolthed og samtidigt — indadtil — et med ydmyg taknemlighed modtaget vidnesbyrd om, at Herrens velsignelse hvilede over hans hus. Det var nu også en opvakt, lærelysten, frem for alt strengt pligttro ungdom, ægte sideniusser, der én efter én voksede op i faderens billede, ja slægtede ham på endog i alle ydre småtræk — lige til den selvbevidste holdning og taktfaste, soldatermæssige gang. Der var kun ét af børnene, af hvem forældrene havde sorg. Det var et af de mellemste, en dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i skolen og blandt sine kammerater, så der stadig indløb klager over ham fra disses forældre; men der sporedes allerede i en tidlig alder hos ham en overlagt opsætsighed mod hjemmets skik og orden. Han var ikke bleven ti år gammel, før han rent ud nægtede sine forældre lydighed; og jo ældre drengen blev, des stærkere voksede der frem i ham en stejl, overmodig trods, som hverken tugt eller tvang eller Herrens formaning formåede at kue. Pastor Sidenius sad ofte rådløs ved sin hustrus seng og talte om denne søn, der hos dem begge vakte en skræmmende erindring om hin vanslægtede vendsyssel-præst, hvis navn stod som prentet med blod på slægtens stamtavle; — det var for dem, som om dennes ustyrlige sind efter næsten et århundredes forløb gik igen i deres barn. Og uvilkårligt påvirkede af forældrenes holdning, så’ efterhånden også hans søskende på ham med fremmede øjne og undveg ham sky både under arbejdet og i deres leg. Nu var drengen også kommen til verden i en uheldig time, nemlig på det tidspunkt i pastor sidenius’ liv, da han med sit grånende hår troede sig sikret mod yderligere forøgelse af sin den gang allerede ret talrige familie, og på den anden side før han endnu var nået til den fromme hengivelse i guds vilje, hvormed han senere havde taget imod også den sidste halvdel af sin børneflok. Uden at han selv vidste end mindre ville det, var noget af den uvilje, hvormed pastor Sidenius havde ventet dette barn, vedbleven at følge drengen under opvæksten. Dertil kom, at han netop på det samme tidspunkt var bleven forflyttet fra et fattigt og ensomt hedesogn herind til købstaden med dens langt mere omfattende embedsvirksomhed; og Peter Andreas var herved tilfældigvis bleven den første af alle børnene, hvis tidligste opdragelse han havde måttet overdrage til moderen. Men denne havde i de år, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end nok at gøre med at tage vare på de endnu mindre. Og da hun til sidst, lammet af sin sygdom, søgte at samle alle de små omkring sin seng, var han allerede bleven for stor til, at hun herfra kunne holde øje med ham og hans færd. Således gik det.til, at Peter Andreas så at sige fra sin fødsel blev forældreløs i sit eget hjem. I sine første leveår havde han sit tilhold i pigekammeret og ovre i udhuset hos en gammel brændehugger, hvis nøgterne betragtninger over alle forefaldende begivenheder tidligt påvirkede drengens virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet hjem i nabogårdene og i nogle tilstødende, store tømmerpladser, mellem hvis gårdskarle og krambodssvende han ligeledes tilegnede sig et ganske verdsligt syn på livet og dets goder. Samtidigt udviklede dette friluftsliv hans krop og lagde en kraftig teglstensrødme på hans tykke kinder. Blandt gadens og tømmergårdenes ungdom blev han snart frygtet for sine kræfter, og han opkastede sig til sidst til en slags fører for en lille skare af dem. Uden at nogen i hjemmet anede det, voksede han op som en lille vild. Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i niårs-alderen var kommen ind i byens latinskole, at drengens farlige tilbøjeligheder blev rigtig åbenbaret; og forældre og lærere fik nu travlt med at råde bod på, hvad der var forsømt. Men da var det forsilde. inde i pastor sidenius’ studereværelse stod en dag i efterhøsten en af byens borgere for at bestille barnedåb til den påfølgende søndag. Med så få omsvøb som muligt havde han udrettet sit ærinde og stod allerede med hånden på dørlåsen for at gå, da han efter et øjebliks betænkning atter vendte sig om imod stuen, satte hånden med hatten i siden og sagde, temmelig udfordrende: » Jeg kunne for resten med det samme anmode hr. Pastoren om at være så venlig at entholde deres søn fra min frugthave. Han og nogle andre drenger har meget ondt ved at lade mine kaviller være i fred i denne tid. Og det bryder jeg mig, rent ud sagt, ikke stort om. « Pastor Sidenius, der havde siddet dybt bøjet over skrivebordet med sine store, mørkeblå briller skubbet op på panden, i færd med at indføre faddernes navne i kirkebogen, rejste sig ved disse ord langsomt op, lagde derpå med en usikker bevægelse pennen fra sig og trådte et halvt skridt frem. » Hvad er det, de siger... Skulle min søn...? « » Ja — akkurat sgu, « vedblev den anden dristig, højst fornøjet over en gang at kunne triumfere overfor den selvbevidste præst. » Hr. Pastorens søn — Peter Andreas eller sådan noget skal han nok hedde — han er nu tilogmed som en slags hovedmand for disse herre små gavtyve, der kryber over folks plankeværker i denne tid. Og ret skal vel være ret... også for præstens børn, tænker jeg. « Pastor sidenius’ ansigt havde skiftet farve. Med en dirrende hånd støttede han sig på skrivebordets kant, mens han blev ved at stirre på den fremmede mand, som ville han endnu ikke tro på, at denne talte sandt. » Min søn! « gentog han derpå, kun halvhøjt.... På samme tid sad den lille synder henne på skolen og skjulte sin dårlige samvittighed for læreren og kammeraterne bag en stor stabel bøger. Han var ikke uden anelse om, hvad der i dette øjeblik foregik hjemme i faderens stue. Han havde nemlig på vejen til skolen mødt den vrede borgermand, og denne havde da råbt til ham over gaden: » Glæd dig nu, min dreng! Nu går jeg ind og snakker lidt med din far. « Rigtignok plejede Peter Andreas ikke at tage sig faderens vrede synderligt nær. Men han havde denne gang undtagelsesvis selv en fornemmelse af at have begået noget uværdigt, og nu, da brøden var kommen for dagen, skammede han sig oprigtigt over sin meddelagtighed i den. På hjemvejen fra skolen undgik han kammeraternes følgeskab ved at søge om ad baggaderne. Med røde øren gik han ind gennem præstegårdens port og forbi det forstuevindue, bag hvilket faderen plejede at passe ham op og kalde ham ind, når han havde forbrudt sig. Men da vinduet forblev lukket, og da han heller ikke hverken på gårdspladsen eller i den tilstødende have fik øje på noget foruroligende, begyndte han allerede at trække vejret lettere. » Manden har naturligvis bare villet true, « tænkte han og drev som sædvanlig ind i køkkenet for at høre til middagsmaden, — ja, grebet af en pludselig trang til at vise sig erkendtlig mod forsynet, gik han derfra ind i sovekammeret for at sige goddag til moderen. Men her standsedes han straks i døren af et mørkt blik henne fra sengen. Med hård og ligesom fremmed stemme sagde moderen: » Gå ind på dit Kammer... Jeg vil ikke se dig. « Drengen blev desuagtet stående lidt; han kunne se på moderen, at hun havde grædt. » Hører du ikke? Bliv på dit Kammer, indtil der kaldes på dig. « — så listede han modfalden bort. Da husets gamle, énøjede tjenestepige noget efter kaldte ham ind til middagsmåltidet, sad hans søskende allerede på deres pladser omkring det lange, smalle bord. Idet han viste sig, forstummede øjeblikkelig deres samtale; alle sad de tavse og så’ ned i skødet, mens han med et forsøg på at lade ligegyldig indtog sin plads midt på drengesiden. Kun henne fra den nederste bordende rettedes et par øjne imod ham med et blik fuldt af afsky — søsteren Signes lyse, kolde øjne under de sammenvoksede bryn. Men nu hørtes faderens tunge skridt i den tilstødende stue. Med tillukket, af sorg og græmmelse formørket mine trådte han ind uden at se sig omkring, satte sig tavs ved bordet og foldede under heftig indre bevægelse sine hænder, mens alle, undtagen Peter Andreas, bøjede hovedet. Men i stedet for at bede bordbønnen gav han sig til at tale. Han sagde, at han havde noget på hjertet, — en såre alvorlig sag, som han ville tale lidt til sine kære børn om, inden de i dag skred til deres måltid. Med sine store, knoklede hænder fast og ubevægeligt foldede, øjnene lukkede bag de mørke brilleglas, fortalte han dem derpå om den sorg, der havde ramt deres far og mor,... » den største, den tungeste sorg, der kan ramme forældre, den: at vide deres barn i syndens vold, på vanærens lyssky veje. « og han tilføjede: » Hvad der er sket, skal ikke her forties eller besmykkes. Som det er gud Herrens vilje med alt, hvad der avles og fødes i mørket, at det en gang skal blive åbenbaret, er også denne gærning kommen for lyset for at få sin retfærdige dom. Peter Andreas har ikke villet agte guds bud. Han har forhærdet sit hjerte overfor sin faders og moders formaninger. Og straffen er ikke udebleven. Ja, min søn, du skal ikke skånes for at vide og forstå din brøde i dens fulde forfærdelighed. Men du skal også vide og forstå, at det er af kærlighed til dig, at din fader og moder og alle dine søskende her taler til din samvittighed gennem min mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe håbet om, at det dog en gang skal lykkes os at finde vejen til dit hjerte og vende det mod det gode og sande. « Rundt omkring bordet var børnenes små, rødrudede bomuldslommetørklæder kommen i bevægelse. Alle søstrene græd. Også de ældre brødre havde til sidst ondt ved at skjule deres grebethed, da faderen omsider sluttede sin tale med de ord: » Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme disse mine ord i sit hjerte og ærligt søge guds og menneskers tilgivelse for sin overtrædelse, skal den ikke oftere berøres imellem os. Så lad os da — kære børn! — alle forene os i bøn til Herren, som er i himlen, og bede, at han vil se i nåde til eders ulykkeligt vildledte Broder,... bede, at gud vil bøje hans genstridige sind og føre ham ud fra syndens trældom, bort fra fortabelsens brede veje. Dette bønhøre du, o gud, som er i evighed, at ikke én af os skal savnes, når vi en gang på opstandelsens dag samles om din herligheds trone! Amen! I Jesu navn amen! « Der var kun én, på hvem den hele scene gjorde en virkning, ganske modsat den tilsigtede; det var Peter Andreas selv. I allerførste øjeblik var han vel bleven ikke så lidt betuttet over den usædvanlige form for en tilrettevisning. Men det varede ikke længe, før netop dens højtidelighed frembragte et fuldstændigt omslag hos ham. Han havde overhovedet aldrig ladet sig imponere af faderen. Dertil havde han været en for lærvillig elev af sine gamle venner, gårdskarlene og krambodsvendene, der langtfra altid havde omtalt ham i de respektfuldeste udtryk. Dog havde han hidtil ikke været helt ufølsom for de mange gudelige ord og hele det truende bibelsprog, hvormed både faderen og moderen idelig søgte at tale til hans samvittighed, ja når han om søndagen så’ sin fader knæle i den hvide messesærk foran alteret eller stå oppe under den billedskårne prækestols svævende lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet gribes af en forbigående ærefrygtsfornemmelse. Men i dette øjeblik fik end ikke bibelsprogene nogen som helst magt over hans sind. Dertil var der efter hans nøgterne drengeforstand et alt for tåbeligt misforhold mellem denne højtidelige påkaldelse af Vorherre og det par sølle æbler, han havde rapset over et plankeværk. Og jo længere faderen vedblev at tale, jo tydeligere hans søskendes dybe sindsbevægelse ytrede sig omkring ham, med des større overlegenhed betragtede han den hele scene. Han var til sidst ikke langt fra at finde den morsom. Der foregik virkelig under faderens tale et slags gennembrud i den elleveårige drengs sind. Uden forøvrig selv at have fuld forståelse deraf frigjorde han sig i dette øjeblik for den sidste rest af en indflydelse, der hidtil havde virket hemmende på hans naturs frie udfoldelse. Helt overgiven så’ han sig omkring, betragtede faderens bævende læber, søstrenes rødgrædte næser, det endnu dampende grødfad og de mange foldede hænder, — ja da han til sidst nede hos Signe fik øje på de to små tvillinger, der efter længe at have siddet og stirret uforstående på deres hjertegrebne søskende nu på én gang brød ud i en ynkelig tuden, havde han ondt ved at undertrykke et smil. Alligevel — helt utvungen var denne lystighed ikke. Dertil ramte dette forsøg på at ydmyge ham i alle hans søskendes påhør for hårdt hans allerømmeste punkt: hans æresfølelse. Dybest i hans sind rørte der sig under faderens tale en mørk, dump gengældelsestrang. Mens hans læber kæmpede med et overgivent smil, tumlede der sig inderst i hans bevidsthed tågede tanker om at hævne sig... hævne sig dyrt og blodigt for den forsmædelse, man her tilføjede ham. I det hele fik mindet om denne middagstime en skæbnesvanger betydning ikke alene for drengens forhold til det religiøse. Der nedlagdes i disse øjeblikke i hans sorgløse sind de første Spirer til et uforsonligt slægtshad, en trodsig, stridbar ensomhedsfølelse, der blev sjælen og drivkraften i hans fremtidige liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt, ligesom husvild, under sine forældres tag. Nu begyndte han at spørge sig selv, om han også virkelig hørte hjemme dér; om han ikke var et fremmed, et udsat barn, som forældrene havde taget sig af. Jo mere han i ensomhed tænkte over Tingen, des sandsynligere forekom den ham. Alt, lige til den forøgede skyhed, hvormed hans søskende efter denne dag omgikkes ham, syntes ham med ét at bestyrke hans mistanke. Havde han ikke de hundrede gange måttet høre, at han ikke var som de andre? Havde faderen nogensinde givet ham et kærtegn eller blot et venligt ord? Og hans udseende? Når han så’ sig i spejlet, fandt han, at han var mørkere end sine søskende, havde rødere kinder og hvide, stærke tænder. Han huskede nu også, at naboens gårdskarl en gang havde sagt, at han lignede en zigøjner. Denne tanke, at han ikke var sine forældres søn, forfulgte ham under hele opvæksten. Den blev til sidst hans fikse idé. Den gav ham nemlig ikke alene en forklaring på hans særstilling i hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj grad hans drengestolthed. Han havde altid følt det som en vanære at være søn af en gammel, halvblind og tandløs mand, der var til spot for den aele by. Han følte sig bestandig dybere beskæmmet af den fattigdom, hvori familjen levede, a? Moderens forknytte kniben på alt udover det allernødtørftigste, af sine afstikkende, hjemmesyede klæder, der alle vegne vakte smil og medynk. Han ha/de ikke været gammel, før han hellere sultede en hel dag på skolen, end han var at formå til i kammeraternes påsyn at spise sin medbragte fedtebrøds-mellemmad. En gang, da moderen havde ladet en af faderens gamle præstekjoler omsy til ham til en vinterfrakke, som dels ved klædets ejendommelige blankhed, dels ved sine alt for store knapper tydeligt røbede sin oprindelse, nægtede han rent ud at tage den på; og da moderen ville tvinge ham, sønderrev han den i et udbrud af trods fra øverst til nederst og kastede den hen ad gulvet. Nu hengav han sig til stolte drømme om at være et ved uagtsomhed efterladt barn af en eller anden omstrejfende zigøjnertrup, en af disse evigt vandrende natmandsfamilier, som den gamle, énøjede tjenestepige ofte havde fortalt om, og som havde deres tilhold derude omkring den ensomtliggende hedepræstegård, hvor forældrene før havde boet, og hvor han efter sigende skulle være født. Han forestillede sig sin virkelige fader som en mægtig høvdingeskikkelse med blåsorte lokker hængende ned ad ryggen, en slængkappe over skuldren, en egestav i sin brune, stærke hånd... en enerådig hersker, en konge over de mørke heders uendelige rige, frihedens og d? Ville stormes hjem. Han befandt sig i den alder, da drømmene vågner og fantasiens vinger får deres svingfjer,... og nu, da alle muligheders porte var bleven åbnede, havde hans indbildningskraft fri tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, når det angik ham selv. Regelmæssigt endte han sin drømmeflugt dybt inde i æventyrets allerluftigste riger. Han indbildte sig til sidst at være en kongesøn, der, ligesom helten i en fortælling, han netop havde læst, var bleven bortført af et omvandrende folk og siden solgt og holdt i fangenskab her i præstegården — og så fuldstændig indlevede han sig i denne forestilling, at han havde fuldstændig rede på, hvorledes alt kunne være gået til. Undertiden forekom det ham endog, at han dunkelt erindrede ting og begivenheder fra sin allertidligste barndom... mindedes en stor sal med marmorsøjler og mange sort-hvide gulvtavl, hvorpå foden gled... en blå sø mellem høje bjærge... en abekat i et gyldent bur... en mand i en rød kappe, der satte ham foran sig på sin hest og red med ham ind gennem store, mørke skove... både hans forældre og lærerne i skolen blev efterhånden opmærksom på den indesluttethed, der var kommen over drengen i de senere år og undertiden næsten kunne antage karakteren af en monomani. Hjemme i stuerne var han lutter tavs utilgængelighed, tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Også udenfor hjemmet gik han sine egne, usporlige veje. Faderen kunne så at sige ikke få et ord ud af ham; og selv overfor moderen, der dog før havde haft en del af hans fortrolighed, og hos hvem han, når det kom til stykket, også altid havde fundet mest overbærenhed og forståelse, blev han bestandig mere tilmuret. Endnu kunne han vel af og til i mørkningen, når hun var alene, komme ind til hende og sætte sig ved hendes seng og ligesom i gamle dage afløse en af de yngre søskende ved gnidningen af åreknuderne på hendes syge ben. Men aldrig fik hun andre svar af ham end ja og nej, når hun søgte at trænge ind på ham for at få at vide, hvad det var, han gik og rugede over. Alligevel søgte både hun og faderen en tid at trøste sig med den tanke, at hans tavshed kunne være et tegn på, at han var begyndt at gå i sig selv. — men da hændte der en dag noget, der med ét udslukte deres sidste håb. en vinteraften sidder familjen samlet i dagligstuen og venter på, at vægteren med sin sang skal forkynde, at det er sengetid. Klokken er henimod ni. I hestehårssofaen bag det store mahognibord sidder den husmoderlige Signe med et strikketøj og læser højt for faderen af » Fædrelandet «, der ligger udbredt foran hende under den døsigt brændende moderatørlampe. Han har sin plads i en gammeldags høj- og stivrygget lænestol på den anden side af bordet og sidder dér træt sammensunken, med hovedet bøjet, hagen hvilende på brystet, armene korslagte. En stor, grøn øjenskærm skjuler mere end halvparten af hans gråblege, rynkede og skægløse ansigt. Halvslumrende hører han — og hører alligevel ikke — den monotone oplæsning af bladets spaltelange udenrigsartikkel. Pastor Sidenius er morgenmand — selv vinterdage står han op, når kirkeuret slår fem, — og desuden benytter han aviser og lignende verdslig læsning fortrinsvis til at lade sig dysse i blund ved efter middagsog aftensmåltidet. Ved bordet sidder endnu to af de yngre småpiger i deres store, tærnede busseronner, begge — skønt ganske rødøjede af søvnighed — flittigt bøjede over et håndarbejde. De er at se til som nøjagtige kopier af søster Signe, har det samme lidt gammelkloge ansigtsudtryk, de samme små, hårde fletninger foran ørene, de samme store, lyse øjne under kraftigt tegnede bryn. Døren til sovekammeret står åben, og derinde i mørket ved moderens seng sidder — som så ofte — et andet af børnene og gnider hendes syge ben. Også Peter Andreas er undtagelsesvis tilstede. Han står for sig selv henne ved et vindue og skæver hvert øjeblik utålmodigt op til uret på sekretæren. Han er nu en dreng på omtrent fjorten år, tætbygget og sværlemmet, med klæder, der stumper for hænder og fødder. Hans ældre brødre er borte; de er begge bleven voksne og studerer ved universitetet i København; og som husets ældste, hjemmeværende søn har Peter Andreas arvet deres værelse, et lille gavlkammer oppe på loftet, hvor han for det meste opholder sig. Så snart Signe slutter sin oplæsning, benytter han da også lejligheden til at sige et kort godnat og forlade stuen. » Hvad var det... er artiklen allerede forbi? « Spurgte faderen lidt fortumlet, idet han vågnede. » Er der ellers noget læseværdigt i bladet?... Hvad står som overskrift over den næste artikkel? « » Hvor mange er klokken, børn? « spurgte i det samme moderen inde fra sovekammeret. » Klokken er ti minutter over ni, « svarede de to småpiger i munden på hinanden, efter at de havde vendt sig om og set op på uret. Der forløb nogle øjeblikke i stilhed. Ude på gaden gik nogle folk forbi. Man kunne ikke høre andet end deres stemmer. Et lag nyfalden sne gjorde skridtene lydløse. » Vil du så have, at jeg skal læse mere? « Spurgte Signe. » Å, lad det kun være, « sagde faderen, rejste sig derpå og gav sig til at spasere frem og tilbage på gulvet for at ryste døsigheden af sig inden aftenbønnen. Det varede nu heller ikke længe, før der udenfor på gaden hørtes en dyb brummen, den gamle vægters » Sang «, der lød, som om en fuld mand gik og snakkede højt med sig selv. I det samme gav de to småpiger sig til at pakke deres sysager sammen, og lidt efter rejste også Signe sig. Med udpræget ordenssans lagde hun aviser og strikketøj til side, kaldte derpå den gamle tjenestepige ind fra køkkenet og satte sig ved det opslåede klaver. » Skal vi ikke i aften synge: » Lover Herren, han er nær «, « — lød det inde fra moderen. » Hører du, Sign

1899_Pontoppidan_LykkePerIDetFremmede

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Lykke Per I det Fremmede

male

male

dk

Pontoppidan

Lykke Per Idet Fremmede

Pontoppidan

Lykke-Per i det fremmede

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

CE_CANON

Forhistorien Per Sidenius, en ung ingeniør på et par og tyve år, har udarbejdet et kæmpemæssigt kanalprojekt, for hvilket han forgæves har søgt at interessere avtoriteterne. For da at henvende sig til offentligheden skriver han en bog, » Fremtidsstaten «, om sine ideer og får den trykt med bistand af en beundrende ven. Denne er søn af den hovedrige, jødiske købmand Philip Salomon, i hvis hus han imidlertid er bleven indført, og hvis datter Jakobe han efter en kort kamp vinder. Forsynet med penge af den tilkommende svigerfader står han just i begreb med at begive sig på en to-årig udenlandsrejse, da han fra sit hjem, en fattig jysk præstegård, modtager meddelelse om, at hans fader ligger for døden. Pers forhold til hans familje har altid været dårligt og er i årenes løb bleven endnu mere spændt, til sidst ganske afbrudt. Efter nogen vaklen rejser han derfor bort uden at have villet gense faderen. første kapitel brudstykker af Pers rejsebreve til Jakobe Berlin 12te oktb. En vigtig ting har jeg allerede lært på denne min første rejsedag, og det er, at man ikke må glemme sine r’er, når man begiver sig på udenlandsfærd. Du kender jo rejsen hertil rerlin og ved, at den navnlig for de sidste timers vedkommende ikke er oplivende. Altså drattede jeg ved mørkets frembrud i en tyk søvn og vågnede ikke, før vi buldrede ind på » stettiner bahnhof «. Noget ør af søvnen og den lange rumlen tumlede jeg ud til en drosche og råbte kusken an: » Hotel Zimmermann, burgstrasse «, — det er et hotel, som din onkel har anbefalet mig. Men kusken gloer bare dumt på mig og gentager så i sin berlinerdialekt: » Bu’stråsse? Bu’stråsse? « — hvorpå han ryster på sit tykke hoved og siger: » Kenh’s nicht! « et par ledige droskekuske kom til; der samlede sig efterhånden et helt lille opløb. » Bu’stråsse? Bu’stråsse? « Sagde de alle og rystede på deres tykke hoveder. » Kenn’s nicht! « der stod jeg! Jeg blev noget ærgerlig, for jeg følte jo, at jeg var ved at blive komisk; noget andet berlinsk hotel vidste jeg ikke engang navn på. Så rækker pludselig en af droskekuskene en finger i vejret og udbryder: » Ah!... Burrrrrrgstrrrrrrråsse! « og denne trommehvirvel af r’er gjorde mig først rigtig vågen. Nu fornemmede jeg, at jeg var kommen til Berlin, til landet med de tre millioner soldater og en kommandersergeant til øverste krigsherre. Men du må ikke tro, at mine fataliteter hermed var til ende. Da vognen holdt udenfor hotel Zimmermann ( i parantes bemærket en gammel skiddenkasse, som ligger i en gyde bagved slottet ) kom en skødskindsklædt hausknecht ud på den høje » Freitreppe « For at tage imod mig. Men hvad sker? Så såre han får øje på mig, styrter han ind i huset igen og råber med en stemme, som om huset stod i brand; » hr. Zimmermann! Hr. Zimmermann!... Ein dekorirter hr.! « hele huset kom på benene, værten stormede til og løb med bart hoved helt ned på gaden til mig. Tableau! Jeg havde under denne ståhej kastet et blik ned på mit frakkeopslag og straks fundet forklaringen. I mit knaphul sad en lille, henvisnet rest af den rose, som du i Morges stak deri, da du gav mig dit sidste, lange Kys. Kære ven, at din sidste kærlighedsgave til mig skulle volde en sådan malheur! For du kan vist tænke dig til den modtagelse, jeg fik, da sammenhængen blev opklaret. Men jeg skaffede både dig og mig selv en smuk oprejsning. Da jeg var kommen op på mit værelse, bandte og skældte jeg som en veritabel storkorsridder; og da opvarteren kom med fremmedbogen, kunne jeg ikke dy mig men satte et flot » von « foran mit navn. — ryst ikke på hovedet! Du skulle bare have set, hvor det hjalp! Da jeg lidt efter gik ud, stod værten i forstuen og bukkede, som om han ville kysse sine egne støvlesnuder. Egenhændig slog han døren op for mig med et allerydmygst: » Hr. Baron! « Jeg har nu set mig lidt om på unter den linden og sidder i øjeblikket inde hos Bauer og skriver dig dette til. Ude fra gaderne lyder en summen og brusen, der ikke lader mig i tvivl om, at jeg befinder mig i et verdenscentrum. Jeg har en fornemmelse af at sidde midt inde i et kæmpemæssigt vandhjul. Men hvad er vel også disse millionbyer andet end uhyre turbiner, der suger menneskestrømmene til sig og udspyer dem igen efter at have berøvet dem deres energimængder? Hvilken koncentration af livskraft! Der er noget formelig opløftende ved således at fornemme gulvet under ens fødder dirre af to millioner menneskers udladede energi. Hvad vil vi ikke i det kommende århundrede kunne udrette, når vi lærer at accumulere arbejdsværdier, i sammenligning med hvilke de, vi nu tumler med, er for bare barneleg at regne! Men nu nok for i dag. — — 17de oktb. Jeg har nu taget min beslutning. Jeg har lejet et par værelser i karlsstrasse 25 ( adresse: frau kumminach, zweite treppe links ) og bliver foreløbigt her i Berlin. Jeg føler trang til at fylde mine lunger med storstadsluft, inden jeg drager ud i provinserne. Der er noget ved livet her, der elektriserer mig indvendig, — jeg kan ligefrem fornemme, hvordan jeg hver dag bliver ladet med lyn og torden. Herre Jesus, hvilket Donnerwetter jeg ofte føler lyst til at sende hjem over Østersøen til vore lumre kalveboder! Sete herfra tager forholdene og menneskene derhjemme i vort lille degneland sig dobbelt landsbyagtige ud. Folkene her, lige ned til gadefejernes rapfodede kompagni, har et ganske anderledes snit på sig. Derhjemme kan selv østergadeslapsene dog aldrig helt afstryge det oprindelige præg af et guds ord fra landet. Om det så er vore løjtnanter, så ligner de jo — gud forlade mig det! — mest af alt uniformerede seminarister. Jeg har i dag efter din tilskyndelse gjort dr. Nathan en visit. Han boer meget net i nærheden af kønigsplatz og synes at befinde sig ganske vel i sin frivillige landflygtighed. Han modtog mig meget venligt og spurgte bi. a. også til dig, hvoraf jeg slutter, at også han kender vort forhold. Forresten vil jeg tilstå dig, at han sletikke tiltalte mig. Du gode gud, hvilket snakketøj! Det var næsten ikke muligt at få et ord indført, og tekniske spørgsmål har han ikke fjerneste begreb om. Da jeg søgte at give ham en forestilling om indholdet af min bog, afbrød han mig hvert øjeblik med de horribleste spørgsmål. Hele vor samtale var et » Goddag, mand! — økseskaft! « Det er i det hele besynderligt med disse mennesker, der som dr. Nathan har villet skabe et nyt kultursamfund på ruinerne af præsteskabets spøgelseverden, — de har åbenbart ikke selv forstået, hvad de begyndte på. De minder mig mere og mere om den slags akademisk uddannede arkitekter, der kan udkaste en i kunstnerisk henseende højst tiltalende tegning til en nybygning men ikke bekymrer sig om, ja endog føler en vis, overlegen ringeagt for spørgsmålet om, hvorfra tømmeret skal tages, hvor stenene skal brændes o. s. v. Jeg husker, at der i en af de bøger, du i sommer lånte mig — var det måske i en af dr. Nathans egne? — stod den upåtvivlelig rigtige bemærkning, at forudsætningen for det femtende århundredes renaissance var kompassets opfindelse, der muliggjorde Amerikas opdagelse og lettede udnyttelsen af de allerede kendte kolonier, hvis rigdomme strømmede ind over det forarmede Evropa og fornyede den af præster og munke forknyttede menneskehed, genvakte modet, handlekraften, eventyrlysten o. s. v. Men ganske på samme måde — mener jeg — er udviklingen af de moderne kraftmaskiner betingelsen for det næste store kulturfremskridt; og den, der uden forståelse heraf profeterer om en kommende stortid for menneskeheden, blæser sæbebobler til forlystelse for børn og langhårede poeter.------ 19de oktb. — — nej, jeg har endnu ikke gjort min opvartning hos din moders onkel, gehejmecommerceråden. Jeg har med vilje ventet dermed, indtil jeg blev lidt stivere i tysken. Forleden kom jeg forbi hans villa i thiergartenstrasse; det er jo et komplet slot. Der siges her, at han er en mand på et halvt hundrede millioner. Er det virkelig sandt? Du må tjene mig i at instruere mig lidt med hensyn til, hvorledes jeg skal forholde mig. Særligt her d det fremmede gælder det jo om at våge over formen. Hvad er » Geheimecommercienrath «? Jeg mener, skal han tituleres ekscellence? Fortæl mig også lidt om familjeforholdene. Der er en kone ( gemahlinn?? ) og en datter. Er der flere børn? — — 21de oktb. Da jeg i dag kommer ind til Bauer, — hvem ser jeg da sidde der med en røverhat bag i nakken og en knortekæp mellem de fremstrakte ben — Fritjof! Jeg havde forresten nær ikke kendt ham, han er bleven svært gammel i den sidste tid, skægget er næsten gråt, øjenlågene svulne og røde. Med alt det er han alligevel endnu en ganske stolt Karl at se til; selv her i Berlin vækker han opsigt, hvor han viser sig. Da vi havde drukket et par krus øl sammen, gik vi hen for at se på nogle malerier, som han har udstillet her hos en kunsthandler, og for hvis skyld han opholder sig hernede. Jeg giver mig ikke ud for at forstå mig på kunst, men der er vist udmærkede ting imellem. Mest tiltaltes jeg af et par store stykker fra Vesterhavet med et vældigt bølgeslag i. Jeg kunne jo ikke lade være med at tænke fremad på den tid, da mine tusind-tons jernbøjer ( du husker dem nok fra min bog ) vil garnere Jyllands vestkyst og — vel fortøjede — ligge og vugge derude i brændingerne og malke dem for deres kraftindhold. Jeg spurgte Fritjof, om han aldrig, når han havde siddet på stranden og malet disse kæmpebølger og hørt på deres larmen og dundren, var kommen til at tænke på, hvilke mængder af herlig arbejdskraft der her gik tilspilde og i årtusinder var gået tabt for menneskene og kulturen. Og da han straks begyndte at buldre løs med den gamle jeremiade om industrisjælenes gemenhed og naturens vanhelligelse, spurgte jeg ham igen, om han virkelig sletikke kunne finde noget tiltalende ved den tanke at gøre alle disse millioner spildte hestekræfter nyttige for samfundet, at sprede dem ved ledninger ud over Jylland, fordele dem til alle byerne og føre dem ind i hvert et hjem, så at f. Eks. en sypige i Viborg og en drejer i Randers kunne holde deres maskiner igang eller en moder i Vejle lade sit barns vugge træde af Vesterhavets bølger. Du skulle have set det ansigt, han satte op! » Hvadfornoget? « Brølede han, så folk i salen vendte sig om. » Vil i, slubberter, nu også gøre mit hav til et trældyr! « Han var ubetalelig. Jeg fik ordentlig medlidenhed med ham. Som jeg så ham stå der med bulehatten og knortekæppen og flagreslipset og sin vildmands-indignation, sagde jeg til mig selv: » Den sidste artist! « om tyve år vil man putte den Art mennesker ind i galeanstalterne og bagefter udstoppe dem og anbringe dem i et ___________________ i Musæum mellem fortidens mammuthdyr og trepuklede kameler. — — 23de oktb. Jeg havde i går en indholdsrig dag. Jeg læste forleden i en Avis om et forsøg med en ny slags flodspærring, der skulle foretages ved en lille by, berkenbruck, et par timers rejse herfra, i overværelse af en del indbudte ingeniører. Da jeg nok kunne have lyst til at være med ved den affære, henvendte jeg mig i det danske gesandtskabs kontor, fordi jeg mente, at man der ville være mig behjælpelig med at få en indbydelse. Men aldrig har jeg set et par øjne så kuglerunde af forbavselse som dem, der stirrede på mig, da jeg rykkede frem med min anmodning. Mennesket måtte formelig sætte sig på en stol for at få vejret igen. Han erindrede, sagde han, at man en gang havde skaffet en tilrejsende skuespillerinde ved det kongelige teater friplads i kønigliches schauspielhaus og lettet nogle danske videnskabsmænd adgangen til bibliotekets håndskriftssamlinger, — men dette! O 7 en ældre herre, der kom ind fra det tilstødende værelse ( det var vistnok gesandten i højstegen person ) målte mig med endnu større forfærdelse og lod mig i faderlig tone vide, at sådanne overordentlige begunstigelser måtte man sandelig ikke vente i et fremmed land, allermindst i Tyskland, hvor man overhovedet ikke var tilbøjelig til at begunstige udlændinge. I hvert fald måtte gesandtskabet, før det kunne gøre noget for mig, konferere med ministeriet hjemme, og jeg ville derfor have at fremsende et skriftligt andragende i to ligelydende eksemplarer tilligemed anbefalingsskrivelser og attester fra de undervisningsanstalter, jeg havde besøgt, o. s. v., o. s. v.... Kort sagt, jeg mærkede, at jeg pludselig igen befandt mig i vort kære, gamle Danmark, vrøvlets tusindårige rige. Jeg besluttede så på egen hånd at forsøge lykken og tog i går Morges til berkenbruck, hvor jeg straks søgte overingeniøren på hans kontor. Og nu viste det sig, at han ikke alene øjeblikkelig udstedte et indbydelseskort til mig men endog takkede mig for min interesse for foretagendet og stillede alle oplysninger om forarbejderne til min disposition. Efter at have spist frokost på hotellet tog jeg en vogn og kørte ud til arbejdspladsen, en halv mils vej fra byen. På en eng var der her rejst et par telte for de indbudne; ellers var begge flodbredderne afspærrede for publikum for at forhindre ulykker ved en mulig oversvømmelse. Denne forsigtighedsforanstaltning viste sig dog overflødig; det dristige forsøg lykkedes over al forventning brillant. Jeg skal forsøge at give dig en forestilling om, hvad der foregik. Først må jeg dog forklare, at man i sommerens løb gentagne gange forgæves havde forsøgt på almindelig vis at lægge en fangdæmning over floden, fordi strømmen, efterhånden som man byggede ud fra flodbredderne, blev så rivende stærk, at dæmningen ikke lod sig lukke og bjælker og planker til sidst reves op som bare pindeværk. Så havde man fundet på ( og dette er det ny og sindrige ved sagen ) at lade selve strømmen besørge lukningen ved at føre en kolossal tømmerkiste, nøjagtig af størrelse og form som den resterende del af dæmningen, henimod åbningen og drive den ind deri som proppen i en flaske. Ved vor ankomst lå denne tømmerkiste vel fortøjet ude i strømløbet med den kileformede side vendt imod dæmningen og så stærkt belastet, at den akkurat flød frit og kun ragede få alen op over vandskorpen. Afstanden til dæmningen var vel halvandet hundrede alen. På et vink fra overingeniøren blev så fortøjningen løst, og, styret fra land ved hjælp af et par stærke trosser, gled så det løjerlige fartøj nedad med strømmen til sit bestemmelsessted. Idet det tørnede ( og nogen tid forinden ) bragede det lidt foruroligende i dæmningsfløjene, og vandet foran steg pludselig et par fod og var så hvidskummende, som blev det gennempisket af en orkan. Men disse stigende vandmasser bidrog netop yderligere til at drive tømmerkisten ind på plads, og snart sad den der som i en vældig skruestikke. I det samme lød en række svære mineskud henne fra jordvolden foran den interimistiske omløbskanal nogle hundrede alen borte. Jord og småsten slyngedes tilvejrs som fra en dyndvulkan, og med en præcision som en soldat, der lystrer en kommando, svingede nu floden bort fra sit titusind år gamle leje og strømmede ind i det ny. Jeg kunne ønske, at du havde været nærværende. Det var virkelig et betagende skue! Bagefter blev der serveret champagne i et af teltene, ved hvilken lejlighed der naturligvis blev holdt en række taler. Til sidst ( fald nu ikke ned af stolen! ) udbragte også jeg en skål, nemlig for den tyske teknikerstand, der her havde givet verden et nyt og glimrende bevis for sin overlegenhed. Det gik meget godt. Naturligvis kneb det lidt med sproget; men hvor jeg manglede et ord, klarede jeg mig med en udtryksfuld håndbevægelse. Talen vakte en vældig begejstring, og fra alle sider omringede man mig for at trykke min hånd. Jeg gjorde iøvrig ved denne lejlighed bekendtskab med en mand, en professor Pfefferkorn, der er lærer ved den tekniske højskole her i Berlin. Han viste sig — så lille er verden! — at være en god bekendt af Aron Israel derhjemme og vidste derfor lidt besked om danske forhold. Vi rejste om aftenen sammen til Berlin, og han indbød mig til at besøge ham. En anden indbyiii delse har jeg også modtaget, nemlig fra dr. Nathan, der i dag på et brevkort beder mig spise frokost hos ham i morgen. Ved du forresten af, at jeg nu i fire dage intet har hørt fra dig? Du er da ikke bleven syg? Dersom der ikke er brev undervejs, når du modtager disse linjer, må du tjene mig i at telegrafere. Fra Ivan havde jeg brev i går; han skriver intet om dig. 24de oktb. ---------du klager, min ven, over vejret derhjemme. Her skinner solen hver dag. Jeg kommer netop ude fra thiergarten, hvor jeg i et par timer har spaseret med dr. Nathan, hos hvem jeg i dag var til frokost, ganske solo iøvrig. De fleste træer derude står endnu med fuldt løv, og folk spaserede med hatten i hånden som på en sommerdag. A propos Nathan: du bebrejder mig mine udtalelser om ham forleden i mit brev. Jeg vil da sige, at han virkelig i dag syntes mig interessantere og i hvert fald lod mig komme tilorde, omend han — du retfærdige gud, endogså han! — skulle komme med den trivialitet om mit projekt, at det » forekom ham temmelig fantastisk «. Med al sin geniale begavelse og sin omfattende viden er og bliver han et universitetsprodukt uden forstand på det praktiske livs krav og derfor umulig at betragte som en fører. Jeg holder for, at intet er mere » fantastisk « end at fortsætte den jammerlige husmandstilværelse, i hvilken de styrende derhjemme ser den bedste borgen for vor selvstændighed og den bedste jordbund for vor kultur. Jeg er ved at leve hernede bleven endyderligere bestyrket i den mening, at vi i vor lidenhed kun har et middel til at hævde os mellem staterne: rigdom. Som jeg har skrevet i min pjece: » Et så lilleputagtigt land som det danske er i sig selv en absurditet; et så lille og så fattigt land er i længden en umulighed «. Der skal rejses en bevægelse derhjemme for at få folk til at begribe dette. Med stormklokker skal det ringes ind i de døve øren, at vi ikke befæster vor selvstændighed ved at spare mere, end vi allerede gør, men ved at fortjene mere, skabe nye indtægtskilder. Vi skal skaffe os respekt ved vor overflod. Løsnet skal være: penge, penge og atter penge. Hvor vi før fedtede med hundreder, skal vi tælle med tusinder; hvor vi før regnede med tusinder, skal vi rulle med millioner. Det er guldets glans, der skal kaste det » Lys over landet «, som der nu snakkes så meget om. Fattigdommens kultur bliver altid en smaus for præsterne. Jeg tænker ofte på Venezia, der kun var en ringe stad og dog svang sig op til at blive en verdensmagt. Byer som Hjerting eller Esbjerg har på nutidens evropæiske trafikområde en lignende central beliggenhed som datidens lagunestad. Jeg går hernede og drømmer om et fremtidens Tarp ( mit kanalsystems vestlige endepunkt ved Varde ås udløb ), hvor marmorpaladser med gyldne kupler stiger op over brede kajer, mens små elektriske gondoler stryger som svaler hen over kanalernes blanke vande. — — 25 de oktb. I dag blot to ord ihast for at meddele dig og dine forældre, at jeg i formiddags var hos G.-commercienrathen oG har overbraGt hilsnerne. Jeg traf fruen og den unge frøken hjemme og fik en meget venlig modtagelse. Din halvkusine er jo virkelig en skønhed og dertil ganske ligefrem i sin optræden. Ellers var jo tonen noget fornem. Der stod en groom opstillet ved hver dør, jeg kom igennem, og modtagelsen fandt sted i vinterhaven, som du jo kender. Vi talte iøvrig mest om jer, skønt jeg naturligvis kun optrådte som en god ven af dine forældres hus. Men jeg så, at din kusine skottede hen til mig med et fint lille smil, da dit navn blev nævnet. Hun er ualmindelig nydelig. Der skal iovermorgen være stor musikalsk soirée hos dem. Jeg fik invitation. Efter hvad en Avis i aften fortæller, skal der være udstedt hen ved tre hundrede indbydelser. Jeg sidder med overtøjet på, da jeg skal ud med Fritjof, hvem jeg stadig træffer hos Bauer. Vi tilbringer ikke så sjælden aftenerne sammen, og trods al vor uenighed kommer vi meget godt ud af det med hinanden. Han har ført mig sammen med en del af sine herværende, tyske kunstbrødre, halvgale fyre ligesom han selv, men flinke og gemytlige. Er det forresten ikke løjerligt, nu er det flere gange hændet, at nogle af disse folk har fundet lighed mellem Fritjof og mig. Engang blev jeg endog spurgt, om jeg ikke var en yngre Broder til ham. Forstår du 27de oktb. Atter har jeg tilbragt en indholdsrig dag. Skrev jeg ikke til dig om en professor Pfefferkorn, der er lærer ved den tekniske højskole her, og som indbød mig til at besøge ham? I dag var jeg hos ham, han boer ude i charlottenburg lige ved siden af skolen, der er et helt palads med søjler og statuer og en række pragtfulde, overbyggede gårdsrum. Den skal have kostet tolv millioner mark. Professor Pfefferkorn viste mig rundt i det mægtige bygningskompleks, i forelæsningssalene, laboratorierne og i nogle interessante værksteder, der er knyttet til skolen. Hvad der dog optog mig mest, var en samling af på det omhyggeligst udførte modeller og tegninger af verdens betydeligste foretagender, broanlæg, sluseværker, fundamenteringsarbejder, o. s.v., et museum, hvortil der næppe findes mage andetsteds. Pfefferkorn lovede at skaffe mig studieadgang dertil, og du kan begribe, hvor meget det vil betyde for mig at kunne ransage et sådant skatkammer. Mine fingerspidser formelig brænder efter at tage fat. Jeg tænker også på at høre nogle forelæsninger hernede, navnlig af en professor Freitag, en yngre mand, der har vundet stort ry i Tyskland ved et værk om elektromotorer. i det hele, min ven, jeg agter ikke at ligge på den lade side hernede; du skal nok blive tilfreds med mig! Min bog er ingenting, i hvert fald alt for lidt ( jeg er nærved at fortryde nu, at jeg udgiver den, så meget synes jeg allerede at have lært hernede ). Men vent! Snart er tiden omme for pedanten Sandrup og hans små kontorister. Om ti år skal der se anderledes ud derhjemme end nu! Jeg stod forleden sammen med Fritjof oppe ved rådhustårnets flagstang, 250 fod over gadens niveau. Det var lige ved solnedgang, luften var temmelig klar, jeg kunne vistnok se hen ved et par mil til alle sider. Og overalt, hvorhen jeg så, var der høje huse og lange gader, hvor lygterne allerede var tændte, og telegraftråde og skorstensrøg, og elektrisk belyste banegårds-haller, hvorfra togene ustandselig for ud og ind, — og yderst ude var der spredtliggende fabriksanlæg, der syntes at fortsætte byen i det uendelige. Så tænkte jeg på, at her lå for bare et par menneskealdre siden en forholdsvis uanselig småstad med tranlygter, diligencebefordring o. s. v., og jeg følte en stolthed ved det at være menneske, så jeg uvilkårlig — til Fritjofs forargelse — gav mig til at svinge min hat over hovedet. Herre Jesus, disse folk med deres » Kunst « på malede lærreder og i fedtede bøger! Jeg holder for, at synet af et sådant elektrisk oplyst banegårdsterræn eller et moderne iltogslokomotiv er mere betagende end alle Rafaels madonnaer tilsammen. En sådan stålhingst som den amerikanske » Exprès « er et vidunder, i sammenligning med hvilket Vorherres egne kød-arabere tager sig ud som tarveligt godtkøbsarbejde. Dersom jeg troede på noget forsyn, — jeg ville hver morgen knæle ned på gulvet og besmudse mine bukseknæ af taknemlighed over at være født i dette stolte århundrede, da mennesket omsider blev sig sin almagt bevidst og begyndte at omskabe verden efter sit behov — og i en storhed, hvorom ingen gud har drømt i sine vildeste drømme. — — * * * en ugestid efter, at Per var rejst, havde Jakobe og hendes moder en eftermiddag siddet ene sammen inde i dagligstuen. Fru Salomon sad på sin sofaplads og syede, Jakobe på en puf foran et af vinduerne beskæftiget med at skære en bog op. Hele formiddagen havde hun opholdt sig oppe på sit værelse; ikke engang ved frokosten havde hun vist sig. Også nu var hun ganske umeddelsom og så ikke op fra bogen, som hun hist og her ligegyldigt kiggede i. » Du havde nok brev i morges fra Sidenius, « Sagde moderen efter lang tids tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit syskrin. » Ja. « » Han har det stadig godt i Berlin? « » Ja. « Der hengik på ny en stund i tavshed. Så lod Fru Salomon pludselig hånden hvile, så hen på datteren og sagde: » Jakobe... sæt dig herhen, min pige, og lad os tale lidt sammen. « Jakobe løftede hovedet med et opskræmt udtryk. Tøvende rejste hun sig og gik hen til moderen. » Hvad vil du? « sagde hun, idet hun lagde sig ind i sofahjørnet med hånden under kinden, så langt fra moderen som muligt. Fru Salomon tog hendes anden hånd og sagde: » Vil du svare mig på et samvittighedsspørgsmål, Jakobe? « » Hvad mener du? « » Nej... bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind på dig. Vil du blot — åbent og ærligt — svare din moder på et eneste spørgsmål: er du lykkelig? « » Det var da et besynderligt spørgsmål, « sagde Jakobe med et forsøg på at lade fuldkomment uforstående, men hun var bleven meget bleg. » Å, ikke så besynderligt. Du kan dog næppe fragå, at der i de sidste dage — efter at Sidenius er rejst — er foregået en forandring med dig;... Du hører jo nu engang ikke til dem, der har let ved at lægge bånd på sig selv og skjule deres sindsstemninger. At jeg ellers ikke har for skik at fordre mine børns fortrolighed i kærlighedsanliggender, det ved du; men i dette tilfælde mener jeg dog at have en slags ret til at spørge... Og til at få et ærligt svar. « » Hvor du dog er underlig, mor! Som om det ikke er ganske naturligt, at man ikke netop er i sit bedste humør, når ens f’orlovede lige er rejst bort og ikke vender tilbage før—ja gud ved, hvornår! « » Ja, når du tager det sådan, min pige, så vil jeg da tale lige ud. Ser du, for en times tid siden søgte jeg dig oppe på dit værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden du ikke kom ned til frokosten. Du var netop gået bort et øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at sidenius’ brev lå fremme på dit skrivebord. Nå, deri var der jo i og for sig ikke noget videre mærkeligt. Hvad der derimod i høj grad undrede mig, var — at brevet endnu slet ikke var bleven åbnet. « » Nu ja — hvad så? « sagde Jakobe efter en kort stilhed, hvorunder hendes hånd, som moderen stadig holdt om, var bleven kold som is. » Hvad så? Hør, Jakobe — jeg er nok tilårs men dog ikke ældre, end at jeg kan huske, hvor* dan det er at være forelsket. Når man lader sin kærestes breve ligge ulæst fra klokken otte til klokken to, så er ikke alt, som det skal være. « » Det forstår du dig ikke på, mor. Det har i dette tilfælde sin egen grund, som jeg ikke kan forklare dig. « Moderen så et øjeblik mistvivlende på hende. » Ja ja, mit barn, « sagde hun så. » Jeg vil — som sagt — ikke trænge ind på dig. Når du blot ganske oprigtigt vil sige mig, om du stadig er lykkelig. Er du? « » Ja — naturligvis! « svarede Jakobe uvilligt, trak hånden til sig og rejste sig. Moderen fulgte hende med øjnene, mens hun gik over gulvet og hen til vinduet, hvor hun blev stående med ryggen til stuen for at skjule sin sindsbevægelse. Men nu kom Nanny ind i overtøj og med gadenyt, og samtalen blev afbrudt. Fru Salomon tog atter fat på sit sytøj, og Jakobe forlod kort efter stuen og gik op på sit værelse. Det var første gang i sit liv, at hun havde været uærlig overfor sin moder; men hun havde ikke kunnet få sig til at tilstå, at hun på ny var bleven et bytte for ydmygende anfægtelser i forholdet til Per. Hun havde allerede følt en tvivl røre sig i hende straks, da hin modtog hans første, ungdommeligt overmodige, end ikke i ortografisk henseende ganske fejlfri breve, der indeholdt så meget om ham selv men lidet eller intet om deres kærlighed. Dog var det navnlig, da hun selv skulle til at skrive, at hun havde mærket, hvor fremmed han i løbet af få dage igen var bleven hende. Nu, da hun ikke længer var under indflydelse af hans person, og da bevidstheden om den årelange adskillelse yderligere slukkede branden i hendes blod, havde hun pludselig intet at sige ham. På en vis måde var hun derfor glad ved, at hans breve til hende ikke blev mere kærlighedsfulde, end de fra første færd havde været. Det var med skamfuldhed, hun nu tænkte på, hvorledes hun under samværet med ham så ganske havde givet sig sine sanser i vold, og når hun et par gange havde ladet hans breve ligge uåbnede, var det af frygt for at finde blot den mindste hentydning til de fortrolige øjeblikke, som hun ikke længer tålte at mindes. Det vil sige: således forklarede hun sig selv sin handlemåde. Men når hun havde gennemlæst brevet uden at finde mindste antydning af det, hun havde frygtet, ikke et taknemlighedstegn, ikke et længselsudbrud, kunne hun harmfuld kaste det fra sig uden en gang at ville læse underskriften. Nu, efter samtalen med moderen, foregik der påny et omslag i hendes stemning overfor Per. Moderens spørgsmål og den lidt medynksfulde tone, hvori hun talte, havde krænket hende og j opskræmt hendes stolthed. Hun fastslog for sig selv, at hun intet havde at beklage sig over. Af egen fri vilje havde hun knyttet sin skæbne til en hende fremmed mand, og det var alene hos sig selv, hun skulle søge forklaringen på den magt, han havde haft over hende. Hun ville ikke ynkes, — ikke af andre, ikke heller af sig selv. Og iøvrigt indløb nu også fra forskelligt hold de første bekræftelser på, hvad Per havde skrevet om den lykke, han gjorde i den tyske hovedstad. Ivan traf en dag i » Gryden « En svensk billedhugger, som netop kom fra Berlin og der en aften havde været sammen med Fritjof og Per på en kunstnerknejpe; og omtrent samtidigt omtalte gehejmecommercerådinden i en fødselsdagsbillet til Fru Salomon » den charmante danskers « visit i et par vendinger, der røbede den gamle dames åbne blik for hans ydre fortrin. Langt mere betydning for Jakobe fik dog en passus i et brev, som professor Pfefferkorn havde sendt sin ven Aron Israel, og som denne en dag på gaden havde omtalt for Ivan, der straks udbad sig tilladelse til at låne det og endnu samme dag bragte det hjem, idet han svang det over hovedet som et sejrsbudskab. Efter at have læst det højt i dagligstuen for forældrene sendte han det op til Jakobe i en konvolut med påskriften » Vive l’empereur! « der stod i brevet: » ----forresten lever jeg i øjeblikket i ganske intimt samkvem med dit land gennem en ung mand, af hvis bekendtskab jeg har megen fornøjelse. Jeg taler om en ung ingeniør Sidenius, der, efter hvad han har fortalt mig, er en personlig bekendt af dig, en mærkelig naturbegavelse, af hvem den danske nation vistnok har lov til at vente sig noget ualmindeligt. Jeg har underholdt mig med ham et par gange og haft lejlighed til at gøre mig bekendt med nogle planer til en storstilet anvendelse af vind- og bølgemotorer i industriens tjeneste, hvilke har interesseret mig meget. Jeg har sjælden truffet et menneske, der besad en så umiddelbar, frisk — men samtidigt rigtignok ganske uæstetisk — opfattelse af naturen og dens fænomener. Jeg vil ikke påstå, at hans betragtningsmåde absolut tiltaler mig, men den hører vistnok fremtiden til, og det hjælper da ikke at sukke. Hver tid har sine idealer; og når jeg hører din unge landsmand uden svimmelhed eller anfægtelser tumle med de dristigste ideer til en samfundsomskabelse, fremkaldt ved en stadig fuldkomnere undertvingelse af naturmagterne, synes jeg at se for mig en prototype for det tyvende århundredes tankemodige og handlestærke menneske.------ « Med brændende kinder og bølgende bryst havde Jakobe læst disse linjer. Og da hændte der hende noget højst usædvanligt: hun faldt i gråd. Hun græd ikke alene af glæde men — nok så meget — af skamfuldhed over, at denne fremmede mand øjeblikkelig havde forstået og værdsat Per, medens hun, hans forlovede, havde siddet herhjemme og påny forrådt ham i sine tanker. — » Det tyvende århundredes menneske «. Ja, således var det! Det var ordet, der som en lysflod spredte tågerne om hans billede; som forklarede de store modsigelser i hans væsen, dets skrøbelighed og dets altbesejrende vælde. Han var som det første, formløse udkast til den kommende gigantslægt, der endelig ( som han havde skrevet ) skulle tage jorden i besiddelse og enevældig omskabe verden efter sit behov, — en slægt, opvokset i en stuelummer atmosfære af småborgerlig klejnmodighed og overtro og underkuelse og derfor selvrådig, ubændig og pietetsløs, uden tro på andre lykkebringende magter end sådanne, der kunne få et stålhjul til at snurre. — » Det hjalp ikke at sukke. « nej, nye tider søgte nye veje ud til det lykkens land, som menneskene aldrig blev trætte af at håbe på. Og — måske havde Per virkelig ret? Det nyttede jo dog ikke længer at nægte det: det nittende århundredes guldalderdrøm, dets skønne tro på at kunne opbygge et retfærdighedsrige alene ved åndens myndighed og ordets overtalende magt — hvor var den blegnet! Der fuldbyrdedes i den følgende tid en fuldkommen omvæltning i Jakobes sjæleliv. Allerede forinden Pers afrejse havde hun forsøgt at skaffe sig et lille indblik i matematikens og mekanikens mysterier; men det havde den gang nærmest været en forelskets spøg, et blandt de

