Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 0

1897_KragT_UlfRan

Thomas

Ulf Ran

Krag

KragT

Ulf Ran

male

1897_KragT_UlfRan.pdf

Thomas

Krag

no

Ulf Ran

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Jeg holder meget af at beundre de gamle kar af sølv og guld, som findes udstillede i de kramboder, livor gamle og sjældne ting sælges. Mange af disse har tilhørt folk, hvis navne jeg kender. „ Se her, kan således købmanden sige, her ser i et bæger, som har tilhørt hans højærværdighed domprovsten ved trinitatis, se hvor det er godt bevaret. Jeg ved fra en, der kom meget i provstens hus, at han kun brugte det ved jul og ved påske. “ Og jeg tager bægeret af købmandens hånd og betragter det med megen interesse, og i tankerne synes jeg at se, hvor det stod omhyggeligt i lange tider på en hylde i skabet for at tages ned de to gange om året til domprovstens vederkvægelse. Men medens jeg i tankerne ser dette, siger købmanden til mig: „ Men se nu dette... Det har tilhørt enken efter en officer... jeg nævner ikke navnet... hun lever nemlig endnu. Hun solgte det en sen aften, og hun gik med slør. Hun var vistnok i trang." Og jeg sætter doniprovstens bæger tilbage og tager enkens bæger i øjesyn. Det er ikke særlig pragtfuldt; men det har vel engang glædet den, som fik det. Jeg tænker på, at enken måske gav sin afdøde mand det bæger i deres forlovelsesdage, og at han drak sin unge kærligheds skål af det. Men medens mit. Sind ved disse tanker bliver blødt og medens jeg synes at fornemme en Duft som af gamle roser, siger købmanden, medens han tager et tredje bæger frem: „ Men se nu dette! køb det og brug det i skabet blandt glasvarerne, thi det vil pryde. Det er et durabelt bæger. Det blev smedet for over halvandet hundred år siden efter bestilling af hattemagernes lang. Det var nok deres oldermand, der fik det som hædersgave. Se her står en hat med en laurbærkrans over... Han var nok en munter mand den oldermand, for under bar han skrevet Luthers Vers om, at den som ikke elsker kvinder, vin og sang, han bliver en nar, så længe han lever. jeg sætter nu enkens bæger bort og betragter oldermandens. Det blev nok brugt oftere end ved jul og ved påske, thi her og der er det ganske slidt. Jeg ser den gamle hattemager drikke sig drukken af det, og jeg hører ham synge Luthers glade Vers. Men når jeg omhyggeligt har betragtet disse bægere og endelig har forladt købmanden og har færdedes nogle timer andet steds, så har jeg næsten glemt dem med samt deres fordums ejere. Og når jeg er kommen hjem, har jeg taget et bæger i hånden, som jeg engang fandt under jorden i vor gamle gård, da en brønd blev gravet der. Dette bæger har jeg ejet mange år og intet håndgribelig! ved jeg om det, og dog sysselsætter det min tanke i dag som den dag, jeg fandt det. På dets ydre side findes intet navn, kun et ansigt råt udhamret, og under dette ansigt to hænder, der gribe om hinanden til en hilsen. Dette kar er vistnok meget gammelt, og sølvet er rent efter den hvide farve at dømme, som det havde, da det blev fundet. Jeg sidder lidt længe med dette bæger i hånden, og jeg bliver ikke træt af at betragte det. Jeg ønsker at udforske dets historie, jeg sammenholder det med, hvad jeg ved om huset, der har stået i mere end to hundrede år og har sine ting at fortælle. Ja for at sige det hele i få ord: dette bæger hvisker ved et halvt uforståeligt sprog ting til mig, der åbenbarer andet og mere, end hvad de enfoldige bægere hos købmanden formåede at berette om en husholderisk Provst, om en enkes mangel og om den letfærdige oldermand for hattemagerlauget. Og ligesom med disse købmandens kar forholder det sig, når jeg læser bøger om mænd, som kendes af mængden. Jeg synes, at disse bøger er gode nok at hente kundskab fra; men de rører ikke mit sind så dybt, som når jeg en sjælden gang får lytte til et af alle ukendt ord fra en gammel mand, hvem jorden snart vil skjule, et ord, der fortæller om en mand, som kun den gamle kendte, men hvisjliv var farverigt og stolt. Et ord, der fortæller om en, hvis billede ingen ejer, hvis tale ingen erindrer ( uden den gamle, der snart vil tie med, hvad han ved ). Ja, et ord om en sådan mand kan lidt røre, hvad der er dybest i min sjæl og jeg får lyst til at mane ham frem fra de døde, at rådspørge ham, den besynderlige helt, der levede for sig selv, bortgemt for den nysgerrige mængde, der aldrig lod nogen få at vide noget om sig, der aldrig var højrøstet og som derfor levede, uden at mange vidste det. Disse bortgemte og glemte mænds ejendommelige liv — hvilken sang kan de ej synge, der overdøver de manges, af mængden bekendte, om hvilke der nu skvaldres på restaurationerne og i bladenes kronik. Om i derfor lærer Ulf rans liv at kende, vil i lære at kende andet end selvisk ærgerrighed. Han bejlede ikke til de manges gunst, der var ham ligegyldige, da deres hjerter ej bankede hans imod. Men for en ven og en elsket kvinde åndede han lidt hurtigere. Hans blod sprang ud i hans legem og rullede for rigt i hans lemmer, til at han blot skulle blive et umådeligt hoved. Og hans hoved var for ædelt og hans forstand var for rig, til at han ville stræbe efter at lade sine lemmer gøre sig bekendt. Han levede, grublede, higede, glædede sig og led. Han var en livslysten, der ej fandt, hvad han higede imod; derfor blev han grubler. Men midt i hans grublen brændte livets blod, derfor blev han helt og rigt et menneske. Hvis i læser om hans liv, vil i dugges af regn og beskinnes af sol. I vil se glædens blomstermarker og sorgens øde slette. Ja både livsalighed og rædsel vil i lære at kende. Men ligesom en mand, når han skal udruste et farligt togt, giver besked til den, der hyrer folk til hans rejse, om hvilke skal hyres, således giver Ulf ran mig besked, den jeg retter mig efter. Derfor siger jeg: hængehoveder ønsker jeg ikke skal følge ham og ej drenge med indestængte, betændte lyster. Og i, vil jeg først og fremmest forbyde at følge: i, der har så smudsige sind, at i ej kan se livets naturlige forteeiser med åbne og rene øjne. Jeg synes at mærke, at 1 stinker. Jeres fingre er kluntede og smudsige. Jeg vil, at i fjerner jer; thi min Ulf trænger jer ikke. Ja nødig ville jeg, at han skulle besmittes af jer, almue, som i er. Men i mænd og kvinder, der lever eders eget liv, i mennesker, i eders følge vil jeg gerne se min Ulf ran. Langt ud vil han lidt føre eder på tankernes urolige hav. I vil måske føle dybet kalde og afgrundens angst overfalde jer. Men får i mørke, så får i også lys. Når skyerne spaltes, er solen herude mere strålende end i land, og store fugles vingeslag suser i luften... Det er dog en lyst og en glæde at færdes langt fra land, at føle sig hævet på bølgernes rygge og mærke stormen komme, når man på samme tid føler sig som den stærke. Når man føler, at jordens kraft bor i ens kød, når man føler, at mandsmod banker i ens puls, og når farten magtes ved muskler og kraftige scener, og når ens lanterne brænder med jordens lysende ild. Så stiger frem fra min bogs blade Ulf ran, min ven og min helt. i. Når morgenen langsomt letter sig i øst, er luften høj. Den lytter og venter. Fugle sidder i buske og træer og synger sange, der er dunkle, som bærer de endnu noget i sig af drømmene fra mørket, der var. Og lyset rykker nok frem; men endnu ligger alt, by, eng og fjeld i tung døs efter søvnen og nattens tåge. Men himlen bliver lysere, ligesom når et tæppe glider op. Dagens skin og klare toner når frem. Nattens mulm og Sus spredes eller forklares. Som en sådan morgen kommer, således lysnede livet for Ulf rans øjne. Den ene ting efter den anden kom til ham og gav sig tilkende; han så stuerne hjemme, han så haven med dens blomster og Skogen med dens høje træer. Han så engene og bjergene. Han så solen og månen og de hvide skyer, der stille gled hen over himlen. Tiden gik, og synet for alt omkring ham blev klarere. Han sprang omkring på vejen, under havens trær og i byens gader. Han legede ved søen og sprang efter bølgerne, når de trak sig tilbage. Han løb til Skogen og skar fløjter af glatte kviste. Og dagene gik og bestandig klarere kom det hele til ham. Flan så solen stige og stirrede mod dens glans, han så den synke og glædede sig over dens dybe brandrøde. Han så månen dukke frem fra havet. Han kendte sommerens varme, og han hørte vinden komme om høsten, og han følte vinterens kulde; han så dens hvide sne og dens store stjerner. Hans hjem lå ved bygrænsen. Når han gik udenfor, så han til højre byen med dens huse og dens lys fra lygterne, til venstre ødemarken, bjerge og den store slette, hvor der var mørkt, og hvor ingen lygte brændte. Mest færdedes han i byen med en kammerat eller to; men af og til gik de ud over møen, hvor vinden fra bjergene blæste, og hvor årgammelt løv raslede hen over græsset. Her på møen levede meget op, som han ikke tænkte på om dagen. Gamle historier og fortællinger fra de første æventyrbøger blev tydelige. Alt her fortalte eventyr. Det kendtes på vindens pust, at den kom langt borte fra, fra steder, hvor der kunne findes uforståelige ting, og hvorom den nu sang. Og meget andet kom og gav sit med. En stor stjerne brændte langt nede, og det så ud som den nikkede ham til. Månen kom pludselig frem bag kantede skyer, selv kantet og med skæv mund. Den skinnede gult; alt blev ligesom stille ved dens stråler; vinden krøb liden langs jorden, og skyggerne gled afsted og svandt langt borte. Alt hvad de unge gutter havde hørt fra mørket, fra kroge, fra vægge, fra øverstelofter kom aldrig så tydelig frem, som i de høstkvelder derude på ødemarken. på denne ødemark boede svartebonden Pål nakken, en styg gamling som ingen kendte, og som likte sig. bedst, hvor ingen folk var. Han sad ofte i en grøft og brændte bål og stegte fugt, trukken på en våd gren. Om natten holdt han til et sted borte i Skogen, og han lagde sig nok tidlig til at sove; thi ingen så ham sent ude. Han stod også tidlig op. Mangen sommermorgen kunne man møde ham, idet han gik over møen og over den duggede eng. En anden, som nu og da viste sig her omkring, var Nils kat. Han hørte egentlig hjemme på søen, men nåde også herop, som når en sæl for en stund kravler i land. Han gik med næsten lukkede øjne. Han levede af at færge folk over til skibene. Nils kat talte aldrig et ord med nogen. Han skulle i sin ungdom have været en flink sømand, men på en tur over oceanet havde han engang været meget længe borte; hans mor troede, han var død, og hans forlovede giftede sig med en anden. Men på en usædvanlig måde blev Nils kat funden: et stort dansk skib traf på oceanet en skude, der syntes forladt. Kaptejnen på det danske skib ville undersøge skuden nøjere, og en båd, bemandet med bådsmanden og seks matroser sendtes over. De fandt ingen mennesker ombord, og hvad mærkeligere var: skudens navn og hjemstavn var slettet ud, og ingen journal, ingen optegnelse fandtes i kahytten. Det eneste de fandt var skelettet af et dyr, der tydelig nok var skibshunden: en lænke sad endnu om dens halshvirvel. En af matroserne sagde: „ Denne skude er nok en af dem, som en kalder for døde skuder. Den har nok drevet omkring i mange år. Vorherre alene ved, hvorfor den er bleven forladt. Den skulle helst bores i sænk. Så gjorde den ingen ulykker på andre skibe, som kommer denne vej. “ Mændene fra det danske skib skulle netop gå i båden igen, da en efternøler, der havde set sig om forude, kom løbende: „ her ligger en død mand!... kom og se! “ Råbte han. De andre fulgte, og om lidt så de et menneske ligge der, elendig indskrumpen og tilsyneladende død. Men bådsmanden knæled ned og så nøje på manden, kendte på hans puls: „ Skynd jer, “ Sagde han så, „ han har vist en liden gnist liv i sig endnu. Hjælp at få ham i båden. “ De bragte ham til dpt danske skib, hvor han efter mange. Oplivningsforsøg igen kom til sig selv. Og den næste dag fik kaptejnen rede på, hvad der havde hendt ham. Han fortalte følgende: han var norsk og hed Nils kat. Han havde for nogle måneder siden taget hyre på et hollandsk skib, der skulle til Vestindien. en kveld observeredes en skude uden flag og sejl, drivende for vind og strøm. Kaptejnen beordrede nogle mand i båd for at se skuden nærmere an. Blandt dem var Nils kat. De hollandske matroser var meget overtroiske, og to af dem svor med stygge eder på, at der fulgte ulykke med slig død skude. De gik alligevel ombord; men om ikke længe listede en for en i båden igen. Den eneste, som ikke var ræd, var Nils kat. Han gik endog ned i kahyt og lasterum for at undersøge det hele. Da hørte han pludselig kammeraterne råbe; han gik op, idet han mumlede: „ slige rædharer! “ Men nu så han, at en havtåge pludselig var kommen, der gjorde luften tyk som en mur og ganske ugennemsigtig. Han kunne ikke på nogen måde finde frem did, båden lå. Og i den tykke tåge syntes han, at kammeraternes råb kom snart fra en side, snart fra en anden side; ja lidt fra luften over hans hoved. Omsider fjernede råbene sig. Det hjalp ikke alt, hvad Nils kat hujede. Så kom natten, og han blev tilbage på det døde skib. Der havde han været til nu, de fandt ham. Den sidste tid havde han ligget i ville febre på grund af sult og tørst. Nils kat blev nok frisk efter dette; men han glemte ikke så let den tid, han var på det forladte skib. Han snakkede ikke gjærne om de dage, da han lå besvimet, og engang sagde han de stærke ord: „ Om i gav mig alverdens guld, ville jeg ikke leve de dage op igen. “ Han var forresten en stille mand, der ikke sås meget blandt folk. Han største lyst her i verden var ikke drik og svir og anden glæde, men den var at sove. Det kunne hænde, at en, som stod på stranden og skulle færges over,, mange gange råbte på ham, og der svaredes ikke. Da lå Nils kat i sin båd og sov. Han var da vanskelig at få vågen. Om vinteren, når søen lå tilfrossen og ingen arbejde var fore, da sov han værre end før. Han var ligesom i en dvale, hvorfra han langsomt og kun med besvær dukkede op. Forresten skadede han ingen og passede som ^oftest sit hverv som den allerbedste. Også nede i byens smågader, hvor husene var gamle og lave, gik mangen mand og kone, som gutterne lo af og fortalte meget og mangt om. Men både disse og hine to fra Skogen og havet stod ubestemte for Ulf. De hørte hjemme blandt rotterne, ja så halvt blandt eventyrets trolde. Heller ikke brød han sig meget om sine kammerater fra skolen. Han var nok gode venner med den ene og den anden; men kun slig som meget unge gutter har for skik: den ene dag delte han sine æbler med en, den anden dag sloges han med den samme om en drage eller om en spraglet fjær. Ulf ran var stærk og kæk for sin alder. Han havde blondt hår, lyse øjne og et vakkert smil. Trods hans styrke lå noget som en veg drøm om hans lyse barnehoved. Iii. Først da Ulf var femten år, fik han en virkelig ven. Han kom en dag på skolen, og ikke langt fra ham sad en gut, som han ikke havde set før. Gutten sad meget stille og så alvorlig ud. Kun en enkelt gang så han sig omkring. En sådan gang kom han til at se på Ulf; næsten uden at tænke derover nikkede Ulf til ham. Den fremmede gut vedblev at stirre, men nikkede ikke igen, men en stund efter så han hen på Ulf, og da denne så igen, nikkede den fremmede qut alvorlig med flovede!. ligedan gik det i gården i friminutterne. Ulf gjorde nogle skridt nærmere, og den fremmede gut lod, som han ikke så det, men gik som ved et træf netop da til den anden side. Men noget efter kom han hen til Ulf og stirrede på ham uden at sige noget; men han smilte og så god ud. Ulf spurgte: „ skal du gå her på skolen? “ „ Ja. “ „ Du har ikke været hei' i byen før? “ „ Nej, far kom for tre dage siden. “ „ Hvad hedder du? “ „ Egil bårn. “ „ Jeg hedder Ulf ran. “ De snakkede mere sammen og de blev gode venner, helst da de opdagede, at de boede i huset ved siden af hinanden. På hjemvejen fulgtes de ad, og de næste dage var de meget sammen. Med Egil var kammeratskabet anderledes end med de andre gutter. De kunne ikke blive uvenner så let. De kunne ikke slås for en drage eller en fjær. Når den ene ville noget, ville den anden just det samme. Særlig var de længe sammen om lørdageftermiddagene. Da gik de langt af gårde. De skød med bue i Skogen, eller de roede og sejlede. Et sted på en Holme byggede de en stor søjle af sten. Og de stak en vimpel på en Stang, og så ejede de holmen; klipperne var deres, de forkrøblede buske, der groede her og der, var deres, den lille dam med salamandrene og øjenstikkerne med de blanke vinger, var deres, og også de hvide måger, der boede i fiolmens mørke rifter. Oppe på øverstelofterne gik de også. både på loftet til kaptajn bårn og på loftet til byfoged ran. Der fandt de ting, som var hængte did op for længe siden. De lå lidt langt inde blandt det værste skrammel og rodede. Tillige kikkede de på de gamle, grå fluer i vinduet og på en og anden støvet bille, der faldt om og lod som den var død, når de rørte den, for så at knække sig højt i vejret og komme ned på sine ben en stund efter. Og endelig gav de agt på de gamle vævekærringer, der sad og lurede i krogene i hjørnet af sine spind. Iv. En dag, medens Ulf sad inde, så han, at Egil stod udenfor med en liden sorthåret pige. Hun hoppede og nynnede, medens hun klappede i hænderne. Ulf havde aldrig set hende før, og han gik ud til dem. Egil råbte ham straks an: „ Kom!... det er min søster... hun kom i går... hun hedder Sara. “ Ulf hilste, og hun rakte hånden frem. „ Goddag, “ sagde hun, „ er det dig, som er gode venner med Egil? “ „ Ja. “ „ Er det ham, som hedder Ulf? “ spurgte hun sin Broder. „ Ja, “ svarede Egil. „ Jeg kommer fra tante, “ sagde Sara, „ og jeg vil hellere være hos hende. “ „ Elvorfor det? “ „ Jo, fordi her kender jeg ingen, “ svarede hun ivrigt, „ men hos tante kendte jeg mange, som jeg var veninde med. Og jeg havde en lærerinde, som jeg var glad i. “ „ Men her er også lærerinder, “ mumlede gutterne. „ Ja, men de er ikke noget mod hende, “ Svarede Sara. De fandt ikke mere at snakke om, Ulf skar i en kvist, og Egil stregede i jorden med sin støvlehæl. Sara begyndte da igen at synge og klappe i hænderne, mens hun nejede i takt med sangen. „ Kom, Ulf, “ sagde nu Egil pludselig, „ så skal vi se om fisken stål’ der, hvor den stod i går. “ Ulf forstod, at vennen mente en stor tyk fisk, som den foregående dag i timevis havde stået på samme sted ved enden af en brygge. Han fulgte Egil. „ Jeg kan ikke lige jenter, “ sagde Egil, mens de gik, „ kan du? “ „ Nej, “ svarede Ulf, „ men hun er jo din søster, så du må lige hende. “ „ Hun er god nok, men jenter er ikke noget for mig, “ sagde Egil kækt. „ Nej, ikke for mig heller, “ svarede Ulf. Begge var meget enig, der de gik. Fisken stod der forresten ikke i dag; men det kunne jo også være det samme. De var da kommen for sig selv. Når det herefter hændte, at Sara kom til at følges med Ulf og Egil på deres ture, var de slet ikke fornøjede, de var ikke fri mere, ja engang sagde Egil til hende, at hun kunne lade ham og Ulf gå for sig selv, og at hun jo kunne gå med sine egne veninder. Da standsede Sara og så efter dem og lod dem gå alene; mange dage var dog ikke gåde, før hun fulgte med dem igen. Men en vårdag, de gik ud for at finde blåvejs, var hun med dem, og da angrede de ikke, at hun havde fået blive med, for hun var meget hurtigere end dem til at finde blomsterne. Ligeså om sommeren, når bærrene var modne; da var hun flink til at finde kroge i Skogen, hvor disse groede, og hun gjorde jo god nytte ved ikke at tage bærrene selv, men ved at råbe: „ se her, kom her, “ så at Egil og Ulf kunne æde dem. ( kun hvis en af dem sagde: „ spis du også, Sara, “ tog hun og spiste et og andet bær. ) og ikke ringere var hun om høsten, når de gik for at samle nødder i grippeskogen. Men snart brød de to gutter sig ikke så meget om at finde vårblomster, og de syntes, det var for liden moro ved at farte om efter bær og nødder. De fandt andre ting at muntre sig med, som var så vanskelige og så farlige, at en liden pige som Sara ikke kunne følge dem mere, om hun aldrig så gerne havde villet. v. Under uglebjerget kom bønderne kørende fra byen, når de havde været derinde, købt og solgt. Den, der færdedes ved vejen, hørte helst henimod aften ville skrig, først langt borte fra, så nærmere og nærmere. Og med skrigene kom larm af heste og af køretøjer, der knagede under den ville fart. Fer jøttul og Ola rokken og mange flere — nu var de på hjemvejen, nu havde de efter handelen moret sig og drukket. Kanske de mærkede, der de sad, at de havde tabt ved hele byturen. Det kunne ofte troes af de skrig, de stødte ud, for ikke sjælden lå et stort raseri på bunden af disse. Sjælden kom et køretøj alene; oftest to og tre i rad. Hestene løb, medens de svære bønder sad bag og slog. Bagest på kærren sad måske en gammel Kai eller en kjærring, som havde fået lov til at sidde på. Disse vovede ikke at mukke, omend de var rædde for livet. De sad under den ville fart og krummede sig sammen og gloede frem for sig, forknytte og ganske små. Hele følget fo’r udover, til det blev borte, og stilheden kom — til det næste følge nærmede sig. En og anden gang var der hørt ulykke fra disse farter; en af hestene havde styrtet om, og de bag denne havde væltet, så hele følget havde ligget i en sort Klump. Da var der blevet stille med ét, indtil nogle lange dødsbrøl var kommet, der havde lydt ud over Mo og jorder. Alen som oftest gik det godt. Hestene snublede ikke engang; og ved slagene og råbene blev de snart ligeså ville som bønderne selv. De var jo bondeheste, som i mange dage havde gået i frisk luft på jordet hjemme og ædt grønt græs. Noget af den stærke muld og^fjæklet var over dem også; derfor kom vildskaben over dem, så de drev rasende i vej og til sidst ikke mærkede slagene, de fik, omend de tunge svøbeskafter tidt ramte dem, så blodet sprang. Ulf og Egil havde stor lyst til engang at køre med på en sådan fart. Og en lørdag bad to drukne døler dem sidde op. de sagde ja og tak. Først gik det ganske tålelig!; kun sang og bandte dølerne. Men da de skulle ud på vejen, fo’r en mindre hest med en liden mand på kærren lige forbi dem. Han lo i det samme, så han knægged, og han hånede og skreg over til de to: „ Hesten din er jo lam! hya, hø folen skam! “ Men så rejste den ene døl sig helt og slog hesten og skreg til den, og hesten skreg igen, som til svar, og det gik i et jag bortover. Ulf og Egil holdt sig fast, så sveden sprang, for ej at tumle af, thi så vel var det ikke, at kærren gik lige: nej, den skened snart til den ene, snart til den anden kant. Farten blev lang; men det gik godt alligevel. De to dølers store flest vandt til slut; den lille blev kørt forbi ved et bredt sving en halv mil fra byen, og det lod ikke til, at manden ville kapkjøre mere. Da skreg de to døler til ham igen, lo og hankede, så ekkoet svarede. Nu kom da Ulf og Egil af kærren, og det varede en lang stund, før de havde sundet sig. De kørte ikke mere den dag; men de længtes snart efter en lignende fart, og meget behøvede de ikke anstrenge sig for at 30 få en sådan. Men alt ved denne anden tur sad de tryggere, og tredje og fjerde gang de kørte, kendte de farten som lyst. Engang var dølen, de kørte med, en sand Bjørn, så tyk og lubben og vild. Da han desuden var meget drukken, kom han i sandt raseri, da en ville kapkjøre med ham. Han slog omkring sig og skreg med lange hivninger. Og for hver gang endte disse i en dyb knurren, der buldrede op som fra kærrens bund. Dette morede de to gutter, og de var vovsomme nok til at slå ham i hovedet og i nakken, uden at han i den hele hurlumhej mærkede, hvad det i grunden var og hvorfra det kom, og uden at det virkede anderledes på ham, end at han blev mere bersærk end før, skreg og brummede endda værre og bed i svøben sin og bed lange remme af den. Det var køreturene med de drukne bønder. Men en anden ting, som drog de to gutter ligeså meget, var at sejle ud med kaptejn bårns store båd. Inde bag de store albatrosskær var søen oftest smuk der løb båden i mag. Den var her den stærke; den var stor og bred, og den gik rolig afsted, kylende småbølgerne hver til sin kant. Men udenfor var der som et andet pust over det hele, thi her var havet, der skinnede grønt og blinkede hvidt som lyn. Her blev båden stille; den turde ikke løbe så hastig og ligeglad på. Den skar lydløst ud, som ville den helst liste sig hen, uden at nogen mærkede det. Men den blev alligevel opdaget afsjøerne: de kom stimlende om den, skarpe og hidsige, og vinden peb hen over. Men så blev den gamle båd også stærk. Den samlede sammen sin kraft; thi skulle delprøves kræfter, ville den ikke stå tilbage. Og den fnøs og skændte og huggede i søerne af yderste magt. Da var det, som disse lidt blev overbærende: de mærkede på den gamle båd, at den var rasende, og de lo mod hinanden og lod båden løbe i fred. Og en lang stund humpede nu den gamle båd udover, snøftende og brummende. Ja langt ud bar båden Egil og Ulf. I sommerens lange ferier nåde de ud til en ensom klippe midt i havet. De kaldte den „ Fisken “, fordi den lignede en fisk med lang spole og spidst hoved. Her standsede de en time eller mere. Ikke sjælden badede de her. De svømmede langt ud og lå på ryggen og flød. Sad efter badet og solede sig i en lun klippespalte. Vendte hjem henimod aften, nåde så vidt ind for en svag solgangsvind, der syntes at komme fra de trætte, matrøde skyer i vest. Men led det langt ud i oktober, kunne de lidt sejle derud i uroligt vejr og sidde der og se ud på det stormfulde hav. Da betoges de af de stærke ting: af de tungt fremglidende skyer, af solen, der skinnede besværlig og omsider sank i rødt, af det pust fra det store omkring, der nåde dem, pustet fra himlens og havets dyb. Men om det var fagert vejr, gik dagen stille under, og mørket kom lidt over dem, når de vendte hjem; nu og da kom en let havtåge glidende, der dækkede holmene, så disse svømmede utydeligt under dækket. Og medens de to gutter besværligt roede hjem, så de morilden funkle og de så natten drive over himlen.... vi. Noget, de huskede længe efter, var hvorledes de stængtes inde i hulen eller som den også kaldtes smuglerens hule. De havde lidt hørt tale om denne hule. Bundfiskerne, der trak sine snører langt fra land, havde været derinde, og mange af dem snakkede om manden, der stod bunden til fjeldet med jern, for to eller kanske for tre hundrede år siden oversmurt med tjære, endnu holdende sig omtrent som da, mod uvejr og storm raslende med jernet mod fjeldet. Spurgtes der: „ havde nogen set ham? “ blev svaret både ja og nej. En bådsmand havde for mange tider siden nået derop og endog følt på smugleren, men bådsmanden var død og nogle sagde, at han aldrig havde levet. En letvindt skrædder havde en anden gang klatret op og sagt: „ nu ser jeg ham “, men havde i det samme tabt balancen og faldt i søen og i faldet slået hovedet mod en udstående kant af Berget, så han var død, da de fik ham op fra vandet. Han kunne derfor ikke give nogen besked. Egil og Ulf havde aldrig været inde i hulen, de vidste ikke engang så nøje, hvor den lå; kun så meget havde de på det rene, at den lå en Fjerdingvej vest for dybringeren. Da hændte det en eftermiddag, at de, medens de lå på andejagt derude, blev meget tørstige. De tænkte på at søge land for at finde en bæk. I det samme kom en gammel mand roende. „ Goddag, “ råbte Ulf til ham. „ Goddag, “ svarede manden tilbage. Han holdt op med at ro og gloede på dem. „ Ved du, hvor vi skal finde vand? “ Manden svarede ikke på dette med det samme. Først spurgte han dem ud, om hvem de var og hvorfra de 'kom. Da han havde fået dette på det rene, sagde han: „ Du snakkede om vand. Jeg ved om en Olle her lige ved. Ved du, hvor smuglerens hule er? “ „ Nej. “ „ Olien er ikke langt fra hulen. Ja næsten lige over. Du kan høre den, når du er over hulen. “ „ Men hvor er hulen? “ „ Den er næsten lige ind der. Du kan kende den på en hvid flint i fjeldet, som står over porten. “ Gutterne roede ind, hvor manden havde sagt, de skulle ro. De fandt bækken og drak, hvad de ville. Men nu fik de lyst til at se, hvordan der så ud i smuglerens hule. De fandt en åbning, der var så trang og lav, at de måtte dukke hovedet for ikke at støde mod fjeldet. De roede gennem åbningen og båden gled nu stille ind i et højloftet fjeldkammer, hvor væggene var glatte og sorte, og hvor hvert åredrag, hvert skvulp hørtes tydelig. Deroppe, hvor kun et svagt lys nåde, sås brud i fjeldet; afsatser, der utydelig skimtedes. Den gamle smugler stod måske deroppe. Derfor lokkede de skyggeagtige klippespalter hist oppe gutterne. De råbte didop. De råbte højere og højere. Det klang tilbage, så det smaldt mod deres øren, men med våd, dump klang. Hvor alt var stille her. Ikke alene rakte fjeldet sig stille op; men også vandet var ganske stille. Af og til kom en dæmpet, summende tone dem forbi, lig den de store konkylier synger, når de holdes for øret. Det hørtes, som denne tone kom langt borte fra; den nærmede sig, var hos dem og svandt derpå stille hen. Da de havde siddet en-stund og set sig omkring i det halvmørke bjergkammer, så de alt tydeligere end før. Afsatserne tegnede sig lidt efter lidt for deres øjne med faste former. De blev nu enige om at prøve på at klatre op ad bergvæggen. Inderst inde havde de begge den tanke at nå den afsats, hvor den tjærede smugler stod. Skulle nogen nå ham, måtte det vel være dem. De var vel så flinke som nogen til at klatre i fjeldet. Og det var da noget at fortælle til mange, de kendte: „ vi har nået smugleren, “ Da ville kanske de flittige læsere på skolen få høre, at de havde gjort noget, som de selv ikke kunne gøre. De fik straks fodfæste og nåde hurtig nogle favne op. De gik videre; men nu blev fjeldet stejlere og ulidelig glat, ja et sejt overtræk lå, hvor de greb for sig, og der fandtes næsten ingen skarpe kanter; alt var rundt, alt gled mellem deres fingre. De blev alligevel ved at klatre. De var i al fald ikke bange for at falde. Vandet i hulen var dybt, og mærkede de, at de vaklede, skulle de da vide at tage så vidt tilløb, at de faldt i dybt vand. Endelig havde de nået en seks favne op. Men nu kunne de ikke komme højere og de kunne heller ikke se en hånd for sig. Ja dette mørke blev dem uforklarligt. Vel var de højt oppe; men hulens åbning var bleven så liden, så meget mindre end før, at de ikke kunne tro, det blot var afstandens skyld. Da de nu skulle klatre ned igen, viste det sig ugørligt. Egil råbte til Ulf: „ jeg kan ikke komme ned. “ Ulf svarede: „ jeg kan heller ikke, “ og de lo og.hørte et skrattende ekko, som fik dem til at le mere. Pludselig sprang Ulf ned i søen. Lige efter kom han op og svømmede til båden. Egil sprang også og svømmede til båden. De sad nu ved siden af hinanden aldeles dyngvåde, og de stirrede forundrede mod hulens åbning, thi nu på nærmere hold så de, at den var bleven så liden, at det ikke ville være dem muligt at få båden gennem den. „ Der er bleven højere vande, “ sagde Ulf. Egil sagde lidt efter: „ det må være flodvandet. “ De sad nu sammen i båden og ventede på, at vandet igen ville synke. Men det sank ikke. Det steg endnu højere. De så det på rifterne i fjeldet. Nu og da hævede der sig en bred dønning, der rørte luften, så en hvæsende lyd hørtes. Der de sad i nærheden af åbningen, hørte de tillige uafladelig den fjerne lyd fra konkylien. Lidt efter mærkede de, hvor lyset svandt, og hvor mørket bredte sig. Det kom ligesom sivende ind i hulen. Det hang sig fast som mørke, skyggeagtige dyr ved de øde bergvægge og de gled længer og længer nedover, til de kun veg ved indgangen. Men til sidst krøb de også om der, thi natten var helt inde. Men der de nu sad i dette bergkammer, følte de sig utrygge. De ville heller’ være under åben himmel. Lidt efter lidt lagde denne følelse sig over dem som en uhyggelig byrde. De holdt ifcke ud at sidde derinde længer. Omsider lod de sig glide i søen og svømmede ud på den anden side. Hulens lyde og dens taushed trykkede dem ikke mere. Over dem hvælvede sig en klar himmel, og de så nu månen, en stor fuldmåne, der gled langs horisonten. De sad sammen på et klippestykke; det var i slutningen af August, så natten var ikke af de varmeste. Af og til kom et koldt pust fra havet. Men de var så kække og hærdede, at væden og vinden gjorde dem intet. De sov endog ind en stund, der de sad. Engang sagde dog Ulf: „ Vi må ikke sove med ansigtet mod månen “... „ Hvorfor må vi ikke? “... „ Nej, den som gør det, kan blive måneblind, og månen kan trække ens ansigt skævt. “... De så uvilkårlig op på den gule måne, og de så, at der var noget eget ved den, som den stod der, stor og rund i natten. Det var jo også den, som havde suget havet, så at de nu sad, hvor de sad. En time eller så, og de svømmede ind i hulen igen. De havde pludselig fundet det råd, der dog lå nær. De ville fylde båden med så meget vand, at den lå lavt nok til at komme under åbningen. De tog begge fat i den ene side og væltede båden, så vandet strømmede ind. Det hjalp, den fulde båd gled villig ud af smuglerens hule. Nu øste de den raskt og roede hjemover. Det var en besværlig mil at ro, og de nåde ikke ind før morgensolen skinnede. Endnu var de meget lydhøre. De hørte endnu det sorte vand

1897_MadsenT_UnderKundskabensTrae

Theodor

Under Kundskabens Træ

Madsen

MadsenT

Under Kundskabens Trae

male

1897_MadsenT_UnderKundskabensTrae.pdf

Theodor

Madsen

no

Under Kundskabens Træ

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Senhøstes en morgen ombord på en af vore kystbåde stod længst agterud et ungt menneske og så på havet, der kom sættende ind vesterfra gennem skærgårdsgabet i store, rullende dønninger. skønt det hele i og for sig var nok så ensformigt, lod det dog til at more den unge fyr, thi som han stod der og så udover, begyndte han pludselig at le højt. En af passagererne, der underholdt sig med den lille trivelige kaptein et stykke borte, fik derved anledning til at spørge, hvem han var, fyren, som stod der. Han syntes, han ville kende ham, havde i al fald ganske bestemt set ham før... — ja, neimen som jeg ved det rigtig! svarede kapteinen. — han har været med os fra Kristiania og går iland nu i Bergen!... Skal nok derfra begynde en forelæsnings- eller oplæsningsturné... det var i al fald noget sånt! — skuespiller altså? — ja, neimen som jeg ved det!... literat, syntes jeg, han sagde!... Meinholdt eller Meinhard!... De er altid så påtrængende slige mennesker!... Mener de ikke, han kom her og anmodede om fri rejse da? — det tror jeg såmen gerne! Han ser mig just ud til det!... Hvad svarede de ham? — ja, hvad skal man svare?... De har en egen måde at snakke på enkelte folk!... Man har ondt for at sige dem nej også... luvslidt og afdanket, som de står der foran en — men gudbevares — gebærder sig, som de skulle være baroner eller grever med store godser et eller andet sted... — å ja, der er nok af den slags folk, som går og indbilder sig det! Her vendte genstanden for deres samtale sig om og arbeided sig over på den anden side af dækket. Det var en middelshøi, slankbygget ungdom midt i tyverne omtrent, med et noget blegt, af næringssorger, kanske også af nogen rangel markeret ansigt. Om den dragt, han gik i, kunne der med god grund siges, den var » luvslidt og afdanket «. Vistnok var den tynde, brune overfrakke kante; med silkebånd, men disse silkebånd var på sine steder nu så glinsende, på andre steder så frynsede, at det formelig så siusket ud. Det samme var tilfældet også med knaphullerne og knapperne. Disse sidste, der engang i tiden havde været overtrukne med tøj, eide for nærværende ikke den tråd-trevl, hvormed de kunne skjule sin sorte nøgenhed. Og så permissionerne nedenfor frakken — den rene humbug, trange og korte som bukserne på en opløben gut. Det eneste nogenlunde anstændige, han havde på sig, var hatten, en blød, grå en, der dog var altfor liden til hovedet, hvis tykke, mørkebrune hår neppe havde været klippet på det sidste halvår. Trods alt dette var der alligevel noget ved manden, der satte ham i stand til at bære sine filler med en vis anstand. Måske det lå i holdningen, måske også — og muligens mest — i den rolige, overlegne intelligens, der strålte ud fra de kloge, brune øjne. Disse øjne havde, idet han gik over på den anden side af dækket, ligegyldig strejfet de to, som stod og talte om ham. Nu stirrede de samme øjne indover mod land, mod de nøgne, havomskyllede klipper, bag hvilke de fjernere fjeldrygge tegnede sig i stedse mere og mere kendte linjer mod den mørkegrå himmel. Passageren, der ironisk forskende havde iagttaget ham under manøvren vendte sig atter til kapteinen. — Meinhard, sagde de, han hed?... Er han fra Bergen? — ja, det skal jeg s’gu heller ikke kunne sige!... Østlænding er han i al fald ikke! svarede kapteinen. — ak, jovist er han fra Bergen!.. Meinhard!.. Naturligvis!.. Er det ikke formidabelt, således som et menneske kan forandre sig på nogle år! — de har kendt ham tidligere kanske? — ikke personlig!.. Jeg erindrer bare, at han var oppe hos gamlingen og bad om understøttelse!.. Meningen var nok, at han ville studere... — studere ja!.. det vil de alle nu fortiden! Henkastede kapteinen. — sandelig, det skal være vist! bekræftede den anden. — enten de har midlerne til det eller ikke! Her blev kapteinen bortkaldt og fjernede sig med et høfligt — å, undskyld!.. et øjeblik, hr. Martens! — hr. kaptein! Og den unge hr. Martens gav sig atter til at mønstre manden med de korte bukser. — han havde engang kendt en sån fyr, som havde kaldt sig for literat, og som havde lånt ti kroner af ham, enda de bare havde talt sammen ganske flygtig!... Naturligvis!... krævet ham havde han jo gjort, vist fire gange,... For at se, hvorledes han ville tage det! Han vidste jo godt, han aldrig fik dem igen!... Men skammeligt var det!... En sån bladlus!... Igrunden skulle de piskes, sånne folk, som gik slig og lånte penge af en og glemte at betale tilbage!... Naturligvis var han vel af samme sorten denne Meinhard også!... Stod ikke fyren der og skabte sig, som om han havde betalt for sig! Medens den gode hr. Martens holdt på at ærgre sig indvendig over, at den slags individer idetheletaget skulle have lov at leve, lagde skibet lidt efter lidt havdønningen bag sig og gled ind i den indre leds smulere vand. Dette bragte mere liv og bevægelse med sig på dækket, idet alle jo nu skulle op for at se, hvor på lag man befandt sig. Kun han med den luvslidte frakke stod rolig der og så indover mod land. Over det markerede ansigt med de noget trætte øjne lå der en vis forventningsfuld spænding, og om læberne, der så vidt skimtedes under barten, et af disse underlig fraværende smil, der er ligesom noget af sjæl i dem, noget af den sjæl, der tænker indenfor. Dette smil var hr. Martens under sin vandring frem og tilbage bleven opmerksom på, og ligesom alt ved denne fyr irriterte ham, så smilet også. Han følte det nærmest som en uforskammethed — også mod de øvrige passagerer, hvem fyren fuldstændig syntes at ignorere. Og der fo’r i ham noget som af en ondskabsfuld lyst til at slå ned i hans tanker og lade ham forstå, at der fandtes dem, som kendte ham og vidste, hvem han egentlig var. Givende efter for denne sin lyst havde han allerede en om ikke to gange puffet til ham, idet han passerte, uden at dog den anden havde taget notis af det. Tredje gang gentog han det imidlertid med et så forsætligt eftertryk, at det ikke kunne andet end vække Meinhards opmerksomhed og harme. Ærgerlig vendte han sig om og så efter Martens, der ligegyldig fortsatte sin gang, som om ingenting var hændt. Nu gjorde han helt om og nærmede sig igen. Som den forurettede ventede naturligvis Meinhard en undskyldning i det mindste. Men nej. Ikke et ord. Mennesket værdigede ham ikke så meget som et blik engang. med en kort hån-latter og et foragteligt » idiot «, der bragte hr. Martens, for hvem dette kom højst overraskende, til formelig at dukke sig som under et svøbeslag, indtog han sin forrige stilling igen. Forresten angrede han allerede i samme øjeblik, hvad han havde sagt. — man kunne jo aldrig vide... Mennesket var bergenser, tog han ikke fejl af ansigtet endog en Martens... — jeg syntes, de sagde noget! lød det udfordrende ved siden af ham. — må jeg spørge, • • • jeg syntes, de sagde noget? Et kvart minut blev de stående og måle hinanden med øjnene, Martens ikke langt fra højrød i ansigtet, Meinhard noget blegere end for lidt siden, men dog rolig. — ønsker de, jeg skal gentage det? spurgte han. — tølper! hvæsede Martens dirrende afsinne. Og til kapteinen, der i det samme, uden at ane noget, trådte hen til dem—jeg ved ikke, hvad de synes, kaptein!... Vover ikke denne person her at kaste skældsord efter en! — hvad behager?... Hvad er det, de understår dem til? vendte kapteinen sig til Meinhard. — ikke andet end svare på tiltale, hr. kaptein!... Personen der stødte gentagende gange til mig... — nå, nå!... så farligt hårdt har det nuvel ikke været!... Imidlertid får de huske på, at de er gratisrejsende, og at de som sådan har at holde dem tilbage! det gav et sæt i Meinhard. — gratisrejsende?... Jeg ved ikke af, jeg har anmodet dem om nogen gratis rejse, hr. kaptein!... Fragten vil blive dem udbetalt, når jeg kommer til Bergen! — ja, ja!... Naturligvis! svarede kapteinen ironisk. — de tror det ikke? — tro-or?.. Naturligvis vil de gerne betale! Blev kapteinen ved i samme tone. — har jo ikke et øjeblik tvilet på det!.. Hvad jeg bare vil bede dem om, er at de forholder dem rolig, så længe de er her ombord, enten de så betaler deres rejse eller ikke!.. Og dem, hr. Martens, beder jeg mange gange om undskyldning for, at de er bleven forulempet! Med disse ord lagde han hånden på den unge herres skulder og førte ham med sig over på den anden side af dækket. Så kort dette optrin end havde været, var det dog nået til at blive genstand for flere af de frem og tilbage drivende passagerers opmerksomhed. De forstod vel ikke, hvad det egentlig dreied sig om, men at det var noget særdeles, og at det var manden med den grå hat, som havde gjort sig skyldig i et eller andet, syntes tydeligt nok. For at høre noget nærmere, trak de mest nysgjærrige sig hen i nærheden af kapteinen og hr. Martens, der talte ivrig sammen. Meinhard stod med ryggen til som tidligere og så indover mod land. Alligevel følte han, at man beskæftigede sig med ham, ikke alene kapteinen og den anden laban, men også passagererne. løvrigt havde optrinnet både ærgret og ophidset ham. Dette, at fragten ville blive betalt, når han kom til Bergen, var naturligvis bare noget, han havde sagt. Knapt nok diætten ombord var han istand til at betale, endsige fragten. — skønt efter kapteinens optræden mod ham, syntes han nok, han havde betalt tilstrækkelig for sig. — Havde ikke den runde, tykhodede spytslikker forsøgt sig i at være spydig! Jo mere han tænkte på det, jo mere harm følte han sig. Men denne laban af en kræmmerpode foragtede han. Han huskede dette ansigt nu. — den Martens var det! Og han lo bittert ved sig selv, idet han tænkte på, hvad han havde måttet døje hin uforglemmelige dag, da han foretog sin frugtesløse korsvandring om til byens rigmænd. om han nogensinde havde hadet menneskene, var det den dag. Og som han stod der og hørte dem le og snakke derborte, var det som der steg op i ham igen noget af det had, han den dag havde følt. Men kun for et kort øjeblik, så var han atter sig selv, den rolige, den passive, der nøied sig med at foragte. Der var nu næppe mere end tyve minutters gang tilbage til Bergen. Fremdeles stod han der i sine egne tanker og så indover mod land. Han kendte sig igen her, hver vik, hvert næs vækkede minder. Her omkring havde han som gut ligget ude og fisket mere end en gang. — hvor tiden dog var gået hurtig!... Og ingenting havde han udrettet i disse årene heller — at snakke om da!... Han havde udviklet sig en del,... vistnok,... taget sine to eksaminer, studeret filologi et års tid, skrevet en som » uanstændig « Stemplet artikkel.. og derved påført sig at blive udelukket fra universitetet for et år,... men det var også det hele! Han kom til at tænke på den solskinsdag for fem år siden, da han sidst drog udover denne samme fjord. — hvilken forskel var der ikke på da og nu!... Hvor havde ikke hans unge bryst dengang svulmet af jubel, af mod, v! Af håb og tro på fremtiden 1... Den vide verden havde ligget foran ham som i et blændende lyshav, blinkende, vinkende: der var berømmelse, der var rigdom, der var skønne kvinders kærlighed!... Og vidste han end med sig selv, at det ikke var bestemt for ham alene alt dette, at der skulle arbejdes og kæmpes på liv og død, om han ville have del deri, så afskrækkede ikke det ham,.. sejren var hans, såvist som belønningen var det, når den engang var vunden!... Og nu?... Stakkels enfoldige ynglingesjæl!... dengang tænkte du mindst, du skulle opleve en stund som denne!... Hvad de mon ville tænke om ham, menneskene derhjemme, når de nu så ham igen? Igrunden var det dette, som pinte ham mest, skønt han ikke ville være ved det. Da han rejste hjemmefra, var han godt klædt, og nogle hundrede kroner havde han også haft. Nu eied han ingenting, og hans dragt var dårlig og slidt. Vistnok havde han, før han drog fra Kristiania, hos en uberegnelig raring af en skrædder derinde bestilt sig en frakke og et par benklæder, der skulle sendes efter, men det var usikkert, om det tøj kom. Og kom det, skulle der sagtens penge til for at løse det. — å nej, det håb fik han nok vogte sig for at bygge noget på! i dette øjeblik drejede skibet rundt kvarven, og foran ham derinde mellem disse evige fjelde lå fødebyen, grå og skidden og trist. Og der faldt over ham ved dette syn en mørk, knugende sørgmodighed. Han tænkte på sit fattige hjem, på sin stakkels gamle moder og lille søster Birgit, der ikke kavde mindste anelse om, at han kom. — hvad vel de ville sige? Og han tænkte på, at han også havde en fader, der for mange år siden var draget østen til det fjerne Indien — som det nu syntes—for aldrig at vende tilbage. — hvor ofte havde han ikke fordømt denne besynderlige fader!... Og alligevel,... hvem vidste, om det dog ikke forholdt sig, som han havde skrevet hjem, at det gik ham dårlig, og at den lille sum, han nu og da sendte, var alt, hvad han kunne afse?... Bare det, at han ikke helt unddrog sig, viste dog, at der var noget godt i ham! Disse tanker efterlod tilslut et stille vemod i hans sjæl. — han eide dog en moder, en fader, en søster. Men først og sidst en moder, der havde lidt for ham, arbejdet for ham, ja ofte taget det nødvendigste fra sig selv for at glæde ham. — Stakkars gamle moder! Med en følelse som af anger over noget — han vidste ikke selv hvad — førte han hånden over øjnene og strøg bort en tåre, der uforvarende havde listet sig frem i dem. Denne veke stemning blev han dog snart revet ud af. Et stykke borte fra ham stod nemlig hr. Martens og talte med en anden passager, og af de ord, der nåde hen til ham, skjønte han, det var hans affærer med universitetet, samtalen dreied sig om. At denne historie også var nået op til Bergen, havde han længe anset som givet. Alligevel følte han det højst ubehagelig at blive mindet derom netop nu og det af denne laban, der visselig ville gøre alt, hvad han kunne for at skade ham. Han lod dog, som han hverken havde set eller hørt noget. Endnu et par minutter blev han stående der, tog sig derpå sammen og gik ned for at afgøre sin regning hos restauratøren. Efter at dette var ekspederet, havde han akkurat en krone igen af ti, som han havde lånt af en ven den dag, han rejste fra Kristiania. Da han atter kom op på dækket — iøvrigt dampende på en netop tændt cigar — var man allerede indenfor moloen og gled sagte forover i retning af bradbænken. Udenfor denne blev man midlertidig liggende og manøvrere for et netop afgående skib, hvis plads ved bryggen, det nok var meningen, man skulle indtage. Også det afgående skib hørte til kystbådene. På agterdækket stod en del passagerer og nikkede og vinkede ned til de på bryggen gjenstående, der — idet skibet gled forbi — nu også blev synlige for passagererne ombord på det ankommende. Blandt de viftende på bryggen tiltrak især et ungt, lyshåret pigebarn sig Meinhards opmerksomhed. Vistnok havde han jo på den lange afstand vanskelig for at skelne ansigtstrækkene, men alligevel var det, som han syntes, han allerede kunne dem, kendte dem, skønt han i øjeblikket ikke vidste af, at han nogensinde havde set disse træk. Hendes dragt bestod af blå kjole, kutte og blank matroshat. Ufravendt blev han stående og se bort på hende. Nu smilte hun — barnslig glad over hele ansigtet og viftede udover. — herregud, så vakker — og uskyldig, tænkte han ved sig selv. Og det var med den højeste grad af utålmodighed, han fulgte skibets manøvrering, der vist var rigtig nok, men dog forekom ham merkelig bagvendt, eftersom man tilsyneladende ikke kom nogen vej. Imidlertid søgte han, så godt han kunne, at holde øje med den lille, der forresten trak sig længere og længere tilbage og tilslut gled ganske bort for ham. Da de endelig nåde ind til bryggen, opdagede han dog atter den blanke matroshat oppe ved hjørnet. Så hurtig det lod sig gøre, ilede han iland og efter, uden at gøre sig rede for, hvad det egentlig var, han ville. Først da han omtrent havde indhentet hende, gik det pludselig op for ham, hvor meningsløst dette dog var. Tale til hende kunne han jo ikke, og komme i forbindelse med hende på anden måde var der heller ikke anledning til. Og han sakkede atter af, indtil han var hende på sån en femten—tyve skridts afstand. Da tog han igen til at gå, bange ligesom for at miste hende afsyne. Dette hindrede ham dog ikke i at fornye bekendtskabet med omgivelserne, der dog ingen forandringer lod til at have undergået siden sidst. De gamle » kjøbmandsstuer « stod der fremdeles, og på bryggerne var der den samme trafik som før i tiden med tran og sild og fisk, hvoraf det lugtede surt, som det altid havde gjort. og dog var der alligevel noget, som havde forandret sig. Menneskene selv var bleven ældre. På de gamle syntes de vel ikke stort, disse år, men så meget dybere havde de sat sit præg på de yngre, de, der var jævnaldrende med ham selv. Da han sidst så dem, var de réne ungdommer med glatte hager; nu havde disse hager fået skæg, og ansigterne var begyndt at lægge sig i bestemte, om de gamle mindende folder. Han havde spurgt sig selv, om hvad vel disse mennesker ville tænke, når de nu så ham igen. Og han havde i sit indre skammet sig over, at han ingen vej var kommet, ikke havde nået frem til hin storhed, hvorom han engang havde drømt. Nu stod det med ét for ham, at der ingen var at skamme sig for. Han passerte kammerrater, han passerte gode gamle bekendte. De så på ham, en og anden studsende, de fleste dog som på en fremmed, hvis eksistens var dem komplet ligegyldig. Og han vandrede videre, stadig i hælene på det vakre pigebarn med den lette gang og den lyse flætte nedefter ryggen. Så behageligt det end kunne være således at gå sin vej ubemerket og ukendt, følte han dog snarere bitterhed end glæde ved det. Brav nok, at han derved undgik disse ydmygende og medlidende blikke, som han havde frygtet for at møde på denne sin vandring. Han ville alligevel have foretrukket enhver ydmygelse for dette. Livet var jo ikke slut med denne dag. Endnu var han ung nok til engang at nå, hvad han havde drømt. Men hvad vegt lå der på det alt, når ingen af alle disse længere var til eller var de samme som i dag! — en fremmed... hvem bekymrer sig om en fremmed?... En ukendt... hvem ærgrer sig over, at det går en ukendt godt?... Skønt... Og han smilte foragtelig. — som om egentlig det var noget at hige efter, at blive misundt af disse! Her blev han afbrudt i sine tanker af en politikonstabel, der stansed ham og underrettede ham om, at det var ulovligt at røge på disse kanter. En smule perpleks så han fra konstablen til den tændte cigar, og derfra igen på konstablen. — hvad behager?... ulovligt, siger de?... Nå ja, tak skal de have, for de var så venlig at gøre mig opmerksom på det!... Jeg er fremmed her i dermed stak han cigaren i munden igen og gik røgende videre. Konstablen blev stående rådvild og se efter ham. Da der imidlertid kun var et ganske kort stykke til torvet, lod han det passere. Men Meinhard tænkte fremdeles på denne lille hændelse. Hvorfor han havde stukket cigaren i munden igen, forstod han egentlig ikke. Muligens var det manden selv, som havde indbudt til det, eller også var det måske de tanker, han netop havde gået i, som havde forledet ham. Oppe ved hjørnet af Strandgaden kom han dog bort fra det. En ung herre tog her hatten af for pigebarnet, der hilste igen og endog vendte sig efter den unge fyr, da han havde passeret. dette var nu alt andet end velopdragent, og Meinhard likte det ikke. På den anden side kunne det jo hænde, det var en rigtig god bekendt, hvad han i grunden likte endnu mindre. Længere oppe på torvet blev hun stående foran et butikvindu. Det kunne være for at se på en eller anden genstand, hun var bleven opmerksom på i vinduet, men det kunne også være for at spejle sig. For ham så det grandgiveligt ud, som om det var for at spejle sig, hun havde stillet sig op der. dette var nu heller ikke noget, som just tiltalte ham; men da han nødig ville gøre hende uret, — han kendte hende jo slet ikke, — sluttede han, at disse småtræk kun var udslag af et barns umiddelbare naturlighed og intet videre. Nu fortsatte hun og dreied op markvejen. Han efter, stadig i samme ærbødige afstand. Omsider blev dog lysten hos ham til at se hende ind i ansigtet for stærk. — når alt kom til alt, var det et pigebarn, han kendte fra før i tiden, kanske endog kendte meget godt. Og han påskyndede sin gang, men før han endnu havde indhentet hende, bøied hun af og forsvandt i en modebutik. En liden smule lang i ansigtet gik han først forbi butikken, derpå vendte han omigjen, stansed udenfor vinduerne og gav sig til at studere de udstillede genstande, de han tog for sig en for en og underkastede den mest indgående granskning. længe, vist et helt kvarw, stod han her, tog sig derpå sammen og gik videre opover markvejen. Et par gange vendte han sig jo om og speided nedover, men da han fremdeles ikke så noget til hende, opgav han tilslut det hele. nye indtryk kom desuden til, og billedet af det vakre pigebarn, hvis ansigtstræk, han knapt havde set, trængtes længere og længere tilbage. Ude i klostret, — her i et af smugene skulle nok moderen bo, — mødte han en af sine gamle lærere, hvem han så ind i ansigtet, men ikke tog hatten af for. Han angrede på det, da han var kommet forbi; — kan kunne såmen gerne have hilst på manden! Alligevel tog han sig dog ikke mere nær af det, end at han snart glemte det for tanken på det, han nu gik i møde. Om så og så mange sekunder ville han altså stå ansigt til ansigt med dem derhjemme, sin gamle moder og lille Birgit, de eneste han foruden sine par venner holdt af, og som holdt af ham. At de ville blive glade ved at se ham igen, tvilte han ikke et øjeblik på; alligevel følte han dog en egen ængstelig spænding ved mødet. Også de måtte jo have forandret sig på disse fem år, Birgit naturligvis mest. Dengang var hun bare tretten år gammel, og nu hele atten, ikke langt fra en moden kvinde... Han læste nummerne på husene nedefter smuget og gik endelig ind i et lidet gulmalet træhus. — her skulle det altså være. Han smilte ved sig selv ved tanken på, hvor overrasket de skulle blive, bankede på en dør og blev stående og vente. Der kom et barn ud. — om det ikke var her, der boede en fru Meinhard? — gud forlade min synd,... jeg mener, de er blevet gale, jeg! lød en sint fruentimmerstemme inde fra stuen. — går de endnu og spørger efter disse menneskene! Et rødt ansigt kom til syne i døråbningen ved siden af barnet. — inde i kjeldersmuget, far!... tredje hus fra hjørnet! Dermed skjøv hun barnet ind og smed døren i for næsen af ham. — det var da et arrigt eksemplar! tænkte han ved sig selv, idet han gik ud og tog opover smuget igen. Ud fra et af de små huse lød der pianospil. Han kom til at tænke på Birgit. Hun skulle være så flink, havde moderen skrevet til ham. Han undredes på, om de havde det samme gamle klaver, som da han rejste, — et hans moder havde købt på afbetaling for hundrede kroner, for at Birgit skulle lære at spille! — den dag, det kom til hus var rigtignok en underlig dag! Han havde skjendt på sin moder, dels fordi han vidste, hun ved at købe dette instrument ville komme til at pine sig selv end yderligere, end hun allerede gjorde, dels fordi det var gammelt og næppe værd de mange penge. Og hans gode, snille moder havde grædt. Og han havde også grædt — bagefter, da det gik op for ham, hvad han egentlig havde gjort, at han havde forbitret hende den stund, der måske kunne have været den gladeste i hendes liv. Og han tænkte videre på hin tid og på denne opofrende kvinde, der var hans moder. Igrunden havde han aldrig rigtig påskønnet hende det, hun havde gjort for dem. Da han endnu var hjemme og omgikkes hende daglig, var det som om det alt sammen skulle så være: — hun havde sat ham ind i verden og pligted at ofre sig. Senere, da han kom bort fra hjemmet og levede på egen hånd, kastede de nye indtryk lidt efter lidt ligesom et slør over hende og over alle disse dagligdagse småting, gennem hvilke hun havde lagt sit store moderhjerte åbent. Nu og da havde han vistnok skrevet hjem, men dette var snarere dikteret af pligt end af lyst. Og Birgit havde han heller ikke tænkt på. I jaget efter hvad de kalder lykken, havde hans hjerte lidt efter lidt kapslet sig ind, og han havde ikke haft tanke eller øje for andet end sit eget kære jeg. Nu stod det anderledes til. Alt dette kendte, der strømmede ind over ham og vækkede de gemte minder, virkede som vårsol på hans stivnede indre og bragte hjertet i hans bryst til at udvide sig i dyb og varm taknemmelighed, fordi han endnu havde dem ilive, de kære, og kunne gøre godt igen, hvad han havde forbrudt mod dem. i. I en egen stille glæde, — lidt spændt var han vel endnu, — stansed han omsider udenfor det angivne hus i kjeldersmuget, betænkte sig et par sekunder, gik ind, bankede på i første etage og åbnede døren. En ældre dame, ikke egentlig mager, men påfaldende bleg af ansigt, stod foran et lidet bord og strøg. Da han var kommen indenfor, holdt hun op at stryge og blev stående ligesom uvis med sig selv og se på ham. Så med ét genkendte hun ham; en let rødme steg op i de blege kinder, og de matte, blå øjne lyste med en underlig brusten glans. — Ask!.. er det virkelig dig? — ja, hvad siger du, moder! Overvældet af sindsbevægelse sluttede han hende i sine arme, kyssede hende på panden og den blege kind og hviskedee: — nej, hvordan har du det, moder?.. stakkars dig, hvor du er bleven grå! men den brave kvinde, der ikke havde været vant til mange kærtegn fra den kant, kunne ikke få et ord frem for gråd. — så havde han da alligevel ikke glemt hende, det hun så lidt havde gået her og bebrejdet ham for. Og hun græd endnu mere ved tanken på, hvor hun dog havde miskendt ham og troet stygt om ham. Medens de endnu stod der, gik stuedøren atter op, og ind kom — han ville knapt tro sine egne øjne — pigebarnet med matroshatten og den lyse hætte. — hvad?.. Birgit? råbte han forbavset og tog et skridt henimod hende. — hvor du er bleven stor og vakker! Rødmende af overraskelse lagde hun sin lille hånd i hans og så ham nysgjærrig ind i ansigtet. — også du har forandret dig! lo hun. — synes du?.. da ikke så meget som du! — meget mere!.. Dig kunne jeg næsten ikke kende igen!.. Og så taler du jo østlandsk! — ja, det er merkelig, hvor du har forandret dig på disse årene, Ask! faldt moderen ind, idet hun tørrede tårerne af øjnene og pudsede næsen. — det må være skægget, det, moder! — ja, kanske det er skægget!.. du havde ikke det, da du rejste! — forresten klæder det dig svært godt, det skægget! slap det ud af Birgit. Hun blev rød, da hun sagde det. — synes du det? lo han og strøg sig om hagen. — nå, så får jeg altså bære det skæg da! — ja ja, Ask! brød moderen af. — tag nu frakken af og sæt dig ned, så går jeg ud og laver en kop kaffe til dig!.. Du kan være træt efter rejsen, og kanske har du ikke spist noget heller! — tak, en kop kaffe kunne ikke være så galt.. af din bekendte gode! lagde han smilende til. Også Birgit smilte. — det siger alle!.. der er ingen i hele verden, som laver en sån god kaffe som du, mama! Med disse ord tog Birgit overtøjet af og gik ind i soveværelset ved siden af, et mindre rum, der vendte til gårdspladsen. For at komme til køkkenet, måtte de enten gå gennem dette værelse eller også gennem den ydre gang. Men iregelen gik de gennem soveværelset. Endnu engang opfordrede moderen ham til at skille sig af med frakken, tog derpå strygejernet med sig og gik ud. Det var med en følelse af vemod, han så sig omkring i stuen. — akkurat de samme gamle møbler, som da han rejste. Komoden og etageren og boghylden og... sandelig... var ikke hans gamle pibeopsats også ilive! På stolene og sofaen var der kommet nyt træk, men træverket kendte han igen, det var det samme som før. Også klaveret stod der. — naturligvis. Der skulle penge til et nyt!... Herregud, og så lyst og rent her var, akkurat som i en dukkestue! — kender du dig igen, Ask? Det var Birgit. Ung og frisk som en forårsdag stod hun dér og smilte halvt undseelig. — alt kender jeg igen!... Kun ikke dig! svarede han, idet han med et udtryk af øm beundring fæstede sine øjne på hende. — alt, undtagen dig, Birgit!... Men så har jeg da heller ikke betragtet dig rigtig endnu! Dermed tog han leende begge hendes små, hvide hænder og så hende polisk ind i ansigtet. — å jo, det er dig!... Jeg ser det nu!... Samme pande, samme bryn som jeg, bare at dine er kvindelige!... Og så næsen... nå,...jeg tager ikke fejl,... med den næse må du kunne drive det til noget i verden, Birgit... — uf ja, er den ikke for stor du? — å, du lille forfængelige nar!... Ved du, at du endnu ikke har ønsket mig velkommen og heller ikke kysset mig? Uden at svare sænkede hun de mørke, grå øjne, rødmede og rakte smilende sine friske læber frem. Og han kyssede dem — — — men da de igen gled fra hinanden, og deres øjne mødtes, idet moderen kom ind, følte de begge, at der var hændt noget sært, og de ønskede, de sad skjult i den mørkeste krog af verden, hvor intet øje rak. — står du endnu med frakken på, Ask? Sagde moderen, idet hun så fra den ene til den anden. — det er sandt... nu skal jeg! Og han tog frakken af og hang den op ved døren, og moderen gik stille ud igen, grundende på, hvad det vel kunne være, de havde talt om, og som ikke hun måtte høre. Så var de atter alene. Pludselig vendte Birgit ansigtet mod ham og lo. — ser du, vi har det endnu? sagde hun, idet hun gjorde en nikkende bevægelse med hodet mod noget, som stod bag hende. — hvilket?... Klaveret, mener du?... Å jo, jeg har nok set det!... Og på det skrammel spiller du? — når jeg ikke har noget andet... — du skal jo være så flink, har jeg hørt!? — jeg? — ja, det har jeg virkelig hørt!... Spil lidt da! — ja, men... — å tøv!... nu bare ikke nogen kostbarhed! Og han førte hende nødende bort til klaveret og trykkede hende blidt ned på stolen. — waldesrauschen,... kender du den? Spurgte hun og rettede lidt på nodebladet, hun havde foran sig. — waldesrauschen... det tror jeg ikke!... men bare spil du,... det samme, hvad det er! Så spilte hun. Det var nogen frygtelige toner, skingrende, tildels endog urene. Men med alt dette betog de ham dog alligevel lidt efter lidt med en egen troldom. Han stod bag hendes stol og holdt hende i flætten, idet han iagttog de hvide, smidige fingres løb over tasterne. Og han henreves mere og mere. Bag den skurrende klang skalv det som af sang og gråd. Og det var ham tilslut, som der ud fra det gamle instrument talte en kendt, en beslægtet sjæl, kompliceret som hans egen, med det samme anstrøg af tungsind, den samme understrøm af gnagende vemod. Og han rørtes i sit væsens inderste ved de underlige toner, og hans blik blev vådt. Da greb han Birgit om hovedet med begge sine hænder, bøied det bagover, så hende dybt og længe ind i øjnenes mørkegrå og kyssede hende på panden. Og hun smilte til ham. Og han også smilte. Så begyndte hun atter at spille, stykke efter stykke, alt det vakreste hun kunne, indtil endelig moderen kom ind med kaffebrettet. Da slog hun med ét nodeheftet sammen og sprang op. — nu er det din tur! — min?...jeg kan ikke spille! — nej, men du kan fortælle noget! — å, således! — sæt dere nu ned! bad moderen, hun holdt på med at skænke kaffen op. De satte sig. — du vil, at jeg skal fortælle noget, Birgit, begyndte han, — det skal jeg nok,... men lad mig nu først få vide noget om dere!... Hvorledes er det,... har dere haft brev nylig?... Fra fader, mener jeg? — ikke på fire måneder nu! svarede moderen. — du kan tro, det er ikke så godt!... Skyld og gæld alle steder, og alt, hvad vi ejer og har, sat ud! — Stakkars moder!... Og nu kommer jeg her og lægger sten til byrden! — å, hvad det angår, må der vel altid blive en råd!... Vil du dele med os de smuler, vi har, så ved du, det er dig vel undt! — det ved jeg, moder!... Forresten må jeg jo se at tjene nogle penge på en eller anden måde!... Har jeg grejet det derinde, må jeg sagtens kunne greje det her også! — ja, hvad du har levet af i disse årene, fatter ikke jeg! — nå, lidt har man jo tjent!... I over et år levede jeg af at oversætte for en avis!... Det var jo ikke til at blive fed af just, men jeg levede dog!... Et andet år slog jeg mig igennem som vikar på en mindre skole... og sån bortover!... En måned var jeg endog bud ved en sagførerforretning og tjente femti øre dagen, eller rettere tolv og en halv krone måneden, når du trækker søndagene fra!... Men der har også været tider, hvor ikke engang det har været til at opdrive,... hvor jeg har måttet » slå « og » lumpe « mig frem! — slå?... hvad vil det sige? spurgte Birgit. Det interesserede hende dette her. — det vil sige at låne penge hos folk og ikke betale dem tilbage, enten fordi man ikke vil, eller fordi man ikke kan! — og lumpe? — blandt pene og skikkelige mennesker heder det simpelthen » snyte «,... det ord kender du måske! — å jo!... Det er altså på den måden, du har levet! lo Birgit. — t’ja,... herregud, hvad skal en gøre?... Når man dage har gået og ikke smagt mad, eller nætter har vandret hus

1896_JohansenL_UnderOgOverAtmosfaeren

Laurits

Under Og Over Atmosfæren

Johansen

JohansenL

Under Og Over Atmosfaeren

male

1896_JohansenL_UnderOgOverAtmosfaeren.pdf

Laurits

Johansen

dk

Under og over Atmosfæren

En Fortælling

n

roman

Reitzel

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Dr. Creagton, der er en af hovedpersonerne i vor fortælling, er fedt i Cambridge — den bekendte universitetsby i grevskabet af samme navn —, hvor han havde tilbragt sin barndom og fuldendt sine studier ved det berømte universitet, som blev stiftet 1229 af Henrik Iii. Han er en søn af den bekendte militærlæge Creagton, der havde fulgt admiral Nelson på hans fleste togter og stået ved hans side i slagene ved abukir 1798, Københavns red 1801 og ved trafalger 21. Oktober 1805, hvor Nelson faldt. Dr. Creagton havde efter faderen arvet en lille formue, der dog til dels var opbrugt ved hans lyst til videnskabelige eksperimenter. I nærheden af London havde han således i et lille hus, som tilhørte ham selv, indrettet sig et observatorium og et mekanisk værksted, og her boede han med sin datterdatter, en ung forældreløs pige på atten år. Skønt Creagton var en alsidig, videnskabelig dannet mand, havde han dog aldrig kunnet trænge rigtig igennem på grund af sine excentriske ideer og sit barokke væsen, og nu da han var ældre, kaldte man ham en gammel særling, måske ikke uden grund. Det var, efter at han i London havde holdt et foredrag om fornuftvæseners eksistens på andre kloder i universet, at man blev opmærksom på hans excentricitet. Foredraget vakte røre i den videnskabelige verden ved den dristighed, hvormed den gamle doktor forfægtede sine teorier, idet dr. Creagton beviste, om end kun med ord, at jordens fornuftvæsener havde gennemgået en udviklingsperiode på en mindre klode, forinden sjælen havde fået sæde i det menneskelige legeme her på jorden, og at den åndelige udvikling, efter legemets død, ville fortsættes på andre kloder, indtil fuldkommenheden blev nået. Trods de franske naturfilosofer geofroy Saint Hilaire, lamarcks, Charles Lyells og hans landsmand Darwins afstamningslære, trods cuviers dogmer, fastholdt Creagton sine teorier, uden dog derfor fuldstændig at kaste vrag på de berømte forskeres undersøgelser; ja, han tog endog nogle af dem til indtægt, som støtte for sine egne ideer. Når Darwin brugte de rudimentære organer som bevis for, at mennesket er' en afstamning fra dyrene, benyttede dr. Creagton de samme argumenter for at bevise, at de overflødige organer er reminiscenser fra det legeme, hvortil sjælen for havde været knyttet på en anden klode. Spurgte man ham, om mennesket da ikke er den ypperste skabning, som var frembragt, kom svaret straks: jo, her på jorden; men det menneskelige hovmod er så stort, at menneskene også tro, de er de ypperste i verdensaltet, og, fortsatte han, beviset for, at de ikke er det, har vi i de betingelser, vor planet byder for, at levende væsener kunne opholde sig på den. Er livet på jorden ikke en uafladelig kamp for tilværelsen, hvor det ene individ, for at leve, ødelægger det andet. Og kan det tænkes, at et fuldkomment væsen skal tilintetgøre for selv at bestå; kan det siges blot at have sandsynligheden for sig, at de mest fuldkomne skabninger skulle leve på en af de mindste kloder i vort planetsystem, en klode, hvis natur fordrer tilintetgørelse, for at livet kan opretholdes. Med andre ord, dr. Creagtons teorier gik ud på at bevise, at livet hverken begynder eller finder sin afslutning her på jorden, men fortsættes i det uendelige, til evig tid, på de utallige kloder, som alle lyde den hemmelighedsfulde lov, der binder dem til den en gang anviste bane i det umådelige, grænseløse rum. Dette var doktorens overbevisning, og derfor betragtede man ham som en besynderlig gammel tåbe. De dele af videnskaben, Creagton særlig beskæftigede sig med, vare pysik, matematik, astronomi og metafysik. Mange timer tilbragte den gamle mand i sit observatorium, for i de lange og tyste nætter at følge stjernernes løb over den uendelige himmelhvælving, og her befolkede han de lysende kloder med væsener, der vare organiserede i overensstemmelse med deres forskellige opholdssteder. Trods sine næsten 70 år var Creagton en livlig og fuldstændig arbejdsdygtig, men langt fra nogen køn mand. Hans skaldede isse og stærkt fremspringende, skarpe næse gav hovedet lighed med en rovfugl, og de små plirrende øjne modsagde ikke denne lighed. Hans store hænder vidnede om, at han ofte selv ved file- og drejebænken havde udført de mekaniske opfindelser, hans livlige ånd havde udfundet, og hans noget krogede ryg fortalte om de mange timer, han havde tilbragt bøjet over sine bøger. af hans mekaniske arbejder vakte et dykkerapparat, der i væsentlig grad adskilte sig fra ska-phanderapparatet, størst opmærksomhed, samt et meddelelsesmiddel, som var konstrueret på en sådan måde, at dykkerne under vandet så at sige kunne tale med hverandre. Dog ingen af hans mekaniske opfindelser havde endnu stået for nogen praktisk prøve. En søndag aften i maj måned sad denne mand i sit observatorium, fordybet i studiet over planeten Mars, hvis røde skær han forsøgte at udforske. Han havde allerede tilbragt flere timer ved teleskopet, da en frygtsom banken på døren rev ham ud af hans betragtninger, og da han vendte sig om for at modtage den indtrædende, så han Kate, hans datterdatter, som lydløst havde åbnet døren og nu stod for ham. » Hvorfor forstyrrer du mig på denne tid? « spurgte han barsk, medens hans små øjne ligesom gnistrede i mørket. » James har en vigtig meddelelse, han siger, han må og skal tale med dig endnu i aften, « svarede Kate, der vedblev at holde sig ved døren. » Så lad ham vente, jeg kommer straks. « Kate forlod værelset lige så stilfærdig, som hun var kommet, og kort efter rejste den gamle sig brummende, fortrydelig over at være bleven forstyrret i sine observationer. James folly var en ung mørkhåret mand med ildfulde øjne, et stift afmålt væsen, som dog kun dårligt harmonerede med det ungdommelige ansigt, hvis øjensynlig påtagne alvor næppe kunne skjule smilet, der forrådte skælmen bag den engelske flegma. Ligesom hans forfædre var han officer i marinen. Bedstefaderen havde som kaptajn og næstkommanderende på » Elefanten «, admiral Nelsons flagskib, deltaget i slaget på Københavns red; herfra skrev venskabet sig mellem de to familier folly og Creagton, og det venskabelige forhold blev gennem årene fortsat af børnene. James havde tidligere betragtet doktorens hus som sit hjem; men efter at Kate var nået ud over barnealderen, havde venskabsfølelsen slået dybere rødder. Kate og James elskede hinanden; men denne forbindelse var ikke efter den gamle doktors hoved; han havde tænkt sig Kate som en rig mands hustru, for at han selv kunne blive sat i stand til fremtidig at fortsætte med sine eksperimenter. Creagton havde derfor, da han opdagede den gensidige tilbøjelighed mellem de unge, forbudt James oftere at komme i hans hus. Han var derfor ikke alene ærgerlig, men også overrasket ved at blive forstyrret af officeren James folly. Da han trådte ind i stuen, sad James og Kate hver på sin side af et aflangt bord, der stod midt i stuen; men den gamle var skarpsindig nok til at forstå, at bordet ikke hele tiden havde været dem imellem, og at de først havde indtaget deres nuværende pladser, da de havde hørt ham komme. Han satte derfor et bistert ansigt op, da han spurgte James, hvad han ville ham på denne tid af døgnet. » Tale med dem, kære doktor, « svarede James frimodig, » men sæt dem, thi det jeg har at meddele dem, vil tage nogen tid. « » Tid! « svarede doktoren, » men jeg har ingen tid at ofre på narrestreger. « » Her gælder det sandelig heller ikke narrestreger, « indvendte officeren, » men en formue på 40,000 £, en formue, som, hvis min plan lykkes, vil tilhøre mig. « » 40,000 £! « gentog den gamle, og hans næseringe udspiledes, som om det var derigennem, han skulle modtage indtrykket af det, han hørte. » 40,000 £, og som tilhøre dig? « gentog han vantro. » Ja! « fortsatte James, » som eneste arving efter min bedstefader, kaptajn folly; men pengene er endnu ikke i mit eje. « ved de sidste ord forsvandt den havesyge begejstring, der havde præget sig i doktorens ansigt. » Og hvor vil du søge en så stor formue, i månen eller måske på havets bund? « udbrød han hånligt. » Ja! netop på havets bund, « faldt James ind. » Som de ved, mistede min bedstefader sin formue under slaget på Københavns red, men ingen har indtil nu vidst, hvor stor den var, eller på hvad måde den gik tabt. Først nu har jeg fundet dette brev mellem kaptajnens efterladte papirer, og når de har læst det, vil de ligesom jeg fatte håb om, at formuen ikke er tabt for bestandig. « James gav doktoren et gulnet stykke papir, som denne hastig gennemlæste, medens James og Kate vekslede et glad forstående blik med hinanden. Af brevet fik doktoren følgende oplysninger. Under det nævnte slag, da kampen var på sit højeste, medens kuglerne som en jernregn faldt ned over » Elefanten «, der blev beskudt af blokskibet » Dannebrog « og flydebatteriet nr. 1, som blev kommanderet af den unge søhelt villemoes, var en skurk trængt ind i kaptajnens kahyt og havde bemægtiget sig et skrin, hvilket indeholdt juveler og værdipapirer til et beløb af 40,000 £. Tyveriet blev vel hurtig opdaget, men da man ville gribe tyven, sprang han over bord med sit kostbare bytte. En velrettet kugle forhindrede vel hans videre flugt og hans afsjælede legeme, som flød på vandet, vidnede om, at straffen havde nået ham, men skrinet med dets kostbare indhold gik til bunds. Der fulgte nu en nærmere betegnelse af stedet, hvor katastrofen var foregået, og beretning om, at der en gang før var gjort forsøg på at hæve skatten fra havets bund, men uden noget resultat. Da doktoren havde læst skrivelsen igennem, stod han og grundede et øjeblik, men gav så uden at ytre et ord papiret tilbage til den unge mand. James så forbavset på ham, men vovede dog ikke at afbryde de betragtninger, der havde bemægtiget sig den gamle efter gennemlæsningen. Det varede dog ikke længe, før dr. Creagton rejste sig, og med en umiskendelig overbevisning i stemmen udbrød han: » Pengene skal findes; ved hjælp af min dykkerklædning, i forbindelse med det elektriske lys, skal det findes, selv om vi skulle undersøge bunden fod for fod. « » Men, « udbrød James, » Midlerne til at bekoste en sådan ekspedition, hvorfra får jeg dem, jeg ejer jo ikke andet end min løjtnantsgage. « » Midlerne skal jeg skaffe, på den betingelse, at jeg følger dig til Øresund og leder arbejdet under vandet. Vi må selv lede, selv finde pengene, thi betror vi det til andre, kunne vi let komme til at angre det.. « » Men når du rejser, « udbrød Kate, » bliver jeg jo ene tilbage her. « » Nej! Du følger med, « svarede doktoren efter kun et øjebliks betænkning. Da James hørte dette, var det forbi med hans afmålte værdighed. » Hurra! for det velsignede brev og den gamle kaptajn, « råbte han og svingede Kate rundt om bordet; men doktoren tik ham hurtig standset. » Du kan, « sagde han, » som tidligere komme her i huset, det er nødvendigt for vort foretagende; men sæt ikke Kate fluer i hovedet. Jeg fordrer, at du betragter hende som en søster og ikke som andet; thi findes pengene ikke, er du fattigere, end du har været før, og jeg giver aldrig Kate til en fattig mand. « » Pengene skal findes! « råbte James, » selv om jeg skal påkalde overnaturlige væseners bistand. De skal findes, for at Kate kan blive min. « » Overnaturlige væsener! « faldt dr. Creagton ham i talen, der ved disse ord fik anledning til at ride sin kæphest, » så vidt jeg ved, er du en af dem, som fornægter mine teorier om fornuftvæseners eksistents udenfor vor klode, og dog vil du påkalde overnaturlige væseners bistand. Ved du ikke, at der intet overnaturligt sker i naturen, hvor alt styres efter forud bestemte love. Men til grund for hvad du ville kalde fænomenalt, ligger åndelige væsener, hvis tilværelse vi aner, men som vi på grund af vor uudviklede forstand ikke forstår; thi så længe vor ånd er bundet til det jordiske hylster, er vor opfattelse afhængig af rum og tid; men, « vedblev dr. Creagton, idet han rejste sig og tog en bog ned fra en af reolerne, som vare anbragt langs væggene, » Pengene kan vel findes, uden at det behøver at ske ved et mirakel. Her er et kort over sundet mellem de skandinaviske lande Danmark og Sverrige, ved hjælp af dette og efter de optegnelser, som brevet angiver, ville vi snart kunne finde det sted, hvor vi må påbegynde vore efterforskninger, og hvor skatten er gået i dybet, men straks at søge på det sted, hvor vi antager, den ligger, vil dog ikke være heldigt. « » Hvorfor ikke det? « spurgte James. » Fordi det vil vække mistanke, og vi må først og fremmest undgå, at nogen får det mindste at vide om den virkelige grund, hvorfor vi foretage ekspeditionen. « doktoren bedømte nemlig alle andre efter sig selv, og havesygen var en meget fremtrædende fejl i hans karakter. Kortet blev nu lagt ud på bordet, og ved James follys kendskab til slagets gang på reden 1801, om hvilket han som søofficer, og da hans bedstefader jo havde været nærværende derved, med stor interesse havde sat sig nøje ind i. De fandt da også snart det betegnede sted, hvor » Elefanten « havde ligget under kampen i kongedybet. Et stykke vest for middelgrunden og i en afstand af c. 3000 alen øst for fortet lynetten skulle stedet være, hvor fyren var sprunget over bord med sit bytte. » Vi ved nu, hvor pengene ligge, « mente James. » Men det er ikke det samme som at være i be siddelse af dem, « svarede Creagton, » men der er dog stor mulighed foi-, at vi ved hjælp af mine dykkerdragter vil finde dem. Først og fremmest må vi bevare vor hemmelighed, at ingen andre skal komme os i forkøbet, og så ordne alt, for at rejsen kan finde sted så hurtig som muligt. « — James fik da besked på at møde næste dag, for at planen kunne blive drøftet yderligere, og han var ikke den mindst lykkelige af de tre, da han med en glad hilsen til Kate kort efter forlod dr. Creagtons hus. Andet kapitel. James folly tilbragte nu daglig nogle timer i doktorens hus, til stor glæde for Kate; de kunne som tidligere ses og tale med hinanden, og mange håndtryk blev vekslede bag den gamles ryg. Til tider vare de alene, og de lovede da højtidelig at holde sammen, trods det løfte James havde måttet give Creagton. Selv om pengene ikke fandtes, lovede de at elske og tilhøre hinanden og ville ikke ofre deres lykke for en grille, eller måske noget endnu værre, hos ham. der egentlig ingen ret havde til at råde over hendes hånd. James havde indgivet ansøgning om permission på et år, som også var bleven ham bevilliget, og han var straks fratrådt tjenesten for at kunne være doktoren behjælpelig med at ordne det fornødne til rejsen. Selv var den gamle ivrigt beskæftiget i sit mekaniske værksted, hvor luftbeholderne og kobber hjelmene til dykkerdragterne blev forfærdigede under hans specielle opsyn, og det var på de tider, at de unge havde frit spillerum; thi var han ikke i værkstedet, vågede han over dem på samme tid han studerede Danmarks topografi. Hans kærlighed til videnskaben var nemlig så stor, at om det end var pengene, der for ham var den egentlige drivfjeder til at vove ekspeditionen, som for ham i hans alder måtte anses for ikke lidet farlig, da den væsentlig skulle foretages under vandet, ville han dog forud til gavns sætte sig ind i alt det, der kunne tænkes at mode dem, for også at have videnskabeligt udbytte af turen. Både Creagton og James havde efter nøjere overvejelse indset, at det ville blive umuligt for dem alene at udføre det arbejde, som deres plan krævede, og de vare derfor blevne enige om, til dels at indvie en tredje i deres foretagende; men selvfølgelig skulle denne ikke vide, at ekspeditionen gjaldt en sum af 40,000 £, men derimod, at det drejede sig om vigtige familiepapirer. Han skulle for en forud bestemt betaling deltage i undersøgelserne og ellers være dem behjælpelig på rejsen. Alle andre derimod skulle kun bibringes indtrykket af, at det var en udelukkende videnskabelig mission, hvortil ekspeditionen blev udrustet. Vanskeligheden bestod nu i at finde en pålidelig mand og helst en, som tillige var godt kendt med dykkervirksomheden. Hverken dr. Creagton eller James havde jo før betrådt havbunden, og en professionel dykker ville derfor kunne blive dem til uvurderlig nytte, men Creagton var ikke let at få til at træffe sit valg. Hans overdrevne mistænksom hed, hans frygt for, at de muligen kunne gå glip af den rigdom, hvis besiddelse alt i tankerne gjorde ham såre lykkelig, lagde idelige hindringer i vejen, hver gang James folly bragte en i forslag. Omsider blev de dog enige om at henvende sig til en gammel dykker, hvis navn var Patrick Hope, og som var kendt som en dygtig og udholdende mand i sit fag. Rigtignok havde hverken han eller sønnen Bill, — der også var dykker, — det bedste lov på sig; men skønt dette var kommet James folly for øre, meddelte han dog foreløbig intet derom til doktoren, idet han ikke selv ubetinget fæstede lid til hvad man fortalte. Rygtet gik, at gamle Hope en gang havde været en rig mand, men bortspillet sin formue, som netop efter hvad man nævnte skulle være erhvervet på en mindre hæderlig måde ovre i Amerika. Der fortaltes således, at han under sit arbejde i en bugserdamper, som var gået under på fast river, — vandet som forbinder New Yorks havn med long islandssundet — havde fundet en betydelig pengesum, som han havde stukket til sig, uden at meddele noget om sit fund. Han var derefter rejst tilbage til London, hvor han levede højt, så længe pengene varede, men da de vare opbrugte, tog han igen fat på sin gamle bestilling. Havde Creagton imidlertid hørt dette rygte, var valget sikkert ikke faldet på denne mand. Det blev da bestemt, at James skulle opsøge Hope for at høre, på hvilke betingelser han var at formå til at deltage i turen, og allerede dagen efter var James så heldig at træffe ham i et lille værts-, hus ved dokken, hvor han havde sit tilhold. James kom straks frem med sit forslag, men da gamle Hope hørte, at det kun gjaldt om at plukke havplanter og finde familiedokumenter i et fremmed land eller rettere vand, som han udtrykte sig, ville han for ingen pris deltage i ekspeditionen. » Jeg er for gammel en rotte nu til at søge bunden, hvor jeg ikke er kendt, « sagde han; » havde det endda været et vrag, som skulle findes eller undersøges, så havde jeg måske slået til; men familiedokumenter og planter, god dam! for det ofrer man ikke sin stilling som havnedykker. Men der er jo unge folk nok; tal med min søn, kan være han har lyst til at se sig om nord på. « » Og hvor træffer jeg ham? « spurgte James. » Her! om en times tid. Drik et glas whisky med, det kortner tiden, og så vil de få hans svar med det samme. « James, der ikke følte sig rigtig tilpas i den mindre hyggelige knejpe, hvor dunsten af whisky og dårlig tobak var lige ved at tage vejret fra ham, ville helst have afslået indbydelsen; men da han dog gjorde rettest i nu at se at få sønnen i tale med det samme, og desforuden nok gad høre noget om dykkernes færden under vandet, slog han til, og snart sad de bænkede ved et gammelt træbord, med en mægtig whiskv-dunk imellem sig. » Sig mig nu sir! kan de familiepapirer nu have så stor værdi for dem, at der er råd til at ofre både tid og penge på at få fingre i dem, og er man sikker på at kunne tyde dem, efter at de har ligget snart 100 år på havets bund? « » Der er sandsynlighed derfor, « svarede James, » da de er indesluttede i et vandtæt skrin. « » Og dette skrin indeholder kun familiepapirer og slet ikke andet? « frittede han videre. » Ja! kun papirer, « forsikrede James, » og tilmed nogle som kun have værdi for mig alene. « » Så kan jeg indse, at der ikke bliver stort at fortjene ved den affære, « sagde Hope, » men det bliver jo deres sag; for, tager min son med, fordrer jeg, at en del af honoraret erlægges forud. « » Som de vil, « svarede James, der ikke syntes om at blive adspurgt yderligere om denne materie og derfor ledede samtalen i en anden retning. » Har de ofte været i livsfare ved deres arbejder under vandet? « spurgte han. » I livsfare! « gentog Hope, » ja så ofte at det næsten nu er en vanesag for mig; men det gav også penge i lommen. Herhjemme, ved dokkerne og havnen er der ikke stort at resikere, men forstår sig, så er jo fortjenesten også derefter. Nej, da jeg opholdt mig i Amerika, fartede jeg fra det ene sted til det andet, hvor en kasse var gået under, og det gav penge, om det end ikke var lige behageligt altid. Jeg husker for en del år tilbage, det var ved en af stillehavskysterne, at den engelske damper » Golden gate « var gået under med en sum af tyve tusind £ i guld; se det var noget at lede efter. Jeg var den gang rigtignok nær selv bleven dernede under forsøget på at hente guldet op, men som de ser, slap jeg dog også fra det ved den lejlighed. Pengene fandt jeg i kaptajnens kahyt og havde just givet signal til at hive op, da en djævel af en haj, som også var i besøg om bord, gav kahytsdøren et sådant slag med sin hale, at den smækkede i, så luftslangen kom i bekneb mellem karmen og døren, jeg mærkede, at lufttilførslen stoppede op, og tænkte straks, at det blev min sidste fart. Men jeg var heldig. Endskønt det jo var ravende mørkt om mig, nåde jeg hen til døren og fik den presset op og slap ud. Det gnistrede allerede for øjnene af mig, men jeg gav øjeblikkelig faresignal, og en kort stund efter lå jeg besvimet på dykkerskibets’ dæk. Som de kan tænke dem, under sådanne forhold er der ikke lang betænkningstid, og dog farer der tusinder af tanker gennem skallen på en i de få sekunder, det varer. En anden gang, « fortsatte han, efter at have tømt sit glas og fået stoppet sin pibe, havde jeg nær fået hjælmens side slået ind i hovedet. Det var ved en kreaturdamper, der var gået neden om med hele sin levende last. Den lå på tolv favne vand. Da jeg kom ned, fandt jeg dyrene, døde naturligvis, alle tøjrede ved spiltove til bommene på mellemdækket og fuldstændig bulnede ud af det meget søvand, de havde slugt. Ja! de var blevne så tykke, at de stod, som var de stuvede af en mester i faget. For bedre at komme til at overskære tovet og brække en løs, var jeg krøben op på ryggen af en rigtig fed stud; men aldrig så snart var jeg kommen op på dyret og havde fået den los, før jeg gik ridende til vejrs med en sådan fart, at da jeg tørnede mod dækket, som her lå noget højt, fik jeg et så stærkt slag, at jeg dånede derved, og da jeg ikke havde fået tid til at give signal, var det godt, at en kammerat var ved hånden, ellers havde jeg vel fået lov til at bulne ud ligesom bæstet, jeg red på. Men hvem Pokker kunne også tænke, at en stud kunne gå til vejrs som en ballon. « » De huskede ikke på gassen, der udvikler sig i ethvert legeme, som går i forrådnelse, « ytrede James. » Nej! vel så; men alligevel kunne jeg ikke tænke mig et sådant resultat. Nå! Hovedsagen er jo, jeg kom godt fra det. « » De har vel også truffet lig af mennesker, når de har undersøgt vrag? « » Ja! flere gange end jeg skotter om. Der er intet så uhyggeligt, som når man uventet træffer på kadavere. Håret kan ligefrem rejse sig på hovedet af en, når et sådant gespenst kommer anstigende. « » Kan de da se så tydeligt nede i vandet? « spurgte James folly. » Ja, så længe arbejdet foregår udenom vraget; men skal man ind i lasten eller kahytterne, bliver det kun småt dermed. Lyset trænger nok ind gennem alle åbninger, men dets brydning gennem vandet fikserer en så meget, at man næsten helst vil være fri for det, i al fald hvor der er lig om bord. En gang, det var ved Afrikas sydvestlige kyst, havde jeg påtaget mig at skaffe nogle platin-plader op fra et strandet skib, og skønt jeg pinedød ikke er nogen kujon, måtte jeg dog opgive foretagendet. « » Der var lig om bord? « faldt James ind. » Javel! Først traf jeg en fyrbøder, da jeg kom ned ved kedlerne; han kom sejlende over hovedet på mig med ansigtet vendt imod mig og øjnene vidt opspilede. Det var det samme, livor jeg drejede hovedet hen, så mærkede jeg hans stift stirrende øjne hvile på mig. Dernæst traf jeg i kahytten et kadaver, rimeligvis kaptajnen. Da jeg åbnede døren, blev vandet derved sat i bevægelse, og han kom dansende hen imod mig med udstrakte arme; så havde jeg nok og lod mig hurtig hejse op. « » Blev de da virkelig så forskrækket? « » Ja, jeg vil indrømme, jeg blev bange. En dykker er jo aldrig sikker på sit liv, så længe han er under vandet, og måske sådanne syn derfor virker dobbelt uhyggeligt. « ligesom for at udslette de ubehagelige minder tømte han sit glas og for sig med hånden gennem håret; men straks efter fortsatte han igen. » Aldrig har jeg dog set så mange lig samlet på et sted, som da jeg, efter at være kommen tilbage til England, blev kaldet til at undersøge en udvandrerdamper, der var bleven påsejlet og sunken med ikke mindre end 900 passagerer. Den lå på atten favne, vandtrykket var derfor så stort, at de dykkere, som før mig havde forsøgt at nå derned, måtte opgive det. Jeg var den gang i øvelsen med at gå ned til større dybder, og det lykkedes mig også at nå derned, men jeg kunne intet udrette. Presset var så stærkt, at mine arme sad som skruede fast til kroppen. Aldrig glemmer jeg dog det syn, der mødte mig, da jeg kom ned. Mandskab og passagerer stod alle faststuvede på dækket, tykke og ophovnede af vandet, ligesom dyrene jeg omtalte for. De stod så tæt pakkede, at der ikke var et sted, hvor jeg kunne trænge ned, men måtte vandre hen over hovederne på dem. Jeg kunne til sidst ikke udholde at være dernede og lod mig hejse op, men efter den tid har jeg kim påtaget mig arbejder, hvor jeg forud er sikker på ikke at træffe lig. Man bliver jo gammel! « føjede han ligesom undskyldende til. Folly, som med stor opmærksomhed havde lyttet til dykkerens fortællinger, ville nu dog rejse sig for at forlade værtshuset; men gamle Hope lod ham ikke slippe, han forlangte mere whisky og begyndte på ny at udspørge ham, om skrinet da slet ikke indeholdt andet end familiedokumenter, idet han ikke kunne tænke sig, at man ville gøre så lang en rejse for en sådan bagatels skyld, men James folly forsikrede atter, at skrinet kun indeholdt nogle ham selv vedrørende papirer, som kun havde nogen værdi for ham alene. Hope, der imidlertid ved det rigelige kvantum af whisky, han havde nydt, var bleven noget om-tåget, påstod fremdeles, at der måtte stikke noget under. Da James nu fandt ham mere og mere nærgående, rejste han sig virkelig for at gå, men i det samme blev døren åbnet, og den, der ventedes på, trådte ind tilligemed et par af sine kammerater. Bill, den gamle dykkers søn, var en ung kraftigbygget mand på godt en snes år, som til trods for de brede skuldre og den ellers høje skikkelse, dog havde noget vist kvindeligt over hele sin person, vel nærmest hidrørende fra det skægløse, noget blege ansigt, der, omgivet af et lyst krøllet hår, forekom helt barnligt første gang man så ham. Som ganske ung var han bleven sendt til søs, men allerede efter et par farter havde han opgivet at gå på rejse og var derefter begyndt at gå faderen til hånde, indtil han selv havde fået ansættelse ved det samme selskab som denne. Da han kom ind i stuen og så faderen sammen med den unge marineløjtnant, gik han straks hen til bordet, hvor Hope sad, og denne fik, efter megen hikken og mange omsvøb, forklaret hvilken forretning der tilbød sig. Bill trak på skulderen og erklærede, at » skulle han deltage i et sådant stykke arbejde, måtte det betales godt, da det jo ikke var sikkert, at han igen kunne tiltræde 'sin plads i selskabet, når han først havde forladt den. « James folly lovede imidlertid, at han nok skulle blive tilfreds med gagen, og desuden ville en belønning blive ham udbetalt, såfremt skrinet blev fundet. » Det kan lade sig høre, « sagde Bill, » men nogen betænkningstid må jeg vel have, for sådan på en studs at løbe fra det hele, synes jeg dog ikke om. « » Nuvel! « svarede James, » nogle dage kommer det heller ikke an på, men jo hurtigere de kan bestemme dem, des bedre er det, for om fjorten dage håber jeg, alt skal være klart til afrejsen. « » Er der også plads for min hund? « spurgte Bill, » en kammerat jeg nødig skiller mig ved. « » Den vil gøre mere gavn end skade om bord, « svarede James, » så den er velkommen; men hvornår kan jeg vente deres svar? « » De kan få det med det samme, svarer jeg for, « udbrød gamle Hope, » lad mig tale med knægten. « — han rejste sig, og efter at han afsides havde talt med sønnen, erklærede Bill sig også villig til at gå ind på forslaget, såfremt de blev enige om betingelserne. Hvad der bevirkede at Bill, efter at have talt med faderen, så hurtig bestemte sig, forstod James folly ikke, men han var glad over at have fået et menneske som deltager, hvis ydre straks havde indgydt ham tillid, og hvis dygtighed som dykker der ingen grund var til at drage i tvivl. Efter at have givet Bill besked på at mode næste dag i dr. Creagtons hus, for at alt fornødent kunne blive afgjort, forlod James værtshuset, og fader og søn blev alene tilbage. Tredie kapitel. Udrustningen til den undersøiske ekspedition var fuldstændig bragt i orden tre uger efter at James folly havde fundet kaptajnens efterladte papirer. Bill Hope var bleven engageret, da dr. Creagton intet havde at indvende mod hans betingelser. En dampyacht var lejet til at føre selskabet over Nordsøen, og alle deres apparater bragte om bord. Bill havde nok gjort nogle indsigelser, da han fik at høre, at det ikke var de almindelige dykkerdragter, der skulle benyttes under vandet, men derimod de af dr. Creagton opfundne, hvis væsentligste forskel bestod deri, at dykkeren ikke ved den sædvanlige gummislange var lænket til luftpumpen oppe i båden, men derimod selv medførte en beholder af valsede plader, hvori den for dykkeren nødvendige luft blev magasineret, under et tryk af 60 til 70 atmosfærer; men da doktoren førte nogenlunde indlysende bevis for, at hans nye dykkerdragt i visse retninger, og særlig hvad lufttilførslen angik, som tillod dykkeren friere og mere uhindrede bevæ gelser, langt overgik skaphanderapparaterne, slog han sig til ro med, at det ikke kunne gå ham værre end hans to følgesvende, Creagton og folly, der jo begge skulle benytte samme slags klædninger. Det var med store opofrelser, Creagton havde skaffet de nødvendige midler tilveje, som udkrævedes for at iværksætte ekspeditionen. Foruden den lille rest af rede penge, han endnu havde tilbage af sin arv, havde han måttet optage et lån i sit hus; så hvis skrinet med pengene ikke fandtes, var han økonomisk ødelagt, ja både han og Kate vare fuldstændig prisgivne nød og elendighed; men den store sum havde aldeles forblindet den gamle mand; han ville være rig, pengene skulle lindes. Skibet, som var valgt til ekspeditionen, var en dampyacht på 50 tons, hvis besætning bestod af otte mand, alle englændere. Kaptajnen, der var en ven af James folly, havde af ejeren lejet den for et tidsrum af to måneder, hvilken tid man mente tilstrækkelig til rejsen frem og tilbage og opholdet i Danmark. Om bord var der indrettet kahytter til hver af de rejsende, således at de ikke behøvede at tage ophold i land, så længe ekspeditionen varede. Dr. Creagton havde derfor forsynet sig med en del bøger, for ikke at være ledig om bord. James skulle tage vagt om vagt med kaptajnen og ville således få nok at gøre, og Bill, som skulle give mandskabet en håndsrækning, hvor det gjordes nødvendigt, ville sandsynligvis få meget lidt tid tilovers til at kæle for sin hund. Kate havde fået den bedste kahyt i skibet. Den var udstyret med en luksus, hun ikke var vant til fra sit hjem i bedste faderens hus, og James havde forsynet det hyggelige rum med blomster og en uendelighed af nips, som hun var overordentlig glad for. Hun jublede som et barn, den første gang hun kom om bord og så det lille elegante boudoir, som var stillet til hendes rådighed under rejsen, og endnu mere end de andre længtes hun efter at. komme af sted, ud på eventyr. Endelig, d. 3. Juni, var alt klart til afrejsen. Aftenen før var man bleven færdig med at indlade provianten, og tidlig om morgenen lettede yachten, for gennem Themsens gulbrune flodvand at nå ud på det åbne hav. Kun Patrick Hope var mødt for at tage afsked med sin søn. De havde talt længe sammen, og endnu efter at skibet, hvis navn var » Fairplay «, var sat i bevægelse, stod han på kajen og gjorde tegn til ham, som kun de to forstod. En tid efter at maskinen havde begyndt at arbejde, viste dr. Creagton sig på dækket, hvor han spadserede uroligt frem og tilbage; ingensteds kunne han finde hvile, selv hans kære bøger vare ikke i stand til at tage hans tanker fangne, han var som forvandlet, fra den dag, James folly havde meddelt ham indholdet af det fundne brev. Med en Iver, som langt overgik James follys energi, havde han ordnet alt med en sådan hurtighed, at han alene fortjente æren for at ekspeditionen allerede nu befandt sig på vejen til bestemmelsesstedet. Da James, som stod på kommandobroen, så Creagton, gik han ned på dækket til ham. » Med hvor st

1883_Hambro_UnderScepter

Christian

Under Scepter

Hambro

Hambro

Under Scepter

male

1883_Hambro_UnderScepter.pdf

Christian

Hambro

no

Under Scepter

En Fortælling

n

roman

J. L. Wulff

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Overblik og indblik, henne på hjørnet lå apottekerens gård glittrende og glindsende i solstegen. De store speilglasruder i nederste stokværk gav skin så det bran i øjnene. Forgyldningen ovenover dem luede som små ildtoppe. Væggene — nymalte i gråt og cremefarve med forsiringer i guld — lyste begge tvergaderne nedover og udover torvet og havnen, som skar ind lige imod, og løven over døren i det brudte hjørne — på en konsol, båret af to søjler, — den kunne frit ses fra det skibene drejede om bynæsset, en god halv Fjerdingvei borte. Indenfor var glandsen om mulig endnu mere blændende. Diskerne af skinnende mahogni, som til alle tider syntes at måtte være kommen lige fra polereren, de glindsende hvide porcelainsskilter for hver skuffe og hylde, de forgyldte gaslysekroner i det med udskæringer og malede blomsterkrandse rigt udstyrede tag, de to helt forgyldte søjler, som bar loftet, der hvor den af apottekeren bortskårne væg havde stået, uhret, som der intet andet steds var mage' til, med sin sæterhytte, udskåret i mørt træ ovenover pladen, med sin sæterjente og sætergut, som for hver time tonede klokkeslaget på tur, — alt dette, hvor blev det ikke betragtet med forbavsede blikke af hele den store klasse af samfundet, som aldrig nogensinde havde set en pragt, som den, de her så udfoldet, og det der, hvor man allermindst skulle tænkt sig det, — i apotteket. Og fattigbørn, hvis fædre eller mødre var kommen tilstrækkelig galt afsted, til at fattiglægen ifølge statutterne kunne skride ind og ordinere dem fri medicin, fattigbørn, som nu havde været inde for at hente dette dyrebare lægemiddel, gik hjemover i gyldne drømme om slotte og guldlys og herlighed, og ikke så sjelden kunne det så hænde, at fattigdommen derhjemme med engang gik op for dem med alt sit mørke og sult og laser og elendighed.. Som en tilgift var dette klarsyn fulgt med lægemiddelet fra apotteket. Apottekeren selv — gamle Randulf fris — var en liden tyk, undersætsig mand med et stående smil på læberne. I sine unge dage havde han været bekendt for sine lystige indfald, nu var de for mange lange tider siden borte, men smilet, som havde fulgt dem, sad igen, ligesom til erindring om, hvor fornøjelig han selv havde været. I hine længstforsvundne dage, havde han været et smekkert, rankt, ungt menneske med tankefulde øjne og var ofte og lidt blevet spået en stor fremtid —; nu havde han en vis ansats til mave, en vis søvntung, glippende tilbøjelighed med øjnene, som en, der kæmper for at holde sig vågen, og en vis uimodståelig trang til at klingre med kronestykker i sine lommer, hvilken tilbøjelighed sandsynligvis måtte skrive sig fra hin længstforsvundne tid, da hans lystige og glade væsen nok formåede at indbringe ham bifald og latter, men derimod slet ikke tilstrækkelig mynt, hvorfor han havde for skik, efterhvert som hans kontante beholdning svandt ind, at veksle det resterende om i stedse mindre og mindre myntsort, for ved en vel anbragt raslen i sine lommer at bilde sin værtinde og øvrige kreditorer ind, at han stadig befandt sig ved muffen. Nu var apottekeren en rig mand — meget, rig, sagde alle de fattige naboer — rigere end nogen véd, sagde apothekerlærlingerne, som ingenting vidste, men derfor talte desmere med. Men så havde også rigdommen kostet ham hans store fremtid, og det var gået således til: endnu som medicinsk studerende havde han forlovet sig og giftet sig med en ikke længer ganske ung, men meget giftelysten dame af temmelig uheldigt ydre, temmelig svagelig konstitution, men med temmelig betydelige midler. Som følge af dette giftermål blev den medicinske embedseksamen, som under fire Års anstrengt læsning havde dannet hans livsmål, opgivet, og med den drømmen om en glimrende fremtidsbane. Hans gemalindes tendre følelse kunne jo naturligvis ikke udholde tanken på at hendes mand endnu i årevis skulle læse til eksamen, og da han skyldte hende at bringe et offer til vederlag for de restancer, hun havde måttet dække over, så handlede han smukt og sømmeligt ved i nogle måneder at lægge sig efter farmakopeen. Inden året var slut havde han — takket være den bistand hans hustrus midler formåede at yde ham — sit eget apottek. Rigtignok så det den gang alt andet end indbydende ud, som det lå der skiddent og uhyggeligt og forfaldent, klemt inde i en mylder af små, lave, uordentlige boliger. ‘de små fattighusruder gennem alle stokværk skulle heller ikke tjene til at forbedre udseendet, og kammeraterne hans trak på smilene og slog fast, at for anden gang havde nu fris valgt uden at tage hensyn til det ydre, så måtte han vel første gang have sandet, at de indre værdier kan give fuldt vederlag for den manglende formfuldendthed, og så lo de, og se det var nu alt sammen så uhyre morsomt ment af dem, for det var jo med hensyn til fruens midler. Så var der gået nogle år. Apottekerens havde fået en søn med lighed fra far og mor. Men med moderen selv blev det dårligere og dårligere. — hun sang på sit sidste Vers. Det var i dobbelt henseende en prøvelsestid for apottekeren, som med sorg tænkte på at blive ladt alene om sin søns opdragelse, hvad han ikke kunne lukke sine øjne for ville ske inden kort. På den anden side blev hans hustru, efterhvert sygdommen udviklede sig og smerterne tiltog, mere og mere fordringsfuld og urimelig. Undertiden vækkede hun ham midt om natten, for at give ham et eller andet pålæg om guttens opdragelse. „ Altid tolv par strømper i brug til ham — fris — det må du huske, og så ingen stedmoder til ham, før han er syv år, det må du love mig, Randulf. “ Det var nogle af hendes sidste formaninger. Et par dage efter var hendes lys slukt og de moderløses antal på jorden forøget med nok en liden, tykkindet, sorgløs treårs knegt. apottekeren sørgede og græd og græd og sørgede, for om det nu end ikke havde været ifølge nogen uimodståelig hjertets drift, at han havde forenet sig med hende, og om hun end på det sidste havde gjort ham det mere broget, end nogen af hans gamle kreditorer nogensinde havde gjort, så havde han dog haft hende kær: hun var jo hans søns moder og hans nuværende lykkes skaberinde; og næste år, da apotteket skulle males op og apottekeren som altid, selv vælge farverne, faldt det så naturligt i hans daværende mørke sindsstemning, at også farverne blev dystre og mørke, gråt i gråt gennem alle stokværk. Dette sit alvorlige, sørgmodige udseende beholdt apotteket også hele dets ejermands enkemandstid, som, tro det løfte, han havde givet sin hedengangne kære, varede til den lille Hagbarth ved sit fyldte syvende år løste denne hans forpligtelse. Ikke ret mange dage efter, ved sin tilbagekomst fra en forretningsrejse til en af nabobyerne, indførte apottekeren en ny herskerinde i sit hus og følgelig også en „ Sted-mama “ til sin hen* søn. Det var denne gang en småstadsdame, som havde tændt flammen i apottekerens hjerte. Og meningerne om hende vare højst forskellige. Somme fandt hende utifra grim, andre ganske passabel, somme måtte undertrykke en gispen ved hendes konversering, andre fandt hende igen meget underholdende. Hvem der havde ret, er vel vanskelig at afgøre; sandheden har sandsynligvis ligget midt imellem, hvor den efter den gamle, gyldne lære altid skal befinde sig. Vist er det imidlertid, at den nye husfrue havde en udpræget påholdende tendens og en ikke mindre udpræget, til mani grænsen de tilbøjelighed for nipssager og alslags snusk og rariteter. Som følge heraf er det ganske naturligt og ikke mindre pålideligt, at hendes påholdende tendens kom til syne i form af et minimum af kød og brød og andre lækkerbiskener, som en opvoksende gut nok véd at værdsætte, og at hendes mani for „ Kunstgenstande “ åbenbarede sig gennem dyngende opstillinger på Toppen af alle skabe og på et utal af svævende hylder på alle tænkelige og utænkelige steder gennem alle værelser. „ Vorherre bevares, hvor din salig mine — gud glæde hendes sjæl i himmerig — må have trosset sig kold og stiv imellem disse nøgne, tomme vægge. “ Og apottekeren var for anden gang kommet under en kvindes scepter, og inden et par uger troede han, som hun, og ville han; som hun, i alle optænkelige tilfælde og svor på, at der var kommet en ganske anden lunhed over det hele hus, efter at „ Væggene var blevet klædte “. Men, som der er høg over høg gennem alt i livet, og som vi alle, læserinder og læsere, hvor ubøjelig vi end véd at regere over andres skrøbeligheder, igen har hver vort scepter —- vor hemmelige eller åbenbare skødesynd eller lille elskværdige svaghed — hvad navn man nu helst vil give det —, som vi bøjer knæ for, så lod den nye husfrue, som i kort tid havde fået ikke alene sin herre og husbond, men det hele hus fra kælder til loft, til at danse efter sin pibe, sig igen beherske, og det ikke i nogen ringe* grad, af sin forfængeligheds og glimresyges ubønhørlige stemme. Dette kunne jo synes for almindelige dødelige at måtte komme i strid med hendes ovenfor omtalte påholdende tendens, men med en sindrighed, som gjorde apothekerfruens forstandsevne al mulig ære, vidste hun at indordne selve sin sparsommelighedstrang under de fordringer, som opretholdelsen af den udvortes glans stillede til hende. Og apothekerlærlingerne lærte at sige „ hvad behager “ og tjenestepigerne at tale om Fru „ apothekerinden “ og alle bøjede og bukkede sig for hende og bar det stempel, hun havde påsat dem — alle, uden hendes lille stedsøn, ’hvis moder hun var kaldet til at være. med dem ville det slet ikke gå — hvad der jo for resten ikke så ganske sjældent ses sidestykker til mellem stedmødre og stedbørn. „ Hagbarth gør mig alle ting påtværs, om det så er at stå eller gå, så kan han ikke gøre det uden at ærgre mig og holde mig i en eneste skræk for alle mine yndige figurer. “ „ Du skammelige gut, nu har du ødelagt min dejlige porcellænskat, som jeg elskede så højt og som jeg gav syv kroner for på petermans auktion “ — og apottekerens frue tilsendte sin mands eneste søn og arving et forbitret blik, medens hun holdt levningerne af sin dyrebare kat kærtegnende ind til sig. Den lille synder, som lige til sin stedmoders indførelse havde været eneste hane i kurven og skattet og vattet efter sit eget uberegnelige hoved, lod sig imidlertid ikke i mindste måde anfægte af hendes smertens udråb, men fordristede sig endog til at le hende lige op i ansigtet på en højst impertinent måde: „ End syv kroner for den sjollede grise katten, så styg som den er. “ „ Ja du — og dem tager jeg igen af din sparebøsse — “ „ Men jeg har nøglen — jeg du — og du er ikke min rette mama heller, må du tænke — og bendikte siger, at du aldrig bliver mama heller — for — — “ „ Så det siger hun — — hid med nøglen, gut — du er ret en knægt er du. “ „ Jeg tør ikke, om jeg også ville, for— “ „ Giv mig nøglen, siger jeg, gut. “ „ Nej, for så kommer min rette mama og skærer dig i halsen en nat, når det er mørkt og fælt, og så er det så stygt at se når jeg vågner. “ Men dette var for meget selv for apothekerfruens nerver, som ellers ikke hørte til de lettest angribelige. Et gennemtrængende hvin kaldte tjenestepigerne til og hendes genial op og fruen faldt selvfølgelig øjeblikkelig i den første den bedstes arme. „ Enten må han eller jeg bort — fris — jeg eller han — du får selv bestemme hvem, “ — og apottekeren bestemte da, at sende sin søn i en pension, til trods for sin hustrus heftige og høje udbrud, under den voldsomste krampegråd om, at det naturligvis var. det bedste og rigtigste for alle parter, at hun rejste hjem igen til mor. Og Lise og bendikte — begge pigerne, som havde overværet de første kraftudråb — fik nye forklædetøier og hovedtørklæder, for at holde tæt — det vil sige, ikke sådan med rene ord, dem behøvede apothekerfruen aldrig; — hun forstod sig på, hvordan en stiltiende overenskomst skulle sluttes. Og lille Hagbart blev syet op forinden og foruden, at alverden skulle se, hvilken omhyggelig og kærlig moder, apottekerens hustru var — og så var skinnet bevaret, og apothekerfruen stod og smilede og nikkede til farvel -- så alle folk på gaden fik. Vand i øinéne derved, da vognen kørte bort med de to velfyldte kufferter på bukken, hvis velordnede indhold man ordentlig kunne læse sig til, blot ved at se deres velforsynede og vel smurte ydre, — og med apottekeren selv og hans søn indeni. I apotteket var der nu salig fred og lykke gennem en række år. Fruen tænkte og talte og apottekeren tiede og handlede, for det måtte til for alle menneskers skyld. „ Det er min mand, som bestemmer alle ting — jeg må først tale med ham, kan de skønne. “ Og apottekeren svarede: „ Pokker tage mig, har du ikke ret, kone, “ til alt, hun foreslog, for det var nu hans skik at sige Pokker — og det hørtes så fint og „ betegnende “, syntes hans ægtehalvdel, som tænkte på den dejlige byfoged i hendes fødeby, for hvem alle de unge damers hjerter var stukne i brand og som altid havde haft det ord på sine læber. apottekerens anden kone havde, i lighed med hans salig første, ikke været nogen fattig pige, tvert om havde hun bragt ikke så få tusind kroner med til. Gårds og flere endnu var i vente, når hendes moder en gang ifølge naturens orden faldt bort, og apotteket kom snart, også i sit ydre udseende, at bære spor af at hendes finger var med i spillet. De store speilglasruder og det meget krimskrams over alle vinduer og døre med alt sit indlæg af guld og glitter, var hendes påfund og udført for hendes egen private regning. „ Nu først boer vi, som det sømmer sig folk i vor stilling, fris, “ sagde hun til sin mand, efter at alle disse forandringer var skete og efter at en del småhuse omkring, som havde ligget i den projekterede gadelinie, var ryddede afvejen. Og apottekeren og gemalinde gik sine daglige turer, som begyndte og sluttede nede på Jørgensens brygge, hvor man fik det bedste overblik over, hvordan det hele tog sig ud, og så nikkede de til hinanden og nappede i hinanden, for at de begge skulle komme til at.se hver enkelt skønhed fra sin allerskønneste side, og så gik de hjem igen og var lykkelige og glade. Af og til var jo sønnen hjemme i kortere eller længere besøg, men fruen havde nu vundet så fast grund under fødderne, at hun kendte sig tryg og viste sig venlig og overbærende mod ham. Hun var også begyndt at se på ham med andre øjne, da hun havde hørt hans udmærkede evner omtale, og da han, efter en glimrende afgangseksamen, var hjemme nogle uger før afrejsen til universitetet, stod huset på den anden ende for ham, og fra da af, talte hun om Hagbarth først og Hagbarth sidst til alle hun traf på. Som sin far skulle også han studere medicin, og da han ikke, som hin, havde nogen fristelse til at opgive sine studier, fik hans far og mor i tidens løb den glæde, at se Hagbarth August Randulf fris’s navn øverst på listen af dem, som havde bestået medicinsk embedseksamen. „ Bedste karakter — med udmærkelse — Fru Bentzon — med udmærkelse — tænk for en glæde for os, “ og apothekerfruen, som ved et vist mærkeligt tilfælde, man af og til kan se ' i livet, fik sin stedsøn kærere og kærere for hver ny anledning til rosende omtale, — apothekerfruen tørrede såmænd sine øjne for det samme. „ Ikke fordi han skal bruge den eksamen til noget —; han skal jo naturligvis have apotteket efter sin far — kan de vide — naturligvis — men æren — med udmærkelse forstår de. Og da så Hagbarth vendte tilbage efter sin udenlandsrejse og medbragte en kat i hvidt biskuit til vederlag for den, han havde knust som gut, hvor løb da ikke kærlighedens og moderstolthedens strømme over. „ Vil de bare se —: Fru due — for en dejlig kat han havde med til mig — for et kunstværk — som om den kunne være virkelig — så hvid og ren og nydelig, at man kunne fristes til at kysse den — og det alt sammen fordi han som gut — af vanvare stakkel — kom til at rive ned en liden spraglet hæslig kattekilling for mig — det ejegode menneske — for al den glæde vi har haft af ham allerede. “ Så forunderlig går' det i denne verden. Den lille egensindige, forkælede, men opvakte gut, som dengang i hendes regimentes første * dage havde været den eneste, som vovede at byde hende trods og som hun mere end én gang havde spået ville komme til at slutte i tugthuset eller på slaveriet — var nu kommet tilbage bøjelig og føjelig og samstemmende med hende, om' ikke i alt, så dog i det væsentligste, og var bleven så hensynsfuld og ærbødig mod sine forældre, især mod sin kære mama. Det var en Sejer, en triumf for apothekerfruen, som der skulle stærke skuldre til at bære, uden at bryste sig, men apothekerfruen var from og kristeligsindet. „ Sligt kommer ovenfra “ — sagde hun — „ og er en guds velsignelse over et menneskes ærlige bestræbelser “ —, og pastor helleman, som tilfældigvis var tilstede, hævede sine øjne mod de tindrende prismer i den store lysekrone og nævnede hende som eksempel på dem, som giver gud, hvad guds er, det han netop den samme dag havde talt om i sin egen sognekirke. Et eneste var der, som gjorde den unge apottekers mama bekymret, eller i hvert fald urolig, for sin søn — midt i de ellers så lyse udsigter for hans fremtid — det, at hun ikke vidste at nævne nogen eneste ung dame, som ville være god nok til ham. Med sand rædsel tænkte hun på den blotte mulighed af, at han skulle komme til at gøre et dårligt parti —; det var ikke frit, at hun engang, i en noget tidligere periode af hans liv, havde haft sine anelser og sin skræk, for at han ikke i tilbørlig grad skulle erindre sig sin stilling og hvor højt han kunne stille sine ønskers mål, når han blot selv ville —, og hun tænkte endnu med gru tilbage på en vis ung pige, som han før sin afrejse til universitetet havde indført i sine under scepter. 2 forældres hus — en ung pige, som gik med naturlige, frithængende lokker, da hele verden forøvrigt bar sit hår i næt, og som havde læst Stuart. Mil og gud véd ikke alt, men sad og måbede og hverken vidste ud eller, ind, når der blev talt fornuftig til hende — en ung pige — apothekerfruen måtte endnu trække medlidende på smilet — som aldrig havde hørt ordet plissée nævne og det på en tid, da ikke nogen virkelig dame viste sig offentlig uden med mindst seks syv rækker af dem etagevis opover og nedover på kryds og tvers. „ Ja den som får ham — fris — det kan du nok gerne sige to gange “ — sagde apothekerfruen i et fortroligt øjeblik til sin mand — „ slige mænd vokser ikke på træerne til hverdags, men så må hun også til gengæld være smuk og fin og — — rigt vant — og — —, “ men inden den omsorgsfulde moder endnu var færdig med opregningen af alle de egenskaber og betingelser, hendes tilkommende svigerdatter måtte være i besiddelse af, for efter hendes mening at være den unge apotteker værdig, havde Hagbarth allerede truffet sit afgørende valg og præsenterede en vakker dag sin forlovede til stor forbavselse for denne sin ærede Fru mama, som dog heldigvis tog det hele meget nådig op, ihvorvel hun jo nok kunne have ønsket, at den unge piges fader havde' samlet sine mange penge på en noget „ finere “ Måde, end ved at sælge brændevin og låne på åger og at han ikke netop havde havt den ubehagelige vane, at falde i rendestenerne og måtte følges hjem så noget nær den halve del af året, hvad hun alt sammen syntes at have en forestilling om, ikke så ganske kunne stå sig for de i sandhed fines domstol. „ Men herregud det kan jo den kære Lucie ikke gøre for “ — var*slutningen på hendes udgydelser til sin ægtehalvdel om dette emne — „ og hun er smuk og fint vant — det er jeg vis på hun er — den søde pige — og ejegod er hun — det kan jeg læse i hendes blændende øjne, og så vil nok omgangen med Hagbarth danne hende og gøre hende til en god, opoffrende hustru for ham. “ Og apottekerens frue — den kærlige overbærende sjæl — fortalte sine bekendte og bedste venner, at konsul Holter, fra hjertets side, var sådan en rigtig hæderlig og agtværdig mand — blot skade at hans svagelighed skulle komme tilsyne på den måde den gjorde og blive så misforstået, og i begge forlovelsesgilderne — både i sit eget og i konsulens hus — sad hun side om side med ham og talte både fornuftigt og opbyggeligt, og så måtte hun jo naturligvis kende ham fra bunden af. Og alle de unge damer sendte misundelige blikke efter den smukke Lucie Holter, som ved sin forlovedes arm gik på visitter fra hus til hus og alle de unge herrer efter den unge apotteker, som havde taget en af de smukkeste og rigeste unge piger bort for næsen af dem, og venner og veninder i skokkevis ønskede til lykke, og fremtiden syntes at ligge som i reneste lys foran dem og Hagbarths moder sagde, at de vare som skabte for-hinanden — det kunne hun se bedre og bedre for hver dag, for de ville begge have det så fint og smukt i sit vordende hjem og det var så betryggende, for da vidste hun, de måtte blive lykkelige sammen. Og de forlovede selv? De havde for et par uger tilbage truffet hinanden første gang på et bal, og han havde set på hende og fundet hende smuk og danset med hende og fundet hende fin, og hun havde følt sig uimodståelig draget af det udenlandske snit på hans klædedragt og væsen og frem for alt af den skinnende sorte knebelsbart med de pragtfulde, lange, glindsende, til begge sider i halvcirkel opsnoede endehår, der ligesom havde stukket sine alleryderste tynde spidse lige ind i hendes inderste hjerte, og på det havde han friet til hende og hun givet ham sit ja. Var der så ikke grund til med apottekerens frue at hengive sig til de lyseste forhåbninger for deres ægteskabelige samlivs lykke, når båndet, som binder for hele livet, var knyttet efter så alvorlige og nøje prøvelser og bygget på en så fast overensstemmelse mellem deres sjæle, at de begge foretrak kornblåt fløjl på sine dagligstumøbler frem for almindelig damask, og begge var enige i, at en trearmet hængelampe gjorde langt mere af sig i et værelse, end de almindelige lysekroner til tolv lys? Og da så bryllupsdagen kom med solskin og stor blå luft, hvor var der dog ikke glæde og stads i apottekerens hus, hvor brylluppet ifølge gensidig overenskomst skulle stå. Vindusruderne var pudsede over igen og om igen og skinnede, så en fik tårer i øjnene ved at se solspillet i dem; forsiringerne ovenover luede som de bedst kunne og løven — aldrig havde dens skin strålet så klart og blændende — man kunne fristes til at tro, den havde byttet rolle med solen og nu lånte al den anden formørkede jord af sit overstrømmende lysskær. Hvilket studium for den gamle apotteker havde ikke væggenes farver alene været i lange tider; de måtte jo passe til anledningen og skulle vække overraskelse og beundring hos alle skønnere — det var nu en gang en af hans svage sider, at han gerne ville roses for sin gode smag — og hvilken forbavselse havde så ikke alle disse skønnere følt og yttret ved synet af de grå felter og de cremefarvede afdelinger. Ovenpå var persiennerne nedrullede til solsiden og indenfor gik den gamle frue, som hun fra deri dag blev kaldt, fra rum til rum, pyntende og pudsende til det sidste og ordnende det hav af blomster, som var kommen tilgårds og endnu vedblev at komme og som sikkerlig ville indbragt en mere letskræmt dame en følelse af at måtte komme til at drukne derunder. nede på gaden udenfor den store hovedtrappe stod kvinder og børn på begge sider, da brudevognén kom kørende for at hente brudgommen og hans forældre. Smågutter råbte hurra uden selv at vide hvorover, Fru apothekerinden — i al sin mest skinnende glans og glorie — smilede, hendes mand — den ejegode, sjæleglade, lille tykke apotteker — smilede, og brudgommen selv — den høje og ranke og misundte unge apotteker — smilede, og tjeneren, som lukkede døren med et lidet overflødigt Smek, men slet ikke for at gøre sig vigtig, og kusken, som knaldede og trak i tømmerne, — alt var det lutter smil og solskin, og så kørte de, og de gamle jomfruer, som stod igen og tænkte på sine ungdomsdrømme, om også en gang slig at sidde op og køre den tur med den mand de havde kær — drømme, som de for længst havde tabt alt håb om at se gå i opfyldelse, men kanske netop derfor søgte at kalde tillive ved alle slige lejligheder, de gamle jomfruer, som også tænkte på sine ensomme. Værelser og sin glædeløse, fattige tilværelse, sukkede ud af sit hjertes overmål: „ Det lykkens, lykkens barn, som alt i så ung en alder får køre den tur, og det med en sådan mand. “ Og da så brudevognen kom fra kirken og vogn på vogn fulgte efter med en rumlen og en smelden og en knalden og fulgt af gutter og piger og fruer og madammer og frøkner og jomfruer i fuldt sprang, for at komme tidsnok til at se på stadsen, og brudevognen holdt stille oppe i gaden, for at vente på de sidste vogne, og så kørte det sidste stykke i skridt og så holdt igen og den gamle apotteker steg først ud og så hjalp sin ægtehalvdel ned, som havde glædestårer, sande, virkelige glædestårer i sine øjne, dem hun alligevel ikke kunne afholde sig fra at skotte omkring med, for hemmelig endnu en gang at kaste et sidste blik på den udvendige side af glandsen inden hun ved sin herre og gemals side gjorde skridtet ind — ja hvor følte hun sig da ikke lykkelig, så lykkelig som hun kanske aldrig nogensinde tidligere havde været til mode. Og hvor lød der ikke beundrings- og forhauselsesudråb fra de omkringstående damers læber over de rige, pragtfulde dragter, og med hvilken punktlighed og nøjagtighed blev ikke vognene tællede efter hvert som de kørte frem. „ Hvad siger de, madam nittier, fem alens slæb, det kan da aldrig være rimelig? “ „ Jo det ved gud, madam Sørensen, det må vel jeg vide, som selv har holdt kjolen i min hånd, fem alen, såsandt jeg er en ærlig, hæderværdig kone. “ Og det var madam nittier på sin vis, som vi senere vil få at høre, trods alle sine egenheder og sit „ flisede “ Sindelag. „ 15-16 “, tællede en stor gut med opspilede øjne. „ 14-15 “, rettede en liden en, som syntes, han havde tællet så klart og tydeligt, at han umulig havde kunnet tage fejl, men det havde han nu ikke desto mindre og tik derfor sine prygl af den store, som i lighed med andre store gutter følte sig særlig kaldet til at banke den mindre. „ Tys gutter; vil du være rolig din stamp. « i der har vi såmænd pastor hellemand, den guds mand, og stiftsprovst ål. “ „ Og som en ål snor og vrider han sig også og samler grunker. “ „ Han er så gerrig som — — men se der har vi jo først konsulen; han har ventet på præsterne, det gamle, skamløse asen; forresten skal han have sin bønnetid for nærværende, og da søger han jo altid til præsterne, men det må jo de vide, madam nittier, som har været der i huset i mange Herrens år. “ „ Ja det ved gud jeg har, madam Jansen, men intet levende eller dødt menneske skal kunne sige mig på med sandhed, at jeg hverken selv. har talt ondt om eller tålt at høre andre slænge sin heskidne mund efter den stakkers trave konsulen, som kan have nok at afgøre med sin gud og skaber uden at trænge indblanding af andre folks giftige tunger. “ „ Ikke så heftig, madam nittier, ikke så hidsig på det for den sags skyld, — se der kiger de frem nede i apotteket. Kan de se den gamle med den glindsende pande, Vorherre bevares, han har vist slet intet hår; hvem kan dog det være? “ „ Hvem han er, det velsignede menneske?. Jo det skal jeg sige dem, Fru Torp, det er' kandidat Muller det — onkel. Kandidaten, som vi alle kalde ham — den gamle apottekers højre hånd og rådgiver og min ene logerende. Han skulle såmænd også været med til stadsen i dag, men mener de han ville — —. Og ser de ham derinde — jomfru Berg — som nu lige trækker den skuffe ud og er så vakker, med sortkrøllet hår,, det er min anden logerende; ja det er også et mandfolk kan de tro, som jeg takker min gud og skaber for ved mange lejligheder — —men den tiltalte havde intet øre for madam nittiers udgydelser over sine lejere; hun var ganske og aldeles fortabt i beskuelsen af al den fløjl og silke og tyl og G o v G gaze og flor og Perler og guld og blomster, som bevægede sig mellem de fremkørte vogne og apottekerens tæppebelagte hovedopgang. Den sidste vogn yar kørt bort. Folkestimlen opløstes efterhvert. Ovenfra hørtes basunerne at spille Grundtvigs dejlige bryllupssalme: „ Det er så yndigt at følges ad “, den som fruen aldrig kunne høre, uden at få tårer i øjnene af rørelse,.og som hun selv havde beordret spillet nu. Så blev alt stille. Gæsterne var gået til bords i spiseværelserne til den anden side. Et par småbørn stod igen udenfor og keg ind i apotteket, der de mente, at alle de dejlige, pyntede mennesker sad inde; en gammel, smilende, skaldet mand så ud til dem og nikkede; så blev de undselige og turde ikke længer se ind men løb afsted — og så var der stille og roligt som før ude på gaden. Men udover kvelden lød der latter og sang og musik, lokkende, lysende, spillende dansemelodier gennem de åbne vinduer hos apottekerens på hjørnet, udover gaderne og torvet og havnen med hele sin mylder af skibe fra alle forskellige, fremmede lande, og søvntunge sjøgutter, som med monotone skridt drev sine ensomme vagter igennem, standsede sin gang og lyttede til tonerne, mens rækker af tanker og minder jog dem gennem hovedet og foden ubevidst begyndte at trampe takten i dækket. Og langt, langt udefra hørtes i den stille nat genlyden af de lystige toner indefra apottekerens, men så forunderlig tilslørede' og tågede, som havde de keget fremover i tiden og tabt sin frejdige, friske klang over, hvad den gemte i sit skød. Men bryllupsgæsterne havde ikke tabt noget af sin frejdighed, og brudeparrets skål blev drukket om igen og om igen og enhver ny taler havde et nyt tillæg at gøre til forherligelse af den glimrende fremtid brud og brudgom gik imøde og nede på Jørgensens brygge lyste deres navnetræk i de skønneste fyrværkerisole og den gamle apothekerfrue foldede sine hænder og takkede den gud, hun kendte, den gud, som råder for al jordisk glans og ære og holder alle tilbedere og tilbederinder heraf under scepter. il på nye tomter. Den pension, hvortil den gamle apotteker i 4 hine længst forsvundne dage havde sendt sin eneste søn, lå en god halv mil udenfor bygrænsen i en liden landsby eller flække eller hvad man nu vil kalde et sådant sted, hvor en elv skærer igennem og driver en række gryn- og mel- og papirmøller og desuden skaffer et halvt dusin vaskerkoner sit rigelige udkomme, hvor den eneste gade tillige er den kongelige postvei, som fører til en række lignende steder og en mængde gårde inde i landet, hvor de fleste huse ikke hæver sig over et stokværk, men til vederlag nikker ned på Skakke med små forskudte arker, hvor forvoksede, vanskøttede frugttræer luder ud over de faldefærdige Gittere i de små overgroede, forsømte haver, hvor antallet af alvidende og nysgerrige individer er tilstrækkelig til oprettelsen af små uskyldige sladderselskaber — i hvilke såvel brødre som søstre af denne interessante orden stedse optages med den største beredvillighed og glæde —, hvor de fem, seks line familier, som endnu bor i de gårde, som står igen fra den tid de rige købmænd inde fra byen lå på landet herude —, hvor de fem, seks familier i al sin gøren og laden bliver fulgt med den utroligste opmærksomhed og deltagelse og giver rigeligt, ja uudtømmeligt stof for de ovenfor nævnte uskyldige selskaber — og hvor de til disse familier hørende børn, som sande prinser og prinsesser af blodet, har privilegium på at blive båret på hænderne og tilbedt og beundret og omtalt fra hus til hus for sine mærkelige formeninger og forstandsevner. Dette apottekerens valg kunne for den uindviede synes temmelig forunderlig, da landsbyen eller flækken eller hvad man nu vil kalde den fra ende til ende igennem ikke indeholdt endog det fjerneste anstrøg af den glans, ved hvilken apottekerens øjne dvælede med så megen glæde, men ikke desto mindre var det hele gået ganske naturlig til, som vi i det følgende vil få at høre, og gerådede den bekymrede og omsorgsfulde.fader til al mulig ære. I den forvirrede sindstilstand, hvori hint mindeværdige optrin med hans hustru havde sat ham, havde apottekeren trukket sig tilbage til apotteket for ved synet af den allerede den gang stedse tiltagende politur at genvinde sin sædvanlige ligevægt, men enten nu dette middel — for første og sikkert også for eneste gang — forfejlede sin virkning eller en vis urolig fremog tilbagetrippende bevægelse i værelset ovenover holdt hans sind i vedvarende uro — nok er det, han syntes intet at have øje for — intet af alt det, som ellers til alle tider fangede hans blik og øvede en sådan mildnende indflydelse på hans sind i samme øjeblik han trådte ind. Med hurtige skridt vedblev han at vandre frem og tilbage— op og ned.med øjnene fæstede mod gulvet, så ulig sig selv, at apothekerlærlingerne var ved at tabe næse og mund af forbavselse derover. Tilsidst vidste han hverken ud eller ind, men forsvandt inde i det lille bagværelse, hvor kandidat Muller — første farmacøiten — just netop var beskæftiget med tilberedelsen af en kølende og feberstillende mikstur —, og kandidat Muller, det var sådan et erfarent, trovær

