Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 0

Follow

Center for Humanities Computing Aarhus 17

1878_Bondesen_KongsbrydensFostersoen

Ingvor

Kongsbrydens Fostersøn

Bondesen

Bondesen

Kongsbrydens Fostersoen

female

1878_Bondesen_KongsbrydensFostersoen.pdf

Ingvor

Bondesen

Henning Fox

dk

Kongsbrydens Fostersøn

En Fortælling fra det tolvte Aarhundrede

n

gothic

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Det var en mørgen iden silde efterhøst 1156. Sydsjællands øde stubmarker og afgnavede fælleder skjulte deres armod under et sølverne flor af dugvåde spindelvæve, og de prægtige skove, som dengang langs Susåens højre bred strakte sig milebredt ind i flakkebjerg herred, lå i vesten som bløde mørkeblå bræmmer i dunet fløjelsskær. Solen skinnede karbunkelrød over den grønligklare synskreds, og luften havde en bidende friskhed. Oppe på den blege himmel sejlede en for en store skarptformede skybylter, jætteskikkelser lig med opspillede gab og lange truende lemmer; det var vel menneskenes onde nattedrømme, der ved sørste hanegal vare flygtede fra landsbyens hnse og nu som mørke skygger droge bort hist oppe for atter i det fjerne at sænke sig og ruge dagen øver inde i ødeskøvenes blålige tågedybder. Det var tingdag i jælinge. Op og ned ad den lange krøgede Landsbygade trak klynger af folk; frem og tilbage snoede sig den buldrende sladrende strøm mellem læssede Karrer og falbudte kreaturer, medens klyngerne skiltes og samledes, standsedes af anhre og så kongsbrydcns fosfcrson. 1 dannede ny, ideligt skiftende i antal og retning. Her var folk fra hver by, fra hvert Torp i det hele herred; ud og ind ad porte og døre trængtes de, hilste goddag og farvel, spurgte om varer og priser, hørte nyt og fortalte, råbte på lov og ret, trættedes og kjobslog; ned ad gyder og stræder drev de for at høre råd af lovkloge venner, aftale medgift og mnnd ved et brudefæste og drikke lidkøb på en hestehandel; to og tre hang de med armene over husenes halvdøre, støttede sig op ad vangeled og sprinkelværker og lænede albuerne på markedsvognene langs vejkanten, medens de så på strømmen, der summede frem og tilbage foran dem, vekslede få og tilråb med forbigående kjendinge. Og lyden af alle disse struber, alle disse fodtrin, al denne råben og snakken, klingren og rumlen, traven og trampen bares af den stille kolde lnst gjenncm det røde solskin før højere oppe i gaden, hvor de lange tagmønninger af kongsgård og kirke dukkede frem, at. tabe sig i en uforståelig brusen. — deroppe lå tingmarken. „ Guds fred og godmorgen, Sigurd Akeson! “ hilste en rytter og standsede sin hest ud for en fire fem bønder, en flok blandt de mange, der stod i samtale ved vejkanten. „ Kan nok hænde, her kommer folk kil tinge i dag. “ Den tiltalte gik sindigt frem og bod rytteren hånden. Han satte nakken tilbage og så med en lang mund — brudgommens udredning til fællesboet ( oprindelig betragtet som købesum for bruden ). tvivlrådig stirren øp på den støre bredskuldrede mand på hesten uvis om, hvem han havde før sig. „ Er du ikke Harald styrismand fra saltø? “ spurgte hau så. „ Du burde blues ved at spørge derom, “ smilede rytteren godmodigt. „ Bi er jo frænder. “ „ Ja vist, å ja, det er vi. Men solen står mig lige i synet, og øjnene begynde at vorde dumme. Havde jeg ikke kunnet skønne det af din vækst, ville jeg næppe have kendt dig. “ „ Så mæn! Det er ogfå en rum tid siden, vi sidst fås. “ „ Du må vel sige det. Det var dengang vi drak sjæleøl efter din farbroder, den gamle Ebbe Stigsøn. Jøvrigt have vi aldrig kendt stort til hinanden. “ „ Frændflabet er nok også tyndt, “ bemærkede en lang knøs, der stod hos. Han havde et næstvist, trodsigt ansigt og var vel af alder et par og tyve. „ Er det din søn, Sigurd? “ „ Det er min søn, Harald. — Ake hedder han. Jeg har ikke fler end den samme. “ „ Er han jert eneste barn kanske? “ „ Så omtrent. Ja en datter har vi da også. Hun tog med os til krumbetorp i Morges; der har børnene en moster, og vi pleje at tage ind i hendes gård med hestene, når vi skulle til tinge. Rigtignok have vi så en halv mils vej at gå; men jeg holder nok af at røre benene lidt, når vi have redet så langt. Hvor tager du ind? “ „ På kongsgården plejer jeg. “ „ Det forstår sig; på kongsgården plejer du. — 1 * ja vor gamle ombudsmand måtte så afsted. Jeg var her just med hesteleje for vor bh den samme dag han døde. Hvem tror du nu, vi få i stedet? Peder sunesøn, der i mellemtiden er sat til at styre herredet, er vel for ung en mand til sligt embede. “ „ Man mener Asmund Bryde. Kong Knud skal for længst have givet ham løfte på ombudet. “ „ Den fordømte ransmand! “ udbrød Ake og slog med nakken. „ Han ombudsmand? “ Rytteren målte knøsen med et fornemt blik. „ Har Asmund ranet noget fra dig? “ „ Det kan siges på en måde, “ tog Sigurd svaret. „ Just for hans skyld er det, vi i dag komme til tinge. “ „ Hvad er der da kommen eder imellem? “ „ Det, “ svarede Ake, „ at bryden høster der, hvor vi så. “ „ Ja as den sag går der ry over det hele herred, “ Tog Sigurd ved. „ Underligt nok, at du intet har hørt derom! —asmund købte jo for et halvt Års tid siden den gård vi kalde kjuse, som ligger her på denim side balensvid. Det var en sølle gammel svend ved navn Gumme, som ejede den. “ „ Et vakkert eje, “ hånedc Ake. „ Bryden havde nok det meste i pant forud. “ „ Ak ja, Gumme har aldrig kunnet rede for sig, og syg var han som oftest. Jfjor købte han sæderug hos Bryde — forvalter. De hærmænd, som kongen indsatte til at forvalte sine egne eller kronens gårde, kaldtes kongsbryder. Sædvanligt var ombudsmanden tillige kongsbryde. mig; han havde ingen penge ak betale med, og så skulle jeg i stedet før have en af hans agre at beså og høste. Såmæn kunne handelen gå an, øm misvækst ikke faldt på; men i sømmer sælger han gård og grund til brhden, og vi høre det først, da købet bliver lyst til tinge. Jeg meldte den samme dag Asmnnd, hvad handel vi havde sluttet med Gumme; se se — det havde han ikke hørt noget øm. Så gik vi til Gumme. Jø, han mente, det var bleven påtalt i vidnernes overværelse. Men da vidnerne hørte Asmunds mening, kunne de intet mindes, og kort efter døde stymperen. Asmnnd høstede kornet, jeg stævnede ham, og nu have vi siden holdt tingfærd om den sag. Sidste stævnedag tilbød bryden at fæste løv, og i dag skal striden afgjørcs. “ „ Han vogter sig vel for at sværge, “ sagde Ake og slog på ny med stakken. „ Så snart det lakker ad tingtid, skal bryden nok komme og tilbyde mindeligt forlig. Og gør han det ikke, da have vi her tvende løvfaste mænd med os, søm ville vidne, låde at Gumme har solgt os Hosten, og at Asmnnd vidste besked derom, inden han købte gården. “ „ Ja det aflægge vi vor ed for, “ sagde den ene af de hosstående bønder højrøstet og få sig udførdrende om i kredsen. „ Når Asmnnd har fæstet løv, er det før silde af nævne vidner, “ sagde Harald. „ Hvor kan det være for silde? “ spurgte Ake trodsigt. Fæste lov — sværge sig fri, støttet as et as løven efter sagens beskaffenhed fastsat antal mænd ( mededsmænd ). „ Sådan er landsloven. “ „ Fæster han lov, “ råbte knøsen hidsigt, „ så ffal han og alle hans mededsmænd komme til af stå som løgnere og menedere tilhobe. “ „ Hvorfor møde i førsf nu med eders vidner? “ „ Fordi vi førsf i disse dage have såt dem opspurgt, “ Svarede Ake. „ Ak ja, det er just ulykken, “ mælede den gamle Bonde, „ af vi have såt vor gode sag ødelagt ved Akes jlsindethed og selvklogskab. Havde vi søgt vore vidner førsf og lyttet til kyndige mænds råd, så havde sejren været os vis; thi det er et gammelt ord, af så ganger lov, som hun haver tov. “ „ Han skulle vove af sværge, “ råbte Ake og brystede sig. „ Han ffal min tro få beske ord af høre. “ „ Dagren giver ord ud og tager hug til bytte, “ Svarede faderen mut. „ Sligt må du helst spare dig. “ „ Det samme råder jeg, “ tilføjede Harald, „ og husk på, at hvad du siger Asmund til men inden tingstokkene, er sagt enhver af hans mededsmænd tillige. “ Dermed nikkede den høje rytter farvel til mændene og lod fin hest gå frem. Sigurd og hans ledsagere blev stående en stund og så efter den anseelige hærmand, der i jævn skridtgang red op ad gaden og med sin høje fjederhat og lyse pelskrave længe var synlig over trængslen. „ Nå, det var altså Harald styrismand, “ sagde den ene af de to vidner. Tov — rettergangsmåde. ( sagens udfald afhænger as manden, den føres på ). „ Har du behøv at spørge berøm? “ udbrød den anden førundret og overlegen. Han, mener jeg, er ellers vel kendt; thi få kunne måle sig med ham i højde, som du selv så, og i styrke ved jeg ikke at nævne hans lige. “ „ Så er han og noget nær den rigeste mand i vort herred, “ søjede Sigurd til. „ Ja as rygte kender jeg ham såre vel, ' svarede første vidne; „ men det har ikke truffet sig så, at jeg har set ham før. “ „ Da har jeg mere end en gang været med ham i gildeslag, “ sagde andet vidne og blærede sig. „ Jeg fet ham vride en ildrager med sine blotte hænder, som om det var en pilevånd. Men det er ikke hver dag, han viser fin styrke frem. “ „ Efterdi det stille vand har den dybe grund, “ bemærkede Sigurd. „ Harald tygeson er en hædersmand. “ „ Jeg ser liden forskel på ham og alle de andre, “ Svarede Ake. „ Hørte i ikke, hvor gerne han holdt på brydens sag! Overalt hvor de kunne komme ud over bønder og almuesmænd, hænge de sammen søm wrtehalm. “ Gennem den forvirrede larmen og summen trængte pludselig lyden af et skarpt, klaprende hesfetrav, og for enden af gaden over de mange hoveder og skuldre, der uroligt bølgede frem og tilbage, så man en stadselig ryttertrop nærme sig. Der var skarlagen og gråværk, skinnende brynjer og blanke spyd i sluttede Rader, og forrest red en stor sortladen mand, strnnk og fornem af holdning. — der blev stille som til landsting, når dankongen kom, og alt veg til siderne, medens den prægtige skare i klingrende trav dansede forbi. Det var Asmnnd bryde-af Lundestad, der med sine stolte frænder og sit store huskarlefølge red til tinge. — imidlertid led det. op ad dagen, og det blev halvgåen middag. På jælinge gade var der lidt efter lidt bleven folketomt og stille; men oppe i tingmarken - var der kulsort as mennesker. Inde fra kongsgården kom den nnge midlertidige tingstyrer — Peder snnesøn var jo hans navn — ledsaget af mange ætstore mænd. Alle vare de våbenløse undtagen ombudsmanden, på hvis højre side man bemærkede de tvende mægtige hærmænd Asmund Bryde og Harald styrismand. Asmund talte højt og muntert med sine sidemænd; men mange så i munterheden kun en maske for tyngselen over, at han måtte gå våbenløs til tinghøjen som anden eller tredje mand, han der dog var herredets selvskrevne høvding. Ved samme tid slentrede arm i arm to høje slanke ungersvende frem og tilbage oppe på kongsgårdens svalegang. Den ene var Asmund Brydes fostersøn Erik; den anden var Sakse, son af Harald tygesøn på salto. „ Se så, min ven! “ sagde Sakse. „ Dej var de dage. Hvorlunde, tror du, derefter at hirdstuen vil smage? “ „ Aldeles forbandet. — alen fortæl mig, hvad din fader sagde til, at du blev de sidste otte dage af din halvgåen middag - kb 10p formiddag. orlov på Lundestad og ikke engang kom hjem før at byde din moder farvel! “ „ Ja hvad skulle han sige? “ I sligt umagsvejr som igår ville ingen jage en hund ud end sige en kongelig følgemand, og det var aftale, da jeg drog hjemme fra, ot de ikke skulle vente mig før vor orlovs næst sidste dag; følgende dags morgen ville fader så følge mig her til, at jeg kunne mødes med dig, og vi så ride sammen til hirden i antvorskov. Nu får moder før denne gang at nøjes med hilsnen, jeg sender ved fader. — å det er en prægtig gammel rede, det Lundestad! Slig en kongsgård med alle sine vældige grå tømmerhuse, med omgange og svaler, planketrapper og smågårde, sprinkelværker og gavlbrande, det er noget andet end de ny stenhuse, der se så kolde og snevre ud. Jeg er også vis på, at det vil vare længe, inden disse fremmede bygninger få hjemsted i vort land. “ „ Og jeg er vis på, “ svarede Erik leende, „ at Lundestad havde været dig lige vakkert, hvad enten det var bygget af træ eller sten; thi det, der gav vore gamle hirse glans, var jo dog aleneste liden Sigrids øjne. “ „ Sigrids øjne? “ „ I ja! Have de måsfe ikke været både sol og måne for dig de sidste otte dage? -- lad os tale rent ud til hinanden, min ven! Du Sigrid og jeg Helga — eller er der på den vide jord nogen, du tykkes bedre om end min lille fostcrsøster? “ „ Nej Erik! “ udbrød Sakse med varme; „ hun er mig usigelig kær. Der gives på den vide jord ikke en så lys og fager llngmo som Sigrid asmnndsdatter. “ „ Lys og fager og mild som solen det har hun været alt fra hun var et lidet barn, og jeg mindes det som min største lyst, da jeg var dreng, at løfte på hende og bære hende omkring både inde og ude. Hele gården bar hende på hænder, og hun har vist ingensinde hørt et hårdt eller ukærligt ord; hvo kunne vel nænne at bedrøve hende, som ikke med sin gode vilje voldte nogen sorg? Kan du ikke nok huske hende fra den tid med det gule krushår, smilehullerne og den lille knop midt i ansigtet, som var næse? Vi kom dog jævnlig sammen, dengang vi boede på vindinge. Når nogen talte til hende, skinnede hele hendes åsyn af glæde og tillid; hun følte trang til at elskes af alle, hængte ved alle på fin stille kærlige måde; det var for hende en nødtørft at skulle kystes og klappes som for vi andre at få vesperkost. “ „ Jo, Erik, jeg mindes hende så vel; hun var alt dengang min lille fæstemø. Hun og jeg holdt altid sammen, når oi legede — du og Helga vare jo to år ældre — og vi befandt os overmande vel hos hinanden. Men så mindes jeg også, når du stundom viste for stor rådelysf og ville nytte den stærkeres ret, hvorlunde da Helga kunne træde til og med alvor og sikker retsfølelse dømme os alle imellem. Og der var aldrig nogen, der tænkte på at omstyrte Helgas dom — „ Helga har sagt det “ — så var det så godt som en Bulle fra Roma, om vi aldrig vare nok så mange samlede. Hun havde dengang som endnu de strenge mulmblå øjne, stemmen, der klinger en tone dybere end andre kvinders, og når hun så tillige „ viste tænder, “ som vi kaldte det, vare vi ligefrem bange for hende. “ „ Disse fremstående fortænder, som overlæben har så stor møje med at skjule — dette wttemærke efter faderen og hans slægt! Ja jeg ved godt, at sigrid-er mere fager end Helga; men kan du alligevel ikke godt forstå, at Sigrid med sin måde at være på, aldrig kan blive andet for mig end en allerkæreste lille søster, medens Helga derimod dag for dag vorder mig noget langt mere. Hendes dybe stemme tryller mig — det er som kom den fra trofasthedens alvorlige dybder, fra sandhedens klare kilder med klang af reneste sjælemalm. Om hun er fager eller ej af åsyn, ved jeg næppe; jeg kommer aldrig længer end til de mørke øjne -- -- -- -- -der drukner jeg, hver gang jeg vil se på hende. — har du betroet Sigrid din kærlighed? “ „ I Astes da vi sad på svalen, og du gik ind i buret bag efter Helga, som mente der blev før koldt, sagde jeg til hende: når jeg kommer til Lundestad igen, må jeg så tage min fader med? “ „ Ej ja! det var et sælsomt spørgsmål. “ „ Hun forstod det dog, thi hun blev rød og hviskedee sit ja så snare sagte. Men sig mig, hvorfor bejler du ikke til Helga? Hvad bier du efter? I er da gamle nok begge to. “ Jeg havde også fast besluttet det denne gang, “ Svarede Erik urolig; „ men, jeg ved ikke — der kommer altid noget i vejen — jeg kunne ikke så mod -- -- -- -- -- -- -- “ „ Dertil kræves lidet mod. Du ved, at Helga elsker dig, og dine fosterforældre nære intet højere ønske. “ „ Ja, ja — det ved jeg. Men min kærlighed er en sælsom blanding af wrefrygt og elskov; når jeg kommer til beslutningen, er det for mig, som var jeg hende ikke værd, — som om hun langt bedre evner at lede mig end jeg hende; — men tys! Der er Salomon. “ Nævnte person lod sig se i døren ind til salen, ' hvor madsvende og terner vare i færd med at tage ud efter davren. Det var en lang krumnakket ungersvend på hen ved de halvtreds med et stykke dyresteg i den ene hånd og i den anden et stort stykke hvedebrød besmurt med et tykt lag honning og sennop. „ Er i her endnu? “ spurgte han med munden fuld af mad og en stemme, der rystede, som om alt var af lave inden i ham. „ Skal i ikke op og se, hvordan det står til på tinget? Der er i dag sært indviklede sager, som det nok er værd at høre på. “ „ Det vidste vi ikke, “ svarede Erik. „ Men hvi er du ikke selv der oppe? Hvad bier du efter? “ „ Hvad jeg bier efter! Ja du højeste gud! Når ær jeg vel mægtig til at gå did, hvor helst jeg ville? For tiden må jeg have tilsyn med disse svende og terner, at de ikke gøre os flere ulykker end høisl fornødent, og derefter skal jeg en omgang ned over mark og gade for at se til med kræmmere, legere og slige folk. Helst skulle jeg være alle. Vegne på en gang, om det var muligt; men jeg formår kun et sted at være. Peder sunesøn, mine venner, er en ung mand og trænger hart til en håndsrækning, til et godt råd, til et advarende eller opmuntrende ord, alt som det kan træffe sig. Jeg står ham bi med råd og dåd, hjælper ham efter evne med et og andet. Kan hænde, det kun er lidet bevendt; men jeg forlanger så heller ikke synderligt for min tjeneste, thi jeg er tilfreds med slet intet. Tilforn var jeg af den formening, at min gerning stundom var tak værd, men det er mange år siden. Livet har lært mig, at man kan komme verden igennem desforuden. “ Salomon kom igennem verden på den måde, at han hele året rundt lå på gjæsteri i gårdene, thi han var af god byrd og havde den lykke at kunne regne sig i slægt med de fleste af herredets stormænd. I fin ungdom var han bestemt til gejstlig stand, men med undtagelse af det antagne bibelske navn lod han det blive ved sine frænders beslutning og var iøvrigt en fedtet utilfreds person med slunkne kinder og leddeløse bevægelser, med et kulsort hår, der hang ham vissent og uredet ned over skuldrene, og mnnd som en drage, der altid, hvad enten han talte, tav eller tyggede, frembtsfe et par lange gule fortænder med ntilbørligt store mellemrum. „ Peder sunesøn kan have grund til at yde al mulig påskønnelse, “ sagde Erik. „ Jeg er vis på, at du allerede er bleven ham uundværlig. “ „ Du er ung, Erik ragnvaldsøn, ellers vidste du, at verdens løn hedder utak. “ Salomon skjod sine duskede øjenbryn til vejrs, tyggede sin blad, og da verdens utaknemmelighed ikke ville unde ham noget bedre, proppede han en ny fylding steg og brød i sig. Derpå lænede han armene på adervæggens løsholter og lod et bebrejdende blik glide ud over den solbelyste folkemyldrende tingmark. Pludselig antog dette blik et udtryk af utålmodig harme. „ Er det ikke som jeg siger? “ råbte han og jog den sidste bid i munden. „ Nu lades man selv ikke madro mere. “ Dermed flikkede han hastelig sine fingre, ser ned ad trappen og stormede med lange skridt forbi hirdstuen ud ad tingporten. Udenfor den stod en liden grå landløberske ved sin karre sysselsat med at binde overtræk på sine store kurve, medens manden, en gusten fladbrystet fjante, famlede med en hampegarnssele henne ved vognstangen. „ Hvad i al skærsilds pine har din gamle taske her at bestille? “ var det venlige spørgsmål, hvormed Salomon søgte at drage konens opmærksomhed på sig, medens brødsmulerne om kap med ordene fløj ud mellem hans lange tænder. „ Hvor tør du fordriste dig til at betræde det hellige tingsted med dit fordømte usle kram? Se til, at du skrupper af det snaresfe, du kan, eller jeg skal ved st. Steffen flytte og føre din krogkjeppehex! “ Konen stod med ryggen mod bygningerne og knyttede sine snore; men aldrig så snart var det gået op for hende, hvem denne tiltale gjaldt, før hun kogende af harme vendte sig og uden betænkning styrede lige mod den djærve tingvogter. „ Bar det ad mig, du gøede? Var det til mig, du sagde taske og fordømte kram? Var det til mig, du sagde skruppe dig? — din sorte fedtede wsel! “ „ Hold mnnd, uterlige kvinde! og gør, som jeg siger! “ råbte Salomon med armen halvt bydende, halvt afværgende frem og veg ræd et par skridt tilbage. „ Siger! “ gnistrede kjærlingen. „ Har du også noget at sige? Er du måske bleven ombudsmand? Driver jeg ikke en lovlig og redelig håndtering og har holdt med mine varer på dette sted de hundrede gange og det i påsyn as alle gode mænd i dette herred, uden at nogen eneste har ' talt mig et ord til men derfor? Og få vil din uselige kringeldriver komme her og overfuse mig! “ „ I msrketårnet med hende! I mørketårnet med hende! “ skreg Salomon og fægtede for sig med de lange arme, medens han baglænds og skridt for skridt trak sig langs kongsgårdens store lade ned imod gaden. „ Holder du ikke din mund og flytter bort med dit kram, skal seg lade dig sætte i stok og fjeder, så du ikke skal se Vorherres lys mere i dine levedage. “ „ Så det skal du! “ skingrede hun og gik efter med knyttede næver. „ Din forsultne trannede hejre! Men så skal jeg forinden kradse øjnene ud af dit giftige troldehoved, og vi få da at se, hvem af os to der først - iglen kender lys fra mørke. “ „ Mundhugges med dig vil jeg ikke, “ råbte Salomon og vendte sig til flugt; „ men jeg skal hente dem, der kunne tugte dig. “ „ Ja mærk as marsvin blæsende storm, “ svarede konen og skridtede efter. „ Se nu løber han! Du skulle hellere tøve lidt endnu, at vi kunne høre nogle flere af dine vakre talemåder; men kanske skal du spare resten til andre godtfolk nede på gaden. — så du kaldte mig krogkjæppehex! Dit slunkne udgangsøg! Du skulle bare komme hid! Jeg skal galdre og kogle dig, så led kringeldriver — snyltegjæsf. du er, femten favne ned under muld og mane dit ådsel op igen, ravne og krager til føde. “ Men Salomon lod sig ikke friste; han forsfærkede end mere sine skridt og tvang snart den forbitrede matrone til at opgive forfølgelsen. Endnn slyngede hun til afsked et par af sine stærkeste eder og forbandelser efter ham og vendte så under idelig småskjænden tilbage til sin kærre, hvor Erik og Sakse stod og lo af hjertens grund over Salomons bratte nederlag og rædde flugt. „ Nå mor Inger! Du blev nok vred for ramme alvor, “ sagde Erik. „ Det lange unyttige drog, der ikke gavner verden for en pending, vil komme her og spille mester! “ brummede konen. „ Slig utreven dryllegjæst han er! “ „ Du behøver ej at tage dig det så nær, mor Inger! “ Sagde Sakse. „ Pladsen holdt du dog. “ „ Så vel holdt jeg pladsen, ' Sakse Haraldsøn! fkjønt for min skyld kan han tage den, når han vil. Mine kurve er tomme, og jeg drager nu hjemad. Aldrig har jeg i de mange år, jeg nu har trukket landet rnndt med min kærre, gjort sådan handel som i dag. “ Det brede grå ansigt med de korte krydsfurer og indsnærpede læber antog snart igen sit vante almenvenlige udtryk, som det sig anstår et sådant omflakkende sælgekoneansigt! Harmen slukkes i de dybtliggende øjne, og det var med rolig overlegenhed, hun lagde hænderne på sin vognfading og sagde, idet hun søgende lod blikket strejfe ned ad gaden: „ Det er jo tænkeligt, at vi endnu engang kunne utreven dryllegjæst — lad, vantreven snyltegæst. mødes dernede og tage sømmelig afsked. Jeg er vant til selv at tale min sag; der er ellers ingen, der gør det. Tue står og glor hen i tåget og taber både næse og mund, så sage sligt et Kuse lader sig se. “ „ Det er ordene, Inger! det er meningen, det kommer an på, “ forklarede tne med brusten fistel og lagde hovedet på siden under en betænkelig - dum stirren. „ De er ikke alle skåren for tungebånd som du, Inger, og det kommer mere an på mælet end på meningen. “ „ Å, du har hverken mæle eller mening på sådan tid, men lad ham bare komme igen -- -- -- -- -- - “ „ Ja, jeg er ikke ræd for ham, “ sagde Tue højmælt. „ Jeg har tjent hist inde i samfulde ti år, mens den gamle ombudsmand levede. Nu ligger han i sin grav, men det er noget for sig. “ „ Tag så din trøje, at vi kunne komme sort. Når du får begyndt på noget, får det aldrig ende. “ „ Ja der er noget ved alting og noget at betænke både hist og her. Men talte han ikke om mørketårnet, Inger? Mig tykkes, “ vedblev Tue og brsd ud i en tåbelig fnisen, „ at han nævnede noget sådant. Du skulle have spurgt ham om, hvor det mørketårn er, for nu har jeg de hundrede gange gået ind og ud i kongsgården og det både ved dag og nat, men jeg har, ikke set det, siden det brændte, og det er da over sire år siden. Der er noget at betænke både hist og her — det skulle du have sagt ham, Inger! “ Knse — bnssemand ( deraf: kyse ). Kongsbrvdcns fostersøn. 2 nede på gaden kom en rytter dem forbi og red i stærk trav ind på kongsgården. „ Kendte du ham? “ spurgte Sakse Erik. „ Var det ikke Ingvar kvejse? “ „ Jv, jo, “ svarede mor Inger. „ Det var Ingvar ubbesøn på harrested. Kvejse kalde de ham, fordi han er så gusten og svang. “ „ Han skal være fosterfaders mededsmand, “ sagde Erik. „ Jgår skikkede han os bud, af han skulle nok give møde til rette tid, men vi måtte ej heller vente ham før. Gud skal vide, hvad han har travlt med i denne tid? “ „ Ja derom må du vel spørge, erikragnvaldsøn, “ Sagde mor Inger; „ men det fortæller han næppelig til ret mange. Det skal hedde, af han er syg og må holde sengen for det meste; hvem, der ikke har lyst til af tro derpå, kan vel lade være. “ „ Hans udseende vidner ikke derimod, “ bemærkede Sakse. „ Men kanske kommer det af harme over, af Sven Eriksøn måtte fly riget. — nå Erik! Skulle vi så gå og høre, hvad det er for sager, der hist oppe bæres frem? “ „ Et ord endnu, “ sagde mor jnger med blid røst. „ Min lille Sigrid — lider hun vel? “ „ Overmande, “ svarede Erik. „ Hun er en guds engel i jordisk klædebon. Held den ungersvend, der fæster hende til brud! Hun var ikkun to vintre gammel, da jeg fra saltø kom til vindinge som fadeburskvinde, og jeg var der i trends år kvejse — feber. til ende. Å gud, hvor var i to søde børn, om jeg må sige det: lille Sakse på saltø og lille Sigrid på vindinge. Og når så styrismandens kom over til os i højtiden, og i dansede sammen ude i stegerset for os tjenestekvinder, tog hinanden om halsen og kyssedes! Gja, eja! Det var en skønne tid — jeg var jo også bed ungdommen den gang, og derfor glemmer jeg aldrig he to kære børn, enddog de nu er blevne store og fornemme. — men hør engang Erik ragnvaldssn, “ vedblev den gamle fiffigt og blinkede med de grå øjne; „ kunne der ikke endnu blive et brudepar af dem? Å, gud fader! Jeg plumper så tosset ud med det; men tag mig det ikke ilde op! Jeg ved hartad ingen, der har været mig så kær som de to børn. “ „ Det bliver der nok, Inger! “ svarede Erik muntert og tog Sakse under armen for at gå. „ De er allerede godt på vej. “ — „ Du kender altså ikke Ingvar kvejse, “ sagde Sakse, idet de langsomt drev op ad tinghøjen til. „ I ere dog frænder på en måde. “ „ Ja, han er på msdreneside af fremtandsætten; men det er først i den senere tid, at han har nærmet sig sin slægt. Asmund tjente stedse Knud mogenspn og han Sven Eriksøn, så du kan vel vide, hvad venskab de to kunne holde med hinanden. Det sidste jeg så Ingvar — det er nu fire år siden — var i roskild ved et møde mellem kongerne. Han stod alt dengang højt i Sven Eriksøns gunst, og jeg var nylig fæstet i tjeneste hos kong Knud, få mig agtede han kun for en dreng. Men nu mener man, at han endelig har opgivet Sven Eriksøns sag, og at det er hans agt at søge tjeneste hos en af vore konger. I løbet af sommeren har han hyppig gæstet Lundestad, også kommer han nu til vestentorp og Fuglebjerg, hvilket alt tyder på et omslag. Som du ved, havde vi ventet ham i affes tilligemed de andre mededsmænd, men i stedet for at komme selv, skikkede han ordsending. Fosterfader lader til at hue ham vel; dog bæres det ham stundom for, som om han ikke ret kan blive klog på ham. “ „ Det er, hvad jeg stedse har hørt om Ingvar: ingen kan blive klog på ham, og just derfor har han aldrig huet mig efter det lidet, jeg af andres omtale kender ham. “ „ Men vi vide dog, at de sidste år, Sven var konge, stod Ingvar ham ved siden som en af hans mest betroede mænd. “ „ Alan vil mene, at det ikke var til Svens bedste. “ „ Ja man vil mene —. Hvad er det andet end nid og avind? Når en mand rager op over mængden, kunne de alle se fejl på ham; men jeg har hørt dem, der ellers ikke vare Ingvar ubbesøns venner, kende ham for Sjællands kyndigste og rådsnilleste mand. “ „ Det siger meget, “ svarede Sakse. „ Men det siger også meget at have siddet på kongens højre side i målsfuen og det, før man er fyldt de tredive år. “ „ Deri giver jeg dig ret; ingen af os når dertil. Asmund Bryde kom de to unge kongsmænd i møde. „ Nå, jeg ville just ned for at spørge efter Ingvar; men der tømmer han, ser jeg. —han trækker tiden ud. “ Målestue — talestue, lønkammer. „ Når skal vor sag for? “ spurgte Erik. „ Den er næst i rækken. For tiden kives de om et gærde, og det lader ikke til at få nogen ende. Var jeg Peder sunesøn, fik de ikke lov til at være slet så hvjmælte. “ „ Har du “ set noget til bonden? “ „ De er mødte for længst både han og sønnen, og jeg skønner ret, have de et par mænd med sig. Det skulle moro mig, om de agte at nævne vidner. Knøsen bryster sig overvættes og sender af og til gramme blikke til vore folk. “ Ingvar ubbesøn kom op over Marken: tynd, gusten, lyshåret. Han var iført en snever sort dragt og bar en mørkeblå klædeskappe hængende over den venstre arm. „ Tilgiv, frænde! “ sagde han og gav Asmund håndo “, „ at jeg kommer noget sent, enddog jeg red herhid het snareste, jeg kunne. Det var ilde, om i have måttet vente på mig. “ » Ingenlunde! Du kommer just til rette tid. — ved ikke, om du kender disse unge ntænd? Sakse Haraldsøn fra saltø og min fostersøn Erik ragnvaldsøn. “ Ingvar gav dem hånden. „ Vi skulle ret snart indhente det forsømte, håber fog- jøvrigt, “ vendte han sig til Erik, „ er det ikke første gong, vi se hinanden, skønt jeg ærligt vil tilstå, jeg kendte dig ikke. Ej, ej! det må være dette sorte sfjwg over munden — det er kommen i mellemtiden, tror jeg. “ „ Rimeligt nok. Det er også fire år siden, vi sås, Ingvar ubbeføn. “ „ Fire år siden — ak, det var i mine velmagtsdage, “ Svarede Ingvar og trak spottende på mundvigen. „ Det lakker vel ad tiden, vi skulle samles, “ sagde Asmnnd. „ Ja du kender jo til sagen, du skal sværge i, Ingvar. “ „ Nej, ved alle helgene! Ikke det mindste, “ lo Ingvar. „ Kun det har jeg hørt, af du har høstet rug på en anden mands ager. “ „ Er du galen! “ råbte Asmnnd. „ Det var da vitterligt nok ham, der ville høste på min. “ „ Kan også være — i virkeligheden kommer det mig ikke ved. Vi mededsmænd skulle jo ikke bekræfte din ret eller dine ord, men blot vidne, af vi anse dig for en hæderlig Dannemand, hvis fremstilling af sagen der følgelig er al grund til af stole på og dømme efter. “ Ingvar havde en ejendommelig tør, klar stemme og blandede oste sin tale med latter. Derved gik et ideligt skiftende spil over mund og kinder med tilsløret spot og drillende skæmt i alle kroge, men forunderlig behersket af de forskende gråblå øjne, som hvilede koldt og roligt derover. „ Nå, hvordan står det til ved hove? “ spurgte han derefter vendt til Erik, idet de alle fulgtes ad op til tinghøjen, som var tæt omgiven med en bred kreds af mennesker. „ Det står vel til ved hove, “ svarede Erik. „ Kun vente vi på dig. “ „ Vente i på mig? “ spurgte Ingvar og tø. „ Så nng du er, har du døg indlagt dig så megen hæder i Sven Eriksøns tjeneste, af man nok bed høve kan vente på dig og savne dit Skjold i hirdsfnen. “ Ingvar bukkede let. „ Så du tror virkelig, af man ved hove kunne have brug for et fugleskræmsel? Anden tjeneste tør jeg næppe påtage mig med den helsen, jeg for tiden har. “ „ Ingvar ubbeføn er vidt fremme i beskedenhed som i alt andet, “ bemærkede Sakse. „ Men hvad mener du, l^rif — vi skulle vel tænke på hjemfærden, efter hvad vi ved davren blev enige om. “ „ Jeg er rede, når du vil, “ svarede Erik. „ I kunne da først høre udfaldet af vor sag, “ Mente Asmnnd. „ Det kan ikke vare længe, før den kommer for. “ „ Det udfald kende vi forud, “ svarede Sakse. „ I ere mænd nok til at vinde den, og vejen til antvorskov er lang. “ „ Er kong Valdemar på antvorskov? “ spurgte Ingvar. „ Begge kongerne er der, “ svarede Erik. „ Det er kong Valdemars fædrenegods, og de holde jagt i skovene der omkring i disse dage. Dog rejse de alt i morgen tilbage til Ringsted, fortalte en af vore stalbrødre Jakob eskilsøn, som vi talte med i Morges inde i kongsgården. Han har haft to dages orlov og agter at gøre os følgeskab, når vi ride. “ „ Ja jeg vil ikke holde jer tilbage, “ sagde Asmnnd, „ når i selv finder, af det er tid; men lad os få følges ad op til vore frænder, dem i vel nok ville tage afsked med først. De stå ovre på den anden side indenfor tingstokkene. “ Sakse og Asmnnd banede sig vej gennem trængselen; Ingvar blev stående et øjeblik for af kaste sin kappe over skuldrene. Imens så han sorskende på Erik, som ventede på ham. „ Jeg er kuldskær som en munk, “ Erik ragnvaldsøn! — hvor længe have i haft orlov! “ „ Fjorten dage. “ „ For en ulykke! Det kan harme mig, af jeg ikke vidste deraf. Og ' du kunne ikke finde vej til harresfed? “ „ Jeg turde ikke regne på, af du skøttede om mit ringe selskab, Ingvar ubbesøn! “ svarede Erik og følteet hæderens velbefindende. „ Vi have jo ikke kendt stort til hinanden? “ „ Skylden er min; men herefter skal det være din, om vi ikke lære det. Jeg tror, vi ville begge

1897_Jansen_KonsulensBoern

Jan

Konsulens Børn

Jansen

Jansen

Konsulens Boern

male

1897_Jansen_KonsulensBoern.pdf

Jan

Jansen

dk

Konsulens Børn

Nutidsfortælling

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Sneen sænkede sig i bløde, løse fnug, der smeltede, livor de faldt. På gadespejlets pand blev de liggende et øjeblik som fine, fantastiske stjerneblomster, for lidt efter lidt at glide ud og opløse sig i klare dråber. Det var årets første sne, og den unge pige ved vinduet fandt, at den lagde en egen festlig stemning over denne grå novemberdag, hvis matte lys allerede begyndte at gå under i kampen mod de frem-brydende skygger. Husene udenfor stod som mørke silhouette!' mod luftens grålig hvide grund. De vare meget forskellige, disse huse... nogle høje, nymodens og med et vist storstadsagtigt præg, andre lave og hverdagslige i deres håbløse grim-hed, som mørket nu dækkede med nænsom hånd. Men hist og her så man en enkelt gammel gård med snirklet gavl og fremspringende karnapper, så ejendommelig stilfuld, at den ledte tanken hen på de nederlandske byer, hvor middelalderens rige handelsstand netop har efterladt sig sådanne.minder om svundne tiders pragt. Lygterne vare tændte — både de små inde ved fortovet, og den store, femarmede midt på torvet. Fra nogle butiksvinduer lige overfor faldt en bred lysstribe ud over stenbroen. Det var en temmelig stor by i livlig opkomst. Til tider kunne der være megen færdsel på torvet, især på markedsdage og om søndagen, når regimentsmusikken spillede. Men i aften var der ganske tyst og livsforladt. Med lange mellemrum rullede en vogn forbi; de få fodgængeres trin faldt blødt og dæmpet på den optøede sne. På én gang lød der en stærk hundegøen i nærheden, og kort efter ringede det på entréklokken. Kamma gik ud for at lukke op. Det var hendes søster Gunild, som havde været oppe på klubben for at bytte bøger, og Rolf, den stører skotske hyrdehund. Rolf rystede sin våde Pels, stødte døren til dagligstuen op med snuden og lagde sig mageligt til rette på gulvtæppet derinde i det røde skær fra ovnen. Der lå sne på Gunilds kåbe og den store,, sorte fløjelshat, hvis fjer havde mistet deres fine krusning. Men den friske kulde havde rødmet den. unge piges kind som et modent æble. Hun talte livligt, medens hun tog tøjet af og purrede op i det blonde pandehår foran spejlet. » Tænk, Kamma, løjtnant bang fulgte mig lige til gadedøren! Han sagde, at det var alt for mørkt til, at jeg kunne gå ene. Men Rolf var jo med.... Å, du skulle blot se en nydelig balkjole, der står i Løvdahls vindue. Den ville netop klæde mig udmærket; blåt er min farve. Gid vi fik lov til at komme på juleballet! « Kamma svarede ikke. Hun havde skruet gassen højere op og var i færd med at læse bøgernes titler. » Hvad er det dog for bøger, du har fået med hjem, Gunild? « sagde hun pludselig. » Jeg tror ikke, far vil synes om, at vi læser dem. « Gunild lo højt. » Hvor du er morsom, Kamma, med alle dine gammeldags skrupler! — men det er sandt, du skal jo også være præstekone. « » Hvad mener du med det? « spurgte Kamma rødmende. » Å, jeg mener, at der naturligvis bliver et par af Johannes Fogh og dig. Gammel kærlighed ruster ikke! « » Johannes skal for resten slet ikke være præst. Han har bestemt sig til at studere medicin. « » Det var jo noget ganske nyt! Hvad siger provstens til det? — ak ja, det er slemme tider, vi lever i. Forældrene har ikke andet end sorg af deres børn — og børnene af deres forældre! « Kamma rynkede de mørke bryn med en smertelig bevægelse. » Du skulle ikke spøge med alvorlige ting, Gunild. « » Jeg spøger ikke. Står jeg ikke her og filosoferer som en gammel professor?-------men kom, Kamma, lad os gå ind; der er koldt herude på gangen. Å, tag de bøger med: det er dog måske ikke værd, at far får dem at se. Han ville ikke ha’ godt af at læse dem. « — en smuk, halvvoksen pige med lyst hår og brune øjne var kommen ind i dagligstuen og lå nu på knæ ved siden af hunden foran kaminen. » Er du dér, Ragna? Er du færdig med at læse? « » Nej, men jeg kan ikke se mere. Å, vil du ikke tænde gassen, Kamma. « » Er det ikke bedst at vente, til mor kommer hjem? « » Det varer vist længe. Hun gik ud med kaptajn rosen. « De to voksne søstre blev på én gang for underlig tavse. Selv den lattermilde Gunild bed tænderne sammen og trommede utålmodigt på bordpladen. » Hele byen taler om de to, « hviskedee hun til Kamma. » Tys, tys, lad ikke Ragna høre, hvad du siger. Kom, Ragna, « tilføjede Kamma højt. » Jeg skal tænde lys i kabinettet; dér er varmt og godt. Gunild og jeg vil gerne sidde lidt i mørke. « — da Gunild blev ene, gik hun hen til vinduet og anstrengte sig for at læse de første sider i en af de bøger, hun havde bragt med sig hjem. Men mørket udviskede de fine bogstaver, og hun blev nødt til at opgive forsøget. Så kastede hun sig i en gyngestol og vuggede langsomt frem og tilbage, til Kamma igen kom ind i stuen. » Er det ikke for galt, Kamma? Enten er kaptajn rosen her sent og tidligt, eller også går mor ud med ham! Hvorfor griber far ikke ind? Hvorfor forbyder han ham ikke at komme her i huset? « Kamma knælede ned foran kaminen og holdt de små, sammenfoldede hænder op mod den varmende flamme. Der gik et kuldegys gennem hendes spinkle skikkelse. » Far ser intet, véd intet, « svarede hun lavt. » Tør ingen sige det til ham? « vedblev Gunild. » Du, Kamma, som er hans yndling — — —? « » Å, Gunild! Husk på, at det er min egen mor, det gælder... « Der kom en pause. Rolf rejste sig langsomt, gabede, strakte sig og kom så hen og gned sit fine, spidse hoved mod Kammas arm. Hun bøjede sig ned og klappede den kærligt. » Hvor alt dog er kedeligt! « udbrød Gunild med ét i en helt forandret tone, medens hun satte gyngestolen i heftig bevægelse. » Her er vi to, nylig konfirmerede, døtre af den rigeste mand i byen og ganske kønne piger oven i købet. Skulle man ikke tro, at vi kunne more os og nyde livet mere end de fleste? — og så går vor egen mor lien og gør sig umulig i det gode selskab! « » Hvor kan du dog tale så hjerteløst, Gunild! Hvad har det at sige, om vi morer os eller ej, når der står så store, vigtige ting på spil? Stakkels far! Det er ham, jeg tænker mest på. « » Ja, jeg er nu ikke så uegennyttig og giver mig heller ikke ud for at være det. Jeg tænker en hel del på mig selv — og på dig med, Kamma! Jeg synes ikke, mor har ret til at ødelægge vor ungdom. Hun har haft sin tid; nu kommer vor! « » Tror du, vi er sat her på jorden blot for at more os og nyde livet? « » Å, lad os være fri for prækener. Jeg tror, at ungdom og glæde hører sammen som forår og blomster. Men du har altid været en underlig gammelklog én. Jeg forstår hverken Holger eller dig. Heldigvis er der mere liv i Ragna. Og Henning...ja, han er nu alt for lystig. « » Hvorfor siger du det med sådant et eftertryk? Har Henning gjort noget galt? « » Egentlig talt havde jeg bestemt at tie stille med det. Men jeg duer ikke til at holde på hemmeligheder. Jeg hørte i dag ude i byen, at Henning altid skulle ha’ det så flot med lommepenge på skolen. Han gi’r kammeraterne cigarer og halve bajere, som om han havde været en voksen herre. Hvor tror du, han får pengene fra? « Kamma slap hunden og vendte sig om mod sin søster, bleg af sindsbevægelse. » Så er det, som jeg tænkte, « hviskedee hun. » Henning er en tyv. Han stjæler af fars pengekasse. Jeg har længe haft en anelse derom, men blev dog ved at håbe, at jeg havde taget fejl. « » Brug dog ikke så stærke udtryk, Kamma! « råbte Gunild utålmodigt. » Naturligvis drejer det sig kun om ubetydelige beløb. Det hele er ikke andet end drengestreger. Når Henning blot får dygtigt på hovedet for det, skal du se, det gentager sig ikke mere. « » Gid du havde ret, Gunild! Men jegfrygter •— « Hun holdt pludselig inde. De havde begge hørt, at en nøgle blev stukket i entrédøren. For Gunild var det signalet til at springe op og gemme sine forbudne bøger i en skuffe. Der blev lét og talt ivrigt ude på gangen. Man kunne skelne to stemmer: en klar kvinderøst og en mands dybe brysttoner. » Hvis kaptajn rosen er med, går jeg ud i aften, « hviskedee Gunild. Døren gik op. Midt i lysskæret, der strømmede ind i den mørke stue, stod en rank, fyldig dame. En høj mandsskikkelse i officersuniform kom til syne bag ved hende. » Men, pigebørn, sidder i i mørke! « råbte den klare stemme. » Hvad skal dog det betyde! -----kaptajn rosen har været så god at følge med hjem, for at hjælpe mig med at gennemgå min rolle til dilettantkomedien. Får vi så lys, lille Kamma? « Kamma tændte gassen og rullede persiennerne ned. Fru Barner kastede sig i den gyngestol, som Gunild lige havde forladt, og kaptajnen tog plads ved siden af hende. Den smukke kone med det svære, blonde hår, de regelmæssige træk og den formskønne skikkelse så ud, som om hun kunne være en ældre søster af Kamma og Gunild. Tiden var gået lempeligt hen over hende; den havde kun modnet hendes skønhed uden at bringe tegn på høstens nærhed. Som hun sad dér og vuggede frem og tilbage, med de hvide hænder på gyngestolens arme, medens hun blinkede mod lyset med nærsynede, grå øjne under lange vipper, var hun ung og bedårende trods sine fyldte firti år. Kaptajn rosen var bredskuldret og kraftig bygget, med rank, soldatermæssig holdning. Han havde et energisk ansigt; — skarpe øjne under buskede bryn og en stor, krum næse. Overskægget skjulte til dels den sanselige mund med de kødfulde læber. » Hvor det er godt at være hjemme igen! « sagde Fru Barner med et lille, veltilfreds suk. » Der var utilladelig kedeligt ved prøven i dag. Det eneste morsomme ved det hele var at se på Fru Holms ansigt, når hendes mand spillede elsker. « Hun lo og viste sine sunde, hvide tænder. Kaptajnen rettede på sin lorgnet. » Ja, den skinsyge gør sig altid latterlig, « sagde han. » Hvad nytter skinsyge i det hele taget? Den kan dog ikke puste liv i den kærlighed, som én gang er død. « » Så ville de altså ikke være skinsyg? — under ingen omstændigheder? « spurgte fruen koket. » Jeg ville ikke have grund dertil. Jeg ville forstå at værge, hvad jeg havde vundet. « » Hvor i mænd dog er indbildske! — men det klæder jer godt, og vi kvinder bøjer os helst for den magt, som er sig selv bevidst. « Hun slog blikket fuldt op imod ham med et fortryllende smil. Kaptajnen bøjede sig ned og hviskedee i hendes øre. De havde fuldstændig glemt de unge pigers nærværelse. Kamma og Gunild vekslede et blik og sneg sig ubemærket ud på gangen, fulgt af Rolf, der nærede en uovervindelig antipati mod kaptajn rosen, som den havde givet luft i en dump knurren, da officeren kom ind i stuen. Gunild tog hat og kåbe ned fra knagerækken. » Jeg går over til provstens, « sagde hun. » Kom, Rolf! « » Å, vent lidt og tag Ragna med. Jeg vil så nødig have, at hun skal se — hvad du og jeg ser. « » Gerne. Men du selv, Kamma — vil du blive hjemme? « » Ja. Jeg sætter mig ind på kontoret til far. « » Altid opofrende! Jeg kunne ikke gøre dig det efter, men jeg beundrer dig alligevel, « sagde Gunild. i. Uen stue, som var konsul Barners kæreste opholdssted, lignede snarere en videnskabsmands arbejdsværelse end en købmands privatkontor. Langs med den ene væg stod en bække skabe, forsynede med glasruder, gennem hvilke man så en rig samling af udstoppede dyr og fugle, sjældne konkylier og æsker med sommerfugle og insekter. Største delen af den modsatte væg indtoges af et bogskab, som nåde fra loft til gulv og hvis hylder bugnede under vægten af naturvidenskabelige værker og skønlitteratur. Kun den store pult mellem vinduerne med dens opstilling af hegnskabsøger bar vidne om ejerens sande stilling. Jakob Barner havde stoffet til en lærd, en naturhistoriker, i sig. Men hans fader, den gamle agent Barner, havde bestemt modsat sig sønnens ønske om at studere. Han kunne ikke udholde tanken om, at den store trælastforretning, der i over et århundrede havde tilhørt slægten Barner, skulle gå over i fremmede hænder. Jakob var eneste barn; ingen anden kunne indtage hans plads. Han måtte bøje sig for slægtens traditioner og blive købmand. Men han vedblev at sysle med sine kære studier i sin fritid. Byen, der ikke var i sympati med en natur som hans, kaldte ham en sværmer og drømmer, der hverken forstod at passe sin forretning eller sin kone. Den smukke Fru Barner var én af disse varmblodige, erotisk anlagte naturer, for hvem forholdet til det modsatte køn er af større betydning end noget andet i livet. Hun søgte uden forskel at behage alle de mænd, som hun kom i berøring med, fra de ældste, hvidhårede familiefædre, til sine egne sønners kammerater, fra stiftamtmanden til kusken, der åbnede vogndøren for hende. Hvor hun gik, var luften hed omkring hende af vågnende længsler og undertrykte kærlighedstilståelser. For hende var mændenes beundring et nødvendigt krydderi, uden hvilket tilværelsen ville blive flad og usmagelig. Hendes mand så ikke alt dette... eller’ hvis han så det, antog han sin kones koketteri for en uskyldig behagelyst, der vel måtte tilgives en smuk kvinde. Forøvrigt undgik han så vidt muligt at tage del i selskabslivet, som ingen tiltrækning øvede på hans stille, indad vendte natur. Han vidste derfor ikke, at hans hustrus gøren og laden gav stadig stof til samtale for byens onde tunger, og at der havde dannet sig to skarpt adskilte partier for og mod Fru Barner. I det sidste årstid, siden kaptajn rosen kom til byen, var modstandernes antal steget betydeligt, medens forsvarernes aftog i en tilsvarende grad. Hidtil havde Fru Barner forstået at undgå skandale, sagtens fordi hun selv havde været uberørt af den lidenskab, hun vakte hos andre. Men nu var der ingen tvivl om, at hun havde mistet herredømmet over sig selv og glemt det hensyn, hun skyldte sin mand og sine børn. Byen ventede i pirrende spænding på sidste akt af det drama, som blev spillet i et af dens første huse. En gang måtte vel konsulen få øjnene op; og da ville han sikkert fordre skilsmisse. — Jakob Barner sad ved sin pult, ivrigt sysselsat med at gennemblade et nyt, naturhistorisk værk, som han havde fået fra sin boghandler den eftermiddag. Han var en mand af middelhøjde, spinkelt bygget, med indfaldent bryst og stærkt fremspringende skuldre. Hans sorte hår og skæg viste mange sølvstriber, skønt han endnu var en forholdsvis ung mand. Det blege, regelmæssige ansigt havde et mildt og tungsindigt udtryk; øjnene var overordentlig smukke, store og mørke, strålende af forstand og godhed. Der blev banket gentagne gange på døren, uden at konsulen hørte det. Først da en klar, ung stemme spurgte: » Må jeg komme ind, far? « så han op fra bogen og svarede: » Er det dig, Kamma? Kom kun, min ven. « Den unge pige standsede i døren. » Forstyrrer jeg dig ikke? « » Nej, vist ikke, barn. Du forstyrrer mig aldrig. Kom herhen, så skal du se, hvad sommer har sendt mig til gennemsyn. Det er et meget interessant fransk værk om insekternes liv, og illustrationerne er udmærket smukke.... Hvad har du for derhenne ved døren, Kamma? « » Jeg lægger blot et par skuffer kul på ilden. Her var ved at blive koldt, og det kan du ikke tåle. Dit bryst er ikke stærkt, far. « » Min lille, betænksomme pige! — for resten er du heller ikke selv så rask, som jeg kunne ønske det. Du hoster meget i vinter. « » Jeg er blot lidt forkølet; det går nok snart over.... Så far, nu er jeg færdig til at se, hvad du vil vise mig. « Bøjet over konsul Barners skulder betragtede Kamma opmærksomt bogens fine stålstik og farvelitografier. Dels af kærlighed til sin fader, dels af virkelig interesse for sagen, havde hun gjort et langt mere indgående studium af zoo logien og botanikken, end unge piger i reglen pleje. Hun var snart lige så optaget af det smukke værk, som konsulen selv, og glemte for en stund alle sine sorger. » Jeg kunne have lyst til at købe den bog, « sagde Jakob Barner til sidst, da de havde bladet bindet igennem i forening. » Men jeg ved ikke, om det går an. « » Går an! Hvorfor skulle det ikke gå an? « » Jeg har ikke råd til det, Kamma. « » Hvor kan du dog sige sådan noget, far! « udbrød den unge pige heftigt. » Der bliver brugt masser af penge i husholdningen, — mor og vi børn får alt, hvad vi blot ønske os — og så skulle du ikke unde dig selv sådan en lille tilfredsstillelse som købet af en bog! — det er aldeles urimeligt, lille far, det må du selv kunne indse. « » Nu, ja, jeg skal tænke over sagen, siden du tager det så ivrigt, « svarede konsulen med et smil. » Lad os engang se, hvor mange penge jeg har i min privatkasse. « Han åbnede en af skufferne på pulten, tog en bunke Sedler frem og gav sig til at tælle dem efter. Da han kom til den sidste, rystede han på hovedet i synlig forvirring og begyndte forfra igen. » Jeg kan ikke få det til at stemme, « sagde han til sidst. » Det forekommer mig, at der skulle være 100 kr. i denne bunke, og der er kun 80. Der mangler to tikronesedler. « Kamma blev først blussende rød og derpå bleg. Hendes hjerte bankede, så det næsten standsede hendes åndedræt. Det var altså sandt, hvad Gunild havde sagt og hvad hun selv frygtede. Hendes Broder Henning var en tyv. Hun havde tænkt på at tale med drengen selv og fralokke ham en tilståelse og et løfte om bedring, — men nu var det for sent. Pengemanglen var bleven opdaget, og sandheden måtte frem, for at mistanken ikke skulle falde på en uskyldig. » Mon stuepigen skulle have taget pengene, da hun støvede af herinde? « sagde konsulen grundende. » Jeg kan ikke tro det om hende. « » Det skal du heller ikke, far. Hun er uskyldig. Jeg tror, jeg véd, hvem der har gjort det. Jeg skal straks sige dig... blot du vil love at være rolig og ikke tage dig det alt for nær... « Konsulen så overrasket op. Først nu lagde han mærke til Kammas bleghed, hendes tårefyldte øjne og dirrende læber. » For guds skyld, Kamma, gør mig ikke så forskrækket! Hvem mener du? « » Henning, « svarede den unge pige tonløst. Med et halvkvalt udbrud sprang konsulen op fra stolen og begyndte at gå frem og tilbage i stuen i heftigt sindsoprør. Kamma stod med bøjet hoved og sænket blik, lænet op til pulten. Hun fortalte først, hvad Gunild havde hørt ude i byen, og tilføjede så: » For et par dage siden kom jeg tilfældigt til at opdage, at Henning gemmer vin og cigarer på sit værelse. To gange har jeg set ham komme ud fra kontoret her på tider, hvor jeg vidste, at du var i forretningen. Han for sammen og blegnede, som om han havde en ond samvittighed, og sidste gang så jeg tydeligt, at han i en fart gemte noget i sin lomme. « » Stakkels dreng! « mumlede konsulen, medens han fortsatte sin rastløse vandring op og ned ad gulvet. » Jeg har tit været bange for, at han skulle komme på afveje. Hvad skal det blive til med ham? Hvad skal jeg gøre? « Han standsede foran Kamma med et rådvild!, usikkert udtryk i øjnene. » Måske var det bedst, om jeg lod det gå upåtalt hen.... Drengen vil blive bitter og hadefuld i sindet, hvis han skal stå til skrifte. For fremtiden skal jeg sørge for, at skuffen altid er aflåset, og at ingen fristelse falder i hans vej. « » Nej, far! « sagde Kamma fast og hævede hovedet, synet af hendes faders svaghed gjorde hende stærk. — » Det går ikke an. Du er glemsom og fraværende; lejligheden ville atter til byde sig for Henning. Desuden er det aldeles nødvendigt, at han lærer at indse, hvor foragteligt og æreløst han har handlet. Jeg tænkte selv på at tale med ham, for at spare dig den Sorn — men måske ville han ikke have brudt o sig om, hvad jeg sagde. Du må gøre det, far; søg at få ham til at angre.... måske afhænger hele hans fremtid af, at denne sag bliver taget alvorligt. « » Jeg tror, du har ret, Kamma, « sagde konsulen med et suk. » Jeg er vist alt for tilbøjelig til at skyde de svære pligter fra mig. — vil du kalde på Henning? Jeg hørte ham komme ind for lidt siden. « — — Henning Barner lå på sofaen i sit værelse og læste i en roman. Han var blond og bleg med et usikkert, flakkende blik, som skæmmede hans ellers kønne ansigt. De smalle, fast lukkede læber og den fremspringende hage tydede på viljestyrke, men også på egensind og hjerteløshed. » Hvad vil du her? « sagde han utålmodigt, da Kamma kom ind i stuen. » Jeg skulle bede dig gå ind på kontoret til far. Han vil tale med dig. « Blodet for op i Hennings kinder, men han søgte at skjule sin forvirring under en påtaget flot mine. » Hvad kan den gamle have på sinde? Det er ikke ret ofte, han gør mig den ære at kalde mig ind i det allerhelligste... Véd du, hvad han vil mig, Kamma? « spurgte han mig pludselig og kastede et mistroisk blik på sin søster. » Jeg véd, at det drejer sig om noget meget alvorligt, Henning. Kom nu og lad ikke far vente længere end nødvendigt. « Da Henning fik øje på den åbne skuffe og pengesedlerne, som lå spredte på pulten, gav det et ryk i ham, og han gik uvilkårligt et par skridt tilbage i retning af døren. Men et blik på konsulens ansigt, som udtrykte mere sorg end vrede, beroligede ham og fik ham til at opgive tanken om flugt. Intet kunne være konsul Barners milde, svage natur mere imod end at overtage en dommers rolle. Han så sig hjælpeløst om efter Kamma, men hun var ikke fulgt med ind på kontoret, og hans usikkerhed voksede ved tanken om, at han skulle være ene om at udføre det vanskelige hverv, der lå foran ham. Han rømmede sig et par gange, før det lykkedes ham at få ordene frem. » Henning, ved at tælle de penge efter, som jeg har liggende her i pulten, kom jeg til at gøre den opdagelse, at der manglede tyve kroner. Jeg har grund til at tro, at du — at du har — « Han holdt tøvende inde. Det faldt ham svært at bruge ordet » stjålet « i forbindelse med sin egen søn. Der var hverken skam eller anger at læse i Hennings blege, kolde ansigt. Hans øjeblikkelige frygt havde veget pladsen for en overmodig ringeagt af » den gamles svaghed «. Han så nu så ligegyldig ud, som om den sag, der var på tale, aldeles ikke angik ham. Konsulen gjorde, en ny anstrengelse og fortsatte: » Du skal have brugt mange penge ude i byen de sidste dage. Da jeg ikke har givet dig noget, må du altså være kommen i besiddelse af dem på en uærlig måde..., « Henning sagde ikke et ord. » Det gør mig meget, meget ondt, at du har haft hjerte til at bedrage mig, Henning. Jeg-har aldrig nægtet dig noget rimeligt ønske. — jeg har selv bestræbt mig for at være en hæderlig mand, og det har min fader og farfader før mig. Vort blotte navn har været ensbetydende med ærlighed. Du er den første af vor slægt, som har begået en forbryderisk handling... Har du noget at sige til dit forsvar? « Men Henning vedligeholdt sin hårdnakkede tavshed. Konsul Barner fortvivlede næsten over for denne stumme trods. » Har du da hverken hjerte eller samvittighed, dreng? Er der intet, som rører dig? — forstår du ikke, at du har gjort mig den største sorg, en søn kan gøre sin fader? — og dog angrer du ikke! « Han vendte sig bort for at kæmpe tårerne tilbage. Henning gjorde en hånlig grimase. » Nu flæber han oven i købet, « tænkte han med drengeagtig råhed. » Han er dog en rigtig gammel jomfru. « Alen konsulen havde imidlertid vundet sin fatning tilbage og sagde usædvanligt strengt: » For denne gang vil jeg tilgive dig, Henning. Alen skulle du nogensinde fristes til at begå en ny æreløs handling, så husk på, hvad jeg siger dig nu, at hvis jeg atter griber dig i et tyveri, vil jeg lade dig straffe efter lovens strenghed. Glem det ikke! — og hvis tanken om dine forældres og søskendes sorg ikke kan holde dig tilbage fra forbrydelsen, så lad i det mindste hensynet til din egen fremtid gøre det! — gå nu, jeg har ikke mere at sige dig. « Henning sneg sig lydløst ud, temmelig forbløffet over det uventede omslag i faderens stemning. Konsul Barner tog atter plads på stolen foran pulten, lod ansigtet synke ned i hænderne og stønnede sagte. Hans yngste søn — en femtenårs dreng — var allerede en forhærdet forbryder! Hjerteløs, æreløs: — hvor var det muligt at gøre ind tryk på en sådan natur? Kun for frygten, den lave, rent dyriske frygt, var den modtagelig. Havde han selv nogen skyld i, at Hennings karakter Havde udviklet sig så uheldigt? Burde han have anvendt strengere tugt for at udrydde drengens slette tilbøjEligheder i spiren? Hans samvittighed kunne ikke frikende ham. Han vidste, at han Havde været alt for optaget af sit eget, af sine bøger og studier, og at børnenes opdragelse var bleven forsømt derved. Ja, han Havde været en slet og svag fader, som Eli var det i de gamle tider, — og nu kom straffen. Døren blev sagte åbnet. Det var Kamma, som kom tilbage. Hun blev stående foran bogskabet uden at tale til sin fader, men han følte hendes nærhed som en god indflydelse, der dæmpede striden i hans sind. Efter en stunds forløb så han op, strakte hånden ud og drog hende hen til sig. Hans sorgs mørkeste time var omme. Iii. Der var julebal i klubben. Kamma og Gunild skulle med for første gang. Ragna, som endnu ikke var gammel nok til at tage del i de voksnes fornøjelse, havde fået lov at se til oppe fra » Galleriet «, sammen med husholdersken, jomfru Svendsen. Galleriet var sæde for kritikken. Ugifte damer, som for længst vare gåde ud af kurs på ballerne, gifte damer, der ikke selv havde børn blandt de dansende, joviale ældre pebersvende og blaserede unge herrer... her samledes alle disse forskellige mennesker i den fælles hensigt: at gøre nar af næsten. I reglen lykkedes det dem at more sig udmærket på balgæsternes bekostning. Ragna lagde ikke særlig mærke til sine nærmeste omgivelser. Hun var stærkt optaget af at se på søstrene, som netop kom ind i salen, ført af konsul Barner. en fint bygget skikkelse i hvidt tyil, — et yndefuldt lille hoved, som bøjede sig let forover på en egen rørende måde, masser af blåsort hår samlet i en tung nakkeknude, skær, hvid hud, mørke øjne, der blinkede usikkert mod gaskronernes stærke lys — således kunne Kammas portræt skitseres. Gunild var højere, mere udviklet. Hendes holdning var rank og sikker, og hun så sig frejdigt om med de skælmske, grå øjne. Hendes lysblå baldragt stod smukt til det blonde hår og kindernes fine bosenfarve. Løjtnant bang kom straks hen over gulvet fra den modsatte side af salen, for at engagere Gunild. Hun smilede koket og slog blikket fuldt op imod ham på en måde, som mindede om moderen, — tog så hans arm og gik bort i livlig samtale med den unge officer. I det samme bukkede et ungt menneske i sort kjole for Kamma. Oppe fra galleriet kunne Ragna kun se hans lyse, tæt klippede hår, men da han hævede hovedet, opdagede hun, at det var Johannes Fogh, stiftsprovstens søn. Kamma og han var barndomsvenner. Så snart han havde set sine døtre vel anbragte, forlod konsul Barner ballet, overtydet om, at han havde gjort sin pligt ved at føre dem ind i salen, og at deres moder og ældste Broder, ville sørge for resten. nu klang musikkens første, fortryllende-toner. Ragna blev ganske bleg af glad forventning, og hendes små fødder flyttede sig i takt, endda hun vidste, at hun ikke skulle danse den aften. Hvor det var smukt at se det brogede tog bugte sig gennem salen! Lyse damedragter og guldstrålende uniformer, mod hvis stærke farvepragt de sorte herrekjoler fremtrådte stilfuldt afdæmpende.... Og over det alt sammen var der en feststemning, som den halvvoksne pige følte, dannet af ungdom, livslyst og flagrende erotik. Under polonæsen fik Ragna en smilende hilsen af sin Broder Holger, som dansede med en af Gunilds veninder. De to, den ældste og den yngste af konsulens børn, havde altid holdt sammen. Holger havde en hel del tilfælles med Kamma, både i ydre og karakter, men den kendte regel om modsætningernes tiltrækningskraft gjaldt også i dette tilfælde, og det var den kække, blonde Ragna, som var det stilfærdige unge menneskes yndlingssøster. Fru Barner tog sig glimrende ud den aften. Hendes laksrøde Atlaskes kjole var et vidunder af smag og elegance, som ødelagde mange af de tilstedeværende damers glæde over ballet. Bankdirektør Hansen, der dansede med konsulinden, sagde hende en mængde smukke ting, som hans kone næppe ville have syntes om at høre. Alen trods alle hans anstrengelser var Fru Barner usædvanlig stille og svarede tit, som om hendes tanker vare langt borte fra samtalen. Kaptajn ilosen var endnu ikke kommen. — — da første Dans var forbi, blev Johannes og Kamma siddende på deres pladser oppe under alusiktribunen. Efterhånden blev der tomt omkring dem, og lejligheden til en fortrolig samtale tilbød sig omsider. De fire måneder, der vare gåde siden deres sidste aløde i sommerferien, havde forandret dem begge i hinandens øjne. Kamma fandt, at den unge student havde fået en mandig fasthed i blik og holdning, som hun uvilkårligt bøjede sig for, og Johannes havde gjort en lige så vidunderlig opdagelse. Hans lille barndomsven var bleven en ung pige, et mystisk, bedårende væsen, hvis fine ansigt med de sorte øjne smilede ud til ham fra en luftig sky af hvidt tyil, — så fristende nær og dog så fjern i sin rene, uangribelige ynde. Han forstod knap selv, hvor han fik alod til at sige » du « til hende. » Jeg blev meget forundret ved at høre, at du ikke ville være præst, Johannes, « sagde Kamma pludselig. Studenten havde siddet og tænkt på, om det vel kunne gå an at bede den unge pige om en af de små lysrøde rosenknopper, som hun bar ved sit bælte. Men da samtalen kom ind på det emne, som havde optaget hans sind så stærkt i de sidste måneder, gav erotikken plads for alvorligere tanker, og undseelsen blev trængt i baggrunden. Han så op og spurgte temmelig skarpt: » Blev du skuffet? « » Ja. « » Det blev mine forældre også, far især. Og dog véd jeg, Kamma, at jeg har handlet efter min bedste overbevisning; jeg har søgt at være fuldtud ærlig. En præsts ansvar er forfærdeligt; jeg tør ikke tage det på mig. « » Jeg tror, du kunne bære det bedre end de allerfleste, Johannes, « sagde Kamma sagte. » Du er så stærk og god. « Al den ganske unge piges sværmeriske beundring for den mand, som hun skænker sin fulde tillid, strålede i hendes øjne. Johannes blev hed og kold derved. » Du må ikke give mig en plads i dine tanker, som jeg ingen bet har til. Jeg er uklar over mange ting; derfor tør jeg ikke påtage mig at lede andre. — men ikke sandt, som læge kan jeg også virke i kærlighedens tjeneste? « » Ja sikkert — sikkert. « » En dygtig læge kan gøre meget godt. En præst kan let komme til at gøre skade mod sin vilje. « » Alen du ville være tolerant og hensynsfuld, Johannes. Du ville ikke blive én af de præster, som skræmmer folk fra kirkerne med hårde fordømmelsesdomme... « » Det ville jeg ganske vist ikke. Dertil har jeg for megen agtelse for hvert enkelt afenne-skes frie sjæleliv. Ingen kan sætte sig ind i en andens tanker og følelser og har derfor ingen ret til at dømme ham. « Kamma sad og så ned på spidsen af sin lille hvide Atlaskes sko. Et spil af vekslende følelser gled over hendes udtryksfulde ansigt.. » Johannes, « sagde hun usikkert, næsten frygtsomt. » Du er vel ikke bleven fritænker? « » Det kommer an på, hvad du forstår ved det ord. Efter min alening er det ethvert alen-neskes ret — ja hans pligt — at tænke frit over religionen, som over alle andre alvorlige spørgsmål i livet. Alen selv om jeg ikke kan regne mig til de ortodokse kristne, selv om jeg-stiller mig tvivlende over for mindre væsentlige spørgsmål — min tro på det, der er kristendommens sjæl og kerne, har jeg derfor ikke tabt. Tværtimod, den tro bliver stærkere hver dag, jeg lever. Kristendommen er det skønneste, der er til. Tag den bort, og hele tilværelsen bliver meningsløs og fortvivlet. Der er dem, som siger, at kristendommen er et overlevet standpunkt; men de tager fejl, den er netop fremtidens religion. I den gemmes spiren til alt det bedste i den ny tids tanker. Lys og luft for de fortrykte i samfundet, lige ret for alle, omsorg for de svage, medlidenhed med dyrene, krigens afskaffelse — hvad er det andet end praktisk kristendom alt sammen? « Johannes havde talt sig varm og begejstret, uden at huske på, at han befandt sig i en balsal, og at hans tilhører var en smuk ung pige. Nu faldt det ham med ét ind, at hans veltalenhed næppe havde været vel anbragt, og en hed blodbølge skyllede op over hans friske, lyse ansigt. Kamma så det og forstod ham. » Du må ikke være ked af, at du har talt således til mig, Johannes, « sagde hun alvorligt. » Jeg er din ven, ikke sandt? — og til en ven kan man sige alle sine tanker, uden at skamme sig over det bag efter. Måske mener du, at jeg ikke forstår mig på den slags ting, fordi jeg er en ung pige. Det kan være, at du har ret — men jeg har dog tænkt meget derover, og,.. min sympati har du. « Dér var det igen, det strålende, tilbedende, uimodståelige blik, som Johannes ikke turde møde! Så stor var hans undseelse, at han næsten følte det som en lettelse, da Gunild i det samme kom hen imod dem ved løjtnant Bangs arm. » Forstyrrer vi? « spurgte den unge pige muntert. » Nu begynder anden Dans, og så må du tage til takke med den letsindige søster, Johannes. Men du må love mig ikke at tale om teologi og lægevidenskab til mig, som du sagtens har gjort til Kamma, for jeg kan ikke følge med, det siger jeg dig forud. « » Det kan de ikke mene, frøken! « indskød løjtnanten høfligt. » De, som har en så gli

1887_Levison_Konsulinden

Olivia

Konsulinden

Levison

Levison

Konsulinden

female

1887_Levison_Konsulinden.pdf

Olivia

Levison

Silvia Bennet

dk

Konsulinden

Skildring fra Kjøbenhavn

n

roman

Erslev

KB

N-drev

pdftxt

1866-1887.

1866-1887. Kig igen: ikke sikker

CANON_HISTORICAL

En kold aprilsøndag i året 1866 kl. 6 om morgenen stak et uredt tjenestepigehoved ud af et vindue på anden sal i Silkegade, plirede mod den skærende og kolde forårssol, så’ op og ned ad gaden og skar nogle langsomme og søvnige grimacer, inden det atter forsvandt indefter. En støvsky sivede lidt efter trægt op i luften derinde, lagde sig på møbler og genstande, satte sig i lange striber i de røde cubica Gardiner og dalede på tjenestepigens hår, hvis tjavser derved kom til at se ud, som om de var overtrukket med en slags grå skimmel. En lille tør dame viste sig kort efter i en dør, der blev holdt på klem, skændte på pigen og forsvandt atter; pigen snurrede nu med et par raske tag hele tykke skyer af støv op, smækkede vinduet i og gik sin vej. Inde i et lille, næsten mørkt Kammer — det havde kun et lille vindue ud til en gård, der ikke var bredere end at man næsten kunne række over den — lå en ung pige, et barn på 16 år, strakt i sin seng lige på ryggen med armene op over hovedet og øjnene vidtåbne, fæstede på loftet. Det lille fine og magre ansigt havde et stærkt optaget udtryk, undertiden gav hun et lille suk... „ Elisabeth, er du oppe? “ blev der råbt gennem en lukket dør. „ Nej! “ „ Men barn — frisørmadammen kommer lige straks! “ „ Nu kommer jeg, moder! “ De små tynde arme blev et sekund puttet under den varme dyne; så blev den rask kastet til side, og med et gysende suk sprang det spinkle pigebarn ud på gulvet i si avide natkjole. Et par lyse, halvopløste piske svingede og slog ved hendes raske, små bevægelser, idet hun pustende og smågysende dukkede og pjaskede i det lille halvsprukne vandfad; hendes øren blev skinnende røde, de smalle kinder fik en klar lys farve. Der lød en ringen; den unge pige løftede hovedet, hendes brune, smalle øjne strålede og fik et forventningsfuldt udtryk. Den unge pige hed Elisabeth Olivarius og skulle konfirmeres i dag. Frisørersken var gået. Elisabeth sad endnu foran toiletsplejlet i forældrenes værelse og så’ mere drømmende end prøvende ind i det. Hun forekom sig så fremmed med det stort opsatte hår, der gjorde ansigtet så besynderlig bredt og voksent; — nå, men det var jo også noget helt fremmed, hun skulle begynde på i dag. At dagen virkelig var der! I det sidste år havde hun bestandig tænkt på, hvordan det måtte være at blive en voksen, konfirmeret pige, men aldrig videre end netop til dagen, til skjelnemærket, så kunne fantasien ikke danne more. Og nu i aften, så var hun virkelig over det, så var det sket.. Allerede dagen i forvejen havde det ringet i et væk, der var kommet besøg, enkelte foræringer; en skolekammerat — Olga strøm — havde broderet et lommetørklæde med hendes navn på, en onke’ navde bragt buketten, hun skulle have i hånden, desuden en brosche, som Elisabeth først ikke havde fået lov til at se, men som hun senere havde listet sig til at finde, inde på klaveret i den mørke dagligstue, hvor den lå som den første af en ventet og håbet samling af smykker. Elisabeth havde i smug lukket etuiet op og betragtet den ved skinnet af lygten udenfor, med hjærtebanken, rede til at dukke ned på hug under vindueskarmen, hvis nogen skulle komme ind. Thi moderen havde pålagt hende denne aften kun at beskæftige sig med religiøse tanker og med at læse i lærebogen, så hun kunne svare godt den næste dag. Det havde imidlertid været så heldigt eller uheldigt for Elisabeth, at præsten, der havde læst med dem, på en diskret måde i løbet af forberedelsestiden havde ladet konfirmanderne vide, hvad de ville blive taget op i. Naturligvis ikke ligefrem; en gang havde han fortalt dem, at hver ville få to spørgsmål, en anden gang hvor i bogen han ville begynde; endelig lejlighedsvis et lille vink om, hvem af rækken der skulle begynde. Så havde et klogt hoved, der året i forvejen havde fået en søster konfirmeret, regnet enhvers to spørgsmål ud. Ville man være meget forsynlig, kunne man jo desuden lære svaret på de to spørgsmål forud og de to bagefter; det havde Elisabeth gjort og følte sig derfor rolig. Af og til ramsede hun nu indvendig sine seks spørgsmål og svar op og havde derved følelsen af at gøre sin pligt; thi for hende stod dagen som i høj grad vigtig og højtidelig. Ikke just på grund af religionsforberedelsen. Denne lærebog, denne katekismus, som hun i skolen havde gennemtygget så mangfoldige gange, forekom hende ikke nyere eller interessantere, fordi hun tyggede den en gang til; og præsten, en aldrende fed mand med hængekinder og en rød hage, der på mindre vel barberede dage var bedækket med grå Stubbe, havde en vis gemytlig måde at tage det hele på, ingen mystiske anlæg og heller ikke synderlig retorisk salvelse. Han holdt af at knibe pigebørnene i kinderne, at lave små religiøse brandere, som hele skaren pligtskyldigst lo ad; hans små øjne under strittende øjenbryn plirede da med et eget glimt, medens han sugede underlæben ind med en Art sm asken... Den sorte silkekjole var kommen på, den knitrede sagte ved hver bevægelse, og det franske schavl lå i sin trekant lige ned til hælene — hvorfor ville det bestandig glide fra skuldrene, og hvor det dannede en løjerlig façon, tænkte Elisabeth. Psalmebogen og det broderede lommetørklæde i hånden, brændende kinder, sådan sad Elisabeth og ventede. Blev det ikke for sent — blot vognen ikke narrede! Hun havde sådan en lyst til at rejse sig, tage schavlet af og spejle sig...; men det kunne formodentlig ikke gå an —; gud véd, om præsten ville se på hende. Ellers, når hun havde en ny kjole på, plejede han at sige: nej hvor du er pæn i dag — sikken en ide; i dag havde han noget andet at tage vare — å men alle de mennesker i kirken, de ville se. — mon hun nu kunne svarene? Nå, gudskelov, der var vognen. De kørte. Moderen rømmede sig. „ Er du nu også vel forberedt, Elisabeth, til den højtidelige dag, “ sagde hun i samme tvungne og fremmede tone, som da hun den foregående aften havde anbefalet Elisabeth de religiøse tanker. Elisabeth gav sig straks igen til at høre sig i sine svar. Hun kom til at gyse, da hun trådte ind i kirken. Luften slog hende klam og ligesom tung i møde. Det var også så besynderligt denne langsomme vandring med faderen opad kirkegulvet; at holde ham under armen på den måde, det var, ligesom hun var en fremmed, en dame. — ja men dame blev hun jo netop i dag... Det var sandt, det skulle man jo ikke tænke på her i kirken. Det var der jo tid nok til bagefter. Mon andre mennesker sådan uden videre kunne sige: gud: det var. ligesom man måtte tage tilløb. Det var naturligvis igen galt at tænke, her i kirken! Når man endda kunne tænke noget rigtig ved det navn. Hun kom til at huske på, at hun og Olga en gang havde været i Frederiksberg have en eftermiddag, og så var det blevet skumring, og der blev med et så stille, så de kun hørte træernes susen, og så havde Olga pludselig spurgt hende, om hun ikke troede, det var gud. Elisabeth gav sig til at le: men idet hun hørte sin egen latter, blev hun bange, og hun smittede Olga, så de styrtede afsted, hen til forældrene, så hurtig deres ben kunne bære dem, med fornemmelsen af, at noget var efter dem, noget uhyre, vældigt... Og så en anden gang, da de skulle på køretur og det regnede, havde hun tænkt, man kunne jo gerne prøve på at bede gud, om det måtte holde op;' og så holdt det virkelig op... Hun var kommen til sin plads, havde sat sig og skottede til sine sidekammerater. De var blege; mon hun selv var lige så gul? hvor de alle så’ forandrede ud. Det var egentlig løjerligt at se dem komme sådan en efter en, højtidelige allesammen i den sorte kjole, med psalmebogen og buketten. Og nu drengene! De sad urolige, drejede og vendte sig og var rent naragtige i deres ny tøj; en sad og stirrede herhen, det var dog for galt, sådan en tosset unge! Hvor det gøs i hende! Orgelet satte i. Hun kom rigtig til at ryste. Det var dog også forfærdeligt, at hun ikke her i kirken kunne blive de tanker kvit; hun var vist ond, men hun ville være god nu. rigtig god, holde af alle mennesker, være så pornmtig... Orgeltonerne bruste igennem kirken, pirrede og rystede disse barnenerver, bragte dem til at skælve ligefrem ved den døvende styrke af disse voldsomme lyde, der ligesom storm fyldte hver en krog, sprang tilbage fra hvælvingerne og kløvedes mod hinanden som bølger i brænding. Så sank tonerne og sivede fine og skælvende som bønlige stemmer, strøg med ubestemt vemod hen over alle disse unge hoveder, så de bøjede sig... Alle pigebørnene fik tårer i øjnene, ingen af dem kunne vist sige hvorfor, men de sad og hulkede bag deres broderede lommetørklæde, medens de dog ikke glemte at skotte til hinanden eller at holde fast på psalmebog og buket. Der blev ganske stille, dødsstille; der gik måske et minut. Elisabeth vovede at tage tørklædet fra øjnene — lige foran hende, på prædikestolen, stod pastoren, nejende sig med foldede hænder og nedslåede eller lukkede øjne imod bogen, der lå opslået foran ham på det røde fløjels brystværn. Nu rejste han hovedet. Elisabeth kendte ham næsten ikke igen. Ornatens lange folder gjorde ham høj, ansigtet var næsten blegt, øjnene så’ store og alvorlige frem for sig, idet han langsomt strakte hænderne ud imod menigheden: „ Mine elskede tilhørere! Når vi i dag har forsamlet os i dette guds hus, da er det, fordi det er en betydningsfuld dag, som har været forberedt længe i ydmyghed og fromt arbejde. “ — hvor hans kinder skvulpede, når han slog hænderne ned i prædikestolen! Men hvor han så’ streng ud, slet ikke grinagtig som ellers. — å gud, var det dog ikke skrækkeligt, at hun ikke kunne passe på! Hvad mon han nu havde sagt... „ De unge skulle være os en formaning, at vi er det, som vi vente af dem, at de skulle blive, og ve os, om vi ikke er det, og ve dem, om de skuffe os; langt fra Herren skulle de blive kastede, og der skal komme som en hvirvelvind over dem, som en knusende hånd, et flammende uvejr!... “ Hvad mente han dog? Hvordan skulle man være? Mon gud virkelig var vred på hende, fordi hun havde tænkt på foræringerne?... „ Denne barnetro, som de unge uskyldige sjæle træde ind i livet med, som deres forældre have plejet hos dem, denne rene overbevisning, som mødrene have lært dem og indplantet uudslettelig i deres hjerte, frygten for den højeste og ærbødighed for hans indviede tjenere, læren om fristelsen i denne verden og straffen i den anden, dette er de unges sikre Skjold imod de onde magter, der omgive dem “ — hvad kunne hun egentlig af alt det? de seks skriftsteder; — ja, og så en aftenbøn, som moderen havde lært hende, da hun var ganske lille; men hun havde rigtignok i lang tid ikke bedet den. Hun huskede tydelig en aften, da hun allerede var en stor pige, at hun lå på knæ og havde foldet hænderne, og så spurgte moderen, hvorfor man egentlig gjorde det, og om gud ikke kunne være lige så tilfreds, når man lod hænderne hænge, og så havde moderen ligesom anstrengt sig for at lade være at le og havde sagt hende, at Vorherre blev meget vred, når man ikke foldede hænderne. — så havde hun just på trods ladet være at gøre det, og så havde hun også efterhånden glemt aftenbønnen... „ At i skulle huske dette eders løfte, at ikke sorg og ulykke skal være eders lod gennem livet, tifold Jammer og elende efter døden. Amen. “ Orgelet sætter i. Det kommer efter de stærke ord som regnskyllet efter tordenbraget, og da nu præsten står foran konfirmanderne og spørger, er der knap en, der kan fatte, hvad han spørger om, ingen, der husker de så vel forberedte svar. Med den strenge dommermine står han der, den fortrækkes ikke, uagtet svarene falde uregelmæssig og vildt, stammende, i stød, prellende af, som haglkorn mod et tag.... Elisabeth véd knap, hvad der foregår, førend hun ser præsten foran sig, med de udstrakte hænder over hendes hoved, som hun uvilkårlig bøjer. Han står et øjeblik således og hvisker nogle halvvejs uforståelige ord, Elisabeth opfatter kun: „ Glem aldrig, at du er dine forældres eneste barn “ — hun synes, der ligger en umådelig dybde deri, og da til slutning løfte- og velsignelsesformularen siges over hende, er det hende, som om ordene midt et for et som kolde dråber på hendes isse, hun synker under dem som under noget overmægtigt, umenneskelig tungt, der langsomt sænker sig ned over hende. Ude af sig selv brister hun pludselig, med sin hånd i præstens, ’ hysterisk gråd, bider i lommetørklædet, som hun stopper i munden, og har kun så megen selvbeherskelse tilbage, at hun kan holde sig fra at skrige højt. Alle konfirmandinderne græde, der er en lyd af hulken i kirken, og nede i stolene sige mødrene til hinanden, idet de ryste på hovederne: min datter er så sart — har sådan et letbevæget hjærte... Præsten holder igen fra prædikestolen en kort bøn, kirken begynder at tømmes. mat og med trætte øjenlåg går Elisabeth ud ved sin faders arm. I karetten læner hun sig ind i sit hjørne, trykker sit hoved op imod puden og følte blodets dumpe slag i tindingerne. Så lægger hun sig pludselig over imod moderens skulder og begynder at græde igen, uden at vide hvorfor, tårerne pible af sig selv frem. — der er tavshed; faderen stirrer forlegen og hjælpeløs på hende og blinker til moderen. Endelig rømmer denne sig forlegen og siger dæmpet: „ Elisabeth — du bliver så forstyrret i dit hår — ånd på dit lommetørklæde og hold det for øjnene — husk på alle de mennesker, der kommer, du må tage dig lidt sammen. “ „ Kan jeg ikke blive fri? “ klynker Elisabeth. „ På ingen måde, “ svarer moderen bestemt. „ En ung pige må ikke være aparte; når folk først får noget at sige på en, hænger det ved. “ Elisabeth rejser sig: hendes hoved tynges af en uendelig sløvhed, en smerte i tindingerne; men hun holder det oprejst alligevel. Pigen, som kommer styrtende til vogndøren, fortæller hviskende, at der allerede er gæster inde i salen. Fruen tager rask Elisabeth ved hånden, får hende hastig til at drikke et glas vin og en stærk kop kaffe, og fører hende så ind i salen. Her venter ganske rigtig allerede gæster, hver med en pakke, som de skyndsomst, idet Elisabeth træder ind, trykker hende i hånden; lykønskning, taksigelse, pigen byder vin og kager, der veksles et par ord, farvel. Imidlertid lyder klokken i entreen uafladelig, den samme scene gentager sig uafbrudt, halvfulde vinglas og halvopspiste kagestykker på alle borde, den samme lykønskning, de samme taksigelser, æsker og pakker alle vegne, Elisabeth midt på gulvet, blussende af de mange gange hun har nippet til vinen, følgende med skjulte, men spændte blikke hver nyankommen til hans pakke er afleveret, stirrende med trætte, hede, endnu ophovnede øjne. — således går formiddagen, eftermiddagen med, aftenen kommer... — da Elisabeth vågnede næste dag, var det med en følelse af at have vandret over den farlige bro, der skilte fra det forjættede land. Aftenen i går havde endnu hørt med til overgangen. Hun havde ikke haft nogen ung til bords, men en af de kedelige onkler; pastor Holm var kommen — hun havde næsten været angst for at se på ham — men skønt han lige straks så’ alvorlig ud, forandrede hans ansigt sig hurtig, han så’ på presenterne, smilede til Elisabeth, kneb hende i kinden og blinkede til moderen. Så holdt han rigtignok ved bordet en højtidelig tale om det alvorsfulde, hun nu gik ind til, men straks efter havde han hvisket til moderen — det havde Elisabeth godt hørt, da hun sad tæt ved — „ De skal se, det varer ikke længe, førend her bliver gratulation igen! “ og så havde de begge smilende set på hende. Så havde præsten sagt: på ære, hun gør dem ære! og så havde han lét som over en af sine katekismusvittigheder. Elisabeth havde følt sig helt lettet, som om det i kirken kun var et skræmmebillede, noget hun i alt fald ikke kunne få noget at gøre med. Hun kunne slet ikke forstå, hvorfor hun havde grædt så meget — og hvor dumt, at hun havde villet gå og skjule sig! Så havde hun måske ikke fået presenterne... Ved denne tanke sprang Elisabeth ud af sengen og fik stor hast med at klæde sig på for at komme ind og se, om de alle lå der endnu. Hun stod derinde, fik de halvvisne buketter af vejen, de røde æsker og langagtige etuier taget frem og ordnet. Så et efter et frem. Foran spejlet prøvede Elisabeth broscher og armbånd, hægtede ørenringe op og i, viftede sig og så’ sig snart en face, snart i profil. Hun var nu virkelig i landet. 2. Elisabeth var datter af grosserer Olivarius og frue, født hvidt. Fruens fader havde været indehaver af et gammelt anset firma, da Olivarius endnu var urtekræmmer i Regnegade; hvis nogen den gang havde spået hende hendes ægteskabsskæbne, ville hun have lét vedkommende op i ansigtet. Men forholdet vendte sig som så meget her i livet; hvidt tabte formue, skønt ikke anseelse, og levede sine sidste år som en hæderlig, men næsten fattig mand, medens Olivarius gik til vejrs. Først havde han en kaffebutik ovenover sin bod, senere kaffebutikken alene, så ingen butik mere. Frk. Hvidt var allerede i trediverne, da hun giftede sig med ham; hun var nu en tør, spinkel, lille dame med små fødder og hvide, alt for magre hænder- hendes teint var nu, da hun var ældre, voksagtig, hun holdt som oftest sine øjne nedslåede, især så’ hun næsten aldrig på sin mand. Ægtefællerne så’ ikke meget til hinanden. Grossereren opholdt sig, undtagen ved måltiderne, næsten bestandig på sit kontor; blev han imellem inde om aftenen, halv- eller helsov han over en Avis eller en kursliste. Fruen talte sjælden til ham, uden om husholdningssager. hvad Elisabeth angår, da havde faderen tidlig forstået at gøre sig grundig ilde lidt af barnet. Han forstod ikke at give sig af med det, kunne kun ytre sin faderkærlighed ved en uendelighed af smaskende Kys, som den lille pige vred sig i hans arme for at undgå, måske på grund af den gennemtrængende tobaksatmosfære, der altid omgav ham. Senere, da hun blev lidt ældre, kedede hendes lege ham, han forbød at købe legetøj — „ at kaste penge ud til det snavs “: moderen strammede da læberne sammen, svarede ikke, så’ heller ikke på ham, men sendte barnet ud med et beroligende og lovende øjekast, der stillede det tilfreds. Sporene af urteboden klæbede uudslettelig ved grossereren. De store, posede, altid fugtige og blålige hænder med brede, flade negle, der lå ligesom inde i kødet, fortalte om frosthuller og sildelage ni. ni., og visse ildekiingende sugelyde mindede om den altid åbne butiksdør og urtekræmmerforklædet, der måtte gøre tjeneste som serviet og lommetørklæde på en gang. Den forslugne hast, hvormed han, ligelig brugende kniv og gaffel, skubbede sin mad i den tæt ned mod tallerkenen bøjede mund, tydede på vaner fra ungdommen, på ensomme måltider i en halvmørk krog bag ved butikken, medens en utålmodig kunne trampede i gulvet eller bankede i bordet med sin paraply for at gøre sig bemærket. Konsulinden. 2 Fru Olivarius havde i begyndelsen af sit ægteskab søgt at opdrage manden, at få ham til at anlægge finere manerer. Det var mislykkedes, som det altid mislykkes at ville bibringe de ydre tegn på en finfølelse eller takt, der ikke i virkeligheden er erhvervet gennem arv eller selvudvikling. barnet vogtede hun nu på med desto skarpere omhu. Det var et af Elisabeths dybest indprægede barndomsminder, at hun en eftermiddag i halvmørket henne i sin legekrog havde moret sig med at eftergøre faderens spytten og Harken, medens han læste sin Avis — og moderen da med en vildhed og hæftighed, som barnet aldrig før havde set hos hende, var styrtet hen imod hende og havde revet hende op: „ Vov at gøre det! Vov at gøre det igen! “ Midt i sin forskrækkelse og gråd havde barnet set op i hendes ansigt og havde pludselig forstået situationen. Dette moderens udtryk af uvilje, af modbydelighed havde siden den tid stillet faderen ganske fremmed for hende, som en, der ikke hørte til, der var kommet ind med urette — hun lagde nu selv skarpt mærke til ham og fik hurtig øje for alt det, som moderen fordømte. Hendes væsen imod ham blev tørt, knapt, hun så’ lige så lidt på ham, som moderen gjorde det; efterhånden som hun voksede til, blev delen stiltiende forståelse mellem de to, et bevidst sammenhold udenom faderen. Han mærkede det, forsøgte at kæmpe imod, at bryde igennem ved at kæle for datteren, overraske hende, købe hende. Et blik af moderen var nok til at ødelægge alt. Tilsidst følte Elisabeth undseelse ved at tage imod gaver af ham; det daglige, det som hørte sig til, modtog hun uden at gøre sig rede derfor, uden skrupler, men at takke faderen for noget ekstra, at give ham det Kys, han forlangte og som hun i største hast viskede af sin kind, blev hende mere og mere ubehageligt. Da han mærkede, at datteren alligevel ikke kunne bringes til at holde af ham, blev han arrig, gnaven, gjorde sig en fornøjelse af at krydse hendes og moderens planer, søgte at forhindre dem i at have glæde, siden de nægtede ham at have del i den. Der blev krig, dulgt, men uafladelig, imellem to Lejre, hvoraf den ene tilsyneladende var i besiddelse af alle magtmidlerne, medens den anden altid satte sin villie igennem. Hertil kom, at den stakkels enehersker undertiden fik en overvældende følelse af sin ensomhed og magtløshed og da forsøgte tåbelige og ynkelige midler, der først ret blottede hans svaghed.-----intet kunne rokke Elisabeth fra den overbevisning, som slog dybere og sejere rødder for hvert barndomsår, der gik, at en fader var noget uundgåeligt, en hindring, man måtte finde sig i, men som man naturligvis søgte at gøre uskadelig ved list og behændighed, ved alle de midler, der stod til ens rådighed. Moderen foregik hende i så henseende med sit eksempel. Den sparsommeligheds ånd, der var naturlig hos en mand med olivarius’ oprindelse og udvikling, havde i de senere år antaget urimelige dimensioner. I den første tid af sit ægteskab, da han var beruset af sit held, af sit fine giftermål og af parven uens pengestoithed, pralede han med selskaber og toiletter, med indkøb osv. Så kom en i forretningsverdenen vanskelig periode; hans stilling blev usikker, han sank gradevis. søgte at holde sig oppe ved vovede spekulationer, mistede formue og gonnexioner og stod på nippet til at faliere, da nogle af hans gamle handelsvenner trådte hjælpende til. Et firma Clausen, der i sin tid havde støttet ham i hans overgang fra småhandelen til den virkelige kjøbmandsverden og som senere, til dels af interesse for hans kone, havde favoriseret ham på mange måder, gjorde især sin indflydelse gældende for at holde ham oppe. Han blev da hjulpen på føde igen; men siden den tid var hans grove og pralende selvtillid borte og med den følelsen af sikkerhed og velvære. khan blev slesk, ydmyg, trættekær, sær, slunken i sit væsen mod de heldigere, urimelig, hvor han turde det, endvidere tusende gange mere ængstelig og smålig end i sin første opadstræbende fattigdoms periode. Det blev ham en vane at finde hver udgift for stor, hvert indkøb unødvendigt; han måtte desuden have et sted at lade sit onde lune, sin bitterhed mod skæbnen, få luft. Fra velværetiden og fra sit ungdomsliv var Fru Olivarius vant til en vis form for det daglige, som hun ikke fandt det let at opgive, og da manden, selv da det ikke længer var så nødvendigt, med stor påståelighed og en vis hævnlyst absolut ville holde huset nede på det tarveligste, søgte hun at skaffe sig, hvad hun savnede, bag hans ryg og imod hans villie. Der udviklede sig da et system af fortielser, af halve sandheder og hele løgne, som Elisabeth med et barns skarpe iagttagelsesevne tidlig blev fortrolig med. Hun fik af moderen legetøj, men med pålæg om at gemme det, når faderen ventedes fra kontoret; hun fik lov at gå med, når moderen gjorde indkøb, på den betingelse, at hun kun måtte nævne den halve pris, hvis „ Far “ Skulle spørge. Elisabeth beundrede moderens fiffighed og rådsnildhed i at finde udveje og rede sig ud af vanskelige situationer, ligesom hun så’ ned på faderen, fordi han var dum nok til at lade sig narre. Hun lærte selv at forsøge sine kræfter i den retning, var stolt, når det lykkedes, og søgte da med øjnene moderens bifald. til hendes store forbavselse nægtedes dette hende undertiden. Fru Olivarius fik imellemstunder anfald af moralitet, hun holdt prædikener for sin datter om det syndige i at lyve, om at man aldrig burde bedrage nogen, uden det var højst nødvendigt, at det smertede hende, moderen, uendelig, hver gang hun følte sig tvungen dertil — subtiliteter, der var dikteret af en vis uhygge, en angst for, at datteren mulig kunne vende sig imod hende selv, men som aldeles gled af på Elisabeth, der nu som før vedblev at anse fiffighed for en dyd, dumhed for den eneste last, hun kendte.... Udadtil søgte imidlertid Fru Olivarius så vidt mulig at dække manden. Mangen en gang, når de ægteskabelige disputer afbrødes ved en fremmeds ankomst, havde Elisabeth hørt moderens stemme fra den koldeste hån pludselig slå over i bløde, kærlige modulationer, havde set hende med blid mine og devot indtrykt hage tale om „ min mand “ og hans ønsker og meninger. De eneste virkelige anfald af vrede mod hende selv, Elisabeth kunne mindes hos moderen, havde været foranlediget af uærbødige ord i fremmedes nærværelse, en fnisen eller et skarpt svar, når tjenestepigen hørte på det... Hjemmet, familien boede i, lignede en hel del andre københavnske hjem og havde disses ejendommelige egenskaber. Lejligheden indeholdt fire værelser, en dagligstue, en spisestue, et sovekammer til forældrene og det lille halvmørke rum, hvor Elisabeth sov, — opholde sig der om dagen var umuligt. Det lå nemlig på vejen til køkkenet, og den grove bondepige, som altid — rigtignok i idelig skiftende eksemplarer af racen — udgjorde familiens eneste tyende, såvelsom fruen, der hvert øjeblik skulle efterse et eller andet i køkkenet, vandrede uafladelig igennem det. Den såkaldte dagligstue var netop det modsatte af hvad dette navn antyder. Den højrøde damaskes elegance, der udfoldedes i dette værelse, var bestemt til at benyttes så lidt som mulig; et par lange forgyldte spejle, et blankt bord uden tæppe, men med bøger i guldsnit, ordnede i symmetriske bunker, en prismelysekrone, altid indhyllet i et falmet lyserødt flor, skabte en atmosfære af noget ubrugt og både åndelig og materielt isnende i dette værelse, der ved streng kulde blev opvarmet en smule ved middagstid for mulige visitters skyld, men hvis egentlige bestemmelse udtryktes i de ord, som Fru Olivarius ufravigelig tilråbte den just i tjeneste værende bondepige, når denne efter en ringen trampede eller slubrede gennem spisestuen: „ Er det fremmede, skal de i den anden stue ’. “ Familien selv opholdt sig fra morgen til aften i den til gården vendende, mørke spisestue. Her blev der spist, arbejdet og sovet — det vil sige til, når grossereren, efter at have løsnet flippen og knappet vesten op, sov sin lange, evindelige middagssøvn, medens fruen nikkede i sin stol og barnet var nærved at forgå af utålmodighed under tvangen til at sidde stille og ingen støj gøre, i den hede, af maddunst tunge atmosfære, ved den ensformige lyd af faderens snorken og moderens langsomt klirrende strikkepinde. Og mere og mere som hun voksede til, blev det hende hæsligt at se faderen med det af søvnen oppustede, røde ansigt, den blottede Hals med grå skægstubbe, den åbentstående, tandløse mund, hele dette udseende, der strammedes en smule op ved den stive holdning, han dagen over gjorde sig umage for at. bevare, men som nu i ubevidstheden sank ned til den oprindelige grove slaphed. Rejste han sig så endelig ved kaffedrikningen og bragte toilettet i orden med famlende fingre og stive, søvntunge øjne for at gå over til kontoret igen, var det for Elisabeth som en uendelig befrielse, som om der med den tunge varme, der strømmede ud, når hun straks efter hans bortgang lukkede alle vinduer op, blæste noget lavt og hæsligt bort, der ingen ret havde til at være i hendes liv og som hver tanke i hende vendte sig fra med uvilje og ubehag.... Lige i den sidste tid havde hun imidlertid med en slags stolthed mærket, at faderen ligesom havde begyndt at genere sig lidt for hende. Hun kunne se, at han lagde mærke til hendes blik og mine; men hun var jo også en stor pige, endogså usædvanlig gammel af en konfirmandinde at være. Hun var over 16 år; der havde været tale om at få hende konfirmeret både forrige og forforrige gang; men moderen havde ikke villet det — af grunde, som Elisabeth ikke ret forstod; thi hvad kom krigsåret eller de dårlige tider i grunden-den sag ved? Hun havde imidlertid måttet bøje sig; og meget havde hun i grunden heller ikke tabt, thi af selskabelighed havde der intet været, der var værd at tale om i de vintre. 3. En dag i den påfølgende oktober, just som familien havde samlet sig til middagsbordet, ringede det på dørklokken. „ Så for fanden, “ sagde grossereren og rev servietten af halsen i forventning om forretningsbesøg. Med den letvakte forventning og utålmodighed hos unge sprang Elisabeth til for at lukke op; moderen forhindrede det: „ Duglemmer, du er en voksen pige nu — “. Den for tiden i tjeneste værende bondepige vandrede igennem, fulgt af fruens: „ Fremmede i den anden stue! “ Og vendte tilbage, holdende to firkantede breve i snippen af sit forklæde. „ Der står en derude, i en lang frakke, og skal ha’ svar — “ Det ene af brevene var adresseret til frk. Olivarius: „ Etatsråd Clausen med hustru udbeder sig fornøjelsen — “ Det stemmede et øjeblik for Elisabeths hjærteslag. Hun så’ spørgende og tvivlende hen til moderen. Hos Clausens! Igennem hele Elisabeths barndom havde dette navn lydt som ferigets i eventyrerne. Det rige, fornemme hus, de glimrende selskaber, som forældrene ikke kunne blive trætte af at tale om. igen og igen havde Elisabeth, som om det virkelig var et eventyr, bedet moderen fortælle om de strålende dragter, den brusende musik, den festlige belysning; hendes fantasi havde svøbt sig i de brogede Atlaskes og fløjls-dragter med slæb hen ad de bonede gulve, hun havde udmalet sig de uoverskuelige sale i feslottet, strålende af forgyldning og af diamantkronerne på de skønne prinsessers hoved. Var det muligt, at hun selv skulle indlades til al denne herlighed? Hun følte sig så lille, så forsvindende, hun blev angst, fik et øjeblik lyst til at gemme sig, være fri for at komme med. Moderen kom tilbage, efter i egen person at have givet tjeneren besked. „ Nå — hos glausens! “ Sagde hun med en smilende højtidelighed. Og af og til under måltidet, som Elisabeth næppe rørte, opfangede hun faderens blik, hvilende på hende med en slags forundret stolthed. Skønt det ikke var koldt, frøs Elisabeth i drosken, der førte hende og forældrene til ballet. Ude af stand til at holde sig rolig, bevægede hun fødderne i takt til blodets hastige slag i hendes årer. Hun havde fornemmelsen af en kamp, en valplads; hun var bange og på samme tid opfyldt af forventning om det mærkværdige, det eventyragtig-magiske, der ville ske. Da hun en smule bagved forældrene trådte ind i det af ældre gæster opfyldte modtagelsesværelse, følte hun sig lidt skuffet og beroliget. ingen stor glans, ingen fedragter. — en ældre, svær, knejsende dame kom hen imod dem med et venlig-nedladende smil. „ Min datter, Fru etatsrådinde, “ sagde Fru Olivarius og førte ved hånden Elisabeth et skridt frem. „ Virkelig en nydelig lille pige, “ sagde etatsrådinden bifaldende og strøg Elisabeth over kinden. „ Hun må ind til de unge. “ Hun gik hen imod fløjdøren og skød den op. „ Amalie! “ Elisabeth blev blændet stående i døren. Feslottet syntes at virkeliggøres. Balsalen, der strålede af lysflammer overalt, syntes hende et øjeblik uoverskuelig; under den mægtige lysekrone i dens midte havde en mængde unge piger samlet sig. Der var en smule mørkere lige under den, og det forekom Elisabeth, som om der imellem hende og dem trak sig et skinnende hegn af skrå lysstriber, der spillede på de yderstes lyse dragter, deres smykker og hvide skuldre. Hun vovede næppe at gå hen imod dem; der var blevet tavshed i gruppen, alle betragtede den fremmede, og Elisabeth følte det, skønt hendes øjenlåg tyngedes ned, som om det var umuligt at se op, medens hendes læber, der ville smile, fortrak sig til en træet grimace. En stor brunette med stive, regelmæssige træk løste sig ud af gruppen og kom imod hende. „ Frøken Olivarius — velkommen, “ sagde hun med rolig, lidt slæbende stemme. — „ De kender vist ikke damerne her: frøken Holst, frøken Vestrup — “,,å, Amalie, “ afbrød en af de unge damer præsentationen, „ skal vi ikke tage os noget til? Det er da utåleligt at stå sådan i en Klump — “ Med uforandret alvor svarede Amalie: „ Vi skal straks tage fat på ordsprogslegen. “ „ Søde Amalie, hvem skal stå for partierne? “ „ Brandt og — “ „ Brandt! å Brandt! “ råbte en hel del leende stemmer. En ung mand, der havde stået ovre ved en dør sammen med en del andre herrer, rejste hovedet ved dette råb og gik over gulvet. Hans lille, kraftige figur havde noget usædvanlig spændstigt, hvert trin af hans små højvristede fødder gav indtryk af noget fjerende, elastisk. Hans smuk

1897_Gjellerup_Konvolutten

Karl

Konvolutten

Gjellerup

Gjellerup

Konvolutten

male

1897_Gjellerup_Konvolutten.pdf

Karl

Gjellerup

dk

Konvolutten

En graphologisk Studie

y

roman

Schubothe

KB

Roman?

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

Det er nu en snes år siden, at jeg ved en artikel i et tysk tidsskrift blev opmærksom på abbed Michons tteori om en systematisk udtydning af de charaktereiendommeligheder, der have udpræget sig i håndskriften. Artiklen var skrevet i den spodske tone som alt nyt og overraskende er temmelig sikker på at møde i pressen, men den gav mig dog den forestilling, at der stak noget mere under sagen end vilkårligt fantasien. Jeg anskaffede abbedens bog og blev snart hans ivrige discipel. i begyndelsen drev jeg grafologi som etliebhaveri i de fritimer, som mit egentlige studium levnede mig. Men denne gådefulde mellemting mellem videnskab og kunst tog lidt efter lidt interessen i den grad fangen, at mit fagstudium blev bisagen; og da mine formuesomstændigheder tillod mig at se bort fra brødsiden af et studium, besluttede jeg mig til helt og holdent at ofre mig i denne nye kundskabs tjeneste. Det var som sagt i grafologiens allerførste barndomsdage. Der fandtes i Tyskland vel en eller to naturgraphologer, som gav sig af med at » spå efter håndskriftcrc, men som ingen fast mettode havde og heller ikke blev taget synderlig au séneux; hvad Skandinavien angår, så var sagen næppe nok kendt af navn. Jeg tilstår, at jeg nærede det lønlige håb, at det skulle være mig, en dansk, forbeholdt at lede grafologien ind på en virkelig videnskabelig bane og fuldføre med nordisk grundighed, hvad den franske abbed så lykkelig havde begyndt med sydlandsk enthousiasme. min nye syslen holdt jeg hemmelig for alle. Jeg frygtede med rette for at komme i miskredit som fantasi i den videnskabelige verden og derved på forhånd kompromittere sagen. Først når jeg kunne træde frem med et færdig begrundet system, understøttet af en rig og alsidig materialsamling, først da var tiden kommen til at kaste masken. Imidlertid drev jeg altså mit såkaldte fagstudium videre for et syns skyld — hvilket jeg senere ikke havde grund til at fortryde. Jeg havde også en uvurderlig fordel af dette hemmelighedskræmmeri. Hvis jeg havde fortalt mine bekendte, hvad jeg havde for, så ville de sikkert have fået en vis mistro til mig og være blevne ængstelige og forsigtige med deres skriftlige meddelelser; men netop de, som jeg kendte bedst og havde rigest lejlighed til- at iagttage, skulle jo være mine fornemste forsøgsobjekter. Jeg begyndte virkelig også snart at vurdere dem efter deres skrift. Ofte forbandede jeg den nøgterne tid vi levede i, og ønskede den forrige generations brevskrive-salighed tilbage. Imidlertid skrev man dog den gang endnu en del mere end nu omstunder, da de unge mennesker slet ikke kunne skrive et brev mere. De af mine venner, der vare så meget forud for deres tid, at de aldeles ikke ville korrespondere, blev mig snart ganske ligegyldige. Jeg foretrak at omgås et brevskrivende uhyre frem for et dydsideal, der havde penneskræk. Således fanger videnskaben og således forhærder den. Ganske vist faldt det mig ofte droit, ikke at kunne underholde mig med nogen om det, der* interesserede mig mest — for ikke at sige udelukkende. Og dog havde denne lsolerethed på den anden side også sin. store charme. Nutildags da grafologien ikke blot er bekendt, men også anerkendt, da den er mode og begynder at blive en slags sport: nu da der ved domstolene — i alt fald i udlandet — er ansat ed- fæstede skrift-sagkyndige, hvem øvrigheden spørger tilråds om hvorvidt en forbryder fortjener benådning eller ej; — nu, da månedsskrifter, illustrerede tidender, ja endogså dagblade regelmæssig bringe grafologiske porlraittcr; — nu, da skrifttydning er en pikant underholdning ved assembléer: nutildags kan man vanskelig gøre sig en forestilling om, hvordan den ensomme forsker i den nye hemmelig videnskab den gang var til mode. Nærmest må man tænke sig ham som en alchymist, der allerede ser guldstøvet flimre i retorten, som en astrolog der stiller et heroskop, som en mager, der stirrer på de mægtige tegn i nostradamus’ foliant, indtil åndetågen foran liam fortætter sig til en skikkelse. Ja, når således, i det natlige lampelys, fra de små sorte skrifttræk på det lille oktavblad det ene psychologiskc træk løsnede sig efter det andet, når de samledes, snart indskrænkende hinanden, snart supplerende hinanden, smeltede sammen til nydannelser og endelig byggede en sammenhængende personlighed op: da var man i sandhed højtidelig til mode som en troldmand, der maner en ånd frem, og nød noget af en speares skaberglæde. Hvilken dæmonisk magt følte man sig ikke i besiddelse af — hvilke uoverskuelige perspektiver åbnede der sig ikke for fremtidig menneskekundskab! Her læste man et brev, overstrømmende fuldt af christelig mildhed, selvfornægtelse og kærlighed — og skrifttegnene, hvoraf disse ædle sentenser vare sammensatte, talte om følesløs hårdhed, hensynsløs egoisme og brutal energi; — der psalmoderede teksten i ætteriske toner om evig og platonisk kærlighed, medens den tykke, klæbrige skrift hviskedee en kynisk kommentar om faunisk sandselighed. Men undertiden fandt man også i et brev af dagligdagsogubetydeligtlndhold, måske endog fuldt af enfoldige og ubehjelpsomme udtryk, en håndskrift, der vidnede om sjælden iljertensgodhed eller om en høj og ædel åndsretning. Det er et ofte brugt motiv, at en ung mand forelsker sig i et portrait og nu ikke har rist eller ro, før han har fundet originalen, om han så skal rejse på må og få ud i den vide verden for at opsøge den ubekendte tilbedte. Hvor godt kunne jeg ikke tænke mig, at jeg havde forelsket mig i et grafologisk portrait, ogat kærlighed og videnskab, ledende og drivende hinanden, havde jaget mig verden rundt for at finde, hvem der havde skrevet disse linier med denne skønhed i initialerne, denne enthousisiasme i svingene, disse allerkæreste kokette snørkler og lunefulde sløjfer, denne sensibilitet i førelsen, denne alfeagtigc finhed i strøget og denne excmpclløse iljertensgodhed i curverne — 11 — grafologien var den gang ung, og det var jeg med. i hele dagen igennem havde jeg syslet med sådanne undersøgelser og ville nu henimod aften unde mig en lille adspredelse. Efterat have mønstret forskellige muligheder bestemte jeg mig til at opsøge min ven ankær og slå en passiar af sammen med ham. Herr ankær var den gang hen ad de fyrre, men så med sine markerede træk og det-temmelig grå hår noget ældre ud. Han var overhovedet snarere grim end smuk; i alt fald måtte man, for at finde skønhed hos ham, holde sig til den mere åndelige side: den ædle pande og det lysende blik. Han syntes heller ikke at gøre synderlig lykke hos kvinderne. Kim den limefuldeste af dem, Fru Fortuna, havde åbenbart kåret ham til sin yndling og udstyret ham ødselt både med rigdom og med begavelse. Måske stod hos ham den første gave noget i vejen for den anden, idet den gav ham frihed til at følge alle en rig naturs tilbøjeligheder, uden at han nogensinde var tvungen til resolut at trælle et valg imellem dem og koncentrere sine kræfter til et afgørende slag. Han interesserede sig meget for maleri, besad omfattende kundskaber på dette område og malede selv; han læste filosophiske skrifter, drev noget musik og digtede. Uge i de dage havde han udgiveten interessant novelle, der blev gunstig omtalt i bladene. Jeg havde tniffet ankær i Schweiz cl årstid før, og vi havde fornyet vort bekendtskab i København. Det var mig altid en fornøjelse at besøge ham i hans nydelige villa, og jeg forlod ham aldrig uden åndeligt udbytte. jeg trådte — som sædvanlig — uanmeldt ind. Arbejdsværelset, som han opholdt sig i, var kun ved en åben portiere adskilt fra salonen. Da gulvet her var belagt med et tykt tæppe, hørte han mig ikke komme. Idan sad i en lænestol med et brev i hånden. Lampelyset faldt grelt på hans ansigt og åbenbarede et sælsomt udtryk: dets hovedbestanddel var mishag og uvilje, og det i en udpræget grad, men også en helt modsat følelse syntes at være indeholdt deri. Dette af modstridende elementer blandede udtryk var mig så påfaldende, at jeg blev stående midt i salonen. Hans blik var fasttryllet til brevet, som han dog åbenbart ikke læste. Indholdet lod til at være udtømt. Men hånden førte skriftstykket snart tæt op til øjet, som om en enkelt streg eller et punkt skulle undersøges, og fjernede det snart igen, som for at gøre den hele ductus overskuelig. Underligt i on dirai un meissonier: *le graphologistei, tænkte jeg — på fransk, sandsynligvis fordi jeg i disse dage næsten udelukkende underholdt migmedmichon. Kun den dybe Kummer, der rynkede hans pande, og et vist lidenskabeligt træk ved mundvigen ville ikke ret have passet til fremstillingen af en objektiv videnskabelig undersøgelse. Jeg trådte et skridt fremad; ankær så tilveirs, kastede brevet på bordet og bød mig hjertelig velkommen. Tjeneren — thi denne lykkens pamfilius havde en i —• bragte whisky og sodavand, cigarerneglødede, den forfriskende drik perlede i de høje glas og passiaren begyndte. Jeg havde just samme morgen læst en gunstig og usædvanlig vel skreven anmeldelse af hans novelle, og var således i besiddelse af et stof, der sjælden lader en ung forfatter forblive ligegyldig. Men snart mærkede jeg, at han kun halvt lånte mig øre, medens hans blik bestandig på ny søgte brevet. Det lå lige for ham; men konvolutten var bleven skubbet til side og befandt sig i min umiddelbare nærhed, skråt støttet mod nogle bøger og således, at bogstaverne vendte imod mig. Den lå virkelig der som på en lille læsepult, og det fulde lampelys strømmede ned over det. Så mange omstændigheder havde en konvolut sandelig ikke behøvet at gøre for at drage en grafologs blik til sig. Og hvad det angår, at holde det fast — denne konvolut kunne være ganske ubekymret. jeg undrer mig endnu over, at jeg ikke råbte højt: du gode gud, sådanne egoismesløifcr i hele dagen havde jeg været på jagt efter egoismcsløifen — det mest charakteristiske og det ubedrageligste af alle grafologiske tegn. Den opstår derved, at pennen efter at have fuldført trækkene af et stort bogstav — eller af et helt ord — gør en svingning, der centripetalt fører tilbage til den skrivende.15' ) godt og vel en halvthundrcd breve af min correspondanke havde jeg gennemstøvet for at studere dette fænomen i alle dets former, og jeg havde da også gjort et rigt bytte afegoismesløifer hos mine venner, men især hos mine veninder. Dog vare de næsten alle noget undselige, ja til dels forkrøblede, og under - * ) for at læseren kan forbinde en klar forestilling med denne forklaring hidsættes nogle eksempler på egoismesløjfen: tiden fandtes de kun i rudimentær form, så at der hørte et øvet øje eller vel endogså et forstørrelsesglas til for at opdage dem. De lignede blomster, der savne den rette jordbund. Her florerede de derimod i tropisk ukydskhed; de hævede sig op over bogstaverne og snoede sig som yppige slyngplanter, der kvæle de træer, som de ranke sig op ad. Over Min vens lille beskedne M — han hed Martin — krummede en slynge sig højt til vcirs for så at skyde stejlt ned og bryde kølleformig af midt i det hvide papir. Det var frygteligt i man så formelig, hvorledes brevskriveren hensynsløst nedsatte adressaten til et blot og bart middel, udbyttede og tilintetgjorde ham. Hvor uhyggelig tiltrækkende dette syn end var, så fandtes der dog cd anden form, der fængslede mig endnu mere. Tilfældigvis — eller gives der et grafologisk forsyn? — begyndte gadens navn med r, et bogstav på hvilket egoismesløifen med forkærlighed snyk ter. Efter at stregen var trukket igennem, knækkede den af til højre og understregede ordet med en kølle. At man nu på forhånd understreger det endnu uskrevne ord med initialcn ( navnlig med C ) — dette træk af stærkt selvbehag er tilstrækkelig bekendt. Men i denne ejendommelige forbindelse med egoismesløifen havde jeg aldrig set det. Og så tilmed denne brutale energi i en botaniker, der ikke langt borte, men på et vanskelig tilgængeligt sted, ser en endnu aldrig beskreven plante, en monstrøs variation af en Art, der just er hans specialstudie: — han vil kunne gøre sig en forestilling om, hvordan jeg var til mode overfor denne konvolut. Jeg måtte have den —1 men hvorledes? Gud må^vide, hvad vi egentlig talte om! Jeg tror knap, jeg vidste, hvad jeg sagde, og det trøstede mig ikke lidt, ♦ ) det omtalte r's form var følgende: at jeg mærkede, at min ven næsten var ligeså åndsfraværende som jeg, idet hans blik blev tiltrukket af brevet som mit af konvolutten. Endelig, da der dog ikke ville falde mig noget fornuftigt ind, bad jeg ham ligefrem om at give mig konvolutten. Lian så på mig med et forundret og lidt mistroisk blik, og spurgte uvillig, hvad jeg dog egentlig ville med den. På dette spørgsmål var jeg slet ikke forberedt; men da jeg i det samme bemærkede et udenlandsk frimærke på konvolutten, fandt jeg hurtig på en lille løgn. — de vil vist le mig ud — men jeg har anlagt en frimærkesamling. Jeg undrer mig endnu den dag i dag over, at jeg ikke i det mindste var så fiffig at sige, at jeg ville give frimærket til en dreng, der samlede. løvrig ville det ikke have hjulpet mig det mindste. Thi med den rolige bemærkning, at min samling ikke måtte være kommen langt, 2* når den ikke indeholdt et almindeligt russisk frimærke, tog ankær en prægtig saks, der som alt. hvad der fandtes på hans arbejdsbord, varet lille kunstværk, og klippede rolig hjørnet med frimærket af. Ethvert fornuftigt menneske havde nu givet tabt; men en samler er ikke noget fornuftigt menneske. Heller end at gå glip af konvolutten ville jeg tilstå sandheden, skønt den indeholdt den beskæmmende kjendsgjerning, at jeg lige havde gjort mig skyldig i en — lad os sige qualificeret usandhed. — kære ven, svarede jeg, idet jeg anslog den letteste tone, der stod til min rådighed, — det var jo bare en spøg! Så barnlig er jeg dog heller ikke.... Nej, jeg ville gerne have konvolutten til en''samling — men rigtignok ikke til en frimærkesamling. — til hvad for en slags samling da? — til en samling af breve — — og konvolutter? tilføjede ankær med en let spot i stemmen og gennemborede mig atter med hint mistroiske blik, — hovedsagelig ganske vist af breve, svarede jeg uforstyrret. — men selve brevet kan jeg vel næppe gøre mig noget håb — — ankær bedækkede uvilkårlig brevet med sin hånd og trak del nærmere til sig. — så ubeskeden vil jeg ikke være, tilføjede jeg beroligende; men jeg tænkte, at konvolutten vel næppe havde synderlig værdi for dem. — do kender altså håndskriften? Spurgte han med et hurtigt, sky blik, og rødmede ved at stille dette spørgsmål. — hvis jeg kendte den, ville det lille skriftstykke ikke have den interesse for mig. Han rystede på hovedet, som om han opgav at løse dette problem. — ja, når jeg kan gøre dem en tjeneste med det, så er det mig naturligvis en fornøjelse at bidrage til deres samling. Og han rakte mig konvolutten. Jeg indså nok, at han ikke havde synderlig større tiltro til denne samling end til den forrige. Men det vold te mig ikke stor bekymring. Jeg var alt for glad ved at vide min skat velforvaret i in iii brystlomme. For at bevare anstanden passiarede jeg endnu en halv times tid — i alt fald håber jeg, at det var så længe — og ilede så hjem for stanic fede at underkaste min nye erhvervelse en nøjagtig undersøgelse. Med dennes enkeltheder vil jeg ikke plage nogen. Kun det overraskende resultat, som anvendelsen af forstørrelsesglasset gav, kan jeg ikke fortie. Det viste sig, at i denne faste, næsten brutal energiske håndskrift sittrede alle trækkene. Denne fine sittren, der ikke er til at opdage med det blotte øje, var allerede et par gange forekommen i min praksis. Fænomenet er undgået Michons opmærksomhed, og hypotheserncs felt var altså åbent. Min gik ud på, at grunden var en unormal høj grad af sandselighed, hvilket jo også fysiologisk ville være ret forklarligt. Iler havde jeg nu et pragteksemplar af denne sjældne Art. Men den stammede fra en ukendt egn, hvorhen der hverken førte vej eller sti. Ak, aldrig ville den kunne tjene til at bekræfte eller berigtige min hypottese i den var og blev en død skat. Denne.bittre betragtning fik mig næsten til at glemme de andre fortrinlige grafologiske egenskaber, og jeg ville være gået meget nedslået til sengs, hvis min elastiske natur ikke havde foregøglct mig det håb, at et tilfælde dog måske ville bringe mig på sporet af brev- skriveren. Iii det kunne vel være en måned senere, at jeg var indbudt hos en af vore mest yndede skuespillere. Jeg holdt overmåde meget af disse små souper hos min ven, skuespiller rung. Allerede selve boligen med dens brogede, næsten zigeuneragtige præg tiltalte min fantasi. Nutildags er man bleven lidt overmæt af disse » ægte kunstnerhjem «, men den gang var de temmelig ny i kongens København. Strålende, skævt ophængte portierer virkede opmuntrende på øjet efter den farveløse nationalliberale retvinklethed, og med al agtelse for kanevasbrodcrier efter constantin-iiansenske mønstre, så er et persisk tæppe et persisk tæppe. Dernæst var underholdningen som oftest åndfuld og altid livlig og fri, så velgørende forskellig fra den i de spidsborgerlige kredse, som familiebånd havde knyttet mig til. Jeg har heller aldrig truffet et kedeligt og kun sjælden et grimt menneske dér, medens begge disse arter er stærkt repræsenterede i min familie. Endelig — og jeg må tilstå, at dette også spiller en rolle for mig — spiser man særdeles godt der og drikker endnu bedre — rødvin endogså af mægtige slebne krystalpokaler, der er mig særlig sympattiske. Så god kaffe som hos rungs har jeg aldrig drukket andetsteds, og hvad cigaretter og cigarer angår, synes min mimiske ven, at have ganske egne kilder — jeg antager en flydende ved jenitscheh og en ved habbana. Man behøver da også kun at kaste et flygtigt blik på et brev fra ham for at overtyde sig om, at ban er en « feinschmecker « - — lige til papiret, og har alt andet end gnier-tendenser. Selskabet var ikke stort. Næsten alle hørte til den stand, som efterverdenen ikke fletter krandse for. Et skjæggemenneske var påfaldende og virkede som modsætning dekorativt. Der var også en dramatisk forfatter, som efterverdenen heller ikke fletter krandse for. Hans stykker kendte jeg ikke, men desto bedre hans håndskrift, såvel fra manuskripter som fra breve; — rent de- duktiv, uden genialitet, men energisk og klog; de » deigede « træk tydede på en sandselig natur, der navnlig var hengiven til bordets glæder; hele sider forkyndte den umådelige ødeland. Han måtte gøre Carriere, fortjene meget, sætte det fortjente overstyr, overleve sin berømmelse og endnu tidligere sin fordøjelse. Således er det da også kommet. Og hvor skulle det kunne være andet? Videnskaben tager ikke fejl: — ©ein seben lag angefangen unb befdjfoffcn in beder ( Santa sofa ijeiltgen tregiflern. Man tilgive mig dette citat. Stemningen fører det sådan med sig. Uden citater løber et skuespillerselskab nu en gang ikke af. Damerne vare mere eller mindre smukke og alle fordelagtig klædt, om man end kunne se på nogle af toiletterne, at de adskillige gange havde fejet de verdensbetydende og* måske derfor så smudsige brædder. Jeg mønstrede just skønhederne omhyggelig og gættede på, hvem jeg vel skulle have den ære at føre til bords, da husets frue satte sig ved siden af mig og beklagede, at min borddame endnu ikke var kommen. Det var en ung skuespillerinde, der gjorde furore i operetten. Jeg havde endnu ikke set hende, som jeg da overhovedet trods dette skuespillerbekjendtskab ikke var nogen flittig tteatergænger. Men efter hvad Fru rung sagde, var Marie Jensen eller, som hun med sit kælenavn hed, Mimi chansonette, et sådant vidunder, at det var en stor begunstigelse, at være hendes cavaler, selv om jeg først kunne nyde hende ved deser ten. Thi hun spillede i aften i en lille enakter, men havde betinget sig, at man ikke skulle vente på hende med at gå til bords. Foreløbig trøstede jeg mig med, at jeg kom til at sidde ved siden af min elskværdige værtinde, som jeg altid underholdt mig fortræffelig med. Jeg benyttede lejligheden til at spørge om, hvad der egentlig var frøken Jensens hovedrolle. — å, de rædsomme menneske! udbrød hun, de har vel aldrig set vores Mimi? Jeg tilstod med et suk, at jeg indtog dette barbarstandpunkt. — det er utroligt! Ja, sådan er de jo! De fortjener rigtignok ikke den lykke, jeg har tiltænkt dem. Jeg kunne ikke nægte min uværdighed, men appellerede blot til hendes høl hjertethed. — nej, jeg siger dem ikke det mindste... Det er ikke andet end deres velfortjente straf, at de kommer i forlegenhed. Vi snakkede om andre ting. Jeg holdt også flittig øje med selskabet. Særlig glæde havde jeg af dramatikeren, som ikke gjorde min prognose til skamme, men skuffede i sig, som om han var angst for at overleve sin berømmelse. Pludselig — jeg tror vi var ved den anden mellemret — gik ihøidøren til entréen op. — god aften alle sammen 1 råbte en nydelig lille brunette, idet hun hoppede ind. Alle rejste sig, og der fulgte en stormende modtagelse på skuespillervis. — velkommen Mimmi, velkommen! Råbte værten, idet han bredte armene vidt ud, i heltefader-posen, hvorpå han trykkede hende til sit bryst og kyssede hende på kinden. Og nu fløj hun fra den ene omfavnelse til den anden, indtil hun endelig af husets frue blev afleveret hos mig. Vi blev hurtig præsenterede for hinanden; hun gjorde et soubrette-knix og satte sig. — å gud! I har jo helt taget vejret fra mig, råbte hun, idet hun lænede sig tilbage og viftede sig med lommetørklædet. — men det er jo slet ikke sent, bemærkede vor vært, hr. Rung. Vi havde dog godt kunnet vente på dig. — å, hvor er du dog dum, Emil — som en baby!.. På den måde fik jeg dog min entrée — var den ikke godt sat i scene? — din strik — brillant i nå og hvordan er det så gået dig? Stor furore, mange krandse? Liun satte en foragtelig trutmund op: — — å —i en bouquet har jeg fået. — ja, men hvor har du da bouquetten? Da du kom tomhændet, troede jeg, at krandsen© var så kjæmpcmæssige, al de slet ikke kunne slæbes med. — bouquetten ligger såmænd ude i forstuen. For jeg vidste jo nok, at i ville trykke mig halvt fordærvet. En homerisk latter belønnede denne naive tilståelse. Bouquetten blev hentet ind og stillet foran hende på bordel, jflantet i en af de omtalte pokaler. Forgæves protesterede hendes genbo, fordi han derved gik glip af den skønne udsigt. Men hun holdt ham skadesløs ved at kigge frem snart til højre, snart til venstre for blomsterne eller ved at lade sit blik spille over til ham imellem dem. — men det er jo en pragtfuld bouquet! Sagde Fru rung. — å, Mimi er bleven så forvænt ved sit triumftog, sagde hendes mand ved den anden ende af bordet, at der ikke er noget, som imponerer hende mer. Mod polakkernes enthousiasme i Polen kan vi jo ikke komme op herhjemme. •— nej, det er rigtignok sandt, det er et forrykt folk! Å Emil, du skulle have set den aften, da jeg sang >noch ist Polen nicht verloren « — naturligvis på polsk — hvordan er det nu — — hun sang en strofe og aflokkede de polske ord så forbløffende nasal- og andre toner, mens hun skar de umuligste grimacer, at vi alle var ved at forgå af latter, og nogle løb stor fare for at gå bag over med deres stole. Og under alt dette vedblev hun selv at være ganske alvorlig og syntes neppe at bemærke sin > latter-succes «. — nej, sådan en begejstring, det gør i jer slet ingen forestilling om, kinders, sagde hun, fortabt i sine erindringer. — liar de også dandset mazurka? Spurgte skjæggemcnnesket, da selskabet nogenlunde havde forvundet det ikke fortabte Polen. — om jeg har?... Det er forresten en tosset Dands... Nej, må jeg bede om en Lumbye. Og hun nynnede champagnegaloppen. — apropos om champagne og a profos des bøttes, sagde dramatikeren — har også en eller anden fan* ) drukket champagne af deres sko? — ja, af min sko er der bleven drukket champagne, det er rigtigt nok, men hvad de vil med deres gamle hedningcgud — — stormende munterhed. — bedste'yrøken chansonette, råbte dramatikeren, >pan « betyder i dette tilfælde — * ) Pan, adelig polsk titulatur, som det engelske sir. — å, det ved jeg nok, hvem Pan er, jeg kender meget godt de myttologiske navne. Nej, det var en smuk, ung herre, med en dejlig knebelsbart — ikke sådan en smule tingest, som de har — nej, en glimrende sortie » zu beiden seiten ab « ------- og hun drejede med sine fingre imaginære knebelsbarter til begge sider, indtil hendes venstre hånd for mig i ansigtet, hvorpå hun meget angerfuld bad mig om forladelse. Denne tilstod jeg hende, uden betingelse, hvilket tildrog mig en del let købt spøgefuld dadel, da jeg efter nogles næsvise mening burde have straffet den frække hånd og i det mindste brændemærket den med et Kys — » altså med et meget ildfuldt Kys «, mente dramatikeren. Dette førte nu til mange overflødige spørgsmål angående håndkys og andre formodede Kys af polske magnater. jeg beundrede den slagfærdighed og takt, hvormed hun afparerede disse drillerier, idet hun vidste at holde sig lige langt fra knibskhed og letfærdighed. Derimod ærgrede det mig ikke så lidt, at hun ved denne ordfægtning egentlig mere kom til at tilhøre hele bordselskabet end mig, som dog var hendes cavaler. Jeg var derfor hustruen meget taknemlig, da det lykkedes hendes selskabelige behændighed at udfri Mimi af den almindelige skærmydsel og indvikle hende i en snevrere samtale ved vor bordende. Rigtignok kom jeg selv nu temmelig snart i klemme. Thi min ondskabsfulde veninde begyndte at tale om frøken Jensens roller og henvendte sig hvert øjeblik til mig: « ikke sandt, i den scene er hun dog fortryllende — — — som. Hun synger det lille couplet — — — « Indtil mine forlegne og intetsigende svar også blev frøkenen påfaldende, og Fru rung med en lystig latter kastede masken: — — du må nemlig vide, Mimi, at dette dette menneske aldrig har set dig spille. ^chansonette « så på mig, åbenbart i 'tvivl om det ikke var en spøg. — virkelig? Å, du narrer mig bestemt, Vilhelmine. Jeg måtte tilstå, at det virkelig forholdt sig således, men lovede naturligvis så snart som mulig at indhente det forsømte. Mimi så på mig med barnlig nysgerrige øjne, som om hun betragtede en eller anden naturmærkværdighed og mumlede med en åbenhjertig naivetet, som henrykkede mig: — hvor komisk! Straks efter rejste vi os fra bordet. Kaffen blev serveret i kabinettet, en fortryllende mellemting mellem et atelier og en antiqvitetsboutik. Duftende røgstrømme fra de nævnte kilder ved jcnnitscheh og habanna ringlede sig snart i dæmringslyset fra de rødt tilslørede lamper og vævede en narkotisk sfære om de behagelig fordøjende gæster, som vare lejrede på lave stole o£ søbede den oplivende mokkadrik af små snurrige kopper. Der blev talt lide! og skødesløst, mindre for at sige noget, end for at der ikke skulle opstå nogen pinlig stilhed. Derfor virkede det såre velgørende, da en kapelmusiker satte sig til klaveret og klimprede noget af en modeopera. Man kunne lade, som om man lyttede henrykt, og man lod sådan. Hvad mig angår, så betragtede jeg mit nye bekendtskab. Frøken chansonnette lå på et hvidbjørneskind med armen støttet på et par puder og ryggen lænet mod en chaisselongue, som Fru rung og en anden dame sad på. Hendes ubekymrede, noget lade, henslængte stilling og den måde, hvorpå hun førte cigaretten til sine røde — meget røde — læber, var præget af en vis odaliskgratie. Denne cigaret fremhævede hende blandt damerne, den kede som et udråbstegn efter en sætning. Det var jo den gang noget ganske usædvanligt, at damer røg. Chansonette havde bragt denne færdighed med fra Polen og forstod at benytte den til sin fordel. Da hele hendes personlighed virkede stimulerende på min fantasi, lod jeg denne spille på sin vis, der ganske vist ikke var en digters, men måske dog for curiositetens skyld fortjener at optegnes. Meget sensitiv, næsten abnorm liggende skriftretning, bogstaverne i hvert ord tiltagende i størrelse på barnlig åbenhjertig måde. Intet kantet, overall bløde curver, mange unyttige fantastiske streger og allehånde lunefulde og kokette snørkler. Også allerkæreste små egoismesløifer tænker jeg mig, alle forklædte som zirater. Intet steds faste grundstreger, endsige køller, alt sammen flagrende, let og luftigt, ja man kunne sige alfeagtigt, hvis ikke hist og her noget » deiget « erindrede om materi ens rettigheder. Flot, ja ødselt er denne skrift spredt hen over bladet i opadstræbende retning — dog ikke i stive rækker, som sejrrig stormende colonner, men i tvangfri bølgelinier. — kort sagt, over det grafologiske hjerte breder der sig ved det blotte syn af hendes brev et frydefuldt, forjættende solskin. Imidlertid begyndte nogle herrer at tale om en brudt skuespillerkontrakt. Meningerne vare delte. Stemmerne blev lydelige, man måtte høre til, enten man ville eller ej. Det var ikke efter min smag, og heller ikke efter chansonettes. — nej, er det ikke grueligt i råbte hun. Hele dagen igennem hører man theatervrøvl, og nu skal det også forfølge en her. Lad dog den tossede kontrakt være i ro! Der er også ikke-theaterfolk her! Jeg kan se på doktoren, at han keder sig gyselig. Jeg følte mig yderst smigret ved at hun således tog særligt hensyn til mig, så meget mere som det ikke faldt mig ind, at hun endnu beskæftigede sig med mig og mine mulige stemninger. Men naturligvis nægtede jeg, at jeg i mindste måde kedede mig, og mente, det var forståeligt nok, at theaterfolk gerne underholdt sig om sceniske anliggender. — nej, nej! ivrede hun, man skal ikke altid slæbe tteatret med i salonen — ce nest fas bon ton! De disputerende herrer undskyldte sig spøgende og lod virkelig kontrakten ligge. Man var åbenbart vant til at føje kjælcdæggen i alle hendes luner. Men fortryllelsen ved en dolcefarniente var brudt. Det musikalske medlem gad ikke spille mere. Konversationen blev almindeligere. Og det varede ikke længe, så stredes man med skuespillerlivlighcd om udsigterne for et nyt theaterforetagende. Denne gang var det dramatikeren, der var den egentlige skyldige; han lod til atvære pekuniært interesseret. Men nu sprang den lille chansonette op og stampede utålmodig med sin sirlige fod ) der ved denne beskæftigelse, i sit hylster af det fineste pariser læderarbejde, tog sig fortræffelig ud på isbjørneskindets hvide grund. — det er ikke til at holde ud 1 råbte hun — nu er vi allerede midt i det igen. Åbenbart var det snarere for at sætte sin villie igennem, end fordi hun selv altid havde så meget mod den slags samtaler. Jeg forsømte heller ikke at udstyre hendes slutningsstreger med nysselige modhager. — ja, der er ikke andet for, vedblev hun — så må vi skrive Sedler. — skrive Sedler? spurgte dramatikeren. — ja vel, lir. Digter, ikke alene Sedler, men Vers, og de bliver meget bedre end deres Vers, for de bliver klassiske helt igennem... Hør nu — det er meget*morsomt. Enhver skriver en linie af et digt på sin seddel, bøjer om og skriver det sidste ord på den øverste rand og giver sedlen til sin sidemand. Han skriver så sin linie, og sådan går det videre. Til sidst bliver det alt sammen læst op. Vi lo alle over dette indfald, men hendes barnlige tyranni lod sig ikke spise af på den måde. — kom nu, Vilhelmine! Papir, saks, blæk, penne, blyanter — alt hvad skrive kan! Da jeg på den tid bestandig havde min lidenskab in mente, var denne leg mig ikke så uvelkommen, for jeg betænkte, at den ville skaffe mig en del forskellige håndskrifter at se og måske give mig lejlighed til en eller anden interessant iagttagelse. Snart sad vi igen om spisebordet. Legen gik nu sin barnlige gang. Produkterne blev foredraget med skucspillerpathos. Tilfældet havde ganske rigtig bragt ret komiske combinationer istand, som da også fandt et taknemligt publikum. Vi lo alle meget, men ingen så overstadig som den lille chansonette. Det var brusende kaskader og yndefulde springvand af de højeste krystalklare lattertoner. Man kunne næsten finde hendes lystighed en kende overdreven, men det lød så nydelig og så naturlig. Det var, som jeg senere overtydede mig om, hendes berømte /.atter fra » Ti tusind djævle «, en operette, der den gang gjdtde stor lykke. En skuespiller var endogså af den mening, al hun havde sat hele denne leg i scene for at kunne brillere med denne latter, som var hendes hovedkoketleri; og det ville — som en anden bemærkede — sige ikke så lidt. Men Thalias børn er et ondskabsfuldt i<'olkefærd. De hakke altid på hinanden; så jeg lagde ikke synderlig vægt på den » Snak. Naturligvis forsømte jeg nu ikke at få sedlerne samlede på min hånd. Neppe havde jeg kastet et flygtigt blik på dem, før jeg nær havde givet et lille skrig fra mig af glæde og overraskelse. Thi allerede på den første så jeg enkelte træk, der levende erindrede mig om skriften på hin mærkelige konvolut. Endnu på to eller tre andre Sedler fandt jeg den samme skrift, og et par gange dens charakteristiske 'træk, navnlig den energiske egoismesløife — om end ikke i dens fulde kraft, hvad man jo heller ikke kunne vente. Thi for det første skriver man i en overgiven leg ikke med de

1896_Obstfelder_Korset

Sigbjørn

Korset

Obstfelder

Obstfelder

Korset

male

1896_Obstfelder_Korset.pdf

Sigbjørn

Obstfelder

no

Korset

En Kjærlighedshistorie

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Hun er smal og slank. Hun går ikke jevnt, hun hopper lidt for hvert fjerde skridt. Ret som det er tager hun en sten op, kyler den langt udover søen i vandfladen, slig at den hopper op igen, en, to og tre gange. Så ler hun til en linerle, som står og vipper i tjæren. Så danser hun to skridt. Men stop! Hvad er det? Hun sætter sig ned. ‘ hun bliver så gammel, så gammel i ansigtet. Hun bliver så sørgmodig. Hvad kan hun ha at sørge over, hun som er så ung. Det varer ikke længe. Hun hopper højt op i luften, smyger sig så om havegærdet, plukker en blomst, mens hun løber, bider to tre kronblade af og kaster den, går ind i stuen, på tå. Hun læser en halv side. Så glider hun ud igen, i kvalt hulken. Ingen har snakket til hende. Hun har ikke trættet med nogen. Derude står hun og hvisker noget, med sammenbidte tænder, fræser som en kat. Hun står på volden. Solen går ned. Vandet skvulper. Alt er ro. Men hun knytter næve. Hun hæver armen højt op. Hun sætter de unge bryster trodsende ud mod søen. Og pludselig skriger hun, så stærene bliver ville af skræk: jeg vil! Jeg vil! Så synker brystet. Det gik som en storm udover. Nu er det stille. Øjnene er store, pupillerne sorte. — hun har lagt sig. Armene ligger udstrakte opover, smale som slanger, muskuløse. Øjnene er lukkede. Sover hun? Nej. Pludselig farer hun op, linnedet fyker om hende, hun fræser: jeg vil! Jeg vil! Hvad er det hun vil? * * * dette billede står så ofte for mig. Og jeg har dog ikke set hende dengang. Jeg kendte hende ikke da. Da jeg mødte hende, var hun ikke smal om lænderne, men rig og yppig, der var ikke den evige flugt over ansigtet, der var ikke brysternes trods. På en anden måde skiftede ansigtet. Det kunne få et udtryk, som det beholdt så længe, så skifte om i et andet, som stod. Hvorfor ser jeg da nu, da jeg søger at fremmane for mig hendes billede, netop dette for mig, dette som jeg ikke kendte? Er det fordi jeg så godt husker, hvordan hun en morgen løftede den nøgne arm højt op mod taget — hun hævede sig pludselig, hun løftede armen, alle hendes ansigts muskler strammede sig — var også det dette: jeg vil! Jeg vil! * * * hvor det kunne glimte i hendes øjne! Som om hun havde en sol inde i brystet. Men hun kunne gråte så sårt. Hun 1* kom undertiden til mig og kastede sig på fanget mit og gråt, så hele kroppen hendes skjalv, skuldrene skjalv, brystet, lænderne. Da havde jeg intet andet at gøre end bare at ta let og mygt hendes hode ind til mig og holde hende sådan hos mig. Jeg havde nok en egen måde at holde hende på, som hun likte. For et af hendes udtryk var det, at hun elskede mig, fordi jeg var den eneste, hos hvem hun turde gråte ud. Hun havde en stor gråtsjø i brystet, så hun, som måtte få fosse ud sommetider. Jeg vet ikke hvoraf det kom, jeg syntes ofte, at det var en tung byrde, der lå ved mit! bryst, at det at holde hende, mens hun gråt, var som for en mor at føde et nyt menneske til verden. Jeg syntes, jeg gjorde noget, som var så dybt og alvorligt, som ville blive regnet med i mit livs bog. Det var engang, hun var gået bort fra mig efter et sådant udbrud, at der var ligesom noget sårt ved hjertet, der hvor hovedet tiendes havde ligget, og jeg så højt til mig selv: hun kan vist aldrig forlade mig! * * * forlade mig! Var hun da hos mig? Jeg vidste jo ikke engang hvorfor hun gråt! Jeg vidste ikke, hvad det var for sorger, hun skulle gråte ud. Det var just det, som var det sælsomt hellige: jeg ransagede ikke. Jeg lod hende bare gråte hos mig! Jeg sad og tænkte: hun lider. Hun har det ikke godt. Det er godt at få gråte hos nogen. Det letter. Jeg forstår smerte. Jeg kan så godt ta imod den, jeg vil så gerne smelte den for hende, om jeg kan. Forlade mig! Hun kom til mig nu og da. Jeg vidste intet om hende ellers. Det kunne jo være, at det var en eller anden mand, der havde voldt hende sorg. Jeg vidste ikke det, jeg. Det kunne være, at hun selv havde gjort noget, der gjorde hende uendelig bekymret. Jeg tænkte ikke over det. Jeg bare tænkte som så: hun har ikke fred! Det er ikke enkelt og godt og roligt for hende. Jeg ville så gerne gi hende fred, se hendes bryst bølge rolig, langsomt, godt. * * * hun kom af og til hos mig. Hun satte sig ved siden af mig, la hovedet sit på skulderen min, kyssede mig. Hun var også glad, når jeg kyssede hende. Og hun så, at hun elskede mig. Gjorde hun det? Elskede hun mig allerede da? Hvor hun var i mellemtiden, det vidste jeg ikke. Jeg vidste intet om hende. Jeg spurgte hende ikke. Hvergang tanken på at spørge streifed mig, var der noget som holdt mig tilbage. * * * hun havde lyseblå øjne. Havde hun den lyseblå fløielskjole på, vidste jeg næppe, hvad som glimtede lyseblåest, kjolen eller øjnene. Jeg vidste ikke, hvad som glimtede mygest. den lyseblå fløielskjole! Hvor dog meget i livet kan knytte sig til en død ting, til en kjole, et armbånd. Menneskene gør de døde ting levende. Nævner jeg blot for mig disse ordene: den lyseblå fløielskjole — så står en hel række stunder for mig. Men helst én. Der ikke går ind i nogen hændelse. Bag hvilken det ej stormer. Den var som stille, dybt vand, den kvelden. Træet, mod hvilket hun sad, elven, som netop der gik uden hvirvel. Jeg så de ordene: — se på det gærdet som står stille, mens elven går. Det er først når man ser på gærdet, at man kan se på elven at den går. Ord, som ingen videre betydning har. Og jeg synes dog jeg hører dem ud fra en tid, som er forsvundet, og som en trylleformel maner de frem dage, som ikke kommer igen. Hendes skælvende ja! Som om jeg talte til hende om noget skæbnesvangert. og så var det glæde. Ti efter at vi havde tiet en lang stund begge, og set på det samme, og elven havde ført vore blikke med sig, så så hun: — jeg er glad. Jeg — er — glad, så hun sagte og langsomt. Den glæde, kvinden føler, når hun er moden og det går i brede bølger hos hende, sitrer. Den dugger øjet så mygt. Den er som månestriben på fjorden når den dirrer. Hvor jeg ser det for mig! Fløielskjolen i løvet, det var som den blev til ét med hendes legeme, og hendes legeme blev til farve. Hun sad så godt i den. Det yppige der er ved fløj! viste hendes brysts fylde, viste den og dølged den igen, smeltede den hen i små mørkeblå-bløde, flakkende skygger. Jeg begynder vist at blive lyrisk. Tilgiv mig. Men det er mig så dejligt at dvæle ved dette, forsøge at male det slig som det var. som det mere og mere kveldede, smeltede hun mere og mere, smeltede sammen med løvet, med sekunderne, som ikke hørtes. Det er den eneste aften hun ville røge. Hun så: — jeg ser gløden på din cigaret, det er alt jeg ser. Jeg så: — jeg ser gløden på din, og jeg ser din hånd. Hun så: — nu hører jeg bare elven. Før hørte jeg den ikke. Da så jeg den bare. En husker slike sætninger, længe efter flammende ord er udbrændt. Skrevet er det intet, ti det er tonen, en har gemt langt inde i øret, tonen, som klang sammen med det hele. ’ det er mange år siden nu. Men der er nætter, da de to glødende cigaretter står for mig i mørket, og de tyste sætninger klinger i stilheden. * * * var kanske også det den dejligste stund, dengang jeg ikke havde oplevet det som skulle opleves. Denne store stilhed, før livet kommer, og sorgerne, er den det dejligste? Hun sad lige overfor mig dengang. Hun så, hun var glad. Det gjorde mig glad, at hun var glad. Men kendte jeg hendes glæde? Forstod jeg den? Siden kom megen sorg. Men nej! De dejligste stunder, også de kom dog siden. Så forunderlig sammensatte, rige og tunge af alt det, som kom til, som bragte storme i mig og oprørte mit sind, der før havde været så roligt. Vidunderlige dage, sole og regnbuer midt indimellem det alt! * * * jeg har ikke tid til kunstfuldt at forme min beretning. Det raser ind på mig, nu da jeg ser tilbage derpå, og jeg må fa fortælle alt for at få ro. Snart er også natten slut. Jeg har allerede hørt én fugl vågne. jeg ville fortælle om, hvordan hun, hvis ansigt var gammelt, trist, da jeg så hende første gang, forvandledes, der kom nye træk, der udslettedes rynker, hendes øjne fik farve, hver dag gjorde hende yngre. Jeg ville fortælle om den lykke det var, at dette skyldtes mig. At jeg havde magten til det. Tilslut var det som hun fordobledes for mig. Pigens tendre slankhed vuggede i hendes yppighed, jomfruens håb mod det hemmelighedsfulde glimtede og glimtede inde i det ansigt, som livets sorg havde skrevet sin smerteligt dejlige sang på. Det er et vidunder. Og det er så vanskeligt for mig at spore efter, hvordan det rigtig gik for sig, og hvordan det blev så. Og det var så indvævet med tunge, triste ting. Mens jeg sidder her og vil skrive det ned, da strømmer de ind på mig, når jeg vil gjenkaide mig billedet af det foryngede ansigt. Og når jeg vil huske på, hvordan sorgen kom og la glans over lykketimerne, da atter ser jeg dette stormende unge i hendes øje, som er det yngste af alt, som er mere end ungdom, ny ungdom, evig ungdom, ungdom ved lykke, ungdom skabt af mig. * * * som den kvelden hun havde fat det silkeslaget. Hun ville absolut spendere vin. Hun for fra mig uden at si et muk. Ind i en vinhandel. — Madeira! råbte hun. Hun snakkede og lo, satte sig på en stol, dinglede med benene som en liden jentunge. Der stod en klynge mennesker og talte sammen. Jeg så, de fulgte os med øjnene, da vi gik ud. Vi hørte en af dem hviske: — lykke! ( det var under de tre måneder ved søen, de tre måneder, som var en eneste uafbrudt henrykkelse. ) hun kastede hovedet bagover og så på klyngen med det gladeste „ ja “ i øjnene, jeg har set. Jeg glemmer det ikke. Jeg husker også, hvordan de så efter os med et blik, somom de ville si: — vi har aldrig set noget så vakkert. Der gives dog endnu lykke i verden. * * * men jeg mærker, at jeg vil helst tilbage til de strålende øjeblikke. Jeg fortæller ikke det som lå imellem. — — jeg husker så godt, da jeg så ham for første gang. Vi mødtes, som man for det meste plejer nu for tiden, på en restaurant. Han var billedhugger. Jeg har vel næppe nogensinde haft slig pludselig lyst til at lære et menneske at kende. Lidt efter hvert kom også vi to til at samtale for os selv, vi gled bort fra de andre ved samme bord. ( der er så lidet orden i min beretning. Jeg må fortælle, at dette var adskillig tid før de fire måneder. — det var fire ialt. ) aldrig har jeg sådan fornummet, hvordan et andet menneske kan gi ord til dét, en selv endnu famler efter ordet for. Der er næsten noget pinligt deri, fordi man dog kanske helst selv ville finde frem til ordet. Vi talte ikke om kunst. Heller ikke om kvinder. Jeg husker bedst det han så, idet det elektriske lys netop holdt på at blaffe og restauranten pludselig blev mørk. Siden gik vi ud og gik længe om på gaderne. — vi savner ærbødighed, vi savner ærbødighed! Har vi kanske ærbødighed for solen? — så han, idet det elektriske lys gik ud, og vi rejste os og spasered snakkende gennem den tomme restaurant. — solen, som står op igen i alt det lys og alle de former af lys vi ser om os... Har vi ærbødighed, — vi var kommet ud på gaden, og nogle omstrejfende kvinder gik forbi os, — har vi ærbødighed for en kvindes smil? En kvindes lykkesmil, en kvindes lykkesmil... Å nej, nu har vi holdt os kvinderne fra livet hele tiden, og vi taler kanske bedst om dem, når vi ikke taler om dem.... Jeg ville bare sagt:... Hvormange gange vender en kvindes lykkesmil tilbage? Han var af dem, som gir mere i tonen og takten end i selve ordene, som ved en liden pause pludselig får sagt tingen, får sagt det, der er det inderste individuelle, som man brænder efter at få sagt. — og så skulle vi ikke ha ærbødighed for det øjeblik, det er der, smilet, — så skulle vi ikke kaste os på knæ og kysse kvindens fod, mens hun smiler! Vi gør ikke det. Vi har ikke ærbødighed. den højeste autoritet i verden er det dejlige. Det er en dårlig magthaver for tiden.... Ja det har vel kanske altid været skralt med det enevælde. Ærbødighed... hvad er det jeg mener med det? Jeg mener for eksempel vi skulle ha ærbødighed for os selv. Vi skulle ikke pine os og finde ud alt det vonde og fæle vi finder ud om os. Vi har ved gud ingen ret til at pine os, vi har ved gud ingen ret til at pine os selv, mer end vi har ret til at pine andre. Ved gud om vi har! Han blev heftig, knyttede hånden, og syntes at glemme mit nærvær. Det var længe efter, at han så: — og vi kan pine andre tildøde ved vor selvpinsel. Han så det så dæmpet, og han så ordet „ tildøde “ så langsomt og sorgfuldt. Og han tog mig i det samme i hånden og så farvel og gik. * * * da jeg var gået fra ham, var jeg i en underlig, ny stemning. Og med engang stod Rebekkas billede ( vi kaldte hinanden forresten aldrig ved navn, jeg syntes ikke hendes passede på hende, hun syntes ikke mit passede på mig ) så tydelig for mig, og det var det sælsomme: tydeligere end når jeg havde set på hende selv. Og jeg havde dog holdt hende i min arm og set meget længe og nøjagtig på hende. Hun var blit som en ny inde i mig. Og et spørsmål var kommet op: hvem er hun? * * * det var længe, før jeg sov ind, og jeg lå og tænkte ustanselig på hende. Forunderlige tanker. Jeg syntes ikke jeg havde set hende endnu. Havde jeg følt nedad hendes kjolebryst? Havde jeg virkelig lagt mærke til hendes hånds tryk? Og det susede i mig som en svag blæst: hvem er hun, hvem er hun? Ville jeg vide hendes fortid? Nej. Ville jeg vide hvor gammel hun var? Nej. Ville jeg vide, om hun havde kysset andre, og hvem? Nej. Det var ikke det, jeg ville vide. Hvem er hun, langt, langt derinde? Og — hvis er hun? Er hun da min? 2 — og. Der sneg sig om i mig ligesom en gryende morgenrøde: hvis hun var min! Hvis nu hun virkelig var min! Havde hun da ikke sagt, at hun var min? Jo. Det havde hun. Men kunne det være muligt? Havde hun ment det slig? Havde jeg da aldrig tænkt på, hvor det ville være fagert, om hun var min? Hvor alle stjerner måtte skinne, hvor solen måtte være til! * * * jeg vågnede op senere på natten. Jeg overraskede mig selv i at si højt: hun har grædt. Hvorfor er det hun gråter? Jeg tændte lys og stod op. Hun havde bragt mig roser, en gul og tre røde. Jeg havde jo ikke set på dem, set hvor vakre de var! Hun havde bragt mig dem. Mens jeg var ude, havde hun sat dem i mit vandglas. jeg tog roserne, en for en, og kyssede dem. og jeg tog glasset og flyttede det hen ved sengen. Duften gjorde mig ikke ondt. Men jeg kom ind i sterke og såre drømme. * * * et par dage efter dette var hun hos mig. Jeg fortalte hende om det nye bekendtskab. Jeg havde gjort. Jeg er af dem, som, når de holder af en kvinde, har en higen efter, at hun skal lære at kende og holde af alt og alle, de holder af. De mænd, jeg ellers i den tid var sammen med, havde jeg vel ikke fundet så meget ved, at jeg havde følt denne higen. Det var anderledes med ham. Han havde gjort et sterkt indtryk på mig, og jeg kunne ikke tænke mig andet, end at hun ville glæde sig ved at møde ham. Jeg foreslog, at vi skulle være sammen næste aften, spise sammen og drikke vin sammen. Jeg så allerede i fantasien den dejlige stemning, der ville opstå, ved at vi tre var sammen, hvorledes livet ville samle 0* sig som i et brændpunkt hos os tre i den stund. Jeg så for mig hvordan hun ville sidde og høre spændt på ham, og hvordan jeg selv ville da sidde og glæde mig ved hendes øjnes spil, når hun fulgte hans ord. Jeg overraskedes ved, at hun afbrød mig med et kyssende nej. Jeg trængte ind på hende. Jeg kunne ikke tro, at det var hendes mening. Det var måske blot et lidet fint koketteri, eller kanske en slags træghed ved at stifte et nyt bekendtskab. Men hun svarede på alle mine grunde med et kyssende nej. Jeg talte videre om ham, mere og mere varmt og beundrende. Hun sad og så på mig med et blik, jeg ikke før havde set hos hende, så dybt. Tilslut kastede hun sig på knæ foran mig, rakte mig begge hænder og så, — næsten som i angst: — a bed mig ikke mere, kære. Jeg havde aldrig set hende som efter denne samtale. Eller var det, fordi jeg selv var begyndt at se anderledes på hende? Ansigtet var så dejlig varmt, der var en sådan tavs dybde i øjnene. Da hun skulle gå, satte hun op sit hår foran spejlet. Jeg droges mod hende. Vi så begge vore ansigter i spejlet. Hun så mit. Jeg så hendes. Var det en tåre, der var i hendes øje? Eller var det et lykkesmil? * * * jeg var nu meget sammen med Bredo, billedhuggeren. En egen sympatti drog os sammen. Ialfald følte jeg den for ham. Der var noget hos ham, som jeg ikke havde fundet ved andre, og som gav mig en fornemmelse af, at det jeg kunne føle, se og tænke, ikke var bare særheder, som ikke kunne være til hos andre end mig, men at det samme kunne skælve også i andre menneskers bryst, måske i nogen af de bedste, dem hvem livets musik griber sterkest. Det var mig også så velgørende, at der ikke forudsattes mellem os noget af dette man kalder „ venskab “. Vi talte aldrig om de rent private ting. Jeg kendte ikke engang hans bosted, og han ikke mit. Mødet mellem vore personligheder var så naturligt, så utvungent, og der var i vor omgang så megen respekt for det hos hinanden, en vil ha for sig selv. Han gav mig ingen af disse særlig sterke håndtryk der forpligter. Man spørger sig, når man går ind til sig selv: hvad betød det egentlig. Hans håndtryk kom blot, når der var noget, der havde bevæget ham, eller bevæget os begge. Han kunne si ord, der bragte mine tanker ind på baner, jeg havde ledt efter. Jeg kunne si ting, der var ham som manglende led i en kæde, han syslede med. Det var som naturen blev større og helligere om os under vort samvær, vort liv fik en pludselig lysbrydning over sig, der gjorde det til det eventyrlige, enhver ønsker, at ens liv skal være. Og når vi gik fra hinanden, var det som med engang det hemmelighedsfulde stod mellem os, — det hemmelighedsfulde, der dog er i livet, hag livet og omkring det. Jeg husker så godt, når jeg kom hjem på mit værelse efter vore spasereture, og stod og famlede efter fyrstikkerne: tingene fik et skin om sig fra det evige, jeg så til mig selv: her bor du, her er dit værelse, hvor du tilbringer en del af dit jordliv, hvor en tid dine åndedrag samler sig. * * * så var det jeg kom på hans atelier. Jeg ville helst fortælle det på en anden måde. Om det var muligt, i musik. Det smerter mig at skulle finde ordet, det nøjagtige udtryk for alt. Er det ikke at fordoble en smerte? Og er det ikke en synd at gjenta det som var? Det som var, det var, det blinkede og forsvandt! — han viste mig først sine tidligste arbejder. De gjorde intet indtryk på mig. De syntes mig en kun halvt sammensmeltet blanding af påvirkning og vage forsøg på at finde frem mod et jeg, der endnu ikke var dukket rigt op af livets bad. Men så kom der noget ind i det, han havde gjort. Det var først et hode. I det samme jeg så det, stod med engang for mig den første aften vi havde været sammen, — ikke så meget vor samtale, som heller det der foregik i mig selv, efter at jeg var kommet hjem. Hvordan jeg havde sagt til mig selv: hun, Rebekka, er blit ny inde i mig! Alle hans ting var forskellige, højst forskellige, motiverne forskellige, ansigterne forskellige. Der var både glæde, sorg og grubel. Men mig blev alt sammen ét. Der var en kvinde der vil kysse. Det er som hele hendes legeme vil samle sig i kysset, hun vil kysse, som en tiger springer på sit bytte. Det er som hendes læber siger uden ord: nu vil jeg kysse, nu vet jeg ikke om jeg i mit liv kommer til at kysse flere gange, og derfor vil jeg kysse, — jeg vil, jeg vil. Jeg følte et pludseligt stik i hjertet. Jeg havde aldrig før haft en lignende fornemmelse. Var der andre end hun, der ville kysse sådan? Havde hun, Rebekka, ståt der borte i krogen, ladt sine klær falde, sådan som modeller gør? Den eneste kvinde jeg havde holdt i mine arme, var der en anden, som kendte alle hendes træk, kendte dem bedre end jeg, — hendes bevægelser, å hendes bevægelser, som når hun strøg håret tilbage sån — eller når hun slyngede brystet ind til mig sån! — ja! Nu stod de med engang for mig, alle! Ja hun var der. I alt dette ler. Hvor forskellige end ansigterne og lemmerne var, så var der dog altid deri noget af hendes legemes sjæl, hendes lemmers melodi. Jeg kunne ha villet ile ud, gråte, gemme mig bort. Og dog blev der mig en slags selvpinende nydelse i at stå og se, finde igen en linje her, som jeg selv havde set, en anden linje der, som jeg endnu ikke havde set, men som jeg vidste var hendes. * * * jeg gik længe om. Som i ørske. Jeg sansede ikke, hvor jeg gik. Pludselig kom en tanke op: det var min fantasi, som legte med mig. Jeg var ikke sammen med andre kvinder end Rebekka, i lang tid havde alle mine tanker drejet sig bare om hende. Jeg så hende i alt. Jeg kendte så lidet til kvinder. Der kunne være dem, der lignede hende, der havde de samme bevægelser. Og kanske var der hos Bredo og mig noget fælles, der gjorde, at vi så det samme hos kvinden. Jeg var kommet ud mod fjorden. Den havde en af sine stille timer! En følelse af dejlighed greb mig: jeg så hende i alt! Jeg fandt hendes bevægelser i alt jeg så. Alle kvinder blev til hende. Hele verden var hende. Det dybe øje, hvormed hun havde set på mig! I naturen, i kunsten, i manden, i altet var der ét, hvorfra alt strålede ud og flød tilbage — det øje! — jeg sad på en bænk, mens jeg tænkte dette. Med ét faldt det mig ind: det er denne bænk vi sad på, første gang vi kyssede hinanden. Hvorfor netop den? Hvordan var det gåt til, at jeg uden at sanse det netop var kommet derud? Hun havde sagt: — som du kysser ingen i verden. Jeg fik atter et stik i hjertet. Hun havde tænkt på nogen. Hun havde husket andre kys. Måske på samme bænk havde hun kysset nogen anden. På samme bænk kanske! Havde jeg da nogensinde tænkt mig, at hun ikke før havde kysset, at hun ikke havde elsket? Hvad var det, der var blit af mig? Hvorfor væltede jeg alt dette om i hovedet mit? Hun var kommet til mig. Jeg havde tat hende ind til mig. Og jeg havde jo netop tænkt: hun har måske elsket og er blit skuffet, er blit såret deri. Jeg havde været stolt netop over det, at hun kunne lægge sit hode så trygt mod mit bryst, uden at jeg stillede hende et eneste spørsmål, uden at der for mig var nogen fortid. Jeg havde jo villet, at der hos mig skulle være bare nu, et stort, dejligt nu, dejligere og dejligere, alt eftersom denne følelse nådde hende og trængte ind i hende og varmede hende op i hele hendes indre. Det havde vistnok ikke været klare tanker, kun instinktivt. Det var nu, jeg så, at slig havde jeg villet det. — hvergang min hånd streifed bænken, hvor hun havde siddet, hvor hendes kjole havde foldet sig, kom stikket: det var hende, som var i det ler, kun hun havde den sjæl i armen. Jeg havde spurgt ham, om han ikke havde haft en og samme model til de fleste ting. Han havde sagt: — jeg tror hun er kommet ind i mange ting mig uafvidende. Der var noget ved disse ord, som pinte mig. Jeg havde ikke tænkt over, hvad han mente, da han så det. Men tonefaldet havde sat sig fast. * * * de forfulgte mig hine ord. Hvorfor havde denne mand straks fra første øjeblik draget mig så uimodståelig? Om det kanske netop var, fordi hun havde været i hans liv, formet i ham, i agt sjæl i hans arbejder. Og det hemmelighedsfulde, som der undertiden kom mellem os, — det var hende. Det var hende, jeg uden at vide det, havde søgt hos ham, — genlyden af hendes stemme, jeg havde søgt i hans ords klang, — gjenspeilingen af hendes sind, jeg havde søgt i hans vekslende stemninger. Hvis det var så, måtte jeg så ikke hade ham? Måtte jeg ikke hade hende, som ikke var åben mod mig? Måtte jeg ikke hade hele livet, som brugte mig til at spille terning med? Noget af det, som gør os til mænd i livet, kom mod mig ud af alle disse tyngende tanker. Man bliver pludselig var noget der er udenfor en, noget der er højere, sterkere end en selv, det rører ved en, det bliver ens eget, og en bliver selv sterkere end en var før, og rigere, sorgfuldt rigere, glad rigere, alt eftersom lodderne falder. Der er noget sterkt i dette: ikke at ta afgørelse, ikke at udtale for sig den bestemte dom om det som møder en. Det er som man selv forsvinder lige overfor det mangfoldiges storhed, — og bliver selv større, idet man lar det store drage gennem sig istedetfor at lukke det ude. Det er så vanskeligt at forklare. Der er ting, man ved at bruge de rigtige ord kan fa andre til at forstå, — men der er også enkelte ting, som trods alle ord ikke kan forstås uden at noget lignende er oplevet. ( jeg filosoferer måske for meget. Men når jeg nu sidder og søger at se det hele for mig, hvordan det vævede sig sammen, da er det jeg ser, hvordan det usynlige la islet ind i det synlige, og hvordan det, der voksede op og blev til det store flammende, netop var det som la bag, og ikke det som let kan fortælles, og det bliver mig en vemodig tilfredsstillelse at se, hvordan det alt i dybden gik til ). — jeg følte, at jeg ville ikke kunne hade eller anklage. Istedet fyldte mig en underlig, sorgblandet forventning. Hvad ville skæbnen bringe? Jeg blev som en kirke med stor lydfavn, der står og venter på salmen. Det kan blive en bryllupssalme, og det kan blive en sørgemesse. * * * denne forventning beherskede mig aldeles, den næste gang hun var hos mig. Jeg havde aldrig været sådan mod hende. Hun ville kysse mig. Jeg gik fra hende. Hun bad mig at tale. Jeg tav. Jeg satte mig i et andet hjørne af værelset. Og jeg følte dog, at denne adskillelse var større end nogen i verden. Alt i mig droges mod hende. Mer end nogensinde. Jeg ventede på noget der skulle komme, noget der skulle tænde al varmen i mig. Jeg ville favne hende, som jeg aldrig før havde favnet hende, og jeg gemte mit blik. Jeg ville lægge en blødhed i ord og stemme som aldrig i mit liv, — og jeg tiede. Jeg følte, at der foregik noget i hende. Mens alt i mig higede efter at tænde hele mit selv, hele mit liv til et glødende blus, havde jeg en anelse af, at det hun følte strømme mod sig, det var isende, dræbende kulde. Jeg kunne kende i mig, hvor hendes ansigt skiftede smertelig. Jeg havde en inderlig lyst til at se hendes træk. Men jeg tvang den tilbage. Længe før hun udtalte de ord, som jeg nu gjengir, var det som det skjalv og gråt i mig: nu vil hun tale, nu kæmpet det i hendes bryst, hun kan ikke fa ordene frem, hun presser dem frem: — vil også du pine mig? Hun så det lavt, meget lavt, med en klangløshed, som om hun selv var gået bort fra de ord, hun udtalte. Hun rejste sig derpå langsomt. Jeg forstod, at hun havde besluttet at gå. Men idet det forvirret stormede i mig, alt det, som havde forfulgt mig i den sidste tid, gled væk, alt det, som havde været hos mig fra først af, kom igen, — løb jeg didhen, tvang hende ned i sofaen, la mig på knæ foran hende, råbte, hvad jeg før ikke engang havde hvisket: — jeg elsker dig, jeg elsker dig, om dagen og om natten, jeg elsker dig til vanvid. Hun hørte på mig, stille, med stille øjne. Hendes bryst gik højt, mens jeg så ordene, og længe efter. Så kastede hun sig heftig i mine arme og gråt som aldrig før. Men midt under tårestrømmen rejste hun sig op og så, som om hun ville lægge betydning i ordene: — nu gråter jeg ud alt hvad jeg har levet. En stund efter så hun: — så skal jeg aldrig gråte mere. Derpå stansed hendes gråt. Og — — hun sovned ved mit bryst, der vi sad!! Jeg sad og holdt hende, som man holder et lidet barn. Jeg sad og så mig om i værelset og hørte på hendes ånden. Så var der en hed kind og et blødt, vådt kys. Hun var halvvågen. Så en stund efter: — a, det er jo du alligevel! Jeg var så bange, at jeg ikke var hos dig. — det blev den sidste gangen jeg så hende gråte. * * * jeg havde siddet lige overfor hende, kold og fremmed, som om hun var noget mig uvedkommende. Og netop lige efter var det, det var kommet. Hvordan var det gået til? Jeg forstod det ikke. Jeg vidste bare, at da hun ville gå, så stod det for mig som en ildskrift: hun må ikke, må ikke gå. Og så havde jeg sagt det. Som en orkan var det brust ud af mig, at jeg elskede. Selve ordet for det, der gjorde mig sår, havde hun udtalt. „ Også du, “ — „ du ligesom den anden, “ eller „ de andre “. Og netop da var det, det var sket. Netop mens hun nævnte det der havde smertet, var det det skreg i mig: jeg må — jeg vil — kysse hendes klædebon. Det er en af de få gange i mit liv, at jeg har handlet uden at vide forud, hvad der skulle ske, ligesom drevet af ukendte magter. Man føler noget vidunderlig dejligt ydmygt derved. Der flyder en let, sitrende varme ned over ens skuldre og ryg efterpå, og det er som om hjertet ikke b’gger hårdt i brystet, men i et leje af ætter. Værelset var blit til et tempel, hvor de ordene havde lydt. Alt gled hen i en rus af lykke, en lykke, som hvilede inde i en stor tåre. Og før jeg sovned fik jeg et så vakkert syn, hvormed tankerne endte og drømmene begyndte: hele verdensrummet var en stor 3* skælvende tåre, hvori alle stjerner og sole svømmede. * * * men jeg havde ikke ro. Jeg kastedes frem og tilbage. Snart droges jeg opover mod atelieret, gik frem og tilbage uden at gå ind. Snart igen kom der en stor svulmende glæde i mig, en stolt vilje til selv at herske over nuet og gøre det rigt. Jeg ville beskytte hende, værne hende mod alt som bavde været og som skulle komme! Havde andre været i hendes liv, var hun så mindre derfor? Var hun ikke blot rigere, hemmelighedsfuldere? men ak! så kom atter det andet igen! Og uden at jeg vidste af det, var jeg kommet derop. Jeg stod i gangen, jeg hørte mit hjerte banke. Det hamrede i mig: dette skulle du ikke gøre. Dette er ikke vakkert. Dette skulle du ikke gøre. Og imens så gjorde jeg det. Nogle skridt fra døren stansed jeg. Ti der lød stemmer. Han var ikke alene. Den anden stemme var hendes. * * * det gik forbi som et lyn, men jeg glemmer det aldrig: jeg derude, — han derinde, for hvem jeg havde følt mere end for nogen anden mand, — hendes stemme, den der havde hvisket og talt og grædt i min stue. Kanske stod hun der nøgen. Det som jeg blot havde vovet at ane, som jeg havde syntes det var en brøde at gætte, det stod derinde foran en andens øjne, — ikke foran en mig fremmed, ikke en, hvis blikke kunne prelle af og være ligegyldige. Nej, ind i huden ville de trænge, hver fold ville de fange og forstå. Som en drøm var det undertiden kommet over mig, kun om natten, da man overlistes af det, som dagen ikke tør tænke sig: om hendes legeme nogengang skulle slumre i mine arme. I dæmringen skulle det være til for mig, løndomsfuldt som livets ophav. Hvor var det løndomsfulde, når hun havde stat derinde i fuldt lys, alt det der der havde boblet som de lette, vare sæbebobler i mine drømme, det var afdækket, hver linje åben, kendt af en anden? * * * selv de største kvaler er sjælden ublandede. Menneskets følelse er næsten aldrig en enkelt, hel. Der føjer sig andre til. Og der isprænger sig tanker. Det er måske netop i de største smerter, at de dybeste fødes. Og er det måske det, som gør at menneskene ikke bukker under i lidelsen? Hver nerve i mig sitrede og gråt, det føltes som min brystvæg var fuld af blod. Men på samme tid var det som alle mine sanser var blit så åbne. Jeg syntes jeg kunne se inde i alt, som var, som fødtes, døde, led og frydedes, et net, et guddomsnet. Jeg så, hvordan livet var sammentvundet i masker, som intet menneskeøie kan spore trådenes gang i, men vel stundom skimte den vældige fantasi i. Det var ikke mange dage siden at alt havde været så stille. Jeg havde ikke tænkt på, at hun kunne bringe mit indre i oprør. Og jeg havde ikke haft end den svageste attrå efter at kende hendes veje og hændelser. jeg havde været så stolt og sterk. Og nu var jeg som espeløvet. Hvergang det atter kom for mig, sådan som jeg havde ståt derude, sådan som hendes stemme havde lydt derindefra, så brændte mit bryst, der hvor hendes hode havde ligget. Jeg havde git hende mit hjerteblod, mens jeg havde strøget hendes hår, hun havde suget af mit hjerte. Og jeg havde ikke vidst det. Det var som en verdensomvæltning var sket. Kunne det vel nogensinde nu blive som før? Hun bedrog mig, løj for mig, hyklede! Men hvordan kunne hun så se slig på mig? Og hviske slig ind i øret mit, at jeg var den eneste, hos hvem hver fiber, hun eied, følte sig hjemme, og ikke mistroisk? jeg droges mod smerten, som man drages mod en gåde. Jeg søgte atter op Bredo. Ah sad sammen langt ud på aftenen. Vi blev mere fortrolige end nogensinde før. Vi sad nær hinanden, og så hinanden dybt ind i øjnene, som for at lære at kende hinandens hemmelige kummer eller fryd uden at spørge. Pludselig var det, — vi sad og talte om ting der slet ikke vedrørte kvinder, — at han så på mig med et langt blik og så det ene ord: — Rebekka. Jeg mødte hans blik. Jeg spurgte: — hvad mener du? Han så atter på mig. Så så han hurtig: — å. Intet. Vi sad lige overfor hinanden ved et lidet bord. Det var en kafé, hvor ikke byens mere kendte folk gik. Der var ikke fler end os tilbage, og lamperne over de andre borde var blit slukkede. Jeg ser det lille bord for mig. Vi sidder ligeoverfor hinanden. Efter en

1889_Vandel_Kraemmerliv

Carl

Kræmmerliv

Vandel

Vandel

Kraemmerliv

male

1889_Vandel_Kraemmerliv.pdf

Carl Scheel

Vandel

dk

Kræmmerliv

En Nutidsskildring

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Vinduspynt. Det drøner og bruser langt ude. Bølgerne styrter af sted, tørner med sprøjtskum mod brændingerne, de kommer frådende, skummende, skvulpende ind mod land — men viger sagte tilbage. Bag strandbreddens skrænt, dybt inde mellem klitterne, er der læ og p'red. Klitterne sænker sig mod den vide hede, hvorover lærken slår på en solskinsdag, mens hugormen lurer i lyngen. Fra en ukendt mose risler der en å ud mod havet. Ved åens frodigste bred ligger Varde. Det er en by, som kun har grundmurede huse. Her lever man højt med at købslå og handle. Varde behersker et mægtigt Opland, og bysfolket forstår at snakke for sine varer. Stundom er det, som hørte man havets drøn i det fjerne, man synes at fornemme et svalende pust fra den store, fremmede verden. Da kan man gribes af en kildrende lyst til at bryde med alt, flygte bort fra byen og den golde egn, langt ud, derud, hvor man ånder frit. Da lærer man at håbe og at længes. Dog — kræmmeren lærer det næppe. Han har levet sig ind i den triste natur og gider ikke sé ud over sin egen snævre synskreds. Han føler sig bedst tilrette bag sin disk. Og han forstår at lokke kunder til butikken med reklame og vinduspynt. i. Saks og alen. » Om det er ægte? det skulle jeg mene... Ja vist går der en rød tråd igennem, men det er sandelig ingen væverfejl. Og føl så kvali-téten.. « Det var markedsdag, og det var netop på en sådan dag, at kræmmeren kunne komme af med alt det gamle stads, der i lange tider havde ligget og samlet støv. På skiltet udenfor over døren stod der malet: Bertel Andreasen, -og det navn havde god klang over hele Vardes Opland. Vinduspynten gjorde ypperlig virkning. Husets facade var behængt med spraglede hovedklæder og lommeklæder med billeder på; og på krogene under skiltet hang der en sæk damprensede sengefjer og en stor pakke tvist. Der var trængsel i butikken. Folk snakkede løs i munden på hverandre, Andreasen selv var bleven ganske hæs. Ekspedienterne brugte flittig saks og alen, bønderne snapsede i en krog, mens madamerne traf bekendte fra sognet, som skulle tages med på råd, før indkøbet kunne få ende; tøsene blev sat til at lulle ungerne ind, når de brølede; knøsene havde nok at gøre med at bakke på deres piber; karlene skyndede på de unge piger, at de kunne få dem med til Dans; og de drævende toner fra invalidens lirekasse udenfor blandede sig ind i al den pludren og mudren, som på samtale tid opfyldte butik og gade. Der stod en lille, elegant klædt mand i trængslen. Alene den måde, hvorpå han røg sin cigar, tydede på, at han.. var vant til bedre selskab. Han nød den' i lange drag, smagte grundig på røgen, og når han endelig pustede den ud, var det, som om han snappede efter den på ny for ikke at indånde den kvalme luft og sveddunst gennem hvergarn og vadmel, der omgav ham. Han lod sig tålmodig skubbe og træde over fødderne, men ville ikke indsé, at han var og blev en besværlig gæst. Han havde før sin ankomst sendt Andreasen sit kort og vidste altså, at han havde iagttaget formalitetens regler. Han var rejsende for et hamborgerhus. Hans ørnenæse, hans nærsynede, skulende øjne, og det sorte, glatte hår røbede hans mosaiske herkomst. Hans navn var Ibrahim Meyer. Som jøde var han bestandig sit handelstalent tro. » Man må fiske i rørte vande, « mumlede han. Det var ikke tilfældigt, at han betjente sig af ordsprog. Der havde næppe nogen været så bevandret i ordsprog og mundheld som han siden Peder låtes dage. Han ventede og ventede, ingen brød sig om ham. Andreasen havde på trods givet sig i lag med en potjydekærlir^, der var fulgt med strømmen ind i butikken, hvor hun stod og gloede uden i ringeste måde at vide, hvad hun ville derinde efter. Brønner lå i øjeblikket skjult under disken for at lave 'rester’, og Mortensen prøvede drejlskorsetter på en ung, frisk bondepige, et lille gudsord fra landet, hos hvem end ikke en så delikat betjening formåede at fremkalde blufærdighedens rødme. Brønner var kommis, havde plads i Kolding, men var på markedsdagen kommen til Varde for at assistere Andreasen, hos hvem han i sin tid havde lært. Gensynet af de mange, kendte ansigter og bevidstheden om, at der i dagens anledning ville vanke et klækkeligt honorar, havde bragt ham i godt humør. Mortensen var mindre lystig. Han stod på femte år bag Andreasens disk, og den ene dag var for ham som den anden. Han-førte sig med takt og elegance. Han var byens levende modejournal for herreekvipering, og at dømme efter hele hans måde at té sig på måtte moden i Varde være mere værd end selve parisermoden. Om natten svang han sin billardqueue med samme overlegenhed, som han om dagen svang sin alen. Han var selvfølgelig for god til det grove arbejde — forretningen havde endnu en lærling. Han hed Hjalmar Randbøl. Han var på alder med Mortensen og kun nogle måneder yngre i tjenesten, men det var dog ham, der stedse havde måttet pusse lamper, feje gulv, støve af, lægge i kakkelovn og løbe med trækvogn. Særlig på en markedsdag var Hjalmar at beklage... Tvinge sig selv til at være idiot, til man virkelig blev det, snakke kunderne efter munden, spille galant overfor hver ’stejler’, der fordrede den halve butik reven ned for øjnene af sig for — når omsider alt var sét efter — at gå bort og ikke købe for en hvid, det led han, ja pintes under, pintes bestandig og fortvivlede. Selv ud på aftenen ventede der ham drøje timer, skønt travlheden sagtnede af. Der skulle ryddes op. Herren sagde: tænd lys! — og der blev lys. Hvilket virvar! Overalt på disk, reoler og gulv kæmpedynger af varer, silke og atlask mellem hessians og stovt; knapper og blonder og bånd filtret ind i stumper af sejlgarn og papir. Den sidste kunne, en fanøbo, fik for sjætte gang en cigar til at ryge på og for tiende gang en dram. Så gik han. Andreasen satte sig op på disken og fægtede med en alen i luften. Han hævede sin hæse røst: » Randbøl! rask! Trækvogn! Pakkerne dér til banen! « Hjalmar slæbte pakkerne bort. Meyer så’ med kenderblik på den unge mand: » Noget træven —? « » Korrekt, bekræftede Andreasen og gav Hjalmar et slag med sin alen — fornem kavaller og kløgtigt hoved. Det er også derfor, jeg siger de til ham. « Meyer fniste. » Fornem. Grenen må bøjes, mens den er ung. « Han gik nogle gange op og ned ad gulvet Andreasen fløjtede. Denne fløjten generede Meyer. Man kunne sé på ham, at han belavede sig på den tale, som han nu endelig efter lang ventetid kunne få anbragt. Han sendte Andreasen et blik med missende øjne, vrængede munden og hviskedee: » Når man fløjter om aftenen, fløjter man for fanden. « » De er selv den skinbarlige fanden, « sagde Andreasen og lo. Mortensen lo med. Meyer udbrød med et listigt smil, som sikkert ingen fanden kunne lave ham bedre efter: » Sé da til, min kære Andreasen, om de længer kan slippe af mine klør. « » Nej, min kære Meyer, svarede Andreasen med et lignende smil, jeg hytter nok mit skind. Jeg har ikke tid i dag til at indlade mig med dem. « » Nej, ingen har jo mindre tid end den, som intet har at bestille. « Andreasen så’ forundret på ham: » Men højstærede, sagde han, sér de ikke den uendelige travlhed? Hvad ligner det af dem at komme her på en markedsdag? « » Man må gå på jorden, om den så er gloende. « » Travlheden er langt fra forbi endnu, « forsikrede Andreasen. » Nej, jeg sér det, sagde Meyer. Her er rigtignok ikke et menneske, men man har jo lært at vente... « Han gik atter op og ned, vendte sig endelig og spurgte: » Kender de et ordsprog som siger: hvo, som venter på død mands sko, kan længe komme til at gå barfodet? « » De er svært bevandret i ordsprog, « udbrød Andreasen i den dybeste anerkendelse. Meyer bukkede for komplimenten: » De mange kunder, som de venter på, løber nok af med hele butikken. Piller man fjer efter fjer, bliver gåsen plukket. « » Jeg har lageret i reserve, « sagde Andreasen. » De mener: træet falder ikke for det første hug? « » Jeg mener, jeg har varer, om det så var til hele Ribe stift. « » Nye drejler? « spurgte Meyer. » Drejler nok, « var svaret. » Bolster? Olmerdug? « » Kan de alt sammen få hos mig, « sagde Andreasen, så jeg har ikke nødig at købe af dem. « Der opstod en pause. Andreasen tændte sig en cigar. » Vil de ryge? « spurgte han Meyer. » For at tale om noget andet — nå ja, lad gå. « » Ja, for så har jeg tændstikker, « lo Andreasen, og Mortensen lo — det måtte være en dårlig kræmmer, som ikke i en snæver vending havde en lille Witz på hånden. » Men jeg har sgu ingen cigar «, sagde Meyer tørt. Andreasen syntes oplagt til spas. Han blinkede med øjnene til Mortensen: » Å — giv hr. Meyer en cigar. « Mortensen hentede en kasse cigarer, der stod på snapsebordet. Meyer tændte cigaren men mærkede snart, at man havde haft ham til bedste: » Pf! Stincadores infamos, importeret fra koldingegnen. « så lagde han den fra sig. » Alle, der har været her i dag på for-retningsom råde, har dog røget det mærke, « fortalte Andreasen. » Ja, købere — ikke sælgere, « svarede Meyer. » De har ret, udbrød Andreasen, vi bør holde på værdigheden, « og nu bød han Meyer af sit futteral. » Den er bedre? « spurgte Meyer. » Ja, sagde Andreasen — den anden skulle jo helst ryges på gaden. Så beholder man fortogsret. « » Denne tåles inden døre? « vedblev Meyer. » Ja, det skulle jeg mene, « svarede Andreasen med en mine, der fortalte, at han for sit vedkommende kun satte pris på rén habana. » Så, min kære Andreasen, vil jeg slå mig til ro, « udbrød Meyer og satte sig på en stol ved vindusstativet. » Dér fangede han nok mig, « hviskedee Andreasen ærgerlig. Meyer dampede. » Men vi gør ingen forretninger. « » He! fniste Meyer: man må bie efter børen, når den er imod. « » Så får de lov til at bie længe. « » Å, mente Meyer: vinden blæser ikke altid fra samme hjørne. « » Mit barometer står på bestandig, « erklærede Andreasen, der også stundom kunne tale i billeder. » For højt på denne årstid, sagde Meyer. Det slår nok om til foranderlig. « » Nej, det skulle så være til regn eller bi æst, « råbte Andreasen og sprang ned af disken. » Efter regn kommer altid solskin, « sagde Meyer. Andreasen gik frem og tilbage med lange skridt. » De er uforbederlig. Sig så for Pokker heller rént ud, hvad de vil. « « kun holde dem med selskab, til de mange kunder kommer, « forsikrede Meyer. » Å sludder, der kommer selvfølgelig ingen mere, folk er nu ved at tage hjem; det er mørkt. •< » Ha ha! lo Meyer: ja så, min kære Andreasen, må jeg nok til at gøre det lyst — i deres hjerne. «. Han rejste sig, betragtede med alvorlig mine reol og disk, rømmede sig og begyndte så at tale så hurtig, at han næsten ikke gav sig tid til at trække vejret: » Det er for silde at lukke brønden, når barnet er druknet. De har i sin tid købt en dél varer — køb ej mere, end du kan salte, ellers får du sure stege — fortærskede mønstre, folk får dem prakkede på, men folk kommer ikke igen, når folk får lugtet lunten — det går tilbage, Hakon, for slige bagatellers skyld. — de véd vel, hvad man siger om liden Tue? — moden skifter også med hensyn til bolster og olmerdug, før tærnede, nu stribede, før lette, nu svære, før fine, nu grove og videre i den retning. Folk har det i blodet. — lær ulven pater noster, han siger dog lam. — i dag har de solgt de gamle mønstre, næste gang vil folk ha’ ny. I dag lér de, fordi det gik, som det var smurt, i morgen bliver der øde og tomt og mørkt over det hele. — efter søde klø, kommer sure svie... « » Det er nok, det er nok, afbrød Andreasen, der endelig mærkede, at han stod for sin overmand. De er dog den nederdrægtigste plage-ånd. Så kom for Pokker herned i morgen formiddag med deres prøver. « Meyer nød sin triumf. Han tændte atter cigaren; dens aroma var vel egnet til at gøre et nydelsens øjeblik yderligere pikant — det var jo en cigar for sælgere, uden tvivl dygtige sælgere — høg over høg — ah! Andreasen gik om bag disken, rullede et stykke vare sammen — og nu ét stykke til — men herre gud, det arbejde kunne han jo dog lige så godt lade sine folk være ene om. » Skal de ikke snart spise til aften? « spurgte Meyer endelig. » Nå — de bliver her naturligvis for at spise til aften med? « Meyer lettede på hatten: » Tak den, som byder. Jeg siger det ikke for min skyld, som ræven sagde, men der er ellers god gåsegang i skoven. « Andreasen standsede med sit arbejde; det havde været strengt nok for ham, sveden drev ned ad hans kinder. Han betragtede med kendelig tilfredshed sine undergivne, der virkelig, så længe principalen var til stede, arbejdede energisk på at bringe alt på rette plads. Nå — Brønner fik jo ekstra betaling for denne dags slid, men den anden... Andreasen gik ind i kontoret. » Mortensen, « råbte han. Mortensen fulgte. » Han glemmer sgu aftensmaden, « mumlede Meyer, lod sig glide over disken og løb ind bagefter. Døren til kontoret blev lukket. Nu kom Hjalmar tilbage. Hans kinder blussede, han så’ anstrengt ud. Han lænede sig op ad reolen og lagde mekanisk et stykke vare på plads... » Hvorlænge har jeg dog endnu tilbage, « hviskedee han og sukkede dybt. » Randbøl, vær fornuftig, « udbrød Brønner. » Det bliver man ikke på kommando, Brønner, svarede Hjalmar. Ja vist, jeg skulle lé af alt det, som krænker mig... Det har jo været en god dag, denne markedsdag... jeg har grund til at glæde mig over fortjenesten... sé her, Brønner. « Han lod en femøre trille hen ad disken. » Det er drikkepenge, « tilføjede han, og om han end ikke lo, han smilede dog... det var et bittert smil — » Drikkepenge. « » Hvad vil det sige? « spurgte Brønner. » Det vil sige — simpelt hen — at jeg dog skulle have lidt for min ulejlighed. Jeg har jo slæbt af sted med varer til et sølle drog, der sagtens har været glad ved krediten men angst for prokuratoren. Så har han villet bestikke mig, for at jeg en gang i tiden kunne lægge et godt ord ind for ham « Brønner betragtede ham. » Og de, Randbøl, var ikke for stolt? « » Jeg, for stolt, udbrød han og smilede som før — skal en kræmmer være for stolt til at tjene penge? Min hele tid har jeg levet på mine forældres pung — nu har jeg for første gang i mit liv fået penge, som jeg selv har tjent. Lad mig få min femøre igen, jeg vil gæmme den som en lykkeskilling. « Han stak den til sig. Brønner lo. » For stolt, gentog Hjalmar. Ja, om jeg havde afvist pengene, så havde vel Klaus fanøbo sladret til principalen, og da havde det hedt, at jeg var for stolt. Jeg har jo ærlig fortjent disse penge i mit kald jeg tog dem med kyshånd... jeg sagde t usen d tak. Det var to hundrede tak for hver øre. « Det gærede i ham, han bed læberne sammen, han stred med sig selv for at kvæle gråden. » Jeg vidste det, sagde Brønner, der nu slog om i en anden tone, jeg vidste det allerede for fem år siden i den korte tid, jeg var sammen med dem her i forretningen. De var ikke skabt til at stå, bag disken. « » Til at løbe med trækvogn, mener de? « » Nej, forstå mig ret, til at stå i lære, til at ofre dem for et fag og en gærning, hvortil de aldrig har haft anlæg eller lyst. Randbøl, jeg taler til dem som en ven — de skulle have brudt med det hele eller også stræbt efter at vinde principalens tillid, så var pinen ikke bleven dem så lang. » Tror de, spurgte Hjalmar, jeg bliver lykkeligere, når man en gang fortæller mig, at nu er jeg kommis? « » Nej, svarede Brønner, her bliver de aldrig tilfreds. « » Tilfreds, « gentog Hjalmar vemodig. Brønner stirrede på ham. » Randbøl, sagde han. Også jeg har kørt med trækvogn en gang — tror de, jeg lod mig ydmyge? Det hele var kun en overgang. Dem beskylder man for at være fornem. Hvorfor knejser de da ikke i stedet for at lade dem kujonere? Alle véd jo dog, hvor de hører hjemme. Er der nogen skam i det arbejd, som bydes dem, falder skammen tilbage på principalen. Jeg ville i deres sted trække man-schetterne ud til neglene, glatte på slipset og så køre med min vogn gennem alle hovedgader, lé til bekendte og hilse til de fineste kunders vinduer. Ja, selv om jeg mødte landets prinsesse på gaden, jeg ville stanse og råbe: hallo, kør med. Jeg er fuldblodshest. « » Prinsesse, « gentog Hjalmar sagte. Brønner nikkede: » Og var det den, som for dem er langt bedre endnu, hun ville lé med dem. Det stod dog ikke skrevet over deres vugge, at de skulle gå verden igennem som et skumpelskud. De tror, at alle sér ned på dem med hån og spot, skønt ingen spotter dem uden de selv. « « da de var her, Brønner, gik alt bedre. De trøstede mig. « » Hvad bryder de dem om trøst? spurgte Brønner i en heftig tone: jeg véd det, jeg véd det jo... De har vredet dem som en orm, hver gang de stod ansigt til ansigt med den, som langt bedre end jeg kunne være deres trøster. De kunne være daglig gæst i et hus, som de trodsig har skyet, skønt de led derunder... « » Brønner, jeg kan ikke nu, « sagde Hjalmar pludselig og vendte sig om. » Lad mig da « — og Brønner stod rede til at ekspedere. En ung pige var trådt ind. Hun rødmede — og hun skulle rødme. Denne rødme, fin og let, varmede i et nu hendes kinder og gav dem en lød, den sundeste farve. Hun var ung og frisk. Der var spil i de brune øjne og skælmeri i det flygtige smil. Rødmen veg og tog smilet med sig. Men over hendes ansigt blev det blide, venlige udtryk tilbage. Brynene var rolige, hendes træk skarpere end før. Blot hendes blik fortalte da om hendes følelsesfuldhed og drømmelyst, ja forrådte, at hun inderst inde trykkedes af en sorg, måské hjærtesorg. Hun var smuk i hver stemning men kun ung at sé til, når hun kom med sit smil. Rank var hun og smagfuldt klædt. Men man så’ ikke hendes figur, langt mindre hendes klædedragt, når først man havde sét hendes ansigt. Hun havde en arbejdstaske hos sig, hun lukkede den op, hun ledte og ledte — det var en lille stramajnål, som var købt her forleden — kun en bagatel — men hun måtte endelig have den byttet. Det var så irriterende at blive ved med at træde — og nu kom smilet frem igen — ikke engang en sytråd kunne gå gennem nålens øje, hvad skulle man så sige om brodér-garn. En skoggerlatter hørtes inde fra kontoret. I det samme blev døren reven op. » Nej Meyer, sagde Andreasen. Efter engod markedsdag spiser man til aften på hotellet. « Meyer nikkede: » Som man reder, så ligger man. « De kom ud. Andreasen studsede ved ikke at finde butikken tom. Han hilste i forbigående på den unge dame. Meyer hjalp ham overfrakken på. » Tak, sagde Andreasen, det kunne ellers drengen besørge... Haløj Randbøl, sover de? Eller er de for fornem? Rask, lad os få butikken fejet. « Hjalmar blev forlegen. » Jeg sagde rask, « tordnede Andreasen. Han så’ pengeskuffen efter, som han altid gjorde af gammel vane, før han forlod butikken. Så gik han ud på gaden. Meyer fulgte. Men næppe var de komne ud, før Andreasen atter kaldte på Randbøl: » Er de døv derinde'? Kom herud med en riskost, før de fejer butikken. Vi kan ikke ha’ det søle i rendestenen her, hvor folk skal gå ind og ud. « han tilføjede, idet han tog Meyer under armen. » Ikke sandt, Meyer, der er jo et ordsprog, som siger: fej først for din egen dør. « Brønner fulgte den unge dame til dørs. Hun gik modsat vej af den, Andreasen var.gået. Brønner blev stående i døren. Inde i butikken lå Hjalmar over disken, skjult af en dynge varer. — netop i dette øjeblik, hvor ingen så’ ham, turde han græde... Det var fem lange Års undertrykt gråd. Blot græde ud, ikke græde af smærte men kun for at lettes... græde, nej lé, lé og kun lé. På latter kendes dåren. Hvorfor ikke møde stolt frem med alle sine koste, både riskost og skruppekost og børstekost og stråkost, og ville man endelig spille fornem, kunne man jo for en gangs skyld tage en fjerkost i stedet. Bare en kost og så feje, feje, så støv og snavs stod alle om ørerne. Hallo, min fine frøken, tag fødderne i agt. Hvad bryder jeg mig om, at de hedder Frida har bo og hører til den rigeste familje i hele byen. Her råder jeg, mit navn er klods-hans. Kom kun, og hjælp mig. Tag en kost, her er nok at vælge mellem. Fej, så deres fine hænder slår rynker. Jeg lér af det hele, jeg lér... men... « Gråden kvalte hans latter. Brønner kom tilbage, gik hen foran Hjalmar, så’ længe på ham og udbrød endelig: » Randbøl — også hun havde tårer i sine øjne. « Det blev sent, før der igen så’ anstændigt ud i butikken. I skuffer, i æsker og kasser lå alt endnu i fortvivlet roderi, men disken var blank, stativerne behængte, og på reolen lå hver varestabel som efter en snor. Gulvet var blevet fejet. Det var hen ad lukketid. Butiken stod tom. Brønner tilbragte aftenen hos genboens; Mortensen havde man ikke sét noget til, siden han var bleven kaldt ind til principalen — ude på gaden stod Hjalmar Randbøl med kosten. Der var markedsrøre endnu derude. Fra teatret oppe i gaden lød der dansemelodier for fuldt orkester, lirekassen hørtes i det fjerne, og fra værtshusene i nabolaget blev der sunget og skrålt op. Torvet var illumineret med lygter og fakkelblus i kræmmerboder og gøglertelte. Her var nok, der var værd at sé: bartholo-mæusnattens rædsler og Kristi korsfæstelse med 50 mekaniske figurer, længere nede verdens sværeste dame. Bajads gav trompét- signal i cirkus til uigenkaldelig allersidste forestilling. Nærved Andreasens butik flokkedes folk om gamle Søren, der utrættelig gned sin fiol. Kong Frederik havde givet ham brev på, at han på livstid måtte kvæde sine viser langs den hele vestkyst — han var kongelig privilegeret sanger. Puddelen dansede, og Søren sang: » Hvorfor vil du mig forla-hade... Trofast, kom her — hvorfor bortstøder mig enhver... « Han fik en toøre — » Tak, mange tak. Venner og frænder vil os ha-hade, ingen kender trofast! Os nu mér... « Uden varsel slog Søren pludselig over i en anden dur: » Har Frankrig glemt sin gode gamle kejser? Har Frankrig glemt hver sej-er, som han vandt? Sé, julisøjlen endnu herlig knejser... « Der sprang en stræng på fiolen. Og nu var Søren henvist til at røre andre strænge. Han begyndte på en gammel folkevise, der gik så rart i det dybe: » Liden Gunver vandrer som helst i kvæld så tankefuld... Hendes hjerte var voks, hendes unge sjæl var prøvet guld. O vogt dig, mit barn fag dig i agt for hunden, dreng. Kan du ikke høre... For de falske mandfolk. « Visen slog an. Søren kunne alle versene om, hvorlunde den havmand besnærede liden Gunver med fagre, smigrende ord, så hun rakte ham begge hænder: » Han trak hende fra den stejle bred, glad ved sin svig. Som storm var hans latter, men fiskerne græd ved Gunvers lig. « Bønderpigerne sang omkvædet med: » O vogt dig, mit barn, for de falske mandfolk. « » Det var en vise, der var som reven ud af mit hjerte, « sagde Kaya, øltapperpigen fra kælderen under Andreasens butik. — hun sagde det én gang til, men Hjalmar svarede ikke. » En vise til at få forstand af, siger jeg. Jeg skal nok vogte mig for havmænd. « Hjalmar vendte hende ryggen. » Haløj, sagde Kaya. har du øjne i nakken, eller bruger i måske ikke hos jer at sé på den, som i taler til? —jeg siger, som i taler til. « Hjalmar gik nogle skridt fremad. Kaya trak i ham: » Du er havmand. « Hun rev kosten fra ham: » Er det din fork? Den er noget sløv, det jeg sér — det er stumpe gejte. Vil du drage mig med dig, så må vejen ikke være så trang. — nu skal jeg rode lidt op i pølen. « Hun tog nogle raske tag med kosten; rendestensmudret og det skidne vand sprøjtede ud til alle sider. -- hun greb fast om kosten med begge hænder og satte brystet mod enden af skaftet, så gik hun fremad med lange skridt, idet hun førte kosten foran sig. Kosten drev mudret med sig langs den hele rendesten hen til gadehjørnet, hvor hun fejede det sammen i en Klump. Hjalmar gik ind i butikken. Kaya kastede kosten fra sig og løb ind bagefter. » Ja, gik det ikke, som jeg tænkte, nu kom vi til havmandens slot. « — hun pegede på stablerne med det brogede bomuldstøj. — » Det er søjler af koraller. « — hun stillede sig op foran spejlet. — » Det er spejlblankt hav og det både på langs og på tværs. Jeg er havfru, « — hun løsnede sit hår. — » Håret stritter som tang. « » Hvad vil de her? « spurgte Hjalmar barskt. » Jeg vil holde dig med selskab. « » Her trænger vi ikke til selskab, sagde Hjalmar. I butikken er jeg kun for at betjene kunden. « » Det var ikke for at feje og pusse lamper. « Hjalmar rødmede. Kaya slog en skingrende latter op: » Så det er en butik. — hun lo igen. — så lad mig være kunne. Du kan gi’ mig en rulle tråd, du diskenspringer. Jeg tænker, at jeg snart skal sy barnetøj. « Hjalmar stampede i gulvet: » Gå deres vej. « Hun hældede hovedet på siden og så’ på ham med et trodsigt blik. » Tror du, det var derfor, jeg fejede gaden? Mine hænder er lige så fine som dine, vort arbejd er jo éns til daglig. Du skulle sige tak til, at jeg ville skåne dig. « » Der var ingen, der bad dem om at gøre det, « sagde Hjalmar. » Nå, kan du ikke forstå spøg? Så må jeg blive mere alvorlig. Jeg har en rigtig alvorlig sag at tale med dig om. « » Fri mig for deres elendige romaner i det mindste i aften, « råbte Hjalmar. Bagdøren gik. » Kaya, der kommer nogen. « » Jeg vil tale med dig i Enrum, « sagde Kaya. » Det er måské principalen eller, hvem véd, deres egen husbond. « » I Enrum, hviskedee Kaya. — vi to og ingen skal sé os,.. jeg venter. « » Kaya. « » Ja vel, her er plads... jeg får vente. « Hun rev et schawl ned af det store stativ, kastede sig om på gulvet, svøbte schawlet om sig og krøb hen i krogen. Det gøs i Hjalmar. Han skyndte sig bort fra hende. Mortensen kom ind fra kontoret. Mortensen var kommen i søndagstøjet. Han havde måttet tømme en hel pomadekrukke til håret, tør det havde fået sit rette fald, og et splinternyt silkeslips, der kunne gå en 3 — 4 gange om halsen, var bundet i en mægtig sløjfe ned over det skinnende skjortebryst. Han dampede på en cigar. Han spaserede nogle gange op og ned, og vendte sig så mod Hjalmar: » Skal fejeskarnet ligge dér? « spurgte han i en æggende tone. Hjalmar blev forlegen: » Lad det i det mindste blive, til vi lukker. « » Gal, råbte Mortensen. — h’rut med’et, rask. « Hjalmar gik ud med kost og skovl. Mortensen skyndte sig om bag disken og åbnede pengeskuffen. Han var alene, ingen kunne sé ham, ingen kunne lure. Ti slag drønede fra byens store tårnur. Vægteren gik forbi. Mortensen råbte ham an, han kom ind og fik en cigar. » De er nok så god, vægter, at kalde på mig iovermorgen, det er pinse? Jeg skal hænge snoren ud som sædvanlig. « » Jo tak, « sagde vægteren. » Er mester hjemme? « blev der i det samme hvisket ude fra gaden. » Nej -— kom kun ind. « Ind trådte tre nydelige, unge mennesker. Bonde-billund var den ældste, et par og tyve år, flot i klæderne som hver god kræmmer. Han var Bonde af fødsel, en stærkt bygget fyr, der struttede af sundhed. Han var ordknap af sig og stammede. Men han havde nogle mundheld eller interjektioner, som han efter lang øvelse havde lært at udtale rént og upåklagelig. Dem fik han stadig anvendelse for, når han overhovedet fandt sig beføjet til at sige noget. Den anden var pip-høyer, endnu kun lærling, men på grund af sin alder og sin længde værdig til at omgås de udlærte. Han var desværre skeløjet. Fødeby: Nibe. Øgenavnet ’pip’ skyldtes hans pibende stemme. Hilmers hin gale, i følge egen angivelse evig ung og dog sat af alder, var barnefødt i Varde, ud over hvis territorium han endnu til dato ikke havde sat sin fod. Alligevel var han, som han ofte udtrykte sig: svært med på spørgsmålet og på noderne og på grisen og i det hele taget med på det gamle liv, der rørte sig ude over hele ’jordklodsen’. Hilmers var ubetalelig som selskabets vittige, oplivende element. Han kom sidst, men var ikke destomindre ordfører for deputationen: » Hør du, sagde han til Mortensen, kan du ikke knibe ud i aften? Ovenpå en slem dag kan vi nok trænge til at få noget puttet i ansigtet, både varmt og koldt. Hvad mener du om en portion kogende is og en kold toddy? « » He he, « grinte vægteren. De andre havde vanen gjort mindre modtagelige overfor hilmers’ morsomheder. » Jeg spørger ikke længer om lov til at gå ud, « svarede Mortensen. » Bravo, « peb Høyer men rigtignok med et hjærtesuk. » Ja, der har vi’et, « mumlede Billund for også at give sit bifald tilkende. Hjalmar kom tilbage. Hilmers slog ham på skuldren: » Nå, hr. Professor, har de fået alle trævler og tråde pillet op? « Hjalmar gad ikke svare. » Jeg tror sgu snarere, han har tabt tråden, « sagde Hilmers. » He he, « grinte vægteren igen. » Disse markedsdage, fortsatte Hilmers, skaffer én til sidst en hel rygmarvstæring på halsen. Man må jo min sandten ligge hele timer næsegrus på ryggen og kravle på knæerne for at slikke Perler og knappenåle op. Også du, min stolte Mortensen, krymper dig alene ved tanken om’et. Du sér mig heller ikke ud i dag til at være rigtig i ryggen. « Mortensen rettede sig uvilkårlig, slog ud med hånden og udbrød: » Mine herrer, sligt er jeg hævet over. Fra i dag af er jeg kommis. « » Kommis, « gentog de andre. Hjalmar veg nogle skridt tilbage. » Gratulerer, « råbte Mortensens højt imponerede venner. Vægteren lettede på huen i den andægtighed, som et helligt øjeblik indskyder. » I aften giver jeg champagne. « » Hurra, « jublede de alle sammen — dog ikke Hjalmar, der stod som forstenet. » Dér, dér, sé sé dér, « stammede Billund og pegede ud. » Champagne, « gentog Mortensen, og hurra-råbene og jublen blev hæftigere end før. » Dér... Satan,... « stammede Billund og rykkede Hilmers i frakken. » Plager satan dig? « spurgte Hilmers. » Andre’sen, « peb Høyer. » Ja, der har vi’et, « bekræftede Billund. Mortensen rev et stykke vare ned og fik travlt med at bringe det i ulave for at give sig noget at bestille. » Han går kun forbi, sagde Mortensen. Stille alle sammen. « » Ørerne stive og tungen lige ud af munden, « kommanderede Hilmers. » Sæt, han sér mig og sladrer til mester, sagde Høyer forknyt — jeg har ikke fået lov i aften... Jeg må hen i krogen. « » I skammekrogen, « sagde Hilmers. » He he, « grinte vægteren trods øjeblikkets alvor. Høyer sparkede mod en bylt, og bylten blev levende... et hvin, så latter... Hjalmar løb ind i kontoret. » Ti, « råbte Mortensen. » Elleve, « tilføjede Hilmers. Stor forbavselse... nyt hvin. Kaya styrtede ud af døren og løb lige i armene på Andreasen. » Jeg skal blot hente nogle cigarer, « havde man hørt Andreasen sige, og Meyer ventede udenfor. Forvirring på ny. Kaya slap ud. Vægteren forsøgte det samme men var ikke så heldig. han skurede sig op ad døren med et ærbødigt godaften. » Når katten er ude —, « lo Meyer. Vægteren gentog sit godaften. » God aften, vægter, udbrød Andreasen strengt —, klokken går til elleve. « » Så mange tak, « sagde vægteren, skyndte sig ud på gaden og lod hurtig Andreasens oplysning gå videre, idet han sang: » Vægter, klokken er slagen ti. « Mortensen vendte ryggen mod principalen og lagde rødmende sit stykke vare på plads. » Så må de nok heller lukke! « udbrød Andreasen, og gik ind i kontoret. » Ja — der har vi’et, « stammede Billund. Iii. Brogede mønstre. Næste dag var lørdag før pinse. Folk var dog tidlig kommen hviledagen i hu og havde gjort det fornødne indkøb ved markedet, så der nu herskede stilhed over alt. Brønner var rejst; Mortensen lå den meste tid på sin seng og sov; Hjalmar Randbøl var eneherre i butikken, hvor han havde nok at gøre med at dukke tråd og sortere knapper. Meyer havde allerede på morgenstunden været hos Andreasen, hans prøver var nøje blevne gennemséte... hundreder af mønstre og for hvert mønster et ordsprog. Som tak for sidst havde Meyer indbudt Andreasen til en glad aften på hotelet. Præcis klokken i o blev butikken lukket. Så var det årets eneste, virkelige festdag, som oprandt. det hele år bragte kun to fridage foruden. Men hvad var julen? en mørk, trist vinterdag, hvor man kun kunne sidde indesnéet eller i hvert fald forfrossen på det kolde Kammer. Eller hvad betød påsken, hvor man hverken kunne være ude eller inde. Man ville i påsken fange den første solstråle — et helt livs erfaring gjorde ikke én klogere — og man fik dog altid storm og: slud. Nej pinsen var en fest, pinsedagen var frihedens dag. Så var det vår, og der var vårstemning over hele naturen. Spirer, knopper og skud var brudte frem i en sådan mængde og fylde, at man skulle forsværge, de havde suget livskraft i den magre jord. Endog i gaderne var der tykke totter græs, der gjorde vejen over stenbroen blød. Lyngen blev lys som træernes blade. Og blomsterne, hvor små og sarte de end var, de måtte op og springe ud. Alt og alle pyntede sig for at tage dél i naturens glade pinsefest med solskin og de fri fugles sang. I morgen er det pinse. Solen danser, jeg danser med, jeg er fri. » Vægter. « » Hvad godt? « » Kalder de på mig i morgen tidlig? « » Jeg véd besked, « svarede vægteren. Hjalmar så’ spørgende på ham. » Ja, forklarede vægteren, den anden, ham — hr. Mortensen, — var jo i lav med mig allerede i går desangående. I er skrappe derovre til at stå tidlig op. « » Morgenstunden er vor eneste fritid, « svarede Hjalmar. » Å, mente vægteren, i har for den sags skyld også hele natten. « » Nej, vægter. Ikke ud efter lukketid, ikke heller lys på kamret. Jeg