1886_Pontoppidan_Mimoser

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Mimoser

male

male

dk

Pontoppidan

Mimoser

Pontoppidan

Mimoser

Et Familjeliv

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

CE_CANON

Første del. I. Den gang kancelliråd Byberg festligholdt sin tredsindstyvende fødselsdag, overraskede han ved den sædvanlige højtidsmiddag sine venner med den meddelelse, at han havde solgt sit apottek, frasagt sig alle sine offentlige tillidshverv samt agtede at trække sig tilbage fra verden — ud til en fjern og afsides skrænt ved havet for dér i uforstyrret ensomhed at hellige resten af sine dage til samkvem med naturen og sine to unge døtre. « som de véd, mine herreri » havde den lille mand sagt, idet han højtidelig førte hånden op til sine guldbriller og derpå stak den ind på brystet bag sin broderede silkevest. « som det næppe er dem ubekendt, nærer jeg — og har jeg altid næret en... Jeg tror at turde sige ikke helt ulykkelig kærlighed til vore urfædres mandige idrætter. Fra min spædeste ungdom har jeg følt mig... følt en... så at sige: lyttet til den blodets ubetvingelige kalden, der drev mig ud mod et naturlivs ubundne og — lad mig tilføje — uforfalskede glæder. At tumle mig frit i skov og eng, på Vang og vove... At føle denne farernes spænding, denne musklernes anspændelse, var fra barnsben min stadige tillokkelse. Og jeg må tilstå — hvad der måske heller næppe er undgået dhrr.’s opmærksomhed — alderen har ikke bragt denne min gamle kærlighed til at ruste... Tværtimod!... Siden Vorherre for to år tilbage tog min kære Nathalie til sin himmel, har jeg endnu mere end nogen sinde følt en trang til — som digteren synger — at søge min trøst i « naturens store moderskjød ». Bækkenes muntre sladren, fuglenes melodiske stemmer, skovensomhedens alvorsfulde tale har været det evige kildevæld, af hvis undergørende dyb jeg har hentet lægedom og kraft!... Når jeg derfor nu — mine kære venner! — efter så mange Års trofast samliv og — jeg kan tilføje — kærlighedsfuld omgang må sige dem farvel, da er det i det sikre håb, den fulde fortrøstning, at de — mine venner! — vil fatte disse mine følelser og tilgive mig min beslutning! » — nu forholdt det sig virkelig så, at kancelliråd Byberg, trods sin alder og stilling, var en uforbederlig Nimrod, der på smukke og sommerdage havde fornøjet den fredelige småby ved at vandre igennem den i skotske gamascher, sømsko og røgfarvede briller,... snart med en doublet over ryggen, en perlebroderet jagttaske over skulderen, en gammel langøret hønsehund i hælene og et morderisk blik bag brillerne,... snart med nystrøgen gul nankinsjakke, myggeslør om hatten samt i fem skridts afstand fulgt af sin tro Sancho pansa, den tykke Søren », og begge belæssede med et arsenal af stænger, snører, spande og net som til en lille hvalfiskefangst. Såsnart det var begyndt at plaffe ude i vængerne omkring byen, havde der regelmæssigt i dennes udkanter rejst sig en synderlig nervøs bevægelse. Koner så’ ud efter deres høns; mødre samlede deres børn. Og hjemme i apotteket for den lille svagelige kancellirådinde fortvivlet sammen i sin rullestol, endda hun vidste, at Sancho pansa i følge hendes eget udtrykkelige forlangende var ved hånden for det tilfælde, at der skulle indtræffe noget usædvanligt. Denne uro var så meget mere uforklarlig, som der næppe nogen sinde var anrettet nogen påfaldende ødelæggelse af nogen som helst Art. Når undtages en gang, da kancelliråden ved et tilgiveligt fejlsyn var kommen for skade at anskyde en gammel mørkebrun muffe, der sammen med noget andet loddent var lagt til udluftning på et stykke grønsvær bag bundtmagerens have, og en anden gang, da et hagl på en endnu uopklaret måde forvildede sig ind i en vejfarendes ene læg, havde sikkert intet mellem himmel og jord nogen alvorligere overlast at beklage sig over. Men kancelliråd Bybergs hjerte svulmede, hver gang han gennem brillerne iagttog denne befippelse, som det blotte syn af hans person ved disse lejligheder forårsagede omkring ham. Han nød triumferende den luskende angst, hvormed selv hunde og katte strøg ham forbi langs husvæggene, når han med mandige skridt og bøssepiben kiggende op over skuldren drog hen ad gadens klingrende fliserækker. Og han følte en grusom henrykkelse ved tanken om sin egen kære Nathalies bekymringsfulde hjerte, der da heller ikke fik ro, før hun igen hørte sin « galgenfugls » muntre stemme ude i korridoren og personlig havde forvisset sig om, at han var vendt tilbage med hele lemmer. Lykkeligvis havde kancelliråd Byberg dog også andre og mere fredelige tilbøjeligheder. således elskede han blomster. Nu var rigtignok dette en lidenskab, han ikke i selv samme grad bar til skue — ja, som rent ud havde voldet den gamle idrætsmand mangen pinlig selvbebrejdelse. Den forekom ham nemlig ikke at være ham ganske værdig. Han betragtede den som en Art umandig svaghed, han ligesom ikke ret ville vedkende sig — et brud på hans natur, han ikke forstod, og hvis eksistens han derfor også så omhyggelig som mulig havde hemmeligholdt for sine omgivelser — således som man skjuler en skæmmende gevækst i et ellers stolt og fejlfrit ansigt. Men i stilhed kunne ikke des mindre et fuldt udsprungent rosenflor eller en vel tilklippet buksbomhæk få hans hjerte til at banke. I ubevogtede øjeblikke kunne han gribe sig selv i med næsten faderlig ømhed at betragte den yppige pragt af zwibler og hyazinther i genboens vindueskarm. Ja — skønt han på ingen måde ville tilstå det for sig selv, endsige andre — så var dog denne tilsyneladende så pludselig fattede beslutning om at fly bylivets uro og larm egentlig kun virkeliggørelsen af et helt livs hemmelige drøm, i hvilken han havde set sig selv som en fredelig urtegårdsmand, syslende i en paradisets have mellem agurker og tulipaner, mistbænke og jordbærbede. dog endnu én — og, om det kom til stykket, måske den aller vægtigste — grund til dette for mange så gådefulde opbrud, var endelig hensynet til hans to unge døtre. Kancelliråd Byberg havde allerede været adskilligt oppe 'i årene, den gang byens ikke heller helt unge præstedatter vakte hans attrå. Han hørte i det hele til den slags naturer, hvilke livet først meget sent modner, ja som egentlig synes aldrig at blive helt voksne. Hans hustru var en smuk, fin, men skrøbelig vare, der ligesom slet ikke var bestemt for denne verden; og da han derfor efter seksten Års ægteskab atter stod alene, var hans ældste datter kun lige sluppet ud over konfirmationen, mens den yngste endnu hoppede omkring i mammelukker og hæklet korset. Det havde hørt til hans kære Nathalies tungeste bekymringer, mens hun lå på det sidste, at hun skulle forlade disse to børn på en tid og i en alder, da de i mere end i nogen anden havde en moders støtte og kærlighed behov. Hun kunne ikke blive træt af at tale med sin mand om de to staklers fremtidige skæbne og alvorligt at lægge ham deres uerfarenhed og hjælpeløse ungdom på sinde; ja, endnu på det yderste havde hun højtidelig betroet dem i hans hænder med den bøn, at han ville lede deres veje og værne deres hjerter mod al livets verdslige forfængelighed. kancelliråd Byberg havde overtaget denne arv med klar forståelse af dens alvorlige ansvarsfuldhed. Med den energi, der i det hele var ham egen, havde han siden meget nøje våget over sine børns opdragelse, og lovet sig selv, at ligesom de fra Vorherres hånd var rundne uden lyde, således skulle det være hans opgave at lade dem vokse op i hans billede — som et par ægte, uforfalskede naturbørn, der i sundhed, uskyld og frejdig livsglæde kunne blive et mønster for den vanslægtede menneskehed. Men jo ældre de nu blev, des klarere indså han det umulige i at bevare deres hjærte rent og ubesmittet i en bys stundesløse røre og hele hidsende atmosfære. Navnlig kunne han kun med gru tænke på de farer, som overalt i selskabslivets tummel og letfærdighed ville lure på deres oprindelighed; og mere og mere modnedes i det hele den erkendelse hos ham, at kun et frit, roligt, enfoldigt liv i naturens moderskjød tilbød de tilstrækkelige garantier imod indtryk, der kunne virke skadelig på, hvad han kaldte deres « sjælelivs harmoniske udvikling. » Da han derfor havde taget sin beslutning, tøvede han ikke med at sætte den i værk. Han foranstaltede i hast en almindelig afskeds-aftbdring for alle byens bedsteborgere på klubben, oprettede et legat til « friskolebørns bespisning », modtog ydmygt det ridderkors, hvormed han i denne anledning blev benådet... og forsvandt så ud til et lille, fjærntliggende landsted, han imidlertid i stilhed havde ladet sig indrette langt borte bag de store nordskove. I den lille by havde ingen set ham siden. 2. « Nathalies minde » lå under en høj, grøn skrænt tæt ved hovedlandevejen og var — som rimeligt — en ægte jægerbolig, bygget i en slags gammeldags schweitzer-stil med hjortetakker over døren og bredt nedfaldende tagskæg. Men alt var allerede halvvejs dækket med et tæt væv af ranker og slyngløv, hele huset næsten skjult under det frodigste net af kaprifolier og roser. Indkjørselsporten lå umiddelbart ved landevejen og bestod af to okkerkalkede murpiller, der foroven endte i gule terrakotta vaser med aloe. Mellem disse og to rækker spidse popler førte en smal allé op til siden af bygningen. Foran denne strakte igen den store, ganske plane og sollyse have sig helt ned til landevejsgrøften, hvor den stængtes af et højt, hvidmalet ståltrådsgitter, gennem hvis åbne masker man fra vejen så’ ind over en cirkelrund, sirlig klippet græsplæne med et forgyldt sol-ur i midten og prægtige « tæppebede » langs randen; bag ved højnede sig på hver side to smukke, kunstfærdig sammensatte stensætninger med bregner og krybende planter i skyggen under store rønnebærtræer; og mellem disse sås igen en mindre, hjerteformet plæne med bladplanter og japanesiske nelliker omkring en lille rødog hvidmalet flagstang, bag hvilken perspektivet endelig lukkedes af fire grønne trappetrin og en halvskjult veranda, under hvis gule slyngroser de to, nu begge helt voksne døtres kjoler ofte skimtedes på hver sin side af et lille rundt bord med en sykurv. Det hele så’ så pynteligt, næsten dukkeagtigt ud, når middagssolen skinnede ned på de grusede gange, de velplejede hækker og bedenes spraglede blomstermønstre. Der var aldrig et blad i græsset, aldrig en vissen blomst i bedene. Thi fra den tidlige morgenstund gik den tro Sancho pansa her og puslede med lugekniv og rive; og bag lindelysthuse og syrenbuske luskede kancelliråd Byberg omkring med en uhyre solhat ned over brillerne og en havesaks i hånden, beklippede og beskar, plantede og podede — så lykkelig og beskæftiget, som om de små skælmske forglemmigejer, de sjælfulde roser, den junoniske tulipan omsider havde besejret alle fordomme og triumferende ført den gamle vildmand i havn i deres fredelige duftrige. I tre år havde de nu levet her i dette lille idylliske Eden, og det havde virkelig været et liv fuldt af lutter salighed. Kancelliråden selv var som nyfødt. Endog det sidste spor af sorgen over hans kære Nathalie var som duftet bort fra hans udtryksfulde guttapercha-ansigt. Men også de to pigebørn, af hvilke den ældste nu var nitten år, havde her ret udfoldet sig i en egen, dugfrisk ynde, og henlevet deres dage i denne trygge, glade, af ingen mislyd forstyrrede ligevægt, som et sundt, frit og regelmæssigt liv i længden meddeler sindet. Nogen egentlig omgang havde de endnu ikke. Der fandtes vel på egnen en Provst, en distriktslæge, en birkedommer og en godsforvalter. Men overensstemmende med sin opdragelsesplan havde kancelliråden foreløbig så vidt mulig holdt sine børn fjernt fra disses selskabelighed. Desuden var godsforvalteren ungkarl, birkedommeren en Broder lystig med et generende hang til at sige platheder, og provsten næsten mulden af ælde. Til gengæld havde kancelliråden så på anden og bedre måde søgt at befrugte og udvikle sine døtres ånd. Således i de lange vinteraftener, når sneen tårnede sig op ud for havegærdet og tildækkede ruderne, samlede han dem under lampen i sin stue, hvor haN med højtidelig, N. P. NielseNsk røst forelæste dem forskellige forædlende værker af den danske klassiske literatur, så som Hagbarth og Signe, Aksel og Valborg, Ingemanns romaner, samt — og fornemmelig — sin egen yndlingslekture: Johnstones « jægerliv i prairierne ». Men deres bedste underholdning var og blev naturen. Regelmæssig hver eftermiddag, når vejret var godt, bandt Kamma og Betty deres silkeforede kyser eller brede sommerhatte under de buttede Hager; kancelliråden tog sin spigrede stok, stak et kompas og et vejkort i den ene baglomme, et par støvbriller og et gummibæger i den anden, anbragte et lille rejsethermometer i sit hattebånd, en kikkert i rem over maven, og således udrustede begav de sig på strejftog rundt i egnen. Mens kancelliråden hvert øjeblik standsede for at « tage en observation » på ttermometret eller med videnskabelig mine at anstille undersøgelser over en flintesten, sprang de unge om og plukkede blomster, drak af kilderne, hoppede over grøfterne og talte med bønderkonerne. Og overalt, hvor de kom frem, vakte de to friske, smukke, trods aldersforskellen dog ganske ens klædte pigebørn den samme smigrende opmærk- somhed. selve egnen frembød iøvrig ikke meget af interesse. Den var flad, bar, ensformig. Men i syd og vest rullede skovene alvorsfuldt deres mørke masser op imod horisonten, og i nord blånede havet. I øst, ikke langt fra stranden og skjult i en lille skyggefuld lund, lå et herresæde » Gudersløvholm »: en smuk, to-etages bygning med fladt tag og stenvaser langs gesimsen, men navnlig med en meget stor og pragtfuldt anlagt park, som ejeren liberalt lod stå åben for publikum. Her endte de derfor ofte — især imod solnedgang — deres udflugter i et højt lysthus ved den yderste ende af parken, hvorfra de kunne stirre ud over det store, blanke hav, der skyllede sit guld og purpur ind imod dem på stranden undertiden hændte det, at godsejeren i det samme kom ridende forbi på vejen neden under; og når han da opdagede dem, standsede han gerne et øjeblik sin hest for at veksle et par ord. Han var en smuk, brunet mand, mellem tredive og fyrre, med et noget formelt, men venligt og vindende væsen. Han sad rank som en grenader på sin høje, gule, engelske hoppe; og idet han red videre, løftede han på hatten med en verdensmands udsøgte høflighed, der navnlig fik den unge Betty til at blusse af undseelse. Oftest gik dog turen ud imod skovene. For at nå disse måtte de først over en stor, brun, knoldet mose, opfyldt af kæruld, vibeskrig og små, dybe vandhuller, ved hvis bredder kancelliråden regelmæssigt standsede for med hånden i siden og ligesom udfordrende trods at stirre ned i deres blæksorte troldespejl. Herfra førte vejen over et stykke hede eller ore, der i modningstiden formelig rødmede af blåbær og hyben; og først efter næsten en times besværlig gang mellem ris og torne nåde de endelig skovene på det sted, hvor disse hævede sig højst over ødet. Her — i et dybt, dystert indhug i skovbrynet — lå egnens eneste virkelige mærkværdighed: en stor, rød, halvforvitret Borg med tunge tårne over sivfyldte grave og en mosgroet æblegård, der gik i ét med storskoven,... ret en gammel musegnavet fortidslevning, der helt spøgelseagtig, som et forglemt stykke middelalder, skjulte sig herinde i stilheden, mens skovenes mørke Sus drog over dens tag som kor af henfarne ånder. Man ville næppe være bleven synderlig forbavset, om man pludselig havde set en riddersmand med flammerød fjerbusk og guldklingrende sporer træde frem over vindebroen... eller en dame med sølvmorsærmeskafter og skulderpuffer læne sig ud over karmen af et af de mange smårudede vinduer. Betty, som kun var seksten år, holdt i det hele slet ikke af at komme her. På Kamma derimod øvede denne romantik en særegen tiltrækning. I hendes dristigere sjæl vakte den allehånde flagrende drømme om ridderliv og herrefærd. Og hendes interesse svækkedes ikke, da en dag en æventyrlig skildring af ejermanden tilfældigt slap indenfor kancellirådens ellers vel tillukkede hjem. Der havde i det hele altid hvilet en ejendommelig skæbne over denne Borg... Eller « klosteret », som man til daglig altid kaldte den, skønt den næppe nogen sinde havde haft noget som helst gejstligt berøringspunkt og i virkeligheden også bar et ganske anderledes stateligt navn, der buldrede med sværd og skjolde. I gamle dage havde den nemlig været det berømte sæde for en af vore ældste og stolteste danske adelsslægter, hvilken imidlertid — fortrængt af den tyske — en gang i slutningen af forrige århundrede på grund af skatterestancer måtte lægge sine ejendomme under hammeren. Herved spredtes og splittedes de store jordegodser for mange vinde, og « klosteret » med tilliggende skove kom i hænderne på en stenrig, holstensk studepranger, der hurtig forstod at blive adlet, hvorpå han straks begyndte med næsten fyrstelig pragt at restavrere dets forfaldne indre. Uheldigvis traf døden ham, før han nåde at sætte også dets ydre i tilsvarende stand; og både hans søn og den nulevende sønnesøn havde været alt for optagne af andre og mindre adstadige interesser til at fortsætte det begyndte værk. Navnlig om denne sidste — « klosterbaronen » Kaldte man ham — var egnen fyldt med mange forunderlige historier; og det var en af disse, der til sidst havde nået Kammas øre og sat hendes let vakte fantasi i bevægelse. Hun havde derved efterhånden dannet sig den forestilling om ham, at han var en slags romantisk vildmand, der tilbragte sine dage ved at jage gennem skovtykningeme med horn og glammende hundekobler, og som om nætterne holdt store gæstebud og festlige drikkelag i sine lueforgyldte sale. Hun tænkte sig ham overensstemmende hermed som en stolt, heltemæssig skikkelse, med stort, lyst skæg ned over brystet, ørnenæse og store, lyseblå, sværmeriske øjne,... og hun blev derfor ikke lidt perpleks, da hun en dag i kirken virkelig så’ en mand af i alle fald noget nær det samme udseende træde ind i herregårdsstolen på pulpituret. Hun skulle dog snart efter også på anden og tydeligere måde overbevises om, at det virkelig var ham. En gang, hun sammen med faderen og Betty var på en af deres sædvanlige udflugter, havde de just sat sig til hvile i en bøgeskygge ved skovkanten, da der pludselig faldt to hurtig på hinanden følgende skud i deres umiddelbare nærhed. En forpustet ræv, skarpt forfulgt af to halsende hunde, kom i fuldt Spring lige forbi dem inde fra skoven... satte over vejen, slog en kuldbøtte i luften, og tumlede derpå død om i grøften på den anden side. I det samme hørtes stemmer nærme sig inde fra tykningen. Og endnu inden de havde fået sig besindet, trådte hin blonde kæmpeskikkelse — med bøssen i hånden, hanefjer i hatten, samt fulgt af en gammel, ildelugtende gråskæg af en Skytte — ud fra buskadset lige foran dem. Idet han fik øje på dem, og da han så’ deres forskrækkelse, opslog han uvilkårlig en latter — ret en munter skovlatter — hvilken han dog øjeblikkelig betvang, hvorefter han lettede på sin grønkantede hat med en komisk bøjning, der ligesom skulle bede om undskyldning for den vakte forstyrrelse. Dette førte til en kort ordveksling, der endte med præsentation;... og efter næppe et par minutters samtale spurgte han dem da ganske ligefrem, om de ikke kunne have lyst til at bese hans ejendom og dér afkøles ved et glas vin. Kancelliråd Byberg følte sig alt for smigret til ikke at modtage i alle fald den første del af denne indbydelse, skønt Betty bagfra ængstelig rykkede ham i frakkeskødet. Han havde jo altid haft en hemmelig længsel efter at stifte bekendtskab med denne mand, til hvem han i sin egenskab af sportsmand følte sig særlig knyttet,... og uden mange formaliteter fløjtede da jægeren af sine hunde, rakte bøssen til den sig ærbødigt nærmende Skytte og ledsagede dem under megen munter spørgen op til slottet, der lå ganske tæt derved. Her viste han dem først sin storartede hundeopdrætningsanstalt, der var berømt selv ud over landegrænsen, samt et par tamme paradisfugle, der spiste brød af hans hånd; hvorpå han med samme pudsig åbne hjærtelighed og uimodståelige jævnhed førte dem rundt i hele den vidtløftige bygnings labyrinttiske uendelighed, lige fra det øverste lille tårngjemme under kobberhatten til fadeburs- og bryggersrummene, — ja fulgte dem endog med lys ned i de dybe, hvælvede og fugtige kældere for at vise dem resterne af en blodplet, der i følge et sagn skulle skrive sig fra en af borgens fruer, der her en nat havde ladet — sin mand myrde. Til sidst kom de ind i den mægtige, halvdunkle riddersal, mellem hvis forgyldte pilastre og alvorsfulde portrætter en libereret tjener skænkede dem ægte cypervin i venetianske pokaler... På hjemvejen lå der over Kammas mørke øjne ligesom et festligt genskin af al den herlighed, de havde set. Hun gik tankefuldt for sig selv, og hendes kinder blussede. Betty derimod følte sig næsten ilde. Hun var bleven ør af al denne fremmede pragt, denne forvirrende mangfoldighed, — af værtens larmende stemme, kjældernes klamme mørke og uhyggelige minder. Hun kom ligesom ikke ret til sig selv, før kystlandets sollyse flade atter lå frit og åbent for hendes øjne og havets milde blå blinkede hende imøde derude bag den lille lund, hvor det venlige Gudersløvholm rakte sine stenvaser op over trækronerne. Som man kan forstå, spillede i det hele disse to herregårde en ikke ringe rolle i egnens tilværelse. De gav den det liv, den bevægelse, som den uden dem ganske ville have savnet, — kastede dertil en smule fornem glans ud over den ellers triste og fattige afkrog. Men en særlig interesse fik de på visse steder derved, at begge de to unge herremænd endnu var ugifte. Det er ikke for meget sagt, at man rundt i egnens bedre familjer i de sidste ti år næsten ikke havde talt om andet end disse to mænds mulige fremtidsplaner. Et væv af intriger og kabaler, af ihærdige mødres smiger, ømhed og bagtalelse af formodede rivalinder havde spundet sit skjulte, men virksomme net omkring dem i hele Miles omkreds. Snart hviskedees der med skadefryd om én, snart om en anden, der skulle have trukket Garnet til sig i den tro, at en af guldfiskene endelig havde ladet sig fange. Der gik næppe en dag, uden man hørte om, at nu brændte tampen her, nu slukkedes den dér. Men ingen tænkte på, at også i det lille apothekerhjem sad der nu én, der blev rød, hver gang hun hørte skud rulle ud over klosterskoven, — og en anden, der blev bleg, blot hun hørte lyden af hastige hovslag på vejen. kancelliråd Byberg havde nemlig været en alt for høflig mand — og omsigtsfuld fader — til ikke at gjengjælde klosterbaronen hans udviste artighed; og formodentlig må denne i dybet af Kammas mørke øjne have fundet noget, der fængslede ham. I løbet af den påfølgende vinter indløb i alle fald stadig oftere sendinger af blomster, frugter, ja endog vildt til « Nathalies minde » fra hans hånd; og personlig « traf » han dem med en påfaldende regelmæssighed, så snart de satte blot en fod inden for hans revierer. Selvfølgelig undgik dette da heller ikke i længden hine hemmelige spinderskers årvågne øjne. Men samtidig opskræmtes disse i deres net i anledning af en foruroligende opmærksomhed, som Herren til Gudersløvholm havde vist navnlig Betty ved en basar for sognets fattige, hvortil kancellirådens imod sædvane havde indfundet sig. Og da der ved samme lejlighed ymtedes om en vis, stigende tilbøjelighed, som denne herre på det sidste skulle have fået for ridevejen under det høje parklysthus, så snart apottekerens var deroppe, slog utålmodigheden ud i en formelig panik. Hvad skulle dette sige?... Gode gud, hvad var meningen?... Hvad var dette for underfundigheder?... Hvad var det i det hele for folk, disse fremmede...? Men endnu inden man fik sig ret besindet, havde først den ene, og snart efter også den anden af de to herrer fået ja hos kancelliråden. 3. Det traf sig nu ret passende, at det netop blev Kamma, den ældste, der kom til klosteret. der var nemlig noget over hele hendes høje, ranke, mørklokkede skikkelse, der ligesom på forhånd bestemte hende for en borgfrues værdighed. Dette skønne, fuldt modne legeme var som skabt til at bære silke og brokade over bonede gulve; disse kække, liljehvide skuldre til at lyse over mørkt fløjl i festlig skinnende sale. Betty derimod var, trods sine sytten år, endnu lille og bly, med noget af barnets buttede ynde og sjælfulde undseelse. Hvid og rød — som mælk og blod — holdt hun sig i det hele helst ligesom i skjul bag sin ældre søster, over hvis skulder hun frygtsomt kiggede frem mellem buede øjefrynsers blødt skyggende silkegitter. Man kom ved at se hende til at tænke på en af hine rørende, uanseelige småknopper, der blysomt står og ligesom gemmer sig bag græs og strå,... indtil en dag en vakker solstråle finder vej til dens løndom og lægger sig for dens fod. Da åbner den, halvt modstræbende, en blændende favn, fuld af den allerlifligste sødme. Ved søsterens bryllup, der straks efter høst blev fejret med noget nær fyrstelig pragt i selve klosterets nypudsede sale, havde hun set næsten overjordisk dejlig ud med sin blanke, sølvhvide atlaskkjole, sine violblå øjne og en enlig lille rose i det kastaniebrune hår. Og ved denne lejlighed var det nok også, at Herren til Gudersløvholm omsider kastede sig for hendes fødder i et af sidekabinetterne. nu var det frem for alt denne sidste og uforklarligste sejr for de forhen så ganske oversete apothekerfrøkner, der på visse steder ramte som en apopleksi. Ganske vist havde klosterbaronen både vægtigere kister og et stoltere navn, end ejeren af Gudersløvholm nogensinde kunne vente sig. Men på den anden side ejede hr. Anton drehling i sin person egenskaber, der uvilkårlig trak kvinderne til ham. Det var noget vist tavst eller diskret lidenskabeligt, der dannede ligesom en understrøm i hans forøvrig fuldendt beherskede og formrette optræden. Dertil var han ejendommelig smuk: selve legemet rankt, slankt, elegant; ansigtets form en regelret oval; panden høj, hvælvet, halvvejs dækket af et smukt fald af mørkebrune hår. Under de fornemt buede bryn brændte et par klare, brune, svagt drømmende øjne, der sammen med en sirlig plejet moustache og mundens fint spottende linje gav ansigtet dets udtryk af ildfuldhed og intelligens. Han lignede i det hele slet ikke sine standsfæller — disse drøje, larmende, jagende og drikkende junkere, hvis interesser han ikke delte, og hvis selskab han egentlig-hverken søgte eller skyede. Han tilhørte en slægt, som ved ånd og smag altid havde hævet sig højt over sine hjemlige omgivelser; som fra rejser, studier og betroede gesandtskabsposter ved udenlandske hoffer alt i flere led havde hjembragt en dannelse og indsigt, der ikke var almindelig; og som endelig på sit herresæde, det smukke Gudersløvholm, havde ført et frit, nydelsesrigt, af fremmede sæder og forfinede vaner behersket liv, i hvilket skønne kunster og videnskabelig syssel var gået hånd i hånd med fester, banketter og allehånde galante eventyr. Navnlig disse sidste havde spillet en fremtrædende rolle i hele slægtens historie. Om hr. Antons moder sagde man rent ud, at hun havde haft en elsker. Hans bedstefader havde været en af datidens mest omtalte levemænd, lige berømt som beskytter af unge talenter og for sin smag for blonde kvinder. Og om hr. Anton selv var det vitterligt nok, at han havde levet et særdeles bevæget liv både herhjemme og i udlandet. Tre grå hår i tindingen samt et vist følelsesfuldt smil, der nu og da — ligesom gennem erindringen — kunne gå over hans ansigt, skulle ( efter hvad damerne hviskedee ) være de interessante mindelser om forrige dages kvindegunst. Han nævntes i sin tid som hovedstadens graciøseste danser og eleganteste fægtemester. Men tillige var han en lidenskabelig beundrer af kunst, især musik, og spillede selv smukt på violoncel og obo. Endelig havde han — trods sin ungdom — i de sidste par år, efter at han havde overtaget sin arv, været folkevalgt medlem af landsttinget. Og skønt uden særlig politisk interesse eller ærgjærrighed havde han dog et par gange vakt offentlighedens opmærksomhed ved sine små, klart tænkte replikker og en vis elskværdig satire. Derfor begreb man heller ikke, hvor i alverden han i den grad havde kunnet lade sig bedåre af en sådan bagatel, som denne lille enfoldige apothekerdatter dog virkelig var. Man kunne næsten ikke få sig selv til at tro, at det virkelig var alvorlig ment. Birkedommerens lille fede Cecilie var nærved at smelte af harme, når hun til sammenligning tænkte på sine egne fuldkommenheder; og af lutter foragt gik distrikslægens lange Albertine øjeblikkelig. hen og forlovede sig med en kapellan. Nu var det iøvrigt heller ingenlunde uden alvorlig kamp, at hr. Anton drehling omsider havde givet efter for en tilbøjelighed, han selv længe ikke havde villet vedkende sig, ja som vendte så aldeles op og ned på alt, hvad han hidtil havde tænkt sig for sin fremtid og lykke. Med den erfarne mands mistillid til egne følelser og ængsteligste overvejelse foran ethvert afgørende skridt havde han længe søgt at fremstille den for sig selv som en kaprice, et tåbeligt indfald... en følge af den lange sommers tomme, begivenhedsløse liv herude mellem disse dræbende omgivelser. Men hver gang, han på ny stod over for Bettys rørende, barnlige ynde, greb denne ham med en ukendt fortryllelse. Hver gang han så' ind i disse øjnes dybe uskyldsblåt, var det som om en ny, ædlere verden åbenbarede sig for ham og uimodståelig drog ham til sig. Alligevel var det måske næppe blevet til noget imellem dem, ifald de ikke hin bryllupsaften tilfældig var stødt på hinanden i det tomme kabinet, hvor ensomheden og den festlige stemning havde givet ham mod til en afgørelse. Men allerede da han den næste morgen vågnede i sin seng, lå han længe i mørke, urolige tanker, ligesom med en dump følelse af undseelse over, hvad han havde gjort. Det var, som han ikke kunne fatte, at han — Anton Daniel Fredrik drehling — nu virkelig ikke længere var fri, nu virkelig var « forlovet » i han mindedes de mange vittigheder, han i sit liv havde sagt om denne ting, og følte dem regne tilbage over sig som ondskabsfulde pile. Og han smilte nervøst ved tanken om, hvad vel hans venner ville sige, når de erfarede, at endelig også han havde ladet sig indrullere i det gudvelbehagelige kompagni — « en ægteper med en kone » — — —! Noget mere ellevildt af henrykkelse end kancelliråd Byberg skulle man derimod lede efter med en god kikkert. End ikke tanken om, at der nu snart ville blive tomt i hans hjem, og at han snart skulle trippe ene om i disse Stuer, der havde været vidne til så megen huslig lyksalighed, kunne fortrænge smilet fra hans o kinder,... dette livfulde, lunt-triumferende smil, der efterhånden syntes så hjemmevant i sine gruber, at det — selv når han sødeligt sov — lå og bævede omkring hans læber som på et drømmende barn. Navnlig var klosterbaronen bleven genstand for hans formelige tilbedelse. Han forekom ham et ideal af ægte, uforfalsket naturkraft. Denne imponerende storhed, der mindede om de gamle jættekæmper, dette mandige skæg, hele denne djærve, vikingeagtige skikkelse, der førte med sig ligesom et pust af vildt og frisk skovluft, fyldte ham med henrykkelse. Ja når baronen ved middagsbordet tømte sine to-tre flasker vin til en halv oksesteg samt en karaffel til en budding, sank han næsten sammen af ærefrygt og beundring. Men på samme tid kunne nu og da en pludselig sky liste sig over kancelliråd Bybergs ansigt og for en stund formørke hans miner... Tunge anfald af anger og selvforagt kunne hemmelig drage gennem den gamle vildmands sjæl, når han tænkte på det liv, hvori han selv mere og mere var sunket ned. i sit stille sind lovede han sig fra nu af for alvor at bekæmpe al umandig svaghed i sit blod. Side om side med denne mand skulle han endnu en gang med kraft afryste den tidsåndens marvløse blødagtighed, hvoraf han — trods alt — var bleven befængt. Og som en slags indøvelse eller forberedelse til et nyt og bedre levnet havde han just for tyvende gang fordybet sig i sin: Johnstones « jægerliv i prairierne », da en uformodet begivenhed på én gang smertelig kuldkastede alle hans forhåbninger. det var i midten af Avgust; fersknerne i haven var ved at modnes. Kamma havde netop været gift et år og levede højt i klosterets herlighed og overflod. Betty derimod gik og havde stundesløst travlt med sit udstyr: bryllupet var bestemt til en gang i slutningen af september, og straks efter dette skulle det nygifte par rejse til syden for at blive borte hele vinteren. Så fortumlet som en ung fugl, der før- ste gang står på randen af reden og med sød gysen ser ud over det svimlende blå, som nu skal bære den — henlevede Betty denne forberedelsestid i en hjertebankende betagethed. Hun var meget lykkelig. Kun forstod hun ikke, hvor det alt sammen kunne tilkomme hende. Livet lå med ét for hendes fod som et rosengyldent eventyr, hvori hun — så ganske uforskyldt — var kommen til at spille prinsessens rolle. Hun ( alte undertiden en heftig trang til at kaste sig om et menneskes Hals og ret af hjærtet betro det sin lykke. Men Kam

1891_Pontoppidan_Muld

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Muld

male

male

dk

Pontoppidan

Muld

Pontoppidan

Muld

Et Tidsbillede

y

roman

Philipsen

KB

1870.

ikke helt sikker. Romanen er et såkaldt tidsbillede af hjemlige muld anno 1870.

CE_CANON

I. Det var i et år henimod slutningen af halvfjerserne. Der havde i otte døgn raset et Herrens vejr over egnen. På vildt forrevne, sorteblå skyvinger var stormen kommen jagende fra øst og havde gennempisket fjorden, så store skumflager var kastet højt op på markerne. Her havde den mange steder fuldstændigt oprevet bondens vintersæd, nedtrådt rør og siv i moserne, afsvedet engene og tilstoppet grøfterne med jord og sand, så vandet, der ikke kunne finde afløb, bredte sig ud over agre og veje. Overalt sås styrtede træer, knækkede telegrafstænger, splittede sædstakke og døde fugle, som orkanen havde slået mod Jordes og dræbt på stedet. Inde i den lille landsby Vejlby, der lå ganske ubeskyttet på Toppen af en høj banke, var en gammel ladelænge en nat blæst over ende med et sådant brag, at folk overalt i byen var sprunget op af deres senge og i det blotte linned styrtet ud på gaden. Tolv skorstenspiber var samme nat væltet ned af tagene, og inde i præstegårdshaven var hele blomsterbede oprodede og alle stærekasserne blæst ned fra træerne. Ja, end ikke provsten havde de himmelske magter skånet; da han en eftermiddag, mens vejret var på sit højeste, trådte ud på verandaen for at tage ødelæggelsen i øjesyn, havde stormen løftet hatten af hans hvide hoved, slået den som en bold ned mod jorden, trillet den' som et hjul hen ad vejen og trods alle efterstræbelser ført den med sig i en ophvirvlet støvsky. Først langt ude på landevejen havde den sluppet sit bytte i en grøft bag nogle tjørn for at kaste sig over en lille pige ude fra overdrevet, der stred sig grædende frem på hjemvejen fra skolen. Med hyl og hvin som hundrede løsslupne djævle svøbte blæsten sig' om den lille udmattede skabning, pustede sig op under hendes skørter, trængte hende bestandig længere ud imod vejkanten, indtil den til sidst væltede hende over ende ved en afvisersten og under hendes fortvivlede skrigen trillede hende ned i en våd mergelgrav, på hvis bund nogle udsendte folk dagen efter fandt hendes lille sammenbøjede lig, med en ny katekismus trykket krampagtigt beskyttende ind i favnen. i mands minde havde man ikke oplevet sådanne dage. „ Vorherre bevare dem, der er på søen! “ Råbte folk til hinanden gennem uvejrsbraget, når man mødtes på landsbyens gade, mens man skridt for skridt kæmpede sig hen ad vejen med fremover bøjet overkrop, eller fløj afsted med stormen på sin ryg. „ Godt for dem, der har vel tækket og tæt spækket, “ tænkte de, der sad hjemme i de halvmørke Stuer, hvor man selv midt på dagen næppe kunne se at læse sin Avis, mens det peb og tudede rundt om, som om alle onde ånder var slupne løs over byen. Inde i staldene stod hestene med rejste øren og rystede af angst; køerne brølede om kap, som under en ildebrand; selv kattene gik og mjavede sygt, og hundene krøb omkring med halen mellem benene og snuste uroligt. Da vejret endelig stilnede lidt, kom sneen tumlende i hvide horder; — og skønt det endnu var tidligt på vinteren, i begyndelsen af december, blev den overalt liggende på jorden, samlede sig i grøfterne, skjulte de styrtede træer ved vejene, dyngede sig op over de knuste gærder og oprevne stråtage. i samfulde tre dage og nætter stod himmel og jord i ét. Men da var der også adskillige, der i stilhed begyndte at ransage deres inderste og gøre deres regnskab op med gud i den tro, at dommens dag måtte stunde til. Selv da man endelig om aftenen på den tredje dag kunne begynde at skovle snedriverne bort fra portene og feje de tommetykke snekager ned fra ruderne, tænkte mere end én af dem, der i det frembrydende måneskin stod i deres dør og stirrede ud over den øde, blåhvide sneørken, hvortil land og fjord var bleven forvandlet, hvad vel alt dette kunne „ være imod “, d. v. s., om det ikke muligvis alt sammen var et varsel, en himmelsk forkyndelse af en eller anden betydningsfuld begivenhed, der i den nærmeste fremtid skulle overgå byen eller sognet eller måske det ganske land. Inde i provstens studereværelse sad på denne aften en ung, fremmed mand, som dagen forud var nået hertil midt under snestormens vildeste rasen. det var en høj, slankt bygget skikkelse i lange; sorte klæder og med et hvidt slip? i halsen. Fra et blegt og barnligt ansigt stirrede et par ganske lyseblå øjne frem med et åbent blik. Over panden, der var høj og udadhvælvet, bølgede et smukt blond, i enderne svagt kruset hår; på spidsen af hagen og langs den nederste rand af kinderne groede fine, lyse dun. Lige over for ham sad Provst Tønnesen i en stor, gammeldags lænestol med øreklapper og nakkepude. Han var en smuk, kæmpebygget prælatskikkelse med et mægtigt formet hoved og et snehvidt, kort studset hår, under hvilket man overalt skimtede den rosenrøde hovedbund. Bag et par langt nedhængende, endnu ganske sorte bryn lyste to mørkegrå øjne, der tillige med næsens og læbernes fyldige former gav det skægløse ansigt et halvt sydlandsk udseende. Hans påklædning, lige fra det skinnende hvide kammerdugs halstørklæde til hans mønstrede silkevest og blankt pudsede støvler, åbenbarede en hos landsbypræster usædvanlig årvågen Sans for den ydre anstand. Også hans holdning, og måden, hvorpå han nu og da i talens løb nippede til en langskaftet kulpibe med tykt rav-mundstykke, røbede den selvbevidste verdensmand. ved siden af ham stod fløjdøren åben ind til dagligstuen, et stort, herskabeligt udstyret rum, hvor husets datter, en rødblond dame, sad og syede ved en højstammet lampe med søgrøn silkeskærm. Alt var stille rundt om. Det var, som om al lyd var druknet i snehavet deruden for. Foruden provstens tonende Bas hørtes kun kakkelovnsildens buldren og den ensformige eftersnakken af en papegøje, der sad i et bur inde hos frøkenen i dagligstuen. Den unge fremmede var provstens nye kapellan, hvis ankomst man ikke alene i præstegården men overalt i sognet havde ventet i største spænding. Især havde Provst Tønnesen i den sidste tid gået usædvanlig tankefuld omkring og forberedt sig på at modtage sin unge lærling og medhjælper; og ikke så såre havde man i dag rejst sig fra middagsmåltidet, før de to præster trak sig tilbage til studereværelsets grønlige halvskumring, hvor de nu sad på fjerde time og drøftede allehånde ting, deres fælles, ansvarsfulde gærning vedrørende. Det var så godt som udelukkende provsten, der havde ordet. Kapellanen var endnu en ganske ung mand på seks og tyve år, og det var ikke mere end få dage siden, han af bispen havde modtaget den højtidelige indvielse til sin sjælehyrdegærning. Han følte sig øjensynligt også endnu lidt trykket af sin nye værdighed. Hver gang provsten henvendte sig til ham under tiltaleformen „ Hr. Pastor “, blev han rød i kinderne og så’ forlegent ned på sin støvlesnude. Provst Tønnesen havde begyndt sit foredrag i en roligt belærende tone, hvori han lidt unødigt dvælede ved ordene, som om han selv i stilhed nød sin stemmes ualmindelige velklang og sine sætningers formfuldendthed. Det faldt ikke ofte i hans lod at have en så intelligent tilhører, og han modstod derfor ikke fristelsen til at give sin veltalenhed en noget vid tumleplads. Efterhånden som han kom ind på en nærmere omtale af nutidskirkens stilling, og især da han kom til at berøre tidens forskellige stridende strømninger inden for kirken, blev hans tone dog mindre rolig, hans sprog langt mindre behersket. Til sidst bøjede han sig helt fremover og sagde med kraftigt eftertryk, idet han så’ kapellanen stift i øjnene: „ Hvad jeg derfor, hr. Pastor Hansted, i denne sammenhæng særligt og alvorligt har ønsket at sige dem, er da i få ord dette: det er ikke alene præstens ret men hans hellige og ubrydelige pligt over for den herre, som han tjener, og hvis rige her på jorden han under ansvar forvalter... jeg siger, det er præstens uafviselige pligt ved enhver lejlighed at hævde kirkens ubetingede myndighed. Det skønne gamle patriarkalske forhold, der forhen bestod mellem sjælehyrden og menigheden er — desværre! — snart en saga blot. Og hvis er skylden? Hvem er det, der nu i åringer systematisk har undergravet kirkens avtoritet og nedbrudt folkets nedarvede respekt foldets guddommeligt indsatte lærere? Er det de så kaldte fritænkere? De åbenbare, frække gudsfornægtere? Således siges der vel. Men tro det ikke! Nej, det er inden for kirkens egne rammer, at fordærvelsen har fundet næring. Det er disse ulykkesvangre strømninger, der under navn af demokratiske friheds- og lighedsbestræbelser er stegne op fra folkedybet, og som nu har fundet vej også til kirkens hellige haller... og ikke alene ved enkelte ungdommelige brushoveder, men — desværre! — i den sidste tid endog ved kirkens højeste tillidsmænd. Jeg behøver vist ikke at forklare mig nærmere. De véd sikkert, hvortil jeg her sigter.... Men hvorledes skal dette ende? Er det ikke at tage selve antikristen, verdens gamle oprørsånd, i sin sold? Hvad er vel disse såkaldte grundtvigianere med deres vennemøder og deres højskoler, som i den sidste tid understøttes endog af staten? Og hvad er dette uvæsen, disse prækende skomagere og skræddere, ganske uvidende personer, der — læg vel mærke hertil! — af præster sendes ud i landet med myndighed til at vidne i den hellige kirkes navn? Jeg begriber ikke den blindhed, der har slået visse af vore embedsbrødre, at de ikke indser, hvor nedbrydende en sådan fremfærd er for den værdighed, den avtoritet, som vi — det nytter dog ikke mellem os at nægte det — sandelig ikke kan undvære overfor den menige mand, der umuligt er i stand til at vurdere den sande overlegenhed og rettelig bedømme åndelige egenskaber. Det er denne skæbnesvangre mangel på disciplin, der for tiden hersker inden for den danske præstestand, hvorom slige udskejelser bærer sørgeligt vidne. Og hvad bliver følgen? Ser vi ikke allerede frugterne? Disse skomagerog skræddervidner — er de ikke i menigmands øjne vidundere af veltalenhed, halve profeter, som man alle vegne flokkes om, og hvis floskler og fraser demoraliserer menigheden, så den til sidst næppe længer har øre for en ordentlig gennemtænkt præken eller Sans for gudstjenestens høj- tidelighed.... Det er såmænd ikke mere end få dage siden, at et sådant forløbent individ præsenterede sig for mig her som en „ Kollega “ Og oven i købet havde den frækhed at anholde om tilladelse til at benytte kirken til sine præstationer. Dertil er vi komne! Landstrygere på prækestolen, forbrydere for alteret! Skomagersvende og læredrenge som folkets åndelige formyndere! Således er kirkens glans blegnet! Dertil er dens anseelse sunken!... Hvor skal dette ende? Jeg spørger dem, hr. Pastor Hansted, hvor skal dette ende? “ Provst Tønnesen havde talt sig op i en bestandig voldsommere lidenskab. Hans ansigt var blevet askegråt, hele hans legeme sitrede. Ved de sidste ord rejste han sig op i sin fulde højde og rettede sin kæmpekrop, som om han på stedet ville udfordre til kamp. Fra sin stol betragtede kapellanen ham i stum forbavselse, og inde i dagligstuen vendte selv den unge dame hovedet om med opskræmt opmærksomhed, mens papegøjen begyndte at skrige og baske med vingerne. Ganske ude af sig selv af sindsoprør gav provsten sig til at vandre frem og tilbage over gulvet med skridt, der gav genlyd i stuen. da han efter et par minutters forløb vendte tilbage, stillede han sig op foran kapellanen og betragtede ham med et gennemtrængende blik, der flammede under de mørke brynduske som lyn bag en uvejrssky. „ Jeg håber, “ sagde han med endnu stærkt skælvende stemme, „ jeg håber, hr. Pastor Hansted, at de til fulde forstår mine bekymringer med hensyn til den sag, jeg her nævnede. Jeg håber, de med mig deler de betænkeligheder, som enhver samvittighedsfuld gejstlig må nære over for disse bevægelser.... Jeg vil ikke skjule for dem, at også her i sognet har jeg begyndt at spore en gæring, en udskejende tendens, som det gælder om uden skånsel at kvæle i fødslen. En vis væver Hansen, en lige så uvidende som fræk person, der er det sørgelige produkt af denne såkaldte højskolebevægelse, har i de sidste åringer forsøgt at skabe en slags revolutionsparti her i menigheden, en flok af skrydere og ignoranter, dqr vover åbenlyst at sætte sig op imod mig og ved alle slags optøjer søger at forstyrre freden i menigheden. Men jeg tåler ikke sligt! Jeg føler det som min pligt med ubønhørlig strenghed at kue denne oprørsånd, og jeg håber, hr. Hansted, at jeg fremtidig tør stole også på deres bistand i så henseende. Det er i det hele mit håb, hr. Pastor Hansted, at vi i alt væsentligt skal kunne forstå hinanden, så vor fælles virken her kan blive gud vor herre til.ere og menigheden til velsignelse! “ „ Jeg har intet højere ønske, “ svarede den unge mand stille og så’ mod gulvet. „ Derom var jeg også overbevist, “ vedblev provsten, synlig tilfreds med kapellanens svar. „ Alligevel er jeg glad ved at høre bekræftelse derpå af deres egen mund.... Jeg tvivler i det hele ikke på, at vi ved gensidig imødekommenhed nok skal komme til rette med hinanden. “ Efter dette ordskifte genvandt Provst Tønnesen snart sin forrige ligevægt. Han gik hen og stoppede sin pibe i en krog af stuen, tændte den ved en fidibus og tog atter plads i sin lænestol for at fortsætte sit afbrudte, saglige foredrag. Idet han gik over til, hvad han selv halvt spøgende kaldte „ et lille kursus i den praktiske teologi, “ gav han sig til at gøre rede for de mere specielle opgaver for den gejstlige virksomhed. Han omtalte således fremgangsmåden ved barnedåbshøjtideligheden, ved nadvertjenesten både i kirken og ved sygesengen; gav dernæst sin unge elev vejledning med hensyn til prækenernes passende længde, til messen, altertjenesten o. s. v., og meddelte sluttelig forskellige praktiske vink angående den rent ydre anstand, „ hvilken heller ingenlunde turde forsømmes “. „ Der er nu f. Eks. dette med hænderne, hvilket ofte i begyndelsen volder unge prædikanter bryderier. Som de véd, er der nogle præster, der ynder at gestikulere meget stærkt, medens andre foretrækker at holde hænderne roligt foldede. Det sidste giver unægtelig mere inderlighed og er derfor navnlig på sin plads f. Eks. ved brudevielser, hvor man i almindelighed mere søger at tale til de blide følelser end just at vække tilhørernes skyldbevidsthed. Ved andre lejligheder mener jeg derimod, at en passende gestikuleren er ganske tjenlig. Ved ord som f. Eks. Herrens forbandelse, himmelens vrede, helvedes evige pine, o. s. v. er det dog ret naturligt, at man ledsager sine ord med en hævning af armen, en knytten af hånden eller lignende, for at tildele dem mere kraft.... En ting må jeg bede dem endelig at lægge dem på sinde, kære ven — — “ 1 dette øjeblik slog klokken otte på et fint klingende taffelur inde i dagligstuen. I det samme viste provstens datter sig i døren og bad herrerne ind til te. „ Ja, så må vi lystre! “ udbrød provsten livfuldt og rejste sig. Og idet han lagde sin hånd på kapellanens skulder, tilføjede han spøgende: „ Som de måske allerede har lagt mærke til, hr. Hansted, er det nemlig min datter, der regerer her i huset — og jeg vil sige dem, hun er en striks kommandant!... Nå, vi kan jo altid fortsætte ved lejlighed. Kom nu ind og tag til takke med et landligt nadverbord. “ Iii. Spisestuen var — ligesom de fleste af præstegårdens værelser — et højt, herskabeligt rum med gibsstukkatur under loftet og landskabsdekorationer over dørene. Skønt Vejlby og Skibberup sognekald langtfra hørte til de fede, var hele præstegården med tilhørende udbygninger opført i en stil, der mindede mere om en storproprietærs herresæde end om en bolig for en kirkens tjener. Provst Tønnesens formand i embedet havde nemlig været en hovedrig mand, hvis første gærning i sognet bestod i at nedrive den gamle præstegårdsbygning til grunden og i dennes sted for egen regning at lade opføre dette palæ, hvis kostbarhed den gang havde givet anledning til formelige valfarter fra hele amtet. Sin formue havde han erhvervet ved giftermål med en ældre, pietistisk baronesse, der havde taget det løfte af ham, at han — i det mindste til sit halvtredsindstyvende år — ville vedblive at være præst; og skønt baronessen var død få år efter bryllupet, havde han trofast opfyldt hendes ønske, indtil den aftalte aldersgrænse var nåt. Der gik endnu de fabelagtigste fortællinger om den letsindighed, hvormed han bortødslede sine penge. Blot en Bonde kom til ham og beklagede sig over uheld med kreaturerne eller brand i sæden, slog han straks en streg over hans tiendeskyld og stak ham endda undertiden en halvhundrededalerseddel i hånden, når han tog afsked. Til gengæld fordrede han blot, at man lod ham i fred mellem hans bøger og kunstgenstande; og da egnens befolkning altid havde haft adskillig mindre Sans for religionens skatte end for mere håndgribelige goder, havde der i de femten år, „ Millionpræsten “ Pontoppidan: muld. 2 residerede her, hersket den bedste forståelse mellem menigheden og dens overhoved. Imidlertid havde Provst Tønnesen god grund til bittert at beklage sig over sin formand, der ved sin fremfærd ganske havde forplumret begreberne hos menigheden. Alle havde i‘den grad vænnet sig til at betragte både tiende og offerpenge som noget, de kunne give eller lade være med at give efter forgodtbefindende, at da Tønnesen forlangte ordnede tilstande genindførte og endog med strenghed fordrede de forskellige ydelsers punktlige erlæggelse, betragtedes dette som en for en gejstlig usømmelig pengegriskhed og gav anledning til et mytteri, der blev den første begyndelse til det spændte forhold, som siden uafbrudt havde bestået mellem præstegården og en vis del af menigheden. Dette fjendtlige sindelag mod provsten havde netop i de sidste dage givet sig et nyt og karakteristisk udslag; og erindringen herom var den særlige grund til det udbrud af heftighed, der nys havde overfaldet ham under samtalen med kapellanen. Da nemlig de sammensvorne bønder igen havde nægtet at betale offer, og provsten i den anledning lod pante hos dem, havde de alle efter forudgående aftale ladet deres gamle møgvogne og gumpekarrer udskrive som pantegods, hvorpå de en dag i et højtideligt optog kørte disse genstande hen foran præstegården, hvor tvangsavktionen skulle afholdes. Her tilbagekøbte de under stor munterhed deres ejendele, som de derpå atter kørte bort i et hoverende triumftog. Havde Provst Tønnesen således skellig grund til at være misfornøjet med sin formands forhold til menigheden, var han ham til gengæld dobbelt taknemlig for den fyrstelige bolig, han havde efterladt ham. Denne svarede just til, hvad der efter hans forestilling var en passende residens for vor herre Kristi statholder i Vejlby og Skibberup sogne; og den var da heller ikke uden skyld i, at han endnu hensad i dette — i forhold til hans alder og anciennetet — temmelig tarvelige embede. Hertil bidrog dog også en formentlig krænkelse, der var bleven ham tilføjet fra højere steder, og som han antog skyldtes personligt nag hos hans nærmeste overordnede, den såvel i kirkelig som politisk henseende sjælden frisindede bisp, til hvis udnævnelse han for et øjeblik siden i sin samtale med kapellanen havde hentydet. Det var nemlig ikke Provst Tønnesens fejl at værdsætte sig selv for ringe; og da han et par gange var bleven forbigået ved besættelsen af landets større em- 2* beder, betragtede han delte som en bevidst forurettelse og besluttede ikke oftere at søge om forflyttelse under sin nuværende bisp — en beslutning, som hans husstands lidenhed og renterne af en lille privatformue havde sat ham i stand til at gennemføre uden større selvfornægtelse. Lidt balsam for sit sår tog han dog imod, da han for et par år siden lod sig udnævne til Provst — eller „ amtsProvst “, som han hårdnakket fordrede sig kaldt af sine sognebørn. 1 denne stilling fik hans opsparede handlekraft endelig en passende tumleplads, og hans selvfølelse tog her oprejsning for alle lidte krænkelser. Han levede og åndede fra den dag i gamle reskripter og lovparagrafer, udarbejdede med lidenskabelig omhu arkelange forestillinger til stiftsøvrighed og amtsråd, tilstillede ved enhver lejlighed de ham undergivne præster vidtløftige forespørgsler og var i særdeleshed en skræk for provstiets skolelærere, hvem han forfulgte med en uendelighed af indberetningslister og skemaer, hvis udfyldelse blev dem pålagt med tilhold om den punktligste nøjagtighed. Thi navnlig overfor skolevæsenet havde han i høj grad skærpet den gejstlige kontrol, og på dette område betragtede han sig ikke uden grund som særlig sagkyndig, idet han i sine 21 yngre dage i en længere årrække havde været ansat som adjunkt ved en af landets lærde skoler. Med alle disse organisatoriske foranstaltninger underholdt han nu ved tebordet sin kapellan, idet han tillige lod forstå, at når han allerede nu havde søgt medhjælp til sin kirkelige gærning her i sognet, var det hovedsageligt for med des større kraft at kunne vie sig til disse mere ledende opgaver. kapellan Hansted forholdt sig bestandig tavs og hørte stille på sin foresatte, mens han i tanker smuldrede sit brød på dugen uden at nyde noget. 1 det hele havde han i det døgn, han nu havde tilbragt her i præstegården, så godt som intet spist. Alligevel gjorde han slet ikke indtryk af at befinde sig ilde her. Tværtimod var der et udtryk af glæde og taknemlighed i hans lyse, milde øjne, når han nu og da løftede blikket og lod det glide rundt i stuen for til sidst at lade det dvæle et øjeblik ved husets datter, der stod bag den dampende selvkoger i færd med at tilberede teen. Frøken Ragnhild Tønnesen var — ligesom faderen — en statelig skikkelse og i det hele dennes udtrykte billede. Hun havde de samme store, udtryksfulde øjne — kun en kende lysere —, den samme sydlandsk formede næse og yppige mund. Men hendes figur var slank, næsten indtil magerhed, og ikke heller havde hun arvet Provst Tønnesens sunde, mørkladne ansigtsfarve. Tværtimod var hendes hud så sart og bleg — næsten måneskinsagtig — som havde den aldrig kendt hverken sol eller blæst. Derimod var hendes fornemme holdning og afmålte væsen atter ganske faderens, ligesom familieskabet kunne spores i den ualmindelige omhu for den ydre person, som røbede sig gennem hendes smagfuldt elegante og ganske moderne klædedragt. Frøken Ragnhild var fire og tyve år gammel og Provst Tønnesens eneste barn. Når hun i første øjeblik måske gjorde et noget ældre indtryk, lå det til dels i hendes optræden, der bar vidne om, at hun allerede længe havde haft styret i sin faders hus. Endnu mens hun var barn, havde Provst Tønnesen mistet sin hustru; og det var just under det overvældende indtryk af dette tab, at han i sin tid havde besluttet sig til at afbryde sin lovende pædagogiske løbebane og flytte ud i en stille præstegård på landet for dér at søge trøst og ro for sig selv og sit barn. Iv. De skulle just til at rejse sig fra bordet, da husets gamle, halte pige stak hovedet ind fra køkkenet og meldte, at der uden for porten holdt en slæde med en person, der absolut skulle tale med provsten. „ På denne tid af døgnet! “ udbrød provsten og rynkede ildevarslende sine bryn. „ Hvad kan han ville, Lone? “ „ Ja, det kan en anden jo ikke vide, “ svarede det gamle tyende surt. „ Men for resten sagde han, at det var til en, der var så meget syg, at han skulle hente provsten! “ „ Til en syg! I dette vejr! Og nu ved nattetid!... Hvem kan del menneske være, Lone? “ „ Ja, det kender en anden jo ingen ting til.... Men ellers siger han, at han er Anders Jørgens søn fra Skibberup. “ „ Hm! Ja så! “ mumlede provsten med mørk mine og nikkede. „ Herregud! Så er det altså den gamle Anders Jørgen, der skal bort nu.... Hvor er budet henne? “ „ Jeg viste ham ind på kantoret. “ Provsten drak ud af sin kop, tørrede sig med servietten om hagen og rejste sig. på vejen ind gennem dagligstuen fremdrog han af baglommen en sort silkekalot, med hvilken han plejede at bedække sit hoved, forinden han fremstillede sig for sine sognebørn. Efter tillige at have forberedt sin tilsynekomst ved en kraftig rømmen, trådte han ind i studereværelset — eller „ Studerekantoret “, som folkene i sognet gerne kaldte det. Her, i det grønlige halvmørke henne ved døren, stod en lille skikkelse i en alt for stor slagkavaj, hvorfra kun en lys hårtop, to blårøde hænder og et par fødder i hvide uldsokker stak frem. „ God aften! “ sagde provsten venligt og slog ud med hånden. „ Er det dig, der ønsker at tale med mig? “ Som svar kom først et hik og derpå et frygtsomt hvisket ja. „ hvad er dit navn, min ven? “ vedblev provsten. Man hørte et øjeblik kun fyrens tænder klapre. Endelig kom det hæst og hurtigt: „ Ole Kristian Julius Andersen. “ „ Er du en søn af gamle Anders Jørgen i Skibberup? “ „ Ja. “ „ Så var det altså dig, jeg havde til konfirmationsforberedelse i fjor, ikke sandt? “ „ Jo. “ „ Og nu kommer du for at anmode mig om at tage hen og berette din gamle fader.... Jeg synes jo nok, jeg har hørt, at han har skrantet i nogen tid. “ Ved disse ord gik der som et ryk gennem knøsen. Han begyndte at trippe uroligt på sokkerne, og skindhuen løb som et hjul mellem hans hænder. „ Det er jo rigtignok noget sent på aftenen og under vanskelige forhold, “ vedblev provsten uforstyrret. „ Men i betragtning af sagens alvor skal jeg dog ikke vægre mig.... Hvad er der? Har du ellers noget på hjertet? Føret er vel nogenlunde fremkommeligt nu? Er sognevejen kastet? “ „ Jo — men — “ „ Er der også ryddet nede under åsen? “ „ snekasterne er derude — “ „ Godt! Gå så ud til dine heste og hold dig parat! Jeg skal da straks være færdig. “ Med disse ord hilste provsten atter med hånden og vendte tilbage til dagligstuen — uden at give agt på det par rådvild! opspilede øjne, hvormed drengen fulgte ham henne fra døren. Da Tønnesen trådte ind i dagligstuen og her fik øje på kapellanen, der i det samme tillige med frøkenen kom ind fra spisestuen, fløj der pludseligt et smil over hans ansigt. „ Hør, jeg får en idé! “ udbrød han livligt. „ De hørte jo nok, hr. Hansted, at her var bud fra en ældre, syg mand i vort anneks, der ønsker at berettes. Sandelig — jeg kan ikke tænke mig en bedre lejlighed for dem til at begynde deres gærning her end netop denne. Jeg kender godt den gamle — det har altid været en særdeles agtværdig og stræbsom mand, for hvem et par almindelige trøsteord sikkert vil være tilstrækkelige. Jeg er overbevist om, at det hele ikke vil volde dem ringeste vanskelighed. “ Provstens anmodning satte den unge gejstlige i synlig forlegenhed. Farven på hans kinder skiftede hurtigt et par gange, og han begyndte at fremstamme undskyldninger. Provsten havde — sagde han — lovet at stå ham bi i den første tid, indtil han havde opnået mere øvelse — desuden var han ganske uforberedt — men provsten afbrød ham hastigt: „ Å, det har såmænd ingen verdens ting at betyde. De kan jo på vejen derhen tænke over det par ord, de vil sige. Det gør jeg altid selv, og — som sagt — nogle almindelige trøsteord vil i dette tilfælde være mere end tilstrækkelige. Vær blot ved godt mod, kære ven, så går det hele såmænd nok. Det gælder blot om at have ritualet klart i hovedet og ikke lade sig konfundere. Gå de med gud, kære ven! Og stol altid trygt på hans velsignelse! “ Kapellanen gjorde efter disse ord ikke flere indvendinger. Han forlod stille stuen og gik op på sit værelse for at iføre sig ornatet. V. Et kvarterstid efter var kapellanen taget afsted, og præstegården faldt atter tilbage til sin sædvanlige stilhed og fred. Frøken Ragnhild gik omkring inde i dagligstuen og satte i orden for natten. Hun lukkede det store flygel, der stod i et hjørne under en lavrbærkranset beethovenbuste, samlede noderne ind i et skab og kyssede den allerede halvt indslumrede papegøje på næbet, inden hun hængte det sorte klæde over dens bur. Så satte hun sig på sin vante plads ved bordet under lampens søgrønne silkeskærm og gav sig atter i færd med sit stramajbroderi. imidlertid havde provsten stoppet sin pibe inde hos sig selv og begyndte at vandre frem og tilbage gennem begge stuerne. Nu og da skottede han ligesom ængsteligt hen til datteren, mens han med spidset mund udstødte ualmindelig svære røgskyer i luften omkring sig. Endelig standsede han foran hende og sagde med en noget forstilt munterhed: „ Nå, lille Ragnhild! Hvad synes så egentlig du om vor nye gæst? “ Den unge dames ansigt tik et endnu mere koldt og tillukket udtryk. Spørgsmålet berørte hende øjensynlig ubehageligt. „ Å — han gør jo et ret vakkert indtryk, “ Sagde hun ligegyldigt. „ Ja, ikke sandt? Det forekommer også mig, at der er en velgørende umiddelbarhed... noget barnlig friskt over ham, hvilket i vore dage virkelig er en sjældenhed. Nu til dags er unge mennesker på tyve år jo allerede gamle livstrætte oldinge.... Det glæder mig virkeligt, Ragnhild, at også du synes om ham. Han er jo dog fra nu af vor daglige husfælle. “ Den unge dames bryn trak sig sammen. „ Ja, det er vel for resten ikke værd at dømme for meget efter det første indtryk, “ sagde hun kort. „ Det vigtigste er jo desuden, om han har de rette evner til sin gærning... det får vi nu se. “ „ Naturligvis! Naturligvis! “ udbrød provsten og fortsatte igen sin gang over gulvet. „ Deri er jeg ganske enig med dig — ganske enig!--------------hm!--------------------------------------------------nå! “ — afbrød han sig selv, idet han så’ på sit ur. „ Jeg ser, at klokken er bleven mange. Det er nok på tiden, jeg kommer ind til mit arbejde. “ Han kyssede sin datter på panden til godnat og gik ind i sin stue. Næppe havde han lukket døren efter sig, før døren ind til spisestuen knirkede, og den gamle halte tjenestepiges tørvebrune ansigt viste sig i åbningen. Da hun så’, at frøkenen var alene, sneg hun sig ind i stuen, hvor hun gav sig noget at bestille henne ved kakkelovnen, mens hun idelig drejede hovedet tilbage og ivrigt betragtede Ragnhild med et forslagent og nysgærrigt blik. Til sidst humpede hun på sine strømpefødder hen til bordet, hvor frøkenen sad. „ Nå “ — sagde hun her med hviskende stemme og kneb øjnene polisk sammen. „ Hvad tykkes frøkenen så om ham? “ „ Om hvem? “ spurgte Ragnhild, idet hun hastig løftede hovedet og så’ stift på det gamle tyende. „ Ih! Natyrlig ham — kap’lanen! “ Fra frøken Ragnhilds blågrå øjne fdr et lyn, der bebudede en artig torden. Men pludseligt betænkte hun sig, slog sin vrede hen, tvang sig endog til at smile og svarede derpå hurtigt og ligesom i hjertelig overgivenhed: „ Jo, tak skal du have, lille Lone! Jeg synes rigtig udmærket godt om ham. Jeg er allerede helt forelsket i ham. I morgen forlover jeg mig med ham, og på torsdag tænker vi at holde bryllup. Dersom lille Lone på søndag otte dage vil gøre os den fornøjelse at komme til barselstads hos os og holde vor førstefødte over dåben, vil både min mand og jeg være dig meget taknemlige. — er du så tilfreds? “ Den gamle pige stak fornærmet sin store underkæbe frem; og med sit sædvanlige skulende og surmulende udtryk trak hun sig småmumlende tilbage mod døren. Vi. Imidlertid var den unge kapellan allerede kommen et godt stykke på vejen ad Skibberup til. Den benauelse, der i første øjeblik havde grebet ham ved provstens uventede anmodning, var hurtig forsvunden. Han var ved godt mod og havde lænet sig mageligt tilbage i den store agestol, mens han overrasket betragtede det vidtstrakte vinterlandskab omkring ham..luften var efter solnedgang bleven blikstille. "'himlen var mørkeblå og oversået med stjerner. Kun langs med horisonten i vest lå endnu en mindelse om det bortdragne uvejr i form af en langstrakt skybanke, hvorover månens gyldne horn krummede sig. På kapellanen virkede hele dette syn som en drømme-åbenbaring. Han var et købstadbarn og kendte kun vinteren fra byens kulos, tåge og søle. Endnu for halvanden døgn siden havde han vandret omkring i de københavnske gaders tommetykke smuds, bedøvet af droskernes rumlen, af sporvognenes klingren og muslingesælgernes hæse råb — og nu sad han her i provstens store bjørneskindspels og gled hen gennem et æventyrland, et luftigt ferige, hvor træer og buske ragede op over markerne som hvide og blålige koraller, mens slæden for frem i en lydløs vuggen, som svævede den på lange, bløde vinger. Han blev med ét stærkt bevæget. Hans stakkels afdøde moders billede steg op for hans sjæl, og han ønskede inderligt, at hun kunne se ham i dette øjeblik. Han vidste, det havde været hendes højeste ønske at opleve denne dag; og han følte i denne stund stærkere end nogen sinde, hvorledes han skyldte hende mere end nogen anden, at han havde fået mod til at følge kaldet som det hellige ords forkynder. Og hvor var han hende ikke taknemlig derfor!.... Det nyttede nu ikke længer hans kære fader etatsråden at ryste på hovedet af hans „ ville idé “. Loddet var kastet! Hans muntre Broder garderløjtnanten, den vordende kammerjunker, kunne nu også for fremtiden spare sig den ulejlighed at dreje om ad sidegaderne af frygt for at møde ham med en hat, der ikke netop var efter nyeste mode, eller med en ven, der „ ikke hørte til selskabet