1894_Aagaard_UnderligeFyre

Oscar

Underlige Fyre

Aagaard

Aagaard

Underlige Fyre

male

1894_Aagaard_UnderligeFyre.pdf

Oscar

Aagaard

no

Underlige Fyre

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Argus & co. Waterclerker — hvormange er der vel, som i grunden har nogen klar forestilling om, hvad der forstås ved denne betegnelse? — og af dem, der ved, hvad en waterclerk er, — hvormange er det, monstro, der forstår, hvilket liv fuldt af uro, farer og fristelser, en slig clerk må føre, skal han kunne tilfredsstille de fordringer, der stilles til ham, — fra hans chefs og overordnedes side som fra deres side, hvem han lykkelig og vel har hjemført som prise til sit firma? Nutildags forlanger man af en mand, der vil være waterclerk for et større og respektabelt firma, — jeg mener altså ikke den klasse medskabninger, der karakteriseres ved titelen « runnere » —, ikke alene dygtighed i faget, raskhed, energi og vågen sluhed, men også dannelse. i efterfølgende kapitler vil man finde typer fra en stor havnestad, slige, som man kunne træffe for nogle år tilbage. Der er sket forandringer siden dengang; men en egenskab ejer flertallet af clerker til enhver tid: et vist humor, — oftest i form af bittert galgenhumor —, der kan virke ganske underligt men på samme tid frigørende midt i al strid og uhygge i dette farefulde kald. Nå ja —, jeg fik anledning til at se lidt af waterclerkernes liv på nært hold, fordi jeg et par gange selv var nødt til at sætte liv og helbred på spil dernede på scheldefloden, kun fordi min ærværdige kollega, Pappa Rønnow, langt foretrak at sidde hjemme hos mamma i rue des brasseurs eller i en anden lun stue frem for at færdes ude i sit kald. Og kunne jeg vel fortænke ham i det? Når der blev meldt et skandinavisk skib under opseiling, og en af clerkerne måtte ud for at møde det på floden, havde jeg bestandig mørke anelser. Og mine anelser bedrog mig sjælden. Gamle Pappa sad ved sin pult, — liden og rund —, og gjorde, som om han arbeided, mens han tyggede matrosskrå, så de rødblå kinder havde jevn motion. han vendte sig halvt om mod mig, lukkede det ene øje godt til og smilte venligt til mig med det andet: — « å, lille hans —! » — « ja —? » Jeg blev ganske nervøs, — for nu måtte der sikkert komme noget, jeg ikke likte. Når Pappa var mest smilende og venskabelig, var det nemlig altid en tjeneste, den gamle hædersmand fra Bornholm ville anmode mig om. — « å, lille hans, — gør mig den fornøjelse at møde « Sofie » i aften. Hun er alt kommen til vliessingen, hører jeg. Jeg skulle nemlig nødvendig hen til, — hm —, ja kapt. Terjesen ville hilse på min kone i aften —, hm —. » — « jamen, —alle konkurrenterne da—? » — « kun ikke tabe modet, lille ven! Vi har jo, som de ved, rederbrev for kapt. Olsen —, så de er tryg, — ganske overlegen. » O — « ja, det er sandt —. Jamen —. » Men ingen « men’er » hjalp. Når Pappa Rønnow ikke ville, så ville han ikke. Og da han var chefens fortrolige og hele kontorets « Pappa », hjalp ingen sure miner eller indvendinger. En liden antydning til kolik, gigt eller snue var for ham en god og kærkommen grund til at slippe floden, om han ingen bedre kunne finde for anledningen. Men Pappa Rønnow var dog alligevel en snil senior. Han skubbede mig aldrig ud, hvis ikke fartøjet var sikkert for vort kontor. I nødsfald, — når det gjaldt skandinaver —, kunne den gamle mand endnu stundom trodse alder og magelighed for firmaets hæders skyld. Men var det en fremmed nation, det dreied sig om, måtte mr. Wenns ud. Denne unge englænder, en præstesøn fra Wales, var en elskværdig og fintfølende mand i sin daglige Vandel. Men, hvor det dreied sig om kampen om et skib —, hvor hans medfødte heftighed blev hidset ved modstand •—, der kunne den ellers så fredsommelige Wenns vise sig som en mand med ben i næsen, og mangen en gang førte han seieren hjem ved en pågåenhed og skarpsindighed, der ikke gav nogen af stadens gamle berømte clerkers noget efter. Derfor hadede mange af de øvrige clerker ham, — hadede ham desto mere for hans held, fordi han aldrig søgte deres kompagniskab, men levede sit eget liv i stilhed, når det var ham muligt. Havde han imidlertid været ude i et basketag, hvor skrøner og bagvaskelser var de gængse våben, — hvor hensyn til den gode tone og sandheden ikke toges i betragtning—, da fik han bagefter samvittighedsnag. Han gik tavs og melankolsk omkring, kunne være åndsfraværende og bitter, og da søgte han hen til mamma Rønnows lune lille stue, når han kunne komme fra. Hans egen mor levede af en ganske liden pension i Wales. Og med sin trang til kærlighed og hygge havde han søgt og fundet et andet hjem hos de to varmhjertede gamle folk. Pappa Rønnow holdt altid sit venstre øje tillukket. Det var en egenhed ved ham, at o 7 han skjulte dette øje med beundringsværdig energi og påpasselighed. Kun en eneste gang nød jeg den lykke at få se et glimt af den forborgne perle. Det var, da chefen en dag kom farende som en tordenbyge gennem kontorerne, brølende på alle mæglersprog, — kom farende mod Pappa og skreg, ildrød af Sinne, lige ind i dennes ansigt: — « hvorfor slap det forbandede fartøj fra os? Hvorfor, siger jeg? — hvorfor gik de ikke ned efter det, — de, — som kendte kapteinen —?! » Da gik der som et elektrisk stød gennem Pappas hele skikkelse. Hans bus for fra højre til venstre kind og tilbage igen, — hans røde paryk gled ned i hans nakke —, og — det venstre øjelåg hævede sig; — det glemte sig selv et sekund og hævede sig —, og et uhyggeligt vandet øje kunne skimtes derindenfor. Men kun for et sekund. Så gjorde låget påny sin pligt og gemte varsomt skatten for profane blikke. Rønnow svarede ikke monsieur Argus, skjøndt Sinnet bruste inde i ham. Han blev nærmest perpleks over dette ganske uventede overfald. Vel var han godt vant til chefens buldrende væsen og vulkanske naturel; men dette var dog noget for grovt, — det var o o o ' simpelthen uforskammet. — komme og spørge ham, Pappa Rønnow, hvorfor han ikke gik ned efter fartøjet? — han —?! Troede chefen kanske, at han ville udsætte sig for et nyt anfald af podagra, — kanske for livsfare —, for slig en fille østersøbrigs skyld! Var han kanske ikke nødt til at være hjemme den aften, kanske? Vidste chefen kanske ikke, at hans fætter, lodsen, hjemmefra Svaneke, netop var kommen i besøg til ham, og at han desformedelst —? Hva’ ba’! Rønnow var for en gangs skyld nær ved at glemme sine grundsætninger og svare mr. Argus. Men ved hjælp af en mægtig villieopbydelse beherskede han sig. Og så gjorde han, hvad han så mange gange før havde gjort, når hans sind kom i oprør lige overfor den gamle herre: o han sendte først en vældig salve af tobakssaus ud gennem venstre mundvig, stak så begge hænder dybt ned i bukselommerne, satte maven frem i imponerende storhed, trængte ved dens hjælp sin modstander et skridt tilbage, stirrede drømmende på ham med sit ene øje — og tav. Da kunne chefen ikke mere; og også > o o han gjorde, hvad han pleied, hver gang han og Pappa røg uklar: han stirrede tilbage på ham med øjne, der kunne have lamslået en tiger, strøg rasende de lange, vixede knebler, rystede sit fine gamle hode, råbte så vildt: « hvada? », hvorpå han gjorde helt om og sprang med krummet ryg tilbage til sin hule, inderst inde. derpå så Pappa granskende på tilskuerne, et mildt smil lyste op i hans ansigt, og mens han feied levningerne af sausen højtideligt bort fra læber og hage med sit uhyre røde lommetørklæde, lød undertrykt fnisen fra alle kanter i ekspeditionskontoret. Slige dueller var til stor opbyggelse for personalet. Der var kun en, som bevarede en alvorlig mine bestandig'. Det var kassereren, mr. Krauss. Han kunne umulig- more sig o o over sligt. O monsieur Argus, den eneste indehaver af det mægtige firma Argus & co., var en fin, rettænkende gammel herre med varmt hjertelag' °g uhyre anseelse. Han var en gentleman af den gamle skole. Hidsig og furiøs i pludselig anfald af raseri, men med en tankegang så retskaffen og ærlig, at han i så henseende var bleven til et ordsprog. I sin godhed strød han gerne penge ud til alle kanter, og havde han ikke haft sin fuldmægtig og højre hånd, « mefisto », som modvægt, havde hans rigdom næppe steget med slig en hurtighed, som formuelisterne udviste. « mefisto » s egentlige navn var Alfred von schlauenbårt. Og en bedre type på den begavede opkomling skulle man vanskeligt finde. Han var en « self made » mand. Begyndte som waterclerk, men steg ved sit geni i faget stadig opad, indtil han nu var nået til den høje stilling som firmaets næstkommanderende, — nogle mente kommanderende i virkeligheden. Skønt mr. Argus utvivlsomt var en dygtig mand, måtte han dog ofte vige unaf for « mefisto »; thi der var noget ved denne, noget diabolsk, som den gamle herre ikke altid kunne modstå, hvor gerne han kanske ville. « mefisto » hypnotiserte ham —. Men han forstod på den anden side fortræffeligt at spille den ærbødige underordnede, — ja, han kunne være såre elskværdig mod den gamle herre. Fanden kan, som bekendt, også optræde under ydmyghedens maske, når han vil. Når « mefisto » talte med chefen, bøied han sin høje, knokkelstærke skikkelse ærbødig ned mod ham, — lyttede med interesse til den gamles bulder —, talte selv dæmpet, men energisk og med mild overlegenhed om de vanskeligste affairer, og fik næsten altid chefen med på sine idéer. Hændte det derimod af og til, at mr. Argus stædig holdt på sin mening og til sidst, violet og apoplektisk, tordnede sit afgørende: — « non, — non, non, non, — non^ — gjorde bråt omkring og forsvandt, — da fremviste « mefisto » et øjeblik en række skarpe, gule tænder, mens han endnu en stund stod i den lidt foroverbøjede stilling, ligesom samlende sig efter nederlaget. Med et forsvandt smilet. Han rettede sin stærke krop med et ryk, strøg det stride, sorte skæg og rynkede panden. Når han slig havde fået føle chefens o magt, var han frygtelig. Han gik med faste skridt ud i det ydre kontor, hvor bogholderen, kassereren, og alle de andre clerker sad i skadefryd og stille gru. Der blev han stående ved døren ganske taus en kort stund, mens hans rullende øjne for fra den ene til den anden. Han søgte sig et bytte. Og, som han stod der færdig til at slå ned, lignede han også i virkeligheden en rovfugl, —. en kraftig, blodtørstig rovfugl. Hans næse var dog nærmest skabt som et flamingonæb: en vældig snabel, bare ben med gult skind; midt på gjorde den en bøjning nedover mod munden, som om den til enhver tid ønskede at være vidne til dette organs præstationer. Pludselig slog rovfuglen ned. Og med en stemme, hvis spydige klang fik ens nerver til at vibrere, overhøvled han den udvalgte syndebuk så grundigt, han evnede; og hans evner var fremragende også på dette specifike område. Når han så endelig havde udtømt sin galde og fået tilstrækkelig revanche ved at se sit herredømmes omfang i de ydre regioner, skiftede han maske. Og med nogle godslige bemærkninger til bogholderen, monsieur Albert, gik han rolig ind igen, der, hvor han residerte sammen med chefens søn, unge monsieur Alphonse. På det mellemste kontor tronte nemlig disse to ved hver sin mahognypult. Lille Alphonse bestilte næsten ikke andet end læse avisernes skandaler, røge kostbare cigaretter og rive af sig 2den hånds åndrigheder. Han var kontorets zirplante og galgenfugl om dagen, — skippernes evige glæde og « guide d’amour » om kvælden. En lystig, godslig, korpulent liden fyr, vakker og i højeste grad elegant. Hans indtægter dreied sig om ca. frs. 10,000 om året; men så gjorde han til gengæld firmaet den ære at slide enderne af 3—4 par bukser å 30—40 frs. hvert år på den hårde kontorstol, og desforuden repræsenterte han det skønne og idylliske ved mægleriet, så hans arbejde var stridt nok. — — det bankede på døren, — en energisk dundren med en hård kno. Og Joseph kom ind; — ingen anden bankede som han. Joseph eller « Schef », som han for kortheds skyld altid kaldtes, var kontorets faste bådmand, — en tyk, stærk, pluskjævet, geneverduftende godslighed. Han meldte, at bark « st. Lawrence » var for indgående i « petit bassin ». Lidt efter åbnedes døren, — denne gang uden nogen som helst ceremoniel banken —, og med en sort, blød filthat langt ned i nakken, en hånd i bukselommen og svingende nedladende med den anden, trådte vor gamle kunne, kapt. Morton på « st. Lawrence », ind i de kendte haller, fulgt i hælene af mr. Wenns. Stor velkomstscene. Alle clerkerne, undtagen Pappa, omringede ham med det sædvanlige: — « how are you, capt. Morton? » Og kjæmped for at nyde den lykke at få klemme hans næve. Den svære « nova-scotia » -ulk smilte tilfreds over den stormende velkomsthyldest og brummede: — « ah right, boys, — all right! — where is mr. Alfred? » Men før vi fik svaret frem, kom « mefisto » Eller mr. Alfred, som amerikanerne kaldte ham, med usædvanlig fart og åbne arme mod sin ven og udbrød med et velkomstsmil, der spottede enhver beskrivelse: « my dear, — dear sir! How are you, capt. Morton? Very glad to se you, old fellow! Step inside, Morton, — step inside, sir! » Og de trykkede hverandres næver og målte hverandre fra top til tå, som om de var gladiatorer, der prøvede hverandre i høfligt galanteri, før de tog fat på den alvorligere del af festen: at bruge al sin styrke, list og behændighed mod hverandre. — « halloh, Alfred, my boy! Glad to se you again, you know. — how are youi- » Brummede Morton, glad bevæget, og føied straks til: « — and how is the old man? — busy inside, — is he? — heh:' » Dette var i regelen al den gjenkomstconversation, vi hørte. Thi, når disse første ord var udvekslet, lagde « mefisto » sin arm kærligt om Mortons skulder og førte ham i triumf ind i chefens kontor, idet også unge Alphonse undervejs sluttede sig til optoget, hvis han ikke netop tilfældigvis « lunched » Henne hos de smukke « søstre », — hvad han gjorde flere gange i løbet af dagen. Mr. Wenns, hvis besøg ombord på « st. Lawrence », hver gang den kom, kun var at betragte som en liden luftningstur, idet ingen konkurrent faldt på at bry’ sig med Argus & co.’s mangeårige ven, gned sig i hænderne med et smil i sit tungsindige ansigt. Nu stod dog det forholdsvis sværeste arbejde tilbage for ham: at få kassereren til at udbetale udgifterne ved turen. Imidlertid måtte jo mr. Krauss til sidst punge ud med de par francs, hvilket han dog kun gjorde under strengt forbehold, idet han nærede den mest indgroede mistillid mod alle regninger og specielt mod waterclerkernes opgaver. Han anså det som givet, at alle mennesker ville snyde Argus & co., om han ikke granskede dokumenterne og gjorde gyseligt vrøvl for hver udbetaling. — — en dump larm, — hidsige, korte bjæf og skraldende latter hørtes utydeligt fra det fjerne. Da var det klart for os, at nu lagde gamle mr. Argus sin fine hånd med de kostbare ringe på kapt. Mortons brede skulder og ønskede ham sit hjerteligste velkommen. — « mefisto » havde en egen måde at behandle kaptainerne fra den anden side havet på, der syntes i høj grad at tiltale disse stue og fordringsfulde herrer, at dømme efter den o o 7 respekt, for ikke at sige beundring, de nærede for ham. Der var ikke andet end « mr. Alfred » Her og « mr. Alfred » der, når det gjaldt business. Når hilsnings ceremonierne var vel overstået, var gamle mr. Argus selv omtrent som luft for dem. De nærede agtelse for ham, — det gjorde de, som alle —; de så endogså op til ham som til et fænomen, der var dem så omtrentlig ufatteligt.. De vidste, han var en rig mand, en af fyrsterne på børsen og i millionærklubben, hvor man drak fineste champagne og spillede om formuer, -— store formuer —, efter sigende. De vidste også, at han var en god mand, der gav bort mere end han tabte mellem venner i klubben. Men nogen « smart fellow » troede de ham såvist ikke at være. De så jo næsten aldrig noget til ham, — ærgrede sig tværtimod over hans helligdoms ukrænkelighed, — denne helligdom, der bestod af et lidet mørkt Kot med en meget liden pult, et stort pengeskab inde i brandmuren og et meget stort maleri af en yngere dame i sort atlask, — hans afdøde gemalinde —, på væggen. Inde i dette Kot sad gamle mr. Argus, dampede af ægte havanesere og gjorde —. Ja, det vidste ingen. Men ofte hørtes højrøstet tale og en dyb knurren derindefra. Unge Alphonse Argus ytrede engang, at hans far ved de lejligheder gjorde kur til hans mor slig, som han gjorde det, længe før lille Alphonse kom til verden. Men da skipperne kun glimtvis nød duften fra chefens havanesere, kun stødvis så ham fare gennem kontorerne og bygevis hørte hans tales bulder, — hvorimod mr. Alfred var manden for det praktiske, så blev det dem klart, at den gamle kun var pengene, men mr. Alfred hovedet. Lille Alphonse elskede de, fordi han var det gode humør, den evig- glade bon-vivant, deres trøst og husvalelse i sildige timers ensomhed. Vi andre var kun slaver, — Pappa Rønnow ikke undtagen. Men Pappa lod sig ikke behandle som slave af nogen, og mangen finte lod han flyve mod « disse rå bøfler derovrefra », som han kaldte yankeerne. Og han foretrak altid at forsvinde inde hos Anthonisen ved siden af, hver gang de gjæsted kontoret, — om han kunne. Når han var sint på amerikanerne, pleied han til gengæld altid at svulme af begejstring for skandinaverne, især de norske, af hvilke. han hovedsagelig levede. — « sikke nogen bøfler, — hvad! Nej, de norske, de er skam andet til kjærnekarle, de, — hvad ba’? » Og dermed stak han indom til skibshandler Anthonisen for at få sig en røg. Mr. Alfred var en stor skuespiller og en meget listig herre. Disse egenskaber var ham ganske vist medfødte; men i tidens løb var de også udviklet videre til en fuldkommenhed, der sagde sparto til mr. Morton’s og hvilkensomhelst yanke’s naturlige anlæg og videnskab. Og fordi en ræv altid får respekt for den, der er endnu større filur end den selv, — netop derfor beundrede den amerikanske skipper mr. Alfred. — og nu sad kapt. Morton og mr. Alfred på hver sin side af avisbordet og diskuterte tiderne og fragterne. Morton havde naturligvis hatten på hodet, — inde som ude sad den bag i nakken på ham —, og med benene oppe på bordet lå han tilbagelænet på stolen, røgte og spyttede. « mefisto » sad selvfølgelig i samme tilo o talende stilling med flossen i nakken og dampende på en forretningscigar af samme kasse. Der sad de to gode venner og øvede o o holmgang over breden bord, og « mefisto’s » Flamingo kiged nysgjærrig og beundrende ned på de stive knebler og lyttede begærlig til de vise, velmente ord, der strømmede ud mellem rovdyrstænderne. Og af mr. Mortons brede, vejrbidte ansigt lyste en inderlig glæde over at kunne nyde en tête-à-tête med en « sharper » som mr. Alfred, — en endnu større end ham selv, — verdens champion i branchen. Det var simpelthen værd flere dollars at høre mr. Alfred snakke om både det ene og det andet i faget. og- når « mefisto » havde fremført en o profetisk bemærkning af mere end sædvanlig genialitet og med en let håndbevægelse jagede røgskyerne bort fra sit ansigt, for at hans ven skulle kunne få se ham lige ind i øjnene o og få dobbelt tillid til hans påstands /erlighed ved synet af den oprigtighed, der, så at sige, lyste ud af hans åbne træk, — af det store gule smil —, da måtte kapt. Morton beundre ham, og han måtte le, — le, så det rungede under det brune stenloft: o « oh, Alfred, my boy, — by heavén, ar’n’t you the most, — ha, ha —, most funny scoundrel, i ever saw, — ar’n’t you, mr. Alfred! — ha, ha, — ha—hi? » Og som bekræftelse sendte kapt. Morton efter nova-scotia sæd og skik et uhyre tobaksprojektil afsted mod ovnen. Den stod henne i hjørnet, ca. 3 meter borte; men den afstand var ingenting for en mand med Mortons fsvner. Han sigtede næsten ikke, men projektilet for susende gennem rummet og traf med et smeld midt på ovnen. Senere pegede lille Alphonse ofte med ærefrygt på det brune mærke, der var et slående bevis på Mortons enestående dygtighed i enhver henseende. i en henseende var Morton selv på det Rene med, at han var mr. Alfred overlegen. Han kunne skrå og røge på samme tid, — ja dette var ham en forhøjet nydelse. Og mr. Alfred, — alle hans store egenskaber forresten upåtalt —, mr. Alfred havde desværre denne ene mangel: han kunne ikke skrå. Men det var også hans eneste fejl. Lille Alphonse dinglede oppe på sin høje krak. Han vendte ryggen til pulten, hvor hans arbejde, et illustreret skandalblad, lå forglemt. Var det muligt for Alphonse at granske ugens nyheder nu, når hans sjæl kunne forfriskes ved at lytte til disse to mænds åndrigheder? Nej, — og han vendte med et suk ryggen til bladet med de pikante tegninger. om unge Argus ikke egentlig sympatiserte med den majestætiske fuldmægtig, hvis uhyggelige ro endogså næsten skræmte den letlivede yngling, så beundrede han ham dog. Og denne beundring steg til tilbedelse i øjeblikke, hvor mr. Alfred’s genius skindbarligen overlyste selv en mand’s som kapt. Morton’s. Da nød Alphonse ham. Og med det ene ben trukket op over det andet, den duftende. Cigaret mellem de røde læber, monokelen møjsommelig klemt foran øjet, svingende grazieust det parfumerede lommetørklæde med en hånd, medens han strøg usynlige moustacher med den anden, — lo han hjerteligt både på rette og urette sted under debatten, og der lyste inderlig tilfredshed med sig selv samt den øvrige verden ud af det mærkelig friske dandyansigt. Og så fyldtes hans hjerte ved tanken på kvælden. Kapt. Morton og han, det var gutter, som kunne repræsentere handel og skibsfart på en værdig måde, — når forretningstiden vel var forbi! Morton og han! A—h! Hvor ofte havde ikke champagnen knaldet i « Eden » og « Alcazar »! Hvorledes havde de ikke knust pigehjerter i flæng derude i « palais Rubens » bare ved et blik —! Hvilke nætter, så poetiské, så rige på skønhed —! A—h! Jo, de to, de kunne nyde livet. Kapt. Morton ante hans længsel: « — well, my lad! Are you ready? Ay, Alfred, my boy! Alphonse, you se, — he is a damd good fellow; a jolly good fellow is he! Worth his wages. — going to the tteater, you know, sir! » lo han og blinkede. « mefisto » smilte forstående og lagde sin arm fortrolig om Mortons skulder: « well, — well, Morton! Take care, — only take care of yourself to-night, — that’s all. I will se you again to-morrow! » Morton spyttede og lo. De havde alt tøjet på, da en larm hørtes fra det indre, og gamle mr. Argus kom styrtende lige på kapt. Morton. « kapt. Morton! » brølede han i fuldt oprør og med gnistrende øjne. « kapt. Morton! Good by, sir! » og han snudde bråt og forsvandt med slig hast, som om pengeskabet o * o stod i lys lue derinde. « mefisto » 'trak på smilebåndet. Morton lo. Men Alphonse stod som på gløder. Han kastede cigaretten og så bedende på Morton. « well, — are you ready, sir? » klappede Morton ham på skulderen. Et i sandhed umotiveret spørgsmål. Når var ikke lille Alphonse færdig til at gå på eventyr? — andet kapitel. « la rose. » Der ligger en liden landsby et stykke nede ved schelden. Doet heder den. Det plejer at være folksomt dernede; thi den uanselige flække er hovedstation for clerker og runnere fra den store stad længere oppe, når de går nedad floden for at kapre fartoier og gøre bytte. Den lille flamske by ligger skjult bag volde og diger, og fra floden ser man kun nogle høje popler, et kirkespir og mønene på et hus. Andet ser man ikke fra floden. Resten af byen skjules af digerne. Men hver skipper, som engang har fartet op scheldefloden, ved, at de popler, som stive og stramme står som vagt deroppe, de kastet sine lange skygger, — i enkelte solskinsdage —, over den mest berømte knejpe på hele denne milevide strækning fra vliessingen og opover. De våger over alle waterclerkers eldorado på flodfarterne: værtshuset <da rose- ». « la rose »! Hvor ofte har ikke dine kalkede mure huset lystige fribyttere! — hvor ofte har ikke ramme vitser og saftige skrøner o o lydt under dit sodede loft; — hvormange lattersalver, mere hjertelige end velklingende, har ikke rystet dine fugtige grundvolde? Og hvorofte har ikke også lurende øjne og vagtsomme miner spejlet sig i lerseidlernes gyldne indhold og toddyglassenes stærke stof? Og du, værdige vært, mynheer van Schenken, hvor utallige er ikke de skidne Sedler og de klingende myntstykker med den langskæggede konges billede, du har stukket stille ned i jernkassen derindenfor den blankpolerede disk, hvor jomfru minken van Schenken, din vene datter, sidder bred og uindtagelig? ’ o o o ak ja —. Og hvad kunne ikke poplerne fortælle? Kanske snakker de sammen, de gamle gutter, om mangt og meget i aftentimerne, når vestenvinden stryger salt og klam indover fra havet og fra den træske « kanal » udenfor, — den uhyre kirkegård for uberømte helte? Thi stundom skriger det så sært oppe i de mørke kroner; — stundom hvisker det så uhyggeligt deroppe. — men stundom ler de også så småt, poplerne, og grenene svaier og gnisser mod hverandre, som om de fniste over sine gode historier. Ja, de kunne nok fortælle historier, om de bare ville, — både tunge og fornøjelige. Pappa Rønnow havde naturligvis sat sin villie igennem, og ud på eftermiddagen sad jeg i båden, som Schef roede. Den trofaste sjæl havde nu, som altid, forsynet båden godt med niste fra værtshuset om bådmandshjørnet ved « quai de st. Aldegonde ». Det glemte han aldrig, ligesålidt som han glemte at forsyne sig selv både af madvarer og drikkevarer i forhold til sin maves kraftige rundbue-rummelighed. En ting lå Schef først og fremst på hjerte ved provianteringen: geneverdunken. Den lille, firkantede dunk var altid fuld, når den kom ombord i båden og tom, når den gik fraborde, — stik modsat af, hvad tilfældet almindeligvis var med dunkens ejer og forsyn. 26 kasserer Krauss skulle have gjort noget ganske forskrækkeligt kvalm i førstningen, da Schef præsenterte sine proviantregninger, efter at dunken var bleven indført som fast deltager i alle ekspeditioner. Men Schef gav sig ikke, — i dette ene stykke gav han sig absolut ikke. Hans reumatisme ville gøre ham til krøbling for livstid, fik han ikke fyre op inde i det aller indvendigste på sine daglige flodture. Krigen mellem Krauss og Schef endte o o med Sejer for den sidste. Pappa Rønnow fik selve monsieur Argus til at give generalkomo o mandø i favør af geneverdunken som fast inventar. — vi gled nedover med jevn fart, drevet frem af udgående strøm og åretag. Schef tog det, under omstændigheder som disse, ganske gemytligt. Han overanstrengte sig ingenlunde. Om konkurrenterne kom foran til doet, havde det mindre at betyde; de måtte jo dog vente på « Sofie », og den kunne ikke passere stationen før længe efter vor ankomst. Derfor tog Schef det som en lysttur, — sang hæse kjærlighedsstumper, — alt imellem en liden Klunk af dunken, — så nogle drag af 7 00 pibestumpen. Og blev han træt i armene, tog jeg årerne, og han drømte bådmandsdrømme og holdt foredrag på agtersædet. Halvvejs ned lagde vi til inde i en liden sivdækket vig i en af flodens mange krumninger, og derinde tog vi vort hovedmåltid og røg en ordentlig pibe i skumringen. Det raslede i det lange siv, og en fugtig luftning strøg hen over det grumsede vand. « hufda — », sagde Schef, da vi stødte fra. « nu værker det så svært i hofter og knær, så! I morgen har vi jamen høstsaisonen, mynheer hans! Vent bare, skal de erfare sanningen af mine ord —!• gigten og regnperioden—, de følges ad som gode busser, de. » Så gled, vi videre. Den ensformige lyd af vandet, som strøg langs bådens sider, og Schefs jevne åretag gjorde mig døsig. Jeg indhyllede mig i min kappe, lagde mig tilrette og faldt « i tanker ». Jeg syntes så tydeligt, jeg hørte fjordens friske, salte søer slå mod strandliniens grus og sten derhjemme i fødebyen; — og mellem parkens gamle trær gik aftenvinden med sagte Sus —. — og frem for mig dukkede et lidet pigeansigt, — et langt, blondt hår viftede for vinden og strøg kildrende over mit ansigt; — å så sød, hun var —, og det kildrede videre —. — attsch!! —. Min egen nysen vækkede mig op, og samtidig lød en knagen, — nogle hæse råb, og båden stødte mod bryggepælene i doet. — « fremme, mynheer hans! » sagde Schef. — « attsch!! » nøs jeg endnu engang. Den var også så inderlig sur denne aftenluft på floden. Inde i « la roses » stue sad ganske rigtig allerede de gamle stamgæster, — nogle af d’herrer konkurrerende clerker og et par andre af lauget. Salve Svendsen sad i en nonchalant stilling overskrævs på en af træstolene med albuerne på stoleryggen. Salve var en stor, tyk mand med et oppustet ansigt, en kvik liden næse og bittesmå øjne, der lo en i møde fulde af humor og godmodighed. Disse lyseblå øjne forsvandt, hvergang han kom i affekt eller blev overrumplet af et latteranfald. Og ofte forsvandt de i det dem omgivende tykke fedtlag. Salve var clerk for en større slagterborger. Herr appelgård var hans diametrale modsætning. Han var en høj, smuk mand med et koldt og affærdigende væsen. Hans kind prydedes af et par lange, hvide whiskers, der i forbindelse med det opadstrøgne overskæg og de mange rynker gav ham en påfaldende lighed med gamle kejser Wilhelm. Den stolte stewedore følte sig heller ikke krænket over opnavnet « kejseren », som flodens riddere havde skænket ham. Så var der den tørre, men ualmindelig dygtige danske, beyer, — en dannet herre. Og endelig lyste mig i møde unge Joachims blide øjne, og med et hjerteligt: « kommer du også, hans? », rakte han mig en hånd, så lang og « ledløs », som nogen pianist kunne ønske sig. Forresten vakte min ankomst ingen synderlig sensation. De blev ganske roligt siddende, hvor de sad, alle sammen, og sendte de hverandre et lidet, forstående øjekast, var det ikke mere, end waterclerker pleied ved lignende sammentræf. Da jeg vel havde sat mig, fandt salve for godt at optræde som vært, idet han pegede på en anden stol og gryntede: — « sid heller der, gut! Det trækker så svinagtigt i denne fille stuen, så. Ja, sid, hvor du sidder du, hans, — gør, som om du var hjemme hos mor og far du, vennen min! » Van Schenken bragte mig med egne, valne hænder en kop dampende kaffe. Salve trak på næsen og stirrede grublende først på koppen, så på mig: — « Stakkars gut —, han drikker kaffe, han! Fejler du kanske noget —? » — « lad hans drikke, hvad han vil! » Brummede appelgård. Salves øjne blev ganske små. — « ja, men ærede ven, appelgård, — • hvad er kaffe? Kaffe er en drik for kjærringer og børn samt mandfolk, der ikke —. Nå, nå —, undskyld da! Men jamen er da en real toddy noget ganske og aldeles mere opstivendes, lel! » — « hold mund, salve! » — « javel, — ven appelgård! » Kejserens irettesættelser skrev sig ikke fra nogen særlig interesse for min person. Han greb bare nu, som altid, lejligheden til at kujonere dem, der lod sig kujonere. Heller ikke var de at forstå som et absolut forbud ligeoverfor ytringsfriheden. Det ville ikke kunnet gå i et så demokratisk samfund som clerkernes, når de var på kapertogt. Appelgård ville kun lade cynikeren salve forstå, at han fik lægge bånd på sin tunge. En tunge kan, — det vidste kejseren —, afstedo " 7 komme uhyre forargelse, både i hofkredse og andre moralske samfund. O forresten var salve Svendsen en mand, der, når kejseren ikke var nærværende, kunne sige noget af hvert uden anstød. Alle kendte ham, og han kendte alle. Hans underlige sprog, mange skrøner og forvirrede foredrag 10’00 o var en fast bestanddel af personen, — den skikkelige, gamle salve. Desforuden, — når man sidder slig og ’ o o venter og lurer, og den ene ved om den anden, at han sidder der netop af samme grund, som alle de andre, — bare opfyldt af ønsket om at kunne knibe den eftertragtede bid bort lige for øjnene af samtlige konkurrenter, — da er det jo selvsagt, at en hyggelig, ufarlig vrøvlebøtte, som salve, i grunden kun kan tjene som lynafleder og tidsfordriv eller syndebuk, — alt efter omstændighederne, — til lettelse for de øvrige. Van Schenkens fede ansigt skinnede af velvillie mod samtlige. Knusende ligegyldigt for ham hvem der fik skuden. For mynheer van Schenken dreied det sig kun om en ting: at få de ærede gæster til at spise og drikke mest muligt i « la rose ». Alt andet var de pureste bagateller. Og pengene var han ikke ræd for. Fik han dem ikke straks, hvad ofte hændte på grund af ilsom afrejse, sendte han bare sine regninger op til kontorerne dagen efter. Han kendte alle clerkerne fra den store stad længere oppe. Om tilfældige nye ansigter udspurgte han eller minken hemmelighedsfuldt en eller anden af de gamle kendte. Med et bredt smil spurgte han: — « hvad ønsker herrerne? — Bit, — blodig —, ægte roastbif —, he? » — « ja, — hm —, har de østers, van Schenken? » — « nej, mynheer beyer, — men prima snegle. » — « tusen tak for deres snegle; — de er sgu en prægtig snegl selv, de! Nej, da heller en saftig bøf », sagde beyer. — « er du videre sulten for tiden, salve? » — « bevares, — nej da, joachimen min! » Kom det overlegent fra salve. « jeg spiste nemlig en særdeles bedre middag ombord hos kapt. Sivertsen på « Anne Marie » lige før jeg dampede afsted. Så ingen skal komme og beskylde mig for at være sulten. — var det ligt sig, det! » Beyer myste på ham. — « en bedre middag hos Sivertsen, — aha! Det

1896_Jespersen_Ungdom

Ungdom

Jespersen

Jespersen

Ungdom

female

1896_Jespersen_Ungdom.pdf

Ingrid

Jespersen

Hella S. Lynge

dk

Ungdom

Fortælling for unge Piger

n

roman

Schubothe

KB

OBS. ifl. Dansk forfatterleksikon er Hella s. Lynge et fællespseudonym for Ingrid og Halfdan Jespersen

pdftxt

nan

nan

O

Solen var ved at gå ned, men endnu hvilede en tidlig forårsdags aftenklarhed stille, lidt køligt over de ikke synderlig tiltalende omgivelser i den lange, snævre, dårligt brolagte gade, hvor hendes hjem lå. Med al den fortvivlende mangel på skønheds- eller blot ordenssans, som spores ved de arkitektoniske arbejder i provinsbyer, stod husene her ud og ind, snart med et fremspringende hjørne midt ud på fortovet, snart med gavlen ud mod gaden, snart tilbagetrukket i fornem ringeagt for naboerne. Her så man gennem den åbne port ind i bageriets gård, hvor høns, ænder, katte, hunde og rotter i den skønneste samdrægtighed æltede rundt i mudderet, som dannede grunden og som syntes at have sat sine mærker på alt, hvad der hørte hjemme i bageriet. Lidt derfra kunne man over de højrøde halvgardiner se ned i en snavset beværtning, der var overfyldt af berusede arbejdere, og fra hvilken harmonikaspil og rå latter nåde hendes øre. Ved siden af lå i pyntelig, kold renhed et lille lavt hus, hvis hvide Gardiner, blomstrende geranier og porcelæns-engle i vinduskarmene fortalte, at det var en eller anden gammel kvindes sirlige hjem. Og således vekslede ned gennem gaden frastødende og tiltalende hjem med dræbende, kedsommelig, bekendt uforanderlighed. Det var herpå, Ida Holm stod og tænkte, medens hun med et træt, ligegyldigt udtryk så ud på den i dag endogså ualmindelig stille gade. Det var nemlig søndag, og så måtte man ikke vente for megen afveksling. Hvor var en sådan helligdag dog lang og forfærdelig i al sin uforstyrrelige ro! — ro, ro og atter og atter ro! Hvor hun hadede dette ord med den lammelse af alt, lige til tankerne, som lå deri! Så var selv hverdagene med deres trædemølle-liv at foretrække. Det var næsten ondt at have indstiftet en søndag. — ja, det var sandt, man skulle jo gå i kirke. — der havde hun selvfølgelig også været, havde mødt de samme mennesker, som hver søndag, vekslet de samme ubetydelige ord om de samme ubetydelige ting, som hver søndag. Der havde ikke engang været en ny hat at kritisere, det var jo sidst på vinteren. Hun havde set de samme familier gå på nøjagtig samme måde til de samme hjem for at tilbringe dagen på samme måde, som hver søndag. — å! at man holdt ud at leve alt dette om og om igen! Dog, de andre var som oftest mange samlede om at dele denne kedsommeliglied, de tog det hele så let, morede sig vel endog, så dagen løb for dem. Men hun selv — hvad skulle hun gøre? „ Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig “ — sådan noget havde gamle pastor krabbe sagt og havde vistnok udviklet det meget net, medens han lod sit milde, rynkede lille ansigt smile ned til sin velkendte trofaste tilhørerkreds; og han forsøgte slet ikke ved at hæve sin pibende stemme eller ved at slå den indtørrede hånd i prædikestolen at indskærpe noget, som disse tilhørere vidste lige så godt som han selv, skulle man dømme efter, hvor mange gange han havde gentaget det. Slige midler behøvedes nu heller ikke; de sad alle andægtige og stille, så andægtige, at det ikke faldt nogen ind at kritisere den kære gamle pastor. Onde tunger ville måske påstå, at det kom af, at det heller ikke faldt nogen ind at høre på den kære gamle pastor — men det var udelukkende bagvaskelse, for tilhørerne sagde alle, når de i lange rækker gik fra kirke: „ Det var da en rigtig dejlig prædiken i dag, virkelig så opbyggelig. “ Og så gik de hver til sit og var opbyggede, hver på sin tilvante måde. Alt dette tænkte hun også på. Ja, hun tænkte videre, søgte at erindre, hvad gamle pastor krabbe da egentlig havde sagt, for muligvis der med at kunne udfylde noget af sin søndagstom lied. Det lykkedes dog kun dårligt, til trods for al opbyggeliglieden, for noget efter drog hun et suk, så forpint og utålmodigt, at en gammel dame, der sad i sofahjørnet og havde væddet med solen om, at hun skulle få lukket sin strømpe, inden den gik ned, nu efter at have vundet lagde strikketøjet og med et underlig vanemæssigt tonefald sagde: „ Nu sukkede du igen, lille Ida! “ Den unge pige rettede sig og svarede med en lige så. underlig tilvant munterhed: „ Jeg, tante, nej du må have taget fejl; — det var ve! dig selv, når vi ser os om. “ „ Nej, min kære pige, dertil er jeg rigtignok alt for tilfreds. Ser du, nu er strømpen færdig: man får så velsignet meget udrettet på sådan en søndag. “ „ Ja, du har ret' — lovlig meget. “ „ Det kan man aldrig; livet er så kort, og vi mennesker når så lidt, så vi må være taknemmelige for, hvad der forundes os at fuldføre. “ „ Som for eksempel et par strømper, “ indskød Ida med et ironisk smil, som dog slet ikke var muntert. „ Det ene med det andet, “ svarede tanten roligt. „ Men du er vist i din søndagsstemning; kom lad os hellere tage tøjet på og gå en tur, du har ikke godt af denne stillesidden, så fanger du griller. “ „ Og hvor mener du, vi skal gå hen? “ „ Vi kan jo gå lidt ud i lunden, der er så pænt. “ „ Å nej, der møder vi så mange mennesker! Jeg så alle Klausens gå derud og Arvesens er der nok også, og jeg holder ikke af at komme og hænge på. “ „ Men barn dog, hvad for ideer du har! Vi har da lov at gå, hvor vi vil; har du ikke lyst at tale med dem, kan vi jo holde os for os selv. “ „ Nej, jeg kan ikke holde ud at være så alene midt iblandt alle de andre og føle mig overset og til ulejlighed. Desuden er min trøje så lidt pæn og.... “ „ Og du så meget sær, “ afbrød tanten. „ Nå så lad os gå lidt ud ad vejen. “ „ Lidt ud ad vejen, “ gentog Ida, idet hun med et byk vendte sig fra vinduet, som hun hidtil uafbrudt havde stirret ud af, og der lå i disse få ord næsten som en lang lidelseshistorie. Tanten opfattede noget af dette, for hun rystede på sit runde hoved med de grå krøller som overfor et vanskeligt barn og vedblev sagtmodig: „ Ja ja, min pige, så foreslå du selv en tur, siden jeg ikke kan gøre dig det tilpas. “ „ Ligesom der var nogen anden tur, noget andet sted at tage hen, når man ikke er velhavende og kan køre i skoven. “ „ Ja, der ser du selv, lad os så gå og være glade for, hvad vi har. “ „ Nej, jeg kan ikke holde det ud! Når vi de seks dage om ugen, de 300 dage om året bestandig går om og om igen „ lidt ud ad vejen “, så kan man da ikke tvinge sig selv dertil også om søndagen. — mon det skal følge mig til jeg dør, dette „ lidt ud ad vejen “, med al dets sløvende, idiotiserende ensformighed. Jeg drømmer det om natten, hører det i al samtale, føler det som et billede på mit liv “ — — og betaget af det perspektiv, hun selv havde oprullet, holdt Ida inde, medens hendes bryst arbejdede, og hun måtte bide sig i læben for ikke at komme til at græde. Med et resigneret suk rejste tanten sig, klappede Ida, der, allerede angergiven over sin heftighed, unddrog sig hendes kærtegn, og sagde venligt: „ Vi kan så godt blive hjemme for min skyld; jeg sidder lige så gerne og tænker lidt — jeg mente kun, al du ville føle dig oplivet deraf. “ „ Ja, lille, søde tante, men jeg er lidt træt i dag, derfor skabede jeg mig sådan før — tænk nu ikke mere på det. Det er desuden så mørkt nu. Gid snart den tid kom, da det enten er helt lyst eller helt mørkt om aftenen, disse overgange er så ubehagelige. “ „ De er så, “ bekræftede tanten, satte sig atter til rette på sin yndlingsplads, foldede hænderne i skødet og gav sig til at grunde på, om hun skulle tage æblegrøden ved aftensbordet til selskabet næste dag eller hellere ud på aftenen, om creme eller fløde var at foretrække, og om der kunne blive plads også til tante Fride, hele den lille bys tante Fride. Medens tanten samvittighedsfuldt afvejede de forskellige grunde for og imod disse vanskelige afgørelser, var Ida sunket hen i betragtninger over overgangene i naturen som i et menneskes liv. Hun befandt sig jo netop selv på en af de vanskeligste, den fra ung pige til gammel jomfru. Med sine otte og tyve år kunne hun endnu føle sig ung, føle det bruse og hige i sig med en kraft, som fik hende til at skrige indvendig i oprør mod den kuende sløvhed, som langsomt sænkede sig over hende. Det kunne stemme så voldsomt mod hendes bryst, at hun endogså overfor sin kære, gode tante kom til at røbe sin forpinte sjælstilstand. Hvorfor kunne det ikke blive helt mørkt, hvorfor kunne hun ikke føle sig helt gammel? — så fik hun måske fred i følge med al den ro udadtil. Når dagen ikke længer bragte sol og varme, hvorfor måtte natten da ikke komme? Hvortil den halvklare, kolde, stillestående skumring, hvor man intet udrettede, kun led ved at se dagen jævnt og langsomt svinde bort? Hun var jo ikke ung og glad henger, hendes hele indre liv sagde hende det, om end enkelte heftige opbrusninger kunne tyde på, at hun endnu rummede ungdomskraft. Kunne hun da ikke snart blive helt fornuftig, så fornuftig, at hun ikke rasede mod så lidt som det, at gå „ lidt ud ad vejen “? — nej, det blev hun vist aldrig. Det var heller ikke lidt, det var jo hele hendes liv. Lidt ud ad vejen — den samme vej — gået i samme lidenskabsløse tempo, uden nogen sinde at møde en afbrydelse, en forhindring, den mindste smule, der kunne give indhold. — hun skulle have indholdet i sig selv, hun vidste det. Men hvad nyttede det at gentage det; hendes kundskaber, hendes interesser, hendes daglige småsysler — hvad indhold var der i alt det! Det var dog så uendelig ligegyldigt alt sammen. Hun gavnede ingen, glædede ingen, ville ikke blive savnet af nogen, om hun ombyttede denne tilværelse ud ad vejen med en anden — måske endnu mere — — å, nej — nej, dette ville hun ikke ind på; hvor kunne hun også blive så styg. Hun ville tvinge tankerne ned, gik så sagte over gulvet og satte sig ved klaveret. Ved denne bevægelse afbrødes tanten i sine beregninger, lige som en ny mulighed havde gjort situationen endnu vanskeligere. Glad ved udsigten til, at stormen for denne gang var drevet over, henvendte hun sig til Ida: „ Det var kønt af dig, min lille ven, lad os få en lille sang, helst min yndlingssang, du ved. “ Jo, Ida vidste besked, — det var ikke mere nyt end noget af alt det andet. Efter nogle få orienterende akkorder begyndte hun med en ganske køn, spæd lille stemme Chr. Richardts lille sang: „ Altid frejdig, når du går o. s. v. “. Stemmen lød træt, hele tiden med en underklang af noget som: „ ja, det er godt nok, men — —. “ Da hun havde sunget de første linier af sidste Vers: „ Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder, “ Svigtede den helt; med en falsk akkord gled hænderne slapt ned, hovedet sank ned på tangenterne, og en sagte, pinlig stille gråd arbejdede sig frem. Tanten var sikkert faldet i søvn, der var absolut stille derinde. Ida følte sine egne tårer, idet de mellem fingrene løb ned på pianoet; hun kunne ganske uforstyrret hengive sig til sin sorg, ingen iagttog hende mere. Å, det gjorde så godt, således ingen tvang at pålægge sig, ikke at skulle dække sin nagende melankoli med dette stereotyppe, fjollede smil. Smil til højre og venstre, til alle, man mødte, til enhver meningsløshed eller trivialitet, og udelukkende for at gøre sig fortjent til den almindelige dom, at hun var en sød, fordringsløs ung pige. Hvor de dog alle misforstod hende! — sød! — å, så langt fra, — hun tog jo revanche for alle sine smil, når hun ved hjemkomsten med selvironiserende bitterhed tog alle under behandling, så den godmodige tante måtte le med — det var for morsomt. Men selv fandt hun det ikke morsomt, hun vai- træt deraf, og langt mere end hun beklagede sine ofre, beklagede hun sig selv, der var sunket ned til at udfylde sin tid med smålig railleren over mennesker, hun følte sig stående over. Fordringsløs! — ja gid hun var det! Men hvor kunne fremmede under hendes næsten barnlige, venlige ydre ane den i-rette-gående, regnskab-krævende fordring på lykke, som lå og nagede hende og aldrig lod hende finde fred. Den åbenbarede sig i hendes forhold til andre, i misundelse og undersøgelser om deres værdighed til at eje, hvad hun med lidenskab higede efter; den kom frem i en martrende fornemmelse af bestandig at være overset og tilsidesat; den gav sig udslag,i et utilfredsstillet krav på at blive elsket og selv at få lov at elske. Sangens ord gled frem for hende. „ Kæmp for alt, hvad du har kært “ — hvor det skurrede og hånede. Hun kunne ikke tåle den sang, den bragte det onde op i hende. Fra sin tidligste ungdom mindedes hun den, fra den gang, da livet lå så lyst for hende, mens hun i troende selvtillid rustede sig med en umådelig moralsk styrke for at kæmpe for alt det, hun elskede. Da sværmede hun også for disse Vers, der netop udtrykte hendes tanker. Tydeligt erindrede hun den tid, konfirmationstiden, med dens stille, stærke rørelser, dens overmål af livskraft og glæde. Og hun lod tankerne dvæle derved, søge videre frem til det, der fulgte, lige ned til selve denne søndageftermiddag, der var en tro kopi af utallige andre. I en frodig, solbeskinnet præstegårdshave så. hun det gamle lindelysthus, i hvilket hun sad og nød sommerferiedriveriet sammen med kusinen, der var kommet dertil for at blive konfirmeret. Alt imedens udvekslede de tanker om mangt og meget. Hvor var de kække og smukke, disse deres første rigtig alvorlige tanker, som var fremkaldte ved konfirmationsundervisningen. De havde udmalet sig deres fremtid så rig, så ualmindelig; de ville ikke leve forgæves, nej de ville udføre noget og elske meget. Men der var meget stygt til i verden, det sagde alle, noget sådant ville måske også møde dem, fristelser og forsagelser. Dog alt det skulle de overvinde, de ville stå fast, holde deres idealer i ære og aldrig svigte. Blev det svært, så blev også. Lønnen rig. Så citerede kusinen „ Altid frejdig o. s’ v, “ Hvor ramte den ikke, så gribende i al sin simpelhed. Og de lovede hinanden at kæmpe for venskab, for livsmål og kærlighed. Det var dejlige dage; — men hvordan var det så videre kommet. Venskabet! — ja. efter konfirmationen rejste kusinen; der var stor sorg på begge sider og de lovede hinanden at skrive mindst tre gange om ugen. Men kusinens vej førte ud i selskabslivet, den stille præstegård gled tilbage i hendes erindring, brevene blev færre og færre, og endelig, efter en længe skuflet venten, kom hendes og hans forlovelseskort. Ida gøs endnu ved tanken om den sindsbevaigelse, det bragte hende i. Emmy forlovet! uden at Ida forud havde anet det, næsten uden at hun kendte kæresten; — og det var dem, som skulle betro hinanden hver tanke og drøm, når kærligheden mødte dem. Kun det vidste hun, at den mand, Emmy havde valgt, en frygtelig laps af en løjtnant, i intet svarede til det ideal, de begge havde dannet sig. Havde Emmy da således allerede sveget sit mål? Å, det var grusomt, at hun kunne det! Og i rædsel for selv at synke således, bestemte hun at kæmpe udholdende for alt, hvad hun havde kært. så var det faderen døde. Moderen havde hun mistet allerede i sin tidligste barndom, og tanten, hos hvem hun nu levede, styrede hjemmet; med hende brød hun så op fra den elskede gamle præstegård for at flytte til xkøbing, hvor hun nu på tiende år levede i deres lille, nette hus, i den lille, nette gade, i den lille, nette by — uh, i al denne ufordragelige nethed. Ida standsede lidt, inden hun hentede minderne frem, som førte ned gennem de sidste år. Det var egentlig netop det, at der ingen minder var. Livet havde været jævnt, roligt, — rigtig så hyggeligt, sagde tanten, — og dog — —. Dog havde det røvet hendes ungdom uden at bringe fyldest for dens krav og havde blot efterladt denne om uretfærdighed skrigende længsel. Hun kunne have kæmpet, ville have gjort det, kæmpet med mod og håb, om det var blevet fordret af hende — men der var aldrig blevet krævet noget af hende. Alt var gledet så lydløst, det ene over i det andet, til hun nu sad tilbage med sin opsparede kraft og følelse, som skulle have bragt indhold i hele hendes liv — og så var der ikke brug for hende. Det var en løgn, dette: „ dø, om så det gælder. “ Det gjaldt aldrig —- aldrig! — — og man kunne ikke dø, når man ville; — — — ellers — —. „ Man skal være taknemmelig for livet, så bliver det også nok lykkeligt, “ havde tanten sagt; og så bestræbte Ida sig derfor. Hun søgte at opdrage sig selv dertil, medens det ene år fulgte det andet uden at bringe det, hun tragtede efter; men hver nytårsaften følte hun, at i det næste måtte det komme. — der kom intet vidunderligt. Der kom det, at hendes såkaldte veninder tog bort, blev forlovede og gifte, skrev breve, fulde af jubel og lykke, og bad Ida være brudepige eller fadder. Hun fulgte dem alle og tænkte hver gang: nu bliver det snart dig; hun følte jo, hvor inderligt hun ville kunne elske. Først havde hun digtet sig en ulykkelig kærlighed over motivet: „ Hun tænkte på ham til det sidste. “ Men da tiden gik, mente hun ikke at kunne ødsle den bort dertil, livet blev så alt for kort til al den kærlighed, hun havde i eje. Dog, der kom ingen ulykkelig, så lidt som nogen lykkelig kærlighed. Hun havde så småt ringeagtet de gamle jomfruer med deres særheder; nu fik hun interesse for dem. Måske gemte deres ofte melankolske blik og fastlukkede læber over en hemmelighed, en ungdomsroman, der havde mærket dem; det var da utænkeligt, at de af anden grund skulle blive pebermøer, når de da ikke var så uheldige som tante Fride — stakkel! det var ganske interessant med en sådan roman, den lagde poesi om de gamle mennesker; — mon hendes dog ikke snart ville komme? Der kom ingen. Hun betragtede sig forskende i spejlet. Kunne man se, at hun var højt oppe i tyverne? Nej, det glatte, tilbagestrøgne hår lå lige blødt om den rene pande, de klare, brune øjne havde samme venlige blik. Hun så ikke selv de glimt af lidenskab, der kunne brænde op i dem. Men hvad var det? Var ikke kindbenene blevet lidt mere fremtrædende, og af og til kom der en lille brændende rød plet frem på dem. Nå, det var vel intet, kun lidt blegsot; — og så tog hun jern. Hun var ikke køn, heller slet ikke åndrig, men en rar og dygtig pige; hvorfor skulle der i verden ikke findes den halvpart, der passede til hende? Blot hun snart mødte ham! — hun mødte ham ikke. Så blev hun svagelig, til sidst helt. syg. Blegsot i høj grad, sagde lægen og ordinerede en masse medikamenter — som ikke hjalp. „ Smid alt det skidt ud af vinduet, “ sagde hendes gemytlige onkel, „ det hele pigebarnet trænger til er skam en god mand og et halvt dusin raske børn. “ Og Ida rødmede, medens tanten mente, at manden kunne tidsnok komme, de havde jo årene for sig; hun glemte altid, at Ida ikke længer var barnet. Men Ida forstod, at hun snart var en gammel jomfru. Hele livet lå så uendelig langt og tomt for hende. Ingen havde hun, der brød sig rigtig om hende, undtagen tanten, og hun var gammel — om hun nu døde. — — alene i verden. Ikke en at elske. Som en tvingende magt kunne trangen til at kærtegne, til at beundre og underordne sig, stige op i hende. Hun forestillede sig moderglæden, den tilfredsstillelse, der måtte ligge i at opofre sig selv for et lille hjælpeløst væsen, der var ens eget. Hun elskede børn, var som skabt til at være moder, sagde de ældre, når hun som barn tog sig af alle de små. Var hun sammen med børn, kunne der påkomme hende en betagende lyst til at gribe dem, knuge dem ind til sig og mærke deres bløde Kys. Og om natten lå hun og kastede sig i sengen, medens hun i halvvågne drømme mærkede barnearme om sin Hals, så deres tillidsfulde blik og hørte dem kalde moder. Men overfor børn som overfor alle andre var der i hendes væsen noget koldt, trods al hendes venlighed, noget, der gjorde, at hun kom til at stå ene midt i vrimlen med sin trang til at elske. Underligt, som denne stivhed havde taget magten fra hende og gjort hende tavs og indesluttet. Først tav hun for at drømme. Så blev drømmene til grublerier, der mere og mere tog hende fangen. Hun forfærdedes ved at fornemme, hvor uelskværdig hun blev derunder. Alt det smukke, hun tænkte, gemte hun over, udarbejdede hver rig tanke i en tænkt samtale med „ ham “ alene, medens hun overfor virkeligheden og den mangel på deltagelse, hun viste den, trøstede sig med, at det skulle alt oprettes i idet kærlighed, når han kom. Så kaldte man hende stiv og lod hende skøtte sig selv, og så blev hun bitter på alt og alle, ikke mindst på sig selv, fordi hun gik til grunde uden at mægte at standse det. Hun spottede sig selv og alle andre, og inde i hende hulkede det: „ å, lad det komme, det vidunderlige, inden det er for sent, inden jeg åndelig dør! Blot et eneste minde, lykkeligt eller ej, blot noget, som kan vise mig, at jeg har levet. “ „ Da er livet ej så svært, “ — spillede hun; akkorderne blev mere og mere piano, til de helt døde hen, som en hvisken om et liv, der var for svært i al sin stille hyggelighed. „ Ida, mit barn! “ Tanten var vågnet ved tonerne og trængte til at meddele niecen sin endelige beslutning. Ida rejste sig, betvang sin gråd og søgte at vise noget af den mildhed, hun skyldte denne kærlige, forurettede tante, som hun idelig løn nede med trøstesløs melankoli; hun knælede ned med hovedet ved tantens bryst: „ Ja, lille tante! “ „ Ser du, nu har jeg bestemt mig for syltede ananas, det er straks noget nyt, — og så beder vi alligevel tante Fride, hun er så taknemmelig, det skind, og jeg mener nu, man skal være god mod sådanne enlige piger. Deres liv gør dem ofte bitre, og så bilder de sig ind, at de er oversete og ulykkelige osv.; det er naturligvis kun stemninger; men hvad, stakkel, hun er dog så ensom. Og Ida kyssede tanten. Det var nok kun en stemning, hendes også. Så sagde hun blødt: „ Ja, du har ret — stakkel! “ — — da lampen blev tændt, satte Ida sig med en viljesanstrengelse, for at blive herre over sit tunge søndagshumør, til at skrive til sin eneste virkelige veninde, estter brun. Estter var langt yngre end Ida, og skønt de var bysbørn havde de i tidligere år aldrig haft noget med hinanden at gøre, udover de par større selskaber hos fælles bekendte, hvor de i årets løb traf sammen. Dels var der uvenskab mellem deres respektive familier,. dels følte Ida en ubestemt angst eller modvilje for estters rolige, sikre optræden og klare måde at fremsætte sine meninger på, meninger, der tilmed som oftest var vel skikkede til både at forbavse og forarge den stagnerende lille by. Egentlig kunne Ida nok ønske at lære denne selvsikre unge pige at kende, der så tidligt og let syntes at være kommet på det rene med sin opfattelse af hele samfundet og sin egen plads deri; men Idas stolthed oprørtes ved tanken om at bøje sig for denne selvbeyidste ungdom, hun anede, at det ville ende med, at estter, hvis hun ikke var på sin post, ville tage hendes beundring fangen, så at Ida måtte modtage præg af den stærkere natur. Men trods alle sådanne overvejelser var Ida Holm blevet fuldstændig besejret og omvendt til en tro beundrer af xkøpings mest emanciperede unge pige, da denne var i besøg hjemme sidste jul. De havde truffet hinanden daglig, først tilfældigt, senere fordi al Idas higen og tragten gik ud på at muliggøre nogle timers fortrolig, men hemmelig samtale. Estters sunde, naturlige syn på livet og alle de ny, store -tanker, hun meddelte Ida, bragte som en frisk luftning ind i dennes ensformige forestillingskreds. Og vaktes end samtidig hendes kritik overfor meget, hun hidtil blindt havde troet på; blev hendes utilfredshed med sig selv og sin måde at leve på end fremkaldt, så var estters levende interesse for hende og selvforglemmende deltagelse i alle hendes be- kyinringer og grublerier samtidig en så stor hjælp og glæde, at Ida ikke på nogen betingelser ville have undværet det venskab, hun således havde vundet. Estter var hendes samvittighed, hendes opmuntring, hendes trøst i alle forhold, hendes eneste fortrolige, der måtte delagtiggøres selv i hendes hemmeligste, kun halvklare tanker. Derfor udøste Ida også denne aften sit hjerte for veninden og følte sig derefter — i forventning om det med længsel imødesete svar — roligere og bedre skikket til med sømmelig interesse at døje den uundgåelige bezique med tanten. „ Å, Inge, det rIngede! Vil du ikke lukke op, jeg er midt i en sætning. “ „ Jo, det kan jeg gerne; det var for resten kun posten, jeg hørte et brev falde i brevkassen. “ „ Det var dejligt, — så er det sikkert til mig, jeg venter brev fra moder i aften. “ Inge zirnmermann kom lidt efter ind med det omtalte brev; men et blik på den med en usikker, faldende håndskrift skrevne adresse overtydede hende om, at brevet ikke var fra Fru brun. „ Det gør mig ondt, estter, men jeg må berede dig en skuffelse; dette er — så vidt jeg kan se — fra din protegé, det lille pylr, du har fortalt mig om. “ „ Tak! — å, så læg det der, til jeg er færdig med min latinske stil, så vil jeg nyde det til theen. Din fader er jo ikke hjemme i aften, vel? “ „ Nej, vi har det helt for os selv. Vi skal have det hyggeligt, — nu skynder vi os at få disse lektier fra hånden, og så skal vi dase. Men det vil jeg sige dig, du må ikke sidde hele aftenen — som du plejer, når du har fået brev fra Ida Holm — og filosofere over hendes triste skæbne; i hvert fald må du da samtidig underholde mig med dine overvejelser. “ Estter svarede ikke, nikkede kun åndsfraværende, og læsningen fortsattes i tavshed i nogen tid. Det værelse, i hvilket de to unge piger sad, hver på sin vis fordybet i arbejde, var langt, gammeldags og noget mørkt, men meget hyggeligt. Foran de dybe vindusnicher faldt tunge, mørkegrønne Gardiner ned. Skodderne var slåede for, og kun foroven tramgte en smal lysstribe fra den udenfor stående lygte ind. Væggene var beklædte med broget tapet i douce farver og de tunge, solide møbler var betrukne med mørkt fløjl. Ved det store mahognitræs herreskrivebord på sidevæggen ved det ene vindue sad estter og skrev. Nu og da slog hun op i et af de leksikoner, som lå spredte over bordet. Lyset fra en lav studerelampe faldt over hendes askeblonde hår, der viltert krøllede sig om panden. Hun var noget bleg, og når hun så frem for sig, havde øjnene måske et lidt anstrengt udtryk, men hendes blik var roligt og tilfreds, hver gang hun vendte sig for at henkaste en bemærkning til Inge. Denne sidste lå mageligt henstrakt i en amerikansk gyngestol, og hver gang hun nåde gulvet, satte hun af med fødderne. Hænderne havde hun foldet bag nakken og lå og kiggede op på et stort billede af Griffenfeld, der hang over den høje, med bøger belæssede etagere, medens hun mumlende hørte sig i et latinsk verbum. På begge sider af den fordybning, i hvilken sofaen stod, var anbragt smalle bogskabe, og på spillebordet henne ved kakkelovnen såvel som på det aflange bord foran sofaen lå bøger — uden alt for stor orden — imellem tegnerekvisitter, askebægre, billeder og forskelligt nips. Trods den fremrykkede årstid var der tæppe på gulvet, og gyngestolens gænger bevarede sig lydløst derpå. Afstikkende mod al den gammeldags soliditet lyste frem på den ene mørkt panelerede væg en samling raderinger og fotogravurer efter moderne kunstnere; uden rammer var de fastgjorte med tegnestifter, idet al symetri omhyggeligt var undgået. En Randsel, nogle alpestokke, diverse tennis-ketsere og andet sports-tilbehør var flot arrangeret på en anden væg, og ved nærmere eftersyn ville man på en af stolene opdage en sports-hue, som syntes smidt der i farten. — Inge zirnmermann var for længe siden ophørt med sin mumlen og syntes nu fordybet i betragtnIngen af et studiehoved af en yppig kvinde med gådefulde øjne. Nu rejste hun sig pludselig og udbrød: „ Du, estter, nu kan det være nok med fliden, skal vi nu ikke få theen herind i aften, og så synes jeg, vi bør feste i en lille cigar, hvad estter? “ — og hun lo drillende hen til veninden. „ Det driller mig aldeles ikke, Inge, du ved, jeg finder det barnagtigt af dig; men du vokser vel nok fra den svaghed også. — jeg havde nu tænkt at traktere dig med moders sandkage til theen, — men hvis du foretrækker din cigar, så værs’god! “ „ Jeg kan så godt nå begge dele, “ lo Inge og gik ud for at få aftensmaden bragt ind på deres eget værelse. Hendes skridt tabte sig gennem den dybe tomme spisestue og ned gennem korridoren, hvor estter hørte hende muntert råbe: „ Å, Jenny, Jenny, giv os en tallerken rigtig lækkert smørrebrød og en masse the ind, så er de rar! Det er så kedeligt at sidde alene i spisestuen. “ Estter begyndte at rydde af bordet, søgte sig i mørke dugen frem fra buffetskuft'en, og da den var bredt på, tilranede hun sig sin kammerats magelige stol, trak den hen under hængelampen og åbnede langsomt sit brev. „ Det er næppe lysteligt, det lille skind! “ tænkte hun, og så i tanken for sig det lille snævre hjem med den underlig hengemte luft, fra hvilket dette brev var udgået! Det lød: kæreste min! Hvor dette er trist, koldt, modbydeligt, uhyggeligt, kedeligt m. m. m. Jeg går om her hjemme uden lyst til noget som helst. Havde jeg blot en god bog; men ikke engang det til at adsprede tankerne. Håndarbejde kan jeg ikke holde ud, besøge folk gider jeg ikke, spadsere alene ikke heller — nej, det er en gyselig tilværelse! Det eneste, der endnu holder mig i live, er at tænke på og skrive til dig. Det er også af den reneste egoisme, at jeg i dag griber dertil, dels fordi det er det eneste, jeg er oplagt til, mest for at bede dig forbarme dig over mig og sende mig et af dine bekendte kære breve. Jeg kan ikke bolde længslen efter dig ud mere! Breve er gode, ja, mere end det, men helst kun for en kortere tid. Jeg, i det mindste, kan dårligt blive ved at leve på dem, jeg trænger til at være i nærheden af, til at se dem, jeg holder af; mest af alt længes jeg efter at lade dine kære, alvorlige, forskende øjne se gennem mig og sige mig: sådan er du, din modbydelige lille melankoliker! Jeg trænger med andre ord til ikke at være alene om mine tanker. Det harmer mig for resten ofte, dette, at jeg trods min modstand bestandig holdes fangen af denne trang til og længsel efter en støtte. Det nytter ikke at nægte det for sig selv, derfor nytter det heller ikke at ville skjule det for dig — du skal kende alle mine svagheder — jeg ved, at dette er higen efter en gang at føle denne altid lovsungne kærlighed. Det er oprørende at måtte tilstå sin egen svaghed, oprørende, trods alt, at være ude af stand til at bekæmpe den. Men du har sikkert ret, det kommer af min mangel på udfyldende virksomhed. Dog hvorfra får jeg en sådan? Jeg får den vist aldrig. Hvor uhyggelig en tanke at skulle leve et helt langt liv, indholdsløst og unyttigt! Dette er tanker, som jeg længe med magt har holdt nede og som kun søndagens meningsløshed igen kalder frem. Jeg ved naturligvis godt, at et liv ikke behøver at blive unyttigt, når man ikke selv vil det; men al venten slapper — og vente må jeg, hvem ved hvor lang en række af de bedste år af mit liv. Nej, i aften er jeg umulig; den gamle vintermodløshed er rigtig over mig — og du får det som altid; er du ikke snart helt træt af mine ynkelige breve? Men for at komme bort fra mig selv — jeg kan hilse dig fra din moder. Når tante har kunnet undvære mig, har jeg i de sidste dage siddet et par timer hos din lille syge søster; jeg tror, det har været til en smule opmuntring for din stakkels overanstrengte moder, og det gør godt at føle, at man en gang er til lidt hjælp for et menneske, som trænger dertil. Jeg kender ikke så meget til dette, at være noget for andre — rimeligvis er skylden at søge hos mig selv. Din moder hjælper mig samtidig så kærligt at bygge luftkasteller. Vil du høre dem? Foreløbig skulle jeg gå en af lægerne her til hånde; i sommerferien, når tante rejser lidt, skulle jeg så til København ind på en klinik som sygeplejerske, og så kunne jeg muligvis senere få pladsen som fast sygeplejerske her, så jeg ikke behøvede at forlade tante helt. — ikke sandt, det lyder virkelig tiltalende? — når der bare ikke var så mange men’er derved. Du må altså alligevel ikke tro, at jeg har opgivet eller er ved at opgive alt; nej, jeg tror næsten jeg er ved at arbejde mig sund. At blive, som jeg var, da jeg først lærte dig rigtig at kende, det er jo umuligt; hvad jeg nu ved og forstår, kan jeg dog ikke pludselig glemme, så jeg kan aldrig få min ro fra da igen, vil det ikke heller. Når jeg blot for alvor kunne tage mig sammen og gå på, som du siger, men jeg snakker blot om det. Se, nu har jeg igen, som så mange gange før, plaget dig med en lang, modløs snak om mig selv, og jeg hører dig sige som hjemme i haven: „ Du har skuffet mig! “ — jeg begriber egentlig ikke, at du ikke for længe siden har opgivet mig. Men du er så utrolig elskelig, og du ved godt, at jeg ikke kan undvære min smukke, overlegne moralprædikant — kald det surrogat eller hvad du vil, sandt er det, at du er mig uendelig kær. Men nu er jeg træt. God nat, estter! Lykke til alle dine studeringer, og fortæl mig endelig snart lidt om dem og om alt dig vedrørende; i tankerne følges du altid med beundring af din Ida Holm. estter lagde brevet fra sig med et suk. Det var det samme, altid det samme om igen. Den samme pinefulde længsel, som aldrig stilledes; den samme sørgmodige ubestemthed, uden al energi til at

1896_Brosboell_UngdomsKampe

Carl

Ungdoms Kampe

Brosbøll

Brosboell

Ungdoms Kampe

male

1896_Brosboell_UngdomsKampe.pdf

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

dk

Ungdoms Kampe

En Fortælling fra 1839

n

roman

V. Pio

KB

pdftxt

nan

Undertitel. I tvivl. Ungdomsfortælling

HISTORICAL

I. For enden af st. Pederstræde lå et lille grundmuret hus, som just ikke så synderligt anseeligt ud. Stedet var forfaldent, vinduerne små og solbrændte, ruderne ituslagne og hullerne tilklistrede med papirstrimler, som regnen opblødte og gav uhindret adgang til at trænge igennem. Til denne bolig så man en kold, mørk novemberaften en mand skynde sig; han agtede ikke på sneen, som hvirvlede omkring ham og klæbede sig fast i hans tykke frakke, ikke heller den barske vind, der hvert øjeblik truede med at rive ham hatten af hovedet. „ alt er mørkt, “ hviskedee han, „ månen skjuler sig, en skærende kulde gennemisner mine lemmer, — i mig har det også længe været vinter. “ Med disse ord rystede han sneen og vandet af sin frakke og stod få øjeblikke efter for det omtalte huses dør. Flere gange måtte han ringe på, før den blev oplukket, endelig blinkede et lys i forstuen, døren åbnedes, og manden trådte ind i et værelse, hvis bohave røbede den yderste armod. De nøgne vægge vare behængte med to store portraitmalere, indfattede i dybe rammer, der endnu bare spor af deres ungdoms rige forgyldning. Uden vanskelighed kunne man genkende originalen til det ene af dem i et fruentimmer, som befandt sig i værelset, hvorimod det andet portraits ungdommelige og runde træk, på dets original — manden — vare gennempløjede af furer og folder. Fra stedet, hvor disse to portraiter hængte, syntes de spottende at skue ned på den fattigdom, værelset indesluttede. To stole, et bord og to sengesteder vare de eneste meubler, der fandtes. Den ene af sengene var bedækket med et i gamle dage smukt damaskes omhæng, nu derimod hang det falmet omkring stolperne. I den anden seng sov to små børn på halmmadratser, og ved deres fødder knurrede en stor, gråspraglet kat, idet den magelig strakte sig på sit varme leje. Det eneste lys, som lod beskueren opdage det her beskrevne, fik værelset af en lille skillingsprås, hvis svage flamme trækvinden fra de utætte ruder viftede frem og tilbage. Ved dette sad moderen og stoppede nogle liniestykker, medens dørens klapren slog takt til det hvin, som stormen gennem skorstenen af og til nedsendte i den kolde kakkelovn. Hendes forhen skønne træk havde sorg og græmmelse vel ikke ganske forandret, men gjort skarpere; de mørkebrune øjne havde mistet deres glans og stirrede matte og dunkle ud af deres hulninger. „ det var da godt, at du kunne komme, “ — udbrød hun, da manden trådte ind; — „ to hele timer har jeg siddet og ventet efter dig med theen; — nu kan du også have det så godt, derhenne på kakkelovnen har jeg sat af til dig. At det er koldt, er din egen skyld, fordi du nægter mig penge til brænde. Om du end ikke bryder dig om mig, så burde du dog være mindre ligegyldig mod vore små; de stakler have grædt den hele aften. “ „ begynder du nu igen, hvor vi slap i middags? “ Udbrød tanden, idet han trak sin våde overfrakke af, — „ det er dog mærkeligt, at du aldrig kan modtage mig uden med bebrejdelser. “ „ bebrejdelser! “ — gentog konen; — „ synes du ikke, du fortjener det for al den kval, du volder mig? Lader du mig ikke savne livets første nødvendigheder? Agter du på, at vor Julius og Bertha næppe have så meget, de kunne klæde sig i, og hvor rolig kan du ikke hver dag høre deres gråd og klager? — jeg ulykkelige! “ tilføjede hun grædende, „ at skæbnen skulle knytte mig til et menneske som dig; jeg forbander den dag, du blev min mand! “ „ gør du det, Laura? “ spurgte manden, i færd med at drikke sin kolde the. — „ hvad var da egentlig grunden hertil? Hvem opstillede de garn, som hildede mig således, at jeg alene kunne befri mig derfra ved ægteskab? — skylden var ikke min! “ „ ti, ti! “ råbte Laura — „ bliver du aldrig ked af at erindre mig om dette svagheds øjeblik; — dengang var du en kærlighedsfuld mand, som jeg betragtede med stolthed, herrerne med misundelse, — nu derimod er du bleven en kold, beregnende gnier, der ikke engang kan give din kone et stykke nyt tøj; jeg — som for din skyld gjorde afkald på den lykke, ' skæbnen havde bestemt mig, som i gode dage blot behøvede at vinke for at finde ti beredvillige tjenere til at udføre mit ringeste ønske, — jeg må nu selv påtage mig den simpleste tjeners forretning, leve her i denne skumle afkrog, omringet af børneskrig og klager så lang dagen er; min eneste løn derfor må jeg søge hos mig selv, i min egen bevidsthed; ikke en mine i dit ansigt takker mig — du sparer ikke nok — du ødelægger for meget — vi må indskrænke os — det er dit valgsprog. — giv mig min tabte lykke, mine svundne glæder igen. “ „ giv mig erstatning for de sidste otte år, “ sagde stilling sagtmodig, „ eller “ — tilføjede han, „ hvad bedre er, giv mig døden, som ender dette helvedesolie. hvem har ødelagt mig? “ vedblev han — „ hvem har, fra en velhavende, anset mand, bragt mig til bettelstaven? Havde du fordret mindre og undværet mere af det, du kaldte fornødenheder, skulle jeg aldrig være kommen til at ernære mig som kontorist eller have behov at blues, når jeg møder en fordums bekendt på gaden. Jeg var svag, du letsindig, det er årsagen til vor ulykke “ „ det er ret, giv mig stakkel skylden, det er din gamle vane, og skrig blot lidt højere, at ikke alene børnene kunne vågne, men at også naboerne høre det. Du tænker ikke på, August! hvor meget du forsynder dig mod mig. “ Med disse ord sank hun grædende ned på en stol og skjulte sit ansigt i hænderne. „ græd ikke, “ råbte stilling, „ her bringer jeg trøst for dig, se engang; “ han fremtog en pose, han hidtil havde skjult på brystet, og rystede en mængde sølvpenge ud på bordet. — „ der, “ vedblev han, „ tag disse penge, du har nu lært at skatte deres værd, vore børn skulle nu ikke længer sulte, du ikke fryse; men anvend dem godt, de er surt fortjente. “ Synlig overrasket rejste Laura sig hurtig og tørrede sine øjne. „ er det muligt, “ sagde hun, „ alle disse penge tilhøre os? “ „ hvorledes skulle de ellers komme her, “ svarede han. „ hvorledes! hvorledes! ja, det er just det, jeg ikke kan forstå; på hvilken måde er du kommen i besiddelse af denne sum? Hvad har du solgt for den? “ „ hvad jeg har solgt, “ sagde manden med en lav, undertrykt stemme, — „ det eneste gode, jeg endnu ejede — mig selv har jeg givet for dem, og regner du det for intet, så læg min ære til, min hele fremtids ro er forsvunden for disse tresindstyve rdlr. Hvad synes du derom? Tag dem bort, gem dem, jeg kan ikke holde ud at se dem spille i lysskæret, det uske metal, som gør enhver til sin slave — den redelige til en kæltring. “ August stilling var som et fattigt, fader og moderløst barn i sin tidlige ungdom bleven antaget i søns sted af en rig sukkerrafinadeur i Århus. Hans benlighed og åbne karakter vandt alles hjerter. Da han blev ældre, satte plejefaderen ham på sit kontor, hvor hans omhu for forretningerne snart hævede ham til den første. Flere heldige handelsrejser forøgede den gunst, han stod i, og gjorde ham uundværlig for handelshuset. I sit 25de år fik han en aktie med i plejefaderens handel og tog til København for der at bestyre bogholderiet ved sukkeroplaget. Ung, smuk og rig, sås han gerne i de kredse, hvortil anbefalingsbreve fra faderen åbnede ham adgang. På den måde blev han bekendt med Laura, datter af en kammerråd og toldinspektør. Denne dame, som enhver af koketteriets og forstillelsens våben stod til tjeneste, hildede ham snart i sine garn. På et maskebal glemte han sig så vidt, at han dagen efter gjorde hende et ægteskabstilbud, og allerede to måneder senere var hun hans ægteviede hustru. Stilling forgudede hende og var i begyndelsen svag nok til at anse hendes ønsker og villie som rettesnor for sig. Hun benyttede sig så meget deraf, at han lod sig lede af hende i et og alt. Deres hus var et af de eleganteste i byen, selskaber og baller hørte til dagens orden. Enhver, som blot forstod at hylde og beundre den smukke husfrue, var en kærkommen gæst. Udgifterne i en sådan husholdning oversteg snart stillings indtægter. De forestillinger, han gjorde hende, frugtede ikke. Da manden ikke ejede mere, tog han af handelshusets kapitaler. Hans plejefader ophævede al forbindelse med ham, så snart han kom til kundskab herom. En handel, som stilling oprettede for egen regning, mislykkedes, han gik fallit, og armod bankede på hans dør. Det blev her som sædvanligt. Næppe hørte den talrige venneskare, der før havde oversvømmet huset, hans fald, førend den forsvandt. Stilling stod alene med sin fattigdom, enhver vej til redning var spærret, han solgte gård og meubler og lejede sig en bolig i sanct Pederstræde. Længe levede han her uden at være i nogen vej, hans hustru klagede; hun havde kun elsket hans penge og var ikke skabt for armod. Baller og selskaber vare borte, og bitre bebrejdelser regnede ned over stilling. Endelig åbnede sig en ny erhvervskilde for ham; han fik en plads på et handelskontor, lønnen var vel ubetydelig, men dog bedre end intet, og han begyndte igen at arbejde med sin vante flid og Iver. Laura havde imidlertid født to børn til verden, en søn og en datter, de daglige udgifter blev større og større. Hvad skulle han gribe til? Hustru og børn manglede livets første nødvendigheder, de ejede intet mere at sælge. Han fattede i sin nød en fortvivlet beslutning: opbrød sin principals pult, tog tresindstyve rdlr. deraf, det var denne sum, han leverede sin kone om aftenen. Næste dag var en mortensdag i huset. Straks efter stillings komme til kontoret bemærkedes det skete indbrud. Mistanken faldt på ham, som havde været den sidste, der forlod stedet den foregående aften. Der behøvedes heller ikke anden bekræftelse på hans brøde end den, som viste sig i hans forstyrrede mine. Forbitret lod principalen ham hæfte. Allerede i det første forhør bekendte den ulykkelige alt og udviklede sit hele livsforhold for retten. Et fjerdingår hengik, før den dom faldt, som dømte ham til børnehuset. Man vidste ikke, om han døde under sit ophold der eller, efter at være kommen på fri fod, havde forladt det sted, som var vidne til hans glans i lykkens dage og til hans vanære i ulykkens. Hans son kom i huset hos sin gudfader. Laura derimod beholdt selv datteren og ernærede sig ved at sy modepynt, indtil også hun sporløst forsvandt. i. Det var om aftenen i januar måned; klokken slog otte. Fra hovedvagten på kongens Nytorv råbte skildvagten vagt i gevær. Soldaterne stormede ud, og tambouren slog hvirvel til bon. Da åbnedes portene til Charlottenborg, og ud styrtede en mængde unge mennesker. Enhver ilede sin vej, nogle enkeltvis, andre i klynger, enten for at søge hjemmet eller steder, der vare interessantere og lovede større nydelse. I sværmen var også to unge mennesker, Jules og Carl. De holdt sig tilbage og ventede, til de øvrige vare passerede igennem porten. „ hvor skulle vi nu gå hen? “ spurgte Carl, da de kom udenfor „ hjem? Eller en tur til toldboden? Vejret er smukt og indbydende. “ „ til toldboden! “ gentog Jules ivrig — „ er du bleven gal? Erindrer du ikke, at jeg har begge vore billetter i lommen? Vi må i teatret, der kan ikke være gået flere end to akter, og slutningen af Correggio er værd at se. Desuden “ — tilføjede han: „ hende! — den smukke dame, jeg mødte før — jeg må se hende, jeg kender hendes loge, liar. C, første etage, og fra vor loge kunne vi i al mag se derover. “ „ ved du hvad, lille Jules, “ sagde Carl, „ lad mig sige dig et par ørd i fortrolighed: du er en nar. Hvad ligner nu det, først at spadsere tre, fire gange igennem østergade for at se et kønt ansigt, så vade igennem sne og pøle på kongens Nytorv for at opdage, hvor hun går hen, og nu til syvende og sidst gå på komedie klokken otte ikke for Correggios, men for hendes skyld: din sands for de skønne former er for stor. “ „ du misunder mig, deri stikker det hele. Kom nu blot og lad os ikke spilde den kostbare tid med at prædike moral. “ „ jeg får vel at følge dig, “ — ytrede den anden — „ skønt gud ved, jeg hellere blev hjemme. “ Han fulgte sin ven over torvet og stod få øjeblikke efter i logen. Det første, han foretog sig, efter at være kommen der, var at skaffe sig så stor en plads som muligt. Dernæst beså han de øvrige tilstedeværende i logen og indlod sig lidt efter i samtale med en borgerkone, hvis kuglerunde ansigt tydelig nok sagde, at hun ikke solgte fødevarer omsonst. Jules derimod var næppe kommen, før hans blik slot over i logen, hvor han vidste, at den omtalte ubekendte befandt sig. „ hun er der, “ hviskedee han, „ hvor hun er dejlig, — hvilke øjne! — se, der nede sidder hun, den anden så pillen. “ Vennen agtede ikke stort herpå; han morede sig i dette øjeblik ved at høre madamen tale om sin næring og sin salig mand, hvem hun brugte til omkvæd for hvert andet ord. „ Carl, “ gentog Jules ærgerlig, „ se dog derned, der bag den sortklædte dame til venstre! “ „ ja, “ svarede Carl ligegyldig, „ hun er ret tækkelig. “ Derefter begyndte han igen sin afbrudte samtale med den solide spækhokermadame. Jules var lutter øje, siden hans blik faldt på den unge dame. „ jeg gad vidst, hvem den høje, bebrillede fyr er, som står bag hende; måske en begunstiget tilbeder! nej, det kan han ikke være, siden en pige fulgte hende herhen; jeg tager også fejl, det var hendes sidedame, han hviskedee til. “ I dette øjeblik rullede tæppet op, og lysekronen gik i vejret til stor ærgrelse for maleren, der intet ændsede uden den unge dame. Næppe var stykket forbi, førend han hurtig greb hue og ziegenhainer, og uden at bryde sig om sin ven, ilede han ned ad trapperne for endnu en gang at se damen gå bort. Længe stod han der, puffet fra alle sider, uden at have øje for andet end det lille englehoved, der af og til så ud af logen, som om hun ventede på sin ledsager. „ gud give! at ingen ville komme efter hende, “ Mumlede han, „ så kunne jeg måske følge hende hjem, der er da egentlig intet upassende i at tilbyde det. “ Han posterede sig lige overfor indgangen af logen, ved trappegelænderet. Trængselen var ophørt og de fleste allerede borte, før den ubekendte kom ud og så sig om til alle sider. „ nu! “ tænkte Jules, „ hen til hende. “ — „ de venter uden tvivl på en til at følge dem hjem? “ Spurgte han ærbødig. — „ jeg ville skatte mig særdeles lykkelig, dersom de tillod mig at ledsage dem. Jeg troer næppe, de kan blive her længer, kontrolleuren har allerede slukket lysene på gangen, og foruden ham er de og jeg de eneste tilbageblevne. “ „ jeg ville gerne tøve lidt endnu, pigen kommer sikkert straks, hun lovede at være her klokken ti og plejer aldrig at lade mig vente forgæves. “ „ i aften gør hun det dog, “ vedblev Jules. „ vær uden frygt for mit tilbud; jeg gør det blot for at fritage dem for den ubehagelighed at gå hjem alene. “ „ jeg takker dem, “ svarede damen, „ skønt jeg bestemt tror, at Dorthea vil komme, når jeg venter lidt endnu. “ Dien der kom ingen Dorthea, og hvem der i stilhed glædede sig herover, var maleren, især da han hørte, at damen boede oppe på Vestergade. Han bød hende derfor armen, hun modtog den, og således vandrede de, på grund af det slette føre, meget langsomt fra tteatret. Bange og ængstelig støttede den skønne ubekendte sig på sin ledsagers arm og gik længe ved hans side uden at tale et ord. Forlegen søgte han flere gange at begynde en samtale og tog vejr og vind til indledning. Derefter kom de til stykket denne aften og udtømte sig begge i roes over digterens mesterværk. Under sådanne samtaler havde de tilbagelagt vejen op igennem Vesfergade og stod ved hendes bolig. „ her boer jeg, “ udbrød den fremmede glad, — „ nu lakker jeg dem for deres artighed! “ Med disse ord ringede hun på klokken. „ jeg har vistnok ulige mere grund til at takke dem, “ svarede han, „ turde jeg måske, da de nu engang antager, at jeg har viist dem en tjeneste, vente en lille løn ved at få deres navn at vide? “ „ mit navn? “ gentog hun forundret, „ hvilken interesse kan det have for dem? “ „ ikke anden, end at jeg, efter at have indført den gladeste aften i mit liv i min erindringsbog, tillige kunne vedføje navnet på den, der var årsag hertil. “ Damen smilede. „ det finder jeg meget naturligt; når de altså optegner, at de fulgte en dame fra komediehuset til Vesfergade, fordi hendes egen pige udeblev, så skriv underneden Ida; således hedder jeg, og nu godnat! vort bekendtskab er endt lige så hurtigt, som det begyndte. “ „ måske, “ svarede Jules, og forbandede så småt pigen, som nu kom for at lukke Ida ind. „ måske, “ Gentog Ida smilende, og porten var imellem dem. „ nej, nej! “ mumlede han ærgerlig, „ jeg burde sket ikke have ventet efter hende eller gået op til hendes loge; hvad har det nyttet? et lykkeligt kvarter, dermed er det hele forbi. Min ven Carl har ret, når han råder mig til at lukke øjnene, hver gang jeg moder en smuk dame på gaden — jeg gad dog gerne vidst, hvor hun egentlig hører til; hendes navn er Ida, men det hedder min moders kammerpige også. “ Medens han holdt denne monolog, blev en der i kælderetagen lukket op, og en kobbersmed stak hovedet ud for at trække lidt frisk luft. Ved synet af denne goliath for den unge maler uvilkårlig et skridt tilbage, for han fik tid til at fatte sig så meget, at han kunne fremstamme et svar på smedens: godaften. „ nu, unge herre! “ udbrød manden, „ hvad står i her og spejder efter? Seer i på skyerne, hvorledes de brygge sammen til sne i nat? eller om skorstenen endnu står som sædvanligt på den store grå derovre? “ „ nej, “ svarede Jules, „ jeg står og husker mig om efter navnet på en familie, som boer heroppe i huset; jeg skulle tale med en logerende der, men jeg tør ikke ringe på, før jeg har — “ „ aha, er det således fat, “ afbrød kobbersmeden ham — „ ja derom kan jeg give dem besked. Seer de! først og fremmest boer ovenover mig en grosserer, hvis kone og datter vender op og ned på tiden, lamentere og rumstere hver udslagne nat, som om alle hekse fra Bloksbjerg holdt Dans der. Det la ' er jeg gå, gør jeg; — men når jeg tænker på, at jeg har kendt samme mand, gående med apostlenes befordring fra Roeskilde og hertil og herfra til Roeskilde igen, så koger det inden i. — i gamle dage var Ulf både hans ven, og den ene ikke bedre end den anden, nu derimod braser han forbi min kælder hver dag og stikker snabelen ivejret uden at se ned til mig; men sådan går det altid. Det var første sal. På anden sal boer jøden Elias. På tredje sal, ja lad mig se, der boer tre fornemme frøkener eller fruer. Dermed har jeg givet jer den forklaring, i behøver, skal i op til jøden, så banker i på hos jøden, skal i til grossererens, - gør i ligeså, og dersom jert ærende fører op på tredje sal, vil jeg råde jer til at vente til i morgen. Gud i vold, farlil! “ — med disse ord krøb kobbersmeden tilbage i sit hul og låsede døren efter sig. de modtagne oplysninger gave Jules stof til flere betragtninger, end smeden formodede; enten var den smukke Ida altså en datter af den gale grosserer, jøden, eller en af de tre frøkener, men til hvilken af disse familier hun hørte, var noget, han ikke kunne udgrunde. Han vendte derfor om, for at gå hjem, sang en munter Arie undervejs uden at bryde sig om vægternes hyssen, eller at de forbigående flere gange vendte sig om efter ham i den tro, at vin og ikke kærlighed havde sat ham i en så livlig stemning. Hjemme modtog hans flegmatiske ven ham gabende og søvnig. — „ kommer du nu endelig, du forlibte stær! “ — udbrød han og pudsede den lange tande af lyset. — „ det er dog at drive raseriet vel vidt, ikke engang tilfreds med at ødelægge din egen ro, forstyrrer du også min, og hvad har det hele så indbragt? “ „ hvor hun var dejlig! “ råbte Jules, uden at agte på disse bebrejdelser. — „ du skulle blot have set hende; du kan ikke gøre dig noget begreb om det indtryk, hun har gjort på mig. “ — „ ja, hvor hun var sod, hvor hun var guddommelig! Det var intet menneske — jeg ved det, en himmelsk ånd i jordisk drapperi, en fe! ikke sandt? — jo, jeg kender dine beskrivelser; jeg har fået dem så lidt, at jeg kan dem udenad. Lad mig imidlertid høre dit eventyr fra det øjeblik, du styrtede over folk og bænke ud af logen, jeg vil da sammenligne dit med mit, og jeg vædder ti mod en, at jeg får overvægten. “ Jules fortalte med alle en forelsket ynglings sværmende overdrivelser. Carl hørte rolig til uden at afbryde ham. „ nå, “ udbrød han, da vennen tav, „ er det det hele? Mine tildragelser betyde noget ganske andet. Jeg skuttede under akterne bekendtskab med en højst agtværdig spækhokermadame, ja le kun, le kun, grinebider! Jeg kan tænke, at det støder din fine smag, men hor videre: jeg mærkede straks, at madamen kunne lide mig, hun trakterede under akterne med sukkerkringler, tørrede æbler og rosiner, derfor tilbød jeg efter stykket at ledsage hende hjem og bære hendes store forrådshuse. Undervejs havde vi adskillige interessante samtaler, som rigtignok hverken gjaldt vejr eller komedie, men de langt rebellere genstande: øst, smør og flæskepriser. Da jeg kom til hendes bolig, bød hun mig ned i sin kælder på en god aftensmad, den jeg naturligvis lod mig smage. Hun har også en ganske smuk, lille, finheden datter; men jeg gik straks, efter at vi havde spist, og fik derfor ikke rigtig set på hende. Da jeg bød farvel, inviterede hun mig til at komme igen; jeg var hende altid velkommen, sagde hun, og således har jeg åbnet mig en glimrende udsigt til at kunne leve delikat i fremtiden. Hun boer forresten på Gammeltorv. — hvem synes du nu, der har haft størst lykke i aften? Alvorlig talt ville jeg ønske, du fulgte mit råd og søgte dig en kæreste, mage til min; det var jo den rene profit for dig. Nu har jeg sagt dig min mening, læg dig den på hjerte, og skynd dig så at komme i seng, klokken går til elleve, og jeg har nu spildt tiden med at prædike bod og omvendelse for dig. “ Natten hengik for Jules uden søvn. Han tænkte kun på det bestående eventyr, kaldte sig den mindste omstændighed tilbage i erindringen, medens vennen sov trygt ved hans side og i drømme talte om pølser og skinker. Dagen efter så man ham spadsere op og ned gennem Vestergade. Hans møje var imidlertid frugtesløs, intet menneske kom til syne i vinduerne, og om det end havde været tilfældet, ville han dog ikke kunne bemærke det på grund af de tætte rørjalousier. De næste to dage svandt bort på den samme tragiske måde, han hverken hørte eller så noget til Ida. Endelig blev skæbnen ked af at drille ham længer; da han otte dage senere gik op og ned igennem Vestergade, bemærkede han hende allerede langt fra, siddende ved vinduet på første sal. Efterhånden som han kom huset nærmere, sagtnede han sine skridt, indtil han omsider stod stille i en port, hvor han i al mag kunne mætte sine øjne ved beskuelsen af den smukke pige. Nu var hans tvivl tillige hævet, Ida var en datter af grossereren, og ikke af jøden Elias på anden sal. Han blev længe stående, lænet op til en af portstolperne. Ida så ud, blodet for Jules til kinderne, hun bemærkede ham, det viste noksom den hurtighed, hvormed hun trak sine smukke øjne tilbage, og den rødme, der overfor hende i samme øjeblik. Igen et par gange skottede hun over til porten; derefter rejste hun sig og forlod vinduet. Inderlig glad styrtede han hjem og omfavnede vennen, som han mødte på trappen til deres fælles værelse. „ kære Carl, “ udbrød han med et strålende blik, „ jeg er det lykkeligste menneske på jorden; jeg har set hende; hun er en datter af grosserer Frank. “ „ du skulle hellere have revet lidt stærkere i min kappe, “ — bemærkede vennen tørt, „ så havde jeg været net faren. — hvor du tager afsted, enten hænger du med næbet som en syg drossel, eller du stormer frem som et vildt føl; den kære middelvej kender du kun af navn. Se her! “ vedblev han, da de vare komne indenfor, „ under denne min kappe bærer jeg på den sirligste måde en present, jeg i formiddag fik af min tilkommende forlovede, Rikke lange; det havde set smukt ud, hvis du i dine følelsers hede havde knust den. “ — han fremtog en temmelig stor byrde, som kappen havde skjuls og udviklede af flere gamle aviser en vældig oft, som han holdt hen for Jules. „ hvad siger du til den? Sådanne rariteter får jeg i foræring, medens du lever af luft og øjekast. Hvad mener du nu om min madam lange? det var af hende jeg fik den! “ — „ nej! det går min sjæl for vidt! “ fremstammede Jules, idet han næsten kvaltes af latter over Carl tilfredshed og glæde. „ le kun, abekat! “ sagde denne ligegyldig, idet han drejede gaven på alle sider. „ osten bliver ikke vred over din spot og jeg langt mindre. Det er en ægte Ditmarsken, prima sort, jo, jo! min Rikke har sands for det reelle, og så har hun et ansigt som en fastelavnsbolle med to rosiner i; du skulle bare se hende, lille Jules. “ „ du bliver jo længer jo galere og lader ikke til at være skabt for andet en mad og drikke; jeg tror, at den største ulykke, der kunne ramme dig, var at hungre eller tørste en smule. “ „ på det lav, “ svarede Carl i sin sædvanlige tone, „ det er bedre at leve godt end at hungre og plage sit eget jeg, fordi man ikke får en ubekendt pige at se efter at have trukket forbi hendes vinduer en snes gange. Men jeg mærker nok, at det kun lidet interessere dig at høre tale om mine yndlingsgjenstand; jeg vil derfor i fremtiden aldrig oftere ode tiden dermed, og kan det fornøje dig, så kom nu frem med alt, hvad der er hændet dig i eftermiddag, jeg sætter mig imidlertid ned og skærer et stykke til vesper for at prøve Rikkes øst. Jeg skal ikke afbryde dig en eneste gang i dine hjerteudgydelser. “ is. Maskeballet. „ jeg holder ikke af, at Ida skal med til maskeraden, “ Sagde Adelheid til sin moder, „ tænk engang! Hun vil være grækerinde ligesom jeg, er det ikke fatalt? “ „ hun! “ udbrød moderen, — „ det kære bededagsansigt sikker sig langt bedre som nonne eller kammerpige, jeg så også helst, at hun blev hjemme, men folk kunne tro, at vi misundte hende at deltage i vore fornøjelser. Oberstinde Hermann spurgte mig forleden aften, hvorfor vi aldrig toge den tossede pige med os, og stiklede på mig i alles nærværelse, fordi jeg ikke undte hende nogen glæde, så jeg har besluttet at lade hende følge med os på torsdag. Jeg ville ønske, hun måtte blive dygtig syg; på anden måde skippe vi ikke fri for hende. “ „ ja, ved du hvad, mama! da forsikrer jeg dig, at dersom hun bliver ved at ville være grækærinde, så bliver jeg hjemme; Otto må så sige, hvad han vil. “ „ det gør du fuldkommen ret i; det var alt for ubehageligt for dig at ligne hende; du bor ikke vige fra din bestemmelse, jeg forbyder dig at give efter for hende; men frost dig, søde Laide! Man skal nok kunne skelne dig fra Ida, selv om hun blev grækærinde; du gjor nu først din dragt færdig, så kostbar og brillant, som du formår; alle mine smykker, som jeg ikke selv bruger til min beskedne dragt, er til din tjeneste; med hende er det tidsnok, der bliver vel lidt lapperi tilovers, som hun kan kludre sammen til sin dragt; forlang blot for dig selv alt, hvad du ønsker, intet skal blive sparet. “ „ ja, således er det herligt, kære, gode mama! “ Råbte den henrykte Adelheid — „ hvor jeg skal triumfere over hende; Otto vil få lejlighed til at være stolt af mig og beundre min smag. “ „ det har han jo alletider gjort; men hvor er Ida? jeg har ikke set hende den hele eftermiddag, måske hun nu igen har fået fat i en af de overspændte romaner, jeg flere gange har forbudt hende at læse, fordi jeg sinder, at hun desværre allerede er romantisk nok! “ „ nej! jeg lod hende gå for at udsøge mig en maske; hun kan så få den gamle, jeg brugte sidst; den var rigtignok lidt mishandlet, men til hende er den god nok, hun vi! alligevel ikke gøre synderlig opsigt, den gås! “ „ godt, søde Laide, det er ypperligt! på den måde vil hun aldrig kunne skade dig; du vinder, og hendes mangler fuldstændiggjort din sejr. Jeg kan min tro ikke begribe, hvorledes det kunne falde din afdøde moder ind at tage den tiggerunge i sit hus. Ida har rent glemt, hvem hun forhen var og slikker nu næsen så højt i sky, at man skulle tro, hun nedstammede fra en af de første adelige, og ikke fra en aldeles simpel Bonde; men jeg synes også, at du er for familiær mod hende, mit barn! Du burde lade hende rigtig fole, hvor meget hun står under dig, hvem hun er, og hvad hun var uden os. “ I dette øjeblik trådte genstanden for denne kærlige samtale ind i værelset. Adelheid og moderen gik hende imode for at se den købte maske. „ din smag er virkelig god! “ udbrød Fru Frank, idet hun tog masken og rakte den til Adelheid, — „ ikke sandt, Laide? hun kunne ikke have truffet en bedre; den mangler blot et par rubiner for i et og alt at ligne en rejekonge fra Amager. “ Adelheid kastede masken hen ad gulvtæppet. — „ tror du, jeg vil tage på bal med et sådant uglebillede for ansigtet? Du kan selv beholde den! “ „ tak! “ svarede Ida uden at vise sig krænket og med en blidhed, som måtte have beskæmmet enhver anden; „ jeg har endnu ingen maske “ Med disse ord tog hun den sagtmodig op fra gulvet. „ jeg troede ikke, at mit valg så lidt ville have vundet dit bifald, jeg forsikrer dig, at jeg bestræbte mig for at udsøge den smukkeste af dem alle. “ „ det ringer! “ råbte Adelheid glad, „ det er bestemt Otto, jeg kender hans træk i klokken. “ I næste sekund stod hun for et af de store pillespejle, moderen for et andet, og rettede sine krøller, som efter den nyeste mode hang langt ned ad kinderne i en malerisk uorden. Da den bebudede øtto åbnede døren, trådte fruen ham i møde med et behageligt smil og bød ham velkommen. Adelheid rakte ham en lille hånd, som han trykkede i sin. Grosserer Frank havde to gange været gift, første gang med en præstedatter, født og opdragen på alheden. Efterat have skænket ham et fremtidigt huskors i datteren Adelheid og taget Ida i huset til sig, døde hun, og Frank giftede sig på ny. Hans anden hustru var en dame af den moderne verden med alle dens fejl og talenter. Stille, huslig lykke troede hun blot kunne eksistere i romanerne og tog sig derfor en mand, ved hvilken hun håbede i fremtiden at kunne fore et liv, der stemte overens med hendes ønsker. Hun besad en betydelig grad af forfængelighed og glimmersyge, og hendes største sorg var, at hun nu i sit seks og tredivte år bemærkede, at den lykke og opsigt, hun for havde gjort på baller og i selskaber, efterhånden begyndte at aftage. Forhen vant til at betragte den beundring, alle viste hende, som en tribut, der skyldtes hendes skønhed, kunne hun nu ikke tåle at se den overført på en anden, og da Adelheid var hendes farligste medbejlerinde, hadede hun hende af hjertens grund, men b. sad forstillelse nok til ikke at lade sig mærke dermed. Hjemme spillede hun despot mod sit talrige tyende, selv Frank, hvem hun aldrig havde elsket, bøjede sig under hendes scepter og fandt sig tålmodig i de byrder, den unge frue pålagde ham. Han lod hende skøtte sig selv, og besværede hende kun med sin nærværelse ved ttebordet og under måltidet; den øvrige tid tilbragte han på sit kontor, og der var han på den rette hylde. Adelheid var opvokset uden synderlig opdragelse, men lærte snart det farlige våben at kende, som naturen skænkede hende. Hun blev tidlig forlovet med Otto Bretton, en af disse unge herrer, som holde moden for den første lov og den vigtigste pligt at tilfredsstille alle dens fordringer. Med kunstlet anstand trådte han ind i værelset, duftende af den fine olie, hvormed hans friserede hår var indgnedet. Hans komme syntes at udøve en magisk virkning på moder og datter; deres forrige hæftighed var forsvunden, en kærlig blidhed trådte i stedet. „ ah! hvad seer jeg! “ udbrød øtto efter at have hilset de tilstedeværende og monstret sit elegante ydre for spejlet, — „ modejournalerne på bordet og damerne så flittige! man bestemmer uden tvivl dragterne til maskeballet på torsdag? “ „ ganske rigtig, “ svarede fruen smilende, idet hun bød ham tage plads imellem sig og Adelheid, „ deres nærværelse kunne ingensinde være os mere velkommen, da deres ypperlige smag i valget af de klædeligste stoffer må komme os til hjælp. “ „ deres tiltro er uendelig smigrende, “ ytrede øtto med et selvtilfreds smil og rykkede sin stol nærmere til divanbordet, som var overlæsset med silke, fløjel og kniplinger i alle mulige farver. „ hvad have mine elskværdige damer bestemt dem til at forestille? “ „ vi havde først tænkt på en karaktergruppe, pareerne, “ svarede Adelheid, „ men der bliver intet af denne plan. Moder har nu valgt at være tyrkinde, jeg grækærinde. “ „ hvor guddommeligt! “ udbrød øtto, „ jeg seer dem begge i tankerne som genstand for almindelig beundring, — og de, frøken Ida, som endnu ikke har værdiget mig et ørd, hvilken dragt vælger de? “ „ hun vil også være grækærinde, “ udbrød både fruen og Adelheid, før den stakkels pige fik tid til svar. „ men hvorledes vil det da blive mig muligt at skelne den ene fra den anden, da deres henrivende figurer have så meget tilfælles! “ „ det håber jeg just ikke skal være vanskeligt, “ Ytrede Fru Frank med et spottende blik på Ida. „ ja, jeg får at have tålmodigh

1894_ClaussenS_UngeBander

Sophus

Unge Bander

Claussen

Claussen

Unge Bander

male

1894_ClaussenS_UngeBander.pdf

Sophus

Claussen

dk

Unge Bander

Fortælling fra en Købstad

n

roman

Kihl & Langkiær

KB

med et lyrisk Forspil: Frøken Regnvejr

pdftxt

nan

nan

O

Tilegnelse. København, oktoberaften. Nu gråner alle gader, nu mørkner alle smyger, og mere sort de spidse skorstenspiber ryger; og nattens børn de vågner og drømmer nye glæder, tusmørke-store hjerter i døreløse stræder. Jeg slentrer hjem, mens aftnen sit muntre lyshav føder, og sætter mig at stirre ensomt ved ovnens gløder. De dunkelrøde luer med deres hede slikken, de farver lunt min tanke som duren i musiken. jeg drømmer da om skove og viltre egeknorte, om fan, der holder tting med en bukkebens-eskorte, om nymfer og om troldpak, om artemis, den kolde, hvis' barm er kysk og dejlig som forårsgrønné volde. Det bliver forår om mig, og hør: en larm af lurer som iltre tonehærbud fra alle skrænter durer: til huset dybt i skoven med hjortehorn foroven! Til byens vågne ungdom og bonden i alkoven! Vær hilset, lyse ungdom, du korn på landets agre! Se, glædens purpurblomster om dine skuldre flagre! Og som en frisk fanfare, som græs, der kornet kanter, gør landets blege døtre sag med de unge bander. frøken regnvejr et hyrdespil C a ty mus l a u r a Mikal fris Cesare en svigermoder prolog ( hvori de agerende forestiller sig selv ). Første unge pige. Jeg hedder Caty og er forlovet. Jeg ved det sikkert, jeg elsker Mikal, men får de særeste ting i mit hoved, som altid skaffer os begge kval. Hans breve gemmer jeg under min pude og drømmer, hvor smukt jeg vil ham forgude. Anden unge pige. Jeg, Catys kusine, er lige kæk pige blandt lystparkens træer, blandt havernes ærter. Skønt knibsk, jeg spotter, hvad folk vil sige, og sladrer dog lidt om forelskede hjerter. Jeg hedder Vilhelmine, bli’r også kaldt mus, og fris og jeg er fra i aftes dus. Tredje unge pige. Mine øjne er safirer, så blå og så fine. Jeg er yngre end Caty og min søster Vilhelmine. Jeg kaldes lille Laura og venter på en mand. Jeg finder, at Mikal er så sod og har forstand; men når Caty kommer, så går jeg min vej, for han er jo ikke forlovet med mig. Fris. Jeg tror, man er undskyldt, om ikke man higer at slide i evighed Åsums bro. Det bedste her er de dejlige piger, som man har ondt ved at lade i ro; de er snerpede her i vort Paradis. — jeg er postekspedient; det er mig, der er fris. M i k a 1. Og jeg er på besøg, en ung poet uden værker og Vers, en af frihedens prinser, der elsker — desværre endnu som asket — en pige i en af de bedste provinser — ( griber Caty s hånd ) *en afgrund af tyst og uventet glæde! Caty ( fortrædelig ). Nej, slip mig, Mikal, når folk er til stede. C e s a r e ( bukker galant for hende ). Min arm! — jeg er som Mikal student; belæst i den spanske renæssance. I det borgerlige mangler jeg chance. Og hovedkuls her til Åsum sendt befinder jeg mig af min rolle lidt trykket, fia jeg slet ikke ved, hvad jeg skal i stykket. ( Caty tager C es ar e, mus tager fris under armen. Med et smilende buk for Laura siger ) Mikal i mangel af rose man plukker en viol, tager den lille stjærne, har man tabt sin Donna sol. De unge kvinder ( idet de tre par går ud ). Vi er tre ærbare, unge piger, i lyse kjoler, fine sko, tre republiker, kække riger, fulde af kærlighed, håb og tro. første handling. Allé i måneskin. Hvor drypper, siver, nynner stadsgravens strøm, og se: der risler måneskin ned i den gamle allé, hvor under kastaniers tag og kongehøje Linde stenbroen pletvis lyser, mens gravens vande spinde en dæmpet, fjern musik til lysets og bladenes spil, en tropisk drøm om at dø og fornys, som viljeløst dråbeme vil. Første optrin. C e s a r e ( kommer med C aty ). Her er i grunden kønt... å en vellugt vidt og bredt! Jeg må tilstå, at naturen ellers fængsler mig så lidt. Jeg må tilstå, disse udkig og » Motiver «, som det hedder sig, det evige landskab på vor udstilling, det keder mig; de små og store plastre med skov og skyer strøgne og folk i stygge klæder! Jeg siger: mal det nøgne! Hvad er så stolt som menneskets vækst? — et væv, et lem er mere end alle klude, fabrikerte i Birmingham. Jeg holder mest af marmor, af plastik... har altid haft smag for det stærke, hele, for sammenhæng og kraft. Jeg er ikke musikalsk eller maler.. - jeg forsoner mig så dårligt med at sløre energien hen i toner. ( de standser midtvejs i alléen. ) de tier stille, frøken? C a ty ( ser sig tilbage ). Hvor mon de andre blev? Cesare. De fulgte over slotsbroen mus med hendes brev. O ( pause. ) hvad tænker de på? C aty.... min violin og min Chopin, en strofe, jeg må prøve, før jeg trygt kan gå i seng. C e såre. De blev vred for, hvad jeg talte om toner og plastik... Caty ( afbrydende ). Hvor her er tyst i aften... Jeg holder af musik. Cesare. Har jeg krænket deres guder? — jeg ville kun nævne, at jeg er virksom anlagt uden gran melodisk evne. Men nu her... ( lytter ) den lunkne bislen! Jeg begriber, det er kønt: som fornemmede man træer og stene få et overtræk af grønt. Og så de gamle haver langs gravens anden side! Og et hus med rode Buder midt i det sære hvide. Caty. Der bor min spillelærer. Cesare. Han er ikke gået til Bo. Caty. Nej, skønt han er så svag. Cesare. Der gad jeg gerne bo: den lyd af frodig bislen bag de store træer minder mig om det grønne Indien, kolumbus tror, han finder — som det skildres i hans breve, fantasi og sandhed blandet, men en sydlandsk fantasi — det er sandt — han ved ej andet. Der er et brev fra tiden, han var mistænkt og i nød, stilet til spanjens konge... en dristighed og glød!... Han sejler med sin flåde imellem tætte øer, selv ligger han i feber, hans halve mandskab doer; en sol, en strøm, et landskab, hvis pragt de ikke aner: langs bredderne urskov med hængende lianer, en himmel som azur, mens en brand af blomster gynger på høje, svaje grene... og de ville, som slynger deres spyd og tætte pile mod spanjerflåden ud... Han skriver, han fik en åbenbaring fra gud; en stemme kalder på ham og sætter ham i rette: » Du dåre, hvorfor tvivler du? Gud vil aldrig slette af sine mindebøger, hvad én gang du har gjort. han kender dig, han hører ej hine, som bagvaske og klagende for fyrsten, på knæ, med hyklermaske, vil stjæle dig din hæder og gøre småt af stort. Gud ved, at du har tjent ham! « — » Jeg så, hvor jeg var blind ( slutter kolumbus brevet ), og fred faldt på mit sind «. Andet optrin. Mus ( kommer langsomt ved friis’ arm ).... de danser altid sammen, hun er på alle baller. Fris ( samtykkende ). Det er tydeligt nok — mus ja og tænk i hendes alder! Fris. Nå ja hvad så? Mus. Jo, Karl! Var hun ung, kan du ha’ ret. Og han er tilmed gift... det beviser, hun er slet. Fris. Han er gift, det » beviser «: han har to!... på en prik. » Hun er slet, for han har to «. ( slår sig for panden ). Å den kvindelogik! » Hun er gammel «... Hvor kan man fornuft i kvindfolk terpe! Vil de unge tage sig fri, skal dog de gamle snerpe. » Han er gift «, » hun er gammel «... Det beviser — det beviser, det blev kvindens mål, at evig slide op de gamle fliser. Caty. Hm, mus, er det jer? ( peger ) se blot børlum har tændt! Mus. Gud, hvor han er uforsigtig. C es are ( ser smilende på fris ). Hr. Postassistent! Fris ( andægtig ). Jeg hørte, de blev ivrig. De talte vist om gud. M u s. Deres præken kunne høres helt til slotsporten ud. Fris ( som før ). Tør man he’ dem om en messe. Jeg er selv religiøs. Mus ( til de andre ). Uf, han bander så rædsomt. Fris ( med en kælen gebærde ). Hvad siger du, min tøs? Caty ( leende ). Ih, men fris! må man spørge, når er i blevet dus? Mus ( svagt fornærmet ). Vi er ikke dus. Fris ( klapper hende ). Blot rolig, vi kan blive det, mit Pus! Mus ( river sig fra ham ). Gud, men fris dog! Fris ( til de andre ). Vil de se, jeg er fundet og vejet. Caty ( munter ). Hør fris, de har nok drukket en toddy for meget! Fris ( nedslået ).... kom i dårligt selskab, frøken... fik ikke en, men ti. Mus. Ja, det høres på de udtryk, han bevæger sig i. Fris ( bukker dybt for hende ). Tilgiv en højst uværdig, som fortjener at ses ned på. Catv ( går videre med C e s a r e ). Han er altid så lystig. Ham kan ingen blive vred på. tredje optrin. Mus ( borte fra fris ). Fy skam dig, Karl! Fris. Det gør jeg. M u s.... hvad skal de andre tænke? At kalde mig din tøs — tror du ikke, det må krænke? Fris ( byder hende sit lommetørklæde ). Det bli’r ingen rigtig scene, inden tårer er flydt. Mus ( i gråd ). Vil du ha’, jeg skal græde? — og det er endnu så nyt! Fris. Vand, vand, jeg drukner! Hjælp! Skal jeg plat forgå i synden? ( på knæ ) Hjælp mig op, min Hj ærten skær! jeg er falden i brønden... ( da hun stadig surmuler ) hvor findes dog en godhed som det kvindelige køns? — » Her er vand til dig, min herre, og til alle dine høns! «... Men om mus og hendes elsker vil det klinge højt og klynkelig: han blev puttet i en brønd, hvor hun omkom ham ynkelig. Mus ( styrter til og kniber ham i armen ). Nej Karl, fy så uartig! Du er slet ikke sød! Fris ( med armen omkring hende ). Ikke nær så sød og smækker som du, mit sukkerbrød. ( klapper hendes kinder og kysser hende ). Men jeg bl’ir sod som sirup, blot du kniber ej på kosten... ( tørrer hendes øjne med sit lommetørklæde ). Et lillebitte ord, så tar’ hun straks til posten. ( de går arm i arm ). Hvad siger du, min elskede! M u s. Altid så gør du nar. Fris ( stryger en tændstik ). Gør nar? mus ( fortrydelig. ) nej vil du ryge!... Må jeg tænde din cigar? ( med cigar i munden løfter hun sig baglæns op på rækværket ). Hvis min mor så dette her, fik vi hore et væsen! Fris ( med en brændende tændstik ). Jeg vil blæse hende et... M u s. Uh, du brænder mig på næsen. ( lille latter' ) mus ( efter en pause, lægger armen på hans skulder og betragter ham ). Du skal hjem til os i morgen. Karl, du lover dig ej bort! Fris. Nå, skal vi høj forloves med det samme, sende kort —? Mus. Å snak! — men vil du ikke? Fris. Gå og skilte med en ring! O o mus. Hvem har vel talt om det? — som du vender alt omkring! O fri s. Jeg havde tænkt... i morgen... hvis du kan det sådan lave —.at vi spiser til aften i sangklubbens have. Mus. Men jeg får ikke lov, når vi hjemme har gæster. Fris. Å pyt, det er familie. Mus. Men min kusine estter tar Betty wickmann med! de to skal musicere. Fris. Så har vi dem forsørget. Der kommer ikke flere? Mus. Jo Helsing! Men Betty er fremmed, må du vide. Hun er forresten én, som ikke jeg kan lide... fris ( griber hendes fødder ). Du kommer! Mus ( på stakittet ). Karl! Du vælter mig — slip mig dog, mand! ( ynkelig ) å — mine ben! Fris ( vender sig bort ). Ja ja, da! Mus ( om halsen på ham ). Hvis bare jeg kan. Fris. Min skat, sig til din far, at det går sagtens an: hans datter fik sin knibskhed allerede i svøbet. Mus ( ved hans arm ). Er du nu utaknemmelig oven i købet? ( lytter. ) der kommer vist Mikal og min søster. Fris ( trækker hende med ). Lad os gå! Mus ( pludrende ). Du kender ikke Betty — frøken wickmann — gør du? Å, •at hun ikke i tide har krydset din vej! Det er en rigtig pige, langt sødere end jeg. Lidt koket — vil du jo ha’ — men så fornem og tilbørlig! ( med et smil. ) dg gud ved, om i længden hun var så ubønhørlig..( ivrig. ) hun går aldrig i stå — nej en dame! Som hun fører sig, så stadselig og slank...jeg tror nok, at hun snører sig. Helt kulsorte øjne! Fris ( trækker hende med ). Vi må straks hen at fri. mus ( ivrigt, idet de forsvinder ). Hendes hår er så langt, hun kan svøbe sig deri. Fjærde optrin. ( Mikal og Laura er under den sidste replik komne midt ind på. Scenen. ) Mikal ( oprømt ). Ak gud, så megen dejlighed! ja hvem skulle tænke sig!. I slig en rigdom gad man med liv og vellyst sænke sig: hendes øjne ganske sorte — kul og gløder, hørte de! Hendes hår er så langt... man kan svøbe sig deri. Laura ( svagt indigneret ). Hvorfor man? Mikal. For det passer på flere! — derfor man,, fordi al kvindepragt vel er stilet på en mand. Laura. Hvorfor siger de da flere? Mikal. En modig kvinde vil først svøbe sig, og siden... som hun har hjerte tik Laura. Å, de vil ikke svare. Jeg tror, de altid spøger. Mikal. De skal holde af én.... Skønt hvorfor skal jeg lyve? Den unge frue rørte mig — etsteds i Byrons bøger — som for en mand på fyrre gad elske to på tyve. Laura. Å fy? Mikal. Hvorfor fy? Laura. Dersom Caty holdt af to? Mikal. Jeg ville på minutten gå hjem og skifte tro. Laura. Ja se: de mener ikke det mindste, hvad de siger! Mikal. Trøst — trøst dem, kære Laura. Så længe unge piger er af så karrig race, så lidet i stand til grundig blot at elske én eneste mand, vil ingen hos dem den ømhedsskat forlange, den skønhedsdybe lykke, som kan gennemtrænge mange. Laura. Der er dog store kvinder... Nej, de er helt på tværs af alle andre folk — Mikal. Det er et gammelt Vers. Men de ved jo, lille Laura — skønt det lyder ubehøvlet — fornuften går altid på tværs gennem vrøvlet. Laura ( med et lettelsens suk ). Ja vejen for det sande er, siger man jo, sen. Mikal ( indprentende ). De skal holde af én, af en eneste én! Og aldrig siden slippe ham, i lyst, i elende, for ham vil de foragtes, for ham vil de brænde. Laura. Ja når man først er gifte... Mikal. Alle de forbehold! Det er kvindetro, at kærlighed bedst nydes kold. Laura.... eller også forlovet, som Caty og de... Mikal. Ja, når bare det kan gå på en kendt Melodi. Laura. Hvorfor gik de fra Caty...? Mikal. Hys! Kirkeuret slår. Laura. Så er vist klokken elve. Mikal. ( lytter og tysser ). Bliv stående, hvor de står. Laura. De gør mig næsten bange. Mikal. Hør slagenes dybe fald, aldrende, spøgelsemægtigt fra dirrende metal... ( når det bliver stille, griber han hende muntert om armen ). Hvorfor jeg gik fra Caty? — et menneske er som et rige med klasser og stænder og rigsdag, hvis kamre man må forlige ved nye ministre og love, før oprøret løber grassat. Ved dette vidtløftige væsen fik selv den flinkeste pige sit higende folketing, som smukt skal reformbespises, sit velopdragne landsting, hvis uro må overbevises. Og nye mænd vil til styret. I Catys hjertes stat kan der uskyldigt opstå et nag til den tro kammerat, et hang til det trodsige, frie, til en mere radikal forvaltning. Og da nu ej Catys hjerte kan bøjes ved tvangsforanstaltning, så viger jeg plads for de nye og venter som god diplomat — hvorved da midlertidigt i aften er indtrådt en spaltning. ( lænet over rækværket ). Hvor rinder, siver, synger stadsgravens strøm. Og se: der risler måneskin ned i den gamle allé, hvor under de brede kastanier, hoffærdige Linde stenbroen pletvis lyser, mens gravens vande spinde en vellyst af dyb musik til lysets og bladenes spil. En drøm under sølvrandet skygge, som viljeløst dråberne vil. ( tavshed ). Et Mylr af løb, der pibler blandt sten, under græs, over veje, til blændet af lys de plasker i dette brede leje. Det er som en strålerig ungdom, der slipper sin ensomheds skulken og favner velsignet besejret et bryst med en kærlighedshulken.... Og nu slynger strømmen sig hen som på tyste, vuggende fødder i bølgende dæmring, i mørke fra løv, mellem urter og krogede rødder, trænges og strømmer.... En jordisk gad ønske sig død og begravet, der ikke som strømmen fik tilmålt at lægge sit bryst til havet. Femte optrin. C atys stemme. Mikal! Mikal og Laura! L a u r a. Hor Caty! Caty. Er det jer? Mikal ( slår armen om Lauras liv og bøjer sig over rækværket ). Vær stille, tys! Vi har det jo herligt, hvor vi er. Laura ( forvirret ). Gud nej, der er jo Caty! C aty. Mikal! Mikal ( andægtig, uden at slippe Laura ). Hør nattergalen! ( da Caty og Cesare kommer nær, højt: ) o ve, der røg vor fine politik i kanalen! Caty. Hvad er det, i bestiller? Mikal, dit uhyre! Nej vil man se til dem: et par rigtig nette fyre! Cesare. Jeg troede: en forlovet blev bedre lagt i linerne. Mikal ( klapper blidt Lauras kind ). Forlovelseskortet... gælder også kusinerne. C aty. Han tage er vist fejl, mosjo! ( hun tager ham med to fingre ved ærmet og fører ham til side. Mus kommer ind med fris ). Laura ( gaber; til mus ). Skal vi snart hjem i seng? Vi får skænd... Mus. Å pyt med det! C aty ( ene med Mikal ). Mikal, din slemme dreng! Jeg savnede dig! — så svarer han ikke... man må skrige! Har du gjort lille Laura forelsket, stakkels pige? Mikal. — i mig! Er det så slemt? C a ty ( kysser ham ). Jeg er ikke utilfreds. Men nu får du ingen anden. Din skæbne er dig vis. M i k a 1. Å Caty, hvor jeg elsker dig... så god og så galant! Caty. Løse fugl... lille mand! Er det nu også sandt? ( hun ser sig om ). Mikal. Ved du det ikke, Caty? Caty ( kysser ham ). Min kæreste ven! ( ser sig om ). Mikal. Hvad søger du? Caty ( kaldende ). Mus! Mikal. Går du fra mig igen? Caty. Altid så utålmodig!... Giv tid, for du skoser! Mikal. Hvem lærte dig at hæfte de sløjfer på dit bryst? Må jeg tage den ene af de blegrøde roser? Caty ( taler afbrudt og bortvendt ). Du skal få den siden... om lidt... livis du har lyst! Vil du spasere med mig! — men først må jeg tale med mus; hun har min nøgle, og den skal jeg ha’ fat i. Det er slet ikke morsomt at ha’ den hele hale til at le og diskuttere og forstyrre alt det dejlige. Er du med mig, er bare de andre ubelejlige. Skal jeg hilse mus og fris? Mikal ( omfavnet ). Dejlige Caty! ( Caty går ). Sjette optrin. ( Laura og Cesare står hver for sig i baggrunden ved rækværket og ser ud mod voldgraven ). Laura. Gik Caty allerede? Mikal. Hun kommer nok tilbage for at holde straffepræken. Cesare ( slentrer ud ). Ja, du har gode dage. Mikal. Hvis blot den dumme tid var lidt mere til gunst for kærlighed og ungdom! — det er dog samme kunst, der lærer os at finde to kvindeøjne kønne og lærer os at skelne, at elske og at skønne, hvad der er kækt og dygtigt, frisk i det hele land. Den kunst, som véd at drage af et par spredte minutter så megen ødsel pragt, som to hjærters koncil beslutter, den strøm af stolthed og ynde, af fynd, hos kvinde og mand — som kilden, der gennem kanalen til sidst når den store strand — vil nå som kraft eller farve, i ord eller gærning fortolket, •at strø sine blege roser duftende ud for alt folket. Laura ( adspredt ). God nat! Jeg tænker, Caty vil have dem alene.... Hun er da ingen snerpe; det kan de ikke mene. Mikal. Talte jeg ondt om Caty, så brændte jeg min mund. Laura. Jeg synes, unge piger skulle være som hun. Mikal. Da tænker de smukt og som kusine. — vil de lære, hvor bange, og hvor kække unge piger skulle være? 1 kærlighed dér gælder: på halvvejen mødt! Den vil vide sig skattet, men belønner rigt og sødt og deler sine blomster... uopfordret... sådan som hos Goethe en kvinde belønner en mand, en kunstner! — det hænder en sejrsvimmel nat, han har spillet og vundet i komedien sin skat. Han ligger siden søvnløs og ser på måneskinnet — da åbnes døren varsomt, en kommer over trinnet, og det er hans veninde i kunst, en ligesindet, som for hans skyld har fattet den højmodigste plan.. L aura ( griber ham i armen ). Det er da ikke sandt? Mikal ( smilende ). Nej kun i en roman. ( tæpppet falder ). anden handling. Samme allé og måneskin. Første optrin. ( fris og Cesare kommer ind fra venstre og slentrer over scenen ). Fris.... Det gør han ganske vist.... Har de ild? Må jeg låne? Cesare ( rækker ham tændstikker ). Hans foragt for skik og brug får da byen til at dåne? Men sig mig — hans kæreste? Fris. En storartet pige! Cesare. Hun siger ikke meget. Fris. Hvad skulle hun vel sige? Det behøves jo ikke; de har selv en strøm af ord. Ces are. Mon de går denne vej? Fris ( peger til højre ). Det er herud af, hun bor. Cesare. Får Mikal hende omvendt? Fris. Hun er sen, opponerer, de dumme købstadsforhold! Men der er frugtbar jord. Hvis de taler fornuft, skal de se, hun kvitterer. de skulle kendt de piger, da Mikal først kom til by’n, -og så træffe dem nu — å et helt andet syn! ( rækker ham tændstikæsken ). Skal vi gå på hotellet? Cesare. Når vi gør det lidt brat! Jeg vil læse hundred sider, før jeg sover i nat. Jeg er nervøs, jeg arbejder stærkt og i Spring, må benytte min tid, vil jeg gøre nogen ting. ( de går hastigt ud til højre ). Andet optrin. C aty ( kommer langsomt ind med Mikal ). Ser du, nu driver skyen, og månen kommer frem. Mikal. Og vi har bedre brug for vor tid end at gå hjem. Den regn mod aften virkede... det var så varmt og støvet. C a ty ( idet de sætter sig ). Hvor smukt i striber falder den grønne glans på løvet. Mikal ( munter ). Hvad sagde han så til dig? C aty. Jeg ved knapt, hvad vi talte. Han snakkede om kolumbus, Vestindien og malte med livlige farver... Mikal. Kan du lide ham? C aty ( skælmsk ). Kan? Han har læst... vist mere end du har... og han har forstand. Er du skinsyg? — nej han trætter mig. Det blev mig så broget; det var ikke, som når du vil fortælle mig noget. ( Mikal sidder på jorden med albuen i hendes skød. Hun tager hans hat af og stryger hans hår tilbage ). Mikal. Da tror jeg, din kusine vil sige tværtimod, at min snak var grumme lang og hun grumme lidt forstod. C aty. Og hvad var det, i drofted? Mikal. Jeg tor ikke referere. Du må vide...jeg talte... om at holde af flere. Caty. Du omfavnede hende! Mikal. Du var gået din vej. C a ty ( trykker liam rask til sig ). Du må ikke elske Laura; du skal holde af mig! Mikal. Hvor lyser du af sommer, unge roser, muntre kjoler! — kan du huske, at i pinsen var du blå og bar violer? Caty ( husker ). Da læste du højsangen for mig, ikke sandt? Mikal. Jo lørdag før pinse. Du og biblen kom på kant. I biblen stod: » nu skyder mine figen på ny, og turtelduen høres, kom, elskede, og fly! Lad os stige ned i dalen, i en landsby natte over og årie gå til haverne, mens alle buske sover! « Jeg lå i græsset, læste med bogen på dit skod. Men ak, min sulamith var så streng og uden glød, ingen sulamith, som længes, beruses og vover. Caty ( lægger hans hoved i sit skød og fæster ham en rose i knaphullet ). Her er rosen, som jeg lovede. ( kysser ham ) var det slemt, jeg forbrød? Mikal. Man skal tro på sin bibel! Caty ( munter ). Jo du er den rette præst! Men jeg har jo ingen anden, og så præker du vel bedst. Mikal. Det skal du mene, Caty! Caty. Men jeg er ofte bange, at jeg langt fra er så klog, som du skulle forlange. Mikal ( let sukkende ). Jeg er en dum og skinsyg og fordringsfuld tyran. Caty ( lægger sin kind til hans ). Du skulle haft en pige med ånd og forstand. Jeg har tænkt det tit, når jeg læste dine breve: sådan en, som gik op i dine tanker, kunne leve og udvikles med dig...jeg ved, hvordan det gik mig selv, da studenten talte flot om musik. Musiken er min afgud, og det gør mig mange knuder: jeg bli’r uven med den, som er kold mod mine guder. Mikal, jeg vil, at intet skal stå dig i vej, — og det blev allersørgeligst, i fald det var mig — derfor har jeg tænkt på at spørge, somme dage, om jeg ikke skulle give dig ringen tilbage? Mikal. Hvor fik du disse tanker, min eneste kære? C a ty. Fordi jeg ikke syntes, jeg var, som jeg skal være. Jeg er jo egensindig; det fører kun til strid. Du skulle se og leve, ikke være så bundet. Mikal. Og slippe min lykke, den bedste, jeg har fundet? Caty ( hurtigt ). Men ikke for bestandig, kun for en tid... Mikal. Jeg tror, det gav os begge et bittert træk om munden. Dit venskab er for dybt i mine nerver gravet, en kort og flanet lykke blev mig ækel indtil grunden. I dine arme, Caty, er der frit og stort som havet. ( alvor og tavshed ). C aty ( endelig, let smilende ). Og har, med alt det smukke, du skrev i dine breve, du kunnet ganske ene det hele forår leve? Mikal. Der fandtes jo ingen at dele det med... Ja, hvis du havde været der i min kusines sted. Alleens træ’r blev grønne ved de første milde regne, det mylred og det summede af forår alle vegne; og sølvgrå skyer dampede, som brød den gamle stad sit åg, når på altanen ved aftentid vi sad; dog hadede jeg halvvejs bulevardernes slæng. Bedst var det, tidlig morgen at vågne i sin seng med mindet om en solskinsdag imellem grønne banker, at styrte rask besluttet til sin juras skæve tanker og bag de sorte skrifttræk se åsumgræsset gro, mens du steg ned ad linjerne i muntre morgensko. ( lidt efter ). Og dine breve fik jeg: så sirlige, som vædet af Kys... C aty. Jeg ønskede altid, du var her selv i stedet. Mikal. Men hvad skal jeg lide, nu du har mig så nær? Caty. Du skal lide... Jeg vil prøve... at slet ikke være sær Mikal. Ikke » sær « som sidste sommer —? C a t v. Mikal, din store nar! Nu kender jeg dig bedre, og din mor og din far! nu forstår jeg dine tanker... Se alléen lier, se vandet, os to i sommernatten, måneskinnet... Ungdomslandet... Du mener: vi skal være vore egne, have rum! Derfor kan jeg ej slippe dig, så blev jeg alt for dum. Mikal ( skælmsk ). Sid stille, skat, til varsomt mine nerver får inprentet det nye stjærnebilled, som har skjult mig firmamentet.... Sig, elsker du mig, Caty? C a ty. Det ved du jo, min ven! Mikal. Men elsker, så du aldrig vil tage dig igen, så ømt, så rigt, så skønt som sulamith, der stræber at have rum i tanker, ved sit brvst, ved sine læber, elsker, som ungdom elsker... Du må sige ja og nej! Gentag alene ordet: jeg elsk... Caty ( forlegent ). Jeg elsker dig. ( tæppet falder. ) tredje handling. En borgerlig stue. Mørk formiddag. Første optrin. S v i g e r m o r. Hun kom hjem først, da alle i huset var til ro. Mikal ( ligegyldig ). Jeg vil antage, klokken har manglet lidt i to. ( ser ud ad vinduet ). Det var bedre vejr i aftes... hvor kedsomt og forbandet en sådan styrteregn, nu bli’r blomsterne da vandet. Vær rolig, svigermor, om det også var lidt sent, vi kom hjem uden skade — å så sunde og raske! Det var jo stjerneklart og aldeles tørt og rent. C aty ( ved vinduet ). Nej tænk, hvor mørkt her er, og det bliver ved at pjaske. Mikal. Ja det er frugtbarheden — gud oser ud sin nåde. Svigermor. Ih, jeg har glemt min vask, mine lagner bliver våde. ( svigermor styrter ud. Pause. Mikal åbner et vindue på klem ). Mikal. Her lugter som et køkken af urter og gemyser. — giv mig et regnvejrskys! C aty ( ubevægelig ). Uh, det er koldt, jeg fryser. Mikal ( lukker vinduet ). Har du få’t skænd af mor? Hvorfor sidder du så stiv, som var du en støtte uden mæle og liv? ( slænger sig på sofaen ). Hvad skal jeg tage mig for? Skal jeg ligge lier og læse?----------min lille bitte pige med den store, store næse! Nå, vær nu smuk og elskelig!... Det er dog en gru, frøken regnvejr, jeg venter på kysset endnu! Du ligner ganske svigermor, så let til at krænkes, og altid liar du titusind ting, der skal betænkes. ( han har lagt sig på knæ foran hende med armen om hendes liv ). Caty. Har jeg fortjent at drilles... efter det, som foregik? Mikal. Dine handlinger virker som en højere logik, så trygt og skønt. Dog tiden er lang, før du forvisser dig omstændelig om sagen med dens mange præmisser. Har du da grund til klage? Gør jeg mig udtilbens? Men hvorfor, sig mig, Caty, kan du aldrig være ens? ( løfter hendes hage ). Se nu, de slemme øjne, så trodsigt de klipper! ( lægger hendes arm om sit liv ). Men hold mig dog fast!... Å hvor valent! Se du slipper.. C a ty. Lad mig nu være! Mikal ( bevæget smilende ). Skat, det kan jeg ikke forstå! Først er du som en skydag ubrydelig og grå: så lister sig en tåre fra dit øjes vipper, søde, hvorefter hele egnen tyst begynder at bløde... ( kysser hende. Trøstende ). Der udenfor det øser med vand og er et søle — frøken regnvejr, vil du høre, jeg kunne falde på: hvor sødt, om man på landet på et høstænge lå, og vi stirrede som to mus ud i regnen, kunne føle høloftets lune tørhed og vædens fine køle. Caty. Det finder jeg just ikke... Mikal. Og hvorfor ikke, skat? — hvor stolt du lukker munden, imens du panden ryster ad de luner, som mit særeste hjerte forlyster. Hvorfor? Er du for pyntet til at krølles, for glat som en fajance-dame — min elskling, min due — skabt til at stå på stads i den fineste stue? Men tænk, om ej du afbrød os hvert indfald, hvert digt, hvor livet blev mangfoldigt, hvor det kunne være rigt! Andet optrin. ( mus og Laura klædte i overtøj viser sig i døren ). Mu s ( nikkende i døren ). Goddag godt folk! Mikal. Goddag børn! Caty ( gæste venlig ). I er nok lidt våde. Mu s ( hænger sit regnslag fra sig, snor sig rundt ). Jeg forsikrer, nej ikke i ringeste måde. Laura ( i døren ). Vi smuttede i galosker for at løbe over gaden. Mu s ( foran Caty ). Men skal du ikke hjælpe din mor med middagsmaden? Caty. Hun har jo pigens hjælp, så er jeg da ikke gal! ( forlegen ). Nej jeg har fået orlov for at være hos Mikal. Mikal ( nikkende ). Ja orlov for at være hos Mikal. mus. Ati man se! Mikal. Kære mus, har du da haft nogen anden idé? Mus. Nej det er rimeligt! Mikal. Hun er fri, kan du begribe, 7 o 7 for at kunne hygge om mig: hun stopper min pibe og tænder den; hun bringer mig de blødeste sko... Og følger mine luner med en sand tyrkinde-tro. M u s ( dasker liam på kinden ). Ja du er rar... det har du vist ikke fortjent. Mikal. Mit liv i et og alt er dog overmåde pænt. Mus. Hvor » pænt « du gik fra os med din kæreste i aftes f Mikal. Har i ledt efter Caty? Hun var let at finde. Mus. Ledt! Vi vidste, hun fløj bort til en stærkere magnet. Laura ( på tærklen ). En stærkere magnet, ja en ti hestes krattes. Mikal. Vil i hore, hvor vi var, børn?... Der sang en nattergal. Frøken Laura har hørt den. — og natten var sval, et slags forhekset land; der var tavse, grønne lunde, i lidt lys mellem lov så man féprinsesser blunde, og midt igennem — tror jeg — en måneskinshvid kanal. Mens vi løftes blødt mod luften, den blålig udbredte, som bølger, som to vuggende blade — da redte en stiærnernes dronning sit hår, det blege og lange, ned over vore øjne som et net om skov og Dal... Og der gik jeg og Caty og var så bange, bange, to menneskebørn. Og der sang en nattergal. mus. Et eventyr! Mikal. Ja vist! Mus. At se feerne ture så levende omkring mellem på Åsums gamle mure! L aura ( der først nu kommer frem i stuen, kysser Caty ). Goddag, og hvordan lever du? Mus. Forelsket i sin mage. Mikal. Ak, feerne forkøler sig de kolde regnvejrsdage. Mus. Men tænke sig kusine som måneskinsprinsesse! Mikal. • i tvivlere, der plager jer stadig og stedse med dum mistænksomhed... som var det udelukt, at der også kunne hænde vor kusine noget smukt! O c? unge bander fortælling i. En tale. Ved sangforeningens aftenunderholdning var salen kun mangelfuldt opvarmet. Og uden for var det en barsk, snehvid februar. Straks efter koncerten blev der danset en smule, og før ballet igen begyndte, var der et langt ophold, hvor medlemmerne, med deres damer frysende under skindslag og teatersjaler, trak ned i den store, kolde spisesal. Egenlig skulle der ikke have været bal, man så kun sangerne i sort kjole, som yderligere kendetegn bærende sangkorets emblem, en stor sølvhvid harpe, på kraveopslaget. Højst en fem, seks damer var let og festlig klædte, tog sig smukke og lyse ud og frøs på en dobbelt dameagtig måde. Særlig var der en strålende, ung frue, som med sin tækkelig rundede skabning, sit skælmsk spørgende smil tavs gøs sammen i en hvid kjole og med snehvidt skindslag over to muntre skuldre. En af de kvinder, som hører på unge mennesker og gør hjærner og hjerter øre, fordi de med så megen venlighed bliver ved at lytte efter og tie... Fru Eva Holst, brunet af hår og hud, smilende varm, men hvid som en fé. En musikalsk dame, der havde behandlet flyglet inde ved koncerten med en stille, fornøjet sikkerhed. En anden festlig pyntet dame, en ung pige, havde spillet firehændig sammen med hende. Hun var høj og slank og lidt forlegen, trykket af sin medhjælperrolle, ganske ulykkelig af spænding. Det var tydelig ikke ofte, hun lod et større publikum høre sin musik. Hvis den hemmelighedsfulde Fru Holst havde en skælmsk leg for med tangenterne og publikum, klamrede frøken Margrete Juels øjne sig søvngængeragtigt til nodebladene, og det syntes, som om hun med lidt kantede armbevægelser kastede hele sin famlende, kunstsyge sjæl ind i hvert anslag — med spændte bryn og blikket mørkere i dets fortryllede stirren. En ung mand, som stod ved siden af flyglet og nylig selv havde strøget violoncel, sendte sine blå, overnaturlig tindrende øjne ud i rummet med en vemodig flakken. Da musiken var til ende og den unge pige rejste sig med et blegt, lidt skræmt smil, førte han hende mandig fattet til dørs og hjalp hende til rette med en overlegen, næsten broderlig forståelse, som om han beskyttede hende for bifaldsklappene. Disse damer og nogle søstre eller kusiner havde sammen med en del kjoleklædte herrer, der imellem den unge violoncellist, som kun på besøg opholdt sig her i Åsum, bænket sig ved et eget bord i spisesalen og dannede i aften sangforeningens musikalske aristokrati. Salen summede af munter støj, enkeltsamtaler mellem herrer og livlige damer og samtaler bbrdvis, megen oprømthed og nogen bagtalelse. Fru Eva lyttede til højre og venstre med sit smil som et dæmpet måneskin. Frøken Margrete Juel sad ved et bordhjørne ved siden af en anden ung pige, der var mindre og tog ivrigere del i, hvad der foregik om dem. De lo og var alvorlige sammen med de andre, men frøken Margrete syntes meget tilbageholden, og kun violoncelspilleren viste hende uafbrudt deltagelse, mild beskyttelse ved bemærkninger henkastede tværs over bordet. Sagfører kruses damer talte højrøstet, lo