1870_Anonym_KraemmersvendeOgSyjomfruerEllerPrincipalernesPengeskuffer

Kræmmersvende Og Syjomfruer Eller Principalernes Pengeskuffer

Anonym

Anonym

Kraemmersvende Og Syjomfruer Eller Principalernes Pengeskuffer

female

1870_Anonym_KraemmersvendeOgSyjomfruerEllerPrincipalernesPengeskuffer.pdf

anonym

Kræmmersvende og Syjomfruer eller Principalernes Pengeskuffer

Humoristiske Billeder af det kjøbenhavnske Folkeliv

n

gothic

KB

Forfattet af en forhenværende Kræmmersvend

pdftxt

nan

nan

O

„ Venter man et jordskælv beder, siden alle mennesker forlade byen? « Stærkest går strømmen ud af Vesterport, eller det sted, hvor Vesterport bar slået, ud ad Vesterbro og Frederiksberg alle, både tilfods, tilhest, tilvogns og — på velocipede. Alle drage ud af byen for al more sig. Alle drage ti! Frederiksberg, hvor glædesguden bar opslået sit tempel. Et af de mest besøgte steder på Frederiksberg er alleenberg, hvis store, smukke have og mange indretninger ti! Forlystelse og adspredelse, trækker en mængde besøgende derud. Det publikum, som besøger alleenberg, kan deles i tre klasser: første klasse, dem, som indskrænke sig fil al vandre op og ned i den lange gang, som går ivers igennem etablisementet og som af og fil søge tilflugt i ci af de lysthuse, som vende ud fil Alleen. Individerne i denne klasse, består for det meste af agtværdige familicfædre som med kone og børn gå ud for af nyde den friske lust og en solid boeuf eller en sparsommelig kop theevand ude i del Arie. Tisse folk holde altid af ak tage plaks i lysthusene ved Alleen, for al have uhindret lejlighed både ril af se og fil af blive set. Anden klasse er de folk, som for det meste opholde sig i nærheden af karousselbanen. Det -r unge mennesker, som holde af al få sig en Dands — om søndagen mest soldater og tjenestepiger og de søgne dage håndværkssvende, sypiger og — når mørket er faldet på — tillige kræmmersvende og andre lignende størrelser. Tredie klasse endelig er folk, som først komme sent og som holde mest af af opholde sig i de bageste gange og i de lysthuse, som stod op til disse. Det er folk af alle mulige livsstillinger, folk som have mønt på lommen, og som holder af af nyde livet, men som ikke ønsker af gøre det alt for åbenlyst. Dej er med folk af denne klasse vi især ville beskæftige os, det er nemlig de interessanteste. En smuk sommeraften, netop som tusmørket er faldet på, sidder i et af de bageste lysthuse på alleenberg et ungt par, bestående af en herre og en dame. Herren er meget stor påklædt, aldeles efter den sidste modejournal, men dog med en temmelig påfaldende mangel på smag. Hele hans påklædning tyder i grunden kun på, af det har været hans agt af vise hele verden, hvor meget han har haft råd til af anvende på sin dragt. Han er ung, men han er i grunden ikke smuk. Udtrykket i hans ansigt er hovmodigt, med et anstrøg af dumhed og forloren fornemhed. Han har engelske bakkenbarter — eller, som det også kaldes, skæg a ls ootolette, og, hans øjne ere blå, men af et temmeligt mat udseende, og hvis han tøg sin elegante hat af, så ville man se at hans hår var meget tyndt. Han sidder i en ivrig samtale med en ung dame, ber vel kan være en sytten eller alten år gammel, og som er særdeles elegant påklædt, og hvis dragt, i modsætning til hans, røber en hel del smag. Disse to sidde i en meget dyb samtale, der åbenbart er meget interessant; thi den lægger udelukkende beslag på begges opmærksomhed. Pludseligt hæver Herren hovedet og kalder på en forbigående opvarter.,, 2o glas Sherry og nogle kager! “ råber han. Opvarteren nikker og iler afsled. Lidt efter kommer han tilbage med det forlangte på en bakke. Netop som han når lysthuset komme to herrer fra den anden side. Den ene af disse, gør ved at få øje på de i lysthuse siddende, en førbauset bevægelse ligesom om han ville styrte ind i lysthuset. Denne bevægelse var så voldsom, af hans ven, som han holdt under armen, ligeledes blev nødt til al gøre en svingning, hvorved han kom til af støde til opvarteren, der herved mistede ligevægten og tabte bakken med sherryen og kagerne ned over damens kjole. » Gudbevares, så se dem dog for! “ råbte den unge herre i lysthuset og opvarteren på en gang, medens den unge dame udstøder et lille skrig. manden, der havde forårsaget ulvkken, bliver flau, tager til hatten, beder tusinde gange om forladelse, griber i lommen, giver opvarteren en specie og går sin vej, fulgt af sin ven. » Jeg kan ikke begribe, hvorledes dette kunne gå iii, og du kunne bære dig så kejtet ad, “ siger nu vennen, en mand på ck halvlhundrede år og af et fedt, velnæret udseende. „ O, jeg er rasende, komplet rasende! “ siger ulvkkesstifceren idet ban forstærker sine skridt. » Hvad er det du siger, kvist? » spørger nu vennen, idet ban tager lange skridt for af følge med. „ Er du rasende? “ „ Ja, bang, jeg er komplet rasende? “ svarer kvist med en mine, der næsten er tragisk. „ Men hvad er der da i vejen? “ „ Lumslhed, underfundighed og nederdrægtighed er der i vejen. O bang, det er et sandt ord at man aldrig må stole på fruentimmerne. De er falske som skum på havet. “ „ Der begynder at gå et lys op for mig, “ Sagde nu bang, småleende over sin vens ivrighed. „ Du blev forundret over at se den unge dame i lysthuset sammen med den unge herre. Du kender hende, hvis kjole du var så uheldig at ødelægge. “ » Ja netop. Så du hende? “ „ Ja. “ „ Hvad syntes du om hende “ „ Åh, rer godt. Hun har et ganske ner ansigt. “ » Ja, “ siger kvist sukkende, „ og skulle man rroe at et sådant ansigt kunne skjule den sorteste falskhed? “ „ Har hun da været salsf mod dig? “ „ Om hun har? O, hun er en slange. Hun driver sin falskhed så vidt, al hun endog lod som om hun ikke kendte mig, og jeg har dog forærer hende den kjole hun har på, “ „ Har du? “ „ Ja jeg. Nu skal du høre, hvorledes hele historien hænger sammen, og dom så selv om jeg ikke har ret til at være gal i hovedet. Hun og hendes tante boede sammen på en kvist ude i mit hus i Borgergade. For rre måneder siden døde tanten — som jeg forresten aldrig tror har været hendes tante — og så blev der stor Jammer og elendighed. Begge fruentimmerne havde ernære ', sig ved syning, men nu skulle tanten begraves, og så kunne den unge ikke betale huusleien, hun kom derfor op: i! Mig og bad om henstand. — “ „ Som du naturligvis gav hende? “ „ Jeg var dum nok til at lade mig røre af hendes bedrøvede ansigt og smukke ord. Ja, hvad mere var, da hun desuden udtalte sin sorg over ar hun ikke engang havde råd til at købe sig en anstændig sørgckjøle, så var jeg endvidere dum nok til dagen efter ak forærs hende den kjole hun nu har på. « „ Nå, og så? « spørger bang. „ Og så? — ja så har du jo selv set resten, “ Sagde kvist ærgerligt. „ Til tak for al min opmærksomhed så render hun nu omkring med denne kræmmersvend eller hvad han nu er før en dagdriver. „ Hvad er det du siger? “ sagde bang leende, » Du får mig til at lænke på noget. “ „ Og hvad er det? “ spurgte kvist. „ Al det nok i grunden ikke er så ganske af den bare medlidenhed at du har foræret den omtalte lille svpige den sorte silkekjole. “ „ Det kan du da før satan nok begribe, “ sagde kvist, der blev mere og mere ærgerlig. „ Når pakkeren plejer folk i vor alder at forære unge piger silkekjoler, uden at de mener at få en eller anden lille villighed til gengæld? — men pas du kun på, det skal ikke gå således hen, jeg skal nok få fingre både i hende og hendes springfyr og lære dem begge to, at jeg ikke er den mand, der således lader sig spille på næsen. “ „ Hvad vil du da gøre? “ » Hvad jeg vil gøre? Det var da også et spørgsmål, der er jo en mængde ting at gøre. “ „ Som før ercmpel? “ „ Åh, jeg gider ikke gøre dig regnslab før det nu i dette øjeblik, “ sagde kvist, „ og det behøves helle: ikke, du må jo ligeså godt som jeg kunne indse, hvad der er at gøre under sådanne omstændigheder. “ Sagen var den, at skønt den gode hr. Kvist påstod at der var en mængde ting at gøre i det foreliggende tilfælde, så stod det dog aldeles ikke klart for ham, hvad der egentlig skulle foretages. „ Man kan for erempel lade den fugl flyve, “ Mente bang. „ Flyve? Nej min ven, så kender du mig ikke rigtig. Tror du at jeg således kaster mine silkekjoler i rendestenen? Nej, nej, jeg skal nok snakke et alvorligt ord med dem begge, det kan du være vis på. “ andet kapitel. Det unge par. Vi ville nu lade de to halvgamle herrer fortsætte deres passiar og vende os til den unge herre og dame, hvis kjole blev spoleret af den spildte Sherry og cremen af kagerne. Efterat damen havde udstødt det omtalte lille skrig, trak hun sit lommetørklæde frem, for at borttørre det spildte, medens Herren søgte at hjælpe hende så godt som det var ham muligt. Damen så højest ulykkelig ud, og sagde klynkende: o gud, min dejlige silkekjole! Dlsse pletter gå aldrig af mere, del er jeg vis på. “ „ Det skal de ikke bryde dem om, “ siger Herren raed en storartet mine. „ Kom de op i morgen i boutikken, hvor jeg står, og udsøg dem tøj til en ny. “. Det har jeg ikke råd til, “ siger damen sagte. „ De kan jo nok tænke at en pige som jeg ikke har råd til at købe en ny silkekjole hver dag. “ „ Betalingen skal de ikke bryde dem om, jeg går i caution for dem, “ sagde Herren i en endnu mere storartet tone. Aftenen faldt nu stærkt på, og del begyndte at mørknes. Sherryen er drukket, kagerne fortærte og damen rejser sig nu op, idet hun siger: „ Nu skal le have tak for i dag, hr. Petersen, nu må jeg gå hjem igen, det bliver ellers alt for sent. “. O, det er alt for tidligt at gå hjem, “ mente hr. Petersen, men damen er ubøjelig, hun rejser sig op, og træder ud af lysthuset. Hr. Petersen følger hende, men hun vil på ingen måde modtage hans følgeslab. Hun hav samtykket i at møde ham herude, og hjulpet ham med at drikke Sherry og spise kager, men mere må han ikke forlange af hende. Han må på ingen måde følge hende hjem, da det kun ville give anledning til folkesnak. „ Men de kommer da op i boutikken i morgen? » Siger hr. Petersen smægtende. „ Jeg skal se om jeg kan få tid, “ svarer hun hvorpå hun, idet hun seer sig om, pludseligt udbryder: „ Ah, se der er mine veninder, som have lovet at træffe mig herude. “ Med disse ord nejede hun skjelmsk for hr. Pe » Tersen og hoppede hen til et par yngre damer, som gik lidt længere henne i gangen. De kendte hende øjensynligt godt, thi de mod. Toge hende meget hjerteligt, som det syntes med spøg og latter, hvorefter be begave sig bort alle tre. Hr. Petersen stod og så efter dem. Dette var flet ikke efter hans beregning. Han havde ikke tænkt sig muligheden af at den unge pige således skulle flippe fra ham. * han havde forestillet sig en behagelig spadseretour i det smukke aftenveier, en interessant hjemiour, jo, nu stod han der. „ Hun er lidt snærpet^ den lille, “ mumlede han ved sig selv, „ men det går vel nok over igen. I morgen kommer hun jø op i boutiken, så kunne vi jø altid tales nærmere ved. “ Dette var altid en trøst, men det var dog ærgerligt at han, som havde indrettet sig på at tilbringe aftenen i behageligt selskab, nu udelukkende er henviik til sin egen behagelige underholdning. Han drev et par gange op og ned i haven, for om muligt at støde på et eller andet eventyr, men det lod til som om skæbnen i enhver henseende var ham imod denne aften. Han stødte ikke på noget som kunne interessere eller more ham og han kedede sig desårsag grundigt.. Det er også som det er forheret, “ mumlede han ved sig selv, „ man kan ikke træffe en eneste bekendt hverken af han- eller hunkønnet herude i asken. Jeg vil drive lidt ind i pavillonen. Som sagt, så gjort, kom han ind i pavillonen, hvor han satte sig på en stol tæt ved sangcrmbunen og gav sig til gennem sin lognel at betragte „ Kunstnerinderne “ deroppe. * der var forresten ikke stor stads ved dem. Der sad en fire affalmede skønheder i temmeligt nedringede kjoler, medens en femte netop stod og sang noget, som skulle være en Arie af „ Figaros bryllup “. Disse fem damer syntes imidlertid ak kende hr. Petersen godt. De nikkede alle sammen til ham, da han tog plads, og så på ham med fornøjede miner, naturligvis før at indbilde ham at de vare overmåde glade ved at se ham. Disse bedårende blikke undlod heller ikke at gøre virkning. Hr. Petersen så tilfreds ud over den hylding man viste ham, og før at gjengjælde damernes opmærksomhed, slog han med sin stok i gulvet, hvorpå opvarteren kom springende. „ Portviinstoddy til damerne, “ sagde Petersen med samme mine som en general ville give ordre til at armeen skulle rykke i ilden. Opvarteren bukkede og forsvandt. Lidt efter kom han tilbage med toddyen. Damerne tog den, drak og klinkede med hr. Petersen, hvis humeur nu svntes at blive noget bedre. Hr. Petersen havde ikke siddet længe på sin plads, før der atter kom nogle flere unge mennesker ind i pavillonen, som allerede i forvejen var temmelig opfyldt med besøgende. Disse unge mennesker fik straks øje på Petersen, og ved hjælp af nogle drikkepenge til opvarteren, lykkedes del dem at få plads ved samme bord som ham. „ Så du er kommet her, Petersen, “ sagde et af de unge mennesker, hvis navn var Hansen, der ligesom Petersen og alle de andre også var kræmmersvend. „ Det. havde vi rigtignok ikke ventet. “ „ Ikke? Og hvorfor det? “ „ Ih, fordi du før var så behageligt beskæftiget. Vi havde ikke troet at du således ville have forladt din dame. “. Så i hende? “ spurgte Petersen. „ Ja, vi så dig sidde med hende i lysthuset, “ Svarede Hansen. „ Hvem var hun? --, hvem hun var? “ spurgte Petersen.. Ja. “. Det siger jeg ikke, “ sagde Petersen, idet han påtog sig et vist hemmelighedsfuldt væsen. „ Hvad for noget? “ råbte de andre, „ har du hemmeligheder for dine kammerater? Fy, det er ikke smukt. “ „ Omstændighederne kan gøre det nødvendigt, at man bliver hemmelighedsfuld. “ „ Ja, især når man er bange for at blive stukket ud! “ råbte Hansen. „ Hahaha! “ svarede Petersen og så ned ad sig selv med et højst selvtilfreds blik, „ ligesom jeg behøvede al være bange for sligt. « „ Nu, hvorfor er du da så hemmelighedsfuld! « Spurgte Hansen, der ligesom de andre blev meget nysgerrige ved denne Petersens usædvanlige adfærd. „ Du er da vel ikke bange for at sådan en lille sypiges gode navn og rygte skal tage skade. “ „ Men, hvis hun nu ikke var sypige, så kunne dej jo dog let være at hendes rygte kunne tage skade, « Sagde Petersen, endnu mere hemmelighedsfuldt og storartet end tidligere. „ Ah, del var altså ingen sypige, “ sagde Hansen, det var altså en rigtig dame? “ Petersen nikkede med en højst selvtilfreds mine. „ Hvad hedder hun da, du må sige os det? “ Sagde nu de andre i munden på hverandre. Petersens hemmelighedsfuldhed spændte dem på pinebænken.. Nej, nej, i må ikke friste mig, jeg gør det ikke, “ sagde Petersen med forstill bestemthed. » Åh, jo vist jo vist! “ råbte nu de andre i Chor idet de anvendte alle deres overtalelsesevner for at få ham til at tale. Hr. Petersen havde nu fået sine venner på det punkt hvor han ønskede dem. Han var nemlig forfængelig i en uhyre grad og det smigrede ham af han kunne bilde sine venner ind af han havde gjort en ganske anderledes erobring end en stakkels syjomfru. Da hans venner vedblev af trænge ind på ham, lod han som om han lidt efter lidt lod sig bevæge til af åbenbare den ubekjendtes navn og sagde endelig: „ Nå, mellem venner bør man vel egenilig ikke have nogen hemmelighed. Jeg sial sige eder hendes navn, så må i til gengæld love mig en ting. “ » Og det er? “ „ Al hemmeligheden ikke kommer videre. “ „ Det kan du stole på, “ råbte alle vennerne i Chor. » Nuvel, så vil jeg da belroe eder af den unge dame er hverken meer eller mindre end en datter as den hovedrige kammerråd knob. “ „ En datter af kammerråd knob? “ råbte de andre forbavsede.. Ja, som jeg siger, det var frøken knob. I kunne deraf selv indse af vi må være forsigtige når vi mødes og ikke åbenbare det for alverden; thi den gamle kammeråd knob er en sær person og ville vel næppe se mildt dertil, men hans modstand overvinde vi nok alligevel med tiden, thi hun har megen indflydelse på ham. Medens Petersen holdt denne tale, betragtede han sine venner opmærksomt og gottede sig over deres forbavselse. Dette fluide den gode hr. Petersen imidlertid hellere have ladet være; thi gjengjældelsens sværd hang i en tvnd tråd over hans hoved og del faldt snart ned på ham med en knusende vægtsom læseren skal få at se af næste kapitel. tredie kapitel en ubehagelig katastrofe. Hr. Petersen havde været uforsigtig nok til, efterhånden som han udbredte sig mere og mere over sin triumf, at tale højere og højere, således at hvad han sagde tydeligt kunne høres af dem, som sad i nærheden ved de andre små borde. Dette skulle hr. Petersen have taget sig i agt for; ihi som det snart skulle vise sig, havde denne uforsigtihed højst ubehagelige følger. Ved bordet, som stod ved siden af det, hvorved Petersen og hans venner havde plads, sad nemlig en fem a ser unge mennesker. Disse unge mennesker vare åbenbart håndværksvende, som iførte deres stadsklædær, vare ude for at nyde søndagen. Det ene af disse unge mennesker, som havde hørt, hvad Petersen havde sagt, blev åbenbart højst fortrydelig derover. Han rejste sig op, gik hen til Petersen, og sagde:. Jeg må tillade mig at gøre dem opmærksom på, at hvert ord, som de her har behaget al sige er lutter løgn. “ Den unge mands kammerater, der vare i en temmelig lystig semning, uden dog at være berusede, rejste sig nu op og omringede det bord, ved hvilket kræmmersvendene sad. De ventede at der ville komme nogle løjer, og de vare beredte til at tage deres del i dem. Petersen blev naturligvis yderst forbavset over denne tiltale. Han satte sin lorgnet på, betragtede den uforskammede med et vist overlegent smil, således som kun en kræmmersvend er i stand til at, gøre det, og sagde: „ Hvad behager, hvad er det de siger? “ -jeg siger, “ vedblev den unge mand, hvis navn var Peter Berg, „ at alt, hvad de her har siddet og fortalt, er lutter løgn, og jeg vil have al de skal tage deres ord i dem igen. “ Petersen begyndte at blive meget uhyggelig til mode og sagde halv! ængstligt, medens hans kammerater fniste: » Jeg kan ikke indse at det kommer dem ved, hvad jeg siger eller ikke siger. “ » Jo, det kommer enhver ved, at de sidder og fortæller løgn om en anstændig dame, som de måske aldrig har set. Frøken knob, som de talte om, har nemlig været på landet i otte dage og er der endnu, og kan altså ikke have haft stævnemøde her i haven med dem. “ Petersens kammerater opsloge en skraldende latter. Del morede dem, at han, som altid pralede af sine fornemme erobringer, således blev gjort til ål. Petersen derimod blev rasende. Han blev ganske bleg, og sagde idet han rystede af arrighed: „ Det er jo ting, som de slet ikke ved noget om. Hvor fanden skulle en person som de, kunne kende noget til frøken knob. “,. En person som jeg, kender måske meget bedre og mere til hende end en person som de, “ Sagde Peter, der nu begyndte at blive vred for alvor. „ Og hvis de ikke tilbagekalder deres ord i en fart, så — “. Nå, hvad så? “ spurgte hr. Petersen i en så stolt tone som der var ham muligt. Han troede nemlig at det endnu skulle kunne lykkes ham at imponere den fremmede. dette lykkedes imidlertid ikke, Peter Berg fortsatte ganske roligt sin tale, uden at lægge mærke til afbrydelsen, og sagde: „ Så får de prygl. “ „ Prygl? - > javel får de prygl, “ sagde Peter. „ Jeg tåler ikke at en dame sådan bliver blammeret på et offentligt sted af nogle uforskammede alenriddere. “ „ Alenriddere? “ råbte Petersen,. hør ved de nu hvad min gode mand, vil de nu ikke være så god at lade os i fred, ellers — «. Ellers, hvad så? “ spurgte Peter drillende. „ Så kalder jeg på opvarteren, “ sagde Petersen rystende.. Nå så det gør de, nej, det lader de kønt være, gør de. Idetmindste skal de først tage deres ord i dem igen, så ran de bag efter kalde på opvarteren ligeså meget de har lyst. “ Hr. Petersen havde aldrig før befundet sig i en så kritisk situation som nu. Han så sig forlegen omkring, men der var ingen synderlig sympatti at opdage i hans venners ansigter. Han vidste ikke rigtigt, hvorledes han skulle bære sig ad for at blive dette ubehagelige selskab kvit, og det var åbenbart at hans venner morede sig på hans bekostning. da fik han pludseligt en ide. Han havde i en eller anden roman læst at en bestemt og energisk optræden var i stand til at bevirke underværker lige overfor udannede folk, og han besluttede derfor nu at bringe denne fremgangsmåde i anvendelse. Han påtog sig derfor nu snart majestætiske miner og sagde til sine venner: „ Kom, lad os gå. Det er ikke umagen været at tåle flere fornærmelser af dette rak. Kom, lad os gå. “ „ Nå, så de lyver altså fint, og bag efter stjæl der de ud! “ råbte Peter Berg, der nu blev vred for alvor, „ nej nu går det rigtignok sorvidt. Nu skal du have prygl min ven. “ Petersen og hans venner vare imidlertid allerede komne hen til døren og begyndte at gå ud. Petersens venner, som først havde moret sig kosteligt over hans forlegenhed, begyndte nu at blive ængsllig til mode på deres egne vegne, og den ene af dem hvidsfede til Petersen:. Du var jo gal at du skjeldte ham ud, nu skal du se hvilkcr leben her bliver. “ „ Ja, lad dem bare komme, “ sagde Petersen, der nu igen følte sig mere kry da han var kommet udenfor. Disse ord var døg næppe kommet ud af hans mund før Peter skreg og hans kammerater kom og indhentede dem. „ Giv dem en lussing alle sammen, “ råbte Peter, „ thi de er alle lige gode. “ Med disse ord gav han Petersen et slag i i ansigtet så hans lorgnet fløj langt dort. Istedetfor at sætte sig til modværge, grebe nu alle kræmmersvendene til harens gevær og løb ud i Alleen fulgt af Peter og hans kammerater. > kræmmersvendene begik en stor stratetisk fejl, idet de i stedet for at løbe til venstre løb til højre gennem runddelen og ind i Frederiksberg have. I Alleen kunne de snart have såt hjælp af politiet, men dette faldt dem ikke ind, deres eneste tanke var at komme ind i haven og søge skjul der mellem træerne. De nåde dog ikke længere end ned til Frederik den sjettes statue, før de blev indhentede af forfølgerne, som tumlede sig lystigt om med dem i et par minutter. Da råbte Peter Berg: » Så, lad det nu være nok, lad dem nu løbe. “ „ Åh, passiar! “ råbte en af Peters kammerater, „ således ender man aldrig en stor krig. Disse herrer må naturligvis betale krigsomkostningerne i skikkelse af et par boller punsch. dette forflag vandt almindeligt bifald hos Peter og hans kammerater, hvorimod Petersen og hans venner ikke syntes synderlig godt derom. » Jeg drikker aldrig punsch, “ stammede Petersen. „ Det kan også være det samme, når de kun giver noget i skålen, “ sagde Peter Berg. Kræmmersvendene så på hverandre. Under slaget vare de komne temmeligt langt ind i haven, hvor der kun passerede meget få folk, der var alt. Så ingen udsigt til at få hjælp, man måtte derfor finde sig i de af fjenden foreskrevne fredsbetingelser. „ Men her kan vi ingen punsch få, “ sagde Petersen, der endnu ville gøre et svagt forsøg på at flippe derfra. „ Det ved jeg nok, “ sagde Peter Berg, „ men oppe i Allcegade kan vi få punsch i overflødighed, kom nu bare. “ Der var intet andet for at gøre. Toget salte sig i bevægelse og man marscherede nu til Alleegade, hvor man drog ind i et af de mange beværtningssteder som der findes. „ Hej, opvarter, en stor bolle punsch! « råbte Peter Berg. Hele selskabet tog plads i et stort lysthus, punschen kom, og man begyndte at drikke. stemningen var endnu lidt trykkende medens man drak den første bolle, men da den anden kom steg humøret og ved den tredje bolle havde hr. Petersen for så vidt glemt sine sorger og genvordigheder, at han drak dus med sine overvindere og svoer på at de vare de bedste mennesker i verden. Ja, han nedlod sig endog så vidt at han foredrog adskillige sange med en alt ander end velklingende stemme. Hans præstationer lønnedes imidlertid med rasende bifaldsråb. Man klappede og råbte bravo, korlsagt man var i det ypperligste humør af verden, ja hr Petersen havde endog en dunkel anelse om at dette var den skønneste dag i hanø liv. Endelig, da man havde tømt den sjette bolle, syntes man det var passende al tænke på at gå hjemad. Petersen betalte hele gildet med den mest smilende mine af verden og gav opvarteren en specie i drikkepenge. Ikke synderlig sikre på benene, begyndte man nu at gå hjem ad Frederiksberg alle. Man gik midt ad kørevejen, syngende og støjende og i det meest udmærkede humør. „ Det er en dejlig aften! “ råbte Petersen, „ en dejlig aften, det er synd al gå hjem og sove. hør mine venner, hvad mener i om vi nu gik ud på eventyr? “ „ Javel, vi må på eventyr! “ råbte alle de andre. „ En aften som denne, må sluttes på en passende måde. “. Vi ville følge damer hjem! “ råbte Petersen, „ og banke vægtere og politibetjente, hvis de skulle komme os i vejen. “ „ Ja vel, det ville vi, det ville vi! “ råbte alle de andre jublende, idet de skingrende og dinglende fortsatte deres vej nedad Frederiksberg alle. fjerde kapitel. På eventyr. Glade og højrøstede ilede nu de unge mennesker nedad Frederiksberg alle, i håb om at møde et eller andet eventyr. Lejligheden udeblev heller ikke længe. Noget forude fik man snart øje på tre unge piger, som uden mandlig ledsagelse gik nedad Alleen. „ Seer i dem der? “ sagde Petersen, der var en af de forreste i skaren. „ Seer i de unge piger der? “ „ Javel! “ råbte de andre. „ Dem må vi give os i snak med, “ vedblev Petersen,. det kan blive en morsom historie. “ Heri vare alle hans unge venner enig med ham og man forstærkede nu fine skridt for snarest muligt « at indhente de tre unge piger. De unge piger vare åbenbart sypiger, der havde været ude på Frederiksberg for af more sig og som nu skyndte sig hjemad. De havde lagt mærke ti! de efterfølgende herrers højrøstede samtale og de blev bange, da de mærkede af de gjorde sig umage for af indhente dem. De gave sig derfor også til af skynde sig, for al beholde det forspring de havde. Det lykkedes dem dog ikke længe. Herrerne indhentede dem snart, slog kreds om dem, og holdt dem således på en måde fangne, idet de dog stedse vedbleve al gå. „ Godaffen mine damer, “ sagde Petersen, idet han forsøgte af holde sig så lige som muligt, „ det er et dejligt Peter i aften. “ Den midterste af de tre sypiger, som så ud til al være af en bestemt karakter, tog nu sine veninder under armen og svarede rask: » Synes de del? “ „ Ja, det ved gud jeg synes. Det er rigtigt sådan en affensfund hvor man kan blive ganske sværmerisl tilmode. Tør jeg spørge hvor damerne agte sig hen? “ „ Til byen. “. Nej virkelig? Det træffer sig så besynderligt af vi netop slukke samme vej. Hvis damerne altså intet have derimod, så kunne vi måske gøre følgeslab? “ » Nej, tak skal de have, “ sagde den af damerne der syntes at føre ordet, „ det bliver der ikke noget af, de må ikke tro vi er af den slags. “ — „ Gudbevares, hvor kan det falde dem ind at vi skulle tro noget ondt om dem. Vi bede dem blot om at måtte gøre følgeskab, fordi det er så kedeligt at gå alene. „ De er jo heller ikke alene. De har jo deres venner med dem. » Ja, men de ved jo nok at man morer sig allerbedst i dameselskab. Husker de ikke der står i skriften at det er ikke godt at manden er alene, “ Spurgte Petersen i en sværmerisf tone. „ Jo jeg gør, “ lød svaret, men det et jo mandfolkenes egen skyld, når de er alene, de kunne jo gå hen og gifte sig. “ „ Men når manden endnu ikke har fundet den rette? “ » Så er det fordi han ikke har søgt rigtigt efter hende, “ sagde damernes ordfører- „ Alt det er jo forresten noget, som ikke kommer hverken mig eller mine veninder ved og som vi heller ikke bryde os om. Må jeg derfor nu ikke bede dem og deres venner om al gå over poa den anden side af gaden, og lade os være i fred, ellers kalder jeg ved gud på politiet. “ „ Nej, skønne dame, så grusom kan de ikke være, “ sagde Petersen smægtende. „ Jo det ved gud jeg kan, det kan de stole på. “ Petersens nye bekendte havde imidlertid anstrengt sig for at gøre sig behagelige for de to andre damer, men aldeles uden held, de havde nemlig ikke fået et eneste svar på alle deres smukke talemåder. Disse tre damer syntes at være fæstninger, der ikke havde i sinde at overgive sig så let.. Nå mine herrer, må jeg så ikke bede dem om at gå, ellers kalder jeg ved gud på politiet, “ Gentog damernes ordfører i en bestemt tone. Da fik hr. Petersen en ide. „ Mine damer, “ sagde han,. må jeg ikke blot endnu gøre dem et eneste spørgsmål. “ „ Spørg så meget de vil, men vi svare dem ved gud ikke. “ Hr. Petersen lod sig dog ikke afskrække, men spurgte alligevel: „ Ere damerne ikke trætte af den lange vandring? “ „ Det kan jo være dem det samme. De vil dog vel ikke spendere en vogn på at lade os køre hjem? “ Hvorfor ikke? “ „ Åh, nej, det seer de ikke ud til. “ delte svar sårede hr. Petersens følelser i højeste grad. Han skulle ikke se ud til som om han kunne spandere en vogn på at lade dem køre hjem — hvilken fornærmelse mod ham, som bildte sig ind at han så ud til at kunne udrette alt muligt stort og ædelmodigt. Han blev vred, men efter ædle karakterers måde besluttede han at hævne sig på en værdig måde. Han ville sanke gloende kul på hovedet af denne lille dame, der havde krænket ham så dybt. » Jeg ville ikke tilbyde dem en vogn, “ sagde han, „ fordi jeg vidste at de måtte trænge til en forfriskning før de tog hjem. Hvad mener de om en ) lille aftensmad nede hos Ginderup. » Ih, sig mener at det i grunden ikke kunne være så ilde, “ sagde den ordførende dame i en lidt mildere tone. „ De vil altså gøre os den ære at deltage i et aftensmåltid med os? “ „ Åh, jø, del må de endelig! “ råbte Peter Berg og hans kammerater, der syntes overmåde godt om Petersens forflag.. Jeg ved ikke hvad mine veninder sige? “ „ De kunne ikke være så grusomme at sige nej. “ der begyndte nu en ivrig hvidsfen mellem de tre damer. Resultatet heraf blev at de modtoge Petersens liberale tilbud. Petersen ville nu gå et skridt videre og forsøge at få den midterste. Dame under armen, men dette mislykkedes aldeles. Han afvistes på det bestemteste med en bemærkning om at han skulle passe sig selv og at man ikke tålte mandfolks berørelse. Under denne samtales forløb, var man kommet langt ned på broen, og man fortsatte nu vejen under en samtale som hele tiden blev livligere og livligere. Endelig nåde man de ginderupsle haller. Hele selskabet gik ned og tog plads i en af de inderste afdelinger af lokalet. Hr. Petersen lod til al være godt kendt hernede, thi opvarteren hilste meget bekendt på ham. Der blev dækket op med forloren skildpadde, vin osv., og man satte sig til bords i den gladeste stemning. Efterhånden som måltidet stred frem, blev damerne mere og mere livlige og det erfaredes nu at deres navne vare Clara, Cathinka og Caroline, og at de, som Petersen straks havde formodet, virkelig vare sypiger. da der var drukket nogle glas vin svandt damernes tilbageholdenhed for en stor del bort og de havde ikke længere noget imod at herrerne slyngede armen omkring deres liv. Efter at skildpadde » var fortæret, rekvirerede hr. Petersen champagne. Denne satte selskabet i en endnu lystigere stemning og aftensmåltidet begyndte næsten at antage karakteren af et bachanal. Man lo, man spøgede, man stødte knæerne sammen under bordet og var kort sagt i det dejligste humør af verden. „ Der er ikke noget lokale i hele København, der kan måle sig med Ginderups, « sagde Clara, „ her kan man have det så dejligt for sig selv. « Heri gave de alle hende ret og man tømte nu med stor begejstring en skål for det ginderupske lokale. Clara gav sig nu til al hvidsle med sine veninder og Petersen var udelikaf nok til at spørge om hvilke hemmeligheder det var de forhandlede. „ O sagde Clara, “ det er kun en spøg som jeg og mine veninder have for “ „ En spøg? “ „ Ja. De har nu været så god imod os ved at give os aftensmad og sørge for vor morskab, at vi kke kunne være andet bekendt end at gøre noget til gjengjæld. “ „ Bravo, “ lød det i Chor, „ det er udmærket. Hvad har de i sinde? “ „ Det skal de nok få at vide, men de må først gå deres vej. “ „ Gå vor vej? “ „ Ja, alle sammen! “ „ Men, hvorhen skulle vi da gå? “ „ Åh, ikke langt. Bare ind i den forreste stue. Så trække vi tæppet her for, for at de ikke skal kunne se de forberedelser vi gøre. De kan være vis på at de vil blive overrasket. - herrerne så på hverandre. Petersen tog derpå ordet. „ Vel mine herrer, der er vel bedst vi føje damerne. Lad os gå udenfor og vente på de løjer som damerne ville berede os. “. Lader os det da, “ svarede de andre,,, men lad det ikke vare for længe med forberedelserne. “ „ Nej det kan de støle på det ikke skal, når de bare ville være stille og lade være at kigge igennem tæppet. “ Dette lovede herrerne ikke af gøre, hvorpå de gik ud i det forreste værelse. tæppet blev nu trukket for, for af damerne i ro kunne træffe deres forberedelser. Såsnart tæppet var trukket for, sagde Clara til sin veninde: „ Så pigebørn, skynd jer nu og lag jeres tøj. Det er ikke været af blive længere hos disse fulde mennesker. Vi vide jo ikke engang om de have nogle syle i lommen. Rap jer nu. Mens de vente, løbe vi op ad trappen til gården og ud af porten. “ Veninderne styndle sig i u med af tage Halle og shavler på. Endeel kager som endnu lå på bordet, puttedes i lommen, og så gik del i en fart op ad trappen og ud af porten. Imidlertid gik herrerne i spæ

1899_Skjoldborg_Kragehuset

Johan

Kragehuset

Skjoldborg

Skjoldborg

Kragehuset

male

1899_Skjoldborg_Kragehuset.pdf

Johan

Skjoldborg

dk

Kragehuset

Fortælling

n

roman

Gjellerup

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Hvis nogen kunne føre bevis for sin ret til at indånde jordens luft, måtte det være husmændene i Torup klit. De havde nemlig selv så at sige skabt den jord, hvoraf de levede, og der var ingen, der havde måttet rømme den for deres skyld — undtagen vildtet, lyngen og rævlingebærrene. Men der er ikke megen fedme i klittens jord. Den giver kun spinkelt strå, tørre rafter i buskene og tyndt sul på kvæget. Man så’ heller ikke mellem husmændene herude de blødt rundede kroppe, man finder andre steder. Her var ikke det huld, der giver mandens fremtræden et vist socialt underlag og forhøjer priserne på salgsdyrene. Det var tørt og magert men senesejt og knokkelstærkt det, der levede herude, af folk og fæ. Nøgternt var også klitboens åndelige liv. Det var ikke mangeartede fremtoninger, som kom inden for hans synskreds, der kun havde et ringe tværmål. Og hvad der rørte sig i omverdenen uden for denne cirkel lå for ham indhyllet i en tåge, hvorudaf der regelmæssig kom en hånd, der tog tiende, skatter og afgifter, — ligesom ræven med visse mellemrum tog gæs og lam fra ham. — mellem husene herude, som fattige nybyggere i årenes løb havde rejst, var også kragehuset. Derinde, i loen, stod en eftermiddag Anders krage og skar halm på et gammeldags skæreværk, så hakkelsen fløj i små styrt fra kniven, hver gang han førte den gennem strået. Han var meget høj og så næsten klejn ud, men de faste sener og muskler lå som tvundne reb under huden. Hans ansigt var langagtigt med to små skægduske på kinderne, tynde, tætsluttede læber og grå øjne med hvasse rlink. Gennem lugen, som han havde åbnet for at få mere lys, så’ han en to-tre hunde smutte forbi, og straks efter hørte han en trefire skud tæt ved. Så slap han kniven og gik hen til en lille rude på udskuret. Han fejede spindelvævet bort med fingrene og så’ nu,, at der var et helt jagtselskab i nærheden af kragehuset. » Nå, skal vi nu ha’ det rend igen! « mumlede han med en stemme, der mindede om den tørre lyd, som høres, når halm rystes. Anders så’ ud på gamaskerne, de flettede hundepiske, jagttrøjerne, — og lidt efter lidt bredte sig^ ec stille® smill’om hans læber, som var^ det en^'flokl bajadser og gøglere, han havde for øje. » Ok, herregud! Mikkel Peter har da også fået sig en taske med frynser ved, he! « lo han ved sig selv. Men efterhånden forandrede hans udtryk sig mere og mere. Han rynkede brynene. Som han blev stående og så’ ud gennem ruden, syntes der at rinde op i hans sind en uvilje imod disse velnærede mænd. » De dagdrivere! « blæste han ud og sendte en mundfuld spyt ind i roden af en rugkærv, hvor den brune væske blev hængende som et spind over de stive stråender. Og så stod de der og drak af flaskerne og lo, stod så rolige, som de var hjemme på deres egen jord!. Her kom de dragende med skyden og strejfende hunde, der jog fårene skræmte til alle sider, kom braskende over anden mands ejendom, som alverden hørte dem til! — og det uden forlov, uden et eneste ord!....... Men de skal ’anen’amme få lov at respektere! Han børstede af på halmstumperne, der hang fast i luven af hans lappede klædning, og trådte ud. — alle så’ hen mod kragehuset, hvorfra Anders kom gående, tungført og lidt krumbøjet. Ved jagtselskabet standsede han, hægtede tommelfingrene i vestens ærmegab og rettede ryggen: » Hvem har givet jer lov til at jagte på min ejendom? « Sætningen faldt rapt og hvast som en svøbesnor, der svinges gennem luften. Der blev en lidt* flov stilhed i den livlige kreds. Anders havde overtaget. Men det varede kun kort. På fædrenegårdene derhjemme havde disse mænd jo nemlig skabe med arvet sølvtøj og skøder på mange Tønder hartkorn, og han var dog ikke andet end Anders fra kragehuset. Bevidstheden herom bredte sig i deres sind som et indre velbefindende, der skinnede Anders i møde fra de mange øjne, der vendte sig imod ham. Mikkel Peter, der var en meget fed mand, flyttede sit patronbælte og sagde med sin dovne stemme, der snøvlede ordene frem på en komisk måde: » Er du ræd, vi skal træde din kløver ned, bitte Anders, — hy! « Selskabet lo højt og drillende. Anders svarede hårdt og med let skælven: » Det er vel mig, der skal betale skatterne her! « Men derover brød latteren løs på ny, thi kragehusmanden stod så umådelig langt nede på skattelisten. På kindens og tindingens knokkelspil under huden var det tydeligt, hvor Anders skurede tænderne mod hinanden, og hans øjne havde en stærk stikkende glans, da han råbte imod selskabet: » Gå væk, i abekatter! I næsvis kram! Og hvis i kommer her mere, skal jeg den onde raspe mig nok lære jer at tage følgerne! « Dermed skyndte han sig bort, som frygtede han helt at tabe herredømmet over sig selv. Men lystigheden skyllede efter ham, og han hørte i lyden af den det samme, han før havde set skinne i deres øjne. Og Anders krage satte sig ind i sin lo med et halmstrå i munden og grundede under følelsen af, at der er magt i at have et slægtregister og sidde inde med gammel dyrket grund, hvor velstand og anseelse går i arv. hans ansigt fortrak sig i smerte og harme. Som han sad der og tænkte efter, så’ han ud, som han havde taget de hånende øjekast med sig som brodde, der var brudt af i hans sind, hvor de sad og stak og borede sig dybere og dybere ind, og som om latteren endnu uafladeligt ringede for hans øre. Længe blev han siddende således. — lyset var tændt. Anders, konen og en voksen datter sad ved bordet omkring en pandefuld opsopning af stuvede kartoffel og kålrabi, hver forsynet med en hornské. Men der herskede en mørk tavshed, og kvinderne skottede til manden, thi det var derfra mørket kom. » Hvad var det, der raslede på bryggersgulvet før? « spurgte endelig Anders i en tone, som om han holdt forhør. Datteren så ned mod bordpladen. Konen blev urolig, blæste på sopperne, som de med ét var bleven alt for hede, mens hun febrilsk stoppede sit uredte hår ind under sirtseshuen. » Hva’? « spurgte han lidt højere og så’ på konen med et blik, der holdt hende fast. Hun måtte bekende, at den ny stålgryde var gleden af hænderne. Men den havde længe haft en revne, lagde hun til. » Når jærn og stål ikke en gang kan holde, så kender jeg s’gu ingen råd.... Nå, den har længe haft en revne, — hum! « Blæste han. Efter aftensmåltidet tog Kjesten og Mari’ fat på rokken og karterne, men Anders lod sine vidjer og halmløbe stå urørte og søgte straks sengen. Og da han næste morgen — efter at have givet dyrene første givt — atter gik til sengs, så vidste Kjesten besked, at han nemlig ville tilbringe et par døgn mellem dynerne uden at mæle et eneste ord. Hun gik varsomt hen over gulvet, som om Anders virkelig var syg, løftede omhænget lidt og sagde med let klynken: » Skal jeg ikke smøre dig en god mellemmad, vor far? — med rullepølse på, bitte Anders? « Men han sendte hende et par øjne, der syntes at sige, at han havde mere lyst til at æde hende. Dermed vendte han sig om mod væggen, så det bragede i sengen. Kjesten smurte alligevel mellemmaden, som hun satte på en stol uden for sengen tilligemed en malurtsdram. Derpå gik hun ud i frammerset og sagde til datteren, at nu blev Anders nok liggende dagen over, og så var det bedst, at hun, Mari’, løb til høkeren efter lidt kaffesager og andet pilleri. Hun så’ for øvrigt ret fornøjet ud. Kjesten krage kendte jo sin gamle Anders så nøje. Hun vidste, at når han havde tilbragt en lille tid bag omhænget i ensomhed, mørke og lydløs stilhed, så ville han stå op og gå glad til sit arbejde. Hvert menneske har jo sine vaner. I. I kragehuset sad Anders lige inden for vinduet i færd med sin unden. Det var en skyet efterårsdag, så der faldt kun et mat lys over hans storliniede træk, og Kjesten, der stod dybere inde i stuen, hylledes i halvmørke og os og em fra bilæggerovnen, hvor det sydede og brasede. Han sad med sin foldekniv i hånden og ventede på gaffelmaden, medens han stirrede ned på den spinatgrønne stjærnetegning i bunden af den glaserede lertallerken. » Det er bare lidt medister, Anders, « sagde Kjesten og satte den frem. Han smilede til den brunede pølse, der lå sammenrullet i panden og spruttede. Da han var kommen et stykke hen i måltidet, ytrede hun i en betydningsfuld tone: » Ja, medister, — det er jo din livret, Anders! « Med ét standsede han tygningen. Han syntes at erindre noget. Derpå sendte han hende et skråt sideblik, der syntes at ville udforske hendes tanker. » Nu er vi ikke længere unge, Anders! « Sagde hun så noget efter. » Ne-j, « svarede han tøvende og ligesom værgende sig for ikke at gå i nogen fælde, » sådan helt unge, det er vi ikke. « Der kom en pause, under hvilken man kun hørte Anders spise og Kjesten pusle henne ved ovnen. De var ene to i stuen. » Og Mari’ er da heller ikke længere et barn! « Tog konen atter fat. » Hun bliver jo den ene dag ældre end den anden! « » Lad mig tappe dig noget frisk øl, bitte fa’r! « udbrød hun, da han rakte efter kovsen. Da hun kom tilbage, satte hun sig yderst på skammelen og sagde med skælmeri: » Vi har da også haft vore unge dage, Anders! « » Sågu’ har vi det, Kjesten! « svarede han venligt og skyllede halsen. » Og vor Mari’ har da følelse ligesom andre folk? « » Det har hun vel nok! « han tørrede langsomt fingrene af på ærmet af skindtrøjen og ræbede efter den fede pølsemad. Derpå lænede han sig tilbage, trak dåsen op af lommen, rystede den lidt og tog så med to fingre en passende kardusskrå. Da han med tungen havde stoppet den hen på sin vante plads i munden, sagde han: » Har hun fået sig en kærest’, tøsen? « » Ja, han tjener i Tor up og skal være af « * branderslægten fra lendum klit her vesterpå. « » Hja! « Anders spyttede i bue midt ud på gulvet. » Han er vel sagtens ikke mange ører værd. — når han endda ikke er en nymodens abekat! « » De har jo været gode venner et par Års tid og ville gerne sammen knap hen! « » Da vil vi skam se fyren først! « Anders gjorde en utålmodig bevægelse. » Det skal være så meget en stads Karl, si’er Mari’. « » Jeg vil ’anen’amme se personen, si’er jeg! « Han rejste sig. » For i fald, bliver det ligegodt et menneske, som både mig og dig skal ha’ med at bestille, så længe, vi lever! « — dette var indledningen til den dag, Jørgen kunne ventes. Det var netop en af disse klare dage, som undertiden kan indtræffe sent på året, når der er frost i luften. Der faldt ingen spillende solstråler gennem ruderne, men der lagde sig en jævn og rolig strøm af lys ind over den hvidtskurede bordplade, ind på det blåtærnede sengeomhæng, på den forgyldte listeramme om konfirmationsverset, og på bilæggerovnen, der kappedes i spejlende blankhed med de to messinglysestager på hylden oven over. Selv en Duft af enebærrøgelse manglede ikke. Kragehuset ventede på bejleren til dets eneste datter. I denne husmandsstue, hvor alt ligesom hvilede i forventningens festlige stilhed, sad Anders på husbondspladsen foran bordet i sin bruntavlede hvergarnsvest og sine lyse allunskinds-ærmer. Han sammenskruede stumperne af sin gamle træpibe, der var bleven gisten, og kiggede ofte ud ad vinduet. Konen trippede just gennem stuen. » Det kan ellers nemt blive en vigtig dag for os to gamle, Kjesten! « sagde han og åbnede sindigt for en pose Maryland til femogtredive øre. » Ja, bitte far! Men tøsen holder jo så meget af ham, og hun er jo vort eneste barn, Anders, det må vi også betænke! « » Jo, — men at han kanske skal blive mand her i huset........det er ligegodt en vigtig dag også for os! « Mari kom ind. Hun havde faderens høje vækst og storladne, ovale ansigt, men moderens mørke hår og mildere udtryk. Hendes hud havde den friske fagerhed, som kun blomstrer under landlig luft, og hendes i fugtig glans glidende, blanke øjne strålede af sundhed og og ungdom. Hun førte fingrene let hen over det glinsende, vandkæmmede hår, der lå fast om den hvide pande, og så’ sig lidt sky omkring. Da den ventede var at se, skyndte Anders sig ind i nørre-kammeret, hvor Kjesten stod og skar ram ost og røget bedekød på små tallerkener. » Nu skænker vi ham, når han kommer «, sagde hun tænksomt, som indprentede hun sig punkterne i et program, » så noget efter får han kaffe og kringle, og så til sidst en bid brød. — kan vi ikke nok være det bekendt, Anders? « spurgte hun og så’ op. » Også s’gu, om det var selve provsten, der kom, « svarede han. — endelig gik da døren op for bejleren. Alene klangen af hans røst var noget nyt i denne stue, hvor anders’ tørre stemme havde hersket i så mange år. Men også ordene var ny. Og klædedragten var fremmed, forskellig fra klitboernes hjemmegjorte tøj. Jørgen kom jo ude fra den store verden, hvor der tales og skrives så meget, og hvor der veksles så mange kontante penge. Duften derudefra hang ved hans væsen og virkede som et frisk pust i husmandsstuen. Anders rettede sig uvilkårligt og bød velkommen. Jørgen havde et fyldigt, skægløst, næsten barnligt ynglingeansigt med en fin indtagende læbebue og blå øjne fulde af tilstrømmende liv som hos den, der nylig har set og hørt noget, han har lyst til at fortælle. Og så kragehuset. 2 havde han et legeme, der fjedrede i sine bevægelser. de kom til sæde. Anders betragtede nøje sin tilkommende svigersøn, syntes at måle ham over bryst og Aksel, at dømme om hans nævers styrke og med interesse at følge de fyldige håndled op under trøjeærmet. Kjesten stod bag ovnen, på hvis overkant hun som i tanker skurede hænderne op og ned. Sét derhenne fra tog Jørgens duffelsjakke sig overordentlig flot ud imod lyset; han sad som i en glorie af et fint blånende diiffelskær. Kjesten nikkede for sig selv, som kunne hun sige: » Ja, det er en stadskarl! « Men Mari’ så’ i dette øjeblik kun Jørgens øjne. Det var gennem dem, at skæret havde blinket hende i møde fra hint gyldentågede Underland, der strakte sig uendeligt til alle sider udenom Torup klit, og som hun stundom havde drømt om i det ensomme kragehus. » Vær så god! « Anders skubbede et glas brændevin, som han med højtidelige miner havde skænket, hen til den unge Karl. Nej, han skulle ikke ha’ noget! » Jo, jo, min sandten! Vær nu så god! « Jørgen nægtede gentagende og erklærede til sidst, at han nødig ville ha’ gift i kroppen! » Gift! — det er ’anen’amme en klar, dansk dram! « Anders holdt flasken op mod lyset. » Tror du ikke, det der har forgiftet mange hjem her i landet, Anders?.........har du ikke hørt tale om afholdsforeninger? « Jo, det kom ham nok for, at der var sådan noget i gang i sognene inde i landet. » Er det ikke dette her total? « Jo, og det var Jørgen netop. Hm! Anders vred en mundfuld spyt ud af den ene mundvig og tog samtidigt ved et langt blik afsked med den grønne flaske. Med et suk skød han derpå albuen ud på bordet, hvilede hovedet på hånden i en opmærksom stilling og spurgte: » Nå, hvor har du så ellers opholdt dig, Jørgen? — sådan er det jo, du hedder. « » Å, jeg har tjent både det ene og andet sted, på Fyn og Sjælland, og et par vintre har jeg været på ungdomsskole. « Den gamle klitbo kneb kritisk øjnene sammen. » På ungdomsskole! — har du da — æ — eksamen, så du kan blive nogen ting? « 2* » Eksamen? N—ej! « » Ja, hvad er der så ved det! « » Jeg har fået øjet åbnet mod den vide verden og øret for livet, der rører sig. Det skulle vel også være noget værd. Jeg har lært, hvad det egentlig vil sige at være et levende menneske, Anders! « » Det tykkes mig s’gu endelig var lidt at rejse af by for! — har du været andre steder? « » Ja, jeg har også tjent et par år i Sønderjylland. « Anders kløede sig med pibespidsen bag øret og sagde lidt spydigt: » Du tyktes ikke, du kunne få rum herhjemme, kanske? « » Jo, men «. — Jørgen gjorde et rask kast med hovedet — » det er godt at se sig om i verden, det udvider synskredsen! « » Hm! Ja det har vel sagtens ikke givet de grov mange penge! « » Det var skam heller ikke for den sags skyld.........nej, for så var jeg bleven i Amerika! « » Hva’ fa’n, har du også været i Amerika! « Anders havde glemt at holde ilden vedlige i piben og så ud, som han var bleven bét i kortspil. — Mari’ hævede langsomt hovedet fra sytøjet og løftede øjenlågene for et ængsteligt blik. Kjesten, der henne fra ovnekrogen fulgte samtalen, faldt nu ind med et spørgsmål om, hvor længe Jørgen havde tjent Mikkel Peter i Torup. Nu kom der liv i Anders igen: » Ja, hvad tykkes du nu om sådan en mand? « C/ » N—å, han er i grunden et godsindet menneske, men han har jo en bitte forstand. « » Akkurat, Jørgen! Det er også min mening. « Han rev en tændstik, så den spruttede. » Så møj en bitte forstand også «. Bak! Bak! » Hvad bestiller nu egentlig sådan en mand til daglig? « bak! Bak! » Han fordriver jo noget af tiden med at ryge af sin fa’rs merskummer og ligge i hans mo’rs dyner. « » Ja, det er noget, han lige kan hage, ha! Ha! ha! « lo Anders. » Og så æder han sig vel snart en pukkel til «. » Han har allerede en ikke så bitte, tykkes mig — det vil sige for på, he! he! « De lo begge. » Ja, da er det også sandt, Jørgen, hvad he! he! « han lo igen af sit indfald og dampede fornøjet på piben. » Det er ikke sådan med en anden; dér rinder s’gu fedtet at. « Med ét gik der en skygge over den gamles ansigt. » I efteråret kom der dragende et helt selskab med hunde og det hele over min ejendom, og da blev jeg ellers meget fornærmet på ham. — leg jagede dem væk alle sammen.... skulle jeg kanske ikke ha’ lov til det! — men Mikkel Peter var nederdrægtig led i munden. Han spiller jo alligevel den store mand, du ved! « » Jeg kender dem nok, Anders! — jeg kender nok alle de små, spidse ord! Men der kommer kanske nok nogle andre dage, en anden tid i det hele taget, for der er forår i luften, Anders! « udbrød Jørgen med unge, strålende øjne. Men den gamle klit-husmand vred sig på sædet ved disse ord og var ganske usikker, da han bemærkede: » Ja, det vil sige — æ — det er da efterår lige i de her dage, men — æ — stads vejr er det unægtelig. « Kjesten trådte frem og så’ op på det gamle jyske stueuhr, der hang på væggen mellem vinduet og køkkendøren, og som ved sine store blylodder fulgte tiden på sin sindige måde. Derefter tog hun kaffekopperne, aftørrede med sit forklæde de fugtige ringe, de havde efterladt på bordet, og sagde: » Ja, det lader til, at i to karle har meget at diskurere om, men nu skal du vel ud at give høvderne, Anders, og jeg skal til at stande en / 7 o j o bid mad. « Anders blinkede og spurgte skælmsk: » Men hvad skal så Jørgen og Mari’ bestille? « » Å du, din gamle vædder! « spøgte hun og gav ham et let skub. Han lo hjerteligt. — — det blev aften. Tusmørket fyldte alle rum i kragehuset; men Anders udførte indrøgtningen i mørkningstiden uden lygte, da han kendte hver lille plads så nøje som sin vestelomme. Som en skyggeagtig skikkelse skred han ud og ind med hø og halmgivter i armene. Og imens voksede mørket omkring kragehuset, hvis faste omrids efterhånden flød over i den omgivende sorte efterårsaften, o så skinnede der lvs ud fra et lille firev- rudet vindue lige under udskurets tagskæg. Derinde i f rammerset tændte Kjesten nemlig ild under nadveren. På den murede paid stod en trefod med en pande finker. Lyngen knitrede mellem trefodens ben, og hver gang flammerne var ved at dø hen, stoppede hun en ny tot lyng ind. Der var mørkt; men husmandskonens hænder og ansigt tik et blegt, lysende skær fra det lille bål på arnestedet. Hendes brune ansigtshud var gennemkrydset af utallige små rynker, og gennem dette fine spind lyste et åndsfraværende smil, en stille, inderlig glæde........ Der lød træskoskridt på bryggersets stenlagte gulv. Anders trådte ind, lænede sig mod køkkenbordet og slyngede armene over brystet: » Ja, nu har vi ungdom og kærlighed i huse, om vi kunne leve af den! « » Hvordan synes du ellers om det, Anders? « » Å, det er både surt og sødt. « » Ja, men det er da en stadskarl! « » Han har et velskabt legeme, og han kan også bestille noget, det kan jeg se, men... « » Og han så’ også god ud, tykkes mig! « »... men — æ — jeg tror såterne, han er noget af en spekulanter! « Iii. Den brede bræmme af klit, som strækker sig langs med havet, afgrænses indefter af et stejlt affaldende højland, gennem hvis mørke kløfter og skrænter en lys kridtvej slynger sig ned på Sletten. På denne vej kom ved en omdrejning en mand til syne; han trillede en hjulbør foran sig, hvorpå der hvilede en grønmalet kiste og en fyldt sæk. Det var Jørgen, der havde hentet sine ejendele nu, dagen efter brylluppet, da de unge — i alt fald foreløbig — skulle bo i kragehuset. O o han kørte først et stykke ud ad strandvasen, der så lige som en streg førte gennem klitten ned til kontrollørens og den gamle gård ved havet, hvor der tidligere var drevet skude7 o handel på Norge. Han havde hele tiden kisten for øje og kom derved til at tænke på mange ting. Den var i sin tid dreven ind ude fra havet, og hans fader havde på en strandauktion købt den til ham det år, han som syttenårig knøs første gang fæstede sig til karlsarbejde. Siden var den flyttet med ham fra karlekammer til karlekammer, havde fulgt ham over den tyske toldgrænse og over oceanet i dampere og på jernbaner, — den var bleven skubbet ind i ét rum og han i et andet, men ved stationerne var de altid kommen sammen igen, han og den grønne kiste. Farven, som før havde pyntet den, var mange steder slidt af nu, og revner, skurer og indskårne streger, gamle og ny, kom til syne; men just disse holdt han af, de udgjorde nemlig et runesprog for ham, da hvert lille mærke havde sit minde. Den grønne kiste havde i sin tid været hans bænk i tagkammeret på ungdomsskolen. På den havde han siddet hin mærkelige aften, da det foredrag. Forstanderen med det lange o j o skæg og de milde øjne havde holdt om eftermiddagen nede i skolestuen, på ny drog som et varmt åndepust over hans sjæl. Og det var, som der blev liv i hans bryst, som om ord, der havde ligget frosne derinde, nu vågnede til live. Således forstod han nu, at bag det hverdagsvæsen, man kalder et menneske, bag hans eget dagligdags liv lå noget dybere betydningsfuldt; dybere endnu, følte han, lå igen spiren til dette; og under det, han forstod, og det, han følte, voksede dybt i løn noget, han blot anede — helt ned til en rod. Ordet fik forbindelse nedefter i en grund og et ophav, og opefter i en krone og et mål. — ligeså gik det med land, folk, samfund.......alle sådanne ord begyndte at gro og skyde frem som en ny natur i hans bryst. Det bogstav dér, som han havde ridset i låget en søndag eftermiddag hos en farmer i minnesota, fremkaldte for hans syn de endeløse prærier. Iltoget for hen derover og han og hans kiste var med.............. Han var i den store stad, selv en dråbe af den menneskeflod, der strømmede frem mellem de skyhøje murflader. Der var valg og optog og råben og skrigen, tusinde åbne munde, tusinde funklende øjne, tusinde trippende fødder og urolige menneskekroppe trykket tæt sammen om ham i trynge og trængsel.......... Han var mellem et utal af hjul og tridser og drivremme, hvor råstoftet smuttede bort i en tilstand for snart efter at vise sig i en anden, hvor verdensindustriens forvandlingsunder foregik....... Så var der verdensfærdselens store linier, strålende ud til alle sider mod verdenshorisonten fra de vældige midtpunkter....... Billederne skiftede hurtigt og let. Hans tanker fløj som en fugleflok i stærkere og stærkere flugt hen over kommende og svindende tider og steder. Han bøjede ind ad en sidevej med mange spor løbende jævnsides hen i lyngen, hvor vinterens sidste sne lå under buskene; den førte ned gennem små vadesteder og op over fjælebroer over rindende vand med drivende isstykker. — ja, den grønne kiste havde fulgt ham hjemmefra og ud i det fremmede. Nu kom han igen kørende med den ud af den store verdens mylrende liv, herud i de ensomme klitter......... Men — det var dagen efter brylluppet, han følte festens glans over sit sind, livet skinnede, og hans unge hustru ventede på ham med blanke øjne. Til det vendte tankerne tilbage og lejrede sig som tavse fugle, der spejler sig i en stille, meget dyb sø. — — Anders krage holdt fridag. Der var i huset så mange lækre dufte, der drog ham ind fra udhusene, og den dynge af hønseben, der lå på hans tallerken ved middagsbordet, knuste af hans stærke kæber, vidnede om, at Anders ikke alene holdt sig til duften af Levo ningerne fra gårsdagens gilde. Han tog mod Jørgen i døren: » Det er ikke ene fjeder, du har i den! « - sagde han, idet han løftede på kisten. » Der er guldkorn, Anders! « Den gamle gjorde store øjne, og endnu efter at Jørgen var kommen til sæde ved maden, sad han og gumlede tænksomt på skrån skottende til den grønne kiste, hvis låg lukkede fast til randen som tætsluttede læber. » Du skulle få den strøgen over med frisk maling, Jørgen; den er jo af den gode gammeldags Fur, ser jeg! « Anders krattede med neglen på kisten. » Strøgen over! Nej, jeg vil helst beholde den, som den er, Anders! « » Det var s’gu da en mærkelig ting! « mumlede den gamle utvdeligt. O jo Jørgen hvilede sig i bænkekrogen, optaget af sin unge hustru, der gik ud og ind og tog af bordet. Men endelig rejste han sig — endelig løftedes da kiste-låget. Først tog Jørgen frem et indrammet træsnit af en mand i brystbillede. » Hvad er det for en Karl? « spurgte Anders. » Å, det er vist forstanderen! « udbrød Mari’. » Er det ikke, Jørgen? « Jo. det var det. » Det var da et underlig mennesk’, to han kan ikke en gang spytte for ene skæg! « » Hvor skal vi hænge det! « Mari’ så’ sig omkring. Mellem sengene gik en fjæle-pille fra gulv til loft, men på denne bræddevæg hang øverst anders’ halvandenkassede nysølvsværk med sort kantebåndskæde, og derunder igen hans konfirmationsvers i glas og ramme. Over kakkelovnen stod lysestagerne, og mellem køkkendøren og det ene vindue hang stueuhret med blylodderne. Det måtte blive pladsen mellem døren ud til gangen og døren ind til nørre-kammeret. Anders rakte Hals for bedre at se, hvad der mere skulle komme op af kisten. Da det næste imidlertid kun blev nogle bøger, vred han blot munden skævt. Men da Jørgen blev ved at pakke bøger og blade ud, så fortrak anders’ ansigt sig som i virkelig smerte. Kjesten stoppede med sine urolige fingre håret ind under huen og lod blikket tvivlrådig! Løbe fra den ene til den anden. Men Mari’ så’ på Jørgen med store, strålende øjne. Ganske stilfærdigt spurgte så endelig Anders: » Har du ellers ikke noget sådan — hm! — o sådan, hvad vi kan kalde et bitte hemmeligt rum i lædikken med noget i..? « O Jørgen forstod ham og svarede: » Nej, Anders, o o j 7 7 det har jeg ikke. « Da steg der et suk op fra den gamle husmands bryst, som havde han hellere set, at hængelåsen til evig tid havde lukket for dette indhold. Fra alle de trykte sager, der flød ud over j 0 7 bordet, løftede han sine øjne til konfirmationsverset, der lød således: » Gak altid dydens Kongevej, lyt til fornuftens stemme, fra pligtens bud du vige ej, dit løfte ej du glemme! « Det var det eneste trykte, foruden salmebogen, Anders nogen sinde havde haft i huset. 0 7 o det var ganske vist endda kun prentet med pen og blæk, men det var dog summen af 0 7 o hans børnelærdom, et minde om hin vigtige dag, da han skulle træde ud i verden og sørge for sig selv, et guds ord, som den gamle sognepræst havde medgivet ham på livets vandring. Der var meget samlet i dette Vers, syntes Anders. Som sådan et minde og som en mindelse om det, der hører den højere verden til, havde han ladet det prente, indramme og hænge på sin væg. For enhver ting skulle have sin plads, både det ene og det andet. Men når nu svigersønnen væltede et helt læs skrifter ind over huset, så uar han på den gale vej. Det var ikke noget, der stemmede med folk, som skulle tjene føden ved deres hænders gerning. Han så’ op på verset, og han så’ på billedet af forstanderen, der jo nu hang skråt overfor; hans blik blev ved at skifte fra det ene til det andet. Det forekom virkelig Anders livagtigt, som om den langskæggede grinede ad hans konfirmationsvers. — — sent på dagen stod de to måend sammen ude i stalden. Anders bøjede sig over det brysthøje stænge om svinestien, og ved slag af sin hue jog han de to polde op, der lå og dasede i halmen. » Se basserne her skulle jo betale renterne «, sagde han og foldede hænderne, tabt i synet af de to ungsvin, der stod og gnubbede sig mod hinanden. Derefter vendte han sig mod kobåsen. » Denne her kvie er nu en sær vringél, men tømmer er der jo i hende, og der kan da altider gro en skilling på den.......... Nej, så er her den blakkede. Ah! — Bosse! Bosse! — det er en malker. Kom her og sæt dine fingre, Jørgen, så skal du se, hun har også alle tegnene! « — » Se så er der de her to! « han trådte op til to hjælmede stude. » Vi tre rykker godt sammen, kan du tro. Men nu bliver de snart gamle, og jeg er ikke ung! « han strøg dem flere gange kærtegnende hen over ryggen. Ved døren til laden tøvede han lidt. » Det er bedst, du bliver kendt i huset! « sagde han så på en måde, som skulle han føre Jørgen til skjulte skatte i husets lønkamre. Dernæst bøjede han sin høje skikkelse ind gennem den lave døråbning. » Om høsten er her stoppende fuldt lige til den øverste lægte. « Anders så’ i vejret og talte ordene ud med en højtidelig klang, som kunne have passet i en kirke. De gik videre forbi den halvmørke lades mange kroge, der ikke virke hyggeligt i ukendt hus. Men Anders gik langsomt og talte dvælende, som han var fortrolig med de ånder, der kunne bo her. Han åbnede døren til fåresti og vognport. Kragehuset. 3 » Her har jeg to vogne, og de er også solide begge to. Her er også avlsredskaber, kan du se! « han blev ved at holde døren på klem, for at øjet kunne mættes ved alt det, her var samlet sammen. Jørgen sagde intet under hele vandringen. Det var også, som Anders heller ikke ventede o 7 det, men som gentog han en enetale, han før havde fremmumlet på disse steder. Så gik de gennem det dunkle udskur, hvor deres trin ikke kunne høres på den bløde bund, og trådte ud på bryggersgulvets stenpikning, hvor træskobeslaget klaprede. Mellem mask-karret og den indmurede gruekedel, som stod her, førte en stige op til loftet over kragehusets stuelejlighed. Her steg de op. Anders kastede et tilfreds blik på de små korndynger, her lå. » Her er ikke noget at fråse med, men her er både ædekorn og sædekorn! « sagde han og satte sig på et skæppemål, da hans hoved stadig ville støde mod sparretræerne. Som den gamle Slider sad der i skumringen krummet på sit lave kornloft, som skudt op af selve jorden, så’ Jørgen længe og vist på ham, som om han tænkte: » Ret din ryg, Anders krage! Stik hovedet oven ud af taget, og lad tidens luftning suse om det! « men der var noget, der i dette øjeblik bandt hans tunge. Anders rejste sig: » Ja, det er helt underligt, at vi er kommen vejen frem. Men den, der vil nære sig i klitten, han må slide og svede, — og han kan ikke drive uden én slags plov, Jørgen! « Dermed forsvandt de begge gennem loftslemmen. skumringen var forbi, og mørket kom, da mennesket søger sit hvilested, hvor den unge ligger vågen, uroet af fremtidens syner og tusind tanker, som bryder på, og hvor den gamle ikke kan sove for de henrundne dages skiftende billeder, — da håbets og mindets engel svæver gennem den tavse nat. Iv. Solen er midtpunktet for livet ude på det jævne, danske bondeland, hvor ingen sidder i brønddybe gårde eller trange fjældkløfter og fryser i mørke. når den passerer forårsjævndøgn, åbnes alle døre, og kalvene, lammene, børnene slippes ud på ager og eng, hvor de unge legemer gro’r, mens safterne stiger i urter og græs; ræven sidder i gravåbningen og fråser i dens hvide skin; firbenene lever op og piler afsted i lyngbuskenes løngange. Jordbrugeren, når han er stået op, tager varsel af den for den kommende dag, og oldingen lister sig ud til husgavlen, at dens stråler kan varme hans gamle lemmer. Derude brunes og barkes bondens hud i årenes løb, dér hærdes ungkarlens muskler, pigens lemmer svulme, og hendes øjne bliver blanke. Dér er det også, at lunet sættes, og det glade arbejdshumør stråler over sindet som lyset over det åbne sommerlandskab, hvor det alt sammen foregår. Men det er ikke den tid, hvor bonden filosoferer. Ved efterårsjævndøgn derimod, når rugen er såt, og kartoflerne nedkulede, når han trækker sig tilbage fra udarbejdet, kreaturerne bindes til båsene, luger og lemme lukkes, når krybet går i dvale, vildgæssene trække til havs og sekterere og bissekræmmere viser sig i synskredsen, så begynder det vinterlige stilleliv i stuen. Men når således hans virken ude på friland indsnævres til indendørs småsyssel, så er det, som tanken til gengæld krævede mere plads. Da er tiden, hvor han lægger sine planer, foretager sine udregninger, drømmer sine drømme, grubler, om han har hang til det, gør sig i det hele sine tanker om livet, — eller han sidder måske sløvt i bænkekrogen og tygger tobak. — ved senhøsttide havde Anders krage ikke længere nødig at gå og stirre ned i det travle sommerarbejde, som hænderne døjede med at få udført i rette tid. Han flyttede da blikket over på svigersønnen, hvem hans øjn

1898_EwaldH_KristianDenAnden

H.F.

Kristian Den Anden

Ewald

EwaldHF

Kristian Den Anden

1898_EwaldH_KristianDenAnden.pdf

H.F.

Ewald

dk

Kristian den anden

Historisk Roman

n

roman

Gyldendal

KB

Der er en enkelt illustration inden romanens start

pdftxt

1515

Undertitel. 1515

HISTORICAL

Første kapitel gangerpilten. I det nordostlige Skåne, på en Holm i helgeå og ikke langt fra det sted, hvor kristiansstad siden blev anlagt, lå fordum den gamle Borg lille. Den beherskede omegnen og var et af rigets stormænd eftertragtet Len. Der sad i året 1515 en herre af trollernes mægtige, fra Sverrige indvandrede æt, admiral Jakob Arvidsen med sin hustru Kirsten Herlufsdatter Skave og omgiven af en talrig børneflok. I adskillige år havde de levet der og nydt gode dage. Det blodige sekstende århundrede med dets mange kampe havde dog pusterum, og der var kroge af landet, hvor krigen ikke altid nåde hen. For øjeblikket var der fred i Norden og glæde i Danmark, fordi landets unge konge, Kristian den anden, havde fuldbyrdet sin formæling med kejser Karl den femtes søster, frøken Elisabeth. Jakob Trolle havde nylig, først i August, været i København, hvor han havde bivånet den unge prinsesses ankomst, formæling og kroning. Hjemkommen derfra havde han på lillø fundet gæster, som vare komne ganske uventet, men som dog ingenlunde vare uvelkomne. Det var Abraham Eriksen Gyldenstjerne med hans hustru Else Povels datter Laxmand og deres børn. Jakob Trolle mente rigtignok, at Abraham Gyldenstjerne burde været med til den kongelige fest, som han selv havde bivånet, og ikke gemt sig på lillø, men det havde nu sine årsager. Abraham Eriksen var en af skæbnen forfulgt mand, og hans hustru var den uskyldige årsag til hans modgang. Hun var nemlig en datter af den for tretten år siden myrdede rigshofmester Povel Laxmand. Da Abraham Gyldenstjerne i sin tid fæstede jomfru Else, priste hans venner hans lykke, thi hun var den rigeste brud i landet. Hendes fader havde samlet uhyre ejendomme og han var næst kongen den mægtigste mand i riget. Men ved hans drab styrtede hele den stolte bygning i grus. Som bekendt blev Povel Laxmand efter sin død af kong hans anklaget for landsforræderi, dømt i sin grav, og alt hans gods blev inddraget. Således forvandledes hans datter fra den rigeste til den fattigste jomfru i landet, men ikke desto mindre holdt hendes fæstemand fast ved hende. Hverken kongens unåde eller vennernes advarsler kunne rokke Abraham Gyldenstjernes trofaste kær- lighed. Han ægtede jomfru Else og begyndte nu en håbløs kamp for at rense sin konefaders minde og tilbagevinde i det mindste sin hustrus mødrenearv, som burde være undtaget fra inddragelsen. Men nu havde han omsider opgivet kampen. Hans håb om, at kong Kristian skulle vise sig mere nådig, end faderen, kong hans, var blevet bittert skuffet. Derfor havde han nu sagt Danmark farvel. Efter at han havde solgt sit gods i Jylland, var han nu med resterne af sin formue på vejen op til Stokholm. Sverrige var hans fødeland. Hans fader Erik var indvandret fra Danmark og var ved at ægte kong Karl Knudsens datter Kristine bleven de svenske gyldenstjerners mægtige stamfader. Men tillige var Abraham ved slægtskabsbånd knyttet til s verrigs nuværende regent, rigsforstanderen sten svantesen Sture, da denne var gift med hans broderdatter, Kristine Nielsdatter Gyldenstjerne. Han var kommen på et hyret skib, som for modvind måtte lægge bi ved søvig, og dette førte til, at han med alle sine gik i land og gæstede det nærliggende lille. Jakob Trolles hustru, Fru Kirsten, var nemlig en frænke og gammel veninde af Fru Else. Det var dagen efter Jakob Trolles hjemkomst, en smuk, solklar augustmorgen. Solstrålerne gjorde den gamle, grå Borg så lys, som den kunne blive. Den havde næsten kun glughuller på udsiden, så at den lignede en blind gubbe. Men selv inde i borggården, hvor den var mere seende, havde den ikke ret mange blanke ruder som kunne glimre i solen. Den forbiflydende å derimod, som krusedes af en mild vind, blinkede med sine nøkkeøjne, som om den frydede sig over, hvad den denne morgen fik at se. Nedenfor borgvolden ved vindebroen, som førte over åens smalle, sydlige løb, stod nogle unge birke, fyrretræer og enebuske, som vare trivedes i de forløbne fredelige år. I ly af dem stod der en jordfast bænk, hvor borgens svende og piger om sommeren, når borgstuen blev dem for trang, søgte ned om aftenen og fordrev tiden med snak og sang. Herskabet havde derimod sit sæde oppe på borgvolden, hvorfra der var fri udsigt over den blanke å og de skovklædte kyster. Men denne morgen gav den lille lund ved borgvoldens fod ly til ædlere gæster. På bænken sad en yngling og en ung jomfru. Hans ranke og kraftige legeme og hendes yndefulde skikkelse med de bløde, runde former vare vidnesbyrd om den tidlige udvikling, som i hine tider ingenlunde var sjælden. Han havde nemlig endnu ikke fyldt sit attende år, og hun var kun femten. Ynglingen var Gert Ulfstand, søn af den navnkundige søhelt, den danske flådes skaber, admiral Jens Holgersen til Glimminge nede ved Ystad. Dog ejede han også lyngbygård, som lå i nærheden af lillø, og opholdt sig netop for tiden der. Den unge jomfru, det var gørvel, eller som hun oftest kaldtes, gjerrild Gyldenstjerne, Abrahams datter. Gert og gjerrild, de havde set hinanden fer og som Bern leget med hinanden, men dog kom dette møde på lille ganske uventet. Det anede ikke gjerrild, at hun skulle træffe sin barndomsven på lille og hørende til Jakob Trolles husstand, men dog var intet naturligere. Gerts moder, Margrethe Trolle, var nemlig admiral Jakobs søster, og han var bleven anbragt hos morbroderen på lille for at lære hofskik og våbenbrug, indtil han blev værgagtig, det vil sige værdig til at bære værge. Således blev selv store mænds sønner sendte ud for at lære alting fra neden af. De måtte finde sig i at varte op, løbe ærinder og udføre anden tyendegerning. Gert Ulfstand var altså trods sin fornemme byrd og sit slægtskab med borgherren, kun at regne for en småsvend eller gangerpilt. Gert og Gjørrild mødtes som gamle kammerater, men der viste sig dog snart en stor forskel på før og nu. Gert fik anfald af høviskhed og ridderlighed, Gjørrild af blyhed. Rigtignok brød den barnagtighed, der endnu var i dem begge, nu og da igennem, Gjørrild blev drillevorn, Gert hidsig og bydende, lige som da de legede med hinanden som børn. Men den leg, de nu drev, var afgørende for hele livet. De følte sig ved enhver lejlighed dragne til hinanden og søgte ensomhed, når de kunne komme afsted dermed. Således havde de nu i den årie morgenstund efter at davren var nydt, passet deres snit og havde listet sig ned til åen. De sad tavse ved hinandens side, han med blikket fæstede på hende, hun stirrende hen for sig. Gert havde taget sin hat af for at svales af den friske morgenvind. Hans mørke, krøllede hår stod smukt om hans sunde, af solen brunede åsyn. Hans træk vare ikke fine, mere djærve end skønne, men blikket fra hans brune øjne var frejdigt og mandigt. Gjørrild var lige så lys, som Gert var mørk. Hun var løbet barhovedet ud. Hendes gule, lokkede hår fastholdtes foroven af et pandebånd, men flød ned ad hendes ryg som en gylden strøm. Hendes næse havde en fin bøjning, hendes mund en fast form. Der var noget helstøbt, harmonisk ved hendes åsyn, som ved hendes hele person. Dog var det især stråleglansen fra hendes store, blå øjne, som viste, at det ikke var nogen fattig sjæl, der boede i den jomfru, at hendes hjerte havde noget at give, men at man ikke fik det for intet, og at hun vidste, hvad hun ville. „ Hvi sidde vi her og måbe? “ udbrød hun pludselig, i det hun så på Gert med et drillende smil. „ Sover du, eller har du mistet mælet? “ „ Gjørrild 1 “ sagde Gert med ømhed i tonen, i det han greb hendes hånd. „ Hvad nu? “ sagde Gjørrild hastigt, tog sin hånd til sig og sprang op. „ Agter du din moster så ringe? “ Og så brast hun i latter. det forholdt sig virkelig således, at det indviklede slægtskabsforhold gav hende et slags ret til at kalde sig Gerts moster. Hans morbroder, ture Trolle, var nemlig gift med hendes kødelige søskendebarn, Magdalene Gyldenstjerne. „ Nu er det ikke tid til spøg, Gjørrild, “ svarede Gert i en ømfindtlig tone. „ Jo, det er “, sagde Gjørrild overgivent. „ Lad os røre os en kende! Skulle vi løbe til væds borgen rundt. Du vil ikke? Nu, da lad os til tidkort synge en vise. “ „ Hvorfor ikke også danse? “ spurgte Gert i en spydig tone. „ Såmænd, “ svarede Gjørrild, „ men dertil er gulvet her lovlig ujævnt. Ellers trådte jeg gerne en Dans med dig, som vi gjorde, da vi vare små og sang dertil. Nu få vi lade det blive ved visen, “ Sluttede hun, idet hun atter satte sig på bænken. „ Lad gå, “ sagde Gert i en mildere tone. „ Jeg får vel føje dine luner, ligesom jeg gjorde, da du var liden. Hvilken vise skal det da være? “ „ Vælg du! “ „ Nu, lad det da blive visen om gangerpilten, “ Svarede Gert med et lunt smil. „ Syng du så for! “ „ Ej den! “ udbrød Gjørrild modstræbende. Men hun gav sig dog til værket, og nu sang de, til dels som vekselsang, visen om gangerpilten, der vandt sin brud i tærningespil. hør du liden ungersvend, leg tavlbord med mig! — sang gjerrild og Gert svarede: jeg haver ikke røden guld at sætte op for mig. — og så sang de begge omkvædet: forinden den fryd, så leve de sammen både. Derpå tog gjerrild atter fat og sang: sæt du op din gode hat, og fast om den er grå! Jeg sætter op min perlesnor, tag, om du den kanst få! Men det næste Vers sang de sammen: den første guldterning, som over tavlbord randt, den ungersvend han tabte, så glat den jomfru vandt. Således blev de ved visen til ende og fortabte sig således i den, at de næsten glemte, hvor de vare. Gangerpilten taber i den terningleg både sin kjortel og sine hoser, men da den tredje guldterning ruller over tavlbordet vender bladet sig, jomfruen taber og gangerpilten vinder. Forgæves tilbyder hun ham, for at slippe, sine sølvbundne knive, sit silkesyede skørt, sin hvide hest, sit slot og fæste. Han svarer hver gang: det får jeg, når jeg kan, men jeg vil have den jomfru, som jeg med guldterning vandt, hun må da give sig. Jomfruen stander i Bure, og børster hun sit hår. Herre gud bedre mig fattig mø for giftermål jeg får! Ungersvend stander i gården, han støtter sig til sit sværd. Og du får bedre giftermål, end du nogen tid est værd. Og jeg er ingen gangerpilt, endskønt du siger så, jeg er den bedste kongesøn i verden leve må. Est du den bedste kongesøn i verden leve må, da skal du have min ære og så dertil min tro. Forinden den fryd, så leve de sammen både. Mens gjerrild sang slutningsverset, fæstede Gert blikket på hende. „ Huer den vise dig lige så godt nu, som fordum? “ Spurgte han. „ Å hvad! “ svarede hun knibsk. „ Dengang var jeg et barn og havde ingen forstand på sligt. “ „ Lad mig da høre, hvad du nu tænker om den jomfru 1 “ det er da lige til, Gert! Den jomfru, der således kunne sætte sig på et terningkast, må kaldes letfærdig, og gangerpilten, som gik til brudeskamlen med hende, må siges at være lidet kræsen. “ „ Da har dog andre jomfruer, hvem jeg ikke kalder letfærdige, gjort lige som denne. “ „ Det kan jeg ikke tro, Gert! “ „ Å jo, gjerrild! Jeg kender en ungmø på femten år med lokker som guld og øjne som kærminder. Hun traf på sin vej en ungersvend, som i sin nuværende stand kun er at regne for en gangerpilt. Med ham legede hun tavlbord dag efter dag; og ligesom gangerpilten i visen, tabte både sin hat og sine hoser, således har han nu tabt sit hjerte til den jomfru, så at der ikke er en pjalt til rest. “ „ Ej Gert, hvor du er bleven lærd i at udlægge viser! “ udbrød Gjørrild, i det der viste sig et usikkert smil om hendes friske læber. Det må du have lært af de sorte munke, da du gik i klosterskolen. “ „ Og sig mig nu “, vedblev Gert uforstyrret, „ om den jomfru, som jeg sigter til, ikke mente mere med den leg, end jomfruen i visen? Har hun holdt ungersvenden for nar? “ „ Gert! “ udbrød Gjørrild, idet hun blev først rød og så bleg, og hendes øjne stod fulde af tårer. Gert sprang op, knælede for hende på den bare jord, tog begge hendes hænder, kyssede dem og derpå sprang han op, drog hende til sig og deres læber mødtes i et glødende Kys. „ Gud og alle hellige være priset, “ sagde så Gert, „ nu er det sket. Du har givet mig din tro. “ „ Det har jeg, “ sagde Gjørrild, og deres læber mødtes atter. „ Og du vil holde dit løfte? “ „ Det vil jeg, endskønt jeg har handlet uskikkeligt, da jeg gav dig det uden faders og moders minde. “ „ Den fejl skal blive rettet på din side, som på min, “ svarede Gert i en tillidsfuld tone. Men Gjørrild sank ned på bænken og blev siddende der bleg og stum. „ Hvad nu, mit hjerte? “ spurgte Gert. „ Du viser et åsyn, som om der var timedes dig en ulykke. “ „ Ak, Gert, “ udbrød Gjørrild i en klagende tone. „ Hvi kom du med den dumme vise? Vi havde det så yndefuldt og godt med hinanden, men nu er det forbi. “ „ Hvad for snak er det! “ sagde Gert i en utålmodig tone. Nu skal det først ret til at begynde. “ men Gjørrild sad og så alvorsfuld hen for sig og talte nu så forstandigt til ham, som om hun i alder og værdighed var hans moster. Nu fik Gert at mærke, hvor tidlig den barnlige Gjørrilds forstand var modnet, og det virkede i det første øjeblik forvirrende og frastødende på ham. „ Du er blind, Gert, “ sagde hun, „ og skønner ikke, hvor meget der er i vejen. Fader lider dig ikke, har du ikke mærket det? Og hvoraf mener du, at det kommer? Fordi du er en søn af en af de mest kongetro danske mænd. Han hader kong Kristian og det gør vi andre med. Jeg har med modermælken indsuget det had. Vi er alle svenske og ville vedblive at være det. “ „ Ej hvad! “ udbrød Gert. „ Had hvem du ellers vil, når du kun har mig kær. “ „ At dette med dansk og svensk kunne blive en anstødssten mellem dem indbyrdes, det forudså Gjørrild naturligvis ikke. Hun havde kun det for øje, som lå nærmest. „ Men fader giver ikke sit minde til vor forening, “ Sagde hun, „ det skal du få at se. “ „ Nu, det får komme an på en prøve, “ svarede Gert tillidsfuldt. „ Jeg haver og en fader, og han er ikke god at bide skeer med. Kan jeg vinde ham for vor sag, da have vi spilllet vundet. “ „ Lid ikke for sikkert på det, Gert! Min fader er ikke så drabelig en mand, som din, men han er dog fast i det, han vil og i det han ikke vil. “ „ Nu ikke mere af det visdomsspræk! “ udbrød Gert. Derpå sprang han op, greb hende om livet kyssede hende og snurrede hende rundt. Dermed fik han al gammelklogskab rystet ud af hende. I en glædesrus vandrede de tilbage til borgen, og deres læber mødtes ofte på vejen. „ I morgen skal du spørge nyt fra mig, “ sagde Gert, da de skiltes. andet kapitel Gert tager sig selv orlov. Oppe i hallen sad Jakob Trolle og legede tavlbord med sin gæst, og i den ende af hallen, oppe ved kaminen, var der tyst nok; men i den modsatte ende blev der gjort dygtig støj, thi der legede og tumlede husets børn med Gjørrilds små søskende, Povel, Erik og Helene. Fru Else, som sad i en vinduesfordybning med husets frue, tyssede flere gange på dem. „ Lad dem kun lege, “ sagde Fru Kirsten, idet der gled et smil over hendes godlidende, trivelige åsyn. „ Glade barnestemmer fryde mit øre, og vore ægtemænd er så optagne af spillet, at de intet høre deraf. Men hvor er gjerrild? “ „ Hun gik op på gæstekammeret for at bøde på sit skørt. Hun fik en rift i det i går, da hun løb om kap med Gert. “ „ Ja, de to lege vel sammen! “ sagde Fru Kirsten med et nik. „ Og fornyer deres barndomsminder, “ tilføjede Fru Else. Men hvilke lyksalige dage, også for os gamle, Kirsten, som vi tilbringe her på lillø! Sankt Nikolaus være takket for den nordenvind, som stoppede os i farten, så vi kom herind! Jeg var hos dig i tanken, længe inden vi nåde hertil, men jeg turde ikke bede Abraham om at gøre noget ophold. Min kære husbond længes efter Stokholm for at komme til ro der. “ „ Til ro? “ udbrød Fru Kirsten, „ kun gud Herren ved, hvad ro han vil finde deri hvor en tronrøver sidder i sædet, der er freden aldrig sikker. „ Hr. Sten er en fredsæl herre, “ svarede Fru Else i en skarp tone. „ Ikke kan den mand, der blev kåret af folket til at sidde i sædet og stå for riget, kaldes en tronrøver. Og hans hustru, Fru Kristine, er lige så højsindet en kvinde, som han er mand. “ „ Jeg mærker, “ svarede Fru Kirsten lidt spidst, „ at du er på veje til at blive helt svensk, Else! “ „ Ved guds moder nej, Kirsten! Jeg er så dansk en kvinde som nogen. Men der, hvor nådens dør er bleven lukket for os, der er ej lysteligt at være. “ „ Tilgiv mig mine ubetænksomme ord, Else, “ Sagde f'ru Kirsten venligt. „ Jeg glemte i min ivrighed dine store lidelser. Det er vist, at du og dine, er blevne skammeligt behandlede. “ „ Ja, ja! “ udbrød Fru Else lidenskabeligt. „ De gamle vunder bryde stedse op på ny. At tænke sig, at ens fader er bleven snigmyrdet, vanæret i sin grav og hans arvinger plyndrede. Hans arge fjender voldte det. De ville have fingre i hans gods. Det var hans store rigdom, der fældede ham. Jeg sværger dig til Kirsten, at hans Skjold var rent og uden plet. Kong hans skal stå til ansvar for guds domstol, fordi han lod det ske, ja han havde vel selv fra første færd af fingrene med i spillet, siden han lod drabsmændene gå ustraffede derfra. “ Fru Kirsten havde imidlertid fået en anden forklaring af sin husbond og vidste, at Povel Laxmands sag ikke var så ren, som hans datter troede. Der hvilede en stærk mistanke om forståelse med svenskerne og højforræderi på hr. Povel, og der lå jo et vægtigt vidnesbyrd imod ham i den omstændighed, at hele rigets råd sluttede sig til kongen i denne sag, og at end ikke Povel Laxmands egne frænder havde gjort det mindste forsøg på at tage ham i forsvar. Ingen mistænkte kong hans for at have haft del i drabet, man antog, at drabsmændene, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen, havde haft et personligt mellemværende med rigshofmesteren, som de afgjorde på den måde. Hr. Povel var en myndig, stridbar herre, som havde skaffet sig mange uvenner. Men med disses og kongens griskhed efter penge og gods havde det vel nok sin rigtighed. Fru Kirsten nænnede imidlertid ikke at modsige sin veninde, og der blev heller ikke nogen lejlighed til at tage ordet, thi Fru Else vedblev at tale i stor ophidselse. „ Og så at tænke sig, “ sagde hun, „ at kong hans, som selv havde været forbeder for Abraham, da han begærede mig af min fader, og altså var stifter af trolovelsen, nu rådede ham til at forskyde den fattige jomfru, hvis fader lå vanæret i sin grav, og søge sig en anden brud. “ Fru Kirsten vidste, at det virkelig forholdt sig således og måtte indrømme, at det ikke var ædelt handlet af kong hans, men hun tilføjede, at det ene vel fulgte af det andet. Kongen kunne under de forandrede forhold ikke billige trolovelsen og derved slå sig selv på munden, „ Ja, “ udbrød Fru Else forbitret, „ den ene brøde trækker den anden efter sig, og synderne gå i arv. Kong Kristian er lige så grum og falsk, som hans fader var. “ „ Nu, kære Else, “ svarede Fru Kirsten sagtmodigt, „ at dømme konger og hele deres færd, det er ingen let sag, aller mindst for os kvinder. Det få vi overlade til mændene. I hvert fald er jo nu kong hans’ og din faders sag for længst indstævnet for guds domstol. Lad stenen ligge over disse sørgelige minder. Se på din ædle husbond og fryd dig over ham, som blev dig tro og bjergede dig og dine. “ „ Ja, gud signe ham! “ udbrød Fru Else dybt bevæget. „ Han har et stort hjerte. Hans lige findes ikke på jorden. “ imidlertid vare de to herrer henne ved kaminen i færd med den gerning, som Fru Kirsten havde henvist til mændene. De vare ragede i en heftig ordstrid om de misgerninger, som kong hans efter Abraham Gyldenstjernes mening havde begået og om dem, han tiltroede kong Kristian. Der var en stærk modsætning mellem værten og hans gæst. Jakob Trolles skikkelse var storslået og kraftig, hans åsyn djærvt, hans stemme buldrende. Abraham Gyldenstjerne derimod var en fin og spinkel mand med ædle, skønne træk, men hans åsyns bleghed og furerne ved munden fortalte om store sindslidelser og viste, at hans helbred stod på svage fødder. Han havde i sin tid været en tapper herre og værget mandigt for Kalmar, da han havde befalingen der. Det var en af hans Anker mod kong hans, at denne ikke havde påskønnet hans tro tjeneste. Men nu var hans kraft brudt. Han evnede ikke mere at føre sværdet og agtede det heller ikke, hverken for den ene eller den anden sag. Han ønskede nu kun et roligt liv og en blid død. Ordstriden blev heftigst, da kong Kristians og sten Stures mellemværende kom på tale. „ I Stokholm, “ sagde Abraham, „ venter der mig blidere kår, og der er luften renere end i København. “ „ Såmænd, “ svarede hr. Jakob spydigt, „ Luften er frisk og sval nok i Sverrigs hovedstad. “ „ Ikke, “ sagde Abraham heftigt, „ sigtede jeg til den luft, vi indånde og som går gennem lungerne, men til menneskenes tankesæt og færd. Sten Sture er en renlivet mand, der lever dydigt med sin hustru; men hvad må vi tænke om kong Kristian, som sin ædle unge dronning til hån holder fast ved sin frille, Sigbrit Willums ublu datter Dyveke? Som en meneder har han stået for guds alter, da han lovede sin hustru troskab. “ „ Nu, nu, Abraham, “ sagde Jakob Trolle med et ildevarslende smil, „ af den slags menedere kunne vi vel finde nogle blandt vore bedste mænd. Jeg varer eder ad og beder eder om ikke at bruge smædeord om min herre og konge. Jeg tåler det ikke i mit hus. “ Til held for venskabets bevarelse blev ordstriden afbrudt ved, at gårdfogden Rasmus trådte ind for at få besked i et husligt anliggende, og Gjørrild benyttede lejligheden til at smutte ind bag fogeden gennem døren. Hun gik hen til børnene og gav sig til at lege og danse med dem. Hendes moder opdagede hende imidlertid straks og blev tillige var, at riften i skørtet ingenlunde var bleven bødet. Gjørrilds kinder blussede, og der var en egen glans i hendes blik. Fru Else gjorde sig sine tanker om det, og da Fru Kirsten i det samme blev kaldt hen til herrerne for at sige sin mening om den sag, der havde ført gårdfogden op i hallen, gik Gjørrilds moder hastigt hen til hende, tog hende ved armen og førte hende afsides. „ Hvor har du været, barn? “ spurgte hun. „ Nede ved åen, “ svarede gjerrild efter et øjebliks betænkning. „ Nu gjerrild, “ sagde Fru Else med et smil, „ du ger klogt i ikke at prøve på at lyve og sige, at du har været oppe på sengekammeret. Den gabende rift i dit skørt ville straks vidnet imod dig. Men sig nu, var du dernede alene? “ Gjerrild stod og stirrede på sin moder uden at svare. Hun kneb læberne sammen på den trodsige måde, som var hende ejendommelig. „ Din taushed siger mig, “ vedblev Fru Else, „ at du ikke var der alene, og så er det ikke svært at gætte, hvem der gjorde dig selskab. Du var der med Gert. “ „ Ja, moder, “ svarede Gjørrild, idet hun blev rød, „ jeg var der med ham. “ „ Nu, “ sagde Fru Else, idet hun så på Gjørrild med et forskende blik, „ deri behøver der jo ikke at være noget ondt, endskønt du dog nu er for stor til således at løbe gal med en ungersvend. Var det aftalt spil? “ „ Ved guds moder nej! Vi mødtes på tårntrappen, da jeg ville gå op og bøde på skørtet, således som i havde budet mig. Men Gert tog mig ved hånden og sagde: gå nu med mig, og så gjorde jeg det. “ „ Ja, ja, Gjørrild, den er let at lokke, som efter vil hoppe! Den rift i dit skørt kan du let få bødet, men en rift i dit hjerte, den vil blive sværere at hele. Er det så fat med dig, at du har fattet elskov til Gert? “ „ Moder min! “ udbrød Gjørrild. „ Nu, mit barn, jeg tænker, at det ikke har videre på sig. Vi drage nu snart herfra, og du og Gert, i ville vel ingen sinde mødes mere. “ „ Men dertil står dog mit håb “, sagde Gjørrild med tårer i øjnene. „ Vist ikke, se at blive den nykke kvit! “ „ Men det er ingen nykke, moder! “ udbrød Gjørrild; mere fik hun ikke sagt. Jakob Trolles stærke røst lød nemlig pludselig buldrende gennem hallen, og Fru Else gik hen til herrerne for at få at vide, hvad der var på færde. Gårdfogden stod der endnu. Efter at han havde udrettet sit ærinde, havde han endnu noget at melde, og det havde bragt hr. Jakob i harnisk.- „ Plager fanden drengen? “ råbte han, „ Hvi hindrede du ikke ham deri? “ „ Nu, husbond, “ svarede Rasmus, „ jeg har jo ikke befaling over ham. Så var han og alt i sadlen, da jeg kom, råbte: sig til hr. Jakob, at jeg rider over til min fader! og væk var han over broen som et pust. “ „ Det er Gert, der selv har taget sig orlov, “ Sagde Fru Kirsten forklarende til Fru Else, som studsede ved at høre det. „ Et brushoved har han alle sine dage været, men dette går dog over stregen, tykkes mig. “ „ Hvad kan årsagen til den store hast dog have været? “ udbrød hr. Jakob. „ At løbe på den vis af gårde er jo ganske uskikkeligt. “ „ Nu, undvegen er han dog ikke, siden han red til sin fader, “ sagde Abraham. „ I hvad ærinde han red, det ville vi sikkert få at vide i morgen. Kender jeg hr. Jens ret, da vil han varme ørerne på sin galning af en søn og fluks skikke ham tilbage. “ Gjørrild stod og hørte til med bankende hjerte. Hun tænkte: nu spolerer Gert alt ved sin fremfusenhed 1 hun fik ikke megen søvn i øjnene den nat. tredie kapitel lovet bort. Abraham Gyldenstjernes forudsigelse gik i opfyldelse. Den næste dag bragte løsning på gåden. Gert kom, men ikke på nogen krænkende måde skikket hid af sin fader. Den gamle bragte ham selv. Klokken var ti, og man var ved at gå til bords oppe i hallen, da portgemmerens horn gjaldede med en klang, som viste, at det var en fornem gæst, der blev meldt. Jakob Trolle begav sig straks ned i gården, mens de andre gik til vinduerne for at se, hvem det var, der kom. Admiral Jens Ulfstands høje skikkelse, siddende rank i sadlen på en sværlemmet sort ganger, dukkede frem af porten og red ind i borggården. Efter ham kom Gert på sin letbenede kleppert og derpå et anseligt følge af svende. Hr. Jakob ilede sin svoger i møde og trykkede hans hånd. Gert sprang af hesten og hjalp derpå sin fader af sadlen. hr. Jens lo, klappede Gert venligt på skulderen og sagde nogle ord til hr. Jakob, som tilskuerne oppe i hallen ikke kunne høre. Derpå forsvandt svendene med hestene og Gert gik ind, men de to admiraler fulgte ikke hans eksempel. De gav sig til at gå frem og tilbage i gården, fordybede i samtale. Da tabte Fru Kirsten tålmodigheden og åbnede vinduet, herrerne nede i gården hørte glarruderne klirre, så op og hr. Jakob vinkede med hånden og råbte: „ Nu kommer vi! “ „ Ja, gør det, “ svarede Fru Kirsten, ellers få i sveden grød. Vær hjertens velkommen, Jens! “ „ Tak, Kirsten! “ råbte Jens Ulfstand, og borggården gav genlyd af hans dybe røst. „ Vi tøvede kun en kende for at den grød, vi lave, ikke skal vorde sveden, hø, hø! “ Derpå gik de ind og op ad tårntrappen. Kort efter viste Jens Ulfstands mægtige skikkelse sig i døren, som næsten var for lav til ham. Ulfstanderne var en kæmpeæt. I et af værelserne på den stolte gård Glimminge, som dengang kun var seksten år gammel, men som siden har modstået tidens tand i fire århundreder, står på en tavle i væggen følgende indskrift, som bygherren selv har forfattet: jeg er en kæmpe stærk og stor fra Gulland jeg til Skåne fo’r. Han var nemlig i sin tid befalingsmand på Visborg. Men i dette store legeme boede tillige en stor sjæl. Som sin tids største søhelt og kyndigste admiral havde han allerede dengang vundet et navn, som overstrålede alle andre. Han havde tjent kong hans tro og værnet om sit fædrenelands kyster med den flåde, hvis skaber han var. Før hans 'hd havde Danmark ingen samlet, altid kampdygtig flåde. Han havde tugtet både svenskerne og hanserne og hærjet de fjendtlige kyster, lige som hans lærling, Severin Norby, skulle gøre efter ham. Det var nok at se ham for at skønne, at han var født til at befale, men dog var hans væsen jævnt og bramfrit, og i hans øjne lå der et glimt af lune. Dog var det ikke godt at falde i den myndige herres hænder, thi hans spøg var stundom værre end alvor. Det fik den tykke abbed afbekkeskov, Niels Henriksen at føle. Med denne gejstlige herre havde admiralen haft en strid, og da abbeden en dag klagede sig for ham over sin fedme, svarede hr. Jens, at det vidste han råd for. Han lod så den værdige mand gribe, føre ned i smedien og lænke til ambolten, hvor han måtte arbejde, indtil fedtet var gået af ham. Denne for abbedens helbred så gavnlige kur kostede imidlertid hr. Jens en bøde på hundrede mark. En mand af den støbning måtte være den sagtmodige, fint følende Abraham Gyldenstjerne imod, og desuden vidste denne, at Jens Ulfstand var en af de værste svenskerhadere i Danmark. Han gengældte derfor admiralens høviske og venlige hilsen meget stift og koldt, hvilket blev misforstået, thi Abraham havde ingen anelse om, i hvad ærinde hr. Jens kom. Mens de vekslede nogle ord, trak hr. Jakob Fru Kirsten til side og bød hende at lade dække til de unge i tårnkammeret. Fru Kirsten fik ikke at vide, af hvad årsag de unge skulle fjernes, men hun havde en anelse derom. De satte sig nu til bords, men den samtale, som straks kom i gang, gav ikke løfte om god forståelse. Jens Ulfstand havde sin søn kær og ville gerne være ham til villie, men han kunne dog ikke få bugt med sin ærgrelse over, at Gerts valg var faldet på en svensksindet mands datter. En svensker, det ville været ilde nok, men en mand af dansk æt, som var gået over, det var i den kongetro Jens Ulfstands øjne endnu værre. „ Jeg hører af Jakob, “ sagde han til Gjørrilds fader, „ at i er på vej op til Stokholm og vil slå eder ned der. Hvi bliver i ikke i eders fædreland.' Jakob siger, at i mener eder tryggere hos sten Sture; men jeg gad dog vidst, hvad i kan have at frygte af kong Kristian. “ „ Jeg nærer ingen sådan frygt, “ svarede Abraham, „ men Sverrige er mit fødeland, og hvo som råder der, er min rette herre, desuden er hr. Sten min frænde. “ „ Det sidste lader sig høre, men ikke det første, “ Svarede hr. Jens skarpt, „ Kong Kristian er Sverrigs rette herre og da og eders. “ L „ Lad os ikke strides om det, “ sagde Abraham sagtmodigt. „ Mundhuggeri sætter kun.ondt blod. “ „ Nu, med munden vil den strid ikke blive udfægtet, “ Svarede hr. Jens, „ men med blanke våben, jeg tænker om ikke ret længe. “ „ Lad os dog håbe, “ sagde Abraham, „ at hr. Stens sværd vil holde kong Kristians i skeden, så at freden bliver bevaret, er den end nødtvungen. “ „ Mener i det, da kender i hans nåde slet. Nej, mand, der vil ikke blive fred, førend sten Sture viger sædet og bøjer knæ for sin herre og konge. “ „ Aldrig i evighed gør han det 1 “ sagde Abraham hastigt. „ Det vil og falde kong Kristian svært at få hr. Sten sat i knæ. Der ligger mange bjærge mellem Stokholm og København, og at søvejen også er trang, det fik kong hans at mærke. “ Hr. Jens ville give et hastigt svar, men Jakob Trolle løftede advarende hånden. „ Jens “, sagde han, „ du forglemmer, i hvilket ærinde du er kommen hid. “ „ Nu, nu, “ svarede hr. Jens muggent, „ jeg ville kun give Abraham Eriksen et venskabsråd og bede ham vel overveje, hvad han gør, når han drager til Stokholm. “ „ Jeg har ikke begæret noget råd af eder, hr. Jens, og ikke ved jeg af, at i er min ven “, svarede Abraham med isnende kulde. “ „ Ha, ha! “ lo admiralen i et anfald af barskt lune, „ I har ved min helgen aldrig sagt noget sandere ord. Men vid, mand, at hvad der er langt fra vor hu, derpå tænker nu vore børn. Og nu bør jeg sige eder, i hvad ærinde jeg er kommen. Gerts hu står til eders datter Gjørrild. Han har bedt mig om, at jeg skulle begære hende af eder. Derfor red han i går over til vort. “ „ Tænkte jeg det ikke nok! “ udbrød Fru Kirsten. „ Men jeg har mine betænkeligheder ved sagen, og i har forud fået årsagen at vide, “ sluttede admiralen. „ Ikke ville vi trænge os på “, sagde Fru Else stolt. „ Jeg har varet min datter ad. “ „ Så det har du? “ udbrød hendes husbond. „ Her må være foregået noget bag min ryg. “ „ Da foregik dog det, som har voldet denne sag, lige for dine øjne, kære Abraham. At Gjørrild og Gert vare i færd med at forse sig på hinanden, det har jeg alt en stund mærket, men jeg tænkte, at det ville drive over, og derfor ulejligede jeg dig ikke med den sag. “ „ Ja, ved min helgen, “ udbrød Abraham, „ dette kommer bag på mig som dommedag. “ „ Jeg nærer ikke mindste tvivl om det, “ sagde hr. Jens. „ Det er begribeligt, at i tænker i det første øjeblik, lige som jeg gjorde. I er lige så lidet lysten efter at få min søn til dattermand, som jeg efter at få eders datter til sønnekone. “ „ Nu, “ udbrød hr. Jakob, „ da er der jo den skønneste enighed midt i uenigheden. “ „ Det synes så, “ sagde hr. Jens. „ Dog har jeg ment, at den sag burde overvejes, inden den lægges ned. Vi bør ikke tænke alene på os selv, men også på vore børn og deres vel. Meget taler imod, at de komme sammen, men dog også noget for. Eders æt, Abraham Eriksen, er så god som min, ja måske regner i eders for bedre af den årsag, at eders moder var datter af en mand, som kaldte sig konge? “ „ På ingen vis, “ svarede Abraham, idet han slog afvisende ud med hånden. „ Mine mange aner veje både konge- og kejsernavne op. “ „ Nu, “ vedblev hr. Jens, æren er da lige stor på begge sid

1882_HansenP_KristianKjoebenhavner

P.

Kristian Kjøbenhavner

Hansen

HansenP

Kristian Kjoebenhavner

male

1882_HansenP_KristianKjoebenhavner.pdf

Peter

Hansen

dk

Kristian Kjøbenhavner

Hans Planer, Overvejelser og Idrætter, sandfærdig fortalte

y

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. I hvilket forfatteren apostroferer sin fødeby og præsenterer sin helt. København! Let og lyst er dit liv som bølgen, når den nynnende sin glade Melodi beskyller din fod og i kådhed stænker sine friske dråber på din klædning; havets salt er på din tunge, dets blå blink i dit øje og dets bløde vuggen i dit sind. Din sjæl har præg af den dæmrende hygge i bøgeskoven, som ombelter dig med sin grønne fylde; i dens skygge er hvilen som en stilfærdig syssel, og dens dansende solpletter kalde drømmene frem. Imellem havet og skoven ligger byen, og jmod dem begge drages dens attrå. Selv i de snevreste stræder, selv i de trangeste gårde rører der sig forårsfornemmelser og flagrelængsler, når bølgerne atter spille i solglands efter den lange vinterhvile, når kastanieknopper i parker og på promenader varsle om, at skoven er ved at vågne. er den gennemsigtig tyndslidte bomuldskjole blot hel og ren, hænge sommerfrakkens glindsende 0'0 o knapper blot fast endnu ved en tråd, dandser solen også for dem pintsemorgen. Den halve by drager tilsko vs om morgenen, og den halve skov drager tilbys om aftenen, bøgegrene så store som unge træer. Men skoven er lige rig for det, ja end tættere og grønnere næste dag, som for at vise i gerning, at den altid har råd og sind til at sende en hilsen til de fattige hjem, til de tålmodige syge, til de vaklende gamle, der ikke kunne rokke længere end til den første bænk på Langelinie, hvor kastelsvoldens kvidrende fuglerøster høres som lystige bueløb i den rolige harmoni af bølgernes regelmæssige plask mod stenene, af et dampskibs fjerne, dæmpede brusen, af korte åretags svagtlydende rhythmer. Aftenen sænker sig, stille, sagtelig; man fornemmer dens kølighed, inden man lægger mærke til det aftagende lys. Fra Trekroner blinker fyret mat, som et søvntræt øje, gennem den disede luft, over kastelsgraven hviler tågen som bløde dun, og bænken, man har siddet på, er bleven våd af duggen, så man kan skrive sit navn i flygtig skrift til farvel. Ind ad byen til,. Hjem gennem de stille, tomme gader, der først senere ud på aftenen befolkes af tilbagevendende skovgæster, som fra alle tilgange søge hjem til reden lig fugle, der have flagret sig træt i lystig flugt den hele udslagne dag: fra Østerbro de langvejs vandrende, der have gæstet skoven med proviant i hankekurve og sammenbundne tørklæder, de selvejerligt kørende, de på kapervis agende og de vidunderlig dristige ryttere, der have betroet førlighed og rygte til en ukendt gangers uberegnelige indfald; fra Vesterbro de tusinder, som jernbanetogene udspy med halve timers mellemrum, og de andre tusinder, som først ved en eftermiddags idylliske færden i frederiksberghaves fredelige gange have stemt sindet til dobbelt modtagelighed for aftenens dithyrambiske modsætning i Alleens og broens sangerpauluner; fra Nørrebro de jevne skarer af mænd og kvinder, hvis søndags-valfart har ført dem ud til en bortgangen frændes, til et tidlig visnet barnelivs stille Tue for at vande dens sprukne jord og lægge en frisk krands i stedet for vinterens frosne bladrester og derpå ende dagen i en af nabolagets små beværtningshaver, hvor stemningen under påvirkning af gode gavers nydelse umærkelig svinger fra elegisk dvælen ved sorgens minder til hyggelig passiar om nuets mangehånde krav og fortrøstningsfuldt håb til det uventede,' fremtiden kan bringe. Hjem til byen. igen. Københavneren elsker landet og landlivet, men kun for en dag ad gangen, og han tager ikke gerne længere bort, end at han kan høre et jernbanetogs fløjten som garanti for civilisationens nærhed og se en gjæstevenlig røg stå op fra et beværtningssteds skor- i* sten som tegn på, at der er kjøbenhavniserede oaser i den landlige ørken. Landliv i et længere o o spand af tid ville ikke være ham nydelse, men tomhed. Han ville savne de tusinder af impulser, som byens daglige liv bringer ham, uden at han selv gør sig regnskab for dem. Han er som athenienseren af en nyfigen natur og griber y o o o hver morgen efter sin Avis som det første fornødne; han finder regelmæssig, at der ikke står et ord i den, men var han på landet, noget fjernet fra postforbindelsen, ville dagen forbitres ham af den nagende tanke, at man i hovedstaden alt i timer havde kendt og drøftet betydningsfulde begivenheder, som angå ham på det nærmeste; han ville savne den letvakte og hurtigtskiftende tankevirksomhed, han hensættes i ved at læse plakaterne på gadehjørnet, ved at betragte fotografierne i kunsthandlerens vindue, ved at se den bekendte skuespiller gå hen ad gaden, ved tilfældigvis at komme tilstede, hvor en hest er styrtet, hvor et par hunde slås, hvor et stillads rejses, hvor et dampskib losser, hvor vagtparaden trækker op, hvor en tilrejsende kommer kørende, hvor en liremand spiller, hvor en hat blæser af, hvor en politibetjent skrider ind, hvor en dame rider forbi, hvor en sporvogn kommer ud af sporet, hvor en portemonnaie er tabt, hvor et vandrør er sprunget, hvor-et flyttelæs er væltet; han ville føle sig vildfarende i tiden, når dagens frembrud ikke længer betegnedes for ham ved fabrikfløjternes signaler, når aftenens indtræden ikke længere tilkendegaves ham ved gaslygternes tænding; når han ikke af toppenes snurren på fortouge og- pladser fik en anelse om, at der var 00 * forår i luften, når ikke jordbærkurvene i frugthandlernes vinduer overtydede ham om sommerens nærværelse, når ikke tteatrenes gyldne løfter for saisonen varslede ham efterårets komme, når ikke isenkræmmernes skøjteudstilling mindede ham om, at vinterens strengeste dage vare forestående; når årets mærketider ikke bebudedes ham af brogede fastelavnsris i kældervinduer, af påskeæggenes rigt varierede former i konditorboutiker, af varme hvedetvebakkers appetitvækkende Duft ud fra bagerporte, af nye forårsfrakkers lyse- Mylr og lokkende pintseudflugters konkurrerende bekjendtgjørejser, af granskove på Amagertorv og sindrige juleudstillinger; når ikke periodisk tilbagevendende kommunale og politiske tidspunkter annoncerede sig med flyttetummel og fejeskarn byen over, med vajende danebrogsflag på kongens og grundlovens fødselsdage; han ville føle sig hjælpeløs stedt i rummet, når ikke frelserens tårn med stadig oprakt finger angav ham horizontens sydpunkt og derved lagde nøglen til alle andre bestemmelser af polhøjden i hans hånd. Derfor er en dags færden i mark og skov maksimum for den ægte københavners land liv og landlyst; han fylder sin lunge med styrkende luft, han tumler sig som et føl på den grønne skovbund og plasker som en delfin i sundets friske bad, han traver sig træt på solvarme veje og synger og jubler mod sommerhimlens hvide fnugskyer- men det er ham en kær tanke, at han fra ethvert udsigtspunkt kan se sin fødebys tårne og spir hæve sig frem af den dis, der dækker havets og himlens fjerne berøringslinie, og når tågelaget om aftenen genspejler hovedstadens gasbelysning som et rødligt skær, drager han tilbage fra den tavse natur til byens livfyldte stenmasser. Ad de brede tilgange, der som store, vidt udfoldede, lysgjennemskinnede kronblade omgive den indre labyrinttisk snoede, tæt sammenfoldede blomsterknude, begiver han sig tilbage til de kendte steder for sin hverdagsgjerning. Han behøver ikke at gøre sig regnskab for vejen; instinktmæssig føre hans trætte ben ham ad krogede gader og gennem bugtede stræder den nærmeste vej til hjemmet. I denne indre by føler københavneren sig først ret på sin egen grund, i sin egen luft; her er han groet op, her er den temperatur, der er tjenligst for hans vækst, her er naturbetingelserne for hans trivsel talrigst tilstede. Det er ikke historiske minder, der tale til ham fra gamle gavle eller stilfulde bygninger; den indre by har kun sparsomme spor af fjerne tider, om den end langtfra er moderne i nutidens forstand. Men det er hans egen barndoms- og ungdomserindringer, der er knyttede til disse halvmørke og uregelmæssige, men stærkt befolkede gader. Opad denne mur øvede han klinkspillets første idræt; hos papirhandleren deroppe i den høje stue købte han det første illuminerede billedark, hvis høje røde og dybe blå farve ingen senere koloristisk pragt har kunnet fordunkle; de opslagne gadeviser i trådhandlerens vindue gav ham den første indvielse i den autochtone københavnske poesi, og han stavede sig igennem deres letfærdigheder, inden han endnu forstod dem; udenfor urtekræmmerboutiken derovre patrouillerede han hver søndag længe før fire, utålmodigt ventende på dens oplukning af den renflippede svend for at inkassere den ugenlige tribut af bolscher; i hin kælder betalte han sin skilling som betaling for sin første hemmelige cigar, bag gadedøren hist nød han dens tvivlsomme aroma skiftevis med et par kamerater, og alle følte de sig at vokse i selvfølelse for hvert drap;, de overvandt sig til at o 7 o tage; indad porten der gik skolevejen dag ud, dag ind, og baggården genlød hver time i ti minuter af løsslupne drenges larmende leg; ved studiet af hjørnehusets plakater erhvervede han sig nøjagtigt kendskab til det dramatiske repertoire og de sceniske personligheder, længe inden han kendte dem af selvsyn, og histhenne ligger endnu den beskedne kafé, på hvis stoppede billardklæde han gjorde sine første karamboler under frygt og bæven, hver gang døren gik op; oppe på kvisten der indgik han fostbroderskab med kameraten, der senere forsvandt så sporløst i livets malstrøm, og på det stille strøg langs volden ventede han med en blanding' af ængo o stelse og stolthed det klokkeslag, der indvarslede o o 7 hans første stævnemøde. Ved tusinde minder er københavneren knyttet til denne sin fødebys egenlige kærne, til de borgerlige gader i den indre by. De have næsten alle samme karakter, og han kender på en prik alle de enkelte træk, hvoraf helhedsindtrykket fremgår. Han kender deres morgenpræg, når dagslyset falder skråt ind på den ene husrække, medens den anden endnu ligger halvmørk og fugtig, når bagersvendene komme til syne i porten med opsmøgede skjorteærmer og tøfler på de bare plodder og trække en mundfuld frisk luft efter nattens hede og arbejde; når tjenestepiger, der endnu ikke have fået håret sat og kjolen helt hægtet, fremtone med flødekanden i den ene hånd og en lille kurv med seks stykker pindebrænde i den anden; når tørvebonden drejer sit køretøj ind i gaden og ved sit råb kalder madamer ud fra bagstuer og ned fra kviste og op af kældere, for at aftælle dem snesen, fire og fire ad gangen, i det fremholdte forklæde; når aviskonen kommer med de fugtige blade og af- o o o leverer sine eksemplarer i brevkasser, under gulvmåtter eller på dørgreb, medens hendes flinke lille medhjælper besørger nabohuset; når et hvidt halstørklæde og et par lakerede støvler røbe den unge herre med det blakkede ansigt som en sent hjemvendende og ikke som en tidlig udgående; når små skoledrenge med fuldtstoppet tornister snegle afsted med brødefuld bevidsthed om utilstrækkelig fordybelse i den store tabels vilkårligheder, og store skoledrenge med to tynde bøger stoppede ind under trøjen skjule undseelsen over deres nedværdigende stilling ved en udfordrende fløjten, der røber et forhærdet gemyts ligegyldighed overfor alle pædagogiske krav. Han kender gaden ved middagstid, når solen bager dens brosten og avler boblende liv i rendestenens miasmer; når en fedtet Duft slår den forbigå7 o ende i møde fra kælderhalse, forenende i et branket ensemble de forskellige poster på den spiseseddel, mellem hvis fristelser håndlangeren os' rekruten skulle træffe deres valg; når droschkekudsken, indlullet af gadens varme og lyd, nyder den kvægende søvn i døren til sit køretøj, med en arm på hvert sæde og benene ud af vognen, medens fluer tumle sig på hans perlende næse, uden at vække ham; når sælgekoner have sat sig til ro på deres trillebørs stænger og hente bruttoindtægten op af dybthængende lærredslommer, for at gøre et overslag over den nu tilendebragte formiddagsomsætning og overtyde sig om balancens rigtighed ved en sammenligning mellem lommens beholdning af småmønt og højden af de røgede silds tætpakkede lag i • kasserne på børen; når barnepiger hærde den opvoksende slægt mod et øklimas ustadige nykker ved at stille barnevogne i ro på blæstomsusede gadehjørner,'medens de samles til interdomestikale kongresser; når folk stå stille med uret i hånden for i nerveus spænding at afvente det nu, da kuglen på nikolajtårn tager en rask beslutning og lig en svømmer styrter sig ned, op igen og atter ned; når vandvæsenets folk befæste en slange mellem to højst uskyldigt udseende brosten og fremtrylle en stråle, der i rasende forfølgelsesiver jager en sky af støv og halmstrå og papirstumper og stikkelsbærskaller og flaskepropper foran sig, for i næste nu at fængsle dem magtesløse og vandtunge til jorden et halvthundrede skridt fra deres oprindelige hjemstavn. Han er fortrolig med gadens aftenstemning, når skumringen bryder frem og lygtetænderens blus med et hop kigger ind i lygte efter lygte og efterlader en mat flamme, der bliver gul og takket og lystig, alt som mørket skrider frem; når gadens børnebefolkning tumler sig i sine sidste lege og luften dirrer af et stillestående hujende og jublende skrig, så meget stærkere, fordi en inappellabel kommando snart vil kvæle det i sengedynerne; når plukkede gæs og slangebugtede pølser og gule spølkummer med et flækket æg midt i den brune skildpaddesubstans stilles i fristende belysning i høkervinduerne og det appetitvækkende skue for et øjeblik standser travle husmødre og hjemvendende arbejdere i f'arten; når snedkeren • holder fyraften i gadedøren med kaskj etten skubbet bag i nakken, tobakspiben i munden og den ene fod ude af tøflen og i bevidstheden om fuldbragt dagværk lader menneskestrømmen passere sig forbi som et underholdende optog; når frugtprangernes hæse stemmer gøre det sidste anspændte forsøg på at frembringe endnu en svag genganger af et råb for at få restbeholdningen afsat, inden natten falder på; når gadens leende og luende øjne lukkes et efter et andet: først bogladens fornemme vinduer, så guldsmedens strålende udstilling, dernæst manufakturhandlerens stærkt oplyste magasin og til sidst urtekræmmerens bod, hvor i den sidste halve time ingen kvindelig kunne har purret svendens altid redebonne vid op af den fortjente hvile, det under sig, medens karlen stænker vand på gulvet og med håndfaste tag i kosten fjerner sporene af dagens frekvens. Og ej heller gadens natlige karakter er nogen hemmelighed for den ægte københavner; velbekendt er han med tausheden på torve og mørket i stræderne, når kun den ene lygterækkes blus spreder sparsomt lys; når en enlig fodgængers skridt fordobles i klingende genlyd fra høje kirkemure; når sildigt ventende vogne drage øjet mod en oplyst etage med hoppende skygger på de gjennemskinnede Gardiner; når der tages højttalende afsked på gadehjørnet og den pludselige støj atter fordeles som svindende lyd i forskellige retninger; når stilhed og skygge tættere og tættere svøber sig om huse o v oo o o og mindesmærker og byen lig en alvorsfuld olding o o v o o ensom og forladt ruger over grublende tanker om o o o en svunden forgangenheds lystige liv, stimen og støj, letsindighed og synd. Nat var det vel endnu ikke, men dog sent ud på aftenen, da uhrmager knub og hans trætte ægtehalvdel nåde deres hjem i en af de gamle smågader i kvarteret mellem Gothersgade og Kjøbmagergade. Med besvær vandt madam knub op ad den smalle trappe, støttende sig med den ene hånd til rækværket og med den anden til sin mands skulder. Hun var ellers lille og vever nok, øg da hun for knap et år siden flyttede ind som nygift kone, var det hende et legeværk at løbe op og ned ad trappen, om det så var ti gange om dagen; men nu bevægede hun sig med et besvær, der gjorde det til en dobbelt pligt for manden at være hende en støtte på hendes vej. Så snart de vare komne ind i deres propre lille lejlighed, trak han derfor den polstrede lænestol hen til hende og hjalp hende varsomt til sæde i den. « å, herregud! » sagde hun med et træt 'o o tonefald og et lidt anstrengt udtryk i ansigtet; « så fik jeg dog skoven at se engang endnu! » • « engang endnu, lille mor? « svarede hendes o o 7 mand. « den skal du såmænd få at se mange gange endnu, det svarer jeg dig for. » hun betragtede sin mand med et kærligt, men vemodigt blik, som om hun tænkte i sit stille sind, at for opfyldelsen af dette tilsagn var han ikke den afgørende myndighed. Han læste hendes tvivl i hendes øje, og den vakte som altid en ængstende genklang i hans eget bryst. Men derfor måtte han. jo netop mande sig op til at se fremtiden dobbelt frejdig imøde. « du skal se, det går meget bedre, end du troer, » sagde han, og da han var en belæst mand og dannet ud over sin stand, hentede han videnskabelige argumenter frem til trøst for sig selv og for hende. « du må blot altid huske på, » Sagde han, « at det slet ikke er noget overordenligt eller ualmindeligt. Når du blot hele tiden ville have for øje, hvor umådelig dagligdags det er, noget, der har været kendt, ligeså langt historien rækker, og meget, meget længer. Og desuden er det statistisk bevist, at det er ganske umådelig sjældent, der er nogen fare på færde; og så må man endda ikke glemme, at statistiken først er bleven til i den allernyeste tid og kun har meget få tal at regne med; hvis den kunne gå tilbage til de meget gamle dage, da man endnu ikke tænkte på at skrive sådan noget op, ville resultatet rimeligvis stille sig endnu gunstigere — ikke en af titusinde. Du seer således, at der ikke er den fjerneste grund til at være ængstelig, lille Emilie, ikke den fjerneste grund! » « det står i guds hånd, Daniel! » sagde madam knub. « men jeg er dog så glad over, at jeg fik skoven at se engang endnu! » og hun sendte sit blik rundt i stuen, som om hun ville glæde sig ved også at se den endnu engang og ret indprente sig alle dens enkeltheder. Ej heller var det nogen ganske almindelig stue, den hun nu igen tog i kærligt øjesyn, skjøndt hun kendte hver plet på tapetet, hver knast i gulvet. Den knub’ske familie var jo endnu kun så lille, som det overhovedet er muligt at være, når begrebet familie skal fyldestgøres, og det var også kun en lille lejlighed, der husede den. Af dens tre værelser stod det ene på gammeldags borgervis pyntet og opstadset som en kølig og ugæstmild skønhed, der har taget sine bedste klæder på, ikke for at glæde, men for at imponere omverdenen; skønt det kun var.en tofags stue, hædredes den dog med benævnelsen « salen » i medfør af dens smalskuldrede pillespejl, * dens krogbenede mahogni - divanbord foran den spinkle sofa og de fire hovmodigt knejsende stole, der vare så stive i ryggen, som om de forud ville angive, hvor liden pris de satte på menneskeligt samkvem; over bordet var bredt et broget tæppe, der triumferende viste sin uberørthed af verden ved endnu ikke at have andre folder end dem, det havde modtaget i kræmmerens pakke, og på chiffonieren stod ved siden af et forgyldt taffeluhr, som aldrig gik, en porcellains jæger, der blæste i et brunt valdhorn, som for at opskræmme en blank blomsterpige af samme materiale, der på den modsatte side af det døvstumme Uhr syntes hensunken i en koket sammenligning mellem sine egne kirsebærrøde giandskinder og blomsterne i den kurv, hun bar på armen. Af en ganske anden og livlig beskaffenhed var det værelse, hvori de to ægtefolk opholdt sig i dette øjeblik efter hjemkomsten fra søndagsudflugten. Her havde væggene — ikke øren, men munde, små og rappe, store og langsommere tunger, der alle gik frem og tilbage i rastløs bevægelse. For at salen kunne prange i ensom majestæt, måtte dette værelse yde tjeneste både som dagligstue, spisestue og værksted, og det var denne sidste anvendelse, der gav det dets livlighed, thi trindtom ' vare væggene behængte med Uhre, fra daineUhrenes diminutive til skilderiUhrenes anselige dimensioner, fra skibskronometre med nobel elegance af engelsk snit til tombaksuhre med spidsborgerlig tykmavethed af dansk race, nogle i kasse eller ramme, andre uden beklædning, så værkets liv og travlhed var synlig for øjet, men alle i gang og bevægelse som en arbejdsom og samvittighedsfuld kongres til fastsættelsen af en ensartet tidsbestemmelse, alle samlede til travl behandling af dette vigtige spørgsmål, skjøndt endnu ligeså langt fra vedtagelsen af en enig beslutning som på højsalig kejser Carl den femtes tid. Henne ved vinduet stod arbejdsbordet med det fine og spinkle værktøj, med Lupe og øjenskærm, niptænger og skruetvingere. I krogen ved siden af det et lille sybord med en sværpude, spækket med nåle som et pindsvin, og et syskrin, i hvis låg der indvendig var anbragt et lille spejl, som jevnlig gengav billedet af et ganske kønt og inderlig venligt ansigt med et par trofaste blå øjne, der i den sidste tid nu og da havde været duggede af en tåge, som trods lang modstand fortættedes til dråbeform og faldt ned på det skinnende hvide barnetøj, de flittige hænder syslede med fra morgen til aften. Det var disse samme øjne, der nu i denne sildige sommeraftenstund vankede vemodig om i stuen fra genstand til genstand, som om de forudså en lang adskillelse fra dem og derfor ville indprente sig deres skikkelse og plads så tydeligt, at billedet aldrig mere kunne forsvinde. Det var ikke nogen stor eller glimrende del af verden, de havde omfattet i den tid, de havde været opladte, men de havde en egen evne til at skue skønheden i det små og gemme det sete i et trofast og taknemmeligt sind, der kunne leve længe af disse enkelte åbenbarelser, skønt tanken var tarvelig udrustet til at sammenfatte enkelto hederne i et totalsyn og ikke havde det fjerneste begreb om systematiseringens sublime kunst. omsider blev de vemodige øjne trætte, de lukkede sig langsomt, og den lille kone sank mat tilbage i stolen. Hendes mand blev stående foran hende et øjeblik, bevæget ved tanken om den styrkeprøve, der forestod dette svage væsen. Så vækkede han hende stilfærdig og fik hende opmuntret til.at klæde sig af og gå iseng. Men skønt trætheden efter touren kunne berettige mester knub til en tryg nattesøvn uden afbrydelser, blev en sådan ham dog ikke beskåren. Et par timer efter 'at han var falden i søvn, blev han vækket af sin kone, og den redegørelse, hun gav ham af sine fornemmelser, var, skjøndt ubestemt og vag nok og egentlig nærmest gående ud på, at hun vistnok havde overanstrengt sig, dog tilstrækkelig fyldestgørende til i stor skyndsomhed at få ham besørget i klæderne, hvorpå han vækkede nabokonen og konstituerede hende i sin plads, inden han forsvandt ud af gadedøren og om i en gade ikke langt derfra, hvor han satte en klokke i en med den stille nattetime kun lidet stemmende stærk bevægelse, o efter mester knubs beregning gik der mindst en halv time, men efter hans hjemmeværende Uhres næsten enstemmige afgørelse højst fem minuter, inden der åbnedes et vindue på anden sal, i hvilket der viste sig en kvindelig skikkelse, hvis fyldige øverste halvdel skj ærmedes af en storblomstret nattrøje, medens den usynlige nederdel kunne antages at være omhyllet af et klædningsstykke, hvis navn fandtes angivet ved siden af det ringetøj, knub nylig havde hensat i en febrilsk dirren. « hvem er det? » lød det ned fra den storblomstrede. « det er mig! » oplyste den utålmodigt småstampende knub. « skynd dem endelig, madam mannsmann! » « aæ, er det dem, hr. Knub! Nu kommer jeg straks. » Efter en ventetid, i hvilken knub mente han bekvemt kunne have reguleret et par tårnuhre, kom madam mannsmann omsider til syne i gadedøren. Hun henvendte et par sagkyndige spørgsmål til knub, som denne kun kunne besvare på en højst mangelfuld og lidet rationel måde, hvorpå hun satte sig i bevægelse med en langsomhed, som hendes føre skikkelse gjorde forklarlig nok, men som forekom knub ligeså irriterende som uforsvarlig. Da hun ydermere begyndte en konversation om allehånde dagsbegivenheder, fik den bekymrede ægtemand en levende følelse af, at det ikke var en hjælpsom og trøstende kvinde, men et for hjerte og medlidenhed fuldstændig blottet væsen, han var i færd med af følge hjem i sit hus. Idet han atter betrådte sin lejlighed, slog en liflig Duft af frisklavet kaffe ham i møde og øvede en synlig blidgj ørende indflydelse på madam mannsmanns gemyt, hvorvel den ikke formildede hendes naturs hårdhed i noget større omfang, end at hun strengeligen tilholdt knub, ikke at overskride det af dagligstuen og salen bestående territorium, medens hun selv plantede sin fane i det af husmoderen, nabokonen og kaffekanden befolkede rum. Det var således et forholdsvis udstrakt terrain, der tilfaldt knub, og han begyndte straks med rastløs Iver at udmåle dets fladeindhold, idet han gennemvandrede det i alle dimensioner, hvorhos han af og til standsede og lyttede, som om han ventede et fjendtligt angreb fra det fjerne. Det varede ikke så meget længe, før han ikke behøvede at anstrenge sine høreorganer i nogen overvættes grad for at komme på det Rene med, at en begivenhed, der i en rum tid havde kastet sin skygge foran sig, var sin fuldbyrdelse nær. Overdreven selvfølelse var en egenskab, der ikke til daglig brug udmærkede mester knub, og i dette øjeblik havde han end ikke så meget tilbage af hint styrkende og nyttige karaktertræk, at han ved hjælp af den ringe rest kunne hævde sig selv som en honnet person i sine egne øjne. Han var langt mere tilbøjelig til at betragte sig som et udskud af menneskeheden, og han ledte rådvild omkring i stuen som efter et hul, i hvilket han kunne unddrage sig verdens rétfærdigt fordømmende blikke. End ikke hans videnskabelige viden gav hans vildsomt flakkende tanke noget sikkert fundament: statistikens af sikre tal sammentømrede stolte bygning faldt sammen som et ynkeligt korthus, og på dets ruiner rejste sig den uomstødelige overbevisning, at her netop forelå et af de såre sjældne og højst mærkelige undtagelsestilfælde, der tælle så lidt i den summariske opgørelse, men regnes hundreddobbelt der, hvor de ramme. Denne tanke lamslog alt, hvad mester knub havde tilbage af legemlig modstandskraft; knæerne rystede under ham, og han sank som en livløs genstand ned i lænestolen. Længe sad han der og stirrede sløvt hen for sig; en rokkende bevægelse frem og tilbage afløste lidt efter lidt den tidligere fuldstændige ubevægelighed, men var på samme tid et kummerfuldt udtryk for de håbløse betragtninger, der nu atter begyndte at vikle sig ud af tanketågen. Hans egne trøstende ord fra før hviskedee ham spottende i øret som det tommeste mundsvejr: « noget så umådelig dagligdags... som har været kendt ligeså langt historien rækker, og meget, meget, længer! »... Ja, meget, meget længer... lige til de fjerneste frasagn om den første begyndelse. Var det forbandelsen over Eva, hans hustru våndede sig under, så følte han selv Kains manddrabsmærke på sin pande, og helst var han flygtet til verdens anden ende. Han stod med besvær op af stolen og listede sig med lydløse-fjed ind i salen, rullede gardinerne op for det grålige gry i den smalle gade, så på taffeluhret og.følte sig forvirret i alle sine tidsbegreber ved at opdage, at klokken var halvni. Et øjeblik var han som lammet på hjernen, til det pludselig gik op for ham, at uret stod. Så tog han nøglen frem, trak det op og stillede det. Den knirkende lyd af nøglens og viserens omdrejning var ham som en mindelse fra hans daglige, regelmæssige liv, deri gjorde ham godt, og for at bevare indtrykket, gik han tilbage til dagligstuen og. gav sig til at trække alle uhrene op, store og små, idet han anstrengte sig for at koncentrere hele sin sandsning i den svage knitren inde fra værket, idet nøglen drejedes rundt. På engang lød der fra den inderste stue en spæd skrålen ind til ham, en gråd af fuld Hals, men fra et par lunger, der ikke havde evne, som de havde villie. Knub tabte uret ud af hånden af befippelse. Han kunne ikke straks gøre sig regnskab for, hvad denne påfaldende lyd kunne betyde, og stod endnu med et udtryk af flou betuttelse i ansigtet, da i det samme et skaldet hoved blev stukket ind ad døren med de ord: « gratulerer — en dreng! » endnu var den fremherskende følelse hos ham en høj grad af forbavselse over, at dette hoved, hvis ansigtstræk i høj grad mindede om madam mannsmanns, viste sig i en så påfaldende tilstand af skaldethed, aldenstund bemeldte madammes mest fremtrædende legemlige prydelse var et overmåde fyldigt sort forhår, der som en ibenholts ramme omsluttede hendes runde ansigt. det spæde skrål vedvarede med stor udholdenhed. Da klaredes det endelig for mester knubs omtågede bevidsthed, og det gik op for ham, at han var avanceret en grad i ægtestanden som fader til det første barn. Var det en dreng eller en pige? Skønt knub ikke besad noget stamhus, hvor det gjaldt at sikre descendensen, interesserede spørgsmålet ham dog en del. Hvorfor havde det skaldede hoved ikke givet oplysning herom? Eller havde han overhørt det? Han nærmede sig sovekammerdøren og bankede beskedent på. Men madammens hårdhed var ikke formildet; et bestemt « her kommer ingen ind! » overtydede knub om, at belejringstilstanden endnu ikke var til ende. Sagtmodig gik han hen og samlede det tabte ur op igen, undersøgte med lupen, om det havde taget skade, og fandt, at dets lille hjerte havde ophørt at banke i samme øjeblik som et andet lille hjerte var begyndt at slå. Mester knub var en reflekterende natur og henfaldt i allehånde betragtninger over dette sammentræf. Af disse vaktes han ved at døren gik op og madam mannsmann trådte ind, denne gang i regulairt toilette med forhår og det hele. På armen bar hun en pude, og på denne pude lå der et lille levende væsen, om hvilket hun forsikrede, at selv den mindst begavede og med fysiognomisk sands slettest udrustede med lethed i det ville genkende mester knubs udtrykte billede, kun med den variant, at drengen havde fået sin moders blå i stedet for sin faders brune øj ne. Med en underlig blanding af stolthed og forlegenhed tog mester knub sin førstefødte på sine arme. I det samme begyndte et lille ilfærdigt væguhr at slå seks rappe slag efter hinanden, som om det ikke for nogen pris ville give afkald på æren af at være førstemand til at fastslå tidspunktet for denne vigtige begivenhed; endnu inden det sidste slag var nået, begyndte et tungsindigt skilderiuhr med dyb røst at bekræfte rigtigheden af sin iltre stuefælles angivelse; to taffeluhre stemte i med, hvert i sin toneart, et bistert lille vækkeuhr, der var stillet til at forrette sin ubarmhjertige funktion just på slaget seks, fyrede sit batteri af med en raslen og hvæsen og klirren, som om en halv snes dampskibskraner vare i virksomhed på engang; en alderstegen bornholmer blandede sin sonore stemme med ind i koret, og i nogle minuter dirrede stuen af høje og lave, hurtige og langsomme klokkeslag, der greb ind i hinanden, fulgtes ad et kort stykke vej, skiltes på ny, løb sammen igen og gjækkende begyndte forfra, når man troede koncerten vel sluttet. Og da eruptionen endelig syntes at have udraset, smuttede en forsinket lille gøg med en pludselig beslutning ud af et schwarzwaideruhr, baskede med vingerne, kukkede seks gange og slog døren heftigt i efter sig, som om den ikke var tilsinds at ville finde sig i et eneste bebrejdende ord, fordi den var kommen lidt for sent. Barnet havde slået et par forundrede øjne op ved al denne ståhej. Faderen så sig med et fornøjet blik om i stuen og tiltalte derpå sin søn med disse ord: » Nå, min dreng! Hvordan det end vil gå dig i livet — en ting vil du ikke glemme: at tage tiden vel i agt. » O o under sådanne auspicier holdt helten i nærværende fortælling sit indtog i København. andet kapitel. Gør i skyndsomhed et Spring over adskillige år og bør selv overspringes af læseren, hvis han er en positiv natur, der hungrer efter kjendsgjerninger. Uden at foregribe interessen for denne fortællings hovedperson — hvis han ellers er i stand til at vække nogen — kan det allerede her røbes, at han ikke er bestemt til at komme afdage på en ynkelig måde i en ung alder eller på anden vis før tiden ende et levnetsløb, der er begyndt under så lovende varsler. Såvidt det kan forudses, vil han endogså leve langt ud over afslutningen af de hændelser, som disse troværdige blade meddele, og hvis der er noget sandt i*den iagttagelse, at erindringen om barndommen skærpes med den tiltagende alder, vil han endnu i mangen en stille time kunne se glemte billeder fra hin fjerne tid dukke frem af den tåge, livets støvende færd har hyllet dem 1, og mulig til sin forbavselse få øje for, at jordbunden og luften og solen og regnen, der gav livets spire den første vækst, har haft sin betydning, om ikke for træets Art, så dog for styrken af dets stamme, for tætheden af dets krone, for rigdommen af dets blomster, for saftfuldheden af dets frugter. Men hvor langt hans erindring end vil kunne nå tilbage — et fjernt punkt vil den støde på, hinsides hvilket den ikke vil kunne trænge, thi minderne f

1884_Meldgaard_KrumstavOgKongespir

Anders

Krumstav Og Kongespir

Meldgård

Meldgaard

Krumstav Og Kongespir

male

1884_Meldgaard_KrumstavOgKongespir.pdf

Anders Jensen

Meldgaard

Sigurd Lind

dk

Krumstav og Kongespir

Historisk Fortælling fra Jakob Erlandsøns Tid

n

gothic

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

1241- 1290

undertitel.

HISTORICAL

I. Livet på Øborg. Ved en big i den sydlige del af Roskilde fjord lå i midten af det trettende hundredår borgen Øborg. Prægtige bøgeskove, vigen og en i denne udmundende å begrænsede borgen, der skærmedes af bolde og grave. Kun få ruiner på dette sted minde om fortidens liv; græs og fordringsløse markblomster dække voldstedet, hist og her breder vedbenden sine blade, mens nogle viltre firben lege skjnl mellem de berlsmnldrende murbrokker. Fjordbølgerne nynne om de gamle tider; grundtonen i deres vemodige sange lyder: gemt! Glemt! — men historiens ånd svinger sin tryllestav, de gamle minder få legemligt klædebon og træde frem fil glæde eller advarsel for fremtidens slægt. Øborg ejedes af ridder Ebbe genvæth, der havde stået i stør yndest hos kong abet Valdemarsøn og mente, af dennes sønner vare de rette arvtagere as Danmarks drøne. De blev imidlertid førbigåede fil fordel sør Kristoffer Valdemarsøn, hvis ukloge styre skabte bam mange fjender og en del lunkne venner. Striden med den myndige og mægtige prælat, iakøb erlaudseu, bidrog fil af svække kongens magt, og da de lavere folkeslags misnøje over det hårde tryk, magthaverne lagde på dem, blev as faretruende naturfor landets indre fred, håbede kongens fjender, af Abels æt atter kunne få udsigt fil kongestyret i Danmark. Ridder Ebbe stillede sig ikke i fjendtligt forhold fil det daværende regimente; men han så med sorg, af splidagtighed og vanmagt mere og mere kendtes i tiden, og han længtes efter den stund, da fædrelandets anseelse og folkets lykke kunne så bedre trivsel end under kong Kristoffers røgt. Ridderen fjernede sig da mere og mere fra kongehuset og levede i stilhed på Øborg. Ebbe genvæths hustru, Fru Karen, var en mild og vennesæl kvinde, der frem for alt elskede freden og et stille liv. Når onde tidender om splid og tvedragt trængte indenfor borgmureil, var hun ræd, af den dyre fred skulle lide derved; thi snart kunne det sfe, af hendes kære husbond kaldtes bort fil krigerfærd og alle de farer, denne medførte. Ægtefolkene haode en eneste datter, der ved vor fortællings begyndelse var en ungmø på sytten år. Hnn var en fager jomfru; det blonde hår føjede sig uvillig i fletningens bånd, og de mørkeblå øje med de drømmende udtryk og de mange spørgsmål fortalte om en rig drømmeverden i ungmøens indre. Men af det endnu var barnlige, uskyldige drømme, som fængslede hende, derom fortalte det renhedens og fromhedens præg, der hvilte over hendes åsyn. Skjælmeri lå om hendes noget fyldige læber og betød endnu kun barnlig leg; men hos den mere modne ungmø kunne det vel forme sig til overgivent lune eller til et bedårende smil, farligt for ungersvendens sindsro. — elskelig var hun; ja, og så var hun for resten et menneskebarn med alle de higende længsler og begær, sam findes i kvindebarm; de ligge der som ulmende glød og blusse ud i luer, når tønderet kommer nær nok. Fru Karens søster, Fru Bibekke, der var enke, opholdt sig til stadighed på Øborg. Hnn havde en livshistorie, som var lidet glædelig. I en ung alder forelsfede hun sig i en bæbner af fattig slægt; men hendes fader truede med klosteret, hvis hun vedblivende ville leve i den indbildning, at kærlighed er det mål, et meunesfebjærte higer efter og må finde hvis dets dybe længsel skal blive tilfredsstillet. Lykken lå lige for jomfrn bibekkcs fod, thi hr. Jens Bjørn bejlede til den smnkke og livsglade ungmø; lidt til Års var han vel, men så bragte han tillige rigdom og et anset navn. Balget mellem ham og klosteret var let nok, mente faderen; men jomfrn bibekkc fandt udsigterne helt bedrøveligc; thi hvorhen hun end vendte sig, syntes alt hende mørkt og øde. — hendes hjærtenskær var i fremmed land, hun havde svoret ham ubrødelig troskab, og hun agtede af holde sit løste. Den strenge fader kaldte sligt for letsindigt børneværk, hvilket en velopdragen u » gmo som hans datter vel burde vide; men hun var ikke til af bøje, hun forlangte blot betænkningstid i et år, og hun fik sin bilje. Kommer tid, kommer råd, tænkte faderen, og de samme tanker havde også Bibekke. Året svandt hen for hende i frygt og håb, tidlig og sildig bad hun til den hellige jomfrn og alle gode helgene om råd og bistand, thi guds moder ville nok åbne en glædelig udvej af røden, håbede hun. Men der sfete intet under; dagene kom og svandt, den ene ligeså rådløs som den anden, mens øjet dummcdes af gråd, og hjertet blev sygt af længsel. Da året var omme, blev et skændigt bedrag udført af faderen. En munk bragte bud, af Bibekkes fæstemand var død; munken fortalte, af han havde været hos den døende i hans sidste stund og modtaget pålæg om af bringe bibelfe en sidste kærlig hilsen. Nil opgav hun al modstand, hendes kraft var brudt, og viljeløs lod hun sig føre fil alteret af hr. Jens. „ I tage min hånd; men hjertet kan jeg ej give eder! “ sagde Bibekke. „ Tal ej så! “ svarede Jens. „ I vil nok vorde mig god, thi af elskov har jeg bejlet fil eder, og jeg vil vorde eder en god husbond “. I den første tid sås sjældent et smil om frit Vibekkes mund, des oftere tårer på hendes kind; men hun gik stille omkring og falede venligt med alle. Ester som tiden gik, spilles de bitre miilder af slettes ud og øve ringe magt over hende, og hr. Jens drømte om lykkelige dage ved hustruens side; men just da han tænkte så, skulle minderne opfriskes i deres fulde glans. Eil gang var ridder Jens fraværende i længere tid, og Fru Vibekke fik da fil gæst en syg og lidende muk, i hvem hun genkendte den, der havde bragt hende budskabet om hendes hjærtenskærs død. Den syge bad om af forblive en stund på borgen, hvilken bøn Fru Bibekke gerne tilstod og lod ham pleje på det omhyggeligste; men hans sygdom forværredes, snart rasede feberen i hans blod, og i tider, når han havde lindring, falede han om sin nær forestående død. En dag bad ban frn Vibekke om en samtale uden vidiler, og han forfatte nu, at ban havde bragt falsk budskab om hendes elskede, der levede endnu og for et par måneder siden var kommen fil Danmark. Munken bad så mindelig om tilgivelse for sin brøde, han kunne ikke dø rolig, før han havde åbenbaret sin hemmelighed, der brændte ham i sjælen som en helvedes ild. — frn Vibekke lod munken tale ud, han mærkede intet fil de kvaler, hun led, mens han forfatte; men da hun var ene, gav lidelsen og harmen sig luft i en halv kvalt latter. Hnn græd ikke, tårekilden var tilstoppet; hun stirrede frem for sig med glasagtige øjne, der syntes at have tabt deres sekraft. I denne stund borede sig saft i Vibekkes sjæl en dyb mistro fil alle mennesker, og fil hendes fader og ægtefælle spirede et had, der aldrig helt udslnktes. Hun satte straks skel mellem sig og ægtefælle, og trods alle velmente ansfrængelser lykkedes det ikke ridder Jens at overskride det, hun forblev isnende kold imod ham. Hr. Jens græmmede sig over at se sin hustrus blege stenansigt, der aldrig forandredes, uden når harmens ørd fløj fra hendes mund som spidse giftige pile, der traf, hvor de sigtede. Da kunne vreden også koge op i ham, så han forsøgte, hvad myndig strænghed og stærke ord kunne magte. Bed en sådan lejlighed sagde Fru bidekke: „ I lade mig nu helst i fred, hr. Jens! Nodtoungcn, ved evig og list, blev jeg eders hustru, og nødtvungen går jeg her som husfrue på Tolægård, dog deri får jeg finde mig, da det ej kan ændres; men vise et glad åsyn, » år mit sind er hærmt, give eder kærlige ord, fordi i bedrog mig for min dyre lukke, den jeg end steder i mit eget hjerte, dertil kan i ej tvinge mig, al den stund jeg ej vil være en hyklerskc. “ „ For tnsend ulykker! “ udbrød hr. Jens, „ I er min præstegivnc hustru og siger mig lige i øjnene, at i steder sundig elskov i eders hjerte. Vil i da vorde en mcnedersfe og volde eders husbond spot og harm. “ „ Ha, ha! “ lo Fru Bibekke med en kold, skærende latter. „ Menedersfe gjorde i mig til, da i ved svig tvang mig til af bryde min dyre ed til Hain, jeg havde kær. “ „ I vød det helt vel, af jeg ej havde lod eller del i nogen svig eller list mod eder, “ sagde Jens. „ I siger så og har ofte kvædet den vise, ridder Jens, men jeg tror eder ej; thi i bejlede, skjemt i vidste, jeg havde en anden kær, og i holdt hardt ved med eders beslen, trods det i kendte min vilje. i bedrog mig for livets lokke, og derfor hader jeg eder. Tugt mig ku for mine ord, var det end med svøben, thi legemet er jo eders, 2 evner døg ej af omdanne mit hjærtelag. Frygt kun ej, af jeg render af gårde, nej. Hr. Ridder, jeg skal vel gøre eder pinen lang nok “, sagde Fru Bibekke. På denne måde blev det ridderen for trangt på borgen, han færdedes i de store skove, hvor vild og halsbrækkende i agt ret var hans lyst, og på en sådan i agt mistede han livet. Hr. Jens levede døg længe nok til, af frn Bibekkes elskede drog munkekappen på og fjælede sig og sin sorg i et kloster. Hun solgte da en del af sine ejendomme og drog fil søsteren på Øborg, hvor hendes bitterhed mod menneskene blev et dagligt malnrtbæger for den milde Fru Karen. Der var ensomt på borgen for jomfru Anna. Oftest måtte hin fysle med nål og tråd eller med håndvæven og være mosteren fil tidkort; men i længden var dette dog ikke rosomt nok. Hellere hørte ungmøen på ternernes mnntre latter og livlige tale, hellere gik hun i Rosenlund af høre fnglekvidder ellersøgfe urtegården, hvor urternes trivsel ret var hendes glæde. Sjælden gæstedes borgen af fremmede; men når dette skete eller en og anden vejfarende munk eller ridder låntes natteherberge, var det ret en højtid for jomfru Anna af høre fortælle om den store, ukendte verden der udenfor, hvor alt tyktes hende forunderligt og gådefuldt. Ved aftenstide, når dagens gerning var endt, samledes borgens svende og terner ved borgeled, hvor der forfalfes om ældre og nye oplevelser. Ledsaget af en ældre Terne fik Anna lov af være med en liden stund. Det hede blod, der pulserede i folkets årer, mærkedes og ved borgeled; på rygtets vinger voksede småbegivenheder, gjensortalte af mange munde, fil store og mærkelige tildragelser, der fyldte alle sind og æggede indbildningskraften fil de største udskejelser. Melt savnede man nyt af fortælle, da ydede de gådefulde væsner i havet, åen, skoven og højene stof nok fil samtaleæmner for det overtroiske, uoplyste folk. Jomfru Anna var elt lyttende fra isse fil fodsål, enten der fortaltes om drabelige heltegerninger eller om havmanden, der lokker jomfruen ned i dybet; med tilbageholdt åndedrag hørte hun om onde magter, der i den mørke nat søge af bedrage mennesker, eller hult lyttede fil fortællinger om de blodløse skikkelser, der i den stille midnatstime komme op fra dødsriget og drive deres spil på jorden, indtil første hanegal lyder, og de svinde bort med hule suk. — særlig øvede naturen en dragende magt på hende; vindens suk i sivet, vandets nyn i åen, havbølgens hvisken mod stranden og andre af de naturrøsfer, der kalde på mennesket, blev hemmelighedsfulde væsner, hvis liv og skikkelse hun ønskede af kende. Ofte stod hun ved åen eller fjorden, stirrende frem for sig med drømmende øjne, som om hun ventede af se havmanden slige op af vandet og føre hende med sig ned i det løndomsfulde, nudgrundelige dyb, hvormange gåder kunne løses. Men pludselig kunne hun da vågne som af en drøm og løbe ind fil borgen som en jaget hind. En dag spnrgte hun sin moster: „ Hvorfor sukker havmanden? “ „ Underligt spørghmål er det! “ udbrød Fru Vibekke og så på den spørgende. „ Nn have ternerne atter ført uforstandig tale om det, som må forblive udi løndom. Du gruble ej over slige ting, det føder sygt slud og rædde tanker. “ „ Men hvorfor grubler i da selv så ofte, hjerte moster? “ spnrgte Anna. „ Ofte sidder i med hånd under kind og stirrer på de gamle Linde derude i borggården, som om i ventede nogen. “ „ Ventede nogen! “ udbrød Fru Vibekke. „ Ak, nej, min benten er fil ende for smretyve vintre siden, da man røvede min lvkke; men øm jeg end ville fortælle dig derom, da evnede du, barn som du er, ikke af forstå mig. Ønsker jeg derfor, af du aldrig må lære, af grublen over forspildt lvkke føder suk og tårer. “ „ Tænk da ej på det, som bedrøver min hjærtens kære moster så meget. “ „ Ak, mit hjerte barn, let er det sagt, men svært af øve. Flagrer end sukket uhørt hen for vinden, mens tåren må tørres af sig selv i vågne nætter, så mægter jeg dog ej af glemme min knugende hjærteve. “ JomFru Anna lagde sig på knæ forved Fru Bibekke, tog hendes hånd i sine og sagde: „ Stakkels moster! I må have lidt meget; jeg vil være eder fil tidkort og selskab ret meget herefter, om jeg må få lov dertil. “ „ Du er et godt barn og glæder mit hjerte såre “, sagde Fru Bibekke mildt. „ Lad os da prøve af være hinanden fil tidkort og jage blege minder af huse. Hvad var det, du ville vide om havmanden? “ „ I vil virkelig fortælle mig noget om havmandeu! “ Udbrød auua glad. „ Svenden hans fortalte forgangen dag, af, da han sidst var i Roskilde, så han i en måneklar aften havmanden sidde på en sten ude i havet og stirre ind mod land; men da månen skjulte sig bag en mørk sky, sank han i bølgerne med et klagende suk. Hvorfor sukker h^, hjerte moster? “ „ Giv lidt tid, barnlille, så skal du så af vide det lidet, jeg hørte derom i min barndom “, sagde Fru Vibekke. „ Havmanden sukker efter af vinde en fager og uskyldig ttngmøes elskov, thi sker det, af hun røres af hans vemodige klagesuk, som han ånder ud på bølgen, der bærer dem ind mod land, da synker hun i hans favn; hendes sjæl bindes uløselig fil havmandens, og hun må leve i tangslottel på havets bund, indtil de bundne naturånders forløsning kommer. “ „ Men hvorfor er havmanden da bunden fil tangslottel på havbunden, og varer det længe, inden han løses? “ spurgte Anna. „ Ja, derom vod jeg intet uden det, jeg i min ungdomstid hørte fortælle af en gammel munk, og det er snart gået mig ad glemme, “ svarede Fru Vibekke. „ Å, fortæl det, i mindes! “ bad Anna. Fru Vibekke betænkte sig en stnnd, og et vemodigt smil fik bugt med det strenge i hendes ansigt, idet hun tog fil orde: „ Hin gamle klosterbrøder, gud have nu hans sjæl i vold, var i min bardom og ungdom min lærer og bedste ven; han elskede naturen og åbnede mine øjne for dens skønhed. Med stor ømhed plejede han sine blomster, glædedes såre, når de trivedes vel og var bedrøvet, når et eller andet uheld traf hans andlinge. Så han en sygnende plante eller et uskønt lidende dyr, sukkede hall og sagde: „ Ak, hvor synden dog har skændet guds skabning! “ Men traf vi på vor gang i mark eller skov et eller andet af de mange skjønhedsundere, der findes på jorden, da kunne hall aldrig blive træt af af skne det, og jublende som et barn udbrød han ofte: „ Se, kom dog og se! her er endnu bevaret et stykke Paradis! “ Fru Bibekke standsede og så drømmende hell for sig. „ Ak, “ udbrød hun derpå, „ det var herlige timer, glædelige af mindes, aldrig skulle flige stunder komme tilbage, men i steden for dummes øjet af gråd, og tankerne sløves af søvnløse nætters be. “ Efter en kort stund tog hun sig sammen som med en indre krastanstrengelse og fortsatte sin fortælling: „ En dag sad den fromme munk og jeg ved en liden bæk, der stille snoede sig gennem engen, mens forglemmigejer i fusendvis dannede et blomstersløv over det rislende band; men nedenfor det sted, hvor vi sad, tumlede bækken sig kåd og vild og havde dannet sig et underjordisk leje illd under jordbrinken. Underlige lyde trængte ud derfra; snart var det vemodige, løndomsfulde Toller, der nåde vort øre, snart ville og skurrende. det var ved aftentide; men før solen gik i bjerge, bredte den et mildt, kærfegnende og beåndende lys ud over bækken og dens omgivelser, og da i det samme klokkerne i den nærved liggende kirke begyndte af ringe, lød bækkens mumlen som vemodige klagesnk, hvori der nu og da blandede sig en undertrykt vild latter. „ Hvad er det, der sukker og ler i bækkeu? Erdet elvepigerne? spurgte jeg. „ Det er bundne naturånders røster; men hørej derpå, de drage ned i dybet, lyt derimod fil malmfnngerne, der kalde menneskene fil bøn for af fri dem fra onde magters vold. “ Jeg korsede mig og bad et paternoster og et ave Maria; men under det alt fængsledes mine tanker af munkens ord om de bundne ånder. Længe knælede den fromme Broder Knud, hensunken i bøn; men da han rejste sig, spurgte jeg atter: „ Hvorfor er naturånderne bundne? “ Munken svarede ikke; i dybe tanker så han ud over egnen, over hvilken aftentågen bredte sit hvide, hemmelighedsfulde slør, hvorunder elvepigerne kunne opføre deres Dans uden af ses af menneskene. Endelig tog munken fil orde og sagde: „ Mit hjerte barn, dine tanker ere endnu fangne af det løndomsfulde i naturlivet og spørger om det, som intet menneske er i stand fil at besvare, dog skal jeg som svar på dit spørgsmål fortælle et sagn. — da gud skabte himlen og jorden, var alt herligt. Naturen blev iklædt skønhedens fagreste klædebon, samklang og lokke tonede gennem naturens hjærte, der åndede og bævede i uendelig fryd. Dejligt, dejligt! klang det igennem hver nerve i verdensaltet. Da steg engle ned fil jorden for at fryde sig ved de skabte tings herlighed, deres stemmer blandede sig med naturens tusendsoldige røster, og en mægtig lovsang fil guds ære og pris tonede mod himlen. Men de ondes fyrste blev rasende forbitret over al den lyksalighed, hvori ban ingen del ejede, det lykkedes ham at gode misundelsens og løgnens gift ind i verden og så glæden kvalt. — nu kom der strid på jorden. Havet kaldte på søen, søen på åen, åen på bækken og bækken på kilden; fil voldsfærd enedes de, de samlede sig for at overskylle jorden og kvæle alt liv på den. Stormen for frem med ustandselig vælde, og alt måtte bøje sig for dens magt, så længe dens mægtige vinger kunne bære den; kun visnede blade, knækkede blomster efterlod den på sin ville vej. Kulsorte skyer bredte sig ud over lande og forbød stjærnerne af spejle sig i den blanke sø, mens knitrende lyn for ud af skyen og søgte af ryste jorden i dens grundvold. Rædselsslagne småkrmnstav og kongespir. 2. - fugle tøede ind mellem buske og træer for af bjærge sig; men der sad høgen og glenten, tørstende efter deres hjærteblod, thi Markens og skovens dyr vare grebne af en ond forfølgelseslvst — den ondes sæd voksede sin frodige vækst over den gansfe jord. Da flygtede englene fra den splidagtige skabning og sørgede over, af paradiset var tabt; men det onde ord, som deri onde havde bristet ud i verden, havde sundet voksested hos nogle af englene, der bebrejdede gud, af ban lod paradiset svinde bort fra jorden. Gud Herren vrededes og lukkede sin himmel for alle de engle, der vare smittede af den samme ånd, som havde båret al skabningen, og disse engle søgte da bolig på jorden hos de samme ting, som de elskede i paradistiden; der skulle de blive til dagenes ende. Men hver midnatstime se de op mod de blinkende stjærner og længes efter den herlighed, de have tabt. Og de hemmelighedsfulde toner, der dæmpede og indestænkte lyde ud i natten, er sukke fra naturens bundne ånder, der længes efter af smelle sammen med en menneskesjæl for af se et glimt af det tabte Paradis, som endnu er kendeligt hos ethvert menneske, der ej er i den ondes vold. Sker det da, af et menneske bliver betaget af deres sukke og giver sin sjæl hen i dem, da tilsløres hans øje, alle hans sanser troldbindes, og han er i åndernes bold. I måneglansen ved midnatstide ser han dem omgivne med en oversanselig glorie; men denne er knn en skuffelsens efterligning af den tabte engledragt. Dog drager blændværket den troldbnndue med overnaturlig magt, han må følge med ned i det hemmelighedsfulde tilslørede land, hvorfra ingen vender tilbage med uskadt sjæl. “ „ Knnne de bundne ånder da aldrig få engledragten eller se ind i guds himmel? “ spurgte jomfru Auna. „ Jo visselig! “ svarede frn Bibekke. „ Hvis de ved dagenes ende ville bøje knæ for den hellige jomfru og for Jesus Krist, da løses forbandelsen. “ „ Nu forstår jeg det helt vel, hvorfor havmanden sukker “, sagde Anna; „ men i har snart skræmmet mig, hjerte moster, så jeg ræddes for af gå til fjorden ved aftentide, og dog kender jeg intet lysteligere end af løbe om på engen og plukke blomster. “ „ Frygt kun ej! “ svarede Fru Bibekke. „ Giv dig gud og alle gode helgene i bold, da have hemmelighedsfulde, dårende bæsner ingen magt over dig. Ak, nej, ræddes for intet uden for de onde falske mennesker, som mest er betænkte derpå af rane fred og al livsens lvkke fra os. Bedst af siv dem som gistspyende drager! “ Fru Karen kom til stede i det samme og hørte 2 * de sidste ord. Hun sagde: „ Hjerte søster! Mig tykkes, i handler ilde ved af udså mistillid til mennesker, ere de da ej heller så onde, søm i mener. “ Fru Vibekke blev bleg og så skarp på sin søster; ansigtets mildhed og liv svandt bort, og en forstenef, udtryksløs rø prægede hendes træk. Med en hård klang i stemmen svarede hun: „ Og bøg kender jeg fuldt vel og bedre end i, af menneskene er falske søm skumstrimer på havet, hvad jeg i lange år har måttet sande og daglig drager mig i minde før ikke af glemme det. Skal jeg da fæstne en løgn i et barns sind ved af røse, hvad mit hjerte fordømmer og foregøgle hende, af menneskene er gode og kærlige, så de des lettere kunne bedrage hende! Nej, søster Karen, da var jeg en siet vogterske før liden Anna! “ Fru Karen vendte sig til sin datter og sagde: „ Gud og hans helgene give dig blidere kår end din mosters! Gå nu en liden stund på højelostssvalen og kørt tiden, thi snart går sol i bjærge, ser jeg. “ i. Skydannelser. Waldemar sejrs krige havde tynget hårdt på folket, ikke mindst på bondestanden, og den store konges øje lukkedes, før de sår som krigene havde slået, vare lægte. Den splidagtighedens ånd, der under valdemarsonnernes styre kom til af råde i alle forhold, forødte folkets kraft. Tidens ledende mænd evnede ikke af frembære en eneste stor tanke, der kunne gribe hele folket og samle de forskellige stænder til enhed. De folkelag, adel og gejstlighed, som havde overtaget, nyttede det hver før sig med god bilje til undertrykkelse af andre, der stod dem i vejen. Adelen på øerne samlede større og større jordegodser, de boveripligtige bønders tal øgedes, og det gik stadigt ned ad bakke med bondestandens frie stilling og indflydelse. — gejstligheden troede ikke, af noget kunne trives uden dens mellemkomst, thi livet fik først sin rette velsignelse ved ubetinget lydighed mod kirken; den havde jorderigs lykke og himmerigs salighed af tildele enhver, som blindt underkastede sig, men brugte forfølgelsens svøber til af tugte de gensidige. — at prælaterne fragtede efter verdslig magt var kun for des bedre af kunne herske over sjælene, bevare dem for ville veje på jorden og sikre dem en let udgang af skærsilden hisset! — fejderne mellem baldemarsønnerne øgede armoden og dens lidelser for de underlegne stænder, og særlig led den fattige del af almuen. Bondens hjem blev uhyggeligt og armt, bans klædning pjaltet, hans føde ussel, sindet tungt og tanken sløv! Intet under, af han kaldtes „ den usle grå “ Bonde og fik underknelsens mærke på sin pande. De trællekår og den elendighedens tilvær, hvorunder navnlig husmænd og fæstere på Sjælland og i Skåne levede, affødte i begyndelsen af kong Kristoffers regering flere oprør, indtil de i året 1256 nåde så betydelig en tilslntning i Sjælland, af kongen måtte sende sin hær in od oprørerne. I begyndelsen af maj måned i året! 256 ankom fil Øborg en velkendt gæst, eustereiensermnn ' ken laurentins. Han trådte ind og hilste: „ Goddag og gudsfred herinde! “ „ Det samme tilønffer jeg eder, ærværdige Broder laurentins! “ svarede Fru Karen. „ Er ridder Ebbe fil huse? “ spurgte munken. „ Bi vente ham fil borgen om en liden stund. Tag sæde så længe, og jeg vil da lave en liden læskedrik fil eder “, sagde Fru Karen venligt. „ Tak for den milde gæstfrihed, jeg al tid finder på Øborg. Tankte Lucius lønne eder derfor! “ svarede munken. Laurentins var klosterbroder i nye, men abbeden nyttede ham som sendemand i klosterets anliggender, og derfor var munken ofte på rejser enten fil klostrene eller fil en og anden af kirkens stormænd. Man ymtede om, at Jakob Erlandsøn bar hovedskylden for de hyppige rejser, laurentins foretog, thi i den senere tid gæstede han ofte lund, men derimod opholdt han sig sjælden i Rye, og, når det skete, var det kun nogle dage ad gangen. — på en af sine rejser overnattede hall en gang i tvilum kloster i Jylland, hvor kong Kristoffer dagen efter aflagde et besøg, svin de tvilum munke tyktes meget ilde om, da kongen gjorde krav på frit ophold for sig og følge. Laurenfius lod falde nforsigtige og krænkende ytringer om kongen, og denne befalede da sine svende af tildele ham legemlig revselse. Fra dette øjeblik glødede i laurenfius^ sjæl et nudslukkeligt had til den, der havde hånet ham. Under den senere tids brydninger mellem kronen og kirken var munken bestandig på rejser i Sjælland og Skåne. Han besøgte ofte Øborg og fandt venlig modtagelse hos ridder Ebbe, der syntes af finde behag i hans atringer om det kongelige regimentes banmagt. En gang kom laurenfius tiløborg i følge med to kofteklædte mænd, der havde lange og ivrige samtaler med hr. Ebbe, og i den følgende tid var ridderen oftere borte fra borgen end sædvanligt. Fru Karen tænkte ikke videre over dette, før rygterne om bøndernes voldshandlinger kom hende for øre. Da klagede hun og sagde: „ Hjerte husbond! Det er ræddelige tidender, som høres om bøndernes færd; snart kan Øborg blive gæstet af jldgjerningsmænd og skarnsfolk, og hvad skulle vore få svende og vi stakkels kvinder fange an, når i færdes borte fra borgen den ganske dag. “ „ I er Ebbe genvæths hustrn og endda ræd og bange! “ sagde ridderen med et smil. „ Næppe findes en Bonde i det ganffe Sjælland, der vil løfte hånd mod Øborg eller krumme et hår på vore hoveder. Slå eder derfor fil tåls, mit hjerte! “ „ I ved det helt vel, af jeg stoler trygt på eder, min kære husbond; men det bæres mig for, af der er onde tider i Bente “, sagde frn Karen. „ Nu, da tage vi derimod ilden frygt og bange anelser “, svarede hr. Ebbe. „ I din nærhed er jeg tryg, “ sagde frn Karen; „ men helt ofte tykkes ulig, af vor lykke ej længe kan vare ved. Sig mig, hvad ville de kofteklædte mænd, der så oste ses på Øborg? “ „ Det er forkuede og pinte stakler, som i deres nød søge råd hos ulig, der vil dem vel. Alle er de velsindede mod ulig og mine “, svarede Ebbe genvælh tankefuld; men som for af føre frn Karens tanker i en anden retning spurgte han: „ Hvad tykkes min hustrn om vor vante gæst, munken Laurentius? “ „ Hell vel! “ svarede hun. „ Hall er jo en from og renlivet munk, som bringer velsignelse fil det hils, ban gæster; ofte er han os enlige kvinder fil tidkort og gammen, enten ball fortæller om fromme helgene eller om det, ball har oplevet på sine mange rejser. “ „ Min fromme og godlidende hustru! L tænker kærligt og godt om mennesker, hvilket gør eder stor ære og glæder mit hjerte såre. “ Fru Vibekke led ikke lanrentins, hvem hun kendte fra tidligere dage, thi hun havde tilbragt de fleste år af sit liv på Tolægård i Angel, hvilken gård hun endnu ejede. — den glød, der brændte i munkens sorte øjne, var ubestemmelig, men lød ane, af der i hans sjæl brændte en ubehersket ild, der kunne bryde ud i fortærende flammer, hvad øjeblik det skulle være, og ve da den, der stod hans planer i bejen og var hans fjende. Det blege ansigt med de skarpttegnede træk om munden fortalte om handlekraft; men hele personligheden gjorde indtrykket af, af man havde for sig en sværmerisk og snedig natur, hvem midlernes Art var ligegyldig, når blot det attråede mål nådes. Frn Bibekke indlod sig ikke videre med ham, men behandlede ham med høflig tilbageholdenhed; han kunne aldrig blive hendes ben, og hun frygtede ham som fjende. Det varede ikke længe efter munkens ankomst, før Ebbe genvæth kom til stede. Fru Karen og Fru Bibekke forlod stuen, og de to mænd vare ene. „ Jeg har et vigtigt budskab ti! eder, ridder Ebbe, “ Begyndte lanrentius. „ Nu er tiden kommen, da bønderne vente kraftig bistand af eder. Snart står det ganske Sjælland og Skåne i luende brand af misnøje over den undertrykkelse, som de adelige herrerøve mod almuen, og man venter af eder, af i vil stille eder i spidsen for bevægelsen og lede den til et heldigt udfald. “ „ For sanden! I denne stund taler i uden omsvøb og forblommede ord; men ej evner jeg af fatte, af hvilken grund i stiller sligt forlangende, thi langt være det fra ulig af gøre åbenbart oprør mod det nuværende regimente, er det end vanmægligt og rådløst, så alle helgene må sig forbarme. “ „ Sligt svar havde jeg ikke ventet af eder, hr. Ridder! Kongen og mange adelige herrer vide det helt vel, af i holder med bønderne og står i forbindelse med deres førere, og disse stole på eder. Svigter i nu, da vil i vorde forhadt af den ganske almue, ligesom i alf er ilde set af eders standsfæller, og snart kan Øborg være en rygende grushob. “ „ Er jeg ilde set af mine standsfæller, da er klaffertungen, ej mille ord og handlinger skyld deri “, sagde ridderen harmfuldt. „ I siger jeg står i forbindelse med bøndernes førere! Deraf vød jeg intet, jeg har kun frarådet bold og ufærd, indtil det kendtes, af andre og mægtigere stænder end almuen kededes ved kong Kristoffers store, thi da var tiden kommen fil af sætte Abels søn på Danmarks trone og give de undertrykke bedre kår. “ „ Mig tykkes, af det alf rødner i øst fil den dag, om hvilken i taler, “ sagde munken. Erkebisp Jakob i lund og den ganske gejstlighed med undtagelse af nogle lidet evnende bisper og klerke i Jylland er jo hardt mod kongen og ønske ham belial i bold. Ligeså tænke og mange adelige herrer. “ „ Og i ynkes ej over det store tal af bønder, hvis liv ville blive ofrede, dersom i lægge bed fil den ild, der alf brænder i lys lue. Kan hænde, den skal slukkes med bøndernes eget blod, hvis de skulle stå ene “, sagde Ebbe. „ Blødsøden må den være, der ynkes over nogle usle bønders liv, hvor det gælder at styrte belial fil fremme før den hellige kirkes og landets vel “, svarede laurentins. „ Regner i mine ord før blødsøden tale, da krænker i mig! “ udbrød ridder Ebbe i brede. „ Tal lavmælet om det, der sømmer sig en ridder, al den stund i selv krøb i munke kappen og er lidet kendt med sværdleg og krigerfærd. “ „ Tag ej mine ord fil mistykke, thi mindst af alt ville jeg jåre eder! “ sagde munken i ydmyg tone. „ Giv mig et gunstigt svar med fil bønderne, hr. Ridder, såsom de og kirkens venner sætte lid fil eder! “ „ Sig fil dem, der sendte eder, at jeg er bøndernes ben, men ikke kan jeg være dem fil vilje i det, de forlange, thi da ville jeg vie dem og mig selv fil død og undergang “, svarede ridderen. „ Det led ud på eftermiddagen, og Ebbe genvætb bad munken at blive på Øborg fil næste morgen, hvortil han var såre villig. dagen før laurentins havde ovennævnte samtale med Ebbe genvæth, sad en ridder og en ung væbner under en gammel eg ved Esrom sø. De havde fulgt kong Kristoffer og drosten Peder findsøn sunde fil Esrom kloster, hvor de høje herrer nu havde opholdt sig i flere dage. Ridderen så ud fil af kunne være over tredive år, han var en temmelig bøj og velnæret skikkelse, der syntes af være i besiddelse af store legemskræfter. Om hans mund lå al tid et godlidende smil, som røbede et velvilligt sind og fortalte om sjæleligt og legemligt velbefindende. Hans navn var Klaus Turesøn. Væbneren Truid Pedersøn, Drost Peders søn, var to og lyve år gammel; kæk og frejdig bar han sit brunlokkede hoved på et stærkt bygget, harmonisk udviklet legeme. De kraftig tegnede øjenbryn og den lidt buede næse gav hans ansigt et udtryk af kraft og bestemthed. Det, der dog mest fængslede hos ynglingen, var hans fyrrige øjne, som sprudlede af livsglæde og lod alle, af en rig, strålende verden af håb og mod boede i ham, og af der i den smukke ungersvend var stof fil en dådskraftig mand. De sad en stund i tavshed og så ud over søen, der lå klar og spejlblank i vårdagen, ventende efter at kranses med grønne siv og åkandeblade. „ Hvor længe mon vi skulle fortøve hos de munke i Esrom? “ spnrgte nidderen. „ Jeg for min part gad helst bryde op nu på stand, thi snart kedes jeg ved messe og munkeloft. “ „ Eders huld har i dog bevaret helt vel og ikke vraget de fromme brødres bedekøller “, lo Truid. „ For resten har jeg hørt en fugl synge om, af i og jeg skulle følge drosten herfra i morgen tidlig. “ „ Taler i fandt? Jeg skal atter sidde i sadlen og blive menneske igen! “ udbrød Klaus Turesøn glad, idet han sprang op, greb væbneren om livet og snurrede sig rundt med ham som en top. „ I skal vide, min prægtige Truid, af pilsnar ejer en del af min sjæl, hans vrinsken og prusten er mig lifligere end en Munks messe. “ „ Er pilsnar eder mere værd end skipperdatteren, som i forelskede eder i forgangen år, da i var i Ribe? “ spnrgte Truid med en drillende latter. „ Bliv ikke en mnndkåd svend, min øjesten Truid! “ sagde Klaus. „ Nævn ej oftere jomfru Jutta og en almindelig skipperdatter i 6t åndedrag,

1883_Brosboell_Krybskytten

Carl

Krybskytten

Brosbøll

Brosboell

Krybskytten

male

1883_Brosboell_Krybskytten.pdf

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

dk

Krybskytten

y

gothic

Mackeprang

KB

pdftxt

nan

nan

O

Det er omtrent tredive år siden, at denne fortælling første gang udkom, senere er den bleven optrykt i et vestjysk søndagsblad, hvilket også er meget længe siden. Jeg havde næsten glemt alt, hvad hermed stod i forbindelse, da hr. Riemenschneider kom og bad om lov til at udgive bogen som folkelæsning. Så rettede jeg, forandrede og forbedrede, uden dog enten at ville eller kunne berøve det tidligere skrevne hele præget af den længst tilbagelagte tid, hvori det blev til uagtet min fortælling derfor måske viser sig noget afvigende fra den æsfhetiske smag, som nu gør sig gældende, håber jeg dog, at dens skildringer af vort folkeliv vil kunne fremkalde interesse hos læserne, og at den nye udgave må være så heldig at vinde samme venlige modtagelse, som blev den gamle tildelt. Oktober 1882. Carit Etlar. i. I buegangen. En aften i oktober måned 1845 sad en gammel kone i buegangene, der omgive ridebanen på Christiansborg slot. Hun havde taget plads på det nederste trin af vindeltrappen til hoftteatret, og bad enhver forbigående med ydmyg og klynkende stemme om en almisse. Vejret var koldt og mørkt. Stormen for med en langtrukken piben igennem hvælvingen, tunge mørkegrå skyer skjulte himlen, og nedsendte af og til en skin støvregn. I de enkelte mellemrum, vinden adskilte skyerne, kom et mat og blegt stjernelys til syne. Konens hoved var indhyllet i et uldent, grøntstribet kasfetørklæde, som gik korsviis ned over brystet. Når lygteskæret faldt på hendes ansigt, sås disse blege og furede træk, der bare præg af et liv fuldt af armod, sorger eller laster; men, hvad der dannede det særegne hos denne kone, var det hånlige og ondskabsfulde udiryk i de små plirrende øjne og i mundens dybe og rynkede folder. „ Der går nu alle disserige mennesker, “ hviskedee hun, efter at et selskab var passeret forbi hende. „ De strutte i Fløiel og silke, den ene prægtigere end den anden, og ingen af dem skal give mig fattige stakkel så meget, at jeg kan læske min tunge med en lille tår kaffe. “ — „ Gud velsigne dem, gode herrer! “ vedblev hun i samme øjeblik. „ Giv en fattig kone en lille skilling. “ Disse ørd blev henvendte til to personer, som standsede udenfor trappen, tilsyneladende så fordybede i samtale, at de ikke lagde mærke til betlersken. Hun gentog derfor sin bøn og berørte den nærmestståendes kappe. „ Gå Pokker i vold! “ Svarede Herren, „ og lad os være i fred. Kom, Viggo! Det bliver, som jeg har sagt: vi ville friste skæbnen og selv være vor lykkes skaber. “ Efter disse ørd fortsatte de deres gang ned mod marmorbroen. „ Ja gå kun, “ mumlede betlersken. „ Du kan troe, jeg skal huske dit svar, når du har glemt det. — jeg har givet ham føde og jldebrændsel. Jeg har opdraget ham fra lille af, og således lønner han mig. Bie kun, Frank! Jeg kunne gøre en rig mands søn af dig, hvis jeg ville sige^ hvad jeg ved; men nu skal du få lov at mugne op i nød og elendighed. Du skal komme til at bære værre pjaller end mine. “ Betlerskens forbittrelse tiltog, medens hun talte. „ 7 > a guae sum, “ iiuiml ' kde betserlkkn. hendes bøjede skikkelse hævede sig; hun udstrakte truende hånden i den retning, de tvende personer vare gåde. Da hun endelig havde udtømt sig, tog hun igen plads på trappen. Lidt senere kom en herre gående forbi stedet; konen betragtede ham opmærksomt og sagde, idet hun udstrakte hånden: „ En lille skilling i guds navn! gode hr. Thorning! “ Den kommende standsede, forundret over at høre sig nævnet. „ Hvem er de? “ „ Gud velsigne dem, hr. Thorning, “ svarede tiggerkonen med den ynkeligste betoning, hun kunne give sin stemme. „ Jeg er den gamle Trine Jansen, som har min gang i huset, hvor de boer. “ „ Ja, nu kender jeg dem jo, “ sagde Herren, idet han gav betlersken en almisse. „ Vær så god, mor Jansen! Jeg kan ikke give hende mere, for jeg har ikke mere. — godnat! “ Dermed gik han, fulgt af den gamles velsignelser, som netop fortsattes så længe, hun troede at blive hørt. Da Thorning var kommen nogle skridt bort, vendte hun sig mod gadelygten, betragtede pengene, hun havde fået og sagde: „ Det var også noget at byde folk, — otte skilling. — nej, lad mig se! Ja, så gud tror jeg ikke, at det er en mark! -- det er dog en prægtig fyr, den Thorning! Gid nu djævelen sidde her længer og tigge. Jeg har både til en god kop kaffe og til et par rare boller oven i købet. Den velsignede sjæl! “ Betlersfen gik tilbage og tog en hankekurv frem fra trappekrogen. Derpå svøbte hun sit tørklæde tættere omkring sig og gik ned igennem buegangen, idet hun undervejs overlagde, hvorledes hun bedst skulle anvende de sammentiggede penge. Dette tilsyneladende uvæsenlige møde mellem betlersfen og de tre herrer, skulle senere have de vigtigste følger for flere af denne histories hovedpersoner. I. En studenterbolig. Ligeoverfor kongens have, i baghuset til en af de store, smagfulde bygninger, som den nye kunsfsands, eller måske blot den gamle efterlignelseslyst fremkalder i stedse tiltagende mængde, boede vor bekendt fra foregående aften, Knud Thorning. Lejligheden bestod af to små værelser, lige tarveligt udstyrede. I det første udgjorde en skrivepult, nogle bøgetræes stole og et gammelt vord det hele bohave det næste værelse tjente til sovekammer, og der sinde vi Thorning, om formiddagen kl. 10, i sengen, røgende af en lang pibe. Det bankede på døren, en herre trådte ind. Da han ikke fandt nogen i dagligstuen, gik han 12 til sovekammeret og udbrød i et forundringsråb ved at finde Thorning i sengen. Den kommende var et ungt menneske på nogle og tyve år, med et langt og blegt ansigt, hvis synligste udtryk var den gode mening, han nærede om sig selv. Han havde lyst, tætafklippet hår, hvide øjenbryn og et kulsort overskæg, så forunderlig afvekslende viser sig stundom naturen i dens frembringelser. Hans påklædning var særdeles omhyggelig, men smagløs. „ Hvad for noget! “ udbrød han. — „ Endnu i sengen? “ „ Ja, hvorfor ikke? “ svarede Thorning. „ Jeg ligger her og spekulerer. “ „ Enhver fin smag! Du sover, og jeg spadserer. Naturen, ved du, sværmer jeg for. Jeg har allerede været volden rundt, og det endskønt jeg arbejdede på mit digt den hele nat. — men det gør jeg da hver nat, kan jeg tænke. — „ Apropos! “ Vedblev han. „ Hvad hedder denne guddommelige dame, som boer ovre i forhuset? Jeg så hende køre ud, just som jeg gik gennem porten. “ „ Jeg kender ikke synderligt til beboerne her, “ Svarede Thorning. „ Å, jo vist gør du! Løvendahl fortalte endogså, at du gav timer derovre. “ „ Jeg underviser rigtignok hos en baronesse Tuyon, men det er ikke sagt, at du mener denne familie. “ „ Netop, kære ven! — Tuyon! der har vi navnet. baronessens niece, hende jeg taler om, er jo en italienerinde. Ikke sandt? “ „ Det kan nok være. “ „ Det er egentlig for hendes skyld, jeg kommer så tidligt og forstyrrer dig i dag. Jeg ville nemlig spørge, om det ikke gik an, at jeg informerede et par timer derovre i dit sted. Du kunne jo for eksempel melde dig syg så længe. “ „ I hvilken hensigt? “ spurgte Thorning forundret. „ Naturligvis, blot for at få lejlighed til at komme i hendes nærhed. Jeg er skudt, dødelig forelsket i denne lille italienerinde. “ „ Men du kender hende jo ikke. “ „ Bedre end du tror. Jeg har nu lige siden i sommer gået forbi hendes vinduer hver evige dag, og ovre i kongens have har jeg dannet mig et kighul mellem buskene, hvor jeg står og betragter hende. “ „ Øg hvad skal det føre til? “ „ Hør blot videre. Jeg har også været inde i hendes værelser. Forleden morgen gik jeg op i forhuset og fandt døren til entreen åben. En aristokratisk Duft strømmede mig i møde, jeg træder ind, hendes tærnede kåbe hang på stativer. På gulvet stod der et par nydelige små galoscher. Det var også hendes. Jeg så disse pragtfulde, elegante værelser, og stod fortabt i beskuelsen af den luksus og øverskod, som alt bar præg af, indtil et uhyre med en støvekost i hånden på engang endte min henrykkelse ved at spørge mig, hvem jeg ønskede at tale med. Så nævnede jeg dit navn og blev viist herover. “ „ Men trods alt dette seer jeg endnu ingen grund til, at du har forelsket dig i frøken tuyom kender hun dig? Har du nogensinde talt med hende, eller hvad jeg ville sige, tiltalt hende? “ „ Ja, også det. Mit første bekendtskab med denne dame skriver sig fra i sommer, da vi sejlede sammen på dampskibet „ Løven “. Hendes skønhed og dragt fængslede alle passagerernes øpmærksomhed, og ved middagsbordet maneuvrede jeg så heldigt, at jeg kom til at sidde ved hendes side. Jeg tiltalte hende, og fik i forbigående lejlighed til at anbringe et indfald, som hun morede sig over. — det var også ret åndrigt, når jeg selv skal sige. “ „ Denne bemærkning er unødvendig, “ svarede Thorning. „ Jeg kender dig jo, gyldinq! “ „ Ja, men du skal dog høre mit indfald, siden jeg netop husker det. — man fortæller, sagde jeg, at løven er et glubende rovdyr, som æder enhver, der kommer i dets nærhed. Vi have i dag et bevis på det modsatte. Se blot, hvor fredeligt her får med løven sejler. “ Thorning trak på skuldrene, Gylding vedblev: „ Koket var hun, det kan ingen nægte, men det klædte hende guddommeligt. Hendes sorte øjne kastede blikke til højre og til venstre blandt den skare af herrer, hun bestandig var omringet af. Snart en hor person med ct sorgløst ansigt, der omgaves af en skov af sorte hår og et lignende kindskjæg. „ Jeg påståer nu, at vor ven lider af creditorer, og hvis han blot ville betroe mig sit onde, så ved jeg en ypperlig medicin for alle slige omgangssygdomme. “ „ Jeg fattes intet, “ svarede Frank, idet han gjorde kt mislykket forsøg på at smile. „ Der er blot en sag, som jeg gerne ville tale med dem om, Thorning. Jeg kommer igen siden. “ „ Gener dem ikke, Frank! “ svarede den, der kom med ham. „ Thorning er min ven, og hvad de betroer min ven, kan de også betroe mig. “ „ Jeg tvivler ikke derom, “ sagde Frank, „ men foretrækker dog at komme igen om lidt. “ Han hilste og gik. Næppe var han ude af døren, før de tre tilbageblevne udtømte sig i formodninger om årsagen til hans bevægede stemning. „ Jeg har måske en lille anelse derom, “ ytrede endelig Thorning. „ Lad høre! “ „ Frank har i år skrevet en ashandling til universitetet. Jeg læste den, før den blev indsendt, og anser det for meget rimeligt, at — „ Han er bleven tilkendt prisen, “ råbte Gylding afbrydende. „ Det er et brillant hoved den Frank. Hvad mener de, funk? “ „ Et ypperligt hoved, “ svarede den adspurgte. „ især beundrer jeg hans sjældne hukommelse. “ „ Javist! “ vedblev Gylding. „ Han kan på trak hun sine handsker af, som om hun fandt det for varmt under solsejlet, men i virkeligheden kun for at vife nogle fmå, snehvide hænder, snart kom som af en hændelse en nydelig lille fod frem under kjolen, kort sagt, hun fortryllede alle, mig i særdeleshed. Jeg vedligeholdt derfor også min opmærksomhed til det yderste, og forlod hende først her ved porten i kronprinsessegaden, hvor hun gav mig det sidste brændende øjekast. — således stå sagerne og derfor — tys, det banker! — hvad jeg har betroet dig, Knud, er en hemmelighed. Jeg gør regning på din taushed. “ „ Det kan du, “ svarede Thorning, „ skønt jeg ikke fatter grunden; thi for det første tvivler jeg meget om, at du nogensinde vil nå dit mål hos frøken Tuyon ad de veje, du hidtil har søgt det, og dernæst fortæller du sikkert selv din Hemm. lighed til alle dine bekendte. Dette siger jeg dog ikke for at fornærme, men kun fordi jeg antager, at en digternatur som din trænger til meddelelse. “ Gylding fik ikke lejlighed til svar, i det samme trådte to nye personer ind i stuen. Den ene var omtrent af samme alder som Thorning. Han havde et smukt og mandigt udtryk, og lod i dette øjeblik til at være særdeles bevæget. „ Hvad fattes dem, Frank? “ spurgte Thorning. „ Så bleg og lidende har jeg endnu aldrig set dem. “ „ Ja! derom har jeg forgæves gået og spurgt ham, lige siden vi mødtes, “ bemærkede den anden, stående fod citere dem hvilketsomhelst sted, de ønsker, af alle vore bedste forfattere. “ „ Fanden i vold med forfatterne, “ svarede funk. „ Han kan på stående fod citere dem, hvormange trumfer, der er faldne i ethvert spil, han er med i. Det er noget andet, min fa ' r! — jeg tror selv, at han har fået medaillen, i det mindste har han fortjent den. “ Efterat denne formodning var bleven behørig omtalt af funk og Gylding, gjorde den sidste det spørgsmål, hvem den unge dame var, som funk havde fulgt i tteatret forrige aften. „ Det var min frokost. “ „ Deres frokost? “ „ Ja, og min middagsmand. Måske jeg om kort tid bringer det så vidt, at hun også bliver min aftensmad. “ „ Men hvad mener de dog dermed? “ „ At jeg, efter længe at have været aldeles blottet for penge, fik det fornuftige indfald i det mindste at sørge for min føde og gode forplejning i fremtiden, og af den grund forlovede mig med datteren af en spisevært. I begyndelsen af vort forhold besøgte jeg hende hver formiddag, nød min unge kærligheds lykke og en solid frokost; senere indfandt jeg mig også om middagen, og blev hver gang beværtet med ømhed og to retter kraftig middagsspise; sluttelig har jeg tænkt på også at gøre hende et lille beføg om aftenen, men så vidt er jeg dog ikke kommen endnu. “ Krybskytten. 2 straks efter at funk var gået, bankede det på døren for tredje gang. „ Ligger du endnu, Knud? “ spurgte en slemme fra daligskuen. „ Ja, men kom kun ind, lovendahl. “ „ Godt! jeg har en time tilovers. Vi ville sladdre lidt sammen. “ Sovekammerdøren åbnedes, og en officer trådte ind med en stok i hånden. Han spændte sablen fra sig, og satte den hen i en krog. Derefter stoppede han en pibe, rykkede stolene sammen, satte sig på den ene og lagde fødderne op på den anden. „ Om forladelse, fordi jeg gør mig det lidt mageligt, “ sagde han, „ men jeg er forbandet træt, og kommer lige fra exerceerskolen. Jeg kan hilse dig fra en af dine bekendte, som jeg mødte oppe i gaden. “ „ Hvem? “ „ Jeg tror, hans navn er Frank. “ „ Ah, Frank! en høisf genial person, der nylig har tildraget sig almindelig beundring, “ ytrede Gylding. „ Han har idetmindsfe nylig tildraget sig en temmelig almindelig omtale, “ svarede officeren. „ Det er, fordi han har vundet universitetets guldmedaille. “ „ Nej, det er fordi han har stjålet hundrede rigsdaler af postkassen, “ svarede Løvendahl. det er umuligt at beskrive den overraskelse, som disse få ord vakte hos begge tilhørerne. „ Hvad siger de? “ råbte Gylding. „ Stjålet af postkassen? “ gentog Thorning. „ Ja, ganske vist, “ vedblev Løvendahl, „ men da pengene igen er tilvejebragte, søgte man at neddysse sagen, og den ville næppe være bleven så bekendt, hvis ikke et af vore diskrete blade iforgårs havde opvartet publikum med den hele historie, og blot udeladt navnet. Det forundrer mig iøvrigt, at i begge er så uvidende derom. “ I det samme øjeblik blev døren åbnet, og Frank trådte ind. Gylding så ham næppe komme, før han tog sin hat, hilsede Thorning og Løvendahl og gik bort, idet han vendte ryggen til Frank, tilsyneladende uden at bemærke hans nærværelse. Løvendahls fortælling overraskede Thorning i den grad, at han nogle øjeblikke efter ikke var istand til at beherske sin stemning. Frank så det straks, og havde tillige lagt mærke til den uhøflige måde, på hvilken Gylding forlod stuen. Han gik hen til Thorning, tog hans hånd og sagde: „ Jeg tager næppe fejl, Thorning, i den formodning, at man har fortalt dem, hvorledes det er gået mig? — de tier — de kender min ulykke, men måske ikke årsagen, og det er den, jeg kommer for at fortælle. De behøver ikke at gå, grev Løvendahl! “ vedblev han, da officeren tog sin kårde, og beredte sig til at forlade stuen. „ Hvad jeg har at sige, er ikke længer nogen hemmelighed. — de har hørt mig fortælle, at jeg fra min tidlige barndom er bleven opdraget hos en borger her i byen. Flere uforskyldte uheld have omsider bragt denne mand i rød og armod, der er så meget ftørre, som han undser sig ved at være den bekiendt, og bestandig søger at dølge sin forfatning for verdens øjne. — sidste flyttedag kunne manden ikke tilvejebringe de fornødne penge til huusleien. Efter flere forsøg herpå, betroede han mig endelig alt, fordi han vidste, at jeg hver første oktober fik gage udbetalt fra contoret. Jeg havde imidlertid allerede disponeret over mine penge, og kunne ikke skaffe ham de hundrede rigsdaler før to dage efter flyttedag. Sålænge ville værten ikke vente, og — jeg tog summen af kassen, som jeg havde under forvaring, i den hensigt at tilbagebetale alt, inden mine bøger blev opgjorte. Dagen efter savnede man pengene, og endskønt det lykkedes mig at tilvejebringe dem endnu samme aften, fik jeg dog min afsked, blev jaget bort, og som en venlig erindring udbredte en af mine kammerater historien til alle, indtil den iforgårs, forvansket og i høj grad overdreven, fandt vej til et af vore smudsblade. “ „ Jeg har nu fortalt alt, “ vedblev Frank med en lav og skælvende stemme. „ For at hjælpe min plejefader af hans forlegenhed, har jeg mistet min stilling, udsigt til en lykkelig fremtid, alt, alt har jeg mistet; jeg står vanæret i verdens mening. “ ved disse ord udtalte der sig en dyb smerte i Franks åsyn. Den fatning, han hidtil med så megen møje havde søgt at vedligeholde, var forsvunden. Han skjulte sit ansigt i hænderne og hulkede højt. „ Det er en sørgelig historie, “ sagde Løvendahl bevæget. „ Men giv dem tilfreds! Alt kan endnu blive bedre, end de tror, og indtil dette skeer, skal det være mig en fornøjelse, om de vil flytte ud til mig i castellet. Jeg ejer rigtignok intet, min familie har slået hånden af mig, og anser mig for en fortabt sjæl; men jeg har lønning og brød og en ubegrænset credit hos marketender og urtekræmmer. “ „ Du, Løvendahl! “ udbrød Thorning. „ Ja, jeg. For satan! man er da heller ikke Greve for ingening. “ „ Jeg påskønner deres tilbud, “ sagde Frank, og rakte Løvendahl hånden, „ men jeg har tænkt på, om der ikke muligt kunne åbne sig en udvej for mig hos baronesse Tuyon. “ „ Baronesse Tuyon! “ gentog Thorning forundret. „ Hvorledes mener de? “ „ Hun søger i denne tid en secretair til at besørge correspondanke med forvalterne på hendes godser, og til at ledsage hende, når hun næste forår tager til Italien. Jeg tror at være den post voksen, og de kunne måske tale min sag, Thorning, siden jeg ved, at de kommer i baronessens hus “ „ Jeg tvivler om, at hun tager synderligt hensyn til anbefalinger fra en stakkels timelærer som mig. Imidlertid skal jeg gøre, hvad jeg kan. Jeg seer hende formodentlig endnu i dag. “ „ Ja, tal lidt for mig, “ sagde Frank. „ Jeg ønsker intet hellere, end at komme bort fra byen. “ Lidt efter tog han afsked og gik. „ Det generer mig forresten meget at bede baronessen om denne post, “ sagde Thorning, da han og Løvendahl vare alene. „ Ikke fordi jeg inderlig ønsker, at Frank måtte få den, ligesålidt som jeg deler folks mening om hans brøde; men baronessen hører til den sort mennesker, som jeg nødig vil være forbunden. “ „ Skal jeg give dig et råd? Fortæl hendes niece, hvorledes sagen hænger sammen, og bed hende virke for den stakkels djævel. Du siger jo, at baronessen føjer hende i alt, og at hendes villie er den enegjældende. “ „ Det kan jeg heller ikke godt gøre. “ „ Du elsker den unge baronesse! “ „ Jeg er hendes timelærer, “ svarede Thorning med et spottende smil, men der var i stemmen noget, som røbede sørgmodighed. „ Du elsker hende, “ gentog Løvendahl bestemt. „ Jeg kender dig bedre end du tror. “ baronesse Tuyon. To timer senere forlød Thorning sin bolig og gik over i forhufet, for af give den sædvanlige timeunderviisning. Baronesse tnyon beboede første sals Eta ge, ud mod kongens have. Hun var kommen til København om sommeren, og ville, ifølge en tidligere bestemmelse, rejse tilbage til Italien ved efteråret begyndelse; men da tiden nærmede sig, fandt lægerne hendes sundhedstilstand så betænkelig, af de rådede hende til af oppebie foråret her. Baronessens rang og rygtet om hendes betydelige formue skaffede hende snart et udbredt bekendtskab, hun blev optaget i de fornemste cirkler, og fandt sit ophold i København ret behageligt.. Da Thorning trådte ind, var baronessen alene i værelset, indhyllel i et skort shavl sad hun i en af disse klodsede lænestole, som moden, tiltrods for deres smagløse ' form, har gjort til et uundværligt meubel i ethvert velindrettet huns. Gulvet i dette værelse var belagt med et tykt kvadreret tæppe, og i kaminen brændte en munter ild, endskønt det var tidligt på efferåret, og solen udenfor kastede sit skin øver solvpoplerne og ahornenes gulbrune løv ovre i kongens have. Baronesse tnyon var en aldrende dame, meget spinkel og spædlemmet. Hendes ydre bar spor af tidligere skønhed, men havde med årene antaget et udtryk af sygelighed, eller måske rettere sagt af sorg og lidelse. Dette præg var især tydeligt i de dybe furer under øjnene, tsarernes vej. Selv i hendes smil lå der i enkelte øjeblikke en forborgen smerte derfor dannede også denne blege dame, med hendes blide og sørgmodige mine, en påfaldende modsætning til værelsets pragt og luksus. Man skulle ikke let have anset det for muligt, at sorg og Kummer kunne trænge ind over dørtærskelen til dette rigdommens og øverslødighedens tempel. Da baronessen så Thorning, rejste hun sig, og bød ham med en håndbevægelse, ledsaget af et forekommende smil, at tage plads. „ Min niece er endnu ikke kommen tilbage fra hendes kjøretour, “ sagde hun. „ Men jeg håber, hun snart vil være her. — hun føretrækker Langelinie, jeg kakkelovnskrogen. Enhver af os følger sine tilbøjeligheder, som de bedst passe sig. — Jeanne er foråret, jeg vinteren, hun nyder øjeblikket, jeg tilhører fortiden og lever i dens minder. — er det ikke besynderligt, “ vedblev hun lidt efter, „ at jeg i de to måneder, de kommer her, ved synet af dem bestandig erindres om en bekendt, hvem de ligner påfaldende i ansigtstræk, figur, ja selv i lyden af deres stemme. Leve deres forældre her i byen? “ Skjøndt dette spørgsmål blev gjort i en meget venlig tone, og desuden syntes så ligefrem at besvare, øvede det dog en synlig virkning på Thorning. han kastede et spejdende blik på baronessen, som om han søgte at udforsfe, i hvilken hensigt hun havde givet samtalen denne retning. Derpå svarede han med en vis bitterhed: „ Mine forældre have aldrig boet her i byen, og deres nåde og jeg have uden tvivl heller ikke fælleds bekendte! “ „ Det er dog ikke så umuligt, “ sagde baronessen uden at bemærke Thornings bevægelse, „ medmindre dette skulle være, fordi de fleste af dem, jeg har kendt fra et tidligere ophold her i byen, er borte, — de er døde, “ tilføjede hun sagte og vemodigt. Den pause, svin indtrådte efter disse ord, blev lidt efter afbrudt, idet en vogn kørte ind i porten. „ Der have vi min niece! “ udbrød baronessen, og med det lykkelige herredømme, som alderen giver os over vore følekser, opklaredes på samme tid hendes træk, måske blot som følge af, af hun ønskede af skjule sin stemning for den kommende. Straks efter åbnedes fløjdørene for en ung dame, og baronessens formodning stadfæstedes. Det var Jeanne, som trådte ind i salen. Hun hilste Thorning, kastede sin parasol på stolen og ilede hen til tanten. „ Du har vist i sinde af skænde på mig, “ sagde hun med en indsmigrende stemme, idet hun bøjede sig ned over lænestolen og kyssede baronessens pande. — „ og de også, min strenge hr. Lærer, fordi jeg tommer for sildigt hjem. Men vejret ev herligt, og strandvejen forekom mig i dag smukkere,, 0 » liar vist ilind? af l ' æjmide på ulig, “ fa; tde irannr. -end nøgensinde før. Desuden vidste jeg jo, af de, medens jeg var borte, ville være i min tantes selskab. “ Lidt efter sad lærer og elev ved hinandens side, bøjet over bogen og undervisningen begyndte. Jeannes fader, baron Tuyon, havde været attache ved gesandtskabet i Neapel. Hendes moder var en italienerinde af den historiske familie ravignani. Efter forældrenes Tod, som påfulgte i et kort mellemrum, kom Jeanne i huset hos sin tante, der på grund af et svagt helbred havde opholdt sig flere år i Italien. Her tilbragte hun tiden til sidste sommer, da baronessen drog tilbage til Danmark. I et af Neapels mest fortryllende landskaber, under Italiens rene og milde himmel, omgiven af rigdom og overflod, var Jeanne vokset op til en skønhed, som selv i syden vakte opmærksomhed, og hos os skabte hende tilbedere overalt, hvor hun viste sig. Denne skønhed udtalte sig i dej modige og trodsende udtryk af hendes strålende øjne, i hendes ansigts fuldkommen græske oval, i alle træks regelmæssighed, og fornemmelig i den friske og livlige ynde, som var udbredt over enhver af hendes bevægelser, over den ubetydeligste handling, hun foretog sig. I hendes væsen lå noget så blødt, hengivent og forkælet, en uskyld, som var bleven uberørt af enhver dybere lidenskab. Hendes sorte hår og øjne lignede moderens, jtalienerindens, medens derimod den klare hudfarve syntes at være gået i arv fra faderen. I dette øjeblik var altså Jeanne Thornings elev, ifølge det indfald, som havde givet hende lyst til at lære det danske sprog. Hun stavede sig med møje igennem bogen, som lå foran hende på bordet. Thornings blikke dvælede på hendes prosit, medens hun læste; enhver mine i hans åsyn vidnede om en høj grad af ro og besindighed, og dog var der i denne situation noget så adspredende, som tilsyneladende ville have været istand til at berøve en roligere natur end hans den fornødne fatning og selvbeherskelse. Jeanne sad ved hans side, hendes klædning berørte hans; hver gang han så ned i bogen, var hendes hår kun nogle få tommer borte fra hans ansigt, en skin vellugt strømmede ham i møde, hendes mørke blikke dvælede vexelviis på ham og bogen efferat han en tidlang havde fortsat undervisningen, kastede Jeanne pludselig sit blik over på taffeluhret. „ Klokken er næsten tre, og jeg har nu med yderste flid læst og besvaret alle deres spørgsmål i en halv time, “ sagde hun i en forunderlig blanding af italiensk og dansk, men tillige med et så blødt og melodisk tonefald, ar de fleste tilhørere ville have foretrukket dette sprog for ethvert andet. „ Finder de ikke, at det nu kunne være tilstrækkeligt med bogen for i dag? “ „ Som de behager, “ svarede Thorning. „ Men på den måde vil det vare længe, før de lærer vort sprog. “ „ O nej! når de blot ikke bliver træt af at undervise mig, så lærer jeg det nok. Jeg er ikke så tungnem, som de antager. Alle mine bekendte finde, at jeg har gjort forbavsende fremskridt, og hvad jeg ikke lærer i vinter, vil måske komme, når vi rejse sammen til foråret og bestandig tale dansk med hinanden. Ikke sandt, “ Vedblev hun med en næsten bønlig stemme, „ De opgiver jo ikke deres elev, så længe hun endnu behøver vejledning af dem. “ „ Jeg er tvungen dertil, “ svarede Thorning med en alvor og bestemthed, som tilintetgjorde ethvert håb før Jeanne, „ og må gentage, hvad jeg allerede tidligere har sagt, at det er en umulighed før mig at modtage Fru baronessens tilbud. Derimod vil jeg vove, siden de selv bringer denne sag på bane, at påkalde deres indflydelse til gunst før en af mine bekendte, som intet hellere ønsker, end at få denne post. “ „ Hvem mener de? “ „ En student Frank! “ „ Han har allerede været hos os i morges og talt med tante derom, men vi syntes ikke videre om ham. “ „ Ja, det vil da sige, at de ikke synes om ham, “ bemærkede Thorning smilende, — „ hvorfor, hvis jeg rør spørge? “ „ Der er noget overdrevent ydmygt og krybende hos denne herre, som ikke behager mig, “ svarede Jeanne. „ Han bukker for ethvert ord, jeg siger, og bøjer sig så dybt, som om han ville kysse jorden foran mine fødder. “ „ Jeg tør altså slet ikke gøre regning på deres anbefaling? “ „ Hvorfor ønsker de netop, at han skal have denne pøst? “ „ Fordi han er den voksen, og dernæst fordi jeg tvivler om, at der gives nogen, for hvem den ville være en så stor velgerning som for Frank. Hele hans fremtids lykke er så at sige afhængig deraf. “ „ Hvorledes kan dette være muligt? “ udbrød Jeanne forundret. „ De vil selv kunne bedømme det, når jeg har fortalt dem den ulykkelige skæbne, som hviler over ham, og jeg anser denne meddelelse for min pligt, siden jeg anbefaler ham. “ Thorning gentog nu, hvad Frank om morgenen havde meddelt ham, og Jeanne lyttede til med den største deltagelse. Da han havde fortalt hende alt, tilføjede han: „ Verden, som blot er i stand til at bedømme handlingen, uden tillige at se dens bevæggrunde, holder den stakkels Frank for skyldig, i mine øjne og måske også i deres er han derimod mindre brødefuld. “ „ Ganske vist, “ sagde Jeanne bevæget, „ det forekommer mig ikke, at her kan være tale om nogen brøde. “ „ Man har ikke alene frataget ham den post, han havde, “ vedblev Thornings „ men tillige ved at fortælle historien med overdrivelse og forvanskninger, berøvet ham ethvert håb om nogensinde at få en ny. Han vil derfor være given til pris for trang, og omsider gå til grunde; for at hindre dette, vover jeg endnu engang at påkalde deres indflydelse hos baronessen. Jeg ved nok, hvad den formår. “ „ Virkelig! “ udbrød Jeanne med et overmodigt smil. „ Nuvel! jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men ti '. Gengæld et spørgsmål, ærligt, ligefremt. — ville det være påtrængende, jeg mener meget påtrængende, at forlange årsagen at vide til, at de selv så bestemt vedbliver at afslå vore bønner, og vægrer dem for at modtage denne post. Den er i sandhed ikke vanskelig, de skal heller ikke få det alt for besværligt, det indestår jeg for. Nej — bliv nu ikke vred, “ tilføjede hun, „ jeg søger jo ikke længere at overtale dem, siden jeg forud ved, at det ikke nytter; men jeg ville gerne vide grunden til deres afslag? “ Jeanne lagde, medens hun talte, sin hvide hånd på Thornings arm. Hun følte, at denne arm skælvede i dette øjeblik, og hvad enten det nu var en følge af det skarpsind, som alle kvinder i visse retninger besidde, eller en vis frygt, der beværgebe hende til at opgive sagen, hun lod sig nøje med det utilfredsstillende svar af Thorning: „ Der gives omstændigheder, som bestandig ville hindre mig i at modtage deres tilbud. “ Dagen efter blev Frank kaldt op til baronessen og antaget som som hendes sekretær. Iv. En sammensværgelse. Christianshavn danner i flere henseender det store asyl for alt, hvad der i hovedstaden findes af fattigt og trængende. I de mindre gader findes huse, hvis ejere gennem avisen og ved udhængsskilte bekjendtgjøre „ gode og billige logier for propre og enlige herrer “, og disse propre herrer, som sædvanlig er lastdragere, betlere eller frigivne forbrydere, strømme også hver aften sammen på slige steder for at få husly til den næste dag. De mest formuende tilbringe natten i en seng, de mindre velstående ligge på strå, og de fattigste på det blotte gulv, men alle broderligt og venskabeligt forenede i et og samme værelse. I baghuset af en sådan lejlighed boede den gamle Trine Jansen, tiggerkonen, som blev omtalt i begyndelsen af denne fortælling. Hendes bolig bestod af et lille Kammer, hvortil man steg op ad en meget stejl og snever trappe, hvis rækværk var faldet af og blev erstattet af et reb, som hang ned fra loftet. Enhver genstand i denne bolig, de sprukne og solbrændte ruder, de ormstukne meubler, det grå, falmede tapet, som bedækkede væggene, bar vel præg af armod, men tillige af en sands af orden og renlighed, som kun undiagelsesviis findes i samfundets laveste klasser. En sildig aften sagde to personer i dette værelse. Den ene var tiggerkonen, den anden Frank. Ingen af dem talte til hinanden, derimod tilkendegav den førstes dybe og regelmæssige åndedrag og ubevægelige, sammensjunfne stilling, at hun var falden i søvn henne i krogen mellem kakkelovnen og sengen. Frank sad ved bordet; han støttede hovedet i begge sine hænder, og stirrede med et tankefuldt blik ind i flammen af den lille bliklampe, som stod foran ham. Lampen udbredte en mat og svag belysning i stuen og kastede sit skær hen over Franks smukke, men blege ansigt. Efterat denne stilhed havde vedvaret nogen tid, hævede Frank pludselig sit hoved og lyttede. Der hørtes skridt på trappen udenfor, straks efter trådte et ungt menneske ind i stuen. „ God aften, Frank! Du seer, at jeg holder ord, skjøndt det kun var med yderste møje, at jeg fandt herop. “ „ Jeg begyndte næsten også at tvivle på dig, Varning! Klokken går til ti. “ Krybskyttm. 3 „ Jeg indser heller ikke, hvorfor du netop bestemte dette sted tik vor sammenkomst, så længe der gives cafeer og restaurationer nok, hvor vi kunne træffe hinanden. “ „ Ja, ganske vist, men jeg tvivler om, at vi på disse steder ville være så lidt bemærkede som her. “ „ Der er dog en tredie nærværende, “ ytrede Varning og pegede hen til krogen, hvor den gamle sad. „ For hende kan du være rolig, hun sover så trygt efter sin caffepunsch, at hun ikke vil erfare mere af vor samtale end commoden der. Læg din frakke og tag plads! “ „ Her har du altså for øjeblikket opslået din bolig? “ spurgte Varning, idet han satte sig på en Stoel ved side

1892_PetersenM_KuedePlanter

Martin

Kuede Planter

Petersen

PetersenM

Kuede Planter

male

1892_PetersenM_KuedePlanter.pdf

Martin

Petersen

dk

Kuede Planter

n

roman

Schubothe

KB

Novellesamling?