1883_Pontoppidan_SandingeMenighed

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Sandinge Menighed

male

male

dk

Pontoppidan

Sandinge Menighed

Pontoppidan

Sandinge Menighed

En Fortælling

y

roman

Schou

KB

nan

nan

CE_CANON

I. Ude fra havstokken skar en bred, saftig eng sig vestlig ind i landet mellem høje, tørre lyngbakker. Flad som et vand lå den mellem de bratte sider og mødte dem ved foden så skarpt som gulv og væg. Men bakkerne skøde sig raskt og nøgent op i luften og lukkede til de tre sider for himlen med deres mørkebrune masser. Til den fjerde var der lyst og blåt ud mod havet. — i sin tid havde vel havet selv været her; eller her var et gammelt leje for en mægtig flod. Nu stod drift ved drift af store, blegbrune fedestude på den flade bund i græs til op over maven, mens en klynkende lille bæk mellem siv og gule blomster fandt sig en sen og kroget vej ud mod øst, ud i havet; — og når vinden bar ned fra højderne i vest og strøg hen over dalen, tog den med sig helt ud over havet en Duft af hø og nyslagne Enge. Nu lå her en lille gullig by af nye, rige gårde og glade, fede bønder; en gammel havstens kirke, og en » folkelig friskole « med vajende flag i Toppen. Rundtom stod de brune skråninger, bare og fredelige. Her voksede hist og her mellem lyngen et tæt, kravlende krat af ganske små? Buske, enebær og tjørn; og i de lette blå sommerdage, når høets fine dampe drev hid og did i solen, fyldtes luften herfra af småbitte ømme stemmers uophørlige kalden og svaren — fra krat til krat og tværs over dalen, indtil en vred stud fra engen fejede dem bort med sit grove mæle. j men oppe på selve højderne var der øde og tomt og sviende tørt som i en ørken. — en stikkende sol gik just ned langt borte i en damp af rødt; og over de store, tavse flader af brunligt og næsten sort gik kun et par små, skrumpne hedefår med kæmpelange skygger hen over lyngen. Pletvis lå det goldeste gule sand ganske bart for vinden. Og hvor et pust strøg hen, støvede det pletterne op i et fint slør, der i solens nedgang farvede stykker af himlen rød som en lue. Derude langt mod vest, hvorfra det uophørligt pulsede med svære skyer af sand og støv, var man i lærd med at arbejde en ny bane gennem bakkerne ned i dalen. Lagde man øret til, kunne man i den dybe ørkenstilhed skjælne lyden af hjul og klaprende træsko på trilleplankerne. Svagere opfangede man hakkerne og skovlene i gruset, — og ganske svagt den evige summen af hundrede trætte mænd, der gik derude i støv og snavs med solen svidende i nakken, stredes med tunge børe og brødes med store sten. Men ovenover i luften hang lærken og sang sin gamle, kåde vise: vi spinde ikke, vi høste ikke. — nede i dalen begyndte det alt at mørkne. Luften herinde mellem bakkerne lå tung og krydret uden at røre sig; blot opfyldt af disse små, ynkelige toner, hvormed fuglene sove hen. Men da til sidst også disse ganske forstummede, var der over hele dalen ingen anden lyd end søen, der væltede sig langt ude i havet. Tre store, røde tunger slog sig fra vest ud på himlen, og aftenen kom langsomt snigende fra øst med skumring og fugtig luft over engene. Men bestandig var her ganske stille. Selv studene i engene syntes som fastgroede til pletten i en forstening. Alle som én stod de urokkelige, med øjnene fast rettede imod byen, og et brøl i halsen for det tilfælde, at der skulle røre sig mindste liv af træsko inde i de store, gule gårde. Men der var ikke et trin at høre over hele byen, ikke en sjæl at se gennem gaderne — uden en slunken kat, der sneg sig langs stengærderne og hakkede skrubtudser i sig. Og inden gårde fandtes højst en gammo’r, der sad på vinterpladsen bag ovnen og tænkte på de gamle, pligttro tider. — undertiden hørtes fra øst, sammen med havet, lyden af hurtige øksehug, som kom helt ovre fra foden af » Hammerbakke «, fra en lille enlig hytte, som stod dér — gammel og træt, med sammensunkne mure — og stirrede ud gennem små, brustne ruder, ligesom i et liv for sig. En stor, plump og skiden kone stod her i noget som en mødding eller en have og pindede kvas. Fem—sex stille, blege børn lå og rodede lydløst omkring mellem gammel halm og potteskår. — — da begyndte det med et at synge; — en stærk, samlet sang af mange glade stemmer, som i den stille aftenluft klang langt ud over engene. Konen under hammerbakke standsede sin økse ligesom for at lytte, men løftede den i stedet højt i luften og huggede rapt til, så brændestumpen for langt ud og øksen ned i blokken. Hun vristede den roligt ud og drev til igen, men rappere end før; — og sådan blev hun ved, roligt og rapt, så brændestumperne røg hende om ørerne, og sveden drev i store, sorte dråber ned over kinderne fra det filtiede hår. Børnene måtte kende dette. Straks de hørte den første tone af sangen, trykkede de sig stille sammen i en bunke blege ansigter, Io — og der gik en hel rysten gennem klyngen, da moderen pludselig holdt inde og med hele sin stemme råbte ind imod huset: » Nå, boet! — hvor bli’r du henne? « Et par hosesokker løb hen over loftet derinde, ned ad en trappe, og hørtes at stikke i et par træsko nedenfor. Og ud ad døren kom nu et ungt pigebarn i hvide særkeærmer; knapvoxen, men med kridhvid skilning i mørkt, spejlblankt hår. Hun skyndte sig hen i pindebunken, hvor hun flittigt gav sig til at sanke op i sin sæk, idet hun stadigt søgte at holde ansigtet skjult. Hun var rødgrædt om øjnene og bed tænderne sammen om gråden, der brød hende i brystet. Moderen mærkede det, men sagde intet, før boet havde fået sin sæk fyldt. Så sagde hun, dog uden at vende øjnene eller standse øksen: » Læg kun top på, boet! — des bedre li’er det! « — og da boet også havde gjort dette og alt var ved døren med sækken, føjede hun til efter hende, idet hun selv drev til med øksen: » Her må vi lukke for kæften og nytte næven, om vi skal få noget i hus! « Boet forstod nok dette; hun skyndte sig ind. Men sækken var stor og tung, hun lille og klejn, så endnu mens hun var på stigetrappen, hørte man gråden for hvert trin tage magten fra hende, indtil den helt oppe hulkede frem uden modstand. Og da hun kom tilbage, var hun så tilintetgjort, at hun næsten sank sammen over pindebunken. Men da greb moderen hende hårdt om håndledet, vendte hende mod sig og så’ vist på hende. » Ta’ dig i vare, boet! « » Å, lille Lone! — Lone dog! « — klynkede det nu fra en gammel, sammensunken kone, der var krøben frem i døren. » Ti du stille, du skidt! Du skulle vel lære hende det, skulle du vel. Ja, prøv — ja, prøv! « — sagde hun, og huggede til, så det dirrede i blokken. Den gamle stod deroppe med sit store, tykke hoved langt nede mellem skuldrene og støttede sig med den ene hånd på en stav, den anden på karmen. Men da hun hverken forstod hip eller hap, satte hun sig stiltiende ned på stenflisen, foldede hænderne over staven og så’ grublende ud over engen og byen og hen på den » folkelige friskole « med det vajende flag i Toppen. Thi derfra var det, sangen kom. Lyst og livsglad, halvt gemytligt klang det langt ud i den stille aftenluft: » Vi fugle vi er fri og glade vi, vi, vi! « — — imidlertid trængte aftenen på. De tre røde himmeltunger smeltede langsomt ned til en lang, smal glød, der lagde sig langs bakkekammene i vest; og det sortnede alt ude over havet. Lige over hovedet, hvor himlen endnu var dyb og blå, slog hist og her en stjærne øjet op, og så’ ligesom i mild forundring ned på engen, der lagde sig over for natten med en fin, hvid damp, som skjulte — først benene, så kroppen og til sidst selve hovedet af de to hundrede og fjorten utålmodige stude. Men lige til det sidste stod disse — alle som én — med øjnene stift rettede ind imod byen — indtil det hele forsvandt i en rygende tåge. — henad vejen kom en mand. Han havde skovl på nakken og gik med tunge, trætte trin — ind gennem den tomme by og ud ad den igen på den anden side. En hund vågnede op i en af gårdene; manden gik bag over; han havde gået og halvsovet. Han kom fra arbejdet i bakkerne. Men nu fortnede han sine skridt henimod hammerbakke, og da han kom til det lille hus under brinken, satte han skovlen fra sig ved døren og gik ind. Lidt efter tændtes lys derinde fra. Det var et stort, koldt rum med et bart gulv og fire nøgne vægge. Et lys stod og flakkede i trækket fra døren, som var åben, og gav et gustent skær over det halve af stuen. Henne ved bagvæggen, hvor der næsten var mørkt, lå børnene og sov i to smalle kistebænke; og moderen stod stille over dem, ordnende de afkastede klæder i små bylter for hvert barns fødder. Men ovenover i en slags alkove, der en gang havde været bagerovn, var den gamle bedstemo’r for længst krøbet op, og ud i stuen lød denne korte, stødvise stønnen, som er gamle folks søvn. Manden sad under lyset med armene tungt og søvnigt på bordet og gumlede langsomt med sin tykke, brede mund. De store låg sank under dette dybere og dybere ned over øjnene; men når han tog sig en ny bid, lukkede han lidt op og så’ hen på boet, der krøb sygt sammen på en lille bænk ved ovnen, med det tunge hoved hvilende på væggen, øjnene lukkede i det blege ansigt — halvt sanseløs af stuens kvalme lugt af børn, sødt hø og fedt, der var blevet harskt i varmen. Og udenfor i natten strømmede ustandselig sangen, — anført af friskolelærer poveisens velkendte, prægtige Bas. Og bestandig var det om lys og lykke og verdens livsalige glæde. Tilsidt fik hun helt ondt og skyndte sig med et kort » God nat « — for at ingen skulle mærke noget — ind i et lille bælgmørkt Kammer ved siden af, som på én gang var køkken og boets sovested. Faderen så’ længe efter hende; men da lågene atter var dalet helt ned, tog han gaffelen, gav sig til at stange i en hul kindtand og fik langt om længe sagt: » Det er s’gu skidt med boet! « Lone svarede ingenting. Men lidt efter sagde manden videre: » Jeg synes, du skulle la’ hende prøve engang «. » Så det synes du, lavs « — sagde Lone, endnu temmelig rolig. » Kaske vi skulle holde kattenmjav her også, skulle vi vel. Å ja såmænd! « » Ja, ja, Lone — alligevel — — « » Det kender du ikke noget til, lavs! « — kom det nu så brat, at lavs lagde gaffelen og tav stille. Og da han var færdig med at spise, rejste han sig med det samme, slog dynen op på en bred seng under vinduet og begyndte at klæde sig af. Men da han var ved vesten, sagde han endnu, halvt ved sig selv: » Ja, ja, Lone! Åndens løftelse! som præsten si’er — go’e bøger, si’er han — folkelæsning! Alligevel! « Da Lone lidt efter vendte sig om, sad lavs på sengekanten og sov som en sten med bukserne nede om knæene. Og uden at vække ham synderligt klædte hun ham helt af og væltede ham over med næsen mod væggen. Endnu en lille stund gik Lone stille om i stuen på sine hosesokker, puslede lidt hist og her, og lyttede til sidst ved boets dør. Og først da alting syntes hende trygt og roligt, gik hun ud for at lukke yderdøren. — men her blev hun stående rank på tærskelen, og så’ ud. Nu var der ikke andet end en tæt, hvid, krydderkvalm damp, der fyldte hele dalen indtil randen; en kogende gryde hø, i hvis midte det spillede og dansede som af et underjordisk nissefolk — anført af friskolelærer Povelsens velkendte, prægtige latter. Kun den gamle sandinge kirke hævede sig utydeligt op herfra som et tågespøgelse, omgivet af sin hvide mur og sin lille, stille kirkegård, hvor de gamle sandinge bønder lå og vendte sig i deres grave. Thi der var en tid, da her boede et helt andet folk mellem disse brune bakker, — et stille, sindigt folk, uden mange ord, endsige sange; men med næver som jærn. Man passede sig selv, og studene. Kom det højt, tog man sig en » Per bø « på omgang, med fjorten streger på skillingen, når studepriserne vare gode. Men dalerne, især de blanke, sparedes forsigtig sammen i tutter og gj lmtes hen under sengedynen mellem dem fra fars og farfars tid. Så var det en morgenstund for hen ved tyve år siden, at man fandt den gamle sognepræst død under lampen i det stille, tilrøgede gavlkammer, hvor han havde siddet ensom mellem sine bøger det sidste halve århundrede. de fandt ham siddende med hagen på brystet, en pibe på gulvet, og et lag af nattens støv på den kolde, stivnede skaldepande. de bar ham i jorden; fjerne slægtninge kom og tog, hvad deres var; — og da folk havde fået sagt, at nu lå han dér, hvor han havde det bedst, gik de atter i gang med den daglige dont — stille og sindigt som altid. Men en dag ikke længe efter — alle huskede endnu så tydeligt, at det var en varm, døsig sommerdag — blev de atter skræmt op, og denne gang værre end nogen- sinde. oppe fra bakkerne i vest støvede et langt tog i den fuldeste fart ned i dalen. Forrest svingede tre—fire toplæs af flyttegods, og bagefter skumplede, det bedste den havde lært, en gammel grønskimlet karett med store kufferter bag og vistnok tyve ansigter ud af vinduerne. På bukken hos kusken sad endnu tre drenge i kadetbuxer, med et flag imellem sig og råbte hurra for hver gård, de for forbi. Ude i engene stod det sindige folk og stirrede, med øjnene fulde af forbavselse. Og da toget med et tredobbelt hurra og viften med lommetørklæde svingede ind i den store, tomme præstegård, så’ de til hinanden over grøfterne. Men den nye præsts første gerning var den at rydde en stor plads i den helt overgroede have; og her begyndte han nu at byde til » folkeligt møde med sang og tale «, hvad der i den lille by bragte hel forvirring, her, hvor man i århundreder ikke havde kendt til anden forsamling end de i kirken om søndagene. Nogle fandt til sidst ud af, at det måtte være en slags bibellæsning, og mødte i fuld andagt med testamenterne i lommeklædet. Andre, der hverken vidste ud eller ind, tog dertil både lærebogen og » Liden postille for hvermand «. Men andre igen puttede i al stilhed spillekortene i baglommen, da man aldrig kunne vide, hvad dette ville ryge ud til. — således holdt for hen ved tyve år siden pastor Momme sit indtog i den menighed, han skulle få nåde til at løfte op over det daglige jordiske stræb. Han var en lille lav mand med små, pudsige bevægelser og et lille tittende ansigt. Hans små, lykkelige øjne smilte bestandig på skrå over brillerne, og med sine hænder holdt han af at klappe folk over skuldren eller på begge sider af maven — ikke mindst når han på sin morsomme måde fortalte om hin tid, da han måtte holde dysten med de gamle, seje sandinger. Men den gang var det også, det blev åbenbarer, hvad for rige evner der slumrede i friskolelærer Povelsen. Denne mand havde nemlig oprindelig været ganske simpel skomager. Ældre folk kunne endnu huske ham som en sær, forsulten person siddende ved det åbne vindue med sine begede tråde hængende over øret og syngende dagen igennem løjerlig forvredne sange, ingen fanden kunne hitte rede i. Men pastor Momme så’ snart, at her var noget af det ægte guld. Han fik ham ved gode venners hjælp på et seminarium, og efter nogen tids forløb kom der tilbage herfra en stadselig mand med fed belægning på lemmerne, stor, bred hat og en guds velsignelse af rødbrunt skæg ned over brystet. Den store hamburger skrå, der altid havde siddet ham som en byld under det venstre øre, selv når han sov, var helt forsvunden. Men når man så’ en lille sky komme langsomt vandrende hen ad landevejen eller ligge på en sofa, så var det Povelsen og hans tykke træpibe med det danske rigsvåben skåret ud i hovedet. Dertil talte han med et vist poetisk sving, der gjorde, at sognefogdens rige datter Maren efter blot to dages forløb slog til med kyshånd, skønt alle vidste, hvor kræsen hun altid havde været; — og jagildet blev holdt med jubel af hele menigheden og rørende taler af præsten. men hvad ingen vidste, og hvad ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Povelsen denne aften lykkeberust kom hjem og ville ind ad sin dør, stod der på stenflisen en stor pige med stærke skuldre og kridvid skilning i mørkt, spejlblankt hår og spærrede ham vejen. Først så’ hun på ham; og derpå spyttede hun ham lige ind i ansigtet uden et ord. Han tørrede sig roligt af med sit lommetørklæde, idet han skyndte sig ind — og det blev aldrig nogensinde at se på hans ansigt, der nu i tyve år havde skinnet med den samme milde glans og i denne fulde, livsalige ligevægt med verden, som det gjorde mange folk så godt at se på. — — — — — da Lone igen kom ind i stuen, hørte hun noget klage og jamre sig med en kvalt lyd som under et tæppe. Først forstod hun det ikke; men da hun hørte, det var inde fra boet, kom hun med et til at ryste over hele kroppen og styrtede mod døren. Dér standsede hun dog, betænkte sig, og åbnede kun på klem. » Sover du, boet? « 22 » Ja. « Lone ville lukke igen. Men da hun havde stået lidt, gik hun ind og satte sig rolig på boets sengekant. Boet lå stiv og stille uden at røre sig. Men da moderen begyndte at famle i mørket efter hendes håndled, sprang hun op med et skrig — og stod i samme nu som klistret op til væggen, med armene spilet ud og ville øjne. » Boet! « — sagde moderen hæst, og hendes stemme dirrede. » Boet! — jeg vil snakke med dig — hører du? — det er løgn, det, de synger — hører du? — det er løgn! « Men med det samme svigtede fodfæstet boet; med et dumpt brag og et klask lå hun på gulvet. Nu vågnede de derinde i stuen — børnene, én for én, med gråd og hyl. Den næstældste, en lille tolvårs tøs i flortyndt linned, kom jagende ind, men standsede med et skrig i døren og stirrede på moderen; og selv den gamle bedstemor kom klynkende og sjokkende i sin stumpede særk. \ men lavs lå uforstyrret dybt nede i dynerne og drømte om løftelse og gode bøger. Og udenfor i natten klang det lyst, livsglad, halvt gemytligt: » Vi fugle vi er fri og glade vi, vi, vi! « i. Den næste morgen, længe førend solen stod op, og mens endnu alting lå i dyb og tryg søvn inde i tågerne, tumlede lavs ud ad sin dør, greb skovlen og ravede med tunge, usikre trin ind gennem den slumrende by og ud ad den igen på den anden side; forbi den » folkelige friskole « — en lille dårlig kasse, gennem hvis åbne vinduer der endnu stod en sur stank af sved langt hen ad landevejen. Han gik og græd. Opad bakkeskråningen fulgte han en lille hvid sti, der bugtede sig frem mellem den pjask våde lyng. Og til sidst forsvandt han ud over heden — i retning af de mørke bakker i vest, hvor han skulle møde på pletten, inden sol stod op af havet. den lille by derimod sov endnu roligt og trygt en god stund ind i den nye dag. Men inde i selve tågerne kom der efterhånden liv. De ligesom løftede sig, blev lettere, lysere, til sidst næsten sølvhvide. Og da flossede de helt itu foroven og sejlede i små stykker bort — ud over havet. Endelig klaprede et par søvnige træsko over stenbroen inde i en af gårdene. Der blev banket på en rude og råbt på to pigenavne. Bag efter blev en stalddør lukket op, og et par heste småvrinskede. Men i det samme vågnede der andre træsko i andre gårde, og snart kom der liv og bevægelse inde i dem alle sammen. Pigerne kom ud — i nattrøje og underskørt og med dun i håret — smuttede om bag gavlen og tilbage igen, eller ind i stakhaven efter kvas til kaffekjedlen. Hanerne kom på møddingen, og studene gav Hals derude i engene. Og da endelig solen brød sig vej frem mellem de sidste tågerester, skinnede den klart og lyst ned over en fornøjelig lille by med glade røgsøjler op af alle skorstenspiberne. — kun friskolelærer Povelsen lå endnu og bredte sig på ryggen i sine tykke dyner. Hans kone havde som sædvanlig bragt ham kaffen på sengen og rullet gardinet op. Og nu lå han dér i sin blågrå sky med to alen pibe hen ad gulvet og » Ugeblad for hønseavl og kristendom « bredt ud på dynen. Da åbnedes døren en lille smule, og en hvid kappestrimmel og et par briller stak frem i åbningen. » Kære hans! « — sagde Maren — » Nu må du virkelig op. Alle skolebørnene er samlede «. » Ja, du har ret — du kære! Nu skal jeg straks............men sig mig, kære! har du læse morgenbønnen for dem? « » Jo, lille hans! « » Ja, det er sandt. Nu skal jeg øjeblikkelig, lille Maren, øjeblikkelig være der. Du kan jo forresten synge lidt med dem så længe. — ikke sandt? Gør det, kære! — « — ude i sin have gik pastor Momme og nød den friske, fugtige morgenluft. Med hænderne på ryggen, træsko på fødderne, og en gammel landlig kasket ned over ørerne jlt.. Gik han langsomt frem og tilbage i en lang, mørk lindegang. Ofte standsede han og kiggede med sine små, lykkelige øjne ( bestandig på skrå over brillerne ) hen gennem den lange, tætte gang, der lå foran ham som et rør. Han så’ ud over den lille hvide havelåge for enden af gangen, tværsover en vej og et stort, blåt gadekær med tykke, hvide bomuldsskyer, og lod øjet hvile ude i det blanke solskin over de grønne Enge — histude, hvor disse endnu lå med en lav røg over de sideste steder. Det var nemlig brug her, at hver den, som havde lyst, samledes med præstens til morgensang inde i dagligstuen. Og nu gik han just og tænkte over et lille ord, han efter sædvane kunne give dem med til at holde sjælen oven vande under dagens stræb. Men som han således allerbedst atter var på vej fra havelågen henimod den skinnende græsplæne foran den anden ende af gangen, så’ han pludselig en lille forvokset kone på én krykke stå derude i solen og ivrigt spejde om til alle sider. Det faldt ham øjeblikkeligt ind, at der måtte være noget på færde. Men i det samme han ville råbe, fik konen færten af ham, vendte sig kort på krykken og humpede med hurtige skridt bleg og rystende —• lige ind på ham. » Men Stine dog! — hvad er der? Hvad er der? « Men den lille kone stod dér og kæmpede over hele kroppen uden at kunne få et ord frem. » For himlens skyld — Stine! « — råbte præsten forfærdet og ruskede hende i armen. » Hvad er der? Hvad er der? « » Lo... Lone! « — kom det så endelig lige ned i halsen på ham. Pastor Momme blev bleg. » Hvad er der med Lone? — er der hændt noget? — for guds skyld, så fortæl dog — fortæl! « — -- — - imidlertid var budskabet som en ild faret ind gennem byen — helt ud til den yderste udflyttergård. I den første forfærdelse var man løbet ud på gaden og havde samlet sig i små, ophidsede grupper foran gårdportene. Men efterhånden som begivenheden i hele dens gru blev dem klar, steg rædselen og harmen så uhyre, at den ligesom helt lamslog den før så glade, fornøjelige lille by. — og hen på formiddagen lå den dér midt i solskinnet så stum og forstenet som ellers kun i den dybeste vinternat. Et uhyggeligt dødstille hvilede gennem gaden: der var ikke et menneske at se. Selv friskolelærer Povelsen viste sig ikke i frikvarteret liggende i vinduet med sin pibe, og skolebørnene kom ikke på legepladsen. Men inde i stuerne gik kvinderne blege omkring med sitrende knæ og turde næppe tale. Unge piger, som kendte boet, sad og græd op ad kakkelovnen og var ikke til at trøste. Men hørtes trin gennem gaden, listede man sig hurtigt til vinduet for at se, om det kunne være nyt derude fra; og bestandig holdt man et ængstelig vågent øje med præstegården som det sted, hvorfra hjælpen skulle komme — om den kunne. — længere hen på dagen steg spændingen til det højeste, da man erfarede, at præsten havde ridende bud over heden. Egentlig vidste man kun, at halte-stine, som boede i et lille hus nærmest ude mod hammerbakke, i nat var bleven vækket af spektakkel derude fra, og at hun havde hørt det stakkels barn skrige og hvine på det forfærdeligste lige til henimod morgen. Men rygtet lagde snart til, at boet allerede var død; nogle kendte endogså klokkeslettet. Og da var der ingen længer, der tvivlede om, at det var denne ravnemo’r selv, der havde gjort det. Enkelte var bare endnu uvisse med hensyn til, hvorvidt det var sket med et stoleben eller en almindelig knyttenæve. — endelig henimod middag åbnedes den lille låge i præstegårdshegnet, og pastor Momme trådte ud med faste skridt og en forsvarlig knortekæp i hånden. Der gik som et ryk igennem byen. Fra vinduer og fra bagdøre på klem fulgte hundrede øjne i feberagtig spænding hans sikre gang henimod det lille hus ved hammerbakke. Og da han noget derfra standsede et øjeblik, ligesom lyttende, var der så åndeløs stille over hele byen, at nogle mente at kunne høre boet skrige. Lidt efter var præsten ved huset og gik ind. der så’ ikke godt ud derinde. Stuen var fyldt af en ulidelig stank, og børnene lå endnu upåklædte i de lange kistebænke og så’ ud i rummet med store, halvt forvildede øjne. Den gamle bedstemoder derimod havde allerede ganske glemt alt; hun sad henne ved vinduet med sin store, mimrende underkjæve nede på brystet og fangede lopper under sin uldtrøje. Men inde ved siden af i den lille mørke kjøkkenstue sad Lone ved boets seng og stirrede urokkelig ud over gulvet — med albuerne på knæene og hovedet støttet i sine store hænder. Bag hende stod et forglemt lys og brændte med en gul, urolig flamme helt nede i stagen. Boet lå på ryggen med lukkede øjne. Hun var glorød i flovedet og så brændende hed over hele kroppen, at der stod en formelig em op over sengen og gjorde væggen fugtig højt op. Men på panden og helt op i håret havde hun en hævelse af gult og grønt, og for det meste lå hun og småpludrede — om liv og lys og verdens livsalige glæde. - da Lone pludselig så’ pastor Momme stå dér foran hende på dørtærskelen og betragte dem over brillerne, rejste hun sig op --og viste roligt på stolen. Men pastor Momme satte sig ikke. Han så’ ud som en mand, der har taget sin beslutning og valgt sin fremgangsmåde. Rolig gik han hen og rakte hende hånden, så’ på sin vante vis med hele ansigtet op på hende, og sagde mildt: » Det står nok ikke rigtig godt til her. « Men Lone mærkede sig tonefaldet. Hun så’ op, og ned igen, men sagde intet. Præsten satte sig. En stund sad han og så’ uroligt hen på boet i sengen; men da han igen havde fattet sig, vendte han sig atter mod Lone, og sagde som før: » Tror de nu ikke Lone! at det er gud, der i nat har talt til dem? « Men Lone stod ubevægelig op ad sengestolpen og svarede intet. Og da hændte det, som var hændt pastor Momme hver gang han i disse tyve år havde stået ansigt til ansigt med dette store, stumme, forhærdede fruentimmer. Det var ham, som talte han mod en mur og fik alle sine ord slynget lige i gabet igen, så de sad og kvalte ham i si- halsen; — og han rejste sig med et, gik et skridt tilbage, idet han beholdt hånden på stoleryggen, og så’ forfærdet på hende. Han bad hende vende om; han tryglede hende om at bøje sig, at ydmyge sig, at vende sig bort fra denne forfærdelige forhærdelse. Han forelagde hende, at hun var en plet på menigheden, en forhånelse mod det bedste — men hun stod stiv og stum ved sengestolpen som den samme urokkelige gåde, hvorpå han havde grundet de sidste tyve år. Først da han gik hende nær, og roligt, men med vægt spurgte hende, om hun nu dog ikke også selv troede, det var bedst for boet, om hun kom bort -- så nikkede hun. Og da han derpå spurgte hende, om det var således at forstå, at boet måtte komme ud i det liv og det lys, han vidste, hendes sjæl havde længtes efter — så nikkede hun igen og stirrede ud over gulvet. Pastor Momme drog et lettende suk og tørrede sig over panden. Han så’ sig om med sit lyse glimt i øjnene og lagde hånden på Lones arm. » For deres barn skal de ikke frygte. 3 efter hvad de nu har sagt, kan jeg åbenbare dem, at jeg allerede har taget sagen i hånd for at skaffe en plads til deres datter. Straks i Morges afsendte jeg pr. ridende bud et telegram til København og fik svar tilbage, inden jeg gik herud. Jeg gjorde det for med tryghed at kunne sige dem, at de ikke skal frygte for deres barn. Hun vil komme mellem de kj ærligste hænder hos en af landets ædleste kvinder, der vil tage sig af hende og holde af hende med det samme fulde og opofrende hjærte, hvormed denne kvinde alle dage har omfattet de små og fortrykte. — ja, Lone — så kender de hende sikkert. Fru Gylling — mener jeg «. Da så’ Lone atter op, og ned igen; men sagde intet — der steg et befriende gud-ske-lov op over den beklemte lille by, da man erfarede, hvad der var hændt under præstens korte besøg derude. Ved solnedgang, mens klokken ringede fredeligt i det gamle kirketårn, samledes man atter i små, men glade grupper udenfor gårdportene, og alt kom igen i de vante folder. Selv friskolelærer Povelsen trådte ud af sin sky og fandt anledning til at sige et par løftende ord til en lille hob, der havde samlet sig omkring ham. Han kendte Fru Gylling fra første færd; thi det var jo hende, der havde hjulpet ham - således som hun i sin hjærtensgodhed havde hjulpet så mange andre — da han skulle på seminariet. Men for resten kendte hvert barn i byen Fru Gylling. Hun kom gerne hver sommer hertil menigheden, når hun gjorde sin rundrejse til højskoler, som hun støttede. Og der var i sognet mindst ti » Sesilier «, der vare opkaldte efter den gode frue. Men mest var dog boet på alles læber; man var, syntes man, kommen til at holde så meget af hende gennem dette. — to stilfærdige koner gik frem og tilbage langs en husvæg og talte om hende med tårer i øjnene. Den ene standsede og sagde: » Mig tykkes, hun er ligesom bleven menighedens barn nu «. men dette hørte andre; det gik fra klynge til klynge, og til sidst sagde alle det. Oppe fra den øverste ende af gaden hørtes nogen synge. Det var unge piger og et par karle, der havde samlet sig i en gruppe på en trappesten de andre klynger drev langsomt derhen imod; — og snart lød en stille sang ud over byen og engen, og helt ud til boet, som de alle tænkte på: » Lille guds barn! hvad skader dig! « Iii. Når Fru Gylling sad i sin egen lille lænestol under uret i dagligstuen, havde hun for vane at læne sig mageligt tilbage, med hænderne og det lille håndarbejde tungt i skødet, og så i denne hvilende stilling at fæste sine endnu smukke, blå, lidt missende øjne tankefuldt på en bestemt plet eller person i stuen. Egentlig sad hun altid således, uden at tage synderlig del i samtalen, selv om der sad tyve mennesker omkring hende, — men med tankerne så langt borte, at det ofte var hende vanskeligt at få dem helt og holdent hjem igen. Dette var just ikke meget høfligt. Men man havde nu en gang for alle tilgivet Fru Gylling visse små uregelmæssigheder; og man fandt, at hun i alle måder var en så åndfuld og original dame, og at der trods alt var noget så behagelig fint og hyggeligt over hende, at man aldrig kunne nænne at vise sig fornærmet. Således sad hun nu i den begyndende skumring og så’ over bordet hen på en stor, mørk sommerhat, inden i hvilken man — efter lidt leden — inderst inde kunne finde et lille voxblegt ansigt, to sorte øjne, og to meget røde læber. Hertil hørte også en fiks lille stramsnørt kjole af gråprikket silke, der for neden svøbte sig om benene med et lille spidst slæb ind under stolen. Og mellem spidsen af en safianssko, der stak frem på tæppet, og en behandsket hånd ret ud i luften vuggede ganske langsomt en lille stålgrå kniplingsparasol. På denne hvilte de sorte øjne ligeså tæt og tankefuldt som Fru Gyllings på de meget røde læber. Samtalen var gået i stå — således som det så ofte hændte her i Fru Gyllings store, lune dagligstue, hvis lidt mørkladne hygge ligesom af sig selv indbød til denne sagte falden-hen i egne tanker — ikke mindst når, som nu, det rødlige aftenlys mildt og dæmpet faldt ind mellem de mørke fløjels Gardiner, mens skyggerne lå under stolene og ventede på det rolige mørke, der snart skulle komme. Thi stuen var rummelig og dyb med ikkun to vinduer, der tilmed sad langt fra hinanden, helt henne i krogene. Væggene vare mørke, og sæderne havde dæmpede farver. Der var lave, magelige stole i fuldendt stil, ordnede i hyggelige grupper midt på gulvet i det sparsomme lys; der var små bløde hjørnesofaer, overskyggede af bredbladede palmer; og der var nysudsprungne roser i vindueskarmen. Midt på gavlvæggen sad gamle Grundtvig med hænderne på maven og så’ ud i stuen. Han sad i en pragtfuld ramme, omgivet af evighedsblomster; og en kærlig hånd havde ovenover ham anbragt en smagfuld lille buket af de trende nordiske rigers flag i silke. Men henne ved det ene af vinduerne, hvor der endnu var temmelig lyst, sad en lille, tarvelig dame og strikkede. Hun havde en simpel sort kjole af et eget energisk snit; en lang, slunken Hals, og et blodrigt ansigt nede mellem et par travle træstrikkepinde. Hendes stygge, gråligbrune hår var på en noget skødesløs måde bunket op under et ganske simpelt net; hendes fingre vare store, og der var noget vist » udenfor selskabet « I de små, hastige blik, hvormed hun af og til så’ fra sit strikketøj hen på de to tavse ved bordet, — eller hen på boet, der sad med sit arbejde ved det andet vindue — stille som en mus, men glat og renstrøgen, og så frisk og smuk som nogen ung pige mellem mørke Gardiner og lyserøde roser. Alligevel så’ man snart, at den lille dame ved vinduet var søster til husets frue. Men Fru Gylling var meget højere og havde et fint, åndfuldt ansigt, omrammet af smukke, silkegrå småkrøller helt op til pandeskilningen; og så bar hun et ejendommeligt, smukt hovedtøj — en mellemting af en kappe og en bondekones hue, men af sort silkefløjl med en kniplingsblonde. Uhret over lænestolen mindede et par gange med små, dirrende kvartérslag; men ingen rørte sig, — og stuen lå videre i den samme dybe, tankefulde stilhed, hvori kun den lille d

1888_Pontoppidan_Spoegelser

Henrik

Henrik

Pontoppidan

Spøgelser

male

male

dk

Pontoppidan

Spoegelser

Pontoppidan

Spøgelser

En Historie

n

roman

Gyldendal

KB

En del af Smaa Romaner IV

nan

nan

CE_CANON

I en mørk og tåget oktoberaften kørte en gammeldags karosse oppe på den gamle forfaldne landevej, der med god jysk sendrægtighed, i de tåbeligste svingninger og gennem de vildsomste slugter fører fra højlandet ned imod det store mosedrag og skovene ved nørrekær. Nedsunken lige til øjnene i en hvid gummifrakke, hvorfra kun en lang rød næse stak ud gennem slidsen på den opslåede krave, sad kusken foroverbøjet mod den fine støvregn, der uophørlig dryssede ned, og som nu i otte døgn havde opblødt alle markerne og gjort vejene hartad ufremkommelige. på bunden af de dybe Dale, i hvilke vejen hvert øjeblik hovedkulds styrtede sig ned, var der næsten livsfarligt at passere. Skæret fra vognlygterne, der som to lys- kegler kastede sig ud i tågen, vuggede hen over vandfyldte grøfter, druknende Enge, grædende træer, ensomme hytter; og selve den alderstegne karosse sukkede i sine fjedre og jamrede sig i sit stive læder som en rigtig gammel gigtsvag olding, der har kendt bedre og ærefuldere dage. Dette havde den nu i virkeligheden også, og på dens døre var der malet både våbenskjolde i blåt og egekranse i guld. Men skønt den en gang havde nydt den lykke at være selve grevindens brudevogn og ofte i hine minderige dage været det hemmelige gemme for elskovsspøg og hvisken mellem atlask og silke, så tydede dens udseende nu — overstænket til op over vinduerne, som den tilmed var — temmelig bestemt på, at den ligesom den gamle rødnæsede livkusk hørte til det udrangerede; og skulle man slutte efter de gemytlige piskesmæld, hvormed denne nu og da fordrev tiden på sin buk, eller den ugenerte hilsen, han en gang sendte ned efter et stakkels bondefruentimmer, der med skjorterne over hovedet og bag en uhyre paraply kæmpede sig frem gennem regnen og vejkantens pløre, så var det heller næppé nogen af selve de grevelige herskaber, der sad i ly under det buklede læder. Det var det nu ikke heller. Det var blot en ung borgerlig pige, en præstedatter, som hed Agnete. Hun sad sammenkrøben i et hjørne af det ærværdige indelukke og stirrede frem for sig med et blegt ansigt og blege, sammenpressede læber. Det matte lygteskær, der fra siderne trængte ind gennem de små duggede ruder, faldt hen over skødet på en simpel sort kjole og tændte oppe under hatten et par store mørke øjne, der lyste med denne underlig dybe glans, som øjne ofte får efter mange nætters uafbrudte gråd, og som tilligemed ansigtets smertelig fortrukne træk og den sorte sørgedragt forklaredes ved en svag Duft af granris og en lille mindelse om karbol, som omgav hende. Nu og da, når et piskesmæld fra bukken eller et usædvanligt skump af vognen pludselig vakte hende af hendes drømmerier, for hun febrilsk sammen og rettede sig derpå hastig i vejret med en egen energisk bevægelse. Der kom da over hende noget ligesom af en mægtig beslutning, en rusten til kamp, der for et øjeblik drev blussende farve over hendes kinder og fik de mørke øjne til at brænde uroligt. Men efterhånden som vognfjedrenes vuggen, som al det gamle læders knirken, vinduernes uophørlige klirren og regnens perle-raslen på ruderne virkede bedøvende på hendes overtrætte sanser, sank hun atter langsomt sammen i sin mørke krog; og som fugl flyver til sin rede, vendte hendes tanker tilbage til hendes barndomshjem, til den tomme præstegård hist bag pilehegnet, som hun nys havde forladt, og hvor nu kun en forglemt gravkrans, en døende glød i ovnasken og nogle sammenstuvede møbler fortalte om det hjem, der var splittet, den lykke, der lå ‘knust. I denne gamle stråtækkede præstegård, gemt i en fattig egn mellem høje, nøgne lyngbakker og bag en lille faldefærdig by, var hun bleven født på en sommerdag for ikkun atten år siden. I de mørke, lavloftede Stuer, i den forkrøblede have, i den lille verden fra stalden til stakkepladsen, fra pilehegnet til andedammen var hele hendes liv løbet hen og hun selv vokset op til den stærke lille brunette, som nu for første gang forlod den. Kun sjælden var det indtil denne dag faldet i hendes lod at træde langt uden for disse enemærker; og kun fra den store høj bag ved præstegården, hvor hun ofte ved sin faders hånd var stegen op for at se solen gå ned, havde hun hidtil haft lejlighed til at skue ud over denne store urolige verden, med hvilken hun nu skulle kæmpe. Otte år gammel mistede hun på samme dag sin moder og en lille søster; og siden havde hun levet ensomt med sin tavse fader, hvem hun havde elsket over alt på jord og i himmel, og hvem man i dag havde bragt til den evige hvile. Han havde været en af hine stille kæmper, der på sine stærke skuldre bærer et langt livs hån og foragt uden at bøjes. « stodderpræsten » var han spottende bleven kaldt blandt de store; og selv de fattige og fortrykte, hvis sag han havde gjort til sin, forstod sjælden denne tavse mørke særling, der på apostelvis vandrede fra sted til sted for at blotte uret og lindre nød, trods al forfølgelse bestandig lige redebon, og skjønt' selv ramt af tunge sorger og hårde tilskikkeiser lige stærk og urokkelig, så at endog døden til sidst fandt det rådeligst at komme overlistende, som en.tyv om natten, for at sætte ham seglet for munden. Endnu for otte dage siden var han sent om aftenen kommen hjem fra sygebesøg langt borte i « mosekærshusene » — sund, stærk, med tågen hængende i sit tvedelte skæg og sin løvemanke. Og da Agnete den næste morgen i sin blotte chemise hoppede ind for som sædvanlig at give ham et Kys på sengen og bede sin morgenbøn sammen med ham, lå han med hånden under kinden ligesom et barn og stirrede ud i stuen — men med brustne øjne. Agnete havde udstødt et gennemtrængende skrig og var i de første dage afsind nær af fortvivlelse. Trods bønner og overtalelser havde hun ikke været at formå til at forlade faderens båre, hvor hun dag og nat sad sammenkrøben under hovedgærdet og hulkede i sine hænder. To gamle snakkesalige tanter, hvem den. afdødes tavse alvor og hele spartanske levevis i mange år havde holdt borte fra huset, indfandt sig inde fra hovedstaden for at tage sig af hende; og da de nogenlunde havde bragt hende til besindelse, begyndte de straks med stor geskæftighed at ordne alt til en så vidt mulig anstændig begravelse, træffe alle forberedelser og samle efterladenskaberne. Af disse sidste var der ikke mange. Det var ikke ganske uden grund, når de gamle damer under deres ivrige efterforsken i de tomme skuffer og skabe betænkelig rystede på deres langagtige hængekrølle-hoveder. Den døde havde haft sine egne begreber om de ting, som rust og møl kan fortære; og det varede ikke længe, før det til deres forfærdelse åbenbaredes, at han i ordets bogstaveligste forstand havde givet sit barn — efter sit yndlingsudtryk — « gud i vold ». Lykkeligvis kom det dem imidlertid for øre, at enkegrevinden på nørrekær, en ældre, svagelig dame, skulle have ytret ønske om at få til sig en ung, tækkelig pige, der kunne være hende til lidt hjælp og adspredelse i hendes stillesiddende ensomhed; og straks indså’ de begge, at dette mulig kunne blive en redningsplanke for det stakkels hjælpeløse barn. Efter et par hemmelige rådslagninger inde i gæsteværelset, hvor Agnete ikke kunne høre dem, kørte til sidst den ældste af dem en eftermiddag over til slottet i en omfangsrig, sort silkerobe og med et portræt af Agnete gemt i sit sammenlagte kniplingslommetørklæde; og der blev ikke liden lykke blandt de tvende slægtninge, da hun ved tilbagekomsten kunne melde om den nådigste modtagelse. Alt syntes således endnu at skulle kunne vende sig til det bedste; der manglede nu blot Agnetes indvilligelse. At denne imidlertid næppe ville blive så ganske let at opnå, var en tanke, som ingenlunde var de gamle tanter fremmed. De var ikke uvidende om, at dette unge blod allerede fra barnedagene havde indsuget et stille brændende had til alt det store og rige, under hvis hån og forfølgelse hun havde set sin faders hår gråne. Dette knejsende herresæde, hvis navn aldrig var bleven nævnet i hendes hjem, uden at faderens ansigt formørkedes, havde været blandt det første, der havde fået hendes ildfulde hjerte til at banke i foragt. Med rædsel og afsky havde dets larmende jagttog og natlige fester med røde fakkelblus over de mørke ringgrave, hvorom hun havde hørt så meget fortælle, spundet sig ind i hendes tidligste, trodsigste barnedrømme; og endnu kunne det blotte syn af dets guldglimtende spir over de fjerne bakker og over mosemændenes fattige boliger få hendes hånd til at knyttes og stemme blodet op i hendes kinder. Intet af dette var, som sagt, nogen hemmelighed for de to agtpågivende tantesøstre. De kendte tillige hendes egensindige og lidenskabelige natur, der så uhyggeligt mindede dem om faderens dystre tungsind og utæmmelige trods, og de besluttede sig derfor til at gå til værks med den største varsomhed. Til deres forbavselse og glæde gjorde Agnete imidlertid ikke ringeste modstand, ja løftede end ikke hovedet fra den stilling, hvori hun endnu hele dagen sad sammensunken med ansigtet skjult i sine hænder, opløst i gråd, fuldstændig følesløs for alt, hvad der foregik omkring hende. Som en ganske viljeløs ting lod hun de andre skatte og valte med alt, og på tanternes henstillinger og spørgsmål svarede hun blot ved med dump selvopgivelsens stemme at gentage: « gør med mig, hvad i vil. » Først da hun på denne aften efter begravelsen sad i vognen og under tanternes samstemmige formaninger og advarsler mærkede lugten af selesværte og rullede bort gennem pilelågen, gik det til fulde op for hende, hvad det var, man havde foretaget sig med hende, og hvortil hun kørte. Der kom da straks over hende et øjebliks rædsel, så hun i vildelse var på nippet til at kaste sig ud gennem vinduet på den rullende vogn. Men pludselig, som ved en indskydelse, veg al angst. En besynderlig, svulmende følelse af trods, en ubestemt begejstring, der på én gang gjenvakte alle hendes sanser og gav hende al hendes svundne kraft tilbage, stormfyldte i et nu hendes bryst. Hun vidste ikke selv klart, hvad det var, der i dette øjeblik foregik i hende, eller hvad hendes tanke egentlig var; men hun følte, at en højere magt havde bestemt over hende, at himlen selv havde anvist hende vej; og hun syntes ligesom at fornemme faderens egen stemme fra mørket tilhviske hende mod og kraft. Hun kendte ikke længer frygt eller tvivl. Hun følte sig så guddommelig stærk med ét, som en fyrig væbner, der ved nattetid, med sine våben skarpt slebne under kappen, sniger sig ind i den fjendtlige Borg — for at hævne. Hvordan var det nu, de gamle skikkelige tanter havde sagt? De havde jo dog så mindelig bedt hende om at være påpasselig, om at lægge bånd på sine følelser og huske på, at hun gik ind til en af landets fornemste familjer. Hun skulle jo sige « deres nåde » til grevinden og helst kysse hende på hånden den første gang, de mødtes. Grevinden havde jo også så meget nedladende omtalt hende og endog på forhånd fattet godhed for hende — var det ikke så? Agnete smilte, da hun ligesom ud fra en tåge pludselig erindrede sig disse ord... Et kampberedt smil. Hun løftede stolt sit smukke hoved, foldede hænderne krampagtig i sit skød og svor i stilhed, at de skulle føle, hun var præsten Thorbjørnsens datter! — vognen kørte nu ned ad den sidste, stejle bakkeskråning. Agnete skød hastig vinduet ned, ligesom for at få luft. Dernede under sig skimtede hun gennem regnstøvet det mægtige mosedrags mørke øde, hvorover tågerne hvilede som i et moderskjød. Vognen rumlede over en bro. Vejen drejede, og fra dens højre side skinnede en række kummerlige lys ud i mørket. Det var « mosekj ærshusene ». De lå dér, gavl ved gavl, som en lang, sørgmodig historie, sammensunkne over den fugtige mosegrund og støttende sig til hinanden i deres affældighed ligesom de mennesker, de husede. Oven over de fattige tøjstykker, der over alt var hængt for de små vinduer, men som kun nåde til at dække disses nederste halvdel, kunne Agnete, idet hun kørte forbi, se helt ind i stuerne. Rum efter rum, hjem på hjem, det ene trangere og kummerligere end det andet, drog hende forbi i al dagligdags nøgenhed og fortalte i forbifarten hvert sit sørgelige kapitel. Hér stod i en skummel, halvmørk stue en udtæret kone og holdt en osende tælleflamme hen over en bred slagbænk med sovende barnehoveder, idet hun med hånden skyggede for lyset. Dér sad en mand med rødt skæg på en stol og sov med hovedet op ad væggen og vidtåben mund, mens et halvt afklædt fruentimmer stod og redte sit hår foran en spejlstump. Nogle steder valman endnu samlet om nadveren henne ved et bord under vinduet, hvor det ophængte tøjstykke skjulte dem for Agnete; kun oppe på loftet og over de nøgne lervægge så’ hun de store, uformelige skygger, der spiste. Andre steder var man allerede i færd med at gå til ro; enkelte lå endog i de store halmsenge og strakte sig. Men i det sidste og usleste hus i hele rækken, hvor der end ikke var så meget som en klud for det skæve vindue, sad en gammel mand ganske ene på en lille bænk i en tom og nøgen stue med indfaldende vægge. Han sad, med en hånd støttet på hvert knæ, og stirrede ud for sig, mens hans læber bevægede sig, som om han talte med sig selv. Vejen drejede atter og fortsatte ind i det våde mørke. Agnete lukkede øjnene. Med dette billede af nødens elendighed i sin sjæl ville hun træde frem for grevinden. Imidlertid kørte vognen ind i en lang, bælgmørk allé. Hestene sjappede, skridt for skridt, og hjulene pjaskede som i lutter vand. Dryppende træer, det ene efter det andet, gled ustandselig forbi som sorte, vandrende spøgelser. Agnete flyttede sig utålmodig på sædet; dette syntes ikke at ville få ende. Pludselig så’ hun mellem to stammer et højt lys fra selve slottet, og hendes hjerte kom heftig til at banke. Hun foldede atter hænderne krampagtig i sit skød. Og idet vognen rumlede ind over borggårdens brolægning, samlede hun i sidste øjeblik endnu en gang for sig billedet af sin stærke b'ader, ligesom for at styrkes ved hans velsignelse. i. Vognen holdt foran den store hovedtrappe, midt for selve den imponerende slotsbygning, der med sit tårn og sine spir, skummel og tavs, ragede op i regnmulmet. Alle vinduerne var mørke. Kun inde fra den rummelige forhal, hvortil døren stod åben, kastedes et stærkt lys ud over den høje flisetrappe og dennes snørklede, guldforsirede smedejærnsrækværk. En lille fed tjener, en gummibold på et par gamascher, hoppede forsigtig ned ad de våde trin, slog vogndøren op og strakte et rundt, salvet hoved på en kort Hals frem påskrå ligesom en fugl, mens han kiggede rundt i vognen med det ene øje. Da hans blik traf Agnete, trådte han lidt til side og opslog en paraply, som han havde ført med sig, idet han forekommende bad hende at stige ud. Agnete, der var kommen til at skælve, så det et øjeblik sortnede for hendes øjne, samlede sig sammen med en energisk bevægelse og modtog stolt og kold den hånd, han under nedstigningen rakte hende, hvorpå hun med en bydende håndbevægelse, der først fik den lille mand til at studse, derpå til at smile, viste hen imod nogle pakker og æsker, der lå på det bageste vognsæde, — og steg så hurtigt og sikkert op ad trappen, så tjeneren havde ondt ved at følge hende med paraplyen. I den højloftede forhal, hvor gulvet var lagt i sorte og hvide marmorfliser som på et skakbrædt, hang den indtrængende tåge som grå slør over spejle og blanke vægflader. Forgyldte lampetter brændte døsigt på pillerne mellem høje, mørke egedøre, der ligesom med stum højtidelighed var sig bevidst, at de lukkede for en helligdom, mens mægtige hjortetakker ragede ud oven over dem som glubske vogtere. En bred, tæppebelagt trappe førte i baggrunden op til den øvre etage, og i nærheden af denne — lige for indgangen — stod en stor kamin af rødåret marmor med bred, udhugget gesims og forgyldt ildgitter. Bleg, med sammenpressede læber og bankende tindinger stod Agnete som en dronning midt på skakbrædtet og så’ udfordrende rundt på dørene, — som ventede hun i næste øjeblik at se grevinden træde ud af en af dem. Men de forblev alle lukkede, og der skete i det hele intet. Selv den tykke tjener havde forladt hende for at drage omsorg for hendes bagage, og hun befandt sig ene i den store hal. Kun en kæmpemæssig kusk med mørkeblå fløjlsknæbenklæder og rødoghvidstribet vest stod henne ved vinduet lænet op til karmen, som om han ventede på en ordre. Han så’ et øjeblik ligegyldig hen på hende uden at hilse og gav sig derpå atter rolig til med ærmet at pudse på en blank knap i sit liberi. Agnete bed sig i læben, og blodet steg op i hendes kinder. Hvad skulle dette sige? Ville der ingen komme for at modtage hende? Hvor skulle hun da hen? Hun begyndte at blive rådvild. Men i det samme hørte hun lyden af en dør, og da hun vendte sig om, så’ hun en lille, næsten dværgagtig dame, der kom ud af en tapetdør under trappegangen og med små lydløse trin gik hen imod hende. Hun var i sort kjole med hvide, ombøjede manchetter og et hvidt forklæde, ved hvis bælte der hang et stort nøgleknippe; på hovedet havde hun en stor hvid kappe af tæt tøj, der var bundet stramt omkring hagen med en stivet sløjfe og gav hende et halvt nonneagtigt udseende. Hendes ansigt var rynket og ganske farveløst; men hun rakte Agnete så venlig sin iskolde hånd og bød hende hjertelig, næsten moderlig, velkommen. « grevinden modtager ikke i aften, » sagde hun straks, så snart hun havde hilst, med en så ængstelig dæmpet stemme, som frygtede hun ved hvert ord at forstyrre hendes nåde. « grevinden følte sig ikke ganske vel og trak sig tilbage for en time siden.... Jomfru Andersen », henvendte hun sig derpå til en mørk, krølhåret pige, der i det samme trådte frem af den lille dør under trappen med bare arme og pufærmer. « vil de følge frøkenen op på hendes værelse. Alt er i orden deroppe efter grevindens ordre. Jeg har selv i eftermiddags været oppe for at efterse det. » Så nikkede hun atter moderlig mildt og vendte sig til den ventende kusk. Agnete forstod ikke siden, hvorledes hun i sin forvirring var kommen lykkelig op ad de mange tæppebelagte trin, hvorledes hun var kommen gennem en lang, halvmørk gang og ind i et lille pynteligt, mildt opvarmet værelse med tæpper, blomster og duftende af de fineste vande. Men da kammerjomfruen havde tændt en armstage på bordet og var forsvunden, sank hun tungt ned på en taburet ved døren. En følelse af harme eller flovhed eller befrielse eller tomhed eller lidt af alle disse dele gjorde hende ganske svimmel. Denne stærke spænding, der så pludselig slappedes, denne uforudsete modtagelse, vognen, der endnu rumlede og skumplede i hendes hoved, mørket, regnen, det pludselige lys og den lille lydløse dameskikkelses iskolde hånd — alt løb et øjeblik rundt for hende, og det varede en stund, før hun kom til sig selv igen. alligevel åndede hun da ligesom lettere. Hun havde jo dog været standhaftig; og hun følte, at hun ville vedblive at være det. Hun havde vel en lidt trykkende fornemmelse af, at hun et øjeblik over for den lille dame havde været nær ved at tabe fatningen; det forekom hende også, at hun havde set et overlegent smil i kammerjomfruens ansigt, da denne lyste hende op ad trapperne. Men hun trøstede sig med, at dette var det første skridts svaghed, der ikke ville komme igen; og hun lovede dyrt sig selv, at hele denne modtagelse, denne nye forhånelse, der så åbenbart var beregnet på at ydmyge hende, ikke skulle gøre hendes ryg mindre rank, når hun i morgen stod ansigt til ansigt med grevinden. Med et hånligt blik så’ hun sig om i sin « dukkestue » — som hun straks kaldte den — på disse fløjlsstole, disse tæpper, disse armstager, på hele denne prangende opstilling, der sandsynligvis skulle imponere hende hendes øje løb skødesløst hen over disse silkepuder, disse blomstervaser, denne naragtige, med lange vandblå Gardiner overhængte seng, som hun skimtede langs den ene • væg bag et japanesisk skærmbrædt. Og idet hun følte, hvor hun foragtede det alt sammen, tænkte hun med stolthed på deres egne hårde hestehårsstole derhjemme i præstegården, på deres fyrreborde, deres nøgne vægge og kolde gulve. Én ting havde vakt hendes forundring fra det første øjeblik, hun satte sin fod på slottet; det var den besynderlige stilhed, der herskede overalt omkring hende. Men pludselig gik det nu op for hende, at hun jo også befandt sig i et sørgehus. Hun vidste jo godt, at den forrige Greve for ikke længe siden var død — faldt han ikke af hesten? — og at slottets egentlige ejer nu var grevindens unge, sindssvage søn, om hvilken hun havde hørt, at han sad indespærret i et af slottets værelser, uden at nogen fik ham at se. Nu mindedes hun også, at lampetterne nede i forstuen havde været floromhængte, og at både tjeneren og kusken havde haft et sort bind om den ene arm. Men minutterne løb. Hvad skulle der ske? Hun begyndte at ængstes i denne dødens stilhed, hvori ikke en lyd fra den hele kæmpebygning trængte ind. Rummets tunge vellugt gjorde hende ør; lyseflammernes urolige bæven fortumlede hende; ja selv denne fremmede pragt og disse farverige stoffer, af hvilke kvindeøjet dog ikke kunne lade være at fængsles, denne ligesom vinkende silkeglans, disse hvide kniplingsstykkers fine fangenet og spejlenes åbne favn, det betog hende efterhånden alt sammen med en nervøs angst, som om hun befandt sig ene med en fjende, der stirrede på hende med tusinde onde øjne. Fra et tårnur et sted over gården hørtes ni melankolske slag. Hvad skulle der ske? Ville der mon ingen komme? Mente de måske, hun gik i seng? Hvorledes skulle hun i det hele forholde sig? Hun måtte jo dog i det mindste have sin natsæk. Og hendes kuffert? Hun begyndte så småt at græde, med en barnlig, tør hulken. For første gang følte hun, hvad det var at være ganske ene, så trøstesløst ene. Tilsidst lagde hun ansigtet ned i sine hænder og græd tårer, store, bitre tårer, mens hun bad til gud og sin stærke fader om mod og styrke. med ét sprang hun op og tørrede hastig øjnene. Hun havde hørt trin ude på gangen. Lidt efter bankede det også på hendes dør, og den krøllede kammerjomfru kom ind for at melde, at der var serveret. « det er godt, » svarede Agnete kort men lidt skælvende i målet. Hun havde vendt sig bort og lod ivrig beskæftiget med at undersøge noget på sin kåbe, som hun netop havde fået tid til at smøge af sig. Men kammerjomfruen blev stående i døren, og Agnete forstod da, at det var me ningen, hun skulle følge hende. I hast lagde hun derfor kåben hen over en stol — men kom i sin befippelse til at lægge den ovenpå sin hat; og da hun mærkede fejltagelsen, havde hun ikke mod til at rette den, men gik hurtig forbi jomfruen og ud af stuen uden at turde se op. « frøkenen er nok så god at gå ned i spisesalen, » sagde denne bag hende på vejen ned ad trappen. « der er i aften serveret dérinde i stedet for i kabinettet for ikke at forstyrre grevinden. » Spisesalen lå umiddelbart ved siden af forhallen og var et rum både højere og større, end Agnete mindedes nogen sinde før at have sét. Et stort egebord med svære kugleben stod midt på gulvet under to pragtfulde, i sorte flor indhyllede krystallysekroner. På dets ene endestump var der dækket med en dug og to høje kandelabre, hvis tolv lys druknede i salens skumle mørke. Da Agnete havde indtaget sin plads ved bordet, forlod kammerjomfruen hende, og hun blev ene. Og mens hun ventede på, hvad der ville komme, så’ hun sig frygtsom om. Lige foran hende, ved salens ene, fjerne endevæg, stod en mægtig buffet af sort træ med store sølvvinkander, bakker og boller af lueforgyldt metal. Længdevæggene var ved riflede piller delt i billedprydede felter, og på pillerne var der ophængt gamle skinnende kobbersager, skjolde, korslagte sværd og blanke rustninger. Rundt om salen løb en bred bænk, bedækket med røde hynder, og oven over denne var der udskårne egepaneler indtil op over kæmpehøjde. Men da Agnete herfra lod blikket glide op på et af de malede felter, tog hun pludselig øjnene til sig og blev blussende rød. Var det muligt? ja! Der stod jo et helt nøgent kvindemenneske rav-ret op og ned midt på væggen! Ved hendes fødder lå... min gud, var det ikke... en blottet mand! I feltet ved siden af sad en anden nøgen kvinde med langt udslået hår og en svane i skødet!... Hun forfærdedes. Så vidt hun kunne skimte det gennem mørket og af de gamle billeders blegede og sprukne farver, sad hun omgiven af lutter nøgne kvinder og mænd, der spøgte letfærdig eller smykkede sig. Hendes hjerte var endnu ikke holdt op at banke, da en dør i panelet blev åbnet af en høj, mager, alvorlig udseende tjener i sort kjole, der høflig bøjede hovedet for hende, inden han satte et lille tildækket fad hen på et anretterbord lige ved døren. Derpå gik han stift og afmålt frem over gulvet og stillede sig hen bag hendes stol, hvor han stum og ubevægelig forblev stående i et par skridts afstand og med en serviet over den ene arm. Agnete begreb ikke dette. Af alt, hvad der endnu var mødt hende, var dette hende det uforklarligste hvorfor i alverden stod han dér? Hun ventede hvert øjeblik, at han skulle sætte noget frem for hende. Men urokkelig, uden at hun så meget som hørte ham, blev han stående bag hendes ryg, på hvilken hun ligesom kunne føle hans alvorlige øjne hvile. Endelig trådte han et skridt ud til siden og sagde med en stemme, der mindede om en vindtør dørs knirken: « insker frøkenen muligvis ikke entré? » Det gav et sæt i Agnete. Hun blev blodrød og ledte ivrig med øjnene hen over opdækningen. Men trods al søgen var det hende ikke muligt at opdage andet end nogle asjetter med syltet frugt, en plat-de-ménage, en bakke med kiks og en tildækket smørkande. « nej, » sagde hun derfor kort. Og i det samme blev et par af asjetterne samt det, hun havde antaget for en smørkande, taget bort, en ny og varm tallerken blev sat foran hende tilligemed det lille fad fra anretterbordet. Dettes sølvlåg blev løftet af, et glas vin skænket op, og tjeneren forføjede sig atter til sin plads — alt roligt, næsten lydløst og med en maskines akkuratesse. Agnete skottede sky til fadet. Det indeholdt en ret, som hun aldrig før i sit liv havde sét, og som desuden forekom hende så besynderlig og havde et så fremmedartet udseende, at hun blev endnu mere forvirret. Den bestod af en gulagtig, varm masse, i hvilken ligesom store hvidlige orme vred sig om hinanden, mens små runde skiver af ristet brød var anbragt rundt om fadet. Så længe sad hun — rød og svimmel — og stirrede hen på denne ubegribelige ret under fortvivlede anstrengelser for at afgøre, hvad det mon kunne være, og hvorledes den vel skulle spises, at hun efterhånden ganske mistede fatningen. Det forekom hende endog, at ormene begyndte at blive levende og bevæge sig, og samtidig syntes hun at se en af de nøgne skikkelser på væggen dreje hovedet spottende om imod hende, mens en anden løftede de hvide arme op fra billedgrunden. Tilsidst begyndte hele salen at løbe rundt for hende, og hun følte kun disse øjne bag ved stolen, der ligesom åndede hende koldt ned ad ryggen. Med en pludselig viljesanspændelse rev hun sig ud af sin vildelse og greb sin gaffel. Men uheldigvis kom hun derved til at støde 3 til sølvlåget, så dette med et stærkt rabalder og en syngende genlyd rundt om fra alle salens hjørner faldt ned på gulvet. I samme nu kastede hun sig tilbage over stoleryggen i en voldsom hulken. « jeg vil hjem! Før mig hjem! » råbte hun og borede krampagtig hovedet ned i sin arm den mekaniske tjener, i hvis praksis et sådant tilfælde udentvivl ikke forhen var indtruffet, og som åbenbart derfor ikke vidste, hvorledes han havde at forholde sig, valgte at blive urokkelig stående på sin plet og betragte hende forbløffet med løftede øjenbryn. tilsidst trådte han dog to skridt frem imod hende; og idet han lod den ene arm med servietten synke ned langs benet, oplod han atter sin knirkende dør med de ord: « insker frøkenen muligvis ikke at spise? » « jeg vil hjem! Jeg vil hjem!... Far! Å, far! » Med lange skridt forføjede tjeneren sig nu ilsomt bort; og lidt efter viste den lille dame sig i døren, hvor hun slog hænderne sammen i stum forfærdelse. Iii. Da vægteren på nørrekær i denne mørke regnnat havde gjort sin tredje rundtur omkring de store ladebygninger, forbi staldene og de lange åbne materialskure, gennem parken og tilbage igen til slottet, steg han under den ham ejendommelige dybe brummen og småmumlen ned i kælderen for som sædvanlig ved midnatstid at indtage sin « nattenadver », drikke et krus varmt øl, der stod og ventede ham i kakkelovnen, og samtidig slå en lille passiar af med køkkenpigerne, der lå i et Kammer bag ved folkestuen, og af hvilke gerne en eller anden vågnede ved skinnet af hans lygte eller trampet af hans tunge støvler, når han i sin tykke vægterkavaj satte sig tilrette ved bordet med lygten foran sig på skiven for at holde måltid. thi da Morten vægter var en gammel patron, som man ikke behøvede at undse sig for, stod døren for luftens skyld altid åben om natten mellem de to Stuer. Og da han tillige trods al sit knur og gnav var en grinagtig fyr, med hvem gårdens piger altid havde deres løjer, var disse små natlige underholdninger efterhånden bleven lige uundværlige for begge parter, skønt det langtfra altid var venskabeligheder, man udvekslede med hinanden gennem døren. Begyndelsen blev gerne gjort inde fra sengene med et halvsovende spørgsmål om vejret, en lang gaben eller en søvndrukken forbandelse over det « satans mudder », han holdt. Men Morten, hvis specialitet det var at sige ting, som ingen andre turde tage i sin mund, og som navnlig overfor p'ruentimmer fandt en sær tilfredsstillelse i at bruge netop de frygteligste ord og vendinger, forstod bestandig at dreje selv den uskyldigste bemærkning ind på dette sit område; og der blev da regelmæssig et fnis og et grin derinde under dynerne, efterhånden som alle pigerne vågnede op og den gamle ret fik sin trevne mund på gænge. da Morten denne nat kom ned fra regnen, hørte han imidlertid allerede ude fra gangen en ivrig snakken og latter inde fra kammeret; og da han trampede ind, var det næppe nok, at pigerne mærkede hans komme, så optaget var de af deres egen passiar. Morten forstod, at der måtte være noget ualmindeligt på færde. Men som han overhovedet havde for vane altid at gøre sig døv, indtil han havde fået sin lygte tændt og fundet sit krus og under sin sædvanlige mumlen og sværgen sat sig tilrette ved bordet, lod han også nu, som om han intet mærkede, og gav sig uforstyrrelig i lag med sit måltid.. Først da han en stund forgæves havde ventet på, at man skulle tage notits af ham, sagde han endelig med brysk stemme, idet han med sin rustne foldekniv skar sit brød i strimler foran sig på bordet: « hvad er det for et kissejav, i holder derinde, tøser?... I har vel ikke karlfolk inde hos jer, sku’ jeg tro? » Der blev straks en fnisen og trynen derinde, hvor de nu med ét alle — for at høre bedre — vendte sig om på ryggen, så sengene knagede. « du kan jo komme ind og se efter, Morten, » sagde så en. « nå-hå!... Så det er dig, lottelisken!... Ja, va’r du dig blot. Du skal ikke være for frisk, min snuti... Kanske kommer jeg, før du tænker det. Jeg er nok bleven gammel, men jeg er sej, som skrædderen sa’e, da han fik skæg på hagen. » « har du hørt om præstens påskelam, Morten, som vi har fået til gårds i aften? » Spurgte nu en anden. « har du fået lam, sine?... Ja, du får vist flere end ét, min tøs, kender jeg dig ret. Du plejer ikke at være så nøjsom af dig. Det sagde også Anders kusk forgangen, og han er dog ellers ingen spoletrold 1... Spørg bare bette Ellen. » Der blev igen en skrækkelig grinen under dynerne, mens en ung stemme, der skulle lade fornærmet, sagde: « hvad mener du med det, Morten? » « hvad jeg mener? Ja, vidste jeg det bare, hvor hun er bleven så trind, som degnen sa'e om bruden, han skulle sige amen. » Sådan blev de ved en stund, indtil endelig en med et tykt grødet mæle sagde: « lad os nu være fri for mere af det våsesludder. Nu har vi såmænd hørt længe nok på det gamle vrøvl. Pas du dit fedtebrød, og lad os andre få fred til at sove. » « å hå! Er du dér, mor Malene? Det er svært, som du er kommen til kæften i aften!... Du har nok ikke for nylig smagt mælkemad, kan jeg skønne. Har du kanske mistet din slev? « Men pigerne var virkelig denne gang bleven trætte; de havde også ligget over to timer vågen i snak om historien med Agnete, der hurtig var fløjet over hele slottet; og nu vendte de sig én efter én om på siden og klappede dynerne sammen omkring sig for at sove. « god nat, min skat! » sagde en. « katten være med dig, Morten! » sagde en anden. « hold dig tør, gamle! » sagde en tredje. Morten mumlede: « ja, bi i bare!... så skal jeg straks være hos jer, kan i tro!... Så får visen vel en anden ende, end i kanske tænker!... Hvad er det du si’er, min lottesnut?... » Men der var ikke længer nogen, der svarede ham. Snart lød en flerstemmig snorken derinde fra sammen med lyden af en forstoppet næse, der fløjtede. • lidt