1896_Norrie_UngeJunker

William

Unge Junker

Norrie

Norrie

Unge Junker

male

1896_Norrie_UngeJunker.pdf

William

Norrie

dk

Unge Junker

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. » Nej, nu har jeg dog aldrig set så galt før!... Har vi lige tigget os det varme vand til, så mangler min sandten nu sukkeret!... Tør jeg spørge jer derhenne... « forpagter Just Henriksen gjorde raskt omkring mod en lille klynge damer, der sad, optagne af deres håndarbejder, om det runde bord foran sofaen i stuens modsatte hjørne. » Hvem i hele gårdens hedeste pragt og herlighed behager at have uge? « » Her, far! « kom det ikke det mindste forskrækket fra en ung pige med huslighedens symbol, det hvide smækkeforklæde. » Mangler sukkeret?! jeg syntes ganske bestemt — « » Syntes ganske bestemt... « vrængede forpagteren og satte i stormmarsch over gulvet henimod den unge pige, der uden tegn på frygt holdt hænderne afværgende ud for sig. » Jeg skal give dig » syntes ganske bestemt— «... på trutten! « Han greb hende i sine stærke arme, løftede hende højt i vejret og kyssede hende to, tre gange midt på munden. » Men far!... Far dog... « den unge pige forsøgte leende at arbejde sig løs. » Måske vi nu kan få sukker til vor toddy, når vi beder pænt. « forpagteren slap sin datter og vendte sig til en ikke helt purung dame, der sad og strikkede. » Det skal der til, når kvindfolk er glemsomme af sig! Ikke sandt, jomfru Schrøder? Sådan bærer han sig vel også ad hjemme, når i er for jer selv?! « Hele selskabet brast i latter. Kun jomfru — eller frøken som hun lod sig kalde hjemme på gården — Schrøder indskrænkede sig til et syrligt smil. » Jeg tror, dine døtre går i giftetanker, « smiskede proprietær kruse henne fra toddybordet. » Sådant kommer jo på til sine visse tider... « klukkede det i den gamle sognefoged. » Å Pokker heller! « brummede forpagter Henriksen; han holdt ikke rigtig af at blive mindet om, at døtrene kunne blive taget fra ham. » Der er jo gudskelov ingen unge mandfolk her på egnen. « » Men nu kommer der med første post. « proprietæren slog med nakken hen ad damerne til. » Ja, jøsses! en hel københavner til det betrængte landbrug, « kommenterede sognefogeden. » Pyt, ikke andet! « lo forpagteren. » Vi har vel smag, vi landboere. « » Jeg holder dog ti mod én på, at dine småpiger nok kunne lide at høre lidt om den stump københavner, vi venter... hvad mener nu f. Eks. Frøken Else? « proprietæren lagde sin hånd på Elses, just som hun anbragte sukkerskålen på toddy bakken. Et flerstemmigt ja blev svaret, og i et nu var proprietæren omgiven af forpagter Henriksens tre unge døtre med gårdens eneste kvindelige husholdningselev. » Hvad sagde jeg!! « proprietæren kiggede lunt fra den ene til den anden. » Fortæl! fortæl!... « lød det i et utålmodigt kor. » Ja, hvad skal jeg fortælle! Jeg véd jo selv ingenting... uden at jeg fik sådant Brey fra hovedstaden... sådant brev om jeg ville lære en ung springfyr lidt af de landlige dele... for gode ord og betaling naturligvis... for betaling må der skam til, sådan en ung herre ødelægger jo let meget mere, end han gør nytte til... ikke sandt, sognefoged? « Sognefogeden tyggede betænksomt på sin pibe, som eftertænkte han ret et indgående svar... da tålmodigheden brast hos den forsamlede ungdom, og det regnede ned med spørgsmål. Hvad hedder han? Er han meget ung? Hvordan ser han ud? Hvorlænge skal han blive her? Kommer'han virkelig i morgen? Proprietæren holdt sig for ørerne og bad: » En ad gangen, en ad gangen... « men forpagter Henriksen slog i bordet og spurgte, om han måtte få fred til at drikke sin toddy. » Å, far... bare et øjeblik!... « bad døtrene. » Så skal jeg da sige, hvad jeg véd, « skyndte proprietæren sig. » Han hedder Junker... Åge Junker... og han kommer ganske bestemt i morgen med ettoget... mere hverken kan eller tør jeg sige. « » Hvorfor? « » Fordi jeg ikke vil have mine ord igen, ha, ha!... Men — mens jeg husker det, hr. Junker kommer hertil for at lære landbrug... ikke for at forlove sig... nu véd i det, småpiger! « proprietæren slog en lystig latter op, der dog ikke klang rigtig naturlig. De unge piger lo også, med undtagelse af raket, forpagterens ældste datter, der havde en fornemmelse af, at proprietærens sidste bemærkning i ganske særlig grad gjaldt hende. » På plads! « kommanderede faderen, og da de unge piger ikke straks lystrede, gik han dem truende ind på livet, så de under høje angstskrig og spøg og latter trak sig tilbage til stuens modsatte hjørne. Raket gjorde sig et ærinde ud af stuen. Hun vendte sig i døren og mødte proprietær kruses blik, der havde fulgt hende på hendes vej over gulvet. Dets stikkende glans ængstede hende, uden at hun kunne forklare sig hvorfor. Unge Junkers navn nævntes ikke højt resten af aftenen. Han vedblev dog i al hemmelighed at være samtaleæmnet ved de unges bord------ og én gang sænkede forpagter Henriksen stemmen og rykkede nærmere sine to bordfæller, idet han med en iet vibrerende stemme spurgte proprietæren: » Sig mig, din ny landvæsenselev... denne Junker, er han adelig? « » Nej, gud fri og bevare mig! « lo proprietæren. » Nå ikke!... « udbrød forpagten betydelig lettet og tog sig en forsvarlig slurk af sit navneforsirede toddyglas. » Det manglede bare... « lagde proprietæren til, halvt for sig selv. i. Som af proprietær kruse forudsagt førte ettoget den følgende dag Åge Junker med sig fra hovedstaden... Han var omkring de tyve, blond, slank og af ret kraftig bygning. På hans overlæbe spirede et højst ungdommeligt overskæg, der på samme tid var ham en kilde til megen stolthed og megen undseelse. Hans øjne var af en ikke ualmindelig blå farve, deres udtryk skiftende som nat og dag. Til tider tillidsfuldt, med et anstrøg af en lidt selvironisk overlegenhed, til tider forsagt, altid spørgende. En ikke helt ung dame havde i et ungdommeligt øjeblik betroet ham, at han havde kønne øjne. Han troede endnu længe efter på hendes ord; han tænkte ofte på dem, og de fik endnu stadig hans hjerte til at banke af glæde. Den samme ikke helt unge dame havde tilføjet, at hans øjne var så underlige. Han havde aldrig kunnet udfinde, hvad hun havde ment dermed; men han troede fuldt og fast derpå. I alt andet var den ikke helt unge dame ham en » saga blott «. Hans holdning var rank, hans gang og manerer naturlige og ligefremme. I sin klædedragt var han sirligheden selv. Uden nogen som helst fremtrædende elegance gjorde han altid indtryk af at være » i pudset « — og dog lignede han mindst af alt en » pyntet herre «. Han var uhyre ordenlig af sig, indtil pedanteri næsten. Han fortalte således selv, at blot tanken om, at hans neglekradser stod på højkant i vestelommen i stedet for at ligge fladt ned, var tilstrækkelig til midt i natten at drive ham ud af sin varme seng. Ikke at tale om den endnu rædselsfuldere tanke, at han ved sin hjemkomst en aftenstund kunne have forsømt at dreje entrénøglen to gange om i låsen! Hans nye lommebog, som han var så glad over, og som han under hele rejsen gang efter gang tog frem og underkastede en kærlig undersøgelse, var et talende vidnesbyrd om denne udprægede ordenssans. Han tillod således ikke en flig af det ene visitkort at skyde udover det andet, hans hurtigt talte tikronesedler dækkede nøjagtigt hverandre. I rummet under pengene lå sirligt sammenlagt en huskeseddel fra hans moders hånd, i rummet under visitkortene et fotografi — af en ikke helt ordenlig ung pige! En ung, køn pige med store, lidt grove træk. Åge Junker havde ikke kunnet bekvemme sig til at tilintetgøre dette billede. Han havde mange gange sagt sig selv, at han burde det. Han havde allerede været fast bestemt derpå — et lille hak i portrætets rand vidnede derom! — men i det afgørende øjeblik var al kraft veget fra hans hånd. Det var ikke af pietet for den unge pige, ej heller fordi hans hjerte krympede sig derved... men han havde en næsten stolt fornemmelse af, at han ved denne kvinde ligesom var blevet en mand, at hun for ham betød sådant noget som en overgang... og så var der jo altid dem, det kunne være morsomt at vise billedet frem for! Derfor ville han endnu en lille stund bevare det. Ikke fordi det var et udtryk for noget, han længtes tilbage til, som han havde haft svært ved at skilles fra... nej og tusinde gange nej! Åge Junker rejste fri og fro, efter eget valg og ønske. Så ung han var, følte han sig alt mæt. Han tålte ikke hovedstadslivet, havde for mange venner dér... han trængte til arbejde og frisk luft. Og ville det ny og uvante arbejde også af og til overstige hans kræfter — det hans moder frygtede så såre! — hvad ville så selv det være mod at vide sig fri for byens mangehånde, aften efter aften tilbagevendende, fristelser, som hverken portemonnæ eller kræfter i længden kunne udholde — mod det evige kævl og gnaveri i hjemmet, hver gang han kom for sent, hver gang han bad om at få gadedørsnøglen... For resten troede han slet ikke, at det, han gik ind til, ville overstige hans kræfter. Han havde jo været en del på landet, kendte godt landlivets besværligheder... fra sommerferierne. — — — toget nærmede sig kølbæk station, unge Junkers rejses mål. Han fornemmede en levende beklemmelse. Han trippede utilpas frem og tilbage mellem det lille, runde spejl på kupéens ene langvæg og vinduet. Nu så han stationsbygningen, et sidste blik i spejlet — uha, hvor han lignede en benovet konfirmand! — og toget gled ind langs perronen. dér ventede foruden stationsforstanderen en bedaget bondemand, der, samtidig med at Junker steg af, entrede op på toget. Han stod et øjeblik tvivlrådig med sin rejsetaske i den højre, garantiseddelen fast knuget i den venstre hånd. Så nærmede han sig den uniformerede embedsmand og lettede høflig på sin hat. » Jeg måtte vel ikke spørge, om de har set en vogn fra storegård?... jeg skulle nemlig — « Den uniformerede slog ud med hånden. » Der holder en vogn omme bagved; jeg kender ikke storegårds vogne. « Junker takkede uden dog straks at tabe troen på, at stationsforstanderen, når det kom til stykket, nok kunne være bekendt at kende herskabet fra storegårds vogn. Han skulede til sit tøj, en koffert og en bylt sengeklæder, der henne ved gangbrættet afgav et lige så forladt skue som han selv, og begav sig på vej udenom stationsbygningen. Dér holdt ganske visten vogn. Enarbejds-fjedervogn med halm i bunden, et løst age-bræt og et ikke just stateligt forspand. Kusken sad på vognen med ryggen til. Junker gik hen til ham. Han håbede af hele sit hjerte, at det ikke var vognen fra storegård. Den rigtige — det køretøj, han havde ventet sig —; måtte jo på en eller anden måde være blevet forsinket. Om et øjeblik ville det dukke frem ved omdrejningen dérhenne. » Goddag. De véd vel ikke besked om en vogn fra storegård?... « » Jo. Er du den ny landvæsenselev kan-skesens? « » Ja. « Junkers hjerte bankede. » Hvor er dit tøj? « » Det står på perronen... « » Sid dig så kuns op, så skal jeg tage tøjet. « kusken steg sindigt af vognen, bandt tømmerne, løste en skagle og lod Junker ene tilbage med sine betragtninger. De var til en begyndelse ikke helt feststemte. Han havde ventet sig en ganske anden modtagelse. I retning af en char-å-banc, svingende fuld af glad ungdom — helst kvindelig naturligvis — med en jovial, tykmavet proprietærpappa på bukken og så i stedet... — nå, hvad så! Han ville vel ikke tage sig så lidt nær! Måske gjorde han tidsnok bekendtskab... Junker strammede sig op, i samme øjeblik som han fik øje på et ponykøretøj, der var kommet til syne henne ved omdrejningen. 1 vognen sad fire unge damer, en af dem var kusk. Nogle få skridt fra stationen slog hesten over i skridt... den standsede, og en nydelig ung pige sprang af vognen og gik ind på postkontoret. Åge Junkers øjne var som naglede til det dejlige syn. Han kunne ikke få andet i sit hoved, end at disse unge pigers pludselige opdukken måtte stå i forbindelse med hans ankomst, mens de på deres side heller ikke lagde skjul på, at han var genstand for deres levende opmærksomhed. Den unge pige kom tilbage. Et øjeblik stak de alle fire hovederne sammen, så slog den ranke, smækre kusk knald med sin pisk, ponyen vendte brat, og afsted gik det. Unge Junker fulgte, så langt han kunne, vognen med øjnene. Og han fornemmede levende, hvorledes de to unge piger på bagsædet gengældte hans af håb, frygt og nysgærrighed sitrende blik. Der var ingen tvivl i hans sind om, at det var de unge piger fra storegård, der efter en forudlagt plan havde taget ham i øjesyn, forinden den officielle præsentation skulle finde sted i forældres og værgers nærværelse. han fandt, at det for de unge pigers vedkommende lovede godt. — kusken kom med hans tøj. » Så de de unge damer, der var kørende her? « spurgte Åge Junker. » Hva’ 1? « » Så de de unge damer, der lige nylig holdt her udenfor? « gentog han utålmodigt. » Næ... « » Det var vel damerne fra storegård?! « » Det tror jeg ikke... « » Idiot! « mumlede Junker og besteg køretøjet, på hvilket karlen havde anbragt hans rejsegods. Han undgik ikke ved denne manøvre at få vognsmørelse på sit venstre bukseben. Han gned og gned for’ at få den fjærnet, pletten voksede sig større og større, til den forekom ham at brede sig over hele benet, helt opover overfrakken ud på hans decente, mørkebrune handsker. Den kastede som en slagskygge over hele hans fremtidige virksomhed... skyggede for den blanke oktobersol, der nys så fornøjeligt havde varmet den hvide vej, ad hvilken ponykøretøjet med de fire unge piger var forsvundet... forvandlede med ét det nys så fortroligt smilende landskab til nøgne, triste marker, omgærdede af sørgmodigt ludende pile-og poppeltræer... Unge Junker faldt sammen på agebrættet. — hvad i himlens navn skulle dette betyde! Hvorfra denne pludselige, gabende tomhed foran, bagude... til alle sider... Ude i horisonten lød et lokomotivs piben. Junker kunne have sprunget af vognen. Nu vidste han, hvordan det stod til med ham! Dette lokomotivsignal samlede alle hans flakkende, urolige tanker som i én sum... i hjemveen... Han vendte sit hoved til siden, for at hans kusk ikke skulle se, at han havde tårer i øjnene. — -----------efter gode trekvarters kørsel svingede Junkers befordring fra hovedlandevejen ind på en sidevej, indkørslen til storegård. Kostalden præsenterede sig i hele sin majestætiske udstrækning... og haven... og svinehuset... kun stuehuset forblev skjult af fem, seks kæmpehalmstakke. Et brat sving — og han rullede op for hovedbygningen, en gammeldags kasse med en høj stue, kælder og kvist. En stentrappe uden gelænder førte op til hoveddøren, i ét øjekast opdagede Junker, at kun vinduesfagene tilhøjre for indgangsdøren bar Gardiner. Det stødte ham. Ikke et menneske stod parat til at hilse ham velkommen, kun en perlegrå høne på stentrappens næstnederste trin tog med sine rødrandede, nærsynte øjne et melankolskt mål af ham. — herregud! sukkede Junker. Hvor er 1 henne, store og små! End ikke en hushund logrer mig bjæffende sit » Hvem dér! « i møde... kun denne frugtsommelige høne med sine rindende weltschmerzøjne tager notits af min ankomst! — nå, fatter er vel i Marken, trøstede han sig, og mutter og børnene er undselige... Han følte sig helt overbevist om, at de stod indenfor gardinerne og småkritiserede ham, og han hjalp på karlens opfordring til med at bære sit tøj op på det værelse, der herefter skulle tjene ham som lønkammer. Det lå på kvisten, helt henne i gavlen, vejen gik over et loft, der tjente til opbevaringssted for frugt, korn og nogle avlsredskaber. Selve værelset var ikke stort og rummede kun de allernødvendigste møbler. Et malet, firkantet træbord ved vinduespillen, en lidet ungdommelig udseende stol, et klædeskab af størrelse som en kommode, en jærnseng, en servante, en kommode, der mere mindede om en dragkiste, og en undselig rødmende, jomfrunalsk kakkelovn. Junker for straks i bordet for at se, om det bar skuffe. Den fandtes, men var ikke til at aflåse. Så satte han sig på sin koffert og ventede til en begyndelse tålmodig på, hvad der skulle hænde. Men som minutterne gik, gled tålmodigheden af ham. Uafladelig var han henne ved døren og lyttede — ikke en lyd forrådte, at noget levende væsen i huset bekymrede sig om ham. Så pakkede han sin sæbe ud, vaskede demonstrativt sine hænder og begav sig ud på rekognoscering. Han listede over loftet og ned ad den knirkende trappe, til han stod i entréen. Et øjeblik vaklede han mellem døren til højre eller til venstre, da han kom sin opdagelse fra før i hu, vinduerne til højre for entrédøren bar ingen Gardiner, og han åbnede efter en lidt forsigtig banken på døren til venstre. Ikke en kat fandtes i stuen; han gav sig ikke tid til at se sig om, men styrede lige løs på den næste dør. Han var knap trådt over tærskelen, før døren lige overfor gik op, og han stod ansigt til ansigt med et kvindeligt væsen — som han på stedet anslog til at være et højere tyende. En let overraskelse tegnede sig på hendes ansigt, og hun udbrød i en tone, hun af al magt bestræbte sig for at gøre beskyttende, men som ikke destomindre fjedrede under trykket af, at hun ikke stod overfor denne unge mand som hans uindskrænkede herskerinde: » Det er vel den nye landvæsenselev... Mit navn er frøken Schrøder, husbestyrerinde på storegård. « Junker bukkede for anden gang. » Ja, proprietæren er i Marken, men de skal vel også have noget mad. « uden at afvente hans svar, forlod hun stuen. Junker var på ny ene. Han kunne ikke forstå, hvorfor familjen ikke viste sig! Skulle de unge piger ikke være kommet hjem fra deres køretur? Proprietæren måtte så inderlig gerne blive, hvor han var... blot d e ville komme! Han skulle nok en gang fortælle dem, hvorledes de havde spændt ham på pinebænken!... frøken Schrøder kom igen, fulgt af kokkepigen med et fad dampende frikadeller. I en fart var bordet dækket, husbestyrerinden bød ham tage for sig af frikadellerne og slog sig også selv ned ved bordet, som for at underholde ham. Hun må pumpes, tænkte Junker. » De har nok ikke været ved landvæsenet før? « spurgte hun. » Måske aldrig engang på landet? « fortsatte hun. » Jo, ok jo, mange gange! « forsikrede Junker. » Er der da nogen i deres familje, der er landmænd? « » Nej, ikke spor. « » Hvor har de så kunnet falde på at ville være landmand? « Junker følte, at han blev rød opover begge øren. Han vred sig under et klodset forsøg på at give en tækkelig grund... han følte det i samme øjeblik så helt meningsløst, at det ikke alene var faldet ham ind at ville være landmand, men at han endogså havde gennemført det. Og for anden gang i dagens løb var han ved at bukke under for en helt overmenneskelig følelse af hjemve; men han mærkede, hvor ledes husbestyrerindens øjne lå misbilligende på ham, og med en voldsom kraftanstrengelse tvang han sit synkende mod op. » Er proprietærens familje ikke hjemme? « spurgte han. » Nej, den er ikke kommet endnu. « frøken Schrøder strakte Hals, som fik hun øje på nogen ude på gårdspladsen. Junker lyttede, om han skulle kunne høre en vogn. Der opstod en lille pause. Junker slog for sig selv fast, at husbestyrerinden ikke var nogen skønhed. Hun var ikke blid at se til, og hun havde en mine, som gjorde hun ham kun selskab for at tilse, hvormange frikadeller han spiste. » Hvor gammel er fruen? « spurgte han igen, og han syntes selv, det var såre snedigt spurgt. Kendte han moderens alder, kunne han let regne døtrenes ud. » Proprietærens moder? hun er vel en tre, fireogtreds. « Aha! Proprietærens moder var også på gården! Junker måtte spørge videre: » Er børnene meget unge? « » Unge! Nå... de er da alle gifte og har familje. « Junker blev helt bleg, og hans stemme skælvede. » Gifte! Er der da ingen af dem her? « Frøken Schrøder så mere og mere forbavset på ham. » Jeg mener, er børnene ikke hjemme?... her på gården? « » Her! Nej... Jo, proprietæren... « » Proprietæren!?! « » Ja, han er jo den yngste af børnene. « Den yngste af børnene! Proprietæren! Junker var ved at tabe kniv og gaffel. » Jeg mener blot, proprietæren er da gift og har — « Frøken Schrøder afbrød ham med en truende mine: » Proprietær kruse er ikke gift, hvem kan have fortalt dem det! « Junker så målløs på hende. Det svimlede næsten for ham. De skrækkeligste tanker og syner opstod og jog hinanden på flugt. Proprietæren der trampede om i en uendelig pløjemark, Schrøder gårdens kvindelige herskerinde, og ponyvognen med de fire unge piger, der toges bort i en sky midt for næsen af ham... det prikkede og sved i hans næse, kendtes fugtigt for øjnene... havde ikke en mandlig stemme i det samme lydt, havde Åge Junker måske fundet på at græde. Det var proprietær kruse, der stod i døren og hilste ham goddag og velkommen... » Kan proprietæren tænke sig, han har fået den besked, at proprietæren var gift, « forklarede frøken Schrøder. Junker smilede forlegen, og proprietær kruse lo. » Hvad jeg ikke er, kan jeg blive!... « Junker lo nu med for skams skyld, men frøken Schrøder vrissede arrigt: » Proprietæren spøger i den sidste tid så meget... med de dele... « Men proprietæren slog ud med hånden og sagde myndigt:- » Jeg vil gerne være alene med den ny elev, jomfru Schrøder. « Og først nu blev Junker var, at jomfru Schrøder haltede. — en halv time senere var Junker i markerne med proprietæren. Det rædselsfulde mysterium var for længst opklaret. Kommissionæren, der havde skaffet unge Junker pladsen som landvæsenselev på storegård, havde ikke tidligere stået i forretningsforbindelse med pro-prietær kruse, men derimod med hans for- gænger på gården, der også havde lydt navnet kruse og havde været fader til en talrig børneflok. Derfra det gyldne familieliv, der havde foresvævet Junker! Men denne lille misforståelse kunne jo ikke få indflydelse på det landbrug, der skulle læres, havde proprietæren sagt. Og Junker havde med blødende hjerte måttet indrømme rigtigheden af hans ord. Nu vandrede de over stok, over sten, over oppløjede marker, gennem stikkende stubmarker... ovenover deres hoveder knugede en mørkegrå efterårshimmel sig kold og ligegyldig... Proprietæren holdt foredrag og kaldte markerne ved navne, som Junker måtte gentage. I begyndelsen hørte han kun efter med det ene øre, men snart måtte han samle sig sammen. Proprietæren lod sig ikke nøje med halv besked. Endelig stod de igen på landevejen, Junker havde med proprietærens knortekæp i luften skitseret markernes indbyrdes beliggenhed... nu gled samtalen ind på mere selskabelige æmner. Proprietær kruse var en meget talende mand. Junker blev mere og mere tavs. Påny trængte de fire unge piger i ponykøretøjet sig frem i hans lidt trætte hjerne. Det brændte ham på læben at spørge proprietæren, hvorfra de kunne være, om de muligvis var fra en af nabogårdene — men han kunne ingen lejlighed finde til at komme frem med sit spørgsmål. Først da de gik opad alléen til storegård, fortalte han proprietæren om sin lille oplevelse, som han lidt undselig benævnede den. Proprietær kruse gjorde helt pludselig holdt og så vist på ham. » Har de allerede set dem!? « Junker mente, at de unge damer havde haft ærinde på postkontoret og følte sig helt ilde til mode under proprietærens inkvisitorisk stikkende blik. » Talte de med dem? « spurgte proprietæren efter en lille pause. » Nej... « » Hm! « proprietæren gik et stykke uden at mæle et ord, så sagde han, idet han på ny fæstede sine stikkende øjne på Junker: » Jo, det er min nabos, forpagter Henriksens pigebørn... de joller altid rundt i sådan en ponyvogn, gud må for resten vide, hvorfra han har fået råd til den... Vi omgås ellers ikke videre. « — nej, begribeligvis, tænke Junker. De eneste unge piger i flere hundred Miles omkreds omgås vi ikke... vi er jo også godt hjulpet med jomfru Schrøder. Iii. Unge Junker lå i sin dybeste søvn, da arbejdsklokken i hans værelse kaldte ham op. Han så sig forvildet om i den mørke stue uden at kunne begribe, hvor han var, og hvad det var for en klokke, der ringede, — så strøg han en svovlstik og huskede — han sprang ud af sengen og gjorde et hastigt morgentoilette. Landmandsdragten — en splinterny fra brødrene Andersen — havde han aftenen forud lagt på stolen ved siden af sengen, så han lige kunne stikke i den. Han erindrede ikke nogensinde før at have været så hurtig i klæderne som denne morgen. Udenfor var det bælgmørkt — han famlede rundt i gården, til han fandt stalddøren. En indelukket varm, krydret luft af hestegødning slog ham i møde og kildrede ham i næsen så han var lige ved at nyse. Stalden var svagt oplyst af to osende oljelamper, der hang i hver sin ende af det store rum. Han kunne lige skimte nogle viftende hestehaler på geled, mens en blandet koncert af hestestrigler, der blev banket mod stengulvet, h'esteprusten og formanende småeder spillede for hans øren. Han stod ganske rådløs. Vel vidste han, at det par heste, han nød den ære for fremtiden at være attacheret, stod et stykke højere op til højre i stalden, men han smigrede sig dog ikke med efter den såre flygtige præsentation dagen forud at kunne genkende dem i dette mørke. En lygte dukkede op i den modsatte ende af stalden. Junker gik den i møde; han gættede, at den tilhørte forvalteren, der havde inspektion med staldtjenesten. » Godmorgen! « hilste Junker og kløede sig forlegen i hovedet, da forvalteren ikke gjorde mine til at tage imod hans fremstrakte hånd. » Se så tidlig... 1 « gryntede forvalter Jensen indenfor det søvndrukne, flossede overskæg. » Ja, det er skam det tidligste, jeg nogensinde har været på benene, « smålo Junker. » Hvor fa’en bliver de af... Staldtjenesten er jo straks forbi, « snærrede den anden. Junker begreb ikke, hvordan han nogensinde skulle nå at være endnu tidligere i stalden. Det måtte være meningen, at man ikke burde vaske sig. Han fulgte Jensen op til » Præsten « og » den lange « og påbegyndte striglingen efter dennes temmelig morgengnavne forskrifter. Så gik Jensen, og Junker pustede og iagttog » Præsten «, der gumlede sit morgenmåltid i sig. Havde Junker skullet råde, skulle » Præsten « heddet » den krøllede Frits «, den var nemlig helt lådden og oversået med de mest indviklede småkrøller. Det var næsten umuligt at føre striglen gennem dens Pels. Hver gang fulgte store totter hår med, der næsten ikke var til at rive løs fra strigletænderne. Junker så sig om i båsen; han var egentlig ganske prisgiven » Præstens « forgodtbefindende. Det skulle slet ikke forundre ham, om han indledte sin landmandsæra med at blive sparket halvt ihjel af » Præsten «, sådan som han behandlede dyret. Det måtte alligevel være et godmodigt dyr, der lod sig således mishandle af en begynder i faget; men derfor var de to vel også blevet sat sammen, ikke for ingen ting havde det vel erhvervet sig sit fredsæle navn. Han gad vidst, om » den lange « var ligeså beskeden. Han skulle just til at snige sig ind i båsen til den, da Jensen kom tilbage og meddelte ham, at nu måtte han være færdig. Junker pillede nogle » Præstehår « af sig. Forvalteren erklærede, at skulle Junker børste og pudse sig, hver gang han fik noget på sig, kunne han ligeså gerne opgive landvæsenet med det samme, hvoraf Junker uddrog, at forvalteren følte sig besværet af at skulle have med en begynder at gøre, og at det sikkert ville tage lang tid, inden han vandt denne sin foresattes bevågenhed, hvorfor han ligeså gerne kunne blæse ham et stykke med det samme. Med Jensens hjælp entrede han op på » Præsten «, fik » den lange « ved grimen1’ og fulgte så karlene ud til vandingsstedet. Han fandt det såre forstandigt, at hestene blev vandet i dammen, så fik man dem da rene med det samme — i særdeleshed, når man hverken havde det rette håndelag for eller tilstrækkelig tid til selve striglingsprocessen. » Præsten « lod til at være af samme mening. Den pjaskede nok så fornøjet om og lagde sig til sidst helt ugenert, så Junker knapt fik tid til at redde sig over på » den lange «. Han blev våd til opover knæene. Han var glad ved, at han var den sidste på pladsen — folkene var alle på vej op til davren — så var der da ingen til at more sig over hans uheld. Han skyndte sig op for at skifte tøj, og han var lige blevet færdig, da klokken i hans værelse på ny kaldte. Han røg til vinduet. » Hvad er det? « » Er de færdig med at spise? « det var Jensen. » Nej, jeg vidste ikke af — « » For Pokker, tror de, vi kan vente med at rykke i Marken for deres skyld, så må de skrubbe ud uden mad. « Junker skyndte sig ned i gården. Dér stod Jensen med hans spand, op på » Præsten « og afsted efter karlene ad den vej, forvalteren anviste ham. Junker syntes, det gik vel militærisk til og kom til det resultat, at han ikke kunne fordrage Jensen. Så lagde » Præsten « beslag på ham — den var ikke bekvem at ride, han måtte anbringe den ene hånd under sit skræv, i den grad skar den — og muleposerne, der slaskede ham om benene. Han var helt gennemreden, da han efter et ganske kort trav nåde karlene, der holdt sig den ene bagved den anden. Junker forblev bagerst. Det var en hel karavane, der skridtede hen ad landevejen — karle og heste lige ugemytlige at se til. Karlene med hænderne i bukselommerne eller stukne ind under islænderne, rundryggede og skuttende sig i den klamme, tågede morgen, ludende med hovederne, med de lange træskoben hængende slapt ned. Ingen talte, kun en enkelt fløjtede en sørgmodig harmonikamelodi. Junker fik kuldefornemmelser og følte sig utidig. Han havde heller aldrig før haft indtryk af, at naturen kunne være i den grad søvnig, som den var denne morgen. Han søgte at stramme sig op med en tanke på, hvad vennerne i » Kongens by « ville sætte op for et ansigt, om de kunne se ham, og han smilede — lidt vemodig... Toget svingede ind på en mark, karlene gled af hestene og spændte for plovene. Junker blev siddende som stum iagttager. Han så ud over den uendelige, halvtoppløjede mark, der lå trist og våd, og han følte lede ved tanken om, at han skulle ganske som en af de andre lægge plovfure til plovfure i ensformig travende omgange. Han lod sig glide ned fra » Præsten « og gik med en pludselig indskydelse hen til en af karlene, han så stå med en flaske for munden. » Hvad har de i den flaske? « » Det er brændevin, det er ikke noget for dig. « karlen tørrede med en foragtelig mine flaskehalsen i den hule hånd og belavede sig på at sætte proppen i igen. » Giver du en tår, så giver jeg en anden gang? « » Lad gå! « Junker fik lærken og tog sig en forsvarlig tår, inden han gav den tilbage. Karlen holdt målende flasken op, så halvt uvillig, halvt beundrende på Junker og udbrød: » Det er nok ikke første gang, du smager spritten. « Men fuselen sved Junker i halsen, satte kulør på omgivelserne og lindede hans morgenfrosne lemmer. Han følte en pludselig fattet beslutning om at ville være en rask Karl slå rod i sig, og han satte de langskaftede støvler fast i pløjejorden. Sådan en lille morgensnaps skulle han ligegodt lægge sig efter!... Han hjalp forkarlen med at spænde » Præsten « og » den lange « for ploven og passede nøje på, hvordan denne bar sig ad den første omgang. Så fik Junker tømmerne bundet om livet og pløjede den næste omgang. Han var helt svedt, da han kom tilbage. Forkarlen mente, at han kom snart efter det. Junker blev helt varm om hjertet af glæde over hans roes. Ikke så snart blev han imidlertid alene, før ploven begyndte at gøre knuder. Snart skar den for dybt, og snart sprang den af furen, græstørvene viklede sig i en uendelighed om plovjærnet og gjorde pløjningen dobbelt tung, ikke at tale om det sidste stykke af ageren, der var så stenet, at Junker, hver gang ploven stødte mod en sten og sprang til, tænkte, at nu splintrede da både plov, heste og han selv i tusinde stykker. Han syntes, det var et helt vidunder, hver gang de slap over stykket og havde holdt sig, mindre vidunderlig fandt han » Præstens « afgjorte utilbøjelighed til at holde sig på sin smalle vej i plovfuren. Junker måtte uafladelig slippe ploven med den ene hånd for ved tømmens hjælp at minde » Præsten « om dens jordiske pligter, og hver gang gjorde ploven, som han naturligvis ikke kunne tumle med en hånd, en afstikker henimod naboageren. Han holdt dog humøret oppe til mellemmad, men mellem den og middag bestod hele pløjningen i én fortsat rykken, stoppen op og møjsommelig slæben ploven tilbage for at re-stavrere bulken — mens hans hidsige harme over » Præstens « uefterrettelighed og » den langes « raffinerede langsomhed øgedes til blindt had, nær uforsonlighedens grænser. Han var ved at fortvivle over, at hans uøvethed ikke tillod ham at bruge pisk, han drømte om skorpioner og glødende ildtænger, han frådsede i alle de ægyptiske landeplager, han kunne ønske at styrte over sine to firbenede synderes hoveder. Hvert øjeblik så han efter, hvormange klokken var, og hver gang mindede han sig selv om, at det jo var ganske ligegyldigt, hvad klokken var — han skulle naturligvis ud at pløje igen efter middag. Men det vidste han, at de to krikker, han nu sled med — dem pløjede han ikke en omgang mere med efter middag, om så proprietæren, Jensen, Schrøder og hele kompagniet stod på hovedet! Det var vel heller ikke meningen at gøre ham slidet dobbelt surt! Pokker stå også i den elendige vogte

1893_HansenJ_UngeMenneskerogPilgrimme

Johannes

Unge Mennesker Og Pilgrimme

Hansen

HansenJOH

Unge Mennesker og Pilgrimme

male

1893_HansenJ_UngeMenneskerogPilgrimme.pdf

Johan Holm

Hansen

dk

Unge Mennesker og Pilgrimme

En Rejse-Roman

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. » Tillad at jeg forestiller mig for dem, siden de har gjort mig den ære at tale til migi mit navn er Gustav horn. Jeg er genremaler og egentlig på en stipendierejse ned til Italien, « lød det fra den ene af et par unge mænd, der nylig havde mødt hinanden på en bjærgsti langt nede i syd-tyrol. » Og mit er Ejnar jafferson, « svarede den anden i en tone, der måske nok kunne lade én formode, at han ikke var nogen ynder af den sædvanlige præsentation. » De er da vel ikke fra Danmark — sådan som jeg? « » Nej, jeg er født i ny-york. Men min moder var fra Sælland. Og jeg selv har da for øvrigt også tilbragt en del år af min første ungdom hos en onkel, som boede på Kristianshavn. « » På Kristianshavn? Dér har jeg netop mit atelier. Så kunne jeg jo næppe have fået et behageligere rejseselskab, « fortsatte horn og betragtede amerikaneren med fornyet opmærksomhed. Skønt han havde ransel på ryggen og så’ ualmindelig støvet ud, var der noget både i hans holdning og åsynet, som straks røbede gentleman’en. Maleren selv havde derimod noget mere ungdommelig frilufts-agtigt ved sig. Ansigtshuden og halsen var af en næsten kobberrød lød og øjnene lyseblå, som spættede med fosfor. Begge herrerne var foreløbig på vejen op til maria-weissenfels, et berømt valfartssted, hvor den hellige jomfru efter sigende skulle have åbenbaret sig en gang for en forulykket landmand og givet ham mad og drikke i ni dage. Klippestien, de bevægede sig ad, gik stadig højere op imellem bjærgene, af hvilke de fleste nåde hen ved 9000 fod over havet. Nede fra dalen lød nu og da sang af kommende pilgrimme. Og lidt forud på stien, der hyppig snoede sig hen langs en dyb afgrund, gik malerens fører og trak et muldyr efter sig, belæsset med en håndkuffert, en malerkasse og et staffeli. » Man kan nok se på dem, hr. Jafferson, at de er en øvet turist. « » Ja, jeg er også et lille stykke af en Jerusalems skomager. Siden mine forældre gik bort og efterlod mig en formue, der var stor nok til, at jeg kunne leve, omtrent som jeg ville, har jeg allerede flakket den ene halvdel af jorden rundt. Og jeg vil håbe, at den anden halvdel heller ikke løber fra mig. « » Det må være i høj grad behageligt at kunne leve så uafhængig. « » Jeg er heller aldrig mere tilfreds, end når jeg har fået ranslen på ryggen og kan sige både salonerne og jærnbanewaggonerne farvel for en tid. « » Men fører de da ikke rejsegods med? « » Jo, gud hjælpe mig! Der står ikke mindre end otte at mine kufferter og venter på befordring nede i bozen. Men hvad — man kan jo dog ikke rent være civilisationen og samfundet foruden. Jeg er i reglen så heldig at være velsét, hvor jeg kommer — formodentlig på grund af mine mange rekommandationer. Kun der oppe i weissenfels har jeg desværre altid måttet være katten mellem musene. Jeg beder dem om forladelse. Det var vistnok en meget ukristelig sammenligning. « » De har altså før været her på egnen? « » Jo, det kan ikke nægtes. Jeg skal nemlig sige dem: der er efter min mening ingen steder i verden, hvor man bedre kan få lemmerne rørte, end her oppe mellem disse velsignede dolomitbjærge. Men med tilladelse: hvor er de selv egentlig faldet på at gå så højt til vejrs? « » Jo, det skal jeg sige dem, « svarede han ligefrem. » Mens jeg endnu opholdt mig nede i Innsbruck, gjorde jeg tilfældig bekendtskab med prioren ved et servitenkloster, en overmåde nobel og elskværdig mand, der viste mig en del virkelig meget interessante malerier. Da han hørte, at jeg ville syd på, rådede han mig til at tage her op til valfartsstedet, for at se lidt på dets ejendommelige pilgrimsliv. Klosteret Maria weissenfels, fortalte han, var egentlig servitenordenens ejendom, og stod således under hans specielle opsyn. Han kunne derfor godt give mig en anbefalingsskrivelse med til prioren, hvad jeg da også fik. Der skal nok være umådelig smukt ved klosteret og tillige billigt at bo. Jeg tror, han sagde, at man kunne leve der for en gylden om dagen... Ja, de smiler, hr. Jafferson. Men pengespørgsmålet må skam også tages med i betragtning, når man rejser som jeg. Og det vil jeg ærlig tilstå: lige så meget som jeg længes efter at komme ned til Italien og gøre lidt nærmere bekendtskab med de herrer klassikere, ligeså meget sætter jeg pris på at omgås med naturen og med levende mennesker, som man kan lære noget af. Jeg kan nu en gang ikke fordrage folk, der stadig færdes ligesom visse smådyr på vrangen af et blad og mener, at det, som de hører og ser dér, er den hele verden. « » Nå, så han er anbefalet af ordensprioren, « tænkte føreren, der imidlertid var standset lidt i herrernes nærhed for at give muldyret et stykke brød. » Det er godt, at jeg fik det at vide så skal jeg nok sørge for, at vi komme til at leve højt. « » De siger, mennesker som man kan lære noget af, « gentog amerikaneren. » Ja, dersom man kunne være vis på altid at lære noget godt af ens ærede samtidige, så skulle Pokker gå til de herrer klassikere. « » Siger de det? « lo han. » Ja. Det falder mig netop ind, hvad min kære moder en gang lagde mig på hjerte, inden hun døde. Tag dig i agt, min søn, og brug dine øjne vel, i hvor du end færdes,’ sagde hun. 'du er kommen til verden på en tid, da menneskene er degenererede og går omkring og fordærver hverandre til hobe. Der er ingen sundhed længer mellem folk.’ « » Hvad behager? — det er da vel ikke deres mening? « » Nej, det var min skikkelige, gamle moders mening, forstår de nok. « » Degenererede? Hvad vil det sige? Må jeg spørge dem: vore salig’ første forældre, der som bekendt skal have været meget vanartede, var de måske også komne til verden i degenerationens tid? Og fordærve hinanden? Hvordan skal dette forstås? Jeg skulle dog mene, at vi heller ikke nu, anno 1893, kan være tjente med stadig at gå om i en barnlig uvidenhed om forskellen på godt og ondt. Fordærvelsen fører dog i reglen det gode med sig, at den giver sundheden relief. Og hvorfor har vi vel overhovedet fået dømmekraft og vilje, hvis ikke for at vælge frit? « » Jeg har en gang læst — formodentlig hos en eller anden moderne filosof — at viljen bunder i blodet. « » Å, de selv er nok snarere en moderne filosof end nogen Jerusalems skomager, « udbrød maleren, hvorpå de begge tav en stund, da vejen efterhånden gjorde samtalen temmelig umulig. Snart gik det op over stejle klippepartier, snart ned i en afgrund. For oven Sollys og fjærnsyn over prægtige landskaber. For neden kulde i skyggen og brusende vandløb, der for en tid hindrede færdselen. Føreren bandede, så ofte muldyret var nær ved at blive siddende i en sump. Hist og her lå en enlig vandrer og hvilte sig mellem træstammerne, medens han læste i bønnebogen. Et andet sted stod et lille selskab og foretog en fodvaskning ved en af de mange vandpytter, der undertiden mindede om søer. Fremramsende bønner eller dæmpet pilgrimssang blandede sig med fuglekvidderen. Bondefruentimre, så belæssede med skørter, at man skulle tro, de bar krinoline, stolprede ned mellem klippestykker, der så’ ud, som de ville spidde dem. En herre, så mager som et skelet, blev ledet frem forbi en afgrund af en gråhåret matrone, der formodentlig var hans moder, og inde på en lille solbelyst grønsværplet mellem granerne stod en statelig tyroler-bonde i nationaldragt ved siden af en rødmusset, smilende jomfru, der syntes at have rejst sig i det samme og omhyggelig søgte at dække for ansigtet med et par tykke hårfletninger. » Se, der er jo straks et motiv for en genremaler! « lød det fra danskeren. » Jeg gad nok vide, om de to også skal op til klosteret. « » Nej, de kan være temmelig vis på, at de kommer der fra, « svarede den anden med sædvanligt lune. » Det er da tydeligt nok at se på den kavalér, sådan som han står dér, at han nylig har fået absolution for — ja, gud véd hvormange år. « » Gruss Gott und die hejlige mutter! « lød det dem noget senere i møde fra et lille dameselskab, som havde lejret sig om en kulild, ved hvilken de lavede kaffe. endnu længe efter at herrerne var gåde dem forbi, kunne de høre dem bede afvekslende: » Hejlige mutter aller jungfrauen... « » Thranenwolle gnadenmutter... o. s. frdl. » Bitt fur uns! « Luften blev efterhånden køligere og vejen stejlere. Føreren, der imidlertid havde sluttet sig sammen med et par raske ungkarle, som skulle bringe levnedsmidler til klosteret, piskede ubarmhjærtig på muldyret. Men så var da også snart den værste del af vejen lagt tilbage, og det gik senere mere jævnt op igennem fyrreskoven og frem over øde fjældvidder mod det under Rosengarten fremspringende, stejle klippe-plateau, hvorpå klosteret lå. » Ja, nu vil jeg sige dem farvel, højstærede, « udbrød amerikaneren, da de var nåde op i skoven. Han standsede i det samme ved en svingning af vejen. » Hvad! Kan vi ikke følges ad længer? Skal de ikke også til weissenfels? « » Nej, jeg plejer at tage ophold i petersberg, en lille landsby her i nærheden. Dér har jeg været så heldig at finde en ung bjærgbonde eller så-kaldet friherre, med hvem jeg bedre stemmer overens end med klosterpaterne. Det skal være mig kært, om de en gang vil besøge mig der nede. « » Jeg siger mange tak. « » Ja, altså: på gensyn, hr. Horn! -— det har været mig særdeles behageligt at gøre deres bekendtskab, « føjede han til, i det han trykkede hans hånd. Og han var et øjeblik efter forsvunden i en hulvej. » Det var rart, han bad mig om at besøge sig. For ham kunne jeg nok lide at lære nærmere at kj ende, « tænkte maleren. Han indhentede imidlertid føreren, der var kommen lidt forud med de øvrige. Forventningen og den ozonholdige luft gav hans legeme fornyet spændighed, på samme tid som højfjeldnaturens ensomhed uvilkårlig stemte sindet alvorlig. Det bares ham for, at han skulle opleve noget usædvanligt der ved klosteret, noget der ville få betydning for ham både som menneske og som kunstner. Der lød øksehug i skoven og skingrende barnestemmer, som ekkoet gav igen. Boede der måske nogen der? Eller var det igen pilgrimmene, som var på færde? Jo, dér hvor et lille kapel med den evige lampe under madonnabilledet tydede på, at man allerede nærmede sig valfartsstedet, lå en ung moder og knælede med sit barn ved brystet, medens et par buttede småfyre kravlede omkring og plukkede blåbær der i nærheden. Det lysnede omsider i skovbrynet, udsigten blev friere, og den ene sneklædte fjældtop dukkede frem efter den anden over klokkelyngens violetrøde blomstertæppe. Kun hist og her stod endnu et birketræ eller en Asp og bevægede sine blade for en sagte vind. En enlig fugl kom til syne over et fjældvand og forsvandt. Men så var det, ligesom egnen igen med et skiftede karaktér ved en svingning af vejen. Terrainet højnede sig atter i sønderrevne former. Der kom en fårehjord frem på en afsveden græshøj, et nyt skovbryn i det fjerne, ny fremdukkende bjærgtoppe, pyramider af porfyr om den evige sne, og endelig — klosteret. Det var et imponerende syn. Som en vældig murkrone med tårne og spir lå det der oppe på klippeplateauet under den blå himmel. En mere storartet beliggenhed, en stateligere bygning kunne næppe tænkes. Om det havde været et pave- eller kongesæde, ville man ikke være bleven forundret. En nsesten endeløs stentrappe førte op foran midtpartiet af klosteret, der dannede kirkens portal. Eftermiddagssolen faldt netop hen over hele den hvidkalkede facade. Alle vinduerne så vel som tårnfløjene stod i brand. Og rundt om i synskredsen dukkede så efterhånden en sammenhængende alpekjæde frem, der ligesom voksede ved ethvert af hans skridt, rejter-joch, Rosengarten, langenspitze, mønt roen og endnu mange andre fintformede dolomitbjærge, der alle skinnede i det klare septembersollys som ciseleret sølv. Han sendte føreren i foi vejen om til oeko-nomibygningen og steg så omsider op ad den lange stentrappe med en barnlig følelse af, at det var en slags jakobsstige, han betrådte. i. Hr. Pater prior var ikke hjemme, da maleren søgte ham, efter at han foreløbig havde set sig lidt om inde i den noget forfaldne og uhyggelige klosterkirke. Sakristanen, en smilende, blegfed herre, med en stemme som om han kunne have været forsanger hos selve paven, mente dog, at hans højærværdighed nok snart vendte tilbage fra sit besøg i petersberg. Han ville bede hr. Horn indtil videre at gå over i hotellet og tage sig en forfriskning. Det var ikke umuligt, at han kunne træffe en eller anden af de øvrige patere der ovre. For de var desværre heller ikke til stede. Oekonomibygningen eller » Hotellet «, som det almindelig kaldtes, var et stort toetages stenhus, der lå ikke længer end et bøsseskud borte fra klosteret. — forøvrigt var- der også et andet hotel, som de kaldte » Annekset «, men det lå noget længere borte. Horn, der havde forberedt sig på ingen fruentimmer at træffe der oppe blandt klosterpersonalet, blev i høj grad forbavset, da han, straks ved sin indtrædelse i gjæstesalen, blev budt velkommen af en lille, sværlemmet og korthalset dame, der ikke rastede, før hun fik ham anbragt for bordenden, i en magelig lænestol. Rundt om de øvrige borde sad talrige pilgrimme af de mest forskellige samfundsklasser og indtoge deres forfriskninger under en andægtig tavshed. Derimod lød der temmelig højrøstet samtale og trumfen i bordet inde fra sideværelset, der også var en slags gæstestue. Det lød næsten, som om der blev spillet kort der inde. Men det kunne maleren dog ikke tro. » Må jeg spørge, hvad deres velbårenhed ønsker at nyde? « spurgte damen og så’ på ham med et par nysgerrige, stikkende øjne, af hvilke det ene skelede lidt. Det var tante Benedikte eller værtinden, som hun også kaldtes, uagtet hun hyppig forsikrede gæsterne — især når de skulle betale — at hun ikke var andet end pater priors lydige tjenerinde. » Ja, jeg skulle vel have lidt at spise. Flår de måske en eller anden kødret? « » Nej, det gør mig ondt: da det er fastedag, serverer vi ikke gerne med kød. Men Herren kan få brunsuppe med smørboller og æggekage med crème til. « » Teufel! « lød det, i det samme som døren ind til sideværelset pludselig blev reven op, og en ung, talarklædt person stak hovedet frem. » Mer vin og sukkerbrød! Og et nyt stykke kridt! « råbte han til værtinden og så’ sig omkring mellem de til stede værende fruentimmer, som om han søgte nogen. Hans for øvrigt opvakte og ildfulde blik havde næppe strejfet maleren, førend han hurtig trak sig tilbage og slog døren i. Havde der ikke tidligere været stille ude i det forreste værelse, så blev der da nu, medens pilgrimmene sad og skottede til hinanden med betænkelige miner. Man kunne tydelig høre værtinden skyde en glasrude til side i væggen ud til køkkenet og hviske til et par unge piger, der allerede længe Havde stået der ude og hemmelig iagttaget den sidst ankomne gæst: » Mer vin og sukkerbrød! Og et stykke kridt til pater ignaz. « » Gud véd, om det er en af klosterets egne patere? « tænkte horn. » I så fald passer det nok også her, at når katten er ude, spiller musene på bænkene. « » Jeg håber da, at prioren ikke skal gøre Herren ventetiden for lang, « lød det kælent fra tante Benedikte, medens hun bragte ham brunsuppen. » Så de véd, at jeg venter på ham? « » Jo, deres fører fortalte os, allerede da han kom, at hr. Professoren havde i sinde at slå sig lidt til ro her. « » For guds skyld, de må ikke kalde mig professor! Det er en titel, jeg ikke kan tilkomme. Mit navn er horn. « Men hun lod, som om hun ikke hørte ham, og vedblev — på samme tid som hun kom frem med en flaske af klosterets bedste vin: » Ja, Herren kan såmænd være vis på, at de nok skal få en god modtagelse af prioren, især når han hører, at de er kommen her til fra Danmark. Der var nylig en anden ung professor her. Jeg tror, at han også var helt der oppe fra det kolde nord. « — det begyndte allerede at mørknes, da maleren, efter at han havde gået sig en lille tur, vendte tilbage til hotellet. Pilgrimmene havde imidlertid trukket sig tilbage, og der var nu rolig i begge gæstestuerne. Ude i den forreste sad der kun en eneste person, der foreløbig syntes aldeles optaget af at tilfredsstille sit legemlige behov. Han sad og drak vin af et tinkrus og spiste kaviar med æg til. Maleren, der på grund af tusmørket ikke straks kunne se, at han bar talar, ligesom hr. Pater ignaz, følte sig efterhånden mere fængslet af personen, der udfyldte hele pladsen for bordenden med sin mægtige skikkelse. Den ualmindelig rige hårvækst — han havde ingen tonsur — og skj ægget, der nåde helt ned til talerkenen, gav ham noget underlig buskmandsagtigt. Brynene kunne passende have tjent en kaptajn til moustacher, og pandehuden lå i folder. Hele åsynet var i høj grad lysforladt og havde et ejendommelig bydende udtryk, der omsider bragte horn på den tanke, at det dog vist måtte være prioren selv — skønt det unægtelig ikke var således, han havde tænkt sig manden. Endelig lod det da til, at den vedkommende fik øje på maleren. » Ønsker de måske at tale med mig? Jeg er klosterets prior, « henvendte han til ham — på samme tid som han rejste sig i sin fulde højde. Og han fortsatte senere, efter at horn havde givet ham sit anbefalingsbrev, hvilket han hurtig løb igennem. » Jeg ser, de har i sinde at opholde dem en tid her ved klosteret... Ja, må jeg så byde dem velkommen! « han rakte ham fingerspidserne. » Dersom de vil have den godhed at følge mig oven på, skal jeg med det samme anvise dem et værelse. « » Undskyld, deres højærværdighed... men dersom de ikke har noget derimod, ville jeg rigtignok helst bo ovre i selve klosteret. Der vil jeg dog vist kunne arbejde roligere, « indvendte horn. Han vidste fra sakristanen, at der stod over tyve værelser ledige alene i det øverste af klosterets tre stokværk. » Jeg vil dog råde dem til hellere at blive i hotellet. Her er sengene og kakkelovnene betydelig bedre end ovre i klosteret. « » Sengene og kakkelovnene må de virkelig ikke tænke på! « » Og desuden er opholdet der ovre dog mere beregnet for gejstlige herrer. « » Ja, det er en anden sag. « Han havde netop fået værelse anvist lige over gjæstesalen, da der lød lette fodtrin i corridoren uden for, som var så lang og bred, at den ikke sjælden gjorde tjeneste som spisesal, når tilstrømningen af pilgrimmene blev alt for stor. både prioren og maleren vendte sig og så’ der ud ad den åbenstående dør. Det var et par hvidklædte, halvgamle diakonisser, som i det samme ydmygt nærmede sig prioren, efterfulgt på nogen afstand af en ung kvindelig skønhed i en langt beskednere påklædning. » Undskyld, deres højærværdighed! Vi ville kun tillade os at sige dem farvel. For nu må vi desværre vende tilbage til deutschnofen, « sagde den ene af de to hvidklædte; hvorpå de ærbødig kyssede prioren på hånden og trak sig tilbage gennem corridoren med det hvælvede loft. » De har vel ikke set noget til Regina? « henvendte pateren til den unge dame, der nu også ville fjerne sig. Det var, ligesom hans stemme og hele væsen blev mildere, i det han talte til hende. Hun rystede på hovedet og nærmede sig dem i det samme. » Måske jeg må forestille dem for hinanden. Frøken Maria Bernhard, værtindens søsterdatter, hr. Gustav horn, en maler fra Danmark, som vil opholde sig her. en tid, « lød det skødesløst fra prioren. » Jeg har valgt dette værelse til Herren, da det er det bedst ekviperede. Tjen mig i at sige til Regina, hun skal lægge et gulvtæppe her ind 1 « » Måske jeg også må bede om et skrivetøj — indtil jeg får mit eget pakket ud? « Hun nikkede stiltiende og så’ lidt frygtsom på ham. » Hun er skam ikke ilde! « tænkte han. » Perugino ville udmærket kunne have brugt hende som model til en Madonna. « og han så’ efter hende med voksende interesse, medens hun gik stille, blufærdig hen og rettede lidt på en blomsterkrans, der var hængt op om et krucifiks tæt indenfor døren. Der var noget ved hende — noget mere end navnet — der tydede på, at hun snarere var af fransk end af østerrigsk oprindelse. Legemsbygningen var spinkel og linjerne så jomfruelig fine og fulde af kvindelig sødme, at måske selv en perugino ville haft ondt ved at gengive dem. Det ville måske have ligget nærmere for watteau. Ingen palme kunne være rankere i væksten end hun, således som hun stod der med opløftede arme og barnlig troskyldig lagde blomsterne til rette i den visne krans. Øjnene var dunkelblå, håret gulligt, kruset. Dersom læberne havde været en smule mere finttegnede, ville hun have været fuldkomment smuk. Men alligevel forekom det ham et øjeblik, at der var en vis mangel på friskhed eller måske snarere noget forkuet ved hende, og at hun, således som hun fortonede sig der i aftendæmringen, på en egen hemmelighedsfuld måde smeltede sammen med værelsets halv celleagtige karaktér og duften af blomsterne i den forgjemte krans. » Frøkenen må ikke ulejlige sig med vievands-kummen for min skyld! « udbrød han uvilkårlig, i det hun nærmede sig en lille hængeskål — der ligeledes var anbragt ved døren — for at se om der var vand i den. » Nej, hr. Horn er ikke kattolik. Men derfor kan vi naturligvis være lige gode venner, « lød det fra prioren med et lidt jesuitisk anstrøg. Han bukkede i det samme: » Jeg har den ære at anbefale mig. « og både han og frøkenen havde et øjeblik efter forladt værelset. Maleren havde endnu næppe fået tid til at samle sig efter overraskelsen ved det ny bekendtskab, før et andet kvindeligt væsen, et usædvanlig højt og magert fruentimmer trådte ind til ham med et sammenrullet gulvtæppe og et lille sirligt skrivetøj, som var udskåret i træ. » Velkommen til weissenfels! « sagde hun og så’ på ham med et par spillende, nysgerrige øjne, som om hun nok kunne lide at vide, hvad han egentlig ville dér, og hvad for en person han var. » Værs’go’... jeg skulle bringe hr. Professoren dette her skrivetøj! « » De skal have mange tak. Men jeg er ikke professor. « » Og så skulle jeg hilse og sige fra frøkenen, at Herren så godt kunne beholde det her... « » Nej, det ville være for meget at forlange, Regina, « afbrød han hende smilende over den ufor-færdethed, hvormed hun vedblev at mønstre ham. » Ja, for det er vel dem, der hedder Regina? « » Jo, Regina er mit navn. Jeg har ikke villet lade mig omdøbe til Maria, sådan som de fleste andre af vore fruentimmer, « svarede hun med en demonstrativ bevægelse. » Det duer jeg ikke til. « » Ja, jeg kan jo nok se på dem, at det egentlig er dem, der regerer her i huset. « » Nej, så må det da snarere være hende dér, « svarede hun og pegede på et navn, der var skåret ud i skrivetøjet. Han læste: » Maria Weisenfels. — hvad skal det sige? « » Det er vor frøkens navn. Eller vi kalder hende da sådan, efterdi hun er både født og opdragen her på stedet. « » Ja så! Jeg havde snarere villet tro, at hun var fransk af fødsel. « » Det er hun på en måde også. Det vil sige: faderen var det. Men da han døde tidlig — han havde nok levet for meget — var hendes tante og klosteret her så god at tage sig af hende — som man siger. Men hvad, prioren havde jo også selv stået fadder til hende. Ja, såmænd havde han så. « » Så har hun vel ingen moder. « » Ih, jo vist har hun en moder! Det er jo hende, madam Bernhard, som bestyrer annekset der henne — skønt det er vel snarere sønnerne, som gør det. Men ser de: hun er jo kun en fattig kone, hvorimod søsteren er rig. Og så er stakkelen desuden til sine tider ligesom lidt forstyrret i hovedet. Man kan jo nok forstå, at det har været hende svært, da de tog barnet fra hende. Og så sådant et barn. « » De holder nok meget af deres frøken? « » Um! « hun slog ud med hånden og gik med det samme hen og lagde gulvtæppet ned foran sengen. » Jeg siger ingen ting. For her må jo ikke tales. Enhver har kun at passe sit arbejd. Men hun er den bedste af dem alle. Og så så lærenem — å! Hun kan både latin og italiensk og fransk. « » Men hvor har hun da lært alt det? « » Ih — hvor har hun lært det? Naturligvis af gudfaderen og så der nede i nonnepensionatet i briksen, hvor hun har været en tid. « » Da skal hun dog vel ikke være nonne? « » Ja, det manglede blot, « brød hun ud og trampede i gulvet, så huset rystede, medens hun glattede tæppet. » Så. Nu må det være godt for denne gang. — og nu må Herren have godnat. « » Godnat! Vil de hilse deres frøken og takke for skrivetøjet. « han stod endnu og så’ på det. » Hvor det er smukt skåret ud! « » Ja, det har pater ignaz gjort. Hun har fået det af ham. Der er et mater -dolorosebilled på det, kan de måske nok se? De siger, at det skal være hende selv. « Det gik først op for maleren, da han lidt senere var bleven alene i værelset, at pater ignaz jo var den unge, talarklædte person, hvem han ved sin indtrædelse i gjæstesalen havde hørt forlange mere sukkerbrød og vin. det var allerede den anden lørdagaften, han tilbragte der oppe. Tilstrømningen af pilgrimmene havde i løbet af dagen været temmelig stærk, og det uagtet vejret lige med ét var blevet så køligt, at tante Benedikte havde fundet det nødvendigt at lade lægge lidt i ovnen. Begge hotellerne var fuldt besatte. Det vrimlede inde i den store gjæstesal af folk i alle aldere og af begge køn. Noget særlig skyldbetynget var der ikke over nogen af dem. Derimod kunne en og anden nok se lidt medtaget ud efter rejsen, som f. Eks. en gammel institutbestyrerinde, som var gået der op med sine fjorten » uskyldige lam « helt nede fra sterzing. Alle var søndagsklædte — nogle enkelte dog barfodede. Mændene syntes gennemgående de alvorligste. Flere af fruentimmerne var endogså temmelig kokette. Der blev både spist og drukket, røget tobak, læst bønner, spillet kort, talt om politik og kurtiseret, uden at den højtidelige stemning, der var til stede, forstyrredes derved — i det samtalen gennemgående ikke førtes højere, end at de vedkommende selv kunne høre, hvad der blev sagt. maleren havde netop den dag fået besøg af amerikaneren og hans unge vært, hr. Paul bar. De havde alle tre taget plads inde i det mindre gæsteværelse, hvor tilfældig også prioren og de øvrige patere var til stede. Værtinden gik hyppig frem og tilbage mellem begge værelserne, gumlende på noget bozener confect. Og inde i et tredje og endnu mindre værelse, kaldet fruerstuen, sad søsterdatteren og baldyrede liljer på en messeskjorte til gudfaderen. Det var efter sigende én, han skulle have på, når ordensprioren fra Innsbruck kom der op for at visitere klosteret. Døren ind til værelset stod åben, og skæret fra en hængelampe faldt ned over hendes sænkede hoved med det gullige hår. Den unge petersberger stjal sig undertiden til at se der ind. Men hun anede det næppe, så rolig som hun sad der og passede sit arbejd. Dersom hun ikke regelmæssig havde bevæget hænderne med de ualmindelig fine fingre, kunne mange gerne have taget hende for en billedstøtte. Der var et øjebliks stilhed inde i den midterste gæstestue. Herrerne havde været uenige, og der var falden heftige ord. Prioren sad mørk og streng på en fremskudt plads ved bordet. Han var nylig kommen efter, hvad han kaldte » en svær forsyndelse mod klosterets tugt «. Og forbryderen var ikke nogen anden end den ovennævnte Paul bar, der skammelig havde tilladt sig at låne jomfru philomene en bog med en historie i, der hed » Paterens Kys «. Jomfru philomene var en lille, spidsnæset og overmåde gudfrygtig dame, der undertiden hjalp til med opvartningen og desuden forestod udsalget af klosterets indviede rosenkrandse samt forskellige andre små » Souvenirs de Maria weissenfels «. Forøvrigt taltes der ikke mindre end elleve tjenstgørende kvindelige væsner ved hotellet. Af mandkønnet var der derimod ingen, når man da undtog sakristanen, som rigtignok hyppig opholdt sig ovre i køkkenet mellem fruentimmerne — der var altid sådan en dejlig varme, plejede han at sige — og så en gammel brændehugger og en italiensk, storøjet hyrdedreng på omtrent elleve år. » Jeg synes, at deres højærværdighed har været vel streng imod hr. Bar, « indvendte maleren. Han sad imidlertid og bladede i bogen, som prioren i vrede havde kastet hen ad bordet. » Den hele historie drejer sig jo kun om en uskyldig juleleg. Dersom et så harmløst skrift skulle konfiskeres, som de siger, er jeg bange for, at det meste af literaturen med ligeså god ret kunne gå samme vej. « » Hvem siger også, at det ikke fortjener det — eller at der ikke allerede er skrevet for meget? « ivrede prioren. » Det er da godt at mærke, hvordan demoralisationen og vantroen breder sig mere og mere med den syndflod af blæk, der i den senere tid sendes ud over jorden under navn af skjønliteratur. « » Virkelig? Så de kan også mærke det her oppe ved klosteret? « lød det lunt fra hr. Jafferson. » Ja, kan man ikke mærke det på andet, kan det i alt fald lejendes, på hvad man hører i skriftestolen, « svarede han, på samme tid som de øvrige patere gav deres bifald til kende. Hr. Ignaz sad og skar et dødninghoved ud på enden af en stok. Broder Anselmo gjorde det sidste hæfte af missionstidenden fast i et omslag, og gamle pater anastasius, der efter sigende led af et slemt maveonde, sad og nippede til et glas cognac. Det var nok allerede det sjette, værtinden havde givet ham i løbet af dagen. » Jeg troede ellers ikke, mine herrer, det var tilladt at tale om, hvad de hører i skriftestolen, « udbrød Paul bar noget dristig. Han rettede sig samtidig i sædet, dér hvor han sad ved siden af amerikaneren, ualmindelig skulderbred, skægget og stærk, med en mine som om den hele verden var hans. Uagtet han var en både dannet og ret velstående ung mand, gjorde han, på grund af sin store kærlighed til naturen, ofte tjeneste som fører for udlændingene og de mange unge kunstnere, som stadig kom der op om sommeren for at bestige bjærgtinderne. Om vinteren, når sneen dækkede alt, plejede han derimod gerne at samle egnens egen ungdom hos sig et par gange om ugen til belærende samtale og oplæsning eller anden uskyldig tidsfordriv. Nogle mente vel, at han nok nærmest gjorde dette for at forsøge, om han ikke på den måde kunne få også frøken Bernhard, der var hans barndomsveninde, i tale. Men i så fald havde han forregnet sig, da hendes gudfader, prioren, på det strengeste havde forbudt hende nogen sinde at tage med brødrene ned til petersberg. Siden den unge herre var kommen hjem fra bozen realskole, var han ikke længer nogen passende omgang for hende. Dertil var han sunken for dybt — havde pateren sagt. » Hys! De må skam agte på, hvem de taler til, hr. Bar! « irettesatte amerikaneren ham spøgende. » En mand, om hvem det hedder — i alt fald her ved klosteret — at han er uden al religion, bør være helt anderledes forsigtig i sin tale. Det er kun, når man er så heldig at være særlig begunstiget af den høje himmeldronning, man mulig en gang imellem tør tillade sig en lille ucorrecthed. « » Jeg takker dem, mr. Jafferson —- og også dem, hr. Horn, for deres overbærenhed, « svarede han. » Men desværre: jeg er bange for, mine herrer, at både de og jeg allerede- er sunkne for dybt i den omtalte syndflod, til at vi kan dømme klart i en så vigtig sag, som den der her ligger for. « » Ja, spot de kun, højstærede! Spottere har vi nok af. Men — takket være den hellige jomfru — vi har også beviser nok på, at de kan omvendes. « » jeg indrømmer, det har været forkert af mig... Men der var virkelig en tid, da jeg troede om hans højærværdighed og de øvrige patere, at de var jævne, ligefremme mennesker, der ligesom andre dødelige nok kunne have nødig undertiden at tage del i en lille spøg for at vedligeholde sundheden og livsglæden, vore første menneskerettigheder. « » Menneskerettigheder? Um gottes willenl « udbrød pater Anselmo og foldede hænderne. » Her lever vi alene i bønnens verden. « » Og laver pølsepinde for resten, « mumlede pater ignaz — på samme tid som gamle anastasius sukkede: » Sundheden, ak! —den er desværre miserabel! « » Lad os derfor hellere, mine herrer, et øjeblik sætte os ind i hr. Pater priors sted! « » Gud velsigne dem, kære, det var kristelig talt! « mente pater Anselmo. » På min ære! Jeg bliver ganske rørt, « fortsatte bar, » ved at tænke mig ham siddende her ret som en anden fader Noah på Toppen af dette ararat, hvorhen syndfloden dog forhåbentlig endnu ikke er nået. Jeg ser ham i ånden spejde efter de mange hvide duer, som han naturligvis har sendt ud her fra — ak! og så får han øje på min bog, som kommer svømmende i blækket! Paterens Kys! Kan man i grunden tænke sig noget mere oprørende for den sædelige bevidsthed, end at et par unge mennesker i et helt jule-selskabs nærværelse forsøger, om de for løjers skyld kan Kysse hinanden mellem tremmerne i en stoleryg? Hvor må det dog have gjort hans hjerte ondt at læse derom! Jeg er vis på, at den mand endnu aldrig har sysselsat sin tanke med noget så syndigt som et Kys. « prioren var imidlertid bleven grågul i ansigtet. Hænderne og armene dirrede. Han havde åbenbar ondt ved at beherske sig. Men da blev døren ud til vestibulen åbnet af en gammel sortklædt kone med hvide hårtjavser hængende ned foran ansigtet. Og opmærksomheden blev derved foreløbig henvendt på noget andet. » Å! « klagede hun sig og stavrede straks hen til kak

1874_HeegaardP_UroligeTider

P.S.V.

Urolige Tider

Heegaard

HeegaardP

Urolige Tider

1874_HeegaardP_UroligeTider.pdf

P.S.V.

Heegaard

anonym

dk

Urolige Tider

En Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

Forfatter er Poul Sophus Vilhelm Heegaard, skal ændres i filnavn og filerne (pdf+txt) til HeegardS (eller evt. blot Heegard, da alle med det efternavn er den samme)

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. For enden af en lang, smal gård i Gothersgade » Lå der et forfaldent baghus, som ved sin bygningsmåde viste, at det tilhørte en længst forsvunden tid. Del havde engang været overstrøget med en mørkeblå farve, som om ikke omgivelserne i og for sig tilstrækkeligt dæmpede den smule lys, der fandt vej ned i den skumle gård; men vind og vejr havde efterhånden berøvet det endog denne pryd, så at det nu viste sig i sin hæslige nøgenhed. De fem etagers bindingsværk trådte frem i muren som en gådefuld skrift af hieroglyfer, der i forbindelse med fugtige pletter på væggene og en uendelighed af små vinduer frembød et forvirrende og trøstesløst skue. På tredje sal i dette hus boede en enkefru krag, hvis afdøde mand havde været ansat i et offentligt kontor; ved sin død havde han efterladt hende en pension af meningsløs lidenhed foruden en sum af nogle få hundrede rigsdaler. Hermed skulle hun ikke komme vidt; men da hun tidligt var bleven vænnet til at hjælpe sig selv, tog hun atter fat på sin gamle beskæftigelse og gav undervisning i skoler. Det sløvende og byrdefulde, som et sådant liv vel i længden har for de fleste, mildnedes hos hende ikke lidet ved hendes store kærlighed til børn. Af ydre var hun en lille, ubetydelig kone, hos hvem forlegenhed og velvilje overfor andre havde indgået en løjerlig blanding, men skønt disse egenskaber let kunne gøre hende uskikket til at undervise småpiger, hvis evne til at udfinde modpartens svage sider er vidunderlig, og hvis opfindsomme dristighed har så godt af at behandles med en smule fasthed, så dannede Fru krag i disse henseender en undtagelse. Hun elskede børn og var elsket af dem; og denne omstændighed var uden tvivl grunden til, at hun en dag var så dristig at henvende sig til lægen, da han efter et besøg på kvisten gik forbi hendes dør. „ Tor jeg være så fri, hr. Doktor, at spørge “ — begyndte hun forlegent. „ Om hvad? “ sagde lægen, som lod til at have hastværk. „ De har nok besøgt konett på kvisten? “ „ Ja vel, og så? “ „ Tør jeg spørge, om de anser det for et farligt tilfælde? “ „ Farligt nok. Hun var forfalden, som de vel ved, og nu har hun drukket sig ihjel, “ svarede han og gik sin vej. den omtalte kone, som for et par måneder siden var flyttet ind i huset, var i kort tid blevet en skræk for beboerne på grund af hendes støjende og brutale adfærd, men især ved den måde, hvorpå hun behandlede et par plejebørn. Selv Fru krag, som mindst af alt kunne beskyldes for glubskbed, havde følt sig ægget til angreb, og i en form, som forekom hende selv tilstrækkelig skarp og indtrængende, men som i virkeligheden var blidheden selv, havde hun gjort konen forestillinger; men var bleven modtaget med en sådan salve af grovheder, at hun skyndsomst havde trukket sig tilbage, og efter den tid indskrænket sig til i smug at stikke et og andet til børnene, når lejlighed gaves. Men selv i dette punkt måtte hun anvende forsigtighed, eftersom den fortræffelige plejemoder, da hun opdagede det, tildelte børnene en eftertrykkelig tugtelse. Det hemmelighedsfulde og farlige i venskabet styrkede imidlertid deres gensidige følelse, og ofte stod børnene — to søskende, en dreng på fem og en pige på tre år — i gården og kastede længselsfulde blikke op til vinduerne, om deres velynderske ikke skulle vise sig. Nu da konen var død, vare børnene Fru krags første tanke, og da hun var kommet sig efter den forvirring, hvori lægens overraskende meddelelse havde bragt hende, gik hun, ikke uden en vis wngstelse, op på kvisten. For ethvert menneske, hvis sands ikke er fløvet, har det noget ejendommeligt gribende ved sig at træde ind, hvor døden er tilstede, og det var kun med bankende hjerte, at hun besluttede sig til at åbne døren. Skønt det var om sommeren, var der dog halvmørke, da lyset kun kom ind gennem et lille, skråt, smudsigt tagvindue, og det varede derfor noget, inden hun blev i stand til at skelne de fjernere genstande. Derhenne lå den døde skikkelse. Det var den gamle historie: fattigdom, forsømmelse, sult, nagende forbittrelse, last og død. Nu var lidenskaben gået til ro, men et menneskelivs synder og kampe havde i de hårde ubevægelige træk præget en skrift, som for den, der brød sig om at læse den, indeholdt mere lærdom end adskillige prækener. Medens hun stod her, for hun pludselig sammen ved en let berøring. Hun havde i det første øjeblik ikke bemærket børnene, som af angst og træthed havde siddet sammenkrøbne i det modsatte hjørne af rummet, men som nu havde nærmet sig og greb fat i hendes kjole. „ Men du gode gud er i her, børn? “ sagde hun, - - „ og alene? “ „ Ja, “ svarede drengen forskrækket. „ Madam schukart sagde, at vi skulle sidde rolige, til hun kom igen. “ „ Hvem er madam schnkart? “ „ Det er konen — der er hun? “ „ Å herregnd, “ sagde den indtrædende, „ så ' er der dog go ' e mennesker til. Hvem seer til os i denne elende, sagde jeg til Johanne, en time førend hun døde. Det gør ingen. Og så kommer den kære frue fra tredje sal som en guds engel fra himlen og seer til den døde, og det skønt de i levende live havde et og andet udstående. Å, herregud. “ Denne tiltale af en fremmed person, hvem Fru krag ikke erindrede at have set før, forekom hende ualmindelig modbydelig, så at hun måtte gøre vold på sig selv for at spørge hende, om hun vidste, hvem der tog sig af børnene. „ Ingen, go ' e menneske, ingen. Fattigvæsenet måske, men det regner jeg for ingen. Hvem bryder sig vel om de søde børn, den go ' e lille Nikoline og den stakkels Christian? Hvem tænker på børnene, sagde jeg til Johanne en time førend hun døde. Å herregud. “ Øet var åbenbart, at konen befandt sig i en overstadig tilstand, som i forbindelse med hendes højrøstede tale havde noget vanhelligt ved sig på dette sted, og fik Fru krag til at skynde sig bort, idet hun tog børnene med sig og sagde, at de kunne blive hos hende indtil videre. Øet blev et langt indtil videre, og strakte sig betydeligt ud over de første dage, som hun anvendte til at stoppe deres sult og give dem klæder på kroppen. Øet varede ikke længe, inden hun fandt, at hendes hjem fik et eget liv ved disse småskabninger, der hurtigt begyndte at hæve hovedet som unge planter i solskin, og det var derfor en hård tid, da de offentlige myndigheder gjorde deres krav gældende, og hun skulle bestemme sig, om hun ville beholde børnene eller ikke. Hvorfra skulle hun få udkommet både til dem og til sig selv? Øet syntes hende umuligt, og dog var hun, da afgørelsens termin kom, mere end nogensinde bestemt på at beholde dem. De offentlige myndigheder vare ved denne lejlighed til en forandring heller ikke umedgørlige. Disse børn vare dem en streg i regningen; de vidste ikke rigtig, hvor de skulle føre dem hen, da protokollerne vægrede sig ved at anerkende dem, og derfor var det en ret behagelig løsning af vanskeligheden, da Fru krag beholdt dem. Det viste sig imidlertid snart, at den ringe godtgørelse, som blev tilbudt hende — i sin ivrighed havde hun ikke engang tænkt på at forlange nogen sådan — kun var tilstrækkelig til anskaffelsen af jevn, god hundeføde, og Fru krag arbejdede derfor med rastløs flid på at holde sin husstand sammen; men efter et halvt Års forløb blev det hende klart, at opholdet i København var for dyrt, og efter mange anstrengelser og skuffelser lykkedes det hende endelig at oprette en pigeskole i en provindsby. Gennem mange Års tålmodige og udholdende flid, nøjsomhed og utallige opoffrelser, som i sammenligning med politisk rabalder og feltskag i regelen anses for noget så underordnet og ubetydeligt, at det i det højeste fremkalder et overlegent smil, men som af dem, der blæse overlegenheden et stykke og selv have en mening, anses for noget herligt, beundringsværdigt, høihjertet, lykkedes det hende at opdrage disse to børn, som antoge hendes navn og skuttede sig til hende med oprigtig taknemmelighed. efterhånden opstod den tanke hos hende, at Christian skulle studere; den kom lidt efter lidt, og da den engang havde slået rod, anså hun det for en mressag at sætte den igennem. Da Nikoline voksede til, hjalp hun sin plejemoder med undervisningen, og hvad der på nogen måde kunne spares, blev lagt til side for broderen. Da han omsider havde afsluttet skolelivet og vendte hjem som student, modtoge de ham med berettiget stolthed. Men hermed begyndte vanskelighederne på ny, da det langt oversteg Fru krags evner at holde ham i København, og medens hun lagde planer, som hun igen forkastede, stod hun endnu lige rådvild, da endelig omstændighederne tvang hende til at tage en beslutning. Et nyt institut, bedre udstyret og mere svarende til tidens fordringer, tog den største del as hendes elever, og fra nu af syntes hun ikke at have noget valg. „ Det er lige trangt for os, enten vi blive eller rejse, børn, “ sagde hun; „ men skytte vi til København, troer jeg dog næsten, at udsigterne er bedre. Der kan man da i det mindste håbe at sinde noget; her er det ganske umuligt. “ „ Vi skulle sinde noget; stol du kun på mig, -moder, “ sagde Christian håbefuld og opfyldt as bevidstheden om sin nye værdighed. „ For alt, hvad du og Nikoline have gjort for mig, er det nu ikke mere end min simple pligt, når jeg bidrager mit til vort udkomme. “ han talte så tillidsfuldt, og hans ungdommelige begejstring var så levende, at hun selv begyndte at fatte håb og endnu levede i håbet, da de havde tilendebragt flytningen til København, hvor de nu boede i en lejlighed på Christianshavn, bestående af fire små værelser i et hus, som lå tæt op til volden, med udsigt ud over Kallebodstrand. Da indtraf der en begivenhed, så uventet og så sørgelig og overvældende i sin udgang, at de to søskende neppe fattede den i hele dens omfang, førend ulykken allerede var sket. Fru krag blev syg og døde. Et ringe ildebefindende, som begyndte kort efter at de vare komne til ro, gik hurtigt over til en brystbetændelse; den syge tabte bevidstheden og få dage efter døde hun. Det ramte dem som et tordenslag. I det første øjeblik vare de ude af stand til at opfatte virkeligheden, og sagde den første dag tavse og som tilintetgjorte, men nødvendigheden tvang dem snart til at tage sig sammen. Ganske overladt til sig selv følte de levende og bittert, hvad det vil sige at stå ene i verden; thi skønt de befandt sig i en folkerig by, vidste de, at der blandt de mange mennesker ikke fandtes nogen, som skænkede dem en tanke. På begravelsesdagen havde en fremmed mand fulgt dem i afstand og været tilstede på. Kirkegården; og skønt de ikke kendte ham, eller vidste, om det beroede på mere end et tilfælde — thi han havde senere fjernet sig uden at tale til dem — så havde selv denne omstændighed været dem en trøst, idet de deri så noget, der i det mindste lod sig tyde som deellagelse, og de følgende dage talte de flere gange derom; men snart blev også dette glemt for sorgen over den afdøde og bekymringer for fremtiden. „ Det er sørgeligt, at vi nu må stilles, Christian; men jeg seer virkelig ikke, at andet er muligt, “ Sagde Nikoline, da nogen tid var gået, og de vare komne så vidt, at de begyndte at lægge planer. „ Skilles? Hvorledes kan du falde på en sådan ide? “ svarede Christian. „ Det er nødvendigere end nogensinde, at vi nu blive sammen. “ „ Men når nødvendigheden netop byder det modsatte? “ „ Det gør den ikke, Nikoline. Du seer tingene i et alt for mørkt lys. Jeg kan ikke undvære dig — jeg elsker dig, søster, “ udbrød han lidenskabeligt — „ under vor lange adskillelse har jeg altid glædet mig til, at vi igen skulle leve sammen, og nu, da vi er nåde så vidt, skulle vi stilles! Jeg vil det ikke. Jeg finder mig ikke deri. Jeg byder nødvendigheden trods. Jeg vil arbejde for os begge. Har man ikke før set, at søskende have sfabt sig et hjem; hvorfor skulle vi da ikke kunne gøre det samme? Det er jo ikke så sjældent, at folk læse til eksamen og til samme tid arbejde for udkommet — hvad siger jeg, sjældent — det er jo netop det sædvanlige. Ikke ni af ti er anderledes stillede, og jeg sfnlde ikke kunne gøre det samme? “ „ Men det vil blive dig formeget, kære Broder; jeg frygter for, at du ville komme til at overanstrenge dig. “ „ På ingen måde. Jeg tror netop, at arbejdet ville falde mig vanskeligere, når jeg var ene, og ikke havde dig at meddele mig til. — desuden, “ Tilføjede han efter nogen tøven, „ er det også af en anden grund ønskeligt, at vi blive sammen; hvem ved, om vi ikke til sidst finde den tråd, som kunne lede til “ — han behøvede ikke at føre sætningen til ende; det smertelige udtryk, som ordene fremkaldte i hendes ansigt, viste tilstrækkeligt, at hun forstod ham. „ Det er sørgeligt at stå ene på denne måde, “ Vedblev han, „ og ikke engang at kende dem, hvem man skylder livet. Det forekommer mig næsten, som om der hvilede en plet på os. “ „ Således må du ikke tale, Christian; kun flette mennesker ville udlægge det på denne måde. Men jeg tror, at det var bedst for os, om du rent opgav denne søgen, hvormed vi nu så længe have plaget os selv til ingen nytte. Har moder ikke forlænge siden gjort alt, hvad der kan gøres? “ Han stod åndsfraværende og så ud over stranden, medens hendes ord gled ham forbi. — „ Det er besynderligt, “ vedblev han, „ men det er ofte forekommet mig, når jeg seer herud, som om jeg finder noget, der på en eller anden måde er beskægtet med det, jeg tænker på. Der vender bestandigt en forestilling tilbage om noget vidtudstrakt, jeg engang har set; men jeg kan ikke samle det -- jeg kan ikke engang sige, om det var hav eller jord. Det står for mig ligesom i fjerne tåger, og svinder bort, når jeg vil gribe det. — og dog, når alt kommer til alt, er det måske ikke andet end indbildning. Hvem ved, om jeg ikke, ved at tænke så ofte derpå, har omdannet det til noget andet, end det oprindeligt var? — der er noget forvirrende deri, noget vildsomt, som ikke vil lade sig føje sammen “ — „ Opgiv det, Christian, “ bad søsteren indtrængende, idet hun gik hen til ham og tog hans hånd. „ Tænk ikke mere derpå; vi ville kun stabe os unyttige sorger og forsømme det, som er vigtigere. Lad os hellere husfe på, at vi fandt en moder, som var os i forældres sted. “ „ Det var hun, “ sagde han bevæget ved erindringen om den afdøde; „ og dersom noget skal bringe os frem, må det være bevidstheden vin, at vi handle i hendes ånd, og det tror jeg, at vi gøre, når vi blive sammen. “ „ Siden du vil det, kære Broder, så lad os da prøve derpå. Jeg vil naturligvis helst blive hos dig; jeg var lun bange for, at det skulle overstige vore evner, og at jeg skulle falde dig til byrde; men når du tror “ -- „ Du er altså enig med mig, “ udbrød han, mensynlig oplivet, og lagde sin arm omkring hende. „ Så hør da, hvorledes jeg har tænkt mig det. Vi leje naturligvis de to værelser ud, og beholde selv de lo andre. Du ved jo, at lejen er betalt forud for et halvt år, så at vi have tid til at se os om. Allerførst må du se at finde nogle informationer, og det er naturligvis en let sag i en så stor by som København “ — „ Naturligvis, det håber jeg da i det mindste, “ Yttrede hun med et smil i sit smukke ansigt. „ Håber det? Ja det kan du være ganske vis på. De store byer er netop de steder, hvor man skal opsøge sig noget. Er det også lidt vanskeligt i begyndelsen, så længe man mangler bekendtskaber, så går det til gengæld så meget raskere, når man først har skabt sig konnexionen. Det er egentlig konnexioner, det kommer an på; det kan du være overbevist om. Desuden søger jeg selv at få mig noget arbejde. Hvorvidt det bliver informationer, er jeg endnu ikke ganske vis på — det skulle da være i levende sprog “ — „ Hvori du udmærkede dig til eksamen “ — „ Hvori jeg udmærkede mig til eksamen, hvilket naturligvis er en anbefaling; eller om jeg måske skulle søge kontorarbejde hos en jurist — jeg ville da foretrække en advokat. På denne måde kunne mine kundskaber blive mig til megen nytte — jeg mener natnrligviis de kundskaber, jeg i den nærmeste fremtid vil erhverve mig og — tillige ville jeg derved blive i øvelsen. I dette øjeblik har jeg ikke nogen bestemt mening; men det vil snart vise sig, hvad der er det rette. Efter kontortiden ville jeg så spise til middag og derpå spadsere en tur med dig. Eftermiddagen og aftenen ville jeg anvende til studier. “ „ Og du tror virkelig, at det kunne lade sig gøre? “ udbrød hun, idet hun med et strålende blik så ham ind i ansigtet. „ Det tror jeg ganske vist, Nikoline; men vi måtte spare. Ikke en skilling måtte gives ud til unytte. “ „ Naturligvis. Jeg antager, at vi kunne begynde med at afskaffe et og andet i husholdningen; dersom vi for eksempel ikke længere brugte sukker i theen “ — „ Vi ville helt afskaffe theen, søster; helt afskaffe den. Så længe det ringe forråd, vi endnu have, strækker til, er der jo ingen grund til at lade det ligge; men når det er forbi, slå vi den tand ud. På denne måde vil der spares en ikke ringe sum året rundt. Men det kommer an på, om vi have en stærk villie. Jeg har læst om, hvad mennesker med en stærk villie have udrettet. De have begyndt med intet eller mindre end intet, og have alligevel banet sig vej til rigdom og berømmelse; og tro endelig ikke, at det er gået let for dem, eller at et lykkeligt tilfælde har hjulpet dem — på denne måde ville der jo ikke være noget at lære af dem — nej, det tilfredsstillende er netop, at de måtte kæmpe sig frem gennem store vanskeligheder; når de havde overvundet dem på en kant, kom de igen på en anden; men alligevel holdt de ud og fik til sidst bugt med dem. Det forekommer mig virkelig, som om vi selv er stillede på denne - måde, og af når vi kun beslutte os dertil, vil næsten intet være umuligt før os. “ Han talte så overbevisende og var så vindende i sit væsen, fremstillede det liv, de skulle føre, på en så elskværdig måde og uden af gå ud over det, hun i sin uskyldighed anså før det sandsynliges grændser, af hun til sidst villig gav sig hen til hans fantasier. „ Og som jeg før sagde, hvad der i denne sag meest bør bestemme os, er, af vi derved vistnok handle i vor moders ånd. Er du nu ikke af min mening? “ „ Efter hvad du har sagt, tror jeg næsten, af jeg er det. “ På denne måde fortsatte de samtalen før yderligere af bestyrke sig i deres forsæt, og med den tilgift af håbefuldhed, som er ungdommens forret, så de i dette øjeblik fremtiden i en noget gunstigere belysning end den, hvortil de efter omstændighederne strengt taget vare berettigede. At der ville komme vanskeligheder, tvivlede de ikke om; men selv disse vanskeligheder havde såt en egen ynde ved ven måde, hvorpå han havde omtalt dem; de vare jo nu forberedte på deres komme, og i den beslutning, hvormed denne dag var endt, blandede håbet sig med frygten, ligesom de gyldne flager ude på havet i aftenrøden blandede sig med dunkelheden i den fjerne synskreds. Andet kapitel. Der fordres et vist kendskab til forholdene i almindelighed, inden man kommer på det Rene med, at det, som tilbydes, i regelen haves i overflod; medens det, som søges, ifølge en viis indretning i samfundet, i de fleste tilfælde netop mangler. Dette kendskab manglede Nikoline. Hun troede, at i en by som København, der er rigt velsignet med børn, måtte der også være brug for nogen til at undervise dem; men nu fandt hun, at dersom der var noget, man havde overflødighed på, var det netop lærerinder; og i god overensstemmelse med den fiktion, at ansøgere til hvadsomhelst er fjender, der bør skaffes af vejen, blev afvisningen bestandig ledsaget af bebrejdelser. Snart bebrejdede man hende, at hun var for ung og endnu ikke måtte tænke på „ sådant noget “ — som om det at trælle i et københavnsk institut var en herrefærd, der i og for sig var mange anstrengelser værd — snart bebrejdede man hende det uforsvarlige i at melde sig uden anbefalinger; snart ytrede man velopdragent, at „ Personer uden øvelse “ ikke kunne gøre sig noget håb, så at den stakkels pige til sidst fortvivlet spurgte sig selv, om der da gaves mennesker, som kom til verden med øvelse. „ Du tager dig tingene alt for nær, “ sagde broderen, da han en dag kom hjem og fandt hende i tårer over det mislykkede udfald af et sådant forsøg. „ Tag mig til eksempel, Nikoline; jeg ved, at man må give tid, og vise villiekraft; også tålmodighed er villiekraft, og ved en lejlighed som denne kommer det netop an på tålmodighed. Det kræver tid at knytte konnexioner, men jeg skal arbejde for os begge og skaffe dig, hvad du ønsker. “ „ Men hver dag, der går på denne måde, er et tab for os, Christian. Betænk det. Jeg vil naturligvis ikke gøre dig bebrejdelser; men tror du ikke, at det var bedre, om du nu selv begyndte på dine studier, og i det mindste ikke anvendte hele dagen til at søge efter noget? “ „ først et sikkert grundlag, kære søster — du er et barn, siden du kan tale således; men jeg holder ikke mindre af dig for det, “ tilføjede han og kyssede hende. „ Seer du ikke, af vi allerførst må sikkre os udkommet, inden jeg kaster mig over studierne, og hvorledes skulle vi sikre os det, når jeg ikke vedblev af søge? “ Skjøndt der var noget i hans raisonnement, som hun ikke kunne gendrive, var hun dog tilbøjelig til af beholde sin egen mening og indskrænkede sig derfor til, i stedet for svar, af hænge lidt med hovedet. „ Har du da noget imod, af jeg opgiver disse forsøg? “ spurgte hun. „ Jeg tror virkelig ikke, af de føre til noget. “ „ Ikke det mindste, kære søster; gør som du vil, “ svarede han livligt. „ Jeg skal, som sagt, arbejde for dig med og nok omsider finde noget. Men søg kun selv; du vil have godt deraf; det holder dig i virksomhed og bevægelse. “ Det syntes imidlertid, som om denne virksomhed og bevægelse ikke var synderlig opmuntrende for hende, men han var alt for optaget af sit eget til af bemærke det, og gav samtalen en anden vending ved af spørge, om der endnu ingen havde været for af se på værelserne. „ Her var en mand i morges, straks efter af du var gået “ — „ Og det siger du først nu; jo, du er en net forretningsmand, “ udbrød han spøgefuld. „ At glemme det allervigtigste! Lad os først tale om det. Det er altid en begyndelse. Hvem kan vide, i hvilke forbindelser denne mand er, og om han måske ikke kan gøre noget for os? Hvad hedder han? “ „ Han hedder Bolvig. Han sagde, af han boer her i gården, ovre i mellembygningen. Han ville komme igen, når du var hjemme. “ „ Så vil jeg straks søge ham op, “ sagde han, og tog sin hat, — „ men måske det alligevel var klogere af vente; det kunne næsten se ud, som om vi vare forlegne for — dog nej, han kunne betænke sig. Du skal se, af det er begyndelsen til et eller andet. “ Med disse ord skyndte han sig afsted, og kom snart efter tilbage med den fremmede. Hr. Bolvig var en mand på nogle og tresindstyve år, høj, mager og lidt skaldet, en ulempe han søgte at bøde på ved anbringelsen af en sort silkekalot, der så ud til at være gjort af resterne af et halstørklæde, men som iøvrigt kun dårligt svarede til sin hensigt, da den sad på siden af hovedet og tildeels bedækkede det ene øre. Hans ansigt bar præget af en vis tænksomhed, således som det ofte kommer frem hos folk, der have ført et tilbagetrukket liv og beskæftiget sig med deres egne forestillinger; men det mest iøjnefaldende ved ham var en vis stilfærdig, men ubøjelig stridighed, der ligesom var udbredt over hele hans person. Den viste sig i hans grå øjne, i hans smalle læber, i den tilknappede frakke, i den lange, lige ryg og de tynde ben, og et blik på den skævt siddende paryk gav en forestillingen om, at man hellere måtte prøve på at vælte Rundetårn end bringe ham til at forandre sin mening. „ Det er min søster, Nikoline krag, “ sagde Christian, og bød den fremmede at sætte sig. Manden bukkede tavs og blev stående. „ Hr. Bolvig er ikke utilbøjelig til at leje værelserne, “ Vedblev Christian. „ Det har jeg ikke sagt, “ indvendte Bolvig roligt; „ jeg har blot spurgt, om det måtte være mig tilladt at se værelserne, — at se dem, “ gentog han, for at indprænte den rette forståelse af sine ord. „ Naturligvis, “ svarede Christian. „ Det skal være os en fornøjelse at gøre dem bekendt med lejligheden. “ „ Her ryger ikke om vinteren, “ bemærkede han, idet han så sig om i stuen og pirrede ved kakkelovnsrøret, som om han der fandt særlig oplysning. „ Det skal jeg virkelig ikke kunne sige dem, “ svarede Christian forekommende, „ vi have ikke boet her sålænge, at “ — „ Jeg spørger ikke, om her ryger; jeg siger blot, at her ikke ryger. — røret — loftet — væggene “ — tilføjede han med mellemrum, overladende til de andre at drage slutningen. — „ Udsigt til stranden, hm “ — „ Og hvad opvartningen angår, “ begyndte Christian forekommende, så tænker jeg, at den kone, som kommer hos os, også vil påtage sig “ — „ Opvartningen? “ afbrød den fremmede ham. „ Jeg ved ikke, at jeg har talt om nogen opvartning. Det bliver vel min egen sag. — opvartningen! “ Gentog han for sig selv og nærmede sig noget, der lignede en indvendig latter. At nogen kunne tænke på at foreslå ham, hvem han skulle tage til sin opvartning. Det var ingen let sag at forhandle med hr. Bolvig; men det var for så vidt også overflødigt, som han gjorde de bemærkninger, han ville gøre, ledede samtalen, hvorhen han ville lede den, og lejede omsider værelserne, fordi han ville leje dem. „ Og hvad lejen angår, så erlægger jeg den månedligt forud, “ tilføjede han endelig, medens han stod ude på gangen og bandt sig ind i et sort halstørklæde. „ Forud eller bagefter, “ svarede Christian, hvis imødekommen var vokset med den andens bestemthed, „ må ganske beroe på dem selv. “ „ Det ville vi ikke tvistes om, men jeg siger ubetinget forud. “ — „ Det bliver vistnok en vanskelig lejer, “ bemærkede Nikoline, da han var gået, og så tvivlende på broderen. „ I ethvert tilfælde lod det til at være en mand med en kraftig og bestemt villie, og det var især det, der tiltalte mig. Jeg har nu engang et lykkeligt blik for denne egenskab hos andre, og håber, at jeg besidder en ikke ringe del deraf selv. — nu er vi altså komne så vidt. Værelserne er lejede ud, og vi have en årlig merindtægt af hundrede og tyve rigsdaler. Blot tålmodighed, så nå vi derhen, hvor vi ville. “ Dermed var sagen ordnet, og en uge senere tog Bolvig værelserne i besiddelse. Det viste sig snart, af det var en mindre vanskelig lejer end Nikoline havde tænkt sig. Om formiddagen var han borte, og den øvrige del af dagen, som han tilbragte hjemme, gik hen i den dybeste ro. Når de en sjelden gang mødtes på trappen, vekslede de en hilsen, men blev iøvrigt hverandre fremmede, og således blev denne lejers ankomst ikke begyndelsen til det meget, som Christian havde ventet sig. Endnu et par steder forsøgte Nikoline sig for af blive anbragt som lærerinde, men med samme held som tidligere. Derefter opgav hun sagen og søgte i avertissementerne efter en plads, der kunne være passende for hende, og da hun en dag læste, af en ung pige med hendes kvalifikationer kunne så beskæftigelse hos professor Banmann, som boede på amagerbro, gik hun derud for af tilbyde sin tjeneste. Professor Banmann, der tidligere havde været rektor ved en skole, men nu havde sin afsted, boede her i et landsted med tilhørende have, hvilket altsammen ved første øjekast gjorde et så imponerende indtryk på hende, at hun følte sig ganske nedslået, da hun var kommet ind i haven, og halvvejs tænkte på at vende om, da man måske dog, når det kom til stykket, ikke ville have brug for hende på et sådant sted. „ Hvem søger den lille frøken? “ spurgte pludseligt en stemme i nærheden af hende. Den kom fra en mand, som trådte frem fra et materialhuus og nærmede sig hende. „ Tor jeg spørge, om professor Banmann boer her? “ spurgte hun frygtsomt. „ Her boer han, “ svarede manden, og lettede til samme tid på huen, som om han ydede en eller anden usynlig person en særlig hyldest. „ Når de går så småt op ad denne grusgang, og så drejer tilhøire, så løber de lige på huset, lille frøken; og når de ringer på der, hvor den forgyldte messingplade sidder, så kommer de ind til professor Banmann. “ Ved dette navn lettede han igen på huen, medens nikokine, som tænkte sig muligheden af, at han var forstyrret, skyndte sig henimod huset. Det var overflødigt at ringe på, da døren stod åben, og med en vis frygt for udfaldet trådte hun ind i gangen. Forgæves bankede hun på, og var i nogen tvivl om, hvad hun skulle gøre, da en dør pludseligt blev revet op, og en midaldrende dame i sort fløjlskjole tiltalte hende på en just ikke blid måde med et: „ Hvad vil de? “, men oppebiede ikke hendes svar, idet hun strøg forbi hende hen til udgangsdøren, hvor hun af al kraff råbte på Marius. Det varede temmelig længe, inden Marius kom til syne, men omsider viste han sig. Det var en dreng på fjorten år, af temmelig lav vækst, stærkt skeeløiet, og med kort afklippet hår, der stod i vejret som pigge. For disse natureiendommeligheder kunne ingen stå til ansvar; men når hertil føjes, at Marius var klædt i tjenerlivrée med store blanke sølvknapper og et par grå gamascher om et par formløse ben, så kunne de, der havde opfundet og iført ham denne dragt, der kun yderligere forøgede hans lighed med en ondskabsfuld abe, af enhver rettænkende ikke undgå beskyldningen for at mishandle ham. „ Hvor tør din afskyelige unge gå din vej og lade døren stå åben, så at folk fra gaden komme løbende lige ind i stuen? Hvor tør du vove at gå ud af dit værelse, når ingen kalder på dig? “ Udbrød damen forbitret. På disse spørgsmål havde Marius intet svar, men blev stående med ludende hoved og med hænderne på ryggen, medens en kunstig anger stod at læse i hans ansigt. „ Gjorde jeg dig din ret, så fik du en ordentlig — hvad er det, du der står og skjuler på ryggen? “ Marius gjorde et forsøg på baglænds at nærme sig døren; men damen greb ham i skulderen, snurrede ham rundt som en top og tog en gulerod ud af hænderne på ham. Dette fund forøgede hendes harme, og idet hun med gulerodstoppen eftertrykkeligt piskede ham i ansigtet, talte hun om unge thveknegte og om politiet, indtil Marius omsider med et hyl sled sig løs og for ud i haven. „ Og hvad vil de så? “ spurgte damen, og vendte sig, endnu noget ophidset efter tugtelsen, om mod Nikoline. „ Jeg ville — jeg havde tænkt “ — begyndte den unge pige, betaget af dette optrin. „ De ville — de havde tænkt, “ gentog damen med en hånlig betoning; „ tal således, at man kan forstå dem. “ „ Jeg kom efter et avertissement i avisen. “ „ Det kunne de have sagt straks. Gå ind i stuen. “ — her begyndte der en længere eksamination, om hun kunne stege, bage, stryge, vadsfe og en mængde andre ting; men til sidst blev damen stående ved, at hun kunne sye, og til dette arbejde blev hun antaget. Den følgende dag tiltrådte hun sin tjeneste. Hun skulle komme hver formiddag klokken ti og gå klokken tre; men da hun blev anvendt til meget andet end syning, måtte hun ofte blive der længe over den fastsatte tid, da det banmannske hus tog adskillig del i selskabslivet. Professor Baumann havde, som tidligere bemærket, været rektor, men havde trukket sig tilbage fra denne virksomhed, fordi den, „ om end skøn og rig på forhåbninger, “ som han plejede at udtrykke sig, „ dog holdt ham fjern fra det sted, hvor åndslivet pulserede, og hvor det var nødvendigt at leve for enhver, der som han havde stillet sig den opgave at hævde ideens krav. “ Dersom nogen havde spurgt ham om, hvorledes han løste denne mere ubestemte opgave, ville svaret ikke være udeblevet. For det første var spørgsmålet dumt. Var ideen noget, man kunne pege på her eller der, som en sten eller en kødklump? Tilvisse ikke. Dens væsen udtrykte sig kun i totaliteten, men aldrig i denne eller hin enkelthed. „ Knn den, der formår at opsatte på totalitetens måde, kære ven, og med intuitiv genialitet magter tidens store opgaver, kun han er i stand til at se identitetens klangsigurer og høre den idealitetens musik, der bringer alt andet til at forstumme. “ Således talte professor Baumann ofte, når han i selskaberne holdt foredrag over selvvalgte emner for en kreds af herrer og damer, som beundrede veltalenhedens magt. Eller var det måske ikke at hævde ideens krav, når han satte sine medmennesker ind i tidens fordringer, og lod de brændende spørgsmål ligesom blusse op i levende flammer? Når han ved et velbesat middagsbord skildrede nøden blandt minearbejderne i England eller i det fjerne vesten? Når han ud af historien — thi denne var hans yndlingsstudium — fremdrog eksempler og rystede de tankeløses egenkærlighed og de riges nydelsessyge, medens han derhos — for at gyde balsom i såret — „ dog på den anden side måtte fremhæve “, at godgørenheden var stor, og at man ikke skulle imødekomme ethvert krav fra de lavere klasser? Var det ikke at hævde ideens krav, når han tænkte, medens andre handlede, men uden at tænke? Når han „ i al beskedenhed gav de folk, der ønskede det, den ringe oplysning, han var i stand til “? Når han var en charmant selskabsmand, der havde et godt ord tilovers for enhver, og trods sin lærdom ikke stillede sig på en højere plads

1895_Boecker_Uveirstider

Kappel

Uveirstider

Bøcker

Boecker

Uveirstider

male

1895_Boecker_Uveirstider.pdf

Kappel

Bøcker

dk

Uveirstider

En Skildring fra Frimissionsegnene

n

roman

Alex Brandt

KB

I Dansk bogfortegnelse står forlaget Alex Brandt, men i selve bogen står Andr. Schous Forlag

pdftxt

nan

nan

O

Forord. Frimissionsbevægelsen er temmelig ny, men er dog udbredt over store dele af landet og har alleiede sin egen salmebog og sit eget organ. Med et uvejrs hele voldsomhed kan den bryde ind over en egn og skal nok sætte sine stærke mærker, selv om dot undertiden synes, at den forholdsvis hurtigt sygner hen igen. Religiøs indifferentisme er sikkert dens stadige efterfølger. Jeg har lært bevægelsen at kende i nordjylland, hvor den er meget udbredt, og støj ste delen af efterfølgende skildringer er byggede °vei virkelige begivenheder. Forf. i. Dorte nørby’s hjem. Eidsager kirke lå langt tilbage op mod lyngbankerne. Byen lå nedenfor, spredt langs moseranden. præsten stod i sin have, der stødte op til kirke gården, og så ud over den stille landsby. Solen blinkede mod de hvide vægge, fra skorstenene stod røgen som en søjle op mod sommerdagens himmel, ingen larm, ingen råben hørtes nu. Det var søndag eftermiddag. Præsten havde lagt armene på havediget. Hvor han kendte denne landlige, lydløse ensomhed. Ikke et blad rørte sig, ikke en blomst bevægede sin stængel, alt drak sol, ufravendt, blindt, uden nogen anden tanke. Insekternes dybe, monotone summen var som en evigt glidende understrøm for den uendelige stilhed. — en høne gik over gården med korte, ynkelige, kaldende kluk efter sine små kyllinger, der kom i række bagefter. En flok duer kom fra stuehusets tag, vendte i farten, så der gik et solblink fra de hvide vinger, fløj over gårdspladsen og svandt med klaprende vingeslag bag laden. — og pludselig var det igen dødsstille. præstens øjne var som fasttryllede til det drømmende landskab. Længe blev han stående, men endelig rettede han sig og gik langsomt ud af havelågen og ned over markerne. Han var høj, rank og bredskuldret. Trækkene var store og bløde, og kinderne lidt for fyldige, øjnene var lyseblå, kloge og dybt godmodige. Det sorte overskæg, der krusede sig i spidserne, evnede dog at lægge et vist krigerisk præg over hans ansigt og støttedes af den brede, stærke, kløftede hage. Kornet kantede vejen ved begge sider. Nu og da standsede præsten, samlede en håndfuld vipper og undersøgte dem. Han tænkte på, hvor langt hans gamle fader vel nu var kommen med høsten, og blev blød om hjertet ved at erindre sig den tid, da han selv kørte de tunge læs hjem til laden. Hvad mon faderen nu bestilte? Hvad mon moderen nu bestilte? Mon de fik kornet godt i hus? Han gik igen. Nede i landsbyen skraldede en vogn. Støjen kom dæmpet, ligesom tilsløret, gennem den tunge hede, holdt pludselig op, og så var der ikke en lyd. - præsten så ud over vejen, helt ud forbi pilehusene — en lille samling huse, der lå en Fjerdingvej borte, men hørte med til Eidsager. — hans blik gled ud over markerne, byggen hvidnede let og lod sig dovent bage af solen, den kraftig grønne havre bredte sig i døsigt velvære. Var det nu ikke, som om tiden stod stille over dette landskab. Den satte jo intet spor, så sagte, så uvirksom og så ubemærket, som den gled af sted. Præsten var grebet af en tungsindig længsel, en foiundeilig hjemve efter noget, som han ikke kendte. Han standsede mange gange for at se sig om, inden han forsvandt bag landsbyens huse. — i Nørby gården var der blevet stegt og braset fra den tidlige morgenstund. Fra » Skorstenen væltede tørverøgen idelig op, og der stod en Duft af lækre sager langt ud over vejene. Dorte mente, at det var ingen skade til, om også anretningen spurgtes ud over Eidsager grænser. Selv havde hun den hele dag stået i køkkenet, blussende af anstrengelse og ude af sig selv af hæftighed overfor pigerne. Datteren Ellen, hvis forlovelsesdag det var, havde måttet tage hånd i med, men havde kort før middag fået ordre til at pynte sig. Da hun kom tilbage, i skinnende hvid kjole, tog Dorte Nørby just sin æbleski vepande af ilden. Lysskæret faldt stærkt på hendes matgule ansigt med de uhyggeligt indfaldne øjne og kinder. Om hovedet havde hun bundet et stort tørklæde, en gammel forslidt hvergarnskjole hang om hendes magre, benede skikkelse, men hverken på tørklædet eller kjolen var der huller eller pletter at finde, hun strålede af renhed ligesom det køkken, hun stod i. » Nå, bitte Ellen, « sagde hun, » er du nu færdig. Sæt du dig nu kun ind, Niels er her jo med det samme. Ja, det er jo en stor dag for jer begge to, men guds velsignelse vil følge jer. Har du noget lommetørklæde? « » Ja—ah, « svarede datteren, stemmen endte i gråd. » Du græder da vel ikke igen, « sagde Dorte med en let dirren i stemmen. » No —ej, « svarede Ellen lavt, og så græd hun. Dorte satte en gryde på ilden, så hele komfuret klirrede, greb så datteren i armen. » Vil du tie! « Hun ruskede hende og satte sit ansigt lige ned til hendes. » Vil du tie, og det straks. « » Ja, « kom det halvkvalt. — » Ja, jeg skal nok. Ja mor... Mor... jeg skal nok, « og så blev gråden stærkere. Dorte tog hende med ud i bryggerset, der allerede var skinnende og rengjort efter dagens tummel. » For Herrens åsyn, dersom du ikke lukker din mund, så skal du blive revset som den gang, da du var et bitte barn. — vask dine øjne. — nå! Hører du!! — er der nogen, der vil gøre dig fortræd, hvad er du andet end en beskidt tøs — det spørger jeg dig! — er det den glæde, vi skal have af vort barn. « Dortes højre hånd havde uvilkårlig knyttet sig. Datteren stod lidt tilbage og gned sine øjne stærkt med håndklædet. » Se, derinde, der sidder nu din gamle, hæderlige fader og glæder sig over sin datters velfærd. Han har ladet dig oplære ud over din stand. Du kan synge, du kan brodere både på det ene og det andet, du kan spille på klaver, det gav han syv hundrede kroner for, og det kan du frem for alle de andre piger. Fortjente du ikke — « » Ja, men mor — ja, men mor — jeg j° nok — « » Ja, men hvad er det så for en flæben, « skreg Dorte, men blev i samme nu roligere. Endnu lå der om munden et stramt træk, dej hurtig forto0 sig, og der kom ømhed i hendes øjne. » Det har du - da også fornummet, Ellen, lige fra din første tid, at din far og mor altid spekulerer på dit bedste. Hvad Ellen? « » Ja. « » Ja, og hvor mange gange har vi ikke anråbt gud både for dig og de andre og takket gud, fordi vi havde så gode børn. « Dorte Nørby fik tårer i øjnene. Datteren græd igen. » Men 1 er os jo også til glæde. — så, nu kom der én ind. Det er vel Niels. « — Dorte lod flygtigt en snip af håndklædet gå en gang over hvert øje. — » Så, i guds navn, « sagde hun hastigt, » så er da tiden kommen, vask dig en gang til, min pige. Lad mig se din kjole. Det er godt. — kom så, det snareste du kan, inden de andre kommer. « Dorte løb hastigt gennem køkkenet til folkestuen og lukkede døren efter sig. Ind gennem folkestuens tre store fag vinduer strålede solen og lagde lysende firkanter hen over det snehvide, sandstrøede gulv. En rødmalet bænk stod ved væggen under vinduerne, foran den et rødmalet bord. Kakkelovnen var spejlblank. I hjørnet 6 'stod bornholmeruret og dikkede langsomt og søvnigt. Gennem den åbentstående dør trak sommerluften ind, mættet med høduft. Fluerne summede. Niels Hedegård stod og så ud gennem vinduet, da Dorte kom ind. Han var en sand kæmpeskikkelse med hærdede, vejrslagne træk. Blikket var klart, klogt og roligt. Han var hen ved de halvhundrede år. » Kommer jeg for tidligt, Dorte? « » Nej, Niels, « svarede hun med dyb alvor, » nej, nu skulle det jo ikke gerne være sådan, at du kunne komme for tidlig. Det kan vi jo godt sige, Anders, « vedblev hun og vendte sig imod sin mand, der sad ved bordenden med sin merskums pibe i hånden, thi Dorte ville ikke have tobaksrøg, før de fremmede kom. » Ja, Dorthea, det kan vi godt, « svarede han og blev roligt siddende. Hans øjne gik med svag nysgerrighed fra den ene til den anden, imens han drog vejret tungt og hørligt. Han var en middelhøj, fed mand med et rundt, yderst godmodigt ansigt. Niels Hedegård smilede, da han satte sig, men smilet var kun som en flygtig lysning over hans ansigt. » Hvor er Ellen? « sagde han, » her er ringene. « » Hun står herude, « svarede Dorte højtideligt og gik hen til sin mand. » Hun beråder sig jo med gud og med sin samvittighed. Det er jo en stor dag for hende, det stakkels barn. Hun kan jo trænge til at berede sig. « » Det tænkte jeg, hun havde gjort for længe siden, « sagde Niels Hedegård tørt. » Det kan aldrig blive nok, Niels, « svarede Dorte med indtrængende venlighed og lod hånden glide over sin mands hår. - » Er Terkel for resten ikke med dig? « » Han skal køre et par læs rug hjem. « » Ja, men det er jo søndag, Niels. « » Ja, derfor ville vi heller ikke forlange karlen til det. « » Nej, men tykkes du da lige godt ikke, at du kunne have biet til i morgen. « » Kanske og kanske ikke. I dag ved vi allenfals, at rugen er tjenlig, « sagde Niels hedegåid ligegyldigt, » men jeg tykkes, at Ellen lige så godt kunne komme og få den ring. « » Ja, når det er din vilje, Niels —, « sagde Dorte langsomt, rettede sig op og gik ud i køkkenet Anders Nørby tørrede panden med trøjeærmet » Ja, her er så din brud, Niels, « sagde Dorte, idet hun kom tilbage med den ligblege Ellen, » og der, min pige, der er din brudgom, som du i dit hjerte har udvalgt dig for gud og mennesker. Gå nu hen og giv ham din hånd og tag imod hans ring. « Hun sluttede med at give datteren et lille puf i ryggen og trådte så igen hen til sin mand. Ellen gik vaklende, viljeløs og med nedslagne øjne over gulvet. Hun skælvede over hele legemet, og der gik lange ryk igennem hende. » Ja så, i guds navn, så ønsker vi jer til lykke, « sagde Dorte med dæmpet højtidelighed. » Gid i må leve sammen som Anders og jeg. M har nu været gifte i otte og tyve år, og aldrig har der været et ondt ord imellem os. Men når blot i holder sammen i kærlighed, så vil i også få gode dage. « Dorte strøg sin mand over håret. Denne sad bomstille og turde knap vende øjnene. Ellen var bleven brændende rød, da ringen gled r ned over hendes finger, men straks efter var hun voksbleg. De lange ryk kom stadig hurtigere efter hverandre. Niels Hedegård så på hende med forundring og medlidenhed. » Ja, den pige, der står for dig, Niels Hedegård, « Sagde Dorte stolt og mønstrede datteren fra isse til fod, » hun har forstået at bevare sit rene sind og sin uskyldighed lige til nu, det ses på hende. Du får dig en god kone, Niels. « Der blev dyb stilhed et øjeblik, det hørtes, hvordan fluerne summede og frydede sig i solheden. Ellen stod endnu foran Niels Hedegård. En tåre gled pludseligt og hastigt ned over det blege, bløde barneansigt, og den lille, lave pande rynkedes uvilkårligt, idet hun søgte at lukke øjnene fast i. Dorte gik hen til hende. » Du skal såmænd ikke græde over det, Ellen, « Sagde Niels Hedegård med nogen inderlighed, » jeg skal aldrig gøre dig fortræd. « » Det er heller ikke sådan at forstå, Niels, « Svarede Dorte, » men hun har jo været i sit kærlige hjem til nu, og nu skal hun ud i verden. « » Ja, til den anden ende af byen, « sagde Niels Hedegård hånligt. » Å, du ved vel nok, hvordan jeg mener det, « svarede Dorte lidt spidst, » og du, min i ige, &å du nu blot i Enrum med dig selv og let dit hjeite. « Ellen for ud af køkkendøren, som om hun blev forfulgt. » Stakkels barn, hun er så bly af sig, « sagde Dorte og lukkede efter hende. » Ja, men et ord lige så godt som ti, « svarede Niels Hedegård roligt, » du laver vel ingen Kims kramserier med hende for at få dette her giftermål bragt i lave? « Dortes hænder skælvede af harme, men Niels Hedegårds hårde, kolde blik betvang hende. » Du har nok ingen store tanker om os, « sagde hun i anklagende sørgmodighed, men øjnene tindrede. » Ja, det skal da ikke være til sorg hverken for hende eller nogen. « Niels Hedegård rejste sig. — » Skal vi gå en vending ud til kornet, Anders? « » Anders skal jo blive hjemme og tage mod præsten, « sagde Dorte. — » Men du kunne jo lige rende over til Per musiker og tage ham med. Plan kommer også herover i eftermiddag. « » Ja, også det, « svarede Niels Hedegård og gik. De store gavlvinduer stod på vid gab, så den varme sommerluft trak ind over loftet. Korn lå i dynger, og korn stod i sække, store kister var ordnede i række inde under stråtaget, røgede skinker og bundter af pølser hang omkring skorstenene — alt var på plads, og der skulle ikke kunne opdages et eneste spindelvæv i krogene. Mellem sækkene sad Ellen. Hun havde haft trang til at gemme sig så langt bort, som hun kunne, og nu græd hun stødvist, holdt engang imellem op og talte halvhøjt med sig selv, mens det igen trak op til gråd. Hun huskede ikke andet end Niels Hedegårds hænder, store, * magre, årede hænder, og hver gang de viste sig tydeligt for hende, gik der som et hastigt jag gennem hele hendes legeme, og hun fik den ulideligste kvalme. Og da græd hun højt og hørligt, som ellers kun barnet græder — indtil hun pludselig hørte sig selv. Så krøb hun helt ind mellem sækkene uden at bryde sig om den hvide kjole. Det rædselsslagne blik var som naglet til loftstrappen, og hun lyttede åndeløst. Alt var tyst. Men i samme nu, hun hørte den dybe stilhed, var den fyldt med minder fra det, der var sket, og syner fra det, der skulle komme. Hun bevægede hovedet planløst, hun greb viljeløst afværgende for sig med hænderne, havde dog alt for liden kraft — igep et jag, så kom hans magre, årede hænder til syne, og så denne forfærdelige kvalme. Da græd hun igen sansesløst, højt og klagende. » Disse hænder — « Hun ville gerne overveje og gruble, men standsede ved disse hænder. » Jeg elsker ham ikke, for — disse hænder. « Det var hende ikke muligt at jage synet af dem fra sig, disse magre, årede hænder. Deres fingre spilede sig ud, sluttede sig sammen, store, tykke, benede fingre, de knyttede sig ind i hånden i et sæt, så hun for op, men øjnene var endnu som tryllede fast til disse hænder, tankerne måtte kredse om dem med stigende fart, og da tog denne kvalme til og blev uudholdelig. Hun havde kun lyst til at lægge sig fladt ned og skrige af hver evne, hun ejede, skrige, til hun blev træt, og så måske sov ind og kunne ligge stille og lade være med at tænke. I værelserne nedenunder var det dødsstille. En dør blev pludselig slået op og i. Ellen sad ret op i det samme, med blikket vendt imod loftstrappen. Hun hørte en flok stære støje i kirsebærtræet udenfor gavlvinduet, og det var umuligt at udholde den lyd herinde i den varme luft, hendes ene håndflade trykkede sig blidt, langsomt og regelmæssigt mod loftet, krummede sig sammen en enkelt gang, begyndte så igen, indtil Dorte Nørbys hoved kom til syne i loftslugen. Da sad hun bomstille. » Nå, her er du, Ellen, « sagde Dorte med ubestemmelig røst, imens hun gik hen imod datteren. » Ja, men jeg vil jo nok, mor... ja, men jeg vil jo nok, mor, « råbte Ellen højlydt og brast i en hvinende, forfærdet gråd. » Ja, det ved vi jo nok, men lad os så blive fri for det skråt, « sagde moderen hastigt, » du er da vel ikke nogen skoletøs mere. « — moderen satte sig på en af kasserne, datteren gik ydmygt hen til hende. — » En kunne jo, sandt for Herren, tro, at du var slået fordærvet. « Men Dorte Nørbys stemme blev hurtig mildere. » Vort kære barn, « sagde hun, » vi forstår jo så godt, at du ikke kan tænke dig om på sådan en stor dag, men vi tænker kærligt for dig, og den dag skal nok komme, da du kommer til at sige os en tak for vor godhed imod dig. Vi forstår jo så godt, at det ikke er let for en ydmyg og uskyldig pige at love sig væk for det hele liv, men så har vi fundet dig en hæderlig og retskaffen mand, der elsker dig i tugt og ære, som. din fader elskede mig, den gang vi to blev forlovede. « x- Ellen var sunket helt sammen, men hendes gråd blev stedse mildere. Hvor var det ikke godt at være sin moder til glæde, at være sin fader til glæde, at være lydig og ydmyg og blive rost derfor. Jo, hun ville nok, hvad moderen ville. Hun ville rigtig være sine forældre til glæde. — denne forfærdelige kvalme var gået helt over, hun havde nu kun lidt hovedpine, blodet bankede for stærkt i hendes tindinger, men det gjorde jo slet ikke noget, der dalede jo alligevel gennem moderens gode ord en dyb fred ned over hende. Fuglekvidren hørte hun kun uendelig fjernt, og den lød så sørgelig, men hun var alligevel så glad. » Ja, så må jeg nok skynde mig at komme ned, førend præsten kommer, « sagde Dorte Nørby. » Det ville jo da være en evig skam, dersom der ingen var til at tage imod ham. Nu må du da vide at neje pænt, når han giver dig hånden. « — Dorte og præsten trådte ind i folkestuen, hvor Anders Nørby endnu sad ubevægelig ved bordenden. » Se, nu kommer præsten og besøger os, Anders, « Sagde Dorte. » Ja, jeg kan se det. Vær så god at sidde ind. « » Tak. « — præsten satte sig. » Nej, sid op for bordenden, « sagde andeis og flyttede sig. Præsten gjorde det. » Tak for indbydelsen, Anders Nørby. « — præsten rakte ham hånden. » Tak selv. — Dorte mente jo, at det var mere rosomt at være her end at sidde hjemme. « » Ja, det var venligt af dem at tænke på mig. « » Ja, vi er jo nu kun simple bønderfolk, « faldt Dorte i talen, » men derfor kan vi jo godt tænke vort. Gud ha’ lov, vi har det godt, som vi har det, og vi er fornøjet med det. Gud lægger også sin velsignelse i deres arbejde, som er ud af ringe stand. « » Ja, naturligvis, « sagde præsten brat og så ud. » Præsten mente, vi har en pæn gård, Anders, « Sagde Dorte, der havde fulgt præstens blik. » Det er jo selvfølgeligt, « svarede præsten. » Ja, den kunne jo godt have været noget større, men for os er den stor nok, « sagde Dorte. » Når blot de nu ville være så god at se til os en gang imellem. — kan du nu snakke med præsten, Anders, de andre kommer nok lige straks. « Dorte gik ud, men lod døren stå på klem. Anders Nørby så hjælpeløs eftei hende. Præsten følte som en vægt på brystet; thi hans egen opfindsomhed var ikke særlig stor. Han narrede tiden ved at se sig omkring og følte sig taknemmelig ved at opdage et usædvanligt skilderi i ramme. Anders havde fulgt hans blik med en opmærksomhed, som om også han for første gang så sin egen stue. » Ja, det er over Dorte, « sagde han lettet, pegede med pibespidsen og fik en lys ide. ved at se sin egen spids. — » Vil de ryge? « » Tak. — men hvad er det der? « » Det er et slags skudsmål. Det er over Dorte. Hun fik det af præsten til sin konfirmation. Det er meget stadst skrevet og med megen Ros for Dorte. Ja, de kan jo læse det. Det var en pastor Jensen ovre fra hvorning. Ja, nu er han død for mange år siden. Dorte gik til præsten der. Det var nok ellers en god prædikant, siger de andre, for jeg har ikke hørt ham. « Præsten læste den af ælde gulnede skrift. Der var en del formaninger og nogle skriftsteder. Anders drog pusten og så stolt ud. » Det andet der, ved den anden ende af bordet, det er over vor pige, « vedblev han. » Hvad? — er hun død? « » Død — hæ... nej, hun er ikke død. Det er et præmieblad. « Præsten så forbavset på ham. » Ja, for hun har tjent os tro i syv år, og så kan de få en præmie. Det var fem rigsdaler, tror jeg. Det fik Dorte opspurgt, og den ene er jo lige så nær til det som den anden. « » Ja, naturligvis. « » Og der har vi et blad. Det gav vi en krone for på et marked. De kan måske læse det herfra. « — Anders pegede. — » Gud, velsign vort hjem. Det står med røde bogstaver. Dorte har skrevet noget andet nedenunder. I det samme kom Dorte tilbage. » Ja, vi sidder og snakker om det, du har skrevet, borte, « sagde Anders, ikke uden forsøg på at være • indsmigrende. Hendes ansigt blev ligesom mildt. » Ja, én bruger jo de gaver, én har fået, « sagde hun, » én er jo ikke sådan oplært, mere end fra skolen. « — hun tog skilderiet ned og rakte præsten det. Mens han så på det, hentede hun fra en anden stue en lille bog, indsvøbt i silkepapir. » Det er ikke enhver, der får sådan noget at se, « sagde hun, » der er så få, der forstår én. Men éns hjærte^ kan jo blive fuldt, og så må én jo søge til Herren. « Præsten tog bogen og slog op. Dorte påbød med en hemmelig bevægelse Anders tavshed og gik så igen. Præsten så på første side. Et urimet digt med oh! i begyndelsen af hver linie, en samling udråb med overskrift: aftenbøn. Han bladede hastig om. Igen en aftenbøn, så en morgenbøn og så skiftevis af begge dele lige til slutningen, hvor der lå et rødt klatpapir og et godtkøbsbillede med Kristus, der stiller stormen på søen. Præsten fortabte sig helt i beskuelsen af dette billede. Først da gæsterne skulle gå til bords, kom borte Nørbys nylig gifte datter sammen med sin mand og sin yngste søster, der havde været et ærinde hos hende. Dorte magede det således, at præsten stod ene i øverstestuen, da hun ledte døtrene hen foran ham. » Ja, præsten kender dem jo nok allerede, « sagde hun venligt, » hun der er det, som er gift med Jep på Marken, som vi kalder ham. Det er kuns en bitte gård, men hans moder har lovet, hun vil gå på aftægt, og så tænkte vi, at det var guds vilje, fordi børnene holdt så meget af hinanden. Mary her — kom nu frem og gør din skyldighed, Mary — hun er den yngste af vores børn. Ja, du skal ikke blive rød, men « — Dorte vendte sig til præsten — » det er yndigt, når de er så uskyldige i de unge dage, det er jo netop vort barnesind, det gælder om at bevare, hun har alle tider været sådan et godt barn — ja, det er den ny præst, min pige. « Præsten var en smule forlegen. » Hun er kun sytten år, « fortsatte Dorte. » Men hun er da heller ikke forlovet endnu, « kom det ganske i forbigående, » og vær nu så god at sætte dem ind til vort bord. « Præsten fik plads for bordenden. På yderbænken nærmest præsten satte Mary sig øjeblikkelig, og, som efter en aftale, ved siden af hende Ellen, dernæst den gifte søster og dennes mand, Jep på Marken. Bænken langs vinduet var optaget af Niels Hedegård, Per musiker og Anders Nørby. » Ja, havde vi nu haft skolemesteren og hans kone og hans svigerinde, så kunne præsten kanske alligevel have haft det noget bedre, « sagde Dorte, der vågede over, at hver fik sin rigtige plads, » vi bønder forstår jo alligevel ikke sådan at belægge vore ord, vi har jo aldrig været frøkener, « fortsatte liun med et stramt smil, » men derfor kan vi jo godt være gode som det, vi er, vær så god og spis og vær så god ikke at forsmå, « vedblev hun ydmygt og kastede et blik af overlegen stolthed ned over bordet, der bugnede af varme retter. En tæt em havde lagt 'sig på ruderne. Døren stod åben, og den varme sommerluft trak ind. En og anden tørrede sig kraftigt i ansigtet med lommetørklædet og pustede tungt ud. Alle tav, efter at Dorte Nørby, der selv vartede op, var forsvundet i køkkenet. Knivene sleb mod gaflerne og klirrede mod tallerkenerne, Anders Nørby suttede længe på et hønseben, hvis kød han havde skrabet af på sin tallerken, hans døtre havde hver taget et ganske lille stykke steg, skåret det i små bidder, som de ganske langsomt og ét for ét hentede nied gaffelen, ude i køkkenet raslede Dorte med kopper. Præsten spiste med en vis andagt, han var ikke nogen foragter af god mad og kunne nok værdsætte on smagfuld anretning. Per musiker blev da den, der først var i stand til at bryde frem af tavsheden med sin sædvanlige, halvt undselige overlegenhed og aldrig svigtende veltalenhed, og det undrede ingen. Også præsten kendte Per musiker. Denne var kommen som første mand for at hilse på den ny præst og udtrykke sin glæde over, at netop sådan en præst var kommen til Eidsager, dernæst for at meddele, efter en passende beskeden indledning, at han var den, der i kraft af sin flittige kappe! Bøcker. 2 læsen og studeren blev anset for den klogeste der på egnen med hensyn til skriften og kristendommen og de dele. Og præsten, der havde følt sig ensom, måtte nære taknemmelighed overfor musikeren, om han end, ved senere hyppige møder, ikke kunne undgå at ærgre sig en smule over ham. Per samtalede ikke, han underviste og slog sit foredrag fast med vævre, iltre, halvfærdige håndbevægelser, men uafvendeligt og ligesom tavs undersøgende hvilede hans strålende øjne på den, han talte med, lige strålende, hvad enten man mødte ham ved aften sen eller morgen tidlig. Per musiker var lille og skægløs, panden var høj og meget hvid, ansigtet klogt og levende, hele personen smidig og yderst sirlig. » Ja, her sidder vi nu og snakker op og ned, « Fortsatte Per musiker, » og så har vi endda en nyhed i byen i dag. Er der nogen, der ved den. Den ny bevægelse, som kalder sig den fri mission, har møde i eftermiddag ude i pilehusene. Der kom i formiddags folk over mosen fra ulby. — ja, det gjorde der. « Per musiker tav og så beskedent spørgende på præsten, fuldt rede til at begynde igen. » Det er umuligt, « sagde præsten og gjorde et mislykket forsøg på at smile. » Per musiker, det er umuligt. « » Nej, det er sande ord nok, det er ikke umuligt — nej. Sært nok, når én rigtig ser på det, at jeg ikke hørte noget om det sidste torsdag, da jeg var i ulby. Det var for at købe et lam, sådan ét af en fremmed slags får, som har en svær uld. — men jeg fornemmede ingen ting den gang. Jeg var lige inden for døren i deres forsamling. Der var en grumme varme derinde, og jo varmere det blev, jo værre de skreg. De 'holder deres møder ved en skomager, og der var både fruentimmer og mandfolk, og de brugte ikke fadervor — ikke da det, jeg hørte — jeg har da alligevel studeret noget på, om vi så kan kalde dem rette kristne. « Med et mat triumferende glimt i øjet så Per musiker rundt til alle bønder ved bordet og vendte derpå beskedent spørgende blikket mod præsten, fuldt rede til at begynde igen. » Det tør jeg ikke svare på, « sagde præsten alvorligt. Men han sad yderst uroligt. » Jeg skulle jo egentlig været ved dette møde, « fortsatte han uvilkårligt og så sig rådvild om. » Per musiker, do er da aldeles sikker i deres sag, sådan aldeles sikker. « » Ja, jeg kan godt fortælle, hvordan det er bleven bekendt for mig. Se, min tjenestepige — « » Det kunne jo alligevel gerne være en fejltagelse, « Afbrød præsten. Han havde ikke lagt mærke til Per musikers ord og talte mest til sig selv. » Mine ord kan bevises, « begyndte Per lidt hastigt og satte sig fastere i sædet. I det samme kom Dorte fra køkkenet. » Jeg hørte nu godt nok din fortælling, Per, « Sagde hun, så snart hun kom inden for døren, » men det er nu min tro, at så længe vi har en præst i vor kirke, så behøver vi ikke at tænke på alt andet. « » Det er også min tro, « tilføjede Anders Nørby. 2* » Det har Per heller ikke snakket om, « sagde Niels Hedegård tørt, » det mener han kanske også. « Dorte lod, som om hun intet hørte, men bøjede sig ned til Ellen, der blussende rød rejste sig og gik ind til klaveret i stuen ved siden af. Døren til forstuen stod endnu åben, men det var bleven mørkere, det lakkede ad aften. » Ja, du kan vel nok se endnu, Ellen, « råbte Dorte Nørby og gik hen til præsten, » syng så den: det var en lørdag aften —. Det er sådan en dejlig sang, tykkes nu vi, « tilføjede hun lavere, » og den passer jo for os i vor stand. « Ellen slog et par akkorder an. » Ja, de ved vel nok, at det var den præstefrue, som nu er rejst, der lærte børnene at spille, « sagde Dorte hviskende til præsten, » det var forbavsende, så godt hun tyktes om dem, men de var nok også forbavsende nemme både til at læse noder og ellers til at brodere og sådan noget. Ja, Mary her var ellers den villeste. « Ellen kom frem i døren. » Jeg kan ikke synge, « hviskedee hun med gråd i stemmen og så på moderen. » Så skal du heller ikke, « sagde Niels Hedegård roligt, » kom du blot hen og sæt dig igen. « Dorte Nørby gav blot Mary et vink. Straks efter hørtes igen de samme akkorder, og en rap og skingrende stemme begyndte: det var en lørdag aften, jeg sad og ventede dig — Dorte havde sat sig stille ned og lagt sine hænder sammen, blikket gled atter og atter hemmeligt tilbage til præsten. Der var dyb stilhed i stuen. Men præsten tænkte kun på denne frimissionsbevægelse. Kom den til sognet, forestod der ham en langvarig, pinende samvittighedssygdom, som han skælvede for, men end ikke turde gøre nogen modstand imod, han kendte dens styrke. Han sad uroligt og gjorde snart mine til at bryde op. » Ja, men skal vi så ikke til sidst synge den her: så vil vi nu sige hverandre farvel, « sagde borte Nørby, » og så kan vi kanske synge med alle sammen. « Ellen, der var bleven inde hos søsteren, stemte øjeblikkelig i med anstrengt, stærk røst, Dorte begyndte med gammel, hæs stemme — og med den salme sluttede trolovelsesgildet i nørbygården. — Ellen sad ved det åbnede vindue og så ud. Solen gik stor og prægtig ned i et brændende vest, og op over bankerne lå lyngen rød. Bladene på træerne derudenfor var bleven mørke og raslede svagt i den lune aftenbrise. Så svaredes der fra træerne længere nede i haven. Alle fugle tav. Snart sank solen ned bag horizonten, vinden lagde sig, bladene hang slappe og sovende på de tynde kviste, mosen begyndte at dampe, blålige tåger trak sig sammen over byen, og den første stjerne horn skælvende frem af himmeldybet. Ellen støttede den lille, lave pande i hånden og grundede. — hun var da sikker på, at endnu elskede hun ikke Niels Hedegård — ikke da sådan? som hendes moder elskede hendes fader, den gang de blev forlovede. Moderen havde jo fortalt derom og sagt, at kærlighed var noget forfærdelig stort noget, som havde hele livets lykke i sig. — ja, hun havde jo nok syntes bedre om Niels Hedegård, den gang det blev mørkt, og han havde talt venligt til hende. Der var blot det i vejen, at hun kunne se hans gruelig brede skuldre mod vinduet. — men når nu hendes moder havde sagt, at hun nok en gang kom til at elske Niels Hedegård, så kom hun sikkert til at elske ham. Hun var jo alligevel så lille endnu, hun følte sig jo slet ikke større end den gang, hun gik til skolen i korte skørter. Dorte Nørby stak hovedet ind ad døren. » Nu må du i seng. Luk vinduet. Du skal med i Marken i morgen. Der skal malkes klokken halv fire. « 2 hos Per musiker. Per musiker var en mand, som det faldt yderlig ensformigt evig og altid at skulle så om foråret og høste om sommeren. Hans gård forfaldt mere og mere, mens han selv gik med store planer, som stadig fornyedes. I en halv vemodig beundring for sig selv havde han måttet erkende, at han med sin overlegenhed i de åndelige sager langtfra var på sin plads som beskeden bondemand. Som årene gik, var han bleven lidt indesluttet og tung i sindet, men hans higen efter at spille en fremtrædende rolle var dog stadig lige levende. Aldrig havde han kunnet finde et virkefeldt, aldrig havde han kunnet tvinge de manges øjne hen på sig. Denne frimissions-bevægelse var ham en nådegave, sendt fra himmelen. På et sådant religiøst område ville han ret kunne gøre sig gældende ved sin bibelkundskab, sine talegaver, ja selv ved sin musikalske uddannelse. I en ubestemt, frygtelig rædsel for, at bevægelsen skulle dø ud, eller lejligheden på anden måde slippe ham af hænderne, havde han med nød og næppe fået tid til at dække et muligt tilbagetog, tid til at er• klære sine omgangsvenner, at han kun gik til et pilehus-møde for at observere, om guds ord lærtes purt og rent, som det står i den hellige skrift. Så gik han da til mødet og forundrede den næste dag alle ved at have taget bestemt parti. Han erklærede sig uforbeholdent for tilhænger af den ny lære og anvendte hele sin veltalenhed for at bringe folk med til næste forsamling. Det gjaldt saligheden, sagde han. — — — » Jeg sad i aftes og slog op i min bibel for at tækkes gud, og da faldt mine øjne på paulusses brev til de romere, ottende kapitel, og det læste jeg igennem, fordi jeg tror, at guds lærdom kan fås alle vegne, og jeg slår tit op i det ny testamente for at se, hvad vor herre vil lade mig vide, thi han kunne kanskesens også derigennem tage mere lovning på mig. « Det var Per musiker, der talte, og han stod i sin egen storstue, der var fuld af mennesker. Alt var flyttet ud, og der var kun de fire nøgne, kalkede vægge, et bord i det ene hjørne og nogle træbænke balancerende på det hullede lergulv. Et tællelys i hvert af de to vinduer kæmpede en fortvivlet kamp mod mørket. Alle pilehusbeboerne var her, desuden de fra Eidsager, der allerede var gået over til frimissionen, resten var nysgerrige, der nu, da lejligheden tilbød sig så let, var kommen for at forslå aftenen ved denne gudstjeneste. » Gode venner i Herren, og hvad tror i da, jeg så, for det skulle lige akkurat træffes, at jeg slog op til det ottende kapitel, lovet være gud, det var ham, der tog fat i min hånd. Priset være Herren, der viser os den rette vej til himmerige. Gode. Venner «, vedblev han stadig varmere, men stadig lige langsomt, » Vor herre gav mig en åbenbaring i sit ord, og jeg har lovet, at jeg skulle gøre det. Skal vi høre guds ord, hvad det siger? « Forsamlingen rejste sig. Alle de, der kendte Per fra tidligere møder, så på ham med dyb forbavselse. Men der var også ærefrygt i de blikke, der rettedes mod den lille mand med det store, hvide ansigt og de altid strålende øjne. Han var kommen ind med sin gamle violin under armen, og der var over ham en alvor, en højtidelig beslut