pdftxt

nan

nan

O

Nede ved havet ligger den lille købstad a—. Indesluttet mellem tvende fremspringende odder indtager den en malerisk beliggenhed med udsigt til talrige øer og småholme, der, spredte rundt om i strømmen, hæve sig med stejle, skovklædte skrænter, hvorimod bølgerne uophørligt brydes, over den udstrakte havflade fare talrige skibe og fiskerbåde frem og tilbage, fortonende sig med hvide og brogede sejl mod den fjerne fastlandskyst, som tegner sig lige overfor i svage, utydelige linier lig-omridsene på et landkort, ind over land fortsætter kysten sig med bugnende marker og bakkede enge, hist og her oplivede af stråtækkede bøndergårde og græssende kvæghjorde, over mod de mørke, flankerende bøgeskove i horisonten. midt i den smukke egn ligger byen lille og uanselig, i smag med hvad ofte er tilfældet i danske småbyer, er gaderne afstukne i lige paralleller, skærende hinanden i rette vinkler, men husene selv træde frem i planløs vilkårlighed, idet nogle stå helt ude i fortovskanten, medens andre er trængte længere tilbage af indhegnende småhaver med skyggende træer og alskens specerier til husholdningen, det er lave, to-etagers-steder med kalkede facader og smårudede vinduer; dog hviler der over de renlige, solide mure et præg af velstand. Byen, der er af ældgammel oprindelse, var først en flække, der ernærede sig af havets og markens uudtømmelighed. men efter en ildsvåde i midten af forrige århundrede, hvor det meste af byen lagdes i aske, gav man sig til at bygge den op på ny, idet man sørgede for, at den fik et ensartet, velstående præg, snart blev den et udgangspunkt for handelen på fastlandet, og det lykkedes de driftige købmænd at hæve den til en købstads særstilling frem for nabobyerne. slægt på slægt spirede frem under de fædrene tage, velstanden øgedes sikkert og ustanseligt, men de gamle forvi ttrede steder vedblev at indtage deres ærværdige, hævdvundne beliggenheder. Beboerne af disse steder er et folk, der er begunstiget med et roligt temperament, og som med dyb fatning tager mod livets goder, medens de, alt eftersom årene gå, anlægge værdige maver og velnærede ansigtstræk. der hersker mellem dem et gensidigt venskabsforhold, idet den ene ikke ønsker at trænge sig frem for den anden, men foretrækker at leve i tilbagetrukken ubetydelighed. en gemytlig ånd råder over samfundet, en spøg, et indfald er altid velset, det er, som en lun søndagseftermiddagsstemning for stedse havde sænket sig over byen, i disse forhold, så fjernt fra omverdenen, regerer der, som så mange andre steder, en lille despotisk djævel — provindssladderen. Ved torvet, hvor råd- og domhuset knejser i ensom majestæt, ligger en smal gade eller gyde, der lister sig ned mod stranden, på hjørnet ud mod pladsen vender et lille sted, mere forviltret end de øvrige, der boede for kort siden en gammel, ugift pige, datter af en længst afdød, pensioneret postmester hammer. Gammel var hun i grunden ikke, vel omkring de femogtredive, men da ingen mindedes at have set hende ung, men stadig med det samme gammelkloge ansigt, fik hun tidlig prædikatet: gammel jomfru, hun var lavstammet og sværtbygget, med underlige, buttede former, korte, vraltende ben og et lille, rundt hoved, der sad mellem skuldrene og mindede om fuldmånens godlidende træk, når fordybningerne træde tydeligt frem. hun gik klædt i tarvelige dragter, der sad om hende i umulige rynker og garneringer, hørende en fjern tids moder og snit til. I sin optræden var hun kejtet og ubehjælpsom; talte hun, kom det springende, stødvis, nu og da afbrudt af en skrattende latter, der gjorde hende end mere forlegen, hun blev betragtet som en mærkværdighed; man undgik hende uden at gøre sig umage for at begribe hende eller tage hende i forsvar. Som ung ville hun gøre forsøg på at vinde sine jævnaldrende, da faderen var død, dukkede hun op på et af de store høstgilder, hvor hele byens befolkning samledes. men det deforme legeme, den ubevægelige keitethed var nok til at få de tilstedeværende til at le højt og undre sig over, hvad hun ville blandt dem. følende den beskæmmende fornedrelse, trak hun sig tilbage for ikke oftere at vise sig. I dage og uger morede man sig over det bisarre indfald, man begyndte at lægge mærketil hende, at udspionere hende; hun blev den fornemste genstand for byens intime, hyggelige sladder. Det var en aften sent på somren, at byens matador, brygger ole gormsen, langsomt slentrede ned gennem hovedgaden. idet han henrykt betragtede de for-vittrede steder, hvor rigdommene øgedes ustanseligt, medens yderverdenen ikke mægtede at bryde en sten i de aristokratiske mure, mødte han sine to venner, købmand las eilersen og dyrlæge hans karlsen, med hvem han snart i ti år hver aften havde truffet sammen for at debattere dagens begivenheder og anbringe et flot henkastet bonmot. i det samme smuttede en dame forbi i den halvmørke gade, det var for fristende en lejlighed for brygger gormsen til ikke at brillere overfor sine venner, han gjorde et skridt ud på gaden, og sænkende sin rødflammede næse i niveau med sin borgmestermave, bød han galant damen armen, forvirret hævede hun hovedet, gav et skrig fra sig af forfærdelse og styrtede ned gennem gaden, forfulgt af en skoggrende latter fra de tre venner, der havde genkendt den lille postmesterfrøken. — er du gal — det var den lebendige fandens oldemor!, råbte eilersen forbløffet. — dei’ gik du s’gu godt i byen, gormsen — hende er der ingen hankat, der gør fortræd!, føjede karlsen spydigt til. — det var s’gu flovt!, udbrød gormsen, ærgerlig over fejltagelse!!, men i det samme føjede han vittigt til fa’n tage mig, den salve kan jeg ikke stå for — — det kalder jeg kvinde — hvilken barm, hvilken midie, hvilken noksagt ------jeg si’r jer, hun er en frøken eva — en sand frøken eva! — en frøken eva!, og vennerne brød ud i ustyrlig latter over gormsens ubetaleligt ironiske bonmot. Fra den aften gik den lille frøken under navnet frøken eva. det brillante bonmot fløj ud over de talrige hjem for at blive gentaget i det uendelige. Nogen tid efter, da den grønne ungdom var forsamlet i byens realskole til indøvelse af den tyske grammatiks difficile grundsætninger, henvendte den lokale sproglærer og skønånd, adjunkt ring, sig med dybsindig mine til en af de lovende disciple. —• du kan naturligvis sige mig, hvilket køn hører ordet kind — et barn til? — intetkøn!, svaredes dei’ med en god samvittigheds dristighed. — rigtig! — nævn mig tilmed andre ord af intetkøn! — fråulein — en frøken!, lød det i samme tone. — men videre! Her stoppede det op for den unge videnskabsmands kundskab, fortabt stirrede han til sine kammerater om hjælp, men som han stod, gled med et et smil over hans træk og han udbrød — frøken eva! Frøken eva! det blev modtaget med almindelig acclamation og tilslutning, selv-læreren kunne ikke tilbageholde et udbrud af latter, idet han med ubegrænset stolthed betragtede sin elev. Da klokken i det samme ringede og timen var forbi, stormede drengene ned ad trapperne ud på gaden, idet de med skingrende stemmer råbte: — frøken eva er intetkøn! De mindre poder forstod ikke den højere • videnskabelige betydning, men mente uden videre at kunne slutte sig til den fælles opskrigen. Nu ville skæbnen, at frøken eva skulle komme forbi, så snart drengene fik øje på hende, kendte jublen ingen grænser, de trængte ind på hende, ville bære hende i triumf, så hun i vild flugt styrtede ned ad gaden, forfulgt af den hele skare drenge. da hun nåede døren til sit hus, faldt hun så lang hun var og slog et hul i hovedet, så blodet trængte frem, vildskaben blev ikke stanset derved, de største af drengene løftede hende op, slæbte hende over pladsen, idet de stemmede i — frøken eva er intetkøn — frøken eva er intetkøn! Som spøgen var på det højeste, opstod en heftig uro og trængsel, midt imellem drengene stod en lille, sortsmudset mandsling, som ingen kendte eller vidste, hvorfra han kom. skrigende op som en rasende, slog han om sig til alle sider, kastede sig over fyrene, greb den ene for at banke den anden med. som om fanden var i hælene på dem tog drengene flugten uden at gøre sig rede for situationen, den fremmede løftede frøken eva i sine arme, bar hende forsigtigt ind i hendes hus på hjørnet, hvor han stønnende og pustende lagde den tunge byrde fra sig. derpå for han igen ud på torvet, og opsamlende de efterladte bøger og blade fægtede han med dem i luften, truende og bandende ad den kant, drengene var flygtet. Efter den ulykkelige hændelse tog den fremmede anledning til om aftnerne at aflægge besøg hos frøken eva, der var ude af sig selv af beundrende taknemlighed. de sad sammen, ivrigt optagne af hinandens selskab, han fortalte, han hed richard just, var handelsrejsende, en løs, ledig fugl, der netop var ankommen den dag, han traf på drengene; hun sagde ham, hun stod ene i verden, levede et liv, fjernt fra alle mennesker, af den rigelige formue, faderen efterlod hende. Medens solens gullige lys svandt bort i vest og skyggerne sænkede sig over gaden, sad frøken eva i en rigt garneret, blegrød og bordeauxfarvet kjole bag de tætte gardiner i sit hjem. bøjet over et broderi med et barokt mønster, sænkede hun af og til nålen for at stirre ned gennem gaden. Ville han komme i aften, som han plejede det? måske var han taget fra byen uden et farvel og hun fik ham ikke oftere at se. Som hun sad, for hun opskræmt i været ved lyden af en stærk banken, så i det samme just, hvis uanselige skikkelse i døråbningen trådte skarpt frem mod det stærke skær fra torvet, med en oprømt mine hilste han hen imod hende og hun skyndte sig at tage mod sin gæst. — lidt sent, hvad!, råbte han støjende, idet han fornøjet gned sig i hænderne, store forretninger — brillante forretninger den hele dag! Med et smil bød frøken eva ham plads i sofaen, og satte sig ned ved siden af ham. — jeg troede ikke, jeg fik dem at se i aften!, sagde hun frygtsomt. — ikke at se — jeg måtte komme her hen til dem — når de blot vil ha’ mig!, forsikrede han galant. — det vil stadig være mig en fornøjelse at kunne se dem om aftnerne her hos mig!, erklærede hun, blev i det samme rød til op over tindingerne. — men pokker, så de ser brillant ud i aften — i den dragt!, busede just ud i pludselig overraskelse, idet han fik øje på den stærkt farvede kjole. — synes de det! lo hun forceret, idet hun skød brystet i været, stolt over at han lagde mærke til, at hun havde pyntet sig for hans skyld. — ja, det gør jeg! — hvorfor klæ’r de dem ikke altid således? — for hvem skulle jeg det? spurgte hun undseligt. — de bør det skam — bør tage del i livet — i livets glæder! Hun så på ham med et usikkert, spørgende blik. Hvorledes, har de ikke råd dertil — de siger, de har formue — er det ikke over titusinde kroner? — der er mange, der ville være glade, hvis de levede mere med — — vær forvisset om, der er dem, der føler så meget, så dybt for dem!, udbrød just, idet hans øjne stirrede hende indtrængende i møde. Gengældende hans blik, betragtede hun ham med et lysende smil, der gled en trækning over hendes ansigt og hun spurgte pludseligt med udfordrende dristighed, idet hun greb hans arm. — richardt just! vil de være min mand? Overrasket ved den uventede opfordring, sluttede just hende i sine arme, idet han henrykt udråbte — det er mit højeste, dristigste ønske! til langt ud på natten sad frøken eva og hendes forlovede sammen i sofahjørnet, holdende hinandens hænder, medens de stirrede frem for sig med undselige, forelskede blikke. Midt under det store høstgilde, som en af egnens storbønder søndagen derefter afholdt, lød der en støjende mumlen gennem det forsamlede selskab, de ældre stak hovederne sammen, de unge brød af i dansen for at stille sig på tæerne og nysgærrigt spejde mod indgangen, frøken eva var der — frøken eva var forlovet! Som opblussende ild fængede begivenheden blandt de unge, letbevægelige damer, han var en fremmed der i byen, havde nok reddet hende fra drengenes overlast, iøvrigt en duodezudgave af et mandfolk, en ren spirrevip, også noget at gøre væsen af, slige størrelser fandtes der i dusinvis, ville man bare selv, forresten var det et held, for nu kunne da enhver blive forlovet! Iført den skrigende blegrøde og vinfarvede kjole sad frøken eva ved siden af sin forlovede i hjørnet af dansesalen, et stereotypt smil hvilede over hendes træk, medens hun vuggende sig i hofterne med blikket fulgte de forbisvingende par. En ung, vittig kavaler skyndte sig over gulvet, lagde med udsøgt courtoisie sin arm om hendes liv. som overrasket af et attentat, sprang hun i været, huskede i det samme, hun ikke havde lært at danse og stødte ham fra sig med en afværgende bevægelse. Tak! hun dansede ikke! Hun lod sig falde tungt tilbage på sin plads, idet hun stirrede med et sky blik mod de unge, omkringsiddende damer, der smilte lystigt ad hendes ubegribelige keitet-hed. Straks efter rejste hun sig, forlod salen tilligemed sin forlovede. Ubemærket smuttede de ind i et afsides værelse, hvor der stod en punchebolle og halvtømte glas, han skænkede for, drak det ene glas efter det andet på hendes velgående, idet han galant erklærede, han var stolt af at være i hendes nærhed, hun lagde sig ind til ham og hede, lykkelige tårer faldt på hans hænder, medens han trykkede hastige kys mod hendes nakke. i det samme lød udenfor på gangen støjende latter og klappren af støvlehæle, døren blev revet op og en flok halvt omtågede herrer viste sig i midtergangen, øjensynligt stærkt forbløffede over at stå ansigt til ansigt med den intime situation. Brygger gormsen tog først mod til sig, idet han med en gemytlig latter forsikrede, det ville være en ubetalelig fornøjelse for de herrer at drikke et bæger med de nyforlovede, frøken eva var i næste nu belejret af den hele skare herrer, der offrede den enlige, forskræmte dame deres mest udsøgte opmærksomhed. — for fa’n — hvor der er hjerterum er også husrum!, udbrød gormsen. særdeles henrykt ved bekendtskabet, højstærede hr. — — just!, erklærede den tiltalte. — de finder behag i vor ærværdige by — ankommen for få dage siden, hører jeg, hr. jul — hr. just, mener jeg. — gør en del forretninger her!, svarede just, indtil jeg tvinges over til fastlandet af større ordrer! — for atter at tvinges tilbage af stærkere magter, ha, ha, ha!, lo gormsen højrøstet med et betydende blik til frøken eva. — ak, ja — stærkere magter!, bekræftede just højtideligt. — hvad er der at sige til det, hr. jul — for pokker — just!, erklærede gormsen forstående. — som gammel militær, nuværende embedsmand og født kavaler drikker jeg deres skål, frøken — kærligheden leve!, udbrød byens aktive toldinspektør, kaptein wagner, en ældre herre med et ikke synderligt soigneret ydre og et oppustet stærkt-rødt ansigt, der vidnede om alt andet end asketisk levevis. — kærligheden går sine veje!, sukkede karlsen, der for tredje gang var ulykkeligt gift, jeg har ikke danset på roser — havde jeg fået dem, frøken — hvilket paradis! — du kunne nok lidt at spille adam!, lo eilersen med ondskabsfuld hentydning til frøken eva. — jeg havde min s’æl og salighed i tankerne allerede opsat deres testamente til fordel for byens ugifte jomfruer!, sagde gormsen vittigt, nu får piven en anden lyd — men hvad pokker, man kunne jo ha’ tænkt det — de kunne ikke få lov at gå i fred med deres fortrin! — ak, ja, deres fortrin!, bekræftede wagner pattetisk. Frøken eva sad tilfreds og fornøjet mellem de oprømte herrer, hvis indfald hun morede sig over uden at lægge mærke til den spot, der lå til grund for dem. — nu skal vi ha’ de forlovedes skål, fa’n tage mig!, dundrede gormsen i bordet, hvor er ring, — det bæst til skønånd — skolelæreren skal tale! Adjunkt ring, festlighedernes erklærede vittigmager og skåltaler, viste sig i døren med en halvtømt flaske dansk brændevin i hånden, det var den eneste drik, han respekterede og tog notice af, hvilket kun skete ved de forskellige gilder, men da også i den grad, at han altid blev liggende under bordet. — skal jeg tale om kærligheden!, råbte han med larmende stemme, kærligheden til kvinden eller kærligheden til flasken — den sidste ligger nærmest for mig — hvor kan jeg svigte min ungdoms ideal — lad dem, der vil, tage kildevandet! — snak! — du er fuld — der står hr. jul — nej just, siger jeg, og hans forlovede — kom nu med et par kønne, anbelangen-des ord, dem til ære!, busede gormsen ud. — skal jeg tale for de forlovede — — hvem er det, jeg bar den ære at stå overfor?, stammede ring frem. — det er hr. jul — i d’ævlens skind og ben, hr. just og hans unge brud!, gentog gormsen, pegende over mod de forlovede. Med besvær fulgte ring retningen af hans hånd, men idet hans blik faldt på just, udstødte han et frydefuldt skrig og balancerede med udstrakte arme over mod ham. — ser jeg ret — min prøvede ven — richard just — hvordan står det til med mutter og ungerne — ude på galejen — hvad, gamle dreng! Overrasket ved rings opførsel, trængte gæsterne sig højrøstet omkring ham for at forhindre ham i at gøre skandale, men ring stødte dem fra sig og brød ud med dybt krænket alvor. — fy skam dig— kender du mig ikke, richardt just — jeg, der har været som en ven for dig, din mutter og ungerne, da det knev — ak, glemsel er verdens løn — glemsel er på flaskens bund! — hvad betyder det!, ivrede herrerne mellem hverandre. Frøken eva var sprungen op og stod foran justs uanselige skikkelse, der sad for-overbøiet og ubevægelig i hjørnet af sofaen, famlende med hænderne over hans skuldre, holdt hun ham ud fra sig, idet hun betragtede ham med ufravendt blik, pludselig slap hun, og udstødende et højt skrig trængte hun sig frem mellem gæsterne ud gennem den åbenstående dør. — glemsel er verdens løn — glemsel er på flaskens bund!, stønnede den ulykkelige, følelsesfulde skolelærer og segnede overvældet ned under bordet. Hastigt kastende sit tørklæde om sig, skyndte frøken eva sig, forfulgt af lænkehundens halsen, gennem gårdspladsen hen ad de udstrakte marker, hun sank ned i den pløjede jord, snublede over stene og markskæl, ilede frem i stadig hastigere løb. med et tørnede hun mod en træstub, blev slynget et stykke hen ad jorden, forpint af smerte, kom hun langsomt til besindelse, satte sig med besvær ned på den fremstående stub, hun befandt sig i nærheden af kysten, ikke langt fra de første steder i købstaden. Forhånet, forfulgt var hun, uden tanke af håb. livet forekom hende en eneste stor skuffelse, hun syntes, hun var et fejlgreb af naturen, et udyr, som alle så ned på. nu gjorde man sig lystig over hende, bedrageren var måske den første blandt dem. dette menneske havde vist hende venskab, og så sveget hende som alle andre. han havde villet bemægtige sig hendes formue, dertil havde hun været god nok. Ude i månelyset lå, hyllet i mathvide tåger, de spredte småøer, ragende med fremspringende odder og stejle skrænter i været lig kæmpemæssige, fantastiske skikkelser, der vinkede hende til sig ud på dybet. Ned i det mørke vand, i den altop-slugende tavshed! hun ville slukke livsgnisten i de iskolde bølger, svinde bort fra tilværelsens kvaler, men. ikke derude i den stærke strøm, i gadekæret ville hun kaste sig mellem andet slam og udskud, hun ville inden lang tid igen flyde op og man ville finde hende styg og ukendelig, begrave hende i uindviet jord. Hastigt sprang hun op. det var nødvendigt at gå byen igennem for at komme til stedet. Hun fulgte hovedgaden, der lå foran hende med dens uanselige steder og haverne, som duftede i den milde sommernat. Månen sænkede sit vage lys på skrå over huse og træer, der spredte mørke skygger på den modsatte side af gaden, rundt om på græs og blade glittrede den nyfaldne dug, gennem luften sejlede edderkoppens sølvhvide, flyvende spind, i et af træerne slog en nattergal sin ensomme, vemodige trille. Opfyldt af den harmoni, der hvilede over natten, lukkede frøken eva øjnene, i det samme hørte hun løsrevne stumper af en melodi, nu og da afbrudt af jublende råben, båret af vinden over mod hende fra høstgildet, i en stærk hallucination så hun dansesalen, de forbijagende par, just, der bøjede sig over hende, trykkede et kys på hendes læber, tog hende i favn og hun kendte alt blodet med en vild følelse af be-rusning trænge gennem hendes årer. Forfærdet over sine tanker skyndte hun sig afsted gennem gaden, foran hende bemærkede hun en mørk skikkelse og et lyspunkt fra en cigar, der svingede frem og tilbage i usikkre bugtninger, lyspunktet kom nærmere, i det flakkende skær kendte hun toldinspektørens oppustede træk. I samme øjeblik slyngede han armene omkring hende, famlende med hænderne over hendes former, stammede han frem med snøvlende stemme — det skal bli’e morsomt, min glut!, og uden videre skubbede han hende inden for i en af gadedørene, og bragte hende i sikkerhed op til sit hjem. Overrasket ved det uventede overfald, var hun ikke i stand til modstand, som det kom over hende, lod hun ham bære hende med sig op ad trapperne til værelset på første sal, hvor hun blev stående ubevægelig indenfor døren. Med megen besvær fik han tændt lampen, der spredte et grelt skær over det uordentlige ungkarlehjem, som var optaget af en opredt seng, forfaldne møbler, umage stole og et bord, hvorpå der stod de toiletremedier, han sidst havde betjent sig af. Han fik i hast toiletgenstandene samlet sammen, kastede dem hulter til bulter hen i en krog, kom derpå med svingiende skridt over gulvet mod frøken eva. — min salighed, de må ikke la’ dem generel, råbte han støjende, idet han greb hendes hænder og førte hende hen til en stol, som han galant placerede for hende. — ingen indvendinger — men lad som de var hjemme — vi skal ha’ det rart-------- min sandten om de ikke skal smage min biskop!, brød han triumferende ud, idet han balancerede over gulvet til et skab og hentede en flaske, som han skyndsomt trak op. — brillant — de kan tro mig, den er go’ — er min yndlingsdrik!, hilste han med glasset over mod hende, idet han opmuntrede hende til at drikke. Han skænkede straks på ny i glassene, bøjende sig ind mod hende, sagde han indsmigrende — de skal klinke med mig — være lystig — deres skål! Påvirket af den stærke ophidselse, den berusende vin og wagners påtrængende nærhed, følte hun en heftig trang til at give sig hen, til at lade alle betænkeligheder fare og hun stødte sit glas hårdt mod hans. — men sidder de ikke der med over-tøiet på — må jeg hjælpe!, råbte han støjende, idet han sprang op og bemægtigede sig tørklædet, der lå over hendes skuldre, omhyggeligt foldede han det sammen og lagde det hen på en af stolene. — det er ret!, sagde han, idet han kom tilbage mod hende, bare lystig, — bare fremkommelig! — hvorfor ikke slå sig løs, når man er ung — pokker er gammel og ikke jeg!------de er brillant, frøken — jeg er begejstret for dem — jeg kan ikke noksom udtrykke mine følelser!, forsikrede wagner, idet han med en vaklende bevægelse gjorde forsøg på at slynge armene om hendes hals. — nej, ikke på den maner — må jeg være fri!, afværgede hun og stødte ham fra sig. Uden protest satte han sig stilfærdigt på en stol og fyldte atter glassene til randen. — den vin, hvor den riller!, sagde frøken eva og smilte, idet hun hostende og gispende nedsvælgede den berusende drik. — ja, gu’ kitler den!, forsikrede wagner, der sad og så rosenrødt gennem sit glas op mod lampen. — den er vist svært stærk!, mente frøken eva. — den er piveng! hikkede wagner, idet han tømte sit glas til bunden, en prima etikette — drikker den altid — vinen er stor — vinen er dejlig! Ja, vinen er dejlig!, gentog han efter et øjeblik at have siddet med glippende øjne og betragtet frøken eva. men hvad er vin mod kvinder — jeg har kendt mange kvinder — unge kvinder — tiltrækkende kvinder-------frøken, jeg er glad ved at have dem hos mig — i min nærhed — — jeg kan ikke modstå — må trykke dem til mit bryst! og wagner sprang op med udstrakte arme for at slutte hende i sin favn, men hun smuttede til side, og væltende stolene mellem hverandre flygtede hun, forfulgt af ham, i hast rundt omkring bordet, idet han ville gribe efter hende, for hun ud på gulvet, og han segnede overvældet sammen på en stol. — satan til tøs!, stønnede wagner forpustet, man har ikke andet end bekymringer på sine gamle dage. Frøken eva sad med et spodsk, hoverende smil overfor ham, idet hun glattede med hånden over garneringerne på sin kjole, der var kommen i uorden. — nej, en gitar! udbrød hun livlige, idet hendes blik faldt på et instrument, der hang i en snor på skrå over sofaen. Jeg kan spille på den!, og hun sprang op for at tage den ned. de skal bare høre! Hun prøvede strengene, der dirrede under hendes kraftige hænder med en skurrende lyd. efter et kort forspil istemmede hun med spinkel stemme — ak, kunne min elskov jeg tolke! Den erotiske sang gengav hun med et sværmerisk, slæbende foredrag, af og til afbrudt af en gispende halslyd. efter at have sluttet af, blev hun ubevægelig siddende og stirrede frem for sig med et vagt blik. — nu skal de ha’ det på en anden maner — jeg kender smagen!, brød hun overgivent ud, og hun istemmede med høj, skingrende røst, medens strengene sittrede, som skulle de sprænges — å, susanne, du er mit liv, min lyst! I det samme lo hun højt, så det klukkede i hende. Ved lyden af den kendte melodi trommede wagner kraftigt med benene i gulvet, begejstret for han i været og foretog efter musikkens toner de forunderligste spring og vendinger, med et slog hun over i moll og den raske negermelodi klang-uimodståeligt komisk, wagner var aldeles ude af sig selv, blev ivrigere og ivrigere ved med at fare omkring til frøken evas ubegrænsede morskab. Midt i sangen brød hun af. ilende over gulvet sprang hun. op i det åbentstående vindue, udenfor hvilket månen spredte sit dæmpede lys. i et anfald af vild ustyrlighed råbte hun ned i den stille gade — livet er skønt —. livet er herligt — kan i misunde mig, alle i snerper dernede! — leve livsglæden! wagner stod midt på gulvet, betragtende hende med beundrende, opspilede øjne. Vaklende med usikkre skridt gik han over gulvet hen mod hende. idet han lagde armen tyngende over hendes bryst, trykkede han hendes buttede, uformelige legeme ind mod sig og bar hende, stønnende af begær og anstrengelse hen til sengen. Så slukkede han lampen over bordet. Sent på morgenen, da byens natvægter vågnede af sin fredelige søvn udenfor en af gadedørene, opdagede han til sin forbavselse, at der allerede var færdsel i gaderne med mennesker og vogne, idet han heftigt gned sine øjne, så han overfor i toldinspektørens vindue noget hvidt bevæge sig frem og tilbage, han fandt først på at antage det for et spøgelse, men forkastede straks sin overtro, i det samme hørte han en klaskende lyd i stenbroen som smældet af et vådt klæde eller en kornsæk. han ilede til, fandt en kvinde i i det blotte linned, bøjende sig over hende, genkendte han i den bevidstløse uformelighed frøken evas træk. Der blev en hurlumhej i gaden, folk flokkedes sammen, gadedrengene pev i fingrene, naboerne smækkede vinduerne op. til sidst kom lægen til. Netop som han nærmede sig hende, hævede hun sig i været, stirrede vildt omkring sig, brød ud i latter og kastede sig tilbage mod stenbroen, nøjagtig den samme bevægelse blev hun gang efter gang ved med at gentage, lægen så fra hende til de forsamlede mennesker og erklærede skødesløst henkastet — hun er gal! Hans udtalelse blev hilset med forståelse af ungdommen; det var noget, alle kunne blive klog på, og som man fandt ubetaleligt morsomt. De omkringstående trængte sig frem for at bære hende til en vogn, men idet de ville gribe hende om livet og løfte hende op, så hun med et langt blik mod dem, strakte armene ud og sank livløs sammen. ud på aftenen, da brygger gormsen gik sin vante spaseretur for at møde sine tvende venner, blev han allerede langt nede i gaden modtaget med et fælles udbrud — frøken eva 1 det er jo denne gamle gris til wagner! — den gang gik du ordentligt i vandet med dine teorier!, føjede eilersen spydigt til. — for pokker!, udbrød gormsen ærgerligt. hvem skulle sagt det om hende — ser i, meget forstår man sig på i denne verden-------men kvinder, dem bliver man s’gu aldrig rigtig klog på! ild Åge fris var aldeles ude af sig selv af begejstring for den skønne dag, der havde bragt fætter julius til præstegården, efter at han havde fuldendt den årlange rejse til italien for at tage studier og indfange indtryk. De otte dage, fris efter sin studentereksamen havde tilbragt hos onklen, den gamle, elskværdige pastor worm, havde der ikke ret været fart over, den svagelige tante havde skrantet og været nødt til at holde sengen, så de ellers så prægtige udflugter til omegnen måtte opsættes, de to kusiner havde han kun været sammen med, når de kom ud fra sygeværelset, livor de skiftevis holdt moderen med selskab. Men i dag havde det været anderledes. Allerede tidligt på morgenen havde tanten overrasket ved at præsidere foran frokostbordet, hvor hun rettede an og satte dem alle i stemning ved sit brillante humør. Ikke så snart havde de for alvor begyndt at tage for sig af sagerne, før døren blev revet op og fætter julius stormede ind i stuen, erklærende, at han agtede at tilbringe et par dage hos sin faderlige ven og endnu engang sværme under præstegårdens historiske lindetræer. Sådan som han havde vendt op og ned på alt! bestandig ville han være i fri luft, hvor han fandt på de galeste streger, han legede skjul mellem hindbærbuskene, rendte tagfat over de hegnede græsplæner, svingede pigebørnene i gyngen, til de hvinede himmelhøjt. Hen på dagen havde han fået en fodtur i stand til omegnen, med undtagelse af tanten, der følte sig for svag, var de tagne afsted. Nede ved forstrådens, hvis have de gik forbi, sprang han uden videre, til stor forfærdelse for den gamle pastor, over gærdet og stjal halvmodne nødder, da han kom tilbage, fik han den ældste af kusinerne til at spille lilipine med kærnerne. De skråede ned over marken, hvor ane ledvogterske malkede sin blissede, skindmagre ko. fætter julius, der mente, hun nok kunne have råd til at byde sin pastor en drik mælk, lod uden videre spanden gå rundt, til sidst fyldte han den sidste slat i den blissede ko, men det var for stift for ane, der bandte på, det var det reneste svineri at tylle mælken i koen igen, først efter at fætter julius havde stukket et kronestykke til hende, blev hun nogenlunde formildet. Over udstrakte jordlodder, der hævede sig i bakkede strøg for atter at sænke sig i fladt land, gik de frem mellem det modne korn hen imod skovene, der udenom markerne strakte sig forbi landsbyen og tabte sig i det fjerne. Fætter julius fandt de smukkeste, mest yndede punkter i skovens udkant, hvor der åbnede sig fri udsigt til det solbestrålede landskab, han var ude af sig selv af henrykkelse over atter at være på de kendte steder, hans udtalelser var en eneste begejstring. Han havde revet fris så fuldstændigt med. det jævne, danske landskab, som den hele uge mærkeligt nok intet indtryk havde gjort på ham, syntes ham skønnere, lysere end nogensinde — maske skulle man også være i stemning for ret at synes om det. Overvældet af sine følelser sad fris nu i den stille sommeraften foran den åben-stående havedør, udenfor hvilken de lette, slyngende planter i verandaen sattes i sagte bevægelse af en mild, kølende luftning. Drømmende stirrede han ud i den halvmørke have, hvor flagermusene uroligt sværmede frem og tilbage forbi vinduerne, lokkede af det stærke skær, der spredte store, firkantede lysflader på de grønne græsplæner udenfor. Det øvrige selskab sad henne ved bordet; tanten henslængt i en magelig lænestol, worm bøjet over sin pive, som han ivrigt stoppede, og fætter julius, der var optaget af at konversere kusinerne i sofaen. Fris ville være helt overladt til sine tanker, høre, hvad de talte, ikke selv tage del. — så hyggelig den er, min gamle rede!, henkastede worm veltilfreds, idet han dampede sugende drag af piven. — præstegårdens stemning!, udbrød fætter julius med liv.. den findes til trods for det sødladne sværmeri, der er drevet med den! — der knytter sig minder — også for dig hertil!, sagde tanten smilende, sådan en vildgal fyr, du altid var! — hvorfor er du i grunden kommen — søgt til hjemmet igen?, spurgte worm interesseret. — nødt dertil! — men forlade italien — faldt det let? — jeg måtte hjem — mine billeder udstilles — tilmed bestillinger i vente!, forklarede fætter julius. — jeg forstår — kunsten over alt!, indrømmede worm. men det må have været pokkers vanskeligt! — det var det!, svarede fætter julius let henkastet. — hjemmet kan være herligt!, brød worm ivrigt ud. de steder, man kender, den natur man er vokset op i — — men syden er noget helt andet — kun de ved det, der taler af selvsyn! — hvorledes, pastoren har rejst?, spurgte fætter julius. — det var dengang! — jeg har været ung, letsindig!, sagde worm med et bekræftende smil. — å, jo!, betydede tanten, jeg har endnu mit mas med at holde styr på hans iltre blod! — er det ikke ret

1893_NielsenZ_Kulsviere

Zakarias

Kulsviere

Nielsen

NielsenZ

Kulsviere

male

1893_NielsenZ_Kulsviere.pdf

Zakarias

Nielsen

dk

Kulsviere

En Kærlighedshistorie

n

roman

Schou

KB

illustreret forside

pdftxt

nan

nan

O

Utallige kulmiler har i hundredårenes løb i sendt deres grå røgskyer til vejrs i og omkring nordsjællands skove. Den stramme, tjæreagtige Duft af det svedne ved har stået og sovet om hytterne og hængt ved klæderne fra slægt til slægt og virket som en kær, hjemlig lugt i unges og gamles næser. I midalderen havde skovene et langt større fladefang end nu til dags. På esromkanten var det klosterbøndernes økser, der måtte gøre lyst mellem bøgene, og sydligere måtte senere deres fæller, æbelholtfæsterne hugge ind på de næsten uigennemtrængelige strækninger i strø herred. De ryddede træer, særlig » Støddene «, svedes til kul, og grundene omdannedes til agerland. Så skar ploven sin fure, og høstkarlen tog sine skår, hvor før gråulven og vildornen havde haft deres løngange. Ved kirkerensningen blev klostergodserne lagte ind under kronen; men i kulsviernes og de øvrige fæsteres slidsomme kår indtrådte der ingen synderlig forandring; kronbønderne måtte slide for lensmændene som klosterbønderne før for kirkens herrer. Under Kristjan d. Fjerde blev kår ene mildnede for en del af kulsvierne, idet de slap med en læmpelig pengeafgift i steden for hoveri; men det var først i det mindeværdige år 1784, da kronprins Frederik og hans mænd skred ind, at en lysere tid oprandt for den nordsjællandske Bonde. På denne tid levede der på alsingrød mark et par velagtede gårdmandsfolk, Jens Børgesen og Boline Marie Hansdatter, begge af gammel, ægte kulsvierrod. Manden var en evnerig og ildfuld natur, der tog fat med al sit blods glubskhed på opdyrkningen af den ham ved udskiftningen tildelte mark, samtidig med at han søgte at drage det størst mulige udbytte af den skovlod, som tilfaldt ham i følge gammel hævd. Med sin voldsomme arbejds-griskhed gik han og sled i mark og skov, krumbøjet og med fremstående øjne, altid med en klang af dalere for øret. I sine standsfællers lag kunne han som sin egns mest fremragende Bonde være brysk og myndig, over for alle » fornemme « og » store « var han myg, næsten krybende — han havde selv i sin ungdom åndet i hoveriluft og på hovmarken lært at rive huen af i en fart. Konen, en køn, mørk fuldblodsskikkelse med lange, bløde, sorte hår over munden, hjalp ham trolig med sliddet; men hendes lyst gik for resten mere i retning af gammel folkesang og krønikelæsning end i retning af avlsbrug og kulsvining. Hun havde i sin tid som stuepige i Vejby præstegård haft lejlighed til at læse en del, ligesom hun tit og ofte havde siddet hos børnene i en eller anden krog af stuen og hørt på den livlige og veltalende husfader, når han i tusmørket sad i ovnkrogen og delte ud af sin videns rige forråd. Hendes medfødte poetiske Sans og umættelige videlyst havde i dette hus fundet de vilkår, de krævede, og det var med et mere end almindelig rigt indre liv, hun var flyttet ind til sin ven i alsingrød. Alsingrød var intet dårligt virkested for driftige folk. Ganske vist var jorderne skarpe og henlå endnu hist og her i en slags urtilstand; men de dybe tørvemoser og de mange småskove dannede gode indtægtskilder ved deres righoldighed på brændselsæmner. En mængde tørv solgtes til Frederiksborg og København, mænd og kvinder skiftedes til at køre med tørvevognen, ofte kunne man ved nattetider se en kæk ungmø sidde med tømmen i hånden og styre ind mod hovedstaden med sit tørvelæs. For Jens Børgesens vedkommende var det dog især kulsalget, der gav udbytte; evig og altid brændte der en mile ved hans havegærde. Skønt kultilvirkningen var i tilbagegang, var den dog endnu af stor betydning for mange små-folk; men den krævede meget arbejde og måtte drives med kyndighed for at give et tilfredsstillende udbytte. Veddet måtte hugges og saves i passende længder og omhyggelig afbarkes og gennem-tørres. Så kunne milen » sættese. I en rund for dybning i jorden, helst i et hul, hvor der tidligere havde været brændt kul, dannedes en høj af brændestykkerne, der stilledes på skrå, med den ene ende mod jorden; hele stablen, der kunne være en snes alen i omkreds og adskillige alen høj, dækkedes med ris, græstørv og jord, dog således at der rundt om på milen fandtes en del trækhuller. Ved hjælp af halm og spåner blev der sat ild i brændet fra neden af. Milen skulle være i brand i tre døgn, og i al den tid måtte der være folk til stede for at passe ilden; det gjaldt nemlig om, at forkulningen foregik så jævnt og ensartet i hele milen som vel mulig, hvorfor de vagthavende måtte passe nøje på, at ilden ikke slog ud i flammer, men lå i rolig gløden. På røgen, som trak ud af milen, kunne et kyndigt øje se, om denne brændte, som den skulle; hvert øjeblik måtte en hånd være rede for at regulere ilden ved at tilstoppe gamle eller danne ny trækhuller. Ved denne behandlingsmåde blev træstykkerne let gennembrændte og derved tjenlige til afsætning. Ved brændingen tabte veddet tre fjerdedele af sin vægt, blev blanksort og knækkede med en syngende metalklang, når det faldt til jorden. Talrige kullæs, høje som huse, skar sig om natten ad halvt bundløse veje ind mod » Kongevejen « og videre ad denne til hovedstaden, hvor det kongelige køkken ventede dem, eller hvor gørtlere, blikkenslagere, guldsmede og andre ved en rolig ild arbejdende håndværkere stod i den tidlige. Morgen med skillingen i hånden og passede dem op. Salget af kul og tørv skete som oftest efter læs, ikke efter mål, og da kulsvierne var snu folk, der forstod at lægge store læs af forholdsvis få sække, blev københavnerne ofte tagne dygtig ved næsen; så svang de glade sælgere huen på hjemvejen og drak de dumme københavnerfolks skål i kroerne. Mange bønder » lå på landevejen « næsten al deres tid. Det urolige, viltre liv gav afsmag for arbejdet på de ensomme marker, solderiet i værtshusene gjorde det i forvejen lette sind vildt og havde ofte sørgelige følger for hjemmet. Jens Børgesen havde vel sin del af tidens synder; men han passede sin mark trolig. Den store, klodsede hjulplov, der ofte forspændtes med 4—6 eller endog 8 heste, måtte gå sin gang over de knudrede agre, hvor sten og trærødder hvert øjeblik fik den til at hoppe i vejret. Forsvarlig var hans lod indhegnet med risgærder, der ikke, som hos de fleste af hans fæller, blev nedrevne, når det om vinteren gjaldt om at komme nemt til en pind. Om høsten gik det løs med sang og klang på hans som på alle andre kulsvieres marker. Stundom måtte folkene slide til langt ud på natten, men var dog efter endt arbejde ikke mere » a’redte «, end at de kunne tage sig en springdans mellem hobene. De frederiksborgske bønder holdt i hine tider et uforholdsmæssig stort tal heste, i reglen 12—16. Det var små, hårdføre, nøjsomme dyr, der tidlig blev vænnede til at døje sult og alt slags vejrlig. Kun et eller to par holdtes hjemme og fodredes nogenlunde ordentlig, resten måtte søge føden på egen hånd i de for en stor del endnu skov-groede vange* ). Flokkevis drev de om i skovene, selv ved vinterdage, og måtte ofte tage til takke med bladknopper og vissent græs, som de skrabede op af sneen. Jens Børgesens kiste blev tung i årenes løb. De økonomiske forhold i sognet var ellers såre sløje. Alt, hvad der kunne skrabes ind af penge, gik i halsen; fødevarer og brændsel, hør og » To « deltes man om, som man bedst kunne, godgørenheden var stor, men trangen endnu større; i alle kroge vrimlede det af stoddere, der drev om med posen, deriblandt knoklede, rødøjede gubber på indtil 90. Og folkemængden tog år for år til. I hver anden gård var der et elskovsbarn, i husene sommetider to eller tre. Alle var enige om, at der var for mange munde i sognet efter hartkornet; men hvad — nu var det sådan tilkejset menigheden; enhver kone og pige fik de børn, hun skulle have, der var ikke noget at sige til det. Så gnov man sit sorte brød, knaldede kongens dyr, stjal hans brænde og lod flasken klukke ved milerne. Jens Børgesen sled sig ihjel, og gården gik nu over til sønnen, Børge Jensen. Denne levede en del år ene med sin moder og tog i lønlige * ) deraf navnet udgangsøg. elskovsnydElser i skovene erstatning for savnet af ægteskabets glæder. Endelig blev han hængende ved sin nabos datter, Else, og fik med hende en søn, svend Børgesen. Børge Jensen var som faderen en stærk, brusende natur, men ødte sin livskraft og sin faders penge i natlige spille- og drikkehuler. Gældbunden, yderlig nedbrudt på sjæl og legeme, men med dejlige fantasier om det himmelske Jerusalem, hvor han håbede at få ti gange så meget hartkorn at tære på, som han havde haft her i det usselige alsingrød, gik han i en forholdsvis ung alder til sine fædre. Hans enke, Else Børges, stod nu ene med den lille svend og den aldrende Boline. Gårdens bygninger var til dels faldefærdige, alt i tilbagegang. De to kvinder holdt trofast sammen og arbejdede hårdt, men kunne ingen vej komme. Elses hænder var aldrig i ro, snart sad hun i et halvmørkt hummer bag stegerset og slog væverskytten, snart tumlede hun med kasteskovlen på loftet eller benede af efter harven på Marken — kortskørtet, langbenet, tynd og langhalset, som hun var. Om våren spækkede og kalkede hun selv hele gården, medens karlen og drengen måtte slide i Marken og pigen i stegerset. Der var et jagende liv i hendes øjne, som om de aldrig havde lukket sig i en tryg søvn. Om sommeren var hun næsten aldrig af klæderne, da hun ikke fandt det umagen værd at klæde sig af og på for de par timer, hun undte sig til hvile. Rent og pænt holdt hun sit hus, og alt i gården bar mærker af hendes strenge ordenssans; hendes loft var rent som noget salsgulv, og havegangene og hæssehaven stod næsten altid med friske spor af rivetænder. Den ømhed, hun havde følt for sin dreng, lige fra den stund hun kunne begynde at skimte en tænkende sjæl i hans øje, og som i årenes løb enede sig med en stadig tiltagende glæde over hans opvakthed, kom ofte i strid med hendes forsæt om uden skånsel at opøve ham i arbejdsomhed, ædruelighed og orden, så han ikke skulle komme til at ligne sin ulykkelige fader. Hårdt faldt det for hende at kuske ham ud til arbejde i regn og slud; men der var ingen ynk, han skulle vænnes til at tage fat. Og svend var heller ikke den, der krympede sig for en våd trøje. Var der noget, han var ræd for, så var det bløde strøg på kinden; han var rent ulykkelig, når hun tog ham for sig og med rystende ord formanede ham til at blive en god dreng. » En god dreng, en god dreng — uf! « han kunne række tunge ad alle disse evindelige formaninger. Det var en ond tid for Danmark. Tabet af flåden nagede sindene, syvårskrigen udsugede alle velstandskilder, landets pengesager var i den usleste tilstand, al handel indstillet, agerbrug og håndværk sygnede under det pinligste tryk, en mængde større og mindre jordbrugere måtte gå fra deres steder, på grund af at de ikke evnede at udrede skatterne, mismod og rådvildhed lå som onde tyngsler over folket. At Else Børges under disse omstændigheder holdt pinen ud, var for alle omlandets folk en gåde; men hun holdt sig og fik endog tid efter anden sat gårdens bygninger i nogenlunde ordentlig stand. I nabohjemmet, Elses fødested, en forhutlet halvgård, hvor der kun holdtes to små vognheste, tre til fire plovbæster og nogle få knoklede » Kræ «, var Elses Broder, Niels Bendtsen, bleven mand, omtrent samtidig med at hun havde forladt hjemmet. Også her stod det småt til med pengemidlerne, skønt husets herre gjorde sig al tænkelig umag som skov- og vildttyv for at stive sig af. Niels Bendtsen var en lille, kæmpestærk mand med et vildtgroende, mørkt hår og en masse mærker af knive og stokke i sit fornøjede ansigt. Lige så lidt som tidernes knaphed evnede at lægge tryk på hans lune, lige så lidt orkede drik og nattekulde og skovbetjentenes knipler at skade hans hesteagtige helbred. » De indvendige dele er retfærdig gjorte af godt, forsant egetømmer — hææ.. æ... æ! « Hvert øjeblik løb svend over til morbroderen, hvor der altid var tale om bøsser og vildt, og hvor store jagtknive blinkede i mellemkammerets løndomsfulde halvmørke. Sit søskendebarn, den lille mørkøjede Anine, skænkede han kun lidt opmærksomhed, når hendes fader var hjemme; thi denne tog gerne al hans ildfuldhed fangen ved at sætte ham til et eller andet fængslende arbejde, som at pumpe hans flint ud, tilhugge låsesten o. 1. » Du bliver en voldsom skytter, « spåede Niels og ildnede drengens blod ved at lade ham drikke brændevin med krudt i. Når morbroderen ikke var til stede, måtte svend tage til takke med Anine, der også med al hjertets lyst tumlede sig med ham. Sorgløse og viltre sprang de om i skoven, sparkede støv fra gamle kulsterbunker* ) op i ansigterne på hinanden, fartede om på urnen mellem halvvilde heste og kalve og sang om kap med rørfuglene i mosen. Ofte gik de med hinanden om halsen og gav meddelelseslysten afløb i al den glade, meningsløse pludren, som er sådant et par unge hoveder egen; men lige så tit gik de løs på hinanden med træsko og tøjrepæle — hedt blod havde de begge i årerne. En høstdag, da de gik og sankede aks til svinene, kom de op at slås om et vættelys. Svend, der var den største og ældste, holdt valpladsen, men stod efter endt kamp bleg og rystende med en stor tot sort hår i hånden, medens Anine, brølende og med hånden i nakken, benede af hjem. Angesten for, at der var sket en ulykke, hvis omfang ikke i øjeblikket lod sig overskue, gjorde drengen rådvild; men da han så Anines * ) kuister — kulstøv. moder fare hen til en kvasbunke og brække en kæp af, løb han hen imod hende og rakte hår-totten frem: » Nej nej... det var min skyld! « så fik de begge et par rap, og Anine blev puffet ind i et mørkt hul, hvor hun udøste sin sorgs vande over en bunke tørvesmuld, medens svend stod i stum ruelse uden for muren og først fandt lettelse, da han med et par angergivne ord stak vættelyset, indsvøbt i hårlokken, gennem et hul i væggen. Det var rædslen for at være bleven skammærket for hele livet, der fik Anine til at tage på vej, som hun gjorde; hun var ellers ikke den, der » tød « for en ringe ting. Lige så letbenet og fugleglad hun var i legen, lige så hård kunne hun være, når det gjaldt at stå for et hug af svends knoer. Uagtet drengens og pigens skolegang ofte blev afbrudt, blev de begge forholdsvis dygtige i Ramsen og flinke til at føre gåsepennen; men noget tankeindhold hentede de ikke i skolen. En stærk åndelig påvirkning fik de derimod ved at høre på mor Boline — » Farmor «, som de begge kaldte hende — når hun sad med dem i kakkelovnskrogen og tryllede sagn- og /eventyrverdenens vidundere frem for deres øjne eller fortalte om gamle dages bondelidelser. Med hovederne bøjede ind imod hende og som oftest gnavende på hver sin i glødende halm-aske stegte kartoffel kunne de sidde i timer og lytte, gnave og lytte. Skøn Valborgs vise blev sungen hundrede gange for dem, og tit forlystede farmor dem med lange stykker af Peder pårs; særlig morede børnene sig over nogle linjer, som de anvendte på sognefogdens grædøjede kone: » Sær øjnene man så på fogdens kone rinde; thi i blødhjertethed fast ingen gammel kvinde hun eftergav; hun græd, når slagtes skulle ko, når klippes skulle får, man heste skulle sko. Så højt medlidend’ var, så dydig vor matrone; blandt gamle kvinder hun var derudi en krone. Så fogden sagde tit: » Min kære Barbara, jeg fatter ej, hvor al den væske kommer fra. « En uklar harm kunne opgløde drengens sind, når han hørte den gamle kone fortælle om, hvordan hendes forfædre var blevne pinte med hovarbejde. » Å, det var grusomt! Min farfar måtte gå sine 5—6 mil til hovarbejde, og der var dem, der havde 8 mil til arbejdsstedet. I høhøsten var de gerne borte fra hjemmet i 3 uger, og i al den tid måtte de ligge i lejr på engene og markerne, uden at der var nogen, der brød sig om, at der var så hårdt brug for dem i deres egne hjem. « Og hvordan så der så ud omkring i byerne? Hun havde en bog, hvori der stod at læse om » den kolde nøgenhed, den gustne hunger, huslig elendighed, alt det, der er bitrere end døden selv, som desuden kun så sildig banker på den fattiges hytte; gårde, i hvilke man indkaster den velhavende husmand — til straf, og hvor alt var ligesom på den udannede jord, øde og tomt, hvor ravende ruiner truede med dræbende fald, hvor ihjelsultede dyrs udspilede huder gav en stinkende beskyttelse imod den nedstrømmende regn, hvor sammenfaldne køllers igennemborede bræder ikkun tillod enkelte lysstråler at snige sig ind i hans hytte, men ikke i hans sinds mørke; thi mennesket sukkede over mennesket, og den svages stemme er selv svag, ikkun menneskenes fader hører den. « Om sommeren var svend og Anine sammen så at sige fra morgen til aften. Ofte var det da en fryd for dem at kravle op i en enligstående kæmpebøg og se over mod Arresøen, hvor vandspejlet lyste med aftenskyernes røde pragt. Det dejlige Omland med skovgroede vange, med moser og bække, med gribskovens højtidsfulde alvor, Frederiksborg slots blå spir mod en baggrund af mørkegrønne træer, de brede, uopdyrkede urner, de rygende kulmiler i skovbrynene, alt dette i forening med søens røde tindren, bøssernes knald i skoven og kirkeklokkernes kimen på højtidsmorgenerne gav børnene dybe indtryk og kaldte stærke, uforståede rørelser frem i sindet, rørelser, der på de forunderligste måder vævede sig ind i eventyrminder og sagndrømme. Som ægte friluftsbørn voksede de ubevidst sammen med naturen, sov og sang i dens arme og drak af dens urvæld. Om vinteraftenerne, når » Lysekællingen « var sat frem ved ovnen og kartningen og andet husflidsarbejde sat i gang, kunne farmor komme så dan i ånde med sine historier, at alt arbejde standsede, og alles øjne rettede sig imod hende. » Ja «, kunne hun fortælle, » I ved kun lidt af, hvor vi kulsviere har vor brune hud og vore mørke øjne fra. « Så fulgte i brede drag en digterisk blanding af historiske kendsgerninger og gamle mundtlige overleveringer fra hine dage, da Eskild kloster flyttedes fra øen i Roskilde fjord til æbelholt i den sydlige udkant af grib skov. Den første abbed her var en franskmand, der i sin hjembygd i nærheden af ardennerbjærgene havde set store skovstrøg blive omdannede til agerland ved rydning og kulsvining, og gennem erkebisp Absalon i lund udvirkede han tilladelse for en flok fredløse kulsviere til frit og uhindret at drage til Danmark og tage arbejde på æbelholt klostergods. Så myldrede der skarer af brune bønder ind i landet, og snart bragede det i skoven som aldrig før. Ny torper byggedes på de ryddede grunde, som de indvandrede kulsviere fik fæstebreve på, og stadig kom ny flokke af sydboere til og fik hjem på andre strøg øst og nord på. » Der var nok mange skarnsfolk imellem dem, kniven han sad løst i bæltet, og slemme var de ved pigerne «, tilstod Boline; » men det var karle, som havde grabber, der kunne tage fat, og så sang de både nat og dag, så det hujede i skoven. « Også i de stille nætter, når husets folk var samlede ved kulmilen, var. det som oftest farmor, der måtte holde livsånderne vågne. Hun fortalte om sandflugten i tibirke og tisvilde, udmalede, hvorledes stormene i gamle dage rev op i det rød-grå sand og væltede det ud over omlandet i tykke, kvælende masser, hvorledes hele tibirke skjultes under de stadig voksende driver. Hun fortalte om de store plantninger på sandene ud mod Kattegattet og om den høje sandsten, som 1738 rejstes på en bakke til minde om sandflugtens dæmpning. Det var med en egen stiv, bogstavret udtale og et vist selvfølende tonefald, hun gengav de første linjer af mindesmærkets indskrift: » Her så det ilde ud for nogle tider siden, med sand var alting skjult, og faren var ej liden. Sandbjærge vokste op, fløj frem, når vinden kom, og drev så mangen en fra hus og ejendom... « » Å dog, sådant et syn over vand og land som det, man havde der oppe på råbjærg og harehøjene, det får man da aldrig mere i verden! « Også om munkene på adserbo, om hellig Lenes kilder og grav på tisvilde mark, de store st. Hansfester med klarinet- og hornmusik vidste den gamle kone meget at melde. Svend hørte på alt med sugende opmærksomhed og udstyrede med sin rige indbildningskraft synerne med farver, der hidsede hans blod og fremæggede et brændende ønske hos ham om en gang at gæste hine steder, hvor alt det vidunderlige, farmor fortalte om, var gået for sig. To hinanden modsatte strømninger arbejdede i drengens sind. På den ene side udøvede det eventyrlige i farmoderens fortællinger og sange en så dragende magt over ham, at han ofte om aftenen lå og digtede sig ind i en verden med galdren og trylleblink, på den anden side vinkede det med usynlige arme ovre fra morbroderens gård, hvor krudtlugten og de blinkende jagtknive pirrede hans lyst til spændende idrætter. Men på ét punkt mødtes de to strømninger: i trangen til at få sat alle sanser i arbejde. En vældig værge var han for en dværgagtig, åndssvag stakkel, hule-jens, der levede alene i en jordbode langt ude på urnen, en slags kamtscha-dalsk markhytte af grene, halm og græstørv. Når det hændte, at denne huleboer kom støjlende igennem byen, og skoledrengene fo’r hylende ind på ham og sled i hans brogede flitterdragt, kunne svend komme farende som et uvejr og splitte flokken: » Er i tossede at gøre det stakkels fjols fortræd! « grædende erklærede da manden: » Du er god, du ved, jeg er Jesu Broder. « — af taknemmelighed skar han en gang en malmknap af sin trøje og staksvend den med en løndomsfuld blinken: » Sølv, sølv af Jesu kjortel! « Tidlig tiltvang den velvoksne gut sig ret til at køre ene til Frederiksborg med tørv og kul, senere også til København. Han viste, at han fuldt vel kunne klare for sig, men det hændte en og anden gang, at han kom hjem i en lidt overstyrlig stemning, og moderen vidste da altid forud, at hun fik en marks penge mindre, end hun skulle have. » Ak gud ja! « Nogle gamle krønikebøger faldt i drengens hænder og vakte en stor læselyst hos ham; men få minutter efter, at hans bryst havde banket af spænding, kunne han i smug bene af over til morbroderen for at få lov til at skyde en gråspurv. Da han var 14 år, fik han selv en bøsse, og det blev nu alvor med skyderiet. Mangen ulykkelig and krøb om med knækket vinge i mosen, og mangen højtflyvende skovdue måtte gøre en brat rejse med hovedet mod jorden. En aften stod Anine og hendes fader uden for porten og så ind imod skoven, hvor den nedgående sols stråler lyste med kobberglans op ad bakkens snedække. » Brandstejle mig springer der ikke et dyr inde mellem træerne lige ved hegnet!... Halløj du, svend! « råbte han og » vøvtede « efter drengen, der gik hjemme og asede med en skubkarre. Da svend var nået derover, pegede morbroderen ind imod skoven. » Kan du se det lille dæggelam der? « Drengens øjne tindrede. » Morbror, lån mig en fem seks rendekugler! « » Du kan komme, når klokken er ved lag 11. « Anine skød de sorte, næsten helt sammengroede bryn ind imod hinanden. Drengen gik hjem, men mødte igen om aftenen, længe før 11. En stolt gut var han at se, som han kom spankende over den gnistrende snemark, med bøssen i hånden, sin røde, strikkede tophue på nakken, et svensk studehorn i et bånd over akslen og en stor kniv i en dinglende læderskede i livremmen. Anine stod og ventede ham. » Er morbror færdig? « » Nej, far faldt for lidt siden over en skammel og slog sit ene knæ, så han hverken kan sty eller stå. « » Så går jeg ene. « » Nej, du gør ikke, du bliver hjemme, gør du! « » Hvad går der af dig? « Fire mørke øjne lynede i månelyset. » Svend, « sagde hun på en gang bønlig, » bliv hjemme! « Hun fortalte, at hun havde været i kirke kynd-elsmisse søndag, og da havde præsten slået i prædikestolen og ivret så svært imod skov- og vildttyverierne, som han kaldte nattens synder og fandens gerninger. » Det tror jeg! « lo svend. » Det er han jo betalt for af de store... væk, og lad mig komme frem! « Han gik ind i stuen, fik nogle kugler og ladede bøssen. Niels Bendtsen, der lå på slagbænken, med en uldklokke om knæet, bandede af harm over det skete uheld. Han lugtede af brændevin. » Men gå du bare ene! Nu bliver jeg hjemme og hviler mig; kanske jeg dog kan blive så villig, at jeg i morgen tidlig kan komme af sted ud til Bredals med den side flæsk. Se efter, om krudtet på panden er godt tørt! « » Jeg har jo lige hældt på. « » Panden kan være våd. Kom her og lad mig finde ad! Jo, hun futter nok af. « » Nå ja så render jeg. « » Husk på: kniven i nakken, og så en to tre lammet over akslerne! Pil så af! « Anine løb ud gennem stegerset og bag om gavlen. » Svend, bliv hjemme! Vil du? « Han stod et øjeblik uvis og så ud imod skoven, der lå omflydt af hvidblå månedis. » Føj mig, svend! « bad hun åndeløs. » Vist ikke nej! « » Du skal! « råbte hun ud mellem de sammenbidte tænder og tog ham heftig i armen. » Er du kulret, tøs? Væk med labben! « Det var en knagende frost, hans ånde frøs i næsehårene, vinden trængte sig igennem hans tynde klæder og bed i hans mave, så skindet formelig krympede sig, dette ellers godt hærdede skind, der aldrig havde kendt kæleriet af et sæt undertøj. For at gå så uset som mulig tog han vejen ud igennem resterne af sin moders skov. I en lavning med ege og ellepurr stødte han på en stor mørk masse... Hvad var det? Hovsa — et af morbrors plovbæster! Med stift udstrakte ben og den lange tunge hængende ud af munden lå det gamle, knoklede dyr i ly af en busk, stivfrossent, halvt skjult af fygesne. Nå, det syn havde han set før. Da klokken var i, kom han slæbende med en buk. Anine, der havde været uden for porten ti gange, stod og dirrede med armene under forklædet. » Det skal jeg aldrig glemme dig af. « Drengen, der var kommen med den endnu varme jægerstolthed i blodet, blev harm ved denne modtagelse; men da han så en blinkende dryp glide ned ad hendes kind, blev han blød. » Hvad er der ved at pille en smule dyr? « Han slængte bukken i porten og væltede et knippe halm over den. » Hvad skal vi med ham? « » Bukken er jer; det var morbror, der så ham først. Godnat! « Med rank holdning skred han hen over den hvide mark til sit hjem. Anine måtte se at glemme svends jægerfærd, det nyttede ikke at stampe imod brodden. Krybskytteriet havde alt for pirrende tillokkelser for udøverne, til at disse skulle kere sig om, hvad præsten prædikede. Spændingen ved natte-even-tyrenes farer gav blodet varme, den evig spejdende agtpågivenhed skærpede sanserne og ildnede livs-ånderne, den heldige gennemførelse af snildt udtænkte planer, der lavede lang næse til skovopsynet, fyldte sindet med en egen vellyst, og endelig spillede hensynet til det håndgribelige udbytte også en rolle; en god, fed råbuk, skjult i et læs tørv eller kul, gjorde ikke københavnsturen mindre indbringende, ej heller var en saltet dyrekølle at foragte i hjemmet, især på tider, da det var småt med sulekarrets indhold. Og hvad havde det hele så egentlig at sige? Vrimlede det ikke af dyr i skoven? Hvo havde talt dem, og hvad skadede det landet — landet, som selv den fattigste Bonde måtte skatte til — om der imellem stunder faldt nogle lispund vildt kød i en småmands hænder? Kedeligt var det naturligvis, når jagten faldt ud til vand og brød i steden for en bid lækkert dyrekød; men hvad — selv slavemærket kunne en mand bære med oprejst pande, når det ikke var påtrykt for en værre brøde end en lille jagtfærd i den månelyse skov. På lignende vis dømte man om skovtyveriet. Ved en hensynsløs hugning udtyndedes og ødelagdes de private skove i løbet af få år, og det gik nu løs med plyndring i kronens skove. Hesteholdet hos bønderne indskrænkedes efterhånden stærkt, således var der i Elses gård, hvor der i Jens Børgesens tid holdtes 14 heste, nu kun 8, deriblandt to små røde, som var svends sædvanlige køreheste. Tidlig og sildig var den unge knøs på ryggen af sit livdyr » Stjern «, en lille rød klaphest med en hvid stjerne i panden. Det kloge dyr forstod ethvert af hans vink og fandt sig i alle hans kåde luner. Ved et spark i koderne kunne han få hesten til at strække » Frembenene « så langt fra sig, at den næsten rørte ved jorden med bugen, og ville han have den til at rejse sig på bagbenene, gav han den bare et stød for mulen: » Op med dyret! « stundomkom han jagende i fuldt firspring hjem fra Marken, stående oprejst på hesten og svingende sin hue med et rungende hurra. Stjern blev også afrettet til jagtbrug og måtte snart gøre tjeneste som skærmbrædt, når dens unge herre listede sig på en flok vildgæs på rugmarken, snart bære ham ind i skovenes dybder og finde sig i at stå og vente ved en busk, mens han bladede en buk til sig. Skovfogden, en halvgammel holstener, der havde været underofficer på blokskibet » Vagrien « 1801, var blind på det ene øje og » så ikke godt med det andet «, sagde man. Manden passede så godt på krybskytterne, som han evnede, og var også flere gange efter svend Børgesen, men nåde aldrig videre end at se den forvovne gut fare af sted på sin rappe hest, stundom med et dyr dinglende forved sig. » Nu kan de jo melde mig Holzer! « råbte den unge kulsvier en gang; men Holzer vidste af erfaring, at han ingen vej kom med sådan en fordømt snetig gavdieb, når han ikke havde vidner at støtte sig til. En stille novembernat fulgtes svend og hans morbroder ad til skovs, hver med sin bøsse, den første ridende, den anden til fods. Stjern blev bunden i en hulning, der til dels var dækket af underskov. Lydløst listede de to skytter sig hen imod et smalt, åbent strøg, hvor dyrene plejede at have deres gang. Svend tog plads ved en gammel eg et par snese skridt fra hulningen, Niels Bendtsen ved en busk på den anden side af åbningen. Månelyset tindrede blålig i den fine rimhinde, som havde lagt sig over græsfladen, løvet under træerne duftede muldagtig og lyste med sølvhvide årer, høj var himlen — et uendeligt rum med måne- og stjernelys og enkelte langsomt sejlende skyer, så hvide og fine i kanterne som svanedun. » Dog et nydeligt vejr! « råbte svend. Men i det samme forekom det ham, at der fjernt indefra lød hundeglam og en uforståelig støj som af en barsk menneskerøst. Da fik han på en gang øje på en grålig, levende masse inde imellem træerne, blodet skød sig med varme stød op i hans hoved: en dåhjort! Det bankede i årerne på hans Hals, al hans sanseevne samlede sig i synet... Se, nu stod den stille, vendte hovedet om mod siden og så mistænksomt bagud. om den dog ville komme en halv snes skridt nærmere! Da lød der tre slag af en nøgle mod bøsseløbet ovre ved busken, et lydtegn, som de to fæller plejede at vare hinanden ad med, når der var fare på færde; men svend hørte ikke slagene, blodet havde lukket for ørerne. Med fingeren på aftrækkeren sad han og stirrede på det skønne dyr: mon ikke nu..? Det dansede med tåger og stjerner for hans syn, han måtte klemme øjenlågene hårdt i et par gange for at vinde sekraften tilbage. Nu... nu...! Nej, det var for langt. Men hvad var det? Raslede det ikke i løvet nede i hulningen? Skulle stjern have rykket sig løs? Hvad nu...? Der løb Niels Bendtsen i vild fart ind imellem træerne! Han fik ikke tid at samle sig, hjorten skræmtes ved mandens løb og fo’r lige ind mod egen, hvor han sad... Bøssen til kinden: bov! Han sprang op og stirrede gennem krudtrøgen efter hjorten, der hinkede af sted på tre ben over pladsen. Vov vov!... der kom skovfogdens store hund springende, gloende med ville øjne. Han var fortabt. Nej — et indfald lynede gennem hans hoved: » Apport, apport! « og af sted pilede den dumme hund efter den flygtende hjort, medens han selv med et indvendigt jubelråb fo’r ned mod hulningen. » Aha—a, min go te svend børrr’sen! Der tankede vi fyren! « Svend var nær gået bagover: på ryggen af stjern sad skovfoged Holzer med en spændt karabin i hånden. » Na, vil han so overgive sikh? « Svend så sig om for at blive klar over, hvor vejen var. » Holla hier! « råbte skovfogden gennem den hule hånd efter sin Karl, der var stillet på vagt et stykke derfra. Men i samme nu sprang svend hen og gav stjern et stød i mulen: » Op med dyret! « Hesten prustede, vrissede med hovedet og rejste sig på bagbenene. » Na na na na na! Hvad i hete helv.. haldt haldt, haldt! « Men bums! der lå den tykke herre på sin bag i en bunke gamle nælder. I næste øjeblik satte krybskytten hælene i siderne på stjern, og bort fløj denne i strygende Spring gennem hulvejen. » Hurra for tyskeren! « En kugle hvinede gennem luften og slog bragende ind i en gren, så bark og splinter føg om ørerne på rytteren, og oppe fra skråningen suste en byge af eder og skældsord ned i haserne på den flygtende stjern. Da var svend Børgesen 19 år. under Napoleons forsøg på at spærre fastlandet for englænderne havde kulbrændingen taget et mægtigt opsving. Overalt røg og knitrede milerne, og engelske skibe hjemførte store ladninger af svedet ved, vel sagtens fordi hjemlandet ikke kunne få den fornødne tilførsel fra Tyskland. Da var der travlhed i skovene. Brændet kostede ikke bønderne stort, thi når de købte en enkelt bunke, stjal de ti gange så meget. Men hine tider var for længst til ende. Omkring 1820 var det kun et lille mindretal af bønder

1888_Benzon_KunstOgKjaerlighed

P.E.

Kunst Og Kjærlighed

Benzon

Benzon

Kunst Og Kjaerlighed

1888_Benzon_KunstOgKjaerlighed.pdf

Emma

Benzon

Richard Owen

dk

Kunst og Kjærlighed

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

En indledning. ( som bedes læst. ) jeg vil begynde med at fortælle denne romans tilblivelseshistorie; thi den er i visse henseender besynderlig nok. Det var en aften i England. Man var samlet i en større kreds til en af disse videnskabelige seancer, som ofte gives, når en af Londons videnskabsmænd gæster et herresæde på landet. Det var denne gang en bekendt fysiolog, og hans specialitet var kraniognomik. Han var mester i denne, ligeså interessante, som omstridte mettode til at bestemme individernes evner efter hjærneskalsregionernes forskellige udvikling. Der blev debatteret pro et kontra, og. det endte med, at fysiologen opfordrede til en prøve, dog med det forbehold, at der kunne komme ubehagelige sandheder for dagen — han kunne ikke skjule dem dette bestemte selskabet. Der var nu ingen, som ville lade sig prøve — herrerne vare lige så bange derfor som damerne. Og dog var lysten stor; man opfordrede, manede — der meldte sig ingen. Da trådte en ung dansk frem — forfatteren til * kunst og kjærlighed* — og tilbød sit hoved. Tilbudet blev modtaget, og videnskabsmanden sagde pludseligt: » De kan ikke tåle at se noget hænge skævt. Når de er alene i en stue, selv hvor de ikke er hjemme, benytter de et øjeblik, hvor ingen ser dem, til at rette på malerierne. « Dette lille, så ubetydelige træk var slående rigtigt, og det efterfulgtes af en række udtalelser, som alle stemmede med sandheden, og som bragte forfatteren til at nære en ubetinget tillid til hans dom. Til slutningen sagde han til forfatteren: » De har lidt meget, arbejdet meget, til dels for meget; men de har arbejdet i en fejl retning. Musik er ikke deres hovedtalent. De kan komponere bedre med ord end på noder. Har de aldrig skrevet noget? « Nej, det havde der aldrig været tanke om. » Ja, ser de, det er netop fejlen. Det er gået dem som tusinde andre — evnerne er der, men forståelsen af evnerne mangler. De har følelse, fantasi, kompositionstalent, kærlighed til kunst og respekt for videnskab — nu vel! Skriv en roman, og når den er færdig, så send mig manuskriptet — jeg skal skaffe dem en forlægger i London, « og da forfatteren også ønskede det udgivet i sit fædreland, fik jeg anmodning om at gennemse manuskriptet. Jeg fandt begynderens sædvanlige fejl: for stor brede i anlæg og detaille, og efter forfatterens ønske foretog jeg de ændringer og forkortelser, som syntes mig nødvendige. Min hele virksomhed ved udgivelsen har altså kun bestået i at give det alt for svulmende stof fastere konturer, og så har jeg hist og her formet lidt på sproget; thi man opholder sig ikke ustraffet i mange år i et land, hvis sprogform i meget ligger så nær den danske og i meget andet dog så langt derfra. Og hvorfor har jeg så påtaget mig dette arbejde? Simpelt hen fordi jeg fandt, at denne roman, fortjente at udgives, og fordi jeg vidste, at hvad den engelske fysiolog havde sagt om forfatterens liv var sandhed. Der er arbejde, lidelse, stræben, men der er tillige mere — der er følelse, varme, sandhed og lune i denne roman — det er syner fra et liv, ført på en fremmed strand, men dog stadig med Danmark til baggrund. Om den er moderne, realistisk, naturalistisk? Mindst af alt! Forfatteren har været så længe borte fra Danmark, at der ikke kan være tale om de, til dels kunstigt opelskede, manerer, der have gjort sig gældende i vor såkaldte » nyere literatur « Her er ingen affektation i sproget, ingen råhed i skildringerne, ingen forceret jagen efter brutal virkelighed på skønhedens bekostning. Er forfatteren påvirket af noget, så er det af den gode engelske literatur, og det kan vel næppe betragtes som en fejl, skønt jeg er forberedt på, at det fra enkelte sider vil blive betragtet som en sådan. Hvad der udmærker » Kunst og kjærlighed* er netop kunst og kærlighed. Kunst i at lægge stoffet til rette og kærlighed til at behandle det. Når jeg dertil føjer, at der er sandhed i charaktererne, renhed i handlingen, forenet med en smuk fremstillingsevne og et elskværdigt lune, så troer jeg at have anført tilstrækkelige grunde til at mit navn slutter denne fortale. København d. 27. November 1888. Vilhelm Bergsøe. kunst og kjærlighed. første kapitel. » Se så, Helga! Nu må du da kunne detl når jeg så kommer til: » Margaretha! O, margarethalt, rejser du dig halvt op fra lejet, lytter, seer dig vildt omkring, for du er gal — forstår du? Til sidst genkender du mig, styrter dig i mine arme, og synger din Arie. Se så i nu begynder vil « » Faust**, en høj, smuk og fuldt udviklet pige på omtrent seksten år, klædt ud på en mere fantastisk end just malerisk måde, begyndte nu fængselsarien af gounods » Faust**, med en stemme, som, tiltrods for al mangel på uddannelse, måtte have forbavset enhver. Ren, klar, fyldig, med denne vidunderlige klang, som er nogle stemmer given, og som trænger dybt ind i tilhørernes sjæl. Hvis nogen i dette øjeblik havde hørt den unge pige, uden at se hende, ville han absolut have troet, at den syngende måtte være en fuldt udviklet kvinde, som havde kendt både glæder og sorger. Alene den følelse, med hvilken hun sang: » Margaretha! O, Margaretha! — syntes at forråde et liv, fuldt af sjælekampe; men et eneste blik ville i et nu have borttaget al illusion, og man ville næppe kunne have baret sig for latter ved at se de naive, pattetiske bevægelser, de hyppige øjekast mod et spejl lige overfor, den fuldstændige forglemmelse — ikke af sig selv, men af » Margaretha**, og hun lod hverken til at høre eller bryde sig om, hvor tyndt, falskt og skarpt svaret; » Ah c'est la voix du bien aimé! lød. Denne lille røst forbavsede ikke. Det var tydeligt, at hendes medspillende var et barn, uden stemme, uden opfattelse af musiken. Lige så forskelligt som deres stemmer, var også søstrenes udseende. Ved siden af Marys blomstrende skønhed, så Helga dobbelt sygelig og ubetydelig ud; hendes eneste skønhed var et par store mørkeblå, drømmende øjne, hvori der altid lå som en forbøn om tilgivelse, fordi deres lille ejerinde var kommen ind i verden. Hun så ud som en forsømt drivhusblomst, bleg og forkrøben. Partiet lå alt for højt for Helga. Tre eller fire gange havde hun forandret tonart, og sang med en feberagtig hast, som om det gjaldt livet at komme gennem dette herkules-arbejde så hurtigt som muligt. Men » Faust** var for optaget til at lægge mærke dertil. Med blussende kinder, de skinnende øjne i spejlet, som lod til at være langt mere tiltrækkende, end den blege, lille skygge ved siden af, ville dennes skingrende stemme næppe have forstyrret Marys betagethed, hvis ikke et lille theateruheld var stødt til. På det sted, hvor » Alargaretha** havde fået ordre til at styrte sig i ^fausts* arme, fik hun foden ind i det lange shawl, som agerede slæb, og faldt med en sådan voldsomhed, at både hun og hendes elskede styrtede hovedkulds om på gulvet, dog uden anden skade, end at Marys værdighed blev dødeligt såret. Rasende sprang hun op, og før Helga havde fået tid til at besinde sig, løftede Mary hende på en alt andet end blid måde op fra gulvet, tog fat i skuldrene på hende og rystede hende heftigt: » Uh, din ækle, væmmelige unge! Din uartige, kluntede tøsi ligesom vi er midt i det allerbedste, står du der og dratter oml det er rigtignok en fornøjelse at lære dig noget, efter al det Mas, jeg har haft med digi i de sidste fjorten dage har jeg ofret alt, blot for at indøve digt* hvis Helga havde vovet en indvending, ville den sandsynligvis være blevet en bøn om aldrig mere at ofre noget på, hvad der for hende var en sand tortur. Men hun vovede ikke engang at tænke det. Med nedslagne øjne stod hun uden at sige et ord. Dette irriterede Mary dobbelt: » Sig mig blot, Helga, hvad ville du nu have gjort, hvis det havde været virkeligt? Sæt nu, du havde været på scenen, og hele tteatret havde været fuldt, og kongen havde været deri det ville rigtignok have været en net skandale! Og så den næste dag at læse i aviserne: » Maryaretha drattede om i fængslet og væltede faust 1 « Tænk dig det blot i du ville have ruineret min hele fremtid, ja mit hele liv! « Helga så aldeles sønderknust ud, men svarede ikke et ord. Endnu mere ophidset fortsatte Mary: » Ved du, hvad det vil sige at ruinere et andet menneskes liv? At tilintetgøre en stor, glimrende fremtid? Å, jeg kan næsten blive gal ved at tænke derpå! « og hun så unægtelig vild ud, med øjnene gnistrende, tænderne sammenbidte, og kinderne blussende af raseri. Atter tog hun fat i søsteren og rystede hende heftigt: » Og så står du der uden en eneste tåre i øjet, uden så meget som at bede om forladelse! Ja, jeg tror virkelig ikke, du bryder dig det allermindste derom — det ligner dig så aldeles! Når det kommer til stykket, gjorde du det vel med villie, blot for at drille! Uh, du er så ond, så ond! « her fulgte endnu en rysten. Stakkels lille Helga var sindbilledet på fortvivlelse. Læberne skælvede krampagtigt; men hun kunne ikke fremføre et ord. » Det mindste du kunne gøre, var da at bede om forladelse, « fortsatte Mary. » Men nej! Naturligvis stædig som altid! — å, nu ringer det i det er hr. Hansen — uf, hvor utåleligt! — se så, nu er den glæde endt! Man kan da heller aldrig have et øjebliks fornøjelse her i livet! Ligesom man morer sig allerbedst, er det forbil — å, Helga, skynd dig! Hjælp mig den kjole ned! « Helga adlød, men hendes hænder rystede således, at hun ikke rigtig kunne tage fat. » Næ, hvor du dog er klodset! Kan du dog ikke skynde dig! Du ved jo, at hr. Hansen venter — se så, endelig! « — og afsted for Mary og lod resten af sin vrede gå ud over den stakkels, uskyldige spillelærer ved aldeles at sønderlemme Stephen hellers etuder og Beethovens sonater. Helga stod et øjeblik som forstenet. Var der dog ikke en eneste, som kunne se ind i dette lille hjærte, se hvor længselsfuldt det var efter kærlighed, hvor rede til at åbne sig, for at gøre alt, hvad man ønskede? Blot lidt kærlighed — det var det eneste, hun bad om, men nej 1 der var ingen, ingen, som forstod, at dette stille, lille pigebarn, som gik sin gang uden at klage — at også h u n følte en trang, en utilfredsstillet længsel efter et kærligt ord! Havde hun blot sin moder! Og hun så op mod et billede, som hang på væggen; men tiltrods for det milde udtryk, der mødte hende, slog hun hurtigt øjnene ned igen. Hvor ofte havde hun ikke måttet høre, at hun havde kostet denne moder livet! Atter så hun op mod billedet, der havde det samme blide, kærlige smil. » Å, moder, moder! Du ville have elsket mig! Hjælp mig at blive god og tålmodig! « Med en uendelig følelse af forladthed kastede hun sig i en lænestol og hulkede, som om hendes lille hjerte skulle briste.. Mary og Helga vare grosserer lunds eneste børn. Rig, og gift med en kvinde, som ved sin kærlighed, begavelse og livlighed bragte solskin med sig overalt, anså han sig selv for et af de lykkeligste mennesker på jorden. Men lykken varede kun alt for kort. Efter to Års ægteskab blev Mary født; tre år efter bragte Fru lund lille Helga til verden; men selv kom hun sig aldrig. Døden krævede sit offer efter seks måneders uafbrudte lidelser. Grosserer lund havde kun kendt liden glæde, før han førte sin hustru hjem. Med hende åbnedes en ny verden — nu lå det alt sammen knust. Hvorfor kunne ikke også han dø? Hvad havde han nu at leve for? » Far i må jeg bede min aftenbøn med dig? Karen siger, moder er nu i himlen; men når jeg beder den rigtig højt, tror du så ikke nok, hun kan høre det? « Det var lille Mary, som bad. Stuen var mørk, og barnet kunne netop se, hvor faderen sad. Hun gik hen til ham og lagde sit lille hoved på hans knæ: » Far! Mor sagde, at gode børn kommer altid op i himlen. Jeg skal nok være god; for jeg vil også op til moder. « ved disse ord løftede lund sin lille pige op i sine arme og knugede hende til sig. Forstenelsen var forsvundet. Hvor fejt at ønske sig døden 1 Havde han ikke sine børn at leve for? Han kyssede atter sin lille pige, bar hende tilbage til barnekammeret, lukkede sig inde i sit værelse og udkæmpede der alene sin sorg. Fra den dag gik al hans kærlighed over på Mary. Han fandt hos hende den samme livlighed, begavelse og skønhed, som moderen havde haft. Men hvad han desværre ikke så meget til, var barnets heftige sind. Når hun var sammen med ham, vidste hun at beherske sig; børn opdage hurtigt, hvem de tør byde deres uartighed og hvem ikke. Helga kunne lund i lange tider ikke tåle at se. » Hun er slet ikke som andre børn «, sagde han ofte. Skjøndt Mary tyranniserede sin lille søster, elskede hun hende dog. Snart overvældede hun hende med Kys. snart med skældsord og slag, som Helga bar med tålmodighed; thi i hendes øjne var der ingen i verden, som Mary. Et Års tid efter hustruens død tog lund sin søster, enkefru brun, i huset. I materiel henseende kunne han næppe have gjort et bedre valg. Tante Jette var indbegrebet af huslighed og orden; altid i godt humør. Livets sorger løb let hen over hende; det faldt hende aldrig ind at prøve på at løfte en sten, som var for tung. hun lod den ganske rolig ligge. Det var så nemt i hvis nogen havde sagt hende, at hun aldeles ikke egnede sig til at være plejemoder, ville det på ingen måde have bragt hende ud af fatning. Måske ville hun med forbavselse have set på det forunderlige menneske, som kunne mene, at to pigebørn kunne behøve mere end venlig omgang. G°d føde, frisk luft og smukke klæder. Men Mary var et barn, som trængte til en opdragerinde, der foruden kærlighed, ejede stor bestemthed og rige kundskaber for at tilfredsstille barnets videbegærlighed og livlige indbildningskraft. alt, hvad hun så, ville hun vide besked om; men Fru brun vidste kun besked om meget lidt udenfor sit eget område, og som oftest svarede hun på Marys ivrige spørgen: » Det ved jeg sandelig ikke, min piget det kan også være det samme; gå du blot hen og legi « — et svar, der altid irriterede barnet, som stampede i gulvet, og med et: » Å tante, du ved da heller aldrig nogetl « for ud af stuen og smækkede døren i efter sig. Vel blev der til tider gjort små forsøg på straf; men » når man nu sidder så godt ved sit sytøj, er det så kedeligt at rejse sig «, og derfor gik det som det bedst kunne. Blev Mary i stuen, fik hun skænd; løb hun sin vej, slap hun fri. Frugten af en sådan opdragelse modnes hurtigt. Da hun blev sendt i skole, var hun en vild, egensindig, heftig tøs, vant til at føjes i alt. med skolegangen begyndte et nyt liv, fuldt af fryd, hvad lærdommen angik, fuldt af elendighed med hensyn til disciplinen. Men her, som i hjemmet, vandt hun ved sit ydre og sin forstand snart venner. Tiltrods for hendes fejl, kunne man ikke andet end lade sig bedåre historie var Marys yndlingsfag. Hun kunne aldrig blive træt af at høre om Thyra dannebod, dronning Dagmar, Tordenskjold og Valdemar den store. Når hun kom hjem fra skole, for hun straks ind i barnekammeret, for at fortælle Helga alt, hvad hun havde hørt; men når da barnet, som kun var fire år, begyndte at snakke om andre ting, rystede den utålmodige lærerinde hende, til hun begyndte at græde, hvorpå hun, blødgjort ved dette syn, knugede og kyssede den lille søster, til hun atter var trøstet. På Marys tiårige fødselsdag tog hendes fader hende for første gang i tteatret. Der gaves balletten » Valdemar**. Hvilken verden åbnedes ikke nu for hendes blikke? Det var ikke længer historie i bøger eller egen indbildningskraft; nej, det var begivenheder, iklædt virkelighedens form, en verden af helte og heltinder, af skønhed og pragt; et nyt liv, langt rigere end skole-historien og billederne fra nu af blev der ikke leget andet end » spille komedie «. Helgas historietimer var forbi. Alt skulle nu være plastik. Balletten » valdemar* skulle naturligvis først opføres; ikke en enkelt scene, nej den hele. Især fakkeldansen og » Lysekronen, der falder ned «, som i Marys øjne var indbegrebet af storhed og rædsel. I sin ivrighed var hun lige ved at stikke ild på hele huset, da hun, for at sætte den rigtigt i scene, havde samlet alle de lysestumper, hun kunne få fat på, sat dem på enden af stokke og paraplyer, bundne til en kreds af stole, som ved hjælp af shippetove skulle drejes rundt. Opfindelsen var ganske hendes egen; men hele mekaniken faldt sammen ved det første forsøg på at sætte liv i de stumme fakkeldansere, og et af lysene tændte ild i gardinet. På børnenes skrig kom hele huspersonalet farende ind. Ilden blev slukket. Mary på det strengeste forbudt at røre ved svovlstikker, og oven i købet puttet på hovedet i seng. Efter » Valdemar** så Mary » Thryms kviden* og » Et folkesagn*, og for hver gang, hun kom i tteatret, voksede hendes kærlighed dertil. Hun drømte ikke om andet end selv at gå til tteatret. Først ville hun være dandserinde. Kunne man tænke sig noget så mageløst, som således at svæve hen over gulvet på tåspidsen. Men så kom hun en dag i cirkus, og fra nu af syntes det hende langt prægtigere at kunne stå på en hest, men især at springe igennem et tøndebånd. Dette ideal skulle imidlertid vige for et nyt: » Skuespillerindens «. hendes barnlige fantasi blev mere og mere hidset af alle disse blændværker, og faderen, som morede sig over hendes hurtige opfattelsesevne, tog hende langt oftere i tteatret end godt var. Efter enkelte forestillinger kunne hun ikke sove. og når hun faldt i søvn, var den gjennemfuret af drømme. Modtagelig for ethvert indtryk, græd hun sig i søvn, når hun havde set noget sørgeligt, medens ville eller uhyggelige scener fik hende til at fare op i rædsel midt om natten, og ikke lade pigen i ro, før hun havde tændt lys. Vel blev hun roligere med alderen; men tønderet var tændt og det ulmede bestandig. Så kom opdagelsen af den gave, hun havde fået i en ualmindelig stemme — nu til sidst havde hun fundet, hvad hun havde søgt efter. Ballet, cirkus, ja selv skuespilkunst — alt dette kunne være godt nok; men operaen var dog noget andet, og på den tid vor fortælling begynder, var hun aldeles på det Rene med sig selv: hun ville være operasangerinde. Andet kapitel. - den stakkels spillelærers lidelser fik til sidst ende. Klaveret blev smækket i, og trallende: » Jeg ha—a—der at kiim—m—prel » Jeg ha—a—der at ham—m—rel< på Melodi af Beethovens ^allef/retto i måneskinssonaten “ Kom Mary atter ind i spisestuen, hvor prøven på » Faust** var gået for sig. Den mislykkede fængselsscene var glemt. De gemytter, som ved mindste lejlighed blusse op, og uden spor af selvbeherskelse lade sig rive hen af deres heftighed, ere som oftest de, der have lettest ved at tilbagevinde ligevægt i sindet. Brød tordenvejret løs, lod Mary det rase ud, og alt var klart igen. Men det faldt hende aldrig ind, at hun ved den skånselsløshed, med hvilken hun, som et vildt dyr, faldt over sit bytte, tilføjede sår, som vare dybere, end hun selv nogensinde havde tænkt sig. Der var mørkt i stuen, da Mary kom ind, og hun kunne ikke se, hvor søsteren var » Helgal** kaldte hun. Intet svar. » Helga, hvor er du dog? « Denne gang hørte hun noget, som en undertrykt hulken. » Helga, er det dig? Svar mig dogi hvor er du? Jeg kan ikke se en hånd for mig. « Nu hørte hun en lydelig hulken lige ved siden af sig, og skimtede en lille, sammenkrøben skikkelse, som lå på gulvet med hovedet presset ned i lænestolen. Hun bøjede sig hurtigt ned, slyngede sine arme om søsteren og drog hende til sig: » Men, Helga, hvad er der dog i vejen? Hvorfor græder du? « Først kom der en forøget hulken, som blev fulgt af et meget afbrudt og uklart: » Du — du må ikke være — vr—vred på mig----------je—jeg gjorde det ik— —ke med villie < » Å, din lille nar, er det derfor du græder? Vred på digi nej du ved jo godt, at jeg aldrig kan blive virkelig vred på min egen lille søster! Se så! Vær nu en sød, fornuftig pige og tør dine øjne. Du ved jo, at jeg ikke kan tåle at se dig græde. « og hun kyssede Helga varmt. Men Kys og klap læge ikke de sår, som hastige og ubetænksomme ord forårsage! Marys kærtegn fik kun tårerne til at flyde rigeligere. » Kæreste lille Helga, nu må du virkelig holde op, ellers græder jeg med, « og store tårer trillede ned ad Marys kinder. For en time siden var hendes vrede blusset dobbelt op, fordi hun ikke kunne få en tåre presset af Helgas øjne; nu, da det var lykkedes kun alt for godt, var hun ulykkelig derover. Hun tændte gassen og vidste ikke, hvor godt hun ville gøre det. Muntert for hun om, spøgte og lo, for også at få Helga livet op. Hun forstod ikke, at hvad der for hende kun havde været en ærgrelse, var for søsteren en hjærtesorg af det slags, som ved hyppig gentagelse til sidst kan dræbe al barnlighed, især når der ingen er, som ved kærlighed kan tage brådden bort. Helga var vokset op uden at have følt noget af den kærlighed, som blev Mary til del; men alligevel havde misundelse aldrig fået indgang i hendes hjerte. Hun elskede jo selv søsteren, så op til hende, som til et højere væsen, gjorde blindt alt, hvad denne sagde, et ord var nok, når Mary havde ytret det. Nu sad de sammen under moderens billede; Mary i lænestolen, Helga ved hendes fod, ivrigt lyttende til en af disse historier, som det var hendes fryd at høre. Underlige, fantastiske historier, en mærkelig blanding af nordisk myttologi, Grimms eventyr, tusind og én nat og Marys egne, ville fantasier. » Hurra! Hurra! — å, er i der pigebørn! — laud i laud! Å, jeg er aldeles fortumlet, aldeles ellevild! — i kan ellers tro, det var en stram tur i « Så fordybede havde søstrene været, at de ikke havde hørt det ringe. Ved denne jublende afbrydelse for de begge op. » Å, Carl! Hvor du dog forskrækkede os!< » Om forladelse, Mary; men du må undskylde mig! I dag er jeg ikke menneske. Tænk dig, jeg fik virkelig laud! « » Nej, fik du det! Til lykke, Carl! « „ Ja, og et pænt laud oven i købet, tyve points over — å, ja, ja, dal det er som at være i Paradis. Ikke mere at skulle op til disse fordømte eksaminer. Gud forbarme sig, hvilken dag! « » Ja, det må være rædsomt! « » Rædsomt? — ja det skulle jeg mene! Til sidst vidste jeg hverken ud eller ind; det var som de andre og jeg selv stod på hovedet. Havde professoren blot været en lille smule krakilsk, kunne han have lavet plukfisk af mig i et nu; men, gudskelov, han var menneskekærlig, og jeg fik mit laud. Det er noget, vi kan lide, ikke sandt, Mary? « og Carl slyngede sin studenterhue op i loftet, fangede den igen, tog Mary om livet, svingede hende rundt og kyssede hende. » Ja, du må undskylde, min pige! Men i dag må jeg s'gu have et Kys for at gøre festen fuldendt! Desuden, vi er da næsten halvfætter og cousine. Fra i morgen skal jeg nok huske, at du er en voksen dame, så man må opføre sig pænt og holde fingrene af fadet, indtil « — et polisk smil fuldendte sætningen. Mary rødmede og lo. » Er onkel og tante hjemme? « » Nej, men de kommer hjem til the. Du venter nok, ikke sandt? « » Hvad er klokken nu? Halv syv — ja naturligvis venter jeg. Du kan ellers tro, at de gamle er kisteglade! Da jeg begyndte at stolpre om på mine trommestikker, tænkte de næppe, at de nogensinde skulle opleve at se deres søn som cand. med. med bedste charakter. Men hvor er Helga? Krøbet i skjul bag sin store søsters skjorter! Kom du kun frem og giv din gamle fætter et Kys i dagens anledning. « Helga gik tøvende hen til ham. » Hvad! Røde øjne! Hvad er der i vejen med dig? « » Å, ingenting, jeg faldt — « » Det er ikke sandt, Carll det er ikke derfor, hun har grædt, « udbrød Mary ivrigt. » Det var mig, som skændte på hende og fik hende til at græde. « i6 » Hvilken grov forbrydelse havde hun da begået? « » Vi spillede » Faust, og så — » Igen » Faust hør Mary, du er også et rigtigt barn! Hvornår vil du dog blive fornuftig og holde op med de narrestreger? « » Narrestreger! Det er ikke narrestreger, men fuldt alvor; jeg gør det for at øve mig. « » Øve dig! Så du har endnu ikke fået de griller af hovedet? « » Det er ikke griller, Carl! Så snart jeg er gammel nok til at lære at synge, vil jeg til tteatret — det er det eneste, jeg bryder mig om. « » Å snak i piben får nok snart en anden lyd. « » Nej, det får den aldeles ikke, og sig mig, ærlig talt, ville du ønske, at jeg slet intet mål skulle have i livet, men som så mange andre unge piger kun være opfyldt af tant og fjas og unge herrer? « » Nej, det ved du vist alt for godt. Men fordi du ikke går til tteatret, behøver dit liv da ikke at være uden mål, og fordi man morer sig lidt, behøver man da ikke at være opfyldt af tant og fjas. Mor du dig kun, min pige! Man er kun en gang ung, og du skal nyde ungdommen, mens du har den. « » Nyde? Kalder du måske baller og middagsselskaber en nydelse? Jeg hader de sidste og er allerede led og ked af de første! « » Hal hal hal nej, ved du hvad? Nu bliver du s’gu for morsom 1 en lille kylling, næppe ude af ægget og allerede ked af denne verdens glæder. « » Ja, le du kunl men hvis du tror, at det er en nydelse en hel aften igennem at blive underholdt af ti herrer om akkurat det selv samme, så tager du virkelig fejl. « » Nej, det kan jeg godt forstå, især når man er så umådelig begavet. « » Å, du behøver slet ikke at gøre narl jeg vil kun sige dig, at nu har jeg været på syv baller, og med undtagelse af et par herrer, som slet intet sagde, begyndte de alle med: » Har frøkenen abonneret? Holder frøkenen meget af tteatret? Var den kgl. Familie der sidste gang, frøkenen var der? « — uf hal det er til at ærgre sig sort over, at så mange hoveder kryber i den samme hat. « » Hvad Pokker vil du da ha’, at de skal tale om? « » Det er lige meget, selv om det var havedyrkning eller hesteavl; alt, når man blot kan få noget nyt på bane. Ved du, i torsdags, hos consul Petersens, blev jeg så gal i hovedet, da candidat Larsen begyndte på akkurat det selv samme, at jeg afbrød ham og sagde: » Dette er mit syvende bal; jeg har abonneret om fredagen; jeg elsker tteatret; den kgl. Familie var der ikke i fredags — se så, nu er det overstået! Skal. vi så tale om noget andet? « » Bravo! Og hvad sagde han så? « » Ikke et muk. Han så ud som et stort udråbstegn. » Ja, de må virkelig undskylde mig, « sagde jeg, » men på alle de syv baller, har herrerne enten ikke sagt et ord, eller underholdt mig om baller, tteatret eller den kgl. Familie, og der er da andre emner. De er jo jurist. Fortæl mig lidt om processer, lovgivning, og hvad der ellers hører til deres fag. Jeg har ikke det mindste begreb derom. « så åbnede han slusen; det vældede formelig ud af ham med morsomme historier, af hvilke jeg forresten ikke kan huske det aller mindste. Men det kan også være det samme. Vi morede os dejligti han var da i det mindste den eneste, som sagde et fornuftigt ord; alle de andre var nogle sølle kameler. « » Det er ellers en temmelig affejende dom. Man er dog på bal for at more sig med at dandse, og ikke for at afhandle juridiske emner. « » Ikke juridiske, men fornuftige, ellers vil jeg helst blive derfra; men hvad kan det nytte at tale med dig derom? Du forstår mig dog ikke « » Hør, jeg troede virkelig, du var for klog til at komme med dette forbistrede vrøvl, som alle nutidens unge piger kommer med, dette » ikke at være forstået «. Jo takl vi kender det! Og hvad er det så alt sammen? Ikke andet end mangel på udvikling, og at i sågu’ ikke forstå eder selv, eller ved, hvad i vil. « » Du tager aldeles fejl i jeg ved netop, hvad jeg vil. « » Til tteatret, ikke sandt? Det vil de alle naturligvis! Theatersygen er lige så udbredt og smittende som mæslinger og skarlagensfeber. man får en comedie i veldædigt øjemed på benene, og vips, dér ligger de alle, lige fra elskeren og elskerinden ned til » en tjener — hr. Sørensen «. Alle har de drømt sig som Fru Heiberg eller Michael Wiehe — men venti bare et lille grin fra publikum, og sygdommen er forbil forresten er det dumt af mig at spilde så mange ord på det ttema — din fader vil dog aldrig give sit samtykke dertil. « Mary havde stået lidt trodsigt og hørt på Carl. Nu rettede hun sig stolt ivejret: » Fader har aldeles intet dermed at gøre. Geniet vil og må bane sig vej. Hvis jeg har geni, er det min pligt at vise, at hverken rigdom eller stand bør være nogen hindring. Han har ingen ret til at holde mig tilbage. « Carl gjorde en utålmodig bevægelse. » Hør blot et øjeblik på mig, « sagde Mary indtrængende. » Du betragter mig som et barn; måske er jeg det i mange henseender, men ikke i alle. Jeg føler inden i mig en higen mod et højere og bedre mål end hverdagslivet kan yde. Jeg føler voksende vinger, som, hvis jeg blot kunne bryde mine lænker, ville bære mig frem til lykke og til hæder. « » Å, vejen til hæder er ikke Peer gantes. « » Det ved jeg! Jeg ved, at man må fægte tappert; men jeg har både mod og kræfter. Jeg må fremad, op dér, hvor man frit kan udånde sine tanker og sine længsler! « » For dér at finde nye længsler og nye lænker. « » Nej! Det er her, man er i lænker, fængslet, hvor man står og går, af usle fordomme, smålige tanker; hvert menneske kun optaget af sig selv. « » Og du, er du det da ikke? « » Nej, jeg er kun optaget af mit mål! « » Hvor er da forskellen? Får vort mål ikke udtryk gennem os? Hvorledes kan det ene skilles fra det andet? Og — — « » Å, hør blot et øjeblik efter, uden at afbryde mig. Du ved, at alle siger, at min stemme er noget ualmindeligt. Nuvel, du som altid prædiker, at talentet er et lån, ikke en gave; en kapital, som vi engang skal stå til regnskab for. og som vi ikke har lov til at lade ligge, du burde frem for alle indse, at min stemme blev givet mig i et bestemt øjemed, og er det ikke det naturligste, at den blev givet mig, for at glæde andre? Hvorledes kan jeg gøre det ædlere, og bedre, end ved at gå til tteatret? Desuden, jeg ville hentæres, ja grue ved udsigten til at leve et intetsigende liv. Jeg må ud i verden, må føle, at jeg ikke forspilder mit liv, må ofre mig helt for kunsten i den alene drager mig, for den må jeg leve. Alt det andet er død. « Carl så forbavset på hende. Der kom en underlig stikken i hjertet, en egenkærlig følelse, en jalousi over at se, at hun, som han havde troet at kunne forme som et stykke voks, nu begyndte at vokse i en hel anden retning. Hun var ung, det var sandt; men som hun stod dér, rolig, men med blussende kinder, var der mere af den fuldtudviklede kvinde, end han havde opdaget før; en kvinde, som begyndte at tænke over livet, men hvis tankegang dannede en modsætning til hans. -han så for første gang en kløft, og han spurgte sig selv » vil kærligheden udfylde den? » » Mary « sagde han, nu selv alvorlig, » tro ikke at kunsten i mine øjne er ringe. I alle dens former er den stor og ædel, næst naturen, det ædleste på jorden. Men den kunst, du tænker på, er farlig. Vogt dig, at det ikke er menneskenes hyldest, som drager dig; mere lysten til at blive beundret, end kærlighed til kunsten selv; thi så er det hele kun et selvbedrag. — et vindpust, og alt ligger i gruset. Er du overbevist om, at ikke forfængeligheden optager den største plads i dit indre? « Mary blev blussende rød: » Jeg ved det ikke selv. Kunsten drager mig, jeg kan ikke leve den foruden. Men hvorledes kan den leve uden publikums hyldest? Det er jo derfra den indsuger kraft. « » Eller gift og fordærvelse! Kunsten kan leve uden publikum. leg kunne nævne dig en række af mænd, som kun mødte foragt eller ligegyldighed for deres kunst; men de arbejdede trøstigt videre i troen på deres kald. De levede forud for deres tid, og blev først forståede, da de vare døde. De mennesker, Mary, de levede for kunstens skyld, ikke for hyldest. Stakkels bæster! De fik kun forbandet lidt deraf. « » Men hvad har en sanger eller sangerinde at arbejde for, når de ikke kan vinde publikums hyldest? De kan jo dog ikke leve forud for deres tid, da de intet efterlader sig uden et minde. « » Jai og derfor er det netop, at en skuespillers eller skuespillerindes livsstilling forekommer mig den vanskeligste af alle; netop fordi den er så afhængig af publikums caprike. Aldrig, kære Mary, ville jeg ønske et menneske, jeg holdt af, mindst af alle en ung pige, at gå til tteatret, idetmindste ikke uden at vide hende i besiddelse af stor sjælsstyrke og stort talent. Smukt og herligt er det at se til. Men hvor ofte er ikke bunden hul? Kun få, meget få, kommer uskadte ud af ilden. « » Å Carll mange flere end du tror. « » Nej. kun meget få. Du aner ikke fristelserne. Har du nogensinde hørt fortællingen om den unge kvinde, som første gang optrådte på scenen? Dejligt sang hun, dejlig var hun, og publikum jublede. I en loge tæt ved scenen sad en anden sangerinde, som publikum den foregående dag havde tiljublet, tavs og bleg, med gnistrende øjne; hun følte, der var kommet en yngre, større, skønnere end hun selv. Efter sidste akt bøjede hun sig frem med en laurbærkrans i hånden. Folk så det og hviskedee: » Hvor selvforglemmende! Hvor smukt af hendel « hun hørte, hvad de sagde, bed sig i læberne, bøjede sig længere ud; så kastede hun kransen — den faldt lige på den unge, skønne sangerindes isse, man hørte et skrig; død sank hun om på scenen. Laurbærkransen var af bly; den havde dræbt hende på stedet denne hist

1895_Paulsen_Kunstnernaturer

John

Kunstnernaturer

Paulsen

Paulsen

Kunstnernaturer

male

1895_Paulsen_Kunstnernaturer.pdf

John

Paulsen

no

Kunstnernaturer

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Gamle madam lunde havde frygtelig travlt. Benjamin var kommet styrtende hjem fra kontoret for at sige hende, at Ole strand ville besøge dem om kvælden. Moderen måtte naturligvis ha en ordentlig kvældsmad rede. Det behøvede ikke at være så meget, men fint måtte det være. Ole var jo nu så forvænt fra sit ophold i udlandet. Madam lunde sagde straks ja og amen. Benjamin var hendes eneste søn, og hun føied ham i alle stykker. Leit var det jo, at dette fine besøg skulle falde netop på en lørdag, hvor hun havde hele huset at gøre rent til helgen — men det skulle gå alligevel. Der var ingen råd for det. Den lille Inger, som gik hende tilhånde i køkkenet, blev straks sendt hen på torvet for at købe fersk fisk. Øl og dram til maden havde hun heldigvis i huset. Kognac til toddyen fik Benjamin selv sørge for. Og ovenpå toddyen ville madam lunde overraske sin fornemme gæst med en sildesalat, som var hendes stolthed. Hun forstod at tilberede den på en måde, som havde gjort hende berømt mellem sønnens få kammerater. En slig delikat ret havde Ole næppe smagt i udlandet. Ole strand, der uden sit vidende satte madam lundes tarvelige hus i sligt oprør, var en ung, begavet musiker, på veje til at få et navn. I flere år havde han med offentlig og privat understøttelse studeret i Leipzig og var nu kommet hjem til sin lille fødeby på Norges vestkyst for at hilse på sin familie. Han og Benjamin var venner allerede fra skOledagene. Fælles interesse for kunst havde ført deres unge hjerter sammen... Benjamin skrev i fritiden, når han havde lært sine lektier, små digte, som den lidt ældre Ole søgte at sætte i toner... Men efter skoletiden skiltes deres veje. Benjamin, der var så vek og frygtsom, blev puttet ind på et kontor uden at nogen spurte om hans lyst eller ulyst. Han fyldte godt sin plads, han var et samvittighedsfuldt pligtmenneske, og i årenes løb blev hans løn høj nok til at han kunne forsørge sin gamle mor, enken efter en fattig sømand. Ole derimod fulgte med hele ungdommens egoistiske hensynsløshed sit formentlige kunstnerkald. Hans musikalske begavelse var ikke større end vennens poetiske, men Ole havde langt mere energi end Benjamin. Han ville ud, han ville være musiker — og familiehensyn generte ikke hans lette, fornøjelsessyge sind. Hans mor var nemlig også enke og sad med en datter i små kår. — der var så hyggeligt den lørdagskvæld i madam lundes lille dagligstue, som også tjente til spiseværelse. De nystrøgne gardiner var så klare og blændende hvide, de birketræs møbler skinnede blankt polerede uden et støvgran; fotografierne på væggen og det gamle, naive billede af wergeland, en levning fra kunstens barndom i vort land, fik farve og glød af den sommerlyse aftensol, og på konsolen under det store spejl stod i et vandglas en bundt liliekonvaller, udbredende i stuen sin rene, søde vellugt... Selv havde madam lunde pyntet sig med sin fine søndagskjole og bar sin „ staskappe “ med de brede sorte blonder og de vaiende silkebånd. måltidet var slut. Ole strand havde været så optat af at fortælle om sine rejser og studier, om det frie, herlige kunstnerliv derude i verden, at han ikke mærkede det drag af melankoli, som ved hans livlige skildring efterhånden lagde sig over vennens fine, lidt sygelige træk... Men moderens ømme hjerte anede uråd, bekymret så hun på sønnen og tænkte: „ Nu længter min Benjamin igen ud. — stakkers gutten min! “ Madam lundes gamle, ærlige ansigt op-klartes og strålte under den brusende „ staskappe “, da Ole strand tilslut komplimenterte hende for sildesalaten, der ikvæld også var et kunstværk. Han spiste t o store portioner, lagde hun mærke til, hvad der rigtig frydede hendes husmoderlige hjerte... Herrerne lavede sig et nyt glas toddy. Madam lunde ville ikke drikke med dem trods alle opfordringer. Hun kunne ikke tåle brændevin, så hun. Endelig lod hun sig dog bevæge til at smage på Benjamins glas og samtidig drikke skål med hædersgæsten. Så hostede hun forlegent og flyttede sig igen hen i sin bløde stol i krogen, et stykke fra vennerne. Hun forstod ikke, hvad de talte om, det „ lå over hendes horizont “, men fulgte dog trofast samtalen, stræbende efter at finde mening i den. Der var slig god hjertelig klang i Benjamins stemme — og når Ole lo, var det en hel forfriskelse. En kunne selv få lyst til at le med. Og de nævnte store kunstnernavne, der som røde farveklatter lyste op i samtalens gråt, både Bjørnson og Ibsen, og Ole Bull og mange andre. Der var netop udkommet et nyt skuespil i de dage, som satte sindene i stærk svingning. Ole tilbød sig at spille, hvad han altid gjorde, når han var i høj stemning — han ville improvisere over nogle norske folkemelodier — men desværre eied ikke madam lunde noget piano. Det var så bedrøveligt, syntes Benjamin, han havde glædet sig så til at høre vennen, der var en virtuos på sit instrument. Men Ole klappede ham på skulderen og bad ham i stedet for forelæse nogle af sine smådigte. Benjamin vekslede et stumt blik med moderen, der næsten højtideligt nikkede til ham; så gik han stille ind i sideværelset og kom tilbage med en liden bog, på hvis røde bind stod trykt. med gyldne bogstaver „ Poesi “. Denne bog havde han i skOledagene fået af Ole som julepresent, og siden havde han benyttet den til deri at indføre de af sine digte, han selv holdt for de beste, værdige til at opbevares. Benjamin begyndte at læse, efterhånden blev han varm, hans unge, letvakte følelse og versenes rytme henrev ham... Han skalv i stemmen, og over hans bleke, fine, skægløse ansigt med det lange gule hår gled en klar rødme, som gjorde det endnu mere pigeagtigt end det var af naturen. Madam lunde sad i den samme ubevægelige, andægtige stilling, hun pleied at indtage i kirken, når hendes yndling, pastor Danielsen prækede. Hun havde foldet hænderne, hvori hun holdt sit sammenlagte lommetørklæde, og sænket hovedet. Nu og da stjal hun sig til at se op på sønnen, og dette hemmelige, tårevåde blik var fuldt af øm moderstolthed... Hun forstod ligeså lidt versene som samtalen om kunst før, og dog rørte de hende... Sønnens bevægede, pattetiske stemme, rytmens tilbagevendende klang gjorde samme dybe indtryk på hende, som når orglet en hellig søndagsmorgen i kirken pludselig bruste frem over menigheden... Hvor mon hendes Benjamin tog alle disse dejlige ord fra? Hun kunne ikke blive klog på det — men i sin ukyndighed beundrede hun ham så meget blindere. Der var megen stemning og følelse, men lidet særpræg i Benjamins digte, syntes Ole, der som kritisk tilhører sad strunk og stiv, med cigaren mellem fingrene. Dog hvorfor bebrejde en tyveårig forfatter, at han mangler originalitet? Han har jo endnu intet oplevet, hans spirende sjæleliv har blot taget farve af hans fattige drømme og hans lekture. Men lad siden livet og dets brogede oplevelser indfinde sig, og han vil nok få noget at sige, som er hans egen, dyrekøbte ejendom... Et lidet digt, betitlet „ Længsel “, der skildrede en ung fanges frihedsdrømme, greb dog Ole, strofen var tilmed så varieret og vellydende. „ Det skal du pinedød skrive af til mig! “ råbte Ole og slog i bordet. „ Det vil jeg sætte i musik. “ Benjamins bleke ansigt strålte. „ Vil du virkelig? “ spurte han i undselig glæde. Madam lunde foldede ud sit lommetørklæde. og førte det til øjnene — hvad hun også pleied at gøre i kirken efter at præsten havde uddelt velsignelsen. „ Du skulle se at komme ud i verden, “ så Ole efter en pause. „ Der bliver ingenting af dig herhjemme i fillebyen. — slå nu følge med mig, når jeg rejser! “ Benjamin hang med hovedet, han havde intet kærere ønske end at se de fremmede lande, som vennen så begejstret havde talt om, og leve der i skønheden for sin kunst... De længselsfølelser, han havde givet et så naivt udtryk hos den unge fange, var jo hans egne... Men han havde ikke hjerte til at forlade sin gamle, fattige mor. Og hvordan skulle han selv ernære sig derude? Lave vers — eller gå syngende med en lirekasse fra dør til dør? Han eied jo ingen mægtige mæcener som Ole — — madam lunde var ved Oles uforsigtige bemærkning pludselig revet ud af sin løftede stemning, og så forundret bebrejdende på ham. Hvor kunne dog et voksent menneske tale så uvittigt? At Benjamin havde digterbegavelse kunne ingen nægte, men af den kunne han jo ikke leve — og hvem skulle desuden forsørge hende, om sønnen tog bort? De levte jo nu begge to af hans daglige arbejde på kontoret. Nej, hendes Benjamin var gudskelov ikke så lethjertet som Ole strand, der morede sig så godt dernede i Tyskland og glemte sit fattige hjem i den grad, at han i måneder undlod at skrive hjem og vakte en unødvendig sorg og bekymring hos mor og søster. Gamle enkefru strand havde det svært knapt, hun søgte jo at skjule sin huslige elendighed for verdens øjne, men madam lunde vidste, hvad hun vidste — og bageren på hjørnet og høkeren, der var så streng i at indkassere sine fordringer, kunne også tale et ord med om den sag. „ Næste år, Benjamin, rejser vi i al fald sammen ud, “ så Ole, der så nødig slap sin yndlingstanke at leve sammen med vennen i Leipzig eller munchen. „ Så har du imidlertid skrevet en god bog, og fået dig et ordentligt honorar i lommen. “ Benjamin mødte moderens spørgende angstfulde øjekast, og rystede stille sørgmodigt på hovedet. Så rejste madam lunde sig med en kræm-ten... Hun ordnede båndene på sin kappe og så ud på gaden. Nabokonen bentoverfor sad bag sin syge rosenbusk og „ spionerte “ — det faldt Ole ind, at det kunne være på tide at bryde op. Benjamin fulgte med ham et stykke på vejen. Han havde hele natten for sig, det var jo søndag i morgen, så var han fri for kontoret og kunne sove så længe som han ville. Arm i arm gik vennerne nedad gaden, der bestod af lave træhuse. Her og der skød et grønt træ op midt i gaden, mellem den dårlige brolægning. Benjamin lænte sig ind til den stoute, robuste Ole, der gik mageligt slentrende, pustende røgskyerne fra sin cigar ud i den friske natteluft, der smagte dobbelt velgørende ovenpå den indestængte atmosfære i madam lundes små kahytter. Madam lunde stod i døren og så efter dem, smilende og nikkende til dem, selv efter at de længst var ude af syne. Nabokonen bento verfor havde fremdeles sin udkigspost ved vinduet. Hun var gul af ærgrelse over det fine besøg, madam lunde havde haft, og over den delikate lugt af stegt fisk og andre lækkerier, der i sommervarmen var trængt lige over gaden, pirrende hendes næse. For at ærgre den misundelige naboerske endnu mere, blev madam lunde stående i al sin pynt i døren endnu nogle øjeblikke — der var noget triumferende over hendes brede, godmodige ansigt — og endelig trak naboersken sig med et hadefuldt øjekast tilbage fra vinduet. „ Den madam lunde skulle nu altid være så stor på det, og hendes far havde dog bare været en simpel matros, det vidste hele gaden “. Vennerne var imidlertid kommet ud på næsset, langt fra byens småhuse, og spaserte nu frem og tilbage ved tjæren. Det var vor lyse, norske sommernat... Fjorden lå dyb og mørk, bundet af sommernattens drømme, med et solrødt, bævrende skær i sit fang... En fiskerbåd tegnede sig svart og ubevægelig mod fjordens matte guldsøile, som den skar over — og hist til venstre om næsset lå det store, engelske dampskib, hvormed Ole skulle rejse iovermorgen. Fjeldenes konturer stod som et kraftigt, bronceagtigt relief mod den næsten dagsklare skyfri himmel... Ingen vind blæste. Det var så stille, at man kunne høre fiskeren derude, når han drog sit garn... Den østlige horizont begyndte allerede at rødme i sarte, rosenbleke toner... „ Her er dog vakkert herhjemme, du! “ så Benjamin og så henrykt udover fjorden. „ Aja! “ svarede Ole langtrukkent. „ Men man lever ikke af naturskønhed alene — her er så forbandet kedeligt, du — ikke til at holde ud! — og man kan ikke røre sig et skridt uden at blive udspioneret. “ Han ophidsede Benjamins kyske fantasi ved at indvie ham i kunstnerlivets frie erotik. Udlandets damer var ikke så forbandet snerpede som de norske. Der kunne man, uden at være en Adonis, opleve både det ene og det andet----- med stolthed fortalte han flere af sine elskovseventyr. Benjamin tog sin stråhat af og tørrede sin pande med lommetørklædet. „ Hvor natten er varm, du! “ De var nu i nærheden af Oles hjem. Ole foreslog vennen, at han skulle gå op med ham og drikke en baier til afsked. Benjamin gjorde indvendinger, klokken var over et, det var så sent, og man ville vække hele huset. „ Du tager fejl, “ svarede Ole. „ Mor og Lise sidder altid oppe og venter på mig. De går aldrig i seng, før jeg kommer. Det er en uskik forresten — men hvad kan man stille op mod de fruentimmer. “ Benjamin så op mod huset. Ganske rigtigt! — to bleke, trætte kvindeansigter viste sig spejdende ved vinduet i den sommernatlige dæmring, for straks efter at forsvinde. Benjamin blev trods den sene nattetime hjerteligt modtaget af moder og datter. Fru strand var høj og tynd, af rank holdning, sirlig klædt, med en fornem dames pre-tentioner, som ikke rigtigt passede til den fattige dagligstue, hvor et smukt, gammeldags piano dobbelt fremhævede de øvrige møblers dårligdom. Det stod der som en glimrende rest af fordums velvære. Lise var sart, fin og sygelig — det rige, blonde hår indrammede næsten for massivt det blege, magre ansigt med det yndige smil og de himmelblå, blide øjne... Hun lignede mere Benjamin end sin kraftige, rødmussede bror. Ole dunkede gemytligt sin mor på ryggen og forlangte øl. Fru strand bekendte, ikke uden en rødmen, der gav hendes visne træk et øjebliks ungdom, at hun ingen drikkevarer havde i huset. Og det var for sent at hente nogen. — også Lise så helt undselig ud. Benjamin forsikrede ilfærdigt, at han slet ikke var tørstig. Det havde kun været et påfund af Ole. „ Du kan jo spille lidt for Benjamin! “ så fru strand med sin bløde røst — og så, ikke uden stolthed, hen på det gamle klavér. Og mens Ole foredrog den ene melodi efter den anden, både sine egne og andres kompositioner, og Benjamin og Lise sad lyttende som idrømme i sommernattens bleke lysskær, Lise med hånden støttet under kinden, begge med et udtryk af vemod i de unge, fine ansigter, — tænkte fru strand i sit stille sind på alt, som dette gamle instrument havde været for hende. De havde delt onde og gode dage sammen. Hun havde hjemme hos sine forældre klimpret på det som ung pige — og havde ført det med sig til sit nye hjem, da hun giftede sig. Det var nok hele hendes medgift. Da hendes mand, den fallerede købmand døde, og hun sad tilbage med børnene på en bar houg, havde hun ofte, når hun var i pengeknibe, tænkt at skille sig ved det — men havde dog ikke rigtigt haft hjerte dertil... Det var som at jage ud af huset en gammel ven, der havde kendt hendes fortid, hendes barndoms hjem og hendes kære forældre... Under mange savn og opofrelser beholdt hun det således i årenes løb. Hun solgte både malerier og bøger og tæpper. For at dække øjeblikkets nød forsvandt den ene værdifulde genstand efter den anden — men pianoet stod fremdeles der i en fremskudt æresstilling med sine gamle noder og sine gulnede tangenter. Dette piano var værelsets helligdom. Og der fulgte ligesom velsignelse med den gamle kasse. Ole var ikke større end at hans lille, stumpede næse nåede op til tangenterne, førend han begyndte at røre ved det. Der stak øjensynlig en musiker i gutten. Da han senere kom i skolen, og gamle organist Myrvold, der var lærer i sang, havde fået øjet op for guttens begavelse, gav han ham gratis undervisning hver søndag. Ole gjorde rivende fremskridt. Moderen og organisten var lige stolte af ham. Oles udprægede musikalske sans sparte moderen for det vanskelige valg af sønnens frem tidige livsstilling. Alverden med den gamle organist i spidsen fortalte hende, at gutten burde blive kunstner, han havde selv en brændende trang dertil foruden at hans forfængelighed tilhviskede ham, at en slig levevej var finere og mere anset end håndværkerens og handelsmandens. Tilslut trådte et par skikkelige rig-mænd, der havde den svaghed at ville opdage talenter, til med pekuniær hjælp. Men da Ole det første år lå nede i Tyskland og uddannede sig, havde moderen det svært ondt, og ofte skottede hun hemmelig hen til pianoet som til en frelsende engel... Lise, der for tiden var almueskOlelærerinde, havde så ringe løn, og dog gik det meste af den til husets udgifter. Selv nægtede hun sig alt. — solgte fru strand nu pianoet, der trods dets ælde var i god stand, forsynet med et fint firmas mærke, ville hun for pengene kunne klare sin gæld til bageren og slagteren, købe en favn ved til den lange vinter og anskaffe Lise en ny søndags-kjOle i stedet for den gamle blå, som sad så slet og som hun for længst var vokset fra. Lise gættede imidlertid moderens tanke — og et lidet henkastet: „ Hvor morsomt, at vi endnu har pianoet, hvis Ole kommer hjem isommer! “ var nok til at moderen med et suk opgav sin stille, tunge beslutning. For Ole, den eneste søn, kunne moderen og Lise uden knurren døje alt, hvert savn, hver ydmygelse... Heller fryse og gå på sultekur hele vinteren end at Ole skulle ved sin hjemkomst savne det gamle, kære instrument, hvor han som liden lyslokket gut havde spillet med andagt sine første lette étuder... Ja, hvor megen glæde og nytte havde ikke fru strand haft af dette velsignede piano! Når hun i Oles fraværelse udenlands var bedrøvet og følte sig alene, havde Lise i tusmørket spillet for hende de stykker, som hun vidste moderen holdt mest af, og så var tårerne kommet, stille og uden bitterhed, sorgen havde løst sig op i mild gråt, i gamle og gode minder — — — og nu i nat glemte Benjamin, takket være pianoet, at han egentlig var budt herop på frisk baier og fintskårne smørrebrød... Så rørende taksom som Benjamin sad der, med øjnene i stum beundring fæstet på vennen, der netop improviserte over nogle gamle norske folkeviser •— Ole sluttede — og Benjamin takkede ham mange gange. „ Nu bliver det længe til, Ole, før jeg igen får høre dig spille “ — „ Å, om et år ses vi, gutten min! — hvergang sommeren kommer, længes jeg altid til gamle Norge. “ „ Et år er langt! “ sukkede Lise for sig selv. Fru strand følte midt i sin hjertebedrøvelse en hemmelig lettelse ved at tænke på sønnens nære afrejse. Disse hans sommerbesøg i hjemmet var nemlig så kostbare og anstrengende for hende. Hun elskede ham usigeligt, hun vidste ingen større fryd end at beholde ham hos sig hele livet, den ene dag efter den anden — men hun havde ikke råd dertil. Mens han var hjemme, gik hun og Lise i en dødelig angst for, at han skulle opdage, hvor kummerligt de egentlig havde det. For at skjule miséren for ham, spiste de bedre og rigeligere end ellers, de klædte sig pynteligere — og satte op glade og ubekymrede ansigter. Men næppe var Ole bortrejst, inden de begyndte at spare på alle måder, for at genvinde, hvad de under hans ophold havde givet ud over evne — istedetfor varm middagsmad, blev det nu kaffe og brød ugens fleste dage — og når Lise om eftermiddagen var fri for almueskOlen, broderte hun for at tjene et par skillinger ekstra, undertiden havde hun afskriverarbeide. Det gik ud over hendes stakkars svage øjne, der fik et mere og mere mysende udtryk. Der var jo så megen små-gæld, stiftet i sommerens løb, som skulle afbetales. — „ Går de ikke mere i kirken? “ spurte Benjamin Lise. „ Jeg så dem der ikke sidste søndag. “ „ Jeg var ikke ganske rask, “ hviskedee hun for at broderen ikke skulle høre det. Sandheden var, at hun havde lukket sig inde i sovekammeret for at sy om og pynte på sin gamle sommerhat, da hun ikke havde penge til at købe sig en ny. Ole havde nemlig en dag gjort en bemærkning om dens falmede udseende. „ Pastor Danielsen talte så vakkert, “ sagde Benjamin. „ Det gør han altid, “ svarede Lise undseligt. Hun kunne så godt lige Benjamin, men følte sig altid så usikker i hans nærhed. Hendes hjerte begyndte at klappe uden al fornuftig grund, bare han venligt så på hende med sine alvorlige blå øjne. Gennem Ole havde hun også erfaret, at han havde digtertalent — og dette bidrog til at forhøje interessen for ham. Benjamin var foruden broderen den eneste unge mand, hun kendte. Hun og moderen levte så stille som to nonner. De omgikkes ikke sine fine bekendte fra „ velmagtsdagene “, som fru strand kaldte sine første, lyse ægteskabsår — og de var for stolt til at blande sig med almuen, som deres finere dannelse skilte dem fra. Ikke engang Benjamins mor, den snille, pene madam lunde fandt nåde for fru strands øjne. Da Benjamin gik, lovte han Ole, at han ville komme ombord i dampskibet og der sige det endelige farvel til ham. Det sidste, han så, idet han gik ud af døren, var Lise, der ligesom i stor træthed lænede sig ind til broderen... madam lunde kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hendes Benjamin efter Oles afrejse var mere stille og indesluttet end sædvanlig. Hvad mon der gik af gutten hendes? Sam-menligned han i sit stille sind sin og vennens forskellige skæbne? Den ene fri og glad som fuglen, der forlader sin hjemlige rede og flagrer over fjeldene mod sør — den anden fængslet til en kontorpult i en elendig norsk småby, uden håb om befrielse... Mens Benjamin begærligt ventede brev fra vennen derude — han tælled dagene og ugerne — flød hans liv hen i den gamle regelmæssighed, uden store sorger, men også uden glæder... Det lignede en grå strøm, der rinder hen over et fladt leje, mellem jævne bredder — ingen uro, ingen bølgegang, som kunne minde om storhavet derude. Hver søndag ledsagede han sin gamle, fest klædte mor til kirken. Det var hans adspredelse ovenpå den lange hverdags-uges triste og regelmæssige arbejde. Han hørte ikke meget efter, hvad præsten så, men fulgte i stilhed sine egne fantasier. Mangt et lidet digt blev nedskrevet i tankerne, mens han holdt salmebogen mellem hænderne og tilsyneladende var fordybet i pastor Danielsens blomstrende, urimelig lange prækener. Hver kvæld, når vejret var godt, spaserte han med moderen en tur ude på næsset. De så solen gå ned bag skærene derude, og fjord-speilet rødme og sitre i solnedgangen — og derpå gik de stille hjem igen til det stille hus, uden at veksle mange ord. Benjamin blev altid så tungsindig i solnedgangens time. Han sukkede så højt, et moderen kunne høre det. Tankerne listede sig bort fra hverdagsstrævet og drog, bevinget af længslen, mod hine fremmede, ukendte egne, hvor solen rødmende og hemmelighedsfuldt forsvandt... Og en fornemmelse af at være bunden på sjæl og legeme, en higen mod en løssluppen, skøn livsglæde, som den blot kan trives i syden, steg med uklar smerte op i ham... moderen så, at hans øjne pludselig fyldtes af tårer — men hun var klog nok til aldrig at spørge ham om grunden. — om lørdagskvælden deltog han undertiden i et whistparti med et par bekendte. Men det morede ham ikke at spille kort, og de unge mennesker, der var forretningsfolk med liv og sjæl, delte ikke hans åndelige interesser. Som en fremmed fugl sad han mellem dem. Søndagseftermiddag — når gudstjenesten var forbi og middagen spist — følte han sig mest tilfreds. Mens moderen da tog sig en liden lur eller besøgte en af de snaksomme nabomadammer, var han sin egen herre og kunne i sød, søndagsstille fred uforstyrret læse sine yndlingsforfattere eller udforme i sirlige vers sine små stemninger, der var rene, lidenskabsløse og blide som liliekonvallens duft. Selv den vanskelige sonetform skræm med ham ikke. Og siden fandt han en barnlig fornøjelse i at renskrive sine åndsprodukter med sin smukkeste kontorhånd. Det så ud akkurat som om det var trykt, syntes han, og han betragtede sit arbejde med hemmelig stolthed, idet han lagde hovedet påskakke. — over en måned var nu gået hen uden at Ole havde ladet høre fra sig. En dag vendte Benjamin mere nedslået end sædvanlig tilbage fra kontoret for at spise middag. Principalen havde været i dårligt humør, skændt på ham for en bagatel og kaldt ham et „ upraktisk menneske “, der ingen sand interesse viste for forretningen “ — og ordet „ upraktisk “ havde en egen sårende klang i Benjamins øre. Han var sig bevidst, at han udførte sin gerning på kontoret så samvittighedsfuldt som nogen. Hans syslen med literaturen i ledige stunder var en privat sag, som ikke kom principalen ved. Moderen stod i døren og vinkede til ham med et glædestrålende ansigt. Hun havde i hånden et brev, besat med fremmede frimærker. „ Fra Ole! “ råbte hun allerede i afstand. „ Brev fra Ole! “ Men Benjamin gik ind på sit eget, lille kammers og låste døren af for i al ro at studere den epistel fra vennen, som han så længe og så uroligt havde ventet på. Brevet var dateret „ Munchen, i september. “ „ Kære Benjamin! — du kan ikke tro, hvor hyggeligt jeg har det hernede. Jeg har fundet alle mine gamle kammerater igen — og den svarte Kathi, som jeg engang fortalte dig om, er ligeså vakker og mod mig lige så venlig som før. For hendes skyld går jeg i café Probst hver dag ( hun er nemlig kellnerinde der ). Det er såmen ikke de kedelige norske aviser, som drager mig. Der holdes forresten nubåde „ Verdens gang “ og „ Morgenbladet “. Hver kvæld går jeg i reglen hen i „ Grunes bæum “, for nu får man det bedste øl der, „ frisch vom fass. “ Og så er der så friskt at sidde om kvælden! Restaurationen er en såkaldet „ laube “, en stor have med grønt og træer. Stedet er fuldt af lystige mennesker, der spiser, drikker, ler og passiarer. Mellem træerne er der hængt kulørte lamper, som tager sig godt ud i disse mørke, varme høstkvælder. Isaren strømmer forbi, muntert brusende ( du kunne tænke på en elv derhjemme ) og hornmusikken spiller valse af Strausz og lanner. Denne musik er forresten min plage. De bæster spiller undertiden så falsk, at fanden skulle hente dem alle sammen. Når Kathi er fri om kvælden — det er hun forresten så ofte, da kafeen lukkes allerede kl. 8 — går hun ud med mig. Det er en spillende jente, kan du tro, så morsom og fuld af liv og skøierstreger. Hun kalder mig for sin „ bar aus norwegen “ — men hver gang hun således har skældt mig ud for en uciviliceret bjørn, får jeg altid et varmt kys ovenpå. — herregud, hvor jeg dog holder af hende, jeg ser slet ikke på de andre kvindfolk. Hun har forhekset mig ganske. Hun tror forresten at jeg er rig, hvad man hernede tror om alle udlændinger, og har betroet mig, at hun vil forlade kafeen og bo sammen med mig — et højst ædelmodigt og for mig smigrende tilbud, som jeg desværre af gode grunde ikke kan modtage. Den berømte pianistinde, Clara Schumann, enken efter den store komponist, hørte jeg nylig i „ Odeon “. Hun spillede stykker af sin afdøde mand, og en sonate af Beethoven. Begejstringen var med rette grænseløs. Du skulle bare været tilstede! Selv jeg, der til hverdagsbrug ikke har for megen følelse, var så bevæget, at jeg næsten skammede mig for min nabo. „ Nu kan du gå hjem og lægge dig, Ole! “ sagde jeg til mig selv. Jeg forsikrer dig om, at der vil gå lang tid hen inden jeg på ny får mod til at røre ved mit piano. Det bliver bare fusk, sammenlignet med en kunst af denne rang. „ Die gøttliche Clara! “ sagde med rette en af mine naboer, en ung, sværmerisk student med et sabelhug over næsen. Igår — søndag — havde jeg rigtig en god dag. Om formiddagen var jeg i pinakotheket. Jeg bliver aldrig træt af at betragte de mange dejlige billeder. Der er blandt alle de fortræffelige hollændere en rembrandt, som er så prægtig — og så er der et portræt af Goethe, som jeg ikke kan se mig mæt på. Håret er grånet og tyndt ved tindingen, men de brune øjne er så skarpe og livsspillende som hos en unggut — — én tvinges næsten til at slå sit blik ned for dem — og han holder den gamle krop beundringsværdig rank. Efter at jeg havde „ dineret “ i „ Oberpollin-ger “, gik jeg med et par danske kammerater — her er så mange skandinaver hernede, — en tur i „ Englischer garten “. — der skulle du se et anlæg, gut! Vi har ikke maken til det i hele Norge. Vor lille park derhjemme er som en græsvold i sammenligning med det. En ved ikke, om man skal kalde det park eller have eller et kunstigt opdyrket landskab, så udstrakt og rigt og vekslende er det. Her er brogede blomsterbede, der grønne, smilende enge, hist en liden mørk sø, overalt store, dejlige, gamle træer, der som en masse kæmper, snart enkeltvis, snart i grupper, bevogter denne dejlighed, som kunsten er gået hånd i hånd med naturen om at frembringe. I timevis kan du vandre om uden at anlægget tager ende. Omgivelserne skifter bestandig. Du tror, at du er kommet ind i en idyllisk bondegård, men du er fremdeles i „ Englischer garten “. I næste stund står du kanhænde i en gammeldags, sirligt klippet allé, med en snirklet pavillon i nærheden, der kunne minde dig om Versailles. Og netop nu ved høsttid er her så vakkert. Løvets farverigdom fortryker øjet — og himlen er så blændende klar i sin septemberblånen. ~ om kvælden var jeg sammen med Kathi i den gamle „ Rathhauskeller “, hvor man får den beste vin. Kathi tåler slet ingenting, og er så guddommelig morsom, når hun har fået en dråbe i hovedet. Hun havde næppe smagt på vor ausbrucker, inden hun rødmede som et jordbær, smilte lumskt, kneb mig i ørelappen, og begyndte at nynne sine naive tyrolerviser for mig. Hun vil altid, at jeg skal tale om Norge med hende. Jeg snakker løst og fast, kan du vide, og praler ikke så lidet. Jeg har også fortalt hende om dig, — mein busenfreund. Hun fandt straks ud, at du måtte være „ ein guter junge11 og vi drak gemytlig din skål. — naturligvis endte det med, at „ den norske bjørn “ måtte danse hjem med Kathi. Hun har ganske tæmmet mig, forstår du. Hun bor pent forresten, man skulle tro, man var hos en dame. Med min komponeren går det ikke rigtigt endnu. Jeg har for mange ideer til at udføre en enkelt — og så mangler jeg den fornødne ro. Ovenover mig bor en ung frøken, der mange timer daglig øver sig på violin. Det er til at bli’ gal over. Jeg har sagt til min værtinde, at enten må violinistinden bort eller jeg, for jeg holder det ikke ud. Min værtinde er forresten så snild og hyggelig. Det er en ungdommelig, sød, svulmende enke. Ofte ser hun på mig med et par øjne, så det løber mig koldt og varmt nedad ryggen. Foreløbig bliver jeg dog min lille Kathi tro. Jeg har to store, pene værelser, men betaler kun for det ene. Værtinden påstår, at de to værelser hører sammen. Nå, det bliver hendes sag! Her var god plads for dig, ser du. Du kunne boet frit hos mig — men desværre kom mer vi vel aldrig til at mødes herude. Du er en stor hjemfødning, der mangler al energi, og tager for mange hensyn til andre, glemmende det gamle, gode ord, at „ enhver er sig selv nærmest. “ Hvad skriver du nu på? Den idé til en novelle, som du havde ( den unge digternatur, som dræbes af prosaen og folkesnakket i en provinsby ) var udmærket, synes jeg. — læs forresten Goethe! Han er endnu ung nok for vor tid. Jeg studerer just i disse dage hans „ Wahlverwandtschaften “, en mærkelig psycho-logisk roman, der bringer en til at tænke på Darwins nye tteorier. Han var en seer, den gamle Goethe. Fremtiden spejlede sig i ham... Lev da vel, kære ven, og hav det godt i alle måder! Jeg må i hast slutte brevet, da Kathi uventet er kommet på besøg. Hun slår mig utålmodig over fingrene med en våd rose, mens jeg skriver dette. Undskyld derfor det plettede papir! Vi skal sammen hen i „ Franciskaner “ og høre tyrolersangerne, som hun holder så meget af. Hun er selv fra insbruck. hils mor og Lise, når du går forbi. Jeg har ikke tid at skrive hjem i dag. Og mange hilsener til din egen, snille mor! Sig hende, at jeg ikke kan glemme hendes brillante sildesalat. “ brevet virkede på Benjamin som en trækfuglskare, der på rejsen sydover strejfer en dødsdømt fanges gitter... Alle staggede udfærdslængsler, alle kvalte kunstnerdrømme vaktes smerteligt på ny. Han så gennem ruden ud mod de stængende fjelde, hvis tinder sløredes af høstdagens regnskodde — og uden at han mærkede det, piblede den ene tåre efter den anden ned over hans fine, magre kinder. Hvor Ole dog havde det dejligt derude — mens han forsmægted herhjemme! — Vorherre var ikke retfærdig, som afstak livsbanerne så forskelligt! Kvinder, vin, elskov, kunstnydelse — alt, hvad der kan friste et tyveårigt livslystent hjerte kaldte som huldre-toner på ham fra Oles brev... Men hvad nyttede det alt sammen? Han turde ikke følge lokket — han måtte blive til sin dødsdag her i småbyen, sammen med sin gamle mor, for hvis skyld han slæbte sig ihjel på kontoret — dette afskyelige, mørke, støvede kontor, hvor et solglimt aldrig trængte ind. Forsagelse, blev hans livs devise, forsagelse — hver time skulle minde ham om et uopfyldt ønske, om en hjertedrøm, der døde... — moderen bankede frygtsomt på døren til hans lukkede kammers, og meldte, at bordet var dækket. Han svarede med en røst, der ikke var hans sædvanlige, „ Kommer straks “, men åbnede ikke for hende. Han måtte endnu samle sig en stund, førend han kunne møde moderen. Der var steder i Oles brev, der pinte ham som når en plump hånd rører ved et hal

1894_Jespersen_Kursuskammerater

Ingrid

Kursuskammerater

Jespersen

Jespersen

Kursuskammerater

female

1894_Jespersen_Kursuskammerater.pdf

Ingrid

Jespersen

Hella S. Lynge

dk

Kursuskammerater

Fortælling for unge Piger

n

roman

Schubothe

KB

illustreret forside. OBS. ifl. Dansk forfatterleksikon er Hella s. Lynge et fællespseudonym for Ingrid og Halfdan Jespersen

pdftxt

nan

nan

O

„ Karen! Nu må vi op! “ Intet svar. — kun lyden af dybe åndedrag. Idandet med en forvirret summen — ligesom af mange stemmer —, der høres ind fra trappegangen. Else lå lidt og stirrede frem for sig med vidt opspilede, underlig blanke øjne, så gabede hun, strakte "og vendte sig og faldt endelig hen i en døs med et smil om de halvt åbnede læber. — der hørtes slæbende skridt udenfor, og efter en barsk banken stak den mere end sjuskede tjenestepige, „ Husalfen11 kaldet, sit uredte hoved - ind for at forkynde, at nu kom børnene. Efter mange klagende grynt fandt Karen kraft nok til med tykt mæle at opfordre sin kære husalf til at bringe teen op til dem. „ Teen! Den er virkelig kold nu. Klokken er straks ni, og jeg skal ind og støve af. “ Men hun slap endda ikke. først efter at have fået det uappetitlige morgenmåltid, bestående af lunken, tillavet te og en tvebak med delvis smeltet smør, kunne Karen overvinde sig til med et rask sæt at svippe benene uden for sengen, og under utallige gabninger og strækninger iførte hun sig langsomt sine klæder. Else var allerede ved at trykke den våde svamp af i nakkehulen. Ind imellem kom det gispende: „ Du! Glæder du dig til det ny eksemplar, som kommer i dag?" „ Nej!" meget gnavent. „ Hvordan har du nu egentlig tænkt dig hende?" „ Jeg har aldeles ikke tænkt — kort og godt!"..hør. ved du hvad. jeg forestiller mig nu hende lidt i smag med fulvia. Hun skal jo være knusende lærd. Kan du ikke godt indse, at hendes smukke lille hoved — ja, for hun er smuk, hvad du så end siger — kunne passe udmærket til en høj. slank skikkelse, indhyllet i et græsk gevandt. Hvad?" „ Jeg kan kun indse, at du tager livet af mig med dine hundrede spørgsmål, så snart, ja, længe før jeg slår øjnene op. Disse kvidrende morgenlærke-naturer, uha! Morgenen er til at gnave færdig i og ikke til at sludre. For resten er estter brun nok lille og tyk." „ Å, der er intet udkomme med rlig. Men gnav du bare færdig." Else gav sig lidt irriteret til at børste sit smukke, lyse hår, hvorpå hun med små energiske sæt flettede det og med et eget kast svang pisken om på ryggen. Alt imedens tiltog støjen ved siden af. Stole flyttedes frem og tilbage. Pulte åbnedes med en pibende lyd eller smækkedes larmende i. Hele tiden lød en monoton mumlen, ud af hvilken enkelte ord klarede sig med idiotiserende vedholdenhed: „ New York, pensylvanien, Ohio — “ og forfra igen. Så blev alt pludselig stille. Man hørte stolene skubbes ud; hele klassen rejste sig og hilstes af et nogenlunde behersket mildt „ Godmorgen!" Else så betænkelig på sit ur. Det var strengt forbudt at. gå gennem klassen ved siden af deres soveværElse, når timen var begyndt. Hun skulle lige til at give Karen et vink om endelig at skynde sig, da denne indigneret udbrød: „ Skal det kaldes en ungdommens vejleder-inde! Hun har så sandelig selv ikke begreb om geografi. Sidder hun ikke der og råber „ Niagara", som var hun sin egen bedstemoder og aldrig havde hørt dannede mennesker sige „ Niagara!" “ „ Det er frøken lund," bemærkede Else spagfærdigt. „ hun er ellers udmærket flink, siges der." „ Kære Else, du er for naiv, du tager alle frøken Hermines forsikringer for gode varer. Efter hendes mening rummer instituttet jo kun „ førsterangs kræfter". — gid jeg havde lidt af din ungdommelige autoritetstro!" „ Ja, gid du havde en lille smule tro på andet og andre end dig selv," bemærkede Else og skulle lige til at forlade etuiet, som det lille rum, der tjente dem som sove-, toilet- og studereværElse, kaldtes. Men i sidste øjeblik huskede hun på bogen, som lå under hendes hovedpude, og med en noget mere venskabelig stemme henkastede hun: „ Hvordan var det nu, vi oversatte dette sted: landsbyen forekom ham overfyldt med subjekter?" „ Nå, du må nok dog tage mig til nåde," svarede Karen godmodigt, „ ja vent så lidt, til jeg får børstet tænder, så følges vi ad forbi den glubende ulv derinde, og så skal jeg oven i købet gennemgå hele lektien med dig." „ Hvad tid kommer så det ny vidunder, som du allerede tilbeder?" spurgte hun videre, medens tandbørsten gled op og ned ad hendes kraftige, hvide tænder og sprøjtede pulveret ud over spejlet, der mere bar spor af, at de unge damer holdt af at beundre deres ydre fuldkommenheder både ved vaskningen og tandbørstningen, end af støvekludens anvendelse. „ Å, du er dog selv nysgerrig!" drillede Else. „ Aldeles ikke! — jeg er vist ikke engang hjemme, når hun kommer; jeg skal hen hos Mary i dag. Derfor spurgte jeg." „ Du er en vigtigpind, er du. Vi skulle jo netop kritisere sammen. — men kom nu for alting; lad os dog endelig ikke fortørne mrs. Walley ved at komme for sent." Og idet Else stak sin arm ind under Karens, halede hun hende forsigtig med sig og gik på tæerne, stærkt rødmende gennem klassen, hvor alle hoveder naturligvis vendte sig for at se det snart ikke længere sjældne syn: de to kursusdamer, der havde sovet over sig. — og så stod estter på banegården. Endelig, endelig var hun ved målet, det vil sige ved begyndelsen af vejen dertil. Endelig skulle hun træde ud i den verden, hun havde længtes så meget efter; endelig skulle hun have lov at prøve sine kræfter, at forsøge at realisere sine store planer. Hun havde en utydelig fornemmelse af. at hun vist burde være meget bevæget; — men hun følte sig underlig rolig. Moderen stod ved siden af hende og så kærlig, bekymret og højtidelig ud. Hun betragtede datteren, som ventede hun en eller anden udtalelse, et følelsesudbrud, noget, der kunne hjælpe hende over afskeden. Alt imedens undersøgte estter bagagen, talte stykkerne. — jo, de var der alle. Så fløj hendes tanker tilbage til det forstyrrede værelse, hun havde forladt. Hun så for sig de nøgne vægge med skjolder efter billederne, hun havde taget ned; hun erindrede den halvvisne markbuket, der havde drysset sit blomsterstøv ud over spillebordets mahogniplade, — mon de nu huskede at smide disse blomster bort, inden vandet helt rådnede. Så pludselig syntes hun, at hun sad foran spejlet, ligesom aftenen forud. Hun så sit eget ansigt deri. hun undersøgte prøvende dets linier og spurgte sig selv, om hun nu også kunne holde, hvad dette ansigt lovede. Ejede hun virkelig energi og livsmod og alvor? Eller skulle hele det københavns-ophold bringe hende skuffelse. Og medens hendes blik så langt, langt bort, fremtryllede hendes hurtigt arbejdende fantasi en uendelighed af forskellige nye skikkelser og situationer, i hvilke hun så sig selv færdes. Hun blev vakt af sine drømmerier, da en af hendes mange såkaldte veninder slog hende på skuldren og under en regn af spørgsmål og udbrud overrakte hende en afskedsbuket. Estter følte stærkere end nogen sinde, hvor pjattede disse hendes bysbørn næsten alle var: hun havde den inderligste. Lyst til at vende ryggen til veninden og undgå den sværm af forhenværende skolekammerater, som støjende og hilsende nærmede sig hende. Men hun var for godt oplært i, hvad god tone i provinsen fordrede, til ikke hurtigt at beherske sig og smilende modtage kammeraternes blomster, medens hun hørte på deres passiar. Hun lovede halvt om halvt at skrive til dem, hun sendte hilsener til deres forældre, hun kom nu og da med en lille drillende eller morsom bemærkning, hun hilste alt imedens mildt til højre og venstre; hun hævdede til det sidste sit ry som en af de sødeste unge piger i byen, — og indvendig længtes hun blot efter, at toget -skulde komme og føre hende langt, langt bort fra det hele. „ Når kommer du hjem?" „ Hvad skal du egentlig derinde? “ „ Skal du tage nogen eksamen'?" „ Vil du da undervise bagefter?" Alle disse spørgsmål, der krydsede hverandre, besvarede estter med et undvigende: „ Å, det er alt sammen slet ikke bestemt endnu." På en gang mærkede hun en lille varm hånd i sin. Hun så ned og opdagede sin lille elev, Ida, hvis øjne stod fulde af tårer, og hvis læber dirrede, medens hun stak hende en lille rød æske i hånden og sagde: „ Jeg skulle spørge, om du ikke ville have den. fordi du altid har været så sød imod mig." Underligt nok var estters store ro på en gang borte; hun følte, at gråden ville bryde frem. og for at skjule den løftede hun barnet op til sig, knugede det lidenskabeligt og gemte så, uden at sige et ord, hovedet ved sin moders skulder. — nu hørte man toget komme susende. Trængslen på perronen blev tættere. Estter ville gerne skjult af mængden være smuttet ind i en kupé, hun skammede sig overfor sine velhavende veninder ved at skulle køre på 3die klasse. Men der var ikke tale om at kunne unddrage sig dem, — desuden vidste hun jo godt. at hendes fine fornemmelser var barnagtige. Alligevel generede det hende mere end hun ville tilstå, at Emilie, idet hun åbnede døren til en tom 2den klasses kupé, råbte: „ Kom, her er en udmærket kupé, hvor du kan blive ene!" Endelig var både estter og alle hendes pakker og blomster anbragte. Alle veninderne havde været inde at kysse hende til farvel, nu stod moderen i døren, sortklædt. spinkel, med de smukke, så trætte øjne. Estter forsøgte at smile til hende; så sank hun med et sammen. „ Å, moder, min egen lille moder!" sagde hun og kastede sig om halsen på hende. „ Bidet da synd. at jeg tager bort fra dig? Hvordan skal jeg holde det ud?" Moderen strøg hende over håret, gav hende endnu nogle gode råd, talte om brevene, som skulle være deres fornøjelse, om hvordan de alle ville glæde sig til julen, hun sendte hilsener til frøknerne Blom, til onkler og tanter, og forsøgte sluttelig at le, for at ikke indtrykket af hendes sorg skulle forstyrre estters glæde ved at få sit ønske om at komme til at læse opfyldt. Klokken ringede, dørene smækkedes i, der blev røre foran vinduerne, alle ville hen og give hånden, ville komme med en sidste bemærkning, en hilsen. I sin ophidselse opfattede estter alt klarere end ellers. Hun iagttog nogle af veninderne. der stod lidt tilbage og kritiserede de andre rejsende eller følgende, hun fulgte deres blik. medens det dvælede ved hende selv, og hun følte samtidig et stik indvendig og grebes af en vis foragt ved at opfatte Nancys bemærkning: „ Kan du begribe, at de lader hende rejse alene, og på 3die klasse? Og så med den hat! Det er da. for at man ikke skal være i tvivl om, at hun er fra landet a’. “ Endelig lød afgangssignalet. Estter slap sin moders hånd, medens hendes blik endnu hang ved det kære ansigt. „ Hils så fader og de små," bad hun. Og medens hun smilende, men med store alvorlige øjne bøjede sig ud af vinduet, gled toget langsomt ud fra perronen. Veninderne havde snakkende og klumpende sig sammen vendt sig for at gå hjem; men endnu skimtede estter sin moders mørke skikkelse og lille Idas hvide forklæde; så drejede vejen, også disse forsvandt, hjemmet var forladt. — toget skumplede af sted, hurtigere og hurtigere. Da kastede estter sig på knæ, og skjulte sit forgrædte ansigt i hænderne. Konduktøren, der skulle se billetten, fik hende til at fare op. Hun tørrede øjnene, rettede sig, stak hovedet ud af vinduet, og medens den friske vind legede med hendes krøller og svalede hendes brændende kinder, bestemte hun, at den moder, der havde ofret så meget for hendes skyld, ikke forgæves skulle have bragt sit offer. Septemberdagens klare hvidlige solskin hvilede over det flade landskab, som toget hurtigt gennemfør. Alt syntes at døse i tilfreds magelighed. De med pil indhegnede marker, der gled øjet forbi, lignede med deres gule Stubbe og deres regelmæssige firkanter hverandre som felterne på et skakbræt. Intet afbrød ensformigheden; den begyndte at påvirke estter, hun følte sig slap, ligegyldig for omgivelserne. Hun vendte sig bort fra vinduet, udsigten fristede hende ikke; nej, så ville hun hellere tænke. Og tankerne vendte hurtigt tilbage til hjemmet, hun havde forladt. — det havde kostet hende en hård kamp at få lov at komme til København for at læse. Så langt tilbage, som hun kunne huske, havde det været hendes højeste ønske at blive i stand til at studere. Ja, det vil sige, ind imellem havde rigtignok andre planer også opfyldt hende. — da hun var tretten år, havde hun drømt om at blive kunstnerinde, hun havde, sagdes der, noget talent for at male. Men den ide havde hun dog hurtig opgivet, da hendes selvkritik vågnede. Noget alvorligere havde hun overvejet mulighederne for at oprette et etablissement for broderier og børnedragter. Hvis tanten ville være med og skyde penge til, så — ja, så måtte det give glimrende resultater. — men tanten ville ikke, da det kom til stykket, hun opfattede det hele som barnestreger og luftkasteller. Dog estter var ikke til sinds at lade sine fremtidsplaner behandle som barnestreger. Hun ville, det vidste hun bestemt, være uafhængig, hun ville skabe sig selv en stilling og sætte alt ind på at kunne forsørge sig selv. Og dette måtte kunne ske, inden hun blev for gammel. Det pekuniære tryk i hjemmet hvilede tungere og tungere på hende, jo ældre hun blev, jo mere hun forstod af den tragedie, som dagligt spilledes for hendes øjne. Derfor måtte hun bidrage sit til, at trykket der hævedes noget, og hun måtte have noget at råde over selv, om hendes ungdom ikke helt skulle forspildes i smålige pengebekymringer. Desuden gruede hun ved tanken om at være med i den skare af yngre og halv gamle „ unge piger", som vandrede om i provinsbyen. uden andet livsmål end det, at blive forlovede, forsørgede, uden anden beskæftigelse end den, at være søde, lidt huslige og så for resten at troppe op ved alle baller eller lignende festlige sammenkomster, hvor de smukt udpyntede stilledes til skue for muligvis at vinde „ et parti". Estter ville kunne føle, at hun i det mindste ikke behøvede at være om sig for at kunne opnå den lykke at blive gift med en af byens få, men meget feterede balherrer. Ægteskabet skidde for hende ikke være en udvej, som hun gik og håbede på og beregnede chancerne for. Når hun og moderen sad og talte alvorligt, kom hun derfor stadig tilbage til det samme spørgsmål: hvad skal jeg blive til i fremtiden? Moderens svar var altid beregnet på at dæmpe hendes utålmodige Iver. Man måtte vente, se tiden an: der var så mange muligheder, det gjaldt at vælge den rette. Desuden var det så svært at skaffe midler til nogen slags uddannelse, estter vidste jo selv, hvor svært faderen sad i det. Men der kom vel bedre tider, det kom kun an på ikke at opgive håbet, at benytte ventetiden til at lære noget, til at udvikle sig, et sådant arbejde ville aldrig være spildt. — dirrende af utålmodighed tog estter fat på udviklingsarbejdet. Engang imellem havde hun rigtignok en fortvivlende følelse af, at det hele var unyttigt, hun kom dog aldrig videre, det blev kun stumper og stykker af kundskaber, hun møjsommeligt skrabede sammen, — hun havde jo aldrig nogen til at hjælpe sig, ikke engang nogen at læse sammen med. Men oftest tog hun fat med en sej energi, med en vis trods: hun ville ikke lade sig knuge eller holde nede af forholdene. — ud af bogskabet søgte hun sig store, meget uensartede værker, — historiske, geografiske, sproglige, kunsthistoriske bøger — og med utrættelig vilje pløjede hun dem igennem. Naturligvis interesserede de hende; hun havde en egen tilfredsstillelse ved bevidstheden om. at hun tilegnede sig dette ny, ved at føle sin horisont udvides. Hun kunne også glæde sig ved at mærke, hvor let hun lærte og forstod; men ofte læste hun dog også som i en døs, det hele gled bort for hende i tåge, og kun fordi hun ikke ville give tabt, blev hun ved, til den fastsatte time var forløben. Til sit eget lille værelse trak hun sig hver eftermiddag tilbage. For længe turde hun dog ikke blive der, højst et par timer, moderen ville ellers savne hende, og der var altid en del at hjælpe med. Der var børnetøj, som skulle repareres, eller strygning, bagning og rengøring, eller blot den daglige husholdning, som estter måtte tage sig meget af. Om vinteren var der frygtelig koldt på hendes værelse; tre af murene var ydermure, og hun havde næsten aldrig i kakkelovnen. — det var en luksus, som det end ikke faldt hende ind at bede om. Desuden ville moderen, at hun skulle blive med sine bøger i dagligstuen, og det kunne estter ikke. De små ville idelig have forstyrret hende, og selv moderen ville næppe have respekteret hendes travlhed. Nej, estter blev på sit kolde værelse, det hun elskede, fordi hun der havde gennemlevet og tænkt så meget. Hun krøb op i hjørnet af sovesofaen, svøbte sit tæppe om sig, begravede hænderne i håret og læste så, til blodet begyndte at banke i hendes tindinger. Hun huskede så tydeligt en dag, hun sad og skrev henne ved vinduet. Akasien udenfor stod hvid af blomster og strakte sine grene lige ind i stuen. Overalt var der pyntet med markblomster. De hvide omhæng om toiletbordet bevægede sig let i lufttrækket. Billederne på væggene, over hvilke solstrålerne faldt i pletter gennem løvet, blomsterduften, de skære hvide Gardiner — alt passede sammen og rummede en egen stemning af jomfruelighed. Det måtte også have slået Maren kokkepige, som kom op for at sige frøkenen, at nu var ovnen hed; for idet hun var ved at gå, standsede hun i døren og sagde på sit syngende fynsk; „ Hvor frøkenen dog sidder yndigt her. Jeg synes der er ligesom noget helligt ved frøkenens stue!" — i over et år lukkede estter sig inde med sine studier i denne stue. Så følte hun. at nu kunne det ikke gå længer på den måde, nu måtte hun have hjælp udefra. Hun samlede alt sit mod, gik til faderen og had ham så indtrængende, som hun formåede det overfor hans rolige kulde, om hun dog ikke måtte få lov at komme på et præliminær- eller artiumskursus for enten at studere videre eller, hvis dette var umuligt, for efter endt eksamen at kunne tage ud som lærerinde. „ Du kan skam godt undervise med de kundskaber, du har," svarede faderen tørt. Han kunne, eller han lod, som om han ikke kunne forstå hendes grunde til at ønske denne uddannelse. „ Du kan jo læse herhjemme, så meget du vil." „ Ja men* her kan jeg da ikke tage eksamen og ikke engang blive forberedt dertil." „ Hvad vil du også være student for? De abekattestreger skal vi ikke have noget af. Det er kun, fordi det er moderne for damerne også at prøve de galskaber, at du vil være med blandt fremtidskvinderne. Men du har dog hverken råd eller kræfter til at fortsætte studierne, og det er desuden min overbevisning, at kvinderne, når alt kommer til alt, ikke vil få praktisk nytte af deres eksaminer; — de er legemligt ødelagte, inden de når så vidt, — og hvem vælger desuden en kvindelig læge? Man har dog ingen rigtig tiltro til dem." Estter forsvarede sin lyst med stor begejstring. Faderen kunne jo blot lade hende begynde, så ville det bedst vise sig, om hun havde evner, kræfter og udholdenhed til at blive ved. Men nu havde toldforvalteren ikke længer tid at høre på hende, og han afskar al videre diskussion med det bedste af alle argumenter. det, der altid bragte både konen og børnene til tavshed: „ Vi har ikke råd dertil, og så kan det ikke nytte at tale mere derom." Estter bed sig i læben for ikke at græde, medens faderen så derpå; men i sit eget værelse overgav hun sig til den dybest# fortvivlelse. Skulle dette modbydelige ord, „ Råd", bestandig stille sig imellem hende og hendes lykke? Bitre og hårde tanker kom op i hende og lod hende fælde en uretfændig dom over faderen, over moderen, over alt og alle. Men da den første, lidenskabelige sorg var forbi, vågnede atter hendes trods. Hnn ville ikke lade sig knække. Ville ingen hjælpe hende, så måtte hun hjælpe sig selv. I denne stemning skrev hun til hovedstadens største skole og udbad sig oplysninger om, hvad der fordredes ved de forskellige eksaminer, hvilke bøger der brugtes, og om, hvor vidt privatister kunne gå op der ved skolen. I stærk spænding ventede hun svaret, som indtraf en ugestid senere. Hun havde intet sagt om dette sit skridt til nogen. Hun var i ventetiden temmelig tavs, men et vist træk om den fast lukkede mund lod ane, at hun grundede på noget, havde taget en bestemmelse. Alene overvejede hun nu også, hvilken eksamen der var størst mulighed for, at hun uden hjælp kunne forberede sig til; og hun bestemte at læse til præliminæreksamen for så muligvis senere at underkaste sig tillægsprøven i latin. Da hun var kommen så langt i sin beslutning, undersøgte hun sine bøger, skrev en liste over dem, hun manglede, og gik atter til sin fader — denne gang kun for at bede ham om hjælp til bøgerne. Heller ikke det opnåede hun.,,å snak, estter. Det kan jo slet ikke nytte, at du bilder dig ind at kunne forberede dig helt på egen hånd. Og om så var, hvad så? Skal du så, når du er færdig, tage til København og lade dig prøve? — nej, når man ser ud som du. kan man rolig give fremtidsbekymringerne en god dag og en glad aften. Inden du får begyndt dine studier, er du • såmænd både forelsket og forlovet." Intet oprørte estter mere end den måde at affærdige hende på; men hun vidste, at faderen ikke brød sig om hendes indignerede indvendinger, og med vredesglødende kinder forlod hun kontoret. Inde hos moderen forsøgte hun at være rolig, indtil et bekymret, forstående blik fik bugt med hendes påtagne ligegyldighed og al hendes selvbeherskelse opløstes i en hulken, så heftig og fortvivlet, som kunne hun aldrig trøstes. Fru brun talte også længe forgæves til hende; men lidt efter lidt sagtnedes estters tårer, hun udtalte sig for moderen, rejste sig så til sidst, kyssede hende og sagde, idet hun gik ud: „ Man skal dog ikke få en anden frøken stibald ud af mig!" Frøken stibald var byens trediveårige fifdame med øgenavnet „ Rovdyret", frygtet af alle ny tilkomne ugifte herrer og estters rædsel. Langsomt tog estter sit overtøj på, samlede på sit værelse den skat af æstetisk litteratur. som konfirmationen havde bragt hende, og balden resolut hen til boghandleren. Hun var lidt flov ved at bede ham tage disse hendes yndlingsbøger i bytte for dem, hun havde fået opgivet fra skolen: thi både han og hans medh jælper kendte hende jo og ville fortælle derom og uddrage slutninger. Men det måtte gøres. Det blev overstået, og kort efter præsenterede estter med et frejdigt smil sin moder „ Ruinerne af min poetiske periode, på hvilke den praktiske skal rejse sig." — — — ak ja, nu var alt det forbigangent. Det værste var overstået, det vidunderlige var næsten hændet hende. Hendes moder, hendes stille, af bekymringer nedbøjede, i sin kærlighed så stærke moder havde ved et halvt Års ihærdig og klog påvirkning opnået af faderen, hvad estters fremfusende bønner aldrig ville have formået. Hun havde endelig fået tilladelse til at komme et halvt år til København for at besøge frøknerne bioms præliminærkursus og tage eksamen derfra. Når man netop havde valgt dette mindre bekendte kursus til hendes uddannelse, så var det, fordi frøknerne Blom var bekendte af toldforvalter Bruns og for at komme disse i møde havde indvilliget i, at estter kom i pension hos dem, mod at en af deres nevøer, som skulle være toldassistent i Sakskøbing, kom til at bo frit hos Bruns. Dette bytte havde Fru brun arrangeret, og da hun tillige påtog sig at sørge for estters påklædning — hidtil havde denne selv kunnet det, siden hun begyndte at undervise præstens lille Ida — var det kun pengene til undervisningen, som faderen skulle udrede. Estter frygtede, at det ville knibe hårdt nok. Hun vidste, at hendes moder mange gange ville få, trange timer og ubehageligheder med faderen, fordi hun så letsindig havde føjet estter, skønt de ikke havde råd. Estter følte også, at savnet af den ældste datter ikke ville være det mindst pinlige for moderen, men hun troede samtidig, at hun ikke begik noget urigtigt ved at modtage disse store ofre. Man havde pligter også mod sig selv. tænkte hun, og det var en pligt ikke at' gå til ' grunde som menneske, hvad hun vidste, hun måtte, dersom hun skulle vedblive at leve i Sakskøbing uden fremtidsmål og uden åndeligt arbejde. Derfor endte estter sin tankerække med et lettelsens suk, og da toget dampede henimod Frederiksberg og hun så lyset af den store by, var hun opfyldt af glade forventninger. Karen og Else var mod sædvane komne for tidligt. Det var et tilfælde, som, efter deres kammeraters sigende, ellers aldrig indtraf med deres gode vilje. Men Karens vilje havde for den sags skyld heller ikke været god. Hun havde haft tusinde ting at gøre lige i sidste øjeblik og udvist en ligegyldighed ved udsigten til at komme for sent til stationen, så Else nær var blevet bragt i raseri, skønt hun påstod, at den var affekteret. Karen var nemlig ikke alene kommet hjem fra Mary for at kunne modtage estter brun. men hun havde åbenbart skyndt sig derfra, og hendes første forpustede spørgsmål havde været: „ Else er da vel ikke allerede gået?" Senere fralagde hun sig naturligvis beskyldningen for at være interesseret i „ den nyes" An komst, idet hun hævdede, at kun fortrolighed og medlidenhed med Elses forgudelse af alle ny unge piger og deraf følgende upraktiske jærnbane-feber havde fremkaldt hendes forespørgsel. Det var også Else, som nu måtte døje alle Karens ubehageligheder på grund af den utålelige ventetid, medens de med djærve skridt målte ventesalens gulv. Else studerede for tredje gang tavlerne over togenes ankomsttid, indtil Karen, der var færdig med at iagttage sine lidElsesfæller, drillende spurgte: „ Er du gået herud i så god tid for at lære disse betydningsfulde tal udenad? Vil du overraske geografi-petersen med din store viden, når du næste gang forkludrer dig i jærnvejene i Danmark, og derved fremkalde et salvelsesfuldt: „ Tak! det var en smuk præstation!" “ „ Man skulle tro, at du aldrig forkludrede dig, siden du holder så godt regnskab med os andret “ svarede Else stødt og vendte ryggen til; men lysten til at tale om fænomenet eller filosoffen, som Karen havde døbt estter, sejrede over hendes fornærmElse, og hun vedblev lidt efter: „ Hør, ved du hvad; tror du vi kan kende hende?" „ Der er en, som er min drøm osv.," nynnede Karen. „ Ja, jeg er vis på, at dit lille hjerte straks siger dig, hvem der er den rette. Med mindre den ikke uvæsentlige omstændighed, at du har set hendes ganske almindelige ansigt forklaret som en græsk gudindes åsyn, skulle forhindre dig i at vedkende dig den tarvelige original." „ Det bliver fælt for dig, min rare Karen, når den tarvelige original ganske kommer til at overstråle selve Ringsteds Pallas Athene. Godt, at du så har kant, Hegel og det øvrige grove skyts at køre op med for at knuse den forvovne." „ Jeg tror virkelig, du blIver ganske slagfærdig i din Iver for at forsvare din gudinde. Tænk, Else, hvis hun nu utaknemmelig lønner din ydmyge underkastElse med ophøjet ligegyldighed, så blIver du da først rigtig ulykkelig." „ Ja, det vil fremtiden vise. Værre end du kan hun i hvert fald ikke være, og du ser, endnu har byrden af dit selskab ikke helt taget al kraft fra mig." „ Nej, det skal guderne vide, siden du endda har styrke til at tilbringe mange timer i disse festlige omgivelser." Else stak sin arm ind under venindens, og langsomt drev de op og ned i salen. „ Se engang den firkantede fyr der," sagde hun og pegede på en kraftig skikkelse, der netop trådte ind, „ jeg tør vædde på, at han skal ud og hente sin kone, som han på den frækkeste måde piner livet af til dagligbrug. Hør," vedblev hun, „ skal vi nu bestemme, hvad hver især af disse sjæle er?" Og hun så rundt på de ventende, der efterhånden havde fyldt værelserne. „ Å ja, men jeg frygter, at min jordbundne ånd ikke kan følge din fantasis høje flugt." „ Lad du bare min fantasi være i fred, den er god nok, som' den er. Se nu den unge sortklædte pige der, ser hun ikke ud akkurat som en trekant; tre knæk på den benede figur, trekantet i væsen, i manerer og, jeg er vis på, også i tankegang." „ Måske du har ret; men det er en arv fra moderen, som sidder ved siden af." „ At du kan sige sådan noget snak! Konen ved siden af er jo højrød og uden alle dimensioner, hvis hun da ikke er rund. Min trekant ser i det hele ud, som om hun aldrig havde haft nogen moder. “ „ Hvad hun dog ikke usandsynligt har," bemærkede Karen tørt. „ Nej, ved du hvad, Else, i dine bestræbElser for at være original svæver du mig for vidt ud. Lad os hellere vende til bage til virkeligheden: hvordan tror du fænomenets ankomst skal fejres af frøknerne Blom?" „ Overskårne æg og ansjoser, to kopper te og megen familie-forespørgsel." „ Jeg gad se hendes øjne, når hun kommer ind i den bikube derhjemme. Når jeg husker min egen forfærdelse! Og jeg var dog forberedt." „ Ja, jeg følte mig ganske som en flue i en flaske de første dage. Dengang mente jeg for øvrigt, at jeg aldrig ville lære at finde mig til rette i al den hurlumhej." „ Hvorimod du nu —? “ spurgte Karen. „ Nødig ville bort herfra. København er nu en dejlig by; jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne undvære den nogen sinde." „ Særlig da du har opdaget, hvilken nem forbindelse der er mellem den og Jylland. Man kan så rart ofte se sine venner herovre." „ Så," svarede Else kort, og da dørene til perronen i det samme blev åbnede, skyndte hun sig derud, glad over at afbryde en samtale, der nærmede sig det kritiske emne. — folk pressede på bag ved hende. Nogle løb, som gjaldt det livet at komme først til den sidste vagon, andre slentrede mageligt ned ad perronen. Hist og her så man en sladrende klynge omringe den rejsende, der lykkeligt og vel var hoppet ned i armene på den glade familie. Lidt derfra udkæmpedes en ædel vædde-strid om håndbagagen mellem en aldrende frøken og hendes end ældre veninder. Så for bagagekærren hvinende ind mellem mængden, som forvildet styrtede til side for dragerens varsko. Rundt om sås søgende blikke, spejdende blikke, bedrøvede blikke, nysgerrige blikke, skuffede blikke og underlig træt melankolske blikke hos ensomme rejsende, hvem ingen ventede og ingen længtes efter. Else stod og lod hele dette brogede liv glide sig forbi, medens hun spændt kiggede ind i hver kupé, der rullede forbi. Hun opdagede intet hoved, der efter hendes mening kunne være estters. Så blev hun og Karen enige om at stille sig op ved hver sin dør og mønstre alle de forbipasserende, så måtte de vel endelig få øje på den, de søgte. Og omhyggeligt undersøgende hvert eneste ansigt stod de der — men så ingen estter. En gang syntes Else rigtignok, at hun i vrimlen så et par klare øjne, der kunne være filosoffens: men ved at se den mørktklædte, tarvelige skikkElse, hvis blik havde fængslet hendes opmærksomhed, kom hun til det resultat, at det dog måtte være en anden. efterhånden lå perronen igen øde, kun dragerne havde travlt med at rulle kofferter og kasser ind i godsekspeditionen. Karen og Else så skuffede og ærgerlige på hinanden, og idet de langsomt og gnavent begav sig på hjemvejen, sagde Karen lidt hårdt: „ Nå, det kalder jeg en smuk debut, helt at blive borte og hensynsløst at lade os gå forgæves." Hvortil Else intet havde at svare. — den lyse forhåbningsfulde stemning, der havde behersket estter under største delen af rejsen og holdt ængstelsen for de ny forhold nede, begyndte at vige pladsen foi' en vis uro og frygt, eftersom hun så sig nærmere og nærmere ved sit mål. Hun havde kun en gang for flere år siden været i København og havde fra den tid blot utydelige erindringer om brede, befærdede gader, liv, pragt og skønhed. Nu så hun for sig de triste arbejder-kaserner på det yderste Frederiksberg. Med deres ensartede snavsetgrå bagsider, hvis eneste dekoration var pjaltet børnetøj, hængt til tørre udenfor uangvinauerne. men ae mørne, snævre, smudsige baggårde tårnede de sig op for hende og bragte hende som en første, manende hilsen fra hovedstaden, hvis liv for hendes fantasi hidtil havde stået i rigdommens og skønhedens glans. Det sidste skær af solen var endnu ikke helt svundet bort, dagslyset kæmpede med lampeskinnet, og i halvmørket. så estter skarer af pjaltede børn, der endnu tumlede sig på de støvede, afslidte græspletter langs med jærnbane-linien. Hun fik som med et indtryk af al den fattigdom og elendighed, som bredte sig i yderkanterne af den store by, og hun følte sig betaget af en dyb sørgmodighed. Hvor forskelligt var ikke småfolks liv her og i hendes fødeby. Hvor langt sundere og friere boede de ikke der. Var denne hoben sig sammen i usunde bygninger ikke unaturlig og ødelæggende. Og kunne der ikke gøres noget for at hjælpe dem og forbedre deres livsvilkår. Atter følte estter som så ofte før hele sin ungdommelige medlidenhed vakt, hendes varme, rige hjerte bevægedes af inderlig sympati med de fattige og ulykkelige, og hendes vage fremtids-fantasier om at udrette noget stort og godt tog bestemtere form, samlede sig om det ønske, som læge at komme ind i disse usle hjem og bringe hjælp for åndelig og legemlig nød. Så hurtigt som toget bragte hende fra fattigkvarterets triste gader, forbi forstædernes små, venlige villahaver, til det smukkere, friere parti omkring søerne, så hurtigt skiftede estters tankegang. Om nogle minutter ville hun være ved ankomststationen. Hvem ville modtage hende der? Hvordan ville det hjem være,

1876_Friis_Laerepenge

Jacob

Lærepenge

Friis

Friis

Laerepenge

male

1876_Friis_Laerepenge.pdf

J.J.F.

Friis

dk

Lærepenge

En Fortælling

n

gothic

Chr. Steen & Søn

KB

pdftxt

nan

barndomskildring

O

Min fader var, efter datidens forhold, en meget formuende mand og, da han ingen omkostninger sparede på min opdragelse og undervisning, kunne han også være berettiget til af få det håb opfyldt, som var hans kæreste tanke, nemlig en gang af se mig „ i den sorte kjole “, uden af jeg endnu den dag i dag kan begribe, af hvad årsag han så meget ønskede dette, såfremt grunden ikke skulle være den, af, da han selv var skorstensseier, men på ingen måde ville tillade mig, af vandre denne hæderlige, men trange og besværlige vej, få havde han dog så megen forkærlighed for den sorte farve, af han gerne ville, af hans eneste barn i det mindste skulle gøre denne til sin livfarve; thi selv havde jeg aldrig ytret nogen tilbøjelighed til af gå ind i den gejstlige stand og endnu den dag i dag tror jeg, af også den har været vel tjent med af være bleven mig kvit. Langt om længe blev jeg imidlertid student, hvilket jeg mere skyldte mine læreres end min egen flid; thi desto værre må jeg med skam tilstå, af jeg i det mindste den gang havde en umiskendelig lyst til af være doven og dette var også hovedgrunden til, at jeg ikke havde fået mere end den første eksamen. Det begyndte også at gå op for min fader, at jeg i grunden ikke duede til noget, i det mindste ikke havde lyst til nogen alvorlig beskæftigelse og han lod mig derfor, som han udtrykte sig, fortsætte mine studeringer på egen hånd, det vil sige: lade mig slå tiden ihjel som jeg bedst kunne ved omgang med mine langt flittigere kammerater, drikke chokolade på et offentligt sted, spadsere på volden og til afveksling læse rejsebeskrivelser og studere kriminalhistorier, det eneste, jeg syntes at røbe nogen tilbøjelighed til. Endelig blev min kære fader sua syg, at han selv mente, at hans død var nærforestående, hvori han heller ikke bedrog sig; men jo nærmere det lakkede imod enden, jo mere betænkelig så han åbenbart på mig, der forresten ikke mere veg fra hans leje. „ Viggo “, sagde han en morgen til mig, efter at han i tavse betragtninger havde set ufravendt på mig i nogen tid. „ Viggo, når jeg nu er død, så står du ene i verden, Viggo “, hvilket jeg også bekræftede med tårer i øjnene. „ Ja, Viggo, jeg ved nok, at du vil græde ved din faders grav; thi du har et godt hjerte, Viggo, og et godt hoved; men du er forfærdelig doven, Viggo! gå derfor og hent mig prokurator Møller. “ Jeg så spørgende på min fader; thi jeg kunne ikke begribe, hvad forbindelse der var mellem min dovenskab og prokurator Møller. „ Gå nu straks, min søn “, fortsatte den kære gamle, da han bemærkede min nølen, „ thi ingen ved, hvor snart det kan være forbi. “ Naturligvis adlød jeg øjeblikkelig hans befaling, var så heldig at træffe prokuratoren hjemme og snart efter stod vi begge ved min faders leje. „ Lad os være ene, Viggo, en stund “, vedblev den gamle med svag stemme og naturligvis opfyldte jeg øjeblikkelig hans ønske, skønt alt endnu var mig en gåde. Om eftermiddagen kom prokuratoren igen, ledsaget af sin skriverdreng, som begge to forbleve en kort tid i Enrum hos min fader, medens jeg måtte underholde doktoren, som kort efter var kommen for at se til den syge og som greb lejligheden til at forberede mig på min kære faders snarlige henfart. Da jeg hen på aftenen som sædvanlig sad ved min faders leje, sagde han til mig med mat stemme: „ Det er forbi inden daggry, Viggo! jeg mærker det alt for godt; men jeg håber til guds barmhjertighed, at der så gryer en anden og bedre dag for mig. “ Han tav lidt, medens jeg græd. „ Du har ikke spurgt mig om, hvad jeg ville prokuratoren og det er smukt af dig, Viggo. Nu skal jeg sige dig det. Du har et godt hjerte, Viggo og et godt hoved; men du er doven, gruelig doven, urin søn, jeg har sagt dig det alt sammen før og desværre bliver det næppe bedre hermed; men disse tre egenskaber er hver for sig, end sige alle i forening, nok til at ødelægge dig, når du har en formue at råde over og derfor har jeg bestemt, at alt, hvad jeg efterlader mig, skal gøres i penge og sættes fast for dig til bedste for dig og dine livsarvinger, om du nogensinde efterlader dig sådanne; i modsat fald, skal kapitalen, efter din død, tilfalde det hæderlige skorstensfejerlaug her i byen og trængende skorstensfejere i de andre købstæder, alt efter nærmere angivne bestemmelser “. Dette var omtrent min faders sidste ord; thi om natten hensov han blideligen og jeg stod nu tilbage uden nogen nær slægtning, men i besiddelse af en formue, som måtte kunne sikre mig min fremtid, selv om jeg tænkte på, at tilintetgøre ethvert håb for landets skorstensfejere med hensyn til den i min faders testamente trufne bestemmelse. Efter at alt ved min kære faders jordefærd var vel overstået, følte jeg mig i høj grad ene og forladt. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv; jeg måtte have lidt adspredelse, afveksling, for ikke at gå helt til grunde. Sommeren stod for døren, årstiden var dejlig og pludselig faldt det ung ind, at jeg ville have godt af, at se mig lidt om udenfor hovedstadens volde, fra hvilke jeg hidtil ikke havde været længere fjernet end når jeg i kildetiden tog ud i dyrehaven; men hvor skulle jeg vende mig hen og hvem skulle jeg besøge? Thi et mål måtte jeg jo stille mig for øje. Da faldt det mig ind, at jeg jo havde en god ven, som for et par år siden var bleven præst ude ved vesfervovvov, som vi københavnere kaldte Vesterhavet og det kunne være morsomt nok, at se, hvorledes han skikkede sig i sin gejstlige stand; hvo ved, om jeg ikke selv derved kunne få lyst til den og således opfylde min kære faders ønske, endog han lå i graven. I ethvert tilfælde, ville jeg da få det nordlige Jylland og det stolte Vesterhav at se, om hvilket vi københavnere havde så mange underlige begreber. Jeg havde rigtignok kun en gang havt brev fra Jørgen Lønborg, dette var min gode ven præstens navn, men dette var min egen skyld; thi jeg havde aldrig svaret ham på det. Jørgen Lønborg var et grundskikkeligt menneske, der havde kæmpet med trange kår under sine studeringer, hvilket var hovedgrunden til, at han ikke fik bedste karakter, eftersom han rnåtte anvende en stor del af sin tid på at informere for 12 skilling timen og som endda næppe var kommen igennem, dersom ikke jeg og andre kammerater havde støttet ham lidt. Han var et yderst fredsommeligt menneske og vistnok ligeså upraktisk som fredsommelig, men kunne dog også have sin egen villie, når det gjaldt. Han var den stand hjertelig hengiven, som han havde viet sig til, og jeg antog, at han var bleven en samvittighedsfuld, om end ikke nogen videre dygtig præst, om hvilket sidste jeg forresten ingen Merling kunne have. da jeg endelig bestemte mig til af besøge ham, blev jeg enig med mig selv i, af jeg helst ville overraske ham og hans lille kone, om han forresten var bleven gift, hvilket jeg antog som givet, skønt han her i København ikke var forlovet eller i det hele led af ømme fornemmelser; men hvorledes kunne et menneske tilbringe sit liv i en afkrog af landet, rimeligvis i en forfalden præstegård, uden dannet omgang, med mindre han havde en venlig Als i skikkelse af en kærlig kone til af bringe hygge i huset og en behagelig adspredelse i livets daglige gang. Det var først min hensigt af foretage rejsen tilfods; men et blik på kortet, tanken om de slette veje, som dog i denne årstid vare tålelige, frygten for regnbyger, og endelig min medfødte dovenskab bestemte mig til af benytte posten, som en eller to gange ugentlig — man erindre sig, af vi befinde os i årene tyve — på sine skumplende, åbne vogne bragte de nejselystne fra den ene ende af riget til den anden. Jeg fkal ikke opholde mig ved denne langsomme, yderst trættende rejsemåde, som alle i den tid imidlertid mindre klagede over end man nuomstunder besværer sig over opholdet ved stationerne i et godstog eller kørselen endog i en anden klasses vogn; thi man mente nu en gang, at det ikke kunne være anderledes og tog alt så vidt muligt med gemytlighed, men jeg skal kun bemærke, at, da jeg langt om længe kom til Ålborg, var jeg soni mørbanket i alle mine lemmer, så at jeg, i de første dage, ikke kunne tænke på, at fortsætte rejsen længere nord på. På denne min lange, over al måde kedsommelige rejse, indtraf imidlertid et tilfældæ, der var ligeså mærkeligt som pudsigt, hvorfor jeg ikke kan andet end meddele det her. I Odense måtte endnu en bivogn føjes til posten og da vi, efter at have forladt byen, begyndte at gøre os bekendt med hinanden, viste det sig, at det bagerste sæde indtoges af en Krebs og en Myhre, medens jeg havde en hjortt til sidemand og en Storch tronede på kuskesædet ved siden af posfillonen, der, for at gøre samlingen komplet, fortalte os, at hans navn var Mads so, en opdagelse, der morede os alle lige meget, med undtagelse af storken, der åbenbart syntes ikke at ynde vor lystighed over dette snurrige sammentræf; i ethvert fald, indtog han en meget betydningsfuld tavshed. Såsnart vi vare komne til den kro, hvor der skulle „ bedes “ en længere tid, gav denne tilfældighed ny anledning til spøgende bemærkninger af de andre medrejsende. „ Vi kunne ikke begribe “ sagde en af disse, „ hvad det var for en sumnien og brummen, knebren og grynten, der lød fra den vogn bag efter os; men nu er alt os klart. Det er formodentlig dem, hr. Krøyer, der viser dyrene frem. Tør jeg spørge, begynder forestillingen allerede i Middelfart? “ Men dette var for meget for mølleren, som var den ovennævnte hr. Storch og som, på en yderst brutal måde, frabad sig hans dumme vittigheder, som han kaldte det. Ville de andre lade sig gøre til dyr, så for ham gerne; men han var et lige så godt kristent menneske som alle her i stuen og det ville han holde på til det sidste. Det gjorde åbenbart den anden meget ondt, at have forårsaget en sådan forstyrrelse, og han bad mølleren, ikke at tage hans spøg ilde op, eftersom han ikke havde tænkt noget ondt derved; men, da han sluttede med at bede den fornærmede mand, om at drikke et glas punsch med sig på en ny og bedre forståelse, syntes det, som om mølleren blev end nære vred; han slog i bordet, bandede og galede og kaldte sin modstander en vindbeutel, et dummerhoved og mange andre ting af samme gode skuffe. „ Ja vist “, udbrød en herre henne fra vinduet, „ er Jensen et dummerhoved, ja, et komplet fåre ' hoved! at byde en stork punsch! Hvad tænkte de dog på, menneske? De burde være løben ned i kæret her udenfor og hentet ham en frø eller to, så skulle de have set en forandring! “ Vi brast alle i en lydelig latter ved dette indfald, medens mølleren vendte sig med fornyet raseri mod den medrejsende ved vinduet, som med korslagte Anne og den roligste mine af verden så ligegyldigt på den larmende btand. Jeg var aldeles forberedt på et meget uhyggeligt optrin, da postillonen heldigvis blæste til udrykning, hvorved al videre strid i samme itu blev afskåren; men endnu længe sad storken og knebrede af forbitrelse, trøstet af og til ved en bifaldende grynten af Mads so, medens vi andre så på hverandre og lo i stilhed over den tykke Møllers pirrelighed. Men tilbage til fortsættelsen af min rejse nord på. For at nå mit bestemmelsessted, rnåtte jeg enten leje en vogn i Sundby eller foretage rejsen tilfods; men en gysen for igennem hele mit legeme, hver gang jeg tænkte på en ny kørsel. Da vejret var indbydende og jeg beregnede, at jeg kunne gå ligeså rask som jeg kunne køre, bestemte jeg mig altså for fodvandringen og, efter at have pakket de nødvendigste beklædningsgenstande i en rejsetaske, som værten i gæstgivergården, til sin egen store overraskelse, havde set sig i stand til, at skaffe mig og jeg så nogenlunde havde fået at vide, ad hvilken kant jeg skulle sætte kursen for at nå min rejses mål, begav jeg ung afsted. Så snart jeg havde sagt farvel til Ålborg, sejlede jeg en smuk formiddag over fjorden, ikke uden en vis stolt glæde over, at jeg dog i en retning havde overvundet den medfødte svaghed, som min salig fader havde kaldt: min gruelige dovenstab. Alt som jeg gik længere hen på vejen, blev jeg stedse nære vel til mode. Jeg undredes over mig selv, fordi jeg, der lige til denne stund ikke havde foretaget længere spadsereture end omkring volden, når det kom højt, to gange om dagen, kunne gå så kvik og livlig hen ad de sandede jyske veje, uden at spore mindste træthed eller frygt for hugorme, der, som mine venner i København fortalte mig, vrimlede ligeså talrige på de jyske heder som ål i en ruse, ja, endog angrede folk og heste, når de lå og slikkede solskin i hjulsporene og blev forstyrrede i denne filosofiske ro. Jeg udmalede allerede min vens glade overraflelse, når han så mig træde ind over sin dørtærskel, da jeg blev opmærksom på en fjerntrullende torden og, da jeg hurtig vendte mig om, for at se ad den kant, hvorfra lyden kom, så jeg til min mindre behagelige overraskelse et vældigt fremdragende uvejr, som efter alle menneskelige beregninger snart måtte indhente mig. Heldigvis lå en temmelig stor landsby tæt foran mig og, når jeg ville sætte det bedste ben frem, håbede jeg, med lethed at kunne nå den nærmeste gård forinden uvejret brød løs. Min gisning slog heller ikke fejl; store regndråber faldt vel allerede til jorden, men ret som det første skrald kom, smuttede; eg ind i portrummet, som dannede indkjørflen til gården. Jeg havde passeret en smuk have, som umiddelbart stødte op til gården og, ved at se et smukt lille anlæg foran stuehusets vinduer i det store gårdsrum, fattede jeg fnart, at denne ejendom måtte tilhøre en dannet familie, hvem det så end var. I porten stod en ældre mand, der siden præsenterede sig som gårdens røgter og kiggede ud efter vejret med det ene øje, medens han flottede til mig med det andet, idet regnen nu for alvor begyndte at strømme ned. „ Værsgod, vil han ikke gå over til dem sæle “, bemærkede han, lettende lidt på sin hue, hvilken jeg siden fik at vide, man i Jylland kalder en lue. „ Værsgod, der er intet i vejen. “ „ Tak, min ven “, svarede jeg, „ jeg kender ikke fanlilien og tilmed fortsætter jeg min vej, når vejret er holdt op “ og med disse ord nedlod jeg mig på en beskeden hjulbør, som tilfældigvis stod i porten. Det er et sandt ord, at på tjenerne skal man lære herskabet at kende; thi næppe havde jeg sat mig ned på børen, før indgangsdøren til stuehuset gik op og en kvinde, med et stort shawl over hovedet, kom løbende ned til nng, uagtet den stærke regn. „ Itu kommer en af jomfruerne, for selv at hente ham ind “, mumlede røgteren; „ jeg tænkte det nok. “ Såsnart jeg så, hvorhen den unge pige stilede sin gang, var jeg sprungen op fra mit beskedne sæde og i næste øjeblik stod hun ved siden af mig. Et par milde, blå øjne og et venligt ansigt kigede ud af shawlets folder. „ Jeg skal hilse fra mine forældre og spørge, om de ikke kunne foretrække at komme over til os, heller end at stå i denne grimme port, hvor det trækker så slemt “. Svin det faldt af sig selv, at jeg ikke ville sige nej, løb hun tilbage igen, uden at vente på mit svar og jeg var ikke sen med, at følge hende, idet jeg holdt min paraply foran mig, eftersom regnen piskede mig lige i ansigtet. Ret som vi konl midt i gården, kom et forfærdeligt lyn, ledsaget af et bragende tordenskrald. Den uilge pige standsede forfærdet; men da jeg i min hast ikke lagde mærke dertil, rendte jeg ikke ' alene hende overrende, men faldt endog over hende, eller rettere ved siden af hende, idet jeg gjorde de forunderligste kaprioler, for ikke at komme til at falde på hende og min paraply fløj bort, gnd ved hvorhen. Inde fra stuen lød et rædselsskrig; thi i første øjeblik troede man sagtens, at vi vare ramte af lynet og den gamle røgter, som havde samme mening om os, jamrede sig ikke mindre i porten. I næste øjeblik var jeg imidlertid på benene, lod den tossede paraply støtte sig selv, løftede den unge pige op af snavset og, da det lod til, at hun stod aldeles uden besindelse i den øsende regn, tog jeg dej: halvt afmægtige pige på mine arme og løb n: ed hende hen til døren, som før vor ankomst var bleven åbnet indvendig fra. „ Gud ske lov, vi har eder “, lød en kraftig mandsstemme, før jeg endnu havde sat min byrde ned på jorden. „ Herregud! hvordan gik det til? Fejler du noget, Georgine, hvordan har du det “? Således summede det rundt omkring mig; thi entreen forekom mig fuld af mennesker, både af ældre og angre, medens en ældre kone var i færd med at tage tørklædet fra den unge piges blege ansigt jeg stod så forlegen og skamfuld, at jeg ikke formåede, at sige et eneste ord, ikke en gang at tage huen af og må vist have spillet en meget underlig rolle. „ Mon jeg blev ramt af lynet “, spurgte den unge pige, som åbenbart begyndte at få sin fatning igen; „ thi jeg følte et stærkt slag i nakken og på ryggen og styrtede derved til jorden. “ „ Var du bleven ramt af lynet, du gås “, bemærkede den gamle herre leende, „ så stod du neppe her nu. Nej, du er bleven forskrækket, mit barn, over det stærke lyn og ved det forfærdelige skrald — det er det hele. “ „ Nej, min herre “, begyndte jeg, som godt følte, at jeg allerede for længe havde stået som en Per tot og med al mulig anstand tog huen af, for at hilse på familien; „ det hele er jeg ved min kejtethed skyld i; jomfruen standsede formodentlig uvilkårlig ved det stærke lynglimt og jeg, som ikke bemærkede dette på grund af den forbandede paraply, som jeg holdt foran mig, løb således på hende, at hun styrtede til jorden, hvorfor jeg ikke noksom kan bede om tilgivelse. “ „ Nå, band nu ikke den uskyldige paraply “, svarede husfaderen, muntert; „ Gud sle lov, at der ikke hændtes min datter noget værre; hun tilgiver dem nok det puf; men læg nu tøjet fra dem og kom ind til os. Maskinen var netop sat ind, da uvejret brød løs. “ Jeg kunne ikke modstå denne venlige indbydelse og, skønt vejret øjensynligt var i færd med at trække over, sad jeg snart lejret med familien omkring den dampende maskine. Jeg erfarede nu, at jeg var kommen ind hos en præst, der tillige var Provst. Hans familie bestod, foruden af husmoderen, af fire unge, elskværdige døtre og to sønner, de sidste i en alder as seks og ni år. „ Da de nu har spist af vort brød “, begyndte provsten, „ kan jeg med desto større ret spørge dem, om hvad de hedder, hvad de er og hvorhen øe vil. “ jeg navngav mig og sagde, hvem min rejse gjaldt. „ Han er en af mine præster og bor tre gode mil herfra, så de havde dog næppe nået hen til ham i dag, om de ikke havde taget natten med. “ Jeg mente, at det blev jeg nødt til at gøre, da jeg nødig ville ulejlige folk med at give mig husly. „ Å, det er os jyder netop en fornøjelse, når besøget er behageligt, hvilket jeg på forhånd antager, at deres vil være, uagtet de rigtignok begyndte med at puffe min datter om i gården. Har de derfor lyst, så bliv de hos os i nat, så kan de komme afsted så tidligt de selv vil i morgen; men vil de blive til klokken 9, så kan de endog køre med mig det meste af en mil, da jeg netop skal ud i embedsforretninger ad den kant. “ Jeg takkede mange gange for tilbudet og da jeg syntes særdeles godt om den hele familie, tog jeg gerne imod det. Jeg havde jo intet at haste efter. Efter ttebordet, fulgte jeg provsten ind i hans studerekammer, hvor han og jeg snart fik piberne tændte. „ De sagde, de var student “, begyndte han; „ hvad studerer de? “ Jeg blev første gang blussende rød ved dette spørgsmål og måtte med skamme tilstå, at jeg endnu ikke havde kastet ung over noget særskilt fag. „ Hvilket agter de at vælge? “ spurgte han videre og der var jeg lige nær; thi jeg ville ikke lyve for ham ved at sige, at jeg endnu ikke havde valgt denne eller hin videnflab. Provsten bemærkede ruin forlegenhed og så vist på ung. „ Er deres forældre levende? “ og da jeg benægtede det, spurgte han videre: „ Har de søskende? “ Hvilket jeg ligeledes måtte benægte. „ Hin, hm, så er de at beklage! De har måske formue? “ bemærkede han, og da jeg indrømmede dette nied en vis tillidsfuldhed, så han atter vist på nlig, idet han tilføjede: „ så er de endnu mere at beklage “. Han opdagede let min store forbavselse ved disse ord. „ De ser så forundret på mig, fordi jeg beklager, at de har formue; thi efter mit skøn, er dette hovedgrunden, hvorfor de endnu ikke har valgt deres vej i livet og, om de aldrig vælger nogen,, så vil også denne være den første årsag dertil; men det må de dog tillade en noget erfaren, gammel mand at sige dem, unge ven, at intet straffer sig mere her i livet end en uselvstændig virksomhed; thi man taber efterhånden sin selvagtelse og vækker i det mindste beklagelse hos dem, man omgås, så kan man forresten være så stikkelig som man vil; man bliver dog aldrig andet end et godt sølle skrog. “ Jeg var som sønderknust ved at høre disse ord; noget lignende havde aldrig før lydt i mine øren; skulle jeg rejse så langt, for en gang at få sandheden at høre, for at få at vide, hvilket jammerligt menneske jeg i grunden var! Provsten kunne ikke andet end lægge mærke til min bevægelse. „ De er da ikke bleven vred på mig, unge ven? “ spurgte han og så venlig på mig, „ så vil jeg altid beklage, at jeg har talt således til dem; nien en gammel student er i mine øjne et jammerligt menneske, forudsat at han fra begyndelsen af kun havde studeret for at erholde en vis akademisk dannelse, som altid har sin store nytte og rent ud sagt gjorde det mig ondt, at tænke mig dem som en sådan; thi dertil synes de mig at være — trods vort korte bekendtskab — for god og for opvakt! “ Disse venlige ord greb mig endnu stærkere end hans første udtalelse; jeg takkede ham med en varme, som syntes at gøre indtryk på ham, for alt, hvad han havde talt til mig i denne stund og forsikrede, at kunne jeg nogensinde rive mig ud af den slendrian, hvori jeg var kommen, så ville hans udtalelser i dag have sin store del deri. „ De lover ikke mere, end hvad de tror at kunne holde “, bemærkede provsten smilende, idet han med venlighed gjengjældte mit håndtryk, „ og det kan jeg godt lide “, tilføjede han; men i det samme bankede det udenfor og på provstens „ Kom ind! “ Viste i næste stund en ældre Bonde sig i døren. „ Nå, er du der, pejter “, sagde provsten. „ Værsgod, kom nærmere! Må jeg bede dem, unge ven, at gå et øjeblik ind i dagligstuen, hvor de nok træffer en eller anden af familien, eftersom denne mand ønsker at tale med mig i Enrum. “ Jeg lod mig ikke dette sige to gange og snart var jeg nede i dagligstuen, hvor jeg traf to af døtrene, med hveni jeg hurtig kom i samtale om København og livet derinde. I det samme blev døren til et andet værelse lukket op og Georgine — thi jeg kendte hende på røsten — råbte ind til os: „ Er du derinde, Viggo! Så kom herud og få en pandekage! “ Skønt dette navn er noget ualmindeligt, kunne jeg dog forstå så meget, at indbydelsen gjaldt en anden end ulig; men for alt i verden ville jeg ikke lade denne fejltagelse gå ubenyttet hen og, til de unge pigers store overraskelse, sprang jeg op, ilede hen i den endnu åbne dør og udbrød vred størst mulig alvor: „ Tusind tak for deres godhed, bedste jomfru! Her har de mig! Hvor er pandekagen? “ Den unge pige standsede midt på kjøkkengnlvet som forstenet af forbavselse. „ De, de! — men jeg kaldte kun på Viggo! “ „ Ja, men det er også kun mig; jeg hedder Viggo! “ „ Ja, men de kan da nok begribe, at jeg ikke, mente dem — hvor kunne det dog falde dem ind? “ Jeg kunne imidlertid godt mærke, at den unge pige ingenlunde tog mig spøgen ilde op. „ Undskyld, jomfru “, svarede jeg og trådte helt ud i køkkenet til hende; „ det kunne jeg meget godt tro; thi de har alt vist dem så god og tilgivet mig min kejtethed i gården, at det lå nær for mig at antage, at de også ville betænke mig med en overflødig pandekage. “ „ Men te glemmer helt, at jeg brugte ordet „ Du “ “. „ Intet skulle glæde mig mere, end at de herefter altid ville benytte denne benævnelse. “ Jeg udtalte dette så sagte, at ingen kunne høre disse ord uden den, til hvem de vare bestemte og, medens jeg følte, at mit hjerte bankede med stærkere slag, så jeg, hvorledes den dybeste rødme farvede den unge piges kinder. En pause indtrådte. Erklæringen var gjort; men om den mishagede hende, på grund af sin dristighed, vidste jeg ikke. Nu trådte moderen ud fra spisekammeret, hvor hun ganske vist havde hørt det første af vor samtale. „ Hvorledes hænger det sammen med den pandekage, jeg hørte om i spisekammeret? “ sagde hun, idet hun snart så på sin datter og snart på mig og med sit moderlige instinkt vistnok gættede, hvorledes det i grunden stod til med Georgine og ulig. „ Og hvorledes kommer hr. Krøyer ud i køkkenet? “ „ Jeg lukkede døren op og sagde, at Viggo skulle komme ud og få sig en pandekage, som jeg havde lovet ham “, forklarede den unge pige med synlig forlegenhed. „ Og da jeg hedder Viggo, kunne jeg ikke modstå en så fristende indbydelse “, supplerede jeg. „ Har du lovet hr. Viggo Krøyer en pandekage, bør du naturligvis opfylde dit løfte og forresten udtale dig bestemtere næste gang. “ Moderens dom var uigenkaldelig. „ Men gud, moder! “ indvendte Georgine, „ det er, som du ved, en af vore hverdagspandekager, dobbelt så tyk som dem, vi spise inde ved bordet. “ „ Lad hr. Krøyer kun døje den til straf for, at han uden videre løb ud i køkkenet; men du kan jo komme så meget niere sukker på “, lød den urokkelige moders afgørelse. „ Men, hvad bestiller vor gæst her ude i køkkenet? “ Lød provstens nøsf fra den åbne dagligstuedør, „ er mennesket sulten? “ Hans kone forklarede det hele, hvilket morede provsten ganske overordentlig. „ Vil hr. Krøyer ikke appellere til kongens nåde, “ spurgte han leende; „ thi så vil jeg, som konge her i huset, fritage dem, for at udføre, hvad jeg kalder en straf, nemlig at spise dette uhyre, som jeg seer Georgine netop nu er færdig med at tilberede. “ Jeg så på Georgine og hun på mig; vore øjne mødtes. Forstode hendes forældre os? Vi forstøde i det mindste fra nu af hinanden. Før jeg imidlertid kunne svare, greb den snilde husmoder ordet med den bemærkning: „ Jeg tillader mig at foreslå, at eksekutionen udsættes til efter aftensbordet; thi hr. Krøyer vil ellers ødelægge sin aftensmad og så skal det da siden være den store Viggo tilladt, at dele den med den lille Viggo; thi her er ikke flere pandekager i huset og denne tilhørte dog i grunden ham. “ Denne kloge dom vandt almindeligt bifald og i det bedste lune forlod provsten og jeg det skæbnesvangre køkken. Hvor gerne jeg end siden ville have talt med Georgine, var det mig dog ikke muligt, at komme til det den hele aften; hun var så godt som ikke inde, fordi hun, som bløderen ved lejlighed forklarede, havde husholdningen at svare til i denne uge og hver gang hun kom ind til os i dagligstuen, lagde hun en påfaldende forlegenhed for dagen, hvilken ikke blev mindre ved de skælmske blikke, som hendes yngre søstre tilkastede hende. Jeg kunne godt have lyst til at forklare provsten, hvor kær hans datter allerede var bleven mig, men vovede det ikke, fordi jeg tænkte på de stærke ord, han havde tiltalt mig med så kort forinden. Han så næppe andet i ung end en ung døgenigt, hvis eneste anbefaling var hans penge; nien disse gjaldt ikke meget hos en så alvorlig mand. Jeg var vis på, at han i det alindste ville forlange udsættelse med at give sit minde, indtil jeg viste ham, at jeg ved en selvstændig virksomhed havde gjort mig værdig til hans datters hånd og det var ikke langt fra, at jeg sporenstregs var vendt tilbage til København, for straks at tage fat på retsvidenskaben, som var det studium, der hidtil havde tiltalt mig mest, om noget ellers havde gjort det. Da provsten om aftenen fulgte mig ind på mit værelse, sagde han til mig: „ Jeg glæder mig ret ved, at de tager ud til pastor Lønborg; thi han trænger for øjeblikket til en trofast og forstandig ven, hvilket jeg anser dem for at være, hvor ung de end er i alder! “ Jeg så spørgende på ham. „ Ser de, unge ven, enhver præst skal betale lærepenge og ikke niindst, når han kommer blandt de brave vendelboer. Jeg sagde ham dette, da han første og sidste gang var hos mig; men i sit hjertes godmodighed, agtede han ikke derpå og han er derfor falden i en listig mands garn, som siden har forvoldt og forvolder ham de største ubehageligheder, ja, som endog har klaget over ham til mig, uden at det naturligvis gavnede ham noget eller nedsatte præsten i min agtelse; thi både læste jeg straks løgner! imellem linierne og dernæst retfærdiggjorde præsten sig på det klareste for mig; men alligevel må det havde krænket ham i høj grad, hvilket jeg, også fra andre sider, ved, at det har gjort. Den samme mand er også nu i begreb med at flille ham ved hans formue. “ „ Hvem er hans anklager, og hvad har man beskyldt han: for? “ spurgte jeg bevæget. „ I København gjaldt Lønborg for et retskaffent, sædeligt, flittigt og fredsommeligt menneske, såmænd den bedste af os alle, og jeg kan derfor ikke tiltro ham nogen som helst uflikkelighed. “ „ Jeg er af selv samme mening som de, og han er kun ved sin egen tillidsfuldhed kommen i forlegenhed. Hans fjende er en af disse svedne naturer, som, under skin af hjertelig velvilje, føger at trænge sig ind hos mindre erfarne, godtroende sjæle, for siden efter at føre denne forbindelse til størst mulig nytte for sig selv og i en håndevending forandres fra den varmeste beskytter til den bitreste fjende, når han mærker, at man har gjennemfluct ham og begynder at trække sig tilbage. Det er den rigeste mand i sognet, sognefoged og strandfoged, disse indflydelsesrige bestillinger nede ved kysten og så varm en ven af fuldmægtigene hos herredsfogden og amtmanden, at han ganfle vist vil ende som dannebrogsmand, dersom hans mange slyngelstreger, som han i krogene sigtes for, ikke forinden komme for en dag. Forresten er det bedst, at pastor Lønborg selv fortæller dem alt; men i alt fald vil jeg bede dem, om at lade mig vide, hvordan det egentlig står sig med Hain. “ „ Dersom deres højærværdighed vil tillade det, skal jeg på tilbagevejen have den ære at komme herind igen, for at afgive beretning og for atter at nyde godt af deres gæstfrihed. “ Jeg tror, provsten mærkede min bevægelse, da jeg udtalte dette, uren tilskrev det mulig alt sammen venskabet for præsten. „ Tak skal de have, gør det, unge ven, og nu: godnat i guds navn! “ Med disse ord forlod hs. Højærværdighed værelset. Næste morgen vågnede jeg langt senere end jeg havde villet, hvilket kom af, at jeg til langt ud på natten havde ligget og spekuleret på, hvordan jeg skulle få en samtale mider fire øjne med Georgine, før jeg rejste bort og, midt under disse betragtninger, koni jeg også til at tænke på min gode ven, præsten, og hans uheldige, for ikke at sige ulykkelige forhold. Var jeg færdig med det ene, randt det andet mig i hu, så at jeg først hen ad morgenstunden fik søvn i mine øjne. Jeg så på uret; klokken gik stærkt til 8 og — klokken 9 skulle vi køre! Og jeg, som ville allerede have været i haven klokken 5, for, om mulig, at liste mig til en samtale med min elskede! Atter en følge af min ulykkelige dovenstab, sagde jeg til mig selv; men det skal blive bedre, ja ganske vist også meget bedre! Under disse betragtninger, var jeg da endelig bleven klædt på og havde lukket et par vinduer op i mit sovekammer, da jeg, til min uendelige glæde, så Georgine komme fra den anden ende af haven, således at hun, efter al sandsynlighed, måtte komme tæt forbi mine vinduer. Hun bar en kurv med grønne ærter på Annen. Ak, havde jeg dog udført min beslutning fra om aftenen, så kunne jeg have plukket alle disse ærter for hende og, skjult for alle af de mægtige ærteblomster, fået den yndigste samtale med min tilbedte. Under disse selvbebrejdelser var hun kommen udenfor vinduerne. Skønt hun nødvendigvis måtte have set mig, vendte hun ansigtet bort, da hun gik forbi. „ Godmorgen, jomfru! “ udbrød jeg. „ Godmorgen, hr. Krøyer! “ svarede hun, idet hun vendte sit ansigt hen til mig og så venlig på mig — de øjne kunne nu aldrig andet end se venlig på en, i ethvert tilfælde virkede dette blik så mægtigt på mit let bevægelige hjerte, at jeg bøjede mig helt ud af vinduet og hviskedee til hende: „ Dyrebare Georgine! Fatter de, hvor inderlig jeg elsker dem? “ Hun blev blussende rød, tilkastede mig endnu et blik, som jeg syntes, ligeså venligt som det første; inen uden at svare på mit dristige spørgsmål, fløj hun bort ligesom en opskræmmet fugl. Der stod jeg! Var hun bleven fortørnet på mig? Ganske vist kunne hun have grund dertil; thi nu var jeg anden gang ligesom falden med døren ind i huset og hun kendte mig jo i grunden slet ikke. Hvorledes skulle jeg få vished om min skæbne? Springe gennem vinduet ud efter hende? Jeg kiggede ud af vinduet — hun var intetsteds mere at se. Hun så visselig ikke vred ud, da hun tilkastede mig det sidste blik; men, som sagt, disse øjne kunne aldrig tolke vrede, selv om hun nærede en sådan i sit hjerte. I det samme dundrede det på døren. „ Syvsover! Ottevågner! 9—10—11 går i skole! “ lød provstens muntre røst udenfor og straks derpå

1890_FriisJA_Lajla

Jacob

Lajla

Friis

Friis

Lajla

male

1890_FriisJA_Lajla.pdf

Jens Andreas

Friis

no

Lajla

Fortælling

y

roman

Gyldendal

KB

Tidligere: idetfrikorupus

pdftxt

nan

nan

O

I. Den tomme vugge. Langt nordpå i finmarken og dybt inde i landet ligger der en liden landsby, som heder karasjok. Den har-sit navn fra en elv, som løber der forbi. Denne heder nemlig også karasjok. Midt på en slette, som elven har dannet, står der en liden trækirke, og rundt omkring denne bor nogle finnefamilier. Stedet er om sommeren ganske vakkert; thi på Sletten vokser der frodigt græs, og rundt omkring på de lave åser står der smuk furuskov. Nu for tiden bor der præst på stedet, men i forrige århundrede, da det her fortalte foregik, kom der præst didhen kun et par gange om året, og foruden finnerne eller den indfødte befolkning boede der dengang kun en norsk lensmand og en elandelsmand. Handelsmanden hed lind. Han og hans hustru var en sommerdag komne derop tilbåds fra kysten af og havde medført en del varer, hvormed de begyndte at handle med finnerne. Ingen kendte forresten noget til handelsmanden og hans kone. De var begge unge og børnløse, da de kom, men efter et Års forløb fik de en datter, og i stedet for at vente med at få barnet døbt, til der kom præst til stedet, besluttede de at rejse med det til koutokæino, et lignende sted inde i det øde land, hvor der ligeledes er bygget kirke, og hvor der dengang boede præst hele året rundt. Afstanden mellem begge steder er omtrent 15 mile. Om sommeren må man gå for at komme frem, men om vinteren kan man køre med ren og tilbagelægge vejen på to dage. Således stod der en lillejuleaften for mange år siden 5 rensdyr spændte for hver sin slæde udenfor handelsmand linds hus i karasjok. Handelsmandens tjenestegut Lars, eller som finnerne siger, Lasse, holdt netop på at pakke ned i en af slæderne en gryde, noget frossent renkjød og forskellige andre ting, som tydede på, at nogen skulle ud på en længere rejse. Alle kjørerenene var store, prægtige dyr. En enkelt ren var, som sjældent træffer, ganske kridhvid, en anden var droplet; de øvrige havde den almindelige askegrå farve, og alle havde store, mangegrenede horn. De tilhørte handelsmanden, og det var da også han og kone, som skulle rejse til koutokæino for første juledag at få døbt sit eneste barn, en liden pige på omtrent v* år. Ægteparrets køreren, især den kridhvide, som konen skulle køre med, havde prægtigt sæletøi, bælte om halsen og livet, udstyret med rødt broderi, duske, sølvtråd og en mængde små bjælder. Det anses nemlig blandt finnerne for stadseligt, at en kone eller rig pige kommer kørende til kirke med en smuk, kridhvid ren og selv iført en hvid Pels, der er pyntet med allehånde broderier af rødt klæde. Rensdyrene havde formodentlig længe stået bundne; thi de spiste ikke mere af den mose, som var lagt hen for dem, men viste sig højst urolige, skrabede i Marken med forbenene, virrede med hornene og sled i den lange tøm af hvalroshud, der som en grime var bunden om deres hoveder. De var åbenbart meget kede af fangenskabet og ville gerne komme løs, så de, der skulle køre med dem, kunne være sikre på, at den første fjerdingsvei ville gå afsted i strygende galop. Inde i husets dagligstue sad den unge kone med spædbarnet på armen, og lige overfor hende en finnepige, der syslede med at lægge forskellige ting i orden i en « komse » eller finnevugge, en af disse indretninger, som efter tusen Års erfaring er bleven gjort så hensigtsmæssig som mulig for den slags rejse, der foregår i hine trakter om vinteren, ofte i bidende kulde og snestorme og hen over uvejsomme ørkener. En sådan vugge er udhulet af træ, har en kalesche, hvorunder barnets hoved hviler, og fra kaleschen ned til benene går stærke bånd eller snore, der danner et tæt gitter over barnet. Over båndene kan igen bredes et tørklæde eller lignende, således at barnet kan ligge fuldstændig i ly og dog uhindret drage pusten. Vuggen har et stærkt bånd fra den ene ende til den anden og kan ved hjælp af dette bæres på ryggen eller hænges op i et træ og sættes i gyngende bevægelse. Den kan kastes eller rulle hen over Marken og modstå 30 graders kulde, uden at spædbarnet tager nogen skade. I den forreste kant af kaleschen eller hvælvet over barnets hoved plejer man at hænge glasperler, ringe eller andet skrammel, hvormed barnet kan lege. I gamle dage plejede man i en guts vugge at hænge bue, pil og spyd en miniature til tegn på, at han skulle blive en vældig jæger. I en piges vugge hængte man vinger, fødder og næb af rypen til tegn på, at hun skulle blive « renslig, rask og net » Som denne. « er du nu sikker på, at mosen er ganske tør, som du lægger i vuggen, Magga? » spørger moderen finnepigen. « ja da, » svarer denne, « den er så tør, så tør og så fin, at den findes ikke bedre på hele diljefjeldet. » « og de små renkalveskind, har du dem? » « her er fire skind af ufødte renkalve, og her er dunpuden under hovedet, og her er posen om benene og alt det øvrige. » « nu tror jeg, Marie sover, » siger moderen, « nu er det bedst, vi ser til at få hende i vuggen. » med et sagte henåndet Kys på barnets pande gav hun dette fra sig til finnepigen, som bedre forstod at lægge det ned i vuggen. « får jeg også kysse barnet? » spørger finnepigen. « ja gerne det, Magga, » siger moderen, « du vil hverken Marie eller mig noget ondt, men væk hende bare ikke. » Med al mulig omhu blev nu barnet lagt ned i vuggen og moderen for så vidt beroliget med hensyn til den forestående rejse til koutokæino. Straks efter kom handelsmanden ind og underrettede dem om, at alt var færdigt til afrejsen. det var koldt men vakkert vejr, da de gik ud for at sætte sig i slæderne, og sneføret var fortrinligt, det vil sige, der var lidt nysne ovenpå så. Hård skare, at den bar både renen og slæden. Det er netop det slags føre, hvorpå renen springer bedst, da den af og til under sprænget kan tage sig en mundfuld sne for at køle sin tunge og slukke sin tørst. « er nu alle færdige og i slæderne med tømmen i hånd? » spørger finnen, som skal køre foran og have alle de andre ren bundne efter sig. « nu slipper jeg løs! » råber han, kaster sig i slæden, og med et heftigt ryk farer Raiden, eller de sammenbundne køreren afsted, så sneen fra dyrenes hover spruder højt over de kørende. I spidsen kører finnen, derpå handelsmanden, så hans kone, så finnepigen-med barnet i fanget og bag efter hende løsrenen eller reserverenen uden slæde. Man plejer nemlig på en længere rejse eller der, hvor landet er meget bakket, altid at have en sådan med. Når det går brat nedover, holder nemlig den bagerste ren, som ingen slæde har, der truer med at løbe ind på dens bagben, uvilkårlig igen eller stritter imod, og dette bidrager til at sagtne farten og gøre den støere for de forankørende. en eller anden ulykke kan også hænde nogen afkjørerenene, og man har da reserverenen at tage til. Så galt har også hændt, at det har varet så længe, før man kom til folk, at nisten har gået med, og at man har måttet slagte reserverenen. Nogle timer senere ser man de rejsende i langsomt trav bevæge sig hen over snemarken, medens en bue af nordlys stråler som en glorie over deres hoveder. Nordlyset er så glimrende, at man tydelig synes at høre en hvislende og knitrende lyd, idet det lige fra den ene ende af horizonten til den anden udskyder sine spidse og rødgule tunger. Nordlyset sammen med stjernelyset fra den blå vinterhimmel gør, at det er næsten ligeså lyst som om dagen. Rensdyrene har nu efterhånden sprunget hidsigheden af sig, og de slippes derfor af slagtømmen, således at enhver af de rejsende kører for sig selv; thi ikke blot finnen og finnepigen, men også handelsmanden og hans kone er vel vante til at køre med ren. Det er de rejsendes mening ud på natten at nå frem til en stue, som er opbygget et sted på vejen til afbenyttelse for veifarende; thi skydsskifterne i finmarken er på sine steder så lange, at man ikke på en dag kan nå frem fra det ene til det andet. Undertiden når man heller ikke frem til en sådan stue, men må overnatte ude på fjeldet. man graver sig da en seng i sneen, lægger et renskind på bunden, tager et over sig, vælter derpå slæden over sig, og dersom ikke kulden og snefokket er alt for slemt, ligger man ganske lunt og sover ligeså godt som i en stue. Under kørselen morer finnen sig snart med at sidde på knæ i slæden, snart med at stå oprejst i den eller indtage forskellige andre stillinger. De øvrige derimod har nok med at holde sig i slæderne på almindelig måde. Finnepigen, som har barnet i fanget, må da ogå køre så adstadig som mulig, især er dette tilfælde, idet de skal køre ned i et dalføre og ned på en elv, som man dels kører langsmed, dels ud på en stor del af vejen. Enkelte steder går elven så strid og foeset, at den ikke belægges med is. På slige steder må man køre i skråningerne langs elven, og her kommer det an på at holde balansen og blive siddende i slæden, da den under Renens ofte viltre og balstyrige spræt og tilsprang let kan støde mod stene og stubber, eller glide ud på skrå nedover bakkerne. Efter 5—6 timers kørsel stanser finnen for at holde rast på et sted, hvor det ser ud til, at der findes mose for rensdyrene. De bliver spændte fra slæderne og begynder straks med forbenene at sparke op sneen for at nå ned til mosen. Så gør finnen op en ild og sætter på en gryde, som han fylder med sne for at få vand til koge i. Imidlertid skulle handelsmandens kone også sørge for at lille Marie fik noget at nyde, og hun bad derfor Magga om at hjælpe hende med at tage barnet op af vuggen. « Tage barnet op af vuggen her i kulden, » udbryder finnepigen, « nej det går ikke an, hun vil jo komme til at fryse. » « men hvorledes skal jeg da bære mig ad? » Spørger moderen. « du skal gøre som en finnekone gør. » « hvorledes gør en finnekone? » « en finnekone lægger sig på knæ i sneen foran vuggen, bøjer sig over barnet og giver det die i vuggen. » Så blev da gjort, og efter et par timers hvile satte karavanen sig i bevægelse igen og kørte videre. Et stykke foran de rejsende stiger der ligesom hvide røgskyer op fra elven. Her er der altså en fos, så man ikke længer kan køre på elven. Finnen stanser derfor og siger, idet han atter binder alle kjørerenene sammen: « her må vi i land forbi fossen, og pas nu vel på, bakken er skrå, og falder man ud af slæden, kan man tumle lige i elven. » « kære Magga, » råber moderen, « pas endelig vel på Marie! » Den sidste halvtime har finnen holdt op med sine kaprioler i slæden, været ganske tavs og kørt usædvanlig raskt på. « er der noget i vejen, Lasse? » spørger handelsmanden. « å nej, » siger finnen på sit eget sprog, som handelsmanden også kan tale, « men har du ikke "seet, at her er friske spor efter en flok ulve? Det er ikke været, du fortæller det til din kone, for ikke at skræmme hende. Kanske vi når frem til stuen uden at træffe på dem, eller uden at de får vejr af os. Det er ikke mere end en halv mil igen, og vær ikke bange — » men før han fik sagt mere, kastede pludselig hans ren sig så voldsomt til siden, at han nær havde tumlet ud af slæden. En flok ulve korn travende ned imod dem med den hvide ånde stående ud af sine blodrøde svælg. Afsted fløj rensdyrene i den vildeste fart. Ingen hånd kunne stanse dem mere. Enhver havde nok med blot at tænke på at holde sig i slæden og værge sig for stød og skump. « Magga, Magga, pas på barnet, pas på Marie! » Hørtes fra moderen. opover mod højden fløj dyrene, men her tumlede de sig i sin skræk således ind imellem træstubber, at de sled af de reb, hvormed de vare bundne sammen. Vildt for de derpå afsted hver for sig i strakt galop, så sneen sprudede således i ansigtet, at man ikke kunne se for sig. Endnu vildere fløj de afsted, da de nåde op på højden og så ulveflokken efter sig. På sidste skrænt tumlede pigen så voldsomt mod en Stubbe, at både hun og barnet blev kastet ud af slæden. Pigen blev slæbt afsted af renen, da hun havde kj øretømmen bunden fast om håndledet, men barnet i vuggen rullede nedover og nedover. Etsteds var vuggen på nippet til at stanse i en skråning, men så gled den igen videre, fik stærkere og stærkere fart og fløj til slutning ud på et isflag, som flød nedover langs elvebredden. Imidlertid sprang rensdyrene vildt afsted hen over Sletten, pigen næsten svimeslået ved at slæbes afsted efter den ene arm med ulvene lige efter sig. Endelig fik hun hånden løs, og renen for nu afsted med tom slæde, rykkede snart dragrebet af, så slæden blev stående igen, og fløj derpå endnu vildere afsted med ulvene efter sig. Dette blev de øvriges redning; thi jagten gik nu efter løsrenen, og formodentlig indhentede ulvene den snart og frådsede et eller andet sted i dens varme blod. Ikke førend omtrent fik mil fra stedet fik finnen endelig så meget herredømme over sin ren, at han kunne stanse den. Handelsmanden og kone var heller ikke langt borte, og faren for øjeblikket forbi, men hvor var pigen med barnet? Det var nu blevet både overskyet og mørkt, så man ikke kunne se langt fra sig. De ventede derfor en stund for muligens at se eller høre noget til hende. « vi er ganske nær ved hytten, » siger finnen. « vi får køre først did, så skal jeg køre tilbage^ om det er mig muligt at få renen til at gå did igen. » « jeg vil også køre med dig, Lasse, » siger moderen. « det nytter ikke, » siger finnen, « du får ikke din ren til at gå did igen, kanske jeg heller ikke min. » « men barnet, barnet! » udbryder moderen grædende. « kanske Magga er kommet til stuen før os, » Siger finnen for at give hende lidt håb og få hende til at køre videre, skønt han selv kun havde liden tro herpå. Da de var komne så langt, at de så frem til stedet, hvor hytten lå, og endnu ikke kunne opdage noget spor efter pigen, vendte finnen om igen, medens handelsmanden og hans hustru kørte frem til stuen. Efter en halv times anstrengelse med at få kjørerenen til at gå tilbage igen, nåde finnen endelig stedet, hvor de havde truffet ulvene, og begyndte at råbe og huje for muligens at høres af pigen. Endelig svaredes der nede fra elven, og her fandt han pigen vadende omkring i sneen, grædende og jamrende sig, fortvivlet ledende efter barnet. Hun fortalte nu, hvorledes det var gået hende, og de fortsatte begge to i mørket at lede efter barnet, men forgæves. De kunne til slutning ikke tro andet, end at det enten var tumlet i elven og sporløst forsvundet eller bortslæbt af ulvene. Der var intet andet for, end at de måtte vende tilbage igen til de stakkels forældre, der i dødelig angst sad og ventede på dem i hytten. Endelig hører disse bjældeklang ude i den mørke nat, og moderen styrter ud med råbet: « barnet, barnet, hvor er mit barn! » « vi har endnu ikke kunnet finde det, » siger finnen, da pigen i sin skræk ikke kunne få et ord frem, « vi må vente, til det lysner lidt. » « ak gud, ak gud, » stønnede den stakkels moder og sank afmægtig om i sin mands arme. Pigen og finnen forklarede nu for handelsmanden, hvorledes det forholdt sig, og at det ikke kunne nytte at rejse afsted igen, førend om nogle timer, men da moderen kom til bevidsthed igen, ville hun selv afsted for at lede efter barnet. « vi må vente til i grålysningen, » forsikrede finnen, « så skal vi rejse afsted alle tre. » Det var en sørgelig nat for mand og kone, lange, ængstelige timer, gråd og hulken og veklager: « Marie, lille Marie, mit eneste barn sønderrevet af ulve! Herre gud, du straffer mig hårdt i din vrede! » klagede den stakkels moder. « forsøg, om det ikke er dig muligt at hvile lidt, så du er stærkere, til vi skal afsted igen for at lede, » siger manden. « hvile, hvile, nej jeg kan ikke, jeg kan ikke, lad os rejse straks. » « det nytter ikke førend ud på morgenen, vi kan intet se, » forsikrede manden; « det får stå i guds hånd. I sin barmhjertighed kan han holde sin hånd over barnet. Du ved, at det ikke kan fryse i vuggen. » « men ulvene, ulvene! I guds navn, lad os straks vende tilbage igen., » klager moderen. « ulvene har nok med at jage efter Maggas ren, » trøster manden hende med. « og så elven og fossen, ak gud. ak gud, nej jeg kan ikke blive her, vi må afsted igen, kære, kære, lad os rejse afsted! Kom med mig, du Lasse! » Lasse forsikrede, at rensdyrene var så forskræmte, at det for det første var umuligt at få dem did igen i mørket, og hun bevægedes da til at forsøge på at hvile lidt, men ikke før var søvn og træthed på vej til at kaste glemselens slør over begivenheden, før hun igen vågnede op, og sorg og skræk lagde sig atter blytungt over hendes hjerte. « nu skal vi snart afsted, » siger p'innen, « om *7 time er det så lyst, at vi kan se at køre. » pigen blev tilbage; finnen, mand og kone kørte afsted og kom i grålysningen frem igen der, hvor renene var blevne skræmte. Også stedet, hvor pigen var tumlet af slæden, fandt de, og snart opdagede finnen en smal stribe i sneen, hvor vuggen var gleden nedover mod elven. De fulgte sporet alle tre, og det varede ikke længe, før de også fik øje på vuggen nede ved elven. Med et skrig springer moderen frem og kaster sig over den, men med et suk og en dyb stønnen synker hun afmægtig om. Vuggen var tom, båndene var iturevne, og ved at se nøjere efter fandtes der blodpletter på sneen og fuldt op af ulvespor. Der kunne ikke være nogen tvivl længer, det var ikke muligt at tro andet, end at barnet var opædt af udyrene. Med den tomme vugge vendte forældrene tilbage til stuen. De havde nu intet at gøre i koutokæino, og næste dag rejste de tilbage til karasjok, syge både på sjæl og legeme. Kun en ting havde de ikke lagt mærke til, nemlig at der løb et svagt spor af et par ski hen over pletten, hvor vuggen stod, og langs opmed elven. i. Jåmpa på ski efter ulven. For mange år siden var Aslak låge finmarkens rigeste fjeldfin. Han ejede en hjord på 3—4000 rensdyr, og for at passe disse måtte han have både tjenere og tjenestepiger, ikke at tale om en hel flok hunde. Jåmpa og jouna hed to af hans tjenestegutter, og om disse kan det måske være været at høre lidt nærmere, især da om den første. Jåmpa var af ægte finsk blod og ægte finsk udseende. Hans mund var temmelig stor, næsen liden og noget flad, øjnene små og plirende, kindbenene udstående, håret sort og filtret, og hele ansigtet furet og rynket som et stykke skrumpet næver. Dertil var han aldeles brunbarket af hede og kulde, røg og regn, vind, hagl og sne. Han så ikke godt ud, ikke engang i en finnepiges øjne, og han havde gjort så liden lykke hos pigerne, at han endnu i en alder af hen ved 40 år ikke havde fået sig nogen kone. Jåmpa var ikke nogen from mand, og han kunne desværre heller ikke kaldes gudfrygtig i kristelig forstand. Tvertimod er jeg bange for, at han måtte siges at være hedning. Vistnok var han både døbt og konfirmeret, men hans kristelige opdragelse havde foregået i de tider i forrige århundrede, da finnebørnene blev tvungne til at lære sin kristendom på norsk. Jåmpa havde vel således lært så meget udenad af den norske katekismus, at han til nød « slap frem » For præsten, men rimeligvis havde han, som det heder fra den tid, « intet forstået af, hvad han enten havde hørt, læst eller sjunget », og senere havde han da kastet bogen og dermed også sin kristendom overbord. Mor låge, som var en from kvinde, og som kunne flere bønner både på finsk, kvænsk og norsk, havde ofte sagt til ham: « jåmpa, jåmpa, hvorledes skal det gå dig på dommens dag, du, som aldrig beder, hverken morgen eller aften? » « jeg kan ikke da.ro- » ( norsk ), havde da jåmpa svaret, « hvorledes kan jeg så bede til de norskes gud, han forstår jo ikke Samets ( finsk ). Hertil vidste mor låge heller ikke noget at svare, thi også hun havde hørt, at biskopen ( M. F. Bang ), så utroligt det end kan synes, havde forsikret, « at Vorherre ikke ville høre finske, men kun norske bønner. » Biskopen tænkte vel dermed at bringe dem til så meget ivrigere at lægge sig efter norsk. Men jåmpa ville ikke lære norsk eller kunne ikke, om han end nokså gerne ville; thi hvem skulle lære ham det? Og hvad gjorde han så? Jo, han tyede i hemmelighed igen tilbage til de gamle finske guder, som endnu ikke var ganske glemte, og hvis billeder endnu stod hist og her rundt omkring i fjeld og fjære. Disse måtte vel, mente han, i det mindste være ligeså sprogkyndige som han selv eller forstå både finsk og kvænsk, hvilke sprog han talte lige godt. Han bad vel således på sin vis, men når han bad, hvor han bad, til hvem han bad, og hvad han bad om, det ved alene Vorherre. Jåmpa havde et ubændigt hidsigt gemyt. Ond var han dog egentlig ikke. Han var nemlig glad i småbørn og ofte efter fattig lejlighed snild imod folk, som var endnu fattigere end han selv. Men blev han tirret eller ophidset, da var han ikke bedre end et vildt dyr, da skyede han intet, frygtede ingen overmagt og havde ingen respekt mere hverken for guddommelige eller menneskelige ting. Hvorfor havde så låge dette menneske i sin tjenester jo, jåmpa havde også sine dyder eller gode egenskaber. Han var mere end almindelig stor for en fin at være, men alligevel smidig som en kat og usædvanlig udholdende i gang og sprang, især var han en mester i at løbe på ski. Han var flinksom få til at passe på renhjorden, til at tæmme køreren, slagte ren, dressere hunde og frem for alt til på ski at jage efter ulven. Mangen en havde måttet lade sit liv for jåmpas kniv. Halvt en ulv selv var han dennes svorne dødsfiende. Han var derfor godt likt og kom vel ud af det med sin husbond låge, « den sagtmodige », og han havde god løn. Hver høst fik han 4 drægtige Simler og naturligvis også de kalve, der faldt af disse. På denne måde havde han, som så mangen tjener hos en fjeldfin, efterhånden samlet sig en liden hjord på omtrent i oo dyr. Disse var naturligvis mærkede i ørene med hans eget selvvalgte mærke, forskelligt fra husbondens og alle andres. Jåmpa drak, når og hvor han kunne få fat i brændevin, og så længe og så meget, at han blev liggende, hvorsomhelst det traf sig, inde i hus eller ude på Marken i sne og kulde. Og således kunne det undertiden hænde, at når han vågnede efter en rus, var hans lange, tafsede hår frosset så fast i sne eller is, at han måtte bruge kniven for at komme løs. Jouna var aldeles forskellig fra jåmpa. Han var temmelig lyslet og så ganske godt ud. Han var derhos en medgørlig og godslig fyr, snakkede, spasede og pratede uafbrudt, et barn i sind og tanke, som så mangen fin. Alligevel havde han også sine dyder. Han var flink i håndarbejde, til at gøre slæder, ski eller skeer og diverse redskab af renhorn, til at fiske og fange ryper, til at hjælpe kvinderne med at melke ren o. s. v. I det hele taget jåmpa var en Esau, og jouna var en Jakob. Jåmpa og jouna boede i telt sammen, medens derimod tjenestepigerne lå inde i husbondens eller familiens hovedtelt, som skik og brug er. låge havde den vinter, da det her fortalte tildrog sig, slået sine telte op på akkanasfjeldet, nogle mil fra karasjok, og sin talrigeehjord gående deromkring. Ulven havde været meget slem allerede tidlig på vinteren, og uafbrudt havde tjenestefolkene, 2 og 2 ad gangen, måttet være ude både dag og nat for at holde vagt, men alligevel havde det lykkes udyrene at rive ihjel flere rensdyr. Man havde set flere flokke af ulve, så det var at frygte, at denne plage ville blive endnu værre udover vinteren. Man havde også lagt mærke til, at der blandt ulvene var en enkelt en, som var ganske usædvanlig stor og af lidt anden farve end almindelige norske ulve. Man antog, at det måtte være en russeulv, som var kommen fra Sibirien. Jåmpa gik i et stadigt halvsinne, fordi dette udyr havde revet ihjel en af hans egne ypperlige køreren, skønt den havde haft hundrede andre at vælge imellem. Han havde også en dag været efter den på ski, men måttet opgive jagten, da sneen ikke var dyb nok, og ulven således havde let for at slippe unda. Jåmpa sukkede og bad, men rimeligvis ikke til Vorherre, om at der snart måtte komme stærkt snefald, så han kunne få prøve et kapløb under gunstige omstændigheder med denne røver af en ulv. endelig begyndte det også en dag at tykne til, og alt eftersom det tyknede, begyndte jåmpas ansigt at klarne op. Elan lagde nyt skud i sin korte finnerifle, udsøgte sig de længste og bredeste ski og smurte dem ind med renfedt. Så kom sneen. Stille og tyst i større og større sneflokker dryssede den ned fra den mørke himmelhvælving og lagde sig alenhøi både nede i dalforene og oppe på højderne, hvor den ellers plejer at fyge af, hvorfor også ulven, når den forfølges, altid plejer at tage vejen didop, da den der har let for at springe afsted. Jåmpas ansigt strålede, og han tog ekstra nattevagter i forventning om, at ulvene skulle komme. Men flere nætter gik hen, uden at man så spor af dem, så man næsten begyndte at tro, at de havde fortrukket til andre kanter. Jåmpa var både tilfreds og utilfreds hermed. Det var jo godt, at de blev borte, men han havde dog gerne først villet forsøge et alvorligt kapløb med den store ulv, som man havde set. Imidlertid måtte han igen tage fat på sine daglige sysler, og en formiddag holdt han således på med at tæmme en ren nede på isen af en indsø lige foran teltene. Ungbukken havde nogen tid forud gennemgået den første lektion efter jåmpas opdragelsesmethode. Denne bestod deri, at han med en lang snor eller rentøm bandt den fast til Toppen af en nogenlunde stor, slank og elastisk Birk og så lod den stå der og baske med denne. Birken bøjede sig, hver gang renen sprang til og sled og tumlede sig for at slippe løs. Men den var stærkere og seigere end renen, og efterhånden gik det med denne, som det plejer at gå med laksen på snøret i en vel øvet fiskers hånd. Den måtte til slutning give tabt og slå sig tilro og tåle at have grime og tømme på sig. Så tog han den med sig ned på en is og spændte en slæde i enden af dragtømmen. I begyndelsen er det ville dyr meget bange for slæden eller denne tingest, som den ser komme farende efter sig. Den tror formodentlig, at det er en ulv eller et andet udyr, som forfølger den, og først efterhånden, når den begynder at tabe skrækken for slæden, gøres dragrebet kortere. Jåmpa og renen baskede og tumlede sig nede på isen. Sommetider var renen mester, rev jåmpa overende og slæbte ham med sig et stykke. Men der var ingen fare for skump eller stød nede på den slette sneflade, og jåmpa holdt ud, indtil renen efterhånden også måtte finde sig i at gå roligt og slæbe en tom slæde efter sig. Senere blev den med slæde og noget læs bunden ind i en raide midt imellem tæmmede ren, og her må den uden videre følge med de andre. Låge var inde i sit telt og passede kødgryden, der kogte til middag. I en fjeldfinnehusholdning er det nemlig manden, som koger eller passer gryden, medens konens og pigernes arbejde fornemmelig består i at sy klæder, sko, berede skind og passe børnene etc. Jouna var beskæftiget med at snekkerere på en pulk eller renslæde. Alt åndede fred og ro, da man pludselig ser nogen på ski komme farende nedover den bratte li på den anden side indsøen, råbende noget, som ikke straks kunne forstås. Det var ingen anden end en af de to unge tjenestepiger, gunnil og Kate, som den dag havde renvagt. Jåmpa standsede med rendressuren og lyttede. Så hørte han tydelig råbet: « gumpe læ botsuinh ulven er efter rensdyrene! Og er der noget råb, som kan vække en fin op af døs, dvale, rus, drøm eller søvn, så er det dette. Ja, jeg frygter for, at en fjeldfin, om han end lå på knæ foran alteret og skulle modtage sakramentet af præstens hånd, dog ville springe op og fare afsted, dersom nogen kom ind i kirken og pludselig råbte ham i øret: » gumpe læ botsmn' « Jåmpa slap øjeblikkelig renen og tog sprænget opover mod teltene. Også han råbte: « jouna, låge, gumpe læ botsuing ikke så såre hørtes jåmpas råb, før jouna kastede kniven og låge sleven og sammen med kvinderne og alle hundene fra sine smuthuller kom farende ud. Alt kom i oprør, og medens mændene i en fart fik sine ski på benene, fortalte pigen andpusten, at en flok ulve pludselig var kommen farende imod dem, og da de havde forsøgt at møde dem, havde storulven i spidsen for de andre kommet lige hen mod dem og vist tænder, så de forfærdede havde veget tilbage og slået for sig med skistavene. Så havde hun, Kate, løbet til teltene for at gøre anskrig, medens den anden pige, så godt hun kunne, fulgte efter hjorden. Jåmpa slængte sin rifle på ryggen og stak et par rentunger ind på barmen; han vidste ikke, hvor længe jagten kunne komme til at vare, i al fald ville han ikke give sig på de første 2—3 døgn, det lovede han sig selv. Afsted satte de alle 3 i den retning, hvorhen rensdyrene var flygtede efter pigens forklaring. Det varede heller ikke længe, førend de fik øje på storhjorden, som igen havde samlet sig i en tæt klynge, som de altid plejer, når de skræmmes, og denne egenskab er det, som gør, at det ved hjælp af hundene er muligt at samle dyrene og holde dem samlede. Men da de kom frem til hjorden, fik de høre, at det havde lykkes ulvene at sprænge omtrent 100 dyr ud af storflokken. Disse havde sat afsted i nordostlig retning, forfulgte af ulvene, som på vanlig vis søgte at sprænge dem endnu mere fra hinanden for derpå 2 og 2 at forfølge en enkelt ren. Låge blev igen for at hjælpe pigen gunnil med at drive hjorden tilbage til teltene. Jåmpa og jouna satte efter ulvene. De fandt snart sporene, så det var ikke vanskeligt at følge efter dem. Efter omtrent en mils gang opdagede de bloddryp på sneen, så de kunne skønne, at storulven allerede havde haft sine tænder i en ren, og et stykke længer fremme fandt de renen, sønderreven og halvt opædt af ulvene, som allerede havde taget flugten igen. Jåmpa undersøgte mærket i ørene og opdagede, at det atter var en af hans egne ren, som ulvene havde revet ihjel, og var han ikke forbitret før, så kan det vel hænde, at han blev det nu. « gid satan eller jåmpa havde tag i dig, din fordømte blodhund! » skreg han og satte afsted igen efter ulvesporene med et mordlystent udtryk i sit ansigt. En halv mil længer fremme fik han se storulven med en mindre efter sig ude på isen af en indsø, som den ville sætte tværs over for at nå højderne på den modsatte side. Nu begyndte jåmpa jagten for alvor. Susende høj han nedover en skråning og begyndte sprænget udover isen. Jouna kunne ikke længer holde følge med ham, men begyndte at sakke bagud; jåmpa derimod sprang ustanselig. Ulvene, som så sig forfulgte og havde tungt ved at springe i dybsneen, begyndte, som de plejer, når de forfølges hårdt efter et rigeligt måltid, at kaste op for at lette sig noget, og jåmpa, som så det, slængte riflen, som tyngede noget, for også at lette sig lidt. Han vidste, at jouna, som kom efter, ville tage den med sig. Jåmpa var ikke langt fra ulvene, da de nåde land, men opover højden på den anden side fik de noget forsprang for ham. Da han atter fik se dem igen, havde den mindste skilt sig fra storulven; kanske den havde en anelse om, at det kunne være farligt at holde følge med den, og jåmpa satte naturligvis også efter den store. Det gik igen noget nedover, raskere og raskere fløj skiene; ulven ville atter sætte over en indsø, men i skråningen ned imod denne var jåmpas fart ti gange så stor som ulvens, og han halede mere og mere ind på den. Endelig kom han farende lige efter den, og idet han i farten for forbi den i en bakke, slog han efter den med skistaven for at lamslå den i korsryggen, som er ulvens svageste punkt. Men ulven var en gammel erfaren krabat. Den bråvendte i det samme og afparerede slaget ved at tage imod det med tænderne, som den altid plejer, når man vil ramme den med et slag, og det nytter derfor aldrig at slå efter dens hoved. Ulykkeligvis skar jåmpas venstre ski, idet han slog efter ulven, ind under en vidjekvist, og jåmpa stupte på hovedet, så han næsegrus lå begravet sneen. Som et lyn var ulven over ham og hug tag i hans skulder og rev og sled i renskindspelsen. Men heldigvis var denne tyk, og indenfor den havde jåmpa desuden en saueskindspels, så han følte nok tænderne og havde længe bagefter blå pletter i skindet, men han ænsede ikke dette stort. Han lå klogeligvis stille, indtil han nede i sneen fik tag i kniven, vred sig så pludselig om og rendte kniven i skulderen på ulven, så den atter strøg afsted. Jåmpa var heller ikke længe om at komme på benene og sætte efter den igen. Det bar atter udover en halv mil lang is, og kapløbet begyndte pånyt. Månen kom op, stor og blank, stjernerne tændtes over hele himmelen som tusinder af gasblus, nordlyset flimrede i rødgule tunger, og det glitrede og glimrede i millioner snekrystaller. Natten var lys, men intet levende hørtes eller sås. Alt var tyst og stille hen over de milevide, snedækte og ødslige høifjeldssletter. kun disse to, jåmpa og ulven, stønnede og løb uden vidner eller tilskuere, uden Stans eller hvile, ikke et præmieløb, men et kapløb på liv og død. Da ulven nåde land igen, var den nok begyndt at trætne noget, kanske også såret og blodtabet havde svækket den; thi den satte ikke opover mod højderne igen som før, men sprang langs indsøens strand. Jåmpa frydede sig herover og endmere ved synet af blodet i

1898_BenzonP_Landsmaend

P.E.