1891_Povlsen_EnkensSkat

Jens

Jens

Povlsen

Enkens Skat

male

male

dk

Povlsen

Enkens Skat

Povlsen

Enkens Skat

Fortælling

n

gothic

Dansk Afholdsblad

KB

nan

nan

O

Solen skinnede strålende blankt ned over de gråhvide klitter, der oppe hvor Jylland „ sær i nord er tunget ud “. Klitterne strakte sig i lange, bukkede, takkede kæder fra vest til øst, skilte ved brede sletter, hvor urskove af fodhøjt lyng eller alenhøje grå-pil trivedes i aldrig antastet frihed, som anede de ikke, at der nogensinde var faret en kultursvanger luftning hen over Danmark. Øg ligeså blanke faldt strålerne på havet, hvis mægtige bølger med hvide kroner på de grønne toppe joge i lystig, tumlende Dans fremad, altid fremad, indtil de under en buldrende gravsang, hvis toner hørtes niilevidt ind over landet, brødes og opløstes i skum mod strandbredden. Himlen var blank og blå, men nu og da jage mægtige skymasser med høj, sejlende flugt, førte af den friste vestenvind og dragende med sig mørke skygger hen over land og hav, som ville de illustrere dette jordelivs aldrig svigtende erfaring, at,, solskin og skyer de følges og ad “, som Kingo synger. Den yderste rand af den brede grusbræmmc, som her dannede strandbredden, det kjende-lige skel mellem havet og landet, bestod as fint hvidt sand, som hvert øjeblik ovcr-skylledes af bølgernes lange, slikkende skumtunger. Det våde sand dannede en glat flade og var fasf og let at vandre på som asfalten på Østergade. Øg dog var det med seje, tunge skridt, at en kvindelig skikkelse arbejdede sig op mod vinden netop ad denne lyse, lette vej, der for hende syntes tung og trang. Var det de triste omgivelser — til den ene side det blågrønne, hvidsprængtæ hav i uoverskuelig uendelighed og til den anden side de grå, takkede, mareha. lmstottcde sandbakker, den ene bag den anden i ligeså uoverskuelig mangfoldighed, — der gjorde vandringen tung og foden træt? Slet ikke. Hele sin barndoms tid havde denne kvinde tilbragt mellem disse klilter og med dette blånende, rullende hav for øje. De dannede ligesom rammen om billedet af hendes lykkelige og glade dage, og derfor elskede hun netop disse klilter og dette hav og kunne have hilset dem med fryd ved dette gensyn efter så mange Års adskillelse, dersom — hun endnu havde bevaret sit barndoms glade sind og lykke ubcskåret. Så kunne hun have ilet med lette fjed hen over det hvide sand, så kunne hun have lyttet til bølgens røst som til den skønneste musik, gennem hvis orgeltoner tusinde lyse barnedrømme og hjemlige minder støde ind l gribende harmoni. Så kunne den friske vind have viftet sundhedens og uskyldighedens dejlige roser srem på hendes kind, og solens milde stråler kunne have gennemvarmet hende, som da hun som barn sprang barbenet om mellem lyngtuerne, ja, og så kunne hun med forventningsfuld glæde have tittet gennem bakkeståret, hvor vejen skærer sig op gennem havbakken til byen for at fange et glimt af det fattige og dog så rige hjem. Det var sjælebyrven, øer gjorde vejen trang. Ja, for nogle øjeblikke kunne hun overvældes af barndomsmindernes magt, glemme ' den del af hendes liv, der lå mellem da og nu, glemme sine byrder og sin elendighed, juble ved synet af Tage og skorstene fra havbæks spredte hytter og huse og næsten flytte fødderne let; men i næste stund følte hun igen byrdens knugende vægt på sine svage skuldre og så den mørke fremtids sky ligge tæt og trykkende over sig med al dens skrækkelige tru-scl. Villieløs og modløs slæbte hun sig stadig fremad med tunge, trætte skridt. Hun havde næret et underligt håb, som hun ikke vidste, hvor var kommet fra, om, at der i hendes barndoms hjemstavn måtte findes mennesker, som ville se mildt til hende i hendes elendighed, række hende en hjælpende hånd og tale velsignende og trøstende ord til hende. Nu, da hun var målet så nær, syntes dette håb at være en tåbelig indbildning. Havde endda hendes egen kære moder kunnet modTage hende, men hun hvilede jo ved faderens side oppe på den fjerne kirkegård. Hun var så skrækkelig ene her i verden, ene i striden og nøden — ene med skammen og byrden — hun havde ikke det. hun kunne hælde sit hoved til, uden den kolde jord og den mørke grav. „ Det er ikke godt, af mennesket er ene “, er et ord, hvis sandhed hun i dette øjeblik følte som aldrig før i sit liv i hele dets fulde trøstesløshed. Hun satte sig på en gruskam på strandbredden og stirrede med tårefyldte øjne ud over havet. Der ude kunne trængslerne endes. Bare hun kastede sig ud i den stammende brænding, så ville den tilbagerullende bølge suge hendes legeme med sig i dybet, og først slippe hende, når alt for længst var forbi. Ti skridt og halv så mange minutter, det var det hele. Men så dette bagved? Hun huskede, hvad hendes gamle lærer havde sagt om landet bagved graven, om himlen og om helvede. Hun havde forladt denne hendes børnelærdom, og følte sig heller ikke nu fuldt overtydet om dens rigtighed, men forkaste den, det turde hun slet ikke gøre nu. Et var sikkert nok, den gamle lærer havde selv troet på, hvad han havde sagt hende. Det havde hun set på hans øjne, disse alvorlige og dog milde øjne, som dun, når hun kom til af tænke på dem, sølle som nærværende og skuende igennem hende. Der måtte velvære noget bagved: dom over hver en død. Der måtte så og være en gud, i hvis hånd alting står. Hvem der dog tryggclig turde søge ly under hans vinger i sin ensomhed? Øg hendes moder måtte jo også have troet på gud: hvorfor havde hun ellers hver dag bedet sit fadervor og om søndagen sungen sine salmer og bedet sin datter aldrig glemme at gøre ligeså. Ak, dette havde hun glemt, derfor var del gået, som det var. Hun rejste sig og gik videre, og da hun kom til havbækkcn fulgte hun dennes kendte slyngede løb op til hendes fødeby, havbæk. Gennem den yderste klitrækkcs, selve hav-bakkcns, hvide sand havde bækken skårne sig vej, og da hun gennem denne kløft var nået indenfor, lå byens snes huse og en gård i en lang spredt række for hendes blik. Øjet sagte og fandt straks hendes barndomshjem. Det så gammelt og forfaldent ud og var ikke hygget og hegnet, som da hun havde leget der i lykkelige dage, og hendes fader og moder havde stået for styret. Den gamle hyld ved husets østre gavl så mindre kraftig og mere kroget ud end i gamle dage. Jorddiget om det var jævnet med jorden, og en dejlig gren, som strakte sig vidt ud, og under hvilken hun som barn havde haft sin kæræste legeplads, var nu brækket fra med en dyb kløft ned i stammen. Det gamle træ blev ikke elsket og skøttet mere, og dog stod det der midt i naturens kulde og ringeagt og vedblev år efter år at bære løv og blomster for en utaknemmelig slægt, båret af mindet om en lykkelig fortid og gørende sin pligt uden at fordre enten tak eller løn. Hun glemte for nogle øjeblikke sig selv for at ynkes over det vanrøgtede træ, men tanken vendte snart tilbage, og hun syntes næsten, de delte skæbne, hun og den gamle hyld. — der steg trøst op af denne tanke. — Just sådan som træet, der trods modgang og ringeagt med al flid søgte at glæde med blade og blomster og var rede til, fordringsløst og eftervilligt, at dele skønhed og hygge ud til alle, der kom i dets nærhed — sådan skulle også mennesker gøre, og sådan ville hun gøre netop nu, da hun stod ene og forladt, forskudt og ringeagtet som den gamle hyld. Væræ og virke for andre uden hensyn til tak eller løn, det måtte være livets største kunst og vigtigste opgave. Netop som hun var ved at bygge sig en en lykkelig fremtid på disse tanker, stød en ny mistrøstens strøm sig ind og spredte det hele. Det var jo ikke en tid at tænke på at være noget for andre, nu, da hun ikke kunne bjærge sig selv, men så hårdelig trængte fil, at nogen ville tage sig af hende. Hvor skulle hun gå hen? Dette spørgsmål mødte frem igen, mere påtrængende og krævende svar straks, med fortvivlelsens sorte skygge i følge og var nærved atter at drive hende fil — havet. Nej, ikke fil havet, den vej kunne hun ikke gå, men heller ikke fil nogen anden, og hun lagde sig ned ved en sandbrink og ventede på, hun vidste ikke selv hvad; men hvad skulle hun andet, når hver en vej var spærret? Så hørte hun fodtrin i sandet, og da hun så op, stod en iirtiårig kvinde med et mildt åsyn foran hende. Det var Karen toft. Hun huskede så godt den unge Jens toft og hans hustru Karen, som i fin tid havde bygget sig en hytte på et hjørne af hendes forældres jord. Deres hjem hørte fil de fattige, for Jens og Karen havde giftet sig på sire omtrent tomme hænder, men alligevel var kun få hjem så pyntelige og hyggelige som dette. Intet steds skinnede solen så fornøjelig ind ad små blanke ruder, intet steds så frodigt i vinduerne, og intet steds mødtes mand og hustru med smil og Kys som her. I sine lykkeligste timer og skønneste drømme havde hun, den sorgtyngte vandrerste, bygget sig et hjem og fundet sig en mand som Karens. „ Hvem er du, og hvad gør du her? “ spurgte Karen deltagende, da hun så den ukendte fremmedes grådblege åsyn. „ Å, Karen, Karen “ — og den tiltalte strakte bedende hænderne mod hende — „ jeg er — du kan vel se det — jeg er et ulykkeligt menneske, jeg er Jens Thorups Anna. “ „ Anna — Thorup — og i den -- -- -- -- -- -- -- -- -- “ hun fuldførte ikke sætningen. „ Ja i den tilstand “, svarede Anna åbent, men drejede sit åsyn bort i en hulkende gråd. „ Hvor vil du hen, Anna? “ spurgte Karen videre. „ Det ved jeg ikke, jeg er helt rådvild, som jeg er hjælpeløs og venneløs. Da jeg rejste hjemmefra syntes jeg, jeg skulle rejse hertil. Det var for mig, ligesom der her var nogen, som ville hjælpe mig. Nu først forstår jeg, hvor urimelig den tanke var; jeg har jo intet hjem her mere. Havde endda vejen til graven været åben for mig. så jeg der kunne have skjult mig og min skam og synd; men den er også lukket — alle dørk er lukkede, Karen — sådan kan et menneske lave det for sig selv. “ „ Den stakkel “, sagde Karen blødt og tog den forgrædte piges hænder i sine. „ Du skal fe, der er åbne døre for dig både i himlen og på jorden. Lad mig bæræ dine pakker, og følg du få med mig hjem. Jeg er helt ene. Gud har hjemkaldl min mand for tre år siden, og nu venter jeg på den time, jeg skal samles med ham igen. Ser du, lille Anna, jeg har husrum og hjærterum, og gud fader i himlen har velsignelse nok for os begge og mange flere til, og du skal se, han vil også unde os deraf i rigeligt mål. “ „ Guds velsignelse — den er ikke for mig nu, Karen. “ „ Jo netop for dig nu. Du vil ikke støde min hånd fra dig, Anna, og så vil du heller ikke støde guds faderhånd fra dig. “ Arm i arm gik de to kvinder hjem til Karen tofts hus. Her fandt den forladte pige et hjem. Her var kærlighed og mildhed med fred og trøst i rig fylde, som her var pleje, hvile og mad. Karen spurgte ikke om, men kunne nok omtrent tænke sig til grundtrækkene i Annas sørgelige historie, der jo var ligeså almindelig som sørgelig. Hun var ikke i tvivl om, hvor skylden for en ung piges fald i almindelighed skal søges, og hun var ikke blandt dem, der i selvretfærdig hårdhed vovede at kaste den „ første sten “. Hun følte hjertelig medlidenhed med og noget af en moders kærlighed til den moderløse ulykkelige pige, som til gengæld klyngede sig dristigt og datterligt til den trofaste og opofrende Karens bryst. Denne søgte at mildne den bedrøvede piges nagende sorg ved lejlighedsvis at tale med hende om guds nåde og barmhjærtighed, læse for hende sine få bøger, blandt hvilke bibelen var den mest brugte, og ved at synge med hende, og Anna var så føjelig og medgørlig, så blød og villig, at der aldrig var modstand at mærke hos hende, men dermed var også alt sagt, og Karen længtes efter den dag, da hun ville åbne sit hjerte for hende. En søndag morgen skinnede solen velsignet md ad de små vinduer i Karens stue og bar søndagshøjtid ind på sine blanke stråler. Der lå søndagsstemning i den rene milde lufts viftenve strømme, i spurvens muntre kvidren fra tagsfjægget og stormens frejdige aftensang fra det krogede piletræs lave krone. Evighedens alvor flød ind med tonerne fra de rullende bølgers sfærende slag i havstokken, og fra køkkenet tonede søndagssind ind gennem Karens sang: „ Søndag morgen fra de døde. “ Anna sad ved sit sytøj. Det var arbejde af den slags, som mangen moder sysler med i sød, forventningsfuld glæde, men det afpressede her Anna mangt et suk og mangen sorgtung tåre. I dag lagde helligdagens mildhed sig kvægende ind over hendes sjæl, så hun næsten glad nynnede salmen fra køkkenet med. Karen kom ind med kaffen og mødtes af Annas taknemlige smil. Karen tog hende om halsen og kyssede hende, hviskende: „ Men du ser jo ligefrem glad og lykkelig ud, mit barn. Gud velsigne dig for det ansigt. “ Anna rødmede og en tåre randt ned ad hendes kind. Karen skænkede kaffen, og den blev drnkken i tavshed. Derefter spurgte hun: „ Skulle vi ikke følges ad i kirke i dag, da vejret er så dejligt? “ „ I kirke? “ — spørgsmålet kom Anna helt uventet — „ Folk ville se sådan på mig, og — det er vel ikke et sted for mig — nu? “ Karen tog hendes hånd: „ Jo, netop nu, og just for dig, for mig, og for ethvert syndigt menneske, som vil befæstes i troen på guds faderlige kærlighed og syndernes forladelse for jesn Kristi skyld, og det vil du nok, Anna? “ „ Ja, lad os iå prøve det, men — Karen — bed så for mig, at gud vil tilgive mig, om det skulle være synd, at jeg går. “ „ Sådan må du ikke tale, mit barn. Tænk om nu din moder var levende, ville du så frygte for, at det var synd, om du tyede til hendes kærlighed netop nu? Mener du ikke, at hun ville bedrøves mere, hvis du ikke ville komme? “ „ Jo. “ „ Ser du, din moders kærlighed tor du tro på, men ikke din himmelske faders, er det ret? Tør du da ikke tro, at hans kærlighed rækker videre og kan bære mere end det bedste menneskes? “ Anna rejste sig med tårer og pyntede sig til kirkegang. Hun følte sig oplivet af gangen i den dejlige, friske morgenstund og oplivet af gudstjenesten, og mange af prædikenens ord faldt som balsam på hendes syge sjæl. På hjemvejen blev Anna træt. Karen måtte have hende under armen, og lidt måtte de hvile på vejkanten. Da de kom hjem, satte Karen hende til rette i sin egen bløde lænestol, medens hun alene syslede med middagsmaden. Da den var spist, sagde Anna: „ Må jeg fortælle dig min historie? “,, ja, fortæl om du vil, min pige. “ Så fortalte hun: „ Da min fader var druknet på havet,, solgte min moder huset her og flyttede til fjorvang ovre ved Limfjorden, hvor hun havde en slægtning, som hun håbede at så lidt støtte af. Det blev kun lidt, medens hun levede, og da hun efter en halv snes Års forløb blev syg og døde, så fik jeg lov at fløtte mig selv og kom ud at tjene. Du kendte min moder, Karen, du ved, hun var from og god. “ „ Ja, det ved jeg; vi have delt meget med hinanden og haft niange skønne timer sammen. “ Anna vedblev: „ På sit sidste sygeleje, da hun vidste, at det bar mod døden, og at afskedsstunden ikke kunne være langt borte, formanede hun mig så inderlig og alvorlig til, når jeg blev ene i verden, altid at støtte mig til gud i himlen, altid at føle hans nærværelse, så skulle han nok bære og bevare mig, i hvad der end mødte. Jeg lovede det, når jeg grædende stod ved hendes seng og hendes magre hånd hvilede i min, og jeg lovede det også, Karen, når jeg lå i min seng og vædæde puden med mine tårer. Jeg ville holde det, og jeg var også sikker på, at jeg kunne holde det. Nu ser du, hvordan jeg har holdt det, og nu ved jeg, at det er dårskab at stole på egen kraft og egen villie. Jeg har også gjort erfaring med hensyn til de gode forsætter, hvormed man efter ordsproget brolægger vejen til helvede. Å, om jeg ikke havde været så sikker i min sag, måske det havde gået bedre. Jeg kom til at tjene på en lille herregård — „ Knaldproprietæren “ kaldte man manden. Jeg var der i fire år, først som kokkepige og senere som stuepige, og jeg havde det godt der, for fruen var flink og god, og manden fornærmede aldrig mig, skønt han ellers havde et grumme dårligt rygte med hensyn til sine tjenestepiger. Han havde en del gode venner og svirebrødre i omegnen, og svr dem gjorde han jævnlig gilder, hvor det gik forfærdeligt til » med spil og drik, ja somme tider -med slagsmål. Det faldt så i min lod at opvarte disse herrer ved sådanne lejligheder, og al den banden og al den slemme snak, jeg der fik at høre, det kan du aldrig forestille dig, Karen. “ „ Å, jo, det kan jeg endda nok “, svarede hun, „ jeg ved godt, hvad der passer sig i et drikkegilde “., „ Når terminerne kom, var han i stor forlegenhed for penge, og fruen måtte da redde ham, for hun havde penge, som han ingen rådighed havde over. Fruen ville gerne have sparet pengene til sin son, men når spørgsmålet blev om, enten at forlade gården eller lade pengene springe, så valgte hun det sidste. Sønnen var student og læste i København, men sommer og jul var han hjemme i ferierne og havde oste kammerater med sig. Så var der stor lystighed på gården, og omegnens finere ungdom kom der, og det stiftede med baller og gilder. Man tog mig med, stndenten bad mig derom, » for de manglede damer, og fruen gav mig lov. Jeg fandt det hele så mageløs morsomt. Den opmærksomhed, der vistes mig, pirrede min forfængelighed, og jeg anede-ingen fare: ak, hvor var jeg da forblindet, Karen. Studenten viste mig en stadig voksende opmærksomhed både hjemme og ude, og det varede ikke længe, inden han var min drøm både dag og nat. Nu ser jeg, at jeg da sad som fluen i spindelvæven, og sprællede ikke en gang, skønt han lagde den ene snare på mig efter den anden. Min moders formaning og mit løfte var glemt, og få kom ulykken. I fjor sommer var der så som sædvanlig Dans i skoven. Studenten ville have mig med, og jeg gik glad og gerne. Bed hans side følte jeg mig lykkelig og tryg. Vi Dansede en stund t den dejlige høstnaf, og derefter opvartede han med vin i et beværtningstelt. Jeg ved ikke selv hvordan, men da jeg havde drukket det første glas, var det, som al Sans og samling var borte, og jeg levede kun i øjeblikkets nydelse. Han var munter og livlig, vi drak vin, glas på glas, og jeg lyttede henrykt til hans spøg. Vi fulgtes hjem til gården og op på mit værelse — og så — blev de ulykkelige faldne kvinders tal forøget med en til. Jeg var fra den tid af fuldstændig i hans vold og et villieløst redskab før hans lyster. I ensomhed græd jeg over mig selv, men når han kom, kunne hans sanger og alle hans kjærlighedsløfter jage al fornuft og selvbeherskelse ud af mit sind. sådan gik sommerferien. Julen kom, han kom igen hjem, og jeg var den samme dåre som før. Da han nu i sommer kom hjem, åbenbarede jeg min tilstand før ham og bad ham tage sig af mig — da hånede han mig, skældte mig før en tøjte, der var tilfals før alle og enhver og forsikrede, at han intet havde og intet ville have med mig at skaffe, jeg fik at ligge, som jeg havde redt. Kan du tænke dig, Karen, hvilken sorg og fortvivlelse der da greb mig, og hvad det vil sige at gå og bære en sådan byrde helt alene. Og jeg måtte bære den alene. Jeg kunne ikke betro mig til noget menneske, og jeg turde ikke påkalde guds barmhjærtighed og hjælp, da jeg godt vidste, at min elendighed var min egen skyld og var en følge af, at jeg havde glemt at vandre som for guds åsyn. Jeg græd nætter og dage, og dette skønnede fruen naturligvis snart. Hun tog mig i forhør, og så sagde jeg hende alt. Var jeg bedrøvet og skamfuld før, så blev jeg det endnu mere ved at se hendes sorg og vrede. Jeg havde før stået højt for hende, men nu følte jeg, hvor uendelig dybt jeg var funken i hendes agtelse. Sønnen kom også i forhør, og i mit påhør nægtede han alt, og brugte de skammeligste betegnelser om mig. Jeg stod målløs overfor dette og var forberedt på også at skulle bære dette, at fruen ville tro fin søn og ikke mig, men det kom helt anderledes. Hun sagde aldrig mere et bebrejdende ord til mig, så længe jeg blev på gården. Han rejste bort, ingen ved hvorhen, men til København kom han ikke, og med studeringen var det forbi. Høsten over gik få vi to ulykkelige kvinder og græd med hinanden. Den enes sorg gjorde den andens byrde så meget tungere, og den ene havde intet trøstens ord af sige den anden, og dog tror jeg alligevel, af vi bar noget af hinandens byrde, uden af vide eller forstå det. Så kom den tid, da jeg ikke kunne gøre min gerning mere, og jeg forlod gården uden af vide, hvorhen jeg skulle vende min fod. Fruen gav mig til afsted en sparekassebog på to hundrede kroner. „ Det er alt, hvad jeg kan gwe for af bøde for min søns synd “, sagde hun. Så skulle jeg ud i verden, men hvorhen? Da kom den tanke op i mig, men hvor den kom fra, ved jeg ikke, for der var kun lidt rimelighed i den, af jeg skulle rejse til mit barndoms hjem; der syntes jeg, af alle mennesker straks, de så mig, måtte rejse sig op og tage mod mig med kærlighed. Jeg fulgte denne indflydelse, rejste med dampskib og jærnvej hertil nærmeste station, og gik så videre på min fod. Da følte jeg godt, af jeg måtte komme til havbæk som en fremmed, som ingen kendte eller brød sig om, og da du fandt mig, Karen, havde jeg havet i tanker, som det, der hurtigt kan ende al jordens nød. Men så kom du som den barmhjærtige samaritan, og min urimelige tanke blev sandhed alligevel. Ti det er jo sandt, Karen, at du vil være min. Moder. Hos dig må jeg hvile, og du vil ikke slippe mig, ikke flyde mig ud i den hjærtcløse verdens ville strømme? “ Hun rejste sig straks, greb Karens hånd og sagde, som greben af en øjeblikkelig ængstelse: „ Sig nej, Karen, det vil du ikke, vel? “ „ Nej, Anna “, svarede Karen, „ såsandt gud vil, og vi leve, så skal du ikke komme til at vandre fredløs eller håbløs om i verden, om du vil blive her. “ „ Tak “, hviskedee hun og kyssede sin vel-gjørerinde. „ Lad millioner dig takke i kvæld, for du har dem vederkvæget “, synger salmisten, og denne søndaoskvæld var der i havbæk to mennesker af millionerne, som følte sig så vederkvægede af søndagens nådegave, at Anna kunne lægge sig til hvile med et smil efter deres fælles aftenbøn og sove ind i tryg følelse af, at alt — også hun, der var sunket så dybt og gik en så tung og sorgfuld tid i mode — stod i guds milde faderhånd. Og det var godt, at hun havde modtaget sonoagens velsignelse og følt sig draget nærmere til gud, ja havde fået nåde til at ty ind under hans varmhjærtigheds vinger; det gav frimodighed til at møde nat ten, og den blev lang og trang. Da morgendagens første stråler tittede ind ad de små ruder, gennem de små åbninger mellem gardin og karm, faldt de hen over Annas blege åsyn og hilsedes af et nyfødt barns første livsytring: gråden. Karen lagde den puslede øreng i moderens favn. Et svagt smil og en fin rødme gled hen over hendes åsyn, da hun første gang kyssede sit barn. „ Karen “, sagde hun med svag stemme, „ Du må aldrig slippe min øreng. Han er min skat, lad ham nu blive din, når jeg går bort. Han skal hedde Jakob vo-gelius, og han må aldrig drikke stærke drikke! — hører du, Karen, aldrig stærke drikke. “ „ Nej, Anna, du skal leve og selv opdrage dit barn. “ „ Jeg dør, Karen “, sagde Anna igen, „ derfor lægger jeg min øreng i dine arme, tag smod ham som en gave fra gud. — du må lære ham at kende fin moders synd og skam, lære ham at vogte sin fod for forførelsens snare, lære ham at tjene gud — Karen, vil du love mig dette? “ „ Ja “, svarede denne, „ men læg dig nu rolig til hvile, så komme kræfterne igen. “ „ Tak, nu kan jeg dø rolig. “ Anna lagde sit trætte hoved til hvile i puderne og slumrede nogle øjeblikke, medens Karen stilfærdigt, næsten lydløst, færdedes i stuen, ordnende et og andet. En bevægelse i sengen bragte Karen til at fare sammen. Hun havde uvilkårligt en fornemmelse af dødens nærværelse, og da hun kastede blikket hen til sengen, lå Anna der med store blanke øjne, der dog ikke syntes fæstede på noget bestemt. „ Hvordan har du det, Anna? “ Karen bøjede sig hen over sengen og så, hvor den fine sved duggede den dødblege pande og kind. Anna hviskedee svagt: „ Min dreng “, og det syntes, som hun forgæves anstrengte sig for at vende blikket ad vuggen til. Så hørtes endnu et svagere: „ Herre Jesus! “ — der kom et par lange, pustende åndedrag, og øjnene lukkede sig halvt i for aldrig at åbne sig mere. Så var Karen toft bleven det spæde barns moder, og ikke så meget som en tanke sorsøgte at få hende til at snige sig uden om den pligt, hun nu syntes, at Vorherre havde lagt lige for hendes fod, for at hun skulle tage den op. Otte dage senere kørte to vogne i række fra havbæk op til klittrup kirke. På den forreste stod Anna Thorups ligkiste med to krandse, en af lyng og en af Mos, og på den anden vogn sad Karen tost og en nabokone med den afdødes efterladte skat; den lille dreng skulle kristnes på sin moders jordfæstelsesdag. Tilfods fulgte 6 af havbæks mænd som bærere. Først sænkedes så moderens kiste i graven. Præsten sagde nogle alvorsord til den lille forsamling, og degnen sang et par salmevers. Derefter blev barnet bragt op i kirken og dølk med navnet Jakob Vogel iu s Thorup. Nede i skolen, hvor den lille forældre løse dreng skulle byldtes ind til hjemrejsen, spurgte præsten: „ Hvem skal nu tage sig af barnet? “ „ Det skal jeg, hr. Pastor “, svarede Karen ' bestemt, „ og jeg kan også, dersom gud og gode mennesker vil stå mig bi, og det tror jeg sikkert, de ville. “ Præsten satte et noget forbavset ansigt op, og derfor føjede Karen til: „ Anna har betroet ham til mig, og hun må da selv råde for sit barn, så den ting, tænker jeg, er i sin fulde rigtighed. Enten jeg kalder det min ret eller min pligt, så har jeg Annas ord at holde mig til. “ „ Gud velsigne dem gaven og opgaven “, sagde præsten bevæget og klappede Karen på skulderen, „ og skulle de have brug for et eller andet, så kom op i præstegården til os, så har min hustru nok et eller andet at kunne hjælpe med. “ Karen takkede hjerteligt. Lærerens hustru opvartede gildesgjæ-stcrnc med kage og vin, og læreren selv ville endog drikke en skål for den lilles fremtidslykke, men dette bad Karen ham meget alvorligt om ikke at gøre. Læreren spurgte meget forundret, om Karen da ikke undte den lille lykke i verden. Jo, det gjorde hun rigtignok, men hun mente ikke, at skålen hjalp noget i så henseende. „ Nej, det har Karen jo ret i, svarede præsten, „ men det er dog en meget uskyldig måde at udtale sine gode ønsker på. “ „ Ia, jeg er en enfoldig kone “, dristede Karen sig til at svare, „ og kan ikke dømme om den ting, men — når man har lovet noget, skal man også fuldt og ærligt søge at holde det, og nu har jeg lovet Anna, så vidt og så længe jeg kan, at vogte drengen for vin og stærke drikke, og derfor synes jeg ikke, det er rigtigt at drikke skåler for ham. Jeg ved, at om Anna kunne høre, at der blev drukket skåler for-hendes søn, ville det gøre hende bitterlig ondt, og jeg ved, hvorfor det er så, men det vil jeg ikke sige her. “ Læreren gjorde en undskyldning, og hans hustru tørrede en tåre bort, da hun for svandt med vinflasken. Lidt efter trådte hun ind med to ølflasker i stedet. Hjemme i den lille hytte i havbæk var fra den dag af livets kamp og kampen for livet trådt ind i en ny fase. Den lille Jakob trivedes under Karens omhyggelige pleje og blev en stor og buttet dreng. Senere forsvandt det buttede, men rask og stor vedblev han at være. Hver sommer måtte han med sin plejemoder aflægge et besøg i præstegården. I førstningen lånte Karen en barnevogn for at køre sin skaf, og når hun kørte hjemad, havde hun fuldl læs af mad og klædevarer. Senere, da drengen kunne gå på sine egne ben, hjalp han med at bære de gaver, som den gode præstefrue læssede på dem. Hver jul blev der sendt gaver fra præstegården, og da Jakob nåde så vidt i udvikling, at han kunne have glæde as den slags. Ting, arvede han de billedbøger og læsebøger, som for præstens børn havde gjort deres nytte. Karen gemte omhyggeligt disse ting, og derved blev det højtidsstunder for drengen, når han fik lov at se billede bøgerne, og Karen fortalte ham historier dertil eller læste for ham af bøgerne. Da den tid kom, da Jakob skulle begynde at læse, tænkte Karen med hemmelig gru på den kamp og besværlighed, som hun vidste fulgte med indøvelsen af læse-kunsfen. Hun huskede fra sin egen barndom, hvorledes hun under trusler og bank, under angst og tårer, med ubeskrivelig møje og besvær blev af sin strenge, alvorlige moder holdl således til bogen, at hun også fik lært at læse godt. Nu ville hun gerne, at hendes skat skulle nå samme mål i det mindste, men at han skulle komme dertil ad en lettere vej. Så besluttede hun sig til at søge sagkyndig bistand, tog en dag sin skat ved hånden og gik op til skolen; her måtte læræren da vel kunne være rådgiver. „ Nå, så det er den lille Johannes, han er jo bleven en stor dreng “, sagde læræren, da han havde givet ham hånden til goddag. „ Nej, han hedder rigtignok Jakob “, rettede Karen. „ Ja, nu husker jeg det “, svarede læreren, „ men jeg skal sige Karen, jeg har tænkt meget på den øreng, som ikke måtte drikke vin, og hver gang tanken kom til ham, kom Johannes døberen mig også i hu, og derfor har jeg ført døberens navn over på drengen her, og jeg har spurgt, som der blev spurgt om ham: hvad skal der blive af dette barn? “ Karen førte forklædehjørnet til øjnene. Dette spørgsmål var jo det største for hende, om hun end ikke lagde det deri, som man gjorde i Juda bjærgland. Så vedblev læreren: „ Den historie med min mislykkede skål for knægten glemmer jeg aldrig, og den har lært mig meget. Den lærte mig først dette, at der er noget ubetænksomt og letsindigt i dette at drikke skåler for menneskers lykke og velfærd, så jeg har aldrig gjort dette siden, og den lærte mig tillige, at Karen tost ville blive en omhyggelig, alvorlig og betænksom opdrager for den fremmede kvindes barn, medens det almindelige i vore dage er, at folk tage sig denne sag så yderlig letsindig og let. Man lader tilfældigheden råde og tænker ikke på, at der er noget at gøre ved den ting. Man lader med næsten grænseløs ligegyldighed børnene overvære de ældres Dans og kortspil, lader dem være øjenvidner til megen letsindig færd og ørevidne til banden, liderlig snak, pjattede eller ligefrem utugtige viser uden at tænke på, hvilken giftstrøm man således selv fører ind i de smås hjerter. Forældrene vide godt og føle det vel lejlighedsvis også, at børnene er deres største rigdom, men dog falder det dem aldrig ind, at de skulle anvende samme, for ikke at sige større omhu og tænkning med daglig flid og forsigtighed på deres børns opdragelse og udvikling, som de anvende på opdræt og opdragelse af malkekøer og slagterisvin. Ja, det er en hård dom, men erfaringen både ved at komme i hjemmene og ved at iagttage børnene i skolen har lært mig, at det virkelig forholder sig så. Der bliver fra skolens side, såvel børneskolens som folkehøjskolens, gjort mere for ungdommen nu end før, men hjemmets arbejde er, de steder fraregnet, hvor der er en særlig vækkelse oppe, i aftagende over hele linien. Se nu, Karen, denne sag ligger mig stadig bedrøvelig på sinde, men da jeg skønnede, at Karen ville tage opdragelsens gerning på en hel anden måde, så vågneve det gamle spørgsmål hos mig: „ Hvad skal der blive af dette barn? “ „ De kan have ret i noget “, svarede Karen, „ men hvad mig angår, da skønner jeg godt, hvor lidt forstand og dygtighed jeg har til a opdrage. Jeg vil gerne give mit bedst:, og så lægger jeg sagen til Vorherre og beder ham gøre min dreng ' il et gudfrygtigt og dygtigc menneske. “ „ Det er jo også sådan, det skal va: e, Karen, og gud give lykke og velsigne!,,. — nu, men så var det læsekunsten, v, skulle tale om. Jeg har altid overfor mine egne børn brugt en simpel fremgangsmåde og til en begyndelse søgt af gøre læsningen til en slags fornøjelig leg. Jeg har ladet dem ' så en mængde små og letfattelige billeder og sagt dem, af man kunne læse, hvad de kaldtes. Så yar jeg dels ladet dem stave navne udenad, og dels vist dem og lært dem navnene på de trykte bogstaver og samtidig vist dem af skrive disse bogstaver på tavle, samt af føje dem sammen til ord og stavelser. Min almindelige regel er for det første, af jeg har ladet øre, øje og hånd følges ad og tage lige del i arbejdet, og for det andet, af jeg har vogtet mig for af gøre øvelserne sværere eller længere, end børnene kunne tåle uden af tabe lysten. De skulle opfatte dette arbejde som en leg og som noget, de ikke skulle, men bare måtte få lov til. Når de blev ældre, kom i skole og fik lektier, så lærte de også, hvad det var at skulle. Forøvrigt Karen, så er et barn jo aldrig helt som et andet, og man må derfor føle sig for og erfare sig frem, men når Karen gør dette, så er; eg også vis på, at det her skal lykkes, hvad der ellers mislykkes for så såre mange, at den lille Jakob dør skal blive dygtig til at læse uden at blive ked af det. “ Karen takkede, tog sin Jakob ved hånden og gik hjem. Kunsten lykkedes, og da året var omme, og Jakob havde fyldt sit sjætte år, „ læste han som nogen præst “, forsikrede en beundrende nabokone. Da Jakob toft — det var hans daglige navn — var 7 år gammel, kom han i skole, og da han var 9 år gammel, blev han på grund af særdeles dygtighe

1897_Povlsen_TaagenLetter

Jens

Jens

Povlsen

Tågen Letter

male

male

dk

Povlsen

Taagen Letter

Povlsen

Taagen letter

Fortælling

n

gothic

Afholdsboghandel

KB

nan

nan

O

For et halvt hundredår siden var bakkerup en meget gammel og gammeldags landsby. Gårde og huse lå i række langs med den krumme, hullede og efter årstid og forhold sandede eller sølede vej, som kommende fra bakkerne snoede sig forbi sandbrinker, gadekær og hushjørnerne gennem hele byens længde for senere gennem et utal af forgreninger at forsvinde i engstykker og moseskifter. Mosset stråtag, hist og her pjusket og hullet, dækkede de lange lave bygninger. Tagskægget hang takket og lavt ud over ladelængernes gulgrå klinede lervægge og våningshnsenes hvidkalkede bindingsværk. Midt i byen lå Kirkebakken, og midt på denne tronede stolt, støt og lidet ænsende tidens tryk og tidens tand den gamle kirke med kampestensmur og blytag og med - et højt tårn, fra hvis flvjstang en væidig jernhane svang sig som årvågen hedens symbol. Ja, symbol — men den vågede ikke, vækkede ikke, bare drejede sig for vinden. — var det derfor, at de gamle gårde stod og sank sammen eller blinkede så søvnige ud til genbo og nabo fra de små, solbrændte ruder? Var det derfor, at de hvergarnsklædte kvinder eller vadmels klædte mænd færdedes med ludende hoveder og sænkede blikke og droge så tungt på benene? Måske også den kaldsrosf, der lod søndag efter søndag indenfor „ det gamle hus “ s stærke mure, ikke havde nogen rigtig vækkende klang. Bag ved kirken lå præstegården, lav som de andre af byens gårde, men bred og mægtig, med storkerede og have. Og haven var byens eneste. Var det så underligt, at den ned sine mægtige, bredkronede Linde, sine krogede frugttræer, sine blomstergruppcr og sine græsplæner gjorde indtryk på den fremmede som en lille Edens have i et øde land? Thi den enkelte hældende pil eller knudrede hyld, som øjet ellers mødte, vidnede kun om fattigdom og folkefs brist på Sans for hygge og naturskønhed. Alligevel var der større velstand inden døre end byens ydre gav indtryk af. — der sad måske endog lidt gammeldags ensoldig gudsfrygt, lyssky og kuet, hist og her i krogene under de lave bjælker, men den tæredes hen dag for dag under vankundighedens og egennyttens åndelige svindsot. På de tre sider var byen omgiven af ager, eng og mose. Mod vest hævede sig stejlt og stolt et mægtigt, lyngklædt bakkeparti. Op gennem de bratte skrænter skar sig grønne, græsrige kløffer og smådale, og oven på bakkernes kupler tronede fædrenes grave i skikkelse af mægtige kæmpehøje, der som tavse og dog talende vidner gemte minderne, som den slægt, der nu færdedes her, havde glemt under århundreders trældoms og fattigdoms knugende tryk. Og her havde dog friheden været herskerinde fra Arilds tid. Her havde den frie vestenvind uhindret leget tagfat hen over kupler og kamme og ned gennem Dale og kloster. Her havde lærken uantastet i århundreder sunget sine glade sange fra tidlig vår til sent i høst og fra tidlig gry til sent i kvæld og bygget sin simple rede i den buskede lyng. Her boede ræven i sin krogede, dunkle hule, og her drev den sin i agt sommer og vinter, dag og nat. Her havde byens får deres part af verden, tøjrede om sommeren, men fri om vinteren. Kun i vår og efterår måtte de dele bakkens lyng og Dalens græs med kvæg og heste, ligesom ræven da også undertiden måtte dele jagten med søndags-og andre jægere. Øg herfra havde man en vid og skøn udsigt — et storartet rundskue over byen, marker, Enge og moser langt ud til fjerne kirker, byer og bakker. Det var i. November. Der drev en tæt tåge klam og kold hen over bakkerup, og oppe i bakken svøbte den sig om højderne og fyldte Dalene. Her gik en fjortenårs dreng; træt og udaset slæbte han sig med vaklende skridt frem ad en smal fodsti gennem den våde lyng. Han var en. høj, spinkel og leddeløs fyr med et blegt ansigt, kønne lyseblå øjne og en krans af hvidgule krøller om nakken. En lille bylt, som indeholdt hele hans ejendom, havde han under armen. Han stirrede rundt til alle sider, men fremmed, som han var, kendte han hverken vej eller sti. Hvorhen han så, mødte hans søgende blik kun tåge og bakker og bakker og tåge, og da han til sidst ikke kendte noget levende råd til at komme ud af denne uendelighed af bakker og tåge, svandt hans sidste rest af frimodighed, og han satte sig ned på en lyng brink og græd. Og han bad: „ Hjælp mig nu, kære gud i himlen! Jeg er træt og sulten, og jeg kan ikke sinde vej — hverken træffe hus eller mennesker. — ak, om moder vidste, hvor jeg nu er, men hun går hjemme og tænker, at jeg er kommen til bakkerup i god behold. — å, jeg kan næsten ikke mere, hvad skal jeg dog gøre, kære gud! “ Han tav nogle øjeblikke og lyttede. Da nåde en lyd hans øre. Det lysnede i hans sind og gav håb, og hurtig strøg han tåren af kinden. Snart skimtede han gennem tågen noget voksende mørkt, som blev til en flok kvæg og en hyrdedreng. Vor lille rejsendes glæde varede kun kort. Denne hyrdedreng huede ham ikke, som han stod der foran ham med et næsvist grin i det brede, gråbrune, fregnede ansigt. Han rejste sig og bød goddag, men hyrden gengældte ikke hans hilsen. „ Hvad er du for en fyr? vil du have et lag klø? “ lød det til ham med en rå, ubehagelig stemme fra den brede mund, og hurtig slukkedes den håbsgnist, der var tændt i hans sjæl. „ Jeg skal til bakkerup, “ svarede han langsomt, „ vil du ikke vise mig vej? “ „ Der er jeg fra, “ svarede hyrdedrengen. „ Du kan blive hos mig til aften, ellers tager ræven dig; han er slem her, kan du tro. “ Vor unge ven betænkte sig lidt, men den fremtoning af et menneske, der stod foran ham, forekom ham mindre hyggelig, og for at flippe hurtigst muligt svarede han: „ Nej, jeg må skynde mig; vil du ikke nok sige mig vejen? “ „ Jo, lige op og lidt i vesfer, “ lo den brede mund, og idet dens ejer pegede op mod en nærliggende mægtig bakkerunding, som skimtedes gennem tågen, vedblev han: „ På den anden side går en vej, følg den, så kommer du nok et sted hen — — av for s.... nu driver køerne væk! “ — han var straks borte i tågen. Så traskede den lille trætte fyr afsted ad den anviste vej op over bakken, over nok en bakke og endnu en, men ingen vej, han var altså bedraget; men det lakkede stærkt mod Asten, og han syntes ikke, der var levnet ham andet valg end at blive ved lige ud, så længe hans ben kunne bære kroppen og bylten. Jævnlig kom han over fodstier, fulgte en et stykke, en anden et andet stykke, og imidlertid blev det mørkere og mørkere, men hverken hus eller mennesker var at øjne. Nede i en Dal satte han sig igen til hvile, og det var ikke glade tanker, der bevægedæ sig i hans sjæl. Han var belavet på at tilbringe natten her. Han havde sit søndagstøj med sig, det kunne han tage på til værn mod nattens kulde, men hvor skulle han få mad fra? Øg hvis han i morgen var for afmægtig til at rejse sig og gå? Der kom måske ikke et menneske på den kant den første uge. I disse bedrøvelige tanker vendte han igen sit hjerte til gud i bøn for sig selv og sin moder, som nu, skilt flere mile fra ham, gik hjemme og tænkte på ham og bad for ham. Så tænkte han på sine kammerater, de børn, som han kendte hjemme fra. De kunne alle sammen sidde i denne aften i en varm stue og spise deres aftensmad. De kunne alle sammen lægge sig til hvile i den bløde seng, få et Kys af deres moder til godnat og derefter sove tryggelig. Men han — han alene — var nu stillet overfor et af de hårde stød, noget af det tunge og trange, som han ofte nok havde hørt om, at verden havde at byde menneskenes børn, men som han endnu ikke havde prøvet sådan som i denne stund. Han lagde sit hoved på bylten og græd, til han var lige ved at sove ind. Så rystede kulden hans lemmer, og han sprang hurtig op. — hvad var dette? Der var ingen tåge mere. Månen steg stor, rund og rod op over jordens yderste rand i den fjerne synskreds. Stjernerne tittede hundredvis ned gennem det flortynde skylag. Længere oppe fra dalen, han stod i, hørte han fodtrin og stemmer, og ikke mange favne fra ham gik en vej. Hans øjne fulgte den ned gennem dalen og nedenfor denne lå byen; kirketårnet og de nærmeste steder trådte tydeligt frem i det klare månelys. Der gik et indvendigt hurra gennem ham. I en hast fik han bylten under armen og med lange, raske skridt gik det over mod vejen, medens tænderne klaprede i hans mund af kulde; træthed og sult kendte han ikke mere. Fodtrinene kom nærniere, og han hørte en barnestemme sige: „ Nej se, fa ' r, før kunne vi intet se, og nu ligger hele byen, kirken og vor have og stråler så dejligt i måneskinnet. “ „ Ja, mit barn, “ svarede en mandig Bas, „ når jordens tåge hæves og himlens lys får lov til at kaste sit strålcskær over tingene, få bliver al ting skønt. “ „ Også det, onde mennesker gør? “ „ Nej, men alt, hvad gud gør. “ Drengen standsede på vejen før at vente til de samtalende nåde ham; han følte uvilkårligt, at mennesker, der sorte en sådan samtale, behøvede han ikke at være bange før. Snart stod de før ham: en høj, gråskægget mand med hornbriller, bredskygget hat og lang overfrakke og en pige på omtrent 10 år. „ Godaften, min dreng, “ sagde den høje mand venligt, da drengen stille tog huen af og hilste, „ hvem er du? “ „ Jeg er Poul Solman fra Sandby, og jeg skal tjene hos Jens Hansen i bakkerup, “ svarede drengen. „ Nå, Solman, — hvor har jeg nu det navn fra? — “ sagde den høje Aland hen før sig, „ Solman? — jeg har kendt navnet, men når og hvor? “ „ Min fader og moder have tjent i bakkerup en gang, “ svarede drengen for at hjælpe på sin ledsagers hukommelse. „ Rigtigt, “ bekræftede denne, „ nu husker jeg dein, Henrik Solman og Margrethe — jo jeg husker dem. “ Han gik så i nogen tid og førte en sagte samtale med sig selv. Med et hævede han sit hoved og sagde højt: „ Det er ellers morsomt nok. du dreng, jeg er præst — præsten her i byen, og jeg hedder stjerne, kun stjerne, medens du hedder sol—man. Mærkelig nok, å, ja. “ Lidt efter udbrød han igen: „ Men du er træt, Povl, ikke? og inåske sulten? Du har da gået en lang vej og vist også en sær fejl vej? “ „ Er han træt, fa ' r, så må jeg bære hans bylt, “ bad pigen. „ Vist må du, Alma, “ svarede præsten. „ Bærer hverandres byrder, — jo vist må du. “ Inden Povl ret vidste hvordan, havde pigen hans bylt under armen. „ Jeg har været træt og sulten, “ svarede Povl på præstens spørgsmål, „ men nu er det gået over. Jeg ved ikke, hvor jeg har gået, for da jeg kom op i bakkerne her, kom tågen, og så vidste jeg hverken, hvor øst eller vest var. “ „ Tågen? ja vist, “ svarede præsten igen som hen for sig, „ i tågen er det, at menneskene farer vild. Øg når de så ikke vil ud af tågen — ak ja, det er sandelig ikke altid lige ud ad landevejen at være præst. “ Lidt efter vendte præsten sig igen til Povl: „ Sig mig, min dreng, hvordan har dine forældre det så nu? “ „ Min fader er død, “ svarede Poul. „ Så—å, så har din moder det strengt, kan jeg tænke. Har hun sit eget hjem? “ „ Nej, hun sidder i en lille lejestue. “ „ Har i haft eget hjem? “ „ Jo, engang. — vi havde tre køer og havde det godt; men så ville fader holde hest, selv pløje sin mark og lade sig leje til at køre for andre. — det gik også godt en tid; men så var det sådan skik, at han blev opvartet i kroer og andre steder af de folk, han kørte for. På den måde kom han i vane med at drikke spiritus ude og til sidst ville han også have den hjemme. han troede altid, at brændevin varmer om vinteren, og at bajersk øl køler om sommeren. Så måtte vi sælge vort hus og bo til leje i et lille hus. Fader gik nu på arbejde, men han kunne ikke mere tåle strengt arbejde, og han holdt ikke op med at drikke — det blev værre endda — og i fjor fik han lungebetændelse. “ „ Ak, ja, “ sagde præsten stille som før, „ det er jo den gamle historie — begynde i det små — glide langsomt ned ad skrå planet — senere mere fart — og så dette, at mennesker skubber til, mens vognen hælder, enten i godvillig tankeløshed eller med djævælsk skadefryd. Hvor er dog den historie gammel — og ligeså almindelig som sørgelig. “ Præsten tav og gik en stund og stirrede ned mod jorden. Povl betragtede det gamle ansigt nøje og fattede mere og mere tillid til præsten. Da denne atter så op fortsatte Povl: „ Hvorfor døde min fader? Det forstår jeg ikke — og moder forstår det heller ikke. Gud vil jo gøre det godt før alle mennesker, hvorfor gjorde han så ikke min fader rask igen? — — “ Povl vedblev under tårer: „ Ieg hørte selv, at min fader, dagen før han døde, lovede moder, at når han blev rask igen, ville han aldrig drikke brændevin eller den slags mere, og så skulle vi også have det så godt. Jeg hørte, at moder den nat bad gud så mindelig om, at fader måtte leve. Og han var begyndt at blive bedre; men samme nat blev han meget syg, og næste dag døde han. “ Så sagde præsten: „ Du ved nok, min dreng, at guds tanker og veje er højere end vore tanker og veje; og du ved ikke, hvad der kunne have sket, om din fader havde levet, men det ved gud. Og synes du nu, at det er mere trangt for din moder, så skal du vide, for det kommer du måske selv til at erfare, at der også kan være velsignelse i trængslen. — giv nu Povl sin pakke, lille Alma, “ vedblev præsten, idet han standsede og pegede på en gård lidt længere nede i byen, „ der ligger Jens Hansens gård. Lad mig dog sige dig, Povl, at nu har gud lagt den opgave til dig at være din moders trøst og støtte, glem ikke det. “ „ Ja, “ svarede Povl, „ jeg har lovet min moder at vogte mig for stærk drik og at være ærlig og god. “ „ Der skal gro velsignelse i et helligt løftes spor, om du holder det. Nu godnat, Povl, gud lede dine veje og føre dig frelst gennem brændingen. “ Præsten og hans datter rakte venligt det fattige, fremmede barn hånden til afsked, og kort efter sad vor lille ven bænket ved et rigeligt aftensmåltid hos de venlige mennesker i Jens Hansens gård. Næste morgen overtog Povl sin gerning der i gården. Foreløbig bestod den i at vogte kvæg og får oppe i hedebakkerne indtil „ de kom hjem med sne på ryggen “. Her oppe traf han sammen med Karl vind, den dreng med den brede mund og det flade ansigt, som han aftenen før havde indledet et bekendtskab med på en mindre fornøjelig måde. Det var med angst og bæven, at han af den brede mund modtog den efterretning, at de to fluide være daglige kammerater hele efteråret. En overraskelse var det ham dog, at Karl denne morgen modtog ham med et bredt, venligt grin og ikke nævnte et ord om „ Klø “ eller lignende. Grunden til Karls venlighed sremgik tydelig as den tale, hvormed han indledede det forhold, der kom til at bestå mellem dem. „ Nu skulle vi holde sammen, Povl, så kunne vi bedst holde sjov her oppe og „ klø “ de andre as byens drenge, som også er her oppe — der bag højene. Komme de her, banke vi dem så flade som —tudser. “ Povl tav og stirrede med et ængsteligt blik på sin nye kammerat og det uhyggelige grin, der gik over dennes ansigt, men han vovede ikke at gøre indvendinger. Karl vind var klog nok til at forstå, at skulle han få den nytte og støtte af Povl, som han ønskede, måtte han gå forsigtig frem og ikke skræmme ham bort ved alt for megen råhed, så han skulle drives at gå over til fjenden, det vil her sige: slulte sig til de øvrige hyrdedrenge. „ Kom her, Povl, så skal du se mit hus. “ Med disse ord vinkede han ad Povl og viste ham en bakkeskrænt, hvori han havde udhulel en fordybning, hvis tag dannedes af lyngskorpen, som ved lægtestykker og lyngtørv hindredes i at falde ned. Rummet var så stort, at de begge kunne sidde lunt derinde i regn og storm. Indvendig var lejligheden ligeledes beklædt med tørv, og bag ved disse fandtes der fkjulte skabe, hvilken hemmelighed Karl dog ikke fandt det hensigtsmæssigt at indvi sin kammerat i. Her tilbragte de mange timer, når kvæget roligt græssede i de nærliggende dalslrøg. De skiftedes til at holde vagt eller til at møde kvæget, når det viste tilbøjelighed til at gå over grænserne for det passende. Når de “ sad sammen, fortalte Karl historier om trolde og nisser, om den hovedløse hest, der gik nede i Stendal, om troldene i lundbjerghøj, der dansede hver st. Hansnat under højen, medens denne løftede sig på sire gloende piller, og om bjergmanden i grønbjerg, som talte sine penge og når han var færdig slog kistelåget så hårdt i, at man kunne høre det runge vidt ud fra højen. „ Nu skal du høre, “ sagde Karl en dag, de sad sammen i „ Lejligheden “. „ Der boede en gang en mand i bakkegården. Han var meget rig, men endda syntes han ikke, at han var rig nok. Han havde tit hørt bjergmanden smække kistelåget i, og han beslultede at grave i bjerget for at få fat i bjergmandens penge. Han og Karlen gravede i bjerget hver torsdag nat fra solen var gået ned til lidt før den stod op, og omsider sandt de kisten. De toge fat i ringene og fik også kisten slæbt et godt stykke op af hullel, men så blev manden så glad og så ivrig, at han rent glemte, at den slags arbejde skal gøres stiltiende, og han råbte højt: „ Nu et godt tag til, så har vi den! “ Aldrig så snart havde han sagt disse ord, før kisten begyndte at glide nedad, og, de måtte slippe taget for ikke at blive flæbt med i dybet. Kisten forsvandt, og op as hullet hørte de bjergmanden råbe: „ Vi flytte, og mere med os! “ siden den tid havde de ikke held med nogen ting i banegården. Bjergmanden havde taget lykken med sig, og den rige mand blev en fattig stodder, inden han døde. Siden den tid hørte man aldrig noget kistelåg falde til i grønbjerg. “ „ Det er for resten slet ikke sandt, alle de historier, du fortæller, “ indvendte Povl. „ Sagde du løgn, din hvalp? “ råbte Karl. „ Det er, “ så bandede han, „ sandt hvert eneste ord. “ Povl så forskrækket hen på ham, men turde intet svare. „ Kender du rok-anders? “ spurgte Karl og lo bredt igen. „ Nej! “ „ Nå, ser du det. Du kan læse i bøger, og du kan skrive, men alligevel ved jeg mere end du. Jo, rok-anders bor en mils vej herfra, og han kan noget, kan du tro. “ „ Hvad kan han da? “ „ Å, har du ikke set, at folk male hvide kors på ladelemmene og slå gamle fundne hestesko op over dørene? Det gør de for rok-anders ' skyld, og din husbond gør det også. Han kan få tøjrepcrle til at danse på bordet og få kotøjrer til at rejse sig lige rank i vejret ude på Marken. Og han kan sidde hjemme og malke folks køer gennem en syl, han har stukket i bjælken. I fjor sommer kunne vor den spættede ko ikke malke, fordi rok-anders havde fundet på at malte den gennem sylen; men det kendte Rasmus hånning råd for. “ Povl troede ikke disse historier, men alligevel fyldte de ham med skræk, og de bidrog til at befæste Karl vinds overlegenhed og herredømme over ham. En dag opdagede de to drenge en hugorm i et hjulspor. „ Nu skal du se løjer, “ sagde Karl. Han tog sit piskesfaft og holdt det fast på ormens nakke, stak sin lomrgekniv gennem dens hoved og holdt den højt op, medens den i smerte vred sit legeme i stærke bugtninger. „ Det er synd, “ sagde Povl. „ Ha, ha, ha. Synd, hvad er det for noget? “ lo Karl. Da denne leg ikke mere var morsom nok for den hårdhjertede dreng, skar han hovedet af dyret, sprættede bugen op på langs, trak skindet af og lagde kroppen på en myretue. Medens hundreder af myrer angreb det endnu levende legeme, tumlede det omkring med hurtige og voldsomme bevægelser, som kæmpede det forgæves for at frigøre sig. Det gjorde Povl ondt, men Karl lo og spottede over hans medlidenhed. Lignende dyrplagerier sorefaldt jævnlig, når lejlighed tilbød sig, og det varede ikke længe, inden Povl lærte også at tåle den slags ting uden at harmes. Hans medfødte gennem moderens opdragelse udviklede evne til at skælne mellem godt og ondt sløvedes hurtigt, og han vænnede sig til at lade sig lede as Karl vind i alle ting. Det bløde og vege i Povls natur bøjede sig uvilkårlig for den myndighed og viljekraft i forbindelse med den hensynsløse råhed, som hans kammerat var i besiddelse af. Efteråret var ualmindelig mildt, og da Markens afgrøde havde været mindre rigelig, vedbleve hjordene og hyrderne at færdes ude i bakkerne til hen ad jul. Derved fik de to hyrder lejlighed til at leve sig mere sammen i fortrolighed, og Karl indviede mere og mere Povl i den livsanskuelse, han indrettede sin færd efter. Imidlertid var der ting, han ikke vovede at åbenbare, og her syntes det, som om tilfældel kom ham til hjælp med hensyn til at få kammeraten viklet dybere ind i de snarer, han daglig lagde for dennes fødder. En søndag noget ind i december var det en stormfuld dag med regnbyger og tåge. Povl havde været borte en times tid for gøre en Rønde mellem „ Undersåt terne “, medens Karl havde „ hvilet “ sig i deres „ Lejlighed “ i sandbrinken. Da Povl kom tilbage, overraskede han sin kammerat i en beskæffigelse, som denne hidtil havde vidst at holde skjult for ham. Karl røg tobak. Han skyndte sig vel med at få piben skjult i et hemmeligt rum bag ved en lyngtørv i lejligheden, men da han mærkede, at han var røbet, blev det ham straks klart, at den bedste måde, hvorpå han kunne sikre sig mod, at denne sag kom til højere vedkom mendes kundskab, var at gøre sin medvider til sin meddeltager. Han tog derfor piben og sin lille beholdning af tobak frem og med al den venlighed, han kunne opdrive, indbød han Povl til at smage piben. Da Karl imidlertid ikke nåde sin hensigt, måtte han, for at undgå det værste, gribe til et middel, som han helst ville have undgået: at trygle og true. Povl lovede at tie. Han følte ingen særlig trang til, at hans forhold til Karl vind og hans deltagelse i dennes streger skulle kendes i hans husbonds gård, og endnu mindre følte han trang til den udlovede belønning af en mageløs vældig dragt prygl. Imidlertid følte Karl ikke den ønskeligste tryghed, og derfor vedblev han hver dag at friste og lokke, indtil han endelig en dag fik Povl til at bide på — piben. Han røg så, til han blev syg — så syg, at han gjorde det løfte aldrig at tage piben i munden mere. Dette løfte holdt han ikke længe; Karl forklarede ham nemlig, at det kun var første gang, man blev syg af tobak, senere ville det gå bedre. Povl prøvede så piben oftere og skønt han ikke endnu var helt stærk mød tobakkens gift, drev han det ret snart til at kunne ryge en hel pibe uden at blive syg. Så betroede Karl ham, at piben var stjålet; nu mente han, at Povl var nødt til at hæle med ham. Et par uger senere indtraf en begivenhed, som fremkaldte en vending i tingene. En formiddag fremviste Karl med et fordægtigt grin en næsten fuld trepægle-flaske. „ Hvad er det? “ spurgte Povl. „ Dingelvand, “ svarede Karl, „ vil du smage? “ Det ville Povl ikke. — Karl forstod såre vel at skjule sin ærgrelse. Han mente desuden, at han vel nok skulle få bugt med sin kammerats „ Særhed “ også denne gang. Med den ligegyldigste mine af verden gemte han flasken. Ved middagstid satte drengene sig til at spise deres smørrebrød, og Karl kom nu atter frem med flasken. „ I sådan en hundekulde er en dram krabat, “ sagde Karl, „ den varmer helt ned i tæerne. “ Han tog en slurk af flasken. Povl svarede ikke, men måske var tavsheden en indrømmelse, han ikke ville være bekendt. Så vedblev Karl: „ Du tør jo ikke tage dig en „ Varmer “ for din moder, sølle Povl. Ellers er det sært nok, at hun kan se så langt. “ Han vedblev på denne måde halvt drillende og halvt lokkende at ægge lysten op i Povl. Denne svarede intet, men hans „ Stilling “ blev dog stadig svagere. Karl greb atter flasken og tog en slurk, der tilsyneladende var noget større end den virkelig var. Han rakte derefter stiltiende flasken til Povl, som tog den og ligesom fattende en rask beslutning satte den for munden. „ Varmer den ikke? “ spurgte Karl med sit bredeste grin, hvori lå en blanding af hyllel ærlighed, ondskabsfuld skadefryd. Povl måtte give ham ret: „ Du fik ellers for lidt, Povl, “ sagde Karl ret venlig og alvorlig, „ i et sådant vejr skal der en ordentlig dram til, om den skal virke. “ Povl tog et par vældige mundfulde, og ikke mange minntter efter var han beruset. Det snurrede, dirrede, varmede i hoved og lemmer, og hjertet bankede heftigt. En underlig halvfjollet lystighed greb ham. Han fik lyst til. mere, og det fik han med en god vilje. Selv drak Karl kun lidt; han var sig bevidst, hvad følgen ville blive, om de blev fulde begge to, og han havde prøvet den ting før, derfor forstod han at ramme den „ Måde “, der før Povl var et fuldstændig ukendt begreb. Karl morede sig så kostelig over Povls tilstand, at han glemte en ting — og det var ikke første gang, at klog ondskabsfuld beregning har forregnet sig på den måde — den, at jo mere Povl blev beruset, jo mere udsigt var der til, at han ikke kunne komme i orden igen inden aften, og så kunne det let blive opdaget, dette og mere. Det varede dog ikke længe, inden Karl kom i tanker om, at han måske havde vovet et før farligt spil. deres ophold i „ Huset “ havde været temmelig langt, og det var derfor nødvendigt, at han kom ud at se efter kvæget, så meget mere. som hans kammerat nu var uskikket til at hjælpe ham. Han pålagde ham derfor på det bestemteste at blive i huset, til han kom tilbage. Karl gik, og Povl satte sig ned. Hvor stærkt end blodet bruste gennem årerne, og hvor heftigt det end bankede i hjerte og hjerne, bragte ensomheden og stilheden om Povl dog alvorlige tanker frem i hans sjæl. Det var optrin og billeder fra barndomshjemmet, billeder af faderens elendighed som de stærke drikkes offer og moderens tunge sorg og bitre tårer. Og nu lå han — sønnen — her. De bitre selvbebrejdende tanker joge ham ud. Der lå en tæt tåge over bakkerne, og uden at agte på vej eller sti styrtede Povl afsted, som jaget af en ond ånd. Det gik i begyndelsen rask, senere langsommere med mere snublende og vaklende skridt hen over høje og Dale. Bort fra bakkerup, bort fra Karl vind og hjem, hjem til sin moder for ved hendes kærlighed, bøn og formaning atter at oprejses af sit dybe, forfærdelige fald, det var målet for hans vildsomme vandring gennem tågen. Da Karl havde fået hjorderne sankede og efter en god times forløb kom tilbage, var Povl borte. Denne opdagelse slog ham med skræk. Han anede, at det nu ville tage en ende med forskrækkelse, og det måtte forebygges, om det var muligt. — Povl måtte sindes; han var måske heller ikke så langt borte, og alf kunne måske endnu vende sig til den gode side. Han ilede ud og op på den nærmeste høj og kaldte — intet svar — råbte — intet svar — og skreg sin kammerats navn ud i tågen, men når han lyttede efter svar, hørte han kun blæstens susen eller køernes rusken i lyngtotterne. Forlade kvæget turde han ikke, og han måtte derfor indskrænke sig til at lede i nærheden. Den eftermiddag svandt under frygt og angst og megen bæven. Da aftenen kom, måtte han alene drive begge hjordene hjem. Povl var ikke kommen, og Karls inderligste ønske var, at han heller uldrig måtte komme, at han på en eller anden måde var kommen galt afsted og aldrig måtte blive funden levende; så havde han sin historie færdig; løgnen var et villigt redskab for hans tunge. Denne eftermiddag gik pastor stjerne sin sædvanlige spaseretur ad den sædvanlige vej gennem bakkerne med sin lille datter ved hånden. Der var så frisk heroppe, når det blæste, så lyst, når solen skinnede fra den klare himmel, og i tågen tog alf sig så mægtigt og storslået ud heroppe; højene blev til bjerge, og det hele til et alpelandskab. Omtrent på samme sted, hvor de mødtes første gang, krydsede Povls og præstens veje. Præsten havde tit tænkt på den opvakte, barnlige dreng, han hin novemberaften havde mødt og vejledt, og lille Alma havde nu ført ham på tale, da han stod lige for dem. Hvor bleg og forstyrret end Povl få ud, kendte præsten ham straks og tiltalte ham hilsende: „ Goddag, lille ven! er du syg, hvad? “ Povl svarede ikke, men søgte at undgå præsten ved at gå i modsat retning. Denne trådte imidlertid nærmere til, greb Povl om hovedet med begge hænder og så ham ind i det blege sorstyrrede ansigt. „ Du er syg, Povl, eller — “ Præsten fik ikke talt ud, for i det samme slog en stærk af brændevin stinkende ånde ham i møde. „ Men, kære, kære dreng, hvor har du været, og hvordan hænger dette sammen? “ og præsten lagde sin hånd på hans skulder. Han tav fremdeles, men veg til side, som ville han flygte. „ Du bliver og følger med os, “ sagde præsten bestemt. „ Jeg — jeg — skal hen at finde køerne, “ snøftede Povl undvigende. „ Køerne skal der nok blive sørget for, “ svarede præsten. De gik, og Povl fulgte tavs og med meget blandede følelser. Heller ikke var det med ublandet glæde han lystrede ordre, da de kom til præstegårdens port og præsten sagde til sin datter: „ Tag Povl Solman med dig, lille Alma, og lad ham få en kop the. Jeg kommer igen om lidt. “ Inden Povl ret vidste hvordan, sad han i præstegårdens store spisestue med en tallerken smørrebrød og en stor kop dampende the foran sig. Han havde ikke megen lyst hverken til the eller mad, men hen givende sig i sin skæbne og det ukendte, der ventede ham, spiste og drak han med en ro, som om der intet usædvanligt var på færde, medens Alma sad på en stol i værælsets halvmørke og så på den blege, faftigt klædte dreng. For hende var øjeblikket og det, der skulle komme, lige så gådefuldt som for Povl. Da han var færdig med theen, trådte Alma tæt hen til ham dreven af en hos børn ikke usædvanlig nysgærrighed og spurgte: „ Hvad har du gjort, Povl? “ Denne så på den lille venlige spørger med et bedende blik, men gav intet andet svar end to tårer, der randt ned over de blege kinder. „ Du må ikke frygte for min fader eller for nogen af os, “ trøstede Alma og trådte endnu nærmere. „ Der er ingen mennesker her i præstegården, der vil gøre fortræd, nej slet ingen. “ Og hun så op på den forknytte dreng, som ventede hun, at han efter modtagelsen af en sådan forsikring måtte lade al frygt og ængstelse fare. Povl var også vis på, at præsten ikke vildt ham noget ondt, derfor dæmrede der en håbets lysning gennem de truende forventninger. — hvad han havde gjort, og det liv han havde ført i Karl vinds selskab, ville bringe straf og elendighed over ham, men lyste der så ikke frigørelse bag ved tugtelsen? Så lyste den gamle stjerne i døren. Han skød brillerne op over panden, så hen på Povl og sagde: „ Nu må du rigtig ærligt og oprigtigt sige mig den hele sandhed, og så skal der intet blive nævnt til dig derom hjemme hos Jens Hansen. Vil du, min dreng? “ Povl fremstammede et sagte „ Ja “. Og medens den gamle præst sad i sin gyngestol og så på ham med barmhjertighedens milde glans i det store, åbne ansigt, fortalte Povl om sit samliv med Karl bind så ligefrem og så frimodigt, at Povl siden, når han kom til at tænke derpå, undredes over, hvor han fik modet fra. Da Povl sluttede, lå det hele klart i lyset for den gamle præst. Han fik ikke alene et indblik i Povl Solmans i sin natur ædle og bløde, men svage sjæl, men også Karl vinds næsten djævelske hårdhed og forførersnildhed lærte han at kende gennem Povls fortælling. Præsten sad en stund i tavshed med hånden for ansigtet og gyngede sagte i sin stol, medens Povl tilbragte de lange minutter i ængstelig forventning om, hvad der nu ville komme. Så brast forventningen. Povl følte, hvorledes præstens blik fæstedes på ham, så han måtte slå øjnene ned. „ Du kender de ord: når synderen lokker dig, da samtyk ikke? “ Et sagte „ Ja “ var Povls svar. „ Det er et formaningsord til os. Og du kender vel også de ord af Vorherres 2 » egen mund: „ Kommer hid til mig, alle, som arbejde og er besværede, og jeg vil give eder hvile? “ „ Ja. “ „ Din moder har lært dig at bede? “ „ Ja. “ „ Så agt da ret på formaningsordet. Lyt til frelserens velsignede kaldsord, og sind hvile i din besværing. Bed og bank og led, og du skal finde det, du trænger til: kraft til ikke at samtykke, og hvile og fred for dit befværede hjerte og din fredløse samvittighed. Herren har givet dig gode evner, du kan blive en god og dygtig Herrens tjener, om du ikke vil grave dit pund i jorden eller lade det sortære af lasternes ædende kræft. “ Som det var en daglig vane for den gamle pastor stjerne, fortsatte han i sagte enetale: „ Han har et ædelt ansigt, den dreng, yndige øjne, er sjæleligt rigt udstyret af gud — o, herre, gør dig en stor og trofast tjener af ham. Ja se i din nåde ned til dem begge: forføreren, som den forførte; lad fald blive til oprejsning. “ Så rejste han sig op, gik nogle gange frem og tilbage på gulvet, standsede derpå foran Povl og sagde højt: „ Du, Povl, kommer ikke mere ud som hyrde i år, køerne skulle bindes inde i morgen. Hver formiddag skal du udføre din røgtergerning hos Jens Hansen, men om eftermiddagen fra kl. I—3 må du komme her og læse sammen med Alma — om du vil. Om aftenen må du læfe lektier og forberede dig til undervisningstimerne hjemme — eller måske her, om du hellere vil. Brug dine gaver min dreng! bliv en trofast Herrens tjener — det er det bedste, der er til — det lykkeligste på jorden og i himlen. Vil du? — går du ind på forslaget, lille Solman? Du har jo et strålende navn — det må ikke fordunkles — vel? “ Povl så op på præsten. De ord, han hørte, forekom ham næsten for gode til at kunne være tænde. De

1892_Prydz_Arnak

Alvilde

Alvilde

Prydz

Arnak

female

female

no

Prydz

Arnak

Prydz

Arnak

n

roman

Schubothe

Tidligere: File status: Bokhylla ...