1886_KristofersenK_Vaardise

Kristofer

Vårdise

Kristofersen

Kristofersen

Vaardise

male

1886_KristofersenK_Vaardise.pdf

Kristofer

Kristofersen

no

Vaardise

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Skikkelige folk. Der lå noget dæmpet over hele det elegante værelse. Væggene var brunrøde, de svære Gardiner for vinduerne og dørene af samme farve. Og skulle lyset endnu ikke være dæmpet nok, så sørgede persiennerne for resten. Lyden af skridt på gulvet dæmpedes af briisseler-teppet, møblernes glans af sirtses-overtræk og « antimarkassas » Broderet med mørke kulører, og blandt de mange potteplanter, som stod i stativer, på borde og hylder, gav ingen Duft, ingen prangede med strålende blomster. Møblerne havde runde, tunge former, svulmende stopninger, fulde puder og « trøstere » På sofaer og stoler, tykke Tepper på bordene, og det store spejl mellem vinduerne fik først give billedet dæmpet ved et florsforhæng. Malerierne på væggene var også af den fredelige skole med fredelige motiver og dæmpede farver; ingen vild gengivelse af naturen, intet, der tvang til at stille sig foran dem og komme med uvilkårlige udbrud af overraskelse ved at se selve virkeligheden skride ud fra væggen, intet, der mindte om « retninger »; himmelsom postpapir, skyer som cigarrøg, velordnede trær, ikke grønnere end Mos, omkring et vand, som optog himlens farve noget dæmpet som gengivet af et dugget spejl. Det kostbare taffelur pikkede stilfærdigt og 'langsomt, som om det var i betænkning, om det ikke burde stanse. Kort sagt, man så det, om man ikke vidste det før, at man var kommen ind til skikkelige folk. Gode gammeldags mennesker, der nød sin velstand uden overdådighed, uden at give forargelse ved larmende fester og kostbar luksus, uforstyrret af verdens pågang mod vore nordlige kyster, dens lokkende skønhed og dens farlige tanker. Mennesker, der havde på forhånd opgjort regnskab over hver glæde, som de ville unde sig, og derfor også havde lov til at skyde fra sig de ubehageligheder, som de ikke havde fremkaldt. Folk, der holdt sig borte fra verden og byggede sit hjem med dæmpede omgivelser, med afrundede gjerder, sorn ikke engang kunne synes som gjerder uden for den, der prøvede at trænge ind, — ikke af bitterhed, ikke fordi de havde noget udestående med denne verden, men fordi de ikke trængte den til, og følgelig heller ikke erlagde mere end den bestemte skat til den. Og man tog ikke fejl. Grosserer Bergmann og hans søster, enkefru lauwsitz, var bekendt som grundskikkelige mennesker, der nød agtelse fra alle hold. De var blandt dem, der i en hovedstads selskabskredse tjene som levende vidnesbyrd mod plebejernes skrig på storborgernes uanstændighed og letsindige flothed i liv og optræden. Grosserer Nils Bergmann var ungkar. Rig, ungkar, selskabelig og dog dydig, nøkter, uplettet af rygte. Søsteren var tidlig blevet enke, dengang endnu smuk, afgjort og dog tarvelig, ikke det mindste koket, stadig, afvisende al tilnærmelse. Nu var hun sig sin alder bekendt, 45 år, virksom husmoder, asyldame og bazarers velynderske. Et sligt søskendepar havde man lov at pege på og sige: den selskabskreds, hvor sådanne mennesker indtage en agtet plads, — kan den fortjene beskyldninger for umoral? Nils Bergmann var ungkar, fordi han i sin ungdom var for « brav » til at tænke,på damer; han arbejdede, når andre unge mænd morede sig, arbejdede for at blive det, han nu var: Bergmann & co.s eneste indehaver. Og da han var kommen så langt, at han ikke længere behøvede at være den stadig dragende maur, havde « månen » alt indfundet sig, og ved den tid er i almindelighed mændene kommen ud over det stadium, at de må forelske sig under kvindelig omgang. Nils Bergmann syntes ikke, at han behøvede at gifte sig, han havde ingen særlig trang dertil, og da søsteren var blevet enke, så kunne han samtidig skabe sig selv hjemlig hygge og hende et sorgfrit liv uden at behøve at anstrenge sig med at udfinde en passende livsledsagerinde. Søster lauwsitz fandt det heller ikke umagen værd at opmuntre Broder Nils til at « forandre sig ». Det morede hende at se ham være galant på sin noget gammeldags måde lige overfor hendes veninder med presenter og små opmærksomheder, men fattede hun mistanke til en af dem om, at hun gjorde attentat på broderens hjertefred, så fandtes der et anstændighedens påskud til uden opsigt at bryde med en sådan udelikat veninde. Om denne da forsøgte at lade sladderen bære det ord, at Fru lauwsitz vågede som en duenna over broderens kyskhed, så blev sligt dog ikke optaget i deres kredse med tilsigtet latter, det faldt tilbage på vedkommende dame selv, ti man morede sig ikke over Bergmanns. i dette skikkelige hjem var Nils Bergmann den yngre optaget som barn. Af denne onkel og tante vågedes der over hans ungdom. Forældreløs, fattig, utæmmet var han kommet ind til byen i 15 årsalderen og blevet overladt til en pensjons - frues pleje og omsorg. Tante lauwsitz havde nemlig fundet, at det var langt bekvemmere at betale for gutten i pensjonen, end at have hans stærke sang og jubel skraldende mellem disse fredlyste vægge, under dette til den anstrengte forretningsmands hvile indviede tag. Fru lauwsitz havde aldrig kunnet tilgive sin ældste Broder presten, at han havde giftet sig med denne guts moder, og derfor likte hun heller ikke sin nevø. Det var menneskeligt. Men derfor tilkom der hende så meget større Ros, fordi hun ikke modsatte sig Broder nils’s plan, da gutten ved faderens død var bleven forældreløs, at lade ham opdrage som en embedsmands søn, i stedet for at gøre sin simple pligt — underholde ham, indtil han efter konfirmationen kunne komme ud og tjene sit brød. Hun havde bare sagt med den fine dames taktfulde resignation: « som du vil, Broder. Barnet kan jo ikke for, at han er sin moders søn. » i begyndelsen havde hun vistnok ikke likt at se « den uopdragne bondeknold », som hun kaldte den i en afsides landsbygd op voksede gut, men lidt efter lidt, eftersom hun hørte, at alle veninderne fandt ham så vakker, gik hun et stykke med på den godhed, som Nils Bergmann den ældre fattede for sin navning. Hun bød ham komme til de små selskaber, lod ham undertiden følge med ud i besøg hos sine bekendte, tog sig af hans manerer, konfererede med lærerne om hans flid og evner og glædede sig så over al måde, at hun gav ham et Kys, da han første gang viste sig for hende med den lange silkedusk som en af jomfru Minervas vakreste ungersvende. Onkelen, der selv aldrig havde vidst, hvad ungdom var, fulgte med i sin navnings skønne vår; den rolige, alvorlige talmand kunne sidde timer og høre på Nils den yngres fortællinger om det glade russeliv, talerne i logens lille sal, jubelen på Klingenberg, de natlige tog op til uranienborgskogen under de to hundrede friske røsters: « sjung om studentens lyckliga dag », med hurraråb foran gamle Heltbergs bolig deroppe, under forfølgelse af politikonstablerne gennem gaderne til « vestibulen », det hellige fristed, beskyttet af vingerne til alma mater. Den fredelskende borger havde ingen betænkelighed ved at ofre til dette urostiftende liv, han udstyrede sin brorsøn rigelig med lommepenger; det var, som om han ville leve også sin ungdom gennem denne raske, opvakte ynglings frejdige gåpå i det hensynsløse, fornuftstridige løvsprætliv. Han gjorde sig til medskyldig i galskaber ved at le, når den yngre Nils fortalte om dem; han hjalp ham at skjule historierne for tante lauwsitz; han overraskede sig i at beklage, at hans egen ungdom havde manglet galskabens poesi, og han ødslede virkelig med sine offer til de glade guder, såat ingen student var mere velkommen i alle glade kredse end Nils Bergmann. I sig selv var Nils også en ægte yngling. Hjærtevarm, kæk, begavet og trofast. Derfor støjede der altid noget omkring ham, men det var aldrig stygt; det var ungdommens safter, som piplede uhindret op i de urolige Hoder og brød hensynenes træghed. Det hændte dog stundom i senere tider, efter at russeåret var turet tilende, og efter at jus’en var valgt i samråd med onkelen som det fornuftigste studium for den mulige efterfølger i Bergmann & co., det hændte, at Nils den ældre kunne vise et alvorligt ansigt og spørge, hvordan det gik med studeringerne. Da forstod Nils den yngre, at tante lauwsitz havde været i færd med sin Broder, og han lovede at tage fat med alvor, men glemte det så igen for det bevægede liv, der var begyndt at ytre sig blandt ungdommen. Dette liv tegnede til at blive mere end jubel, sang og galskab, grosserer Bergmann læste om det i sit blad, og han blev betænkelig, mistede lysten til at være med i « frøjden » og ofre til de glade guder. Så længe ungdommen holdt sig inden sin ramme, punschelag og sang om studentens « hellige kald », var den morsom, men gik den over grænserne og begyndte at tale med om samfundets, de voksne mænds sager, blev den uelskværdig. Grosserer Bergmann var en ægte kristiania-borger. Hans godmodighed slap op, når der rørtes ved de bestående forhold; disses bevarelse hang sammen med hans religiøse følelse, hans kirkegang, hans store offer til præsten. Derfor var det, han lod sig bevæge til at udtale det første magtsprog mod brorsønnen, da han hørte, at denne ligesom på trods netop havde sluttet sig til den radikale retning blandt ungdomsflokken. Det tog ham som et forræderi, at den, han havde tilladt sig at leke rus med, den, som skulle blive ham selv i forædlet, udviklet skikkelse, skulle lade sig henrive til trods og opstand mod de tilstande, som han havde at takke sin velstand, sin agtelse for. Det var jo,,som om han sveg disse tilstande, når han brugte sin velstand til at opamme deres finder. Det magtsprog, han havde brugt, var ikke strengt, det stod ikke i noget forhold til den harme, han følte. Han havde bare sagt, at det ikke var hans mening at understøtte den radikale propaganda; han ventede snart at få meddelelse om, at brorsønnen agtede sig op til eksamen. Nils den yngre havde hertil svaret, at det ikke var for tidlig, men at han med sandhed dog ikke kunne love at opfylde forventningen så ret snart, eftersom han måtte tilstå, at han endnu intet havde bestilt. Så gik der atter nogen tid, og forholdet mellem onkelen og brorsønnen var mere køligt, men nu læste den unge virkelig med flid, om han end ikke kunne afholde sig fra at deltage med interesse i det, der holdt på at udvikle sig i landet, og som grossereren så på med stærkere og stærkere harme. — slig stod det ved denne tid, da grosserer Bergmanns dagligstue åbnede sig for vort vanhellige blik. Der sad to ved det sirlige kaffebord — hver i en stoppet lænestol; men den tredje kop tydede på, at endnu en ventedes. Han var ung, vakker, med åbne, intelligente træk, livlig, næsten urolig; under samtalen syntes han ofte at ville springe op, hævede stemmen, gav ordene eftertryk ved at banke på stolarmen og slå ud med hånden, og undertiden skød der stærkere glimt fra hans øjne, end det passede til omgivelserne. Hun var over den alder, da man sætter pris på at kaldes ung, smuk endnu, temmelig fyldig, alvorlig, dæmpende af væsen; for hver gang han gav efter for sin livlighed, løftede hun hovedet langsomt og så på ham med et blik, hvori der lå forbavselse og indignation. « jeg indrømmer, at onkel har grund til at være misfornøjet med mig, fordi jeg endnu ikke er kommen forbi begyndelsen af det, mine samtidige er færdig med. Men i den senere tid har jeg dog gjort mit heste for at hente igen, uagtet denne eksamenslæsning er mig modbydelig — rent ud vammel, tante! » Han ledsagede de sidste ord med et slag på stolarmen og fik herfor et af de blik, der plejede at virke som dæmper; men denne gang hjalp det ikke; han fortsatte med temmelig stærk stemme, stærkere end tilbørligt i denne stue: « ja, jeg fordrer jo ikke, at du skal forstå dette, tante. Du kan bare dømme fra det, du er vant til at se hos din indskrænkede omgangskreds og høre af de fornemste gedebukke af vismænd inden denne kreds--------- » « Niels — —! » udbrød hun i højeste overraskelse. Om en havde givet professor Steffens, kredsens halvgud, en ørefik, midt under selskabet, ville hun næppe være bleven mere forfærdet. « nånå, tante, det er ingen ting at blive forstemt for, » beroligede han. « jeg er vant til at høre og selv bruge langt stærkere udtryk, når jeg bliver tirret. Og du har tirret mig, tante, ved at holde frem for mig som efterfølgelsesværdige eksempler slige åndelige kadavere som disse din kredses unge flidsmønstre. Skulle jeg efter alle de forhåbninger, onkel har sat til mig, efter alt det, han har kostet på min udvikling for livet, skulle jeg lønne dette ved at blive en — slig som de andre; snyde mig til en eksamen for at få berettigelsen til at stå i kø foran statens store fæhus og vente på min tur! — nåja, som sagt, du skønner ikke dette, tante, men jeg vil tale med onkel om det. Han har forhåbentlig nok fordomsfrihed til i al fald at høre på mig uden at få ondt. » Fru lauwsitz krammede lommetørklædet og svælgede og svælgede for at dæmpe den heftighed, hun kendte i opstigende. Endelig sagde hun meget dæmpet: « du behandler mig vakkert — hensynsfuldt. Det er alt, hvad jeg kan sige. » « nånånå, tante! jeg har jo ikke sagt et ondt ord til eller om dig. Det er denne din omgang, jeg taler om. Men hvis det generer dig, skal jeg ikke engang tale om den. Såså — vær nu snild og fornuftig, tante. » « å — gud, å — gud! » sukkede hun. « hvad man kan pådrage sig! » — « er nu jeg virkelig noget sligt håbløst, som man « pådrager sig », tante? Det kan du umulig mene. » De sad tavs et par minutter. Så sagde hun ud i luften: « nej, man skal aldrig stole på nogen jordisk herligheds varighed — allermindst på et hæderligt familienavns beskyttelse for besmittelse. » « der sagde du vist noget meget dybt, tante; det er for resten uligt dig at fare med åndrigheder — det er min kompliment til dig. » Hun fortsatte som før: « når man ikke føler den dobbelte forpligtelse til at leve skikkeligt ved at bære et godt navn, så —. » « nej — men, tante? » « Havde du ikke hedt Nils Bergmann, ville ikke din opførsel have krænket mig halvt, » sagde hun vendt mod brorsønnen. « nu har jeg aldrig i mit liv —! — dette er umoralsk tænkt af dig, tante. Nåja, det forstår du jo heller ikke. Men en ting forstår du, når jeg siger dig det, og det er, at vore familietraditioner ingenlunde er så rene, som du indbilder dig. Bergmannerne har været fuldt så gode slyngler, blodsugere, røvere, som alle de andre gamle gode slegter i dette land. Det er først den sidste generation, som har hævet familien noget i moralsk og intellektuel velbefindende, for min bedstefar, din far — det ved du godt —, var heller ikke af mors bedste børn. » « min far! — og du vover —? — j°j°> jeg kender denne taktfulde måde, denne bondekraft, som--------, jo, det er slegtsarven fra din mor. På en værdig måde fortsætter du at volde os de sorger, som dine forældre begyndte. » « vi gir nok ikke hverandre stort efter i at tale rent ud af posen uden hensyn til pietets-følelser, du og jeg, » sagde han med en smule dirren i stemmen. « din bedstefar har ingen bekymring eller skam voldt dig, som dine forældre har voldt — » « stop, tante! der tager du fejl. Føler jeg det ikke på mig daglig, at det er mine forfædres afskylige synder, som gør, at jeg ingen ting duer til? Min hidsighed, min ustadighed, min uro, min hang til at drive, det, at jeg i dette øjeblik står her og begår den latterlige dumhed og dårlighed at forivre mig mod dig, min egen snille tante, — alt det skylder jeg min tipoldefars, oldefars og farfars letfærdighed og svir! — jo, jeg har nok af skam og bekymring fra slegten, skulle jeg tro, — jeg, den sidste ætling af en rådden stamme! — tak være far, at han trods al slegtsarven havde fordomsfrihed nok til at indrette sig så fornuftigt, at jeg dog fik lidt kraftigt, ubedærvet blod i mig, så jeg i al fald har evne til at forstå dette her stygge, værge mig mod det nedarvede udslet, som jeg bærer spiren til. Og det er netop det, som nu har fat på mig med kraft og forfriskende glæde, at jeg vil begynde at ruske op i mig selv for at få væk noget af bergmannen i mig. » « du kan glæde dig ved, at du har så overmåde lidet af din fædreslegts elskværdige træk, » sagde Fru lauwsitz med skarp betoning, rejste sig og gik hen til vinduet for at jage ud en næsvis flue. Det var bare, når noget sådant som fluer skulle ud, at disse vinduer åbnedes. Brorsønnen ville hjælpe hende, men hun afbad det kort, og han gav sig til at gå op og ned smånynnende. om lidt sloges portiererne til side, og i åbningen viste sig grosserer Nils Bergmann med sit store åbne apostelåsyn, der især nu efter middagssøvnen syntes at byde: « fred — fred! » « kære Nils — er du der? — er du ikke blet forstyrret? — har du slet intet hørt? — å, det var godt! » — modtog søsteren ham med noget klagende og samtidig glad, beskyttelsessøgende i røsten. « ja —? Nej —? Nej, sletikke. Nånå, » Svarte han efterhvert på hendes spørgsmål og udråb og så fra hende bort på brorsønnen med et venligt nik. « goddag, onkel! » sagde Nils den yngre; — « har du hastværk? » « å—å. Som jeg selv vil, gutten min. Jeg er så heldig, ved du. » « ja, for det er noget, jeg ville snakke med dig om. » « det kan du godt få. Jeg ville også gerne snakke med dig lidt. » « ja, tante har alt slåt på det. Du ville skænde på mig, onkel. Men det kan du altid gøre siden. Lad mig først tale med dig om det mest magtpåliggende, ellers kommer jeg mig ikke rigtig til med det. Noget og ikke så ganske lidt vedkommer det også dig » Grosserer Bergmann satte sig mageligt tilrette i lænestolen og modtog med et venligt nik kaffekoppen af sin søsters hånd, som ikke var fri for at skælve efter de lidt ualmindeligt stærke sindsbevægelser. « din brorsøn har netop behaget at give mig en del smukke komplimenter. Han længes vel efter at gentage dem for dig, » Sagde Fru lauwsitz. « hvad —? Nej vist har du vel ikke været uartig mod din tante, gutten min? ånejvist har du vel ikke. » « misforståelser, onkel. Jeg skal forklare dig det siden. — tante, lad os slutte våbenstilstand, mens onkel og jeg snakker sammen. » Onklen lo godmodig og drak sin kaffe. Tanten rejste sig og ville forlade værelset, idet hun sagde mere henvendt til broderen end til den andre: « aldrig før har jeg siddet i vejen i dette hus, og heller ikke nu skal det ske. » Så blev der en kjæring og overtalelse for at bringe den krænkede husmoder til at genindtage sin rømmede plads, og endelig satte hun sig i en sofa så langt borte som muligt. Hun syntes af Nils den ældres spøgende væsen og alt for lidet stive optræden mod brorsønnen at forstå, at det joviale lune var kommen over broderen og at hun ville trække det korteste strå i en kamp mellem de forbundne mænds godmodighed og hendes værdige indignation. I de dage, da Nils den ældre lekte rus, var sligt oftere hændt. Men nu, da et skriftemål var en aftalt sag mellem begge de gamle, at slå sig til den unges parti, det var et forræderi. Nils den ældre følte, at hun så på ham med anklage i blikket, han indrømmede, at hun havde ret, og blev med et alvorlig. « nu, hvad var det så, du ville? » spurgte han brorsønnen. « jo — det er en hel liden historie, det begynder med, onkel. I formiddag, som jeg sad fordybet i schweigårds proces — ja, for jeg læser med fart nu —, så hørte jeg noget halvt som en pikken og halvt som en kradsen på døren. Da jeg åbnede, stod der en liden jente med en stor kurv på armen og så op på mig med et frygtsomt blik, en endnu mindre jente sad på det øverste trappetrin og græd. De så begge rigtig medtat ud, gulbleke, magre, forsultne og fillet. Jeg spurgte, hvad de ville, og så kom det ud så ynkelig, så kvint og spædt og ræd, at de ville bede om en liden bid mad eller et par øre. » « fantungerl » afbrød onkelen; — « du gav dem naturligvis intet? — du skulle hentet en konstabel. Tiggeri må man aldrig se gennem fingre med; det er en forbrydelse. » « å — dette mener du ikke, onkel. — men nu skal du høre videre. Jeg spurgte ungerne om, hvor de hørte hjemme. Jo, de var døtre til Jakob Jenssen, som er arbejder ved grosserer Bergmanns værk, fortalte den største. Du kan naturligvis forstå, at jeg efter den besked ikke lod mig narre til blindt hen at følge min første indskydelse og give dem en liden almisse. » « naturligvis — det ville vært en fornærmelse mod mig. Hvad hedte manden? — han skal bort fra mit værk — jeg vil ikke have arbejdere, som sender sine unger ud på tiggeri. Det er jo en skam for mig. » « javist er det en skam for dig, onkel. Derfor gav jeg mig også til i din interesse at undersøge forholdene; — jeg fulgte småjenterne hjem, op på sagene. Jo, der stod det herlig til. Nejnejnej, det, vi mener, når vi snakker om fattigdom, er jo bare et let begreb imod virkeligheden. Aldrig vidste jeg før, at de stakkers folk af underklassen har det så forfærdelig ondt. Jeg har hørt det og selv gentaget det, at det er et stort slug mellem mennesker på den ene og på den andre siden af lykken, men sligt noget — — » Tårerne trådte frem i øjnene på den unge mand. Onkelen trak utålmodig i stolen og sagde bortfejende tankerne på elendigheden fra dette sit koselige hjem: « åja, åja — vi må ikke lade os rive med af føleri. Hvorledes skulle det så gå samfundet? — elendigheden kan vi så ikke afskaffe ligevel. » « nejmen denne elendighed, som jeg så i dag, den må du afhjælpe, for du er skyld i den, onkel. » « er jeg? » « ser du? nu begynder det, » sagde tanten og kom nærmere. « ja — på en måde. Lad os tales ved med ro, onkel, for dette er alvor, det er noget, som for første gang har grebet mig ind i sjælen. » « at du dog kan vove at afbryde din brorsøn, når han gir dig en lektion! » sagde tanten og kom endnu nærmere. « opfat mig ikke forkert — hverken du, onkel, eller du, tante. Når jeg siger, at du er skyld i elendigheden hos din arbejder, så mener jeg', at du uvidende og viljeløs er skyld deri. Denne arbejder f. Eks. har kone og seks barn. Han tjener 10 kroner om ugen for at ofre al sin tid, al sin kraft for dig. For disse 10 kroner ugen skal otte mennesker have hus, mad, klær, om vinteren desuden varme og lys. Det strækker så vidt til, når ikke sygdom kommer på, sagde manden; jeg forstår ikke, hvorledes det kan gøre det. Men nu har manden været syg en hel måned og i den tid ikke tjent en øre. » « og det er jeg skyld i? — jeg kan fortælle dig, at jeg endnu i går overdrog formand peterssen at uddele i o kroner blandt de syge arbejdere, for- jeg hører, at det er flere af dem. » Tanten knejsede. Nils den yngre så forundret på sin onkel og velgører. Det var, som om han i dennes træk ville udforske, hvad grunden vel kunne være til, at han uden at ytre et selvtilfredshedens ord ødslede hundreder på ham, mens han nævnte det som et storværk, at han gav i o kroner til dem, der var bleven syg under slidet for at gøre ham rig. Han fortsatte om lidt: « jeg kom hid op i dag for at bede dig om lov til at hjælpe arbejderne ved værket med at få i stand en egen understøttelseskasse: jeg ved, du så gerne vil, at jeg. begynder at interessere mig for din forretning. Og nogen herligere begyndelse kan jeg ikke tænke mig end at træde iblandt arbejderne som deres ven og hjælpesmand. Ja, onkel, jeg ser det på dig, at du vil. Giv to tusen kroner til et grundfond, så skal jeg--- » Grosserer Nils Bergmann havde rejst sig og stod stille foran brorsønnen. Det godmodige, skj ægløse ansigt, der tabte sig i den skaldede isse uden karakterovergange, uden så meget som en bekymringsrynke eller en uregelmæssighed i benbygningen, bævrede hist og her — ved den brede mund og omkring de store, lyse øjne. Det begyndte med et tiltog til latter, men gik over til tørt alvor: « ved du, hvad du beder om, dreng? — det er intet mindre end en hjælp fra min hånd til arbejdernes krig mod mig. —• nej, du forstår det ikke —? Godt. Men den dag, mine arbejdere anlægger sin egen hjælpekasse, afskediger jeg hver en af dem. Vil de komme med en liden del af sin ugeløn til mig eller min fuldmægtig og bede os forvalte den efter vor bedste indsigt, så skal jeg vise mig faderlig imødekommende mod dem. Men slige ting, som du i din dumhed kommer og plaprer om, lugter det petroleum af. » Nils den yngre stod som himmelfalden — ligeså forbavset over onkelens opfarenhed — han havde aldrig set det før — som over, at hans forslag skulle møde virkelig modstand. Ja, de andre værksejere, om dem kunne han nok tænkt sligt, at de førte en stille krig med sine arbejdere og modsatte sig disses selvhjælp, men onkelen, den humane, skikkelige, godmodige Nils Bergmann, som havde lekt rus og skjult galskaber sammen med ham! — han så sin onkel stift ind i øjet og sagde: « ja — så er det naturligvis spilt umage at tale med dig om, at din fuldmægtig ved værket afskediger arbejdere af politiske grunde? » « ja — det er spilt umage. For det første bliver det fuldmægtig borgens sag; jeg har git ham fuld handlefrihed med hensyn til antagelse og afskedigelse af arbejdere. Og for det andet er jeg fuldstændig enig med ham i, at han ikke tillader radikale meninger at udbrede sig blandt værkets folk; sligt noget og en hjælpekasse — jo, det skulle blive grejer! — og for det tredde så er værkets sager noget, som ikke kommer min hr. Brorsøn ved. Jeg har sagt, at det ville være mig kært, om du begyndte at fatte interesse for min forretning, og så er det ganske vist; men man begynder ikke med at vende op og ned på forholdene; en lærling i en forretning begynder med at kopiere brevene på kontoret. » Brorsønnen fortsatte at stirre på onkelen. Var det ham, eller var det ikke ham? Det syntes ham med ét, som om han stod foran en fremmed mand, og han blev skamfuld og kold ved at tænke på, at det dog var den samme person, han havde givet al sin fortrolighed og kærlighed. Han fik en anelse om, at det ikke var godhed mod den forældreløse gut, som var vist ham i disse ti år, men hvert kronestykke var en ring i den lænke, som skulle binde ham fast til Bergmann & co. og tæmme ham til en god efterfølger og fortsætter af onkelens navn og person. Han følte, at han blev bitter, der han stod. Han så på tanten, som knejsede med et mildt smil fra sin gamle plads, og derfra på onkelen, der tændte sin cigar med lidt skælvende hånd og skottede til hende, som plejede at skærpe hans karakter, når godmodigheden var i færd med at tage overhånd. Brorsønnen fattede en beslutning; han tog sin hat, som lå på et lidet bord ved udgangsdøren. « å — vent lidt, » sagde onkelen. « du har vel ikke så stort hastværk? — det var jo så, turen skulle komme til mig at tale? — det var jo aftalen. » « Nils foretrækker vel at få sagt os sandheden, som han kalder det, og så gå til sine kamrater igen, » kastede Fru lauwsitz ind. « det var ikke min mening at gå, før jeg havde hørt, hvad du vil, og så endnu sige et par ord, » sagde Nils og trådte et par skridt frem igen. « du har heldigvis selv ført mig ind på sagen, » begyndte grossereren, idet han satte sig ned igen og gjorde mine til brorsønnen også at tage plads. « jeg ville spurgt dig, hvad din plan nu er. » « min velgører har ret til at spørge derom, og derfor svarer jeg. Jeg ville skynde mig med at få eksamen. » « og så? » « mere vidste jeg ikke. » « hør nu! — du er allerede en kompromitteret mand. Ja, professor Steffens fortalte mig, at du var en af de mærkede — ikke så meget for dit noget ville livs skyld, som fordi du, der bærer et af de ældste navne i landet, tillader dig ved hver given anledning at demonstrere mod det bestående, mod øvrighed og orden. » « kære Broder Nils, tal dog ikke til vor brorsøn om gamle, agtede navne; han har netop for mig udtalt sin foragt for hæderlige gamle familier — og især vor egen, » skød tanten ind. « det er bønderne, som er hans mønstre. » « å—nej, tante, » sagde Nils med en smule gjenvakt lune; « det er simple snobber blandt dem også — slige, som kommer fra pladsen løvset og kalder sig lauwsitz for at få adgang til at dræbe sin sundhed og sjæleadel i kompagni med bergmanner og — » « knegt! » råbte onkelen; « fornærmer du din tante i mit hus? » « lad ham bare det — jeg er godt vant. Dette er intet mod, hvad han nylig, før du kom, opvartede mig med. » « jeg er forbavset, forfærdet, oprørt i mit inderste! » sagde grossereren, og hans åbne ansigts udtryk bekræftede hans udsagn, der han stirrede på brorsønnen, som stod uden at flytte hånd eller fod. « ja, det er da sandt, hvad professor Steffens sagde i går: denne radikale strøm er en giftflod, som forvandler vort folks blod til galde, sagde han; og det er rædsomt at tænke på, at alle vore bedste familier ofrer en søn eller datter til uhyret. » « jeg er sikker på, at den åndrighed indbragte professoren mere bifald fra det andægtige selskab, end al hans virksomhed ved universitetet har kunnet skaffe ham fra elever og kolleger, » henkastede Nils. « og du vil kritisere Steffens, vort universitets, vort offentlige livs og vor selskabeligheds pryd! » « pryd er naturligvis billedlig tale, onkel? » « gap! en mand som Steffens har lov at hæve sig over formerne. — jeg vil forresten ikke disputere med dig; du har berøvet dig selv retten til at skifte meninger med mig. Jeg har alle kort på hånden og kan forlange. » « nå — og du forlanger? » « jeg forlanger intet andet end det, som er overensstemmende med sund fornuft; for øvrigt har du som før din fri vilje. Du forstår, at den radikale sag er en tabt forretning? — du har hørt, hvorledes hans majestæt sendte stortinget hjem for en uge siden? » « jeg hørte også, hvorledes stortinget gennem præsidenten svarede. » « det er hans majestæt, vi taler om. Han har sagt ordet: — urokkelig! — hans majestæt, guds salvede, har sagt det. Han kan ikke gå fra dette ord. » « et andet ord heder må. » « og du vover at tale således om hans majestæt? — du — du — gut, som — som — hvem er du? » « stakkels Broder Nils! » sagde Fru lauwsitz. « kort og godt, » tog onkelen igen fat efter et par beroligende drag af cigaren; « mit forlangende er — » « tillad mig at møde dig på halvvejen, onkel, » afbrød Nils med tilbagetrængt bevægelse. « jeg kom hidop i dag for at forestille dig den sag, du straks afviste, og så bede om at få tjene mit brød som en fri mand — i din forretning for ikke at vise mig utaknemlig. Nu har jeg imidlertid set, at der er et stort svælg mellem os to. Lad os skilles som venner. Jeg vil ikke sige, hvad som har dukket op i mig for tanker ved din tale om dine arbejdere. Gør så gjengjeld, du; læg bitterheden til side og tag mod min tak. Tak for alt godt, onkel! Tak, tante! » « å — bevares! du har da vist intet at takke mig for, » sagde Fru lauwsitz og trak de runde bryn op som i forundring. Nils stod med fremrakt hånd. Ingen tog den. Onkelens ansigt var glat og slapt — munden åben, øjnene opspilede. Slig hurtig afgørelse forefandtes ikke i denne solide forretning, uden når arbejdere afskedigedes. Slige karakterstykker opførtes ikke blandt skikkelige folk, i disse dæmpede omgivelser. « farvel, onkel! » Nils Bergmann den yngre gik ud i den uskikkelige verden. i. Drømmesyner. Det var ved solopgang. Nils Bergmann satte sig træt på en Tue, lagde sig bagover mod en furustub og så udover. Nedenfor lå Kristiania, endnu hyllet i et let røgslør siden i går — ti ingen luftning har svalet natten — og rundt omkring den fagre akersdal indrammet af de mørke granåser og løbende ud i fjorden med øerne. Vakrere syn kan man sjælden få end dette, fra øverste korsvoldbakken udover Kristiania!]orden en sommermorgen, før endnu de tusen skorstene har lagt hele synet i gråtåge. Men det var dog ikke den storartede udsigt, som optog Nils Bergmann, mens han drømmende lod blikket hvile udover. Han havde ikke tid for alt det, som gærede i ham, til at hengive sig i den tilfældige sammenløben af naturkræfter, som fik folk til at studse og råbe på, hvor her er skønt. Han havde set, at det var vakkert, at naturen her var rig og yppig, men han ville ikke føle salig berusning ved det. Det var Kristiania, staden, som lå der med tusen skorstene og pralede af sine hundredtusen indvånere — disse hundredtusen mennesker, hvoraf hvert enkelt nævnte det store tal med stolthed uden at tænke på, at det netop var dette, som gjorde en selv så liden, så fattig, så uset og bleg, — det var den sammenstimlen af alle disse alennesker, som gav hans tanke retning. Dette Kristiania, der så ypperlig som ingen anden stad forener småstadens elendige sladdervorrenhed og emnefattige klaffer med verdensstadens uliv. Denné hovedstad i et land, hvis folk er sundt som blæsten om dets fjelde, denne hovedstad, som intet har af landets og folkets ejendomlighed, men sender visnede kulturplanter årligårs ind over bygderne for at skræmme folket fra kulturen med dens frugter og lægge dets ejendomlighed i lænker. Denne hovedstad, som sluger ynglingofre hvert år — en fager, rankvoxen skare, som kommer derind med krands og sang, — og udspyr unatur over landet. Denne hovedstad, som mere end nogen bedre fik æren af at bære et livsfriskt folks højevnede sønner og dræbte dem med klafferens gift for nogle årtier efter kanske at prale med deres billeder, sat der af folket, som Perler i vildmandspynten, den smykker sig med. Denne Norges første by,

1881_Drachmann_VandenesDatter

Holger

Vandenes Datter

Drachmann

Drachmann

Vandenes Datter

male

1881_Drachmann_VandenesDatter.pdf

Holger

Drachmann

dk

Vandenes Datter

Et Sagn

n

roman

Gyldendal

KB

Tidligere: Kan findes på: https://archive.org/stream/vandenesdattere00dracgoog/vandenesdattere00dracgoog_djvu.txt

lidt ubestemmeligt

lidt ubestemmeligt mht. tid

CANON_HISTORICAL

I. Der bugter sig en strøm mellem skovbakker hen, og hver gang den har skjult sig, så blinker den igen; og taber sig dens vande, og synes den at dø, så kaster den sig ud i den store, store sø. Der kom en mødig sanger og slængte sig ned, at hvile sig en stund ved den græsgrønne bred. Han stirrede ned i strømmen, han lyttede til dens sang. » Vi to har dog vist truffet hinanden før engang? « — — ej under, om du traf mig, thi hvor du gik og stod, usynlig eller synlig jeg rislede for din fod; din tale har jeg drukket, din tanke har jeg hørt, din fod har jeg på vejen de hundred mile ført; tidt har du mig fornægtet, men jeg har fulgt dig tro, og det omend du skiftede de hundred gange Bo; jeg rislede om din vugge, jeg brusede om dit spor, jeg skyller om din grav, hvor de blege roser gror; men hvad der ungt og ædelt og evigt i dig bor, det griber mine ^bølger og spreder over jord; det bærer jeg til havet, den store, store sø; så vender jeg tilbage — thi jeg kan aldrig dø! Slægten havde været ijærnså langt huskes kunne. Måske først i skind og huder, men det ligger for langt tilbage. Den roste sig af at have boet på samme sted i umindelige tider på en Holm, som åen dannede ved sit udløb i det salte hav. Der sprang to pynter frem, en skovbevokset og en nøgen. Mellem begge, fornem tilbagetrukket, lå holmen med borgen på. Åen kunne ved sluser bringes til at sætte engene under vand. Så lå borgen midt i havet. Nu kunne man jo prøve på at komme til den! Man skulle få skud af sten og pile, og senere skud af det fremmede sprængpulver; — jærn, jævn skulle man. få i klumper og kugler dér hvor sværdet ikke kunne række. Udsulte den? Der var ikke tale derom. Borgens og slægtens skibe havde, siden søhaner først for på vandet, været iblandt de hurtigste og bedst bemandede. De kongelige lehnsherrer havde fået det at føle, så ofte som de havde villet ransage denne røverrede. Ja, røverrede: adelige røvere — Herren være lovet! Et er at stjæle en hornske i en simpel kro — fy for al landsens! hæng ham op, den tyveknægt! Et andet er at tage sin nabos kvægbestand, berende hans volde, brænde ham inde, og tage sølvtøjet ud af gruset. Lovet være hver kalenderhelgen! man følte sig sin stand værdig og dens opgaver voksen. Men vintren? er den ikke barsk dertillands? Fryser ikke stille og rindende vande til? Heller ingen nød! Åen havde den egenskab — og slægten kendte den — at dens rindende vand aldrig frøs til. Den kunne efterårsdage svulme op til en hel flod, bruse, syde, fare afsted, — det kunne den, men lægge sig træg ned under et isdække og lade kongen marchere over på sig for at bringe borgherren i ulejlighed, det kunne den ikke. Dens løb var som regel dybt, stort, støt; den drog sin vej ud til det mørkthenrullende hav som efter en lov, der evig virker. Den spejlede det gamle piletræ, slusen, borgens mure og volde og den uendelige himmels dragende skyer i sine vande, indtil disse blandede sig med havets og kom tilbage efter det store kredsløb som å igen. Den blev aldrig dorsk i sommerheden, den stivnede aldrig under vintrens kulde. Om det nu kom af skjulte kilder, eller.... Ja, hvem kan sige, hvor tingenes kilder er? Slægtens mænd? — det var jærnmænd tilhobe lige fra begyndelsen, og dens kvinder var frisk kød og blod, hvorfra nye små jærnmænd sprang ud. De havde egentlig ikke noget fødeland, de havde et fødested. Landet, det var for dem en omkreds af ti mile, indenfor hvilke deres frænder boede, disse frænder, som de engang imellem slog ihjel for en udestående trætte, der bedst lod sig ordne på den måde. Landsherren — om han hed Per eller Povl, Erik dit eller Valdemar dat, hvad kom det dem ved! Var han bedre end dem? nej! eller stærkere? Nej i han havde måske nogle flere f'olk i sit brød, men så havde de det åbne hav tætved, og når en sammenrottelse mod landsherren var mislykkedes, så kneb de ud tilsøs og blæste ham et stykke. Var de først på søen, så var der altid en og anden åben strand, hvor man kunne tage lidt med fra, og en havn, hvor man kunne få det omsat til dagens pris. Så fik borgfruen nyt klæde til at drage storstuen med; man gjorde et gilde, hørte på en kæmpevise, der var så lang som salens tapet, drak, sloges lidt, sov rusen ud og gik på jagt. Det var jærnmænd. Og fruerne var disse mænds fruer; der er intet andet at sige om dem. Men kirken kunne ave dem. På den anden side af den skovbevoksede pynt, fjernt fra åen, lunt omgivet af skovene og med de fede marker for sig, lå klostret. En firkantet, vidtløftig bygning af røde, brændte sten, der hver kyndelmisse blev overkalket med hvidt. Søhanerne på borgen syntes i begyndelsen ikke om naboskabet. Den gamle lyst til at slå ring, sætte ild på, bryde ind og slæbe sølvtøj med sig vågnede i hele sin styrke. En nat tog lysten overhånd, et højt skær flammede over skoven, og dagen efter stod på borgens drikkeborde bægre af usædvanlig vægt og form. Der blev tændt lys i mangearmede kandelabre, og fruen fik sig en kjortel i et ganske nyt Mynster: et guldbroderet kors på himmelblå fløjelsgrund. men noget uforudset og tillige uangribeligt viste sig. Det kom langvejs fra, helt nede fra rom, sagde man. Det kom i skikkelse af en høj, forlemmet mand, kun ledsaget af to små, sortsmudsede medhjælpere. Manden gik lige op til vindebroen, så’ på vægtren og på hans flitsbue, som om det var den tomme luft, og råbte noget med en høj, skarp stemme, der mindede om en trompetfanfare. Mandens ansigt var broncegult, hansører store, hans hår sort og tætafklippet under en kalot, der lignede en omvendt spølkumme. Han hævede sin arm, så at det vide kutteærme faldt helt ned om albuen — en fast, kødfuld arm — og pegede med samlede fingre mod borgens tag, vinduer og port. Og så gik han. Næste år ved samme tid var klostret omtrent opbygget — for borgens regning. Bægrene var tilbagesendte, og borgfruen, der i mellemtiden var nedkommet med et dødfødt barn, baldyrede ivrig på en ny messehagel til prioren: et guldvirket kors, to alen og en håndsbred langt, på en himmelblå fløjelsgrund. Der blev anlagt en farbar adelvej fra holmen igennem skoven, og der blev et rykud af borgens folk til klosterkirken og et rykind af munkene på borgen. Der var en ustandselig tørst efter opbyggelse og syndsforladelse fra borgens side, og prior og brødre fandt armstolene bekvemme og gemyterne modtagelige såvel i storstuen som i borgestue. Jærnmændene var tæmmede. Dog ikke således, at de var tamme. De lode sig klippe som kirkens lydige lam; — det, vidste de, kom igen på anden måde. Men sædernes vildhed skinnede ved mangfoldige lejligheder igennem, ligesom de rødbrændte sten gennem klostrets hvide overkalkning. Og tiderne gik, slægt kom efter slægt, herrerne i stål og plade, fruerne i stive kjortler, som kunne stå af sig selv på dilen. Hvad bankede der indenfor disse hylstre? Et hjerte? Ja naturligvis. Så længe uret går, er der altid en pendul, som dikker, om kassen end er nok så tyk. Det slog: dik—dik—dik—dik! Men stedse langsommere, med mindre og mindre metalklang, efterhånden som slægtens arv, dens uopløselige forbund med den hensmulrende kirke dryssede som støv ned over låget. Og så blev Junker Erik født. Det var urolige tider, hvorunder han blev født. Og fødselshjælpersken, der tillige var signekærling, måtte nok både støbe og læse over ham og endda slå kors til; det kunne gøres behov. der var slået en revne, en fodbred og favnedyb spalte igennem sjælene, om end den almindeligvis ikke var synlig. På den nøgne pynt, modsat klosterskovens, var en mand kommen, som prækede — Christ bevare os! — i et gement Herberge for bryder og bønder, trælle og uærligt folk. Og de folk talte om den » rensede lære «! De er himlens afkastede utøj, lus, skimmel og midder! sagde prioren i skovklostret. Og han samlede brødrene og væbnede dem og den tilliggende ladebygnings svende, og der gik en stor hob mænd i kutter og mænd i kofter ad adelvejen til borgen, hvor Junker Eriks fader forenede sig med dem tilligemed sine folk. Ved aften flammede skæret fra den brændende landsby ude over pynten. Bønderne vare adsplittede eller nedhuggede, herberget lå i grus, på den forkullede dørstolpe hang kroværtens legeme, og kutterne og herregårdsfolkene drog i triumf tilbage, de første syngende af deres lungers fulde styrke: beati quorum remissæ sunt iniquitates, et quorum tecta sunt peccata. de slæbte med sig en bagbunden mand, mager, bleg, i grov munkedragt, der hang i flænger. Hans ansigt blødte på flere steder, hans fingre under rebene vare ophovnede, mishandlede af slag, tilsmudsede af skarn. Han stødtes frem med lanseskafter, kæppe, knyttede næver. Det var ham, som havde præket den rensede lære. Udenfor borgen opstod der strid om denne fangst. Prioren påstod kætteren hjemfalden klosterloven: brødrene ønskede selv at brænde ham. Men herremanden erklærede vildtet for sit; det var fældet under hans jagtret. Man enedes om, at først skulle borgens kælder gemme på kætteren; siden skulle brødrene have ham. Borgherrens frue var en af disse elskelige, bløde sjæle, hvis væsen er Melodi, sjældne på de tider som de er sjældne til enhver tid. Hvad anede hun eller brød sig om den kirkes forfald, under hvis madonnabillede hun var opvokset? Som hun sad i det hvælvede Kammer med sin dreng på skødet, lignede hun mest af alt det billede, som hun betroede sig til i småt som i stort og hvori for hende al mislyd opløste sig. Udenfor dette Kammer var en verden, som hun lidet kendte og aldrig forlangte at kende stort til. I denne verden lå en klosterkirke, og i denne kirke var et billede, som omfattede alt, havde svar på alle spørgsmål. Herfra, og fra brødrenes sange, hvergang monstransens gyldne sol blev løftet, udgik den musik, som rummede hendes liv og som hun ville meddele sin søn — den eneste. Hvad agter i så at gøre med den stakkels fangne mand dernede? spurgte hun sin ægteherre, idet hun kærtegnede sin søn, som stod op ad hende og havde lagt sin arm om hendes liv. Herremanden svarede ikke straks men væltede en stor hund om på gulvet og kløede dens bug med sin støvle. Hvad, tyrk? hvad? skal vi lege tagfat med ham derude bag staldene? Eller skal vi lade utøjet æde ham nede i hullet? Så narrer vi allenfals munkene for deres steg! — hun så’ op; denne gang med noget ivrigt i blikket. Herremandens ord sårede ikke; hun havde knap hørt dem, og for øvrigt plejede han ikke at føre fin tale. Hun kendte ham; han var ikke ond; han havde klosterskolens dannelse, og som yngling både læste han latin og spillede på lutt; men han var som en kriger er, der sidder hjemme og keder sig. De herrer, der kom til borgen, lignede ham og han dem. Deres sprog var ens, deres vaner de samme. Desuden — en kætter! en forløben oprører, en fredløs træl...1 kunne du ikke lade mig få ham? Spurgte hun. Han lo og gav tyrken et spark. Hvad i verden ville du med ham? Jeg ville søge at frelse hans sjæl; lad dem så gøre med legemet, hvad der er ret og lov for! — og han blev hentet op. Hun så’ på ham, som — ja vi må tænke os en af vore herregårdsfruer overfor en mormonpræst, en apostel i vandstøvler og vadmelsfrakke. Vildfarne menneske, hvorledes kommer du dog til at udså al denne strid og tvedragt...? Og hendes bløde stemme skælvede af Iver og ængstelse for at gøre indtryk, for at vække hans barnetro, for at delagtiggøre ham i sin. Han stod dér med uredt hår og strittende skæg, bleg med det størknede blod endnu rundt omkring i ansigtet. Kinderne vare frygteligt indfaldne, den magre, senede hånd famlede ved kuttens laser. Men øjnene vare frygtløse. De lå dybt, omgivne med mørke rande, fremkaldte af savn og lidelser, og de så’ frem for sig, krampagtig plirrende mod det uvante dagslys; blikket var uforfærdet, så snart det fik ro til at antage et blivende udtryk. Den skønne, blide borgfrues øjne duggedes af tårer, alt eftersom hun talte sig varmere og varmere. Det var ikke medlidenhed med mandens elendige tilstand, — på de tider rørtes ingen adelbåren frue af et hundehuls levende genfærd. Det var hans sjæls frelse, det galdt, — og han syntes at være en forstokket. Herren sad dér og gned sig ned ad skinnebenene og tørte støvlesnuderne med tyrkens Svans; han nikkede til fangen, som om han ville sige: nu er det din tur; gå på i fangen fik efterhånden røde pletter på kinderne, og mundvigene begyndte at røre sig.... Men hvis nu den hellige hostie bares dig forbi, ja hvis monstransen løftedes for dig, ville du da ikke knælende bekende din gud og afsværge djævelen? spurgte hun stigende i stemmen. Monstransen! svarede han med hæs, anstrengt røst. Men det er jo transsubstantiationen... det er løgnen, messen... missa fidelium... I vasker eders hænder, i ringer med klokker, i knæler, i udgyder røgelse... nen jeg siger eder: Herren vender sig med væmmelse fra eder; han... Her afbrød en hul hoste den talende, og lan støttede skuldren mod muren for ikke at alde om. Kom! sagde herremanden og rakte ind i t hængeskab: drik dig et bæger vin; du lar jo ikke mere vejr i dig end en gennemkudt hare. Og klem så på igen! Den ædle og velbyrdige mand, Junker Eriks 'ader, syntes at det i grunden var ret god tidsfordriv dette. Der var i det mindste aldrig er på borgen sagt så drabelige ting, som enne blege kuttemand dér sagde med lynende )jne, medens han næppe kunne holde sig på lenene. Og hvor han så skar løs på de ndre kuttemænd! Han kendte dem nok. Men hustruen bøjede sig ned over sin )reng, og hendes tårer faldt på hans lyse iår, og drengens øjne vendte sig imod manen henne ved muren; og barnet blev angst g trykkede sig ind til moderen, halvt for at age ly, halvt for at værge hende. Så, nu er det nok! sagde borgherren. Fangen blev ført tilbage til sit hul. Herrelanden kyssede sin frue, gav drengen et par tanke stålsporer at lege med, og red dernæst d på jagt. han var en rastløs mand, måtte stedse holdes varm ved et eller andet; der var hele slægtens urolige blod i ham, men sørøver kunne man ikke længer være, krig var han nylig hjemkommen fra, en krig, han ikke huede at gentage, thi herremændenes hoveder var sprungne i hobetal deri; og jagten blev siettere og siettere. Den næste dag lod han atter fangen hente op af kælderen, for at underholde sig med ham inde på sit eget Kammer. Og sådan gik det nogen tid. Når herremanden var alene, så drev han op og ned ad gulvet i storstuen og trampede i fliserne: det kan dog være — det kan dog være... Fanden stå i de munke! når man skal se til, så er det en flok arge skalke tilhobe. Sikken et hus de holder derovre i skovklostret — og så alt det jordegods! De har mere underliggende end borgen her; og alt det har de sunget sig til ved deres messer; og vi har været narrene, som har givet det fra os!. Og han stampede i gulvet, og slægtens blod skød op i panden, og han ønskede at han kunne ryge hele reden ud derovre. Og han faldt i tanker. — nej, men en streg kan jeg dog spille dem! Og aftenen efter, som var mørk og blæsende, tte han selv sin fange ud bagom ladebygngerne, og gav ham kappe og hat, og satte im på en god hest, og slog klask i hæn;rne; og ud over dæmningen over de side nge, ind langs med åen, ad vejen sydpå, ærs over pynten gennem den nedbrændte andsby gik det i susende gallop. Thi denne ommedagsprædikant havde fået god fordring de sidste dage, og han kunne sidde på i hest. Så kom der bud fra klostret om fangens dlevering. Gå fanden ivold! sagde herremanden jrtfattet. Prioren med nogle af brødrene kom da Iv ridende over til holmen. Borgherren sad alene ved sin frokost med egen kødmad på bordet, vildt og tamt mt øl og vin. Velkommen, ærværdige. Sid ned og tag i bid med! Prioren kendte sin mand. Han vidste, at ed fremfusenhed og vrede kom man ikke ngt overfor borgens herre. Han havde nu igang sit sind. Man måtte læmpe sig. Dér sad de to mænd, skulderbrede, rødussede skikkelser begge; de målte hinanden 2* med øjnene, — og så lod prioren sig pånøde en lille agerhøne og et stort glas vin. Ret så, ærværdige; jeg ser at i ikke rent er gået fra foderet i disse svære tider. Ja, for svære er de! Kirkens tjener smilede og tog et bæger vin til. Sig mig, vedblev herremanden og bøjede sig fortrolig hen over bordet: hvordan går det ellers derovre i skoven? får i noget vildt i garnene? Prioren lænede sig tilbage og lod den kødfulde hånd med et lidet slag falde over kuttens folder: Herren være lovet 1 krybeskytterne tager det ikke alt sammen fra os. Vor jæger bragte endnu i morges en dejlig skuffelhjort!.., skælm! sagde herremanden. Hvem taler om dyrene? Hvad mener i? spurgte den anden og skævede til ham. De små piger! Ih hvad, se dog ikke så alvorligt. Her rendte nyssens to fadebursterner af gården, og vor jæger vidste deres ærind. Jeg forstår eder sandfærdig ikke; men jeg skulle næsten tænke, at i har drukket for meget på formiddagen. Vin og øl løber hastig i blodet, og blodet spænder for panden og trykker på forstanden! sagde prioren, hvis kinder farvedes stærkt. Rigtigt! lo herremanden. Det er transsub—sub... nå, hvad kalder i det kram? Prioren skubbede stolen tilbage og rejste sig. Her har aldrig været spøget forhen på den vis. Jeg er kommen for at fordre hin rebel og kætter af eders hånd. Giv mig ham! og jeg vil glemme hvad jeg har hørt. Jeg er bange for, at i vil få værre ting at høre. Fangen er væk! Hvem har ladet ham slippe? Det har jeg! I? Ja! De to mænd målte atter hinanden; denne gang stående. Prioren var askefarvet og bed sine læber. Sig mig, hvor i har skjult ham. Han er vor; han er kirkens hjemfaldne mand. Så må kirken tage syvmilestøvler på. Den har gjort så mange mirakler.. I er afsindig, i er drukken; i er en dåre, ridder!... Og i er, — jeg vil ikke sige, hvad i er. Men hvis jeg har forstået ret i disse dage, så vil i snart få det at høre! og i skal snart høre fra mig — fra os — fra kirken! Således var deres møde, og sålede: skiltes de. Såsnart prioren var borte, gav borgherre! Sig til at tænke over sagen. Han skød sin « Øjenbryn op og trak dem sammen; han gil til sit skab, beså’ sine ryttersporer, sin kårde sin luntebøsse. Han tog et skrin i dragkisten tog guldpenge op deraf, puttede dem i et læderpose og slog et bånd derom. Så gik han ind til sin frue. Jeg vil komme i ulejlighed efter dette sagde han, da han havde fortalt hende sammen stødet. Hun så’ bedrøvet og bebrejdende på ham han lagde sin store, brune hånd pas hendes hvide pande, klappede hende om kinder og sagde: jeg er ikke bange; jeg flygter ikke foi disse munke; jeg har pålidelige folk i mil brød, og en banstråle er ikke som i gamle dage, — den skyder såvist ikke bresche i mine mure. Men jeg vil rejse, jeg må ud og have noget at vide. Jeg vil se hvor det stærkeste nu er! hun bad og besvor ham, for hans sjæls frelses skyld, at blive — blot trende døgn. Og i disse tre døgn talte hun med ham så ofte hun kunne få hans øre, ved dag og ved nat, under måltiderne og efter. Kærtegn, bønner, besværgelser, et kvindehjertes bedårende musik, tårer, anklager: der var intet, som han ikke måtte væbne sig imod, intet, uden at det jo gjorde sit indtryk på ham. Men uroen var oppe i ham, og dertil kom, at denne varme syntes ham mindre at være den ømme kvindes frygt for hans person, hustruens angst for at skilles fra sin ven ved uag og ved nat, — det var hans sjæl, som stadig var på tale; og han var først nu begyndt at føle sin sjæl, og ville føle og vide mere derom, end hun kunne lære ham ved at holde ham tilbage. Så rejste han den fjerde dag. Han tog kun en prøvet, gammel tjener med sig. Det var en lys, skinnende formiddag. Hun stod ved vindebroen med drengen på armen. Han gav hende og drengen det sidste Kys, og så satte han hatten ned i panden og red i trav over dæmningen og svingede bort fra åen sydpå. Og åens løb trak sig dybt og stort og støt ud imod det mørkthenrullende hav, spejlende borgen og himlens skyer, rolig trods strømmens styrke, som den, der har sit mål for øje i tingenes umålelige kredsløb, — medens herremanden hastede afsted den modsatte vej, for at få klaret, hvor det stærkeste i tiden lå. Og så kom der bud fra klostret med stævning til herremanden: han skulle møde for bisp og domkapitel. Fruen lod svare, at hendes herre lå syg. Men i egnen vidstes det snart at han var draget af landet. Så red en dag prioren i følge med to domherrer fra den nærmeste bispestad, ledsagede af lanseknægte, op foran borgen. De forlangte at indlades i kirkens navn. Borgfruen var rådvild, og derfor blev hendes folk det. Havde det været fribyttere, omsværmende soldater eller drukne herremænd, der havde forlangt foretræde med væbnet hånd, så havde den velbyrdige dame vidst sin pligt. Kvinderne i kælderen! Svendene på muren og lunterne tændt! — det havde hun været med til før, som ung jomfru derhjemme på f'ædrenegården. Men her?... Hun lukkede sig inde i sit Kammer med sin dreng, den lille Junker, som så’ på hende med store spørgende øjne. den pålideligste og standhaftigste af tjenerne var borte med sin herre. Så lukkede portvægteren — som var rettroende fra Hals til knæ — porten op og lod broen gå ned. Prioren og domherrerne velsignede med fingerspidserne rundt omkring; de beroligede tyendet og satte vagt på broen og i den indre gård. De toge to lansedragere med sig op til fruens kammerdør, bankede tre gange på i kirkens navn, og lod døren brække ind. Den unge borgfrue lå på knæ ved sin bedepult og havde drengen mellem sine arme. Ved synet af de høje gejstlige herrer bøjede hun hovedet. Drengen følte, hvorledes hun rystede. Prioren trådte straks til, velsignede hende og løftede hende op. Behjælpelig hermed var den ene af domherrerne. Det var en galant, ung mand i violet talar og Barret, en adelsmand lige ud i fingerspidserne, og disse hvide, velplejede fingre med de mange spillende ringe dvælede med udsøgt ærbødighed og menneskevenlighed under den smukke, blege borgfrues arm, medens han understøttede hende og bad hende være uden frygt. hun frigjorde sig med et svagt tak og satte sig til sæde i en stol. Hun syntes endnu at kunne mærke denne hånds ærbødige tryk dér hvor arm og barm mødes og danne et rim — farligt for så mangen en digter, hvis hoved derved er blevet mere kruset end selve domherrens under den klædelige Barret. De ville egentlig intet — i grunden kun ganske lidt. Prioren var måske lidt strengere, men den unge domherre, som i andre tilfælde plejede at sende sin vikar, var netop kommen i egen person, for at være den mæglende. Han beklagede herremandens forløbelse og hans fraværelse; imidlertid, den krænkede kirke fordrede oprejsning, særlig i disse skøre tider, hvor en svaghed, en trykken øjet til, nemt kunne tydes som afmagt og volde smitte. Der måtte tages repressalier... Den smukke blege frue så’ op. Ordet var hende fremmed. Bod, sonebod! nikkede domherren mildt. Bøde! rettede prioren. Hun vidste hverken ud eller ind. Disse mænds nærværelse fyldte hende med ærefrygt iblandet angst; hun følte en knugen om hjertet — ikke således som når hun trådte ind i klosterkirken og hen foran sit madonnabillede — ikke så sødt, frysende sødt med stærk ild bag-w » efter og trang til hede tårer. De tårer, som ville frem her, kæmpede hun tilbage; hun ville ikke have følt lindrende glæde derved — nej alt andet. Og så fulgte disse øjne under den violette Barret hende stedse, som om de ville bede hende om tilgivelse; — tilgivelse for hvad? Og disse mænd stod drengen ved moderens side og så’ på. Rørte der sig måske noget i barnets sind? Ja hvad véd vi om barnesindets rørelser i det hele?... Den lille Junkers øjne veg ikke fra den violette mand. Men den lille Junker var endnu barn. Og Violet kan muligvis tiltrække børns øjne. Prioren lagde et dokument på bordet. De tre mænd forklarede; fruen så’ derpå sorn gennem en tåge og hørte efter, hvad de sagde, som på lang afstand. Den unge domherre tog op af sin lomme et hult rør med penne og sort væske og skød pennen ind i hendes hånd og dokumentet ind under hånden. Og atter følte hun et sagte, ærbødigt tryk af de hvide fingre, en vejledende berørelse — hun syntes at læse noget som: skøde — gammel ret — klosterjordens tilliggende — og hun så’ op og mødte øjnene. Hun skrev under. så modtog hun deres velsignelse. Alle tre lagde de fingerspidserne mod hendespande; men der var kun en af dem, som berørte hende. Og så var hun alene. i. Ide sang og de røg for det store kors, for hellige mænd og kvinder; jeg styrede min kurs med mit gode hors: lad se, hvor vi vejen finder! De læste det hellige ord med fynd og stregede med neglen det under; ved læren om nåden stod læren om synd, — forgæves i bogen jeg grunder. Hvad hvisker du strøm i den stille nat? — er sandheden aldrig funden, hvad eller fortæller dit væld mig, at du gemmer den hos dig på bunden? Junker Erik voksede op derhjemme mellem moderen og tyendet. Så kom der budskab og mælding sønderfra, fra hans fader. Den gamle, trofaste tjener bragte selv budskabet. Han havde en kårde omvundet med sort flor under armen, og da han halvtknælende, med et ansigt skæmmet af rejsens strabadser, af mangel og sorg, rakte sværdet frem til sin frue, da blev hun hvid som tårnkamrets kalkede væg, og med et skrig sank hun i afmagt. Den lille Junker kom løbende ind fra det tilstødende værelse. Han så’ moderen liggende på gulvet, tjeneren stående dér med kården i hånden; og han sprang til, rev den nøgne klinge ud af skeden og kastede sig ude af sig selv imod tjeneren, idet han råbte: du har dræbt min mor; jeg skal slå dig ihjel! Dette træk af en så tidlig udviklet følelse, der så stærkt bryder igennem, levede længe iblandt tyendet, og den gamle tjener holdt nok af at fortælle derom. Men kården blev hængt op på væggen i den afdøde herres Kammer; og der hang den med flor omkring sig. Og borgfruen lærte sin søn at bede hver dag med foldede hænder foran den. At den var kommet alene hjem, det var efter den gamle tjeners beretning gået således til. de havde, herre og tjener sammen, bestå! Mange eventyr, døjet mange farer og strabadser. Verden derude var urolig, og herremanden ikke mindre. Landene var splittede og sjælene med; der var disputatser med ord, med sværd og med tørre hug, hvorhen man kom, og Herren havde taget ærlig del i alt. Flot adelsmand var han, og guklbørsen var snart kommen på hældingen. Skikke bud hjem efter forstærkning, det ville han ikke, allerhelst da han så måtte gøre rede for, hvorledes det var gået ham, — og det stærkeste jiavde han ikke fundet endnu. Han lod sig hværve til at føre en fane ryttere langt nede sydpå, hvor bakkerne er bjærge, der spejle sig i stille, dybe søer. Tjeneren var med ham overalt, i teltet og i skærmyslerne; Herren fik snart et godt lov på sig; han fægtede drabeligt i Marken, og han drak de andre herrer drabeligen under bordet i teltet. Imidlertid var de kommen i lag med en munk, som på slagmarkerne gik om for at opsøge og bringe trøst til sårede landsmænd, men som også med kården i hånden kunne værge for sig, når det gjaldt. Med ham havde Herren lange samtaler, og man fulgte ham sluttelig til hans hjemstavn, hvor han nød et stort ry. tjenerens forklaring over dette punkt var muligen ikke ganske klar. Så meget syntes imidlertid at fremgå, at det var en hel ny omgang, de fik, med en meget forskellig tone fra den, hvortil de var vant. Om dette smagte Herren helt, derom ville tjeneren ikke give besked, thi Jørgen var forsigtig i sine ord som i sine handlinger. Undertiden kunne han dog bryde sin forbeholdenhed. Der var psalmer og prædiken, sagde han; alterens sakramente og kommunion hver anden dag, stundom hver dag. Man spiste den kære herre Christ, og man drak hans blod af træbægre, ligesom ville! Det var også den eneste drik af bægre, man fik. Og når gamle Jørgen var kommen så vidt, så kunne det hændes at han mente, det var bedre blandt dem, som man før havde været i Felten med.' dér faldt dog en skæmt af engang imellem, man sang ikke disse langsommelige sange, og Herren var selv meget friskere i hu. Allerbedst var der egentlig derhjemme, hvor klostret slet ikke tog det så strengt, hvor man kunne passe sit kram og lade munkene passe deres. Men det turde han ikke tale til Herren om. og så kom fjenden en dag over os -— brtsatte han med sine egne ord — og vi rebrmerte, eller hvad vi nu skulle hedde, blev iprængt fra hverandre udenfor byen, hvorfra vi rar dragen ud, og nogle af os blev dreven bort id over "markerne og ind igennem skove, op )g ned ad stejle bakker, og der var en skyden:fter os og en jagen og en huggen ned og en skrigen om pardon — og ingen pardon blev ler givet, men folk blev druknet i moser og rvalt under hestene og hugget sønder og samnen for den kære guds moders skyld og Christi blodige vunders skyld. Man skulle fast tro, at vi var hebræer dier morianer, som havde hængt ham på corset, — medens vi dog sang de lange, irøvelige sange hver dag om hans kors og sår og Nagler, og at han havde ladet de lemme mennesker maltraktere sig sådan, blot ør at kunne befri os. Men det kommer der af, når man skal rives om de ting, som dog nu i så mange hindrede år har været i orden og redelighed inder den rigtige gamle kirke. Nå; Jesus Maria! vi gav bæsterne tøjlen, ig dejlige dyr var det, vi havde under os. )e ryttere, som rækkede os, fik deres Iver » etalt; min herre hug' til, så de drattede af 3 sadlerne, og jeg sparede mig heller ikke. Det gælder blot om at ha’ været rigtig ung engang — og så være opfødt på god kost. Vi slog os igennem. Så kommer der noget, som jeg ved min død ikke skal glemme, endda det ikke var andet end en drøm og ovenikøbet ikke min egen. Vi var begge mødige, og dyrene med. Vi havde redet den hele dag gennem en stor, bakket skov; og da månen sent ud på aftenen stod op og vi var kommen ud af skoven og ned i en Dal, og da hverken dyrene eller vi kunne mere, så tog vi tøjet af hestene og smed os selv ned ved en rindende å. Og vi drak længe og begærligt af vandet — og dyrene for den sags skyld med — og så vaskede vi vore rifter og skrammer, og jeg gned dyrene godt af med en visk græs, og de gav sig til at æde, men Herren og jeg sad dér ved vandet og hungrede — for græsset kunne ikke nytte os noget. Herren mælede ikke et ord, og jeg tav viseligen stille. Men da jeg alligevel kendte ham og kunne se på ham, at han ønskede at jeg skulle sige noget, så begyndte jeg: hvem der var vel hjemme, herre! Stille! sagde han. det var som sagt måneskin; og den kla•este majnat var det. Jeg sad og så’ på skyggen, som nogle træer kastede ud over \aen, og jeg så’ ud imod de blå bjærge, angt ud over engene, der lå og dampede bran os, og jeg fik en så ustyrlig længsel ifter vore egne bakker og Enge derhjemme, )g da jeg vendte mig om mod skoven bag >s, hvorfra åen kom rindende, så var det om jeg skulle græde derved, så livagtigt mnde jeg se vor egen skov og å. Men jeg betvang mig og snød kun min 'læse, som havde jeg snuen. Min herre havde lagt sig bagover i græsset ig hægtet sit kårdespænde op og lagt de tore læderhandsker under nakken. Jørgen, sagde han, jeg er så træt som en iget so. Er du sikker på at hestene ikke aber? Å herre, sagde jeg, de løber ikke langt; e har alt smidt sig og er vistnok lige så rætte som vi to — med forlov! Så tag her min rytterkappe og din egen, g læg dem over bæsterne; thi vi må stole å at de er rørige, når vi skal videre; meneskene holder dog mere ud end dyrene, når et kommer til stykket, og du kan vel sove, redt i vådt græs, såvel som jeg? jo herre! sagde jeg. Nu deler vi natten i hold på et par timer ad gangen. Jeg tager den første lur og du den første vagt. Skulle du høre nogen larm inde fra skoven, så skubber du hårdt til mig og springer straks til hestene. Søvn må vi have. Skulle vi blive overraskede, så sælger vi livet så dyrt som muligt. Har du forstået? Jo, herre! sagde jeg. Han sov straks ind og snorkede i begyndelsen, så han gerne kunne have kaldt papister til sig i en halv mils omkreds. Men jeg pirrede lidt ved ham, så han fik vendt sig om på siden, og nu lå han rolig. Jeg lagde kapperne over dyrene og krøb tæt hen til dem. De dampede så dejlig varme fra sig, og så var jeg desuden ved hånden, om noget skulle komme på. Det tænkte jeg nu endda mindst på. Vi var bleven vant til dette liv med søvn, hvor vi kunne tage den, lige under fjendens hånd. Jeg stemmede ryggen op mod min herres hest og så’ lige ret ned for mig efter mine støvlesnuder og ud i åen. Månen stod lige over mig og spejlede sig i vandet. Det løb så sært dér ind igennem striben og ud igen på den anden side, og sorte var det; og så kom det atter ind igenlem striben og ud og bort; og det blev ved. Eg tror at jeg tænkte på, hvor meget vand ler sådan kunne løbe forbi mig igennem stri>en, medens jeg sad og så’ derpå; og jeg blev ranske dum derved. Så tænkte jeg atter på hjemmet. Og begyndelsen var jeg hel lystelig til mode og runde kun fæste min hukommelse ved alskens laragtigheder — såsom ved den øverste fade » ursterne, den tykke boet, som munkene fra klostret stedse snusede efter, hvad enten de tu håbede at få gode bider fra stegerset ed hende, når det var fastedag i refectoriet, iler de håbede på noget andet; nok s

1892_Michaelis_Vanemennesker

Sophus

Vanemennesker

Michaelis

Michaelis

Vanemennesker

male

1892_Michaelis_Vanemennesker.pdf

Sophus

Michaëlis

dk

Vanemennesker

n

roman

Mansa

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Der vågnede en morgen en mand, som var ked af at- være et vanemenneske. Af hans bevidsthed var drømmenatten endnu ikke veget. Hans sind var friskt af dens lette luft; det var som et vandspejl, der skælver og sitrer og gnistrer i solen under usynlige v indes lunefulde vingekast. Og han mindedes to kære, ukendte øjne, der havde strålet over ham. Med ét lå dagen for ham, skarp af sol, der trængte stærk og osende gennem støvede grå Gardiner. Han så’ omkring sig i stuen vanelivets hundred småting, der ventede på, at han skulle behandle dem som alle dage tilforn. Tøjet hang børstet over stoleryggen. Vandstellet stod rede. Den friske manchetskjorte ventede i linnedskuffen. Foran spejlet skulle han som sædvanlig hæfte flip på knap og spænde slips om flip, børste tænder og rede sit'hår i den vante frisure. påklædningen ville gå skridt for skridt i den gamle gænge. Evigt den selv samme dagsorden, — kun at han denne dag var fri og ikke skulle på biblioteket. Og dog ville dagen gå ad samme golde veje som altid før. Og den ville føre ham tilbage til udgangspunktet — hans seng, der altid stod og ventede på hans nattetimer — som en elskerinde på sin elsker — slap ham ved morgen og tog ham ved aften. Han sank tilbage i dens favn, idet han stille sukkede over, at ikke denne seng altid kunne rumme et varmt og levende væsen, der forbeholdt sin kvindelige ynde til hans nat. Altid — dér kom vanen igen — trangen til det bestandige. Led ved sig selv lukkede han øjnene, hyllede sig ind i tæppet og håbede endnu engang at kunne lade sig færge over til drømmenes verden. Men der gik ingen båd mere. Han søgte at pumpe al bevidsthed ud af sin ' hjerne som luften af en glasklokke: langsomt blev bevidstheden tyndere og tyndere, men den blev ikke helt borte, — tankerne blev kun så vage og sløve. Selv af denne døs blev han snart dreven ud ved sælgekonernes sang gennem gaden. Først én, så to, så tre, der alle råbte med det samme; men i stedet for at forene sig i korsang, skreg de hver for sig, den ene tog fat, når den anden pustede ud. Luften lød derfor af ét skringrende hvin. Så sprang Titus bøg ud af sengen i et anfald af fortvivlelse. Han for til vinduet under en levende fornemmelse af, med hvilken djævelsk glæde man kan hælde sydende beg ned over fjender, der trænger ind i ens by. Om en brygkedel havde stået ved hånden, ville han ikke et øjeblik have betænkt sig på at gyde dens indhold i hovedet på disse kvindelige uhyrer. Så irriteret var han blevet, at han smed sig i klæderne; tog på må og få af klædeskabet uensartede stykker; gamle ting søgte han frem, som han. ikke huskede, når han sidst gik med — udringede sko, silkevest, vid flip, hvis stærkt ombøjede spidser lod halsen være fri, og et silketørklæde, han længe stod og jankede med, til han endelig fik det bundet i en vældig sløjfe. Med ét fik han en idé — sprang hen og lukkede en gammel hatæske op og drog frem en brun stråhat, der længst var gået af mode. Den trykkede han på hovedet og trådte hen for spejlet. Han så’ for sig et ukendt billede af sig selv. Det var jo skrækkeligt, dette slips og denne vest og denne hat, — det sad jo ikke på ham, det så’ afskyeligt ud, han blev kejtet i sine bevægelser, fordi han ikke var vant til — — vant til! Han skraldede af latter over sig selv. Og med det samme syntes han over sin person at se en vis eventyrglans, som han netop ikke- var vant til. Han betragtede sig selv med en triumferende mine som en vild, der har majet sig ud i evropæisk stads. Så skyndte han sig ud i luften. Hans blod blev pludselig afkølet. Omkring ham slentrede det sædvanlige publikum, der trods civilklæderne så’ ud, som om alle bar den samme tugthus-u nit orm. De samme sækformede benklæder, tristfarvede frakker og intetsigende hatte, der aldrig gav et ansigt det mindste sving. Og damerne enten lige så bedemandsuansélige eller i grelt afstikkende mønstre uden smag og uden ynde, med vældige hatte, hvis giftigtfarvede blomster svajede som i vandrende attrapurtepotter. han følte sin egen dragts uregelmæssige sammensætning, der måtte stikke alle de forbigående i øjnene. Og alle disse folk, der kom drivende imod ham med sløve blik, som helst gled udenom og aldrig enten skinnede af vrede eller duggedes af sorg eller lyste af glæde, gjorde ham langsomt mod i hu; de smittede ham med deres følelsesløshed, og snart sagtnedes hans gang, der fra først var spændstig, hans arme sank slappe ned, og han følte sin egen uformående jammerlighed midt i denne hob arbejdstrælle, hvem de daglige bekymringer havde gjort trætte og lavttænkende og smålige. Se måden, hvorpå de førte deres arme og ben, slentrende, selv om de havde hast, med lange daskende armbevægelser. Andre havde hænderne dorskt i lommerne — som vingeløse insekter kravlede de frem —, mange slæbte på en tung sølvknappet stok, der mest af alt lignede en knippel, og lod den maskinmæssig! dumpe i brostenene for hvert andet skridt. Alle gik de, som bar de usynlige melsække på deres skuldre. — da kom han ud på en åben plads, hvor stille grønne Linde skyggede langs husene og et springvand stænkede i midten. Det gnistrede som med små diamanter i solen. Himlen blev høj og blå, og uvilkårligt drog han ånden friere. Men menneskene var de samme, de kom skrående tværs over torvet med øjnene sænkede for det stærke skin — tværs over torvet — den korteste vej. Disse mennesker gik altid den korteste vej, når de gik i forretninger; og selv når det ikke var nødvendigt, gik de alligevel den korteste vej — af vane. De havde heller ikke syn for sol og himmel og udsigt. Jo, de professionelle dagdrivere, de, der drev, fordi det var fint at drive, fordi det var på mode at drive, inderst inde også, fordi de intet gad bestille, — havde tilsyneladende blik derfor. Skønt, når de hastede gennem gaden, søgte de at imponere mængden ved nervøs fart og stive blik, som bar de på store verdensforløsende ideer og var bange for at tabe dem, inden de fik dem bragt hjem, eller som gik de på Line med blikket søvngængeragtigt rettet mod linens endepunkt. Selv driverne var vanedyr — i deres driveri. De sad dag for dag på de samme kafeer og betragtede verden med de samme blaserte øjne. De udviklede deres forstand til at se fejl ved alt på guds grønne jord, vurderede nydelserne efter hvad de kostede og så’ med foragt på den rigdom af naturnydelser, der kun fordrer et naivt og modtageligt sind og ellers ikke koster en hvid. Titus blev stående en stund under lindetræerne og så’ ud over pladsen, der lå som en vidtstrakt arena med huse lig vældige tribuner på alle sider. Da fangedes hans øje med ét af noget fint lysegrønt, der kom glidende hen over torvet. Det var en dame, ung og let og rank og fejende — i en robe, der var som bøgens lige udsprungne silkeflossede løv. Så tynd var den i farven, at man troede at se helt igennem den; der var næsten ingen krop i den, kun en fin og slank svulmen. Og den lysegrønne kjole luftede for de milde sommerpust, og langs ned ad siden flagrede sømmen ud med en gylden mæanderbort. Hun skred forbi med en safranfarvet parasol, skjulende hoved og Hals. Men forneden førtes to faste fødder frem i sko, der skinnede grønt og brunt som bronze, og sollyset lod fodens kække svang blinke frem i det blanke skind. Hun gik over torvet, hurtigere end nogen anden, og i et nu var hun svundet ind ad en port. Som et pust af skønhed var hun gledet over torvet. Titus havde ikke set hendes ansigt og sukkede uvilkårligt: således går skønheden en forbi, ukendt og ukendelig, som et pust af Duft, der ikke lader sig fastholde, en stemning, der aldrig kommer igen. Han vandrede videre. Ofte greb han sig i at gå ganske som de andre. Gik han på flisen og en anden foran, gled han uden at vide af det ind i det samme fodslag som sin forgænger og passede afstanden. Han faldt hen i betragtninger over en nakke, der tonede matgylden og glat som skindet på en moden a prikos, og forenet med den unge smidige figur og de smalle hæle forneden tyktes den ham at måtte tilhøre en spændstig skønhed, hvis ansigt svarede til nakken og det andet. Skyndede han da sine skridt forbi hende, fornam han en ærgerlig skuffelse ved at se, at ansigtet var flovt med opstoppernæse og af farve som en syg kartoffel. Det var et janus-hoved, hvis skønhed til den ene side stod i sørgelig modsætning til den anden sides flade grimhed. Hvad ret havde han også til at slutte fra en smuk nakke og lade sin fantasi beruse sig i en mulighed, der sjælden skete fyldest. Han mødte mange af byens kendte skikkelser, med hvilke han plejede at udveksle en kølig og reserveret hilsen. Dér kom en ung herre sejlende; han vuggede så besynderlig hovent i gangen, som måtte han mindst være lensgreve, med et affekteret overlegent blik ud af sammenknebne øjenspalter. Hans eneste adkomst til denne fornemhed var den, at han var Broder til en kgl. Skuespiller. En ung forfatter lod sin ulastelige diplomatfrakke, sine benklæder, der lå i nystrøgede læg og sin blanke silkehat beundre af et taknemligt publikum. Hans storhed var baseret på denne udsøgte klædedragt og på en bleggul teint, der syntes at røbe et vildt livs interessante mysterier. Forresten berømmede hans venner ham for en prima stil med en ganske lignende beundring som den, de skænkede hans bukser og frakke. En kunstelskende advokat skred støt afsted med et skæg, der med flid skulle minde om Rubens; han slog protegerende ud med hånden og lagde højst en pegefinger på hatteskyggen som svar på unge kunstneres ærbødige hilsen. Disse herrer belavede sig længe i forvejen på den vante skyldige tribut. Da de ikke fik nogen hilsen, lod de deres øjne svæve gennem synderen og så’ på ham, som var han slet ikke til, kun tom luft, og deres læber krusede sig til en tanke, der dog ikke nåde at blive udtalt: idiot! Men i dag glædede Titus sig over at bryde også dette latterlige vaneforhold: ved en hilsen at bevidne dem en agtelse, han ' slet ikke følte for dem. Han gik hurtigt ud af byen og drejede ind på den store brede vej, der førte langs søen. Kastanierne hvælvede sig over kølige skygger, ’ der fortonede sig røgblåt mod vejens hvide sol. Deres kroner smykkedes af de udsprungne grønlige blomsterkegler. Langs vejkanten var de kødfarvede, harpixklæbrige knopskæl blæste sammen i bunke med længst fortørrede jordgrå rakler og alt det andet planteaffald, der går til spilde i forårets travle husholdning. Guldregnen hang ud over villahavernes stakitter, svingiende med sine mange blomsterklaser; af og til greb søvinden de ældste blegede blomsterbåde og førte dem let afsted på sin strøm, indtil de sank og sank og stod på grund. Vejen genlød af raske hestes muntre hovslag, ekvipager rullede afsted på gummiringe, tunge flyttevogne skar sig asende frem gennem vej skorpen. På fortovene vrimlede der af spaserende. Vejens let fugtige jord optog i sin lerede flade de mange fødders spor, der tegnedes skarpt og lagdes over hverandre som en hær af såler. Titus veg et øjeblik ud på vejen for at komme hurtigere frem. Da hørte han et smæld bagved sig, og en hest holdtes an lige for hans skulder. » Hvad fanden, tit, kan man kende dig igen! « Det var hans ven, teologen Jakob trane, der tronede på bukken af en flot lille gig. » Sid op, min far, og lad mig se dig efter i sømmene. Hvad er det for en landlig maskeradedragt, du møder med? « Titus fandt behag i den uventede afveksling, steg til vejrs og smuttede ind under det korte læderdække, som vennen havde knappet op. Fra sit lavere’sæde så’ han op på Jakob, der tog sig endnu højere ud på kuskepuderne. Han var i elegant • dragt med cylinder og hvidt slips, broderet med blegrøde blomster. Det rødblonde overskæg var krøllet opad og gav det unge ansigt et forsorent sving. Manchetterne gled ud over de store rødbrune handsker, hvis ribber var udsyede med tykke, sorte striber, — og fremviste nogle uhyre knapper af farve og form som et skiddengult dødningehoved. » Hvor skal pastoren hen? « » Ud at imponere rakket! « — han slog smæld med pisken, og hesten dansede ud ad vejen. — » Man har vel forpligtelse at vise, at man er til. « » Hvad tager du dig for? « » Messer, min far, messer! Dybe gravtoner lokker jeg ud af mit brede bryst. Vent blot, til de skal forlyste den troende menighed i hønserup. Jeg skal dundre i katedret, så folk skal blive varme om ørene. « » Du — du syndens barn. Der er ikke en sjæl, der vil anse dig for en Herrens tjener. Du ligner jo stadig en roué. « » Jeg er vel heller ikke ordineret endnu. Og man er vel ung og har lov at se manerlig ud. Gudskelov, man kan da forene præstegerningen med almindelig livsglæde. « » Ja—a, og med middagsgilder og piger og souper efter midnat og midnatsmissionens hellige pligter. « » Er du spydig, tit? « sagde Jakob og skelede hen på ham, mens 'han rykkede i tømmen og frembragte æggende smæld med tungen. » Tværtimod, « svarede Titus og smilede, — » jeg kan godt lide, at i herrer kalkede grave er jeres dårligdom bekendt. « » Vi gør os ikke bedre end vi er. En teolog er også et menneske. « - » Naturligvis. Staten har jo ingenting nægtet kirkens mand. Han elsker bordets og lejets glæder som alle andre. Han har det kildrende fortrin at vide, hvor syndefuldt det jordiske er, og netop askesens forbud krydrer ham livets søde vin. « » Hold mund med din spot. Jeg véd med mig selv, at jeg har den rette ærbødighed for den hellige skrift. « han slog et etui op og blottede nogle delikate små cigarer med røde livbælter: » Ryg væk! Du skal tage den lille dér. Når jeg trækker i ornatet, så får jeg ånden over mig med det samme. Men da jeg ikke altid skal gå med pibekrave om halsen, vil jeg forbeholde mig ret til at være menneske, når jeg er i mine dagligklæder. « » Troen til søndagsbrug og kødelige lyster til hverdagsfornøjelse, deres velærværdighed. « » Du stinker af salvelse trods nogen præst, Herr samfundsforagter. « » De føler kald, ja hvad mere er — de har fået kald, hr. Fårehyrde. « » Og du føler slet intet’kald og kan rådne op på et bibliotek blandt gamle pergamenter, hvis orme truer med at gå over i dig selv, hr. Reformator. Hvad kender du til. Livet? « » Og hvad kender du til kristendommens ånd, Herr meneder? « » Jo tak, den kierkegårdske kender jeg i hvert fald. Men kristendommen har heldigvis sine praktiske livsopgaver også. Og det nytter slet ikke at benægte dens magt over sindene. « » Kristendommen, deres velærdighed, — kristendommen « — gentog Titus og spyttede et stykke dæksblad ud af munden. » Bilder de dem ind, at den eksisterer endnu? Tror de, at deres vanekristendom har det fjærneste med stifterens hensigt at skaffe? Den kgl. avtoriserede vanereligion er bare taget i politiets tjeneste og søger med gode ord og smukke talemåder at holde krammet på folk og at advare dem mod at komme i kollision med straffeloven. « » Pas på, at ikke min hånd skal falde tungt på dig, tit, « sagde ' teologen i en kvidrende tone og løftede sin store røde handske. » Snak du bare ikke om talemåder, og rør du ikke ved, hvad du ikke forstår dig på. « » Véd du, hvordan jeg tænker mig et kristent menneske, lille velærværdighed. « » Nå -? « » Jo, — hvis jeg en skønne dag fik at vide, at f. Eks. en af vore rigeste herremænd havde solgt sit gods og uddelt alt, hvad han ejede til de fattige; hvis jeg hørte, at han intet havde beholdt tilbage, men gik rundt i fattigkvartererne og talte til de syge og sorgfulde, og hvis jeg hørte, at han en aften kom og bankede på fattiggårdens port og sagde: luk mig ind, jeg har ikke sted at hælde mit hoved til, — så ville jeg tro, at kristendommen endnu levede og, som du siger, havde magt over.sindene. « » O idealiserende vås! « » Skal jeg sige dig, hvorfor kristendommen er umuliggjort af selve den almindelige, kristelige kirke? « » Er du snart færdig? « » Jo, ser du, fordi opinionen med præsterne i spidsen ikke engang ville tillade et sådant menneskes handling, som jeg nævnede. Familie eller arvinger ville af al magt søge at få ham gjort umyndig. De ville skaffe lægeattest og moralske og juridiske erklæringer for, at et menneske, der i den grad tilsidesætter hensynet til sig selv og sine nærmeste, det vil sige alle egoistiske hensyn, ikke kan være ved sin fornufts fulde brug. Og • inden han fik sit forsæt udført, ville han være under administration, ja måske endog sidde i en celle på en sindssygeanstalt. Kristus fordrede det abnorme af sine efterfølgere, 4 først og fremmest selvfornægtelse. Men den slags ekstravagance, kære, er sindssvag og utilladelig, selv efter præsternes begreb. Det stemmer med vanekristendommens ånd, at et menneske har lov til, ja forpligtelse til at varetage sit eget tarv, sine personlige interesser. Men det stemmer måske også med Kristi egen lære? « » Sig mig, tit, — siden du så nøje véd, hvordan et kristent menneske bør leve, så foregå du os med dit eksempel. « » Jeg er ikke noget kristent menneske, men jeg giver mig heller ikke ud for at være det. Jeg forlanger kun, at i andre skal være ligeså ærlige. Jeg beder dig blot være så venlig, o m du engang • finder et virkeligt kristeligt menneske, jeg siger: om du finder — « » Hvad så — « » Så send det menneske til mig. Jeg har til dato ikke truffet en eneste kristen. De er meget sjældne i vore dage, de sande kristne. « » Hovedsagen, « sagde Jakob trane og trak ærgerlig i piskesnærten, som havde viklet sig ind i hestens manke, — » Hovedsagen er, om man har nogen trøst og støtte af religionen. « » For eksempel, om man lever af den. « » Så gid du ske allandsens ulykker med dine skoser. Begriber du da ikke, at, når de syge og hjælpeløse kan finde trøst i evangeliet, — hvorfor skal så vi, der ikke trænger til denne trøst, tage den fra dem. Det er lige så ondskabsfuldt som at slå koppen fra munden på den tørstige, fordi man selv ikke er tørstig. « » Lad så i Herrens navn alle de svage i ånden beholde deres tro og deres bibel, men lad os igen løse Kristi lære af det syndige og forargelige ægteskab, den har sluttet med verdsligheden. Lad guds rige være noget for sig, det er ikke af denne verden — og lad ikke det at tjene Herren være et statslønnet embede, der giver midlerne til at nyde alle denne verdens goder. « » Du er en væmmelig moralist, lille tit. « » Hvorfor ikke idealist? « » Nej, tøv lidt, en idealist er ikke en sur sild værd, når han ikke selv vil gøre et skridt, men kun anbefaler andre at gøre det. « » Men vi kan vel blive enige om én ting, at religionsstifteren selv ikke ville kende sin egen lære igen, om han på ny lod sig føde den dag i dag. Ja, jeg tør tage gift på, at hele kieresiet med det teologiske fakultet i spidsen ville bære sig ad ganske som hine skriftkloge og farisæer. De ville ikke forstå et muk af det hele, men kun forarge sig over, at han ikke først kom til dem — de skriftkloge. —, men opsøgte proletariatet og det værste udskud. Men han ville sikkert tage en syvstrenget svøbe og drive ud af sine templer de ågerkarle, der præker for høj betaling, der bruger alteret sem et vexellererbord, hvor pengene klinger som » Offer «, hvor sakramentet selv er en indtægtskilde, og hvor en hoben snyltegæster alle søger at klemme den troendes pung for det mest mulige; hvor de. Rige køber sig de bedste stole for mageligere at kunne nyde guds ord. « » Hør, lille ven, du hænger dig i lutter småting, i alt det uvæsentlige. Hovedsagen er dog for Pokker, at kristendommen gør sin store uberegnelige nytte. « » Godt — så stryg åbenbaringen og hele idealiteten og hold op med hykleriet. Indrøm, at Kristi lære var en skøn drøm, for skøn til denne verdens barske lys og de jordbundne naturer, en drøm, der kun kan drømmes og bogribes af et menneskehjerte, der sukker i sin dybeste nød. Indrøm, at kristendommen, som mesteren tænkte sig den, var uigennemførlig, at menneskeheden var for slet til at annamme frelsen. den autoriserede statskirke lader sine embedsmænd læse biblen som fanden: de kan få den til at sige alt. Det er bleven en religion til at tæmme den store hob, til at besmykke uretfærdigheden, til at gøre spidsborgerne trygge og kaste en kærlighedens kåbe over alle deres laster, over bedrag og hykleri, hvoraf der findes mindst lige så meget efter som før Kristi fødsel. « » Hør engang, tit, « sagde Jakob trane og knipsede ham på kinden; » tror du, jeg er kommen ud at køre i dette vejr for at diskutere forslidte argumenter med dig? Så tager du, pinedød! fejl. « og han rykkede i tøjlen og slog et smældende knald med pisken. » Det er en dum vane, du har, altid at skulle gøre vrøvl, skønt du véd, du ingen vegne kommer. Du er ikke mand for at omkalfatre en institution, der har snart 2000 Års hævd. Du skulle lægge den tossede vane af. « Titus kom til at le. I grunden- havde vennen jo ret. Selv det at forarges og' at kritisere kunne blive en triviel vane. De rullede let hen ad vejen. Træernes skygger gled over dem og bragte kølige vift ind i den hede sol. Det blændede for øjet med de mange grønne nuancer, og solens fulde lys brød sig i utallige toner trindt om. Fra søen kom der en frisk, jævnt strygende brise, af og til krydret af lugten fra de store tangmasser, der dreves op i kystens små vige. Gennem villahavernes buskadser skinnede vandet stærkt blåt, og nu og da hørtes midt i vogn tumlen en stump af dets rislende sang. i. Titus var faldet til ro på sit sæde. Luften strøg ind i hans lunger; han ligesom følte, hvor den trængte ind i årerne, hvis blod iltedes med en frisk prikkende køling. Folk bevægede sig afsted med glade ansigter. Jakob styrede med sikker hånd mellem vogne og cykler. Hestens blanke ryg bævrede elastisk under de ensformige muskelbevægelser, der fik huden til at skinne som stål. Selv den sødlige havrelugt fra dens hale forekom behagelig. Det var dejligt således at køre hen gennem sommerluften, kærtegnet af lys og vind. Titus skottede op på Jakob, der førte pisk og tømme med megen anstand. En underlig praktisk fyr uden særlige talenter, gennemskuelig som rødvin i en klar flaske, førende frisprog overfor alle, skønt han ikke støttede sin overlegenhed på nogen som helst indre ret. Han havde en barnlig glæde af at synes imponerende, og hans venner lod ham føre det store ord, fordi de vidste, hvor godmodig han var på bunden. Han begik allehånde dårskaber mindre af egentlig slet tilbøjelighed, end fordi han troede, det klædte ham. Han løj for at gøre sig interessant, han styrtede sig ud i de tåbeligste galante eventyr blot for at prale deraf for andre. Men først og fremmest søgte han at vinde ry ved at ødsle på andres traktement. Han betragtede det som en personlig fornærmelse, om nogen vovede at betale i en Kres, hvor han var tilstede, og blev henrykt for hver ny bekendt, han fik lov til at give ud på. Denne kostbare tilbøjelighed havde slugt en betydelig del af hans fædrenearv. Titus, der altid nærede en usalig trang til at finde logisk og bevidst konsekvens i menneskers handlinger, havde såre ofte følt sig skuffet og narret af Jakob i den række år, de havde kendt hinanden; thi Jakob ejede ingen principer, men antog sådanne, han tilfældigvis kunne bruge; han var ofte glemsom og løj som sagt, — alt dette havde voldet Titus megen pine. Og dog havde han med årene lært Jakob bedre at forstå, eller rettere — han stillede færre krav til hans idealitet. Bitterheden var luftet ud af hans sind; han huskede endnu, men de gamle skuffelser havde ingen brodd længer. Jakob var bleven en rask. Kammerat med et grumme flygtigt sind, men når det virkelig gjaldt, betænkte han sig aldrig på at hjælpe, og da havde han en mærkelig praktisk Sans for at hjælpe på rette vis. En dag mindedes Titus særligt. Det var den dag, hans moder var død, da han sad ved sit skrivebord bøjet over telegrammet, med hele legemet rystende af gråd, der truede med at bryde frem af tusind kilder. Da var Jakob, hvem han ikke længe havde set på grund af midlertidigt uvenskab, uventet kommen ind i stuen, havde trøstet ham med de rette ord, grædt med, givet ham tøjet på og trukket ham ud med magt — havde spist en festlig middag med ham på en restaurant, han ikke kendte, hvor det smukke rum, de mange lysprismer, de blinkende vinglas og madduften havde dannet en velgørende modvægt til sorgen, i hvilken han troede at måtte drukne. Han havde ikke sluppet ham før i jærnbanekupeen. — denne dag ville han holde Jakob til gode i al evighed. — nu sad Jakob og lod sine øjne glide over de spaserendes rækker, glædede sig over de unge pigeansigter, over de klare kjoler, som ikke trykkede de knoppende former, over hårpiske og halvnøgne arme, over lyse strømper og udskårne sko. » Er det for at mønstre skønheder, du er kommen ud? « spurgte Titus. » Begribeligvis. Man må hellere se dem in natura- end læse om dem i bøgerne. Et lille bundt martsviolers Duft kan vække mere poesi i sindet end et tykt bind digte. — og så, « tilføjede han og sendte et langt blik forud og kastede piskesnærten frem i luften — » Og så —? « gentog Titus og fulgte pisken med øjnene. » Og så — og så — — hinter jenem Berge wohnt si, die nieine Liebe lohnt - « » Aha, i den røde villa? « » Akkurat. Der spejder pigebarnet fra sit gavlvindue. « » O du lykkelige! « » Ja, trefold lyksalige! « » Når får man kort? « » Ti stille, tit! Tror du, jeg vil profanere mine følelser? « » Jeg kender dem jo godt alligevel, og andre med. « » Det kommer ikke os ved. Vi nyder vor kærlighed for os selv med hele den lykke, der ligger i at elskes i løn. O, min rosamunde. « » Så i elsker i løn? « » Tæm din beskidte tunge! « truede Jakob med hånden. » Å, jeg er ikke tvetydig. « » Gud nåde dig, om du var det.... Jeg forlover mig ikke, før jeg gifter mig med det samme. Om vi var forlovede, kunne vi ikke være nær. så lykkelige. Se i går var • hun til koncert, alene, og skulle hjem med 10-vognen. Så hørte vi andanten og droskede til fiskers restaurant, hvor vi souperede — østers og champagne, og så kørte jeg med lige til stoppestedet. Du skulle vide, hvor sødt det er at sidde til koncert sammen — tre rækker fra hinanden. Vore øjne mødtes, der var som et bånd usynligt spændt imellem os, og musiken var som en hymne, der bragtes vor kærlighed. «. » Den musik, i ikke hørte. Du er ellers bleven svært poetisk. Kan du ikke sætte det på Vers? « » Nej, jeg har tænkt at bede dig om det. —. Dine sidste sonetter var storartede. « » Tror du aldrig, hun opdager bedrageriet? « » Bedrageri? — det er vel mine følelser, du sætter i ord! « » Nej, det er så skam mine egne. « » Lad det- så være både dine og mine. Det erotiske er alment. Jeg inspirerer dig — det er som forholdet mellem Moses og Aron. « » Jeg synes, det er væmmeligt at bilde sin kæreste ind, at man laver Vers til hende, når man ikke kan lave Vers. « » Er det ikke lige så væmmeligt, at pynte sig med navngivne Vers af trykte bøger. O, du min rosamunde, min grænseløse elskov kan kun udtrykkes med oehlenschlagers udødelige ord, eller Chr. Winthers osv. osv. Nej, det ukendte er mere pikant, selv om versene kun er tarvelige — og det er dine ikke engang. « » Takker for komplimenten. « » Selv årsag! Ser du, tit, nu vil jeg råde dig til én ting: nu kører vi straks forbi den elskedes bolig, — så har du at kigge lige ud eller helst til venstre. Hvis du er nysgerrig og vender hovedet til højre mod den røde villa, slår jeg hovedet ned i maven på dig. « » Skal jeg da gå glip af synet af den skønhed, til hvem jeg har skrevet mine skønneste poesier? « » Foi Pokker, se til venstre! « kommanderede Jakob. Han rettede sig i sædet, gav hatten et let stød og svang pisken med lapset flothed. Titus vendte efter ordre øjnene til sin side, men så alligevel fra øjenkrogene, da de rullede forbi det høje, slanke jæmgitter, en tynd ung figur i en lyseblå, hvidprikket kjole, der sad halvt dækket af verandaens ranker, og han troede at se, hvorledes et hvidt ansigt pludselig trådte frem linder havehattens skygge og smilede i det fulde solskin. Jakob sad stiv uden at hilse, han båre så’ og førte pisken langsomt op i præsenter-stilling. Da de var et godt stykke forbi, så’ han mønstrende om på Titus: » Kiggede du? « » Ikke et øje! « » Tak du dit øje for dét. Jeg ville heller smide dig af vognen, end at hun skulle tro, at jeg havde talt til dig om hende, og at du var medvider «. » Det er jeg jo alligevel. « » Pyt! — ikke mere end krikken her, « sagde han og svippede hesten over lænderne. » Du begriber ikke, « blev han ved, » hvor dejligt det er at have sin kærlighed som en sød helligdom at frede om. Og jeg forstår ikke, hvor unge folk kan nænne at ødelægge deres kæreste forhold ved at indvi alle i dét. At sende kort ud, det vil jo kun sige: værs’artig, kom hid og se, hvordan vi to tager os ud ved hiandens side. Kom og kritiser vore proportioner og gør nar ad, hvorledes hendes skabelon forsvinder ved siden af min; eller vær så venlig at vogte os med eders argusøjne, at forarges over hvert Kys, vi lister os til, at underskyde eders' gemene tanker for hvert minut, vi får lov til at være alene. Nu giver vi vor ømhed, vore blik, vore håndtryk, vore ord, — alt giver vi. til pris for eders sladderlystne kontrol. « » Der er en smule sandhed i, hvad du siger, « Sagde Titus. » Det er sandt, hvert evige ord! — uha, hvor jeg gruer, når jeg tænker mig at skulle tilbringe aften på aften i svigerforældrenes hus og sætte min kærlighed over styr i tevandspassiar og lunkne vanekys, der ikke tør gå længer end til læbernes overflade. — derimod — at liste sig et stævnemøde til, af stjæle sine Kys, der bævrer af forventning, at længes efter et favntag, der er så hedt, fordi det brister om et nu, — og dog at være fri, at ture rundt på alle veje uden at skylde nogen regnskab for anvendelsen af tiden, blot at søge det nye, friske indtryk og vekslende glæde, — og så at have stævnemødet at glæde sig til otte dage i forvejen, — du aner ikke, hvor det kaster glans over alle ugens dage. « » Men enden? « — spurgte Titus i en let spydig tone — » den bliver dog, som alle anstændige forhold ender. I forlover jer eller, højt regnet, i gifter jer uden varsel. Det daglige samvær vænner jer til hinanden, i bliver fortrolige på alle punkter, i lærer hinanden at kende ud og ind — lige fra natlinnedet og til galosjer og paraply. Regnskabet begynder at aflægges, forklaringer afæskes om, hvad i tænker på, har tænkt på, vil tænke på, hvor du kommer fra, og hvor du skal hen. Og inden i véd af det, så sidder i, hvor alle de andre sad, — midt i ægteskabets hyggelige vaner og uhyggelige indbyrdes kontrol. « » Den tid den sorg! Hvorfor skal vi ikke nyde vor ungdom og vor elskov, så længe vi kan, uden at ængstes for dagen i morgen? « » Jo, nyd væk — nyd væk! I bliver tids nok vanemennesker. Måske vil i engang glæde jer ved fælles minder om ikke at have sprunget ungdommens galskab og glæder over. « » Lille tit, du er et dejligt nøgternt menneske. Det er ligefrem blevet dig en vane at se ædrueligt på alt. « » Den, der ikke drikker for meget, undgår tømmermænd. « » Du har vist et slapt maveskind for øjeblikket. « » Jeg er rædsomt sulten. « » Så spiser vi i strandparken — en lille déjeuner dinatoire? « » Får jeg lov at betale selv? « » Skal det være en fornærmelse! Når jeg inviterer — — « — straks efter drejede de ind på sidevejen til traktørstedet. En forkrøblet ung pige veg til side mod grøftekanten. Hun løftede sin kraftløse krop og sine misdannede fødder slingrende frem på to krykker, der bragte hendes skuldre til at stå skarpt om det fine gullige ansigt. » Herregud, « sagde Jakob, hvis hjerte straks var rørt, - » hvor tung sømmes skæbne kan være. Dér slæber hun sig frem blandt raske, letbenede mennesker, hvis blik spotter hende eller sårer hende med grimacerende medynk. Hun ser så grædefærdig ud, og hver gang hun humper ud for at nyde motion og frisk luft, mindes hun, hvor stedmoderligt hun er behandlet af naturen, der har nægtet hende det meste af, hvad ellers andre nyder. Hun må have meget syge tanker. « » Du tager rimeligvis fejl, « indvendte. Titus. » For at kunne konstruere dig hendes tanker i dette øjeblik, må du have levet hendes liv forinden. Hvis du kunne overføre dit sunde sind og dets stærke fordringer til livet i ’ hendes svage, vanskabte krop, så ville du ganske sikkert gyse ved den smertelige forandring. Men denne modsætning har hun ikke. Hendes gamle lidelse har dag for dag vænnet hende til at nøjes med det opnåelige, og måske foragter hun i sit sind den lykke, de andre indbilder sig at have forud for hende. Vanen sløver, min ven! « » Du har altid en smuk filosofi på rede hånd. « » Og du en ilde anbragt medfølelse, hver gang du bliver noget vår, som ligger udenfor dit eget almindelige begreb om velvære. Folks medynk er ofte den frugtesløseste sentimentalitet af verden. Man tænker sig med sin hjerne i den ulykkeliges sted og vånder sig i sin levende fantasi af, hvor ondt det må gøre. Den ulykkelige er måske for længe siden nået udover denne følelse af smerte. Menneskehjertets uudslukkelige optimistiske trang hitter udvej og trøst, hvor der tilsyneladende ingen var at se. — derfor finder jeg det tåbeligt at svømme hen i følsomhed p

1899_Egeberg_VedDoedensPort

Edvard

Ved Dødens Port

Egeberg

Egeberg

Ved Doedens Port

male

1899_Egeberg_VedDoedensPort.pdf

Edvard

Egeberg

dk

Ved Dødens Port

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Det ubehagelige hold i siden ville ikke til at gå bort; han følte sig utilpas og uden den sædvanlige energi. Ingen lyst til arbejde, ingen lyst til selskab, ingen glæde over noget som helst. Humøret blev til sidst helt dårligt. Så tog han en dag en kraftig beslutning. Nu skulle dette „ Kællingen “ have en ende. Den smule sting skulle ikke have lov til at gøre ham til pessimist. — han gik ud i Marken, ud til de lange agre, hvor karlene havde begyndt med forål spløjningen. Han gik hen til ham, der havde de to stærke brune for, satte ham til noget andet arbejde og tog selv tømmerne. — så satte han ploven dybt i jorden, gav hestene et slag hen ad ryggen med linerne, og så pløjede han den smukkeste lige fure, der var lavet på den ager. Da han kom op til den anden ende, svang Egeberg: ved dødens port. han ploven rundt med den ene hånd og satte den atter dybt i jorden. Der var jo ikke noget i vejen. Han havde endnu sine jærnstærke lemmer. Han fejlede jo intet; han ville pløje dagen ud. Hestene, som han ellers var lidt øm over, mere løb end gik hen over den tunge, våde jord og begyndte snart at dampe stærkt. Karlene ovre på de andre agre skelede over til deres husbond og drev også på deres spand. Han var sikkert kommen ud for at vise dem, hvorledes der skulle piøjes, når der skulle være rigtig gang i det. Der blev pløjet en hel masse over hele linjen i den første halve time. Men da han havde vendt en halv ager, begyndte furen at blive mindre dyb, hestene faldt i ro, og hånden, som holdt ploven, begyndte at ryste. — da han mærkede det, begyndte raseriet at koge op i ham. Han strammede sig op, drev snærten hen ad hesteryggen og satte dyrene i hurtig gang igen. Men inden ageren var pløjet færdig, måtte han give tabt. Han gav spandet til karlen igen, og med ludende hoved, slæbende ben og kold sved over hele kroppen slæbte han sig hjemad. — da han kom hjem, smed han sig på en chaiselongue og lå og døsede en tid. så rejste han sig pludselig og gik hen foran det store pillespejl i spisestuen og betragtede sig selv. Var han ble ven mager? Han syntes det egentlig ikke. Jo — når han vendte ansigtet lidt til siden, så stod kindbuen vist mere skarpt frem, end den plejede, og selve kinden buede vist ganske svagt indad. Han var alligevel magrere, end han plejede at være på denne tid af året, efter vinterens arbejdsløshed og megen selskabelighed med gode aftensborde. Med kroppen var der dog vist ikke noget i vejen. Han fyldte jo godt i tøjet; men han skulle dog gå ned i mejeriet og veje sig i morgen. Allerbedst, som han stod og mønstrede sig selv, jog der en rædsel igennem ham. Han så sig selv ind i øjnene og forfærdedes ved det udtryk, der var i dem. Det var, som han så sin for nogle år siden afdøde Broder på dødslejet med dødens rædsel kigende ud af de unaturlig store pupiller. — rædselen gjorde ham bleg, og spejlbilledet derinde blev på den grå martsdag dødningeagtigt. Var det sin egen skæbne, han så ind i øjnene? Skulle det være alvor nu? Var det døden, der hilsede manende på ham? Frygteligt! han kunne ikke løsrive sig, men stod længe og stirrede på sit dødningeansigt. — denne mathed — det var jo også begyndelsen til hans Broders sygdom; og denne voksbleghed med store, indfaldne øjne! Med slappe knæ og angstens mathed i alle lemmer drev han tilbage til chaiselonguen og smed sig på den, mens tanken begyndte at gennemløbe det sidste møde med broderen, og hvad dermed stod i forbindelse. — det havde været trængt tilbage i hans erindring i lang tid, nu kom det frem igen med fotografisk nøjagtighed. —----------— — en dag sidst i september kom der bud til ham, at broderen var døden nær. Han spændte for og kørte gennem skoven derover. Det var en af disse søndagsstille efterårsdage med stærkt farvet løv og høj himmel, da naturen ligesom sidste gang giver sig tid til at betragte sin egen svindende skønhed. De visne blade dalede langsomt, som af egen vilje, et for et, ned på den våde skovbund. Bøgen strøede sine røde, og birken dryssede, ligesom med jomfruhånd, sine gule ved siden af, så vejen blev spættet som bugen af en salamander. Og nu og da fo’r en svag luftning med sit Sus, som et dæmpet suk, hen under kronerne og hen over de gulrøde bregner, tilførende sindet en anelse om noget tungt og alvorsfuldt, som stod i begreb med at komme. Han korte over bakken, hvorfra der var udsigt til de store søer. Flere mil borte kunne han se de hvide landsbykirker blinke, og i den store fordybning med søen på bunden syntes luften at hvile uden tryk. Et par musvåger sejlede med langsomme vingeslag i store kredse ud over søen, som det lod til — uden at jage, blot for at nyde den smukke dag og den friske luft. En flok stære slog susende forbi ham ned i dalen, som om den ville styrte sig på hovedet i vandet; men den steg igen og beskrev en stor bue op over højderne på søens modsatte side mod syd. — men bag de vide syner, den glasklare luft og den bortdragende stæreflok steg ønsket om at kunne fly bort fra alt mørkt og tungt til fjerne, varme, solbeskinnede lande og føre med sig til liv og sundhed sin stakkels, kære, brystsyge Broder. — — broderens gård lå ind mod skoven. I gården var alt roligt. Lænkehunden, som plejede at være højrøstet over for fremmede, var slået løs og i Marken med hyrden. En kat lå i kostaldens åbne dør og badede sig i solen. Gennem de åbne vinduer så han ind i mejeriet. Også der var roligt. De blanke blikspande stod opstillede langs væggene, og gulvet derinde var så vådt, rent og køligt. Alt prækede stilhed og hvile. Han måtte selv spænde fra, og da han gik op ad hovedtrappen og ind i entréen, tog ingen imod ham. — trods solskinnet og den høje efterårshimmel var det, som om han gik ind i den mørke nat. — — — broderen lå og stirrede op mod loftet. Dynen var trukket halvt op over brystet, og armene lå slappe og udstrakte på den. Håndleddene vare bievne så knoklede, og hans store, hårede hænder så forfærdelig magre. — det brede bryst var kun en ussel buin. Men værst havde sygdommen dog handlet med hans ansigt. Hagen var bleven uhyggelig skarp, og næsen næsten som et plovjærn, og huden strammede så stærkt over munden, at man næsten kunne læse sig til tændernes antal inden for de hvidlige læber. — dødningehovedet grinede allerede frem gennem de skarpe former. Den syge gjorde et svagt forsøg på at nikke; men han manglede kræfter til at lette hovedet og måtte indskrænke sig til at blinke med øjnene og smile — å, det var et af disse dødningesmil, så stramme og så benede. Før havde han lét, så man kunne høre hans glade latter en halv Fjerdingvej borte. Hånden lettede han tungt og møjsommeligt fra dynen og rakte frem til goddag. Den var så klam og mat — før kunne han få én til at skrige ved sit håndtryk. „ Hvordan har du det? “ „ Åh! “ sagde den syge langt og så på ham. Da var det, dødsfrygten i den syges øjne greb ham, og det var disse øjne, han nylig så i spejlet. Han satte sig ved siden af sengen, og den syge ventede på, han skulle sige noget; men der bød sig intet til. Hvad skulle han tale om? Han mærkede, tårerne trådte frem i øjnene, og han var lige ved at bryde ud i en hulken; men han tvang sig. Hvorfor skulle han gøre broderen det tungere ved at lade ham se sin sorg. Hvor havde han elsket denne Broder — hans eneste. Erindringen om deres barndomsliv og lystige ungdom kom også nu i denne tunge time her på chaiselonguen ind på ham med en voldsom magt, og det hele stod skærende klart for ham. — hans egen svaghed gjorde ham næsten mere medlidende i erindringen, end han den gang var i virkeligheden. han gik hen til bordet og tog broderens billede frem. — hvilken kraftkarl han havde været, før denne afskyelige, tærende sygdom tog ham! Hvor modige og skarpe var ikke hans øjne dér, og hvilken livslyst lyste ikke ud af det smukke, sunde ansigt. Og så — hvilken stakkel var han ikke bleven inden enden. Medens han stod med billedet i hånden, vendte tankerne atter tilbage til dødssengen. --------------gennem det store tredobbelte vindue faldt solens stråler i den sene eftermiddag ind i værelset. Broderen ville ikke have rullet ned: hans gamle ven, solen, som gennem så mange somre havde bleget hans blonde hår, brunet hans nakke og kinder og hænder, skulle have uhindret adgang til ham til det sidste. Han syntes denne stilhed i sygeværelset endnu lå og tyngede på hans sind. Fra vinduet havde man udsigt over de nøgne marker hen til bækken lige overfor, hvor der gik en flok køer. De tegnede sig klart mod den lyse himmel. En lille spæd ko-klokke var den eneste lyd derude fra den højtidsstille, døende natur. „ Nætterne er de værste, du! “ sagde den syge. „ Så oplever jeg i tankerne mine sidste timer så rædselsfuldt levende. Broder! Jeg gruer for det øjeblik, da øjet falder til og skjuler hele den dejlige verden for mig, og øret lukkes for alle livets lyde. “ Afbrudt af hoste og med pibende åndedrag talte han om døden og alle dens sorte følgesvende. Han havde været så glad ved livet, ligesom han selv var. Han havde ikke haft noget at sige til den syge Broders trøst. Han havde kun kunnet trykke hans stakkels magre hånd og sidde med en medfølelse, som truede med at bryde ud i voldsom gråd. Han, som selv havde den inderligste afsky for døden og kun kunne se den fra den mørkeste side, havde ikke noget trøstens ord til broderen. „ Hvis jeg var gammel, “ fortsatte den syge, „ og et langt liv var lagt tilbage, så kunne jeg tænke mig døden velkommen, — men nu! Jeg er kun 27 år og er egentlig først begyndt at leve — — — — — “ Han tænkte på den unge, slanke pige, som sikkert havde været hans forlovede, måske hans hustru, hvis ikke denne sygdom var kommen. „ Hør “ — brød han af — „ send mig noget vand herover fra hellig-kilden. Jeg tørster undertiden så forfærdeligt, og det vand, vi har her, kan ikke slukke — husker du, at vi som børn, når vi legede i skoven, altid drak af den henne mellem de store, mossede stene — jeg synes, at det ikke blot må kunne slukke tørsten, men også jage tankerne bort — der er så mange minder fra den kilde og den Dal, du! Lad os tale om den tid, Broder! “ De talte så om barndomstiden. Den syge glemte for et øjeblik dødens mørke spøgelse, og der kom noget af det stille efterårs drømmende fred i hans øjne, og broderen kom til at tænke på de store, blanke søer, han var kørt forbi. Men det varede kun så kort. Efter et hosteanfald kom dødstankerne igen, og med dyb mismod sagde han: „ Du er lykkelig, som med sunde lunger kan indånde den friske septemberluft herudenfor! Hvem der kunne det! “ Ved aften tog han afsked. Hvor tung havde den ikke været! Han så for sig det blik, som broderen fulgte ham med hen til døren. Det var, som om han havde en anelse om, at de ikke skulle ses mere. — da han kørte hjem, stod vejret på forandring. Solens gloende kugle var ved at rulle ned bag bakkerne. Vinden, som havde været østlig og om eftermiddagen ført hvide skyer op under den blå hvælving, sprang om i vest. Den fejede himlen ren for de sidste sommerskyer; men samtidig førte den sine egne tropper frem: store, vandtunge, blygrå skymasser væltede op fra vest. Det peb i græsset på markerne, og inde i skoven svajede bøgens og birkens kuplede toppe, og de røde og gule blade hvirvlede op som en sky. Og søerne, der, som et par klare øjne, i ængstelig tavshed havde ligget og stirret op mod den blå himmel med vedholdende bøn om at lade efterårsfreden vare så længe som muligt, de spejlede intet i deres riflede flade — de vare håbløse og tungsindige som broderens øjne. — —-------— han så det hele for sig så levende, og følelsen af at stå over for uudgrundelige og ubønhørlige magter bølgede i ham stærkere i dag end dengang. Var det nu hans tur at gå fra sollyset og alt det, han elskede, ind i mørket? Nej! Nej! Han ville ikke. ' han bed tænderne sammen, knyttede hænderne og skød brystet frem, som om døden var en bryder, der skulle slås i gulvet. — — hans hustru kom ind, som han stod der, rank og ret foran bordet. — hun var en høj, udmærket smukt og tillige kraftigt bygget dame med svære skuldre og flofter. Hun havde et par store, stålgrå øjne, en kort, men lige næse og en kæk hage. Hendes hår var snoet op i en stor knude på baghovedet. „ Du er så forfærdelig bleg, Jens, endnu mere end du plejer at være, “ sagde hun. „ Er du ikke vel? “ Han havde ikke fortalt hende noget om sin svaghed, og han slog det hen med et: „ Å, det er blot lidt hovedpine! “ „ Det siger du altid. Du skulle gøre noget for den hovedpine, Jens. “ Han svarede ikke, men gik rank hen mod tobaksbordet. Idet han gik forbi hende, tog han hende under den runde hage. — så stoppede han sig en pibe og gik ned i den tomme hestestald, og med piben i munden og mathed i alle lemmer stod han og ludede over en spilbom. i. Matheden blev til sidst så generende, at han måtte give tabt og gå til sengs. Da han lagde sig tilbage i puderne, lød det igennem ham: om det nu var sidste gang, du gik til sengs — sidste gang! Sidste gang, du har været ude på de grønnende marker under den lyse forårshimmel! Sidste gang, du har gået rundt i din gård og din have, i stald og lade! Skulle det være sidste gang, du har set din egen dagligstue? Er dette rum fra nu af din verden, din snævre verden? — — han lå og døsede i tung fortvivlelse og faldt omsider i søvn. Da han vågnede, stod hans hustru ved sengen. „ Har du det ikke bedre, nu du hviler? “ Spurgte hun venligt. „ Jo — jeg har det meget bedre. “ „ Nu må du helst blive liggende, til stinget og matheden fortager sig. Så bliver det vel imens mildere vejr, så du kan komme ud. Og så kommer du nok snart over det. “ Han spejdede op i hendes øjne. Var det for at trøste ham, eller havde hun virkelig håb? Han blev ikke klog på det. Han befandt sig så vel efter søvnen, følte ligefrem et vist velvære i den varme seng og sagde: „ Jeg fejler jo i grunden ingen ting. Det er kun denne mathed, som jeg skal se at komme af med. Det må jo være en usædvanlig hård forkølelse, der viser sig på den måde! “ Han troede selv i øjeblikket det, han sagde. Hans gamle moder, som boede hos ham, kom også ind for at spørge til ham. „ Hvordan har du det, min dreng? “ sagde hun og strøg ham over panden med sin magre hånd. Han så også spørgende op i hendes ansigt. Han huede ikke det udtryk og den stemmeklang. Han havde set og hørt det samme under faderens og broderens sidste sygdom. Men han strammede sig op og smilede til hende. „ Jeg har det godt, moder; nu vil jeg blive liggende nogle dage, så går det nok over! “ Den gamle vendte hovedet bort, om mod hans hustru. — de så på hinanden. Han ville gerne set det blik. — moderen førte hånden op til hovedet. Glattede hun håret, eller tørrede hun sine øjne? Han kunne ikke se det. Hustruen gik ud, og moderen blev tilbage. Så satte hun sig ved siden af sengen, således som hun havde gjort, når han var syg som barn. — hun puslede ved dynen, så den sluttede om ham, og tættede ved fødderne, og så ordnede hun ved hans hovedgærde. Stille som en mus satte hun sig ved hans seng. Han hørte ikke anden lyd end hendes strikkepindes raslen og uhrets dikken. Han befandt sig inderlig vel ved at have hende hos sig. Det var hans barndom, der var flyttet ind i hans sovekammer. —-------hun var selv deres læge, når de fejlede et eller andet, og hendes gamle husråd hjalp altid. Hun havde en urokkelig tillid til hyldethe, kamferdråber, svedekure og varmt omslag. De blev straks puttede i seng, så en kop hyldethe så brændende hed, som den kunne tages, så dynen helt op over ørene, og så satte hun sig som nu ved siden af sengen og påså, at de ikke sparkede af sig. — — og når skjorte og lagner var bleven drivvåde, og de uden feberhede og voldsomt bankende pulse vågnede af en rolig og god søvn, så kom den fornøjelige side af sygdommen med legetøj ovenpå dynen, billedbøger og frem for alt lækker mad — æbleskiver med syltetøj, vafler med sukker, sødsuppe med dygtig rosiner i. Ja — dengang! Da var sygdom en behagelig afveksling i den megen sundhed, ligesom en lille skovtur eller sejltur. Helbredelsen fulgte lige så ufravigeligt og hurtigt på sygdommen som dag på nat. Når han puttede sig under dynen til svedekur, så vidste han akkurat, hvor længe det ville vare — og så opvejedes den megen ubehagelige varme og sved ved tanken om, at han allenfals var fri for skolen så længe. — men nu! Sveden og feberen var der godt nok; men stinget i siden og matheden, — de var der også. Han vendte sig lidt om på siden, så han kunne se hendes kære, gamle skikkelse. hun var bleven gammel i de sidste par år; men hun var jo også tæt ved de firs. Hendes ranke skikkelse var bleven noget duvende, og så var hun, som tidligere havde været ret fyldig, bleven noget magrere. Hendes pande havde fået en del rynker — eller han havde måske ikke lagt mærke til dem før. Hendes øjne, som altid havde været klare og energiske, så trætte og anstrengte gennem brillerne ned på strikketøjet. Var de ikke ved at falde til? Hun kunne også gerne være træt af livets arbejde. Hun havde aldrig skånet sig selv. — den gang faderen fik sin tærende sygdom — den samme som broderens — og lå sit lange, lange sygeleje, da var det hende, som med mands mod og kraft havde grebet tøjlerne og styret både ude og inde og gjort det godt, bedre end faderen havde gjort det, sagde man. Gården derhjemme var bleven en mønstergård under hendes ledelse. Folkene havde respekt for hende, fordi hun forstod at bedømme deres arbejde og ikke behøvede at tage dem på råd med, når der skulle gøres noget. Hun var så rolig og behersket i hele sin færd og havde haft et udmærket tag i begge sine sønner, der egentlig ikke havde følt savnet af en fader. Og så var der under hendes rolige væsen en mægtig understrøm af kærlighed. Hvor han elskede den gamle kvinde. Og følelsen havde ikke tabt i styrke, fordi han selv stiftede hjem og fik børn. Faderens billede var lidt udvisket. Han mindedes en stor, bred mand med en latter, der kunne høres over hele gården. Han huskede, at han gerne, når han kom ind om aftenen fra arbejdet, tumlede med sine to drenge, lod dem ride til mølle på sit knæ, sang børneremser og gamle bondeviser til, kravlede rundt på gulvet med dem i mørkningen, tog dem i sine svære arme og kastede dem op mod loftet, mens de hylede af angst, når de faldt ned igen. — der havde været noget voldsomt over ham; men der skulle tillige have været noget barnligt og godmodigt, som gjorde, at han let lod sig lede. Han huskede ham ikke klart, det var jo så mange år siden — jo, han huskede ham i kisten, da han lå lig — en frygtelig mager mand med et stort ansigt og et mørkt skæg, der så så uhyggeligt ud til det hvidgule ansigt. Han havde intet billede af faderen; men han skønnede, at han og den afdøde Broder havde lignet hinanden. Han var ikke mere end 5—6 år, da faderen døde, og moderen havde været både fader og moder for brødrene. — hvor han var bundet med stærke bånd til den gamle kone ved hans hovedgærde. — Iii. Om morgenen lå han og lyttede efter støjen ude i gården. Hans vinduer vendte ud imod haven, men han kunne gennem den åbne dagligstuedør høre, hvad der foregik derude, og han levede med i dagens arbejde. Røgteren var den første på benene. Han kendte hans halten hen over stenbroen, når han gik til pigernes vindue og kaldte. Derefter atter over gården ned til karlekammeret ved hestestalden for at vække karlene. Så klaprede malkepigernes træsko ned mod kostalden, og han hørte hestehovenes klapren, når karlene vandede ved posten midt i gården. Han så i tanken, hvorledes de stak mulerne pustende og vragende ned i det kolde vand; vandet dryppede fra de bløde læber; de, der først blev færdige, gnubbede sidemanden — de to store blankbrune holdt især så forfærdelig meget af hinanden; men de vare jo også voksede op sammen, havde altid gået for vogn og plov sammen, stod i bås sammen —--------— —------han lå og ønskede, at hans vinduer havde vendt til den anden side, så kunne karlen trukket dyrene herhen, så han kunne set deres hoveder. De havde et par ualmindelig kønne hoveder, begge med stjærne i panden. Og sikken manke de havde, svær og lidt krøllet — den dækkede ganske den side af halsen, den hængte over. De skulle aldrig ud af hans gård, de to dyr. —------------ja, de skimlede var også et par dejlige dyr. De kunne løbe, så det forslog noget; men der var også bentøj — nåda! Men trække som de andre to kunne de ikke. Det var en fornøjelse at se de to brune lægge sig i skaglen for et stort læs, når man så musklerne i bagbenene blive ligesom levende og huden slå rynker helt op i krydset. Mon karlen sørgede for at strigle dem ordentlig? — så lød madklokken, og alle søgte op til folkestuen til davren. Atter blev der tummel derude, rumsteren med vogne og heste — det var karlene, der kørte i Marken. Vogn efter vogn, og så blev der stille en lang tid — kun lidt klapren en gang imellem, når en pige skulle over i bryggerset------—------her lå han fordømt til uvirksomhed!! Harmeligt! Hvem der dog snart var så vidt, at man kunne knuge hånden om håndtaget på en plov. Det var et smukt syn at se ploven som en kniv skære gennem grønjorden, lægge den om, glat og lige som et langt bændel, fure for fure, medens solen sang over alle marker. — det var en leg, det hele, når man var rask og stærk. — — — — —---------der rullede en vogn fra porten hen mod hoveddøren, let og diskret, uden støjende, brede fælger, skraldende, løse fjæl, raslende kobler — alt det, der kendetegner arbejdsvognen — vist en lille let jagtvogn. Den standsede pludselig. Røgterens træsko klang mod stenbroen — der var jo ikke andre hjemme til at tage mod tømmen — og han hørte en høj, skarp stemme i entréen. „ Godmorgen, frue! Hvor har de gemalen? I sengen! Så—å. Det er sgu ikke en årstid at lægge sig til sengs i. Det må han gøre om vinteren. “ — det var en proprietær bang fra nabolaget. — „ Jeg ville ellers haft ham med til marked i byen i dag. Der er stort kreaturmarked derinde. “ — han blev stående en tid endnu og talte med fruen. Imens gik det i proprietæren med markeds- og dyrskuetanker. — dyrskue! Blomsten af landets dyr samlet på et sted! For ham, som elskede dyr, smukke, stærke dyr, havde dyrskuet været en af årets festdage. —------------— — — — han gik altid først hestene igennem, den lange række nærmest op mod skoven. Særlig hingstene holdt ham fast. Sådan en hingst med svær bringe og Hals og kraftige lemmer meldte sig altid hos ham, når han skulle tænke på noget rigtig kraftigt og smukt. Dens højrøstede vrinsken og voldsomme stampen i jorden, så sten og grus fløj langt af led, frydede ham inderligt. Så kom hopperne, brede og vrikkende som frugtbare mødre, med deres kvikke føl med de stive, strittende ben og gyngehest-agtige udseende. Det var som en hel roman at gå og gætte på, hvorledes sådant et føl ville komme til at tage sig ud som voksen. Nede ved enden af hoppernes rækker var der altid rejst et stort beværtningstelt, og her tog han sin frokost efter synet af hestene. — senere gik han i lag med køerne og svinene, disse landbrugets faste støtter og velgørere, med de svære, fyldte poser mellem bagbenene eller det tre tommer tykke flæsk langs ryggen. Her var det jo ikke så meget skønhedsglæde, der fyldte ham — skønt tyrene med deres forsorne, brutale udseende også kunne være ganske kønne — som det var nyttemoral i retning af smør og flæsk, han uddrog. — — — — så fik han sig en passiar med den og den, glædede sig ved musikken, som bølgede ud over glade folkesværme med lette melodier og fædrelandssange mellem hinanden, over de mange flag mod den blå himmel. Og når dyrene defilerede forbi dommertribunen og hvert dyrs fører modtog præmie, havde han en særegen, inderlig stolthedsfølelse, langt mere ægte, end da han som gardist passerede revu for kongen ude på fælleden. —-----------— -—- — — markederne vare også morsomme dage; men de bragte ikke den glæde over dyrene som dyrskuet, der kom jo for meget skrab imellem. — men så var det jo altid morsomt at mødes på hotellet med en hel del af egnens landmænd ved et glas. — — — — — derhenne i hjørnet af restavrationen sad altid den lille, magre Mogensen på Søgård, hvis tunge i reglen skar og flængede alle, der kom i hans nærhed, men som kunne være så ustyrlig morsom, når han var i sit godmodige lune og da navnlig fortalte præstehistorier. Så kunne øjnene i hans lille abeansigt gnistre af skælmeri. — man kunne ikke undvære ham derinde i restavrationen, han hørte til selskabet, var det vittigste hoved mellem egnens landmænd, og, skønt de frygtede ham, deres stolthed. — å — når han havde fået et par glas, hvor kunne man da få sine lunger rystede. Man søgte gerne hen til hans bord. Så sad den tykke abet fra remstrup og hoppede på stolen som en gummibold og plirede med sine trekantede øjne, til glæden svømmede over i tårer. — og ved hans side Møller med det store, skaldede hoved, den snøvle udtale af alle l’er og de gevaltige og usandsynlige historier fra den tid, han lærte landvæsen i Skotland. Ham tog Mogensen sig altid et lystigt ridt på. Det generede ikke Møller og morede de andre. Så var der jo ikke noget ondt i det. Proprietæren kom i godt humør ved at tænke på de mange glade timer i hotellet, og han så helt oplivet ud, da bang kom ind. Det var en bred, fasttømret skikkelse i ulster og lange støvler med blanke skafter. Hans tætklippede hår faldt ligesom det svære overskæg lidt i det rødlige og stod stridt op som græsset på en nyslået plæne. Ansigtet var ganske lidt fregnet, men fast i kødet, fyldigt og brunt, — en mand, der havde sin mave og sine lunger i en ypperlig orden. — han var ungkarl og ønskede efter eget sigende ikke at binde sig til nogen enkelt. Han var levemanden mellem egnens landmænd, altid gemytlig. — „ Hvad er det for kunster? Hvor kan du finde på at lægge dig i sengen i den travle tid. Det kan vi sgu ikke have. Du må snart se at lette ved skankerne og indtage en anden stilling til jordkloden. Den vandrette bliver lidt kedelig i længden. Hvad er der ved det? En stærk forkølelse! Nå! Ja! Tag så en ordentlig dosis at svede på og pres sygdommen ud af sidebenene. Det er ikke værd at bære på den slags ting længere end højst nødvendigt. Hyldethe og amerikansk olie, det er min kur. Du ser slet ikke dårlig ud. Se nu og stram dig op, og lad mig være fri for at se dig i den situation tiere! “ — det var for den syge, som om han stod med fødderne ude i den friske muldjord og så alting skyde omkring sig ved at se dette genn emsunde menneske foran sengens fodende. — — jeg ville haft dig med til marked i dag. Jeg mangler et par bussekøer. Jeg længes for resten også efter at se, om Møller er bleven mere skaldet og høre, om Mogensen har hørt nogle ny præstehistorier. Den sidste har du vist ikke hørt. Den er brillant, ganske i Mogensens ånd, og så bærer den selvoplevelsens præg. Mogensen har jo, som du véd, en brun hoppe, der har det med at lægge hovedet om på siden, og den gjorde præsten derovre i trunderup sig en dag lystig over, du véd, ham det lange register, der går, ligesom han havde fået vand i det ene øre. Mogensen sagde ingenting den dag; men så var de sammen ved et gilde, hvor der var masser af mennesker. — du véd jo nok, at Mogensen helst brænder sine knallerter af, hvor der er mange mennesker til stede, — og så mens de sad og spiste, så siger han til præsten: hvordan er det, de sidder og hælder med hukommelseskisten, hr. Pastor, de gør da vel ikke nar ad min gamle brune.---------der blev jo en gevaltig grinen over hele linien. For Mogensen han kan jo stikke dem ud. “ — den syge lo og kom derved til at hoste voldsomt. — „ Ja, det er sgu en rigtig generalforkølelse, du der har fået dig, “ sagde bang lidt mindre forsorent end tidligere. — proprietæren lagde sig omsider, stærkt svedende og udmattet, tilbage i sengen. „ Ja — nu må jeg vist køre. Se nu at stive dig op, gamle. Jeg ser over til dig inden ret længe. Jeg skal vel hilse derinde på hotellet? “ Proprietæren nikkede mat og gav ham sin store, klamme hånd. Iv. Han havde ligget i sengen og hørt April rase som en gal mand mellem havens træer, kaste regn og hagl mod vinduerne, fare med hyl og tuden op ad havens gang, omkring hushjørner ind i gården. Og når den en gang imellem trak vejret til ny stormløb, havde han hørt stærens klare fløjten ude på taget. Å — den stærefløjten! Der dukkede så meget gammelt op i ham herinde i stilheden, og han havde ligget og tænkt på en gammel sang om stæren. Det var så hyggeligt med disse gamle visestumper, de kom ofte så belejligt. — han havde endogså ligget og nynnet så småt, når han hørte det fløjt derude. Han måtte bag efter undres på, hvor han kunne. Foråret var bleven født gennem de sidste storme. Naturen havde våndet sig som i fødselsveer, det havde skreget og hvinet ud over alle marker, skove og søer; men nu var det også forbi, og nu lå det roligt på græssets bløde vuggepude og åndede let under en blå himmel — han kunne se den derude gennem de øverste vinduer — å, denne blå himmel, så enkel og ren i sin farve som stærens fløjt i sin tone — og spejlede sig i alle klare vårøjne: i friske kilder, søer og bække, i blomster og barneøjne. Nu gik livet i store bølger derude. Forår et var der! Stæren havde spået om forår for alt — kun ikke for ham. —• og dog lå han her fuld af denne frydefulde uro. Foråret havde altid været hans kæreste tid. Da var det, som hans øjne så dobbelt skarpt, som om hans gode musikøre blev stemt endnu renere, for at det kunne svinge med ved enhver ny lyd, der dukkede op i den store koncert, og hans næse vejrede som nogen jagthunds alle de fine dufte, luftens ånde var svanger med. Da vaktes i ham alle gamle tanker og længsler og skød frem som anemoner og skovmærker af skovbunden. Solen, der kyssede liv i jordens gamle oldingehoved og fik det til at rødme som en ung piges, fik det også til at gære i hans blod. — da var der øjeblikke, hvor han var gået således op i naturglæde, at han ønskede at være en plante for ret at kunne være med i denne bryden og svulmen. — — — — han måtte rejse sig op i sengen. Gennem vinduet kunne han se kronen af et kastanietræ. Det havde han selv plantet, og han havde med en faders blik fulgt dets vækst gennem årene. — det var derude begyndt som en ganske lille fyr, halvt så stor som han selv, med en kom, blank stamme og et par sidegrene. Men hvor det havde ralet sig, især de første år! Hvilke svære, lange skud det skød, borede sig ligesom videbegærligt op i den blå luft, pegende og strittende i foråret med sine fede, fulde knopper. Nu stod det derude med sine hundreder af grene og kviste og en bladfylde — så selvbevidst, så stærkt. Hver morgen i mange år havde han hilst på sin yndling. Det var ligesom hans Broder. --------han kunne ikke holde ud at sidde op i sengen, men måtte lægge sig tilbage. Så sendte han en af pigerne ud efter et af de store, fingrede blade, og han lå og så på det, til han fik tårer i øjnene. —-------hvem der dog kunne været derude nu mellem alle småbuskene, som han ikke kunne se, alt det småkravl, der ligesom flokkedes om ham og fortrolig daskede ham om benene, når han gik igennem det han huskede hver en lille busk i den store have. Gud ved, om de egentlig ikke længtes lige så meget efter ham, som han efter dem. -------------han måtte op at sidde igen og indsuge det friske syn. — —---------hvor Marken vinkede derude bag kronerne! — den store banke skød sin brede bringe frem.--------hvem der havde plovens håndtag i sin hånd og tømmen om halsen! Det skulle skære gennem det levende, seje grønsvær — hejsa — helt op til Toppen, fure ved fure af den sorte jord, gennem de friske forårsvinde og den evige lærkesang. — — — — hvem der kunne nå op på Toppen af den banke og se ud over gården og haven og favne det hele i glædens besiddelse! Men her sad han som en afmægtig stakkel. Hvor tungt! v. Han var lige vågnet. Han havde sovet godt, og drømmene i morgenstunden havde været af en behagelig natur. Han erindrede ikke i øjeblikket, hvad han havde drømt; men hans åndelige velbefindende og følelsen af lethed stadfæstede det. Gårsdagens rædsel var endnu ikke vågnet. — hans småbørns runde, hvide hoveder vare netop, lysvågne og pludrende, dukkede op fra puderne inde i barnekamret ved siden af. — han kunne gennem den halvåbne dør se ind til dem og høre alt, hvad de talte om. De førte små samtaler om gårsdagens begivenheder og om en fødselsdag, der var i vente. Den mindste havde ikke sit sprog fuldstændig i orden endnu, og det var en af hans største fornøjelser at ligge om morgenen og hore på, hvorledes der kom et ord eller en ny vending, som de lydhøre småøren havde opfanget, og den lille sladdermund for første gang udtalte. Hans hustru lå og sov med friske kinder, og hendes bryst gik roligt op og ned under natkjolen, og på siden af den hvide Hals bankede pulsen taktfast. — hendes mund stod ganske lidt åben, så han kunne glæde sig over hendes fyldige læbers form. Solen gik med fuld musik ind ad vinduerne, lagde guld over børnenes hoveder og satte lyse firkanter på væggen og