Landsmænd

Benzon

Benzon

Landsmaend

1898_BenzonP_Landsmaend.pdf

Peter Eggert

Benzon

dk

Landsmænd

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. De krydsende banespor lå og skinnede som sabelklinger i det høje middagslys, og kulbunkerne ovre i oplaget under vandtårnet gnistrede hvidt som sølv. På et sidespor stod en række halvlæssede majsvogne, således som portører og kuske havde forladt dem for at gå hen og spise. Stationsbygningen lå som uddød med sine nedrullede Gardiner, men på middagslur kunne der vist ikke tænkes, så længe svinene henne i Folden holdt et så syndigt spektakel. Det var leverancen fra i formiddags, som ventede på at komme af sted med firetoget nord på. Opkøberens folk gik og prikkede i flokken med lange stænger, medens Mortensen i egen person stod oppe på en kasse og ledede felttoget. Han løftede sig på tæerne, mens 1* han gav sine ordrer; det var af lutter ivrighed, thi der, hvor han stod, kunne han magelig overse hele Folden. Blyanten, han holdt i sin højre hånd, borede han uden at vide det ind i lommebogens blade, hver gang mændene dernede uddelte et rigtig hjerteligt ribbensstød. „ Nåda, i fordømte yankee’er, kan i være ordentlige," henvendte han sig til grisene i et engelsk, som kunne have været bedre, men tilføjede straks på uforfalsket fynsk: „ Skal en god dansk mand være nødt til at snakke jeres morsmål til jer, før i makker ret? Pas på, Thomsen, skaf hende luft, den lille grå der i hjørnet, ellers maser de hende komplet; det blev et tab af fem dollars kontant foruden den sorg, det blev for hendes slægt og venner. Hvor var det så, vi slap? var det fire og halvtreds? Vel, fire og halvtreds... hvor Pokker er nu fire og halvtreds blevet af? De er ikke til at tælle i dag, sådan de bærer sig ad. Nå, lad gå da. Men pas godt på ved indladningen, syv og treds skal der være." Og Mortensen stak bogen i lommen og sprang ned fra sin kasse, hvorpå han, tørrende sig i sit røde ansigt med et endnu rødere tørklæde, slentrede op imod stationen. skinnerne, som krydsede hans vej for hvert andet skridt, værdigede han ikke et blik; hans korte ben fandt af gammel vane det rette trit. Han slog et slag hen ad perronen, mens hans skygge næsten skjulte sig under hans fødder. Så standsede han og lettede på lærredskasketten, men fik den hastigt på igen, inden han havde fået svederemmen aftørret, thi solstrålerne væltede som en koghed regn ned over hans skaldede hoved. Han måtte nøjes med den mere uskadelige forfriskning at føre en finger rundt imellem flippen og den ophovnede Hals. Det skulle gøre godt at få sig et krus og lidt skygge. Han skråede over mod den aflåsede restaurationssal og bankede på vinduet nærmest ved skænken. Han gjorde det på en forretningsmæssig måde, som tydede på, at han var vant til at blive lukket ind når som helst. Men i dag hørtes ikke den kendte lyd af slåen, som plejede at skydes fra. Han skulle lige til at gentage sin banken, men tog sig i det og gav sin pande de formanende knubs, som oprindelig havde været ruden tiltænkte. „ Jeg fjols!" mumlede han, „ hun er der jo ikke. Som jeg går og tosser! Ja så bliver der ingen 01 af, før godstoget kommer." Om han skulle liste hjem og se til konen? Han gik hen og kastede et blik ned ad vejen, hvor solen slog gnister af skærverne og skyggen gjorde sig kort under de unge, kostelignende træer. Nej i denne hede gad han ikke, for han måtte alligevel herned igen til indladningen, folkene var ikke at lide på. Så søgte han skygge under halvtaget ved bygningens gavl, men så’ ikke videre fornøjet ud. For en petroleumstønde var lige godt ingen sofa, og strået, han sad og tyggede på, var ikke en øl. Men naturligvis var det bedst, som det var. Sådan en skiftestation med et evigt rykind af rejsende og med alle disse handelsmænd, som ikke just var af fineste sort, var ikke noget sted for en ordentlig pige. Handelsmand var han jo selv, begribeligvis var han det, og ikke så meget fin heller; men han var pigens fader, var han, og det gjorde altid en forskel. Men savne hende ville han hver evigste mandag og torsdag, når han gik og hang hernede efter grise. Ikke for øllets skyld, skidt med øllet, skønt han jo nok ville sige, at i sådan en hede var en lille 01 en ren himlens velgerning for et menneskes indvortes. men det var passiaren, som var så gemytlig, når lokalet var tomt nu ved middagstid, og hun stod hos ham i sit hvide smækforklæde og støttede sig på de runde arme, som lå fladt ud på bordet. De historier, som han fik prangerne til at grine ad, så de var ved at sprække, kunne han aldrig få i sin mund, når han kiggede ind til Anna. Han følte sig næstendels som en sjælesørger, så snart han havde suget det første skum af skægget og spurgt hende, om hun havde fået lov at være i fred siden sidst. Så formanede han hende til at holde sig brav, og hun var god at formane på, for en alvorlig tøs havde hun alle tider været. Hun så’ så troskyldigt på en, at et andet gammelt stykke orneflæsk ordentlig skammede sig over at være fader til al denne uskyldighed. Noget af verden havde man jo set i sine dage, ja såmænd; man kendte det måske bedre, end det egentlig var en tjenligt. Men det havde man i alt fald ud af sine gale streger, at man kunne advare sit eget kød og blod. Gelinde, forstår sig, pænt — så hun ikke kom til at rødme ved at høre derpå. Men det var lettere, end man skulle tænke, at snakke som en søndagsbog med guldsnit; det faldt ganske af sig selv, når Anna kiggede på en med de store brune øjne, hun havde efter moderen. Eller han fortalte hende om det gamle land og spurgte, om hun kunne huske det og det. For det gjaldt om at holde det frisk både for sig selv og for hende. En dansk pige var hun, og det skulle hun vedblive at være, selv om hun aldrig kom hjem igen. Ok ja, gamle Fyn, det var alligevel glade dage. Nej skulle man ikke gå under i bare business, måtte man holde på sin danskhed. En yankee blev man dog aldrig, hverken i sind eller skind, om man så ti gange var borger i disse velsignede United states. Ikke engang på en valgdag kunne man rigtig fornemme sig som amerikansk borger og blive rød i kammen af ivrighed, selv om man forsøgte derpå. Enten brølede de på sølv eller på guld og var gevaltig oppe begge parter; men en fynbo kunne det være ganske det samme, enten det blev sølv eller guld som flåde en, når man dog skulle flås. Hjemme råbte de „ ned med Estrup!", det kunne ethvert barn forstå, og det lød da af noget. Nej man trængte til noget af det, som kunne gøre en varm i kinderne. Ikke fordi han ville sige noget ondt om grisene, de uskyldige skabninger, men hele livet var de alligevel ikke. Derfor havde man sin danskhed, den skulle man give sine børn i arv, den var noget at holde sig til i livets bræksøer. Bare han nu ikke havde spoleret alting imellem dem! Bedst havde det i grunden været, at hun aldrig var kommet hjemmefra, så var dette ikke sket. Måske hans mange formaninger, hver gang de sås, havde deres grund i, at han var sig en slags uret imod hende bevidst. For det var jo på en måde hans skyld, at hun var taget ud at tjene. Forstår sig: en mand har da ret til at gifte sig igen, når han er i sine bedste år; men Anna og konen kom jo ikke allerbedst ud af det med hinanden, for det kunne jo ikke nægtes, at Stine var lidt kommanderende. Nå herregud, hun var jo også af bedre folk, og hendes egen bror var underofficer i Århus. Men der lå altid noget i luften imellem dem, og værre blev det, da der kom småfolk. Så det havde sandt at sige været ham en lettelse, da Anna tog plads. Men sikkert var det, at mens hun var hjemme, havde de aldrig haft det så godt med hinanden som nu her i shoppen. Kanske folk helst skal have hinanden lidt på frastand, før de kan tale alvorligt sammen. Når man sådan går om hinanden i det daglige, passer dette højere ikke rigtigt mellem alle hverdagsordene. Især når man ikke altid er, som man skal være, så har man jo en fornemmelse af, at de ville grine ad en, dersom man blev højtidelig. Gad vidst, om præsten også går og præker derhjemme om mandagen. Sæt at de aldrig fik det godt med hinanden mere. For vel havde han været i sin gode ret, når han straks kommanderede hende af pladsen nu i mandags, da han traf hende omme bag maskinhuset stående med armene om halsen på ham, irske John, og det var jo et rent svineheld, at han øjeblikkelig havde opsnuset den plads til hende hos den danske præst. Men han havde en anelse om, at han havde sat en større del af sin faderlige værdighed til i den skylle, han havde udøst over parrets syndige hoveder. Da hed det nok ikke så lige „ lille Anna “ og „ min egen pige", og påkaldelserne lugtede vist ikke nærmest af en søndagsbog med guldsnit. Føj kristen Mortensen, en fader skal altid være den pæne mand. Det var nok lige så godt, at han gik op og snakkede med hende i aften. Ikke ligefrem bad om godt vejr begribelig — han var jo da hendes far og kunne bestemme over hende — men det var ingen skade til at lirke lidt for at se, hvordan hovedet stod på hende. Hvad mon den maskinistpjalt bildte sig ind? Sådan en udenlandsk vindspiller, der joller rundt på seks hjul og drejer på et håndtag, havde værs’go’ at holde sin befordring væk fra hans bane. Ville Søren Rasmussen have pigen, så skulle han få hende; han var en brav Karl og han var fynbo og havde jord og stod sig godt. Om løsen tudede i fjorten dage, så takkede hun bagefter sin gamle fader i fjorten år. — telegrafen begyndte at dikke inde bag kontorets åbne vindue, og vingen på signalmasten faldt i det samme. „ Hvad behager, er den halve time allerede gået? “ mumlede han, „ det er storartet, så tiden render, når man sidder og snakker gammelt med sin gode samvittighed." Ja for han havde en god samvittighed; der kunne da ikke være to meninger om, at en dansker var at foretrække for en irlænder. Han gik hen og prøvede ved restaurationens dør. Jo nu var der åbent, og noget mindre husvant, end han plejede, gik han ind og fik sit 01; men den hånd, som satte kruset foran ham, var ikke den hvide, buttede, han kendte så godt, og ansigtet, som hørte til hånden, var fregnet og havde store søvnklatter i øjenkrogene. Han sad og skvulpede ølslurkene i munden og kunne ikke få dem til at smage, mens hans hjerne formede nogle få værdige ord, som kunne bøde på hidsigheden fra sidst, for det tilfælde at John skulle være dristig nok til at søge ham; brynene, som trak sig ned over hans små hvasse grå øjne, røbede den samvittighedsfulde tænker, som kæmper med sproget. Der var imidlertid blevet livligere på stationen, og folk, som var kommet i god tid til eftermiddagstogene, slentrede ind i salen og tog plads omkring bordene.' man hørte tydeligt godstogets klokke henne ved overkørslen og derpå en susen, som rask bruste op til en klapren af mange hjul. Der løb toget ind på et af de fjernere spor, og det var ingen anden end John som stod der bag på maskinen og råbte ned til Briggs og lod som ingenting. „ Nå for mig gerne," tænkte Mortensen, idet han vendte sin brede ryg mod vinduet og dukkede næsen dybt i kruset, „ kan du så rask glemme tøsen, så er jo alting i sin rigtighed." Men han kunne ikke lade være at ærgre sig over det sodede ansigt, som havde set så fornøjet ud, og jo længere han sad, des mere kogte vreden op i ham på datterens vegne. Det var dog lige så godt, at han fik sagt fyren et par borgerlige ord om, hvor mindre net det var at kaste splid ind i en kærlig families skød, når han ikke havde brudt sig mere om pigen. Han rejste sig og trængte sig med en kort hilsen forbi et par prangere, som gerne ville have været i lag med ham. Ude på perronen stod han stille og så’ sig om; stationens lille rangermaskine var allerede i færd med at plukke det nys ankomne tog i stykker, men der var ingen John at se. Han var naturligvis bange, den hund, for han vidste, hvad der vankede; men hvis han bildte sig ind, at han kunne slippe, så tog han fejl. Han styrede over mod godstoget, hvor Briggs gik ganske sindigt ved de bageste vogne og klinkede på hjulene med sin hammer. „ Hvor er o’neill?" råbte han til manden, førend han endnu havde nået ham, „ jeg så’, du talte med ham før." Maskinen indhyllede ham i en dampsky og overdøvede hans ord med sit skingre hvin. Han gentog sit spørgsmål med en stemme, som kunne have vækket døde, og gamle Briggs rettede ryggen og plirede mod solen med et par grå øjne, som hyklede glad forbavselse. „ Å er det dig, Mortensen! “ sagde han, „ fordømt hedt vejr i dag. “ Hvorpå han fortsatte klinkningen og søgte at trænge sig forbi den anden. „ Hvad er nu det for kunster? “ sagde Mortensen og tog ham blidt i skulderen. Men Briggs forstod ingenting. „ Skruk," mumlede han, idet han gentagne gange klinkede på et tvivlsomt hjul. „ Hvad skal det sige?" spurgte Mortensen. „ Det hører til faget, lille Mortensen, det forstår du dig ikke på. Vil du meget gerne vide, hvad det er, når et hjul er skruk?" Spurgte Briggs i den venligste tone. „ Hør nu, Briggs," sagde Mortensen, ikke uden en vis strenghed, „ hvis du har imod at svare en mand på et venligt spørgsmål, så sig det bare. Du lurer nok efter en øl, din luks; den skal du få, men først ud med sproget: hvor er o’neill?" „ O’neill?" gentog Briggs langsomt, idet han med en halvfjollet mine undersøgte skinnevejen i begge retninger, „ O’neill, han var her før. “ „ Tak skal du have, Briggs, “ sagde Mortensen og vendte sig stødt fra ham, „ Tak for underretningen! Du har ellers ret i, at det er fordømt hedt i dag. En øl kunne gøre godt i sådan en gammel skindsæk, hvad? Men lur kristen Mortensen, om han gi’er!" Briggs beærede ham med en uskyldig stirren, som imidlertid endte med en blinken, der kunne antyde, at forhandling ikke helt var udelukket. „ O’neill kender også vejen til skænken," sagde han med et grin. Det gav et ryk i Mortensen. „ Hvad," tænkte han, „ det er jo ligefrem et komplot! Det var meget! er John virkelig så bange for mig?" Han blev pludselig i godt humør, mens hans lyst til at få fat i synderen kun blev endnu større. „ Nå sådan," sagde han, idet han rodede i bukselommen efter to ticentsstykker, „ men jeg kender vejen to gange, ser du, og jeg synes ikke, det er ganske rigtigt af dig, Briggs, at lade dig traktere af de unge mennesker, de har ikke godt af det, ved du." Med en skødesløs håndbevægelse listede Mortensen pengestykkerne over i briggses snavsede næve, og denne, hvis ansigt udtrykte den fuldstændigste uvidenhed om penge og penges værd, mens hans fingre klemte sig fast om skillingerne, gjorde et kast med hovedet i retning af maskinhuset. Så tog han igen fat på klinkningen. i. Mortensen gik hen og kiggede gennem en rude i en af portene på det halvmånedannede maskinhus. Hele forsiden var port ved port, og under hver port løb et spor ind. Der var ruder nok at kigge igennem, thi fra brysthøjde var det næsten alt sammen glas. Men hans øjne var så blændede af sollyset, at han intet kunne se. Hist og her flød gyldne glimt i rummet, hvor en solstråle traf et stykke gult metal; etsteds anedes de polerede stålstænger mellem en maskines hjul som en streng af hvidt lys. Alt andet lå i dyb skygge, og det nyttede ikke Mortensen, at han trykkede sin næse flad på to tre ruder. Den port, han stod ved, var ikke låset, og han trådte ind i det store rum; luften derinde forekom ham sval og behagelig efter heden udenfor. Der stod et lokomotiv henne ved den ene endevæg og to midtfor; de andre spor var tomme. „ O’neill her? “ var hans lidt brøsige spørgsmål til et par ivrigt beskæftigede pudsere, men førend han kunne erfare svaret, der også lod noget længe vente på sig, bukkede han sig og stirrede spændt ned i fyrgraven under en af maskinerne, hvor hans hurtige øjne havde set en hvid frakke forsvinde. „ Ih se god dag, o’neill, de skal ikke genere dem, “ råbte han i den elskværdigste tone, og temmelig slukøret dukkede en ung mand frem af fyrgravens mørke; han holdt en oliekande og en pudseklud i hånden og syntes ikke at have den største hast med at komme op ad trinene. Hans ganske kønne ansigt var stærkt brunt under en hvid pande, som kom til syne, da han hilsende tog tressekasketten af; det lille viksede overskæg kunne ikke skjule et vist blødt træk om hans mund, og han havde et par brune, alvorlige øjne, som var lidt usikre i blikket, da de mødte Mortensens. „ Ah, mr. Morton," sagde han og trådte et par skridt nærmere, „ det fornøjer mig at kunne hilse på dem." „ Er de nu der igen med deres Morton?" Brummede Mortensen højlig krænket, „ jeg hedder Mortensen, at de ved det; det er et godt navn og et dansk navn og ikke helt ukendt der, hvor jeg er fra." „ Jeg beder dem undskylde, mr. Morton Senn, det var på ingen måde min hensigt..." „ Jaja, John, lad os ikke tale mere om det," Sagde Mortensen med en nedladende håndbevægelse, „ man kan ikke forlange opdragelse af en irlænder." Han følte sig ædelmodigt hævet over småting, nu da han havde noget alvorligere på hjerte. „ Jeg kunne have lyst at snakke et lille ord med dem endnu, John. Sådan i al rolighed, forstår de; for sidst var jeg jo lidt kort for hovedet. Sig mig, kan de sætte dem ind i en faders følelser?" De sidste, bevægede ord krævede tid for at kunne virke med deres fulde vægt. Mortensen gjorde altså et ophold og lod blikket majestætisk svæve rundt i rummet, indtil det blev hængende som fasttryllet ved den maskine, der stod ved væggen. Og jo længere han stirrede, des mere løftede hans bryn sig og des rødere blev hans ansigt. John fulgte hans øjne og kom til at dirre på hånden, så der trillede en dråbe olie ned ad hans benklæder. Så var Mortensens øjne igen hos John; de gottede sig synligt over den andens forvirring. „ Hvis de altså godhedsfuldt vil unde mig et par minutter..., “ sagde han, „ jeg ser, at de har travlt. “ Hans stemme var bleven brovtendeironisk. „ Å, mr. Senn, “ stammede lokomotivføreren, „ jeg er ganske til deres tjeneste, pudsningen kan så godt vente." Mortensen lo hånligt. „ Nu vil jeg sige dem en ting, John, i al venskabelighed: lad hellere den pudsekomedie fare, for mig pudser de min sandten ikke." Han gik et par skridt hen imod den enligt stående maskine. „ Anna," råbte han, og der var et umådelig triumferende skrald i hans røst, „ kom lige så godt straks, min tøs, for du er opdaget." Bag vinduet i maskinens hus viste sig et øjeblik en kraftig pigeskikkelse. Så steg hun langsomt ned og trådte nærmere; hun var blussende rød og holdt hovedet bøjet. „ Jeg vil give dig et godt råd for en anden gangs skyld," sagde faderen, og hans tone var næsten gemytlig, så stolt var han over sin opdagelse, „ når du vil skjule dig, skal du passe på at tage skørterne med dig, mest når de er så lyse i kuløren. Føj for en ulykke, så du har griset dig til; du tror nok, at ålje ingen penge koster." Hun så’ ned ad sin plettede, lyserøde sirtses kjole, men syntes at bære sit uheld med fatning, glad over, at faderen tog det på den måde. „ Den kan da vaskes," sagde hun og kiggede op. „ Nå så det kan den. Kanske også du kan vaskes? For dette her kalder jeg svineri, gør jeg." „ Men far dog!" „ Nå—å, jeg er dog endnu din far? Ja, det bildte jeg mig også ind. Og er der nogen far, som i sit ansigts sved har opdraget på sit barn, så tror jeg nok, det er mig. Har jeg nogen sinde sagt dig andet, end hvad der var pænt og værd at tage e efter? Sig mig, om jeg har. Og har jeg ikke, så sig det kuns. Derovre. “ Det sidste ord, som var ledsaget af et kast med hovedet over mod restaurationen, faldt en smule kejtet, og han tilføjede det kun i sandhedens interesse; det faldt ham nemlig ind, at hjemme havde han nu og da vist sig fra en mindre opbyggelig side. Men han var straks igen på højde med sig selv, idet han fortsatte ud i luften, så den, som ville, kunne tage ordene til sig: „ Dér sidder en skikkelig gammel far og præker, og det går i hende som sødmælk, og hun står og kigger så sødt, at man tror, man er far til et rigtigt englebarn; men så såre man vender ryggen til, straks føjter hun ud og holder stævnemøde med den første den bedste kulsj..., ja, John, jeg vil nu’nte fornærme dem, men de skulle tage e og vaske dem, for at de er sort i ansigtet det er de. “ John strøg sig forvirret over kinderne med frakkeærmet, mens Anna søgte at liste sin hånd ind i faderens. „ Vi troede jo, at du var gået hjem, “ sagde hun med den uskyldigste mine, fuldstændig uvidende om, at dette var det værste, hun kunne have sagt. „ Nå så i troede, at jeg var gået hjem? “ Der var en skummel ironi i hans tone, „ naturligvis, det troede i. Som en kærlig datter ville du ikke håne en gammel mand op i hans åbne øjne. Dog ikke! Men at lade ham rende til grin for hele stationen og lade Briggs, den avekat, skære ansigter ad ham, det synes du er passende. Så du troede, jeg var gået hjem... tør jeg spørge, om frøkenen har hængt her hver dag, mens jeg har taget min uskyldige middagssøvn? Og du tjener hos en kristen præst... føj for en ulykke!" „ De glemmer sikkert, mr. Morton Senn," Indskød John, „ at det er min agt at gifte mig med Anna." „ Det skal jeg vide at sætte en pind for, forstår de," svarede Mortensen med en truende skulen. „ Det kan de næppe; pigen er myndig efter landets love." „ Så er landets love snavs som det meste af, hvad disse yankeer laver. Kom de ikke til mig med landets love, der er en anden lov her" — han førte hånden med et kraftigt sving mod brystet — „ og kan de pille den ud af tøsen, så må de tage e hende jo før jo hellere. Men det kan de ikke, o’neill, forstår de det! For hun har også et hjerte under særken, og når hun får betænkt sig lidt, så ved hun godt, at en tøs skal ære sin far og sin mor, som hviler i sin stille grav på Gudbjerg kirkegård. Der kan de se, nu flæber hun, hun ha’nte glemt sin mor. Nu kan du jo vælge, Anna, nu kan du jo vælge — ham eller mig. Han er ung og køn, når han bare vil tage e og vaske sig, og hans overskæg er et af de nydeligste, jeg har set... du kan se, jeg gi’er ham alt, hvad der med rimelighed kan tilkomme ham. Og jeg er bare en gammel svinepranger, som snart er til rotterne, for det sidder hårdt for brystet, og gigten begynder også at lure. Men det skal du dog tænke på, at dengang vi sejlede over det store vand, havde vi to kun hinanden at holde os til, og ude i blokhuset i skoven så’ du ikke et øje uden mig i fulde fem år, og John var nok ikke med, når vi om aftenen læste i ham, valtemar sejr, til han ikke kunne hænge sammen længer. Og det var nok heller ikke John, som snakkede med dig om gamle dage og plejede dig, da du lå i feber. Men alt det betyder begribelig ingenting, for loven siger jo, at du er myndig og kan gøre, hvad du vil; så har en far ingenting og skal have sagt. “ Iii. Anna var for længe siden blød; hun hulkede, så hendes ansigt var ophovnet af gråd, mens hendes øjne var en tryglende bøn om, at han dog ville holde op. Han kunne ikke rette hårdere bebrejdelser imod hende end dem, hun nu gjorde sig selv. Hun havde ikke øre for den pukkende brovten i hans ord; i alt, hvad han sagde, hørte hun ikke andet end et forurettet hjertes ømhed. Var der nemlig nogen, som beundrede Mortensen højere, end han selv gjorde, da var det Anna. Årene ude i nybyggerstuen, hvor de to havde været udelukkende henviste til hinanden, var for hende netop faldet i den alder, i hvilken man modtager indtryk for hele livet. Al sammenligning havde været udelukket, fordi hun ingen så’ uden ham. Ham havde hun længtes efter hver time på dagen, når han en gang om måneden rejste til byen og blev et par døgn borte. Han tog altid hjem med sig det, hun netop ønskede; de forhåbninger, som hun og trofast havde betroet hinanden, når de om aftenen sad sammen på dørtrinet i ensomheden, blev aldrig skuffede. Ingen glæde var som den, når han ventedes hjem henimod solnedgang på den tredje dags aften — når trofast blev urolig og løftede på ørene og knurrede halvt mistroisk og halvt forventningsfuldt og så pludselig satte af sted hen ad stien mellem stammerne, netop som hun selv hørte den første svage gungren af kleppertens trin på den bløde skovbund. Hun efter i hundens spor, og faderen råbte til hende, før han så’ hende, og tog hende op på hesten, mens trofast gøede som rasende, indtil hjemmet var nået; der hoppede hun ned, før hesten stod stille, og sprang ind for at tænde under kedlen. Altid gik det til på samme måde, og altid var det lige nyt og frydefuldt. Han var i alt, hvad hun tænkte og drømte; alt det lidet, hun dengang vidste, havde hun fra ham, og da hun kom i den overgangsalder, hvor hun gjorde opdagelser hos sig selv, som hun ikke kunne betro ham, blev hun rød, blot han så’ på hende, og følte sig så syndig og ulykkelig, fordi hun ikke kunne få munden op. Men dengang — hun var da femten år — var det næsten forbi med deres ophold i skoven, og senere forstod hun godt, at det var for hendes skyld, han var flyttet til red river og var begyndt på prangeriet med den smule skillinger, han havde samlet sig. Gnaven var han jo somme tider derude i skoven og skændte, uden at hun havde gjort noget, og en og anden gang hændte det, at han ved hjemkomsten var noget usikker på benene. Men sligt rokkede ikke i fjerneste måde hendes tro på ham, thi hun havde bevaret svage forestillinger om, at mandfolk var noget anderledes beskafne end væsener af hendes eget køn: hine ejendommeligheder hørte dem vel nu engang til lige så vel som det at bære skæg og gå med bukser. Og havde han skaffet hende en rigtig slem dag og fået hende til at græde — hvad jo nok kunne hænde — så undskyldte det ensomme barn ham med, at han var en landflygtig mand, som længtes hjem, og hun kunne i sine drømme uddybe ordet landflygtighed, indtil det blev hele hans forhistorie og der stod en tragisk glans omkring ham. hun var netop så meget romantiker, som en halvvoksen pige bliver det ude i skoven, når hendes meste åndelige føde er den halvt opslidte almanaklæsning, som kan finde vej selv helt ud på prærien. Mortensen ville have undret sig, om han havde anet, med hvilken lethed hun fik hans brede ryg presset ind i de ædle og blege almanaklandflygtiges skrammeprydede hud. Det faldt hende aldrig ind at kalde sig selv landflygtig eller ynke sig som sådan. Nej dansk — det var det, hun var. Det var noget for sig, noget, hun ikke delte med andre, at hun var en dansk pige midt i den store amerikanske skov, og deraf var hun stolt. Når faderen om aftenen røg sin pibe, listede hun sine tynde barnearme omkring hans Hals og fik ham til at fortælle om Danmark og om krigen, som han i sin ungdom havde deltaget i, og den let bevægelige fynbo tændte sig da op til en begejstring, som han måske ikke havde følt i ganske samme grad, dengang han med såleløse støvler på benene lå i dynd og dræk bag Dannevirke. Når de to sang dengang jeg drog af sted, gav trofast sig til at tude ynkeligt; men han var heller ikke fra Fyn. så fortalte han om hendes moder, som i sin dødsstund havde sagt: „ Pas på min lille Anna." Når hun hørte det, stod tårerne hende altid i øjnene; også han blev hver gang rørt. Om hvordan moderen havde set ud, og hvor dygtigt et kvindfolk hun havde været til at bruge sine hænder, mens hun havde sin helsen; og en hel del mere, som hun havde sagt og gjort. Det er ikke godt at vide, hvor mange pålidelige minder fra et jævnt siideligt samliv der havde aflejret sig i Mortensens sind; så meget er vist, at når han fik munden på gang, kunne han gøre meget ud af lidt. Afstanden narrede ham måske til at pynte lidt, men han selv havde i hvert fald ingen anelse derom. For Anna, hvis personlige erindringer om moderen var lidt dunkle, stod det som en afgjort sag — hvad faderen da også villigt indrømmede — at det afblegede fotografi, som hang på væggen i en gødtkøbsramme, umuligt kunne ligne; den idealskikkelse, som de to i forening byggede op, havde langtfra så brede kæbeben og så’ betydelig intelligentere ud. Alle de billeder, som fyldte hendes sjæl, fik dansk jord under sig; de fynske bakkedrag og smålunde løftede sig for mindet i vage linier og fik kraftige farver, når faderen fortalte om humlehaverne og om æblerne, der gjorde træerne gule, om grønne agre, der strakte sig i regelmæssige skifter og ikke, som markerne her, lå som de kunne bedst, hvor ilden havde gjort lyst i skoven. Et bølget, bugnende land under en evigt lyseblå himmel med små hvide lammeskyer, således som den havde hvælvet sig over hende, da hun som seksårs tøs vogtede gæs for gårdmanden. En himmel, som ikke kendte disse forfærdelige tordenvejr, der her bragede over trætoppene og gjorde de sorte skovdyb til ildsvælg. Hvor hun glædede sig til at bo imellem danske folk! hun tænkte sig dem større og lysere end de folk, der ellers var i landet, og forestillede sig, at de altid sang fædrelandssange, når de kom sammen. Hvad hun fik at se, tog sig dog lidt anderledes ud. De fleste danske i red river gik og brækkede på det engelske og var stolte deraf og kappedes med amerikanerne om at spytte langt. De få familier, som havde fået den danske præst derover og rejst kirken, skilte sig kun om søndagen fra andre folk, og når de kom sammen, talte mændene om at gøre penge, og kvinderne rakkede ned på baptisterne. Mortensen var blevet noget lavmælet i sin danskhed, men snakkede op, højere end nogen af de andre, om dollars og byggegrunde og baneaktier, som om det var hans agt at købe hele red river. Anna følte sig mere ensom her end ude i skoven, og da hun hørte tale om den danske højskole i en af de andre stater, lod hun ikke faderen i ro, før hun fik lov at tage dertil. Hun kunne jo heller ingenting af alt det, et menneske bør vide, som ikke færdes i skovene. På højskolen var danskheden i ære, og hun hørte — hvad hun var mere end villig til at tro — at de danske havde noget at lære amerikanerne, mest fordi de havde haft en mand, som hed Grundtvig; han havde både sunget og prædiket, så der havde stået et støv efter ham gennem hele Skandinavien. En slags metodist kunne hun forstå han havde været, kun endnu vældigere, fordi han var dansk. Da hun kom hjem igen, var faderen gift; hun begreb ikke, hvorfor han havde fået netop dette lyshårede kvindemenneske uden øjenbryn, der lod sin stemme skingre gennem stuerne og altid var så forhippet på gulvvask, den Anna måtte besørge, til knæene sved under hende. da der kom børn, stræbte hun ærligt at føle for dem som en søster, men ulykken var, at de på et hår lignede mrs. Mortensen, fra de var ganske små. Hun så’, at faderen led ved de idelige rivninger, derfor var det, at hun tog plads på stationen, og hun fortrød det ikke, thi når hun havde ham for sig selv det par gange om ugen, var han helt den gamle. Var end hans visdomsord blevet lidt slidte i kanterne og hans formaninger ikke absolut nødvendige for en pige, der selv havde næver på skafterne, om nogen kom hende for nær, så rørte det hende dog at mærke, hvordan han hang ved hende, og skønt det aldrig blev sagt med ord, forstod hun dog mangen gang på hans tone, at han gjorde afbigt for den del, han havde i hendes fjernelse fra hjemmet. Så kunne hun gå omkring bordet, som skilte dem, og lægge sine arme om hans Hals og kysse ham lige midt på munden, mens han betragtede hende halvt forundret og halvt stolt over sine ords gribende magt. Og da var der ingen mrs. Mortensen til, da var de igen hjemme i skoven og havde kun hinanden. Indtil så John kom. det var så nyt og mærkeligt alt det med John. Sådan en forvirrende, pludselig, alt opslugende glæde, som hun aldrig havde tænkt man kunne føle over et menneske. Den eftermiddag for fjorten dage siden ville hun huske, så længe hun levede. Hun stod i bagstuen, som det da var hendes tur, stod og lagde ost på sandwiches, mens klappen ind til salonen idelig smækkede, når der forlangtes ny forsyning. En eftermiddag som enhver anden, der var ingen åbenbaring i det. Og det var der da heller ikke i det sværtede ansigt, som viste sig i døråbningen og spurgte, om miss Morton ikke havde en pøs vand, for pumpen ville ikke gøre tjeneste. Hun havde set o’neill mange gange, uden at det havde gjort hende det mindste, og det gjorde det heller ikke nu. „ Vent lidt, “ sagde hun og gjorde med sit hvide smøreærme et strøg over sin våde pande, hvor en løssluppen hårlok sad og kildrede, „ vent lidt, jeg har så travlt lige i øjeblikket." Og atter blinkede kniven, og osteskiverne lagde sig ud over brædtet. Han stod et øjeblik og betragtede hendes raske håndelag, så begyndte han lidt utålmodigt at skifte på benene. Han kunne godt selv finde vandet, sagde han, blot han vidste, hvor øsen var. Nej tak, det kendte hun nok — så så’ hun aldrig sin øse mere, for personalet kunne så dårligt huske at bringe igen. Han så’ ganske brødefuld ud, så hun syntes, hun måtte sende ham et venligt smil. Hendes ord var ikke møntede på ham, måtte han tro; men hun havde nu engang gjort sig til regel ikke at låne noget ud. Hun åbnede klappen og kiggede ud — jo nu var der en standsning. Han gik i forvejen og hun efter med øsen. Ved døren til maskinfolkenes rum stod han stille og lod hende gå foran. Der var ingen derinde. Hun stod og så’ sig om, mens han tog øsen af hendes hånd og hældte indholdet i tinfadet. Luften var hed og indelukket, og uhyggeligt så’ der ud. Et par støvede støvler lå

1887_RygaardHa_Landsoldaten

Har

Landsoldaten

Rygaard

RygaardHa

Landsoldaten

male

1887_RygaardHa_Landsoldaten.pdf

Harald

Rygaard

dk

Landsoldaten

Historisk Skildring fra 1848-50

n

gothic

Carl Lund

KB

Kan ikke finde informationer om forfatteren (køn, nationalitet)

pdftxt

nan

nan

O

I. Som der var forår i luften, var der også forår i sind og tanke, da man gik ind i marts måned i året 1848. Det var som om de gode, gamle spidsborgere i København vare vågnede efter en lang og tung søvn. Blodet rullede raskere i deres årer, gangen var bleven lettere, og de bar deres hoved højere. Vor fortælling begynder den 21de marts om formiddagen. Der var noget febrilsk udbredt over byen. En mængde mennesker strømmede gennem gaderne; spænding og uro, men tillige en vis frejdighed stod præget i de fleste ansigter. En ung mand, høj og flank, med et smukt ansigt, prydet med et overskæg, kom gående fra lille Kongensgade over kongens Nytorv. han gik med hovedet bøjet, stirrende mod brostenene, og syntes flet ikke at bemærke, hvad der foregik omkring ham. Pludselig kom en anden ung mand fra den modsatte side, fog ham under armen, og udbrød: „ Hvorhen, Emil Holm? Du går jo den modsatte vej af den, enhver dansk mand i dag bør gå — “ Den tiltalte søgte at frigøre sig for vennen og sagde: „ Lad mig gå i fred? “ „ Hvad fejler du? — skal du da ikke med i folketoget. “ „ Folketoget? “ gentog Holm forundret. „ Ja, ved du da ikke, hvad der i dag foregår i København? “ „ Nej — “ „ Bed du ikke, at man i aftes i kasino vedtog, at hele København, med borgerrepræsentationen i spidsen, i dag skal begive sig til Christiansborg slot, begjæræ kong Frederik i tale og udtale ønsket om, at ministeriet må blive fjernet, og at kongen vil omgive sig med mænd, der have folkets tillid. “ „ Altså — en revolution. “ „ Ja — den mærkeligste og fredeligste, København endnu har været vidne til. “ Bang — det var vennens navn — havde imid « lertid trukket Emil Holm med sig, og denne lod sig, halvt mod sin villie, føre med strømmen. Alle vegne fra ilede folk gennem gaderne, og man samlede sig på Nytorv udenfor rådhuset. Holm mærkede til fin forundring, at en mand tog ham under den anden arm. Det var en tarvelig klædt halvgammel sømand, der begejstret udbrød: „ Det er den onde balsamere mig, det mærkeligste togt, jeg endnu har været ude på “. Holm bemærkede snart, at forsamlingen på Gammeltorv var meget blandet. Der var fine herrer i sorte kjoler og med hvide slips, og arbejdere i deres tarvelige dragt, der var gamle, gråhårede mænd, og unge studenter, der muntert toge de „ gamle filistre “ under armen. Da det mægtige tog, med borgerrepræsentationen i spidsen, satte sig i bevægelse, lød en uendelighed af hurraråb, og sangen „ Danmarks dejligst Vang og vænge “ tonede gennem rækkerne. „ Nå, Emil, “ sagde vennen, „ fortryder du, at du er kommen med — “ „ Det kan jeg just ikke sige — “ „ Men hvad havde du i sinde, da jeg mødte dig; du så ud som du var et medlem af den holslenske deputation, der ville flygte ud af byen. Hvorfor så du så bekymret og fortvivlet ud? “, ^det er familieforhold. “ „ Familieforhold — hvad vil det sige? Er du ikke familiens stolthed, eneste søn, en flink, begavet ung mand? “ Den gamle sømand på Holms anden side sang og råbte hurra, uden at bemærke vennernes samtale, og bang vedblev: „ Hvad fattes dig så, du lykkens udkårne? “ „ Du kender jo Emilie? “ „ Ja, den mest fortryllende unge kvinde — “ „ Det er hun vel ikke, men jeg må tilstå — jeg elsker hende, og hun gjengjælder denne kærlighed. “ > „ Hvad sattes dig så? — det er da ingen ulykke, at i elske hinanden. “ „ Jo, mine forældre modsætte sig på enhver måde denne forbindelse. “ „ Hvorfor? “ „ Emilie er jo datter af en holstensk godsforvalter. Moderen døde som ung, og den unge pige har siden den tid været i huset hos en herboende slægtning. “ „ Endnu fatter jeg ikke ulykken? “ „ Mine forældre er alt for store patrioter til rolig at kunne se på, at deres eneste søn gifter sig med en holstensk dame. “ „ Tiden læger nok den Art sår. “ „ Tvertimod; — for et par år siden synes man ikke » tilbøjelig til give efter, men de senere begivenheder have udelukket alt håb om forsoning, og man vil forbande mig, dersom jeg ægter Emilie — “ „ Og nu? “ „ Jeg og Emilie er for en måned siden blevne hemmeligt viede. Hvad der tidligere var en dårskab er nu næsten bleven en forbrydelse. Jeg, en dansk officers søn, er gift med en dame, som tilhører et folk, med hvem vi om kort tid måske kæmper på liv og død. “ Samtalen blev nu afbrudt ved øredøvende hurra, råb, idet tøget svingede ind på slotspladsen. Her så det dog ikke ud til, at man ventede nogen revolution. Ingen kanoner vare opkørte, og ingen bajonetter vare vendte mod den deputation, der begærede at få kongen i tale. Hs. Majestæts svar var, som folket ønskede; det ørstedske ministerium var samme dag opløst, og kongen ville omgive sig med mænd, som fuldt ud besad fol-kets tillid. Under jubel modtog den forsamlede mængde dette budskab. Den gamle sømand trykkede de to unge mænds hænder, og sagde med tårer i øjnene: „ Denne dag glemmer jeg aldrig. “ i. Begivenhederne fulgte nu rask efter hverandre i København. Den holstenske deputation var rejst hjem og havde fortalt, at København var i fuldt oprør, at pøbelen var herre i byen, og at kongen sad fangen i kastellet; for at give deres ord vægt havde de endog ladet trykke falske aviser, der indeholdt disse efterretninger. Nendsborg faldt således ved forræderi i oprørernes hænder, og det lykkedes kun få danske at undslippe og bringe denne meddelelse til København, hvor den vakte stærk harme og forbittrelse. Alle hænder kom i travl virksomhed for at så hæren bragt på krigsfod. Frivillige af alle klasser og af alle aldere strømmede til fanerne. På sølvgadens kaserne herskede et hidtil ukendt liv. Den lille tykke båbenmefter med den røde næse og de små ringe i ørerne var nærved at stønne sig ihjel. Fra morgen til aften havde han travlt med at vende op og ned på munderingsgjensfandene for at få benklæder og frakke til at passe til de mange nye soldater, som blev viste op til ham, og det var ham næsten umuligt at få tid at smage på den lille flaske med ægte Brøndums aquavit, som altid havde været hans trøst i livets modgang. Det ene hold af soldater afgik efter det andet til kamppladsen. Jernbanen gik dengang kun til Roskilde, og resten af vejen gennem Sjælland målte passeres tilfods. Også fra toldboden asgik næsten daglig troppeafdelinger. Overalt herskede jubel og begejstring; det var ikke som om man drog bort til en kamp på liv og død, men til et festlig lag. Når toget rullede afsted eller skibet fejlede bort lød en uendelighed af hurraråb og man viftede med lommetørklædær og hatte som om det var den munireste sag af verden at drage i krig. Kan jubel og begejstring gøre et folk stærkt, så var det danske folk stærkere end nogensinde i foråret 1848. I et elegant hjem på høibroplads befandt sig en dag i April tre personer. En officer stød ved vinduet og stirrede ud på gaden. En ældre dame sad i sofaen og kastede et gennemborende blik på en ung mand, som stød midt på gulvet, „ Er det virkelig min søn, “ sagde hun, „ der i farens stund, når fædrelandet kalder, viser sig som en feig og ussel kujon. “ „ Moder, stig ikke det, “ udbrød den unge mand fortvivlet. „ Jo, Emil; — du burde have været den første, som meldte dig ved fanen. “ „ Det var mig umuligt? “ „ Hvorfor? “ „ Forskellige grunde? “ „ Hvilke grunde? Er det Emilie, der har bevæget dig til at svigte din pligt og dit fædreland? “ „ Fornærm ikke Emilie; — jeg handler efter min egen villie. “ „ Nej, herhjemme har du lært at elske og agte dit fædreneland, og du har mere end nogen anden fra dit barndomshjem fået indprentet kærlighed til vort elskede fødeland med alle dets stolte og skønne minder, — du har lært at ære og agte de mænd, der have kæmpet for at bevare dets selvstændighed, og hvis navne historien med hæder har optegnet, og dog kan du gøre dine forældre en så bitter sorg — “ „ Jeg forstår ikke eders harme og sorg... Hvorfor skulle jeg afbryde mine forbindelser og drage over for at kæmpe mod fjenden. Der er frivillige nok, som er besjælede af ædel begejstring. “ „ Fatter du ikke vor sorg, “ sagde obersten, idet han vendte sig om mod sønnen, „ vi have ikke den rette del i den hæderlige kamp og mulige sejr, når du bliver hjemme, medens enhver anden våbenfør mand melder sig til tjenesten. “ Den unge mand syntes at kæmpe en hård kamp med sig selv. Endelig sagde han: „ Var det derom, i ville tale med mig? “ „ Ja, “ svarede moderen, „ vi ønskede at vide, om du vil betragtes som vor søn eller ej? “ „ Og dertil udfordres? “ „ At du snarest muligt melder dig som frivillig — “ „ Inden aften skal i have mit svar. “ Han gik hen til moderen, og rakte hånden ud imod hende, men hun stødte den tilbage. „ Før du møder i soldateruniform, kan jeg ikke trykke din hånd. “ „ Moder, “ sagde sønnen, „ jeg må tale ene med dig — “ „ Ieg har intet at tale med dig om, før du har gjort din pligt. “ „ Du må høre mig i “ „ Nej. “ „ Gå! “ befalede obersten, „ vil du forsoning, må du først og fremmest opfylde dine forældres ønskes døren gik op, og en ny person trådte uventet ind. Det var en tarvelig klædt, ældre kone, med en gulvskruppe i den ene hånd og en gulvklud i den anden. Tårerne stod hende i øjnene, skønt hun smilede over hele ansigtet. „ Har de hørt det, oberst, har de hørt det, frue! Christian, Min egen Christian, den gale dreng — o, gud velsigne deM, hvor jeg blev forbavset. Jeg hører en steMMe råbe M ' øer, og få siger jeg: hvad vil du her, din satans unge, løber du her i stedet for at passe dit arbejde. “ Så vender jeg Mig oM og seer en lille hornblæser. Jeg stirrer på haM. „ Kender du Mig ikke,Mor? Jeg er jo din egen Christian. “ — „ Hvad er det for narrestreger, “ siger jeg, „ hvad er det for tøj, du har på? “ — „ Det er kongens tøj, jeg har jo Meldt Mig til tjeneste soM hornblæser... Tratratra, og og få begyndte den gale dreng at blæse i troMpeten. Men helle-gud, “ sagde jeg, „ hvad betyder dog alt dette? “ — „ Du er nu også en duM Mutter, “ sagde han, „ kan du ikke forstå, at når alle de andre drage i krig, kan jeg ikke gå hjeMMe og spille klink og Paradis, Men Må Med derover og traktere thdskerne Med varMe vafler. “ — gud velsigne det asen, jeg leer og græder på engang. “ Obersten og hans hustru kastede et blik på den af glæde grædende kone, og derefter på deres søn; dette blik var mere veltalende end mange ord. Hornblæseren viste sig i døren. Det var en kæk lille gut på tretten år. Militærdragten klædte ham fortræffeligt og chakoen sad kækt på snur. Emil Holm nikkede tans til forældrene og forlod værelset. Iii. Emil Holm gik langsomt mod sit hjem. Da han nåde det, åbnedes døren af en smuk, ung kone, som modtog ham med et Kys. „ Hvad fejler du? “ udbrød hun, „ er du syg? “ „ Nej — men — “ „ Er der gået dig noget imod? “ „ Ja, jeg har fået valget mellem at blive erklæret for en æreløs pjalt eller at melde mig som frivillig. “ Han forklarede hende fin samtale med fine forældre. „ Det synes jeg må være et såre let valg — du handler som din samvittighed siger, du bør. “ „ Du mener vel, at det er, at blive hos min hustru. “ „ Nej, Emil, når enhver bringer det bedste og kæræste offer, så må jeg også bringe mit. “ „ Husker du, at jeg kommer til at kæmpe mod dine landsmænd. “ „ Mind mig ikke derom; jeg har ægtet en dansk mand, og må bære de pligter, som påhvile en dansk kvinde. “ „ Tak for disse ord... så melder jeg mig som frivillig endnu i dag. “ Efter en lille pause sagde hun: „ Når kommer du så til at rejse. “ „ Jeg tænker om fjorten dage! “ Han tog hende om livet og trykkede et Kys på hendes læber. Han følte, at det ville blive en tung time, når den dag kom, da han for lange tider, måskæe for bestandig, skulle skilles fra hende. Samme dag modtog den unge kone et brev med posten. Hun åbnede det, og blev øjensynlig stærkt bevæget ved at læse det. Det var fra hendes fader, og lød således: „ Jeg har modtaget dit brev, og deraf erfaret, at du har ægtet en dansk mand; jeg har altså ingen datter mere, og jeg fortryder bittert den stund, da jeg sendte dig til København og lod dig opvokse et sted, hvor du blev indpodet kærlighed til vore fjender. Dn beder om min velsignelse til denne forbindelse, men jeg kan kun sende min forbandelse. Jeg dit håbe, at den af mine dødsfjender, der har stjålen min datter fra mig, vil deltage i kampen, da det skal være mig en sand glæde at sende ham en kugle i brystet. Johan wutternich, “ Emilie ville hurtigt skjule brevet, men den unge mand bemærkede det, og bad om at måtte se det. Hun rakte ham det, og han læste det igennem. Efter at have læst det, udbrød han: „ Hvorledes skulle jeg nu kunne forlade dig — jeg må blive her og beskytte dig. “ „ Gør din pligt, “ sagde hun blidt, idet tårerne randt ned ad hendes kinder, „ gør din pligt, og gud vil beskytte os. “ „ Men hver dag, hver time må du jo leve i skræk og fortvivlelse over, altjeg og din fader måske mødes. “ „ Min skæbne er måske lidt hårdere end de fleste andres, fordi min faders forbandelse hviler over mig, men vi må håbe, at der engang må komme en lykkelig tid. Min faders tilgivelse kan jeg ikke opnå, da jeg har ægtet dig, men dine for-ældres kan måske opnås, når man engang erfarer, at du, uagtet jeg var din wgtesælle, ærligt og tro har tjent fædrelandet. Derfor gentager jeg: gør din pligt, og lad gud sørge for resten. “ Iv. Da Emil kom ud på sølvgadens kaserne for at melde sig som frivillig, herskede der et usædvanligt liv. Soldaterne vare „ Dagens løver “, og der var stadigt en del besøgende derude, som skulle hilfe på en bekendt, og endnu engang trykke hans hånd, før han drog afsked til kampen. Latter og glædesudbrud hørtes overalt. De tidligere lidt skøve soldater, der alle tilhørte bondestanden, vare ligesom vågnede ved at komme i berøring med de frivillige københavnere. Hist og her sås en mand, der halvt var under-gået forvandlingen til soldat, idet han havde hvide benklædær eller rød kjole, medens resten endnu var hans egen dragt, hvorved han fik et meget gemytligt udseende. Emil vidste ikke, hvor han skulle henvende sig. Han så en soldat, som var i færd med at betragte en pakke med fødevarer, der vistnok lige var ankommen, og af hvilken en lille ost og et stort stykke smør tittede frem. Emil henvendte sig til soldaten og sagde: „ Sig mig, hvor mon jeg træffer obersten? “ Den tiltalte rettede sig stolt i vejret og gjorde honnør. „ Obersten — ja, sådan lige på en prik kan jeg vel ikke sige det — men ellers hitter de ham, når de går ligeud, så til højre, en trappe op, så til venstre over gangen. “ „ Jeg kunne vel ikke få dem til at vise mig Bei — “ „ Jos — når ellers de vil tage tiltakke med mit følgeskab. “ „ Jeg kommer for at melde mig som frivillig — “ „ Det var knastens. Ja, del er jo bleven en hel plaseer, at være soldat. Da jeg kom ind for nogle måneder siden, gik del så trevent og melantraurig, så del var en hel gru. Vi gik her og flæbede på sergentens børn, og morede os med at sidde inde i kongens have og glo på springvandet. Dag ud og dag ind gik del med stroppeture. Underofficererne kedede dem, og del gik ud over os. Men så en skønne dag kom der liv i hele malevitten — alle mennesker råbte hurra, og rare så glade og for. nølede, at del var en hel kommers at se på. Folk, som vi aldrig havde set før, trykkede os i hånden, og talte så pladserlig, og vi selv, ja, del var som om der var kommen nyt liv i os; vi skulle jo ikke mere slås med sergentens børn, vi skulle slås for konge og fædreland, vi skulle kæmpe for pige og for land — del vil da sige, når vi har en pige, “ tilføjede soldaten, hvis ansigt antog et vemodigt præg. „ De har måske ingen kæreste? “ sagde Emil. „ Io, kors, men det er en hel melantraurig historie? “ „ Måske hendes forældre ikke tillader, at i få hinanden? “ „ Ja, se Karen og jeg vi vare nu sådan bhes-børn —- vi var opvokset sammen, havde leget sammen, og syntes rigtig godt om hinanden, skønt vi aldrig sådan havde talt derom, men jeg mente dog, at det var klart, at vi ville vandre sammen hele livet igennem. Hendes og min fader ejede hver en lille gård — så på den måde passede det meget manerligt. Men så var det den forbistrede historie kom — nå, der er oberstens dør. “ „ Så kan jeg få resten en anden gang — tak for følgeskabet — vi ses vel igen. “ Emil blev venlig modtaget af obersten, som personlig kendte hans fader. Han skrev et par ord til våbenmefteren; da Emil kom til denne var han lutter velvillie, og skaffede ham en mundering, der sad som om den var syet til ham. Da Emil om aftenen kom ind på stuen, som skulle være hans foreløbige opholdssted, traf han en del soldater, og midt iblandt dem stod hans vejviser fra om morgenen. „ Syng nu, Jens Birkerød, “ sagde en af de andre. „ Ja, når i endelig vil have det, så lad gå, “ sagde Jens og istemmede Peter faders: igår jeg fik min trøje og straks jeg trak den på, den strålte for mit øje, da jeg i spejlet så. Tornystren har jeg prøvet, den trykker mig lidt småt, men når jeg først er øvet så bliver det nok godt. Min sabel den er sleben, jeg ved, den er krabat, jeg ved, hvad jeg er bleven, nu er jeg^først soldat. Men skal jeg fjenden møde og døje kuld ' og tørst, og døje ussel føde så må jeg leve først. Ej leve som jcg^pleier. Nej, det er alt for hårdt, nej, alting, hvad jeg ejer, jeg sætter på ct^kort. Og havde jeg mig bare en rigtig kammerat, så skulle fanden spare, nu er man jo soldat. “ Jens afbrød pludselig sangen og udbrød, idet han fik øje på Emil: „ Der har vi jo vor nye kammerat. Velkommen i trøjen. “ Han rakte Emil hånden, og idet han trak ham hen i et hjørne af stuen, sagde han: „ Nu fial de minsandten have resten af historien. Skal vi kigge ind i maketuten. “ Jens førte fin nhe ven ind i det lange, lave rum, der lignede en skolestue med de mange bænke og borde. Efter at Emil havde taget plads, og Jens selv havde hentet dem en lille forfriskning, sagde han: „ Se det var nu dette med Karen. Vi holdt sådan jevnt godt af hinanden, jeg nikkede til hende og hun nikkede til mig; var der Dands og anden balfaldera, var der ingen hun dansede så meget med som mig. Så var det at faderen arvede en stor gård ovre i det slesvigske. Han blev krh på det, og Karen måtte næppe se til mig. En skønne dag rejste de, Karen bød mig farvel med tårer i øjnene og sagde, at jeg målte ikke glemme hende, og hun kan bande på, at Jens ikke glemmer hendes nysselige ansigt. Men jeg er en dårlig Makler til at male med en pen, og vi ses måske aldrig mere, “ skuttede Jens med et suk. „ Men nu rejse vi jo over til Slesvig om så dage, “ sagde Emil, „ så får de måske Karen at se. “ „ De siger noget, kammerat; ja, det er ligegodt en hel fornøjelig plaseer med den krig. “ „ Å ja, men det er ikke plaseer at drage bort fra en ung kone med den tanke: „ Vorherre må vide, om vi alter ses. “ „ Kors bevares, nej; har de måske sådan en nysselig lille madam. “ „ Ja. “ „ Så kan jeg forstå, at de seer lidt bedrøvelig ud. Men hvorfor meldte de dem da som fri. villig? “ „ Pligten — wren — tanken om at blive erklæret for en feig kujon. “ „ Javel — javel — men vær bare ved godt mod — vi hytter os nok — jeg tænker nu slet ikke på kuglerne — jeg tænker på, at en af vore fjender kan have sat et sorubt ansigt op til Karen — og så... så... men der har vi appellen... så skal vi tilkøis. “ v. Da Emil viste sig i forældrenes hus, blev han modtaget med inderlig glæde. Obersten, der var pensioneret, havde også stillet sig til disposition; dette tilbud var antaget, så fader og søn ville mødes på kamppladsen. Da Emil kom for at tage afsked med forældrene, var det hans hensigt at betroe sin moder, at han var gift, og, at bede hende tage sig af hans unge kone under hans fraværelse. Efter at moderen med stolthed havde betragtet ham, og han havde taget plads i sofaen, sagde han: „ Vi skilles nu, moder! måske for bestandig. “ „ Tal ikke så højtidelig, Emil, lad os håbe, du vender rask og uskadt tilbage. “ „ Du ved, at jeg og Emilie altid have holdt af hinanden, “ vedblev sønnen, hvis kinder begyndte at blusse. moderens øjne fløde lyn, idet hun sagde '. „ Nævn ikke dette navn? “ „ Hvorfor? “ „ Hendes fader er landsforrædær, og en lands, forræders datters navn må ikke nævnes i dette hus. “ „ Hvorledes har du erfaret, at wiitternich er en landsforrædær. “ „ Vi modtog i går et brev fra en af vore danske venner, der udførligt beskriver Rendsborgs fald; og han nævner godsforvalter wiitternich, som en af dem, der havde mest del i at fæstningen blev forrådt, og han har stillet sig i insurgenternes række. Da jeg modtog denne efterretning, takkede jeg min gud, at min søn ikke var bleven forenet med en landsforrædærs datter, og min glæde blev dobbelt stor, da jeg så dig i den danske soldateruniform. “ „ Emilie har da ikke nogen del i faderens gerning, “ bemærkede den unge mand. „ Men skammen kommer alligevel til at hvile på hende. Dersom din fader var en tyv eller en morder, ville det hvile som en ulykke på dig, og er en landsforrædær ikke en ligeså ussel person, hvis datter ikke bør tankes i ærlige folks selskab. Lov mig derfor, at du ikke mere vil nævne hendes navn — lov mig ikke mere at tale om hende — nu drager du jo bort, og vil snart glemme hende — lad din gamle moder være rigtig glad ved afskeden. “ Emil vovede da ikke at sige sandheden, men gik med bøjet hoved til sit hjem. Da han kom over kongens Nytorv, mødte han fin ben, bang, der ligeledes var i uniform. „ Gratulerer! udbrød bang; „ så du har allerede fået trøjen på! Det var mere end jeg havde ventet. Hvad siger din unge kone dertil? “ „ Hun sølle, at det var en pligt, som påhvilede mig. “ „ Bravt talt! Lad os gå ned og få et glas vin; det varer måske længe, før vi ses igen. Bi må tømme et bæger på et lykkeligt udfald af krigen, og et glædeligt gensyn efter den. “ De gik ned i vtnkjælderen, og da de havde taget plads sagde bang: „ Jeg har forresten længe stået og forundret mig over, hvad der gik af en ung mand af mit bekendtskab, som hedder Peter fader. Du kender ham jo også. “ „ Ja. “ „ Han kom gående ned ' ad Østergade. Hatten sad lidt på snur, “ men med. et yderst tankefuldt blik, som om han spekulerede på noget^meget vigtigt. Han gik hen til „ Hesten “, ' rundtom denne, omvendte derpå tilbage. Et kvarter efter kom. han igen, ' og jeg begyndte at blive nysgerrig. Jeg gif tæt hen til ham, og hørte ham mumle halvhøjt: „ For pige og for land vi kæmpe alle mand, hurra, hurra, hurra i “ Det bliver nok en vise, som vi får at høre... jeg fulgte efter ham og så, at hans vandring endte oppe i Hornemanns musikhandel på Amagertorv, hvor han formodentlig afleverede sin sang. Ja, kunne han beskrive al den jubel og begejstring, der lever i folket og udtrykke det i en vise, så ville Peter Fabers navn snart komme på alles læber. “ Emil havde slynget armen om sin unge hustrues liv. Nu var afskedens øjeblik kommet. En halv time senere skulle han møde på volden udenfor sølvgadens kaserne, hvor bataillonen stillede. Det var sidste gang, at han foreløbig dvælede i sit lille, lykkelige hjem, som det netop i øjeblikket faldt ham dobbelt tungt at forlade. Det var som om han lod alt, hvad der var ham så helligt og dyrebart, tilbage, udsat for nød og elendighed. „ Det var dog måske en fejl af mig, at følge mine forældres ønske, “ sagde han, „ og lade dig alene tilbage. “ „ Nu nytter det ikke mere at tænke derpå, “ sagde Emilie, der søgte at være så rolig som mulig, „ Du har taget din beslutning, og den må det være os en sere at gennemføre. Må jeg byde min soldat en kop kaffe? “ „ Følger du så ikke med til samlingspladsen? “ spurgte han. „ Nej. Din moder vil jo være der, og synet af mig ville bedrøve hende. “ Et vemodigt udtryk viste sig på den unge kones ansigt, idet hun tilføjede: „ Jeg håber da, at der engang vil komme bedre tider, hvor vi kunne vise os arm i arm for verdens øjne uden at vække forargelse. “ „ Er det ikke en bebrejdelse, — mener du ikke, at jeg har sat mine forældres ønske over kærligheden til dig? “ „ Nej; både over dine forældre og mig står noget helligt og dyrebart — noget, som jeg måske ikke fuldtud forstår, men som alle i disse dage bringer det bedste, de eje: moderen sin søn, og hustruen sin mand, og dette ene er fædrelandet. “ „ Du har som altid ret, “ sagde Emil og kyssede hende, „ men du er også min søde, lille, forstandige kone, og det er netop derfor, det falder mig tungt at forlade dig. “ hun skænkede kaffen, og Emil tømte i taushed sin kop. Så rejste han sig. Endnu et afskedskys — — endnu et blik omkring i det kære, lille hjem, og de begav dem arm i arm på vejen. Da de nåde Gothersgade, ville Emilie vende om. Endnu et håndtryk, endnu et Kys, og de skiltes uden at ane, under hvilke forhold de atter skulle mødes. Hun skyndte sig tilbage til sit hjem, og da hun var ene her, brød de længe tilbageholdte tårer frem, og hun græd bittert. Dagen efter modtog Emilie atter et brev, hvis poststempel røbede, at det kom fra Holsten. Det lød således: „ Deres fader ligger meget syg. Hvis de > ndnn engang vil se ham, og opnå hans tilgivelse, må de straks rejse til Flensborg. Hinze, hospttalsforsfander “. Emilie læste atter og atter dette brev, og spurgte sig selv, hvad hun skulle gøre. hun havde ingen rådgiver, ingen, der kunne vejlede hende, men hun syntes dog, af det var en pligt, der påhvilede hende, af blive forsonet med fin fader. Tilsidst besluttede hun dog, efter lange overvejelser og mange søvnløse timer, af rejse til Flensborg. vi. På bolden udenfor sølvgadens kaserne stillede soldaterne til asmarsch. En mængde venner, slægt og pårørende havde givet møde for af følge med på vej; de sidste hilsener blev vekslede, medens en og anden endnu fik et bfskedskhs. Især var en tarveligklædt kone i færd med af kysse en lille hornblæser, som stiv og strunk stod på fløjen. „ Nå, nå, lille moder, hold dog op igen. “ „ Å, jeg seer dig måske aldrig igen, min egen dreng. “ „ Jeg kommer såmænd nok tilbage. “ „ Christian, min egen Christian, “ hulkede hun, og så sig om med et stolt blik, som for af se, om der var nogen, som havde bemærket hendes raske gut. Hun fik øje på oberstinden, ilede hen til hende og sagde: „ Gud velsigne dem, Fru Holm, har de også såt deres søn med! Det må da være en sand glæde for dem! Ih, der slår han henne, jeg havde såmænd nær ikke kendt ham igen... hvor han seer smuk ud i soldateruniform... har de set min Christian... det er ham med trompeten i hånden... Hvem skulle tro, at den gadeunge kunne komme til at se så godt ud. “ Jens Birkerød stod i et af geledderne, chakoen sad lidt på snur, og hans runde fuldmåneansigt strålede af glæde. En ejendommeligt udseende mand i en kort trøje, høj hat, og bukser, som vare alt for korte, kom hen til ham og sagde: „ Tøv en vise hos Peter. “ Jens smilede til manden og sagde: „ Skal Peter ikke med i krig? “ „ Næ! Det tør jeg ikke for min søster! Tøvs så en vise! “ Jens købte en vise, og nogle kammerater samlede sig straks om ham, og opfordrede ham til at synge den. „ Ja, hvis jeg kan melodonten, den seer forresten lidt melantraurig ud, — men, lad gå, den hedder „ Soldaten på valpladsen “, vise af o-b og lyder således: læg musketten til kinden, se fjenderne fly! Hør det regner med bly fra den ildsvangre sky! Avancer, avancer, over mark, over hegn, vi få solskin i dag efter sådan en regn. Se der blinker et skud, det var sigtet ret flot, kammerat, jeg er ramt — nå, lad det være godt, avancer, avancer, — det er prægtigt at dø, når man slås for sit fædreneland og sin mø. Se, det rullende train gennem hulvejen for, hesten fnyser — der har vi den lille Major. Så må fjenden afsted! — luften blev ham for kvalm, vi har fløjtet ham væk med det rungende malm, ambulancen vil hente mig, nej, kør kun jer vej, hent min nabo, farvel, jeg behøver jer et! Avancer, avancer, det er prægtig at dø, når man slås for sit fædreneland og sin mø. Avancer, avancer, det signal er min lyst, den musik skal i dødsstunden blive min trøst! Hvad, dernede i skoven gør fjenderne holdt, jeg vil med -— jeg vil med — ak, mit blod bliver koldt, så, farvel kammerat — o, men hils i mit hjem, hils dem alle og sig jeg vil bede for dem, avancer, avancer, det er prægtig at dø, når man slås for sit fædreneland og sin mø. Der er iubel derhenne — hvor kommer den fla? Er det ham eller os? Det er solen, hurra! Højt deroppe fra glandsen vaier et flag — det er danebrog! Tak, vi har sejret i dag! Se den elskede fane! den stråler så ren! Ha! det syn, det kan trænge til marv og til ben, så, farvel, så farvel, det er prægtig at dø, når man slås for sit fædreneland og sin mø! Neppe var sangen endt, før kammandordet lød: „ Hele kompagniet ret “, obersten red ned langs Fron ten. Et øjeblik efter satte bataillonen sig i bevægelse, medens musiken spillede „ Danmark, dejligst Vang og vænge “, hurraråb vekslede, man viftede med lommetørklædær, og bataillonen marscherede til toldboden, hvor et krigsskib lå parat til at overføre dem til kamppladsen. På vejen stødte stadigt flere og flere til, og da bataillonen marscherede ind på toldboden, var der overfyldt med mennesker. Endnu en gang blev vekslet afskedshilsener, endnu engang blev der vekslet et Kys og et sidste håndtryk. Det varede noget, før de mange tropper blev anbragte ombord, men tilskuerne ventede tålmodigt for at sende dem den sidste hilsen. Dampen var alt oppe, så det kunne ikke vare længe før skibet sejlede. Endelig blev landgangen kastet los, musiken spillede „ Vist stolt på kodans bølge “, og skibet gled ud på reden. Det var et smukt syn i solen skinnede på dvl slagbehængte skib, der var tæt besat med soldater, alle svingede med chakoerne, medes tilskuerne viftede med hatte og lommetørklæder. „ Se, Fru Holm, det er Christian, der slår der. henne ved officeren! Gud velsigne det kære asen, hvis han kommer helskindet tilbage. Men var deres sønnekone ikke herude. “ „ Min sønnekone? “ udbrød Fru Holm. Hvad mener de, madam tiefen? “ „ De ved da nok, at han er gift! “ „ De må tage fejl! “ „ Nej, du alstyrende om jeg tager fejl! Jeg var jo selv henne i rnndckirke og hørte, at præsten spurgte ham, om han ville have Emilie wutternich, der stod ved hans side, tilægte, og jeg hørte ham sige højt og tydeligt: „ Ja. “ Men hvad sejler de, Fru Holm? Får de ondt? “ „ Emilie wutternich, “ udbrød fruen og sank be-vidstløs om. vi. Nede i det slesvigske, ikke langt fra Flensborg, lå en temmelig stor bondegård. En smuk forårsaffen i Mai måned sad her i storstuen tre personer. Det var en ældre bondemand og to unge mennesker. Den ene var en bondekarl af et alt andet end behageligt ddre. Et par skelende øjne og rødt hår gav ham et uhyggeligt udtryk, og dog syntes han i øieblikkef at anstrenge sig for at vinde den unge piges opmærksomhed. Hun var en ualmindelig smuk bondepige. „ Det er ligegodt en drøj tid, “ sagde bondemanden, idet han tog et drag af piben, „ man ved ikke om man er købt eller solgt; den ene dag har man besøg af de danske, den næste dag af fjenden, og seer man mildt til en af parterne risikerer man, at den anden brænder gården af lige for næsen af en. Nej, det var bedre at sidde lunt og godt i den lille gård ovre på Sjælland. “ „ Det er ganske som man tager det, “ sagde den unge mand — som hed Erik føde —. „ Krig er vel ikke den behageligste ting, men man skal blot tage sin fornuft tilhjælp. De danskes besøg bliver kun af kort varighed, thi der strømmer friskaremænd hertil fra hele Tyskland. — når man derfor ikke giver sig alt for meget i kast med dem, men lader et lille budskab om deres antal og styrke gå over til os, så jævner det hele sig, og det varer ikke længe, før de danske atter er mange mile nord på. Karen med sit nysselige ansigt kan vel nok fane lokket ud af officerne, hvormange mand de have med dem. Erfarer de noget derom, kan de blot skikke bud til mig, så skal jeg nok besørge resten. “ Den unge pige så på ham med et hadefuldt blik. „ Nej, Erik føbe, “ sagde hun, „ jeg bliver aldrig forrædær mod mine landsmænd. “ „ De er en fornuftig ung pige, “ svarede Erik føde med sit lumske smil; „ De vil indse, at i tider som de, der soreståe, sælger man ikke hus og hjem, af den gode grund, at der ikke sindes nogen køber. Man må da foretrække at tude med de ulve, man lever imellem, og det er os, der snart skal vise de danske, hvem der er herre i slesvig-holslen. De, Anders, har jo halvt om halvt lovet mig Karen til kone, så hun hører på en måde os til. “ „ Fader kan ikke love sligt, “ sagde Karen, „ thi det råder jeg selv for. “ „ Nå, nå, lad os nu ikke tale om de dele, “ sagde den gamle; „ det klarer sig nok, når vi alter få ro i sindet og fred i landet. “ „ Jeg har kun advaret eder, “ sagde Erik, idet han tog sin hue. „ Jeg gentager, at de danskes besøg hernede kun er en overgang — vore folk er stærke nok til at vise dem vejen hjem igen - men de, der vise de dansks gæstfrihed, går det galt. Glem ikke disse ord. “ Da Erik var gået, sagde Karen: „ Er det sandt, fader, at du har lovet mig bort til dette flette menneske. “ „ Erik føbe er en rig mand og vor nabo — og han er et godt parti for dig. “ „ Jeg hader og afskyer ham; jeg vil hellere dø end gifte mig med ham. “ „ Nå — nå — den ting jevner sig nok. Du tæ

1895_LundV_Lars

Lars

Lund

Lund

Lars

female

1895_LundV_Lars.pdf

Viggo

Lund

V. L.

dk

Lars

En Fortælling

n

gothic

K. Foren. f. i. M.

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første afsnit. Lille Lars. På Jyllands vestkyst, hvor lyngen strider med sandet, en halv mils vej fra stranden, hvor Vesterhavet “ bag hvide sandklilter øver sit stolte spil — i den såkaldte jydepotteegn —, hvor agerbruget er ringe og nøjsomheden stor, dar er Lars ' s hjemstavn. Hans fader var en fattig husmand med sn mager ko og nogle får, hans moder var død; af søskende havde han ingen. Faderen gik på arbejde, og lille Lars passede ko og får og hus og — sig selv. Ensomheden bredte sin vide kappe over heden, og i dens flig er Lars opfostret. Vindenes lyd og Vesterhavets brummen, hedelærkens sang og havmågens skrig, solen og stjernerne, lyngen og dyrene, det har været hans selskab, fra han kunne huske. Så døde hans fader, og Lars kom ud iblandt fremmede. Han kom til en Bonde i nabolaget og fik det ondt. Hans fader havde været en arbejdsom, ædruelig og retsindig mand, men mørk og indesluttet. Lars kunne kun huske én gang, at faderen havde vist sig ret kærlig imod ham, og det var, da hans moder lå på sit yderste. Da havde hun hvisket nogle ord til hans fader, som Lars ikke forstod, og så havde hun sot så kærligt og bekymret fra barnet til faderen, at den lille dreng begreb, at det var om ham, talen var, og så havde faderen grebet ham i sine arme og trykket ham ind til sig, medens de hede tårer dryppede ned på drengens kinder. Det var første og sidste gang i sit liv, at Lars havde følt sin faders kærlighed, og dette minde var hans skat, hans helligdom. Nu stod han alene med det lille barnehjerte fuldt af hunger, men uden forventning om at få den stillet. Hændte det engang imellem, at han gjorde et forsøg i blik eller ord, da blev han afvist eller hånet og trak sig såret og sky tilbage i sig selv. Men alt som hans hjerte lukkede sig til for mennesker, lukkede det sig op for naturen. Drummond siger, at det at leve betyder at være i korrespondance ( vekselvirkning ) med sine omgivelser. Uden at kende „ Åndens lov i naturens verden “ fulgte Lars den, idet han indskrænkede sin korrespondance med sin husbond og madmoder og deres uartige børn samt tjenestekarlen til det mindst mulige, men udvidede den efter sit hjertes behov til livet i naturen. Lars stod i forhold til lyngen; han kunne sidde og stirre på den fine lyngblomst, til han syntes, at de forstod hinanden, og når der så gik en luftning hen over heden, som fik lyngblomsten til at nikke, så nikkede Lars igen, og da var det som en hel samtale. Lars havde ingen ord og lyngen ikke heller, sé det gik lige op, ellers med mennesker plejede Lars altid at komme tilkort i det stykke. Lars havde ingen anelse om, at det, han tog sig for, var, hvad digterne kalde at drømme, derimod vidste han godt, hvad hans husbond kaldte det, for det havde han hørt en dag, han var bleven overrasket; den lussing, der af den hårde hånd var fulgt med de hårde ord, havde brændt dem ind i hans sjæl. Men især i dyreverdenen lå lille Lars ' s egentlige liv. Han kunne kende en fugl fra en anden trods nogen ornittolog ( fuglekender ), og i mange Miles omkreds havde ingen dreng så skarpt et blik for en fuglerede som Lars. Han elskede husdyrene og de ham igen, de forstod ham, og han forstod dem. Det var, som om dyrene fattede, at Lars var halvt udstødt af menneskenes verden, og derfor havde indlemmet ham i deres. Men frem for alt var den lodne pudel hans ven og fortrolige; de omgikkes hinanden, som om de vare tvillingbrødre. Når Lars havde lidt uret eller var sulten og kunne lægge sig ned i lyngen for at græde ud, da kom Hektor gerne listende og lagde sig tæt ind til ham for at slikke hans hånd eller kind, og når så Lars slog fin arm om vennens lodne Hals og så ' ham ind i de trofaste øjne, følte han sit lille hjerte trøstet igen. Skolegang var der kun lidt af og af kammeratskab endnu mindre; thi lille Lars af Søren Kristensens ( faderens navn ) var ikke indbydende. Fra faderen havde han det mørke og kolde retsindige, som var vendt udad, og fra moderen noget dybt og blødt og længselsfuldt, som var vendt indad og skjult så godt, at kun Hektor vidste noget rigtigt om det. Man bruger ikke mange ord på vesfkysfen, men selv de ordknappe folk, som havde med Lars at gøre, fandt, at han var en sær, indesluttet, stædig og uelskværdig dreng, og behandlede ham derefter. Så blev han konfirmeret, men det bragte ingen forandring; han fik mere og hårdere arbejde, men kosten og venligheden blev der ikke lagt på. Dagene gled hen i ustanselig ensformighed og samlede sig for Lars ' s betragtning i store bunker, ligesom når man sætter tørv, og når da bunken til sidst blev så stor, at den ikke kunne stables højere, så kaldte man det et år. Så satte man nytårsaften den sidste tørv på, og så begyndte man på en ny bunke. Der stod nu 16 sådanne bunker bagved Lars, og han undrede sig i sit stille sind over, hvor lidt ulejlighed han havde haft med det. Under alt dette havde Lars vokset sig stor og stærk; han havde ikke selv lagt mærke til det, før han en dag tog en tønde korn på sin ryg som de voksne. Det var et vendepunkt; han mærkede det især derpå, at fra den dag af var der ingen, der slog ham. Kære læser, et spørgsmål! Gør det dig ondt for Lars? Har du et lille suk tilovers for de mange små, forældreløse Lars ' er uden barndom? Kommer der en frygt op i dig ved alt det, der synes at måtte gå tilgrunde i en menneskesjæl på grund af åndelig forladthed? Ja, så siger jeg dig ikke imod; men jeg vil blot minde dig om, at der er en over sky, som passer på, og for hvem forladthed blandt mennesker kun er en ekstra anbefaling. Lars havde til sine tider selv en uklar følelse heraf. Når han i den kolde vinteraften så ' stjernerne tindre sig i møde ligesom lyse, store øjne, der så ' ned netop på ham, da fik han en sød og tryg fornemmelse af, at der dør bagved dem var en uendelig verden, fuld af lutter kærlighed, hvorfra man fulgte ham og passede på ham, og så ledte han uvilkårligt iblandt stjernerne efter to, der kunne ligne hans moders øjne, dengang hun tog afsked med ham, førend hun døde. Lars havde mange tanker, og alt som han voksede til, fik de fastere form og trængte på; men han havde ingen at tale med, og når han prøvede på at tale højt med sig selv, så var det, som om ordene frøs ham fast på læben. Han forsøgte på at synge det ud, men sangen lød så hæsligt i hans egne øren, at han næsten blev bange for sig selv. Så fandt han en udvej: han lagde sig efter at fløjte, og deri blev han virtuos. Lars kunne fløjte, så at fuglene sad og lyttede til — al sit hjertes vemod fandt han toner for, og alle sine drømmesyner satte han på melodier. Havde Lars kendt sten Stensen Blicher, da ville denne have kunnet løse hans bundne tanker; Havde Blicher kendt Lars, hvor ville han have sunget og skrevet om ham ganske anderledes end jeg; men Lars kendte hverken Blicher eller sig selv, derfor blev det ved at gære og bruse i ham, medens han trællede og sled uden løn og uden tak. Lars elskede heden som schweitzeren sine Alper, og når han om sommeraftenen gik derude og flyltede får, medens aftensolen sank glødende i Vesterhavet, da kunne det blive ham så trangt i brystet, at han måtte fløjte det ud i smeltende toner, alt det, han ikke vidste, hvad var, men som gjorde ham så varm om hjertet. Han havde ingen anelse om, at det var poesi — kærlighedens dybe forståelse af hedens poesi, der vemodigt og gribende lød fra hans læber. heklor vidste heller ikke nogen besked med den ting, men nød det lige godt. Lars elskede havet, det stolte, mægtige Vesterhav. Så ofte han kunne sé sin lejlighed, gik han derud, og det var vel nok hans lykkeligste timer, dem, han tilbragte derude. Det store, åbne hav uden grændser, som over tre brændinger væltede sig ind mod den flade strand —, det rørte alt sammen ved beslægtede strenge i Lars ' s egen sjæl. Han kunne ikke blive træt af at betragte, hvor det i flodtiden med hvert bølgeslag erobrede et lille stykke land, indtil det nåde op næsten til de hvide, med marehalm bevoksede sandklilter, for så atter, skridt for skridt, at trække sig tilbage og tørlægge den nøgne, glatte sandflade med de stribede mærker af bølgens sitren og de små vandpytte i hver en fordybning. Og så var der alt, hvad havet havde skyllet op og efterladt, tangen med hvad deri fandtes af forunderlige hav- og skaldyr, vragstumper og rav. Her var nok at betragte og at undersøge; Lars kunne aldrig blive træt, og timerne fløj som minutter. En dag fandt han et stort stykke mat rav, som er det sjeldneste; han viste det kun til Hektor, som dog efter nøje at have undersøgt og besnusef det lod til at finde det meget lidt mærkværdigt og værdifuldt; få gemte Lars det omhyggeligt blandt sine få ejendele. Var Vesterhavet i oprør, da var han rigtig sit element. Stormens hyl og de frådende bølger lokkede skjulte kræfter frem i ham, og så ' han i det fjerne en damper eller et sejlskib tumle sig på den høje sø og stride for at holde sig klar af kysten, da fornemmede Lars en vældig lyst til at være ombord, til at stride og til at sejre. Lille Lars begyndte at føle lidt af store Lars i sig. Når vingerne vokse til, da begærer fuglen at flyve. Lars fik en urolig higen over sig efter at komme ud i den ukendte, store verden. En dag hørte han, at der var plads på Lykkesholm, en herregård i nærheden, for en ungkarl til november, og hans beslutning var straks fattet. Hans husbond ville nødig af med ham, da han vel vidste, at han ikke fik en så flittig og pålidelig dreng igen uden løn, og gjorde derfor indvendinger; men da Lars i den længste tale, han endnu havde holdt, med stor bestemthed erklærede, at han ikke ville tjene der længere, komme hvad der ville, få faldt bonden brummende tilføje. Lars søgte pladsen og fik den. Afskeden med Hektor var det værste. andet afsnit. Lykkesholm. Hvem der kender noget til livet på danske herregårde vil forstå, hvilken overgang dette var for Lars, og vil også kunne sætte sig ind i, hvilken fremtoning Lars var imellem folkene på gården. De større omgivelser og de mange mennesker gjorde først Lars lidt ør. Han tog sig dog snart sammen og indskrænkede sig til samvittighedsfuldt at passe sit arbejde og at iagttage det brogede selskab. Hau mærkede nok, at man med spodske miner hviskedee om ham i krogene, men man talte ikke videre til ham. Lykkesholm var et gammelt herresæde med grave om hovedbygningen. Den fornemme ejer boede i København. Forpagteren var en driftig, retskaffen mand, som sad hårdt i det og krævede strengt arbejde; forvalteren var en ældre falleret landmand, grov og hård. Foruden nogle husmænd, fæstere på godset, bestod besætningen af al slags dårligt folk. De bedste karle drog derpå, hvor man på de bedre jorder gav bedre løn; så var der fil gengæld indvandret en del svenske folk på egnen, både karle og piger. Lars så ' snart, at det var slet selskab, han var kommen i. Mage fil råhed i tale og adfærd havde han aldrig hørt eller sot; man drak brændevin i smug, og klammeri og slagsmål hørte fil dagens orden. Lars besluttede at holde sig udenfor det hele. Han var bleven sat fil at passe køerne sammen med en gammel, fordrukken røgter. Lars blev snart ven med alle kreaturerne, endog med den uvane tyr i hjørnet af stalden, som ellers ingen holdt af at komme nær. Den gamle skubbede fra sig over på den unge alt, hvad han kunne, og Lars blev snart den egentlige røgter. Både forvalteren og forpagteren lagde mærke fil, at der blev en forandring fil det bedre i kostalden. I hestestalden derimod gik det, som det bedst kunne, der var stadig klage over staldkarlen og klammeri mellem ham og de andre karle, som en skøn dag endte med, at han blev jaget bort, fordi han, efter at have været fil Dans og svir i en nabokro om natten, morgenen derefter blev funden døddrukken oppe i en af hestebåsene. Så blev Lars forfremmet og forflyttet fil hestestalden. Tiltrods for fin unge alder blev han på grund af sin pålidelighed gjort til staldkarl. Før havde Lars ' s plage mest bestået i omgangen med de rå malkepiger, hvor uoverensstemmelserne dog indskrænkede sig til rå spøg eller knubbede ord fra deres side og tavshed fra hans, men nu blev det værre. Nu fik han at gøre med alle karlene, der samtlige så ' skævt til ham, både fordi han ikke indlod sig med dem og hverken bandede eller drak, men netop derfor gik omkring som en stille dom over dem, og fordi han, ung som han var, var bleven stillet dem ligeordnet og syntes at stå i Indest hos herskabet. Man har, som bekendt, ikke fred i denne verden længere, end ens nabo vil, og Lars ' s naboer havde ikke i sinde at holde fred med ham; tværtimod, de søgte lejlighed til strid og drillede ham, hvor de kunne. Blandt andet titulerede de ham i omtale aldrig andet end „ Drengen “ efter deres egen erfaring om, at dette netop i hans alder måtte krænke. Lars tav og bed det i sig, men hans sind blev bittert imod dem. Der var en Karl på gården, som på grund af fine usædvanlige kræfter gik under navnet „ Stærke Niels “, han var den værste. En dag kom han hjem fra Marken og mukkede som sædvanligt på Lars; det kogte i denne, men han tav og vedblev stille at gå og fodre de heste, der stod på stald. Men Niels havde noget i hovedet og var oplagt til klammeri, og da Lars passerede ham tæt forbi med foderkurven fuld af hakkelse, skubbede han så stærkt til ham, at Lars tabte kurven, og hakkelsen fløj til alle sider. Først blev Lars blussende rød, men i næste nu veg blodet fra hans kinder, så han blev ligbleg. Han stod et sekund og betænkte sig, men så for han med et Spring som et vildt dyr ind på Niels, tog den store Karl i kraven og slog ham med ot tag i stenene. I faldet tørnede Niels mod en spilbom, og blodet stod ud af ham. Hau gjorde forsøg på at rejse sig, men kunne ikke; han havde brækket et ben. Nu blev der stort anskrig. Forpagteren blev hentet, Niels blev båret ind i karlekammeret, der blev sendt vogn efter doktoren, og Lars blev kaldt op på kontoret. Forpagteren var vred og fortalte ham, at Niels ville have ham for retten; Lars var bleg, men taftet. Han tog sine skænd og sagde, at det var imod hans villie, at han havde gjort Niels fortræd; men han var ikke at formå til at gøre afbigt. Efter at have tumlet længe med ham udbrød forpagteren til sidst: „ Du er en stædig krabat, Lars! “ „ Ja! “ lød svaret ganske stille og troskyldigt. „ Vil du så tale med Niels og sé at komme tilrette med ham? “ „ Nej! “ lød det kort og bestemt, og dermed blev Lars demitteret. Doktoren erklærede det for et alvorligt benbrud; men da det var forpagteren om at gøre at beholde Lars, så gik han selv over for at tale med Niels og fik det således arrangeret, at han tilbageholdt et fjerdingårs løn fra Lars til Niels som erstatning for tort og svie, hvorpå Lars gik ind, og hvormed sagen blev bilagt. Fra den stund af tog man sig i agt for at komme Lars for nær. På gården var der en større mejeribedrift, der var bortforpagtet til en mejeriforpagter fra Sjælland, som foruden gårdens mælk tillige fik mælken fra en del omliggende gårde; han var dygtig og driftig og havde både tteoretisk og praktisk studeret de nyeste mettoder i smør- og osteproduktionen, så at han allerede havde fået et navn og adskillige medailler på landbrugsudstillingerne. Hos ham var der en mejerielev, en ung pige ved navn Ida Mikkelsen. Hun var en datter af skolelærær og kirkefanger Mikkelsen, sognets betydeligste og mest fremragende politiker. Han var stiller for kredsens venstre-folkethingsmand og stor taler i egen indbildning. I tteorien var han selvstyrets apostel, i praksis tyran og skolebørnenes skræk. Da præsten var kras højremand, kunne faren for borgerkrig i sognet have været stor, om der ikke havde været et forsonende element dem imellem, et neutralt gebet, hvor de kunne mødes, og hvor de ikke kunne undvære hinanden, men det var der, og det hed tobak og l ' hombre. Mikkelsen var ærgerrig både for sig selv og for sine børn, hvoraf han havde mange, navnlig pigebørn, som er så vanskelige at anbringe i stillinger, så længe kvindeemancipationen endnu kun, så at sige, ligger og ulmer og ingen ret flugt kan få her i det kære Danmark, hvor man frem for alt er så bange for at gøre sig latterlig * ). * ) fortællingen er skrevet i året 1890. da Mikkelsen havde lejlighed til på nært hold at iagttage mejeridriftens opkomst på herregården og så ' ostene berømmede i aviserne, slog det ham, at her var en gunstig lejlighed for Ida, den næsfældsfe i flokken. Hun var 17 år gammel, velvoksen og kraftig, rap på hænderne og livsglad, hun egnede sig godt til at komme ud og havde lyst til at lære mejeri. Lejligheden var bekvem, og endskønt det ikke havde kunnet lade sig arrangere, at hun lå hjemme, da virksomheden begyndte meget tidlig om morgenen, så havde faderen hende jo dog i nærheden og under sin opsigt. Ida var kommen til herregården omtrent samtidig med Lars, og de to havde således jævnlig sét hinanden i forbigående. Lars syntes svært godt om den unge pige med de brune øjne og det kastaniebrune hår, der krusede let ned ad de rødmussede kinder, og om de kraftige runde arme, der så travlt æltede i smørret, når han kom forbi den åbne dør. Det var nu hans begreb om skønhed. Han havde aldrig før sot så frisk et smil eller hørt en så velklingende latter, og når hun sang — og det gjorde „ Ida med det gode humør “, som de kaldte hende i mejeriet, lidt —, gjorde Lars sig ofte et ærinde hen til mejeriet, for „ det kaldte han nu sang “. Han havde aldrig talt med hende; hvordan skulle han dog have båret sig ad med det? Men han havde fundet på at tage kasketten af, når de mødtes, hvad der ellers ikke var skik på gården, og når hun da smilende viste en perlerad af hvide tænder, så fornemmede Lars, at han dog havde vist hende en hyldest, som hun forstod og skønnede på. Men da han dagen efter historien med Niels mødte hende i gården og hilste som sædvanlig, da vankede der intet smil, men kun et sky nik, og det følte han næsten som en værre straf end de 3 måneders løn. Hun var misfornøjet med ham. Bare han havde kunnet retfærdiggøre sig for hende; men hvordan skulle han have båret sig ad med det? Han kunne jo ikke engang retfærdiggøre sig for sig selv. Lars blev alvorlig misfornøjet med sig selv. Hvad var det dog for et ondt og trodsigt sind, der var i ham; det var intet under, at folk ikke kunne lide ham. Før var der måske ikke nogen, der havde lagt mærke til det, men nu, efter at han i ubændig hidsighed havde skamskjændet Niels, nu var det jo blevet åbenbaret for alle og enhver. Enhver, der mødte ham, måtte jo kunne sé det på ham. Hvad om han bad Niels om forladelse? Mon det ikke kunne hjælpe? Det stred og sled i ham. Men nej, det hverken ville eller kunne han. Han havde en fornemmelse, som om der sad en ond ånd, en fjende, inde i hans sjæl og holdt ham fangen; blot han kunne blive af med den, så kunne alt blive godt, men hvordan skulle han bære sig ad med det? Nej, det var nok hans natur at være vred og ond, og naturen, den kan man da ikke forandre. Ida var vistnok god og from, det kunne man sé med et halvt øje; hun kunne ikke være vred og slå en anden fordærvet, men han — hvad skulle han dog gøre? Ida måtte sikkert nu afsky ham. Lars fik en mørk og dårlig tid. Det var blevet forår. Stæren fløjtede, lærken sang, og storken var ivente. Hvem kender ikke denne herlige tid, når livet står op af døde, når der bliver blomsterfest på jorden og sangerfest i luften, når man efter en blød natteregn vågner op en morgen og finder, at skoven som ved et trylleri er sprungen ud og står smykket i sollyset som en brud, der smiler til sin brudgom? Hvem kender ikke dette? Svar: de stakkels københavnere blandt andre. Med at ord, man sér det ikke og kender det ikke, uden man boer på landet, ikke på Frederiksberg, men ude på det rigtige bondeland, dér, hvor mælkæn og æggene komme fra. Kun dér har man nuancerne. Ja, selv den magre, jyske vestkyst bliver ikke glemt af det rundhåndede forår. Udenfor den egentlige herregårdshave og i umiddelbar forbindelse med den var der et lille anlæg eller, om man vil, en park med en plantet bøgelund, opvokset i læ af granplantagen, også den stod pyntet i sin nye, smukke pintsedragt til at tage imod godsejeren, den fornemme, ukendte stormand fra København, der ligesom hovedpersonen i en vis komedie hovedsageligt virkede imponerende ved sin fraværelse: ved at være usynlig. Grev lykke, der ellers aldrig lod sig sé på godset, havde nu meldt sig og familien til et midlertidigt ophold på sit herresæde, indtil den påtænkte rejse til Schweitz. Han ville først nyde foråret på landet. I den anledning var der blevet malet og skuret og luftet ud i den store, vidtløftige hovedbygning, som ellers stod øde, og „ han selv “ med familie og tjenerskab var for nogle dage siden ankommen. Når man er født med en grevetitel, pleje folk ellers ikke at være i forlegenhed med, hvad de skulle kalde en, men, mærkværdig nok, hvad enten det nu lå i, at grevetitelen ikke for vore vestjyder indeholdt nogen forklaring af en mands stilling eller ikke syntes dem stor nok for en mand, der havde råd til at lade den flotteste bolig i mange Miles omkreds stå ubeboet år efter år, eller at titelen muligvis mishagede deres demokratiske sands, nok er det, egnens folk nævnede aldrig godsejeren som greven, men han omtaltes altid kun som „ han “ eller „ han selv “, måske også fordi han hidtil for deres fantasi havde svævet over bandene mere 2 som et begreb end som en virkelig mand af kød og blod. „ Han selv “ var nu kommen og viste sig at gå omkring og spise, drikke og sove som et andet menneske; ganske vist var han en fin mand med tætknappet sort frakke og ordensbånd i knaphullet, handsker på hænderne og høj, sort silkehat på hovedet, sådan en, som man ellers kun så ' folk med til begravelse; men han var iøvrigt nedladende og ligefrem og syntes at holde af at give sig i snak med både den og den. Grevinden så ' man ikke meget til, hun var nok svag og holdt sig mest på sine værelser; men de små komtesser vimsede om i gården og stirrede forundret både på mennesker og ting, jagede efter forpagterens høns eller snakkede københavnsk med lænkehunden og katten. Det var øjensynligt, at de morede sig udmærket, meu tillige at de ikke forstod et muk af det hele. Forpagterens kalesche var bleven vasket og pudset og de to bedste heste ligeså, item striglede og gnedne af Lars, så at de skinnede; de vare stillede til „ Ham selv ' s “ Disposition og fritagne for alt markarbejde under hans ophold på gården. Der var liv og røre alle vegne; jo, der var bleven interessant på „ Lykkesholm “. Også Lars, der var en opmærksom iagttager, brugte sine øjne; han gik blandt andet og spekulerede over, hvordan mon degnen Mikkelsen og „ han selv “ ville komme ud af det med hinanden, og blev meget forbavsef ved at sé den frisindede skolelærer, som han vidste foragtede al standsforskel, krumme sin ryg og hilse så ydmygt, som han aldrig havde sét det før, da greven og han en dag mødtes henne ved mejeriet. Det gav Lars noget at tænke på. Præsten havde været der for at gøre sin opvartning og var bleven inviteret til middag på slottet, ellers havde der ingen gæster været. Man ville leve stille og hvile ud i naturens skød efter vintersæsænens anstrengelser. Den unge stamherre og huslæræren ventedes endnu fra København, så var familien samlet, og en dag fik Lars ordre til at køre til stationen og hente dem. Han havde nok at gøre med at tumle sine heste, der blev sky for damppiben, da toget kom, men da dette igen var afgået, og han havde fået dem i ro, hørte han en klar mandsstemme spørge: „ Er det vognen fra Lykkesholm? “ Det måtte nok være huslæræren. Det var en høj, rank herre med ravnsort hår og sorte øjne, som stod på trappen med en vadsæk i hver hånd, sammen med en bleg, sygelig udseende dreng på 12 a 13 år; det var altså stamherren. Jo, det var vognen, og så kørte de. „ Sér du, Gustav, “ sagde huslæreren, da de havde kørt et stykke, „ sådan sér heden ud. Er det ikke, som jeg har fortalt dig: der hviler en fred over disse vidtstrakte sletter, som stemmer sindet til at samle sig, til at sé opad i den klare, sriske luft og følge den glade hedelærkes flugt, medens man lytter til dens sang. Her kan man tænke og drømme og hvile ud i ro og være rigtig sig selv, fri for al den forstyrrelse, som staden og de mange mennesker volde. Her har man ikke travlt, men alt går sindigt og roligt, både mennesker og dyr; sé blot på hestene, hvor de lunte jævnt, som om de ville sige: vi nå ' det nok. Ja, her er det, man kører med stude, og derfor hedder det: „ Den kommer også frem, som ager med stude. “ Og mærker du, hvor lyngen dufter? For mig er der en poesi over heden, som gør, at mit hjerte banker af glæde, hver gang jeg genser den. Men det kommer vel af, at jeg, som du véd, er født her på egnen og har gået i Ribe skole. Nå, hvor vi skulle strejfe om på heden sammen, og jeg skal forklare dig alle dens hemmeligheder, for jeg kender dem. Det skal give os begge røde kinder og glade hjerter. “ Sådan talte huslæreren, cand. fil. Boye, medens et lykkeligt smil oplyste hans alvorlige træk. Lars lyttede henrykt til; han kunne have kysset ham. Nogle dage derefter indtraf et af disse desværre endnu alt for hyppige ulykkestilfælde, idet vor ven kom slemt tilskade med sin hånd i hakkelsemaskinen. Lars havde stået og tænkt på andre ting og ikke taget sig i agt, maskinen fik fat i ham, knuste hans venstre hånds langfinger og rev den næsten helt af hånden på ham. Han sank besvimet om uden at give en lyd fra sig og havde et svært blodtab. En Karl, der var ved hånden, tog sig af ham, medens en anden, der ved dennes tilråb kom tilstede, løb over efter mejeriforpagter Hansen, som forstod sig lidt på at forbinde sår; men denne var uheldigvis ikke hjemme. Man løb forvirret hid og did. Ida blev ligbleg, men fattede sig straks og sprang resolut ind efter et stykke lærred til forbinding, og uden at mæle et ord tog kandidat Boye, der var kommen tilstede, det af hendes hånd, da hun kom tilbage, ilede hastigt over i loen og forbandt med kyndig hånd den tilskadekomne, der atter var kommen til sig selv. Der havde samlet sig en gruppe omkring dem, og bagest så ' man stamherrens blege ansigt titte frem. Da det var lykkedes at standse blodet så nogenlunde, og Lars var bleven bragt til sengs, vendte Boye sig roligt mod de tilstedeværende og sagde: ja, hans finger er borte, men ellers tror jeg ikke, det vil have videre følger. Derpå tog han stamherrens kolde hånd i sin, stak den ind under sin arm og sagde: nu ville vi to sørge for, at der går bud til nærmeste læge. Og idet de arm i arm gik over gården, vedblev han: sér du, Gustav, det kan komme godt til nytte at have gennemgået et samariter-kursus. Det var ham, som kørte for os, da vi kom. Jeg tror, det er en brav knøs. Når vi have fået vognen afsted, så ville vi to gå os en tur. Det gik, som Boye havde sagt. Lars ' s finger var borte, men ellers var ingen skade sket. Han måtte holde sig fuldstændig i ro i nogen tid og aldeles ikke røre sig til noget arbejde. Forpagteren brummede lidt; det var højst ubelejligt, nu da der var så meget at bestille, men der var intet derved at gøre. Verden går sin gang lige godt, selv om en staldkarl bliver en finger fattigere. Boye tilså ' daglig Lars, og det var dennes lykkeligste øjeblikke, når kandidaten sad hos ham og talte så venligt til ham, og når han så gik, havde han gerne et lille skrift eller et blad med god læsning, som han lod ligge efter sig. Det var noget nyt for Lars. Han læste og læste, så at alt andet blev borte for ham. Han kunne til sine tider ganske glemme, hvem han var, og hvor han var, så at kun det, han læste om, blev virkeligt og alt det dagligdags uvirkeligt. Ofte forstod han ikke, hvad han læste, og da blev han lidt forknyt; så beslultede han at spørge kandidaten om det, men når denne kom, kunne han dog ikke få det sagt. Undertiden talte Boye af sig selv til ham om det læste og forklarede uden foranledning, hvad der var ham dunkelt. Da kom det ham for, som om Boye var nær ved at være alvidende og kunne sé helt igennem ham. Men så måtte han jo også kunne se, hvor ond han var, og det pinte ham. Af Ida og kandIdaten ville han nødig være kendt, som han var, de andre kunne det være det samme med. Af og til var stamherren med Boye, men han stod altid tavs og stirrede med et par store, forundrede øjne på Lars, medens huslæreren talte; ham kunne Lars slet ikke blive klog på. En dag spurgte Boye pludselig og uden nogen forberedelse: Lars, tror du på guds søn? Det gav et stik i hjertet på Lars, han blev blussende rød, men om det havde kostet hans liv, så kunne han ikke have fået en lyd frem; det var, som om en stærk hånd klemte ham om struben, som om han skulle kvæles. En anden gang gav Boye ham et lille kortfattet skrift om Livingstone og hans rejser. Det var det interessanteste, Lars endnu havde læst, det optog ham ganske. Her var en helt efter hans smag. Lars levede sig så ganske ind i skildringen, at da den gamle, fordrukne røgter stak sit skidne ansigt ind ad døren, så troede han så bestemt, at det var en af de sorte ville, der kom for at myrde ham. Ja, det at rejse og sé sig om, det måtte da være det fornøjeligste af alt; det kunne han have lyst til. Bare han kunne komme til det! Det bed sig sådan fast i ham, at han næsten ikke kunne tænke på andet. Han kom til at tænke på de store dampskibe, som han havde sét sejle langt ude i Vesterhavet. At være ombord på sådan et skib og sejle over det store verdenshav til Afrika eller Amerika, hvor måtte det ikke være herligt. Men det kostede vist mange penge, og hvor skulle han få dem fra? Hvis han nu sparede hver skilling af sin løn? Men der var de tre måneder, der gik fra, og så skulle han have en ny trøje og et par træsko. Ja, træskoene måtte han jo have, men trøjen kunne han måske undvære. Der var kommen en ny og betagende idé ind i Lars ' s liv: den at rejse. Det var en søndag eftermiddag, og alt det grovere arbejde på gården hvilede. Vejret var henrivende. Lars, der nu var oppe, gik i sin bedste puds og drev omkring med armen i bind og tænkte på Livingstone. Folkene sov til middag. Kender du, læser, af personlig erfaring den forunderlige fred og velgørende stilhed, der er på landet fådan en smuk søndag eftermiddag, når alting smiler og bader sig i lys og sol? For ellers nytter det kun lidt, at jeg søger at beskrive det. Sé her den hvide kat, der sidder velbehagelig i solen og slikker den lille plet af, som den fik på jagten i nat, mens den plirrer med øjnene og er kun halvt vågen — her har du en god repræsentant for dyreverdenen. Hør så den stille raslen af tteskeer og kopper henne fra mejeriforpagterens havestue; det er Ida, der dækker kaffebordet og gør alt sirligt i orden til eftermiddagskaffen, — her har du menneskene. Arrangementet er ualmindelig storartet, for der skal være kaffeselskab. En vældig stor, antik sølv-flødekande, som Fru Hansen har arvet efter sin bedstemoder, der var en provstedatter, og som havde den fra sine forældre, der havde fået den til deres sølvbryllup, danner midtpunktet i opstillingen og dominerer alle sine omgivelser. En snehvid dug er bredt over det store bord ligefor sofaen og det store runde spejl; der er friske blomster i vasen, og på et sidebord med bakker og kopper troner en uhyre søsterkage. Ida skotter engang imellem til den med et triumferende smil; den har løftet sig godt, hun tror nok, at den er ekstra. Fluerne synes at have samme formening, og derfor må hun engang imellem vifte den lidt i forbigående med en serviet. Eftermiddagskaffe på landet, det er noget helt andet end eders små børnekopper med overstærk, sort kaffe, som nydes stående efter eders sine middage med 4 retter mad og 3 slags vin. Her er eftermiddagskaffen et måltid. Først en stor kontorkop fuld stuen rundt og så en lille extratår, som smager allerbedst, men som det er dannet, hvis det er rigtig kaffeselskab, at lade sig nøde lidt til, og så så meget søster-eller sandkage til, som man gider haft. Apropos om denne „ Eftertår “. Der er dem, der holde på, at den bør nydes med et stykke hvidt sukker eller Kandis i munden i stedet for at komme sukker i, men det er mere de ældre; efter 48 er der mange af den yngre slægt, der betragte det som en slags overtro; i hvert fald er det måske i øjeblikket ansat som lidt gammeldags, og der er jo på mange områder nu en tendens til at bryde med traditionen. På konsolen står en stor, velfyldt tobaksdåse åben til afbenyttelse. Jo, her er alvor i tingene. Ida tæller efter: der er Hansen og frue, det er de to store, forgyldte kopper med „ Velbekomme “ udenpå — så er der de tre børn, det er de tre mindre med blå rand — så er der hendes fader; han skal have det uhyre af et par kopper, som han selv har foræret Hansen på dennes fødselsdag forgangen år, og som han ekstra måtte bestille hos købmanden i Varde og denne igen på fabrikken, fordi der skulle stå udenpå med store, forgyldte bogstaver: lidt, men godt! Det havde han beregnet kunne give lejlighed til en lille skåltale, k

1883_Gloeersen_Laura

Kristian

Laura

Gløersen

Gloeersen

Laura

male

1883_Gloeersen_Laura.pdf

Kristian

Gløersen

no

Laura

Fortælling

n

roman

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. I dag var der mere end almindeligt mange på stenvikens brygge, også af stadens fine folk. Thi det var bestemt, at medlemmerne af sejlklubben skulle tage en tur ud til en o ude i havbrynet. Rundt bryggen lå en mængde sejlbåde af alle slags, snekker, halvdæksbåde, og et par høifornemme kuttere. De sidste lå fortøjede et stykke udpå havnen, mens deres joller lå inde ved bryggen for at fore den dyrebare last ombord. Den ene efter den anden af bådene blev nu bemandet og bekvindet, da der var en hel dél damer med, fordetmeste i lyse sommerdragter med parasoller og farverige sjal eller sommerkåber, hvad der tog sig godt ud, når bådene med de hvide sejl, med flag og stander gled ud af havnen. Kutteren « svalen », tilhørende grosserer Weidemann, lå endnu med løse, skjævrende sejl og fast i tønden. Dens jolle lå ved bryggen og en af grossererens kontorbetjente stod oprejst i jollen, ivrigt stirrende op imod byen, idet han af og til lod høre nogle utålmodige udråb: « de fandens fruentimmer! — fordømte bikje! — nu sejler de fra os allesammen--------vilde han endda friske op lidt — — den klodrian, den Gerber, han kunne jo passet på — — så, — der er han endelig! » En ung mand, ganske rød i ansigtet af løbet og varmen kom springende udover bryggen med en liden eing Charles på armen, sprang ned i båden, satte sig og udbrød hæsblæsende: o « a, du kan tro, jeg har løbet! Denne skøieren her kurtiserede sorenskriverens lille tispe, og jeg måtte helt op i skrivergården for at få fat i ham — puh! — Havde det ikke været for frøkenens skyld, havde jeg sgu ladet ham sejle sin egen sø. » « ja, ja », sagde Olsen, « du har nu engang fået sæletøiet på, gutten min, og jeg tænker nok, du får din fulde hyre, kender jeg hende ret. ». Hugo Gerber svarede ikke, men tørrede sveden af sit ansigt. Jollen lagde til ved kutteren og Gerber sprang ombord, hvor frøken Weidemann modtog den lille rømling i sine arme. « tak skal de have, hr. kandidat! Jeg har havt ham så kort tid, så jeg var ængstelig for, at han skulle forvilde sig. Jeg skønner ikke, at jeg ikke mærkede, da han kom bort for mig på bryggen. » « å, frøken! De var så ivrig inde i konversation med hr. Tellefsen, så det var ikke så underligt », sagde Hugo med et smil, der skulle være polisk. Hun svarede ikke uden med et blik og et smil, som Hugo Gerber godt kendte, og som hver gang fik ham til at rødme og føle sig som en skolegut, hvorover han inderlig ærgrede sig og rødmede endnu mere. I det samme lød Olsens stemme: « kast los forud! — stik af fra tønden! — — hal klyveren! — støt så! — hold fast der midtskibs! — så, lad gå! » Olsen, der havde grebet roret, og i dag var den egentlige styrmand, så til, at sejlene kom til at stå godt og uddelte endnu nogle befalinger, mens kutteren lagde sig svagt over til den ene side og gled afsted med jevn, men langsom fart for den herinde temmelig føje sommerbris. Selskabet ombord bestod af grosserer Weidemann selv, der gjaldt for stenvikens rigeste mand, samt en af hans handelsvenner, fremdeles den lille, vævre doktor Trippet og grossererens første fuldmægtig. Disse fire slog sig ned i den lille, elegant udstyrede salon, hvor de fik sig et glas og et slag kort. På dækket var så kandidat Hugo Gerber, kontorbetjenten, hans Olsen, en frøken Pedersen, der gik for at være frøken Grethe Weidemanns « veninde », samt en matros. Frøken Grethe kom også snart op på dæk, efter at hun havde bragt Ami til hvile i en køje, enhver ville have kaldt frøken Grethe Weidemann en overmåde smuk, ung dame. Hun var liden, men overordentlig vel bygget, smækker og dog med en harmonisk fylde over alle former. Der var elasticitet, energi og smidiglied i dette lille, velskabte legeme. Hendes ansigt var fint, men med klart og bestemt formede træk, en lav, vel dannet pande over nesten rette øjenbryn. øjnene var -ikke netop store, men klare, mørkeblå. Hendes hudfarve var sjælden klar og hvid. Håret, som hun altid bar smagfuldt opsat, var rigt og af en varm, brun farve. Dertil kom, at hun til fuldkommenhed forstod den kunst at klæde sig. Hun havde i så henseende nesten en pariserindes geni, og damerne i, der hverken i rigdom eller smag kunne måle sig med hende, sagde derfor, at hun klædte sig udfordrende, — uanstændigt sagde nogle. Hun var grossererens eneste datter og eftersukket af alle byens unge herrer, af hvilke et par sagdes at have forsøgt sin lykke, men uden held. Nesten ingen af byens damer kunne lige hende, mens hun tiltrak alle herrer, som magneten jernfilspån. Hugo Gerber var eneste søn af en af grosserer Weidemanns ungdomsbekjendte, der indtog samme stilling i nærø som denne i stenviken. Hugo havde efter faderens ønske, der nærede en dyb respekt for latinen og den klassiske dannelse, som han ikke selv kendte det mindste til, taget artium og andenexamen, begge med yderst, mådelige karakterer, men det gav ham dog ret til at sætte på sit visitkort « cand, philos. », og da han var den rige mands son, spurgte ingen efter hans eksamenskarakter, men man kaldte ham altid hr. kandidaten, hvad han syntes meget godt om. Det var, i al fald for alle udenforstående, kendt, at de to fædre tænkte at forene deres store formuer ved et giftermål mellem de to unge, og at det egentlig var derfor, at Hugo Gerber nu var trådt ind som volontør på Weidemanns kontor. Om de to unge kendte denne plan, fandt man mer tvilsomt, især da Hugo ikke boede hos Weidemanns, men i et privat logis ude i byen. Han var efter de flestes mening en pen, ung mand, ganske velvoksen, med en smule tilbøjelighed til fedme, hudfarven rød og hvid, håret meget lyst og tyndt, øjnene lyseblå og med et vist frygtsomt, lidt forlegent udtryk, mens de fyldige læber og den stærkt udviklede nederdel af ansigtet røbede sanselighed. Han havde fået en streng opdragelse, i visse måder da. Thi forældrene havde en tid været trukne med i den lammerske bevægelse. Pietismen havde han kastet overbord, allerede før han blev student, men han ansåes af kammeraterne for at være et sjælden dydigt ungt menneske, der ikke tillod sig nogen som helst udskejelse. Kutteren var nået om odden, og man havde nu den temmelig brede, omtrent en mil lange ijord for sig, der førte lige ud-i havet, hvis horizontlinie et par steder brødes af rækker af øer og skær, omkring hvilke man med regelmæssige mellemrum kunne se som en hvid, glitrende lysning, havdønningerne, som skummede op om skærene og brødes over båerne. Fjorden var som oversået med hvide sejl, der krydsede sig udover, mødtes, skiltes, mødtes igen. Vinden var her lidt friskere, så kutteren skød noget bedre fart, men den kunne trods sin svære sejlføring dog ikke sejle op nogen af de andre. Dette ærgrede Olsen meget, som forsikrede, at bare en liden næve vind til, så ville « svalen » endnu tugte alle de andre sejlere. Også frøken Grethe blev utålmodig. Hun var altid meget glad i kapsejlads og lige flink som modig. « giv mig roret, Olsen », sagde hun, « de styrer dårligt, deraf kommer det, — de ligger mindst to streger for lavt. » Olsen protesterede, men hun greb rorstangen med sin lille, handskeklædte hånd og lagde straks kutteren højere op. Det viste sig, at hun havde ret, sejlene fyldte endda, og kutteren gjorde samme fart. « jeg beundrer deres skarpe blik, frøken », sagde Olsen, idet han bukkede for hende. « jeg har altid skarpt blik, når det gjelder at vinde en fordel. Men — hvem er det, som kommer roende der i møde med os? » Det var en liden skjækte, i hvilken der blot sad to damer; den ene roede, den anden styrede. Herrerne greb sine kikkerter. « jeg kender ingen af dem », sagde Gerber. « den, som styrer, er vist jomfru Halvorsen », mente Olsen. « ah, —xhende, som syr for mig! » « å, er det bare en syjomfru! » faldt Hugo ind. « bare! — min herre, hun er såmænd mere værd end både de og jeg. Var de så dygtig i deres fag, som hun er i sit, så var de en meget stor mand! » « de er virkelig meget vittig, frøken », sagde Hugo med et smil, « men — — » « nej, det er slet ingen vittighed, det er bare sandhed. » « du må huske på, Gerber, at frøkenen læser Stuart mil om dagen », sagde Olsen. « ja, og Emil Zola også », sagde frøken Pedersen. Hun havde nesten intet sagt hele tiden, som hun da i regelen intet sagde.i herreselskab. Hun var en « pen » ung pige med en liden tågehjerne, i hvilken der af og til ligesom faldt et lidet lysstreif, men ofte plumpede hun, ligesom småbørn, ud med underlige ting. Hun havde kun en lidenskab, og det var Grethe Weidemann. « det er dog ikke muligt! » udbrød Hugo. Grethe så ham lige i øjnene: « og hvorfor ikke? Har ikke de læst noget af Zola? » Derpå havde han i øjeblikket intet svar, men rødmede uvilkårligt, da han netop i disse dage i al hemmelighed havde læst Nana, men ikke ville være det bekendt. « jeg troede, at en sådan forfatter — — » begyndte han endelig, men stoppede og veg med sit blik, da Grethes øjne lynede så ondskabsfuldt, at han ventede et slag. Heldigvis for ham var der hu noget andet, som tog hendes opmærksomhed. « ah, se nu er vi jo lige indpå skjækten. Nu kan vi få vide, hvem rorskarlen er, hidtil har vi bare set hendes ryg. » Hun lod kutteren falde lidt, så den passerede skjækten i få alens.afstand. « god dag, frøken Halvorsen! — vel mødt! » « god dag, — tak! » lød det fra båden. Kutteren strøg forbi. Damen, der roede, vendte hovedet, så man så hendes ansigt. Gerber tog til hatten og hilste sådan halvt. « men », udbrød Grethe ivrigt, « men hvem er dog det? » O « a », sagde Gerber, « det er bare husjomfruen hos madam skreiner, hvor jeg bor. » « de med deres bare. Siger de bare til sådant noget også! Hun er jo ligefrem dejlig! » Og hun fulgte med øjnene den roende, der unægtelig tog sig godt ud i den lyse sirtseskjole, der sluttede tæt om en kraftig, temmelig storvoksen kvindefigur, hvis vakre form end mere fremhævedes ved de smukke bevægelser, hvormed hun førte årerne. På hovedet havde hun en stråhat å la tyrolienne, under hvilken det rige, lysgule hår faldt ned i lange, naturlige krøller. Også Hugo fulgte hende méd øjnene. Hun er jo ligefrem dejlig. Disse ord slog ham. Det havde aldrig faldt ham ind før. Det var vel en fjorten dage, siden hun var kommet til madam skreiner, og han havde jo set hende hver dag, da hun matte opvarte ved bordet og nok blev holdt, nesten som en tjenestepige af den gamle hugaf, madamen. Men at hun var dejlig? — ansigtet var nu i grunden slet ikke smukt — var hun ikke lidt fregnet? — øjnene kanske? Han kunne ikke huske, hvordan de var, — skulle dog engang se efter. Dejlig? — det gav ham noget at tænke på. « men frøken!* hvordan styrer de dog? Vil de, vi skal kovende her midtfjords? » udbrød Olsen, hvis tilråb vakte Grethe, der hurtig igen lagde kutteren i ret kurs. Hugos øjne og tanker vendte snart tilbage til den lille, vakre skikkelse her ombord, der alt længst havde taget ham til fange. Da man havde gjort en to, tre slag og var kommet længer ud i fjorden, friskede- brisen op, kutteren lagde sig mere over til siden og skar nu rask gennem vandet, der skummede op til begge sider af den skarpe boug. Her begyndte også dønningerne at rulle ind fra fjordgabet, og det var ikke længer så ganske let at styre. Grethe ville dog ikke give roret fra sig. Nu begyndte det netop at blive morsomt, mente hun, og hun ville først have sejlet op et par af de andre både, hvilket det var tydeligt nok ville lykkes nu, da brisen var så frisk. Hugo kunne nesten ikke få øjnene fra hende, som hun stod der med ivrig mine og tindrende blik, mens den friske vind lagde klæderne tæt om hende, gød farve i hendes kinder og legede med hendes slør. Jo, hun måtte blive hans. Fra hendes faders side vidste han, der intet ville være i vejen. Hans egen fader havde før afrejsen ladet ham forstå, at han burde se at vinde hende, da det var en gammel overenskomst mellem de to fædre, at deres børn skulle giftes sammen. Men vanskeligheden lå hos hende selv. Hvordan hendes følelser var lige overfor ham, kunne han aldrig rigtig komme på det rene med. Hun’ vidste naturligvis intet om aftalen, tænkte han. Vistnok havde hun en hvas tunge og havde ofte bidt ham af. Men ofte var hun dog så venlig. Og så tænkte han på sig selv, og han'mente, at han nok måtte kunne gøre indtryk på en ung pige. I hans hjemby havde han været en ren løve, og han vidste mindst en tre, fire, som ville sige ja på det første ord fra ham. Når han bare turde erklære sig for hende! Et par gange havde han været nær derved, men var blevet bange i det afgørende øjeblik. i. Kutteren havde tilligemed den øvrige seilfiotille lagt bi i en havn på end udø, hvor man lå fuldstændig i læ for denne slags vind. Et udsøgt måltid med fine vine blev serveret nede i salonen, hvor der herskede stor munterhed. Især var den lille doktor Trippet uudtømmelig i at fortælle morsomme historier, om hvilke det kunne siges, som om så mange morsomme historier, at de ikke var lige uskyldige som morsomme, da de nemlig gik ud over hans fraværende medmennesker, og han ikke var bange for at arrangere en smule, for at historien kunne blive mere pikant. Der var dem, som kaldte ham byens værste sladderkærring, og som fromt rystede på hovedet, når han var ude af døren, men som ikke desto mindre med inderlig glæde hørte på hans historier. Hugo „ havde plads ved Grethes side. Der var noget trangt, så de sad tæt sammen. Han var forelsket og blev det stadig mere, jo mere han tog til sig af den kraftige burgunder. Efter måltidet satte de gamle herrer sig op på dækket for at nyde sin kaffe og cigar, mens de fire unge tilligemed Ami steg i jollen og roede iland for at gå op på øens højeste punkt og derfra nyde udsigten over havet. 14 da de var komne halvvejs, erklærede frøken Pedersen, at hun var stakåndet og måtte hvile, og Olsen blev da tilbage hos hende, mens de andre fortsatte sin vej. Da de var komne udenfor de tvendes syns- og hørevidde, tog Hugo mod til sig og begyndte med noget usikker stemme: « der er noget, frøken, som jeg må sige dem nu, da jeg er så lykkelig at være alene med dem. » « vil de fri til mig? » sagde hun, idet hun så ham lige i ansigtet med et eget smil. Han blev endnu rødere, end han var, og stammede: « jeg ville — — jeg ønskede at — — hvis de vidste, hvor jeg elsker dem,’frøken Grethe! » O « a, derom skal de nu slet ikke tale. Men sandt at sige, har jeg jo ventet deres frieri. » « de har ventet? » « ja, som lydig søn måtte de jo fri til min faders datter. » « hvorledes? De kender til — — » « aftalen mellem vore fædre, ja. Men da jeg ikke anser den for bindende for os, så kan de gerne holde op at spille deres komedie, der må være ligeså kedsommelig for dem som for mig. » « men jeg forsikrer dem, frøken, det er ingen komedie. Jeg elsker dem af mit inderste hjerte. » « det tror jeg nu slet ikke, de gør. Det er bare noget de indbilder dem, og jeg — elsker slet ikke dem. » « er det da nogen anden, de elsker, frøken? » « det spørgsmål har de ingen ret til at gjorde mig. Men jeg skal dog svare, som sandt er: nej, ikke det, jeg ved. » « så kan der dog måske endnu være håb for mig. » « det bor de ikke tænke på, da det er meget usandsynligt. Men for at vi ikke oftere skal komme tilbage til dette tema, skal jeg sige dem, at jeg, før de kom hid, lovede far, at jeg ville gifte mig med dem, hvis jeg kunne elske dem. Men da jeg nu ikke det gør, så taler vi ikke mere om den sag. » « men, om det nu herefter skulle lykkes mig at vinde deres kærlighed, frøken? » « hvis den urimelighed skulle indtræffe, skal jeg sige dem til. Men det vil ikke indtræffe. Derfor skal de slå dem dette af tankerne. » « de er meget grusom, frøken. » « nej, på ingen måde. Gav jeg dem falsk håb, da var jeg kanske grusom, som de kalder det. Nu har jeg blot sagt dem sandheden. — men sæt dog ikke en sådan mine op, — den passer aldeles ikke til deres rødmossede ansigt; folk vil bare le af dem! Og så ikke mei\ om dette. — se, der har vi efternølerne. » Der var for Hugo intet andet at gøre end at bide ærgrelsen i sig. Især ærgrede han sig over hentydningen til hans ansigt, hvis blomstrende farve han i dette øjeblik forbandede. At han havde fået en kurv lod sig jo ikke nægte. Men — og ved den tanke holdt han fast, og i den søgte han trøst: der var dog en mulighed for, at han endnu kunne vinde hende. Han havde jo adgang til huset-, ville kunne se og træffe hende ofte. Han havde hørt meget tale om husvarmen, og at den skulle kunne udrette store ting. Iii. Over en måned var gået hen siden hin sejltur, men husvarmen havde ikke medført nogen forandring i forholdet mellem Grethe og Hugo. Han begyndte også så småt at blive træt af at brænde for denne skønhed, som det lod til ikke ville tø op, — « isjomfruen » havde et vittigt hoved blandt byens unge herrer døbt hende. Derimod følte han sig i den sidste tid mere og mere draget hen til Laura Henriksen, hans værtindes husjomfru, hvem han jo hver dag havde anledning til at se og tale med, og da hun bare var en husjomfru, tog han ikke i betænkning at « gøre kur » til hende. Han havde endogså et slags forestilling om, at det måske netop kunne hjælpe ham i hans plan med Grethe, dette, at han en tid lod, som han ikke brød sig om hende. Fik hun så nys om, at han gjorde kur til en anden, nu det skadede ikke. Da ville hendes iversyge vækkes. Det havde han så ofte læst i romaner. Laura Henriksen var datter af en embedsmand, som var død for fler år siden i en af småbyerne. Der havde været kassemangel og nok også andre slemme historier. Moderen sad igen med denne datter og hendes to yngre brødre. Hun sled sig gennem det med en liden pension og ved at tage logerende i huset. Da nu Laura var blevet atten år gammel, og da hun kunne få denne plads som husjomfru, så moderen sig nødt til at lade hende tage ud. Der blev da en mund mindre at føde og en mindre at klæde. Så kunne hun også leje bort det værelse, som hun og Laura hidtil havde havt sammen. Selv ville hun flytte ind i pigekammeret. Helst ville hun jo, Laura skulle fået en plads i den by, hvor hun selv måtte bo med sønnerne, da der var en latinskole, og de naturligvis som embedsmands børn måtte studere. Men da der ingen plads var at få der, og hun havde set madam skreiners avertissement, så skrev hun til madamen, hvem hun havde lidt kendskab til fra tidligere dage og bad hende modtage hendes datter og holde et moderligt øje med hende. Laura havde det ikke godt hos madam skreiner, der var egennyttig, lunefuld og altid fandt, at de, hun havde i sin tjeneste, gjorde så alt for lidet. Dertil kom, at hun trods sin alder gjorde fordring på at være en smuk, « ung » enke, der så småt koketterede med de herrer, hun havde i huset. Da hun nu ikke kunne være blind for, at hun langt blev overstrålet af Laura, og at hendes masse indtægter af små komplimenter, foræringer af blomster, frugt osv. daglig tog af, gjorde også dette sit til, at hun ofte nyttede sin stilling til at seigpine og tyrannisere den unge pige, som hun dog ikke ville sige op, da hun så, hvormegen nytte hun havde af hende. Thi Laura var overmåde flink og dygtig i alt, der angik husvæsenet. Skønt Laura havde et sundt og let sind, følte hun ofte bittert det tunge og ydmygende i sin stilling, og mangen gang græd hun sine modige tårer og ønskede sig hjem igen til sin moder og sine brødre. Vistnok havde der aldrig været noget rigtig fortroligt forhold mellem moderen og hende. Fra moderens side havde der snarere været en vis kulde. Hun syntes ikke at have synderligt tilovers for datteren, men at have kastet al sin kærlighed på sønnerne. Men hjemme var dog hjemme. Dog, det var jo umuligt, at hun kunne være der, vidste hun, og så fik hun se at finde sig i sin skæbne. En dag, Hugo kom ned i stuen,' fandt han Laura bittert grædende. Hun var netop blevet gennemheglet af madamen, som derefter var gået. Ud i byen. Hun rejste sig og ville flygte op på sit værelse, da Hugo trådte ind. Men han spurgte hende deltagende om, hvad der fejlede hende, bad hende, at hun ikke måtte gå, men sige ham grunden til sin sorg; han ville så gerne hjælpe hende, om han kunne. Da det nu virkelig gjorde ham ondt at se hende græde, og da hendes skønhed nu gjorde et stærkere indtryk på ham end nogensinde før, var der noget varmt og blødt i hans stemme, som gjorde hende godt, så ensom og sorgfuld som hun var. Hun blev da stående og klagede over sin stilling der i huset og madamens urimelighed og tyranni. Han søgte at trøste hende og sagde, han ville tale til madamen. « nej, for guds skyld, gør ikke det, hr. Gerber!. Da vil hun blive dobbelt så slem! » « men jeg ville så gerne hjælpe dem, frøken! De ved ikke, hvor jeg tager del i deres skæbne. » « tak skal de have for deres gode vilje, men de kan nok ikke hjælpe mig. De sidste fjorten dage har hun nu været rent slem. » « ved de, om der er nogen særskilt grund dertil? » « ja, jeg har tænkt mig, det er, fordi hun ikke kan få lånt penge så billigt, som hun vil. Ialfald går hun idelig og klager derover. » « vil hun låne penge? Hvad skal hun med dem? » « det er nok et større afdrag på købesummen for huset, som nu er forfaldent til udbetaling. » « jaså. Men ved de hvad, frøken, nu kanske jeg kan hjælpe på deres stilling alligevel. » « kan de? — hvorledes? » « de skal hilse hende fra mig og sige, at jeg skal skaffe hende et billigt lån, så kan de tro, hun bliver fornøjet, og da bliver hun vist også blid på dem, som bringer dette bud. » « ja, det kunne jeg nok gøre, men---------------nei, det går ikke an, det ville se så underligt ud. Men måske — ja, kunne jeg ikke sige, at jeg har hørt dem tale med Olsen og Tellefsen ved middagsbordet, og at de da sagde, at de havde billige penge at låne ud, og så råde hende til at henvende sig til dem? » « jo », sagde Hugo smilende, « det kan de gerne, hvis de heller så vil. » « tak skal de have! Hvor det er snilt af dem, at de vil hjælpe hende. » « tro endelig ikke, det er for hendes skyld, frøken! Det er for deres, for at hun skal blive snillere mod dem. » « hin, — det er vel ganske uvist, om hun det bliver, — men tak for deres gode hensigt! » Hun rakte ham hånden og så på ham med de store tårefulde øjne, idet hun gik ud af døren. Der kom mange lignende lejligheder, hvor Hugo fik anledning til at vise hende sin deltagelse og til at samtale ene med hende. Hun søgte aldrig at undgå ham, men kom efterhånden til at anse ham som en slags broder, hvem hun.fandt en trøst i at tro sine små sorger og plagerier til. Hans kurmageri havde hun før optaget, som hun havde optaget en del andre herrers, der boede i-pensionen eller spiste der. Hun havde med den takt, der er enkelte kvinder medfødt, slet ikke lagt mærke dertil, og noget vist i hendes væsen, netop det umiddelbare og uskyldige, havde hindret alle i at behandle hende sådan, som de ellers var vant til at behandle en husjomfru øller en opvartningspige, hvad hun jo så omtrent var nødt til at være. nu kunne hun jo ikke lade blive at skønne, at Hugo viede hende en ganske særegen hyldest og interesse, men det lagde hun ud, som hun helst ville, nemlig som uinteresseret medlidenhed. Om der, hende selv ubevidst, rørte sig noget andet under, er ikke let at afgøre. Iv. Der var toddylag hos Hugo Gerber. Man spilte først en munter Boston og sad siden og snakkede gemytligt sammen. Stemningen var kommet på det punkt, hvor man i et sådant lag af unge herrer — for at nytte en æret samtidigs ord — enten fortæller spøgelseshistorier eller taler om fruentimmer. At den sidst nævnte underholdning ikke altid falder inden anstændighedens grænser, er det overflødigt at gøre opmærksom på. Den gammeldagse lov, at i et godt selskab, selv om der er bare herrer, talen altid skal falde således, som om en ædel kvinde var tilstede, har man længst sat sig udover, og det er ganske tvilsomt, om den nogensinde har været fulgt. Det ville jo også være alt for kedsommeligt. Det mest morsomme og pikante kunne jo da slet ikke komme frem. Man var nu kommet til det meget meddelsomme standpunkt, og alle tilstedeværende havde fortalt en eller.anden historie om triumfer å la don Juan, vundne over tjenestepiger og deslige. Alene Hugo havde været tavs, idet han dog med den mest levende interesse havde fulgt fortællingerne. skønt alle var så ivrige efter at bringe sine varer til torvs, at den ene ofte snakkede i munden på den anden, så blev man dog opmærksom på hans tavshed, og han blev da fra alle kanter opfordret til at meddele også nogle af sine erfaringer på dette felt. Hugo forsikrede, at han desværre ingen erfaring havde i dette stykke. « hvad », udbrød Olsen, der havde fået et glas formeget, « vil du også her spille den dydige? — din fordømte hykler, du er! Det kan du gøre i dameselskab, hos frøken — noksagt! » « jeg — jeg forsikrer, at jeg — — » « se, hvor løgnen står præget i hans pande! » Vedblev Olsen.. « mine herrer », tog doktor Trippet til orde, « jeg må få lov at henvende nogle ord til selskabet og først sige dem, Olsen, at de bruger meget stærke og meget upassende udtryk om vor ven, Gerber, der sandelig ikke tør gøre en flue fortræd, langt mindre et væsen som for eksempel en tjenestepige, der dog i visse måder må henregnes til menneskeslægten. Ikke, fordi han nu længer holdes tilbage af visse principer, som man jo bør respektere hos dem, som hylder dem, men som sagt simpelthen, fordi han ikke tør. » « tør han ikke? — er han ræd? — han er kvindfolkræd, ligesom småunger er mørkrædde! » Lød det under latter rundt om i selskabet. ' « hr. doktor », udbrød Hugo, « jeg må rigtignok bede' dem — — » « nej, det må de slet ikke, min ven. De skal først høre mig. Thi, mit ærede selskab! at vor ven, Gerber, nærer en overordentlig interesse for det smukke køn, og at lysten til.at stifte nærmere bekendtskab ingenlunde mangler ham, vil kunne bevises ved visse dokumenter, som jeg herved skal tillade.mig at irettelægge. — må jeg presentere dem disse pariserdamer? » Dermed fremlagde doktoren nogle fotografier, som var meget egnede til at konfiskeres af politiet. « hr. doktor! Hvem har givet dem lov til at gå i mine gemmer? Gjorde jeg dem min ret, skulle jeg sandelig — — » « tys, tys, unge mand, ikke så hidsig! Når de lader deres øverste kommodeskuffe stå omtrent halv åben, så kan man ikke undgå at se ned i den, og da jeg så nogle fotografier, som jeg jo tænkte var familieportrætter — — » « men hvem har givet dem lov til at vise dem frem? » « Hys da! — de andre behøver ikke at høre os. Skønner de da ikke, at de begyndte at tabe deres kredit som god kammerat, når de gjorde fordring på at være anderledes i dette kapitel end alle andre unge mennesker? Jeg kom dem derfor til undsætning med disse billeder. Hør kun, hvor de gotter sig og morer sig, og læg mærke til, hvor griske de er efter at se! — så de ser, jeg har vist dem en virkelig tjeneste. — mine herrer! » Sagde doktoren, idet han hævede røsten, så han kunne høres af alle, « nu skal jeg fortælle dem én virkelig historie, hvorom jeg blev mindet ved hende der med de tykke lægge. » « bravo, bravo! — kom med historien! » lod det rundt om. Og doktoren fortalte en historie, som passede til billedet. « Tor ikke, tør ikke! » susede det for Hugos øren, da selskabet ud på morgenen var gået, idet han halv sjanglende klædte sig af. v. Nogen tid efter kom Hugo en kveld temmelig sent hjem fra et selskab. Han var i en udmærket stemning efter den gode mad og den fortrinlige vin. Men da han skulle låse gadedøren op, fandt han, at han havde glemt sin nøgle i sine hverdagsbenklæder. Han blev altså nødt til at ringe på. Han brugte at ringe på en ganske eiéndommelig måde. Først plejede han meget forsigtig at trække i klokkestrengen, så der slet ingen lyd kom, — så lidt stærkere, indtil endelig klokken lød. Men gav den så stærkere klang, end han havde tænkt sig, tog han uvilkårligt hånden til sig og for sammen, som om han havde gjort noget galt. Også nu begyndte han småt og forsigtigt. Det knirkede lidt i ståltråden og bøjlen, men der kom ingen lyd. Han lavede sig igen til et forsigtigt, men lidt stærkere greb. « tør ikke! » lød det pludseligt for hans bevidsthed. « jo, så for djævelen, jeg tør! » udbrød han uvilkårligt og ringede voldsomt. Kort efter hørte han hurtige trin ned af trapperne og hen ad gangen og Lauras røst, der halv forskrækket spurgte: « hvem er det? » « det er mig, — jeg har glemt min gadedørsnøgle. » O « a, hvor de skræmte mig! — jeg skal straks hente nøglen og lukke op. » Da hun havde lukket ham ind, udbrød han: « er de oppe endnu, frøken Laura? Det gør mig ondt at jeg har gjort dem ulejlighed. » O « a, det er intet at tale om. Oline fik lov at gå hjem til sine forældre og er ikke vendt tilbage endnu. Jeg sad oppe og skrev hjem, og da jeg så hørte nogen ringe på, så------------men Gerber! Er de gal! — slip mig, slip mig! — hvad er det de gør! » _ han havde pludselig slået armen om hende, trykkede hende ind til sig og kyssede hende:. « Laura! søde, elskede pige! Du må blive min! » O « slip mig, slip mig,, siger sig! — a, Gerber! Hvorfor gjorde de dette? » udbrød hun med tårer, da hun havde revet sig los af hans favntag. « fordi jeg elsker dig, Laura, elsker dig, så jeg er gal! — bliv min, søde, elskede, — å bliv min! » « de skal ikke tale så — ikke nu — jeg vil ikke høre på dem! » og hun ville ile bort. Han greb hendes hånd og holdt fast. « vil de da gøre mig ulykkelig, Laura? » « nej, det vil jeg ikke, — jeg — nej, jeg kan o ikke svare dem nu. A, lad mig gå, lad mig gå! » Han slap hendes hånd, og hun ilte fra ham. Da Hugo var kommet op på sit værelse, meldte der sig et øjeblik nogle ubehagelige tanker, en vis følelse af, at han handlede ilde. Men — han syntes endnu at kunne føle hendes fyldige figur i sine arme, hans sanser var i en rus, og snart var alle andre røster døvede. Et par dage senere var Laura Henriksen og Hugo Gerber hemmeligt forlovede. Hun havde tænkt meget over sagen, før hun bestemte sig. Vistnok følte hun, at hun jo ikke elskede ham således, som hun havde drømt om, at man skulle elske sin udvalgte. Men hun havde allerede set, hvorledes så mange drømme ikke har nogen opfyldelse i virkeligheden. Og hvem kunne vide, den fulde kærlighed kunne måske endnu komme. Hun holdt jo dog af ham, og hun skyldte ham så meget. Hendes stilling var virkelig blevet en ganske anden der i huset, siden han havde begyndt, om end væsentlig kun indirekte, at tage sig af hende. Det var tydeligt nok, at hans vilje nu var en lov for madamen. Så var det jo det, at han var så rig, og hun så fattig. Men det, at han dog ville have hende, måtte jo netop være et bevis på, hvor uinteresseret hans kærlighed var. Og dernest: hun havde prøvet så meget af, hvad fattigdom og slid for brødet ville sige, at også den tanke, at hun skulle blive en rig mands hustru, havde sin magt, om hun end prøvede at indbilde sig selv, at det især var for brødrenes og moderens skyld, at hun glædede sig derover. Begge var enige i, at forlovelsen skulle holdes aldeles hemmelig. Kun ønskede hun at meddele sig til sin moder. Men Hugo var så bestemt derimod, at han forsikrede hende, at hvis det mindste nys om forbindelsen kom for hans faders øre, så ville han tvinge sønnen til at hæve forbindelsen, ja måske gøre ham arveløs. Han ville, sagde han, lidt efter lidt forberede sin fader, og når så det var bragt i orden, kunne hun sige alt til sin moder. Laura gik ind på dette, skønt noget modstræbende. de mødtes nu oftere, men altid i største hemmelighed. Trods al deres opfindsomhed kunne disse møder på grund af forholdene ikke blive meget hyppige, så megetmer, som hun bestemt afslog, at de sent på kvelden skulle træffes enten på hans eller hendes værelse, hvor ofte han end søgte at formå hende dertil. Ofte måtte hun også i deres sammenkomster værge sig mod hans lidenskabelige kærtegn, der i begyndelsen ligefrem skræmte hende. Men hun var jo også sanseligt anlagt og følte sig oftere og oftere nær ved at overvældes deraf. Hun forstod dog altid at tæmme ham i hans ville rus og kunne let tøjle ham. Hun var ikke en så fin natur, at hans rå sanselighed stødte hende bort, da den aldrig trådte frem i nogen absolut hæslig f skikkelse. Det var jo i grunden, mente hun, et bevis på, hvor hun vakte hans forelskelse og på hendes magt over ham, og så skulle hun jo blive hans hustru. vi. Julen var kommet, og Hugo stod balklædt ude i korridoren og sagde Laura god aften. Hun slog armene om hans hals og sagde: « å, når skal jeg vel få følge dig ud blandt folk, Hugo? Kan vi ikke nu snart offentliggøre vor forlovelse? » « det er umuligt endnu på en tid, kære, søde! Vi får se, når det lider ud i det nye ar. » « du Hugo, det er en ting, jeg så ofte har villet spørge dig om. » « og hvad er det? » « er det sandt, at det har været bestemt, at du skulle giftes med Grethe Weidemann? » « langtfra, — hvor kan du finde på noget sådant? » « alle folk siger det. » « folk siger så meget. Forresten er det lidt sandt i det, for så vidt vore fædre har ønsket det. Men når jeg ikke ønsker det, ser du, så bliver der ikke noget deraf. » « jeg kan ikke forstå, at du kunne foretrække

1881_Kieler_LavrekasKorhoinen

Laura

Lavrekas Korhoinen

Kieler

Kieler

Lavrekas Korhoinen

female

1881_Kieler_LavrekasKorhoinen.pdf

Laura

Kieler

no

Lavrekas Korhoinen

En Fortælling fra Ultima Thule

n

roman

Schønberg

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Hen til pohjola det mørke, til det skumle sariola, hen til Laplands smale stier, ind i troldomsfolkets trakter! ( kalevala. ) til Lapland! Til det land, til livis konge, motle, Guttorm hvide sendte sin datter Gunhild, for at hun skulle blive oplært i lappisk magi, til Lapland, hvis troldmænd i fordums tider stod i så stort ry for deres hemmelige heksekunster, at dets naboer, finnerne, gjorde hyppige rejser til dets noaideorakler for at få deres skæbne at vide, — til dette pohjola, hvis spådomskraft syntes avlet af polarnattens hemmelighedsfuldhed og født af dens angst! Kalevala beretter: til pohjola kom smeden ilmarinen på sin frierfærd til louhis datter. Men inden ilmarinen fik louhis datter, måtte han først forfærdige den vidunderlige sampo, denne spådomskunstens runehorn, over hvis tab der sukkes endnu den dag i dag: >der for er i pohja Jammer og et brødløst liv i Lapland. « Finland forbindes med sverrig—norge ved et ejd af omtrent 70 Miles bredde, der strækker sig fra ishavet til den botniske bugt. Klimaet er imidlertid samme sted så ugunstigt, at denne landryg kun er yderst sparsomt befolket og derfor snarere danner en adskillende ørken end en forbindelse. Fjeldmassen er ikke hej. Månselkå i syd når kun 1,200 fod, hvor i mod den i nord, ved Norges grænse stiger op ad, og i peldoivi nærved enare hæver sig til en højde af 2,000 fod. Enare er en indse i sydvaranger på 60 q mile. Den breder sig ved den norsk-finske grænse. Ved denne indse berører for øvrigt de tvende hovedstammer: finner og lapper hinanden, og til dens bredder knytter sig fortællinger om forskelligartede sammenstød. Langt tilbage i tiden — hvor langt har sagnet ikke set sig i stand til at berette, — blev lappen Lavrekas ( finsk: laurukainen ) tvungen til at vise kareterne vej over enare. Båd efter båd fyldte med kareter gled hen over den spejlblanke indsø, og i den forreste stod lappen Lavrekas bunden fast til forstavnen. endelig blev kareternes arme trætte, en liden Holme dukkede op ret forude, og kareterne lagde bi. Udmattede af den lange og vedholdende roning faldt de imidlertid snart i søvn. Indhyllet i sine fåreskindspelse lå de hen-, slængte rundt om ilden, medens to kareter holdt vagt. Ilden blussede en gang imellem op og belyste skildvagternes hoveder, som de stod ubevægelige, med ansigterne vendte mod syd. Til sidst blev søvnens gud også dem for mægtig, og skildvagterne sov. Men én sov imidlertid ikke, tilføjer sagnet, og det var lappen Lavrekas. Lydløst sneg han sig hen, skar fangelinerne over, stødte bådene fra, kastede sig i den ene, greb årene og roede for livet. Da Lavrekas havde roet et stenkast langt ud på vandet, rejste han sig op, så over mod den lille Holme, hvor kareternes ild endnu blussede svagt og ustadigt som en natlampe, og råbte:. » Stå op, kareter! Stå op! « Kareterne sprang op, de gned søvnen af sine øjne, de så sine både spredte rundtom på vandet, de så dem glide bort med strømmen, de havde intet brød, ingen våben, — da strakte de sine arme ud. » Laurukainen! « råbte de, » Laurukainen, forbarm dig over os! « Men laurukainen forbarmede sig ikke. I en vis afstand blev han ved at ro rundtom holmen, til sidst styrede han mod land. Halvparten af kareterne kastede sig ud i vandet og svummede, halvparten blev igen. De, der svømmede, druknede, og de, der blev igen, sultede ihjel. Men endnu den dag i dag hører lappen, når han kommer ned til enares bredder for at vande sine rener, kårdernes nødråb: » Laurukainen, laurukainen, forbarm dig over os! « og navnet Lavrekas — laurukainen nævnes med den samme nationale stolthed og ærefrygt som den, hvormed et folk nævner navnet på en af sine berømmelige helte. Derfor siges der også i enaretrakten, at navnet Lavrekas, laurukainen, bringer en gave, således at den, der bærer dette navn, har fået en skæbnesvanger arv, som han efter egen fri vilje kan benytte til det gode eller til det onde. • en smuk sommeraftens milde lys hvilede over enare, og i dette lys fortonede hvert træ, hver busk, hvert blad og hver spids furrunål sig med en sådan finhed og skarphed i sine omrids, som kun Nordens luft formår at udmejsle. Der var ensomt og stille ved enares bredder. Fra hvilken høj, man end ville bestige, i hvilken retning, man end ville vende sit øje — s mod syd, mod vest, mod ost, ville man intet andet formå at opdage end et hav af furruskove, der i vekslende bølgeformer klædte de højeste Åse og dækkede de laveste fordybninger. Furruskovenes. Mørke alvor mildnedes en smule ved det indsprængte lysegrønne, som Birk, Asp og gider vævede ind i den dunkle masse... Dette stille, ensomme skovland, der breder sig fra klostervandet til enaresøen, udgør 50 geo. □ mile. Intet øksehug syntes nogensinde at kunne have formastet sig til at bryde, denne urstilhed, ingen røg at have dristet sig til at stige op fra de mosgroede Dale. En vis evig uforanderlighed hvilede over landet, og det forekom den tilfældige tilskuer, som om alting måtte have været således uforstyrret fra Arilds tid af, netop således, som det var nu og ikke anderledes — lige til de • gamle, omstyrtede trær, der vædede sine tørre kroner i vandet, og som for længst havde draperet sine nøgne kviste med slim og grønske. Der var ved denne stilhed noget forhekset, som om den var en naturnødvendig følge af en trolddom, en tryllesovn, der endnu ikke var bleven brudt. Men i skovens indre byggede ryper, tiur og røg, vild-renen jagede, ørret, sik og har vrimlede i søens dyb, og i kratskovene og sivklyngerne n på bredderne rugede masser af trækfugle sammen med vildgæs, vildænder og svaner. De firfoddede og fjedrede beboere syntes imidlertid i dette øjeblik at sove. Luften var så stille, at man tydeligt kunne høre den sølvskællede ørrets plasken, som den hoppede op over vandfladen. men hvad der blev ørets Sans nægtet, det blev i fuldeste mål lugtesansen til del. Denne harpiksagtige nåleduft, der fyldte ens lunger og gjorde åndedrættet kraftigt og let, — den kunne tilvisse indgyde ny livskraft i ethvert trykket og beklemt bryst! En sådan luft måtte kunne skabe modige og sunde mennesker, — mennesker, der ikke vege tilbage for pligten, selv om denne skulle vise sig at være bitter som malurt og galde. En midaldrende kvinde kom langsomt vandrende hen ad den smale sti, der i flere bugtninger fulgte den søndre bred. Hun var iført én finsk bondedragt, og den skjorte sluttede sig tæt om hendes Hals og håndled. Hendes faste, energiske træk og ranke skikkelse viste til fulde, at hun var en finne. Hver bevægelse, hver mine tydede herpå, lige fra selvfølelsen i hendes gang til kraften, det 'vil sige, den iboende moralske kraft, der fortrinsvis havde samlet sig på hendes pande og om hendes hage og mund. Det var en noget stor, tæt sammenpresset mund, der syntes at have lukket sig i strengt alvor. Idet hun nåde Toppen på den første høj, skyggede hun med hånden over øjnene og stirrede ud over enare. » Laurukainen! « råbte hun med klar og fyldig røst, » Laurukainen! «. » Han kan ikke være her «, tænkte hun; » hvor mon han dog kan være? «. Igen fortsatte hun sin vandring, og igen standsede hun på den næste høj, skyggede for øjnene, så ud over enare og råbte: » Lavrekas, Lavrekas, laurukainen! «. I dette øjeblik kom en fire—fem købstaddrenge styrtende i fuldt firsprang ned ad en bakke. I spidsen løb en finsk bondegut på 14 år. Han havde lyst hår og var klædt i gråt vadmel. I den højre hånd holdt han en gærdestør, der syntes at skulle tjene som en kommandostav, medens han med den venstre svang et rødtærnet tørklæde. Tørklædet havde øjensynlig til hensigt at forestille et banner. » Her hen! » råbte han, » Her hen! —fald an med bajonetten, gutter, — frem ad! «. Enhver véd, hvad det for en dreng vil sige, at lege krig. Alt det kække og forvovne i drengens natur bryder frem og finder i denne leg sin næring: om det var de G skoledisciple fra uleåborG, der med en af sine lærere benyttede ferien til en fodtur, som havde fundet på at agere mars’s sønner, eller det var den finske bondegut, der var bleven antaget til deres vejviser, véd jeg ikke. Faktum er kun, at bondegutten, som den, der var kendt med terrænet, havde svunget sig op til at være deres general, og at fæstningen, det vil sige den nedenfor liggende lille birkelund, skulle stormes. Frem ad rutsjer drengeskaren — over Hals og hoved, og idet den når lunden, trænger den ind mellem de hvide stammer, svinger sine bajonetter, det vil sige sine birkekviste, udstøder et sandt indiansk krigshyl og — har i næste øjeblik væltet et staffeli, der stod oprejst på en græsplet, og forvandlet det lille maleri, hvorpå de sidste penselstrøg endnu næppe vare tørre, til en uigenkendelig masse. Først da det blodtørstige raseri havde lagt sig, og den krigerske ild var sluknet, så skoledisiplene følgerne af deres hænders værk. » Hr. Westréns Dafne! «. Næppe var dette bestyrtelsesskrig undsluppet deres læber, før end det ene udråb lød i munden på det andet: » Han tilgiver os aldrig! «. » Han giver os prygl til næste semester! «. » Han lader mig lære uden ad 200 sider i o vid! «. » Jeg vil før møde fanden selv end hr. Westrén, når han ser sit maleri forvandlet til en karklud! «. Imidlertid stod bondegutten ubevægelig og betragtede med opspilede øjne, hvori den dybeste sorg og ærefrygt afspejlede sig, det omstyrtede staffeli. - » Sig det ikke! « råbte Lundin. » Vi har ikke gjort det! « råbte Blomberg. » Ingen har gjort det! « tilføjede Rosenhoff. » Vi har gjort det, « sagde Lavrekas kort. » Er du gal, gut! « udbrød Lundin, » Hvem har set os? Hvem kan vide, det er os? ørret og har? Tuir og røj? De sladre såmænd ikke af skole. Hvem skulle vel i det hele taget kunne sladre af skole? En vild-ren kan have væltet stafeliet lige så vel som vi. « » Vi har væltet det, « sagde Lavrekas envist. » Vist har vi! « råbte Lundin. » Gudbevares, hvilken dumhed! Del véd jo jeg lige så godt som du, det nytter desværre ikke at negte faktum, men derfor behøve vi jo på ingen måde at sige det. For hr. Westrén kan det være lige fedt, om det er vi eller en vild-ren, som har ødelagt maleriet, — for ham er og bliver jo hovedsagen, at det er ødelagt. Hvem der har gjort det, er sgu en biting. « » Enkelte folk ville unægtelig kalde dine dybsindige bemærkninger for sofisteri «, sagde Rosenhoff, » men — lad gå! Jeg er med! Enhver er sig selv nærmest, ergo: jpg er fuldstændig enig med eder i, at vi ikke angive os selv, ergo: at vi ikke sige det «. » Vi må sige det «, sagde Lavrekas endelig bedrøvet, idet han forlegen drejede på sin hue. » Har vi gjort det, så har vi gjort det, og når vi har gjort det, så må vi også — « » Vil du tie, din hund! « råbte Lundin og slog ham på øret. » Jeg tier ikke, « sagde Lavrekas. » Bevares, du skal jo netop ikke tie! Du skal tvertimod tale 'alt, hvad du formår, tale med begge dine lungers samlede kraft — jo mere des bedre: du skal sige, det var vild-renen! « » Jeg lyver ikke, « sagde Lavrekas. » Lyver du ikke? Ih for Pokker, så skal jeg lære dig at lyve! « Det var signalet. Drengeskaren kastede sig over ham for med hug og slag at lære ham mores. Lavrekas var en kraftig, bredskuldret gut; han forsvarede sig tappert, han søgte at dække sit hoved, idet han med den ene arm afparerede de hug, der regnede ned over ham, men det hjalp ikke, thi han var én mod fem. » Vil du tie! « råbte Lundin. » Jeg tier ikke, « sagde Lavrekas. » Vil du sige, det ikke var os! « » Jeg lyver ikke «. » Vil du sige, det var vild-renen! « » Jeg lyver ikke! « råbte Lavrekas. » Jeg skal gærne tage skylden på mig, jeg skal gerne sige, at det var jeg, som gjorde det, og det er også sandt, « tilføjede han, » thi det var mig, som førte an, — men jeg kan ikke sige, det var vild-renen, thi det er ikke sandhed «. » Ved himlen, gutter! Hvad er det i bestille her? « Om en bombe var falden ned blandt dem og pludselig havde eksploderet, kunne den ikke have afstedkommet større forfærdelse end disse få ord og klangen af denne stemme. En ung mand stod på Toppen af bakken, samtidig som den førnævnte kvinde kom frem på den lige over for liggende skrænt. Den unge mand steg hurtig ned, så fra den ene på den anden og fra disiplene hen på stafeliet. » Hvad foregår her? « spurgte han. » Det gør os ondt, at måtte fortælle dem det, « Sagde Lundin, » men de har her selv syn for sagn, hr. Westrén. En vild-ren kom farende ned fra furruholtet der henne, vi skyndte os at jage den bort fra lunden, hvor vi troede, de sad og malede, men da vi kom herned, havde den væltet stafeliet «. » Vild-renen? « spurgte hr. Westrén. » Hvoraf kommer det så, at hin dreng er bleven slået til blods? Er det vild-renen, som har øvet sine kraftkunster på hans pandebrask? « » Hr. Westrén, « sagde bondegutten, idet han så på ham med sine ærlige øjne, » det var ikke vild-renen. Det var gutterne, der slog mig, og de kan også gerne slå mig, thi det er jeg, som har ødelagt maleriet «. Lundins ansigt blev overtrukken af en pludselig rødme, og han slog uvilkårlig øjnene ned. » Hvorledes kom du til det? « spurgte hr. Westrén. » Vi skulle storme en fæstning, men det var jeg, som kom først «. » Og som væltede stafeliet? « » Ja. — de kan gerne slå mig for det, hr. Westrén; det gør mig inderlig ondt, og jeg er meget bedrøvet, men jeg må sige det, som sandt er, jeg kan ikke lyve. « Westrén så på drengen med den mest ufordulgte deltagelse, medens moderens øje betragtede ham fra skrænten af. » Du siger også usandhed, min kære gut, « Sagde han venligt, » men forskellen er kun, at du skylder på dig selv, medens de andre skylder på vild-renen. flyver, drenge! « blev hr. Westrén ved med forstærket røst, idet han pludselig vendte front mod skoledisciplene. » Jeg så eder, da i stormede lunden. Lavrekas løb først, men han væltede det ikke! Det var du, — Claes Lundin! Fy-for fanden, dreng! Kan jeg da aldrig få dig kureret for din nederdrægtige fejhed? Når du har,gjort det, hvorfor har du da ikke mod til at sige det, og hvorfor hæle i andre med hans løgn? Skal da hin gut gøre jer alle som én til skamme? Fy, fy, fy — for Pokker! Medens han tager skylden på sig, for at i andre kan gå fri, vælter i skviden fra eder. Gå! — i er ikke værd den v jord, i træder på. Vent mig deroppe, — om en time tager vi afsted. « Drengene listede sig slukørede som hunde op over bakken, medens Toini trådte hen til sønnen for at tørre blodet af hans ansigt. Idet Lundin vendte sig bort, tilkastede han imidlertid Lavrekas til afsked et blik fuldt af alt det brændende had, som en vild, ubændig drengenatur formår at rumme. Claes Lundin ville sandsynligvis aldrig kunne glemme, at bondedrengen havde. understået sig til at være sandhedskærlig, og — at han havde været nødt til at skamme sig for ham. Skam, er, som bekendt, en følelse, der er meget ubehagelig at bære, og skam er tillige en mester i den farlige kunst at tirre selvkærligheden. - » Er det deres søn? « spurgte westrén. » Ja, det er «. » De vil have glæde af den søn, « sagde westrén. » Farvel, min gut! min tid er knap, men jeg vil kun sige dig, at det blod har du, hvor ringe det end kan synes, alligevel udgydt i sandhedens tjeneste. Følg den, min brave dreng! Følg den ufortrødent trods hug og slag, som du gjorde det i aften, dø for den, om det gøres fornødent, men tag ingen skyld på dig, som ikke er din. Ædelmod kan gå for vidt, og man har også pligter mod sig selv. Der! « han rakte ham en liden lommebog. » Tag den til en erindring. Og skulle du en gang i livet trænge til hjælp, så kom til westrén. Han vil hjælpe dig, hvis han kan. Men kom ihu! « Tilføjede han leende. » Det hævner sig at være ridder. Påtag dig ikke mere, end du kan bære. « Den unge mand samlede her stumperne af maleriet og det sønderbrudte stafeli sammen og gik bort. » Moder «, sagde Lavrekas. » Det var dog alligevel mig, der gjorde det; thi det var mig, som fik dem til at storme birkelunden. « ' og medens sønnen, ivrig i sin samvittighedsfuldhed søgte at bevise, at skylden — om end ikke direkte, så dog indirekte var hans, så moderen på ham og tænkte, det intet under var, at denne hendes søn, hendes førstefødte, hendes stolthedens og bekymringens barn var hende så uendelig kær. Længe efter at laurukainen var bleven alene, lyttede han ivrigt og spændt — i det håb måske endnu en gang at kunne opfange en lyd fra den bortdragende drengeskare, men den var allerede toget for langt bort, og kom måske aldrig mere igen. Den kom måske aldrig mere igen! — ingen, som ikke kan tale af egen erfaring, véd, hvad disse få ord vil sige for et ensomhedens barn. De rummer al den længsel og alt det nagende savn, som bevidst eller ubevidst fylder dets hele væsen. da det første, ufrivillige suk var undsluppet ham, lod det imidlertid til, som om laurukainen med lethed trøstede sig over tabet af menneskelige legekammerater. Han var vant til at være alene; han kastede sig ned på græsset, sang, lo, hoppede og sprang' omkring som en råbuk, alt med en sådan åbenbar indre fryd og fornøjelse præget i sit ansigt, som om han i den lyse polaraften var omringet af et stort selskab, ingen så eller hørte uden han. Aftenen eller dens tavse beboere syntes at tale til ham; thi han smilte, lyttede til med en vis indre tilfredshed og glæde, til sidst gjorde han nogle underlige fagter, bukkede for de usynlige og talte højt, idet han med strålende ansigt syntes at modtage deres svar. Havde hr. Westrén beluret ham under denne leg, ville han utvivlsomt have tænkt på atterboms besøg hos svedenborg, da han hørte denne tale latin og komplimentere Virgil. Vare disse mennesker seere? Så de, hvad andre ikke så? Eller spilte fantasien dem et fastelavnspuds.. » Lauri, Lauri! « kaldte hans moders stemme. » Hvor bliver du af? Kl. er allerede 10, og maden. Står for længst på bordet «. Laurukainen fo’r op og ilede hen til hende. » Moder «, sagde han åndeløs, » her var en fremmed mand, som spurgte efter dig. Han gik hen til bæives, men kommer igen om et kvarter. « » Hvad hed han? «. » Det ved jeg ikke, men han var mørkhåret og høj. Han sagde, han ville hjælpe mig til at lære noget. « » Mørkhåret og høj? « gentog moderen. » Forunderligt! Hvem kan det dog være? Lad os dog skynde os ind, Lavrekas, for at vi kunne tage mod ham. « Hurtigt ilede de hen til det lille hus, der, tømret af råt tilhugne fyrrebjælker, skjulte sit mosgroede tørvtag under et flere hundredeårigt fyrretræs nedhængende grene. Den gamle kæmpe dækkede det med sit grønne skæg og gav det læ mod vinterstormene. De små, mostækte vinduer blinkede i aftensolen således, som kun blanktpudsede vinduer kunne blinke, og over det bløde, gyngende fløjlstæppe, som mosset, denne polarnaturens yndige luksus, bredte uden for husets dør, trådte moder og søn lige ind i stuen, hvor ilden blussede i pejsen, og kantela* ) i forventningsfuld tavshed hang på væggen. ' der var fattigt i nybyggerens lave stue, men den finske renlighed bredte sit skinnende skær over * ) et nationalt, finsk instrument, som hænger på væggen i de fleste bøndergårde. den mindste ting lige fra det hvide, barstrøede gulv, til de skurede borde og bænke og de blankt pudsede tinkar, der hang rundt om ildstedet. » Lavrekas, « sagde Toini, » sæt den stol der hen og flyt rokken, for at den fremmede kan få plads ved vort bord «. Medens Toini.satte frem, mere petbjåleihå* ) og mælk, var laurukainen, lige så optaget af den fremmedes komme som moderen, ivrig beskæftiget med at flytte bordet hen til vinduet. Da alle forberedelser vare trufne, og de begge stillede sig i den åbne dør for at oppebie den, sene og uventede gæsts komme, steg hans utålmodighed imidlertid tjl en sådan højde, at han i næppe formåede at stå stille, men gik-rastløs. frem og tilbage udenfor døren.; » Er du vis på, han sagde, at han ville komme? « 1 spurgte Toini. | laurukainen studsede. £ • • i » Vis på det? Ja, dot kan du stole på, jeg i er, « svarede han, idet de på ny vedblev at stirre ud | over stien. G da en halv time imidlertid var forløbet, uden i at den fremmede viste sig, vendte moderen sig om i og så på Lavrekas. En anelse greb hende med i ét, og hun undrede sig kun over, at den ikke før i var falden hende ind. * ) furrubarkbrød. » Lavrekas, « sagde hun roligt, » du har ikke set den fremmede, og du har heller ikke talt med ham «. » Har jeg ikke set ham, moder? « gentog laurukainen, idet han spilede øjnene vidt op af forbavselse. » Jo vist har jeg set ham, lige så vist som jeg nu i dette øjeblik ser dig «. Toini lagde sin ene hånd beroligende på hans skulder og strøg med den anden hans hår bort fra panden. Det var med en egen kærtegnende og samtidig besværgende bevægelse, som om hun ville bortmane noget. » Du har ikke set ham, min gut; du har heller ikke talt med ham. Tænk dig kun om, — du har ikke set ham. « Moderens rolige, overbevisende stemme, en røst fra virkeligheden, syntes i samme nu at kalde drengen tilbage fra fantasiens skyrige ned på jorden, og i det samme øjeblik, det gik op for ham selv, hvorledes det egentlig forholdt sig, var han med sin sædvanlige sanddruhed straks og uden betænkning villig til at tilstå det. Han vendte sig pludselig om og så moderen ind i ansigtet, dette kære, velsignede ansigt, som havde smilet til ham og ikke haft en eneste vred mine tilovers for ham, lige siden han blev født. » Du har ret, moder, nej, jeg har ikke set ham, « Sagde Lavrekas, » men det er dog besynderligt, « Gentog han troskyldigt, » jeg kan ikke fatte det, jeg så ham dog lige så livagtig, som jeg nu i dette øjeblik ser dig «. » Du har længtes efter en sådan mand, Lavrekas, efter en sådan god mand, der ville lære dig-mere, end du nu kan, og denne din længsel er til sidst bleven så stor, at den tog dig til fange «. Toini sagde intet mere, men hendes hele opførsel, medens de spiste, var fuld af uendelig ømhed og kærlighed, en sådan, som kun et moderhjerte er stort nok til at rumme. Hvem anden end en moder kunne det vel falde ind at ville trøste ham for den store skuffelse, han havde lidt? Man kan le ad den, trække på skuldrene ad den, — man må dog indrømme, det var en skuffelse, en større skuffelse måske, end nogen aner. Kun en moder kunne det falde. ind at sørge' o med ham, fordi hans drøm endnu ikke var bleven virkeliggj ort. Lavrekas sagde intet, men lod til uafbrudt at gruble over noget, som han ikke forstod. Kun en eneste gang sagde han: » Det er dog besynderligt, jeg kan ikke forstå det, moder, men jeg forsikrer dig, jeg syntes virkelig, jeg så ham «. Toini svarede ikke. Hvem vidste bedre end hun, at han » virkelig syntes, « han havde set ham og talt med ham, og at han, da han fortalte det, troede lige så fast derpå som hun? Hvem vidste bedre end hun, at han havde været offer for en illusion. Da Lavrekas var sovnet ind, satte Toini sig imidlertid ned på stenhellen udenfor døren og begyndte at tænke. Enkens ansigt bar præg af bekymring og sorg. Hun kendte sin- søn, som måske ingen anden nogensinde ville komme til at kende ham, hun kunne med sit hjærteblod gå i borgen for, at hans natur var sand og ærlig måske som få, og at han, som denne aften havde vist, før ville lade sig prygle og mishandle end sige en bevidst usandhed, men hun vidste tillige, at han var sin faders søn, at han som han var en født improvisator, og at han som han vilde'blive en folkesanger. Hængte ikke Kantela, den hemmelighedsfulde, hellige Kantela, denne sjælens tolk, der på væggen som en arv fra fader til søn? Og kendte ikke hun, folkesangerens hustru, en sådan skæbnesvanger, lyksalig, højt benådet og dog med unævnelig angst og smerte blandet arv? Toini tænkte på faderen, hun tænkte på sønnen; de lignede, som den ene dråbe blod ligner den anden, hun vidste, i hvilken stor anseelse en folkesanger stod hos folket, hun vidste, at han blev betragtet som en af gud udvalgt, hvem det pålå at digte historier, og for at disse historier ret skulle få sandhedens præg og gøre indtryk på tilhørerne, måtte de blive så levende, at sangeren selv troede på dem. Toini var imidlertid ikke tilfreds med dette. Hun ville ikke gå ind på et kompromis, som var et stort selvbedrag. Fantasi og virkelighed måtte efter hendes formening holdes ude fra hinanden, ikke blandes sammen i et ubestemt ' Kaos uden midtpunkt og grænse/ for hvor megen angst og sjælekval ville hendes søn da ikke blive sparet! Og hun ville se til at spare ham derfor, om hun så sandt kunne. Med kærlighedens hele mod besluttede hun sig til at redde sønnen fra den fare, der truede hans unge liv. Hun følte alle kræfter røre sig i hendes natur og samle sig om et stort og bestemt mål, en livsopgave, der vel var vanskelig, men værd at kæmpe for. Toini var kun en simpel bondekone, men en overlegen natur gør sig altid gældende-uden spørgsmål om stand og herkomst. Hos Toini udfoldede denne overlegenhed sig i sin hele rigdom. Måske havde den omstændighed, at hun havde været en folkesangers hustru, udviklet det kraftige' og energiske i hendes natur, — en energi, der efter hendes mands død hjalp hende til som nybygger at aftvinge den uvillige jord brødet til sine børn. Medens hendes mand drømte, virkede hun. Hendes store, varme hjerte rummede imidlertid samtidig en kærlighed, som mildnede det hårde og strenge i hendes sind, og gjorde hende, skønt udrustet med flere mandlige egenskaber, til hustru, moder og kvinde i dette navns fuldeste og dybeste betydning. Idet Toini således sled og arbejdede med en mands ihærdighed ogjærnvilje og med en kvindes talløse, daglige, ofte næppe mærkelige forsagelser og opofrelser for at skaffe brød til sine børn, arbejdede hun tillige trofast på at vejlede sin søn til at blive en sådan folkesanger, som det stod for hende,. At en folkesanger burde og tillige kunne være. Toinis behandling af Lavrekas gik imidlertid ud fra tillid, den urokkeligste tillid til hans bundærlige natur. Hun vidste, denne ville hjælpe hende med at overvinde, hvad der skulle overvindes. Toini bebrejdede ham derfor aldrig, thi hun ville da intet opnå, men kun gøre ham sky og bange. Hun behandlede ham derimod som en febersyg, og det var hendes faste beslutning, at hun ville åbne hans øjne for sygdommen og for faren, så denne blev ham bevidst. Og kom den først ret ind i hans bevidsthed, da vidste hun tillige, han var for modig og sand, både mod sig selv og mod andre, til ikke med egen hånd at ville tilintetgøre og helbrede den. Og hvad hans sandhedskærlighed måske ikke ville formå, det ville hans store kærlighed til hende kunne magte; thi hans kærlighed var lige som hendes af den Art, at den ville være i stand til alt, endog til at rive bort en del af sin egen natur og træde den under fødder. Lavrekas havde en gang selv med fast hånd holdt et glødende jærn hen til et åbent sår på sin fod og brændt det ud, skønt hans hele legeme samtidig fortrak sig i smerte. Han ville være i stand til at gøre det samme en gang til. Men hvad Toini vidste, og hvad der stod klart for hende som dagen, det var, at hans øjne ikke måtte åbnes pludselig, ikke på én gang, thi det ville utvivlsomt frembringe en alt for voldsom rystelse i hans natur, en rystelse, der måske kunne sønderrive den og bringe splid ind i det, der nu var harmonisk. I det moderen således opdrog ham — ikke som en dommer men som en deltagende ven, der satte sig ind i illusionen og sympattiserede med den, ledte hun ham tillige lidt efter lidt varsomt. Skridt for skridt hen til forståelsen. I denne stille enaretrakt, hvor trækfuglene måneder igennem vare de eneste rejsende gæster, var laurukainen opvokset alene, ganske alene. Naturen var hans legekammerat den lystigt sladrende bæk, den hoppende gærdesmutte, den muntre solstråle, der legede skjul mellem birkens blade, og den lette aftenvind, der sitrende fo’r hen over det bølgende græs og kyssede søens flade, vare hans fortrolige venner. alt — lige fra bækken til aftenvinden sang, lo, spøgte, og disse naturens stemmer blev til sidst til mennesker med kød og blod. Ensomheden og længselen, trangen til selskab fødte disse fantasimennesker og skabte en verden, der udfyldte tomheden i den virkelige, lige som en æske kan udfylde den anden. Laurukainen levede således i bogstavelig forstand i en dobbelt" Tilværelse. Den virkelige bragte ikke, hvad hans natur fordrede, der var en attrå, en drift skjult på bunden af hans karakter, der forlangte et fyldigere og. mere bevæget liv, og da lavrekas’s fantasi var strålende glad og lys som dagen selv, hadede han instinktmæssig de væsener, som mørket og natten skabte — lige fra de blodløse spøgelser til overtroens mytter og mystik. Begavet med et muntert, frejdigt sind, der dog skjulte en dybde og lidenskab, som på grund af forholdene tidlig skulle udvikles og modnes, gik han om som en harmonisk og lykkelig søvngænger, der kun drømte om den store virkelighed, som bruste og drønnede rundt om ham, og om de mennesker, der handlede og levede i denne velsignede, » morsomme « virkelighed. • •. På hin mosgroede sten, der med sine mangfoldige fine farvenuancer lignede en broderet fløjlspude, tronede således under en baldakin vævet af røde rønnebær og grønne blade ingen ringere person end hans majestæt kejser Napoleon, og på mostæppet foran stenen eller rettere tronens fod, knælede Lavrekas, hver gang han havde den ære og store nåde at blive stedet til audiens. I det mørke furruholt til højre, hvor naturen havde dannet en åbning og en kuppel, lå czarens lystslot, zarskoje-selo. Lavrekas gjorde selvfølgelig daglige visitter hen til zarskoje-selo for som loyal undersåt at spørge til den store selvherskers befindende. Hvis laurukainen havde haft legekammerater, ville han sandsynligvis aldrig være kommet til at leve dette dobbelte liv, men en legekammerat må et barn have, og når det ingen anden kan finde, må fantasien træde til som hjælper og skabe kammerater, som ikke er til. Og når et livligt og fyrigt barns fantasi først bliver vakt, så bliver grænserne ubestemte og udvider sig mere og mere i det uendelige. Da Toinis anden søn, en måned efter hendes husbonds død, blev født, fik Lavrekas, 10 år gammel, sin første virkelige legekammerat.. En legekammerat i svøb og løjert! Og hvem skulle være barnepige uden han? Moderen var optaget af sit arbejde. Ingen barnepige kunne tålmodigere og med større omhu have sunget det lille barn i søvn, som han forsigtigt vuggede i sine arme, ingen med større utrættelighed og resignation have fundet sig i den lille tyrans utallige og uberegnelige luner. Laurukainen ledte sin lille Broders første, vaklende skridt, han jublede i vilden-sky, da påvo slap hans hånd og uden støtte stolprede videre, han bar ham på sin ryg over bække og vandløb, han lod sig slå og rive af hans små, buttede hænder og bar alt med en hunds trofaste tålmodighed. i de timer, hvori han var således beskæftiget, var laurukainen sig helt og klart bevidst, og dette netop, fordi det var hans hjerte, der her var sat i bevægelse, og ikke hans fantasi. I denne følelse var al den velsignelse og fylde, som virkeligheden kan rumme. I disse timer blev den ham nok, men — broderen var endnu for lille, og når han sov, vendte Lavrekas tilbage til sin skov og til sin drøm. Denne lille Broder elskede laurukainen på en egen beskyttende, ridderlig måde, elskede ham — ikke så meget for hans egen som for moderens skyld. Hvor han elskede denne moder! Hvor stor og høj forekom hun ham ikke, hun den stærke, modige, altid trøstende og altid hjælpende. Hun var ham som et altid vågende forsyn, — blot hendes blik var lægedom. Og når hun således om aftenen kom hen til hans seng, træt og dog så usigelig tålmodig og kærlig bøjede sig over ham,' så ham ind i øjnene og sagde: » Gud velsigne dig, mit barn! « Da slyngede han armene om hendes Hals og savnede intet eller ønskede sig intet mere i den hele, vide verden. andet kapitel. Intet vindpust åndede hen over enare so. Den låj blank som et poleret spejl og reflekterede de tavse! Fyrreskove, der indesluttede den med sin mørke ramme. Hist og her åbnede skoven sin tætte mur, trak sig lige som en port tilbage på begge sider og gav plads for små pletter, hvor sollyset faldt så underlig blødt og dæmpet på det lysegrønne græs. En ensom ren stod stille, snøftede sagte af undertrykt velbehag, hævede sine knejsende horn i vejret og bøjede derpå sit kronede hoved ned mod vandet. En rovfugl kredsede over søen, slog med vingerne^ steg højere, stedse højere op for at være på vagt, og når fisken sprællede op over vandfladen, slog den ned på sit bytte, medens en flok ænder trak sine lette furer hen over vandspejlet, nejede med halsen, baskede med vingerne, snadrede og gled videre — hvorhen? Hvem kan sige, hvilket mål en forlystelsessyg andeflok har sat sig, når den sætter sig i bevægelse for at følge sine mangeartede luner? Og over alt dette denne himmel, der hang over landskabet som en glasklokke, og denne gennemsigtige luft, i hvilken de fjærneste genstande kom nærmere, stedse nærmere, og enhver afstand formindskedes! en sådan himmel, en sådan ætter, et sådant ubeskriveligt blødt og mildt lys kan kun de arktiske egne

1874_Vende_LeonieEllerEnNatIMinerne_1

James

Leonie Eller En Nat I Minerne

Vendé

Vende

Leonie Eller En Nat i Minerne

male

1874_Vende_LeonieEllerEnNatIMinerne_1.pdf

James

Vendé

Leonie eller En Nat i Minerne

Original romantisk Fortælling (grundet paa virkelige Fakta)

n

gothic

A. Behrend

KB

Forf. ikke identificeret (pseudonym?)

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Florence. Det er en eftermiddag i August måned at vor fortælling begynder. Himlen er mørk og truende og bebuder et hæftigt uvejr, og kun få mennesker ses skyndsomt ile hen ad gaderne. I en elegant møbleret sal gik en ung, smuk mand, iført en let sommerdragt, heftigt frem og tilbage på gulvet. Det bøjede hoved og det mørke blik tydede på, at han led under en dyb, ulægelig smerte. Flere gange standsede han sin gang og gik til vinduet, idet han så ud med et tungsindigt blik. — mørkt ude, mørkt herinde! mumlede han og trykkede hånden mod hjertet. Der kommer ingen, ingen!... Jeg er redningsløs fortabt! Han kastede sig i en sofa, men sprang pludselig op, idet han råbte: — nej, det må have en ende. Jeg må bort, langt, langt bort!... O gud, hvad har jeg dog tabt ved mit forfærdelige letsind. Hun må foragte mig som en usling, som en forbryder! Han holdt hænderne for ansigtet, medens en lydelig hulken banede sig vej. — hun, den unge, uskyldige pige, der så trygt bandt sin skæbne til min, der så kærlig og trofast kom mig i møde, hun vil nu blive skuffet, smertelig skuffet, thi hun elskede mig med et oprigtigt hjertes hele hengivenhed!... Og hende må jeg nu miste, miste for bestandig! Et dybt suk opsteg fra den fortvivlede unge mands bryst. Kort efter vedblev han bittert: — men hvis er skylden?... Hvorfor er jeg sunken så dybt?... Ak, jeg må tilskrive mig selv skylden for hvad der er hændet? Jeg er jo en mand og burde stå fast, selv om verden lokkede mig med sin glimmer og sine herligheder! Han faldt atter tilbage i sofaen, hvor han længe sad ubevægelig og stirrede hen for sig. Da rejste han sig og gik atter hurtigt frem og tilbage på gulvet, idet han heftigt udbrød: — nej, nej, det var aldrig kommen så vidt med mig, dersom ikke han, fristeren, havde lokket mig dertil!... Han førte mig ud hvor glæden og lystigheden vinkede, han var min onde dæmon, min lykkes tilintetgjører! Jeg var ung og uerfaren, han burde have rådet mig til af standse i tide, men nej, nej, han drog mig tværtimod dybere ned i livets malstrøm og jeg formåede ikke at komme op igen før det var forsilde!... Han lo ad min smerte, spottede min anger, skønt han måtte indse at jeg gik tilgrunde ved at føre dette liv!... Gud give jeg aldrig havde lært Erik Vilmer at kende, da var jeg ikke så ulykkelig, så fortvivlet, så sønderknust, da kunne jeg stue en lys og klar fremtid i møde, da kunne jeg føre en smuk, uskyldig, englegod ung pige-før alteret som min brud og danne mig et yndigt, himmelst hjem!... Men nu, ak, alt, alt er tabt! — — det eneste jeg endnu har tilbage er at søge døden, den må gøre en ende på min fortvivlelse! Ikke sig selv længer mægtig, greb han sin hat og styrtede afsted. — Viktor, Viktor! Hvor skal du hen? lød pludselig en mandig stemme. Den tiltalte så op med et forstyrret blik. — er det dig, Herbert? mumlede han undvigende og slog øjnene ned. Stands mig ikke, jeg har noget meget vigtigt at besørge. — men så bliv dog et øjeblik; jeg vil blot tale med dig! — jeg kan ikke!... Jeg må bort! råbte han og stirrede forvildet på broderen. — vist ikke, Viktor! I et sådant vejr går intet menneske ud. — vejr!... Hvad bryder jeg mig derom!... Lad det regne og storme, lad det lyne og tordne, det kan måske afkøle min feberhede pande! — du er syg, Broder, sagde Herbert bekymret og greb hans hånd. Vær nu fornuftig, gå op på dit værelse og vent med din udflugt til uveiret har raset ud. Viktor vristede sig løs. — nej, lad mig gå, Broder; mit ærinde tåler ingen opsættelse. Jeg må bort — bort! Han udstødte de sidste ord med anstrengelse og styrtede afsted. Broderen blev et øjeblik stående tankefuld. — min gud, hvad gik der af ham? udbrød han. Så bevæget har jeg aldrig set ham! Pludselig faldt en tanke ham ind, som bragte ham til at skælve. — han skulle dog vel ikke...? Nej, det kan jeg ikke fro,... og dog... det forstyrrede blik... hans hele holdning, der tydede på en forfærdelig ophidselse!... Jeg må efter ham. Gid jeg blot ikke kommer forsilde! Han ilede ligeledes bort. Forgæves så han sig om i den mennesketomme gade. Broderen var intetsteds af øjne. Det var ligesom en mørk anelse bragte ham til af styre sine skridt mod den nærliggende kastelsgrav. Sveden perlede på hans pande, da han ankom til stedet. Han så spejdende ud mod det mørke, muddrede vand, hvorfra et sagte nødråb trængte sig til hans øre. I et nu var han ved stedet. En lys sommerfrakke og en stråhat lå henkastet i græsset for hans fod. Han genkendte det gysende som sin Broders ejendom. Broderens hoved dukkede i det samme op af vandet. Neppe havde han set det, før han uden betænkning styrtede sig ud. Med rasende kraft kløvede hans arme de sivgrønne bølger; ivrigt arbejdede han sig frem for af nå broderen; men hans bevægelser blev svagere og svagere, hans arme blev kraftesløse og han formåede næppe af svømme videre. Skrækken over broderens fortvivlede gerning havde indvirket så dybt på ham. Han dukkede tilbunds, idet han udstødte et forfærdet skrig om hjælp, og de ubarmhjertige bølger lukkede sig over de to ulykkelige brødre. Intet menneske sås i nærheden — ingen anede hvad her foregik. flere timer er forløbne, uveiret har raset og udøvet sine ødelæggelser i land og by. Vi bede den ærede læser atter følge os til den elegant møblerede sal, hvor vi nys så Viktor fortvivlet vandre frem og tilbage. I det øjeblik vi indfinde os åbnes døren langsomt og en ung, ligbleg mand, med bøjet hoved og med den dybeste smerte præget i hvert træk, træder ind. Han seer intet omkring sig, men kaster sig mat og fortvivlet i en lænestol. Det var Herbert. Han stirrede sløvt hen for sig og sagde halvhøjt: — Florence må intet vide om denne ulykke; det stakkels barn ville ikke kunne bære det tunge kors. Han sad længe i samme stilling og grublede, men vaktes pludselig ved at høre en sagte hulken. Han for op og så sig forvirret om. I et hjørne af sofaen sad en bøjet og grædende kvindeskikkelse. Det yppige, glindsende hår havde løsnet sig og var faldet ned som et slør over den blændende hvide Hals. Herbert nærmede sig hende sagte. Han greb hendes hånd. — søster, hvad er der hændet? spurgte han i en vemodig tone. en undertrykt hulken var hele svaret. — kære Florence, sagde han; sig mig, hvad fattes dig; du ved, at hos mig vil du finde den mest oprigtige deltagelse. Hu « hævede endelig langsomt hovedet. De smukke træk talte om en dyb, fortærende smerte og øjnene stod fulde af tårer. — du spørger hvad der fattes mig, sagde hun bevæget; og jeg kan sige dig, at der er tilføjet mig så stor en fornærmelse, som nogen kvinde kan modtage. — fornærmelse!... Hvem har vovet...? — min forlovedes forældre! — greven og hans gemalinde! Hvorledes? Meddel mig alt, kære søster. — det er snart fortalt. Du ved, at vor forbindelse for længe siden har været bekendt i deres omgangskreds; men pludselig have de fået skrupler og sendt mig et brev, hvori de forsøge at gøre mig det indlysende, at da jeg er en borgerlig pige, må enhver tanke om at indtræde i deres familie for bestandig være banlyst hos mig. De indrømme, at det mulig vil berede mig smerte, men bede mig være overbevist om, at det kun er af hensyn til deres søns tarv, at de have besluttet dem til dette længe påtænkte skridt. — og din forlovede? spurgte Herbert og lagde mørkt armene overkors. — han besvoer mig at være ved godt mod. Dog turde han for øjeblikket intet skridt foretage, da hans forældre vare aldeles ubøjelige og han i så meget var afhængig af dem. — lad mig se brevet, søster! Hun rakte ham det. Brevet var vådt af tårer. Efterhånden som Herbert læste, blev hans træk mere og mere mørke. Han knugede brevet sammen og kastede det harmfuldt hen ad gulvet. — øg disse mennesker kalde sig for adelsmænd! Udbrød han med stærk stemme; lave og usle af tænkemåde er de. O, hvilken bitter krænkelse, søster; men jeg skal vise dem, at du i mig har en forsvarer, som vil vide at kæmpe for dig! Han ilede ud og kom kort efter tilbage. Bevæget greb han søsterens hånd. — farvel så længe, hviskedee han ømt og klappede hendes tårevædede kind; jeg går til greven og grevinden. De skulle give mig en fyldestgørende forklaring! Han var smuk, som han stod der, med de malmfaste træk luende af mod og bestemthed. Søsteren rejste sig langsomt. Hun så ham forskende ind i øjnene. — ingen hæffighed, kære Broder, hviskedee hun sagte. Måske kan alt endnu blive godt. — vær rolig derfor, søster, sagde han med et anstrøg af bitterhed; de fine folk skulle ikke komme til at beklage sig over min optræden. Han trykkede et let Kys på hendes pande og ilede ud. Andet kapitel. Et løfte. I det elegante grevelige palads strålede alt i et lyshav. Grev Erhardt holdt et af sine ugentlige aftenselskaber, stil hvilke han, for at fremme sin popularitet, sendte indbydelser vidt og bredt omkring blandt den højere klasse. Han var en stolt, aristokratisk mand, der holdt den hæder man fødtes til, højere end den, der var erhvervet ved et helt livs anstrengende kamp. Hans hustru hjalp ham trolig i at håndhæve sine aristokratiske ideer. Hendes rige toiletter og hovmodige, forfinede måde at omgås sine undergivne på, mange anset som noget, der var aldeles passende for en så fornem dame. At hjertet ikke spillede nogen væsenlig rolle hos hende eller hendes gemal, er en selvfølge. Florences forbindelse med deres søn havde de mere betragtet som en grille, end noget bindende for deres ære, uagtet de højtideligt havde givet deres samtykke. Herbert gik dristig op ad den elegante hovedtrappe. — mæld mig! sagde han til den tilstedeværende tjener. Denne bukkede forlegen. — hr. Greven er ikke for øjeblikket visibel. — hvor er han da? — inde i salen hos sine gæster. — så vil jeg gå ind til ham. Tjeneren stillede sig i vejen for ham. — det gør mig ondt, min herre, sagde han bukkende; men jeg har modtaget de mest bestemte ordrer. — til hvad? — hr. Greven ønsker ikke at forstyrres. — ah, men jeg siger dig ligeså bestemt, at jeg må og skal tale med ham; går du ikke ind og mælder mig, opsøger jeg ham selv. Tjeneren bukkede og gik. Kort efter kom han tilbage. — jeg fluide anmode dem om at gå ind i grevens arbeidskabinet, der vil han modtage dem. — godt. Viis mig vej. Herbert blev ført ind i en elegant lille salon, der indtil overflod strålede af luxusgjenstande. Han blev slående midt på gulvet, idet han søgte at tvinge sine stormende følelser. Døren åbnedes og greven trådte ind med et let buk. — hvad er til tjeneste, min herre? spurgte han og kastede sig med en ligegyldig mine i den polstrede lænestol. Det må være en sag af megen vigtighed, siden de ulejliger mig så silde! Grevens stemme lød kold og fremmed. Hans holdning opirrede Herbert i højeste grad. — jeg kommer for at fordre en forklaring, sagde han med dirrende stemme. — i hvilken anledning, om jeg tør være så fri at spørge? — de har uden årsag ophævet forbindelsen mellem deres søn og min søster. Ved de, hr. Greve, det er hjerteløst handlet. Greven trak fornemt på skuldrene. — hvad skal man sige, min herre! udbrød han. Min søn var led og ked af den forbindelse, og da han forestillede mig dette, gav jeg gerne mit samtykke. — det er usandhed, svarede Herbert, skælvende af vrede. Deres søn elsker endnu min søster... — de vover? Greven rejste sig med et lynende øjekast. — ja, jeg vover at sige det er usandhed. Som min søsters naturlige værge protesterer jeg mod denne flammelige og hjerteløse fremgangsmåde. — men hvad hjælper det, min herre? Min søn kan ikke undvære min protektion. Hans forelskelse har varet længe nok. Det er min faste beslutning, at min søn knytter en forbindelse, der er ham mere værdig. Herbert lo hånlig. — det er altså udelukkende dem og deres Fru gemalinde, der have foretaget dette arrangement? De tilstår det jo selv! — nuvel, ja, siden de absolut vil vide det. Jeg ønskede ikke at såre dem. — øg de betænker ikke, at de hjerteløst knuser tvende hjerter, som elske hinanden. — bah! Det har intet at betyde. I vore materielle dage dør man ikke af ulykkelig kærlighed. — min gud, hvor skandaløst! udbrød Herbert. 2g de begriber ikke, at de ved denne handling sætter en plet på min søsters ære? — unge mand, sagde greven med irriterende ro; de tager sagen alt for alvorlig. At deres søster, som forresfen er særdeles vakker, finder sig meget bedrøvet over hvad der er flest, er mig fuldstændig indlysende. Hun har knyttet illusioner til sin vordende stilling som grevinde, der ikke kunne opfyldes. Nuvel, her i byen findes vist mange « Pæn håndværksmand, som med glæde vil føre hende til alteret. Min søn bliver det aldrig! Greven rejste sig og nærmede sig døren for at gå ind til sine gæster. Herberts hjerte bankede som skulle det sprænge hans bryst. — vi få at se! råbte han hæst og med et lynende øjekast. Deres søn skal blive min søsters ægtefælle. Han vil trodse deres formaninger og pålæg. De vil ikke have noge « søn mere! — øg hvoraf vil dette ægtepar leve? spurgte greven hånlig. De må begribe, at hvis min søn gifter sig mod min og min gemalindes villie, vil han for bestandig være banlyst fra min nærhed. Herbert betænkte sig et øjeblik. — jeg vil flænke min søster en formue, sagde han fast. — ved hvad? spurgte greven med et foragteligt smil. — ved arbejde! lød de « unge mands svar. — farvel, min herre! Må jeg gratulere dem til deres fremtid! greven tilkastede ham et hånligt blik og gik bort. Herbert blev slående et øjeblik i tanker. Pludselig hævede han med et rask kast det ædle hoved. — ja, søster, du skal ikke komme til at lide! Udbrød han bevæget. Jeg skal arbejde for dig! Han greb sin hat og stormede ud. Da han kom ned på gaden, indvirkede den kølige aftenluft beroligende på ham. — det var en tung dag, sagde han hen for sig. Gud ved om det atter skal blive lyst for os! Skyndsomt ilede han hen ad gaderne, for at nå sit hjem. Undervejs udkastede han en plan for fremtiden, en plan, der syntes at vinde hans bifald. Han standsede endelig udenfor sit hjem idet han mumlede: — ja, således skal det være!... Jeg rejser til den ny verdensdel, for der at finde lykken!.. Vær tryg, Florence, jeg skal arbejde for dit vel med flid og udholdenhed! For dig vil jeg lide de største savn og dristig gå faren i møde! Langsomt og lydløst nærmede han sig døren og lyttede. En krampagtig hulken lod sig høre inde i værelset. — hun græder endnu, stakkels barn! hviskedee han. Gud give min plan må lykkes, at jeg må bane vejen for hende! Han åbnede døren og trådte hurtig ind. Florenes sad i sofaen; hun var ligbleg, men en svag rødme overfor hendes kinder, da hun fik øje på broderen. — du græder endnu, sagde han ømt. Tab ikke modet, Florenes, alt er endnu ikke tabt!... Stol på gud, der følger ethvert af vore fjed, han vil sikkert lede alt til det gode! Med få ord fortalte hende sin samtale med den gamle grev Erhardt, fortalte hende, at det kun var småligt hensyn til rang og stolthed, der havde ledet ham til dette skridt, og at den unge Greve ingen skyld havde deri. Hun følte sig lidt mere fattet, ved at høre hans trøstende ord. Hun hjalp ham med at ordne hans sager og pakke hans kufferter, og få uger efter forlod den brave unge mand staden, for at foretage den lange, besværlige rejse. tredie kapitel. „ En ven ”. Tre måneder efter den sidst fortalte begivenhed finde vi Herbert i Kalifornien. På dampskibet havde han fornyet bekendtskab med sin ungdomsven — Erik Vilmer. Herbert havde ingen anelse om denne vens opførsel mod Viktor. Han følte sig få ens midt i de fremmede omgivelser, medens hjertet var gennemtrængt af tanken om hende derhjemme, der med længsel fulgte hans færd i det fjerne, derfor sluttede han sig til sin ungdomsven. Ankommen til Kalifornien valgte han sig en plads et stykke fra de andre guldgravere og arbejdede med sveddryppende pande i den hårde jord, den ene uge efter den anden. Mangen gang faldt det ham tungt og armen sank kraftesløs ned til siden, medens han uvilkårligt i sit stille sind var ved at angre det løfte han havde gjort. Han betroede sig til Erik Vilmer. Denne havde heller intet udbytte fået endnu. Rundt omkring hørtes om overfald på de ufarbare veje. Når en eller anden havde fundet det guld, han så længselsfuldt søgte, og ilede til nærmeste stad for at få rede penge for sit fund, hentede han mangen gang døden. De to venner blev “ enige om at hjælpe hinanden i enhver fare, der mulig kunne møde dem. Herbert var inderlig glad over at have truffen Erik, hvem han gjorde til sin fortrolige, og Erik følte sig særdeles tilfreds med at være sammen med Herbert, hos hvem han tilbragte mangen behagelig aften. Herbert anede mindst, at han havde kastet sit venskab på en uværdig. En aften kom Herbert hen til Erik Vilmers telt med en glædestrålende mine. — min ven, udbrød han ivrigt; jeg tror endelig at have fundet et leje! — er det muligt? svarede Erik med et skinnende blik. Du har virkelig fundet guld? Herbert nikkede smilende. — virkelig ægte guld? spurgte Erik, idet hans øjne fik et lurende udtryk. — jeg tror det sikkert, svarede Herbert; men hør nu min plan. Når natten falder på, begiver jeg mig tilbage til sjakten. Du må love mig, Erik, ikke at betro et eneste menneske, hvad jeg her har sagt dig, man var ellers i stand til at berøve mig mit fund; jeg vil da arbejde med al kraft og jeg tror nok, at jeg skal have lykken med mig. Erik stirrede et øjeblik tankefuldt hen for sig, uden at svare. — ikke sandt, du lover mig, at hemmeligheden skal blive bevaret? spurgte Herbert og få med et glædestrålende blik på vennen. Erik for pludselig sammen. — ja, ja, det lover jeg! sagde han langsomt og skælvende. — nuvel, så vil jeg gå tilbage til mit telt, for at hvile til tiden kommer. Erik så efter ham med et ejendommeligt blik. — han bliver rig — lykken føjer ham i alt! Mumlede han bittert; medens jeg med hvert spadestik mere og mere nærmer mig min undergang! Jeg er den eneste, han har betroet sig til. Ha! En tanke falder mig ind! Hvad om jeg tog guldet fra ham. Ingen, ingen ville ane hvem ransmandeu var. Han standsede og så sig skulende om til alle sider. — nej, her er jeg alene! Jeg kender menneskene. Han er ikke bedre end nogen anden. Ejer han en formue kender han mig ikke mere. — var det hans Broder Vikfor, den unge, uerfarne, godtroende stakkel, da var det en anden sag, han ville sikkert lade mig så størstedelen af skatten; men her — her forholder det sig anderledes! Her må bruges magt, hvis jeg skal få noget udbytte!... En hurtig beslutning og jeg er rig — rig for hele livet! Endnu i nogen tid stod han og stirrede efter Herbert. Da gik han ind i teltet og overtænkte sin skumle plan. Han kastede sig på sit leje, men fandt ingen ro; stedse foregøgledes for hans blik store dynger af guld, men midt imellem disse sås Herberts afsjælede legeme. En gysen gjennemfoer ham; dog kun for et øjeblik. Han rejste sig, tændte sin pibe og søgte ved læsning at fordrive tiden indtil det gunstige øjeblik indtraf. Natten kom. Stille og tung hvælvede mørke skyer sig på himlen. Herbert sneg sig langsomt med en blændlygte hen til det sted, hvor han havde gravet. Flere gange standsede han lyttende. det forekom ham som hørte han snigende trin bag sig og af og til så skinnet af en lygte. — å, det er kun et foster af min fantasi, mumlede han; Erik alene ved hvorhen jeg går og han hviler ud til dagen i morgen. Trøstig gik han videre og havde snart nået stedet. Langsomt og forsigtigt begyndte han nedstigningen. Det var en dyb schakt med flere krumninger og mørke fordybninger. Men næppe var kyset fra hans blændlygte forsvundet, før en lurende skikkelse forsigtig nærmede sig. Den satte en lygte ved randen af schalten og stirrede ned. Ved det svage skin så man Erik Vilmers blege træk. Samvittigheden havde alt mærket ham. Han lignede i dette øjeblik en af nattens onde ånder. — Herbert er alt dernede! mumlede han hæst. Han har måske allerede guldet i sin hånd; dette guld, hvorefter min sjæl tørster med higende, fortærende længsel! Han åndede dybt og tungt. — jeg må derned — en eneste dristig handling og guldet er mit! hviskedee han hæst. det var som om disse ord gav ham nyt mod til fin forfærdelige gerning. Endnu engang stirrede han ned i det mørke, uhyggelige dyb. Da begyndte han lydløst og forsigtigt nedstigningen. Hans åndedræt var tungt, hans skridt vaklende, og skælvende over hele kroppen krøb han langsomt frem. Pludselig standsede han og søgte med sit blik at gennemtrænge mørket; men han kunne intet se. Et vildt dyrs brølen fik ham til at fare op. Han lagde hånden på sin svedbedækkæde pande og mumlede, idet han skulende så sig om til alle sider: — dubliver en morder, Erik; en morder... Er det ret af dig at belønne hans venskab således? Han sænkede uvilkårligt hovedet ved denne tanke. Dog straks efter rettede han sig stolt i vejret, så dristigt frem for sig og vedblev bittert: — har han større ret til guldet end jeg? -- -- -- nej, nej, det er kun et fund, der ligeså godt kunne tilfalde enhver anden — altså også mig! Dersom han ville dele med mig, skulle jeg ikke hindre ham; men det gør han ikke, det ved jeg forud! han krøb langsomt videre og snart var han kommen så nær, af han kunne høre Herbert arbejde tæt ved sig. Med et djævelsk smil standsede han. Ved enden af gangen, der beskrev en bue, fik han øje på Herbert, der med ryggen vendt imod ham ivrigt bearbejdede den hårde, stenede jord. Som en slange sneg Erik sig nærmere og nærmere hen til ham. Med sammenbidte tænder, for af ikke en eneste lyd skulle undslippe ham, nærmede han sig langsomt stedet. Herbert standsede pludselig sit arbejde. Han udstødte et lydeligt glædesskrig og greb hurtig en Klump jord, som han med usigelig fryd betragtede ved det svage lysskær fra blændlygten. — ja, det er guld, ægte guld! hviskedee han begejstret. Eriks blik syntes af ville gennembore den intet anende Herbert. Begærlighedens dæmon bragte ham til af skælve fra isse til fod. Øjnene trådte næsten ud af deres huler og stirrede vildt på den unge mand. — nu gælder det! mumlede han, hævede spaden og ilede hurtigt frem. med det farlige våben bibragte han den intet anende unge mand et voldsomt slag i hovedet. Herbert sank om uden af give en lyd fra sig. Erik greb jordklumpen med feberagtig Iver. — nu er det mit! hviskedee han hæst. Jeg er rig... mægtig. Ha, hvilket herligt liv ligger der nu for mig! Han kastede et hurtigt, fly blik på den ulykkelige, der lå bleg som døden, og begyndte opstigningen. Fod for fod og stønnende af anstrengelse kravlede han op. Det forekom ham, som var den myrdede efter ham, for at fratage ham det ranede bytte. Af og til gled hans fod tilbage. Hvergang udstødte han et skrig af angst. Det var som stivnede blodet i hans bryst ved tanken om sin forfærdelige brøde. Angstens sved randt ned ad hans pande; han vovede næppe at ånde. Endelig nåde han op. Hurtig skjulte han jordklumpen under sine klæder og ilede ind i sit telt. Med febrilsf Iver gav han sig til at undersøgeden. Hans undersøgelser varede længe. Pludselig kastede han sig ned på jorden med et højt, halvt vanvittigt skrig. — det er kun jord! streg han og slog sig rasende for panden med den knyttede hånd. 0, hvilken skuffelse! Hahaha! Hvor er den glans og hæder jeg havde drømt, hvor er alt det guld, jeg forbryderisk ranede?... Øg derfor har jeg dræbt et menneske, min eneste ven i det fremmede land! — himmel, det fortner for mine øjne, rædslen griber mig atter med sine stærke kløer. Jeg seer hans blege, dødlignende træk og hører hans gispende åndedrag. Hvor finder jeg ro?... Jeg må ud i det fri! Jeg kvæles herinde! Luft, luft! Med et uartikuleret skrig styrtede han igen ud af teltet. Fjerde kapitel. En åre. Længe lå Herbert uden bevidsthed. Slaget havde kun bedøvet ham. Endelig fejrede dog hans kraftige ungdom og blodet begyndte atter at strømme frit gennem hans årer. Han så sig forvirret om. pludselig faldt hans øje på den opkastede jord, og alt hvad der var hændet randt tilbage i hans bevidsthed. Han rejste sig langsomt. — det var Erik! hviskedee han svagt. De « Ulykkelige, han ville dræbe mig. Hans havesyge blev sat i bevægelse, da jeg underrettede ham om, at jeg havde fundet et guldleie. O, gud, hvor nær var jeg ikke døden. Det flette menneske... Ak, hvor det endnu smerter i hele mit legeme! Men jeg må se at komme bort fra dette uhyggelige sted... fattig som før... en anden har taget det guld, som jeg så mødig arbejdede for.... Og dog, var det vel for mig selv...? Nej, jeg ville forsøde mine kæres dage... også han, som ville tage mit liv, ville jeg give en del af mit fund. -o, hvor verden dog er ond og uretfærdig! Han vendte sig langsomt til siden og greb spade og hakke. Mat ville han flænge disse over skulderen; men de faldt atter til jorden. Pludselig studsede Herbert. Spadens og hakkens fald havde fremkaldt en metallisk klang. Herbert foldede hænderne. — skulle gud i sin nåde ikke ville have, at jeg sial arbejde forgæves! mumlede han med et smil. Trætheden var glemt; han begyndte atter at arbejde. Et øjeblik efter for han forbavset og næsten overvældet tilbage. En guldåre viste sig for hans blik, der bragte hans hjerte til at svulme af henrykkelse. — guld, guld! udbrød han og hævede begejstret hænderne. k^æræ søster, nu er du rig! Han måtte et øjeblik sætte sig på den opkastede jord. Det pludselige held gjorde ham næsten forvirret og ude af stand til at handle. Endelig, efter en stunds forløb, gav han sig atter til at arbejde. Da han i flere timer havde bearbejdet jorden standsede han. Han ilede hen til et kar og vadsiede den lerede jord af det fundne guld. — ru har jeg nok! sagde han med et tilfreds smil. O, hvor jeg er lykkelig, hvor jeg er rig! I sandhed, jeg var ved at tabe modet ved at se al min møje spildt; men jeg er bleven rigelig belønnet! Han trak sin bluse af og lagde den glimrende metalmasse deri. Langsomt begyndte han opstigningen. byrden knugede ham næsten til jorden. Endelig lykkedes det ham dog at komme op til randen af schakten. Han drog et lettet suk og sendte et inderligt, takkende blik mod den stjernebesåede himmel. Slæbende på sin tunge byrde ville han gå videre. Pludselig standsede han og hans godlidende træk blev overglødet med harmens rødme. Erik stod for ham. Han strakte hænderne ud imod ham med et næsten dæmonisk smil om de dirrende, kridhvide læber. — jeg tog fejl, gispede han; det var kun ussel jord jeg fratog dig!... Jeg blev næsten vanvittig da jeg opdagede det! — og du vover at træde for mine øjne, Erik? Du blues ikke over den grusomme handling, du har øvet imod mig? — jeg kom for at bede dig om... Tilgivelse... for at hjælpe dig med at bære denne... Byrde! Erik kastede sig pludselig over guldet og borede hænderne deri med rasende kraft. — bort med dig! streg Herbert fortørnet og kastede ham til side med al sin magt. Havde du ikke viist dig som en falsk ven, havde jeg lønnet dig vel for din taushed; men nu, efter at du røverisk har villet dræbe mig, for at tilegne dig, hvad jeg møjsommelig har arbejdet for, nu kender jeg dig ikke mere. — også jeg har arbejdet, mumlede Erik med et skulende sideblik til guldet; men jeg fandt intet, intet! — det har du; men du burde vide, at man ikke bør berøve et andet menneske livet for at tilrane sig hans ejendom, fordi man ikke selv har lykken med sig. — jeg ved det, sagde Erik mørkt; jeg blev greben af en ond dæmon, da du fortalte mig om dit held. Det var, som hviskedee en stemme til mig: dræb ham, dræb ham!... O, når du vidste hvilke kvaler jeg har lidt i den korte tid, efter at min forfærdelige brøde var begået. Jeg ville sammenkalde nogle af de andre guldgravere, for at ile dig til hjælp; men jeg turde ikke, jeg ængstedes for at min brøde skulle kunne læses på min pande... — og nu kommer du for at bede om min tilgivelse? — ja, ja! Giv mig den, jeg beder dig, før får min sjæl ingen ro. — nuvel, jeg tilgiver dig! sagde Herbert mildt. Du har ikke været dig selv i det forfærdelige øjeblik. Giv mig din hånd, Erik. Lov mig nu, i kraft af vort barndomsvenflab, at du herefter vil blive et godt menneske, og jeg lover dig til gengæld, at jeg aldrig skal tilbagekalde i dit minde denne nats sørgelige handling. Erik kastede sig tilsyneladende overvældet af taknemlighed på knæ og greb Herberts hånd. — hvor du er ædel og høihjertet! udbrød han. Du skal aldrig komme til at fortryde at du tilgav mig. Herbert rejste ham hurtigt op, idet han sagde: — man knæler kun for sin gud, Erik. — ja, og for den som man har gjort uret imod. — lad det være glemt, Erik. Hold din ed og vi er atter bestandig venner. Jeg skal straks give dig et bevis. Tag og luk denne pakke op. Erik adlød. Han for tilbage og holdt sig et øjeblik for øjnene. Hans bryst arbejdede krampagtigt. — hvilken uhyre mængde guld! mumlede han, idet han næsten bøjede hele forkroppen over metallet og lod de griske fingre gribe hvert enkelt stykke. Herbert stod kold og rolig. — ja, der er meget! sagde han. En fjerdedel deraf er dit. — mit, mit! streg han. Er det virkelig muligt? — ja, det er som et pant på vort fornyede venskab. — o, men så lad os bringe det i sikkerhed, hører du; der kunne komme nogen... de ville måske dræbe os. Kom, lad os ile ind i mit telt, der kunne vi være uforstyrrede. Afsted, afsted! Han samlede med feberagtig Iver pakken sammen, greb Herbert ved armen med al sin kraft og ilede afsted. Femte kapitel. En hellegjerning. Florenes følte først ulykken i hele fin udstrækning, da Herbert var rejst. Hun var nu ene!... Intet menneske var ved hendes side, nu da de tung « dage vare komne. Den unge Greve, hendes forlovede, havde siden Herberts afrejse^ ikke ladet høre fra sig, og Florence var for stolt til at søge den mindste tilnærmelse. Mangen stille nattetime fandt hende vågen, medens de forgrædte øjne trøstesløs fæstede sig på grevens portræt, der hang i hendes lille boudoir, omslynget af friske, nydelige blomster. — ene, ene! sukkede hun. O, gud, hvor ulykkelig føler jeg mig ikke. Det er som skulle enhver følelse kues tildøde i disse ensomme værelser. Intet brev får jeg fra Herbert og hvor Viktor færdes, ved jeg ikke. Er jeg da aldeles forladt af alle mine kære? Langsomt gik hun frem og tilbage i værelset. Pludselig standsede hun og strøg de blonde lokker fra panden. — men jeg må ikke sørge mere! hviskedee hun bedrøvet. Nøden står snart for døren. De få sparepenge, den kære Herbert gav mig ved sin afrejse, er snart opbrugte. Jeg må arbejde, hvis jeg ikke skal gå under i kampen for det daglige brød. Jeg vil straks søge arbejde, måske findes der dog gode mennesker. Hurtig, som beslutningen var fattet, greb hun sin hat og shavl og ville fjerne sig. Hun nærmede sig døren. I det samme bankedes der sagte på denne. Florence for tilbage og blev forlegen stående. Der bankedes atter. Hun tog sig forvirret til hjertet. — skulle det være ham, hun i sit hjertes uskyldighed havde stænket fin tro, ved hvis side hun havde drømt sig et paradistfl liv, omstrålet af lykkens glødende skær? Ak, hun turde ikke vente det efter alt hvad der var sket, og dog... Dog...! Hun fuldendte ikke sætningen; men gjorde pludselig ende på sin ubestemthed ved at åbne døren. En fremmed, elegantklædt herre viste sig på tærskelen. Florence udstødte et svagt skrig og blev stående, uden at kunne bringe et ord over fine læber. — bliv ikke vred, skønne frøken, stammede den fremmede i en let, halvt forlegen tone; jeg forskrækkede dem sikkert og beder dem meget undskylde min indtrængen her. — ak, min herre, sagde Florence med et venligt smil; det er mig som må bede dem om forladelse for min ubegribelige skræk. — nuvel, jeg vil håbe det ikke skal have alvorlige følger. Turde jeg bede dem vise mig den tjeneste at meddele mig, om frøken Florence Laverton boer her i huset? — det er mig! — ah, hvilket held. Jeg har en lille kommission at udrette til dem, min frøken. — til mig? spurgte Florence forundret. Behag at træde nærmere. den fremmede trådte ind, så sig om med en klasseret adelsmands ugeneerthed og kastede sig magelig i en af lænestolene. Florenes satte sig forlegen og rødmende noget fra ham. Den fremmede så på hende med en familiær, beflyttende mine. — min herre, de omtalte nylig, at de havde en kommission at udrette, som angik mig? vovede Florence endelig at sige i en bly, beskeden tone. — ah! Ja, det er sandt. Jeg glemte rent mit egentlige ærinde over alt det smukke, der findes i dette værelse. Den fremmede tilkastede hende et beundrende blik. Florence så til siden, uden at svare. — de har en Broder, som for kort tid siden er rejst til Kalifornien? fortsatte den fremmede. — ja, min herre, sagde Florence. O, kan de måske meddele mig noget om den kære Herbert? Jeg har hver dag ventet brev fra ham, men der er desværre intet indløbet. — nej, det er ikke derom. — men så sig mig dog, hvad det er, der bringer dem til mig? Min gud, jeg er helt urolig og ængstelig. Den fremmede vendte sig til siden for at skjule et kynisk smil, som spillede om hans tynde læber. — de vil måske undres over, hvad jeg har at sige dem, sagde han; men vær vis på, at det udelukkende er af interesse og velvi

1875_Vende_LeonieEllerEnNatIMinerne_2

James

Leonie eller en nat i minerne

Vendé

Vendé

Leonie eller en nat i minerne

male

1875_Vende_LeonieEllerEnNatIMinerne_2.pdf

James

Vendé

Leonie eller En Nat i Minerne

Original romantisk Fortælling (grundet paa virkelige Fakta)

n

gothic

A. Behrend

KB

Forf. ikke identificeret (pseudonym?)