nan

nan

O

Det er en varm parisisk sommerdag. Hele det skandinaviske pensionat, place des Ternes, er ude i st. Cloud på en af de sædvanlige udflugter. Madame Clairmont er netop bekendt for det, at hun forstår at samle sine folk — og disse udflugter altid og bestandig til st. Cloud — — der er aldrig nogen, som kommer og siger, at de ikke morer sig der; det ville være uhøfligt mod sådant et sted — det dejligste på jorden, siger madame Clairmont — og så mod selskabet, skikkelige nordboere, ikke af de allerværst nordisk grobianagtige heller. Og de vandrer derude i den pragtfulde Skog, hvor alting sitrer og vugger i solmættet yppighed, hvor lange, lysende udsigter åbner sig, hvor man vender sig hen, medens vinden bærer med sig fra fanfarerne over på eksercerpladsen en flok modige, strålende toner. Man går der, mellem blomsters hærskarer, op og ned de vidunderlige rosenalléer, der fører ind til det skønne slot i ruiner — man går der langs dammene, hvor de ældgamle karper glider sindig omkring og tror, alt står til som før — man springer og leger gjemsel ud og ind alle disse forlokkende anlæg, hvor den franske pompøse stil har ladet sig besnære af yppighedens overmægtige fantasi — og naturen er blevet omskabt til eventyr. — de unge farer afsted i vild, hensigtsløs henrykkelse... ind gennem de 12 stråleformige lindealleer, hvor træerne foroven er sammenvoksede i høje tempelbuer. — og der er løvmørkt under de susende hvælvinger, hvorigennem solverdenen ovenover spiller ind med viltre glimt. — men i den store græsklædte runddel, hvorfra alléerne stråler ud, gemt af grønne vægge til alle sider, sidder madame og de » to gamle « mellem 100,000 blomstrende nelliker. de sidder i en mild rus af duften og ser på ungdommen og stirrer ind i løvtætte dybder, hvor solen aldrig når ned, hvor najader øser af altid fulde skåler og det grønlig-kolde lys lægger et mystisk liv over bassinernes marmorlegemer. Så synker solen; lyset bliver anderledes, mere hemmelighedsfuldt, spinder med svindende stråletråde eventyrstemning over dunkle steder. Duerne.kurrer inde fra sine løndomme, folk går hjem, solen glider, luften tager rosernes farve, træerne suser sterkere i... Og sagte, ganske sagte stiger tågen, dækker til al dagens herlighed; det er aftenen, der kommer, varm, tilsløret, men mægtigere endnu under sløret, mere vovsom end dagen — fuglene synger om det. — man må følge madame; man er formelig nødt til at tage hjem, madame forstår at udøve den elskværdigste myndighed — men så er heller ikke alt forbi endnu; man rejser på Seinen. Den ligger som sølv og som røden guld og gynger sine vande, mumler blidt op om bådene, tager i favn alle de hundrede tusinder lys, vugger dem, spreder dem i lange, skel vende reflekser. — de unge synger og ler, kan ikke sidde rolig, går og er begejstrede — de gamle sidder ganske stille og siger af og til noget om, at det er dejligt. Så er der jo også dem, der representerer mellemstadier og overgangsformer; madame Clairmonts pensionat danner en samling forskellige aldere og temperamenter, en liden menneskehed i menneskeheden med sine retfærdige og uretfærdige. For det var et spørgsmål, om det just egentlig var retfærdigt af ungdommen uden videre at betegne de to damer derhenne på bænken under rorhuset som » de to gamle «, et navn, der var blevet approberet af hele pensionatet, hvor gerne enhver, med eller uden vidende, havde sit nom de guerre. Utaknemmeligt var det i alle tilfælde, for det var i anledning af deres ankomst, at turen var kommet i stand. De to damer Mørch var nemlig madames mest notable pensionærer. De bebode ganske alene den lille vakre pavillon i haven. Frøken Mørch var kommet ned og havde overtaget den efter sin afdøde søster, der som velstående enlig enke i mange år havde været madames virksomme fortrøstning under alle vanskeligheder; og nu var det madames hemmelige håb, at den norske frøken foruden arven også skulle bringes til at overtage nævnte tillidspost. Frøken Mørch var nogle og seksti år, men ville næppe have fundet sig i at gå og blive kaldt for gammel, havde hun vidst om det. Hun bar også sin alder usædvanlig godt og sad og så omkring sig med et par brune ransagende øjne og et højst mistenksomt udtryk. — madame var nemlig gået nedenunder et øjeblik, og da var der ikke fjerneste sandsynlighed for, at man ville opføre sig anstændigt. — » Et mageløst vejr siger de!--------en overmåde glimrende bemerkning den, rimeligvis, siden man aldrig kan blive ferdig med den — — « Hun så sig lidt forundret og grætten omkring — det var langt på aftenen, og hun havde ikke fået sin middagssøvn. Dejligt vejr? Naturligvis var det det! Men de mente kanske i sit stille sind, at de forstod sig bedre på naturen end hun; hun var aldeles ikke bange for at stå sammenligning i det stykke med hvemsomhelst, men hun vai’ heller ikke bange for at kalde det upassende at gå og hyle sin begejstring ud på den maner; det var simpelthen mennesker uden... Mennesker aldeles uden... hvad gik de også der forover for?... der, til den anden side... Og havde så meget for sig selv? — hun anstrengte sine øren. — — som om der var noget, ungdommen egentlig behøvede at være alene om! Gudskelov, hun kunne endnu være med på al skyldfri munterhed, heller ikke så lenge siden just, at hun var ung; man log det rigtignok dengang noget anderledes, man modtog en opdragelse, ville hun sige, — hun vendte sig om mod sin broderdatter. » Arnak, ser du ikke, vil nu ikke en af dem tage tørn ved roret også, du store gud, vi går naturligvis under, og hvad er det, han siger? « Arnak lo. » Sagte fart fremover, siger han — ikke så galt heller det, sådan idetheletaget! « — » Arnak, hører du, — jo det er rigtignok galt — — hvad vil frøken ål! der med trossen, binder hun ham, hvad er det, de bestiller derborte? « » De holder sig så pent fra os to gamle, faster! « sagde hun smilende, med en betoning som om hun nok vidste lidt om dette hæderstilnavn. fasteren satte øjnene skarpt på hende. » Hvad insinuerer du egentlig dermed? Jeg er kanske for gammel nu til at kunne underholde dig? Du ville kanske rent ud sagt finde det mere passende at hjelpe til at binde ham fyren derhenne? « Hun bøjede sig endnu lenger frem og vedblev med en arg betoning. » Det ville udentvivl tage sig ud, overmåde ud, for folk i vor alder! Du lader nu, som du ikke kan se selv, at du er blevet ældre, men finder det vist din samvittighedspligt ved enhver anledning at påvise min methusalemsalder. Å ja, jeg ved det, jeg forstår det, jeg kender dig, når du sætter det ansigt op, du ville naturligvis ingenting, du uskyldige barn, du ville tout simplement formelde mig, at du endelig selv finder, du er blevet gammel! « — Arnak forandrede stilling for at komme lidt væk fra de hvasse øjne, men syntes ikke videre overrasket. » Ja! « svarede hun stilfærdigt og så flygtigt op. — frøkenmørch rejste sig forbitret. » Ja! Siger du? Når du siger ja, er det formelig umuligt at vide, hvad du mener; du siger det altid på sådan besynderlig måde, finder jeg. Gud ved, hvad du i grunden tenker! « Hun stirrede hende ind i øjnene. » Du mener kanske ligefrem, at det er mig, der er for gammel? Å, jeg beder, ingen undskyldninger og formildende fortolkninger, du skal ellers have tak, du skal have overmåde mange slags tak, men må jeg kanske helst være fri, skønt jeg påskønner dit gode hjerte, det ved gud, — og at du er fejlfri, det ved vi jo alle, — det er jo dit fag; men lad det nu være nok, fred i denne skønne aften skulle være skønt, jeg troede forresten, du vidste, hvor lidet jeg tåler —• — mit hode----------- « — Arnak havde siddet urørlig og ikke sagt et muk; men nu rejste hun sig op. » Faster! « Bad hun dæmpet, overtalende —for hvorfor skulle nu også alle de andre lykkeliggjøres? — men så lod det, som det alligevel var det virksomste at tie; hun satte sig ned igen stille, med øjnene hårdnakket stirrende ud, bortover vandet, hvorsomhelst, bare ikke møde fasterens, der virrede rundt om, skarpe, ubønhørlig søgende for at fange hendes ind og aldeles tilintetgøre dem. — frøken åll havde ganske rigtig surret billedhugger hount fast derborte — alle de andre var optaget af det; der var bare en eneste en, der ikke havde fundet det så svært morsomt; han drev hen over dækket halvt om halvt tilsinds at gøre en udsøgt liden indledning med de to gamle. Herregud, det var slet ikke sagt, de havde så aldeles ret, alle idioterne derborte, i at anse sig ferdige med de to damer, selv om det nu var fastslåt, at de var gamle. Det er jo ikke selvsagt, at man med engang bliver ferdig med to gamle damer. — og han drev frem og tilbage, for hver gang lidt nærmere de to, kom til at høre lidt af den ældre frøken Mørchs veltalenhed, kom til at myse lidt nøjere gennem brillerne henimod frøken Arnak. Oui, oui, var det nu også sikkert, at det menneske var så gammelt? Han gik lidt til side og satte sig for mere ugenert at kunne se på hende. Han fik først og fremst mistanke med hensyn til alderen; maler Sivertsen havde set nede i madames protokol, at hun var flere og firti år. Det kunne ikke være sandt det; ingen var forpligtet til at tro Sivertsen, men nu var jo de to udset til at representere alderdommen, ingen råd med det. Men kunne hun være mere end 30? Brugte damer på nogle og firti at have denslags figur... så fin og slank? Og øjnene? kunne de være nogle og firti år? De var milde, lidt tunge, skiftede, forekom det ham næsten, ikke alene i farve men endogså i størrelse og form. Deres muskulatur måtte da i al fald være i den skønneste orden.... De bragte ham i forlegenhed, de øjne, det var ham ikke engang muligt tilnærmelsesvis at bestemme nogen farve;— han ville undersøge munden; der kunne det naturligvis ses, om hun var gammel eller ung. han rejste sig og gik bort og spurgte, hvad klokken var; hans ur var stanset. Og på munden så han og hørte ikke, hvad klokken var. Han tog plads lidt nærmere. hun begyndte at tale med sin faster; det var netop, hvad han ønskede, for der var en særegen bevægelighed, en ejendommelig udtryksfuldhed netop ved denne mund. Man måtte uvilkårlig følge dens muskelspil; der lå noget myndigt, sterkt omkring den, dobbelt merkeligt forekom det ham, for alt, hvad hun sagde, var der i grunden ingenting ved — at hun kunne gide at tage de fraser i sin mund! Hun talte altså, bare talte uden den mindste antydning til, at hun havde noget at sige! Men så ved siden deraf denne velformede munds tavse veltalenhed! I pensionatet havde man uden videre fastslåt, at der fandtes ikke den ting, hun skulle have sagt, og at hun som følge deraf var mindre underholdende, end det var en dødelig tilladt. At hun et par gange havde forbavset hele menigheden ved en pludselig heftighed, nogle diminutive vulkanske udbrud, hvortil ingen af sjelene anede nogenslags årsag, havde alligevel ingen forstyrrelse bragt i den stillede diagnose. De blev simpelthen henført under rubriken » små uregelmæssigheder, der bør tillades «, en meget rummelig og af alle der meget anerkendt rubrik. — men den unge mand havde alligevel fåt noget at tenke på. Det var blevet temmelig mørkt. Han lagde sig udover rælingen, kastede cigaretten og fulgte den med øjnene, til den sluktes. Han var pludselig vis på, at det var ikke så let at blive ferdig med hende, og i det samme huskede han, han havde lagt merke til hende forrige søndag, eller rettere sagt, nu iaften lagde han først merke til, hvordan hun havde set ud forrige søndag. Han havde truffet hende i Jardin des pla.ntes; hun havde et øjeblik listet sig fra tanten, der var inde i museet med madame, og havde gået der alene mellem blomsterne, ikke som alverden, der går og glor, eller som de, der indbilder sig, de går og studerer, men aldeles med sin egen mine. — han havde gået hen til hende, og hun havde forestillet nogle af blomsterne for ham, som det kunne været mennesker. » Ser de den pæon der? « og hun havde pegt på den store papaveriflora, der stod snehvid med en blodsdråbe på et af de inderste kronblade. » Den er min ven, ser de, hvor taus og hvid den står, men der er magt i den, ser de den farve i hjerteblodet der... Og valmuerne, ser de dem, disse store Bengalens; hvor de brænder!... i åben flamme — og indover, det sorteste fløjelsmørke, det er vejen ind til arnestedet, det, der hvor den mægtige glemselsdrik bliver til! « Det var, som han nu først syntes, han hørte al denne besynderlige snak! Hørt det havde han jo altså, men med en vis sen fornemmelse, som det kunne været til nogen anden eller for langt borte; nu var det ligesom først nåt frem til ham selv og havde fåt en vis betydning. Hun havde også vendt sig fra ham der i haven og havde givet sig til at studere to myrer og siden en stor græshoppe — der var jo ikke egentlig noget underligt i, at han gik sin vej! Forresten, der havde vistnok også sat ham en del i blodet af den lærdom fra pensionen, at gamle damer bør man helst undgå. Nu angrede han på det, for siden havde hun ikke været så let at komme til at tale med. — Arnak havde rejst sig og var begyndt at spasere op og ned. Hun så af og til i retning af den unge mand; det var jo hr. Kahrs, sædvanlig kaldet oui, en ung nordmand, der havde plads i en vinforretning. Hvorfor var han ikke borte hos de andre? hun havde lagt merke til, at han havde iagttaget hende. Hun begyndte at se lidt nøjere på ham. Flun syntes bedst om ham af dem alle, skønt de alle var enige i at holde sig lystige over ham. Han skulle have flere graverende fejl, blev der sagt, deriblandt at han var for blond, endogså øjnene var blonde — og det kunne nogle af damerne ikke tilgive. Så lo han også for meget, hvorfor et par af malerne ligefrem foragtede ham, og en ung bohémeforfatter indestod med sit hode for, at han var dum. Alle var enige i at finde det ufordrageligt, når han gik der og sagde oui midt oppe i sit norske, oui i ny og oui i næ, oui over en lav sko, når andre dødelige brugte nej, ja så nå, jo da og andre udsøgte talemåder. Det var simpelthen en reminiscens fra hine første fortvivlede tider, da man i mangel af andre ord hjelper sig til det utrolige ved at gå og sige oui. Men det var der ingen, der ville indrømme; man var enig med bohemen, at det var dumhed, men Arnak havde alligevel ikke været overbevist. Hun var endogså i sit stille sind af den mening, at han var den eneste gentleman blandt disse norske størrelser, og at der i det store, blonde, blegøjede ansigt lå en sjelelig skønhed, en karakterens finhed, der distancerede ham fra de andre på en anden måde, end man mente. — hun gik lige hen til ham. » Vil de komme ind til os i morgen engang, hr. Kahrs? Så gør de mig en tjeneste. Der er nogle regnestykker... alle fasters gale regnestykker... Og jeg kan ikke regne dem... gider ikke... vil de? « Siden den aften begyndte hr. Kahrs at færdes daglig over i pavillonen til dump forbavselse for hele den clairmontske menighed. man indskrænkede sig ikke lenger ved middagsbordet til af og til at more sig lidt over de to gamle, hvoraf den ene altid var sortklædt og stadig havde noget at udsætte på den anden, der ufravigelig var grøn, medens den sortklædte alligevel aldrig tålte den fjerneste mistanke hos nogen om, at der var noget ved den grønne, der kunne være bedre, end det var. Man begyndte at sende spejdende blikke op til bordenden: var der noget, den skikkelige oui kunne have opdaget, som var gået de andre forbi? — resultatet af de fornyede undersøgelser var, at den grønne ikke var fuldt så gammel, som man havde tenkt og oui heller ikke fuldt så dum, som man havde ment. Der skulle jo være ganske komfortabelt endogså inde hos de gamle. Og man trak straks lod under bordet om, hvem der først skulle gå på visit. Det blev Sivertsen, en af de unge malere. — efter at man var gået fra bordet, — så snart man kunne tenke sig de to gamle vel placerede foran kaffebordet med den udsøgte likør, der blev nydt derinde, og som Sivertsen i dag havde fået et vink fra himmelen om at smage på, — begav han sig også derind. Vennerne havde fikset op hans skjeg, veninderne knyttet hans slips, alle givet ham deres velsignelse — men ikke destomindre kom Sivertsen om et godt minut eller så tilbage: man tog ikke imod derinde. Det samme hændte billedhugger bang næste dag og frøken Sanne den tredje. Augustine, pigen, havde på det bestemteste modsat sig himmelens villie og ikke villet indlade andet end et kort, hvad ingen af dem havde tenkt på at tage med. Nå således, frøknerne tog altså aldrig mod visiter; det var bare denne veste oui altså, der kom og skrev i bøgerne hos dem efter Augustines forklaring. Dermed måtte man lade sig nøje, men man lo ikke fuldt så meget af dem som før, ikke af oui heller, og maler Sivertsen fandt pludselig ud en dag, at den, som kunne male rigtig et ansigt som frøken Arnaks, måtte bestemt kunne gøre sin lykke med det. — oui tog mere end gerne sin kaffe hos de to gamle. Han var kommen til at føle sig helt vel til mode derinde. Der var så vakkert, en liden lun parisisk rede i varme farver og lunefuld magelighed. Når han havde at finde rede i fasters regnestykker, eller, som hun selv udtrykte det, når han sad på kontoret hos hende, havde han rigtignok fået sig anvist en hædersplads i en høj, ubekvem, om end meget broderet stol henne ved hendes eget bord. Nogle uskyldige forsøg på at få det til at gå op for hende, at han foretrak en mindre udmerkelse og en simplere stol, løb i den grad uheldigt af og pådrog ham så mange skumle mistanker, at oui for eftertiden fredeligen fandt sig både i den ubekvemme stol og i, hvad der var meget mere: at faster i disse timer udelukkende tog ham udi sin vold og stadig måtte hjelpe til for at lette ham, skønt hun stadig viste sig at være den besværligste af alle de størrelser, han havde at regne med. Hun sagde regelmæssig hver gang: » Jeg må jo hjelpe dem for at få det ferdigt! « Og oui fulgte sit fine instinkt og takkede den gode villie, der gav sig så helt med, at et mindre sikkert regnehode vanskeligt ville have fåt noget ferdigt med den hjelp. Men havde hun opnåt — og det hændte et par gange — at få i fuld forvirring, ikke alene sine egne tælleapparater men også ouis, så var det altid Arnaks skyld, som støjede derinde. I » Kontortiden « holdt nemlig Arnak til inde i sit arbejdsværelse, som hun kaldte den lille udbygning på midtvæggen mod haven, og som kun var skilt fra salonen ved en uhyre blomstertrappe fyldt med Iris. Indenfor var væggene dækkede af hendes yndlingsbilleder, i myrtelunden mellem de dybe vindusnicher jagede en Diane de Versailles i marmor, medens til begge sider nymfer og unge hyrder forstak sig mellem det grønne. Møblementet, undtagen en eneste stol foran et arbejdsbord, var nogle lave siddepladser, kigende frem som mosgrodde stene under de store plantegrupper. — og det kunne altså hænde, at regnestykket sammen med faster kunne blive så kedeligt, at hans øre var mere end sædvanlig modtageligt for de mindste rørelser derindefra. Eller kom hun frem og smilte til ham mellem sine Iris, var det også mindre heldigt. — men var kontortiden først over, hviltes der ud på laurbær, og i Dianas lund drak man the. — og ud på aftenen, når de blev tændt,de høje gulvlamper med brede, hinduiske skærme, der slugte lyset og sendte det ud igen i uanede farvenuancer, — blev der så gådefuldt hyggeligt, — en verden, hvor der var så godt at være, at oui regelmæssig glemte den anden helt, til frøken Mørch rejste sig og sagde noget sådant som: » Gud, Arnak, har du nu igen glemt at trække uret, jeg synes, det står! « -----eller » hvordan gik det så med bøgerne, hr. Kahrs, fik jeg det ikke til at stemme? det er Arnak, der har bragt det i den rædsomme uorden; hun kan ikke regne... Men at du ikke har sagt mig, at klokken var så mange, Arnak! Du kommer da heller aldrig i seng i passende tid, barn! « — — til enkelte tider kunne nemlig faster ikke huske, at Arnak var andet end et barn. — Arnak og hr. Kahrs var blevet venner allerede den første dag. Hun var så indtagende, da hun bad ham tage plads, at den let modtagelige, unge mand var blevet ganske rørt. » Og skal vi ikke være enige om, « foreslog hun, » at anse hinanden om ikke for engle så dog for ædle mennesker? Er det ikke deri den stikker, den almindelig vedtagne høflighed... i stedet for at elske hinanden, som skrevet står, spiser man hinanden af med at være høflige... tragiske surrogat, nå, der er theen! « — hr. Kahrs havde ikke let for at tale altid, og i dette øjeblik var det ham umuligt at finde noget passende at sige; men han havde i sådanne tilfælde det moralske mod, den sparsomt forekommende takt og den sjældne indsigt at tie bom stille. Han forsmåede endogså at hoste; han sad bare og fulgte hendes bevægelser, medens hun trak theen og bød om. — pludselig smilte hun til ham og bad ham bare frejdig snakke; han måtte så gerne have lov til at kalde hende den gamle; hun vidste godt om sit navn og håbede at have gjort sig værdig til det. Og da hr. Kahrs i sin forlegenhed kom med noget om, at da burde jo han også haft et sådant navn, var gamle frøken Mørch begyndt at le i den grad, at hr. Kahrs blev ængstelig for hende — hun var så korthalset. så sagde Arnak smilende: » De ved altså ikke, at de heder oui da? « » Oui? « han spærrede øjnene op, de mørknede til indimod lyseblåt. » Oui-oui, jeg forstår det, oui, all right! « Og de lo alle tre. » Men væn dem bare ikke af med det, ellers bliver jeg domfældt. Jeg sagde en dag til frøken Sanne noget om, at de vist udentvivl kunne lægge det af, hvis de bare vidste om det selv; men hun så ikke videre tiltalt ud og tog gud til vidne på, at her var ingen opdragelsesanstalt. « » Oui-oui, det forholder sig ganske rigtig med det, « og han følte i sit stille sind et øjebliks fortørnelse mod Arnak, at hun kunne indbilde sig, han ville vænne sig af med nogen verdens ting — for de andres skyld. Og det gjorde han da heller ikke, og navnet kom til al hæder og ære inden pavillonen, oui fandt, det klang så vakkert i sin nye venindes mund, og Arnak brugte til sidst ikke noget andet; det hændte endogså nogle gange ved bordet inde mellem de andre, medens der blev sat forfærdede miner op og frøken Mørch fik hosteanfald. — oui var allerede så nogenlunde straks.blevet indviet i husets affairer. Frøken Mørch havde samvittighedsfuldt sat ham ind i alle detailler. Han kunne ikke tenke sig, hvor nemt de var kommet til dette udenlandsophold; de bøde jo næsten frit; huslejen var jo nemlig betalt for året ud;... der var ikke nogen mening i, at madame skulle have fordelen af det der, det var jo det rimeligste, hun havde den selv,... en ren økonomisk fordel: så kunne da i al fald ikke madame gå og leje ud til andre og få dobbelt leje. Og Arnak havde smilet tavs og set over til ham; senere kom der en liden kommentar. Oppe i romsdalen etsteds stod der nok et hus, som tilhørte fasteren, og hvor der var adskillig billigere at leve end her; denne pariserøkonomi, det var også et af fasters regnestykker, men hun ville da vist ikke være med på at rette det og ødelægge for hende den glædelige facit, at madame ikke kunne gå hen og leje ud igen og få dobbelt betaling. og hun havde tilføjet, at for hende selv var det desuden nødvendigt at være her en tid. Oui grundede; der var kommet noget alvorligt med ind i hendes smil og et udtryk, han ikke kendte. Han ville ikke, hun skulle rejse for meget godt, men hvorfor var det nødvendigt for hende at være her? Han var ikke ferdig med hende. Da han havde været sammen med hende i 2 dage, skulle han med lethed påtaget sig at give hendes personalia. Nu efter en måneds dagligt samvær forvirrede hun ham ved et tilsyneladende uigennemtrængeligt væv af modsigelser i udtryk og handlesæt. Hidtil havde hans erfaring og hans åbne natur aldrig lært ham andet end at gå den lige vej ind til folk; her stod han som foran en mystisk irgang, hvor der hverken var at øjne vej ind eller ud. Han kunne jo lade det hele være, men så var det netop det, han ikke kunne; han ærgrede sig, det var, som nogen usynlig stod og spottede ham. Og hans egen, lykkeligletvindte natur fik den første mistanke om, at det ikke er overalt, at fod går i hose, ogat verden ikke for alle var det fredelige opholdssted, han havde haft grund til at antage den for. Hvad der, uden at han selv gjorde sig rede derfor, greb ham mest, var anelsen om, hvad det dog kunne have at sige det at lære et menneske at kende, noget der før altid var forekommet ham så let, så rent ud selvsagt efter nogle dages bekendtskab. Oui havde aldrig gjort sig nogen synderlig forestilling om, hvad for et kompliceret produkt et menneske kan være; han klassificerede fremdeles i overensstemmelse med sin børnelærdom og uden at tenke videre derover, menneskene i gode og onde, lykkelige og ulykkelige — og ifølge sin egen velvillige natur, så få onde og så få ulykkelige som muligt — men at et menneske skulle kunne være ondt og godt, lykkeligt og ulykkeligt, glad og bedrøvet, alt muligt og dets modsætning på engang, derom sneg der sig til hans alvorlige forbavselse en anelse ind i hans sjel under den anden og tredje måned af hans bekendtskab med Arnak. Det var, som om hun på en ny måde lærte ham at kende menneskets dybe sammenhæng med naturen,, eller hvoraf kom det sig, at der undertiden,, når han havde været sammen med hende> kunne komme for ham forestillinger og billeder hentede derudefra; han vidste snart sagt ikke alt det, hun kunne få ham til at tenke på: snart var det en himmel strålende i farver, men med uvejrsmørket truende til alle sider —• eller en jord med sol over højderne og afgrunde, hvor der altid var nat... eller havet, vuggende blåt og stille, mens der lenger ude ved samme strand er storm og vrag. Sådanne billeder kom og flygtede og vendte tilbage igen, ofte rent ubelejligt midt i kontortiden, under de fordelagtigste vinforretninger. Oui gjorde af og til regnefejl, han fandt utilgivelige. Han var en mand, der uventet var kommet ud af ligevægten; ingenting var letvindt lenger, om det så var tallene, hvis mester han var anset for at være, så havde de antaget et gådefuldt, uigennemtrængeligt fysiognomi. — en aften var han gået efter Arnak ned i haven, men var stanset midt i acaciealléen, var blevet stående et øjeblik, havde så vendt om og var gået ind igen. Men siden faldt det ham ind, at ingen burde have lov til at komme og forstyrre hende, hun ville ikke synes om at blive overrasket. — og han havde tændt sig en cigar og havde givet sig til patrouillerende at holde øje med de små alléer, der førte ind til lysthuset. For hun græd jo derinde. Det greb ham, hvordan kunne det gamle menneske give sig til at være så fortvivlet, hun som netop til daglig havde dette indtagende rolige og fornøjede udtryk. Oui kunne ikke fatte, hvad der overhovedet kunne ske i verden, der kunne få et menneske sådan med et til at græde sådan. Mens han lyttede, kom der tårer i hans øjne. Hvad var der hændt,------------slikt et voksent, gammelt menneske! Men det kunne ikke være hende; for græder voksne, gamle folk vel egentlig på den måde?... Med slik uro — og som der var en villie med, jaget af ungdommens røde, bankende blod. — han måtte have vidst, hvordan det hang sammen; han gik tilbage, ned til begyndelsen af den store allé, der førte lige op i lysthuset. Han gik opover med langsomme, sterke skridt, mens han øvede sig i at hoste og frembringe forskellig slags larm. — deroppe var alt stille, skulle der ikke være nogen? Det var højst usandsynligt! Han trådte ind. — hun sad der med sammenknugede hænder, i en stilling som om hun havde rejst sig, idet han kom. Han satte sig lige overfor hende og så på hende forskende. — » Hvordan har de det? « — hun nikkede til ham rolig, med et smil, men det var mat og flygtende og fandt ikke vej mellem de mørke skygger om øjnene. » Hvordan bliver så vejret i morgen? « sagde hun i en munter tone. » Jo, jeg har det rigtig godt! « tilføjede hun som svar på hans spørgsmål. Oui så misfornøjet ud; han var ikke så snar i vendingen; det var ham ikke muligt at finde denne tone, hvori man taler om ingenting; han blev lidt hidsig ved tanken om så megen unødig uredelighed. — » Det er ikke sandt! « udbrød han. » Det er da sørgeligt, at de synes, de behøver at sige noget, som slet ikke er tilfælde----folk burde ha lidt mere respekt for sandheden... Løgn burde afskaffes! « — hun så på ham forundret over hans uvante energi. Smilet kom igen og blev modigere, stjal sig op om øjnene, der fik glans igen. — » Sandheden? Ja, de ser jo, jeg respekterer den i dem, som ikke ejer evne til den tarveligste forstillelse, som, fordi de aner, at jeg i mit inderste sind har givet dem venneretten, straks kommer og fordrer udleveret nøgler til alle hjertekammere! En franskmand ville aldrig gjort det sådan; han ville gåt tusinde fine omveje, før han kom og bankede på. Han ville heller ikke været så brutal at kalde løgnen for løgn. Jeg nænner det heller ikke, kære, skal vi ikke kalde den illusion,' det klinger bedre og er ligeså rammende? «... Hun så spørgende på ham, men fik ikke noget svar og vedblev smilende: » Og sandheden, siger de, ja den er bra nok, men løgnen... ja for jeg kan se på dem, de vil helst ha det fæle ord — løgnen altså, den kan slet ikke undværes, tilstå det! Den er stor og skøn, smidig og sejerrig, hvordan tør de vove at ville undvære den? » Det, der ikke er sandt! « å kære, det er jo det, der gør livet udholdeligt for en hel del mennesker, ildner dem til stordåd, styrker dem til undertiden at gøre det umulige! Sandheden ville dræbe dem eller styrte dem i fortvivlelse og vanvid. Hvad er så forresten sandhed? Kan de sige mig det? Er det spørgsmål nogensinde blevet fyldestgørende besvaret? « — oui var ikke filosofisk anlagt; han ejede ikke spor af lyst til at genoptage Pilati gåde; hans hode og hjerte var opfyldt af andre ting. » Hvad der er sandhed?... jeg ved i al fald nu, at hvad de har ladet mig indbilde mig selv om dem, det er ikke sandhed! De er ikke så gammel, som de siger, de sidder jo inde med ungdommen endda... sådan som de gråter man ikke, når man er fer dig, som de undertiden har fortalt mig, at de er... Det er heller ikke sandt, at de er så lykkelig, de er jo ulykkelig... men det er, likesom de ser lykken langt borte og har magten til at tage den... Det var i grunden deres navn, der først gjorde indtryk på mig... jeg har heletiden havt det på fornemmelsen, at de måtte være ung; å, de behøver aldeles ikke, jeg ved, hvor gammel de er, det har ingenting at sige, der var jo et menneske, som aldrig så døden; der er mennesker, som aldrig kommer til at blive gamle, selv om de lever lenge... » Arnak «, der er noget ungt, bare i klangen om det navnet deres... noget vist besnærende sundt, noget der minder mig om den ville, kraftige Timian, som vokser hjemme i de varme fjeldsider... eller abrodden i bondens have, som står stille og siger ingenting, men har en Duft, som tager magten fra en... Og » Arnak! « der er ikke andre heller, som kan hede slik! « — Arnak havde rejst sig og stod og hørte på ham med en streng mine. Nu satte hun sig, idet hun afbrød ham: » Jeg har aldrig hørt dem bruge så mange unødvendige ord før! Kære, de går da ikke hen og mister forstandens brug... jeg mener, de går da ikke hen og forelsker dem i en gammel dame! « — oui så trodsig på hende, idet blodet for ham til hovedet. » De talte nylig om brutalitet; her kunne denne benævnelse være mere på sin plads! Der er sindstilstande, man ikke sådan skulle vove sig til at analysere, fordi... der gives ikke ord, som kan bruges — når man så endda vover sig til — « » Så kan man nok endda få sagt nogenlunde, hvad man mener, tenker jeg, og allerbedst er det at få klaret den sag fra begyndelsen, tak mig fordet! — for undskyld kære, der er ikke tale om, at det kan lade sig gøre for dem at blive forelsket i mig! For det første er jeg altså 20 år ældre, en grund, som er den store, uovervindelige for alverden, men ikke eksisterer for mig, — den store, uovervindelige for mig selv er simpelthen den, at det er umuligt — og hvorfor skal man gå hen og begynde på noget, som er umuligt? det eneste kloke er at vende om på den vej, man ikke kan komme frem på — — jeg ser godt på dem, hvad de tenker, de tror, det er ganske let, som at få ned et stykke smørogbrød, når de er sulten — et misten keligt tegn på, at ordet forelskelse ikke var så alt for brutalt. Men tro de mig, for jegved det, der gives virkelig veje, de aldrig kunne tage dem frem på, afgrunde, som ingen har befaret. De er for fredelig af dem og for harmonisk for sådant et stykke natur som jeg; jeg er som det mørkeste Afrika, skal jeg sige dem! « Hun rejste sig, gik op og ned nogle gange og ventede, han skulle sige noget. Så tilføjede hun: » Man kender jo forresten aldrig nogen; hvis de fik alt det at vide, som jeg kunne oplyse om og mere til: alle de vageste følelser og ufuldbårne tanker i mit sind, nå ja, så blev det først rigtig galt, da ville de slet ingen rede lenger finde i mig. » Hun gik hen, satte sig ved siden af ham og så ham in

1898_Prydz_Sylvia

Alvilde

Alvilde

Prydz

Sylvia

female

female

no

Prydz

Sylvia

Prydz

Sylvia

y

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

O

I den gamle handelsgård nederst i langgaden bøde købmand sten sten. Alle i byen kendte den lille, pyntelige mand med den højtidelige mine og de små, iltre bevægelser, og alle vidste, hvor nøje han var med det, at det ene sten skulle skrives med en og det andet med to e’er. I det hele blev der talt meget om ham, både fordi han var slig ualmindelig en hidsigbrand, som fordi hele stellet der var så underligt, især siden han for anden gang var blevet enkemand og havde taget den svenske husholderske. Men købmand sten selv fandt, at alting var blevet bra, siden han havde fået fat på fru Molander, eller som hun mest kaldtes Brita kejsa. Han havde straks fået en ualmindelig respekt for hende — for hun kunne aldrig sidde iro som en anden; gav sig ikke tid ved måltiderne engang, men gik sirisende omkring mellem butikken og køkkenet og stuen. Og det var ham en husvalelse at se, hvor de gløgge, blankbrune øjne for rundt. For der var 7 gutter og 2 piger at styre med foruden alt det andet. Men det så ikke ud til at falde Brita kejsa svært. Hun var hvas i øjnene, når hun blev sint, og havde en egen maner at tygge på tænderne, der viste gutterne, hvorlangt de kunne drive det. Hun kunne gå og være godmodig nok, men når de hørte den skærende lyd af tænderne, da var det forbi. Hendes opdragelsesmethode gik ellers ud på, at barn så nogenlunde skulle få råde sig — så vidste hun, de havde havt det godt engang. Siden blev det, som det kunne. Så havde de gjort med hende, og der var blevet folk af hende også. købmand sten havde det på en anden vis. Barn måtte aldrig have sin villie, skulle der blive folk af dem. Ondt skulle ondt fordrive. Så havde de gjort med ham. Der blev en underlig opdragelse af dette. Men eftersom årene gik, blev elementet Brita kejsa det overvejende. For siden hun havde fundet på at true med flytning, hver gang de røg uklare, blev det til, at hun fik greje det, som hun ville. Købmand sten måtte ofte undre sig over, hvorfor han, som var så lidet barnekær just skulle få huset så fuldt. Med gutterne fik det i herrens navn være, men hvad han skulle med de andre to — Anne Marie, hans første kone, som ellers var så udspekuleret — hun kunne gerne ladet det være med de to pigebarn. Da nu den ene af dem døde, så købmand sten deri et bevis på, at Vorherre var gået over til hans anskuelse. Bigtignok var der en igen, men så mager og skrenslig var hun, at han gik og ventede på, at hun også skulle sejle af. det gjorde nu ikke Brita kejsa. Hun bad til Vorherre, at den lille marcilie Frederikke måtte være mere sejlivet end den anden. Og hun blev bønhørt. For der hjalp hverken strubhoste eller skarlagensfeber. Købmand sten tik beholde sin lille blege pige. Udenfor huset lå en åben plads, der før havde været torv, men nu var tilholdssted for byens smågutter. Gaden der skar over pladsen, gik videre nord ud i en gammel kastanieallé. Detvar gutternes forjættede land. Vindbart varder udover og langt — destobedre! — ide kolde stormfulde høstaftener kunne man se dem i lange tog stryge afsted, ridende på piske. Og der var altid et lidet rødnæset, blegfrossent pigebarn med — det var marcilie Frederikke. Men hendes navn havde en af de små brødre fået lavet om til Friedel og derved blev det. I husene, omkring sad en og anden liden pige og keg ud. Hun fik jo ikke lov til at ligge dernede i alslags vejr og lege med alslags gutter. Men Brita kejsa foragtede den slags forholdsregler. Vorherre sørgede vel også for lidt, og vejret tik hun lære sig til at tage, som det faldt, hun som en anden. Når købmand sten om aftenen med sin højtidelige mine kom gående over pladsen, kunne det falde ham ind at se henover gennem guttesværmen efter sine egne og nikke over til dem de underlige stivnakkede nik, som alle på pladsen havde lært ham efter — men når så den lille pige trængte sig frem, vendte han sig og gik. Men Friedel elskede den kolde, stive købmand sten over alt i verden. Hun kunne jo prøve at blive som gutterne, dem, som faderen holdt af. Så gjorde hun som de; spang ude, barhovedet med det lange, lyse hår løst for vinden. Folk på pladsen turde ikke lade sine småpiger lege med hende. Men for gutterne blev hun uundværlig. Når de i høststormen for udover til kastaniealléen, var der ingen, der foragtede mørket og uvejret mere end hun. Men kastaniealléen var det vidundejlige land. Der bruste det i mørke kroner. når det rystede og brød sammen oppe mellem de svære grene, var det som når Brita kejsa fortalte eventyr om sterke mænd, der stred. Og når der dryssede med blade, når de store som vinger flagrede hende om bødet, da var det det bedste, hun vidste, at fare afsted med dem. Hun syntes, de bar hende ud i en stor, sælsom verden, hvor de sterke mænd strakte våben og svor hende huldskab og troskab. Og der var et slot, og på en guldstol sad købmand sten og lo til hende. Så var der den store aspehind, hvor der regnede med guldpenge. Og hun blev rig, for alle gutterne sankede til hende. Men når hun kom hjem om aftenen, faldt herligheden sammen — for hjemme gik faderen og så ikke til den side hun var. Da blev hun ræd ham tilsist og så fremmed, at hun med gutterne på pladsen kaldte ham købmand sten. Og hun satte al sin trøst og lid til Brita kejsa. Brita kejsa havde i sit bøde et sammensurium af ufordøjet læsning. Af dette og sine egne erfaringer lagede hun historier. Hun hyggede sig, når hun om aftenen havde sat sig tilrette foran den åbne ovnsdør, hvorfra glomassen lyste ud, mens hun på sin satte, rolige måde fortalte de værste ting. Og Brita kejsa fortalte aldrig andet. Der måtte lugte af blod, ellers var det jo ikke noget. I gamle dage sad man ikke hjemme og sov, som de gjorde her på pladsen, men drog ud og vandt guld og hæder og slog folk ihjel. Siden, når man var ferdig med det, slog man sig selv ihjel. Brita kejsa syntes det var reelt. Men sligt brugtes ikke længer nu; derfor var der så meget skrap.... Friedel sad på skammelen ved hendes fod og lyttede, så hendes kinder brændte ved det. — over i baggården boede en fattig slægtning, en student. Det var regel, at han om aftenen kom over i dagligstuen og fik sin pibe og den sædvanlige lune passiar, der aldeles nødvendigt gik over til disput. Hvad der taltes om, var ligegyldigt; sten havde den vane at sige imod. Og skønt han ret som det var kunne hlive så hidsig, at han måtte vådte en stol eller et bord, sluttede det altid før tolv med et godsligt håndtryk. Købmand sten byggede sig rigtig sammen med Arne; han havde aldrig før tru ilet nogen med så fejlagtige meninger om alverdens ting. Og noget han især godt kunne lige hos Arne, var at når vanskeligheden kom ved at bevise, hvad der skulle bevises, da så Arne altid ualmindelig opmuntrende ud og som om han allerede forstod ham, hvad der var en ren lettelse. For på den måde kunne han komme fra de ugrejeste ting bare ved sin sædvanlige forklarende håndbevægelse, den lille, ejendommelig brudte, med begge hænder på engang — både af venner og uvenner kendt som hans ultimatum. Der var for det meste en tilhører tilstede, som ingen af dem vidste om. Det var Friedel. Hun sneg sig så let gennem døren og gemte sig inde mellem sybordet og den store sekretær før faderen og Arne kom ind fra spisestuen, hvor den første spredte lægtning blev leveret. Og hun kunne sidde med bævende hjerte og lytte. Faderen: det var de tunge, bloddryppende kæmper fra Brita kejsas historier! Arne: det var som en gud, der steg med meget lys!... De lette, blinkende ord gled unna, bøjede sig væk, smøg forbi som om de tabte — men strålte frem igen. Hendes hænder kunne knytte sig i kampmod, for således var sejren! Det følte hun. I hendes hjerte steg en stille forgudelse af Arne. Hun kunne sidde og se faderen rase, så det heftige steensblod også steg hende til hovedet. Men hun blev rolig igen ved at se på Arne. Han plejede at sidde, så hun så profilen af det line, mørkhårede hode — og når han vendte sig om, så hun så ham i ansigtet, syntes hun det stod så trygt og godt fra hans brede, åbne pande. Undertiden, når han lod faderen snakke og sank hen i tavshed, kunne hun sidde og stirre på ham i en forhungret trang mod alt det, han ikke sagde. Hun syntes han sad der så stor og fjern — det var bare smulerne fra hans bord, der bragte hende og faderen i ekstase. En dag var hun kommet til det, at det vist ikke kunne gå an længer at gå i skole hos jomfru hohnsen, nu hun var blevet femten år. Hun betrode sig først til Brita kejsa, som blev gnaven og begyndte at skære tænder. Hun foragtede de store, udspekulerte skoler, der bare tjente til at tage modet fra folk; hun ville helst have barnet hjemmeved. Så måtte hun sige det til faderen, og rystende ræd kom hun en dag ind på kontoret. Købmand sten så forbavset ud. Så gjorde han sin forklarende håndbevægelse: han havde 7 gutter, og penge fandt man ikke på gaden! Friedel var blevet stående, stille og bleg og se frem for sig — hjelpeløs foran det sidste slående argument! Hun fandt heller ikke længer penge på gaden! De gule aspeblade var ikke mere i kurs. en aften kom et uventet besøg på kontoret. Det var købmand stens søster Marine. hun var så vidt kommet ind af døren og var blevet stående. Hendes klare, vidåbne øjne jagede omkring eller stod stille, som om de gennemrodede noget. Sten havde ikke set hende på mange år. Han så gnaven op tra hovedbogen. » Er det dig! « sagde han kort. Hun nikkede og så sig om efter en stok » Hvor kommer du fra? « spurgte han og skottede på hende over brillerne. » Du holdei- dig godt! « » Iligemåde sten! « hendes tone lød ikke så skarp, som han havde ventet. Han så igen på hende over brillerne. Hun sad uforstyrrelig ret i stolen; hendes høje ligur så endnu højere ud end den var. Hun så hen pæa ham med en højtidelig, sikker mine — det eneste der mindede om broderen. » Forresten synes jeg nok, sten, du burde vide lidt om, hvor jeg er! Siden jeg llytted ind i sogn til tante ttesen, har jeg skrevet til dig to gange uden at... « Her begyndte hendes stemme at slibes til; sten bøjede af. » Lever ikke onkel ttesen? « » Den slags mandfolk glemmes mens de lever------ « Nu kendte han stemmen; som en hvæsset egg hug den ordene over. Han begyndte at rode i sine bøger. Marine satte sig bedre tilrette. » Men hvorfor jeg er kommet her, sten, er ikke for at trætte om de breve; det har ordnet sig. Men jeg ville give dig et bevis på min opfatning af søsterpligt! « Sten lo lidt. Han havde før haft bevis på den. Det var da hans farbror slettede ham ud af sit testamente, og Marine tilfældigvis gik af med det hele. » Du sidder vel ganske godt i det? « det lød blidt og stikkende, og som om han var på vej til at blive hidsig. Marine svarede ham ikke. Hendes ansigt arbejdede på at antage et venligt udtryk. han blev utålmodig. Hvad ville det gamle rivjern ham? Han slog hovedbogen igen ined et smeld. » Jeg skal ud i byen! « » Du har aldrig haft det med at være velopdragen, sten, skønt du er kommen af så godt folk! Hvad jeg ville sige dig var, at Vorherre, som gør alle ting vel, har givet dig en datter — « » Det ved jeg, du, men jeg synes ikke han har været så heldig med det netop « — han fik igen travlt med hovedbogen. » Det er dig, som ikke har været heldig, sten; thi du har forvendt hans skabning og ladet den vokse op på gaden mellem fark og slusk. Igår var hun med dem på folkemøde og i dag er de en hel mil fra byen — « Sten slap bogen igen; hænderne kom i bevægelse. Det havde altid været ham en gåde, hvordan Marine fik snuset alting o] ). Hun havde været ham en skræk i gutteårene. Marines ansigt havde næsten fået et hengivent udtryk, og hendes stemme lød ganske fredsommelig. » Så ville jeg gøre en god gerning mod dig, sten! Tante ttesen vil tage til sig en ung pige. Hun har overladt alt til mig; og så tænkte jeg at tjene dig, sten, ved at tage harnet! « Han så mistænksomt på hende'. Så drejede han sig kort om. » Værsgod, og lykke på rejsen! Jeg skulle konfirmeret hende, men du kan det vist bedre! « Marine rejste sig med en tilfreds mine. » Så sender du mig barnet ned. Jeg drager hjem igen om lire dage om gud vil da! Og så farvel sten, lad os tænke på hinanden som kristelige søskende, du! « Hun nikkede og gik. Han stod og så efter hende, ganske fornøjet med det hele, — men da han så kom ud og skulle fortælle det til Brita kejsa, blev han ængstelig. For hun stod der foran ham så høj og bredvoksen, lidt rødere i kinderne end sædvanlig og med de blankbrune øjne tindrende. Alt imellem lo hun lidt, som hun stod og tyggede sinnet i sig. Sten gjorde sig ualmindelig blid i stemmen: det kom hare an på Brita kejsa, om hun ville lade hårnet få den fornøjelse!... Det var bare et lidet besøg der var tale om... inde hos grandtanten i sogn!------ Brita kejsa så forsonet ud, men øjnene stod fulde af tårer. Ikke skulle hun sætte sig imod det! For barnet kunne have godt af at se den onde verden, hun levede i. Og hun hk et arbejde med at få tøjet istand. Da Friedel kom hjem og hørte, hvad der stod på, fik hun det med rystelse i knæene, så hun måtte sætte sig ned. Kom det nu, det som Arne havde talt om? Skulle de åbnes nu, de store, stængte døre? Og Arne havde sagt, at derude i verden var der brug for alle!.... Men Brita kejsa tog det løfte af hende, at hun skulle skrive om alt, hvad der kom ivejen. Blev der noget galt, skulle hun selv komme og hente hende. Rejsen rundt kysten var det merkværdigste Friedel havde oplevet. Så fuldt af fremmed folk! Flun kunne ikke forstå, hvorfor de rejste sådan alle sammen — det var forskel med hende, hun skulle jo til sin grandtante i sogn. Men noget var rigtignok slemt. Det var, at tante Marine ville vide, hvad alle mennesker hed, og sendte hende omkring for at undersøge merkerne på hagagen. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun skammede sig inderlig over det. Og så kaldte tanten hende Frederikke, og for hver gang kom det så hvast, at hun vak. Men om navnet byggede der sig gennem tantens stemme noget hårdt, koldt. Det var som nogen tog ublidt i hende for hver gang. Hun begyndte at længes efter Brita kejsa. Men så var der alt det forunderlige — for det var sommerdage. Yderst lå havet, løftede sig, lagde sig igen og gyngede.... og kom glidende helt hen! Og der var lange, glitrende bølger, som lå og vuggede solskin sammen!.... Det var som sagte sang — det kom igen og igen! Hun fik tårer i øjnene. » Stå ikke og stir ind i alt det lys! du har din faders svage, vandblå øjne; de er ikke til det! « Det var tante Marine, der var kommet hen. Den unge pige sendte hende et snart øjekast og vendte sig bort igen. Det var præcis som faderens øjne, når han var hidsig. Da blev pupillerne store og lysende, som der kunne være tændt op derinde, og den vandblå ring sås ikke. Tante Marine glædede sig til at tage fat og få et ordentligt menneske af Brita kejsas plejebarn. Det havde altid været hende en nødvendighed at have nogen at opdrage. De havde forladt det store kystdampskib og var kommet ind i en af de små vestlandsfjorde. » Frederikke! « lød det ilsomt fra tante Marine. Der var nemlig kommeten passager ombord i en underligt antræk. Men denne gang hørte ikke Friedel. For slig som fjeldene kom, skulle ingen have set! Stim lende der langt borte fra, rad bag rad: i snehvide håber!... stejle, nøgne, klædt i skog og lyng kom de lige ind på! Og de lukkede igen efter hende og de lukkede op, længer og længer ind. Og så stængte de til! Hendes hjerte bankede. Der gik lok i skogen; lange ijom bortigjennem lierne. Hun tænkte på Arne. Han havde sagt noget engang om alt det, der måtte komme til ethvert menneske. Hun kunne ikke huske, hvorledes det var, men det havde ståt for hende som noget hemmelighedsfuldt strålende. Nu begyndte det vist! Hun så sig om med en lyksalig nysgerrighed. For hvor bar det hen? Frederikke! Det var tanten der greb hende om armen med en jernhånd, der klemte til. Blodet for hende til hovedet. Hun rev sig løs, vendte sig væk. Men tante Marine drejede det lille, stive hode rundt; så hende ind i øjnene og smilte stilferdig: det var broderen sten lyslevende! Nu skulle hun opdrage ham igen! For der blev ikke noget af dengang! » Lad os gå nedenunder! « sagde hun blidt. » Der er ikke så meget at se! Der ser vi bedre vore pligter! « næste dag gik det med skyds op gennem fjeldbygderne. Friedel sad med sin tante i en stolkærre — af og til skumpedes de temmelig ublidt sammen. Hun trak sig sky tilbage fra disse sammenstød, sad i en ustø, vippende stilling med kodet ned mod den ene skulder, som hun kunne have lyst til at stikke det under vingen. Tanten var misfornøjet med vejen og a ( fordrede gutten besked om roder og rodemestre og vejingenieurer og vejfyld. Mod aften kom de frem til det lille, hvidmalte hus inderst inde i dalbunden, hvor de gamle theseus var ( lyttet hen efter at landhandlerict var solgt. Lydrik havde nok set ret. For fru ttesen stod i døren i nystrøgen blondekappe. Det yenlige ansigt tittede nyfikent frem, og de store, ungdommeligt strålende øjne hilste det første velkommen. » Det er fru ttesen, gå straks hen og hils! « tante Marine var oplaget. Hun havde en mistanke om, at gutten havde beregnet for meget, og hun ville ikke lade ham dø i synden. Den unge pige arbejdede med at svælge gråden og gik langsomt hen uden at se på den lille, venlige kone, der tog hende i sine arme. 5 » kald mig bestemor, barn! Hvad skal jeg kalde dig? « Da så hun tillidsfuldt op i det milde ansigt og svarede, halvt i gråd: » Tante Marine vil at jeg skal hede Frederikke, men Brita kejsa, som har været vor mor, for det vor mor er død, hun og så alle gutterne, de siger Friedel «.----- da smilte fru ttesen og kyssede hende: » Friede! er dit navn! « Friedel havde været en måneds tid på elvehoug uden at kunne få sendt det lovede brev til Brita kejsa. Tante Marine fandt det ikke nødvendigt. Så endelig en dag som tanten var ude satte hun sig til og skrev: kære Brita kejsa! Du får komme nu og hente mig, for her vil de ikke jeg skal rejse! Far vil ikke have mig h jem siger tante Marine. Det er vist ikke sandt! Men det er sandt som du sagde, for her er små kvalme stuer med store dragkister og lo stykker som jeg skal kalde for tanter. Men på skolen hos tante Marine må jeg sidde mest hele dagen og der er en grammatik som er ædt og fælt vanskelig, så er der en eksempelforsamling som er grulig, men ingenting må jeg lære som jeg har lyst for. Bedstefar er en snild gammel mand som er døv så du kan ikke hare tænke det. Bedstemor var syg nogle dage, så kom den grå kat og hoppede i sengen og var så tung så hun bad ham tage den væk. Så ler bare bedstefar og siger: jeg nænner det ikke, du! Og så ler bedstemor fordi han ikke engang kan gøre en kat forlra'd. Og vi spaserer hver dag, for bedstemor orker ikke gå med ham mere og da snakker vi sammen. Når jeg har sagt noget siger han altid: hva ha? og når jeg siger noget igen svarer han ja og næste gang siger han alle tider: nå! Slig taler vi sammen. Men i dag er der kommet forandring, for det bedstefar synes jeg bliver stor siger han, og så siger han: generer det dig at jeg er lidt døvhørt? Og så siger jeg til ham: nu er bedstemor dårlig, nu må du passe på hende, at hun kan komme sig, for mig vil hun ikke høre! Så nikker han * og ler: ja her er vakkert her på elvehoug, vi har det godt alle sammen, således taler vi længe, for vi spaserer over en time. Men når der kommer fremmede og siger noget, da siger han altid.: min kone ved det bedre, min kone kan, og da taler han fornuftigst. Men tante Jarmann siger, han tager sin døvhed på sådan nydelig måde os alle til efterfølgelse, men vi er ingen andre døve, men om tante Jarmann må jeg sige hun er slig, hun går hele dagen ud og ind med en blå kande eller hun holder hånden på panden og har hodepine, eller synger og spiller som hun er hink til. Men hun tror så ondt om sig selv, at hun har alle sygdomme, for når der kommer nogen som har været syg siger hun: det er ganske det samme som jeg har og det har taget så frygtelig til! Men Maren kokkepige hader hun, for hun tror aldrig hendes historier, men sådan er Maren alletider, når jeg siger at det er slemt foi- mig, da ler hun og siger: du ved ikke om noget engang du! Og forleden da njeld faldt og brak benet, sagde hun til ham at det var noget andet dengang skredet gik ud i fjor og tog lire mand. Det er for at trøste folk, siger hun. Men selv er hun rødøjet og gammel og kroket og rent fuld af gigt, men hun siger ikke noget om det, for hun ved vel noget som er værre og mennesket er skabt til at slide sig op, siger hun. Men bedstemor er det dejligste menneske, men jeg får ikke være hos hende, men hos tante Marine er det som korsfæstelse, for der kommer noget og lægger sig for brystet. Efterskrift og postscriptum. Nu har Maren slåt istykker den blå kande, så nu må tante Jarmann gå med en almindelig hvid, men her er kommet en lægdgut som skal jete som heder Benjamin som er en tailing, for de har været for slemme ved ham da han var liten. Han er gammel som jeg og kan ikke læse, men bedstemor vil lære ham. Men jeg liker ham for han har mundharpe og orgel og spiller slåtter som ingen har hørt. Men om kvelden hjelper jeg at drive hjem for her er sauer og lam og geder og tre kjyr og så ligger vi mellem tuerne og spiser bær, men når vi sidder ved elvekanten, da spiller vi både rul og lok. Kom nu straks for nu tør jeg ikke længer efterdi der findes ingen der må læse dette brev. Med hengivelse Friedel. Og brevet kom afsted, uden at nogen vidste det. Dag efter dag, uge efter uge gik hun så og ventede. Brita kejsa måtte være her straks, når hun havde lovt det så... Hun gik og ventede til hun blev næsten syg af det. Hun kunne jo ikke vide at der heller ingen var, som læste dette brev, fordi købmand sten brændte det straks og fortalte Brita kejsa, at hun havde det slig, at hun ville ikke hjem igen. Og ikke kunne hun vide, at Brita kejsa, tudende af sorg og glæde, opgav alle rejseplaner og bad vorherre, om ikke alt hvad han havde tiltænkt hende af godt her i verden, måtte falde på barnets lod, at den kunne blive skikkelig stor. Men hele året gik hen, før Friedel kunne vænne sig til at tænke, at der kom ingen Brita kejsa. For her kunne hun jo ikke være.... for her kunne der vist ikke komme noget af alt det hun gik og ventede på.... alt det som Arne havde ment!.... For her — det sneg sig som en angst op i hende, at hvor hun så hen, der kom et fjeld og lukkede og stængte til. Mod nord var et skar, men så kom et fjeld bagom og lukkede til — og bagom der igen, som et stort dødens land, lå bræen, som sendte elven forbi, iskold og tung. Og når hun så op efter himmelen, da var der bare lidt af den! Hun begyndte at længes. Hjem og ud og alle steder! Vidste ikke selv tilsist hvorhen. Og Arne var ikke her — ingen som hun turde spørge om noget, var her. Det begyndte at suge så ondt for brystet! Det eneste var når tante Jarmann spillede og sang. Da var det næsten som hjemme, når Arne talte. En eftermiddag sad fru ttesen i sin stol som sædvanlig. Hun havde ikke været rask i den sidste tid og til Friedels ghvde var det blevet så, at hun skulle have sine sytimer inde hos hende. hun sad på skamlen ved siden af, bøjet over sit arbejde. Det var et tint lommetørklæde som tilhørte tante Marine. Der var trukket ud en tråd, som ikke skulle ud, og tanten havde sagt den skulle trækkes ind igen. Og hun måtte sidde og trække sin tråd. Tante Marine sad og vogtede på hende. Bedstemoderen var sovet ind; hun måtte ikke vækkes. Så sad hun stille og stred med det. Det blev alt vanskeligere at se de line tråde, for tårerne kom, og hendes øjne var svage. Og det vidste tante Marine godt, at hendes øjne var svage! Hun rettede sig heftig. Hun havde tiere gange tænkt sigtil at gøre opstand, men bestandig var der det i vejen at bedstemoderen ikke kunne tåle ufred. Men at hun som var så gammel ikke kunne forstå, der var slemme mennesker til, det var underligt!.... Det varede i to timer; da kunne hun ikke mere. Blodet suste for hendes øren; hun så ingenting længer. Da rejste hun sig op og krammede det lille tørklæde sammen — hun kunne ville knuge det til støv! Så kastede hun det i ansigtet på tante Marine. Tanten gik rolig smilende hen og tog om hendes håndled. » Det er steensblodet, mit barri, det merkværdige stensblod! Men deter ikke heldig sådan for en ung pige, hvad? I bedre hus kalder vi sådant for svineri! « Hun satte hende med magt ned igen. Over hendes håndled var røde nierker. Fru ttesen vågnede og så forskivækket på dem. Tante Jarmann kom i detsamme og satte døren op til dagligstuen. Hun var i omfremt humør; satte sig til pianoet og trak op af mappen 1860 en rød nodebog. Det var alle ungdomssangene. Hun sad med smil over det godmodige ansigt og sang sig ind i minderne med en liden blød stemme, der havde holdt sig merkværdig. Fru ttesen så med sine klare øjne fra tante Marine til Friedel, der igen sad bøjet over sit arbejde, men uden at røre det. Så tog hun fra hende det lille tørklæde, som var vådt, lagde det hen på bordet og tog begge hendes hænder. Friedel lagde hovedet ind til hendes knæ og overgav sig til en stille, strømmende gråd. Det var skumring i stuen. Bedstemoderen merkede ingenting, men sad og klappede de varme, urolige hænder. Tante Marine var gået ud. Før tante Jarmann blev ferdig, var det sent. På sådanne aftener gik hele repertoiret og sygdommene holdt sig i afstand. Så rejste hun sig tilsist med en liden hovedrysten og skred til den vanskelige akt at låse pianoet. Det måtte gøres for hver gang. Hun havde en ubestemt frygt for at Maren ellers kunne komme til at slå det hele istykker, som hun havde gjort med den blå kande. Det tog gerne et godt kvarter, for låsen var skrøbelig og hun kunne aldrig få alluret den dens svagheder. Friedel kom hen. » Lad mig! Jeg gør det så fort! « Men tante Jarmann lod sig ikke bevæge. Det var ikke noget at betro et barn. Friedel så forskende på hende med de matte forgrædte øjne. » Hvorfor er de ungdomsviserne dine så sørgelige? Er det slemt når man er ung, bliver det bedre siden, tante Jarmann? « Nøglen faldt ud af hånden på tante Jarmann; hun tog sig for panden. » Tante Jarmann, du må sige det, når du ved det så.... for slig bliver det vist for mig! Men det er underligt som du synger, for inde i det sørgelige er der noget som er godt -— « Tante Jarmann så forvildet op på hende. » Gud forbarme sig, barn, mit bøde tænker du ikke på! Når man synger, så synger man jo bare, ( let ved da gud og hver mand---------- « Hun fik hoste også, men Friedel var ubarmhjertig. » Lyver folk, når de synger? « spurgte hun strengt. » Ikke det med ordene og melodien, men det som kommer og tager så underligt — er ikke sligt sandt, hvorfor synger du det, når det ikke er sandt? « Tante Jarmann gav sig over. Det onde i halsen kom. Hvad i alverden ville, barnet vide? Bare ikke Maren glemte hendes varmekrukke!--------- Fru ttesen som igen var vågnet af en liden blund, frelste tante Jarmann. » Friedel, sig godnat til din tante! Kom så hen og lijelp mig! « » Med tiden bliver vi kloge! « hviskedee hun og glattede hende over håret. Friedel havde været på elvehoug i to år, før det blev bestemt, at hun skulle gå for presten. Tante Marine havde fundet hende for umoden trods hendes alder, og fru ttesen syntes det havde ingen hast. Men så ud på høsten en dag havde tante Marine fulgt hende til prestegården og fået hende indtegnet. De kom just ned fra kontoret og bier’ budne ind i dagligstuen. Tante Marine tog plads midt i den lange hestehårssofa og håbede at denne vinter, der skulle danne afslutningen på hendes undervisning med guds og pastor Rosenvinges hjelp måtte bære frugt. Friedel sad på en stol ved vinduet og prøvede at se ud som hun vidste at hun burde. i prestegården var der ellers hyggeligt. Presten Rosenvinges var endnu unge folk, skønt der allerede var en talrig rosenvingefamilie, der hvert eneste år blev bevinget med et nyt eksemplar. Når man så fruen, behøvede man ikke lade sig fortælle, at hun var gift i syttenårsalderen. Som hun gik der med sit trætte barnesmil, hændte det ofte, at folk syntes synd på hende uden at de vidste hvorfor. For hun havde det jo så udmærket. Der kom rigtignok alle de børn, men det var da vel Herrens gaver. Den stille fru fin, med de blide, brune øjne, havde straks vundet Friedels hjerte. Men hun kunne ikke forstå det selv, hvorfor hun kunne blive så beklemt af at sidde og se på hende. Hun turde for alverden ikke fortælle, at hun syntes fru Elin lignet! Linderos i øjnene. Linderos var den store, røde ko, som stod på fjøset og var syg. Det var ellers et kendt faktum, at fru Rosenvinge blev svagere for hver liden Rosenvinge som kom; og der var dem, der nogenlunde sikkert mente at kunne udregne, hvormange år hun endnu kunne stå ved. Men der var ingen i prestegården, der plagedes af den slags omsorger, der så afgjort hørte ind under Vorherre. Presten var en munter, trivelig mand med god appetit. Og fru Elin, der forstod hvor nødvendigt det var at leve godt for rosen vinge, der havde så mange at svare for, holdt omfremt køkken for sin mand. Hun selv behøvede lidet og spiste med folkene og børnene, som måtte vænnes til tarvelighed. Rosenvinge sagde det var meget sundere for dem, der ikke havde strengt åndeligt arbejde. En af fru Elins daglige omsorger var at holde de små rosenvingers hagren i tilbørlig afstand fra kontoret. Hun havde den dybeste ærbødighed for hvad der fyldte hendes mands hode, når han lå om formiddagen på sin sofa og røgte og så højtidelig ud. Hun følte sig selv ofte så hjelpeløs med en fornemmelse af noget svigtende over hele sin person, men når hun tænkte på Rosenvinge, der var så ubekymret og rolig, da gik det over. Det var ikke frit for at han jo var hievet hende som en slags gudfader. Der var også andre der håbede på Anton Rosenvinge. En fjerdingvej fra prestegården, i vest af fjelddraget lå stamgården røysvæng, hvorfra alle rosenvinger var kommet. Den havde haft sin store tid, men den var længst forbi. Huset med sine to høje var faldeferdigt. Af jordvejen var der ikke stort igen. Der bøde pastor Rosenvinges mor og fire søstre, og det var især de sidste, der håbede på ham. Anton Rosenvinge var nemlig eneste søn og for at få ham værdelig frem, havde fru Rosenvinge måttet bruge også de fire søstres lille fædrenearv. Det var jo nødvendigt at Anton ikke manglede noget; med de andre fik det da blive som det kunne. Og så var de blevet gående hjemme. Moderen mente de umuligt kunne have anbragt sin lille kapital bedre end i Anton. Den ville med tiden bringe velsignede renter. Nu, som Anton var ferdig og prest i sin hjembygd, var søstrene begyndt at leve i håbet om renternes tid. De heste af dem fandt med moderen hans omsorg for sin egen person samvittighedsfuld. Han representerede jo på en måde deres rørlige gods. Men årene gik uden renter. Moderen trøstede med at de ville blive lagt til kapitalen, det ville med tiden blive en vakker sum til dem, når de nu var blevet gamle. Men imens skulle der leves. For at hjelpe på indtægten tog de uldgarnssøm for en broderihandler i Bergen. Og der blev broderet dag ud og år ind, men tiden blev ikke fyldt; man kedede sig. Der var tung luft i de gamle stuer, hvor soppen grodde langs væggene. Så begyndte de at trætte, og det blev der holdt ved med, skønt ingen af dem fandt det morsomt. Og de havde ikke råd til at leve med i bygdeselskabeligheden. Alle deres forhåbninger, også i den retning, landede i præstegården eller strandede der — for Anton, der så at hans søstre til sist var blevet sladderagtige og trættekære, satte ingen pris på deres selskab. Friede! var den vinter stadig gest på prestegården. Og tiden gik hurtig, for nu var hun vis på, at faderen måtte hente hende, så snart hun var konfirmeret. Fru ttesen havde jo selv skrevet til ham og sagt, at hun burde ud i verden og lære noget mere. Hun havde nemlig betroet sig til sin bedstemoder tilsist og fortalt om sine barndomsplaner, om Arne og meget andet, med en følelse af, at den milde, kloge kone, der rystede på hovedet og smilte af hende, forstod hende dog bedre end hun gjorde det selv. Alligevel havde hun vist hende en dag, hvor vakkert og lunt elvehoug lå til og spurgt, om hun ikke vidste, hvor hun blev elsket der, siden hun ville bort derfra. Friedel havde grædt ved det — alligevel var hun lykkelig. Fremtidstankerne var igen oppe i hendes sind, byggende ind mod hemmelighedsfulde fjerner. Hendes blod bruste; hun følte det som hun kunne forgå her i dalens stilhed, om den ikke snart åbnede sine fjelddøre og slap hende ud. Og det kunne komme op i hende så sterkt, at hun sansede ikke andet. tante Marines skarpe, tilrettevisende stemme kunne lyde som en mumlen langt boite, mens hun flygtede fra bogen eller hvad det var, ned til elvekanten, eller op i skogholtet, hvor hun kunne kaste sig ned under træerne og drømme---------------------- men derinde alene om eftermiddagen, hos den gamle, når hun sad og fortalte så mange ting — det var ellers det bedste hun vidste. Og hvor hun var smuk,

1898_Raunkiaer_Memento

Ingeborg

Ingeborg

Raunkiær

Memento

female

female

dk

Raunkiaer

Memento

Raunkiær

Memento!