1897_Gjellerup_VedGraendsen

Karl

Ved Grændsen

Gjellerup

Gjellerup

Ved Graendsen

male

1897_Gjellerup_VedGraendsen.pdf

Karl

Gjellerup

dk

Ved Grændsen

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Der var ingen, der rigtig vidste, hvordan det var gået til, at Holger Thomsen var bleven sådan en gnaven Bjørn, som han uomtvistelig var bleven, siden han havde besluttet sig til at opgive den ærgerrige advokatløbebane, der havde foresvævet ham, og slå sig ned som fuldmægtig hos sin fader, herredsfogeden i Nykøbing på Falster. Hypotteser var der nok af. Nogle mente, at det skyldtes kjøbstadsluftens narkotiske indflydelse — det var naturligvis de københavnske venner. Andre — lutter nykjøbingere — antog omvendt, at han havde nok ført » et vildt liv « inde i hovedstaden, og at dette var nu den legemlige og sjælelige reaktion, som dog efterhånden ville give efter for provindsens velgørende ro. Distriktslægen sagde, at det var maven, og den nye, frit praktiserende læge, doktor Ingerslev ( der naturligvis ikke var doktor ) sagde desårsags, at man behøvede ikke engang at være læge for at se, at det var nerverne. Damerne sagde, at det var hjertet. Kun henlagde de københavnske den ulykkelige kærlighed til Nykøbing, medens nykjøbingerinderne lokaliserede den i hovedstaden. De' ondskabsfuldeste sagde, at det var arveligt. Dette var ondskabsfuldt, for ingen kunne nægte, at et vist brysk — de ondskabsfulde sagde » hovent « — væsen hørte til familien. Den gamle herredsfoged havde i sin tid været en af de juridiske embedsmænd, med hvilke de nationalliberale i det kritiske tidsrum fra otteogfyrre til fireogtreds, historiens sidste nådesfrist, lyksaliggjorde den tyske del af » Sønderjylland «. Han havde fungeret der til højere foresattes tilfredshed og ved denne Campagne fortjent om ikke riddersporer så dog et ridderkors. Men desværre havde han medbragt nogle svagheder fra dette korstog, ligesom man jo også siger, at de gamle korsriddere skal have hjemført enkelte mindre heldige gaver til det rettroende Europa fra det hellige land. Ikke blot havde han en tilbøjelighed til at betragte den befolkning, hvis øvrighed han repræsenterede, som en samling banditter, » Gud min salighed lutter slyngler og tyveknægte, « for det ville han rimeligvis i alle tilfælde have gjort; •— men han var desuden tilbøjelig til endnu bestandig at anse sig for hersker i et fjendtligt land, hvor den bestandig ulmende modstand måtte kues med ubøjelig strenghed. Det er vanskeligt at vide, hvordan han skulle have begået sig, hvis der ikke som et surrogat for den ydre politiske strid var kommet en indre; var slesvigholstenerne bievne ham fratagne, hvem han » hadede værre end arvesynden «, så havde Vorherre dog været så skikkelig at give ham venstremændene. Og det kan nok være, at han havde et godt øje til dem. Kun skade, at dette ene gode øje skaffede ham et par dygtige næser — nemlig ministerielle. Da riffelbevægelsen gik over landet som en storm i et snapseglas, og selv de efter sigende lidet martialske falstringer — herredsfoged Thomsen bandede sig i alt fald ned i det dybeste helvede på, at de havde smurt haser gud ved hvor i fireogtreds — da selv de greb til våben, skælvede man i ministeriet for ridderen i Nykøbing f. og hans mulige bedrifter. Nogle påstå endog, at ministeren tænkte på at foranledige hans tilbagetrædelse, inden han slog et altfor uopretteligt dommedagsslag. Det er nu vistnok en overdrivelse. Sikkert er det imidlertid, at ridderen straks gjorde en mindre fadaise, hjulpet af sønnen, Holger, som den gang just havde tiltrådt sin stilling og var ligeså rasende som faderen. — dette indbragte ham en af de omtalte næser, så at riffelbevægelsen for ham blev til en røffelbevægelse. Uden tvivl blev han derved til held for sig selv skræmmet fra større bedrifter, så at hin samfundsrystende bevægelse drev over, uden at herredsfoged Thomsen faldt for den, sålidt som nogen anden skabning eller institution. Et år efter denne begivenhed døde Fru Thomsen, og det var især fra det tidspunkt af, at Holger begyndte at uddanne sit talent som familietyran. Familien bestod nu, foruden af faderen og ham, af et par halvvoksne drenge, der gik i latinskolen, en syttenårig yngling, som var i købmandslære, en medicinsk student, der kun var hjemme i ferierne, en trettenårig søster, Sophie, og den femogtyveårige Henriette, der førte husvæsnet. Der var endnu en trediveårig Broder, der for tilsøs, men han kommer, som ganske emanciperet fra familietyranni, ikke i betragtning her, så lidt som to, der havde emanciperet sig endnu grundigere, idet de var døde og begravede og ikke gav sig af med at gå igen; for i så fald ville Holger sikkert have været strixt efter dem i dobbelt egenskab af familieoverhoved og øvrighedsperson. man ser, herredsfoged Thomsen havde ikke forsømt sine faderpligter, i alt fald ikke den første, uden hvilken de andre ikke nytte stort: nemlig den at skaffe børnene tilveie. Han havde også trolig holdt sig til bibelordet; » Den, der elsker sin søn, revser ham i tide; « og havde overhovedet i alle måder været en ægtefælle og familiefader, som sig hør og bør. Itide var Holger bleven revset, og derfor var han også nu vokset fra riset, og skønt herredsfogden selv naturligvis nominelt var familieoverhoved, var Holger det, som sagt, i virkeligheden. Ikke at han just i nogen måde lod det mangle på skyldig ærbødighed overfor faderen, som han ubetinget så op til. Rigtignok var hans tone overfor faderen mere kammeratlig end sønlig, men det var måske herredsfogden selv skyld i. Denne havde af sig selv endogså underordnet sig noget under sønnen, selv i embedssager, hvor hans mangeårige praksis dog gav ham så megen overvægt. Men så var Holger igen så fortrolig med nye forordninger, og herredsfogden havde en uhyre respekt for sønnens overordentlige juridiske kundskaber. Enhver, der omgikkes ham, vidste, at kun » en ganske idiotisk professor « — efter en anden version » et rent bagbæst af en manuduktør « — var skyld i, at Holger ikke havde fået den første charakter, som familien Thomsen i alle sine forgreninger anså for hans utvivlsomme ret. Hvad det indre departement angår, så faldt det herredsfogden endnu naturligere at underordne sig her; for trods sit buldrende væsen havde denne vældige herre altid stået en smule under tøflen og havde kun i al stilhed ombyttet hustruens med Holgers. Når Holgers åg hvilede let på faderens nakke, så lå det så meget tungere på søsterens og blev heller ikke slet så villigt båret af hende — men båret blev det dog. Det var naturligt, at Henriette, som styrede huset, snarest kom hans vaner på tværs, udsatte sig for hans kritik, måske også ved en eller anden forsømmelse gav hans chroniske gnavenhed lejlighed til et udbrud. Det var imidlertid ikke alt. Værst var det mettodiske formynderskab, der udstrakte sig til alle hendes handlinger, kontrollerede hele hendes væremåde og helst ikke engang havde ladet hendes tanker være toldfri. Han ønskede, at hun skulle omgås den familie noget mere, og så ikke gerne, at hun kom i det hus. Han satte et bestemt begrænset tidsmål for hendes skøiteløbning, ud over hvilket denne sport ville være skadelig for hende — sport overhovedet var han ikke gunstig stemt for, han var tilbøjelig til at finde den ukvindelig; og han var lige ved at blive rent rasende, da der blot løselig var tale om at køre på cycle. Baller tillodes lige med nød og næppe, men opbrud i en tidlig time var obligatorisk. Det forstår sig, at han også regulerede hendes klædedragt. Han gik endogså med, når hun gjorde indkøb til sit toilette, hvad hun for så vidt stod sig ved, som han altid valgte de bedste stoffer. Holger gik så vidt i opfyldelsen af sine selvtagne formynderpligter, at han påtog sig selv mangt og meget, der var hans magelighed imod. Tidligere, som student, havde han læst en del skønlitteratur, men det havde han næsten ganske lagt af i provindsen. Men desværre læste hun gerne, og så måtte han spille censor, når det ikke netop var klassiske sager. Moderne bøger, navnlig hvad der kom fra Frankrig, måtte han selv først gennemblade, og denne beskæftigelse holdt ham ofte vågen til langt ud på natten. Han havde måttet opfriske sin smule fransk for at kunne gøre fyldest i denne post. I hovedstaden havde han været en beleven selskabsmand. Når han nu var færdig med dagens gerning, lukkede han sig helst inde i sin hule, indsvøbt i sin gamle studenterslobrok og rygende sin lange pibe. Men nej! så måtte han trække i sin sorte frakke og gå i et eller andet kedeligt aftenselskab til en eller anden samling af » ganske idiotiserede provindsboere «, hvor ingen djævel skulle have slæbt ham hen, hvis det ikke havde været nødvendigt at holde øje med Henriettes omgang og vide besked med, hvilke unge herrer, der nærmede sig til hende og vel endogså vovede at gøre haneben. Disse utvivlsomt forekommende haneben var Holgers største ærgrelse. Men han havde en plage, der næsten gjorde dem rangen stridig: det var veninderne. — at Henriette havde veninder var naturligvis en utaknemlighed og hensynsløshed mod ham, men det var frem for alt en dumhed. » Om venindeskabets skadelighed «, — dette var et af Holgers yndlingsttemaer, som han behandlede med stor virtuositet. Venindevæsnet forvoldte et umådeligt spild af tid, der kunne anvendes bedre på hvilkensomhelst anden måde; det affødte ufejlbarlig pjankethed, og det forjadskede hele følelseslivet. Nu havde Henriette i virkeligheden slet ikke så mange veninder, men hun havde det, der var langt værre, hun havde en, der var så god som ti, en » Busenfreundin «, som Holger hemmelig titulerede hende. Denne meget skyldige personlighed var datter af byens rektor og hed Ingeborg krog. For at gøre galt værre havde skæbnen maget det så, at hun var nogle år ældre end Henriette, hvilket gav hende en vis overlegenhed i dette forhold — » Henriette var ganske under skjorterne på frøken krog « hed det. En sådan grund til overlegenhed er som bekendt ikke alt for velset af den unge pige, der er i besiddelse af den, og Holger forsømte da heller ikke overfor Henriette at titulere veninden som » denne gamle jomfru « — en overdrivelse i ægte thomsensk stil, for Ingeborg var kun ni og tyve år, og var hverken i udseende eller væsen gammel ud over sin alder. Det ville have været for meget forlangt af frøken Ingeborgs christelige sindelag at hun skulle have yndet en ung mand, der så åbenbart var hendes modstander. Og det gjorde hun synlig nok heller ikke. Således vare forholdene i det Thomsenske hus — eller det af dem, der var almindelig bekendt — mod slutningen af sommeren attenhundred- fireoghalvfems. il det var en formiddag i begyndelsen af september, klokken hen ad halv tolv. Muntert skinnede solen ind i herredsfogedens spisestue for at se, om selvkogeren, kaffekanden, osteklokken, knive og gafler vare ligeså blanke som den selv. Længe havde den lyst mat og ligesom fedtet gennem tyk, lummer luft; men nu var det som om en uges regn og blæst havde skyllet og skuret den, og som om den var bleven pudset af til sidst med de små, kridhvide efterårsskyer, der drev om ude på den lyseblå himmel. Vinduerne stod åbne, og de hvide Gardiner bevægede sig sagte, med en vis organisk velbehagelighed, som om værelset åndede ved hjelp af dem. Det vendte ud til den stille gård; over nogle sveiryggede tegltage hævede kirketårnet sig, der prydedes af en grøn løgkuppel — gud må vide hvorfor, måske for stilfuldt at minde om Peter den store, der gik på arbejde nede i havnen og drak sin snaps i beværtningen på hjørnet af Færgestræde — og en meget høj en skal det til tider have været. Den store czar ville have kimset foragtelig ad de små, slebne glas, der stod foran to af kouverterne og kappedes med karaflen om at bryde en solstråle i brændende prismefarver. Det var så muntert og indbydende et frokostværelse, som man kunne ønske sig, og de to unge piger, der for øjeblikket befolkede det, gjorde det ikke på nogen måde tristere. Henriette stod ved den strålende selvkoger og var i færd med at skænke på kaffekanden. Ingeborg krog sad på en puf lige overfor vinduerne og så ud på Tage, skyer og kirketårn. De to unge piger vare så forskellige, som veninder pleje at være. De vare begge blonde, men Ingeborg var langtfra så askeblond lys som Henriette og havde ringere hårfylde. Hendes ansigtsform var væsentlig firkantet. Henriettes derimod tilhørte den langagtige, engelske type og ville navnlig i profil have været meget smukt, hvis det ikke havde haft den lange hage, som britisk skønhed så ofte strander på. Hun havde — ligesom for at klæde sig i stil med ansigtet — en tætsluttende kjole på, der var så højhalset, at kraven næsten skar hende op i hagen. Det er et spørgsmål, om denne meget » ladylike « kjole egentlig var klædelig, men der er intet spørgsmål om, at den var efter Holgers smag, for ellers turde hun ikke have haft den på — den måtte nu være på moden eller ej. Veninden syntes at have en anden smag. laltfald havde hun valgt sig en kjole af friere snit, der lod halsen være åben, indfattet af en bred, broderet krave. Den sad heller ikke så faststøbt om figuren som Henriettes; et læderbælte med et norsk sølvspænde samlede den folderige bluse om livet, der ikke syntes pandsret af noget alt for stålsat korset. Stoffet var let og farven crémegul til en bleggrøn nederdel, medens Henriette var klædt i let dunkelblå uld, eftersom alt for lyse » udfordrende « Farver ikke tåltes af censuren. Over hele rektordatterens person og holdning var der et stænk af det kunstneriske, navnlig når den sammenholdtes med venindens militære stivhed. — nå, skal jeg så virkelig komme her igen iaften? spurgte Ingeborg. — ja vist skal du det, svarede Henriette. — ja, men hvad tror du da Holger vil sætte for et ansigt op, når han må nyde min dyrebare person både til frokost og aften? — å Holger — — ja, sødeste Jette, du kan da ikke nægte, når du vil være ærlig, at han — skal vi bruge et mildt udtryk og sige: ikke er synderlig indtagen i mig. — å, det er jo bare sådan hans sære væsen — hvad vil du bryde dig om det?... du må absolut komme. Frederiksen har spurgt, om vi var hjemme. — ja, ja da. Så skal jeg komme og udsætte mig for at være uvelkommen. Ingeborg rejste sig og gik en gang frem og tilbage i det lange værelse. — det er komisk! man skulle såmænd tro, han var forelsket i dig. Henriette standsede så pludselig midt i sin bevægelse med en tteske, der var topfuld af kaffe, at det brune pulver dryssede ned på dugen. Hun stirrede ganske uforstående på veninden. Denne brast i latter. — ja, jeg mener ikke vor brave landmand, den sag er vi vel tilstrækkelig på det Rene med. — hvem da? spurgte Henriette og gav sig til at skrabe kaffen af dugen. — jeg mener såmænd Holger. nu var det Henriettes tur at le; og hun gjorde det grundig. — å, Ingeborg! du har da også sådan latterlige indfald i dag! — nå, det var da det eneste, der kunne undskylde ham. Han er jo jaloux på alle, der kommer i nærheden af dig — undtagen naturligvis på Frederiksen. — naturligvis? mig forekommer det tværtimod ubegribeligt! Men han synes virkelig ikke at have nogen anelse om, at vi holder af hinanden. — å, måske nok om, at han er en tilbeder, men rigtignok ikke om, at du har en lille smule — ganske lidt — tilovers for ham. Ja, kære Jette, jeg ved ikke, hvad jeg mest skal beundre — din klogskab eller hans dumhed. Men jeg tror dog den første, for du har virkelig opført dig meget forsigtigt. Og desuden, mændenes dumhed lærer vi aldrig at anslå højt nok. Den er stor i al almindelighed, men den er ganske eminent på dette punkt. Det er i grunden kun simpelthen i naturens orden, at den gode Holger må støve om som besat i alle kolde kroge og gå lige forbi, hvor tampen brænder. Henriette smilede ad venindens muntre paradoks. der opstod en lille pause, da stuepigen kom ind og satte et tildækket fad på bordet. — hvad er det? spurgte Ingeborg og svarede sig selv, idet hun ugenert lettede på låget. — ah, kartoffelsalat — brillant, det er min frokostlivret. — så træffer din og Holgers smag da sammen i ét punkt. — å, i flere, du. Vi går f. Eks. begge med en slags forbuden forelskelse til dig — forbuden, fordi h a n er din Broder, og j e g går med korset. Apropos, d i t er alt for højt, og du snører dig for stærkt... Ja — det er øjnenes lyst og livets hoffærdighed! Nu ville jeg ellers ønske, at mandfolkene ville komme, for jeg er mægtig sulten. Jeg er gået en lang tur, helt ud til bangsebro, bestandig tænkende over dine sager, så jeg har ærlig fortjent min føde. — tror du, når han hører det — tror du så ikke, at han vil — tage det meget heftig? — jeg mener Holger. — nej. — virkelig ikke? Henriette så op, glad overrasket ved denne bestemte nægtelse. — nej, det tror jeg virkelig ikke, for det er dér ikke spor af tvivl om. Nå, men det er jo da ikke noget at hænge med hovedet for. Det bliver bare værst for ham selv. — ja, du kan sagtens 1 hvis du var i mit sted — — hvis jeg var i dit sted, så ville jeg være glad over at få så ypperlig en ledighed til at sætte ham stolen for døren — hvad du kunne gøre ret kom amore — i bogstavelig forstand — hvad! Den sidste vending fik atter Henriette til at le, og i dette muntre øjeblik kom Holger ind. Han havde allerede, idet han gik gennem det tilstødende værelse, hørt den glade latter og var således forberedt på at finde selskab og sat i den tilbørlige stemning. » Naturligvis! « tænkte han, » når et par veninder er sammen, skal de straks grine og fjase ad ingen verdens ting. « — ah, frøken krog, god dag! Han hilste på søsterens » Busenfreundin « med en beleven høflighed, som i og for sig ville have været upåklagelig, hvis der ikke havde været et stænk af behagelig overraskelse, som om han længe ikke havde haft den fornøjelse — og da dette ikke ret vel kunne fortolkes direkte, udfordrede det stærkt mistanken for ironi. Ingeborg krog lod sig imidlertid ikke genere deraf, men hilste om muligt endnu forbindtligere og fulgte med stor beredvillighed hans håndbevægende indbydelse til at tage plads og begynde frokosten. — fader kommer vist straks, det er ikke værd at vente, bemærkede han. Holger var en ganske køn fyr, sidst i trediverne, noget over middelhøjde og kraftig bygget. Nakken gik i en linie med hovedet, halsen var en smule kort, ansigtet åbent og noget knoglet. Det ville utvivlsomt have klædt det bedre at befinde sig i en mindre ubarberet tilstand. Det blonde hår var halvkort og flammede lidt, som en kornmark i blæst. De spiste et par minutter i tavshed, indtil herredsfogeden kom ind. Han var en del mindre end Holger, men holdt sig med en rankhed, som man næsten fik ondt i ryggen af at se på. Hans korte hår var stærkt grånet, det studsede fuldskæg næsten hvidt. Der var et utal af rynker om de små, stikkende øjne. Han nikkede blot i forbigående til Ingeborg og gav sig så ilfærdig og resolut i lag med måltidet, med en mine som en mand, på hvis skuldre der hviler mangt og meget, og som ikke har tid til at gøre omstændigheder. — nå, Holger — hvad siger du så? mede han med munden fuld af mad. — er det ham? — ja, vel er det ham. — ja, men kan man få det bevist? — man må få ham til at bekende. — meget sandt, man må få ham til at bekende, og bekende skal han minsandten! svarede herredsfogeden og nikkede, med et bistert, hemmelighedsfuldt blik, som om han i stedet for en rulle havde pinebænken stående i kælderen. — det er vel brandsagen, der af handles? vovede den dristige Ingeborg at formode. En uartikuleret knurren fra firmaet Thomsen og søn bekræftede denne formodning og advarede tillige mod at forfølge den videre — men rektordatteren havde enten ikke øre eller ikke sind for advarselen; hun styrtede sig blindt i fordærvelsen: — — så er det altså afgjort, at ilden har været påsat? — ellers kunne manden ikke have påsat den, svarede Holger indirekte, med ubønhørlig logik. En kort grynten fra Thomsen senior påskønnede denne logiks humor. Henriette blev rød i hovedet og sendte broderen et mindre påskønnende blik. Ingeborg bed uhøfligheden i sig — sammen med et stykke surbrød. Efter således at have lyst fruentimmerne hjem, vedblev firmaet Thomsen at krydre sin frokost med små, bitre juridiske lækkerbiskener — en auktion i næste uge, som fanden havde skabt, en udpantning, som var at foretage hos en æsel af en indsidder, en notits i morgenavisen om en tysk proces, der viste, hvad edsvorne var for nogle høveder. — det manglede bare, at vi skulle have dem her — ja, det ville rigtig være efter venstres recept! snerrede herredsfogeden. — så ville vi nok få dom over Anders persen, når der sad en tre, fire andre brandstiftere til doms over ham, brummede Holger. — ja, det har du sgu ret i, bifaldt faderen og strakte hånden ud efter den lille slebne karaffel med akvavit. — nej, vent lidt, vi skulle jo forsøge den nye i dag, sagde Holger. Jeg har taget en flaske med; den står der på bufetten. — det er sandt, den havde jeg rent glemt, sagde Henriette undskyldende. Hun rejste sig, tog en flaske, formet som en rhinskvinsflaske, fra bu- 2* fetten og rakte den til broderen, der imens havde lukket sin proptrækkerkniv op. Thomsens hus var meget konservativt, og man havde til dato trolig holdt fast ved den gode, gamle ålborger akvavit, medens hele Nykøbing drak det nye lokale produkt; men nu var der en eller anden, der havde overtalt Holger til for en gangs skyld at prøve dette. — det var også en flaske! snerrede herredsfogeden, skelende til nyheden med en interesse, som han ikke ville lade sig mærke med. — flasken er da ganske nydelig, den pynter helt på vores frokostbord, bemærkede Ingeborg. — og sådan en morsom etikette med gamle bogstaver og ru rand, sagde Henriette. — det er såmænd håndgjort papir! — håndgjort papir? hvæsede herredsfogeden. — ja, det ligner dem sgu! sådan skaberier tror de at kunne stikke en blår i øjnene med. Proppen var trukket op; Holger skænkede i og satte sig. Firmaet Thomsen & søn greb glassene, holdt dem op for lyset, førte dem til læberne, skyllede indholdet ind, holdt det så meget som et sekund på tungen, sank det, skar en frygtelig grimace, trak vejret dybt og smilede huldsalig. de to piger brast i en uærbødig latter, men fader og søn lod sig ikke genere deraf, optagne som de var af en dybsindig undersøgelse. — den er skam god 1 udbrød Holger, bestandig med det huldsalige smil om læberne. — dyrlægen har pinedød ret! sagde herredsfogeden, — den stikker Ålborg. — ja, ja! jeg tror næsten også. Og da det var nødvendigt at forvandle denne tro til en fast overbevisning, fyldte han atter hine glas, som Peder czar ville have foragtet, med dette klare fluidum, som den store moskovit og nykjøbinger sikkert ville have fundet mange gange for fuselfrit. Ceremonien gjentoges lidt mindre højtidelig, og Nykøbings sejr over Ålborg var slået fast. Så gav man sig, bestandig med det huldsalige smil legende i øjenkrogene, til at tage fat på den kolde kalvesteg og den varme kartoffelsalat med forynget appetit. Henriette skænkede kaffen. •—• ved du hvad, vi kunne i grunden tage ud og se på brandstedet ieftermiddag; det er sådan kønt vejr, foreslog herredsfogeden. — ja, det kan vi jo udmærket, svarede Holger i en livlig tone, som syntes at antyde en vis velvillie overhovedet. — du skulle såmænd tage med, Henriette, sagde faderen. Du ser lidt bleg ud og kunne have godt af en mundfuld frisk luft. — ja. Tak, fader, det vil jeg frygtelig gerne. Herredsfogeden drak sin kaffe med velbehag og så ud ad vinduet. — brillant vejr til en køretur. Mens vi ser på brandstedet, kan du gå ind i skoven lige ved. Herredsfoged Thomsen var med et bleven den gode familiefader, der gjorde en skovtur ud af den skumle criminal-undersøgelse. Han fandt sig åbenbart ikke helt uvillig i, at henriette' gav ham et Kys, og så grangivelig ud, som om han kun havde en rulle og ikke en pinebænk i kælderen. Men formodentlig har den gamle høinødpinlige halsrets dommere og hexedoktores set ligesådan ud ved frokostbordet og i godt vejr. I dette øjeblik trådte pigen ind med et telegram til fuldmægtigen. Holgers ansigt fik straks sin passende skyggereflex af embedsværdighed. Sikkert angik telegrammet en forretningssag, og rimeligvis en fortrædelig. Uden at undersøge det videre lukkede han det hurtig op — og se, fra de blå bogstaver udbredte en strøm af lys sig over hans ansigt. — det er fra Åge 1 sagde han, han kommer i dag — med gjedsertoget fra Tyskland og bliver her i morgen over. — nej, det var da morsomt! udbrød Henriette. Også herredsfogeden tilkendegav med et velvilligt » Ja så! «, at besøget skulle være ham velkomment. — ja, så kommer du vist til at tage derud alene, fader, sagde Holger. — ja, ja, det kan jeg jo også nok... Nu har jeg jo alligevel følgeskab undervejs. Ikke sandt, Henriette, vi to kan nok komme ud af det alene? — jeg tænker det. Men så må det have lov til at blive noget sent med middagen. For når vi får sådan en kær og sjælden gæst, vil jeg dog ikke stole helt på Ane. — ja, lad os få noget godt til middag, Henriette, sagde Holger ivrig. Han kommer vist med en god appetit, søen tærer... Det blæser vist ellers frisk, tilføjede han, idet han med en vis bekymring i blikket så ud på de hvide skyer, der i ret moderat tempo drev over himlen... Hvad mon det er for en vind? — østlig tror jeg. — nej, vinden er stik sønden, berigtigede i ngeborg. — nå, så har de jo medvind... Ja, for Åge er lidt tilbøjelig til søsyge... Hvorfor stirrer de sådan på mig, frøken krog? — jeg? stirrede jeg på dem? Det ved jeg såmænd ikke af — men så beder jeg om forladelse. — ja, gud bevares, det er mig naturligvis kun en ære at være genstand for deres opmærksomhed, sagde Holger med det elskværdige smil, som han til tider kunne sætte op. — jeg troede kun, at der var noget forkert; at jeg havde knappet min vest skævt eller bundet min slips på siden. — nej, der er såmænd slet ikke noget særligt. Den ærlige Ingeborg blev rød i hovedet, da hun fremførte denne forsikkring. Thi der var ganske vist noget særligt, langt mere særligt, end om han havde knappet sin frakke på ryggen. Hun var ved at tabe næse og mund over at høre Holger, hvem hun anså for inkarnationen af egoisme, bekymre sig så ømt om en anden — som ikke var hans søster, ja ikke engang en Thomsen! — jeg kunne skam have lyst til at tage til Gedser og tage imod ham —• det vil han ikke vente sig, sagde Holger og tømte sin kop: — lad mig se — å ja, jeg har jo masser af tid. Så vil jeg gå ind på kontoret nu og sige besked der, fader. — han rejste sig. — hør, Henriette, du kan give mig noget varmt vand i den gamle kop dér — jeg — — han fuldendte sætningen ved at tage sig prøvende til hagen, der efterlod en fornemmelse i håndfladen som af et kæmpemæssigt stikkelsbær. Ingeborg trak på smilebåndet. — de finder nok også, at jeg trænger til at barbere mig, frøken? spurgte Holger, idet han tog imod koppen. — det sagde i og ikke jeg, herre konge, svarede Ingeborg. Holger lo godmodig, ønskede velbekomme og forlod spisestuen, overladende det til de andre at fuldende frokosten i sømmelig orden, med en bid hollandsk ost » til beslutning «. Iii. Er det ikke fuldmægtig Thomsen, som går der, Amalie? — hvor? — derhenne, over mod Jernbanegade? — hvor vil du hen, Rikke? han har jo en grå slængkappe, og fuldmægtigen går med en brun paletot, der næsten er grøn. — ja, men jeg tror alligevel — — å, det er jo slet ikke fuldmægtigens gang — holdningen ligner ikke spor. Fuldmægtigen trasker jo bare sådan afsted. Denne samtale mellem to nykjøbingerinder fandt sted på torvet. Genstanden for deres strid standsede nu forrest i Jernbanegade for at veksle et håndtryk med en herre, der mødte ham. — jo, kan du se, Amalie, nu vender han hovedet herom — det er alligevel fuldmægtigen. Det er adjunkt Petersen, der snakker med ham; han kommer meget hos herredsfogedens. De siger, han skal have Henriette Thomsen. — ja, det er skam også ham... Nu har jeg set det med! Han var jo, ligesom om han var bleven ti år yngre. De to unge damer vare ikke de eneste, der opdagede en forvandling hos Holger Thomsen. Den omtalte adjunkt Petersen var højst forbavset over, at fuldmægtigen så velvillig standsede i sin fart og trykkede på hånden, ja endogså spurgte, om han — adjunkt Petersen — ikke snart så ind til dem; hvilket efter hans mening var en opmærksomhed, som få, måske ingen kunne rose sig af. På banegården var det navnlig den lysegrå slængkappe, der vakte opmærksomhed. Holger havde endnu på vejen fundet tid til at købe den i en confektionshandel, fordi den brune paletot, da han med en pludselig mistanke tog den fra den dunkle entré ind i sin stue og holdt den op mod lyset, virkelig havde spillet stærkt i det grønlige over skuldrene og haft en utilladelig fedtet krave. Ganske vist var det ikke køligere, end at han udmærket godt kunne være taget afsted uden overfrakke, men han fandt, at en sådan ville gøre ham anseligere, navnlig en slængkappe jernbanebetjenten blev høilig overrasket, da fuldmægtigens behandskede hånd stak en krone til ham. Han havde da også for en langt mindre douceur, ja helt gratis, blot på et vink af den lokale øvrighedsperson, sørget for en separat coupé, på det at herredsfogedens søn og befuldmægtigede uforstyrret kunne hengive sig til sine samfundsfredende tanker om lands lov og ret. Holger havde imidlertid på anden måde brug for sin ensomhed, medens iltoget dampede sydpå. Der var varmt i coupéen, skønt han havde trukket begge vinduerne ned. Han tog kappen af og lagde den varsomt på sædet, med en vis respekt for dens nyhed, tændte sig en cigar og lænede sit hoved tilbage mod stødpuden. Og medens han behagelig lod sig vugge på det bløde hynde, så han ud på blinkende pilerækker og småhuse, der for forbi, på en stubbemark med en stor flok kvæg, og på det lyseblå sund derude til højre, hvorfra en hvidlig, blank bugt strakte sig tæt ind mod jernbanelinien, til en mørk bøgeskov atter tog vandet bort. De hurtig vekslende indtryk lod en vis pirrende rejsestemning stjæle sig ind over ham. I og for sig var der ganske vist ikke noget mærkeligt ved det hele. Det var en tur, som han på embedsvegne foretog, gud ved hvor mange gange årlig, og ikke plejede at føle det mindste ved. Men i dag var det noget andet. Han kørte til Gedser for at tage mod en ven, der vendte hjem fra udlandet, og derfor havde han en følelse af selv at være kommen ud at rejse. Men rigtignok gik hans rejse i den modsatte retning; den gik ad København til — men ad et København til, der lå meget fjernt, så fjernt, at intet iltog kunne nå det, om det så suste afsted med lysets hurtighed gennem en evighed —: hans studenterdages og første kandidatårs København. Damerne havde nemlig dog ret — når har de ikke det? — i deres prognose, at det var hjertet; og nykjøbingerinderne, der dog måske er så menneskelige undertiden at tage fejl, havde specielt ret, når de henlagde historien til København. Denne historie havde iøvrig været såre hverdagsagtig, lidet kompliceret og uden al intrige. Holger, som på det område var autoritet, eftersom han i bogstavelig forstand var den eneste, der vidste fuldt besked, fandt den udtømmende beskrevet i Heines motto til Buch le grand: » Si war liebenswurdig, und er liebte si; er aber war nicht liebenswurdig, und si liebte ihn nicht. « dersom han havde yttret sig således til nogen af sine bekendte, så ville vedkommende være bleven ligeså himmelfalden, som hvis Holger havde erklæret, at han var anarchist af det reneste vand. Og dog var det virkelig hans oprigtige betragtning af forholdet. Det var tilvisse en velbegrundet anskuelse, at en sjælden grad af selvtilfredshed og en ikke ganske ringe portion hovmod var et hovedelement hos familien Thomsen, og at Holger havde sin rundelige del deraf. Og dog var han i dette forhold ikke blot beskeden men endogså ydmyg. Man er måske altid ydmyg, når man virkelig elsker, og Holger havde elsket med en ufordærvet ynglings hele enthousiasme og pure idealisme. I ridderlig tilbedelse havde han udstyret sin dame med alt, hvad der rummedes i hans begreb om det evig kvindelige, og naturligvis fundet sig selv ganske uværdig til hendes kærlighed, der kun kunne modtages knælende som en nådegave. Da denne udeblev, fandt han med et resigneret suk den fuldkommen tilstrækkelige forklaring i hin bitre sætning: » er aber war nicht liebenswurdig, und si liebte ihn nicht. « så vidt gik han; men det var for meget forlangt af en Thomsen, at han skulle have indrømmet, at den lykkelige medbejler bedre havde fortjent lykken; og det var han virkelig også langt fra at gøre. Den billedhugger, som frøken Elisabeth Helvig gav hånd og hjerte, var ham høilig imod som en — efter hans mening — plump fyr og » halvstuderet røver «, der desuden allerede på sit kalds vegne formentlig var materielt sindet, havde mere sands for buste og lænder end for psychen og så på enhver kvinde som på en model, en tanke, der allerede i og for sig var den spiritualistiske ungersvend en vederstyggelighed, og som, sat i forbindelse med den tilbedte Elisabeth, bragte hans galde i kog. At hun havde foretrukket en så højst uværdig for hans egen uværdighed ville have nedsat hende i hans øjne, hvis hun ikke allerede havde

1879_Dodt_VedGurreSoe

Beatus

Ved Gurre Sø

Dodt

Dodt

Ved Gurre Soe

male

1879_Dodt_VedGurreSoe.pdf

Beatus

Dodt

dk

Ved Gurre Sø

Fortælling fra Caroline Mathildes Tid

n

roman

V. Pio

KB

pdftxt

1766 - 1772.

undertitel

HISTORICAL

1. På hin tid var Borsholm en af nordsjællands betydeligste ejendomme. Dens underliggende strakte sig på den ene side til gurre-søs venlige, skovkransede bredder og på den anden til Øresund, hvis blå bølger beskyllede dens enemærker. Store skove, vidtstrakte, grønne Enge, bølgende kornmarker og smilende landsbyer omgave den store herskabelige gård, fra hvis vinduer man kunne tælle skibene i sundet, der som ånder, hyllede i hvide gevandter, lydløst giede forbi i det fjerne, eller man kunne fryde sit øje ved beskuelsen af de velnærede kreaturer, af de muntre heste og de hvide dansende lam, der i broget mangfoldighed sværmede om på de frodige græsgange, om hvilke skovene slyngede deres skærmende hegn. Gården havde i sin tid tilhørt høisalig hendes kongelige højhed prinsesse Charlotte Amalie, som man med tilvant ærbødighed endnu udtrykte sig der på egnen. Fra hende var den overgået i privat ejendom og var endelig på hin tid, hvorom der nu tales, nemlig i Struensees dage, bleven købt af kammerherre, baron vedelstrøm af branchen med tyrkehovedet, som det sagdes, til adskillelse fra den green af familien, hvis våben var smykket med en blå, bugtet linie forestillende en flod eilet’ strøm. efter i mange år at have tjent i udlandet, havde han for en der erhvervet formue købt godset, hvor han nu som enkemand levede, som oftest sammen med sin son, der var lieutenant ved livdragonerne. Ifølge sind, hjerte og tænkemåde en fornem herre, var han ligeså stolt af sin herkomst, som han var høimodig, mild og overbærende mod sine undergivne, dertil rundhåndet, luxurieus og gæstfri uden grændser. I mange år havde der været fort et muntert og bevæget liv og sjældent gaves der nogen tid, hvori gårdens vidtløftige lejlighed ikke havde været opfyldt af gæster. Fra alle sider strømmede den elegante verden til for at nyde godt af en mands gæstfrihed, der så mesterlig forstod at forene et intelligent og højere livs nydelser med glæderne ved et velbesat bord og en fyldt vinkælder. Baller, comedie, jagtpartier og seiltoure afvekslede med hver♦ andre. Om vinteren genlød skovene af jægernes hallo og hornenes klang, medens damerne, indhyllede i silke og peltsværk, i elegante kaner, med klingende bjælder og knaldende piske, fore afsted hen ad de smalle skovveje, medens den friske vinterluft bragte deres kinder til at blusse, og deltagelsen i jægernes raske færd, deres øjne til at stråle af liv og lyst. — på lune, stille sommeraftener sås ofte den store have oplyst af mangefarvede lamper, og medens musiken lød ud gennem de åbenstående vinduer fra de glimrende sale, hvor de dansendes lette skikkelser sås at bevæge sig, genlød snart hist snart her flerstemmig sang fra de i det vidtstrakte anlæg vandrende grupper, og medens de fulde, bløde toner bares bort af den milde, sommerlune luft, tabte.de sig lidt efter lidt i de dybe skove, der mørke og ubevægelige stod som en skærmende mur om det lyse, jublende feerige. Således havde det været på Borsholm; men ganske således var det ikke længere på denne lille skildrings tid. Buen havde været spændt for hårdt, og var dens streng end ikke sprungen, så var den dog derved bleven slappet i en grad, der ofte bragte den gamle baron til betænkelig at ryste på hovedet. Pengene, denne » nervus rerum gerendarum «, som stedse havde flydt rigelig, og med hensyn til hvilke der aldrig havde været tale om at spare, havde i længere tid begyndt at svinde som strandens løse sand for den slikkende bølge, og til sidst vare de, som dette, forsvundne i det bundløse svælg, uden at det spejdende blik formåede at opdage det mindste spor af dem. Store lån vare gjorte, Veksler skrevne atter og atter, og nu viste sig snart hyppigere og hyppigere skikkelser, hvis udvortes, væsen og manerer i ingen henseende havde noget tilfælles med de øvrige elegante besøgende, men hvis nærværelse da heller ikke, som disses, i nogen måde smigrede eller glædede den gamle kammerherre, hvorom den trætte, tankefulde og ofte i højeste grad bekymrede mine, hvormed han modtog dem eller tog afsked med dem, vidnede. Denne krig med dens valpladse, på hvilke alt for ofte krænket stolthed, såret følelse og skuffet håb lå sukkende og blødende, havde imidlertid sønnen, baron Otto, som han kaldtes, ingen ahnelse om; thi ung, livsglad og ubekymret som han var, faldt det ham ikke ind, at verden også havde sine mørke sider. Hans pung havde hidtil stedse været fyldt; men om den kilde, hvoraf den sugede næring, nogensinde kunne udtørres, eller om den sprudlede evigt som livets, ja derpå havde han aldrig tænkt. De fremmede skikkelser, som af og til dukkede op og forsvandt, som sank de atter tilbage i en ham ubekendt, dunkel verden, havde han nok set; men hvor mange bankede ikke på hans faders dør for at nyde godt af hans rundhåndede gavmildhed, og således var det nok også med disse. Gældens tunge byrde og dens knugende vægt ville den gamle baron bære selv, og med en opfindsomhed, der ofte var større end han havde nødig, for at holde sit synkefærdige skib over bølgerne, forstod han at holde alt det skjult for sin søns dine, som kunne fordunkle deres glans og foqage det udtryk af mod og glæde, som luede i dem. Han formåede ikke at lægge et halmstrå på sønnens vej, hvorover hans ungdomlyst kunne snuble, endsige en hel bjælke, og han formåede ligeså lidt at blotte sig selv og sin egen svaghed. Som en følge af disse derangerede forhold var det også, at han, tværtimod at misbillige det, stedse opmuntrede sin søn til idelig og idelig at søge sin permission forlænget. Som udvortes grund hertil havde han, at som hoffet nu var, under Struensees regimente, kunne ingen adelsmand med ære vise sig derved, hvilket på den anden side ikke kunne undgås, når han meldte sig til tjeneste; men ihvorvel denne grund ikke var ganske uden sandhed, så bestod dog den egentlige deri, at de omkostninger, der vare forbundne med, at det unge menneskes liv og optræden i hovedstaden vare i overensstemmelse med hans rang og og stand, hvilket faderen ikke alene ønskede, men bestemt fordrede, formåede denne nu næppe længere at udrede. at den unge baron uden modsigelse, ja endogså med synlig glæde fandt sig i sin skæbne, selv nu, efter at livet på gården var bleven temmelig stille, havde også sin gode grund, om den end var af en lidt anden natur; men som sønnen ikke kendte de motiver, der bestemte faderen, således ahnede denne heller intet om dem, der bevægede sønnen. På en tidlig morgen sad den gamle kammerherre, der trods sin høje alder og sine hvide hår endnu var en kraftig mand, ved det dækkede kaffebord foran de åbentstående * havedøre, fra hvilke man så ud over de nysudsprungne lyse skove, igennem hvis åbninger hist og her gurresøs * blanke spejl glimtede og flimrede. Fra haven, hvor duggen endnu perlede på det friske grønne, strøg af og til en forfriskende, af blomsterduft opfyldt luftning, ind og fyldte stuen med vellugt, medens fuglene kvidrende og syngende hoppede fra gren til gren, badende sig i den unge sols oplivende og varmende stråler. Så skøn, så beroligende og så indbydende til glæde som morgenen var, så syntes dog den gamle herres øjne og sind i dag at være lukkede for al den skønhed og herlighed, der omgav ham. Hensunken i sig selv, med blikket grublende heftet på gulvet, sad han i den brede, højryggede lænestol, og medens rynkerne på hans pande foldede sig dybere og dybere, udstødte han af og til et dybt suk. I nogen tid havde han allerede siddet således, da der ude fra forstuen lød raske, klirrende trin, som accompagneredes af en munter sang, der nynnedes halvhøjt; derpå blev døren hastig åbnet og sønnen trådte ind. Han var høj, kraftig og velskabt, som, hvilket den gamle — G — baron med stolthed sagde, en cavalleriofficer bør være. Hans høje, hvide pande, hans krumme, men fintformede næse og den kløftede hage havde han efter faderen; men smilehullet i hans brunlige, om sundhed vidnende kinder, det brune, lidt krusede hår og de store, klare øjne, der vidnede om hjertensgodhed, og hvorfra ofte en skjelm tittede frem, var, som den gamle med vemodig glæde bemærkede, hans arv efter moderen. » God morgen, fader! « råbte han i en glad tone og så højt, at det gav et sæt i denne. » Enten må d u skamme dig eller også jeg, « vedblev, han, efter at have kysset den fremrakte hånd og taget plads. » Så tror jeg, det var bedst om du gjorde det; thi oprigtig talt, så vil jeg selv grumme nødig til det, » svarede den gamle. » Hvorover skulle det imidlertid være? « » Over, at enten er jeg stået for silde eller også du for tidlig op. Skal jeg imidlertid dømme efter dit udseende fader, « vedblev han med et bekymret blik, » så har du ladet dig friste af den smukke morgen og ikke undt dit legeme den nødvendige søvn og hvile «. » Hvad det angår, min søn, svarede hin, antagende en munter tone, » da under jeg sandelig som en god christen sjæl mit legeme alt godt; men ulykken er, at alderdommens følgesvend, gigten, temmelig ofte forstyrrer mig i mine gode forsætter, og den har således i dag drevet mig temmelig hovedkuls ud af sengen, hvorover jeg endnu sidder mismodig og grunder «. » Gigten! « råbte Otto rystende på hovedet. » Egentlig burde det også her i denne verden, der iøvrigt har mit fulde bifald, være således, at slige plager bares af ungdommen, der har mere kraft til at stå imod med, det vil sige, dersom det ifølge naturens orden er aldeles nødvendigt, at der overhovedet skal eksistere gigt. « » Hvad det angår, så tror jeg just ikke på nødvendigheden deraf, ja formener endogså, at naturen ville føle sig fuldt så tilfreds uden den, derimod har jeg en lille ahnelse om, at den er et, om end just ikke lysteligt, minde om ungdommens ekstravagance og vinens overflødighed. Men hvor gerne jeg end var den kvit, så så jeg dog imidlertid kun nødig naturens orden i så henseende vendt om, såsandt det i højeste grad ville græmme mit gamle soldaterhjerte, at se et af gigt og podagra sig våndende rytterregiment. « » Jeg bøjer mig for din visdom, fader «, råbte sønnen leende, » så meget hellere, som jeg derved seer et måske uundgåeligt Fatum rykket ud i en- fremtid, der forekommer mig så fjern som vinterens kulde på en smilende forårsdag. Disse betragtninger bør imidlertid ikke afholde os fra at nyde vor kaffe, i henhold til, at blive de end måske mere dybsindige, så blive de også ganske vist mere trøstesløse, når de anstilles på fastende hjerte «. » Nuvel, så ville vi lade dem fare, og gud give jeg kunne sige det samme om den Art af gigt, der rumsterer i mit hoved og forstyrrer min ro. Som du ved, min dreng, « Vedblev den gamle, » er visse rørelser gerne i følge medkaffen og da navnlig hos os ældre; den åbner hjerterne og sætter tungen i bevægelse, den giver fantasien vinger og tænder håbet; for nu at lade disse dens traditionelle egenskaber vederfares ret, så vil jeg spørge dig, om tanken om at gifte dig ville afficere dig i nogen særdeles grad? « » » Gudbevares, fader, du gør mig ganske undselig «, udbrød sønnen rødmende og med et lidt ængsteligt blik til faderen. » Ja man skulle sandelig tro det «, svarede denne smilende, » når man seer rødmen på dine kinder. Jeg troer dog ellers ikke, at der just var mange af dine kammerater ved livdragoneme, som ville lide af en slig bevægelse, når talen er om giftermål «. » Du skal ikke sige det, fader; thi det er et spørgsmål, som nok kan bringe en mand til at kaste et alvorligt blik i sit eget indre, og der kunne måske nok være noget at blive undselig over «. » Hos mange måske, min dreng, men, som jeg er forvisset om, sikkerlig ikke hos dig «. » Dertil, mener du, fader, « svarede hin, » seer jeg alt for ærlig, pæn og troskyldig ud «. » Såmænd, min dreng, kun ville jeg i stedet for disse lidt skurrende adjektiver sætte: åben, ærlig, trofast og ridderlig «. » Må jeg bede dig fortsætte, fader, det lyder så smukt og sandt, at jeg aldrig vil blive træt af at høre derpå «. » Jeg priser din smukke beskedenhed, min dreng, den hører jo med til en ynglings dyder, og jeg vil, for ikke at sætte den på en alt for hård prøve, fortsætte det i så manges øren ellers så interessante ttema om giftermål «. » Dersom fader var en smuk, ung pige, sådan ret efter mit hjertes ønske, da skulle jeg ikke have det ringeste imod at forhandle derom så længe det skulle være, men her i denne ensomme time og ved kaffebordet, ved hvilket, som du synes at antage, mennesket i almindelighed bliver temmelig medgørligt, påtvinger sig mig, i fortrolighed sagt, en bange ahnelse om, at du har en lille skjelm bag øret «. » Så er du større diplomat end jeg, med din ungdom og dit frejdige sind, ville have troet «, udbrød hin. » Som en følge heraf vil jeg følge den under precaire omstændigheder klogeste vej, og bekende sandheden. Skjelmen er der rigtignok, men, som jeg håber du vil erkende, hører den ikke til den slemme sort «. » Opfattelsen heraf er subjektiv, fader, som det hedder udi filosofisk sprog. Skræderens skjelm f. Eks. kan være meget morsom for denne, men højst bedrøvelig for kunderne. Det kommer nu an på, hvorledes din skjelm tager sig ud i mine øjne «. » Det kunne vi jo forsøge, min dreng. Min skjelm er en ung, overordentlig smuk og elskværdig pige, hvis fader, en gammel ven af mig, hellere end gerne seer dig som sin svigersøn. Da hun nu er i besiddelse af de nysnævnte egenskaber, og du, som før bemærket, ikke hører til de vederstyggeligste, så indser jeg ikke, hvorfor i ikke skulle fatte godhed for hinanden «. » Derpå skal jeg svare dig, fader, når du vil sige mig, hvorfor man så at sige med et slag bliver forelsket i en og ikke i en anden, som måske i alle henseender står langt højere «. » Det kan jeg ikke, søn, og jeg tror heller ikke, at hele det filosofiske fakultet formår det; men jeg kan sige dig, at den unge dame foruden hine dyder også er i besiddelse af en stor formue, hvilken, « — » Dersom jeg ikke vidste bedre, fader «, afbrød den unge liam, » så ville jeg tro, at din skjelm stak der, og at du temmelig tidlig var kommen til at lade den stikke halen frem; men når jeg på den anden side tænker på denne ejendoms størrelse, på dens godhed og værd, samt dernæst på, at jeg er din eneste søn, så indser jeg nok, at jeg har gjort dig stor uret ved at male fanden eller blot halen af ham på væggen «. » Når du kunne blive lykkelig, Otto, og oven i købet få en stump penge, så tror jeg det ville være temmelig dristigt at ligne disse ved hin fra det bedre selskab udelukkede mands hale. Lad os imidlertid undersøge sagen nærmere «, vedblev den gamle baron i en forandret tone og med et åsyn, der til fulde viste, hvilken kamp det kostede ham at skulle gøre sin søn bekendt med en kjendsgjerning, hvis nedtrykkende magt han kendte af erfaring. » Lad os undersøge Tingen nærmere, og se den i sandhedens lys. Denne hele, skønne ejendom, som jeg kalder min « — her standsede han pludselig, som var det ham ikke muligt at bringe sandheden over sine læber. » Nu ja «, vedblev han endelig, » denne ejendom kunne ikkedestomindre engang glide os ud af hænderne, den kunne blive genstand for spekulation og splittes og deles. Derfor har det stedse været mit inderligste ønske at få den erigeret til et Baroni, så var den betrygget i vor familie, og vor familie var det i den; men hertil hører mange penge, dels til indkøb af det manglende hartkorn og dels til erektionen. Seer du, gamle folk have deres griller, og dette er nu min, og jeg tror næsten, at jeg i min slægts interesse kunne sætte mit gamle liv ind for opnåelsen deraf. Nå, nu har jeg åbnet mit hjerte for dig, min dreng, og nu kan du jo, medens du vandrer om i skov og mark tænke derover og tage mål af dig selv, som man siger «. Lidt efter denne samtale vandrede det unge menneske ned gennem haven, over Marken og ind i skoven. Alt som han gik opklaredes hans ansigt; skyggen, som havde formørket det, veg lidt efter lidt, og hvad der nys havde ængstet og hvilet tungt på hans sind, svandt mere og mere ind under indvirkningen af naturens forårsfriske liv. At hans fader havde tænkt på et parti for ham, var den af de ting, hvorom samtalen havde drejet sig, der havde bragt hans sind i heftigst bevægelse, idet der nemlig herved viste sig en ny hindring for opnåelsen af det håb, der var hans livs skønneste og bedste. Fra hans tidligste barndom havde nemlig han og skovriderens datter i Gurre, Clara lund, været legesødskende. Hun havde været en ligeså stadig gæst på Borsholm, som han havde været på Gurre, og følgen deraf var bleven, at de nu, efter at de vare voksede til, gensidig havde buden hinandens hjerter til gæst. Om et sådant forhold ahnede imidlertid forældrene intet, og de unge vare kloge nok til ikke ved nogen uforsigtighed at forstyrre den glæde og lykke de nød. På begge sider var der vanskeligheder at overvinde. Skovrideren var en brav og retsindig mand, og han elskede sin datter som sin øiesteen; men om så hendes livs lykke stod på spil, ville han aldrig kunne give sit minde til en forbindelse mellem hende og den unge baron i følelsen af, at dennes fader ville betragte en sådan som en mesalliance, som en plet på sit adelige Skjold; og at se sin datter forsørget under sådanne omstændigheder, selv om alt øvrigt kunne være nok så glimrende, dertil var han for stolt. Kunne hun ikke også i udvortes henseende blive en ære for den familie, i hvilken hun ved sin mand trådte ind, et kun med overvindelse tålt medlem deraf skulle hun aldrig blive. Under disse omstændigheder havde de unge besluttet at se tiden an, i håb om, at den ville bringe råd og trøst, og ihvorvel de i deres kærlighed følte sig stærke nok til at modstå de storme, der ville komme, så ville de dog ikke selv mane dem frem, men vente til de kom af sig selv. Nu kom den nye hindring ved den forbindelse, den gamle baron havde tænkt på for sin søn; men jo mere denne tænkte derover, alt som han vandrede igennem skoven, jo vissere følte han sig i, at kunne han end ikke bevæge sin fader til hos skovrideren at anmode om Claras hånd for sig, så ville det ikke falde ham vanskeligt at få ham bort fra ideen om baroniet. At faderen kunne have andre og mere tvingende grunde til at ønske sønnen rigt gift, faldt ham ikke et øjeblik ind. Alt som disse tanker imidlertid veg og fortrængtes af lysere og mere tiltalende billeder, idet han nærmede sig skovridergården ved Gurre, blev hans gang raskere og lettere, og medens han uvilkårlig fulgte sit af glæde overstrømmende hjertes tilskyndelse, sang han højt og jublende, som den synger, over hvis vej den ungdommelige kærligheds fulde sol har spredt sin varme og sit lys, hvis håb aldrig er bleven skuffet, og hvis tillid aldrig er bleven rokket, og for hvis ungdommelige blik det hele liv ligger solbelyst, smilende og varmt, som det landskab, der nu udbredte sig for hans øjne, idet han trådte ud af skoven. Den sti, han nu fulgte langsmed bredden af søen, førte tæt forbi et lille, smukt, velvedligeholdt hus, der omgivet af sin have næsten skjultes af dennes frugttræer på de tre sider, medens den fjerde, som lå frit og åbent ud mod søen, spejlede sig i dennes klare bækken. Ejeren af denne afsides bolig, hen* ring, eller, som han i almindelighed kaldtes » Manden ved soen «, var for hele egnen en gåde, som man i så mange år forgæves havde forsøgt at løse, at man nu var bleven ked deraf, så meget mere som man, dreven af en menneskelig skødesynd til at vove det yderste for at få lidt lys i dette hemmelighedsfulde mørke, var bleven overbevist om, at han ikke var god at bides med, når det kom an på at stoppe munden på en ubelejlig spørger. At han var overordentlig rig, derom var man ved en stiltiende overenskomst bleven enig, ligesom også om, at han var ligeså påholdende. Alene, som han var, havde han kun en gammel kone til sin opvartning, der hver dag kom fra den nærliggende landsby for at besørge hans husholdning. Lønnen, hun fik derfor, var kun ringe, men så meget rigeligere fik hun afskjænd, surmulen og knurren, så havde håbet om, at han ved sin død ved rigelig at betænke hende havde i sinde at belønne hende, ikke været, så havde hun vel for længst ladet ham skøtte sig selv. Så gammel som han lod til at være, var det heller ikke urimeligt, at den mulighed, som hun i christelig tålmodighed ventede på, kunne indtræffe hvilket øjeblik det skulle være, og kun den omstændighed, at han i en ualmindelig grad var kraftig og rask, modificerede hendes håb i en ikke ringe grad. Af venner havde han ingen, og af fjender, i det mindste åbenbare, havde han kun en, nemlig skovrideren; men denne hadede han også grundig, ja så bittert, at den gamle kone ofte hovedrystende sagde, at hun troede, han kunne have sind til at kradse øjnene ud på ham, dersom han formåede det. Årsagen til denne livet så forbittrende følelse var, for det første, at skovrideren på embedsvegne engang havde skudt en, den gamle mand tilhørende hund, der i mange år havde været hans eneste og trofaste ven. Denne havde nemlig fundet på at jage i skoven på egen hånd, og da dette var ligeså ubelejligt for dyrene som for den, hvis stolthed og glæde disse var, så satte han en alvorlig pind for denne lyst ved et velrettet skud. For det andet havde skovrideren, tvungen dertil af planen for skovenes behandling, fældet tvende ligeså gamle som mægtige bøgetræer, der stod i nærheden af huset, og under hvilke hin i mange « År havde fundet skygge og hvile. Begge dele, såvel træerne som hunden havde den gamle mand imidlertid omfattet med en større kærlighed end man, ifølge hans hele væsen og væren, var berettiget til at tro, at hans hjerte kunne rumme, og ligeså stor som derfor sorgen havde været ved tabet, ligeså bittert og uudslukkeligt blev også hadet mod den, der havde foranlediget det. Idet den unge baron på sin vandring kom i nærheden af huset, så han den gamle mand sidde på en bænk ved søbredden beskæftiget med at fiske. Ihvorvel han nu i almindelighed helst undgik ham, så dreves han dog undertiden, måske af den samme modstridende følelse, der forleder en kraftig natur til at forlade den varme stue for at trodse storm og sne, til at aflægge ham en visit og passiare med ham. » God morgen, hr. Ring «, råabte han, idet han nærmede sig og satte sig ved siden af denne, » sidder de der skjulende deres morderiske hensigter mod de uskyldige fisk ved smilende miner og indbydende lader? « » Dersom de derved har ladet dem lokke hid, hr.baron «, svarede den gamle i en mørk tone, » så kan jeg forsikre dem, at deres indbildningskraft har spillet dem et hæsligt puds. Jeg hverken smiler eller indbyder «. » Men når de nu virkelig gjorde det «, afbrød baronen ham, » så var det da ikke så underligt, når man betænker den dejlige morgen og den skønne plads de har valgt, samt dernæst mit glade jeg «. » Og dernæst, må de tilføje «, svarede hin, » fordi det vel også til alle tider har været den måde menneskene have anvendt for at lokke hverandre i deres garn. Jeg ønsker imidlertid ikke at fange dem «. » Ikke, det er troligt nok. Når man vil være retfærdig, må man imidlertid vel også tilstå, hr. Ring, at bide og snerre og slå om sig, ville være en temmelig upraktisk måde at nå en sådan hensigt på. Dette være nu sagt med hensyn til de onde; men da disse udgøre den mindste part, så tror jeg, at man i almindelighed uden frygt for garn eller snarer kan hengive sig til glæden over det milde smil og den venlige indbydelse, som møder os på vor vej «. » De taler som fisken dernede ville raisonnere, dersom den havde fået stemme at tale med; men ikke som en, der går på to ben og bilder sig ind at være et menneske «. » Og baron tillige «, afbrød hin ham. » Sig hellere baron og menneske tillige; thi for dem er det første vel det vigtigste «, tilføjede ring. » Hvad iøvrigt det onde angår, så behøves der kun en ringe grad af erfaring til for at indse, at alle de smil, der lyse os i møde, al den venlighed, som smigrer vort øre, kun har egoistiske hensyn, kun er snarer og garn, hvori staklerne fanges, og dem gives der nok af. Det onde skulle være den mindste part, siger de; det lyder næsten latterligt, dersom det ikke var alt for enfoldigt. Ophæv lovene og med det samme frygten for straf her og hisset, giv enhver frihed til at handle, som ham synes bedst, og jeg svarer dem for, at der ikke skal gives en blandt millioner, om hvem det kan siges, at det ene og alene var kærlighed til dyden, der bragte ham til at vælge den. Enhver taler, smiler, gestikulerer, lader from, mild og god alene for sin egen æske; og det, han har i den, er hans eget jeg, hvis lyster, lidenskaber og onde tilbøjeligheder derved skal tilfredsstilles. Viis mig en eneste, der, uden nogen som helst bihensigt, uden tvang, den være sig religiøs eller konvention el, allene for den gode gernings skyld offrer sig selv eller sin velfærd for at frelse sin næste, og jeg vil forgylde ham «. » » Men det bliver vist kun tyndt «, svarede det unge menneske, » ikke just fordi jeg tror, at de, for at ligne millionerne med æskerne, som de nys pegede på, ville se at slippe for så godt køb som muligt, men fordi, at selv om de var i besiddelse af golcondos skatte, så ville de ikke forslå til forgyldningen af de legioner af offervillige, som lod sig finde «. » Ja når talen var om deres egne altare «, svarede hin med et ringeagtende smil; » men når det gælder andres, ja så svarer jeg dem for, at alle, den hele brogede mængde, ville gøre som den svedne Bonde, der lægger et forsølvet kobberstykke i præstens offerseddel. Snak om følelse, hjerte og medlidenheds tårer, pjat om høimod og sjæleadel, ja, derpå er der godt køb. Glinsende og glimrende af guld og ædelstene, svøbte i silke og fløjl, vandre herrer og damer omkring, prisende naturens skønhed, lovende skaberen af den herlighed, de have for øje, talende om hjertets dybe følelser og kærlighedens vidunderlige rørelser, medens armodens og sultens pjaltede, hentærede skikkelser vanke dem forbi, eller sygdommens og elendighedens fortvivlede stønnen genlyder i de hytter de passerer, uden at det falder en eneste ind, at berøve sig selv ikkun den ringeste del af sin pragt og herlighed, for at mildne og lette den byrde, de have gjort endnu tungere at bære, ved at stille deres rigdom og overdådighed til skue. Nej, nej «, vedblev den gamle mand, idet han heftig slog med sin medestok i vandet, » ondt, hadefuldt og hjerteløst som dyrene, der indbyrdes sønderrive og fortære hinanden, således er mennesket, kun er det udvortes mere pænt og velopdraget «. » Ved gud! « udbrød baronen, » en sådan salve ville være mere end tilstrækkelig til at formørke solens lys og kaste skygge over det hele smilende landskab, samt til at kvæle hver gnist af glæde over livet og taknemlighed mod giveren, dersom der ikke fandtes en formildende og lindrende balsam i bevidstheden om den uhyre overdrivelse. Sandheden, kære, bedste hr. Ring, bliver til den sorteste løgn, når der handles uforsvarligt med den «. » Ja, kunne de få det gjort til løgn, da så de det vel helst, hr. Baron, eftersom det er den nemmeste måde at bortraisonnere det, som generer os; men ville de have set eller hørt; havde de haft hjerte eller følelse derfor, da havde de næppe jublet og sunget på den vej, ad hvilken de nys gik «. • godmorgen, Otto «, lød nu pludselig en klar, venlig stemme inde fra skoven. » Min gud, jeg skulle da ikke tro, at de herrer forivre sig så tidlig på dagen «. Ved disse ord sprang det unge menneske op, og idet et glad smil udbredte sig over hans ansigt, ilede han den kommende imøde. • godt at du kom, Clara «, råbte han, » thi nær var hr. Ring og jeg kommen til at bryde en landse med hinanden for den betrængte menneskeheds skyld; men for din fod blomstrer freden, og i dit åsyn lyser tilgivelsen «. » Å ja, sommetider «, svarede hun i en munter tone, • især når jeg ikke har mere at tilgive end her. Du må ellers være stået tidlig op, siden du allerede har lært en så smuk lektie udenad. Var det dem, hr. Ring, eller baron Otto, som foranledigede striden? « spurgte hun derpå denne. • ih gud,.det var naturligvis mig «, svarede han vranten og uden at se op. » Jeg er gammel, hæslig og siger sandheden, så må jeg også have uret «. • og jeg er ung, køn og grumme tilbøjelig til at være glad, trods de sorteste sandheder, derfor må jeg naturligvis have ret «, svarede baronen. • ja «, svarede hun, « det vil sige: i den let bestikkelige verdens øjne; men her i Gurre hegn dømme vi efter strengere regler, og ubeskedenhed fordømme vi under alle omstændigheder «. • gør vi det? « udbrød hin. » Ja, ja, for ikke at blive fordømt, vil jeg da sige, at jeg er mindre smuk, men mere elskværdig, hvilken påstand jeg nok tror, at hr. Ring vil billige «. » Det vil jeg «, svarede denne, » rigtignok på sandhedens bekostning, når de så vil vælge en anden skueplads til at give den elskværdige på «. » Jeg får vel, hr. Ring, dog må jeg først sige dem, at de ved at fjerne mig begår en uretfærdighed, idet de derved herover hin egenskab en del af den glans, den får ved modsætningen «. » Hvad den så taber på den ene side, vil den vinde på den anden ved at finde en mild og overbærende dommer «, svarede han med et sideblik til den unge pige. » Jeg skal til Stendals husene for fader «, oplyste denne, » så skal jeg med det samme forhore mig, om der findes nogen af det slags der «. » Jeg går med «, råbte det unge menneske, » og findes der en, som vil bringe et lille offer i så henseende for min skyld, så vil jeg tage ham med hertil, for at de straks kan begynde på at forgylde ham «. Den gamle mand vendte sig bort med ærgerlig mine; men da de unge begyndte at gå hen ad stien og deres klare i glæden hoirostede stemmer klang igennem skoven hen til ham, så vendte han sig uvilkårlig om, og idet et lille glimt oplyste hans ansigt, fulgte han med øjnene den hvide kjole, der hist og her skinnede frem, altsom vejen bugtede sig. » Drillede du ham, Otto, og dersom det var tilfældet, X hvorfor gjorde du det? » spurgte nu den unge pige, idet hun, afterat de nu vare ude af sigte, greb hans hånd, medens hun betragtede ham med et halvt skjelmsk, halvt bebrejdende blik. » Jeg kunne svare: fordi det var så indbydende; men da jeg ikke vil gøre mig værre end jeg er, for ikke at falde altfor dybt i dine øjne, så vil jeg følge sandheden og sige, at jeg nok tror, det var ham som begyndte «. » Den sandhed lyder forskrækkelig tvivlsom, og jeg frygter næsten for, at du dog er forbryderen; men synd er det, Otto, det må du tro. Rigtignok er han barsk og tvær; men jeg er overbevist om, at intet menneske kan blive således som han nu er, uden at der er overgået ham en stor uret «. » Men om så var, Clara, er det så billigt at dømme alle således, som han måske har ret til at dømme den eller de, der have handlet ilde mod ham «. » Det er ganske vist ikke ret, men det er tilgiveligt, og vi skulle jo være milde, forsonlige og ad kærlighedens vej søge at rette hverandres svagheder og fejl «. » Tilvisse, Clara, og netop den maksime er det, der gør dit køn så elskeligt, og dig frem for alle «, udbrød han, idet han slog sin arm om hendes liv og kyssede hende på panden; » men med hensyn til ham, er jeg overbevist om, at selv en engels mildhed ville være forgæves, og hverken solens ild eller himlens smil formår at optøe hans hjerte «. » Sig ikke det «, råbte hun, medens hun hastig bukkede sig og plukkede en blomst, som hun fæstede i hans knaphul, » sig ikke det. Til ethvert hjerte, det være nok så fast forskandset, findes en nøgle, og at finde den, der passer til hans, kunne måske dog lykkes mig «. » Jeg tvivler om det, Clara, thi efter hans charakteer at domme, vil han sikkerlig lade sin vrede over fædrenes mkgjeminger også strække sig til børnene «. » Jeg ved det, han føler sig overbevist om at fader har gjort ham uret, og han kan ikke glemme det; men er ikke netop vreden og hadet et bevis for den kærlighed, han nærede til træerne og hunden, og altså for, at han har hjerte? « » Men hadet har gjort ham blind, ellers måtte han se, at din fader i den sag er angerløs. Hans smerte ved * tabet kan jeg forstå; men hans had mod redskabet i lovens hånd er mig ubegribeligt, da han dog er en dannet mand «. » Da kan jeg forstå det «, udbrød hun mildt, medens en svag rødme bedækkede hendes kinder. » Jeg kan forstå, at man kan elske noget så højt, at man aldrig kan glemme eller tilgive den, der har berøvet os det «. » Og var det ham, du elskede, Clara «, svarede han bevæget, » var det ham, der var så lykkelig, som jeg er bleven det, da ville hans hjerte, hvor hårdt og ubøjeligt det end har været, nu være bleven blødt og varmt «. En tid gik de nu tavse med hinanden, snart gennem den tætte grønne skov, fra hvis bund de friske forårsblomster smilede dem i møde, og hvis dæmrende, grønne skygge ingen solstråle formåede at afbryde, snart over de lyse åbne sletter, hvor hjort og hind græssede, og hvor bierne, summende i solens varme lys, fløj fra blomst til blomst, og snart langs med søens bred, hvis bølger hævede sig og sank, medens de rislende vandede den grønne kant. Hist og her s

1892_MadsenOgHenriques_VedHoejenMast

Ved Højen Mast

Madsen og Henriques

MadsenOgHenriques

Ved Hoejen Mast

female

1892_MadsenOgHenriques_VedHoejenMast.pdf

Oscar og Robert

Madsen og Henriques

Swift & Co.

dk

Ved højen Mast

y

roman

Schubothe

KB

To forfattere: Oscar Madsen og Robert Henriques, som går under pseudonymet Swift & Co

pdftxt

nan

nan

O

Prolog. Ombord i vagtskibet « Sjælland ». « •jeg går om aftenen silde og tygger på alle slags tanker. Alt omkring mig er stille, kun skildvagtens slæbende trit — og så mit — slår lyd af skibsdækkets planker. De fleste gik nok for længst til ro og sover trygt i det flydende Bo. Snart bli’r der til hundevagt pebet. Bådsmandspibens skærende klang hvisler omkring mig til aftensang. Og jeg hører ham varsko: halløj, mine børn! Rap jer, gutter! Det første tørn! Afløsning til falderebet! jeg standser og ser over staden ind. Min pande køles i aftnens vind, der stryger over fregatten. Byen derinde er vågen endnu, vågen som min urolige hu, endskønt det lider mod natten. Der ligger dis over tårn og tag, den sidste glans af den synkende dag, der langsomt i vesten døde og farvede himlen med rosenblod. — kirkernes kors står sorte som sod imod det blegnende røde. — den er vågen endnu, den urolige stad med tag ved tag i kasernernes rad og over de lave rønner med skorstenspiber og kulstøvsrøg. Rullen af vogne og stemmer og støj som fjerne brændinger dønner. Men dumpt og sent når den travle færds larmen herud i sivende dråber, mens aftenen sagtelig ganger på hæld. Oppe fra masten lyder: « alt vel! » Det er udkigsmanden i foremærs, han bruger hånden som råber. Så fjernt den ligger og dog så nær, byen, jeg hader og dog har så kær, mine venners by, mine fjenders — hvor jeg turede mig træt og slæbte mig sløv, byen, hvis støv dog klæber ved sålen, hvorhen jeg end veg, byen, hvis gift i mit blod sig sneg — min ungdoms by — mine minders! Jeg står den så nær og dog underlig fjern og ser over skandseklædningens værn ind over de rindende strømme, hvor disen ligger om byen vidt og tynger dens bryst som et mareridt, fuldt af urolige drømme. — den dis er det prustende åndedræt fra den brave borger, som åd sig mæt, og som svedte sig træt, og som nu trækker dynen om hagen. Han snorker og sover sit trygge blund og drømmer fornuftige drømme kun om stræbsomt at mele sig kagen. Hans søvn er uskyldig, åben hans mund, og madammen vender han bagen. * og disen er blandet med stanken af gas fra lygter på torv og lygter på plads og lygter i stræde og gade, hvor « livslysten » går på parade. « nu er det fyraften — munter, min tøs! Nu slår vi os løs! Penge, dem har jeg i masse. Lad mønten rulle, en hel kapital! Té dig som gal! Natten er lang, og min principal ejer en rummelig kasse! » Disen løfter sig, stiger mod sky. Livsglæden leve, du glade by! Der er langt endnu, før du vinder dig ry som babyloniens skøge. Dit fjæs har du sminket, dit bryn har du malt. Din latter er løjet, dit smil er betalt. Men kender du last i dit mudrede dynd og den trodsige synd, der vover i svulmende vildskab sin Hals? Du ravnekrogsby, hvis last er tilfals på en tredjesal i en smøge! * disen ligger og vugger sig bredt og mageligt over staden. Er det stege-os? Er det lugten af fedt? Hvad mon der brygges og bages i kvæld? Og hvem bager det vel? Jeg kender de flinke kokke, og jeg smagte tit nok på maden. Det er rigens tarv, som der brygges på af de kloge mænd, som kunsten forstå at skifte ret mellem store og små, den grove portion og den fine. Lidt forskel i farven — nå, herregud! — i grunden kommer på ét det ud. én part gir bønner til kaffen, og én ser efter om kaffeposen er rén, og begge har vand på maskine. — men disen tyknes langt ude mod vest og mod nord af sværtede klikker. Sorte, truende fingre er strakt op imod himlen, som om de med magt ville kræve dens hævn over flitter og pragt. Hver finger en knejsende skorsten på én af de store fabrikker. De samler i sluttet geled sig tæt og rykker mod byen. Vedet på vedet er alt som fortrav derinde og melder: nu kommer din fjende. Og den tågede dis over byen flyr og jages bort af de begsorte skyer, som alting til side fejer på fremtidshærenes bane. — det er stenkulsrøgen, der vajer som stenkulsmændenes fane. jeg går om natten så silde og tygger på alle slags tanker. Alt omkring mig er stille. Kun skildvagtens slæbende trit — og så mit — slår lyd af skibsdækkets planker. Det lider mod morgen, snart natten er endt; det lysner i Østen, og gryet er tændt, og til dagvagten bliver der pebet. Bådsmandspibens skærende klang hvisler omkring mig til morgensang, og jeg hører ham varsko: « af køjerne, børn! Rap jer, gutter, det næste tørn! Afløsning til falderebet! » første kapitel. På session. Stud. jur. Peter Knasberg skal på séssion. Han har skudt den afgørende dag så langt ud som muligt, men kan omsider ikke længere holde sig tilbage, da han nu er blevet 24 år gammel og følgelig véd, at fædrelandet med bestemthed regner på, at han skal gøre sin pligt. Han har i denne anledning konsuleret forskellige læger og endogså grebet til så fortvivlede midler som at forelske sig ulykkeligt, i håb om at kunne overtale en specialist i nyresygdomme til at konstatere, at han lider af en hjærtefejl. Dog er det ikke lykkedes ham at sætte sig i besiddelse af de behørige attester, og det er følgelig med alle gode udsigter til at blive taget, at han den skæbnesvangre morgen i rask trav begiver sig ned til sessionslokalet på st. Anna plads efter forinden i hjemmet at have modtaget moderens velsignelse og en kop ekstra stærk, sort kaffe, brygget på 32 løvetænder, hvilket antages at hidføre en hensigtssvarende hjærtebanken. Stud. jur. Peter Knasberg gør holdt udenfor den store port til Larsens lokale og trækker vejret dybt. Stedet vækker blandede følelser og brogede minder i hans bryst... Var det ikke her, at Laura hin aften på skorstensfejersangforeningens roklubs årlige maskebal tilstod ham sin kærlighed og lovede ham, at hun ikke skulle glemme ham til sagtevalsen på sømandsforeningens understøttelseskasses funktionærbal. Dette skulle hun imidlertid ikke have gjort; thi blandt medbejlerne til at betale frk. Lauras hjemkørsel fra denne sidste féte^ befandt sig tilfældigvis en veritabel løjtnant i marinen, der, ikke mindst i sin egenskab af foreningens æresgæst, fuldstændig fordunklede Peters blandt skorstensfejerne indhøstede triumfer. Peter Knasberg, der som jurist troede at vide, hvorlangt man kunne gå, masede ganske vist løjtnantens hat, men opdagede til gengæld kort efter den ved indgangen posterede udsmider i en så betænkelig nærhed, at vor helt foretrak at renoncere på Laura uden yderligere forsøg på at tale løjtnanten til rette. « vi ses igen! » var hans betydningsfulde og truende sortie til den maritime rival........... Disse og lignende betragtninger farer gennem stud. jur. Peter Knasbergs hoved, mens han putter cigaren i ildslukkeren og sagtmodig bestiger de kendte trapper for at stave sig til bogstav k. Han lægger hånden på det sted, hvor hjertet plejer at sidde, for at konstatere dets banken, men opdager til sin skræk, at han slet ikke kan mærke noget, da han — hvad der heller ikke er så løjerligt — i skyndingen har tabt denne genstand ned i det venstre bukseben. Udenfor sessionssalen går det livligt til. En vindskibelig opvarter af stedets faste personale har her for tilfållet arrangeret en vel assorteret buffet, fra hvilken han udskænker bajersk øl og små sorte, der begge dele synes at skattes lige højt af de indkaldte fædrelandsforsvarere. Han genkender Peter og hilser ham med et fortroligt nik. « da’, Knasberg, nå er de også kommen heri står’en på gardist? Hva’! » Stud. jur. Peter Knasberg nedsvælger en bajer sammen med sin ærgrelse over opvarterens næsvise tone og svarer ikke. « inte så højbenet, Knasberg! På sessionen er vi alle li’e, på nær som dem, der bliver kasseret for skævhed i ryggen, hø, hø! » Flere af de omkringstående blander sig i samtalen. en høj sværlemmet fyr med blodpletter på det hvide forklæde og plaster på det blå øje, simili-ring på højre hånds lillefinger og bule- hatten på snur, slår opvarteren på skulderen, så han går i knæ derved. « nå Louiss, var der no’en raske i kæden i fredags? » « tja, der var maj og så en Slagter! » « nådadada, ja vi slagtere vi er altid med, hvor der er staj! » Stud. jur. Peter Knasberg får resten af sin bajer i den gale Hals og skynder sig bort fra dette virkelig højst uappetitlige selskab ind i den store ventesal. Straks indenfor døren træffer han igen en bekendt. Det er den uniformerede ordenshåndhæver — nr. 8 Rasmussen, der styrer henimod ham for at tildele ham det nummer, efter hvilket han skal kaldes ind for sessionskomiteen. Stud. jur. Peter Knasberg kender meget godt nr. 8 Rasmussen, der nu gør holdt foran ham med sit brede, godmodige smil slået op til begge ørene. Nr. 8 Rasmussen er nemlig patruljebetjent mellem dame-konditoriet i Frederiksberggade og Blanchs kælder i Vimmelskaftet. Mindre forseelser plejer Rasmussen at afgøre arbitrært ved en bajer til den krænkede retsbevidsthed i nærmeste kælderhals, men også større synder kan afsones på stedet, nemlig ved erlæggelsen i mindelighed af en tokrone, der forsvinder i Rasmussens barkede næve og lægges til side til huslejen. Det skal nemlig siges til nr. 8 Rasmussens ære, at han kun i yderste nødsfald bryder staven over en nogenlunde gentil synder. « må’ren, må'ren, hr. Knasberg, alt så tidlig opstået? » « ingen forseelse, Rasmussen! » « næ forbandet sløje tider, Knasberg. Det er renok gået meget tilbage med nattesædet, efter at øllet er blevet så dyrt! » « har de et nummer, Rasmussen? » « nå de skal også på dyrskue? Herregud! Ja den vej skal vi alle. Her skal de for resten se et nummer, som jeg har gemt til dem! » « er det virkelig et godt nummer, Rasmussen? » « det er knække mig det bedste af dem alle sammen. Det bliver folk alletider kasseret på. » « det var satans, Rasmussen. Ska’ det være en fin cigar på det. » Rasmussen ser ømt på cigaren, ruller og vejer den i hånden og stikker den så ind mellem anden og tredje knap på uniformsfrakken med et kategorisk: « tre til femogtyve! » Derpå vender betjenten sig til den næste indtrædende og overlader stud. jur. Peter Knasberg til sine egne betragtninger, der ikke er af den allerglædeligste Art. I den store dansesal, der på denne dag er ligeså officiel og kedelig, som på valgdagen, når hr. Marius gad uden modkandidat kåres til rigsdagsmand for Københavns s'jette kreds af Amaliegades grosserere og Bredgades kammerherrer, står der en hel damp af støv og allehånde uddunstninger fra de halvandet hundrede unge mænd, der sidder tæt stuvede på pinebænkene langs væggene og venter på videre parole fra Rasmussen. Hviskende diskuteres chancerne for at blive kasseret. én har brok, en anden en overliggende tå, en tredje klager over kongestioner til hovedet. Alle følger de med spændt opmærksomhed enhver, der efter tilendebragt besigtigelse kommer ud fra de indre gemakker, og studerer, alt eftersom jubel eller skuffelse aftegner sig på hans ansigt, hvorledes udfaldet er blevet. Over antallet af de kasserede og antagne fører en skeløjet kontorist dobbelt bogholderi på sine manchetter. For ham betyder antagelse sikker afskedigelse fra den urtekræmmerbod, hvor han nu i over syv år har stjålet svesker fra sin principal med aldrig svigtende held. Skulle han nu i dag blive greben på fersk gerning? Stud. jur. Peter Knasberg har fundet sig en krog ved et af vinduerne, hvor han ser tiden an og forbereder sig på det værste. Han strækker benene fra sig og mønstrer de blommefarvede permissioner, som han for fjorten dage siden for gode ord, men uden betaling har fralokket sin skrædder. Han besér sine snabelsko, der ligesom de kærlighedsbreve, han modtager fra en lille borgerdatter i naboløs er forsynede med lak. Han renser sine negle og stjæler sig til at titte i sit lommespejl, om der nu også er det rette sving på den lille blonde knebelsbart, der er såvel hans som den lille borgerdatters stolthed og frugt af begges forenede og kærlige pleje. Han bliver dristigere og spejler uden sky for sidemændenes fnisen hele det tiltalende fysiognomi, der nu i den række af fire år, i hvilke Peter har studeret jura, har gjort ham til en så velset gæst i alle byens danselokaler. Han er fuldt ud tilfreds med, hvad han får at se, og kan følgelig til sin store sorg ikke tænke sig andet, end at sessionskomiteen også må være det. Men pludselig rives han ud af sine for sig selv så smigrende overvejelser ved, at nr. 8 Rasmussen brøler hans nummer op. « det er mig! » griber han sig i at svare, og vips forsvinder han sammen med en halv snes lidelsesfæller ind i det tilstødende lokale. Han er endnu ikke bleven rigtig klar over situationen, før det allerede summer ham om ørene med sprogets allerhøfligste vendinger. Her begynder nemlig den militære kommando, repræsenteret af et par så godt som ædru sergeanter af infanteriet. « nåda, han dér! Kan han se til at rubbe sig lidt!... Raske fodslag!... Desse vej med støvlesnuderne!... Ind i båsen! » Stud. jur. Peter Knasberg tror et øjeblik, at han er ^ået fejl, og at han er kommet ind i den hambroeske badeanstalt. De små båse, der af anstændighedshensyn anvises soldateræmnerne til afklædning, minder ham påfaldende om badekamrene ved Rundetårn. I sin distraktion beder han endogså den ene af sergeanterne om et håndklæde og et stykke sæbe til fem, men affærdiges med et utrolig hånligt teaterblik af krigeren, der om aftenen udvikler sine medfødte skuespillerævner som statist ved dagmarteatret. « han skal sku straks få rent på, han hundestejle! » stud. jur. Peter Knasberg føler sig lidt ubehageligt berørt, ikke mindst, da sergeantens ikke aldeles pletfri næve i det samme energisk planter sig i hans for fremtiden dertil indrettede nakkehule og stuver ham ind i det for ham bestemte kabinet particulier. Sergeanten opløfter nu sin røst og udtordner følgende ordre, som afleveres med en virtuositet, der under gunstigere livsvilkår ville kvalificere manden til en rentabel stilling som avissælger på statsbanerne eller assistent ved Rosenborgs historiskkronologiske samling: « ska’ vi så se a’ få de klude a’ og det i en morderlig gesvindighed. Vi smider det hele, så nær som barestens særken, og så knapper vi op i halsen og for hænderne, og så, når vi kommer inden for døren, så smider vi skemisen og står der ganske li’som Vorherre kunne ha’ skabt jer, hvis han ha’cle gidet gøre sig den ulejlighed! » stud. jur. Peter Knasberg trækker de blommefarvede permissioner af, lægger dem soigneret med sømmen opad på den eneste stol i båsen og rødmer ved synet af skjorten, der ligesom dugen i pensionatet, hvor han bor, er renere om søndagen end om lørdagen. Han opdager til sin skræk, hvad han aldrig før havde tænkt på, at det ikke lader sig gøre at bære pengepungen hos sig, når man er i bar skjorte, men beroliger sig efter lidt overvejelse af den tanke, at hans dog kun i overført forstand kan benævnes en pengepung, da dens hele indhold for øjeblikket er en umage skjorteknap, frikort til « store Ravnsborg » og medlemstegn til læseforeningen « harmonien » samt en urnøgle, hvis naturlige appendiks gudskelov for øjeblikket er bragt i sikkerhed på et rentebærende sted. Sergeanten titter ind til ham og river ham derved ud af de lidt penible økonomiske betragtninger. « nå lille de, hvordan står det med humøret? Er de snart ved enden, for nu skal de ind. Så husker de på, at de smider skjorten, så snart de hører døren smække i, holder den blå seddel i højre hånd og ser militærisk ud. Sergeanten vender sig til sin kollega og brøler: « så kør’ vi me' lammene! » Stud. jur. Peter Knasberg er i første omgang. Han har uden rigtig at vide, hvorledes det går til, følt sig lempelig skubbet fra én hånd til en anden, til han er havnet i det allerhelligste, han har kastet skjorten, afleveret indkaldelsesordren og — før han rigtig har fået tid til at se sig omkring — besteget et torturapparat, der'minder ham noget om totalisatoren på traverbanen. Det begynder at summe ham om ørene med korte, arrige udråb, såsom: « 651/21 » « 31 over ribbenene! » « løft det bagben der! » « nåda! ka’ han se til at lette det kalleknæede trædeapparat! » Det går pludselig op for stud. jur. Peter Knasberg, at det er ham, konversationen drejer sig om. Han åbner øjnene på vid gab og ser sig forbavset omkring. Nærmest ved sig opdager han en fed, jovial herre med en drabelig, sort knebelsbart og et gemytligt københavnerblink i øjenkrogene. Det er sessionslægen, der er i færd med at afgive sit videnskabelige skøn over tiltalte, Peter Knasbergs, ydre menneske. Peter Knasberg og lægen kender straks hinanden igen fra deres forstadspraksis, og Peter beslutter sig på denne konto til at vove en let antydning i retning af en medfødt hjærtefejl. Morgenkaffen skal jo også gøre sin virkning, og uden at rødme begynder han derfor at fremstille noget, der skal gælde for astmatisk åndedræt. « en smule åndenød! » henkaster lægen, der også på sin side mener, at der bør gøres noget, i retning af bordet. Stud. jur. Peter Knasberg følger med spænding hans blik. Han opdager omkring bordet en samling uniformerede gråskæg, der alle stirrer stift og bøst på det af åndenød besværede individ. « hvad er deres livsstilling? » spørger obersten. « studiosus juris! » « det kan man ikke se på dem, som de står dér. Hvad hedder de? » « Peter Knasberg. » « Knasberg — hm — kender ikke hans far! » Gråskæggene omkring bordet fortrækker sig til noget, der skal forestille smil, med en bevægelse, som om deres indehavere slubrede østers i sig. « nå — hvad kan vi bruge ham til — doktor? » « véd sgu ikke. Fyren er jo ikke meget bevendt, hvad det korporlige angår. Fejler de ellers noget? » Peter Knasberg mumler noget om, at han af og til lider af en ondartet tandbyld, men lægen er så forekommende at lade, som om han ikke hører det. « fodfolket. Vedtegning s. Møder til foråret! » Lyder det fra obersten. « vil de trække et nummer? » ♦ « må man selv vælge? » spørger Peter Knasberg, i hvem der dæmrer et ubestemt håb om at kunne trække sig fri. » « ja, grams de bare! » grynter lægen fidelt. Stud. jur. Peter Knasberg trækker højt og får at vide, at dette er en chance. Han kan efter behag ombytte fodfolket med marinen. « har de nogensinde sejlet? » « jeg er passivt medlem af studenterforeningens roklub! » hasarderer Peter Knasberg, idet han griber sig i at føle efter det kompas, han i den anledning demonstrativt plejer at bære ved sin urkæde. « ja, så er de taget til marinen! » bemærker obersten tørt. « træd af! », lyder det fra en af de andre herrer ved bordet. Vor helt søger forgæves at opnå en militærisk appel ved at smække sine nøgne fødder sammen og forsvinder derpå i største skyndsomhed. « den næste! » brøler den ved døren posterede sergeant. — — stud. jur. Peter Knasberg befinder sig igen i sit badekammer i færd med at trække sokkerne på. Han er temmelig let om hjertet ved tanken om at skulle til marinen, da hans faders Broder en gang har lånt penge til en kommandør, hos hvem Peter Knasberg i den anledning foregøgler sig at kunne blive ordonnans. Desuden véd han af erfaring, at pigerne på Vesterbro absolut foretrækker søværnet for landetaten — gardisterne fraregnet. så stikker den mest ædruelige af de to sergeanter hovedet indenfor båsen og siger: « nå landsmand! det slap de nok temmelig nådigt fra! » « som man tage er det! » « ja véd de hvad! De kommer allenfals ikke under voreses kommando, og det ka’ de sgu være glad for. Sikken jeg sku’ ha’ dollet dem op! Stud. jur. Peter Knasberg sukker bekræftende og beklager i tankerne, at hans pekuniære status ikke tillader ham at invitere den høflige sergeant på en omgang. Den erfarne sergeant ser med kenderblik ud til at gætte hans tanker og gør derfor kort omkring. Toilettet er nu fuldendt. De blommefarvede omslutter på en harmonisk måde de velskabte ben, og Peter Knasberg bereder sig til at forlade lokalet, da hans skolekammerat og bysbarn Hjalmar Dideriksen træder ham i møde. Hjalmar Dideriksen er søn af andenlæreren i den hjemlige købstad. Da hans flid i skolen kun kan grades med Peters dovenskab sammesteds, mens evnerne stod i omvendt forhold til anstrengelserne, har han — efter at have absolveret sin teologiske embedseksamen med et respektabelt laud — svunget sig op til at være selvskreven til en af de federe af de magre kapellanpladser i det vestlige Jylland. Krigens gærning vinker ham dog foreløbig fra denne så fredelige dont, og de få spareskillinger, han ved undervisning i religion og dansk i en af hovedstadens pigeskoler har puget sig sammen, skal nu anvendes til fædrelandets forsvar, det vil sige til hans nummerbytning fra hestepasser til marinesoldat. Peter Knasberg overraskes ret behageligt ved den hjertelige hilsen, som cand, theol. Hjalmar Dideriksen i dag værdiger ham. I det civile liv har den religiøst bevægede ven kun sjældnere haft lejlighed til at bevidne ham sin højagtelse i form af en tvungen hilsen, motiveret af hensyn til det fælles fødested. « nå er du også her, Peter? » « ja gu’ er jeg her. » Cand, theol. Hjalmar Dideriksen rækker hånden frem til behagelig beføling, idet han spøgende bemærker noget om uransagelige veje, og betror straks efter Peter Knasberg, hvis chancer han har bragt i erfaring, at også han har håb om at komme til marinen, da institutets svømmelærer, der bor i Elefantgade og hører til holmens faste stok, har lovet at sørge for hans forflytning ved at tale hans sag hos Nyboders kommandant, med hvis støvler denne hans kollega daglig omgås i yderste fortrolighed mod fast månedlig appanage. Juraen og teologien sværger for én gangs skyld hinanden at stå last og brast sammen, og Peter går derefter ud i forsalen, hvor nr. 8 Rasmussen er i færd med at drive de sidste svin i sti. nr. 8 Rasmussen smiler svedent ved synet af Peter Knasberg. « nå, hvad ble’ de så noteret for? » « marinen, Rasmussen! » « ja sagde jeg ikke nok, at nummeret var godt? I min kollektion falder altid de store gevinster! » « ska’ det være en fin cigar, Rasmussen? » « tak som byder, Knasberg. Det er rigtignok nummer to, men skulle det være en anden gang — for ser de, såd’n et menneske som dem —. » Nr. 8 Rasmussen nikker betydningsfuldt. Peter Knasberg, der forstår ham, letter høfligt på hatten og forsvinder fornøjet ud af hovedindgangen. nr. 8 Rasmussen lugter til cigaren, beføler den kritisk, stikker den ind mellem anden og tredje knap i uniformsfrakken og henkaster let med en verdensmands uforstyrrelige sindsro: « tre til femogtyve! » andet kapitel. „ Han skal møde — “ « han skal møde den 24de marts kl. 11 formiddag ved værftsbroen på Kristianshavn. » Skal, tænker Peter Knasberg, mens han i mangel af en tikrone vender og drejer det blå papir, han har forefundet i postkassen, just som han vendte hjem fra en animeret udflugt med damer. Skal, tænker han, det var en anden sludder. Der gives imidlertid i livet ubønhørlige kendsgerninger, som det ikke nytter synderligt at sætte sig op imod. Disse kendsgerninger kan være både af glædelig og af sørgelig natur. Til de første må henregnes tabet af en dyrebar tante, som man skal arve, når hun da sover hen uden smerte og ikke har fået tid til at gøre én arveløs ved ombestemmelser i testamentet; til de sidste regner vi derimod et non som udbytte af sit tredje forsøg på at få anden karakter til embedseksamen og last not least en indkaldelsesordre til krigstjenesten, der uden forudgående varsel ligger og venter en smuk morgen på én, når man glad og oprømt vender hjem fra fredens mildere sysler. --------natten før den berammede dag tages der afsked med de civile venner. Afskeden viser sig foruden de let forklarlige tårer at koste uforklarlig mange penge, som delvis erlægges i kontanter, dels i anvisninger på første måneds hyre. Klokken seks om morgenen indtages en let déjeuner i en kælder på Østergade, hvis fornemste tiltrækningskraft næst efter et forstemt klaver er en sortøjet, mørktkrøllet og stærkt bebarmet opvartningsfrøken, der, i modsætning til stedets musikalske inventar, er særdeles godt oplagt, og hvor kaffeprisen med forsæt er sat meget lavt for at give gæsterne en kærkommen anledning til også at spendere et lignende kvantum mokka på den mørkøjede huris. Her svinder Peters sidste ører som dugg for solen, der netop er ved at stå op, hvilket vækker forestillinger i Peter om, at han vist burde gå hjem og lægge sig. Da Peter Knasberg imidlertid trods alt, hvad han har konsumeret, bevarer en dunkel erindringom etsteds at have læst, at tid er penge, betragter han sig som endnu ikke fuldstændig afblanket, for så vidt som der er god tid til klokken elleve. Som en særlig gunstbevisning tillades det ham endogså at gøre morgentoilette i den skøpnes soveværelse, der endnu bærer tydelige spor af, at hun er en pige, der har vasket sig. * kærlige vennehænder vejleder Peters vaklende fjed over Knippelsbro, der ved et lykkeligt tilfælde ikke er hejset op, ned ad Torvegade med dens travle færdsel af raslende arbejdsvogne og skrålende æblekællinger, med dens boghandlervinduer uden bøger og dens små beskedne lingeributiker med de røde bommesiklokker og andet mere af det allernødtørftigste dameunderudstyr, forbi børnehuset, hvor et par af de sidst anholdte redaktører kigger ud af gittervinduerne, ned ad en Sidegade, hvis armod prydes af et allerhøjeste navn, og hen til værftsbroen, hvor et par af Hørdum s vælgere betænksomt vender skrån, mens de lader « aftenbladet » Gå på omgang. Peter Knasberg kaster sit sidste civile blik op til manden på frelsers tårn og misunder deltagerne i det middagsselskab på tolv kuverter, der efter sigende skal kunne rummes i kuglen. Hans noget svømmende fantasi udmaler sig rædslerne ved den moderne krigsførelses rapide udvikling, der aldeles ikke gør det usandsynligt, at han, stud. jur. Peter Knasberg, en gang i tidens løb vil blive gjort til Skive for et projektil af lignende kaliber. ved broen gøres der holdt. Peters venner siger ham rørt det sidste farvel og medtager til byen foruden hans Levvel, der minder om Bertrans afskedsord til Napoleon på slottet fontainebleau, som vi for øvrigt gudskelov aldrig véd af at have hørt, hans spaserestok, en gave fra hans erkendtlige manuduktør, der også sagtens har kunnet flotte sig, da hans skolar kun yderst sjældent har besværet ham med sin personlige nærværelse, og en rosenrød billet til Laura, at deponere i nærmeste postkasse. Overladt til sig selv styrer Peter de første par skridt frem over broen ind til sin nye eksistens. « vil de ikke værs’go se til at smide den cigar? » Henstiller den på broen posterede skildvagt meget høfligt til Peter. Peter Knasberg er i dette øjeblik alt andet end i stemning til at sige imod og lyder beredvilligst, så meget mere, som han ser, at den samme ordre gælder mange flere, end ham. — — de er pludselig som ved et trylleslag dukket op — ikke af jorden, men af den række kælderhalse, der så smukt garnerer indgangen til de danskes vej til Ros og magt, og hvor der fra den tidlige morgenstund har været udskænket talrige små sortladne genstande. Peter betragter med undren og ikke uden en vis respekt sine tilkommende kammerater. Det er en broget flok af forskelligartede individer. sømænd, fiskere, håndværkere, smedesvende, københavnske proletarer og tunge, drævende bondetyper. Stænkvis imellem dem enkelte mere velklædte folk: kontorister, handelsfolk, studenter — lutter mennesker, der har byttet sig til tjenesten — og endelig en enlig kunstner, deler taget til søværnet, fordi han plejer van at male mariner. I sidste øjeblik indtræffer en ung baron i flot selvejerekvipage med kusk og tjener, hvilken sidste det overdrages at køre vognen hjem alene, da også kusken skal gøre sine talenter frugtbringende i fædrelandets tjeneste. « er du også kommet her, gamle sveder? » siger en bredskuldret kuldrager til baronen, der betragter dette som en præsentation og lader kusken overrække sjoveren sit bekronede visitkort. Kuldrageren putter kortet, der ligesom sin ejermand har skiftet farve, i bukselommen og rækker næven frem. « tak for det, kammerat. Sku’ det være en omgang? » Baronen affinder sig for øjeblikket — under påskud af den fremrykkede tid — for videre tiltale ved at spendere en krone på den nyerhvervede ven, der fra dette øjeblik er parat til at slå så mange skaller i baronens favør, som det skal være. « god morgen, Knasberg! » lyder det tæt ved vor helts øre. Peter Knasberg vender sig om og ser for sig cand, theol. Hjalmar Dideriksen, der i dagens anledning er iført en folderig plaid, et par store søstøvler, som han har ment at burde anlægge for det tilfældes skyld, at han skulle få snue, og en skotsk hue med kantebånd, der ellers plejer at fungere som rejsehue på hjemfarten til andenlærerens julegrød, en underofficer er trådt til og mønstrer med et gemytligt blik de ankomne. « sej i skildpadder! Er der no’en a’ jer, der har tændstikker på jer, så hit rue’ dem! » Der afleveres tændstikæsker. Cand, theol. Hjalmar Dideriksen skiller sig kun med sorg fra sin, som han netop havde anskaffet i dagens anledning, skønt han slet ikke ryger tobak, og som han omhyggeligt havde sørget for at udsøge blandt dem, der er prydede med Tordenskjolds kontrafej. « og så følger alle mand med mig over på beklædningsmagasinet! » Mandskabet, der indtil dette øjeblik har holdt humøret så nogenlunde vedlige, begynder at sætte betænkelige miner op, hvilket dog fornuftigvis kun gælder det mindretal, der i det hele taget er i stand til at tænke. De klumper sig instinktmæssig sammen i hold på to å tre personer og lader sig villig drive med strømmen henimod den ikke blot i arkitektonisk henseende kedelige grå tre-etages bygning. Ved indgangen tager en sekondløjtnant imod dem og ordner rækkerne under allehånde gnavne tilråb såsom: « ka’ i få benene med jer, hvad beha’r! » « fanden til kugler, de sender os på halsen! » « la’ det gå lidt villigt, hva! » Sekondløjtnant Theodor Hansen, der populært går under navnet skomageren, rimeligvis fordi han altid møder i højeste grad forsoldet til sin tjeneste, gnikker sine øjne, strækker sig og gaber. Det er en tyveårig lysblond dreng, hvis ansigt prydes af en spirende knebelsbærtchen og af talrige røde finner, dem han ligesom sin ophøjede protektor kejseren af Rusland, hvis femårige søn han sidste gang var attacheret, ønsker ad helvede til. Sekondløjtnant Theodor Hansen kan ikke komme ud af det med sin knappe gage og må derfor, indtil han bliver gammel nok til at gøre et godt parti, ernære sig som dansehest på mere velhavende bourgeoisiballer, til hvilke adgangen er ham let, fordi han er hoffæhig. Han plejer på disse baller med virtuositet at opføre sidste Vals og forstår ved denne, til trods for det fremrykkede stadium, at føre sin dame med en værdig tilbageholdenhed, der afviser alle kælne tilnærmelser fra hendes side, lige så lidt som han selv tør trykke hende af hensyn til de fem i brystlommen deponerede havanesere fra grossererens kasse. Han har sidste nat kun fået tre timers søvn og er derfor ualmindelig oplagt til at pine de ankomne « basser ». Han måler Peter Knasberg, hvem han tror at kende fra livet, med et ondskabsfuldt blik og hånlér af teologen, der er naiv nok til at tage huen af for hans distinktioner. Derimod gør han høfligt honnør for baronen, hvis kritikløse gavmildhed han kan takke for flere måltider mad på de bedre restavranter. Baronen føler sig for første gang smigret over dette bekendtskab og sér efter, om de omkringstående har bemærket det mellem ham og løjtnanten etablerede tillidsforhold. — — oppe på første sal er man allerede livligt i gang med at uddele fodtøj til det nye mandskab. « sikke no’en plader! Så må vi tage største nummer til de elefantben! » « frem med poterne og la’ os få mål! » « se nu til, at de passer jer, for i får sgu ingen andre dansesko i sommer! » « hvor ka’ de vide, at skoen trykker, før den er på! » Peter Knasberg har fået to par sko udleveret, af hvilke det ene bærer den pralende titel af paradesko, mens det andet må nøjes med det prunkløse navn: dagligdags sko. Han finder ikke, at noget af parrene ganske svarer til benævnelsen. Navnlig er det ham umuligt at tænke sig, hvor han vel skal kunne paradere med de to pramme, der til dette formål er ham udleverede. Med den fiffighed, som studiet af lovkyndigheden har forlenet denne sin ufrivillige dyrker med, opdager han imidlertid i en fart, at mens der ikke — undtagen måske for kenderes øjne — er nogen nævneværdig forskel i bonitet mellem de to par sko, der er udleveret ham, har teologen, der prøver fodtøj ved siden af ham, i al fald fået ét par, der er betydelig bedre, og Peter Knasberg bevæger ham derfor med lethed til et mageskifte under henvisning til det faktum, at teologen dog ikke kan passe nogen af alle fire par. Efterhånden som de vordende krigere er færdig med at passe skoene, gennes de endnu et par trapper til vejrs og indlades her, i hold på seks mand ad gangen, i det egentlige beklædningslokale, hvor munderingsstykker i store dynger ligger ophobede på gulvet til ubehagelig afbenyttelse i det næste halvår. Mere soigneret anlagte naturer har i forvejen ved protektion, det vil sige ved diskret slåen på en kasse udskudshavanna eller 6 flasker bordvin efter eget valg, s

1886_HansenJ_VedHoejvande

Jakob

Ved Højvande

Hansen

HansenJA

Ved Hoejvande

male

1886_HansenJ_VedHoejvande.pdf

Johan Holm

Hansen

dk

Ved Højvande

Fortælling fra Jyllands Vestkyst

n

roman

V. Pio

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Morgen-sejlads. Egnen var øde og mennesketom. Hun var måske den eneste, som endnu var oppe på klitten. Det var » Holmslands klit « — den 6 mil lange flyvesandsstrækning, der tårner sig op i en uendelighed af bjærge ude imellem Ringkøbing fjord og Vesterhavet. Sandet bar rundt om spor af strandfuglene. Mågerne, rylerne og ternerne vare på færde overalt. Lærken.for kvidrende op over lyngtoppen, og hjælmen slog sine lange glædesvimpler ud imod solen, der netop steg op over dejbjærgbakkerne ovre i øst. » Kok-li-ky-y! « Hun standsede i farten og vendte sig om. Det var hendes hane, der got. Og nu så’ hun, hvorledes Bjarke, den skimlede puddel, som hun havde arvet efter faderen, i det samme kom pilende ned ad klitten efter hende i en dugvædet sandsky, der næppe hævede sig, før den svandt. » Nej, Bjarke, Bjarke! Har du ikke forstået mig? Du kan ikke komme med. Jeg skal over fjorden. Skynd dig nu hjem! Og lad mig se, at du hjælper kre kløve og Trine med at at passe godt på huset! Hører du! Farvel! « » Vov—vov! « » Ja, farvel! « Men hun havde næppe vendt sig bort fra puddelen, før hun atter blev standset i farten. » Mæ—med! « Det var hendes får, der brægende sprang hende i møde ude fra småholmene, hvor de støde og spejlede sig i vandet, de sorte med de hvide. Deres forbavselse var umådelig: hun plejede jo ellers altid at komme der ud om morgenen for at flytte dem, og nu gik hun dem forbi! » Ja vist, lille Folkens, det kan i nok ikke forstå, at Ellen skal på rejse. Men giv jer tilfreds! Jeg kommer igen i morgen aften. Og kre kløve skal nok tage sig af jer imens. Nå, hold nu op med den brægen, og te jer lidt fornuftige! « Hun gav nogle af de nærmeste et lille dask til afsked og var et øjeblik efter om bord på » Sommerfuglen «, hendes båd, der allerede længe havde ligget rejsefærdig ude imellem sivene. » Nej, se go’e må’n! Go’e må’n! Og fa’wal med det samm’! « det var hendes nabo, kre kløve, der, næppe påklædt endnu, kom ud fra sin smedje oppe imellem klitterne og vinkede ad hende med huen: » A by’er fa’wal! A by’er fa’wal! Og la’ mæ nu sije, te de hytter dem godt mod æ uvejr! Ja, for der var da lig’godt en par solugler o æ himmel i awtes. Og de’, véd jomfruen jo nok, ka’ betyd’ både højwand og storm! « » Ja, jeg skal nok tage mig i agt, « råbte hun modig fra toften. » Å, men de Pokkers duer, kre kløve! Jeg er bange for, de kommer her ud efter mig. Og så får vi dem aldrig hjem. Gå hellere hen, lille Kresten, og giv dem lidt at æde! « » Ja, de’ skal a, bitte jomfru! — de’ skal a. « Og nu fulgte der en kostelig scene, i det smedden humpede omkring der oppe under den røde himmel og strøede korn ud til duerne for at lokke dem ned til sig, på samme tid som Ellen stod nede i båden og krøb i skjul bag sejlene. » Dugge—dugge! « — og han dejsede haltende over ende i sandet. til sidst kom hans datter, Trine skrædders, endnu med søvnen i øjnene, farende ud af huset. Håret hang hende langt ned over det røde livstykke, og hun havde endnu ikke fået tid til at tage noget på sine storkeben. » Dugge—dugge! « » Kom, lille dugge! « Nu var der to om det: en diskant og en Bas. Men så hjalp det også, og Ellen så’ nu med et strålende glimt i de oprigtige, barnlige øjne, hvorledes hendes små, fjedrede venner en efter anden dalede ned som sneflokker over taget på hendes hjem. Den sidste af dem var endnu næppe forsvunden, før hun hurtig trak også topsejlet op, hvorpå båden endelig rolig gled ud imellem sivene og hen over den letkrusede, endnu ligesom blundende Ringkøbing fjord. Ellen Mo var datter af en toldkontrolleur, der tidlig var kommen over til klitten og havde boet en stund hos kre kløve. Han var en dannet og kundskabsrig mand, som des værre aldrig nåde at blive forstået af sine omgivelser. Bønderne mente, at han var sig selv værst. Det var nemlig ikke blot sine overordnede, men også præsterne og proprietærerne dér på egnen, den fattige og derfor oversete tolder havde ondt ved at bøje sig for. Efter hans mening vare de nogle dødbidere til hobe, » der ordentlig skulle muntres op «, og da der naturligvis ikke var mange blandt jyderne, der dristede sig til at dele en så moderne anskuelse, var det jo ikke så underligt, at — som klitboerne udtrykte sig — » æ tolder bløw den små. « Den eneste af egnens storbønder, som tolderens tidligere havde omgåedes, var hr. Proprietær enggrøf til wrå, en herregård med umådelige engstrækninger ovre på den anden side af fjorden. Datteren havde endogså været der i huset i flere år, på en tid da godsejeren var enkemand, og det havde den gang været den almindelige mening, at hr. Enggrøf vist havde i sinde at gifte sig med hende. Så bønderne havde slet ikke kunnet forstå, hvad der pludselig gik ad pigen, da hun en skønne dag over Hals og hoved tog hjem til faderen og derved fremkaldte det brud imellem ham og herremanden, der dog vist nok var blevet » en pind til æ tolder hans ligkist. « Ellen var endnu ikke stort mere end 24 år og stod allerede så godt som ene i verden. Da også hendes moder tidlig var død, havde hun købt sig et lille sted i nærheden af kontrolleurhuset og var flyttet der hen med hele sit ejemon — alle møblerne der ovre fra hovedstaden, alle faderens kostbare bøger og hans gamle klaver, foruden fjerkræet, fårene og koen — thi det var hende umuligt at skille sig ved noget af det, der havde tilhørt forældrene eller overhovedet at tænke på nogen sinde at forlade sit barndomshjem, klitten. Trine skrædders fik et par småværelser oppe på loftet imod at gå hende til hånde i huset, især om vinteren, når hun læste med fiskerbørnene, og smedden tog sig for det meste af koen. Ellen skulle nu over tik sagføreren i tarm for at minde, ham om at betale hendes skatter af de sparepenge, hun ejede. Det var hendes hensigt med det samme at besøge et gammelt ægtepar, som boede ovre i nærheden afherregården, og natten ville hun tilbringe ude på tipperne. Der skulle nemlig være avktion over afgrøden dér den følgende dag, og hun kunne nok forstå, at hun blev nødt til igen at købe en af parcellerne til koen. Høet, som hun fik af polden der hjemme, rakte endnu ikke synderlig vidt; og fik hun noget tilovers, kunne hun jo give kre kløve det. Han var altid så god imod hende, og havde kun så lidt. Man skulle ikke have troet om den unge, lyshårede kvinde, således som hun sad der i agterenden af båden, at hun var vant til at omgås enten bønder eller kvæg. Hendes påklædning var vel tarvelig og væksten endogså ualmindelig kraftig; men der var både i hendes profil og i hele ansigtsudtrykket noget så jomfrueligt, sjælfuldt og fint, at man gerne kunne have taget hende for en eller anden fornem badegæst oppe fra søndervig i steden for — hvad hun var — en både. muskelstærk og energisk lille friluftspige ude fra klitten. Hun sad foreløbig og glædede sig over de smukke omgivelser. 4 båden var efterhånden kommen et godt stykke ud fra klitten, der stod stemningsfuldt og spejlede sig i fjorden i sin morgendragt af rødmende klokkelyng og dugvædet hjælme. Hist og her tittede hvideris, blåmunke og guldglinsende stenurt frem, og længst ude imod fjorden lå et letbølgende slæb af sivbræmmede græsmarker og mørkladne rørskove, hæftet op imellem sandgrundene i bugterne med en mangfoldighed af ruser og ålestænger. Længere ude imod nyminde gab, men på den anden side af strømløbet, lå » den store møl « og skinnede i solen som det prægtigste snefjæld. Tipperne og værnene lå derimod endnu fuldstændig dækkede af tågen, og endnu længere borte ved skærnådeltaet lå herregården, wrå, ligesom svømmende i et hav af hvide dampe med ildrøde regnskyer for oven. Hist og her i de nærmeste marker kunne hun allerede skimte kvæget som dunkle pletter i tågen, og over det bølgeformige landskab, der strækker sig forbi dejbjærgbakkerne op imod Ringkøbing by, ragede en uendelighed af hvide kirketårne frem som skinnende milepæle langs en oversvømmet, bugtet chaussée. J° mere Ellen fjernede sig fra klitten, des alvorligere blev efterhånden hendes ansigt. Udsigten til den egn, hvor hun havde tilbragt de bedste af sine ungdomsår, foruroligede hende uvilkårlig, de friske læber fik et smerteligt udtryk, og det var, som om et sår i hendes indre pludselig sprang op. » Å! « rømmede hun sig nogle gange. » Bare ikke kre kløve får ret, og vi få uvejr. Jeg synes, der er ligesom noget i luften, der trykker mig. « Hun søgte på forskellige måder at adsprede sig, i det hun plaskede med hånden i vandet og så’ på fiskene, der fornøjet sprang op omkring båden i sollyset. Men det ville ikke hjælpe. Minderne kom igen, og blikket søgte stadig i den samme retning. Hendes læber bevægedes, og hun fik tårer i øjnene. Men så greb hun sig også utålmodig deri og udbrød: » Nej, det er dog for galt, at sidde her og ruge over dette gamle onde en morgenstund som denne. Har jeg ikke en gang lovet mig selv, at jeg vil være fornøjet og rask? Og er det måden at holde det på? Nej, her må nok tages anderledes fat. « Hun styrede med det samme båden stik op imod strømmen og nynnede kækt — det var en sang, hun havde fundet iblandt faderens efterladenskaber: god morgen! God morgen på havet der ude hver sejler, hvert flag! God morgen hver fisker, der styrer sin skude mod fjordgabet ind, med de revnede klude, blandt dødsdømte vrag! God morgen hver køl, der af brændingens fråde sig løfter, lig ørnen, med vingerne både! God morgen! God dag! God morgen mit håb, her hvor lyngklokken ringer i hjælmenes lag! God morgen mit mod, der så dristig sig svinger, som laksen i strømmen mod bølgerne springer, i lys mod min sag! God morgen min kærlighed, nyfødt som sangen, der toner i jublende kor over vangen! God morgen! God dag! i. I laksehuset. Ellen havde været lige fire timer under vejs, da hun omsider nåde over med båden til fastlandet — som klitboerne gerne plejede at kalde det. Det var sanddynernes og det synkende lavvandes skyld, at hun imod sædvane havde måttet lægge vejen tæt op under tipperne. Luften var efterhånden bleven mere diset, og varmen var trykkende. Fjorden ebbede endnu stadig. På sine steder lå fiskeruserne allerede halvt over vandet, og rundt om i det fede klæg, der lå opskyllet neden for marsken, fore ternerne, viberne, rylerne og brushanerne trippende omkring og huggede frokosten i sig med Hj ærtenslyst. Ellen skyndte sig, det bedste hun kunne — thi det kostede hende ikke liden anstrengelse — at få båden trukket op på forstranden og bundet fast til en lille landgangsbro, der stod ensom forladt der i sandet. Så rettede hun en lille smule på blusekjolen og stråhatten, spændte læderremmen lidt fastere om livet, og gik derpå blussende varm og frisk ind over engen imod laksehuset, der ikke lå længere borte fra herregården, end at man magelig kunne gå der hen på en snes minutter. Laksehuset var et lille hyggeligt, landligt hjem, der beboedes af herregårdens tidligere røgter, den gamle Mads Kristjan tillige med hans hustru. Det lå næsten ganske skjult i et krat af asketræer og mindede ikke lidt om en fuglekøje ved de mange fiskenet, der vare hængte til Tørring oppe på taget. Inde imellem træerne på en lille, åben plads stod en række bistader, hvor omkring bierne summede, og henne på begge sider af indgangsdøren et par højrøde stokroser i fortrolig nærhed af en Mylr blomstrende potteplanter, der tittede leende ud til dem gennem de småbitte, solbrændte vinduesruder. » Nej, god dag! — nej, nu står verden da ikke længe, « lød det Ellen hjertelig i møde fra en lille, proper og klarøjet gammel kone, der sad inde i det forreste værelse ved sin spinderok. » Nej — og så køn og så dejlig voksen som de da er bleven, siden vi så dem sidst! « Her slog hun uvilkårlig hænderne sammen og vrikkede med hovedet i en så uforbeholden henrykkelse, at Ellen blev ganske undselig derved. » Nej, herregud! « vedblev hun snaksom — hun talte naturligvis jysk. » Så har frøkenen da ikke glemt sine gamle venner endnu. Å nej! Å nej! Hvor Mads Kristjan dog vil blive glad, når han ser dem. Ja, for der går såmænd ikke en dag, uden at vi taler om dem. Og det skulle da rigtignok gå underlig til, om de ikke også savnede dem der oppe på herregården. « Ellen blussede, medens den gamle hurtig satte spinderokken bort. Hun sagde, hun havde ikke godt kunnet gå deres dør forbi uden at se ind til dem, men at hun des værre måtte skynde sig, da hun skulle over til sagføreren og havde meget at udrette. Dog, der om ville boild intet høre. Ellen måtte da i det mindste blive der at spise med dem. Det var dog så urimelig længe siden, de havde set hinanden, og hun længtes dog så forskrækkelig efter at tale med hende. » Ak ja! Ak ja! « fortsatte hun hjertelig, *7 og trykkede hendes hånd. » Hvor mangen god diskurs har vi to ikke tidligere fået os, når frøkenen af og til kom her ned på deres morgentur. Jeg syntes altid, de mindede mig så levende om deres fader — det prægtige menneske, som han dog var. Jeg husker det endnu tydelig, da han besøgte os for sidste gang. Ak ja! Det var netop den dag, han havde været oppe på herregården, og frøkenen var taget hjem, uden at vi havde deri fjærneste anelse derom. « » Jeg er bange for, at han var urolig boild? Han var vist meget urolig, da han kom derfra? « » Ja, siden de spørger mig om det, vil jeg ærlig tilstå, at han den dag rigtignok ikke lignede sig selv. — bare ikke toldkontrolleuren lever for ensomt der ovre på klitten, sagde jeg til ham, da jeg jo så’, hvor underlig han sad og faldt sammen i stolen. De må virkelig omgås nogle af de mange pæne og fine mennesker, som vi har her på egnen. Man har ikke godt af altid at leve så meget for sig selv. — men véd de så, hvad han svarede mig? « » Nej. « — Ellen stirrede på hende, som om hun pludselig havde fået øje på sin faders ånd. » Jo, tvært imod, min go’e kone, sagde e han: det er netop det gale ved én, at man ikke helt trækker sig tilbage fra rakket. — ja, jeg 2 har da så ofte tænkt på, hvad hr. Toldkontrolleuren dog egentlig mente med'de ord. « Ellen snappede efter vejret. » Hvor deres blomster dog stå yndig, « Boild, sagde hun og vendte sig med det samme om imod vinduet. » Ja, ikke sandt? Og især de dejlige roser, som de plantede til mig. Å, vær så god! Sæt dem nu ned her i lænestolen og se lidt på dem, mens jeg kiger ud i køkkenet! Deres glatte og unge ansigt passer dog helt anderledes ved siden af dem end sådan et gammelt spektakel som mit. « » Er deres mand ikke hjemme? « » Nej, ikke for øjeblikket. Men han kommer nok snart. For resten er han såmænd oppe på herregården med nogle ørreder, som fruen bestilte, da hun var her nede i går. Ja, for de véd da vel nok, at godsejeren er bleven gift igen? « Hun svarede kun med et næppe kendeligt nik. » Hm! Det er jo med en fornem københavnerinde, som skal have mange penge — hvis nu det kan gøre ham lykkelig? « henkastede boild. » Og herregud! At også datteren, Otta, allerede er bleven gift! Den lille stakkel! Ser hun ikke ud, som om hun næppe kunne hænge sammen? Og så barnet! — nej, da må jeg rigtignok sige, at faderen har mere glæde af Palle, så stor og stærk som det menneske dog er blevet. Han kunne såmænd lige så gerne blive gardist, som de to af mine drenge blev det. Men — det forstår sig — nu er han da nok også endelig bleven kadet eller søofficer — hvad det egentlig hedder? « » Er det sandt! Da gud være lovet for det, boild. « » Jøsses jo! Men de siger da også om ham, at han skal kunne svømme ret som nogen aborre. Ha, ha, ha! Mads Kristjan fortalte mig forleden om ham, at han havde været så langt ude i fjorden, at de ikke længer havde kunnet øjne ham. Jeg troede såmænd så småt, at han var taget over at se til frøkenen med det samme. « » Men hvor kunne de dog tro det, boild? « » Å jo. — han kunne jo have fået kre kløves klæder på. Ha, ha, ha! Det kunne såmænd gerne ligne ham at hitte på den slags løjer. Ja, for ligeså skikkelig og rar som han er, ligeså stor en skjælmsmester har han dog altid været. Ha, ha, ha! Kan de huske den fastelavn, da de alle kom kørende her ned i kaner, og han havde fået faderen selv majet ud som bajads. Ja, det var dog forskrækkeligt, sådant et hus de holdt der ude i køkkenet, hvor de jo bagte vafler. Her er anaki! Her er et fuldstændigt anaki! — kan jeg så tydelig huske, at drengen råbte, da jeg ville tage ham vaffelj ærnet af hånden. Ha, ha, ha! Gud véd, hvad han egentlig mente med det? — jeg var jo kun bange for, at han skulle brænde sig på jærnet. Ja, såmænd var jeg så. « » Han var altid så frejdig og fuld af livsmod, « undskyldte Ellen hans adfærd. » Men hvor kan boild dog falde på, at han skulle ville besøge mig? « » Jo, fordi han spurgte mig om, hvor de boede. Jeg stod netop der ude og så’ på deres forgyldte seletøj, da han kom hen til mig med en af de unge herrer, som er her hjemme med ham i ferien. — sig mig, mor boild! spurgte han mig så nok så fortrolig: hvor i alverden er dog frøken Mo bleven af? Jeg hører først nu, at også moderen er død. « » Sagde han frøken Mo? « » Ja, såmænd gjorde han så. « » Tidligere kaldte han mig altid Ellen — hvilket søsteren også gjorde. Vi var jo stadig ligesom søskende. « — hendes stemme dirrede uvilkårlig. » Det skal jeg fortælle dem, min go’e herre, sagde jeg. Hun bor såmænd endnu der ovre på klitten i et net, lille hus, som hun købte for et par år siden, den gang den forrige ejer druknede. — men, du gode gud! Hvad bestiller hun da der? tog han på vej. — ja, hvad bestiller hun! Hvad bestiller hun! Hun har så mange jærn i ilden. Men de kan da aldrig tro, min go’e, unge herre, sådan en liflig mjød som hun laver, og så ferm som hun er til at læse med fiskernes børn om vinteren. — nej, det var da alt for galt! De var dog virkelig for god til at læse med de skidne rollinger! Og når det hang sådan sammen, ville han, pinedød — og så slog han sig på håret — over at se til dem, enten de så blev vrede eller milde for det der hjemme. « Her skyndte boild sig ud i køkkenet, hvor hun straks fik travlt med at sprætte en ørred op, og Ellen satte sig ned ved vinduet. Det var, som en uvejrssky var trukket op på hendes pande. Luften der inde i det lille, lave værelse, hvor fluerne surrede under loftet, blev hende stadig mere trykkende. Himlen, der nylig spejlede sine røde skyer i fjorden, hang nu fugtiggrå nede over engene som et nygipset loft, og ude over herregårdshaven i det fjerne hang en uhyre danebrogsvimpel sjattet og ubevægelig ned fra stangen. Regnede det ikke allerede? Hvad om hun opgav turen og vendte om i tide? Hun havde en underlig ubestemmelig følelse af, at en fare truede hende. Men så rejste hun sig skamfuld over sin egen svaghed. Hun havde jo endnu næppe set sig omkring i stuen — denne stue, som hun i de forløbne år dog så ofte havde længtes efter. Jo — ganske rigtig! — det var endnu alt på den gamle plads. Det var endnu den samme barnlige idyl, som hun så ofte tidligere havde beundret. Dér var rosenguirlanderne under loftet! Og dér de fantastiske fugle og bibelsprogene på væggene! Dér var brudeverset med englene, som strøede blomster for boild og Mads Kristjan! Og dér fotografierne af deres sønner: de to gardister, matrosen med huen i nakken og en leende skomager, der sad med lange manchetter på og pløkkede en damestøvle. Og se, der henne på dragkisten med de blomstrende geranier! Dér stod den endnu uforandret, hele denne statelige opmarschering af det engelske porcellain, som matrosen havde bragt med hjem fra udlandet. Der var dejlige pudler med lange lokker, himmelblå missekatte og tobaksrøgende tyksakke af bådsmænd fyldte med kongerøgelse. Ude på fløjene stod et par hvide rytterstatuer — en kvindelig og en mandlig. Det var Otta og Palle — som de gamle havde sagt — og hun kom uvilkårlig i tanker om, hvorledes herregårdssønnen en dag var kommen farende der ind og overgivent havde bedt, om han dog ikke en gang måtte få sit contrafei at se. » Ja, du måtte ønske, Palle, at du var så ridderlig som han, « havde Ellen da svaret ham med en hentydning til rytteren, der sad statelig i sadlen med hatten i hånden. » Ridderlig — Ellen? « gentog han og stirrede på hende med store øjne. » Ja, tænk dig lidt om! Står du f. Eks. Ikke her inde i stuen hos boild med hatten på? « Han rev den hurtig af hovedet og stammede: » Det er også faders skyld. Hørte de ikke, han sagde forleden, at når man var stillet som vi, havde man ikke nødig hverken at hilse eller at gå af vejen for nogen? « » Men, Palle, du véd da nok — « » Ja vist — at de er af en anden mening. Men skal jeg da derfor lystre dem mere end ham? Herregud, de er da ikke endnu bleven min moder. « » Palle — ingen spøg! Du er nu 16 år. « » Ja, og de er lige 20. Jeg synes virkelig, de har ikke grund til at klage over mig. Der er dog ingen, der bedre kan trække mig omkring som et rigtig fromt, lille bælam, end netop —. « » Men Palle —! « » Nå, nå! Ingen skænd, lille mutter! lad os nu se, hvem af os der først kan nå ned til stranden! — pst! Pst! « Og han var ude af døren med det samme. — men stakkels Ellen stod der endnu som tidligere og stirrede på dukkerne. » Ja, der rider de « — mumlede hun halv højt, uden at hun vidste det — » Der rider de endnu begge i deres hvide klædebon, som billedet af de to eneste mennesker, jeg endnu holder af. Til højre broderen og til venstre søsteren. Men der i midten er kløften, hvorfra faderen træder frem — « Hun standsede pludselig og ligesom befriet, da døren i det samme åbnedes. » Walkommen! Walkommen! « Det var den tidligere herregårdsrøgter, som glædestrålende trådte ind og rystede hendes hånd: » Walkommen! Walkommen! « Iii. Indkig i herregården. Ellen kunne slet ikke forstå, hvorledes hun blot et øjeblik havde kunnet tænke på at opgive rejsen, så fornøjet følte hun sig nu, da hun, efter et længere ophold hos de gamle, trådte uden for havelågen, dér hvor en lærke netop i det samme gik kvidrende til vejrs. Det var hen ad en halvgroet sti over mosen, og engene hun gik. De krydrede dufte af blomsterne og halvgræssene slog hende i møde overalt. Snart var det på gyngende kærbund, hun trådte, og snart imellem tørvestakke, padderokker og siv. Klægpletterne — der på sine steder lå og revnede af længsel efter regnen — bleve efterhånden færre og færre, og det var, som grønsværen blev både finere og tættere og blødere for hver en gabende enggrøft, som hun dristig sprang over. Undertiden forekom det hende, at hun hørte en le blive hvæsset i det fjerne. Men nej! Der var dog heldigvis ingen sietmand at se der oppe i nærheden af herregården. Det eneste levende, hun endnu kunne opdage, var storkene, der gik og spankede om langs med åbredden imellem de klaprende vandhjul. Og dem havde hun da ikke nødig at være bange for. De skulle såmænd ikke røbe hende for nogen. Men så — ligesom hun kom ind på vejen, der førte tæt op forbi wrå — begyndte det at regne. Hun var nu ikke længere borte fra herregården, end at hun tydelig kunne skimte den endogså gennem regnsløret. Ude på en af de nærmeste Enge, hvor kvæghjorden græssede, stod et par malkepiger og hældte mælken fra stripperne over i en tønde, der lidt efter blev kørt op imod ladebygningerne af en mand med et gammelt øg. Om hun kunne nå der op førend han. Hun fremskyndede sin gang og var netop nået hen til et krat, som hun godt vidste stod i forbindelse med herregårdshaven, da det pludselig lød med en ungdommeligt røst ud til hende fra træerne: » Nej — til venstre — for Pokker! Vi skal jo over til tarm at hente kandidaten. Min kære fader, der, som i véd, er bange for spøgelser, siger, at vi ellers bliver 13 til bords. « Ellen studsede og sprang i skjul bag træerne. Det var Palle, som havde talt. Og hun hørte nu, hvordan en 3 — 4 ryttere i det samme svingede ud fra indkørselen og satte hen ad vejen til tarm i dundrende trav. Var det sagføreren eller lægen, han ville hente? De vare jo begge kandidater. Hendes forstand stod stille, og hun trådte lidt dybere ind i krattet. Hun ville nødig gå efter dem — i det mindste ikke straks. Nej, så ville hun dog hellere tøve der et øjeblik. Men da for hun uvilkårlig tilbage med et sæt, og regndråberne fra løvet slog hende isnende ind på halsen og skuldrene. Det var hovedbygningen hun uforvarende havde fået øje på inde imellem træerne. Hun var ikke længere borte fra den, end at hun gennem de åbne døre i verandaen uden vanskelighed kunne se helt ind i spisestuen, dér hvor ægteparret endnu sad som et par tavse støtter ved det forstyrrede frokostbord. Hun stod allerede i færd med at flygte. Men da så’ hun til sin forskrækkelse, hvorledes et par karle og en tjenestepige, som hun vidste var fra klitten, i det samme kom frem med deres høstredskaber ovre i Marken på den anden side af vejen og gjorde forberedelse til at afmeje græsset. Nej, nu var det hende umuligt at fjerne sig. Hun ville ikke for nogen pris give anledning til omtale iblandt tyendet der på gården. Deraf havde hun tidligere fået nok. Og hun dukkede sig opskræmmet ind under en hyld, som stod i nærheden af en med andemad overgroet grøft. Hun havde ingen sinde tidligere været der, og det forekom hende, at jorden gyngede under hende. Men hun sagde til sig selv, at hun ville blive stående der foreløbig — selv om hun havde en følelse af, at hun langsomt sank. Og regnen strømmede uafbrudt ned og gjorde stedet endnu mere hemmelighedsfuldt. Alle husets vinduer vare for det meste overgroede med vinløv, og henne i den nordre fløj, hvor Ellen tidligere havde haft værelse, og efter sigende Fru enggrøf nr. i gik igen, vare persiennerne yderlig sænkede. Det så’ næsten ud, som der ikke måtte komme en eneste lysstråle der ind. Nu rejste fruen sig der ovre og lagde avisen bort. Det var ikke noget beundrende blik, hun tilkastede sin kære ægtehalvdel, der sad tæt ved hende med albuerne på bordet og blundede. Hun stødte så heftig til en af stolene, at 29 han vågnede derved, og gik med det samme ud i verandaen. Det var en dame på mellem 25 og 30 år. Hendes ansigt var egentlig hverken smukt eller stygt, men havde et opvakt og adspredt udtryk. Dersom hun ikke havde haft et par iøjnefaldende pletter på morgenkjolen, mente Ellen, at hun næppe ville have følt sig stødt ved noget særligt i hendes ydre. Hun stod endnu og trommede med fingrene på rækværket, da hr. Enggrøf trevent kom der ud. Hans påklædning — måtte man lade ham — var ulastelig. Stramme benklæder og fløj elsfrakke, himmelblåt tørklæde og hvid vest. Dertil skilning i håret både for og bag og en koket, lille guldlorgnette, der hang og daskede ham på maven med det noble embonpoint ved siden af en uhrkjæde, der naturligvis også var af guld med den fineste emaille. » Om forladelse — jeg har vist glemt at sige tak for mad, « sagde han og nærmede sig fruen i den åbenbare hensigt at kysse hende. Men hun trak sig køligt tilbage og svarede lidt ironisk: » Tak — det er overflødigt — jeg véd' det jo, at du elsker mig. « » Men, kære — jeg vil da håbe, at du ikke tvivler derom. « » Og jeg vil håbe, at du forskåner mig for. at give nogen huslig scene, så længe din datter endnu er her i huset. « De gik urolige frem og tilbage lig et par fugle i et bur. — da Ellen et øjeblik efter atter så’ der over, vare de pludselig forsvundne, og døren var lukket. Tankerne afløste hurtig hverandre i hendes hjærne, og det var kendeligt på hende, at hverken dørene eller vinduerne der ovre vare lukkede for hendes indre syn. Hvor meget ønskede hun dog, at også Otta et øjeblik ville komme ud i verandaen, så at hun kunne få hende at se blot endnu en eneste gang. De havde nemlig fortalt hende henne i laksehuset, at herremanden rimeligvis om kort tid ville sælge gården for at flytte over til Sælland på hustruens gods. Og Ellen kunne således ikke nogen sinde mere gøre sig håb om at få børnene at se. Det begyndte omsider at lufte lidt ude fra havet, og regnen var netop hørt op, da Ellen hørte rytterne vende tilbage i følge med en vogn og en vistnok spaserende herre, der heldigvis dog nok ikke var sagføreren. Det lille, temmelig højrøstede selskab var endnu næppe forsvundet oppe i indkjørselsalléen, før en havelåge skyndsomt blev åbnet ovre i nærheden af hovedbygningen, og hun så’ veninden træde hurtig frem imellem buskene. Ellen havde dog ondt ved straks at genkende Otta, så meget havde hun forandret sig i de år, de ikke havde set hinanden. Hun var bleven hulkindet, bleg og mager, og hendes gang var underlig vaklende. Det så’ næsten ud, som hun ville unddrage sig de ankomne gæster; thi øjnene fore urolig om efter et skjul, medens hun ilede hen over gruset i gangen, dér hvor silkekjolen slæbte i vandpytterne. Hun smuttede omsider ind i et lysthus lige i nærheden af grøften, hvorved Ellen stod. Træerne dryppede endnu, da hun satte sig der. Men dette syntes ikke at volde hende nogen ulempe; og for hver en regndråbe, der faldt, så’ hun op med en grænseløs fortvivlelse i blikket, som om hun ville sige til træerne: » I græder over mig! — ak ja, hvem der dog havde det så godt som i! « Det kostede Ellen en del overvindelse at blive stående der rolig ved synet af denne kummerfulde skikkelse. » Å Otta « — brød det frem i hende, på samme tid som blæsten rejste sig og krængede løvet. » Er det min skyld, du er bleven ulykkelig? Burde jeg være bleven her? Og måske ofret mig selv? Nej, det kan dog hverken du eller Palle forlange. Det ville jo dog kun have ført til vanære for os alle sammen «. » Jeg skulle sige fruen, at gæsterne vare komne, og at de nu gik til bords. « Det var en barnepige med et sygeligt lille væsen i en vogn, der kom og bragte Otta dette budskab. » Det er godt, « for hun op. » Du kan gjærne blive her ude med barnet, så længe vejret er godt. Men pas på, at hun ikke skråler! Du véd, at jeg kan ikke fordrage det. « Og hun gik stiv og med en påtagen fornemhed tilbage til huset. De satte sig til bords der ovre, og en galloneret tjener, der nylig havde åbnet verandadørene, for frem og tilbage langs gæsterne med de fyldte tallerkener. Hr. Enggrøf bød selskabet hjertelig velkommen. Glassene tømtes, og samtalen, der i begyndelsen var dæmpet, blev efterhånden til en lydelig snadren. Skeerne og gaflerne klirrede. Der klinkedes og råbtes hurra med stigende munterhed, medens den lille der nede i lysthuset hvinede, og leen uafladelig klang. Ellen fattede endnu ikke, hvorfor hun tøvede der. Hun blev stående der — stående som fortryllet. Der var efterhånden kommet noget forventningsfuldt lyttende over hende, og hendes ansigt blussede uvilkårlig, så ofte hun hørte Palles røst. » Ja, jeg vil se ham endnu en gang, da jeg endelig er kommen her, « mumlede hun halvhøjt som nylig der henne i laksehuset. — » Se ham og velsigne ham! « Hun dukkede efterhånden længere og længere ind under løvet og hørte ligesom i en rus, hvorledes klitpigen drævende sang: det lakker ad skærsommer, og fisken drager bort fra land. Nu ingen næring kommer mer fra den lumre strand. Der er så kvalmt her inde i boden under tagets strå; thi vil jeg ud i Marken gå, og drage mig i sinde, at himlen den er blå. Jeg kan ej gå og hive i hytten efter luft og vejr. Kom hid min le, min rive! Og du min hjærtenskær! Så gå vi ud og lufte os lidt, hvor polden frodig står. Du river græsset, som jeg slår, og høets friske dufte vor fremtids lykke spår. lad den, hvis fyldte lade ham aldrig under fred og ro, kun le ad os, der glade er ved vor broged’ ko. Vor velstand er kun ringe, den strækker ikke grumme vidt; men så kan vi til gengæld tit lig fuglene os svinge op mod vor skaber frit. Ellen hørte ikke mere, da selskabet i det samme højrøstet trådte uden for, hvor der nok skulle drikkes kaffe i verandaen. Foran gik hr. Enggrøf ved siden af en transpirerende anden jorddrot, der så’ ud til at være næret af det fineste flæsk. Derpå kom svigersønnen, Fru Ottas mand, en lille tyndbenet spradebasse med en elfenbenstandstikker imellem fingrene. Han gik midt imellem den ovennævnte velnæredes fede døtre, og bag efter kom så alle de øvrige gæster, af hvilke fornemmelig de unge herrer syntes at have drukket godt. Men Ellen havde næppe øje for andre end Palle, der i sine hvide benklæder og klædestrøjen næppe var trådt frem i verandaen, før han hoppede langt ud over rækværket og ned imellem blomsterbedene som en Pan. De fleste af herrerne fulgte hans eksempel, og damerne jublede. Værten satte sin næseklemmer på: » Ja vist — det er en Pokkers fyr. Forleden sprang han, gud hjælpe mig! over tyren, der nær havde stanget ham. « Og legen fortsattes. Ringspillet prøvedes, og croquetkuglerne fore til vejrs, så man næppe kunne øjne dem. Grenene på frugttræerne knagede, i det der gjordeslegemsøvelserpådem, og kastegyngen stormedes. Snart var det Palle og snart kandidaten, der kastedes højt op under bladhvælvingen, så at fuglene flygtede og troede, at det var på dem, de gjorde jagt. Ellen rystede. Palle satte pludselig hen imod vognen i lysthuset — på samme tid som hr. Enggrøf ringede de øvrige sammen med liqueurglassene. » Nej — det er da også en utålelig lille skrålhals, « sagde han til pigen. » Og så så styg som den oven i købet er. « » Gud! Det skulle fruen rigtignok høre, at de sag