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Den ubekendte. Tidens hjul rinder ustandselig. Atter er en dag rundet frem, bærende i sit skød så mange forhåbninger og glimrende løfter, jublende glæde og knugende smerte. Som i en dæmrende tåge glider den frem og vidner, at som den går det menneskebarnet, kuld på kuld vandre de frem og forsvinde i tidens bølgende hav; mange må tilbage til sit ophav, alt i den fagre vår, medens blomslerduften lifligt kvæger sindet, andre se sneen kaste sit hvide skær på deres dage, og føle først sent hvorledes kræfterne efterhånden synke, medens de fod for fod og mange « stu « d e « e, kun med mindet om de kære forudgangne, flæbe sig henimod det sted, hvor vandringsstaven kan lægges ned. Dog, lad os ikke dvæle ved disse betragtninger, men atter skride til udviklingen af vor fortælling. Grev Erhard og Florence opholdt sig endnu på det efter faderens død arvede gods. Af og til fik de i nogle uger ad gangen besøg af Leonie og Herbert, som boede hos broderen, Viktor Laverton, der nu var bleven gift med Henriette, og til hvem Herbert, ifølge sit løfte til advokaten, havde købt en større gård i nærheden af grev Erhards gods. Lykkelige dage vare henrundne for de tre familier i de dejlige omgivelser. De tre damer vare ifølge hjertets tilbøjelighed uadskillelige veninder, og følte sig knyttede til hinanden med få stærke bånd, at de kun kunne imødese en adskillelse fra hinanden med dyb smerte. En kort tid havde de modtaget besøg af den unge spanier og Margaritha, men disse vare ifølge Herberts og Leonies ønske atter rejste tilbage, forsynede med Herberts fuldmagt til i hans fraværelse at styre den vidtløftige plantage, da han nødig ville overlade den i en fremmeds hænder, som den for øjeblikket var. Det er ved solnedgang at vi atter indføre vore ærede læsere hos vor fortællings hovedpersoner. Bordet, hvorom de sidde grupperede, er dækket i haven. Solen kaster sine sidste gyldne stråler på de høje trætoppe og blomsterne sende en mild balsamisk Duft, som ville de tage afsted inden duggen falder, for atter i den årle morgenstund at stå friske og duftende. måltidet er nylig endt og tjenerne ombærer desserten. Herrerne sidde noget derfra, røgende deres cigarer, medens en livlig konversation sætte deres træk i bevægelse. Samtalen drejede sig om plantagen. Postgangen var i nogen tid ophørt og Herbert havde derfor været uden underretning om, hvorledes sagerne stod derovre i det fjerne land. — jeg tror at det ville være klogest at rejse derover, sagde Herbert; denne taushed huer mig ikke ret. Leonie kom gående hen imod dem. Man kunne ikke tænke sig en mere henrivende, yndefuld skikkelse. Hun lagde med et mildt smil hånden på sin mands arm. — hvorom er det talen drejer sig? spurgte hun. Herrerne have vel ingen hemmeligheder, som ikke tør meddeles os stakkels svage kvinder. — å nej, kære Leonie, svarede Herbert; det hvorom vi tale må du så gerne høre. Det gælder nemlig plantagen derovre; som du ved, have vi ingen efterretninger fået i lang tid; det forekommer mig besynderligt, og jeg talte om, at det muligt kunne være rigtigst at tage derover., — du vil rejse alene? — ja, det vil måske være bedst. Hvis alt står vel, vil jeg være tilbage om nogle måneder. Leonie få sin mand sørgmodig ind i øjnene. — det vil blive en lang tid for mig, sagde hun vemodig. — kære... Du længes...? — jeg kan ikke nægte det. — nuvel, så tager du med. Ikke sandt, en attrå findes i dit bryst efter atter at se dit barndomshjem? — så er det, kære Herbert, du har læst i mit hjerte; men hvis der nu kommer brev? — da rejse vi alligevel. Når man er ejendomsbesidder, bør man jo dog engang imellem se til sit gods. — og, ikke sandt, tilføjede Leonie; hvis du så synes, vil jeg bede Florence og Henriette om at rejse med. Den daglige omgang med dem er bleven mig så kær; det ville være et dybt savn for mig at vide dem så langt, langt borte fra mig. — ja, det tør jeg nu ikke bestemt love dig. Hvad siger du, Erhard og du, Viktor, om at gøre en lille tur med os over til plantagen? Det kunne måske interessere eder at blive bekendt med livet derovre? — de kender det jo, Erhard; men Viktor er sikkert aldeles fremmes for disse forhold. Ja, kære Leonie, henvendte han sig til sin hustru; du må finde dig i at tage herrerne med, hvis de indvilliger, for alene tør jeg sandelig ikke være kavaler på en så lang rejse for tre smukke damer. Leonie truede skælmsk ad ham. — smigrer! lo hun. — ja, jeg kunne nok have lyst dertil, svarede Viktor; det kommer kun an på Henriette, hun vil så nødig stilles fra sin fader. — så tage vi ham med! svarede Leonie. Vi blive en hel lille karavane, det er netop herligt. Nu, hvad siger de, grev Erhard, de sidder så faus og betænksom? — jeg ved ikke ret hvad jeg skal svare, sagde denne; godsets bestyrelse giver mig jo nok at bestille... — men de har jo den gode, retskafne forvalter; han vil sikkert i deres fraværelse styre alt på det bedste. — sandt nok, han har min fulde tillid.., men... — her gælder intet ment smilede Leonie. Øe har at lyde, her er intet andet valg. — de er streng, min fruel — jeg er despot, om de så vil. — nuvel, spørg Florence. — jeg har alt hendes samtykke, svarede Leonie skalkagtig; vi damer have for lang tid siden talt derom; må sjeg meddele dem at de indvilliger? — ja, gør det, sagde grev Erhard; jegsburde egentlig holde en straffeprædiken for dem, min frue; det ligner temmelig nær et komplot. — tilgiv mig, min herre, svarede Leonie med komisk alvor; jeg indser, at jeg er en forbryderste og sværger herved, at jeg — når vi først er på rejse — bodfærdig skal klæde mig i sæk og asfe. Hun ilede bort, idet hun forinden næsten med hæftighed faldt sin mand om halsen og trykkede et Kys på hans læber. Snart var hun forsvunden i hovedbygningen, for at meddele sine to veninder den glædelige nyhed. Dagen gik med en fortsat samtale om rejsen, og allerede næste dag vare forberedelserne igang. Et par dage efter, nogle timer før Herbert havde besluttet at afrejsen skulle finde sted, gik han alene i haven. Hans pande var tankefuld og øjnene stirrede henad landevejen, der løb tæt forbi, som ventede han nogen. Om morgenen havde han i al hemmelighed modtaget et brev, hvis indhold han så godt som muligt søgte at skjule. Det indeholdt kun nogle få linier. „ Jeg kan ikke meddele dig noget glædeligt „ Nyt, stod der i brevet; hvorledes det er gået „ til, ved jeg ikke ret; men slaverne er blevne „ misfornøjede. Lejlighedsvis har jeg erfaret, at „ der er en sammensværgelse igang imellem dem; „ jeg skal så vidt muligt søge at stille dem tilfreds; „ men kom så snart som. muligt herover. Din „ Nærværelse vil sikkert være heldbringende. Lige „ effer brevets ankomst fender jeg dig en af „ mig betroet mand, som vil forklare dig alt „ mundtligt. „ Hils alle! Din svoger Juarez. “ Nu, da Herbert var alene, gik han heftigt frem og tilbage. De » rolige maste var falden og hans ansigt viste uro og bekymring. — hvor bliver han dog af? sagde han og så atter ned ad vejen. Der slår: „ straks effer brevets ankomst “, han måtte dog ile, når det gælder en sag af så megen vigtighed. Han gik atter heftigt frem og tilbage i havens gange. Kn vogns rumlen hørtes endelig på vejen. Den standsede udenfor hovedportalen. Herbert ilede den ankomne i møde. Det var en elegant klædt mand med et mørkt, stirrende blik, lyst hår og bar, som var h ' an såret, en klap for det ene øje. Den mørke kolorit, der hvilede over hans træk, tydede dog imidlertid på, at han måtte være en sydlænder, eller i det mindste have berejst de varme lande i mange år. — de kommer fra Kalifornien, min herre? Spurgte Herbert hurtigt. — ja, svarede denne og bukkede dybt; det er måske plantagens ejer, Herbert laverfon, jeg har den ære at tale med? — ja, min herre, ja det er mig. Jeg beder dem, følg mig ind i haven, lad os sætte os på en af bænkene. De har en meddelelse til mig? — det er få; deres svoger, Don Juarez, som har antaget mig til medhjælper på plantagen, ønskede at jeg skulle rejse hertil, for mundtlig at underrette dem om sagens rette sammenhæng. — han skriver mig til derom. Sæt dem, min herre, jeg beder dem, lad os komme til sagen. — nuvel, tag den ankomne ordet; som det vistnok er dem bekendt af brevet, er deres undergivne meget misfornøjede. — ja, min svoger frygter en sammensværgelse. — den eksisterer virkelig! — fortæl mig alt. Jeg forsikrer dem, min herre, brevet har gjort mig meget urolig. Hvad kan grunden være? — det er så en egen sag. — de er måske ikke aldeles på det Rene dermed? -jo. — deres mine er hemmelighedsfuld. Tal, jeg beder dem. Jeg ønsker at vide de mindste enkeltheder ved sagen. — nuvel, tog den fremmede ordet, og lod som han kun med møje kunne få ordene frem; den egentlige ophavsmand til at denne sammensværgelse er sat igang, er deres svoger. — hvorledes? - — således er det. Men lad mig forklare dem alt, hr. Laverton. — tal. — for et år siden kom jeg til plantagen. Jeg rejste for at se mig om i verden. Plantagen tiltalte mig ved sin skønhed og det poetiske skær, der hvilede over den, og jeg besluttede at søge deres svogers bekendtskab, for mulig gennem dette at få tilladelse til en kort tid at opholde mig der.. Jeg opnåede mit ønske, og skønt mit ophold skulle være begrænset, viste deres svoger og hans elskværdige hustru mig så megen imødekommenhed, at jeg på deres indstændige bøn besluttede mig til at forlænge mit ophold på dette venlige sted. Deres svoger var uudtømmelig i at vise mig alt og forklare mig den hele måde, hvorpå det var deres ønske at forretningen skulle styres, og efterhånden skete det så, at jeg fik så meget indblik i bestyrelsen af den vidtløftige plantage, at jeg flere gange i et kritisk tilfælde, netop på grund af mine erhvervede kundskaber, så mig i stand til at give '. Deres svoger et velment, praktisk råd. Imidlertid — bliv ikke vred, hr. Laverton, over min uforbeholdne, fuldstændige meddelelse — blev det mig snart klart, at deres Herr svoger bestyrede plantagen på en måde, som ikke var aldeles forenelig med klogsfab. Af naturen er han heftig, lunefuld og mistænksom, og dette bidrog tilsammen til, at han — ledet af sine forskellige indflydelser — satte sig i miskredit hos de sorte, og flere gange lod sig forlede til at diktere hårde straffe, hvor en begrænset mildhed ville være heldigere anvendt. Som det sikkert er dem bekendt, hr. Laverton, er de sorte af naturen hævngerrige og føle sig, netop på grund af at de er berøvede deres frihed, på hvilken de sætte så megen pris, trykkede under det åg der hviler på dem og hilse enhver lejlighed som kærkommen, der atter er i stand til at byde dem den så inderlig attråede frihed. Det er derfor ikke så underligt at de have sammenrottet dem, og sagen bliver netop forklarlig ved den måde, hvorpå deres svoger mener at kunne behandle de ulykkelige... De skildrer mig der et mørkt billede! Afbrød Herbert ham. — vel sandt; men de har jo forlangt en uforbeholden meddelelse, hr. Laverton, og dette er flet. Det er min fuldstændige overbevisning, at deres hr. Svoger ved sit lunefulde regimente er skyld i at forholdene er således, som de for tiden stille sig. Herbert sad stille, betragtende den fremmede med et skarpt, undersøgende blik, som ville han forsfe efter, om der ingen skjult bevæggrund kunne findes, beder fik ham til at udtale en sådan fordømmelsesdom over Don Juarez. — hvorledes er de kommen til kundskab om, at denne sammensværgelse eksisterer? — det slete en nat, da jeg på grund af søvnløshed besluttede mig til at spadsere en tur, for mulig at tilbagevinde den tabte ro. Det var nogle få dage efter at deres svoger havde engageret mig til at hjælpe ham med bestyrelsen af den vidtløftige plantage. Langsomt var jeg gået gennem den store, smukke have, og ville netop lægge denne bag mig for at gå forbi de sortes hytter, da jeg forbavset blev slående. En for en, som på et aftalt signal, snege de sorts sig ud af hytterne, alle i en bestemt retning. Jeg ventede skælvende på hvad der ville fle. Endelig vare de efterhånden forsvundne i den noget derfra liggende skov, og da deres hemmelighedsfulde bortgang havde vakt min nysgerrighed, besluttede jeg modig at snige mig efter dem, for at komme på spor efter det egentlige motiv til denne hemmelighedsfulde handling. Bag et stort træ så jeg dem antænde et bål, og en høj, mægtig neger, der var formanden, stillede sig ved dette. Hans mine var vild og øjnene stirrede blodunderløbne over mod den fjerntliggende plantage. De andre sorte havde kastet sig om bålet i malerisk uorden, og alt som den store neger talte, opflammedes de mere og mere. Deres blikke blev vildere og vildere, og flere gange genlød skoven af deres frygtelige hævnflrig. Som med manende kraft trængte deres skrig til mit hjerte, og jeg indså i denne stund, hvorvidt de vare bragte, at de fold for fold gemte i deres hjerte et luende, fortærende had mod deres svoger, som ved den første lejlighed ville give sig luft og måske bidrage til at hele den smukke plantage blev lagt øde af de hævngerrige negere. Lydløst skyndte jeg mig tilbage til mine værelser og søgte at finde ro på mit leje. Det lykkedes mig kun til dels og flere gange for jeg op, som kunne jeg endnu høre negrenes forfærdelige hævnflrig ryste luften. Den næste dag gik jeg til deres svoger for at forestille ham sagen. Han blev forskrækket over min fortælling; men ville dog først være overbevist, inden han troede mig. Den næste nat indbød jeg ham til at følge mig, og det samme eksperiment gentog sig. Don Juarez var rystet i sit hjertes inderste over hvad han havde hørt og set, og da jeg næste dag bad ham om at rejse bort med sin hustru en kort tid, fandt jeg villig øre. Jeg lovede ham imidlertid i hans fraværelse at bringe ro tilbage i gemytterne og stille tilfreds så meget som muligt, og dette er foreløbig lykkedes mig. Det var som sagt på min indflydelse at han besøgte dem for nogen tid siden; flade, at han vendte så hurtigt tilbage, da det kun til dels var lykkedes mig at bringe slaverne til at indse den uret, de agtede at begå. — jeg havde ingen anelse om dette forhold, tog Herbert ordet; da min svoger var her talte han intet derom, og det var netop mit udtrykkelige ønske, at han skulle rejse så hurtigt som muligt tilbage, da jeg antog at plantagens bestyrelse ville lide for meget under hans fraværelse. — med en let tilgivelig stolthed kan jog berolige dem i den retning, svarede den fremmeds; sålænge jeg styrede plantagen tør jeg med beskedenhed påstå, at der intet blev gjort, som kunne irritere de hævngerrige sorte. Jeg smigrede mig med det håb, at deres tanker om oprør vare banlyste; men så kom deres svorger tilbage, og trods mine indstændige anmodninger var han endnu mere uforsigtig og streng end tidligere, hvoraf følgen blev, at de sorte atter er urolige. — tror de, at der er nogen fare for at oprøret vil udbryde inden jeg kan komme derover? Spurgte Herbert. — hvis de tiltræder rejsen snart, vil det måske lykkes dem at komme tidsnok. Jeg henstillede sagen til deres svigerinde, Donna Margueritha, og hun lovede at anvende al den indflydelse hun havde på sin mand, for i min fraværelse at hindre noget sammenstød mellem ham og de sorte. — antager de at det vil lykkes hende? Svar mig, min herre. Jeg slår netop i begreb med at rejse derover med min familie, da min svogers brev traf mig, og jeg vil nære stor betænkelighed ved at tage dem med, hvis der skulle kunne befrygtes et alvorligt udbrud af de hævngerrige slaver. Den fremmede betænkte sig. — Donna Margueritha har en mild, elskelig karakter, svarede han endelig; hun er imidlertid temmelig energisk, når det gælder noget alvorligt, og jeg nærer derfor ikke tvivl om, at hendes indflydelse vil være meget heldig. — de er sikker derpå? spurgte Herbert, idet han betragtede ham forskende. — ja. Det gælder hendes mands liv, og hun vil sikkert vide at omstemme ham; imidlertid vil deres nærværelse være heldigst. Jeg har mangen gang hørt slaverne omtale deres ædle, gode herre, som er rejst langt, langt bort; de elske dem, hr. Laverton, og er — så vidt jeg kan skønne — blevne lidt forvente af den mildhed, de og deres hustru have udvist imod dem, hvorfor det er så let forklarligt, at de have følt sig oprørte over hen ublide behandling, de have været genstand for af Don Juarez. Herbert rejste sig. — jeg takker dem, min herre, for den underretning de har givet mig, sagde han bevæget og rakte den fremmede sin hånd. Det er min agt, hvis det kan lade sig gøre, at rejse endnu i dag med min familie til plantagen. Ifølge deres ord vil jeg tage min hustru tilligemed min svoger, grev Erhard, og hans kone med; min Broder og hans hustru følger også med derover, da der jo, efter hvad de tror, ikke endnu vil vise sig nogen fare for deres nærværelse på plantagen. Den fremmede gjorde uvilkårlig en krampagtig bevægelse ved at høre grevens navn. Han vendte sig hurtig til siden, for at skjule den frygtelige bleghed, der et øjeblik var udbredt over hans træk. Herbert bemærkede det ikke, da han havde rettet tit blik op mod hovedbygningen, hvorfra en kvindeskikkelse ivrigt vinkede ham til sig. Han vendte sig pludselig atter til den fremmede, hvis ansigt igen var bleven roligt. — de må være træt efter rejsen, sagde han; jeg beder dem, følg mig op til hovedbygningen, hvor familien nu er samlet; det er netop spisetid og jeg vil skatte mig lykkelig ved at sidde til bords med en mand, hvis indflydelse og besindighed jeg kan takke for, at den vidtløftige plantage endnu kan kaldes min. — nej, nej, jeg beder dem, sagde den fremmede hurtigt; jeg kan desværre ikke nyde denne ære, da jeg netop har nogle private småkommissioner at udrette, og har lovet deres svoger at være tilbage hurtigst muligt. — men så kunne vi jo rejse sammen! indvendte Herbert. Den fremmede kastede et flygtigt blik op mod hovedbygningen. Han rystede på hovedet. — jeg beder dem, hr. Laverton, bliv ikke vred når jeg afslår deres tilbud; men jeg har mine grunde... — nuvel, svarede Herbert; jeg respekterer disse. Men de har bragt mig en vigtig, om end mindre behagelig efterretning, og tillige gjort deres til at mine interesser er blevne varetagne, og dog ved jeg ikke engang deres navn... — mit navn er... Edgard korsi! svarede den fremmede. — ah, et smukt navn. Nu, så vil jeg byde dem farvel, min herre; på gensyn! Gid, når vi mødes derovre, at freden må være genoprettet og de stakkels sorte være kommen til en bedre erkendelse. — vær forvisset om, hr. Laverton, at jeg skal bidrage mit dertil og slå dem bi med råd og dåd. Men, ikke sandt, de meddeler jo ikke deres svoger den beskyldning jeg har udslynget imod ham? Han selv tror ikke at have nogen skyld, uagtet jeg flere gange har søgt at gøre ham dette forklarligt; det ligger nu engang i hans karakter og lader sig næppe forandre. Det ville sikkert smerte ham at erfare, hvorledes jeg har omtalt ham, at jeg så at sige har kastet hele skylden over på ham for al den utilfredshed mellem de sorte. Han modtog mig med så megen venlighed og gjorde mig åbenhjertig delagtig i fine mindste hemmeligheder, og det kunne se ud som lønnede jeg flet det venskab, han beærede mig med, og dog, sagen er af en så alvorlig natur, at jeg ikke lige overfor dem, som er ejer af plantagen, har kunnet skjule de misgreb, Don Juarez har gjort sig skyldig i. Jeg beder dem særdeles at holde mig dette til gode; det hele daterer sig fra de » Interesse jeg nærer for sagen, og jeg forsikrer dem, det har aldrig været min hensigt at flade ham det allermindste i deres omdømme. Endnu engang, de lover mig jo at fortie for ham hvad jeg har meddelt? Herbert betragtede ham godtroende og gav ham sin hånd. Den fremmede trykkede den med tilsyneladende inderlighed. — jeg seer det på deres blik, sagde han, idet han søgte at give sit ansigt præget af dyb bevægelse; de tilgiver mig for den alvorlige sags skyld, hvis talsmand jeg har været. Ikke sandt, de tvivler ikke på, at mine ord har været oprigtige og uden nogen skjult hensigt? — ja, derfor kan de være rolig. Netop glæder jeg mig over, at Juarez har været så heldig at finde en mand, der er i besiddelse af tilstrækkelig dygtighed og mådehold. — nu, så vil jeg byde dem farvel, hr. Laverton, og gid plantagen snart må se dem indenfor sine grændser. — farvel! sagde Herbert og strakte ham endnu engang hånden i møde. Den fremmede ilede hurtigtud til neisevognen, hvis kusk, på hans anmodning, satte hestene i strakt karriere. Herbert stod et øjeblik i dybe tanker, stirrende efter vognen. — han talte så varmt og inderligt, sagde han sagte, som svar på det spørgsmål, han i sit stille sind havde opkastet; hvad skulle vel bringe ham til at spille bagtalerens rolle?... Nej, han var sikkert oprigtig, og dog, dog var der noget i hans blik, der ligesom modsagde hans ord. Nu, jeg får vel syn på sagens rette sammenhæng, når jeg kommer derover. Alt hvad han sagde, havde sandsynlighedens præg; Juarez er virkelig hæftig, lunefuld og despotisk. Ak, jegsmindes endnu vort møde i skoven på vejen til eneboerflen, hin gamle, hæslige kvinde, der bryggede gift til den første ben bedste for betaling. Jeg seer det nu, det var et fejlgreb af mig, i min fraværelse at indsætte Juarez som bestyrer af plantagen. Min gud, blot der ingen ulykke må fle inden jeg kommer tilstede. Jeg må påskynde afrejsen; kaptainen bad os om at vente et par dage, inden han sejlede, da han ikke var færdig med ladningens indskibning; men det er der ikke stunder til. Jeg må sende et bud til ham; mit sind er så underlig beklemt; blot man intet mærker, jeg vil så nødig bedrøve de kære mennesker. — hvad er det man ikke skal mærke og hvorfor bliver min hr. Gemal så længe borte fra middagsbordet, medens vi andre sidde sultne og vente? Spurgte en mild stemme i det samme. Herbert vendte sig om og forsøgte at smile. — Leonie, min hustru... mine tankers fortrolige! udbrød han med et kærligt blik og omfavnede hende heftigt, glemmende alt hvad der lå forud. — ja, det er sandelig godt nok, svarede Leonie smilende; men jeg ville nok bede dig om en forklaring. Du så helt tankefuld ud. Du har noget på hjertet, det seer jeg. O, Herbert, fortsatte hun i en inderlig tone; sig mig hvad det er? Du ved ethvert ord gemmes i mit hjerte. — du lille engel, sagde Herbert og betragtede hende med et lysende blik, idet han lagde hendes arm i sin; hvorfor skal jeg plage dig? Vær rolig, det er intet af betydning. — du har fået brev fra plantagen, fra Juarez, sagde Leonie urolig; det aner mig, han har handlet overilet. — ikke mere end at det kan oprettes... — men hvad er der dog sket...? O, sig mig det, Herbert. — nuvel, men lad dig ikke mærke med noget; Erhard og Florence vare ellers i stand til at blive urolige: slaverne er lidt misfornøjede med Juarez ' regimente, og det bud der var fra ham, underrettede mig om at min nærværelse er nødvendig. — de stakkels sorte! udbrød Leonie beklagende. Så har Juarez behandlet dem hårdt. De er trofaste, når man bærer over med mildhed og lemper sig lidt efter deres natur. Fader og dig elskede de af hjertet; også jeg tør rose mig af at have vundet deres hengivenhed. Ja, Herbert, vi må rejse straks. — og du er flet ikke ængstelig? — nej... hvorfor? — de er hævngerrige når man tirrer dem. — ikke ved dig og mig. Og desuden, hvorfor skulle jeg frygte, jeg har jo dig ved min side, kære Herbert. Jeg har den bedste tro på, at du mildt og overbærende vil komme tilrette med de stakkels vildledte mennesker; gid vi vare derovre. Jeg længes efter atter at vandre i den store flyggeiulde have, arm i arm med dig, for at indånde blomslernes Duft; husker du ikke, at på dette sted skød vor kærlighed frem som en duftende rose... der har fader og moder levet... der gemmes deres støv... o, der gemmes tusinde minder! Hun skjulte bevæget sit lokkede hoved ved hans bryst. Der var kommet tårer i hendes øjne ved et øjeblik at kalde tilbage i erindringen alt hvad der var flet med hende, hvad hun havde følt og tænkt, lidt og stridt i sit barndoms yndige hjem. Herbert hævede hendes hoved. — du er så bevæget, sagde han kærligt og klappede hendes kind; jeg beder dig, skjul det, hvis du kan, at de andre intet mærke. — og vi rejse endnu i dag? spurgte hun inderligt. — ja, jeg vil øjeblikkelig sende bud til kaptainen, at han skal holde sig rede til afrejse. Arm i arm gik det kærlige ægtepar op imod hovedbygningen. Andet kapitel. Godt selskab. Samme dag husede et hurtigtseilende skib indenfor sine stærke planker Herbert og Leonie, grev Erhard og Florence, Viktor og Henriette. Advokat Bering havde lovet at følge senere. Vejret var smukt, skibet stærkt og kaptajnen en af de brave, veirslagne sømænd, som alt i mange år havde ombyttet landjordens støv med bølgernes brusen, og fornægtede ikke i den forrygende storm, at han var en af de ægte gutter, i hvis hjerte Vorherre havde nedlagt de kosteligste gaver et menneske kan eje: mod og behjertethed, ære og retsind. Han gjorde sine observationer og trøstede vore rejsende med, at det nok kunne hænde, at der blev en brav søgang; men at han trøstig turde love, såvidt gud ville, at føre dem i sikker havn. Vi ville nu forlade vore rejsende, for at vende os til den fremmede, som var sendt med budflab fra plantagen. Otte dage efter de sidst fortalte begivenheder, indføre vi den ærede læser i et elegant hus på en af Londons hovedgader. Vi standse på anden sal og træde ind. Der findes kun to personer i værelset, den gådefulde fremmede fra plantagen og en midaldrende mand med skarpe, intelligente træk, men på hvis pande stærke lidenskaber havde sat sit stempel. De sidde begge henstrakle i magelige lænestole, røgende deres cigarer. — som jeg siger dig, tog den fremmede ordet; jeg gjorde netop en afstikker hertil, for at overtale dig til at rejse med. Alt, der er tjenligt til vort formåls fremme, må tages med. Jeg har forberedet alt, slaverne vente kun på et vink af mig; vær overbevist om at jeg har bearbejdet stemningen så grundigt, at der ingen tvivl vil være om sagens heldige udfald. Den anden rystede tvivlende på hovedet. — du har alletider haft store ideer, sagde han i en tone, han søgte af gøre overlegen; men der var hver gang en fejl ved dem, og det var, af de i -reglen viste sig udførlige, og som oftest løb vi så lige i armene på de fordømte snnshaner. — jeg kender dig ikke igen, Gaston, svarede den fremmede; du har forandret dig meget, siden vi sidst taltes ved. — tro om mig hvad du vil, sagde den anden hæflig; men når man har været så lykkelig af blive deporteret, berøvet sin frihed, det eneste gode man har, for af plukke peber på kayenne, så bliver man forsigtig, lærer af beregne faren, før man blindt styrter sig t den. — men jeg da...? indvendte den fremmede. — jeg ved det. Du har lidt samme skæbne; men du er mere letsindig; uden betænkning styrter du dig i bølgerne efter det glimrende halmstrå, der flyder i vandet! Du søger vel så vidt muligt af undgå den straf, som følger brøden i hælens; men gribes du, da tager du din dom med et iet sind og pønser i fængslet på, når frihedens time slår, hvor du så skal operere. Vel muligt, det er kækt, det er således mænd af vor klasse bør være; men jeg kan det ikke. Jeg anstiller refleksioner som hæmmer min virkekraft, og hvad bliver så enden...? — at du sidder med hænderne i skødet, uden udsigt til en bedre fremtid... måske med fattigdom og usselhed for øje. — deri har du ret, sagde den anden med et letsindigt smil, idet han greb ned i lommen og kastede et guldstykke på bordet; her er min sidste louisdor; det er resten af det Kub, jeg gjorde hos nogle skikkelige borgerfolk for fjorten dage siden. Iaften kommer værten sandsynligvis med regningen; men inden den tid må jeg altså se at forsvinde. — du er sunken for dybt, Gaston, sagde den fremmede og trak med et foragteligt smil på skuldrene; at snyde en lumpen vært!... Her har du penge... for gammelt kammeratskabs skyld vil jeg dog ikke have, at du skal blive attraperet. Han kastede med en ligegyldig mine en håndfuld guldstykker på bordet. Den anden sprang op. Hans blik lysnede med en uhyggelig glans. — du har guld? spurgte han hæst. — ja, som du seer. — godt, jeg tager imod din gave; det er så bansat dyrt at leve, når man skal bo en smule ordentligt og fe lidt mere end skorpioner på sit bord. — det indrømmer jeg dig. I dit sted ville jeg ikke betænke mig et øjeblik på at gå ind på forflaget. Det er det mest glimrende tilbud, der sikkert er gjort dig, og hvorfor jeg kommer til dig her i dit fristed er, fordi vi er lidelsesfæller og fægte for en sag, og tillige fordi jeg har brug for dit mod og din snilhed. — ah, flap det derud; det var nok det sidste der bestemte dig? — tildels. — nuvel, lad høre. Fortæl mig hele sagen fra først af; gør mig derpå et forflag, så flak jeg sige dig min oprigtige mening. — du er bleven bansat forsigtig, Gaston. — politik, min ven, politik; peberet fra kayenne slikker mig endnu i næsen, så jeg gerne kunne nyse blod derved. — nå, siden du vil det, skal jeg begynde, sagde den fremmede og satte sig magelig tilrette. Som du ved, blev jeg greben på et fruentimmers angivelse og ført i arrest; skønt jeg søgte at sno mig fra det, lykkedes det mig dog ikke og jeg havde en rystende scene, som i nogen tid gav mig afsmag for de » Slags forretninger. På et hotel i Paris traf jeg nemlig sammen med hendes mand, som jeg senere har erfaret er en dansk Greve ved navn Erhard. Hans hustru var forbandet smuk... jeg forsikrer dig, et henrivende væsen!... Ja, le kun, Gaston, hun var smuk, siger jeg dig. Nok sagt, jeg blev dødelig forelflet i hende og udfordrede manden. Vi kæmpede, han faldt i vandet. Jeg troede ham død og ville netop vende tilbage, da jeg seer ham komme drivende henimod strømmen. Jeg fik pludselig en ide, halede ham iland og foretog et lille eksperiment. I hans brystlomme fandt jeg hans papirer; hvad var lettere end at ombytte disse. Fra nu af var han den med stikbreve eftersøgte republikaner og jeg en dansk adelsmand. Jeg gjorde et forsøg på at bortføre den henrivende kvinde; det faldt uheldigt ud og jeg måtte forsvinde. Man fandt imidlertid mine papirer hos den kun let sårede Greve og han blev ført i fængsel. Hans smukke hustru må imidlertid på en eller anden måde have søgt lejlighed til at komme videre; thi pludselig en dag, som jeg havde bestemt til afrejse fra vort fælles fædreland, Frankrig, mødte jeg hende. Hun gjorde anskrig, en skurk til gensdarm ilede til og skønt jeg kæmpede som en rasende, blev jeg dog overmandet og ført tilbage til Paris. Jeg blev da konfronteret med greven og enden på historien blev en dom på deportation til kayenne, hvor vi to havde den fornøjelse at møde hinanden og fornye det inderlige venskab, som vi alt fra barndommen havde knyttet, og som senere vore fælles interesser havde bibeholdt... Louis Pjerre standsede et øjeblik i sin fortælling og tog et langt drag af et vinglas, der stod tæt ved ham. — bliv ved, min ven! sagde Gaston. Jeg forsikrer dig, din fortælling rører mig dybt. — som du ved, fortsatte Louis Pjerre, tog jeg en skøn nat — hvor himmel og hav var i oprør og gjorde både kommandanten og vagtmandskabet starblinde — anledning til at ryste peberet af mig. Med let sind kappede jeg touget af en båd, som jeg vidste hvor de havde fortøjet, og roede på lykke og fromme. I flere dage flakkede jeg om uden af få hverken vådt eller tørt, og havde så småt tænkt på af begynde af gnave på mine fingre, da jeg til al held fik øje på et skib, som stevnede ned imod mig. Mat, næsten træt til døden, kravlede jeg op på tofterne, rev min bluse af og lod den flagre for vinden. Endelig så man mig, jeg blev flæbt ombord og fik så god pleje, af jeg allerede den næste dag kunne være oppe og hjælpe folkene med manøvrerne. Skibet sejlede til Amerika, dette forjættede land, som er målet for så mangen gæv angling. Ankommen hertil var jeg så heldig af få midler til af rejse videre og inden ret længe kunne du have set mig med hakke og spade bearbejde jorden i Kalifornien for af finde guld. Jeg var lige ved af opgive det, ked af al min møje, da jeg en fljø « dag fik fat i en lille, uanseelig Klump, der så ud som jord og som jeg ærgerlig ville kaste til side. Det klang, Gaston, forestil dig min overraskelse, det var det pure guld. Jeg svoer ikke af gøre et eneste stik mere med spaden og jeg holdt ord. Snart havde jeg omsat min lille Klump i klingendesdollars, og var efter omstændighederne en holden mand. Jeg lod. nu min garderobe fornye og fremtrådte som en fuldendt kavaler. Landet var i temmelig god opkomst og jeg besluttede endnu at blive der i nogen tid, for at se mig om. Nogle mil fra det sted, hvor jeg havde gjort mit heldige fund, opdagede jeg en plantage, som ved sine veldyrkede marker, sin dejlige have og mange bygninger ret faldt i min smag. Dog, jeg havde langtfra penge nok til at købe den, men satte mig dog i hovedet at blive ejer af den, sent eller tidligt. Ejeren selv var borte, og bestyreren af den, en spanier ved navn Juarez, var en svoger til ham. Gaston, du ved nok, når jeg vil, så kan

1895_EwaldHF_LeonoraKristina

H.F.

Leonora Kristina

Ewald

EwaldHF

Leonora Kristina

1895_EwaldHF_LeonoraKristina.pdf

H.F.

Ewald

dk

Leonora Kristina

Billeder af en Kongedatters Liv

n

roman

Erslev

KB

pdftxt

1621-1698

1621-1698. Om Leonora Christina Ulfeldt

HISTORICAL

Første kapitel. Rosmarin. En mild dag sidst i september måned i året 1629 skinnede solen klart over Frederiksborg. Det stolte slot, som dengang endnu var nyt, hævede med ungdomskraft sine spir mod himmelen. De forgyldte fløje skinnede i solen, og slottet strålede overalt af guld som. en ridder, der har smykket sig til en festturnering. Der var mere ædelt metal på denne Borg end på nogen anden i Europa, sige krønikerne. Nu strålede den i solens glans, og slotssøens blanke vandspejl gengav det prægtige skue, mens hjortespringvandet midt i søen opsendte sine plaskende stråler dg fangede i sin leg også noget guld fra solen. Hvad husede dette fortryllede slot, som var så rigt smykket? Yar der fryd og gammen i dets haller, eller dækkede al denne pragt kun som en maske over elendighed? De stolteste menneskeværker ere forgængelighed underkastede; men de ere dog stærkere og stå længer end de drømmeslotte, som det menneskelige hjerte opfører. Et pust kan vælte dem, selv om de synes byggede på fast grund, end sige når de er byggede på sand. Således var det gået Frederiksborgs bygherre, Kristian den fjerde. Han havde opført så mange stærke huse, som skulle overleve ham i århundreder, og dog havde han allerede nu i sin kraftige manddomsalder oplevet at se sin æres og sin huslige lykkes tempel synke i grus. Han sad i den blå sal, et af slottets pragtfuldeste rum. Silketapeter, hvori der var indvævet skønne landskaber, dækkede væggene, og fra det rigt udskårne, forgyldte loft holdt retfærdighed, klogskab, tålmodighed, kærlighed og andre dyder, fremstillede som en kreds af svævende kvinder, laurbærkranse over hans hoved, mens nag og vrede rasede i hans hjerte, og mishåb tyngede hans ellers så stærke sjæl. Hvis han havde kastet et blik i det store vægspejl, som gengav hans billede, ville han have faret tilbage for sig selv. Hans kraftige skikkelse sad bøjet, furerne i hans stolte åsyn vare dybe, og mørkt var blikket, der kunne være så muntert. Foran ham stod hans marskal, Niels krabbe., og lyttede ærbødig til sin herre og konges ord, uagtet de hverken vare vise eller nådige, tværtimod ville og uhøviske. Han var det tålmodige kar, hvori kongen udøste sit hjertes galde, mens han søgte at dulme sin smerte med den hede vin. Hyppig måtte Niels krabbe fylde kongens bæger, og hurtig blev det hver gang tømt. Men kongens blussende åsyn og tindrende blik viste, at det blev kun som nyt ved til ilden. Fra Rhinen var den vin kommen, som han drak, og fra samme egn den herre, som havde krænket hans huslige fred og ære, nemlig rhingreven Otto Ludvig af Salm, der var hans hustrus galan. Fru Kirsten Munks eventyr med denne fyrstelige rytteroberst var sandelig ingen hemmelighed, og dog havde kongen lukket øjnene til og stræbte at skjule sin skam for verden; men nu for det ud, som han hidtil havde gemt i sit hjerte. » Havde jeg rhingreven her, « sagde han, idet han satte det tømte bæger hårdt i bordet, » lod jeg ham hænge i det højeste træ i dyrehaven. « » Jeg frygter for, at eders majestæt ville være i eders gode ret, om i gjorde det, « svarede Niels krabbe; men så tav han brat. Døren gik nemlig op, og en pragtfuldt klædt dame trådte ind. Hun havde en smuk figur, og hun førte sig ikke uden ynde; men hendes åsyn var blegt og blikket fra hendes smukke øjne vildt og ustadigt. Det var Kirsten munk. Kongen fæstede blikket skarpt på hende, mens hun langsomt nærmede sig. Han tænkte: mon hun har luret ved døren? Det havde hun vistnok; thi det var nu hendes daglige gerning at udspejde sin kongelige husbond. » Ej, « sagde hun, da hun var kommen hen til bordet, » her sidder eders majestæt jo vel og nyder mosten. Men det er uret, at i lader Niels krabbe stå der med tør mund. « Så fyldte hun to bægre, gav Niels krabbe det ene, tog selv det andet og stødte sit mod hans. » God tår, Niels! « sagde hun. » Jeg får drikke med eder, siden min herre ser så ondt til mig. « » Gå på eders Kammer og bliv der! « råbte kongen. Hun lod sig. dog ikke skræmme; hun tømte bægeret langsomt, satte det fra sig med en spotsk latter og gik så med et trodsigt hovedkast. Niels krabbe åbnede døren for hende og bukkede ærbødig, mens hun gik forbi, men holdt døren åben, indtil hun var forsvunden gennem det tilstødende værelse. » Så du nogen sinde en ledere heks? « spurgte kongen Niels krabbe, da denne havde lukket døren. » Og dog var hun engang som en engel. Men hun havde satan i blodet fra fødselen af; kun vidste vi det ikke. Jeg har elsket hende og tillige æret hende, som om hun var fyrstebåren; men nu, da hun skulle gøre gengæld og være mig til trøst i al min elende, har hun vanæret mig, og endda spotter og håner hun mig. « » Hun må være troldgjort og syg på sjælen, « Sagde Niels krabbe. » Ja, vel har hun noget med trolddom at skaffe, « Svarede kongen med et mørkt blik. » Hun har prøvet sine kunster på mig. Men hvorledes det end har sig med alt det djævelskab, vi nu sidde i, så må du tilstå, Niels, at nu, da dette kommer til alt det andet, bliver det så hedt for mig, som om jeg sad i helvede. Det tykkes mig næsten, at gud Herren frister mig over evne. « Med » alt det andet « mente kongen sin ulykkelige deltagelse i trediveårskrigen som kredsoberst og nederlaget ved lutter am barenberg, hvor han trods sin hærførerdygtighed og sit heltemod var bukket under for overmagten, blev slået af den kejserlige general Tilly og kun med nød bjærgede livet. Det glimrende vidnesbyrd, som den gråhærdede og erfarne sejrherre gav ham, at kongen af Danmark var den dygtigste og mest hårdnakkede modstander, han nogen sinde var truffen på, var kun en ringe trøst for den slagne helt. De laurbær, han som hærfører havde vundet i kalmarkrigen, vare nu visnede, og hans stolte håb, at slå et afgørende slag for sin tro og vinde hæder for sig og sit folk, var tilintetgjort. Men derefter kom det, som var værre. Riget havde ligget åbent for fjenden, og Jylland var blevet hærget af Wallensteins kroater, som trængte helt op til Limfjorden. Nu var der rigtignok omsider blevet sluttet fred; men’ riget var ødelagt og skatkammeret tømt. Aldrig havde han tænkt sig muligheden af,.at han kunne blive så ynkelig stillet, som tilfældet var nu, og den egennyttige adel, hæmskoen på hans kraftige vilje i hele hans regeringstid, skulle nok vogte sig for at hjælpe ham på føde igen. Da nu til disse ulykker kom hans hustrus letfærdighed og falskhed, fik hans hjerte nådestødet, og hans heltesjæl sukkede under korsets tynge. Mens Niels krabbe stræbte efter evne at trøste sin nedslagne herre, blev denne siddende hensunken i grublen og lod bægeret stå uhørt, indtil han omsider så op med et mildere og livligere blik. » Hvor er frøkenerne? « spurgte han. Således kaldtes kongens døtre med Kirsten munk, uagtet hun såvel som de havde fået titel af grevinde af Slesvig og Holsten; men navnet frøken hævede dem for så vidt højere, som det ellers kun tillagdes prinsesser af blodet. Da Niels krabbe svarede, at de vare ovre i lysthaven med hofmesterinden, bød kongen ham at lade båden gøre rede. På den anden side af søen, lige over for slottet og foran i lysthaven, lå en lille bygning, som brugtes til våbenværksted og rustkammer. Kongen havde ladet den opføre, da slottet var færdigt, og givet den navnet sparepenge, for at vise dem, der mente, at hans skatkammer var blevet udtømt ved opførelsen af det pragtfulde slot, at han endnu havde penge tilovers. Ved sparepenge var landgangsbroen, og kongen lod sig ofte ro derover og dvælede gerne i sit rustkammer. Der gik han da også nu ind og blev siden uventet opholdt, så at det varede en tid, inden han kom videre. Øverst oppe i lysthaven var der mellem pede hække et stort parti buske og blomster i snirklede bede samt flere lysthuse og bænke. Der havde hofmesterinden, Fru Anna lykke, Qvitzovs enke, vandret om med de tre ældste frøkener og sin egen datter, unge Pernille, indtil hun omsider satte sig ind i et lysthus med en bog og lod så de unge skøtte sig selv. De brugte ikke friheden til at tumle sig i leg, hvad man kunne have ventet. Den ældste af de tre kongedøtre var nemlig kun elleve år gammel, og de vare ingenlunde voksede fra riset, som i øvrigt efter datidens opdragelsesmåde fulgte de unge piger så at sige lige til brudeskammelen. Men de vare dog både legemlig og sjælelig så tidlig udviklede, at barnligheden var i færd med at gå af dem. De vare også alle tre trolovede eller i det mindste lovede bort. Pernille Qvitzov og den næstældste frøken, den tiårige Sofie Elisabet, havde dog noget i sinde med leg og kommers,.men det blev der intet af, fordi de to andre straks skilte sig fra dem og gik arm i arm hen i en krog af haven. Den højeste af dem var den ældste af kongedatrene, den elleveårige Anne Katrine. Hun var en slank bygget pige med et smalt åsyn og et par store, noget tungsindige, brune øjne. Den anden, som var kraftigere bygget og stor for sin alder, var Leonora Kristina. Hun havde først nylig fyldt sit ottende år, men hendes øjne strålede af liv. Udtrykket var for et barn på hendes alder usædvanlig sjælfuldt og tænksomt. Hendes åsynsfarve var frisk, men hendes smukke og stolte træk vanhældedes af nogle kopar, som først i årenes løb svandt bort. Disse to søstre, som kongen, deres fader, elskede højst, sluttede sig gerne sammen og greb enhver lejlighed til at udøse deres hjerter for hinanden. De havde ofte været adskilte; thi Fru Kirsten holdt aldrig samling på børnene. I den spæde alder blev de givne i mormoderen, gamle Fru Ellen marsvins varetægt, og de sidste to år havde Leonora tillige med Sofie Elisabet og deres yngre Broder, Valdemar Kristian, tilbragt hos kongens søsterdatter, prinsesse Sofie Hedevig, som var gift med statholderen i Friesland, grev Ernst Casimir af Nassau. Men da freden i dette forår var bleven sluttet, kaldte kongen dem tilbage, fordi det nu i hans pengenød blev ham for kostbar en sag at holde dem i udlandet. De vare blevne førte til Kronborg, hvor deres moder boede, mens kongen færdedes omkring i riget, indtil en ildebrand på slottet havde fordrevet dem derfra. Så vare de flyttede til Frederiksborg, hvor kongen var stødt til dem, og således var måske for første gang hele familien samlet på et sted. » Her er bedre at være end på Kronborg, « Sagde Anne Katrine til Leonora, mens de gik mellem hækkene. » Jeg blev led ved altid at se på søen, og her er fader hos os. « » Men han er hver dag i ondt lune, « svarede Leonora. » Før var han mere munter.. » Han er nu aldrig glad, når han er hos moder. « » Hvoraf kommer dog det? « spurgte Leonora. Anne blev rød og tøvede med at svare. Hun havde så temmelig rede på sagen. Ikke alene havde hun ofte hørt pigerne tale nedsættende om hendes moder; men hun havde selv, mens Leonora var i Holland, mærket til det ømme forhold, der herskede mellem Fru Kirsten og rhingreven. Hun kunne også have fortalt den smukke historie om, hvorledes moderen havde opført sig det foregående år, dengang deres lille søster, Marie Katrine, som Leonora aldrig fik at se, blev syg og døde på Københavns slot, mens Fru Kirsten lå på Kronborg og morede sig med rhingreven. Ikke engang efterretningen om barnets død kunne få Fru Kirsten til at bryde op. Hun kom først til jordefærden, og da man efter den skulle gå til bords, sneg hun sig bort fra slottet ad en bagtrappe og kørte med rhingreven til haven ved Rosenborg, hvor de bleve sammen til langt ud på natten. Men Anne Katrine bluedes ved at omtale det for sin tre år yngre søster. Hun følte sig som et voksent menneske lige over for Leonora. » Moder har ikke opført sig, som hun burde, « Nøjedes hun med at sige. » Du hører jo selv hver dag, hvor hun skælder og smælder. « » Tal ikke så ilde om moder, « svarede Leonora heftig; » hun kan også være god. « » Ja, mod dig, men ikke mod os andre, « sagde Anne. Deri havde hun ret. Det var Leonoras skæbne overalt at blive foretrukken; endogså hendes lunefulde moder var ofte mild imod hende, hvorfor hendes søstre også vare misundelige på hende, alene Anne Katrine undtagen. » Fader derimod, « vedblev Anne, » er retfærdigog god mod os alle. « » Også mod moder? « spurgte Leonora med et usikkert blik. » Ja! « svarede Anne uden tøven. Dette svar gjorde Leonora stum. Hun havde mere end en gang hørt sin moder sige, at kongen havde handlet skammeligt imod hende; thi Fru Kirsten lagde aldrig bånd på sin tunge. Men Leonora elskede sin fader højt, hvorfor hun heller ikke ville tro ilde om ham. Hun var naturligvis ikke i stand til at dømme dem imellem; men hendes skarpe og tidlig udviklede forstand sagde hende, at hun ikke kunne retfærdiggøre sin moder uden at nedsætte sin fader. Derfor tav hun. Men Anne Katrine, som var mere vidende og aldrig havde mærket noget til kærlighed hos moderen, havde let ved at tage parti. Hun gav nu sine følelser luft på en måde, som viste, at hun tænkte mindre dybt end hendes yngre søster. » Moder er mig på nakken, « sagde hun, » og du skal ikke stole på freden. Det kan endnu komme dertil også med dig. Sagen er, at du er bleven ny^or hende. Pris du din lykke, at du i disse onde tider var i Holland hos den gode faster Sofie. Hun var blid mod dig, og du blev skønt holdt med klæder, mens jeg fik skænd og hug og næsten måtte gå i pjalter, så ond og karrig viste moder sig imod mig. « » Men jeg måtte døje ondt netop for mit gode udstyrs skyld, « sagde Leonora. » Sofie Elisabet blev nidkær på mig, fordi det var bedre end hendes, og græd i arrigskab sine salte tårer derover. Se, hvor hun går derovre og skæver til os, fordi vi gik fra hende! Nu stikker hun og Pernille hovederne sammen og gør nar- ad os. « » Ja, hun slægter moder på, « sagde Anne og hensank et øjeblik i tanker; men straks efter udbrød hun: » O, Leonora, mon mange børn her i verden er så ilde stedte som vi? Vi have en god fader, og konge er han endda, men dog leve vi ofte i usle kår og er helt fortrykte. Gid jeg kun var så gammel, at min kære Frants kunne føre mig til brudeskammelen og jeg slippe herfra! « Hun var nemlig allerede for to år siden bleven trolovet med den nu fire og tyve år gamle Frants Rantzau til Rantzausholm, som kongen så havde hævet op fra hans ubemærkethed, sat ham ind i rigets råd og gjort ham til statholder i København. » Jeg længes ikke efter at blive hjemført, « Sagde Leonora med så vigtig en mine, at Anne stak i at le. » Med dig har det gode stunder, barn, « sagde hun. » Sofie kommer da efter alderen først, og hun er endnu ikke nået til trolovelsen. « Sofie var lovet bort til holsteneren Kristian Pentz til neudorf, Leonora til Korfits Ulfeldt, søn af den gamle rigskansler Jacob Ulfeldt til egeskov og Urup. Begge disse bejlere hørte til den høje adel ligesom Frants Rantzau; men Ulfeldt måtte kaldes fattig, fordi der var sytten børn, så at den gamle kansler kun kunne efterlade lidt til hver af dem. Kongen måtte hæve ham, for at han kunne blive sin vordende brud, kongedatteren, nogenlunde værdig; men det var han også villig til, fordi han havde store tanker om Ulfeldts evner. Men Leonora tænkte naturligvis kun lidt på den side af sagen. Hun havde kun set sin vordende, femten år ældre fæstemand en gang, kort førend hun blev sendt til Holland, mens han gik ud på en af de udenlandsrejser, som optog næsten hele hans ungdom, og på hvilke han erhvervede sig så mange kundskaber og så megen erfaring. Nu var han kommen hjem og ventedes hver dag til Frederiksborg. Leonora imødeså gensynet med ham med ligegyldighed eller snarest med uvilje, ikke fordi hans person havde gjort noget frastødende indtryk på hendes barnesjæl, men af en ganske anden årsag. Hun havde nemlig, hvor utroligt det end lyder, allerede elsket en gang og levede i mindet om en første kærlighed. I andres øjne var det naturligvis en barnestreg, men visselig ikke i hendes egne. Hun talte aldrig derom, og da den drillevorne Sofie Elisabet engang kom med en hentydning til hendes » afdøde mand, unge grev Morits « og titulerede hende » Enkegrevinde «, hentede hun sig et ørefigen, og der påfulgte et håndmænge, hvori Sofie bukkede under, så at hun aldrig mere vovede at røre ved den sag. Men nu gav Leonora selv Anne Katrine lejlighed til at udfritte hende. » Når du vil vide det, « sagde hun, » da ville jeg ønske, at jeg kunne vedblive at være ugift alle mine dage. « » Er det da virkelig så,* spurgte Anne, idet hun undertvang et smil, » at du ikke kan glemme din ven, unge grev Morits? Hvad gavner det at tænke på ham nu, da han er død og borte? « » Han er ikke død, « sagde Leonora, idet hun så hen for sig med et drømmende blik, » han er nu en engel i guds himmel. Ofte har jeg ønsket, at jeg kunne fare op til ham. « Herover blev Annes følsomme hjerte rørt. » Nu skal du åbne dit hjerte for mig, Leonora, « Sagde hun. » Fortæl mig, hvorledes i havde det med hinanden og om hans død. Kom, lad os sætte os her! « Der stod i nærheden en bænk, skjult af nogle buske; men da de kom til stedet, blegnede Leonora, mens hun udbrød: » Nej, ikke her! « og trak den forundrede Anne hen til en anden bænk. Da de havde sat sig der, gav hun sig til at skildre sit kærlighedseventyr med den afdøde, elleveårige grev Morits af Nassau. » Han var så skøn, « sagde hun, » at du ikke kan tænke dig det. Han havde blå øjne, gult, lokket hår og æblerøde kinder. Han var så mild og god og altid munter. Vi blev snart gode venner og sneg os bort, så ofte vi kunne, for at sladre i Enrum. Vi læste sammen, han lærte mig det latin, han kunne, og vi tegnede sammen. Så skete det en dag, at han gav mig et Kys, tilsvor mig evig troskab og sagde, at nu var jeg hans fæstemø; men det måtte for en tid blive en dyb hemmelighed. « » Jeg elsker ham, skønt jeg aldrig har set ham, fordi han havde dig så kær, « udbrød Anne, som nu ganske var med. » Havde han levet, ville han have ægtet dig, og du ville være bleven grevinde af Nassau. « » I himmelen er der ingen grever og grevinder, « Sagde Leonora, » nu er han kun Morits for mig. Vor glæde blev så kort, Anne i hans Broder, grev Wilhelm, var os ikke god. Han led ikke det kæresteri, sagde han, og da jeg havde fået den slemme koppesyge, hvad tror du da, han gjorde? Han førte Morits ind til mig, mens jeg lå der, skæmmet af vabler, for at han ved det syn skulle få lede ved mig. « » Det var djævelsk! « udbrød Anne. » Så fik han derved selv sygen og døde. Grev Wilhelm er en brodermorder. « » Ja, « sagde Leonora, idet hendes tårer brød frem, » han fik en sådan skræk ved at se mig i den.tilstand, at han måtte søge sengen, og to dage efter var han død. De ville skjule det for mig; men jeg fik det dog at vide. Jeg stod på, at jeg ville se ham, og min lærer førte mig da op i salen, hvor Morits lå på paradeseng. Han løftede mig op, for at jeg bedre kunne se, og spurgte mig, om jeg kunne kende Morits. O, Anne, jeg glemmer aldrig det syn! Men hvor skæmmet hans åsyn end var i døden, så genkendte jeg ham dog straks. Jeg ser ham endnu for mine øjne, som han lå der i det hvide linklæde, smykket med Rosmarin. Fra den dag af har jeg hadet den busk. Når jeg ser de mørke, spidse blade og den blege, blå blomst, kommer der en gysen over mig. Den er som en dødshilsen fra Morits og minder mig om ham, som jeg så ham på det sidste, hvad jeg helst vil glemme. Der står en rosmarinbusk bag den anden bænk, derfor ville jeg ikke være der. « Derpå brast hun i gråd; Anne Katrine slog sine arme om hende og kyssede hende. Men som de sad således, blev de pludselig skræmmede op og for fra hinanden. Gennem tåresløret så de flere skikkelser stå for sig og genkendte først kongen. Ja, der stod han i sin brune, guldstukne vams og de store kravestøvler. Fjerhatten var trykket ned i panden, marelokken hang ned på den brede, hvide halskrave, hans højre hånd støttede sig til den lange, guldknappede stok, og den venstre holdt han i siden. Dog udtrykte hans åsyn mere forundring end vrede. » Hvad er her på færde? « spurgte han. » Hvorfor sidde i der og tvine, børn? Har i mistet en af eders dukker? Nu skulle i få trøst; se, hvem jeg bringer! « Anne Katrine blev blussende rød ved at se, hvem det var. Bag kongen stod tre unge herrer, hendes halvbroder, prins Ulrik, Korfits Ulfeldt og Frants Rantzau. Anne følte sig skamfuld ved at blive overrasket af sin fæstemand grædende som et barn, men især ved kongens hentydning til, at hun endnu legede med dukker. Sagen blev ikke bedre ved, at bag herrerne stod Fru Anna lykke og Sofie Elisabet og Pernille Qvitzov, som puffede til hinanden og fnisede. Men Leonora så ikke noget til det, thi Ulfeldt var trådt hen til hende for at hilse på hende. Med megen alvor og værdighed rakte hun ham sin lille hånd, og han bøjede sig ned og kyssede den lige så ærbødig, som om hun havde været en voksen dame. Han var en høj, velvoksen herre med en bydende mine, uagtet hans stolte åsyn i dette øjeblik havde sit elskværdigste udtryk. Han var kun tre og tyve år gammel; men han så ældre ud, og dette indtryk forstærkedes ved, at han gik og støttede sig til en stok. Han led nemlig af åreknuder i det højre ben, en svaghed, som han aldrig ganske blev kvit. Sindig gang tjente ham bedst, og derfor gik det øvrige selskab fra ham og Leonora, som langsomt fulgte efter. Anne Katrines tårer forvandledes hurtig til smil, mens hun vandrede ved sin muntre fæstemands side. Han fortalte hende, hvorledes han havde truffet Ulfeldt i København lige efter dennes hjemkomst fra udlandet, og så vare de blevne enige om umeldte at tage ud til Frederiksborg. » Ulfeldt, « sagde han, » brændte af længsel efter at gense Leonora og skønne, om hun havde vokset sig stor og smuk i de henrundne to år. Så var han også lysten efter at vide, om kongen fremdeles står ved sit ord; men i så henseende er der ingen fare. Korfits er en troldmand, som kan vinde alle hjerter, når han vil. Rigtignok var din høje fader noget sort, da prins Ulrik førte os ind til ham i sparepenge; men rynkerne i hans pande glattedes snart. Vi pokulerede bravt dernede. Det er en god, lille vinkælder, din forsynlige fader har også der. Vi kom muntre herop, men fandt så eder, badede i tårer. Hvoraf kom dog den gråd? « Da Anne ikke ville ud med sproget, drillede han hende med at sige, at årsagen så dog vist havde været dukkesorger. » Vist ikke, « svarede hun krænket, » når jeg leger med dukker, er det kun for at more de små. « De små, det var hendes tre yngre søstre, den seksårige Elisabet Augusta og tvillingerne Kristiane og Hedevig, som vare tre år gamle. » Og Leonora? « spurgte Frants med et smil. » Dog nej, « tilføjede han, idet han vendte sig om og så tilbage, » se, hvor stolt hun går der ved korfits’s side, som om hun alt bar fruerlin og var dronningen af Saba. Det er ved min stamfader et pudsigt syn og bliver det ikke mindre derved, at Ulfeldt fører sig, som om han var kong Salomo selv. Det undrer mig, at ban ikke brister i latter. « Men det vogtede Ulfeldt sig vel for. Med megen snildhed og takt stræbte han at nå sin ærgerrigheds mål, at blive kongens svigersøn. Om forelskelse i et barn på otte år kunne der jo ikke være tale; men dog lagde dette møde spiren til varme følelser hos ham. Han blev fortryllet af den forening af barnlighed og modenhed, som lå i Leonoras væsen, og undrede sig over hendes forstandige svar. De vare dog afvisende, og han fik brug for alt sit snilde i denne mærkelige samtale. Det lykkedes ham til sidst at få sin barnebrud til at åbne hjertedøren på klem; men da han så gav sig til at udfritte hende om årsagen til de tårer, som hun og hendes søster havde udgydt, mens de blev overraskede på bænken, lukkede den sig atter til. » Det var intet, « sagde hun, idet hun blev rød, » bryd eder ikke om det! « » Men det gør jeg. Jeg skønnede straks, at det ikke var barnegråd. De tårer kom i hvert fald sikkert ikke af sorg over mistede dukker. 1 er alt vokset fra at lege med dukker, frøken Leonora, det kan jeg mærke på alt. I har haft en eller anden sorg. Hvem har gjort eder fortræd? « » Hvoraf ved i, at sorgen var min? « spurgte Leonora, idet hun så ham kækt ind i øjnene. » Anne Katrine græd jo også. « » Jo, « svarede Ulfeldt, idet han undrede sig over sin lille modstanderskes snildhed og slagfærdighed, » det var øjensynligt, at hun trøstede eder. Men siden i ikke vil ud med sproget, så må jeg gætte. Eders moder har handlet ilde med eder og måske tugtet eder? At Fru Kirsten er en hård og lunefuld moder, er kundbart nok. « » Nej, « svarede Leonora heftig, » det var ikke det. Moder har ikke været ond imod mig. « » Nu, « sagde Ulfeldt, » det er smukt af eder, at 1 ikke vil sværte eders moder; men jeg ved, hvorledes det har sig. Jeg vil tale med kongen derom. « » Nej, nej, gør ikke det! « udbrød Leonora. » Så kunne moder tro, at jeg har sladret, og jegvil blive straffet. « » Men jeg gør det alligevel, medmindre 1 vil åbne eders hjerte for mig og sige mig, hvad det da er, der tynger det. Hvem kan eders ve og vel ligge mere på hjerte end mig, der er udset til den ære engang at blive eders ægtefælle? Jeg vil lade eder vide, at hans majestæt agter med det første at lade vor trolovelse blive fuldbyrdet. Vi drak muntert derpå nede i sparepenge. — har i noget derimod? « spurgte han med et smil. » Fader, « svarede Leonora med overraskende alvor, » har ikke spurgt mig. Han har forkyndt mig sin vilje; men hvis han spurgte mig, ville jeg svare ham, som jeg nu svarer eder — jeg ved det ikke ret! « » Nu, « sagde Ulfeldt venlig, » anderledes kan det jo ikke være i eders unge alder. Se nu i mig kun en ældre Broder og vis mig fuld fortrolighed. Oplad nu eders lille hjerte for mig og sig mig, hvad det er, der tynger det. « » Men i vil spotte mig og le mig ud, « svarede Leonora og brast i gråd. » Visselig vil jeg ikke det, « sagde Ulfeldt, idet han klappede hende på kinden. » Kom, min kære, lille veninde; lad os sætte os på denne bænk og tale med hinanden derom. « Han satte sig; men hun blev stående foran ham og så på ham med sine tårefyldte øjne. » Nu, « sagde han, » lad mig så få at vide, hvem det er, der har været ond mod eder. « » Ingen, « svarede hun med et suk. » Han, på hvem jeg tænker, gjorde mig kun godt. Han var min bedste ven; men han ligger nu i sorten muld. Derover græd jeg, og Anne Katrine med mig. Det var unge grev Morits i Holland; han var min hjertenskær. « Ulfeldt havde virkelig nær givet sig til at le; men han fik bugt med sin lyst dertil og høstede lønnen derfor, idet Leonora nu, hjulpen på gled af hans spørgsmål, med rørende naivetet fortalte ham om sin kærlighedshistorie og dens tragiske udgang. Ulfeldt tabte snart al lyst til at le, med så megen naturlighed og sand følelse fortalte hun sit barnehjertes saga. Han blev rørt samtidig med, at han skønnede, både hvilken skat af varme og trofasthed der lå gemt i dette barnehjerte, og tillige hvilke sjældne åndsevner hendes fortælling i al dens simpelhed vidnede om. » Nu have i tak! « sagde han til sidst. » Nu kender jeg eders hjertesorg og kan trøste eder. Tal til mig, når i vil, om stakkels, unge grev Morits. Gerne vil jeg høre om ham. » Nej, « svarede Leonora, » jeg tier helst om ham; men nu ved i, at jeg alt en gang har elsket. « » Ja, « svarede Ulfeldt med et smil. » Hvis unge grev Morits end var i live, kunne jeg vel spare mig al bejlen? « » Visselig! « svarede Leonora med alvor, idet hun bøjede sit hoved. Men fra nu af gik der i hendes barnlige sjæls dybde en forvandling for sig, som Ulfeldt ved sin ømhed og klogskab fremmede. Hendes fantastiske barndomskærlighed døde hen som en larve, uf hvilken den dybe og trofaste kærlighed sprang frem, som siden skulle gøre hende så navnkundig. andet kapitel. Den hårde bænk. Frants Rantzau og Korfits Ulfeldt dvælede i nogen tid på Frederiksborg og overværede den sidstfødte frøkens dåb. Dette usalige barn, som kongen kun nødig vedkendte sig og da også siden forstødte, var blevet født på Kronborg, kort førend Fru Kirsten flyttede derfra. Det blev døbt med glans og fik navnet Dorotea Elisabet. Fru Kirsten var trods sin mislige stilling så munter, at hun nogen tid efter tvært imod skik og brug gjorde et stort barselgilde, og den tålmodige konge fandt sig også i det. Han havde måske heller ikke noget imod for en tid at adspredes og glemme sine sorger. Også var det en god tid for børnene; thi når Fru Kirsten morede sig, lod hun dem skøtte sig selv, og riset hvilede. Men nu var denne frist udløben; gæsterne vare rejste, og der var atter stille på slottet. En mørk dag i november måned vandrede kongen alene i indelukke-skov bag staldgården og tænkte over sagernes stilling. Efter at han i nogen tid havde gået frem og tilbage på den vej, som siden fik navn af Kristian den fjerdes allé, standsede han ved et stort træ, hvor der lå en kampesten med et indhugget sæde. På den hårde bænk satte han sig, og det var en plads, som ret egnede sig for de overvejelser, der sysselsatte ham. Han havde nemlig i et anfald af det bitre lune, som var ham ejendommeligt, ladet denne sten henlægge til minde om mortensaften det foregående år, da Fru Kirsten stængede sin sovekammerdør og lukkede ham ude. Ved denne egenmægtige og ulovlige handling havde hun faktisk separeret sig fra ham og drevet ham over i en anden kvindes arme. Han var nemlig allerede kommen i forhold til jomfru Vibeke kruse, som siden blev hans frillekone og trofaste ledsagerske til hans livs ende. Uagtet den sag ikke lader sig forsvare, må man dog tage hensyn til datidens overmåde løse sæder, og hvad fyrster og store herrer uden sky tillod sig. Set fra det synspunkt brændemærker dette forhold ikke særlig Kristian den fjerde. Trods alle tidligere udskejelser havde kongen desuden været sin nuværende hustru tro. Men dertil kom, at han ingenlunde selv havde indledet forbindelsen med vibeke- kruse. Fru Kirstens egen moder, gamle Fru Ellen marsvin, havde på en skamløs måde draget kongen ind i den, og Fru Kirsten havde endogså selv gjort lignende forsøg for at blive ham kvit. Dette træk giver os et dybt indblik i datidens sædelige fordærvelse. Fru Kirsten ville da heller ikke have brudt sig derom, hvis det havde været en anden kvinde. Men Vibeke kruse havde været hendes egen kammerjomfru, og hun var bleven fjernet, fordi hun kun vidste alt for meget om sin frues gale streger og derfor var til ulejlighed. Nu mente Fru Kirsten, at Vibeke havde sværtet hende hos kongen, og hun nærede derfor et dødeligt had til hende. Fru Kirstens skammelige gerninger vare imidlertid åbenbare nok. Hun havde i den grad sværtet sig selv, at andre ikke havde nødig at gøre det. Kongen sad altså på stenbænken, der var lige så hård og kold som hans skæbne, og grundede over den mørke gåde, hans hustrus onde hjerte og ville sind. Han gennemgik hendes lange synderegister og overvejede, hvad han skulle gøre eller lade. Knuden strammedes, og jo mere spændt forholdet mellem forældrene blev, des mere sved det til børnene. Kongen havde forbudt hende at blande sig i opdragelsen; men dog gjorde hun det og tumlede ubarmhjertig med børnene, udskældte dem og.slog dem. Hofmesterinden, der lige så meget var sat til at passe på Fru Kirsten som på børnene, kunne ikke magte hende. 1 disse dage fik Leonora at føle, hvor god hendes moder var. De røde strimer på hendes krop viste det. De tårer, som hun og Anne Katrine nu fældede sammen, vare mere bitre end de, som mindet om unge grev Morits havde aflokket dem. Men kongens grundende tanke måtte dybere ned end til dette. Ikke alene havde han en stærk mistanke om, at hans hustru havde været ham utro; men han vidste, at hun var en spion og forræderske. Hun aflurede ham statshemmeligheder og røbede dem for den svenske gesandt, fegræus. Hun havde endogså været i lag med denne for at få ham til at hjælpe hende til flugt til Sverige; men han var for klog til at indlade sig med hende. Til sidst mindedes han hendes skumle planer med at øve trolddom på ham, hvortil han havde sigtet i samtalen med Niels krabbe. Hun havde prøvet på at give ham blysukker og anden gift i maden, vel ikke for at dræbe ham, men i den tro, at det ville give ham lede til elskov og til hende. Dog tvivlede han ikke om, at hun ønskede ham døden. Hun havde flere gange ladet ord falde, som røbede hendes sande sindelag, om det også var sket i hidsighed. Var det udholdeligt at leve længer sammen med en sådan kvinde? Hun lagde åbenbart an på at gøre ham det så broget, at han til sidst måtte lade hende fare. Skulle han gøre kort proces og slippe hende straks? Dette spørgsmål gjorde kongen sig selv, efter at han havde tilendebragt den lange vandring gennem de mørke minders labyrint. Men straks rejste sig en hel hær af skrupler. Hvis han forstødte hende, måtte han retfærdiggøre sin handlemåde, hvad han ikke kunne uden at blotte hende og kundgøre sin skam for alverden. Det ville desuden give stor alarm mellem hendes talrige og mægtige frænder. Hendes moder, Ellen marsvin, havde rigtignok hidtil stået på hans side og gjort, hvad hun kunne for at tæmme datteren, men sagtens kun fordi hun var klog nok til at indse, at det måtte tage en ende med forfærdelse. Fru Ellen kendte ikke meget til mora

1896_EwaldHF_LidenKirsten

H.F.

Liden Kirsten

Ewald

EwaldHF

Liden Kirsten

1896_EwaldHF_LidenKirsten.pdf

Herman Frederik

Ewald

dk

Liden Kirsten

En Kærlighedshistorie fra Kong Hans's Dage

n

roman

Gyldendal

KB

Illustreret titelblad

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel over stok og sten for fire hundrede år siden så det anderledes ud på den af Limfjorden omflydte frugtbare 0 mors end i vore dage nu er den en bar højslette hvor vinden ikke møder nogen synderlig hindring men dengang var der ikke så lidt skov og flere strækninger som nu bære korn dækkedes af den brune lyng dog var det ikke storskov og det var ikke bøgen som bredte sin løvrige krone der. Det meste var ungskov og krat hvor ærværdige ege som en slagen hærs veteraner ragede op og udstrakte deres knudrede grene over buskene og skovens små ymper ligesom disse kæmper herskede i skovene således spillede de adelige sædegårde herrer blandt bøndernes lave huse. Øen var som spækket med dem. Vel var ingen af dem mægtige borge men de lave stærke huse vare dog næsten alle omgivne af volde og grave som holdtes vedlige uagtet man nu i lange tider ikke havde haft brug for disse værn. Siden Niels Ebbesens dage havde ingen fjende været oppe i Jylland, og bonden, som havde prøvet på at afryste adelens åg, var bleven så grundig kuet, at han ikke mere vovede at kny. De fri, adelige mænd og kvinder stængede sig derfor ikke inde på deres gårde, vindebroerne bleve sjælden opheisede, og deres hængsler rustede. Øens herrer kunne færdes trygt og uden væbnet følge i deres skove og på deres heder. Dog var det usædvanligt og efter de tiders strenge ydre tugt heller ikke sømmeligt, at kvinder færdedes uden ledsagelse; men ikke desto mindre red to unge jomfruer en af de sidste dage i Mai måned i året 1498 alene ud fra herregården sø og over heden nord på til feggeklit, øens yderste, nordlige landtunge. De mente, at de ubemærkede kunne tage sig denne frihed på dette ensomme strøg. Rigtignok gik der en færge over det smalle sund mellem feggeklit og hannæs, men færdslen ad den vej var kun ringe. Det var en kold forårsmorgen. Der blæste en skarp vind fra nordvest, thi i disse nordlige egne har varmen jo aldrig haft hast med at komme. Men himlen var klar, og solen kastede sine stråler over Limfjordens blinkende vand og over kysten på den anden side sundet. De to unge ryttersker nød udsigten og den friske søluft, idet de i tavshed red efter hinanden langs klintens vestlige' kant. Begge vare de indhyllede i kåber, hvis hætter dækkede deres hoveder, så at deres skikkelsers omrids ikke trådie skarpt frem. Dog var det tydeligt, at hun, som red forrest, var den højeste og slankeste af dem. Under kanten af hendes hætte lyste et par store, blå øjne med et muntert og dristigt blik, mens solens strejflys faldt over hendes skarpt skårne træk, den bøjede næse, de fyldige, sanselige læber og den lange hage. Hun sad rankt og sikkert i sadlen, uagtet den kun var en til damebrug omdannet herresaddel. Den eneste damesaddel på sø havde nemlig vist sig at være i uorden, men den dristige rytterske lod sig ikke skræmme af så lidt. Hesten var af landracen, tung og langhåret. Et ganske andet syn frembød hendes ledsagerske. Hun red en fint bygget, smuk, sort hoppe og sad med magelig ynde i sin stadselige tværsaddel. Hun var mindre af statur og fyldigere skønt dog smal nok om sin midie. Hendes træk vare bløde, hendes kinder runde og friske, men den lille lige næse og den yndigt dannede mund gav dog hendes åsyn et særegent præg af finhed. Hendes blik var bly, men der syntes at være dybere til bunds i hendes gråbrune øjne end i hendes ledsagerskes glimrende blå. Det var et drømmende, søgende blik, som viste, at den attrå, der boede i hendes hjerte, endnu ikke havde fundet sit mål; men det var tillige et strålende blik. Enten disse øjne vare tungsindigt tilslørede eller de lyste af munterhed og skjelmeri udøvede de en dragende magt men om dem kunne det siges at de ikke vidste hvad de gjorde hun var kun sytten år gammel og den første ungdoms hele blufærdige jomfruelighed var over hende. Den anden jomfru derimod havde en moden kvindes selvsikre væsen uagtet hun også var ung nok kun to og tyve år da hun blev en knøs var som gik noget derfra og vogtede får med en hund standsede hun sin hest. Hej du Lasse “ råbte hun kom hid og hold vore heste! “ Lasse drejede sit hvidhårede hoved og så derhen med en ægte morsingboers sindighed og varsomhed; men da han var bleven klar på hvem det var der kaldte ad ham kom han hurtigt springende han kendte godt jomfru Edel Mikkelsdatter Jernskjæg som var til huse hos sin morbroder Jep Andersen Grubbe på sø og hesten som hun red gamle brune blis dog var det især synet af den anden jomfru der gav hans tunge ben fart det var nemlig Kirsten Nielsdatter skram fra Frøslevgård liden Kirsten kaldet i folkemunde. Det var et kælenavn som menigmand havde givet hende ikke nærmest fordi hun var lille men fordi hun havde været på mors fra sin barndom af og fordi hun var mild og huldsalig og altid viste sig rundhåndet. det havde Lasse erfaret, når han med sin fader, en Bonde i seierslev, var til hovarbeide på sø, hvor jomfru Kirsten undertiden opholdt sig som gæst. Hun var tillige i hans øjne skøn som en engel, hvorfor han nu stod og stirrede på hende, mens jomfru Edel, der var sprungen af hesten let som en vind, hjalp hende af sadlen. Efter at Lasse havde fået mange formaninger om at passe på hestene og holde sin hund rolig, gik jomfruerne helt ud på klinten. Edel tog kåben af og lod vinden lufte det lange, gule hår, som bølgede ned ad hendes ryg, kun sammenholdt af et perlebånd om hovedet. Kirsten bar sit hår på samme måde, men da hun kun slog hætten lidt tilbage, blev hendes silkebløde, brune hår ikke synligt i hele dets fylde. De gik helt ud på klinten, som sænker sig brat, og hvor de havde fjordens vande et halvt hundrede fod neden for sig. Der satte de sig på en lav borgvold, en rest fra gamle dage..,her drager man vejret frit, “ sagde Edel. „ Det gør ved guds moder også vel at kunne skue vide ud, bort fra denne elendige 0. “ „ Men hvor er stedet? “ spurgte Kirsten. „ Stedet? “ gentog Edel og gav sig så til at le. „ Så du har endnu den gamle krønnike i hovedet? Jeg tænker, at vi sidde på stedet. Her stod nok fengos Borg, her steg han i land, dræbte sin gode Broder horvendil og tog hans hustru til ægte. “ men sønnen amtet hævnede sin fader “ sagde Kirsten idet hun så hen for sig med er drømmende blik. Ja de sige så Kirsten! Men det er vel kun en fabel. Jeg er nu lige glad hvordan det så har sig dermed hvorfor sysle dine tanker med sligt? “ Jeg ved det ikke Edel! Det kommer vel af at der skete så meget dengang men nu sker der så lidet som det er været at ofre en tanke “ Nu det er der noget i “ svarede Edel det passer i hvert fald godt på os morsingboere stundom når jeg sidder ved rokken i fruerstuen på sø tykkes jeg mig at være en på en Borg indslumret tornerose; skønt det skal gud og alle helgene vide at en Borg er det gamle hus på sø ikke “ Det er ikke alene det Edel! Mændene er ikke mere som de fordum må have været men ganske uridderlige og lavt tænkende “ Ej “ udbrød Edel der bryder du jo staven over alle de gæve ungersvende der sværme om dig som sommerfugle om en rose hvis de ikke have anstrengt sig med ridderlighed i deres bejlen til dig så ved jeg ikke hvad! Venter du at en af dem skal komme og voldføre dig ride bort med dig i favnen lige som Bonde due gjorde ved Johanne Andersdatter i vore fædres tid? “ Hvilken snak Edel! “ Nu Kirsten jeg ville ønske at jeg havde så mange bejlere på stien som du! Men sligt times ikke så fattig en jomfru som mig “ Edel sagde dette i en bitter tone hendes ærgerrige sjæl havde svært ved at bære de ringe kår som var falden i hendes lod det var gået tilbage med hendes fordum rige og navn kundige slægt hendes fader Mikkel Andersen havde forødt sit gods men han havde gjort det som værre var idet han efter sin første hustrus død havde ægtet en ufri kvinde en guldsmeddatter. Fra det øjeblik af var opholdet i hjemmet blevet Edel utåleligt hun forlod sin fader i vrede rejste over til Jylland og kom i havn hos sin morbroder på sø hvor hun nu spiste nådsensbrødet. Kirsten derimod var en rig pige hun havde efter sin fader Niels skram arvet den skønne Hovedgård Mattrup nede ved Horsens og efter sin moder Cæcilie Jensdatter frost en halvpart i Frøslevgård på mors der var hun kommen i huset hos sin moster Fru Else Jensdatter frost fordi hun tidlig havde mistet begge sine forældre Fru Else. og hendes mand Albert skel vare altså bievne hendes plejeforældre og hos dem var hun bleven opdraget sammen med deres eneste barn Birthe der således både var hendes søskendebarn og hendes plejesøster jeg under dig alle mine bejlere Edel “ sagde Kirsten. Jeg er led ved dem og dog må jeg for deres skyld døje vrede og hårdhed af moster “ ja hun vil ikke give dig bort det er åbenbart. Det ville hue hende bedst om du forblev ugift alle dine dage al den stund din part af gården så engang ville tilfalde hende eller hendes arvinger dog ville det være bedre om du lagde dig til at dø med det første thi da ville hun selv blive eneejer af Frøslevgård “ Skam få du Edel så ringe du tænker om min moster! Ond er hun ikke kun nidkær på Birthes vegne give gud at en af ungersvendene ville begære hende af hendes forældre og hjemføre hende så ville moster blive mild og vi kunne leve fordrageligt med hinanden “ Men det sker næppe Kirsten! Sære måtte de unge karle være om de lod dig sidde og lagde sig efter Birthe som hverken i rigdom eller fagerhed kan måle sig med dig før du er borte bliver Birthe aldrig gift; men hun kan endda vinde med thi at du snart bliver gift og hjemført trods alle Fru Elses kunster det regner jeg for at være lige så sikkert som at sol står op i morgen “ Du gør mig ræd ved den ilde spådom Edel! Men det har ingen fare når jeg selv strider imod og moster jager bejlerne fra mig så skulle det gå underligt til om jeg ikke fik fleld til at blive jomfru alle mine dage “ „ Ha, ha! “ lo Edel. Der er langt til dine dages ende, tør vi håbe. Et barn på sytten år kan snakke som du gør men livet vil lære dig noget andet den rette har ikke vist sig endnu det er Tingen; og herremændene her på mors ere jo også kun småfolk men lad os dog holde mønstring over ungkarlene der er nu først Albert mus her på Ullerup — “ Den lille visne Karl! “ udbrød Kirsten han er for sød i sin mund slesk og falsk “ Så er der Niels kås på jølby — “ Nej tak Edel! Han bor for nær ved vor dør. Vi kende ham ud og ind det svin han er en fyldehund og en slagsbroder “ Men sorte Jørgen da? “ spurgte Edel videre således kaldtes Jørgen høg til ørndrup på grund af sit ravnsorte hår og sin mørke lød han er dog en statelig svend stor og stærk fører sig smukt og er høvisk nok i al sin færd hans gård er da også bedre end de andres “ Nej Edel nej allersidst ham! Der er mord i hans øjne. Jeg gyser når han ser på mig han stirrer altid og siger så lidt hans tanker ere sikkert onde. Men hvordan det end har sig med ham så er jeg sikker på at hverken han eller nogen af de andre eftertragte min person men kun mit mammon. “ Det skal du dog ikke være så sikker på! Men i hvert fald tænker du deri som en stor tosse. Ingen anden jomfru jeg kender ligner dig i det stykke du bør tværtimod mene at den bejler der ikke skønner på din gode gård er en vindhas upålidelig og ikke været at have “ Nej hvor du er gammelklog Edel! Vær vis på, at mange jomfruer tænke som jeg, om de end for faders og moders skyld ikke vove at sige det. Men for mændene er i disse uridderlige tider gods alt, kærlighed intet. Selv de bedste af dem sætte vel, når det kommer til stykket, en gård over et hjerte. Derfor tænker jeg, at kan jeg ikke slippe, da vil jeg stå mig bedst ved at få en fattig mand. Han vil vel elske mig højere, fordi jeg gør ham rig. “ „ Bild dig det ind! Hvis han da ikke er et rent får, så vil han netop blive en strengere herre, mere bange for din indgriben, mere øm over sin myndighed. “ „ Edel, dit hjerte er af sten! “ „ Og dit af voks, Kirsten! Så surrer der også så mange tanker i dit lille hoved, som bier i en kube. Du spænder buen for stramt og sigter for højt, hvad elskov angår. Du har læst for mange ridderkrønniker og sunget for mange elskovsviser. Når den rette kommer, hvor vil da ikke dit hjerte stå i brand! Da se gud og alle hellige i nåde til dig og bevare din forstand! “ „ Jeg venter mig ikke noget så farligt, “ svarede Kirsten overmodigt, idet smilehullerne i hendes kinder kom frem. „ Ham, du kalder den rette, kommer vel aldrig. Alle de mænd, jeg hidtil har set, ligne ham ved guds moder så lidet, som en krage ligner en falk. “ De havde siddet så fordybet i samtale, at de ikke havde lagt mærke til, at færgen fra hannæs var gået over; men nu vækkedes de ved larmen da den lagde til broen Edel rejste sig og så ned der er nogle herrer med deres heste og svende “ sagde hun ved guds moder tror jeg ikke at to af dem er Jørgen høg og Albert mus “ Hvad siger du! “ udbrød Kirsten idet hun sprang op da må vi afsted ikke for meget godt vil jeg møde de to karle ene her på heden “ Jeg er dog hos dig “ svarede Edel og jeg er i mine egne øjne ikke noget dårligt værn for din blyhed; men som du vil! “ De gik så hurtigt tilbage til hestene som de fandt i god behold Edel hjalp Kirsten i sadlen og derpå fik hun selv en håndsrækning af Lasse men han var ikke øvet i staldtjenesten og gav hende så kraftig en hjælp at hun nær var kommen over hesten og ned på den anden side dog blev hun i sadlen men således at hun kom til at sidde over skrævs som en mand. Det gør intet således rider man dog bedst “ Råbte hun muntert idet hun trak skørterne ned over sine veldannede ben som vare bievne vel meget blottede og hvis smukke form viste sig i de stramme hoser. Hun red så efter Kirsten som ikke havde ventet på hende i begyndelsen gik det raskt nok fordi Lasses hund med rasende gøen satte efter brune blis og ville bide den i benene men da hunden var bleven kaldt tilbage af Lasse sagtnede den gamle stivbenede hest farten og nu havde Kirsten fået så stort et forspring, at Edel opgav evret og red videre i skridt. Hun var imidlertid ikke kommen ret langt, førend hun hørte hovslag, vendte sig i sadlen og så, at en rytter nærmede sig i fuldt firspring. I en fart fik hun det højre ben tilbage over sadlen og havde lige fået sig sat sømmeligt til rette, da rytteren indhentede hende, parerede sin hest, en skøn, lys skimmel, råbte: „ Ej se! “ og hilste høvisk. „ Nej, er det eder, Erik Styggesen, “ udbrød Edel, idet hun blev rød i kinderne ved tanken om, at han muligt havde set hende gøre den mislige bevægelse med benet over sadlen. „ Hvad har dog ført eder op til mors? Er kongen i farvandet? “ „ Nej, “ lød svaret, idet de red videre sammen, „ men dog på vejen op til Viborg. Jeg har været i hans nådes ærinde ovre i Thy og skal nu støde til ham i staden. “ Erik Styggesen Rosenkrantz var en af kong Hans’s hofsinder. Edel havde for et par år siden truffet ham i København, den eneste gang hun havde været til hove. Ved den lejlighed havde han trådt en Dans med hende, og da hun nu så ham ind i hans smukke, frejdige åsyn, mindedes hun ikke uden sindsrørelse den glade dag. Dengang var hendes hjerte ikke af sten. Det havde banket, da Erik Styggesen med sin kraftige arm førte hende så sikkert i dansen, og hun så ham ind i hans blå øjne. Det syntes hende at hun dengang havde fået et varmt blik til gengæld han var den mest ridderlige mand hun var truffen på en af de få som ved det blotte syn indgyde tillid Edels hjerte havde banket men nu var det forbi heller ikke var han rig nok til at hun følte sig fristet til at lægge sig efter ham den arvepart han havde fået ud af sin fædrenegård Hevringholm var næppe nogen stor herlighed og i lever nu her på sø hos eders morbroder “ Sagde Erik mens alle de tanker for gennem Edels hoved Albert mus som kom over med fortalte mig det; men dog ville jeg forsvoret at jeg skulle træffe eder her alene på den ville hede. “ Albert mus hvor blev han af? Og Jørgen høg? Jeg så at de vare i færgen men eder blev jeg ikke var “ Da var jeg der dog de andre er redne med svendene ad landevejen. Jeg fik lyst til at gøre et lille slag over heden jeg har ensomhed kær og mellem os sagt så var de to rejsefæller ikke selskab efter mit sind. Albert mus er en vindhas og sladrer som en skade men Jørgen høg er mig især imod han er trættekær og lumsk ret en skummel Karl han hader mig fordi jeg engang da han opførte sig uhøvisk ved hove måtte irettesætte ham men sig mig dog hvem var den rytterske, der red forud og forsvandt som et lyn? “ „ Det var unge Kirsten Nielsdatter fra Frøslevgård. Hun er i disse dage vor gæst på sø. “ „ Så det var hende! Albert mus talte om hende og sagde, at hun er en såre knibsk jomfru. Jeg har set hende engang på Mattrup, mens hendes fader, Niels skram endnu var i live, men dengang var hun kun et barn. “ „ 1 må vide, “ sagde Edel, „ at stakkels Kirsten er meget efterstræbt. Der er snart ikke en ungersvend her på mors, der ikke har været ude efter hende, men mest nærgående have disse to været og så deres fælles ven, Niels kås på jølby. Det undrer mig, at disse tre trods medbejlerskabet ere svorne venner; men de samstemme rigtignok i alt andet. Måske agte de at kaste lod om jomfruen. “ „ Hvad, “ udbrød Erik, „ er hun en sådan, at hun således giver sig hen? “ „ På det lav nej! “ svarede Edel, men råbte så, idet hun pegede fremad: „ Gud hjælpe os, der ligger hun! Hun er falden af hesten. “ Erik Rosenkrantz gav sin hest af sporerne og nåde hen til stedet før Edel. Kirsten sad på en lyngtue og holdt tøjlen i sin højre hånd. Hesten stod rolig ved siden af hende. Erik så, hvorledes det havde sig. Sadlen var drejet rundt med hende. „ Skam få den stalddreng, som spændte saddelgjorden, “ sagde han. „ Er i kommen vel fra det? “ „ Så nogenlunde, “ svarede Kirsten, men hendes åsyns bleghed viste, at hun følte smerter. „ Barbara er tålig. Jeg fik hende standset, da sadlen skred. Men min venstre hånd smerter. Jeg greb for mig med den i faldet. “ „ Lad mig se den, “ sagde Erik, idet han sprang af hesten. „ Jeg forstår mig lidt på badskærkunsten. Men først bør jeg give mig til kende for eder. Jeg er Erik Styggesen fra Hevringholm, en gammel ven af Edel Mikkelsdatter — ej, der har vi hende! “ „ Nu, det må jeg sige, Kirsten, at du er vel faren, “ udbrød Edel, idet hun standsede den pustende, brune blis. „ Det kommer der ud af at ride gal over stok og sten! “ „ Der er nok ingen stor ulykke sket, “ sagde Erik. „ Vil i holde min hest et øjeblik, jomfru Edel, da skal jeg undersøge hånden, om dens skønne ejerinde vil tillade mig det. “ Derpå tog han Barbaras tøjle, hængte den om sin venstre arm og talte beroligende til dyret, mens Kirsten rakte ham sin dårlige hånd. Han tog varligt på den, men dog strømmede blodet Kirsten raskere gennem årerne ved berørejsen. Blikket fra hans funklende blå øjne gik hende underligt gennem sjælen, og hun blev blussende rød. Så tog han fastere på hånden, og trods smerten derved tålte hun det uden at skrige. hun følte en uforklarlig glæde ved at være i hans hænder og dog var han hende ganske fremmed hun mindedes ikke at have set ham før. Han tog nu et silkeklæde frem af sin vams og bandt det jævnt fast om håndledet men han syslede længe dermed så “ sagde han omsider nu er hånden vel hyttet “ Det er den vist “ sagde Edel smilende i gav eder god tid med det arbejde! “ Ja “ svarede Erik hastværk er lastværk “ Men sagen var at aldrig før havde så fin og blød en hånd ligget i hans når i nu kommer hjem jomfru Kirsten “ vedblev han da bør i lægge kolde våde omslag på og skifte dem flittig “ Følg helst med til sø og tag selv vare på jomfruen “ sagde Edel siden i har begyndt på den doktoreren bør i også føre den til ende “ Det er dog ikke sagt at det ville være jomfru Kirsten til behag “ svarede Erik mens Kirsten sad tavs og så ned for sig men jeg tør det heller ikke. Kongens tjeneste går for alt og jeg har ikke megen tid at give bort om jeg skal nå Viborg i rette tid “ I det samme raslede det over heden. Det var Albert mus og Jørgen høg som kom farende fra den nærliggende landevej både med deres egne og Erik rosenkrantz's svende hø hø! “ råbte Albert mus med sin skingrende røst. „ Så i fangede dem begge to, Erik Styggesen! Men hvad ser jeg! Det er jo Edel Mikkelsdatter og liden Kirsten! Der gjorde i ved min helgen et ædelt bytte. “ „ Bytte? “ gentog Edel. „ Hvad er eders mening med slig uhøvisk tale? “ „ Det var ikke ilde ment, “ svarede Albert mus, „ men i er nu altid så kort for hovedet, jomfru Edel, og tåler ikke skemt. “ „ Nu, “ sagde sorte Jørgen i en spydig tone, „ eftersom Erik Styggesen gerne render efter skørter, så er det intet under, at han ville vide, hvad det var for to kvinder, der jog over heden, som om fanden var efter dem. “ „ Fanden, “ sagde Erik i en skarp tone, „ er ikke her, med mindre han skulle være kommen i eders følge, Jørgen Pedersen! Så ved i og med eder selv, at det er en stor løgn, i der sagde om mig, at jeg gerne render efter skørter. “ „ Vel! “ svarede Jørgen. „ Hvis i vil lade de to jomfruer fare og nu ride med os, da tager jeg mine ord i mig igen. “ „ Men det har jeg ingenlunde i sinde, “ sagde Erik hidsigt. „ Jomfru Edel har bedet mig om at følge med ind til sø, og det agter jeg nu at gøre. “ „ Og dog, “ udbrød Albert mus, „ lod i os før vide, at i rider kongens ærinde, og at eders tid er knap. Det sagde i til os i færgen. “ „ Lad i kun mig skøtte mine egne sager selv, “ Svarede Erik i en skarp tone. nu “ sagde Jørgen høg jeg agter mig ned til højriis for at gæste min Broder hr Niels inden han i morgen rider til Viborg jeg vil da bede ham sige til hans nåde: i må ikke vente snart at se Erik Styggesen han sidder i en fælde. To jomfruer lokkede ham på feggeklit hede. “ Erik lagde hånden på sit sværdfæste hans kinder blussede og hans øjne funklede Jesus skal der nu flyde blod! “ råbte Kirsten i stor angst idet hun sprang op vist ikke kære lille jomfru “ sagde Erik idet han slap sværdfæstet det kan bie til en anden lejlighed “ Han havde ved Kirstens mellemkomst fået tid til at tænke og det gik op for ham at hvis han indlod sig i kamp så havde Jørgen høg udsigt til at opnå sin hensigt at skille ham fra jomfruerne og holde ham borte fra sø ja gør i kun det Jørgen “ sagde han kold sindig lad kun eders hr Broder forlyste hans nåde med den spøg min kære herre vil le deraf. løvrigt håber jeg at være i Viborg fuldt så tidlig som hr Niels “ Mens denne ordveksling stod på havde Erik rosenkrantz's svende sluttet sig til deres herre og draget deres sværd og Albert mus's og Jørgen høgs svende gjorde på deres side ligeså et ord fra herrerne og de ville styrtet løs på hverandre. Men Albert mus vendte sin hest Jørgen høg fulgte ham efter et øjebliks tøven og de red derfra idet de mundhuggedes vi burde kastet os over ham og gjort det af med ham “ sagde Jørgen såmænd “ svarede Albert men det kunne blevet os en lovlig dyr spas at antaste en mand som rider kongens ærinde du er for nidkær Jørgen! Lad os først se hvad han fører i sit Skjold “ Det er åbenbart nok Albert! Jeg så det af de øjne han og Kirsten sendte hinanden og så hendes angst for hans dyrebare liv! De må have kendskab til hinanden. “ Nu det har måske intet at sige at den stråjunker rider med hende til sø og dvæler der en dag men det rette ville været at ride med dem til sø og spolere den spas for dem dog det lod sig jo ikke gøre “ Albert mus havde nemlig en skæltrætte med Jep Andersen og de vare dødelige uvenner de søgte altså tilbage til landevejen og red videre mod syd til Albert mus's gård Ullerup gud og alle hellige være prisede at vi blev de to banditer kvit “ sagde Edel da hun så dem og deres følge forsvinde over heden banditer er de vel ikke “ svarede Erik men de opføre sig som om de vare det “ Nu “ sagde Edel vi kunne dog takke dem for at vi beholde eders selskab der skulle intet mindre til. Hverken Kirsten eller jeg evnede at drage eder fra pligtens vej. “ „ Jeg genkender eder på hvert ord, i siger, jomfru Edel! Der har været en skælm i eder fra barndommen af, må jeg tro! Ville i tænkt bedre om mig, hvis jeg straks havde givet mig? Men jeg er eder stor tak skyldig for den ære og venlighed, i viser mig. Gerne og glad følger jeg eder og jomfru Kirsten til sø. “ „ Og i vil være velkommen der, må i tro! Ikke hver dag forvilder en god mand og dertil en kongens sinde sig ind på sø. “ Kirsten sagde intet. Hun så ud, som om hun drømte. Hendes saddel blev nu rettet og omhyggeligt fastspændt af Erik selv, uagtet der var fire svende til at gøre det. En snor blev bundet til hendes hests bidsel, for at den ikke skulle tage magten fra hende nu, da hun kun havde brugen af den ene hånd. Erik løftede hende i sadlen, og således fik han også hendes lille fod i sin hånd. Holdende fast i snoren førte han hende med sig, som om hun allerede var hans bytte, og således red de ad sø til, mens Edel fulgte dem smilende, og lærkerne sang over deres hoveder. andet kapitel på sø. Den næste dag hvilede vindene gennem et brudt skylag faldt der et mildt dagslys over land og sø og bierne summede i den lille rosengård som fandtes indenfor voldgraven på sø og som lå tæt ved det lave våningshus denne have var anlagt af husets frue Anne Povelsdatter dyre allerede i hendes unge dage og var trivedes godt under hendes omhyggelige røgt hun var nemlig født og opvokset på sø og som eneste barn havde hun arvet gården og bragt den til sin mand Jep Andersen hun havde elsket gården med alt hvad der hørte til den lige fra hun kom til skels år og alder og den havde vel endnu den største part af hendes hjerte skønt hun levede godt med sin husbond som var en fredelig mand det skulle da være at deres eneste barn sønnen Jep gjorde gården rangen stridig i moderens hjerte; men gården og sønnen de hang så nøje sammen som eneste arving var han bleven opdraget frem for alt med det for øje at elske og bevare den ejendom, der var falden i deres lod, ikke forringe den, men om muligt forøge formuen. Jep syntes også at arte vel. Han var nu tyve år gammel, høj og stærk af lemmer, sindig i al sin færd, men tillige noget mut og ordknap. Det var ikke let at se på hans rolige, næsten sløve åsyn, hvad der egentlig boede i ham, om der intet var, eller disse murfaste træk kun vare en maske. Dog havde han i en henseende klart nok tilkendegivet sin mening. Hans forældre ønskede, at han skulle se sig om efter en fæstemø, men dertil havde han vist afgjort utilbøjelighed. Hans moder havde nemlig gjort sig håb om i liden Kirsten at vinde en rig brud for sin søn, men Jep havde med stor bestemthed afvist tanken derom. Han syntes at have lede til kvindfolk, alene Edel Mikkelsdatter undtagen. Hendes selskab var ham til enhver tid kært. Men uden at tale om, at Edel var en fattig jomfru, som Anne dyre aldrig kunne ønske sig til sønnekone, så var der en uoverstigelig hindring for en forbindelse mellem de to. Efter den kanoniske ret var nemlig ægteskab forbudt endogså i fjerde led, og Edel og Jep vare jo som søskendebørn beslægtede i første led. Forholdet mellem dem kunne derfor aldrig blive anderledes end som mellem søster og Broder. Men selv om denne hindring ikke havde været, ville Edel Mikkelsdatter aldrig nedladt sig til at ægte Jep uagtet hun virkelig havde nogen godhed for ham. Anne dyre stod i sit fadebur og kiggede gennem glughullet ud i rosengården hvor Edel Kirsten og Erik Styggesen sad sammen i en løvhytte hun var ikke bleven glad ved den fornemme gæst som den foregående dag så uventet var falden ind til dem men hendes husbond desto mere. Jep Andersen havde dog været noget med i sine dage og hørte gerne nyt fra hove og om hvad der ellers foregik ude i verden Erik havde derfor virkelig af sin vært fået den hjertelige velkomst som Edel havde lovet ham men Anne dyre var vred på Edel fordi hun var reden ud på heden uden forlov og havde lokket Kirsten med sig Anne havde et ansvar med hensyn til unge Kirsten Nielsdatter mens denne var hendes gæst. Kirstens moster Else Jensdatter frost på Frøslevgård sendte hende til sin gode veninde Anne dyre i den tro at hendes søsterdatter der var i gode og sikre hænder både Jep Andersen og Anne vare desuden påholdende kun lidet gæstfri og levede stille unge springfyre fandt intet tilhold på sø og dog var nu denne Erik Styggesen kommen farende og bruclt ind i helligdommen. Det var sikkert Edels værk hvad hun end havde til hensigt dermed; men at den unge herre var kommen ikke for Edels men for Kirstens skyld det mærkede Anne dyre snart hun stod og så sig gal på Edel som sad der og sladrede med den fine hofsinde. Til snak og fjas havde hun altid lyst, men aldrig til at gøre gavn i huset, hvad hun burde til gengæld for, at hun fik føden. Anne dyre var ikke glad ved det påhæng, hun havde fået i Edel Mikkelsdatter. Det var hende en tilfredsstillelse, så vidt hun kunne, at kue denne hoffærdige jomfru, men til gengæld ringeagtede Edel hende dybt. Hendes frænder på sø vare ikke stort mere end bønder i hendes øjne. Hun ofrede dem i dette øjeblik ikke en tanke. Livligt gik samtalen mellem hende og Erik, mens Kirsten mest sad og hørte til. Det var imidlertid ikke Eriks skyld. Han ønskede nu Edel langt bort. Han troede, at det var hendes nærværelse, der gjorde Kirsten så tavs og tilbageholdende, men deri tog han fejl. Hendes selvfølelse var vågnet, og Edel havde hjulpet hende dertil ved om aftenen, da de gik til sengs, at drille hende med Erik Styggesen og slå på, at nu var vist den rette kommen. Nej, hvor stærkt end Kirsten i det første øjeblik navde følt sig greben, så skammede hun sig dog nu over denne svaghed, der så underligt var kommen over hende ved synet af en vildfremmed mand. Erik fik det snart at mærke. „ Smerter hånden eder mere? “ spurgte han. „ Næsten ikke “, svarede hun, idet hun lettede på hånden, som hun bar i et bind. „ Jeg har al årsag til at takke eder “, vedblev hun i en spøgende tone i er fuldt så dygtig i lægekunsten som den kloge kone i Frøslev levede i her på mors da ville i kunne tage Mari hareskår brødet af munden. “ Det er en smuk tak du der giver din ædle læge Kirsten! “ udbrød Edel du værdsætter ham jo ikke højere end en gammel signekærling “ Jomfru Kirsten mener ikke det “ sagde Erik venligt det var kun spøg hun har gjort gengæld for den ringe tjeneste jeg viste hende ved at standse mit sværd og måske redde mit liv siden jeg kun var en mod to “ Jeg må tro at det var meningen “ sagde Edel mens Kirsten blev rød i må nemlig vide at der bor et højt sind i denne unge jomfru hun klager over brøst på ridderlighed hos vor tids mænd og over at der intet sker nu imod i gamle dage og derfor burde hun jo bleven glad da det tegnede til kamp mellem eder og eders modstandere; men tværtimod! “ Er i virkelig så blodtørstig jomfru Kirsten? “ Spurgte Erik vist ikke! “ svarede Kirsten heftig bryd eder ikke om Edels snak! Intet er længere fra min hu end at ville sætte mænd sammen. “ Jtdo « sagde Edel således går det gerné når man får det for øje som man i sin tåbelighed har drømt om dog viser udfaldet at jeg har ret i det jeg sagde før hvis i Erik Styggesen havde ladet eder flænge af Albert mus's og Jørgen høgs sværd da ville i stået som en helt med en glorie om hovedet mens i nu da i for at stille hendes angst hyttede eder kun har fået spot til tak “ Jeg tror dog at hånden værker lidt “ sagde Kirsten med usikker stemme idet hun rejste sig jeg vil gå op og tage friske omslag på “ Så gik hun mens Erik fulgte hende med øjnene og nød synet af hendes lette gang og hendes holdnings naturlige ynde derpå rejste han sig og gav derved tydelig til kende at nu havde løvhytten ikke mere nogen tillokkelse for ham. Tøv lidt og lad hvile falde på eder “ sagde Edel. Om i da “ tilføjede hun med et fint smil kan udholde at dvæle en liden stund der hvor Kirsten Nielsdatter ikke er? “ I behager at drive spøg med mig “ svarede Erik barskt men tog dog sæde på bænken nej “ svarede Edel med alvor jeg har alt andet end spøg for øje og jeg vil tale til eder uden omsvøb. Eders hjerte er fanget det er åbenbart og det undrer mig sandelig ikke der er i Kirsten Nielsdatters person nedlagt en tryllemagt der er så meget stærkere fordi hun kun i ringe grad er sig den bevidst i det mindste har hidtil ikke al den hyldest hun er genstand for kunnet forrykke hovedet på hende vid— “ Erik løftede hånden som om han ville afbryde hende men hun lod sig ikke standse „ Vid “, sagde hun, „ at dette uskyldige barn på sin vis er meget snu og mistroisk. Hun tænker om enhver bejler: mon det er min person eller min gård, hans hu står til? “ „ Kære jomfru Edel “, sagde Erik med tiltvungen sagtmodighed, „ I går sandelig over stregen. Hvad giver eder årsag til at tro, at jeg agter at bejle til til jomfru Kirsten? Men selv om så var, men hvad ret blander i eder da i den sag? “ „ Med en venindes ret, Erik Styggesen! Jeg har Kirsten såre kær, og jeg mener, at jeg ikke kan ønske hende nogen bedre mand end eder. “ „ Jeg takker eder for eders gode mening om mig, kære jomfru Edel, men — “ „ Ingen bedre mand, siger jeg, på det ene nær, at i ikke er rig nok. Det kan blive en

1886_EwaldC_Lindegrenen

Carl

Lindegrenen

Ewald

EwaldC

Lindegrenen

male

1886_EwaldC_Lindegrenen.pdf

Carl

Ewald

dk

Lindegrenen

Roman

n

roman

Erslev

KB

pdftxt

nan

nan

O

Min bog handler om forhold. Børn ikke kender og følgelig ikke forstår. Den megen tale om umoralitet, der stadig lyder fra den moderne literat urs fjender — og som har ramt ganske anderledes betydelige arbejder end mine — kan vel berettige mig til at gøre denne bemærkning på det første blad. Min hensigt dermed vil være nået, hvis jeg kan forhindre, at mit arbejde bliver læst og bedømt ud fra andre forudsætninger end dem, hvorunder det er skrevet. København i April 1886. Carl Ewald. i. Deres hjem lignede på en prik de fleste andre hjem. Der var ikke nogen særlig smag eller tilbøjelighed, der havde sat stil i det. Ingen påfaldende kvikhed havde stillet møblerne op... ingen iøjnefaldende ekstravagance slynget gardinerne om vinduesrammerne. Var der en vinduespille, så bar den et spejl eller et skrivebord... der var en væg, der ikke kunne være andet end sofavæg, og der var en anden, som ville være rent umulig, når den ikke blev dekoreret med en puf. Så stod der borde midt i stuerne med lænestole om, og i spisestuen rettede rørstolene sig artig på rad. Ellers var sofavæggen „ Familievæg “... viet levende og døde, mere og mindre kære slægtninge. Over hendes skrivebord hang nogle fuldmodne gule roser, malet af en afdød tante... Over hans hang hendes portræt, i svær udskåren ramme med tykke snore og silkekvaster. Og så var der tre—fire almindelige, gode kobberstik og littografier. Inde i spisestuen hang seks af „ Fremtidens “ Gevinster i smagfulde rammer på lyst tapetserede vægge. Det stod alt sammen, som det står i jævnt velhavende huse. Men der var hyggeligt hos dem. Det mente alle, og det mente de selv, og det morede dem de lange vinteraftener at holde mørkning en times tid eller to, mens ilden knitrede i kakkelovnen, — følge lyset, der spillede over gulvtæpper og Gardiner og blanke møbelbén, glæde sig over deres hjem og snakke om dét stykke og dét og dét, de ville anskaffe sig, efterhånden som de fik råd til det. Når de så tændte lys, satte han sig gjærne til at læse. Hun tog fat på sit håndarbejde, snakkede en gang imellem lidt med ham og sad ellers stille og flittig. Hun havde Sans for orden og pyntelighed i stort og småt... Hækl es ans kaldte han det, når han så’ hende virke på blonder og border og antimarcasser og gud véd hvad det alt sammen var for noget. Men hun brød sig ikke om, at han drillede hende, hængte tålmodig smilende de hæklede stykker over stoleryggene, når han rev dem ned, og var glad over sit nydelige hjem. Han ejede sin egen villa. De ti tusende kroner, der var blevne til overs fra hans ung• karleliv, satte han i sådant et pynteligt lille fem værelsers hus, som de ligger rundt ved vejene på Frederiksberg. Så havde de det ganske for sig selv — med plankeværk ind mod nabovillaerne og et pynteligt stakit ud til vejen. En lille have, hvor Krokus og vintergæk og avrikler tittede frem af sneen, så snart almanaken meldte forår... hvor blomsterbuskene tætnede sig i maj og juni, og roserne spredte deres søde, tunge Duft ved midsommertid. Og om efteråret var der det ville vinløv, der flammede i takkede tunger rundt de røde mure. Det var det allerkjønneste, sagde han. Men hun holdt på roserne.. Haven disputerede de ikke så sjældent om. De holdt begge af blomster, men havde det på hel forskellig måde. Han passede på, at der var noget til hver tid af året, spekulerede og beregnede, for at han bestandig kunne have en blomstrende busk eller et bed at glæde sig over. Men hun gad gerne samle det alt sammen på en gang. Hun led ikke de nøgne bede mellem blomsterne... hellere fjorten dages glans og Duft end en klat her og en anden dér gennem alle årets måneder. Det nappedes de tit om. Og når de så en stund havde snakket frem og tilbage, tog han hende muntert om livet og kyssede hendes friske kind. „ Hvad skulle jeg gøre, om du var dobbelt skøn og fristende i et år, Avgusta, og så falmede for mig som blomsterne dér? “ „ Har du aldrig haft sådant et ønske? “ Spurgte Avgusta. „ Nej, “ sagde han leende. „ Så slet en økonom er jeg ikke. „ Du skal bevare din skønhed i mange, lange år endnu... Mange.. lange år. “ Hun blev véd at spørge på en underlig indtrængende måde, om han virkelig aldrig ønskede det... om han slet ikke kunne forstå det da —? Og han rystede igen på hovedet og lo som før og kyssede hende og bød hende blive ved at være smuk i mange, lange år. Men da han bagefter sad og røg sin cigar til eftermiddagskaffen, og som han plejede, lod sit blik flyve rundt i den hyggelige stue — — så stod hendes spørgsmål ham endnu i hovedet. Om han aldrig havde følt sådant noget... aldrig? Å jo, det havde han vel i k grunden nok. I sin st arm und drang-penvae... Han mindedes i alt fald én kvinde, han havde besiddet, og som havde tændt i ham længslen efter at trænge livet sammen i ét eneste lykkeligt minut. Han havele følt, at han gerne gad dø i hendes favn. Han havde sagt det til hende... de dage stod med ét så levende for ham, og han blev varm og rød i panden. Men så lukkede han øjnene et øjeblik og åbnede dem atter for at se på sin smukke, unge hustru. Hans blik duggedes, mens det hang ved hendes korte, lyse hår... Silkebåndet, der vandt sig om det, den bløde runde kind og det søde lille- øre, han aldrig kunne blive ked af at kysse. „ Det ville jo være umoralsk", sagde han højt. Avgusta lod bogen, hun læste i, falde i sit skød og så over på ham. „ Hvad for noget?" spurgte hun. „ Det var det, vi talte om før... ude i haven. Det er det, jeg har siddet og tænkt på. Du husker nok... det om skønheden, som skulle blusse af på en gang. “ „ Nå sådan", svarede hun rolig og tog igen fat på bogen. Men han lagde sig mageligere til rette i chaiselonguen og docerede videre, mens han veltilfreds blæste røgen af sin cigar ud i rummet. „ Naturligvis... hvis man døde med det samme. Så var det en anden sag. Men hvad skulle man gøre med alle de mange år derefter? — nej... Ægteskabet er jo netop lige det modsatte. Det er virkelig en havn — ægteskabet — som man så tit siger. Det er netop det allerbedste billede. En havn... der er fred, der er trygt. Man sejler i magsvejr små ture og kommer helskindet hjem igen. Sejler fornuftigt, så man har liv og lemmer og båd og det hele i behold og kan sejle mange, lange dage derefter. Sådan er det netop. Og velsignelsen derved føler bedst en mand, der har tumlet sig en smule i åben sø, mens han var ung. “ Hun så’ en gang op fra sin bog, men sagde ingen ting. Den tanke, der før var blusset op i hende, var slukt igen, og hun forstod ikke rigtig hans raisonnement eller brød sig i øjeblikket ikke om at tænke over det. Han var kontorchef i en bank og gik hver formiddag til sine forretninger. Det første år af deres ægteskab faldt tiden, til han kom hjem, hende lang. Hun kunne ikke rigtig finde sig til rette i sit hus... tog lidt forkert fat på det. Den ene dag tog hun sig al verdens ting på og gik så længe over sin gerning, til hun blev træt og trist. Den næste sad hun med hænderne i skødet og syntes, timerne sneglede sig af sted. Men når han kom hjem, levede hun op igen, pludrede væk ved middagsbordet om løst og fast og gjorde ham hjemmet så frisk og lifligt som en vårdag. og han lod hende mærke sin glæde. Der gik ikke en dag, uden at han fandt på et eller andet for at fornøje hende. Når de havde drukket the om aftenen, kunne det falde ham ind at få hende anbragt på chaiselonguen, lægge et shavl om hendes fødder og sætte sig på en skammel ved siden af for at „ være god imod hende “, som han kaldte det. Så lod han være med at ryge tobak, passiarede med dæmpet stemme, fortalte historier og lo på en egen stille, fornøjet måde, mens han gang efter gang strøg hende over kind og hår og kyssede hende mildt og blødt. Det faldt ham så let „ at være god imod hende “, og han foretog sig da heller ikke noget, der kostede videre anstrengelse. Men hun var allerlykkeligst de aftener. Når han sad hos hende, lukkede hun øjnene og smilte og hørte kun det halve af, hvad han sagde. Og når han gav sig til at gå op og ned ad gulvet, fulgte hun ham med øjnene, når han vendte ryggen til, og lukkede dem igen, når han kom hen imod hende, og væddede med sig selv, om han nu ville stå stille og stryge hende over håret eller kysse hende. — men efterhånden gled en forandring så lempelig ind over dem. Hun havde fået sin pige sat i trit, og der var sjælden synderligt at gøre for hende selv. Hver formiddag gik hun til byen, gjorde visiter eller tog imod visiter, abonnerede i tteatret og var at finde både her og dér. Huset gik sin støtte regelmæssige gang, nydeligt og ordentligt som før, og hun tog glad mod sin mand, når han kom hjem. Men det Kys, hun tidligere bragte ham i entréen eller helt nede ved havelågen, det hentede han nu, når han bøjede sig ned over stolen, hun sad i inde i kabinettet. Og han hentede det ikke, før han havde taget overtøjet af sig, vasket sig og skiftet frakke og støvler i sovekamret. Og fik hun en enkelt gang bud, at han blev borte, voldte det hende ikke længer den bedrøvelse som før. Hun kunne magelig få en ensom aften til at gå ved en bog. I det hele læste hun meget nu... meget mere end han. Hun greb efter de ny bøger, så snart de kom, og hun slap dem ikke, før hun havde vendt det sidste blad. Havde hun læst en bog til ende, kunne hun godt sidde en timestid eller to og tænke over den. Så kunne det også falde hende ind at spørge ham om et og andet, hun ikke forstod, tale med ham, fortælle ham den tvivl, den glæde, forundring, forargelse, bogen havde tændt i hende. Men i det kapitel tog han hende ikke rigtig i alvor. Det morede ham, så forvirrede spørgsmål hun kunne gøre om den slags praktiske ting, kvinderne aldrig kan hitte rede i. Han lo hende gemytlig ud, bandt hende dit og dat på ærmet og ironiserede så småt over damer, der snakkede om sager, de ingen forstand har på. Det drillede hende... somme tider så hun var grædefærdig over det. Men til andre tider kunne hun blive ordentlig vred på ham og fortælle ham, at hun på ingen måde var nogen dumrian, at hun ville vide besked, og at han var en egoist, der ikke gad være over at lære sin kone noget. „ Jeg vil ikke have dig alt for klog, min søde pige, “ sagde han så. „ Det kan jeg slet ikke stå mig ved. For det første — — “ Hun surmulede, og han måtte op af sin chaiselongue for at kysse hende god igen og fortælle hende, at hun var allersødest, som hun var, at han slet ikke ønskede hende anderi edes, at hun var den klog este lille frue i hele kristenheden, og at han for resten gerne ville holde alenlange foredrag for hende, hvis det kunne more hende. Bare ikke i aften. Så lod hun sig forsone, men vænnede sig efterhånden af med at spørge. Og når hun kom ud, kunne det træffe sig, at hun faldt i dyb samtale med sin bordkavallér om et og andet af det, der sådan havde listet sig ind i hende og fængslet hendes tanke. Når så kavalléren bag efter udbredte sig over hendes skarpe forstand og sjældne eftertænksomhed, nikkede hendes mand og gned sig fornøjet i hænderne. Og når de kom hjem om aftenen, drog han hende til sig og fortalte hende om den beundring, hun havde vakt, og kyssede hendes øre og hviskedee ind i det, at han var tindrende glad og stolt over sin søde, kloge lille kone... „... min.. min egen! Jeg har dig.. de andre har bare lov til at beundre dig.. og det må de gerne.. det skal de! “. Men det holdt hun ikke af, han sagde. Han kunne godt lide, hun læste... Holdt af at sidde og se på hende med cigaren i munden uden at tage sig noget til. i det hele bestilte han ikke synderligt, når han kom hjem fra kontoret. Han var en dygtig mand... pas på Franck, han driver det til noget! sagde hans kammerater. Og de ledende mænd på bankvæsenets område anså det ikke for usandsynligt, at der stak en financiel kapacitét i ham. Men han begyndte at tabe interessen for åndelig anstrengelse uden for sit egentlige fag. I sine unge dage havde han læst meget.. han spillede kønt fortepiano, havde også været et stykke af en sportsmand. Nu havde han lagt det hele på hylden.. gik lidt på koncerter, var i bestyrelser for roforeninger og den slags, men blev ellers mere og mere passiv. Han holdt nok af at komme ud, men han nød i fulde drag de aftener, hvor de sad ene hjemme.. hun læsende, han stille og tankeløs, men glad og vel tilpas. „ Du har rent tabt din hæklesans, “ sagde han en aften, da han sad sådan og døsede i stille fornøjelse. a, “ svarede hun og så’ op fra bogen. Han blev siddende og så på hende. Hun læste videre, hurtig som al tid. Lidt efter nåde hun sidste side, lukkede så bogen og skød den fra sig med en gestus, som om der ikke var noget ved den. Gabende rakte hun armene i vejret, foldede dem så over brystet og lænede sig tilbage med blikket vendt imod hængelampen. „ Min hæklesans? — ja... jeg har jo ikke brug for den mere. Det er ligefrem rørende, så ordentlig du er bleven. Aldrig krøller du noget mere... det holder alt sammen tre gange så længe, som før. “ „ Ja, dér kan du bare se, Avgusta! “ sagde han fornøjet. „ Det kommer der ud af at være godt gift. — når jeg tænker på, hvad for en gris jeg var i gamle dage! Nej..respekt for sådant noget som gulvtæpper og Gardiner og alle den slags ting... den skal der dog en husmo’er til at lære én. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg kunne holde det liv ud, jeg førte den gang... mens jeg var ungkarl. Sådant et roderi... både med det ene og det andet. Og sådan en uregelmæssighed fra dag til dag. Gud ske lov, jeg fandt dig i rette tid. “ Hun sagde ingen ting, nikkede bare lidt og blev ved at stirre op i lampen. Franck lagde cigarstumpen i askekoppen, der stod ved siden af chaiselonguen, slog benene op og foldede hænderne under hagen, imens han lukkede øjnene i en fornemmelse af ubeskriveligt velvære. „ Ja... vi kan rigtignok sige, vi hører til de heldige. Nu sidder man lunt og godt i sin egen lille rede og har sin gode, sikre indtægt. Og ingen gæld. Og — last not least — en sød lille kone, som alle mennesker er forelskede i, men som er min... min... Min! “ Hun nikkede igen, rolig som før og smilte til ham. „ Og så helbreden du... Helbrede!!! “ Sagde han. „ Helbreden ikke at forglemme. Hvad hjalp det alt sammen, når man gik med en dårlig mave eller et svagt bryst? Jeg kan ikke sige dig, hvor det piner mig at se på Hansens. Det er mig ligefrem en lidelse at gå til de middage. Somme tider kan jeg dårlig få en bid ned, når jeg hører hende hoste og ser på hans gulgrå ansigt. — og så har de mennesker fire børn... nej, jeg tror s’gu, der er fem! “ Hun flyttede sig lidt med stolen, så skærmen skyggede for lyset. „ Skal vi vædde, jeg véd, hvad du tænker på? “ spurgte han lidt efter og rakte hånden ud imod hende. Hun gik hen og satte sig på chaiselonguen o^ lagde sit hoved op mod hans skulder. „ Er det da så sært, at jeg tænker på det? “ spurgte hun sagte. „ Du har da også selv sagt — — “ „ Ja, det véd gud jeg har, min søde pige! Det véd gud, jeg har. Og jeg siger det endnu. Tror du ikke, jeg ville være glad over sådan en sød, lille tulle... en rigtig bébé, der sjokkede omkring i stuerne og lå og rodede ude i haven og blev præsenteret for de fremmede på sin mamas arm? — men blot ikke en hel redefuld. Så bliver hele ens liv forandret... så må vi knibe og spare både her og dér, og det egner ingen af os sig til. Desuden har man s’gu ikke lov til at sætte fler børn ind i verden, end man kan forsørge. Nå... så er da endelig d u det første og det sidste for mig. Tror du, jeg ville ønske dig træt og anstrengt og hulkindet og forjaget? Du kender nok det gamle ord: det første barn klæder en moder, det andet skæmmer hende ikke, men alt, hvad der mer over det, stjæler hendes skønhed tomme for tomme. “ — de kom en hel del ud... mere nu end før. Somme tider var hun ked af det. Det trættede hende at klæde sig på, at sidde så længe til bords, at snakke om vind og vejr — kort sagt det hele. Men når hun bad om lov til at blive hjemme, blev han al tid bedrøvet og erklærede, at så gik han heller ikke. Og så blev enden på det bestandig, at de fulgtes ad. Til andre tider var hun rent forstyrret efter at komme ud og more sig, og så skulle ingen ønske sig en kvikkere borddame end hun. Så kunne hun være så overgiven og kåd, at hun rev hele selskabet med sig... Franck frem for nogen af de andre. Og når hun førte hele samtalen, og alle flokkedes om hende, lyste hans øjne af stolthed og triumf. Men midt i al lystigheden kunne hun pludselig blive træt. Der kunne komme over hende sådan en sær betagende lyst til at hylle sig ind i noget blødt og varmt og sidde med lukkede øjne... ganske stille... foran et knitrende bål med fødderne op på kaminpladen. og så høre køn musik... lidt borte fra, så tonerne en gang imellem løb i ét, og det hele blot kom til hende som et dæmpet akkompagnement til hendes egen stemning. Men når det kom op i hende, skyllede hun hastig et glas vin ned. Det gød ild i hendes blod, og så var hun med det samme lystig og kåd som før. Hun kom efterhånden til at sætte pris på et glas god vin. Hun drøftede bag efter menuen med sin mand, og hendes bemærkninger i den anledning morede ham. Det var ikke husmoderen, der kritiserede nabofruens middag med tanken på sin egen. Og han var frygtelig fornøjet over, at hun var fri for den slags smålighed. De talte om det som kammerater, der har været ude sammen, og løb hun sur i navnene på vinsorterne, lo han lystig og drillede hende dage i træk dermed, købte én slags vin og bildte hende ind, det var en anden — til han så endelig holdt et ordentligt foredrag for hende, udbredte sig vidtløftig over emnet, der interesserede ham levende. For han havde alle dage holdt af et godt bord. Ved sine egne selskaber var hun den friskeste og nydeligste værtinde, man kunne tænke sig. I gamle dage havde hun ved sådan en lejlighed al tid været træt og plaget af små madsorger. Men nu blev det hele besørget af en kogekone, og der var aldrig det bitterste i vejen. Når de havde fart et en uges tid fra selskab til selskab, var han træt og længtes efter et par rolige aftener på sin chaiselongue. Men hun var ikke så let at stoppe i farten, og der kunne gå dage, inden hun igen faldt i ro og tog fat på sin bog. Så talte hun næsten uafbrudt... fortalte om sin ungdoms fornøjelser — om det bal og det og det, hvor hun havde moret sig så vidunderlig — om den og den sommerferie på landet, hvor hun havde sværmet med de andre unge piger som sommerfugle i solglans. Det morede ham at høre hende pludre sådan, men han blev hurtig træt af det. Han havde ikke kendt hende i den tid, kendte få eller ingen af de mennesker, hun talte om, og manglede derfor forudsætningerne for at blive en rigtig interesseret tilhører. Så ønskede han, at hun igen skulle falde i ro og sætte sig til at læse, for at han selv kunne synke hen i sin vante, stille tilfredshedsdøs. „ Egentlig** burde jeg skænde på dig, Avgusta, “ sagde han. „ For jeg tror slet ikke, du kan tåle at komme ud og more dig. Men hvordan skulle jeg bære mig ad med at blive vred på sådan en sød lille heks? Kom herhen, du forfløjne selskabsfugl, og lad mig kysse dig. — hvad for noget?.. Du vil ikke? — nej — men.. Du må alvorlig talt huske lidt på dit helbred, min lille ven. Du har slet ikke godt af al den uro. Det tager på dig. Jeg synes allerede, din teint... nå, nå! bliv nu ikke vred, mit lam! Jeg under dig såmænd al den fornøjelse, du kan få. Jeg vil jo blot have, du skal være smuk i mange... lange år endnu. “ En skøn dag stødte han på et par af sine gamle ungkarlevenner, og de fik sig arrangeret et tarokparti den følgende aften. Det gentog sig og blev så til en ugentlig spilleaften. Når han spillede ude, gik hun hyppig i tteatret, og i begyndelsen kom han og hentede hende. Men det var kun et par gange. Det var jo alt for tidligt for ham at bryde op, og hun mente selv, hun brillant kunne køre hjem med theatervognen. Når hun så var kommen vel hjem, satte hun sig undertiden til at vente på ham og tog sin bog for at forslå tiden. Men det blev hende i reglen for langvarigt, og så gik hun i seng, sov ind og nøjedes med næste morgen at spørge ham, hvad tid han var kommen. Og vågnede hun, når han kom, vekslede hun et par rolige, venlige ord med ham og sov ind igen. Men én nat blev hun liggende længe vågen.. længe efter at han var falden i søvn. Hun tænkte på, hvor uhyggelig hun havde været til mode en nat i begyndelsen af deres ægteskab, da han havde været ude og først kom hjem klokken to. Da havde hun ikke kunnet lukke et øje, havde grædt og været så besynderlig hjerteangest. Og nu var hun så rolig. Det undrede hende... Hun tænkte på det, men kom til det resultat, at det sagtens måtte være godt. Og så faldt hun i søvn igen. Han spurgte hende, om hun var ked af de spillepartier. Men hun rystede på hovedet. Hvorfor skulle hun være det? Hun var naturligvis glad over, at han morede sig. Det trængte enhver mand til. en gang imellem blev han rørt over hende, når han havde været ude alene. „ Jeg véd såmænd godt, det ikke er morsomt for dig at sidde ene hjemme. Her går du hele formiddagen, mens jeg er på kontoret... og så løber dit bæst af en mand oven i købet fra dig om aftenen. — men nu bliver jeg hjemme en hel uge. Og så har vi snart forår — — så hører partierne op. “ Han lagde sin arm om hendes liv og gik op og ned ad gulvet med hende. „ Hvad skal vi nu bestille i aften? “ spurgte han og kyssede hende på øret. „ Vil du lægge dig på chaiselonguen?... skal jeg være god imod dig ligesom i gamle dage? “ „ Det er vi snart for gamle til, Franck! “ Sagde hun smilende. „ Ellers skal du såmænd ikke beklage mig. Jeg er overmåde tilfreds med tilværelsen. “ „ Ja.. ikke sandt? Man skal også lede efter folk, der er så lykkelige som vi. Når jeg kommer hjem og ser på min søde lille kone, har jeg en fornemmelse, som om jeg havde vundet det store lod i lotteriet. “ „ Som om — — du havde vundet? “ Gentog hun leende. „ Du er galant, må jeg sige. Det er godt at mærke, du allerede er gammel ægtemand. — men hvad skal vi så more os med i aften? “ De gik ud, og de morede sig. Hun over alt muligt, og han over hende. Hun var aldrig så omhyggelig for sin dragt som ved sådan en lejlighed. Og når de sad og spiste til aften på en restavration efter tteatertid, blussede hendes kinder, og hendes øjne funklede. Hun holdt mest af at sidde, hvor der var mange mennesker, se på dem, lytte til deres passiar og deres muntre latter. Hun holdt af at se opvarterne komme springende, fornøjede sig over deres høflige buk og stereotype smil, spiste med appetit og glædede sig over hele anretningen. Traf de bekendte, der "slog sig sammen med dem, steg hendes livlighed somme tider til kådhed. De lo, og de spøgte, og de blev siddende, til gasblussene sluktes ét for ét, og opvarterne flokkedes i længselsfuld ventende klynge med blikket spørgende fæstet på dem, om de ikke snart fandt, det var sengetid. Når de kom hjem og havde fået lampen tændt i dagligstuen, blussede hendes kinder endnu, og hendes øjne funklede som før. han tændte sig en cigar og gik op og ned ad gulvet... hun stod ved bordet med hatten på endnu og lagde sine handsker langsomt sammen. Og når han så ville lægge sin arm om hendes liv og kysse hende, så rykkede hun lidt til side. Og når han gik efter hende, løb hun fra ham, rundt om bordet og koketterede med ham, til hun kastede sig i chaiselonguen med ansigtet trykket så fast, så fast i hænderne. „ Nå — din lille heks? Skal jeg slås med dig, som om det var det første Kys, jeg stjal? Har jeg ikke erhvervet mig lovlig b.et til at kysse dig, må jeg spørge? “ Han tog hende lempelig om armene og håndleddene, men hun gemte sig bare tættere op i chaiselonguen. Om han dog ville tage hende med magt og løfte hende op og rive hendes hænder bort og holde hendes ansigt fast mellem sine som i en skruestik og kysse hende og kysse hende atter og atter! Men han satte sig ved siden af hende og klappede hendes hår. Og så rejste hun sig pludselig med et sæt og lod ham kysse, så meget han ville. men det var hende, som bævede en underlig skuffelse igennem hende fra øverst til nederst. „ Du skulle ryge en af de cigarer, Avgusta. Prøv en gang. De er så lette. Det klæder en dame så nydelig at ryge." Hun prøvede.. tændte en af dem og røg den med tilspidset mund og pudsig højtidelighed. Og når hun hostede og gned sine øjne og ikke kunne få røgen rigtig blæst ud, lo han ad de grimacer, hun skar, og viste hende, hvordan hun skulle bære sig ad. Men hun sagde, det smagte hende udmærket, og lærte snart at ryge cigaren helt op. De blev tit siddende længe sammen sådanne aftener. Han knappede sin vest op, gjorde sig det mageligt og legede med hendes hår, mens han fortalte ét og andet fra sit ungkarleliv. Det fornøjede ham at friske op i de gamle erindringer. Han nød mindet om de dages svir og sværm i bevidstheden om, at han nu sad her i sit lune, lykkelige hjem som en sat borger i staten. Men hun slog armene sammen over brystet og lænede sig tilbage, mens hun lyttede med et nysgerrigt udtryk i ansigtet. Det morede hende, fængslede hende. Men når hans omkvæd atter og atter var, at nu var det forbi, og at det kun var fornøjeligt at mindes det, fordi det var spændt så godt af og havde fået en lykkelig ende — — så følte hun det risle så underligt igennem sig.. hun vidste ikke selv, hvad det var. Når de så gik i seng, og han allerede sov trygt, kunne hun sidde længe halvt afklædt foran sit toiletbord og stirre hen for sig med hænderne foldede i skødet. — Franck var meget lidt filosofisk anlagt af naturen og ofrede ikke religiøse spørgsmål en tanke. Han troede ikke på noget af det altsammen, var overmåde bange for gudfrygtig fanatisme, men følte akurat lige så stor rædsel for hidsige fritænkere. Han ærede kirken som en ganske nødvendig faktor i staten... følte oven i købet en vis mild sympatti for religionen, når den blot trådte ham i møde i en nogenlunde selskabsklædt form. Avgusta var op vokset i et jævnt gudfrygtigt hjem, og da hun blev gift, havde hun sin børnelærdom i frisk minde. Hun græd over vielsestalen... gik i begyndelsen også en gang imellem i kirke, men det holdt hun snart op med. Enten kedede hun sig, eller også hørte hun ting, der ikke behagede hende, fordi de rørte op i hende på en måde, der generede hende. Alt dette her om en bestandig forberedelse til et andet liv kunne hun slet ikke med. Hun havde en ubestemt fornemmelse af, at det — taget i alvor — slet ikke ville passe med hendes daglige tilværelse, og hun følte ingen trang til et opgør med sig selv. For døden var hun så bange som et barn for prygl. Traf hun ude en og anden, der raillerede over præster og religion, kunne hun ikke lade være at more sig over det. Men i reglen tog hun dog kirken i forsvar, påstod, at herrerne bare ville den til livs, fordi den generede dem i deres fornøjelser og førte dens sag så kvikt, at spotterne, bedåret af hendes skønhed og livlighed, gav hende ret — — med en vittighed, der var mere skeptisk end det ord, der havde voldt striden, og fik hende til at le i kor med de andre. Hændte det en gang imellem, at hun gik i kirke, og kom lidt tankefuld hjem, var Franck al tid misfornøjet med hende. Han var ikke utilbøjelig til at anse religionen for en overmåde forstandig sysselsættelse for damer, der ikke gad -----------men han ville for alt i verden ikke have sin søde lille frue til et hængehoved. „ Tag det bare en smule med ro, Avgusta “, sagde han. „ Herre gud, vi hverken stjæler eller bedrager, det jeg véd. Lad så tingene gå deres gang... spasér du blot i kirke, så tit det morer dig. Men lad det for guds skyld ikke tage på humøret. Livet er s’gu for kort til, at man har råd til at græde det bort. “ Så holdt hun helt op med at gå i kirke. Om formiddagen spaserede hun ofte hen til en af deres omgangsvenner, der boede tæt ved i villakvarteret. Fruen dér i huset var overmåde snaksom, og Avgusta kunne bestandig være vis på at træffe en eller anden af sine øvrige damebekjendte. Så blev skandalerne naturligvis drøftede, og det var såre sjældent, fruerne ikke blev enige i deres fordømmelsesdom. Men for resten var der tre emner, der bestandig var på bane. Det første var børnene. Dér kunne Avgusta ikke snakke med. Det andet var tjenestepigerne, og intet på jorden var hende mere kedsommeligt end pigevrøvl. Det tredje endelig var mændene... Ægtemændene, og det interesserede hende ulige mere. Der var ting i det, veninderne fortalte, som hun rødmede over,.. Forhold hun ikke kunne fatte, de ville berøre. * når sådant noget kom på tale, trak hun sig uvillig tilbage, og derfor fik hun ord for at være snærpet. Men mangen gang faldt passiaren på materier, der fængslede hende i høj grad, og så var hun den allerivrigste til at give sit besyv med i laget. Hyppigst drøftede de den vanskelige stilling, kvinden havde, når hun på samme tid skulle være moder og husmoder og dog bevare sin mands kærlighed. De var alle enige om, at det hørte der grumme megen klogskab til og forsigtighed og et koketteri, der efter Avgustas mening overskred grænserne for det tilladelige. Navnlig var der en prokuratorfrue, som var ganske uudtømmelig i råd og vink og erindringer og finesser. Sådan og sådan havde hendes moder sagt hende, og sådan ville hun rigtignok lære sin datter. „ Og hvad skal så en mand gøre for at bevare sin kones kærlighed? “ spurgte Avgusta. „ Kæreste Fru Franck! “ sagde prokuratorFruen og lagde hånden på hendes arm. „ Gud, hvor de er ung endnu! Men de skal nok lære, at vi trænger anderledes til mændene end de til os. Når vi en gang har givet os hen til en mand, så er vi hans, og så gælder det blot for os om at holde fast på ham. Uden ham er vi slet ingen ting.. Meget mindre end en stakkels gammel jomfru. Det kan de tro, mange kvinder får at føle! “ Ud af al den passiar vandt Avgusta overbevisningen om to ting. Hun kom på det rene med sig selv om, at der var meget mere ved mændene end ved kvinderne. Og hun forstod, at hun havde en mere end almindelig god mand. Når den tanke blev rigtig levende i hende, vidste hun ikke, hvor godt hun skulle gøre det for ham. Så var der ingen ende på alle de små opmærksomheder, hun spekulerede ud, og så kunne hun være så kvidrende glad som i deres ægteskabs første tid. Men han lagde ikke synderlig mærke til forandringen... han var gradvis gledet ind i de satte ægtemænds tal og vidste slet ikke af, at han var der. Og når sådan hendes stemning ikke mødtes med hans, kunne hun gemme den ind i sig og sidde med lukkede øjne og nyde den ganske for sig selv. Så blev den stundom til drømme, hvori han ikke var med. Eller når han gik en sommeraften og puslede ude i haven timer i træk, — så kunne der komme en uhyre tristhedsfornemmelse over hende. Kaldte han på hende, sagde hun, at hun ikke gad gå ud. Hun hørte slet ikke efter, hvad han fortalte om den ene og den anden blomst, men sad med lukkede øjne i sin pufkrog helt inde bag potteplanterne. „ Det er nok sløjt med humøret i dag? “ Råbte han ind. Men Avgusta sad ved klavéret og spillede Chopin, så folk blev stående ude på vejen og lyttede. Og straks efter gik hun ud på verandaen, lænede sig tungt til balustraden og så’ på ham, mens misstemningen arbejdede sig stærkere og stærkere op i hende. Han stod endnu dernede... puslede og pillede, bukkede sig langsomt efter et stykke bast, der var faldet ned i græsset, og bandt sindig og betænksomt en rose fast til stokken. Hvor så’han lykkelig ud! Velværet struttede ligefrem af hele hans person. Men i det øjeblik var hans rolige tilfredshed hende både en gåde og en plage. „ Franck." „ Ja vel, mit lam. “ „ Bare vi var en ganske lille bitte smule ulykkelige, Franck." Han slap rosen, så den svippede hen til siden, og så’ på hende med åben mund. „ Sådan noget må man aldrig sige... Ikke engang for spøg. Det kan komme, før vi venter det. Lad os være glade over lykke og helbred og det alt sammen, mens vi har det." „ Du taler al tid, som om vi havde nået enden, Franck." „ Enden... Enden? Hvad vil det sige? Jeg håber, vi har mange, lange år for os endnu. Men på en måde har vi vel nået sidste station. Det vil sige, jeg håber da, vi bliver, hvor vi er. Jeg har da løbet hornene af mig og ønsker intet bedre end at blive her i mit rolige, lykkelige hjem, til jeg dør. “ „ Ja... for dig er det enden... men for mig er det da kun begyndelsen. “ Hun sagde det halvhøjt, mere til sig selv end til ham, og straks efter gik hun ind igen og satte sig til at spille. Men han havde hørt hendes ord og studsede lidt ved dem. En stund blev han stående eftertænksom og bandt rosen op, så tørrede han omhyggelig sine fødder af på måtten og gik ind til hende. i. Så kom det da... en vår, det tredje år de var gift. Stæren, der fløjtede i akacietræet uden for deres sovekammervindue, vakte det til bevidsthed i hende. De tidlige vårblomster, der hovedkulds skød op af den våde jord uden at give sig tid til at få bladene med, fortalte hende, at de vidste det så godt, forstod det så godt... de havde ventet det, og de var slet ikke forbavsede nu, det var der. Og tågen, der vævede sit klamme

1875_Kauffmann_Lindemark

Matilde

Lindemark

Kauffmann

Kauffmann

Lindemark

female

1875_Kauffmann_Lindemark.pdf

Mathilde Louise Jensine

Kauffmann

T. Conval

dk

Lindemark

En Fortælling efter ældre Optegnelser

n

gothic

Lind

KB

pdftxt

nan

nan

O

Det var sent på efteråret, himlen var let overtrukken, luften ubevceget, blød og klam. Skoven stod forladt, stille, som sørgende — kun en enkelt træpikkers banken mod stammen lød ud i tavsheden. De gulnede blade faldt lydløst gennem den fugtige atmosfære ned på den bløde skovbund og på mosset, som fyldigt og sivende af nattedug, pressede sig ind mellem de hvide trærødder. En uformelig skikkelse, der på afstand så ud som en bunke vandrende grene, skød sig i korte sæt ned ad den smalle skovsti. Det var teglbrænderens Grethe, der krumbøjet hastede hjemad med en stor dragt ved, surret fast på ryggen. — der faldt et skud i det fjerne. — den gamle standsede, stak det hæslige hoved frem under grenene og lyttede. Atter faldt der et skud, nærmere ved. „ Birthe! “ kaldte den gamle hæst, og nu deltes de høje, vifteformede bregner langs stien af to brune arme, et slankt opløbet 13—14 Års pigebarn, med et reb kastet over skuldren, sprang stem derfra. De gulnede blade hang i det sorte, opløste hår, som slog hende om det af et par store msrkegråe øjne opklarede ansigt. Hendes korte, fattige skørt, der kun nåde et stykke nedenfor knæet og viste de bare fødder, var af samme farve som skovens visnede løv. — nu faldt det tredje skud tæt ved, det bragede i buskene lige foran dem, et opsfræmmet dyr for ud derfra, satte afsted over stubbene, ned ad stien i piilsnar flugt og forsvandt i tykningen. „ Birthe! “ hviskedee den gamle i angst, „ tag benene med dig, jægerne komme, vi må ikke samle brænde i dag. “ — hun ilede stønnende fremad under løvhanget. Birthe så sig tilbage, idet hun fulgte bedstemoderen i hælene. Latter og råb kom nærmere, og hovflag hørtes tydeligere. „ Haløi, i tyvetøi, “ streg en mægtig stemme inde fra tykningen. „ Tror hun,mor Grethe, at jeg ikke har set hende? “ Skyttens jagttasfe blev hængende i grenene og stoppede ham i farten. Grethe og barnet fik forspring — nu vare de ude over stenten medens rytteren måtte gøre en lang omvej. Ophidset af hindringen, jog han, råbende og bandende, så rast afsted efter de flygtende, at hesten, da han nåde dem, stødte til greneknippet og kastede den gamle kone omkuld, såat hun næsegrus faldt til jorden under sin byrde. „ I hårdhjertede Karl! “ streg hun rasende, „ I skød nok helst fattigfolk ned som dyrene! “ „ Hold din uforskammede mund! “ råbte manden opbragt og løftede pisken over hendes hoved. „ Birthe! “ hvinede den gamle. I samme øjeblik følte skytten et reb snæret om sin arm. Med en kats hastige behændighed, brugende arme og ben, slyngede barnet sig smidig op om hestens bringe og klyngede sig til den, for at rive ham pisken ud af hånden. Han tog et hårdt tag i Birthes skulder, men slap hende straks igen med et smertensudbrud. Pisken faldt til jorden, og mærket af hendes tænder sad i hans hånd. „ For satan! “ råbte Kurt, medens. Barnet igen gled ned til jorden. „ Haløi, “ lød igen en ung og klangfuld stemme ud fra skoven. Birthe vendte hovedet hen imod råbet. I et dristigt Spring satte en rytter over den høje stente, jog i galop hen over Marken og standsede dyret med et ryk. Det var et usædvanlig smukt tyve-årigt menneske i jægerdragt. Han sad frit i sadlen, hovedet højt og kækt. Det fyldige hår var opstrøget fra den hvide pande og underansigtet brunet af solen. Det opsnoede, fine mundskjæg skjulte næppe mundens noget bydende træk, som mildnedes af ungdommens kåde overmod, der lo ud af de store mørkeblå øjne. „ Nej stop, kammerat! “ råbte han, sprang ned af hesten, skar rebet over med et snit af sin jagtkniv, såat grenene faldt til jorden, og rejste den gamle op. „ Se så, mutter, “ råbte han leende, står i nu fast på benene? Det nytter ikke at ville løbe om kap med vildtet. “ „ Kære unge herre, “ løj den gamle og pustede ynkeligt, „ jeg har taget fejl af dagen, jeg troede, det var lørdag. “ — „ Jeg tog også fejl, “ afbrød den unge mand hende letsindet, og hans latter genlød mod skovkanten, „ jeg troede, det var søndag, og foretrak rådyrenes morgenstevne i mosen frem for jomfru Marthens huusandagt. “ Med den ene fod i stigbøjlen greb han ned i lommen og kastede nogle sølvmynter i græsset til Birthe uden at agte på deres værd. Til dig, du små, “ sagde han og lod et øjeblik blikket hvile på hende. Så svingede han sig i sadlen. „ Gud velsigne dem, kære herre, “ hvæsede den gamle slesk og skottede begærlig ned i græsset. Barnet rørte sig ikke — hun stod og så stift op på den unge jæger. Han vinkede med hånden, gav hesten sporerne og satte af i Spring. Kurt piskede på sin hoppe og fulgte brummende efter. Birthe stod endnu ubevægelig. Eftersom de ridende fjernede sig, bøjede hun sig fremad og blev ved at stirre efter dem, indtil de vare helt forsvundne i skoven. „ Birthe, “ skyndte den gamle utålmodigt på, „ hjælp mig dog at søge — den nar strøer pengene ud, som var det snavs. “ „ Bedstemoder, “ sagde barnet, som endnu bestandig så ned ad stien — hun talte langsomt og som vare tankerne ikke ret med i ordene — „ Han rejste dig op! “ — „ Se, der ligger en, “ udbrød Grethe, der krøb om på græsset og skrabede i grønsværet „ og der en lille endnu — den kan du beholde. De andre fager jeg. Nå, stå nu ikke der og gab! sur mig grenene fast på ryggen igen. Det flap vi godt fra, “ grinede hun. Grethe gav endnu et lille stød med sit krumbøjede legeme for at få greneknippet i ligevægt og tradflede så ned ad stien ad hjemmet til. Birthe fulgte bagefter. Let og uhørligt trådte hendes bare fødder på trærødderne, der strakte sig hen over stien. — hun var bleven så stille. Af og til åbnede hun hånden, for at se, om hun havde den lille sølvmynt endnu. Rytterne vare redne et stykke videre uden at tale sammen. „ Nå, “ spurgte den unge mand — Otto linden — „ måder du endnu over din tornerift? “ Og han lo ned til sin ledsager, Kurt, som nærmest var at betegne som bestyreren af gården monplaisir, hvad han allerede havde været ved Ottos fødsel. Han havde ingen slægt og følte sig udelukkende knyttet til familien linden. „ Den troldunge “, brummede Kurt, endnu rødere i hovedet end sædvanligt og så med de små, grå øjne ned på sin hånd, „ man mærker nok, af hvad slags folk hun stammer. “ „ Ethvert af skovens dyr værger sig med det våben, naturen har givet det, “ svarede Otto muntert. „ Vidste du måske et snildere middel til straks at få din hårde næve til at skippe? — hvorfra kommer den gamle? Hun har et fremmed udseende? “ „ Da en skare natmandsfolk engang drev igennem landet, blev hun hængende her, levede, måske ugift, med en af teglbrænderne fra svanesø og kom senere til huse hos sønnen, som er død for flere år siden. Nu boer hun alene med tøsen. Tyveblodet stikker i hende. Ingen tror hende, men ingen har kunnet tage hende på fersk gerning. — det var uret af dem, at tage hende i forsvar, “ brummede Kurt, som selv gerne havde gjennempryglet kjærlingen, men i grunden var stolt af Ottos raske færd. „ O hvad! “ henkastede denne, „ Scenen var så latterlig og den lille ret efter mit hoved. “ „ Jeg har endnu set bedstemoderen som et ret stateligt fruentimmer. — deres ' bedstefader sagde også: „ Skade, at hun er kommen til egnen ti år for sent. “ „ Han havde nok øje for de smukke piger? “ „ Og de smukke piger for ham, “ tilføjede Kurt, pludselig oplivet og som med personlig forfængelighed. „ Han var en dejlig mand! Jeg var netop kommen i hans tjeneste som en udvoxen knøs, da han døde. — blot ikke de satans kvindfolk havde været! — hvilken stolt Karl, “ begyndte han lidt efter. „ Hvilket hjertelag og hvilke evner! — de kom kun ikke til deres ret. — gavnmild, som en stor herre, men han havde snart ikke noget at give af, fordi han stormede løs, så længe der var en hvid at opdrive og omgikkes helbrede », som kunne han holde døden for nar. — en dejlig mand var han ligefuldt! “ „ En logisk lovtale, “ udbrød Otto leende og slog med ridepisken efter en sorbisurrende guldsmed. „ Den passer især godt til min gamle vens drakoniske principer. “ Kurt var en hader af fremmede ord, fordi han sjelden ganske forstod dem, men spotten gled ham dog ikke forbi. „ Nej, aldrig “, råbte han hidsig, „ aldrig var han kommen så vidt, hvis Fru grandmama ikke havde været! “ „ Hun skal dog have været helt indtagende med sin originale livlighed og fine kløgt, “ indvendte Otto med et let ironisk smil. „ Livlig? — ja ligesom fluen, der suser en om hovedet. Tror man den her, så er den allerede der, hugger man ud i luften efter den, sidder den på ens næse, og slår man næsen stad, er den allerede oppe i det højeste træ. - kløgt? — det må da være af den slags, “ brummede han i skægget, „ hvori man har fanden til læremester; men fin? “ udbrød Kurt hidsig — „ ja! jeg er jo en grov fyr, der sagtens ikke forstår sig på finhed, men Fru grandmamas finhed syntes mig altid lakeret frækhed, og jo ældre hun bliver, desmere brister lakket. “ Hidsigheden var, som sædvanlig, løbet af med ham og han søgte at samle sig. „ Ja, om forladelse! Nej! man skal vogte sig for de udenlandfle varer, “ tilføjede han med vægt. — „ Vort sprog radbrækkede og udspækkede hun med fransøsisk, ikke engang gårdens gamle navn, „ Lindemark “, kunne hun tage i munden. - først kaldtes den „ Hermitage “ — således hed måske hendes fædreneflot — og derefter „ Monplaisir. “ Vel forstod jeg ikke latinen, men det var da klart, at det nu blot skulle gå ud på plaseren. Sus og dus havde vi, så længe jagttiden varede. Ellers stod huset tomt. Den gamle kostald blev reven ned, og der kom en ridebane istedet, hvor herskaberne, damer og herrer, holdt turneringer, udpyntede som fastelavnsnarre. Pengene, der pintes ud af jorden, dandsedes og liredes op inde i byen — og det var alt Fru grandmamas skyld. — den stakkels kære gård! “ — sukkede Kurt, som over et hårdt mishandlet menneskes skæbne. „ Her må alligevel have været helt lystigt, og værd at leve på den tid, “ bemærkede øtto med et vagt, begærende blik, som var ham egent. „ Hvad mine bedsteforældre forødte, kunne vel min fader have opsparet igen? Han levede jo, efter sigende, som en snegl i sit sneglehus? “ — Kurt svarede ikke. Hans ansigt fik et forbitret udtryk. „ Min fader skal jo have været en klog og videnskabelig dannet mand? “ „ Ja! han var vist meget-—videnskabelig, “ vrængede Kurt. „ Men hvad dømmer du selv om ham? “ spurgte Otto utålmodigt. „ Ja, undskyld! bruste Kurt endelig frem, som når proppen springer af en flaske. Et menneske, som sætter helbred og liv til, før at udspekulere hvordan planterne så ud før syndfloden, og ikke kender kornet ude på Marken, — som rolig seer taget falde ned over hovedet og den halve besætning krepere, men som står, hele dage til maven i en mose, for at gribe et lille giftigt bæst i halen — en mand, der brevveksler livet igennem med vildtfremmede folk på den anden side af jordkloden, men ikke tænker på at hjælpe dem, der gå lige op ad ham, med sulten skreven i øjnene — ja, linden, sådan en mand “, Kurt bankede sig med pegesingren på panden, „ skal jeg afholde mig fra at bedømme. “ Otto smilte vel, men hans stemning var nu midt imellem to sind. „ Og min moder fandt heller ikke nåde for dine øjne? “ spurgte han lidt irriteret. „ Deres moder var en bleg og stille kone, “ Svarede Kurt med største ligegyldighed. Hun var ikke andet end skyggen as sin mand. — hun hørte nok også til de studeerte, eller lagde sig efter læsning af føiclighed. De holdt kun omgang med skelettet! — en skikkelig fyr, som de pillede fra hinanden og igen satte sammen til deres morskab! “ Kurt rystede på hovedet. „ Stor smag for videnskaber har jeg da ikke fået i arv, “ henkastede Otto, „ uden derfor at have været den ringeste på akademiet! “ — „ Nej, gudskelov! “ sukkede Kurt, kendelig lettet, „ De ligner deres bedstefader. “ Lystigheden var forsvunden fra Ottos væsen og udtrykket blevet noget trodsigt og uroligt. De rede en stund i taushed. Et mørkt punkt viste sig på vejen foran dem. Det var en rytterske, som nærmede sig, fod for fod båren af en dejlig blodshest. En elegant ridedragt sluttede omkring den flanke, endnu ikke helt udviklede skabning, hattens sorte fjær faldt ned over nakken og de matgule fletninger. Gennem sløret sås utydeligt de ædle træk og de lyse øjne med et fast, særegent årvågent blik. „ Det er comtessen fra svanesø, “ sagde Kurt dæmpet. Otto red til siden og holdt hesten lidt an. Hun passerede dem, gjengjældende hans smukke hilsen; næsten umærkelig bøjede hun legemet, uden svageste skiften af udtrykket, men som en fyrstinde, der hilser sin vasal. Nu var hun forbi dem. Den statelige rideknægt, klædt i våbenfarverne, fulgte hende i behørig afstand. „ Det kan så gud ikke nytte, “ mumlede Kurt, efter at have iagttaget de unge menneskers gensidige gracieust-afmålte hilsen, „ der stikker dem dog noget i blodet, som folk af min kaliber ikke lære som en lektie. — hvad tror de de to dyr vare værd? Spurgte han lidt efter. » Jeg ved ikke, “ svarede Otto kort, idet han lod et misfornøjet blik glide ned ad sin hest. „ Ja, sådan en fuldblods som comtessens kunne de også have haft, hvis — hvis — “ Otto gav hidsig sin hest sporerne og jog afsted. Han standsede ikke, før han havde nået lindealleen, der førte op til monplaisir. Tæt skyggede træerne over ham. Eftermiddagssolen, som netop var brudt igennem, kastede nu og da smalle lysstriber over vejen. På lindekuplernes mørke baggrund viste bygningen sig på en lille vold, indesluttet af en udtørret grav. Sivene og skræpperne voksede i uforlignelig frodighed og kraft i den fugtige grund. Vingede insekter, med metallisf glans, joge hen over dem. En halvsammensunken steendæmning førte over graven mod den røde, treetages bygning, et forfaldent lille jagtslot med karnaper og to flanke tårne, hvoraf kun det ene havde bevaret sit blinkende fløj. Hist og her afstødte sandsteensornamenter indfattede de buede vinduer med deres små, solforbrændte ruder. En bred, vedbendovervoxet stentrappe førte op til indgangsdøren, hvorover det forgyldte navnechiffer nu blinkede i solen, under et mægtigt kronhjortgeviir. Uforstyrret havde vedbenden arbejdet sig ind i trappens gamle murværk, i jordsmonnet mellem trinenes sprukne fliser, der hvor fødderne ikke havde deres vanlige gang, ind mellem gevirets takker og heell op om den candelaberformede lygtepæl, der nu, længst ude af tjeneste, dannede en slank ssile med luftigt omranket kapitæl. En fyldig, gammel Hortensia stod blomsterrig i en leervase på stentrappens ene side — den tilsvarende manglede; det tilbageblevne brudte fodsfykke havde ingen tænkt på at tage bort. I grel modsætning lå en lav hvidkalket bindingsværks sideflm umiddelbart op til den slanke, røde bygning. Det mosgroede tag, hvorpå husløget trivedes, sænkede sig i midten af wlde. Ligeoverfor, hvor den af Kurt omtalte længe havde ligget, drog sig nu en lav mur, hvis brsstfældighed på flere steder havde givet efter for ungqvæget og svinene, der dreve om på den gamle karousselplads mellem henkastet ved og markredskaber. Muren lukkede tillige for gårdens fjerde side: men gitterportene, med det flint slyngede jernværk, havde ikke været lukkede i lange tider; thi de forsømte espaliertræers grene vare fra muren voksede ind mellem deres hængsler. Misfornøjet kastede Otto blikket omkring sig ved at gå op mod huset, gennem den græsgroede gård. Brøstfældigheden faldt ham overalt i øjnene. Ved at gå op ad stentrappen så han, af man havde erstattet de hist og her ituslagne kældervinduer med påsatte brætter. Hårdt slog han indgangsdøren i efter sig, så af det rungede gennem den store, øde forstue, tog i et par Spring den indre trappe, der førte op til to store sale, som henstode tomme og forladte, med et par affalmede stole langs de fugtplettede vægge. De høitbuede, tomme vindusnischer, hvori wdderkoppen spandt i fred, gabede ham i møde. Han gik rask gennem begge salene og åbnede en lille tapetdør til et beboet rum. Dette lignede noget en antiqvitetsboutik; således vare en del forgyldte og lakerede småmeubler helt lunefuldt strøede hen over gulvet, udsmykkede med sachsiskc krukker, hyrder og hyrdinder af porcellain, med og uden hoved. Gennem vinduets gule, i folderne lidt revnede damaskgardin faldt dagens sidste solblink ind over det afblegede gulvteppe og over væggenes mange skilderier, dels portræter, dels fremstillende mythologisfe sujetter. Et papegøiebuur stod i vindusfordybningen, Coco vraltede på kamingesimset mellem små chinesere. En gammel person med et søvnigt, opdunset ansigt sad og læste højt, en forspist hund sov sammenrullet på hendes fødder. En gansie lille dame med et voxblegt ansigt, sad med lukkede øjne på en kanapo, indhyllet i en lidt medtaget silkesloprok. Ved siden af hende, på et lavt bord, fandtes en mængde spilledåser, små sølvhjerter, flakoner og andre snurrepiberier. Otto gik nogle skridt hen over det bløde gulvtæppe, inden han hørtes. Den gamle dames hårde, forbittrede træk overraskede ham. Nu åbnede hun øjnene, og da hun opdagede Otto slog hendes udtryk lynsnart om til et grelt smil, der som en lysstrøm gød sig over hele ansigtet, medens gansie fine rynker droges om mundvigerne og fra øjenkrogene mod de hvide tindinger, hvor håret var opheffet i pyntelige bukler under kniplingssløret. Hun rettede sig hurtigt med en for hendes alder usædvanlig livlighed og ånde og rakte den lille voxhvide hånd ud imod Otto. „ Stop Marthens! “ råbte hun til den forelæsende, som var midt i sætningen. „ I morgen kan du læse det hele om igen — jeg har ikke hørt et ord — falder så godt i søvn, når du læser “. Forelæserinden slog ligegyldig bogen i, tog hunden under armen og fjernede sig. „ Jeg ringer på dig ved theetid! “ men Marthens hørte intet. „ Døv — stokdøv “, råbte Fru grandmama, „ er en opslidt maskine, der med det første går aldeles istå! Nå Otto, sæt dig “ — og hun betegnede ham med hånden en lav lænestol ved kaminen — „ Hvad har du oplevet i dag? “ „ Jeg har været på i agt — hvad oplever man her? “ — de sidste ord bares ud med et let utålmodigt suk. „ Ia, ved den levende gud! Du har ret, i de tusinde år jeg synes at have levet her, har jeg ikke oplevet det mindste — seer vel også ud som en balsameret prindsesse, god at bringes til et Musæum som kuriositet! “ Hun talte meget hastigt, fremstødte ordene i korte sætninger med stærk fremmed accent. „ Jagede du alene? “ „ Kurt var med mig. “ „ Ia så! “ og hun kastede et hurtigt sideblik til sønnesønnen. „ Han var vel, som altid i sit charmante humeur? “ Otto trak på skuldrene. „ O! det er et giftigt menneske, “ udbrød hun, „ var altid min aversion, har altid troet “ — hun så sig forsigtig om — „ at han gjorde sig rig af vore penge, — hvor skulle de ellers være blevne af? — ia! Du ryster på hovedet. — han har fingrene overalt. — så snart du kan styre selv, da afsted med ham! det skylder du dig selv. — jeg stakkel, var jo smedet til ham — kendte intet til asfairerne. — o mit liv har været fuldt af calamiteter. “ Hun greb midt i skramlet efter en vifte, hvormed hun altid maneuvrerede, når hun kom i affekt. „ Og hvilken vægt har ikke tiden? Den er den seigeste, mest hårdnakkede ttran, som ikke går et skridt langsommere eller hurtigere, end den nu engang vil. Jeg kunne undertiden skrige op ved at se ud over det endeløse ode foran mig, som jeg skal slides igennem uden mål. Og alligevel vil — tør jeg ikke ud af det! — thi så er alt forbi. — forbi? Er det ikke et rædselsfuldt ord? — hvad! “ Hendes mund fortrak sig som i angst og øjet blev stirrende. Otto så overrasket på bedstemoderen. „ Hvorfor seer du så skarpt på mig? seer jeg måske dårlig ud? “ spurgte hun forskrækket. Hun greb et håndspeil og spejlede den spidse, blege tunge. — „ Nå! det er vel kun nervensitet og kedsomhed, “ Vedblev hun. „ Fortæl mig noget, Otto: — talte Kurt om mig? “ „ Han fortalte et og andet om din ungdom, “ Svarede han uoverlagt. „ Min undom? hvad ved den person om min ungdom? Mit martyrium kender han! — o! Men jeg har haft en ungdom! “ udbrød hun livligt. „ Den ligger blot så langt borte som wventyret om la prineosss an dois dormant. “ Erindringerne væltede med adspredende magt ind over øjeblikkets forstemning. — „ Otto! “ vedblev hun med spillende øjne, „ vil du høre lidt om min ungdom? — du har hørt det før — gør ikke noget — det distraherer mig. — jeg må vel indrømme dig vort århnndredes udskcielse — cigaren —, ellers hører du vel ikke på mig. “ Hun satte sig tilrette mod kanapeens stive ryg. - „ Du husker, af min papa har været gesandt i Wien, og af min mama var fra Pisa. Jeg er født ombord på en rejse fra London til Lissabon, — kan du så nævne mig mit fædreland? — før mig har det altid været flydende “, og hun lo. „ Min papa levede en retraite i sanssouci. — den lille prindsesse og jeg voksede op sammen — tvillingsøsteren døde. — jeg blev puttet ind, for at hun ikke skulle savne søsteren — o! hvilken barndom! Jeg husker endnu de blå silkegardiner, under hvilke vi sov, og den lille ekvipage efter vort eget format —, hestene som så. “ Hun viste med hånden deres højde over gulvet. „ Instruktionen plagede os ikke — fire sprog flød mig ind i ørene, inden jeg kunne tænke — ved egentlig ikke hvilket var mit modersmål. — ethvert er godt for sig. — sprogene er som de forskellige kostumer, hvori man klæder de forskellige følelser — den tanke, som sniger sig smidig ind under det fransfe sprogs charme bliver til en brutalitet på eders læber. — brænder cigaren? — sidder du bekvemt? — godt. „ O hvor tydeligt mindes jeg mit sekstende år, “ Vedblev hun og slog viffen helt ud. „ Vi boede i sommerresidentsen, skulle forberedes til confirmationen. Min papa havde foretrukket, at jeg var bleven opdraget protestantisk, for familiens skyld. — de vare fordrevne hugenotter — men det passede nu ikke godt. Prinsessen var kattolsk. — vi skyldte hoffet egards, ak! man kan i lidet sjældent følge sine predilectioner! Min mama var da også katholsf. “ Hun trak overlegent smilende på skuldrene. „ Religionens princip er det samme overalt — kun afvigende i spidsfindigheder, hvilke le bon Dieu oppe i sin himmel sandelig ikke tager hensyn til. — prinsessen og jeg forberedtes da af pater ioseph. O! Det var en præst! nu saint! Fru linden løftede øjnene sentimentalt, men i næste øjeblik spillede smilet allerede ironisk i mundkrogene. — „ Oh, pauvre chère âme, hvor var han alligevel komisk lige overfor os — to rosenknopper, der lige tittede ud i livet! “ Hun star en hellig grimace, løftede hånden advarende og deklamerede: „ souvenez vous, mes enfants, continuellement de la mørt. Votre beauté n ' est que de la poussière! Ha ha! - — vi havde vore timer i pavillonen, “ Vedblev hun — „ hvilken tid, fuld af føde souvenirs! — fra den tid skriver sig også min første kærlighed. — 0! jeg var skabt til kærlighed! — blød og skin! — livet har forbitret mig. -- -- -- på vejen til pavillonen måtte vi passere galleriet, hvor den vagthavende adjutant opholdt sig. — hvormange billetter stak grev Alex mig ikke i hånden en passant! — ja! Momentet var jo ikke så heldigt, “ og hun blinkede fiffigt med øjnene, „ men kun her traf han mig sikkert. — de smuttede ind i bønnebogen — hvor skulle jeg gemme dem i farten? — der ligge to endnu og en immortelle! “ Fru grandmama sukkede let. „ Prinsessen troede, at det var hende, han adorerede — jeg sagde hende ikke imod — det hører til de fyrstelige prærogativer. — jeg lod kongelig højhed hendes ordinaire skønhed — skønhed findes også på gaden; — jeg havde min beauté du diable. Ha! ha! -- -- -- hun pauserede udt. „ O Otto! hvor var grev aleksis dog dejlig! “ begyndte hun igen, som dvælende i erindringen. „ Mine værelser vendte med balkon ud til rosenhaven. Den tids kavallerer vare mere chevaleresque og adrette end nutildags. — -- han var fyrig og romantisk — jeg var 17 år. — que voulez-vous? “ — hun trak undskyldende på skuldrene og smilte. Fine røde pletter tegnede sig på kinderne. Hun lukkede øjnene et minut. — „ Jeg har aldrig ladet din grandpapa læse i dette min histories første kapitel — har altid formcent det heldigst, at erindringerne ikke blev fælles formue i ægteskab. Det afstedkommer blot misforståelser — livet kan være kompliceret nok endda! “ — atter tang hun og syntes af være standset ved en betydeligere erindring, men i næste øjeblik havde hun afrystet indtrykket og vedblev let: „ Året efter kom erkehertug Max og beså sig prinsessen og — kuriøst! — det blev til en aldeles borgerlig forelskelse. Men kort efter bestemte man her i landet prinsessen for Prinds erneste — man ville forcere afgørelsen — en vis lille dandserinde havde usurperet prindsens hjerte. — det var jo en ganske anden alliance — det kunne ikke nægtes. — giftede fætteren sig ikke, og døde brodersønnen, så blev han ttronarving — i ethvert fald var han af en regierende familie oa meget rig. — eh bien! En lille rnptnre sattes i scene — hvortil har man ellers diplomater? — en prindsesse hjerte må accomodere sig efter situationen — er desuden statsejendom, sagde min papa. — — et halvt år efter fejrede vi den superbeste formælingsfest her — kongelig højhed og prinsessen som to turtelduer! “ Den gamle dame lo kynisk. „ O Otto! det var en fete, som vor rå tid ikke mere får af se, nu, hvor man taler om af sætte majestæten på fast gage. Olympen kan ikke være skønnere! — lyshav ude, lyshav inde! — Dands i riddersalen i kostume. -— jeg i de primitives dragt med guldindvirket tunika, optrukken over knæet, sandaler, ringe på arme og fødder, flagrende hår. Gardelieutenant, baron astolf, på kotturner, uden strømper, draperet toga, phrygisk hue. — man sandt os det smukkeste par. — nede i haven var der oplyste alleer, dunkle løvhytter, for hjerter, som søgte ensomhed — transparenter med Amor og hymen. — store bål på pladserne, hvor populæren spiste stegte okser hele natten og skreg sig hæs af loyalitet. — — o! det var den lykkeligste dag i mit liv! “ Erindringerne gød en flygtig farve over hendes slappede træk. „ Men — ungdomskærligheden, grev Alex, hvor var han under al denne jubel? spurgte Otto. „ Ak! pauvre lui, “ sukkede fruen, „ jeg erindrer, at hans regiment netop var blevet forflyttet til et horribelt hul. “ „ Du havde altså definitivt opgivet at gifte dig med din elsker? “ „ Giffe! — ak! hvor er dog nutidens børn prosaiske — tror du, vi nogensinde tænkte sålangt? — die sterne die begehrt man nicht, man freut sikh ihrer Pracht, “ deklamerede Fru grandmama pathetiskironisk. „ Gifte? — grand Dieu! — han havde 1500 daler om året. “ „ Ja så, “ svarede sønnesønnen og så med et tungsindigt smil hen for sig. „ Min lykke varede ikke ved i dette fatale land, “ Pluddrede hun videre. „ Omsider friede din grandpapa til mig. — han var hoffets første cavalleer. — jeg var vel egentlig ikke forelsket i ham. — hans genre var ikke min. Desuden — Alex ' s billede skadede ham; men jeg var efterhånden bleven 25 år — så reflekterer en stakkels pige. Eh bien — jeg blev hans kone — og det kunne være gået fortræffeligt, hvis han ikke havde bedraget mig! “ Hun slog forbitret viften op og i. „ Jeg troede netop, at han elskede dig og føjede dig i alle ønsker, “ udbrød Otto overrasket. „ Ah bah! “ råbte hun lidenskabeligt — „ elske? Elske — dermed fører man ikke hus. Din grandpapa var fra den første dag en ruineret mand! — hans hele train havde ladet formode en formue. — du skærer en grimace? — barn. Gud bevare dig for slig perfid samvittighedsløshed, mangel på pligtsfølelse og alvor; men du kender ikke livets realitet, ved ikke, hvad der fulgte af min tillidsfuldhed, hvilke calamitæter jeg har gennemgået! — efterhånden blev han misantrop, “ ivrede hun videre, — „ ville ikke ud af denne hule, ville kun se sit barn, ikke mig, hvis liv han havde forspildt. — tro ikke, at det faldt ham ind, at — hvad siger man? — à faire son saint — han var jo en ung mand endnu! — det hele var en hjerteløs caprike! “ — — med stigende heftighed vedblev hun: „ en skøn dag kalder han mig ind til sin seng og siger: „ Francoise, du var jo engang kattolsk, sværg på sakramentet — den ed holder du vel? — at sende vort barn ud af huset, når jeg er død, og at lade ham lære at arbejde! — det var hans sortis ud af livet! — den gamle dames læber dirrede — „ Min ed — den har jeg holdt, “ vedblev hun lidenskabeligt, „ men han stjal ligefuldt mit barn fra mig — ens barn er dog ens barn! “ Hun bed sig i læberne. Viften knagede mellem hendes fingre. Otto så forskende sin grandmama ind i øjnene, for at gribe kærlighedens flygtige rørelse. Hun mødte hans skarpe blik. „ Ja, pardon, Otto! — er jeg heftig og aigreret, så er det sandelig hans og ikke min skyld, “ og de røde pletter brændte på kinderne. Der foregik en kort kamp i hendes sind, og bitterheden fejrede. „ Ved den levende gud! det blev et herligt resultat, “ begyndte hun igen harmfuld, „ kan du tænke dig, at din papa histoppe, “ og hun pegede op mod et maleri, der fremstillede en splitternøgen, tykmavet lille fyr, som i Amors skikkelse spænder buen mod en hyrdinde, med Fru lindens træk, „ kan du tænke dig, at dette charmante barn kunne, fysisk og moralsk, udvikle sig så miserabelt? “ Otto måtte smile. „ Jeg begyndte med at elske ham — enhver moder elsker da sit eget barn! — men jeg måtte på den tid gøre et længere besøg hos min mamas familie i Pisa — lod barnet af omhu tilbage med sin nourrice. Ak! når jeg gik igennem galleriet Pisano “, vedblev hun med et smægtende blik, „ og så op til det celebre billede, l ' enfant jésus i viergens skød, tænkte jeg på mit eget barn — men da jeg så så ham igen — ja, Otto! ved den levende gud! Jeg måtte tro at se en skifting. Jeg kunne umulig få i hovedet, at det barn var mit. Han var touche og havde hæsligt, rødt hår. Ikke et menneske i vor familie har skelet og haft rødt hår! — kom jeg ham nær, skreg og sprællede han i angst. — o! tro mig, det var en bitter skuffelse for en moder! — atter et bedrag af livet! — — professoren stak ham i blodet fra lille af, “ vedblev hun bittert. „ Gav man ham et stykke legetøj, straks skar han maven op på dyret, for at se, om det havde hjerte i sig. Da han blev ældre, skulle alt analyseres, sættes i spiritus. Han havde ikke næsen ude af sine paperasser, blev forlegen, lyssky — intet attaschement for noget menneske — mindst for sin mama, trods alt, hvad hun havde gjort! — han blev mere og mere skifting. “ — Otto tilkastede sin bedstemoder et stærkt bebrejdende blik. — „ En dag for han afsted til sin universitetsprofessor — det hed sig angående et videnskabeligt problem. — en hensynsløs intrigue bag min ryg! — et halvt år efter plantede „ Frau professorin “ sin datter her i huset som hans kone. — o, din papa var fin! han ville, uden hensyn til mig, sikre sig en kone, der ikke havde andet i sin corbeille end sine tyske dyder og ikke kunne gøre pretensioner. O, jeg seer hende endnu, “ tilføjede hun giftigt, „ sidde lige overfor din papa og stirre gennem de blå briller ned på et antediluviansk knokkelbrudstykke, hvorover han holdt foredrag. “ „ Således må du ikke tale om min moder, “ Udbrød Otto opblussende. „ Hun har elsket min fader. Ak! jeg husker ikke engang ret mine forældres ansigter, men nogle gode erindringer har jeg dog tilbage om dem! — dengang du skyndte dig bort herfra med mig, fordi min fader var bleven angreben af tyfus, da listede jeg mig den sidste aften ind i hans Kammer. Han lå og stønnede i feber, hun lå på knæ udenfor hans seng og holdt hans hånd i sin. Hun vinkede heftigt ad mig, at jeg ikke skulle komme dem nær — i dette blik lå kærlighed. Hun plejede ham indtil døden og hentede selv døden. “ Den gamle dame havde overrasket betragtet Otto, medens han talte. Forsigtig vovede hun sig atter frem. „ Jeg vidste ikke, at du holdt så meget af din mama — ville ikke fornærme hende — jeg er måske en excentrisk gammel kone — et ubetænksomt ord kan vel tilgives den, på hvem skæbnen tog så hårdt! “ Hun rakte hånden indsmigrende hen imod ham, han tog nølende mod den. Deres øjne mødtes, den ene troede den anden kun halvt. „ Lad det være glemt, Otto, nu er de alle døde og slettede ud. “ — det store broncenhr tikkede lydeligt i nogle øjeblikke. Ottos opbruusning lagde sig hurtigt, og han tændte en ny cigar; Fru linden bemærkede det og beroligedes. „ Lad os nu tale om dig. Du skal ikke mosgroe herude. — jeg grubler og kombinerer. “ „ Jeg? “ henkastede Otto med tilsyneladende ligegyldighed og drejede sit fine mundskjæg, „ jeg kan blive en jæger herude i skoven, og friste livet bag de egne lyngbakker. “ „ Nej, nej! “ ivrede den gamle og vippede i canapeen, „ Du er anlagt til at gøre Carriere — sålænge verden står, ville ryggene bøjes for skønheds majestæt. Jeg har mine ideer og min cousin staldmesteren til at realisere dem. Du må ud blandt ordentlige mennesker — få blod på tanden. Jeg tror, ved den levende gud, at du ikke engang har set et smukt fruentimmer ind i øjnene. — en fornuftig plan må lægges. “ — hun standsede og overvejede. „ Vi blev vel enige om, at lade de døde hvile? men en gang endnu må sandheden frem — Otto! — de døde har gjort dig til en stodder — en stodder kastes ud. “ Otto r

1899_Bang_LivOgDoed

Herman

Liv Og Død

Bang

Bang

Liv Og Doed

male

1899_Bang_LivOgDoed.pdf

Herman

Bang

dk

Liv og Død

n

roman

Schubothe

KB

Indeholder 3 seperate fortællinger

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

Det var påske. Man var på herregården nået til første påskedags aften. Hele gården svømmede i højtid og kedsommelighed. Oppe i en krog af billardsalen var et spillebord slået ud, og hoflægermesteren aflirede en første-påskedags-l’hombre med distrikslægen, sognepræsten og sin godsforvalter. der blev ikke talt et ord. Godsforvalteren sad over l’hombren i en stilling, som aflagde han underdanigst beretning om et salg af fæstegodset. Hofjægermesteren bandede kun, nu og da, halvhøjt, inde under sit overskæg, og strakte benene så langt fra sig, at han sparkede pastoren. Godsforvalteren vandt, og det var hofjægermesterens højeste fornøjelse i spil at liste penge fra sin funktionær. Lidt fra spillebordet stod husets søn, løjtnanten, med hænderne i bukselommerne og så til. Han havde stået der, ubevægelig, i snart en time. Kun når han gabede, skjulte han sin adelige mund med en hvid hånd. Endelig drejede han sig om på sin rytterhæl og gik ned ad trappen til første sal. I forhallen sad tjeneren, en ung mand med meget slanke hænder, der ved hofjægermesterens middagsselskaber gjorde indtrykket af at være den mest racemæssige af gæsterne — hans moder var vaskerkone, men den unge mand yndede overfor sine medtjenere at antyde, at han var frugt af en illigitim forbindelse, der på fædrenes side gav ham mange Ahner — og sov, ret op og ned, på en højrygget stol. Ved løjtnantstrinene fløj han op med et pludselig underdanigt udtryk i sine øjne, mens han bukkede. » Sover de? « sagde løjtnanten. Den unge mand mumlede noget, men løjtnanten sagde bare: » Det kan jeg s’gu så godt forstå; « og gik ind. Inde i dagligstuen sad gæsterne, gemte rundt i de store stole, medens konversationen gik trægt. Også løjtnanten faldt ned i en krog: » Her er muntert, « sagde han, og der blev tavshed igen. » Kan vi ikke spille kort? « lød det endelig og langsomt fra en af stolene. Det var løjtnant Knutt, en lille hvidfødt dragon, der snærrede hvert ord, han sagde, ud mellem fortænderne, og som ved tre eremitageløb tre gange havde knækket kravebenet. Husets løjtnant gabede: » Vi kan s’gu da ikke spille kort hele dagen, « sagde han. De havde spillet den ganske eftermiddag for nedrullede Gardiner i et tårnværelse. » Nej, « sagde det fra en anden krog. Det var løjtnant Vedel, den længste løjtnant i garden, der, når han ikke havde andet at bestille, altid sad og stirrede forbavset på længden af sine egne ben. Han havde næsten aldrig andet at bestille. Der var tavshed lidt igen, til kandidat Feddersen i ministeriet, der længe havde været hensunken i beundring af sin egen engelske silkevest, sagde med samme dræven som de andre: » Hvad bestiller folkene? « » De sover, « sagde husets søn. Løjtnant Knutt glippede med øjnene og sagde: » Det er s’gu mærkeligt, det går med bønder som med hunde: de kan sove til enhver tid. « » Men de synder alligevel, « sagde Feddersen: » Begge opvaskerpigerne er frugtsommelige. « der var ingen, der gad smile, men, som om ordet » Synd « uvilkårligt havde henledet hans tanker på pastoren, sagde Knutt: » Hvorfor holdt » Hofmesteren « tale for præsten ved bordet? « » Det gør han altid om påsken, « sagde husets søn. » Nå, « sagde løjtnanten, » så er det også derfor, vi fik Sillery — — ellers gi’er i jo Mumm. « Hofjægermesteren så’ kun pastoren med datter — de øvrige » Uundgåelige « ( det var godsets benævnelse af embedsmænd ) blev inviteret uden damer — den første helligdag ved de tre store højtider. På disse tre dage førte han præstens datter til bords og talte ved stegen for husets sjælesørger — han fandt ordet » Sjælesørger » ved disse tre lejligheder — der » så trofast havde delt hans hus’ tilskikkelser i onde dage som i gode. « » Det er en skik, « sagde husets løjtnant, der havde hørt faderens tale, fra han var barn. Men Vedel sagde pludselig: » Nå, i København er der s’gu endnu værre. « Inde i havesalen så frøken Alice, husets datter, albummer sammen med præstefrøkenen. Præstefrøkenen var en fyrretyveårig hentørring, hvis liv gik hen med at oprette foreninger, og hvis sidste bedrift var en underafdeling af fredsforeningen, der talte syv medlemmer, hvoraf fem embedsmænd. Når præstens datter talte, lød det uforanderligt, som havde hun ordet på en generalforsamling. På herregården, hvor hun i 10 år havde vist sig i den samme grå silkekjole, der var syet som en Art reformdragt, indskrænkede hun sig til i stilhed at misunde og til at indkassere foreningsbidrag mod kvitteringer, som hun medbragte i en sypose. Ligeoverfor de to damer sad kammerjunker berner og stirrede, uden at vide det, frøken Alice lige ind i ansigtet. Hans øjne var så bløde, som var de duggede. Frøken Alice så’ op fra albummet: » Hvad tænker de på, kammerjunker, « Sagde hun. Kammerjunkeren fo’r sammen: » På ingen ting, « sagde han. Og et nu efter lå hans øjne atter på frøken Alices ansigt som hun sad der, rødligt beskinnet, atlaskklædt, bøjet under lampen. Men frøken Alice lo og vendte igen et blad: » Ja, « sagde hun, » det er min tante, fyrstinde denti. « Præstens datter så på billedet og tænkte: » Det er hende, der drikker. « På en gang råbte husets løjtnant gennem dagligstuen: » Kammerjunker, hvad er klokken? « Kammerjunkeren fo’r sammen igen og vendte sig mod det hvide empireuhr: » Den er kun ni, « sagde han. » Kun « er godt, « sagde husets løjtnant. » Ja « sagde præstens datter, der — det var hendes vane — straks tog anledning til at føle fornærmelse: » Vor vogn er bestilt til kl 10. « Præstens vogn var tilsagt af tjeneren. Man nød regelmæssigt ved de tre højtider på godset, præsten og det præstelige tilbehørs selskab fra klokken 5 til klokken 10. » Man erholder deres gæstfrihed på klokkeslet, « sagde præstens datter, der alligevel år efter år ankom i kalechen på slaget. » Kammerjunker, « sagde frøken Alice, » sig noget. « Med et nyt sæt sagde kammerjunkeren kun, og blev helt forvirret: » Jeg tænker.” frøken Alice lo, så det klang under det hvælvede loft, men pludselig holdt hun inde: » Det er min fætter, « sagde hun vendende tilbage til album’et; og præstens datter, der blev alt strammere om munden — præstens datter havde overskæg — tænkte: » Det er ham, der gjorde skandale med sin mejerske. « At gennemblade albummer på godset var præstens datter det samme som at gennemvåde en chronique scandaleuse. Hun gjorde det med et inderligt velbehag. Inde i dagligstuen var de begyndt at tale om politik og nye valg til tinget. I garnisonsbyen var der opstillet en radikaler og udsigterne til » den rette side « — det var et ord af hr. Feddersen og iøvrigt hentet fra et oppositionsblad — var tvivlsomme. » Ja, « sagde Knutt og slog betænksomme krøller på sin næse: » Drejeren « — radikaleren var drejer — » har stemningen. « Men husets søn sagde: » Finder — det er s’gu et fedt, for ministeriet har majestætens tillid. « » Ja, « sagde Feddersen. Han talte pludselig ganske højt. Og den politiske konversation døde hen på » Tilliden. « Lidt efter blev der båret the om, og løjtnanterne kom op af deres stole. Pludselig hørte man et højt råb henne fra vinduet: » Satan tage mig — — hvad sagde e jeg? det sner. « Der kom liv i dem alle, og alle kom til vinduet, medens husets løjtnant fo’r ud af stuen og op ad trappen, ind i billardsalen, hvor de fire spillede endnu: » Hofmester! « skreg løjtnanten, » det sner. « » Er du gal? « sagde hofjægermesteren. » Jo, det sner s’gu, « sagde løjtnanten, » og det er den tyvende April. « De fire gamle kom op fra bordet og hen til vinduerne, som hofjægermesteren slog op. jo — det sneede: tæt og lindt faldt sneen tyst i den hvide borggård. Hofjægermesteren stod med åben mund. Så sagde han — og han glemte pludselig ganske » Sjælesørgeren « —: » Nu står fa’en da også i almanakken. « Nede fra gården lød der en høj latter: det var frøken Alice, der løb midt ude i den hvide sne. » Kom kammerjunker, kom kammerjunker! « Råbte hun; og på en gang brød alle løjtnanterne frem, ned ad den store trappe, ud i gården. » Alice, Alice, « råbte hofjægermesteren, der stadig stod ved vinduet: » Alice... « » Hun er barhovedet... « Men frøken Alice hørte ikke. Med det løftede slæb i sin hånd stod hun midt i borggården, medens sneboldtene fløj. » Der har du dem, råbte Vedel og sendte hr. Feddersen en hilsen lige i nakken. Frøken Alice havde sluppet sit slæb, medens sneboldtene føg omkring hende og herrerne lo, så det skraldede. » Deri- sagde hun og kastede en boldt efter Vedel. Den traf ham lige i ansigtet. » Heri, råbte han tilbage, og en boldt fløj forbi hendes øre: » Tak «, og hun sprang til side. Sneen hang i hendes hår. Husets løjtnant fløj ned ad trappen og var med. Han råbte højst. Oppe hørte man stadig hofjægermesteren skænde, medens løjtnanterne lo, og sneboldtene klaskede. » Sé kammerjunkeren, « råbte Alice: » Sé kammerjunkeren «. Hun havde dænget berner helt til med sne, over og over med sne, som hun tog op med de bare hænder. » Slå igen, slå igen, « råbte hun. Men kammerjunkeren rørte sig ikke. Han stod bare foran hende, ubevægelig som en snemand, så hvid, midt i sneen, og lod sig dænge til — uden at sige et ord. » Slå igen «, sagde hun på ny. Men berner rørte sig ikke. » Nej « sagde han blot; og han smøg sig kun, langsomt, med hånden over øjnene for at kunne sé hende, som hun stod: leende, med sne i sit hår, rød og hvid, med løftede hænder. Og pludselig holdt frøken Alice op at le, til der kom en sneboldt fra broderen. » Der «, råbte han, hun fik den i panden. Løjtnanterne sloges og tog sneen op med de blotte næver. Ingen så’ mere, men alle lo de, deres øjne var blindede. » Georg, Georg «, råbte frøken Alice til sin Broder: » Nu vil vi have champagne. « » Ja, sågu, « svarede Georg. Hofjægermesteren kaldte fra vinduet igen, men ingen hørte det. Hvide løb de alle rundt midt i snefoget. Berner var altid, hvor frøken Alice var — og vidste det ikke. Der var ingen, der så præstens kaleche, som rullede op for døren og lidt efter bort igen. Men pludselig hørte frøken Alice den gamle karosses rumlen over broen, og hun sagde forfærdet — armene faldt ned langs hendes sider —: » Præstens er kørt. « Kørt, det var de. Præstens datter havde bedt » endelig ikke at forstyrre de unge mennesker «, og hun var steget til vogns. Hun havde det udtryk i ansigtet, når hun dirigerede i filialen af foreningen » Mod lovbeskyttelsen af usædeligheden. « Pastoren mælte længe ikke et ord. Pastoren havde megen respekt for sin datter. Tilsidst sagde han: » Kathrine, de var jo meget elskværdige «. Kathrine lod hengå nogle sekunder. » Ja «, sagde hun så: » Og godt er det, at det er overstået. « hun sad lidt, før hun atter tog til orde. » Interessen, sagde hun: » skal man jo ikke søge på gården «. Ordet » Interesser « indesluttede hele frøken Kathrines liv. Præsten og det præstelige tilbehør nåde i kalechen deres hjem i tavshed. — » Der er champagnen, « råbte Georg. Tjeneren bar to kølere ned ad den store trappe, medens alle de andre skreg: » Bravo «, så det klang i gården. » Stil dem på fontænen, « sagde Alice, » før mig til bords; « og under latter, medens det blev ved at sne og propperne knaldede, satte de sig på vandspringets kant. » Her sidder vi s’gu rart, « sagde Knutt og skyllede glassets indhold i sig. De drak og de lo. De lignede fem snefigurer, som de sad der, tilsneede, med den hvide søjle bag' sig, på den hvide rand. » Ja, « sagde Alice, der holdt ansigtet opad, så sneen faldt over det: » det er s’gu dejligt. « Frøken Alice bandede undertiden, når hun var glad. » Å, « sagde hun: » Det er græsseligt, når præstefrøkenen hører det — så hævner hun sig straks ved at melde mig ind i en ny forening. « » Skål, kammerjunker, « sagde hun. Og med en helt anden stemme, seende ham lige ind i øjnene, sagde hun sagte: » De — de er dog den eneste, kammerjunker, som ikke er latterlig. « Der lød pludselig nogle dumpe lyd som af en klokke. Det var hofjægermesteren, der med bart hovede stod på trappen og dundrede på gong-gong’en: » Vil i nu komme ind? « skreg han. Og han dundrede igen. » Vil i komme ind? « » Ja, nu kommer vi, « råbte frøken Alice, og hun løb ind — ad en anden dør, herrerne fulgte efter. De gik gennem den lange gang i stueetagen, løjtnanterne var forrest. Bag efter kom berner og Feddersen. Feddersen gik og drejede på sit overskæg: » Berner, « sagde han, og gav iøvrigt ingen forklaring på sine ord: » Gode berner, de er s’gu godt gal. « Berner spurgte ikke hvorfor. » Men de er for beskeden en mand, « Sluttede Feddersen. » Det er hemmeligheden. « Feddersen tav lidt igen. Så sagde han: » Man skulle ikke tro, de selv vidste, at de havde fået » Gudsgaven «. « berner, der, når han talte med mandfolk, overhovedet aldrig hørte efter, og som, når han talte med kvinder, mest kun så, sagde distræt: » Gudsgaven? « Feddersen nikkede: » Ja, min ven. « Frøken Alice stod ved det store vindue i dagligstuen. Hun havde slået det op og stod og stirrede ud i snefoget. » Georg, « sagde hun, » hvis det bliver sådan ved i morgen, må vi køre til bal i slæde. « Georg tog cigaretten ud af mundvigen. » Du er jo gal, « sagde han, » tror du, det bliver rigtigt snefog i påsken? Men køre i slæde bliver vi da fri for, for slæderne er i uorden. De er hos smeden. « Gæsterne var oppe på deres værelser. Aksel berner stod foran sit vindue og blev, uden at se, ved at stirre ud på den faldende sne. Hele hans sjæl var kun fyldt af et eneste bange spørgsmål. Frøken Alice var bleven i dagligstuen. Hun sad foran flygelet og smilede længe ud i luften. Så slog hun an og hun spillede. Rubinsteins galop lød gennem rummet under det hvælvede loft. Tjeneren åbnede døren. » Han skulle fra hofjægermesteren spørge, hvor længe frøkenen ville spille? « Men frøken Alice nikkede kun. » De kan godt gå til ro, Hansen «, sagde hun blot, og blev ved at spille. Hr. Hansen slukkede husets lamper og begav sig til sit værelse. En af stålamperne fra havesalen anbragte han bag sit hovedgærde, hvorpå han begyndte sin afklædning. Hr. Hansen havde den vane at læse i sengen, og når han havde iført sig en kinesisk silkeskjorte — den unge mand benyttede løjtnant Georgs udrangerede linned — hengav han sig til læsning. Hans påskelekture var » Smukke ven «... Guy de maupassant var overhovedet hans yndlingsdigter. Knutt og Vedel var oppe endnu. De sløvede ved en flaske Madeira. » S’gu en pragtfuld pige «, sagde Knutt. » Ja «, mumlede Vedel. » Og det er igen en, som man ikke får fingre i «, sagde Knutt. » Nej «, mumlede Vedel. Begge løjtnanterne sad en tid og så’ betænkelige ud for sig. så sagde Vedel: » Og hvad er der så ved den kammerjunker? « » Nej «, svarede Knutt, » sige meget gør han ikke. « De sad igen lidt, til Vedel sagde — måske var det et svar: » Men véd du, det er nu også blevet min overbevisning, at det, det gælder, det er at se på pigerne. « » Det er øjnene, det gælder... « » Og så «, lagde han til, » er der for få piger. « » Ja «, svarede Knutt. » Det vil sige af den slags. « Og pludselig gav de sig til at tale om en hønsehund. Hele herregården sov. Ude blev det ved at sne. Løjtnant Georg strakte sig i sin seng og gabede. Hr. Hansen serverede ham teen. » Hvordan er vejret «, spurgte løjtnanten. Hr. Hansen, der så forsovet ud — den unge mand foretog først efter at have besørget sin morgengærning sin afgørende renselse — bukkede og sagde: » Hr. Løjtnant, det sner. « » Hvad satan,... rul gardinet-op. « Løjtnanten sad oprejst i sengen. » Ja min salighed, det sner endnu. « Det kunne ikke nægtes. Overalt var der sne — driver af sne. » Og vi skulle tilvedby «, sagde løjtnanten. Hr. Hansen gik, og løjtnanten blev siddende ubevægelig, oprejst i sin seng. » Nå, nu bliver hofmesteren gemytlig, « Sagde han. Han tænkte på den faderlige rug. » Bien «, sagde han, » foreløbig er der ingen ekcercits «, og han vendte sig mod væggen for at sove lidt endnu af helgen af. Da han vågnede igen og ringede, viste hr. Hansen sig med barbervandet. Hr. Hansen var under et 3 måneders ophold i København uddannet i moderne borddækning samt barbering, og han førte barberkniven, som drog han en plov gennem en brakmark. Løjtnanten turde, så længe hr. Hansen håndterede kniven, ikke mæle et ord, men da Hansen pavserede, spurgte han: » Er der nogen oppe? « » Frøkenen er gået til smedens «, sagde Hansen. » Hvad Pokker vil hun der,... nå, det er vel om slæderne,... men dem får hun s’gu alligevel ikke, så den march kunne hun spare sig. « » Og hvor er kammerjunkeren? « Hr. Hansen bukkede, med kniven i hånden: » Han har vistnok fulgt frøkenen «, sagde han. Hr. Hansen begyndte på ny at føre plovjernet. Ingen mine havde bevæget sig i hans ansigt. Hr. Hansen var blevet af dem, der kan tænke meget uden at forråde det. Frk. Alice og kammerjunkeren kom fra smedien. Den havde været lukket, og ind til smeden selv, sagde frøken Alice, kunne det ikke nytte at gå. » For konen, hun er hellig «, sagde hun og lo. Kammerjunkeren hørte måske slet ikke, hvad hun sagde. Han gik kun ved siden af hende, med halvt bøjet hoved og smilede — hele tiden. Hans mund krusede sig så blødt, når han smilede. Frk. Alice blev ved at tale om smedens og de hellige og ballet i vedby. En tid efter greb hun sig i, at hun ikke rigtig vidste, hvad hun selv havde sagt. » Ja, det var smedens «, sagde hun så pludselig, helt meningsløst. Og også hun tav stille, medens deres trin fulgtes så ganske tæt ved siden af hinanden i sneen. Klokkerne i kirken begyndte at lyde, og sneen faldt så let. » Berner «, sagde hun, » De er så dejlig at tie stille sammen med. « De gik igen, og klokkerne blev ved at lyde. Kirkegængerne kom forbi, tre gamle koner rokkede dem forbi, og flokkene af de hellige. De hellige havde sådan en underlig gang, som om de stadig sneg sig om hjørner. Alice lo af dem — hun måtte le den hele tid. Men på en gang skiftede hendes stemning. » Kom kammerjunker «, sagde hun, » lad os gå ind på kirkegården; der er så smukt. « Alle træer stod med bøjede grene under sneen, og de gik hen imod kirken ad en banet vej mellem to hvide volde. » De, berner, « sagde alice—og hun talte sagtere —: » Vi går derind. « Menigheden fyldte kirken helt. Bøjede sad de, mænd og kvinder, i de stive Rader. Altrets lys brændte så ret og rankt. Alice og berner stod bag den nederste stol. Side om side sænkede de deres hoveder. Om dem lød menighedens sang. Så kom pludselig præsten frem, på prædikestolen. » Nu går vi, « sagde Alice. De gik atter ud, gennem våbenhuset, ud på sneen. » Lad os stå her «, sagde Alice. » Her lyder klokkerne så smukt. « De stod på en høj ved muren. Foran dem lå hele det hvide land, hvor sneen sagte faldt. Klokkerne lød kun så halvhøjt gennem ♦ den snefyldte luft. » Hvor her er smukt. « » Ja. « De blev stående. Inde i kirken begyndte sangen at lyde igen: dejlig er jorden prægtig er guds himmel skøn er sjælens pilgrimsgang gennem de fagre riger på jorden går vi til Paradis med sang. de blev stående, og Alice vendte sit ansigt ind mod kirkegården. Under den høje sne skelnede man næppe gravenes høje. Alle kors og alle gravstene var hvide, og deres navne var slettede ud. Frøken Alice stirrede langt ud over gravene. » Ja «, sagde hun, » der hviler de nu. «. » Og hvor mange af dem har så levet? « » Berner, adel det er noget vrøvl. Der er kun to slags mennesker: de som har evnen til at leve — og så de » andre «. Berners øjne traf hendes — i dem lyste en øm tindren. Men pludselig tog han atter blikket bort og sagde: » Men hvem er lykkeligst? « » De andre bliver aldrig lykkelige «, sagde Alice. Og pludselig brød hun op. » Kom, « sagde hun. Berner gik bag ved hende. Han elskede det. Så svaj den var, linjen i hendes ryg: nej, ingen, ingen gik som hun. De nåde porten og frøken Alice vendte sig: » Er de der, berner? « Men berner stod henne ved muren hos en tigger. han havde pludselig stukket ham en daler i hånden. Alice lo så glad: » De er skikkelig berner, « sagde hun. » Men « — og hun lo igen — » De vil jo ikke. « » Hvilket? « Frk. Alice blev ved at le, og pludselig svang hun sin arm, som førte hun en pisk gennem luften: » Jeg siger, « sagde hun, » at jeg vil på bal. « Da de kom hjem, slog hr. Hansen på frokost-gong-gong’en, så det dundrede i borggården. » Skynd dem, kammerjunker, skynd dem. « Det kostede lidt møje at stride sig frem over borgbroen, for det begyndte at blæse. Georg stod i spisesalen ved et åbent vindue: » Hvor fa’en har i været, « råbte han. » Vi har været i kirke, « råbte Alice tilbage. » Det er løgn, « sagde løjtnanten og slog vinduet i. Frøken Alice løb gennem forhallen ind i spisesalen. » Hvor er hofmesteren? « sagde hun og så sig om, rødblussende af løbet og af stormen. Hatten rev hun først nu af det viltre hoved. De tre løjtnanter sad ved kaffen. » Ja, « sagde Georg, » Du kommer bare to timer for sent « — hofjægermesteren var nøjagtig til spisetiderne som et kronometer — » Klokken er halv to. « » Og jeg er så sulten som en dragon, « Sagde frøken Alice, der begyndte at spise, medens Hansen uden at fremskynde noget tempo i serveringen lod frokostens stadier tilbagelægges — uden at høre og uden at se. » Ja, « sagde løjtnant Georg, » så bliver der altså ikke noget bal af. « » Det bli’er vi fri for, « sagde Knutt. » Skal vi vædde, « sagde Alice, der spiste. Georg drejede hovedet meget hastigt: » Vædder du om mønt? « sagde han og det blinkede op i hans øjne. Det var en af løjtnant Georgs måder at » opholde livet på « ved væddemål at frarane søsteren hendes årpenge fra Vallø. » Vel, « sagde Alice, » hundrede kroner. « Og lidt efter lagde hun til og så ud i spisesalens luft: » I dagens anledning. « » Spis, berner, « kom det så pludseligt. Berner glemte ganske kødet på sin tallerken. selv spiste frøken Alice som en ulv. Hun havde altid så vældig en appetit, når hun var glad. De to fremmede løjtnanter sad uden at tage øjnene fra hende, men pludselig sprang Alice op — der var de lykkeliges hast over hende —: » Så, nu løber jeg op til hofmesteren, « Sagde hun. Men Georg kastede et: » Han er da ikke gal «, efter hende, medens hun løb. Alice slog døren til: » Det skal du få at se, « sagde hun. De to fremmede løjtnanter og Feddersen flyttede ind i dagligstuen. De gnavede hver på sin havannacigar. Længe var de tavse. Så sagde Knutt: » Ja, det ville s’gu være storartet... « Han tav lidt, før han talte igen som en, der er helt henne i det: » Først en sen middag... og så trække det ud ved at sidde sådan ganske stille og tale... og så — — « Løjtnanten fuldendte ikke, men nikkede kun gentagende. Men Vedel sagde: » Kammerat, det nytter s’gu ikke at drømme. « » Nej, « sagde Knutt. Feddersen, der førte en elfenbens-børste hen over sit overskæg, sagde: » Der er altid stof i de kvinder, der har god appetit! « » Det er der, « sagde Vedel og nikkede, som om han havde gjort en pludselig opdagelse: » de egner sig til hustruer. « Hofjægermesteren opholdt sig i biblioteket. Det var en sal fuld af reoler, fyldte med bøger fra forrige århundrede, som i det sidste hundredår ingen havde læst. En særlig afdeling indeholdt parisiske romaner fra fyrrerne og af tvivlsomst Art, som var anskaffet af hofjægermesterens fader. Hofjægermesteren selv havde ingen literære interesser. Det var hans plan at omskabe godsets drift ved hjælp af en kæmpemæssig fåreavl, og hans eneste lekture var derfor fåreavistidender i de tre evropæiske hovedsprog. Han gennemgik disse fagtidender udstrakt i en læderbetrukken hvilestol og iført tøfler. Frøken Alice bankede kraftigt på — det var af diplomati: det fornærmede bestandig hofjægermesteren dybt, når han overraskedes i et blund — og trådte ind. » Jeg læser, « sagde hofjægermesteren. » Ja, papa, « sagde hun. Hun trommede på ruden, mod hvilken sneen føg. » Hm, « sagde hun, pludselig, som talte hun afsluttende om en ting, der var afgjort gennem en længere samtale: » Så tager vi altså de brune for at skåne de sorte. « Hofjægermesteren så rask op fra fåretidenden: han havde ikke ventet så meget hensyn; i grunden var hofjægermesteren ikke vant til, at hans tvende børn skånede hverken ham eller noget af hans —: » Ja, « sagde han — og stemmen lød meget højt — » når du er blevet gal... Der er ingen hund, der kan se en hånd for sig. « Hofjægermesteren bøjede hovedet igen. » Men nu læser jeg, « sagde han igen. Alice var allerede ude af døren og nede i dagligstuen, som i et eneste Sus. » Så tager vi de brune, « sagde hun — hun stod midt på gulvet: » Og kører kl. 7! « I stuen begyndte det allerede at skumre, og de gamle portræter forsvandt og gled bort, mens palmerne rundt omkring rejste sig som mægtige skygger. Løjtnanterne diskuterede halvsagte, om de skulle tage uniform, og Alice spillede dæmpet Rubinsteins » Asra «. » Ja, i aften, « sagde hun, » er det uniform. « » I aften er det galla! « Det lød som en fanfare. Vedel hilste militærisk foran flygelet: » Galla for dronningen! « sagde han. » Knutt, « sagde Alice, » hvad dato er det i dag? « » Den en og tyvende... « » Den en og tyvende, « gentog Alice så dæmpet-dvælende, som om hun nynnede det. Men da løjtnanterne var gået og Feddersen også, sagde berner sagte henne fra vinduet: » Det var min moders fødselsdag i dag. « Alice svarede ham ikke, men hendes øjne blev i mørket pludselig fulde af tårer: han havde talt så blødt. » Hun døde jo så ung? « sagde hun lidt efter. » Ja — og hun var dog så lykkelig. « Begge tav og stuens skumring lå om begge. » Men nu må vi klæde os på, « sagde frøken Alice. » Ja, « sagde berner. Alice blev stående et øjeblik henne ved en buket i en af de store Kummer. » Den må de have, berner, « sagde hun, » til deres knaphul. « Hun havde plukket en tusindfryd: » Her, « sagde hun og hun fulgte hans hånd, der tog den: » det er dog den tarveligste af alle blomster... « Hun lod tænde mange lys i sit påklædningsværelse, der var meget stort og meget fuldt af planter. « » Den hvide, « sagde hun straks. Hun stod foran sit spejl og så derind. Hun så ud som en, der har fundet på at give en rigtig dejlig present til et menneske, hun holder forfærdelig meget af. Kammerjomfruen var bleven stående et øjeblik ved ordren » den hvide «. Da kjolerne i marts kom fra København og lå bredte ud til mønstring — frøken Alice mønstrede iøvrigt hurtigt — havde frøkenen sagt ved synet af den hvide: » Ja, den gemmer vi... Til en rigtig fest. « Og den var ikke en gang kommen på, i byen til ballet hos den engelske minister. Der var sølvindviklede tusindfryd i den hvide og stoffet var moiré. frøken Alice sang hele tiden, medens hun blev klædt på. Mens hun fik vandet over sig og svampen med eau de Lubin hen over sig, og mens hun fik håret børstet, det lange, lange hår... » Blankt, blankt skal det være, « sagde hun til kammerjomfruen, der holdt det som en glindsende guirlande i sin hånd. Men da det var børstet, surrede hun det selv op. Krøllejern havde der aldrig været i det. Det sad, så som så, som en krone. Hun spejlede sig ikke. Stående midt på gulvet, med hovedet løftet og den ranke ryg spændt, fik hun af kammerjomfruen tusindfrydkjolen knappet — medens hun smilede: » Og så roser, « sagde hun. » Gartneren har ingen, « sagde kammerjomfruen. » Han må have, « sagde Alice. Og kammerjomfruen gik. Det bankede på. Det var Georg. Det gav et lille sæt i ham, som når man ser noget meget smukt, og han sagde, idet han satte sig i en stol: » Du er s’gu køn i dag. « Alice blev bare ved at gå op og ned mellem de mange, mange lys, og henne ved en etagère tog hun noget af et skrin: » Du taber, Georg — værsgo’, « sagde hun, og hun rakte ham en hundredkroneseddel, der var flunkende ny. » Jeg taber s’gu ikke, « sagde løjtnanten sløvt, men takken lå alligevel i tonefaldet. » Den er ny, « sagde han lidt efter. Frøken Alice stod foran spejlet. Det var første gang. » Ja, « sagde hun. Og lidt efter tilføjede hun — det var måske ikke ganske om det samme, hun talte — mens hun så’ ind i spejlet: » Hvad man giver bort, må være smukt. « Georg sad lidt endnu, og de snakkede, til gonggongen lød. Så gik han, og kammerjomfruen kom tilbage. » Der var ingen roser, « sagde gartneren. » Snak, « sagde Alice. » Så må jeg selv derover. « Hun gik ned gennem gangen, i forhallen mødte hun berner. » Berner, « sagde hun, » De må med. Jeg skal over i drivhuset. « Men pludselig så hun ned på sine atlaskes-sko: » Ane Marie, Ane Marie, « råbte hun, » jeg må have nogle klodser! « hun fik klodserne, og berner og hun gik ud gennem havesalen. » Vorherre bevar’ os, « sagde hun, » giv mig deres arm. Jeg falder på stylterne. « Og med berner under armen løb hun gennem sneen, over mod drivhuset, mens klodserne klaprede. » Lys op, Eriksen, « sagde hun, da hun kom ind i driveriet. Og førstegartner Eriksen, der var en bebrillet mand, som altid så’ betænkelig ud, med et mistroisk udtryk i sit ansigt, som om man bestandig ville tage noget fra ham, drejede på den elektriske knap. Stolte stod de brede palmer under alt det hvide lys. Alice svippede ud af klodserne: » Her er dejligt — hvad? « Hun gik frem under de store træer. Berner fulgte stille efter. Det var, som så’ han bare hendes slæb, der flød hen over gruset. » Der er jo roser, « sagde hun. Hun var standset: » De der! « sagde hun. Hr. Eriksen bare klippede — en smule hårdt — og de røde roser faldt. ( frøken Alice havde selv bestemt dem til hofjægermesterindens grav, det vidste Eriksen ). Alice blev ved at smile. » Tak, Eriksen, « sagde hun. Hun gik ud af drivhuset, og hun talte hele vejen om sin moder, som hun var kommen til at tænke på: » Hun var det fineste, jeg har kendt, « Sagde hun: » Så sød og fin — og de véd ikke, hvor kønt hun sang. « Inde i forhallen standsede hun et nu og fæstede roserne i sit bryst. Hun holdt dem sammen med en diamantnål. » Hm, « sagde hun, — og hendes ansigt fik et eget mildt udtryk, som når mantænker på sin bedste ven —: » Nu kan papa føre mig til bords. « Berner lukkede døren op til dagligstuen,. Og frøken Alice gik ind. » Ja, « sagde hun og lo — der var sådan noget overrasket ved løjtnanterne, da de sprang op —: » Jeg er køn i aften — gud ske lov. « Feddersen gik ind i spisesalen ved siden af løjtnant Knutt. » Hun er s’gu så dejlig som lykken, « Sagde han. » Ja, « sagde Knutt, der mere havde taget mål af alle detailler, og som var af et vist mandfolkemisundeligt temperament —: » Det kan man jo gerne si’e. « Hansen bar suppen om med meget soignerede hænder. » Ja, når folk bli’r gale, så bli’r de gale. « Det var hofjægermesteren, som hævede taflet med et løftet madeiraglas: » Skål, børn, og god fornøjelse! « » Tak, hofmester, « sagde Alice og — mens hun pludselig så på ham — bøjede hun sig hen mod faderen og kyssede ham på begge kinder: » Du — papa, « sagde hun blødt. De brød alle op, ind i dagligstuen. Hr. Hansen meldte vognene, og alle sagde: » Så kommer vi til indpakningen! « » Ja gu’ må vi pakkes ind, « sagde Georg, » det er en ram kulde. « Alle godsets pelse blev hevet ned af knagerne — rejsepelse og spadserepelse og kørepelse i et mylder. » Feddersen, Feddersen, « sagde Alice, hvis hoved selv stak frem af et væld af hvidt foerværk: » Det monstrum har ikke været brugt i tyve år! « Kandidat Feddersen sprællede og nøs midt inde i en uhyre grå rejsepels, der var fuld af peber. » Så til helvede, « sagde Georg, » det er kayenne... « Og de begyndte alle at nyse og le, mens hr. Feddersen blev ved at sprælle for at komme ud af pelsen, og ingen ville hjælpe ham, for peberet stank. Alle nøs de og skreg de, til Alice slog døren op og sagde: » Til vogns! « » Nå, « sagde Georg, der kom ud på trappen: » Det er s’gu en stiv kuling! « Stormen tog i dem, som ville den feje dem ned ad trinene. » Larsen, « råbte Alice, » tror de vi når det? « » Nej, frøken, « sagde kusken. » Nå det er kedeligt, « sagde Alice blot og hun sprang ind i vognen. Feddersen kom til sæde og berner, lige overfor Alice og Knutt. Vedel og Georg var i den anden kalesche. » Nå, så skal vi så køre? « sagde den første kusk meget sindigt. Hr. Hansen blot nikkede, og den forreste vogn rullede af sted. » Ja, « sagde kusken på den anden vogn til løjtnant Georg: » De kom da over graven. « stormen tog tag i kaleschen, som ville den sende hele stamhuset bums ned i slotsgraven. » Ja, den er s’gu nydelig, « sagde Georg og slog vogndøren til. Den forreste vogn drejede ud på hovedvejen, og stormen kom fra siden, så karetten gyngede som et skib. » Vi er kommen til søs! « sagde Feddersen. Alice sad og nynnede for hvert vindstød. Snart kørte de og snart standsede de, hestene var blindede og kunne ikke komme frem. Knutt var nærmest gnaven: det er s’gu synd for dyrene, « sagde han. » Men frem vil vi, « sagde Alice — hun hægede ellers, som om sin øjesten, om hvert kræ på gården — og hun holdt op med at nynne. Der kom et nyt stød af stormen, og vognen næsten hoppede. » Se efter den anden vogn! « råbte Alice. » Man kan ikke få vinduet ned, « sagde Knutt. Der var så mørkt i vognen, at de næppe så hinandens ansigter. Kun berner sad med hovedet mærkeligt lænet tilbage, ubevægelig tavs i sin krog, med samme tindrende øjne vendt mod pletten, hvor Ali ces hvide foerværk sås lyse

1893_ChristensenC_LivetPaaRavnholt

Chr.