En Bog

n

roman

Jens Møller

KB

nan

nan

O

Da han vågnede, skinnede solen ind på væggen. Spurvene kvidrede, men ellers var alt stille. Han trådte ud af sengen og åbnede vinduerne, og morgenluften strømmede ind i stuen. Den kølede hans ansigt. Den strøg forfriskende igennem hans hår. Den viftede hans natlinned, svalede hans krop og fyldte hans begærlige bryst med sin friskhed. Den bar bud til hans sjæl langt borte fra — fra morgenfriske skove og dugsprængte Enge, fra kølige kilder og sø og salten vove. Den fyldte hans trætte fantasi med drømmende billeder og indgød blide længsler i hans hjerte, medens han stod der ved vinduet og indsugede dens kvægende friskhed. Staden var endnu ikke ret vågnet. Over det virvar af tegl og skifer, der i brudte flader brede sig under ham, hvælvede himlen sig blå og sval, med en sol, der strålede uden at stikke og varmede uden at brænde, og han fornemmede, at naturen havde været i byen i nat og var der endnu, og at det var naturens nærhed, der fyldte hans bryst med længsel og lyst. Hver aften drager naturen ind i staden. Når dagens larmende travlhed er til ende, og der falder træthed over menneskene. Den kommer i stilheden med søvnen og natten, og først i den årie morgen flyer den. Den flyer, når menneskene vågne. Hver nat kommer den og svaler stadens hede pande og beroliger dens hidsige hjerte, og uden denne gæst hvert evige døgn, ville livet i staden være helvede. Henne fra kasernen lød pludselig beveil-lens langtrukne, tungsindige toner. De lød for ham som en sørgmodig afsked med nattens fred og friskhed — eller som et klagende udbrud over, at nu var øjeblikket kommet, da en ny dag med dens kampe og kvaler begynder. Han ønskede, at han kunne forlænge natten med endnu nogle timer. Men det er dumt at ønske, tænkte han. Så tænkte han på at klæde sig på og gå ud — ud over fællederne og ud i skoven. Men tanken om de lange og afskyelige gader, han skulle passere, før han kom ud af byen, virkede nedslående på ham. Han følte, at han ville være forslidt af indtryk, før han nåde halvvejen. Så kastede han sig på sengen, modløs og træt. Han kunne ikke sove: for tanker, eller rettere stumper af tanker brød frem i hans bevidsthed og pinte ham. Han havde ikke styrke til at holde dem nede og ikke styrke til at udvælge og forfølge nogen enkelt. Han var uvis, om han skulle stå op eller blive liggende. Hvorfor skulle han stå op, spurgte han sig selv; han følte sig jo ude af stand til at arbejde. Men at blive liggende var også utåleligt. Hans evne til at bestemme var som forsvundet. Han lå der og kunne ikke bekvemme sig til noget som helst. Han følte lede ved sig selv, for han syntes, at han burde vide, hvad han ville og hvorfor han ville det, han ville. Og han havde medynk med sig selv, for han så, at et menneske, som har mistet evnen til at ville noget, er i en ynkværdig tilstand. Hvad der bevægede ham til endelig at stå op, kunne han ikke gøre sig selv bede for, men efter nogen tids forløb rejste han sig og begyndte at klæde sig på. Han stod ved det åbne vindue og knappede sin vest, da fabrikerne rundt omkring, fjernt og nær istemte deres skingrende og disharmoniske morgenskrig, som forkynder, at dagens gerning for alvor begynder, og at industriens sjælløse arbejdsuhyrer genopTager deres melankolske virksomhed. Op af skorstenene væltede tykke, sorte røgmasser, som vidnede, at man kastede nye kuldynger under kjed-lerne, og sådan, tænkte han, vil man nu fyre den hele dag og udspy røg og slagger over byen og fylde menneskenes boliger og hud og blod med snavs. Og solvarmen vil i løbet af et par timer fordrive enhver erindring om natten og med den naturens lindrende besøg. Den vil brænde sig ind i husene gennem mure og Tage, brænde sig ned i brøstene og asfalt, som atter vil ud-stråle heden til pinsel for menneskene, som halvt bedøvede af støj og varme og kamp for tilværelsen ile afsted over den glødende brolægning i gaderne, hvor den hede og iltfattige luft fuld af støv og stank driver imellem husene. Han kendte tusende dage som den, der var begyndt. Han forudfølte dens trykkende hede og dens ensformige, hæsblæsende travl hed med dette rasende tog af indtryk, der suser igennem ens bevidsthed og opslider og gør sørgmodig, og atter søgte hans tanke længselsfuld ud imod egne med stilhed og friskhed og store vidder. * * * o, i, som vågne på landet i den stille morgen, tænkte han, lette om hjertet og med eders nervesystem i den bedste orden, skønne i ret på de sunde vilkår i leve under? Eders bevidsthed er som en rummelig hal, og hvad i opleve, må tegne sig rent og klart på eders sjæls lidet beskrevne tavle 1 naturen er den masseuse, der holder eders kinder røde, eders træk ungdommelige, og som giver eders øjne glans, og endda er det ikke blot ungdommens — eller rettere sundhedens attributer, i få af naturen, nej, i få det, som indenfra betinger dem; det, som ingen mrs. Barigar med alverdens kunst eller for alverdens penge vil kunne skaffe eder. Vor bevidsthed får jo sit indhold traden verden vi leve i. Når i vågne om morgenen og træde ud af eders dør, så har i himlen over eder og kan se ud til verdens ende, hvis i har øjne dertil. Lærken — den søde, lille lærke er eders morgenklokke, og hvis i ellers høre noget, så er det en hests trampen i den grønne bund, eller en hanes fornøjelige galen. Og hvad i se, er roligt og fredeligt, hvad enten det er hønsene på møddingen eller det er naboen, som ude på Marken styrer ploven bag de nikkende heste. Hvor forskelligt bliver ikke eders bevidstheds indhold fra vor? Vi leve i en stad med snevre, brolagtegader, med grimme, stive og tilrøgede huse, der hvert for sig fra kælder til kvist er fuldt af de mangfoldigste sammensætninger af menneskeligt liv i alle aldre og tilstande. Og menneskene gnide, pirre, pine og slide i hverandre direkte og indirekte, ude og hjemme i denne by så lang dagen er. Vi fordærve luften for hverandre — luften, der for os ikke er et uendeligt hav, men snævre kanaler. Vi er ikke friske som havets fisk, men som kanalernes karudser få vi muddersmag i kødet. Kanterne slibes af os. Ejendommelighederne udviskes, og vi leve som i en trædemølle. Vi drive det til at tilbringe mange måneder imellem disse hæslige murmasser uden at gøre oprør af hjemve efter naturen. Og vor fantasi bliver tung og syg. Den udfolder ikke sine vinger til fri og dristig flugt, men den dræbes — dræbes i den idelige kamp med de stædige forestillingers stim-lende masse, som skabes af mylrets liv. Lærken, den søde lille lærke er ikke vor morgenklokke. Men vi liar i fabrikspibernes rasende skrig klokken seks en for vort liv passende ouverture for den kommende dag når vi træde ud af vor dør, så har vi ikke himlen over os som en hvælving med stolte skydannelser. Vi, som fra bunden af gaden kun se en smal stribe af himlen, hvis vi se opad, men vi se kun sjældent opad! Og vi har ikke en horisont med udsigt til verdens ende et steds borte i det uendelige fjerne; thi store og snavsede murmasser stænge for vort blik på alle sider. Og det er ikke fredelige billeder, der gøre sig gældende for vort øje, og ikke hyggelige lyde, der påtvinge sig vort øre. Vi høre ikke hønsenes småsnakkende kaglen, og vi se ikke naboen styre ploven gennem den bløde muld bag de nikkende heste. For når vi træde ud af vor dør, så træde vi ud i et larmende gadeliv, hvor menneskene i rastløse skarer ile hen ad fortovene, og hvor kørebanen er fuld af ramlende arbejdsvogne og rasende omnibusser; af elektriske sporvogne, som klemte, og af forskræmte heste, som stejle og trampe. Inde fra gården hører man tæppebanken, lirekassemusik og hylende hunde, og henne fra smågaderne lyder sildesjovernes hæse brøl og rejekonernes skingre råben, medens oppe i husene klaverklimpreriet er i fuld gang i alle etager. I sandhed, et stemningsfuldt morgenindtryk! Alt dette tænkte han på med bitterhed, medens han klædte sig på. Og sørgmodig gik han dagen i møde. hver dag tærede på hans livskraft,. og natten ydede ham ikke længere den fornødne hvile. Han, som altid før vågnede om morgenen forfrisket og glad, jublende glad — han vågnede nu hver morgen træt og nedtrykt, med en følelse af — en uklar erindring om, at der havde raset en storm i hans tanker den hele nat. Udygtig var han til dagens arbejde •—• udygtig til livet, thi denne hans tilstand fortsatte sig dag ud og dag ind, og dag ud og dag ind — det er livet. Var det da underligt, at han, da tanken om at rejse bort opsteg i ham, greb den med en energi, der forbavsede ham selv? Det var, som om hans ånds selvopholdelsesdrift pludselig blussede op, og han følte det som en livsnødvendighed at rejse bort, at flygte fra denne larmende og urolige by, som hensyns-og hensigtsløst fortærede hans kræfter. Han ville ud til den dybe ensomhed, til havet og de grænseløse vidder, som hans sjæl hver morgen og i alle modløse stunder higede efter. Han var ikke Christian Winthers landsmand, og derfor havde Sjælland trods al sin ynde og skønhed ikke hin uudsigelige tiltrækning for ham — dette noget, der gør ens fødeegn så dejlig, som et hjem, hvor man som intet andet sted føler sig tryg og finder hvile. Fyens vellystige ynde var ham på for-hånd vammel. Der var så fedt og snevert mellem de stængende hækker og hegn. Nej, når han trængte til hvile, så gik hans længsel længer vestpå, til Jyllands ensomme heder med de gamle krat, — til landskabet med de store Enge og klitterne og havet * * * så afskedigede han sin pige og beskikkede sit hus. Han ville bort — ikke for en uge eller en måned, men for den hele sommer, det hele år, måske det hele liv! Hans pige hed Lise. Hun havde nu i så lang tid sørget for hans timelige velbefindende, at hun ikke kunne få ind i sit hø ved, at han skulle være i stand til at fortsætte livet uden hendes omsorg. Men mennesket lever ikke af mad alene. » Du er en from sjæl, Lise, « sagde han til hende, » og når du engang dør, så går du lige lukt ind i guds rige. Du har aldrig sagt en usandhed for mig, og aldrig snydt mig for en øre. Du har været tro som guld. Men vi må skilles. Her er penge. Rejs ud på landet til dine bøgetræer og din familie, og gør dig livet fornøjeligt og gør dig nyttig, til jeg muligvis engang kommer tilbage og kan vandre videre med dig ad civilisationens macadamiserede landevej. Det kan ikke nytte, du græder. Jeg rejser hen, hvor der hverken er butikker eller vandhane i køkkenet. Det passer ikke for dig.......... Farvel, og Levvel! Kommer jeg ikke tilbage, og kommer du før mig til himmerigs port, så læg et godt ord ind for mig hos sanct Peder, hvis jeg da ikke har gjort dig livet alt for surt i den tid, vi to har kendt hinanden. « Dette sagde han og mere til. Lise forstod ikke det halve af det, men hun smilede gennem sine tårer. Hun var glad, når bare han sagde noget, så var det forresten ligefedt om det var på fransk eller på dansk. * der var tre i kupeen foruden ham. Den ene så ud til at være mejerist. Han var den behageligste; for han sad ganske stille i sine egne tanker og mælede ikke et ord. Han kunne måske overhovedet slet ikke tale. Den anden var en student. Han havde just bestået filosofikum, og drog hjem til Fyen for at hvile på sine lavrbær. Han var så ung, så ung og så glad for sig selv. Han medførte en lang pibe, som han straks stoppede med megen værdighed, og idet han tændte den, sagde han en vistnok udi egen indbildning meget værdifuld bemærkning til en mand, der sad lige overfor ham, og som viste sig at være en præst, der med bekymret interesse fulgte tidens åndelige rørelser. Præsten havde gjort regning på forståelse og sympatti hos den unge student, og han havde ikke taget fejl. Ved sit første spørgsmål tog han tappen af den unge fynbo’s åndstønde, som åbenbart var velfyldt; i alt fald snakkede han uafladelig på sit fynske fra København til Korsør. Og hvis mejeristen ikke var døvstum, så lærte han på den tur, at » Docent Ellinger ålede Brandes ganske grusomt, « at » Folk er gale «, og at » Estrup er en knop « foruden meget andet. Vor ven Bjørn sad stille i det ene hjørne af kupeen. Han hørte i begyndelsen ligegyldig på studentens syngende sliddersladder, som dog i længden blev trættende og irriterende, men endelig glemte han ham, medens han sad og så ud over landskabet, som de fo’r forbi. Himlen var blå, med hvide, mægtigt rundede skymasser, og landet lå udbredt i sin fejreste sommerskjønhed. De fo’r forbi lyse kornagre, hvis aks dannede store glinsende, svagt bølgende flader — forbi saftiggrønne Enge besat med gule ranunkler og gjennemskårne af blomsterbræmmede grøfter — forbi en ager med drøvtyggende kalve, der smækker halen langsomt op over ryggen efter fluerne og glor efter toget, medens den hvide røg fra lokomotivet rask hvirvler hen over markerne og forsvinder, — forbi en eng, hvor en stork spanker ensom omkring, forbi en skov, hvor høje bøge og ungskov skiftende viser sig, og i skoven ved foden af jernbanevolden ligger malerisk et bondehus, fra hvis skorsten røgen langsom stiger op. Køkkendøren står åben. En ung kone sysler med frokosten, og en lille dreng med en pisk i hånden og røde strømper på sine små ben står udenfor døren ved huggeblokken og stirrer langelig efter toget, som farer videre, forbi landsbyer med gårde og røde kirker med takkede gavle, — forbi en skov, der er frisk efter nyfalden regn og med en idyllisk sti, der grøn og skjult og stille vækker stemning og vinker; forbi hvidmalede led og sirlige vogterhuse, forbi pile-bevoxede mosedrag med blanke vandhuller, — og så atter landsbyer med gårdene spredte over det tavlede land, med felter af pløjejord og grøngule rapsmarker og blå-grønt korn og grågrøn kløver, og atter kommer der moser med tørv i stakke — men videre farer toget — forbi tørre, solhede landeveje med popler med nøgne stammer og runde, glinsende og skælvende kroner. Forbi marker med får, og marker med prangende valmuer, og i baggrunden, spredt ud over det frodige land ligger huse og gårde og mejerier og vejrmøller. Bjørn havde, et par dage før han rejste, været sammen med en ung nordmand, som i landbrugsvidenskabelig hensigt havde opholdt sig en tid i Danmark. Og nordmanden havde med besynderlig varme udtalt sig om det indtryk, man fik, når man fra Norges strenge natur kom ned til det smilende Danmark. « det frugtbare Danmark «, havde han gjen-tagende sagt, og så beundrende, at det havde frydet Bjørns øren. Og medens han nu sad og så ud over landet, der som en frodig og velplejet have lå udbredt for hans blik, tænkte han med bevidst glæde på, at det var hans fædreland dette lyse og frugtbare Danmark. Da han var træt af at se på den række af billeder, der ligesom udrulledes for hans blik, satte han sig tilbage i krogen af kupeen og lukkede øjnene og prøvede på at hvile. Man sløves hurtig, når man rejser hurtig, og den strøm af fornemmelser og af mere eller mindre flygtige indtryk, som styrte ind over ens bevidsthed på en dag, da man sidder passiv i en jernbanekupe, efterlader sjældent andre spor end træthed. Han var derfor også træt, før toget nåde Korsør; han var overmæt af indtryk, og igennem Fyen sad han dvask i sin krog, og først da han kom over i Jylland, følte han på ny en smule interesse for omverdenen. Skovene forsvandt. Landet blev fladere og fattigere på menneskeboliger. Naturen blev alvorligere og lyset skarpere, efterhånden som toget kom frem i de vestlige egne. Når det gjorde holdt ved stationerne, faldt egnens tunge stilhed ind igennem kupevinduet. Ingen hastige fodtrin hørtes ude fra perronen, intet Brus af klæders gnidning, ingen summen af menneskestemmer, kun et enkelt menneskes sindige skridt, en dæmpet mumlen inde fra nabokupeen og et par fødders skraben imod bunden af vognen — var alt, hvad man hørte. Så lukkedes en dør op og i, afgangsklokken lød, toget peb og kørte langsomt videre. Ved de større stationer var der lidt livligere, men livligheden var af en egen Art, ligesom landskabet. Bjørn sad og lyttede. Han lyttede efter stilheden, når toget holdt, og han lyttede efter de bemærkninger, der faldt — ikke just for deres indhold, men for måden, de kom på; den vai’ så karakteristisk, og for ham så velbekendt. Han følte, at han sad inde med særlige betingelser for at forstå disse mennesker her og at kunne gøre sig forstået af dem, og han følte, at han var i nærheden af sit hjem.... Å, denne luft, der kom ind af kupevinduet, hvor var den frisk! Han så med kærlighed ud over dette flade land, der har sine egne farver og sin egen, fra det øvrige Danmark forskellige, stemning, og han længtes efter at komme ud i stilheden og ensomheden og friskheden derude.... * * * juni måned gik. Han drev omkring i landet, og han bildte sig ind, at han havde til mål at købe en stump jord og bygge sig en hytte. Han drog derfor om og ledte efter en plet, hvor han kunne leve for fremtiden, og medens han travede afsted over heder og Enge og magre bakkedrag, arbejdede fantasien i ham så livligt som i konen med æggene. Han standsede ofte og så ud over landskabet, og han nød naturens evigt vekslende stemninger med den inderlighed, som kun de indviede kender, og der var hundrede steder, han syntes, han kunne lide at leve. Men bestandig syntes han, at han så noget endnu prægtigere, end hvad han tidligere havde set, og bestandig havde han muligheden for at finde noget endnu fuldkomnere end hvad han allerede kendte, altså vandrede han videre — videre!.... og imidlertid så han sig selv i ånden som ejer af det dejligste sted i verden, på en bakkeskråning imod syd, med udsigt over herlige Enge — højt, frit og langt fra den alfare vej! Han byggede i tankerne sit hus. Han indrettede det bekvemt, frit for den smålighed, der er så almindelig i Danmark. Han udstyrede det med alle de ting, der giver en bolig hjemlighed og hygge, så at man føler, at her er godt at være! Han udvalgte sine yndlingsbøger, og han udvalgte de bøger, som han havde haft lyst til at kende, men som livet ikke havde levnet ham tid til at give sig af med. Og da han endelig havde arrangeret sit hus og i fantasien følte sig hjemme i det, gav han sig til at anlægge sin have. Undertiden smilede han, når han kom til at tænke på, hvorledes han her gik og fantaserede, men et øjeblik efter drømte han på ny. Han drømte blandt andet, at han gravede jorden. Han havde kastet frakken og arbejdede i skjorteærmer. Han følte, at hans pande blev fugtig af arbejdets sunde sved, og at hans øjne blev klarere, og at hans kinder fik farve. og siden nød han hvilen efter arbejdet. Han nød at sidde på bænken foran huset ved aftenstid, når solen gik til hvile, og skumringens tåger steg frem over engene. Han så sig selv sidde der med sin pibe, men den gik ud, for betaget lyttede han ud i den dybe stilhed, og betaget stirrede han ind i naturen. Han følte, hvorledes han fandt sit selv igen ved at færdes her i ensomheden, og hans fantasi, der havde været næsten som pisket tildøde under det unaturlige liv, som menneskene leve i København, rettede sig efterhånden og blev ung og stærk som den havde været før i hans liv. Selvfølgelig klæbede der ulemper ved det vagabondliv, han førte. Han overnattede i gårdene på sin vej, og dette var just ikke altid så bekvemt. Helst ville han ofte have foretrukket at sove på høstænget og at vaske sig ved brønden, men han skulle sove i gjæstekammeret, som i reglen var utroligt lille. Og så var der altid alt for mange dyner i sengen, og alt for lidt vand til at vaske sig i. Mismodig så han på det lille vaskebord og løftede på den lille vandkande, som ofte kun var halvt fuld af uklart vand. Og disse par dråber skulle slå til om aftenen, og til om morgenen med!... Han fik ligefrem længsel efter vand — rent, friskt vand! Han syntes, at han mere end nogensinde trængte til at bade og boltre sig i vand, og at pjaske og stænke til alle sider ligesom spurvene, når de bader sig. Så rejste han til Fanø, og her blev han i nogen tid. Han boede i én udkant af nordby, ugenert af de bekendte møddinger og ikke alt for dyrt. Han daskede rundt i klitterne og på stranden og ude i de grønne Enge og tilbragte tiden med at spise, sove, bade, sole og lufte sig. Han læste intet. Det var nu næsten et par måneder siden, at han havde læst en Avis. Han havde ikke mindste interesse for, hvad der gik for sig ude i verden. Han gad ikke engang strække hånden ud efter en Avis, når han så en. Han havde nok i, hvad han selv så, og trængte ikke til at fylde sig med andres tanker og oplevelser, — ikke foreløbig i alt fald. I den tilstand han var, indeholdt det liv, han førte, tilstrækkelig mange incitamenter for hans tanker. Det var ham en adspredelse at se og høre på klokkeman den, når denne ude i byen på et mærkeligt dansk skreg op om, at der var store, levende rødspætter at få hos svarrer, og at Slagter Alber havde ekstra fedt studekjød at sælge. Og han følte det næsten som poesi, når han i den stille nat vækkedes ved, at naboens barn græd. Han lå vågen et øjeblik. Han hørte moderen pusle om det og mumle beroligende ord, og så blev alt stille —• å, denne velsignede stilhed! — og han faldt atter isøvn. Han kunne lide at se på disse mennesker her; deres rolige syslen, der var så forskellig fra, hvad han var vant til. Han fandt interesse i at iagttage deres vaner. Nysgerrig så han efter den ældre, silkeklædte fanek, der hver dag spadserede forbi hans vinduer med sin kaptajn under armen. Han var hjemme på besøg, manden, og nu travede hun omkring med ham som med en kær gæst og viste ham alt og fortalte ham alt, hvad der var sket på øen, medens han havde været borte. Hun var i stadsen fra morgenstunden, men ellers ville hun også især have passet dårligt til ham; det kunne være galt nok endda, for han var en høj, fin, næsten elegant mand i lys sommerdragt og så mærkelig ud med en fanek under armen. når ebbetiden kom, drog hyrden rundt i gaderne og blæste i sit horn for at melde folk, at nu skulle køerne på græs, og så kom kvinderne ud fra stalden med kvæget, og der blev liv i de stille gader. Onsdag og lørdag aften, når han sad dovent ved sit vindue og hvilede efter sine vandringer, kom piger og børn forbi med kurve, fulde af hjemmelavet brød, der var bleven bagt hos bagerens ved siden af, og lyden af deres småsnak, og duften af det varme brød kom ind til ham igennem det åbne vindue og fyldte hans sind med hygge og velbehag. Således kunne der nævnes mange ting, som gav ham adspredelse, når han var hjemme, hvor han boede, men der var han iøvrigt kun lidt, thi den meste tid tilbragte han ude i naturen. Her ude gik han og fantaserede, eller han tyggede drøv på sine erindringer, når da ikke omgivelserne fængslede hans opmærksomhed og beskæftigede hans tanker. Men det gjorde de ofte, og han kunne hengive sig i øjeblikket med en inderlighed, som var næsten forunderlig. Når han om formiddagen drev ud over engene, hvor malurten duftede og asters stod i blomst, — og han tænkte på alting og på ingenting, eftersom nu tankeforbindelser knyttedes og løstes i hans bevidsthed, kunne han pludselig og med intens glæde komme i tanker om, hvor han egentlig var. Og han lagde sig da ned og nød solskinnet og snusede ned i den grønne og duftende jord. Og han lyttede til lærkernes jublende sang over hans hoved. Og han vendte sit ansigt imod vinden, der strøg forfriskende hen over landet — ikke som blæst, men som brise, ren og kølig, fri for støv og for menneskers ånde, og han indsugede i begærlige drag den luft, han så ofte havde længtes efter. Men så kom omsider den dag, da han begyndte at tænke på at vende tilbage og arbejde, og nu vidste han, at han atter nærmede sig den tilstand, i hvilket mennesket er mere handlende end lidende. Han var imidlertid så klog, at han ikke reflekterede på sine første indskydelser i retning af at rejse tilbage til København, men for at tilfredsstille sin vågnende virksomhedstrang begyndte han dog at lægge planer for fremtiden. Og så gjorde han endnu noget, som han altid tidligere havde følt glæde ved at gøre, men som han i lang tid ikke havde haft energi eller lyst til at gøre: han tog sin notebog frem, og i et par linjer deri gjorde han nu og da for sig selv rede for stemninger og. Indtryk, som tilfældig og på en særegen måde fyldte hans sind. Den, der elsker musik, og som er musikalsk udøvende må kunne forstå dette. Den, som spiller, spiller ofte af og for sig selv — giver sine stemninger udtryk — taler igennem tonerne med sig selv, og føler befrielse og glæde derved. Det samme følte han ved at give sit væsen, sine betragtninger og iagttagelser udtryk igennem sproget. Det var ham en tilfredsstillelse at drage tankerne ud af deres flygtige og usanselige verden og fæstne dem i klare ord og sætninger på papiret, hvor han dagen efter, ja, måneder og år efter kunne se dem, hvorimod de ellers et øjeblik efter ville have været forsvundne — som røg i luft — for måske aldrig mere at komme frem i bevidstheden på ny. Og ved denne sysselsættelse — denne bestræbelse for at udrede sine tanker og give dem udtryk — fandt han anvendelse for overflødig energi, som under andre omstændigheder ville have gjort ham nervøs og forstemt. Han blev ikke ked af Fanø. Han elskede at gå langs havet på den faste, hvide strand, hvor synet af de utrættelige bølger indgød friskhed i hans sind. Han følte, som om den rene og saltholdige luft trængte ind igennem hans hår og hans hjærneskal og vederkvægede og oplivede hans hjærnes celler, og stemte deres mindste dele til liv og virksomhed. Han følte, at han restitueredes og foryngedes i denne luft, og tanker og ideer strømmede stærkt, men også sundt igennem hans bevidsthed, og uvilkårlig lagde han arbejdsplaner for den kommende vinter, og i hans sind formede sig det, som han, når han vendte hjem, ville bringe for dagen. Jeg ligger brak, tænkte han. Alle mennesker, som lever og arbejder i de store byer, burde ligge brak et par måneder om året. Ikke på den måde, at de forlægger sliddet til Rungsted eller Vedbæk, thi det er kun indbildning, at de da ligger brak. Nej, de skal rejse bort, ud hvor de kan leve uden hensyn og uden bekymringer, i splinternye og sunde forhold, fri for arbejde og aviser og familie og venner. Ud, hvor maden står på bordet og sengen er redt, og hvor ingen bryder sig om, når man kommer og når man går. Ud i friheden og naturen!... * * * han blev som sagt ikke ked af Fanø, men det faldt ham ind, at det kunne være rart at drage også andre steder hen. Så belavede han sig på at rejse videre — op ad Jyllands vestkyst, og det gjorde han, og her traf han ved et lille badested sammen med en samling forskellige mennesker. inde bag en bred bræmme af kuplede og grågrønne klitter lå hotellet. Denne bræmme bestod af flere rækker klitter, der dannede en vældig og knudret vold, som naturen havde opkastet ligesom for at beskytte det flade land og dets beboere imod havet. Men ret beset, så havde vestenvinden sin gang ind igennem denne vold, og klitterne stod i rækker ved dens veje. Og ofte kom den stormende, den vældige — ude fra havet og drev bølgerne ind over stranden, medens den selv for videre, ind imellem klitterne, hvor den rev sandet med sig og slængte det ind over landet. Ad en sådan af vestenvindens veje gik hotellets gæster til havet. Værten havde ladet lægge brædder på sandet for at gøre gangen mindre besværlig, og her, ad denne mere eller mindre tilsandede bræddesti gik Bjørn en formiddag i August. Han havde sikkret sig et værelse, spist en smule frokost og erkyndiget sig om, når man spiste til middag, og nu gik han ud for at bade og drive ved havet et par timer inden middagen. Han havde udtalt ønsket om at se hotellets fremmedbog, og han havde, halvt i forventning, halvt i ængstelse, gennemløbet navnene. Det var jo muligt, at her var mennesker, som han satte pris på at træffe sammen med, og det var muligt, at her var andre, som det ville kede og irritere ham at tale med. Han så to navne på folk, han kendte: den ene var en yngre maler, han undertiden havde truffet. Den anden var en barndomskammerat af ham — en dame. » Hun er jo gift «, tænkte han, » og har børn. Det er da næsten mærkeligt, at hun er her alene. « Og medens han nu gik ud til havet, tænkte han på, at det kunne være morsomt at træffe sin gamle legekammerat og se, hvad hun var bleven til. Han vidste, at hun var en tænksom og varmtfølende, men ret indesluttet natur. Dette var næsten alt, hvad han vidste om hende. Han mindedes hende som en fantasi fuld, fornøjelig og elskværdig kammerat, som rigtignok undertiden gik omkring så opfyldt af sine egne tanker, at hun ikke ænsede hverken ham eller andre. Han kendte hende nu kun fra Københavns gader, hvor han undertiden så hende og på afstand hilste på hende. Han havde set, at livet havde mærket hende, som det mærker de fleste. Han havde mødt hende og set, at hun var bleg og mager og hendes øjne trætte, men til andre tider havde hun varet næsten strålende af frejdig energi — så frisk og stærk og venlig, at hendes blotte hilsen gjorde en glad og styrkede livsmodet i en. Hun er naturligvis træt nu, tænkte han; naturligvis: alle mennesker er jo trætte... henne på sandet, på damernes badestrand sad den, han tænkte på. Hun sad og så ud over havet, medens hun tankeløst gravede med hænderne i sandet. Inde fra badehusene lød passiar og latterudbrud fra damerne, som klædte sig af, og tæt ved stod badepigerne og ventede. Et par tunge jernankre vare stødte ned i den sandede bred, og fra hvert af dem udgik et halvt dusin lange reb, som endte i et bælte, som enhver af de badende skulle have spændt om livet for ikke under badningen at blive reven bort af bølgerne. Denne forsigtighedsregel var nødvendig på denne del af kysten, hvor havet bryder sig så voldsomt mod det stærkt skrånende land. Som vældige dyr med skummende manker kom bølgerne ilende ind imod landet, og larmende styrtede de sig ned i et dyb nogle få alen ude, hvor de brød sig med en vildskab, der næsten var forfærdende, med høje, tusindfoldige sprøjt, brølende og brusende og med knald som pistolskud. Og det glasklare vand blev gråbrunt af grus og sten, og videre for det, som en sydende flod, ind over stranden. Hver bølge var som en vældig kæmpe, der sønderbrød sig imod Jyllands gamle ryg, og i hvert sekund gik millioner af skummende uhyrer under i denne kamp; men der er ingen pavser i dette angreb og ingen ende på denne fnysende hær, som i årtusinder har stormet frem der vestenfra. De er landets og menneskenes fjender, men man hader dem ikke. De er blinde og vide ikke, hvad de gøre. De lyde jo blot naturens strenge lov. Sådan noget sad hun og tænkte på, medens hun stirrede ud over havet. Dette dejlige hav — uendeligt, utrætteligt! Og friskt som fra evighed af! Hun havde siddet oppe i en klitdal og hørt på andres passiar og kun en enkelt gang givet et ord med i laget, og da badetiden kom, drev hun efter opfordring med ned til havet. Hun ville ikke selv bade, thi hun følte, at naturen her var for vild, til at hun kunne have glæde af at bade. I disse rasende bølger vare menneskene magtesløse. De kastede de badende hid og did og slyngede dem ind mod den stenede bred for i samme nu at rive dem ud i dybet, hvor de tumledes i sten og grus, og forslåede og ikke sjældent med blodige albuer og knæ kom folk op afvandet. Der var ved et sådant bad noget brutalt, som frastødte hende. Og dertil kom, at det var så længe siden, at hun havde badet sammen med andre, — så længe siden, at det forekom hende generende at gøre det. Hun vidste på forhånd, at hun ville føle sig ilde berørt ved al denne pludselige nøgenhed, og hun følte, som om hun ikke havde ret, og at hun heller ikke havde lyst til at se på andre, som bade. Derfor vendte hun sig også bort, da den første badehusdør blev åbnet, og vendt imod land lå hun og legede med strandens stene, men da en af selskabet råbte et spørgsmål til hende, vendte hun sig uvilkårlig om for at svare, og hun så da de to første, som vare komne ud, og om hvem badepigerne netop spændte bælter. Og med en interesse som hos den, der på én gang ser kendte mennesker fra en hel ny side, så hun på dem, og nu, da de så temmelig vare be røvede klædernes maskerende dække, så hun ret, hvor forskellige de vare i bygning, former og gang, og det var, som om deres forskellige naturer talte tydeligere igennem deres legemer end nogensinde igennem deres ord. Halvt uvillig sad hun og så på dem. Hun følte, som om hun så nøgne sjæle i de nøgne legemer, og at forskellige egenskaber virkede tiltrækkende eller frastødende på hende. Og hun følte sig ubehagelig til mode som den, der tilfældig får indblik i andres privatissima, men hun vendte sig ikke bort. Hun var overrumplet af en pludselig interesse, og hun ræsonnerede: » Det er jo skik og brug at bade i flok. Ingen generes af, at jeg sidder her, hvorfor skal jeg da selv bryde mig derom? « altså blev hun siddende. » Det er jo i grunden så naturligt, « tænkte hun... » Og dog!... Og dog? «... Dér kom den ene efter den anden og fik sit bælte spændt, og løb eller gik hen over stranden ud i havet. Dér kom Fru Brandt, høj og velbygget, med faste

1899_Ravn_InterioererFraVoreBedsteforaeldresOgForaeldresTid

Camilla

Camilla

Ravn

Ulrik Horn

Interiører Fra Vore Bedsteforældres og Forældres Tid

male

female

dk

Ravn

Interioerer Fra Vore Bedsteforaeldres Og Foraeldres Tid

Ravn

Interiører fra vore bedsteforældres og forældres tid

n

roman

Høst

KB

nan

nan

O

Alle i livets gode ånder, både barndommens smilende alfer, ungdommens strålende feer og den modne alders venlige genier! Kom og sæt eder hos dem, der læse om det gamle hjem. Da ville i hviske til dem, at det ikke er fantasiens bedrageriske koglespil eller overleveringens udsmykkelse af de virkelige forhold, der bevirke, at de gamle hjem træde frem for eder, som de gøre; nej, det er blot kærligheden, der ser klart, og nu, da år er gåde, kan den tyde hjemmets fine skrift uden kritikkens briller. Og måske i da ville stanse lidt i eders livs rastløse færden, og skønt det elektriske lys kaster sit kolde, klare skin over eders bog, skønt telefonklokken klinger, og i udefra kunne høre lyden af de forbifarende cyklers klokker, af lokomotivers hvæsen og af dampskibes gennemtrængende fløjten, ville i kunne se de gamle hjem for eder i astrallampens milde skær. I ville kunne mærke varmen fra brændeildens gløder og ane duften af roser og lavendel fra potpourrikrukken, og i ville tænke på livet i København i kong Frederik den sjettes dage og måske se på det gamle empiremøbel derhenne i krogen med mere pietet end ellers. Og skulle i måske falde på at læse højt for hinanden, da kan det godt være, at det knirker og knager i de gamle skuffer; thi de høre ord fra en, som har elsket de gamle hjem fra de gode, gamle dage. Skal man så beskrive et af disse hjem, dets værelser og bohave, kommer man først til at mindes det sted, hvor arneflammen brændte, den gamle, hyggelige ovn. Ja, arneflammen, den knitrede og brændte; den kastede sit flakkende, rødlige skær ud over den hyggelige dagligstue og gjorde tusmørke-timerne så uforglemmelige for dem, der sad og så på de spillende flammer og klare gløder og på den line, hvide brændeaske. På den gamle ovns fodstykke stod der i en rosenguirlande, holdt af et par pluskæbede englebørn: anno 1794, og når man spurgte den gamle husfrue om hendes alder, da svarede hun altid: « det kan jeg ikke huske, før jeg får set på kakkelovnen, den og jeg er lige gamle. » På ovnen var der små døre, gennem hvis spjæld man så den flammende ild; men dørene kunne også lukkes op på vid gab, og når et par barneøjne da stirrede ind på ildstedet, kunne de se vidunderlige ildsøjler og flammende træer, lig dem i alfedronningens glødende have. Man følte det næsten som en helligbrøde at tage den skindbetrukne puster med de blanke messingsøm og ved at puste ind mellem ildsøjlerne at få alle de små gnister til at blive helt ellevilde og styrte afsted i den kådeste tagfat og ikke adstadigt danse i vejret, som det sømmede sig gnister i en dronnings have. Mindre dristigt var det at tage et par grankogler i den store brændekurv og liste dem ind mellem brændestykkerne for at få den dejlige harpikslugt ud i stuen. Slankt og højt var det øverste stykke af den gamle ovn med flere åbne rum. I det nederste stegtes æblerne bedst, og i det øverste kom røgelsen til at dufte uden at brændes. alt dette elskede børnene, de betragtede den gamle ovn som en god ven. De gamle folk, de nød dens milde varme og tænkte på svundne tider og gamle minder; medens de unge elskede den, fordi man i dens skær kunne sidde så fortroligt sammen; thi i tusmørke-timen, når kun ilden fra ovnen oplyste stuen, da kunne hænder og læber mødes; og der var altid unge kærestefolk i det gamle hjem. Se, så var der også hjørnepiedestalen! Når dens buede mahognidør blev åbnet, kunne man skimte sølvkammerets herligheder, og det var en stor gunstbevisning, når bedstemoderen viste de beundrende børn alle disse skatte. Der var ikke halvt så meget, som man nutildags kan se på unge folks bufeter; men de gamle kander og skåle vare næsten alle sammen erkendtlighedsgaver til husfaderen, givet ham af taknemlige folk, som han havde stået bi med råd og dåd under sin lange virksomhed. Og alle teskeerne, der hang rundt om sukkerskålen, ringede og klingrede og spillede et helt lille musikstykke for den, der havde øren at høre med. Men ovenpå piedestalen stod det gamle taffelur. Det måtte aldrig røres af profane hænder; den gamle frne tørrede selv støvet af den store glasklokke, der bedækkede det, og urmageren kom hver lørdag for at trække det op og stille det. Urets forgyldte Skive sad på et alter af lyseblå! Porcellæn, der var prydet med dejlige guirlander af hvide porcellænsroser. Ovenpå alteret stod en kurv, og en yndig, ung kvinde, ved siden af alteret, løftede sløret, der dækkede kurven, og man skimtede en hel skare små, buttede porcellænsbørn, der lå i kurven. De voksne sagde, at al denne hvide og lyseblå pragt forestillede en fe, som ville slippe skønhedens, yndens, ungdommens og munterhedens venlige genier ud af kuven. Men det forstod de fleste af børnene ikke og troede meget mere på, hvad en af de små piger sagde, at de hvide porcellænsbørn skulle forestille onklerne og tanterne som små, og at den unge kvinde ved alteret var den kone, der kom med de små børn. Hjemme hos hendes moder var det en tyk, gammel kone, der plejede at bringe de små børn, så det måtte rigtignok have været morsomt for bedstemoder at have haft sådan en smuk, ung dame i lyseblå! Gevand! iii ai komme med børnene; men bedsiemoder havde rigiignok også selv været så dejlig; det kunne man da se på det store maleri, der hang over sofaen. Og den unge bedstemoder på maleriet syntes at smile til de små, kloge hoveder, som fik denne visdom af den store otteårs kusine, og børnene undrede sig over, at de kunne have været så dumme at tro på historien med storken, da de fleste af dem netop havde fødselsdag ved vintertid, når den rødbenede fugl for længst havde forlagt sin residens til kong faraos moser. Vindusfordybningerne vare så dybe, at der var et helt værelse bag de sammentrukne vintergardiner, og der legede børnene « far, mor og børn », eller « komme fremmede ». Men mangt et jaord blev også givet bag de tunge Gardiner, og bag deres skjul kunne også veksles Kys, selv om stuerne ikke lå i det dæmpede skær fra ovnen, men oplyste af vokslysene i de klare krystalkroner. Henne i den vindusfordybning, der var nærmest ved den gamle husmoders syplads, ( hun sad nemlig altid inde i stuen og ikke i vindusfordybningen ), var en forhøjning og på denne forhøjning sad altid den af husets unge døtre, hvis biyllup stundede til. Genboerne og de forbigående kunne da altid se et ungt pigehoved bøjet over sytøjet og de flittige hænder, der arbejdede på udstyret. Men til den tid, da hun ventede sin forlovede på hans daglige eftermiddagsbesøg, løftedes blikket ofte fra arbejdet for i refleksionsspejlet at spejde efter den længselsfuldt ventede. Denne forhøjning gik senere i arv til den næste generation, og da smilede den gamle bedstemoder, når hun så de unge børnebørn spejde som deres mødre før dem. Om morgenen, da stod den gamle Fru Holm selv på forhøjningen for at nikke og vifte til sin gamle husbond. Han måtte altid gå over på det andet fortov for at se op til sin venlige kone, og hvor rørende var det da at se den sirlige, gamle mand med dannebrogsbåndet i knaphullet på den sorte frakke, med de stive, høje flipper, det hvide halsbind og diamant-nålen i det blanktstrøgne skjortebryst, svinge med sin høje hat og nikke op til den gamle kone. Hun stod der så net og pyntelig med en pibekappe på de hvide krøller, der holdtes af et sort fløjels pandebånd og med en glans i de gamle øjne, som da hun for over halv hundrede år siden stod og nikkede til sin unge ægtefælle. Skøndt mange af de andre møbler også ejede en historie, og mange minder ville dukke op for dem, der havde færdedes i det gamle hjem, når de hørte dem nævne, så ville det føre for vidt at omtale dem alle. Men send blot tanken tilbage til den store sal, hvor man altid følte, at man kun burde færdes, når livet ikke lå i hverdagsfolder; thi ti ) hverdagsbrug lå salen ubenyttet hen med sirtsesbetræk på de lyseblå damaskes møbler; men når lysene i kronen vare tændte, og lampetterne kastede genskin ind i de forgyldte spejle, da var det festsalen, hvor glædens bæger tømtes. Mon der nogensinde har været et juletræ som det, der juleaften tændtes i denne sal, når de hvidklædte børnebørn kom dansende ind fra den mørke dagligstue, førte af den gamle bedstefader. Det var så stort og strålende skønt, og når lysene slukkedes, og træet var plyndret, da kunne man sætte sig på gulvet under dets grene eller i Kres omkring det og høre historien om det lille juletræ, der stod i skoven og frøs, kom til hæder og værdighed, men endte på skraldevognen, og blev man lidt vemodig stemt over grantræets korte lykke, så måtte man dog le over « klumpe Dumpe », der faldt ned af trappen og fik prinsessen. Men før børnebørnenes skare drog ind i det gamle hjem, da var det døtrenes glade bryllupsgilder, der fejredes i den store sal, og medens forældrene med let vemod sendte dem ud i livet ved deres brudgoms side og bragte dem barndomshjemmets farvel, sad de der glade og tillidsfulde, de vare så sunde naturer og virkelig unge, at ingen sygelig vemod opfyldte dem. Nej, de vare overbeviste om, at de nye husguder ville blive endnu mere strålende end de gamle, og at held og lykke ville følge deres fjed, hvor de drog frem, og det er en god fortrøstning at tage med ud i livet. Som oftest smykkedes salen til glædesfest, men undertiden, når et elsket barn bøjede sit hoved i døden, eller da de gamle ægtefolk, først hun og så han, måtte sige farvel til livet, kort før det gamle hjem blev lukket for stedse, da bragtes deres afsjælede legeme ind i hjemmets festsal. Vinduerne tildækkedes med hvide klæder, og der stod så kisten til begravelsesdagen for at bringes hen i kirken nogle timer, før begravelsen skulle finde sted. Underlige, sørgmodige tanker kunne gribe den, der kom til at mindes disse triste timer, og mindet steg stærkest ved sommertid, når hosers sødlig vamle Duft fyldte salen og mindede om ligkransenes blomster-overflod. Hver stue ejede minder, både den rummelige entré, hvor flere kvadriller kunne danses, når salen på de store balaftener blev for trang for de mange par, og den gamle mands eget værelse, et roligt, lille værelse til gården med få og tarvelige møbler. I det magelige sofahjørne studerede han sin aftenberlinger med al den tillid til, at hvad landets vise fædre gjorde, det var såre godt, som karakteriserede den tids loyale storborgere. Skrivebordet kunne fortælle om, hvor ofte dets skuffer vare blevne åbnede for at fremtage almisser, eller hvor ofte pennene vare blevne brugte til med et eneste strøg at slette en gammel fordring, når det kneb hårdt for en eller anden god bekendt. Og bogskabet, der var så spinkelt og lille, det viste, at selv sådan en gammel mand, der bedst forstod sig på kurs og notering, på aktier og obligationer, han hentede ofte ud fra dets smalle hylder et af klopstocks eller lessings værker, øehlenschlågers første tragedier eller Rahbeks drikkeviser. Bornholmeruret i krogen har hørt den gamle nynne disse muntre selskabssange, og i røgen fra merskumspiben dannedes tågebilleder med minder fra Lars Mathiesen og det nøjsomme selskabsliv i århundredets begyndelse. Kast et blik ind i de gamle folks sovekammer med den store himmelseng, der opfyldte hele den ene væg. På den modsatte væg hang et underligt, uhyggeligt maleri af korsfæstelsen, hvor kristusfiguren lignede en stor kagemand, og hvor en højrød klat betegnede blodet, der strømmede ud fra Marias af smerte gennemborede hjerte. Men henne ved sengens hovedgærde hang et lille krucifiks. Den korsfæstedes hvide elfenbensskikkelse trådte stærkt frem på det sorte ibentræs kors, så man altid, selv om der ellers var mørkt i stuen, kunne se skikkelsen skinne, når blot lygten i gården var tændt; og jeg ved, at flere af husets kvinder ofte rettede deres blikke mod denne hvide Krist med en tavs bøn om hjælp, når de stod overfor en vigtig begivenhed i livet. der var endvidere mange andre soveværelser, hvor husets børn havde haft deres små senge stående. Senere blev disse Stuer gæsteværelser, når de af børnene, der boede langt borte fra byen, drog derind med deres børn, hver gang hjemmets højtider kaldte. Der regerede Ammer og barnepiger, der spistes vælling og tvebaksmad; medens de større børn snød sig til at spille gnav, efter at de vare komne i seng. Undertiden lå de også og gnavede sovepul-veret, som bedstemoderen bragte dem, så den gnavne, gamle bogholder, der boede i sidehuset, troede, at der var mus bag tapetet. Men lad os ikke glemme det store køkken med det hvidskurede gulv og de blanke kobberkedler og med det rummelige ildsted, hvor ilden aldrig sluktes, men asken kun dækkedes hen over tørvegløderne, så man hurtigt kunne bringe vandet i kog. Megen og god mad lavedes der; thi gæstfriheden var stor i dette hjem. Ikke alene familiens nærmeste kunne til alle tider komme, men fjerne slægtninge og gamle venner, alle tyede de til disse Ægyptens kødgryder. I vintertiden sad ofte en eller anden fattig stakkel og varmede sig ved den stedse bræn dende ild, og det var en utrolig mængde nære pårørende, som både vaskerkonen, morgenkarlen og kusken havde; « men herre gud, » sagde den gamle frue, « når de kunne spise maden med appetit, så er den dem vel undt. » I fadeburet, der var større end mangt et nutids værelse, var det allerhelligste adskilt fra det forreste rum ved tremmer. Bag tremmerne fandtes syltetøjet, de store kagekasser og de fineste delikatesser; medens de store skuffer i det forreste fadebur indeholdt svesker, rosiner, mandler og sukat, et rigt forråd, når ungdommen skulle forsynes, hvad enten det galdt om en leg med dukkekøkkenet, eller drengene skulle udrustes til et røverstrejftog i baggården og på lofterne. I fadeburet herskede eller rettere sagt burde husjomfruen have hersket; men hun var aldeles tyranniseret af køkkenets enevældige regent, Maren kokkepige. løvrigt var dette en meget naturlig magtfordeling; den lille spinkle gammeljomfru, der på sit bløde bergensiske mål altid søgte at bede om forladelse for sin tilværelse, kunne ikke hamle op med den garderkarllignende, sjællandske bondepige, der, når hun og jomfruen havde været af forskellige anskuelser, altid fik denne til at fortrække ved med en drøj ed at forsikre, at hun stak ikke op for sådant et gammelt helligt heldøre. Ved denne forsikring viste hun ikke alene de tyve af sine toogtredive tænder, men også deres blodigrøde tandkød, og når Ane smilede bistert og slog skvalp i opvaskerballen med karkluden, da fortrak den stakkels, forskræmte jomfru storm ind på sit værelse, hvor hun husvalede sig med at tage sig en omgang i en eller anden kilde fra livets flod; thi som bekendt var Norge forud for Danmark med « hellig » literatur, og den lille forskrækkede « læser » sukkede dybt over denne verdens børn. Ofte stod så en tryglende børneskare og bejlede til Anes gunst; men Ane havde stærke sym- og antipatier, og den regn af velgerninger i skikkelse af varme pandekager, rørte æggeblommer, rå gulerødder og store madæbler, som hun lod strømme ned over ansøgerne, var såre ulige fordelt; thi, « hvem gad ofre noget på en slatten tøsedreng eller på et flovt hængehoved af et pigebarn, » sagde Ane. Nej den, der var lige så vild en knægt som Anes mandlige ideal, Jens Husar, eller en rigtig forvoven djævleunge af et pigebarn, gik altid af med sejren, og i dette lille samfund regerede også de stærkeste. Medens jomfru storm ikke ville forfordele sit herskab for en eneste bid, så mente Ane, at for husets egne efterkommere og for ovennævnte Jens måtte der gælde andre regler end for almindelige dødelige. « fruen, der så ofte lod sig dreje en knap af en forsulten kælling og hendes snottede unger, måtte da sætte pris på, at Ane sørgede godt for familiens eget afkom og en af landets forsvarere. » Langt ophøjet over kokkepigens og jomfruens skærmydsler var stuepigen, den smukke Mariane, der var en respektabel pige og opfyldt af ærgerrige bestræbelser efter at være dannet. Hendes smukke, sorte hår var ved hjælp af kvædesaft ordnet i sirlige tunger i panden og fyldige, blanke fletninger i nakken; hendes midie var snørt smallere, end naturen havde bestemt den til at være, hvorfor hendes fyldige barm og runde hofter buede sig stærkt under det hvide smækforklæde. Alle hendes blide følelser svømmede ud i romanlæsning; erotik i det virkelige liv svarede ikke til den i bøgerne. Hun syntes, at et skægget mandfolk var væmmelig at kysse, og at en dunhaget knøs var alt for fersk. Derfor tilbragte hun også hver eneste fritime hos de gamle spækhøkerfolk på Nørrebro, der var hendes forældre; men som tegn på, at den tid kunne komme, da også hendes jomfruhjerte måtte give køb, bar hun et blåt emaljehjerte som skyder på den silkesnor, der tjente hende til urkæde, og det sorte fløjelsbånd om hendes fyldige Hals lukkedes af en lås med to sammenslyngede guldhænder. Men endnu have vi ikke gennemstrejfet hver krog af det gamle hus; først og fremmest mangle vi spisestuen. Over denne hvilede der noget mystisk; thi skønt den hvide dug altid lå og skinnede på bordet, parat til at modtage en sulten gæst, skønt ilden i kakkelovnen, på fyrfad og maskine bidrog deres til at lyse op, var der dog altid mørkt i denne stue. Mørket stammede ikke alene fra, at kun lidt af himlens lys kunne trænge derind, da den gård, hvortil vinduerne vendte, var ganske lille og snever, men fordi der op fra gårdens dyb steg sydende dampe og hvidlige røgskyer. De små børn bævede ved tanken om en mulig trold som ham ude på prices teater, der måske var gemt et eller andet sted og nu ligesom der skulle opsluges af den hvide røg; men de halvvoksne piger fandt det yndigt. Det mindede om tågen i elverhøj, og den mest belæste af dem talte endog om heksekedlen på heden i Macbeth; men drengene sagde, at det var noget forbandet sludder; det var jo kun slet og ret røgen fra brændevinsbrænderen ved siden af. Om aftenen og til middagsmåltidet vare de røde Gardiner trukne for, og ved kunstigt lys så stuen dobbelt hyggelig ud. Hvor smagte maden dog glimrende, der i den gamle stue. Få veltillavede retter; kun til fødselsdage og højtider kom de store rhinskvinsglas frem, og det var kun til bryllupsgilderne og enkelte andre store fester inde i den store sal, at man hørte champagneproppernes knalden. Huset, hvoraf den store lejlighed indtog hele første sal, lå på Vestergade. Der var gæstgiveri i gården, og morsomt var det at iagttage folkelivet, når bønderne på torvedagene kom til byen og satte deres vogne ind der. Stod man i et af vinduerne på første sal, fik man hilsen på hilsen. Der var hønsekræmmeren, som før han gik på torvet, altid sendte en del af sine bedste varer til eftersyn hos herskabet. Ane gjorde et midlertidigt udvalg, og det var med skrækblandet interesse, at børnebørnene, hvoraf der ofte lå et i den lille mellemstue foran sovekammeret, iagttog det sprællende fjerkræ, som Ane holdt i vingerne og transporterede ind til fruen i soveværelset, hvor hun i den årie morgenstund måtte træffe sit valg. « der har du den at lege med en times tid », kunne Ane sige og slap så en kurrende, baskende due løs på dynen til det halvvågne barn. Det gøs i barnet; men at røbe, at man kunne ængstes over det hakkende næb og vingernes slag, ville være at lægge sig ud med Ane for resten af livet. Endvidere var der tørvebonden fra øverød, en hel matador, hvis smukke kone med guldhuen ofte aflagde herskabet en visit. Jomfru storm blev da revet ud af sine gudelige betragtninger; thi en standsmæssig frokost skulle serveres for øverødmanden og hans kone. Hun medbragte altid en fin ost og en stor flaske fløde til den store tørveforbrugers frue. « og så er de nok så god, Holm! » indskød storbonden, « at sætte nogle af de penge, som mutter har tjent på mejeriet, i lidt fordelagtige papirer. Der kommer flere og flere, for det går svært frem med det mejeri, så nogle af pengene var det jo plaser at sætte på aktier. » « det er bedst, at de ryger en cigar inde i mit værelse, » mente den gamle etatsråd Holm, « der kunne vi tale om sagerne. » Forretningssager blev aldrig drøftede uden i det lille værelse til gården; det var nu en gang et princip. I gården holdt også bønder, som kom kørende ind med vognen fuld af flæskesider. Når hestene vare satte i stald, blev fatter og mutter siddende på agebrættet for at nyde frokosten, som blev trukket frem af det stor-tærnede bomuldstørklæde. Da var det børnenes bedste fornøjelse at stå oppe i loftslugen og sende sæbeboble på sæbeboble ned til de tyggende ægtepar. Sæbeblæserne trak sig skyndsomst tilbage, så ingen anede, hvorfra boblerne kom; men var det stille i vejret, da kunne de sigte så godt, at de perle-moderfarvede bobler dalede lige ned og efterlod store klatter sæbeskum på rundtenomerne med det røgede fårekød og den kommensprydede ost. oppe på loftet med de hemmelighedsfulde gange var det uhyre interessant at færdes. Man følte en let gysen, når det knirkede og knagede i de gamle bjælker, og rent forfærdeligt var det, når en rotte løb hen over ens fødder, eller når man så underlige ildøjne skinne i mørket; for det meste var det katteøjne; men undertiden kunne en gammel, gigtsvag ugle ty derop, når efterårsblæsten gjorde opholdet i voldens træer mindre tiltalende. Ja, der gik rygter om, at der undertiden kom høge for at snappe en af de mange duer, der fra Gammeltorv tyede ind ad lugen for at søge nattekvarter på loftsbjælkerne. Da blev der alarm i lejren. Duernes ængstelige skrigen gjorde hønsene rent tossede; den gamle frue holdt nemlig høns på det ene loftskammer. At ledsage bedstemoderen derop på hendes morgenbesøg for at tælle æggene og kontrollere Ane, som gjorde rent og fodrede, var en stor gunstbevisning; men lidt højtideligt og trykkende var der. Man mærkede gennem revnerne i væggen den underlige, krydrede luft, der gjorde det nærliggende pulterkammer så betagende. Som små blev børnene og senere børnebørnene, efter en begået uartighed, straffede med at sættes på skidenkassen, en aflåset trækasse, hvori husets smudsige linned opbevaredes. Den havde sin plads i et mørkt rum ved siden af soveværelset, og sikkert er det, at man hurtigt følte sig grumme angrende, når man var bleven anbragt på det hårde, buede trælåg. Dog var dette intet imod den underlige, kolde følelse, som kunne gennemrisle de unge, når den gamle kone senere hen i livet sagde: « å, er du ikke så god, lille ven, at bære lygten for mig og gå op med på pulterkammeret, så kan du holde på låget til min kamferkiste, jeg skal ordne noget. » Da vidste han eller hun, til hvem disse ord rettedes, at kamferkisten slet ikke skulle åbnes, og at det, der skulle ordnes, var et eller andet lille mellemværende, som den gamle husmoder ikke ville lade gå upåtalt hen. I de tider havde husmødrene ikke private kabinetter eller påklædningsværelse!'; for at være sikret mod overrumpling gik man op på pulterkammeret. Den stærke lugt af kamfer, peber og grønne kranse gravede sig dybt ind i deres hukommelse, der her måtte frem med en eller anden tilståelse, fik en alvorlig irettesættelse eller et velment råd. Når så alt var bragt i orden, fik man et kærligt Kys, og vare et par øjne blevne lidt forgrædte, sagde den gamle frue som svar på de spørgende blikke, der rettedes imod de indtrædende, når de atter vare komne ned i dagligstuen, med en applomb, der ikke tålte modsigelse. « det er fælt, så den peber river i næse og øjne! » Men de, der selv en gang havde været med på pulterkammeret, vidste nok, at et eller andet opgør havde fundet sted. Udsigt var der ikke meget af fra det gamle hjems vinduer; dog kunne man i gadespejlet, eller når vinduet var åbnet, se voldens træer, og bar vinden på, kunne man i blomstringstiden mærke duften fra lindeblomsterne. Og lige overfor hos marskandiseren i kælderen var der en tam drossel, som fløjtede, og resedaen duftede, når den gamle frøken på anden sal lukkede sit vindue op. Men først og fremmest kunne sindet løftes ved de malmfulde klokker fra « vor frue. » Som dæmpet klokkeklang lyde også i mit øre, hvad jeg har hørt om tildragelser, som nogle af dem, der stod i forbindelse med det gamle hjem, have oplevet i svundne tider. Ingeborg. Solen skinnede og kaldte ind i den mørkeste baggård: kom med! Kom med, ud at juble med hele dit folk! Gamle og svage klædte sig i festdragt og humpede afsted, små børn blev vækkede tidligt om morgenen for at iføres deres bedste puds, og den glade ungdom fyldte luften med jubel og sang. Dannebrog smældede i den friske blæst, guirlanderne på husene svajede frem og tilbage, og skyer af blomsterblade kunne komme farende lige i ansigtet på folk. København var i festdragt og folk i feststemning, det var den lykkelige dag i 1851, da vore tropper skulle holde deres indtog efter den sejrrige treårskrig. Sejrsgudinden over Vesterport skuede stolt og lykkelig ned på de glade mennesker, som allerede fra den tidlige morgen stillede sig op på volden og langs hele den strækning, toget skulle passere. Lumbye stod med sit orkester bagved tivolis plankeværk, og når tonerne af fædrelandssangene lød ud over mængden, da sang et tusindstemmigt kor de smukke ord, og atter og atter lød: « og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen! » i den smalle Frederiksberggade var der næsten ikke plads til, at toget kunne bane sig vej, og således helt ned gennem Vimmelskaftet. Først på højbroplads blev det lidt bedre, og dog stod hoved ved hoved, skulder ved skulder hele vejen, hvor toget skulle drage frem. « nu går jeg; jeg vil ikke længere vente på jer, » sagde en ung syttenårs pige i det gamle hjem på Vestergade til moderen og de ældre søstre. « jeg vil hen til Fru lund i Frederiksberggade, før gadedøren bliver spærret af folk, hun har bedt mig komme tidligt, og nu går jeg, selv om i andre ikke er færdige. » « men Ingeborg dog, » indvendte moderen blidt, « du er vist ikke ordentligt påklædt, så hurtigt, som du er bleven færdig. » « nej, Ingeborg, hun er lige glad, hvordan hun ser ud, » indskød den ældste søster. « ja! Jeg bliver nu ikke dejligere den gang, » lo Ingeborg, og så løb hun eller rettere sprang ned ad trapperne. På sine sirlige bandolersko mere dansede end gik hun hen ad gaden og stod nogle minutter efter smilende og forpustet ved Fru lunds vindue i Frederiksberggade. Jeg bliver nu ikke dejligere dengang, havde den unge, overgivne pige sagt, og det behøvedes heller ikke. Folk havde vendt sig om efter hende på gaden; thi hun var som ungdommen og livsglæden i åbenbaring. En let og slank figur, små hænder og fødder og, frem for alt, et kækt, lille hoved på en bøjelig Hals. Som hun stod der i sin hvide kjole med det højrøde livbånd, var hun aldeles bedårende; intet under, at en flok studenter, der stod og sang på den anden side gaden, svingede deres huer op imod hende og bragte hende deres hyldest. Hun smilede og nikkede og viste dem de store kurve med blomster, som hun ordnede i smagfulde buketter; men ikke engang en grøn gren fik de glade sangere, hvert blad skulle gemmes til de hjemvendende krigere. « nu kommer de! Der er de første! » således lød råbet endelig, og som torden rullede hurraråbene ude fra Vesterport; musiken brusede; der viftedes med flag og lommetørklæder, og blomsterregnen dalede ned over soldater og officerer. Den forreste officer fik tilkastet så mange blomster og kranse, at hans hest rystede sig og pustede for at blive befriet for den generende byrde. Og dog var der blomster nok til alle. Alle krigerne så op mod husenes vinduer og sendte fingerkys til alle de smilende kvindeskikkelser, som stod deroppe. « tak, børn, tak for hvad i have gjort for Danmark! » sagde den gamle Fru lund og sendte en regn af duftende blomster ud over en af bataljonerne, og hendes stemme tilsløredes af tårer; thi allerede, da påskeklokken kimede mildt i 1848, havde hun, enken, givet Danmark sin eneste søn. Og nu drog netop den bataljon, som han havde stået ved, forbi. « hurra for løjtnant lunds moder! » det var en stor, svær kulsvier, der råbte. Han havde været blandt dem, som ved afrejsen havde fået sin tornyster fyldt med gode sager af den gamle frue, og han havde tilbragt to rastdage med at sætte et brev sammen til hende, hvori han fortalte hende om hendes elskede søns sidste timer. Soldatens hurraråb gentoges af hele bataljonen; den gråskæggede officer, der red i spidsen, vendte sig om og sænkede med dyb ærbødighed sin sabel, og hans eksempel fulgtes af alle de andre officerer. Da gemte den gamle dame, aldeles overvældet af sindsbevægelse, sit tårevædede ansigt bag den unge pige, der, smilende gennem tårer, kastede blomster ud til krigerne; et syn, som prægede sig i manges hukommelse. Nu kom artilleriet. Lige foran en af de kanoner, der sidst havde været brugt under den glimrende artillerikamp i fstedmose, red en ung officer, hvis øjne også uvilkårlig rettedes op mod det samme vindue. Den unge piges hjerte bankede. Aldrig havde hun set noget så smukt, den ædle hest dansede, og rytterens spænstige skikkelse fulgte enhver af dens bevægelser. Hans uniform skinnede med sine karmoisinrøde rabatter og sit gyldne bandoler, og hans ansigt strålede. En smilende mund viste de dejligste tænder, og, da han svingede med sin hue, faldt solen på et krøllet, blondt hår og spejlede sig i de blå øjne. Den unge pige sendte en dejlig buket ned til ham; behændigt greb han den på spidsen af sin sabel, takkede og satte den smilende i knaphullet på sin våbenfrakke tæt ved siden af dannebrogskorset. videre og videre drog toget, hilst af glædes-råb, hilst af folket og til sidst af kong Frederik oppe fra slottets altan. Den unge pige sendte som i drømme den sidste rest af sine blomsterkurves indhold ud over de forbidragende soldater; men tankerne fulgte den unge, ridderlige skikkelse. Begejstret som hun havde været hele dagen, havde hun følt sig næsten overvældet af sindsbevægelse ved soldaternes hurraråb for den barnløse enke, og hendes unge hjerte havde krympet sig af sorg ved tanken om de faldne. Da holdt den unge mand sit indtog. Sejersstolt og sejersglad, omstrålet af genskinnet fra isteddagens sejerssol, holdt han sit indtog med jubel og lykke i følge, ikke alene i sin kære fødebys kendte gader, men også i hendes unge, varme pigehjerte. « hvor Ingeborg er bleven kedelig og stille i den sidste tid! » sagde søstrene nogle måneder efter, medens de sad og syede på den ældstes udstyr i haven ved forældrenes landsted ved Lyngby sø. Men Ingeborg, hun kedede sig ikke, hun strejfede om i mark og skov. Sommeren var der overalt, den var draget ind i hendes sind og Sans; den holdt sin glade bryllupsfest i hele naturen i denne skærsommertidens fulde pragt. Nu forstod hun, hvad den blå libelle summede om, når den strøg hen over blomsterne. Nu satte hun sin fod mere varsomt; thi der ringedes til bryllup fra hver af nellikerodens brune klokker. Det dræede i rugen, der fik vinden til at hjælpe sig med at bringe dens elskovsbud fra aks til aks; og henne i stengærdet havde hun fundet en rede med seks dunede unger. « i skulle lade Ingeborg være i fred, hun bliver sødere og sødere, » sagde faderen og betragtede med stolthed sin yndlingsdatter. Og så roede hun ham ud på søen i de dejlige, lyse aftener, og hvor båden skar frem, dukkede den åkanderne ned i vandet; men de kom straks efter op igen og nikkede forstående med deres hvide hoveder og syntes, ligesom Ingeborg, at lytte til nattergalen, der fløjtede ovre i træerne ved spurveskjul; medens svalen strøg jublende hen over søen. Den brød sig ikke om, at den endte mange mygs korte hvedebrødsdag; de havde jo summet og sværmet i den lyse aftenluft; og med i bar dens vinger den hjem til dens mage, der lå i reden oppe under tagskægget på frederiksdal slot. Rimen funklede og strålede i det klare vintersolskin, dyrehavens træer udfoldede en feagtig pragt. Hen over den snebedækkede jord strøg hjorten, fulgt af hinderne, foi- at ty ind mellem de tætte stammer; thi hen over eremitagesletten, ned gennem ulvedalene, til fortun-vejen kom et stort kanetog. Hestene stampede i sneen, og klokkerne ringede, piskene knaldede, og munter latter og glade udbrud hørtes fra hver kane. Toget drog ud gennem røde port og svingede op for bellevue, hvor middagen skulle indtages. I den store sal ovenpå med den smukke udsigt over det tilfrosne, månebelyste sund helt over til Sverigs kyster, samledes man før måltidet. Damerne kom lidt efter lidt til syne. I et af de tilstødende værelser havde de skudt ham; de store kåber og varme kalechehatte vare forsvundne, og nu viste der sig en hel skare af lette pigeskikkelser. Kinder og øjne strålede efter den friske tur og brune og blonde krøller hang ned på hvide halse og runde skuldre. « løjtnant då! Min kusine, frøken Holm! » det var fætter William, der havde kørt Ingeborg Holms kane, som nu præsenterede en ung officer for den af herrerne allerede omsværmede Ingeborg. « jeg skal have den ære at føre frøkenen til bords, » sagde den unge mand med et dybt buk. Ingeborgs hjerte bankede. Vel vidste hun, at hendes helt fra indtogsdagen var med; men den lykke at få ham til b