1890_Schrep_VedLillebeltogvedOeresund

Christian

Ved Lillebelt og ved Øresund

Schrep

Schrep

Ved Lillebeltogved Oeresund

male

1890_Schrep_VedLillebeltogvedOeresund.pdf

Christian

Schrep

dk

Ved Lillebelt og ved Øresund

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

Som ung kandidat rejste jeg for mange år siden til Middelfart, hvor jeg skulle arbejde på byfogdens kontor. Byfogden, justitsråd Ulrich, var nemlig min faders halvfætter, og det var vel nærmest dette slægtskabsforhold, der havde skaffet mig tilladelse, thi stort andet var det ikke, til at arbejde på nævnte kontor. Temmelig velhavende, havde jeg, bange for at miste for meget af min frihed, anmodet om, at der måtte blive lejet værelser til mig i byen. Justitsråden, der selv modtog mig på postgården, førte mig efter mit eget ønske ikke til sit hjem, men til mit logis. » Jeg har lejet en første sals etage til dem, « sagde han, mens vi travede hen ad den månebe-lyste gade, der var brolagt på en aldeles forfærdelig måde. Jeg begyndte at blive bange; en hel etage, det var en hel del mere, end jeg havde ønsket. » Ja her ligger slottet, « vedblev han og hoppede over rendestenen hen imod døren til et lille firefags bindingsværkshus, der så’ noget brøstfældigt ud, og hvis øverste etage ragede et godt stykke ud over den nederste. » Der er da vel ingen fare ved at bo der, « lo jeg, fuldstændig beroliget, hvad etagens størrelse angik. » Å nej, ikke når de er forsigtig, « svarede han leende. Han stod allerede i forstuen og bankede på; døren blev hurtig åbnet inde fra, og en net, halvgammel, tarvelig klædt borgerkone med et lys i hånden stod for os. » Nå, det er vel den unge herre, « sagde hun, » nu skal jeg straks vise dem deres værelser. « Hun trådte helt ud i forstuen og tvang derved justitsråden til at retirere ud på trappen foran huset. » Værsgod, « vedblev hun og pegede på en trappe, der førte op til første sal, » vil Herren gå foran. « Jeg var allerede et par trin oppe, justitsråden havde fra gaden tilråbt mig sit godnat og på gensyn i morgen, da konen igen åbnede døren til stuen og sagde ind i den: » Ja, jomfruen bliver vel et øjeblik? « Over døren kastede jeg hurtig et blik ind i stuen; det var kun et sekund, måske ikke en gang så længe, før døren igen var lukket; der var desuden halvmørkt i stuen, og dog mente jeg i det flygtige øjeblik at have set det dejligste pigehoved, mine øjne nogensinde havde hvilet på. » Ikke den dør, herre, døren til venstre. « Det var to små, ret hyggelige værelser, justitsråden havde lejet til mig. I det forreste var der dækket et tarveligt ttebord. Konen satte lyset på bordet og ville fjerne sig med et godnat. » Ja, « sagde jeg og standsede hende derved, » se, nu i morgen ville jeg gerne — « » Ja, det må de helst sige til manden selv, « afbrød hun mig. » Måske de så vil bede deres mand komme op til mig. « » Min mand? « » Ja. « » Hvad skal han? « » Ih, de sagde jo selv... « » Nå ja, nej jeg mente ikke min mand, vi bo her ved siden af, jeg niente deres vært. « » Ja, så bed ham komme. « » Han er ikke hjemme. « » Kommer han snart hjem? « » Gud véd det, han er til barselgilde. « » Så er hans kone vel med? « » Nej. « » Måske jeg så kan komme til at tale med hende? « » Nej, hun er syg. « » Nå, men datteren da? « Jeg var nu nået derhen, hvor jeg ville. » De har ingen datter. « » Ingen datter? « » Nej. « » Men den unge pige, jeg så derinde? « » Nå hende? « » Ja. « » Men hun er ikke deres datter. « » Ikke det? « » Nej, der er vel ellers ikke noget, de ønsker? « hun var borte, jeg var lige klog. Der er vel ellers ikke noget, de ønsker; jo sågu’ var der så, jeg ville forbandet gerne have haft rede på, hvem den smukke, unge pige var; men hun, madammen, var åbenbart ikke til at løbe døre op med. Hurtig spiste jeg lidt, drak en kop the, tændte min pibe og satte mig så til at skrive til min moder. Men det ville ikke gå; det blonde rokkehoved der nede fra stuen stod stadig for mig og skød sig ligesom ind mellem moder og mig. Ja hun var jo da vel blond; ja vist var hun. Ja havde jeg nu virkelig nogen mening om, hvorledes hun egentlig så ud; var hun, ja sågu’ var hun smuk. Jeg var sunken fuldstændig sammen, sad med pennen i hånden og stirrede frem for mig. Da lød der med ét et hæsligt skrig dernede fra stuen under mig, så at jeg fo’r op af stolen med et sæt. Hvad var det, der var bleven råbt dernede fra; var det » Blod, blod «, eller havde jeg hørt fejl? Et bord eller en stol blev væltet dernede; et » Herre Jesus, stakkel, stakkel «, blev sagt, skreget eller hvisket — jeg vidste selv ikke hvad — med en betoning, der røbede den inderligste medlidenhed, og så kom skriget igen. men svagere, langt svagere, og døde så hen i en underlig hiven efter vejret, som om der lå et menneske i dødskamp dernede. Hvad var dog det, skulle jeg gå derned, måske trængte man til min hjælp. Der kom nogen hen ad gaden, det er måske manden, der kommer hjem. » God nat, vægter, « lød det udenfor. der var nogen, der tumlede op i forstuen; en hånd famlede efter låsen. » Gud bevares, « tænkte jeg, » nu kommer bæstet beruset hjem til al den elendighed. « Gadedøren blev lukket i, den skurede hen over gulvbræderne i forstuen, og låsen hvinede, før den med et smeld gjorde sin pligt. Vægteren sang: » Det var ved midnatstide, vor frelser han blev født. « og manden dernede i forstuen gik ind i stuen. » Stakkels pige, « mumlede jeg, idet jeg klædte mig af, » hvad er det dog for et forfærdeligt hjem, du har; jeg ville ikke bo her en dag til ende, hvis jeg ikke derved ligesom kom dig nærmere. « jeg var endnu ikke kommen i seng, da en underlig mumlen trængte op til mig gennem gulvet. Jeg hørte tydelig en klagende kvindestemme hviske: » Adolf, Adolf, « og at en mandsstemme sagte svarede, ivrig beroligende. Hvad var nu det? Jeg lyttede, kvinden bad så indtrængende, og mandens røst lød så blød, så kærlig, som om han talte til et sygt, urimeligt barn. Endelig gik døren til forstuen op, listende trin kom langsomt op ad trappen, og jeg skyndte mig ud i min forreste stue for at skyde slåen for døren, men der var ingen. De havde lys med sig og standsede uden for min dør. Jeg kiggede ud igennem nøglehullet, der var usædvanlig stort, idet låse-blikket var borte. Der var en mand og en kvinde derude; hans ansigt kunne jeg ikke se, da han vendte ryggen til, derimod så’ jeg hende tydelig. Hendes hoved hvilede på hans skulder, hun var bleg, næsten forfærdelig bleg. Var hun ung eller gammel, det var ikke let at afgøre; det snehvide hår syntes at fortælle om de mange vintre, der vare farne hen over dette hoved, medens selve ansigtstrækkene, om de end ikke talte om ungdom, dog heller ikke syntes at tale om alderdom; men ét vidnede dette ansigt om med forunderlig klarhed, om et liv fuldt af lidelser. Ethvert træk fortalte, hvad skipper lyng nogle dage senere betroede mig, at hendes livsbåd ikke altid havde vugget sig i smult vande. Ellers var der noget forunderlig smukt, noget blidt, jeg tør næsten sige forklaret over det ansigt, hvad der igen stod i den grelleste modsætning til hendes alt for ildfulde øjne, hvori der ligesom ulmede en glød, der syntes hvert øjeblik at ville slå ud i flamme. » Nå, nå, lille mor, kom til dig selv, « hviskedee han, » ja sådan, sådan, mit eget barn; Adolf er slet ikke kommen hjem; det er en fremmed, der skal bo hos os. « Hun lå endnu støttet op til ham, med sit hoved på hans skulder; af og til gyste hun, som om hun rystedes af en indre hulken. Med ét mandede hun sig op, hævede hovedet og gik med manden hen imod døren ligefor trappen. Låsen knagede, døren peb på sine hængsler. Et øjeblik var de derinde, så kom de tilbage og standsede igen uden for min dør. Deres lys gik ud, så de stod derude i fuldstændigt mørke. » Kommer han derinde fra slaget? « hørte jeg hende spørge. Hvad nu, hvad var det for et slag? hele Europa hvilede jo for tiden i den dybeste fred. » Nej, han har slet ikke været med, « hviskedee han. » Nu narrer du mig, jeg er vis på, han har været med, « sagde hun skarpt, mens han tyssede på hende, » han véd noget om Adolf. « » Blod, blod, « lød det så derude højt, skærende, hvislende, og så faldt der et tungt legeme over mod min dør med et lydeligt bulder. » Nu skal jeg komme ud med lys, « hviskedee jeg gennem nøglehullet. » Å nej, herre, nej tak, « lød det sagte tilbage. » Skal jeg komme ud og hjælpe dem? « » Nej, å nej; det vil kun forvirre hende endnu mere, ellers tak. « Langsomt bevægede han sig ned ad trappen; jeg kunne af hans trin høre, at han bar hende. Hun var gal; det var åbenbart, at den stakkels dame med det fine, interessante ansigt var vanvittig. Hvad ville hun i værelset derude ved trappen? Hvem var hun, og hvem var han? Hvorfor og hvordan var hun bleven gal? og så videre i det uendelige. Spørgsmål på spørgsmål trængte sig ind på mig" og afløstes af ny uden at gøre fordring på besvarelse. Temmelig medtaget af rejsen og af det, jeg her i huset havde hørt og set, med hovedet fuldt af tanker, der myldrede frem, som jagede de hinanden, gik jeg noget uhyggelig til mode i seng og faldt snart i en urolig slummer, i hvilken jeg ængstedes af ville, urimelige, usammenhængende drømme, der dog alle, afbrudte, som de vare, ligesom kredsede om det, jeg havde hørt og set, før jeg lagde mig til ro, et forunderligt, mangefarvet væv med et mere eller mindre blodigt islet. Endelig antog drømmene en besterntere form: jeg var midt i slaget, iført studenteruniform; jeg hørte kanonernes torden, bøssernes knalden, de kommanderendes råb, hestenes vrinsken, trommehvirvler og trompetstød. Det gik fremad, vildt, sandseløst. Jeg fik et slag på overarmen og faldt. Jeg lå på en båre og følte en heftig stikkende smerte i skulderen. Et par soldater travede afsted med mig, mens jeg hørte skrig af andre sårede, deres stønnen, eder, bønner og forbandelser; selv kunne jeg næppe trække vejret. Lette trin nærmede sig mit leje, det var en kvinde; mit bryst arbejdede under et forfærdeligt tryk; hun rørte ved min syge arm, det gjorde ondt, og jeg fo’r i vejret med et skrig. Jeg sad oprejst i sengen; var jeg vågen eller drømte jeg endnu? Lampen brændte; jeg havde sat den i vandfadet, da jeg gik i seng; nu holdt hun den i hånden. Hvad var drøm, og hvad var virkelighed? Hun bøjede sig ned over mig. » Hvor er såret? « hviskedee hun, » rørte jeg ved det? « lyset skar mig i øjnene, hun mærkede det. » Nu skal jeg sætte lampen bort. « Hun kom igen tilbage, greb forsigtig min hånd og lagde sin finger på min puls. Det er den vanvittige, hviskedee det gysende i mig; nu var jeg fuldstændig vågen... Jeg så op, der sad hun med et ansigt, der kun bar udtryk for et, den inderligste medlidenhed. Hun var åbenbart nylig stået ud af sin seng og havde kun kastet et enkelt skørt om sig, neden for det ragede de nøgne fødder frem. En snehvid kappe dækkede næsten hendes hår, og en lignende trøje hendes bryst. Hvad skulle jeg gøre; gjorde jeg allarm, udsatte jeg hende måske for at få et lignende anfald, som det hun allerede to gange havde haft, mens jeg havde opholdt mig der i huset. » Har de feber? « hviskedee hun; » tys! « hun lagde sin hånd på min mund, » de holder mig fangen, stille, jeg skal komme til dig hver eneste nat. « Jeg lå fuldstændig rolig, hun bøjede sig ned over mig, trykkede et Kys på min pande og hviskedee: » Adolf. « Nu, tænkte jeg, nu holder hun dig for Adolf. » Så’ de, om han var med? « hviskedee hun efter en længere pause, som om hun var bange for at spørge. Hvad skulle jeg dog sige, ethvert svar kunne jo muligvis gøre fortræd. Hun stirrede ængstlig på mig; det forekom mig, at hun blev endnu blegere, end hun allerede var; hånden fo’r krampagtig op mod hendes bryst, idet hun stønnede » død. « » Nej, nej, vist ikke, « hviskedee jeg ivrig. » Er han såret? « » Nej vist ikke, han er frisk som en fisk. « » Gud velsigne dem. « Herre gud, hvilken overvættes lykke. » Var han tapper? « Hun spurgte på en måde, der tydelig viste, at hun gerne ville høre et ja, og jeg fortalte da en historie sådan, som hun helst gad høre den, malede en slagscene med al dens rædsel og sejrsjubel. Adolf og jeg ved siden af hinanden, altid forrest, sejren skyldtes ene os, og da især ham; det var ham, der efter slaget havde båret mig på sin ryg til lazarethet; det var ham, og det var ham. Og hun lyttede, knælede ved min seng, rejste sig op for atter at knæle, kyssede min hånd, glattede mit hår og lagde puden tilrette under mit hoved, medens jeg kun tænkte på, hvorledes jeg skulle blive hende kvit. Endelig satte hun sig på stolen ved siden af sengen, så sig forvirret om, som søgte hun at samle sig, glattede tankeløs sit skørt, begyndte så at bruge hænderne, som om hun strikkede, bøjede sig ned over mig og hviskedee undseelig: » Er de fader? « Jeg virrede benægtende med hovedet. » Da er jeg, « vedblev hun bly og slog undseelig øjnene ned, » såmænd moder, og det oven i købet til en dreng. « » Gæt hvad han hedder. « t jeg gjorde en benægtende bevægelse. » Adolf! « Hvilket udtryk for overstrømmende kærlighed i det ene ord. » Jeg kan ikke strikke hæl. « der gled en dyb skygge over hendes ansigt, » og Adolf skulle dog have strømper, han går med de bare fødder, men jeg kan ikke komme efter det. « Hun sad et øjeblik grundende; da lyste det igen op i hendes ansigt. » Syer deres moder selv deres linned? « Jeg kunne se, at jeg kunne glæde hende ved at svare nej, og gjorde det derfor. » Jeg syer selv alt Adolfs, « hviskedee hun smilende, stolt og lykkelig, » Hanne lægger sømmene og rier det, men det er da mere at sy det end at ri det. « » Hør, « hviskedee jeg, » nu kommer vågekonen snart tilbage, og ser hun dem, får de ikke lov til at komme igen næste nat. « Hun forstod mig straks og rejste sig. » God nat, « hviskedee hun og lagde fingeren på sin læbe som for at påbyde mig tavshed, medens hendes ansigt antog et sådant udtryk af snedighed, at det forekom mig at være det sørgeligste, jeg endnu havde set af hende, og viste mig, at jeg kunne føle mig overbevist om, at hun nok skulle finde vej til mig den følgende nat. Stille svævede hun ud til trappen og ned ad den. Jeg ilede sagte efter hende; sæt, at hun gik ud på gaden. Nej, døren til stuen under min blev sagte lukket op og i, og så blev alt stille. Klokken var allerede hen ved fem, det måtte altså begynde at dages; sove, følte jeg, kunne jeg ikke, og jeg klædte mig derfor på, stoppede en pibe, rullede gardinerne i dagligstuen op, stillede mig ved vinduet og så ned på gaden. Skrås over for min bolig lå en stor toetages bygning med et trist, mørkt og øde udseende, øverste etage benyttedes sikkert nok til pakhus eller måske til kornloft, medens stuen derimod var indrettet til butik; ikke som nutidens butikker med store vinduer med de smukke, fristende opstillinger, thi i den retning var der nemlig intet gjort for at lokke kunder; nej, i et par ganske almindelige vinduer så man vel nogle varer, der vare stillede og hængte op som en slags skilt, men de vare ingenlunde af nogen tillokkende Art. En del kridtpiber i et ølglas, et par klipfisk, hængte op ved halen, nogle simple kopper og en del tobakskarduser dannede de mere iøjnefaldende genstande, bag hvilke jeg tydelig skimtede jernstænger, der krydsede hinanden som i et fængsel. Lige over for mig førte en port ind til en bag omtalte bygning liggende stor gårdsplads, i hvilken jeg over portens murkrans kunne se store tømmer- og brædestabler. Det var just ikke nogen smuk morgen, det blæste nemlig stærkt, og da vinden netop strøg fra vest til øst og således i retning med gaden, tog den af og til nogle alvorlige tag i den gamle bygning, jeg boede i. Oven over døren til butikken hang et jernskilt på en jernstang, det peb næsten uafbrudt, og tav det et øjeblik, var det kun for at jamre sig så meget afskyeligere, når stormen ligesom efter en lille hvile havde samlet ny kraft og så tog fat med dobbelt raseri, idet den fejende gaden, hvirvlede sand, snavs, papirsstumper, halm og hvad andet den fandt på sin vej og kunne magte, højt op i luften, ned ad gaden og så af og til ind mod vinduerne, så at det knaldede i dem, som om det var streng vinter med hagelstorm. Jeg havde, uagtet stormen, lukket vinduet op; med begge hænder holdt jeg fast i det for at hindre stormen i at lukke det for mig. Jeg tror næsten, jeg længtes efter at se fornuftige folk, efter at jeg havde tilbragt natten i den gales selskab; men ikke et levende væsen lod sig se. endelig, klokken manglede endnu en halv snes minutter i seks, blev en dør i huset ved siden af lukket op, og en mand trådte ud på trappen, idet han talte ind i forstuen; til hvem kunne jeg ikke se. Jeg heldede mig længere ud af vinduet for at se, hvad der gik for sig nede på naboens trappe. Det var en vældig skikkelse, mit øje faldt på, høj, bredskuldret og dertil ualmindelig svær. Hans ansigt, der blussede af en alt for stærk rødme, havde, uagtet den store dobbelthage, et livligt udtryk og viste endnu, at han i sin tid sikkert havde været en smuk mand. Han var iført en hvid lærredsklædning og en bredskygget stråhat, en lovlig luftig påklædning på en sådan morgen. Det var, som om stormen havde ventet på ham, for at give hele sin forbitrelse luft; det så ud, som om den særlig lagde an pgp at vippe ham ned af trappen, som ville den føle sig stolt af sit morgenarbejde, kunne den vælte denne Kolos, der med maven skudt lidt frem og hovedet let bøjet syntes at finde fornøjelse i at byde uvejret trods. Jeg måtte af al magt stemme skulderen mod træværket i vinduet for at hindre det fra at fare bragende i, mens han derimod stod rolig, smilende lige som i bevidsthed om sin styrke. Men stormen havde endnu ikke udtømt alle sine hjælpekilder, den havde endnu ikke fejet alt snavset bort. Oppe ved enden af gaden rejste der sig en støvsky, som om hundreder af fejekoste på en gang sattes i bevægelse; hurtig avancerede den ned ad gaden, idet den stadig blev tættere; skiltet peb og stormen tudede, som om alle onde ånder hylede omkap. Nu nåde den mit vindue; jeg holdt stand i læ af det, ville han dernede kunne modstå den salve. Nej, han drejede sig om med en bevægelse, som om han mumlede et: fy for satan, satte den ene fod lidt foran den anden og stemmede, idet han bøjede hovedet, den brede byg mod uvejret. Han stod støt; da rev stormen, som for dog at føre en sejrstrofæ med sig, den bredskyggede hat af hans hoved. Det var til ingen nytte, at han rakte begge hænder i vejret, den var allerede et godt stykke borte, og havde dog endnu ikke rørt jorden. Da hoppede en let kvindelig skikkelsr, klædt i en lys morgenkjole, ned ad trappen og ilede efter hatten. Min gud, det var jo hende, mit henrivende syn fra aftenen før. Hvor var hun dog sød, og hvor gjorde stormen sig ikke flid for at vise mig, hvor smukt hun var bygget; hvor lagde den ikke klæderne tæt ind om hende, hvor måtte hun ikke den ene gang efter den anden bukke sig efter den usalige hat, hvorledes rev den ikke ubarmhjertig kappen af hendes hoved og løste den hårknude, hun bar i nakken, op, så at det rige, blonde hår flagrende faldt ned om hende, og hvor, ja hvor ville hun ikke have rødmet, havde hun set sig selv og vidst, at en fremmed mand ivrig, glemmende stormen, glemmende alt, stirrede efter hende. Med hatten i den ene hånd og kappen i den anden arbejdede hun sig op mod stormen. Hvilke fødder, hvor små, hvor var hun varm, hvor var hun anstrengt, hvor så hun velsignet ud, da hun endelig nåde tilbage til den hatteløse mand. Hun sprang op på trappen, som han nu var gået ned ad, lagde sin arm om hans Hals, satte hatten på hans hoved og trykkede et Kys på hans mund. Jeg bøjede mig mere og mere ud over vindueskarmen; et nyt voldsomt vindstød susede gennem gaden; min hånd gled og fo’r, fulgt af armen lige til skulderen, gennem en af ruderne. Glasset faldt klirrende mod stenbroen, og før jeg kunne trække mig tilbage, så’ de to dernede op imod mig. Hun skreg ikke, men hoppede skræmmet ind; han nikkede muntert op til mig og råbte med en stemme, der kunne have overdøvet enhver orkan: » God morgen, allerede oppe? « Det var en ikke så ganske lille flænge, jeg havde fået skåret i min hånd, da den fo’r gennem ruden; det blødte stærkt, og jeg besluttede derfor straks at gå til en læge. Jeg forsøgte at skylle hånden fri for blod, noget, der naturligvis ikke ville lykkes mig, hvorfor jeg svøbte den ind i håndklædet og løb ned på gaden. » Hvor boer der en læge? « råbte jeg til min nabo, der nu stod ved porten til tømmerpladsen. » Doktoren, hvad vil de ham? « » Jeg må tale med ham. « » Er de syg eller er det til andre? « » Hvad Pokker, « blev han ved og så ned mod min hånd, » Ruden, hvad? « » Ja, jeg har skåret mig. « » Doktoren er lige kørt på landet med justitsråden og kommer ikke hjem før hen imod aften. « » Det er slemt. « » Er det meget? « » Ja, jeg synes nok. « » Å fanden heller, lad mig se. « » Nå, nå, gode herre, ingen vrøvl, « vedblev han og tog fat på min hånd, da jeg gjorde mine til at vægre mig, » ellers hjælper jeg dem ikke. « » God morgen, god morgen, « råbte han venlig, da en flok daglejere, lettende på huerne, gik forbi os ind i gården. » Ja, det er sågu’ endda ikke så lidt, « han havde viklet håndklædet af min hånd, » hvad er det, får de ondt, mand? « » Nej. « I dette øjeblik slog kirkeuhret seks. » Nu skal jeg straks tage mig af dem, der kommer bare et par, der skal rpfles lidt først. « Et par daglejere arbejdede sig i småtrav op mod vinden; da de gik forbi os og drejede ind i gården, lettede de skulende på huerne. » God dag, Peter, god dag, Søren, « råbte han venlig nikkende til dem, mens de skamfulde tøflede afsted. » Nu, « sagde han, idet han vendte sig imod mig, » er jeg færdig og til deres tjeneste; lagde de mærke til, hvor våde de blev, da jeg sagde » god dag « til dem? « » Ja, men hvorfor? « » Det siger jeg, når de kommer for silde; de, der kommer i rette tid, får » god morgen «; de kan tro, det er bedre end den bedste lussing. « » Nå, kom nu med hjem, så skal de få deres hånd forbunden. « » Vil de, er de læge? « » Læge, om jeg er læge? nej gu’ om jeg er, kan de ikke se, jeg er købmand; gå hen og læs det skilt der over døren, det er mit visitkort. « » Niels lyng, « læste jeg. » Ja vel, herre, ser de, når de vil snydes, så kan de rolig gå derind, det har han ord for den samme agent lyng; men kom nu med hjem til fruentimmerne. « » Ja, men, « begyndte jeg. » Nå, vrøvl igen, « råbte han godmodig, » kom nu, kom nu bare. « Og enten jeg ville eller ikke, trak han mig over gaden til sit hus. » Her bo vi, « forklarede han. » Nu er det ikke værd at gøre dem bange, « hviskedee han til min forundring, da vi stod i forstuen, jeg havde ikke troet den mand i stand til at dæmpe sin stemme således, » lad os gå ind i mit værelse. « Et øjeblik efter havde han hentet vand, klude, tråd, heftplaster og hvad mere, han skulle bruge til forbindingen. Varsomt og venligt syslede hans store, tykke næver med min hånd, mens han uafladelig talte. Han havde været sømand, havde i mange år ført sit eget skib, og i den stilling lærer man, sagde han, at forbinde anderledes skrammer end denne her; sådan midt ude på- havet kunne man ikke løbe til doktoren hver gang, man stak sig på en synål. Det var en hel lettelse, da han erklærede hånden for retskaffen forbunden. » De har naturligvis ikke fået deres morgendrik? Nej, naturligvis, hvem tænker vel på, at så dan en københavner står op med solen, « vedblev han, » nu skal de få kaffe. « » Nej, for himlens skyld, hr. Agent, gør dog ingen — — « » Nå, kommer de nu igen; jo min sæl skal de have kaffe; det er da ikke mere end rimeligt, at de gør mig den fornøjelse; ellers tager jeg forbindingen af igen. « Han åbnede en dør og råbte, så det drønede efter: » Kaffe til to. « Et øjeblik efter bar en pige en bakke ind til os med kaffe og frisk hvedebrød. » Se så, det hjalp lidt, « sagde han og satte koppen tømt på bakken, » nu skal de få lov til at gå med over i gården at se til folkene; vi to må lære hinanden at kende, og derfor bliver de her til frokost i det mindste; men gudsdød, får de ondt, mand! « Ja, det var ikke langt fra, at jeg fik ondt; jeg havde mistet en del blod og haft en mere end urolig nat. » Se så, læg dem nu her, « han havde iført mig sin slåbrok og lagt mig op i sofaen, » den klemmer ikke, vel? så går jeg ene derover og kommer tilbage ved frokosttid, men så lover de naturligvis at blive. « Han gik, men kom et øjeblik senere tilbage med et par puder, som han skød ind under mit hoved, et tæppe, som han svøbte om mine fødder og ben, og et glas vand, som han satte på bordet foran mig. Da han gik, hørte jeg ham befale ro i huset, for at jeg kunne sove, og det lod virkelig til, at man var vant til at lystre ham; i det mindste hørte jeg ingen støj, ikke den mindste, og jeg faldt derfor straks i søvn og vågnede først, da jeg nogle timer senere hørte hans vældige stemme spørge, om frokosten var færdig. » Nå, hvordan er de så fornøjet med deres kahyt herinde ved siden af? « spurgte agenten mig, da vi i nogen tid havde spist i tavshed. Vi sad ene to til bords; agentens datter, Hanne lyng, for hvem jeg naturligvis var bleven præsenteret, lod sig kun se af og til; det lod til, at hun ikke godt kunne se på mig uden at rødme, rimeligvis ved tanken om, at jeg om morgenen havde set hende på turen efter hatten, en begivenhed, faderen desuden havde opfrisket erindringen om ved under præsentationen at henlede min opmærksomhed på, at hans eneste barn var en ung dame, der altid var i vinden. » Å, jo, « svarede jeg, » når der ellers ikke var andet i vejen, ville jeg vel nok kunne finde mig i at bo der, men nu — « » Hvad, hvad er det? « afbrød han mig og tabte i en slags befippelse sin gaffel, hvad er der i vejen? « Jeg fortalte ham nu, hvad jeg havde oplevet om natten, og udtalte derefter på det bestemteste, at jeg ville flytte, at jeg ikke ville tilbringe en eneste nat mere i det forrykte hus. Han havde nogenlunde rolig hørt på mig, men da jeg endte med den forsikring, at jeg endnu i formiddag ville prøve på at finde mig et andet logis, blev jeg ikke så ganske lidt forbavset, da jeg så ham springe op, ildrød i ansigtet. Han stillede sig op foran mig, slog med sin knyttede næve i bordet, så at hele opdækningen dansede, og brølede: » Så, han vil flytte, så det vil han, men det skal blive løgn, det skal blive løgn; tror han, at justitsråden og jeg skal være nar for sådan en, sådan en — « » Men, fader dog, fader dog, hvordan er det dog, du nu igen bærer dig ad! « Det var Hanne lyng, der fra et sideværelse var ilet ind til os, hvor hun kastede sig til faderens bryst og sagte strøg ham håret fra panden, mens hun med tårer i øjnene betragtede ham. Først lod han høre en hæs brummen, som det var umuligt at forstå et ord af, fo’r sig så et par gange med hånden over sit ansigt, fik derved fat på hendes hånd, som han syntes at betragte med en vis interesse, og bøjede sig så ned over hende og trykkede et Kys på hendes pande, i det han mumlede: » Jeg tror sgu aldrig, det bliver anderledes, Hanne. « Så så han et øjeblik på mig, det godmodige, venlige smil bredte sig igen over hans ansigt, og så kom han hen imod mig. » Herre, « sagde han forunderlig stille, idet han greb min venstre hånd, » jeg har fornærmet dem og vil derfor bede dem om forladelse; jeg kan pinedød ikke gøre for det; tro de mig, det er slet ikke morsomt, når sådan en gammel kavaler som jeg må løbe om og bede om forladelse, og det må jeg den ene gang efter den anden. « » Fader er så hidsig, « begyndte Hanne. » Ja, det behøver du sågu’ ikke at fortælle, « afbrød han hende småleende, » det har Herren jo selv set prøver på; nå, er vi så venner igen? « han trykkede min hånd, » rigtig venner? « han klemte den, så jeg var nærved at sætte mig, » og så bliver de jo boende i det gamle hus derinde? « » Ja, herre, « begyndte Hanne ivrig, » De må ikke flytte; lov os, at de vil blive boende; vi have knyttet så stolte forhåbninger til dem. « » Til mig? ja, men jeg forstår ikke, « sagde jeg uden at se på hende. » Har justitsråden ikke fortalt dem? « » Nej, ikke et ord. « » Ha, ha, « lo agenten, » ja så er det jo ham, der skal ske allandsens ulykke. « » Hør, « blev han ved, » lov os, at de ikke vil flytte, før de har talt med ham; han kommer jo hjem i løbet af dagen; vil de det? « Hanne så bedende på mig. » Ja, det skal jeg gerne love. « » Godt, så klarer sagen sig nok; så vil de sågu’ slet ikke flytte, ikke på nogen måde, for de er jo ikke noget slet menneske, nej gu’ er de ikke nej, vel Hanne? « Hanne lo. » Ja vist, tøs, nu ler du nok af mig, men lige meget, « vedblev han glad, » nu viser du hr. Ulrich vor have, mens jeg går lidt over på kontoret. « Han gav mig hånden og gik ud af den ene dør, medens Hanne, der lovede at komme igen om et øjeblik, gik ud af en anden. jeg stod ved et af vinduerne, der vendte ud mod gaden; stormen havde lagt sig, og uvilkårlig åbnede jeg vinduet. Et par småbørn, en dreng og en pige, legede der udenfor. De vare endnu ikke sproget rigtig mægtige, og særlig kneb det en del for drengen; men lege kunne de. Med hvilken Iver blev den snavsede bold ikke kastet hen ad gaden; hvor kunne de bruge benene, når de løb efter den, og hvilken jubel, når de begge ville gribe den, når de tørnede mod hinanden, så at de faldt, snart den ene, snart den anden øverst, mens bolden trillede videre. Pludselig blev de stille, der kom en mand ned ad gaden. Det var en pudsig skikkelse, han var måske over middelhøjde, men gik noget foroverbøjet og kom derved til at se noget mindre ud, end han i virkeligheden var. Han var iført sort livkjole, hvis høje krave gik ham halvt op på hovedet, sorte benklæder og vest, høj sort hat og hvidt halstørklæde. Der var over hele personen noget, der ikke var let at tyde i første øjeblik; han så ud som en mand, der havde været indefrossen i mange år, men var kommen ud ved tøbrud uden dog selv at være tøet op; det så’ ud; som om han gik i en stadig drøm, mens legemet førte sig og holdt sig stramt af gammel vane; han lignede en gammel overgemt kavalér fra en svunden tid, der var ude at sole sine en gang ny klæder; han var sikkert enten en særling eller en fattig, forskræmt stakkel, der havde set bedre dage, måske en gammel, forulykket student — jeg havde set noget sådant tilsvarende før — der for mange år siden af sine kammerater, sit rejseselskab, var bleven glemt i en eller anden præstegård ude på landet. Nu var han omtrent ud for mit vindue; en forbigående hilste ham, og han tog sin hat af. Hvilket forunderlig smukt, åndfuldt ansigt, og hvilket fyldigt, krøllet, snehvidt hår. Jeg så’ på de to børn; drengen tog sin hue af, og pigen stod så stram som en soldat på post. Den gamle nikkede venlig til dem og gik videre; men næppe var han kommen et stykke bort, før pigen ilede ud på gaden, satte efter ham, vel at mærke i behørig afstand, og søgte at vække hans opmærksomhed ved at råbe: » God dag, præst, god dag, præst! « Drengen derimod blev som slagen af forbavselse over hendes dristighed stående med åben mund på sin plads uden for mit vindue. Endelig mærkede den gamle, at han blev forfulgt, og vendte sig smilende om mod barnet, idet han sagde: » God dag, mit barn, god dag, min rare lille pige. « Hun løb sjæleglad tilbage, og drengen — hvilken overgang fra forbavselse til utøjlet fryd — han hoppede og klappede i hænderne, den søde unge, jeg kunne have kysset ham; men fy, nu bandede han, den slemme dreng: » Hvat satan! « råbte han til pigen, der ilede hen imod ham. Hun forstod liam bedre, end jeg, og gav ham straks svar på hans uskyldige spørgsmål, der i mine øren havde lydt som en ed. » Han sagde: » God dag, min lille pige, « svarede hun. Idet samme kom både Hanne og agenten tilbage. » Så’ de den gamle mand, som gik forbi? « råbte han. » Ja. « » Det er deres vært. « » Hvad ham, præsten? « spurgte jeg. » Præst, han er s’gu ikke præst. « » Børnene her uden for kaldte ham for præst. « » Nå, ja, han følges jo meget med præsten, også véd den slags fyre naturligvis ikke at gøre forskel på kong Salomon og Jørgen hattemager — nej, han er bedemand, klokker eller degn, hvad man nu vil kalde det. « Jeg havde nok lagt mærke til, at jeg havde skubbet noget ned ad den stol, jeg stod ved, da agenten råbte til mig, om jeg havde set den gamle mand, der var gået forbi; nu så’ jeg, at Hanne bøjede sig ned for at tage det op, og hurtig bukkede jeg mig også, for at gøre min forseelse god igen. Efter at have stødt sammen dernede og efter et dobbelt » om forladelse «,, dukkede vi- begge rødmende op, hver " holdende i sin ende af en lang strikket genstand, der lignede et over alt lige vidt, meget langt trøj eærme. « » Gud må vide, hvad det skal bruges til, « tænkte jeg. » Hvad mener de vel, den tingest er til, « spurgte agenten blinkende til sin datter, » jo ser de højstærede, vor sprøjte trænger til en ny slange, og Hanne der har så påtaget sig leverancen. « Jeg vidste ikke, hvad f-g skulle tro; at agenten ikke holdt sig til sandheden, var jo klart nok, men — da faldt mine øjne på gulvet, der lå endnu et af disse forunderlige arbejder, hvoraf det meste dog var trevlet op og dannede et stort nøgle uldgarn; der gik et lys op for mig, og jeg udbrød: » Det er vist fra den hånd, der ikke kan og vel heller aldrig lærer at strik

1897_WintherH_VedMaalet

Hedevig

Ved Målet

Winther

Winther

Ved Maalet

1897_WintherH_VedMaalet.pdf

Hedevig

Winther

dk

Ved Maalet

n

roman

Jens Møller

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Den.7. Juni 1844. Så har jeg da, kære ven, nået målet for min rejse og er så nær mit barndomshjem, som jeg foreløbig kan og vil være. Når jeg ser ud ad mit vindue, møder mit øje den grønklædte skovstrækning, som når ned mod havet, og frem af skoven hæver Søholm sine hvide, takkede gavle. Da du aldrig har besøgt mit fædreland, kan du umuligt tænke dig den smilende ynde, som på en varm sommerdag kan være udbredt over det. Himlen er let og høj, de næsten gennemsigtige skyer spejle sig i havet, der ligger langs kysten som et blankt Skjold. Grønklædte bakkedrag med afvekslende sædearter strække sig henimod den skovrige baggrund, hvor solen spiller hen over de nylig udsprungne bøge. En vej slynger sig mellem agrene og en blomstrende eng, som strækker sig ned til et. lille fiskerleje ved havet. Bugnende frugtbarhed lønner beder menneskenes møje og omsorg. Jeg har indlogeret mig i en lille ejendom, som tilhører lægen her på egnen; han er kommen hertil i de senere år, så her kan jeg opholde mig ganske frit, uden al tvang. Da befolkningen i denne del af landet, til skade for doktor Brøndsteds indtægter, er af en meget sund race, søger han nogen bi-fortjeneste ved at have én eller to pensionærer om sommeren — jeg siger doktoren, men mener naturligvis hans kone, som har hele besværet. Doktoren er jovial og bredskuldret med dybe smilefurer ved øjnene, hans kone er lille, mager og i bestandig virksomhed, datteren. her er nemlig én, er en net pige, ja, hun er mere end net, thi hun er overordentlig smuk og elskværdig, og i de første dage underholdt jeg mig en del med.hende og glædede mig over hendes friske, kvikke naturlighed; men jeg har atter trukket mig tilbage, angst for den magt, som skønhed har over sanserne — du vil kunne forstå mig, når jeg siger dig, at jeg senere fik at vide, at hun er forlovet med sønnen på Søholm, Jakob Krogh. Det var med en betagende, vemodig følelse jeg atter salt de gamle steder, som jeg havde bevaret i så frisk erindring, mærkeligt at se, hvor alt var uforandret, som om tiden her havde stået urokkelig stille, medens jeg selv var løbet frem i ilsom fart fra sted til sted. Selv så forandret fra den blide for mildhed så modtagelige dreng, hvem et vredt ord bragte tårer i øjnene, til den hårde mand, der mangen gang har tvunget tårer frem hos andre — hvor stor en skyld hviler ikke på dem, som have fremkaldt denne forandring. Nogle dage efter min ankomst hertil, sad jeg på gavlbænken under mit vindue og så’ med stærkt blandede følelser hen mod mit gamle hjem Søholm, erindringerne fra mine barndomsår strømmede ind over mig med hidtil ukendt styrke. Den mand, som jeg da kaldte fader, stod atter for mig i sin manddoms kraft, jeg så’ hans høje, ranke skikkelse, det smukt formede hoved med den høje, tænksomme pande, de mørke øjne og den lint buede næse; men jeg så’ også, at furen mellem brynene blev dybere og at hans blik blev koldt, når det hvilede på mig — jeg var angst for ham og skyede ham. Jeg legede i haven og gården, men listede bort, når jeg så’ ham — og dog beundrede jeg ham og elskede ham, men netop derfor var jeg så stille og forlegen, når jeg var sammen med ham. Jeg har aldrig kendt min moder og havde i mine første år ingen idé om, hvad en moder var. Husbestyrerinden, madam Paulsen eller Betsy, som jeg kaldte hende, sørgede for min første opdragelse, og af hende fik jeg de første kærtegn, der er de eneste, jeg erindrer, men som bandt mit barnehjerte fast til hende og som endnu, medens jeg mindes dem, bevæge mig dybt. Jeg husker en aften, jeg lå i min seng og havde sluttet den lille aftenbøn, som Betsy havde lært mig, hun sad på sengekanten og klappede min hånd. » Ville du gerne have en moder, Henrik? « spurgte hun mig pludselig. » Hvad skulle jeg med en moder, jeg har jo dig. « og jeg så’ forundret op mod hendes godmodige ansigt, der indrammedes af en sirlig kappe. » Jeg mener en rigtig moder, en dame, der var gift med din fader og som skulle bo i de store værelser og have magt over alt. « » Tror du, hun ville holde lige så meget af mig som du? « » Det tænker jeg da nok «, svarede hun undvigende. » Holde alle mødre af deres børn, Betsy? « Hun tøvede, hun var åbenbart i tvivl om, hvorledes hun skulle besvare mit spørgs-. mål. » Ja, ser du Henrik «, sagde hun endelig, » det beror jo også på, hvorledes børnene er — de artige holde de altid meget af. « » Havde jeg en rigtig moder, Betsy, så ville jeg altid være artig. « Hun kyssede mig og sagde, at jeg var en sød dreng, men at jeg nu skulle sove — og jeg vendte mig og sov, men i drømme så’ jeg en dame med et mildt ansigt, som bøjede sig over mig og sagde, at hun var min moder og holdt så meget af mig. Her afbrødes mine tanker af en ung mand, der hurtig nærmede sig fra vejen langs havet. Han var iført'en let sommerdragt, og den smalskyggede stråhat dækkede kun over panden, så det ungdommelige ansigt, om givet af lyst, kortklippet hår, var brunet af sol og vind. Da jeg havde set ham færdes nede i engene, antog jeg ham for forvalteren på Søholm og skænkede ham ikke videre opmærksomhed. til han standsede foran mig og hilste høfligt. » Hr. Falck, formoder jeg, doktor Brøndsteds gæst, mit navn er Jakob Krogh, min moder ejer gården der inde i skoven. Jeg håber, vi skulle stifte nærmere bekendtskab, medens de opholder dem her på egnen. « Jeg stod altså lige over for ham, som jeg, selv imod min vilje, bestandig mere og mere havde følt et uberettiget nag imod. Og endskønt jeg gjorde mig umage for at skjule mine følelser, må dog mine tanker til dels have afspejlet sig i mit ansigt, thi han sagde hurtig: » Ja, de må undskylde min ligefremhed, folk på landet tage det ikke så nøje med ceremonierne. Men jeg håber, de vil linde egnen smuk, vi indfødte er meget stolte af den. « Han hilste venligt og gik ind i gården, hvor damerne sad under den mægtige lind, som kaster sin skygge hen over den solhede jord og op ad gårdens hvidtede mure, hvor tusinde af gulrøde solglimt spreder den dybe tæthed. Jeg rejste mig, løsrevet fra erindringerne, for at leve i det nærværende og gik ind mod land, hen til den nære, venlige landsby. den 4. Juni. Dette ligefremme, godmodige menneske er altså min halvbroder, min faders søn — ban ligner ham ikke, lige så lidt som jeg kan tænke mig, at han ligner mig; han ser ud som en plante, der er vokset op under milde, sollyse dage, vandet med kærlighed og ømhed. Jeg kæmpede hårdt for at overvinde mit nag til ham, medens jeg gik hen mod landsbyen, men eftersom jeg nåde frem, og snart et og snart et andet dukkede op, som mindede mig om fortiden, forsvandt han af min tanke, og jeg fordybede mig atter i minderne. Det syntes mig kun kort tid efter, at Betsy havde gjort sit forsøg på, at forberede mig på den store forandring, som skulle foregå i mit hjem, at fader rejste bort. man sagde mig, at han var taget ind til den store by, hvor husene vare så høje, at den ene familie kunne bo ovenover den anden, og hvor gaderne vare så snevre, at solen kun kunne belyse den ene side af dem. Men der var dog også enkelte smukke bygninger, og i en af de smukkeste boede der en dame, som var skønnere end Betsy eller nogen, jeg havde set, og hun skulle følge hjem med fader og være min moder. Der var stor travlhed over hele gården. Gartneren plantede, og lugekonerne skuffede og rev. Græsplænerne vandedes, og de nedfaldne blade blev fejede sammen. Pigerne skurede og polerede, Betsy ordnede og gav befalinger, gardinerne blev luftede, møblerne bankede og børstede — og jeg gik ene og så’ forventningsfuld til. Endelig blev den lukkede vogn skubbet ud af vognporten og hestene med det nye seletøj omhyggelig spændte for. Jens kusk så’ mønstrende til, iført nyt livre og grå gamascher; han gned tilfreds det lange overskæg og trak de tykke handsker på. » Må jeg køre med? « spurgte jeg Betsy bønfaldende, » jeg kan sidde hos Jens. « hun så’ forbavset på mig og svarede kun: » Gud forbarme sig. « Men det var nok til at knuse mit mod, og jeg listede langsomt bort og ned i haven, livor gartneren lagde sidste hånd på en mægtig guirlande, som skulle hæftes over indgangen. Jeg ville hjælpe og stak nogle blomster ind i det grønne. » Du må hellere gå herfra, Henrik, du sinker os kun «, sagde gartneren barsk. Så gik jeg ned gennem haven, ud på Marken og ned mod havet i nærheden af det lille fiskerleje; her lagde jeg mig ned i græsset og stirrede langt ud over vandet, fra bølge til bølge, indtil mit blik nåde de hvide sejl, som lyste mod horisonten. Da jeg endelig kom hjem, var det skumring, jeg sneg mig bag om gården, ind ad en lille dør i gavlen, og op ad trappen, til jeg nåde mit. Værelse, hvor jeg forknyt satte mig og ventede på Betsy. Det varede længe, syntes jeg; endelig kom hun dog og tog mig kærligt om hovedet og kyssede mig. » Er min moder kommen? « spurgte jeg forventningsfuldt. » Ja, min dreng. Fruen er kommen. « der var en egen betoning i ordet fruen, som tik mig til at se op. » Skal jeg da ikke klædes om og ned til hende og fader? « » Ikke i dag, Henrik, Herren og fruen have så meget at tale om, vi tør ikke forstyrre dem. Men kom ind til mig, der har jeg dækket til dig. og — « her standsede hun. da hun så’ mit ansigt fortrække sig til gråd. » Og der har jeg den dejligste kage til dig. » Først den næste dag, da frokosten var anrettet, blev jeg ført ned i havesalen. Jeg stod betuttet og målløs stille ved døren, thi noget skønnere og mere strålende end damen, der sad tilbagelænet i den stol, over hvilken min fader bøjede sig, havde jeg aldrig set. » Kom nærmere, Henrik, og hils på din moder. « Jeg så’ ængstelig op mod fader, men der var et så mildt og lykkeligt. Udtryk over hans smukke, mandige ansigt, at. det gav mig nyt mod, og jeg gik hen til damen og bukkede dybt. Hun rakte mig sin hånd, der var så fin og smal, at jeg knap turde berøre den. » Jeg håber, vi ville blive gode venner. Henrik. « » Hvis ikke, så véd jeg, at din skyld bliver detikke, Minna «, svarede fader og bøjede sig ned mod hende. Hun smilede op mod ham — hvor jeg husker det smil. » Henrik, du har at lyde og elske din moder! « Jeg bukkede igen, og på et vink af fader, trak jeg mig tilbage til vinduesfordybningen. Det var mit første møde med den kvinde, som skulle få en så indgribende magt over mit liv. Og, ved alt hvad der er mig helligt, mit hjerte bankede hende i møde med et barns hele længsel og hengivenhed, jeg håbede på hende og hendes indflydelse, som en troende håber på sin gud, jeg nærmede mig hende med ydmyg beundring, spejdende efter kun nok så lille et tegn på den kærlighed, som en moder skulle føle for sit barn, og som jeg tørstede efter. Men mine forsøg på at vinde hende stødtes tilbage med isnende kulde, og snart gled jeg atter hen i min ensomme forladthed og blev på mit værelse ved siden af Betsys, og søgte min trøst i hendes medlidende kærtegn. Hun sørgede for, at jeg regelmæssig mødte til middagen og da var pudset og ren — når der var gæster, hvilket nu hyppig hændte, spiste jeg på hendes værelse. Men undertiden kunne det ske, når der ikke var for mange fremmede, at fader ønskede jeg var tilstede, således også en dag, som jeg har særlig grund til at huske. Der var bleven udnævnt en ny præst i det sogn, hvori Søholm ligger, han og hans kone vare indbudne til middag. Det var en ung mand med en mager, knoklet figur; jeg husker, at jeg grundede over, hvorfor hans kjole hang så løst og rynket om ham, som om den havde tilhørt vor gamle, tykke præst og, som så meget andet, var fulgt med kaldet. Og medens jeg spiste, betragtede jeg med nysgerrighed hans aflange, blege ansigt med det sødlige smil, som dannede to lange furer fra næse til hage — hvorfor mon han smilte så meget, og hvorfor var vel hans hår så tyndt og langt? Når jeg blev stor, ville jeg bære mit hår som fader. Jeg så’ hen mod fader med barnlig stolthed, i mine øjne var han den smukkeste mand på jorden, og jeg beundrede ham. Han mødte mit blik, og som det havde givet ham nye tanker, bøjede han sig mod præstekonen, som han havde til bords og sagde nogle ord; jeg kunne se, at det var om mig og blev rød. Hun var en lille sygelig kone med et forskræmt udtryk i de blå øjne, men da hun svarede fader og så’ med et smil ned til mig, fik hendes ansigt et mildt og venligt skær. Min stedmoder sad ved siden af præsten, og jeg forundrede mig ikke over, at han så’ så meget på hende, thi hun så’ strålende ud i sin lyse dragt med de mange armbånd om de runde arme, og hun talte ivrig med ham. Jeg hørte hun talte om gud, om englene, døden og om himlen: jeg forstod ikke meningen, men har dog bevaret disse ord i min erindring. Efter middagen, da jeg som sædvanlig ville gå over til Betsy, kaldte fader på mig; jeg nærmede mig forundret, det var aldrig hændt før, når der var nogen. » Her ser de den lille fyr «, sagde fader til præsten og strøg mig ret venligt ned over håret. » En hink og velopdragen dreng, det er jeg sikker på «, svarede præsten med sit evige smil. » Han er stor og rask, som de ser, og jeg håber også velopdragen — men hans kundskaber er i en sørgelig forfatning. Dog antager jeg, når han kommer under deres opsyn, det da vil vise sig, at han ikke mangler evner til at tilegne sig, hvad de vil bibringe ham «. » Det er jeg overbevist om, hr. Godsejer. Men da en tom hjerne kun tænker på spillopper og dårlighed, så ville vi anstrenge os, ville vi ikke Henrik? « » Du skal i huset hos pastor Thomsen, Henrik, det er på høje tid, at du får nogen undervisning, så du senere kan komme i en større skole. Nå, nu kan du gå. « » Jeg var meget nedslået og ulykkelig, da jeg kom op hos Betsy, og hun fik tårer i øjnene, da jeg fortalte hende, at jeg snart skulle bort, hun omfavnede mig bevæget. » Jeg kan ikke lide den nye præst. Betsy «. » Gud, sig dog ikke det. Henrik — de sige alle, at han taler så dejligt og er så hellig «. Betsy tørrede sine øjne. » Men jeg kan dog ikke lide ham. og far har jo altid sagt, at lier skulle komme en huslærer og undervise mig «. » Fruen mener, at du har bedst af at komme ud blandt fremmede. Jeg hørte hende en dag sige det til Herren ». jeg sad længe stille og eftertænksom. » Betsy «, sagde jeg endelig, » har du kendt min rigtige moder? « » Men Henrik, hvor kommer du dog til at tænke på det? « » Jeg ville gerne vide, om du har set hende. « » Jeg har ikke set hende, min dreng, den gang levede din bedstefader og boede her, Herren opholdt sig inde i byen og blev gift der. « » Men var hun aldrig her ude og besøgte bedstefader? « » Hun døde så tidligt — kort efter din fødsel, « svarede Betsy tøvende. » Å, Betsy, det er tungt ikke at have nogen rigtig moder! » her brast jeg i gråd, overvældet af min sorg, og Betsy græd med, idet hun søgte at trøste mig. Således kom jeg til at forlade mit hjem, for at tilbringe fem år af mit liv hos pastor Thomsen i landsbyen, som jeg nu nærmede mig, og gud véd, at det var ikke med blide følelser jeg gjenså’ det sted, hvor de tyske verber og engelske gloser blev bankede ind i min hjerne. Idet jeg gik igennem byen langs det grøn-bekransede gadekær, hvor ænderne sejlede på vandet, syntes det mig kun at være få dage siden, at jeg sidst stod her og så’ kirken spejle sig, hvor kæret var roligt og blankt. Og dog, hvor forandret var ikke alt, den gang stod jeg som en lille slave, lænket på hænder og fødder, nu derimod så fri som nogen mand på jorden, uden andet bånd end det, som min egen vilje bandt mig i. Jeg gik rundt om kæret til det høje stengærde, der omgav kirkegården og hen mod den lille låge, som vendte ud mod markerne, jeg vidste den jhejede at være åben og så’, at der ikke var sket nogen forandring i denne skik. Det var en stille, rolig landsby kirkegård med høje buksbom hækker, som omgav de små tuer, der næsten alle vare prydede ens — her var ingen marmortavler eller høje søjler, som pralende fortalte om de efterlevendes sorg, men her var en hygge og orden, som talte højere og inderligere end besværligt sammensatte klageord. Jeg nærmede mig det, sted, hvor ejerne af Søholm hvilede, og så’ det omgivet af et koldt og hårdt jærngelænder, der søgte at standse enhver fra at betræde det —• og over gravene lå tunge stenplader, der syntes at. skulle forhindre dem, som hvilede derunder, fra nogensinde at hæve sig til højere og lykkeligere egne. Jeg sprang over gelænderet og knælede ned, medens hede tårer lettede mit sind. Milde gud, bad jeg, lad den elskede, som hviler her, se min sønlige kærlighed, og hjælpe mig til at rense hans, som mit navn. Jeg gik lettet og roligere bort. Da jeg nærmede mig præstegården, mødte jeg min venlige vært, som kom kørende ud fra dens port. Han holdt straks stille og spurgte, om jeg ville stige op og køre med ham hjem. Jeg tog imod tilbudet, fornemmelig for at få lejlighed til at høre noget nærmere om pastor Thomsen, som jeg vidste endnu var præst der i byen, og satte mig på den snævre plads, som doktorens svære skikkelse havde levnet på sædet. » Ja, jeg kommer lige fra præsten, « sagde han som svar på mit spørgsmål, » men heldigvis, hans ildebefindende er ikke af nogen alvorlig natur, noget lændegigt. « jeg følte en hævngerrig glæde over, at hans velær-værdighed havde nogen legemlig smerte, thi jeg huskede hans ord, når han slog mig med linealen over armen: vær du glad, at dette kun er legemlige smerter og ikke åndelige, som de jeg føler over dig. » Det er en særdeles nidkær og ivrig præst. » vedblev doktoren og smækkede så småt på hestens fede ryg. » måske dog noget vel nidkær, « lagde han til efter et lille ophold og så’ smilende til mig. » Jeg holder nu en gang ikke af den strenge kristendom. « Jeg nikkede samstemmende og han vedblev. » Han har stor indflydelse over folkene her i byen og det har givet anledning til en del skinhellighed, forsikrer jeg dem, al naturlig glæde er som banlyst herfra. Der har for eksempel været tale om en lille Dans for egnens ungdom i den nye pavillon oppe i skoven, men tror de ikke, at mange af bønderne ville forarge sig derover — jo, det véd gud, de ville! Thi Dans og kortspil, det er djævlens opfindelse, efter præstens taler, så Danser djævlen lyslevende omkring i enhver balsal og står grinende bag ryggen af dem, som en mørk vinteraften tage sig en lille uskyldig l’hombre. « » Men det er vel dog deres mening, at han taler efter sin overbevisning og ikke udelukkende for at vinde magt og anseelse. « » Gud bevares, naturligvis mener jeg det, « og doktoren skubbede den bløde filthat ned over øjnene, som for at skjule de poliske rynker. » Det synes at være en smuk ejendom, som ligger der henne i skoven, « sagde jeg, ledende samtalen hen på et andet emne. » De mener Søholm? Ja, det er en smuk og god gård. Som de véd, tilhører den Fru Krogh, den unge Kroghs moder. Hans fader døde, medens han endnu var dreng. Der er en stor og smuk have til gården, og hvis de har lyst til at aflægge besøg der, vil det være mig en fornøjelse at præsentere dem, jeg skal derhen en af dagene. « » Hvis jeg kunne få haven at se uden at aflægge besøg, tager jeg med glæde mod deres tilbud. Jeg ønsker nemlig ikke at stifte bekendtskaber, medens jeg er her. « » Jeg forstår dem. De vil helst være ganske ugenert, medens de er på landet, men da haven er åben for alle, kan de rolig tage med. « Vi kørte nu ind i gården, hvor lænkehunden modtog os med glad gøen, derpå op under linden og hen for døren. Frøken Anette og Jakob Krogh stod ved indgangen i ivrig samtale og det syntes mig. at de forlovede ikke vare ganske enige — jeg bemærkede, at der var en stærk glød på hendes kinder, og at hun trak sig noget tilbage, da ban nærmede sig hende. » Jeg fangede hr. Falck midt i landsbyen, « sagde doktoren, idet han forsigtig steg baglæns ned af vognen, » han så’ så mørk og dybsindig ud, at jeg syntes han kunne have godt af en lille køretur. « » Hr. Falck er måske hypokonder og skyer selskab, « sagde Jakob med et spydigt anstrøg, som ikke stemte med den hjærtelighed, hvormed han havde hilst mig, da han kom, og som jeg antog for et udslag af hans dårlige lune, efter samtalen med frøken Anette. » Undertiden foretrækker jeg ganske vist naturens selskab for menneskenes. Når man, som jeg, har hakket i måneder omkring i Amerikas bjerge og skovkløfter, lærer man at elske ensomheden og véd at finde venner i det frie, det man ikke altid finder inden døre. « » Er det som jæger, de har færdedes i skovene? « han så interesseret på mig. » Som jæger, guldgraver, hyrde og som røver, hvad de vil. » » De må en gang fortælle os nogle af deres oplevelser, medens de var røver, « sagde frøken Anette leende. » Jeg elsker alt, hvortil der hører mod, kraft og viljestyrke — vil de — en dag her ude under linden? » den 7. Juni. Du ser, kære ven. at jeg efter mit løfte til dig skriver så godt som daglig, som var det en dagbog jeg førte, over mine oplevelser og følelser; måske det engang vil interessere mig selv at se disse papirer igennem, og i tanken atter opleve denne rejse til mit fødeland. Efter aftale sender jeg disse breve, eller rettere optegnelser, til dig, når jeg har fået din adresse, men jeg véd jo, at det måske kan vare en tid endnu. Jeg véd også, at du ikke vil trættes ved at følge mig, selv i de mindste detailler, thi meget i min karakter og i mine tanker, som mulig har været dig dunkelt og uforståeligt, vil derved blive dig mere klart. Når du så’ og hørte min heftige uvilje mod al stillet! til skue af varme følelser, mod al udvendig gudsfrygt, selv om det var ærligt ment, når du så’, at jeg var hård, hvor jeg burde føle mildt, hvor kunne du da vide, at jeg daglig i tiere år havde levet under en mands tugt, som brugte guds ord, medens han straffede ubønhørligt, som hyklede kærlighed, medens han følte vrede mod sit offer og som bagtalte, medens han ydmygt smilende bøjede sit hoved. Hvor ofte har jeg, som lille purk, ikke ængstelig, skælvende betragtet de dybe furer om pastor Thomsens mund, som forlængede sig på samme måde, hvad enten han smilede eller blev vred; jeg kunne ikke løsrive mine øjne fra dem og kiggede med nysgerrig kædsel hen mod ham, thi jeg vidste, at når han løftede hovedet fra den bog, som lå for ham og opdagede mit blik, ville han gribe den skarpkantede lineal og slå mig, ligegyldig for, hvor han ramte: men som øglen fængsler fuglens syn, fængslede han mit, medens jeg tankeløs og adspredt søgte at fæstne lexiens ord i min hjerne. Han bandt mig til skolebordet og til læsningen, som man binder er slave til blokken, og fra en sund og rødmusset dreng, blev jeg en bleg lille fyr, der skælvede, når han nærmede sig. Men jeg var ikke den eneste, som han tyraniserede; hans frygtsomme kone var lige så angst for ham som jeg, og kun i smug turde hun vise mig venlighed — men min bevidsthed om, at hun følte for mig, var mig dog til stor opmuntring. Efter faders ønske, kom jeg hjem hver anden søndag, og endskønt min stedmoder viste mig den største kulde og ligegyldighed, var det dog sande festdage for mig. Fader var aldrig særlig venlig, men det kunne dog nu ske, at han lod mig følge sig på sin runde i Marken og gården, og han kunne nu også henvende et par ord til mig, eller lade mig udrette et eller andet ærinde for sig. Med hvilken glæde og stolthed løb jeg ikke på hans mindste vink. Engang på en sådan tur i Marken fik jeg mod til at fortælle, om pastor Thomsens hårdhed, og den sorg, jeg følte over at være i hans nærhed; men jeg tik en så streng og alvorlig tilrettevisning, at jeg besluttede hellere at bære alt i stilhed, end oftere udsætte mig for faders vrede. Derimod lyttede Betsy til mine ord med den største opmærksomhed og indignation; i begyndelsen havde hun vel tvivlet lidt, men da jeg en gang viste hende tydelige mærker af præstens lineal på min arm, var hun fuldt overbevist om, at præsten var djævelen selv, og fra den dag ophørte hun at gå i hans kirke. Det var præstekonen, som en dag fortalte mig, at jeg havde fået en lille Broder, og hun gjorde det kvindeligt og moderligt, idet hun tog mig på sit skød og sagde, at når jeg blev stor, skulle jeg elske ham og hjælpe ham i alt. Jeg ved ikke, hvad der greb mig ved denne efterretning, men jeg husker, at jeg blev stærkt bevæget og græd, med hovedet mod hendes skulder. Måske erindringen om den skuffelse, som jeg følte ved min stedmoders ankomst, bragte mig til at frygte enhver forøgelse i mit hjem. Jeg havde virkelig også kun lidt glæde af min lille Broders ankomst til verden, thi der gik længere tid inden jeg fik lov til at se det lille væsen, som opammedes af en kone her fra egnen, da min stedmoder var for sart, til selv at kunne tåle det besvær, som fulgte med et barns.pleje. Dog er en af mine kæreste erindringer knyttede til mit første besøg hjemme, efter min Broders fødsel. Fru Thomsen havde indtrængende pålagt mig, at lykønske min fader og moder til den store, glædelige begivenhed, og da jeg ved min ankomst traf fader stående i gården, gik jeg hen til ham, og idet jeg rakte ham min hånd, ønskede jeg ham til lykke. Et øjeblik så’ han alvorligt på mig og de mørke øjenvipper glippede, som når noget bevægede ham stærkt; da bøjede han sig ned og kyssede mig. Det var første og eneste gang, at jeg mindes et kærtegn af fader, men jeg har bevaret dette øjeblik i kærligt minde, som et tegn på, at han dog elskede mig, selv om han ikke viste mig det. Endskønt min stedmoder var for svag, til at tage sig af den lille nyfødte, vandt hun dog hurtig så mange kræfter, at hun atter med sædvanlig fornøjelse kunne modtage gæster og selv tage ud; og da sommeren nærmede sig, blev gården fyldt med unge slægtninge og venner inde fra byen. Betsy brummede over de forøgede udgifter og den megen uro og besvær — et sådant hus var der aldrig før bleven holdt på Søholm, riden og llankeren, spillen og dan sen, det var ikke som i de gode, gamle tider — men bevares, Herren måtte jo selv om det. Betsy og jeg vare så vante til at meddele hinanden vore bekymringer, at det faldt hende ganske naturligt, at betro sine sorger til mig. » Hvorlænge din fader vil holde et sådant liv ud, det fatter jeg ikke, « vedblev hun, „ det ligger ikke for ham, som det da heller ikke lå for din salig bedstefader, og heller ikke dig vil det tiltale med tiden, Henrik. I er af andet malm end dem, som befinde sig bedst i Sus og dus. Se nu en gang der ned i gården, hvor alvorlig din fader går og passer sin bedrift, medens fruen rider omkring på landevejene og i skovene med unge, fremmede herrer. « Idet jeg nærmede mig vinduet og så’ ud, glammede gårdhunden, og den Betsy talte om, kom ridende op ad gården. Hun så’ strålende ud med den lette hat på det svære, lyse hår, og ridedragten sluttende stramt om den ranke, fyldige skikkelse. Hun hilste smilende med pisken, idet hun og hendes ledsager kom i nærheden af fa der, som nu stod ved stentrappen for at modtage hende. » Det er den unge husarofficer, der kom for otte dage siden. « hviskedee Betsy, som om de kunne høre hende gennem de tykke mure. Jeg så’ med interesse ned, en officer var noget nyt for mig, selv om han ikke bar uniform. Han sprang hurtig af hesten, og med tømmen på armen nærmede han sig den smukke rytterske. Men fader stillede sig rolig imellem og løftede hende ned — jeg syntes at furen mellem brynene var dyb, som når han var misfornøjet, skønt han smilede, idet han tiltalte hende. Senere mødte jeg officeren i haven, jeg kendte ham straks på det snoede skæg over de fyldige læber og på den høje, ranke figur. Jeg hilste ærbødig på ham, som på et højere væsen. » Halløj, du der, hvad er du for en fyr? « spurgte han smilende. Jeg så’ forbavset på ham over hans uvidenhed. » Jeg er Henrik. “ » Nfej, virkelig! « sagde han leende. » Det er meget oplysende — du hedder måske ikke andet? « » Jeg hedder Henrik Krogh. « » Å. ja så! Nu husker jeg. « han fløjtede en lang tone, medens han betragtede mig, » men hvor opholder du dig, siden jeg. først har haft den store fornøjelse at se dig i dag? « » Jeg boer hos præsten. « » Ved gud, højst fornuftigt, så kan du på samme tid både blive lærd og gudfrygtig. Lad mig se en gang, « han drejede mig om mod solen, » din moder har vist været smuk, tror du ikke, Henrik? Det undskylder din faders ungdomssynder. « » Jeg véd ikke, « svarede jeg alvorlig, » jeg har aldrig set hende. «. » Du har da en smuk moder nu, det vil du vel ikke nægte. Du er egentlig en lykkelig skjelm, Henrik; de fleste have kun én moder og som Hegel er der ikke noget fornøjeligt ved hende. « » Er der da noget fornøjeligt ved min moder? » spurgte jeg. jeg syntes godt om ham og var stolt af at gå med ham. Han lo til svar på mit spørgsmål og sagde, at det vist ikke ville vare længe, før jeg blev en fiks fyr. » Sig mig du, forstår du dig på en hvid arm og en fin hånd? Nå, ikke det, men det gør jeg, ser du, og jeg synes om begge dele. Så, nu kan du stikke af, thi endskønt dit selskab er meget behageligt og underholdende, vil jeg dog nu foretrække at være ene. « Han smilede og fremviste en hække hvide tænder under det snoede overskæg — jeg hilste forlegen og drejede om af en anden gang; men her mødte jeg min stedmoder og nogle lysklædte damer, som leende og talende gik ned mod åen. » Der har vi jo vor ven, Henrik, « sagde en af damerne, som jeg tidligere havde set og som havde været meget venlig imod mig, » kom med og få dig en rotiir, vi skal ned til åen. « » Lad os dog være fri for at have drengen med, “ sagde min stedmoder misfornøjet. » Du kan løbe op og sige til hr. Rothe, at vi vente ham ved båden. « » Hr. Rothe? “ gentog jeg spørgende. » Nu ja. den høje herre, officeren." » Han er her nede i haven, der henne, men han vil helst være ene. « » Vil han helst være ene? « spurgte den unge dame, der først, havde standset mig. » Ja, han fortalte mig først, at han godt kunne lide at se på en hvid arm og en fin hånd, så sagde han, at jeg skulle stikke af. « » Drengen er guddommelig, « sagde damen og lo. » Fy, skam dig, « sagde min stedmoder, » man må aldrig gentage, hvad andre sige i spøg. « Men, skønt hun skjendte, syntes jeg dog, at hun så’ fornøjet ud, og leende og talende gik de videre. Dog jeg listede efter dem ned til åbred-den og krøb op i et heldende piletræ, det kunne more mig at se selskabet i båden. De havde dog fundet hr. Rothe, der ikke syntes at være så ked af at blive forstyrret, som han havde sagt, men det lod også til, at min stedmoder ville belønne ham derfor, thi jeg så’, at hun havde strøget kniplingerne bort fra sin arm og lod hånden lege i vandet, medens hun søgte at gribe de hvide åkander. Trods pastor Thomsens forsikringer, om mine dårlige evner, må jeg dog i enkelte retninger have været lærnem nok, thi min beundring for smukke arme og fine hænder, kan jeg bestemt lede tilbage til min korte samtale med den unge husarofficer. den 8. Juni. Jeg mødte frøken Anette i dag ved stranden, hun sad på en græstue og var så optaget af sine tanker, at hun ikke hørte mine skridt, før jeg stod for hende. Hun blev øjensynlig forskrækket ved så uventet at se mig, thi hun fo’r sammen og ville rejse sig for at gå. Jeg bad hende blive en lille stund, og tillade mig at hvile ved siden af hende. Et øjeblik sad vi tavse og så’ på bølgernes leg, men da faldt talen så naturligt på havet og dets skønhed; men før vi ret vidste det, vare vi komne i en livlig diskussion om forskellen i kvindens og mandens følelsesliv. Hun antog, at manden var ærligere, trofastere og sandere. end kvinden. Jeg fastholdt derimod, at manden ikke var i stand til, at lade hele sit væsen så ganske gå op i kærlighed og glemme sit eget jeg, som kvinden, og at årsagen til dels var hans overvejende egoisme. At han måske var sandere og ærligere, en nødvendig følge af hans styrke, og hendes svaghed, men så trofast i sine følelser, det kunne han ikke være på grund af hele sin natur — hun adspredtes kun af hjemmets stille sysler, medens han færdedes i livets tummel, hvor tusinde krav kaldte på hans tanker og virksomhed. Hun sad foroverbøjet og ridsede med en gren i det hvide, faste strandsand; hendes højre hånd var uden handske og den glatte guldring glinsede i sollyset. Da jeg tav, så’ hun hurtig op og udbrød: » De vil dog indrømme mig, at mandens følelser er langt stærkere end kvindens? « » Ja, ganske vist, han føler langt voldsommere, men den inderlighed og dybde, som findes hos hende, den opvejer al den ydre glød. « » De skatter just ikke deres eget køn højt; « hun smilede og kastede grenen mod havet. » Jeg har gransket en del over mine følelser og min egen karakter og har dertil levet med mange forskellige mennesker; jeg har studeret dem og søgt at sammenligne og se afvigelserne, men er kommen til det sørgelige resultat, at i hovedtrækkene ligne vi mænd alle hverandre og der lindes en hel del rovnatur i os. « » De mener altså, at karaktererne ikke afspejle sig i det ydre? « » Hvorfor mener jeg det, frøken? « Hun lo; hun har en egen hjertelig, skøn latter. » Fordi de ellers modsiger dem selv; jeg har endnu ikke truffet to mennesker, der ligne hinanden, altså kan deres indre heller ikke have udprægede ligheder. « » Vi ha

1881_Meldgaard_VedMossoe

Anders

Ved Mossø

Meldgård

Meldgaard

Ved Mossoe

male

1881_Meldgaard_VedMossoe.pdf

Anders Jensen

Meldgaard

Sigurd Lind

dk

Ved Mossø

En Fortælling fra Klostertiden

n

gothic

Jydsk Forlags-forretning

KB

pdftxt

1170-1241

undertitel. Valdemar sejr

HISTORICAL

I. Indledning. Valdemarsejr, hvem kunllinga saga kalder „ den største konge deroppe i Nordens lande “, var død i året 1241, og dans son Erik besteg Danmarks trone. For det danske folk stod Valdemars navn omgivet as en glans, som seks hnndredår ikke dar evnet af udslette. Kong Erik og de ledende mænd tænkte med vemod på den svnndne glanstid, sørgede over Danmarks snnkne vælde og ønskede en oprejsning for fædrelandets magt, dvilket skulle ske ved af undertvinge Holsten; men denne plan strandede på hertng Abels modstand. Hertugen havde imod kong Valdemars ønske i året 1227 ægtet mechtilde, en datter af grev Adolf, der i bornhøvedstaget lovede af gå i kloster, hvis gud ville give ham sejr; abet blev hans tre sønners formvnder og stvrede holsfeu uuder deres mindreårigbed. At kong Erik opfordrede hertug abet til. af ude bistand tik Holstens undertvingelse var et ubilligt krav; men på den anden side satte abet sikkert svogerskabet over broderskabet og ønskede betlere af mindske end af øge Danmarks vælde. Han nægtede derfor af opfvlde sin lenspligt, ligesom ban undslog sig for af aflægge lensed, idet ban gjorde gældende, af ban rådede over sønderjvlland med ligeså stor herreret, som kong Erik regerede over Danmark. Denne tanke, der fødtes i selvrådigbed og ærgjerrigbed, blev gennem tiderne næret af løgnevæv og falskbed, så den filsidst lignede et lindormelegeme, der snoede sig knugende om et belt folks fred og lnkke, og seks hundredår bar ikke fostret den bolde ridder, som kunne bngge hovedet af udvret. I de første år af kong Eriks regeringstid udbrød mellem brødrene en nbvggelig fejde, der i årene l2-l7—to udartede til de største voldsombeder fra begge sider. Had fødte hævn; rov, plvndring, udsugelser og de værste udskejelser børte til dagens orden. Abels ærgerrig bed og havesvge vare umættelige, og ban havde sikkert i sine inderste tanker intet ringere mål end. Besiddelsen af Danmarks trone. Forelobig svntes bans vildskab af finde sin tilfredsstillelse i af gjorde et allerede bårdt tunget folk end mere ulukkeligt. ^ den ene bu efter den anden plundredes og afbrændtes, medens lejesvendene, de tuske landsknægte, rasede som ville ulve. Også kong Erik slog fil eget land dybe sår og glemte i stridens hede, af ban skulle være Danmarks øverste bærn og værge, men ikke ødelæggelsens Herold. Særdeles bårdt gik det ud over klostrene, fbi i dem fandtes der gerne en velforsynet kælder med spise- og drikkevarer, så en bande aldrig gik fejl, når den i betryk for næring søgte til klostrenes gemmesteder. Det var dog ikke alene hertug Abels svende, der fandt, af de bellige fædre indenfor klosfermnrene kunne undvære lidt af deres vante mnndkosf; men også kong Eriks mænd fandt det belt rimeligt af forsøne sig fra klosterkjælderen, betlere end af nøjes med smal kost. Selv dronning Jutta ville betlere redde lidt fra de øm munke end sidde på knap tæring på Skanderborg slot, bvor hun i nogen tid opholdt sig. I de nævnte bevægede og lovløse tider begynder esterfølgende fortælling. I. Ander bejs. Eil sommeraften! 2 l7 sås en rytter af ride ild fra Skanderborg slot og følge vejen, der førte mod vest efter øm kloster, tæt forbi den østlige ende af Mossø. Rytteren havde et smukt og opvakt åsyn, der strålede as frejdigbed og livsglæde, medens det kække blik og nogle træk ved munden vidnede om, af mandighed og viljestyrke lå som sikre muligbeder i bans karakter. Den unge mand, der knude være en snes år, børte til dronning Juttas svende, bans navn var Henrik Hermanson. Faderen bed Herman tageson og ejede en større gård i nærbeden af øm kloster, man kaldte bam i almindeligbed hr. Tage. Henrik agtede sig til sit hjem, Ømgård kaldet, før af gæste sine forældre, før ban tilligemed nogle andre af dronning inttas svende skulle stod til kong Eriks hær. Der var nemlig påtænkt et estlandstog, når fejden med hertug abet var endt. I den berlige sommeraften lod rytteren sin hest gå i skridtgang før af lytte til fnglenes bendøende småkvidder og indånde aftenens milde køling i fulde drag. Dog havde ban ikke rigtig ro dertil, fordi ban ikke evnede af holde styr på de lugende og gærende tanker, der brødes med bverandre i bans hjærne og hver før sig gjorde krav på plads; thi aldrig så snart fik ban en tanke sat i knæ, før en anden meldte sig til brydekamp. Dette bængte nøje sæmmen med det sjæleliv, han havde levet i de sidste år; thi tidlig og sildig meldte sig til besknelse i bans indbildningskraft en yndig og elskelig kvindeskikkelse, der lod ham øjne en skjønhedsverden, fuld af rige forjættelser og al livets herlighed. Han elskede jomfru Ellen, plejedatter af en gammel, from enke, der boede i nærheden af øm. Skønt der aldrig var talt et ord mellem Henrik og Ellen om den sag, tvivlede ban dog ikke om hendes gjenkærlighed; men han var tillige vis på, af hans fader, den strenge hr. Tage, med al magt ville modsætte sig en sådan forbindelse. Når ugifte døtre af ansete slægter sattes i kloster for af skånes fra af ægte „ Bønder og ufri “, kunne det ingenlunde være den velhavende ridder Tages mening af lade sin eneste søn og arving ægte en frændeløs og fattig jomfru. Vel fortalte man, af Ellen stammede fra en anset slægt i Sønderjylland; men dette var kun en gisning, der intet andet havde af støtte sig fil end et par forblommede ord, udtalte af Ellens plejemoder under en farlig svgdom. Henrik fandt det såre rimeligt, af Ellen var af høj byrd, hun var i hvert fald skøn og elskelig nok fil af være det. Hans fader, hr. Tage, var dog næppe så villig fil af erkende hendes fortrin, og tanken derom lagde en skygge over håbet og frejdigheden, der opfyldte Henriks sind. Alligevel modnedes den biljesbeslutning hos ham, af han før sin afrejse fil fremmed land ville tale fil Ellen om sin kærlighed og bede om faderens samtykke fil den attråede forbindelse. såvidt var ban nået i sine tanker, da der inde fra skoven lød et ugleskrig, der rev dam ud af drømmeverdeneu. Som en ægte søn af datidens tankesæt ndtydede Henrik skriget som et slet barsel, ban standsede hesten og mumlede hen for sig: „ Hvad betyder dette fæle skrig, synger ulykkesfuglen alt sin ligsang over mit lyse håb? Hm! jeg kunne have lyst fil af lægge min bej om ad gamle Sidsel, hun kan jo sige et menneske, om dets livsgang bliver lys eller mørk. “ Halt lod handling følge på ordene, sporede sin hest og red ind på en gangsti, der førte fil gamle Sidsels hus. En milsvej fra øm kloster, norden for den østlige ende af Mossø, lå i lune tider en by, som. kaldtes Hjelmslev. På eil bakkeskrænt lidt fra bven lå et lille hils, der var så brøstfældigt, af man skulle synes, det mindste bindsfød kunne kaste det over ende. Alligevel havde det stået således i mandsminde, måske beskyttet af mægtige ånder; thi i hnset boede en gammel kvinde, som kaldtes „ Heksen “. Hendes navn var ellers Sidsel iakobsdatter, men da hun befattede sig med lønlige kunster, ræddedes almnen for bende, og hun sit heksenavn. Sidsels hele mre var også i stand fil af indgyde en vis rædsel, ansigtet var runkent og gustent, den lange, krogede næse lignede et ørnenæh, medens et par små virrende grise øjne fiftede frem under stærkt huskede øjenbryn. Med undtagelse af et par store hugge tænder var mnnden et tandlon rnm, der omgaves af grå knnrrebår, som bedre knude gælde for skæg end mangen nng ridders. Når hun i oprejst stilling lagde de lange arme over krykkestokkene, lignede bnn en grib, der svejder efter bytte og er i færd med af udstrække vingerne for af hente det. Klædedragten var. ligeså afstikkende som personen selv. Man fortalte, af hendes fem sønner vare røvere og havde deres tilhold i en røverkule der i nærbeden, men noget bestemt afgørende vidstes ikke derom. Endskønt Sidsel skyedes af de fleste, tnrde dog ingen uægte bende almisse af frygt for bendes hævn; men derimod søgte man fra nær og fjærn bendes råd og hjælp i alskens nød. Hnn knude ueml ig bei brede syge og troldgjorte mennesker, kunne tillave elskovsdrikke, ligesom bnn var i stort rv for spådomsgæve. Da Henrik nåde hestens hns, bandt ban sin hest ved et gammelt hyldetræ og trådte ind ad den „ Gudsfred og godaften herinde! “ begyndte Henrik, idet han ved synet af Sidsels hæslige skikkelse følte sig ilde fil mode og ligesom søgte et værn mod det uhyggelige indtryk ved sit gudsfred. „ Tak for eders venlige hilsen, nnge herre! “ mælede Sidsel, „ såsom få af eders lige bringe godt budskab fil fattigfolk, der ofte må sulte og lide nød i disse trange tider, da store herrer rives som ulve og volde alskens mon og ustyr. Men hvad bringer så fin en herre fil mit fattige hus i sildig kvæld? “ „ I er en førfaren og klog kvinde, der kan råde mørke gåder og sige et menneske, hvor højt hans lykkestjerne står på himlen, og jeg kommer da fil eder for af erfare, hvad der i skæbnens bog står skrevet om min lukke, “ sagde Henrik, idet han lagde fin pung i Sidsels hånd. „ Det er et stort forlangende, og min kunst rækker ej så langt, “ udbrød Sidsel, „ døg kan jeg se et og andet med mine gamle øjne, og ønsker jeg gerne af være eder fil vilje. Lad mig se eders hånd! “ Henrik lagde uvillig sin hånd i Sidsels. Hun sad længe grundende og sagde derpå: „ En fager jomfru har vendt eders hjerte fil sig, så i er vorden elskovssug og rådvild. “ „ Forudsat, af i læser rigtig, gad jeg spørge, om de « jomfru, om hvem i taler, vil vorde min? “ „ Ej, ej! “ sagde Sidsel, „ så let, som i kan spørge, går det just ikke af svare. Det skal i dog vide, af ved utålmodighed fremmes ej jert mål, thi står end jomfruens hil fil eder, hvad en liden tværstreg i eders hånd viser, vil dog meget band løbe fil strand, inden eders elskov signes af præst. En mand i en munkekappe synes af stå i vejen for eders lnkke og vil volde megen fortræd. - vogt eder for de lusegrå munke! “ - „ Ser i intet videre? “ spnrgte Henrik. „ Jo vist så, det lommer blot an på af ndfude det ret, “ udbrød Sidsel. Det begundte af sknmre, hun bumpede ben fil arnen og pirrede op i den bendøende ild, der havde brændt siden nadvertid. Ilden flammede op pånv, Henriks og sidscls skygger tegnede sig i overnaturlig størrelse på væggen, medens katten med en venskabelig knurren strøg sig op ad Henriks ben. Sidsel sad grundende, og bendes mnmlen blandede sig med kattens knurren, der mere og mere slog over i en dyb Bastone. Henrik fandt det alt andel end byggeligt. Endelig bad Sidsel atter om af se ungersvendens hånd, lidt efter sagde hun: „ Der synes af ligge noget mørke på eders vej, og en af eders nærmeste vil volde eder sorg; men i vil vinde højhed og ære. Vogt eder da, af i ej glemmer den jomfru, i nu bar kær, fbi mangen ungmø vi! bejle fil eders gunst. “ „ Tror i ung slig usindig galning, af jeg skulle glemme min elskov for en anden ungmø, bvem jeg stod vel an, da tæsker jeg ringe lid fil den skrift, i mener af kunne tude, “ faldt Henrik Sidsel i talen. „ Nå, så sagte, unge herre! Sidsels øje ser ikke fejl, om det end er gammell. Vogt eder for de sortøjede jomfruer, fbi om der end står skrevet med tydelig skrift i eders hånd og i eders åsvn, af i nu bar en ungmø kær, er der dog langt fil bejsende for den elskov. “ Derpå gad Henrik ikke børe ru længe og gjorde mine fil opbrud. Sidsel var iøvrigt vidende om bans forbold fil Ellen, vidste tillige, af Tage ønskede en forbindelse mellem sønnen og den sortøjede Mette i hjelmsbo. Af denne viden benvttede Sidsel sig, da hun spåede Henrik. „ I bave nu farvel for denne sinde, og tiden skal vise, om i taler sandt eller ej, “ sluttede Henrik samtalen. „ Gamle Sidsels tak tage i med på eders gang derfra, unge herre, fordi i så vel betænkte en fatfig kvinde som mig, og skulle i nogen tid bave brug for mit råd, som vel kan bænde, da busk, af Sidsel al tid er rede til af give eder det. “ Henrik trådte derefter ud af hnset, løste sin hest og red bort. Det var sildigt. Stjærnerne glimtede frem søm milde engleøjne, der se ned på menneskenes færd. Snart lufte de med strålende glans søm før af øpmnntre til dåd og højsind; snart blinkede de søm i bemød, tilslørede søm et menneskene i tårer. Alt åndede fred, duggens svaledrik nødes af blomst og blad, der havde tørstet i dagens hede og smægtet i solens brændende glød; den bøjtidelige stilbed, der bvilede over naturen, afbrødes knn, når en lille fngl forstvrredes i sin nattero og flagrede op med en forskræmt klunken for af føge sig et nut natteleje. Der var glædæ i ungersvendens hjerte, lus i bans sind, tbi ban elskede og troede sig gjenelsket, større jordisk lukke kan ikke sindes. Hvad brød ball sig om hindringer, der kunne optårne sig på hans vej; netop nu følte ban vågne i sig en uimodståelig kraft, der var mægtig fil af kuuse bver modstand. „ En mand i en munkekappe vil træde bindrende i vejen, det sagde Sidsel, “ mnmlede ban ben. for sig, „ lad en vissen, skaldet munk prøve af krydse Henrik hermansøns vej, det kan vorde en luftelig leg. Lidt modstand buer mig belt vel, des sødere er sejrens løn; illill elskede Ellen skal blive milt hustru, om så paven satte sig derimod. “ som ban nu i disse vekslende tanker red frem ad vejen, der førte fil Ømgård, børte ban en sagte nynnen foran sig og tænkte straks, af det var en munk, der kortede gangen ved af synge for sig selv en aftensalme. Henrik red raskere fil og nåde snart en mand, bvis lysegrå kappe viste, af han børte fil de øm munke. „ Gudsfred og godaften! “ hilsede Henrik den vandrende, i hvem ban gjenkjendfe den milde og vennesæle Broder Søren asgotus, en from og renlivet munk og Henriks faderlige ven. „ Eder tilonsker jeg det samme, “ svarede munken mildt, „ og fører eders vej fil Ømgård, kunne vi følges ad og nyde den herlige aftenstund, om i ellers vil lade eders hest gå i skridtgang. “ „ Hjærtens gerne vil jeg det, “ udbrød Henrik, „ såsom jeg ej i lang tid har talt med eder. I vod tillige, om mine forældre lide vel, og om alt står godt fil på ømgård. “ „ Det var to spørgsmål på en gang, unge ven; men jeg kan glæde eder med den tidende, af eders kære forældre, dem gud velsigne, lide vel, og såre vil det glæde dem af se eder karsk og sund, og når i befinde eder på ømgård, tænker jeg, alt står godt fil. “ „ Hvordan lide de øm mnnke i disse lovløse og strenge tider? “ spurgte Henrik videre, „ jeg frygter såre, af vi kun bar set enden på begyndelsen af hertug Abels niddingsfærd. “ „ Det forbude end! “ udbrød Søren, „ såsom det alt er bårde og ulidelige tider for os stakkels mnnke, al den stund de nappe fra os alle de store herrer, der gøre magt fil ret. Ej en gang er vi gåde ram forbi af hendes nåde dronningen, der forgangen uge fog fra vor gård i Tørning, bvad bnn kunne, ja truede endog Broder Ole, der var gårdens forstander, på livet. Sidstleden torsdag lagde bnn bagbold for de høstvogne, der kom fra djurs, for af tage kornet fra os. Ak, megen elende må vi munke døje, og enden er vel ikke endda. Meget skulle det i øvrigt bedrøve mig, om i, der er dronningens svend, var med på de ransfærd. “ „ Ikke var jeg med fil af øve den voldsdåd, i omtaler, skønt jeg vel havde været nødt fil af lyde, om jeg havde modtaget befaling af hendes ' nåde eller af min herre, ridder Stig, “ svarede Henrik; „ det skal i dog vide, af skønt hendes nåde er salvet dronning, banker nød ofte på hendes dør. Hvad skal hun da vel gøre andet end følge tidens sæd og tage, hvor der er noget af tage ask er eders vrede end let forklarlig, dømme i dog ej for hårdt. “ „ Ikke jeg, men gud Herren dømmer uretfærdig færd, “ fortsatte munken, og strengt dømmer han alle ransmænd, selv om de klædes as kongekåbe og dronningskrnd; men strengest vil ban dog dømme den Belials mand, hertug abet, der sorer bål og brand øver det ganske land. Dog lad os førlade disse sørgelige tanker, der giver bekvmret sind og avler bitterbed, og hvordan end endel! bliver på den usalige fejde mellem baldemarskmnerue, skal til sidst vort hellige klosfersamfunds ret forblive ukrænkelig, om vi end en stnnd må slikke under lovløsbed og bold. “ Dermed gik samtalen i stå, » uens munken faukesnld fortsatte sin gang ved hestens side. „ Sig mig, “ begvndfe Henrik, idet ban med nogen overvindelse tvang spørgsmålet frem, „ kender i en ungmø, der bor og bygger på øm klosters grund og hedder Ellen Iversdatter? “ „ Bisselig kender jeg den ædle iomfrn, om hvem i spørger, hun er smuk svin den luse dag og klædt i skønhedens uforlignelige skrud, er hun tilmed mit skriftebarn, og jeg skulle da vel kende hende, al den stnnd hun er en from og rettroende iomfrn. Men hvi spørger i om hende? “ Henrik tav en stund, derpå svarede han: „ Det er mit hjertes hemmelighed, den i ej vil røbe i utide, så vist som jeg kender eder af være en srom munk og min trofaste ben. I vide da, af jeg nærer en ren og stærk elskov til Ellen Iversdatter, og hun er den ædelslen, jeg ville give alf svr af vinde, var det end en kongekrone, om jeg ejede den. “ „ I taler der såre ubetænksomme ord, eftersom i ej kender den glans, bvormed en kongekrone kan blænde øjet; men dog er det eders hjerte til ære, af i taler som en ungersvend, der elsker varmt og inderligt. Har i ellers sikkerbed for, af jomfru Ellen har elskovsgud til eder? “ spurgte Broder Søren. „ Jeg håber, af det er så, skønt intet ord er talt mellem os om den sag. I v -d, af hun har været min legesoster, og fra jeg var en lille pog har jeg haft hende kær; men først nu føler jeg, af bnn er mig ganske uundværlig, derfor er det min vilje af tale til hende om min elskov, før jeg drager til fremmed land, hvad snart kan hænde, hvis kong Erik får en god og snarlig udgang af fejden med sin Broder,,. „ Give gud og den hellige jomfru, af fejdens slutning snart må komme med god fred og forlig, og af toget fil Estland må blive fil kirkens vækst og fremgang, “ genmælede munken. „ Så ønsker jeg og før eder, af i må vende karsk tilbage medære som en god og bold ridder; men bind ikke en ung jomfrus fremtid fil eders, før i vender tilbage og v ' d, af eders elskov kan trodse tid og afstand, thi skulle eders hil vende sig fil en anden ungmø, det gud forbude, da ville skøn Elle « bleges om klnd og knækkes som blomst i bed af stormen. “ „ For min hu i den sag råder jeg selv, “ før Henrik op. „ Det sige i dog ej så selvsikker, unge ben, “ tog munken fil genmæle, „ før eders hu råder i kun, når i giver eder gud og bans helgene i bold. Kan i det, står i fast, ellers snubler i så let som glatskoef hest på spejlblank is. “ „ Lad det end være, som i siger, så vil jeg dog, før jeg rejser bort, høre af Ellens egen mund, om hun bar mig kær eller ej, så og om min fader giver sit samtykke fil min beslen, “ svarede Henrik. „ I fare da sindigt frem, “ tog Søren fil orde, „ thi jomfru Ellen bar lidt under en svar sot, og er hun først nu vorden karst ved den hellige jomfrus bistand. Det skal i vide, at så vidt jeg skønner, bærer jomfru Ellen dyb og trofast elskov fil eder. “ „ Så have gud lov og i min kærligste tak, at i giver mig så godt og lyst et håb! Men hist skimter jeg omgård, og vi må skilles. Tak da for kært og godt rejsefølge, fil vi atter ses, “ sagde Henrik, idet ban rakte hånden frem fil afsted. „ Gud og alle helgener velsigne eder og eders forehavende, og trænger i en gang fil en erfaren og oprigtig bens råd, da gå ej min dør forbi. “ dermed sagde Broder Søren farvel med et venligt smil og fortsatte sin gang ad ansgarsvejen ned mod øm kloster. Iii. Gm. Øm kloster lå i en dejlig egn mellem to søer, Mossø og gudensø, medens en frodig bøgesfov gav læ mod de skarpe vestenvinde. Den milde, venlige natur, bo o røver fred og stilbed bvilede, passede vel fil et samfund, der sivede verdens larm, men ikke ønskede af slænge sig ude fra guds skabning, den berlige natur, hvis beskuelse skyder et åbent øje. Biskop svend af Århus byggede klosteret 1172, for af cistereienserordenen kunne sinde et sikkert arnested i hans stift. De munke, der da slyltede til øm under ledelse af abbed briennus, havde før opboldt sig flere steder i stiftet, men forskellige uheldige omstændigheder havde tvunget dem til af forandre opholdssted, indtil de endelig fandt et blivende sted og en sikker tilflugt i øm. Medens klosteret blev dugget, boede munkene i små lerhutter, der vare tækkede med siv og lung, og de måtte selv give en håndsrækning ved de forefaldende arbejder. Den nævnte biskop var klosterets velgører og betænkte det med store gaver af jordegods, beliggende på Djursland og i Hjelmslev herred. Desuden flaskede ban munkene pavebnller fra alerander 8die og Urban 3die, bvilke Buller gave munkene tiendefrihed af den jord, de med egne hænder eller på egen bekostning lod opdurke. I flere andre retninger sørgede ban faderlig for klosterets vel og ordenens fremgang. Cistercienserne stammede fra cistercium i Frankrig, hvor Robert af melesme i året 1098 nedsatte sig med nogle munke, der levede efter de af bam fastsatte regler. Disse udvikledes senere af abbed Stefan; men først ved Bernhard af clairvanr, bvis inderlige frombed og glødende veltalenhed gjorde ham til sin samtids indfludelsesrigeste mand, fik ordenen anseelse og fremgang. I øvrigt var hovedtanken i den bestige Benedikts regel ordenens forbillede, skønt flere regler bleve betydelig skærpede af Bernhard, der var yderlig streng mod sit eget kød og afholdende i den grad, af han nægtede sig det nødførffige og derved forkortede sit liv. Munkene måtte ikke spise kød > uden i svære sygdomme, skulle sove i deres gangklæder og ligge på hårde stråsække. Midt om natten skulle de stå op og spnge hymner til guds ære, indtil dagen brød frem. Legemsarbejder, læsning, beden og andre åndelige sysler hørte til dagens gerning; men fuldstændig tavshed måtte hele tiden overholdes. Omplantet på dansk grund mildnedes flere af reglerne; men eisfercieuserne vare dog, særlig i de første tider, mønstre på tarvelighed, flid og sædelighed, så af de længe bevaredes fra af strande på nydelsens skær. Derfor kan pave Gregor Ix skrive i et brev af æde september 1234: „ Kirkens glæde ere disse brødre af cistercienserordenen, som adskilte fra verdens larm tilbringe tiden i ensomhed for af tæmme hjærtets be nsende begær ved en himmelsk kærligheds nåde. “ Men efter hånden fik tidernes vanart bugt med tarvelighed og gode sæder, idet man tillod sig større og større afvigelser fra reglerne; den brændende og nidkære Iver for kjodets spægelse kølnedes! og nære end en fyldevom og vellvstning fostredes i klostrene. Alligevel fandtes til alle tider fromme og renlivede munke, der kunne være klostersamfnndets åndelige salt. Fra 1216 til 49 var Johannes abbed i øm, han var en mild og ærværdig skikkelse; men han levede i en vanskelig tid, og hans kraft og fasthed var ikke tilstrækkælig til af værne om klosterets rettigheder, der antastedes af voldsherrer. Stor støtte havde abbed Johannes i den før omtalte munk, Søren asgotus ' der var vel øvet i skrivekunsten, ligesom ban i vanskelige forbold altid ejede et godt råd. Abbeden elskede bam højt for bans lærdom og store frombed, og de andre munke i klosteret så op til bam med ' ærbødighed. Broder Sørens kæreste syssel var af besøge syge og lidende, bvem han offe ydede bistand ved sin lægedomskunst, bvori ban var meget forfaren. Tillige bragte ban med sig et mildbedens og trøstens ord, der sjælden forfejlede sin virkning, fordi det udsprang fra et fromt og troende hjerte. På klosterbønderne og andre i omegnen, med bvem ban kom i berøring, udøvede ban derfor stor indflydelse. Endnu skal omtales en klosterbroder, som hed Olaus. Han var en lærd munk og brugtes som sendemand i klosterets vigtigere anliggender. Når munkene vare på rejser, fritoges de for den strengere overholdelse af klosterreglerne, og Olaus rejste ofte. Måske det var af den grund, bans skikkelse var så velnæret. I øvrigt havde bans ansigt et sknmmelt præg og indgød langtfra tillid, om end frombedsmasken kunne bedrage for en tid. Hans små, stikkende, halv tilslørede øjne så aldrig fast på nogen, uden når bredens eller lidenskabens ild glødede i dem. Et par måneder før Broder Sørens samtale med Henrik hermansøn gik en gammel kvinde benad bejen, der førte fra øm kloster fil den æ mil derfra liggende bv rue. Hendes dragt vidnede om fmå kår, skønt en vis pynteligbed var udbredt over hendes hele personlighed. Hun agtede sig fil st. Sørens hellige kilde, som bidlokkede mange syge og lidende mennesker, der fast og sikkert troede på helgenens magt fil af give førligbed og helsen, når de drak af eller badede sig med det nndergjørende, hellige band. Bar nogen så svg, af ban ikke kunne bringes derhen, da bentedes band fil drikke og renselse, hvilket ofte bavde samme gode birkning svin et besøg ved kilden. I øvrigt havde den med helgennavnet betegnede Søren været kølnsk biskop i det fjerde hundredår. Munkene fandt deres fordel ved af gøre barn fil en bondesøn fra rve, tbi almnen følte sig særlig tiltalt af en dansk helgen, der var udrnnden af ringe stand. Hans ry steg som en voksende bølge og bredte sig ud over det ganske land, så andre gode helgener vel kunne blive skinsyge over al den ære og berømmelse, som blev tankte Søren fil del. Selv efter lutherdommens udbredelse i Danmark holdt hans ru sig, ja endnu i vore dage kau man finde gamle kvinder, der fro på helgenens undergørende magt og hente band i kilden fil visse sygdommes helbredelse. Til st. Sørens hellige kilde ilede nu moder Karen for af hente lægedom fil fin plejedatter Ellen, der lå hjemme, syg og lidende. I det hun nåde kilden, bad hun en brændende bøn fil st. Søren, af bandets undergørende birkning rnåtte komme den lidende ungmø til gode og bringe hende oven senge med sundhed og helsen. Derpå ilede hun hjemefter, få hurtig hnri kunne; uden for ørn mødte huir Broder Søren. „ Gudsfred! “ hilsede munkeir, „ hvorhen har eders gang været, såsom i synes af ile hen ad Besen med stor hast? Lider iomfrn Ellen ikke vel? “ „ Tak for eders venlige spørgsmål, “ svarede Karen, „ mit kære plejebarn lider helt ilde, og derfor gik jeg min gang til st. Sørens hellige kilde af hente lægedom. “ „ Så velsigne gud og hans helgen eders gang, af jomfru Ellen må vorde karsk, al den stnnd hun vel er eders øjnes bedste glæde. “ „ Hun er det, som i siger, en stor belsignelse for mig gamle kvinde, “ sagde Karen med tårer i øjet. „ Nn bar bnn været svg i flere dage, og jeg er bange, bnn ej alene lider af legemssot; fbi i de sidste tider synes hun af bære på tunge og mørke tanker, dem jeg ej kender eller kan bindre. I min svære nød tænkte jeg, om Sankte Søren ikke ville bjælpe, og beder bar jeg nu da lægedom, der ej alene belbreder for legemsværk og pine, inen og kan bindre sjælesotcns fremgang. “ „ I er en from kvinde, bvad såre glæder mit hjærte, jeg skal se ind til den suge jomfru og eder, for sol går i bjærge. Til den tid sare i vel, og alle helgener beskytte eder! “ sagde munken, i det ban gjorde velsignelsens tegn. Da moder Karen nåde hjemmet, var Ellens sygdom mærkelig filfagen. Dæn syge kastede sig urolig hid og did i alkoveseugen og stirrede forvildet frem for sig. Ved synet af plejemoderen ndbrød hun: „ Gud have lov, af i kom, kæreste moder! thi mørke syner og ville drømme have så plaget mil hjærne, af jeg fast er bange for mig selv, dog nu er det bedre, da jeg atter har eder hos mig. “ „ Dæn hellige guds moder se til dig i nåde, mit kære barn! Hun lægge sin velsignelse i det lægedoms vand, jeg her bringer, og som guds helgen, tankte Søren, har ladet opvælde til tidendes helbredelse. “ Moder Karen rakte Ellen en drik af underoandet og badede hendes hoved, der brændte som i feberglød. Dæn syge blev roligere og fortalte, af Broder Olaus havde besøgt hende og talet mange hårde og sfrænge ord om berdens banart og syndens straf, derover blev hun forskræmt og bange, og efter hans bortgang kunne hun ikke blive fri for af tænke på de mørke billeder, han havde oprullet for hendes sjæl. Broder Olaus gæstede ofte moder Karens hus, hvor han var velsot, da han talte venlige ord fil den gamle kvinde, der var enke, men i øvrigt havde sit gode udkomme; derfor havde hr. Tage sørget. Moder Karen fandt det rigtigt, af der taledes fil plejedatteren om nonneslør og klosterliv, hvis stille fred og lykke vel kunne skildres så herligt og skønt, af det overstrålede alt, hvad livet i den brydsomme berden var i stand fil af give. Kunne Ellen optages i nonnernes kreds, fænkfe plejemoderen sig, af bedre bærn mod berdens ondskab end klosterets hellige mure kunne ikke findes. Måske den tid var nær, da Karen lå på øm kirkegård, medens Ellen var ene og forladt. Hvor skulle da en frændeløs og nerfaren jomfru sinde bedre beskyttelse end i klosteret. Olans ' s besøg begnnstigedes derfor af den gamle kvinde, uden af hun anede dans sande hensigter. Olans kom på fejl hylde, da han blev munk, hans energiske natur kunne ikke tilfredsstilles ved messen, beden og et indadvendt liv. Der var tændstof nok i ham fil en forfærende sanselighedens ild; men han evnede af lægge dølg derpå, så kun enkelte fik indblik i hans tænde bæsen. Med en nimodståelig magt droges ban mod Ellen, og sikkert var der noget af ægte kærligheds natur i denne dragen; men den var omtåget af rå sanselighed. Olaus lagde sine planer. Først måtte han eje Ellens ubegrænsede tillid, dernæst skulle hendes tanker fvldes med lokkende skildringer af nonnelivets herlighed i modsætning fil den onde og vanartede berden, thi da kunne en belejlig stund gribes fil af aflokke hende løftet om af gå i bissing kloster. De bissing nonner vare allerede i disse tider ikke særlig berømte for deres rene levnet, skønt der visselig også blandt dem sandtes kvinder, der vare slvgtede bort fra berden for af dvrke gud i eusombed og leve et fromt liv. Olaus var velsof i bissing, hans søster Margrete var nonne i klosteret. Tænkeligt var det, af Ellen ved længere samliv « red hende kunne blive lettere tilgængelig som nonne end som ikke klostergiven ungmø. Således tænkte Olans. kort efter Karens hjemkomst besøgte Broder Søren efter givet løffe den syge Ellen, og hans ord gød trøst og fred i hendes sind, så lyse tanker atter fik lov af råde. Det, der tyngede Ellen, var den hemmelighed, af hun oftere tænkte på Henrik end på Madonna. De havde kendt hinanden som børn, og skønt ' Henrik var noget ældre end Ellen, følte de sig døg glade i hinandens selskab, kunne ikke undvære hinanden, og den strenge hr. Tage tillod gerne, af det smukke barn dellog i sønnens lege. I ungdomstiden mødtes de oftere, og umærkeligt udviklede kærligheden sig i de unges hjerter. De vare flittige fil af søge om klosterkirke, hver gang klokkernes kaldende røst lød ud over egnen og opfordrede folk fil af komme fil menighedens forsamling. Mærkeligt nok mødtes Henriks og Ellens trang deri, af de begge deltoge i en gudstjeneste, der var mere beregnet på af blænde ojet ved udvortes pragt og ceremonier end fængsle hjertet ved ordets enfoldige og bjærtelige udlæggelse. Henrik blændedes døg oftere af jomfru elleus skønne åsyn og sjælfulde oje end af Madonnas udpyntede billede og allertjenestens mangeartede skuespil, børte betlere elleus klangfulde og friske stemme bæve sig på sangens vinger end munkens opramsede, latinske bønner. Jomfru Ellen fandt altid en ' hjærtens glæde i af hilse på den livsglade og kække ungersvend, nden af hun døg gjorde sig rede for, af hvilken Art den følelse var, med hvilken hun omfattede ham. Efter hans bortrejse fra hjemmet følte hun et savn, som hun ikke selv forstod, en utilfredsstillelse, som hun ikke vidste råd for; men hun følte det døg mere og mere levende, af glædens og håbets friske blomster bandt sig i Kraus om Henriks skikkelse. Vågen og i drømme var ungersvende » i hendes tanker, hvert venligt ord og blik, hun havde vekslet med ham, blev kaldt frem i mindet. Var sligt ikke sund? Derom spurgte hun sig selv, når elskovstankerne forstørrede hendes andagt og blandede sig i bønnen fil gnd og Madonna. Munken Olaus kaldte elskov for djævelens værk og en brøde mod gud, der hårdt ville straffe den fkvldbetvngede, som bar et meuneskebillede i sin sjæl, hvor kun ' ånden havde ret fil af bo. Hver gang slig tale lød, følte Ellen sig forskræmt og rådløs, tbi drømmen om ungersvenden gjorde verden tifold herligere, menneskene tifold bedre og gnds godhed tusindfold større; fog man Henriks skikkelse bort, var alt tomt og øde. I sådanne tider følte hun trang fil af åbenbare de lønlige tanker for Broder Søren, der var hendes skriftefader; men så vidt var det vanskeligt af nå, thi når det kom fil stykket, satte hendes jomfruelige følelse sig derimod, og kun forblommede spørgsmål og hentydninger lød skriftefaderen ane, bvad der rørte sig i ungmøens sjæl. Broder Søren havde fra Ellens tidligste ungdom bast afgørende indflydelse på hende. Han opdagede snart, af hun var en rigt begavet natnr, der knn behøvede beftngtende undervisning for af udvikle sig fil noget « almindeligt, og Ellen nåde nnder munkens vejledning videre i god lærdom end mangen adelsmands datter, medens hun bevarede sin barnlige fromhed og den hjærtets renhed, der er betingelsen for et ædelt og elskeligt

1894_Bergstroem_Vendepunkter

Hjalmar

Vendepunkter

Bergstrøm

Bergstroem

Vendepunkter

male

1894_Bergstroem_Vendepunkter.pdf

Hjalmar

Bergstrøm

dk

Vendepunkter

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

I kære ven! Jeg kom til at tænke på dig i dag. Jeg sjaskede i ækelt galocheføre ned ad Østergade og standsede ud for en kunsthandels vinduer for at se på de udstillede billeder. Der hang blandt andet et gammelt stik forestillende en strygekvartet. De fire spillende herrer er klædte i dragter fra det forrige århundrede, rimeligvis fra tiden før den store revolution. Tid og sted er naturligvis ikke angivne på billedet, og det står altså enhver frit for at indrette sig i den henseende, som han selv lyster. Jeg tænker mig således,, at det foregår i Frankrig, ude på landet, i nærheden af Paris. Det er en forihiddag ved forårstid. Sol og mild luft strømmer ind fra haven gennem det åbentstående vindue til venstre. når der er pause i musikken, hører man fuglekvidder udenfor, og Duft af syrener gør luften let berusende. Der er højt til loftet i det gamle slotsværelse, væggenes farve er lys, lister og forsiringer er forgyldte. Der er en egen rolig tilfredshed over de fire spillende herrer. Se på deres skægløse ansigter under de sirlige parykker: ikke sandt, der er forstående smil og stillestående fryd i de fine rynker ved øjnene og i de åndfulde træk ved næsebor og mundvig. De nyder hver enkelt tone, men de tør ikke give sig helt hen i nydelsen; thi de er selv de udøvende og må passe nøje på de kobberstukne noder og tegn i deres tykke hefter på nodestolene foran dem. De hviler nok i tonerne, men det er ikke nogen slap hvile, der er spændstighed i den. Betragt deres ansigter igen og se efter, om der ikke skulle være et lille overskud af veltilfredshed, som ikke lader sig forklare af glæden over tonerne alene. Se navnlig på den yngste, den unge. — jeg tænker mig, de fire herrer venter kærkomne gæster ud på landstedet til middag, og det skulle undre mig, om der ikke for den unge mands ved kommende var en lille pige med i spillet. Ja, er man først en gang kommen på den tanke, kommer man ikke fra den igen, når man betragter udtrykket i hans ansigt. Billedet siger naturligvis ikke det mindste derom, men jeg tænker mig det, og jeg synes, det gør scenen hyggeligere. Når jeg lukker øjnene og er ganske stille, kan jeg høre de fire herrers gammeldags musik. Jeg kan endog på passende steder fornemme den svirrende lyd fra bassens senede strænge, når de stryges af buen i deres fulde længde. Hvad er det for en Melodi, de spiller? Det er bestemt den samme, som jeg for mange år siden så tit hørte hjemme som barn fra en lille svejtsisk spilledåse med Vilhelm tells kapel på låget. Det er den samme, men udsat for strygere. Den var så dejlig den Melodi, at den var til at græde over for bare dejlighed, og jeg har tit som dreng haft tårer i øjnene, når den hemmelighedsfulde lille æske stod på bordet og spillede. Den var en erindring fra mine forældres bryllupsrejse. den Melodi er det, de fire herrer giver til bedste. Den passer så ypperligt til deres dragter fra tiden før revolutionen, den passer til det lyse, højtloftede værelse, de sidder i. Ja, de kan sagtens: foråret strømmer ind til dem gennem det store åbne vindue og blander syrenduft ind i den tonefyldte, levende luft. Sommeren er i vente, og de skal have gæster i eftermiddag! Ingen ved, hvad dagen kan bringe af lykke — se på den yngste. Se på hans smil. Det kunne jo være, det blandt andet kom af tankernes dvælen ved en ung pige i blegblå! Tyli, hvis blottede barms ufrivillige bevægelse lod ane en forventning, han ikke vil skuffe. Sommeren er i vente — og så tilhører de mennesker en tid, som vi nutidsbørn bilder os ind, det var lettere at leve i og tungere at dø fra.-----det er trist at vågne op af en lykkelig drøm og atter befinde sig i galocheføre på Østergade ved vintertid. Det hele får sådan et håbløst udseende. — du aner vel allerede, hvorfor synet af det billede bragte mig til at tænke netop på dig. Var det ikke det samme, du havde hængende over sofaen, da du for nogle år siden endnu boede oppe ved Nørrevold? Jeg kom i stemning i dag og følte en underlig vemodig lyst efter atter en gang at kunne komme op og besøge dig i din gamle lejlighed. Jeg ville have givet meget for bare for en dags skyld at kunne skrue tiden et par år tilbage. Hvor jeg længtes efter atter at tilbringe et par aftentimer hos dig. Ikke just gentagelse af nogen enkelt bestemt aften, men en aften således som den nu, så længe efter, står for mig i erindringen, et indbegreb af alle de gode og fine indtryk, der er blevne tilbage i mig som minde om den gang. Umuligheden af at besøge en ved Nørrevold, som bor i udlandet, skulle synes indlysende nok til at kue et urimeligt ønske i fødslen. Og dog kunne jeg ikke lade være at vandre tilbage til halmtorvet, dreje ned ad boulevarden til højre, standse ud for det velkendte hus, hvor du i sin tid boede, se op til dine gamle vinduer og undre mig over, at der nu boede andre mennesker deroppe. Jo mere det blev mig klart, at hvad der denne regnvejrsdag havde draget mig og fået mig til at standse uden for det lille noble hus ved' Nørrevold, var et pludseligt fremkaldt minde om noget, der dannede et stykke afsluttet fortid, noget der var uigenkaldeligt forbi, desto større blev trangen i mig efter at tale med dig en gang igen. Jeg syntes med et, jeg fik så usigeligt meget at måtte fortælle dig. Netop fortælle dig. Altså ikke lysten til at opfriske, som man kalder det, fælles oplevelser. Ikke dette halvt. vemodige, halvt glædestrålende « kan du huske? » kan du huske, da vi som drenge legede indianere med en andefjer i et bånd om panden? Kan du huske dit, og kan du huske dat? — ikke noget af den slags; thi vi oplevede jo ikke noget fælles, vi fordøjede kun vore oplevelser sammen. -------------du skrev i et brev en gang, at enten stod jeg stille eller også tav jeg med, hvad der bevægede mig. Det var det sidste, jeg gjorde. Jeg har tiet, tiet i to år — lige siden du drog af landet for stedse. Men nu kan jeg ikke tie længer. Jeg føler mig atter til mode, som når jeg fordum sad oppe hos dig i den lænestol, du havde opkaldt efter mig. Jeg ser igen din fornemme stue for mig. Dine sjældne lamper og de mange lys i de underlige stager stråler festligt ligesom den gang. Der over sofaen hænger igen de fire spulende herrer fra tiden før revolutionen. Der i hjørnet dit fritstående, kostelige skrivebord med de mange hemmelige rum. Oven på det står Thorvaldsens håbet og spejler sig i den blanke mahogniplade. — ja> jeg sidder her igen som i gamle dage. Din lejlighed har stået urørt i mellemtiden. Tiden har stået stille her. Du selv er den samme som altid — hører du, du må ikke have forandret dig! Men jeg er bleven en anden, og det er derfor, jeg har så meget at fortælle. Jeg venter blot på, at du skal sætte dig til ro i sofahjørnet. Mens du endnu har travlt med at hygge om mig, sætte cigarer og askebæger frem, hente vinkarafiel og glas henne fra det buede hjørneskab, undersøge endnu en gang, om kakkelovnen er i orden, sidder jeg og nyder gensynet af de kære, længe savnede omgivelser. Og nu da jeg befinder mig ligesom ansigt til ansigt med et stykke afsluttet fortid, føler jeg for alvor, at jeg ikke længer er den samme som den gang. Det er ligesom om det var mig, der var kommen hjem fra udlandet, fra et land, hvor tiden ikke stod stille. Ja, nu skal du høre! j i kender du de aftener, da alt hvad der i lange tider har gæret i en af nagende selvanklage og ordløs fortvivlelse, af tvivl og selvopgivelse samler sig som lumrende dampe et eller andet sted, man ved ikke, om det er i hjærnen eller i brystet, og øver tryk for at slippe ud? Skal ikke kedlen springe, må der åbnes for sikkerhedsventilen: man må meddele sig, skrive, digte, græde, rase ud — lige meget hvorledes. Så giver man efter for trykket og åbner. Og dog havde det måske været bedst, om man havde ladet være. Kedlen var sikkert sprungen, men så havde det været overstået med det samme. Hvorfor i al verden lader man da ikke stå til? Er det rester af fordums forhåbninger, der endnu sidder en i blodet, eller er man måske fejer — kald det hvad du vil. — — kender du de aftener? Jeg har oplevet mere end en sådan, men der er en, jeg ikke glemmer. Du gode gud, hvor man bliver gammel sådan en aften, ren olding! At katastrofen ville komme, havde jeg længe været klar over, at den netop skulle indtræffe den aften, var ikke godt at vide, og hvorfor den just indtraf på det tidspunkt, kan jeg end ikke sige- nu. Jeg gik den eftermiddag hjem gennem byen i fedtet føre og støvregn. Sådant vejr havde vi haft i en evighed. Man havde ganske vist en betryggende følelse af, at solen var, hvor den skulle være, men ingen levende sjæl havde set den i al den tid. Det begyndte at blive mørkt. Hist og her kom der lys i vinduerne. I et vindue i en stueetage stod en ung pige og så et øjeblik ud i det triste vejr, inden hun rullede ned og trak Gardiner for. Jeg gik forbi i det samme med j o o min våde frakkekrave op om ørene og kolde regndråber trillende ned ad ansigtet. Jo, hun kunne sagtens, som stod der inde tør og varm! Hvad mon hun nu føler, tænkte jeg, mens jeg sjokkede videre. Sådan noget, som når man en mørk nat til søs kigger gennem kahytsvinduet ud på det ækle sorte dyb — bare for at kunne lægge sig så meget des hyggeligere tilrette i sin lune køje? Jeg drejede ind i en anden gade. Her var vinden skarpere, og regnen piskede ind i ansigtet på mig. Jeg udmalede mig den unge pige sidde lunt inden døre i en velhavende dagligstue med o o dejligt tæppe over hele gulvet, blødt extratæppe under bordet, varmt lys fra en stor lampe med gulig silkeskærm osv., og jeg skyndte mig hjemad. — du flytter gyngestolen hen til kakkelovnen, når du kommer hjem, tænkte jeg, og piben skal smage! Jeg husker alle disse småting på grund af den modsætning, de kom til at stå i, til hvad jeg skulle gennemleve samme aften. Intet varslede katastrofens nære forestående. Jeg tror endog, jeg fløjtede, da jeg lagde mit våde overtøj fra mig og trak i slobrok og morgensko — nej det er sandt, jeg nynnede en Melodi, en af gluntarne: « nu tror jag, det kan vara tid at tænke på refrainen ». — der var koldt på mit værelse og dårlig luft. Kakkelovnen røg og varmede ikke. Lampen osede, da den havde været tændt noget. Vægen brændte skævt, den tålte ikke at skrues op. Jeg gad ikke slukke den for at rette på det og sad derfor i halvmørke. Tobaksrøgen stank i den råkolde luft. Piben smagte modbydeligt, og alligevel sad jeg og dinglede med den i munden. Det var begyndelsen, og den satte straks i en vis stemning. Jeg gav mig til at tænke på, hvor når jeg en gang ville blive velhavende nok til at indrette en dagligstue sådan som den, jeg havde tiltænkt den unge pige, da jeg gik hjem. Udsigterne var alt andet end lyse. — på skrivebordet lå mine bøger opslåede. Jeg burde egentlig sætte mig til at arbejde. Gad ikke tænke på det. En morskabsbog? Havde læst romaner nok i min tid. Kendte rummelen. Klokken var seks. Det var snart teatertid. Gennemgik repertoiret. Ingen tillokkelser. Havde desuden heller ingen penge. Nå, jeg satte piben fra mig og vandrede op og ned ad gulvet med hænderne i lommerne. Opdagede, at jeg havde glemt at rulle ned. Kunne også være det samme; geniert keinen grossen gejst! Pludselig hørte jeg harmonikamusik langt borte fra. Jeg kunne mærke på mig selv, at den havde lydt i mine øren allerede nogen tid, men først nu, da andre tanker ikke lagde beslag på min opmærksomhed, trådte den frem for min bevidsthed. Væmmeligt instrument! Og tilmed en forslidt Melodi: en døgnmelodi, der havde været i vælten for et par år siden. Jeg kunne ikke komme på, hvor jeg sidst havde hørt den. Huskede derimod tydelig, hvor jeg sidst havde hørt harmonikamusik. Leg kom fra gilde den gang jo o og gik ved nattetid gennem en skummel gyde i fedtet føre. Pludselig blev en dør til en o beværtning smækket op og åbnede for en tåget lysstribe. Da jeg kom nærmere, slog en vammelsød Duft af stinkende tobaksånde mig i møde, en stram lugt af øllede skråtobaks spytteklatter, støj af skidne ord og rå latter af liderlige tøjter, drukne mandfolks hikkende skænderier, og midt i hele redelig heden harmonikatoner! Og nu igen samme musik, men langt borte fra. — — — — — hvad om man for at blive kedsommeligheden kvit opsøgte et løsagtigt pigebarn? En rigtig rå og glubsk satan til tøs. Sådan for en o o gangs skyld rigtig søle sig ind i svineri! Jeg havde aldrig prøvet sligt og blev ræd ved tanken. Mine ben rystede under mig — men blodet rullede stærkere i mine, årer. Dog kun et øjeblik. Jeg var for sløv til, at min sanselighed kunne pirres op ved den slags tanker. Havde desuden ingen penge. Og så rimeligvis moralske tømmermænd næste dag. Nej! — — — hvem der blot kunne slippe bort fra sig selv! Lukke døren ganske sagte på klem, smutte ud, smække hurtig i og så være fri — for sig selv. Nonsens! Endelig holdt harmonikaen op. Gud ske lov! Så fik man da fred fra den kant. Men — det lod sig ikke nægte — selv disse usle stympere af toner havde haft evne til at sætte tanker i bevægelse og efterlod tomhed. Jeg blev greben af en sand horror vacui og måtte pine mig for at hitte på. noget at beskæftige min hjerne med. Thi jeg havde en dunkel fornemmelse af, at gik den i stå blot et sekund, ville den aldrig komme i gang igen. Hvor var det altså, jeg slap? Nå, det var ved den beværtning, der blev åbnet hin nat. Nu fulgte jeg mig selv hjem i tankerne og repeterede mit levnetsløb fra da af i alle enkeltheder. Jeg huskede alt på en prik, og det gik ypperligt lige til den tredje dags eftermiddag kl. fire—fem. Fra det tidspunkt u k i af havde jeg nemlig allerede en gang tidligere repeteret levnetsløb, og jeg kunne ikke bekvemme mig til at gøre det om igen nu — jeg følte kvalme ved mine egne gamle tanker og begyndte at blive svimmel af den evindelige vandren op og ned ad gulvet indenfor de samme fire vægge. Jeg lagde mig derfor hen på min sofa. Det, at man således skifter stilling, kan jo tit bringe en ind på andre forestillingsrækker, og jeg kom pludselig til at tænke på opium. Jeg havde et eller andet sted læst noget om, at det blev serveret i form af små bitte, sorte kugler. Jeg lå i tankerne og trillede sådan en lille ært imellem fingrene. Mon det skulle være til at få her til lands? Gud ved, om ikke en eller anden apoteker eller materialist skulle have en lille smughandel med opiumskugler? Selvfølgelig var det forbudt af politiet. — — man skulle jo drømme så dejligt oven på det. Hvis man nu nød en forsvarlig pibe opiumsrøg, kunne det så ikke tænkes, at man med det samme sov hen i en salig rus, aldrig vågnede mere, men stadig drømte videre? — — — — — — — — — — — var det en mus, der løb hen ad gulvet? Nej, det var vist ikke noget. — — — — — — men hvem indestod for resten for, at det netop blev behagelige drømme? Kunne ikke det modsatte tænkes? Kunne det ikke tænkes, når man havde taget sig en dosis opium på livstid, at man sov hen i rusen og aldrig vågnede mere, fordømt til at drømme helvedes kvaler i al evighed? — — — — — — — nå, sådanne fantasier var der vel ingen fare. for. Der måtte naturligvis være noget ved det, ellers gik folk ikke hen og blev forfaldne til en nydelse, der endte med, at de blev rene skygger af sig selv. Jeg huskede, jeg en gang havde set et afskrækkende billede af kinesiske opiumsdelirister. Fuldstændige benrade! Men hvad havde det at sige? Den, der slår sig på opium, giver naturligvis afkald på denne verdens herligheder. Han er en slags udvandrer, der drager på eventyr, og det kan jo være ham lige fedt, hvad ende det tager med hans gamle aflagte klæder i hans fordums hjemstavn. — — opiumsdrømme! Hvordan skulle de være? Varm sommerdag. En kølig veranda med svalende solsejl. Høj himmel, let luft og fjærn udsigt. Et eller andet sted' fra, man må bare ikke vide hvor, dæmpet strygemusik. Og hun, skal hun være med? — nej — det skal være efter at man har set hende første gang. Så skal man sidde mageligt, men ikke slapt, og se ud i landskabet og tænke på hende, ikke alvorligt, blot let — det skal have den fjerne muligheds sarte salighed, ikke være tungere, end at det kan danse efter de usynlige strænges svævende rytmer: fine Gigers strygespil,, Duft fra fjerne egne, lyse minders Jette Dans. Lykkelige tider! -----:--------------om jeg nu virkelig troede, at jeg skulle smutte bort fra det hele ved at følge den lille fristende sidesti? Som om jeg ikke af erfaring vidste, at den slags altid munder ud igen på hovedvejen, den brede landevej, der sikkert og direkte fører til fortvivlelsens eller tomhedens helvede! Men trøst dig, gamle dreng, der er måske langt endnu til enden, og der er flere fristende sidestier undervejs! Gennem en række forestillingsled, jeg har glemt, kom jeg til at tænke på den sommerdag for år tilbage, da jeg blev student. Vi svingede vore huer og råbte hurra! Det var sommer, og vi var fri og unge! Jeg, var så fattig på penge, så rig på håb, og livet lå så lokkende og anelsesvækkende for mig. Havde ikke alle de store, næsten alle de store, begyndt ligesom jeg — som fattig student! Og jeg svingede med huen og råbte hurra med de andre! Så skiltes vore veje, de andres og mine. De levede i øjeblikket, jeg i fremtiden: jeg havde et fjærnere mål end de. Jeg gik i al stilhed og troede, jeg var en af dem, der havde en mission i livet. Hvori den egentlig bestod, var mig ikke klart, men at den forestod og en gang ville melde sig, det mente jeg at mærke på så mange småting, som det ville have været mig umuligt at gøre andre rede for. Jeg gik i det stille og ventede. Men sådan noget sætter mærker i ens karakter. Jeg var tilbageholden og indesluttet, vanskelig at blive klog på, som folk påstod. Når jeg var i selskab, holdt jeg mest af at sidde i krogene. Onde tunger sagde, jeg var stolt. Mine kammerater holdt af mig, men på afstand. De så op til mig, ventede sig noget af mig, bød mig med ved mere officielle lejligheder som en, der ikke godt kunne forbigås. Men de kom mig aldrig i møde med den fortrolighed og hjærtevarme, der kan lyse i to menneskeøjne og dirre i et håndtryk. De var hensynsfulde og venlige imod mig, men de følte sig ikke trygge over for mig. Jeg mærkede det og led derunder. Jeg frøs, når jeg var sammen med dem. Men den, der fryser, er. kold. Folk sagde om mig, at jeg var kold. Når jeg var ene, kunne følelsen af forladthed få bugt med mig, og en ubæn-. O 0'0 dig trang til at elske kunne stige til sygeligt o o o v o o raseri. Det var tegn på svaghed, mente jeg, og jeg kuede mine drifter. Vel kostede det tunge timer, men håbet bar oppe. Jeg var ung den gang. — — o o og nu, var jeg kommen et eneste fjed videre? Ubarmhjærtig klart stod for mig i det øjeblik forskellen mellem, hvad jeg havde drømt om at nå, og hvad jeg virkelig havde nået, og dette sidste var lig -nul! Jeg var intet, absolut intet. Jeg bebrejdede mig selv, og jeg bebrejdede skæbnen, navnlig skæbnen. Havde det og det været sådan eller sådan, så havde meget måske nu stillet sig anderledes. — der lå nu min embedseksamen som et optrækkende uvejr. Men fjernt — jeg havde langt igen. Sæt at jeg nu strammede mig op og blev færdig med den en gang, hvad så? Hvad lå der bag? Intet — absolut intet uden tomhed. — — — hvis jeg nu ikke var den pjalt, jeg var, men virkelig havde mands mod til at drage i frivillig landflygtighed bort fra livets riger og lande — var der så noget som helst, der kunne binde mig og få mig til at blive. Jeg spejdede med ængstelig omhu rundt i min horisont, om der ikke et sted skulle vise sig et eneste lille lysende punkt, men der var intet, absolut intet. Jeg var rent ud sagt færdig, umulig, havde ikke mere at gøre her. — — hvad om luften var gas og havet petroleum! Hvor nemt, hvor uhyre nemt — bare en eneste svovlstik og så fut! færdig- med det hele. O o men sådan ganske solo at luske fra det — det var blevet så kedelig almindeligt i vore dage. Alligevel tænkte jeg på det, både for og imod, men ikke som om det var en virkelighed, der angik mig personlig. Jeg førte blot, hvad man kalder en akademisk diskussion med mig selv angående tilladeligheden eller utilladeligheden af at tage sig selv af dage. Men én akademisk diskussion har, mig bekendt, aldrig ført til noget praktisk resultat. Ganske vist lever jeg endnu og er glad ved, at jeg lever, men det har ganske andre grunde, end at jeg den aften blev enig med mig selv om, at det var bedst således. j heller ikke tror jeg, at det nogen sinde i en akademisk diskussion er lykkedes at få modstanderen overbevist. Selv om han må ind- i rømme sig selv, at han har tabt slaget på j alle punkter, giver han dog ikke efter. Der f er noget i ham, der siger, at han har ret s alligevel. Og der er slet.ingen grund til at i le overlegent ad Jesper ridefoged, fordi han p finder i sin samvittighed, at Rasmus Bergs [ mening er falsk. I det kapitel er vi alle ridefogeder. — min kontrapart og jeg skiltes alt- fe '.k så ad uden at være vegne et hårsbred fra | vore tidligere anskuelser, men — gud be- | $ vares! — med gensidig agtelse for hinandens f a standpunkter", hvilket faldt mig så meget desto lettere, som jeg var min egen kontrapart. Efter den dyst følte jeg mig mest oplagt i i til at skælde ud, ikke i nogen særlig anledning, | blot i al almindelighed skælde ud, så det | sùsede om ørene på en anden. Jeg gik atter i op og ned ad gulvet og tænkte på, hvor forfriskende det måtte føles at være overordnet, kalde en af sine undergivne ind på sit kontor og give ham en " rigtig overhaling. Eller endnu bedre selv være den underordnede og give en længe indeklemt harme luft i en rigtig skylregn af skældsord mod en pirrelig overordnet buldrebasse. Se ham blive tyk og rød i hovedet og høre sin egen rasende røst. Det måtte være en udsøgt nydelse! Da jeg nu hverken stod i over- eller underordnet forhold til nogen, måtte jeg desværre give afkald på den fornøjelse. — men noget kunne der gøres. Jeg kunne gå hen til en ven og se at komme op at skændes med ham. Men. hvem skulle jeg lyksaliggøre? Der var nu min ven billedhuggeren. Han blev vraget: vi havde for få f uoverensstemmelser. Dernæst var der min vaneven, snusfornufteren. Han passede bedre, og jeg besluttede mig for ham. Så ville jeg skælde vor herre ud; ikke fordi han troede mere på ham end jeg, men jeg vidste, han ville tage ham i forsvar. — kl. var bleven 9. Kl. 10 ville han have drukket te, så ville jeg nok træffe ham på hans værelse. det kunne jo blive en hyggelig afslutning på en behagelig aften! Planen var lagt og antagen, og jeg følte noget af den indre ro, sikkerhed og selvbevidsthed, som Hejberg fornemmede, da han var bleven Hegels apostel. Jeg lagde mig igen på sofaen. Om jeg faldt i søvn, skal jeg ikke kunne afgøre. Jeg havde til at begynde med hørehallucinationer. Jeg hørte tydelig med mellemrum en nylig afdød slægtning kalde mig ved navn. Om jeg så syner eller drømte, skal jeg heller ikke kunne sige med bestemthed. Hvis det var drømme, var jeg mig i hvert fald bevidst, at jeg drømte. Først var alt indhyllet i en lys dampende tåge, men den drev over, og jeg befandt mig i fri luft, og det var morgen. Ned mod mig glidende, skumfrit og tamt det sovende hav. Døsigt og mat, som havde det sviret den udslagne nat og lå nu og døsede i morgenstunden — svir som endte med knækkede master og stinkende opkast på havstokkens tærskel, hvor blærefyldt tang og vandmandsgeleer og alskens sære fiskeskeletter mylred af lopper og ravende krabber. men fjernt derude — hvor solen skarpt skiller himmel og hav i blinkende kølvandsstriber — en enlig båd med et blændhvidt sejl. Og her ligger jeg på stranden, og alle min ungdoms drømme de synes mig drage med fartøjet bort. Ak, se hvor de fylder det sollyse sejl! Jeg rejser mig, råbende højt i min angst, men vinden tage r råbene med på sin vej ind over landet og — bort. Nu skiftede omgivelserne pludselig. Men det generer jo ikke, når man drømmer. Jeg sad ene og grublende ved en skidengrøn flods nøgne bred. Vandet gled trægt forbi, og luften var tung. Skumringen gjorde det alt sammen dødere. Som jeg nu sad og stirrede på det skidne flodvand, kom et menneskeligt skelet svømmende tæt ved bredden. Jeg sprang til og greb det i nakkebenet. Da jeg løftede det, faldt dets lemmer slapt ned, og vandet drev af det. Greben af en uforklarlig lyst knækkede jeg hovedet af det og sugede rygmarven i mig. Den havde en smag som af lunkent saltvand og sukker, og jeg følte mig styrket derved. Da jeg vågnede til klarere- bevidsthed, begyndte jeg at tvivle på den kraft, jeg havde suget af den dødes marv. Og dou, skulle man ikke kunne tænde en fængelig ild ved en døende gnist? Jeg var fuldt vågen, da jeg tænkte det sidste. Guderne må vide, hvad det med skelettet skulle betyde? I det samme hørte jeg en sagte banken. Det lød, som om der blev banket' langt nede på min dør. « kom ind! » råbte jeg. Der stod min ven, billedhuggeren, i døråbningen. Skønt jeg havde vraget ham før, glædede jeg mig dog ved synet af ham og tænkte i mit stille sind, at det måske ville lykkes mig at komme i ordgemæng med ham. Du aner intet, min fine ven, men vent! Han fik sig en cigår og satte sig magelig til rette i gyngestolen. Jeg borede mig ind i det fjærneste sofahjørne. « nå, har du oplevet noget? » spurgte han. Jeg betroede ham, hvor langt nede på humørstigen jeg- havde været, og forsikrede ham,at hvis jeg syntes rolig og normal i øjeblikket, kom det blot af træthed. Efterhånden arbejdede jeg mig op til en slags veltalenhed, og alle de tanker, der havde svirret rundt i min stakkels hjerne de sidste timer, søgte jeg at gøre ham så begribelige, som deres uklarhed og mangel på faste holdepunkter tillod. Og det må jeg lade ham, han havde altid været en tilhører af rang. Han kunne lytte til ens udgydelser uden at afbryde med andet end korte bemærkninger, og disse korte bemærkninger viste i et nu, at han var med. Han forstod den værdifulde kunst at fatte en halvkvædet vise, de letteste antydninger greb han i flugten, og han krammede ikke med snusfornuftens grovhudede fingre på øjebliksfødte paradokser. Man behøvede ikke at være. bange for at komme til at gøre en tankespids sløv ved at prikke for ofte med den, han følte stikket straks. Han sendte den "tit tilbage endnu spidsere, han var en sand slibesten for andres tanker, og det var en ren fornøjelse at tale løs, når man havde ham til at høre på det. Men den aften følte jeg dog noget vist ærgerligt ved hans evne til at forstå- og behændighed til at opfange. De erfaringer, som det havde kostet mig så meget at nå til, o o ' dem hørte han på, som var det den naturligste sag af verden, noget rent selvfølgeligt. Ikke en gang røbede han så meget som en smule forundring "eller — beundring. Ja, til sidst sagde han endog med et befrielsens suk, som om det for hans vedkommende alt sammen var et overstået standpunkt: « ak ja! Jeg kender det. » Du kommer let til det, tænkte jeg. « sig mig, » sagde jeg, « har du nogen sinde været på maxenauer koncert? » « ja — hvorfor? » « lagde du mærke til, at der stod to klaverer? » « ja, jeg tror det. » « har du nogen anelse om, hvorfor det andet stod der? » « det var vel reserve, hvis han skulle splintre det første. » « nej du — det havde anden bestemmelse. Ser du, sådan et klaver, der står ved siden af et, der spilles på, det klinger med — af sig selv, forøger klangen, forstår du. Og ved du, hvad jeg tænkte, da jeg så ham sidde og hamre løs på det ene? Jeg tænkte, det andet kommer let til det. » han smilede forstående og henkastede: « det kunne jo være, det en anden gang var gået ud over det. » så tændte han sig en frisk cigar, lænede sig magelig tilbage i stolen, tog et par lange drag, pustede efter røgen og sagde med en vis højtidelig betoning: « jeg har også oplevet noget siden sidst. » « nå? » « jeg har forlovet mig. » Jeg vil ikke nægte, at det kom mig lidt på tværs, men jeg spillede den forsorne og spurgte: « er det med nogen bestemt eller blot sådan i al almindelighed? » « jeg sagde forlovet — ikke forelsket. » « gratulerer! » sagde jeg. « jeg forstår din ironi, og jeg er kommen op, fordi jeg synes, jeg ligesom skylder dig en forklaring, en slags undskyldning, ville du måske sige. Det skete i går aftes, og du er den første af de mere udenforstående, • c som får det at vide. Kortene kommer om et par dage. » « tillader du, jeg stopper en pibe, inden vi går videre? » spurgte jeg. « med stor fornøjelse — du kan vist trænge til noget beroligende! » mens han nu rejste sig og stod fløjtende og kiggede min reol igennem, rumsterede jeg ved tobaksbordet og sagde uden at vende o o mig om imod han: « du har altså rent ud sagt — forlovet dig! » O o « med tugt at melde — ja! » « kan du huske den sommernat i Dresden? » « på den briihlske terrasse? » « nej, hjemme på vort værelse. Jeg kommer til at tænke på den. — jeg husker så tydelig, vi sad i den åbne balkondør og havde andægtig lyttet til kreuzkirkens dejlige klokke, • der lige havde slået midnatsslagene. Vi gad o o o ikke gå i seng, men sad og passiarede ved vore glas og cigarer til den lyse morgen. — har du glemt det? Du havde været i et underligt gudhengivent humør hèle dagen, havde vist forset dig på den lille « blå » fra pillnitz om bord på floddamperen. Gud bevares, hun var nysselig, især fra siden; men føj for den lede, sikken et par svigerforældre du havde fået! Men det var nu ikke det, jeg ville tale om. Kan du huske, hvad vi blev enige om den nat! » « jo, det vår nok sådan noget som ikke at binde sig, før man var bleven til noget. » « ganske rigtigt! Og vi drak på det oven i købet. Du ofrede din « blå » og jeg min lille englænderinde fra galleriet på selvstændighedens alter. Vi drak på deres vel og ønskede dem gode ægtefæller og blev tykke i halsen af bare højmodighed. Men alligevel tror jeg, vi mente det alvorligt, det med ikke at binde sig. » « du har altså skiftet standpunkt, » fortsatte jeg, da vi igen- var komne til ro på vore tidligere pladser. « jeg har som sagt forlovet mig, » begyndte han, og hans øjne lyste af lykke. « men du aner vist ikke, hvad det skridt har kostet. — jeg har jo nok været forlibt før, mere end en gang, men det er ikke andet end for børneleg at regne, behagelig tidsfordriv i ledige timer, lidt krusning i overfladen, der ikke betyder meget. Men den stund man efter lang modstand endelig går til bekendelse for sig selv og tilstår for sig selv, at man elsker — da bliver man ræd som aldrig før, man føler et ansvar dukke op, man helst ville skubbe fra sig. En forlibelse varer kun for en tid, og der er ingen fare ved den, når man bare passer på og bryder af i rette øjeblik. Det var det, jeg forsømte denne gang, og før jeg vidste et ord af det, sad jeg i forelskelse til op over bègge øren. Så blev jeg bange, som når jeg i min skoletid havde gjort noget, jeg ikke måtte, og vidste, det ville blive opdaget. Men den gang slap man med en dragt prygl, og så var det forbi. Jeg ønskede tit, jeg kunne gå hen et sted og blive banket af og så være færdig o o o med det med det samme. Men der hjalp ingen kære moder. Jeg sad en gang i det, og skulle jeg ud af det, havde jeg kun mig selv at stole på. I den slags ting betror man sig ikke til andre. — du kan tro, jeg har lidt i de sidste måneder og kæmpet. Så sagde jeg en skønne dag til mig selv: Lieber ein ende mit schrecken als ein schrecken ohn ende! Jeg ville ikke binde mig og besluttede jo o o at bryde af en gang for alle. Jeg ville redde min fremtid. Jeg glædede mig allerede, til det stolte øjeblik, da jeg skulle komme til dig lige efter bruddet, betro dig det hele, smigre dig med, at jeg ikke havde turdet for dig, og til slut spørge, om du ikke syntes, du havde ære af din lærling. — men sagen skulle få en anden afslutning, end jeg havde ventet. — nu må jeg le, når jeg tænker på, hvor stolt jeg var af min beslutning, men det gjorde jeg ikke den gang; jeg skælvede over hele kroppen ved tanken om det afgørende øjeblik. — det falder mig pludselig ind, at jeg taler om det, som om det lå en evighed tilbage i tiden, og så skete det dog i går. — i går aftes traf jeg. hende alene hjemme. Jeg vidste i forvejen, at familien var ude. Efter nogen vaklen fik jeg sagt hende, at jeg ikke ville driste mig til at lægge nogen dybere betydning i den venlighed, hun havde vist mig i den senere tid — gud hvor hun så sød ud i sin forlegenhed, da jeg sagde det! — men for mit eget vedkommende ville jeg ærligt tilstå, at jeg elskede hende — indtil sygelighed, men at min fremtid som kunstner forbød mig at binde mig, at jeg var kommen for at sige hende farvel, ville rejse bort for en tid, se at glemme hende osv. Alt det sagde jeg med indstuderet ro, skønt det bølgede i mig af sindsbevægelse. Og midt under o o o o min tale var jeg på nippet til at give mine fremtidsplaner, min skønne beslutning, dig og dine teorier døden og djævelen og springe til og kysse hende. Men jeg betvang mig. — men så var det, der skete noget, jeg slet ikke havde beregnet. Hun bebrejdede mig ikke, hverken med ord eller blik, men gav sig blot til at græde — ganske stilfærdig som en veg natur, de