Livet På Ravnholt

Christensen

ChristensenC

Livet Paa Ravnholt

1893_ChristensenC_LivetPaaRavnholt.pdf

Carl

Christensen

dk

Livet paa Ravnholt

Fortælling

n

roman

Axel Andersen

KB

Hedder nogle steder (bl.a. på Rex) Carl Christensen-Ordrup

pdftxt

nan

nan

O

Jeg vil hjerteligt ønske denne lille bog en god modtagelse og en vid udbredelse. Den kommer som et indlæg på sin vis i en sag, som efter min alvorligste overbevisning er af en såre stor betydning for vort fremtidige samfundsliv, en sag, som både fortjener og trænger til langt mere lys og varme, end den i almindelighed får, og bogen her vil bringe lidt af begge dele. Fortællingen giver et billede af livet i et børnehjem. Den skildrer de vanskeligheder, et sådant liv har at kæmpe med: dem, der stammer fra opdragelsen af børnene selv, dem, der kommer af mangel på forståelse ude fra, og dem, der ligger i kampen for midlerne. De findes alle sammen i ethvert børnehjem. Det er ikke så let at opdrage et hjemløst barn godt, især et af dem, der, som det oftest er tilfældet med de børn, der kommer til børnehjemmene, allerede en kortere eller længere tid have drevet om for vind og vove. Først og fremmest gælder det om, at barnet ikke kommer til at føle sig som et samfundets stedbarn, der ikke rigtig hører hjemme noget sted, men får en levende fornemmelse af, at også det har sin egen rod i den fælles jordbund. Det barn, der er så lykkeligt at have sit eget hjem, har denne fornemmelse, så at sige, for intet, men der skal både tid og omhu til, førend et hjemløst barn får den, og først når det er nået, kan arbejdet rigtig begynde på at luge ukrudtet bort og lægge den gode sæd i stedet. Det er i det mindste min erfaring, og jeg forstår og sympattiserer med den måde, hvorpå det har fået sit udtryk i denne fortælling. Og så omverdenens forhold til et sådant arbejde! Det er endnu noget nyt, og den del af verden, der holder sig selv for den forstandige del af verden, ser i regelen lidt overlegent og sarkastisk på det nye. I bedste fald trækker den medlidende på skulderen deraf som lidt uforstandig overspændthed, i værste har den nogen tilbøjelighed til at underlægge det dårlige motiver. Han vil nok være aparte, den fyr, hedder det, og det skal man ikke tåle, hverken for børnehjemsforstandere eller grimme ællinger — det skal nøfles! Eller det er et forsøg på at danne sig et levebrød. Ak, — et levebrød! En gerning, hvor det er i den grad vanskeligt at skaffe de allernødvendigste midler til veje, hvis man da ikke har dem i forvejen selv - og så behøver man jo ikke levebrødet — hvor arbejdet og kræfterne betales ringere end næsten ved enhver anden anvendelse — ja, vist er det et levebrød, men sandelig et, hvor det gælder for alvor at holde det ord fast, at « mennesket lever ikke af brød alene ». Måske ligger der også i en sådan virksomhed en hemmelig bebrejdelse for, hvad der ellers gøres for de hjemløse børn, og den irriterer. Måske kan den, hvis den ikke stoppes i tide, blive en kostbar historie, føre til betydelig forøgede udgifter for sådanne børn, og kostbare historier er ikke i kurs. Det er alt sammen ting, som næsten ethvert børnehjemsliv har at kæmpe med, det er godt, at det drages frem både på den ene og den anden måde — men der er kun en måde, hvorpå de kunne besejres: en god personligheds ånd over arbejdet og en til ofre altid beredt kærlighed som grundtonen deri. Denne lille fortælling viser det både med kendskab til forholdene og med kærlighed til sagen, og deri er der lidt både af lyset og af varmen. Hvor vidt den, idet den gør dette, tillige kan tilfredsstille de æstetiske fordringer i det hele taget, drister jeg mig ikke til at afgøre, dertil anser jeg mig selv for alt for dårlig en kritiker, men jeg har dog også i den henseende en lille anbefaling at tilføje. Der vokser imellem år og dag en hærskare op af mere eller mindre digteriske fremstillinger, næsten udelukkende drejende sig om det urgamle ttema: kærligheden eller forelskelsen, hvad man nu vil, mellem mand og kvinde. Det ser ud, næsten som der var slet ingen anden opgave til i livet end den at udbytte dette forhold så fuldstændigt som muligt og suge nydelsen ud af det indtil den sidste dråbe. Den søges, denne nydelse, gennem lokkende og forførende repliker og situationer, gennem pirrende og æggende antydninger og beskrivelser, gennem fri og ubunden hengivelse til øjeblikkets drift, ikke så helt sjælden gennem ligefrem brutal og sandselig tilfredsstillelse, altsammen givet i en forceret pikantheds og åndrigheds tilsnit. Desto værre, det kan godt være, at der er fuldt op af denne elskov i livet selv, det er jo det, der giver den sin berettigelse i literaturen, siger man, men det er netop også det, der gør, at man stundom føler sig som lidt syg af dette forhold, der kan og skal høre til de reneste og skønneste i menneskelivet, stundom bliver næsten vammel derved. Derfor er det, i det mindste for mig, forfriskende engang imellem at træffe på et emne fra helt andre egne af livet, et emne, der vender sind og hjerte mod andre mål. Og man taler i vore dage så meget om at sætte problemer under debat, men problemerne er gerne så fine og ophøjede, at de kun er til glæde for de få og udvalgte, gå derimod højt over hovederne på de mange, de små og de kæmpende, hvis problem trænger allermest til at blive løst. Og derfor er det, i det mindste for mig, velgørende engang imellem at træffe på et problem, der bøjer sig kærligt ned mod de mange, mange små for at glæde og hjælpe dem. Sådan er denne lille bogs emne og problem, og derfor ønsker jeg den sidst som først en god modtagelse og en vid udbredelse. holstejnsminde ved Fuglebjerg i februar i8qg. L. Budde, b^istorien begynder, som den er: lige ud ad landevejen. Det er en dag i oktober, som så mange dage i den måned er det. Det blæser skarpt fra øst, og da vi befinder os på den østlige side af sydsjælland, temmelig nær ved Østersøen, virker den kolde vind med hele sin kraft. Halvøen, vi bevæger os på, har imidlertid mange skove, så imellem luner det bravt, når vi kommer i læ af dem. Af og til titter solen frem mellem de ilende skyer; landskabet har sin pragtfulde, spraglede afskedsdragt på, og det skiftende lys derover giver stemningen forøget kraft. Der er alvor over det hele, men ikke knugende eller tung alvor, snarere føler man sig styrket og, om man vil, trøstet; thi endnu er der modstandskraft til stede, endnu arbejder i det skjulte de mange kræfter, der skal komme til syne bag den kommende vinter. Der er mennesker, på hvem den Io friske natur taler lige ind i sjælen: åndens verden og naturens forklarer da hinanden. Henad den temmelig tarvelige sognevej ruller en vogn, forspændt med et par kraftige heste. Det går syd på. Den midaldrende herre på det bagerste sæde kommer hjem fra en foredragsrejse, der som et synligt udbytte har bragt ham drengen, som sidder ved hans side; det er nok ellers ikke første gang, dette er passeret for ham. Drengen er indsvøbt i et rejsetæppe lige til halsen og ser sig om med stor nysgerrighed. Det er et kjøbstadsbarn, som aldrig har været så langt ude på landet. Her er også noget at se efter: mod øst hæver nogle høje, skovklædte bakker sig; i læ af dem ligger en venlig lille landsby; mod vest sænker terrænet sig ned mod et ådrag med Enge på begge sider. På den anden side engene højner landet sig på ny, jævnt bølget med småskove i horisonten. Et par kirketårne ses i sydvestlig retning. Bøndergårdene, der ligger spredt i landskabet, ser smukke og velholdte ud, et billede på den velstand, egnen kan glæde sig ved. Møllen der nede mod syd er derimod noget tarvelig. « nu hjælper det snart, Ejgil, » siger Herren henvendt til drengen. « når vi først når skoven, du kan se der syd på, har vi kun en god halv times kørsel til hjemmet. » « å, det jager ikke, » mener Ejgil, « det er skam morsomt at køre. Hvad er det for en by der ude? » « det er den store landsby Skovstrup. Der boer vor læge, der har vi apotteket, og der får slemme drenge ris, men, » slutter han med et smil, « dem har vi ikke mange af på denne kant af landet. » Han ser så blid ud, den samme herre, trods det store, mørke fuldskæg; men ser man nærmere til, opdager man dog let et alvorligt drag og noget ved munden, som tyder på stor bestemthed. Det er nok også nødvendigt: hjemme har han en snes drenge, han er plejefader for, og de fleste af hans store knægte befinder sig netop så vel under hans værge på grund af denne egenskab. Den høje, glatte pande tyder både på et tænksomt væsen i p'orbindelse med et afgjæret indre. De vigtigste livsproblemer er løste — for hvert nyt plejebarn får han imidlertid et nyt problem, som nok skal give ham noget at tænke på drengen ved hans side er et sådant. Den tolvårs knægt ser ellers nok ud til at have været » på sin egen hånd « i længere tid: han har dette for sådanne drenge ejendommelige fripostige væsen, der imidlertid slet ikke behøver at betyde noget ondt. Han er heller ikke kommen længere end til gyndelsen af skråplanen; men længe havde han næppe kunnet holde sig der, var han ikke i et heldigt øjeblik som det nærværende bleven taget under armen. Faderen havde siddet i en god stilling; havde fra ungdommen af haft heldet med sig; havde arvet et par gange og begyndte så at leve « bum, » Som det hedder. En skønne dag gik ha ’ fallit — han trak nok ellers flere med sig — og nu kom de tunge dage for familien. Han havde ikke energi nok til at arbejde sig op efter faldet, en forkælet opdragelse gav han skylden for det hele, selv havde han nok også glemt at opdrage sine egne børn, og da han i et « ubesindigt øjeblik, » som han selv kaldte det, gjorde sig skyldig i nogle « misligheder » med betroet gods, blev familiens ulykke fuldstændig. Hustruen tog sin død derover, og børnene skøttede nu sig selv; Ejgil slog sig på det dårligste parti blandt drengene i den store købstad og var som sagt allerede godt på veje til helt at ødelægges. Så var det, at forstander svane var kommen til købstaden for at holde et foredrag om « hjemløse børn, » og blandt hans tilhørere befandt sig også Ejgils fader. Han havde siddet med åben mund og hørt på den veltalende mand, som rullede det ene billede af forsømte og til dels ødelagte børn efter det andet op for den spændt tende forsamling. Efter foredragets slutning var Ejgils fader kommen hen til foredragsholderen og havde overgivet sin forvildede drengs skæbne i hans hånd. Han stak intet « understolen; » han skriftede for denne mand, som han aldrig havde gjort det for nogen, og efter en times samtale stod det klart for forstander svane, at her var der « bud efter ham. » han lovede faderen, at han ville gøre for drengen, hvad han kunne, men han betonede det med det samme meget bestemt, at hvis faderen ikke samtidig tog sig sammen og kom ind i et smukt arbejdende spor, antog han det for en tvivlsom sag, om han kunne få noget ud af drengen. Det blev lovet, han fik drengen, og — nu ruller han hen ad vejen mod hjemmet med sin nye opgave, måske med en meget vanskelig opgave — næppe en, der er « lige hen ad landevejen » — men dog med en, han lover sig at ville sætte alt ind på at løse. Han har foreløbig gjort mange forsøg på ved samtaler med drengen at trænge lidt dybere ind i hans barnehjerte, det er hidtil ikke lykkedes. Han må trøste sig ved at tænke ham lukket op i omgang med de andre drenge derhjemme. Skoven er nu nået, det giver en behagelig lunhed. Imellem træernes stammer skimter man af og til det indre af den anden mil lange vig, langs hvilken vejen fører videre mod hjemmet. Solen nærmer sig stærkt den vestlige horisont. « kan du se voldene der nede ved vigen? » Svane peger hen mod stedet; drengen nikker. « der har en gang for mange tider siden ligget en Borg, og på den har der levet en Viking, som var meget berømt. Det var på den tid, kristendommen tog sindene fangen her inde i landet; da måtte det gamle hedenskab med sine rå, men stærke sæder vige. Vikingerne måtte omdanne deres skuder og blive fredelige handelsfolk, eller de måtte lade livet; thi man tog hårdt i de tider. Vor gamle Viking her ved vigen ville dog ikke bøje sig for det ny væsen, han satte hårdt mod hårdt, og kampen stod på i mange år. Til sidst tabte kongen her i landet tålmodigheden, borgen blev omringet til lands og vands, blider blev opstillet, mægtige sten slyngedes mod de tykke mure, som imidlertid lignede deres ejer: de ville ikke give sig. Så en dag var vindebroen nede, porten var åben: det var en forræders værk. Angriberne trængte ind i borgen, hvor den sidste kamp fandt sted, og i den fandt forræderen døden, skønt han tiggede ynkeligt for livet. Men siden den dag, fortæller sagnet, farer hans sjæl hvileløs omkring og forsøger at få bolig i levende mennesker, og det er nok lykkedes mange gange. » « er det sandt? » spurgte Ejgil. Det gav et sæt i svane. « et tidens barn! » tænkte han og sagde derpå højt: « det spørgsmål kan jeg ikke svare dig på, men når du fristes til forræderi, det være sig i ord, tanke eller gerning, så tænk på forræderen fra den gamle Borg og jag ham fanden i vold — der hører han hjemme. » Vigen lå nu foran dem. Østenvinden krusede dens smalle vand; det så helt fornøjeligt ud. Et øjeblik efter drejede vognen op ad en allé, for hvis ende der lå et stort stadseligt hus med sine mange udhuse; man var hjemme. Ejgil så med store øjne på huset og dets mange børn, der var stimlet sammen for at hilse på deres plejefader og ønske ham velkommen hjem. En trækning i Ejgils ansigt syntes at røbe, at Ravnholt med sine ravneunger ikke tiltalte ham. lad os se indenfor på Ravnholt. Vi vil forsøge på at give et billede af Ravnholt og de ledende personer der på stedet. Gid en stor del af vore landsmænd måtte få levende interesse for gerningen, her øves; thi vi elsker den selv og ser den som en livsopgave for det. danske folk. For en god halv snes år siden stod Ravnholt udbudt til salgs. Gården havde gennem flere år været under stadig forsømmelse, hvad driften angik. I de dårlige tider, som det var for landmanden, gav agerbruget kun lidt indtægt, selv hvor en dygtig, rationel driftsmåde gjorde sig gældende. Rent galt måtte det da blive, hvor man sløjede af, enten, fordi driftskapitalen manglede, eller, fordi det fattedes på dygtighed. Ejeren måtte da gå fra gården, som derpå i nogle år blev drevet for kreditorernes regning ved en lejet mand. Da meldte sig en dag en ny ejer og bragte ved sin fremkomst egnens nysgerrighed til højdepunktet. Han holdt sig stille for sig selv med sin familie, i det han tog fat på jordens bearbejdning, som det syntes, efter de nyeste arbejdsprincipper. På hans breve stod; gårdejer, landbrugskandidat svane til Ravnholt. Året efter forandredes udskriften noget; i stedet for gårdejer stod der nu forstander. Ravnholt var nemlig bleven en opdragelsesanstalt, eller, som vi hellere vil kalde det: et børnehjem for hjemløse børn eller børn i lignende ulykkelig stilling. Havde man haft travlt med ham før, fik man det nu endmere. « det er nok en spekulant », hed det nu; « han forstår at skaffe sig billig arbejdskraft, og så tager han endda betaling for børnene, det må kunne blive en god forretning », o. s. v. En gang imellem kom denne snak ham for øre, men han lod dem snakke; han vidste det så godt, at det kunne ikke hjælpe at imødegå rygterne; der skulle mere til; men han vidste også, at den dag vel nok kom, da man ville forstå ham og hans opgave bedre. « hånden på ploven og se dig ikke tilbage », det var hans valgsprog i al hans virksomhed, navnlig da som opdrager. Han stolede på god muld hos sine børn, selv om det udvortes mangen gang modsagde det; han vidste, at en hjerteager kunne ligge brak så længe, at der skulle en dyb bearbejdning til, før man måtte vente frugt af sin udsæd, men frugten, stolede han på, måtte komme, blot hånden på ploven. Det store billede var ophængt i forstuen på Ravnholt. Gårdens beliggenhed var smuk. Liggende på bakkerne på den nordlige side af vigen, som skar sig ind fra Østersøen, til alle sider omgiven af skov og med udsigt over de bløde bakkedrag på den sydlige side af vigen, var der noget meget velgørende for øjet at dvæle ved. Helt i det fjærne mod syd skimtede man atter vandet, selve Østersøen. En smukkere, sundere og lunere beliggenhed for et hjem for børn kunne ikke godt tænkes. Den friske skovluft, de ypperlige bade og bakkerne til slædefart om vinteren, alt indbød til at færdes i det frie, og dette er som regel en livsbetingelse for mange af de børn, som finder optagelse i sådanne hjem. Sygdommen sætter meget tidlig sit mærke på en mængde børn, som under dårlige forhold i de store byer, ved mangel på god pleje og rigelig næring tidlig kommer til at ligne vantrevne planter. Naturligvis, frisk luft og bevægelse er ikke nok til rejsning af et tidligt, i legemlig og åndelig henseende nedbrudt menneskeliv, men det har sin store betydning og skal nok mærkes at være en betydelig faktor for alle dem, der har gjort sig det til opgave at vie deres kræfter til dette opbyggende arbejde i menneskelivets tjeneste. Skov, mark, mose og have, alt samlet inden for et temmeligt begrænset område, ikke for stort, men dog tilstrækkeligt i alle enkelte tilfælde som arbejdsmark for en lille koloni, måtte få sin store betydning, når det blev brugt på sin rette måde. Ganske vist, de fleste børn, der kom som plejebørn til hjemmet, var ikke vant til at betragte det legemlige arbejde som en velsignelse, de betragtede det vel snarere som et åg, men her blev det plejefaderens og plejemoderens opgave at virke regulerende. Der er dog i de fleste børn en medfødt drift til foretagsomhed, og svane havde tidlig fået en forståelse af, at man ikke havde særlig stor vanskelighed med at få børn i gang med arbejdet, blot man forstod at lægge det fornuftig til rette for dem. Han havde tidlig opdaget, at det i grunden kun gjaldt om på en passende måde at variere det for dem, altid selv være stærkt interesseret i det og frem for alt lade dem forstå, at hjemmets opretholdelse for en væsentlig del beroede på, hvad hver enkelt gav som tilskud til det. Følelsen af at være med som bærer af det smukke og gode hjem havde allerede højnet mangt et barns sind og lagt noget fundamentalt ind i deres eget oprejsningsarbejde. Man må imidlertid ikke tro, at han ensidig betragtede arbejdet i det fri som det eneste, der kunne bruges, 'eller at han kun ville uddanne sine plejebørn til landarbejdere, langt fra; arbejdet i det hele var ham kun et middel i opdragelsens tjeneste, men rigtignok det mest virksomme. Ravnholt havde ypperlige lokaler til brug for arbejde i det indre. Da familien ingen børn selv havde — de havde mistet to dejlige drenge i en difteritisepidemi — var deres eget behov af værelser og i det hele af fornødenheder meget ringe; deres plejebørn havde rådighed over de fleste rum på gården. Værkstedet for træarbejder var da også et af de bedste og hyggeligste på hele gården. Når vejret eller årstiden i det hele gjorde det vanskeligt eller umuligt at arbejde i det frie, gik virksomheden for sig i det indre. Han kendte ikke — eller ville det måske ikke — den systematiske ordning af arbejdet, således som den nyere sløjdundervisning har lagt det til rette. Alt, hvad der lavedes, havde hensyn til det øjeblikkelige behov på gården, eller også skabte han behovet, når intet lige lå for hånden. For blot at nævne noget: man havde i løbet af en vinter syslet med tilberedelser af et hegn om en hønsegård, han ville have anlagt efter alle kunstens regler. Skoven leverede granrafterne. Arbejdet i det indre om vinteren bestod så i at skære dem til i bestemte længder, barke dem af og imprægnere dem, at de bedre kunne modstå luftens indvirkning. Stolpers og løsholters tildannelse blev særlig de store drenges arbejde, og da foråret kom, havde man den store glæde i løbet af nogle få dage at kunne få det hele opstillet; et helt og smukt stykke arbejde mødte drengenes øjne, og enhver af dem havde den tilfredsstillelse at have bidraget sit til det heles fremkomst. Hvor mange små, ejendommelige karaktertræk kom der ikke for dagen under den slags arbejde, og forholdet mellem plejefaderen og børnene fik et hyggeligt, fortroligt præg over sig. Netop ved det mangeartede arbejde, han kunne byde på, kom han let under vejrs med de forskellige børns evner og lyster, og det var sjældent han tog fejl af den rette anbringelse, når de senere skulle ud i livet. Som i ethvert godt hjem fik de enkelte børn lov til at gå den vej, evnerne og kræfterne viste. Han var lige langt fra at regne efter standen, børnene havde hørt hjemme i, og at ville tildanne dem til et bestemt livserhverv, hvor der i øjeblikket var størst brug for tilgang. En af hans drenge havde vist udpræget lyst til at sysle med skriftlige arbejder og var en mester i at regne: han havde nu i et Års tid ført alle svanes regnskaber; en anden af de store drenge kunne man kun afvinde interesse for husdyrenes røgt og pleje: han fik lov til at have sit væsentligste arbejde med enkelte dele af denne gren af virksomheden på Ravnholt, men det, han fik under sig, fik han sig også helt og fuldt overdraget. « hønsekræmmeren » blev hans hædersnavn mellem kammeraterne, og i den retning gik vistnok også hans fremtids vej. Det var morgenen efter Ejgil Skovbys ankomst til Ravnholt. Hele gårdens befolkning var samlet i spisestuen til davren. For den ene bordende præsiderede svane; ved hans venstre side havde hans stille, men venlige hustru plads; på den højre side sad bedstefaderen, Fru svanes fader. Det var en ærværdig gammel mand, altid omgængelig, « hjemmets gode ånd » kaldte svane ham, han var « deres alles bedstefader », og de to små fem Års knægte, der sad ved siden af ham, hængte ved ham som burrer. Ved siden af Fru svane havde avlskarlen plads, så kom pigerne, derefter Åge, den største og mest betroede af drengene, så fulgte de andre børn, der var tyve i alt, hver på sin bestemte, af plejefaderen beskikkede plads. « det er et prægtigt vejr i dag, børn, » Sagde svane, i det hans blik løb flokken igennem; « i dag vil vi arbejde i haven alle mand, hvad siger i om det? » « ah! — ål — det er dejligt! » lød det fra de forskellige munde. « vi lader skole være skole i dag; vi trænger alle sammen til en rigtig arbejdsdag, trænger til at mærke, at vi har et sundt, stærkt legeme. Vi har nok at tage fat i: vi skal have kålen bjærget og indslået, hindbærrene skal renses, der skal hugges ud i læbæltet, og så tildanner vi ærterisene med det samme. Åge tager sig af kålen; han kan få de to små til medhjælpere; de kan nok gøre en del gavn. De andre skal om lidt få deres arbejdsplads anvist af mig. Vi går alle med, ikke sandt mor? » « med glæde, » svarede hun, og der kom et lille smil på hendes ansigt; « men ikke sandt, jeg må nok få lov til selv at vælge mig mit mandskab? » Det blev hende tilstået. De fleste lod til at ville følge hende, der kom da mange ansøgninger: « må jeg, å, må jeg! » lød det fra en mængde munde. Snart gik arbejdet med liv og lyst i haven. Åge med sine to små hjælpere havde det meget morsomt. Smådrengene havde stor fryd ved at pille de ydre blade af, — kålormene havde stærkt hjemsøgt hovederne; en gang imellem pillede de hovederne måske lidt for grundigt, men de sled af hjærtens lyst. Bedstefader kom også en gang imellem og nikkede til dem, roste dem for deres flid og rokkede så af sted til en anden gruppe. Eftersom Åge gravede kålen op, slæbte de små den sammen i bunker til nedkuling: det kan nok være, de var stolte af deres arbejde, og mange var de jubelråb, de på deres barnlige måde udstødte, når bunkerne voksede. De to små drenge var forældreløse, den ene fra sognet, den anden fra staden. Fru svane havde valgt sig nogle af de vanskeligste knægte, det vil sige vanskelige, når det gjaldt legemligt arbejde. Hun havde så sin egen måde at elektrisere dem på, og en gang imellem hed det: « lad os vise de andre, at vi kan bruge fingrene. De skal ikke have lov til at le ad os, når vi når middag. » hun havde fået den opgave med sin flok at fjerne rankerne af snittebønnerne og de brune bønner, nedtage stængerne og få dem i hus; det gik fornøjeligt alt sammen. Den ellers så stilfærdige kone var livligheden selv under arbejdet. De, der fulgte svane, og blandt dem var Ejgil Skovby, fik rigtig nok lov til at bruge sig. Han kunne ikke udstå « de langsomme vendinger », alt skulle gå i en fart, selv gik han i spidsen, og sveden haglede af ham. Han var en arbejdets heros. Han havde det mere end i munden, når han berømmede arbejdets velsignelse. « gud i himlen », tænkte han tit, « hvad skulle der blive af mig, om jeg skulle have nødig at undvære det velsignede arbejde. » hvor gjorde det ham ondt, når han så ofte stødte på folk, der ignorerede eller helt foragtede det legemlige arbejde, og hvor mange små, professionelle driverter havde han ikke allerede i sin tiårige virksomhed som plejefader for andres børn haft at gøre med. Som allerede sagt så’ han lyst på børnene; det var med håb, han arbejdede for og med dem, men han var da også den, der djærvt gik i spidsen. Ejgil fandt til en begyndelse, at han var en tyran. Drengen havde jo alle dage været vant til at drive om, som han selv ville; aldrig havde hjemmet haft en opgave til ham, og de opgaver, skolen bød ham, snød han sig som oftest fra. Og dog havde han som regel haft smukke vidnesbyrd fra sin skole, og det lo han ofte af, han var snu nok til at kunne se, hvori dette bundede. Men det gav ham ingen respekt for arbejdet. Her lod det til, at man tog sagen anderledes fat, og det behagede ham naturligvis ikke. Han havde fået sig en lille arbejdskammerat i en dreng ved navn Karl. Det var en lille forskræmt ting med noget underligt febrilsk over sig i alt, hvad han foretog sig. Ham kastede den blaserede Ejgil sig over, og allerede den første dag, de var sammen, måtte Karl døje adskillige stiklerier, fordi han tog så « gevaltig fat. » « du er nok vigtig, dit lille øgt » og lignende smagfulde vendinger lød der ham i møde, når han usét og uhørt af svane kunne komme ham nær. Et lille, vel anbragt puf eller en spænden-ben, så han faldt lige så lang, han var, gik ofte for sig. « men Karl dog, hvorledes går du dog på dine ben, vær dog fornuftig, du lille klodrian! » kunne svane en gang imellem sige, men Karl turde ikke ytre noget om sin plageånd. Han var et lille forhutlet plejebarn, der sandelig havde måttet prøve adskilligt, inden han som en lille plukket ravneunge havde fået sit hjem på Ravnholt. Endnu havde han dog ikke fået det forskræmte ud af sit sind, dertil var det gået ham for meget over i blodet. Instinktsmæssig var han straks bleven bange for Ejgil, og det blev ham en hård tid, den, han nu gik i møde. Da aftenen faldt på, og arbejdet var endt, tog svane, som han plejede, et oversyn derover. Han viste da drengene i samling, hvad der var udrettet dagen igennem. Adskilligt var der endnu at udrette i haven, inden den var parat til at tage mod vinteren, men hvor man havde været, var arbejdet fuldt tilendebragt; det gav glæde over det. « i aften skal i få et æble — og en historie! » « hurra! » lød det fra drengene, som snart efter med den bedste appetit huggede ind på aftensmaden. Man gik til sengs med følelsen af en fornøjelig og vel anvendt dag. « det er et slemt hul, jeg er kommen til! » Tænkte Ejgil, inden han faldt i søvn. Nogle dage efter trådte Åge ind til svane på dennes værelse. « må jeg tale et øjeblik med dig? » spurgte han. « med fornøjelse! Jeg har for resten allerede ventet dig. » « hør svane, det går ikke med Ejgil, han ødelægger vore drenge! » « så galt er det vel ikke, Åge. Hvad er der i vejen med ham? » « der er meget i vejen med ham. For det første bander han så fælt. » « nå, bedre havde jeg ikke ventet det. Jeg skal sige dig, min dreng, han har haft en dårlig omgang, og « slet selskab fordærver gode sæder. » så skal jeg også sige dig, at det, at trodse den gode tone i et hjem, når man selv er vant til at leve i en dårlig luft, er noget, som er ganske i den orden, der hersker i åndens verden. Er der ellers nogen, som har taget ved det dårlige eksempel? » « det har jeg ikke hørt, men det stygge ved det er, at han tager på at bande, når vi kommer fra morgenandagt! » « det forstår jeg så godt! » Åge stirrede aldeles forbavset på sin plejefader. Svane vedblev i stor ro, medens han gjorde en lille bemærkning i sin lommebog: « jeg tænker, vi kan fjerne denne forargelse ved at lade ham træde i tjeneste hos bedstefader hver morgen efter vor morgenandagt. Tror du ikke Åge? » ^den er god nok! » måtte han indrømme og rokkede eller vrikkede med kroppen fra den ene side til den anden, som det var hans vane, når han var rigtig glad. « er der mere, Åge? » « ja, » siger drengen langsomt og ligesom vejende hvert ord, « der er jo nok adskilligt mere, men — det meste deraf tænker jeg, vi selv kan kurere ham for. Der er dog ét, du må hjælpe os med: han har fået et par af de nyere drenge til at sløje den af med arbejdet, dels derved, at han altid gør grin med dem, og dels ved, at han gør nar ad dem, fordi de vil slide i det. Hvad skal vi gøre ved det?- » « det véd jeg virkelig ikke lige i øjeblikket, men jeg skal tænke derover. Du skal ellers have tak, fordi du viser din interesse for drengen. Lad mig se, du vedbliver at støtte mig. Det gælder jo for mig at komme til bunds i ham, så vi kan hjælpe hans svækkede vilje; thi deri bunder hans fleste fejl. Er der ikke et eller andet felt, du tror, vi kunne skaffe ham en lille sejr i? » « endnu har jeg skam ikke opdaget noget, men jeg skal gøre mig umage! » « tak, min ven! Sætter du ham imidlertid til arbejde, så sørg for, at han foreløbig kun får små arbejder, han hurtig kan blive færdig med, ellers taber han helt lysten. Jeg skal ellers hilse dig fra din Broder, det går ham godt; jeg har haft brev både fra ham og hans principal; de er gensidig glade ved hinanden. Vi skal vel snart skrive til ham? » « i morgen, tænker jeg; må jeg invitere ham til Ravnholt i julen? » Det blev bevilget, og Åge fjernede sig. Svane sad længe grublende over, hvad der var meddelt ham. Endelig syntes han at have fattet en beslutning. « ja, sådan må det være, det må prøves! » i næste øjeblik fo’r pennen over papiret. Brevet var snart færdig. På konvolutten stod: hr. Handelsagent Skovby. Da svane senere på dagen talte med sin hustru, sagde han sådan ganske i forbigående: « hør, Marie, tror du ikke, du på en eller anden måde kunne komme i et personligt forhold til Ejgil så snart som muligt. Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til, at han undgår os. Vi får ingen hold på den dreng, før han tror på vor kærlighed til ham. Jeg kan ikke vinde hans f'ortrolighed. » « jeg har allerede tænkt derpå. Mener du ikke, det kunne hjælpe lidt på ham, om jeg gjorde ham til « min egen dreng », så fik han oftere lejlighed til personlig omgang med mig. » « lad os prøve det, kære Marie. Jeg har tænkt, han kunne hjælpe bedstefader mellem morgenandagt og skoletid, så kunne han være din dreng om eftermiddagen. Er der nogen, der kan få ham tøet op, er det dig. Dette er nødvendigt. Det er vintertid for ham, men jeg tror dog ikke, de gode Spirer i ham endnu har taget skade. » « Pas nu på, min lille ven, » tænkte svane, 3i « nu lægger vi snorene om dig; vil nu Vorherre hjælpe, så fanger vi dig! » Sognets nye præst kom da endelig en dag også til Ravnholt. En dag i november, straks efter middag, kom han. Det var en mand på « omtrent svanes alder med et noget ængsteligt væsen. Han havde nok haft det hårdt for udkommet, stakkels mand; mange børn og et lille embede med både formand og en enke på kaldet, så kan enhver regne sig til resten. « det skal være mig en fornøjelse en gang imellem at se over til dem. Det må være en velsignet gerning, de har fået dem? » « å, ja; børnene kommer man nok ud af det med, men forældrene — eller mødrene nærmest - thi de fleste af mine plejebørn er faderløse — de volder os ofte de fleste bryderier. » « men det er dog ikke forældrene, de skal opdrage på! » « nej, det har de ret i, hr. Pastor. Men sagen er også den, at netop de dårligste mødre, de, der ikke har kunnet opdrage deres egne børn, vil som oftest gerne opdrage på os andre — om de fik lov dertil. » « forældre har dog, » mente pastoren, « et naturligt instinkt, som sjældent tager fejl! » « pastoren har vist været præst i en sjælden lykkelig egn. » « ja, ja, det har jeg. Men tro endelig ikke, at jeg savner menneskekundskab. Jeg besøgte flittig mine menighedslemmer, og da vi næsten altid talte om børnene, tror jeg nok, jeg tør sige, at jeg ikke har ringe erfaring på dette område. » Svane kunne ikke tilbageholde et smil. « pastoren ved måske ikke, at folk taler på en måde, når deres præst står over for dem, på en hel anden måde til andre mennesker. Ja, » vedblev han, da han bemærkede en trækning i præstens ansigt, « jeg for mit vedkommende taler, som de måske allerede har lagt mærke til, ens til alle mennesker. » Samtalen fik heldigvis en ny vending derved, at en tolvårs gut stak hovedet ind ad døren og spurgte: « far, må jeg følge Åge i Marken? » Tilladelsen blev givet med et nik, drengen for af sted som en pil. « det var dog et sjældent vakkert ansigt, den dreng havde. Ham har de da glæde af? » « ja, nu h

1897_Agerskov_LivetsKilde

Michael

Livets Kilde

Agerskov

Agerskov

Livets Kilde

male

1897_Agerskov_LivetsKilde.pdf

Michael

Agerskov

dk

Livets Kilde

Fortælling

y

roman

Gjellerup

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Borgmester Furst kunne denne formiddag slet ikke finde den fornødne ro ved skrivebordet i sit lille kontor. Hvad var det da, som stadig drev ham op fra stolen og fik ham til at vandre frem og tilbage, eller til langt hyppigere end ellers at kigge ud i de andre kontorer? En vanskelig sag? en forbryder, der ikke ville bekende? Nej, det måtte være noget langt behageligere; thi dette smil, som stadig dukkede frem — — „ Clausen, lad mig få fattigregnskabet ind. “ På dette råb viste sig straks efter i døråbningen den lange, tynde skikkelse, som bar navnet Clausen, „ gamle Clausen “; omkring den magre krop lå en fedtet, snever diplomatfrakke, som altid holdtes knappet, således at ribbenene syntes at aftegne sig bagved; hans store hænder, der var gigtplagede, ragede langt ud, og hovedet var alt for stort til den magre hals; ansigtsfarven var gullig, og det tynde, grånende hår var strøget tilbage over issen. Således så gamle Clausen ud, skriver og mangeårigt inventar på byfogedkontoret. Fattigregnskabet syntes at øve en beroligende virkning på borgmesteren; snart kom lorgnetten af og brillerne på — et tegn på at han var optaget; og således sad han længe, byfoged, borg- og politimester Furst — alle disse stillinger beklædtes nemlig af samme person i den lille købstad strøbæk. Lad os da et øjeblik betragte denne mand, herskeren over de 2000 strøbækkersjæle. Hans skikkelse er kort og massiv, ansigtet åbent, rundt og noget rødligt. Under stærkt buskede øjenbryn lyser et par små, overordentlig venlige og kloge blå øjne. En lille næse, som kun med besvær holder fast på lorgnetten — borgmesteren er lidt forfængelig og bruger helst lorgnet. Mellem næse og mund et stort mellemrum, som gør den brede, skarptskårne mund endnu mere markeret. En lille, energisk hage og små, tæt ind til hovedet trykkede øren. Armene — korte og luffeagtige — bruger den letbevægelige mand meget som udtryksmiddel; han taler hurtigt og er urolig i sine bevægelser. Dog, som han nu sidder dér, bøjet over i regnskabets talkolonner, er han helt rolig. „ 15, 17, 23, 31, 38, 47, 50, -----? De mægtige tal! på iltre naturer lægger de, når de optræder i store mængder, en stedse kraftigere dæmper, og de mattere naturer, — ja de bliver til sidst selv til tal. „ 12, 19, 22, 31, 36, 44, 46, 53, rigtigt — —. “ De mægtige tal, der kan lade borgmester Furst, om end kun for et øjeblik, glemme, at i dag, om få timer, kommer hans førstefødte, elskede son hjem efter veloverstået studentereksamen, hans kære, flittige Kai, familiens stolthed, den første student, byen i mange år havde præsteret. Borgmesterens kontor var kun ved en længere gang skilt fra den rummelige privatlejlighed, der vendte hele seks vinduer ud til byens hovedgade, som strakte sig efter fjordens form i en stor bue gennem hele byen. Dette hus var måske byens smukkeste, med sit brede grusbelagte fortov foran, og de to vældige kastanietræer, der rejste sig på begge sider af døren som skildvagter; smukke var de to træer, kun gjorde de det alt for mørkt i stuerne; dog fælde dem kunne der ikke være tale om; de var borgmesterens stolthed og en glæde for alle byens drenge; ingensteds kunne de om efteråret samle så skønne kastanier som „ henne ved borremesterens “. Huset havde kun en etage, og på de lige vægge med de brune vinduesrande havde alderen sat sit mærke. Teglstenene var også svært mørke og havde kun lidet af deres naturlige farve tilbage. Men hvor hyggeligt og venligt var ikke det gamle hus"; hvor hjerteligt så det ikke ud på enhver gennem sine mange ruder. Dér stod det som en levning fra den gode gamle tid, da der var plads nok, og man ikke behøvede at bygge etage ovenpå etage. Nu havde mange huse i strøbæk både første og anden sal; men én ville nødig bo et sådant sted; nej, så rigtignok hellere i borgmesterens gamle hus, selvom stormen ved vintertid peb lovlig ugenert ind gennem de utætte vinduer, og der endog undertiden kunne samle sig hele snebunker oppe på loftet. „ Vi må snart se at få nye vinduer ind, “ sagde den lille borgmesterfrue, når gigten plagede hende om vinteren. Men led det så henad sommer og varmen kom i vejret, så var både gigten og vinduerne glemte, indtil den første vinterstorm atter fremkaldte begge deles ihukommelse. Inde i de tre stuer, som vender til gaden, er der på denne tid af formiddagen, da hornene er i skolen, meget stille. I den midterste, som benyttes til spisestue, mangler i dag den lille runde borgmesterfrue på sin yndlingsplads, den store lænestol ved vinduet. Der er intet levende derinde — jo bevares, dér ligger jo i vinduskarmen den lange, sorte mis, familiens erklærede kæledægge. Meget levende er den just ikke for tiden; kun tyder nu og da et sagte velbehageligt vift med halen på en eller anden sød drøm, måske om bevingede mus, der af sig selv flyver den ind i munden. Thi sandt at sige: mini, den for så elegante hunkat, med de store, smægtende øjne, var ved den megen krammen, knugen og kyssen af hornene bleven sørgelig doven; kun synet at spurve ude i kastanietræet eller en muses kradsen bag panelet kunne bringe dens sjæl over bevidsthedens terskel; thi selv den mest nærgående kærlighed af små barnehænder bar den med stoisk flegma som noget rentud selvfølgeligt — — — jo mini, den drivert, lå i vindueskarmen ved siden af fru Fursts store strikketøj. Med et bliver entrédøren kraftig lukket op, og en rødkindet ung pige med en stor sommerhat på hovedet og uden handsker kommer hurtigt ind i spisestuen og siger halvhøjt: „ Mo-or! — nå hun er vel ude i køkkenet. “ Så hen at knuge katten, som krummer sig overrasket, men straks falder i søvn igen. Derpå går hun mere stille ud i entréen og lægger hatten fra sig, og så ind igen i spisestuen, hvor katten nu får en længere overhaling. „ Mini, mi-ni; nu skal du pæntvære vågen; glæder du dig også til at Kai kommer hjem? Ummm! “ — og hendes krøllede hoved begraves i kattens indbydende pels. — » Nej, du gør jo ikke, din dovenmikkel. Gider nok slet ikke røre sig i dag. “ — hun lader en trådrulle, hængende i en ende garn, kildrende bevæge sig hen over minis sorte næse. „ Det skulle bare være en spurv, nåda! Sikke små hvide tænder du egentlig har! “ — hun trækker læberne på mis til side for rigtig at se tænderne, hvilken handling den tyder ganske forkert, idet den fortsætter med en kraftig gaben. Så ruller hun den om på den anden side, på hvilken den flegmatisk bliver liggende. Den unge pige slår derpå fløjdörene til den tredje og største stue op på vid gab og slentrer hen til det store, flade klaver ved den modsatte her lægger hun sig på knæ foran nodeétageren og roder mellem bindene; straks efter rejser hun sig igen, efter at have fundet det, hun søgte, Schumanns lieder. Hun sætter sig på taburetten, og ser først, som sædvanlig, et øjeblik tankefuldt på komponistens melankolske billede foran i bogen; så slår hun op på „ Aus alten mærchen winkt es “, spiller med en hånd melodien på det gammeldags klingende klaver, og nynner med en køn, men spinkel stemme de fantastiske ord til. „ Bare Kai allerede var her; det går dog o ti gange bedre, når han spiller. — a, den fjollede tangent! “ Og tre gange hamrede hun hidsigt i den, til den klagende besvarede hendes angreb. Men da den så igen ikke gav lyd, blev hun ærgerlig og snurrede sig rundt på taburetten. „ Jeg burde egentlig gå ud og hjælpe mo’r med kagerne. “ O men hun blev siddende, og snurrede sig en snes gange tankeløst halvt rundt, frem og tilbage, til hun holdt stille, med den ene arm om klaveret og blikket drømmende ud i stuen.---------- køn var hun ikke den lille Jenny Furst, borgmesterens syttenårige datter; men der lyste så megen klogskab og godhed ud af de blå, klare øjne, der lignede faderens. Nej, hun var slet ikke køn; thi det rødmussede ansigt var for rundt, næsen for stumpet og munden for stor; der var også noget forviltret ved det storkrøllede, brune hår. Solen, som faldt skråt hen over klaveret, smigrede just heller ikke hendes hånd, men viste grelt dens mange gule fregner, en naturlig følge af Jennys totale foragt for handsker. — — — mekanisk jog hun to gange væk en flue, der havde fattet kærlighed til hendes pande. Tredje gang vækkede det næsvise dyr hende af hendes drømmerier; hun rejste sig og slentrede langsomt hen til skrivebordet ved det midterste vindu, lagde sig hen over det og læste to minutter i en avis; derpå, sagte nynnende, hen til bogskabet ved væggen ind til spisestuen; hun tog en fem, seks bind ud, et efter et, sâe på titlerne, og satte dem straks ind igen — og hoppede så med et par raske sæt ud i køkkenet. nej, der var ingenting, som ville gå i dag, for Kai kom hjem. Men nu måtte hun rigtignok også ud og se, om mo’rs kager var blevne vellykkede. i. Imidlertid sad den så længselsfuldt ventede på en af de hvide agterbænke på den lille damper, som hveranden dag går mellem København og strøbæk. Der var ingen af hans nærmere bekendte ombord, så, han havde det ganske i sin ensomhed. Og hans ensomhed var fyldt af brogede, stedse vekslende drømme og tanker, om fortid og fremtid og det kære hjem, om alt muligt. Han bar på en jubel og utålmodighed, så at han næsten kunne skrige. Han tog fat i rælingen og stirrede ned i det hvirvlende kølvand; og hans tanker hvirvlede med og tabte sig ud i det fjerneste fjerne---------------ak, i gyldne drømme, når livets første store afsnit er nået, hvorfor tor i ikke blive hos os mænd! hvorfor bliver ingen af jer tilbage! Det var for Kai Furst, som ejede han allerede det meste af værdiernes verden, og snart, snart skulle vinde resten. Det var for ham, som om han lige var trådt ind i en forunderlig dejlig egn, der smilende strakte sig i al evighed og hvor hvert fjed bragte sjælen nydelse og ny rigdom. Betaget tog han huen af og lod den friske søvind stryge gennem det brunlokkede hår. Den nye studenterhue, med det hvide kors i rødt, fængslede nu hans tanker; den var endnu så ny, at hans øje mange gange daglig kærtegnende søgte den. Han syntes, at alle folk havde set så vist på ham igåraftes på Langelinje; det var nok den nye hues skyld. „ Bare hornene nu ikke sjusker den for meget til derhjemme------------ “ „ Jenny vil såmænd også rende med den, i haven; hun vil se grinagtig ud med den. “ Jenny-----------ved tanken på Jenny kommer en sød, varm glæde over ham. Hvor længes han inderligt efter den kære, kære søster! Deres feriesamliv viser sig for hans sjæl i rosenrød idealitet, og glemt er de mange gange, hvor de, begge hidsige og stædige, havde været alvorligt oppe at nappes. Nu gjorde den dybe og alvorlige fortrolighed, han havde til hende, at han længtes efter hende som efter ingen anden; hun var jo dog hans bedste ven. „ Nå, Furst, gratuler’ til eksamenen — — noget blegnæbbet, hvad --------skal hjem og forkæles lidt af moder. “ Det var skibets venlige kaptajn, firskåren, med tynde ørenringe, og et vejrbidt, prægtigt ansigt. „ Sådan en eksame er s’gu også en hård tom. “ Kaptajnen bed langsomt et kort, tykt stykke skrå af. „ Nå-å, det er ikke så slemt, “ sagde Kai, der nu var helt kry, skønt han i eksamensdagene havde rystet skrækkeligt. Kaptajnen nikkede venligt til ham, tog hånden fra hans skulder og fortsatte sin gang ned i kahytterne. Og hurtigt hensank atter Kai i sine tanker. — jo, de måtte skam se at blive fotograferede efter sommerferien. Disse „ de “ var ham selv og hans kammerater. Utallige gange havde de i går aftes drukket på evigt venskab — og troet på det evige venskab. Og dog vil sådanne kammerater, efter få års forløb, mødes som vildfremmede mennesker, når undtages de få, hvem sjælens dybere bånd knytter fastere sammen. Som fremmede mødes de andre; i kort tid er skolebænkens minder drøftede til ende, nogle. lærerkarrikaturer nævnede til fælles grin, nogle gale streger friskede op igen. Og så farvel; og, har konversationen varet for længe, så et lettet farvel til dette fremmede menneske, hvem man er dus med, men slet ikke kender længer, og hvis liv og skæbne er en ligegyldige. Men for den attenårige Kai Furst var sådanne tanker umulige. Tvertimod — ---------------------------------------------------de måtte sandelig se at blive fotograferede. og aftenens mange tildragelser drog atter som farverige billeder forbi hans indre øje. Dér sad de alle på langelinjepavillonen — den lange, blege falk med pandehåret, den halte Christiansen, „ smukke lib “, der ville være officer, den tykke berner med tilnavnet „ Kransekagen “ Og, ikke at forglemme, hans mangeårige sidekammerater, den altid satiriske Jørgen sander, som på grund af sine latinske ævner sædvanlig kaldtes livius, og den evigglade, uforbedrelig dovne Peter Lassen, kLassens fødte komiker og fødte yndling, og hvidhåret, maskinklippet, øjne med små, hvide øjenvipper i et. stort fuldmåneansigt, hvor filipenser og kmirhår var anbragt på passende steder, n a, hvor de havde holdt sjov dér på pavillonen — næsten gjort skandale. En umådelig masse smørrebrød havde de sat til livs og drukket øl og snaps til. Lange falk havde let, så at endog hans hår var kommet i uorden; Lassen og sander havde overbudt hinanden i vid; selv havde han også sagt en udmærket brander; „ Kransekagen “ havde spist 12 stykker smørrebrød, og „ smukke lib “ havde på en vækkende måde kysset på fingeren ad forbigående damer. Til sidst havde de ikke kunnet høre hinanden for lutter talen; og så var de gået ud at ro, og så — ja han var da ialtfald ikke kommet i seng for tolv, i høj grad træt ovenpå denne indholdsrige dag. — — og maskinens stempler gik og gik med evindelig samme utålmodige hamren, og førte Kai i den blikstille sommerdag på det blikstille vand stedse nærmere til hjemmet. Hjem, dyrebare hjem — de reneste minders rige! Hjem, dyrebare hjem, som engang efter livets, forgængelighedens ubønhørlige lov må blive lukket for os — da må sjælen frysende snige sig om som i store, tomme sale. Men i hjemmet er der varmt, i hjemmet er der altid rum, selv hvor pladsen er ringe. Du ventes ved arnen, hvor fjernt du end færdes. Du kan glemme dit hjem, det vil ikke glemme dig; en seng vil blive redt til dit trætte legeme, når du vender tilbage og din sultne mund vil få at spise. Men engang skal hjemmet lukkes, og da vil du være alene. Fremmede vil bo, hvor dine boede; en fremmed hund vil møde dig ved porten, og selv er du en fremmed her. Dog danner du selv et hjem, hvori dine børn skal lege og modnes, da er det din hellige pligt at gøre også dette hjem til de reneste minders rige, hvorfra livets smuds, om det vover sig derind, skamfuld vil snige sig bort, mens livets skønhedsfyldte kærlighed og jublende alvor vil blomstre lig junimåneds strømmende roser — — — — og maskinens stempler gik og gik i evindelig ensformighed. Men se, fjerntborte dukker hjemmets skove frem, endnu disige og blålige; og nu skimtes noget rødt — husene i strøbæk — — og dér er jo kirken — — og skovene bliver mere og mere tydelige, c- a, gud, hvor han nu længtes! Iii. Modtagelsen havde været såre prægtig. Alle mand var mødt op nede på broen for at tage imod ham, undtagen mo’r — hun havde for travlt i køkkenet. Lille Ellen ville partu have broder student i hånden, og hans og Christian gik triumferende foran med hans rejsetaske imellem sig. Spørgsmål og svar ville slet ingen ende tage, mens de spadserede op ad havnevejen. „ Goddag, goddag, min egen kære dreng. “ Det var den lille borgmesterfrue, som tog imod dem i entréen og knugede sin lange, spinkle son til sit hjerte, og kyssede ham utallige gange. Ellen blev helt jaloux over den megen kærlighed, og mo’r' måtte så også kysse hende. Så kom de alle sammen af tøjet; borgmesteren gik et øjeblik ind på kontoret for at ordne noget; de andre gik gennem spisestuen, hvor bordet stod dækket, ind i den store dagligstue. Med armen om skuldren på Jenny og med børnene som hale gik Kai rundt og hilste goddag til alt derinde; hver stol, hvert billede, alt var kære, gamle venner; han var fyldt af en ubeskrivelig jubel, som om han havde været borte i flere år og ikke kun fra jul. Men der lå jo rigtignok også en eksamen imellem. „ Kai, nu kan jeg rigtignok spille, kan du tro, “ sagde den toårige Ellen. „ Nu skal du bare høre. “ Og så fik hun trukket ham hen til klaveret og satte sig ivrig på taburetten. „ Maden er på bordet, “ lød det inde fra spisestuen, og borgmesterfruen viste sit milde ansigt i døren. Fra kontoret medbragte borgmesteren gamle Clausen, der spiste fast middag hos nogle familier i byen, og om onsdagen var hos borgmesterens. gamle Clausen havde i sin tid, forkælet af damerne som dygtig oplæser og habil lejlighedspoet, spillet en vis rolle i strøbæk; nu var han kun et vrag, men dog endnu den frugtbareste af den lille bys ikke få lejlighedsdigtere. Ved enhver anledning klemte han sin magre muse, der var fuld af ærbødighed mod alle honoratiores, og havde forslugt sig på Øhlenschlægers tragedier og Chr. Winthers træsnit. „ Goddag, hr. student Furst, tor jeg overbringe min ærbødigste lykønskning. “ Derefter, dragende et stykke papir op af en skødelomme i den snevre, sorte diplomatfrakke: „ Tor jeg ærbødigst overrække studenten dette lille digt i anledning af deres ærede hjemkomst. “ Alle bestormede ham om at læse digtet højt, og mens borgmesteren rolig satte sig ned, Jenny og Kai hemmelig smilede til hinanden, og børnene respektfulde måbede op ad ham, delikaterede han, foreløbig forsmående den varme suppe, der igen var bleven tildækket, med følgende åndelige ret: knap vokset ud du vorden er student; at far og mor er glade, let vil ses i deres øjne, som nu på dig hviler. Fra axelstad til strøbæks liden by ynglingen drog, hvem alle holder af. Råb derfor, ædle sjæle, stemmer i! Student Kai Furst han leve højt, hurra, til glæde for hver mand og kvind’ i strøbæk! „ Tak, Clausen, “ sagde den besungne virkelig rørt, og også de andre stemmede i med. „ Jeg er dog sikker på, at ingen har opdaget det fine ved digtet. Læs de første og sidste bogstaver ovenfra ned og nedenfra op. “ Han rakte digtet hen til Kai. „ Storartet, mit eget navn både forfra og bagfra, “ sagde Kai, dybt imponeret. Den art metriske kunststykker var Clausens specialitet. Til toldforvalterindens 53årige fødselsdag havde han endog gjort en sonet, hvis fjorten begyndelsesbogstaver havde været treoghalvtreds. Intet digt var i hele egnen blevet så beundret. Men gamle Clausen satte heller ikke sit lys underen skæppe; beundres ville han, og ved rene ubetydeligheder følte han sig dybt krænket i sin kunstner- og menneskeære. Samtalen ved middagsbordet drejede sig, i tilknytning til digtet, om metrik; Clausen talte, borgmesteren og fruen hørte tålmodig til og gav stikord på passende steder; Jenny og Kai talte af og til sagte sammen, men hornene blev utålmodige og et skænderi mellem hans og Ellen om en kartoffel blev så højrøstet, at Ellen nær var bleven sat fra bordet. „ Husk på, du er snart en stor pige, Ellen; skammer du dig ikke for broder Kai? “ Og så skammede Ellen sig og passede som den store på at sidde mønsterværdig pænt til bords, hvilket gav hans og Christian — to krøllede småfyre på 8 og 5 år, med blå, lystige øjne og altid urolige kroppe — et priseligt eksempel til at være skikkelige resten af tiden. Ellen havde et smukkere og mere regelmæssigt ansigt end den voksne søster; hendes øjne var større og mere blå. Hun havde heller ikke som de andre krøllet hår; det var tværtimod gult og glat og endte i en pisk, som borgmesteren stadig trak i og kaldte „ grissehale “. Han forgudede denne datter, skønt han ikke ville være ved det; men hun lignede også så meget sin moder, hvem borgmesteren endnu, man kan næsten sige, sværmede for. Men hun var også et rigt hjertes rigeste kærlighed værd, den kære lille fru Furst. Hun var hjemmets stilfærdige og dog alt ævnende gode genius. Hendes milde øjne trængte vel ikke ind i sjælen; men sjælene gav sig selv ind under deres varme lys og fandt hvile. Hun tilgav alt, og føjede til tilgivelsen de blødeste trøstens ord. Og dog var hun stærk og ubøjelig; aldrig slog hun af på det, hun anså for det rette. Hun kunne tale til alle: hjertets oprigtige og oprindelige ord forstås af høje og lave, og mange bragte hun den dybeste lindring. Efter bordet måtte Kai foreløbig ganske give sig hornene i vold. Han var ude i gården og beundre lille Christians flåde, en halv snes flade klodser med master på rundt omkring og rækker af rustne som som ræling. Han måtte se den nye kæphest og prøve trommen og trompeten, som Christian nylig havde fået til sin fødselsdag. Så var der hans’ tavle og brogede penalhus som skulle beundres. Og hans skrev triumferende tavlen fuld af tal og bogstaver — han var jo nylig begyndt at gå i skole. „ Jeg kan også den lille tabel; nu skal du høre. Og jeg kan også geografi; dér ligger strøbæk; “ han pegede på landkortet, der hang inde i barnestuen. „ Og dér ligger København. “ Jo, hans var rigtignok dygtig. „ Men jeg fik slet ikke hørt, hvad du kan spille, Ellen “. Alle ind i den store stue, hvor de andre nu sad ved kaffen. „ Hvad skal jeg spille? “ sagde Ellen, lidt vigtig over den nye tilhører. „ Det er såmænd lige meget, “ sagde borgmesteren med ironisk alvor; „ du spiller det dog altsammen lige mageløst. “ O e „ A, du skal altid drille, fa’r, svarede den unge dame, med det for hendes alder så karakteristiske kast med nakken. „ Tag og spil den du ved nok, i den gule bog, aftensangen, “ sagde Jenny. „ Den ved jeg du kan. “ Og ti spinkle barnefingre arbejdede sig helt korrekt gennem Mozarts skønne „ Ave Maria “. veltilfreds og højrød af anstrengelse rejste hun sig hurtigt. „ Nu skal du se min nye dukke Laura. “ „ Dér er mini, “ brølede hans. Han havde set den inde i spisestuen, hvor den var hoppet ned fra vindueskarmen, vækket ved pigens tagen af bordet. Nu stod det dovne dyr med forben og bagben strakte langt fra hinanden og gabede højt. Hans ind og tog den op i forbenene, så at dens lange krop klaskede ned ad ham, og bragte den ind i stuen. „ Sig goddag til Kai, gi’ pote. “ Men mis ville ikke give pote; den vendte flegmatisk hovedet om, satte kløerne i skulderen på hans og rendte ned ad hans ryg, for han besindede sig, hvorefter den gravitetisk på sine høje ben spadserede ind ad spisestuen til. „ Lad den nu være, hans; den er sulten. “ „ Hvad skulle den være sulten af, “ svarede hans trodsig og ville efter den. „ Hans, hvad tror du, du ville sige, hvis du en dag ingen middagsmad fik. “ Dette, borgmesterens argument kunne barnet ikke stå for. „ Kære mini, nu skal du få din middagsmad. “ Og så hældte han selv ivrig mælken op i dens tallerken. Nu rejste gamle Clausen sig, knappede diplomaten tæt til, og strøg det grånende digterhår tilbage. „ Ja så vil jeg ærbødigst byde farvel, hr. borgmester, farvel hr. student, farvel børn, og tak for den smukke musik, Ellen. “ „ Jeg be’r, “ sagde denne smigret, med kunstnerindebo vidsthed. Iv. Lys i luften, lys i hjerterne, lys over alle blade. I den store skov med de slanke stammer og de susende kroner var der så grønt og friskt i den tidlige eftermiddag. Stænk af sol lå over græsset, fuglene sang, snart i lang, kvidrende tale, snart i små, hastige pip, mens de rastløst smuttede mellem grenene. Og så kom der sejlende en stor krage, og én til; de slog sig ned henne i krattet og gav sig til at skændes. Lys i luften, sol i hjerterne, og en duftende kølighed, strømmende mellem hundredårige stammer. Og dér går, brunlokket og rødkindet, den lille Jenny, skødesløst svingende i den ene hånd sommerhatten med de røde bånd; lidt slentrende er hendes gang. Mere sirligt tripper ved hendes side hendes lange broder med sit blegnæbbede ansigt og den nye studenterhue. De er i dyb, interesseret samtale. Knasende vrider det årsgamle, tørre løv sig under deres fødder herinde i skovens midte, men de hører det ikke. De taler om deres fremtidsplaner; rosenrøde og gyldne tegner sig fremtidens billeder, og som til at gribe med hænderne. Ja, ungdommens førstegrøde kender en altovervindelig kraft i sig — der er så lidt at besejre, og selv er man så stærk. Og først og fremmest: målet har sin vældige værdi, det er værd at nå, selv gennem voldsomme kampe. Ak, senere bliver målene så blege og taber sig i uendelighedens ætter, og deres værdi falder sammen med spørgsmålet: hvad er livets mening? Og så hindringerne, de forfærdelige, kuende hindringer, der kaldes fordomme, hensyn, næringssorg, og kødets skrøbelighed — — — — — dog skoven og den evige natur kan også lade dig, du modne mand, blive ung på ny; en stakket stund kan du dysses til ro ved naturens store hjerte, og glemme, at ikke alt er, som du ville, som du så brændende havde håbet. For dig, du modne mand, kan endnu i sælsomme stunder den evige natur fremgøgle de livet fyldende værdier, og rive i sønder det spind, der stedse tættere svøber sig om din lykke — til du vågner af din drøm og finder alting koldere og tommere end for. — — og den friske eftermiddags kølighed suser gennem skoven og bærer bort de to unge søskendes naive ord. „ Hvad har du digtet, Kai, siden det dejlige forårsdigt, du sendte mig efter jul? “ O „ A, du ved jo, jeg har haft så lidt tid; jeg har kun oversat noget af horats. Men nu kan du rigtignok tro, jeg skal skrive, nu efter sommerferien. “ „ Hvor det må være dejligt at kunne digte. “ „ Ja, det er også dejligt. Men nu vil jeg ikke længer skrive smådigte; jeg har længe tænkt på et æmne, men du må endelig ikke sige det til nogen, heller ikke til mo’r. Jeg vil skrive et stort drama, der skal gå fra verdens skabelse til dommedag. “ Mindre kunne ikke gøre det. Jenny var også højligen imponeret. „ Skal det være på vers? “ „ Naturligvis. Men sig det nu ikke til nogen som helst. “ „ Nej, det kan du da nok forstå. — det bliver da et forfærdelig stort digt. “ „ Ja, det bliver næppe mindre end en ti akter. “ „ Jamen — “ „ Nej, det skal selvfølgelig ikke opføres. Det bliver et læsedrama ligesom Faust. Har du forresten fået læst Faust, som du lovede mig i julen? “ „ Nej, “ svarede Jenny lidt skamfuld. „ Så skal vi læse den nu i sommer. “ „ Bare den ikke bliver for svær. “ „ Nej, det kan du sagtens, “ sagde Kai, som dog måske overvurderede lille Jennys kundskaber i tysk. „ Hvad plan har du lagt til dit digt? “ Ordene „ dit digt “ sagde hun med en vis mystiskstolt betoning. „ Hvor kan du tro, jeg har haft tid til det. Men der skal optræde store kor af engle og serafer, og så skal gud og djævlen straks i begyndelsen have en længere samtale, og hver af planterne i Edens have skal have en monolog. Men det kan ikke nytte at give sig til at udvikle det endnu. “ „ Det bliver storartet, “ mente Jenny, der med sin livlige fantasi allerede så digtet både skrevet og trykt. „ Men tal nu ikke om det, “ sagde Kai ængstelig. Han var meget genert af sig, også overfor sine nærmeste. Selv hans bedste ven, Jørgen sander havde ingen anelse om, at han hemmelig aspirerede til digter; kun søsteren Jenny havde også på dette punkt hans fulde fortrolighed. begge søskende var dybe og gode karakterer, modtagelige for alt godt og smukt; men hun var langt livligere og mere åben end han. Begge sværmede for poesien og dens mestre, og Jenny havde det sidste år grundig gennemlæst klassikerne i bogskabet derhjemme, lige fra Holberg til paludan-muller. „ Skriver du også digte, Jenny? “ Dette pludselige spørgsmål fik Jenny til at rødme dybt; men hun betroede ham øjeblikkelig, at hun havde skrevet en hel del digte, og et af dem, som hed „ Sorgens genius “, en sonet, ville Kai nok synes om. „ Moder synes også, der er meget pænt i den. “ „ Hvad synes fader om den? “ „ Ham tor jeg skam ikke vise den til, han ville gøre nar ad den. “ Både Jenny og Kai var meget bange for borgmesterens altid vågne satire, som de dog begge havde arvet så vidt, at de havde en vis kritik og megen sans for komisk digtning, der dog i deres bevidsthed som værdigenstand stod langt tilbage for den alvorlige. De var nu komne ind på en smal sti, hvor de måtte gå i gåsegang og være meget forsigtige, da der nu og da sivede vand op af den fugtige bund, ' når de trådte til. Snart gik det atter op ad bakke, og efter nogle minutters arbejde gennem tæt ungskov sad de ved „ Skovsøen “, hvis skrånende sider var tæt bevokset med et vildnis af alle slags og sivsorter, blandet med jordbærblade og rævehale. Skovsøen bar dog dette navn med megen uret; i virkeligheden var det kun en lille dam, en hundrede alen i omkreds, og nu ved sommertid med en frodig vegetation, men næsten intet vand. Så langt Kai Furst kunne huske tilbage, havde skovsøen været et af hans kæreste steder. Timevis havde han som dreng siddet her i det høje græs helt nede ved vandet og fisket efter vandkalve, hvirvler og al den øvrige rigdom, som svømmede rundt dernede. Mange våde strømper havde han erhvervet sig her på sin ivrige jagt efter vildt til sin insektkasse. Ingensteds havde han set så store guldsmede som de, der sværmede rundt her i den lumre middagstid; og de tætte nøddebuske og tjørne rundt om dølgede talrige arter af snude- og bladbiller. Og de mange jordbær på skrænten havde også lokket. Jo, han kendte rigtignok stedet ud og ind. Og ikke mindre kær blev den ham senere ved sin drømmeriske, uforstyrrede ensomhed. Sin første, voldsomme kærlighed havde han herude fortalt sine fortrolige venner, vandkalvene og de letfærdige, men intet forrådende sommerfugle og guldsmede. Blot med en antydning at røbe den lille tykke Henriette sine følelser havde selvfølgelig aldrig kunnet falde ham ind; men for skovsøen var der intet at røbe, frit havde han selv fortalt den alt, hvad der lå ham på hjerte. Derfor var den for ham som en gammel, inderlig kær ven. Og da han nu så den på ny, hilste han den med en vis højtidelig andagt, der ville synes yderlig komisk for enhver undtagen for Jenny. „ goddag igen, goddag igen, kære lille skovsø. “ — Broder og søster havde sat sig ned på skrænten; solen stod bag det store bøgetræ lige overfor og kiggede frem mellem bladene. De fortsatte nu deres samtale, som var bleven afbrudt af den møjsommelige vandring ind til skovsøen. Jenny morede sig med at stryge frugterne af de lange, fede græsstrå, førende dem mellem tommel- og pegefingeren; hun gjorde det ganske tankeløst og mærkede ikke, at græsfrugterne og avnerne samlede sig tæt i hendes skød; Kai, som såe bunken, tog ligeså mekanisk håndfulde og lod de små frugter risle tilbage i hendes skød mellem sine fingre. De var atter meget dybt i samtale. Ttemaet Henriette Warberg, Kais gamle flamme, var udtømt, og Jenny var lige begyndt at tale om en anden ung dame. „ Jo, jeg har da skrevet til dig, at de er kommen til byen. “ „ Nej, du har ikke, Jenny. “ „ Jo jeg har skam, lige efter jul, og Therese har jeg da i al fald skrevet om. “ „ Måske du lige har berørt det. Hvordan er hun ellers denne frk. Winther; holder du af hende? “ „ Jo, hun er rigtig sød; men præsten er storartet, skønt han er så forfærdelig stille. Therese siger nu heller ikke meget. “ „ Hvor gammel er hun? “ „ Lige på alder med mig. Bare du ikke bliver voldsom forelsket i hende. Hun har sådan dejlige grå store øjne ( Jenny misundte alle med store øjne ) men hun er så rædsom bleg. “ „ Hvor gammel er den anden? “ „ Hun er kun tolv år. “ „ Så er hun vel veninde med Ellen? “ „ Nej, hun er for lille for hende; Gudrun er meget udviklet af sin alder. De mistede jo deres moder for et års tid siden, det er vist derfor. Hvad, det må være skrækkeligt at miste sin moder; gudskelov vi har vores. “ „ Ja gudskelov. “ Kai bliver helt alvorlig, og de tier lidt beggeto. Jenny strammer sin kjole en to-tre gange. Så græsfrugterne hopper bort; hun glatter kjolen og piller langsomt nogle genstridige avner bort med fingrene, en efter en. Kai ser tavs til. „ Hør Jenny, fortæl mig lidt mere om Therese Winther. “ Jenny, pludselig meget oprømt: „ Hå — jeg vidste det, du er såmænd allerede skrupforelsket i hende. “ „ Sikke noget snak, drillepind, “ svarede Kai indigneret. men Jenny citerede højtidelig-komisk, slående takten på hans knæ, det gamle vers: hendes kinder er hvide, hendes øjne er blide, hendes øjne er grå, hendes hænder er små, hendes læber er røde, hendes kys er så søde, hendes lokker er sorte, hendes næse ejer en hæsselig vorte. Begge brast i latter. „ Nej, hun har davel ingen vorte. “ „ Næ... ha, ha... du kan være rolig. Men det andet er den skære sandhed. “ Hjemad, hjemad, for at komme i rette tid til aftensmaden. Og under spøg og latter gik de bort gennem skoven---------------- — — for der var lys i luften, sol i hjerterne, og alting var endnu som det skulle være. V. Man havde drukket the, og hornene var komne i seng; det havde knebet hårdt i aften; de ville så rædsom gerne blive oppe, nu broder Kai lige var kommen hjem. Men der hjalp ingen „ kære mor “; dog var de blevne i høj grad trøstede, da Anna, den store, skikkelige tjenestepige havde lovet at fortælle dem en historie oppe på kammeret. Fa’r, mo’r, Kai og Jenny sad nu inde i dagligstuen, mo’r mellem sine to børn henne i sofaen, og fa’r i den store, røde lænestol ved det runde bord i mid

1893_JoergensenJ_LivetsTrae

Johannes

Livets Træ

Jørgensen

JoergensenJ

Livets Trae

male

1893_JoergensenJ_LivetsTrae.pdf

Johannes

Jørgensen

dk

Livets Træ

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

En stor, grøn eng. Det er i juni. Græsset står højt; alle stængler er grønne af saft; alle strå bærer blomster. I den grønne eng skinner skarer af hvide Bellis og gule ranunkler. Midt gennem den grønne eng rinder, bølgeløs, en bred, blank å — rinder ud mod horisonten, rinder bort i junidagens lysende luft. Langs engens synsrand står popler, blå af soltåge. Midt i engen et menneske. Udstrakt i græsset, hvis toppe til alle sider overrager ham, en yngling. Ene, midt i engens uendelighed, på bunden af junidagens lysende lufthav, en slank og solbrændt svend. Om ham, over ham, ingen lyd uden insekternes evige summen og lærkernes evige sang. og han stirrer mod poplerne, som, blå af soltåge, står langs engens synsrand. — jeg frygter skoven — ( således er den unge mands tanker ). — jeg frygter skovens vellystige mørke og dens krydrede vellugt mod uvejr og dens svaling, der er som et bad i sanselighed. Jeg frygter de forventningsfulde stier og de dunkle granetempler, i hvis skygge sjælen sitrer som en ængstelig fugl. Jeg vil ikke længer vandre ad de grønne veje i skoven og ikke jage lykken mellem de tavse stammer og i de mørke krat. Thi inderst inde i skoven, inderst inde, hvor jeg aldrig har været, men hvor min fod altid peger hen som en magnet mod sin pol — inderst inde vokser der i store, sorte sumpe et træ, som jeg ræddes ved at tænke på...... Langt borte vokser det, langt borte bag synsrandens blå popler... Livets træ kaldes det. Og sagnene siger, at dets stamme er skinnende hvid som marmor og har form som en kvindes legem... Som en marmorstøtte spejler træet sig i sumpenes sorte vand. dets grene er bløde og grå, og de bevæger sig uafbrudt. Som slimede fangarme kredser de langsomt gennem luften om træet. Og i steden for knopper og kviste bærer træets grene mægtige sugevorter og bundter af lange nældetråde. Men træets blomster er blændende hvide og brændende røde — hvide som kvinders barme og røde som kvinders munde. Og langt ud gennem den dunkle skov lyser blomsterne på livets træ. Men den, som en gang har drukken de hvide blomsters bedøvende Duft og kysset de røde blomsters blodige bæger, han slipper aldrig mere bort fra livets træ. Thi de bløde, grå grene sænker sig langsomt og samler sig om hans legem — og medens han beruset ånder kvindeblomsternes vellugt, lammer grenenes nældetråde hans vilje, og sugevorterne tømmer saften af hans muskler, og tættere og tættere knuges han i den forfærdelige omfavnelse, der først slipper for at sænke hans udsugede lig i de stille, sorte sumpe — langt borte fra den lyse eng, hvor de blå popler peger mod himlen... således tænkte ynglingen, og hans sjæl skjalv i rædsel. Og han sagde til sig selv: — jeg vil altid bo på den frie eng, under den uendelige himmel. Mit øje vil altid sé vide horisonter. Men aftenen kom. Som en føniks brændte solen på bål i vesterled. Og mod bålets glødende guld tegnede sig randen af den fjerne, frygtelige skov, som dagens dis havde dulgt. Aftenrøden slukned. Og op bag den sorte skov hævede sig store, mørke skyer og sejlede frem på brede, flossede vinger som dunkle rovfugle, der søger ud mod nat. Himlen blev mørk. Engens grønne grånede, og blomsternes farver falmede hen. Men af åen, hvis blanke vand spejlede den fjerne skov og den sidste solglød, steg hvide dampe op og dulgte de stolte popler. Da rejste ynglingen sig. Hans hoved svimlede svagt, hans fødder famlede. Åens damp blindede hans blik, og der steg fra det stille vand en bitter, berusende Duft, som slappede hans sjæl og voldtog hans vilje. I græsset om hans fod lyste grønne st. Hans-orme som for at vise ham vej — flaggermus svirrede omkring ham og fløj forud gennem tågen — og inde i den hvide damp skimtede han et hvidt marmor, skabt som legemet af en kvinde... Ynglingen gik uden at standse. Han droges af sted, som skibet drages af de østerlandske æventyrs magnetbjærg. Tågen blev tættere og tættere — men nærmere og nærmere så han det hvide legeme... Hans sjæl var fuld af sorg og angst, men han gik ustandseligt... Han følte, at engen veg bort under hans fødder, og at han trådte i dynd og sumpe. Men foran ham syntes det hvide legeme at standse... Og med ét rørte hans hænder det glatte marmor, det hvide, glatte marmor, der er stammen på livets træ, og han åndede de hvide blomsters vellystige lugt, og mod sit legem mærkede han de røde blomsters bløde, brændende læber...... Og han så aldrig mere den store, lyse eng, hvis popler peger mod den frie, uendelige himmel. første bog natsommerfuglen eg for viii i veduskogin eg fann inkje vegen heim. Den bergtekne ad den hvide, støvede vej strømmede folk fra lystskoven hjem til den lille by. Det var en aften sidst i maj, og der havde været fugleskydning ude i lystskoven. Væddestriden var endt, og i et langt optog fulgte folket nu fuglekongen hjem til gildehuset. Som en hvid damp stod støvet bag den vandrende mængde i den stille aften. 1 togets bageste rækker gik tre børn — to drenge og en pige, alle i alderen fra tolv til fjorten. Pigen var en slankvoxet lille en, sorthåret og sortøjet, med hvidt, fint formet ansigt og tidligt knoppende bryster. Nærmest hende gik en lyslokket, blåøjet knægt, der uafbrudt viste sine hvide tænder i latter, og nu og da tog pigebarnet om livet eller under armen. Hun lo da og slog ham koket over fingrene, synligt veltilmode. Men den anden dreng, som var høj og mørk, så med sine sorte øjne bort fra dem, frem over toget. Fra den hvide vej svingede processionen nu ind mellem byens første, lave huse — ind over en gades toppede brolægning. Folk kom til vinduerne for at se fuglekongens indtog. — går du med om i skytteforeningens have og ser på fyrværkeriet? spurgte den lyse dreng den høje mørke. — nej, jeg går hjem, når vi kommer op til Fruestræde... — Åge er sær i dag, sagde pigebarnet. — hvad går der af dig, Åge? Og hun bøjede sig frem for at le hen til ham. — der går ikke noget af mig. Jeg synes bare, det er dumt at trave her i hælene på en hel bunke mennesker. Jeg vil hellere hjem og læse noget. — din læsehest! sagde den lyse og gav vennen et bravhjertet dask i ryggen. Men pigebarnet bøjede sig lidt frem og så undrende og nysgærrigt på Åge...... De nærmede sig nu skytteforeningens hus. Forude begyndte musiken at dundre, og børnene tav, lyttende. Åge gik som før og så hen over de mange hoveder, der drog op gennem gaden som en stigende strøm. Orkestrets messing og stortrommens dumpe drøn rystede hans nerver og gjorde hans sjæl underlig bedrøvet og trodsig, træt og fuld af foragt. Det var, som løftede de stærke lyd ham op over alle disse mennesker og over dette narre-optog til ære for en mand, der havde skudt en blikfugl itu. Han følte sig mere voksen end dem alle; han så ned på dem fra overlegne højder. Han svævede over dem som en fugl i den blå himmel og så dem pusle som myrer dybt nede — myrer, der med usigelig selvbevidsthed førte en død snegl i optog hjem til tuen. Også vennen og hans barne-kæreste forekom ham som ynkværdige myrer — arme insekter, der glade krøb hen ad jorden i den lune forårsaften og ikke anede, at den fod, der skulle knuse dem, allerede var løftet over deres hoveder. Dér gik de og tog hinanden under armen og om livet — og Carsten trykkede hende ind til sig og sagde, hun var sød, og hun stred kun skæmtvis imod — og de tænkte ikke på, at om hundrede år ville andre mennesker drage i nye optog gennem denne selvsamme gade, og andre unge kærestepar gantes i den lune aften, og ingen ville mere huske, at der en gang havde levet én, som hed Carsten, og én, som hed Anna, og én, som hed Åge — usselige myrer, der en lun aften havde krøbet i vejstøvet... De var ved Fruestræde. Åge sagde hastigt farvel og brød ud af toget. Forgæves rakte Anna sin hånd i halvhandsken frem for at tage afsked — forgæves svang Carsten sin stråhat — Åge gik, uden at vende sig, rask op ad det smalle stræde, hvor hans forældre boede. I. Det var et landligt stræde i byens udkant, og det var et lavt bindingsværks hus med stor gård og gammel have. Åge gik ind ad en grønmalet dør med jærnbeslag og stort snørklet nøgleskilt og kom gennem en lang gang, som fik lys fra en eneste glug, ud i gården. Han kiggede ind ad stueetagens åbentstående vinduer — værelserne derinde lå tomme og tavse i det faldende tusmørke. Også gården med sin halvopbrugte brændestabel, sit huggeskur, sit hønsehus, var uden et levende væsen. Men fra haven hørte han lyden af river og vandkanders rislen. I forårsaftnerne var denne have faderens kæreste beskæftigelse. Haven var lang og bred, strakte sig med svagt fald mellem gamle, grønskimlede plankeværker og udhuses lave længer, hvis kalk faldt af i store flager, ned til åen, som løb bagom byen. Men hver April gravede overlærer Bondesen selv al sin jord fra ende til anden. Åge huskede fra sine tidligste år disse forårsaftner, når faderen arbejdede i haven. Især såningen huskede han, når al jorden var gravet, og hele haven lå i blød, brun muld. Faderen gik i stråhat og skjorteærmer og trådte med store træsko gange mellem bedene. Og ude på den brede midtervej mellem blomsterrabatterne lå de små, hvide papirsposer fra gartneren. så fik Åge og moderen og hans søskende hver sin tallerken med sand, som frøet blev hældt ud i. Og så strøede de det i store Buer ud over bedene, og faderen gik bagefter og klappede til med skovlen. Sidst af alt blev agurkekærnerne lagt — det gjorde faderen egenhændigt. To og to anbragtes de i den lange fure, som var draget til dem midt ned gennem det brede bed — derpå dækkedes der over dem — og mens skumringen langsomt voksede op af jorden, bruste vandkandernes skylregn ned over den nysåede have...... Men nu stod køkkenurterne allerede højt under deres skærm af riskviste. I aften var det blomsterrabatterne, som skulle fornyes. Åge så, straks han trådte ind ad havelÅgen, de indkøbte planter ligge midt i gangen som store, muldede blokke. Med en gammel blomsterpind borede faderen huller i jorden og satte de unge planter ned. Han var ene om arbejdet, og da han hørte lågens klinke klirre, råbte han straks: — er det dig, Katrine? — nej, det er mig, svarede Åge. faderen rejste sig. — nå, det var da fornuftigt, du kom hjem. De abekattestreger omme i skytteforeningen er såmænd ikke værd at spilde sin nattero på... Hjælper du mig lidt her? Åge havde allerede nærmet sig blokkene. Det var tulipanløg, som lå tilbage. Han tog en gammel blomsterpind fra en kurv med haveredskaber, der var slæbt frem i gangen, og begyndte at sætte knoldene ned. Det skumrede langsomt. Bag de høje træer i havens baggrund glødede aftenhimlen gylden. Men efterhånden blegedes den, blev svagere og svagere gul, stod til sidst som en blank sølvbund bag trætoppenes sorte løv. Rundt om fra nabohaverne hørtes lyd af den lille bys fredeligt puslende aftenliv. River skrattede over grusgange, stille stemmer snakkede langtrukkent, nede i maën bag haverne var der børn, som legede » Enke « og råbte og lo, og højt i den blege himmel kredsede sværme af skrigende svaler. Da den sidste plante var sat, tog Åge riven og skrabede alt bladeaffaldet og al den overflødige jord sammen og bar det" i et gammelt kurvelåg livets træ. hen i en krog af haven. Imens fyldte faderen den store, grønne vandkande nede i åen bag hegnet. Og hver af de nysatte blomster fik sin dukkert, og bedene brunedes under brusernes styrtebad. Så gik fader og søn trætte og tilfredse op imod huset. Det var nu ganske mørkt; gennem mørket steg der en frodig lugt af våd muld. Og rungende ringede vor frues klokker den lille by til sengs. Iii. Det første, Åge huskede af sit liv, var at han stod nedenfor en trappe og så op. Ovenfor trappen, på en afsats, der forekom ham uendelig højt oppe, stod en lille pige i silke, broderet med sorte Perler. Ved hver bevægelse, hun gjorde, lynede lyset i alle perlerne, og Åge stod for foden af trappen i tøj, som var gammelt og snavset, og stirrede fortabt op mod den lille dejlighed.... Så skiftede mindebilledet, og Åge huskede en stor, oplyst sal, hvor den samme lille pige kom hen imod ham over et blankt gulv. Hun trak ham hen til et bord, hvis tæppe var slået halvt tilbage, og på hvis polerede plade stod småt nydeligt dukketøj — en lille lampe, en lille gyngestol, et lille kaffeservice...... Så blev hun borte inde i en tåge af lys og af mange fremmede ansigter — og Åge huskede sig selv, svøbt i et uldent schavl og båren tværs over gaden på et par stærke arme. Da han kom ind i stuen hjemme, sved lyset ham i øjnene — det havde været mørkt udenfor...... Så stryger der over Åges minder en fornemmelse af svalt lys og kølig luft, af skovens rene, grønne stilhed. Han ser en hvid, rødprikket kjole bredt over græs — det grønne skimtes blegt gennem kjolens tynde hvide. Det er moderen — Åge hører faderens stemme sige til hende: » Pas på, du ikke forkøler dig — det musselin er så let «.... Han husker skumringstimer om vinteren. Stuemørket spaltes kun af den åbne ovndørs gløden ud over gulvet, hvor bordfødder og stoleben kaster lange skygger, som opløses og smelter sammen til tusmørke i stuens kroge. Han sidder på en træskammel henne under vinduet, midt i det røde ovnlys — sidder og føler sig lun og tryg til mode bag den skærmende mur, som gemmer ham bort for gadens hujende drenge et par tommer udenfor... Henne i ovnskæret sidder moderen og læser højt, bøjet ned over bogen. Hendes skygge falder ud langs den oplyste strime af gulvet og bøjes op over væggen, hvor de mange små portræter lyser som matte spejle. Moderen læser: — i begyndelsen skabte gud himmelen og jorden, og jorden var øde og tom, og guds ånd svævede over vandene. Og gud sagde: » Der vorde lys « og der blev lys... Moderen læser videre — om paradisets have og om Adam, der frit måtte æde af alle Markens og lundens frugter undtagen frugterne af træet på godt og ondt — » af det må du ikke æde, thi hvo som æder deraf, han skal visseligen dø «. Men atter og atter beder Åge om de første Vers igen. Ordene » øde og tom « går gennem hans sind, højtidsfulde og ubegribelige, og han ser de sorte, dybe vande, bredende sig under en evig nat, hvori kun Herrens ånd lever...... Så sidder Åge ved vinduet ovenpå, i stuen ud til gaden. Det er en søndag formiddag. Varm sol står ind gennem ruden over den store lænestols falmede, grønne betræk og over Åges ben. Solskinnet glider langsomt ned på gulvet og når bordet, hvor frugtskålens slebne fod bryder lysstrimen i regnbuefarvede rande og ringe, som breder sig over vægge og loft. Der er ganske stille i hele huset — Åge er ene hjemme. Der brænder en god ild i kakkelovnen — solen bager — nede fra den tomme gade høres kun nu og da enlige skridt. Åge døser hen i blund og vækkes først, da gaden fyldes af hjemvandrende kirkefolk, og han hører faderen stikke nøglen i den låsede forstuedør og lukke sig og moderen ind...... En solskinsdag kører de på en vogn, faderen og moderen indeni — Åge på bukken hos kusken. Solen steger, det støver af vejen, Åge har næsen fuld af den kvalme seletøjslugt, og hans øjne hænger uafbrudt ved et sted på ryggen af den ene hest — et sted, hvor en rem har gnavet sår på huden og uafbrudt gnider frem og tilbage i dette sår... De kører under skyggefulde alleer, hvis blade strejfer Åges hoved, gennem landsbyer, hvor ænder svømmer i gadekæret, og knudrede pile står langs vejen — og de stiger endelig af udenfor porten til en stor have. Åge er træt i knæene af at sidde og står på vejen og stamper med benene for at strække dem. Så går de ind i haven. I løvskyggede gange møder de mennesker, som spaserer op og ned, uden hat og med bog i hånd, og de finder sig en bænk at hvile på, en bænk ved randen af et vand, hvis blanke flade skjoldes af store, grønne blade, hvorover hvide, takkede blomster løfter sig. — å, se dog åkanderne, siger moderen. Og lidt efter føjer hun sagte til: — det er ganske som i romanerne... Det er sent, da de kører hjem. Åge hører hunde glamme i fjerne landsbyer, og langs vejen synger græshopperne i den varme nat. En gang dønner det pludselig hult under vognhjulene, og Åge hører dybt nede fra et Sus som af mange træer. — det er rosilde å, vi kører over, siger kusken til Åge, da de atter er ude på vejen. — her kan intet menneske komme over mellem midnat og hanegal...... Åge husker endelig haven hjemme. Først enkelte af blomsterne — den store dielytra, bag hvis røde, fligede krone der gemte sig ligesom et lille, hvidt skelet — og tulipanerne, forårets tulipaner, der var stribede og plettede og brogede i så mange mønstre og med så mange farver. Der steg af disse underlige blomster en sød Duft, som tiltalte Åge, og det var så hyggeligt at se ned i de halvlukkede kalke, ned til de sorte støvdragere, der sad lunt i skjul som fugleunger i en rede...... I senere år blev denne have mere og mere stedet for Åges drømme og tanker. Der var nede bag hegnet et stille og gemt sted ud imod åen — et sted, grønt af ukrudt, svalt af skygge og rindende vand. Dér sad Åge alle sommerens dage — læste lidt og lyttede mere. Lyttede efter åens rislen og hegnpoplernes læderstive raslen og så ud over vandet, der sov, bredt og blankt, under hed sol, med sin sølvflade rustplettet af vandax og svømmende pileurts gondolflåder af blade. Der var så stille i det søvntunge solskin — Åge hørte en svale skære med vingen i vandet — en hane galede langt borte — og poppelsuset lød, som hørte han evighedens timeglas rinde... Men når solen begyndte at synke, følte Åge sig ikke længer tryg. Der steg kulde fra vandet, og skyggerne kom listende lange og tyste som troldefmgre, og vandets lette rislen skiftede til hulkende gråd, og aftenvinden tog i poplernes blade, så de smældede sammen som flagrende vinger, og svalerne begyndte at skrige og søgte op under himlen, hvor lyset endnu var hvidt, men lavt over det skumrende vand strøg skumle flaggermus i sære kast. Da flygtede Åge for mørket — mørket, der kom, tæt som en tåge, og fyldt af tunge, bedrøvede lyd — grenes skuren, og suk i træer, og skvulp af åens vand. Åge flygtede, men mørket fulgte ham truende i ryggen, og op gennem haven gik han i stadig dirrende venten på at føle sig greben bagfra om halsen af to klamme, knoglede hænder...... Og ind i stuerne fulgte mørkerædslen. Den lå og lurede på ham oppe i gavlkamret, hvor han og faderen sov. Når han vel var kommen i seng og havde bedt sit fadervor, begyndte det at pusle i alle de gamle møbler — det strøg over gulvet som nisserappe fødder — det skrabede mod væggen med lange kløer — det gnavede ved døren med tænder, der ville ind — hårde dødningknoer slog nu og da mod ruden — og den gamle bornholmer dikkede så hult, og dens store perpendikel ramte kassens vægge, dumpt som et genfærd klapper på sin kiste. Åge lå, svedende af skræk, og stirrede ud i mørket. Hvert øjeblik for han op, når han syntes, at nu var der noget helt henne ved ham. Vende ansigtet mod væggen turde han ikke — han lå og stirrede og var bange, indtil faderen endelig kom op med sin lampe og gav sig til at gå i seng... Men næste dag var Åge atter nede ved åen og læste og tænkte. Læste i moderens tykke læderbindsbibel, hvis gule blade lugtede af støv, og tænkte i halvvoksent begær efter visdom sine første søgende og selvrådige tanker. Han tænkte over nattemørket, der var som et tungt tæppe for en hemmelighedsfuld guddoms tempel. Tænkte over poplerne, der strakte armene mod himlen i hjælpeløs længsel, og over åens vand, som forgæves spejlede de høje skyer. Tænkte over jorden, den underlig levende jord, som ved tøbrudstide lå så gul og våd og vissen under den første solvarme, mens fin em steg af alle markfurer som gennem revner i et uhyre kedellåg. Indtil alt det, som gærede i det gemte, steg mod dagen — indtil græs og urter stod op af deres grave, og knopperne kastede de brune dødningsvøb, og påske og pinse lå som hvide kirker midt i vårens skov af lysegrønne dage... Iv. Der stod i begge byens aviser, at Åge Bondesen, søn af lærer b. her af staden, med udmærkelse havde bestået sin fjerde klasses eksamen ved den herværende latinskole. Samme eftermiddag var der i den højtidelige anledning et lille selskab samlet i den gamle have bag den lave, gule bindingsværksbygning. Selskabet sad i lysthuset, som lå for enden af havens midtergang, ud mod åen og markerne. Der var kun den nærmeste familie: — et par ældre tanter, som boede i byen, og så forældrene. Over lysthusbordets grønne plade, som ellers lå fuld af visne syrenblomster og nedfaldne blade, var bredt en skinnende hvid serviet, og rundt bordets rand dampede brede kaffekopper. Åge sad lidt borte fra de andre, inde i en krog af bænken, som løb lysthuset rundt, med en bog for næsen. Solskinnet gennem løvet mønstrede de hvide blade; henne i lysthusets åbning så han et par svævefluer, der holdt sig ubevægelige i luften som hvide gnister eller nu og da gav et iltert sæt til siden for atter at standse i vingesvirrende svæven. Det susede blødt i løvet, bag hegnet rislede og klukkede åen, en ko brølede ude fra engene, og en hane galede langt borte i den solhede dag. I lysthuset gik snakken mest mellem faderen og de to tanter. Åge så på faderen, der smilede med sine stærke, velholdte tænder, og slog op med den lange, magre hånd, hvis hvidhed aftenernes havearbejde ikke havde mægtet at brune, og hvis blanke negle og blå årer Åge så ofte mismodigt havde sammenlignet med sin egen brune drengenæves plumpe kødfuldhed og tilgroede plebejernegle. Hvor lidt lignede dette oplivede ansigt, denne fornøjede veltalenhed de trætte og triste miner, hvormed faderen sad i sin daglige dont på skolen. Det faldt for første gang, fjernt og vagt, Åge ind, at livet måske ikke havde formet sig for faderen således, som det havde været hans ungdoms vilje...... Men tanken gled hastig bort. Åge havde drukken sin kaffe, han gad ikke høre efter, han kunne ikke få ro til at læse, han ønskede blot, at han kunne gå. Luften strøg så duggkølig og dufttung ind fra engene, hvor høet lå på skår, og åen klukkede langs haven som en dragende vandresang. Men rejste han sig, vidste han, at faderen straks ville spørge sit skarpe » Hvor skal du hen? « — og øjnene spurgte endda hvassere end stemmen. Og moderen ville løfte det bløde blik fra sit arbejde og bede sit blide: » Bliv nu hos os, Åge. Sidder vi ikke så rart? « Åge blev og søgte at dølge koppernes klirren og kaffeskeernes raslen og lyden af tanternes sladren bag versene, han læste. Men snart trængte et, snart et andet ord igennem, og til sidst lyttede han efter uden at vide det. Tante Else, hvis ældede ansigt fra alle sider gik ned mod den indfaldne mund, fortalte. Det var skandaler, hun berettede. Om Diderichsens kønne sine, der havde været kæreste med det halvgamle postbud Olsen hele forgangen vinter og foråret med. Men så blev det jo opdaget... For Diderichsens begyndte jo at kunne se det på hende... og Fru Diderichsen tog hende jo i forhør og spurgte, hvem det var... og så måtte sine jo da gå til bekendelse, at det var Olsen... Og Fru Diderichsen foreholdt hende jo, hvad det skulle betyde, at indlade sig med den halvgamle person, der tilmed var gift og snart har voksne børn... — ja, man skulle dog tro, at kvindemennesket kunne begribe, det var galskab, indskød faderen, hvis øjne havde fået det samme vrede udtryk, som når han forbød Åge at gå ud. — måske hun har troet, han skulle lade sig skille ved konen; — de siger jo, at madam Olsen skal være så ubehagelig, mente tante Grete og rettede sit store røde ansigt med de blå øjenkugler mod lærer Bondesen. — det kan jo være. ( faderen slog op med hånden ). — men alligevel er det ingen undskyldning for den gode sine. Hun kunne værsgo passet sit. — alligevel var det dog værre med bødker Nissens datter nu her forleden, begyndte tante Else påny. — ja, med Buchs søn, fuldstændiggjorde tante Grete. — hvad var der med dem? spurgte faderen. — hvad der var? ( tante Else rettede ivrigt sin lille magre krop ). — jo, der var det, at hun skal ha’ en lille her i sommer og er såmænd ikke seksten år endnu. Og Buchs søn, som er fader til barnet, er lige fyldt de sytten... — er det ikke forfærdeligt, spurgte tante Grete og rettede atter sine blå kugler mod faderen. — at de folk ikke passer bedre på deres børn, sagde denne. — det er jo en skandale, både for Buchs og Nissens, at sådan noget har kunnet gå i svang! Igen var faderens øjne hårde og vrede.... Men Åge lyttede, med bankende pulse og hamrende hjerte.... Carsten Buch, Åges blonde ven fra fordums tid — Carsten, der netop nu skulle være student! Og bødker Nissens datter, som Åge så tit havde set smutte over gaden om aftenen — en slank, lyshåret pige med spæd barm og smal midje i en blåstribet tjenestepigekjole... Carsten Buch... og Nissens datter... Så nær ved ham levedes altså livet! Ikke det fangne, fattige liv med de små glæder og de dagligdags sorger — ikke forældrenes, tanternes, hjemmets og de gode borgeres liv. Ikke det liv, hvori faderens formaninger og faste vilje holdt Åge bunden •— et liv i læsning og arbejde, fjærnt fra de glade menneskers verden. Men det frie, ville, forbudne liv — elskovens og poesiens — det, hvorom alle Vers sang, og alle digtere talte...... Da de andre var gået op i huset, fordi dagen hældede, og luften blev kølig, sad Åge endnu i lysthuset og tænkte på det, han havde hørt. Uafbrudt drejede hans tanker sig om denne slanke, blåklædte pigeskikkelse med det lysgyldne hår — Nissens datter — den sekstenårige forførte •— Carsten Buchs barnligt spæde elskerinde...... Her, midt i byen, midt i det borgerlige, bundne liv, var den ville og frie Eros gået ham så nær forbi! Så nær... og forbi! Dér havde hun.vandret på den anden side gaden, det slanke, lyshårede pigebarn, og ventet den, der ville tage hendes elskov... Og Carsten Buch — han, som i fjorten Års alderen var Annas barnekæreste — havde fanget hende ind. Ham var det, hun havde favnet med fine, spinkle lemmer; ham havde hun skænket sin jomfruelighed i nøgne nætters elskov...... Åges bog faldt ned på lysthusets muldjordsgulv. Det var et bind af Årestrup. Åge bøjede sig for at tage det op. Bogen var falden åben og med ryggen opad. I faldet var et af hjørnerne blevet bøjet og pegede nu lige på ritornellen » Torskeflab, god aften! Se, hvilken plads jeg fik mig her hos rosen... Du kunne haft den! « v. Åge standsede sin gang. Stien, han fulgte, havde fra de åbne marker ført ham ned i en dyb og smal kløft, hvor han aldrig før havde været. Til begge sider løftede sig høje og stejle skrænter, helt overgroede med gule og hvide blomster — rejnfan, perikon, okseøje, kamilleblomst og mjødurt. Og øverst randedes kløften af tjørnehækker og rosenhegn. Det var lige i middagstiden en hed sommerdag. Himlen havde været grå fra morgenstunden, og uden et pust af vind. Det bryggede sammen til torden. En bedøvende blomsterduft fyldte i den hede dag kløften, hvor Åge var standset. Der var bitter Duft af rejnfan og perikon — krydret mjødDuft af spiræa og hvidtjørn — skær, spæd Duft af ville roser — og sød æbleduft af vinrosers løv. Og al denne vellugt var opløst i de lunkne dampe fra alt det duggede græs og alle de våde blomster. Tavs og duftbedøvet lå kløften og ventede åndeløst tordenregnens komme — torden- livets træ. 3 regnen, der som en sæd skulle sænke sig i dette hede og fugtige skød af blomster. Åge havde flakket om hele dagen. En underlig rastløshed var i den sidste tid kommen over ham. Det var i ugerne lige før han skulle op til sin artium, men dag efter dag vandrede han hen. Hjemme sagde han, at han læste ude i skoven, hvor han kunne være ganske uforstyrret, og for et syns skyld førte han også en bog med i lommen. Men hvis han åbnede ovid eller vergil, var det kun for at finde ord, hvorfra han kunne styrte sig ud i drømmerier — som en svømmer fra springbrædtet. lange, længselsfulde drømmerier var det — syner af hedensk lyksalighed og antikt solskin — syner, der lyste på en dunkel grund af forgæves attrå, som hvide templer skinner mod mørke pinieskove. Det var anchises og æneas, hvis verden Åge begærede — det var alle hine helte fra Homers øer og de siciliske kyster, hvis fjerne og forgangne tilværelse han langt borte fra betragtede med sorgfuld og unyttig længsel. Hvor havde hine tidlige menneskers liv været stærkt og rigt! For dem lå verden endnu i morgendugg, og alle blomster duftede, nye og friske. Virkeligheden svømmede som en 0 i et hav af myte. Hverdagen var endnu ikke til — thi alt var eventyr. Horisonten var tåget af lindere, og fabler drev som skinnende skyer langs jordens synsrand. Gyldne heltesnækker sejlede over vinblå og violette vover mod sagn-egnes strande — foran fløj den udødelige dåds dragende chimære — men fra lave øer lokkede circes Seid, lotofagernes glemsel, sirenernes hvide legemer og vellystige sang. Og heltenes stolte snækker drog forbi, fulde af foragt. Thi langt borte vinkede et kolchis, hvor alle marker var mørke af giftige blomster, af galnebær og natskygge og venusvogn, af violet valmue og dunkel digitalis. Langt borte vinkede faren, kampen og døden — eller det gyldne skind, de gyldne æbler, den gyldne sejr...... Også for den, som ikke var helt, men sad hjemme i sine fædres hus og ved sin barndoms Arne, formede livet sig skønt. En sanger blev han og en seer — en, i hvem guderne havde velbehag. Klimprende på sin lyre vandrede han langs stranden og så nereïderne lege i havskummet og hørte i brændingens drøn tritonernes sneglehorn runge og skimtede på stille dage poseidons grå hoved løfte sig langt ude i solflimret eller gud glaukos sidde på en fjern klippe og stirre ud over det blanke hav. Men de hede sommerdage vandrede han i bjærgskovene. Og medens lyren hang uden lyd over hans skulder, lyttede han til dryadernes hvisken og najadernes mumlen og oreadernes tavshed. Og nymferne lo bag løvet, og satyrernes bukkefødder raslede i ilsomt løb hen over skovbundens tørre blade, og langt borte, hvor træerne stod tættest, lød den klagende lyd af Pans rørfløjte. Men digteren ængstedes ikke for Pan, thi Pan er en ven af versenes musik. Roligt redte vandringsmanden sig et leje af Mos og duftende myrteløv og lagde sig til at sove med lyren ved sin side. Og vækkedes han, var det ved et Kys — et Kys af en hastigt flygtende nymfe eller af den hvide og stolte artemis, som søgte sig en elsker mellem de dødelige...... Disse var Åges drømme. V og da stien nu pludseligt ledte ham ned i et aldrig betrådt dalstrøg mellem rigt blomstrende skrænter, gik der som et æventyrpust over hans sjæl. Det var, som havde et lønligt ord med ét åbnet ham vejen ind i et fabelland, som ellers ingen kendte. Han følte det, som var denne kløft indgangen til underjordiske riger lig dem, hvorhen kong hadding førtes af en strålende drøm. Det var ham, som havde han funden et Tempe, en hellig Dal, et afsides og indviet sted, hvor guderne var nær. Åge lagde sig ned i de høje urter, som dannede et tykt og duftende leje under ham. Rundt denne seng stod de som en grøn mur med en tinde af blomster. Åge lå, med ét ganske gemt bort fra alle ting, på bunden af dette plantehav. Et Tempe havde han fundet — men uden nogen peneios. Der skulle i steden for stien rinde en strøm gennem denne grønne Dal — en bred, blank strøm, som bar åkander. Og når man fulgte dette vand, skulle det føre en til en snævring i et bjærgpas mellem kløftens vægge. Strømmen skulle fylde hele åbningen, og kun den, der med nøgne fødder ville vade i vandet, kunne komme ind gennem passets port. men indenfor skulle der være vidunderlige skove. Uendelige skove af træer med stort og smukt løv — kastanie, løn og lind. I tykke, tætte lag skulle bladene dække for lyset, og et evigt mørke skulle ruge i disse skove — et mørke som under uvejr. Og en tordenluft skulle der være inde — en tung, krydret, bedøvende luft, fuld af stærke dufte og elektrisk uro. Denne skov skulle være et tempel. Et tempel for den gudinde, hvis rige er det vellystige mørke og elskovens nat. Og i templets mørke, under skovens nat, skulle unge præstinder — hvide og viede som offerduer — hengive sig, de hellige hieroduler i mylittas forgårde lig — hengive sig til den silde fødte hedning, der midt i en naturfornægtende og erosfjendsk tid kom for at holde sin andagt ved afrodites altre... Vi. Det var en sort og silde aften i Avgust — en aften i Åges attende år — det år, da han var bleven student og skulle til København. det var en af de sidste aftener hjemme. Han sad ene oppe i dagligstuen, der vendte ud mod gården og haven og engene og landet. Han lå i det åbne vindue med knæene på en stol og albuerne i karmen. Udenfor var mørket. 1 randen af den dunkle jord stod fjerne skoves sorte rids mod himlens grå nat. Over det brede land ikke et vågent lys. Jorden sov. Og i søvne hviskedee den op mod Åge, der lyttede. Først havde han intet fornummet. Men da han ret var kommen til hvile i vinduet, og de små lyd fra hans klæder, når han rørte sig, var bragte til ro, hørte han lidt efter lidt lyden af jordens søvn sagte stige i natten. Det var lyd af dagens regn, der sugede sig ned gennem

1899_Wied_LivsensOndskab

Gustav

Livsens Ondskab

Wied

Wied

Livsens Ondskab

male

1899_Wied_LivsensOndskab.pdf

Gustav

Wied

dk

Livsens Ondskab

Billeder fra Gammelkøbing

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Byen ligger ved fjorden. Og fra spadserestierne neden om baghaverne er der udsigt ud over vandet til fjerne bakker, skove og gårde. Det er en gammel by og en sød by med mange små, underlige huse, mærkelige gadenavne og krogede stræder og gyder. Og midt i byen på en banke ligger kirken stor og hvid med brogede ruder og takkede gavle. Den hedder » de hvide søstres kirke. « og navnet har den fra den tid, byen var katolsk og rummede inden for sine grusklædte volde klostre og stiftelser og fromme skoler, hvor borgernes sønner og døtre lærte under salmesang og røgelseduft, at livet på jorden kun skulle være en vandring i bøn og forsagelse; en rejse gennem vildsomme skove og langs truende afgrunde, hvor tusinde farer lurede for hvert skridt, man tog. Og hvor man kun nåde frem til målet, fri og frels og uden at snuble, ved fra sol stod op, til sol gik ned, og natten med, at hæfte sit blik og sin tanke og alle sine ønsker og længsler, ikke ti! Verden, og hvad verdens var, men til det ene usigelige og ufattelige: at livet her er kun en evig død, men døden selv det evige livs tærskel.... Ja, således lærte og levede man den gang. Nu var det anderledes. Ikke at forstå, at byen var bleven særlig » ugudelig «. På ingen måde! Man sad endnu på søn- og helligdage i de gamle udskårne egetræsstole i de hvide søstres kirke og lyttede andagtsfuld! Til præstens ord og orgelets toner. Man svarede redebon sin skat og sin tiende til den verdslige og gejstlige af gud indsatte øvrighed. Man gav de fattige en kobbersysling og en humpel fedtebrød, når de var værdigt trængende. Og om julen » lænkede « den ganske by uldtrøjer og varme småbukser til gydernes pjaltede unger. — men — og dér lå forskellen mellem før og nu, sagde moralisterne — man gjorde ikke alt dette: gik ikke i kirke, gav ikke fedtebrød, betalte ikke skat og tiende og strikkede ikke bukser og trøjer, fordi man måtte det, drevet dertil af en indre, uimodståelig trang... Man gjorde det, fordi ens nabo gjorde det. Thi byen var lille. Gaderne snævre og smalle. man kiggede ind i hinandens Stuer. Lugtede hinandens middagsmad. Og der var jo ikke nogen som helst optænkelig grund til, at Fru Lassen ikke om tirsdagen skulle traktere med kyllingesteg og rødgrød, når Fru Heilbunth allerede havde vigtet sig med disse lækriteter om søndagen! det var lørdag, rengørings- og poleringsdag. Klokken slog syv på kirkeuret, og gadetummelen var endnu ikke begyndt. Men der lød, byen igennem, en ustandselig snakken og fnisen af tjenestepigerne, som stod i deres flagrende bomuldskjoler og holdt sig med den ene hånd i vinduesposten, medens de med den anden gned de våde brændevinsklude op og ned ad ruderne for at få dem til at skinne. — hvor bli’er lille » Thumsen « a’? råbte den lange Engeline, der filede løs på konsul Mørchs dagligstuevinduer på første sal, så at det klang som fuglekvidder. — han skal vel først ha’ rent på! brummede telefondirektørens fede Rikke oppe fra anden. Hun havde en stemme, som talte hun gennem et drænrør. Engeline hvinede af latter og måtte klamre sig til vinduesposten med begge hænder for ikke at styrte ned. — hva’ sagde e Rikke? Hva’ si’er hun? Er Rikke grinagtig? lød det rundt omkring fra. — hun si’er, at » Thummeiumsen « er ved at få ren ble på 1 — hu — i! Ha, ha, ha! Huit, huit! fnistes der i kor, og bomuldskjolerne svansede og bølgede i lattervridninger. — hø! vrængede gamle Dorthe på kvisten — grinemaskiner! sagde hun og slog to af frøken Reiersens trøstere sammen; det hørtes som hammerslag — tøsepjank! Der kom en bondevogn buldrende fra nonneporten. Hestene luntede af sted i småt trav, og kusken sad sammensunken og døsig på agebrættet og plirede med øjnene, som om han sov. Det var en brædevogn, og dens’ larmen hen over brostenene fyldte hele gaden og fik ruderne til at klirre. Et par af pigerne drejede hovederne om og råbte godmorgen. 1 det samme strøg et vindstød ned over tagene, og bomuldskjolerne løftede sig som balloner. — hæ, hæ, hæ! grinte karlen lysvågen og stak med pisken op efter engeline—læggepølse! — bondefredrik! brummede den fede Rikke gennem sit drænrør. — det ku’ han li’! Og atter lød der en fnisende latter fra alle etager. Bondemanden lo med og kneb et øje sammen op mod damerne og rumlede videre... Det var byens Hovedgade, Søndergade kaldet. husene på begge sider lignede to rækker slidte tænder; gamle og ujævne, lange og smalle, brede, korte og afstumpede spredt imellem hverandre. I en ganske lille » Tand «, et bitte enetages, trefags hus, der lå indeklemt mellem to lange naboer, som både havde anden sal og kvist, boede den omtalte » Thumsen. « Karen Thomsens lingeri- og garnhandel stod der at læse over butiksdøren. Huset var oliemalet, perlegrå! med lysebrun sokkel. Og man gik fra gaden lige ind i butikken. » Thumsen « hed Emanuel og var Karens søn. — der er han! hviskedee Engeline. Hendes hvisken lød skarp! og distinkt som en trækvind i en dørsprække. Fede Rikke bøjede sin kødbolle af et ansigt om mod gaden og nikkede: — godmorgen, hr. Thomsen i — godmorgen, hr. Thomsen! sagde også Engeline. Og: — godmorgen! Godmorgen! Godmorgen! lød rundt omkring fra. Men den lille mand dernede lod, som om han hverken så eller hørte. Han var kommen ud af butiksdøren med en vandkande og en kost og gav sig nu sindigt og omhyggeligt til at vande fortovet og den halvdel af kørebanen, som det tilkom ham at holde ren. Han vandede næsten som efter en lineal. Ikke en dråbe kom der ind på naboens eller genboens part af gaden. Og endda var Thomsen skæv i højre skulder. Da vandingen var overstået, tog han kosten og gav sig til at feje. — rundt om fra gadens døre og porte dukkede nu lidt efter lidt piger og koner frem for at gå til bageren og mælkehandleren. Og karle og unge, søvndrukne handelsbetjente tumlede skodderne fra butiksvinduerne. Solen glimtede frem over de høje træer henne i anlægget, og fra de fleste huse gaden ned sendte skorstenene deres blå morgenrøg til vejrs. — jeg kan vælteme ikke begrive, Thomsen, at di gider feje såden hver eneste dag! Det var vognmandskarlen i huset ved siden af, der var kommen ud i porten og nu stod doven lænet op mod muren og gabede og strakte sig, så at det knirkede og gav sig i alle hans ledemod. — jeg begriver det ikke! sagde han — og så skal di jo vælteme feje igen i aften, det er jo lørdag, mand!... Go’måren! tilføjede han derpå højt og indædt, da Thomsen ufortrødent vedblev med sit arbejde uden at svare. — godmorgen! sagde Thomsen høfligt, men uden at løfte hovedet. — di skulle tillægge dem et hørerør lisom frøken Reiersen! sagde karlen og forsvandt i gården, da der i det samme blev råbt på ham. — når folk snakker til dem, di pejs! sagde han. Emanuel Thomsen værdigede ham intet svar. — vogn efter vogn buldrede nu ind fra nonneporten. De fleste af dem havde et tremmebur bagi, hvori var stuvet et eller to, ja undertiden tre svin. Lørdagen var » Svinedag « dér i byen, og bønderne afleverede til slagteriet. Mangfoldige var de lyde, dyrene udstødte, når de blev vækkede af deres døs ved at rulle fra den jævne landevej ind på den toppede stenbro. — øv, øv! Åi, åi! dhii! hvinede de. Og pigerne rundt i vinduerne hvinede med og viftede ned til bønderne med deres pudseklude. — hum! murrede Emanuel, da en vogn kørte op i den velformede skarndynge, han havde fejet sammen på gaden foran huset. — kan man ikke se sig for! — sæt et stakit om! snærrede kusken tilbage. — gaden er vel for di kørende! — nu slap jeg færdig! råbte konsulens Engeline og forsvandt med et hop ind gennem vinduet. — jeg med! meldte Rikke og krøb møjsommeligt ned af karmen. Hun var så trind, at dette måtte iværksættes sidelæns. — farvel, thumsen, nikkede hun, førend hun trak ruden til. — hils » Mortensen! « Kirkeuret slog tre kvarter på otte. Alle butikker var åbnede, og der var færdsel på gaden. Man hørte døre smække op og i, og dørklokker ringe. Avisdrengene klaprede fløjtende af sted på deres træsko. Og på venstre side hele gaden ned stod solen som ild i de nypolerede ruder. » Thumsen « havde båret vandkanden og kosten bort og var nu sindig beskæftiget med at pudse messinghåndtaget på butiksdøren. Jordemoder Fredriksen kom gående forbi med posen over armen. — de er en negl, Thomsen, til at hænge i! Sagde hun og standsede. — man må jo arbejde, Fru Fredriksen; derfor er man jo sat på jorden. — da blev jeg da ved gud helst i min gode seng! — ja, man er jo lidt forskellige... Emanuel blev ufortrødent ved at gnide på låsen. — godmorgen, Fru Fredriksen! råbte overlærer Clausen ovre fra det andet fortov ( han gik morgentur ) — er storken allerede kommen, råbte han, — så tidlig på året, hi, hi, hi?... Godmorgen, Thomsen 1 — godmorgen, hr. Overlærer! — ja, sagde Fru Fredriksen — ungdommen er jo ivrig, hr. Overlærer! — hi, hi! lo overlæreren og gik videre. — det er en briljant mand! sagde jordemoderen og nikkede efter ham. — ham kan jeg li’! — måske en smule for frittalende, når man har været børneopdrager.... mente Thomsen. — å, di....! vrængede » Madammen « og daskede ud efter ham med posen. — jaja, Fru Fredriksen; men der er dog så meget urent i verden.... — di er en stivstikker, Thomsen! — man er, hvad man er, Fru Fredriksen.... — og en fejltagelse! — man forstår dem ikke.... Thomsen brugte aldrig ordet: jeg. — jo, jeg mener, at hvis der blev set rigtig efter, så var. Di vist et fruentimmer! Emanuel rødmede og bøjede sig dybt over sit arbejde. — jaja, godt ord igen! lo » Madammen « og klappede ham godmodigt på skulderen. — nå! Sagde hun så — nu må jeg hjem i visselullen! Godmorgen, Thomsen! Og hils deres mor! — småhobe af skolebørn med tornystre på ryggen eller bøgerne dinglende i remme eller tasker kom sjokkende op gennem gaden. Pigerne for sig og drengene for sig. Og når de mødte hinanden, veg pigerne altid sky til side, medens drengene så hånligt på dem. — thumsen, thummelumsen 1 sagde et par lange bengier himmelhøjt, da de passerede lingerihandelen, og satte derpå i løb af frygt for følgerne. Men den bitte Emanuel ænsede dem ikke. Han arbejdede videre, roligt og ihærdigt, som et menneske, der er sig sit mål bevidst. — lille Manuel, skal du ikke ind og ha’ din kaffe, min dreng? — man må først være færdig, mor Karen! — jaja, så drikker jeg min, sagde madam Thomsen mildt og gik fra butikken ind i bagstuen igen. — drik! sagde Emanuel. — når kommer du? — om et kvarter!.... Og først da dørlåsen skinnede som det gyldneste guld, samlede han sine pudseremedier sammen og gik ind for at nyde sin morgendrik. Idet han åbnede butiksdøren, gned en stor, gråblå kat sig kælent ind mod hans ben. — dér har man jo knors, sagde han med kælen røst, og løftede, til trods for de forskellige sager han bar i hænderne, dyret op på armen. — hvordan har man det, kissemissebarnet? — mjau—au! sagde knors og borede sin snude ind under hans arm. 1 den lille stue bag butikken sad madam Thomsen i lænestolen foran vinduet og sømmede lommetørklæder. dagslyset faldt ind mellem potteplanterne i karmen og lagde sig hen over hendes hvide hår og friske, røde kinder. Hun så så ung ud. Og hendes klare, blå øjne var milde og gode. — nu skal jeg hente kaffen, Manuel, sagde hun og rejste sig skyndsomst, så snart sønnen trådte ind. — tak, tak, mor Karen! nikkede han og satte sig i sofaen bag det ovale, tyndbenede mahognibord. der var et hvidt, fileret tæppe bredt over bordet. Og over sofaens ryg og stolenes sæder lå der hvide, hæklede » Stykker «. — nå, knors, gentog Thomsen sit spørgsmål til katten, som han. stadig holdt på armen — hvorledes har man det så? knors gned sit ansigt op ad hans ærme og gjorde forsøg på at spinde. Det var en ældgammel kat. Hårene var gået af den langs hen ad ryggen; og dens øren var forrevne og forbidte af talrige elskovskampe. Det var en hankat. Og den manglede det ene øje. — er der mus i fælden, mor? råbte Thomsen hen mod køkkendøren. — han har fået dem, lød det tilbage. — hvor mange var der? — to. Men han bryder sig jo ikke om dem. — nej! men det morer ham.... hvad kissemanden? Det morer vos at se dem og lege med dem? vedblev han og gned dyrets snude med sin hule hånd. — det morer vos? Det morer vos? Katten nøs. — nyser han? Har han taget kulde? spurgte Thomsen ømt og lagde varsomt katten hen i sofahjørnet. madam Thomsen kom ind fra køkkenet med en bakke: — værsgod, lille Manuel. Drik nu, mens den er varm. Manuel snusede kaffeduften til sig. — mor laver den bedste kaffe i Danmark! Sagde han. Den gamle smilede tilfreds og satte sig igen til sit arbejde. hver eneste morgen roste sønnen hendes kaffe. Og havde han ikke gjort det, ville hun have troet, at han var syg, eller at. der var hændet ham noget ondt. For de havde det på en måde rart nok sammen, de to; men... men... Madam Thomsen sukkede og kiggede fra øjenkrogene frygtsomt hen på » Drengen «. Knors lå nu lunt sammenrullet i sofahjørnet; og Emanuel drak velbehageligt slubrende sin kaffe. Af og til brød han en bid krumme af hvedebrødet og stak det ned for snuden af katten, der langsomt smaskede det i sig. I stuen var hyggelig lunt. Man var jo kun i slutningen af April, så der var fyret i ovnen. Og potpourri krukken oppe på hjørneskabet udsendte en krydret Duft. — nu er han da snart færdig derude! kom det pludselig fra Emanuel. Det gav et stød i den gamle: — det har di jo sagt så længe, Manuel... — det bli’er en stolt dag, når man kører ind på godset igen, mor Karen! Sønnens øjne lyste. — å, ja... Men nu er vi da ellers næsten faldet til her. — så bli’er man fri for at krybe og svanse for alle di storsnudede byfolk! — jeg synes, di er meget rare, lille Manuel. — til december termin går han. — jamen, du har jo ikke penge nok, Manuel! — di kommer, mor Karen, di kommer!... Til december termin går han. Og så....! Thomsen knipsede triumferende med fingrene. — hvoraf ved du nu det så lige... — købmand Bech! Han vil ikke længer, ser du. Fa’ers gamle ven! — å, det venskab.... — vi kunne jo ikke bli’e der dengang! — ha’de Bech villet, så.... — det var kreditforeningen. Bech sad jo med anden prioriter! — jaja, Manuel, men.... — mor Karen, sagde sønnen og vendte sig rask om mod vinduet — hvorfor by’er du en altid imod vedrørende gården! — det gør jeg ikke Manuel, men.... — men hvad? — når bare jeg vidste, det kunne gå. — er man ikke landmand! sagde den lille og kroede sig i sofaen. — er man ikke proprietærsøn! Har man ikke gået på møllegården i nitten år! — jo, jo, lille Manuel! Og når Vorherre lægger sin velsignelse til, så.... — Vorherre er med vos! sagde Thomsen afgjort. — det haren mærket mange gange, ved du! — jo, jo, du si’er jo så.... Manuel så sig om i stuen med et lysende blik: —• og alle møblerne har vi! Og man husker hvert sted, di skal stå! Men så gled der en sky over hans ansigt. — bare Mortensen lever! sagde han. — knors her er en ikke bange for, han står sig nok. Men den anden... En synes, han er blevet en skrælling på det sidste. — å nej, det er nok det samme da... — og her har di gået i femten år, vedblev Thomsen elegisk — og længtes efter gården, li’som vi andre. En har mange gange haft så ondt af dem. Og møblerne har di jo ingen glæde kunnet haft a’... Han slog ud med hånden hen mod en stor gammeldags mahogni-sekretær, der stod strålende blankpoleret nede i stuens baggrund, ved væggen ud mod køkkenet. Oven på sekretæren lå stenkiler, økser og spættede konkylier ordnede i små, sirlige hobe. — og billedet kan di ikke forstå, sådan som vi andre! » Billedet « var et maleri i grelle vandfarver, det hængte over tobaksbordet henne i hjørnet. Det forestillede en skinnende hvid bondegård med safrangult stråtag og græsgrønne vinduer og døre. En række kæmpemæssige træer med brunrøde stammer og uhyre blågrønne blade omgav bygningerne. Og til højre for indkørselen snurrede et vandhjul rundt; et » Overfaldshjul «, som en underlig tyktflydende masse styrtede ned på, brusende, sprøjtende og skummende som et niagara og med en farvetone som blåfarvet mælk. Det var møllegården, den Thomsenske familieejendom; og det var malet i den bedste mening af Karens Broder, skolelærer og kirkesanger i Græsted, og skænket hende året efter, at hun og sønnen var flyttet her til byen. Og det var genstand for en næsten religiøs dyrkelse. — Emanuel havde siddet en stund tavs og grundende. Så rejste han sig pludselig: — tak for kaffe, mor! — velbekomme, min dreng. — ja, så går man ud og gør i stand i gården. — ja, gør du det, lille Manuel. Thomsen ordnede kaffetøjet på bakken, strøg nogle krummer fra sofaen ned i sin hule hånd, ordnede lidt ved bordtæppet og gik så ud gennem køkkenet. — man tage r bakken med, sagde han. — tak, Manuel. Madam Thomsen løftede sit lille, milde ansigt fra sytøjet og så efter ham. Så rystede hun stille på hovedet og syede videre. Henne i kakkelovnen blussede brændestykkerne op. Stuen blev lunere og lunere. Og vandkedlen, som altid stod inde i kakkelovnsrummet begyndte at snurre. — go’morgen! sagde madammen pludselig højlydt og venligt og nikkede smilende bag vinduet. Det var en af byens damer, som gik forbi ude på fortovet og hilste ind. Et brændestykke henne i ovnen sprang med et brag, og nogle gnister for ud gennem trækhullet. — men gu’ dow! sagde den gamle og kiggede ængstelig derhen. Gnisterne ude på gulvet slukkedes straks. Men så mørkt var der i baggrunden af stuen, at lysskæret fra kakkelovnen spillede op over væggen og legede mellem de gamle, afblegede fotografier, som hængte dér i pyntelig orden: et stort i midten med en krans af mindre udenom. Det store havde evighedsblomster om rammen. Det var bedstefader Thomsen: en smuk, gammel mand med et prægtigt, hvidt skæg, der gik ham helt ned på brystet. Så væltede der en sort Klump for ovnens trækhul. Og portrætterne hang atter i mørke. Madam Thomsen havde ladet sytøjet hvile i sit skød og sad og stirrede frem for sig. Hun tænkte på Emanuel og hans fikse ide: herregud, nu havde hun boet her i dette rare, lille hus snart i femten år og fundet sig til rette i det og vænnet sig til det. Men Manuel tænkte jo aldrig på andet end gården derude. Aldrig var hans tanker borte fra den. Hvad han så gjorde og tog sig for, så var det gården. Det var lige knap og nap, at de kunne spise sig mæt, for at han kunne lægge penge til side. Det var ligefrem bleven sådan en galskab hos ham at få gården tilbage; og en ære! Han gik jo nok her og var så mild og ydmygelig udvendig; men indvendig der var han li’så stolt som en pave! Flittig og påpasselig det var han, det måtte hun medgi’; og renlig! næsten for renlig, synes hun; og hun var endda et fruentimmer. Og folk i byen morede sig da også over ham. Men Manuel, han gik bare sin stille vej og lod dem snakke.... Å, herregud ja, det kunne jo naturligvis.være skønt nok at komme tilbage til de gamle Stuer igen! Og møllen! Og haven! Men hvor skulle han få pengene fra? Og han kunne jo ikke passe det; han kunne ikke passe det! Så længe hun levede, kunne hun jo tage fat med og støtte og råde. Men når hun så engang faldt fra.... Okja, okja, okja, å, herregu’ ja!.... Men Manuel fik sæl råde....! Madam Thomsen tog hovedrystende fat. på sit sytøj igen; og de travle fingre gik. Trådens skuren gennem det stive lærred, kakkelovnens ensformige buldren og vandkedlens sagte nynnen dyssede efterhånden hendes tanker til ro. når af og til en vogn rumlede forbi ude på gaden, rystede ganske vist det hele hus, og stensagerne henne på sekretæren klirrede. Men det generede hende ikke nu mere, som i den første tid efter at de var flyttet til byen. Hun kiggede bare helt mekanisk ud mellem blomsterpotterne efter køretøjet. Vendte så hovedet tilbage igen og syede videre. Op af det gamle sybord, ved hvilket hun sad, steg en krydret, hengemt lugt af lavendler og tørrede roser. Og duften fra potpourrikrukken på hjørneskabet blev stærkere og stærkere, alt som varmen i stuen steg. Hendes øjenlåg faldt halvt til, og hendes hænder sank ned i hendes skød. Så skubbede hun sig tilbage i stolen og lænede nakken mod densryg: — en lille, bitte formiddagslur kunne hun ikke undvære, nej: bare lukke øjnene i to minutter... Hi, hi, hendes mand kunne heller aldrig sidde i stolen her uden at blunde... Om middagen sad han der... og om aftenen i mørkningen... Ok, jaja, ja—a det var den gang, ja.... og da han blev syg... Mon Manuel havde husket at lukke loftsvinduet... hvis det blev storm... og få hønsene ind... og ladeporten stænget... Mus, ja, to mus i fælden, ok, ja, ja... pyh, a—pyh... Madam Thomsen slumrede. — så ringede dørklokken. Der kom en kunne. Den gamle for forvildet op af stolen og gned sine øjne. — gu’! sagde hun og glattede sig hurtigt ned over kjolen og løb ud i butikken. gårdspladsen bag Karen Thomsens hus var seks alen lang og fem alen bred. På de to sider begrænsedes den af de høje nabohuse, og på den tredje af et lavt træskur med skråtag. Dette skur benyttedes til oplagssted for brændsel. Og så stod der nogle pakkasser derinde og en bunke indpakkede møbler, samt et savelad og en huggeblok. Den lave dør stod åben, og Emanuel var ivrig beskæftiget med at pinde brænde ud. Der blev lysere og lysere i gården, alt som solen hævede sig frem over det store pakhus i nabogården mod øst. Endelig nåde den op over tagrygningen og skinnede nu lys og varm lige ned i hjørnet henne ved vandposten. » Thumsen « lagde øksen fra sig på blokken og vendte sig om mod skurets baggrund. — så, Mortensen, sagde han — nu kan man da komme ud og slikke lidt solskin! og han gik hen under det lille vindue dybest inde i krogen og løftede forsigtig noget op med begge hænder og bar det ud gennem døren. Det var en hane. Den ældste hane, som nogen sinde har levet i kristenheden: skindmager, plukket og tilrakket! Dens vinger hængte den slapt ned langs siderne, og den havde kun to forpjuskede og knækkede fjer i halen. Dens ben syntes unaturlig lange. Men dens hæle var forsynet med et par vældige sporer, der bagtil krydsede hinanden som et par klinger. Uden at kny lod den sig bære over gårdspladsen og hen i hjørnet, hvor solen skinnede. — her kan Mortensen ha’ det lunt og godt! Sagde Thomsen og stillede dyret med iagttagelse af alle forsigtighedsregler ned på stenbroen — her har man sommer! Mortensen dinglede som i søgang, forinden den fik fodfæste. Men omsider stod den der. Halsen var slapt bøjet nedad og næsten skaldet. Øjnene lukkede. Den kunne ikke løfte sit hoved; og dens rynkede, brungule kam daskede mat ned til siden. Men på dens strikkepindeben sad de martialske sporer. Den lignede en eskadronchef på halvfems. — man har det nok skidt? sagde Thomsen med uendelig medynk i stemmen og strøg hanen varsomt henover den forpjuskede ryg — man er ble’en en skrædder.... Dyret vaklede under berøringen af hans hånd. Øjenlågene glippede op og i, og hovedet nikkede. Emanuel havde stukket hænderne i bukselommerne og stod en stund i dybe tanker og stirrede på sin ven. Så gjorde han resolut omkring og gik ind i skuret og tog fat på brændet. » Knors « og » Mortensen « var født ude på møllegården, kort før den gamle Thomsen døde. Og da ejendommen et par måneder efter var bleven solgt ved auktion, og Karen og sønnen flyttede ind til byen, havde Manuel taget dyrene med. Knors havde hedt knors fra fødselen af, og Mortensen havde fået sit navn efter en gammel møllerkarl, som endnu gik derude. Manuel havde grædt, som var han bleven pisket, da han rullede ud af sit barndomshjem. Og mor Karen havde siddet bleg og stille ved hans side og tysset på ham og snakket godt. Knors havde han haft på armen, og Mortensen havde kukkeluret i en lågkurv ved hans fødder. Det var nu på nær femten år siden. Og han var dengang nitten og havde aldrig nogen sinde været to dage i træk borte fra fædrenegården. — naturligvis blev han til spot og spe i købstaden, den lille, kluntede bondeknold med det runde måneansigt og de små, rødkantede griseøjne. Og så var jo tilmed hans ene skulder noget hængende, så at den højre arm, når han gik ned ad gaden, syntes betydelig længere end den venstre. — han løber sidelæns, sagde man om ham — han har kun en nyre ligesom hundene! Til at begynde med » løb « Manuel nu for øvrigt ikke meget. Han holdt sig fortrykt og forkuet inden døre. Og hans tanke kredsede og kredsede om gården derude, om møllen og haven og alt det, han og moderen havde måttet forlade. Men så en skønne nat, et årstid efter flytningen, havde han en drøm. Det vil sige, selv kaldte han det » en åbenbaring «: faderen var kommen til ham og havde sagt, at den nye ejer ville gå fallit, og to ejere til, og så ville Emanuel få hele herligheden tilbage! I drømmen var der også indvævet noget om, at den ikke ville gå i opfyldelse, om knors og Mortensen gik hen og døde, forinden de atter havde betrådt deres fødesteds jordbund. Om morgenen var Emanuel vågnet med en stor beslutning i hjertet. Han ville tjene penge! På enhver façon tjene penge; om han så skulle køre med latrinvognen gennem byens gader! Klokken var kun fem, og det var ganske mørkt endnu. Men han havde tændt sit lys og havde klædt sig på og var gået ind til mor Karen, som lå og sov. De havde hver sit lille tagkammer til soveværelse. Madam Thomsen var jo faret over ende i sengen og havde stirret vildt på sønnen: — i Jesu velsignede navn, Manuel....! Men Manuel havde rolig sat sig på stolen foran sengen med lyset mellem hænderne. — man har haft en åbenbaring! sagde han. Mo’r Karen stak i at græde: —• å herregud, at det skulle komme så vidt med dig.... Så begyndte sønnen stille og behersket at berette om sit drømmesyn; om hvad faderen havde sagt om gården, om de nye ejere og om knors og Mortensen. Den gamle sad stadig oprejst i sengen og lyttede til hans tale: — vi mennesker drømmer jo så meget, Manuel... — jamen en så far livagtig for sine øjne, mo’r Karen! Han stod nede for benenden af sengen. Og man hørte ham lukke døren, da han gik! Madam Thomsen rystede på hovedet. — jamen pengene, pengene! sagde hun — hvor skal di komme fra? — man vil erfare det! nikkede sønnen højtideligt — når far kommer igen! — gør han da det, Manuel.... — det sagde e han! — og du tror, der er no’en rimelighed i det...? — man så ham jo! sagde Emanuel med lynende, fanatiske øjne — man så ham jo, som man ser dig! Den gamle tav. Hun vovede ikke mere at sige drengen imod. Han så så » forfløjen « ud, syntes hun, dér i nattens mørke. •— samme dag skulle der være auktion i hotellets sal. De Thomsenske møbler stod derhenne mellem en hoben andre sager. Og de lyste op blandt al det meget skrammel, thi det var gode, solide mahognimøbler. Madammen var bleven tilrådet at tage dem med til byen, da man der rimeligvis kunne få mere for dem end ude på bondelandet. 1 over et år havde de stået og fyldt op i hjørner og kroge hjemme i det lille hus. Hun nænnede ikke at skille sig af med dem. Dog nu i dag klokken ti skulle de sælges. Men straks det blev lyst, gik Emanuel hen i auktionslokalet og tog møblerne tilbage. Man havde betænkt sig, sagde han, de skulle vente til en anden gang. Byen lo, morede sig og blev arrig. Og ved denne lejlighed var det, at Emanuel havde erholdt navnet » Thummelumsen «. Men et par timer efter var møblerne kørt tilbage til huset og stuvet sammen på loftet og i skuret over gården, så godt det lod sig gøre. Madam Thomsen rystede og rystede på sit hvide hoved. Men der sad i hende en mystisk skræk for natten. Og så var Manuel jo til syvende og sidst et mandfolk; og dem havde hun altid været vant til at betragte som de klogeste. — så blev butikken indrettet. — far har sagt det! sagde Emanuel. Og så turde Karen ikke kny: — han har altså våren hos dig igen, Manuel... — det hedder været, mor Karen. — ja, åja, jeg skal se og huske det.... Du har altså snakket med ham...? — ja. I nat. Der var kommet en egen striks og tilknappet mandighed over den lille Thomsen, siden han var begyndt at stå i rapport til det hinsidige. » Åbenbaringerne « Havde stivet ham af og gjort ham energisk. Han havde fået et mål. Og han arbejdede med ti hestes kraft på at nå det. Var i uafbrudt virksomhed fra morgen til aften. Han indrettede selv butikken, snedkererede og hamrede, lavede disk og hylder, malede og fejede og polerede. Og da alt var færdigt, og der var kommen gang i handelen, som Karen passede, fandt han på de tusinde ting for også selv at tjene penge. Han gav sig til at lave småsager af pap og læder, hånd kufferter, tasker og etuier, som blev udbudt i forretningen. Han forsøgte at grundlægge en eksport af brugte frimærker. Og han gik ud på landet hos bønderne og købte gamle møbler og billeder og kobber- og messingsager, som han så fiksede op og solgte til langt over det dobbelte af, hvad han selv havde betalt for det. Han skrev en udmærket smuk og læselig håndskrift og skaffede sig derved afskrivningsarbejde fra herredskontoret og et par af byens sagførere. Han ansøgte om at blive telegrafbud. Og han var endogså et par gange mødt op på byens jærnbanestation og havde tilbudt de rejsende at transportere deres bagage til hotellerne. Men denne trafik havde dog de bestaltede dragere og byens to bybude vidst at sætte en stopper for ved deres massive spottegloser og drillerier. Dog, penge skrabede han sammen. Han spinkede og sparede på alle optænkelige måder. Det var næppe, at han undte sig selv og sin moder føden. Den gamle måtte aflægge ham regnskab for hver synål, der blev solgt i butikken. Og han udbetalte husholdningspengene. I det første årstid efter indflytningen havde madammen holdt en lille skolepige til at løbe byærinder og hjælpe sig i huset. Hendes løn var to kroner om måneden og middagsmaden. Men en god dag fik hun sin afsked. Emanuel mente, at de ene to mennesker nok kunne klare sig foruden. To kroner om måneden var fireogtyve kroner om året! Ikke at tale om føden!! — og så tog han selv fat: vaskede gulv, fejede gade, polerede vinduer, hentede vand og brænde og travede byærinder mere sidelæns end nogen sinde og med den lange arm daskende ud i luften som en vinge på en mejemaskine. folk lo naturligvis. Og han lod dem le. — vent, til man kommer ud på gården! Sagde han og kneb sine små griseøjne sammen på en mystisk-underfundig måde — så bli’er det min tur! Thi det var jo det, der bar ham oppe og gjorde ham næsten ufølsom for byens latter og øgenavne: det, at han nærede en fuld og fast overbevisning om, at den dag ville komme, da han skulle drage med pomp og sejr tilbage til sin fædrene ejendom. Men dette motiv til sin flid og hele sin gøren og laden holdt han omhyggelig skjult for alle undtagen for mor Karen. Og for at ingen skulle ane, at han i tidens løb virkelig sparede sig en temmelig stor kapital sammen, anbragte han sine penge i en bank i hovedstaden. Men så snedig var han, at han stadig havde nogle hundrede kroner stående i byens sparekasse. Og, for at holde skinnet vedlige, tog han snart en ti—tyve kroner ud og satte snart en ti —tyve kroner ind, når skatterne skulle betales, eller når han havde gjort en handel, der rygtedes. Han var ikke for intet runden af bondeæt; og folk måtte jo være klare over, at han og moderen tjente mere, end de forbrugte. men ikke engang madam Thomsen anede hvor meget. Manuel var færdig med sin brændehuggen for i dag. Han stillede pindene op langs skurets trævæg, fejede huggeblokken og gulvet rent for spåner, og hængte øksen op på dens to søm i vægstolpen. Så så han sig et øjeblik mønstrende om, fandt alt i orden og gik ud i gården. Solen var ved at forsvinde bag det høje nabohus. Der faldt vel endnu en stribe lys ned i hjørnet henne ved muren. Men den var smal og mager. Hanen sad slap og sløv og gammel i sin krog ved posten med hængende vinger og hovedet bøjet mod jorden. Den havde ikke rørt sig af pletten, siden den var bleven plantet der. — nå, lille Mortensen, sagde Thomsen og gik hen til den — nu er der ikke mere sol for i dag. Nu er det nok bedst, man kommer ind i sin lille rede. Og han tog igen dyret forsigtig mellem sine hænder og bar det ind i skuret i det bageste hjørne under vinduet. Der var et lag sand på gulvet og derover var bredt halm og dun og visne blade. Og oppe på væggen var der anbragt en pind vel i en halv alens højde. Men det var fem år siden, Mortensen havde kunnet sidde på den. Og førstkommende 27. Maj var det akkurat tre år siden, han sidst havde galet. der skulle være møde i foreningen » De danske ædedolke «. Omtrent midt i Søndergade, på hjørnet af Maren smeds gyde, lå hotel » Stadt gammelkøbing «. Der holdt foreningen sine møder i en mindre sal i stueetagen ud mod gyden. Der holdtes fire årlige møder, tre om vinteren og et om sommeren. Dette var årets sidste vintermøde. Kontingentet var to og tyve kroner kuverten; og man lagde for med tre stive lysholmere. Forplejningen havde ellers ved foreningens stiftelse været blot og bar national; deraf navnet. Men da gamle redaktør Heilbunth i fjor blev valgt til formand, fik han den pågældende paragraf ændret derhen, at drikkevarerne i det mindste kunne være internationale, om stemmeflerhed opnåedes. Og den opnåedes øjeblikkelig med alle stemmer. Det var ligeledes Heilbunth, der hav

1875_KofoedHansen_Livslaenker

Hans

Livslænker

Kofoed-Hansen

KofoedHansen

Livslaenker

male

1875_KofoedHansen_Livslaenker.pdf

Hans Peter

Kofoed-Hansen

Jean Pierre

dk

Livslænker

En Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første afdeling. Første kapitel. Det var en sildig eftermiddag i december 183 * at jeg i Paris vandrede langs ad gaden st. Honoré. Jeg kom fra at have bivånet en vanflelig operation, som en af stadens berømteste læger havde foretaget, og ilede nu, for over en af seinebroerne at komme over til quartier latin, hvor jeg boede. Det havde været et langt og dejligt efterår; nu var efter et par ugers tåge og regn kulde indtrådt. En bidende vind fusede mig i møde og slog, da jeg kom til palais ropal, så voldsomt imod mig, som om den med et ville standse min hurtige gang. Jeg trak kappen tæt sammen om mig, arbejdede mig trodsigt fremad og begyndte at anstille betragtninger over, at man på denne årstid i Paris ligeså godt, som når man vandrer ad bredgaden i København, kan trænge til velfodret vintertøj. Da faldt det mig ind, at jeg jo tamme aften skulle i selskab, stort selskab hos den svenske konsul og manglede et meget væsentligt requisit dertil, nemlig handsker. Jeg takkede nu blæsten, der i rette tid havde mindet mig om, at jeg ikke uden videre turde fortsætte vejen til min bopæl, og da jeg få skridt fra mig så en stor oplyst boutik, der syntes mig også at måtte indeholde hvad jeg i dette tilfælde savnede, gik jeg derind. Der var for øjeblikket flere købere end betjente til at tilfredsstille dem, og jeg måtte vente. Medens jeg stod ved det lange bord, lod jeg mine øjne løbe omkring i den pragtfuldt udstyrede boutik og mønstrede omsider de personer, der vare mig nærmest, da mit blik fængsledes af en dame, der stod et par alen fra mig, og hvis udseende i høj grad vakte min opmærksomhed. Et marmorblegt, ovalt ansigt; det så ud, som kunne gravluften have berøvet det farven, og de fine, regelmæssige træks bleghed fremhævedes endnu mere ved et par store sorte øjne, over hvilke et par fine, mørke bryn hvælvede sig. Hun vendte øjnene imod mig; hvilket blik lå der i disse øjne, det var som skuede de ud fra en anden verden og ville på en gang trænge igennem min sjæl. Og dog var det kun et flygtigt blik, hun tilkastede mig; thi formodentlig ubehagelig berørt ved mit ansigts overraskede og forskende udtryk, vendte hun sit hoved og så til den modsatte side. Hvad mødte der hendes blik? Som truffen i sin sjæls inderste for hun et skridt tilbage, så at hun næsten berørte mig, og jeg fornemmede den skælven, der gik igennem hendes flanke skikkelse. Og nu blev jeg vaer, idet jeg fulgte hendes bliks sandsynlige retning, hvad der havde rystet hende. Et par skridt foran hende stod en elegant-klædt herre, der syntes endnu mere greben end hun; en høj, kraftigt bygget mand, vel omtrent nogle og tredive år kunne han synes at være, der stirrede på hende med et ubeskriveligt udtryk af forfærdelse. Handelsbetjenten, der havde været beskæftiget netop med ham, betragtede ham forundret og, efter i et par sekunder at have ventet på hans bestemmelser og ordre, vendte han sig til andre af de tilstedeværende overbevist om, at han foreløbigt måtte opgives. Hårene rejste sig synligt på hans hoved, idet han gjorde et skridt fremad mod damen og tvang et „ Madame “ frem over læberne med en røst, der vidnede om stormen i hans indre. Det lod til, som om damen havde genvundet sin fatning; hun lagde den fine hånd, som hun havde blottet for den hvide handske — thi hvid var hendes dragt fra top til tå på den lillafarvede kåbe nær, der gratiøst hang hende om skuldrene —- på disken som for at støtte sig, og med et sagte afværgende „ Monsienr “ vendte hun sig til den betjent, der just præsenterede sig for hende, for at afgøre sine affairer. Herren forstod derimod ikke at fatte sig; han slog sig for panden og for ud af døren, som han klirrende slog i efter sig, medens jeg, der netop ville til at udrette mit ærinde derinde, på en gang måtte anvende al anstrengelse for ikke at tabe ligevægten, idet en skikkelse styrtede hen over mig. Det var damen, der besvimede, og jeg fik netop tid til at fatte mig og udstrække min venstre arm for at modtage hende, inden hun styrtede om på gulvet. Der blev nu levende omkring mig; alle samledes om damen og mig for at hjælpe eller for at se og tilfredsstille nysgerrigheden. Understøttet af to af boutikens personale bar jeg den afmægtige ind i et sideværelse, hvor hun blev lagt på en sofa, og da jeg kundgjorde mig som læge, blev hovedomsorgen for hende straks overdragen mig, medens en tilkaldt pige og en tilbageblivende commis stillede sig til min disposition ventende mine anordninger. Jeg bad den første at bringe nogle stærktlugtende esfentser samt vand og bad kommisen at sørge for en vogn, da damen, så snart hun vågnede, upåtvivlelig ville forlange at føres hjem, medmindre man måtte bringe hende til et hospital. Således blev jeg nogle øjeblikke alene med den ubekendte og betragtede hende tavs og med opmærksomhed, medens larmen af kommende og gående, spørgsmål og svar angående køb og salg lød fra boutiken ind i det halvtoplyste rum, hvor døden et øjeblik havde taget livet i sin favn. Jeg holdt hendes kolde hånd indeni min, lagde derpå min hånd på hendes hjertekule, søgte af give henoe den bedste stilling som muligt var, holdl længe mine hænder om hendes håndledde, og gav mig derpå, da pigen syntes mig af tøve noget længe, til af løse af hendes dragt hvad der lod sig gøre for den, der ikke ville trænge ind i dame-klædningens mysterium. Jeg aftog hendes hat og ville stryge hende tindingerne, da jeg på en gang måtte studse ved farven af hendes hår, der i rige, tykke fletninger lå om baghovedet; det var sølvhvidt. Var denne farve naturlig, eller hvad havde bleget denne hårfylde? Sorgen eller skrækken? Thi således skal det jo kunne ske. Pigen indfandt sig endelig igen. Jeg lod hende foretage de nødvendige forholdsregler ved Damms påklædning for af gøre åndedrættet fuldkomment frit, når det skulle vende tilbage, og forsøgte derpå ved anvendelsen af de midler, der nu stod til min rådighed, af bringe hende tillive, men det var længe forgjævæs. Jeg stod omsider halvt tvivlrådig og betragtede hende og fordybede mig i de regelmæssigt skønne lineamenter, der lå stivnede i dødssøvnen, da gik pludseligt en skælven gennem hendes legeme, og et øjeblik efter slog hun øjnene vidt op, stirrede frem for sig og gjorde med hænderne en krampagtig bevægælse, som om hun ville afværge noget. Jeg begyndte af tiltale hende; men næppe var et par ord gået over mine læber, før hun faldt hen igen, lukkede øjnene og lå som før aldeles livløs; kun havde hendes ansigt antaget et udtryk, der uvilkårlig greb mig med dyb smerte, så uendelig en rædsel vidnede det om. Således stod jeg atter for gåden, der så uventet havde stillet sig for mig, og tænkte et øjeblik, om ikke dog alligevel døden ville afløse besvimelsen, og skinnet blive til virkelighed. Da vågnede hun atter og slog på ny øjnene op med et halvkvalt skrig, og jeg vidste nu, at livet denne gang nok skulle sejre. Det varede heller ikke længe, før jeg havde hende så vidt, at hendes fatning begyndte at vende tilbage. Hun så spørgende på sine omgivelser og navnlig på mig, og, da jeg havde givet hende en kort forklaring over, hvor hun var og hvad der var sket, holdt hun et par sekunder hånden for den høje ædeltformede pande, så derpå op på mig og bad mig skaffe hende en vogn. „ Den vil udentvivl ret straks være her, “ svarede jeg. „ Jeg har alt i det samme øjeblik, de blev lagt herind, sendt bud efter en. “ Virkelig åbnede også i det samme den afsendte handelsbetjent døren og sagde, at vognen holdt for porten. „ Imidlertid, “ sagde jeg, „ er de vist ikke stærk nok til straks at komme bort. Det vil være bedst, at de bliver endnu en halv times tid. Jeg vil gå ud og gøre aftale med kusken, at han venter eller kommer igen. “ Hun svarede ikke og havde endogså igen lukket øjnene. Jeg antog dette for et sikkert kendetegn på, at jeg havde ret, og at hun samtykkede. Jeg ilede altså ud. Men da jeg atter kom tilbage, sad damen oprejst i sofaen, og pigen var i begreb med at ordne hendes påklædning igen. Hun udbrød straks, da hun så mig, med hastig, men svag stemme: „ O, stands kusken, hvis han vil køre. Jeg må bort. Jeg føler mig stærk nok. “ Jeg for altså atter ud og fik endnu kusken råbt an og kaldt tilbage. Ved min genkomst tilbød jeg den ubekendte, idet jeg fremstillede mig som læge, at ledsage hende og yde hende min understøttelse, men hun afslog det med bestemthed. „ Vil de blot låne mig deres arm, “ svarede hun, „ indtil jeg kommer til vogndøren. Den behøver jeg. Pigen følger mig på vej. Dem takker jeg for deres omhu; ja, jeg takker dem af ganske hjerte. “ Hun modtog altså min arm og fulgte mig med svag og vaklende gang ud igennem boutiken, hvor nysgerrige øjne atter betragtede os. Ned ad trappen måtte jeg halvt bære hende. Medens hun således hvilede op til mig, bad jeg hende om tilladelse til at turde besøge hende den næste eller en af de følgende dage for at forvisse mig om hendes befindende. „ Det kunne synes utaknemmeligt, “ svarede hun, „ at jeg må afslå en for lægen få naturlig anmodning, men jeg kan ikke tilstede det. De kan for øvrigt være ubekymret hvad mig angår. Sig mig imidlertid deres adresse, så skal de måske i morgen eller om et par dage få en meddelelse fra mig. Men lov at forlade mig, når de har bragt mig i vognen. “ „ Tillader de ikke, at jeg opgiver kusken, hvor han skal bringe dem hen? “ „ Det er alt sket, “ svarede hun, idet jeg hjalp hende ind i vognen, hvor jeg så pigen allerede sidde. „ Jeg takker dem endnu engang ret hjerteligt. “ Hun trak vogndøren til, og kusken kørte til med en hurtighed, der tydeligt nok var bleven ham påbudt og snart bragte mig vognen afsyne. Jeg stod et øjeblik endnu på gaden i dybe tanker over det passerede, indtil et noget ublidt stød af en forbigående vakte mig og mindede mig om, at jeg der ikke havde noget blivende sted. Lykkeligvis erindrede jeg dog, at jeg jo endnu slet ikke havde fået de nødvendige handsker, og gik atter ind i boutiken, tillige i det håb at kunne erholde en eller anden oplysning om damen, der i så høj grad havde vakt min interesse og, hvorfor skulle jeg nægte det, min nysgerrighed. Men det hele svar, jeg på min forespørgsel erholdt, var det: „ vi have aldrig her set hende før, min herre. “ Sildigt begav jeg mig hen i selskabet hos consulen, hvor jeg forefandt en stor forsamling af herrer og damer. Alt hvad der af fornemhed og elegance fra de tre nordiske riger var i Paris, befandt sig, foruden enkelte franske, i de glimrende oplyste saloner. Opfyldl af det, der nylig var mødt mig, og bestandig ligesom forfulgt af den ubekendte dames billede, bevægæde jeg mig tavs og ensom i den pragtfulde vrimmel. Det varede længe, før jeg kunne fatte mig på at deltage i selskabeligheden eller vise opmærksomhed for noget som helst. Jeg var endog nærved at begive mig bort igen i stilhed, da der pludseligt begyndte at musiceres i et af de tilstødende værelser, og tonerne trak mig efter sig. Jeg gik derind, og efter at jeg nogle minuter havde vugget min sjæl på melodierne, vandt jeg virkelig min ligevægt og mit humeur igen, og da musiken endelig forstummede, gemte jeg tankerne om mit eventyr til beleiligere tider, søgte og fandt bekendte og konverserede til højre og venstre. Det var allerede mod enden af soiréen, selskabet begyndte at fortynde sig lidt; jeg stod og talte med en attaché ved den svenske legation, da mit øje i den anden ende af salen traf på en mand, jeg øjeblikkelig mente at have set før, dog uden at kende ham. Og rigtigt, da jeg havde nærmet mig lidt og betragtet ham nøjere, genkendte jeg den herre, der i hin boutik, hvor jeg havde truffet min ubekendte dame, netop syntes at have været årsagen til hendes forfærdelse og afmagt ved sin fremtræden og sit henkastede ord, og selv at have modtaget et ikke ringere indtryk ved synet af hende. Hastigt trådte jeg tilbage og spurgte attachéen, med hvem jeg nys havde talt, om han kendte denne herre, som just blev tiltalt af en ældre dame og så ud til at svare hende temmelig adspredt. „ Vist gør jeg det, “ svarede han straks. „ Det er friherre gyllensværd. Han har godser i småland og har et årstid opholdt sig her. Himlen må vide, hvad der egentlig går af ham i aften. Om han har set sin ahnherres genfærd eller måske en af sine første gemalinders ditto. Når man taler til ham, svarer han slet ikke eller taler om ganske andre ting end spørgsmålet var om. For en halv time siden for han imod den tykke etatsrådinde, som om hun var et luftvæsen, han tænkte at gå midt igennem. Det er ikke mere end en måned siden han holdt bryllup med en dejlig pariserinde, en rig bankiers datter. Skulle han allerede have erfaret, at en franst dame ikke er at spøge med for en tungblodet nordbo? Se, vil de nu se, hvor han tager afsted. Han er åbenbart besat eller forfulgt af spøgelser; hvis han da ellers ikke er drukken. “ Og virkelig gebærdede friherren sig højst besynderligt. Han gjorde nogle skridt baglænds, vendte sig hastigt og for i tre, fire sæt ud af salondøren, hvor han nær havde overrendt en dame, der kom ham i møde og hvis mon àion! standsede ham pludseligt, så han stod stiv som en stok. Damen var ung og smuk, det var nemlig ingen anden end hans gemalinde. Hun tog hans arm, som han mekanisk frembød. Han kom i anstændigere gang og skridt, og de gik sammen mod udgangen. Kort efter forlod også jeg selskabet. andet kapitel. Jeg havde modtaget et indtryk, jeg ikke kunne forvinde. Der er ord, som en gang hørte, ikke kunne glemmes, mindre endog på grund af deres egentlige indhold, end fordi de under henvendelsen blev ledsagede af miner og givne i en tone, der gravede dem ind i hjertet. Der stå de og kunne ikke udslettes, og hjertet bløder, så ofte de igen erindres. Der er øjne, som idelig komme igen for fantasien, når man engang så ind i dem, fordi det blik, der sendtes fra dem, udgik fra dybet af en sjæl, der gemte et andet indhold end de almindelige sjæle, en løndom, der gjorde besidderen til en fremmed i verden. Den kunne ikke deles med noget menneske, fordi den fortalt og meddelt dog ikke kunne afgive noget bånd mellem fortælleren og modtageren, men snarere blev en skranke, der holdt dem ude fra hinanden, thi den gav livsbetingelser, som ingen kan stille sig under, uden den, hvem livet selv har påtvunget dem. Og alligevel længes man bestandigt efter på ny at skue ind i disse øjne for om muligt at løse gåden, de tale om. Deres blik frister med hemmelighedens trylleri. Selv den egenkærlige har en fornemmelse af det betydningsfulde i at tilegne sig en menneskesjæl ved at blive delagtig i dens indhold, af det herlige i at erholde meddelelser fra en personlighed, der af skæbnen er sænket ned i de dybder af tilværelsen, hvor livets gåde vistnok ikke løses, men hvor sjælen finder sig selv lige overfor universets ånd i søgen efter sin grund og fatter, at til dens væsen hører en uafviselig begæring, spørgsmålet om det ord, der forklarer liv og død, tid og evighed. Således havde et par store, mørke øjne set på mig som op af jammerens dyb, og jeg kunne ikke glemme dette blik. Når jeg længtes efter, ja pønsede på at møde det igen, var det ikke i nogen som helst følelse, der kunne ligne en begyndende kærlighed. I denne henseende var jeg fuldkommen klar; således havde damen slet ikke berørt mig. Det var snarere en uendelig medlidenhed, der havde grebet mig, en medfølelse, som den kun sjældent bemægtiger sig en sjæl, især en sådan, der endnu er ung i livet og mest tilbøjelig til at se det fra den lyse side og færdes på dets overflade. En berømt forfatter — jeg tror Goethe — skal have sagt, at ethvert menneske har det forborgne i sit væsen, et lønligt punkt, der ville gøre ham hadet af enhver, der kunne se det. Der kan være noget sandt deri, en skæv sandhed som i så mange andre tilsyneladende dybsindige sigelser. Hint lønlige er egoismens brændpunkt, der findes i ethvert menneskeligt væsen. Det modsatte kan imidlertid siges med ligeså stor gyldighed, at nemlig ethvert menneske har i sit indre en region; når man kan skue ham ind i den — mange have end ikke hos sig selv set eller fundet den — eller når han ud fra den kan sende sit blik, så må man truffen af det elske ham, ja til døden elske ham og kan ingensinde glemme hint blik. Elffe ham, ikke med den kærlighed just, der forbinder mand og kvinde, men med den, der knytter himlen til jorden. Og dette lønlige, der således ligger i menneskets væsen, er angestm for tilværelsens kræfter og længslen efter samfund med den magt, der kan tvinge dem, den barmhjertige almagt. Imidlertid, jeg havde jo en meddelelse fra hende at vente, og det trøstede mig. Måske, tænkte jeg i ungdommelig forfængelighed, ønsker hun dog efter nærmere overvejelse at gøre dit nærmere bekendtskab; det kunne jo også være, at hun trængte til hjælp af en læge, hvorfor da ikke af dig så godt som af enhver anden? Alligevel gik jeg dog anden dageu efter igen til boutiken i rue st. Honoré og søgte at så pigen i tale, der havde ledsaget hende derfra, hvilket også lykkedes mig. Men de oplysninger, jeg erholdt her, skulle ikke tjene til at lede mig på noget spor. På boulevard des Italiens havde damen pludseligt givet kusken ordre til at holde, havde trykket ham et femfrancsstykke i hånden og befalet ham straks at køre videre, hvorhen han selv ville. Hun var derpå forsvunden i en af sidegaderne, og pigen kunne ikke engang med sikkerhed angive hvilken. Efter dette forfængelige forsøg tog jeg altså den såre naturlige beslutning at slå mig til ro, så godt jeg formåede. Lod hun ikke selv høre fra sig, ville jeg forgæves søge hende mellem den million mennesker, Paris indesluttet men tredje dagen efter modtog jeg virkelig en billet med en lille pakke. Den lå på mit bord, da jeg om aftenen kom hjem, og var et par timer forud bleven bragt af en commis-fionær, der ikke havde gjort rede for, fra hvem den hidrørte. Billettens indhold var følgende: „ Min herre. Jeg befinder mig nu fuldkommen vel. Ikke som lægehonorar, kun som erindring om en ubekendt ulykkelig, hvem de i en forvikling, der kunne være bleven hende skæbnesvanger, vifte en ædel deltagelse, beder jeg dem modtage og bevare det medfølgende. De tør ikke søge efter mig. Seer de mig nogensinde, så sig til dem selv, at de så mig aldrig før. Levvel! “ Således lød billetten, der kun var undertegnet med et l. Hvad der fulgte med og lå i pakken var et lille guldsmykke, et kors af zirligt gammeldags arbejde, i hvis midte strålede en Rubin. Det bar spor af, at der nede ved foden havde stået et par bogstaver, men de vare i al fald omhyggeligt bortfjernede. Jeg gemte korset og sad en times tid nedsunken i tanker eller rettere sagt i den tankeløse tilstand, man så let falder hen i, når noget, der stærkt har beskæftiget sindet med forventning og formodninger, endelig må opgives, fordi forventningerne pludseligt afskæres, og formodningerne ikke føre til noget. Jeg havde ikke blot tabt sporet af min ubekendte, men endog erholdt en slags forpligtelse til ikke at søge det. Et øjeblik tænkte jeg på, ved hjælp af den svenske attachée at vinde friherre gyllensværds bekendtskab, thi han måtte dog have eller have haft en eller anden berørelse med damen og upåtvivleligt vide noget om hende. Imidlertid forkastede jeg straks denne tanke som uværdig og tåbelig, inden den endnu var bleven til forsæt. Jeg gik i seng, lå i urolige drømme og vågnede sildigt; men efter at være vel vågnet og have set dogen og fremtiden under øjnene på ny, beslultede jeg fast og bestemt at modtage både dagen og fremtiden, som om det, de nærmest forløbne dage dulgle, ikke i mindste måde kom dem ved. og dette forsæt blev jeg tro, men havde dog en kamp at bestå for at fastholde det. Thi nogle dage efter, da jeg spadserede på boulevarderne, seer jeg attachéen komme mig i møde og fordoble sine skridt, så snart han så mig. „ Har de hørt det? “ spurgte han, efter at vi havde hilset hinanden. „ Hvilket, “ sagde jeg. „ Er det virkelig sandt, at der er gæring blandt befolkningen, og at man snart kan vente et udbrud fra dybet, som jeg i går hørte nogle påståe? Man mener, at den hele tilstand kan ikke holde sig længe. “ „ Derom ved jeg intet, “ svarede han. „ Troligt nok for øvrigt. Hvorlænge kunne vel pariserne forholde sig rolige. Revolution hører til deres daglige brød som det synes. Nej, men hvad jeg ville fortælle dem, såfremt de ikke har hørt det, og ingen kan da fortælle det som jeg —. Ved de, at friherre gyllensværd har skudt sig? De erindrer nok ham, jeg viste dem forleden på soiréen hos consulen, og som den aften bar sig så forunderligt ad. “ Det for igennem mig ved erindringen om det første syn, jeg af ham havde haft. „ Hvorfor, “ spurgte jeg hastigt. „ Ved man grunden? “ „ O, hvad grunden angår, “ gentog attachéen, „ så snakkes der som sædvanligt både om det ene og det andet. Forsåvidt kan der være grunde nok, når man har levet som han i de sidste år, og man så med halvt derangerede affairer går hen og gifter sig med en ung og fyrig pariserinde, formodentlig oven i købet i den tanke, at svigerfaderen straks skal dække underbalancen og stoppe alle huller, for at man så igen kan begynde forfra. Hvad ved jeg, om det forøvrigt forholder sig som der tales. Sagen var i og for sig klar nok; han var gal. Tænk dem, i går gør jeg ham et besøg for at se til ham, tildeels også i ligefrem sendelse fra vor gesandt, der ønskede at vide, hvorvidt der fra hans side burde tages forholdsregler. Som de fleste vanvittige mennesker gerne have et eller andet bestemt, der forvirrer deres tænkning og blander sig i alt, hvad de tænke og tale, således syntes forholdet mellem liv og død på en gang at være bleven uklart og af særegen betydning for friherren; thi derom snakkede han ideligt og påstod så, at der ikke var den forskel mellem liv og død, som man i almindelighed forestillede sig; at det flet ikke var sagt, at et menneske ikke levede, fordi han var død, og om han end stod som lyslevende for os, kunne han dog meget godt være død. Jeg havde siddet og talt med ham et qvarterstid, og han havde talt ganske ordentligt og fornuftigt, så at jeg allerede antog talen om hans forrykthed for tom snak, da han uheldigvis ved en yttring af mig om en nylig afdød, der var en fælles bekendt af os, kommer ind på sin fikse ide og gentager den paradoks, jeg nu nævnede dem. Jeg søgte at berolige ham med den bemærkning, at vistnok var døden ikke enden på menneskets tilværelse, da livet jo fortsættes hinsides graven, som vi alle vide. Da blev han vild og for op. „ „ Detersletikkemeningen, “ “ udbrød han, idet øjnene rullede ham i hovedet. Nej, således som jeg siger dem, hr attachée, det er flet ikke sagt, at et menneske ikke lever, fordi han er død, og fordi han står lyslevende iblandt os, kan han dog gerne være død. Intet går over erfaring, “ udbrød han og greb en pistol, der hang på væggen — uforsvarligt, at man ikke i tide havde fjernet hans våben — „ jeg skal bevise det på dem selv. Jeg skal jage dem denne kugle igennem hovedet, og de skal ligegodt i aften kunne danse på mabille. “ “ „ Jeg har nu for øvrigt aldrig været på mabille og kommer ikke slige steder, forsikrer jeg dem på ære, “ tilføjede jeg. „ Da han nu formodentlig mærkede, at jeg blev ubehageligt berørt ved hans optræden, og tog det for ængsfelfe hos mig, skønt det aldeles ikke faldt mig ind, at pistolen kunne være ladt, så vedblev han: „ „ imidlertid, jeg seer, at de frygter, uagtet de kunne være ganske rolig; jeg vil da levere dem beviset på mig selv, “ “ og i det samme sætter han pistolen til tindingen, trykker as og styrter livløs om for mine fødder. De kan tænke dem forvirringen og elendigheden, der fulgte efter denne skrækkelige begivenhed. “ Som ved så mange vanvidsphænomener blandede også her noget komisk sig således ind i det tragiske, at jeg under beretningen havde nød med at klare mine følelser og fastholde alvoren. Thi komisk var det mig nnægteligt at tænke mig den sælsomme situation, hvori den noget pedantiske attachée havde befundet sig under den øienfynlige fare for at blive benyttet til et eksperiment for at godtgøre rigtigheden af en vanvittigs paradokser. Hvad der imidlertid snart forjog enhver anden tanke hos mig var forestillingen om den forbindelse, hvori den ulykkelige mands gerning åbenbart syntes at måtte stå med hint hans møde i boutiken med den marmorblege skønhed, min mystiske ubekendte, hvortil jeg havde været vidne. Jeg vogtede mig nu vel for at gøre attachéen meddelelser i denne henseende, og efter nogle halvt deltagende, halvt ligegyldige bemærkninger og spørgsmål, stilkes jeg fra ham og fortsatte min vej i tanker over det, jeg havde villet begrave i mit inderste for at overgive det til glemsel, og det, jeg nu havde hørt. Døren var bleven åbnet for mig til allehånde formodninger og gerninger, af hvilke alle vare lige mulige og lige uvisfe. Jeg indså dog snart, at jeg ligeså godt kunne opgive at anstille betragtninger derover, da jeg ingen vej ville komme dermed, hvis ikke tilfældet eller styrelsen ville give mig ariadnetråden i hånden. Og, sagde jeg til mig selv, er det noget, der overhovedet let kan hænde i livet, at man bliver berørt af to begivenheder eller hændelser, der synes at stå i et bestemt forhold til hinanden, uden at man dog er i stand til at komme efter dette forholds natur, hvor meget lettere kan ikke dette vederfares en rejsende, der kun midlertidigt opholder sig på et sted, og rimeligvis netop er langt borte, når muligheden åbner sig for at kunne kombinere det oplevede og komme efter sammenhængen deri. Vel havde jeg endnu efter sandsynlighed et længere ophold i Paris for mig, men der var alligevel ikke nogen som helst udsigt til, at hin mulighed i det tidsrum ville indtræde. Af damen havde jeg i al fald tabt ethvert spor. Tredie kapitel. Tiden gik for mig under studium og deltagelse i de mangfoldige glæder og adspredelser, som livet i Paris, dette centrum for alverdens herligheder og nydelser, kan frembyde. Efterhånden var erindringen om det lille eventyr, jeg i december havde oplevet, bleven mattere, ihvorvel det den første månedstid stærkt havde beskæftiget min fantasi, og den blege, lidende skikkelse, som jeg nogle øjeblikke havde måttet ofre min omhu, og som i forbindelse med det straks efter indtrufne i så høj grad havde taget mine tanker i beslag, endnu undertiden kunne træde frem fra min sjæls baggrund, fornye mit ønske om at læsæ dens løndom og kende de begivenheder, der havde prægæt den. Hvad var det, der i blikket fra disse sorte øjne, som havde skuet på mig som ud af en navnløs Jammers dyb, havde grebet mig så mægtigt? Således måtte jeg oftere uvilkårligt spørge mig selv, når i en eller anden ensom aftentime min erindring fremkaldle hendes billede. Lægen har mange sådanne syner, der sjældent eller aldrig fremstille sig for andre. Jeg havde teet så mange forskellige blik og stumme tilkendegivelser gennem øjets spejl komme mig i møde fra sygesengen, set blik, der forrådte, at sjælen under kampen mod legemets lidelser endnu havde sin egen lønlige strid at udkæmpe; jeg havde set livet blusse op gennem øjet som en vild flamme en kort stund, før øjet selv bristede og blev som en lukket dør for hvad der endnu led og stred derinde, men i blikket fra hine øjne var alligevel noget, der syntes mig forskelligt fra alt og havde fristet mig med længsel efter at læse i den sjæl, der talte om sin gåde igennem dem, som man stående ved bredden af de mørke skovsøer, der sædvanligt i folkeforestillingen gælde for bundløse, kan gribes af begærlighed efter at måle deres dybde og kende dybets væsen. foråret viftede med lune vinde og vakte længsler hos den mellem murene indesluttede efter naturens fornyede herligheder, og forventninger om andre glæder og nydelser end vinteren kan frembyde. Da var det mod slutningen af marts, at jeg en aften gik hen ad boulevarderne. Det var i tusmørket og lysene begyndte at blive tændte; denne aften noget senere end ellers sædvanligt. Jeg gik i tanker om det fjerne hjem; thi målet for min gang var netop at træffe en landsmand, som dagen efter ville rejse hjem. Vi skulle så sammen begive os hen til en restauration, hvor vi i forening med nogle venner og bekendte ville højtideligholde afskeden. Således var planen, der dog for mit vedkommende blev udført. På en gang hørte jeg en vild larm noget forud for mig og stod stille for at lytte efter. Det var kendeligt en. Masse mennesker, der stormede afsted under råb og hujen, og, som det forekom mig, klirrede våben gennem bulderet. Sligt hørte i den periode nu ikke just til det såre sjeldne i Paris. Livet havde efter revolutionen endnu ikke ret sat sig i ligevægt. Opløb, der sigtede til at fornye omvæltningen og føre den til yderligheder, indtraf et par gange under mit ophold i Paris. Et øjeblik stod jeg således i uvished om, hvorvidt jeg kunne fortsætte min vej, og uden at kunne bestemme, om larmen fjernede sig eller kom nærmere, indtil den tabte sig næsten ligeså pludseligt, som den var opstået. Jeg sluttede, at opløbet havde krydset boulevarden og var stormet ind i en af de tilslødende gader, hvorfor jeg ilede fremad. Jeg var således kommen til boulevard des Italiens, da min fod stødte på en genstand, over hvilken jeg var ligeved at styrte. Da jeg så nærmere til, fandt jeg en ^kvindeskikkelse liggende tværtover trottoiret livløs eller afmægtig; jeg formodede straks det første, thi det forekom mig, som om ansigtet var overløbet med blod. Imidlertid ville jeg dog forvisse mig derom, løftede hende op og halvt bar, halvt flæbte hende hen til en lygte, hvor jeg ved nøjere at ville undersøge, hvor hun kunne være såret, til min usigelige overraskelse fandt, at ansigtstrækkene ikke vare mig ubekendte. De vare alt for dybt indprægede i min erindring, til at jeg længe kunne tvivle om, at jeg havde genfundet min hvide, gådefulde skønhed fra december. Inderlig bevæget knælede jeg ned ved siden af hende, løftede hende halvt op og stræbte at komme til vished om, hvorvidt der var sandsynlighed for, at, hun atter ville komme tillive. Såret, så jeg snart, kunne næppe være meget farligt, en stærk contusion ovenfor tindingen, der havde sønderrevet huden, men dog ikke syntes at være trængt synderlig dybt ind. Rimeligvis var det opstået, idet hun faldt, ved at hun med hovedet var tørnet mod en eller anden genstand, skønt der, hvor hun havde ligget, ikke fandtes nogen fådan uden de flade ovadersfene. Men det syntes, som om en folkeskare var faren hen over hende, thi der var spor af fodtrin på hendes klæder. Rådvild skuede jeg omkring mig for at sinde hjælp til at bringe den ulykkelige bort og hen til et sted, hvor jeg kunne yde hende min omsorg, om det skulle være muligt at kalde hende tillive. Der var forunderligt stille og øde på boulevarden, hvor ellers utallige mennesker til enhver tid af dagen og aftenen strømme frem og tilbage. Alle boutiker og cafeer syntes lukkede, formodentlig som følge af det stedfundne opløb, der havde været af en alvorligere natur end jeg først tænkte; jeg hørte enkelte skud falde, som jeg slultede, fra den anden side af Seinen. Som jeg således et øjeblik betænkte mig på hvad jeg skulle gøre og begyndte at fremtage min taste for at anbringe en foreløbig forbinding på såret, der fremdeles blødte svagt, hørte jeg hastige fodtrin nærme sig, og kort efter viste sig et ældre fruentimmer, der synlig urolig så sig om til alle sider. Så snart hun var nær nok, tiltalte jeg hende og bad hende være mig behjælpelig med at sørge for den tilskadekomne. Men næppe havde hun kastet et blik på denne, før hun kastede sig ned på knæ ved siden af hende med det udråb: „ o, min gud, det er jo min frue! “ Det fandt sig efter en senere forklaring, at hun havde ledsaget damen og var i opløbet bleven skilt fra hende, havde antaget, at hun muligvis var kommen hjem før hende, og var ilet efter, men da hun ikke fandt hende der, var vendt tilbage for at søge hende. Jeg anmodede hende nu om at hente en vogn så hurtigt som muligt. Hun så et øjeblik tvivlende på mig. „ Hurtigt, “ sagde jeg, „ De kan være ganske rolig. Jeg er læge og skal nok bære omsorg for deres frue. For ti minutter siden så jeg nogle fiacrer holde ikke langt herfra. Hurtigt, “ råbte jeg utålmodigt, idet jeg pegede på den retning, i hvilken hun skulle søge. Hun for afsted, og det varede ikke længe, før hun kom med en fiacre. Vi fik med kudsfens hjælp damen bragt ind. Denne gang fatte jeg mig uden omstændigheder ind med i vognen. Pigen gjorde heller ingen invendinger men fulgte mit eksempel, efter at have fagt kusken, hvorhen han skulle køre, og afsted gik det. Da vognen efter nogle minuters kørsel holdt, gik der en bevægelse igennem damen, og jeg mærkede således til min store glæde, at der var håb om liv. Vi bragte hende op i hendes værelser, der heldigvis vare på første sal, og lagde hende foreløbigt på en sofa. Hun slog øjnene op; den samme scene gentog sig omtrent, som jeg tidligere havde været vidne til. Der talte en angest og rædsel ud af hendes åsyn, og medens jeg i forening med den gamle

1886_JoergensenM_Livsnydelse

Martin

Livsnydelse

Jørgensen

Joergensen

Livsnydelse

male

1886_JoergensenM_Livsnydelse.pdf

Martin

Jørgensen

dk

Livsnydelse

Et livsnydende Individs Historie

y

roman

Forfatteren

KB

pdftxt

nan

nan

O

Forord — som ikke bør springes over. Ved kriminal- og politiretsdom af 1. Avgust 1885 blev jeg for overtrædelse af straffelovens § 184: for offentliggørelsen af i. Udgave af » Livsnydelse « — uden at det kunne fri mig for ansvar, at jeg ikke havde haft til hensigt at forbinde noget utugtig formål med skriftet — dømt til at betale en bøde på 200 kroner til statskassen eller i mangel af bødens fulde betaling én måneds simpelt fængsel, og skriftet konfiskeredes; fordi jeg dér i som det lyder i dommen: » har skildret sanselighedens opvågnen hos unge mennesker og et vellystig fruentimmer s kønslige udskejelser under en sådan udmaling af sansepirrende enkeltheder og vellystige optrin, at skriftet findes at måtte betegnes utugtig. «. Defensors forsvar har blandt andet været følgende: » det må erkendes, at der i skriftet ikke findes noget enkelt ord eller udtryk, der kan betegnes som utugtig, og hvad skildringen af kønslige forhold angår, kan det ej heller nægtes, at der i den foreliggende oversættelsesliteratur, navnlig af nyere franske forfatteres værker, findes beskrivelser, der er lige så detaillerede, som skriftet quaestionis, og som endnu i højere grad støde an mod velanstændigheden. « Des uagtet skærpede højesteretsdom af 8. December s. A. Straffen til én måneds simpelt fængsel og stadfæstede konfiskationen. i nærværende udgave er selvfølgelig det udeladt, hvor for jeg blev dømt, nemlig: sanselighedens opvågnen hos unge mennesker, det detaillerede resultat af besøgene hos offentlige fruentimmer, samt noget af Matildes meddelelser om sit liv og skildringen af hendes ekstravagante tilbøjligheder tillige med » Champagnescenen « — i stedet for har jeg gjort nogle lette hentydninger, for at bogens indhold kan forstås. At jeg har en god hensigt med bogen, vil på bestemte steder let falde i øjnene. Særlig gælder det, hvor jeg har fremstillet svækkelsen og nervøsitéten som følge af overdreven tilfredsstillelse af kønsdriften og de modbydelige og sørgelige følger, der fremkommer ved ikke at benytte beskyttelsesmidler mod den veneriske sygdom, opstået ved den lovbeskyttede usædelighed, prostitutionen. jeg har villet overénsstemmende med sandheden skildre et menneskeliv, som det i virkeligheden er, sét fra et naturalistisk synspunkt og har dér for i i. Udgave ikke forbigået det vigtigste punkt: kønsmodenheden, der stedse øver sin indflydelse på det kønsliv, som det specielle individ kommer til at føre. I denne udgave vil der blive nogle tomme rum, der muligen vanskeliggør forståelsen af det sjæleliv, som jeg har villet skildre, men -— jeg må jo ikke udfylde rummene. København 1886. Forfatteren. den 4. November 1849 behagede det den mystiske naturmagiker X., at ekspedere mig, det individ, der senere i dåben blev mærket med navnet: Niels Emil Karlsen, ind i denne lige så mystiske verden. Det var på vesterbro( gade ) i en dyb kælder, hvis små ruder var bemalede med: øl udsalg og beværtning, at eksperimentet lykkedes. Uagtet jeg i løbet af min vegetationstid er kommen til det resultat, at det behageligste og bedste for mig er at betragte livet fra et humoristisk synspunkt, indrømmer jeg dog, at det er med en alvorlig følelse, jeg nedskriver min livshistorie. Jeg står nu på latterens side, hævet over » Folk « s dom om mig, hvilken er mig lige gyldig i en hver retning, og det af gode grunde, som jeg senere vil omtale. Flegmatisk som en stump af en filosof, bedømmer jeg menneskene som » levende ting «, der til slut, når de fuldstændig » gå i stykker « — når livet ophører — som ubrugelig skrammel kastes på skraldevognen, eller som den sædvanlig kaldes: ligvognen, for at køres til lossepladsen, der bærer det pyntelige navn: kirkegård. Jeg har slået mig til ro med den livsanskuelse, at alt i livet har sin egentlige årsag i » Tilfældet «, denne lunefulde, despotiske magt, og — at der kun gives dette éne liv. Dér for kan jeg nu koldblodig sønderlemme og undersøge min legemlige og åndelige individualitét og forklare, hvad der er bleven en naturlig følge af mine naturalistiske studier. Ved min » hensynsløse « betragtningsmåde, der reducerer mennesket til en » Ting «, må der ikke forstads ringeagt for den vidunderligste af alle skabninger. Forklaringen ligger i, at jeg sér livet kun fra et naturalistisk og ikke fra et oversanselig synspunkt. det er en selvfølge, at mennesker, der som jeg har ført et bevæget liv, og som bærer præget af så revolutionære — de misforstår vel ikke ordets dobbelte betydning? — anskuelser som mine, ikke kan undgå af mængden at blive tilstænket med smuds. Jeg véd, at kunne mit rygte påtage sig menneskeskikkelse, måtte denne absolut blive af negerracen, ti det særdeles velvillige » Man siger « har tillagt mig alle mulige forséelser ( mildt udtryk ), og da jeg således ikke kan gøre mit rygte sortere, end det er i forvejen, skal jeg hér oprigtig aflægge mit skriftemål. Med nedskrivningen af min livshistorie — et menneskeliv fra barndommen til den modne alder — er hensigten den, at gøre forstaålig, hvorledes man — naturligvis i gående ind på min opfattelse — ved studier og selvtænkning over livet, kan sætte sig ud over alle de gøglende samfundstordner, naragtige skikke og fastslåede vedtægter, der som en spændetrøje hindrer menneskene i at tilfredsstille deres naturlige, men vel at mærke lovlige tilbøjligheder. I min første ungdoms historie, som idealist, fremhæver jeg det naive ved mit naturél. De til syne ladende bagateller, som jeg da dvæler ved i korthed, erkaraktértræk, der enten er urokkelige, eller ved tilfældets indblanding stå som mærkelige modsætninger. — jeg må bede dem for en kort tid glemme det nu værende moderne pariser* København og tænke dem, hvorledes det så ud, da det endnu lå i svøb, nemlig den første halve snes år nærmest efter 1849. I min første drengealder — tranlygternes tid — så Vesterbro helt anderledes ud end nu. Husene var små og af bindingsværk, de fleste kun én eller to etager høje — der er endnu nogle levninger tilbage fra fortiden. Mange grunde lå ubebyggede eller benyttedes til tømmerpladser eller lignénde. Tænk dem den mørke, snevre Vesterport stående endnu, ravelinen, den prægtige allé med de store, gamle træer, og tænk dem hele folkelivet den gang. Hvis de har læst j. Davidsens: » Fra det gamle kongens København « eller hans » Gamle minder fra Frederiksberg og Vesterbro «, vil de let kunne forestille dem den tids København. Det vil være nødvendig, at tænke på byens da værende dekoration og liv, tænke på den store forskel mellem før og nu — 1849 og 1886. — syv år gammel blev jeg indskrevet i vestre betalingsskole. « Jeg havde ikke lyst til at lære noget. Jeg opfattede kun langsomt og med største ligegyldighed, hvilket fik sit udtryk i det søvnige, kedsommelige, opremsende foredrag. Allerede i så ung en alder havde jeg ét om end kun uklart begreb om, at jeg kun ville komme til at føle trang til nydelse, uden nogen som helst ydelse. Jeg forstod ikke at lærdom er nydelse. Tre år sneg sig hen under denne skolegang, der var mig en sand plage. Eksamen var endt, og jeg skulle endnu et år gå i tredje klasse — dem slemme regning og geografien var nok skyld dér i. To år i tredje klasse! » Det var for galt « Fandt moder — for det var hende, som tog sig af så vel min som min seks år ældre og min seks år yngre Broders opdragelse — » det var hensynsløst af direktionen, hun ville ikke finde sig dér i. « hun gik til direktøren og klagede, men naturligvis hjalp det ikke min dovenskab op i anden klasse, og så blev jeg udskreven af skolen. En af mine tanter, hvis børn gik i vestre friskole, havde ofte foresnakket min moder, at » Lærdommen var meget bedre i friskolerne end i betalingsskolerne «. Til trods for det urimelige i denne snak, var moder til sidst bleven » troende «, og da nu lejlighed frembød sig ved forandring af skole, så blev enden, at jeg flyttede til » Larslejstræde «, hvor jeg efter aflagt prøve for inspektøren sattes i anden klasse. Den månedlige betaling i » Suhmsgade « Var tre mark, og det var ikke for at spare skolepengene, at jeg ikke kom i en anden lige så billig skole. Jeg kunne takke tantes overtalelse for valget; ti uagtet det var hvad man kalder » at komme fra dynen og i halmen «, fik det dog en overraskende god indflydelse på mig. Straks da jeg blev underrettet om » Halmbestemmelsen « Følte jeg mig rigtig nok dybt krænket over, at man ville sætte mig i en fattigskole. Men da jeg havde været én dag i halmen, befandt jeg mig så vel dér, at nu syntes dynen mig mér afskrækkende en nogen sinde før, og jeg ville på ingen betingelse have vendt tilbage til den. I betalingsskolen var de andre elever i » Rang « med mig og ved min ulærvillighed kom jeg selvfølgelig ikke i yndest hos lærerne men blev næsten oversét. I friskolen tiltrak jeg mig straks alles opmærksomhed. Jeg blev fremragende mellem disse elever, hvis forældre eller slægtninge var meget fattige og til déls så kaldte » simple « folk. Jeg var borgersøn! Det ville pudsig nok hér sige det samme som klasseforskellén mellem. Adelige os' o o borgerlige. — jeg var aristokraten. Man sagde, jeg var en smuk dreng, og jeg var ubetinget den af eleverne, som var bedst klædt. Al tid mødte jeg med en snehvid halspibestrimmel på min grå, uldne bluse, der om livet blev holdt sammen af et lakeret læderbælte, og des uden gik jeg med sko — blankt børstede. Skulle jeg selv have børstet dem, ville de vist aldrig være bleven blankede, men heldigvis for mig havde vi en tjenestepige, som besørgede arbejdet. At jeg gik med lædersko hér, hvor kun klaprende træsko og trætøfler havde fri tumleplads, og min pibestrimmel var mér end nok til at vække opsigt. Men en flot skoletaske, som jeg bar i en rem over skuldren, gjorde dog størst effekt. Det var en » grænseløs « flothed, ménte man. Misundelsen skaffede sig luft i hånlige bemærkninger som for eksempel: » Skoletaske! pyh! «;— » Sikke no’et lapseli! « — » Gu’ vé’ hva’ han bilder sig ind? « Nogle dage efter min optagelse i skolen var det regnvejr fra morgenstunden, og jeg mødte dér for med min egen barne-silkeparaply. dette var » storartet «! — misundelsen steg. Fra den dag fik jeg øgenavnet: » Greven «. Drengene rev vittigheder af sig på min bekostning, men det sårede mig ikke, tvært imod det kildrede min forfængelighed, hvor kunne det andet, jeg forstod jo nok, at de hævede mig over dem. Al denne opmærksomhed og al denne misundelse blev en mægtig drivfjeder for min lærvillighed. Hér, hvor alle lagde mærke til mig, ville jeg ikke alene være fremtrædende i det ydre, man skulle også kunne sige om mig, at jeg var en flink elev, og hurtig indhentede jeg det forsømte i regning og geografi. Efter en måneds f'orløb rykkede jeg op fra fuks til at blive nummer to og næste måned til nummer ét og beholdt så stadig min plads som duks. Snart blev jeg lærernes erklærede yndling, og for min rolige, beskedne opførsel fremhævedes jeg som et mønster. Mit indesluttede væsen gav mig også et underlig præg. I frikvarteret déltog jeg aldrig i legene. Alle disse støjende næsten ville drenges lege, hvor déltagerne var udsat for ilde o ’ o medfart, var mig en modbydelighed og skræk. Jeg stillede mig op ad en mur på en bestemt plads, hvor jeg spiste min frokost i reglen uden appetit, forårsaget ved den gennemtrængende lugt af gammel ost og anden ubehagelig Duft, der strømmede ud fra de mange fattige smørre- og fedtebrødspakker, hvis indhold som oftest sattes til livs under en stormende tagfat. Jeg blev stående og så med dyb foragt på hele denne skrækkelige hurlumhej, indtil klokken kaldte os op ved frikvarterets slutning. Aldrig hørtes et ukvemsord fra min mund. Drengenes slibrige tale gik ind af mit éne øre og ud af det andet, og for deres » uartige « tegninger på tavlerne lukkede jeg øjnene — det sårede min blufærdighed, jeg rødmede og skammede mig ved at huse slige tanker. Nu, som ung mand, kan jeg næsten skamme mig ved, at tænke på hvilken tosset, dum dreng, jeg har været. Hvor findes vel så megen barnlig uskyldighed — hos drenge? Og en skæbnens ironi blev det ungdomsliv, som jeg den blufærdige dreng kom til at déltage i. — — — som duks skulle jeg, når der under lærerens fraværelse i klassen gjordes spektakler, på en tavle optegne urostifternes navne, for at de, når læreren kom igen, kunne få deres fortjente straf. Så snart en lærer forlod klassen, rejste jeg mig og stillede mig ved bordenden med tavlen i hånden. Min værdige dommermine indgød dog ingen respekt. Som sædvanlig blev der gjort et rasende spektakkel. Drengene opdagede snart, at der ingen navne kom på tavlen, de lærte mig at kende som en god kammerat, der ikke ville gøre nogen fortræd, og som trolig, når de tiggede, délte sit smørrebrød med dem, selv om det var den sidste bid. Dog, én gang blev jeg tvungen til at benytte tavlen. Straks efter nogle forfærdelige hyl, som af ville dyr, der måtte kunne høres ud på trappen, åbnedes døren rask, og læreren trådte ind. Han sendte et truende’blik rundt i klassen og henvendte sig til mig med: » Hvem var det, der sådan brølede? « Nu hang jeg fast. • jeg blev rød over hele ansigtet, og det var mig ikke mulig at få et ord frem. Det gjorde mig ondt for de skyldige, jeg vidste jo, hvad der ventede dem, og det pinlige var, at jeg selv skulle anklage dem. Læreren så på den blanke tavle og gentog sit spørgsmål. Sige navnene kunne jeg ikke, men fik dem skrevet med rystende hånd. synderne måtte smage spanskrøret. Da timen var forbi, og læreren gået, bad jeg de to spilopmagere ikke at være i vrede på mig, de indså nok, det var mod min villie, hvad der var skét. Det var et par store, forsultne knægte, og jeg lovede dem, at næste dag skulle jeg gøre det godt igen, de skulle til déling få et surbrød med smør og pålæg. O o jeg fik da den overraskende trøst, at de med største fornøjelse hver dag ville modtage en dragt prygl, når blot fortjenesten dér ved blev den samme. Jeg fortalte moder det passérede og fik jo o det lovede surbrød, senere hændte det rigtig nok ofte, at jeg tiggede dobbelt frokost, hvor af halvdelen var i veldædig øjemed. Alle klassekammeraterne blev snart fortrolige med mit særegne væsen, og vi kom rigtig godt ud af det sammen. Men o o o det lå ikke for mig at slutte mig nærmere til nogen af dem. Mit beskedne og jomfrulige væsen havde til følge, at jeg både i og uden for hjemmet al tid kom godt ud af det med enhver, jeg kom i berøring med. Men der var des værre en, med hvem det modsatte var tilfældet. Moder! — som barn af fattige forældre på landet var hun strengt opdraget. Forældrenes fligtlære om sædelighed og religion var for hende en lov, hun ikke turde eller ville bryde, og som forblev rodfæstet hos hende. Straks efter hendes konfirmation blev hun fader- og moderløs, men havde allerede den gang længe været ude at tjene for sit brød. I^konditionen sultede hun og léd anden slet behandling, men da hun var fæstet årsvis og nødig ville have kort kondition påskreven i skudsmålsbogen, holdt hun ud i nogle år. Så fik hun en god plads som enepige i slotskroen på Frederiksberg, og hér blev hun indtil hun, tyve år gammel, giftede sig med en mand på » 40 «. Var der stor forskel på deres alder, var der det sandelig også i deres udseende og karakter. han, der rejste omkring på landet og håndlede med kreaturer, var sværlemmetkraftig og havde et højlig gemyt. Hun, en køn rødmusset pige, var spinkel bygget, men af et meget bestemt temperament. i slotskroen, hvor min vordende fader var en stadig gæst, lærte hun ham at kende, og da han var en smuk mand, der så en. halv snes år yngre ud, end han var, fik han >ja «, da han friede. * der var ikke megen romantik i deres kærlighed. Kreaturhandlen lagde han på hylden, løste værtshusholderborgerskab og bosatte sig foran på Vesterbro. Den ny handel gik også godt — det var i » de gode, gamle tider «. Efter hånden kom så børnene. Men fortiden havde sat sit stempel på moder. Som barn havde hverken hun eller hendes søskende kendt til egentlig glæde og aldrig haft synlige beviser på forældrenes kærlighed. Al denne hårdhed hun, endnu halvt et barn, modnedes i, bibragte hende selv noget hårdt i udséende og o o væsen. Men bag denne hårde skal lå en kærne: moderkærligheden, som kun til syne ladende var skjult, fordi hun ikke forstod at give den udtryk. Havde jeg blot i tide vidst, at kærnen kun var skjult, mange sindsbevægelser og tårer kunne da have været spart mellem moder og søn. Jeg savnede kælenavne. Andre mødre hørte jeg tiltale deres børn med: » Min søde unge! « — » Min kære, velsignede dreng! « O. s. v. Hvorfor var jeg ingen » sød unge «, ingen » velsignet dreng «? Rigtig nok hørte jeg heller aldrig mine brødre blive tiltalte med slig ømhed, men netop dette beviste efter min mening, at der ingen moderkærlighed var hos hende. I tidens løb viste hun i gærning alt, * hvad en moder kan finde sig i og give af- o o o kald på og ofre. Hun beviste, at hun havde fuldt op af kærlighed, så megen som kan eksistere. Hun var ikke som de mødre, hvis kærlighed ligger i ord og i det ydre, de mødre hos hvem egenkærligheden bliver det afgørende, når livet påtrænger dem sin alvor og byder til kamp. — — — — når hun ønskede, at vi børn skulle bringe hende noget, eller når hun gav sin mening til kende, lød det i reglen som en x befaling, som noget, hvor om der ikke kunne være anden mening. Fra sin sidste barselseng léd hun af en kronisk sygelighed, der kom og forlod hende med kortere og længere mellemrum, men kun undtagelsesvis holdt hende i sengen, o o at denne sygelighed også gjorde sit til, at hun havde dette til syne ladende ufølsomme væsen, er meget rimelig. Men disse befalinger, dette hårde tonefald, oprørte mig særlig, fordi det kom fra hende. Jeg ytrede aldrig noget særlig dér om, men trak kun vejret tungt og udviste trods i mine og adfærd. Fader sagde aldrig et ondt ord til mig, men lod mig skatte og valte, som jeg selv ville, og ofte gav han mig lommepenge, som moder ikke al tid måtte vide af. Når jeg henvendte mig til ham om én eller anden tilladelse, og som sædvanlig fik den, så var dette ikke tilstrækkelig, ti hvis moder til hvem jeg alligevel måtte i henvende mig til med et: » Far har givet mig lov til — «, satte sig dér imod, blev hendes ord det afgørende. Hun og jeg forstod ikke hinanden. Jeg havde den gang intet begreb om, at hendes barndoms- og første ungdomsindtryk, hende selv ubevidst, havde formet hendes individualitét. Hun vidste -ikke. at hendes forhold i kunne være anderledes over for os børn. Hun indså ikke, at det var en fejl, og der var ingen, som gjorde hende opmærksom dér på, des uden var hun jo selv opdraget således. jeg, hvis livsmål blev nydelse, tørstede forgæves efter øjensynlige tegn på hendes moderkærlighed, og det især, da jeg følte en naturlig trang til at elske hende, som det væsen, der stod mig nærmest. Men da jeg for denne fuldstændige hengivelse kun fik det, jeg opfattede som kulde, i stedet for den ønskede varme, blev jeg mér og mér indesluttet over for hende, og ofte des værre ærgrede jeg hende af trods. Når hun for eksempel, skønt al tid forgæves ville tvinge mig til at spise den slags middagsmad, som jeg ikke kunne lide, særlig øllebrød og klipfisk, blev det mig regelmæssig til kende givet, at jeg ingen anden mad fik den dag, og plageånderne skulle da varmes til aftensmad for mig. Men hvad brød jeg mig om disse trusler, jeg vidste af erfaring, at vor kære tjenestepige, med hvem jeg stod mig særdeles godt, i smug — uagtet det var hende strengt forbudt — ville forsyne mig med lige så meget smørrebrød, som jeg kunne sætte til livs. Men slige scener, ved hvilke jeg følte mig fornærmet og ikke fik min villie o o sat igennem, gik ikke sporløse hen, de voldte moder dyb sorg. Min drilagtighed og stridighed rykkede straks frem. Der kom noget forstenet i min opførsel mod hende. De første dage efter sådanne beklagelige optrin talte jeg ikke til hende; selv spørgsmål fra hende besvarede jeg ikke. At prygle mig gjorde kun ondt værre, ti i reglen gik jeg straks efter min vej, drev en lang tur og vendte ikke hjem før hen ad lukketid, klokken tolv. Det gjorde snart moder urolig, for at jeg en gang helt skulle udeblive og gøre en ulykke på mig selv. Når et sådant optrin havde fundet sted, kunne moder, når jeg var kommen i seng, indfinde sig hos mig, sige » God nat « Og tale venlige ord til mig og inderlig bede mig ikke være et så genstridig og uartig barn, ti alt, hvad hun gjorde for mig, var kun til mit eget bedste, hun ville kun mit vel. Den tid kom nok, da jeg måtte sande hendes ord. Hvor for kunne jeg ikke være lige så rar mod hende, som jeg var mod fremmede, mod fader og brødrene? Hun kunne blive stående bøjet over mig og indstændig bede mig. være en god dreng og ikke sove med synden mod hende. Gud ville straffe mig, fordi jeg lod hende lide så meget for min ubøjlige karakters skyld. Men hendes hede tårer, der faldt på. Min kind, rørte ikke min samvittighed. Jeg slog mig til ro med, at det var mig, som var den forurettede, og jeg lod hende gå fortvivlet bort fra min seng efter at have værget mig mod hendes kærlige god-nat-kys -- ikke et forsonende ord fra mig — og dog gjorde sådan venlig tale mig godt. Slige øjeblikke følte jeg trang og lyst til at slå armene om hendes Hals og græde ud ved hendes bryst. Men da jeg vidste, at alt dagen efter ville blive ved det gamle, lagde jeg bånd på mine blidere følelser. Hvad der også bevirkede, at jeg fremturede i min stædighed, var indvirkningen af hendes ord som: genstridig og uartig barn. Uagtet det var mig, som havde » Ret «, skulle hun dog irritére mig med at lægge skylden på mig, da det dog var hende, som uden betingelse skulle bede mig » om forladelse « for den urét, hun gjorde mig. Det var jo hende, der skulle » omvende « sig og ikke mig, der skulle. Hvis jeg den gang kunne have gået til bunds i hendes karaktér — hendes periodiske følelsesudbrud, som nys nævnt, ville da have åbnet mine øjne, og jeg kunne da have sét al hendes dybe kærlighed. Men i ti Års aldren er man jo gerne noget overfladisk. som oftest var der også en egenkærlig grund til, at hun ikke skulle have tilgivelse — før næste dag. Jeg skal straks berøre dette. Før jeg lagde mig til at sove, bad jeg al tid mit fadervor. Bønnen blev henvendt til en personlig gud, som jeg troede vågede over mig, hørte mine stumme ord, og vidste at jeg ingen urét havde begået. Dér for fortjente jeg heller ingen straf, men snarere velsignelse for al den » Fortræd «, moder voldte mig — over hende måtte straffen komme. og så — så græd jeg mig i søvn, græd over, at jeg havde en moder, der var så » ond « mod mig. Forblindet som jeg var. — når f'orsoningsdagene faldt i vintersæsonen, blev de første forsonende ord, moder hørte fra mig, når jeg kom fra skole: » Må jeg gå i Vesterbros teater i aften? « Ville hun have mig » god « igen, var der ingen anden udvej end at svare: » Ja, min dreng. « Tilladelsen ledsaget af -.min dreng «, det éneste udtryk for hendes moderkærlighed, afgjorde, at der blev sluttet fred eller rettere våbenstilstand, og hun erholdt min tilgivelse — i det mindste for den dag. At jeg måtte gå i Vesterbros teater — nu nedrevet, men den gang beliggende ved tivoli — var det éneste, sikre middel til at få mig » god « igen — vel at mærke på ubestemt tid. Fra jeg begyndte at komme i teatret, fik skikkelserne fra skuespillene og romanerne, som jeg havde læst, mér og mér indflydelse på hele min tankegang, og jeg levede da i en selvlavet fantasiverden. Al min higen og tragten gik ud på at læse romaner og at komme i teatret. Således ønskede jeg at leve, og jeg håbede, at mit liv, når jeg blev voksen, ville blive således for mig. Ved således — fremmanende bestemte skikkelser fra teater- og romanverdenen — ménte jeg at føre et ubundent, æventyrlig liv, gå flot klædt, more mig, have kærlighedshistorier — endnu forstod jeg rigtig nok ikke, hvad sanselig kærlighed var — men det måtte vist nok være » No’et rart no’et « — sætte mange penge over styr og » sådant no’et «. Helte som greven af monte-kristo og konsorter. Pariserløverne med deres prægtige ijagdriverliv og deres rutten med tusindo o francsedler — bulevarderne — ekvipagerne — operaen — soiréerne og karnevalerne, det hele blændende liv, det var noget for mig. Kontrasterne mellem de handlende helte og de uvirksomme modeherrer udviskedes i min fantasi, det var mig nemlig lige meget, hvilken klasse jeg kom til at tilhøre, måské begge kunne forénes, eller jeg til afveksling kunne skifte med dem. Jeg syntes, at montekristo- og sténsliderarten var lige behagelige. At være helt, udføre vidunderlige bedrifter og komme godt fra alle vovelige f'oretagender, var ikke at foragte. Effekten og berømmelsen, "der opnåedes dér ved, måtte beruse en så romantisk sjæl, som min. Dog det roligere og mér nydelsesrige liv som modeherre var vel lige så godt. — nå, jeg fik nok prøvet begge dele. Af fader tiggede jeg ofte penge til teaterbilleter. Men hvad hjalp det mig, at jeg havde pengene, når jeg ikke måtte bruge dem dér til. Moder sagde gerne » Nej «. Hun holdt ikke af, at der blev givet penge ud til fornøjelser, det var der slet ikke tale om i hendes barndom — hun pålagde mig at købe noget nyttig eller lægge pengene i en sparebøsse — jo pyt. — ville jeg have mit ønske opfyldt, var der intet andet at gøre for mig, end at surmule og være stum en dags tid eller så — grunde havde jeg jo ved hånden — og det hjalp. Det var uhyggelig nok en fortsat kamp mellem moder og mig, hvor ved jeg dog stedse blev den sejrende. År ud og år ind fortsattes dette beklagelige forhold* o o brødrene Peter, den ældste, og Vilhelm, den yngste, lod sig ikke påvirke af moders opdragelsesmetode. Peter var lige gyldig i den retning, og Vilhelm — ja, han var et af disse sjældne væsner, som mange kun tror eksisterer i romanerne. Han var lutter godhed. Når jeg skulle have prygl, kunne den elskværdige dreng kaste sig imellem moder og mig og grædende råbe: » Nej! Moder, bank ikke ham, bank mig i stedet for. « Den gode dreng befriede mig ikke al tid for pryglene, og han kunne da, længe efter at mine hvinende skrig var ophørte, græde over min modgang, og hans smukke, troskyldige øjne lige som bad mig om tilgivelse, fordi han ikke havde modtaget pryglene. — — — i skolen forefaldt en dag en hændelse, som havde én på mig mærkelig sjælelig virkning til følge. O o en løs rullegardinstok blev af en dreng i ondskab kastet efter en anden. Jeg, som j o ' befandt mig mellem dem begge, havde ikke lagt mærke til den førstes truende stilling, og da jeg i samme-øjeblik, som han kastede, tilfældig flyttede mig, fik jeg stokken i panden, og jærnpiggen flængede huden tæt ved tindingen. Det sortnede for mine øjne, jeg segnede om i troen, at jeg skulle dø. Men før jeg tabte bevidstheden, råbte jeg uvilkårlig et dybt følt: » Farvel mor! « Efter nogle øjeblikkes f'orløb kom jeg til samling igen. Læreren var kommen til stede, og jeg blev ført til inspektørens bolig, hvor jeg foreløbig blev forbunden så godt, det lod sig gøre af uøvede hænder. Efter at have drukket et glas vin, og da skrækken var borte, erindrede jeg, at i det formodede dødsøjeblik var min sidste tanke hos moder. Et hjertelig farvel til hende — det éneste væsen, jeg ofte bildte mig ind at hade — det var besynderlig. Hvor for ikke en tanke til fader eller brødrene, som jeg dog holdt meget af. Jeg husker så tydelig, at alt samledes i en tung følelse af at skulle skilles fra hende, i denne stund erkendte jeg endog min uret mod hende, men des værre var det kun et sekunds anger, dér gik atter år, før jeg kom til fast erkendelse af, hvilken dyrebar moder, hun var mig. Jeg har omtalt, at på Vesterbro blev flere ubebyggede grunde benyttede som tømmerpladser. Op til det sted, hvor mine forældre boede, var en tømmerplads, men på stykket ud mod gaden blev lejlighedsvis opført midlertidige brædeskure, der indrettedes og benyttedes til menagerier, kunstkabineter og — svinesti. Jeg var en halv snes år gammel, da en mand fra Jylland kom hér til med et kæmpesvin, som han foreviste for penge. Det var jyden, der arrangérede svinestien. Han fik sin kost i vor beværtning, og dér ved fik jeg fri adgang til uhyret, hvor til itntréen var 8 skilling for voksne og 4 skilling for børn. Over for den pure ungdom, der jævnlig samledes uden for indgangen, påtog jeg mig en vigtig mine, fordi jeg, når jeg ville, kunne gå ind og sé » Grisen « gratis! % denne vigtighed var endnu mér fremtrædende, når jeg skulle passe forretningen, mens det séværdige dyrs ejer var nede at spise sin middagsmad’. Jeg stillede mig da ved indgangen med en holdning og en mine, som om det var mig, der ejede de mange lispund levende flæsk. Når der så kom skuelystne, kendte min barnlige stolthed ingen grænse, ti for det første skulle jeg, hvis f'læsket havde lagt sig ned, med en kæp piske løs på det, for at få det til at rejse sig, så at det kunne vise sig i hele sin majestæt; for det andet skulle jeg fremsige den pligtskyldige forklaring om dets fødested, alder, vægt o. s. v., og det vår mig en overordenlig glæde at opremse lektien. Denne dyrehavsbakkeagtige forevisning var mig en ubeskrivelig fryd. Menageriog kunstkabinetejerne samt manden med » Grisen « var for mig ikke almindelige mennesker, men folk, der gik ind under begrebet » Kunstnere «. Væsner, man måtte sé op til med misundelse. Der var over dem det romantiske og æventyrlige skær, som jeg higede efter og blændedes af. Svineherligheden fik som alt andet en ende, men tømmerpladsens andre mærkværdigheder samt Vesterbros øvrige markedsforlystelser var daglig næring for den hos mig den gang herskende gøglernatur. I forbindelse med sådanne fantasterier måtte det naturligvis ærgre mig som » vordende kunstner «, at hedde: Niels — heldigvis kaldte man mig ved mit andet fornavn: Emil — og ofte bebrejdede jeg mine forældre, at de havde givet mig det s væmmelige bondenavn «. Jeg fik imidlertid kun den trøst, at jeg var opkaldt efter min farbro’er. Peter, der i året før sin konfirmation havde haft beskæftigelse i optagningsstuen på et af de større bogtrykkerier, var bleven så afholdt af faktoren, at denne ville have ham i sætterlære. Men det havde Peter ikke lyst til, han ville i karétmagerlære, og det kom han da. Moder begyndte nu også at tale om at sætte mig i lære. Ordet » Lære « smagte mig ikke. Det var virkelig vanskelig for mig selv at tage nogen bestemmelse, for jeg ville være noget, » kunstnerisk « — helst ville jeg til teatret. Men jeg havde dog så megen selvkritik i dette punkt, at jeg indså, jeg ikke lige straks kunne blive skuespiller, dér til var jeg for lille, spinkel og » ungdommelig « — men med tiden var der » naturligvis « ikke noget i vejen. » Når man ikke kan blive andet, kan man blive skuespiller «, havde jeg så lidt hørt sige, og jeg troede på denne sætning lige så dumt, som jeg tidligere havde troet på, at det var let at fange gråspurve, når man blot kunne strø salt på halen af dem. Foreløbig kunne jeg blive statist, jeg havde jo ofte sét drenge optræde på teatret. Jeg kunne jo også gøre kortjeneste — rigtig nok havde jeg ingen sangstemme, i skolen var jeg bleven kasséret ved sangundervisningen, men det genérede mig dog ikke i at være siker på, at jeg med tiden sagtens kunne lære det, det var vel ikke så vanskelig, når jeg blot ville gøre mig umage. Det galdt blot om at komme ind i det lokkende teaterliv. Ikke mindre lokkende var det, om jeg kunne komme til at optræde som akrobat, men lige så ofte og lige så hurtig denne tanke opstod, blev den med sorg dreven på flugt. Der var jo den store ubehagelighed, at jeg så først skulle radbrækkes — noget, som man kun gør ved store forbrydere — og end da stadig have den gyselige udsigt at falde ned og knække halsen. Denne kunstbranche lod jeg dér for til sidst klogelig ude af betragtning. Men kunne jeg ikke blive skuespiller, ville jeg være forfatter. Jeg havde en gang skrevet en lille fortælling med den lovende titel: » Et drama i en omnibus « og indsendt den anonymt » Til redaktøren af » Søndagsposten «. Men den påfølgende søndag lod bladets korrespondance mig vide, at e.k. kunne afhentesitmanuskript, hvilket nok under disse omstændigheder var énsbetydende med, at det var ubrugelig. Frygtelige skuffelse, at jeg ikke skulle sé mit åndsfoster på tryk! Kort sagt, da jeg ikke ville bestemme mig for andet end slige tåbeligheder, tog moder en beslutning for mig. Nogle dage før min konfirmation gik hun ind, efter at jeg selvfølgelig kun modvillig, men dog ved overtalelser, formaninger o. s. v. havde samtykket i hendes forehavende, til faktoren på oven omtalte trykkeri og forespurgte, om hendes anden søn kunne blive antaget i sætterlære. Hun fik det svar, at før om et halvt år kunne det ikke ské, nu var det nemlig en regel, at en hver lærling det første år skulle beskæftiges i optagningsstuen, før han kom i sætteriet, og der skéte ingen opflytning før til efteråret. Ville hun vente så længe, ønskede han at sé drengen nu, så kunne

1883_LieJ_Livsslaven

Johan

Livsslaven

Lie

LieJ

Livsslaven

male

1883_LieJ_Livsslaven.pdf

Jonas

Lie

no

Livsslaven

n

roman

Gyldendal

KB

Tidligere: Bokhylla

pdftxt

nan

nan

O

I. » Som en prins i vuggen «, — siger man jo, - » med usynlige feer og barndommens uskyldige fred over sig! « Hvilken fe, der stod ved nikolas’s vugge, var ikke godt at sige. Derude hos blikkenslagerens i det lille hus med de sprukne, stoppede ruder i udkanten af byen faldt der mangeslags indkvarteringer og indryk helst udover natten, når folk og følger på landevejen stod i forlegenhed for logis. Der stod mangen en svir, og det var ikke bare én gang, at vuggen væltede under et slagsmål, eller en drukken mand tumlede så lang, han var, hen over den. Nikolais mor hed Barbro og var fra heimdalshøgden etsteds langt oppe i bygderne, — rigtig en fjeldjente af ægteste slag, rød og hvid, stor, stærk og bredskuldret, sund, så hun skinnede, og med tænder som skummet i melkebøtten. hun havde hørt så meget om byen af fæhandlerne, når de for over fjeldet, at hun havde fået som en længsel eller uro på sig. Og så var hun gået til staden for at tjene. Der passede hun netop så godt som en rusket høstak i en fin Bygade eller en ko i en trappe, det vil sige, akkurat ikke. Og så havde hun det med at stå tiden væk på torvet ved alle hølæssene. Hun måtte se og kende på høet... det var nu sletikke som fjeldgræsset, » nej var det likt!... Fjeldgræsset var så mjukt og lindt... og så til at lugte på! — å—hå... nej! « Men madmor havde andet brug for sin tjenestepige end at lade hende snakke formiddagen bort med læskjørere! Og så gik det fra tjeneste til tjeneste, stadig nedover bakke både med løn og herskab. Hun havde bare én fejl Barbro, — for snild og ærlig og oprigtig var hun —; men den var den kapitale at være totalt ubrugelig og umulig til al tænkelig byesens tjeneste! Dog, — samfundet har, som man véd, en vidunderlig evne til at nyttiggøre, assimulere og omdanne til sit brug alt, selv det tilsyneladende meningsløseste og unyttigste. Og så gik det da også hastigt nok den vej, at stakkars Barbro blev det eneste, hun kunne due til for byen, — nemlig amme. Det var en tung tid og en hård strid, medens skammen stod på, — næsten ikke til at leve med, — og det faldt hende ikke ind efter dette at vende foden hjem til heimdalsfjeldet igen. Men tungere skulle det blive! De mangehånde selskabelige krav, som en fremskreden tid mere og mere stiller til husets frue i de højere samfundslag, gjorde sig også gældende her i staden — i et stadigt voksende sporlag efter Ammer! » Grundårsagen, « erklærede doktor schneibel, » var simpelthen en naturlov: — man kan ikke på én gang være intelligent menneske og melkeko! Fornyelsen i blod og nerver måtte kunstigt hidføres fra de naturen nærmerestående samfundslag. « Og nu gjaldt det at finde en rigtig udvalgt sund, kærnefrisk én til generalkonsul Wejergangs to svage nykomne! Doktor schneibel havde jo, yderst betænkt, holdt en amme i baghånden for fruen, — » et sporlag, efterspørgsel. ganske mærkeligt specifikum af den oprindelige sundhed i folkeroden! Man kunne sige hm, hm... at, kunne fruen ikke komme til højfjeldet, så var højfjeldet så galant at komme til fruen! Hendes hududdunstning mindede måske endnu om fjøs; men, når alt kom til alt, gav det kun en sikkrere betryggelse for oprindeligheden. Og det er en vigtig faktor i vore tider, frue! hvor melken forfalskes lige til selve kjørene!... Ganske ung, næppe de tyve! « Barbro høgden havde ikke spor af anelse om, at hun fra sin dybeste fornedrelse, som hun gik der og bar vand og ved, stod ved iskanten og slog vasken med banketræet og bød til med alt det simple grovarbejde, som bare kunne slænge af, for at få lidt til at betale for sig °g den lille hos blikkenslagerens. — at hun med ét var steget i rang til et i staden exceptionelt eftertragtet, søgt og anset væsen! Thi en amme er et ansét væsen. Hun står endog på expektancelisten til at blive et højagtet! Efterat have opammet familjens barn, — og været en tilsvarende ravnemoder mod sit Fj os, kostald, eget, — ender hun med at sove på dun og bæres på hænderne, — indtil en ny amme for en senere arving mulig afsætter hende fra dynastiet! Skulle hun foretrække at give sit eget lille nor den eneste rigdom, hun. har, sit sunde bryst, — skulle hun virkelig være så blind for sin egen fremtid, da, ja da stiller sagen sig anderledes og, for at tale med doktor schneibels ord, til dels ikke uforskyldt! — kun i medfør af den samfundsordenens økonomi, som hun ikke véd forstandigen at underordne sig, og som med kulturlovens ubønhørlige logik reducerer hende til en ubrugbar overflødighed, den samfundets organisme skyder fra sig. Eller populært!... Hun sidder da med skammen, foragten og fattigdommen' over både sig og sit illegitime afkom. Privat, qua individ, har hun i visse måder ret; men socialt, — som samfundsindivid 1 Stakkars Barbro høgda var til en begyndelse ganske forblindet på det punkt, — rent halstarrig, stiv som en fjeldgamp, der ikke lod sig vige! O o gamp, hest, krallik. Vige, dreje til side. doktor schneibel stod nu for tredje gang med stokken under næsen inde hos blikkenslagerens, medens giggen ventede nede i vejen. Hver gang havde han lagt på både lønnen og argumenterne og atter og atter påvist, hvor dårligt både for hende og for gutten hun stellede sig ved dette sit egensind. Han appellerede til hendes egen eftertanke! Hvorledes kunne hun vente at få det fostret frem under de fattige, trange vilkår, under alt det slid og slæb?... medens hun på den anden side blot behøvede at afstå en del af sin store løn til blikkenslagerens, så sørgede de både godt og kraftigt for gutten! Dertil kunne hun jo komme derud og se til ham tit og ofte, mindst én gang i måneden! — det kunne han love hende på Wejergangs vegne, og det var såre opofrende af generalkonsulens nu, de boede så langt ude på landet... Doktor schneibel talte både velvilligt og strengt, både godsligtog skarpt; det var næsten som en far! Barbro kendte en angst, hver gang hun så ham komme borte i gaden og svinge ind vejten stejle, indrette. Borte, henne. Vejt, stræde. langs det grønskede, rådne plankegjærde. Hun vogtede på ham så giøg som en fugl, der er skræmt for reden, og sad inde ved væggen, hvor der var mørkest med vuggen bagom sig, når han åbnede døren. Svare for sig uden højst med en snufsen, kunne hun ikke. Det besørgede blikkenslagerens kone med: » Ja kors da! « og » Nej kors da! « og » i så måde, hr. Doktor! « i sådan snakkesalig overflødighed, at Barbro blot sad og spekulerede på, at tage barnet på ryggen og stryge sin kås. Men i dag havde doktoren talt så omframt venligt til hende og budt så store penge! Han havde vendt sig så lige til hendes samvittighed, klappet barnet og ment, at, når det kom til stykket, så var hun nok ikke den mor, som var hård nok til at berede en så vakker liden gut tunge dage... lade ham lide mangel... Fryse på de små pene fødderne sine! — når han kunne have det både godt og varmt og som en prins der i vuggen! Det var ikke til at stå imod, og i overvældeisen glap noget som et halvt løfte ud af hende. Giøg, årvågen. Snufsen, hulken. Omframt, ualmindelig. siden kom nabokonen ind og mente akkurat det samme, og fortalte om alle de små børn, som hun vidste var døde af mangel og vanrøgt bare deromkring i husene i de sidste to år, fordi moderen måtte gå på arbejde hele dagen og ikke havde noget at betale for dem med. Og så snakkede hun og blikkenslagermadamen i munden på hverandre om det samme, bare om det samme! Barbro sad og hørte på og stellede sit barn. Det var, så hjertet kunne briste... Hun tænkte et øjeblik på ikke at gå til høgden; — men anderledes hjem med ham med engang! Det var som en fristelse! Udpå natten kom hun i en hulken, der brød så i kroppen, at hun for ikke at forstyrre blikkenslagerens i søvnen gik udenfor i det linde småregn; det beroligede og afkølede! Som hun om morgenen stod og hjalp nabokonen med at skylle og vride vasken i bækken, holdt en trille fremme i vejen. Kusken — han havde tresser både på huen og frakken — steg af og gik ind til blikkenslagerens. Stejle, pusle om. Trille, enspændervogn. » Du får vride lagenet til ende, Barbro, det blir nok det sidste, du vrider her « — mente nabokonen — » for der har du selve konsulvognen! « og så vred Barbro lagenet, indtil der ikke var en vanddråbe igen... Nu var det kommet! Hun gik ind og byttede på barnet; det var, som hun ikke vidste af sig selv eller kendte det mellem sine hænder. Hun så tjeneren betale kontant ud seks daler til blikkenslagerkonen. Så stiv og lang og fornem han var, med sådan en storagtig herskabsnæse, gjorde han ligesom et knæk på sig, hver gang hun kom til at se på ham, og så forsikrede han: » Det haster ikke... haster sletikke! Vi vågner aldrig før ni hos generalkonsulens, så vi har rum tid endnu! « — og såså han påuret. Og, hver gang han sådan så på uret, skyndte hun sig med at se på sin egen gut, som der nu var ordre og ur for, at hun skulle slippe fra sig... Han var faldt i søvn igen. Vågnede han, vidste hun ikke hvad, — for det blev nok ikke hende da, som gik fra gutten sin! Kj ende, føle.... » Haster ikke, haster ikke! « han tog atter det tykke sølvur op fra sin beknappede vest. Men nu var det hende, som hastede, ivrigt, så hun ikke gav sig tid til at se sig om, før hun sad oppe i trillen, — og den lange, nakkestive, gallonerede kørte hende afsted hendes skæbnes fastsatte vej! — udpå sommeren fulgte hun med generalkonsulens til et badested. Der gik Barbro og rullede barnevognen med de to små i hen over sanden, og det var ikke bare én gang, at Wejergangs smigredes ved udbrud fra forbigående som: » Det var en staut amme! « Men også med hende skulle man have viderværdigheder... Anfald af tungsindighed, hvorunder hun blev næsten umulig og rent gav sig over! Hun sad ganske rød og forgrædt ved vuggen, længtede efter sit barn og ville hverken spise eller drikke. Dette var en ikke lidet vigtig sag! — en amme må holdes i godt humør; sindsstemningen influerer så uhyre på sundheden og den igen på barnets!... Fru Wejergang lod bringe forskellige gode sager til opmuntring fra restauratøren; der vankede silketørklæder og forklæder, og hjemme blev tjenerne udtrykkelig pålagte at forhøre ude hos blikkenslagerens om Barbros gut! Der lød Ros og lovord og ikke andet end Ros og lovord, hver gang generalkonsulens Lars i forbikørende standsede derude, og, når Barbro bare fik den slags hilsener, kunne hun hygge sig og være glad hele måneden. Stort blev hun holdt, det følte hun snart. Sagde eller ville hun noget, blev det lystret, som det var fruen selv. Og fine klæder med bestandig stadseligt hvidt ombytte, for ikke at tale om mad og drikke!... næsten ikke det, hun, — som hun var vant — kunne kalde for arbejde; hun blev alt ganske blød og myg i hænderne i — og de, to små, som hun stellede dag og nat, kendte hun, at hun begyndte at hænge ved. Efterat generalkonsulens var vendt hjem fra badet, var Barbro en dag på vej ud til blikken- slagerens. det var senhøstes. Så stygt og leret i vejen huskede hun næsten ikke, der var derude. Sko og skjørtekanter måtte nok både pudses og vaskes, når hun kom hjem igen! Hun fik det som med en koldsved, hun skulle snart se gutten!... men det var jo bedst, som det var, nu, hun kunne betale så godt for ham! Da hun bøjede om plankegjærdet og havde stuens kendte, sprukne ruder lige foran sig, sagtnede hun lidt på gangen. Der påkom hende pludselig sådan angst! Og så kom nabokonen, som hun så mangen gang havde hjulpet, ud og begyndte at snakke og berette; det gik som en kværn! Der var udbrudt nabokrig i blikkenslagervejten. Og nu, hun så Barbro selv, skulle sandheden frem, den skære, rene sandhed! Blikkenslagerens måtte ikke indbilde sig, at ikke andre folk også havde øjne i hovedet! De havde nu sat bort alt, hvad de ejede, til pantelåneren; — af bliktøjet var der ikke mere igen end snaut det, han kunne sætte i sin sprukne rude! Og hvad de levede af, kunne smut, knap og nap. ingen deromkring skønne, uden det skulle være af betalingen for den stakkars udpinte ungen, som de tåtede i døs med bayersk øl, for at han ikke skulle skrige! For, tage ind der, efterat politiet holdt Pas på indrykket i stuen, det gjorde nok ikke engang visse folk, som ellers ikke var så kræsne om tilhold... » Men vil du lyde mit råd, Barbro! så skal du sætte gutten hen til blokmager Holman inde ved bybryggen. De er slige pene, agtværdige folk, og har rigtig ynkets over gutten, når jeg har fortalt, hvordan de har stellet med ham herude... « Blokmager Holman... Blokmager Holman i — hun havde navnet i ørene, da hun trang om hjertet steg ind til blikkenslagerens. Der lå han mellem de fillede, smudsige vuggeklæder, bleg, mager og uflid, næsten med rædde øjne!... Han satte i at skrige, da hun tog ham op; han kendte ikke hende og hun heller næsten ikke ham! Skuffelsen, — alt det, hun følte! — gav sig luft i en stigende ordrig harme mod blikkenslagerens. tåte i døs, flaske i søvn. Brygge, Kai. Uflid, ilde passet, urenlig. men samtidig havde hun, under det, at hun tvættede gutten, en følelse af, hvor han var grov og svær og kluntet af ansigt og krop imod de to fine, hun var vant til. Hun indså nu for første gang, hvor umuligt det var, at beholde ham... Men til blokmageren skulle han, stakkars gut! Hun skulle ikke hede Barbro, om hun ikke fik fruen til at sætte det igennem straks, — endnu i morgen!... Hun vendte hjem med ansigtet rødt og opsvulmet af gråd og var utrøstelig hele aftenen, indtil fruen kom ned fra kontoret med løfte om, at den sag skulle blive ordnet. Og sådan kom Nikolai til blokmagersvend Holman! I. Det er i visse måder ikke så galt, at den, som har haft det ondt og er blevet vanvyrdet i sin første tid, ikke husker noget af det, — skønt, kanske der alligevel hænger noget ved! Vanvyrde, forsømme. det påstod i al fald madam Holman. Hun kunne fra første dag, hun fik gutten i huset, både se og mærke, at han var opfødt i et sligt fantehull øjnene var så kloge og gløgge, og han kunne være så udspekuleret indful og trodsig, — længe før han kunne snakket hun påstod, at han rentud var ondskabsfuld, så lur og stille, lige til hun akkurat var sovet ind; men så kunne han sætte i at brøle så højt som en vægter. Men det indså nu alle, som kendte lidt til blokmagerens, at havde de ikke været så heldige med gutten, så havde i al fald han været heldig, som havde fundet vej til dem. Der var blot ét ord og én mening om, hvilken ordentlig, pligtstreng kone blokmagermadamen var. Lang, mager og pyntelig i alt sit væsen, kunne allerede det lille leverbrune ansigt med de lerblå, humørløse øjne sige én, at hun ikke var den, som lod sig henrive til ubesindig hæftighed. Og de par gange om året, Barbro besøgte gutten, — hun havde ikke så let for at komme nu, Wejergangs hele året boede ude på landstedet, — kunne hun også selv noksom over- f a n t eh ul, tyvehul. Indful, snedig. Lur, døsig. 2* bevise sig om, hvor velstelt og ren og striks han blev holdt. Det var en tale til samvittigheden, fra hun kom, til hun gik, om hvor vanskeligt det var at rette på alle blikkenslagerbunkerne, det, som galt og uforsvarligt var stelt fra først af... Især med hans stridige gemyt! Nu kunne han virkelig gå lange stykker; men krybe, bare krybe ville han! og da gik det så fort, at ikke før havde hun øjnene fra ham, før han var både her og der, snart ved gryden og madkopperne, snart i vandbøtten; eller også var han henne i blylodderne på klokken. Og rev ned og væltede og sølede sig til gjorde han, hvor han kom; — i går lå kattemaden udover > gulvet! Så nu havde hun hængt riset langt nede på væggen, for at han kunne have det for øje. Thi fornøden skræk måtte der sættes i ham, og påpasselighed og straf måtte der sandelig till og Barbro måtte vel selv vide, at det ikke var så let at sidde over andres børn, — især da et sådant vildfarende, som var kommet til på den måde!... Det var, hvad Barbro måtte erkende for retskaffen tale fra ende til anden, hvor meget den end bed hende, og hun derfor altid fik som en hast med at komme afsted igen. det var ikke frit for, at hun også tog sig lærdom af det, — hvad hun på sin side kunne have føje og ret til at sige Fru Wejergang om alt sit stræv for hendes to, når der kunne komme en knude på tråden. — men den fortsatte sig gennem hele opvæksten den samme ulydighedsånd i gutten. Den var umulig at plukke af ham, alt det blokmagermadamen arbejdede, og blokmageren selv undertiden måtte hjælpe til! Det sidste gik dog ikke for sig, før hun tilbørlig havde indprentet ham den moralske nødvendighed af at overtage denne sin halvdel af husets pligter. Blokmageren var en tavs mand med et par stille, blanke øjne. Han gik og kom morgen og aften, tørrede og pudsede sig og stod nølende ved døren med et eller andet redskab eller en blokstjert i hånden, før han gik ind. Hvad han kunne mene om sit ægteskab, var der liden anledning til at se udenpå ham. Et var sikkert -r- en kone som madam Holman var en skat, som ikke kunne prises højt nok; og, blev der ikke netop så meget igen af Holman; ja, blev han endog med respekt at sige til noget af en Dot, så indså dog enhver, at Dot, Per tot. så måtte være i det ægteskab, om ligevægten skulle bevares. Den, som blot en gang havde sét og talt med madam Holman, forstod det straks og, hvad man egentlig mindre forstod, var, at det dog til syvende og sidst var ham, som gjorde blokkene nede på værkstedet, hvoraf huset levede. Desto mere påfaldende var det, at han undertiden blev antruffet i porten i en tilstand af utilregnelighed, som ingen skulle ventet af en så lykkelig gift mand. Efterat det under var hændt, at madamen selv fik en liden pige, — efter den store og indgribende forandring i huset, kom det jo under overvejelse, om det ikke var bedst at få stuen lettet for fremmed afkom. Men dels var det gode, faste penge at have, dels kunne hun med tiden bruge ham ved vuggen. Det var det letteste arbejde af verden! — rigtig som skabt for en liden gut at sidde og træde mejen... blot, som en liden øvelse for ham. Men også her skulle hun gøre triste erfaringer! Hun havde ham ved vuggen, når M ej, gænge. hun gik ud; men, når hun kom hjem, stod han og keg og måbte i vinduet eller højt oppe i kælderhalsen efter ungerne, som legte ude på pladsen. Ja hun greb ham endog helt udenfor med døren åben efter sig; — alt var lige godt for ham, bare han kunne komme op af kælderen og fra sin pligt! Nå, mester urian fik da også stå til regnskab, — alt det han kunne bære på sin syndige ryg!.. Og det forsikrede hun pigen ovenpå, som stak hovedet ind for at høre, hvad det veste troldet igen havde gjort, siden han skreg så stygt, — at alt det, hun straffede ham, og alt. Det, hun nu havde prøvet både med at nægte ham aftensmad og stænge ham inde, — det nyttede lige lidt, lige trodsig og upålidelig blev han i nu havde hun skræmt liam med, at fanden sad i krogen bag sengen og passede på, om han slap vuggen! Han vidste næsten ikke af sig for rædsel, og troede hele tiden at se den nævnte uhyggelige stikke hovedet op over madamens hoved- vosle, lille. pude. Derimellem kunne han jo ikke lade være at se hen til vinduet; — på pladsen udenfor var der nogen som legte. Og, hvordan det gik til, så kom han til at stå derhenne, indtil han igen huskede, hvad han havde bagom sig. Da for han som en pil tilbage og sad og stirrede livræd ind imod krogen. Fra at gøre nytte ved vuggen avancerede Nikolai fremover årene til at gøre ditto ved at passe deres datter ursilla udenfor kælderhalsen. Et skridt videre, — så vidt som hen til træerne over på den anden side af gaden, — var halsløs gerning. Begrebet om, hvad det ville sige at gå over stregen, var indprentet ham med fuld kraft. Hvorledes kunne hun ellers være tryg for, at han ikke slap Silla helt hen til kummen om vandspringet, hvor alle de uskikkelige gutter legte med skibe og skreg og støjede? Hans syndige krop havde fået så mange gule og blå streger for hver gang, han faldt i fristelse, at grændsen tilslut instinktmæssig stod for hans forfærdelse som et usynligt jerngitter. En fodbred udenfor var for hans fantasi den sorteste forbrydelse, en udåd, der ville drage den vildeste gjengjældelse over ham 1 at Silla var et ualmindeligt, overordentligt væsen af så at sige højere Art end han, det havde han fået ind på så mange slags vis, alt fra hun kom til verden, at han anså den sats for ophøjet over al tvil. Uagtet alt, hvad han havde døjet for hende eller, ved en forunderlig modsigelse, måske netop for de offre, han havde nedlagt der, var følelsen af, at hun hørte under hans forsorg, højst udviklet. Han beundrede hende ubetinget, — med den blå sløjfe og en gammel, rød tøjrose på hatten fandt han hende mere end mærkværdig 1 — og han underkastede sig en egenvilje, der var lige så despotisk som selve blokmagermadamens. Når han havde siddet længe nok og ladet hende kaste sig håret fuldt af sand, fordrede hun, at han skulle trække sko og strømper af hende. Gjorde han det, fik han bank, gjorde han det ikke, skreg hun, og da fik han også bank! Utrygheden var så at sige den jordbund, han levede på, og det hastige, sky blik, han stadig ligesom af vane sendte hen til kjælderåbningen, — selv der, hvor hans ofte skyldbetyngede samvittighed følte sig som retfærdigst, — var kun frugten af daglige erfaringer. man kunne se den onde samvittighed udenpå ham på lang led, sagde madamen; og det var sandt; — det raskt spejdende blik op med de grå øjne var for at se, hvad for synder han nu igen havde på sig? — » Gode naboer og sådant mere «, hedder det. Men i vor tid har man ikke naboer; man véd i det samme hus ikke, hvem der bor i etagen ovenfor eller i etagen nedenfor eller endog tvært over gangen. Og således gik det til, at ingen i huset havde videre øre for Nikolais forskellige uheldige skæbner dernede i kælderen, uagtet de kunne gøre sig gældende højlydt nok under eksekutionerne. Man havde vænnet sig til den evige skrig og hylen af den uskikkelige gut, som man vænner sig til øvelser på pianoforte eller gnissen af en fabrik, trøstede sig vel også kanske med, at det var ganske heldigt, at et sådant moralsk fordærvet barn var kommet ind under opdragelse og tugt. Når » han Nikolai og hu Silla « som vanligt drev på fortoget udenfor kælderhalsen, kunne gningen, knirken. husets folk i forbigående sende den lille pige et venligt nik. At opmuntre Nikolai på det vis ville været en fejl. Maren kokkepige, der var kommet sidste faredag i etagen ovenpå, havde selvfølgelig endnu intet begreb om blokmagermadamens strenge, rettænkende karakter og måtte vistnok undskyldes i, hvad der passerede: hun gik ned i kælderen med lygten en kvæld for at hente kul og ved, — hæsende og pæsende med bøtten i trappen, som hun plejede; hun havde knæk i begge hofterne af gigten og vippede som en bådmast i uroligt vejr over både til den ene og den anden side. Fra vedrummet hørte hun med ét, at det ligesom jamrede i mørket indenfor. Det var, som nogen hulkede og græd og derimellem higstede krampagtigt i lange stunder uden at kunne få lyden frem! Stemmen lød så rent overgivet fortvivlet, at Maren standsede med at få veden' i fanget og stod ved stabben og lyttede... Det syntes at komme fra en af kulrummene inde i den mørke gang. Tilslut greb hun lygten og fam- hæse og pæsc, puste og stønne. Higste, hikke, hulke. S t a b b e, huggeblok. lede sig indover; hun måtte se til at få rede på, hvad det var! » Er her folk? « råbte hun ved døren, hvorfra higstingen lød. Der blev pludselig aldeles tavst. Hun bankede hårdt på med et vedtræ; men da lød der et angstens hvin derinde, så Maren kastede veden fra forklædet og rev op haspen, som var lukket med en pinde. » Men hvem har sat den stakkars gutungen herinde? — i svarede kuilende mørket! « I lygtelyset stirrede Nikolai vildt forfærdet på hende. » Jeg tro’de, det var sjelve fanden jeg... Ja, for han banker i væggen, gør han! « » Huf, du skræmmer vettet af folk, gut! — med det stygge snakket dit! « » Madamen siger det! « — og med et raskt forskende blik op på Maren lagde han til — » men tro, om hun siger det bare, for at jeg ikke skal røre ved sukkeret hendes? « » Er det derfor, du står her? « » Jeg har ikke taget noget fra hende i men jeg skal tage, skal jeg, når hun siger det, enten jeg gør det eller ejl — det er bare for den vet, forstand. mandagen, jeg stak tungen lidt ned i posen og slikkede, da jeg var efter et halvpund. Men nu skal jeg knaske, så hun skal få bare tomme posen igen!... Jeg skal tage!... jeg skal stjæle! « — satte han i og skar tænder. — » Gå, —gå ikke! « higstede han og greb hende i skørtet, » for, når det bliver mørkt, så kommer’n og sætter kløerne i mig! « Hvad skulle Maren gøre? Hun stod og svælgede og betænkte sig; hun turde da ikke rigtig slippe gutten ud heller! Hun fik kanske prøve at gå ind og bede for ham hos blokmagermadamen? » Hjelpe mig til juling ja, — for det også! « Lød det. Der var ingen råd for, hun kunne ikke lade den rædde stakkaren stå der i kulbingen i og med lukkede øjne for sin egen beslutning udbrød hun: » Så får du være med mig op i køkkenet da og ligge på krakken der i nat! « Denne gang vejede Nikolai ikke sandsynligheden for, hvad blokmagermadamen ville sige eller gøre; han greb bare dobbelt tag i skørtet. Og med gutten tæt bag efter sig. i kølvandet vaggede Maren så igen op køkkentrappen. S v ælg e, synke. Juling, prygl. Krak, bænk. Vagge, rokke, svaje. medens hun fandt sammen nogle af sine gamle tørklæder og skjorter til at lægge ham i og plukkede ud af sin egen sengebænk og gjorde i stand så godt og varmt, hun kunne henne på krakken, syntes Nikolai at have glemt alle sine genvordigheder. Der var så meget nyt heroppe! Bliktøjet hang så mangfoldigt og blankt hen over væggen, og så var jo katten en gammel bekendt. Han havde sét den nede i gården mangengang, og nu måtte han jo knibe sig til at få fat i den, så langt den drog sig under sengebænken. se så! der rev han ned blikkjedelen med ryggen! Han for forskrækket tildørs. Men Maren tog den ganske rolig op; der vankede ikke et ord til skænd, — noget, han forundrede sig endnu mere over end både bliktøjet og katten. Maren var endelig sovnet ind efter al den riven og sliden af gigten i de mødige hofter, som hun altid havde at strides med først på natten. Hun vaktes af et vildt skrig. » Hvad er det, — hvad er det? Nikolai!... Nikolai da! « hun. fik tændt på lysestumpen. Der sad lian opret og forsvarede sig med armene. » Jeg syntes, de ville tage hovedet af mig jeg! « forklarede han, da han endelig havde.samlet sig. Da hun lagde sig ned igen, kom Maren rigtig til at tænke på, hvor godt og vel det var, at hun ikke havde noget barn at svare for. Hver skal have sit, og hun havde nu fået denne gigten... Men det blev et hårdt pust for hende, da madam Holman om morgenen i køkkentrappen i overvær af pigerne både over gangen og i anden etage forlangte regnskab, fordi hun havde stukket sin næse ind i det, hun sletikke havde noget med! Hun fik da en så retskaffen besked en gang for alle både om, hvorfor madamen havde stængt ham inde og om, hvad de daglig havde at gennemgå med gutten, at Maren stod igen ganske flad. For det kunne madam Holman sige for sit liv, at, var der nogen i huset, som ikke tålte uorden eller uanstændig opførsel, så var det hun! Hun ville ikke betænke sig på nogen refselse frem for, at det skulle påsiges hende, at hun drog op under sine øjne skam og forvorpenhed! men, når Maren om kvældene sad ved lygten på stabben dernede og kunne høre gutten skrige helt inde fra blokmagerens, årkede hun ikke at gå op, førend det værste var over. Hun syntes, hun aldrig havde hørt noget så hjerteondt, — endda det var for retfærdighed! Deroppe hos Maren fik han da også som et slags nødhavn. Der sad han stille som en mus i krogen ved vedkassen og skar sig både, som han havde på brystet under blusen, når han bar madspandet ned på værkstedet til Holman ved bryggen. At forestille sig, at Nikolais tilværelse altid førtes så at sige i kulbingen eller under vask om ryg og øren af blokmagermadamens varme hænder, ville imidlertid være overdrivelse. Han havde også sine glansterminer, da madam Holman strømmede over af lovord om ikke netop over ham, så over alt det, hun under sit daglige stræv havde udrettet til hans moralske forbedring. Det var de to gange om året, da hun skulle hente betalingen for ham på generalkonsulens kontor i byen. Med kjøkkenvognen, som gjorde indkøb om formiddagen, fik da Nikolai også gerne lov til at følge ud på landstedet. Og der sad han da, medens vognen ramlede og skramlede, pyntet, hel og ren, skuret og kæmmet over hoved og krop som en kobberkedel, der er taget med sand og lud. Stille kunne han ikke sidde et øjeblik; han snakkede og spurgte — altid om hesten, den brune, mærkværdige hest! — om den var deres bedste eller næstbedste, om den kunne tage igen jernbanen, eller hvem eller hvad den kunne tage igen... Så svang vognen, så alt for tidligt! ind på gårdspladsen foran køkkendøren, og ind blev han ført af tjeneren gennem gangen til barnekammeret. » Du har nu vel tørret benene dine? — du kunne haft så megen forstand, Lars! at du ikke tog gutten ind den vej... slig, som han er på skoene! « klans mor tog og satte ham på stolen. Og så fik han smørrebrød og kringle og melk. Men nu måtte han vente, til hun kom ind igen, for hun havde travelt i dag med at vaske af Lizzies og Ludvigs tøj. Tage igen, indhente. ind kom de nævnte hans jevnaldrende stormende; den ene trak en stor opbidslet ridehest efter sig, den anden bar to store pyntede dukker. De var sendte derud af fruen for at lege med Nikolai. Og snart gik det også rundt derude i barnekammeret i fuld gallop... Hyp! hyp! — Nikolai trak, og Ludvig red, hyp, hyp, hej!... Og så til sidst ville også Nikolai ride; nu havde han trukket så længe! Men Ludvig ville ikke af, og så hev Nikolai bidslet og vippede ham ved det ene ben ned af hesten. » Din fillegut, du er, drister du dig! « » Fillegut! — fillegut for dig! « det endte med et varp op i sengen, bag hvilken Ludvig nu forskandsede sig og hytte, medens hans søster gjorde parti med ham og også satte i. » Hvad er det? — hvad er det, Barna mine! « Kom Barbro ivrigt ind. » Skammer du dig ikke, Nikolai! at opføre dig således mod generalkonsulens børn! Du kan bare prøve dig, kan du! — så Ludvig!... så så, Lizzie! — han gør ingenting! — hører du, Nikolai! bare gør, som de vil!... « Og så måtte Barbro hen og jamre for Ludvigs stivede krave, som var blevet så fi 11 egut, pjaltet dreng. Varp, kast, krøllet. » Kom nu, gullegutten min! kom nu, så skal du få lege igen straks! « Hun tog ham op på fanget... » Ja det er min egen gullegut, som er snild det! — så så, hold blusen hans, Nikolai! — her skal du få se én, som er så fin, at det skinner, og så snil, så snild! « » Vis ham søndagsklæderne mine, Barbro, og de lakerede! «... og så fik Nikolai lov til at se i komoden på alle Ludvigs og Lizzies kjoler og skærf og fine underklæder samt kige i legetøjskabet og forbløffes over gamle trommer og Trompeter og aflivede, hovedløse mænd og heste og tinsoldater og noæh arker med tilbehør, hvilket alt Barbro sagde, de havde fået, fordi de var så snille! Der var en hel stabel derinde i skabets underrum, så Nikolai begreb, at de havde været uhyre snille, og at hans mor også — hvad han følte med en bitter skuffelse, — måtte være tilsvarende uhyre glad i dem. Det måtte være anderledes børn end han; sådanne som aldrig fortjente juling, men altid legetøj!... Han blev rent stur og lej, der han stod. Traf han nogen- stuks, sørgmodig. Lej, ked. gang den Ludvig nogetsteds, skulle han give ham igen for det med hesten! Så slog endelig afskedens time, da han skulle følge med trillen, som klokken tre hentede generalkonsulen tilbage fra byen. Begge de to hang i moderens skjorter, da hun fulgte ham ud. » Farvel, Nikolai! « hun klappede ham på en måde over kind og hår, så han så halv tvilende på hende, — » og hils til blokmageren og madam Holman. Hører du, glem endelig ikke madam Holman!... og — nej, spænder du nu på lakeringen også! Du må sidde rigtig pent, Nikolai!... hele vejen! — skønner du ikke, at de fine vognpuderne ikke er til at komme nær med støvlerne? Du skulle bare se, når Ludvig og Lizzie kører, hvor pent de sidder, — ikke sandt, Barna mine! « Og afsted bar det! Det havde jo været en festdag, og en stor, sukkret kringle havde han fået med sig, og den smagte dejligt; men, hvordan det var, så stak han med ét i at græde på hjemvejen. Dagen efter fik han fuld bekræftelse på, hvor gjildt han havde haft det. Spænde, sparke. Gj i 1 d t, prægtigt. medens han drev op og ned på fortoget under sin daglige beskæftigede med at passe og vogte Silla, opfangede han stumpevis madam Holmans udlægninger inde i portrummet til husholdersken ovenpå; hendes høje skikkelse var ham ikke et øjeblik ude af syne.... » Kan nok sige det, jomfru dammi Tage ham ind i stuen til deres egne børn; det er ikke mange storfolk, som ville gjort den ære på slig én! « » En får gøre så mangt i denne verden, jomfru Damm 1 — vi får renskure rendestensbrættet, som

1874_LieJ_LodsenOgHansHustru

Jonas

Lodsen Og Hans Hustru

Lie

LieJ

Lodsen Og Hans Hustru

male

1874_LieJ_LodsenOgHansHustru.pdf

Jonas

Lie

no

Lodsen og hans Hustru

n

gothic

Gyldendal

KB

Pris på 5. opl.: 3,5.