1884_Ravnkilde_JudithFurste

Adda

Adda

Ravnkilde

Judith Furste

female

female

dk

Ravnkilde

Judith Furste

Ravnkilde

Judith Fürste

En Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

Med forord af Georg Brandes

nan

nan

O

Man må lære at føje sig i de forhold, man er sat i, du må lære det, Judith, om det så kun var for din egen skyld. Hvis du bliver ved på denne måde, gør du både dig selv og os andre ulykkelige. » « men jeg kan ikke, » svarede Judith med dæmpet stemme; « det blev ikke sunget for min vugge, at jeg skulle bøje mig under fremmed herredømme, jeg har faders blod i mine årer, og jeg kan det ikke. » Sagfører Hinding sendte sin steddatter et stikkende blik, men hans stemme var rolig og mild, hans tale langsom og overbevisende, som om han plæderede en sag for retten. « bestandig denne trods! Og hvad har du så for din stolthed? Du har ikke kunnet beholde en eneste af alle de pladser, vi har skaffet dig, og du gør os livet surt her i hjemmet. » « det har ikke været min skyld, at jeg mistede mine pladser; hvor kan og tør jeg opgive mir stolthed, den eneste arv, man har ladet mig beholde efter min fader, den har en enlig stillet kvinde god brug for. — mit hjem! hvorledes kan jeg betragte dette hus som et hjem? » Ved ordet « arv » formørkedes prokuratorens blik, men han fortsatte med uforandret mildhed: « det sted, hvor din moder lever, og hvor du har din eneste tilflugt, må da vel nok kaldes dit hjem. » « ja, moder holder vistnok af mig — på sin måde — og ville gerne gøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun ægtede dem, mistede jeg hende. » « men så indse da, at din fremtid afhænger af mig og bliv min ven i stedet for min fjende; jeg forlanger jo kun en tålelig eftergivenhed, noget mindre trods og skarphed. » « ja, min fremtid afhænger vistnok af dem, men jeg kan ikke hykle, om jeg end kunne skaffe mig de bedste vilkår derved. — holdt jeg af dem eller havde jeg kun fuldstændig agtelse for dem, skulle de aldrig få grund til at klage, men de ved jo godt, at jeg misbilliger deres handlemåde og hele optræden, jeg kan ikke bøje mig for dem. Jeg beder dem derfor: skaf mig min fædrenearv, lad mig lære et eller andet, så at jeg kan sørge for mig selv — jeg forlanger det jo ikke mere som en et, jeg beder kun derom. » « men jeg har jo sagt dig det, jeg har selv brug for disse penge, du kan ikke få dem; mine sager står slet, og i det mindste for din moders skyld vil du vel ikke ruinere mig. » • « nej, de har ret; for moders skyld kan jeg ikke fordre, hvad der lovlig er mit. Nu vel — så skal jeg se at linde mig i det, foreløbig i det mindste, men de skal ikke tvinge mig til, hvad jeg ikke selv vil — en gang må jeg da vel få min ret, skønt ret er noget, som der er grumme lidt af i verden, uden den stærkeres. » Han forstod, hvad hun tænkte på, og følte hvor ubøjelig en modstandsevne denne forhadte steddatter var i besiddelse af. « vi får se, vi får se, » mumlede han med sammenbidte tænder, « der kommer vel den dag, da jeg ikke længere er din skyldner. » Hun forstod næppe ordene, endnu mindre den trusel, de indeholdt. Judith ftirstes moder havde i sin tid været en af hovedstadens feterede balskønheder, en forfængelig og verdslig ung pige, der jagede efter fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en officer, der var lige så bekendt for sin dygtighed som for sin stolte karakter og sit smukke mandige ydre. I deres ægteskab fik han efterhånden en stor og god indflydelse på sin letsindige hustru, men til ulykke for hende og hendes lille datter, blev deres samliv kun kort. Da den dansk-tyske krig udbrød, blev løjtnant fiirste et af dens første ofre. Han efterlod sig et strålende minde blandt sine kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge enke, på hvem hans død straks gjorde et så voldsomt indtryk, at man en tidlang frygtede for hendes forstand. Dog da den første smerte var forbi, var også det værste overstået, og den unge moder besluttede nu at hellige sit liv og al sin kærlighed til sin lille datter. Tilbagetrukken fra verdens fornøjelser og glæder ofrede Fru fiirste Judith al sin tid. Hun indgød hende en lidenskabelig kærlighed til den afdøde fader, og barnet kunne aldrig blive træt af at høre om ham. Han var dets helt, dets afgud, dets ideal. Timevis kunne hun -sidde stille og lytte til, når moderen fortalte om ham. Og når hun på gaden sammen med hende mødte officerer, der respektfuldt hilste dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille pige på hovedet, kom hun altid til at tænke på faderen, og da svulmede hendes hjerte af stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i verden kunne lignes ved ham. Således forløb nogle år, da der indtraf en forandring i den endnu smukke, trediveårige enkes væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig undertiden pludselig til at græde, men kunne så straks efter igen begynde at nynne og se sig i spejlet og pynte sig med større omhu end forhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og styg, om der ikke var grå hår i hendes brune lokker eller rynker i hendes pande, og når Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig stolthed erklærede hende for at være den smukkeste dame i verden, omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en fader. Judith nøjedes med at stirre på hende, men moderen lo og rødmede, erklærede det hele for en spøg og kyssede den sidste tvivl bort af den forbavsede piges sind. Men sagen var, at den svage og forfængelige kone tænkte på at gifte sig igen. Fuldmægtigen hos den sagfører, der drog omsorg for hendes pengesager, var en ung og ret smuk mand. Han havde ved mange lejligheder set enken og fattet, som han mente, en heftig lidenskab for hende. Hun undgik ikke at bemærke den hyldest, han ydede hende, og den smigrede hendes forfængelige hjærte. Da han endelig friede, vaklede hun længe — det var i denne tid, hun ofte græd og halv skjult rådspurgte sin unge datter. Men han trængte stedse heftigere på: de skulle ikke blive i hovedstaden, hvor mødet med gamle bekendte måtte være hende pinligt, han ville nedsætte sig som sagfører i en mindre by, han ville bære hende på hænder, lovede hende rigdom, fornøjelser, anseelse, og truede til sidst med at tage livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Så indvilligede hun, dels af svaghed, dels af forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig kærlighed til den nogle år yngre mand. Hun anede vel, at hendes beslutning kunne have skæbnesvangre følger, men hun var ikke kraftig nok til at undersøge sagen 'og drage dens konsekventser. Forberedelserne blev trufne i al stilhed. Fru fiirste vovede ikke en gang at betro sig til sin datter før i det sidste øjeblik, det vil sige, da det var for sent. Havde dette ikke været tilfældet, ville hun måske endnu have opgivet giftermålet, ti Judith kom i en så heftig bevægelse, da hun erfarede sandheden, at den stakkels kone helst ville have forandret sin beslutning, hvis det den gang havde været muligt. At moderen, efter at have været gift med verdens ædleste mand, der havde ofret sit liv for fædrelandet, og elsket sin hustru over alt andet, at hun nu ville gifte sig med en ussel prokurator, et rent ubetydeligt menneske! — Judith var ude af sig selv af sorg og indignation. Med ord, der var langt over hendes alder, foreholdt hun moderen denne grænseløse nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende om ikke at bedrage både den afdøde fader og hende selv, men som sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoksne pige sig til dump fortvivlelse, og den første tid af moderens ægteskab gjorde hendes sind mange år ældre, forvandlede hende fra et muntert, livsglad barn til en indesluttet, melankolsk skabning. Hun var forladt og forrådt, syntes hun; moderens kærtegn trøstede hende ikke, forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen andre at søge trøst hos; de skulle jo bort fra byen og fra de gamle venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage fra dem. Og moderen var ikke længer den, hun kunne se op til og tro på, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende kærlighed. Lige efter brylluppet var familien draget til en lille købstad i Jylland, hvor det ny hjem stiftedes. Det blev intet fredens hjem, ti Judith vendte sig instinktmæssig fra sin stedfader; han havde, mente hun, berøvet hende moderen og usurperet den højtelskede faders plads. Hans venlige ord nyttede ham intet, Judith viste ham hårdnakket bort og undlod at sige: « fader » eller « du ». Da Hinding ingen veje kom med mildhed, forsøgte han magt; han prøvede at kue hendes stolte sind. Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig ikke til moderen, hun ville være ene om det og fandt efterhånden, at passiv modstand var det bedste værn. Men i denne strid forhærdedes hendes sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et barn kan det, at hade. Også på Hindings humør havde dette dårlige forhold sin indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at fortryde sit giftermål; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgået kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede pengesorger til prokuratorens øvrige genvordigheder. Det forbedrede heller ikke sagernes stilling, at Fru Hinding skænkede sin mand en søn. Han blev vel meget glad ved drengens fødsel, men på den anden side bragte begivenheden Judiths smerte til højdepunktet; hun fortvivlede nu helt over sin stilling i hjemmet, hun syntes, at det lille barn berøvede hende den sidste rest af moderens omsorg |og ømhed, og hun forlangte da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som kunne sætte hende i stand til senere selv at tjene sit brød. Men denne fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans pengeforhold tillod ham i virkeligheden ikke den gang at bringe et sådant offer, og han ville heller ikke, af egennyttige grunde, at Judiths lille fædrenearv, nogle tusinde kroner, der var blevne indsatte i overformynderiet, da moderen giftede sig, skulle anvendes dertil; ti han spekulerede på selv at få fat i dem, når Judith engang blev myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes penge ikke kunne røres, før hun var 18 år. Hun ville ikke tro det og spurgte sin moder, om hun virkelig kunne forhindres i at lære noget, der kunne sikre hendes fremtid og uafhængighed. nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunne henvende sig til sin værge, men hun nøjedes med at bede datteren inderlig, for hendes skyld, om ikke at forøge hendes mands bekymringer og slette lune. — da forstod Judith, at dobbelte bånd bandt hende, som hun ikke kunne bryde, kærlighedsforpligtelsen overfor moderen og afhængigheden af stedfaderen. Og hun forstod, at der gives tilfælde i livet, hvor man må bøje sig, selv om man har moralsk ret til ikke at gøre det. Og denne tanke blev den farligste. Ti hendes barnesind havde vel gennem bøger fået det indtryk, at det slette og uretfærdige for en tid kan triumfere, men at det gode dog altid sejrer til sidst. Men her så hun sig håbløst forurettet, og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen moder, som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at gøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om sådanne tilfælde var almindelige, om retfærdigheden muligvis ikke var så almægtig, som hun troede; om det var den, der havde retten, eller den, der havde magten, som beholdt overtaget. Og da hun først var begyndt på undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smålige, tyranniske handlinger, og uden at kunne bedømme deres motiver eller de formildende omstændigheder, der kunne undskylde dem, dømte hendes ungdommelig strenge sind, ligesom katekismen, at menneskene er af det onde, at verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget på den tid til katekismen og bibelen, hvis strenge blik på livet og menneskene samstemmede med hendes egen dom. Hun blev en troende, men ingen barnlig konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage alt det onde, hun bad brændende og forfærdet gud om tilgivelse for sine synder. Og hun lovede at tage sin tunge skæbne som en prøvelse fra Herren og finde sig i den uden knurren. Hun fik imidlertid ikke længe lejlighed til at prøve sine forsætters styrke i hjemmet, ti Hinding, for hvem hendes nærværelse var en stadig pine, skaffede hende kort efter konfirmationen en plads, « for at gå husmoderen til hånde og deltage i al indvendig gerning — honorar fordres ikke ». Hun kunne jo intet, og turde ikke gøre fordring på løn. I præstegården, hvor hun kom hen, udviklede hendes religiøsitet sig med næsten foruroligende heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i den tro, at den retfærdighed, livet her på jorden manglede, måtte findes hos gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne tro med sin syge og tørstende sjæls hele begærlighed. Men medens hun ufortrødent udrettede sit arbejde og uden knurren fandt sig i den megen smålighed, der omgav hende, opstod der også hos hende forskellige religiøse skrupler og tvivlsspørgsmål. Da de var nær ved at vokse hende over hovedet, vendte hun sig til præsten, en ganske vist lærd, men ikke meget troende tteolog. Han søgte at bringe hende til ro ved fornuftbetragtninger, der for hende kun blev sten i stedet for det brød, hun bad om. Hun kunne være bleven overbevist ad følelsens vej, men hendes fornuft gjorde derved kun mere oprør. Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge skriftebarn, han spaserede med hende og talte med hende timevis, indtil præstefruens opførsel viste den unge pige, hvor uforsigtig hun havde handlet. Fruen blev jaloux, om med eller uden grund brød Judith sig ikke om at undersøge, men at en så lav mistanke blev kastet ind i et forhold, som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig rystelse for hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede gud til regnskab, fordi han rolig lod hende mistænkes således, skønt han måtte vide, at hendes tanker kun havde været rettede på ham. De sidste pinefulde måneder, hun tilbragte i præstegården, rokkede endog gudsforholdet for hende. Et nyt forsøg blev gjort, denne gang hos en slægtning af Hinding, en enkemand på hen ved de treds. Her var ingen skinsyg frue at frygte, men manden gjorde et kluntet forsøg på at forføre den unge pige, der var betroet til hans varetægt, og hun forlod pladsen over Hals og hoved, medtagende ny bitre erfaringer om en verden, hvor egenkærlighed, hensynsløshed og råhed syntes at herske, og stedse med mere forvirrede begreber om det væsen, der sagdes at være algod og dog havde skabt en verden så fuld af slethed. Endelig gjorde man et sidste forsøg, denne gang, hos en aldrende enkefrue med tre voksne døtre. Først syntes valget heldigt. Fruen førte et muntert hus, der kom en del unge mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved nogensomhelst fremtræden at stå døtrene i lyset, lykkedes det hende at undgå den let vakte misundelse og skinsyge. Hun holdt.sig tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt problem, nemlig hvorfor unge kvinder kunne være så tåbelige, at søge at behage mænd og jage efter den tvivlsomme lykke — ægteskabet. Blandt de besøgende var en student Hilmer, en ung mand af god familie og omhyggelig opdragen, stærkt påvirket af nutidens fritænkeri. Han følte sig tiltrukken af Judiths skønhed og nærmede sig hende beskedent med en stille og ærbødig hyldest, som ikke kunne skræmme eller mishage hende. Hun talte med ham, hans idéer og anskuelser vandt genklang hos hende, de syntes at klare op i det virvar af krydsende begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til rette i dem. Hans syn på livet og menneskene stemte omtrent overens med hendes eget, han var pessimist, fordi schopenhauer var det, og lians filosofi, som han docerede med hele den alvor og varme, der kan findes hos en ung student, der første gang i praksis repeterer sine nylig erhvervede tteoretiske kundskaber, ydede hende en vis tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt venskab, der var frit for beregning og sanselighed. — da de efter nogen tids forløb måtte skilles, skrev han til hende, og hun svarede. Hans breve var meget alvorlige, meget filosophiske, og strømmede over af en slet dulgt beundring for egen viden; men de mange ny, sammensatte ord som « dæmrende opfattelsesvæv, store igenfødelsens alt » og ign. forekom hendes uvante øre poetiske og tanketunge. Det endte som alt platonisk venskab mellem en mand på 22 og en ung pige på 18 — han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt forlangte han hendes ja. Han skildrede sin langvarige « sjælekamp ». « hvis jeg får nej, » sluttede han, « da må jeg vel rive deres billede ud af min sjæl, men den vil forbløde derved! » Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt sig det på denne måde. I hendes sind var der under de alt for tidlige og sørgelige erfaringer opstået en uvilje, næsten angst for at skulle knyttes til nogen mand; og denne var hende dog så fremmed. Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed ophørte foreløbig deres brevveksling. men hun blev frejdigere og gladere til mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket « for evighed, over alt i verden », sneg sig over hende med en varme og fryd, som hun næsten forbavsedes over. Hun blev så mild i sit sind, så glad og rolig. Der syntes at skulle vågne et forår i hende oven på den kolde, hårde barndoms vinter. Så kom der atter en dag brev fra ham: ventetiden var uudholdelig, det halve forhold utåleligt, han fordrede sine breve tilbage og ønskede al forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig, hun sendte ham brevene og bad om en forklaring, hun fik sine egne tilbage, det var alt. Først en måned senere blev gåden løst, hun så hans forlovelseskort, han havde gjort et rigt parti. Da lo hun så hjertelig, så bittert, at hun fik tårer i øjnene; hun tænkte på hans frierbrev, hvis glødende ord om evig kærlighed, dages og nætters sjælekamp og fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes erindring — og nu et par måneder efter forlovet med en pige på 80,000 — efter hvor mange timers sjælekamp? Så fik da hendes tro det sidste og hårdeste stød. Ikke fordi hendes kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket ham, heller næppe fordi hendes stolthed blev krænket, han var hende egentlig så ligegyldig, men hendes tro, hendes på ny opvågnede tro på uegennytte, kærlighed og menneskeværd fik dødsstødet. Hun blev en byrde for sine omgivelser, hendes kolde tilbageholdenhed og sørgmodige indesluttethed, der blev udlagt som hovmod, stødte hendes omgivelser fra hende. Døtrene på deres jagt efter mænd, moderen med sin higen efter at få døtrene ind i livsforsikringsanstalten « ægteskab », følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne vidne. Enkefruen skrev til prokuratoren: « for deres skyld hr. Hinding og for gammelt bekendtskabs skyld, samtykkede jeg i at optage frøken furste i mit hus; men hendes væsen er så lidet imødekommende, hendes sind så stolt og ubøjeligt, hendes humør så nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange grunde, hvor ondt det end gør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade døtres skyld, må nægte længere at beholde hende i vort hjem, hvor fortrolighed, samstemning og munterhed stedse har hersket ». Altså vendte Judith atten år gammel atter hjem til den lille jyske købstad, til en moder, hvem hun snarere måtte støtte end vente sig hjælp af, til en stedfader, der var hendes uven, ikke mindre nu end forhen, da han endelig ved overenskomst med hendes kurator havde fået fat i hendes penge, til en lille Broder, der syntes at have taget hendes plads og rettigheder. Hun blev fængslet i lilleput forhold, hvor hele maskineriet gik så jammerlig småt, så naivt åbenlyst, hvor middelmådigheden trivedes, sladderen florerede. kryberiet herskede, til en lille by, hvor det, at slutte sig inde i sig selv, var en forbrydelse, fordi alt der skulle stilles i glasskab som offentlig ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give æmne til sladder, og det kunne Judith ikke være med til. Hendes stolthed oprørtes ved tanken om, at hun skulle stilles til skue, måske blive genstand for medlidenhed, i alle tilfælde for snak. Hun skænkede ikke byens unge mænd, der dog i begyndelsen hilste hende som en opgående stjærne, et blik eller en tanke, derfor blev de selvtilfredse unge hjerter hos disse Merkurs sønner sårede, de kaldte hende hovmodig og vendte sig til landets døtre, der tog mod dem med kyshånd. Hun valgte sig ingen veninde blandt de unge piger, med hvem hun kunne drøfte skandaler, forlovelseshistorier eller modepynt, hun holdt sig for sig selv og blev tillagt prædikatet « vigtig ». Hun var så tavs i selskaber, ved kaffegilder og chokoladesammenkomster, at byens damer var enige om at kalde hende « muggen » og vistnok temmelig indskrænket. I hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse modstand pinte prokuratoren, hun havde en vis maner, uden ord at kritisere hans handlemåde, der just ikke altid hverken i hjemmet eller i forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end åben udtalt foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt ikke ukærlige væsen noget, der pinte hendes moder mere, end de heftigste bebrejdelser ville have gjort det. — men frem for alt var hun sin egen fortvivlelse, med sin vantro, sin pessimisme og sin håbløshed. Der sad hun på sit værelse efter ordskiftet med stedfaderen, med sit trætte hoved støttet i de lange smalle hænder, stirrende fortvivlet frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille glimt af håb og lykke, hun kunne rette sin gang efter. Det bankede på døren, Fru Hinding var kommen hjem og bad om lov til at måtte tale med hende. Judith åbnede døren for hende. « du har igen haft en trætte med Hinding? » Spurgte fruen bedrøvet, da hun stod overfor sin datter. Fru Hinding bar endnu spor af fordums skønhed, som hun stræbte at bibeholde ved et ungdommeligt toilette og en moderne frisure. Hendes øjne var klare, hendes tænder friske og hvide, men et ti Års ophold i en lille by havde påtrykt hende dette ejendommelig matroneagtige stempel, som fortrinsvis udmærker købstadsdamer; med sin noget svære figur og lidt svagelige helbred var hun tilbøjelig til magelighed, elskede velvære og ro, ønskede at holde fred med alle, men var gift med en temmelig karrig husbond og stod mellem to krigsførende magter, hvem hun i lige grad ønskede at hjælpe og behage. hun rakte sine buttede hvide, soignerede hænder med de mange ringe — disse hænder var hendes stolthed — bedende hen imod Judith og vedblev: « å Judith, lad os dog se at holde fred, du ved hvor ubeskrivelig al denne strid smerter mig. — synes du ikke, jeg har sorger nok foruden? » « hvem har ikke sorger? » spurgte datteren med et svagt smil, « kender du nogen, der blot én dag af sit liv er fri for dem? » « å — andre har dog i det mindste fred og ro i hjemmet, men tænk på mig, alle må jeg rette mig efter, jeg må være bange for hvert ord, jeg har følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, du har ret til at være vred på mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han fortryder, at han giftede sig med mig, når han ser mig mellem yngre og kønnere. » « hvor kan du dog være jaloux, moder — hvor kan nogen kvinde være det; at hun ikke er for stolt dertil! — når en mand ikke bryder sig om én, hvor kan man da trænge på og trygle om hans kærlighed og vise sig vred, fordi han ikke vil give den? » « du dømmer så hårdt, Judith, kan du da ikke forstå, at jeg trænger til kærlighed? » « jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv så uendelig, så bittert dertil. » « så véd du jo, du har mig. Kom til mig, — har jeg ikke altid elsket dig, har du nogensinde hørt et hårdt ord af mig, har jeg negtet dig trøst og kærlighed? » « nej •— du holder af mig på din måde, det véd jeg nok, men ikke, som jeg trænger til det, ikke helt og udelt, du vakler mellem mig og Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden. » « men elsker du da mig, således som du siger? » « nej — nej — nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg kan ikke, skønt jeg véd, at det ville gøre mig lykkelig. » « du vil nok komme til det engang, jeg forstår, hvad du] mener, du vil nok engang komme til at elske en mand. » « nej — aldrig, » svarede hun, og hendes blik fik et mørkt, næsten fjendtligt udtryk, — « jeg vil aldrig elske nogen mand. » « jo, du vil, og en mand vil også elske dig, — du, der er så smuk, ---------- » « hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en dårlig egenskab, moder. Men når jeg aldrig gifter mig, hvad skal der så blive af mig? » « så længe jeg lever, har du jo et hjem. » « ja så længe, men hvilket hjem? Å’moder, du må kunne forstå, at jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg må bede om hver skilling, ydmyge mig for at få det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det dog, kun at kunne øjne giftermål som redning. Hvorfor giver Hinding mig ikke mine penge. Så blev han jo fri for mig, og jeg kunne lære noget ordentlig og sørge for mig selv. Ti han vil da vel ikke berøve mig dem, nu han har fået dem, — tror du. vel? » Der kom et forfærdet udtryk i hendes ansigt ved denne tanke, — sæt, at det var muligt, og han en gang kunne vise hende fuldstændig forarmet ud af sit hus. « det tror jeg ikke, » svarede Fru Hinding beroligende. « hvad skulle jeg da gøre? Jeg kan ikke fortjene mit brød. Jeg går blot her til plage for alle og bliver efterhånden så egoistisk og materiel. Jeg er snart så vidt, at jeg synes, at velvære, rigdom og luksus må være livets højeste goder. Men hvorledes skal jeg nå dem? Der er kun en vej — at blive gift med en mand, der var så rig, at han kunne skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke således, og så har jeg jo ikke engang udsigt til det heller. Var jeg blot rig og uafhængig, så at jeg selv kunne bestemme over min skæbne! » på en gang gik hendes trøstesløse stilling op for hende, og hun brast i lidenskabelig gråd. Ffu Hinding blev stående rådvild og fortumlet en kort stund; så forenede den let bevægelige kone sine tårer med datterens. efter stormen var der indtrådt stille i prokurator Hindings hjem. Judith var træt og ligegyldig eftergivende, prokuratoren var kun lidt i sin familie; juni termin var inde, og han havde fuldt op at gjorde. Just den trettende juni, en dejlig sommerdag, var han i perlehumør. Han havde fået en god forretning, en forretning, livor der var penge at tjene og regninger at skrive, for liver enkelt post især og for dem alle tilsammen, for konsultationer og rejser, udskrivning, opkrævning, panteforretning, på kryds og på tværs, forlængs og baglængs, indtil omkostningerne oversteg selve summen, jo det var rigtig en behagelig forretning, så fed, så indbringende, så moralsk. Derfor gned hr. Hinding sig i hænderne og så rigtig fornøjet ud. « vognen koster lige meget, » sagde han til sin kone, « vil du og Judith ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgør forretningen, kan 1 køre over og bese almbjerggård; godsejeren er endnu ikke kommen hjem og den er nok værd at se. » Judith havde ingen indvendinger at gjorde; følgelig nød da den lille rys indvånere ud på eftermiddagen den tilfredsstillelse, i deres reflexionsspejle at se prokuratoren køre ud af byen ved siden af kusken i den tostolede vogn, medens hans frue og datter sad sammen på bagsædet, og der anstilledes allehånde gisninger om, hvorvidt misstemningen i prokuratorens hjem, om hvilken der gik forskellige overdrevne rygter, nu var ved at udjævnes. Vognen skumplede over den slette stenbro; det kom som en hel lettelse, da den rullede ud på den glatte chaussé. De grønne agre bredte sig foran dem, solen glødede fra en skyfri himmel, luften dirrede af varme og gjorde alle omrids usikre. Lærkerne jublede over deres hoveder, de hang som klingende, usynlige klokker mellem himmel og jord. Bag dem lå den lille pyntelige by, foran dem det åbne land, oversået med bøndergårdenes sammenbyggede længer eller proprietærernes anseligere ejendomme med de teglhængte stuehuse. Hist og her dukkede en hvidkalket, kullet kirke frem, eller en række gamle kæmpehøje oppe i markbrynet. Judith var så fredelig til mode; hun undredes næsten over, at hun så ofte kunne være nedslået og fortvivlet; det hele ville måske blive langt bedre, end hun havde ventet det. Når tågen, der skjulte fremtiden, løftede sig, lå der måske for hende et strålende, fredeligt sommerlandskab, som det, hun nu så. Hun lod sig vugge af sine egne tanker og vognens gyngen, til hun vækkedes ved den hule lyd, når de rullede over en af de små broer, der førte over vandløbene, egnen skyldte sine gode Enge. Hun så da et øjeblik efter den lille bæk, der betegnede sin vej ved de høje siv og friske engstrøg, og sank så atter tilbage i sine egne tanker. Prokuratoren sad og underholdt sig med kusken, der med pisken udpegede egnens forskellige seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte damerne: « dette er ullerupgård, derovre ser i taget af Eskebjerg, hist nede ligger Uldum kirke, — Uldum og trannerup. Det var en lang køretur ind i landet, nu og da veg kornmarkerne for hedestrækninger, der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i lyngen lå huse, så store som hundehuse omtrent, klinede op af ler, tækkede med torv, med en eneste solbrændt rude og en skæv, brøstfældig dør. Selv en sådan Rønne havde på jysk manér sit navn, uglemose eller sindalhede, og, tænkte Judith, husede måske tilfredse og glade mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; — men — « det må dog være skrækkeligt at leve der alligevel ». Så kunne de også møde en pindevogn, trukken af en dvask stud med en søvnig bondemand i vognen; han var måske også længselsfuldt ventet hjem af kone og børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad landevejen. « får vi ikke regn inden Sankte hans, så bliver høsten skral i år, » mente kusken. « så bliver der tvangsauktioner, udpantninger og fallitter, » tænkte prokuratoren, der også hengav sig til fremtidsdrømme. « ja, nu er vi her, » Sagde han lidt senere, da vognen standsede foran en mindre bondegård. — « kør du så over til ahnbjerggård med damerne, Jens. Lad os se, klokken er snart fem, når i kommer tilbage om et par timer, er det tidsnok; i alle tilfælde kan jeg gå over ad gården til, hvis det skulle blive mig for sent. Farvel så længe. » prokuratoren tog til hatten og forlod vognen. De kørte videre, atter ind over dyrkede jorder og frodige Enge. « de hør’ no til go’eren, ska a si’e vos, » forklarede Jens. « den skov hisse ovre, den hør no an dertil, og alt hva de ka se her rund om ded er no hans banners er ed nok. » og han lod pisken beskrive en stor bue. Judith rejste sig lidt. « er det hovedbygningen dernede? » « Jou — den tejllavte rolling hissenere, å ded er en stuer og mægte go’er sku a trou. » Den røde herregård viste sig for deres blik med de utallige ruder blinkende i sollyset, bag ved lå haven, nedenfor den det store complex af udbygninger, mejeriet, avlsgården, gartnerboligen, loerne, laderne og staldene. På markerne rundt om så man de lange rækker af kreaturer rolig drøvtvggende, værgende sig mod de næsvise fluer. Hun blev overvældet af et begreb om rigdom og magt; hvor måtte det være herligt, således at eje alt, hvad ens øje kunne overse. De stod af vognen og gik op til hovedbygningen, der bestod af fire sammenbyggede fløje uden tårne, men med takkede gavle og tykke, røde mure, hvor stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange vinduer med utallige små ruder stirrede på én som dybtliggende, øjenbrynløse øjne. En skummel gammel bygning, der mindede om bondekrigene og adelsvældens tid. På de to sider var den omgiven af næsten udtørrede grave, der stod fulde af skræpper, rør, dunhamre og åkander, men til de to andre sider vendte den ud mod en moderne anlagt have. En dreng fra avlsgården havde fulgt dem op til godsforvalteren, hvis majestætiske, trediveårige datter selv tilbød at vise damerne omkring. Der var i hendes væsen en blanding af protegerende overlegenhed, som den, der véd bedst besked, kender alt og halvt er i familie dermed, og en dyb, respektfuld ærbødighed for disse ting, som hun fra barndommen havde beundret og lært at betragte som indbegrebet af alt skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths mangel på beundring; ti Judith røbede sjælden det indtryk, en ting gjorde på hende. « her er godsejerens arbejdsværelse. » foreviserind en sænkede stemmen til en formelig ærefrygtsfuld hvisken, når hun omtalte « godsejeren ». « dette er billederne af Herrens forældre, i spisestuen hænger resten af Herrens forfædre. Dette er billardstuen, røgeværelset, bibliotteket, dagligstuen, salen, det grønne værelse » o. s. v. Lød det, medens de passerede de nævnte rum i den store bygning. — bibliotteket, hvor bøgerne ikke var rørte i mange år, og støvede stirrede ned fra deres hvider, dagligstuen med sine overdækkede møbler, omvundne lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme, store ridder

1881_Reinhard_Ikaros

Joakim

Joakim

Reinhard

Ikaros

male

male

dk

Reinhard

Ikaros

Reinhard

Ikaros

n

roman

Schubothe

KB

nan

nan

O

I. Aftensolens stråler skød sig ind i ellekrattet dér, hvor de kunne finde åbninger at trænge igennem. Så bredte de sig i flakkende pletter af sprudende rødligt lys over den frodiggrønne skovbund med de blankgule og mathvide småblomster, eller de strejfede kærtegnende den kaskade af falmetgule og hvide, hist og her rødtstænkede blomster og runde, sortgrønne blade, som en gedebladplante havde slængt ned over en af træstammerne. Det luftede lidt, og under tiden kom der et ordenligt vindstød, som i et Sus raslede alle bladene sammen og så atter lod dem få ro en stund... frisk og muntert var der uden for, men i selve krattet, til trods for det spillende Sollys, noget trykket, ligesom anelsesfuldt beklemt. Sol og vind kan gøre hvad de vil, de får dog aldrig en ellelund muntret op. Disse tykke, klodsede elleblade, der synes udklippede af grønt glansshirting, de lader sig ikke således tumle med som bøgens lette, elegante løv. Lyspletter kan man få at se i ellekrattet, men aldrig det florlignende væv af lys og skygge, som breder sig under bøgenes kroner, når solen skinner ned gennem dem. Bøgenes slanke, lyse stammer har al tid noget festligt, åbent ved sig; under elletræernes uregelrette kroner har overtroen sit hjem, sin jordbund. Lad blot solen komme lidt længere ned og luften begynde at afkøles, så vil skyggerne herinde blive tættere og uhyggeligere, og fra den nære mose vil tågerne hæve sig, stedse hvidere og tykkere, og ud på aftnen vil elverpigerne hvirvle sig i runddansen, og man vil tro at se troldene grine frem over ellestubbene. Hun tænkte ikke dette, således at hendes tanker blev til usagte, men tydelige ord, den unge pige, der sad som i en rede på en ellestub, omgivet af en krans af høje, unge skud, som søgte at værne om stedet, hvor deres moderstamme havde vokset... Tænkte det ikke klart, men følte det dog stadig mer og mere trykkende: her var uhyggeligt inde i krattet — i det mindste, når man var sådan ene, som hun nu... ikke et menneske i nærheden, og hendes hund et godt stykke borte, snøftende om ude i mosen efter et eller andet... hun ville gerne kaldt på den, men det turde hun ikke... Landevejen gik tæt forbi krattet, hendes fader og flere andre, der kendte hende, kom ofte her forbi, de måtte ikke gerne vide, at hun sad her næsten daglig... der var også andre, en anden, der havde den vane at søge her ind... Det raslede og knækkede i løvet og småkvistene... en stor, hvid puddel med sorte pletter på ryg og hoved brød sig vej lige gennem det aller tætteste, den gjorde støj nok, men så godt dresseret var den dog, at den ikke gøede ad den ankommende — den holdt ellers meget af ham, men den syntes at vide, at der skulle ties stille i dette dunkle ellekrat, — tæt ved sin herskerinde ville den imidlertid være, når der kom andre her ind. Den satte sig foran hende, seende med de kloge, brune øjne skiftevis op på hende og hen ad den kant, hvorfra han skulle komme. Så kom han. Hun kunne se hans lysegrå dragt mellem bladene nogle sekunder før han, bøjende en stor gren til side, stod på den lille åbne plet foran hende. Det var en slank, ung fyr på en snes år, med et skægløst ansigt, livlige blågrå øjne og krøllet, brunt hår. Goddag! Goddag! svarede hun, strålende over hele sit lille ansigt. I næste øjeblik rejste hun sig halvt op... hun havde ventet, han skulle straks været henne hos hende og omfavnet hende, men i stedet herfor strakte han sig i græsset lidt fra hende. Nu ville hun hen til ham, men så næsten sank hun tilbage i den siddende stilling igen: han havde set så underlig sløvt og ligegyldigt på hende... Er der noget i vejen?... Er du vred på mig? Vred? Nej... hvad skulle jeg være vred for? Han så slet ikke på hende, lå med hænderne under nakken, stirrende opad. Ja, jeg véd heller ikke... men du er så underlig... er du kanske ikke rask? Jo, aldeles. Pavse. Men så kunne hun ikke længer styre sig, kastede hækletøjet, hun havde i hånden, og var i et nu henne hos ham, på knæ, bøjet over ham. Aksel! men Aksel dog! hvad er det? Du svarer mig så koldt... å, men jeg véd jo nok, hvad det er.... så! nu græder du igen... Du er dog også.... Nej! ( tyggende gråden i sig ) jeg græder ikke, men når du bare ville sige det rigtig en gang, at du slet ikke bryder dig om mig, så... men det siger du aldrig, og somme tider må jeg næsten tro, du alligevel holder af mig.... Han kendte alt det i forvejen, sådan havde hun talt så tit — og al tid med samme udfald — han kedede sig egentlig lidt ved alt dette, gad ikke høre efter... Der var en lille sky der oppe på den blå himmelplet mellem grenene, den lignede nøjagtig en tot bomuld... hvor morsomt den ligesom løb ud i fine, hvide hår i kanterne. Men så følte han sig pludselig omslynget af et par arme og en mund trykket ind mod hans... Hun havde ligget på knæ ved siden af ham, med hænderne slapt nedhængende, mat ventende, om han dog ikke ville give hende et venligt ord — nu kunne hun ikke holde det ud længere.... Og han kunne ikke modstå dette lille fine ansigt med de store, bedrøvede øjne, der var lige inde ved hans, disse bløde læber, der ikke ville slippe.... Der kom lidt varme i hans blod, han rejste sig på den venstre albu, slyngede den højre arm om hendes liv og gengældte hendes Kys... Nå ja, sagde han i denne lidt drævende tone, som man bruger overfor børn og hunde — ligesom kærtegnende dem med ordenes lyd — er du så god igen? Hvad var der nu at tage sådan på vej for? Jeg har jo sagt dig det, jeg kan ikke gøre for, at jeg tit er i dårlig humør... tænk på, hvor lidt jeg i virkeligheden har at være glad over.... Nej, det er såmænd også sandt, du lever her mellem alle de ækle, dumme mennesker... ingen er der, som forstår dig... Men tror du da heller aldrig at du kan komme til København? Å gud nej! hvordan i al verden skulle det gå til? Jeg spiller ikke i lotteriet... Og selv om jeg gjorde, så vandt jeg såmænd ikke, held har jeg aldrig endnu haft med mig — nej, der er kun en eneste mulighed... Nå, men lad os nu ikke tale mere om den ting! Å jo, søde Aksel! sig mig det nu! Hvad er det? Næ... nej! det skal i hvert fald vente noget,.. men hvad er egentlig klokken denne aften? Han tog sit ur frem og så’ på det. tre kvarter til ni! så må jeg hjem. Apotekeren skal ud. Han ville rejse sig, men måtte forinden give hende endnu et Kys, hun hængte sig om hans Hals. Nå, nå! sagde han derpå, skydende hende fra sig, lad så det være godt! Vi ses vel i morgen? spurgte hun i en ængstlig tone. Ja vist ses vi! Han forsvandt mellem grenene ad den vej, han var kommet. Hun sad der endnu en stund —• som sædvanlig, ingen måtte jo se dem gå lige efter hinanden hen ad vejen, folk fatter så let mistanke. Og ligeledes som sædvanlig kunne hun nu slet ikke få hæklenålen i gang igen, med hænderne i skødet sad hun på ellestubben, stirrende ud for sig. Der var så meget at tænke på efter hvert af disse stævnemøder, som de to havde holdt her næsten daglig i et par måneder, så meget, der kunne forvirre og ængste, kalde tanker og anelser frem i hendes lille hoved, som ikke kunne rummes dér, men brødes og gærede... gjorde hende så beklemt, fik tårerne frem i øjekrogene.... Hvordan var det dog egentlig med de to? Hvad mente han i grunden? Hvad skulle enden blive? Det var spørgsmål, som idelig kom igen og krævede svar, svar, hun ikke kunne give, måske ikke ville. Uvished — er dog altid ikke vished, ikke afgørelse, ikke dom... endnu er ikke den lukkende port slået helt i, endnu skimtes lidt blå himmel, lidt blomster og blade igennem åbningen... der gives stunder sist på natten, hen ad daggry, man har måske alt en gang været vågen og blunder nu kun de par minuter, og man drømmer, man drømmer saligt, men man véd det inderst inde, det er kun en drøm, man kunne sige sig det, men man gør det ikke, gemmer sit hoved i drømmens gyldne rankenæt, så blødt, så vuggende... Måske vidste Vilhelmine, det var kun en drøm med hans kærlighed. Måske. Skyggerne tyknedes og gled fra alle kanter ind over hende; lige foran, hvorellekrattet ikke var så tæt, skimtedes noget hvidt, som en blank, rolig sø; det var tågen over mosen... Vinden havde lagt sig, der var ganske stille, gedebladene duftede sødt, så døvende sødt... nu tog en enkelt græshoppe fat et steds i nærheden med sin gnidende, hvinende høje tone, men den ensformige lyd var kun som en understregning af tavsheden... Hun rørte sig ikke; inden i hende var tankerne flydt ud i hverandre, tåget, utydeligt var alt: en ubestemt følelse af beklemthed; en sådan følelse, som mattede alle hendes nerver, gjorde hende uskikket til alt andet end netop til at sidde her, denne milde sommeraften, ene i det drømmende, tågede ellekrat... Der fo’r et kuldegys igennem hende, og hun rejste sig: jeg er gal at blive her så længe! hvad vil moder sige?! Hun puttede hækletøjet i lommen og forlod krattet. Der var omtrent en tyve minuters gang til hendes faders gård — når man tog sig det mageligt, vejen kunne også gås hurtigere. Hun gik denne aften hurtigt, bange for moderens skænd. Dog måtte hun ved gårdens port blive stående et øjeblik og vende sig om for at sende et blik, et langt og kærligt, mod apoteket, der lå lige over for på en lille bakke... Dér stod han nu oppe bag de oplyste vinduer, måske inde bag disken, sælgende spegesild eller grøn sæbe ( apotekeren havde også købmandshandel ) til bønderne... og det skulle han, „ den begavede “, som nogle for alvor og andre på dril kaldte ham — det skulle han nedværdige sig til... mine! Mine! skrattede en kvinderøst inde fra gården. Den unge pige fo’r sammen og vendte sig. Ja moder! nu kommer jeg! Moderen, en svær kone, lige bred over det hele, som en egebul på et par ben, stod i det åbne køkkenvindu. Hendes ansigt var bredt og rødt, men trækkene i øvrig ikke uskønne, ja de lignede endog datterens fine, som et groft træsnit en sirlig tegning. Håret var nøddebrunt ligesom datterens, men noget mørkere. I øjeblikket var panden rynket. Det kan virkelig ikke gå an med de aftenture, mine, du ødelægger dig jo aldeles; en af dagene har du en generalforkølelse... Og så lader du mig være ene om alt arbejdet i huset, nu har jeg måttet stå her og lave rødgrød i en stiv klokketime, Hanne, det drog, er jo til ingen verdens nytte, og Maren har tandpine... Ja men moder, når du bare havde sagt mig det med rødgrøden før jeg gik... Før du gik? Kunne jeg den gang ane, at din fader får fremmede i morgen, det sagde han mig jo først for lidt siden... Hvad er det for fremmede? Å, naturligvis nogen, der skal spille l’hombre og drikke dyr vin som sædvanlig... det er såmænd ikke til vores fornøjelse, det kan du være vis på. Vilhelmine sukkede: nej, det plejer det jo ikke... Så glemte hun og moderen den lille øjeblikkelige dissonans, der havde været mellem dem, og mødtes i ærgrelsen over husherrens egenkærlighed og hensynsløshed. Dette hjem var uhyggeligt og egentlig opløst; hver gik sin vej. Faderen havde udenfor sin avling, som han passede godt, ingen andre interesser end kortspil og et godt bord. Trangen hertil søgte han at tilfredsstille så ofte som muligt, ubekymret om, at han derved skaffede sin kone og datter en hel del ulejlighed. For at fornøje dem gjorde han kun sjældent noget — „ Man skal sgu’nte forvænne sine fruentømmer “, var en af ham hyppig udtalt og konsekvent anvendt maksime. Så tog de revanche efter deres lejlighed, skumlede indbyrdes over ham og skaffede sig bag hans ryg adskillige småbehageligheder. Nægter man en plante adgangen til lys og næring dér, hvor de er nærmest, da vil den, hvis den ellers har levekraft, sende sine rødder langt, langt ud til alle kanter, spaltende dem i mange små fangtråde for at snappe det, den har behov, over alt hvor den træffer det, og dens blege blade vil vende og vride sig, til de et eller andet sted fanger en solstråles oplivende Kys — men alt det har hverken planten selv, eller det, der skal gro omkring den, godt af. — oppe i apoteket stod virkelig strøm bag disken. Kunder var der dog i øjeblikket ingen af, for den magre, unge mand med de lange lemmer og det ludende hoved, som stod lænet over disken, havde åbenbart intet købt, i det højeste måske fået en svovlstik til sin lange pibe, som han af og til tog et drag af. Han var for resten huslærer hos proprietær kongsbaks og hed Jensen. Nej ser du, sagde han, hele tiden holdende sine små, blå øjne med de lyse øjevipper stift hæftede på strøm; ser du, jeg syntes ikke, jeg kunne forsvare at tage den plads... Ikke forsvare? Når du ikke er skikket til en huslærerplads, hvem skulle så? Og du er jo huslærer for øjeblikket... jeg forstår ikke... mener du da, at du heller ikke kan udfylde din nærværende stilling, eller hvad...? Nej, jeg tror nok, at jeg, sådan nogenlunde da, kan være lærer for små børn, som jeg for tiden er, men her var tale om to drenge på tretten, og femten år, hvor af den ene endda skal være meget vanskelig og må tages på en særlig måde, meget blidt... Ja men du er da blid nok, véd jeg. Synes du? Det glæder mig for resten, så har da mine bestræbelser båret nogen frugt. Ja for jeg skal sige dig ( han sænkede stemmen og bøjede sig tættere ind til den anden ): jeg har af naturen et farligt sind, mine forældre havde deres nød med mig, mens jeg var barn, jeg ville aldrig lystre — men jeg har slåedes alvorlig med mig selv, det tør jeg nok sige... nej, men sådan en dreng ville naturligvis tit ærgre mig, og så kunne det onde komme op i mig, og jeg ville ikke kunne tage ham blidt nok — å du, lærere har tit meget på deres samvittighed i de retninger! Du har altså sagt nej? Ja, i dag sendte jeg brevet af sted. Kneb det ikke? Jo — lidt... eller egentlig meget; jeg gik et par nætter op og ned ad gulvet for at grunde over sagen; det var jo fristende, jeg havde kunnet lægge penge op, ikke så lidt endda, — men så på den anden side kan jeg ikke godt forsvare at blive længere på landet; jeg må til København og tage alvorlig fat på teologien. Ja men, når du havde taget den ny plads for et par år eller så, så ville du bagefter haft mange flere penge til at studere for i København. Ganske vist, men jeg tror nu ikke, det skulle være — og lad så min smule penge gå med straks, jeg får vel nok senere understøttelse på en eller anden måde... Men hvad er det? Er klokken allerede så mange? Lad så bare mig se at komme af sted! God nat! Han ilede ud af butikken, krummende sin lange skikkelse i de sælsomste geometriske figurer, sammensatte af cirkelbuer og mer eller mindre rette vinkler. Strøm så’ efter ham: aldrig har jeg dog kendt et menneske, der holder idealet sådan op ved alle lejligheder, tænkte han; er han nu ikke dér gået hen og har sagt nej til en udmærket plads, fordi han ikke tror, han er den voksen, og fordi han mener, at teologien ikke kan bie længer efter ham... og så stoler han så rolig på, at han nok skal kunne slå sig igennem, skønt han næppe har mere end et par hundrede daler... hvem der havde sådan en klippetro! — da strøm noget senere gik op for at gå til sengs, bankede han først på en dør ved siden af den ind til sit eget værelse. Kom kun ind! lød det med en kvindestemme der inde fra. Han trådte ind, bøjende hovedet i den lave døråbning. Værelset var lille og tarvelig møbleret: en lille sofa med sort, meget lappet og stoppet betræk, foran denne et rundt fyrretræsbord, et par stole, et sybord med højrød pose, et perlegråt klædeskab og en dragkiste med messingbeslag — det var alt. Men til gengæld prangede væggene med et utal af billeder, mest visitkortfotografier i rammer, end videre Madonna og Kristus med blødende hjærter udenpå klæderne, grelt kolorerede, den oldenborgske kongestamme og flere lykønskningsvers med hårlokker, evighedsblomster og lignende prydelser, alt i glas og ramme — endelig billedgalleriets pragtstykke: et stort koloreret litografi, anbragt mellem de to bibelske portræter oven over sofaen og forsynet med den ikke overflødige påskrift: Hamburg. At disse mange gule huse med blå Tage skulle være Hamburg, ville måske uden påskriften vanskelig være faldet beskueren ind, nu kunne ingen tvivle derom, og heller ikke om, at den gamle hansestad måtte have særlig interesse for værelsets beboerinde, da dette billede ikke alene var det eneste der inde, som havde en rigtig bred, forgyldt ramme, men også foroven var smykket med tre små kranse af evighedsblomster og et dannebrogsflag af papir, der syntes noget forlegent ved sin ophøjede plads — eller var det af ærgrelse over den tyske by, det prydede, at det var så sortgrumset? Når det endnu er nævnt, at dragkistens låg var så tæt besat med porcellænsdukker, glashunde. Vaser og fastelavnsris som svejts’s landkort med bjærge, og at vinduet prangede med gyldenlakker i grønne urtepotter og fuksier i gule, samt at der over det hele dér inde rugede en blandet lugt af blomster, tørrede lavendler og nystrøget tøj, er der sagt nok om værelset, og beboerinden, apotekerens husholderske, står for tur. Hun sad i sofaen og reparerede en herrekrave. Foran hende på bordet lå en stabel skinnende hvidt linned; selv så hun også meget proper ud, hendes brune kjole var tarvelig, men hverken fedtet eller lappet. Kappen med de gule bånd og den vidunderlige Tut i nakken skyggede over et ansigt, der vel var gult og rynket, men havde et fornøjeligt udtryk i de sortbrune, livlige øjne og om den falmede mund. Falmet, ja for hun kunne ikke være langt fra de halvfjerds; hun bar imidlertid sin alder med anstand, kun var ryggen stærkt krummet. Det er deres linned, jeg har her; er de tilfreds med det? sagde hun ved strøms indtræden. Hun talte med stærk tysk akcent, brugte også flere selvlavede mellemting af tyske og danske ord. Gudbevares, madam Frandsen, det er jeg jo al tid, når de har strøget det, de med deres rosenfingre. Rosenfænger? Hun holdt de således benævnte legemsdele op mellem lampen og sit ansigt — ach gu’! den må da være de gule roser, og de visne... ja, ja, de mener den godt! Det var en af egenhederne ved den tysk fødte madames mærkelige mundart, at hun næsten idelig sagde den ( med stærk snurren på n’et ), hvor en dansk ville sagt det. Og så skal de oven i købet have ulejligheden med at stoppe mine kraver; ja, hvordan skal jeg dog gengælde dem alt det, de gør for mig. Ach gu’! den er doch ingen ting, den smule, jeg kan gø’er for dem, de véd jo, de er min énsiste ven her, den énsiste, der gør mig lidt fornøjelse — det hedder da, min datter har jeg megen fornøjelse af, men de andre... har de set apotekeren i aften? Ja, han gik ligesom jeg kom, — hvor mon han skulle hen? Han havde sagt, jeg skulle være hjemme til ni... besøger han nogen så sent på aftnen? Madam Frandsen kneb øjndne og læberne sammen, så hendes ansigt så’ ud som et sandt magasin for list og poliskhed — i hver af de små rynker var der en nisse —, så gentog hun et par gange: jo, jeg véd nok, hvad jeg véd! ( en overraskende påstand ), tog derpå sine briller af næsetippen, deres sædvanlige opholdssted, og begyndte at polere dem. Hvad er det dog, de mener? Apotekeren skulle da vel aldrig.., ja, det kommer da for resten ikke mig ved... Nej, den kommer ikke dem ved, men den er doch ganske morsomt... Apotekeren er forliebt... For liebt? Ja, hvad vil det sige? Han er så indtaget i alle mulige af egnens damer, at jeg ikke kan tro, der kan være nogen, han særlig sværmer for, og der er vel heller ingen af dem, han kan besøge så sent... men har han virkelig en eller anden bondepige, som han...? Madammen rystede ivrigt på hovedet. Ja, jeg skal fortælle dem den... har de ikke mærket, at apotekeren er så underlig i den senere tid? Nå, jeg véd dog ikke — jo, somme tider er han noget opfarende — ja, og somme tider er han so glaj, so glaj, at den er uden al konsistens, men de mærker den vel ikke så meget, dem er han ikke så vis på, han kan beholde, som mig, og derfor går den at over mig; å, når vi er alene, og han er i den slemme humør, så er han so, i denne grad, så de kan begriffe... Strøm begreb, at det måtte være ikke rart, især efter den ildevarslende hovedrysten, hvor med ordene ledsagedes. Nej, jeg skal sige dem, hvordennis den har sig, apotekeren er forliebt i frøken Parsbjærg på helmerslund, og nu går han der over, så tit han kan komme af sted med det, og når hun er mild mod ham, så er han glaj, når han kommer hjem, men ellers bliver han i dårlig humør... å, og han forærer hende så mange dejlige appelsiner og bolcher fra butikken, men dem tager han al tid, når de er borte... men om aftnen da? Så kan han jo ikke besøge hende... Nej, jeg tror, han går så rundt om haven og lurer på, om han ikke kan få en glimt af hende at se... Å, nej det er dejligt! Apotekeren som Romeo, det må klæde ham fortryllende... Jeg troede kun, at det var det franske galanteri, der lå for ham, ikke den slags voldsomme lidenskab... Ja, ja, nu véd de den, og nu tror jeg, den er sengetid... Ja så god nat, madam Frandsen, og sov vel! I lige måde. — han gik ind på sit værelse. Men foreløbig kunne han ikke „ sove vel “ den nat, der var for meget at tænke på. Stævnemødet med Vilhelmine, samtalen med Jensen og underretningen om principalens forelskelse — alt dette bølgede i hans hjerne. Han faldt i tanker, siddende næsten afklædt på sengekanten med en aftrukken strømpe i hånden og lyset brændende foran sig på et lille bord. Når jeg kunne blive klog på, hvordan det egentlig har sig med mig og Vilhelmine! Om det er rigtig af mig, sådan at vedblive at nære hendes kærlighed — for det gør jeg jo — og egentlig... ja elsker jeg hende ikke? Jeg véd ikke rigtig; i hvert fald ikke sådan som i bøgerne, men er den slags kærlighed også virkelig til? Ja, apotekeren lader jo nu til at være befængt med den — gud véd for resten, hvordan den frøken Parsbjærg egentlig ser ud? Vilhelmine siger, hun er grim,.. men der er jo også forskællige menneskenaturer; jeg bliver vist aldrig stærkt forelsket, og jeg holder jo af Vilhelmine, jo vist gør jeg det, jeg føler mere for hende end for de fleste... men jeg er så uendelig træt af hendes kærlighed, hvorfor kan folk heller ikke være lidt roligere — som Jensen, han er altid så rart rolig, så vel overvejet — hvem der vidste, hvad man ville, sådan som han véd det... og hvem der vidste, hvad man duede til... hvad duer jeg egentlig til? Tsssssch! En sydende, spruttende lyd var det svar, omverdenen foreløbig gav på hans spørgsmål, så kunne han tage det for, hvad han lystede. Han reves ud af tankernes slyngninger og så’, at tællelyset var brændt så langt ned, at det havde antændt et stykke papir, der var svøbt om det, så det hele nu var én blussende, kogende og tællepøl. Han pustede i en fart miniaturbålet ud, bar stagen hen i vinduet og åbnede et øjeblik dette for at lade osen trække ud; så gik han i seng. Men han kunne stadig ikke sove. Spørgsmålet om ham selv, om hans evner, hans mulighed for at blive til noget trængte idelig op i ham, og han besvarede det undvigende med et andet spørgsmål: hvorledes er jeg blevet den jeg nu er, den underlige, ubestemte fyr, der hverken véd hvad han vil eller ikke vil, som under tiden tror, han er bestemt til noget stort — og det er der da fler, der tror, og under tiden, at han kun er en unyttig drømmer, som går i hundene — det er der jo også dem, der mener, især blandt de kedelige folk, jeg her er omgivet af, og som jeg ligner så lidt. Hvorfor ligner jeg dem så lidt? Og hans tanker gled tilbage over rækken af de atten år, han havde tilbagelagt, helt langt tilbage til tid, han boede i den lille vestjyske by hos sine forældre... Minderne mylrede frem, hele små malerier, vekslende snart rask snart langsomt; nogle var brændt dybt, dybt ind i sjælens tavle, andre kun flygtig henåndede... i. Han så’: en langagtig, lav stue med blomstret tapet, mange billeder på væggene, blomsterpotter i vinduerne og et flunkende mahognitræsmøblement med grønt betræk, der imidlertid kun kommer grumme lidet til sin ret, da stolesæderne, ryggene, armene, bordpladerne og så vidt mulig alle de øvrige enkelte dele af møblerne er behængte med hæklede stykker, som i deres kalkrene hvidhed ganske vist bibringer beskueren et indtryk af properhed, men tillige af uhygge, af ikke-væren-hj emme i dette værelse, hvor stolene ikke er til at sidde på, og hvor man kun kan gisne usikkert om bordenes bestemmelse, da den majestætiske lampe af poleret messing, der troner midt på det største af dem, og vasen af isglas på det andet, synes at være de eneste genstande, der nogensinde har nydt og vil komme til at nyde den ære at hvile på dem. I virkeligheden var der heller ingen hjemme i denne renskurede stue, hvis gulv man kunne have spist af bedre end af visse husmødres tallerkner. Ti den magre, blege kvinde, som sad på forhøjningen ved vinduet med det lille sybord foran sig, — hun hørte kun hjemme dér, på denne firkantede, perlegrå 0 midt i det renlighedens ocean trindt om hende, dér og intet andet steds. Når hun om morgenen hen ad ti var færdig med at støve de mahognitræs møbler af — hendes væsenligste husgærning — og havde fået sig anbragt på forhøjningen, sad hun dér som oftest til om aftnen, kun med de afbrydelser måltiderne medførte. Denne forhøjning og dette sybord, hvor hun hæklede ny hvide stykker til at skærme møblerne mod det støv, der var så lidt af, og læste både gamle og ny lejebiblioteksromaner for at værge sig mod den kedsomhed, der var så meget af, dette vindue med to rosentræer og to geranier, hvor imellem man kunne se ud på torvet, der var hvidbagt om somren i solskin og sortsjappet om vintren i snevejr, men for resten stedse lige kedeligt — det var hendes bolig. Alle andre steder i huset, ikke mindst i den brede ægteseng, var hun kun som på besøg, og når der en sjælden gang var kaffegilde hos hende, og der, mærkeligt nok, og sikkert til møblernes dybeste forbavselse, anbragtes en dug og en kaffekande med tilbehør på bordet og en del pyntede damer i sofaen og på stolene, så ville det for en fremmed have været vanskeligt at udfinde, hvem der var værtinden, da hun ofte ikke en gang selv skænkede kaffen, men lod jomfruen besørge det. Hun var meget uduelig, sagde de ondskabsfulde; ja, men det kommer af, at hun er så svag, tilføjede de velvillige. Og var det en i den lokale historie uindviet, der havde udtalt sin undren over madam strøms indolence, så fik han hendes biografi: hun var eneste datter af agent mølsted, byens rigeste købmand. Dygtig forkælet var hun blevet, samtidig med at der i mange retninger var gjort noget for at skaffe hende en mere end almindelig god opdragelse; blandt andet havde hun tilbragt et par år i et københavnsk institut. Dette fandt man i hendes fødeby med rette overflødigt, da det nemlig ikke havde ført til, at hun blev gift i hovedstaden, men kun fyldt hende med en mængde „ Ideer og indbildninger “, som ikke passede til de omgivelser, hun siden måtte leve i. Hun føjede sig da heller aldrig ind i dem, fik ingen rigtige veninder, gad næppe danse på ballerne og levede egentlig kun op, når der kom skuespillere eller i mangel heraf beridere til byen. Så udeblev hun ikke fra en eneste forestilling, indbød ofte sine bekendte til at følge med sig derhen og var i den tid, sagde hendes forældres tjenestefolk, så god, at der ingen måde var med det. Hendes moder var død tidlig, og faderen, en gammel forspist pengesammenskraber, var kun svag over for to ting: et godt bord og sin datter, men det også til gavns, så hun fik lov at gøre hvad hun lystede. Hun fik da også faderen til at indbyde nogle af skuespillerne hjem til sig, og hun bevarede til sin dødsdag en lille stump silkebånd, som havde siddet på en af Printzlaus ridderdragter, og som han selv en aften i hendes faders hus havde foræret hende. Så skete det mærkelige, at hun i en alder af fire og tyve år, efter at have uddelt et ubegrænset antal kurve til de anbefalelsesværdigste mænd, giftede sig med en manufakturhandlersvend strøm, der intet andet havde end et ret kønt ansigt. Han var indskrænket, fattig, dansede dårligt —• men ansigtet var som sagt ret kønt, med en lige næse og store øjne, alt sammen rammet af krøllet brunt hår. De meget skarpsynede mente imidlertid, at det kønne, der unægtelig var ved strøm, aldrig ville have tiltrukket sig jomfru mølsteds opmærksomhed, hvis der ikke havde været en temmelig stor lighed mellem ham og en vis ung skuespiller, som nogle måneder før forlovelsen var optrådt dér i byen og kommet en del i agentens hus. Det påstodes, at han med eller mod sin vilje havde tændt i den unge piges hjerte den flamme, der efter sigende kun brænder én gang, fordi den med det samme fortærer hovedmassen af veddet for alle de næste, der da må nøjes med de få og små rester. Og „ man “ — sladderens alvidende „ man “, der så forekommende skaffer oplysning om alt muligt — mente end videre for ganske vist, at agentdatteren havde taget strøm som et surrogat for skuespilleren. Han havde i det mindste den ‘andens øjne og hår, det var dog noget. Hun giftede sig ikke med strøm, men med det skyggebillede af den bortdragne, som kræmmersvendens smukke profil under tiden kunne mane frem for hendes sjæls syn. I så fald var det intet under, om hun var fremmed i sit eget hus. Og det var hun. Hun og manden vekslede dagen igennem næppe en snes ord, og stedse om ligegyldige ting. I øvrig var der ingen stærk misstemning imellem dem, kun ligegyldighed. Man kunne ikke sige, de levede dårligt sammen, for de levede slet ikke sammen, hver bevægede sig i sin sfære, der under tiden kunne krydse den andens, aldrig smelte sammen med den. Den gang hun, efter omtrent to Års ægteskab, nedkom med sit andet barn, Aksels søster Agnete ( opkaldt efter hende i „ Elverhøj “ ), blev hun meget syg og forvandt aldrig følgerne her af. En anden, viljestærk natur ville måske have mægtet det; hun aldrig. Egenlig syg var hun ikke, men hun blev stadig blegere og magrere, trættedes i stedse højere grad af enhver smule bevægelse, legemlig som åndelig, og fik stedse tydeligere det dump-resignerte udtryk af selvopgivelse i øjnene, som er egent for svage karakterer, der på grund af nogen modgang føler sig fuldt berettigede til at lade sig drive med strømmen som løsrevne åkandeblade i flodbølgerne. Kun ét kunne svageligheden og livsleden ikke få bugt med hos madam strøm: hendes renlighedssans. Et støvgran på den blanke bordplade pinte hende lige så meget, som et mørkt punkt på hendes samvittighed kunne have gjort, hvis hun havde haft noget af den slags. Og det arbejde, det kostede at holde sig selv og huset „ som det var blæst “, kunne hun jo udføre så langsomt, hun lystede, uden anstrengelse; hun havde så, når det var gjort, en følelse af at have opfyldt sine pligter og nu at kunne hvile på sin gode bevidsthed, som hun ikke ville have undværet for en komediebillet. Mennesket trænger nu en gang til at vide, at det et eller andet sted har en oase af fortræffelighed, hvor det kan lade samvittigheden udhvile under selvbeundringens skyggende palme. For resten lod madam strøm tyendet sørge. Når den ensomme drømmer der oppe i Vendsyssel lod sin ungdom glide forbi i sin erindring, så’ han sig aldrig hjulpen af moderen med de mange småting ved påklædning og lignende, som det er mangen moders største fornøjelse at beskæftige sig med. Det var jomfruen, der kæmmede hans hår, og stuepigen, der rettede ved hans blusekrave. Og dog, alt hvad der var af dvælende lys, af følt og husket poesi over hans barndom, det knyttede sig til moderen, lå om hende som en gylden glorie. Skolelivet, samværet med kammeraterne, havde ikke for ham, som ellers for de fleste, noget af denne glans. Når skolen gled frem i hans tankekalejdoskop, så’ han sig som en sygelig, forfrossen dreng i en underlig overfrakke med snorebesætning, en julegave fra hans moder, stående op ad plankeværket i skolegården, mens de andre sloges med snebolte, gysende hver gang et af de hvide projektiler susede forbi hans kind og med en dump lyd smældede fast på plankeværket, bøjende sig og søgende skjul bag træstammerne — og så dog, når en gang imellem de andre drenge faldt over ham og „ saltede “ hami en snedrive, ikke skrigende eller bedende om fred, ganske vist heller ikke gørende modstand, men findende sig i mishandlingen med en ro, som næppe kunne kaldes stoisk, da den havde sin rod kun i forfængelighed. Eller om somren, når kammeraterne i en lang kæde strøg over legepladsen, fejende de endnu ikke fangne sammen i småbunker i hjørnerne — en enkelt dristig søger med fremstrakt hoved at smutte under armene på forfølgerne —, eller når boldttræet sendte boldten højt op i luften, og træet så slængtes hen ad jorden — ve den, der stod i vejen! — og han, der havde slået, fo’r over pladsen til den modsatte side... Aldrig var Aksel med i legen, i munterheden, al tid stod han, ængstlig og gabende, i en krog, i skyggen. Der havde ingen jævnaldrende drenge været i nabolavet, som madam strøm fandt passende selskab for sin søn, han havde derfor kun leget med sin søster og hendes veninder, og disse lege havde endda haft et eget fantastisk, teatralsk præg, det samme som børnen