1888_Brosboell_Vendetta

Carl

Vendetta

Brosbøll

Brosboell

Vendetta

male

1888_Brosboell_Vendetta.pdf

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

dk

Vendetta

En Fortælling fra Korsika

y

gothic

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Miss Campbell er en meget rig og meget fornem dame. Der fortælles at hendes slægtregister går i lige linie fra Vilhelm conquestor. Det er vistnok noget langt tilbage, men hvorfor tvivle herom, siden det volder hende selv så stor tilfredsstillelse at tro det? Hun er meget afholdt på Korsika, har gjennemrejst hele øen, tilhest og tilfods, skrevet en bog fuld af lovtaler herover og bygget en engelsk kirke i ajaccio, udenfor hvilken der hver helligdag står en barsk vogter, som forbyder alle indfødte at træde ind i den. Blandt andre besiddelser ejer hun et nydeligt herresæde i ajaccio, hvori hun tilbringer den længste tid af året, holder åbent hus for notable fremmede, gør thefelskaber og dampskibsture for dem ned til den vulkanske øgruppe sanguinairerne. — kortfagt, miss Campbell er en fortræffelig dame. en dag skrev hun følgende brev til prinsesse bvnaparte: „ Min dyrebare veninde! Jeg har påtaget mig, at søge en passende lejlighed i ajaccio til en familie af vor kreds, som vil komme hertil om nogle dage, højst agtværdige personer, mand, hustru og datter. Herren tilhører det gamle romerske fyrstehus Colonna, hans gemalinde, en født Pozzo di borgo er noget svagelig og nærer en naturlig modbydelighed for at bo i hoteller. Øm datteren ved jeg kun, at hun er en ung, nydelig lille ting, som synes at have en fremtid for sig. — vil de leje dem deres ene etage, så underret mig herom. For at gentage eolonnas ord, er prisen aldeles ligegyldig. Klokken sire drikker jeg the og de er i dag som altid en velkommen gæst hos Thomasine Campbell. “ Prinsesse Bonaparte blev henrykt over dette brev. Pengene, som veninden omtalte med en så souverain ringeagt, var en ikke uvigtig sag for hende. Hun beboer et stort, hvidkalket hus, der betegnes som Napoleon den førstes fødested, og er overladt hende af kommunen tilligemed en mængde tarvelige roccocomeubler, som skal have tilhørt madame lætitia, kejserens moder. Hendes gemal, en fatter til Napoleon den tredie, har foretrukket at tage ophold i London, prinsesse Marianna derimod lever i ajaccio, fattig og glemt, betjent af et gammelt tjenestetyende, som desuden har den bestilling at vise de fremmede om i lejligheden, og forklare alle dens mærkværdigheder. De gåendes skridt giver Echo i disse værelser, der står en historie skrevet på de brune, falmede tapeter, når vinduesskodderne åbnes og lidt solskin spreder tusmørket derinde. En ubetydelig pension fra kejserinde Eugenie og de besøgendes frivillige gaver, er alt hvad prinsessen har til sit livsophold. Hun synes heller ikke at behøve mere. Når hun om helligdagene viser sig i kirken, bærer hun en tarvelig, næsten fattig dragt, indhyller sig i et langt, sort tørklæde og et tæt slør, der skjuler hendes magre skikkelse og et lille, gulblegt ansigt, som sorger og skuffelser har mærket. - ' altså drak prinsesse Marianna the hos miss Campbell, tog imod hendes tilbud, og fandt sig med roesværdig tålmod i at englænderinden regnede ud efter fin egen tabel og skruede prisen op for værelserne til det dobbelte af hvad prinsessen selv havde tænkt sig. Etagen blev udluftet, forsynet med friske Gardiner, ja, det utrolige skete, i * der blev endog vasket gulv i alle værelser, hvilket på Korsika betragtes som en overflødig og latterlig luksus. Søndag morgen ventedes nizzasfibet, som skulle bringe de rejsende, men det blev storm om natten og i daggryet sænkede siroccoen sin lysegrå tåge som et forhæng ned over bugten, så tæt og uigennemsigtig, at klipperne ikke kunne skelnes ovre på den modsatte side. Vognen, som prinsessen sendte ned efter sine fremmede, ventede allerede i flere timer. Det var i marts måned, bitterlig koldt, og dertil kom endnu af og til behageligheden af et energisk regnskyl, der brød frem, vildt og brusende, som alle løsladte lidenskaber på Korsika. I læ af de nærmeste huse ved havnen lå lastdragerne og varmede sig foran små bål, de havde tændt af olivengrene og sammenskrabet løv fra Alleens plataner. Pladsens herreløse hunde ventede i beskeden frastand i håb om af de også kunne få en lille plads ved ilden. Regnen plaskede, tågen krøb tættere og tættere sammen, da pludselig sirenens langtrukne Bas lød indover bugten, bådførerne sprang op fra bålet og ilede ned til havnen. En mørk masse, som bestandig blev tydeligere, arbejdede sig ud af tågen, det er nizzaskibet, det er derpå alle stirre, det er hen mod det af bådene søge, for af føre de fremmede ind på land. Nu er det hundenes tur af varme sig ved bålet, hestene foran vognen spidse øren, en række lastdragere marschere ud på den yderste rand af havnemolen, det gælder om af være førstemand her. Det råber, det skriger og oppe foran rendestenen ligger en fattigklædt, furet kvinde, som vasker tøj i den lille vandstråle, der pibler ud fra fontainen. Hun alene fortsætter sit arbejde, sturer og gnider linnedet hen over de grålige stene, uden at værdige skriget og skrålene en tanke. Blandt den ynkværdige mængde rejsende, der lidt efter kom iland, hulkindede og gustne, skingrende frem og tilbage, som om de endnu havde alle søsygens ubehageligheder at kæmpe mod, lagde man mærke til to personer, en gråhåret mand og en ældre dame, som skøttede sig til hans arm, og syntes at ' bevæge sig med besværlighed. Herrens påklædning var hverken usædvanlig eller påfaldende, det fængslende hos ham var et udtryk af ro og overlegenhed, og en uendelig mildhed, som kom til syne, hver gang han henvendte nogle ord til sin ledsagerinde. Damen smilede da, nikkede bifaldende til det han sagde, og trykkede sit spinkle hoved nærmere mod hans skulder, som om det var den plads, hun kendte bedst. Endnu større opmærksomhed vakte en ung pige, der fulgte efter de to fremmede, ledsaget af en mørkklædt skikkelse med sorte briller, og en høj, kæmpestor tjener i lyseblå frakke og grå gamacher, belæsset med en mængde plaider og tæpper, der udfyldte rummet mellem begge hans udspilede arme. De to ældre stege efter nogen overvejelse ind i prinsessens vogn og kørte op mod de fire løvers plads. Den unge dame og hendes følge blev tilbage og ventede på en båd, som søfolkene bragte iland. Det var en lille skin og spædlemmet skikkelse, indhyllet i en tætknappet, lysegrå koste, hvis fyldige oposfumskrave næsten skjulte hendes ovale og blege ansigt. Kun hendes øjne kom ret til syne, to store, kløgtige og talende øjne, som vedbleve at følge vognen, og derefter glede hen over de små og smudsige huse, som indrammede havnepladsen. Resultatet af den sidste betragtning var åbenbar ikke til ajaccios fordel, hun drejede sig om på sine hæle og trak på skuldren, idet hun hviskedee nogle ord til gouvernanten. imidlertid dannede drenge og piger en bestandig voksende kreds omkring dem, stillede sig stirrende foran hende, berørte forsigtig pelsværkskanten af hendes kofte, alt sammen med den elskværdige dristighed, som tilhører ajaccios ungdom. Lastdragere tildøde deres hjælp, men fik intet svar, hun lod blot sine mørke øjne hvile på dem, hvilket forresfen var lige så godt som et svar, og udtrykte hendes forbavselse over at man vovede at tiltale hende. Derimod gav hun hvert øjeblik nye befalinger til den store tjener, som færdedes frem og tilbage mellem det tros af kufferter og æsker, bådføreren bragte iland fra dampskibet. Et heftigt regnskyl tvang pludselig lastdragerne til at krybe i skjul, børnene forsvandt, tjeneren og lærerinden kom frem hver med sin regnskærm, for at beskytte deres herskerinde. Hun så sig et øjeblik tvivlrådig om, svøbte den uldne kjole om sig, balancerede på fodspidsen hen imod den eneste vogn, som var bleven tilbage på pladsen, og steg uden videre op i den. Kuskens forklaring om at hans kjøretøi allerede var bestilt, standsede ved synet af et guldstykke, der gled over i hans brune hånd, han var endog så høflig at sætte en rejsekuffert ned, som allerede lå stillet op på forsædet. medens lærerinden og tjeneren hver søgte sin plads i vognen, kom en herre ilende ud fra toldboden med en opløst bogpakke i hånden. „ Hvad skal det betyde? “ spurgte han kudsfen og standsede hesten. „ Det er jo mig, de skulle køre for. “ Damen lænede sig ud fra den opslåede kaleche, og betragtede den ubekendte med en mine, så ligegyldig, som om sagen ikke i mindste måde angik hende. Hun så en ung og kraftig mand, indhyllet i en kappe, hvormed han søgte at tildække sine bøger før den heftige regn, som strømmede ned over dem. „ Forstår de mig ikke? “ vedblev han. „ Hvorfor lader de andre tage vognen, når jeg har hentet dem herned og forlangt, de skulle vente til jeg kom tilbage? “ „ Sandt nok, ' hr. Zevaco, alt sammen sandt, “ Sagde kudsfen forlegen og skottede hen mod stedet, hvor gendarmen havde søgt skjul, — „ De har bestilt mig, — jeg sagde det også, — men damen der, — de blev så længe borte. “ Det lød til at manden først nu lagde mærke til den unge og smukke pige. Han så et øjeblik overrasket op på hende. „ Hvad er det Herren ønsker? “ spurgte hun roligt og koldt. „ Ikke stort, “ svarede han i en tone, som lød lidt mindre barsk, forresten også lidt mindre sikker. „ Jeg er kun forbavset over at sinde min vogn optaget. Jeg har bestilt den. “ „ Jeg har betalt den. “ „ Det er meget muligt, men vi har et mundheld her på Korsika, som siger, at den der kommer sidst, står udenfor. “ „ Jeg kender ikke korsernes mundheld, “ svarede hun, „ men de kan vel ikke mene, at jeg skal stige ud i dette vejr, så bliver jeg jo våd. “ „ Og jeg da! “ sagde han, uden at være i stand til at beherske et smil over det hensynsløse og egenkærlige i hendes itring. — „ Bliver jeg måske ikke våd, — og mine bøger! “ Hun sendte et øjekast hen over hans regnkappe, hvis grønlige og falmede farve rødede et allerede fortroligt bekendtskab med dårligt vejr, et andet mod kalechens tag, hvorfra enkelte vanddråber piplede ned på hendes grå handske. Dernæst svøbte hun sig tættere ind i sin kåbe og lænede sig tilbage i hjørnet af bagsædet. „ Kør så, kusk! “ sagde hun, „ De hører jo, at Herren bliver våd. Om et øjeblik skal vognen være her igen. “ En fornem hovedbøjning tilkendegav, at hun hermed anså sagen for afgjort. Den fremmede trak på skuldren og trådte til siden, medens han betragtede den skat, han bar under armen. Vognen kørte og regnen vedblev at plasie. I. Ved middagstid forandrede vejret sig, et klart solsfin fulgte efter regnbygerne, det lyste og flimrede over ajaccio og farvede baggrundens bjerge med et rødligt skær. Deroppe lå sneen i små, afbrudte striber, hvorfra vandet sivede ned mellem kløfterne. Skyerne bag Monte Rotondo samledes i en blågrå tåge, som fantasien kunne antage for endnu fjernere bjerge. På de mest iøjnefaldende punkter omkring korsernes byer ligger der en mængde små, hvide bygninger, kapeller kaldes de, og tjene til begravelsessted for de velhavende familier, hvoraf enhver har sit. Antallet af dem tiltager med hvert år. Hvorhen øjet seer, møder det disse tilintetgørelsens minder, ligesom kcæmpehoiene på alheden. Den smuffe strandpromenade langs med bugten ved ajaccio, er pyntet med dem, et opbyggeligt rueinsnto inori for de stakkels brystsyge, som ikke kan vælge nogen anden banet spadserevej, fordi der ikke sindes nogen anden. Der hvor bjergene tilbyde en tilgængelig skråning eller en lille Dal, komme hist og her nogle små huse til syne, sammenhobede uden symetri eller andet hensyn, end ejernes forgodtbefindende og omgivne med en grønstribe af kål og bønner. Der er en ejendommelighed ved flertallet af disse landsbyer, at de i nogen frastand se ud som en hob ruiner, lidt lysere end de grågule klippevægge, der fløtte dem. Ingen skorsten betegner en menneskelig båning, vinduerne erstattes med huller i muren, som om ratten dækkes med en låge, et andet større hul danner indgangen og står i godt vejr åbent for et sparsomt lys til de indre rum, hvor mennesker, høns og undertiden geder trives i venskabelig forening. — øg nu folkene, som leve her, uden nogen som helst interesse for hele den øvrige verden, hvis civilisation og kultur træder dem fremmed og fjendtlig i møde, uden andet begreb end tilfredsstillelse af det legemlige velvære, hvor de danne en trøstesløs illustration til egnen og stedet. En flof skrigende og smudsige børn, hvis dragt består af en laset bluse eller kofte og ikke andet; små, magre, brungule mænd, der tilbringe størsteparten af dagen liggende udstrakte i skyggen af husene, medens deres kvinder forrette markarbejdet eller slæbe makiriis hjem fra bjergene. Ingen banet vej fører op til hytterne, regnen trænger ind i dem, mistralen gjennemisner dem. En bugtet og farlig sti, netop så bred at et muldyr kan passere hen over den, slynger sig i zigzag langs bjergets sider, mellem kastanie- og oliventræer. Så må vi ikke glemme et forsvarligt og vel vedligeholdt steengjærde om ethvert hus, eller et med glasskår spækket, mandshøjt brystværn, der minder om hvor rart det er at være dækket for en geværkugle, eller hvor ubemærket man herfra kan gøre det af med sin uven, så snart omstændighederne skulle fordre det. Henimod aften var alt bragt i orden i grev Colonnas nye lejlighed hos prinsesse Marianna. Ilden brændte. i alle kaminer. Colonna havde nylig været nede for at hilse på prinsessen. da han kom tilbage sad grevinden indhyllet i et gråt fugleskindsslag foran et bord og en halvtømt kop bouillon, og med en bog, hvori hun lod til at læse med stor interesse. Af og til udstødte hun et dybt suk, og lod bogen synke ned i skødet. Hvergang det skete, lød en blød og deltagende stemme inde fra det næste værelse. „ Hvad er det nu, mama? “ „ Å, de stakler, de stakler! “ ytrede den gamle dame klagende, „ det går dem så galt her i bogen. “ „ Læs kun videre, “ svarede stemmen, „ det bliver nok bedre med dem. “ Efter denne trøst tog grevinden atter sin bog, og den unge pige, som nylig så egenmægtig havde berøvet Zevaco hans vogn, kom lidt efter frem i den åbne dør, fortabt i beundring af et ophængt mulls gardin, hvori damen med de sorte briller netop heftede de sidste nåle. Således fandt Colonna dem, da han trådte ind i salen. „ Du kommer højst belejligt, “ sagde den unge pige. „ Nu er vi netop blevne færdige. Betragt disse Gardiner, hænge de ikke nydeligt? det skal være dit værelse. Jeg har ordnet alt herinde. “ Colonna lo. „ Det vil sige, at du ikke har rørt din hånd dertil. Det er manrsel fleuron, som har udført. alt, og du tager som sædvanlig æren for hendes gerning. “ „ Hvor kan du sige det, utaknemmelige! hun har hjulpen mig, en lille smule, men jeg alene gav ideen, ikke sandt, frøken? “ „ Jo, “ svarede den sortklædte smilende, „ det er altid komtesse paolo, som har de gode ideer. “ „ Og din moder? “ spurgte Colonna dæmpet, idet han trådte datteren et skridt nærmere. „ Hun befinder sig udmærket, langt bedre end jeg havde troet; se, hun smiler derinde, hun er lykkelig over sin roman, skønt det vist er tyvende gang hun læser den. “ „ Kommer du endelig, “ sagde grevinden, da Colonna gik hen til hende, og kyssede hendes pande. „ Jeg har længtes efter dig. “ „ Du seer så vel ud, du har det godt, og bogen der morer dig? “ Hans ord lød så deltagende, han talte til hende i den milde og tålmodige tone, hvormed man taler til et barn, og hun smilede med et barns enfold og vedblev at holde fast ved hans hånd, medens han tog plads ved hendes side. „ Jeg befinder mig rigtig vel, “ sagde hun, „ nu går det dem også godt her i bogen, men hvad de mennesker dog måtte lide, inden det kom så vidt! Jeg holder ikke as at læse om disse mange ulykker, vel, du! — tag nu plads, du må ikke mere gå fra mig, jeg vil sidde og se på dig, så dukker det ene minde frem efter det andet, hvad du har gjort for mig, hvorledes du bestandig har båret over med mig, det er som jeg går igennem en have, fuld af smukke og duftende blomster. Paola skal også komme herind, lad dog de Gardiner være, jeg vil have jer begge hos mig, så kan jeg ikke tænke mig noget lykkeligere. Nu lægge vi bogen til side, og du skal fortælle mig, hvad vi egentlig have isindø at tage os før her på Korsika. “ „ Lægerne rådede os til at søge et sundere klima før dig, borte fra Neapels miasmer og malaria, de mente, at du ville have godt af en friskere luft herovre. “ „ Men jeg fæster slet ikke lid til disse italienste læger. Hvad fejler jeg? et slagtilfælde, en paralyse påstå de, jo vist, et forbigående ildebefindende, der kom og forsvandt igen. Kun mit hoved er noget svagt endnu, jeg husker ikke mere så godt som før. “ Lidt senere blev bordet dækket med en samling af umage kopper og et i rococo ciseleret ttestel, som havde tilhørt madame lætitia. Prinsessens gamle husholderske hjalp tjeneren med at stille disse kostelige sager frem på bordet, og betragtede dem med en dyb ærefrygt, ymtede lidt om enhver genstands historie og blev forbavset over at de ikke vakte større opmærksomhed hos de fremmede, fordi rigdom og overflod bestandig havde stået hende så fjernt, og fordi hun ikke havde nogen forestilling om den luksus familien Colonna var vant til. Greven sad i sofaen ved sin hustrus side, selskabsdamen skænkede the, og paolo lå tilbagelænet i en kurvestol ved kaminen, hvis rødlige og knitrende flamme kæmpede om herredømmet med seks små, viftende vokslys fra en lille messingkrone, som hang ned fra bjælkeloftet. Colonna fortalte, han forstod bestandig at drage enhver genstand for samtalen ned til forftåelfe af den evneløfe dame, som lyttede til ham, tonen i hans røst svarede til ordene, og kaldte en svag rødme frem på hendes kinder, hans blik hjalp til at forklare den dæmpede og bløde stemme, som kaldte stråler af lys og lykke ind i hendes formørkede sjæl, hun smilede og rakte ham sin hvide, næsten gennemsigtige hånd, efter først at have trukket handsken af. „ Et må du forklare mig, “ sagde hun pludselig, „ måske har vi talt derom før, men du bliver jo ikke vred eller træt, fordi jeg glemmer få hurtig og spørger igen? “ „ Spørg du kun, “ svarede han, „ jeg bliver ikke vred og ikke træt. “ „ Hvor kan det være, at vi ikke høre noget fra vor søn? Han skulle jo møde os herovre; hvorfor tog han bort, og hvorfor kommer han ikke? Jeg længes efter ham, og glæder mig til at se ham igen “ „ Ja, du har ret, det er en vidtløftig krabat, den Mariano, jeg sial tage ham rigtig i skole, når han kommer tilbage. “ „ Det vil du ikke, han er jo vor eneste søn. “ „ Det giver ham ingen ret til at være upålidelig og til at glemme sine løfter. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tage mig for med den knægt. — så ville han tilsøes og bestod alle sine prøver. “ „ Med bedste karakter, “ tilføjede Paola. „ Med bedste karakter, “ gentog greven, „ hvilket imidlertid ikke hindrede ham i at blive ked af sølivet efter et halvt Års forløb, så skaffede andreani ham en lovende plads i udenrigsministeriet, den behøvede han kun tø måneder til at blive færdig med. Nu i vinter skulle han absolut følge grev Pozzo di borgo over til Korsika, for at skyde vildsvin og moufloner; de lovede at være tilbage i ajaccio den femtende, i dag skrive vi den en og tyvende, han er ikke kommen; jeg lod tjeneren høre på posthuset, — intet brev, jeg begriber ikke, hvor de blive af. Jeg er meget utilfreds med Mariano. “ „ Nej, du er ikke, når du seer ham, vil du glemme det igen. Han er endnu så ung, så livsfrisk, og behøver adspredelse. Lad ham more sig. Når sommeren kommer, tage vi hjem til vort eget, du sætter ham ind i alt, han har dit lyse og klare hoved, din praktiske sands, han overtager bestyrelsen af vore godser, og vi tre skulle da leve et rigtig velsignet og lykkeligt liv sammen. “ „ Men mama dog! “ udbrød Paola, „ Du glemmer jo mig; hører jeg da sket ikke med til eders lykke? “ „ Jo, vistnok, du kære! men jeg håber, at du til den tid har føjet dig i vore ønsker og givet Urbino dit ja. “ „ 0! hvad ham angår, “ ytrede hun, og trak overmodig på skuldren, „ den sag er for længst afgjort. “ „ Han er dog af en god og gammel slægt. — fyrst Urbino! “ „ Jeg ved ikke, hvor fyrstendømmet Urbino ligger, “ sagde Paola smilende, „ men jeg har læst et sted, at Andreas Colonna i det første korstog, da vi skreve 1099, kronede godefroy af bouillon til konge af Jerusalem, jeg har også hørt fortælle, at det var en Pozzo di borgo, som brændte den tyrkiske flåde udenfor Kreta, det kan vist være tilstrækkelig, hvad den gode slægt angår. Jeg gav fyrsten afslag, derved må det blive. “ „ Men du gav ikke nogen gyldig grund til dit afslag, “ sagde grevinden,, det er derover fyrsten beklager sig. “ „ Jeg har en hel bunke grunde er mangel på sympatti ikke tilstrækkelig '? En tilværelse forenet med ham, der allerede har gennemlevet alt hvad jeg først skal begynde på, vil bringe tvivl i min tro, skygge i mit solskin og gøre mig ulykkelig. — du ryster på dit 2 * hoved, beklag mig ikke, bebrejd mig ikke, du har våget over mig, mama, har vejledet mig, jeg har deell min kærlighed mellem eder, der er ikke plads for nogen anden. “ „ Og hvad har du da i sinde, du, prædikant med et allerede færdigt program og et opgjort regnestykke for hele fremtiden? “ spurgte Colonna og lo. „ Jeg vil blive ved at føre mit stille og fredelige liv indenfor det cirkelskag min fødfel omgav mig med, undgå alle ophidselser og kampe, fordi jeg ikke har evne til at holde ud i kampen, og ikke sætter ringeste pris på disse mandhaftige dyder, vor tid tilegner kvinden. Jeg deler mamas uvilje mod de melankolske dramer, som spilles indenfor sire vægge, fordi jeg aldeles mangler modstandsevne og den selvstændighed, der kun kan købes for erfaringer, som jeg helst vil være uvidende om. Kortsagt, jeg vil opsætte skilsmissen fra dig og mama så længe det er muligt, være tilfreds med hvad jeg har og blive ved at være hvad jeg er, eders datter, og ikke fyrstinde Urbino. Dermed lade vi den sag være afgjort. “ Iii. Under samtalen var selskabsdamen bleven kaldt bort af tjeneren. Da hun kom tilbage, gjorde hun flere gange et tegn til Paola, hvorefter begge forlod salen.. „ Hvad er det dog, de vil mig, fleuron? Jeg er træt og sad så godt derinde. “ „ Ude i forværelset venter en fremmed herre, sorn forlanger at tale med herskabet. “ „ Men vi modtage ingen i dag, det ved de jo, lad ham komme igen i morgen, en anden dag. “ „ Jeg har sagt ham det, men han lod sig ikke vise bort, han seer så skikkelig ud, og synes at have et vigtigt ærinde. “ „ Så får jeg vel at gå ud til ham, de er altid så kløgtig, kære fleuron, og gjorde ret i at kalde på mig, det er ikke værd, vi ulejlige fader. “ De gik og fandt en gammel mand med et smukt og tiltalende ansigt, klædt i en luvskidt soutan, knappet ned til fødderne og forsynet med små, sine stopninger ved ethvert knaphul. Han sad indenfor døren på en stol, og rejste sig med en dyb og ærbødig hilsen, da Paola kom ham i møde. „ Jeg beder mange gange om tilgivelse, “ Sagde han, „ fordi jeg vover at forstyrre dem, men mit ærinde er af vigtighed, og jeg troede, det ville være dem magtpåliggende at erfare det. “ „ Hvad ønsker de? og hvem har jeg den fornøjelse at tale med? “ spurgte Paola. „ Jeg er pater Simoni, lærer i retorik ved seminariet her i byen, og en slægtning af Pozzo di borgo. De er formodentlig frøken Colonna? “ Paola lod sit svar bero med et utålmodigt hovednik og den gamle mand vedblev, efter at have betragtet hende nogle øjeblikke med et sørgmodigt og deltagende udtryk. „ Ja, jeg ville inderlig ønske jeg havde et bedre budskab at bringe, men de må fatte dem og høre mig med tålmodighed, måske er ulykken ikke så stor, som den synes. “ „ Men så tal dog, forklar dem, hvad skal alt dette sige? “ „ Grev Pozzo di borgo, officer i det syv og tredivte linieregiment, har været på i agt i bjergene i følge med den unge Colonna, formodentlig deres hr. Broder, ikkesandt? “ „ Jo vist, jo vist, vi ventede dem tilbage for nogle dage siden, fritag mig blot for alle disse spørgsmål og kom til sagen. Hvad ved de om dem, ærværdige herre? “ „ Desværre, det er gået dem meget uheldigt, begge to, vi frygte, — ja, vi frygte det allerværste. Grev Pozzo er bleven bragt ind til ajaccio med brudte lemmer og frygtelig forslået, han ligger på militærhospitalet, og har først igår været i stand til at forklare, hvad der er hændet. Et uvejr overfaldt dem oppe i articabjergene, føreren tog fejl af vejen, der sindes jo ingen veje deroppe, uveiret og snestormen brød over dem, de styrtede ned ad klipperne og forsvandt i afgrunden. Grev Pozzo di borgo blev funden af to gedehyrder, som bragte ham ned til Sagona, og derfra i en båd til ajaccio, — deres hr. Broder og føreren derimod, ja, — om dem ved man endnu ikke noget, — ikke noget bestemt. — det er hvad min slægtning bad mig berette, få skånfomt som muligt og så snart jeg så lejlighed dertil; men de må ikke fortvivle, der er jo håb endnu, måske deres hr. Broder er sluppen heldigere end Pozzo di borgo. — så snart vi hørte hvad der var sket, sendte prefekten gendarmer ud, for at undersøge egnen, og se at få noget at vide om grev Colonnas skæbne. To af dem har jeg selv talt med, da de kom tilbage, — de havde rigtignok ikke været så heldige at opsporge noget, men der er sendt et nyt hold ud, som måske bringer bedre budskab. “ Paola stod målløs og fortabt, medens hun lyttede til den gamle paters monotone røst. Farven i hendes ansigt forsvandt, idet hun stirrede frem for sig og støttede hånden til bordet, for ikke at segne under denne forfærdelige nyhed. Hendes første tanke gjaldt dem derinde, hun så tilbage mod døren, og hviskedee næsten lydløs: „ Tal ikke så højt, de kunne høre os i det andet værelse. “ Tårerne rullede ned over hendes kinder, fleuron støttede hende, hun havde endnu aldrig set Paola græde. „ Kan man komme til at tale med grev Pozzo di borgo? “ spurgte hun. „ Ikke i aften, hospitalet er lukket nu for alle besøg, greven ved desuden ikke det ringeste mere, end hvad jeg har sagt dem, men i morgen tidlig skal jeg gå til prefekten, og høre, hvad han har ået at vide. Stol på gud, mit barn! måske er ulykken ikke så stor, som vi formode. Det er meget sandsynligt, at man kan have fundet deres Broder og bragt ham ind til en af landsbyerne i kanton niolo/ „ De mener ikke et ord af alt hvad de her står og siger mig. Havde de fundet ham, ville man have bragt os underretning herom. Råd mig, kender de ikke en pålidelig mand, som vi straks kunne sende derop, som kan opbyde folkene i de nærmeste landsbyer og lade hele egnen gennemsøge. — han skal tage en læge med, — hjælp mig, ærværdige hr. Pater, de seer så god og venlig ud, kender de en sådan mand? man kan byde ham alt hvad man vil, han skal få meget mere end han forlanger. “ Pater Simoni stod lidt og betænkte sig, før han svarede: „ Der boer en mand her i ajaccio, som er noie bekendt med hver en sti i det hele departement. Han har i mange år vandret om fra hus til hus som handelsmand. Det er en sikker og pålidelig person, som jeg tør indestå før, rigtignok, der er den omstændighed ved, — han er heretiker. “ „ Hvad vil det sige? “ Den gamle pater så forbavset på hende: „ Heretiker, kætter, manden er en jøde. “ „ Hvad gør det til sagen, jøde eller kristen, jeg tænker de er lige gode, — det er jo ikke hans tro, jeg spørger om. Der skal øjeblikkelig gå bud til manden, han må tage afsted endnu iaften. — kære frøken fleuron, vil de sende baptifte efter ham. Hvad hedder han, hvor boer han? “ „ Hans navn er Noel Bertin, rue de fesch, No. l4. Han er kendt af alle. “ Selskabsdamen gik efter tjeneren, Paola stod op fra sin stol, som om hun ville betyde patersimoni, at hans nærværelse nu var overflødig. Den gamle mand forstod det, rakte hende hånden og gjorde korsets tegn over hende. „ Håb, mit unge barn! stol på gud, jeg skal indeslutte dem i mine bønner. “ „ Og så snart de får noget at vide, nat eller dag, kommer de jo igen, ærværdige herre, ikkesandt? Bringer de glædeligt nyt, skal de være velsignet af os alle, det er den eneste tak vi er i stand til at byde. “ Pater Simoni gik. Medens Paola kaldte sin fader ud, og få skånsomt som muligt meddelte ham, hvad der var hændet, vendte baptifte tilbage med den besked, at han havde truffet noøl Bertin, men at manden vægrede sig ved at komme før næste morgen. „ Jeg vil gå til ham, “ sagde Colonna, „ jeg er fuldkommen enig med dig, vi må se at få ham til at tage bort endnu i aften. Gå ind til din moder, kære Paola, lad hende ikke ane det ringeste af hvad der er sket. “ „ Nej! “ sagde Paola bestemt, „ Du må ikke gå, du kan ikke gå, begge vore læger have jo forbudt det, tænk på aftenluften, ' på dit stakkels, dårlige bryst, — hvis du atter blev syg! — jeg vil selv gå, Baptiste kan følge mig. — se på mig med dine milde og kærlige øjne, og sig ja! — du bliver hjemme hos moder. “ Hun lagde sit smukke hoved op til hans bryst og slyngede armen om hans Hals, hun vidste af erfaring, hvorledes hun skulle bære sig ad, før at sejre. Lidt efter forlod hun og Baptiste huset. Iv. Ad en bælmørk og faldefærdig muursteenstrappe, som i mangel af rækværk var forsynet med et tykt og smudsigt knudereb, nåde de op til sjette etage i gaden -fesch. Indgangen var halvskjult af en række tomme pakkasser, men man fandt sig tilrette ved hjælp af nogle lysstriber, som fra værelset skinnede ud gennem dørsprækkerne. Paola standsede et øjeblik åndeløs, før hun åbnede døren. Hendes små fødder havde ilet så hurtigt fremad, at kæmpen Baptiste neppe kunne følge hende over de vandløb og klippeblokke, som gøre fortovene i ajaccios smågader så behagelige om dagen og umulige i mørket. Pater Simonis beretning formede sig undervejs i hendes ophidsede fantasi til bestandig sørgeligere billeder, hun holdt så meget af sin Broder, deres barndom var tilbragt ved hinandens side. De to havde været uadskillelige. Med hendes frygt forenede sig tanken på den svagelige moder, for hvis fremtidslykke sønnen var en nødvendig betingelse. Alt syntes at svigte hende. Da hun kom ind i stuen til novl Berlin, så hun en sorthåret, sfægget mand træde sig imøde, med mørkebrun hudfarve, kroget næse, dybtliggende, gennemtrængende øjne, noget storslået i alle træk, som gav ham et udtryk af bestemthed og kløgt. Han beholdt hatten på, fordi det er en korstsl sædvane, selv i de bedre kredse, bestandig at gå med bedækket hoved i stuerne. Henne ved vinduet sad en ældre, sortklædt kone og tre lange, magre drenge, hver med sin hat trykket dybt ned i panden og armene udstrakte over bordet. Den ene af dem stod op og nærmede sig efterhånden comtessen, fortabt i beundring af hendes smukke pelsværkskåbe. Værelset var langt og stort, belyst af en olielampe, som hang ned fra bjælkeloftet. På enhver dørkarm sad en lille blikkapsel, som indesluttede et stykke pergament med de ti bud, og væggene skjultes af en mængde hylder og reoler, fyldte med pakker af de forskelligste handelsgjenstande. „ Jeg har sendt bud efter dem, “ sagde Paola, „ men de kom ikke. “ „ Nej, “ svarede noøl i en tone ligeså kold og overlegen, „ jeg kom ikke! “ „ Men hvorfor? “ vedblev hun mindre overmodig, „ når jeg sender bud efter folk, ønsker jeg, de skal komme. — jeg har et ærinde til dem, som ikke tålex opsættelse. “ „ Det kan gerne være, men vi har sabbat i dag, og medens den varer, påtager jeg mig ikke noget ærinde. Forresten seer jeg, at stjernerne nu ere komne til syne på himlen, så er helligdagen endt. Hvad er det for et vigtigt ærinde de talerom? — armene af bordet, drenge! Hent den fremmede frøken en stol. “ „ De er bleven os anbefalet som en sikker og pålidelig person, “ ytrede comtessen,. hvem vi kunne betro os til, derfor kommer jeg selv herop. “ „ Cr jeg bleven så godt omtalt? “ sagde no^l smilende, „ det må være af en mand, som kender mig. Ja, jeg er sikker og pålidelig, men lad mig nu høre, hvad det er, de ønsker? “ Hun sank ned på stolen og så hen på familien ved bordet, Noel lod til at forstå hende. „ I seng med drengene, “ sagde han, hvorefter de tre sønner marscherede hen, kysfede faderens hånd og forlod stuen. Paola gentog nu sin sørgelige historie for Noel Bertin, afbrudt flere gange, når smerten overvældede hende. I de kredse hun levede, var det en regel at beherske ethvert udbrud af stærke ord og følelser, hun undså sig for at give sin sorg til pris for den fremmede mand, som stod hende så fjernt og hvis skarpe og gennemtrængende blik ufravendt hvilede på hende. Af og til tav hun, medens en heftig skælven rystede hende, og hun bedækkede da sine øjne med hånden, for at sfjule sin bevægelse. „ De må rejse straks, “ ytrede hun, da noøl vedblev at tie, „ endnu i aften; spar intet for at finde ham, og bring øjeblikkelig bud om hvad de får at vide, de kan forlange alt hvad de vil for deres ulejlighed, forsfåer de? Ethvert pengehensstn er min familie fuldstændig ligegyldig. “ „ Ja vist forsfåer jeg dem “, svarede notzl, „ og jeg vil hjælpe dem, så godt jeg kan, mental blot ikke om belønning, det er nu tredje gang, de nævner den. Jeg skal nok forlange min betaling, når tiden kommer. De, frøken, hører vist til en fornem slægt og stammer fra rige folk, jeg spørger ikke derom, hvad kommer det mig ved? Jeg er fattig og må gå fra dør til dør for at tjene mit udkomme. Så

1877_Degenkolv_VenskabOgSlaegtskab

H.F.

Venskab Og Slægtskab

Degenkolv

Degenkolv

Venskab Og Slaegtskab

1877_Degenkolv_VenskabOgSlaegtskab.pdf

H.

Degenkolv

dk

Venskab og Slægteskab

Fortælling

n

gothic

E. E. Lohses

KB

pdftxt

nan

nan

O

Skipper Brandt havde tilbagelagt et virksomt liv; nu nød han sin alderdom i ro og stilhed. For største delen as sin lille opsparede formue havde han købt sig et hus i Klosterstræde og i stueetagen as dette hus boede han. Lejligheden, så vel som hele huset, var vel tarvelig, men den gamle var ikke vant til mange bekvemmeligheder og stillede ikke store fordringer. Med sin søn og en aldrende tjenestepige, der styrede husvæsenet, førte han et ensformigt liv ret efter sit eget hoved. Sønnen, Robert, et vakkert ungt menneske, var hans stolthed og glæde. På hans opdragelse havde den gamle intet sparet; var han, der i mange år havde været enkemand, på rejser, så var der sørget for, at drengen, den eneste han havde at leve for, var i huset hos brave folk og nød en omhyggelig undervisning. Da nu Robert var kommen så vidt, at han var bleven 1 * student, så opgav den gamle søen for at kunne leve sammen med sin søn, og daglig sad han nu i sin lænestol i samme stue, hvor Robert var befkjæftiget med sine bøger. Tilsyneladende søgte også han adspredelse ved at læse i en eller anden bog, men det var ikke stort bevendt med læsningen; hvert djeblik kunne man se hans hoved løfte sig fra bogen og øjet med velbehag dvæle ved sønnen. Altid mødte der ham da det kære syn af Robert, som, dybt bøjet over sine bøger, sad ved sit eget lille bord, og tilfredshed lejrede sig på den gamles ansigt. ' han følte, at han havde god grund til at være stolt af sin søn, der besad en flid og stadighed, han måtte beundre så meget mere, som han selv i den unge alder havde været af en ganske anden natur. Men det er på tiden, at vi nævne for læserne den tidsalder, hvori fortællingen tager sin begyndelse. Det er året l806, altså en tidsalder, hvor meget i henseende til sæder og skikke er vidt forskelligt fra nærværende tids levevis. Allerede værelset, hvori fader og søn opholde sig og som tjener både som spisestue, dagligstue og arbejdsværelse, vidner derom. Det er, som værelserne i de fleste borgerlige huse på den tid, møbleret med det højst nødvendige og uden al luksus. Et såkaldet fløjbord, en dragkiste med messingzirater, det nundvcrrligc stueuhr med tinfkive og nogle få stole, alt, uhrfoderalet indbefattet, af rødmalet eller, — hvad der vel havde været hensigten, — mahognimalet fyrretræ, udgjorde møblementet; kun var hertil, af hensyn til Robert, føjet et mindre bord, hvorpå han kunne have sine bøger og skriverier; deri ville der jo ellers blive bragt forvirring, hver gang det fælles bord skulle gøre tjeneste som spisebord. Det var en dag hen på efteråret, at Robert overraskede sin fader ved langt tidligere, end han ellers plejede, at rejse sig, lægge sin bog til side og gøre mine til at ville gå ud. Det var noget så usædvanligt, at han på en tid af dagen, hvor der ikke kunne være tale om at overvære forelæsninger, forlod hjemmet, at den gamle forundret gjorde ham det spørgsmål, hvilket lerinde han havde at udrette. Robert gav kun til svar, at han agtede at gå en tur på grund af det smukke, klare esterårsvejr, og et øjeblik efter sagde han farvel og gik. „ Ia, han kan jo nok trænge til frisf luft, “ tænkte den gamle, „ den megen stillesidden havde jeg ikke kunnet udholde i hans alder. “ Men eftermiddagen blev dog lang for ham; i mørkningen, indtil lyset blev tændt, havde han ellers altid sønnen at samtale med, ja dennes nærværelse forekom ham allerede at være en adspredelse. Det var endog sjældent, fljøndt det hændte nu og da, at Robert tilbragte aftenerne ude, hos en eller anden familie, hvis bekjendtflab han havde gjort; men der. Herskede et så fortroligt forhold mellem fader og søn, at det altid blev omtalt imellem dem, såvel når den unge havde fået indbydelse fra en af disse familier som også senere, hvorledes aftenen var bleven tilbragt. Målet for Roberts vandring lå dog denne dag ikke fjernt. Han styrede sine skridt hen til gråbrødretorv — ulfelds-plads, som det kaldtes — og gik op i et hus, hvis stueetage var optagen af en efter datidens forhold meget anseelig kjsbmandsbutik. Han bankede på en dør på lste sal, hvor kjøbmaudens familie boede, og sljøndt han i øjeblikkel ikke var sig klart bevidst, hvilket terinde han fluide foregive at have, faldt det som noget, der fulgte af sig selv, at han adspurgte tjenestepigen, der kom at lukke op, om sønnen af huset var hjemme. Købmandens navn var barnor. Sønnen var Roberts medstuderende; de havde gjort hinandens bekjendtflab og dette havde medført, at Robert var bleven indført i familien og hos denne havde tilbragt nogle aftener, der forekom ham at vcrre sande lyspunkter i hans liv; han vidste ikke selv hvorfor. Heller ikke vidste han, hvorfor han denne dag havde følt en så uimodståelig trang til at besøge familien. Han syntes ikke, at bekendtskabet var af så fortrolig beskaffenhed, at han, uden at have andet til hensigt end at aflægge et besøg, kunne indfinde sig der i huset; med sønnen havde han i øjeblikket intet at tale og det var ikke vensfabet for ham der drog ham; men han gjorde sig slet ikke umage for i dette punkt at komme til forståelse med sig selv. Selvfølgeligt var det ham ikke nogen stor skuffelse på sin forespørge! at få det svar af tjenestepigen, at Herr Frederik barnor — det var Roberts unge ven — ikke var hjemme. Men da han havde taget sig den efter hans mening store dristighed at spørge, om den øvrige familie måsfe var hjemme, og ligeledes hertil fået et nej, gik han bort så nedslået, som om et uheld var tilstødt ham. Han begav sig altså hjem med uforrettet sag, men selvfølgeligt ad en omvej. Endnu mere overrasket blev gamle Brandt den påfølgende dag, da Robert omtrent ved samme tid atter gik ud, men den ene gjorde ikke noget spørgsmål i den anledning, den anden gav ingen forklaring. Det ville i det hele taget have faldet vanskeligt for Robert at give grunde. At han, som han den foregående dag sagde, ville gå en tur, var kun noget, han foregav, ihi han følte ikke trang dertil. Frederik barnor øvede ikke videre tiltrækning på ham, thi deres bekjendtflab skyldtes mere en tilfældighed og gik kun, hvad så ofte finder sted, under navn af vensfab. Alligevel følte han sig dragen til barnors hus; der kom en uro over ham, som han bedst sad ved sine bøger, en længsel, han ikke selv gjorde sig rede for, men han gav efter for sin tilbøjelighed; — han syntes, han kunne lige så godt gøre det, da han dog ikke havde sin opmærksomhed udelukkende samlet ved bøgerne. — savledes se vi ham da atter udenfor denne families dør. Med bankende hjerte og meget beskedent gav han sin nærværelse tilkende, og med en følelse som den, der opstår hos os, når vi efter en lang og pinlig ventetid se et kært håb opfyldt, hilste han en ung pige, der lnkkede op. Hans åsyn opklaredes, han satte allerede den ene fod inden for døren, — så kom omsider, som en nundgåelig pligt, spørgsmålet, om Frederik barnor var hjemme. Det lyse smil forlod ham straks, da han, hvor venligt end svaret blev givet, blev underrettet om, at vennen ganske rigtigt var hjemme, — på sit værelse i etagen oven over. Døren blev atter lnkket og Robert stod skuffet og rådvild. Skulle han begive sig op ad trappen? Han følte i haj grad ulyst til det, og netop nu var han i stand til at nære uvilje imod sin ven; at foregive, at det var ham, han søgte, ville falde ham vanskeligt, thi det var slet ikke tilfældet, — langt fra at være det. Alligevel var han dog vist nødt til det, — dog nej, han ville ikke, han var harmfuld, på Frederik barnor naturligvis — på hvem ellers —; og nu ville han en gang ikke, hvorfor fluide han så! Robert forlod huset, og nu følte han virkelig trang til en spadseretur, til frisf luft. Han gik ud ad Nørreport, gennem alleerne, ad Nørrebro og standsede først for at vende hjemad, da han opdagede, at det var blevet aldeles mørkt. Intet under, at han på denne sin vandring tog sig selv i forhør, og det varede da ikke længe, sør han rnåtte tilstå, at det, hvad der jo dog stillede sig som en mulighed, at kunne komme til at tilbringe en times tid i den unge piges selskab, havde draget ham til barnors hus, og at hans misfornøjelse hidrørte fra, at dette håb ikke var blevet opfyldt. Og, da han dog havde været så heldig at træffe netop hende, tilskrev han sig selv skylden sør det utilfredsstillende udfald og bebrejdede sig, at han ikke havde forstået at drage fordel af det lykkelige tilfælde. På samme tid som han tillagde sig selv lidet smigrende egenskaber, forskrækkedes han over det resullat, hvortil undersøgelserne havde ledet, og han gjorde sig gentagne gange det spørgsmål, om han da virkelig var sorelsket. Noget afgørende svar herpå kunne han ikke give, men han tog omsider den beslutning ikke at grunde videre derover, men lade den sag udvikle sig på naturlig måde, — tiden ville så vise det. Da han var kommen så vidt, var sindet nogenlunde beroliget, og da han kom hjem, hvor faderen ventede ham ved aftensbordet, var intet usædvanligt at mærke på ham. Den unge pige, der således befkjæstigede Roberts tanker, var Frederik barnors søster. Hun var kun seksten år gammel, men dog en snldt udviklet kvinde. Uden egentlig at være smuk kunne hun godt siges at være indtagende; sundhed og ungdommens friskhed lyste hen over hendes ansigt, der altid havde et mildt og venligt udtryk; håret var blondt og fyldigt, men et par vlå, sjælfulde øjne havde dog fuldstændigt herredømmet, og derfor, så ofte Robert denne aften på sin vandring havde genkaldt hendes billede i sin erindring, var det egentlig kun øjnene, der stod tydeligt for ham. At de aftener, Robert havde tilbragt i barnors familiekreds, havde forekommet ham så nydelsesrige, ja deri havde altså datteren i huset, Marie, den væsentligste skyld. Uden at han var sig det bevidst, havde hun gjort et sådant indtryk på ham som ingen af de andre unge damer, hvis bekendtskab han havde gjort, men om nogen virkelig og varig tilbøjelighed kunne der dog ikke endnu være tale. I denne indbildning gik han ikke heller; imidlertid havde han dog opdaget en muligt tilstedeværende kærlighed, og medens han troede at sætte den på prøve, plejede han denne unge spire, så nt lang tid var ikke forløben, før han var fuldt og fast overbevist om, at han var besjælet af den inderligste og varmeste kjcerlighed. Han var ikke nogen flygtig natur, nu var denne kjcerlighed virkelig tilstede, men fordi han selv så gerne fredede om den tanke, at han elsfede, og fordi han vidste, at ingen i højere grad end Marie barnor var værdig til en brav diands oprigtige kjcerlighed. Selvfølgeligt var det ham nu magtpåliggende hyppigere end tidligere at få adgang til familien, og dette måtte fle ved hjælp af Frederik. De vare jo venner; — venskabet blev på Roberts side kendeligt varmere for hver dag, ja det varede ikke længe, før han daglig havde noget enten at betro Frederik eller at rådføre sig med ham om; i mangel af anden grund måtte han aflægge ham besøg for vensfabs skyld. Meget ofte havde han således lejlighed til at se Marie; undertiden tilbragte han tillige aftenen hos barnors, han var lykkelig, hans kjcerlighed kendte kun til solsfin, den voksede og trivedes og havde slet ingen torne; — Maries opførsel imod ham forekom ham at være således, at han ikke kunne ønske den anderledes for tiden, og at den gav gode løfter for fremtiden. Imidlertid kom nytår 1807. Midt om vinteren, når aftenen begynder kl. 4, finder man det hyggeligt at tilbringe en time eller to med samtale, forinden lyset tændes og dagens gerning fortsættes. Således tænkte Robert, og da han tilbragte hele den øvrige del af dagen i faderens selskab, foretrak han meget ofte om eftermiddagen at gå hen til Frederik barnor. Her træffe vi ham således en eftermiddag, efter at tusmørket er begyndt. Han havde det held, da han til overflod forhørte sig om, hvorvidt vennen var hjemme, at få dette bekræftet af Marie, med hvem han nu i kraft af det indledede nærmere bekendtskab ved denne lejlighed havde fået vekslet nogle af disse ord, som synes så betydningsløse, men dog ere lædfkende dugdråber for den unge kjærlighedsplante. I den bedste stemning havde han derefter begivet sig til Frederiks værelse i etagen højere oppe og her sad nu begge de unge musnssnner i en magelig stilling tæt ved bilæggeren. Værelset røbede, at beboeren var en velhavende købmands søn; det havde både sofa og et par magelige lænestole, ja Robert, som slet ikke havde noget til egen nådighed, fandt, at det var næsten fyrsteligt. Der var af en del unge studerende dannet et slags literært selskab. Hensigten var navnlig den at give medlemmerne lejlighed til at øve sig ved udarbejdelser i modersmålet, og opgaven var i reglen at skrive en afhandling over et eller andet emne, stundom således valgt, at de nødsagedes til at fordybe sig i og at forsøge løsningen af et af tidens fremtrædende spørgsmål. En sådan opgave var netop genstanden for de to unge menneskers samtale. „ Jeg må sige dig, “ udbrød Frederik barnor, „ at jeg ikke bryder mig stort om del hele og at del spørgsmål: „ Hvilken er menneskenes fælles livsopgave “ Interesserer mig så lidt, at jeg tværtimod finder, at del er aldeles meningsløst. Menneskenes fælles livsopgave vil del falde meget vanskeligt at påvise; jeg i del mindste kan da kun tænke mig en ting, som alle mennesker er enige i at betragte foren livsopgave, og del er „ at føde og vederkvæge sig “, thi „ Ingen hader sit eget legeme “, del er såmænd en leveregel for både store og små “. „ Du driver nu kun spøg dermed, formoder jeg, “ Svarede Robert. „ Nej, egentlig talt er del mit alvor, eller jeg ser mig ikke i stand til at betragte spørgsmålet fra nogen anden side. En gør del til sit formål her i livet at samle sig så mange penge som muligt; en anden higer efter rang, titel og lerestegn; nogle, fluide man tro, havde stillet sig den opgave at være så nederdrægtige som muligt; ikke få finde kun deres lykke ved bestandigt at trælle i den samme trædemølle, hvad enten det nu er i kærlig omgang med hammer og ambolt eller med vægt og alenmål; ja, en mindre hæderlig del af vore samfundsmedlemmer gøre sig al mulig umage for ved langfingeri, stratenrøven og deslige at gøre sig værdige til at udstødes af samfundet. Hvad endelig mig selv angår, da skal jeg med få ord fortælle dig, hvad min livsopgave er. Jeg har nu føjet den gamle, er bleven akademisk. Borger og henregner mig endnu til byens håbefulde studerende ungdom. Men om ikke lang tid venter jeg at skulle forlade parnasset. Min gamle sidder i en så god forretning, at jeg måtte være en nar, om jeg ikke så at få fingre i den. Han bliver for gammel og tingene må snart over i yngre hænder, det skal jeg snart se at gøre ham indlysende; desuden, han kan da heller ikke leve evigt. Er jeg få kommen godt fast i sadlen, ser jeg mig om efter en kone, hvis fader er bcslåct, for grnnker, du, det er dog det reelle, og — ja her har jeg udviklet for dig min livsopgave. Afviger din meget derfra, så have vi den ikke „ fælles “, det er alt, hvad jeg kan sige om den ting. “ „ Ja, gud fle lov, min livsopgave og min anskuelse om, hvad et menneske bør stille sig som sit livs mål, afviger meget derfra! “ udbrød Robert, i det han rejste sig. Nu som så mange gange tidligere var Robert oplagt til at rette et heftigt angreb mod den materialisme, som Frederik barnor var gjennemtrcengt af, men så stillede Maries billede sig imellem dem, han bekæmpede sin hidsighed og satte sig på ny. „ Nu, lad os da høre, “ vedblev endelig Frederik. „ Du er nu en grusom idealist! Lad os høre, hvor højt du kan gå, når du kommer op på din bevingede kæphest “. „ Ieg, “ svarede Robert, „ har tænkt at forsøge på at løse opgaven, og jeg finder, at svaret liggernær, så at det kun gælder om at være heldig med udarbejdelsen og selvfølgeligt ofre den fornødne tid derpå. Svaret må gå i moralfk-kristelig retning, om jeg så må sige, og — du har for øvrigt ret — jeg vil, at mennesket skal stræbe henimod idealet “. „ Ja, “ sagde Frederik leende, „ når man bare kan få hold på sådan et rigtigt ideal for sværmere, for mit ideal for ojeblikket har jeg flildret dig, det er en rigtig solid forretning, og for at komme det nærmere har jeg brugt al min indflydelse hos min gamle for at formå ham til at udvide sin tømmerforretning; du ved måske, at vi allerede have en ganske artig beholdning på tømmerpladsen. “ „ Det gør mig ondt at høre, “ svarede Robert, „ at du med magt vil have udseende af at være blottet for al højere interesse. Vedbliver du at foregøgle dig selv, at det er din virkelige og sande mening, så kan det snart lykkes dig for alvor at fnae dit åndelige lys flukt. Man behøver ikke at være sværmer, men kun et almindeligt menneske for at indse, at det er vor pligt at virke hen til at blive så fuldkomne som muligt og altså opstille fuldkommenhed som det mål, vi, ved anvendelsen af vore bedste kræfter og de ædleste midler, uden ophør ville stræbe at nå. I den hensigt er en streng bedømmelse af os selv, vor handlen ng birken og vore skjulte tanker aldeles nødvendig; vi flnlle aldrig hvile, men stedse flue fremad, måle den udyre afstand, der endnu er imellem os og vort ophøjede mål, og aldrig, skønt vi indse, at fuldkommenhed er uopnåelig, tabe modet, thi den ideale stræben er ingensinde ganske uden frugt, og kunne vi end ikke nå vort mål, så kunne vi komme det nærmere, og at komme det så nær som muligt bliver det, hvorpå vore bestræbelser flnlle gå ud, og det må vi betragte for menneskenes fælles livsopgave. “ „ Bravo! “ råbte Frederik, „ det var en hel prædiken; man mærker, præsten stikker i dig. Du kan blive en vakker hyrde for en flok forvildede får; der mangler dig kun i det udre, at du skal hænge en lille smule mere med hovedet, end du allerede nu gør! “ Robert var i ikke ringe grad godmodig, dog måtte han atter nu bestå en kamp med det opbrusende sind. Vel fandt han straks efter, at Frederiks ord ikke vare noget svar værd, men fortrydelsen blev dog tilbage, og han mærkede, at afstanden imellem dem blev større, for hver gang de havde udvekslet anskuelser. Tavsheden varede ikke læuge nok til, at misstemningen kunne give sig tilkende, thi der hørtes straks fodtrin på trappen og et ojeblik efter trådte Marie ind. Hun meddelte, at aftensbordet var dækket, og da man jo var vidende om, at Robert var her tilstede, bragte hun tillige ham en indbydelse fra forældrene til at deltage i måltidet. Straks var han formildet; han modtog med glæde indbydelsen, og alle tre fulgtes nu ad til familiebordet. Købmand barnor og hans hustru vare gamle folk. Han havde i mange år haft en indbringende butiksforretning, men havde, skønt han ikke var at sormå til at opgive denne, hvortil han syntes, at hans liv var knyttet, for et par år siden givet efter for sønnens indtrængende forestillinger og som grosserer begyndt større foretagender. Det var navnlig med tømmer, han drev handel, og heri havde han anbragt største delen af sin kontante formue. Den lejlighed, de beboede, tydede i et og alt på velstand. Den optog den bedste etage i en anselig gård, der var barnors ejendom, og der var flere værelser, end en borgerlig familie den gang i reglen anså det for nødvendigt at have til rådighed. Da de unge indfandt sig, havde forældrene allerede taget plads ved bordet. Det var et ærværdigt gammelt segtepar. Faderen havde skarpe træk; alderen havde suget panden og hulet kinden, men et par livlige grå øjne, der så velvilligt på den, han tiltalte, tittede frem under de buskede djenbryn. Et temmelig fyldigt, men aldeles hvidt hår var synligt under den sorte kallot. Ved hans side, i sofaen, så man moderens trivelige skikkelse. Hendes ansigt var, hvad man så jevnligt finder hos gamle koner, venligt og lyst, med rødme på kinderne, og disse vare ' alt for fyldige til, at det kunne blive alderen muligt at pløje nogle furer deri; hanret var aldeles tildækket af den ærbare kappe, tegnet på den husmoderlige værdighed, og njnene, ja det var tydeligt at se, at de en gang havde været dybe og klare, således som Maries var det nu. Begge de gamle bød Robert et hjerteligt velkommen og opfordrede ham til at tage plads; snart vare de alle lejrede om bordet. De unge medbragte intet stof til samtale; Frederik var endog synligt noplagt til al selskabelighed, og det varede ikke længe, før han tydeligt not gav sin tværhed tilkende. Marie syslede ved themaskinen; men Robert var den, med hvem gamle barnor mente at kunne få sig en lille passiar. han var jo også den fremmede og jå slete tillige simpel høflighed fyldest. Købmand barnor ville altid gerne tale; han var fra sin mangeårige virksomhed i batiken kommen i den vane altid at spørge om nyt, og var der intet sådant at drøfte, så måtte altid engelskmanden og 1801 holde for; det var et uopslideligt ttema. Robert kunne så udmærket deltage i sådanne samtaler, ikke fordi stoffet særligt interesserede ham, men fordi han var alt for lykkelig til ikke at være venlig og velvillig. Vel havde han kun tanke og ofte også kun oje for Marie, men tilsyneladende var opmærksomheden henvendt på samtalens genstand og han var derfor godt på vej til at komme i den gamles Indest. Denne Asten, netop som barnor var i færd med en grundig behandling af engelskmanden, holdt han pludseligt inde, da en lille ordstrid mellem Marie og Frederik, — den sidstnævntes pirrelighed gav naturligvis anledningen, -- lagde beflag på hans opmærksomhed. Det er meget sjældent, at brødre er hensynsfulde mod deres søstre; de kunne være overordentlig opmærksomme mod andre damer, men søstre tilsidesættes, som om de ikke hørte til kvindekønnet. Æ almii! delighed var Frederik temmelig umedgørlig i hjemmet, vranten og gnaven, men denne Asten overtraf han sig selv, hvad evnen til at ytre disse mindre gode egenskaber angoar. Som sædvanligt blev striden, der naturligvis nu som altid drejede sig om intet — om hvorvidt ttekoppen burde have indeholdt et par dråber mere eller mindre, eller burde været rakt ham et par minutter før eller fenere — på Maries side ført med det skjelmeri, — lidt drillende og udfordrende, — som as søstre i reglen anvendes lige over for den uhøflige, trættekære Broder. I det de derved vise, hvor lidet de frygte det barske væsen, lægge de, sig selv ubevidst, så megen inde for dagen, at modparten kun gøres så meget mere tilflamme, og i følelsen heraf bliver — endnu mere pirrelig. „ Så, fljændes i nu igen, børn? “ sagde den gamle. „ I kunne da aldrig forliges. “ Myndighed kunne han ikke lægge i sit væsen. „ Ja, Frederik er ikke i godt lune, “ bemærkede moderen. „ Han kom hjem meget langt ud på natten; jeg lå vågen og hørte, da han kom hjem. Han trænger vist til at komme til ro. “ „ Når børn er søvnige, er de gnavne, “ tilsøjede Marie halvhøjt. „ Næh, du var jo ikke bedt noget sted hen i går aftes, Frederik, så vidt jeg husker “, sagde faderen. Den gamle var overordentlig godtroende, meget lettroende og temmelig kortsynet; moderen var mere tilbøjelig til at have „ et bje med “, som der siges. „ Åh, jeg havde et lerinde hen til en kammerat, vi kom i snak sammen og det trak noget længe ud; jah, så silde var det da forresten ikke! — men jeg tror alligevel, at jeg vil lægge mig lidt tidligt, “ føjede han til, i det han rejste sig, bød godnat og gik. „ Ja, lad ham kun gå, at han kan få udsovet, “ Sagde barnor, henvendt til Robert. „ Vi, min unge ven, kunne derfor godt passiare lidt sammen, vi have jo tiden for os. Så lade vi Marie lave, os et ekstra glas punch, medens maskinen er på kog. “ „ Skal jeg lade Stine hente rom fra butikken? “ Spurgte Marie, da tjenestepigen netop trådte ind. „ Nej, “ svarede faderen, idet han rejste sig og gik ind i et andet værelse, „ jeg har en god, gammel, vi skal sætte smag på. “ også moderen forlod stuen, thi tjenestepigen erindrede om, ot hun ikke havde noget hør, og da i de tider spinderokkene altid vare i gang, når intet andet var at udføre i huset, måtte hun som nidkær husmoder sørge for, at de kostbare aftentimer ikke gik tilspilde. Således blev Marie og Robert et lyeblik alene i stuen. Ofte i løbet af aftenen vare deres lyne mødtes, men det kunne jo for Maries vedkommende være ganske tilfældigt, og så ofte det var flet, havde hun straks vendt blikket et andet sted hen. Nu mødtes atter deres lyne; Roberts bekendte alt, hvad hjertet var så fuldt af, og Marie slog ikke blikket ned. Bag ved themafkinen, hvor hun atter havde taget plads, så Robert kun disse lyne, som det var en salighed at stirre ind i; han fordybede sig i disse lyne, der nu talte det sprog, elfferen så godt forstår. Det var et lyksaligt og betydningsfuldt lyeblik, — og så kom gamle barnor med romflaflen under armen. Begge herrerne blev nu trakterede med det „ ekstra “ Glas punch, engelskmanden blev trakteret på mindre venskabelig måde og så slog klokken ti; - det var tid efter god borgerlig skik at bryde op. Robert tog afsked; de venlige gamle bad ham komme snart igen, og han lovede sig selv, at denne opfordring ikke forgæves skulle være stillet til ham. Marie var den tredje, med hvem der skulle tages afsked; dette tog ikke nær så lang tid, men deres øjne mødtes atter, et let håndtrhk bekræftede, hvad øjet talte, — der kan afgøres meget til trods for en tavs læbe, — og så lnkkedes døren efter ham. Den næste dag ville Frederik gøre Robert en visit for at udslette det uheldige indtryk, som han indså, at hans opførsel måtte have efterladt. — han ville dog nok helst ses i et nogenlunde fordelagtigt lys; knn lige over for sine nærmeste behøvede han ikke at udfolde nogen elskværdighed, mente han. — hcnad eftermiddagen trådte han ind i den lille, tarvelige stue, hvor Robert sad ved sit arbejdsbord, faderen på sin vante plads i lænestolen og indhyllet i en sky af tobaksrøg. Han var nyligt vågnct, efter, grundigt som han plejede, at have faget sig en middagssøvn, og den strikkede nathue sad ham endnu noget skævt på hovedet. For Roberts skyld bestræbte gamle Brandt sig for at gøre alt for at vise den fremmede unge herre høflighed; han deltog levende i den samtale, som 2 udspandt sig, til trods for at den drejede sig om noget, han ikke havde mindste kendskab til, og søgte ved dristige kombinationer at føre den hen på søen og livet ombord, thi der følte han sig hjemme. Frederik var imidlertid alt for blaseret til ret længe at finde behag i en underholdning, hvori den jevne skipper deltog, og han opfordrede derfor Robert til at foretage en spadseretur. De gik igennem byen, over kongens Nytorv og ud ad Bredgade til toldboden. Lige så store modsætninger de vare, hvad karakteren angik, lige så forskelligt var også deres ddre. Frederik var af middelhøjde, noget svær, lys med et kort afklippet, blond hår og kindskæg af samme farve. Hans ådre harmonerede med den stand, han ønskede at tilhøre; han lignede en handelsmand, ikke en videnskabernes dyrker. Hans dragt, hans væsen, gestus og den højrøstede måde, hvorpå han talte, alt bibragte denne forestilling, og man kunne ikke andet end finde ham bådc for fremtrædende og for overlegen. Robert Brandt var en del højere, mørk, med alvor i ansigtets udtryk, og der var noget stilfærdigt og beskedent udbredt over hans væsen og hele måde at optræde på. Roberts hjerte var så fuldt, at han uvilkårligt førte samtalen hen på wgteflnb; dog var det ingenlnnde hans hensigt at røbe, hvor meget han egentlig talt selv var optagen af tanken derom, men ikke desto mindre gik han over til dette emne, umiddelbart efter at han havde omtalt, hvor magtpåliggende det var ham at tilendebringe sin studering på kort tid, for derefter at erholde embedseksamen, få at en mere skarp iagttager end Frederik barnor let ville have opdaget, at her var en idøforbindelse. „ Den største lykke anser jeg det for at være, “ Sagde Robert, „ i den ganske unge alder at gennemstrømmes af en sådan kærlighed, at man lutres og løftes og med største lethed udfolder en hidtil ikke anet energi og kraft for at tilkæmpe sig en selvstændig stilling, ikke af anden grund, end at en sådan er en nødvendig betingelse for mgtejkabet, altfå for samlivet med og besiddelsen af den, man elsker. “ „ Ieg er nu, “ svarede Frederik, „ mere praktisk, om jeg så må sige, i alle retninger. Kald mig en filister, om du vil, men jeg kan ikke lakke nret for, hvad min snnde fornuft siger mig. Hvormange af den slags forbindelser, du der taler om, er ikke 2 * en følge af overilelse? Kærligheden er så mægtig, at den forblinder; den gjsr tasfenspillerkunfter med alle beregninger, fornødenhederne blive få og små, ja de elskende parter er nær ved at tro, at de kunne leve alene af deres kærlighed og så kildevand. Men senere kommer den usfånsomme, prosaiske virkelighed, skællene falde fra ojnene, det gyldne skær forsvinder, nøden indfinder sig — krybben er tom, hestene bides. Den slags romaner ligne alle hverandre, hvad slutningskapitlet angår. “ „ Men jeg mener, “ sagde Robert, „ at dersom den sande og mægtige kærlighed er tilstede og er gensidig, da vil den give kraft til at bære også de onde dage, så at de ikke føre til det resultat, du opstiller, men i stedet for at adsfille tværtimod knytter hjerterne end fastere til hinanden. En sådan kærlighed skal kunne berøve nøden sin bråd, gøre savnet måleligt og sorgen mildere. “ „ Talemåder, smukke talemåder, ikke andet! “ Asbrød Frederik ham hånligt. „ Formue er til alle tider og under alle omstændigheder et gode; pcngespørgsmålet kan ikke ndcn videre sættes til side. For mig vil det være om ikke just det eneste afgørende, så dog et meget vigtigt hensyn, som må tages, når jeg skal træffe mit Balg. “ Robert tav. Hvor meget han end søgte at nærme sig Frederik barnor og hvor meget han end bestræbte sig for at finde et tilknytningspunkt eller noget, hvorom de tilnærmelsesvis havde beslægtede anskuelser, så følte han sig altid sknffet, stødt tilbage, og klosten imellem dem blev større og større. De vare imidlertid nåde ud til grønningen og gik langs dennes hegn ad toldbodvejen for at begive sig til toldboden. Den i så lang en årrække vel bekendte lille bygning, værtshuset brokkensbod, var på denne tid af dagen, tusmørket nærmcde sig nemlig, især stærkt besøgt. Huset var fuldt og udenfor sås en broget, støjende skare af søfolk og arbejdsmænd. Der kunne forefalde mange scener, og mang en lille tvistighed blev afgjort udenfor på gaden. „ Kom, lad os høre, hvad her er på færde, “ Sagde Frederik og begge nærmede sig værtshusets dør, udenfor hvilken en højrøstet klynge af gæsterne havde flokket sig. Det lod dog ikke til at stuve blive noget voldsomt optrin. Kun en gammel Matros, en gråhærdet ulk med den traditionelle lådne hue, der vakte forestillingen om, at man havde en grønlandssarer for sig, var vred, og dette gav han tilkende sanvel ved en ' meget fortørnet mine som ved den måde, hvorpå han tiltalte sin modstander. Med knusende foragt tilråbte han ham: „ Du er et vrøvlehoved! Det siger jeg til dig og det skal du være for mig, du kabyler! “ Robert lo; han morede sig over den selvbevidsthed og overlegenhed, hvormed den gamle søgnt behandlede den i hans øjne dybt nedværdigede person, med hvem han dog vist om få minutter ville drikke en pægel til forlig. Frederik derimod benyttede lejligheden til at lade falde sådanne atringer om sømandsstanden i almindelighed, at Robert følte sig krænket derover, fordi han var overbevist om, at de blev udtalte, netop fordi hans fader tilhørte samme stand. Hos hele nationen, som havde den 2den April 1801 i så friskt minde, stod sømanden jo forøvrigt i stor anseelse. De vendte om og gik hver til tit hjem, uden at ret mange ord, blev vekslede under vejs. Robert var i det hele taget nedstemt som følge af den stedfundne samtale og blev ilde berørt ved tanken om, at det, når han i sin tid anholdt om Maries hånd, ville blive anset som en vejlen til den medgift, der efter al sandsynlighed måtte tilkomme hende, eftersom faderen almindeligt blev betragtet som velhavende. Efter at nogen tid er hengået, træffe vi atter Robert Brandt og Frederik barnor ved hinandens side, men det er under ganske særegne omstændigheder; det er natten mellem den 2den og 3die september, at vi se dem i en af bastionerne i nærheden af Vesterport imellem Københavns forsvarere. Siden solnedgang havde bomber, granater og brandraketter regnet ned over den ulykkelige by og anrettet srygtelige ødelæggelser. Straks ved bombarde-. Mentets begyndelse kaldte stormklokken det våbendygtige mandflab til voldene, og blandt studenterne mødte Robert og Frederik. Herfra så de ildsøjler rejse sig hist og her i byen; det kvarter, hvori deres fædres ejendomme lå, var det mest udsatte, og de vidste ikke, om deres kære og nærmeste måske vare stedte i den yderste nød, sårede, lemlæstede eller vel endog dræbte, hus og hjem lagt i afle eller af bomberne forvandlet til en ruin. Fra voldene fyredes uafbrudt mod fjendens standser; hermed var mandskabet ivrigt befkjæftiget, modet var endnu usvækket, og i samme grad som bombardementet tiltog i heffighed, sorøgedes også kamplysten og iveren. Desuden opmuntrede « man vel noget ved en overdreven forestilling

1874_Incognito_VenusTempel

Venus Tempel

Incognito

Incognito

Venus Tempel

female

1874_Incognito_VenusTempel.pdf

Peter Incognito

Venus-Tempel

Reist til Ære for Venus og Bacchus

y

gothic

J.H. Brinck

KB

Sandynligvis et pseudonym.

pdftxt

nan

nan

O

I. Richelieu som uheldig elsker. Alt fra gammel tid har fortrinsvis det franske Hof været berømt for sit galanteri. Man har for nylig villet give „ de fordærvede sæder “, som det dumme feltråb lyder, ved Napoleon den tredies Hof til dels skylden for Frankrigs ulykker, men det lyder rigtignok temmelig latterligt, når man erindrer, at disse såkaldte „ fordærvede sæder “ næppe nogensinde have stået i et skønnere flor end netop, dengang Frankrigs magt og glans stod på højdepunktet, under Ludvig den fjortende nemlig. Ved „ fordærvede sæder “ mene disse philistrøse moralphilosopher en fri, åben og usminket dyrkelse af kærlighedens skønne gudinde, men sligt forhindrer aldeles ikke tapperhed og dygtighed i andre retninger — fvertimod! skulle Mars desuden være vred på Venus? På ingen måde! De er altid komne ganske fortræffeligt ud af det sammen — det har nok den sølle ægtemand, smeden vulkan, måttet bekende. Hans hustru, Fru Venus, var for øvrigt en langt dygtigere håndværker end han; hun kunne både smedde, nemlig rænker, og tillige arbejdede hun i horn. Vi ville heller ikke her tale om fordærvede sæder, men om frie sæder, og hvad disse angår, da have de vistnok været ganske anderledes frie og ugenerte under boubonerne i forrige og forforrige århundrede end i nærværende århundrede under imperialismen. Dengang bestemtes så at sige en hofdames anseelse og rang efter antallet af hendes elflere, både dem, hun havde, og dem, hun havde haft, og det var ikke elflere, der gjorde nar ad kærligheden og dyrkede den på skrømt ved tomt lefleri og årlange forlovelser med platoniske appetitkys. De dyrkede Amor og Venus i ånd og sandhed, og de kæmpede med alle de våben, der stå til en elskers rådighed. Havde vedkommende forresten ikke benyttet disse våben, ville ganske sikkert hans dulcinea øjeblikkeligt givet ham afsted, om end på rosenrødt papir. Ugenertheden havde man i forrige århundrede endogså drevet så vidt i de højere kredse, at herrerne, når de traf sammen i selskaber eller ved hoffet, spurgte til befindendet, når de vidste om en eller anden, at han led af de skæbnesvangre følger af ved aftenstund at have været ude på en uheldig klapjagt efter Venus vulgivava. Ligesom man nutildags til en forkølet ven kan sige: „ De skulle såmænd prøve at tage ind at svede på! “ således sagde man dengang sans gêne i et forkjølelsestilfælde under en lidt anden form: „ De skulle prøve på at sprøjte dem! “ Løsheden i de ægteskabelige forhold og i det hele taget i forholdet imellem mand og kvinde danner man sig ikke let noget begreb om, og man ved ikke ret, om man mest skal undre sig over cavalierernes dristighed og applomb lige overfor damerne eller over damernes velvillige medgjørlighed og forekommenhed lige overfor deres cavalierer. Men hvorom alting er — livet blev ikke døset hen. Hverken den guddommelige Bacchus eller hans fortryllende søster Venus kunne beklage sig over deres tilhængeres dorskhed eller ladhed, og derfor morede man sig uden ængsteligt at tænke på kakzenjammeren i morgen eller på ægtemanden iaften, og derfor var det ganske i sin orden, at Ludvig den femtendes valgsprog lød: après nous le déluge! For at give et begreb om sæderne i det syttende århundrede skulle vi i det følgende meddele nogle træk af Ludvig den trettendes og hans skønne dronning, spanierinden, Anna af Østerrigs liv. Richelieus optræden lige overfor dronningen turde være noget af det frækkeste, der nogensinde er præsteret til gud Amors ære, og man vil sikkert forgæves spejde efter et sidestykke dertil i alle elskovens mangfoldige annaler. Det var i begyndelsen af året 1615, at ægteskabet imellem den sjortenårige konge, Ludvig den trettende og infantinden Anna af Østerrig, Philip den tredies og dronning Marguerites datter blev bestemt. Ludvig den trettende havde aldrig vist synderlig smag for fornøjelser. Af naturen var han indesluttet, næsten melancholsk. Medens hans fader, den glimrende Henrik den fjerde, allerede i fjortenårsalderen, som hair selv har fortalt det, gjennemstreifede mark og skov, bjerg og Dal på i agt efter unge piger og gifte koner og allerede dengang gav beviser på tilstedeværelsen af det fyrige, rullende blod, der selv ikke forlod ham under de grå hår, så havde hans søn næsten flet ingen sands for kærligheden; han betragtede dette ægteskab som et nødvendigt onde, endskønt han sidste, at hans brud var en glimrende skønhed, der kunne kappes med de ypperste om parisæblet. Det kongelige brudepar mødtes for første gang i Bordeaux, og man skylder sandheden at tilstå, at Ludvig ved synet af sin fortryllende brud øjeblikkeligt forsonede sig med sin skæbne, og ærligt talt har der også i denne jammerdal været tilskikkelser, der vare hårdere end den, at skulle søge ægteseng sammen med en ung og fyrig spanierinde. Ifølge alle historikeres beretning forenede Anna af Østerrig i virkeligheden i sin person alt, hvad der kunne tilfredsstille selv de kongeligste lyster og fordringer. Hun var af en majestætisk skønhed, der mangen gang senere hjalp hende til at skaffe sig den skyldige respekt lige overfor den tøjlesløse skare, der omgav hende. Fuldendt kvinde i en elsfers øje var hun fuldkommen dronning lige overfor en undersåt. Hun var høj og smækker; hun havde den fineste og hvideste lille hånd, som nogensinde har fortryllet et par smægtende læber; store, mørke, spillende øjne, hvis grønlige skær gav dem et ubesfriveligt liv, en lille mund, der mindede om en nysudsprungen nose, et langt silkeblødt hår, hvis farve var cendré, denne dejlige mellemfarve, der på engang minder om de blondes milde ømhed og de brunettes fyrige liv — ja, således var den brud, der sfjænkedes Ludvig den trettende i en alder, da lidenskaberne have ordre til endnu i nogle år at slumre hos almindelige mennesker, men hvor de, ifølge et særligt privilegium på grund af den ophøjede rang, have lov til at vågne hos kongerne. Bryllupsceremonien blev fuldbyrdet den 25de novbr. 1615 i domkirken i Bordeaux, og efter festen blev de unge folk førte til ægtesengen, hver især ledsaget af et kvindeligt væsen af deres bekendtskab, og vedkommende forlod dem ikke under deres fem minutters samværen. Da de fem minutter vare forløbne, fik kongens ledsagerske ham til atter at rejse sig — det må have været et stygt øjeblik! — og infantinden blev ene tilbage. Det egentlige samliv skulle i betragtning af deres ungdom først begynde efter to Års forløb. Deres samlede alder beløb sig nemlig dengang næppe til 28 år. Nu gik der flere år, og man havde alt længe omgåedes, som det sig hæderlige ægtefolk egner og anstår, men dronningens taille var og blev lige beundringsværdig. „ Frankrigs håb “, en ttronarving, ville flet ikke melde sin ankomst. Denne barnløshed voldte dronningen megen bekymring, især da man i begyndelsen lod til at ville give hende skylden. Dette varede dog ikke længe, thi snart mente man at være kommen på det Rene med, at det nok i grunden var kongen, der var „ unfæhig “, som tysken siger, på latin impotens. Dette rygte, der snart var over hele hoffet, opirrede Ludvig den trettende på det frygteligste, og det må jo også være krænkende for et mandfolk med nogen ambition, men på den anden side kan man ikke fortænke nogen i, at han fæstede lid til det, thi det lød jo temmelig utroligt, af denne barnløshed skulle skyldes en ung, smuk og fyrig spanierinde, der filmede udmærkede sig ved de mest glimrende former. Det var imidlertid denne fatale barnløshed, der gav Richelieu ideen til et af de mest dristige, for ikke af sige frækkeste forslag, som en minister nogensinde har gjort sin dronning, som en cardinal en kvinde. Armand-jean Duplessis var dengang — det var i året 1625 — 38 år gammel. I sit femte år havde han mistet sin fader François Duplessis de Richelieu, og det blev da besluttet, af han skulle gå den kirkelige vej. Bispesædet luçon tilhørte familien, og efter en ældre Broder arvede han retten til det, hvorfor han i året 1607 rejste til rom for af blive indviet af paven, Paul den femte. Som ret charakteristisk for den tilkommende statsmand og høje gejstlige, der altid var snild som slangen, men aldrig enfoldig som duen, skulle vi anføre et lille træk. Før ordinationen spurgte paven ham, om han havde den i ritualet foreskrevne alder af 25 år, hvortil han øjeblikkeligt svarede ja, skønt han kun var 23 år gammel. Efter at ordinationen lykkelig og vel var overstået, og han var bisp, bad han paven selv om at tage ham i skrifte. I skriftestolen betroede han ham da uden forbehold, at han rigtignok havde gjort sig skyldig i en lille uskyldig løgn, da han fortalte, at han var 25 år gammel, han fik imidlertid abolution, men endnu samme aften sagde paven tits den fransfe gesandt, malaincourt, idet han pegede på Richelieu: „ En håbefuld ung mand, som der engang vil blive en stor gavtyv ud af! “ Havde det været i vore dage, ville paven rimeligvis have sagt: „ en stor bismark “ og Richelieu ligesom en ung dansf dame svaret paven: „ Nej, du kan tro nej, moppe! “ Hvordan det nu gik eller ikke gik, så varede det ikke mange år, inden Richelieu blev udnævnt til cardinal på foranledning af Maria af mediets, kongens moder. Det var nogen tid efter denne udnævnelse, og efter at han i lang tid havde besiddet kongens hele tillid og så at sige været og var Frankrigs egentlige regent, at han en aften på en tid, da Ludvig den trettendes helbredstilstand var meget vaklende, lod sig melde hos dronningen, efter at hofdamerne havde forladt hende, for, som han sagde, at tale med hende om statssager. Dronningen lod ham komme og beholdt om sig kun en gammel kammerfrøken ved navn Donna estefania, der havde fulgt hende fra Madrid, og som næppe forstod et eneste fransf ord. Cardinalen var, som det i regelen var tilfældel, klædt i cavalierdragt, og intet lod ane den høje gejstlige. Som de fleste af datidens prælater bar han overskæg og den såkaldte „ la royale “, fipskjæget a la Henri Iv. Anna af Østerrig sad i en lænestol og indbød ligeledes cardinalen til at sætte sig. Hun var på den tid 21 år gammel og stod således i hele sin ungdommelige skønheds Glands. Richelieu var endnu en ung mand, ifald man forresten kan sige, at en mand som Richelieu nogensinde har været ung. Dronningen havde alt længe lagt mærke til en ting — en ting, som forresten alle kvinder ville have lagt mærke til — at Richelieu nemlig ligeoverfor hende var mere galant, end en cardinal igrunden bør være, og mere øm, end det sømmer sig for en minister. Hun havde derfor mere end en anelse om, hvad det var for statssager, han ville tale med hende om, men hvad enten det nu var, fordi hun dog ikke var ganske sikker i sin sag, eller det var, fordi det altid må være en triumf for en kvinde som Anna af Østerrig at blive courtiseret af en mand som Richelieu, nok er det, hun modtog ham med et sådant udtryk af velvilje, hun, der ellers var så stolt, at ministeren kom i den syvende himmel. „ Madame! “ begyndte han, „ jeg har tilladt mig at lade dem sige, at jeg ville tale med dem om statssager, men jeg burde have sagt, at jeg ville tale med dem om deres majestæts egne affairer. “ „ Hr. Cardinal! “ svarede dronningen, „ jeg ved, at de ved ffere lejligheder, specielt lige overfor enkedronningen ( Maria af Medicis ), med varme har taget dem af mig, og derfor takker jeg dem. Jeg skal derfor med opmærksomhed hørs på, hvad de har at sige mig. “ „ Kongen er meget svagelig. “ „ Jeg ved det desværre, men jeg håber, ai han atter vil komme ttl kræfter. “ „ Lægerne ville muligvis ikke sige deres majestæt den fulde sandhed; men bouvard, livlægen, har jeg talt med under fire øjne, og da han ingen grund har til at forstille sig overfor mig, så har han sagt mig sandheden. “ „ Og det er? “ „ At kongen er angrebet af en sygdom, som han ikke vil komme sig af. “ Dronningen blegnede, thi ihvorvel der ikke herskede nogen dybere sympatti imellem hende og hendes gemal, så kunne dog Ludvig den trettendes død have så skæbnesvangre følger for hele hendes stilling, at hun vel havde grund til at blive underligt tilmode. „ Har bouvard sagt deres eminence, at kongens sygdom er dødelig? “ spurgte hun, idet hun skarpt fikserede cardinalen, hvis fysiognomi var så ubevægeligt, som om det var hugget i sten. S „ Forstå mig vel, madame! jeg vil på ingen måde indgyde deres majestæt en ugrundet eller forhastet frygt. Bouvard har ingenlunde sagt, at kongens død er nærforestående; men han har sagt, at den sygdom, kongen led af, til sidst ville få et dødeligt udfald. “ Cardinalen udtalte disse ord med et sådant sandhedens udtryk, og hans profetier passede så godt med en frygt, som dronningen selv så ofte nærede, at hun uvilkårligt rynkede sin smukke pande, sørgmodigt sænkede sine øjne mod gulvet og udstødte et dybt suk. Cardinalen var øjeblikkeligt herre over situationen; han så, hvor gunstig den var, og han vidste også at benytte sig deraf. „ Har deres majestæt, “ fortsatte richelien, nogensinde tænkt over den situation, de ville komme i, når kongen døde? “ Anna af Østerrig så mere og mere nedslået ud. „ Dette Hof, “ vedblev den snedige cardinal, „ hvor de til dels betragtes som en fremmed, består næsten udelukkende af deres majestæts uvenner. “ „ Det ved jeg desværre. “ „ Enkedronningen har mere end en gang givet deres majestæt beviser på sit fjendtlige sindelag, som kun venter på en lejlighed til ret at komme til udbrud. “ „ Javist! Hun hader mig; men af hvad grund dog? “ „ De er kvinde og kan gøre et sådant spørgsmål? Hun hader dem, fordi de rivaliserer med hende om magten, og fordi hun ikke kan rivalisere med dem i ungdom og skønhed, fordi de er 21 år, og hun 49. “ „ Men hertugen af Anjou ( kongens Broder ) vil støtte mig. “ Richelien smilede hånligt. „ Et barn på femten år! og så hvilket barn? Har de aldrig fluet klart ind i dette usle bryst og dette tomme hoved, hvor hver lidenskab, hvert ønske bliver til intet, ikke af mangel på ærgerrighed, men af mangel på mod? Stol blot ikke, madame, på hans afmægtige venskab, hvis de vil holde dem oven vande, thi i farens øjeblik så vil han være langt borte fra dem. “ „ Men så er der dem, hr. Cardinal. Tør jeg da ikke stole på dem? “ „ Jo sikkert, madame! ifald da ikke også jeg bliver styrtet af den truende katastrofe. Men denne Gaston som vil arve ttronen efter sin Broder, han hader mig. Og Maria af Medicis, hvis kæreste barn han er, vil kunne gøre med ham, hvad hun vil, og hun vil atter få magten, men aldrig vil hun tilgive mig de beviser på min varmeste sympatti, som jeg har givet dem, min dronning. Hvis derfor kongen dør barnløs, så er vi begge fortabte. Jeg bliver forvist til mit episcopat luçon, og dem sender man tilbage til Spanien, eller også venter et eller andet kloster dem. “ „ Hr. Cardinal! Kongernes skæbne er som alle andre menneskers i guds hånd. “ „ Ja, ganske vist, “ svarede cardinalen smilende sarkastisk; „ men derfor har gud sagt til mennesket: „ Aide toi, et dien t ' aidera! “ * ) „ Jeg ved ikke, hvad de mener, “ ytrede dronningen, idet hun sendte cardinalen et af disse dybe, forskende øjekast, som vare hende egne. „ Og ønsker deres majestæt at forstå mig? “ „ Ja! Situationen er meget alvorlig. “ „ Men der er ting, der er såre vanskelige at sige. “ „ Ikke til den, der i regelen forstår en halvskrevet sang. “ * ) et franst ordsprog, der betyder: hjælp dig selv, og gud vil hjælpe dig. „ Deres majestæt giver mig altså tilladelse til at tale? “ „ Jeg hører efter deres eminence. “ „ Nuvel da! Det er nødvendigt, at kronen, ifald kongen dør, ikke tilfalder hertugen af Anjou, thi i samme øjeblik vil septeret være i hænderne på Maria af mediets. “ „ Men hvorledes skal det forhindres? “ „ I det øjeblik, da Ludvig den trettende dør, må man kunne forkynde Frankrig, at han efterlader en arving til sin krone. “ „ Men, “ udbrød dronningen rødmende, „ Deres eminence ved jo fuldtvel, at himlen indtil dette øjeblik ikke har velsignet vor forbindelse. “ „ Tror deres majestæt, at fejlen ligger hos dem? “ En anden kvinde end Anna af Østerrig ville have slået øjnene ned, thi nu begyndte hun at forstå meningen af samtalen. Men tværtimod! Den stolte spanske fyrstinde fæstede sit dybe og kloge blik fast på cardinalen, som udholdt det med et smil, der mindede om spilleren, der har sat hele sin fremtid på et eneste kast. „ Jeg begynder at forstå dem. Her er tale om fjorten Års regentskab som ækvivalent for nogle utugtige nætter — “ „ Som ækvivalent for nogle henrivende elskovsnætter, mædame, “ udbrød cardinalen, idet han pludseligt kastede statsmandens kolde maske for at vise elskerens glødende åsyn; „ thi jeg behøver ikke at fortælle deres majestæt, at jeg elsker, jeg tilbeder dem, og for deres gjenkærlighed er jeg beredt til at gøre alt, til at risikere alt, til at forene mine interesser med deres og løbe faren for at blive styrtet med dem i håbet om også at blive hævet med dem. “ Skjøndt Anna af Østerrig i sit hjerte foragtede dette frække forflag, så ville hun dog se, hvor vidt kærligheden kunne drive cardinalen. „ Hr. Cardinal! “ sagde hun omsider, „ Forslaget er højst usædvanligt, og de vil indrømme mig, det fordrer betænkningstid. Lad mig have natten og dagen i morgen til overvejelse. “ „ Og i morgen aften, “ udbrød han henrykt, „ har jeg den ære atter at bringe deres majestæt mit hjertes hyldest! “ „ I morgen aften venter jeg deres eminence. “ „ Og med hvilke følelser tillader deres majestæt, at jeg forlader dem? “ Den stolte spanierinde lagde bånd på sin opblussende harme, og med et charmant smil strakte hun hånden ud imod cardinalen, som med varme kyssede den smukke hånd og fjernede sig glædedrukken. — Anna af Østerrig sad et øjeblik tankefuld med rynket bryn, men med et smil på læben; pludseligt gav hun et lille kast med hovedet, som om hun havde taget sin beslutning, hvorpå hun gik ind i sovegemakket og gav ordre til, at man næste morgen så tidligt som muligt skulle sige til madame de Chevreuse, at dronningen ønskede at tale med hende. Madame de Chevreuse, dette forvildede væsen, som Maria af Medicis havde fået anbragt hos sin svigerdatter for lidt efter lidt at få hende bort fra kongen og muligen ved eksemplets magt få hende til at glemme sine ægteskabelige pligter, havde i første ægteskab været gift med connetablen af Frankrig, Charles Albert de luynes, der var bleven snigmyrdet, og hun gik derfor i reglen under navn af madame la connotable. Hun kunne være en tre- fireogtyve år gammel, og hun var anset for en af sin tids smukkeste, mest åndrige, mest letsindige og mest intrigante damer. Da hun havde bopæl på slottet Louvre, havde hun, alt imedens hendes første mand levede, stået på en meget fortrolig fod med kongen, hvilket endogså havde vakt uro hos Anna af Østerrig, der dengang endnu ikke kendte Ludvig den trettendes mærkværdige forhold til hans elskerinder, dem, han elskede platonisk. man fortalte, at Ludvig den trettende, da madame de Chevreuse engang i en tête-à-tête optrådte alt for varmt lige overfor ham, skal have sagt: „ Madame de luynes! jeg må forud gøre dem opmærksom på, at jeg altid kun holder af mine elskerinder fra livet og opefter. “ „ Men min gud, Sire, “ svarede madame, „ så må deres elskerinder jo se at få anbragt livet midt på lårene. “ Som man vel kan forstå, var der mere ærgerrighed end kærlighed med i spillet i hendes optræden lige overfor Ludvig, og da hun derfor mærkede, at hun ikke kunne blive kongens elskerinde, så besluttede hun sig til at blive dronningens veninde, og det lykkedes hende til fulde. Det varede ikke længe, inden de to vare uadskillelige. Som man nok kan forstå, var det for at fortælle veninden hele scenen med cardinalen, at dronningen havde så meget hastværk med at få hende i tale. Madame de Chevreuse havde i lang tid iagttaget denne cardinalens forelskelse, og de “ to veninder havde ofte indbyrdes leet hjertelig ad den, men det var dog aldrig faldet nogen af dem ind, at den skulle åbenbare sig på den måde. der blev nu lagt en plan, som var disse galfrandse værdig, og den, mente de, skulle nok kurere cardinalen for bestandig for hans kjærlighedsparoxysmer ligeoverfor dronningen. Om aftenen, da alle vare gåde til ro, presenterede cardinalen sig på ny, således som han havde fået tilladelse til. Dronningen modtog ham på det venskabeligste; hun lod kun til at nære nogen tvivl om alvoren i eminencens kærlighed. Hans eminence svor ved alt, hvad der var helligt, og erklærede sig beredt til at gøre alt, hvad hans dame forlangte, alt til hendes ære, trods nogen Roland, Amadis eller galaor. „ Det tror jeg gerne, “ udbrød dronningen. „ En mand er altid beredt til at gøre heltegerninger, når han da er en mand; det tjener jo kun til hans egen ære; men ved de, hvad de ikke vil gøre, når jeg forlanger det, hr. Cardinal? “ „ Nej? “ „ Det er noget, som kun den, der i ånd og sandhed elsfer, kunne ville bekvemme sig til — “ „ Og det er? “ spurgte cardinalen mere og mere spændt. „ De vil ikke danse en sarabande for mig. “ „ Madame! “ svarede han. „ Jeg er ligesåfuldt cavalier og kriger, som jeg er gejstlig, og min opdragelse har, gud været lovet, været, som det sømmer sig en adelsmand. Jeg indser derfor ikke, hvad der skulle forhindre mig i at danse for deres majestæt, hvis det kan være dem en fornøjelse, og hvis de så vil love at belønne mig for min opofrelse. “. „ Men de lod mig ikke tale ud. Jeg ville sige, at deres eminence næppe ville danse en sarabande for mig i spansk buffocostume. “ „ Hvorfor ikke? Dansen har i og for sig altid en vis buffo-charakter; hvorfor skulle man man da ikke lade udstyrelsen stå i overensstemmelse med aktionen? “ „ De vil virkelig danse en sarabande for mig med bjælder på benene og castagnetter i hænderne? “ „ Ja, når det er for dem alene og så, ifald jeg tør håbe en belønning. “ „ For mig alene! Det er umuligt! Vi må have musik til dansen. “ „ Godt! jeg tager boccau, min violinist med; han er diskret, og jeg kan stole på ham. “ „ Hvis de gør det, så skal jeg være den første til at indrømme, at ingen følelser kunne være mere inderlige, mere stærke end deres, hr. Cardinal. “ „ De skal få deres ønske opfyldt, madame. Imorgen ved tamme tid kan de vente mig. “ øronningen rakte ham hånden til Kys, og han forsvandt endnu mere lykkelig end den foregående aften. Hele den næste dag gik øronningen i en vis ængstelse for, at cardinalen skulle betænke sig på at begå hin kostelige dårskab. Madame de Chevreuse nærede derimod ikke et eneste øjeblik tvivl, da hun vidste, at hans eminence var forelflet op over begge ørene. Klokken 10 var dronningen i sit cabinet. Madame de Chevreuse og et par hofdamer vare skjulte i et sidecabinet. Kort efter trådte boccau ind med sin violin under armen og meldte cardinalens nære ankomst. En halv snes minutter senere trådte en formummet skikkelse ind ad døren, kastede kappen, da døren omhyggeligt var lukket — det var cardinalen i det forlangte costume med bjælder på vristen og castagnetter i hånden. Anna af Østerrig havde den allerstørste møje med at holde sig fra at briste ud i latter ved at se den mand, der styrede Frankrig, optræde i et sådant costume. Imidlertid lagde hun bånd på sig selv, takkede cardinalen med en yndefuld gestus og bød ham holde det løfte, han havde givet sin dame. Boccau spillede sarabanden, og ved de første toner satte cardinalen sine næsten fyrretyveårige ben i rytmisk bevægelse. På grund af den alvor, hvormed han tog sagen, fik det hele et så yderligtgående burlesk præg, at det ville have været umuligt for nogen at holde sig fra at le, og det lykkedes da heller ikke dronningen. Pludseligt brast hun ud i en stormende latter, der gav genlyd fra de tre damer i det tilstødende gemak. Cardinalen så øjeblikkeligt, at istedenfor at have opnået en gunstbevisning var han bleven genstand for en mystifikation, og han ilede rasende bort. Fluks trådte de tre damer ind, og et gjallende latterchor, i hvilket selv boccau måtte stemme i, fulgte ham på vej, og alle vare de enige om, at de aldrig havde bivånet en kosteligere scene. De ulykkelige, der dreve gæk med en mand som cardinal Richelieu! Anna af Østerrig havde ikke villet — om man så tør sige — føle hans kærlighed — nuvel! Så skulle hun føle hans had. Hendes forhold senere til den glimrende, åndrige og elegante hertug af Buckingham gav ham rig lejlighed til at tilfredsstille det, og han forsømte ikke lejligheden, som vi måske ved lejlighed kunne få lejlighed til at se. overvunden naivetet. Dengang da jeg var en lille en og skulle begynde min skole og fik mamelukker på begge ben og gik med en ærmeløs kjole — da var jeg just ikke fuldt så klog som nu — jeg flet ikke fattede ', hvorledes det egentlig skete dog, at man fødtes, og hvorfor man pattede '. Og der blev svart mig, hver gang derom jeg mine forældre spur ' te, at børn de enten med storken kom, eller også posten dem gjorde. Og man kunne også fange dem, når man ville i parken mede; men skønt jeg medede ' hvert evige år, dog aldrig på krogen de bede. Og alt, hvad ved posten jeg flæbte og fled, de ville ej ud af tuden. Ja, mange sorger jeg dengang led, fordi jeg var børn foruden. men mine forældre bedre det gik; de havde det rigtignok heldigt! Hvert evige år et barn de fik — fa ' er må vist ha ' e pumpet vældigt! Men da jeg nu først i skolen kom og fik så meget at lære, så spurgte jeg da min lærer om, hvordan en post skulle være. Hvordan den bedst kunne lave børn, thi derfor så lidt jeg mon sukke. Det var mig rigtigt i øjet en tjørn, at jeg aldrig postede ' en dukke. Men han gav mig intet svar derpå — når jeg blev en voksen pige, så ville jeg vistnok det forstå, så skulle han mig det sige. I en halv snes år jeg voksede da; forlængst var jeg ude af skolen, så friede han til mig og fik mit ja, og jeg trak i brudekjolen. Nu har jeg alt et par vugger igang. Nu kender jeg hemmeligheden! Thi jeg har en park, og han har en Stang — og sikken en yndig meden! i. Kærlighed med forhindringer. Det er tidligt på aftenen i novembermåned, og vi befinde os på boulevarden i Paris. Gaslygterne ere lige blevne tændte, og de elegante, hvide smalben og de coquette snørestøvler give trottoirernes asfalt den tidobbelte interesse for hele den glade ungdom. Udenfor en kunsthandlers oplyste vinduer står en ung mand fortabt i beskuelsen af et helt harem af kvindelige skønheder, der, som hørende til demi-monden, er fotographerede i allehånde piquante stillinger og alle uden undtagelse i et costume, der så meget som muligt nærmer sig til Fru Evas bekendte figenbladtoilet. Den unge mand var meget smuk; især udmærkedæ han sig ved en elegant og smidig figur og et par fyrige, spillende øjne. På engang studsede han uvilkårligt ved synet af et af portraiterne, han nærmer ansigtet så meget som muligt til glasruden, og halvhøjt udbryder han: „ Det er jo hende! der kan ingen tvivl være. Det er hende! “ „ Så det er det? “ lyder en stemme ind i øret på den unge mand, der uvilkårligt rødmende hurtigt trækker sig tilbage. „ Er du der, Carlsen? — godaften! “ „ Godaften, Vang! Jo, det er mig, “ lyder svaret på godt dansk fra den sidstankomne, der åbenbart er i en noget mere fremrykket alder. „ Hvad er det så for en hende, du så henrykt syntes at genkende? “ „ Å, det var et af de portraiter der i vinduet, som jeg syntes at genkende, men jeg tog dog måske fejl. “ „ Så, se rigtigt efter engang endnu! jeg skal ikke udspionere dig. “ „ Nej, vist ikke nej! lad os bare gå! “ udbrød den unge, der ikke ved en indiskretion ville blotte selv den, der i meget blottet tilstand havde ladet sig udstille der i kunsthandlerens vindue. „ Som du vil! “ og man gik samlet nedad gaden. „ Skal vi spise tilaften sammen? Jeg har netop ikke disponeret over min aften, “ spurgte den ældre, Carlsen. „ Ja, det har jeg rigtignok, men til klokken 10 er jeg disponibel, og hvis du vil tage tiltakke med mig så længe, så skal det være mig en fornøjelse. “ „ Thi når klokken er 10 sænker den skønne Julie silkestigen, og ung Romeo, som i daglig tale også kaldes Carl Vang, escaladerer op på altanen for at kysse sin dames snehvide hænder, bade sig i hendes mørke lokker og drømme ved hendes bølgende barm. “ „ Ja, fuldt så poetisk er det nu rigtignok ikke, men jeg kan ikke nægte, at jeg har et stævnemøde — “ „ Sagde jeg det ikke nok? “ „ Og det med noget af det piquanteste af alt kvindeligt væsen at være, som jeg nogensinde er truffet på. “ „ Se se! ja, lad os nu komme herop i regence, så kunne vi ved en absintt muligen høre lidt om dette piquante. “ Som sagt så gjort, og snart sagde de to venner hver med et glas foran sig af den aromatiske, stimulerende gift, som det er schweitzernes kunst at uddrage af herba absinthii ( malurt ). „ Nå, nu op med historien, min brave Vang. jeg gjcetter allerede, at en af de kvindelige skønheder derhenne i kunsthandlerens vindue spiller en hovedrolle i den. “ „ Det er just ikke aldeles fejl gættet. Men tand for tunge, og du skal få hele mit eventyr. — det var forleden eftermiddag, at jeg gik en lille tur i Boulogneskoven. Allerede lidt indenfor indgangen lagde jeg mærke til en ung, meget smuk dame, der gik ene om ad en sideallée. Hun gik temmelig langsomt og pirrede med sin parasol i græsset ganske, som om hun gik og ventede nogen. Kort efter forsvandt hun dog for mig, men da jeg en halv times tid senere kom samme vej tilbage og just havde sat mig lidt på en bænk og tændt mig en cigar, så sik jeg atter øje på min skønne, der stadigt syntes lige forventningsfuld. Jeg kan ikke nægte, at det begyndte at gøre mig ondt for hende — “ „ Ja, jeg kender jo dit medfølende unge hjerte, “ Bemærkede Carlsen tørt. „ Du søgte vel også at trøste den forladte Penelope? “ „ Ja, det vil sige: jeg gik ganske vist, efter at have kastet min cigar, hen imod hende, løftede på hatten og tillod mig at ytre på den beskedneste måde af verden: „ Croyez moi, madame! il ne viendra pas, l ' ingrat. “ „ Og hvad sagde hun til den indiskrete næsvished? “ „ Hun smilede på den mest fortryllende og skælmske måde, man kan tænke sig: „ Moi, je le crois aussi non, monsieur. “ — at jeg efter denne introduktion og hendes svar derpå følte mig opfordret til at optræde som hendes trøstens engel, kan du vel begribe, og det lykkedes mig også så godt, at jeg efter en timeslids forløb havde fået tilladelse til at besøge hende samme aften. “ „ Det kalder man den hurtige retsforfølgning. “ „ I sådanne tilfælde gælder det: „ Chi va piano va insano! « — da klokken var 9 præcis, ringede jeg på hendes gadedør. En ung pige lukkede mig op; jeg spurgte efter Fru b. —. “ „ Hun var altså gift? “ „ Hun var enke. “ „ Formodentlig efter en officier, der var faldet på Krim eller i Italien? “ „ Ja netop! “ „ Det tænkte jeg nok. Det er de alle sammen. “ „ Stille, du skeptiker! og lad mig fortælle. Jeg blev ført ind i et nydeligt boudoir, og kort efter havde jeg lejlighed til at bringe den skønne min varmeste hyldest. Der blev bragt vin ind, en glødende spansk vin, hun satte sig hos mig på en chaiselongue, jeg vovede at lægge min arm om hendes smækre taille, og efter en kort modstand tillod hun mig dette; jeg ville trykke et Kys på hendes læber, og jeg fik to igen, og dette i forbindelse med den hede vin havde snart bragt mit blod ikog. Jeg ville drage hende nærmere til mig og løsne de skranker, der skjulte for mit blik de to fortryllende tvillinghøie, imellem hvilke den lille gud Amor titter frem til de henrykte dødelige — da rejste hun sig pludseligt, vinkede mig til sig og forsvandt i det samme bag en portiere. Jeg ilede efter, slog portieren til side, men stødte på en aflåset dør. „ Attendez un moment, s ' il vous plait, monsieur, “ Lød det ud til mig, og jeg måtte finde mig i min skæbne, endskønt det at vente i et sådant øjeblik er noget af det mest tantaliske i denne skønne verden. Pludseligt åbnedes døren, et elegant og temmelig stort soveværelse med store spejle på siderne og en prægtig seng midt på gulvet viste sig for mig. Over sengen brændte en lysekrone, hvis blus vare omgivne af matslebne farvede kupler, der gave alle omgivelser et vist østerlandsk skær, der ingenlunde dæmpedes ved synet af en henrivende vennsskikkelse, der dukkede ned i sengens bolstre, just som jeg styrtede ind igennem døren. “ „ Og så? “ spurgte Carlsen med stoisk ro. „ Så søgte du vel i coslumet at komme til at ligne Mars så meget som muligt, siden hun optrådte som Venus? “ „ Det kan ikke nægtes, men så kan du tænke dig hendes caprike. I samme øjeblik som jeg lig en Cæsar vil overskride rubicon — det vil sige sengekanten, så hopper hun leende ud på den anden side. “ „ Og så? “ „ Ja, så begyndte der en ny udgave af „ Lutzows milde, milde verwegene Jagd “. Rundt om borde og stole, over sofaen og rundt om sengen sprang hun med en kats lethed, jeg bagefter og begge i paradisisk costume. Vildere og vildere blev jagten, mere og mere ophidset blev jeg; rundt om sengen gik det til sidst, men stadigt vidste hun at smutte fra mig. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere; jeg stod op i sengen, og herfra sprang jeg som et vildt dyr ud til den side,

1888_Kristofersen_VerdensHerre

Kristofer

Verdens Herre

Kristofersen

Kristofersen

Verdens Herre

male

1888_Kristofersen_VerdensHerre.pdf

Kristofer

Kristofersen

no

Verdens Herre

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Det ny fattighus. Nu var det færdig, byens pryd og borgernes stolthed. Stort, tungt og klodset, med glinsende lysegul maling lå det oppå bakken og skinnede over byen. Søndagspudset, somme i sidskjødede bonjourer og somme i den mindre højtidelige pjækkeri, stod den lille klynge af småborgere med hænderne i lommen, nogle med snadder mellem tænderne, så op og ned af fællesejendomen, lagde hver sit vægtige ord frem om dit og dat, slang væk fridagen i skikkelig kedsomhed og samdrægtigt driveri. I det sidste år havde plassen her været de gode mænds børs — det var på vejen til keglebanen, og det var så nemt at møtes her, for så kunne de indbilde sig selv, at det var som medlem af komunen, for at følge med det store foretagende, som forstandige medinteressenter, de lunked opover bakken, og slet ikke for at sætte de stakkars skillinger til der længer oppe, hvor kuglerne hørtes rumle hen over det lange bræt. Søndag efter søndag havde de ståt her så en times tid, set, hvordan grundmuren lagdes, og så huset bygdes — omfar på omfar, kritiseret bygningskomite og bygmester, klaget over tiderne og regnet ud fremtidens ødelæggende fattigbyrde. Men nu var huset ganske færdig og bød ikke mere interesse. Det blev den sidste søndag eftermiddag, at byggeplassen var børs. „ Ja — nu skulle jeg mene, det ikke er så mange byer, som har gjildere fattighus, jeg “, så malermester hagen, lagde hovedet påskakke, lukkede det ene øje og så veltilfreds på den blanke vægflade, som solen netop spillede på. „ Ba—ja, men — “, brummede smed Eriksen; han havde noget at invende, men fik det ikke frem; det var så bestandig med smeden, han var opponenten her, men fandt aldrig ord for indvendingerne. „ Eriksen har nu bestandig vart enig med konsulen, han, “ kastede skomaker persen frem drillende. „ Lad ham det, “ tok maleren stærkt i; „ men vi bryr os ikke om konsulen mere; vi har vist ham det, at vi kan rå os sjal her i byen. Og hvis alle håndværkere var som jeg, så skulle alt gå efter vor vilje. For — ser du, Eriksen — — “ Ingen havde lagt mærke til, at det var kommen en mand op bakken, før han var lige bag den diskutterende lille flok. Persen blev ham først var, dyttede så til Olsen, og Olsen gav maleren et puf, som stansed hans talestrøm. De vendte sig alle og strøg hatten af — maleren bukkede også —, og stilfærdigt gled manden forbi lettende på sin vide panamahat. under den vide panamahat sad et lidet rundt hode med et fedt ansigt, hovedet, som ingen Hals havde, hvilte på et par brede skuldre, hvoraf den ene var sunken noget sammen ligesom hele den side af den meget svære krop. „ Han ser aldrig til denne side, når han går forbi, “ så maleren sagte efter så lang tids taushed, at manden var kommen et par hundrede skridt forbi. “ Han er nok så småt skamfuld for det nederlaget, ser i. “ „ Tro det? “ tvilte persen. „ Ja — såfremt han har skam i livet, må vel konsul ås være skamfuld, fordi han ikke. ville være med på at bygge et sligt velsignelsens hus! “ så mester hagen — med hævet stemme igen, for den svære gamle mand var udenom hørevidde. „ Ja, men — når skal huset blive fuldt? — det bliver vel ikke, før alle, som skulle være med og betale det, bliver fattiglemmer, “ brummede smeden; han havde endelig fundet ord for det, han havde at indvende. Med et overlegent smil vendte maleren sig helt til smeden. „ Hvis du, Eriksen, havde været tilstede på det store møte i komune-styrelsen, da vi gav bevillingen, så havde du ikke spurt slig, men hvor var du da? “ „ I smien min, “ knurrede smeden. Men den dag, maler hagen sigtede til, var den største og berømteste i stadens nyere historie, og det var ikke mange andre end smed Eriksen, som da holdt sit dagligdags værk vigtigere end at høre på forhandlingerne i komunestyrelsen. ellers fik de gode byens fædre sidde i ro oppå rådhussalen og vareta de fælles interesser uden kontrol af medborgere, fik sidde der i halvsøvne og nyde tillidshvervets ære, stemme efter instinkt og underskrive protokollen uden synderligt klart begreb om, hvad til det almene Beste besluttet var. Men den dag, da „ Fattighus-sagen “ var fore, måtte samtlige de kårne mænd holde sig vågen under de menige skatteborgeres strenge opmærksomhed. Sagen var forberedt. En femårig fejde i byens blad mellem x-|- y og dixi som hovedkjæmpere, tre „ Familiefære-møter “ i bedehuset, en række forberedende mater i formandskabet. Så kunne magistrat og formandskab fremlægge et velmotiveret forslag for den samlede komunestyrelse. de femten byfædre havde indtat sine faste piasser og så halvt smilende på den uvante tilhørerskare, som trykkede sig helt ind til skranken. Det var til ingen nytte, at der var sørget for siddeplasser længst fremme for slige hæderkronede borgere, som ikke længer tjente i byens råd, både stolerne og hædersmændene trykkedes og trængtes ind i krogene af skaren, der stod bag og ville frem. Så rømmede ordføreren sig og så først på kollegerne af rådet, kastede dernæst et prøvende blik over den uvedkommende tilhørerskare. Derpå gav han sig til at læse den motiverede indstilling med rolig patos under dyb opmærksomhed.' magistrat og formandskab indbød sluttelig komunalstyrelsen til at fatte beslutning om at bygge byen et nyt fattighus og dertil bevilge den fornødne sum, som nøjagtig beregnet nævntes. „ Forlanger nogen ordet? “ Det var første gang, ordføreren brugte denne højtidelige form. Ellers brugte han bare at lægge indstillingerne fra sig med et ligegyldig fremmumlet: „ da ingen har noget at indvende, så — “. Men sagens storhed, medborgernes nærvær fordrede højtidelighed, og ordfører Iversen forstod at manøvrere i parlamentariske former. Der faldt også en højtidelig spændingens bleghed over hele forsamlingen. Og et par minuter var det ganske tavst. Ordførerens blik vandrede samvittighedsfuldt fra den ene til den andre for at opfange forlangender om ordet. En og anden, som var mødt frem i håb om at høre gjentat mundtlig i al fald en del af den femårige bladfeides lystige æreskrænkelser, begyndte at føle sig skuffet og ristede på hovedet til de nærmesstående, som om de ville udtrykke sin bekymring over denne sagens gang. Men så hørtes endelig en spagfærdig røst i ordførerens nærhed: „ Men hvor skal vi ta pengene fra, hr. Ordfører? “ Alle i byen kendte denne røst, og dog strakte de sig på tå for at se manden, hvordan han så ud i det øjeblik, han nævnte penge-bekymring. Han sad som ellers, gned stilfærdigt sine hvide hænder foran brystet, så frem for sig med et halvt tilsløret blik, viste ikke ved nogen bevægelse i det fede, men velformede ansigt, at han havde sagt noget, som krævede svar. Han havde rejst sig bare halvt fra sædet, da han så disse ni ord. Og så blev der atter taust et par minuter. Tilhørerne strakte Hals og prøvte at hæve sig på hverandres skuldre, sveded af spænding og trængsel, byfædrene så stjålent på hverandre med blik, som så, at dette var noget uventet, som andre end de fik klare, ordføreren bladede i indstillingen og satte sin næseklemmer fastere. „ Jeg skal tillade mig at svare på hr. Konsul ås’s interpellation, “ så han med en værdighed, der ikke var fri for en blanding med dirrende harme. Og så udviklede han — alt mens borgernes åsyn blev klarere og klarere —, hvor let det var at skaffe penger, og hvor nøjagtig de kunne betales i ti år uden at øke borgernes skattebyrde. „ Selv om skatteevnen ikke skulle vokse, “ endte han med et frejdigt kast på sit intelligente hode. „ Men hvis skatteevnen skulle minke? “ så konsulen med den samme spagfærdige røst, rejste sig halvt og så atter ud i vejret og gned sine hvide hænder. „ Hr. Konsul ås’s frygt deles næppe af mange, “ svarede ordføreren og så stolt udover borger-sværmen. Ingen andre forlangte ordet. Sagen gik til afstemning, uden at nogen var blevet krænket på æren. Det var en skuffelse for mange, men de trøstede sig med, at der kanske ikke lå så lidt af kamp og gensidig hån i de få ord, som var vekslet mellem ordføreren og konsul ås, de to mægtige konkurenter på fiskemarkedet. Indstillingen gik helt gennem mod tre stemmer, konsulen og de to småhandlere, som sad ham nærmest. Alle vidste, at dette var det første nederlag, som konsul ås led, og hver, som kunne komme så nær, strakte sig for at se, hvordan han tog det. Han sad som før, ikke den ringeste bævring om munden engang røbede, at han lagde nogen vægt på hele sagen. En liden flok af byfædrene gik sammen efter endt møte. „ Kan nogen forstå, hvorfor konsulen satte sig mod bevillingen? “ så en af dem. „ Ja — det er let at forstå. Naturligvis fordi Iversen var far til sagen, “ mente en. „ Nej — det stikker dybere, “ påstod bygmester Mayer. „ Konsulen har et horn i siden til mig, og så undte han mig ikke bygningen. “ „ Snarest var det vel, at han ikke undte mig maler-arbeidet, for han er ikke blid på mig, siden jeg blev friheds-mand, “ mente maler hagen. Konsul ås gled sagtelig forbi, og raskt fløj hatterne af de værdige borgerhoder. Mens konsul ås drog videre gennem landevej-støvet, og småborgerne begyndte at drive så småt videre opover mod keglebanen under maler hagens udvikling om byens komunale tilstande og smed Eriksens stadige indvendinger, som aldrig kom frem, kom to sortklædte mænd langsomt op rækken. Den ene var svær og gik vuggende som en skipper, havde et stort trækløst ansigt med stærk skjægbund og lysegrå, ustadige øjne bag briller. Den anden var høj og mager, stiv som en strikkepind, med et langt, smalt hode, på hvis fortørkede ansigt smil eller latter var utænkelig. „ Ja — her er vi altså, “ så den svære og gjorde en liden Stans øverst oppe for at puste ud. “ „ Og hvad synes så biskopen om husets ydre? “ Den høje magre så op. „ Jo — godt, “ så han tørt, „ det er meget stort, “ lagde han til om lidt. „ Den ene fløj er væsentlig indrettet til lejligheder for folk af bedre stand, som det er gået ud med, “ forklarede sognepræst høyen, „ og den anden fløj reserveret til lokale for den påtænkte stiftelse, som jeg tidligere har omtalt for biskopen. “ De var kommen til indgangsdøren, og sognepræsten ringte på. „ Man holder altid døren stængt — for husordenens* skyld, “ forklarede han igen. Så lukkedes døren op indefra, og en rund, lyslet, rødmusset kvinde på henimod de 40 viste sig i åbningen. Hun så ud, som om hun var i færd med at ville gi af sig en ubehagelighed, men i et sekund forvandledes hendes udtryk til en helgenindes blideste hengivelse, hun nejede dybt og pillede ved folderne på sin sorte stivskårne kjole, mens det fromme ansigt under den hvide glatstrøgne kappe bøjede sig frem og ned mod den ene runde skulder. „ Det er vor diakonisse og husmoder, søster Birgitte, “ forestillede præsten. Biskopen nikkede langsomt og afmålt ned til hende. Hun bøjede sig endnu dybere. „ Er de i samlingsværelset nu? “ spurte præsten. „ Ja, “ hviskedee hun så svagt og i så blyg-andægtig tone, som om spørsmålet havde været: „ Vil du tage denne hæderlige ungkar, som her står “ o. s. v. Så skred hun foran dem gennem den lange korridor — med bøjet hode og lydløse skridt. Ved enden var en dør, som hun stilfærdigt åbnede, hvorpå hun stillede sig til siden, mens de to sorte mænd skred ind.. Det var et stort værelse med gråblå vægger og to små vinduer med overmalte ruder. Midt på gulvet stod en rad sorte bænker uden rygstød, og på den sad omtrent et snes gamle mennesker. De fleste var kvinder — på alderdomens forskellige trin af hjælpeløshed, men de få af mandkøn, som var ordnet sammen på bageste bænk, syntes rent hjælpeløse — enten blind eller sammenknuget af værk eller så gamle, at de hverken kunne bruge krop eller ånd. Bare en syntes at ha noget virkeligt liv igen efter farten gennem årene. det var en stor gubbe med et stærkt, rødsprængt ansigt, tyndt sølvhvidt hår, som lå glatkjæmmet over en prægtig, åben pande. Han sad yderst på bænken og strakte benene ud til siden, holdt en krykke i hver hånd, som en poseidan med to treforker, så med noget af et smil fuldt af hån på dem, som trådte ind, og vendte sig derpå langsomt bort. De andre rejste sig og nejede eller forsøgte en eller anden bevægelse, som skulle betegne dyb ærefrygt, men han blev siddende, som om intet var på færde. Biskopen så sig om — slig som man ser på et godt stykke arbejd, man er sat til at bedømme; derpå vendte han sig til sognepræsten som arbeids-stykkets sagkyndige fremviser og spurte i sin tørre tone — man kunne få lyst til at hoste, når man hørte den —: „ Er dette alle fattiglemmerne? “ „ Omtrent alle de faste for tiden, “ svarede fremviseren. „ Jeg har før gjort biskopen opmærksom på, at vor bestræbelse hovedsagelig går ud på at samle alle, der får fattigunderstøttelse, til én husholdning — eller, som jeg siger, én menighed. Følgelig vil vi snart få mange flere hidop, men de er meget uvillige til at opgi sine gamle skikker med at bo for sig selv — hist og her omkring. “ „ Opføre de sig i regelen godt? “ spurte domsherren igen. „ I regelen — ja. De gør jo det, søster Birgitte? “ — f'oreviseren måtte ty til den nærmeste underordnede for at kunne gi sikker besked om detaljerne. „ Å—å—jo. “ Diakonissen gled langsomt med blikket hen over rækkerne. „ De er jo tilstede ved vore morgen- og aftenandagter — allesammen undtagen Sigrid by, som ligger syg og får sig det fornødne bragt op på værelset, og så — — “ Hendes famlende blik mødte den gamle med krykkerne, og hun tav skælvende af vrede over hans skalkagtige blinken med det ene øje. Men biskopen havde hørt på hendes milde, sagtmodige røst med et slags dogmatisk anerkendelse, og han lagde sin lange knokkelhånd på hendes runde skulder. „ De har et vanskeligt arbejd, mit barn, “ Så han — i samme tone, som han ville spurt, hvormange øre der går på en krone. Søster Birgitte slog øjet ned og sukkede — en indrømmelse med hengivelse. De opbjærgede menneske-vrak sad der på bænkene og glante ud i vejret. Somme af dem forstod vel, at der taltes om dem, men de var jo fattiglemmer — den store barmhjertigheds udstillingsvare. Og biskopen satte sig ned på hyndestolen, som stod foran bænkeraden, og talte til dem — til dem alene. Han fortalte dem, hvad deres fattigdom var. En guds gave var den — sendt de enkelte til straf, til lutring, til vækkelse, for at de skulle tjene andre som eksempel, altid og fornemlig til guds egen forherligelse. Den kunne nok være tung at bære denne gave, men var den en straf og følgelig selvforskyldt, da skulle de glæde sig over, at de fik lide her — kanske blev straffen hisset så mildere, end de havde fortjent. Og var den en lutring, da skulle de glæde sig som over en stor ære. Enhver gave fra gud var tung at bære. På hin skulle der spøres hver enkelt, hvorledes han havde forvaltet sit pund. Fattigdommen var den fattiges pund, og ve ham! hvis han ikke på regnskabets store dag kunne vise, at han havde brugt det til øvelse i sagtmodighed, ydmyghed og hengiven venting på „ Hans komme “. Prælaten oplyste om, at rigdom, høj stilling og sådant var meget større byrde end fattigdom. Og derpå fortalte han disse skygger af tilværelser fra brændingernes knasende malen, at egentlig nød ikke findes i et kristent land, ti barmhjertighed er et af kristendommens første bud. Derfor skulle de takke, at de var sat i et kristent land — ja, takke og altid takke for alt og takke alle. De fik jo alt af nåde og barmhjertighed, ti hvad havde vel de at fordre? hvad kunne de gøre krav på af alle de velgjærninger, de modtog? — — held dem! at de ikke behøvte at tænke på andet end takkens herlige øvelse. Hvor mange mennesker var ikke sat i sådanne ansvarsfulde stillinger, at de kun sjælden fik tid tilovers til at vende tanken opad med tak! — jaja, om nogen af disse glemte at takke — først gud, så denne kærlige ven og rådgiver, deres præst, så den opofrende kvinde, der bad blandt dem og for dem som en søster, så denne bys gode borgere, der til guds ære havde bygget dette barmhjertighedens tempel, — om nogen glemte at takke, mens det endnu er tid, så ve ham! nu og i evighed. Og mens biskopen talte, hævede han foredraget op af den vanlige tørhed, og så græd skikkelserne på bænkerne. Der nådde dem en og anden lyd, som drog dem tilbage i minderne fra de Dager, da de med sine hænder stredes med nøden. Og søster Birgitte græt værre end nogen — især da hun kom som den anden efter gud. Og sognepræsten gjorde sig umage for, at biskopen skulle se de tårer, han også ofrede. Biskopen rejste sig og gik frem til første række. „ Hvor gammel er du, gode kone? “ så han til en, som sad og smårokked med en salmebog trykket op til sit indhulte bryst. „ Javist — ja, åjo, jeg hørte det nok, og vakre ord var det — rigtig vakre ord, “ så konen ivrig, løftede et blidt ansigt op mod biskopen og strålte af smil. „ Denne kone er noget døv — og lidt åndssløv, “ Oplyste præsten. Biskopen vendte sig til en anden: „ Nu føler du dig lykkelig — her i dette kærlighedens samfund — ikke sandt? “ „ Ja, “ svarede konen hæst med bøjet hode. Hun sad og svælgte og svælgte noget, som ville op i halsen. Javist var hun vel lykkelig, hun, som ikke havde flere igen at gråte over. For en måned siden kom sidste sønnen, hendes forsørger, væk på søen, og så fik hun offentlig barmhjertigheds pleje. Nej, ingen kunne sige, at hun havde lidt nød nogen gang, for hver gang hun havde kendt det isnende tag af hungersdøden i sig, var hun jo blevet bjærget på en eller anden vis. Biskopen kastede et nyt blik over den hele udstilling, som han havde inspiseret, nikkede ned til samtlige skygger, gav søster Birgitte et nik alene og forlod scenen for sin barmhjertighedsøvelse — den, som lå udenfor hans embedspligt. De lykkelige fattiglemmer sad igen på bænkerne. Somme af dem spurte søster Birgitte med et frygtsomt blik om, hvad så mere. Men den store gamle mand med krykkerne rejste sig op og lo: „ Sligt kan dere fortælle bønder! “ så han og stravred henimod døren, vendte sig der og nikkede med et lunt smil til søster Birgitte. Som han småsnakkende med sig selv og larmende med krykkerne huggede sig frem gennem korridoren, traf han en høj ung mand, som kom udefra og i slentrende gang, med hænderne på ryggen, hatten skudt bag over fra den svede pande, svingede henimod trappen til overetagen. „ Goddag, Arntsen! “ så den unge mand og nikkede smilende, idet han begyndte at stige op. „ Goddag, doktor! “ brød gamlingen ud i glad overraskelse og tog et par raskere skridt eller byx. „ Nu har vi haft stort besøg på borgen. “ Doktoren stanste på trappeafsatsen og spurte leende: „ Så? — hvem da? “ „ Paven — paven, doktor. Han søl, “ så gamlingen med dyb røst og ristede på hovedet med tilgjort alvor. Doktoren gik leende videre. „ Jogu er det sandt! “ råbte gubben efter ham og stavrede videre med et lystigt smil over hele ansigtet. — „ Op med vinduet! “ sagde den unge læge, idet han slog op en dør og blev stående i åbningen. „ Op med vinduet! “ gentog han, da han ikke fik andet svar på det første tilråb end en mat og from stirren fra en bleg kvinde, som sad med en bønnebog i fanget ved det gjenlukte lille vindue. „ Så for satan! “ - han gik hastigt over gulvet og slog vinduet op med heftighed. „ Å — hvor godt det var! “ hørtes en svag klynken fra en Krok. Lægen vendte sig mod kroken. Der stod en seng, og et gammelt udtæret ansigt med store, rædde øjne, et par runkne hænder viste sig over tæppet. Han satte sig på sengekanten og tog en af disse stive, kloagtige hænder. „ Nu — har du sovet i nat, Sigrid? — har du spist noget? “ spurte han. de glasagtige, udstående øjne fæstede sig på ham. „ Er det dokteren? “ klynkede hun. „ Ja — det er dokteren. Jeg spør, om du får sove om nætterne. “ „ Ånejnejnej — var det ligt sig! “ — hun vuggede hovedet langsomt på puden. „ Jeg er så ræd — så ræd, — får ikke sove. “ „ Hvad er du ræd? “ spurte han venligt. Hun stirrede først på ham med et sky blik og hviskedee så: „ Styggemanden — —. De siger, at han kommer og tager mig — — de læser i bøgerne om det, og så sætter de sig der og snakker om ham. “ „ Hvem gør det? “ Hun tav længe og kastede urolige blik omkring. Men endelig hviskedee hun: „ Søster Birgitte og Ane. — —. Å, jeg blir så ræd! — — så slukker de lyset, og da ser jeg alt det værste — styggemanden og alt fælt kryb. For jeg er så stor en synder, siger de — — åja, herregud! men fik jeg bare ha lyset om natten —i “ „ Du skal få lys, “ så dokteren og rejste sig. Han så ud som en levelysten yngling, men det, han så, hørtes ud som den faste karakter-mands løfte, og selv den halvslukte til- værelse der i sengen følte det. Hun famlede henad teppet efter en hånd at holde et øjeblik mellem sine tørre klør. „ Tak — mange slags tak skal dokteren ha'. “ så hun og prøvte at rejse på sig. „ Jaja — lig nu bare stille og tænk ikke på det der. “ Så slog han an en tændstikke, tændte sin cigarstump og gik. Udenfor døren stod søster Birgitte og talte med den blege kone med den fromme mine, som sagtelig havde listet sig ud under dokterens samtale med Sigrid. Dokteren lettede på hatten, men beholdt cigaren i munden. Han tænkte ikke på, at søster Birgitte var en frøken etellerandet, før hun ofrede sig på barmhjertighedens alter. „ Sigrid by skal ha lys om natten, “ så han kort. „ Og så skal jeg sende op en anden plejerske. “ Han stanste ikke, men var alt begyndt at gå nedover trappen. „ Undskyld, hr. Doktor! “ så søster Birgitte dirrende, bleg, med en damebøjning, som undgik dokterens opmærksomhed; „ Lys om natten er ligesom tobaksrøgning forbudt i husreglementet. “ „ Så får husregiementet øjeblikkelig forandres, “ Svarte han nede fra trappen. „ Så længe det består, får det overholdes, “ — hun strakte sig ud over rækværket. „ Og Ane er ansat af fattigkommissionen som vågeog plejekone. “ „ Nå — så må Sigrid flyttes herfra, “ Så han nede fra afsatsen og sendte en duftende sky opover. „ Jaja — men da får andre betale plejen, “ Råbte hun ned efter ham. „ Huf—huf! “ — dokteren tørrede sveden af panden og skyndte sig ud af barmhjertighedstemplet — nedover til byen, hvor han var tilsagt til gilde sammen med de andre byens unge herrer. Han, den fremmede, første hane i kurven. Søster Birgitte triumferede, Ane plejerske sukkede fromt hovmodig og tog fat på sin afbrudte Gjærning i al ydmyghed og hengivelse at pine den gamle i sengen med djævlehistorier fra den gode bog, gamle Arnt stavrede sig nedover til byen, de gejstlige herrer gik efter vel udført barmhjertigheds-handling for at samles med byens fædre til festlig glæde, småborgerne rullede de tunge kugler hen ad brættet og fik sig et glas øl, når rejseren skreg „ alle ni “, og de ristende gamle, som havde fået kirkens forklaring over fattigdomen, humpede hver til sine særlige rum for at leve endnu en vågen nat uden tanker i ly af det kristne samfunds barmhjertighed. Og imidlertid traskede konsul ås sin rolige, sikre gang gennem landevej ste vet op til sit landsted. Det var ikke andet at se under den store panamahat end borgerlig, human ro, som ikke lar sig forstyrre af ting, der ikke kommer ens kontor ved. Det var en selvfølge, at han skulle i visitats-gildet for den ny biskop, men han holdt af at komme sent i selskab, og så ville han ha en times hvil efter søndagsarbeidet på kontoret — det arbejd var en vane fra den første tid, han begyndte at gøre guld. Der lå fredensvang i knækket mellem den bratte fureli og bakkeheldet, der i fine marker skrånede jævnt ned mod stranden, som byen havde lagt sig på. Der lå landstedet — selv en af rydningspiasserne, som gjorde det lyst i lien, men eventyrets virkelighed blandt dem, en sydlandsk blomsterpragt mellem norske stenrøser. Og herskerinden over eventyret, en middelaldrende dame med så rent profil, så smale hænder og så små fødder, som den slægt, der har drømt mellem blomster i hundreår, endelig kan gi i arv til „ Ættens sidste rene skud, “ — hun forlod sine nysprungne asters, da hun fik øje på den gamle mand nede i landevejstøvet, og gik ham skyndsomt imøte. Hun havde vænnet sig til det i de nogen og tyve år, hun havde været sammen med den gamle mand. Hun havde for længst opgit at grunde over hans ansigt — det var en forfængelig ungdomstanke at ville lære at forstå, hvad han mente —, men møte ham udenfor porten kunne hun dog. Konsul ås tog sin hat af for sin hustru, og da de havde gået nogle skridt sammen arm i arm, så han: „ Næste mandag flytter vi kontoret hidop. “ Men ikke en mine forrådte hans bevidsthed om, at byens halve skatteevne flyttede ud og ind efter hans vilje. i. Stranden. Fredensvang var en ubetydelig del af Bolstad, de blom’ers vidstrakte gods, som under den siste Blom, krigsassessoren, var blevet så behæftet med prioriteter, at det var den yderste hjælp, den eneste reddende ordning, at såvel gården som den unge smukke frøken Blom blev overtat af konsul Thomas ås. Vel var han plebejer af fødsel, men ulastelig i sin selskabelige færd, kraftig og rig, krigsassessoren var rykket så langt ind i sit århundres fordomsfrihed, at han fik rigdommen til at veje op mod mangelen på forfædre og sin datter til at se bort fra den korrekte konsuls halvhundre år. Og næppe var gården kommet i ny hænder, før den begyndte at yde i stedet for at sluge formuer. Man vidste det, at alt, hvad der kom ind under Thomas ås’s rolige, kolde øjne, gjorde sig flid for at gi saft uden for stærk pressing. Oberstløjtnant Harris, som var herre til nabogården, svor og bandte på, at konsulen tjente mere på en kvadratalen Berg end en skikkelig mand på et mål madjord, og hver gang han kom til den vished ved at gennemse sine egne bøger, tog han sig en rasende ridetur rundt på gården, skændte, så det gav genlyd fra åsen over byen, og beskyldte alle sine arbejdere og husmænd for at være de største røvere og marodører, som fandtes på „ Guds grønskabte jord “. Det hjalp ikke. Han havde ikke konsulens ønskekvist, der fandt guld, hvor andre så bare Gråsten. da konsulen overtog Bolstad, var stranden, gårdens kystrand, det nakneste Berg, hvor knap nok en saxifraga kunne bryde sin nøjsomme rod ind i en sprække. Men så havde en fisker faldt på at ville ha sit eget hjem, henvendt sig til konsulen som den stormand, der stod ham nærmest, og denne havde henvist ham til gamle Gulbrandsen på kontoret; og gamle Gulbrandsen, som havde stor magt over de „ mindre dispositioner “, anviste fiskeren byggegrund på stranden, for der var nemmest for en fisker at bo. Siden blev det skik og sæd at slige skikkelige fiskere og gifte matroser, som gerne ville eje et hjem, henvendte sig på kontoret til gamle Gulbrandsen og fik udlagt et stykke Berg. De, som havde vanskeligt for at opdrive penge til bygning, fik det også mod sikkerhed i det vordende hjem. Fæstesummen var altid rimelig, men det forbeholdtes adgang til at forhøje den efter ti år. Da så disse ti år var gået, var stranden blevet så stærkt befolket med strandsiddere og fattige inderster, at landkommunen blev ræd for en tyngsel på fattigbudgettet og gik til alle store myndigheder med forestilling om, at disse folk, der sad på strandberget og truede fattigkassen, retslig tilhørte byen, for det var ved arbejd derinde, de havde holdt ud at kave sig gennem livet til alderdomen; så burde den ta på sig at sørge for dem så vidt, at ingen af dem svalt ihjel. Herom førtes strid i fem år. Oberstløjtnant Harris, som havde sin store have og gamle hovedbygning mellem byen og strandflekken, raste i alle de år mod at trækkes ind i bykommunen, og hans morderiske trusler mod landdistriktets stortingsmænd, hvis de tog sig af byudvidelsen, var det vel nærmest, som skubbede afgørelsen frem, idet de erklærte at være for gamle til at stå under korporalstokken og drev loven om udvidelsen gennem. Året efter slog alt fiske fejl, og så måtte byens fattigkasse punge ud til de gamle på strand. Da var det, fejden om at bygge nyt fattighus kom op. Konsulen havde siddet udenfor al strid, men det var bekendt, at gamle Gulbrandsen havde sagt om fattighustanken, at den ikke var andet end fiskeri efter folkegunst og magt af den svindleren Iversen. Fattigkassen kunne heller købt op husene på strand, eftersom de kom under hammeren for ny bygsel og forfaldne obligationer, så havde man fattighus bra nok. Den omstridte bydel lå der og stinkede bag oberstløjtnantens jasminduftende have med det høje, pigbesatte gærde. Husene var strød udover Berget med trange, smudsige krop mellem hvert. Små, vejrgrånede hytter med torvtak, skæve vinduer med små grønne ruder — somme steder kanske en fille i stedet for glas, men bag et og andet vindue også en geranium eller gyldenlak i en sprukken potte — lav husdør med forfalden stenklop foran, fiskesnører hængt til Tørring på væggen. Hist og her et par kvadratalen jord, som vel var båret did engang, mens bedre tider drev op større flid; før havde der groet næper og guldrod, men nu lå skidne unger og gnavne katter og grov om i mulden. På stenkloppen sad gamle bestemødre og småskjændte med kridtpibestumpen mellem gummerne, stærke, barske kjærringer, de gamles svigerdøtre, piskede Ryer, som hang udover hammeren. Men indenfor — i halvmørke lå de gigtbrudne gubber, som havde bygget hytterne, mens de endnu havde kraft til at tænke frem for sig og slå en søm gennem tanken. Men længst inde lå en hytte for sig selv — ulig de andre. Den var bordklædt og nymalet — rød med hvide karnisser. Hver en rude skinte hel og klar, og indenfor lyste Gardiner over blomsterfylden. Foran trappen, som var høj med bænk på plattingen, var en smal rand med jord, og der stod valmu, ringblom, krusemynt og Timian i prangende blanding. på trappebænken sad husfaderen barhodet i skjorteærmer, røgte pibe efter pibe, stoppede i negerhodet, tændte, dampede umådelig, bankede ud, og stoppede igen af kardusen ved siden, så udover havnen, hvor jagterne lå i stillen med beslagne sejl, og kvældssolen lekte på vimplerne og de blanke topknapper. Han var en undersat mand på de femti år med et rundt, vejrbidt ansigt, lyst hageskæg og tyndt hår. En tiårs gut stod i døren og så længselsfuldt ud til en båd indved stranden, hvor to andre gutter holdt på at gøre leven. Han ville nok gerne været med der, men han vidste ikke, om han kunne våge sig til for faderen. Der kom en mand med guldsnoret hue, spanskrør i hånden og tilknappet frak, med stiv holdning og enfoldigt ansigt marcherende henover Berget bort til trappen. „ Godaften, Jon Ræstad “, så han og stanste nedenfor trappen. Jon Ræstad nikkede rolig og dampede væk. „ Nej — du Jon “, tog manden fat, „ nejmæn om jeg ved, hvad jeg skal gøre med de folkene, som blev sat ud i går, jeg. Alle kjærringerne derborte vil æte mig op. Og jeg kan da ikke gøre noget ved den Tingen, forstår sig “. „ Det var vel så, det “, brummede Jon Ræstad og bankede ud piben. „ Jeg mener sandelig, du er sint på mig, du med, Jon? “ Manden skjøv den guldsnorede hue tilbage og strøg sig over den smale pande. „ Men er der nogen, som ikke har gjort det gudsens ondt, så er det jeg “. Jon var i færd med at gi et fuldt forsonende svar, men så trådte konen frem. Hun bar et barn på armen, og et noget større gik i halvsøvne og holdt sig fast i hendes skørt. det var noget skarpt i det lille vakre ansigt, de mørke øjne syntes at kunne stikke ret godt. „ Så? “ — så hun. „ Jeg vidste ikke bedre end, at det var dere, Syversen, som kastede ud de stakkars folkene ud derborte i går. Var det ikke det kanske “? „ Jamen, kære Marit da “ — han så ned og syntes en stund forlegen for svar, men tog så fat med en smule vigtighed: „ Det er rekvirenten og loven, som befaler, og jeg, som er ansat både som underfoged og politibetjent her i byen, jeg er bare lovens sværd, jeg “. Konen blåste hånligt og så skarpt: „ Sligt noget kan dere stå her og snakke for os, fordi dere ved, at vi ikke forstår det. Men jeg ved, at det var dere, som satte gamle Anders og datteren ud af stuen, som han selv havde bygget. — nåja, hun, datteren, hun beret — jeg skal ikke si for mye godt om hende, for hun er det, som jeg ikke vil nævne, men gamlen, han Anders, var så bra en mand som nogen. “ „ Ja, det er sandt, “ lagde Jon ind og stoppede piben. „ Javist er det sandt, “ indrømmede betjenten og vred sig under bebrejdelserne; „ men når han ikke kunne betale bygselen, så kunne han ikke. Og så rekvirerte gamle Gulbrandsen udkastelse., og så måtte jeg lystre. Men så gjorde jeg det på eget an- og tilsvar, som ikke alle ville gjort, da jeg lod dem få bli i hytten til ikvæld. Jo — jeg får nok med gamle Gulbrandsen at gøre i morgen, jeg, for nu vil de ikke gå, og alle kjærringerne derborte vil æte mig op, når jeg skal til at bruge lovens magt. Ja, det siger jeg, at jeg heller gik tilbage til skomagerkrakken igen — hvis det ikke var for indtægtens skyld; — jagu gjorde jeg det! jeg gav æren og rangen en goddag. “ „ Ja — det var det, jeg så, Marit, at det ikke var Syversens skyld, “ faldt Jon ind igen mildnende og forsonende, men Marit var sømandskone — hun gav sig ikke så let. „ Aldrig hørt slig snak! “ tog hun stærkt i. „ Gulbrandsen? — han er jo bare tjener hos konsulen, og ingen får indbilde mig, at konsulen sætter folk ud på

1889_Marer_VerdensSyvUndervaerkerOgAndreSmaating

Poul

Verdens Syv Underværker Og Andre Småting

Fasting

Marer

Verdens Syv Undervaerker Og Andre Smaating

male

1889_Marer_VerdensSyvUndervaerkerOgAndreSmaating.pdf

Johannes Jens Carl

Marer

Poul Fasting

dk

Verdens syv Underværker og andre Smaating

y

roman

Schou

KB

Roman?