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Som en uvorren brand til at gå ud i al slags vejr nævntes i Arendal den mørkfljæggede lods salve Kristiansen ude fra merdø. Han havde med livsfare bjerget mangt et skib, der ellers som haverist ville hjemfaldet søretten, og man vidste om ham, at han havde ladet sig sætte alene ombord i synkefærdigt brag, medens han sendte kammeraten iland efter hjælp. Men det hed tillige, at han lå stærkt uklar med lodsoldermand Beck, så at han aldrig ville opnå redningsmedaillen. I hjørneskabet hjemme i hans hus skulle han have flere sølvstøb med indskrifter samt en stor kikkert som erindringer fra forskellige skibe. Han var heller lav end høj, — man kunne næsten kalde ham spædbygget; men der stod noget ubøjeligt, uforfærdet ud af dette ansigt med de hvasse, brune øjne, den skarpe, rette næse, og et anstrengt magert træk ved den del af kinden, som var over skægget. I forening med hans bratte barske bællvorren brand, dumdristig satan. sen og tale gav det indtrykket af en overordentlig energi. Hans hele utilgængelige måde at være på røbede en vis bitterhed, der tydelig nok lod folk folk søle, at han kunne leve dem foruden. Det hed oppe i byen, og det sagdes også hos lodsoldermandens, at han var forfalden til drik; thi, efter at have afsolgt sin makrel nede ved bryggen, kunne han undertiden sidde hele dagen inde i mor Andersens stue med brændevinsglasset for sig. Han talte da lidt; men, når det led ud på aftenen, og han havde fået en del i hovedet, var han ikke god at komme ud for. Hvad der gik af ham, at han fandt sig så vel i mor Andersens sjomandsstue, var ikke så let at sige; — man vidste i al fald der, hvorledes man skulle tage ham. Den høje mening, der almindelig næredes om ham som sømand, havde gjort ham til helt i denne kreds og, om det end ikke udtryktes direkte, følte han dog gennem de enkelte ligesom tilfældige spørgsmål, der efter en eller anden tur tilsjøs rettedes til ham, eller af den måde, hvorpå den indtrædende hilsede ham, at her var sympattier, og at hans navn havde klang. Det faldt ikke let en Matros ind at sætte sig uden videre lige ved siden af ham, uden det kom sig naturligt så gennem hilsning og tiltale. Medens lodsen salve krisfiansen således kunne sidde inde i sjømandsstuen, færdedes hans tiårige søn Gjert ude på havnen sammen med en hel hob kammerater as byens børn, der lidet forstod sig på standsforskel. Den brunhårede, brunsjede lille gut med det rafle ansigt var den viltreste af dem alle sammen og nød tillige en vis anseelse blandt dem som sin faders søn, — en ære, som han åbenbart på alflens halsbrækkende vis søgte at hævde. Han skulle jo egentlig passe på skøjten, men den lå vel fortøjet og kunne også godt tilses fra en af ræerne ude på havnen. Gjert holdt sig ved båden, indtil arendalsgutterne kom fra skolen; men, når disse så strømmede nedover og i iveren efter deres vanlige legeplads, havnen, kastede bøgerne på bryggen, ventede han dem gerne derude på en iøjnefaldende plads oppe i en Saling eller rå eller, — hvad der fra mangt et vindue sås både med og uden kikkert og ellers rygtedes til stor forskrækkelse blandt byens mødre, — med en præstation, hvorunder han lå på maven over en eller anden masfeknap. De fleste af børnene vare hjemme udtrykkelig advarede mod sønnen af den „ uvorne Kristiansen “; men Saling og top, der så alt for godt kunne ses hjemmefra, blev netop derved så lystelige at se op til, som om Gjert Kristiansen sad oppe i det forbudne træ. Det gik jublende til derude som i alle vore sjøbyer, hvor guttelivet på havnen skaber matroser, inden de endnu har gjort deres første tur. Sksne, stude. Becks sønnesøn Frederik, der skulle blive søcadet, havde en dag troet at dække sig for vinduerne hjemme ved at entre op på den bagre side af mastetoppen og der forene sig med sinjven, som sad oppe på knappen; men det spinkle træ gav ikke den forønskede dækning for lodsoldermand bccks skarpe blik. Denne kom selv i fuld bedstefaderlig harme ombord, hudskjeldte skipperen, som kunne stå og se på sligt og bankede Gjert Kristiansen, som havde forført hans sønnesøn til sådan ulydighed, med sin krogede knortestok, idet han tilføjede, at Gjert alt tegnede såre net til, hvad der engang ville blive af ham, — han havde arten at slægte på. Hans egen elskede forførte pode, der dog var et par år ældre, flap for prygl, og det blev i den anledning aftalt mellem gutterne, at han skulle have det igen næste gang, de mødtes. Prygl havde han også fået, om ikke Gjert, som netop skulle hevnes, uventet havde gjort parti med ham. Historien om, hvorledes bcck havde banket hans søn og sat hans fremtids horoskop, fik lodsen først høre, da de sejlede skøjten på hjemturen. Han blev så hvid som et lagen i det sortsmudskede ansigt; men da det kom dertil, at Gjert aligevel havde hjulpet Frederik Beck, studsede han, og han sagde noget efter: „ Dette skal du fortælle til mor. “ i. Merds, hvor lodsen havde hjemme, ligger foran indsejlingen til Arendal, så at sige lige ude i havgufsen. Udsiden af den lille halvrunde 0 er som et andet nsgent skær, og oppe fra vindflsien, hvor lodferne holde udkig, kan man i uvejr se de skjulte skær og båer stå i bråt hele den urene havstrækning henover. Kysten er her overmåde farlig; men arendalslodserne ude ved merdø og torungen høre blandt Norges første. I modsætning til den engelske og hollandske lods, der har sit knapt anviste, authorisercde disfrict, er dette vidtfarende folk, som for at passe op skibe i dag ligge ved lindesnæs, i morgen under Skagen eller hansholmene og dagen derpå kanske sætte lods ombord på et fartøj fra Hamburg helt nede ved horns rev. I deres brede dæksskøiter med arendalsmærket, nummeret og en rød rand i storstilet, borge de makrel hen over hele nordsjøvidden lige ned til doggersbank, hvor de praie de fremmede fiskefartøjer og forhøre sig om skibe fra canalen og engelske eller hollandske havne. De bære gaffel istedetfor hvaløerbådenes spryd og, skønt ikke så velseilende som disse, bjerge de sig fuldt så vel i søgang. Havgufsen, havblnsfen. B a a e, blindt skj^r. Bråt, brænding. Dvrge, fiste med snøre, som flæber efter båden, når man ror. Didde, strøning. vil en skipper vide nyt fra Nordsøen eller skagerak, så holder han gerne udkig efter en sådan skøtte. Han finder der en levende skibsliste og tilmed den nyeste, og det koster ham, — såfremt han ikke gør gengæld med en eller anden underretning af interesse —, i det højeste en nul tobak, en boutcille brændevin eller en god taugende. ' men merdølodsen kendes bedst af den kaptein, der en begsort vinternat, når søen går som tårne, er kommet ind for bare stumperne i farvandet under torungerne, og vod, at han må rende på land, om han ikke opnår lods. Han hører sig praiet, linen kastes, og en drivvåd lods står pludselig på dækket. Manden bytter klæder, får sig et glas til opvarmning og overtager commandoen; — han har ikke betænkt sig på at sumpe ud i sjoen med linen om livet; thi på anden vis kunne fartøjet ikke bordes. Når det gælder deres ære, at bjerge skib, vcicr båd og hjem og liv kun lidt hos disse mænd, der ellers til hverdags kunne være nøje nok om skillingen. Indsiden af merdøcn danner den bekendte merdø nødhavn, et lidet strandsled af fiskere og lodser; og del var i en af sjømandsstuerne der — et lidet rødmalet hus, som han selv ejede, med bislag foran indgangen og en potetcshave med et stengjcrdc bagom — at lodsen boede. Jumpe ( engelsk ), springe. Potetes, kartoffel. i de små, hvidmalede vinduer stod et par geranier, og i stuen var alt påfaldende net og pudset. Der så halvt skibsmæssigt ud derinde, og man regnede da også i dagliglivet, som vanligt blandt sjofolk, helst døgn og skaffetid efter etmål og glas. Over klaffebordet hang en lang kikkert; ovenpå hjørnesfabet stod en del sjøkartruller, og i det andet hjørne et hollandsk slagur med en grøn gøg på. Hans hustru havde dagen i forvejen set skøtten passere merdø for Arendal, og ventede nu på sin mand, medens deres yngste søn Henrik udenfor var fuldt optaget af at fange ræeger i en af de små saltvandsdamme, som sjøcn efter uvejr eller høj flod gerne efterlader på de lavere dele af øen. Han havde fået det hverv at holde udkig og varsko moderen, men måtte helt have forglemt det for sin nuværende interessante bcfljæftigelse; thi i den smukke eftermiddagsstund, hvori havet, der viste en række sejlere, yrredc i blåt guld, og solen alt begyndte at tegne sig til nedgangen, sås skøiren med lodsstriben og nummeret ikke langt borte at slå rumskjods ind mod havnen. Lodsens hustru sad ved udslagbordet under vinduet. Hendes dragt havde lidt af et fremmed, nærmest hollandsk snit. Hun var vist urolig; thi der gik forskellige udtryk over det, af en eller anden Kummer medtagne k kaffebord, bord med klapper, faldbord. Næge, reje. Irre, her: funkle ansigt. Et øjeblik støttede hun hånden til kinden og lukkede øjnene med en træt mine, men syede derpå ivrigt videre. Skønt hun holdt af sin mand, var det ikke frit for, at hun gruede sig for hans ankomst. Der var noget skyt, fortrykt, over hende, som hun rejste sig lidt forhastet, idet hun uventet hørte lodsen udenfor. Hun stod uvis, om hun skulle gå ud af døren imod ham. Men, da han kom ind i stuen, gjorde dette udtryk med et plads for en frimodig, tilsyneladende glad overrasket mine. Når han slig kom hjem fra Arendal, var han gerne misfornøjet og bitter og ikke let af omgås. Hun kendte straks, hvad der lå i hans ansigt, og vidste, af det for hende da bare gjaldt af holde ud, — være munter og kærlig og ikke falde i nogen af de fælder, hans bitre humør altid meget kløgtigt lagde for af fange hende, i et eller andet ord, hvorfor han kunne fare op, eller blot i en eller anden fortrydelig eller uglad mine. Blev han „ desperat “, kunne han true med alt muligt, ikke mod hende, men mod sig selv; — og hun vidste, af han var i stand til af gøre det. Det havde flere gange hændt, af han på grund af et sådant uheldigt ørd lige med et var gået tilsjøs igen — engang i en uveirskvæld, da det så ud som den visse undergang. Han kendte også selv sit humør, og det var måske mest for af få det af sig, at han ofte foretrak mor Andersens stue i Arendal for hjemmet. Var blot den første farlige dag over, kunne ingen leve lykkeligere og mere fornøjet i sit hjem end lodsen salve Kristiansen og hans hustru; thi han forgudede rent både hende og børnene og havde nu lige så ondt for at rive sig løs igen, som han før havde haft for at finde hjem. Sønnen Gjerts bedrift med bccks dattersøn havde den dag taget brådden bort af hans sind og så at sige forud udrettet hustruens tunge arbejde. Det var med en lys og oprømt mine, han trådte ind i sin lille stue og hilsede sin hustru: „ Nu, hvordan har du det mor? — og hvor er posekigeren? “ Derved mente han den yngste søn, han, som havde holdt så slet udkig for moderen, og som, når faderen var i godt humør, altid gik under det navn —; det var hans øjesten. En knugende tyngde var med et taget hans hustru fra brystet, skønt hun vel vogtede sig for at lade manden mærke det. Stuen var pludselig blevet hende lys og fyldt med den effermiddagssol, som havde faldt gylden ind gennem ruden hen på hendes lyse hår, mens hun sad og syede og så så bleg ud. Det var en smuk, slank kone med kulør i kinderne, der med skælvende ivrig hånd hjalp ham hans sjøklæder af og nu havde lidt ondt for at svare videre sammenhængende. Og lodsen var ikke blind derfor, medens han gentagende med stærkere stemme råbte på „ Posekigeren “, som da også noget forlegen og frygtsom foreviste sig i døren, barbenet, med opdrættede benklæder og den blikkop, hvori han havde sine ræger, i hånden. Den ældste søn Gjert kom ind med en del knytter og barer til huset, som lodsen havde købt i Arendal, og han pressede straks den måbende posekiger til at hjælpe sig med at bære op af båden. Gjert havde kun let hilst på moderen, thi et øjekast sagde ham, at alt denne gang stod vel til. Ellers var han hende i blik og adfærd anderledes nær, og han hjalp og tog af for hende i stilhed, hvor han kunne. Han havde gennem sin barndom set og opfattet så meget af dette ulykkelige forhold, at han var blevet moderens ven og støtte, skønt han samtidigt også sværmede for sin fader. At Gjert var med faderen på skøjten, var hende en forsikkring om, at denne, når humøret var over ham, dog ikke rentud gav sig til at sejle skøjten over hovedet på sig — en mulighed, som ellers ofte nok stod for hendes forskræmte indbildning. Gjert sørgede derhos altid for, at der fra de forskellige steder kom bestod om faderen hjem til mcrdø med andre lodser eller fiskere, og af og til, når han ikke var med, sendte hun ham ind til Arendal for at spcidc efter ham. ude på sjsen var lodsen i regelen i nok så jevnt humør, men det mørke lune kunne også der komme over ham, tilsyneladende uden nogen som helst ydre anledning. Forøvrigt syntes han aldrig så vel tilmode som netop ude i uvejr; mod den anden lods i båden blev han da gemytlig og munter. Men det var en selvfølge, at det, når det i den hårde sø kneb for stærkt med ombordsætningen, var ham selv, der tog rebet om livet og jumpede ud, — det modsatte ville været et bevis på hans agtelse. Men han agtede nu engang intet menneske; — det var hans tilfredsstillelse at vide dette med sig selv. Denne gang blev lodsen længe hjemme, og der herskede i den tid ikke en mislyd i stuen. Tvertimod var alt i betragtning af, at de dog vare ældre ægtefolk, heller overdrevet vel. Faderen havde de første dage endog hjulpet den lille Henrik med at fange næger og siden været optaget med at tilriggc en liden brig for ham. Det eneste, hvorom der havde været en uskyldig liden disput, var i anledning af Gjerts skolegang. De vare nok så velstående folk efter deres stilling, og moderen havde en dag, tilsyneladende som et øjeblikkeligt indfald fremsat den tanke, at det nok kunne være muligt for ' dem at holde gjcrt på skolen i Arendal; — han kunne jo have sit ophold hos hendes moster derinde. Dette ville faderen ikke vide noget af; Gjert skulle, såsnart han fik alder dertil, ind på terjesens takkelloft i vrængen og lære at rigge. lodsen begyndte imidlertid oftere og oftere på sin raske, noget urolige vis at vandre oppe ved udkigsfløjen, eller han stod alene med hånden på ryggen nede ved bryggen og så sig om; — han var ikke af de, som samlede kammerater om sig. Dette var sikre tegn på, at han begyndte at længes tilsjøs igen. Iii. Corvetten ørnen var netop kommen indom Arendal efter et cadettogt til Middelhavet. Den lå derinde på havnen og gjorde opsigt med sin høje rig, de blanke messingpropper ud af kanonportene, sit mylder af matroser og sin prompte orlogsskib til den stingrende pibe, medens trommen af og til rørtes ombord. Gjert havde fået lov til at følge med en af lodserne indover til byen for at se orlogsskibet, hvorom nysgerrigheden desuden denne gang var spændt ved en del rygter, der vare i omløb, og som voksede fra mund til mund. Man fortalte med betydningsfulde øjekast, at det havde været et „ Tampetogt ', og der herskede blandt Gjerts kammerater, såvelsom menigmand inde på havnen en vis rædsel for fartøjet. Hvergang piben lød, næredes en dunkel forestilling om, at det var en, som skulle kattes, og de nysgerrige både holdt sig helst på nogen afstand. Rig, takk^lads. så meget sandt var der i alt dette, at der blandt mandsfabet ombord virkelig herskede en del misfornøjelse med en af officererne, der var bleven lagt for had for fin hidsigheds skyld. Han havde tillige været så uheldig at lade katte netop besætningens visemager; derfor sang de om gangspillet en mystisk vise, som snart lød på havnen både i Bas og sopran. Gjert havde hele tiden været utrættelig beskæftiget med skibet og alt, hvad der vedkom det, og var nu, da de opad den næste dag sejlede hjemover, ganske opfyldt af alt, hvad han havde set og hørt. Den, som kunne være en sådan en, som gik der ombord med guldblinkende uniform! Frederik Beck, med hvem han havde sluttet et særligt vensfab siden hin affære inde i Arendal, da han bjergede ham for prygl, havde fortalt ham så meget derom. Det havde imidlertid kulet dygtigt op; det så ud til alt andet end godveir til kvelden, og skøjten stod hjemover med tre rev i sejlet. Lodsen havde flere gange været oppe ved fløjen for at se efter dem og sad nu hjemme i stuen, beskæftiget med at hefte sammen et gammelt sjøkart, medens sønnen kom op fra bryggen syngende med skingrende stemme i vinden den nye vise: nu, hurra for mangen en glædelig bagt, — hi » i — å slå på! For hver ryg, som brann ' i det varme land — udi engeland. å, sej du bådsmandsmath! har du slidt ud din kat? — hi vi — å slå på! To dusin, min ven, er der vel igen — udi engeland. Over kongens kanon lad ham få sin ration! — hi vi — å slå på! Der er frivagt tilveirs op i foremers — udi engeland. Ja, mage til sjpmand sku ' ingen ha ' e set! — hi vi — å slå på! Udi trallala, udi trallala, udi engeland! Han standsede hæseblæscnde ude i bislaget for at blive færdig med den sidste strofe, og ved at høre sønnen derude vekslede mand og hustru et blik. Inde i stuen var moderen netop i færd med at sætte frem eftasverdcn. Da Gjert kom ind, var det let at se på ham, at han var opfyldt af mærkværdigheder og tillige, at han selv havde følelsen deraf. Samtidig med sin raske hilsen trak han stolen, der stod ved døren, hen til bordet og satte sig, uagtet maden endnu ikke var kommet; — han var glubende sulten. „ Nu da Gjert “; sagde moderen, da han havde siddet lidt og set stg om, øjensynlig i påvente af en eller anden opfordring til at fortælle — „ var du ombord? “ „ Nej, — ikke jeg; men jeg talte med dem, som havde været det. Forresten så jeg alting der “ — forsikrede han med et selvbevidst nik, og rakte hånden ud efter en brodsfalk — „ fra Merset i skønnerten Antonia, som lå lige ved; — det rak ikke højere end accurat op over skandseklædningen; — den kunne gerne været storbåd for corvctten, — “ „ — om den havde været en hel del mindre “ — udfyldte lodsen tørt, idet han gik hen og satte kartrullen fra sig oppe på det lille hjørneskab. Gjert begyndte nu, henvendt til sin mor, at anstille en del sammenligninger i sin favør om, hvor lavt skonnertens skrog havde ligget imod corvettens, hvorledes dens vager ikke havde rullet højere end til storråcn o. s. v.; men han afbrødes heri af faderen: „ Hvad var det for en vise, du sang derude? “ „ Å — det var den om tampetogtet! “ „ Så, — det har da virkelig været et sådant? “ — spurgte lodsen med et noget forskende blik på sønnen; thi han var ellers ikke af de, der troede på sligt folkesnak. Denne interesserede henvendelse var overmåde smigrende for Gjerts selvfølelse. Det var desuden egentlig dette, han hele tiden havde haft på hjertet at fortælle, og han udbrød nu med præget af den dybeste overbevisning: „ Ja, det kan du tro far! — nogle sige seks, andre sige ni; men at de alle er kattede ihjel og gåde i haiene dernede i Middelhavet, er så vist som — ja som “ — her så han sig i iveren om efter noget at bedyre med og endte tilslut, da der rak ( række ), nåde; rufker, når. intet andet slående billede ville stige op for ham, med et noget mat — „ som at gjsgen står deroppe på klokken! “ Efterretningen bragte hans moder til at sætte sig ned på bænken med tallerkenen i fanget. Hun så forskrækket fra sønnen over på manden, hvis mine dog beroligede hende noget. „ Hvor har du dette fra Gjert, “ — spurgte hun tilslut alvorligt med en rest af sin bekymring i stemmen. „ Hvor jeg har det fra? — fra dem alle sammen! “ Men i følelsen af, at dette „ Alle sammen “ her i hans vanskeligt troende hjem nok ville blive taget jcvngodt med ingen, fortsatte han: „ Fra Fredrik Beck. Han har selv talt med en af de matroser, som havde vagt i officersgiggen, nede ved bryggen, mens chefen var iland; og han fortalte ikke bare dette, men også mange andre rare ting. “ Her så Gjert sig om i følelsen af dog denne gang at måtte have overbevist dem. „ Det lader til at have været en troværdig mand det! “ — ytrede lodsen med en lystig ironi, der imidlertid undgik sønnen, medens moderen så hen på ham halvt bekymret for, at han skulle sidde og prostituere sig. — „ Nu, hvad fortalte han så videre? “ „ Å — det var mange ting det. “ Fang, skød. „ Nu da! “ „ Å, — der havde været en orkan, så de fandt igen en hel bortblæst by drivende derude i havet, præsten stod netop og prækte for de vandlidte; — og så havde de krydset op gibraltarstrædet så nær land, at de på bougsprydet havde taget en palme ombord, hvori der sad en hel negerfamilie, som de siden måtte sætte iland. “ Gjert ville have udkrammet nok en „ Mærkværdighed “, — om ikke hans forældres munterhed var blevet ham påfaldende. Også posekigeren lo, fordi han så, at de andre gjorde det, og fik derfor et meget lovende blik af Gjert, der stødt trak sig ind i sit skal med et: „ I tro kanske ikke, at det er sandt? “ „ Ved du, hvad det er at spinde en ende, gutten min? — den fyr nede i giggen har nok udleveret en forsvarlig en! “ — sagde lodsen, idet han satte sig til bords. Der herskede en livlig stemning, både medens de spiste, og da moderen igen tog af bordet. Gjert snakkede, hans moder gik ud og ind, og faderen sad henne ved vinduet og dels så ud på vejret, dels hørte på. Sønnen beskrev virkelig fængslende nøjagtigt alt, hvad han havde set ombord og fortalte om søofficererne og cadetterne med et liv, der bragte hans mor til at sidde inde og høre på, og faderen til under en pause at yttre småleende: „ Du havde nok lyst til at være en sådan søcadet Gjert! “ „ Ja “, — sagde hans mor, et øjeblik forledet af denne blændende tanke, — „ kom han ind i Arendals skole, kan ingen vide, hvad det ville føre til. Klokkeren siger jo, at Gjert har. så let for det. “ Noget i denne mtring måtte have berørt lodsen ubehageligt, thi hans ansigt stiftede farve, og han svarede lidt efter, ikke frit for spydighed: „ Jeg tænker, Gjert ikke er før god før sin fars stand, og at vi skal slippe at tigge ham op i storkarslauget. “ Gjerts før gode humør var imidlertid blevet yderligere animeret ved forestillingen om en sådan uniformeret fremtid, og han udbrød uden at vare sig mod faderens forandrede tone: „ Mor mente dog her om dagen, at kunne jeg blive en flig, tog jeg mig anderledes frem i verden, end en almindelig simpel sømand. “ Det var, som om disse ord havde tændt ild i et krudthus. Det blussede vildt op i lodsens hårde ansigt, og han sendte sin hustru et blik fuldt af en usigelig kold hån. Der lå i dets stumme udtryk, at han kun alt for vel gjennemsfuede, hvad der i hendes sind kunne ligge til grund før den tale. Han vendte sig mørk om og sagde skærende, så hun før sammen: her om dagen, forleden dag. S t ør lars l a uger, de fornemmes lag. „ Foragter også du din faders stilling, gutten min? “ Da så Gjert i sin Iver uheldigvis faldt ind med: „ Fredrik Beck skal blive søcadet, “ — påfulgte blot et: „ Kom hid Gjert! “ Og hermed vankede der en alvorlig lusing, så Gjert tumlede om i stuen. Ved det andet slag kom han tilfældigvis til at se op på sin hustru. Hun var sprunget et par skridt frem, som om hun ville tage Gjert fra ham, og stod nu blodrød i ansigtet med lynende øjne og en holdning, der gjorde, at han sænkede hånden. Hun gik straks derpå ud i køkkenet. Lodsen stod et øjeblik tvivlrådig. Derpå tog han i køkkendøren og meldte kort og skarpt ud, at han og Gjert endnu samme aften gik tilsjøs; — hun måtte lave i stand provianten. Da hans hustru lidt efter kom ind med øldunken og andet, som de skulle have med, var der intet spor af den forrige bevægelse at se hos hende; det var et stenroligt, blegt ansigt, og i hendes adfærd mod ham lå næsten noget ydmygt. Vejret tog stødvis hårdt mod de mørke ruder, medens hun gik der og gjorde tilberedelserne. Men da Gjert og hun blev et øjeblik alene i stuen, trykkede hun ham heftigt ind til sig og hvisiede med gråden kæmpende i brystet: „ Lad aldrig din far se, at du er ræd, gutten min! “ Mand og hustru havde sagt hinanden farvel i døren; men hun fulgte uset i mørket ned på bryggen efter dem, og sad siden længe med posekigeren på fanget og græd. Det var mørkt uvejr både i lodsens bryst og udenom ham, da han den kvæld lagde tilsjøs. Iv. Den vanskelige norske kyst står nu i natten illumineret af en række ypperlige hav- og havnesyre; men for mindre end en mandsalder siden var det ikke så. Da havde den på lange strækninger ingen anden lysning end selve den hvide brænding. Den kaptein, som havde sluppet oxø fyr på højden af Kristiansand, måtte prise sig lykkelig, om han fangede glimtene af det fjerne jomfrulands fyr oppe imod kragerøkanten, thi de mellemliggende på den farlige kyst udenfor Arendal vare endnu ikke til. Store- og lille-torungens fyrtårne stå nu der med deres hvide mure langt ude i havet, hver på sin nøgne klippeø af det tilsvarende navn. Den mindste af øerne, lille torungen, forekommer den forbifarende ikke at eje -synderlig mere plads end netop til det hvide fyrtårn og til vogterboligen ved siden af. Fyret ligger vildt og ensomt der ude i havet, hvis stænk i stormvejr regner på dets mur, medens ørn og søfugl tørne mod de tykke glasruder, så de falde døde ned. Communicationen med land afbrydes i den hårde årstid af menis, der hverken tillader at gå eller ro, for ikke at tale om de sjeldnere tilfælder, når hav-isen sætter ind. I årene atten hundrede og nogle og tyve — hen ved et snes år før disse fyre vare byggede, og før den tid, hvori vi ovenfor har hensat læseren, — stod der ude på torungen et hus, hvis bagside og ene væg var næsten helt op til tagskægget klemt ind i en stenrøs. Det så ud, som det ludede sig for at lade stormen stryge over sig. Den lave indgangsdør vendte til landsiden, formodentlig for også derved at lune stuen, medens to små vinduer lod beboerne se ud til havet. I en revne mellem et par rullestene lå ovenfor tangen en optrukket båd. Når man over den dybe tærskel trådte ind eller rettere sagt ned i stuen, var der uventet rummeligt og en del bohave, som man ikke skulle tænkt sig der; — det store skab med skænken måtte ialfald engang have set andre omgivelser, og i krogen bag det stod hensat en overstøvet gammel rok, ud af hvis Haspel det endnu hang en røggrå uldtot. Man kunne af adskilligt forstå, at der engang havde været en kone i huset, og hin uldtvt havde vel været hendes sidste spind. På bænken ved gruen sad nu en ensom gubbe, som oftest beskæftiget med noget skomagerarbeide. Msnis vanskelig, farlig is. Slenros, ltentynge. Gruen, arnen. af og til, medens han uddrog tråden, kunne han af gammel vane yttre et ord højt, som om han endnu tænkte sig sin livsfælle som tilhørerinde. Det var et flinthårdt, lidt tungsindigt ansigt med levninger af påfaldende storladne træk, og om det skaldede hoved faldt håret tæt hvidt om ørene og nakken. Det øjekast på sfjøns af messingbrillerne, hvormed han hilsede den fremmede, der kunne træde ind i hans stue, var kun en forbeholden indbydelse, medens et træk om hans indfaldne mund og den skarpe hage derimod tydelig nok sagde, at han var på sin post i anledning af, hvad denne kunne ville ham, og at man ikke fik ham længer, end han selv lystede. Stivsind var overhovedet en af hans fremtrædende egensfaber. Som flig var han kendt og bleven til ordsprog lange veje. Den, som accorderede med ham om fisf inde på havnen, risikerede ved den første prutning at se ham ganske roligt, men uvægerligt, at ro bort. Han sås som oftest med ved i båden, da de manglede brændsel derude. Hvad man ellers vidste om ham, var, at han engang havde været lods og haft en drikfældig søn, som tilslut havde forvoldt, at faderen afsattes fra lodsbestillingen. Man mente, at han ved den lejlighed havde påtaget sig sønnens skyld. Siden var han blevet menneskesky og havde med sin hustru flyttet ud i sin nuværende stue på torungen, hvor de, efter at sønnen druknede, havde taget til sig den lille forældreløse sønnedatter. Hvad han levede af derude udenfor noget skomagerarbeide og fiskeri, hvis udbytte han gerne afhændede til skibene, samt tidligere lidt skytteri, skulle man ikke have så let for at sige. En af hans håndteringer, hvorfor han modtog små faste bidrag af forskellige lodser og kjendtmænd, var også i høstnætterne at holde ild på skorstenen, for at de, som lå udenfor og lodsede i mørket, af lysskæret fra de to vinduer kunne tage kending på torungen. Ialfald var dette den grund, der anførtes åbenbart. At dette Jacobs nattearbeide tillige måske særligt stede til netledning for et smugleri,, som dengang gik for sig under kysten, idet fartøjerne i de mørke nætter nærmede sig land og udskibede, tør derimod ikke anses før utroligt. Under alle omstændigheder var den gamle før klog til direkte at have noget dermed at gøre; men af og til rullede der jo underlige foræringer ind i stuen til ham, såsom dunke med genever, småscekke med caffe, tobak, mel osv., og han sad overhovedet påfaldende velholdent i det derude på skæret. Den eneste gang, man mindedes at have set ham ved kirken, var, da han kom roende med sin hustrus ligkiste. Da tromøpræsten skuffede muld over den, trillede tårerne ned af hans ansigt, og netledning, deiledning. man lagde mærke til, at han ikke forlod kirkegården, før det blev mørkt om aftenen. På de sidste år var „ gamle Jacob “, som man kaldte ham — hans fulde navn var Jacob raklev — sygelig og havde mindre let før at ro den lange vej indover til byen. Han havde på grund af en gammel benskade endog til sine tider ondt før at komme ned i båden, og sad da fordetmeste i uldtrøjen med skindsælerne over ved gruen med sit indearbeide. Af og til, når sønnedatteren — et pigebarn med et tykt hår om ørene og en ragget hund stadig i hælene på sig — før ind i stuen med vejret så at sige blæsende om sig og aflagde sine beretninger, kunne han vel lokkes til vinduet før at se udover søen og derpå under en tvær brummen med noget besvær endog følge hende udaf døren med kikkerten. Der stillede han sig så, at han kunne bruge hendes skulder til stativ; thi den gamles hånd dirrede ellers for meget. Med hans stadige indvendinger og Brum bag sin nakke søgte hun at retlede kikkerten. Hun sfjelnede med sine blotte øjne vel så tydeligt som han gennem glassene, og benyttede sin overlegenhed med en egenmægtighed, hvori han fandt sig, uagtet den kunne friste mindst tre tålmodigheder af hans korte slags. Hans tverkedc væsen svandt lidt efter lidt hen i den fælles undren på, hvilket skib det vel kunne være, eller tverket, rvæ-r. Nagget, slridhåret. en og anden mærkværdighed ved det, og den gamle humpede så, efter at have afgivet sin dom, gerne ind igen. Slig blev han hentet ud som en brummende Bjørn af hiet, og regelmæssig optøet hver gang. Sagen var, at han i grunden var overmåde stolt af hendes dygtighed; hun tog aldrig fejl af de der hjemmehørende skøjter eller skibe og kunne ellers altid på en prik sige, hvad slags mand sejleren var. En dag stod hun dog i forlegenhed. De så en halvmånc i flaget, hvilket også bragte den gamle til at studse. Men derpå forklarede han hende kort og afgørende, at det var en „ Barbaresk “. Dette tilfredsstillede hende et øjeblik; men så spurgte hun: „ Hvad er en barbaresk, bedstefar? “ „ Det er en tyrk. “ „ Ja, — men en tyrk? “ „ Å, — det er, det er — en mahumedan, — “ „ Mahu — Muha —? “ „ Muhamedian — flig en røver tilskibs. “ „ Tilskibs? “ Den gamle ville nødig flippe overvægten i den sag, skønt hun drev ham hårdt. Så huskede han en del gammelt snak om de ting og forklarede tørt: „ De gå til Østersøen, — til russen, — for at salte menneskekød. “ „ Menneskekød! “ „ Ja undertiden røve de også skibene ude i havet og salte ned der. “ Hun satte et par store, forfærdede øjne på ham, der bragte den gamle til at fortsætte: „ Især jage de efter unge piger; — det kød er finest og går i tøndevis ned til stortyrken. “ Med denne sidste trumf ville han gå ind igen, men afbrødes af hendes hastige spørgsmål: „ De bruge vel kikkert også der ombord? “ Da han bejaede dette, smuttede hun pludselig forbi Hain gennem døren. Hun holdt sig forsigtig inde, så længe fartøjet endnu gennem ruden kunne øjnes i horisonten. De tvendes humør havde for en gangs skyld vekslet. Den gamle sad nok så polisk ved arbejdet, medens hun var meget stille og forknyt. Kun udbrød hun engang harmfuldt: „ Men hvorfor udrydder kongen dem ikke? Var jeg orlogskaptcin så — “ „ Ja, var du orlogskaptein! “ — gentog den gamle. Synderligt videre end til ovenanførte slags sager strakte sig ikke pigens begreb. Elisabeth — så hed hun — havde i sin opvækst kun set få mennesker, og i de sidste år efter bedstemoderens død havde hun og bedstefaderen været øens eneste faste beboere. Af og til kunne der jo lægge en båd opom i et eller andet ærende, og et par gange havde hun besøgt mosteren inde i Arendal. Bedstefaderen havde lært hende at læse og skrive, og foruden, hvad der stod i bibelen og salmebogen samt i „ danske og norske søheltes bedrifter “, som de ejede, havde hun væsentlig kun levet på de fortællinger, som hun i belejlige

1877_Rosing_LoevfaldOgLoevspring

Michael

Løvfald Og Løvspring

Rosing

Rosing

Loevfald Og Loevspring

male

1877_Rosing_LoevfaldOgLoevspring.pdf

Michael

Rosing

dk

Løvfald og Løvspring

Fortælling

n

roman

Jacob Lunds Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

i. den lille købstad sov endnu. Dens kirkespir havde daggryets rødlige skær om sit guldkors, men alle beboerne havde endnu nattens velgørende mørke om øjnene. Men bagved byen, hvor stierne løb ud i kornmarkerne, hvor skovkantens grene i morgentågen stod og viftede ned over bymarkerne, der vare lærkerne vågne. Vore købstæder ere smukkest på vrangen. På retten. På realgaden, storgaden eller hvilke navne nu vore købstæder have givet den store landevej, der går midt igennem de fleste, er ensformighedens kedsommelighed herskende, men langs stierne bag om vore småbyer, der komme ejendommelighederne frem. De uregelmæssige små bagbygninger med et vindue hist og et andet her, der som længselsfulde øjne stirre ud mod den fjerne skov, de små haver med deres lysthuse og deres hegn. hvor ville roser og hvide snerler kryber over og kigger ind til deres civiliserede sodskende. De vel pløjede marker, hvorover lærkerne synge deres morgenpsalmer, kornblomsterne. Valmuerne og gåseurterne. der gro ved de til det offentlige vejvæsen indviede stenbunker, kort sag-t alt det ureglementerede bagved kjobstaden. dei’ er unddraget borgmesters og byråds kontrol, det er indehaveren af det egentlige liv. Bag travlheden og kedsommeligheden i købmandsgårdene og i butikerne holder naturen her ligesom en lille skj ænke,stue. hvor de. der er trætte af dagens ensformige travlhed, hente sig- en drik af naturens hånd. der styrker dem til den næste dag. det var en juli morgen. Kjobstaden sov. Men lærkerne sang over byjordene, og i alle havehegnene vare spurvene vågne og kviddrede og sloges. medens en enkelt tornskade rystede duggen af sin rode ryg- og høj med korte vingeslag hen over tjørnene. Skovkanten havde alt et rødligt skær, og duggen faldt ned i grøften fra de viftende grene. Rugmarken bøjede sine aks ud over stien, som gik langs grøften, der med 5 frodige nælder og enkelte forglemmigejer gik sin snorlige gang langs småhavernc, hvorfra der ved hver låge gik et smalt gangbræt over grøften. Begyndelsen af denne sti var ikke indbydende. Fra brændevinsbrænderens studestald kom der en ulidelig stank, udenfor det store magazin, der tilhørte byens største købmand og bryg-ger, byrådsmedlem og sparekasse - direktør agent Jensen, var vejen fyldt op med kulstøv, og en høj, massiv mur, hvorover enkelte grene lod ane tilværelsen af et ferskentræ- indenfor, så fornem ud på bymarken. og ikke en eneste plante vovede at læne sig op til denne agentens aristokratiske bagside; men så begyndte småfolkcncs haver, hvor bukketjørn, ville roser og gedeblade nu i juli måned dannede et hegn, der i morgenduggen udsendte en Duft, der krydrede luften. Gik man videre ad stien, kom man til et enligt liggende hus. Det lå der. hvor stien bøjede ud over Marken for at nå stænten på skovgjærdet. Hvor en enlig stjerneblomst stod for ligesom at byde vandreren velkommen til skoven. Det havde ingen vinduer ud imod Marken, og haven var omgiven af en høj tjørnehække, gjen- nem hvis afblomstrede grene de ville snerler nu slyngede sig op og⁻ fra deres hvide, liljefonnede bæger udgjod en bittersød Duft. Udefra kunne man ikke se langt ind i haven, men en lille alle af høje, gamle, stynede lindetræer og- en med slyngroser dækket, skyggefuld, lav veranda, hvorfra man kunne se ud imod skoven. og et smukt blomsterparti midt i en frodig græsplæne, som man netop kunne skimte gennem lågens tremmer, når man gik forbi, gav en følelse af fred. Velvære og skjonhedssands, der kunne friste til at kigge lidt mere derind. Men de færreste vovede det, kjobstadens beboere og navnlig dens damer havde nu i to år forgæves forsøgt at komme på det rene med, hvordan den mand egentlig var. der beboede dette hus, og da man ikke kunne udfinde det. fordi han aldrig gav sig af med nogen, så blev der enstemmigt af kjobstadens moralske domstol, hvor damer vare edsvorneretten. Fældet den dom. at det sikkert var en mand af tvivlsomt værd og med en tvivlsom fortid, som man gjorde bedst i ikke at have noget at gjorde med. skønt de alle sammen havde den mest brændende lyst til at få noget at gjorde med ham, og i mangel af bedre bagtalte de ham så. Man havde forsøgt at pumpe hans pige, men hun var stokdøv, eller lod, som hun var det, og den halwoxnc dreng, der gik ærinder for ham, kunne ikke berette synderligt om ham. Det eneste, man med bestemthed vidste' om ham. var. at han brugte meget kloral. og denne kundskab, som man havde fra apotteket » provisor, der var klubballernes let tæmmelige love, skulle ikke forbedre den mening, man havde om ham, ja, visse damer vare endog tilbøjelige til heri at se et tegn på en ualmindelig ond samvittighed, fremkaldt ved fortidens mørke gerninger, og i begyndelsen, da denne omstændighed blev fortalt, var der endogså nogle, der mente, at det var så sikkert et tegn på, at det var en eller anden tidligere begået forbrydelse, der. forstyrrede hans naturlige søvn, at man opfordrede byfogdens kone til at formå sin mand til at skaffe lys i sagen. Uagtet byfogden ikke var en smule mindre nysgerrig, end alle byens damer, så havde han dog ikke lyst til denne ekspedition, fordi han allerede i hemmelighed havde forsøgt den. Han havde engang i fuld uniform aflagt den fremmede et besøg, kort efter dennes ankomst, men al hans diplomatiske kunst strandede på den fremmedes tilbagehol- denhed. En god cigar, et godt glas portvin og en temmelig tydelig tilkendegivelse af ønsket om ensomhed var byfogdens eneste udbytte, og han. der var æresgæst ved alle tænkelige foreningers sammenkomster og ved at give to af sine tykke fingre til pris for de taknemmelige borgeres djærve håndtryk altid havde en følelse af at være uhyre nedladende og » folkelig «, følte sig i en så uvant situation ved dette besøg⁻ hos en mand, der ikke forstod at vurdere det, at han forlod ham med et ulmende nag i hjertet, der ikke blev mindre, da han i sin bestræbelse for at indtage en stolt holdning, medens han baglængs passerede gang- brættet og hilste for den høflige, men tavse vært, der lukkede ham ud af havelågen, gjorde et fejltrin og faldt ned i brændenælderne i grøften. han talte aldrig om dette besøg til nogen, og den fremmede hørte efterhånden op at være genstand for samtalerne i byen, men han gik under navnet » Særlingen «, og hans yndige lille hus, der som en fuglerede lå skjult under linde- træerne bag hvidtjørn- og rosenhækken, blev døbt » særlinge-reden «. hin yndige juli morgen så » Særlinge-reden « Mere tillokkende ud end nogensinde for, og' man skulle snarere have troet, at den var bolig for et lykkeligt par. end for en ensom. uhyggelig mand. Alt var så friskt og vådt af dug, at den blå himmel nu, da solens første stråler spillede på de blomstrende lindetræers toppe, næsten syntes at spejle sig' i det våde løv. Travlheden begyndte nu også blandt menneskene, og på den lille sti bag haverne g'ik købstadens malkepiger med deres spande ud til køerne, der enkeltvis stod tøjrede på Marken langs skoven. Døren til den lille veranda blev lukket op. En høj mand med gråt hår og skæg, med et noget magert ansigt, men med en ungdommelig, kraftig figur, trådte ud og indåndede med velbehag den friske morgenluft. Han gik om i haven og betragtede roserne, lugtede til en, bandt en anden op og klippede hist og her de visne af. Mens han betragtede blomsterne, faldt han i tanker, et mildt smil spillede om hans mund, men det forsvandt snart for en eller anden mørk erindring, og- med uregelmæssige skridt gik han op og ned under lindetræerne, hvor et enkelt lille guldstænk fra solen. faldt ned på den omhyggeligt revne jord foran hans lod. Stundom standsede han og kradsede figurer i jorden med sin fod, så gik han igen hurtigt videre og kastede sig til sidst på den dugvåde bænk under lindene, lagde hovedet tilbage og stirrede op i lovet. Bierne summede deroppe mellem de gule lindeblomster, luften var så let og ren, og de øverste blade vibrerede let i solskinnet, skønt man ikke mærkede det svageste vindpust. Han lå og stirrede op mod den blå himmel gennem lovet og⁻ hans øje fulgte med en ganske lille hvid fjersky. der som en svane bevægede sig over⁻ himlen og med sine sønderrevne kanter så ud, som om den havde været i uvejr, men nu nød fred og’ solskin, mens dog en stærkere vind drev den frem. End den. der fik undetoppens blade til at skælve. Alt som han stirrede på den, var det. som om de urolige tanker forlod hans sind. Der kom et næsten strålende udtryk over hans åsyn, og havde han ikke haft de grå hår, kunne man gjærne have troet, at det var en ung mand, som lå hentryllet der i salige drømme og digtede en sang til sin elskede. han følte sig selv i dette øjeblik så let, det var ham næsten, som om han sejlede deroppe med den lille sky og hørte lærkerne juble under sig, medens alt mørkt, tomt og træt var glemt. Men så — hvad var det? Han sprang op, han lyttede. Man hørte afbrudte toner af en sang, der kom ude fra stien og nærmede sig. Hvor kunne den friske, klangfulde pigestemme forfærde ham så? Han stod et øjeblik stille, derpå listede han sig hen til den høje tjørnehække, der skilte haven fra stien, og stillede sig i skjul af den, således at han. uden selv at blive set, kunne se på skrå ud gennem lågens tremmer. Og overse et stort stykke af den sti, hvorpå den syngende nærmede sig. Hun var endnu ikke til at se, men man hørte hendes sang, snart svagere. Snart stærkere. formodentlig standsede hun undervejs for at plukke blomster. Nu lod sangen stærkere, han kunne høre følgende ord: „ Skærsommer nu kaster sit rosengarn på jorden ud og fanger hver sjæl, så igen som barn den møder gud. skærsommer! o fang mig, du kære, i Paradis helst vil jeg være! “ nu så han hende, hun var lige ved lågen; men ved synet af hende tor han tilbage: hun hørte lyden af hans bevægelse og g'ik sagte nynnende forbi, mens hun dog nysgerrig vendte ansigtet mod tjørnehækken og bestræbte sig for at kigge ind. Tilsyneladende var der intet ualmindeligt ved hende, undtagen hendes slamke unge figur og hendes lette, svævende gang. Hun havde en lys morgenkjole på, og en af hvidt og blåt uldgarn strikket lille trøje hang' løs om hende; en stor stråhat skyggede for hendes overansigt, så at man ikke ret kunne se det. da hun gik forbi. Han stirrede fra sit skjul efter hende. Da hun gik langs tjørnehækken, men han kunne kun se omridsene af hendes lyse skikkelse og høre hendes nynnen. Da hun var gået forbi haven., antog hans ansigt et smertefuldt udtryk; han stirrede mod jorden, mumlede nogle ord og gik så hurtigt ind i huset. 1 hans arbeidsstue. Som iik sit lys fra et stort vindue, der vendte ud mod græsplænen i haven, stod et stafeli med et tilda-kket billede. Væggen var behængt med forskellige studier, og det var tydeligt, at han syslede med malerkunsten. Han løftede dækket fra billedet. Det forestillede en ung, lyshåret kvinde med en buket at' halvt udsprungne månedsroser i hånden; men billedet var ikke helt færdigt. Han stirrede tankefuldt på det, og- tårerne kom ham i øjnene; så hængte han atter dækket derover. » Nej. nej, « mumlede han. » det var et bedrageri, der er ingen, der ligner' dig. Og dog, det var, som jeg så dig og hørte dig igen. Hvem kan have lært hende den sang? Det var din sang og ingen andens. Hvad om jeg søgte at møde hende og fik at vide, hvem hun er! « han greb sin hat og gik ud til havelågen. Han så hen ad stien til begge sider. Men hun var. ikke til at se; så åbnede han lågen og gik langsomt henimod skoven. han kom hen til stænten over skovgjærdet, hvorfra stien slyngede sig videre ind i skoven ned over en mosbakke og så over en lille bæk. der nu kun havde lidt vand. men dog nok til at frembringe en kvægende, rislende i.yd. når den løb ned over de stene, som folk havde stemmet den op med for at danne et vandfald i det små. En solstråle fandt vej ned til vandet gennem det tætte løvtag, og i denne solstråle dansede myggene op og ned, mens en skovdue sad nede og drak på det sortebrune våde lov. der lå langs bækkens bred. Nu fløj den op. og man borte dens kurren længere inde i skoven blandet med lærkernes jubel ude fra markerne. Hun var ingen steder at se. og han satte sig på gærdet og så ned i skovdybet. » Det er dog besynderligt — det er jo ganske som dengang « — mumlede han. og et vemodigt smil.faldt over hans ansigt, mens han stirrede ned på myggenes Dans over bækken og- faldt hen i tanker, så han ganske glemte, hvorfor han egentlig- var kommen herhen. Han blev vækket af en grov stemme bag ved sig. Det var en arbejdsmand med en le på skulderen, der ville over stænten. hvor han sad. Han sprang op og gav plads, og arbejderen gik forbi, idet han hilsede » Goddag «. Herved kom han til at tænke på sit egentlige forsæt og gik ind i skoven. Stien slyngede sig på den anden side af bækken op over den modsatte mosskrænt og- herfra kunne man med ojet følge dens bugtninger langt ind i skoven. Den førte over et gammelt, halvt nedfaldet mosgroet skovgjærde. der gik tværs igennem hele skoven, og så bøjede den af ud over en lille eng. hvor jorden var så blod. at den gyngede, når man gik, og alle fodspor prægede sig tydeligt ind i den sorte mosejord. Iler så han ganske friske spor af en lille fod. og' derhenne, næsten ved engens ende. så han hende selv knælende ved grøftekanten. ivrigt beskæftiget med at plukke blomster. han nærmede sig langsomt og hun så ikke ham. Da han var lige bag ved hende, løftede han på sin hat og sagde » Godmorgen! « hun drejede hovedet om, så at stråhatten gled noget tilbage, og et par milde blå øjne så på ham med en slet skjult forundring, medens hun med et smil gjengjældte hans venlige hilsen..hendes ansigt var ikke formskjont, men hendes smil var så yndigt, at det kastede ligesom en solglans over det hele ansigt. Det gjorde et stærkt indtryk på ham. og han kunne ikke tage sine øjne fra hende. » De plukker nok blomster «, sagde han halvt forlegent, thi noget måtte han sige, da det var klart af det spørgende udtryk i hendes øjne, at hun ventede, at han ville hende noget, siden han standsede. » O, her er så mange yndige hel- på engen, når man blot kunne nå dem. Se! er de ikke yndige? « sagde hun, medens hun, bestandig knælende på grøftekanten. med naturlig ynde holdt nogle næsten purpurrøde engnellikerodder og' hjærtestrå op mod ham. » Jo. de er smukke. Men hvad er det for blomster. De ikke kan nå? « » Å, det er forglemmigejerne derovre på den anden side af grotten: jeg tor ikke prøve på at springe derover, og desuden er græsset så højt og så drivvådt af duggen. « » Det Spring er da ikke så farligt, « svarede han. og i et nu var han ovre på den anden side af grøften og vadede i det høje våde græs. Hun råbte til ham, at han blev våd, men han lod, som han ikke borte det, og vedblev at plukke, til han havde hele favnen fuld af forglemmigejer. Imedens han gik og plukkede, rejste hun sig og stod med blussende kinder og så på ham. Han gav sig som et barn ganske hen til det. han havde for, og hun kunne se af den måde, hvorpå han tog- blomsterne og.så på hver enkelt, at han elskede naturen lig’eså højt, som hun. hun var jo desuden en ung kvinde og havde ikke noget imod, at man syntes godt om hende, og her kom det jo så ganske upåkaldt fra hendes side; og så, at det var særlingen, ham, som hun så lidt havde hørt ilde omtalt, der nu for hendes skyld gik derude og- blev drivvåd i det høje græs! Det var ikke så underligt, om han i dette øjeblik gjorde indtryk på hende, og da han atter stod ovre hos hende og,, idet han blottede sit hoved, rakte hende blomsterne med en undskyldning, fordi han havde været så påtrængende, blev hun blussende rod, slog øjnene ned mod jorden og stammede et næppe hørligt » Tak «. Hun tog blomsterne, hilste med en let bøjning af hovedet, medens det smil, der for havde fængslet ham, igen strålede øver hendes ansigt, og- hun begyndte at gå hjemad. Han betænkte sig et øjeblik, men gik så efter hende. Hun vendte sig, kendelig lidt ængstelig, da hun så. han fulgte efter hende, men hun standsede dog med et spørgende udtryk i sine blå øjne. » Undskyld min dristighed, « sagde han, » men der var en ting, jeg så gerne ville vide: må jeg gå et lille stykke med dem? « » Tak, det må de gerne, « svarede hun, men hendes stemme rystede en lille smule. » Jeg ville så gerne vide, hvor de har lært den sang, som jeg i Morges hørte dem synge udenfor min have. « en let rødme høj over hendes kinder. » Jeg har hørt en synge den. som for et par år siden var i besøg hos os. « » Og hvem var det, om jeg tør spørge? « » Det var en ung mand ved navn Carl s t e e n. « hun bøjede hovedet og så ned i de blomster, hun bar i hånden, som om hun lugtede til dem; hun bemærkede derfor ikke, at hendes ledsager blev ligbleg. » Sig mig, « sagde han efter en pause, og det var tydeligt, at han bestræbte sig for at dæmpe en stærk følelse, » sig mig. gode frøken, sig mig, når var han her. og hvem besøgte han. Jegskal sige dem, jeg troede, ingen anden kendte den sang, end jeg. « — » Han var her den sidste sommer, inden de flyttede hertil, og han var gæst hos os, hos min fader, agent Jensen. Han var nylig bleven student, og hans bedstefader, oberst sten, hvis hus moders søster bestyrer, ville gerne have ham ud på landet, for at han kunne komme til kræfter. « hvor dog » Særlingens « ansigt i dette øjeblik blev sært! Det var som jorden en hostdag, når skyerne fare afsted over himlen og skygge og solskin Veksler over stubmarkerne hvert øjeblik. Hun så ikke på ham: hun havde også fået sine minder vakte ved denne samtale, og, uden at de vidste det. samlede deres tanker sig i dette øjeblik om samme genstand. » Nå, og så denne Carl sten han sang? « » Ja, han sang så smukt og han sang så gjærne denne sang, han kaldte den sin moders sang. « — » Ja, ja, « mumlede han, uden at hun kunne forstå ham, » det var hans moders sang. « » Det er en dejlig- sang. « blev hun ved: » synes de ikke? « » Jo, en dejlig sang, « svarede han og vendte hovedet bort; han ville ikke, at hun skulle se, at hans øjne vare våde. » Var han syg, denne unge mand? « spurgte han, og hans stemme skælvede. « syg¹! nej, det tror jeg ikke. Han kom sig da i alt fald godt her. O! han holdt så meget af denne skov. Kan de se den gamle eg derhenne, som er helt omsluttet af hvidtjornebusken. Dei’ sad vi sammen så lidt, der lærte han mig sin sang. « han så derhen. » Nå, derhenne! Ja, der er også smukt: så det var der, de lærte denne sang? « — » Ja, det var der. Jeg- holder så meget af udsigten derfra, og den gamle eg er så smuk. Jeg har tegnet den af. « — » Nå, så de tegner? « » Ja. men her er ingen, som kan vejlede mig lidt, jeg har ikke lært nok. O! jeg’ ville så gjærne kunne tegne! « » Hvorfor ville de så gerne det? Har de talent? « » Talent? — ja — det ved jeg ikke. Men hor, synes de ikke, at når man sidder alene ude og tegner og således helt giver sig hen, så ser man så meget, man ellers ikke ser. Naturen bliver så levende, man kan tale til den. og den taler til en igen og siger netop det. man ønsker at høre. « han standsede og så mildt på hende: » Hvordan? så ung- og så bedrøvet? « » Bedrøvet? nej slet ikke. hvorfor skulle jeg være bedrøvet? « — og blomsterbuketten kom igen op til hendes næse, og hun stirrede ned i den. » Vil de gerne have en vejleder i tegning? « Spurgte han. » Ja. så gerne, men hvor skulle.jeg- få det fra? « » Det var vel ikke umulig^. Vil de have mig? « » Dem? Kan de tegne? « » Ja jeg kan, jeg tegner ikke så ilde, « Svarede han. » men — men « — » De mener, de kender mig ikke: det går måske ikke an? « » Jo — men — jeg får vistnok ikke lov, « Stammede hun. » Hvorfor ikke? Kr det, fordi man taler ondt om mig? « hun blev blussende rod. » Jeg ikke. « sagde hun. og så ham lige ind i ansigtet. » De kan blot synge den lille sang foran mit hus, når dè går ud for at tegne, og jeg skal komme straks. « — hun lo. » Ja det var morsomt det; det kunne jeg godt lide. Vil de ikke « — » Hvad vil jeg? « » Vil de ikke heller « — » Nej. dér er ikke noget for øjeblikket, jeg vil heller. « — » De lader mig jo ikke tale ud, « sagde hun og lo; » vil de ikke heller besøge os, så får jeg lettere lov. « » Nej, det tror jeg ikke, jeg vil. « » Hvorfor ikke? Der er så yndigt hjemme. Fader og moder er så venlige mod alle. « » Ja, ja, nu får vi se— godmorgen. « han tog sin hat af og bukkede for hende. Hun gik ind mod byen. Han gik tilbage ad den vej, hvorfra de vare komne. Han standsede et øjeblik og vendte sig om og fulgte hende med øjnene, til hun var forsvunden. Så gik han langsomt hen over engen, til han nåde egen, der løftede sin stamme over hvidtjørnekrattet. — han kastede sig i græsset. » Her har han altså siddet, her var hans yndlingsplads, her har han sunget sin moders sang! og lier, her har han formodentlig med hende drømt sin første kjærligheds-drøm. Min gud! min gud! velsign liam og forbarm dig over mig! « han knugede sit ansigt ned i græsset og græd. mens guldsmedene fløj omkring ham i solen og en frisk sang sin glade sang i tjørnehækken ved hans side. — den unge pige fortsatte sin gang til byen. Det lille eventyr havde vakt mange tanker hos hende. Hendes kvindelige forfængelighed følte sig først smigret over den opmærksomhed, den fremmede mand havde vist hende, og i følelsen deraf gik hun glad hen ad stien og- nynnede en glad lille vise; men efterhånden veg billedet af den fremmede tilbage for det mere kendte billede af den unge Carl sten, og hun gik langsommere og langsommere, og da hun kom ned til den svagt rislende bæk, stod hun ganske stille, så på vandet og hørte på dets rislen, medens en solstråle skinnede på hendes lysebrune lokker, der hang ned i nakken. Hun så hans unge, smukke skikkelse for sig, hun huskede, hvorledes de her havde moret dem med at stemme bækken op, hvorledes de havde løbet ned ad skråningen sammen, uvilkårligt sang hun ganske sag-te den sang, som han havde lært hende. Hun havde aldrig for i dag nævnet hans navn, siden han forlod dem, men ved at nævne ham havde hun ligesom manet ham frem og med ham så mange tanker, der for havde ligget som de blege Spirer under lovet, for solstrålen kyssede dem og gav dem farve. Vårens travlhed var kommet over hendes hjerte, der spirede så meget derinde og så mange hidtil ukendte følelser stormede ind over hende, så hun sank ned på stænten og stirrede ud for sig. Hun var gået ud for at plukke blomster, og hun kom også hjem med hele favnen fuld. men hun havde fundet noget mere end blomster, der var noget loftet" og stemningsfuldt over hende. som hun ikke for havde kendt, og da hun kom hjem, kastede hun sig heftigt om sin moders Hals og kyssede hende med øjnene fulde af tårer. » Særlingen «, som hun havde mødt, sad endnu længe under egetræet. Først henimod middag gik han hjem. Hans gamle pige så med bekymring, at han næsten ikke rørte den mad. hun satte for ham, men kun sad og lagde figurer af brod- smulerne. Mumlende med sig selv tog hun de urørte retter bort og gav sin misfornøjelse luft ved ude i køkkenet at rumstere stærkere end ellers. Han gikind i sin arbejdsstile, tog dækket af kvindebilledet, greb pensel og palet og gjorde et par pennestrøg: men så faldt han atter i dybe tanker. Til sidst satte han sig hen ved sit skrivebord og skrev følgende brev: » Min ven, min eneste fortrolige! Der er i dag hændet mig noget, som på en forunder- lig måde har grebet mig. Jeg vil ikke sige dig, hvad det er, thi du vil måske ikke kunne forstå mig, men jeg har en bøn til dig, som du ikke må nægte mig. Du kender mit tid- tigere liv og min brøde. Du kender det bånd, jeg har pålagt mig, som et slags udsoning overfor den familie, hvis lykke jeg forstyrrede, og hvis ære man efter denne verdens dom siger.jeg krænkede. I et dybt bevæget øje- blik fraskrev jeg mig al ret til min son og forpligtede mig til aldrig at se ham. Hans bedstefader har ved at aftvinge mig dette Lotte fået en større hævn over mig, end han troede; dog, måske det kun var for drengens skyld, han tog løftet af mig. han troede, at.jeg' ville have fordærvet ham, fordi han i mig kun så sin datters for- forer, jeg- ville kun have lært ham at elske sin moder, mod hvis minde jeg aldrig har ’’æret trolos. Jeg ved, at hendes fader og slægt ikke vil tro noget godt om mig. men du skal tro mig. Derfor beder jeg dig' om at give obersten indlagte brev og samtidig tale min sag. Min son er nu 21 år, og jeg ved. at man har sagt ham. at hans moder døde, da han blev født, og at hans fader er rejst til fremmede lande, uden at man siden har hørt noget- om ham. Min bøn er. at jeg nu må komme tilbage og enten leve med min son eller dog i alt fald se ham. Jeg ved det,.jeg har givet mit æresord på aldrig at se ham. men jeg har ikke kraft, tror jeg, til hungere at gennemgå denne unaturlige bod. Jeg beder dig’ om at overbringe brevet, fordi jeg ellers frygter for at få det uåbnet tilbage. Opfyld min bon. ude juli 1868. Din hengivne Henrik Brunck. « det indlagte brev lod således: » Hr. Oberst! For ‘21 år siden gav jeg dem mit æresord på, at jeg aldrig skulle forsoge at se min son, og at jeg for ham altid skulle være som død. Det var under en le- vende følelse af brøde overfor dem. at jeg⁻ g-ik ind derpå, og måske de liar haft ret til at kræve dette Lotte af mig. Jeg ved, at hverken ord eller handling fra min side kan formilde deres dom om mig. den må gud godkende eller forkaste, men jeg tror. at der begås en uret både mod min son og mig. hvis vi ved- blivende holdes borte fra hinanden. Min stilling er en sådan, at jeg rigeligt kan sørge for ham, og- mit hjerte ønsker intet højere end at bidrage til hans lykke. Jeg ved. at de har offret på ham al den kærlighed, som deres hjerte rummede til deres datter, men jeg tror. at deres retfærdige vrede mod mig tillige har følt en tilfredsstillelse ved at skille drengen fra mig. Jeg beder dem nu om at løse mig fra mit æresord og at lade mig indtræde i det naturlige forhold til miti son: jeg beder dem ikke blot i mit navn, men i deres afdøde dat- ters navn, lad mig- leve de dage,.jeg' har til- bage, med min søn. ude juli is6s. Henrik Brunck. « han ville være sikker på, at brevet blev rigtigt besørget, og gik derfor selv med det. Solen stod lavt, og skyggerne fra hegn, stakitter og mure faldt langt hen over markerne, hvor svalerne fløj hvinende hen gennem luften. Solens stråler faldt endnu på skovtoppen, men engene begyndte allerede så småt at dampe. Nu var der folk nok på stien. Børnene legede på markerne, og næsten ved hver havelåge stod en af byens borgere lænet ud over lågen med piben i munden og vekslede ord med sin nabo. Mens konerne dannede smågrupper hist og her på stien, og idet de holdt øje med de mindste børn, der lå og kravlede omkring dem, fik sig en ivrig passiar med hverandre. Men alt som Brunck nærmede sig de forskellige grupper, bleve de tavse, og da han var gået forbi, så de efter ham og stak hovederne sammen, og han var et øjeblik genstand for deres samtale. Det var noget så sjældent at se ham gå ind i byen, at allehånde gisninger opstod om, hvor han vel skulle hen. Inde bag agent Jensens havemur hørte han en mængde glade, unge stemmer, og han kunne skelne den unge piges, som han havde talt med om morgenen. Han stod uvilkårlig stille og lyttede. » Nu er Elizabeth den! « hørte han en drengestemme råbe. — » Å, nej! hvor kan i tro, at jeg kan fange jer, « hørte han en klar stemme råbe, som umiskendelig var hendes, og derpå hørte han hurtige trin inde på havegruset. Der var på muren en lille rund låge ud til stien; just da han kom der forbi, sprang den pludselig op, og en dreng, der havde revet den op under legen for der igennem at finde udvej, busede lige ind imod ham, og havde nær revet ham omkuld, og lige efter fulgte hun, men hun standsede leende og forvirret, da hun så liam. Hun var så ubeskrivelig yndig i dette øjeblik, med kinderne blussende af varme og håret næsten opløst af den voldsomme leg. » Der har de ham! « sagde Brunck og skod drengen, som han endnu holdt ved armen, hen til hende. » Tak, « sagde hun leende og trak drengen ind med sig i haven, medens han protesterede mod. At det skulle gælde. medens Brunck fortsatte sin gang til posthuset og vendte tilbage igen, kom hendes billede ikke ud af hans tanker. Inden han kom tilbage, var solen gået ned. og alt var nu stille på stien. Man hørte en svag l'uglenynnen fra hækken og fra buskene i haverne og en puslen nede under skræpperne, der dækkede grøftesiderne. Den første stjærne stod alt bleg på himlen, og en nattergal sendte,.skjøndt dens egentlige sang. Tid var forbi, fra det fja-rne euekrat en sagte hilsen til den kommende nat. Han gik hen til stænten over skovgærdet og satte sig der og faldt i tanker. Man hørte bækken risle svagt dernede i mørket og de raslende trin i lovet af et rådyr, der gik derned for at drikke; en blandet Duft af bukkar fra skoven og kløverho fra Marken fyldte luften og, alt som natten skred frem. Lød den enlige nattergals røst stærkere. Han tænkte i dette øjeblik ikke mere på sit eget bittre liv, men han drømte om en lykke for sin ubekendte son, for hvem han alt havde udvalgt hin unge pige, hvis flygtige bekendtskab han havde gjort. 1 denne yndige sommernat viede han i tankerne disse to unge til hinanden, og i drømme nød han med riem al den lykke, som hans brøde havde forspildt for ham selv. i. siden den dag, da Elizabeth havde mødt Brunck og han havde tilbudt hende at lære hende at tegne, havde hun hver dag gået og ventet, at han skulle besøge dem. Hun var jo ung og kendte ikke noget til lavet, og- hun syntes, at alt var så yndigt derhjemme, at hun ikke kunne begribe, at der kunne være nogen, som ikke havde lyst til at komme der, når de kunne komme. Medens hun således gik og- ventede på ham, gik han og ventede på hende. Hun havde gjort et langt dybere indtryk på ham, end han på hende, thi hun havde jo straks ved det første møde, uden at vide det, fremkaldt så mange både glade og bitre minder hos ham, og tillige havde hun i sit eget yndige væsen midler nok til at gjorde indtryk. Dog han var heller ikke glemt. Hun havde ikke omtalt sit møde med ham til nogen, men i de daglige sysler derhjemme greb hun sig ofte i at tænke på ham, og hver gang, hun gjorde det, blev hun glad. Hver gang, det ringede på dørklokken, løb hun glad ud og lukkede selv op, fordi hun troede, det var ham, men han kom ikke. Han gik selv i spændt forventning om, hvad svar der ville komme på hans breve, men der gik en dag⁻ og der gik to, og der kom intet svar; han blev ganske utålmodig. En morgen gik han i haven på den tid, da ellers posten kom. Han havde sat sig for at opgive håbet om. at dei’ den dag ville komme svar, men han gik dog utålmodig op og ned bag hækken. Da hørte han på en gang lette trin ude på stien, og de svage toner af den kendte sang trængte ind til ham. Han så ud af lågen. Det var hende; hun gik på stien med en mappe under armen og nærmede sig alt stænten. Han huskede, hvad han havde sagt til hende, greb i en fart sin skizzebog og sit blyant, kastede en plaid over armen og- ilede ud af lågen. Hun havde altså ikke glemt ham. han følte sig så livfuld og glad og nynnede på den sang, hun havde sunget. Ved bækken nåde han hende. » Det var smukt af dem. at komme, « sagde han, mens han ærbødig tog sin flat af og rakte tiende hånden. » lad mig’ hjælpe dem over bækken. « » Det behøves ikke, « sagde hun hoppede behændigt over stenene og var oppe ad skråningen på den anden side, længe for ham. » Lad mig nu hjælpe dem. « sagde hun og rakte hånden ud imod ham. Han greb den. og hun trak ham op til sig ad skråningen. » Jeg har ventet dem hver dag. « sagde han; » hvorfor kom de ikke? « » Jeg har også ventet dem hver dag, « de hun med sagtere stemme. » De skulle dog virkelig’ besøge os engang. « — » Lad os nu ikke spilde tiden med at gøre hinanden bebrejdelser, « sagde han; » hvor vil de hen? Hvad det dog er for en dejlig dag, jeg synes næsten aldrig, jeg har set skoven så smuk. Hvor vil de lien? Hvad har de tænkt på at tegne? « » Jeg har tænkt at tage et lille parti der- nede fra engen, livor jeg mødte dem forleden dag. Skovkanten om engen er så yndig, man får der sådant et dybt kig ind mellem stammerne. « » Godt, lad os så gå derhen. « stien var så smal. at de gik en for en, og hun gik foran. De talte ikke. men han gik i stilhed og- glædede sig over hendes unge. slanke skikkelse: engang imellem bukkede hun sig, plukkede en blomst og vendte sig om til ham for at få dens navn at vide. hvorpå hun stak den i sit bælte; hun havde snart en hel buket. » Hvor vil de nu sidde? « spurgte han. da de kom ud på engen. » Derovre på skråningen under den ville rose, der har man den smukke, høje bogestamme lige for sig. « de g-ik derhen og han bredte sin plaid ud på græsset foran hendes fødder. » I.ad mig så se deres tegninger, « sagde han. hun åbnede sin mappe lidt undselig og sad forventningsfuld og så på ham. medens hun ventede på hans dom. Han så længe og opmærksomt på hver tegning. » Det er ikke så ilde ilet, « sagde han. » men de forer ikke deres blyant let nok. Se, det er smukt, det

1887_Kristofersen_Loevspaett

Kristofer

Løvsprætt

Kristofersen

Kristofersen

Loevspraett

male

1887_Kristofersen_Loevspaett.pdf

Kristofer

Kristofersen

no

Løvsprætt

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Fra Varden. Hyvarden kaldes den kegleformede berghaug, som tårner sig op bag købstaden på skæret. Fire hundre fod strækker den sig bent op fra havfladen, men på den side, som vender ind mod landet, skråner den af, så den let kan bestiges, og derunder var det, skærets første indbyggere søgte ly mod nordenvinden og lagde sine små hytter af drivplanker og Gråsten. Men så umildt syntes dette hjem disse hårdføre fiskere, at de ikke drømte om, at nogen ville stride med dem om retten til at betragte det som sit. De så i klare dage indover fjorden, hvor bygderne, de havde forladt, fordi de var overflødig der, lå blomstrende under furuåsen, og den trøst fandt de da, at ingen kunne komme og jage dem igen. De kunne ikke jages længere, men en dag befandtes de kronens ejendom at være, og de foræredes bort af en Kristian eller Fredrik til en lystig fælle fra Tyskland. Og den lystige fælle lo først af denne sin underlige ejendom, men en god ven, som kendte landet, fortalte om den stimende fiskemængde og den hårde almue. Og så sendte den fremmede eventyrer en klog mand som faktor didop, og den kloge mand forstod at gøre rigdom af den hårdføre almue, som vel forbavsedes ved at kaldes ejendom, men tav, da den hørte det kongelige bud, og den kloge mand gav den lystige fælle, hvad det syntes ham passende, og resten beholdt han og købte så en dag hele ejendommen — folk og fiskestim og retten til at skatlægge bygderne indover fjorden, hvis de ville være med at drive fisket. Og det var en hr. Kunitz, efterkommer efter hin kloge mand, som lod hugge trappetrin i Berget for at lette opgangen til Varden og mure et brystværn rundt Toppen. De patriotiske indbyggere siger, at de herfra under ledelse af denne hr. Kunitz afslog engelskmændenes anfald på staden « i krigens tid », men selv om ikke de historiske granskere havde nedlagt forbud mod at tro dette skønne sagn, ville det været tilladt at betvile det, for i alt øvrigt fra den tid kendtes kunitz mere for sin fedsild end for sin tapre arm. Somme mener, at brystværnet blev bygget for at danne ly mod trækken, når den mægtige handelsherre stod deroppe og så efter sine skibe, eller når Haugen tjente som trone for ham og « øvrigheden », når den to gange årlig gjæsted ham. De sad da deroppe og drak den sødeste vin som landets herrer og fædre, til de underlagte bygder og hav og by dansede i ét folderes øjne. Men da sønnen af denne hr. Kunitz drog ud fra det gamle faktori for at ende sine dage på komunens hus, kom Varden under « det nyttige selskabs » omsorg, og da lod man det gamle sagn friskne til, at allerede Håkon æthelstan havde haft vite her på Toppen. Og ligeså blev det en hellig opgave for detsamme selskab, at den gamle bålbrænding gjenoptoges. Og st. Hansaften bærer ungdommen stumper af forliste både didop og brænder « bris », mens såmange af de skikkelige indbyggere, som kan få plads, sidder omkring på brystværnet og råber hurra og ser på gnisterne, som bæres udover havet, og gnider øjnene, som svider af heden og røgen. Da svarer bygderne indover fjorden med bris fra hver en koil og ås. Og hvis bådstumperne blir godt forbrændt, så der om morgenen ikke er andet igen end kul og jernnagler, så bliver det sild at få fremover somren og torsk til vintren. Det ved de gamle så godt. For dem er jonsokbrisen endnu alvor, en ofring til den gudeskare, hvis magt de kender fra barnsben i stormene, i uykkerne om skæret og i den velsignede fisketyngde. Men de unge vil bare leke, og de ler af de gamles overtro. Men disse tier og ser, hvor det hævnei‘ sig at spotte, for ikke er sildevågen på nordsiden af øen, hvad den var i fordums dage, og ikke strømmer torsken så nær indunder landet, som den gjorde før. De gamle guder vil have sit offer fra alvorlige, troende sind, ellers ænser de det ikke. Det lå en del bare halvt forkullede Brande opunder brystværnet i dag. Det kom af, at en stærk regnskur havde slukket bålet, sagde de vantro, men gammelkarerne ristede tungsindig på hovedet, og dertil sagde de klogeste mænd i byen: « åja — det kan nok komme straf over både by og land for alt dette ugudelige, som brygges i stand om dagene. » — og de gamle guders vrede lod ikke vente på sig. Nu gik der et budskab over landet — rapt som et lyn og knitrende som dette. Greben af dette budskab havde Nils Bergmann taget vejen didop. En ung dame stod der alt før vendt indover mod landet og så med fugtigt blik på den smilende plet derinde i fjorden, men straks hun forstyrredes, gik hun ned. Han fik kun et sparsomt glimt af hendes ansigt, idet hun vendte sig, og hverken han eller hun gav agt på den anden. Så stillede han sig ved brystværnet og så ned i byen, og som han så, trådte byens historie frem for ham i den uregelmæssige'bebyggelse og fortsatte sig i fremtiden, der bøjedes af de tanker, som hint budskab vakte. Tætt indunder Berget lå de gamle hytter — ingen orden blandt dem; frit og selvhjulpent og uæsttetisk havde de fordrevne fra bygderne lagt sine hvilepladse, hvor det høved best. De, som dengang ville hvælve sig et tag over hode af et ilanddrevet skibsskrog, behøvede ikke at spøre bygningskommissionen eller tænke på grundskat og sligt. Men så kom gården, det store kunitzske etablissement. Stor hovedbygning i tung herregårdsstil, butikhus fra noget yngre tid, lade og fjøs, stabur, en umådelig kasse af en sjøbod og dertil nogle mindre bygninger. Endnu var der plads til mere, men gården fik ligge i fred for sig selv også under den ny ejer, som ikke var af den gamle herskerstamme. Inde i bugten begyndte konkurenterne at rejse sig på det nittende århundredes komando, med større og større sikkerhed optog de kampen med faktoriets previlegier, indtil de med kjøbstadretten tog resterne af dem og fik herredømmet over fiskerne oprinder Berget og de tusen andre fiskere på de andre skær og bygderne indover fjorden. Gården blev tvunget ind i « den fri konkurences » liv, som ikke var, hvad kunitz havde håbet, et forbigående pust fra en revolutionsvind langt sørpå, den måtte ind i livet som en del af bugten i stedet for at holde sig fornemt udenfor i svundne århundreders beduggede glans. Og hid til bugten stævnede så i mange årtier de lange bådtog fra bygderne med underdanig hjælp til optårnen af formuerne, som trådte i de kongegivne monopolers sted. Her var det, det jevne forhold mellem by og land udviklede sig i kappestriden om slueste færd, hvorunder vægtkneb bragtes op til stor kunst, mens bønderne granskede i dybet af brændvinskaggen, der gaves på købet. Her opdroges den fiffigste handelsstand under læren om, at « ord er et ord » bare, når det er » vidnesfast »; og når de mistænksomme hamburger-bankierer sendte sine betroede svende for at kige disse store pengebrugere i kortene, druknedes deres tvil i champagne, og lyslokkede møers dragende smil på ballerne, der strålede i sydlandsk pragt, troldbandt de spanske handelshuses unge sønner og gjorde dem forretningsblind. Ål — hvilke minder Varden kunne fortælle, hvis den gad hæfte sig ved maurtuens mylrende liv, men den glemmer det, efterhvert som hver af dets åbenbarelse!- svinder, og spejder efter videre syner. Og nu er bugten også en halvglemt udkant af byen, og formuerne, som var vokset op i ly af de tiisen ukontrolerte løgne, stikker ugjenkaldelig begravet i de store sjøboder og de tunge trækopper, som ligger og rådner i sikker fortøjning, disse vældige drager, som engang « bar norriges Ros og ære » på alle have og til alle jordens kendte havne, førte negere over fra Kongo til markedet i New Orleans, kuliere til ny-kaledonien og guder til Indiens fakirer. Men den følelse af fornemhed, som de gjilde søuhyrer gav, er ikke svunden. Bugten er endnu trods sine trange, krogede gader den aristokratiske bydel. Som haugtusser, der har overlevet de store omveltninger, sidder de grånende sønner af dem, som vandt formuerne, og hører med smil af foragt og harme dønnet fra det stænk af verdensliv, som krabler på andre siden af bakkeryggen, der afgrænser bugten. Der bag har den ny by lagt sig i bunden af den gamle sildevåg. Af byvardens stærke ryg beskyttes den mod havet, og bakkeryggens udtungede odde danner molo mod den lange fjords stærke strømgang. Da pengerne for et snes år siden blev for almindelig blandt almuen inde i fjorden, fandt mange, at de var for god til at være bønder og drog så ind hid for at få del i herligheden, som de fra barnsben havde stundet efter. Og da vågen var bebygget, var købstaden med engang blevet en liden storby, som egnen kunne være kendt af at yde tribut, og så fik staten anledning til at stikke ind en del autoriteter og blive af med nogen af de mangfoldige vismænd, som sad og surmulede over « den hårde mor » og krævede « poster ». Reguleringsmænd og vens håndhævere og forkyndere og skoler — lærd og lav — med lærde herrer, som ikke kendte andet liv end de døde folks, og kirke med knejsende tårn til at udlade bugtens gamle synder, så de ikke kom over det ny samfund, der ikke ville bruge falsk vægt eller synde på anden simpel måde. Og vågens borgere gik sammen til valg og kastede aristokraterne fra bugten og gården, og så bevilgede de sig havneanlæg og kajer og torv og alt, som til en fornuftig centralisation hører, og de gamle herrer fra bugten lo i indædt harme og svor på, at de dog skulle holde nybyen stangen, for havde den bugten, så havde de enderne. Men da de skulle se nøjere efter, fandt de ingen ledig kapital til at bygge egen Kaj og havneanlæg med, og de måtte gå der bag bakkeryggen og høre den skrattende lyd af dampbådene, som lossede og lastede ved kajen i vågen, og de så tvilende på sine forankrede tremastringer og brigger, kanske tiderne dog ikke ville vende tilbage med triumf for sejlmagten. Dog — de holdt sig i sadlen, de gamle herrer, for endnu havde de bankerne, som fyldtes derindefra fjordene, og de havde almuens tillit. De holdt sig i styrelsen, og de følte sin værdighed, men tryg var de ikke længer,. for denne demokratiske bondevind blåste dem imod. Varden ser ned i snorrette gader med pragtfulde hus og vrimlende liv. Det er en anden kamp end den, æthelstans vitevogter varslede om, når han krøb op på Toppen og lagde branden til, mens vikingskibene vuggede sig i vågen, og de barske mænd efter stormen hvilte sig ud i bergriften. Hvor høvdingen stod op på stenen og mandede op sin skare med stærke ord og grov skæmt til uvorren færd i det ventede slag, der går byens flosdækkede fædre sammen til betænksom overlægning, om de ikke snart bør kræve en jernbane af staten, de yngre drøfter, om den bør ende her i vågen eller der på fastlandet, hvor de har sine tranbrænderier, og de utålmodigste vil alt vide, om vardehaugen bør sprænges helt bort eller bare gennembores. Og Varden ler foragtelig, idet den mindes, hvorledes det netop var, hver gang ordene blev størst, at de forrige herskeres fald beredtes — først gårdens, som herskede med lovlig, kongegiven ret, så bugten, som snød i glad tryghed —, hvorledes formuer er gået i forrådnelse ved nye tiders stikkende sol. Varden tror på en nemesis, og den ser koldt og rolig på det overmodige liv nedfor sig. Den står vagt og hersker evigt over byen og mange bygder og langt udover havet, — byen med et forsyns magt af banker og kajer og skoler og nedarvede kunstgreb og lovstiftede uretfærdigheder og gensidig beskyttelse, bygderne glanende hidbort til forsynet fra solrige bakker og bølgende Akre, med håndstærke mænd, forkuede viljer og famlende sind i uvidenheds tætte mørke, og havet med gåderne fra det store liv langt borte. Det var sommer, og solen sken med middagens styrke, så fisken brændtes på Berget, og varmebølgerne bævede over stenene. Stilt og blankt lå havet igen efter de store udbrud af raseri ivår, men hvor havbruna hævede sig op i vandfladen med små Holmer og skær, lagde sig dog en rand af strømpisket skum, og mod vardehaugens fod gik dragsuen uophørlig med tunge støn, og ind og ud af rifterne, som det havde brudt ved frostens hjælp, gled vandet som små bækkefosser. Langt ude i syd vistes røgen af en dampbåd, og nordenfra kom også et bugtende frem i den trange led mellem øer og Nes og bratte kystvolde. Inde ved kajen lå et tredde og støjede med sit skranglende takkelværk. Fjordbåden stævnede indover, i kors og i Krok fra fjordarm til fjordarm, fra Nes til Nes, fra Vik til Vik, med sommerglade, lufttørstende byfolk ombord. Ude på vågen lå jagten med sejlene oppe til Tørring eller til flugt. Matroserne lænede sig over rækken og så udad efter « havgula », om den ikke kom for at bære dem ud på « Myra » og nordover til silderigdommen, som der gik bud langs landet om — krydsende og følgende hint andet budskab. Ude i horisonten så de flåden af skibe sørfra drive opover for den lille luftning, som jo 'altid var derude, og de bandte i ærgrelse hele byen. Og på bryggerne stod spekulanterne og bandte i stilhed « svartestilla » og søringsjagterne, som havde forsprang. I denne stund var ethvert andet budskab end sild børnesnak for dem. Og frem og tilbage på vågen løb både med en mand atterud i hver, og mændene råbte til hinanden noget om sild og fisk, og i flyvende forbifart var handler indledet eller stanset. Men de rolige købmænd stod nede i gaderne i skyggen af huset og lænede sig dovent til en væg, hilste hverandre med små nik, røgte en cigaret, kastede efter gammel vane et blik op til vardefløjen nu og da og vexled en saftig spøg med en forbigående kending. Det var den flaue tid, da ånnen begynder i bygderne, og det er jo sine gamle bygdefæller, de lever af. Nedenunder bakkeryggen havde « det nyttige selskab » forsøgt sig med træplantning, og så kaldte man denne forsvedne plet med forfejlede rognetrær og krøblede buske for « parken ». Barnepigerne sad der på grønmalte bænker og ønskede de små skrighalse langt væk, men de vrælede fra sine vogne og væltede sig om i de sandede veje og forstyrrede de unge damer, som også havde slåt sig ned her med dejlige bøger om mord og dræbende kærlighed. Blandt fiskehytterne gik letklædte kjærringer om i vrede betragtninger og strødde sengehalmen til Tørring ud på Berget, og griser og halvyoxne unger og katter lejrede sig i fostbroderlag udenfor dørene, mens solen stak på alt det forunderlige, som ti trælende slægtled havde hobet op omkring væggene. Lidt nedenfor lå gården i ensom, stille højhed. En gammel forgroed have med flere knudrede frugttræer, som for længst havde ophørt at bære, brammede med tågede minder, og udenfor havegjerdet stod to kør og viftede sine fluebesatte sider. Skibsværftet mellem gården og bugten — engang et af de første i landet — lå der tomt og opfyldte luften omkring med stank af rådne planker og taugender. Bugten lå i skyggen af bakkeryggen og sørgede fornemt og utilgængeligt som en fattig, men betitlet enke, der lever for at bevare anstanden — anstanden, om så skørtet må sælges 1 — og de stolte rio-farere vuggede rigløs og forskrubbet på den blå flade. — il s ej re rr er. Solen stegte, men Nils Bergmann mærkede det ikke. Hvad han så, hvad han havde hørt om byens øpvæxt og dens vilkårlige herredømme gennem lange tider ved de få, som forstod at bruge alt, og hvad de begivenheder, som foregik i disse dage, måtte gribe ind og virke befriende og rensende, hvis folket selv bare ville, — alt gik sammen i et stort syn, der var billedet af det fælles arbejd for alles lykke, og holdt ham fængslet en lang stund. Men så kom der en forvirret larm af flere stemmer nærmere og nærmere. Han vendte sig og så en flok mænd, som arbeided sig opover. N. P. Wisdahl og en anden af venstres ledere kendte han; de gik foran, og bagefter kom nogle arbejdere bærende på en lang Stang, tilslut en med et sammenrullet flag. « nej — der har vi så sandelig Bergmann 1 « råbte Wisdahl, idet han nådde op. « hurra! — gratulerer med dagen! — her kommer vi for at rejse frihedens mærke. Et godt indfald — ikke sandt? — det er især for at ærgre de slagne naturligvis, men det er også i sig selv smukt — frihedens fane rejst på det højeste punkt! — klem på, kårer! » komanderede han arbejderne, som nu gav sig til at rådslå om måden at befæste stangen til brystværnet. 1 Nils Bergmann så tavs på disse forberedelser efter at have vekslet hilsen med sine to kjendinge. Disse var ivrig i arbejdet, Wisdahl gned sig fornøjet i hænderne og gentog ofte, at dette var hans eget indfald. « og så i aften stor fest i arbejdersamfundet », meddelte han, idet han trådte lidt til side for at se, om stangen stod bent. « de kommer naturligvis, Bergmann? Vi må ha en tale til vore folk om — ja, om sejrens glæde. — ja, det var da også en uanet stor sejr! — ja, vi har sandelig ikke været at spøge med, kan jeg forstå, siden de har git så helt efter ». Nils Bergmann havde liden lyst til at indlade sig på en politisk samtale, derfor svarte han bare kort og almindelig, hilste så og gik ned. Wisdahl råbte efter ham: « om et kvarter kan de vende øjnene hidop, så skal de få se Varden give landet bud om frihedens genfødelse. Glem ikke at komme, i aften 1 » — men nede i gaden stod kaptajn ring og giodde op mod Varden. Hvad, pokkeren! Var det, som foregik deroppe? — han var stadsingeniør, formand i « det nyttige set skab » og formående mand. Og da han havde ståt en stund og stirret opover uden at kunne få greje på, hvad det var, som foregik, tog han trods varmen sin beslutning og lagde afsted i følge med købmand Simonsen. Halvvejs mødte de Nils Bergmann. Simonsen ville spøre ham, om han havde set noget rart oppå Varden, men kaptejnen forbød at søge oplysninger hos « en slig en ». « hvad går for sig her? « slog kaptejnens strenge komandorøst ned blandt arbejderne, idet de under Wisdahls glade tilråb var i færd med at hejse flaget i top. Den, som holdt linen, slap betuttet, så dugen langsomt og under blokkens skrig dalede helt ned igen. Wisdahl fattede sig hurtig. « vi hejser flag, ser de, kaptajn », sagde han modig. « og hvem har bedt dem om det? » « vor egen sejrsstolthed. Det er friheds-mærket ». « tag ned stasen! » sagde kaptejnen med dyb foragt. Den anden leder havde trukket sig sålangt tilbage, han kunne. Den stakker var underofficer! — men Wisdahl gestikulerede og deklamerede om, at det var en forbrydelse mod folkeviljen at ville modsætte sig en glædesytring med autoritetens magtsprog. « få det væk fort! » kommanderede kaptejnen. « jaja — jaja! — vi skal huske dem dette, når — — ». « her i byen har vi ikke fået noget sverdrup-ministerium », sagde Simonsen hånlig. « å — de skal nok få føle det », truede Wisdahl. Arbejderne stod et halvt minut og så på hveranden. Så brød de ned sit værk igen. kaptejnen så med et barsk smil fuldt af ringeagt efter det bortdragende triumftog. — men festen i arbejdersamfundet kunne ikke forhindres ved noget magtsprog. Det var N. P. Wisdahls trøst, og stærkt og højlydt gentog han det gang efter gang for arbejderne, mens de i al skyndsomhed gjorde istand oppe i lokalet. Og det blev en stor triumf, denne fest. Uforstyrret fik lederne tale om sejrsglæde, om løn for store ofre, om friheden, om at nå frem did, man ville, om det mageløseste, at bonden kunne komme til kongens rådsbord, om at nordmanden havde genfundet sin konge, — alt, som var skrevet i aviser og talt på folkemøder, blev gentaget og forstærket, og alt fik man sige så trygt i bevidstheden om at være den sejrende part. Og punschen flød rigelig, og det sejrende folk råbte hurra og tumlede om i broget stemning omkring skjænkebordene. Det var som jul for denne flok af arbejdsløse hædersgæster. det led langt ud på kvelden, og larmen øgede på og bares udover gaden, og talerne blev mere og mere regelfri. For hver en, som steg op, råbtes der hurra; mens han talte, skreges der bravo, og når han endte, var larmen mangfoldig. « ja — dette er belivet, det må man sige », sagde N. P. Wisdahl stolt til amuNd hot, som sad for sig selv og tav i sideværelset. « bare de ikke bliver for fuld og begynder at slås! » svarede han. — « hvem er det nu, som er oppe? » « det er så sandelig skogtveit! » meddelte Wisdahl efter at have kastet et blik ind i salen. « kom lad os høre; han får ikke lov at være for radikal, for vi har moderate folk her ». 1 skogtveit stod på talerstolen. Han så gammel og slidt ud, men øjnene brændte fyrig — næsten vildt, og hans stemme tvang larmen til at tystne. « — — — men om så ikke al fornuftig tanke bekræftede det, så var denne feststund med sine vetløse glædeshyl nok til at overbevise om, at denne sejr er et nederlag folden sande frihedssag! — sejr? hvem? i hvilken kamp? for hvad? — to slagsbrødre har havt hverandre i hårene, og endelig fik slagsbroderen venstre knæsat sin modstander slagsbroderen højre, og så skriger alle, som har veddet på venstre, et forfærdeligt vildmandshyl. slig er det. For hvis det ikke var slig, så var denne dag en bævende alvorsstund med løfte og angst for det kommende store arbejdskrav, at vi ikke skulle magte det. I danser omkring som indianere med modstandernes skalpe og roser jer af alle de løgne, i brugte for at komme hid, hvor i vil være i — sejr? — hvad gælder århundredets store kamp? Den gjelder befrielsen for de små fra de stores tryk. Men hvilke små er befriet? Det gråter fremdeles omkring i hytterne i landet, og fremdeles må samvittighederne gemme sig for sig selv i løgnens vide folder! — det var halvkauringens hovmod nedad og misundelse opad; som var ude i det kjevl, vi har haft. Man ville være med, men ikke gi plads for andre. — — å! om denne sejr ikke var kommen, så ville kampen have rejst sig under hvert fjeld skønnere og skønnere, til den store flok af små kom med klare krav, og der var dannet store, stærke, ædle viljer, som ville kravene! — men nu — op i sæderne, som ryddiggjordes for de gamle mænd, der intet forstod, stiger fornemme pierrer, der forstod at præke om folket, og fra den stund har de glemt, hvad folket er, og snart skal vi se dem sidde værdig som de, der bragtes til side, bag høje guldkraver, som forhyr dem at vende blikket fra traktaterne til folkets nød, og med stjerner på brystet for at blinde folket, der er vant til at stirre ind i tætte mørket. Og da har i rigtig helt sejret, i — dragesæd! for da er i nådens sol nærmest. — hvilken umådelig skuffelse! — — — » På et vink af Wisdahl satte et sangkor, der velvillig assisterede ved festen, i en kraftig sang. Skogtveit så sig om, stod en stund, men gik så ned. Nils Bergmann var kommen ind under skogtveits tale; han stod ved’ døren endnu og så på den tumlende skare omkring skjænkebordene. Skogtveit skyndte sig forbi ham ud gennem døren, Nils fulgte og nådde ham igen nede på gaden. « dette var uklogt gjort, skogtveit », sagde Nils, idet de gik sannem bortover. « jeg måtte gøre det! — glædeshylene pirkede mine nerver, — dumheden og småheden kvalte mig! —- — men det er sandt, nu er jeg umuliggjort. — — det var dog sandt, hvert ord », lagde han bestemt ti ). « de gør os til løgnere for folket — både dig og mig ». « ingen skal kunne gøre mig til løgner », erklærede Nils. Skogtveit sagde dertil intet straks, men om lidt spurte han: « men hvorledes vil du indfri de løfter til folket, som du i disse tider så kraftig som nogen har været med til at gi? » « hvad jeg har lovet for friheden, vil fremtiden holde, og hvad jeg har lovet for mig selv, vil jeg arbejde på selv at få holde ». Skogtveit så træt ud; han var sammensunken og gik slæbende. De var kommen til « parken » og satte sig på en bænk. « du vil altså fortsætte? » spurte skogtveit. « fortsætte eller begynde pånyt — det blir det samme ». « folkehøjskole i visdalen med fem elever? » « det bliver vel nødvendig at søge op nyt strøg, hvis noget skal gøres. Men jeg er kommen ud i landet for at gøre gagn, skogtveit, og jeg lar mig ikke skræmme. Jeg ved ikke nu, om jeg gjorde ret i at stanse dette året for at rejse omkring og holde foredrag; — det kan ikke siges endnu. men nu vil jeg igang igen 1 — vil du gå med, skogtveit? » « jeg? » — skogtveit så forbavset op. « nejnejnej — kom ikke med sligt, Bergmann », sagde han hurtig. « hvorfor ikke? — hvorfor kan du ikke ta dig noget til? — du får se alle ting i et andet lys da. » « kan være det, men------------jeg duer ikke. Og så — så har jeg en mor », lagde han sagte til. De sad tavs en stund. Sommernatten var lys og stille, havet hvælvede sig blankt med en svag rødme i nordvest efter solnedgangen, og vardehaugen spejlede sig i den dybblå bugt. Et og andet råb fra festen nådde helt hid, og fra vågen hørtes den skranglende lyd fra en jagt, som lettede Anker. » Jeg kom engang til at tænke lidt over sisyfus - mytten », sagde skogtveit omsider. « den måtte ha en fortsættelse, syntes jeg. Han må knække gudernes magt engang, den kæmpe. Han må få stenen op, men først når det er nytte ved det. Når han ser et barn leke uskyldig dernede, og han skønner, at stenen i nedfarten vil knuse det, da bliver han så stærk, at han får den op på Toppen. Men så dør han. — kunne vi bare elske slig, at vi ville ofre, så betragtede vi ikke alle stener som slige uløftelige sisyfus-klipper, men tog dem væk for hverandre. Men religionerne har taget troen og kærligheden fra alt folk. — — nej, så du vil fortsætte, Bergmann? — ja, da må det jo gå! » — « nu mere end nogensinde er det nødvendig, at der arbejdes. — folket skal vågne. Vi må hjælpe, alle, som kan, at den opvågnen ikke bliver værre end søvn. Ja — sisyfus-stenen har jeg ofte forarget mig over. Den har altid været veke viljers undskyldning. » — næste dag var Nils Bergmann inde for at hilse på Lars garmo og få lidt oplysning om forholdene i de nærmeste bygder. I det samme han kom ind, mødte han et optrin, som gav ham ulyst til et længere ophold i byen. Skogtveit var blevet budsendt om at indfinde sig på Lars garmos kontor. Her var de fornemste af lederne samlet, Amund hot, iNitupiNit==N. P. WisDahl, lærer Dahl, købmaNd pettersseN og et par til. De sad omkring bordet og syntes at lægge an på en værdig og alvorlig holdning — hver for sig og som kollegium. Wisdahl så noget ophedet ud, han havde foran sig et med store bogstaver prydet papir og tyggede på enden af et penskaft. De så alle flygtig mod døren, da skogtveit med en mørk mine trådte ind. Garmo nikkede lidt, og gjerstad smilte godmodig; de andre var kold og streng som senatorer. Wisdahl udviklede med øjnene fæstet på papiret, hvor skammelig skogtveits opførsel havde været. Havde han drukket? — hvis det var tilfælde, så lå der jo et slags undskyldning i det i betragtning af den store anledning. Men han var dog ikke mere fuld end, at han måtte vide, hvad han sagde. Wisdahl havde noteret et og andet udtryk — det var jo forfærdelig! — syntes nu skogtveit, at en mand, som ikke undså sig for at tale således for den store vælgei befolkning, kunne bruges til at skrive om alvorlige ting på venstres vegne og — og — for venstremænds penger? Syntes han ikke, det var fuldt beføjet, at de mænd, der stod bag med — med — pengene, tog sine forholdsregler? — nå, om han ikke syntes så, ville man dog underrette ham om, at man agtede at forebygge, at en mands uvorrenhed ødelagde, hvad man møjsommeligen havde vundet. Da Wisdahl stansed for at lede efter en passende overgang, tog garmo selv ordet med mild tone. Man ville dog ikke opgive den stakkers mand; man satte pris på hans evner, ville nødig, de skulle på ubrugt tilgrunde. — i forhandlingen forud havde det hedt, at man dog ikke måtte drive ham til at vende sine evner mod dem. — derfor ville man tage ham til nåde omtrent på de gamle vilkår — omtrent, det vil sige, man måtte væbne sig mod et og andet — for eksempel åbenbart fritænkeri. — « ja, for vi anser det for utvilsomt, at de ikke er orthodox », faldt lærer Dahl ind. — så havde man da udkastet en kontrakt eller et slags dokument, som han kanske ville være så snild at se på. « ja —• det er så at forstå, » sagde Wisdahl, slog på papiret og rakte det over skulderen til skogtveit, — « at de enten underskriver eller ikke underskriver, det står dem frit for, men forandres kan den ikke, for den er fast vedtat af os ». Skogtveit læste: « jeg, cand. fil. Skogtveit, forpligter mig herved til i venstreforeningens Avis « folkeposten » At skrive minst en artikel i hvert nr. på minst 2 — to — Spalter over emner, som er mig forelagt af nævnte forenings formand eller sekretær og af ham korteligen betegnet, hvad foreningens mening i hvert spørgsmål bør være. Artiklerne udarbejdes på en af bestyrernes kontor og forelægges straks for den udvalgte censor, hr. Klasselærer Dahl, som frit kan stryge og tilsætte. For dette mit arbejde oppebærer jeg et passende honorar, som bestemmes af nævnte bestyrelse og beregnes efter bladets økonomiske stilling og efter den medgåede tid. Jeg kan ikke fratræde denne kontrakt uden efter tre måneders opsigelse, hvorimod bestyrelsen til hvilkensomhelst tid kan afskedige mig. » Skogtveit læste gennem uden at forandre en mine, ligesom han havde hørt på den forudgående mundtlige udvikling. Han beholdt papiret i hånden, og øjnene fulgte de smukt snirklede bogstaver, kom atter helt gennem uden dog at læse. Det behøvtes heller ikke nogen nøjere gennemlæsning. Meningen var tydelig nok, ligeså tydelig som hver af de store bogstaver. Den smule selvagtelse, han havde igen efter tre Års ydmyghed ovenpå flere Års fortvilte roden om i vildskab og rus, den skulle han fraskrive sig ved sit navns underskrift; resterne af sig skulle han sælge til disse mænd, hvem hans evner havde sat ham til at herske over i åndeligt vælde. De bød ham slaveri i løgn. Han bed tænderne sammen, øjnene lynte, det raslede i det lange papir af, at hans fingre skalv. Mændene omkring bordet sad rolig og ventede. Han løftede hånden for at kaske kontrakten i ansigtet på Wisdahl, der havde dyppet pennen godt og holdt den fremrakt til den ydmygede oprører. Men — hvad var det, som slappede musklerne i hans hånd og sløvede hans træk, lod ham stilt lægge papiret ned på bordet og rolig tage pennen i hånden, mens blikket mekanisk gled nedover siden og fæstede sig slapt ved pladsen, hvor navnet skulle stå? — tanken på en gammel, forbitret kvinde, som jamrende gennemsøgte det tomme madskab og klagende over sin eneste, unyttige søn stak ham med at trække frem minderne om sit livs mange smerter, — det brød frem i et klart billede og magtstjal ham. Han ville skrive, det var jo bare en besegling, en formel forpligten til at tåle det samme, han alt længe havde tålt uden forpligtelse, og desuden måtte han være dybt nede, når disse mænd kunne byde ham sligt, så dybt, at det ikke nyttede at løfte sig. Jo, han ville skrive. da blev der banket på døren. Skogtveit vendte sig og så Nils Bergmann, slap pennen, så der blev en blækklat, hvor navnet skulle ståt, rettede sig op og gik ud. Alle mændene om bordet rejste sig for at hilse på Bergmann, men Wisdahl skyndte sig at vende kontrakten ned. Nils Bergmann troede at forstå noget, og halvt åndsfraværende hørte han på de gode venners snak. « nu gælder det at forfølge sejren », sagde Wisdahl. « inden et år må vi ha flertal også her i byen, og 'da skal hele højre ud! — bliv nu her,, Bergmann, og hjælp os ». « hvad vil i så med flertallet », spurte Nils. Men det var et spørsmål, som ingen fandt det været at svare på. — Iii. Bergtagne. Det var den samme, festens store dag — i havestuen på gården. Sine tolv alen var værelset i dybde, og når man kom fra den forgrodde have og så indad, kunne man selv nu ved midtsommer og om dagen blive mørkræd ved at skimte i det fjerne dunkle en uhyggelig samling af gamle portræter, somme af krigere méd umådelige slagsværd og frygtelige opsyn, somme af blege kvinder med opslåtte bøger og fromme blik under pandelin. Tunge møbler, som syntes at have presset sig fast — hvert på sin plads, jordlugt, som kom ind fra haven efter regnvejret, lyden af dråberne,. som endnu holdt på at fame fra træerne og ned i den opblødte mulu, det gamle slagur med gøgen, som got en halv tone for hver kvarttime, og med årstallet 1701, — alting hørte sammen. De to gamle damer med strikketøjet hørte til her. Hun med ørnenæsen og den lave pande, de lange krogede fingre, den ranke, knoklede figur, og hun den tykke med det fromme, undrende blik og det glatte, rolige ansigt kunne have siddet der, siden siste gang de ældgamle trær dryssede sine modne frugter udover det lystige selskab fra kunitzernes tid, siddet der tålmodig og ventet på underet, som skulle gøre alt gammelt nyt, siddet og bundet maske til maske og glemt, hvorledes det duftede af blomster, og tilslut taget jordlugten for blomsterduft. men den unge kvinde med det friske ansigt, de længselsfulde øjne, den kraftige og smidige skabning, hun, som nu med stille listende skridt sniger sig forbi de to gamle for at nå døren og prøve at få lidt luft og et glimt af verden, hun forstyrrer indtrykkets faste, fuldendte helhed. Er hun tagen ind her mod sin vilje? står hun og lytter efter, om de derude, som savner hende, dog snart vil sætte kirkeklokkerne igang og ringe hende ud? nej — det er ingen romantik i noget af det. Her bor hædersmanden toldinspektør

1898_Henckel_Lolotte

Marie

Lolotte

Henckel

Henckel

Lolotte

female

1898_Henckel_Lolotte.pdf

Marie

Henckel

dk

Lolotte

En Roman fra den gustavianske Periode

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

1771-92

Undertitel.1771-92

HISTORICAL

I vinden, der sagte og dovent havde vugget træernes grene og leget med de fugtig glinsende, gul- og rødlige blade, havde lagt sig til hvile under løvhanget mellem de knudrede stammer, og der rørte sig næsten ikke et græsstrå i parken omkring lystslottet ekholmsund, hvor kronprins Gustav og hans gemalinde, den danske kongedatter Sofie Magdalene, havde deres sommerresidens. Ren og blå, i sin lidt kølige klarhed, hvælvede septemberhimlen sig over de mægtige 'trægrupper og over takspyramiderne i det franske anlæg nærmest slottet. Lugten af fugtigt løv og muldjord gennemtrængte luften, og i gangene vrimlede det af store sorte snegle, hvis spor man kunne følge i lange slimede striber hen over gruset. Engang imellem dalede en krage eller en allike ned på en gren og lod sin hæse røst høre, idet den baskede med de tunge vinger og nysgerrigt så sig om med sine klare øjne, ellers var alt tyst og stille. Og tyst og stille som i eventyrets fortryllede slot var der også oppe i det stilfulde lille palæ å la Versailles, hvor man endnu hvilede efter middagstallet. Eftermiddagssolen strømmede ind gennem ruderne. Dæmpet af silkegardinernes bløde folder gled det gyldne skær hen over væggene med de kostbare gobeliner, strejfede ligesom kærtegnende statuerne i deres nicher, og syntes for et øjeblik at låne det kolde marmor liv og varme, stjal sig ind i dunkle kroge og spillede i lysekronernes og lampetternes slebne glasprismer. En stærk, næsten bedøvende blomsterduft bølgede gennem sale og gemakker, med deres yppige pragt, men der hørtes ikke en lyd hverken oppe eller nede — det var som om alt var sunket hen i en velbehagelig dvale, et dolce far niente, der for de høje herskabers vedkommende ikke turde afbrydes; kun fluerne toge sig den frihed at summe mat og dovent henne i de brede vindusfordybninger. så faldt et ur pludselig i slag — sindigt, med en vis dirrende, skrattende tøven, men højt og eftertrykkeligt, så at det gav genlyd i de tavse korridorer og gange. Og så var fortryllelsen hævet. Døre smældedes op ogi, stemmer kaldte og fodtrin knirkede på trapperne. Vævre kammerpiger vimsede frem og tilbage mellem travle lakajer og pager, hvis små galanterier i forbigående ingenlunde toges dem ilde op, men lønnedes med småskrig og fnisen, og inde i musiksalen begyndte man at stemme og prøve instrumenter; snart hvinede en enlig fløjte, snart brummede en kontrabas, så lød de dybe toner af en violoncel om kap med en violin, og endelig overdøvedes disse igen af et skingrende horn, der nu tog fat. — i den fløj, hvor kronprinsessens gemakker lå, blev døren til det lille forværelse åbnet, og en ældre dame stak hovedet ind og lod sine temmelig hvasse øjne glide spejdende rundt i stuen. Det var første kanimerFrue, Fru Werner, den eneste af Sofie Magdalenes danske følge, som hun havde beholdt hos sig, da hun for fire år siden kom til Sverrige. „ Ej ej, “ udbrød damen, da hin opdagede en ganske ung og meget smuk page, som var i færd med at røve et Kys fra en yppig brunette med et par gnistrende sorte øjne, „ Pagen Munck og Mamsel rannstrøm — ja, jeg tænkte det nok! Til at konversere og kurtisere er der altid lejlighed. “ Mamsel rannstrøm, anden kammerfrue og friseuse, slog krøller på sin lille kække næse og mumlede noget om „ gamle kedsommelige snerper, “ men pagen drejede sig med den største sindsro rundt på hælen. „ Fuldkommen sandt, charmante Fru Werner, “ sagde han og kyssede smilende på fingeren, „ jeg elsker, jeg tilbeder kvinderne, og forsømmer aldrig at bringe de søde skabninger min hyldest! Mit hjerte slår for dem alle, og dersom de, o elskværdigste af deres køn, ikke var så ufølsom — “ „ Snak, “ afbrød kammerfruen i en harmfuld tone, „ kom ikke til mig med deres uforskammetheder. Jeg kender nok pagerne og deres streger — der burde snart sættes en stopper for det uvæsen de drive her ved hoffet. “ „ De arme pager! “ Mamsel rannstrøm slog en høj latter op, idet hun rettede på sin frisure foran spejlet. „ Mon der ikke tillige burde sættes en stopper foldet spioneri, der drives af visse personer? Visse personer skulle have deres næse i alt, men jeg i det mindste er gammel nok til selv at vogte på min dyd. “ „ Dyd, “ gentog Fru Werner med en lille snøften og et himmelvendt blik. Pagen, der forudså at et uvejr ville bryde løs, rømmede sig. „ Mille pardon, mine damer, “ sagde han, „ men inden de gå videre må de tillade mig at udrette mit ærinde; jeg kommer fra kronprinsen. Da hans søskende, prins Frederik og prinsesse Sofie Albertine, ville indfinde sig her i aften til opførelsen af hans stykke, hvori han selv spiller hovedrollen, så venter, ønsker eller befaler han — de kan kalde det hvad de vil — at hans gemalinde skal være til stede i stedet for som sædvanlig at trække sig tilbage når der ageres. “ „ Hvad i “ råbte Fru Werner, „ når prinsessen nu engang ikke finder behag i det gøgleri, hvortil man her er hengiven i en så upassende grad, så kan hun dog vel ikke tvinges til at se derpå? Det mangler kun, at man også vil have hende til at overtage en rolle — “ „ Å nej, det har ingen fare, “ forsikrede pagen tørt, „ Hendes kgl. Højhed ville næppe passe i ensemblet. For resten bliver „ Gøgleriet “ ualmindelig glimrende i aften, udstyrelsen er pragtfuld, græske og østerlandske kostumer — de skulle blot se frøken ugla som elskerinden, ikke at tale om grevinde løvenhjelm! Hun og prins Karl øvede sig allerede i en øm attitude, da jeg gik forbi døren til salen — “ „ Fy, de lurede naturligvis, de lille afskum! “ Mamsel rannstrom truede leende med fingeren. „ Nå, og hvad skal de selv forestille? “ „ Å, jeg skal kun være med i korene, ved de nok. Men jeg må desværre anbefale mig. De ville altså have den godhed at overbringe kronprinsens hilsen, og så — au revoir, mine damer! “ Han for ud ad døren, nynnende på en fransk vise, uden at ænse det knusende blik, som Fru Werner sendte ham. Den indignerede dame slog hænderne sammen. „ Nej, det går for vidt, “ sagde hun, „ at sende sin gemalinde befalinger — og gennem denne frække dreng! Hvad vil ilds. kgl. Højhed sige? Hun har just fået triste efterretninger fra København i dag, jeg så før, at hun havde grædt. “ „ Det er ikke noget nyt — hun græder alt for meget, “ sagde den anden kammerfrue og rystede på hovedet, „ Tårer forskjonne ikke. “ „ Synes de måske ikke, at hun har grund til at græmme sig? Aldrig tages der hensyn til hendes ønsker, eller spørges der om hendes mening. Kronprinsen giver en fest hvert år på hendes fødselsdag den 4. Juli, sagtens for dog at holde lidt på skinnet, men ellers viser han hende jo aldrig en opmærksomhed, han taler næppe til hende når de mødes ved måltiderne — har hun måske fortjent at blive således behandlet? “ „ Bevares nej, kronprinsessen er godheden selv, bedste Fru Werner, men hun keder sin gemal, det er hele ulykken; hendes kølige temperament passer til hans som vand til ild! — han valgte hende jo heller ikke selv — “ „ Lige så lidt som nogen spurgte hende — nej, det er sandt! — de blev trolovede som børn, af „ politiske hensyn “ som det hedder, men lærte aldrig hinanden at kende, fordi det hvert øjeblik så ud, som om det påtænkte ægteskab alligevel ikke ville komme i stand. Der er jo bleven leget med den stakkels prinsesse som med en marionetdukke; hun er bleven vraget og taget til nåde igen, og at hun har følt sig krænket og ulykkelig kan ingen undres over. “ „ Hun skal dog have fattet en heftig passion for kronprinsen fra det første øjeblik af, da hun så hans kontrafej — “ „ Måske — men jeg kan forsikre dem, at hun var tung nok om hjertet og fældede mange bitre tårer den dag, da vielsen fandt sted pr. prokura i Københavns slotskirke. Det var den 1. Oktober 1766, samme dag som hendes Broder kong Kristian d. Syvende og dronning Karoline Mathilde ligeledes pr. prokura viedes i London, og skønt det endnu var i sorgeåret for højsalig kong Frederik d. Femte, udfoldedes der dog stor pragt. Bruden, hvem jeg selv havde den ære at iføre den kostelige guldindvirkede dragt, trådte fra det store galleri på slottet ind i kirken mellem begge enkedronningerne, bedstemoderen og stedmoderen, fulgt af sine to søstre, prinsesse Wilhelmine Karoline og Luise, der om sommeren havde ægtet landgreven af Hessen. Hun blev så ført til alteret af kong Kristian, og halvbroderen, den trettenårige arveprins Frederik, repræsenterede brudgommen — “ „ Kors, hvor løjerligt! “ „ Det var ifølge ceremoniellet, min gode. Ltd af kirken førtes prinsessen af den svenske envoyé, og lige bag efter kom alle de svenske herrer; hendes holdning var værdig som det sømmer sig en kongelig person, men hun var bleg som en død, det så enhver, og mange have sikkert gjort sig deres egne tanker derover — man vidste jo nok, at hvad hun gik ind til ikke var let. “ „ Det tegnede dog ellers godt i begyndelsen. Kronprinsen fandt hende vakker, og folket jublede hende i møde ved ankomsen til Helsingborg og ved indtoget i Stockholm; men hvorfor gjorde hun ikke noget mere for at bevare det gode indtryk og tækkes sin gemal? Hun har alt for tidligt givet kampen op — i hendes sted skulle jeg min tro have vidst at værge for mine rettigheder til det yderste. “ „ Ja vist! — men kronprinsessen er for stolt til at påtvinge sig den, der forsmå!’ hende — “ „ For ------bah! Så får hun også bære følgerne og se at trøste sig på anden vis!' “ „ Hvad mener de dermed? “ spurgte Fru Werner skarpt. „ Kors, der er jo religionen, “ sagde Mamsel rannstrøm med det uskyldigste ansigt af verden. -------å, jeg forstår dem nok, men jeg indlader mig ikke på at besvare deres frivole hentydninger. Desuden er det på høje tid at tænke på prinsessens toilette. “ „ Ja, og til at overbringe hende budskabet fra hendes genial, — det sidste overlader jeg naturligvis til dem, bedste Fru Werner, “ sagde den yngre kammerFrue ondskabsfuldt. — Sofie Magdalene sad i sit påklædningsværelse. Sverrigs tilkommende dronning, Frederik d. Femtes og Luise af Storbritanniens ældste datter, havde nylig fyldt fire og tyve år. Hun havde en slank, velbygget figur og den oldenborgske stammes storskårne træk, med det lidt fremspringende mund- og hageparti. Hudfarven var klar og frisk, læberne fyldige og stærkt røde, og øjnene store og blå, men de manglede liv. Over hendes hele væsen og person var der en vis afmålt værdighed, noget tungt og træt; bevægelserne vare langsomme, lidt lade, og stemmen slæbende og monoton, men udtrykket i hendes ansigt var blidt og godmodigt, og mindede ikke så lidt om faderens. „ Prinsessen ser godt ud, uden at være smuk; i alt fald har hun skønhed nok til at behage, uden at fordreje hovedet på mig; hun fører sig med anstand, skønt hun næsten er for bly, og jeg tror hun har forstand nok til ikke at bære sig dumt ad. “ Således skrev kronprins Gustav lige efter formælingen til sin gamle lærer grev fr. Scheffer, men ikke en måned senere erklærede han til sin moder, at han aldrig ville kunne elske den hustru, som stænderne havde påtvunget ham, fordi hun manglede enhver evne til at tækkes ham. Og det var bevidstheden herom, der stadig tyngede Sofie Magdalene; følelsen af at blive anset for intetsigende og ubetydelig gjorde det just umuligt for hende at være fri og utvungen i hendes gemals nærværelse. Hun var af naturen indesluttet og for alvorligt opdraget, dels af bedstemoderen, den gamle bigotte og hoffærdige Sofie Magdalene, dels af stedmoderen, den strenge Juliane Marie, til at finde behag i de adspredelser, der optoge den glimrende og åndfulde Gustav. Hun delte ikke hans smag, ikke hans interesser, hun ejede ikke skønhed nok til at dåre hans sanser, ikke talenter og ånd nok til at underholde og more ham —hvormed skulle hun da kunne fængsle ham, der fordrede så meget? Og så var der denne isnende kulde, hvormed hun blev behandlet af hele den kongelige familie, med dronningen i spidsen. En indgroet fordom mod alt, hvad der var dansk, lå jo nu engang den holsten-gottorpske slægt i blodet, og kongeparret, især dronning Luise l’lrikke, havde aldrig kunnet glemme, at deres egne undersåtter havde tvunget dem til forbindelsen mellem deres søn og Frederik d. Femtes datter, skønt de havde udset en tysk prinsesse til hans brud. Den svage, godmodige kong Adolf Frederik havde personlig intet imod sin svigerdatter, men hans mening gjaldt ikke meget. Ligesom han havde bundet sine egne og kongemagtens hænder, da han i 1756 for at sikre sin trone havde givet efter for hattepartiets fordringer, så at han i virkeligheden var senatets, rigsdagens lydige slave, der intet kunne foretage uden deres tilladelse, Sverrigs hersker kun af navn, således var han også et nul lige over for den myndige hustru. Luise Ulrikke, Frederik d. Store af preusens energiske og begavede søster, ville ikke give slip på et atom af sin højhed, trods det ydmygende nederlag hun havde lidt. „ Vi ere de første 'riggere i Europa, “ skrev hun i sin bitterhed til broderen, „ de mindste fyrster i Tyskland kunne rose sig af bedre kår end vi her i dette elendige land! Stænderne — del vil sige den almægtige adel — har tilranet sig hele statsstyrelsen, hele magten — os har man berøvet alt! Man blander sig i vort privatliv, i vore børns opdragelse, og tvinger os endog til at vælge vor omgang — men jeg i det mindste skal vide at bære dette utålelige åg med anstand, jeg bøjer mig ikke endda! “ Og det gjorde hun heller ikke. Hun var født til at herske, og herske ville hun, og havde man stækket hendes magt udadtil, så øvede hun til gengæld et uindskrænket herredømme over sine nærmeste. Hendes ønsker vare en lov for ægtefælle og børn, der i ét og alt lededes af hende, og at nærme sig den svigerdatter, som hun kun tålte, fordi det nu engang ikke kunne være anderledes, faldt aldrig nogen ind, det ville være bleven betragtet som en demonstration, og kronprinsen, der skulle have stået ved sin hustrus side og beskyttet hende, han bekymrede sig lige så lidt om hende som de andre! Ene og uforstået i et fremmed land, overset fordi hun manglede mod til at gøre sig gældende, og ydmyget ved tanken om den stilling, hun indtog — del var Solie Magdalenes triste ægteskabssaga indtil denne dag. — da kammerfruen havde bragt kronprinsens hilsen, rødmede hun og bed sig i læben. „ Naturligvis vil jeg være til stede, jeg kender min pligt, “ sagde hun, „ men gud ved, at jeg ellers ikke er oplagt til munterhed i aften, gode Werner. Man skriver til mig fra København, at min Broders, kongens tilstand både åndelig og legemlig giver anledning til bekymring — arme Broder! Og dog danser og morer man sig ved hans Hof, og hans gemalinde er den gladeste blandt de glade! Hvor forskelligt er hendes liv ikke fra mit! “ „ Men — der mumles om højst besynderlige ting, deres kgl. Højhed. Om man skulle fæste lid til rygterne om denne Struense — “ Sofie Magdalene rystede på hovedet og sukkede. „ Jeg vil intet vide derom, “ Sagde hun. „ Dronning Karoline Mathilde er måske at beklage, men hun har været så lykkelig at skænke landet og tronen en arving, hun er moder — det opvejer sikkert mange savn. Desuden er hun jo forgudet af folket — mine kære, godmodige landsmænd er så lette at vinde! “ „ Men deres kgl. Højhed er sandelig også elsket af det svenske folk, “ udråbte Fru Werner, „ det er en bekendt sag. Alle nære den største agtelse og sympati for kronprinsesse Sofie Magdalene, og — “ beklage hende, ville hun have sagt, men rettede det til: „ ønske af hjertet at se hende lykkelig. “ „ Lykkelig? “ gentog prinsessen bittert. „ Den drøm har jeg opgivet. “ Mamsel rannstrøm, der stod og trippede utålmodigt med den kniplingsbesatte peignoir over armen, rømmede sig. „ Undskyld — klokken er ’over fire, deres kgl. Højhed, det bliver aldeles nødvendigt at begynde på frisuren. “ „ Ak ja, det er sandt. Men hvad er det, de bringer dér, kære rannstrøm? „ Rosenvand til at bade deres kgl. Højheds øjne med, de er jo aldeles røde og opsvulmede, det går aldrig an. Øg hvilken robe behager deres kgl. Højhed at tage på? Om jeg turde, så ville jeg anbefale en dunkelrød, eller den blå med guldblomsterne — en lys vil aldeles ikke stå til deres kgl. Højheds teint i aften — “ „ Nej, måske ikke — gør som de vil, min gode rannstrøm, de plejer jo at have en god smag. “ Og med et lille suk overgav Sofie Magdalene sig på nåde og unåde til sine kammerfruers behandling. i skumringen har sænket sig over ekholmsund og hyller parken i sine skygger; dybere og dybere falde de og knuge træer og buske i deres tætte favntag, og derude hvisker og suser det, for vinden har rejst sig igen, og løvet bæver og skælver under dens ville kærtegn. Men oppe på slottet ligger teatersalen strålende af lys og blænder ved sin næsten feagtige pragt. Dunkelrøde draperier bølge i rige folder ned mellem slanke, lueforgyldte søjler, muser og gratier svæve frem på væggenes himmelblå grund, miniaturspringvandi kunstig dannede grottersende forfriskende stråler i vejret, og statuer titte frem alle vegne, halvt skjulte af løvværk og planter. En uendelighed af spejle mangfoldiggør det strålende lysskær fra kroner og kandelabre, og del hele er virkningsfuldt og betagende som et interiør fra tusind og én nat. Nu bruser og rasler silken idet damerne indtage deres pladser, og stole skubbes frem og tilbage. Diamanter lyne og blinke i stadig vekslende farvespil, og rubiner funkle blodrøde fra hvide barme og skuldre, fjer og blomster vaje og nikke fra høje tupeer, og vifter bevæges frem og tilbage i yndefulde svingninger. Man hvisker og smiler, remmer sig, ler og hoster, veksler hilsener og små ømme og fortrolige øjekast, og oppe fra scenen høres der banken og skraben; så ringes der med en lille klokke, og så bliver der stilhed — dyb, forventningsfuld stilhed. — musikken er falden ind, og forhænget, der bæres at' forgyldte amoriner som i en halvkreds svæve ned fra loftet, drages til side. Først bliver en prolog fremsagt af hofchefen, baron Taube, der står som fantasus på en sky, der slingrer under ham, så at han har vanskeligt ved at holde sig på benene med den tilbørlige anstand. Man ler stjålent bag vifter og lommetørklæder ad det lille uheld, men tilkendegiver bagefter sit lydelige bifald, og så følger stykket, der er en efterligning af den klassiske tragedie med dens kor. Hofdamen frøken Aurora ugla, der tager sig prægtig ud, fremstiller en kongedatter, hvis stolthed og hovmod besejres af en fangen fyrste, som selv i sin fornedrelse har bevaret hele sin storhed. Kronprinsen spiller fyrsten, der føres ind i lænker af nogle glubske karle, og da han stolt hæver hovedet, idet han folder de lænkede arme over brystet for at tilkendegive dem sin foragt, juble tilsku-' erne og klappe i hænderne. Og den samme begejstring følger naturligvis den kongelige forfatters arbejde helt igennem. Der er både klang og flugt i versene, især når de lyde fra hans egne læber, og efterhånden som han giver sig mere og mere hen i rollen, stråler hans store glansfulde øjne — disse besynderlige øjne i et besynderligt fysiognomi, hvis udtryk er så vanskeligt at tyde, — og hans hverken synderlig høje eller kraftige skikkelse synes ligefrem at vokse. Alle er enige om, at af de agerende er han den, der bærer prisen; man bæver af fryd, da hans bånd løses på kongedatterens bud, og man gjennemisnes af rædsel, da han til slutningen synker om, gennemboret af grækerkongens sværd. — sjiillet er ikke længere spil, det er virkelighed! — prinsesse Sofie Albertine havde frem for nogen anden siddet i åndeløs spænding og flere gange haft 'tårer i øjnene, og næsten ikke mindre betaget var en af damerne i hendes følge, der havde plads lige bag ved hende. En ungdommelig, slank og elegant skikkelse var det. Hun kunne måske egentlig ikke kaldes regelmæssig smuk, men der var noget lyst og fagert over hende, noget skærf og uberørt, der mindede om blomsten i sin dugvåde friskhed, en vis bly og betagende ynde, der ligesom bejlede til ens gunst, på samme tid som der var en frejdig kjækhed i det åbne blik og i den måde, hvorpå hun bar det lille, stolt løftede hoved. Ansigtet var ovalt, med smilehuller i kinderne og den nydeligste lille kløft i hagen, og hun havde blå øjne af en vidunderlig ren og klar farve, lidt dybtliggende under mørke, smukt hvælvede bryn. Næsen var noget for kort, og munden var temmelig stor, men med smalle, blødt rundede læber og et smukt, varmt smil, der viste to sande perlerækker af tænder. Hun var klædt i en brocheret silkekjole af en mat, lys farve, der faldt udmærket sammen med den skære, blegladne teint, og hun bar ikke andre prydelser end en blegrød rose i det askeblonde hår, der var strøget op fra panden i små bukler og faldt i krøller ned ad nakken. Det var prinsessens fortrolige veninde fra barndommen, Charlotte du rietz* ), gift med feltøversten friherre du Rietz. * ) hun må ikke forveksles med Lolotte Forsberg, prinsesse Sofie albertincs senere yndling og protegé, som ægtede grev Stenbock. hun havde ligesom Sofie Albertine været stærkt optaget af stykket og spillet. Den røst, der lød så mægtig gribende, vakte jo minderne fra hin tid, da han og hun ikke havde været stort andet end børn endnu — et par tåbelige, tåbelige børn, tænkte hun med et lille smil — da roserne i Hagas have kun blomstrede for dem, solen kun skinnede for dem, og fuglenes sang kun havde været en eneste hymne til den frygtsomme lyksalighed, der fyldte deres unge hjerter! Hun undredes over, hvor meget han vel i disse år havde følt og oplevet, siden han formåede at give sin tanke så gribende et udtryk, og i dødsscenen lukkede hun gysende øjnene for ligesom at holde det bristende blik borte fra sig. hun gav hverken synderlig agt på koret, der sluttede tragedien, eller på epilogen, der blev fremsagt af prins Karl, og det var først ved det stærke bifald der brød løs, at hun vågnede som af en drøm og så sig om. Det var ikke faldet hende ind, at nogen lagde mærke til hende, men da hun lod blikket glide hen over alle de ivrige ansigter rundt omkring sig, opdagede hun, at hun blev skarpt likseret af den smukke grevinde ribbing, fødtløwen,rigsrådens frue og en af hoffets mest fejrede skønheder, med en figur som en Juno og rene klassiske træk, der havde noget af marmorets kulde. Der var en bydende majestæt over la betle ribbings skikkelse og hele væsen, som holdt en i en vis afstand, men trods dette „ utilnærmelige “ var det dog ingen hemmelighed, at kronprinsen havde fattet en heftig passion for hende og i sin ungdommelige opbrusen havde gjort forsøg på at vinde hende, hvilket havde krænket hende ikke mindre end ægtemanden. Charlotte du Rietz vendte øjnene til en anden side, lænede sig længere tilbage i stolen og prøvede på at lade som ingenting, men hele tiden havde hun fornemmelsen af, at denne nysgerrige stirren fulgte hende, så at hun til sidst rødmede af fortrydelse og foldede sin vifte ud foran ansigtet for ligesom at skjule sig bag ved den. For resten var grevinde ribbing ikke den eneste, som havde bemærket hendes bevægelse. Der var et par øjne, hvis blik fra kulissen havde fanget hendes og ligesom holdt det fast, og da de spillende vare omklædte og havde blandet sig mellem selskabet, varede det ikke længe, inden kronprinsen stod foran hende. Hun så ganske overrasket og lidt nysgerrig på ham. Egentlig smuk havde han aldrig været, og nu, da hun så ham i nærheden, fandt hun, at han kun havde forandret sig meget lidt. Det var de samme skarpe, markerede træk, som hun huskede så godt, den line, let krummede næse med de store vibrerende næsebor, og det var det samme ejendommelige udtryk om munden og i de mørke, funklende øjne, der så endnu større ud end de vare, i det magre ansigt — dette ansigt, der var så uligt alle andres, og som man ikke glemte når man havde set det én gang. „ Lolotte — Charlotte de Geer! Alle gode guder, er det virkelig dem? “ udbrød han. „ Charlotte du Rietz, mener deres kgl. Højhed — jo, det er ganske rigtig mig! “ Hun nejede med et lille smil. „ Du Rietz — ja naturligvis, jeg vidste jo, at de var gift, men ikke at de igen tilhører kredsen, der omgiver min moder og min søster. 1 otte lange år har de jo ikke vist dem — “ „ Nej, men jeg har allerede været gift i fem, deres kgl. Højhed. “ „ Og i disse fem år har deres ægteskabelige lyksalighed sagtens været så stor, at de har ønsket at nyde den uforstyrret af verden? “ „ Alin ægtefælles stilling har hidtil holdt ham borte fra hoffet, og jeg har ærlig talt ikke beklaget det. Jeg er en frilufts-, ingen drivhusplante, og trives bedst uden bånd og tvang, langt borte fra konveniens og former. “ „ Kors ja, jeg husker nu, at de altid havde en vis frihedstrang, ligefrem revolutionære tendenser! — å, hvor godt husker jeg i det hele taget ikke den viltre Lolotte — munter som en lærke og sky som en hind; jeg skrev et langt digt til dem i randen af min latinske stilebog, i hvilket jeg kaldte dem „ min bevingede psyche “! Desværre fik de det aldrig at se, før min gode Tessin opdagede det og kaldte det noget fortvivlet vås — mon Dieu, hvor det krænkede mig! “ Fru durietz lo. „ Og mindes deres kgl. Højhed hvorledes prinsessen og jeg i havesalen på Haga plejede at begejstres og røres til tårer over de helteroller, som de deklamerede for os? “ „ Jo, jo, de var i sandhed taknemmelige tilhørerinder — mine brødre løb altid deres vej. Og hvorledes behagede forestillingen dem i aften? — jeg spørger ikke af forfængelighed alene, det er en sag, jeg virkelig i alvor har taget op. Også skuespilkunsten bør agtes, den er høj og fribåren, belærer og opløfter, og det er min hensigt her i Sverrige at' skabe en fast skueplads, hvorfra digterens ord og tanker skal lyde til folket og gøre det modtageligt for alt, hvad der er stort og skønt. “ „ Del er et herligt formål, og jeg er sikker på at det vil bære frugt! Jeg tror ikke, at et skuespil nogen sinde har grebet mig så stærkt som deres kgl. Højheds i denne aften.... “ „ Lolotte, Lolotte — skal det være smiger? Og fra deres læber? “ „ Nej, nej. I de stykker, der præsenteres af tyske og franske operaselskaber, ageres der alt for stærkt; sligt larmende spil er både usandt og uskønt, men i deres kgl. Højheds tragedie var der store skønheder, og i spillet var der sandhed og varme — derfor rev det en ganske med. “ Gustav betragtede hende glad overrasket og med en vis nysgerrighed. „ Deler noget, der kaldes inspiration, madame, “ Sagde han så og bøjede sig lidt frem for at se hende ind i øjnene, „ et blik seulement kan give ordene vinger og en flugt, der forbavser os selv. “ Charlotte du Rietz rødmede ganske svagt. „ Det gælder da kun ikke at fare vild på flugten, mon prince, men i rette tid at dale ned til jorden igen. “ „ Meget korrekt. Refleksion og selvbeherskelse ere store egenskaber, for ikke at sige dyder. Studerer de Voltaire? “ „ Ak nej, jeg tror, at vi kvinder i regelen mangle forudsætninger for at kunne forstå dette århundredets lys. “ „ Måske. Kvinderne er af naturen ikke logiske, hos dem er del nu engang allid følelsen, der vil råde over fornuften. “ „ Det sidste kan kun til dels indrømmes, deres kgl. Højhed, og slet ikke bevises! “ Gustav lo. „ Nej, der gives jo f. Eks. Dem, der slet ingen følelse have, “ sagde han, og lololte så hans blik ligesom tilfældigt strejfe grevinde ribbing. Skøn som en antik statue stod hun dér, den ulastelige, uangribelige hustru, så sikker og overlegen, og dog forekom det Fru du Rietz, at hun hele tiden holdt øje med hende og kronprinsen — en kvinde holder jo nu en gang ikke af at se den mand, der nylig har sukket for hendes fødder, ødsle sin opmærksomhed på en anden, selv om han er hende ligegyldig, og la betle ribbing var ikke vant til at blive stillet i skygge! „ Men man må ikke heller frakende en kvinde følelse, fordi hun måske mangler lidenskab, “ sagde Fru du Rietz. „ Bah — jeg tror på lidenskaben hos den koldeste og mest beregnende kvinde, bedste friherreinde, netop på lidenskaben, voyez vous — det kommer kun an på hvem og hvad der formår at vække den. “ I det samme lagde prinsesse Sofie Albertine sin hånd på hans arm. „ Pardon, “ Sagde hun, „ det var ikke min agt at forstyrre underholdningen med vor kære veninde, men den arme Taube har nu i næsten ti minnutter ventet på befaling til at lade musikken spile op til polonæsen.... “ „ Og min lillesøster venter på at komme til at danse den, n’est ce pas? “ Gustav så smilende ind i hendes yndige, unge ansigt. „ Eli bien, så lad da musikken begynde, og så din hånd, ma chere! “ Lidt efter så man kronprinsen føre sin søster over gulvet for at stille sig op til dansen. Bagefter fulgte begge brødrene, den spinkle, uanselige prins Karl, hertug af Sødermannland, og den statelige Frederik, „ Europas smukkeste prins “, som man kaldte ham, der på et vink af Gustav havde budt Charlotte du Rietz hånden. Der var mange øjne, som nysgerrigt fulgte hende. For de fleste var hun fremmed. Hun var en født de Geer, en tidligere protegé af dronnig Luise drikke, og hun var gift med feltøverste du Rietz — det var i grunden alt, hvad man vidste om hende, så nu drøftede man naturligvis hendes ydre, hendes væsen, toilette og hele fremtræden i det uendelige. Smuk kunne hun slet ikke kaldes — det påstod i det mindste alle damerne — men pikant og yndefuld, og fængslende ved den blanding af blyhed og naturlig frimodighed, der var udbredt over hende. Og hun lod til at more sig og nyde aftenens forskellige indtryk på en vis frisk og umiddelbar måde, der viste, at hun havde smagt for lidt af den store verdens adspredelser til at være bleven overmæt. „ Hvem er i grunden denne Fru du Rietz, som jeg i aften for første gang ser og hører omtale? “ spurgte kronprinsessen en af sine damer. „ Hun er en sønnesøns datter af den belgiske handelsmand de Geer, som i forrige århundrede indvandrede til Sverrige og indlagde sig så store fortjenester af fabrikvæsenet, at han blev adlet, “ svarede frøken ugla; „ som deres kgl. Højhed ser, er stamtræet ikke meget gammelt. “ „ Var hun præsenteret ved hoffet forinden sit giftermål? “ „ Jeg ved ikke om man kan kalde det således. Dronningen havde set og fundet behag i det halvvoksne pigebarn under et sommerophold på Haga, og lod hende ofte komme op på slottet til den lille prinsesse, som fattede stor hengivenhed for hende. Jeg tror nok det var bestemmelsen, at hun skulle have været udnævnt til hofdame, men i flere år opholdt hun sig hos en slægtning i udlandet, og så blev hun gift med oberst du Rietz. “ „ Ja så, “ sagde Sofie Magdalene tankefuldt. „ Han skal være adskillige år ældre end hun, og ikke just nogen hofmand, “ Bemærkede frøken løvenhaupt, „ men nu, da han beklæder så høj en post i hæren, kan han jo ikke holde sig tilbage som hidtil, især da madame du rietz’s høje velynderinder lade til at have bevaret deres venskab for hende — det er i det mindste en skrækkelig stads, prinsessen gør af hende. “ Kronprinsessen svarede ikke, og gjorde heller ikke tiere spørgsmål, men hendes øjne fulgte den kvinde, der så let og utvimgent talte og lo med ham, i hvis nærværelse hun selv blev tavs og forlegen. Hvor hun misundte hende! Hin bitre, skærende følelse af at være tilovers greb hende stærkere end nogen sinde før, mens hun sad dér, tilsyneladende stiv og kold — som en pyntet dukke, syntes hun selv, og kun til stede fordi etiketten nu en gang fordrede det! Hun forstod, at just alle de egenskaber der fattedes hende selv, med hendes tunge natur, dem ejede just denne lille flagrende sommerfugl. Psychen---------ja. I sin ungdommelige begejstring havde Gustav engang kaldt hende således, og han fristedes næsten til at gøre det igen nu, efter otte, ni Års forløb. Det uventede syn af hende havde sat ham i den bløde, lidt sentimentale stemning, der ikke var så sjælden hos ham, havde vakt erindringer, der i tidens løb vare udviskede. Del var som om han i ånden genoplevede de små uskyldige hyrdespil fra den første ungdomstid på Haga, i hvilke han havde tildelt sig selv heltens, og det nydelige, halvvoksne pigebarn heltindens bolle, disse små landlige idyller, fulde af poesi og bomantik, der ganske vist ikke havde haft meget med den virkelige verden at bestille, men som havde sat den sekstenårige ynglings indbildningskraft og vågnende følelsesliv i bevægelse. Der var vemod i at mindes hine dage, med deres bævende fryd og tungtåndende længsel, og ligesom drage det frem igen, der for længst var henvejret som fnug for vinden — hun, den lille Fru Lolotte, passede jo lige så fuldstændig ind i ensemblet nu, som hun dengang havde gjort, var en så vidunderlig staffage i maleriet! I morgen vikle han måske le ad sig selv ogad det hele, men i aften, mens musikken bølgede gennem de oplyste, blomsterfyldte rum, med deres kunstneriske udsmykning, dette lille ferige, som hans noget bizarre smag og stundom lidt udskejende fantasi havde fremtrylle! — i aften følte han en sælsom tillokkelse i helt og holdent at give sig hen til øjeblikkets indtryk, og ligesom lade sig lotte og bære deraf. Han holdt af at komme i slige stemninger, hvor det for fulde sejl stævnede bort fra det dagligdags, ke

1896_Muusmann_LovensArm

Carl

Lovens Arm

Muusmann

Muusmann

Lovens Arm

male

1896_Muusmann_LovensArm.pdf

Carl

Muusmann

dk

Lovens Arm

n

roman

Gjellerup

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Den 23de maj 1866 nedbrændte gården » Strandskov « totalt. Tre timer før ildens opkomst havde ejeren, proprietær, kaptajn brun givet ordre til, at hans hest skulle sadles. Klokken var halvni om aftenen, da han red bort, efter at han selv havde været beskæftiget hele dagen rundt om i lo og lade. Idet han steg til hest, puttede han et brev i inderlommen, og mod sædvane talte han med karlen og sagde til ham, at det var et brev, der hastede, og som han personlig måtte besørge på postkontoret. Omtrent fire timer senere vendte proprietær brun tilbage. Hans hest var svedig, og han havde sporet den, så at blodet piblede frem. Gården stod da i lys lue. Han kom gallopperende ind mellem de gamle raslende sprøjter og slutter, sprang åndeløs af hesten og gav sig til at uddele ordrer til højre og venstre. Ilden havde allerede bredt sig til stuehuset, hvis tag stod i flammer og sendte et vældigt knitrende bål op i den mørke sommernat. Hans første spørgsmål var, om noget levende væsen var i fare. Forvalteren meddelte, at proprietærens hustru og datter, der i det blotte linned havde måttet flygte ud af deres senge, begge vare i sikkerhed, og at det var lykkedes at løsne alle kreaturerne. Udtrykket i proprietærens ansigt, der havde været spændt og nervøst, blev derefter roligere. Med Iver gav han sig selv i lag med slukningsarbejdet, opmuntrede folkene, der stod ved de tørre, utætte pumpeværker og takkede naboerne, der beredvillig havde sendt ham hjælp og bistand. Men al umage var forgæves. Ilden havde fundet så rigelig næring i den gamle hård, og alt redningsmateriel var i en så håbløs forfatning, at der ud på morgenstunden kun lå en stor rygende grushob tilbage. Hist og her stod en vaklende gavl med en gabende vinduesåbning, indrammet af sorte tunger; en rusten kakkelovn eller et stykke hvid mur stak op mellem sodede planker, over hvis ulmende gløder vandet af og til sivede frem og slukkede dem med en sydende, sjaskende lyd. i gården lå møbler og stole henslængte midt i bunker af porcellæn, glas, sengeklæder, gamle aviser, bøger og køkkentøj. Man havde reddet blindt uden kritik alt, hvad der faldt i hånden, enten det havde værdi eller ikke og kastet det fra sig ligeså hensynløst uden tanke på, om det ødelagdes eller ej. Det var billedet af en vild, nervøs, planløs Iver efter at gøre sig nyttig. I sommersolens klare stråler lignede det hele en gammel marskandiserbutik, hvor man dårlig skulle kunne finde en eneste genstand, der havde penges værdi. Da alt var opgivet, havde proprietær brun modtaget et tilbud fra en af naboerne om at køre med ham over på hans gård og hvile sig et par timer. Efter at han havde vekslet nogle ord med sin hustru, der havde fundet midlertidigt ophold hos skolelæreren og havde fået at vide, at hun og datteren havde for-’ vundet den første skræk over nattens hændelse, tog han afsted; men allerede om formiddagen klokken elleve var han tilbage på brandstedet. Han optog selv forhør og spurgte alle folkene ud, men ingen af dem kunne give oplysninger. Kun nattevagten mente, at han sent om aftenen havde hørt lænkehunden gø og set en skikkelse liste sig rundt i nærheden af laden, hvor ilden var opkommen. Da han kom derhen, var der.ingen. Han antog, at ilden mulig kunne være påsat af vagabonder enten af ondskab eller uforsigtighed. Proprietær brun var af samme mening; der havde i den senere tid været ualmindeligt rend af tiggere og folk, der allerede søgte arbejde for høsten. Forvalteren havde vist flere af dem bort. Senest den foregående dag havde han måttet sætte et par temmelig lurvede individer ud af gården med magt, da de ikke ville lade sig tale til rette. Den opfattelse blev da efterhånden den almindelige, at det var vagabonderne, der havde brændt » Strandskov « af, og da herredsfogden ved middagstid kom kørende med sin fuldmægtig for at optage brandforhør, vare alle på gården på det Rene med, at ilden var påsat. Da der intetsteds var tag over hovedet, og vejret var smukt, blev retten sat i gården, en sofa og et par stole blev stillede omkring et bord. Herredsfogden var en høj, statelig mand med et tilsyneladende imponerende og bydende ydre, men værdigheden var af mere udvortes, næsten vanemæssig karakter, i virkeligheden var han velvillien og elskværdigheden selv. Han og hans familie havde tilbragt så mange hyggelige timer på det idylliske » Strandskov «, der lå højt på bakkeskrænten med pragtfuld udsigt over søen. ofte havde han og proprietæren siddet på verandaen, af hvilken der nu kun var et par rygende pinde tilbage, og drukket deres toddy, medens damerne passiarede inde i dagligstuen, der havde en egen, gammeldags hygge. Han blev uvilkårlig greben af en følelse af vemod, medens han betragtede ødelæggelsen rundt omkring sig og så på sin vens trætte, nedslåede udtryk, der var fremkaldt ved den pludselige, uventede ulykke, som i få timer havde jævnet hans gamle hjem med jorden. Medens bord og stole blev stillede til rette, gik han deltagende hen til ham og rakte ham hånden: » Hvordan går det? « » Tak, kære ven, jeg ved det knap selv, jeg befinder mig i en døs. Slaget er kommet mig for uventet og overvældende. At det skulle gå således! Den kære gamle gård, der rummede så mange minder. « Proprietæren lod med en nervøs bevægelse hånden gå over øjnene og viskede et par tårer bort af kinderne, der endnu vare helt sorte og sværtede af røg og sod. » De var borte, da ilden opkom, hører jeg? « » Ja! Jeg var redet på posthuset med et brev, som jeg gerne ville have afsted endnu til morgen. « » Hvem var det brev til? « » Hvem det var til? « spurgte proprietæren næsten forbavset og så skarpt på herredsfogden. Han syntes, der lå noget inkvisitorisk i spørgsmålet. » Det var til Woods agent i København. « » Hastede det? « Proprietæren så atter skarpt til siden og svarede: » Ja, for så vidt som det gjaldt om at få ordnet et køb af en mejemaskine, høsten står jo snart for døren. « Herredsfogden, der havde lagt mærke til den måde, på hvilken proprietær brun havde set på ham, da han stillede sine spørgsmål, tilføjede i en næsten jovial tone: » Kære ven, misforstå mig ikke, det er jo min pligt som embedsmand at udspørge dem om alt. « » I brandforhøret. « » I brandforhøret! Ja ganske rigtig! « sagde herredsfogden, der under de foreliggende omstændigheder godt forstod og gerne tilgav vennen en vis pirrelighed. Han tilføjede for at udslette indtrykket: » Hvorledes har deres hustru taget det? « » Mærkværdig roligt. Jeg har i den senere tid været meget nervøs og lidt af søvnløshed. Det var egentlig hende, der i går aftes animerede mig til at ride ud så sent. Hun mente, da brevet dog hastede, at en tur i den friske luft ville gøre mig godt. Efter nogen overtalelse gik jeg ind derpå. Var jeg dog bare ikke taget afsted, så var ulykken måske aldrig sket eller var i hvert fald bleven indskrænket. Det er jo ufatteligt, at uden kunne gribe så hurtigt om sig. Allerede en halv mil herfra, da jeg var på hjemvejen, så jeg det lysne langt borte. Jeg tænkte først, at det var det almindelige røde skær, som vi så ofte have set i foråret, men jeg havde ikke redet ret længe, før jeg var bleven klar over, at det var en ildebrand. Endnu faldt den tanke mig dog ikke ind, at det var » Strandskov «, der brændte, men pludselig slog det ned i mig med en bange anelse, jeg sporede hesten frem og sprængte afsted alt, hvad remmer og tøj kunne holde, jo nærmere jeg kom, desto mere bekræftedes jeg i min frygtelige anelse. Jeg så ilden brede sig og omspænde den ene længe efter den anden, medens jeg uvirksom for afsted gennem natten, der blev klarere og klarere i rødligt skær. Det var et forfærdeligt ridt. Jeg nåde tidsnok til at se, at alt var redningsløst fortabt. « Propritær brun havde overvældet af anstrengelse og sindsbevægelse sat sig ned i en gammel bred lænestol, der tilfældig stod midt i gården. Herredsfogden havde lagt hånden på hans skulder og sagde: » Tab nu ikke modet, kære ven. Den ulykke, at ens gård brænder, er da en mand kommen over før de, når han ellers har assureret, og det har de vel. « » Ja, selvfølgelig, « svarede proprietæren. » Nå, ja, så tak de deres gud til, at intet menneskeliv gik tabt, og at de har deres hustru og barn i behold. « » Det gør jeg også, kære ven, « sagde proprietær brun og stirrede tankefuldt hen for sig. » Var nogen af dem komme til skade eller indebrændt «, den nervøse bevægelse over øjnene kom atter igen — » så tror jeg, at jeg selv var sprunget ind i flammerne og havde ladet dem sluge mig. « » Ulykken har gjort dem overspændt, kære ven, de må se at komme mere til ro, « sagde herredsfogden. I samme øjeblik meldte et af de tilkaldte retsvidner, at alt var sat i stand til afholdelse af brandforhøret. For protokollen mødte først ejeren proprietær brun. Han afgav i udførligere form den samme forklaring, som han underhånden havde givet herredsfogden. Nogen egentlig oplysning om branden kunne han selvfølgelig ikke give. Da han forlod gården klokken halv ni om aftenen, var alt roligt, da han vendte tilbage, havde ilden allerede bredt sig så stærkt, at der ikke var tale om at blive herre over den med det slukningsmateriel, der havde stået til rådighed. Derefter fremstod den ene efter den anden af gårdens folk, men udsagnene vare forvirrede og lidet oplysende. De gik dog alle ud på, at ilden var opstået i det nordøstlige hjørne i den ene ladelænge. En forklarede, at han pludselig havde set ilden slå ud af taget, og derefter grangivelig som en kat løbe hen over mønningen, en anden, at det var gået som et lyn, og at hele længen havde stået i flammer, inden han havde fået tid til at råbe gevalt. Nattevagten, der tidligere havde fortalt, at han havde hørt hunden gø og troede at have set en skikkelse liste sig omkring, måtte indrømme, da det alvorlig foreholdtes ham at sige sandheden, at han var falden i søvn og først var vågnet, da han hørte larm og uro i gården. Forvalteren forklarede, at han var gået tidlig til sengs, og at han først havde erfaret noget om ilden, da han blev purret ud af folkene. Han havde da straks skyndt sig hen til sprøitehuset for at få slukningsapparaterne i orden, og han havde ikke i øjeblikket lagt vægt på at undersøge, hvor og hvorledes ilden var opkommen. Derefter sluttedes forhøret, og der blev optaget en undersøgelse af lokaliteterne. I længen, hvor ilden efter de samstemmende udsagn var opstået, havde der været rullestue, pindehus og tørvehus. Ovenover var der et stænge med en luge bagtil. Denne stod efter folkenes udsagn i reglen åben og vendte lige ud til en mødding, der kun var skilt fra vejen ved et smalt stykke kartoffeljord, et gærde og en grøft. Op til lugen stod ofte en kort stige, på hvilken drengen, der passede hestegangen, plejede at sidde. Da intet yderligere kunne oplyses, var det antageligt, at en eller anden var krøben ind ad lugen og havde lagt sig til at sove på stænget. Enten havde han så stukket ild på gården af ondskab, eller også havde han måske ligget og røget og var forskrækket løbet sin vej, da han mærkede, hvad der var på færde. Umiddelbart efter brandforhørets slutning kørte herredsfogden bort, ledsaget af sin fuldmægtig. På gården blev der taget fat på rydningsarbejdet under ledelse af forvalteren og proprietær brun, der nu var bleven fuldstændig rolig. Ved middagstid kom brandinspektøren og assuranceagenten for attaxere skaden. Den ansloges til 47,000 kroner. Samme eftermiddag telegraferede herredsfogden til Woods agent i København med forespørgsel, om han havde modtaget et brev fra proprietær brun på » Strandskov «, og hvad det drejede sig om. Svaret lød på, at der var modtaget et brev angående en mejemaskine. Dermed indstillede herredsfogden sin videre undersøgelse. Den ridende betjent anholdt den næste dag et par vagabonder, der strejfede om uden erhverv, og som ikke havde deres vandrebog i orden. De blev straffede for betleri, da man fandt en mængde kobberskillinger hos dem, men om ildebranden oplystes intet. Så gik der nogen tid. Nogle rygter dukkede op hist' og her, men de fik ingen fart. Den begyndende mumlen i krogene døde hen, uden at den nogen sinde kom offentlig til orde, og næste sommer lå det ny, smukt indrettede » Strandskov « knejsende oppe på bakken med prægtig udsigt ned over vandet, og vinden, der susede ind, drejede lystigt den ny, elegante, forgyldte fløj, der var anbragt øverst på det lille spir, som prydede den smukke, rødstenede hovedbygning. andet kapitel. Proprietær brun var en mand, der havde et godt navn på sin egn. Skønt han ikke var landmand, havde han et medfødt blik for det praktiske, og han var medlem af forskellige kommissioner, hvor hans rolige, besindige optræden altid skaffede ham en vis autoritet selv mellem fagmænd. Oprindelig havde han været løjtnant i hæren. Han havde med bravour deltaget i den første slesvigske krig og var bleven dekoreret på valpladsen den 25de juli 1850 efter slaget ved isted. Efter krigen havde han endnu i nogle år tjent i armeen, men var derefter trådt ud af den for at overtage sin faders gård » Strandskov «, da hans ældste Broder, der var bestemt til at være landmand, var afgået ved døden i en ung alder. Det var ikke særlig behagelige forhold, under hvilke han med ukendskab til landvæsenet gik ind til driften af den temmelig betydelige ejendom. Han havde haft mest lyst til at blive i armeen, men han følte det som en pligt mod sine to ugifte søstre at prøve på at holde det gamle hjem oppe og få så meget som muligt ud af gården, til hvilken der i øjeblikket ikke var nogen lysthavende, der havde gjort et antageligt bud. Selv var han nylig bleven gift og havde en lille pige, Astrid. Hans hustru, der var født i byen, havde dobbelt vanskelighed ved at sætte sig ind i en landhusholdning, nu da hun var ung moder. Alligevel tog hun fat med stor energi. Hun var en ejendommelig kvinde. Tilsyneladende blid og stilfærdig syntes hun at gå af vejen for alt, hvad der mødte hende på hendes vej og aldrig at være i opposition, men sandheden var, at hun var et dybt gemyt, der ikke brød sig om at fremdrage, at hun havde fået sin villie sat igennem, og som stadig langsomt forfulgte sit mål, selv om hun uden at kny havde ladet sig vise tilbage i første omgang. Det var en stille, energisk natur, der umærkeligt påvirkede sine omgivelser, og som netop havde sin styrke i sin tilsyneladende svaghed. Hun modsagde sjælden nogen og syntes ingen mening at have midt i de andres højrøstethed, men iagttog man hende ubemærket, kunne man i hendes øjne finde et mærkværdigt granskende udtryk, der syntes at læse helt ned i sjælen, og som til tider ledsagede sine egne tanker og reflektioner med et stilfærdigt, blegt smil, der undgik de fleste. Denne kritiske, indadvendte natur med ægte kvindeligt instinkt og finfølelse havde en rædsel for stærke ord, og når proprietæren, der var et heftigere, mere blodrigt gemyt, brusede op, tav hans hustru, men hun kunne til tider få ham til at standse midt i et pludseligt vredesudbrud ved et underligt halvt bebrejdende, halvt overlegent blik, der stod i så ejendommelig modsætning til den tavse mund og den stille resignation. I sådanne øjeblikke havde proprietær brun for et sekund en ubestemt fornemmelse af, at det var hende, der var den stærkeste. Såsnart de havde overtaget gården, viste Fru brun da også en mærkværdig energi til at sætte sig ind i de nye forhold, og skønt hun aldrig lå i skænderi med folkene, skældte eller gjorde sig anstrengelse for at gøre sig gældende som husFrue, blev der dog stille overalt, hvor hun viste sig, piger og karle hilste hende ærbødig og søgte forgæves at læse i hendes blide, velvillige træk, om hun var tilfreds eller ej, men de havde en ubestemt fornemmelse af, at hun havde set fejlene og forsømmelserne og havde båret over med dem, og de rettede dem til næste gang. Fru brun havde derfor fået et godt lov på sig på egnen, men der var dem, på hvem hendes blege, sarte skikkelse gjorde et ejendommeligt, næsten betagende indtryk, og som i deres tunge mål udtrykte det således, at fruen var underlig. Uden at de vare blevne fuldt fortrolige og vare komne hinanden helt nær, havde proprietær brun i årenes løb fået en udpræget respekt for sin hustru, og denne voksede med årene. Efter den ulykkelige brandnat, der havde rystet fruen og den fjortenårige Astrid så stærkt, var der mellem ægtefællerne bleven vekslet mærkværdig få ord om denne begivenhed, der dog var af så gennemgribende betydning for hele familien; den berørtes kun meget sjældent, og emnet blev hurtigst muligt forladt, i reglen først af proprietæren, men folk forstod, at han mente, at minderne virkede pinlige på hans hustrus svage nerver, og de respekterede denne hensynsfuldhed hos ægtemanden. Men i forholdet mellem mand og kone var det siden hin nat næsten bleven således, at der over hustruen var kommen en kold, marmoragtig majestæt. Et eneste blik af hende kunne til tider få den stærke mand til pludselig at slå øjnene ned og blive urolig, særlig når de vare alene, og han søgte i stærkere grad end tidligere selskab. Han var da ofte munter, næsten støjende, medens hun smilede stille i damernes kreds og altid nikkede hen for sig, når de andre udbredte sig over, hvor rart det var, at proprietæren var i så godt humør. Sad de sammen de lange vinteraftener var det kun få ord, der veksledes. Han lå. i reglen på sofaen inde i sit kontor og røg, hun sad stille i dagligstuen og læste, medens hun uafbrudt arbejdede med sit strikketøj, så at man skulle tro, at hun skulle sørge for en hel børneflok. Og dog havde de ikke mere end et eneste barn, datteren Astrid, der som så ofte, hvor der er kommet noget fremmed, noget uforklarligt ind mellem ægtefolk, blev et så meget stærkere bindeled, næsten et mellemled. Det skete således ofte, at forældrene talte indbyrdes gennem datteren. Faderen sagde: spørg din moder, hvad hun synes, og moderen sagde: spørg din fader, hvad han synes, og Astrid bragte besked imellem dem, indtil de blev enige. Denne mangel på fortrolighed mellem forældrene indbyrdes kunne selvfølgelig ikke undlade at sætte visse spor i den unge piges karakter. Hun kunne være så mærkværdig ungdommelig, næsten kåd og have svar på rede hånd til enhver, men hun kunne også være så ejendommelig gammelklog, at man skulle anse hende for langt ældre end hendes år. Denne stille resignation, der stod i så skarp modsætning til hendes friske, blomstrende ydre, fremkaldte gennem kontrasten en vis charme, der virkede i høj grad tiltrækkende, og frøken Astrid brun var en af de unge damer, der samtidig forstod at indynde sig hos alle de ældre og at skaffe sig unge tilbedere. Mellem dem var den begunstigede den nittenårige student Holger Moe, der var søn af obersten i den nærmeste garnisonsby. Moe var en gammel ven af kaptajn brun og havde tjent sammen med ham. Der var en tid, da de to unge løjtnanter havde været rivaler, og begge havde været forelskede i den kvinde, der senere blev husfrue på » Strandskov «, og obersten havde fra den tid bevaret en vis galant tone, der næsten kunne blive affekteret. Med tilfredshed så han på det forhold, der var ved at udvikle sig mellem hans søn og den unge frøken Astrid brun, der i så meget mindede ham om hans ungdoms sværmeri. Han havde aldrig over for hende givet sin kærlighed et så stærkt udtryk, at det kunne fremkalde jalousi hos vennen, men netop på grund af, at han ikke havde fået lejlighed til at give sine følelser luft, havde de holdt sig levende så meget desto længere. Den dag Holger Moe var bleven student, var han glædestrålende kommen over på » Strandskov « med den flunkende nye hue på hovedet. Astrid syntes, at han pludselig var bleven en mand, og hun var i første øjeblik næsten forlegen ved at tale til ham. Men efter at hans skål var bleven drukket ved bordet med mange gode ønsker, og efter at de to gamle venner havde fået plaseret sig ved kaffen og kognaken, gik Astrid ned i haven med barndomsvennen. Det var en prægtig, varm sommereftermiddag i juli måned. Hun var så frisk og solbrændt i den ensfarvede hvide dragt, medens han endnu var lidt bleg og forlæst. De gik ned på kroketplænen, hvor de så ofte havde spillet sammen: » Nu morer det dig måske ikke mere, « sagde hun næsten ængsteligt. » Vist så, hvor kan det falde dig ind, Astrid, « sagde han bebrejdende og fulgte hende med øjnene, og idet hun bukkede sig ned efter kuglerne, der lå rundt om i græsset, så han den mathvide Hals lyse under kjolelinningen, der havde beskyttet den mod sommersolen, og han fik en ubetvingelig lyst til at bøje sig over hende og kysse hende. Men i det samme rejste hun sig med en rask bevægelse, så at hun nær havde slået sin tykke nakkeknude lige op i hans ansigt, og han blev stående helt rød i hovedet, medens hun forbavset så op på ham. Lidt efter ville han absolut vise hende, hvorledes hun skulle bære sig ad med en fast kroqade, skønt hun næsten spillede bedre end han. Med huen bag i nakken bøjede han sig ned på knæ og satte hendes fod på en af kuglerne, han trykkede med hånden så fast, at hun mærkede dens varme gennem de tynde gedeskindsstøvler, og kom uvilkårligt til at lægge sin hånd på hans nakke for at støtte sig. Medens hun stod bøjet over ham, og han følte hendes kind strejfe sit hår, lagde han den ene arm om hendes liv. Han rejste sig langsomt, og medens han trykkede hende fastere til sig, førte han hende over mod lysthuset, hvor de så ofte havde leget som børn. Ingen af dem sagde et ord, men han tog begge hendes hænder og kyssede hende på øjnene. Derefter sad de ganske stille, indtil de hørte skridt i havegangen udenfor og pludselig begge gjorde sig beskæftigede. Da Holger Moe om aftenen kørte hjem sammen med sin fader, sad han hele vejen ganske tavs med skinnende øjne. Der var ikke vekslet et ord mellem ham og Astrid, og dog var han sikker på, at han havde fået hendes stiltiende ja, der var ligeså godt og ligeså bindende, som om det var sagt med mange ord. Han følte, at den ubevidste, blide, næsten broderlige kærlighed, han tidligere havde næret til hende, var skredet frem til at blive den lidenskab, der sætte hjerter i brand, og som netop på grund af sin oprindelse ville ende med hengivenhed og agtelse den dag, da det stærkt blussende bål sank hen i ulmende gløder. Han følte sig lykkelig og rolig, sikker på sig selv overfor sin barndomselskede og tryg som det unge sind, der endnu aldrig har kendt verden, dens luner og dens omskiftelser. Astrids sindsstemning var mere nervøs. Hun havde med kvindens ejendommelige instinkt forstået, at hun havde bundet sig uden at få et løfte til gengæld. Hun kunne endnu knap gøre sig det spørgsmål rigtig klart, om hun virkelig elskede Holger Moe. Som dreng havde han været så rask, frejdig og uforsagt, men det forekom hende, at han nu var mindre mandig, mindre selvstændig i sin optræden, end hun fordrede af den, til hvem hun skulle binde sit på bunden stærke temperament for hele livet. Alligevel følte hun, at hun holdt af ham, men med en kærlighed, der var mere søsterlig end erotisk betagende. Hun trængte til at samle sine tankei' og blev nede i haven, efter at de fremmede vare tagne bort. Mørket begyndte at falde tættere. Træerne lyste med metallisk glans og tegnede sig skarpt som af smedet jern mod den røde stormhimmel, på hvilke skyerne samlede sig i tykke, bomuldsagtige masser ud over søen. der kom en ejendommelig højtidsstemning over hende, men samtidig fik hun for første gang i sit liv en knugende, ængstende fornemmelse af, at hun ikke havde nogen, til hvem hun havde fuld fortrolighed. Den var gået tabt såvel overfor faderen som overfor moderen under den stadig mæglende rolle, hun havde spillet mellem forældrene, der hver for sig ville drage hende helt til sig. Hun følte sig så beklemt, at hun var lige ved at briste i en hed, hulkende gråd, da hun hørte sit navn nævne oppe fra verandaen. Det var moderen, der kaldte: » Astrid, hvorfor bliver du så længe dernede. Kommer du ikke snart? « Hun gik langsomt op mod stuehuset. » Skynd dig lidt. Vi få vist uvejr til natten, det bliver allerede koldt, « sagde moderen, medens hun lod Astrid gå ind og drejede nøglen om i låsen. Den unge piges kinder blussede med en underlig feberagtig rødme, og blodet bankede i de fine tindinger, så at man kunne se det blå net af årer synke og svulme som i åndedrag. Faderen lå inde på sofaen. Han havde tændt sin pibe, og han syntes at være i så udmærket humør, som hun ikke mindedes at have set ham i mange år. Hans tone var ikke langt fra at være lidt drillende, som den mærkelig nok ofte kan være selv hos mænd, der er fædre, når de berøre det, der er det vigtigste og alvorligste i en ung piges fremtidsliv. » Jeg synes du og Holger vare så længe alene nede i haven i eftermiddag? « Den unge pige svarede ikke, men hun blev endnu mere rød i hovedet. Faderen betragtede hende veltilfreds med et smil. » Sagde han noget til dig, « begyndte han atter i en jovial, men æggende tone, der uvilkårlig stødte hende og var langt fra at friste hende til åbenhjertighed. Hun syntes, der blev taget for hårdhændet på denne sarte kærlighed, der endnu var så uberørt mellem dem, at den end ikke havde fået ord. » Nej, « sagde hun og var lige ved at græde. » Nå, nå, « sagde faderen. » Kys mig så lille Astrid. Jeg skal ikke fritte dig om dine hemmeligheder. Den slags ting har man altid bedst af at sove på. I er jo ikke andet end børn begge to. « Astrid kyssede faderen på panden. Han strøg hende over håret og klappede hende på kinden, medens han smilede. Da hun kom ind i dagligstuen, så moderen på hende med det ængstelige, forskende blik, der undertiden kunne være i hendes øjne. Der på kyssede hun hende med en påfaldende heftighed. Astrid gik til sengs, men der var kommen en underlig uforklarlig utryghed over hende, og hun græd, inden hun faldt i søvn. Forældrene sad hver i sit værelse. Proprietær brun udsendte den ene tobakssky efter den anden fra sin store merskumspibe. Fruen sad og strikkede, men fingrene gik hyppigt istå, og hun stirrede tomt hen for sig med sine lyse, kolde øjne. Udenfor trak det sammen til uvejr. Tredie kapitel. Siden hin aften var der forløbet over halvandet år. Holger Moe, der havde gennemgået officerskolen, var bleven udnævnt til løjtnant. I den tid, den unge student havde uddannet sig til militær, havde han stadig stået i korrespondance med Astrid. Hendes breve vare altid ømme og elskværdige, men uden tændende ord, ofte havde de endog en mild bebrejdende karakter, der ikke syntes at passe rigtig for en ung, forelsket pige. Han lagde næppe fuldt ud mærke dertil.. Han var så optagen af sin egen kærlighed., sin egen lidenskab. Hans breve indeholdt ofte forsikringer i de stærkeste ord, men hyppigt mærkede Astrid med sin rolige, kolde begavelse, at kammeraterne og livet mellem dem optog ham stærkere, end hun syntes, det var foreneligt med, hvad han skyldte hende. Men klar på det egentlige forhold imellem dem indbyrdes, klar på sig selv i sine følelser overfor barndomsvennen var hun på ingen måde bleven, det syntes hende tværtimod, som om adskillelsen havde gjort hende endnu mere usikker. Grunden hertil kom udefra. Det var en aften i februar måned. Hr. og Fru brun sad som sædvanlig alene hjemme. Hun var beskæftiget ved sit strikketøj, han lå inde på sofaen i sit værelse og røg. Astrid var beskæftiget med sit sytøj. Klokken var bleven hen ad 9. Det ridende bud, der var sendt til stationen for at høre, om der var breve, kom tilbage med bladene. Fru brun havde først fået posten og lukkede den op. Hun tog det blad, hun altid plejede at læse, kiggede det løst igennem og gav sig derpå i lag med føilletonen. Der var stille i stuerne, medens hver var optaget af sit arbejde. Da Fru brun var færdig med romanen, der for hende var det vigtigste i et blad, gav hun sig til atter at læse avisen igennem. hendes øjne standsede ved en lille meddelelse, der helt syntes at tage hendes opmærksomhed fangen. Hun læste den atter og atter, så lod hun bladet synke og så hen for sig. Lidt efter begyndte hun atter at stirre ufravendt på det samme sted som før. » Hvad er der, mor? « spurgte Astrid. » Ingenting, det var blot noget, jeg kom til at tænke på. « Astrid gjorde sig ikke videre bekymring herover, hun var vant til moderens undvigende svar. Fru brun foldede imidlertid omhyggeligt bladet sammen og lagde det foran sig på bordet, medens hendes blik stadig havde det samme grublende udtryk som før. » Er du ikke snart færdig med bladet, « lød proprietærens stemme inde fra værelset ved siden af. » Jo! « sagde Fru brun. Hun tog avisen og gik ind til manden. Mod sædvane vendte hun imidlertid ikke straks tilbage til sin egen dagligstue. Hun vedblev at gøre sig beskæftiget, medens han foldede bladet ud. Snart var hun henne for at se til kakkelovnen, snart puslede hun ved hans bord. » Hvad er der? « sagde han i en irriteret nervøs tone. » Ingenting, « svarede hun. Han kendte det svar, og han gav sig til at studere videre i sin Avis, hvor han foreløbig kun var kommen gennem udenrigspolitiken, der var hans yndlingslekture. Hun sendte ham af og til et sideblik. » Må jeg sidde herinde, « sagde hun pludselig, » der er så koldt inde i dagligstuen. « Han så forbavset op. » Ja, med største fornøjelse, det er ellers sjælden, man har den glæde at se dig herinde. Du har vel ikke noget imod, at jeg bliver ved at ryge. « Fru brun svarede ikke, men rystede kun på hovedet ad dette pludselige galanteri, der næsten kom som en fejltagelse. Nu vendte proprietæren bladet for at begynde læsningen indeni. Fruen fulgte ham stadig fra det skjulte med øjnene, medens han grundig læste artikel efter artikel og nyhed efter nyhed, således som kun folk på landet læse blade. Endelig var han nået helt igennem til avertissementerne, uden at der havde været noget mærkeligt at spore ved hans væsen. » Er der noget nyt, « spurgte hun, da han var færdig. » Du har jo selv læst bladet, « svarede han. » Jeg er så dum til at læse aviser, jeg kan aldrig finde noget i dem. « » Nej, der står såmænd heller ikke noget, der er værd at læse, « sagde han og gabede. det forekom hende at hans ligegyldighed var påtaget, som om han ville dække over noget. Der blev en pause. Proprietæren blev liggende på sofaen og blæste store røgskyer fra sig. Fru brun sad tavs, og man hørte kun hendes strikkepinde arbejde med en tør knækkende lyd. Astrid havde inde fra værelset ved siden af fulgt forældrenes samtale, og hun havde straks forstået, at der lå noget under moderens opførsel, der var så forskellig fra hendes vanlige. Hvad det var, forstod hun ikke, men der kom en underlig ængstelse over hende, en frygt for en hidtil uanet og ukendt fjende. Hun ville bede om at måtte låne bladet. Det var jo den naturligste sag af verden, og det havde hun vel gjort de hundrede gange, men når hun tænkte på moderens blik og følte, at det også ville hvile forskende på hende under læsningen, så havde hun end ikke mod til at tage bladet i hånden. Hun sagde godnat og gik op på sit værelse, men hele natten lå hun urolig plaget af alle slags drømme. De tog ikke fast form, men stod som truende farer, og hver gang hun fo’r op i søvne, måtte hun i nogen tid klare sine tanker, inden hun vidste, om hun sov eller var vågen. Når det blev hende klart, at hun lå i sin gode seng, følte hun en pludselig opblussende glæde, der atter formørkedes, så snart hun faldt hen i blund. Hun vågnede tidlig, træt men uden trang til at sove. Hun stod op og gik ned i lejligheden. Der var endnu råkoldt med fugtig em fra det nyvaskede gulv og med højt-blussende ild u kakkelovnen, hvor pindene endnu ikke havde fået glød i kullene og brændte lyst og klart uden varme. Hun søgte inde i faderens værelse efter bladet. Det var ikke til at finde. Endelig opdagede hun, at det var gledet ned bag skrivebordet. Det var højst rimeligt en tilfældighed, men i den sindsstemning, hvori hun var, lagde hun betydning selv i de mindste bagateller. Nervøst åbnede hun bladet og lod øjnene søge det sted, hvor hun havde set moderens blik standse, og alle de ubestemte anelser fik pludselig fast form. » På grund af de hyppige ildebrande, der i den sidste tid have fundet sted på egnen, vil der blive nedsat en lidebrandskommission. « Således stod der i en af de små tilsyneladende så uskyldige og fordringsløse små-nyheder, men det måtte være denne meddelelse, der havde tiltrukket sig moderens opmærksomhed. Astrid forstod ikke rigtig, hvad en ilde-brandskommission ville sige, men hun havde en fornemmelse af, at hun stod overfor et efterspil til den uhyggelige nat, der så uudslettelig havde præget sig i hendes erindring, og den uro, hun havde sporet hos moderen, gav hende yderligere en fast forestilling om, at dette efterspil både kunne blive pinligt og skæbnesvangert. Imidlertid gik dage og uger, uden at der hørtes noget nyt eller indtrådte noget mærkeligt i det stille, ensformige liv på » Strandskov «. Astrid begyndte at blive roligere. Så opfattede hun en dag, da hun gik forbi folkestuen, nog

1888_SkramA_Lucie

Amalie

Lucie

Skram

SkramA

Lucie

female

1888_SkramA_Lucie.pdf

Amalie

Skram

no

Lucie

Roman

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

I. I professorbyen. La’ mig se lidt da, om den klær mig. » Lucie greb den sorte tylhat med gule blomster, som Nilsen havde lagt fra sig på en stol, og satte den på, idet hun gik hen til spejlet mellem vinduerne. Nilsen var en lang, slunken, halvgammel jomfru med én bred græsk næse i det falmede ansigt og en sort, slidt alpakakjole, ophæftet og krøllet i plissékanterne. Håret var rusket, opsat i bukler og fletninger, og lignede hamp. Munden var lang med en bred, kødfuld underlæbe uden spor af bue og en smal streg til overlæbe. « dikke dikkedik! » råbte Nilsen og kildrede Lucie under hagen. « det skulle være mig som dig, jeg skulle snart få sat igennem, at jeg blev fru Gerner. » Lucie hoppede bort fra spejlet med en kåd latter og la hatten fra sig. « ja, for så meget som han gør for dig, luciebarne’. » Nilsen så sig om i det aflange værelse med bruntbetrukne møbler, hvis lyse træfarve robed, at de var nye, og kastede et langt blik ind i soveværelset, hvortil døren stod åben. « hvergang jeg kommer her, har du fået noget nyt. Den fine chiffoniéren der med messingskildter og nipsting, og ruggestolen her, det havde du ikke sidst jeg var her, og skilderier på væggene. » « det er det nå småt med, da », så Lucie og så flygtigt hen på nogle littografier i mørke, lakerte rammer. « ja, for disse lange væggene! Hvis mig ikke var så forelstet i dig, ville mig blive misundelig, ja, det ville mig! » Nilsen stak, mens hun talte, tungen våd og tyk ud under de forlorne overtænder og la hovedet på skæve. Det lød som snak af et barn, der endnu ikke kan tale rent. « det er rigtig noe å være misundelig på, også », så Lucie og trak de fine øjenbryn op i en spids bue. « han gifter sig med dig, ja så gu! Skal vi vedde? » Nilsen holdt hånden med fremstrakt pegefinger hen i ansigtet på Lucie. « bare du er klog og slu. Skal vi vedde? Men så gir du mig en pen ting, når jeg vinder. » « a du da! » så Lucie og slog hånden bort med et modstræbende smil. « og alle de fine klærene han trakterer dig med », vedblev Nilsen. « gud, hvor de tykke, gule blondene pynter det blå tøjet », hun så beundrende ned over Lucies fikse lærredsdragt. « han er aldeles afsindig forlibt i dig, luciebarne’, akkurat som Olsen og jeg og alle de andre. Ja, Olsen kan du tro, han sidder der så gul og vissen og gnikker på violinen sin. Bare navnet dit bliver nævnt, så sortner han. Ja, så gu! Gu’ nå’ dig, Lucie. » Hun lo skrattende. « det må vel være af samvittighedsnag, det. For du må vito han ikke behandlet mig pent just, og kanske du mener, han var tro mod mig da? » « tro! » råbte Nilsen med et kast af hovedet hen mod Lucie, så den magre, mørke hals blev synlig. « har du nogensinde hørt om et mandfolk, som var tro? Nej, når en har lidt erfaring, så », hun bevægede hænderne som en svømmende hunds forpoter, og så fortalte hun i en rivende fart om sine forlovelseshistorier og friere fra dengang hun var ung skuespillerinde i Bergen, og til nu, hun levede af at sy hatter og modepynt for tivolipersonalet, og havde fribillet til forestillingerne og uhindret adgang til kulisserne. Lucie havde hørt det mindst tyve ganger før. « og når du har giftet dig, så vil jeg også gifte mig », så Nilsen til sidst og klaskede hænderne sammen. Hendes grå kinder blev røde, og øjenlågene blinkede uroligt. « ja så gu’! Jeg vil gifte, 1* gifte mig og blive rig, fin frue, og så vil jeg rejse på bryllupsrejse, Lucie! » hun satte i dansende løb op og ned ad gulvet på de tynde, gamle sko med skæve hæle og hvidslidte snuder og så det samme op igen og op igen. « ha, ha, ha! » lo Lucie og kastede sig ned i den amerikanske kurvestol. « nå har jeg aldrig set noen bære sig slik. » « så skal du få se, hvor jeg skal ta mig op », vedblev Nilsen. « jeg er ingen skønhed, men jeg har en næse. Di har en tragisk profil, Nilsen, så direktøren til mig. Vend siden til publikum, og gør dem stolt i nakken, når de afslår hans tilbud ». Hun kastede hovedet bagover, korsede armene over brystet og deklamerte med profilen til Lucie: « sligt byde 1 mig ej, hr. ridder! Jeg fattig er og født af ringe byrd, men har en adelbåren sjæl som eders, og vel tusenfold så ren. Den replikken fik jeg altid applaus for, bergensk applaus, forstår du, ikke denne valne, østlandske filleklappingen. » hendes matte øjne havde fået et spillende liv; de store, bløde næsevipper åbnede og lukkede sig, og hun bed i sin tykke underlæbe med en smaskende lyd. « er der noen, som har frid til dig da? » Spurgte Lucie. « ja hvad tid er der ikke noen, som frir til en », så Nilsen og lo. « men det er bare ikke den rette. Tænk dig til: Merkur. » « ærend-chrestiansen! » Lucie rettede sig op i stolen med et sæt. « har han frid til dig? Nej, da vel? » « ja, jeg ved ikke, hvad du synes! Han må være gået af med forstanden. Dette er det tredje breve’ han har stukket bort i hånden på mig. Jeg har skjæmtest at fortælle det, ja så gu’! » Nilsen trak et sammenlagt papir uden konvolut op af lommen og rakte Lucie det. « læs det bare, skal du se. » « jeg skal sige dig en ting jeg, Nilsen. End om du tok’en. Så’n en pen, snild, gammel mand. Du skulle se, han blev rigtig orntlig imod dig, og så rent fattig er han nå vist ikke heller. » « Ta ham — jeg! Nej ved du hvad, luciemor, jeg sætter rigtignok mig selv højere end som så. Ja, så gu’. » Nilsen så krænket ud. « ja, herregud når fyren er så gla’ i dig, da. » « og det skal være ens venner det! Ens venner, som en skulle tro havde interesse for en. Men hva’ kan en vente af folk uden dannelse. » hendes stemme dirrede og med rystende hænder satte hun hatten på. « du er da ikke von vel? » Lucie var færdig med læsningen og la brevet fra sig. « jeg mente ikke større med det jeg, for den del. — nej, men kære dig, du er da ikke von vel? » « nej da, jeg er vist ikke von! Jeg er vant med den slags. » Nielsen kastede på sig det sorte, hæklede uldtørklæde, som var hullet efter opløbne masker og slyngede enderne sammen foran på brystet, mens hun nikkede med sin tragiske profil. « når en omgås folk, som ikke forstår en, så kan en ha det så godt. « hun greb sin bomuldsparasol, så kort farvel og skyndte sig afsted. Lucie lo. Det varte nok ikke langt, før hun kom ansættende igen. « goddag luciebarne. Ish a mej, det væmmelige bergenske gneldere hendes. » « tralalalalalalalalalalala », hun danste rejnlændertrin over gulvet ind i soveværelset, og stod stille ved vinduet og så på st. Hanshougen, der ragede op som en fæstning med flag på toppen og skarpe konturer i den klare, blå sommerluft. Så vakkert det var om eftermiddagen, når solen var borte. Og de morsomme duerne derude, som fløj omkring fra slaget til bakken og bort på afsatsen udenfor kjøkkenvinduet, mens hannen var efter dem uafladelig. « tralalalalalalalalalalala » gik det tilbage igen over tærskelen ind i dagligstuen. Hænderne var stemmet om de kraftige hofter, tommelfingrene på den smale midje og den ranke ryg var tilbagekastet, så det faste, højstsiddende bryst kækt stod frem. « tralalalalalalalalalalala » frem og tilbage, frem og tilbage. Og hver gang hun kom forbi det store natbordspejl på toiletbordet, drejede hun det lille hode med det grågule, levende hår opknudet i nakken, for at få et glimt af sine brede, smukke skuldre og for at se, om vel ikke maven var akkurat passelig fremstående. Og så drivende hvid som hun var i huden da, med ringer foran på struben og fin gul rødme i kinderne, som en fersken, så Theodor. Hun var stanset anpusten foran spejlet i dagligstuen og mønstrede sig selv med velbehag. Det hullet i hagen var svært pent. Og så’n liden mund med kirsebærlæber og mundvigerne inde i bløde, små gruber, så Theodor. Og næsen da, kæk og kort og lige. Og store, blanke, leende øjne, som hun myste så morsomt med, så Theodor, — ha, ha, ha, ja, det så han det. Men tænderne og ørene var det nydeligste af alt; derfor havde også Theodor forært hende de fine, små stenene i guldindfatning og stifter til at stikke ind i øreflippen med skruer bag. Ja, hun havde det godt. Nå skulle hun snart se til å få købt sig nye gardiner, for di derre der var snart for svarede. Tætte lenonges med brede, broderte tylborder, ikke noe så’nt noe filleri, som det grisne gaze’ der. Så kunne hun la Synnøve ta de skidne hjem og få dem vasket. Theodor havde ret i det, at det var mere praktisk at ha formiddagskone, som hentede middagsmaden og gjorde hvad som forefaldt. Fast pige ville, vært altfor genert. Hun gik hen til det åbne vindu, la armene sammenfoldet i posten og hang hovedet ud, vendt mod ullevoldsvejen. « nå rører jeg mig ikke af flækken før jeg sér’en. » « øvre Bjerregårdsgade » læste hun på skildtet ligeoverfor. « ish, å disse husene er ens. Undres om gata kommer lige hen forbi gamle Akers kirke når dem får bygget ’en færdig engang. Nej, jammen mener jeg ikke di hjulene rent drukner i søle’ da. » hun drejede hovedet efter en arbejdsvogn, som skumplede afsted på den humpede gade uden brolægning, hvor sølet efter de sidste dages øsregn var en halv alen dybt. Udenfor gjenbohuset, hvor der var lagt gangbrætter, stod to tjenestepiger og tiskede og lo op til Lucies vinduer. « ja værsgo’, glan bare dere, det gør mig ingentingen. » Lucie slog på nakken. « nej nå mener jeg! Uforskammet tøsepak, stå og peke på folk. » Hun lukkede vinduet med et smæld og gik ud i køkkenet, der så godt som ganske savnede det sædvanlige køkkentøj, smurte sig noget smørrebrød, som hun spiste stående og drak vand til. « nej, at han ikke kommer da. » hun var gåt ind igen i dagligstuen og sad nu i gyngestolen og vuggede sagte frem og tilbage. « sitte slik og vente på’en. » det var rigtig stygt af ham, at han blev så længe altid. Og hvis han nu engang blev lej hende og forlod hende, så ville det vel gå, som moren havde spåd, at hun blev det værste som fan’s i verden. ------moren og faren og søskenene, ja. — ossen di nu havde det? Dem fik hun nok ikke se mere, for til kragerø turde hun da aldrig komme, og hun var da vel fri for, at noen af dem kom til Kristiania. Å nej, di havde nok nok med å trælle og slite og stræve for føden, især nu siden faren havde fået den ene foden knust på værftet. Nå havde han mindre dagløn, havde jossa fortalt, den dag hun traf hende. — hvad jossa nå ville her inde? Alle sammen så kom di her ind og blev forfløjne. — Stakkars, gamle knarken, ham havde hun ondt af, men moren kunne det akkurat være det samme med, for hun havde nå altid vært så fæl og slem imod hende. Som dengang hun var kommen fra amerikaturen med fru Thorsen og barna. — ja vist var det skammeli’ at hun var blet slik, men havde moren da fat rå’, så havde hun nok vært nødt til å føde ungen på åbne gaden. A gid! — alt det, hun havde utståt af moren i den tiden! Hun rent kalned bare hun tænkte på det. — og var det hendes skyld, kanske? Kunne hun hjælpe for, at hun var så vakker, at mandfolkene ikke kunne la bli’ hende? Hun havde vært orntlig forlovet og alting. Hvem kunne tænkt, at styrmanden var en så’n skarv. Å gid, å gid! Som den fyren havde besnakket hende og tigget og båret sig, og lokket og tvunget. Jysses bevare en vel, da! Og hun havde ståt imod og sagt nej, endda hun var så gla’ i ham, at hun skjalv, bare hun så ham. Gudskelov at barnet var dødt; så havde hun da ikke det på sig. — — å ja ja! Slik gik det her i verden. Havde han ikke forført og narret hende, så Havde hun nu ikke siddet her. Eller havde hun bare holdt på med den omvendingen sin, da hun hver aften gik på opbyggelse!’ i frimenigheden. Da havde hun haft det godt, men det blev så kedeligt i længden. Da var hun nok heller ikke rømt til Kristiania og var kommet på gale vejer, her også og havde slåt sig sammen med Olsen af tivolimusikken. Uf, å fælt det havde vært, da hun levede med ham. Nej, så havde hun det anderledes nu da, for Theodor var hun gla’ i. Hun elskede ham; ja, det gjorde hun rigtignok. Så mye som hun havde holdt af styrmanden — men det var da ingenting mod det, hun følte for Theodor. Og det var da godt for noe, at hun var kommen til tivoli, for ellers havde vel Theodor ikke vidst om, at hun var til engang. Han var ikke af den sorten, som gik og føjtede på gaden om kvældene. Det holdt han sig for god til. Gifte sig med hende? Ånej, det var nok ikke så vel, skønt han gerne kunne gøre det for den sags skyld. Vakker nok, det var hun jo, og ingen skulle se på hende, at hun ikke var fint født. Det havde da Theodor tit nok fortalt hende. Og hun vidste, fru Thoresen havde sagt til en anden kaptejnsfrue, som var ombord hos dem i quebek: ja, hun, om hun blev den fineste frue, så ville hun vide å greje sig. Og nu, hun havde læst og lært så mye i mellemtiden. Hun var mindst dobbel så god nu. Å jammen kunne han gerne gifte sig med hende. Han var jo så gruelig gla’ i hende, det så han jo, og det var da tydeligt nok. Å, som hun skulle være gla’ i ham og holde af ham og elske ham, hver dag i året og hver time på dagen, og være ham underdanig. — ja, hun skulle være underdanig, hun, ossen han så var, og ossen han så behandlede hende, for hun kunne jo ikke vente for mye heller. Og tro da! Å, så tro, så tro som guld. For en lykkelig salighed det ville blive. Ja, det ville blive salighed det, mere end et menneske kunne tåle og bære, og derfor var det vel bedst, at det ikke hændte. Pytsan, hændte! Sligt hændte nok bare i eventyrer og på komedien, sligt. Ja, nok at en fin, rig mand giftede sig med en simpel kanske, men nok ikke med en, som havde vært så’n før. Havde Theodor endda vært en ung en, men han, som var 36 år og enkemand og alting. Nej, hun fik nok sidde her, hun. Og så ville Theodor rejse væk hver ferie, liksom nu i sommer, da hun havde vært færdig at dø af kedsomhed og længsel, og hun, bare fordi hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv, var gået ud og havde slåt an med en fyr. Theodor skulle vide, at hun formelig havde måttet slås med ham udenfor gadedøren, fordi hun alligevel ikke ville ha ham op med, da det kom til stykket. Pludselig for hun op, sprang på tå ud i entréen og lyttede et øjeblik, skyndte sig så tilbage, svøbte skjorterne tæt sammen om sig og satte sig på huk bag den amerikanske kurvestol. Straks efter hørtes skridt i entréen, nogen åbnede døren til dagligstuen og lukkede den igen, så gik skridtene ind i soveværelset, hvor de stansed lidt, derefter kom de ind i dagligstuen og en afslebet bergensk, lidt doven herrestemme så: « kom bare frem med dig, Lucie. Jeg ved godt du sidder her etsteds. » Han rev af en fyrstikke og tændte den forgyldte hængelampe. Så sig så om i værelset og bukkede sig ned og keg under bordtæppet. « hun skulle da vel aldrig » — men så fandt han hende. Med en stormende latter rettede Lucie sig op og faldt ham om halsen. « du troede så småt jeg ikke var her! » råbte hun og kyssede ham. « å, herregud, kan jeg nå ikke få lov at le da! » Føjede hun til i en anden tone, da hun så ham rynke øjenbrynene med en mine, som om han ømmede sig. « men ikke skråle slig. Du er alt for sød til at le som en kører. Jeg havde forresten ventet at finde dig i sengen. Det ved du jeg helst vil, når jeg kommer så sent. » Lucie fjernede sig lidt. « ligge der og glane », så hun fortrædelig. « hvorfor kom du ikke før? » « jeg blev opholdt. » han greb efter hendes hånd, men Lucie stak den på ryggen. « opholdt ja, det siger du altid. » « stå nu ikke der og mul, Lucie; det klær dig ikke, du, som er så fortrollende sød, når du smiler. » han tog hende om livet og trak hende til sig. Hun hvilte sit hode på hans skulder, så han kendte hendes bløde hår mod sin hals. « det er det samme med alt sammen, når bare du er her », så hun ømt og sagte. « da er alting så godt, så godt. » Han drejede sit noget spidse hode med det brune, glatte hår, der var kortklippet bag og faldt i en dusk ned i den høje, smale pande med de vigede tindinger, og så ned på hendes ansigt med sine dybtliggende øjne, der altid var halvlukte, undtagen når noget for et øjeblik satte ham i særlig bevægelse. Da åbn ed han dem helt. Lucie løftede hovedet, greb ham med begge hænder om livet, satte maven frem til hjælp og hipsed ham op fra gulvet, idet hun så: « søte dejlige fantetrolle’ mit! Jeg må lette dig og bære dig, rigtig tufse med dig, for jeg er så gla’, så gla’, så gla’ i dig. » Han gispede efter vejret, da han atter fik fodfæste på gulvet, og der bredte sig et leende smil over hans ovale, brunblege ansigt, som var indrammet af et mørkt, på kinderne tætklippet skæg. På hagen var det længere og så tyndt, at huden nedenfor underlæben skinte igennem. « jammen er du tung osså », så Lucie anpusten og rødsprængt, « men jeg fik dig da til at le lel. Tænk å rart det er, at du næsten aldrig ler, Theodor. » « skal man ha set på mage til jente », smålo Theodor og trak de opkrøbne bukser ned over sine lange, slanke ben. « vel er jeg spinkel og smålemmet », han rettede på vesten og uhrkjæden, som også var kommet i ulave, « men alligevel. » « du spinkel! Du er stor og velvoksen, far. » « å ja såmænd », svarede han og mønstrede i spejlet sine noget skrå skuldre. « jeg er ikke så værst. » « men du ligner mephistopheles på teatre’. » Lucies ansigt kom til syne ved siden af hans i spejlet. Hun stod bag ham og strakte sig på tåspidserne for at nå hans skulder med sin hage. « samme højden, og samme snitte’ på ansigte’. » « ærtekrukke! Det er bare øjenbrynene. » « end den da? » Lucie førte pegefingeren ned over hans krogede næse med de faste, små vipper og den bløde tip. « men just derfor er jeg så græsselig gla’ i dig. » hun borede sit ansigt ind under hans skæg. « også den lugten som er ved dig! » « så så, du kildrer mig. Trakterer du ikke med et glas vin i aften? » Lucie løb bort til piedestallen. « men hvad er det for noget griseri, som ligger her, Lucie? » Theodor pegede med et udtryk af væmmelse på bordteppet, hvor der lå noget håruld og en spiralformet hårtot, som øjensynlig havde vært viklet om en flette. « du store alverden », så Lucie og satte en bakke med glas og flaske fra sig på bordet. « det er efter Nilsa. » « har hun vært her i dag igen? » hans altid lave og lidt søvnige stemme fik en grætten lyd. « jeg forstår ikke hvad du vil med det modbydelige fruentimmeret. » « hun gør mig da ikke noe, vet jeg — den stakkars vimsete hurpetufsen » — Lucie greb hårtotterne og puttede dem i ovnen. « husk å snild hun har vært mot mig — ladt mig bo frit hos sig i 14 dager. » « idelig og altid at skulle mindes om den pøl, du har levet i, ish », Theodor vrikkede med halsen som om snippen generte ham, og idet han stak tommelfingrene ned i vestelommerne, gav han sig til at spasere på gulvet. Lucie skjænked vin i glassene. « drik nå da », så hun muntert. « jeg synes sandt for dyden, det kunne være nok med at det er så », vedblev han mere og mere grættent, « om jeg ikke også skal ha den ærgrelse, at du søger tilbage til dine gamle bekendtskaber. Når du nu ved, at det er mig så meget imod. » han stansed og så uvillig og forpint på hende. « ja, du kan altid snakke! » udbrød Lucie vredt. « du har dine venner og forretninger og dameveninder og selskaber og turer og hele byen og alting, men jeg — jeg sitter her som en an’en fange jeg, og har ikke en kat engang til at adsprede mig med så lang som dagen er. — takke til, at noen vil komme og se til så’n en holddame. » « nå—å », han stampede lidt med foden, og begyndte at gå igen. « liksom nu i sommer, da jeg sad her mutterens alene. Da var jeg gla’ til da, at Nilsa kom undertiden. Havde hun ikke vært, så var jeg da rent krepert lel. » Han kneb munden sammen, så de smale, røde læber blev usynlige, og fortrak panden, så rummet mellem de halvlukte, hvide øjenlågene og de sorte opoverbuede øjenbryn blev endnu større end ellers. « for nejmæn om jeg da er mere end et menneske, jeg heller », vedblev Lucie, stadig i en opbragt tone, « endskønt du nok ikke har tanke for det. Og det skal gud vite, at mangengang er jeg så lej af mig, her jeg sitter, at jeg bare ønsker, jeg ikke sat her. » Han svarede ikke, bare gik på gulvet. « og det bliver vel det retteste allikevel, at jeg rejser min vej, ned til København vel, eller over til Amerika. Der har en jo så let for å komme ind i noe, og der kan jeg kanske endda blive skikkelig. » Lucie stod ret op og ned og kneb i bordteppet, mens hun talte. Uden at sige et ord eller at se på hende, gik Theodor med afmålte skridt ud i entréen, tog sin hat og forlod huset. « ja værsgo’, far », nikkede Lucie. « du kommer nok igen, det kender vi da til, sku’ jeg mene. » Hun tændte en cigaret og la sig hen på sofaen. Theodor var fast besluttet på at gå lige hjem, men da han havde nået enden af gaden, drejede han alligevel til højre og gik opover ulle volds ve jen. Et pyntet fruentimmer med store, frække øjne, forpjusket pandehår og sminkede kinder, som grelt stak af mod sommernattens blege lys, kom listende ud af en gadedør. Idet hun skulle passere Theodor, stansed hun og tiltalte ham. « fan’en ivold », så han med sammenbidte tænder og stampede så hårdt i jorden, at fruentimmeret for i vejret og gik fra ham med en skraldende latter og en strøm af grove ord. Han strøg afsted med lange skridt og en grundende mine, og var snart kommen forbi st. Hanshougen. Nej, der var ingen anden råd; det fik blive til det, at han giftede sig med hende. Det var jo så, at han ikke kunne undvære hende. Der havde han rejst bort i sommer for at vænne sig af med hende. Nyttet? Jovist, tusen ganger mere forelsket var han vendt tilbage. Udsætte sig for at miste hende? Bare tanken gjorde ham gal. Men giftede han sig ikke med hende, ville hun sikkert engang gøre alvor af sin trudsel og rejse sin vej, hun med sin ærgjærrige skønhed og briljante hode. Eller en anden kunne få fat på hende og lokke hende fra ham. Hun gik jo på gaden og i teatret undertiden. Han kunne jo ikke rent forbyde det, men slig som han led, når han vidste, hun var her eller der. Denne utryghed var rent til at ødelægges af. Bleven mager, så de? Ja, hvad kunne det være andet, slig som han havde det. Og hvorfor skulle han så ikke heller gifte sig med hende? Så blev han også fri for dette besværlige natterendet; det tog naturligvis også på ham i længden. Han var jo en uafhængig mand i alle deler, havde penger nok og en god stilling, og hans forældre var jo døde derborte i Bergen, og hans søskende bøde jo ikke her. Ja, naturligvis skulle han gifte sig med hende. Han ville ha gjort det forlængesiden, hvis der ikke havde vært det med hendes fortid. Det var og blev dog en forfærdelig klik på en kvinde, skønt det fik nu endda være, men det gjorde så ondt, så ondt. Ja, ondt gjorde det, men herregud, han vidste jo om det. Rub og stub havde hun fortalt ham. Han fik vel sagtens se til at komme over det engang. Det kunne jo ikke være anderledes, og han elskede hende jo tiltrods for det, just akkurat så’n som hun var. På hans første kone havde der ingen klik vært, og han havde aldrig mærket noget til, at han var lykkeligere for det. Han havde holdt af hende, holdt meget af hende og sørget svært, da hun døde på barselseng med det dødfødte barnet, som de havde ventet på i 5 år, og da han havde begravet dem begge to på én dag, havde han tænkt, at han aldrig blev glad mere i verden; men den fryd, Lucies kærtegn gav ham, var noget helt andet. Bare at være i nærheden af hende, at se hendes hånd eller fod, eller når hun lå i sengen og rakte de dejlige nøgne armene op efter ham —, det var til at blive tullet af. Hvor kunne det være, at han så let blev irriteret af hende. Som nu i aften. Herregud, hun havde jo ret, det var jo et indespærret, i grunden et trist liv, hun førte. — å jo, han skjønte det nok — det var, fordi der altid kom noget op imellem dem, som mindede ham om det, han ikke kunne tåle at tænke på. — å, denne fortid, denne forbandede, forbandede fortid! Han var kommen helt op i vestre Aker, før han vendte om og gik nedover igen. Han ville op til Lucie og forsone sig med hende, å som han brændte efter hende nu. Han tog lange skridt, og det bar næsten løbende ned over bakkerne. Godt, at ingen så ham. Sådan havde han det altid, når han var borte fra hende. Hver en blodsdråbe skreg efter hende, især når der havde vært en knude på tråden imellem dem. Han kunne såmænd gerne ha spart sig for at være gået sin vej i aften. Han måtte jo ha vidst, at han ville komme til at rende som et galt menneske for at forkorte adskillelsens minutter. Hans hode brændte, så han et par ganger tog hatten af for at svale sig, og han sukkede som et beklemt menneske sukker. For selv nu, da det glødede i ham af elskov og attrå, kendte han samtidig dette dumpe nag, som altid lå og grov inde i ham, denne sviende bitterhed mod sin kærlighed, dette smertefulde, skinsyge had til dem, som havde haft hende før han, og så endelig fortrydelse over, at han, advokat Theodor Gerner, holdtes fangen i et forhold, som voldte ham pine, og som han vidste, han ikke orkede at bryde. Nu var han gået derop i aften, bestemt på at sige hende, at hun skulle blive hans hustru, men aldrig såsnart så han hende, før han blev usikker og tænkte, det kunne bero til en anden gang. Det var også bare når han var borte fra hende, at det stod for ham som uundgåeligt at gifte sig. Var han hos hende, syntes han det var godt, som det var. Ja, men just altså derfor, han stod stille og la pegefingeren på næsen. Hos hende har du det godt, borte fra hende er du en fredløs mand. Hvad er da så at betænke sig på. Få minutter senere var han ved hendes gadedør, hvortil han altid havde nøglen i lommen. Uh, denne væmmelige indgang med mellemporten altid åben til den skidne gårdsplads, hvor den lange række nummererte klosetdøre stod midt imod og skildrede. Og disse modbydelige trapper, som lugtede af rendesten og petroleum, med de tiistænkte, kirkeagtige vinduer og de grå vægge, som havde huller i kalken, og spindelvæv og støv hængende ned som sørgeflor. Så lej som han var af det alt sammen! Disse døre for hver etage, én på hver side og én midt imod, med sprukne porcelainsplader og svarede visitkort og figurerte ruder i mat glas, og de grønne klokkesnore med fillede posementmagerhåndtag og hullede matter foran dørene. Hurtigt og stilfærdigt lukkede han sig ind i entréen, hang hatten fra sig og åbnede døren til dagligstuen. Gud ved, hvad hun brænder lampe for, så lyst som det er, tænkte han og så sig om efter Lucie. Å, hvor det skulle være godt at få slippe for at komme mere i disse stygge, aflange stuer med de lyserøde vægger og det udstafferte tag, og disse ækle ovnene med etager i. Lucie lå på sofaen med armene foldet over brystet og stirrede ret frem for sig med vidåbne øjne, uden at gi noget som helst tegn til, at hun hørte ham komme. « ja, Lucie », så han kærligt, idet han med foden trak en stol hen til sofaen og satte sig på. « jeg kan nok forstå, det må være ensomt for dig, undertiden, men om du ikke har andet, så er der da altid mig at vente på. » han bøjede sig over hende og kyssede hende. Hun slog sin ene arm om hans nakke, og bed med sine læber om hans mund, så hun kendte hans kys på sine tænder. « å gud som jeg elsker dig, Theodor », hviskedee hun. « ja, du ved det ikke du, endda du er så lej og slem imod mig », hun kneb ham i øreflippen. « hvorfor skal du være det da, styggen? » « du passer forlidet på dig selv, vennen min. Du må jo vide, det er dig, som altid opirrer mig. Men du er mig alligevel det kæreste i verden. Kom nu, jeg vil i seng, så skal jeg betro dig noget. » han rettede sig op med en ilfærdig bevægelse og skjøv bordet til side for at skaffe hende plads. I det samme faldt hans øjne på Nilsens brev, som Lucie havde lagt fra sig øverst i sykurven. « hvad er dette for noget? » han tog brevet og læste: kære, dyrebare frøken og pige! « et kærlighedsbrev, ser du vel. » Lucie var begyndt at knappe sin kjole op og gik ind i soveværelset uden at lukke døren efter sig. « skal vi nå til med Nilsa igen », tænkte hun. Da Theodor havde læst brevet, lod han det falde ned på bordet, tog frem sit fine, rødkantede lommetørklæde og gned fingrene omhyggelig på det. Han blev stående lidt, hensunken i tanker og så ud af sine halvlukte øjne med et mørkt og uroligt blik. « kommer du ikke nå da, Theodor! » han hørte på den knirkende lyd af fjærmadratsen, at Lucie hoppede op i sengen. « det fillebreve’ er da vel ikke noe å falle i staver over, lel. » Gerner strøg sig over ansigtet og gik ind i soveværelset. « hvorfor har du ikke fortalt mig, at du har en frier? » spurgte han og satte sig på stolen foran sengen. « nej, du er alt for komisk, Theodor! Du mener da vel aldrig », hun brast i latter. « det er højst beklageligt, at du ikke har så pas fortrolighed til mig », vedblev Gerner. « det havde jeg dog fortjent af dig. La dem gå her og frie til dig. Hvad er det for en lømmel? » Lucie var holdt op at le. Hendes hjerte slog stærkt, og stemmen lød lidt sammensnørt, da hun svarede: « han går ærener for tivolipersonale’ om ettermiddaen og om formiddaen er han bud i en bank eller noe sånt noe. » « har — du haft — noget — med ham før i tiden? » det lød som om det pinte ham at få ordene frem. « han har aldrig sat fingeren på mig engang. Altid skal du nå tro det, osså. » « når begyndte han med sine erklæringer? » « det er længe siden nå », svarede Lucie i en forlegen tone. « og du har ladt ham blive ved! Du behøvede jo bare at ha sagt et ord til mig. Jeg skulle nok lært ham at holde sine næser fra dig. Hvorfor har du tiet med det? » « jeg ville jo slets ikke vite af ham dengangen. Det skønner du da vel på breve’. » « dengangen, hvad mener du med det? » « en får vel tænke på fremtiden osså, da », så hun klynkende. « hva’ skal der vel blive af mig i verden? » « kunne du virkelig bekvemme dig til at gifte dig med det menneske? » « det ville nå være det fornuftigste da. » Gerner sad ganske stille, med ansigtet vendt mod Lucie, og så i sommernatsskumringen hen på hende. Hun lå på ryg med blottet hals og arme og pillede på overlagnet. « det hænder nok ikke så ofte med slike som jeg, at en retskaffen mand vil gifte sig med en », vedblev Lucie med små ophold indimellem. « og er det da så rart, om jeg tænker som så: du får se til å finde dig i det, for der bliver nok ikke noe and’t for dig i verden, og med tiden så glemmer du vel Theodor, når du stræver svært for det. » • « har du svart på brevet, Lucie? » der var noget i hans tonefald, som bragte hende til at bæve i anelsesfuld forventning, men hun svarede ganske rolig: « nej, ikke ennå ». « så skriv til ham, at du om 14 dage gifter dig med en anden. » Glæden skød som en varm strøm gennem hele hendes legeme, og hun havde nær git et jubelskrig fra sig, men med en hurtig anstrengelse lykkedes det hende at sige ligegyldigt: « hva’ skal jeg sætte ud en så’n løgn for? » « jeg kom herop i aften for at sige dig, at jeg agter at holde bryllup med dig snarest mulig. » « er det sandt, Theodor, er det sandt? » hun rejste sig op, greb ham om hovedet og så på ham med store, forskræmte øjne. « du må ikke drive gjøn med mig, Theodor, det tåler jeg ikke. » « det gør jeg heller ikke. Sagen er alt for alvorlig til det. Jeg har tænkt så meget på det. det får stå til. Så håber jeg, du aldrig gir mig grund til at angre på det. » Hun kastede sig ind til ham med et dæmpet udråb, la sit hode tæt til hans bryst, brød ud i hulkende gråd og så: « jeg dør af glæde, Theodor — —! » Da Gerner hen på morgenstunden stille forlod lejligheden, sad Lucie oprejst i sengen, med strålende øjne, varm og rød i kinderne, og lyttede til hans fodtrin, som tabte sig i trapperne. Over halvgardinet flød morgenlyset ind i værelset, så hver enkel genstand trådte tydelig frem med underlig skarpe konturer. Lucie foldede hænderne, rakte armene op over hodet og pustede ud i et langtrukkent å—å. « Fru Gerner, fru Lucie Gerner », hun sad og hoppede op og ned på den knirkende fjærmadras og klaskede hænderne sammen, « fru Theodor Gerner, fru advokat Gerner, ak a mig, ak a mig, ak a mig! » Endelig la hun sig tilbage i sengen med ansigtet vendt ud mod værelset og hænderne fladt sammenlagt under kinden. « nej, at Nilsas brev skulle ha så lykkeli’e følger, de’ skal jeg aldrig glemme. Fru Gerner, fru Lucie Gerner. » Hun lå og smålo hen til den store blårandede vandkande, som Gerner havde sat fra sig på gulvet ved siden af vaskerservanten, lysvågen og levende som efter en lang og forfriskende nattesøvn. i. Efter bryllupsrejsen. Gud, hvor det er lejt! Ja, for nu kan vi da ikke omgåes ham mere. » det var fru mørk, som talte. Hun stod inde i sin mands, doktor Aksel mørks elegante venteværelse i hat og dolma og en brodert posekurv i hånden. « så, hvorfor ikke det? » mørk rettede sig op fra skrivebordet og la sit store, runde, skaldede hode tilbage på kanten af den polstrede lænestol. « vi kan da ikke be ham uden i herre- selskab, for du vil da vel ikke tvinge mig til at omgåes en slig en? » Fru mørks lyse, vandholdige øjne fik et bistert udtryk. « nu, hun er gift, er hun ikke en slig en, men min ven Theodor Gerners hustru, og er som sådan selvskreven til at komme i vo