1880_Reinhard_IldOgAske

Joakim

Joakim

Reinhard

Fr. Elbert

Ild Og Aske

neutral

male

dk

Reinhard

Ild Og Aske

Reinhard

Ild og Aske

En Fortælling fra vore Dage

n

roman

Erslev

KB

nan

nan

O

I. Ilden tændes. Kn majaften for nogle år siden sad to kvinder i verandaen ved en herregård ikke langt fra en af de større nørrejyske købstæder. Den yngste — hun så’ ud til at være i det højeste et par og tredive år — var gårdens ejerinde, Fru Erna Stenberg. Hun var middelhøj og stærkt bygget med temmelig store, højvristede fødder og smalle hvide hænder. Hendes bevægelser havde en noget mandig karakter uden dog at være uskønne, da de syntes at være hende naturlige. Hendes ansigt var bredt med en mørkladen, sydlandsk grundfarve; kinderne kunne ved given lejlighed stråle med en mørk purpurglød, panden var lav og lige, omgivet af et Mylr af små, blåsorte lokker, næsen vel bred, men ædelt formet og med store bevægelige næsebor, hagen kort og blødt afrundet. Men sin ejendommelige karakter fik dette ansigt af de store mørkeblå øjne, der under de lange sorte øjevipper og de fint tegnede bryn af samme farve så’ sorte ud, og af den store yppige mund med de svulmende læber og de skinnende hvide tænder. I mindre end et sekund kunne et smil åbne denne mund let og få en hurtig opblussende livslysten glød til at spille i mundvigene og i de mørke øjne. Men så kunne igen — og det var det hyppigste — øjenlågene sænke sig døsig ned over pupillerne, og læberne sammenklæbede strække sig inat og sløvt udad. — den efter bekvemmeligheden, ikke efter moden afpassede dragt, en grå ulden kjole, der lod fødderne komme helt til syne, en bred og stiv opstået! de krave og herremansketter, fuldendte det indtryk af noget ualmindeligt og selvstændigt, som Fru Erna gjorde på alle, der så’ hende. Den fem til seks år ældre dame, der sad og broderede lige over for hende, var hendes søster, frøken Alma skov. Disse søstre dannede en fuldstændig, om end ikke ganske ualmindelig kontrast til hinanden. Alma var lidt højere og lettere bygget end søsteren; hendes runde, lyse åsyn med de omtrent regelmæssige træk og de store, lidt fremstående lyseblå øjne havde et udtryk af ro og tilfredshed, der stemmede med den tarvelige, men moderne og sirlige dragt. Kløgt var der just ikke meget af i hendes træk, men megen godmodighed og velvilje. Erna havde alt for nogen tid siden ladet det tyske illustrerede blad, hun læste i, synke ned på sit skød for i mag at stirre ud mod vest, hvor solen lige var dalet ned bag horisonten. Nogle svære skyer, der havde samlet sig i denne himmelegn, hang som et uhyre mørkeviolet, halvt optrukket forhæng, der åbnede en udsigten til et hav af flydende ild og purpur, som fik en mattere glans, jo mere det fjærnede sig fra det sted, hvor solen havde dvælet, og som til sidst tabte sig i milde orange- og rosa- tinter. » Hvilken farvepragt! « udbrød endelig den unge enke — Fru Stenbergs mand var død for et Års tid siden — » skulle man tro, at sligt kunne forekomme i dette kolde og glansløse land, hvor ellers alle ting, både naturen og menneskene, er så flove, så flade og så kedelige. Er det ikke dejligt, Alma? « » Jo det er! « sagde Alma og så’ op fra sit broderi og ud mod solnedgangen; » det er et storartet syn! Men vi har dog heldigvis også meget andet smukt her til lands; vore bøgeskove vil du vel ikke påstå er flove — hvis du da ikke i udlandet har glemt, hvordan de ser ud. Men du har nu altid så meget at udsætte på Danmark og hvad der er dansk «. » Der er såmænd heller ikke meget rart ved det meste her hjemme. Bøgeskovene vil jeg for besten undtage, de er dejlige. Når de blot viste sig lidt længere i deres sommerdragt! Men lad os tale om noget andet: jeg glæder mig sådan i aften; véd du til hvad? « » Ja, til at der kommer fremmede vel «. » Nej, slet ikke! det vil da sige, ikke til at nogen af de fremmede kommer, som du véd besked om, men til at der kommer en — en person, som jeg aldrig har set før, og du heller ikke, men som jeg er så henrykt over, jeg endelig skal se og tale med «. » Hvem er da det? « » Bruno tang, forfatteren. « » Tang? ham, atteisten? « » Ja netop ham! du behøver ikke at se så forfærdet og misbilligende ud over det! Jeg fik tilfældigvis at vide, at han er i besøg hos doktor Hansen sammen med min gamle ven professor brun, og jeg skrev da straks til professoren og bad ham tage tang med her ud i aften. De kommer spaserende hertil, vi kan vente dem hvert øjeblik. « » Min gud, Erna! har du også overvejet, hvad du gør? « sagde Alma i en ængstelig tone og medet bekymret blik på søsteren; » at indbyde et så ilde omtalt menneske! « » Ilde omtalt? hvad vil det sige? « » Han skal jo have ført et gyselig vildt liv.... « » Å sikke noget! hvor vil du dog gentage den dumme sladder, Alma? Jeg véd med vished fra en, der har kendt ham nøje — det er for resten professor brun —, at hans hele liv er gået hen med anstrengte studier, og at han i en meget sjælden grad har ofret alt for sin overbevisning. Hans forældre vare simple kjøbmandsfolk i Holstebro eller Skive eller sådant et sted, og de efterlod ham kun grumme lidt, den gang de døde. Men i en latinskole havde de dog holdt ham, og student var han bleven, og så sled han for at leve og for at kunne fortsætte sine studier. Først var det filologi, men det blev ham for tørt, så slog han sig på de romanske sprog, og dem skal han være udmærket dygtig i; han har jo også rejst i Frankrig og Italien med offentlig understøttelse. Men så for et Års tid siden, da fritænkerne begyndte at røre sig her hjemme, sluttede han sig til dem og udgav en fortælling, hvori han gennemheglede al vor danske bornerthed rigtig forsvarlig; det kan nu nok være, at bogen ikke er synderlig betydelig som kunstværk betragtet, egentlig digter er han vist ikke, men den er fuld af vittige og træffende bemærkninger, det er vist og sandt. Det var imidlertid netop dem, der blev hans ulykke. Bestyreren af en skole, hvor han hidtil havde undervist i sprog, blev forbitret over hans bog og gav ham afsked, flere private timer mistede han også, så han har nok ondt ved at komme ud af det nu.. I aviserne kan han heller ikke skrive længer; anonymt vil han nok slet ikke skrive, og ingen af de større aviser tør tage artikler med hans navn under, tilmed da han benytter enhver lejlighed til at præke sine revolutionære anskuelser i de skarpeste udtryk. Når man hører, hvordan folk — og bladene for resten også — omtaler ham, skulle man rigtig nok tro, han var et sandt uhyre, og dog strider han ikke for andet, end hvad næsten alle intelligente mennesker i det øvrige Evropa har erkendt for.rigtigt. Kun her hjemme har vi hidtil holdt os tilbage, men nu skal vi nok komme med! « Hun havde talt ivrig og hurtig, var bleven varm og lidt forpustet; nu tav hun og begyndte at rulle det illustrerede blad sammen som en kommandostav, hvormed hun så slog takt i luften til en sagte nynnet Melodi. » Men er du da virkelig, « sagde nu Alma lidt usikkert, » er du da virkelig hel fritænker? Deler du sådan alle tangs meninger? « » Alle hans meninger? jeg kender dem ikke engang allesammen; jeg har kun læst den lille fortælling, han udgav i vinter, og den er jo langt fra udtømmende; for øvrigt véd jeg kun, at han har holdt nogle foredrag i en forening i København, som vakte en sand storm imod ham, fordi de drog til felts mod så mange sociale og religiøse forhold her til lands. Og netop af den grund længes jeg stærkt efter at tale med ham. « » Af den grund? men Erna dog! Sig mig da oprigtig, hvordan står det egentlig til med din religion? Du var i en tid så ivrig kristen — rigtig nok grundtvigiansk, og det holder jeg jo ikke så meget af, men det er dog bedre end ingen ting — er det da nu alt sammen forbi? Tror du slet ikke på noget mere? « » Slet ikke på noget? å, det er igen så meget sagt — man kan tro på adskilligt, fordi man ikke tror alt det, præsten præker; jeg er vis på, at her i Danmark hersker en frygtelig mængde fordomme og gammeldags anskuelser, og dem vil jeg se at blive af med — hvor meget jeg så beholder tilbage, vil tiden vise. Jeg håber nu, at tang skal kunne klare en del spørgsmål for mig. « » Erna, Erna, lad dig dog advare! Du har altid været noget — noget egenrådig, om jeg så må sige; du buser sådan på med alt muligt. Indlad dig ikke for meget med denne tang, han er farligr man skal tage sig i agt for ham — det siger også pastor urne. « Erna lo. » Pastor urne! ja tænkte jeg det. ikke nok! det er ham, der har proppet dig med alle de dumme historier om tang. Men de er usande, det siger jeg dig. Tang kan have urigtige meninger — det er muligt, men hans liv er rent. Og selv om han havde ført et noget for lystigt ungdomsliv — hvad han dog ikke har — hvad så? Hvor mange højærværdige provster og bisper har ikke gjort det samme? Men den gode pastor urne hører til dem, der altid ser skæven i andres øjne, især når disse andre ikke har samme meninger som han. « » Ja du skal altid hærpe på urne! « » Nej, men jeg har virkelig sjældent kendt hans lige i at løbe med ondskabsfuld sladder. » » Ja ja, vær nu ikke så rask til at kalde det alt sammen for sladder!< råbte Alma, som nu også var bleve ivrig; » én ting véd jeg da er tilforladelig, og det er, at tang har ladet helten i sin bog lovprise nogle romaner af en, der hedder sand, så voldsomt, og den sand står der noget om i en tysk bog, pastor urne har; det var en meget overspændt person, som til sidst af lutter fritænkeri gik hen og myrdede en stor tysk digter. Der ser man, hvortil de ideer føre! « Nu brød Emas latter frem igen med ustandselig' kraft. » Nej hør, Alma! nu bliver du snart for morsom! Har pastor urne virkelig bildt dig alt det ind? Så uvidende troede jeg dog ikke, han var! han blander jo to himmelvidt forskellige mennesker sammen. « Inden Alma kunne få tid til at tage sin sjælesørger i forsvar, lød der stemmer nede fra haven, og straks efter drejede to mænd om hjørnet af en hække, der strakte sig fra havelågen op mod huset og hidtil havde skjult dem for damernes øjne. » Der har vi begge damerne! « råbte en klar, livlig røst; » må jeg præsentere: kandidat tang, Fru Stenberg, frøken. Skov! « Herrerne stod nu neden for verandaen. Den talende var professor brun, en af Københavns anseteste ældre læger, en høj, fyldig mand med et livfuldt ansigt, klare blå øjne og gråsprængt helskjæg. Damerne havde rejst sig og hilste. Begge søgte straks tang med øjnene. Deres forventninger skuffedes. De havde ventet en høj, mørk skikkelse med funklende øjne og byronsk kostume: de så’ en knap middelstor, velproportioneret, men noget for skarp og mager mand med almindelige, hverken kønne eller grimme træk, små nærsynede øjne og lyst helskjæg. Det var det hele. » Den mand ser endda ikke så farlig ud! « tænkte Alma. » Igen en illusion bristet! « tænkte Erna. Hun havde endnu i frisk minde adskillige lignende tilfælde med navnkundige digtere og kunstnere, hvis ydre ikke havde svaret til hendes forventninger. Det samme, Erna så ofte forhen havde fornummet, følte hun nu. Der hode i hende en stærk trang til at have noget eller nogen at beundre. Tillige havde hun skjønhedssans. Denne mand så’ så ubetydelig ud! egentlig grim var han vel ikke, men det måtte han næsten hellere have været, når der så blot havde ligget noget imponerende, helst noget dæmonisk i hans åsyn. Men hun kunne ikke tabe sig i disse betragtninger; det var hendes natur at være elskværdig som værtinde. Og hun gjorde sig nu endog umage for at være elskværdig; det lykkedes. Hun kunne være det, når hun ville. Hun spurgte taug, om han ikke havde undret sig over indbydelsen til vildtfremmede mennesker, og uden at afvente hans svar sagde hun, at når man var en berømthed ( tang smilede ), måtte man finde sig i således at blive kapret. Her i Jylland var det især aldeles umuligt at gå fri, da de mennesker, man til daglig så’ der, vare utålelig kedelige. Så gik hun over til at tale om de steder i udlandet, de begge havde besøgt, og snart var samtalen i fuld gang. Professoren indskrænkede sig som sædvanlig til korte, men altid træffende bemærkninger; tang derimod var, efter at han med nogen møje havde fået munden på gled, den, der ledede konversationen. Han talte godt, hurtig gående fra et æmne til et andet, men stedse klart og åndfuldt, og den eftertrykkelige, næsten udfordrende måde, hvorpå han fremsatte sine ofte højst paradoks klingende meninger om forskellige personer og forhold, og som altid havde irriteret hans modstandere så stærkt, bibragte netop Erna det indtryk, at hun her stod over for én ualmindelig betydelig mand, en dristig og original tænker, en kundskabsrig og åndfuld lærd. Således svandt efter hånden det første indtryk, og just det, at beundringen for ham nu måtte arbejde sig frem på ny, næret af umiddelbare, selvfølte indtryk, og ikke udelukkende grundet på andres omtale og egne vage fantasier — just dette gjorde, at beundringen slog rod i hendes sjæl, betog og underkastede sig den, drog hende til ham med rivende fart. Når- tang talte, kom der et eget liv i hans øjne, en energisk', sluttet sjæl lyste ud af dem, og noget vist skærende i lians stemme, som dog aldrig hævedes stærkt, svarede ganske hertil. Efter en halv timestids forløb hørtes vognrumlen fra gårdspladsen. Det var de andre fremmede, der begyndte at komme, og Alma, som ikke havde kunnet tage del i samtalen, der drejede sig om ting, hun havde lidet eller intet kendskab til, gik ud for at tage imod dem, glad over, at der iblandt dem dog var folk, hun kunne tale med. Lidt efter lidt samledes et selskab på hen ved et dusin mennesker, blandt hvilke en Fru ravn, hvis mand var jægermester, og en proprietær Bøje med hustru særlig tiltrak sig tangs opmærksomhed. Erna havde i forvejen sagt til ham: » Fru ravn vil rimeligvis sætte et fornærmet ansigt op, når hun. ser, hvem jeg har bedet hende sammen med. Hun er frygtelig forbitret på alt, hvad der ikke er højkirkeligt, både grundtvigianere og endnu mere fritænkere, for når der er sådan nogle ugudelige skabninger til stede, kan hun jo ikke lede hele samtalen, hvad hun ellers er vant til de steder, hun kommer, og så er hun slet ikke godt til Pas. Mig har hun aldrig rigtig kunnet lide, fordi jeg ikke gider kalde hende det besværlige » Jægermesterinde «, men blot siger, Fru ravn. Hvad Fru Bøje angår, så må de tage dem i agt, hr. Kandidat, for at hun ikke skal omvende dem! Hun er ivrig grundtvigiansk og søger overalt at gøre proselyter. « Således forberedt kunne tang ikke lade være at smile, da jægermesterinden — en høj svær dame med sort silkekjole, hængekrøller og missende øjne —, der kom allersidst, kun hilste Bøjes med en næsten umærkelig bøjning og ved at høre tangs navn trak hagen ind, så at den lagde sig dobbelt, og krummede læberne ned ad med et misbilligende udtryk. Hele aftenen igennem talte hun heller ikke en eneste gang til ham. Tang havde i øvrigt også snart fået nok af at betragte hende, og han gav sig nu til at iagttage Bøjes, som han fandt morsommere. Proprietæren var en lille, tyk mand med et glatraget, rødt ansigt, en svær guldkæde over vesten og en ubestemt, men altid ved hans person klæbende luft af ko- eller heste-stalden, Boer og dårlig tobak. Han var en del år yngre end sin kone, som han kun havde taget for hendes mange penges skyld, ligesom hun kun havde taget ham, fordi hun vanskelig kunne have fået nogen anden. Hun var nemlig meget hæslig, høj og knoklet med et par store tænder i overmunden, der ved deres udadstræbende lyster gav hendes ansigt noget på én gang dumt og blodtørstigt, hvad der var så meget beklageligere, som hun egentlig ikke var nogen af delene. Håret bar hun i et tykt næt og var dernæst iført en sort kjole, der på en højst ejendommelig måde lod hendes kantede former komme til syne, så at hun efter sin egen mands udtryk — som han dog kun brugte, når han var fuld og hun ikke i nærheden — lignede » en humlestang med et køkkenforklæde på «. Dels på grund af den bigdom, hun havde tilført den fælles Arne, dels på grund af visse personlige egenskaber i enevældig betning, havde hun snart fået overtaget over sin kun lidet begavede ægtefælle. Han passede sit landbrug og kid hende passe alt andet i huset og regere det efter eget tykke. Selv til grundtvigianismen var det lykkedes hende at omvende manden, der tilforn kun havde vidst om Grundtvig, at det var » en gal præst, som havde haft tre koner og fået en fandens mængde penge med den ene «. Om han egentlig vidste synderlig mere nu, er tvivlsomt, men han satte i hvert fald et særdeles indholdsrigt ansigt op, hver gang grundhugs navn eller hvadsomhelst andet, der havde noget at gøre med grundtvigianismen, nævnedes og han lod sig trække med til alle de kristeligfolkelige eller folkelig-kristelige vennemøder, hans kone fandt for godt at besøge — og det var alle dem, hun med sine i denne som i så mangen anden retning forbavsende evner kunne overkomme. Kun et eneste felt af livets store skakbræt havde han forbeholdt sig foruden landbruget: den indenrigske politik. Han ville med fornøjelse hore en eller anden » folkelig « Rigsdagsmand holde et » folkeligt « eller » kristeligt « Foredrag ved et vennemode eller en grundlovsfest, men når den samme taler trådte op med ganske de samme anskuelser og udtryk i folketinget, så ville han have lov til at kalde ham » et asen af en venstremand « Eller » en nederdrægtig socialist-tamp eller noget andet i samme stil «. Venstre på tinge og valgmøder var ham en pest, alle andre steder borte han til dets ( i reglen rigtig nok stumme ) beundrere. Når man bebrejdede ham denne inkonsekvens, svarede han ufravigelig: » Man skal ikke være ensidig! « Med disse ord troede han alle indvendinger slagne til jorden, og det vare de også for hans eget vedkommende. I dette ægtepars vogn var også ankommet en mand på omtrent tredive år, med dybtliggende mørke øjne, stort mørkebrunt skæg og en noget ludende holdning. Han haltede stærkt, fordi det ene ben var ganske stift. Denne mand hed Poul hvidby og var forstander for en højskole en mils vej fra Fru Stenbergs gård. Straks ved indtrædelsen fo’r Fru Bøje med lange skridt hen mod husets ejerinde, strakte hende begge hænder i møde og råbte: » God aften, god aften, kære Fru Stenberg! vi skal vel have skænd, fordi vi kommer så sent; det er virkelig også én skam, men Bøje og jeg var til et folkeligt møde, som pastor Bondesen holdt i Mølledrup skov, og for det første varede talerne og sangene så længe, og så var der så mange hjertelige, rare mennesker af vore egne — dem de også en gang hørte til, slemme lille frue! ja, ja, de vender nok snart tilbage, det stoler jeg på — og alle dem skulle vi dog have givet et håndtryk og talt et par ord med, og så går tiden på den måde, så nu må de ikke være vred; og så tog vi ham der ( med et nik i retning af hvidby ) med, han var jo også buden her hen i aften, og ellers skulle han være gået-------men hvem er dog det, Fru Stenberg? « Dette sidste udbrud gjaldt tang, som den livlige kone hidtil havde overset, men som nu ved en ufrivillig Hosten havde henledet hendes opmærksomhed på sig. Erna præsenterede de med hverandre ukendte mennesker, og Fru Bøje vidste straks besked. Hun havde rigtig nok aldrig læst noget af tangs skrifter men hendes partis blade og tidsskrifter, der i hvert fald ikke søger at tie modstanderne ihjel, havde givet hende et begreb om, at denne mand vel var afskylig ugudelig, men tillige » frisindet og alt sådan noget «, som hun udtrykte sig, og altså en værdig genstand for hendes omvendelsesbestræbelser. Som en løve kastede hun sig over tang med ordene: » Har de nogen sinde hørt pastor Bondesen tale? « » Ja, « lod det tørre svar; « i går. « » Hvor da? inde i byen? « » Ja, han holdt et foredrag i » Dansk samfund, « Hvor jeg var til stede. « » Gud nej, det var da morsomt! der var jeg også. Og det var akkurat det samme foredrag, han holdt i dag, så det kan jeg nu på mine fingre, og det skal vi rigtig have én lille passiar om! « » Akkurat det samme? Så synes jeg, de måtte snart have kunnet få nok af det, « sagde tang svagt smilende. » Gud, hvor kan de sige det! Jeg lader aldrig nogen lejlighed gå tabt til at høre den samme præken eller tale, om det så var fire—fem gange, det vil da sige, når det er en af vore egne, der taler! Men synes de ikke, at pastor Bondesen er en mageløs taler? Sikken hankan gå i det høje og det dybe og sådan rigtig tage en om hjertet! Finder de ikke også? « » Nej, på mig gjorde han intet stærkt indtryk. Og så finder jeg de lange sange utålelige, han opfordrer sine tilhørere til at synge før og efter foredraget. « » Men hvor kan de dog sige det? de dejlige friske kvad af Grundtvig og Ingemann, som de kvikke toner er lagt om? « Her blandede Fru ravn, som hidtil havde siddet i tavs majestæt i nogen afstand fra de andre og med hækletøjet tæt op foran ansigtet, sig i samtalen: » Fru. Bøje! « sagde hun med en gennemtrængende stemme og ligesom smagende på ordene, før hun lod dem slippe ud af munden; » har de ikke hørt noget til, hvordan pastor Bondesen tager det, at så mange af hans menighed, især damer, forlade ham og gå til pastor urne? « » Å det tager han sig vist meget let; det er jo kun pastor urnes glatte ansigt, de løbe efter, og den slags tilhørerinder behøver man ikke at misunde ham. « » Glatte ansigt? det var da et mærkværdigt udtryk! Pastor urne er en ualmindelig smuk mand, og der er ofte noget lige frem forklaret over hans ansigt. « » Ja! « sagde Alma med et sværmerisk udtryk i sine store blå øjne; » han ligner en digter! « » Nej! « mente en ældre frøken, en lærerinde fra en af købstadens skoler med højrødt ansigt og kornblå kjole; » jeg finder, at pastor urne ligner en skuespiller, han minder mig sådan om den yndige Holst! jeg har også altid syntes, der var noget præsteligt over Holst! « » Ingen af delene kan jeg gå ind på! « lød det i dommertone fra jægermesterinden, i det hun rystede sine krøller; » han ligner Johannes, det vil sige ikke apostlen Johannes, men Johannes den døber! « pastor urnes andre beundrerinder bøjede sig som sædvanlig for Fru ravns kj endelse og nikkede samstemmende. Fru Bøje havde imidlertid ikke ofret denne forhandling om pastor urnes ydre synderlig opmærkhed, men fortsat samtalen med tang, hvis svar på hendes ordrige angreb var temmelig korte og tørre. På samme tid henvendte Erna sig til hvidby, der havde sat sig ved et bord og bladede i nogle illustrerede værker. Denne mand havde i sin tid forberedt hendes søn til at komme i latinskolen, og de havde den gang fået en del velvilje for hinanden, som til trods for deres meget forskellige karakter havde holdt sig gennem årene. » Det er kønt af dem, at de altid kommer, når jeg beder dem, hvidby! « sagde hun efter at have sat sig i nærheden af ham; » en anden ville have undskyldt sig og være bleven borte, når han havde gået det igennem med mig, som de har. « » Å, så slemt er det da heller ikke! Vi har skændtes en gang imellem, fordi jeg sagde, de forkælede Otto; det siger jeg da endnu de gjorde — men sådanne små skærmysler har man godt af. « » Ja, jeg kunne i hvert fald haft godt af dem! « Sagde Erna alvorlig; » der var også andre ting, de dadlede mig for, og jeg har altid bag efter kunnet indse, at de havde ret; men jeg hører nu engang til de mennesker, der må føle, før de kan høre. Jeg må løbe linen ud, det nytter ikke at ville standse mig på halvvejen «. ' » Ja det er netop ulykken! Når de en gang har givet dem deres — deres tilbøjeligheder i vold, hi if så lader de stå til! Når de blot ville sige dem selv, at de har en vilje, som skal og kan lede dem mod et mål, der er værd at stræbe efter, og ikke alle disse øjeblikkelige indfald, ---------- « » Nå ja, lad os nu ikke komme op at disputere igen i aften; lad os hellere.tale om noget andet! Morer det dem ikke at træffe tang her? det var derfor jeg bad dem til denne aften. Jeg véd jo, de agter hans mod og frisind, skønt de ellers slet ikke deler hans anskuelser. « » Ja ganske vist, respekt må man have for en mand, der som han med velberåd hu springer ned i en øglerede, fordi han anser det for sin pligt at rydde op i den — der er sandelig meget her hjemme, som trænger til sådan en oprydning, og det forstår han sig på trods nogen. Jeg må se at komme til at tale med ham. « De forsøg, hvidby længer hen på aftenen gjorde på at få en samtale i gang med tang, ville ikke ret lykkes; han affærdigedes omtrent ligesom Fru Bøje, uagtet hans henvendelser til den unge radikale videnskabsmand vare' af en ganske anden Art end fruens. Det syntes, som om tang havde den svaghed, der er temmelig hyppig hos folk, som tale godt og er sig dette bevidst, nemlig ikke gerne at høre andre end sig selv tale. Fru Bøje havde foreløbig opgivet tangs omvendelse og var derpå kommen i en ivrig ordstrid med en anden grundtvigiansk frue, en lille, buttet, veltilfreds smilende kone, om hvorvidt pastor Bondesen eller en anden lige så navnkundig præst af samme retning havde den med Grundtvigs egne anskueiser mest stemmende opfattelse af øjeblikkets politiske stilling. » Ja, men jeg har været i Grundtvigs hus flere end én gang! « råbte Fru Bøje i kampens hede, som om dette var et uigendrivelig argument for, at hun tolkede den profetiske digters orakelsprog på rette måde. » Det har jeg virkelig også! « forsikrede hendes rødmussede modstanderinde, » jeg har en gang siddet over for biskop Grundtvig ved aftensbordet. « Hvor dyb en virkning denne meddelelse gjorde på Fru Bøje, vil ingen sinde blive godtgjort, thi i samme øjeblik, hun lavede sig til at svare, blev der meldt, at aftensbordet var dækket. Dette budskab var især glædelig for proprietæren, der med hænderne i bukselommerne og skrævende ben havde stået opstillet i hoveddøren i al den siden hans ankomst forløbne tid. Han tænkte på, hvor langt morsommere det var at få sig et slag kort med forvalteren og en af landvæsenseleverne end være i » dannet « selskab, og fandt, at de ord, der kaldte gæsterne til bords, vare de eneste » Hæle «, som var blevet talt den aften. Men han meddelte ingen denne mening. Man gik til bords og lod den fortræffelige mad vederfares al mulig retfærdighed. Proprietæren spiste, som om han havde sultet i fjorten dage, og slog sig efter bordet til ro i en mørk krog af havestuen, hvor han snart sov den retfærdiges søvn. Det var hans sædvane at gøre således i alle selskaber, hvor der ikke spilledes kort eller snakkedes om politik, og det var ligeledes hans kones vane, hver gang når tiden til opbruddet nærmede sig, at spørge ud i luften med en åndsfraværende mine: » Men hvor er dog Bøje? ( opdagende ham og hyklende en yndig overraskelse ) å! han er nok falden i tanker! det gør han så tit sådan ud på aftenen! « Hvorpå hun gik hen til ham, strøg ham blidt ned ad ryggen ( onde tunger påstod, hun kneb ham ) og sagde: » Lille Bøje, nu skal vi hjem! « » Lille Bøje « Fo’r så op med en undertrykt ed og ledsagede sin kone til vognen. Det øvrige selskab samlede sig nu for at lytte til nogle sange, som Erna foredrog. Det var nogle småting af hejse og Schumann, som hun sang med en ren og kraftig stemme og med et åndrigt, men noget for tteatralsk og udpenslet foredrag. Så faldt talen ganske naturlig på Schumann; man talte om hans melankoli og hans selvmordsforsøg. » Man må dog være meget fej for at kunne begå selvmord! « mente Fru Bøje. » Det vil jeg ikke sige, « tog hvidby til orde med sin rolige stemme; « men man må have mistet al tro på en levende gud. Når man ikke længer tror, at der er noget, der styrer livet her og fører det mod et højere mål, selv om menneskene ikke kan se vej en, så kan jeg godt forstå, at man giver sig sine lidenskaber aldeles i vold, taber herredømmet over sig selv, og til sidst, når man ikke synes, det går efter ønske, søger at få ende på det hele i en fart. « » Da véd jeg dog, « faldt professoren ind, » mange mennesker, som det ville være umuligt at begå selvmord, skønt de ikke tro på en personlig gud. « » Naturligvis, « sagde tang i en afvisende tone; » de to ting liar slet ikke noget med hinanden at gjorde. « » Det mener jeg dog, de har, « sagde hvidby. » Sagen kan for resten lade sig fore tilbage til — eller rettere, dens afgørelse beror egentlig på spørgsmålet om menneskenes frihed eller ufrihed. « » Det tager de sikkert ganske fejl i! « afbrød tang ham; » Spørgsmålet om selvmordets tilladelighed er et rent pligtspørgsmål; den, der rigtig opfatter sine pligter imod andre mennesker, tager ikke sig selv af dage. « » Det er muligt, men der kan indtræffe tilfælde, hvor det forekommer et menneske, at han slet ikke krænker sine pligter imod andre ved at dræbe sig, snarere måske endog handler fortjenstlig mod dem, f. Eks. når et menneske, der lider af en langvarig og uhelbredelig sygdom, som gør ham til en byrde for omgivelserne, herover sig livet. Nej, den, der i slige tilfælde tror, at hans tilværelse kun er et spil af naturkræfter, som hans sjæl aldeles ingen magt har over, han føler naturligvis ingensomhelst indre hindring for selv at ende sit liv. Derimod den, der tror, at en levende gud har sat ham her i livet som en soldat på en ansvarsfuld post, med frihed til at handle, som han vil, men også med bevidsthed om, at han en gang skal gjorde regnskab for sine handlinger — det menneske vil kæmpe til det yderste for at holde posten, og aldrig flygte fra den, men også kun det menneske. « Højskoleforstanderen havde løftet sit ellers noget bøjede hoved under de sidste ord og havde ladet sine øjne dvæle alvorlig og forskende ved Ernas åsyn. Hun havde ikke mærket det, men sad og stirrede på tang, der nu tog til orde: » Det, de der siger, kan lyde meget kønt og være godt nok for den lidet tænkende mængde, men den, der ser dybere, vil straks mærke, at troen på en alvidende forudseende gud med nødvendighed må medføre en fuldstændig nægten af menneskets frihed og selvbestemmelse. Det har også kristendommens dybeste tænkere, f. Eks. Augustin og Calvin, indset og åbent udtalt. Luther hævdede det samme under en lidt anden form; han lignede på sin krasse måde mennesket med et trældyr, der afvekslende blev redet af gud og djævelen og aldeles måtte rette sig efter rytterens vilje. Karl den femte havde ret i at kalde det » en lære for kvæg. « « » Jeg må gøre dem opmærksom på, « afbrød hvidby den talende, » at vi kristne aldeles ikke føle os bundne til Luthers eller noget andet menneskes opfattelse af hver enkelt trossætning; vi holde os kun til guds ord. « » Ja, men det er netop det uheldige, at guds ord — hvormed de som grundtvigianer vel nærmest mener trosartiklerne — kan fortolkes og er blevet fortolket på så mange forskellige måder. « » For resten véd jeg da, « sagde hvidby, som ikke i øjeblikket kunne finde noget svar på tangs sidste indvending og derfor drejede af, » at der er mange af de moderne tænkere og digtere, som præke den lære, at menneskene ikke er andet end viljeløse maskiner. « » Ganske vist er der dem, der mene noget lignende, om de end udtrykke sig på en anden måde, og man heller ikke kan sige, de gøre menneskene til maskiner; de nægter jo nemlig ikke bevidstheden ---------men jeg for mit vedkommende deler ikke de anskuelser. Vi fritænkere føle os i langt højere grad end de ortodokse slet ikke forpligtede til at hylde hverandres meninger om det eller det; den fri selvstændige forsken er just vort løsen. « » Men lad os da en gang høre, tang, « sagde professoren, » hvorledes du selv forholder dig til problemet lov og frihed — hvis det da ikke keder damerne at høre filosofi? « » Nej, gud nej! « råbte Fru Bøje og den rødmussede frue, som syntes meget fængslede af ordstriden. » Å ja, hr. Tang! sig os deres mening! « bad også Erna med et opmuntrende blik fra sine dybe mørke øjne. Kun Alma sagde ikke noget; hun havde i førstningen stræbt at følge samtalen, men havde måttet opgive det, og var nu fordybet i sit broderi. » Ja ser de, « begyndte tang i en noget docerende tone, » det er ikke let at fremsætte sine tanker om et så vanskeligt problem nogenlunde kortfattet, tilmed da jeg oprigtig talt ikke selv er aldeles vis på, at jeg i et og alt kan blive stående ved det resultat, jeg indtil nu har nået. Men jeg skal stræbe at være så tydelig som mulig. Jeg véd lige så vel som de tænkere, hr. Hvidby før hentydede til, at menneskeslægten er underkastet lige så faste og uforanderlige love som naturen. Men derfor behøver det enkelte individ ikke at være helt ufrit. En sådan betragtning leder konsekvent til en fordærvelig laden- fem- være- lige og sløvhed over for slægtens store opgaver. Og den er heller ikke grundet på nogen skarp naturiagttagelse. Vi se jo nemlig, at naturlovene visselig stadig opfyldes, men tillige, at opfyldelsen sker gennem lutter større og mindre uregelmæssigheder, der gensidig ophæve hverandre. Når man f. Eks. ved enden af et år lægger de tal sammen, som angive, hvor megen regn der er faldet på hver regndag i året, og så dividerer facit med alle regndagenes antal, så vil hvert år få den samme eller næsten den samme regnmængde ud, niende enkelte tal er på ingen måde de samme hvert år; den ene gang har det regnet mest i november, den anden i oktober. På samme vis forholder det sig med mennes

1891_Reiserer_EnSergent

Charles

Charles

Reiserer

En Sergent

male

male

dk

Reiserer

En Sergent

Reiserer

En Sergent

n

roman

Schou

KB

nan

nan

O

I. Junisolen skinnede over garnisonsbyen København, over Skandinaviens største by med storstadens evige vognrumlen, med sit virvar af huse og sin indre bys krogede gader og de rygende skorstene. Hist og her gjorde solen sig umage for at skinne det allernødvendigste på et parti træer, der førte en kummerlig tilværelse inde mellem de indsnævrede huse; men det lykkedes den kun til dels. Og da solen som en ægte gentleman aldrig gik krogveje, kunne den mangen gang ikke nå mere end det allerøverste af træernes kroner, hvorfor træerne også selv søgte at komme den i møde og strakte og rakte sig opefter og hen mod de frie, lyse steder, så godt de formåede. Op over mylret af Tage hævede sig kolossen Kristiansborgs og frue kirkes grønne Tage, og imellem lutter røde teglstensTage lå kongens haves lille grønne firkant med sine ulige høje trætoppe, medens helt ude ved Langelinie, noget forbi nybodershusenes lave geledder, det gamle kastels træbeplantninger bugtede sig ujævnt op og ned langs ad voldene og kun lod en plads åben for en mølle, hvis vinger gik rundt for en sagte vind. Og solen beskinnede de mennesker, der skyndte sig hen ad gaderne i frygtelig vigtige forretninger; den kiggede ned imellem de københavnske gaders høje huse og i smalle, københavnske gårde, og den belyste den ene side af de høje skorstene, medens den lod den anden side af dem og fabrikerne ligge i dyb skygge som noget, der ikke kunne tåle at blive draget frem for dagen. Langt østerpå glimrede solen i sundets bølger, hvor de mange tålmodige sejlere fortsatte deres umærkelige fart, og helt ude i horisonten lod den den lange, flade Saltholm til syne for københavneren. Nærmere ind mod byen fremhævede solen triumferende de hvide mure på de små øer, søforterne, der bevogte Københavns kyst, og inde i byen lod den en stor, grøn krans træde kendeligt frem: de gamle voldpartier om den indre del af staden, voldene fra Frederik den tredjes og svenskerkrigens tid. Hist og her fandtes endnu en mølle på volden, malerisk beliggende og med vinger, på hvis dovne og træge bevægelser det syntes, som om møllen slet intet anede om, at dens dage snart vare talte. Imod syd lå amagerfælleds udstrakte flader, hvor kalvebodernes flade strand skærer en vig ind i landet — amagerfælled med sine skydebaner og sin underlige flove lugt af græs og af gæs; og lige overfor, på den anden side af kalvebodstrand, Vesterbros mange høje fabrikskorstene og badeanstalternes lange, smalle broer. Ved fælledens østlige side lå den lange, lige grænselinie, som afskærer Tårnby marker fra den store øvelsesfælled, og langt ude i det fjerne viste sig kongelundens lave træmasser. På Vesterbro, hvorfra man hørte lokomotivernes hæse piben, rejste sig de høje huse og de nyere kvarterets grå Tage, og langt borte belyste solen Frederiksberg bakke med de høje trækonturer, der afgrænsede udsigten mod vest. Nu og da fandt solen lejlighed til at forgylde et vindue, som tilbagekastede dens stråler og i kort tid selv glimrede som en lille sol. Mod nordvest lå søerne, Københavns flod, denne flod uden strøm og skibsfart, uden munding og udspring, med sin let krusede, sølvblinkende overflade — en arm af Øresund, men en amputeret arm, og så stadens store fælleder, » Fattigmands-parkerne «; og fjernt imod nord kunne blikket nå dyrehavens højtliggende plateau og skovshovedpyntens svagt tegnede linier. — alt dette belyste solen med en fagmands hele akkuratesse. Men den fik også tid til meget andet: til ikke alene at skinne på finere folks kvarteret, hvor den var bestilt fra morgenstunden og ved sin alt for overdrevne pligtiver gjorde de hvide markiser nødvendige, men også til at kigge ind i de store arbejderkaserners smuds og fattigdom og til at kaste en stråle ind ad vinduerne i de store hospitaler, hvor så mange ulykkelige lå og våndede sig i pine, medens ethvert kristent menneske, som gik forbi, bad en bøn for disses helbredelse. Men det sidste gjorde solen nærmest kun for sin gode samvittigheds skyld. Undertiden kunne solen, himlens øje, blive så forstemt over det, den måtte se i disse ulykkens boliger, at den for en tid ligesom trak en sky for ansigtet; ja stundom lettede himlen sig oven i købet ved en ganske lille bitte tåreregn — den danske sommerdags umotiverede regnstænk; men så snart det var overstået, så var solen lige utrættelig på færde igen og fordelte sin nåde ligelig over den store by, over hovedstaden, over den gamle fæstning og garnisonsby, over industriens, over rigsdagens, over varietépublikummets, over ølbryggeriernes og over hundenes København. Ud mod landet løb til alle sider vejenes hvide, smalle, bugtede linier fra byen, Danmarks tyngdepunkt. Men ved siden af disse veje løb der også en uendelighed af fine, usynlige veje, menneskenes skæbneveje; også de førte i tusindevis til og fra den store, larmende hovedstad. Langs ad de sidste drog de forskelligste skikkelser. Med en munter sang, i let sommertøj og med den nemme, formløse kasket på hovedet kommer studenten vandrende, repræsentanten for, spiren til den begunstigede, vel oplyste menneskeklasse. Bag brillerne ligge de intelligente øjne med det dybe, satiriske blik. Han forstår og vurderer alt, hvad han ser, og traller på en gammel latinsk studenter-vise. Vandrertrætheden kan ikke kue hans ånd; thi de vise guder hjælpe ham at bære anstrengelserne og gør ham vejen over de højeste bakker let. Når han gør holdt, springer han over grøften ind mellem kornets blomster, der fortælle ham tusinde eventyr. Lad os i alt fald gøre et forsøg på at se ham i denne belysning. Med en lang, ensformig vej bagved sig og en lang vej foran sig kommer paksoldaten marcherende i støvet. Den tunge chakot hænger ham ned over øjnene; den store, reglementerede oppakning, hans ufordøjede, faglige lærdom, ligger tungt på hans skuldre. Han vil synge, og synger også, men skæver imens til korporalstokken. Hans sløve, uproduktive liv har gjort ham tung og træt før tiden. Bagpå hænger brødposen og dasker, mindende ham om mavens fordringer ved hvert skridt, medens feltflasken listig og trøstende glider frem under armen på ham. Trommestokkenes rullen på kalveskindet er hans underholdning, vanens magt flytter hans ben efter trommens ensformige rytmer. Han har blot at lyde og lade andre tænke for sig. Når der holdes hvil, kaster han sig dorsk i vejgrøften. Rundt om ham står det yppige grønsværs ville blomster og andre planter: kamelblomster, lathyrus og lillablå » Gejsengryder «, campanula, den himmelblå klokkeblomst, og hvad de nu alle sammen hedder, perleløg, valmuer og kløverblomster, øverst oppe på gærdet de mageløse hyldetræer med deres hvide blomster og hvidtjørnen med den gennemtrængende lugt, og så de ville roser! Han ser dem ikke. Når han har stillet sin hunger, strækker han sig i græsset til et blund. Han drømmer hverken om fortidens store vismænd eller om livets evige gåder, om et højere åndsliv eller om en fortsat kamp for ideen. Hans drøm er fattig, så uendelig fattig og naiv; men han ved det ikke selv, og det er måske også det bedste for ham. Lad os til en begyndelse også her gøre et forsøg. Lad os prøve at se soldaten under denne synsvinkel — om end lignelsen i flere punkter halter stærkt, når man har for øje hans forhold allerede på det tidspunkt, da denne fortællings begivenheder foregår. Præsten ruller forbi i sin magelige kalechevogn. Bonden sidder beregnende på sin nye fjedervogn og klipper i tanker efter hesten med sin pisk. Håndværkssvenden burscher hen ad vejen og bærer sin hat og sin ransel » som han vil «. Han kan skifte mester, når han selv synes. Det kan soldaten ikke. Den tykke rentier, der har trukket sig tilbage med udbyttet af den kælderhandel, han har drevet i en af smågaderne, lader sig transportere forbi i sin vogn — blød hjerne, bløde fjedre. Bag efter kommer dyrlægen i sin gig i langstrakt trav. For dem alle er den hvervede, uniformerede soldat i vejgrøften kun billedet på et nødvendigt onde. Ved Langelinie, Københavns enestående smukke promenade, luftede vinden en smule og gjorde opholdet her behageligere, mere forfriskende end inde i de tillukkede gader. Ret ud for dét sted, hvor kastelsglaciet hørte op, lå den militære badeanstalt. Inde på land var til højre en pavillon med sin restavrationshave, hvor stolene, når de ikke benyttedes, lænede sig forover mod bordene for vandafløbets skyld under de pludselige regnskyl. Ved siderne af den lange pælebro, som over strandens inderste lave grund og opskyllede tangmasser førte ud til badeanstalten, vuggede sig både af de forskelligste faconer. Indenfor de fire siders plankeværk strakte den store militær-badeanstalt sig, vel et hundrede alen lang og næsten halvt så bred, på alle sider forsynet med broer, hvorfra en mængde trapper førte ned i bassinerne. Over broernes bageste del var rejst et halvtag; tværs over bassinerne vare disse Tage afstivede indbyrdes ved lange metaltove for ikke at blæse af i storm vejre på broerne var fremdeles anbragt bænke, hvorpå mandskabet lagde deres klæder under badningen. Længere henne var der små aflukker, badekamre for officererne. Ved indgangen til etablissementet vajede fra en flagstang et forslidt eksemplar af danebrog. Midt for indgangen, helt oppe i badeanstaltens anden ende, var endelig den bekendte » høje vippe « anbragt, et langt brædt, der fra den øverste bro strakte sig ud over vandet med et stort fritliggende og i en højde af 4 — 5 alen over vandfladen. Nogle redningsbøjer og lange stænger borgede for deres sikkerhed, der pludselig blev syge i vandet. Den skarpe saltvandslugt, blandet med lugten af de omkringflydende tangklatter, slog en i møde, når man betrådte badeanstalten. I det største af de to bassiner gik der ganske små bitte, hurtige bølger, og solen gav genskin på vandets overflade, så det ordentlig skar i øjnene, eller vindstødene jog ligesom fine skyer hen over det jævne, indesluttede vandspejl. I det mindste bassin kunne man se den lyse sandbund gennem det lave vand. De grønne, kølige bølger slikkede op ad broerne og plaskede muntert mod trapperne, der vare beklædte med kokustæpper for ikke at blive glatte. Når de lange dønninger kom, stødte bølgernes ryg mod strækbjælkerne under den laveste brorækkes forkant. Fra det lave bassin lød munter latter. En del børn løb her og tumlede sig i det to til tre fod dybe vand. Deres små, tynde, hvide legemer rystede af kulde, når de, nylig afklædte, løb med klaskende fodsåler hen ad flåderne og skuttede sig, med de små arme tæt ind til kroppen, eller når de endnu sad på bænkene, med knæerne trukne op under hagen, og trykkede sig ved at gå ud; men når de så kom op igen, drivende af vand og endnu mere forfrosne, var der ingen ende på deres sejrstolte støjen. En lille dreng var så bange for det våde element, at han skreg som i dødsangst, da hans større Broder tog ham med sig derned. Det var ikke de allerfineste børn, man så her. Men jo fattigere og tyndere de så ud, og jo simplere deres stakkels kasketter og trøjer var, som lå på bænkene, desto raskere drenge var det i almindelighed, og med desto større kvikhed og reso-luthed sprang de i vandet eller gik endog » på det dybe « og sprang ud fra vipperne. Fattigvæsensdrengene med de hvide lærredsbukser og. Skottehuerne vare de allerraskeste. Nogle enkelte civile, blege, voksne personer sad her også og klædte sig af. De havde erholdt adgang mod en lille entré. De så ud til at være håndværkere. Militære afdelinger ankom inde på land i hurtigt trit, fodfolket med » overtrådte roder «, rytterne inddelte i » Firer «, som om de endnu sad på deres heste. Ad den lange bro, hvor man blev helt svimmel af frygt for at falde ud over de smalle rækværks-liner, bevægede de sig straks efter ud til badeanstalten. Et øjeblik senere vare alle bænkene fyldte med en vrimmel af soldater, der under snakken og gen sidige tilråb afførte sig munderingen. Foran bænkerækkerne gik underofficererne og delte ind i hold til svømningen. En kvælende, sur lugt af disse menneskers uddunstninger begyndte at udbrede sig. Alle disse unge, velskabte karle lugtede af en skarp, sund sved, som udvikledes ved de daglige legemsøvelser. Så begyndte badningen. En for en skyndte folkene sig ned i det lave bassin med denne underlige, forsigtige, nøgne gang, som et menneske har, når han er afklædt; forsigtigt måtte der gås, thi broerne vare glatte af de mange våde fødder, som havde passeret dem; og svigtede fodfæstet, så kunne en mand slå sig hårdt nok i faldet på de skarpe brokanter. På trappen pustede de et'øjeblik, med benene i vandet, satte så af fra broen og fik den første dukkert. Der var allehånde typer på ungdommelig kraft mellem soldaterne: den raske, københavnske håndværkssvend med de stærke arme og de essige manerer, de mere stilfærdige provinsmennesker, de langsomme, fyldige bønderkarle med deres betænksomme miner, spinkle kontorister og studenter, hvis intelligente ansigter ikke udviste noget af den uro, der prægede de fleste andres optræden. Urolige, lidt bange vare ellers de fleste. Vandet var koldt, og mange af dem vare så lidet vante til badning hjemme fra deres landsbyer. Når en Karl havde haft hovedet under vandet, så kom han ofte helt fortumlet op igen, kneb øjnene sammen, gned sig med hænderne i ansigtet og skuttede de nøgne skuldre højt i vejret — og så lo han til sine kammerater af sundhed og velbefindende og svinglede gennem det lave vand hen til nogle, der havde dannet en kreds og stænkede hverandre med vand, til de ikke kunne se ud af øjnene. Eller et par fyre kunne hoppe over hinandens skuldre og plaske ned i vandet igen efter denne kuldbøtte, så vandet stod op om dem i store sprøjt. Der var kun få virkelig smukt skabte imellem dem. En legemsform som på » den døende fægter « eller andre kunstværker findes sjældent i naturen. Fine i huden vare de heller ikke. Fødderne vare smudsige, dårligt passede, på nogle af dem ligesom udtrådte ved hælen, hvor fodranden stak ud til siderne. Men sunde og kraftige vare folkene i al deres mangel på elegance. — manden er efter nogles mening en smukkere menneskeskabning end kvinden. Der er noget unaturligt, uskønt i kvindens overdrevent smalle midje, der minder om insekter, i hendes uformelig store hofteparti, i benene, der søge støtte mod hinanden, og noget dyrisk ved hendes to fremtrædende bryster. Hun er derhos for afrundet, for blød. Kvinder er smukkest på billeder. I mandsskikkelsen er der fastere hold, mere samling på legemsdelene, en muskulatur, der kan være smuk, når den er harmonisk udviklet. — der var nogle enkelte studerte folk imellem, med korte, spidse skæg om hagen. De toge sig underlige ud, når de vare afklædte. Der er noget latterligt ved en nøgen mand med fuldskæg. Det er, som om skægget var et klædningsstykke, han havde glemt at afføre sig, og der bliver noget stort og uformeligt ved hovedet, som ikke rigtig kan rime sig med det øvrige. En nøgen mand med høj hat på ville næsten se bedre ud. Hele denne vrimmel af nøgne mennesker i vandet lignede de billeder, man har af syndfloden. De hvide kroppe stak underligt af mod de solbrændte halse og ansigter. Efterhånden begyndte de at fryse stærkere. De skottede op til den underofficer, der havde kommandoen, om han ikke snart ville give det forønskede signal. Jo, nu kom det: » Et! Hovedet under vandet — og op! « Henimod bassinets trapper ravede hele menneskemængden og skyndte sig op til bænkene. Henne i det dybe bassin blev en del soldater holdte i sele. Fra selen gik et reb op til en Stang, der blev holdt ud over vandet, så at de svømmende blev hævede helt op i vandskorpen, hvor de på kommando måtte udføre de reglementerede svømme-bevægelser. En og anden forsøgte at svømme uden Stangens hjælp; men da han endnu ikke forstod at bruge de rigtige svømmetag, blev det hele som oftest kun til en ynkelig roden omkring i vandet, med hovedet snart under og snart over vandfladen, til sidst en fortvivlet plasken for at nå broen. Den uheldige svømmer afgav i et sådant øjeblik et billede på menneskelivet og dets kampe. Undertiden blev læreren ked af det, når eleven var alt for tungnem, og så blev det en pludselig dukkert ved hjælp af stangen, der trykkede eleven dybt ned under vandet; spruttende og spyttende kom han op igen og skar nogle grimacer, som om han havde forslugt sig på noget meget bittert eller salt — hvad han vel også havde. Iblandt underofficererne, som stod på den lave flådebro og holdt mandskabet i sele, befandt sig også unge Hansen. Han var for ikke ret længe siden bleven udnævnt til sergent; og da han var kommen meget tidlig ind i militærtjenesten, idet han allerede fra det fjortende år havde været på hærens elevskole, så var han kun lidt over nitten år gammel. Hansen var høj, men af den Art høje mennesker, som ikke synes at have legemlig fasthed nok til at være sig deres højde bevidst. Sligt kan ligge i ansigtsudtrykket, i holdningen; man får i alt fald overfor sådanne mennesker den forestilling, at deres højde er noget, de har lånt, ja man kan ligefrem gå og være bange for, at man ved næste blik på dem skal finde dem meget mindre end for. — hvad her skal blive fortalt om Hansen er fra begyndelsen til enden en ganske simpel og ubetydelig historie, eller rettere nogle små, spredte træk fra en ung sergents liv for en del år siden, navnlig en række løst sammenknyttede episoder fra hans første og vanskelige år som underofficer, nogle flygtige småbilleder fra den lille, for sig selv afsluttede verden, der udgjorde unge Hansens liv — den lille, begrænsede verden, der fulgte sit eget kredsløb og sine egne love, medens den bevægede sig udenom og i en stedse nøje afmålt afstand fra større og indflydelsesrigere kloder. — Hansen var lyshåret og havde et skægløst lille ansigt med smukke, noget udtryksløse blå øjne. For øjeblikket havde han kastet frakke og fodbeklædning, da han under øvelsen blev stærkt overstænket; han havde sat sig ned på hug for bedre at få magt over stangen, hvori han holdt den svømmende soldat, og han sad således med sine smukke, små, hvide fødder helt ude ved randen af broen og indeksercerede svømmetagene med sin elev. Når svømmelærerne passerede hverandre på broen, idet deres elever bevægede sig i vandet, måtte de træde over eller krybe under hinandens snore og stænger for ikke at få disse indfiltrede i hinanden. Solen var brudt frem for alvor og sendte sine stråler ned over den larmende mængde på broerne. Nye hold elever krøb gysende i det samme sæt våde seler, som de forrige havde brugt, og plumpede i vandet i krumme og ikke netop skønne stillinger. Helt oppe ved vipperne sprang de fuldt udlærte svømmere i vandet fra vippens hele højde. Her var det interessanteste syn på hele badeanstalten. Nogle af svømmerne sprang godt ud og kom smukt og med strakt legeme ned på hovedet, vare borte i nogle sekunder og dukkede så op igen over vandfladen med disse lange, seje bevægelser, som er den rutinerede svømmers kendemærke. Andre derimod vare ikke så dristige. Den store dybde fra vippen skræmmede dem, og de vare øjensynlig ikke vante til at springe ud på hovedet. Omsider toge de mest behjertede mod til sig og sprang — og faldt på maven med et forfærdeligt plask, så vandet sprøjtede højt op over flådebroen og over svømmelæreren, der stod med en lang Stang i hånden og dirigerede springene og nu skyndte sig til side med et ærgerligt udråb. Til allersidst var der en enkelt, forsagt fyr, som ikke turde driste sig til det afgørende hop. Over en halv snes gange havde han løbet ud på enden af vippen, undertiden med en særdeles kraftig start; men ved den yderste ende blev han stående som lamslået, vaklede, søgte balancen, fandt fodfæste og kastede et langt, betænksomt blik ned i vandet. Svømmelæreren havde forsøgt mangehånde opmuntringer; inde under halvtaget stod kammeraterne i lange rækker og lo af den ulykkelige; han følte selv hele sin fornedrelse — men hans øjne tiggede uafbrudt om at blive fri for springet — han lagde hovedet på siden med bønlige miner — til sidst måtte læreren lade ham gå til side og krybe ud i vandet fra trappen. En sergent. 2 men mangen gang er sådan en Karl den aller-raskeste i munden, når han igen kommer på tort land. Det er en gammel, kendt historie. Da øvelsen var forbi, fik unge Hansen tilladelse hos den inspektionshavende officer til at træde af; i dag var det hans tur at blive fri så tidlig. Han ville selv gå en gang i vandet med det samme. Soldaterne ordnede sig i geledder foran bænkene og gik i land, hvorpå de marcherede hjem til kasernerne. I kastellet stod en mængde barnepiger og kastede forelskede blikke til alle de mange geledder af våde hoveder. Badeanstalten fyldtes derpå med civile personer. En flok hel- eller halvvoksne unge mandfolk øvede sig i udspring på forskellige måder. Alle skulle de naturligvis op på den høje vippe, ærgærrighedens højeste tinde. Når en af dem sprang, stod der tre-fire andre og gav dessiner: han kom ikke rigtig » strakt « ned, han gik » bagover « og kom mere ned på ryggen end på hovedet, eller han » bøjede benene «, når han var lige i vandskorpen, eller holdt ikke benene samlede. Der var en, som eksellerede i at stå på hænderne lige ved vippens kant og så slippe med et lille skub fremad — så at han faldt ned i den sædvanlige efterstræbte stilling. En anden gjorde i baglænds saltomortaler fra den lave bro. En yndet sport bestod i at stå ret op og ned og så, stiv som en pind, at lade sig » falde « ud, så at man fik det behørige civiliserede nedfald med hovedet ned og benene op. Dette kunne oven i købet ske både forlæns og baglæns. Kongen for dem alle var en høj, sværlemmet gut, der så ud til at være toldbodarbejder eller lignende. Når han stillede sig op til udspring, var det med en suveræns selvfølelse; han vidste, at han blev fulgt med den yderste grad af beundring. Især var der en hoben drenge, som tiljublede ham deres bifald efter hvert vellykket point i springene. Men han var også ubestridelig den bedste. Først satte han af bagud med et voldsomt stød mod opstanderne ved vippen for at få fart fremefter; så tog han et særdeles kraftigt opspring på vippens fritliggende, hævede sig højt i vejret i springet, i begyndelsen liggende omtrent vandret; med en blød bøjning i hoftepartiet forandrede han derpå retning og skød så, lodret og langsomt, ned i vandet, kløvende dette med de fremstrakte hænder og med benene samlede og strakte så fuldendt smukt som nogen balletdansers; og benene vare næppe forsvundne under vandet, førend hovedet viste sig igen lidt længere fremme — ligesom om det havde været en stor, smidig og kraftig søløve, der var sprunget ud fra sit leje på en klippe ved kysten. Den slags ubemidlede sport har intet organ, som refererer de glimrende resultater for en beundrende læsekreds. Den er ellers nok så god som det, avispublikummet nu til dags kender indtil over-mættelse. Der hørte en hel del andre kunster til foruden udspringet, førend en svømmer havde erhvervet sig den rette anseelse blandt badeanstaltens tilskuerkreds. Sådan noget som at komme op med benene eller andre legemsdele først, når man var sprunget ud, og så ligge og drive nogle sekunder, med disse dele synlige og hovedet og det øvrige under vand, tog almindelig applaus. Der var kort sagt alle mulige og umulige bevægelser og påfund. Imellem de badende var der en ganske ung knægt på 17 — 18 år; han var en af de vildeste til at springe og gjorde indtryk af at være beruset. Da vippen var prøvet en halv snes gange, var den ham ikke længere nok. Han ville højere op, op på taget; og det lykkedes ham virkelig, kravlende og krybende, at nå derop. Fra taget skulle der imidlertid springes godt fremad, for ikke at tørne mod den lavest liggende flåde; en af hans kammerater stillede sig i det yderste øjeblik under ham for at afværge den ulykke, som således kunne ske; men den berusede flyttede sig leende nogle alen til siden, gled på det skrå tag og faldt ud over tag-randen ned på den lave bros kant, lige ved vandet; han søgte at parere stødet ved at gribe for sig med hænderne; men ved tyngden og hurtigheden brækkede begge hans arme, og han gled bevidstløs ud i vandet. Han sank ikke straks tilbunds, men lå og vippede op og ned i vandfladen. Hans blege, fordrejede ansigt viste sig engang imellem, med det lange, våde hår hængende ned over panden. De andre badende løb frem og tilbage på broen og råbte; men ingen dristede sig til at gå ud og skaffe ham i land. Der var ingen, som havde mod til at gå lige løs på ham. En druknende kan have krampe, og får man ikke rigtig fat på ham lige straks, så kan han klamre sig fast med overnaturlige kræfter til den, der vil redde ham, og hindre denne i svømme-bevægelserne, så de begge gå tilbunds. Det vidste de alle godt, og derfor lå de blot og råbte i munden på hverandre og søgte at få fat i den tilskadekomne; men forlade broen turde ingen af dem; og imidlertid drev han længere og længere ud. Unge Hansen havde i stilhed ligget og muntret sig i det ene hjørne af bassinet. Han var en udmærket svømmer og kunne også gøre et fortrinlig smukt udspring, hvilket han havde lært til gavns på elevskolen. Men der var ingen andre underofficerer på badeanstalten, så han havde intet selskab at foretage disse øvelser i. Ved støjen havde han nærmet sig ulykkesstedet og lå stille i vandet og ventede på, at en af de nærmeststående skulle springe ud efter den forulykkede. Men det trak som sagt længe ud. Hansen gav sig ikke tid til at tænke over faren; han kendte sin dygtighed også i den såkaldte » Bjærgning « og » Dykkesvømning «, og så var han sund og stærk, hærdet, kun nitten år gammel og vant til at gå lige på. Her var jo desuden netop en sådan gunstig lejlighed, han som den øvede svømmer ofte havde ønsket sig. Nogle svømmetag bragte ham hen til stedet, hvor det unge menneske var sunket; der skød han vandet fra sig med et tryk af hænderne opad, så at han vendte hovedet nedefter, og lod sig synke tilbunds. Hans øjne stirrede gennem det klare, lysegrønne vand efter det menneskelige legeme, han ville redde; men her, helt nede ved bassinets bund, var vandets gennemsigtighed netop så stor, at han kun kunne se nogle få alen frem for sig. Ilfærdigt roede han sig fremad med hænderne; han rørte ved bunden og havde en ubehagelig fornemmelse af, at tang og planter skrabede hans legeme. Hernede var også så koldt, i modsætning til overfladens varmere strømninger. Han frøs. Han kunne mærke, hvorledes brystet arbejdede hæftigere for hvert sekund, han forlængede sit ophold under vandet; en dump susen af alle de forskellige lyde, som nåde ham gennem vandet, ramte hans øren. Hans øjne vare nær ved at træde ud af deres hulinger. Med vanvittig hast alkede han rundt og rundt og spejdede gennem vandet. Han kunne nu føle, hvorledes hjerteslaget sugede brystet ud og ind i hæftige stød, ligesom i krampetrækninger; det var ligesom en heftig hulken; og samtidig så han bobler med den forbrugte og fordærvede luft undslippe hans mund og næse og stige op igennem det flaskegrønne vand, medens vandet trådte længere og længere ind i mund, næse og øren på ham. Om et øjeblik ville han blive nødt til at gå op igen for at trække luft. Da — endelig — så han den sunkne ligge sammenrullet med ryggen opad inde i en bunke mørkt tang; menneskelegemets lyse farve var hel dunkel og grøn her i den store dybde. Hansen greb ham bagfra om livet og gjorde et stød med benene mod bunden; endnu et par bevægelser i vandet, og de vare begge oppe; det var, som om et nyt liv blev givet Hansen i det øjeblik, han atter sansede luften. Inde ved trappen var der hænder nok, som tog imod hans byrde. Nu blev der en fornyet råben og larmen mellem de civile personer om, hvem det egentlig var, der havde reddet den druknende. Den ene havde været lige ved ham fra begyndelsen, og den anden havde haft fat i ham i det moment, da han kom op i vandskorpen for sidste gang; en tredje påstod endog at have haft fat i ham hele tiden og forhindret ham i at gå tilbunds. De havde alle været med til at redde ham. En af dem, der var lige så fuld som den tilskadekomne, løb endog over til badeanstaltens ejer og fik en dusør for at have reddet sin kammerat. Politiet og en læge blev hentet. Hansen var straks gået hjem. Tildragelsen er denne gang aldeles sandfærdig. Men Hansen havde blot reddet menneskets liv. Han var af en tilbageholden natur, og han forstod ikke at skaffe sin dåd den belønning, som den for tjente. Hans ægte, i dette tilfælde noget overdrevne, beskedenhed forbød ham selv at omtale begivenheden. Derfor gik det ham også, ligesom det gik Ole Pihl: » Han fortjente medaljen — men se om han fik den! « i. En lørdag aften, da Hansen var helt fri for tjeneste, gik han hen på en af stadens andre kaserner — en gammel bygning, der nu er nedrevet — for at træffe en jævnaldrende kollega. Hansens forældre boede i en af provinserne. Vi kunne i dette afsnit følge den unge, uerfarne underofficer på en sådan friaften og se, under hvilke tilfældige småtræf den eksempelvis kunne forløbe for ham. Da han kom op på sergentværelset, lå sergent bang og sov. Hansen trådte hen til det åbne vindue og kastede et blik ned i gården. Indenfor kaserneporten slentrede skildvagten frem og tilbage på sin vagt med en lille, ånde-agtig fløjten for at få den dræbende tid til at gå. Med hænderne på ryggen stirrede han i livslede på et opslag på muren, han havde set de hundrede gange for. Han gyngede frem og tilbage på de skrævende ben, mistede balancen og kom derved i gang igen, frem og tilbage, frem og tilbage. Så drejede han skilderhuset en omgang helt rundt for at høre det knage i opstanderen. Kasernens grå mure hævede sig i vejret uden afbrydelse, højt, højt op; ovenover så man kun et lille stykke blå himmel, og deroppe kredsede en flok duer rundt; de hørte til i en af naboejendommene, fra hvis dueslag på taget deres ejer dirigerede bevægelserne. Ud af kasernevinduerne hang mandskabets tøj til tørre, hist og her en vasket brødpose eller en frakke med opsmøgede, våde ærmefoer. Bønderkarlenes lange, tykke uldstrømper, med et stort navn syet i hvert skaft, hang på stormkrogene. Og ved vaskebordene henne ved gårdposten stod der underkorporaler og menige og vaskede deres hvide tøj med en stiv børste, så vandet sprøjtede ud til begge sider i en fin støvregn. En kat luskede sin fede krop afsted, bagom vaskebordene. En tummel af vogne udenfor og den evindelige summen af mange ubestemmelige lyde røbede den store stads liv. Og med denne susen og rumlen blandede sig nogle monotone lyde, der trængte ud fra kasernens åbentstående vinduer, mandskabets uharmoniske fløjten og pudseproppernes piben mod lædertøjet. Fra en af stuerne lød en harmonikas snøvlende musik, idet den på sædvanlig vis gengav nogle populære melodier, hvori den udelod alle de halve toner. Slæbende skridt af soldaternes Dans akkompagnerede harmonikaen. En harmonika kan være til fryd for mange, når den bliver nogenlunde godt trakteret. Den kan også være en straf for mange, når den bliver nogenlunde slet trakteret. For et musikalsk menneske kan det være en ulidelig pine at høre på den, enten den så bliver godt eller slet trakteret. Man kan finde sig i dens musik en dag, ti dage. Men den ellevte dags aften lister man sig sagte over til dens ejermand med en bindøkse eller et rugbrød for bagfra at bringe ham til tavshed. Fra vinduet i den høje etage kunne man se ligesom i fugleperspektiv, hvorledes enkelte menige gik over gården med pakker med madvarer, som de havde hentet i byen, eller hvordan de slentrede langsomt omkring dernede med hænderne i lommen, med drejelstøjet hængende løst og opknappet og med udtrådte gymnastiksko på fødderne. Underofficerer med lange piber i munden og med sirlige morgensko spankulerede nu og da over gården. På gangene mødte der enhver fremmed næse den ubeskrivelige lugt, der er en blanding af kommisbrødslugt, lugten af marketenderkaffe og af menneskesved, og som er karakteristisk for kaserner. Beboerne kunne i almindelighed ikke selv mærke den, så stor er vanens magt. Lyden af mandskabets slæbende skridt udenfor på gangene trængte ind på stuen, hvor Hansen stod. Fra en nærliggende samlingsstue hørte man soldaternes falske stemmer vræle en bondesang: » I alle de riger og lande — «. Så hørte man en flok komme buldrende op ad trapperne under højrøstet tale og latter. Døre blev smældede op og i med stort rabalder, så at det lød ned ad de lange gange som små kanonskud. Inde fra et værelse tæt ved hørtes høje røster; derinde blev dei- spillet kort, og døren var et øjeblik kommen til at stå åben. Hansen vendte sig bort fra vinduet og så sig om i sergentkvarteret. Det lille rum frembød ikke det mest tiltalende skue; det syntes kun at være et slags simpelt aftrædelsesværelse for bang, inden han om eftermiddagen skyndte sig i byen til sine forældres hjem. Selve kamrets små dimensioner her i denne gamle kasernebygning gjorde det endnu mere frastødende end den uorden, der herskede her ligesom de fleste steder, hvor der sa

1892_Reiserer_FraKaserneogGeled

Charles

Charles

Reiserer

Fra Kaserne og Geled

male

male

dk

Reiserer

Fra Kaserneog Geled

Reiserer

Fra Kaserne og Geled