1897_Alsted_Ly

Peter

Ly

Alsted

Alsted

Ly

male

1897_Alsted_Ly.pdf

Peter

Alsted

dk

Ly

y

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

nan

nan

O

Det var omtrent ved firtiden, en lys majmorgen, da Harald Jansen gik ud for at skyde sin første buk. Det var kun sjældent, der blev skudt noget af råvildtet, for bestanden var ikke ret stor. Og skovrideren ville helst selv » for at undgå disse kedelige fejltagelser «, som han sagde; » for jeg kan sku ikke glemme den gang, fjelstrup skulle skyde en spidsbuk og så gik hen og skød en gammel rå, der var med lam — det vil jeg ikke have om igen. « Men nu havde skovrideren selv gået flere gange forgæves efter denne buk; den var bleven for gammel og for snu, så nu var han ked af legen. Derfor havde Jansen fået lov til at prøve sin lykke en gang. Han standsede udenfor døren og satte patronerne i, kugle i det ene løb og dyrebly i det andet; det var skovriderens » Bøsseflint «, han havde lånt, selv holdt han ikke sådan et luk su s våben endnu. så måtte han hen i stalden for at se, om hundene var lukket inde; for det var da alt for nederdrægtigt, skulle en af dem komme ud og gå ham på foden og måske ødelægge det hele for ham. Den store hvidbrogede Diana peb ynkeligt og slikkede hans hånd gennem tremmerne, men gravhunden satte i med et skingrende hyl. » Nej, den gang bliver i skam snydt, lille børn — å sludder, Diana, gå hen og læg sig! Hør Jørgen, « vendte han sig i forbigående til karlen, der stod og strakte sig i døren, inden han kunne bekvemme sig til at begynde at muge, » De må sørge for, at hundene ikke bliver lukket ud, mens jeg er borte. « » Jo —. Hvad skal der ellers skydes nu til morgen? « » Det er den stærke buk, skovrideren vil af med — nu skal jeg ud at prøve. « » Nå ham. Ja, når de så går ned ad birkemosen — så kunne det jo hænde, de fik ham at se. « » Så! Hvor Pokker ved Jørgen det fra? « » Hæ — « karlen vred sig noget ved det — » jeg tror, jeg har set ham der et par gange, jeg er kommen forbi, enten ved aften eller om morgenen i grålysningen. « » Ja, ja; man kan jo se ad. Tak for anvisningen, « Sagde Jansen, idet han gik. — » Mon han skulle have været ude på sjov den rad; han så jo noget søvnig ud. « Solen skinnede endnu kun på granernes toppe; der var mere end en time til den ville begynde at varme ned på skovriderens mark, der lå lunt og gemt inde midt i den store plantage. Græsset og den nys spirede vårsæd hvidnede af dug, og inde et sted i risbøgene der østenfor slog droslen endnu en morgentrille. Jansen åndede i dybe drag den lette, svale mogenluft, svagt duftende af skoven, mens han skråede ind over Marken. — skulle man aller først gå til birkemosen — ja, hvorfor ikke; det kunne godt tænkes, det passede, hvad Jørgen havde sagt. Vinden? — han så efter grantoppene; de rørte sig ikke. Og himlen var ganske klar, uden mindste sky at se efter. Man kunne lige så godt komme den på skud fra denne side som fra nogen anden, så stille det var. Jansen skridtede rask ud, fulgte skovvejen et stykke, skråede så ind igennem til det næste spor; han kendte jo skoven ud og ind. — bare den nu stod der, når man kom der ned. Han begyndte at småfløjte: » Når i Østen smiler, « Men holdt snart op igen — bare den nu ikke stod helt midt ude på mosen; for skovridersns bøsseflint, så fin den var på de 120 alen, så holdt den dog ikke kuglen ret godt mere end de hundrede og tres. Så snart han kunne skimte lysningen ved mosen, sagtnede han sine skridt, så sig for, hvor han trådte, at han ikke skulle gøre støj ved at træde på en vissen gren eller ved at sparke mod stenene, der hist og her stak frem af mosset. Godt, at der var den smule krat ved kanten af mosen. Bag hver tæt enebærbusk standsede han og spejdede ud over. Solen var nu kommen så højt op, at den halve del af mosen lå i fuldt lys; men over den østre halvdel var der endnu den svale skygge. Han måtte østen om, naturligvis. Forbi hver større åbning i buskene krøb han på knæerne og på venstre albu, bøssen holdt han forsigtigt op over det høje græs; hvad gjorde det, at han selv blev våd, når bare han fik skud på bukken. Han havde allerede tilbagelagt et langt stykke på den vis, sveden prikkede i alle porer, og han begyndte allerede at tvivle på, at han skulle få noget ud af det; da med et, idet han rettede sig op bag en enebær — var det ikke — det gav et stød migenne ham------------jo vist var det et dyr, der gik og græssede derovre, nær ved den anden side. Et fuldvoksent dyr — mon det skulle være den? Nu rejste den hovedet — en seksender — en stærk — jo, det kunne la ikke være andet. Satans også, der var så langt — to tre gange for langt mål; nu måtte han tilbage igen. Han måtte langt ind gennem skoven, at den ikke skulle mærke ham; men det kunne så også gå raskere, end når han skulle krybe. Den havde dog vel ikke vejret ham — han syntes, den keg her om ad. Nej, nu gik den roligt et par skridt og gav sig til at æde igen. Han beregnede stedet, hvor bukken stod, og vendte sig for at gå. Da faldt der et skud derovre, han så den blå røg, så bukken slå hovedet i vejret — den strakte halsen fremad, tog et par Spring og styrtede. » Hjærteskudt — forendt med det samme! « Var Jansens første tanke; » men hvad i al--------en krybskytte! Så skulle — — « og han satte i rend ind gennem skoven, den samme vej omtrent, som han havde tænkt at liste efter bukken. Men da han havde løbet lidt, standsede han pludselig og smækkede bøssen op, tog skuddet af venstre løb og famlede frem af tasken en patron med små hagl. » Han skal få sig en ordentlig endefuld, det bæst, hvis han stikker af! « og afsted gik det igen i fuld part. Det tog kun få minuter, så var han omme ved stedet, og der så han en mand i færd med at vælte en bunke ris over det skudte dyr. 14 manden mærkede ham ikke, før han var lige ved, så stærkt optaget var han. » Din forbandede kæltring! « brølede Jansen, så forpustethan var, » går du her og skyder dyr ved højlys dag! « Manden for op, så sig et nu forvildet om, men så stak han hænderne i bukselommerne og satte sig ned på risbunken. » Nå — hvad så? « Jansen så lidt på ham, som han sad der og ligesom sank sammen, denne lille, duknakkede Karl, med sort, uredt skæg op om det skiddenblege ansigt og den lådne kasket ned over øjnene. Han vidste ikke ret, hvad han skulle gøre med sådan en fyr, helt mekanisk satte han hanen i ro. Der kom noget af et smil i det mørke fjæs, ved han så det, men dette bragte Jansens blod i kog igen. » Hvor fanden kunne det falde dig ind? — ved du ikke, hvad det koster at skyde et dyr på statens grund? « buldrede han løs. » Hvad det koster — næ — hæ — men det må du vel vide, « kom det langsomt. Jansen var lige ved at fare løs på krybskytten, da han hørte ham sige du; men han betænkte sig dog i det samme, fandt at det var en biting i øjeblikket. » — — — og hvorfor jeg tog den smule dyr — hæ — armod kan drive en til så meget. « Armoden — Jansen var ikke fri for at føle en smule medlidenhed med manden. » Jo, ser du, mulkten, den bliver hundrede kroner mindst. Og betaler du ikke, så kan du komme i hullet. « » I hullet — det var måske ikke det værste endda — men, hæ — her er jo da ingen vidner ellers. « » Ingen vidner! « Jansen så sig om, » så det tror du ikke. Ved du, hvor langt der er til savegraven? Nå, ikke det. Så kan jeg sku fortælle dig, at der er ikke længer, end at de sagtens kan høre, når jeg fløjter i denne her — og så kommer de. Og det kan ikke nytte, du prøver at stikke af, « Jansen knækkede med den venstre hane og så stift på manden. Denne begyndte at blive urolig. » Det er nu ligegodt hårdt for en fattig mand, « mumlede han. » Ja, ja, « begyndte Jansen i en lidt mildere tone, » nu hjælper du mig først at bære bukken hjem, så kan du jo se, om du kan få skovrideren til at lade dig slippe for lidt bedre køb. Lad os så få den vejet ud. « » Skovrideren — hæ — det huer jeg ellers. Ikke------- « » Ingen sludder! « Jansen havde allerede ridset bugen op på dyret, » tag nu fat her. Nå, du er nok ikke rigtig øvet i det — det hører da med til professionen. « » Profisjon — jeg er ellers smed, når vi skal snakke om profisjon. « » Snak, jeg mener krybskytteriet, — den er da skudt godt nok i alt fald. « » Nå sådan — ja, den her slags jagt har jeg nu ikke dreven før. Men — hæ — i nød og betryk — hvad skal en fattig mand så gribe til? « » Å, her er da arbejde nok at få her på egnen. « » Arbejd — næ, det er nok det, der ikke er, for mig da. Bønderne, de vil ikke have mig, og nu, Johansen må gå fra egehøjgård, så er det jo forbi med den smule arbejd, en kunne få ved ham. « Jansen gned sine blodige hænder af i det våde græs, tørrede fangstkniven af på håret af bukken, foldede den sammen og puttede den i lommen. Han grundede lidt. » Har du en strikke hos dig? Nå, bind så benene sammen på den, så stikker vi en Stang igennem; så kan vi nemmere bære den. -----sådan, ja. « » Skal jeg virkelig med til----------- « » Å, hold kæft, for fanden, mens jeg tænker mig om —. « » Er det dig, folk kalder den sorte smed? « » Jo — hæ — mit navn er ellers hans Hermans — —* « » Nå — mon man skulle tro, du kunne dy dig for dette her skytteri, når du havde arbejde, så du ikke var nødt til det, som du siger? « » Dy mig? Jo, det kunne jeg da retten godt, men.... « » Jeg vil dog prøve det med dig. Vi har noget grøftearbejde; når jeg snakker med skovrideren, kan det jo være, du kunne få det. Og så lader jeg, som det er mig, der har skudt bukken, så du kommer ingen forlegenhed i den gang. Men hvis du nogensinde prøver de kunster tiere, så skal du få fanden at se, det kan du lide på. « » Ingen forlegenhed i, « den sorte smed stod lidt og tyggede på et strå; så rettede han sig med et sæt, som om Tingen just gik op for ham, » ingen forlegenhed i! — det var ellers en anden snak, for det havde jo ligegodt ikke været så nemt, skulle en have været til det med den her hårdhed — det havde været strengt for Sidsel også, når hun skulle have siddet ene så længe. Det skal du retten have tak for. Det skal jeg forskylde dig en anden gang, om det kan byde sig sådan. « og han rakte en hånd ud mod Jansen, en hånd med fire sværtede, arbejdskrumme fingre — pegefingeren var der kun en stump af — en hånd som Jansen næsten var led ved at tage, så lidt lignede den en menneskehånd. Men idet denne skidne klo krummede sig sammen om hans fingre, mærkede han en svag dirren i den, og i det samme blev han så glad ved, at han dog havde taget den. » Sidsel, er det din kone? « spurgte han. » Ja — bæ — så godt som, efter min mening da at sige. Håb! det kan gerne hænde sig, at det er noget derfor, at bønderne ikke vil have med os at gøre, « han spyttede arrigt, » men det kan nu en gang ikke være andet, end som det er. « » Nå — sådan. Ja, det kommer jo ikke mis ved. Det er noget, enhver selv må svare for. « » Ja er det ikke det, jeg siger! « ivrede smeden og kradsede sig i det sortfiltrede skæg, » de kunne jo lade os selv om det — hæ — når vi fornærmer ingen og holder os ved vor egen side. Det er da godt en gang at høre et fornuftigt menneske. « » Ja, ja — dit skydetræ skulle du vel have med dig; siden vi nu har ordnet sagen så vidt i mindelighed, må du vel helst beholde den. Kom så; jeg vil gå med dig ud til landevejen for en sikkerheds skyld. « » Hæ — for en sikkerheds skyld, er du kanske ræd, at... « » Å sludder, smed; men det var vist ikke så rart, om du mødte en eller anden her i skoven. Lad os gå denne vej her. « De gik et stykke langs med mosen; morgenskyggen var nu krøbet ind til en smal stribe ovre under træerne på den anden side, det meste lå i fuldt lys, og ude over græstuerne begyndte guldsmedene og de lysbrune sommerfugle deres evindelige flagren i solskinnet. » Hvor er det, du bor, smed? Et sted dernede ved blåstrup bro, ikke? « » Jo — det er rigtigt. Det er der på brinken lidt inde fra vejen, lige når en kommer over broen. Der har vi nu boet det sidste Års tid. « » Hør, sig mig, hvorfor gifter i jer ikke ordenlig, ligesom andre folk, når i alligevel er til sinds at holde sammen? « Smeden skævede mistænksomt til ham, men undersøgelsen lod til at falde ud til det gode; for han svarede lidt efter: » Det ville nok blive en lang historie — hæ — det er vist ikke været at få begyndt på den. Men se der er jo noget, der hedder fattighjælp — og når en først en gang har fået af sognet, så gud hjælpe os vel. Og så er der jo så meget med de her papirer og sådan sager, som de kan kvæle en fattig mand med. Nej, det er dælen fo’en ikke så lige, når en først er kommen i bagstand, og en ikke — « » Hys! « afbrød Jansen ham og lyttede. Der lød et hæst skrig højt oppe over grantoppene. » Det er nok nogen, der skal ind over landet ad Silkeborg til — det er ellers ikke så kort. « » Vær rolig, for fanden! « hviskedee Jansen, idet han sneg sig ud mod mosekanten og stadig holdt sig dækket under træerne. Han standsede under en Birk, der stod enlig med de hængende grene fulde af halvt udfoldede blade — jo, der kom hejrerne rigtig nok, roende på deres store, tunge vinger. Han trådte ud fra birken og smed bøssen til kinden. Hejrerne så ham og slog af; men han trykkede løs i det samme, og den ene tumlede rundt og faldt. Den anden strakte Hals, baskede nogle hurtige slag; så lagde den atter hovedet tilbage og skød atter fart i bestemt retning. Jansen gik ud og samlede den døde fugl op og mødte så smeden i skovkanten. » Du er en Karl til at skyde — det gik da i en farlig fart — hæ — jeg troede snart, den gik for tidlig af for dig. Og så faldt den ned lige som en vrille hø, sony blæsten har haft fat i. Hvad skulle den ellers skydes for? Den havde jo da ingen fortræd gjort, og den er vel ikke til noget videre? « » Å, jeg kom lige i tanker om, at du kunne have godt af at få sådan en steg med hjem til Sidsel. I har det vel ikke så overdrevent flot med sulevarer — og i tør vel nok spise sådan en fugl som den her? « » Vi —jo, sådan folk som vi er ikke så ræd af os; vi kan såmænd tage noget, der er værre end den, når det kniber. « » Værre! Jeg kan lade dig vide, at det er en fin steg, i der får. I gamle dage var det kun kongen og herremændene, der fik dem på bordet; men nu er de jo gået af mode. « » Nej se endda, er det sådan fine sager. « » Den gang, da skød de dem nu ikke så gerne; da havde de falke — sådan nogle som en duehøg omtrent — til at fange dem, og så red de ud i stort selskab, både herrer og damer, og når falken så havde fået hejren ned, så gjaldt det, hvem der kunne ride raskest, gennem al ting, gennem skov og mose og bøndernes korn og komme først og få fat i den. « » Det var også en jagt. Det kunne da ikke give noget, så det kunne betale sig. « » Nej — det var jo for morskabens skyld. En rask jagt må det nu alligevel havde været. « » Hæ — ja det var også en morskab — den måtte de gerne have haft for mig. Hver sin lyst. « De var nu nået ud til landevejen. Jansen keg til begge sider. » Nej, der er ingen folk at se til — du kan rolig traske af hjem. Så sender jeg bud efter dig, når jeg har talt med skovrideren om grøftearbejdet. Du har vel værktøj selv? « » Værktøj — ja spade og skovl har en jo da, når en ellers får det standet. « » Nå, det er godt. Farvel da. « » Farvel------------og tak. « Smeden rakte ham hånden; men den gang lagde Jansen ikke mærke til, hvor styg den var. Han stod lidt indenfor diget og så efter den lille, hjulbenede skikkelse, der traskede hen ad vejen med den lange, rustne forlader over sin bøjede nakke og med hejren hængende slapt ned i hånden, så dens lange ben ridsede landevejsstøvet for hvert trin, han tog. » Ham der har jeg vist sikker nok, « tænkte han, som han gik tilbage gennem skoven » Ha, ha! det var alligevel rart, at jeg fik ild i bøssen, nu, da det skal forestille, at det er mig, der har skudt bukken. Fordømt var det jo, at jeg ikke selv kom til at skyde den — sådan en stærk buk — og nu skal jeg til at lave en løgnehistorie om, hvordan jeg bar mig ad. At han også skulle komme mig i forkøbet, det bæst!-------skønt — den fangst, jeg nu fik gjort, var dog nok mere værd. Han skyder sku ikke flere dyr. Når nu bare folkene er kommen til savgraven, så de kan hjælpe mig at få den slæbt hjem — klokken er knap seks endnu — ellers må jeg jo vente. « maleren lobkraut Jansen havde ikke mange omgangstæller. Dels var der ikke megen ungdom på egnen, dels var han ikke, hvad man der kaldte selskabelig anlagt. Dette vil nu nærmest sige, at han var en dårlig kortspiller, og at han havde ondt ved at komme i humør, når der vankede en ekstratoddy. Der var dog en familie, gårdejer bach’s i blåstrup, hvor han kom foholdsvis jævnligt. Han blev inviteret, fordi han hørte med til skovriderens hus, og han tog mod invitationerne, fordi han havde forelsket sig i datteren. Det var kommet sådan, at han havde danset en del med hende på et julebal, han havde danset mere den aften, end han plejede, og på hjemvejen var han kommen til at tænke på, hvor kvik og nydelig hun i grunden havde været — hun havde været den fikseste af dem alle — og han havde gået og kælet for denne erindring i de mørke, kedelige tøvejrsdage, det ny år begyndte med. Han havde gået og kælet for denne erindring så længe, at den ligesom var vokset fast i ham, så han ikke kunne blive den kvit. Og nu gik han til kirke hver søndag for ved samme lejlighed at få et glimt at se af hende. Hun mærkede godt, at han syntes om hende, og det morede hende. Især var venindernes misundelse hende en hel fryd. Det gottede hende at se deres skæve blikke, når han talte med hende og ikke havde tanke og øje for nogen anden. Hun tænkte ikke noget alvorligt derved, det er næppe nogen sinde faldet hende ind, at det hele havde noget at betyde. Hun behandlede ham derfor ganske som hendes humør stod, og da hendes sind for det meste var let og ivstigt, talte de aldrig et alvorligt ord o v o / o o sammen. Derfor voksede Jansens forelskelse heller aldrig til nogen lidenskab, men holdt sig stadig på det samme punkt, der svingede mellem ungdoms kådhed og ungdoms sværmeri. Men den bevirkede, at han kom tiere til Bachs, end han ellers ville have gjort. En søndag eftermiddag var han gået der ind efter kirketid. » Proprietæren « blev helt fornøjet ved at se ham: » Nu kan vi sku få os en lille eftermiddags-rubber, « Sagde han, » det er ellers ikke så lige at lå ende på de her helligdage. « » Vi to? « indvendte Jansen. » Nej, vi har akkurat en tredjemand i dag — ja, det er sandt, ham, københavneren, har de ikke set endnu; for han kom jo først i mandags. Det er en maler, han har lejet sig ind her for en måneds tid eller to — fanden ved for resten, hvad han vil male på denne her elendige egn, hvor der jo da ikke er noget af, hvad de kalder naturskønheder. De her flade, bare marker og lodne huse med knap en stump kålgård ved. Men det må han jo forstå. « Fru Bach kom ind med kaffen; datteren var ikke hjemme, og så blev der kaldt på den fremmede. » Hr. Maler lobkraut — hr. Forstelev Jansen, « Præsenterede Bach og skænkede i glassene af den rødfarvede portvin, der var sat frem for anledningen. » Skål! De herrer, og held og lykke til geschæften hver især! « Det kneb lidt med at få samtalen i gang; de havde ikke mange ting fælles, de tre mænd, og Fru Bach indskrænkede sig mest til sit gentagne: » Å værsgod — en lille kop til? « mens på samme tid hendes smalle øjne idelig stjal sig rundt i kredsen. Så sagde proprietæren med et: » Nå, Jansen, de havde nok svært held med det første dyr, de skulle skyde. Skovrideren sagde, at det var et rent svineheld. « Jansen blev lidt rød og indrømmede, at det virkelig var et svært held, han havde haft. Og så begyndte han at fortælle, hvordan han havde listet frem under træerne, havde krøbet frem i det dugvåde græs, dækket sig bag hver enebærbusk — hvordan bukken havde stået der ude i solskinnet, havde løftet hovedet og vejret, havde mærket ham, just som han kom den godt skudnær, havde sat i Spring — hvordan han havde smidt bøssen til kinden og knap fået sigte, før skuddet gik — hvordan bukken havde strakt Hals, var løbet lidt og styrtet, forendt med det samme, så han slap for at give den fangstkniven. Lige på bladet havde han truffet — held havde der været med, det måtte han tilstå. Jansen tørrede panden, da han sluttede; for det kneb, hver gang han skulle op med den historie, og for hver gang udmalede han alle enkeltheder stærkere og stærkere. » Jo, de er sku en heldig kantøffel, « mente Bach; » skal vi så have den lille rubber? De spiller jo da, hr. Lobkraut? « Maleren undslog sig; han kendte knap kortene — det var også for hedt at spille nu. Samtalen døsede efterhånden af, proprietæren følte det som en halv uret, at han skulle snydes for sin whist, og sagde meget lidt. Maleren gjorde sig umage for at få Jansen til at fortælle flere jagthistorier, men uden held; han syntes helt udtømt. Jansen forstod, at han ikke den dag ville få hende at se, for hvis skyld han egentlig var kommen, og da cigarerne omtrent var røgt ud, rejste han sig og tog afsked. Maleren fulgte med ud. » Har de ikke lyst til at se min hule? « Foreslog han, » jeg har allerede bestemt at hjemsøge dem en dag og selv se den Birkemose, de talte om — det må jo være et lækkert sted. « Det var ovre i fløjhuset, lobkraut havde indrettet sig. Der var en tre fags stue, loftet var taget af, så lyset faldt stærkt ind fra vinduerne oppe i gavlen, medens de rigtige vinduer var forsynede med forhæng af mørkegrønt shirting, som kunne trækkes for og fra. Der var et par stole, en gammel ormstukken sofa og et bord i det ene hjørne, gulvet flød med pakkasser, og et par staffelier var stillet op hvor der var mest plads. » Ja fint er her ikke; men her kan jo blive bedre, « bemærkede lobkraut, » derinde har jeg et lille hummer til at snue i, men det er ikke meget pænere end dette. Tag dem en cigar og smid dem på kanapeen der — men forsigtigt; for den er hård. « han anbragte sig selv ridende over en af stolene: » Jeg kunne have lyst til at gå med dem på jagt en gang — sådan en tur, som den de beskrev, må jo være storartet. « Jansen blev rød igen: » Jeg vil betro dem, at det gik knap sådan til, som jeg fortalte det. « Han ærgrede sig i det samme over, at han faldt ud af rollen, men han kunne ikke bekvemme sig til at blive i den over for denne ny bekendt med det åbne, glade ansigt. » Så! Var det bare jægerløgne? — men skoven, så den da ikke sådan ud? — og mosen — og bukken, der sprang og faldt? Å sludder! Det gjorde det naturligvis. « » Jo------------så temmelig, « svarede Jansen; » men hvad er det, de laver der? « vendte han sig mod det ene af staffelierne, der bar et halvfærdigt billede, en hest, mørk af farve, med svær Hals og manke, fremstrakt hoved og spidsede ører. Kroppen var kun lige anlagt på lærredet. » Tja—a, « henkastede lobkraut, » det er et portræt, jeg laver efter erindringen nu i disse dage, da jeg ikke rigtig har begyndt at tage fat endnu. « » Et portræt? « » Ja. De kan da forhåbentlig se, at det ikke er enhversomhelst hest, det forestiller. Det er en, de havde derhjemme; den spillede en stor rolle for mig en gang. « » Ja — de øjne, « mente Jansen. » Ikke sandt? — hovedet, det er nu også det, jeg har gjort mest ved; men ikke sandt, sådan et par øjne har ikke enhver hest. « og så begyndte han at fortælle, stødvis og afbrudt, omtrent hvad her er nedskrevet om den gamle sorte ja — sidste gang, jeg så den, det var nu ikke så lysteligt; men det var nu noget af det, der bidrog til, at jeg kom til at male for alvor. Det var en dag, det småregnede. De hvide mure så ganske grå ud; på stråtagene havde det visne Mos allerede begyndt at få et grønligt skær. /elmegrenene hang mørke og tunge af vand ned derover. Og himlen — ikke den sommerlig høje hvælving fra i går med de truende skyer hen under; nej, en eneste lysgrålig tåge, som man så langt, langt ind i uden nogensteds at standses af noget. Hestene stod nede på de grønne agre og hang med hovedet; de gad ikke æde mere; men der var kun tre — hvor kunne den fjerde vel være henne, skulle Frits måske være redet en tur, nu da han ikke kunne komme på brakjorden for fugtighed? Nej — der kom han jo henne fra stalden, i skjorteærmer trods regnen og med blodige hænder. » Hvad er det her? « » Nå — ved du det ikke? Den gamle, hun er styrt i nat. « » Død og pine! Hvad siger du, knægt! Hun fejlede jo da ikke noget i går, ved jeg. « » Nej, i aftes, jeg red dem hjem, var hun så kåd som en plag, jeg havde ondt ved at holde hende. Og så i Morges, da fader kom ned for at kalde på karlene, så lå hun i båsen og var allerede halv kold. Det må være gået svært hastigt; for strøelsen lå ligesådan som den var smidt under hende i aftes, hun havde ikke sparket noget videre om, kunne man godt se, og grimen var ikke mere stram, end at man let kunne spænde den op, så det var heller ikke det, der havde gjort det. Pokker skal vide, hvad bæstet har taget ved. « » Hm — det var jo en temmelig let måde for den at slippe fra alt slæbet; for de sidste år er jo aldrig så rare for sådan et gammelt dyr. « » Ja godt nok for hende; men det var vel tidligt for os. Hun kunne godt have gået et par år endnu, uden at det skulle have generet hende. Og det bliver ikke så nemt nu pludselig at skaffe penge til en ny. « vi fulgtes ad over i stalden, og han tog igen fat på sit bedrøvelige arbejde. Han havde allerede huden halvt taget af. Den lå på ryggen, de flåde ben med de sorte hove strakte stift opad, de blanksorte halehår filtrede hen mellem strøhalmen, de blåligbrune, vældige lårmuskler, den hvælvede bug med de guldgule fedtpuder i lysken og de sorte, slyngede blodårer, der hist og her var sprungen og sendte en dybrød stribe ned over, og så den ildene røde inderside af huden — det hele lyste ud af staldens halvmørke med en voldsomhed, der ikke var til at sige nej til. Jeg forstod med et, at en sådan scene, disse blodets og kødets farver i deres dybe, mangfoldige spil, kunne begejstre de gamle hollændere, og jeg undrede på, at jeg aldrig havde set noget billede med netop dette motiv — det ville have virket hundrede gange kraftigere end alle de andre. Men der var vel kun en, der ville kunnet male dem så dybt ind i staldmørket, disse farver, så dunkelt glødende, så intenst lysende. Rembrandt kunne — måske. Hovedet var ikke flåt endnu — ansigtet, skulle jeg sige. Det lå stift på siden; den hængende underlæbe, der altid fik hende til at se ældre ud, var slappet en smule mere, så de lange, brunlige fortænder skinnede frem. Og den gråsorte, bløde mule — å, hvor var den blød endnu. Øjet stod åbent, det var næsten lige så klart som før; men udtrykket, dette altid opmærksomme blik, det var borte. Jeg skubbede øjelåget nedover, det gled op igen, det var, som blev det ved at se, dette klare øje, men ikke på mig, kun hen i den mørke krog. Jeg måtte bide mig i læben og vende mig derfra. » Du, Frits, hvorfor graver i hende ikke ned lige sådan — hun kunne godt fortjene det for alle de år------- « » Vist så, hun var et godt gammelt bæst, « Han bøjede sig dybere ned over sit arbejde, kniven dirrede lidt i hånden; » men hvad Pokker, hende kan det jo være lige fedt, og vi har ikke råd. Det ville jo være en femten— tyve kroner at grave i jorden; det går ikke i disse tider. « » Hvor længe er det egentlig, vi har haft hende? « begyndte han lidt efter, » hun har været her al den tid, jeg kan huske. « » Det må være en snes år. Du skulle have set hende den gang — en ren djævel var det. Der var snart ingen karle, der kunne køre den og magen til. Jeg husker så tydelig første gang, de løb løbsk, jeg traf lige at få det at se oppe fra loftsvinduet. Op over Marken gik det — det var en gallop, der var værd at se, fjælene røg af vognen som avner, den ene efter den anden; det var kun et nu, det hele, så var de væk over bakken. Og bag efter kom karlen halende — ham, den lille Rasmus med de korte ben — bart hoved, den ene træsko i hånden, den anden havde han dog glemt. Han fandt dem oppe i den dybe grøft ved skoven, der lå de med vognen oven på sig. Men de havde ingen skade taget, og det varede ikke længe, før de løb igen. Sært nok, at Rasmus slap så godt fra det, for to af hjulene var gået over ham; det var hans held, at det var med tom vogn, det skete. Og sært nok, at der aldrig kom nogen til skade med dem; for det var et par sataner, de to. Men sandt nok, hun mente ikke noget med sine kunster, den sorte; hun løb nærmest fordi det morede hende, tror jeg, og så for at følge med makkeren. « » Hvordan var det — var hun lige godt ikke lidt ond af sig somme tider? « » Nej, ikke sådan, blot lidt arrig. Den eneste gang, jeg husker, var en dag for mange år siden, da frøken Larsen, du ved, jeres lærerinde — skulle have sig en ridetur. Den gamle her skulle jo altid agere damehest; for den bar så let og snublede næsten aldrig. Anna Larsen stod for ved den; jeg skulle have gaffelen spændt lidt fastere og halede og sled i gjorden. Men den gamle bliver arrig over de narrestreger, og den farer til og hugger hende i armen. Ellers blev det kun ved smånap; for den mente jo ikke sådan noget videre med det, men den gang blev der ligegodt hul. Og frøken Larsen var nær ved at græde og jamrede sig ynkeligt og strøg ærmet op for at se, hvor stort et stykke kød, der var bidt ud — nå, det hele indskrænkede sig nu til en lille rift midt i en stor, rød plet. Den er kanske nok bleven både brun og blå siden, det så jeg jo ikke, naturligvis. Den gamle skævede til den hvide, trinde arm og snøftede og trykkede sig til siden — det skar den i øjnene, velsagtens. Men der var nær ikke bleven noget af rideturen over det samme, skønt jeg gjorde mit bedste for at overbevise hende om, at det var noget højst ubetydeligt, som ikke burde spilde hende den fornøjelse; det var jo ikke godt at vide, hvornår vi kom ud at ride igen. Humlen var, at jeg selv ikke for aldrig det ville miste den ridetur — man var jo kun lidt over atten den gang. Hun var vel et par år ældre; men det havde jeg jo ingen Sans for. Sådan er man jo i den alder. Men det hjalp ikke noget, alt hvad jeg snakkede, før jeg til sidst sagde: » Hør, lad os nu komme afsted, så skal de få lov at ride i gallop. « Så stikker hun i at le og stryger ærmet ned igen og truer ad mig med fingren. Sagen var, at vi en gang for alle havde fået ordre til at ride forsigtigt. Far ville jo skåne hestene, og mor var altid lidt ængstelig, når vi var ude. Det kan også være, hun syntes, det var mere anstændigt med de ture, når det kun gik i trav. « » Hør, du Theodor, du står der og snakker, bemærkede Frits, » Du kunne lige så gerne tage fat og hjælpe mig; her ligger jeg alene og sveder over helmissen. Tag og smid kæp og frakke i krybben; der ligger en kniv der på bejsningen. « » Hin — skulle jeg virkelig give mig til at flænse i den sorte? « » Ja, når du her har stået og næsten taget pippet fra mig med dine gamle historier, så må du pinedød også tage en hånd i med. Der henne ligger noget halm, du kan få under knæerne. « -----------jeg fulgte anvisningen; men det var en dårlig hjælp, han fik; mine tanker var langt væk — jeg så helt tydelig for mig de blinkende sorte øjne bag den løftede, truende pegefinger: » lad os så komme afsted. « og så hjalp jeg hende i sadlen; hvor var den smal, hendes fod, og hvor trådte den let i min hånd, sagtens fordi hun satte så kraftigt fra med den anden. » Nå, skal vi så have den gallop? « hed det af og til på hele turen; men jeg havde altid undskyldninger — nu var vejen for stenet — nu var der en bakke lidt længer henne, og det skulle jo være på jævn jord. Vi red op gennem skoven; vejen var så smal og træerne så tætte, så jeg måtte lade hende ride foran, og der var halvdunkelt derinde under grenene. Jeg ser det for mig endnu — den slanke skikkelse, der sad så let og rank på hesten, ser den under de dunkle træer, imod lysningen, hvor vejen gik ud til Marken. » Nu rider jeg fra dem! « råbte hun og daskede hesten med enden af tøjlen, for hun havde ingen pisk. Og den sorte slog med hovedet og prustede fornøjet og stak i skarpeste trav. Og hun lo, så det gav genlyd ind under træerne. Hvad om man red til, slog en arm om hendes liv, og--------og--------jeg gav krikken af sporerne, så den slog an i gallop. » Men, de rider mig jo i grøften! « halvt skreg hun og vendte ansigtet imod mig, så jeg mødte hendes blik. Jeg parerede hesten, så den sank i haserne, og lod hende komme foran igen. Hvad var man da også for en pjalt, der sådan lod sig kyse — å! Vejen blev bedre, så vi kunne ride ligesides; nu havde vi allerede gården i sigte. » Frøken Larsen! « » Ja? « hun så lige ud ad vejen. » Der er noget, som jeg må — som jeg gerne ville sige dem. Må jeg? « Hun tøvede lidt. » Ved de hvad, Theodor, jeg tror, det er bedst, de lader være — bedst for os begge to. Så er vi lige gode venner for det, ikke sandt? « Hun så om på mig med blussende ansigt, med bøn i de sørgmodige øjne. De øjne — jeg nikkede; jeg kunne ikke andet, skønt det skreg i mig. » Får jeg så den gallop? « hun smilte igen. Jeg tog pisken i den venstre hånd og lod den hvine ned mellem hestene, så de strakte frem ad vejen, alt det de kunne. Den lindrede næsten, denne rasende fart — kunne man blevet ved, til krikkerne styrtede! Men

1870_AndersenHC_LykkePeer

H.C.

Lykke Peer

Andersen

AndersenHC

Lykke Peer

1870_AndersenHC_LykkePeer.pdf

H.C.

Andersen

dk

Lykke-Peer

n

gothic

Reitzel

KB

OBS! PDF'en er ren tekst i antikva, men den fysiske bog formentlig fraktur. Det kalder på separate kolonner: pdf-typeface eller file-typeface og book-typeface. /PD

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

I. I den fornemste gade lå en prægtig, gammeldags gård; hele murværket var indæltct med glasstumper, der i sal- og måneskin strålede som om det var belagt med diamanter; det var et rigdommens tegn og rigdom var derinde; man sagde, at grossereren var mand for at kunne stille to Tønder guld midt i sin stadsestue, sagtens stille, sone fremtids sparebøsse, en fjerding med guldmynt udenfor døren, hvor hans lille søn blev født. Den lille var indtruffen i det rige hus; der var stor glæde fra kælderen til op på qvisfen, dog heroppe blev glæden endnu større et par timer senere. Pakhuuskarlen og hans kone boede heroppe og her indtraf netop også en lille son, given af Vorherre, bragt af storken og fremvist af mutter. Også her stod en fjerding udenfor døren, ganske tilfældigt, men det var ingen gnldfjerding, det var en skarnfjcrding. Den rige grosserer var en højst veltænkende, brav mand; hans kone, fin og hoifvrnem gik hun klædt, var gudfrygtig, dertil mild og god mod den fattige. Alle undte de to den glæde at have fået en lille søn, der ville vokse op, arte sig og blive rig, som faderen. Den lille blev i dåben kaldet „ Felix “; det betyder i latinen: „ lykkelig “, og det var han, og forældrene endnu mere. PakhunsKarlen, en rigtig kerncgod Karl, og hans kone, så honnet og arbejdsom, vare vclseete af alle, som kendte dem; hvor vare de lykkelige for deres lille dreng: og han blev kaldet Peer. Drengen på første sal og drengen på kvisten fik hver lige mange Kys af deres forældre og lige meget solskin af Vorherre; men de vare jo dog forskelligt stillede, den ene nede, den anden oppe. Peersad øverst, helt oppe på kvisten, og hun beholdt sin egen moder til amme; den lille Felix havde en fremmed person, men god og brav, det stød i skudsmålsbogen. Det rige barn fik en dejlig barnevogn og blev trukket af den pyntede amme, barnet fra kvisten blev båret på armen af sin egen moder, både, når hun var i søndagskjole og hvcrdagsklædning; og det var ligeså sørnvieligt. Begge kunne de snart skønne, begge voxte de til, kunne vise med hånden hvor store de vare og sige enkelte ord i mødersmålet. lige søde, lige skikmnndedc og lige forkælede blev de begge to. Da de voxte til, havde de lige fornøjelse af grossererens ' kjøretøi. Felix fik med ammen løv til af sidde hos. Kusken og se på hestene, han bildte sig ind af hun kørte dem; Peer fik lov af sidde i qvistvindnct og se ned i gården, når herskabet skulle ud af køre, og når de da vare afsted, satte han to stole, den ene foran den anden, oppe i stuen, og så kørte han selv; han var den virkelige kusk, det var lidt mere end af bilde sig ind af være kusken. De havde det udmærket, de to, men de vare allerede et par år gamle, før de første gang talte med hinanden. Felix gik stadselig klædt, i Fløiel og silke, med bare kuæc på engelsk maner. Det arme barn måtte jo fryse! sagde familien på kvisten. Peer havde bukser lige ned til anklerne; men en dag vare klæderne revnede lige øver knæærne, så af der var lige så godt lufttræk og lige så afklædt, søm hos grossererens lille, fine søn; hun kom med sin møder og skulle ud af porten, Peer kom med fin og skulle ind. „ Giv lille Peer hånden! “ sagde grossererens frue. „ I tv kunne tale sammen. “ Og den ene sagde „ Peer! “ og den anden sagde „ Felix! “ Ja, så sagde de ikke mere dengang. Den rige frue forkælede sin dreng, men hvem der især forkælede Peer var hans farmor. Hnn var svagsynet og dog så hun meget mere hos lille Peer end fader og moder kunne se, ja niere end noget andet menneske kunne udfinde. „ Det søde barn, “ sagde hun, „ kammer nok frem i verden! han er født med guldæble i hånden; det kan jeg se med mit svage syn. Der ligger jo æblet og glindser! “ og hun kyssede den lille undt i hånden. Hans forældre kunne ingenting se, Peer ikke heller, men søm han voxte til i begreber, ville hun dog gerne tro på det. „ Det er sådan en historie, et eventyr, farmor fortæller! “ sagde forældrene. Ja farmor kunne fortælle, og Peer blev aldrig ked af altid at høre det samme. Hnn lærte ham en psalme og at fremsige „ Fadervor “, og han kunne det, ikke som en ramse, men som ord, der vare at tænke ved; hver enkelt bøn deri forklarede hun for ham. Især kom ham i tanke hvad farmor havde sagt ved de ord: „ giv os i dag vort daglige brød! “ de vare af forstå, af for en var det nødvendigt af få hvedebrød, for en anden af få grovbrød; en måtte have et stort huns, når han sad med mange folk, en anden, i små kår, kunne bo ligeså glad i en lille stue på kvisten. „ Det er således for hver, det, de kalde „ det daglige brød “. Peer havde rigtignok sit gode, daglige brød, og de dejligste dage, men de blive ikke alletider ved. Krigens tunge år begyndte; det unge mandskab skulle afsted, det gamle med; Peers fader var imellem de indkaldte, og snart hørtes, af han var en af de første, som faldt i kampen mod den overlegne fjende. Det var en bitterlig sorg i den lille stue på kvisten. Moder græd, farmor og lille Peer græd; og hver gang en af naboerne kom op til dem, blev der talt om „ Far “ og så græd de alle sammen. Enken fik imidlertid lov, i det første år, af bo aldeles frit i husleilighedcn, og senere skulle hun kun betale en ringe leje. Farmor blev hos bror, der ernærede sig ved at vaske for flere „ enlige, galante herrer “, svin hun kaldte dem. Peer havde hverken sorg eller savn; mad og drikke fik han fuldt op, og farmor gav ham historier, så selsomme og vidunderlige, om den vide verden, at han en dag bad hende, om de to ikke en søndag skulle gå til fremmede lande og så komme hjem som Prinds og Prindsesse, med guldkroner på. „ Dertil er jeg for gammel, “ sagde farmor, „ Du må først lære grumme meget, blive stor og stærk og dog altid et godt og kærligt barn, som dn er det! “ Peer red i stuen på kjcphest, han havde hele to sådanne heste, men grossererens søn havde en levende, virkelig hest, den var så lille, at den godt kunne kaldes et hcstcbarn, det kaldte Peer den, og større kunne den ikke blive. På den red Felix om i gården, ja ud af porten med sin fader og en kongelig berider. Den første halve time syntes Peer da ikke om sine heste og red ikke på dem, de vare ikke virkelige; og så spurgte han sin moder, hvorfor han ikke havde en virkelig hest ligesom lille Felix, og moderen sagde: „ Felix boer nede i gården, tæt ved stalden, men dn boer højt oppe under taget; man kan ikke have heste på loftet, ingen uden dem, du har; rid du på dem! “ Øg så red Peer, først hen til-dragkistcn, det store bjerg med de mange skatte: både Peers søndagsklæder og moders med, samt de blanke sølvdalere, hun lagde hen til husleicn. Han red til kakkelovnen, som han kaldte den sorte Bjørn; den sov hele sommertiden, men når vinteren kom, måtte den gøre gavn, varme op i stuen og koge maden. Peer havde en gudfader, han kom jævnlig hver søndag om vinteren og fik et mållid varm mad. Det var gået tilbage med ham, sagde moder og farmor. Han havde begyndt som kusk, havde snapsct og derved sovet på sin post, og det må hverken soldaten eller kusken; så var han bleven vognmandskarl, kørte med karrcet, og drosche, lidt for de galanteste folk, men nu kørte han skarnvogn, kørte fra dør til dør, svingede sin skralle: „ stmrre-rurrc-ud! “ Og ud fra alle huse kom piger og koner med deres fyldte bøtter og vendte disse på vognen; der kom: strimmel og skrammel, Aske og feieskarn. En dag var Peer kommen ned fra kvisten, moder var gået i byen; hun stod i den åbne port, der udenfor holdt gudfader med sin vogn. „ Vil du køre med? “ Spurgte hun; det ville Peer nok, køre med bare til hjørnet. hans øjne strålede da han sad på sædet hos gudfader og fik lov af holde pisken. Peer kørte med levende, virkelige heste, kørte lige til hjørnet. Der kom hans moder; hun så ganske betænkelig ud: fint var det jo ikke af se sin egen lille søn på skarnvogn. Han måtte straks ned, dog takkede hun gudfader; men hjemme forbød hun Peer oftere den tur. En dag kom han igen ned i porten; der var ingen gudfader, som kunne forlokke ham til af gøre kjøretour, men der var andre tillokkelser; tre, fire små gadedrenge lå og rodede i rendestenen for af finde, hvad der kunne være tabt eller havde gjemtsig; tidt havde de fundet en knap eller en kobbermyut, men lidt havde de også skåret sig der på et flaskcskår eller stukket sig på en knappenål, det var just nu tilfældet. Peer måtte være med, og lige idet han tog ned i rendestenen, fandt han en sølvmynt. En anden dag lå han igen og rodede med de andre drenge; de fik knn snavsede fingre, hun fandt en guldring og fremviste, med strålende øjne, sit lykkelige fnnd, så dængede de andre ham til og kaldte ham „ Lykke-peer “; han skulle ikke have lov til at være med hvor de andre rodede. Der var bag grossererens gård en sid grund, den skulle fyldes og blive byggeplads; derhen blev kørt grnns og feieskarn; hele dynger lå der; gudfader kørte det, men Peer måtte jo ikke køre med ham. Gadedrengene rodede i dyngerne, rodede med en pind og med den bare hånd; altid fandtes et og andet, som syntes værd at tage op. Her kom lille Peer. De så ham og råbte: „ Lykke-peer, skrup af! “ og da han dog kom nærmere, kylede de et par jordklumper på Hain; en af disse slog mod hans træskoe og smuldrede istykker; der trillede noget blankt ud; Peer tog det op, det var et lille ravhjerte. Han løb hjem med det; de andre mærkede ikke, at selv idet de dængede ham, var han et lykkens barn. Sølvskillingen, han havde fundet, blev lagt i hans sparebøsse; ringen og ravhjertet frcmvistes nede hos grossererens frue, thi bror ville vide, om det var fundne sager, „ der burde meldes for politiet “. Hvor strålede grosscrcrfruens - øjne ved at se ringen, den var jo hendes egen forlovelsesring, den, hun havde tabt for tre år siden; så længe havde den ligget i rendestenen. Peer fik god hitteløn, den raslede i hans sparebøsse; ravhjertet var en mge ting, sagde fruen, det kunne Peer gerne beholde. Til natten lå ravhjertet på commoden og farmor lå i sengen. „ Ih, hvad er det dog der brænder! “ Sagde hun, „ det er jo, som lå der et tændt lille lys! “ Hun rejste sig og så; det var det lille ravhjerte. Ja, farmor med sit svage syn så lidt mere end alle andre knude se. Hun havde nu stne egne tanker derved. Næste morgen tog hun et smalt, i stærkt bånd, trak det gennem den åbning, som var øverst i ravhjertet og gav sin lille sønnesøn det om halsen. „ Det må du aldrig lægge bort, uden mens du sår et nyt bånd sat i. Du må heller ikke vise til andre drenge, at du har det; så tage de det fra dig, og så får du ondt i maven! “ Det var den eneste sygdomsplage, lillepeer endnu havde kendt. der var også en underlig magt i det hjerte. Farmor viste ham, at når hun gned det med hånden og man da lagde et lille strå nær derved, så blev strået ligesom levende og sprang hen til ravhjertet, og ville ikke slippe det. Grossererens søn sil huslærer, der læste med ham alene og spadserede med ham alene. Peer skulle også have kundskaber; han kom i skole med en hel mængde andre drenge; de legede sammen, det var mere fornøjeligt end at gå ganske alene med læreren. Peer ville ikke bytte! Han var en lykke-peer, men gudfader var også en lykke-peer, uagtet han ikke hed Peer. Han vandt i lotteriet toti hundrede rigsdaler på en seddel, han holdt med elleve andre. Han fik straks bedre klæder, og fandt sig vel i dem. Lykken kommer nu aldrig alene, den har altid en ansættelse med, og det havde den. Gudfader forlod skarnvognen og gik til tteatret. „ Hvad for noget? “ sagde farmor, „ er han gået til tteatret! Som hvad? “ Sou: maskinkarl. Det var en hel forfremmelse. Han blev et ganske andet menneske derved, og havde stor fornøjelse af comedien, som han jo rigtignok altid så ovenfra eller fra siden. Dejligst var balletten, men den kostede også sværest arbejde og var meget udsat for ildløs; der dansede de både i himlen og på jorden. Det var noget for lille Peer at se, og da der just en aften skulle være „ Gencralprove “, som det kaldes, på ku ny ballet, hvori de alle vare klædte og udstafferede ligesom på den aften folk betale for at se den herlighed, lovede han at tage Peer med og sætte ham et sted, hvor han kunne se det hele. Det var en bibelsk ballet: Samson; filisterne dansede om ham, og han rev hele huset sammen over dem og sig; men der var både sprøjte og sprøitcfolk, dersom en ulykke skulle ske. Peer havde aldrig set en comedie, endsige en ballet; han fik sine søndagsklæder på og fulgte med gudfader over i tteatret. Det var ligesom et stort tørreloft, med mangc Gardiner og skjermbrætter, lange sprækker i gulvet, lys og lamper. Der var så mange kringelkrogc op og ned, og fra disse kom de ud ligesom i en stor kirke med pulpiturer. Nede gik gulvet ganske skråt, og her blev Peer sat og sagt til, af 2 * han skulle blive indtil det hele var forbi, og man hentede ham. Han havde tre smørrebrød i lommen, sulte skulle han ikke. Snart blev her lysere og lysere; der kom foran, ligesom op af jorden, så mange spillemænd, både med fløjter og violiner; der kom på siddepladsene, hvor Peer sad, folk, klædte som de gå på gaden, men der kom også riddere med gnldhjclmc, dejlige frøkener i flor og blomster, ja hvidklædte engle med vinger på ryggen; de satte sig oppe og nede, på gulvet og i pulpiturerne, for af se til. De vare alle sammen dandsc-mcnncskcr i balletten, men det vidste Peer ikke, han troede af de hørte hjemme i de eventyr, farmor havde fortalt. Ja der kom en kvinde, hun var den alleryndigste, med guldhjclm og spyd; hun så ud over alle de andre og sad mellem en engel og en trold. Nej, hvor her var bieget at se, og dog var balletten endnu slet ikke begyndt. Med et blev der ganske stille; en sortklædt mand svingede en lille troldstav over alle musikanterne, og så begyndte de at spille, så at det susede gennem dem, og hele væggen løftede sig. Man så ud i en blomsterhave, hvor solen skinnede og alle mennesker dansede og sprang. En sådan dejlighed havde Peer aldrig tænkt sig. Der marschcredc soldater, og der var krig, og der var gilde, og kæmpen Samson og hans kæreste. Alen hun var ligeså ond som hun var dejlig; hun forrådte ham; filisterne stak hans øjne ud, han måtte dreje kværnen i møllen og stilles op til spot i den store dandsesal; men så tog han om de svære stccnpillcr, som bar loftet, og rystede det og hele huset; det styrtede og lyste i rødt og i grønt, ' ok dejligste ildsluer. Peer kunne have siddet hele sin levetid og set på det, selv om smørrebrødet var spist øp, og det var spist øp. Nå, der var nøget at fortælle om da han kom hjem. Han var ikke til at få iseng; han stod på et ben og lagde det andet ben op på bordet, det havde Samsons kæreste og alle jomfruerne gjort. Han gik trædemølle om farmors stol og væltede to stole og en hovedpude over sig, for at vise hvorledes dandscsalcn styrtede. Han viste det, ja gav det med fuld musik, den hørte til, der var ingen tale i balletten. Hnn sang højt og dybt, med ord og uden ord, der var ingen sammenhæng deri, det var som en hel opera. Det mærkeligste af alt var imidlertid hans dejlige klokkerene stemme, men den talte ingen om. Peer ville tidligere have været urtckræmmerdreng for at råde over svesker og puddersukker, nu vidste han at der var noget meget herligere, og det var „ at komme i Samsons historie og danse ballctdands “. Der var såmænd mange fattige børn gåde den vej, sagde farmor, og blevne fine og hædrede folk, dog skulle aldrig noget pigebarn af hendes familie så lov at gå den vej, men nok ^n dreng, han stod fastere. Peer havde ikke set en eneste af de små piger falde, før hele huset faldt, og så faldt de alle sammen, sagde han. Iii. Peer ville og måtte være bnlletdandser. „ Jeg har jo ingen No for ham! “ sagde hans moder. endelig lovede farmor at fore ham en dag op til balletmesteren, der var en galant mand og havde sin egen gård ligesom grossereren. Skulle Peer engang kunne opnå det samme? Intet er umuligt for Vorherre. Peer havde guldæblet i barnehånd; lykken var lagt ham i hænderne, måskee- den også var lagt ham i benene. Peer kom til balletmesteren og kendte ham straks, det var jo Samson. Hans øjne havde slet ikke lidt ved filisterne. Det var også kun comediespil, vidste han. Øg Samson så mildt og fornøjeligt på ham, sagde, han skulle holde sig rank, rigtig se på ham og fremvise sin vrist. Peer viste hele foden, og benet med. „ Så var hun ansat ved balletten! “ Sagde farmor. Det var let bragt, i stand det hele hos balletmesteren, men forud havde moder og farmor dog gjort andre forberedelser, talt med indsigtsfulde folk, først med grossererens frue, som fandt at det var en smuk nej for en kjon, skikkelig dreng, uden fremtid, som Peer; derpå havde de talt med jomfru Frandsen; hun forstod sig på balletten, selv havde hun engang i farmors yngre dage været den nydeligste dandserinde på tteatret, dandset gudinde og prindsesse, været hyldet og hilset hvor hun kom og gik, men så blev hun ældre, det blive vi alle sammen, hun fik ikke længer de store roller, måtte danse bagved ungdommen, til sidst gik hun bag af dansen, gik til pynten, pyntede de andre til gudinder og prindsesser. „ Sådan går det! “ sagde jomfru Frandsen, „ Theaterveien er yndig, men tornefuld, der groer chikanen! Chikanen! “ det ord forstod Peer slet ikke, men han kom nok til at forstå det. „ Han vil nu med vold og magt til balletten! “ sagde moderen. „ En from og en christelig dreng er han! “ Sagde farmor. „ Og velskabt! “ sagde jomfru Frandsen. „ Velskabt og moralsk! det var min glands-periodc. “ Og Peer kom på dandseskolen og fik sommerklædcr og tyndsålcde dandseskoe for at være lel. Alle de gamle dandserinder kyssede ham og sagde at han var en dreng fil at spise. ' han. måtte stille sig op, sætte benene udad, holde sig ved en Stang for ikke at falde mens han lærte at sparke, først med højre ben, så med venstre. -det var slet ikke så svært for ham, som for de fleste andre. Balletmesteren klappede ham og sagde at han skulle snart med i balletten; han skulle være et kongebarn, søm blev løftet på skjolde og fik guldkrone på; det blev. indøvet på dandseskolen og prøvet på selve tteatret. Moder og farmor måtte hen at se lille Peer i al den stads, og de så det og græd begge to, nagtet det var så glædeligt. Peer havde i al sin pragt og herlighed slet ikke set dem, men grossererens havde han set, de sad i loge nærmest tteatret; lille Felix var med, i sine bedste klæder; hun havde knappede handsker, ligesom de voksne herrer, og sad med kikkert for øjet hele aftenen, skønt han godt kunne se, ligesom de voksne herrer. Han så på Peer; Peer så på ham, og Peer varet kongebarn med guldkrone på. Denne aften bragte de to børn i nærmere forhold til hinanden. nogle dage efter, da de mødte hinanden hjemme i gården, gik Felix hen til Peer og fortalte af han havde set ham, da han var Prinds; han vidste nok af nu var han det ikke mere, men han havde båret både klæderne og kronen. „ På søndag skal jeg bære dem igen! “ Sagde Peer. Det så Felix ikke, men tænkte på det hele aftenen; han ville nok være i Peers sted; han havde ikke jomfru Frandsen s erfaring af theaterveien var tornefuld og der groer chikanen; heller ikke peervidste det endnu, men han skulle lære det. De små kammerater, dandsebørnene, vare ikke alle så gode som de burde være, uagtet de lidt gik som engle med vinger på. Der var en lille pige, malle Knallerup, der altid når hun var klædt som page, og Peer var page, trådte ham ondskabsfuld helt op af smalbenet, det var af se på hans strømper; der var en ond dreng, der altid stak ham en knappenål bag ind og en dag havde spist Peers smørrebrød af en fejltagelse, men det var umuligt, thi Peer havde frikadelle på sit smørrebrød og den nndcn dreng havde brødet bart, man kunne ikke tage fejl. Det var ikke til at opregne al den fortræd Peer prøvede i to år, og det værste var endnu ikke hændet, det forestod. Der blev opført en ballet „ Vampyren “; i den vare de mindste dandscbørn klædte som flaggcrmuus, havde grå strikkede klæder, der sad snevert til kroppen; sorte flors vinger bredte sig fra skuldrene; de små skulle løbe på tåspidserne, som om de vare så lette at de fløj, og så skulle de snnrre rundt på gulvet. Det kunne især Peer udmærket; men hans bukser og trøje, et stykke var det, gammelt og skørt, holdt ikke de anstrengelser ud, så at lige idet han før alle menneskers øjne snurrede rundt, revnede hun bag i, lige fra nakken og ned til hvor benene sidde fast og hele hans stumpede hvide skjorte var at se. Alle mennesker lo, Peer fornemmede det og vidste at han var revnet bag i; han snurrede og snurrede, men værre og værre blev det. Folk lo højere og højere; de andre vampyrer lo med; det snurrede inde i ham og allcrforfærdeligst da folk klappede og råbte bravo. „ Det er for den revnede vampyr! “ Sagde dandsebørnene, og så kaldte de ham altid „ den revnede. “ Peer græd; jomfru Frandsen trøstede ham: „ Det er kun chikane! “ sagde hun. Nu vidste Peer hvad chikane var. Foruden dandseskolen havde de også en anden kundskabens skole ved tteatret, hvor dandsebørnene blev oplærte, både i at regne og skrive, lære historie og geograf:, ja, de havde en lærer i religion, thi det er ikke nok at kunne danse, der hører i verden mere til, end at slide dandseskoe. Også her var Peer flink, ja den allerskinkcste og fik sin roes; men kammeraterne kaldte ham endnu „ den revnede “. Det var nu bare på dril, men til sidst ville han ikke længere tåle det, han slog fra sig, han bankede en af de andre drenge, så denne blev blå under det venstre øje og måtte hvidtes der, da han om aftenen sknldc træde frem i balletten. Peer blev tiltalt vrædt af dandselæreren og værst af fciekonen, for det var hendes søn han havde fejet af. Iv. Der gik mange tanker gennem lille Peers hoved, og en søndag, da han havde sine bedste klæder på, vandrede han, uden at sige ctørd derom til moder eller farmor, ikke engang til jomfrn Frandsen, der ellers altid gav gode råd, lige op til capelmesteren; han troede, at den mand var den mægtigste udenfor balletten. Frejdigt trådte han ind og talte: „ Jeg er på dandseskolen, men der er så megen chikane, og så ville jeg hellere gå over til skuespillet eller sangen, dersom de ville! “ „ Har du stemme? “ spurgte capelmesteren og så ganske mildt til ham. „ Jeg synes at jeg kender dig. Hvor har jeg set dig for? Var det ikke dig, som revnede i ryggen? “ og nu lo han; men Peer blev rød som et blod; han var rigtignok ikke længer lykke-peer, som også farmor havde kaldt ham. Han så ned på sine egne fødder og ønskede at han var borte igen. „ Syng mig en sang! “ sagde capelmesteren, „ nå, frisk mod, min dreng! “ han tog ham under hagen, ogpeer så op, ind i hans milde øjne og sang så en sang, han havde hørt på tteatret i operaen „ Robert “, „ Nåde for mig! “ „ Den er svær, men den går! “ sagde capelmesferen. „ Du har jo en prægtig stemme, når den bare ikke også revner i ryggen! “ og han lo og kaldte på sin frue. Hun måtte også høre Peer synge, og hun nejede med halsen og sagde noget i et fremmed sprog. I det samme trådte tteatrets syngemester ind; ham var det at Peer skulle have søgt, for at gå sangveien; nu kom syngemesteren af sig selv, tilfældigvis, som mon siger; han hørte også „ Nåde for mig “, men lo ikke og så slet ikke så mild ud som capelmesferen og hans frue, dog afgjort blev det, at peerskulde have sangtimer. „ Nu er han kommen i det rette spor! “ Sagde jomfru Frandsen. „ Alan kommer videre ved stemmen, end ved benene! havde jeg haft stemme, så var jeg bleven en stor sangerinde og var måske nu baronesse! “ „ Eller bogbinder-madame! “ sagde moder. „ Var de bleven rig, havde de dog nok taget bogbinderen! “ Den hentydning forstå vi ikke, men jomfru Frandsen forstod den. Peer måtte synge for hende og synge for grossererens, da de hørte om hans nye thcatervci. Han blev kaldet en aften, de havde selskab dernede. Øg han sang flere sange, også den: „ Nåde for mig! “ hele selskabet klappede i hænderne og Felix med, han havde før hørt ham synge; i stalddøren havde han sunget hele balletten Samson, og det var det allerdeiligste. „ En ballet kan man ikke synge! “ sagde fruen. Io, det kunne Peer, sagde Felix, og så blev han opfordret til det. Han sang og han talte, han trommede og han brummede; det var barneværk, men der kom stumper af bekendte melodier, som ikke ilde passede til hvad balletten ville. Hele selskabet fandt det så fornøjeligt, de loe og lovtalte, den ene højere end den anden. Grossererens frue gav Peer et stort stykke kage og en sølvdaler. Hvor var drengen lykkelig, lige til han opdagede en herre, noget tilbage, som alvorligt så på ham; der lå noget hårdt og vredt i den mands sorte øjne, han lo slet ikke, sagde ikke et eneste venligt ord, og denne herre var tteatrets syngemester. Næste formiddag skulle Peer til ham, og ligeså alvorlig og streng stod manden der. „ Hvad var det med dig i går! “ sagde han. „ Kunne du ikke forstå at du var til nar? Gør aldrig det oftere og løb ikke om at synge for døre, enten indenfor ellerudenfor. Nu kan du gå! i dag synger jeg ikke med dig. “ Peer gik inderlig forknyt derfra, han havde lagt sig ud med mester. Tværtimod, mester var mere, end nogensinde før, vclstemt for ham: der lå måske et musikgeni i den lille fyr. I al den galskab, han havde stået og lavet sammen, var dog nogen mening, noget ikke almindeligt. Evner for musik havde drengen, og stemmen var klokkeren og. stor i omfang, blev den således ved, ja så var det lille menneskes lykke gjort. Nu begyndte sangtimerne; Peer var flittig, Peer var flink. Hvor var der dog meget at lære, meget at kende! Moderen sled og slæbte for at komme hæderligt igennem og for at sønnen kunne gå ren og velklædt, ikke se alt for ringe ud hos de folk, hun nu kom til. Altid sang og jubilerede han, de behøvede såmænd ikke at holde canarifugl, sagde bioder; hver søndag måtte han med farmor synge en psalme. Det var dejligt at høre hans friske stemme løfte sig ved hendes. „ Det er meget kjvnnere, end at høre ham synge vildt! “ Det kaldte hun hans sang, når han ligesom en lille fugl jublede ud med stemmen, lod tonerne, der kom af sig selv, klinge som de ville. Hvor var der toner i den lille strube, hvor var der klang i det lille bryst! Ja han kunne nok ligne efter et helt orchester! der var både flvite og fagot i stemmen, der var violin og valdhorn. Han sang som fuglene synge; men dejligst er menneskets røst, selv et lille menneskes, når det kan synge som Peer. Men i vintertiden, just som hun skulle gå til præsten og forberedes til confirmation, forkølede han sig; den lille fugl i brystet sagde pip, stemmen var revnet ligesom vampyrens rygstykke. „ Det er såmænd ingen fortræd! “ Mente moder og farmor, „ nu traller han ikke, og kan bedre tænke alvorligt over sin christendom. “ Stemmen var trådt i overgang, sagde syngemesteren; Peer måtte nu aldeles ikke synge. Hvorlænge kunne det vare? Et år, måske to. Måske kom stemmen aldrig meer. Det var en stor sorg. „ Tænk nu kun på din confirmation! “ sagde moder og farmor. „ Øv dig i musiken! “ sagde syngemesteren, „ men hold din mund! “ Han tænkte på sin christendom, og han studerede sin musik. Indvendig i ham klang og sang det; han skrev i noder hele melodier, sange nden ord. Til sidst skrev han ord. „ Du er jo digter, lille Peer! “ sagde grossererens frue, som han bragte tekst og musik; også grossereren fik tilegnet et stykke uden ord. Felix ligeledes et, ja selv jomsrn Frandsen, og det kom i hendes stambog, hvori var Vers og musik af to forhen unge lieutenanter, nu gamle majorer på bartpenge; bogen var given af „ en ven “, der selv havde indbundet den. Og Peer stod til påske, som det hedder. Felix forærede ham et sølvuhr; dct var ' det første ur, Peer ejede; han syntes, at han blev mand derved, behøvede ikke at spørge andre ad hvad klokken var. Felix kom op på kvisten, gratulerede og overrakte uhret, han skulle selv først stå til efteråret; og de toge hinanden i hånden, de to husets børn, begge lige gamle, fødte samme dag og i samme gård; og Felix spiste af kagerne, der vare bagte på kvisten i anledning af confirmationcn. „ Det er en glædesdag med alvors tanker! “ sagde farmor. „ Ja megen alvor! “ sagde moder. „ Havde dog far levet og set Peer stå! “ Næste søndag skulle de alle tre til Herrens bord. Da de kom fra kirken, havde der været bud fra syngemesteren, om Peer ville komme til ham, og Peer kom. Der ventede Hain glade tidender og dog alvorlige. Hnn skulle i et år aldeles opgive af synge, stemmen skulle ligge brak som en ager, ville en bondemand sige, men i den tid skulle han lære noget, ikke i hovedstaden, hvor han hver aften løb i tteatret og ikke kunne undvære det, hun skulle tredive mile fra sit hjem, i kost hos en skolemand, der havde endnu et par unge mennesker i pension, som det kaldes; han skulle lære sprog og videnskab, der engang kunne komine ham til gode. Det hele kostede i årets løb trehundrede rigsdaler, og de bleve betalte af „ en velgører, der ikke ville nævnes “. „ Det er grossereren! “ sagde bløder og farmor. Afrcisens dag kom. Der blev grædt mange tårer, der blev givet Kys og velsignelse; og så kørte Peer på jernbanen tredive mile ud i den vide verden. Det var pintsetid; solen skinnede, skoven stod frisk og grøn, toget for igennem den; marker og landsbyer skiftede om; herregårde tittede frem; qvægct stod på hovmarken. Nu kom en station, nu en anden, købstad på købstad. Ved hvert holdested var en mylren af mennesker til velkomst og afsked; der var højrøstet tale, udenfor og inde i vognen. Hvor Peer sad, lød stor snaksomhed og underholdning af en enkemadame i sort. Hun talte om sin grav, sin ligkiste og sit lig, det vil sige om sit barns. Det havde været så^nsseligt, at det ingen glæde var om det havde levet. Det var en stor lettelse for hende og det lille lam, at det sov ind. „ Jeg sparede i den anledning ikke på blomster! “ sagde hun, „ og nu må de betænke, at det døde i den dyre tid, hvor de må skæres af potte! hver søndag gik jeg til min grav og lagde en krands med stor, hvid silkcsloife. Sloifcn blev straks stjålen af småpiger og brugt fil bnlbannd. Det var så fristende! Nu kommer jeg en søndag, jeg vidste, af min grav var i hovedgangen fil venstre, men som jeg kommer, så er min grav fil højre. Hvad er det, siger jeg fil graverknrlcn, har jeg ikke min grav fil venstre? “ — „ „ Nej, ikke længer! “ “ svarede karlen, „ „ Madamens lig ligger der nok, men gravens overdel er flyttet fil højre, da stedet er en andens begravelses-plads. “ “ — „ Men jeg vil have mit lig i min grav, sagde jeg og det havde jeg jo min lovlige ret fil af sige. Skal jeg her gå og pynte en falsk overdel, mens mit lig ligger uden noget tegn på den anden side, det vil jeg ikke! “ — „ „ Ja, så må madamen tale med provsten! “ “ — „ Det er sådan kir yndig mand, provsten! hun gav lov fil af mit lig kom fil højre. Det ville koste fem rigsdaler. Det gav jeg med kyshånd og stod selv ved min gamle grav. - kan jeg nu være vis på, af del er min ligkiste og mit lig af de skytte? “ — „ „ Det kan madamen! “ “ Og så gav jeg hver en mark for flytningen. Bien da det nu havde kostet mig så meget, mente jeg af burde anvende noget på forsfjounelscn, og så bestilte jeg et monument med indskrift. Men vil de nu tænke dem, da jeg får det, har de sat i forgyldning øverst en lille sommcrstigl. Bien det er jo letsindigheden! sagde jeg, den vil jeg ikke have på min grav. “ „ „ Det er ikke letsindighed, madame, det er udødelighed! “ “ — „ Det har jeg aldrig hørt! Sagde jeg. Har nu nogen af dem herinde i vognen hørt andet, end af sommerfuglen er letsindighedens tegn? Jeg tang, jeg holder ikke af lang snak. Jeg fattede mig, tog monnmentet og satte det i mit spisekammer; der stod det til min logerende kom hjem, han er student med mange bøger; han bekræftede af det var udødelighed, og så kom monnmentet på graven! “ Og under al den talen kom Peer til stationen, hvor hun skulle opholde sig for af blive ligeså klog som stndcnten med mange bøger. V. Hr. Gabriel, den hæderlige lærdomsmand, hos hvem Peer skulle i pension, var selv på banegården for at tage imod ham. Hr. Gabriel var en beenradmagcr mand med store glindsende øjne, der sad så yderligt frem, at om han nøs, kunne man være bange for, at de fløj ham ud af hovedet. Han ledsagedes af tre af sine egne smådrenge. Den ene faldt over sine egne ben, og dc tv andre trådte Peer helt op ad fødderne for- at se ham rigtig nær; desuden fulgte to større drenge, den ældste omtrent fjorten år, hvidhudet, fregnet og rig på filipenser. „ Unge Madsen, student om tre år, når han læser! Primus, provstesøn! “ Det var den yngre; han så ud søm en hvcdcknop. „ Begge to kostgængere, studerendes hos mig! “ sagde hr. Gabriel. „ Småthustøi! “ kaldte han sine egne drenge. „ Trine, tag den ankomnes kuffert på trillebøren. Mad er sat hen til dem hjemme! “ „ Fyldt kalkun! “ sagde de to herrer kostgængere. „ Fyldt kalkun! “ sagde „ Småthustøi “, og den ene faldt igjcn over sine egne ben. „ Cæsar, se fil dine fødder! “ udbrød hr. Gabriel, og de gik ind i byen o

1898_Pontoppidan_LykkePerFinderSkatten

Henrik

Lykke Per Finder Skatten

Pontoppidan

Pontoppidan

Lykke Per Finder Skatten

male

1898_Pontoppidan_LykkePerFinderSkatten.pdf

Henrik

Pontoppidan

dk

Lykke-Per finder Skatten

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

Der gik imellem ingeniøreleverne på den polytekniske skole det ord, at det var lettere at få Rundetårn til at spille på fortepiano end at bringe Per Sidenius bort fra en forrykt idé. Sikkert var det, at havde han ofte vanskeligt ved at træffe en bestemmelse, så opgav han til gengæld aldrig et en gang fattet forsæt, hvor meget det så skulle koste ham. Med en egen studestædig vilje og en sej udholdenhed, der ikke var uden forbindelse med hans jyske oprindelse, forfulgte han sit mål og slap det ikke af syne, selv om andre interesser midlertidigt tog ham fangen eller forholdenes magt tvang ham til foreløbigt at indstille sin forfølgelse. Og det var langt fra, at hans Iver afsvaledes, efterhånden som tiden led. Tværtimod. Hørte han ikke til dem, der fødte deres planer fuldbårne under et begejstringens højtryk, så kunne til gengæld et indfald blive ved at gro i ham og i tidens løb slå så dybe rødder i hans sind, at dets nemførelse blev ham en lidenskabssag, en livsbetingelse. således gik det ham nu også med hans kæmpemæssige kanalprojekt, dette fantastiske værk, der skulle gengive hans barndomsby dens tabte storhed som Jyllands hovedstad og samtidig bringe fremtidens byer og vidtstrakte skovstrækninger i direkte forbindelse med havet og verdenshavnene. Oprindeligt udkastet i et ungdomslune; siden — efter at han i et helt år havde arbejdet på det med anspændt flid — henlagt uden synderlig sorg; derpå atter og atter genoptaget til fornyet prøvelse, var dette værk nu på veje til at blive hans fikse idé, i hvis virkeliggørelse han med stedse større overbevisning så’ sit livs skæbnebestemte opgave og store mål. Mens foråret drog hen over landet med solskyer og sortblå hagelbyger, sad han inde i sit lille mørke Kammer og fløjtede over sine tegninger og tabelværker, ligegyldig for spurvekvidderet ude i haven og for de hvide blade af æbleblomsterne, der dalede ned udenfor hans vinduer. Utålmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første vinterhi, havde han rystet den lange lediggangs døsighed af sig og med hurtig genvunden energi på ny kastet sig over arbejdet. Ligesom i sine allerførste studieår, da han både hos professorer og medelever havde vundet en vis anseelse og vakt forhåbninger, som han ved sin senere, letsindige levevis så ganske havde forspildt, indfandt han sig igen regelmæssigt både ved skolens forelæsninger og til de praktiske øvelser, i hvert fald for så vidt disse kunne have nogen betydning for hans værk. Hver morgen rejste han sig af sin seng, når nybodersklokken klemtede, tog sig et koldt bad i et vådt lagen og sad allerede ved sit arbejdsbord, når madam Olufsen viste sig ude i gården i sin storblomstrede nattrøje og med sovekammermøblet under forklædet for at vande avriklerne i haven. Han havde iøvrigt sagt sit vagabonderende liv farvel uden synderlig bedrøvelse. Hans zigøjner-tilbøjeligheder var foreløbig bleven tilfredsstillede. Endog erotiske eventyr havde — efter de erfaringer, han sidst havde indhøstet på dette område — tabt noget af deres stærke tillokkelse for ham. Skønt han ikke for alvor ville tilstå det for sig selv og endnu stadig ærgrede sig over sin latterlige optræden overfor Fru Engelhardt, havde begivenheden efterladt en lille mistanke hos ham om, at det galante fribytteri’s så højt berømmede glæder dog vist i almindelighed ikke var de mange dermed forbundne bryderier, fortrædeligheder og navnlig bekostninger værd. Han kunne aldrig glemme den syndige hoben penge, den gode frue havde kostet ham bare på en eneste aften; og midt under udarbejdelsen af sine store, samfundsopbyggende planer kom han i tankerne gang efter gang tilbage til en flaske champagne, der hin aften på grund af deres pludselige opbrud var bleven stående næsten urørt efter dem i restaurationen. vinduerne ud til det fri stod gerne åbne, når han arbejdede; og af og til stak den gamle højbådsmand sit kalotprydede hoved ind for at spørge til hans befindende, eller madam Olufsen stillede en kop rygende kaffe ind i vindueskarmen og bad ham » dog at unde sig stunder til at trække vejret «. Havde den gode kone en tid frygtet for, at hendes yndlings-logerende helt skulle bukke under for hovedstadens mange farlige fristelser på samme måde som adskillige andre af de to dusin unge mennesker, for hvem hun i sit lange nybodersliv havde været en moderlig beskytter, så gik hendes bekymringer nu snarest i modsat retning. » Tag nu og drik den kaffetår, mens den er varm, « kunne hun sige i den kommanderende tone, hvormed hun plejede at skjule sine gode følelser. » Vel, madam overhøjbådsmand! « svarede da Per og rettede sig på militær vis med hånden til panden, tændte derpå sin lille shagpibe og satte sig ligesom i gamle dage op i vindueskarmen med benene dinglende ude over muren. Og nu gik passiaren en stund livlig, mens de gamle puslede derudenfor i den Elle stump have, hvor pladsen var så indskrænket, at de to store mennesker dårligt på éi gang kunne bukke sig uden at støde sammen ned den del af ryggen, der — som Olufsen plejede at sige med en respektløs hentydning til skabelseshistorien — » blev klasket på bagefter af alt det, der var tilovers «. Om aftenen, når det var smukt vejr, satte pe~ sig undertiden ud til højbådsmanden på en lille bænk, der var anbragt op ad plankeværket under et par sammenslåede lægter, det såkaldte » Lysthus «, hvorfra man efter de gamles mening havde det bedste overblik over det hele hsveanlæg. Undertiden hændte det så, at en og anden af husets gamle venner kiggede ind til dem, enten det nu var den alderstegne obertømmermand Bendtz, der kom rokkende ved sin s:ok for at beklage sig over sin lændegigt, eller det var den immerglade bolteslager fuss med sit kirsebærfarvede ansigt og hvide gorillaskæg. Madam Olufsen blandede da gerne en varm romtoddy til dem; og når så bolteslageren havde ladet Trine løbe hjem efter hans guitar, blev der glæde i det hele hjærtensfryds-kvarter. Ovre i det bagved liggende hus boede nemlig en mg kanonér, der spillede smukt på humle. Hver aften sad han oppe bag et åbent vindue med det lange, hjemmelavede instrument foran sig og lod dets brummetoner lyde ud over gården, snart i følelsesfulde fædrelandssange, snart i valsemelodier. Når nu bolteslagerer. Faldt ind med sin guitar, blev det næsten til en hel koncert, der slet ikke lød så ilde i den stille, lyse forårsaften. Rundt om i nabohusere hældede folk sig ud af vinduerne for at lytte til; børnene i de omliggende smågårde standsede i deres leg og kravlede op på plankeværkerne for at komme til at se, — ja, om det så var spurvene, der allerede havde sat sig til ro for natten inderst inde i de blomsterhvide frugttræer, så svang de sig — ugle-tyst — op på tagryggene og sad deroppe med hovedet på siden som små, andægtige tilhørere. Det var netop en sådan musikaften, at Per første gang fik øje på en ung pige, der for en tid skulle komme til at spille en rolle i hans liv. Han så’ hende stå oppe bag et åbent salsvindue i nabohuset med begge armene lagt om bag ryggen, tilsyneladende alene optagen af at høre på koncerten og betragte aftenhimlens drivende skyer, medens dog kindernes stadig tiltagende rødme forrådte, at hun ikke var aldeles upåvirket af det par dristige mandfolkeøjne, der iagttog hende ovre fra højbådsmandens lysthus. Huset derinde tjente til embedsbolig for en af Nyboders mest ansete personer, mester Jacobæus, en statelig mand, der havde rang med officerer, og hvis kone derfor kaldtes frue, i hvert fald af mandens underordnede. Den unge pige var — hvad madam Olufsen bagefter fortalte Per — hans broderdatter. Hun var nylig kommen her til byen fra en købstad på Fyen for at gå på kursus og lære skræddersyning. Hendes ranke, lysblonde, valkyrieagtige skikkelse gjorde øjeblikkelig et stærkt indtryk på Per; og når han siden næsten regelmæssigt hver aften satte sig ud på bænken hos højbådsmanden, var det ikke mindst for herfra at holde øje med nabohusets vinduer. Han kom da også sjælden til at vente længe, før hun — ligesom tilfældigt — trådte hen til et af dem og gav sig noget at bestille ved blomsterne eller fugleburet. Undertiden lukkede hun et vindue op, flyttede urtepotterne til side og lænede sig ud, hvorefter hun nynnende lod blikket glide om i nabogårdene og hen ad tagene eller op mod himlen, kort sagt alle andre steder hen end netop ned i højbådsmandens have. Noget blik blev der i det hele ikke vekslet imellem dem, hvor meget Per end anstrengte sig for at åbne hjærtets stumme sprog en telegrafforbindelse over plankeværket. Men så hændte det en morgenstund, da han trådte ud af gadedøren, at de mødtes... uheldigvis netop som hun skråede over gaden fra bagerboden i genbohuset iført grønne plydses hjemmesko og med en hankekurv i hånden. Han hilste hende straks, endog med stor ærbødighed. Og uvilkårlig kom han til at smile, da han så’, hvor ulykkelig, ja ligefrem forbitret hun blev over, at han den første gang skulle møde hende under så beskæmmende omstændigheder. Men allerede den påfølgende dag skaffede hun sig en glansfuld oprejsning. Just som Per ved sædvanlig tid vendte hjem fra sine forelæsninger, trådte hun ud af farbroderens dør i en fiks, lys forårsjaket, med en stor silkesløjfe under hagen og slørombølget hat. Et øjeblik blev hun stående på stenflisen for at knappe den sidste knap i et par skinnende nye sorte handsker; hvorpå hun langsomt, med begge hænderne i jaketlommerne, gik ned imod volden — uden med et blik at have set til den side, hvorfra Per kom. Men også denne gang måtte Per smile. Han havde nemlig umiddelbart forinden opdaget hendes ansigt oppe i mester jacobæus’ gadespejl og sluttede deraf, at hun i utålmodighed havde stået deroppe og ventet på hans komme. Nu hengik nogen tid med sådanne små bekrigelser på afstand, indtil Per i sommerens begyndelse besluttede sig til en dristigere tilnærmelse. Han skaffede sig at vide, i hvilken systue det var, hun hver eftermiddag fik undervisning, samt på hvilket klokkeslet og ad hvilken vej hun plejede at gå derfra, — og en aften ved syvtiden indhentede han hende da ved Nørrevold, bedst som hun stod og så’ ind ad et butiksvindue. Hun blev aldeles ikke fornærmet, knap nok overrasket over hans påtrængenhed. Hun syntes at finde det ganske naturligt, at to naboer, der mødtes inde i den store by, gav sig i snak og gjorde hinanden følgeskab. Med provinsboerens naive tillidsfuldhed gik hun sammen med ham langs den nyanlagte boulevard og besvarede på sit syngende fynsk med stor frimodighed hans spørgsmål om, hvad hun syntes om at bo i hovedstaden. Helt ukunstlet var denne troskyldighed nu ikke. Hun røbede selv, da de nærmede sig Nyboder, at hun dog ikke var helt uden bedre viden. Pludselig standsede hun nemlig og lod ham forstå, at han nu ikke kunne følge hende længer; og Per, som vidste, at mester Jacobæus var en nidkær mand, der var sig ansvaret for den unge broderdatter fuldt ud bevidst, fordrede ingen nærmere forklaring men tog straks ærbødig afsked med et betydningsfuldt: på gensyn. Allerede anden dagen efter » traf « han hende igen på samme tid og sted, og denne gang fulgte hun ham endog ad en omvej gennem kongens have og langsmed rosenborg-gartnerierne, hvor de var mindre udsatte for at møde bekendte. Og fra nu af gik der overhovedet sjælden ret mange dage, uden at de mødtes. Og hver gang forlængede de deres vej med et lille stykke, så det til sidst var næsten mørkt, inden hun nåde hjem. Per mistydede ikke denne tilsyneladende tvangløshed; — dertil var den for nær beslægtet med hans egen, jyske fripostighed. Overhovedet havde den omstændighed, at de begge var fra provinsen, bidraget langt mere, end de selv havde nogen anelse om, til at fremme den gensidige forståelse, — ja, selve Pers øjeblikkelige betagethed overfor hendes ranke, lyslokkede person var ikke uden forbindelse med fortidsindtryk hos ham, idet hun ved sin skønheds Art, ved sit hele væsen og sit u-københavnske sprog havde vakt hans blods erindring om hjemstavnens blonde borgerdøtre, hine hans drengefantasiers stolte skjoldmø-skikkelser, hvortil hans første erotiske fornemmelser havde knyttet sig. Fransisca ( sådan hed den unge pige ) var lidt over middelhøjde, slank, næsten mager men ualmindeligt velbygget og med et fodskifte, der tydede på noget rankt og » sikkert « i karakteren. Når hun gik ned ad fliserækkerne, med hænderne i sine jaketlommer, det unge bryst kækt fremskudt, veg folk uvilkårlig til side for hende; — og Per frydede sig ved at opfange de blikke, som herrerne sendte hende. Hendes ansigtsudtryk var nu tilmed i almindelighed grumme alvorligt, brynene dystert sammentrukne — hvad der dog ikke hetød noget men kun var hendes måde at hævde sig på i de fremmede omgivelser. Hun ville for alting ikke lade sig imponere. Hun tilsigtede med denne sin mine at lade de gode københavnere vide, at der også boede folk i Kerteminde. hendes lidt vovede forhold til Per var oprindelig et udslag af den samme frygt for at anses for et guds ord fra landet. Men også her røbede hun bestandig ved enkelte småtræk sin indre usikkerhed. Således så’ hun aldrig på ham, hvor tilsyneladende ubekymret hun ellers spaserede ved hans side endog på ensomme og halvmørke veje. Per skæmtede undertiden med, at han endnu slet ikke vidste, hvilken farve hendes øjne egentlig havde. Og da vendte hun ansigtet helt bort og gik en stund og lod fornærmet. Det faldt nu til al ulykke ind med en række ualmindelig smukke sommeraftener, lyse, farvestrålende, højtidsfuldt stille, ret som skabte til at vække kærlighedstrangen i to unge, fuldblodige hjærter. Oftest lagde de i disse dage deres vej rundt omkring søerne, i hvis blanke flader træer og huse spejlede sig, mens farvetonerne over vandet idelig skiftede mellem blåt og rødt under solens dalen. Og altid gik de hjemad gennem det romantisk vildsomme anlæg bagved den endnu tilbagestående rest af den østre fæstnings vold, i hvis højtliggende allé af gamle, bredkronede træer de til sidst gik frem og tilbage nogle gange, før de kunne overvinde sig til at skilles. Hvad de talte om på disse lange vandringer? Om vejret og om de mennesker, de mødte; om fælles bekendte og dagens bynyt; om fjerpynten på hendes hat og garneringerne på hendes kjole, — men aldrig om kærlighed. Per gjorde ikke en gang noget tilløb dertil. I begyndelsen vovede han det ikke af frygt for at skræmme hende. Siden undgik han det for sin egen skyld, — af frygt for den trolddomsmagt, som dette ord med ét havde fået over ham. Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt — hverken ond eller god — hensigt. Han var så fuldstændig gået op i arbejdet på sit livsværk, at han udenfor dette ikke tænkte stort ud over den dag, der gik. Men netop dette, at han imod sin sædvane ikke havde begæret andet af deres forbindelse end en uskyldig adspredelse, et flygtigt tidsfordriv efter dagens anstrengende hjærnearbejde, — og dertil den store hemmelighedsfuldhed, hvori de måtte mødes, og denne lyse feststemning, der aften efter aften hvilede over naturen, dette strålende gyldenskær, der — netop fra det øjeblik, de mødtes, — omskabte byen og dens omgivelser til et drømmenes land, alt dette havde efterhånden givet det hele forhold en ham ukendt, ja uanet bedårelse,... og en skøn dag gjorde han den opdagelse, at han aldrig før til fulde havde forstået, hvad kærlighed var. Og han havde ret. Virkelig elskede han nu — i sit toogtyvende år — for allerførste gang. Han, som i enkelte retninger var så langt forud for sin alder, havde i henseende til alt, hvad der angik sindets blidere rørelser, hidtil været uudviklet som et barn eller en vild. Det var, som om hans drengeårs ensomme og kærlighedsforladte tilværelse tidligt havde lagt hans følelsesliv øde, gjort hans hjerte goldt. Kun én gang — i hans femtende år — var en anelse om kærlighedsunderet gået gennem hans sjæl ved betragtningen af en fireogtrediveårig dame på ti lispund. Før og siden havde hans forhold til kvinden alene været et letfærdigt eller rent brutalt. Nu gik han omkring med en svimlende fornemmelse af, at der var i færd med at åbne sig en æventyrverden i hans indre. Det gik op for ham, at hvad han hidtil overmodigt havde smilet af og betragtet som digt og fabel og tåbelig ammestuesnak, var en virkelighed, — » et faktum «, som han gerne udtrykte sig. og — som det jo gerne går, når en kætter omvender sig — slog hans fornægtelse nu om i sin modsætning og blev til overtro. Så gammel han var bleven, slap han ikke for at gå den hele skala igennem lige fra sværmeriet til overspændtheden og den drengeagtige sentimentalitet; han, som overfor kvinder altid havde søgt at gøre vejen fra ord til handling så kort som mulig, blev i forholdet til denne djærve unge pige nænsomheden selv, så høvisk i ord, så ridderlig i adfærd som nogen blåøjet ingemannsk helt. Han akkurat tillod sig, når det var bleven tilstrækkelig mørkt, at byde hende sin arm, som hun altid meget villigt modtog. Men det varede længe, inden han fik dristighed til ved afskeden at bede hende om et Kys. Og da hun virkelig en aften tilstod ham det, og han ved det sidste skær af aftenrøden så’, hvorledes jomfruelig undseelse fik hendes kinder til at gløde, fortrød han næsten sin bøn og tog hende så varsomt ind til sig, som var han i færd med at begå en helligbrøde. » Nu så’ jeg deres øjne, « sagde han for at forlænge det søde, syndefulde øjeblik. » De er blå. « Til gengæld skete det rigtignok, så såre han følte varmen fra hendes læber, at al hans gamle vildmandsbrunst atter blussede op i hans blod. Han drog hende ind til sig og kyssede i stigende lidenskab hendes øjne, kinder og Hals, indtil hun med et lille skrig stødte ham fra sig og ilede bort. Så opløftede han en tavs latter, mens han så’ hende springe ned ad voldens skråning og forsvinde i mørket. — der gik nu uger og måneder, ja hele sommeren forløb; og trods den regelmæssighed, hvormed de to gange ugentlig mødtes, og den uforsigtighed, de begik ved at henlægge deres stadig ømmere afskedsscene til Nyboders umiddelbare nærhed, var der endnu ingen, der vidste det mindste om deres forhold,... ingen, uden Trine. For dette enfoldige lille pigebarns synske kærligheds-instinkt kunne intet af, hvad der angik hendes herre og mester, længe forblive u-åbenbaret. Desuden havde Per en gang måttet gribe til den udvej at gøre hende til sin fortrolige for at få et vigtigt brev bragt over i nabogården, — hvilket vanskelige og ingenlunde ufarlige hverv hun havde udført som en slags guddommelig sendelse. Under det selvopfundne påskud at skulle hente en klemme, der var blæst over plankeværket, skaffede hun sig adgang til mester jacobæus’ velbefæstede hus og overbragte lykkeligt sit hemmelighedsfulde budskab i de rette hænder. Så optaget Per nu end var af sin blonde Fransisca, forsømte han derfor ikke sine studier. den nye lykke-verden, der ved hende var bleven ham åbenbare! og havde ligesom fordoblet livets værdi for ham, forhøjede også hans arbejdskraft og viljesstyrke. Og dog,... Tvivlrådighedens og anfægtelsernes dage skulle endnu ikke være forbi for ham. Kendte han end ikke noget til den knugende mistillid til sig selv, det sindets mareridt, der laminer viljen og udmarver modet, så havde han til gengæld stadig heftigere kampe at bestå med andre afmagts-trolde, der gang efter gang lejrede sig omkring hans arbejdsbord og hån!o af hans store drømme. Hans drømme?... Dersom nogen på dette tidspunkt af Per sidenius’ liv, da selve den æventyrlige oplevelse havde mistet noget af sin tillokkelse for ham, havde gjort ham det samvittighedsspørgsmål, hvad han for sit personlige vedkommende søgte at opnå ved sit store værk, ville han uden betænkning have svaret: berømmelse, magt, rigdom. Og dog beroede dette til dels på en selvskuffelse. Han var — trods alt — endnu for meget af en Sidenius til ikke i sit inderste at ringeagte verdens domme. Og hvad penge angik, så så’ han i dem — på bondevis — hovedsageligt et middel til at opnå og sikre sig uafhængigheden. De fantasibilleder, hans længsler skabte, når han sad bøjet over sine tegneruller og beregninger, røbede da heller ingen i særlig grad ærgærrig, end mindre nogen nydelseslysten natur... men vel en herskesyg. Når tuschpennen gled hen over det hvide papir, så’ han gerne sig selv stå som en anselig — støvet og solbrændt— skikkelse på et eller andet ophøjet punkt i terrænet, hvorfra han — ligesom en feltherre — ledede mægtige arbejderkolonners bevægelser. Han så’ i ånden tusinde hakker og skovle blinke i solen, følte med fryd tusinde stridige viljer samlede i hans hånd. Han så’ Dale fyldes og høje jævnes med jorden på hans bud og hørte for sit øre drønet af minerne, når de rystede selve jordens grundvold ved et tryk af hans finger. Men netop når hans tanker løftede sig til så høj en flugt, var det, at de gamle tvivl kunne komme snigende og ligesom banke ham på skuldren og bede ham besinde sig en smule. Allerede for længst havde han måttet opgive tanken om at fuldføre omarbejdelsen af sit udkast i en tid af et par måneder, således som han oprindelig havde ment; og han var fuldt forberedt på, at hans fader ville gå bort, forinden hans værk blev modent til offentliggørelse. Dog, dette bekymrede ham mindre. De følelser, hans Broder Eberhardts besøg havde genvakt hos ham, var atter glemte, og han tænkte igen såre sjælden på sit hjem. Derimod spurgte han undertiden sig selv, om han egentlig havde den ringeste udsigt til i en blot nogenlunde overskuelig fremtid at gennemføre sine planer i et land, hvor man i det mindste måtte være gråhåret og helst være begyndt at gå i barndom, før man fik lov til at udrette noget; hvor det betragtedes som en formastelighed af en ung mand at have anden ærgærrighed end at sidde sig en pukkel til på en kontorstol, noget højere mål end en gudvelbehagelig stilling som vejinspektør i Nibe. Han havde ikke glemt professor Sandrups bevægede formaningstale til ham: » Beflit dem, unge mand, på at bekæmpe deres utidige trang til at vise selvstændighed, og søg i beskedenhed at dygtiggøre dem til en gang i tiden med guds hjælp at tage arbejdet op efter os ældre «. — lærerige ord! Løfterige ord! Han vidste også godt, at hans studiekammerater, for hvem han undertiden havde omtalt sit forehavende, begyndte at anse ham for forrykt. Og at dette syntes at skulle blive den almindelige mening om ham, fik han en fornemmelse af en dag, da han var gået op i et af vandbygningsdirektørens kontorer for at udbede sig nogle oplysninger om strømforholdene langs den jyske kattegatskyst. Det smil, hvormed man dér havde betragtet ham, da han opgav, i hvilket øjemed han søgte disse oplysninger; den måde, på hvilken man lod kontorbudet følge ham helt ud på trappen som for at sikre sig, at han virkelig forføjede sig bort, havde givet ham en forsmag på, hvad der ventede ham. » Ja bi i!... bi bare! « mumlede han ofte hen for sig, når han gik i sine egne tanker, og knugede hånden om sin stok. » I skal en gang høre fra mig! « * * * således gik nu efteråret og en del af vinteren; og allerede bebudede de første stærefløjt i Nyboders småhaver, at foråret atter var i fremrykning. Fransisca havde været hjemme hos sine forældre i efterårsmånederne; men denne lange adskillelse havde ingenlunde virket afsvalende på forholdet mellem hende og Per. Tværtimod nærmede dette sig nu med forstærkede skridt det kritiske punkt, da der nødvendigvis måtte handles. Per imødeså’ øjeblikket med hemmelig uro. Den tanke at lade sine følelser for den unge pige munde ud i forsøget på en forførelse viste han stedse mere afgørende fra sig men rigtignok forblev tanken om at ophøje deres hemmelige forståelse til en officiel forlovelse ham derfor ikke mindre fjern, endda det tydeligt nok alene var denne afgørelse, Fransisca selv havde i tankerne og med stigende utålmodighed ventede på. Hun havde blandt andet en gang — ganske uopfordret — sat ham ind i alle sine familieforhold og endog ladet en lille bemærkning falde om sin faders gode formuesomstændigheder. Ligeledes slog hun undertiden på, at Per under et eller andet påskud skulle gøre hendes onkel et besøg, for at denne kunne lære ham at kende. Men at gifte sig med en sadelmagerdatter fra Fyen, — det vedblev at stå for Per som ganske uforeneligt med det livsmål, han havde sat sig. Og han havde netop efter lange og tunge overvejelser endelig fattet den beslutning på skånsomst vis at trække sig tilbage, — da der indtraf noget, der fremtvang en brat og uformodet afslutning. Allerede i længere tid havde mester Jacobæus haft mistanke til pålideligheden af de fortællinger, hvormed hans broderdatter stadig forklarede grunden til sin sene hjemkomst fra syskolen; og en dag, da han havde set hende forinden bortgangen stå usædvanlig længe med krøllej ærnet foran spejlet, foresatte han sig at anstille en efterforskning. Om aftenen ved syvtiden stillede han sig ind i en mørk port skrås overfor den ejendom, hvor systuen var, og afventede her hendes komme. I afstand fulgte han hende derefter gennem gaderne, indtil han på et hjørne så’ hende mødes med en herre, i hvem han øjeblikkelig genkendte højbådsmand Olufsens logerende. Da hun en times tid senere vendte hjem, kaldte han hende ind i sin stue og aftvang her den rødmende og blegnende pige en fuldstændig tilståelse. Den næste dag indfandt mester Jacobæus sig hos Per og spurgte ham kort, uden omsvøb, endog uden først at sige, hvem han var, om det /ar hans hensigt at gifte sig med hans broderdatter. Per prøvede i begyndelsen at snakke sig fra sagen, bad ham tage plads og lod halvt uforstående overfor hans spørgsmål. Men med et hovedkast bad den vrededirrende mand sig fritaget for talemåder og fordrede kort og klar besked. Et ja eller et nej ville han have, intet andet. Endnu tøvede Per med svaret. Dog var det ingenlunde mandens truende holdning, der gjorde ham tvivlrådig. Han havde været ude for et par knyttede næver før og lod ham nu også med en tilstrækkelig hånsk og overlegen mine forstå, at han aldeles ikke var bange for ham. Hvad der holdt hans svar tilbage, var en højtidelig benauelse over, at afgørelsens store time altså nu var kommen, at han måske allerede havde set Fransisca for sidste gang. Han tænkte modfaldent på, at nu sad hun derinde i huset ved siden af og ventede i angst og spænding på hans svar, — og virkelig for der ham et øjeblik den tanke gennem sjælen at lade alle tvivlsomme storheds-drømme fare, at holde fast på den ene, sikre lykke-spurv, han her havde indfanget, og ubekymret lade de ti på taget flyve. Men i det samme dukkede Neergårds nøgne hoved op i hans erindring. Han huskede hine den døendes ironiske afskedsord, der en gang før i et afgørende øjeblik havde tegnet sig for ham i flammeskrift som et spottende: mene tekel. Og han rettede sig og svarede et kort og afgørende » Nej «. Og nu forefaldt der en scene, som Per aldrig siden kunne tænke på uden at bide sig i læbei af skam. Med hænderne i sine bukselommer trådte mester Jacobæus ham med to tunge skridt så nær ind på livet, at et par hår af hans grå fuldskæg kilrede ham i ansigtet. Og i denne stilling lod han ham i alt andet end hensynsfulde vendinger vide, at om han endnu blot en eneste gang vovede at nærme sig hans broderdatter, skulle han blive gennempryglet og jaget ud af Nyboder som en skabet hund. Per var bleven kridhvid; men han rørte sig ikke og svarede ikke heller. Hans første tanke, da han så’ manden nærme sig, havde været at gribe ham i kværken og sætte ham op imod væggen og holde ham fast dér, indtil han havde fået sprællet galskaben af sig. Men idet han nu stirrede ind i mandens blussende ansigt med de fortrukne træk, som endnu tydeligere end hans stammende tale røbede, hvor nær den hele sag var gået ham, hvor bittert den havde græmmet og ydmyget ham, rørte der sig i dybet af Pers sind en følelse af skyld, der holdt hans hånd nede og hans mund lukket. Bagefter, da mester Jacobæus var gået, spurgte han rigtignok forbavset sig selv, hvormed han da egentlig havde forbrudt sig. Han havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Selv om han ikke havde ment at kunne gifte sig med hende, så havde han jo dog oprigtigt elsket hende; og de havde ved at mødes skænket hinanden en række lykkelige timer, der aldrig ville kunne bringe hendes gode navn og rygte i mindste fare. Men hvad skade var der så egentlig sket? Hvad havde han haft at gøre bod for?... Med et næveslag i bordet og en ed, der havde kunnet få en djævel til at blegne, rejste han sig fra stolen, da det gik op for ham, at han igen havde ladet sig overliste af denne » Samvittighed «, dette ubestemmelige noget, der pludselig satte en et troldspejl for øjnene, hvori man så’ sig selv i hæslig forvrænget skikkelse, og som nu gang efter gang havde forledt også ham til at handle som en pjalt, en nar, et får... Mester jacobæus’ trusler havde iøvrigt været ret overflødige. Allerede den næste dag rejste nemlig Fransisca i følge sit eget ønske hjem, efter forinden gennem posten at have tilbagesendt Per nogle småforæringer, som han nu og da havde givet hende, uden at ledsage dem med et eneste ord, ikke en gang en bebrejdelse. så lettet Per nu på en måde følte sig ved at være kommen ud af det tvetydige forhold, gjorde den bratte udstødelse af kærlighedens Paradis ham alligevel ikke så lidt nedtrykt. Men også i denne sag var lykken ham gunstig. Få dage derefter indtraf der en begivenhed, der ikke alene gav ham rundelig erstatning for hans tab, men næsten syntes selve skæbnens opmuntrende vink til ham, belønningen for hans standhaftighed. Med ét slag løftedes hans tanker op i en sfære, hvor han hurtigt tabte den fynske sadelmagerdatter helt af syne. * * * Per var nogen tid forinden endelig nået så vidt med sit kanal-projekt, at han havde ment igen at turde forelægge det for en avtoritet til bedømmelse; og han havde i dette øjemed skriftligt henvendt sig til formanden for den danske ingeniørforening, en afskediget ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en fordomsfri mand og indsigtsfuld tekniker, der desuden sad inde med en betydelig indflydelse, blandt andet i sin egenskab af medudgiver af foreningens højtansete månedsskrift. Sammen med en stærkt sammentrængt fremstilling af planen i dens helhed havde han sendt denne mand nogle tegninger og jordberegninger tilligemed et brev, undertegnet » Sidenius, ingeniør «, hvori han frimodigt udtalte håbet om, at obersten ville få øjet op for den fremsatte tankes overordentlige nationale betydning, og tilføjede, at han i så fald ville anmode om tilladelse til ved lejlighed at forelægge ham det samlede udkast med dets udførligere planlagte detailler i forventning om at få det hele antaget til snarlig offentliggørelse i foreningens tidsskrift. Der var nu imidlertid hengået så lang tid, at han allerede havde opgivet tanken om at modtage noget svar. Men en dag kort efter Fransiscas bortrejse, da han i trist sindsstemning vendte hjem efter en ensom spaseretur ad de veje, som mindet om hende havde gjort hellige for ham, fandt han på sit bord et brev fra obersten, hvori denne meddelte, at han » ikke uden interesse « Havde gjort sig bekendt med hans arbejde, samt i elskværdige ord anmodede ham om en dag at se ind til ham i hans modtagelsestid, for at de kunne forhandle nærmere om sagen. Såsnart Per havde læst denne skrivelse, bankede han med bagen af sin hånd op på loftet, hvilket var tegnet til, at Trine skulle komme ned. » Kald på de gamle! « kommanderede han, næsten før hun havde åbnet døren. Derpå tog han en vinflaske frem fra bunden af sit klædeskab, opstillede tre glas i række på bordet og fyldte dem. » Hvad er der på færde? « spurgte madam Olufsen og stak sit store, grå hoved ind, mens højbådsmanden hørtes at stolpre besværligt ned ad stigetrappen. » Store nyheder, madam Olufsen!... Kom dog herind og gratuler mig... Hvor er den gamle henne!... Nå! « » Min gud, hr. Sidenius... er de bleven forlovet? « » Ikke den gang, sagde e kællingen,... Bedre op, madam Olufsen! « » Har de vundet i lotteriet da? « » Såmænd, det kan man jo gerne kalde det... Ligemeget! Skål, gamle venner! Og tak for alt godt! Skål, højbådsmand!... Og bliv nu ikke alt for forskrækkede, dersom i skulle høre noget om mig med det første! « Allerede den næste dag stod Per — høj i skoene — udenfor oberstens dør med sine tegneruller under armen. En pige lukkede op og førte ham — efter at han var bleven meldt — ind i et stort, trefags arbejdsværelse, gennem hvis høje vinduer der strømmede klart lys ind fra en udenforliggende have. I det ene hjørne stod et stort skrivebord; og fra dette rejste der sig straks ved hans indtrædelse en lille, blussende, purhåret mand, som gik ham livligt hilsende i møde med en næseklemmer i hånden. Men midt på gulvet standsede manden pludselig, satte lorgnetten for øjnene og så’ et par gange op og ned ad Per med alle tegn på at være bleven på det ubehageligste overrasket. » Hvorledes? « spurgte han. » Er det,... Hr. Ingeniør Sidenius? « » Ja. « » Men — du gode gud! — de er jo et purt

1899_Pontoppidan_LykkePerHansKaerlighed

Henrik

Lykke Per Hans Kærlighed

Pontoppidan

Pontoppidan

Lykke Per Hans Kaerlighed

male

1899_Pontoppidan_LykkePerHansKaerlighed.pdf

Henrik

Pontoppidan

dk

Lykke-Per Hans Kærlighed

[Hans Kærlighed]

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

OBS: "Hans Kærlighed" er en undertitel, men er nødt til at være med i file-name, for at vi ikke har flere filer, der hedder det samme

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

Forhistorien Per Sidenius, en fattig præstesøn fra Jylland, er i syttenårsalderen kommen til København for at studere ved den polytekniske skole og blive ingeniør. Han indlogerer sig hos et par gamle nybodersfolk og tilbringer en række stormfulde ungdomsår ved afvekslende at tumle med et stort, fantastisk kanalprojekt og give sig hen i et sorgløst liv med muntre venner og letfærdige kvinder, bi. a. en vis Fru Engelhardt. En kort tid udfries han af sin stedse dybere fattigdom derved, at en hr. Neergård i en selvmordscaprice testamenterer ham sine efterladenskaber, hvad der igen har til følge, at han kommer i berøring med dennes søster, en ældre, lidt forfalden enkebaronesse, der fatter godhed for ham. Samtidigt indføres han i huset hos Philip Salomon, en hovedrig jødisk købmand, hvis datter, den smukke og livslystne Nanny, han dristig beslutter at vinde. Hun står da også på nippet til at give ham sin hånd, da hendes ældre halvsøster Jakobe, hvis sære og indesluttede væsen fra begyndelsen har virket afskrækkende på ham, mere og mere fængsler hans interesse og til sidst — halvt mod hans vilje — vækker hans attrå. første kapitel den lille betuttelse, der havde grebet Per, da det begyndte at gå op for ham, at det ikke længer var Nanny men hendes halvsøster Jakobe, han elskede, fortog sig hurtig. Ligesom den forvovne bjærgbestiger, der har nået den lokkende tinde men herfra ser en endnu højere top løfte sig snehvid over skyerne, brød han ud i stolt jubel ved at øjne dette nye og dristigere mål for sin ærgerrighed. Ganske vist var Nanny både yngre og — hvad penge angik — efter al sandsynlighed et bedre parti end Jakobe ( og det var navnlig denne omstændighed, der havde vakt de første øjeblikkes betænkelighed hos ham ); men man behøvede kun en gang at have set de to søstre på en af forældrenes store modtagelsesaftener for at få øje for, at Jakobe ikke desmindre var den af dem, der vakte størst opmærksomhed og var genstand for den betydningsfuldeste hyldest. Mens Nanny for overgiven gennem stuerne med sin hale af smægtende kunstnere og andre narre, samlede Jakobe trods sit afmålte, til tider afvisende væsen alle selskabets koryfæer om sin stol, de virkelige berømtheder, universitetsprofessorerne og de mange højtansete læger, der udgjorde et så vægtigt led i hovedstadens hastigt voksende fremskridtsparti. Per havde ofte på hjemvejen hørt sådanne folk udbryde i de varmeste lovtaler over hendes ånd og kundskaber og højlig beklage, at hun ikke syntes tilsinds at gøre nogen mand lykkelig. » Men hvem skulle hun forresten gifte sig med? « havde en af dem engang sagt. » Hun, der i sit væsen har så meget dronningeagtigt, burde jo i det mindste have en født prins. Denne kedelige Eybert er dog virkelig ikke noget for hende, « ------ord, der, skønt udtalte halvt i spøg, nu virkede som stormpust på den lille kærlighedslue, der hin aften var bleven tændt i Pers sjæl. Dertil kom, at han heller ikke var blind for betydningen af det rent personlige udbytte, han kunne høste af hendes mangeartede viden ligesom af hendes fortrolighed med det højere selskabslivs tone og omgangsformer. Den indflydelse, hun i så henseende allerede havde haft på ham, værdsatte han langtfra ringe. Han forstod nu fuldtvel den ligesom instinktsmæssige trang, han allerede på et tidligt tidspunkt havde følt, til at besejre hendes kulde og overvinde sit eget ubehag ved hendes person. en dag, da Per sad hjemme og med genfødt Iver arbejdede på sit store projekt, modtog han et overraskende besøg, nemlig af » Direktør « delft, Jakobes og Nanny s morbroder. I en lys pariserdragt og med en blå monocle for sit mest skelende øje åbenbarede den grimme lille mand sig i døren efter at have slået et par rappe slag på den med sin stokkeknap. » Så fandt jeg dem endelig!.... Ved gud! De har skjult dem godt! « udbrød han uden nogen som helst indledning og blev stående med hatten på hovedet og så sig omkring i den lille, mørke bagstue, hvor tegneruller og tuschkopper og beskrevne papirer flød imellem hinanden på borde og stole. » Nå — så her er det altså, de sidder og udsteder deres falske Veksler på fremtiden! Det må man lade dem, — det er virkelig en ideal af en falskmøntnerhule, de har indrettet dem her! Per amor di dio! Jeg forstyrrer dem dog vel ikke i udarbejdelsen af nogle hundrede tusinde? Ha, ha, ha! « Per kendte onkel Heinrichs udtryksmåde for godt til at fornærmes over denne tiltale. Derimod følte han sig lidt ilde berørt af selve besøget. Han havde lagt mærke til, at den gamle, ondskabsfulde herre i den senere tid på en fordægtig måde havde omkreset ham under hans besøg i det salomonske hjem, og var derfor overbevist om, at han måtte have en eller anden lumsk hensigt med nu at have opsøgt ham. » Det forbavser dem dog vel ikke at se mig? « Spurgte hr. Delft med påtagen ængstelse efter at have taget plads i gyngestolen, som Per havde skubbet frem til ham, og anbragt sin silkehat på det overlæssede bord. » På ingen måde.... Hvorfor mener de forresten? « » Nej, naturligvis! Jeg tænkte det nok! Berømte mænd er jo vant til at blive rendt på døren af nysgerrige,... og jeg vil ikke gøre mig til bedre, end jeg er. Jeg har længe ligget på tur herud til dem, hr. Sidenius... for at passiare lidt med dem i fortrolighed, « tilføjede han efter et lille ophold, idet han kneb sit ene øje sammen. » Det glæder mig særdeles, at de altså ikke finder mig påtrængende. « Hvad Pokker kan den gamle slubbert ville mig, — tænkte Per, mens hr. Delft i den tydelige hensigt at spænde hans nysgerrighed til det yderste gav sig til at vifte sig med sit duftende silkelommetørklæde og snakke om vejret. Samtidig gjorde han på ny den fattige stue med dens lave loft og tarvelige bohave til genstand for en nærgående undersøgelse gennem sin monocle. Og pludselig lod han denne falde ved at løfte øjenbrynene og sagde: » Ved de, hvad jeg sidder og kommer til at tænke på, hr.sidenius?.... Skulle de tilfældigvis endnu kunne erindre dem den lille samtale, vi havde med hinanden den første gang, jeg havde den ære at hilse på dem i min svogers hus?.... Kan de huske? De var så elskværdig at udtale nogle anerkendende ord om mine niecer, hvorfor jeg meget takkede dem. Kan de også huske, at jeg tillod mig at anbefale dem ved lejlighed at gøre dem en billig fornøjelse ved at lægge mærke til, hvormange latterlige personer de unge piger trak til huset,... mangen gang ganske unge fyre uden en lybsk skilling i lommen og med et ansigt så uskyldigt som en nyvasket barnerumpe. Der sidder en sådan forsulten styverfænger oppe på et tagkammer og drømmer om at blive Philip Salomons svigersøn på sit ærlige kristennavn! Har jeg ikke ret? Er det ikke en virkelig komisk syn? « Per sagde til sig selv, at havde det ikke været for Jakobes skyld, skulle den gamle kavaler ihast være kommet på hovedet ud af døren. » Og så er det så dansk... så ægte pæredansk! « Vedblev hr. Delft og så sig medynksfuldt om på stuens sprukne og tomme vægge. » I andre lænder ville sådanne dummkøpfe være en umulighed... lod sig ganske ikke tænke! I Amerika f. Eks.... De har ikke været i Amerika, hr. Sidenius? Å, derovre burde alle unge mænd tage sig et kursus i den kunst at kaste sig frem i verden.------jeg kommer til at tænke på, det kunne kanske interessere dem, hr. Sidenius, at høre om en tilfælde, jeg oplevede engang i Newyork med en ung mand, der gjorde sin karriere og snappede en millionærdatter væk for næsen af både grever og baroner, endda han var en fattig djævel, der spiste sin middag i en saloon. Man kan jo aldrig vide «, tilføjede han, idet han påny med en grimace kneb det ene øje sammen: » De kunne kanske engang selv komme i en lignende ubehagelig situation, — hvadbehager? « Mens den lille mand brød ud i sin giftigste latter, bed Per sig i overskægget; — han kunne næsten ikke længer styre sig. » Jeg husker, « vedblev hr. Delft, » det unge menneske, jeg taler om — han hed stadlmann og var en østerriger, søn af en sølle skomager, troer jeg. Han var nu også sådan et slags geni; han ville lave sødmælk og Bulter af præriegræsset, uden at det først gik gennem køer. Jeg be’er dem!... Så var det på et laboratorium, hvor han gik og eksperimenterte, at han blev bekendt med en søn af Samuel Smitt,... De har vist nok hørt det navn... en af børsmatadorerne i fifth avenue, en mand på sine firsindstyve millioner, — dollars, forstår de! Nu, denneher østerriger var en ung fyr af den slags, som fruentimmerne over hele verden er gale efter... sådan med slagterskuldre og øjne som kul... som kul, når det gløder! Og Samuel havde en datter på 20 år, og hun går, gud forlade mig, hen og forlieber sig i stymperen. Hvad mener de?... Komplet gal! Nå, Samuel havde jo sit øje på pigebarnet, og da han formærkede, det trak op til skandal’, så — vupti! — fyren ned ad trapperne i en fart. Der er ikke noget at sige til det. Hvad skulle han vel gøre andet? Om en mand som Samuel havde givet sin datter bort til en, der logerede på et tagkammer og spiste sin middag i en saloon, var han bleven til grin i hele unionen... naturligvis. Men nu kommer det, jeg egentlig ville fortælle. Vi var nemlig nogle stykker, der havde observeret detteher og fulgte sagens gang, som det hedder; og som vi nu en dag sidder i vor klub, så blev vi enige om, at der måtte kunne gøres forretning ud af den affære. Vi snakkede lidt frem og tilbage og lavede så et slags aktieselskab på den. « » Et aktieselskab... på hvad? « spurgte Per, der efterhånden havde bidt sit raseri i sig og var bleven opmærksom. » På hvad? På den unge mand naturligvis... På hans chancer, mener jeg. Vi dannede et grundfond,... først på fem, siden på ti tusind dollars, for at han kunne etablere sig som en ung levemand i New-york, leje sig en flot lejlighed på Broadway, holde tjener og ridehest og give soupers for journalisterne og blive omtalt i bladene,... kort at sige, efter forløb af to måneder var hans navn kendt over hele the street. Så kørte han en dag hen og friede hos Samuel. « » Nå — og så fik han hende? « » Pst! Ikke røgen engang! Samuel havde sin egen spekulation med pigebarnet... naturligvis. Han havde svoret på aldrig at give sin datter til nogen, der ikke bar et adeligt navn. « » Av! « » Hvorfor siger de av til det? Det er også så dansk straks at sige av, bare man skraber næsen. Hvad skulle her være at tabe vejret over? « » Nu — hvad gjorde de da? « » Vi skaffede ham naturligvis et adeligt navn. Hvad andet vel?... Det gik meget nemt. Gennem en prokurator i den unge mands hjemland satte vi os i forbindelse med en gammel enkegrevinde von raben-rabenstein, en fattig djævel, der levede af at have pensionat for unge piger. Hun fik fem hundrede dollars og fri rejse til New-york og retour... for ved sin nærværelse at kaste glans over den højtidelige åbning af et nyt, tysk børneasyl, som vi skrev til hende. Den kunne hun jo ikke stå for!... Det var en guddommelig komedie! Ved ankomsten mødte hele interessentskabet ved dampskibet med blomsterbuketter og kørte hende i en karet med fire heste til hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for journalisterne som hr. Stadlmanns kødelige tante, — det stod alt sammen at læse i bladene dagen efter. Så klemte vi hende en dag ned i en stol og viftede hende for næsen med en tusinddollarcheck, og efter en længere besvimelse underskrev hun et dokument og adopterede hr. Stadlmann og gjorde ham til sin arving. Tre måneder efter blev den unge grev von baben-rabensteins bryllup fejret med fyrstelig pragt i overværelse af hele unionens aristokrati. Jeg kan tale med derom, da jeg selv var blandt de indbudne og ved den lejlighed havde den ære at føre den unge hertuginde af gatania født Simpson til bords. « » Og aktieselskabet? « spurgte Per efter en kort tavshed. » Aktieselskabet? Det opløste sig naturligvis; vi fik jo vore penge. Det blev en forretning på sine tresindstyve procent. « Under fortsat tavshed sad Per og snoede nervøst på sit hageskæg. Hr. Delft havde med sin fortælling berørt ham på hans ømmeste sted. Hans pengeforhold var i øjeblikket aldeles fortvivlede; hans stilling ville blive ganske håbløs, dersom han ikke hurtig skaffede hjælp. Skønt han ikke var klar over hr. Delfts hensigt med at fortælle ham denne røverhistorie, tænkte han derfor på, om han ikke ville handle klogt i at holde gode miner med den gamle hyæne, der måske virkelig med lidt snildhed kunne lade sig benytte til at tjene hans planer. » Det var virkelig en ganske morsom historie! « Begyndte han forsigtig, idet han slog sagen hen i spøg. » Den ide at danne et aktieselskab på en ung mands udsigter er ikke ilde. Hør, hr. Direktør, kunne de ikke få den trafik indført herhjemme. Den ville sikkert i adskillige tilfælde kunne give smukke procenter også her. Jeg har bare en indvending at gøre. Hvorfor netop spekulere i chancer, — de hører dog i almindelighed netop til de mest uberegnelige. Hvorfor ikke lige så gerne spekulere i en anden af de mangfoldige muligheder, der kan åbne sig for en dygtig og energisk ung mand,.... F. Eks. for en ingeniør med en eller anden god ide... et vandbygningsprojekt f. Eks....? « » Jeg indrømmer dem, — på navnet kommer det mindre an, når det ellers er velklingende, « Svarede hr. Delft med et ubarmhjertigt smil. » Det interessentskab, jeg før talte om, hed således » Company til kunstig fremstilling af sødmælk og fløde «. Et fortræffeligt navn! Vi fik såmænd på det et par godtroende spækhøkere til at tegne sig som garanter. « » Bien! De mener altså virkelig, at der kunne være udsigt til at få dannet et lignende sortium her, når en mand f. Eks. fremlagde beregninger og nøjagtige overslag, der til fulde godtgjorde, at hans plan — om den gennemførtes med energi — engang ville kunne indbringe millioner. « » Jeg anser det ikke for umuligt, — aldeles ikke. « Svarets overraskende ligefremhed gjorde Per yderligere mistænksom. Skulle han ville lokke mig i en fælde? tænkte han og blev atter tavs. Han befandt sig dog i den henseende i en vildfarelse. Hr. Delft, der iøvrig endnu troede, at det var Nanny, Pers planer galdt, havde virkelig opsøgt ham for at yde ham en håndsrækning i hans kamp for at nå sit dumdristige mål. Den erfarne onkel havde sagt til sig selv, at Nanny nu, da hun var bleven nitten år, næppe ville vente længe med at kaste sig i armene på en af de mange unge labaner, der overalt omkresede hende; og ved at foretage en endelig mønstring af » den hele forsultne bande « var han kommen til den overbevisning, at Per var den eneste af dem alle, der ejede betingelser for virkelig at gøre karriere og opnå en samfundsstilling, der anstod sig et medlem af den berømmelige delftske slægt. Da nu søstersønnen, Ivan, en dag var kommen til ham og havde anmodet ham om at være ham behjælpelig med at tilbyde den forgudede ven penge til dennes påtænkte store udenlandsrejse på en sådan måde, at han ikke fik at vide, fra hvem de kom, havde han derfor villig påtaget sig kommissionen, — også fordi han ikke havde noget imod at optræde som velgører, når det ikke kostede ham noget. Desuden ville han herved kunne stille svogerhusets tilkommende svigersøn i et taknemmelighedsforhold til ham og derved tilsikre sig herredømmet over den unge galgenfugl også i fremtiden, — til betryggelse for det delftske familienavns ære og de salomonske millioner. Per sad længe tvivlrådig; han vidste ikke, hvor langt han turde vove sig frem. Men da hr. Delft nu tog til sin hat som for at gå, blev han urolig. Han sagde til sig selv, at da han dog ville være nødt til at gribe til en eller anden fortvivlet udvej for at skaffe sig penge, kunne han lige så godt løbe den risiko at falde i hr. Delfts fælde, især da han dog altid havde den udvej bagefter at slå det hele hen i spøg. Pludselig brød han da med alle betænkeligheder og sagde: » Hr. Direktør — skal vi ikke lade al forstillelse fare! Der er dog ingen mening i at sidde her og spille komedie for hinanden. Jeg kan forstå på dem, at de kender min tilbøjelighed for deres niece; og jeg gør dem gerne den indrømmelse, at det er noget ubesindigt af mig i min nuværende stilling at nære forhåbninger med hensyn til en dame med så mange udmærkede fortrin. « » Deri har de sikkert ret. « » Nu vel. De har nu selv bragt sagen på bane, og de har derved givet mig nogen berettigelse til åbent at gøre dem følgende spørgsmål: vil de, hr. Direktør, sætte dem i bevægelse for at få dannet et sådant interessentskab som det, vi før talte om? « » Jeg? « udbrød den lille mand og rejste sig i hyklet bestyrtelse halvt op af stolen. » Ja, netop de! « vedblev Per i en slags desPeration. » Jeg tilstår, jeg er for tiden i en stærk forlegenhed. Jeg må have penge... Jeg skal have penge, om jeg så skal stjæle dem! « Mens hr. Delft påtog sig en dybt fornærmet mine, smilte han indvendig. Pers sidste udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj grad i hans gode tro til det unge menneskes evne og vilje til en gang i tiden at gøre det delftske familienavn ære. » De må ganske have misforstået mig, « sagde han fornemt afvisende. » Jeg gør ikke mere forretninger,... i hvert fald ikke i det små... og allermindst om mine niecer. Hvor falder de på den forrykte tanke, mand!... En anden ting er det, at jeg — muligvis — ikke vil nægte dem min understøttelse indenfor rimelige grænser. Jeg antager, at min anbefaling vil være tilstrækkelig til at åbne dem en endog ret vidtstrakt kredit hos — — nå, hos folk, hvem det er en glæde at understøtte ungdommen. Men kun på en betingelse vil jeg hjælpe dem: at det er noget, der bliver mellem os. Jeg vil ikke have snakket om det. Hvad jeg af den slags gør, skal ikke sådan — puh! — blæses ud for alle vinde. Det kan jeg ikke lide!... Sig mig, kender de David griesmann, overretssagføreren; han boer i Klosterstræde? Nå! Til ham skal jeg med et par ord anbefale dem, og de vil da sikkert hos ham kunne hæve, hvad de foreløbig behøver, som et rentefrit lån mod sikkerhed i... nu ja, i det forventede udbytte af deres eminente kanalprojekt, naturligvis! Læg vel mærke til det ord: rentefrit! Det er altså ingen forretning for nogen, og jeg vil — som sagt — holdes ganske udenfor det hele. Dersom nogen spørger mig, om det er mig, der forstrækker dem, så siger jeg rentud nej. At de forstår mig! « Per svarede ikke. Han havde ingensomhelst tillid til pålideligheden af dette alt for overraskende og uegennyttige tilbud; og desuden umuliggjorde hr. Delfts tone og overlegne beskyttermine al yderligere forhandling. Da » Direktøren « nu atter tog til sin hat for at gå, søgte han derfor ikke længer at holde ham tilbage. Derimod anstrengte han sig for at lægge sit ansigt i muntre folder, og ved afskeden sagde han med en tvungen latter: » Ja, jeg behøver vel ikke at forklare mig, hr. Delft? De forstod vel nok, at mine ord før kun var ment i spøg. De smittede mig virkelig med deres amerikanske historier! Jeg opfatter derfor også deres sidste bemærkninger som — « » Gudbevares, hr. Ingeniør! « afbrød hr. Delft ham med et dybt buk efter et øjeblik at have set uforstående op på ham. » De har alt for ringe tillid til min opfattelsesevne; den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige dem. Imidlertid... Skulle de ved lejlighed føle lyst til at fortsætte spøgen, så ved de nu, hvor hr. Griesmann boer. Han har kontortid mellem ti og fire, og jeg kan forsikre dem, han har megen komisk Sans... megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig! « Han havde allerede fattet om dørklinken, da han atter vendte sig om mod Per, der var bleven stående ved bordet. » Det er sandt! Endnu et ord, hr. Sidenius! Jeg husker, de har engang til min søstersøn Ivan omtalt en enkebaronesse bernt-adlersborg eller sådan noget. Undskyld mig mit spørgsmål... kender de noget nøjere til denne dame? « » Nej, egentlig ikke. Hun har engang gjort mig et besøg, det er det hele. Jeg kendte en smule til hendes afdøde Broder. Men — tillad mig — hvorfor...? « » Det er en ældre dame, ikke sandt? Og vistnok sådan lidt... lidt forstyrret i hovedet, har jeg hørt. « » Det er muligt. Men må jeg spørge... « » Og de har haft et brev fra hende forleden,... et venligt brev fra udlandet. Hun havde bedt dem om at komme og besøge hende i hendes hjem i sommer, og hun beklager nu, at hun gennemgår en kur og først vender tilbage til vinter... Ivan har fortalt mig det alt sammen. « » For Pokker! « udbrød Per, der endelig tabte tålmodigheden. » Hvorfor gør de mig alle de spørgsmål? « Men uden at lade sig forskrække gik det lille mandfolk ham tæt ind på livet, løftede sig på tåspidserne og så ham ind i øjnene. » Jo — jeg skal sige dem, « sagde han: » der kunne muligvis også her i landet tænkes folk, der kun ville gifte deres døtre bort til mænd med et adeligt navn. — adjø! « Ganske fortumlet blev Per stående og så mod døren, som hr. Delft med stort rabalder slog i efter sig. Salomons var allerede i midten af maj flyttet ud til deres sommerbolig » Skovbakken «, en højtliggende villa umiddelbart ved kysten, en lille times rejse fra København. Allermindst en gang om ugen tog Per derud om eftermiddagen og lod sig da undertiden overtale af Ivan til at blive der natten over, så de kunne følges til byen den næste morgen. At ikke alle i familjen var lige glade ved hans besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin ryg end sit ansigt, efter at det var gået op for hende, at hun var forsmået, bekvmrede ham ikke. Fra det øjeblik, han var kommen til den overbevisning, at det var søsteren, han elskede, og havde gjort sig det klart, at han ikke forringede sine fremtidsudsigter ved i dette tilfælde at følge sin tilbøjelighed, havde hans blik og tanke udelukkende kreset omkring Jakobe. Det undrede ham ikke engang længer, at han var kommen til at elske hende, endskønt hun med sin store næse, sin bleghed og sit trætte, lidende udtryk var så grundforskellig fra, hvad han hidtil havde anset for idealet af kvindeskønhed. Det ord » dronningeagtig «, som han hin aften havde hørt anvendt på hende, havde også i den henseende gjort underværker. Han kunne sidde stille i en krog og fortabe sig i beundring over hendes holdning eller hendes bevægelsers eksotiske ynde. Han følte en forfængelig glæde ved synet af hendes hånds og fods lidenhed, af hendes sikre og dog næsten lydløse gang eller af den rovdyrsagtige ladhed, hvormed hun pludselig kunne lægge sig i en lænestol eller et sofahjørne. Om det så var hendes nervøse måde at pudse næsen på, henrykte den ham ved sin fornemhed, medens Nanny mere og mere både ved sit ydre og sit væsen på en ubehagelig måde mindede ham om Fru Engelhardt. nu var der uheldigvis ikke foregået en tilsvarende stigning i Jakobes følelser for Per. Tværtimod. Alt det ubehag og den uhygge, som hans skulderbrede skikkelse med de lyse, kolde bastard-øjne straks ved deres første møde havde indgydt hende, men som efterhånden var bleven noget formindsket under samværet i København, hvor de ham uvante omgivelser i det rige hjem uvilkårlig havde lagt en dæmper på hans friskfyrvæsen, var herude på landet vokset op i forøget styrke. Herude i det fri var han atter bleven helt sig selv, lutter drengeagtig selvsikkerhed, lutter kraftnatur. På spadsereturene ude i skoven sprang han over alle vej bommene og opfordrede de andre herrer til at gøre ham det efter;... Var de ude at ro, tog han straks begge årerne for at gøre sig til af sine armkræfter. Dertil gik han nu i sommertiden med en egen slags dybt udringet sportslinned, der blottede ikke alene hans røde, muskelsvære Hals men tillige det øverste af brystet og gav ham en vis, utækkelig lighed med den slags unge mennesker, der lever af glædespigernes kærlighed. Engang ved en af familjens sædvanlige små søndagsmiddage, da han sammen med et par andre herrer var gået i vandet før bordet, havde han sat hele huset i skræk ved at svømme så langt bort fra badehuset, at ingen kunne øjne ham. Der var bleven gjort anskrig, en fiskerbåd blev sat ud; og bagefter havde han været ganske stolt af sin bedrift og drevet spot med den bestyrtelse, han havde vakt. Dette fik endda være, hvad det var. Langt værre var det i Jakobes øjne, at han i den senere tid — opfyldt som han i stigende grad var bleven af sin deltagelse i den store åndelige bevægelse, der rundtom betegnedes som selve århundredets frigørelseskamp — havde fået en tilbøjelighed til at optræde som foredragsholder og forkynder. Efter at have læst en halv snes bøger af dr. Nathan og ligesindede forfattere følte han sin viden grundfæstet og greb enhver lejlighed til at udbrede sig, næsten at præke om menneskehedens kommende stortid og » den ny renaissance «, — på en måde, der ofte vakte smil og forlegenhed hos dem, der hørte på ham. Engang efter et større middagsselskab, hvor han endog i en skåltale havde berørt sit eget kanalprojekt, sagde Jakobe i en ærgerlig tone til sin Broder Ivan, sekonderet af Nannys hoverende latter: » Kan du dog ikke få hr. Sidenius til at tie stille, — han prostituerer sig jo for alle mennesker! « Når Jakobe overhovedet fandt sig i hans nærværelse og endog ved enkelte lejligheder havde taget ham i forsvar overfor andres skånselsløse kritik, var det, fordi der — trods alt — stadig var noget ved ham, der tiltvang sig om ikke hendes sympati, så dog hendes overbærenhed. Ikke at det på nogen måde interesserede hende at tale med ham, eller at hun havde mindste tro på den store fremtid, som Ivan så begejstret spåede ham. Hvad der halvvejs besejrede hende og endnu vedligeholdt en slags forhold mellem dem, var stadig dette ene: hans uforsonlige had til kirken og det kristne samfund. Hun havde fra første færd ikke tillagt hans uforbeholdne udtalelser i denne retning synderlig betydning; dertil havde hun for ofte set broderens venner — og navnlig de af dem, der havde raset allerdrabeligst mod det himmelske tyranni — pludselig omskifte jakobinerhuen med en landsby degns kalot. Men så hændte det engang på en af de store spadsereture, at hun var bleven siddende på en bænk inde i skoven, fordi hun var træt og ikke kunne vinde med længer. Han var da kommen tilbage til hende og havde sat sig ved siden af hende på bænken og ganske uopfordret givet sig til at fortælle om sin barndom og om sit forholdtil forældrene og hjemmet. Han havde — sagde han — længe følt trang til at lukke noget af sit inderste op for hende; og hun havde under hans iøvrig så rolige, undertiden spøgefulde fortælling modtaget indtrykket af en dybt rodfæstet lidenskab. Skønt hun i forvejen gennem Ivan havde hørt noget om de forhold, han berørte, måtte hun et par gange i forbavselse se op på ham og forvisse sig om, at det virkelig var det samme menneske, der kort forinden i barnlig kådhed havde fanget sommerfugle i sin hat. Så ærligt og uudslukkeligt hendes eget had til kristendommen var, blev hun næsten skræmmet af den dystre hævngerrighed, han åbenbarede med sine ord. I sin mosaiske ærefrygt for hjemmet og slægten stødtes hun desuden tilbage af hans oprør mod forældrene og såredes navnlig af den fuldkomne ufølsomhed, hvormed han omtalte faderens langvarige sygdom og nærforestående endeligt. Hun var til sidst ikke fri for at blive lidt uhyggelig til mode ved at sidde ene med ham midt i den store, mørke skov. Hun mindedes pludselig den ville røver-præst af hans slægt, som Eybert engang havde fortalt om, og følte det som en befrielse, da der hørtes stemmer inde fra tykningen og de andre kom tilbage. Hun havde siden den dag haft en dyb medfølelse for Per men samtidig en forøget rædsel for ham. Da det nu tilmed begyndte at gå op for hende, at det var hende selv og ikke Nanny, hans efterstræbelser galdt, vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op med ham. Hun sørgede for aldrig mere at blive ene med ham; og hun ønskede inderligt — også for hans egen skyld — at det snart måtte blive til alvor med hans så længe påtænkte udenlandsrejse. * * * den salomonske familje sad ude på den brede, grusbelagte terrasse foran villaen og nød aftenkøligheden efter en julidags lummerhede. Man havde nylig rejst sig fra middagsbordet og sad endnu ved kaffen. Det var midt i blomstertiden, og ved hvert vindpust strøg en fin vellugt — en sød rosenånde — hen over terrassen oppe fra de tætte ranker, der dækkede villaens hvide mure. På de øverste trin af den monumentale marmortrappe, der førte ned til vandet, krøb og sad familjens mindre børn i hvide dragter og store solhatte. Der var ikke andre fremmede den dag end husvennen, hr. Eybert, som nylig var kommen hjem efter sin årlige baderejse med en ny, umærkelig lille isse-plade fra gossec i Paris. Den fyrretyveårige mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad der, brunet af sydfrankrigs sol, med det lyse hår skilt i nakken, moustachen vifteformigt opadstrøget, hageskægget spidst tilklippet. Da det var hans første besøg efter tilbagekomsten, var han desuden usædvanlig livlig, fortalte om sine små alpeudflugter og om fælles bekendte, han havde truffet undervejs. Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra bordet for at gennemløbe aftenaviserne, henkastede nu og da en bemærkning til ham eller meddelte Ivan en børsnyhed. Uden vanskelighed fulgte denne mand tre forskellige samtaler samtidig med, at han med opmærksomhed studerede en kursliste, og endda bevarede han åndsnærværelse nok til at multiplicere femsifrede tal i hovedet og opskrive facit på et sikkert sted i sin hukommelses mægtige kopibog. Nanny var ikke tilstede. Hun var straks efter bordet taget bort for efter indbydelse afdyhring — journalisten — at overvære en sommerkoncert på anstalten sammen med en veninde. Ved tiden indfandt Per sig i slet lune. Tvungen af nøden havde han samme formiddag endelig opsøgt den overretssagfører griesmann, som hr. Delft med så mystiske ord havde henvist ham til, og virkelig hos denne mand fået udbetalt en større sum blot ved at nævne sit navn og udstede en kvittering. Men skønt han herved for lange tider var bleven befriet for den eneste sorg, han endnu kendte og anerkendte, pengesorgen, var han gået utilfreds og urolig hjem. Med sin jyske naturs forsigtighed havde han overvejet længe, før han havde kunnet få sig selv til at indlade sig med onkel Heinrichs navnløse konsortium; og den lethed, hvormed nu sagen straks var bleven ordnet, og selve summens for ham svimlende størrelse havde yderligere vakt hans mistænksomhed. Med en fornemmelse af på uværdig måde at have solgt sig havde han lukket seddelbunkerne inde i sin bordskuffe uden engang at ville eftertælle dem. Synet af den hjemvendte medbejler, som sad der forynget ved Jakobes side, forbedrede ikke hans sindsstemning, især da forholdet mellem de to herrer i forvejen ikke var det bedste. I den sum af meget blandede følelser, der udgjorde Pers kærlighed til Jakobe, var forfængeligheden hurtig bleven den fremherskende;... Og selv for et umistænksomt øje var det ikke svært at se, at den unge dame var en hel del optaget af Eyberts tilbagekomst. Mens Per gik rundt og gav alle de andre hånden, hilste han blot på rivalen med et buk, hvis skødesløshed han imidlertid havde det uheld således at overdrive, at virkningen blev en ganske anden end den tilsigtede. » Jeg tror, jeg er kommen for skade at gøre mig den unge mand til fjende, « hviskedee Eybert smilende til Jakobe, der — opbragt over Pers opførsel — undlod at svare. Uheldigvis opfangede Per hans ord. Trods gentagne opfordringer til ham om at tage plads blev han stående med den ene hånd på ryggen af en stol, som Ivan havde skudt frem til ham, den anden knyttet i siden og stirrede i denne stilling ufravendt over på Eybert med et blik, der lyste af udfordrende foragt. Der blev efterhånden nogen uro mellem de andre. Det så ud, som ventede han blot på endnu et ord fra Eybert for at slynge ham en fornærmelse i ansigtet. For ikke ved sin nærværelse at give anledning til skandale rejste Jakobe sig til sidst og gik ind i villaen. Hendes sind var i det heftigste oprør. Hun var formelig kommen til at ryste. Hun ville ikke længer finde sig i dette gale menneske, som hun havde vist alt for stor overbærenhed. Du gode gud! Hun risikerede, at han en dag gik hen og kompromiterede hende for hele byen!... Den dumme dreng!... Hvad måtte Eybert tænke? Da hun en times tid senere igen viste sig i haven, varder tomt på terrassen. Kun moderen sad endnu i sin kurve-flugtstol og hæklede ved det svindende dagskær. » Er Eybert gået? « spurgte hun. » Ja «, svarede moderen med et lidt utilfreds blik op på hende. » Jeg skal hilse dig fra ham. Han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok igen ikke rigtig flink. « » Så—å, « sagde Jakobe og blev langsomt rød. » Det talte han ikke om før. « » Nå, jeg tror heller ikke, det har noget videre at betyde; men han ville dog ikke være for længe borte fra barnet. Han har jo ingen stor tillid til sin husholderske, ved du. Han er virkelig i så henseende rigtig ilde stillet, stakkels mand! « Hun sagde de sidste ord med en betoning, som var Jakobe velbekendt, og hvis hensigt hun godt forstod. Det var ikke nogen hemmelighed for hende, at forældrene grumme gerne

1898_Pontoppidan_LykkePerHansUngdom

Henrik

Lykke Per Hans Ungdom

Pontoppidan

Pontoppidan

Lykke Per Hans Ungdom

male

1898_Pontoppidan_LykkePerHansUngdom.pdf

Henrik

Pontoppidan

dk

Lykke-Per Hans Ungdom

[Hans Ungdom]

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

På Rex er Lykke-Per kun i samlede bind eller som nye udgaver. OBS: "Hans Ungdom" er egentlig en undertitel, men bliver nødt til at være en del af titlen i file-name, for at vi ikke har flere filer, der hedder det samme

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

I en af de østjyske småkøbstæder levede der for omtrent en menneskealder siden en præst ved navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng mand, grånet under et allerede langt livs ublide kår og mangehånde prøvelser. I sin ydre fremtræden som i sin hele levevis skilte han sig skarpt ud fra byens øvrige befolkning; og af denne betragtedes han da også i mange år som en besværlig fremmed, hvis ejendommeligheder man vekselvis trak på skuldren af og forargedes over. Når han om eftermiddagen — høj og alvorlig — vandrede ned gennem byens krogede gader i sin langskødede, grå vadmelsfrakke, med store, mørkeblå briller for øjnene, den ene hånd hvilende bag på den stive ryg, den anden knyttet om håndtaget på en stor bomuldsparaply, som han ved hvert skridt stødte hårdt mod stenbroen, vendte folk sig uvilkårligt om efter ham, når de havde hilst; og de, der sad inde bag vinduerne og fulgte de forbispaserende i gadespejlet, smilte over til hinanden, når hans knokkelmagre skikkelse sammen med lyden af hans skridt var bleven borte i gydens krumning. Byens stormænd, de gamle bondekøbmænd og studeopdrættere, hilste ham slet ikke, end ikke når han var i ornat. Skønt de selv viste sig på gaden i træsko og hvide lærredsfrakker og med merskumspiben ligesom fastgroet til den ene mundvig, betragtede de det som en skam og skændsel for deres by, at den havde fået en sådan stodderpræst, der gik klædt som en landsbydegn og vitterlig også havde ondt ved at skaffe føden til sig selv og sin redefuld af rollinger. Man havde været vant til en ganske anden slags gejstlighed her, til mænd i fine, sorte klæder og hvide kammerdugs halsbind, til mænd, der alene ved deres udseende kastede ærværdig glans over byen og dens kirke, mænd, der senere var bleven stiftsprovster og bisper, og som alligevel aldrig faldt på at hovmode sig af deres hellighed men både viste interesse for byens anliggender og med liv og lyst tog del i borgernes selskabelige fornøjelser. Den gang havde præstegården været et åbent gæstfrihedens hjem, hvor man altid, når man havde afgjort sine forretninger inde hos præsten, af denne blev ført ind i dagligstuen til fruen og de unge frøkner for dér ved en kop kaffe eller et lille glas vin og en hjemmebagt kage at få en hyggelig passiar om dagens og byens nyt. Nu betrådte man ikke præstegården uden tvingende grunde, og aldrig kom man længere end til pastor sidenius’ halvmørke studereværelse. Her modtog han endda i reglen folk stående, uden at byde dem at sidde ned, affærdigede dem kort, tilsyneladende udeltagende og netop allermindst indladende overfor dem, der mente sig berettigede til at vente særlig hensyntagen. Endog byens øvrige embedsfamilier havde ophørt at aflægge visiter i præstegården, efter at det et par gange var hændet dem, at pastor Sidenius — i stedet for at byde forfriskninger — formelig havde givet sig til at overhøre dem i deres kristendomskundskab, som var de konfirmander, der stod på kirkegulvet. En ganske særlig forbitrelse vakte han regelmæssigt ved de store borger-begravelser, til hvilke befolkningen mødte i festligt optog, med hornmusik og floromvundne laugsfaner, embedsmændene i guldbroderede uniformer og med hanefjer i hattene, alle efter deres egen mening særlig vel stemte til andagt og opbyggelse efter indtagelsen af den lette portvins-frokost i sørgehjemmet. I stedet for en stor tale med den sædvanemæssige lovprisning af den afdøde indskrænkede pastor Sidenius sig ufravigeligt til fremsigelsen af en bøn, sådan som det ellers kun brugtes overfor udøbte børn og fattiglig. Ikke et ord om den hensovedes hæderlige karakter, hans stræbsomme Vandel, hans fortjenester af byens opkomst, hans opofrende interesse for brolægningsvæsenet eller det kommunale vandværk. Det var mangen gang næppe nok, at den afdøde blev nævnet ved graven, og i hvert fald kun som » denne usle støvhob « eller » denne føde for ormene «,— og jo større og mere anset den forsamling var, hvortil han talte, jo flere faner der smeldede i blæsten omkring graven, des kortere blev bønnen, des uslere og foragteligere de levninger, hvorom man var samlet, så at følget regelmæssigt skiltes under en ophidselse, der mere end én gang på lydelig måde havde givet sig luft på selve kirkegården. De eneste af byens folk, der havde deres gang i præstegården, var et par små, forvoksede damer fra byens jomfrukloster, en bleg skræddersvend og enkelte andre, såkaldte » vakte « af de ubemidledes klasse, som i pastor sidenius’ hjem havde fundet en længe savnet tilflugt i den verdsligsindede by. Om nogen egentlig omgang var der dog alene af den grund ikke tale, at Fru Sidenius var meget svag og så godt som altid sengeliggende. Desuden var pastor Sidenius aldeles ikke anlagt for sædvanlig selskabelighed. Selv sine tilhængere holdt han i en vis afstand fra sig, hvad der dog langtfra formindskede den ærefrygtsfulde hengivenhed, hvormed disse folk omfattede ikke alene ham selv, men hans hustru, hans børn og hele hus. Så hyppigt, som de turde det, søgte de til ham for at rådføre sig med ham om et eller andet troesanliggende, en opstået tvivl, et dunkelt skriftsted, eller blot for at bede om tilladelse til at bivåne familiens daglige husandagt. Men navnlig mødte de regelmæssigt hver eneste søndag i kirken, hvor de forsamlede sig på en bestemt plads umiddelbart under prækestolen og bestandig vakte forargelse blandt de øvrige kirkegængere ved at synge selv de allerlængste salmer uden en eneste gang at se i salmebogen. Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel præstesiægt, der kunne føre sine Ahner næsten helt tilbage til reformationen. I hen ved tre århundreder var kaldet til gejstlig virksomhed gået som en hellig arv fra fædre til sønner — ja til døtrene med, for så vidt som disse i mangfoldige tilfælde havde giftet sig med fædrenes kapellaner eller brødrenes studiekammerater. Herfra stammede den bevidste myndighed, for hvilken de sideniussers forkyndelse fra gammel tid var bekendt. Der fandtes landet over næppe ret mange sogne, hvor ikke en af slægten en gang i århundredernes løb havde bøjet sindene til ydmyg lydighed mod kristendommens bud. Naturligvis, — disse mange kirkens tjenere havde ikke alle været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdsligsindede herrer imellem dem, folk, hos hvem en kraftig, gennem slægtled tilbagetrængt levelyst havde skaffet sig ret ubeherskede udbrud. Således levede der i det forrige århundrede en vendsysselpræst, » gale Sidenius «, som han kaldtes, hvem datidens præstekrønike rent ud nævner som en berygtet slags- og svirebroder, der sad på kroerne og drak brændevin med bønderne, og hvis ustyrlighed til sidst gik så vidt, at han en påskedag midt under gudstjenesten i drukkenskab slog degnen i kirkegulvet, så der sprøjtede blod op på alterdugen. Dog, langt den overvejende del af slægten havde været fromme kirkens stridsmænd, adskillige af dem tillige belæste, ja lærde mænd, teologiske granskere, fuldt så meget forstands- som følelsesmennesker, der i deres landlige afsondrethed havde søgt erstatning for åndeligt samkvem i et stille, indadvendt tankeliv, en stedse inderligere fordybelse i deres egen, indre verden, i hvilken de da altid til sidst fandt tilværelsens sande værdier, dens rigeste lykke, dens egentlige mål. Det var denne i slægten nedarvede ringeagt for alle timelige tings værd, der havde været også Johannes sidenius’ mægtige værge i livets kamp og bevaret hans ryg rank trods armods tryk og mangeartet modgang. Men han havde i så henseende også haft en god støtte i sin hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste samliv, skønt de egentlig ikke lignede hinanden. Også hun var et dybt religiøst gemyt, men en tungsindig, lidenskabelig natur, 4lj1 > i bt. « Hvem livet indgød uro og mørk ængstelse. Oprindeligt ubefæstet i troen, som hun havde været det fra sit hjem, var hun bleven en ivrer, hos hvem den årelange kamp for udkommet i forbindelse med mandens religiøse påvirkning havde affødt sygeligt overdrevne forestillinger om jordelivets trængsler og kristenmenneskers ansvar. Og hendes lange, håbløse sygeleje, de mange, trange år, hun siden sin sidste nedkomst havde ligget inde bag den mørke sygestues nedrullede Gardiner, havde ikke gjort hendes syn friere eller hendes sind mere lyst. Skønt hendes mand ofte alvorligt bebrejdede hende hendes mismod og kaldte det syndig mangel på tillid til guds nådes kraft, fandt hun aldrig helt ro for bekymringsfulde tanker angående børnene og deres fremtid, og hun blev ikke træt af strengt at foreholde dem den yderste nøjsomhed i alt som en pligt mod gud og mennesker. Hun kunne oprøres som over en forbrydelse, når hun hørte om de velstående borgeres levevis, om deres gæstebud med mange retter mad og to-tre slags vin, om fruernes silkekjoler og de unge pigers guldsmykker, — ja hun kunne end ikke rigtig tilgive sin mand, når det en gang imellem hændte, at han kom hjem fra sin spaseretur med en eller anden beskeden gave, som han med et eget, tavst galanteri henlagde foran hende på dynen, et par smukke roser i et kræmmerhus, lidt fin frugt eller en lille krukke ingefærsyltetøj for hendes nattehoste. På en måde blev hun jo nok både glad og rørt over hans opmærksomhed; men hun kunne dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede hans store hånd: » Du skulle nu dog hellere have ladet være, du gode. « I dette hjem opvoksede et kuld kønne, lidt kirtelblege børn, elleve i tal, fem lysblåøjede drenge og seks lysblåøjede piger, der alle var lette at kende mellem byens øvrige ungdom, blandt andet på grund af nogle mærkelige, krusede halskraver, der gav drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne piger et lidt karleagtigt udseende. Drengene bar desuden deres lyse hår langt og lokket, så det hang dem næsten ned på skuldrene, medens pigebørnenes lå fromt glattet ned over hovedbunden og kun ved hver tinding havde en lille, hård fletning, der var lagt i en bue foran ørene. Forholdet mellem forældre og børn som overhovedet tonen i hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja fattige måltider sad faderen for den øvre ende af det lange, smalle bord med sine fem sønner ordnede efter alder langs den ene side, de fem af døtrene langs den anden, mens den ældste datter, den huslige, gammelforstandige Signe, faderens øjesten, i moderens forfald indtog pladsen for den nederste bordende. Og aldrig faldt det nogen af børnene ind at tale uden at være adspurgt. Under den samme højtidelige tavshed, som bordbønnen havde indledet, kunne måltidet undertiden fortsættes lige til takkeordenes fremsigelse. Dog kunne pastor Sidenius også ofte være meddelsom overfor sine børn, udspørge dem om deres skolegang, deres kammerater, deres lektielæsning, og kom derved ikke sjælden ind på selv at fortælle. På belærende måde underholdt han dem da med skildringer af forhold og begivenheder fra sin egen ungdom, fortalte om datidens skolegang, om livet i hans faders og farfaders lerklinede præstegårde o. s. v. Undertiden, når han var i særlig godt lune, kunne han endog more dem med spøgefulde anekdoter fra sine studenterdage i København, fra regenslivet og studenternes kåde løjer med natvægtere og politi. Men havde han på denne måde fået børnene til at le, forsømte han aldrig til sidst at give sin fortælling advarslens form og formanende at vende deres sind og tanker tilbage mod livets alvor og pligtens bud. Denne store børneflok og navnlig den fremgang, den fik — først i skolen, siden ude i livet — var efterhånden bleven pastor sidenius’ stolthed og samtidigt — indadtil — et med ydmyg taknemlighed modtaget vidnesbyrd om, at Herrens velsignelse hvilede over hans hus. Det var nu også en opvakt, lærelysten, frem for alt strengt pligttro ungdom, ægte sideniusser, der én efter én voksede op i faderens billede, ja slægtede ham på endog i alle ydre småtræk — lige til den selvbevidste holdning og taktfaste, soldatermæssige gang. Der var kun ét af børnene, af hvem forældrene havde sorg. Det var et af de mellemste, en dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i skolen og blandt sine kammerater, så der stadig indløb klager over ham fra disses forældre; men der sporedes allerede i en tidlig alder hos ham en overlagt opsætsighed mod hjemmets skik og orden. Han var ikke bleven ti år gammel, før han rent ud nægtede sine forældre lydighed; og jo ældre drengen blev, des stærkere voksede der frem i ham en stejl, overmodig trods, som hverken tugt eller tvang eller Herrens formaning formåede at kue. Pastor Sidenius sad ofte rådløs ved sin hustrus seng og talte om denne søn, der hos dem begge vakte en skræmmende erindring om hin vanslægtede vendsyssel-præst, hvis navn stod som prentet med blod på slægtens stamtavle; — det var for dem, som om dennes ustyrlige sind efter næsten et århundredes forløb gik igen i deres barn. Og uvilkårligt påvirkede af forældrenes holdning, så’ efterhånden også hans søskende på ham med fremmede øjne og undveg ham sky både under arbejdet og i deres leg. Nu var drengen også kommen til verden i en uheldig time, nemlig på det tidspunkt i pastor sidenius’ liv, da han med sit grånende hår troede sig sikret mod yderligere forøgelse af sin den gang allerede ret talrige familie, og på den anden side før han endnu var nået til den fromme hengivelse i guds vilje, hvormed han senere havde taget imod også den sidste halvdel af sin børneflok. Uden at han selv vidste end mindre ville det, var noget af den uvilje, hvormed pastor Sidenius havde ventet dette barn, vedbleven at følge drengen under opvæksten. Dertil kom, at han netop på det samme tidspunkt var bleven forflyttet fra et fattigt og ensomt hedesogn herind til købstaden med dens langt mere omfattende embedsvirksomhed; og Peter Andreas var herved tilfældigvis bleven den første af alle børnene, hvis tidligste opdragelse han havde måttet overdrage til moderen. Men denne havde i de år, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end nok at gøre med at tage vare på de endnu mindre. Og da hun til sidst, lammet af sin sygdom, søgte at samle alle de små omkring sin seng, var han allerede bleven for stor til, at hun herfra kunne holde øje med ham og hans færd. Således gik det.til, at Peter Andreas så at sige fra sin fødsel blev forældreløs i sit eget hjem. I sine første leveår havde han sit tilhold i pigekammeret og ovre i udhuset hos en gammel brændehugger, hvis nøgterne betragtninger over alle forefaldende begivenheder tidligt påvirkede drengens virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet hjem i nabogårdene og i nogle tilstødende, store tømmerpladser, mellem hvis gårdskarle og krambodssvende han ligeledes tilegnede sig et ganske verdsligt syn på livet og dets goder. Samtidigt udviklede dette friluftsliv hans krop og lagde en kraftig teglstensrødme på hans tykke kinder. Blandt gadens og tømmergårdenes ungdom blev han snart frygtet for sine kræfter, og han opkastede sig til sidst til en slags fører for en lille skare af dem. Uden at nogen i hjemmet anede det, voksede han op som en lille vild. Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i niårs-alderen var kommen ind i byens latinskole, at drengens farlige tilbøjeligheder blev rigtig åbenbaret; og forældre og lærere fik nu travlt med at råde bod på, hvad der var forsømt. Men da var det forsilde. inde i pastor sidenius’ studereværelse stod en dag i efterhøsten en af byens borgere for at bestille barnedåb til den påfølgende søndag. Med så få omsvøb som muligt havde han udrettet sit ærinde og stod allerede med hånden på dørlåsen for at gå, da han efter et øjebliks betænkning atter vendte sig om imod stuen, satte hånden med hatten i siden og sagde, temmelig udfordrende: » Jeg kunne for resten med det samme anmode hr. Pastoren om at være så venlig at entholde deres søn fra min frugthave. Han og nogle andre drenger har meget ondt ved at lade mine kaviller være i fred i denne tid. Og det bryder jeg mig, rent ud sagt, ikke stort om. « Pastor Sidenius, der havde siddet dybt bøjet over skrivebordet med sine store, mørkeblå briller skubbet op på panden, i færd med at indføre faddernes navne i kirkebogen, rejste sig ved disse ord langsomt op, lagde derpå med en usikker bevægelse pennen fra sig og trådte et halvt skridt frem. » Hvad er det, de siger... Skulle min søn...? « » Ja — akkurat sgu, « vedblev den anden dristig, højst fornøjet over en gang at kunne triumfere overfor den selvbevidste præst. » Hr. Pastorens søn — Peter Andreas eller sådan noget skal han nok hedde — han er nu tilogmed som en slags hovedmand for disse herre små gavtyve, der kryber over folks plankeværker i denne tid. Og ret skal vel være ret... også for præstens børn, tænker jeg. « Pastor sidenius’ ansigt havde skiftet farve. Med en dirrende hånd støttede han sig på skrivebordets kant, mens han blev ved at stirre på den fremmede mand, som ville han endnu ikke tro på, at denne talte sandt. » Min søn! « gentog han derpå, kun halvhøjt.... På samme tid sad den lille synder henne på skolen og skjulte sin dårlige samvittighed for læreren og kammeraterne bag en stor stabel bøger. Han var ikke uden anelse om, hvad der i dette øjeblik foregik hjemme i faderens stue. Han havde nemlig på vejen til skolen mødt den vrede borgermand, og denne havde da råbt til ham over gaden: » Glæd dig nu, min dreng! Nu går jeg ind og snakker lidt med din far. « Rigtignok plejede Peter Andreas ikke at tage sig faderens vrede synderligt nær. Men han havde denne gang undtagelsesvis selv en fornemmelse af at have begået noget uværdigt, og nu, da brøden var kommen for dagen, skammede han sig oprigtigt over sin meddelagtighed i den. På hjemvejen fra skolen undgik han kammeraternes følgeskab ved at søge om ad baggaderne. Med røde øren gik han ind gennem præstegårdens port og forbi det forstuevindue, bag hvilket faderen plejede at passe ham op og kalde ham ind, når han havde forbrudt sig. Men da vinduet forblev lukket, og da han heller ikke hverken på gårdspladsen eller i den tilstødende have fik øje på noget foruroligende, begyndte han allerede at trække vejret lettere. » Manden har naturligvis bare villet true, « tænkte han og drev som sædvanlig ind i køkkenet for at høre til middagsmaden, — ja, grebet af en pludselig trang til at vise sig erkendtlig mod forsynet, gik han derfra ind i sovekammeret for at sige goddag til moderen. Men her standsedes han straks i døren af et mørkt blik henne fra sengen. Med hård og ligesom fremmed stemme sagde moderen: » Gå ind på dit Kammer... Jeg vil ikke se dig. « Drengen blev desuagtet stående lidt; han kunne se på moderen, at hun havde grædt. » Hører du ikke? Bliv på dit Kammer, indtil der kaldes på dig. « — så listede han modfalden bort. Da husets gamle, énøjede tjenestepige noget efter kaldte ham ind til middagsmåltidet, sad hans søskende allerede på deres pladser omkring det lange, smalle bord. Idet han viste sig, forstummede øjeblikkelig deres samtale; alle sad de tavse og så’ ned i skødet, mens han med et forsøg på at lade ligegyldig indtog sin plads midt på drengesiden. Kun henne fra den nederste bordende rettedes et par øjne imod ham med et blik fuldt af afsky — søsteren Signes lyse, kolde øjne under de sammenvoksede bryn. Men nu hørtes faderens tunge skridt i den tilstødende stue. Med tillukket, af sorg og græmmelse formørket mine trådte han ind uden at se sig omkring, satte sig tavs ved bordet og foldede under heftig indre bevægelse sine hænder, mens alle, undtagen Peter Andreas, bøjede hovedet. Men i stedet for at bede bordbønnen gav han sig til at tale. Han sagde, at han havde noget på hjertet, — en såre alvorlig sag, som han ville tale lidt til sine kære børn om, inden de i dag skred til deres måltid. Med sine store, knoklede hænder fast og ubevægeligt foldede, øjnene lukkede bag de mørke brilleglas, fortalte han dem derpå om den sorg, der havde ramt deres far og mor,... » den største, den tungeste sorg, der kan ramme forældre, den: at vide deres barn i syndens vold, på vanærens lyssky veje. « og han tilføjede: » Hvad der er sket, skal ikke her forties eller besmykkes. Som det er gud Herrens vilje med alt, hvad der avles og fødes i mørket, at det en gang skal blive åbenbaret, er også denne gærning kommen for lyset for at få sin retfærdige dom. Peter Andreas har ikke villet agte guds bud. Han har forhærdet sit hjerte overfor sin faders og moders formaninger. Og straffen er ikke udebleven. Ja, min søn, du skal ikke skånes for at vide og forstå din brøde i dens fulde forfærdelighed. Men du skal også vide og forstå, at det er af kærlighed til dig, at din fader og moder og alle dine søskende her taler til din samvittighed gennem min mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe håbet om, at det dog en gang skal lykkes os at finde vejen til dit hjerte og vende det mod det gode og sande. « Rundt omkring bordet var børnenes små, rødrudede bomuldslommetørklæder kommen i bevægelse. Alle søstrene græd. Også de ældre brødre havde til sidst ondt ved at skjule deres grebethed, da faderen omsider sluttede sin tale med de ord: » Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme disse mine ord i sit hjerte og ærligt søge guds og menneskers tilgivelse for sin overtrædelse, skal den ikke oftere berøres imellem os. Så lad os da — kære børn! — alle forene os i bøn til Herren, som er i himlen, og bede, at han vil se i nåde til eders ulykkeligt vildledte Broder,... bede, at gud vil bøje hans genstridige sind og føre ham ud fra syndens trældom, bort fra fortabelsens brede veje. Dette bønhøre du, o gud, som er i evighed, at ikke én af os skal savnes, når vi en gang på opstandelsens dag samles om din herligheds trone! Amen! I Jesu navn amen! « Der var kun én, på hvem den hele scene gjorde en virkning, ganske modsat den tilsigtede; det var Peter Andreas selv. I allerførste øjeblik var han vel bleven ikke så lidt betuttet over den usædvanlige form for en tilrettevisning. Men det varede ikke længe, før netop dens højtidelighed frembragte et fuldstændigt omslag hos ham. Han havde overhovedet aldrig ladet sig imponere af faderen. Dertil havde han været en for lærvillig elev af sine gamle venner, gårdskarlene og krambodsvendene, der langtfra altid havde omtalt ham i de respektfuldeste udtryk. Dog havde han hidtil ikke været helt ufølsom for de mange gudelige ord og hele det truende bibelsprog, hvormed både faderen og moderen idelig søgte at tale til hans samvittighed, ja når han om søndagen så’ sin fader knæle i den hvide messesærk foran alteret eller stå oppe under den billedskårne prækestols svævende lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet gribes af en forbigående ærefrygtsfornemmelse. Men i dette øjeblik fik end ikke bibelsprogene nogen som helst magt over hans sind. Dertil var der efter hans nøgterne drengeforstand et alt for tåbeligt misforhold mellem denne højtidelige påkaldelse af Vorherre og det par sølle æbler, han havde rapset over et plankeværk. Og jo længere faderen vedblev at tale, jo tydeligere hans søskendes dybe sindsbevægelse ytrede sig omkring ham, med des større overlegenhed betragtede han den hele scene. Han var til sidst ikke langt fra at finde den morsom. Der foregik virkelig under faderens tale et slags gennembrud i den elleveårige drengs sind. Uden forøvrig selv at have fuld forståelse deraf frigjorde han sig i dette øjeblik for den sidste rest af en indflydelse, der hidtil havde virket hemmende på hans naturs frie udfoldelse. Helt overgiven så’ han sig omkring, betragtede faderens bævende læber, søstrenes rødgrædte næser, det endnu dampende grødfad og de mange foldede hænder, — ja da han til sidst nede hos Signe fik øje på de to små tvillinger, der efter længe at have siddet og stirret uforstående på deres hjertegrebne søskende nu på én gang brød ud i en ynkelig tuden, havde han ondt ved at undertrykke et smil. Alligevel — helt utvungen var denne lystighed ikke. Dertil ramte dette forsøg på at ydmyge ham i alle hans søskendes påhør for hårdt hans allerømmeste punkt: hans æresfølelse. Dybest i hans sind rørte der sig under faderens tale en mørk, dump gengældelsestrang. Mens hans læber kæmpede med et overgivent smil, tumlede der sig inderst i hans bevidsthed tågede tanker om at hævne sig... hævne sig dyrt og blodigt for den forsmædelse, man her tilføjede ham. I det hele fik mindet om denne middagstime en skæbnesvanger betydning ikke alene for drengens forhold til det religiøse. Der nedlagdes i disse øjeblikke i hans sorgløse sind de første Spirer til et uforsonligt slægtshad, en trodsig, stridbar ensomhedsfølelse, der blev sjælen og drivkraften i hans fremtidige liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt, ligesom husvild, under sine forældres tag. Nu begyndte han at spørge sig selv, om han også virkelig hørte hjemme dér; om han ikke var et fremmed, et udsat barn, som forældrene havde taget sig af. Jo mere han i ensomhed tænkte over Tingen, des sandsynligere forekom den ham. Alt, lige til den forøgede skyhed, hvormed hans søskende efter denne dag omgikkes ham, syntes ham med ét at bestyrke hans mistanke. Havde han ikke de hundrede gange måttet høre, at han ikke var som de andre? Havde faderen nogensinde givet ham et kærtegn eller blot et venligt ord? Og hans udseende? Når han så’ sig i spejlet, fandt han, at han var mørkere end sine søskende, havde rødere kinder og hvide, stærke tænder. Han huskede nu også, at naboens gårdskarl en gang havde sagt, at han lignede en zigøjner. Denne tanke, at han ikke var sine forældres søn, forfulgte ham under hele opvæksten. Den blev til sidst hans fikse idé. Den gav ham nemlig ikke alene en forklaring på hans særstilling i hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj grad hans drengestolthed. Han havde altid følt det som en vanære at være søn af en gammel, halvblind og tandløs mand, der var til spot for den aele by. Han følte sig bestandig dybere beskæmmet af den fattigdom, hvori familjen levede, a? Moderens forknytte kniben på alt udover det allernødtørftigste, af sine afstikkende, hjemmesyede klæder, der alle vegne vakte smil og medynk. Han ha/de ikke været gammel, før han hellere sultede en hel dag på skolen, end han var at formå til i kammeraternes påsyn at spise sin medbragte fedtebrøds-mellemmad. En gang, da moderen havde ladet en af faderens gamle præstekjoler omsy til ham til en vinterfrakke, som dels ved klædets ejendommelige blankhed, dels ved sine alt for store knapper tydeligt røbede sin oprindelse, nægtede han rent ud at tage den på; og da moderen ville tvinge ham, sønderrev han den i et udbrud af trods fra øverst til nederst og kastede den hen ad gulvet. Nu hengav han sig til stolte drømme om at være et ved uagtsomhed efterladt barn af en eller anden omstrejfende zigøjnertrup, en af disse evigt vandrende natmandsfamilier, som den gamle, énøjede tjenestepige ofte havde fortalt om, og som havde deres tilhold derude omkring den ensomtliggende hedepræstegård, hvor forældrene før havde boet, og hvor han efter sigende skulle være født. Han forestillede sig sin virkelige fader som en mægtig høvdingeskikkelse med blåsorte lokker hængende ned ad ryggen, en slængkappe over skuldren, en egestav i sin brune, stærke hånd... en enerådig hersker, en konge over de mørke heders uendelige rige, frihedens og d? Ville stormes hjem. Han befandt sig i den alder, da drømmene vågner og fantasiens vinger får deres svingfjer,... og nu, da alle muligheders porte var bleven åbnede, havde hans indbildningskraft fri tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, når det angik ham selv. Regelmæssigt endte han sin drømmeflugt dybt inde i æventyrets allerluftigste riger. Han indbildte sig til sidst at være en kongesøn, der, ligesom helten i en fortælling, han netop havde læst, var bleven bortført af et omvandrende folk og siden solgt og holdt i fangenskab her i præstegården — og så fuldstændig indlevede han sig i denne forestilling, at han havde fuldstændig rede på, hvorledes alt kunne være gået til. Undertiden forekom det ham endog, at han dunkelt erindrede ting og begivenheder fra sin allertidligste barndom... mindedes en stor sal med marmorsøjler og mange sort-hvide gulvtavl, hvorpå foden gled... en blå sø mellem høje bjærge... en abekat i et gyldent bur... en mand i en rød kappe, der satte ham foran sig på sin hest og red med ham ind gennem store, mørke skove... både hans forældre og lærerne i skolen blev efterhånden opmærksom på den indesluttethed, der var kommen over drengen i de senere år og undertiden næsten kunne antage karakteren af en monomani. Hjemme i stuerne var han lutter tavs utilgængelighed, tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Også udenfor hjemmet gik han sine egne, usporlige veje. Faderen kunne så at sige ikke få et ord ud af ham; og selv overfor moderen, der dog før havde haft en del af hans fortrolighed, og hos hvem han, når det kom til stykket, også altid havde fundet mest overbærenhed og forståelse, blev han bestandig mere tilmuret. Endnu kunne han vel af og til i mørkningen, når hun var alene, komme ind til hende og sætte sig ved hendes seng og ligesom i gamle dage afløse en af de yngre søskende ved gnidningen af åreknuderne på hendes syge ben. Men aldrig fik hun andre svar af ham end ja og nej, når hun søgte at trænge ind på ham for at få at vide, hvad det var, han gik og rugede over. Alligevel søgte både hun og faderen en tid at trøste sig med den tanke, at hans tavshed kunne være et tegn på, at han var begyndt at gå i sig selv. — men da hændte der en dag noget, der med ét udslukte deres sidste håb. en vinteraften sidder familjen samlet i dagligstuen og venter på, at vægteren med sin sang skal forkynde, at det er sengetid. Klokken er henimod ni. I hestehårssofaen bag det store mahognibord sidder den husmoderlige Signe med et strikketøj og læser højt for faderen af » Fædrelandet «, der ligger udbredt foran hende under den døsigt brændende moderatørlampe. Han har sin plads i en gammeldags høj- og stivrygget lænestol på den anden side af bordet og sidder dér træt sammensunken, med hovedet bøjet, hagen hvilende på brystet, armene korslagte. En stor, grøn øjenskærm skjuler mere end halvparten af hans gråblege, rynkede og skægløse ansigt. Halvslumrende hører han — og hører alligevel ikke — den monotone oplæsning af bladets spaltelange udenrigsartikkel. Pastor Sidenius er morgenmand — selv vinterdage står han op, når kirkeuret slår fem, — og desuden benytter han aviser og lignende verdslig læsning fortrinsvis til at lade sig dysse i blund ved efter middagsog aftensmåltidet. Ved bordet sidder endnu to af de yngre småpiger i deres store, tærnede busseronner, begge — skønt ganske rødøjede af søvnighed — flittigt bøjede over et håndarbejde. De er at se til som nøjagtige kopier af søster Signe, har det samme lidt gammelkloge ansigtsudtryk, de samme små, hårde fletninger foran ørene, de samme store, lyse øjne under kraftigt tegnede bryn. Døren til sovekammeret står åben, og derinde i mørket ved moderens seng sidder — som så ofte — et andet af børnene og gnider hendes syge ben. Også Peter Andreas er undtagelsesvis tilstede. Han står for sig selv henne ved et vindue og skæver hvert øjeblik utålmodigt op til uret på sekretæren. Han er nu en dreng på omtrent fjorten år, tætbygget og sværlemmet, med klæder, der stumper for hænder og fødder. Hans ældre brødre er borte; de er begge bleven voksne og studerer ved universitetet i København; og som husets ældste, hjemmeværende søn har Peter Andreas arvet deres værelse, et lille gavlkammer oppe på loftet, hvor han for det meste opholder sig. Så snart Signe slutter sin oplæsning, benytter han da også lejligheden til at sige et kort godnat og forlade stuen. » Hvad var det... er artiklen allerede forbi? « Spurgte faderen lidt fortumlet, idet han vågnede. » Er der ellers noget læseværdigt i bladet?... Hvad står som overskrift over den næste artikkel? « » Hvor mange er klokken, børn? « spurgte i det samme moderen inde fra sovekammeret. » Klokken er ti minutter over ni, « svarede de to småpiger i munden på hinanden, efter at de havde vendt sig om og set op på uret. Der forløb nogle øjeblikke i stilhed. Ude på gaden gik nogle folk forbi. Man kunne ikke høre andet end deres stemmer. Et lag nyfalden sne gjorde skridtene lydløse. » Vil du så have, at jeg skal læse mere? « Spurgte Signe. » Å, lad det kun være, « sagde faderen, rejste sig derpå og gav sig til at spasere frem og tilbage på gulvet for at ryste døsigheden af sig inden aftenbønnen. Det varede nu heller ikke længe, før der udenfor på gaden hørtes en dyb brummen, den gamle vægters » Sang «, der lød, som om en fuld mand gik og snakkede højt med sig selv. I det samme gav de to småpiger sig til at pakke deres sysager sammen, og lidt efter rejste også Signe sig. Med udpræget ordenssans lagde hun aviser og strikketøj til side, kaldte derpå den gamle tjenestepige ind fra køkkenet og satte sig ved det opslåede klaver. » Skal vi ikke i aften synge: » Lover Herren, han er nær «, « — lød det inde fra moderen. » Hører du, Sign

1899_Pontoppidan_LykkePerIDetFremmede

Henrik

Lykke Per Idet Fremmede

Pontoppidan

Pontoppidan

Lykke Per Idet Fremmede

male

1899_Pontoppidan_LykkePerIDetFremmede.pdf

Henrik

Pontoppidan

dk

Lykke-Per i det fremmede

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

Forhistorien Per Sidenius, en ung ingeniør på et par og tyve år, har udarbejdet et kæmpemæssigt kanalprojekt, for hvilket han forgæves har søgt at interessere avtoriteterne. For da at henvende sig til offentligheden skriver han en bog, » Fremtidsstaten «, om sine ideer og får den trykt med bistand af en beundrende ven. Denne er søn af den hovedrige, jødiske købmand Philip Salomon, i hvis hus han imidlertid er bleven indført, og hvis datter Jakobe han efter en kort kamp vinder. Forsynet med penge af den tilkommende svigerfader står han just i begreb med at begive sig på en to-årig udenlandsrejse, da han fra sit hjem, en fattig jysk præstegård, modtager meddelelse om, at hans fader ligger for døden. Pers forhold til hans familje har altid været dårligt og er i årenes løb bleven endnu mere spændt, til sidst ganske afbrudt. Efter nogen vaklen rejser han derfor bort uden at have villet gense faderen. første kapitel brudstykker af Pers rejsebreve til Jakobe Berlin 12te oktb. En vigtig ting har jeg allerede lært på denne min første rejsedag, og det er, at man ikke må glemme sine r’er, når man begiver sig på udenlandsfærd. Du kender jo rejsen hertil rerlin og ved, at den navnlig for de sidste timers vedkommende ikke er oplivende. Altså drattede jeg ved mørkets frembrud i en tyk søvn og vågnede ikke, før vi buldrede ind på » stettiner bahnhof «. Noget ør af søvnen og den lange rumlen tumlede jeg ud til en drosche og råbte kusken an: » Hotel Zimmermann, burgstrasse «, — det er et hotel, som din onkel har anbefalet mig. Men kusken gloer bare dumt på mig og gentager så i sin berlinerdialekt: » Bu’stråsse? Bu’stråsse? « — hvorpå han ryster på sit tykke hoved og siger: » Kenh’s nicht! « et par ledige droskekuske kom til; der samlede sig efterhånden et helt lille opløb. » Bu’stråsse? Bu’stråsse? « Sagde de alle og rystede på deres tykke hoveder. » Kenn’s nicht! « der stod jeg! Jeg blev noget ærgerlig, for jeg følte jo, at jeg var ved at blive komisk; noget andet berlinsk hotel vidste jeg ikke engang navn på. Så rækker pludselig en af droskekuskene en finger i vejret og udbryder: » Ah!... Burrrrrrgstrrrrrrråsse! « og denne trommehvirvel af r’er gjorde mig først rigtig vågen. Nu fornemmede jeg, at jeg var kommen til Berlin, til landet med de tre millioner soldater og en kommandersergeant til øverste krigsherre. Men du må ikke tro, at mine fataliteter hermed var til ende. Da vognen holdt udenfor hotel Zimmermann ( i parantes bemærket en gammel skiddenkasse, som ligger i en gyde bagved slottet ) kom en skødskindsklædt hausknecht ud på den høje » Freitreppe « For at tage imod mig. Men hvad sker? Så såre han får øje på mig, styrter han ind i huset igen og råber med en stemme, som om huset stod i brand; » hr. Zimmermann! Hr. Zimmermann!... Ein dekorirter hr.! « hele huset kom på benene, værten stormede til og løb med bart hoved helt ned på gaden til mig. Tableau! Jeg havde under denne ståhej kastet et blik ned på mit frakkeopslag og straks fundet forklaringen. I mit knaphul sad en lille, henvisnet rest af den rose, som du i Morges stak deri, da du gav mig dit sidste, lange Kys. Kære ven, at din sidste kærlighedsgave til mig skulle volde en sådan malheur! For du kan vist tænke dig til den modtagelse, jeg fik, da sammenhængen blev opklaret. Men jeg skaffede både dig og mig selv en smuk oprejsning. Da jeg var kommen op på mit værelse, bandte og skældte jeg som en veritabel storkorsridder; og da opvarteren kom med fremmedbogen, kunne jeg ikke dy mig men satte et flot » von « foran mit navn. — ryst ikke på hovedet! Du skulle bare have set, hvor det hjalp! Da jeg lidt efter gik ud, stod værten i forstuen og bukkede, som om han ville kysse sine egne støvlesnuder. Egenhændig slog han døren op for mig med et allerydmygst: » Hr. Baron! « Jeg har nu set mig lidt om på unter den linden og sidder i øjeblikket inde hos Bauer og skriver dig dette til. Ude fra gaderne lyder en summen og brusen, der ikke lader mig i tvivl om, at jeg befinder mig i et verdenscentrum. Jeg har en fornemmelse af at sidde midt inde i et kæmpemæssigt vandhjul. Men hvad er vel også disse millionbyer andet end uhyre turbiner, der suger menneskestrømmene til sig og udspyer dem igen efter at have berøvet dem deres energimængder? Hvilken koncentration af livskraft! Der er noget formelig opløftende ved således at fornemme gulvet under ens fødder dirre af to millioner menneskers udladede energi. Hvad vil vi ikke i det kommende århundrede kunne udrette, når vi lærer at accumulere arbejdsværdier, i sammenligning med hvilke de, vi nu tumler med, er for bare barneleg at regne! Men nu nok for i dag. — — 17de oktb. Jeg har nu taget min beslutning. Jeg har lejet et par værelser i karlsstrasse 25 ( adresse: frau kumminach, zweite treppe links ) og bliver foreløbigt her i Berlin. Jeg føler trang til at fylde mine lunger med storstadsluft, inden jeg drager ud i provinserne. Der er noget ved livet her, der elektriserer mig indvendig, — jeg kan ligefrem fornemme, hvordan jeg hver dag bliver ladet med lyn og torden. Herre Jesus, hvilket Donnerwetter jeg ofte føler lyst til at sende hjem over Østersøen til vore lumre kalveboder! Sete herfra tager forholdene og menneskene derhjemme i vort lille degneland sig dobbelt landsbyagtige ud. Folkene her, lige ned til gadefejernes rapfodede kompagni, har et ganske anderledes snit på sig. Derhjemme kan selv østergadeslapsene dog aldrig helt afstryge det oprindelige præg af et guds ord fra landet. Om det så er vore løjtnanter, så ligner de jo — gud forlade mig det! — mest af alt uniformerede seminarister. Jeg har i dag efter din tilskyndelse gjort dr. Nathan en visit. Han boer meget net i nærheden af kønigsplatz og synes at befinde sig ganske vel i sin frivillige landflygtighed. Han modtog mig meget venligt og spurgte bi. a. også til dig, hvoraf jeg slutter, at også han kender vort forhold. Forresten vil jeg tilstå dig, at han sletikke tiltalte mig. Du gode gud, hvilket snakketøj! Det var næsten ikke muligt at få et ord indført, og tekniske spørgsmål har han ikke fjerneste begreb om. Da jeg søgte at give ham en forestilling om indholdet af min bog, afbrød han mig hvert øjeblik med de horribleste spørgsmål. Hele vor samtale var et » Goddag, mand! — økseskaft! « Det er i det hele besynderligt med disse mennesker, der som dr. Nathan har villet skabe et nyt kultursamfund på ruinerne af præsteskabets spøgelseverden, — de har åbenbart ikke selv forstået, hvad de begyndte på. De minder mig mere og mere om den slags akademisk uddannede arkitekter, der kan udkaste en i kunstnerisk henseende højst tiltalende tegning til en nybygning men ikke bekymrer sig om, ja endog føler en vis, overlegen ringeagt for spørgsmålet om, hvorfra tømmeret skal tages, hvor stenene skal brændes o. s. v. Jeg husker, at der i en af de bøger, du i sommer lånte mig — var det måske i en af dr. Nathans egne? — stod den upåtvivlelig rigtige bemærkning, at forudsætningen for det femtende århundredes renaissance var kompassets opfindelse, der muliggjorde Amerikas opdagelse og lettede udnyttelsen af de allerede kendte kolonier, hvis rigdomme strømmede ind over det forarmede Evropa og fornyede den af præster og munke forknyttede menneskehed, genvakte modet, handlekraften, eventyrlysten o. s. v. Men ganske på samme måde — mener jeg — er udviklingen af de moderne kraftmaskiner betingelsen for det næste store kulturfremskridt; og den, der uden forståelse heraf profeterer om en kommende stortid for menneskeheden, blæser sæbebobler til forlystelse for børn og langhårede poeter.------ 19de oktb. — — nej, jeg har endnu ikke gjort min opvartning hos din moders onkel, gehejmecommerceråden. Jeg har med vilje ventet dermed, indtil jeg blev lidt stivere i tysken. Forleden kom jeg forbi hans villa i thiergartenstrasse; det er jo et komplet slot. Der siges her, at han er en mand på et halvt hundrede millioner. Er det virkelig sandt? Du må tjene mig i at instruere mig lidt med hensyn til, hvorledes jeg skal forholde mig. Særligt her d det fremmede gælder det jo om at våge over formen. Hvad er » Geheimecommercienrath «? Jeg mener, skal han tituleres ekscellence? Fortæl mig også lidt om familjeforholdene. Der er en kone ( gemahlinn?? ) og en datter. Er der flere børn? — — 21de oktb. Da jeg i dag kommer ind til Bauer, — hvem ser jeg da sidde der med en røverhat bag i nakken og en knortekæp mellem de fremstrakte ben — Fritjof! Jeg havde forresten nær ikke kendt ham, han er bleven svært gammel i den sidste tid, skægget er næsten gråt, øjenlågene svulne og røde. Med alt det er han alligevel endnu en ganske stolt Karl at se til; selv her i Berlin vækker han opsigt, hvor han viser sig. Da vi havde drukket et par krus øl sammen, gik vi hen for at se på nogle malerier, som han har udstillet her hos en kunsthandler, og for hvis skyld han opholder sig hernede. Jeg giver mig ikke ud for at forstå mig på kunst, men der er vist udmærkede ting imellem. Mest tiltaltes jeg af et par store stykker fra Vesterhavet med et vældigt bølgeslag i. Jeg kunne jo ikke lade være med at tænke fremad på den tid, da mine tusind-tons jernbøjer ( du husker dem nok fra min bog ) vil garnere Jyllands vestkyst og — vel fortøjede — ligge og vugge derude i brændingerne og malke dem for deres kraftindhold. Jeg spurgte Fritjof, om han aldrig, når han havde siddet på stranden og malet disse kæmpebølger og hørt på deres larmen og dundren, var kommen til at tænke på, hvilke mængder af herlig arbejdskraft der her gik tilspilde og i årtusinder var gået tabt for menneskene og kulturen. Og da han straks begyndte at buldre løs med den gamle jeremiade om industrisjælenes gemenhed og naturens vanhelligelse, spurgte jeg ham igen, om han virkelig sletikke kunne finde noget tiltalende ved den tanke at gøre alle disse millioner spildte hestekræfter nyttige for samfundet, at sprede dem ved ledninger ud over Jylland, fordele dem til alle byerne og føre dem ind i hvert et hjem, så at f. Eks. en sypige i Viborg og en drejer i Randers kunne holde deres maskiner igang eller en moder i Vejle lade sit barns vugge træde af Vesterhavets bølger. Du skulle have set det ansigt, han satte op! » Hvadfornoget? « Brølede han, så folk i salen vendte sig om. » Vil i, slubberter, nu også gøre mit hav til et trældyr! « Han var ubetalelig. Jeg fik ordentlig medlidenhed med ham. Som jeg så ham stå der med bulehatten og knortekæppen og flagreslipset og sin vildmands-indignation, sagde jeg til mig selv: » Den sidste artist! « om tyve år vil man putte den Art mennesker ind i galeanstalterne og bagefter udstoppe dem og anbringe dem i et ___________________ i Musæum mellem fortidens mammuthdyr og trepuklede kameler. — — 23de oktb. Jeg havde i går en indholdsrig dag. Jeg læste forleden i en Avis om et forsøg med en ny slags flodspærring, der skulle foretages ved en lille by, berkenbruck, et par timers rejse herfra, i overværelse af en del indbudte ingeniører. Da jeg nok kunne have lyst til at være med ved den affære, henvendte jeg mig i det danske gesandtskabs kontor, fordi jeg mente, at man der ville være mig behjælpelig med at få en indbydelse. Men aldrig har jeg set et par øjne så kuglerunde af forbavselse som dem, der stirrede på mig, da jeg rykkede frem med min anmodning. Mennesket måtte formelig sætte sig på en stol for at få vejret igen. Han erindrede, sagde han, at man en gang havde skaffet en tilrejsende skuespillerinde ved det kongelige teater friplads i kønigliches schauspielhaus og lettet nogle danske videnskabsmænd adgangen til bibliotekets håndskriftssamlinger, — men dette! O 7 en ældre herre, der kom ind fra det tilstødende værelse ( det var vistnok gesandten i højstegen person ) målte mig med endnu større forfærdelse og lod mig i faderlig tone vide, at sådanne overordentlige begunstigelser måtte man sandelig ikke vente i et fremmed land, allermindst i Tyskland, hvor man overhovedet ikke var tilbøjelig til at begunstige udlændinge. I hvert fald måtte gesandtskabet, før det kunne gøre noget for mig, konferere med ministeriet hjemme, og jeg ville derfor have at fremsende et skriftligt andragende i to ligelydende eksemplarer tilligemed anbefalingsskrivelser og attester fra de undervisningsanstalter, jeg havde besøgt, o. s. v., o. s. v.... Kort sagt, jeg mærkede, at jeg pludselig igen befandt mig i vort kære, gamle Danmark, vrøvlets tusindårige rige. Jeg besluttede så på egen hånd at forsøge lykken og tog i går Morges til berkenbruck, hvor jeg straks søgte overingeniøren på hans kontor. Og nu viste det sig, at han ikke alene øjeblikkelig udstedte et indbydelseskort til mig men endog takkede mig for min interesse for foretagendet og stillede alle oplysninger om forarbejderne til min disposition. Efter at have spist frokost på hotellet tog jeg en vogn og kørte ud til arbejdspladsen, en halv mils vej fra byen. På en eng var der her rejst et par telte for de indbudne; ellers var begge flodbredderne afspærrede for publikum for at forhindre ulykker ved en mulig oversvømmelse. Denne forsigtighedsforanstaltning viste sig dog overflødig; det dristige forsøg lykkedes over al forventning brillant. Jeg skal forsøge at give dig en forestilling om, hvad der foregik. Først må jeg dog forklare, at man i sommerens løb gentagne gange forgæves havde forsøgt på almindelig vis at lægge en fangdæmning over floden, fordi strømmen, efterhånden som man byggede ud fra flodbredderne, blev så rivende stærk, at dæmningen ikke lod sig lukke og bjælker og planker til sidst reves op som bare pindeværk. Så havde man fundet på ( og dette er det ny og sindrige ved sagen ) at lade selve strømmen besørge lukningen ved at føre en kolossal tømmerkiste, nøjagtig af størrelse og form som den resterende del af dæmningen, henimod åbningen og drive den ind deri som proppen i en flaske. Ved vor ankomst lå denne tømmerkiste vel fortøjet ude i strømløbet med den kileformede side vendt imod dæmningen og så stærkt belastet, at den akkurat flød frit og kun ragede få alen op over vandskorpen. Afstanden til dæmningen var vel halvandet hundrede alen. På et vink fra overingeniøren blev så fortøjningen løst, og, styret fra land ved hjælp af et par stærke trosser, gled så det løjerlige fartøj nedad med strømmen til sit bestemmelsessted. Idet det tørnede ( og nogen tid forinden ) bragede det lidt foruroligende i dæmningsfløjene, og vandet foran steg pludselig et par fod og var så hvidskummende, som blev det gennempisket af en orkan. Men disse stigende vandmasser bidrog netop yderligere til at drive tømmerkisten ind på plads, og snart sad den der som i en vældig skruestikke. I det samme lød en række svære mineskud henne fra jordvolden foran den interimistiske omløbskanal nogle hundrede alen borte. Jord og småsten slyngedes tilvejrs som fra en dyndvulkan, og med en præcision som en soldat, der lystrer en kommando, svingede nu floden bort fra sit titusind år gamle leje og strømmede ind i det ny. Jeg kunne ønske, at du havde været nærværende. Det var virkelig et betagende skue! Bagefter blev der serveret champagne i et af teltene, ved hvilken lejlighed der naturligvis blev holdt en række taler. Til sidst ( fald nu ikke ned af stolen! ) udbragte også jeg en skål, nemlig for den tyske teknikerstand, der her havde givet verden et nyt og glimrende bevis for sin overlegenhed. Det gik meget godt. Naturligvis kneb det lidt med sproget; men hvor jeg manglede et ord, klarede jeg mig med en udtryksfuld håndbevægelse. Talen vakte en vældig begejstring, og fra alle sider omringede man mig for at trykke min hånd. Jeg gjorde iøvrig ved denne lejlighed bekendtskab med en mand, en professor Pfefferkorn, der er lærer ved den tekniske højskole her i Berlin. Han viste sig — så lille er verden! — at være en god bekendt af Aron Israel derhjemme og vidste derfor lidt besked om danske forhold. Vi rejste om aftenen sammen til Berlin, og han indbød mig til at besøge ham. En anden indbyiii delse har jeg også modtaget, nemlig fra dr. Nathan, der i dag på et brevkort beder mig spise frokost hos ham i morgen. Ved du forresten af, at jeg nu i fire dage intet har hørt fra dig? Du er da ikke bleven syg? Dersom der ikke er brev undervejs, når du modtager disse linjer, må du tjene mig i at telegrafere. Fra Ivan havde jeg brev i går; han skriver intet om dig. 24de oktb. ---------du klager, min ven, over vejret derhjemme. Her skinner solen hver dag. Jeg kommer netop ude fra thiergarten, hvor jeg i et par timer har spaseret med dr. Nathan, hos hvem jeg i dag var til frokost, ganske solo iøvrig. De fleste træer derude står endnu med fuldt løv, og folk spaserede med hatten i hånden som på en sommerdag. A propos Nathan: du bebrejder mig mine udtalelser om ham forleden i mit brev. Jeg vil da sige, at han virkelig i dag syntes mig interessantere og i hvert fald lod mig komme tilorde, omend han — du retfærdige gud, endogså han! — skulle komme med den trivialitet om mit projekt, at det » forekom ham temmelig fantastisk «. Med al sin geniale begavelse og sin omfattende viden er og bliver han et universitetsprodukt uden forstand på det praktiske livs krav og derfor umulig at betragte som en fører. Jeg holder for, at intet er mere » fantastisk « end at fortsætte den jammerlige husmandstilværelse, i hvilken de styrende derhjemme ser den bedste borgen for vor selvstændighed og den bedste jordbund for vor kultur. Jeg er ved at leve hernede bleven endyderligere bestyrket i den mening, at vi i vor lidenhed kun har et middel til at hævde os mellem staterne: rigdom. Som jeg har skrevet i min pjece: » Et så lilleputagtigt land som det danske er i sig selv en absurditet; et så lille og så fattigt land er i længden en umulighed «. Der skal rejses en bevægelse derhjemme for at få folk til at begribe dette. Med stormklokker skal det ringes ind i de døve øren, at vi ikke befæster vor selvstændighed ved at spare mere, end vi allerede gør, men ved at fortjene mere, skabe nye indtægtskilder. Vi skal skaffe os respekt ved vor overflod. Løsnet skal være: penge, penge og atter penge. Hvor vi før fedtede med hundreder, skal vi tælle med tusinder; hvor vi før regnede med tusinder, skal vi rulle med millioner. Det er guldets glans, der skal kaste det » Lys over landet «, som der nu snakkes så meget om. Fattigdommens kultur bliver altid en smaus for præsterne. Jeg tænker ofte på Venezia, der kun var en ringe stad og dog svang sig op til at blive en verdensmagt. Byer som Hjerting eller Esbjerg har på nutidens evropæiske trafikområde en lignende central beliggenhed som datidens lagunestad. Jeg går hernede og drømmer om et fremtidens Tarp ( mit kanalsystems vestlige endepunkt ved Varde ås udløb ), hvor marmorpaladser med gyldne kupler stiger op over brede kajer, mens små elektriske gondoler stryger som svaler hen over kanalernes blanke vande. — — 25 de oktb. I dag blot to ord ihast for at meddele dig og dine forældre, at jeg i formiddags var hos G.-commercienrathen oG har overbraGt hilsnerne. Jeg traf fruen og den unge frøken hjemme og fik en meget venlig modtagelse. Din halvkusine er jo virkelig en skønhed og dertil ganske ligefrem i sin optræden. Ellers var jo tonen noget fornem. Der stod en groom opstillet ved hver dør, jeg kom igennem, og modtagelsen fandt sted i vinterhaven, som du jo kender. Vi talte iøvrig mest om jer, skønt jeg naturligvis kun optrådte som en god ven af dine forældres hus. Men jeg så, at din kusine skottede hen til mig med et fint lille smil, da dit navn blev nævnet. Hun er ualmindelig nydelig. Der skal iovermorgen være stor musikalsk soirée hos dem. Jeg fik invitation. Efter hvad en Avis i aften fortæller, skal der være udstedt hen ved tre hundrede indbydelser. Jeg sidder med overtøjet på, da jeg skal ud med Fritjof, hvem jeg stadig træffer hos Bauer. Vi tilbringer ikke så sjælden aftenerne sammen, og trods al vor uenighed kommer vi meget godt ud af det med hinanden. Han har ført mig sammen med en del af sine herværende, tyske kunstbrødre, halvgale fyre ligesom han selv, men flinke og gemytlige. Er det forresten ikke løjerligt, nu er det flere gange hændet, at nogle af disse folk har fundet lighed mellem Fritjof og mig. Engang blev jeg endog spurgt, om jeg ikke var en yngre Broder til ham. Forstår du 27de oktb. Atter har jeg tilbragt en indholdsrig dag. Skrev jeg ikke til dig om en professor Pfefferkorn, der er lærer ved den tekniske højskole her, og som indbød mig til at besøge ham? I dag var jeg hos ham, han boer ude i charlottenburg lige ved siden af skolen, der er et helt palads med søjler og statuer og en række pragtfulde, overbyggede gårdsrum. Den skal have kostet tolv millioner mark. Professor Pfefferkorn viste mig rundt i det mægtige bygningskompleks, i forelæsningssalene, laboratorierne og i nogle interessante værksteder, der er knyttet til skolen. Hvad der dog optog mig mest, var en samling af på det omhyggeligst udførte modeller og tegninger af verdens betydeligste foretagender, broanlæg, sluseværker, fundamenteringsarbejder, o. s.v., et museum, hvortil der næppe findes mage andetsteds. Pfefferkorn lovede at skaffe mig studieadgang dertil, og du kan begribe, hvor meget det vil betyde for mig at kunne ransage et sådant skatkammer. Mine fingerspidser formelig brænder efter at tage fat. Jeg tænker også på at høre nogle forelæsninger hernede, navnlig af en professor Freitag, en yngre mand, der har vundet stort ry i Tyskland ved et værk om elektromotorer. i det hele, min ven, jeg agter ikke at ligge på den lade side hernede; du skal nok blive tilfreds med mig! Min bog er ingenting, i hvert fald alt for lidt ( jeg er nærved at fortryde nu, at jeg udgiver den, så meget synes jeg allerede at have lært hernede ). Men vent! Snart er tiden omme for pedanten Sandrup og hans små kontorister. Om ti år skal der se anderledes ud derhjemme end nu! Jeg stod forleden sammen med Fritjof oppe ved rådhustårnets flagstang, 250 fod over gadens niveau. Det var lige ved solnedgang, luften var temmelig klar, jeg kunne vistnok se hen ved et par mil til alle sider. Og overalt, hvorhen jeg så, var der høje huse og lange gader, hvor lygterne allerede var tændte, og telegraftråde og skorstensrøg, og elektrisk belyste banegårds-haller, hvorfra togene ustandselig for ud og ind, — og yderst ude var der spredtliggende fabriksanlæg, der syntes at fortsætte byen i det uendelige. Så tænkte jeg på, at her lå for bare et par menneskealdre siden en forholdsvis uanselig småstad med tranlygter, diligencebefordring o. s. v., og jeg følte en stolthed ved det at være menneske, så jeg uvilkårlig — til Fritjofs forargelse — gav mig til at svinge min hat over hovedet. Herre Jesus, disse folk med deres » Kunst « på malede lærreder og i fedtede bøger! Jeg holder for, at synet af et sådant elektrisk oplyst banegårdsterræn eller et moderne iltogslokomotiv er mere betagende end alle Rafaels madonnaer tilsammen. En sådan stålhingst som den amerikanske » Exprès « er et vidunder, i sammenligning med hvilket Vorherres egne kød-arabere tager sig ud som tarveligt godtkøbsarbejde. Dersom jeg troede på noget forsyn, — jeg ville hver morgen knæle ned på gulvet og besmudse mine bukseknæ af taknemlighed over at være født i dette stolte århundrede, da mennesket omsider blev sig sin almagt bevidst og begyndte at omskabe verden efter sit behov — og i en storhed, hvorom ingen gud har drømt i sine vildeste drømme. — — * * * en ugestid efter, at Per var rejst, havde Jakobe og hendes moder en eftermiddag siddet ene sammen inde i dagligstuen. Fru Salomon sad på sin sofaplads og syede, Jakobe på en puf foran et af vinduerne beskæftiget med at skære en bog op. Hele formiddagen havde hun opholdt sig oppe på sit værelse; ikke engang ved frokosten havde hun vist sig. Også nu var hun ganske umeddelsom og så ikke op fra bogen, som hun hist og her ligegyldigt kiggede i. » Du havde nok brev i morges fra Sidenius, « Sagde moderen efter lang tids tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit syskrin. » Ja. « » Han har det stadig godt i Berlin? « » Ja. « Der hengik på ny en stund i tavshed. Så lod Fru Salomon pludselig hånden hvile, så hen på datteren og sagde: » Jakobe... sæt dig herhen, min pige, og lad os tale lidt sammen. « Jakobe løftede hovedet med et opskræmt udtryk. Tøvende rejste hun sig og gik hen til moderen. » Hvad vil du? « sagde hun, idet hun lagde sig ind i sofahjørnet med hånden under kinden, så langt fra moderen som muligt. Fru Salomon tog hendes anden hånd og sagde: » Vil du svare mig på et samvittighedsspørgsmål, Jakobe? « » Hvad mener du? « » Nej... bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind på dig. Vil du blot — åbent og ærligt — svare din moder på et eneste spørgsmål: er du lykkelig? « » Det var da et besynderligt spørgsmål, « sagde Jakobe med et forsøg på at lade fuldkomment uforstående, men hun var bleven meget bleg. » Å, ikke så besynderligt. Du kan dog næppe fragå, at der i de sidste dage — efter at Sidenius er rejst — er foregået en forandring med dig;... Du hører jo nu engang ikke til dem, der har let ved at lægge bånd på sig selv og skjule deres sindsstemninger. At jeg ellers ikke har for skik at fordre mine børns fortrolighed i kærlighedsanliggender, det ved du; men i dette tilfælde mener jeg dog at have en slags ret til at spørge... Og til at få et ærligt svar. « » Hvor du dog er underlig, mor! Som om det ikke er ganske naturligt, at man ikke netop er i sit bedste humør, når ens f’orlovede lige er rejst bort og ikke vender tilbage før—ja gud ved, hvornår! « » Ja, når du tager det sådan, min pige, så vil jeg da tale lige ud. Ser du, for en times tid siden søgte jeg dig oppe på dit værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden du ikke kom ned til frokosten. Du var netop gået bort et øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at sidenius’ brev lå fremme på dit skrivebord. Nå, deri var der jo i og for sig ikke noget videre mærkeligt. Hvad der derimod i høj grad undrede mig, var — at brevet endnu slet ikke var bleven åbnet. « » Nu ja — hvad så? « sagde Jakobe efter en kort stilhed, hvorunder hendes hånd, som moderen stadig holdt om, var bleven kold som is. » Hvad så? Hør, Jakobe — jeg er nok tilårs men dog ikke ældre, end at jeg kan huske, hvor* dan det er at være forelsket. Når man lader sin kærestes breve ligge ulæst fra klokken otte til klokken to, så er ikke alt, som det skal være. « » Det forstår du dig ikke på, mor. Det har i dette tilfælde sin egen grund, som jeg ikke kan forklare dig. « Moderen så et øjeblik mistvivlende på hende. » Ja ja, mit barn, « sagde hun så. » Jeg vil — som sagt — ikke trænge ind på dig. Når du blot ganske oprigtigt vil sige mig, om du stadig er lykkelig. Er du? « » Ja — naturligvis! « svarede Jakobe uvilligt, trak hånden til sig og rejste sig. Moderen fulgte hende med øjnene, mens hun gik over gulvet og hen til vinduet, hvor hun blev stående med ryggen til stuen for at skjule sin sindsbevægelse. Men nu kom Nanny ind i overtøj og med gadenyt, og samtalen blev afbrudt. Fru Salomon tog atter fat på sit sytøj, og Jakobe forlod kort efter stuen og gik op på sit værelse. Det var første gang i sit liv, at hun havde været uærlig overfor sin moder; men hun havde ikke kunnet få sig til at tilstå, at hun på ny var bleven et bytte for ydmygende anfægtelser i forholdet til Per. Hun havde allerede følt en tvivl røre sig i hende straks, da hin modtog hans første, ungdommeligt overmodige, end ikke i ortografisk henseende ganske fejlfri breve, der indeholdt så meget om ham selv men lidet eller intet om deres kærlighed. Dog var det navnlig, da hun selv skulle til at skrive, at hun havde mærket, hvor fremmed han i løbet af få dage igen var bleven hende. Nu, da hun ikke længer var under indflydelse af hans person, og da bevidstheden om den årelange adskillelse yderligere slukkede branden i hendes blod, havde hun pludselig intet at sige ham. På en vis måde var hun derfor glad ved, at hans breve til hende ikke blev mere kærlighedsfulde, end de fra første færd havde været. Det var med skamfuldhed, hun nu tænkte på, hvorledes hun under samværet med ham så ganske havde givet sig sine sanser i vold, og når hun et par gange havde ladet hans breve ligge uåbnede, var det af frygt for at finde blot den mindste hentydning til de fortrolige øjeblikke, som hun ikke længer tålte at mindes. Det vil sige: således forklarede hun sig selv sin handlemåde. Men når hun havde gennemlæst brevet uden at finde mindste antydning af det, hun havde frygtet, ikke et taknemlighedstegn, ikke et længselsudbrud, kunne hun harmfuld kaste det fra sig uden en gang at ville læse underskriften. Nu, efter samtalen med moderen, foregik der påny et omslag i hendes stemning overfor Per. Moderens spørgsmål og den lidt medynksfulde tone, hvori hun talte, havde krænket hende og j opskræmt hendes stolthed. Hun fastslog for sig selv, at hun intet havde at beklage sig over. Af egen fri vilje havde hun knyttet sin skæbne til en hende fremmed mand, og det var alene hos sig selv, hun skulle søge forklaringen på den magt, han havde haft over hende. Hun ville ikke ynkes, — ikke af andre, ikke heller af sig selv. Og iøvrigt indløb nu også fra forskelligt hold de første bekræftelser på, hvad Per havde skrevet om den lykke, han gjorde i den tyske hovedstad. Ivan traf en dag i » Gryden « En svensk billedhugger, som netop kom fra Berlin og der en aften havde været sammen med Fritjof og Per på en kunstnerknejpe; og omtrent samtidigt omtalte gehejmecommercerådinden i en fødselsdagsbillet til Fru Salomon » den charmante danskers « visit i et par vendinger, der røbede den gamle dames åbne blik for hans ydre fortrin. Langt mere betydning for Jakobe fik dog en passus i et brev, som professor Pfefferkorn havde sendt sin ven Aron Israel, og som denne en dag på gaden havde omtalt for Ivan, der straks udbad sig tilladelse til at låne det og endnu samme dag bragte det hjem, idet han svang det over hovedet som et sejrsbudskab. Efter at have læst det højt i dagligstuen for forældrene sendte han det op til Jakobe i en konvolut med påskriften » Vive l’empereur! « der stod i brevet: » ----forresten lever jeg i øjeblikket i ganske intimt samkvem med dit land gennem en ung mand, af hvis bekendtskab jeg har megen fornøjelse. Jeg taler om en ung ingeniør Sidenius, der, efter hvad han har fortalt mig, er en personlig bekendt af dig, en mærkelig naturbegavelse, af hvem den danske nation vistnok har lov til at vente sig noget ualmindeligt. Jeg har underholdt mig med ham et par gange og haft lejlighed til at gøre mig bekendt med nogle planer til en storstilet anvendelse af vind- og bølgemotorer i industriens tjeneste, hvilke har interesseret mig meget. Jeg har sjælden truffet et menneske, der besad en så umiddelbar, frisk — men samtidigt rigtignok ganske uæstetisk — opfattelse af naturen og dens fænomener. Jeg vil ikke påstå, at hans betragtningsmåde absolut tiltaler mig, men den hører vistnok fremtiden til, og det hjælper da ikke at sukke. Hver tid har sine idealer; og når jeg hører din unge landsmand uden svimmelhed eller anfægtelser tumle med de dristigste ideer til en samfundsomskabelse, fremkaldt ved en stadig fuldkomnere undertvingelse af naturmagterne, synes jeg at se for mig en prototype for det tyvende århundredes tankemodige og handlestærke menneske.------ « Med brændende kinder og bølgende bryst havde Jakobe læst disse linjer. Og da hændte der hende noget højst usædvanligt: hun faldt i gråd. Hun græd ikke alene af glæde men — nok så meget — af skamfuldhed over, at denne fremmede mand øjeblikkelig havde forstået og værdsat Per, medens hun, hans forlovede, havde siddet herhjemme og påny forrådt ham i sine tanker. — » Det tyvende århundredes menneske «. Ja, således var det! Det var ordet, der som en lysflod spredte tågerne om hans billede; som forklarede de store modsigelser i hans væsen, dets skrøbelighed og dets altbesejrende vælde. Han var som det første, formløse udkast til den kommende gigantslægt, der endelig ( som han havde skrevet ) skulle tage jorden i besiddelse og enevældig omskabe verden efter sit behov, — en slægt, opvokset i en stuelummer atmosfære af småborgerlig klejnmodighed og overtro og underkuelse og derfor selvrådig, ubændig og pietetsløs, uden tro på andre lykkebringende magter end sådanne, der kunne få et stålhjul til at snurre. — » Det hjalp ikke at sukke. « nej, nye tider søgte nye veje ud til det lykkens land, som menneskene aldrig blev trætte af at håbe på. Og — måske havde Per virkelig ret? Det nyttede jo dog ikke længer at nægte det: det nittende århundredes guldalderdrøm, dets skønne tro på at kunne opbygge et retfærdighedsrige alene ved åndens myndighed og ordets overtalende magt — hvor var den blegnet! Der fuldbyrdedes i den følgende tid en fuldkommen omvæltning i Jakobes sjæleliv. Allerede forinden Pers afrejse havde hun forsøgt at skaffe sig et lille indblik i matematikens og mekanikens mysterier; men det havde den gang nærmest været en forelskets spøg, et blandt de

1898_BrandesE_LykkensBlaendvaerk