pdftxt

nan

nan

O

Verdens syv underværker. Jeg skal villig indrømme, at jeg sjælden 1 har været så rasende og tillige så flov, som da jeg forleden nat gik hjem fra kancellirådens bal. Så inderlig flov var jeg, at jeg ligefrem kunne føle, hvor mit ansigt var taget til i længde i den sidste halve time. Jeg gik og brummede gade op og gade ned, og til en afveksling overdængede jeg undertiden mig selv med de mest nederdrægtige og foragtelige skældsord, som det danske sprog sidder inde med. Enhver anden ville måske have taget sig sagen temmelig let; men det kunne jeg ikke, det kunne jeg absolut ikke. Jeg beder dem selv dømme. Kancelliråd Holm er en mand, jeg sætter overmåde stor pris på; men hans baller siger dog spader to til manden selv, for de er så livlige, at man ikke skulle tro, man befandt sig på et københavnsk bal — de kender jo nok disse baller, hvor damerne mellem dansene opholder sig i ét værelse og herrerne i et andet! — nej, her råder der en gemytlig og virkelig selskabelig tone, og værten behøver ikke at opbyde alle sine overtalelsesevner for at få herrerne til at danse; de tilbyder sig ganske frivillig til dette » moderne hoveriarbejde « — som jeg en gang hørte en attenårig olding kalde det — thi man må lade kancelliråden eller rettere sagt hans døtre: de forstår i sandhed at samle blomsten af Københavns skønheder til deres baller, noget, de fleste huses giftefærdige døtre i reglen ikke forstår eller — ikke vil forstå. På kancellirådens soirées dansantes er mange ubefæstede kvindelige og mandlige hjerter bleven stukne i brand, og med et lunt smil roser Holm sig undertiden af, at han » nok tør sige, at hans baller er nogle meget farlige nogle, for de har allerede en snes forlovelser på deres samvittighed, « Og så plejer han jovialt at tilføje: » Men mine egne døtre kan jeg sgu ikke få afsatte, og jeg synes dog ikke, de er så aldeles umulige — når jeg selv skal sige det! « den aften var det en frøken storm, som absolut bar prisen. Så snart hun trådte ind ad døren i hvid tætsluttende kjole, med hvid vifte i hånden og koralhalsbånd om halsen, sagde jeg til mig selv: » Hende og ingen anden! « — naturligvis ikke for hele‘livet, men kun for den aften; og da hun så nikkende bøjede sit smukke hoved, i hvis mørke hår en lille hvid rose tog sig allerkæreste ud, kunne jeg ikke dy mig længer. Jeg lod mig straks præsentere for hende og engagerede hende til bordDans; til den Dans engagerer jeg altid de damer, jeg ønsker at få talt en kende med uden at være udsat for stadig at blive forstyrret af en eller anden ubehøvlet kavaler, der anmoder om at få lov til » blot at danse salen én gang rundt med frøkenen. « Frøken storm skulle altså være min borddame; men allerede, da man var midt i første Vals, ærgrede jeg mig over, at jeg ikke også havde engageret hende til anden Vals og francaisen; jeg så’ nemlig, hvor ivrig hendes herre, en ellers meget tavs fyr, beskæftigede sig med hende. Munden stod ikke stille på ham et øjeblik; hun måtte være af den slags damer, der gør herrerne veltalende. Rimeligvis negligerede jeg min egen dame lidt, thi jeg havde stadig mine øjne rettede mod den hvidklædte, som for hvert minut, der gik, gjorde et dybere og dybere indtryk på mig. Hendes herre til anden Vals var om mulig endnu mere snakkesalig end den første, hvad der ligefrem gjorde mig ondt for hende; og både for hendes og min skyld bad og bønfaldt jeg alle himmelske magter om at gøre pinen og ventetiden så kort som mulig; thi selv om hun måske ikke længtes så meget efter at komme til bords, måtte hun i ethvert tilfælde være led og ked af den almindelige balkonversation, hun, som i mine øjne var noget så ualmindeligt. Rigtignok havde jeg så godt som ikke talt med hende, men det er den slags ting, man øjeblikkelig har på fornemmelsen... Endelig — efter to lange timers forløb — blev man anmodet om at tage damer til bords. Selvfølgelig bevægede jeg mig langsomt og sindig hen til frøken storm, bukkede for hende, og sagde i den ligegyldigste tone, det var mig mulig at påtage mig, at det » var vistnok frøkenen, jeg skulle have den ære at... « » Vistnok! « jeg hykler! Jeg jesuit! — hun så’ flygtigt på sit kort og svarede med et sarkastisk smil, at jeg » langt fra havde taget fejl i min formodning! « jeg indså straks, at den hvidklædte ikke var tabt bag af en vogn, og glædede mig af mit ganske hjerte til den næste time, de næste tresindstyve minuter, i hvilke jeg skulle have hende ganske for mig selv. Ikke så snart var vi placerede ved bordet inde i spisestuen, førend jeg begyndte at indlede en efter min egen mening — uhyre åndrig konversation med den skønne: jeg må dog i Parentes tillade mig at bemærke, at jeg ikke hører til den kategori af balherrer, der lærer et par sider af deres konversationsleksikon udenad, før de tager hjemme fra. Da der var gået fem minuter, var jeg på det rene med, at jeg havde med en ung dame at gøre, der ikke blot kendte h. F. Ewalds værker ud og ind, men også havde lidt mere end en anelse om, hvad strindberg havde skrevet. Det galdt derfor om at holde tungen lige i munden. Vi udvekslede vore meninger om alle mulige indenlandske og udenlandske forfattere og til sidst kom turen også til Ibsen og til hans » Frue fra havet «, der var udkommet for to dage siden, og som vi naturligvis begge allerede havde læst. I et helt kvarter debatterede vi ihærdig dette stykkes literære værd, ganske uberørte af de i mellemtiden udbragte skåler for gæsterne, for værten og værtinden og for damerne; men til noget bestemt resultat kom vi dog ikke. Hun mente, at det var så dejligt, en gang at læse et stykke af Ibsen med en lykkelig slutning, medens jeg påstod, at det havde været en meget stor skuffelse for mig at læse et ibsensk stykke, der endte nogenlunde ordentlig og fornuftig. Medens vi således sad og underholdt os med hinanden, havde jeg ikke mine øjne fra hende. Hun var virkelig bedårende; men jeg tror dog næsten, at hendes små hvide tænder var det, der gjorde mest indtryk på mig. Jeg måtte tilstå for mig selv, at jeg kun sjælden havde truffet på en så smuk, livlig og intelligent ung dame. Ligemed ét udbrød hun: — men Ibsens stykker er nu uhyre vanskelige at spille; til alle rollerne kræves der udmærkede kunstnere, som fuldtud forstår disse dejlige værker, disse underværker, som.... Hun ville have fortsat, men jeg ulyksalige afbrød hende — gid jeg aldrig havde gjort det! — underværker? Å, ja! å, ja! å, ja! Sagde jeg overlegent. Hun tav et øjeblik; det så’ ud, som om der var faldet hende noget ind, hun grundede et par sekunder, og så sagde hun til mig: — å, der var for resten noget, jeg så gærne ville vide, og de er nok så venlig at sige mig det.... Ja, det er forfærdeligt af mig, at jeg ikke véd det.... det tilstår jeg åbent og ærligt; men jeg stødte på udtrykket i en bog i dag og... ja, rent ud sagt.... med skam at melde, jeg kendte ikke de noksom bekendte verdens syv underværker. — verdens syv underværker! udbrød jeg rædselsslagen. — ja, verdens syv underværker! gentog hun langsomt, idet hun betonede hvert enkelt ord. Hun så’ så fortrøstningsfuld på mig og lagde gaflen ned på tallerkenen, som om hun ville hellige mit svar hele sin opmærksomhed. Det var en af de pinligste situationer, jeg nogensinde har været i! Hvor kunne hun dog også falde på at spørge mig om sådant noget? Og oven i købet på den måde.... som om det hørte til almindelig dannelse at kende disse gamle skimlede underværker, som man en gang hvert tiende år hører nævne ganske en passant, men som det aldrig med en tanke kunne falde en ind, nærmere at indlade sig med. — ja, havde hun endda spurgt mig om de ni muser, kunne jeg muligvis have tjent hende med to trediedele af dem, men de syv underværker... det var dog for galt!... Jeg kunne ligefrem risikere, at hun om lidt ville vide besked om de syv vise, der for mig altid havde været indhyllet i et mystisk mørke. Hvad nyttede nu al min åndrighed mig, når jeg ikke kendte noget til de » noksom bekendte « underværker?... Det var dog også et forbistret spørgsmål at komme med! Alt andet på jorden og i himlen skulle jeg have givet hende besked om, kun ikke dette ene! Og imidlertid sad hun så sød og rolig og ventede på svar. Der måtte siges noget. — ja... jo... de syv underværker er jo... som frøkenen meget rigtig bemærkede... noksom bekendte, stammede jeg. Der var nu først... Jeg åbnede låget for min hjernekiste og undersøgte den på alle leder og kanter, jeg rumsterede med den, som jeg aldrig før havde gjort det, og enhver af dens kroge blev nøje ransaget. Endelig fandt jeg i min uendelige pine et underværk, som var slængt hen i et hjørne af den; jeg åndede lettere, og lidt mere rolig fortsatte jeg: — ja, der var altså... Kolossen på Rhodus! — hvad den? spurgte hun videbegærlig. — hvad den? Ja-a-h... ( ulykkelige jeg! )... den stod og skræ... nej, den stod og... den stod med det ene ben... på den ene side og med det andet ben... på den anden side... — af hvad? — af hvad? Tjah —... Gud véd, om man egentlig véd af hvad... — nå, ja, bare videre! Ja, det var såmænd let nok sagt: bare videre; men hvad skulle jeg sorgfulde og betrængte ungersvend gøre; jeg havde givet ti, ja, jeg havde gerne givet tyve jubilæums-tokroner for et ganske lille bitte uskyldigt underværk. Men der var ingen, der meldte sig. Jeg kunne derfor lige så godt straks erklære mig for overvunden, og med mat stemme sagde jeg: — de må undskylde mig, frøken, men i øjeblikket kan jeg ikke huske flere... jeg har glemt dem! — de har måske aldrig kendt dem? udbrød hun leende og så skælmsk på mig med sine store, brune øjne. — å, det vil jeg nu egentlig ikke sige. — men hvis jeg nu spurgte dem om de syv vise...? — å nej, frøken, for guds skyld la’ vær’! Straks efter gik man fra bordet, og dansen 'begyndte igen. Frøken storm var lige så munter og livlig som før, hvorimod j e g ikke mere kunne komme rigtig i humør: verdens syv underværker knugede og tyngede enormt på mig. Imidlertid gjorde jeg gode miner til slet spil, og jeg tror ikke, at min dame lagde mærke til min misstemning. rigtignok havde jeg blottet mig forfærdelig og tydelig nok lagt min kolossale uvidenhed på arkæologiens område for dagen; men jeg trøstede mig med den tanke, at hun om fem minuter havde glemt det hele. Det lod det også til; og da dansen var til ende, forlod jeg hende med lettet hjerte: hun havde ikke gjort så meget som en hentydning til det passerede. Men jeg glædede mig kun alt for tidlig. Jeg var naiv nok til at tro på en kvindes medynk og overbærenhed, skønt jeg dog burde have vidst, at alle disse væsener, som des værre udgør over halvdelen af menneskeslægten, er idet lumskhed og falskhed. Da vi var midt i kotillonen, og min dame, en blegrød frøken Petersen, valsede med en herre, der havde inklineret for hende, lagde jeg mærke til, at frøken storm havde uhyre travlt med en hel del damer henne i et hjørne af salen; og medens jeg endnu stod og spekulerede over, hvad der vel var i gære, kom de farende over imod mig med hinanden under armen i én lang række; der var syv i det hele, og frøken storm dannede midtpunktet. De så’ mere eller mindre søde ud alle sammen, som de stod dér leende, forpustede og hede i hovederne — undtagen den yderste på højre fløj. Det var en lille skeløjet og i det hele taget temmelig uheldig dame, en af kancellirådens niecer, der i reglen sad over på ballerne, og som jeg kun nødtvungen dansede med, da jeg har en skræk for skeløjede folk. Jeg bliver ganske uhyggelig til mode, når sådant et menneske lader sit blik falde på mig, fordi jeg aldrig véd, om vedkommende mener mig eller muligvis en eller anden hr. Jespersen, der befinder sig ti skridt fra mig. Imidlertid stod jeg og ventede på, hvad der ville komme. Det lod ikke vente længe på sig. Venligt og indsmigrende sagde frøken storm til mig: — ja, hr. Fasting, her ser de verdens syv underværker! Hvilket af dem vælger de? Og hun tilføjede troskyldig: — ja, for de kender vel... — ja, jeg gør, svarede jeg rasende, og så råbte jeg: » Kolossen på Rhodus! « Det var den skeløjede, der agerede Kolos! Nu først fattede jeg rigtig frøken storms djævelske anslag. Hun kendte min svage side, hun havde betroet den til de andre lattermilde unge damer og fået den noget indskrænkede kancelliråd-niece til at overtage kolossens parti. Jeg skummede; men jeg måtte finde mig i min skæbne. Ved mig selv sagde jeg: » Har hun ikke fået danset før, så skal hun min sæl og salighed få danset nu! « jeg greb det ulykkelige, uskyldige offer i mine arme, og så for jeg af sted med hende i en vild galop, som der sjælden er set mage til. Rigtignok blev der spillet » I kongelunden skal bryllupet stå «; men det ænsede jeg ikke. Jeg brummede indvendig: » For mig kan i sgu holde bryllup, hvor i vil; men vi to skal nu være sådan omtrent i Helsingør i løbet af ti minuter! « og så susede vi videre med et iltogs fart. Jeg brød mig* hverken om gæsternes rasende blikke eller deres udbrud af forundring, og jeg standsede først, da jeg bogstavelig talt ikke kunne stå på benene længer. Og min dame? Hun var ildrød i ansigtet, på halsen og på armene. Sveden haglede ned ad hende, og idet hun stønnede: å, gud, nu kan jeg ikke mere! « skelede hun så nederdrægtigt op på mig, at jeg fik ganske ondt i øjnene og styrtede ud af salen for ikke mere at vende tilbage. Jeg takkede kancelliråden for den vel tilbragte aften, bad ham undskylde, at jeg allerede nu trak mig tilbage på grund af et » pludseligt ildebefindende «, og et øjeblik efter var jeg på vejen hjem ad. I hvilken sindsstemning jeg var, har jeg allerede fortalt, og skønt jeg for en stor del har forvundet min ærgrelse, er jeg dog endnu ikke bleven rigtig enig med mig selv om, hvor vidt jeg vil hilse frøken storm, første gang jeg møder hende på gaden. Hun fortjener det i det mindste ikke, den lille djævel! militær honnør. Rasch er en uforbederlig spøgefugl, en spasj mager af første skuffe; hvad han kan finde på, og hvad han kan fortælle, det er næsten overvældende. Han hører til den kategori af mennesker, der i al elskværdighed og med det alvorligste ansigt af verden på stående fod improviserer — virkelig improviserer — en eller anden lille historie, der bærer virkelighedens præg, men som ender så dristig, at man i reglen ikke et øjeblik er i tvivl om, at man har været offer for » en af Raschs sædvanlige «. Man bliver dog langtfra gnaven derover, tvært imod morer man sig over den flothed og det humør, hvormed de afleveres. sin værnepligt har Rasch for nylig aftjent som menig og unclerkorporal ved forplejningskorpset. Han har været inde i halvandet år. Så møder jeg i går det høje, svære menneske. — goddag, Rasch, nå, er du nu færdig med militærtjenesten? siger jeg. — færdig! udbryder han med himmelvendte blikke; hvor længe i alverden ville du have, jeg skulle være inde? Synes du måske ikke, at atten måneder er mere end nok? Livsslave ville du have, jeg skulle være, det kan jeg tænke mig... det ligner dit noble gemyt! — takker for komplimenten! — å, gud bevares, ingen ting at takke for... det er så lidt!... Men hvad det var vi talte om... jo, nu er jeg færdig... jeg blev det i sommer... du kan tro, det var en svir. — du havde dog vist dine gode dage og levede et ordenligt dolce farniente? — å, ja, å, ja! sågu! jeg klager ikke. Militærvæsenet er virkelig et ganske rart lille væsen, når man først har vænnet sig til det... Der går rigtignok en bandsat tid, før man... Får vænnet sig til... men så er det også dejligt, dejligt! tre timers tjeneste om formiddagen og frank og fri den øvrige dag. — ja, og du havde jo oven i købet lov til at gå civil. — det havde jeg, svarede han; men det havde sine ubehageligheder... sine store ubehageligheder! Han så’ ned i stenbroen et øjeblik, og derpå rettede han alvorsfuldt sit blik på mig. — kunne du have lyst til at vide, hvor galt jeg en gang kom afsted? spurgte han langsomt. — ja, lad mig bare høre. Og så trak han mig ind i en port for i ro at kunne berette mig sin lidelseshistorie. — jo, ser du, begyndte han, jeg havde jo fået tilladelse til at gå civil udenfor tjenesten, en tilladelse, der blandt andet kan gives til underkorporaler ved forplejningskorpset, og at jeg benyttede den i fuldeste mål, kan enhver tænke sig, som kender mig ret. Så en morgen nu i sommer, da jeg sad nok så uskyldig på kontoret og regnede ud, hvormange femtedele af et kommisbrød og af 55 øre, en lumpen soldat, der var kommen ud fra sygehuset, skulle have, træder min overordnede, intendanten, ind. Han så’ vred ud, meget vred. Men da jeg var mig bevidst intet ondt at have bedrevet, rejste jeg mig frejdig og rask op fra stolen, med et lille klask.med hælene i gulvet, — for det er militært, skal jeg sige dig. Dér stod jeg så stiv som en pind,'med næsen lige ud og fingrene ned ad buksesømmene. den stilling og holdning betegner det samme, som når andre menneskelige væsener siger » god morgen « til hinanden. Intendanten for hen imod mig. - hvad er det, jeg hører om dem? Hvad er det, jeg hører om dem? — ja, det véd jeg virkelig ikke... — stille... til man spørger... — jamen, jeg syntes, at intendanten spurgte... - stille! — javel, hr. Intendant! — nu har jeg haft vrøvl for deres skyld... Meget vrøvl... hvad siger de til det? — jeg forstår ikke... — kan de da ikke tie? — Jovel, hr. Intendant! — der er blevet klaget over dem... en løjtnant... — en sekondløjtnant? — må jeg tale? — javel, hr. Intendant!, — en løjtnant, siger jeg, har klaget over, at de ikke har hilst ham på gaden. De var civil og han i uniform. — jeg mente ikke... -- de har ingenting at mene; de skal vide... De skal vide, at de har at hilse enhver overordnet i uniform, om de også selv går civil, forstår de... Det har jeg allerede sagt dem før... Men de har ikke fulgt min ordre... Det er insubordination... De véd, eller de skulle i det mindste vide fra deres lærebog, at » ubetinget, nøjagtig og villig lydighed mod hvilken som helst befaling af foresatte er soldatens vigtigste pligt og kaldes subordination. « Forstår de ikke det? — jamen... — må jeg være fri for deres » Jamen’er «. De har kun at svare » Javel «... Er de så... Så... uintelligent? — javel, hr. Intendant! — nå... det gør mig sgu ondt for dem... Men nu vil jeg bare én gang for alle sige dem, at hvis dette gentager sig, hvis der kommer blot én klage til over dem, så bliver den givne tilladelse — tilladelsen til at gå civil — frataget dem... og de hilser militært — hatten dybt ned. Nu véd de det... og dermed Basta! — Jovel, hr. Intendant! Det var mig virkelig ubehageligt, højst ubehageligt, og mod i hu gik jeg fra kasernen hjem. Den nederdrægtige løjtnant, der havde » meldt « Mig, hvor jeg hadede ham! Nu kendte han mig altså tilfældig; men at skulle hilse alle, alle de andre, som ikke kendte mig... jeg syntes ligefrem, det var synd... at gøre dem så megen ulejlighed... og hvad måtte de tro om mig, når jeg således hilste dem? Disse tanker hengav jeg mig helt og holdent til i trende timer; men så var min beslutning også fattet: jeg ville slet ikke gå ud mere — i det mindste kun i mørkningen — jeg ville stænge mig inde... som en munk i sin celle. Men klokken fem kom min ven Jacobsen hjem til mig og bad, om jeg ville møde klokken otte til et » Ungkarle-kalas « inde i tivoli; længe sagde jeg nej, uden dog at nævne ham grunden til mit afslag, men endelig gav jeg med blødende hjerte efter — udsigten til et lille sold kunne jeg ikke modstå... og Jacobsen er altid så Pokkers flot. Jeg lovede altså at komme, og han gik. Klokken syv bevægede jeg mig civilklædt hurtig ned ad buten — andre veje, der fører til tivoli, kender jeg københavner nemlig ikke så gærne. Men hvor angrede jeg det, da jeg var kommen omtrent hele østergade igennem. — jeg havde hilst 51 gange på lutter overordnede! på korporaler, sergenter, oversergenter o. s. v., o. s. v. Det var et stort spørgsmål, om min hatteskygge kunne holde det ud i længden. Jeg hilste og hilste; men det mærkværdigste ved det hele var, at ingen hilste igen. Enten overså de rent min hilsen, eller de mente, at den måtte være tiltænkt en anden; den eneste, der gengældte den, var en gammel general — det glædede mig, for så havde jeg dog i det mindste noget for min ulejlighed og tjenstvillighed. Da jeg var kommen til Amagertorv, spekulerede jeg et øjeblik på, om det ikke var det heldigste at stikke ned ad smågaderne; dog dér kunne jeg jo også møde militærpersoner, og derfor ræsonnerede jeg som så, at da den lige vej var den korteste og bedste, var det måske bedre at gå på med krum Hals. Da jeg nåde til halmtorvet, havde jeg i alt hilst Iii gange, og skyggen havde løsnet sig halvt fra hatten. Lige udenfor industriforeningen mødte jeg en sergent. Jeg så’ vist på ham og hilste ærbødig. Han kiggede på mig, standsede lige foran mig og sagde: — kender jeg dem? — neh! Hans ansigt antog et temmeligt ublidt udtryk. — kender de da mig? - neh! — vil de da gøre nar af mig? Hans hænder knyttedes betænkelig. — neh... men... — nå, så du vil dog gøre grin?... ja, nu skal du bare se, din civile agurk! Jeg flygtede, alt hvad remmer og tøj kunne holde, for at undgå sergentens raseri, og kom velbeholden ind i tivoli. Her satte jeg mig udmattet ned ved Lumbyes buste. Jeg var ganske lam i den højre arm. En — des værre ikke civilklædt — kaptajn kom gående. Hurtig sprang jeg op, blottede hovedet og holdt hatten udstrakt foran mig med pullen nedefter. Jeg må efter alle mine anstrengelser have set ynkelig ud — og min stakkels, ramponerede hat da! Manden stod stille og så’ lidt på mig. Pludselig observerede jeg nogle nervøse trækninger i hans ansigt. To store tårer rullede langsomt ned ad hans kinder, han stak hånden ned i sin lomme, tog en portemonnæ frem, lagde en femøre i min hat og — gik videre. Forbløffet stod jeg og stirrede på fem-øren, og da jeg atter løftede mit hoved, var kaptajnen forsvundet. — dette er ikke til at bære! udbrød jeg, kylede pengestykket langt bort og styrtede ned til koncertsalen for at finde mine venner. Dem traf jeg da også, og vi satte os foreløbig udenfor salen for i al ro og mag at høre lidt musik, førend vi begav os op til Nimb. Men havde det ikke været galt før, så blev det det nu. Som bekendt er det en mængde unge løjtnanters yndlingsfornøjelse, sommeraftener at vandre i det uendelige rundt om koncertsalen. Fra klokken otte til elleve går de der uafbrudt, uafbrudt. Det gav mig dødsstødet. Jeg var jo nemlig nødt til at rejse mig og hilse, hver gang der kom en forbi, og der kom fire i minutet. Jeg ulykkelige måtte stadig op og ned og op og ned fra min stol. Da der var gået fem minuter, hviskedee Jacobsen til mig: — hvad fanden går der af dig? — å, ingenting, ingenting! Bryd dig bare ikke om mig! svarede jeg nervøst. Da andre fem minuter var gåde, og jeg vendte mig om, var vennerne forsvundne. Men jeg blev ved — op og ned og op og ned, som et rent perpetuum mobile', jeg kunne slet ikke komme bort fra min plads, sådan vrimlede det med løjtnanter. Nogle minuter efter var stolene i tolv alens afstand fra mig helt tomme... de var rømmede! Folk trykkede sig rædselsslagne sammen og stirrede på mig som på et vildt dyr; men den panik varede kun et øjeblik, for så kom der to betjente anstigende, som på det venligste anmodede mig om at følge med. Og så blev jeg transporteret ud på kommunehospitalet — til observation. Se, det kan der komme ud af at gøre militær honnør i civilt tøj! sluttede Rasch smilende og skyndte sig bort ned ad gaden, inden jeg endnu var kommen mig af min forbavselse. fotografen fortæller. Ja, ser de, sagde han til mig, en fotograf kan såmænd have det rigtig rart og behageligt, når han først er bleven så hårdhudet, at alle kundernes vrøvl, sludder og passiar preller af imod ham, ligesom vand render af en gås. Men til han er kommen så vidt, er det rigtignok et fælt hundeliv. Man er i begyndelsen for ømfindtlig og delikat, og det er noget, man mindst af alt bør være. For husk bare på, at man jo aldrig har med normale mennesker at gøre. De bliver alle sammen mer eller mindre abnorme, så snart de blot sætter foden indenfor venteværelsets tærskel, og kommer de først ind i atelieret, bliver de ganske utilregnelige. rigtignok gives der to slags mennesker: de, der går til fotografen som til skafottet eller til tandlægen, og de, der betragter det hele som en af de bedste fornøjelser her i livet; men jeg kan forsikre dem om, at sidder de først foran apparatet, så går de sidste i reglen lige så meget fra koncepterne som de første; det er, som om min uskyldige, brune kasse paralyserede dem alle tilhobe. Der er nu f. Eks. den skikkelige, gode Fru Schmidth, en gammel dame på nogle og halvfjerds. Et elskværdigere og huldsaligere ansigt vil de kun sjældent få at se! Altid spiller der det elskeligste » Smil om hendes mund, og godheden stråler ud af hendes små øjne. Hende vil børnene og børnebørnene absolut have foreviget af en fotograf, for der eksisterer ingen portræter af hende siden hendes fem og tyvende år — den gang hun blev gift. Hvor mange bønner, overtalelser og Kys må der ikke til, før hun endelig bestemmer sig til at indlade sig på dette for hende så forfærdelige vovestykke! Der berammes en dag; men allerede dagen forud er den skikkelige gamle gerådet i en utrolig sindsbevægelse, og spørgsmålet om, hvad hun skal tage på, er nær ved at bringe hende til fortvivlelse. Skal det være kappen med sløjferne eller med blomsterne, skal det være den lilla eller den sorte silkekjole o. s. v., o. s. v. Hun sover slet ikke den nat, og når hun endelig den næste dag klokken tolv præcis står i atelieret, ledsaget af en af sine kvindelige slægtninge, er hun næsten ikke til at kende igen. Hænderne dirrer febrilsk, og angstsveden pibler frem på hendes pande og næse. Hun bliver anbragt i en lænestol og synker helt sammen i den. — nej, frue, de må rette dem lidt mere... Lidt mere endnu... sådan... det er godt! Og så må de endelig ikke se så alvorlig ud... Der er jo slet ingenting at være bange for... Å, frøken, ville de ikke være så venlig at gå lidt til side, for de forstyrrer vist den ældre dame... Tak!... Altså nu bare lidt venlig... Ja, de kan godt smile noget mere... Så, nu skal det være gjort i et øjeblik... behag blot at se på den hvide plet på væggen... Det er godt... Så tager jeg dem... en, to, tre... Tak, tusind tak; de er færdig... Hvis frøkenen vil • høre herop på torsdag, skal der ligge et prøvebillede... Far vel, far vel! Og hvordan bliver så billedet? Næsten ikke til at beskrive! Den skikkelige, elskelige Fru Schmidth sidder så stiv og strunk, som om hun havde slugt allermindst to spadserestokke og en jærnstang, læberne er krampagtig knebet sammen, og des øjne stirrer vildt og skummelt ud i det tomme rum. Fru Schmidth har meget mere lighed med en forhærdet, kvindelig tugthusfange end med en sød, god, gammel bedstemoder. Og hvem får skyld for det mislykkede billede? Naturligvis fotografen!... Eller lad os tage et ganske andet eksempel. Der er nu den unge Hansen, den bekendte laps, der aldrig har drevet det videre end til at blive sin » Faders søn «, der — udi egen indbildning — er noget af det mest bedårende og forførende, som tænkes kan. Han vil lade sig fotografere, eftersom han har lovet sit billede til et par damer, han sætter særlig pris på. Ganske vist har han forskellige fotografier af sig selv, men der er ingen af dem, der » rigtig ligner « — i det mindste ikke sådan som han vil have det. Hvad gør han nu? Jo, ser de, han løber rundt omkring og studerer alle de billeder af københavnske sceniske kunstnere og mærkbare personligheder, der er fremlagte i boghandlervinduerne. Han noterer sig de forskellige interessante stillinger, som disse interessante mænd indtager, og tillige deres ansigtsudtryk og klædedragt. Og så holder han prøve hjemme foran sit spejl. Han vælger og vrager; men når han så endelig går op til fotografen, har han også truffet sit valg: stående knæstykke, venstre hånd på ryggen, i den højre et åbent brev, der skal forestille en mm doux, og om læberne et fint, lidt overlegent smil. Han er stukket i diplomatfrakken og har ladet sig frisere hos byens mest renommerede » Hårkunstner «. — nede i venteværelset er han lidt hed i hovedet, og da der ingen er tilstede i øjeblikket, pudrer han sig dygtig. Det vigtige øjeblik kommer. Han bliver stillet op, aldeles som han selv ønsker det, og nakkestiveren, den forbistrede nakkestiver, indstilles. — vil de så være så venlig at se lige på den lille metalplade dér... jamen, ikke så alvorlig... Han begynder at føle sådan en underlig dirren i knæskallerne — modig! Hansen! bare modig! — intelligent smil, husk det intelligente smil! — så nu tager jeg dem... en, to... Det flimrer for hans øjne, og det mimrer i mundvigerne — nogle mærkværdige trækninger. — tre!... Tak... Hvis de vil høre her op på lørdag! Billedet bliver langtfra heldigt. Unge Hansen ser højst bedrøvelig ud derpå; han er imidlertid selv ganske tilfreds med det; men hans gode venner påstår, at han har ladet sig fotografere i det skæbnesvangre øjeblik, da han er nødt ti] at præsentere sin strikse fader en skræderregning på 876 kr. 38 øre!... Og så alle de luner, nykker og ideer, som ellers fornuftige mennesker kan have!... det gør ingen sig noget begreb om. Den ene vil absolut tages en face og den anden i profil, skønt det omvendte ville klæde dem ulige bedre... Så er der den og den legenisfejl, der skal skjules... Og som folk pynter sig! At det da aldrig kan gå op for dem, at en slidt og en ny frakke eller en ren og en mindre ren flip tager sig aldeles ens ud på et fotografi, og at en rød og en sort kjole begge bliver sorte. Men sådant noget lærer menneskene aldrig. Folk, der ellers ikke åbner en bog, skal naturligvis altid sidde med et større værk i hænderne, gnavne folk vil le og smile, og gemytlige folk ønsker helst at se rigtig satte ud. Herrer, der aldrig har drevet det videre, end til et par gange at blive kastet over hovedet på en hest, lader sig tage af i lange ridestøvler og med ridepisk i hånden, og damer i pelsværkskåbe og med muffe vil til trods for mine energiske protester absolut fotograferes med et strålende sommerlandskab til baggrund. Det er lystigt, kan de tro; og hvad selve fotografierne angår, så véd de jo nok, at de i reglen aldrig er tilpas. En vil være federe og en anden magrere, og allesammen meget, meget smukkere end de i virkeligheden er... ja, der er klager i det uendelige. Tænk dem, forleden kom der en ung dame op til mig med to forskellige prøvebilleder. Hun syntes så godt om hovedet på det ene og figuren på det andet, og så spurgte hun, om det ikke var muligt, at jeg kunne flytte det hoved over på den anden krop! Det lyder utroligt, men sandt er det. Ja, den slags dumheder kunne jeg fortælle dem mange af; dog hvorfor skal man egentlig blotte sine medmenneskers svagheder mere end nødvendigt? Men jeg kan alligevel ikke nægte dem og mig selv den lille fornøjelse at vise dem et brev, jeg fik i går fra en jysk proprietær, foldet er næsten toppunktet af, hvad der nogensinde er budt mig. Her har jeg det. Han skriver nok så flot: højstærede hr. Fotograf! Som de sikkert erindrer, blev jeg for omtrent ti år siden fotograferet hos dem i vinterfrakke og med høj, sort hat på. Pladen bærer nummeret: 14593. Ligheden var aldeles fortrinlig, hvorfor jeg gerne ønskede mig et dusin til af samme sort. Men da de høje hatte har skiftet form mange gange siden den tid, ville jeg anmode dem om at forandre min hat til nyeste mode. Skulle dette muligvis ikke kunne lade sig gøre, bedes de tage hatten af mig, så at jeg altså bliver barhovedet. Til oplysning tjener, at jeg har skilningen halvanden tomme over venstre øre, og at jeg er noget skaldet bagtil. I håb om, at de venligst vil effektuere denne min ordre tegner jeg ærbødigst Vilhelm ballemose. Hvad siger de til det? De mener vel, at den mand er moden til Bistrup; men de tager fejl. Jeg har forhørt mig om hans sjælelige tilstand, og der fortælles mig, at hans hjerne er fuldstændig i orden. Dette brev er altså kun et bevis på, hvad man nu til dags falder på at forlange af fotograferne; fordringerne stiger virkelig i en foruroligende grad. Godt er det da, at man, som jeg før sagde, efterhånden bliver lidt hærdet, for ellers så det galt ud. Apropos! har de ikke lyst til at blive fotograferet en af dagene? — nej, ellers tak! udbrød jeg. Foreløbig tror jeg dog ikke. Jeg skal nemlig sige dem, det går mig ligesom » unge Hansen «... jeg lider også undertiden lidt af dirren i knæskallerne og mim ren i mundvigerne! breve fra gerslev præstegård. I. I hængekøje. 11/8 88 naturligvis havde jeg fået indbydelse af onkel til at'komme herud, og det flere gange oven i købet. Og stadig havde jeg svaret: » Tusind tak, men jeg vil dog se vejret an og hellere vente, til det bliver bedre. « således skrev jeg i maj, således skrev jeg i juni og således skrev jeg min sandten også i juli; men da vi så var komne til den ottende Avgust, ræsonnerede jeg som så, at hvis jeg i det hel

1875_Brosboell_VibenPeter

Carl

Viben Peter

Brosbøll

Brosboell

Viben Peter

male

1875_Brosboell_VibenPeter.pdf

Carl

Brosbøll

Carit Etlar

dk

Viben Peter

En historie fra Ditmarsken

n

gothic

Jydsk Forlags-forretning

KB

På hathitrust er den ikke søgbar

pdftxt

nan

nan

O

Tre uger før påske, i nådens år 1523, gik Reimer Grote i Meldorf hen til en muurmester og sagde, han ville have sit hus kalket til helligdagene. „ Jeg tinger ikke med ham om betaling, “ føjede han til, „ for jeg ved, han er en ærlig mand, men det skal gøres forsvarligt, så det kan have syn og tage sig ud i gaden. “ Muurmesteren lovede, at det skulle blive gjort efter bedste formue og gav sig straks i færd med arbejdet. Han holdt også ord, var færdig til. bestemt tid, og Reimers hus blev det kønneste i nabolaget. Længer nede i gaden boede der en mand, som hed Carsten Peter, han var rig og anset ligesom Reimer, begge hørte de til byens rådmænd og havde altid været gode venner. Carsten havde tre sønner, den ene hed Bartel, den anden viden, den tredie hed Johan; Reimer Grote havde kun en eneste datter, og der taltes om, at forældrene havde bestemt hende for en af Carstens sønner, når den tid kom. Da nu muurmesteren var færdig med sit arbejde, gik Reimer ud på gaden og gav sit bifald tilkende. Carsten kom også ud og så derpå. „ Det hus skinner mig i vinene, hvor jeg går, “ Sagde han. „ Skal vi ikke også have vort hus kalket? “ Spurgte viben. „ Å jo, jeg har tænkt på det. “ — så gik han også hen og talte med muurmesteren. Men Carsten var mere nøieseende, han tingede længe og mente, det kunne gøres for en ringere sum, end den anden forlangte. Til sidst blev de enige, og Carsten Peter fik også sit hus kalket. Det var færdigt efter løfte, dagen før påske; men da de sloge stilladset ned, tog det sig ikke nær så godt ud som Reimers. Det lod Carsten fortrydelig over, skjøndt muurmesteren mente, han kunne ikke gøre det bedre for den betaling. Reimer kom også hen og så derpå, og Carsten syntes, han stod og smilte af det. „ Så du, hvor han lo i skæget? “ spurgte han viben. „ Og jeg sagde godaffen til ham, men han ville ikke svare. “ „ Han hørte det måske ikke, “ svarede viben. „ Han hørte det nok, men han kroer sig nu, fordi hans hus tager sig bedre ud end vort. — hvad er det hele? Muurmesteren har kommet en smule mere rødt i kalken; det ligner jo et slagterhus. “ „ Det seer ud som levret blod, “ sagde viben. „ Og så er det dog kun bindingsværks kram med løse stolper, vort er den faste grundmur. Se, hvor hans gavl med de fem stærhuller helder til siden, som om den skulle dratte ned over gaden. — det er kønnere end mit alligevel, de stå og se på det, når de gå forbi; men bi kun lidt, jeg skal nok se at komme ham igen på en anden måde. “ Til påskedag gjorde Carsten et gilde for gode venner og bekendte og bad ikke Reimer med, som han ellers plejede. Konen spurgte, hvorfor Reimers ikke kom med, Carsten sagde, han havde glemt at bede dem. Dagen efter gjorde Reimer Grote et gilde, og han bad Carstens. „ Han føler, han har uret, “ sagde Carsten til drengene, „ ellers havde han ikke skikket bud til os. “ „ Det er en dårlig sæd, du lægger i de unge, “ sagde hans hustru ranne, „ jeg tror ikke, der følger godt efter. “ — Carsten mente, han sagde kun hvad sandt var, og til budet lod han svare, at han kunne ikke komme, det værkede i hans lemmer, og han ville gå til sengs ret nu. Der kom bud over igen, at hvis Carsten ikke selv kunne være med, måtte han i det mindste skikke drengene; de ville danse, og viden havde så stærk en røst, han skulle synge for. Så lod Carsten sine sønner gå og gav dem en hvid skjorte på, udsyet med røde og blå bånd og mange sløiser. På fingeren bar enhver af dem en signetring af sølv, hvori Carstens våbenmærke var indgravet. På det ene ben havde de en bjælde, som klingrede under dansen. Viben var for ung til at komme med i sværddansen, han stod og sang, medens spillemanden slog på tromme. Hans ældre Broder Bartel var derimod fordanser eller konge, som det kaldtes; han var også den eneste, som havde hat på, de andre dansede alle med blottet hoved, for bedre at kunne give agt på Bartel, og gøre de samme trin som han. Først holdt Bartel en lille tale, hvori han hilste på selskabet og bad tilskuerne ikke komme for nær de dragne sværd, derefter begyndte dansen. Ligesom Bartel nu gav tegn, dansede de snart i en rundkreds, snart krydsviis imellem hverandre, snart sprang de over sværdene, eller lagde dem i kunstige kredse omkring på gulvet og trådte ind mellem kredsene, derefter holdt de sværdene over hovedet, og forstode under den hurtige og hvirvlende Dans at slynge dem så kunstigt mellem hverandre, at kongen kunne sætte sig ovenpå dem, idet de behændigt løftede ham i vejret og holdt ham fvævende, medens han atter talte til forsanilingen. Viben Peter stod og sang hos trommeslageren. Ordene til sværddansen lød således: „ Stolt Henrik og hans brødre to, de ned til stranden komme, de sællte et fartpi ud fra land, for den dejlige rosenblomme. Hvem kender skibets vej i sø? Gud ved, hvorhen vi komme, men sejle vil vi alle tre, for den dejlige rosenblomme. Og skibet stæwned til land igen, da vesterud de komme, der stod en guldsmeds søn i dør, med den dejlige rosenblomme. Gudsfred og hilsen alle tre! sig hvorfor hid i komme? I puster vel mjød, hvad eller vin! spurgte dejlige rosenblomme. Nej ej for mjød og ej for vin fra fremmed land vi komme, vi ville have det guldsmedbarn, den dejlige rosenblomme. Det guldsmedbarn i fange ej, hvormange i hid end komme, med lytke lpiken trolovet er den dejlige rosenblomme. Hende lytke lpiken skal aldrig få, og derfor hid vi komme, vi ville vove vore halse tre, for den dejlige rosenblomme. lykke lmen drog ud sit lange sværd og lod dem til sig komme. Hug Henriks lille finger af, for den dejlige rosenblomme. Hr. Henrik drog ud sit blanke sværd: nu ønsker jeg velbekomme, så hug han lmens hoved af, for den dejlige rosenblomme. Der ligger den krmop tung og stiv, hvi ville han mod os komme? Mit hjerte er fuldt af tusind fryd, for den dejlige rosenblomme. Lytke lmens drenge, med sorg i sind, ned til stranden komme, imorgen vi jorde vor fader kær, for den dejlige rosenblomme. “ Carsten sad oppe og ventede, til drengene kom hjem, han ville vide, hvordan det var gået. Hver af dem havde sit at fortælle, om de rige tapeter på væggen, de store hynder på alle bænke, men især om det kostbare sølvtøj, som var sat frem på bordet. „ Det sølvtøj kunne have stået på mit bord, “ Sagde Carsten. „ Hvad urener du med det? “ spurgte Nanne. Carsten manglede ellers aldrig svar, denne gang lod han til at betænke sig, han så ikke på Nanne, men sad og skrev med fingeren på bordet. „ Han har fået det med konen, “ sagde viben, „ det talte de om derovre. Hun er rige folks barn og stammer fra den fornemme Isemans slægt. “ „ Det gør hun, “ svarede Carsten, „ Jseman med plvvjernet til våben. — fernem! å ja! men den kunne tåle at have bedre lov på sig, samme slægt. Så mægtige vare de engang, at der ikke turde begyndes på messe i kirken, før de havde sat sig ned i deres stol. En af præsterne vovede det, jseman blev siddende og hørte på ' ham til gudstjenesten var endt, så gik han op og slog præsten ihjel bag alteret. “ „ Hvad mente du med det splvtøi? “ spurgte Nanne atter. „ Jeg kunne jo have fået det på samme Viis, som jseman, “ svarede Carsten undvigende. „ De sige, at han tog det i bytte fra kongens vogn, da vi skoge de danske ved tusendduvelsvarf. Det er kun hans, fordi han har det og forstår at holde fast på det. — talte Reimer ikke om mig? — heller ikke om sit hus? “ „ Nej! “ svarede viben, „ han gik omkring og smilede. “ „ Nå, han smilede, “ gentog carsfen og nikkede med hovedet. „ Han smilede til os alle, nødte os til at spise og drikke, og sagde, vi skulle være glade og veltilmode. Konen sad og så på mig den hele tid, mens jeg sang visen for om stolt Henrik; da sværddansen så var endt, kom hun hen og lagde sin hånd på mit hoved. Du vokser godt, viben Peter, sagde hun, og du kommer til at ligne din fader. “ Straks efter pintse samme år gik to af fogderne om fra dør til dør for at spørge godtfolk, hvad enhver ville yde til at få den gamle kirke sat i stand. Tårnet tjente til sømærke og det var nu forfaldent, kirken selv var ikke bleven udbedret, siden kong hans lod sin store garde plyndre den, år 1500. Enhver mand skrev nu sit bidrag op på fogdernes liste. Da de kom til carsfen Peter, sagde han, det var bedst, de først gik over til Reimer Grote, for han var ældst. Reimer tegnede da sin gave, og Carsten skrev sig for tre lybske mark mere; men han talte ikke derom i hjemmet. Otte dage efter rejste han til en gørtler i Hamborg og bestilte en stor og kunstig dreven lysestage, med sit våben, en springende ulv, på foden. Da stagen var færdig, lod han den bringe ind i kirken og sagde, de skulle stille den op på alteret som en gave fra ham. Kirkeværgerne kom og takkede og blev enige om, at Carsten til løn skulle have sin egen stol i kirken, oppe under prædikestolen, næst efter borgermesterens, det de tildøde ham. Carsten takkede og bestilte da billedskæreren til at danne først hans huusmærke, dernæst hans våben i træ øver stoledøren, med et bibelsprog underneden; men denne gang tingede han ikke om prisen, som han plejede. Da våbenet var færdigt, lod han det stærkt forgylde, få den springende ulv strålede og kunne ses langt nede i korsgangen. Reimer Grote vidste ikke noget herom, før alt var bragt til ende. Straks efter pintsehelligdagene tog han over til bysum, der dengang var en o, og hvor han havde et hnus og et skib, som en af hans brødre førte på lange Reifer. Da han kom hjem til Meldorf, var kirken færdig, og han fik da sin stol længer nede, i fællesskab med andre; men Carsten Peter havde nøglen til sin alene. Der var stor højtid den søndag, kirken blev taget i brug igen, klokkerne ringede, dominikanerne, som boede oppe i gaden, gik i stort optog ud fra deres kloster med brændende vokslys og chordrenge, sorn svingede nøgelsekarrene foran krucifikset. Folk kom ridende langt ude fra marsken for at være tilstede ved festen. Carsten Peter lod sig først se i kirken, ligesom gudstjenesten skulle begynde, han holdt sin hustru i hånden, bag dem gik de tre sønner. Da han kom forbi Reimer Grotes stol nede på gulvet, 4 vendte han sig hen mod ham og smilede spodsk, derefter tog han den store nøgle frem til sin stol, åbnede døren og lukkede ilås igen, efter at hans familie var kommen ind. Præsterne holdt messe og prædiken og takkede til slutning alle dem, der havde givet til kirken, han nævnede særlig Carsten Peter og den nye lysestage, som stod tilskue på alteret. Carsten rejste sig lidt i vejret og skottede ned mod Reimers stol. Nanne derimod havde trukket kysen frem over sit hoved og sad og så ned for sig, bleg og tavs og stille som sædvanlig. Om aftenen kom Carsten ud i sit bislag og så på de fremmede bønder, som droge. gennem gaden. Reimer Grote kom forbi og satte sig på bænken hos ham. Der var altid et smil om hans mund, som om han gjorde sig lystig over folk, men det hørte nu engang hans ansigt til og han mente intet dermed. Dennegang lo han dog, idet han hilste på Carsten og sagde: „ Herinde kan vi vel sidde på samme bænk, skjøndt du i kirken har købt plads næst efter borgermesterens. “ „ De tilbød mig den plads, “ sagde Carsten, „ men jeg købte den ikke. — de syntes vel, jeg havde fortjent den. “ „ Det kan gerne være, men hvis jeg var i dit sted, ville jeg dog have betænkt mig på at tage imod den. “ „ Hvorfor det? “ „ Den kirkestol næst borgermesterens har et dårligt ry på sig, det var jo i den, ulykken sfete med schuddinge frenkz. Han kom i strid med hargen Junge claeß Boisen, om hvem af dem der skulle sidde øverst, så droge de våben, og hargen stak frenkz med sin kniv, først i højre side, derefter i venstre side, og satte foden på hans ' bryst, til han opgav ånden, så løb han sin vej ud igennem den lille chordør. Liget blev skaffet bort, just som den døde mands Broder, Henning, kom gående ind i kirken. Da han hørte, hvad der var sket, og så folk af hans slægt i begreb med at ile ud efter hargen, kaldte han dem tilbage og sagde: bliv siddende på jeres pladser alle mand og hør på præsten, det er kun mig, som har med denne sag at bestille. Inden der ringes til prædiken næste gang, skal hargen Junge claeß Boisen ligge lige så kold som min Broder. — dermed gik Henning ind i stolen, og alle så, han bøjede sig ned og - dyppede sin finger i blodet på gulvet. Der var en biskop evermod, som holdt messe den dag, han gik hen til Henning og bad ham lade sit onde forsæt fare; men Henning rystede på hovedet og mente, det lod sig ikke gøre. Hargens slægt kom også og tilbød mandebod og sone, men Henning ville heller have Felde. Så gik præsten op til alteret og hentede monstrantfen og kom tilbage igen med chordrengene, som svingede røgelsekarrene foran ham. Alle knælede og korsede sig, mens han gik ned ad kirkegulvet og holdt den hellige hostie hen foran Hennings mund og bad ham i jomfru Maries navn og i den korsfæstede Jesu Christi navn om nåde for synderen. Henning havde rejst sig op i stolen, da præsten kom, men der var ingen nåde at læse i hans ansigt. Bed i vor jomfru og den korsfæstede om at gøre min døde Broder levende igen, svarede han, det har de lettere ved, end at få mig til at skåne Harzen. — da han svarede dette, slog præsten ham på øret af al magt, og sagde, at han havde lov til at hævne sig, men ikke til at spotte gud, og nu stimlede folk sammen ude på gulvet, for Henning var en farlig stærk og hidsig Aland, og alle troede, det ville gå præsten ilde. -- -- -- det sfete inde i den stol, hvor du fad i dag, den du zirede med din forgyldte, springende ulv. “ „ Hvad gjorde så Henning? “ spurgte Carsten. „ Han sad lidt og så hen for sig, med kinden rød af det vældige slag, han havde fået, få tørrede han blodet af sine fingre og gik op til alteret. Her knælede han ned for bisfoppen, idet han brast i lydelig gråd, og han, som var en jernhård mand, og ellers aldrig lod sig bøje, talte nu sagtmodige og ydmyge ord, kyssede den hellige monstrants og bad biskoppen forlade hans synd, fåsandt som hargen skulle være fri og frels for ham og alle dem, der bare hans våbenmcerke. “ „ Den historie er gået mig af glemme, “ sagde Carsten. „ Det kan hændes, “ svarede Reimer og smilede igen, „ men du kan lide på, at alle de der vare tilstede i dag i kirken, huskede den, da de så dig træde ind i stolen. “ Dermed bød han farvel og gik hjem til sit. Fra nord til syd deler naturen Ditmarsken i to landstrækninger, af hvilke den ene, længst mod vest, er det flade land eller den egenlige marsk, som begrænses af Nordsøen, en streng og farlig nabo, der i tidens løb efterhånden har forandret hele kystens skikkelse. — der hvor nu havet langt ude bryder sig på banker og revler og i uvejr skyder sine søer med skum og fråde tårnhøjt iveiret, lå engang et rigt og tætbefolket land, frugtbare marker, kirker og landsbyer, hvis navne kun sagnet har bevaret. Stormfloden kom og tog dem med sig, landet forsvandt, folkene druknede. Hist og her, hvor grunden var fastere, rager endnu nogle af de højeste bakker i vejret og danner en lille Holm og et lille minde om det forgangne. Ved ebbetid bliver en smal og langstrakt sandflade synlig derude, som måger og vildgæs kredse hen over, i de varme solskinsdage kryber sælhunden op og leger med sine unger mellem stenene. Den gule sandstribe er det eneste, der daglig kommer tilsyne af det forsvundne. Landet mod ost kaldes gest eller det høje land og stilles på nogle steder fra vestmarflen ved en række banker, som man mener engang har betegnet havgrænsen. I den tid, hvorom her fortælles, var geestlandet skjult af mægtige ege- og ' bøgeskove, sammenvoksede med et næsten uigennemtrængeligt krat af slåen, hyld og brombærranker. Om disse skove fortæller ditmarflens gamle krønikeskriver neocorus, at de havde så stor en udstrækning, at et egern kunne hoppe fra green til green inde fra Meldorf ud til landets grændse, uden at berøre jorden. Endnu i vore dage kunne samme rejsende vist gøre en ligeså lang fart langs med ostgrænsen. Opad mod cideren blev skovene tyndere, egen og bøgen gav plads for Birk, enebær- og ellebuske, som til sidst forsvandt i lyn ' gheder og sandmarker. Her var også egnen gennemskåren af vandløb, moser og kær, som om sommeren tørrede ind og skjultes af rør og græs, men om vinteren, når sneen og regnvejrsdagene kom, dannede uvejsomme og bundløse sumpe, som kun den, der var nøje kendt med egnen og forstod at bruge marskbondens springstok, mægtede at nå hen over. Mod nord spærrede eideremog dens sivbegroede Enge enhver indgang i landet, vesterpå gik alfarvejen fra hanerov og syd om hademarschens kirke ind til tensbyttel og alversdorf. Længere nede mod sønder gik der vel en anden vej, fra vilster øver kudensøens moser; men den var mindre og ikke god at befare i dårligt vejr. Langs med ostgrænsen havde holstenerne bygget skandser og faste slotte, som de holdt besatte med et årvågent mandskab for at skærme deres land mod ditmarskernes indfald, men også for i feidetid at have et tilflugtssted, hvorhen de kunne ty, når lykken gik dem imod. En af disse borge lå mod nord, omflydt af Ejderen, og hed tielenborg, en anden befæstning, bøklenborg, havde de bygget nede ved grændsen af vilstermarsk på en høj banke foran sprant sø, der hvor nu kirkegården ligger. Halvfjerde mil fra Rendsborg lå den tredje Borg, hanerov, det var den, der holdt sig længst, det var også den vigtigste, for så vidt den beherskede den eneste store alfarvej til og fra Ditmarsken. Hanerov var fra først af kun en firkantet standse, omgiven af en dyb grav, der omkredsede et Blokhus, skandsen voksede og blev siden til en Borg med vindebro og tårn. I den følgende tid begyndte folk at bygge i nærhed af borgen, fordi de der mente at finde bedst sikkerhed og beskyttelse mod deres fjender. Slottet selv var ved hertugdømmernes deling i 1482 kommen under den danske krone, og nogle år efter slaget ved hemmingsted købte Clemens v. d. Wisch det af kongen. Men nedenfor den faste Borg, der hvor de store egeskove begyndte, byggede en adelsmand, gørres Ratlov, sig en anden gård, købte jord og græsgange og drev stor handel med får og hornkvæg, som han fedede og flikkede sønderpå. Ratlovernes stamgods var ellers lentzahn, ovenfor neustadt i det holstenske, men det og futterkamp kom først senere i gørres eje, omtrent på samme tid, hans Broder Otto drog ind på arlevat i Husum amt, og vedkommer ikke denne historie. Ditmarskerne holdt ikke meget af fremmede. I en af deres mange fejder havde de jaget alle holstenske adelsmænd ud over grændsen og så dem sidenefter nødig komme ind i landet igen, selv for kortere tid; med gørres Ratlov gjorde de en undtagelse. Han var en jevn og ligefrem mand, som holdt af fred og godt naboskab og aldrig tog del i andres strid. Han kom hyppigt ind til Meldorf og drog næsten hver uge over syderhammen fra nordhasted op til Helde, hvor de holdt marked om løverdagen. Ved efterårstid rejste han også over i marsken for at købslå med bønderne, eller gård- og hnnsmændene, som ditmarskerne selv kaldte sig, oni deres korn og kvæg. På disse rejser var han altid tilhest, siden det ikke sømmede sig for en adelig herre at køre, uden når svaghed eller alderdom nødte ham dertil. Alle kendte den lille, fede og rødkindede mand, med en tyrepifk under armen og en fort hat, med en veirflagen, gammel fjer på hovedet. Han lo for et godt ord, nikkede og hilste på enhver og talte med ditmarskerne som med sine lige. I fejde og krigstid lukkede gørres sin pørt, drev kreaturerne ind fra Marken, og holdt sig hjemme, til der kom bedre dage, få red han ud og handlede på ny. Da ditmarskerne havde slået kong hans i det ulykkelige år 1500, droge de til tielenborg, stormede slottet og skvisede det, derefter gjorde de indfald i Holsten, plyndrede og brændte overalt. En morgenstund, i slutningen af fasten, gik en hob forbi Ratlovs gård; den var lukket, pælebroen draget op og porten stænget. De blæste i deres lange ko horn og forlangte, at broen skulle lades ned, ellers ville de brænde gården af. Efter denne opfordring kom gørres Ratlovs runde ansigt til syne oppe i et af glamhullerne. Han nikkede nok så fredsommeligt og hilste til alle sider, han kendte jo næsten hver mand i flokken. „ Ach lewe lut! “ råbte han, „ mat den dmvel er det, i tænker på? Wenn i plyndre min hus, hvor skal jeg så få penge fra til at betale jeres korn med? og wenn i stikke fyr på min stald, hvor skal jeg så sætte de høveder ind, jeg køber af jer? “ Dermed slog han lågen til, men lukkede ikke op. Ditmarflerue lo og sagde, manden havde ret, de droge deres vej igen, uden at gøre ham nogen skade. For dog ikke at komme tomhændede hjem, plyndrede de på tilbagevejen kirkebyen hademarschen, og stak ild på husene. Gørres Ratlov var gift med en fornem, adelig dame oppe fra Slesvig. Hun var ung og smuk, og der blev talt meget om hende på egnen. Hvor hun viste sig vakte hun altid opsigt, dels på grund af sin skønhed, men også fordi hun omgav sig med en pragt, som overgik alle andres. Fru merved førte et bevæget liv og red hyppigt om i besøg til de nærmeste godser, der kom også mange fremmede på gården, mindst for ridderens skyld, han var næsten altid ude på prangen, og når han kom hjem, gik han i Marken og lod blot til at bryde sig om sine kreaturer. Kun i en retning vidste folk, at mand og hustru mødtes, det var i kærlighed til deres eneste barn, en halvvoksen dreng, der bestandig holdt sig i moderens selskab, og som blev anset for at være sær og sygelig. Nogle mente, drengen manglede evne til at skønne og fatte, andre påstode, at onde Nine havde set på ham, og at han efter den tid led af ligfald, det forældrene omhyggeligt gjorde sig umage for at dølge. Ingen vidste rigtig besfed, men der var søgt mange råd for hans svaghed, uden at noget ville hjælpe. Gørres Ratlov havde en foged, der udgav sig for adelsmand og kom ind i landet som rytter i Jørgen slenzes følge. Han gik en dag op til herremanden og sagde, han vidste råd for den syge dreng. „ Herremand skal sætte en tvegreen af hassel ned på korsvejen ved fuldmåne og lade klejne Junker tre gange krybe derigennem. Den ene gang må han kalde på gudfader, den anden gang på guds søn, tredje gang på hellig jomfru Maria, så kommer han sig. “ Fru merved rystede på hovedet, men gørres mente, det var altid værd at prøve. Næste gang fuldmånen stod på himlen, star fogden en tveie, stillede den på korsvejen udenfor gården, og lod Junker Kay krybe ind igennem den. Fader og moder stod andægtige og ventede på det jertegn, himlen skulle gøre for deres skyld. Da kom der en gammel kone rokkende hen over vejen, hun var nede fra vilstermarsk, og standsede foran tveien, medens hun støttede sig til sin stok og lo ab hvad der skete. „ Der vil vist andet til end en hasselgreen, hvis det barn skal komme sig, “ sagde hun. „ Vil i nu forskylde mig med en ringe gave, få skal jeg lære jer det råd, som hverken forgift eller onde vine kan stå sig for. “ „ Hvad er det for et råd? “ spurgte gørres. „ Nådigherren skal slagte en hingst og svøbe sin drengs bare krop ind i dens blodige hud, mens den endnu er varm. Prøv det, så skal i se! — men huden af en hingst må det være. “ Konens middel var en hel del dyrere end det andet, derfor mente Ratlov, det var bedst, de tøvede lidt, og først så, hvordan det gik med tvegrenen. Da den ikke hjalp, bestemte de sig endelig for det sidste råd. Gørres havde kun en hingst på gården, det var hans yndlingsdyr, opdrættet af ham selv. Den fulgte ham siden, som en hund følger sin herre, han kunne slå den løs på Marken, og den gik efter ham, skridt for skridt, standsede når han stod stille, og veg ikke fra hans side. gørres trak den da ud af stalden og så den vende hovedet om i døren, som om den ville byde farvel til sit gamle hjem. Tårerne løb ned ad hans kinder, medens han gik ud af gården. Hingsten fulgte efter og gik og flikkede ham på ryggen. Da de kom ned i toften, lagde den sit hoved på hans skulder og så på ham med sine store, troskyldige dine. Dette niekast havde nær frelst dens liv, men så huskede gørres på sin syge søn, bøjede hingstens hoved og stak den med sin dolk bag tret. Det betroede han ingen anden til; men der var stikket bud efter en skøier eller natmand, som boede i en kæmpegrav ovenfor bargenhusen, han skulle tage huden af, hvilket ingen ærlig mand, mindst en adelig herre, turde befatte sig med. Midlet blev nøjagtigt prøvet efter den gamle kvindes ord. De svøbte Junker Kay ind i hingstens varme hud; men ikke heller det ville hjælpe. En dag red Fru merved og Kay ind til Meldorf, ledsaget af en væbnet knægt og en dreng i pagedragt. Det var nogle uger efter den store fest, da kirken blev indviet. Viben Peter var gået over til Reimer Grotes, fordi han havde lovet at følge hans datter Hanne i kirke. Han bar sin bedste dragt den dag, lange, vide skipperbuxer af stribet Manchester, udsyede nedentil og langs op ad siderne med en bort af højrøde bændler, en brun kofte med hvide puffer og en rad store sølvknapper på brystet. Om livet havde han et bredt læderbelte, hvortil der var lænket en lang dolk i en udgraveret sølvsfede. Sådan at bære et våben, var egentlig en forret, som kun tilhørte adelen og dens væbnede følge, men i Ditmarsken var der, som sagt, ingen adel, man gik som man ville. Et lovsted i landretten forbød dem dog at bære knive, som vare længere end en halv alen. På hovedet havde viben Peter en spids, grå filthat med en lang, opstående fjer i. Under denne hat kom et vældigt, lyst hår til syne, et smukt og frimodigt åsyn, med store, levende og frygtløse Oine. Hanne stod i Reimer Grotes forstue og ventede på ham. Hun gav ham bønnebogen at bære, indsvøbt i et hvidt tørklæde, hvorfra der stak en lille buxbomgreen ud. Så tog viben hende i hånden, og de to gik op til kirken. Hvad de talte om undervejs, fik ingen at vide, men Hanne nærmede sig efterhånden til ham, og gik og lyttede med nedslagne blik og røde kinder på det viden fortalte. Af og til hævede hun sine fromme og blide vine op til ham, som om hun ville forvisse sig om, at han også mente hvad han sagde, men sænkede dem straks igen, da hun mødte hans. Ved kirketrappen standsede viben og. Gav hende bønnebogen. „ Nu går du ind, “ sagde han, „ og jeg venter herude imedens; messen varer så længe, og jeg. Bliver altid søvnig, når jeg sidder stille. “ Hanne gik, da hun kom op til kirkedøren standsede hun, som om hun betænkte sig. Hun tog den lille buxbomkvist ud af bønnebogen og rakte viben den med nedslagne vine, derefter gik hun hurtig ind i kirken. Viben få efter hende, stak buxbomkvisten ind i sin kofte og vendte sig om mod nogle unge mennesker, som havde samlet sig foran kirkedøren og været vidner til hvad der skete. „ Hvad le i af? “ spurgte han, og „ hvorfor stimle i sammen om os? — i kan gøre løjer med mig, når jeg er alene, — det skal vi så nok komme ud af, men vove i at grine, når jeg går med Reimers Hanne, skal jeg bringe jeres fjæs til at græde. “ Du i “ „ Ja, det lader sig gøre, “ svarede viben hånligt, og stemte udfordrende begge sine hænder i siden, idet han trådte dem et skridt nærmere. Han så så stor og stærk og frygtløs ud i dette oieblik, at de andre trak sig tilbage. „ Du taler så, fordi du fører kniv i belte, “ Yttrede en. Viben lo. „ Bilde i jer da ind, jeg ville bruge kniv imod jer? “ „ Du mener ogfå, at alt er afgjort mellem dig og Hanne; du snakker med hende i bislaget, og det gør din lange Broder da også, du følger hende i kirke, og hun giver dig sin buxbomgreen, vi så det nok, men det kan hænde, der bliver ingenting af alligevel, det spåede min fader iaftes. “ „ Og jeg skal give din fader et godt råd, som ingen penge koster. Lad ham spinde Hamp og heglet blår, det duer han bedst til, siden han kalder sig rebslagere, men giver han sig af med at spå, kan det gå ham som zillie magens oppe ved klostret. “ „ Hvordan gik det zillie magens? “ „ De brændte ham på torvet i Heide. “ Der kom nogle af vibens venner til, de andre tav og fortsatte ikke striden. En af dem havde fanget en allikeunge oppe i kirketårnet og bandt den en snor om foden. „ Det er synd du gør, “ sagde viben. „ Lad mig se den allike. “ — drengen gav ham fuglen. „ Den vil jeg have. “ „ Det er min fugl, for jeg har fanget den, “ Yttrede den anden. „ Ja, “ men nu har jeg den, og det er mit hvad jeg har taget, når jeg blot forstår at holde fast derpå. “ Nede på gaden kom i det samme Fru merved og Junker Kay ridende med deres følge. Den unge frue ville op og besøge borgermesterens; men Kay havde lyst til at høre messen, han steg af sin hest og lod pagen holde den udenfor muren til kirkegården, som lå rundt om kirken. Junker Kay var dengang fjorten år gammel, mager og hulkindet, han havde lyse, fremstående dine, holdt sig foroverbøjet og gik usikkert og vaklende. Da han så viben med fugleungen i hånden, standsede han og sagde: „ Den fugl holder jeg ask kom med den, ellers tager jeg den fra dig. “ Viben så på ham med et spottende smil og trak på skuldren. „ Du må gå hjem i din ovnkrog min Jung! og spise en skæppe salt, før du magter det. “ Hans spot og de omkringståendes latter opirrede kap, han hævede sin ridepisk og slog viben over skuldren. Viben udstødte et skrig, slap fuglen og drog sin dolk, idet han for hen efter junkeren. „ Det er ret! “ råbte hoben omkring dem, „ det slag skal gælde hans liv. “ Men viben besindede sig pludseligt lige overfor Kaps blege og bange ansigt, han kastede kniven foran hans fødder, strakte armen bydende ud imod ham og sagde: „ Dig har Vorherre mærket. Du er fri, gå din vej. “ Da Kay hævede sin pisk til et nyt slag, sprang viben ind på ham, rev pisten fra ham og trådte på den, derpå greb han begge Kays arme og knugede dem sammen over hans bryst. Junkerens ansigt trak sig i dybe folder, han søgte at gøre sig fri fra det trofaste favntag, han gispede efter luft, og hans legeme skælvede som i krampe. Men viben slap ikke, han vedblev at holde begge hans arme sammenknugede, medens han sagde: „ Nu kunne jeg slå dig fordærvet, hvis jeg ville, men du skal være fri, når du lystrer straks og går din vej. “ Solen skinnede, stærene sang oppe i tårnet, inde fra kirken lød et Chor af unge stemmer, det var, som om solen trængte ind i den syge drengs hjerte, og sangen mildnede hans heftighed. „ Giv mig fuglen, “ sagde han ydmygt og bønligt, „ så skal jeg gå. Var jeg blot stor og stærk som du! “ råbte han og rynkede atter sine bryn, da viben slap ham, „ så skulle jeg taget den fra dig for længe siden, jeg skulle tvinge jer ned på jorden for min fod alle sammen. “ „ Men nu er du hverken stor eller stærk, og derfor skal du ikke række længer, end du kan nå, lad så den snak fare. “ I vibens røst, mest måske i hans kolde, overlegne ro, var der noget, der øvede en forunderlig magt over Kay, han sænkede sine dine, lukkede dem forsagt og anstrengt og vaklede frem og tilbage. Pludselig slog han armen om vibens Hals, skjulte sit ansigt ved hans bryst og brast i gråd. „ Du må ikke være vred, “ hviskedee han, „ jeg er så syg, så syg! “ „ Hvad ligner nu det, at græde, “ sagde viben dæmpet. „ En mand må tvinge sine tårer, at ingen seer dem, det har min fader sagt, og du stat være en mand. — de se på dig, — du ryster jo, ja, du er syg, støt dig til mig, så gå vi hen til drengen, som holder din hest. “ Han slog armen om Kays skulder, gav de andre et bydende tegn til at de skulle gå, så gav han junkeren hans pisk tilbage, og ledede ham hen over ligstene og grave, ud af kirkegården. „ Hvad hedder du? “ spurgte Kay undervejs. „ Jeg hedder viben Peter. “ „ Fuglen! Fuglen! “ mumlede Kay, „ vil du have en rhinsk gylden for den? Se der! “ „ Jeg vil dreje halsen om på den tossede fugl, men du får den ikke. Jeg har engang sagt det, derved bliver det. “ Kay lod sig føre som et lille barn, han ville have sagt noget, da viben hjalp ham op på hesten, men betænkte sig igen og red med sænket hoved bort fra kirkegården. Viben stak sin kniv i skeden og gik hen til døren for af vente på Hanne. „ Han slog dig alligevel med sin pisk, “ sagde en af de andre til ham. „ Den syge, ja! — tak du din gud, af det ikke var dig, der gjorde det, “ svarede viben. nogle dage efter drog et ryttertog gennem gaderne i Meldorf. Folk kom frem i dørene og få Fru Ratlov, klædt som altid, pragtfuld og glimrende, i fløjl og brogede farver. Dennegang var hun fulgt af tre væbnede tjenere, der alle bare hendes våben indfyet på brystet af deres livtrøier. De standfede udenfor Carsten Peters hus. En af tjenerne holdt merveds hest, en anden hjalp hende ned, derpå kastede hun sin ridekjole over armen og bankede med dørhammeren på Carstens gadedør. Nanne kom ud og lukkede op. Da hun så Fru merved smile og hilse, tørrede hun hurtig hænderne i sit forklæde, greb merveds hånd og nejede dybt, idet hun førte hende indenfor. Et hus. i Ditmarsken bestod dengang af en stor, fliselagt forstue, som kaldtes dilen. Herfra gik en dør ind til sommerstuen, en anden til vinterstuen. I den sidste var der et stort ildsted, foran hvilket der hang en lampe ned fra loftsbjælkerne. Under lampen stod et bord, og derom samledes fam

1871_AndersenMS_Viggo

M.S.

Viggo

Andersen

AndersenMS

Viggo

1871_AndersenMS_Viggo.pdf

Mads Smed

Andersen

dk

Viggo

En Fortælling fra Vestkysten af Jylland

n

gothic

Eibe

KB

pdftxt

nan

nan

O

Som bekendt er vestkysten af den jyske halvø bedækket af en langs med Vesterhavet løbende sandstrækning, de såkaldte klitter, hvilke strække sig mee ' r eller mindre, dog kun i det højeste en mil ind i landet. Klitterne bestå as flyvesand i form as bjærge, der enten ligge i grupper eller kæder, hvilke sidste som oftest løbe parallele med hverandre og og stå lodrette på kysten. Flyvesandet er en uvelkommen gave fra havet; i flodtiden er det nemlig skyllet op på kysten formedelst den stærke bølgegang, og i ebbetiden er det blevet tilbage og af de stærke vestenvinde ført ind over halvøen. Imidlertid har man dæmpet denne sandflugt ved hjælp af flere slags sandplanter som marehalm, klittetag og gråriis; disse planter næres af den fugtighed, sandet indeholder, og deres lange rødder tjene til at gøre det ellers så let bevægelige sand fast. Denne plantning står under offentligt tilsyn og hvert efterår forsynes de nøgne pletter med tag, som tilføres fra de bedre beplantede steder. Hvor klitterne nu befinde sig, have engang været store landsbyer; disse ' byer er imidlertid af flyvesandet drevne længere og længere ind i landet, efterladende deres frugtbare marter, søer og moser til frit spillerum for denne havets ville gave. Sandbjærgene afveksle med Dale eller sletter, hvilke i reglen ere bevoksede med lyng, græs og siv; disse sletter afgive græsning til klubbernes kreaturer, navnlig fårene, ligesom de også yde overflødighed af brændsel. Det er et smukt syn, når man fra en af sandbankerne en sommerdag seer ud over en sådan sandflette; den sparsomme vegetation af de smukke lyse lyngblomster, det blege græs og det grønne siv frembyde dog en afveksling, der fryder øjet. Her seer man de voksne kli ' tboer at arbejde med deres hø- og lyngleer, medens grupper af børn er i færd med at sanke blåbær, som på disse sletter vokse i stor mængde, og som de sælge til landboerne; her møder øjet en stor skare af forskellige fugle, som skrigende flyve frem og tilbage for at søge noget til føden for sig selv eller deres unger, som de udruge mellem lyngen; her er kortsagt et liv og en travlhed, som man ikke skulle tiltroe disse øde egne. Undertiden møder øjet også menneskelige boliger, hvilke fordetmeste ligge samlede i byer, i reglen opførte as træ og så nær ved havet som mulig, da deres indvånere hovedsagelig ernære sig af fiskeri. Vintertiden er den bedste tid før fiskeriet, thi på denne tid af året er fiskene federe og bedre end om sommeren, medens havet da er forholdsvis roligere på grund af de hyppigere østvinde. Fiskerne er sædvanlig flere med en båd. Om morgenen før daggry samles de på stranden ved deres båd, som de, efter at de have betragtet vind og vejr, flyde ned i vandet; derpå knæle de ved siden af den og bede til ham, der både på land og vand har deres liv i sin hånd, dernæst et rask tag i båden, og straks flyder den på det ville hav, denne store og våde grav, som gemmer så mange af deres slægtninge og venner i sin kolde favn, og som hvert øjeblik kan være rede til at lade dem dele skæbne med deres hedengangne. I sandhed! det er en møjsommelig og farlig Gjærning, hvortil disse klitboer er henviste. Havet er deres forrådskammer, og de fleste, som ved egen hjælp ville ernære sig selv og deres familier, må såvel i regn og slud som frost og kulde „ på havet “, når det bare er nogenlunde roligt. Når man derfor fra et af de store sandbjærge udenfor et fiskerleje seer ud over havfladen, kan man undertiden gennem seerøret tælle 10—20 både fulde af fiskere, som have travlt med enten at sætte deres kroge, som de meest have bedet hjemme fra, eller de er i færd med at drage dem op for i båden at indsamle den velsignelse, Vorherre har formået deres rige nabo til at give dem. En anden om end noget uvissere indtægtskilde, som beboerne på vesfkysfen have, er strandingerne. Som bekendt er Jyllands vestkyst et farligt sted for de søfarende, da der fra Skagen til blåvandshuk ikke findes en eneste god havn, medens der langs med kysten strække sig 3 parallele sandrevler, hvorimod bølgerne idelig brydes. Fra havstokken tiltager grunden, som væsenlig består af grus og sand, jævnt i dybde udefter; men denne jævne udgående skråning forstyrres af revlerne, hvilke er sandforhøininger på havets bund med dybt vand imellem. Den yderste af disse revler har omtrent en afstand af 400—450 favne fra havstokken, og vandstanden på denne er omtrent 18 fods dybde. Den mellemste revle, hvis vandstand kan antages at være 12 fods dybde, ligger 120—180 favne fra strandbredden. Den inderste har 4—6 fod vand og ligger tæt udenfor havstokken, undertiden løber den også helt sammen med denne. Udenfor revlerne har havet straks en dybde af 8 favne vand; herfra står i vestlige storme en voldsom brænding ind imod land, og bølgerne brydes uophørlig mod revlerne og kysten. Skønt sandet på revlerne er løst, er det dog for skibe, som af stormen kastes herind, hårdt af støde på, og for det meste knuses de i den stærke brænding. Det er i almindelighed på den mellemste revle, af skibene støde, da landet på den yderste er så dybt, af selv dybtgående skibe i de fleste tilfælde kunne gå over; derimod er det sjældent, af et skib kommer over den mellemste revle uden af sønderflåes. På grund af sådanne kystforhold har mangen sømand fundet sin grav i de vrede bølger, da kystboerne med deres små fiskerbåde, ikke er i stand til af kunne komme de skibbrudne til hjælp. De have ofte set sådanne ulykkelige fra det grundstødte skib eller fra master og vragstumper af samme bedende af strække hænderne ud mod land, det velsignede land, der var dem så nær, men som de dog aldrig skulle nå; de have hørt deres råb om hjælp, uden af være i stand til af kunne bibringe dem en sådan, men har måttet nøjedes med af være tavse tilskuere ved de frygtelige sørgespil. Imidlertid har regeringen givet kystboerne midler i hænde fil for det meste at kunne redde de skibbrudne, ved på vestkysten af Jylland ligesom også på Bornholm at anlægge redningsstationer med passende mellemrum og forsynede med de fil de skibbrudnes frelse nødvendige apparater. Disse bestå af et raketkasteapparat og en redningsbåd, der er indrettet således, at den ikke kan synke i vandet. Når et skib støder på en af revlerne, hentes så snart som mulig raketapparatet fra stationen; dette består af en buk, der på stranden under en passende vinkel stilles i læ af det strandede skib; dernæst tages en raket, i hvis hylsters to bøjler er indskudt en Stang, som er fastgjort fil enden af en smal Line på omtrent ' 500 M. Længde; denne raket lægges på bukken, antændes og fører linen ud over skibet; fil denne Line sastgjøres en 3 1/2 tommers tyk trosse, som skibsmandskabet haler ud fil sig og fastgør helst et sted oppe på masten, for at redningsstolen, som skal bevæge sig frem og tilbage på den, kan holde sig fri as bølgerne. Til denne trosse er henimod den udadgående ende fastgjort en anden, men som er kort, og til hvis fri ende er føjet en blok. Om denne blok bevæger sig en Line, hvis to ender besinde sig på stranden og der betjenes af det på land værende mandflab; endvidere er denne Line gjort fast til redningsstolen, som ved hjælp af en kovse om touget og ved hjælp af linen kan bevæge sig frem og tilbage over brændingen, idet en del af det betjenende mandskab på stranden ved at hale ind på trossen holder den så meget som mulig i en lige linie. Selve stolen er kun indrettet for en person ad gangen, og den består af ringe, der er forbundne på samme måde som hylderne i en reol; på den nederste ring er der anbragt et brædt, hvorpå den skibbrudne hviler, medens han med hænderne holder fast ved de trosser, hvori selve stolen hænger. da strandingerne på Jyllands vestkyst ske så tæt ind under land, vil det ses, at et sådant apparat, som det her beskrevne, er godt slikket til at frelse de skibbrudne; men det vil tillige ses, at, hvis de skibbrudnes antal er stort, vil det på denne måde tage temmelig lang tid at redde dem alle, eftersom redningsstolen kun kan betjene en mand ad gangen, og skibet ville i de fleste tilfælde sønderslåes, inden dets besætning er fuldkomment bjerget; endvidere ville raketapparaterne være ubrugbare, hvor kystforholdene forårsage strandinger så langt ude, af raketten ikke kan nå det grundstødte skib. For af afhjælpe dette savn og for så vidt mulig af skaffe de skibbrudne en sikker hjælp, har man ved de fleste stationer ved siden af raketapparaterne anskaffet redningsbåde, hvilke er indrettede således, af de ikke kunne synke i vandet, ligesom de på grund af deres stive bygning heller ikke have let ved af kæntre i den stærke søgang. Hvert enkelt af mandskabet, som betjene båden, er forsynet med et svømmebælte, medens båden udenpå er forsynet med stormliner, som mandstabef kan holde sig fast ved, hvis båden skulle kæntre. Når båden skal bruges, føres den fra stationen på en undervogn trukken af 4—6 heste, hen til strandingsstedet, og da færdselen, formedelst den løse grund på de fleste steder er besværlig, har man ved bådens bygning lagt an på af gøre den så let som mulig. Disse apparater, som nu i omtrent 20 år have viist sig så heldbringende ved strandingerne, opbevares i egne dertil anbragte skur i nærheden af havet. Bestemmelserne for, hvorledes selve apparaterne skulle være indrettede, hvorledes det mandskab, der betjener dem, skal være indøvet, samt før det vederlag, det skal have før arbejdet ved strandingerne, er alle sammen stadfæstede ved lov. Ved hver station er der ansat en stationstilsynsmand, der har af lede de årlige øvelser med apparaterne, ligesom han også årlig til overopsynet har af indgive beretninger angående apparaternes virksomhed. Vi sagde, af strandingerne vare en indtægtskilde før havboerne; delte er dog ikke således af forstå, af denne fortjeneste indvindes ved redningsapparaternes betjening, thi den godtgørelse, vedkommende få før deres så ofte livsfarlige arbejde, hvilket de til deres roes udføre med et mod og en selvopofrelse, der søge deres lige, er forholdsvis ringe, og det var af ønske, af disse arbejdere måtte erlægges med en betaling, der stod i et mere passende forhold til deres møjsomme og farefulde Gjærning. En bedre fortjeneste derimod erholdes ved af bjærge i land af skibsladningen, hvis denne ikke forinden går i havet, ligesom også ved af „ brække “ Skibet, når delte er erklæret før af være vrag. Ved sådanne tilfælde affalde også mange ting til havboerne, som de siden sælge med god fortjeneste til landbefolkningen. Vist er det, at de år, der have været mange strandinger, er der mere liv og velstand blandt havboerne, end når det modsatte er tilfældet. Med hensyn til dannelse og oplysning står befolkningen i fiskerlejerne ved vestkysten på de fleste steder en del tilbage for landboerne, hvad der er en naturlig følge af det ensomme liv, de føre inde mellem klitterne. Med deres gerning er de henviste til havet på de fleste steder, og de have i reglen kun liden omgang med landbefolkningen. Derimod medfører deres Gjærning et stærkt helbred og en kraftig og veludviklet legemsbygning, og de fleste af dem opnå en temmelig høj alder, hvorfor man på disse steder finder langt flere gamle folk end blandt landboerne. Imidlertid ville disses antal vel endnu være større, hvis ikke drikfældigheden havde sneget sig ind hermed sine ødelæggelser. At drikfældighed er en almindelig last blandt fiskerne, forklares let ved deres Gjærning på havet, hvor de som oftest må tåle megen kulde, som de i almindelighed søge at dæmpe ved stærke drikke. Af naturen er havboerne endvidere tilbøjelige til tyveri; det skal dog ikke forstås således, at de bryde ind og stjæle, hvadsomhelst de trænge til, men det er derimod ved havet, de udøve deres tyveri; det er nemlig sjældent, af de, når de på stranden se noget ilanddrevet gods, kunne bare sig for at tage det hjem og holde det hemmelig, idet de have den dårlige mening, af alt sådant tilhører den første den bedste; dette kalde de af „ bjærge “, og de have ondt ved af forstå, af enhver, der over denne gerning, er en tyv. Det var iblandt sådanne mennesker, af Viggo, hvis historie i det følgende skal fortælles, var fød og tilbragte de første ti år af sit liv. Midt i byen s— ved Vesterhavet ligger et hus, der adskiller sig fra de fleste andre bygninger i byen derved, af det er opført af brændte sten, har forholdsvis høje vinduer og hvidtkalkede vægge; men manden, som har ladet huset bygge, var imidlertid ingen indfødt Havbo, thi han var i sin tid kommen fra en af de nærmeste byer oppe i landet og havde faget bolig her som omgangsskolelærer for fiskerlejets børn. Hans fader ejede en god gård hjemme i hans fødeby, og da der ikke var andre børn end Jørgen og en søster, var det fra først af bestemmelsen, af Jørgen skulle have gården hjemme, medens søsteren var tillavet en arv på 100 rdlr., som faderen havde indestående i en gård ved siden af. Men da sønnen gik hen og fæstede sig en fattig tjenestepige til brud mod faderens villie, og da han ikke ville afsfåe hende for af gifte sig med en anden, som faderen havde udset til ham, blev denne så vred, af han tilskjødede datteren gården og gjorde sønnen arveløs, medens han lod ham forstå, af han ulydig og genstridig som han var, for eftertiden kunne skøtte sig selv, og af han ikke mere ville se ham for sine øjne. Udenfor Jørgens fødeby, men i samme sogn ligger gården t—. Den har i forrige tider været en stor herregård, og der har tilhørt den et areal af flere hundrede Tønder land, af hvilke nu næppe 70 Tønder ere tilbage som agerland; resten er overføget med sand eller bevokset med lyng. Flyvesandet er således skyld i, af gårdens ejer, hr. Povlsen, egentlig ikke er herremand, medens det dog har været så artigt af skåne netop så meget af hans ejendom, af han til nød kan kaldes proprietair og hans kone frue. Da vi imidlertid i det følgende af og til komme i berøring med denne familie, ville vi nævne hr. Povlsen for herremand, eftersom han selv holder meget af at blive kaldt således, og så kunne vi desuden med større grund kalde hans kone frue, hvilken benævnelse hun for enhver pris vil have. Hr. Povlsen er fød på gården og har fået den i arv efter sin fader. Han er en høj og svær bygget mand men med ligegyldige og intetsigende ansigtstræk, der vidne om, at han ikke er vant til at tage sig verden for nær. Sin gårds drift skænker han ikke synderlig opmærksomhed, og indtægterne indvindes meest ved salg af ildebrændsel, hvoraf heden og klitten afgive en stor mængde. Derimod har han større lyst til enten at sidde hjemme i sofaen og ryge sin pibe eller også at fare omkring i landet uden egentlig at have noget andet ærinde end at få tiden slået ihjel. Fruen, hvis navn forresten er Karen, og som er en bondedatter fra nabosognet, er omtrent et sidestykke til hendes mand; hun kan slet ikke lide at have nogen omgang med de udannede bønder, som hun, Fru Poulsen, i sine egne tanker er højt ophøjet over ikke alene ved sin stilling som borgfrue, men også ved sin overlegne åndsdannelse; imidlertid er det hendes mening, af det er alt andet end fornemt af udrette noget i sit hus, hvorfor hun enten sidder hjemme med hænderne i skødet eller også lader spænde for sin vogn for af køre hen og besøge præstens, de eneste, hun i reglen kan være bekendt af have nogen omgang med. Hendes fader var i sin tid sognefoged i nabosognet; han var en af de såkaldte kalkunske bønder, dertil havde han penge som græs, og da han kunne give sine børn en stor arv, havde herremanden kastet sine øjne på hende og giftet sig ikke med hende men med hendes penge. Hun havde født sin mand to døtre, som begge havde arvet både faderens dyder og moderens skønne egenskaber. Jørgens fader havde en gang tjent på herregården, det var under hr. Povlsens fader, og da han havde været særdeles dygtig og tro i sin tjeneste, havde han, også siden han var bleven gift og bosat, blevet ved af holde et slags forbindelse ved lige med herregården, og han havde nydt mange goder derfra, endog siden hr. Povlsen var kommen til styret. Da Jørgen nu var udjagen af fædrenehjemmet og ingen steder havde af være, rettede han sin gang mod herregården, for der foreløbig af finde et slags tilholdssted, indtil der kunne åbne sig en vej for ham, og han kunne komme ind i en selvstændig virksomhed. Jørgen var den gang i en alder af tyve år. Han var spinkel af legemsbygning men havde et tiltalende ydre og godhedsfulde ansigtstræk; derhos besad han en sjælden god forstand og var i stand til med lethed af kunne sætte sig ind i mange ting. Han havde meget gøde skolekundskaber, og efter sin konfirmation havde han udvidet disse ved læsning af gøde og nyttige bøger; især havde han ved egen hjælp drevet det temmelig vidt i regning og skrivning, hvilke fag han havde sær forkærlighed for, og til hvis indøvelse han anvendte en stor del af sine fritimer. Undertiden knnrrede faderen vel og mente, af han nok kunne tage sig noget nyttigere for, og de andre unge karle i byen spottede ham og spurgte, hvad gavn han havde af alt dette arbejde, da han jo dog hverken skulle være præst eller degn. Disse spottetaler afviste han imidlertid gerne med den bemærkning, af det var nyttigt for enhver mand, til hvilken gerning i livet, han endog var henvist, at have læst noget og at det vist både ville være godt og glædeligt, om bonden i almindelighed var i besiddelse af nok så gode kundskaber, end det nu var tilfældet. I hvert fald vidste han, at det dog altid var bedre at beskæftige sig med sådanne ting end at ligge og sove på bænkene eller at løbe omkring i byen, som så mange have for skik, enten for at føre sladder eller at drive et letfærdigt væsen. Imidlertid kom disse kundskaber ham nu især til gode, da han var udjagen fra sit hjem; thi da der i ovennævnte fiskerleje var trang fil en lærer, fik herremanden udvirket, at han efter at have bestået et slags eksamen hos sognepræsten blev ansat her som omgangsskolelærer. I førstningen så befolkningen noget skævt fil „ Landboen “, der, som de sagde, var dem påtvungen af præsten, men det varede ikke længe, inden såvel han som hans unge kone ved deres blide og ligefremme væsen blev alles yndlinger. Imidlertid voksede familien, og efter ti Års ægteskab havde Jørgens kone skænket ham syv børn. Da lærerlønnen kun var lille, var denne ikke tilstrækkelig fil såmanges underhold, hvorfor Jørgen ved siden af sin skolegjærning allerede i lang tid havde måttet tage sin tilflugt fil andet arbejde for af fortjene føden fil de mange munde. Han bandt således fiskergarn for fiskerne, roede også undertiden med dem ud af fiske, ved hvilke leilgheder han også fik sin andel af fangsten. Hans helbred havde imidlertid altid været svagt, og hvad der længe havde været af forudse, indtraf snart, han kastedes på sygelejel, og lægen opgav alt håb om hans liv. Det var ikke blot i familien, af dette voldte stor sorg; enhver, der kendte Jørgen, tog inderlig del i familiens sorg og havde ondt af, af den stræbsomme og venlige mand skulle så tidlig gå bort, og alle ville være hos ham og pleje ham fil det sidste. Lille Viggo var aldeles ikke fil af trøste; han kunne ikke afse fader et eneste øjeblik, han stod bestandig udenfor sengen med øjnene fæstede på den kære syge, medens han slet ikke kunne lade være af skænde på den slemme dokter, der ville tage livet af hans elskede fader med alt det, han kom med fil ham. En dag, som han stod ved faderens leje med dennes ene hånd i begge sine, sagde han: „ Det passer vist slet ikke, hvad dokteren siger, af du ikke kan blive rask mere; thi den kære gud, om hvem du har fortalt os så meget, og som er så god og kærlig imod os, kan ganske bestemt ikke nænne af gøre os den store sorg af tage dig bort fra os og fra moder. “ „ Kære barn! “ svarede faderen, „ Du ved jo nok, af guds veje ikke er vore veje, og af hans tanker ikke er vore tanker; hvad han gør, er altid vel gjort, og hans villie er altid den bedste, thi den er, af vi alle skulle komme til ham og blive salige. Men det forholder sig med os mennesker som med de små børn, vi ville helst råde os selv, vi ville gå efter vore egne tanker og følge vore egne veje, fordi vi synes, af de er de behageligste og letteste af gå på; derfor tager den kære gud undertiden lidt hårdt på os for af drage os bort fra det, der er os kærest her i verden, af vi med vort hele hjerte kunne være hos ham og ret fornemme, hvor god han er. Når han nu vil, af jeg skal forlade eder, så er det jo flet ikke for at gøre enten mig eller eder fortræd, men fordi det er således bedst for os alle sammen. Vi skulle derfor ikke sørge og klage men være glade ved, at han også er så nådig, at han vil lade sin villie ske med os, og vi sknlle takke ham meget derfor, selv når han bøjer os allerdybest, thi du ved jo nok, at vi sknlle sige ham, vor kære gud og fader, tak for alle ting i Vorherres Jesu navn, sige ham tak endog for det, der synes at gøre os allermeest ondt “. „ Ja, når du nu er gået op til Vorherre, kære fader! så får du det jo nok så godt hos ham, for du har altid været så rar og god, men så have vi jo ingen fader mere, og hvem skal så sørge for os og for moder og give os føde og klæder? “ „ Den kære gud skal selv sørge for eder; thi han kalder jo sig selv de faderløses fader og enkers forsørger; han vil aldrig lade dem lide nød, der ret kunne have tillid til ham. Han skal derfor, når i ikke have mig mere, sørge for eder alle sammen, når i blot blive ved med af holde allermeest af ham og bede flittig til ham. Nu må du ikke græde, kære Viggo, thi så gør du mig forknyt; jeg går jo hen til Vorherre og hen til ham skulle jo både du og dine små søskende og moder også en gang komme, når i blot ville blive ved af være gode venner med ham alle tider; hos ham skulle vi samles for aldrig mere af adskilles; og når jeg nu er død, så skal du hjælpe moder, alt hvad du kan, både med af arbejde og med af bede, og hver gang du seer, af hun er forknyt, fordi hun savner mig, så skal du minde hende om disse ord af den tålmodige job, som du jo holder så meget af: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet! “ Disse ord havde udtømt hans sidste kræfter, og han mærkede nu, af hans lidelser snart vare forbi. Han kaldte sin kone hen til sig, fæstede sine brustne blik på hende og sagde: „ Kære himmelske fader! antag du dig disse kære og vær min sjæl nådig for Jesu skyld! “ med disse ord bøjede han sit hoved ned mod sin kone og sov ind. Viggo græd og kaldte på den kære hensovede med de ømmeste navne for om mulig al kalde ham til live igen; men moderen greb den hånd, som Viggo havde sluppet, foldede sine hænder om denne, og medens tårerne randt ned over hendes kinder, sukkede hun: „ Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet! “ Ligesom lille Viggo bestandig stod ved sin faders dødsleje, således veg han nu næsten aldrig fra hans lig, men stod og betragtede den kære døde, ligesom om han ret ville indprænte sig de kære ansigtstræk for aldrig al glemme dem. „ Ja, kære fader! “ sagde han, „ Du havde ret, da du sagde, al når gud vil have os til al elske sig, så fører han os ind i sorg og nød; jeg synes aldrig, al jeg har holdt så meget af den kære gud som just nu, og jeg kan fornemme, al når han revser mig, gør han det ene af sin store kærlighed. Jeg har ikke rigtig kunnet forstå det før, men nu mærker jeg, “ al det er sandt, hvad der står i de smukke Vers, som du så lidt læste, mens du var syg; nu vil jeg synge dem før dig, og du vil vist glæde dig derover oppe i din dejlige himmel “ hos den kære gud. “ Og den lille dreng stod ved sin faders lig og sang: når modgangs tåge om mig ruger, og torne såre vil min fod, når trængslens kolde arm mig knuger og ængster mig til hjærterod, — da gjor det ondt, skønt godt jeg ved, det er guds faderkærlighed. Guds kærlighed, som vil mig drage op over verdens lave lyst, mig lære alt før at forsage for ret at smage nådens trøst og dele Jesu herlighed — det er guds faderkærlighed. Så lidt jeg døjer savn og møje, mig jorden brænder under fod, at himmeriges lyse høje jeg ret kan stræbe op imod. Hvor der er evig fryd og fred ved guds, min faders kærlighed. Ja, gud min eviggode fader, mit Skjold og megen store løn! Du aldrig dine børn forlader, men favner dem i lys og løn; tidt er dit favntag hårdt, dog ved jeg, det er idet kærlighed. Så før mig, som dig mon behage; lad torne såre foden her, det leder til, at jeg skal smage, hvor ejegod min fader er. Før mig hvorhen du vil, jeg ved, din vej er idet kærlighed. da Jørgens støv var stædet til hvile, og de første udbrud af sorgen havde lagt sig, begyndtes der at tænke på den hjælpeløse families fremtid. De to mindste børn beholdt moderen hos sig, medens de øvrige blev satte ud til slægtninge og venner. Jørgens fader, som for længe siden havde tilgivet sin søn, tog et af dennes børn, og da Viggo var så gammel, at han kunne begynde at arbejde for sin føde, tog herremanden ham og lovede at give ham føde og klæder mod, at han i den tid, han var fri for skolen, skulle vogte fårene i klitten. Ved denne tid var Viggo omtrent ti år, lille af alder og af et bly og undseeligt væsen. Dette barn var nu på en gang fra det stille fædrenehjem, hvor det af fromme forældre hidtil var opdraget i tugt og Herrens formaning, kastet ud i den verden, derer så fuld af synd og ondskab, og hvoraf der ikke findes mindst på sådanne steder, hvor der mellem herskab og tjenerskab er et svælgende dyb befæstet, idet tjenestefolkene, som det jo er skik eller rettere uskik, på større gårde er i deres fritid aldeles overladte til sig selv, medens herskabet forskandser sig indenfor lukkede døre og tilskoddede vinduer, ret som de frygtede, at deres helligdomme skulle besmittes ved „ Folkenes “ Nærværelse. Viggos ny hjem var et af de værste steder i denne henseende; thi som før er bemærkæt tog dets ejer sig ikke synderlig af folkene ved arbejdet og altså endnu mindre i deres ledige timer, i hvilke de vare aldeles uden opsigt, og som de kunne skatte og valte med efter eget behag. På grund heraf var herregården efterhånden bleven et valfarfssted for den udsvævende del af byens ungdom, og i dens folkestue kunne man blive vidne til den skammelige råhed, som desværre en stor del af vor ungdom er nedsunken i, idet nogle nemlig sagde der og svirede og spillede kort til langt ud på natten, medens andre enten førte løsagtig tale og sang utugtige viser eller bedrev uterlighed med kvinderne. Under sådanne forhold skulle det vise sig, om den gode plantning, som i hjemmet var nedlagt i vor lille vens sjæl, skulle visne og dø, eller om den trods uveiret, skulle udfolde sig rigere og skønnere og stå som et dejligt træ midt i ørkenen for med sin Duft af virke forædlende, på dem, som kom i dens nærhed. Det var ikke med moderens villie, af Viggo var kommen på dette sted; men nød bryder alle love. Det var hende nemlig umulig selv af opholde ham hjemme, og da der for øjeblikket ikke kunne åbne sig nogen anden plads for ham, gav hun skønt ugjærne efter for herremandens flere gange gentagne begæringer om af tage ham. Imidlertid havde hun et godt håb til Vorherre og troede, af han nok ville bevare hendes kære Viggo; og da han i enhver henseende var faderens udtrykte billede og ligesom denne i høj grad havde lyst til af læse, mente hun, af denne hans forkærlighed for bogen ville bidrage sit til af holde ham ubesmittet af det onde. I arbejdstiden var han sjælden sammen med tjenestefolkene, eftersom han da enten var i skolen eller med fårene i klitten. Når han vogtede fårene, læste han i de bøger af sin faders, som han havde medbragt hjemmefra, ligesom han også her læste sine lektier til skolen; i førstningen turde han ikke lade sig se med bøger i folkenes nærhed, da han var bange for, at de ville spotte ham derfor; men da vinteren kom, blev han nødt fil at læse om aftenen i folkestuen. At der blev gjort forsøg på at bibringe Viggo noget af det uvæsen, som øvedes blandt tjenestefolkene på herregården, følger af sig selv. Hertil var ingen bedre stikket end Jens røgter, en forfalden person mellem de fyrgetyve og halvtreds; han gik altid lurvet klædt, og hans blå næse vidnede noksom om, at han ikke svigtede et godt lag, hvor det kom an på at tømme brændevinsflasken, ligesom han også var den fremmeligste fil at bande og fil at snyde i kortspil. De fleste af gårdens folk havde han meer eller mindre bibragt disse skønne egenskaber; den eneste, hvorpå alle hans forsøg strandede, var Viggo, uagtet han opbød alle sine kræfter, navnlig for at lære ham at bande. „ Du bliver aldrig nogen Karl! “ sagde han en aften fil Viggo, medens de andre karle fniste, „ Du bliver aldrig nogen rigtig Karl, sålænge du hverken kan tage din dram eller sætte en ordenlig trumf på. “ „ Ja, men det er synd at bande, svarede Viggo undseelig. „ Jeg tror, satan plager dig, dreng! kalder du det synd af flide djævelen? “ „ Fader sagde altid, af Vorherre ikke kan lide den, der tager djævelens navn i sin mund. “ „ Vorherre! Ja, jeg tror nu hverken, af der er nogen gud eller djævel, og for resten mener jeg da ikke noget ondt med det, når jeg bander “, svarede røgteren, idet den spottende mine begyndte af forlade ham; » det er nu sådan en vane, jeg er kommen i med, og som jeg ikke tænker noget ved. “ „ Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med “, svarede Viggo, som nu var bleven mere frimodig; „ det er det samme, som jeg har læst i faders ny testamente, hvor der står, af af hjærtets overflødighed taler munden; og lige så vist som det er, af Vorherre er til, lige så vist er det også, hvad fader så ofte sagde, af ethvert menneske, i hvis hjærte han ikke får lov til af leve, kan aldrig blive rigtig lykkelig her på jorden, langt mindre salig, når han er død. “ „ Fandenselv kan ikke snakke med sådant noget pak! “ brummede røgteren; „ ja jeg ved nok, af din fader var hellig, og det lader til, af du slægter ham godt på med hensyn til hængehovedriet. Hvem i hede helvede mener af blive salig, når han er død, den mening lader jeg præsten beholde; min mening er, -af når jeg dør, går det mig som alle andre kreaturer; det er nu min religion. “ Med disse ord vendte han sig bort fra Viggo og begyndte af blande kortene, som lå på bordet. Imidlertid havde Viggo fået mere mod, og han var nu ikke længere bange for af sidde i folkestuen og læse sine lektier, ligesom han også, uagtet Jens røgters spot, af og til lod se en og anden af de bøger, som han havde fået efter sin fader; under ordskiftet med røgteren, havde han, uagtet denne beholdt det sidste ord, ligesom fået en fornemmelse af, af når sandhed og løgn gå i kamp med hinanden, har løgnen tabt; det var bleven ham bevidst, når en gør noget godt, behøver han ikke af skamme sig derved eller skjule sig dermed i krogene. Iøvrigt var der mange af gårdens folk, som begyndte af fatte godhed for den opvakte dreng, og flere af dem, som i begyndelsen havde moret sig kostelig, når røgteren gjorde nar ad ham, begyndte nu af tage ham i forsvar mod dennes drillerier, medens de efterhånden fik større lyst fil af høre ham læse og synge for dem om aftenen end fil af spille kort og svire med røgteren og andre, som kom i dette ærinde. Inden den halve vinter var fil ende, var al svireri og kortspil forsvundne af folkestuen for fortællinger og sange. Siden vi sidst omtalte herskabet, er det blevet forøget med en tredje datter ved navn Christine. Medens de to ældste, som før er fortalt, havde arvet alle forældrenes høje dyder, tegnede det fil, af Christine aldeles var bleven arveløs i denne henseende. Til gjengjæld var hun bleven i besiddelse af et åbent øje for alt, hvad der er stort og ædelt, og når dette naturlige gode hos hende kunne blive udviklet i en rigtig retning, ville det være af forudses, af hun kunne blive et tro billede på en ægte dannekvinde. Medens hendes ældre søstre mente, af det var langt under deres værdighed af omgås tjenestefolkene og have nogen fortrolighed med dem, var det Christines største fryd, når hun kunne være hos dem og se, hvorledes drengene tumlede med kalvene på vangen eller fårene i heden. Hun var derfor også tilsidesat af moderen og søstrene, der lods hende høre, at hun aldrig blev andet end en bondeklods. Men var hun udskudt af familien, var hun des mere yndet af folkene, især af Viggo; disse to kunne altid så godt sammen; deres alder var omtrent ens; deres sang gik i samme retning; de havde så meget tilfælleds, og Viggo forstod på den ham egne måde at anslå de strænge i den lille piges sjæl, der ret kunne finde genklang i hans egen. Disse to blev snart udadskillige. Hele timer i rad kunne man se dem gå sammen ved fårene i heden udenfor gården, medens Viggo sang sine viser for hende, fortalte hende sine historier, falede om sin kære fader og om sit hjem, om den store sandbanke udenfor huset, hvor han så mangen gang havde leget med sin søster, og hvor de havde bygget huse af sand, i hvilke han var mand og hun kone; og ved alle hans fortællinger strålede Christines øjne af fryd. En dag. som hun efter sædvane kom ud til

1879_Hansen_Vikingeblod

Holm

Vikingeblod

Hansen

HansenH

Vikingeblod

male

1879_Hansen_Vikingeblod.pdf

Johan Holm

Hansen

dk

Vikingeblod

En Nutidssaga

n

roman

Reitzel

KB

pdftxt

nan

. ??: på trods af undertitlen. SAGA

HISTORICAL

Endnu ung han kedes ved arneild og indesidden, ved de bløde hynder og gammelmands vanter. ( efter „ Hakonarkvida “ ). I. Søen blinkede i fagerdalen. Til begge sider spejlede sig de grønne Åse, og kun ude midtstrøms rullede lagarfljdt sine bølger fra vatnajøklen ud mod det åbne hav. Nede ved flodbredden kom en rytterhok frem. „ Stejngrim, vejen går langs floden! — helviti,x ) kan han ikke styre hingsten? “ Råbte én af flokken, da den, der egentlig var togets fører, pludselig forsvandt i det nærliggende birkekrat. „ Lad du pilten2 ) fare, Bonde! “ lo en anden, en student fra Reykjavik. „ Tager jeg ikke fejl, vil han nok hen at sige farvel til Ingeborg i skdgarkot3 ), inden han atter b helviti — helvede. 2 ) pilt — en ung mand. 3 i skdgarkot — skovhytte. rejser udenlands. Denne g-ang lader han sig næppe kysset franarre, hun nægtede ham sidst/4 „ Ikke troede jeg, at Stejngrim Viking havde nødig at trygle om Kys,"4 mente bonden, der tørst havde talt. „ Jeg har hørt sige, at der ikke findes en stulka x ) i Reykjavik, som ikke går og slesker for ham. Nå, du kender ham jo bedre, end jeg, og kunne gjærne fortælle os lidt om ham, medens vore øg puster og tager sig en slurk vand.44 „ Å ja, fortæl! “ lød det fra en anden. „ Fanden selv kan ikke blive klog på den Viking. Der er Tønder i ham. Jeg ville nødig nu være i Ingeborgs sted. “ Her sprang de alle af hestene og lejrede sig nede ved flodbredden, hvor studenten kort efter fortsatte: „ På fjældet der ude ved kysten ligger Stejngrim Jonssons barndomshjem. Moderen véd jeg ikke noget at sige om — hun døde nok, da den små kom til verden — men faderen, kan jeg fortælle jer, var lods. “ „ Lods? Å snak! “ rettede én af de øvrige. Ham. „ Flan var en hel Viking og skal nok have kapret vældigt under krigen med en- ’ ) stulka — en ung pige. gelskmanden. Des værre blev han til slutning nappet og måtte smukt spasere til avstralien nogle år “. „ Kan gerne være — det véd jeg ingen rede på, og Stejngrim næppe heller; han var jo kun ni år, da faderen omkom på søen. “ „ Nå, druknede han? “ „ Ja, han ville ud til et skib, der var i havsnød. Sønnen ventede ham forgæves i tre dage og gik så ud at søge ham. Det var lige i forsommeren, og den grønlandske is lå endnu i fjorden. En vældig blok spaltede ham snart båden som en Skive spat, så han med nød og næppe reddede livet på blokken. Han sad der i over et døgn uden alad eller drikke, indtil Sira Vigfus fra Mula tilfældig kom der forbi og ikke blot fik ham bjærget, men også tog ham med hjem til sin præstegård, hvor Stejngrim så siden blev. “ „ Det må have været en velgørende overgang at komme fra isblokken til badstuen med Sira vigfus’s ederdunssenge: enden var sagtens bleven kold på pilten, “ mente bonden. „ Det var dog nok præstedøtrene, som skønnede mest på æventyret, “ fortsatte b badstue — egentlig dagligstuen, der tillige er sove- værelse. fortælleren. „ Der var så godt som lutter kvinder på gården — hs. Velærværdighed skal nok have et åbent hjerte for det smukke køn — og mage til pilt havde pigebørnene endnu ikke set. De sloges alle om at trække de våde klæder af ham, lavede melsuppe til ham, og åbnede med deres småfingre øjenlågene på ham, når han sov, som om de slet ikke kunne blive klog på, hvad det var, der stadigt fængslede dem i de underlige havblå øjne, han har. „ Nå, Stejngrim blev, som sagt, hos den rige præst, uagtet fostermoderen, der endnu bor der oppe i lodshuset, ikke var glad ved at miste sin kæledægge og jævnlig gjorde forsøg på at få ham tilbage. Han og pigebørnene voksede hurtigt fra børneskoene, og nu blev der først liv på Mula. Om vinteren forkortede man tiden med læsning' af sagaer og kvad—pilten var allerede den gang selv rimsmed — og om sommeren gik arbejdet på tun’et1 ) og på fjældet med munter sang. Stejngrim slentrede hver morgen op på Toppen af Mula, hvorfra han kunne se et glimt af havet, der altid vinkede ham, og pigebørnene fulgté gerne hæsblæsende efter. Tit ' ) tun — en græsmark. kappedes de med ham om at nå først op, en idræt, der en enkelt gang lykkedes for „ Koblommen “, som Stejngrim kaldte den ældste af dem; men ved nedfarten blev de skønne derimod altid bagefter. Når plejebroderen nemlig var bleven ked af deres overhæng, slog han som oftest kolbøtte og løb på hænder og fødder ned ad fjældet, noget som pigebørnene, trods deres gentagne forsøg på at gøre ham det efter, dog ikke for alvor turde indlade sig på. „ En dag, da præsten kom hjem fra barselgilde, fik han øje på plejesønnen, der sad oppe på Mula og så’ til, medens de unge damer hver for sig dansede rundt om ham for at vise, hvilken sjælden ynde naturen havde undt dem. Stejngrim, der åd af et stykke frisk blodpølse, „ Koblommen “ lønligt havde stukket til ham, skulle afgøre, hvem der var den dejligste af dem, og den, der bar prisen, skulle have, jeg husker ikke, hvormange Kys. „ Hvordan er det mon fat med mig i dag “, mumlede præsten en kende omtåget: „ Er det mit gamle gudindviede Mula, jeg rider under, eller et hedensk Ida, hvor knægten der oppe sidder til doms over mine døtre? — Stejngrim! — tvi dig, liderlige fugl! Vil du komme ned! Er det takken, fordi jeg reddede dig fra dødens svælg, at bringe skam og skændsel over mine uskyldige pigebørn! “ Og han truede og slog ud med armene, så hesten forskrækket slog op og nær havde kastet hs. Velærværdighed af; men Stejngrim, der mente, at faderen øvede sig i en prædiken, lod sig ikke forstyrre derved. Han havde just sunket den sidste pølsestump, og, enten det var kræset eller „ Koblommen “ selv, der oplivede ham, strakte han pludselig armene ud, og gav den sidstnævnte skønne under de mest uskrømtede omfavnelser en hel regn af Kys. „ Efter dette optrin fandt den gode præst det rigtigst at skille „ Paris og gudinderne “ Ad, og sendte Stejngrim til præsteskolen i Reykjavik. Det er en selvfølge, at,paris* skulle være kirkehyrde. Teologien er jo det eneste, ungdommen opdrages til hos os. For at lægge sig efter lægevidenskab eller retspleje må man ned til København, og hvem vil sende sine børn til et sådant Sodoma og gomorra! Nej, vore forældre ramme os viseligt en pæl i kødet. Det er godt, at man i tide lærer at spege sig: er du først på præsteskolen, min søn, så er du på det tørre, sagde kællingen, hun skar hans ligskjorte. „ Så kom da vor ven i huset hos skolens rektor. Han gjorde sig naturligvis yndet overalt ved sit friske og djærve sindelag; men med rektor kunne han ikke spændes, dertil havde han selv et for nordisk og den anden for latinsk et hjerte. Rektor foredrog af iliaden, Stejngrim af eddaen eller af sine egne fædrelandske digte; ethvert menneske véd at fortælle om deres retoriske væddestrid ikke blot i hjemmet, men også uden for det, så ofte de mødtes. “ „ Jeg har hørt sige, at det skyldtes Jonssons fædrelandsdigte, at der ikke blev noget af udvandringen den gang “, sagde bonden. „ Det er underligt, at han selv alligevel forlod landet kort efter. “ „ Ikke så underligt endda, Bonde, “ lo studenten. „ Det var jo netop på den tid, han blev klog på det såkaldte slemme skab. “ „ Fåreskabet, mener du vel? “ „ Nej, min ven, jeg mener præsteskabet; — for resten kan jeg ved omtalen af det godt gå ud fra fåreskabet, vort andet store nationalonde. — ser du! Vor unge kandidat blev nemlig klog på, at ligesom fåret gennem næringsmidlerne optager et lille hæsligt snyltedyr, der forplanter sig i leveren og hjærnen af det, således gives der også visse teologiske får, som gennem deres åndelige næring tilegne sig en lignende modbydelig parasit, der ikke blot tærer på deres egen sundhed, men også på den herre Jesus med. “ „ Fy1. “ udbrød bonden og spyttede. „ Har jeg ikke nok hørt sige, at han har svigtet sin tro, ligesom endrid Skularson, hans gode ven. “ „ Men Skularson har jo dog fået præstekald. Hvorledes kan man forstå, at nogen kan give embede til en frafalden? “ spurgte én af tilhørerne. „ De tage det ikke så nøje med overbevisningen, disse ærværdige gamle får? — det gælder at redde stumperne, sagde graveren, han opsamlede de dødes ben. “ „ Og nu vil Stejngrim jo rejse igen. Hvad mon han vil til England efter? “ „ Efter lykken, tænker jeg. Han kan jo ligeså godt søge den der som et andet sted. Her hjemme er strømmen ham imod. Sine bøger kan han jo ikke få ud; og se om altinget tilstod ham blot det ringe bidrag, han søgte til udbredelsen af et nyt blad nærmest for bondestanden! Nej. Hvorfor skulle også bonden, der er trykket på alle måder, yderligere døje ondt af bogtrykkersværten. Hvad skal overhovedet oplysningen til? Lad kun folket blidelig sove ind mellem de gamle skindlapper, måske saga des snarere ynkes over det og lukker dets øje i dødskampen. “ Her tav studenten, og en sky gled over hans åsyn, medens fljdtet solblinkende rullede forbi under det nedhængende birkeløv. Han så’ ud over egnen med et trodsigt udtryk om læberne, som om han med magt ville holde tårerne tilbage, der syntes at ville bryde frem: grønne græsmarker mødte øjet rundt om, kun afbrudte hist og her af spredte gårde eller små kirker, hvis lave spir hævede sig under fjældskråningen som et venligt genmæle mod de fjærnere klippetinders sønderrevne skrift. Fljdtets bulder øgede egnens stilhed, og han kom til at tænke på sagnet om uhyret, der skulle leve i floden og vise sig nu og da for at varsle ondt. Det var, som om det et øjeblik havde vist ham sit skræmselshoved og spået undergang for det land og folk, der under sygnende slægtled trolig havde stridt for at vedligeholde de store fortids- minder. „ Den lede selv er nok på færde i fljotet i dag, som det skummer “, udbrød han med påtagen munterhed, i det han sprang op og‘ greb efter rejseflasken. „ Jeg tænker Stejngrim lod være at brydes med strømmen i dag, som han gjorde, den gang han reddede endrid Skularsons liv. Nu en hjærtestyrkning, og så i sadlen, at vi kan nå Sira Vigfus og hans dydsirede pigebørn inden aften. — hil dig vort land! “ „ Hil dig! “ lød det i kor. „ Hil! “ lød det længe igen frabjærgene. Efter at rytterflokken var forsvunden. Imidlertid red Stejngrim Jonsson frem mod en lille hytte, der lå ensomt mellem krattet og fjældet, og som almindelig kaldtes skdgarkot. Det unge digter- og præsteæmne syntes at være et par og tyve år. Han var lidt over islændernes middelhøjde, og sad på sin dampende, sorte hingst mere lig landnamamanden, der fo’r Marken over med ild, end en sejrvinder på åndslivets felt. Den ranke skikkelse, det halvtblottede bryst, de senefulde lægge, som ridehoserne vare gledne ned fra, og de stærke, næsten sammengroede bryn gave ham noget af en jættes udseende, noget, man ville have frygtet, hvis ikke den kraft og spændighed, der talte gennem hvert af hans ledemod, var bleven ligesom adlet af udtrykket i hans øjne og om hans mund. Selv hingsten syntes viljeløs at være påvirket af rytterens kraft, i det den hedtprustende fo’r frem mellem birkestammerne og slog jernhoven i stengrunden, så ilden sprang, og fjældvætterne vågnede tonende rundt om. Endelig nåde han ud af krattet, og der undslap ham et udbrud, som mindede stærkt om en ed. Oppe på stien i fjældtragten under den skinnende fos fik han pludselig øje på en ungdommelig kvindeskikkelse, der dansende nærmede sig hytten med en pose Mos på skuldren. Det var Ingeborg, hende, han søgte! Det kunne umuligt være nogen anden! Han standsede hingsten bag en nedrullet kæmpeblok og spejdede med en jægers blik efter det kommende unge vildt. Ingeborg nåde snart hytten og ilte hen mod indgangen efter at have kastet posens indhold ud på jorden. Døren var stænget! Moderen var gået til handelspladsen og havde taget nøglen med! Hun stod tvivlrådig et øjeblik, afførte sig da den varme strikkede trøje, slængede livbæltet med moskniven i bort fra sig, og gik hen til en sidearm af fjældvandet, der flød i nærheden. Stejngrim fulgte med øjnene enhver af hendes bevægelser. Han så’ hende drikke af barnehånden, så’ hende bade ansigtet og skuldrene og slynge håret i tykke fletninger, som nåde hende langt ned over bæltestedet. Da hun var færdig dermed, vendte hun tilbage til hytten med en frejdig Aline og kastede sig ned på alosset for at afvente moderens hjemkomst. Stejngrims kendskab til Ingeborg stammede fra en ferierejse, han havde gjort, inden han første gang fo’r udenlands. Ingeborg var den gang seksten år. Hendes fader, Guttorm Boye, var nylig død, og moderens og datterens eneste næringskilde var alosset, de sankede på fjældet. Familien på skogarkot havde ingen sinde været synderlig agtet. Guttorm, der i sin tid kaldtes „ den kloge Aland “, havde efter hans indskrænkede granders alening kunnet mere end sit fadervor og rimeligvis ladet kunsten at brygge sejd af fjældmosset gå i arv til hustruen. Der var ikke ret mange, som havde alod til at nærme sig skdgarkot uden i sygdomstilfælde, og selv da korsede man sig omhyggeligt, inden man trådte over tærskelen. Den eneste fremmede, der jævnligt sås i hytten, var Jon natfari, en rig, men ilde anset Bonde, der imellem stunder hentede Ingeborg til selskab for sin åndssvage søn og endelig ville gøre hende til sin svigerdatter. Det var under opsamlingen af mosset, at Stejngrim og Ingeborg mødtes første gang. Han red nede i dalbunden, ledsaget af en hvalfanger — en kaptajn dybdal, med hvem han kort efter skulle rejse til Danmark — og hun sad oppe på fjældskråningen og stoppede sin pose under skingrende sang. „ Hvad! “ bandede han og stirrede op efter hende. „ Er det ikke troldungen fra skdgarkot, som sidder og galdrer der oppe på fjældet? — Holla, stulka, kom hid! “ Ingeborg fo’r op og slap forskrækket posen, som langsomt rullede ned ad skråningen. „ Hvad vil du mig? “ spurgte hun, efter at han havde gentaget sit råb. „ Lønne dig for sangen “, svarede han med en hånlatter. „ Kom ynkelige, lille kræ, som er ' fostret med Mos! Kom her ned at smage honningen af en pilts Kys! “ Ingeborg satte hænderne i siden og stirrede målløs på ham. „ Nå, du vil, at jeg skal komme op til dig, “ råbte han og sprang af hesten, medens kaptejnen tyssede ad ham, og pigen forfærdet ilede op ad fjældet på de bare ben. „ Det er jo en skinbarlig heks, “ vedblev han og satte efter hende, indtil han atter vendte om og opgav ævret, da Ingeborg i flugten sendte en hel regn af Mos og fjældurter ned over ham. „ Tag dig i vare, hedenske tøs! “ truede han efter hende, idet han fjernede plantestøvet fra næseborene og nøs. „ Vil du ikke have noget for sangen, lover jeg dig, at du i det mindste skal få snusen betalt, når vi atter mødes “. Kort efter rejste Stejngrim til Danmark med kaptajn dybdal, men blev undervejs af stormen nødsaget til at gå i i.and på Norges kyst. Her gjorde han for første gang bekendtskab med sine norske frænder, der alle følte sig meget tiltalte af ham og førte ham til flere af vestlandets smukkeste egne. Stejngrim skønnede også så meget på nordmændene og det gjæstevenskab, der vistes ham overalt, at han lod dybdal ene sejle hjem til Danmark og gik med nogle studenter over kjolen ind i Sverrige for at gæste en rig svensk „ Bro’r “, han mødte undervejs. Det svenske levesæt huede den unge islænding endnu bedre end det norske, og' livet i Stokholm, hvorhen han også kom, syntes ham ligt et eventyr i et fepalads. Uheldigvis slap hans penge alt for tidligt op, og* da han ikke gad låne af vennerne, var der ikke andet for: han måtte rejse og tage til takke med den friplads, der ventede ham ved Københavns universitet. Men havde Stokholm været ham som et fepalads, forekom København ham i førstningen at være et helt slaraffenland. „ Toldbodvinhus “, „ Himmerige “, „ Helvede “ og mange andre steder, hvor hans bachantiske landsmænd trak ham hen, lod ham ingen ro til læsning; det var, som om jorden under ham bølgede i druesaft, og som om samlivet med de glade brødre slettede ethvert spor i hans minde af det teologiske uføre, han nylig havde vandret i. Han var i den første rus kun en fløj for de andres stemninger: vare de politisk uforsonlige mod regeringen, var han også på vej til at blive det; vare de broderligsindede, lovpriste han det danske folk; vare de rationelle, blev han strengt videnskabelig, og vare de religiøse, havde han „ egentlig ikke noget imod at omgås en teolog “. Værst var han naturligvis stillet, når meningerne vare delte, som det hændte en gang, da talen var om Jon Sigurdssons politik, og begge parterne sloges om ham uden for „ Himmerige “, ved hvilken lejlighed han mistede sit ene kjoleskød, der senere blev viet i „ Helvede “ som et sejrspant for de yderliggående, i det de kvad: når fra „ Himmeriges “ Sale Stejngrim stol ører uden hale, vil vi her ved dette „ Blot “ Kejse ham til helveds drot. Den gode Sira Vigfus syntes imidlertid, det varede noget længe, før sønnen vendte tilbage med, hvad præsten kaldte den højere teologiske grad. Han skrev derfor Stejngrim til og bad ham rørt at mindes fædrehjemmet, hvor „ Koblommen “ ret inderlig længtes efter ham, og hvor allerede så meget fedekvæg havde måttet strække Hals for hans skyld. Stejngrim følte sig alvorligt krænket ved dette brev og besluttede, at han ikke for eftertiden ville modtage nogen pengehjælp af faderen: „ Sig mig dog, hvorved jeg skal tjene brødet! “ spurgte han én af sine landsmænd, efter at han en tid ligefrem havde lidt nød. „ Du er jo skjald, op til kongen og gør dig fortjent ved et digt! “ lød svaret. Dette forslag, syntes Stejngrim, var ikke så ilde, og han gik én af de følgende dage op på slottet at søge Frederik den syvende, som han satte meget højt. „ Hvorhen? “ spurgte den vagthavende officer ham, da han i sine gabende transtøvler gik op ad marmortrapperne. „ Jeg er en islandsk skjald, der begærer foretræde, “ svarede han rolig og gik videre, indtil officeren indhentede ham og venligt bad ham komme igen dagen efter. Den følgende dag var der offentlig avdients både hos kongen og grevinden, og Stejngrim indfandt sig atter, denne gang iført sin luvslidte kjole, hvis navnkundige hale han.i den anledning havde fået syet til. Efter at have ventet tålmodig i to timer, erfarede han, at ingen flere fik adgang til kongen den dag, hvorimod han kunne komme ind hos grevinden, om han ønskede det. Ærgerlig gik han da ind og fik også tilladelse til at sige sit „ Kongekvad “ for hende, men gjorde det med en af forbitrelse så tordnende røst, at hendes nåde senere gennem officeren lod ham sige, at hverken kongen eller hun kunne for fremtiden modtage hans pris. Efter denne skuffelse var Stejngrim længe modfalden og nødlidende, indtil en ældre landsmand af ham uventet skaffede ham nogle at manuducere, hvorved han tjente brødet til henimod foråret, da længselen efter fædrelandet atter drev ham hjem. Men nu gjaldt det at udfinde, hvad forsynet egentlig' havde ment med ham, da det satte ham ind i verden. Skulle han være præst og samtidig skjald? Eller skulle han være videnskabsmand og politiker? Præst? — nej, dette var umuligt! Lovet være endrid Skularson, havde han i tide fået øjnene op for den usandhed, der klæbede ved hele præstevæsenet. Skularson havde tinget med ideen og taget embede; det skulle han dog ikke. Nej, aldrig i evighed ville han tage levebrød på den vis eller udbytte den sidste rest af trosguldet i sin sjæl til en vekslen med kirketienden; nej, før ville han gå ud at tale eller prædike på egen hånd. Det kunne også i enkelte øjeblikke forekomme ham, som om han virkelig følte kald til at gøre dette; men til andre tider, når den prøvende eftertanke kom til, smuttede overbevisningen bort, og han beholdt kun den digteriske kaldelse tilbage. Den digteriske! — ja, hvad kunne den nytte ham i et i.and, hvor der ingen ydre midler og ingen læsekreds var? — men han ville, han måtte skrive alligevel! Videnskaben og politiken vare gode nok; men det var næppe i dem, han hørte hjemme. Sysselsat med disse og lignende spørgsmål drev han om på landet eller på havet og skrev alenlange digte, fulde af lyrisk kraft. Men hans tanker fik ingen klarhed, og sindet ingen ro derved; det var meget mere, som- om forladthedens og hjemløshedens følelser stadigt udviklede sig derunder. Plejefaderen havde han kun flygtig gæstet, og så ofte han tænkte på at opsøge Skularson og forny venskabet med ham, blev han greben af en lønlig uvilje imod ham og flakkede så igen urolig om pa.a søen. Snart var han ude med fiskerbådene, snart på de fremmede skibe, og snart fulgte han med kaptajn dybdal på hvalfangst, en idræt, der særlig tiltalte ham: når han stod for ude i hvalbåden med sprænggranaten i hånden, når skuddet knaldede, og kæmpedyret blodigt såret løb linen ud, kløvende bølgerne som en mur, der truede med at styrte sammen over båden — da åndede han med fuld vellyst og glemte tit at kappe linen i tide, som det hændte en nat ved midnatsolens lys, da hvalen allerede havde. Trukket båden under bølgerne, og han svingende øksen dernede ramte sin egen hånd. Alen da så vinteren kom og umuliggjorde al færdsel både til lands og til vands; da intet Echo af de sange, han gennem bladene havde sendt folket, nåde til ham og holdt hans viljesliv vågent; da sneen dækkede husene og gjorde ikke blot natten, men selve dagen til en øde grav, hvor hans ærgerrige drømme forfulgte ham uden ophør — da trådte klarere end nogen sinde hans egen og fædrelandets forladte stilling frem for hans indre syn, og han flygtede mangen gang fra sit leje for trøstesløs at flakke om mellem strandklipperne under stormens og havets hyl. I sådanne nætter undfangede han tanken til mangt et værk, der skulle kaste hæder over hans fødeø; men det første, han fik færdigt, nægtede bogselskabet at udgive, hvilken krænkelse havde haft til følge, at han anden gang ville vende fædrelandet ryggen og rejse over til England som medhjælper hos en landsmand, der udgav et rationalistisk skrift. — da Stejngrim, der nu ville gøre et kort besøg på Mula for at sige plejefaderen farvel, nåde helt op til skovhytten, var Ingeborg falden i søvn. Han red tæt hen til hende og betragtede hende nøje, så nøje hans sindsuro og hans varme blod tillod ham det. Det var første gang, han så’ hende nær ved. — han bøjede sig blussende ned over hingsten og klappede den temmelig umotiveret. „ Skulle det virkelig være den lille djævleunge, der kastede mig snus i næsen for to år siden? “ mumlede han og stirrede atter underlig sky ned mod lejet, hvor pigen lå i det friske fjældgræs som en moshyllet rosenknop...det er i grunden nogle mærkelige væsener, disse kvinder. Jeg kan ikke forstå, hvad det er for et herredømme, de lønligt udøve" over mig. Det er, som om jeg både drages til dem og må fly dem, som om jeg ikke ret tør — å, snak! Det er vel ikke for at gøre mig selv latterlig, at jeg er kommen her hen. — vågn op stulka! “ Råbte han og huggede ubarmhjærtigt sporerne i hingsten. „ Vågn, op, siger jeg, livis du ikke vil have, at min „ Svarta “ skal stille sin hunger på dit græs! “ Ederfuglen på sit dunleje ville næppe bleven mere skræmmet ved synet af jægeren, end Ingeborg blev, da hun slog øjnene op og mødte den unge mands udfordrende blik. Mere bønligt kunne fuglens øje ikke have bedet om fred end hendes, der efter bruddet med søvnen strålede ham i møde med et underlig huldreagtigt skær. Hun rejste sig uvilkårligt halvt op og samlede linet over brystet, medens hele hendes legeme rystede så stærkt, at mosset blev ligesom levende derved. „ Du er nok ene? — din kyndige mor er nok ikke hjemme? “ begyndte han lidt efter med en påtagen sikkerhed. „ Så meget des bedre. Vi to har jo et lille mellemværende at opgøre med hinanden. Rejs dig, og kom at få kysset, du véd nok! Jeg gider ikke længere være i din gæld. “ „ Å, vær god og drag bort igen! “ bad hun med et barnligt, hjælpeløst udtryk...tilgiv mig, hvis jeg den gang gjorde dig imod! “ „ Nå, så du kender mig dog “, lo han kry. „ Du har måske endogså længtes efter mig? Tilstå du det kun! og giv dig tilfreds, min lille høne! Jeg får vel at stå af sadlen og slå mig lidt til ro hos dig. “ Her huggede han atter sporene i hingsten, der hindrede ham i at stå af; men i det samme han vendte ryggen til hende, sprang Ingeborg instinktmæssigt op fra sit leje og ilede forbi hytten op ad fjældskråningen, som en skræmmet stenged. Rytteren udstødte en ed og satte efter hende. „ Snedige trold, det skal ikke lykkes dig at undfly mig denne gang, om jeg så skal brække dyrets Hals “, råbte han opbragt og fo’r hen ad klippestykkerne på den fnysende hingst. Ingeborg hørte ikke. Hun fortsatte løbet med fortvivlet mod. Nogle hundrede alen borte foran hende var et dybt fjældskår, fra hvis afgrund fossens bulder allerede hørtes. Hun måtte over kløften — det koste hvad det ville. „ Bild dig ikke ind, at du kan løbe fra mig! Du har ingen muskler i benene, du! “ Råbte han yderligere ophidset ved følelsen af det nedværdigende, der var i hans færd. „ Ha, ha, ha! Hun tror, jeg vil stå af hesten for hendes skyld! — jo vist! — nej, den kvinde, Stejngrim Viking skal ulejlige sig for, må have spist andet end fjældgræs og have smagt lidt af suttungs mjød. — så, nu er hun ved skåret! — du springer ikke over, det sætter jeg mit liv på. Du har nok glemt din mo’ers kosteskaft. “ I åbenbar strid med sine egne ord sprang han pludselig af hesten som ved en opblussende naturdrift og fo’r gennem det lave fjældkrat, hvis grene sloge ham om benene som snærtende ris. Ingeborg var ganske nær ved fjældskåret. Det var foroven mere end to favne bredt og sænkede sig brat mod fossen med fremstående klippestykker og løst grus. Hun havde ikke tidligere vovet springet over det; men nu måtte det gøres. Den unge mand var lige i hælene på hende. Hvad om han nåde hende i-1 hun kastede svimlende blikket ud over dalen. Men der var intet menneske at se; ingen kunne komme hende til hjælp. Hun troede alt at mærke sin forfølgers hede ånde slå imod hendes nakke; da samlede hun sine sidste kræfter, vovede springet — og sank blødende, men frelst til jorden på den anden side skåret. Men nu Stejngrim. — den unge fribytter var åbenbart ikke nøje kendt med stedet; thi han fo’r som blind lige hen til den yderste rand af skåret og forsvandt pludselige under springet over det, i den åbne kløft. Ingeborg skreg og stirrede ned efter ham. Sprællende med arme og ben gled han ustandselig ned ad skrænten mod elven, medens en regn af jordklumper og grus truede med at begrave ham. Endelig standsede han der nede på skårets bund med et ungdommeligovergiventsejrsråb og sprang dansende hen over stenene. Underligt sløret af fossens stænk strakte han som en havmand armene op imod Ingeborg og tilkastede hende et gjensy nskys — da turde hun ikke tøve længere, men sprang hurtig op og forsvandt i krattet hinsides kløften. Det var nogle timer senere. Solen nærmede sig allerede klippetinderne, og mellembjærgenes lette omrids svandt efterhånden i et hemmelighedsfuldt tågeslør. Hist og her kastede en drivende sky sin fantastiske skygge over de endnu solbelyste fjældrygge, ellers var alt ensformigt, stillestående og tyst. Fossens fjerne bulder, den dæmpede eyd af fårehjordens klokker og en enlig græshoppes sang vare de eneste ytringer at liv, der nåde Ingeborgs øre, der hvor hun sad skjult i krattet og græd. Hun lignede ikke længere sig selv. Ingen ville have sagt, at det lille sammenkrøbne, hulkende væsen, der sad og dækkede sig med sit lange opløste hår, var den samme, der nylig kom dansende ad fjældstien. Der var kommet noget fremmed og menneskefjendsk i hendes åsyn; tårerne fløde uden ophør over hendes kinder, som under øjnene havde et par mørke halvringe omtrent af samme farve, som de små modermærker, der vare synlige på hendes Hals og bryst, og fødderne blødte endnu af de rifter, klippestykkerne nylig havde tilføjet dem under flugten; men hun brød sig ikke derom, hun'vovede ikke en gang at stikke dem frem fra skørtet, der dækkede dem, og som tillige med den øvrige sparsomme klædedragt tydeligt nok viste, at der var fattigdom i hendes hjem. „ Hvad skal jeg dog gribe til? “ sukkede hun modløs. „ Jeg tør ikke rejse mig og se ud; han kunne mulig spejde efter mig. Jeg tør slet ikke gå hjem i aften. Liste mig hen til Jon natfari, som bor tæt herved, tør jeg heller ikke, jeg er desuden også angest for hans hæslige, syge søn — jeg er angest for alle mennesker nu — o, gid jeg turde kaste mig i fossen! “ Og hun hulkede igen. „ Hvor kunne han nænne at håne mig så grusomt? — hvad har jeg gjort ham og alle de andre, at de kalder mig trold? Kan jeg gøre ved, at jeg er pjaltet og styg? — o, hvis han vidste, hvor meget og hvor godt jeg har tænkt om ham, siden jeg så’ ham første gang, så ville han ikke foragte mig eller jage efter mig, som om jeg var et dyr! “ Og der fulgte atter en lang tid, i hvilken der ikke hørtes andet end fårehj ordens klokker, fossens bulder og græshoppens sang blandet med den unge piges gråd. Endnu turde hun ikke gå hjem. Det nyttede ikke, hun gentog for sig selv, at moderen for længst var vendt tilbage fra handelspladsen og rimeligvis var urolig over hendes udeblivelse, eller at myrerne, der travle fo’r frem og tilbage i gruset ved hendes fødder, mindede hende om arbejdet, som ventede hjemme; hun blev siddende i den samme stilling med hænderne under hovedet og stirrede tankefuldt frem foran sig. „ Om han dog holdt af mig? — om han dog alligevel var god? “ trøstede hun sig lidt og tørrede omsider tårerne af øjet. „ Hvor kæk, hvor stolt og sejrrig han dog så’ ud. Hvor underligt jeg dog blev til mode, da han fra hesten stirrede ned på mig. Det var, som om hans store, blå øjne droge mig til sig — som om jeg skulle flyve ham i møde, og dog ønskede jeg, at græsset ville dække mig. — ja, gid det ville dække mig for stedse! Jeg bryder mig slet ikke mere om livet — eller om ham, siden han hånede mig så dybt — jeg bryder mig ikke længere om hans Kys — jeg vil aldrig tiere drømme om ham — drømme at jeg sidder i sadlen hos ham og hviler ved hans bryst. — gid jorden dækkede mig! Ak! Ak! “ Og fårehjorden søgte hjem. og græshoppen gik til ro; men endnu længe blandedes fossesangen med Ingeborgs gråd. Først hen imod midnat, da solen var gået helt ned, hinkede hun hen til fjældtrakten for at bade sine blodige fødder i fossen. Som hun stod der, og så’ vandet falde dybt ned over den udhulede klippevæg, kom hun i tanker om, at hun som barn tit havde trængt sig frem langs den våde væg og ind under selve vandfaldet. Der kunne hun muligt finde et fristed. Hun slæbte sig med møje hen 'til stedet og sank udmattet ned på en mosgroet sten. Men selv her ved naturens eget bryst havde hendes sind ondt ved at finde ro. Det forekom hende stadig, som så’ hun Stejngrim nede i kløften lig en havmand stige frem af fossens dampe og hæve armene mod hende. Det var, som om hun måtte kaste sig der ned i hans favn; men endelig faldt dog hendes legeme tungt tilbage mod klippevæggen, og den bange sjæl gled umærkeligt over i drømmen, medens vandfaldet skjulte hende for omverdenen med sit rullende slør. Da Stejngrim nåde op af kløften, var ikke blot Ingeborg forsvunden, men hingsten med. Han steg højt op ad fjældet, uden at det lykkedes ham at få øje på den; først da han nåde helt op på Toppen, hvorfra man havde en vid udsigt over havet og kystbjærgene, så’ han dyret langt borte på vejen, der førte ned til handelspladsen i retning ad hans barndomshjem. Han satte sig ned på en Varde og vred vandet af sine klæder, så godt det lod sig gøre. Hans blod var kølnet, og det ungdommelige, friske åsyn havde genvundet noget af det sejrs- eller renhedsskær, Ingeborgs øje straks havde opdaget, og som hun med barnlig troskyldighed satte sin lid til. „ Den lille græshoppe! “ mumlede han leende, „ hende skylder jeg da, at jeg blev våd, og at jeg er kommen så langt bort fra mine rejsefæller. Hvorfor indlod jeg mig også med hende? Hvad ville jeg overhovedet ved den forheksede Rønne? Jeg har vel ikke nødig at tage noget hensyn til, hvad der hændte for to år siden. — å, jeg vil slet ikke tænke på hende. “ Her rettede han sig stolt i sædet og så’ ud over kystfjældene* og havet, hvis friske, køle vind velgørende slog ham i aløde. „ Min hjemstavn! “ gentog han nogle gange med en inderlighed, som om ingen anden følelse end fædrelandskærligheden rørte sig i ham. Og således var det til dels også. Ingeborg og æventyret med hende der nede i dalstrøget var nu allerede glemt. Det lille luftige og fintfølende væsen fra skovhytten var svundet i hans bevidsthed lige så pludselig, som hun var dukket frem i den, da han uventet så’ hytten, medens jj___ han fo’r frem i spidsen af rytterflokken. Hun havde fængslet ham flygtigt, som et eller andet sjældent insekt ville have fængslet ham, om han havde mødt det på sin vej; nu da både hun og hendes omgivelser vare ude af hans synskreds, var hun ikke længere i stand til at påvirke hans sanselige natur, der for øjeblikket var greben af noget helt andet. „ Min hjemstavn! “ vedblev han tankefuld og med stigende ærefrygt. „ Du har klædt dig i dæmringens højtidsskrud til vor afsked og sat en krone af solguld om din tinding. — hvor du er høj og prud! — som sa

1880_SommerO_VilHanVinde

Otto

Vil Han Vinde

Sommer

SommerO

Vil Han Vinde

male

1880_SommerO_VilHanVinde.pdf

Otto

Sommer

dk

Vil han vinde?

Novelle

n

gothic

A. Behrend

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Balaftenen. Hele salen er fuld af gæster. Damerne i lange, kostbart besatte slæb kæler, herrerne i sort, med fine glacéhandsker. Konversationen er livlig. Men der, til højre, under den store blomsterpyramide, er en gruppe, vi især ville betragte. Det er, som man så ofte seer det, en ung, henrivende kvindeskikkelse, omgiven af beundrende herrer, unge lapse, hvis næsvished er så indgroet med deres hele væsen, af man slet ikke lægger mærke til den, helte, som kun er til for det samme og som stadig holde sig til de mest glimrende, de mest feterede. Den lille guddommelige uddeler smil til alle sider. Hendes konversation er livlig og ikke fri for koketteri. En blussende glød hviler for øjeblikket på den fine kind og et lyn ses af og til i øjet. hun seer ud som en, der vil more sig, ja, man kan også kun sige af hun vil, thi den forcerede munterhed gemmer et harmfuldt bankende hjerte. — har frøkenen set, af forvalter brun har trøstet sig over af de nægtede ham en Dands; se hvor han svinger deres kusine, Fru Linns. Hun er forresten henrivende smuk, den lille frue! Frøken Elise rosen lo sarkastisk og vendte hovedet bort. — o, hvilken formastelighed af den indbildste fyr, læspede en dunhaget kammerjunker, at bede vort Vals yndigste rose ofre sig for den... den... den... Ja, undskyld, jeg kan ikke udtrykke mig så... Pyh!... som jeg... Og her lod ' den gode kammerjunker det fint duftende lommetørklæde glide hen over sit ansigt — mildest talt... Hele gruppen begyndte at le. Men her afbrødes man, idet en hvi, elegant herre bad om plads for sin dame. Herrerne havde nemlig posteret sig ved indgangen til et af de mange små kabinetter, da frøken rosen netop sad her. De gjorde plads og Herren fulgte sin dame derind og forlod hende her med et dybt buk. Stolt og med et ironisk smil gik han atter forbi gruppen uden tilsyneladende at lægge mærke til nogen. — hvad går der af forvalteren, er han forrykt, siden han ikke hilser? udbrød den unge kammerjunker indigneret. — å, hvem lægger vel mærke dertil, svarede Elise med hån. Hans opdragelse undskylder ham desuden. Den pågældende var ikke langt nok borte til at han ikke kunne høre hvad der sagdes, og hvem ved, om ikke man var hpirpstet med villie. Den elegante unge mand, som så så umådeligt ned på dem, som flet ikke lod sig imponere af dem fordi han stod under dem i social henseende, var dem en bitter torn i øjet, især da alle damer forgudede ham. Forvalter brun vendte sig bort, men ikke hurtig nok til at undgå, at Elise rosen så et smerteligt træk fare hen over hans ansigt. Hun ville have frydet sig over den smerte, hun tilføjede ham; men, o ve! var det ikke som om den kval faldt tilbage på hende selv, eller hvorledes skulle hun forklare sig den dybe anger, hun følte. Hun var vred på sig selv, utilfreds med alt og i hpi grad utilpas. — å, hr. Kammerjunker, giv mig deres arm, jeg er meget træt. Jeg kan se mama derhenne hos deres tante. — gerne, min frøken! Og med et triumferende blik på den hele klynge herrer, bpiede den unge mand sig så intimt som muligt over den unge skønhed og bød armen frem. Hun rejste sig, hilste med et huldrigt smil og gik bort med sin kavaler. Andet kapitel. I kabinettet. — bedste frue, ytrede forvalter brun, idet han greb Fru linnss håndde ved, at kaptajnen er skinsyg på dem, hvorfor piner de ham da så meget? De må indrømme, at deres tilsyneladende interesse for mig særlig skriver sig fra attråen efter at opirre ham. Ja, frue, jeg taler ærligt til dem, de seer, at de er gjennemfluet. Den dame, hvem disse ord blev henvendte til, var en ung kaptainfrue af uforlignelig skjpnhed. Hun var mørk som et sydens barn, heftig og ildfuld som dette, med lange sorte lokker og et blik, der kunne få selv den roligstes hjerte til at banke. Hun sad skødesløst tilbagelænet i kanapeen, over hvilken forvalteren stod bøjet. — hvem siger, at jeg føler interesse for dem, Herr løjtnant?... Deres umådelige forfængelighed vildleder dem. Hun sad med nedslagne øjne og legede med viften, således at den fuldendt velformede arm der kappedes med det brusende atlask i hvidhed fremtrådte i hele sin skønhed. — nu kan jeg høre, at hjertet ikke følger med læberne, svarede han hurtig. De ved, frue, at jeg ikke er det. — men lad ikke dette fortrolige ' øjeblik gå ubenyttet bort!... Se, kaptajnen har ikke sine øjne fra dette kabinet; han ved, at de er her med mig; pin ham nu ikke længer! — 0, tåbelige menneske, man kan mærke at de aldrig har elsket! udbrød hun heftigt. Seer de da ikke, at han kun har øje for Elise. — se, se, vedblev hun med grådkvalt stemme, se blot, hvor han betragter hende! Og de vil påstå... O gud, o gud!... Bøj deres hoved ned til mig, jeg vil hviske dem noget. hun lagde med inde sin hånd på hans arm og så med de strålende øjne op til ham. — ah, endelig, han bemærker os! hviskedee hun lavt, og idet hun ligesom fulgte sin egen tankegang, lod hun det smukke hoved falde tilbage således, at det kom til at hvile på forvalterens arm. — nej, frue, ved gud, dette er for uværdigt; jeg vil ikke spille denne komedie med. Følg mit råd og viis ham deres sande jeg; tro mig, han vil være alt for lykkelig, når han ved, at han ejer deres kærlighed. Hun lo en hånlig, bitter latter. — o, de taler mod deres egen overbevisning, Herr leutnant; de ved, at han tog mig for min formues skyld. Kaptajn Linns var ruineret; han fik mit ja, uden at jeg nogensinde havde set ham; den sekstenårige pige følte sig smigret ved at nogen interesserede sig for hende. Jeg kom lige fra bprnestuen og drømte noget eventyrlig noget om, at han havde svunget sig op over vor havemur, havde set mig, forelflet sig i mig og mulig ville dø, dersom jeg ikke bsnhsrte ham. Sådan blev jeg gift, efter at jeg havde set min tilkommende tre gange og det kun flygtigt. En smertelig skælven gik hen over hendes ansigt og hun knugede de fine hænder fast sammen. efter en lille pause ytrede brun: — kaptajnen er en smuk mand! Hun gjorde en utålmodig bevægelse. Brun lo og tog plads på en stol i nærheden af hende. — tror de nu ikke, bedste frue, at den hele misforståelse mellem ægtefolk kommer af den store fordringsfuldhed, hvormed de fleste unge piger indtræde i ægtestanden; de ville nyde, intet yde, de se kun i manden den, hvorved det bliver dem muligt at fyre et friere liv^ han er den, der giver dem betydning i verdens øjne, et eget glimrende hjem, fester og æresbevisninger i mængde, og så forlange de en opofrende kærlighed af manden og alle deres ønskers opfyldelse, eller man er berettiget til at gøre hjemmet til et helvede og anse manden for den værste af alle bødler. Hvor mange tror de, siger jeg, træder over tærskelen til det nye hjem med den tanke: jeg vil gøre alt med ham og for ham. Intet på jorden, af hvad Art det end er, skal flille mig fra ham eller formindske min kærlighed til ham. Jeg vil ømt pleje ham i sygdom, fløtte ham i ulykke, stå trofast ved hans side, når man forhåner ham, selv om det er med rette; hans liv er mit liv, hvad der falder på ham, enten det er foragt eller velvilje, det halve tilkommer mig. — de er for romantisk, min kære løjtnant; en sådan kvinde sindes ikke; vi er skabte som mennesker, ikke som engle. Engang, når de er bleven forelsiet, vil jeg minde dem om disse ord; jeg vil da more mig over hvor nedstemt deres tone vil være. — og jeg, tilføjede loifnant brun, vil sværge dem til, min frue, at jeg aldrig vil elske eller nogensinde givte mig, uden at en sådan kvinde findes. Man havde ikke lagt mærke til, at kaptajn Linns og frøken rosen ivrig samtalende var gået forbi kabinettet. Da de hørte stemmer, standsede de begge instinktmæssig. Lad os betragte disse to, som de stå der, med spænding i blik og mine. Kaptainen er en statelig herre, hen ved fyrretyve år; han er høj og rank, med militærisk anstand og med finhed i alle manerer; hans stolte, brede pande seer ud til kun at huse ædle tanker og det klare, noget barske blik modsiger den ikke; der er en frejdighed og åbenhed over hele hans væsen, som tiltaler enhver, han kommer i berøring med. en merk skygge har dog for øjeblikket lejret sig over panden, et bittert træk om munden gør det smil, han sender Elise, usandt. Hun seer næppe på sin kavaler; hendes øjne og øren er inde der i kabinettet. Som hun står der er hun henrivende dejlig. En fin rødme har udbredt sig over kinden; de pragtfulde, msrkeblå øjne lyse og harmonere herligt med den blegrøde silkeklcedning, der omslutter de jomfruelige former. Det blonde hår er opsat i en græsk knude og det fint formede hoved og ansigt kommer til sin fuldkomne ret, og — o, hvor hun kan smile, så varmt, så sødt, så barnlig uskyldigt — alt dette finder leutnant brun med bankende hjerte, medens han taler med Fru Linns; thi frøken rosen har ikke bemærket, at der hænger et stort spejl over den kanape, som Fru Linns sidder i og som løjtnanten har vendt sit ansigt imod. Er det måske derfor, han taler så varmt, så inspireret om kvinden? — vi have tilhørers, sagde Fru Linns, idet hun rejste sig og hilste på fin kusine. Hendes mand fik et nik, på engang både afvisende og koldt. Han greb fin hustrues hånd med mørk mine. — det er på tiden, Hilda, at vi tage hjem, sagde han kort; gør dig rede! Hun lod, som hun ikke hørte det. Dette bydende sprog irriterede den hæftige kvinde. Hun ilede rask hen mod brun. — behager de, hr. Løjtnant? sagde hun med indsmigrende stemme. Det er vor Vals, man spiller. Kaptajnen vendte sig bort. Al den varme, al den mildhed måtte han undvære, og så se hende ødsle den på en anden. Hans skinsyge blikke fulgte parret, der hvirvlede rundt i salen. Da dansen var endt, førte kaptajnen sin hustru til vognen. Han holdt så fast om hendes hånd, at hun måtte følge med; men de lyn, hun sendte imod ham, vidnede noksom om den trods og harme, hans vilkårlighed vakte hos hende, og da vognen rullede bort, sad hun i det ene hjørne og han i det andet af denne, han tænkende med vrede på hende, og hun udkastende nye planer til at trodse og såre ham. Da vognen holdt, rakte han stiltiende hånden frem, for at hjælpe hende; men hun fljsd den hånlig til side og steg hurtig ud. Så tog han hende fast om livet og førte hende skridt for skridt op ad den brede trappe, og hun turde ingen modstand gøre, thi tjeneren kom imod dem med lys. Da de standsede ved salonen gik tjeneren, og den unge kone trådte ind. Kaptainen fulgte bagefter. — jeg har et par ord at sige dig, Hilda, sagde han i en lav tone. Hun vendte sig rask om. Var det muligt at han var skinsyg?... O, nej, for at være det måtte han jo elske. Hun kvalte et suk. — og det er? — jeg vil blot sige dig, at jeg rejser i morgen. — hvorhen? sagde hun blegnende, fljøndt hun gjorde sig al mulig umage for at skjule den bevægelse, denne nyhed satte hende i. — ja, glæd dig ikke for tidlig, min kære, vedblev han. Du må ikke derfor tro, at du kan gøre hvad du vil. Når jeg tager bort, efterlader jeg min gamle fader som dit værge. — ja, det var kun dette, jeg ville sige dig. Han talte i en underlig bitter tone. Atter så hun op på ham, men nej, de smukke træk talte kun om kulde. — tør jeg vide hvorhen du tager? — det er unødvendigt! han gik, idet han hilste koldt. Hun så ligegyldigt til siden. Da han var gået, drog hun et suk, så tungt og så ængsteligt. — han vil aldrig komme til at elske mig; men det er ikke min skyld. O, gud, nej, og jeg forgår af smerte! Hun lænede sit smukke hoved mod kanten af bordet. Døren var imedens sagte bleven åbnet og kaptajnen så ind. Skulle han tro sine øjne?... Hun græd, græd. Han gik rask frem i stuen igen. — jeg glemte lyset! sagde han tøvende, idet han tog den ene etage, medens han forskende betragtede hende. Men hun vendte ansigtet bort. Så gik han. — morgenen derefter var han rejst. tredie kapitel. Uvejr. Foran porten til „ Ørnebo “, det herresæde, hvor det omtalte bal holdtes, stod endnu en vogn forspændt. Den tilhørte Fru rosen, en køn, aldrende dame, med fine, ædle træk, besidderinden af det omfangsrige gods „ Ellegård “, der lå en mils vej borte. I vognen sad hendes datter Elise, indsvøbt i en prægtig pelsværkskåbe. Hendes moder nølede, endnu i forstuen med at sige den fortræffelige værtinde tak for den behagelige aften. Elise var som sagt allerede i vognen, hvis dsr den unge forvalter brun ærbødig holdt åben. Intet ord eller blik har endnu udmærket den lille skønhed i vognen. Da hun fløj forbi ham, veg han koldt, men høfligt til side, og fkjøndt han nu havde stået næsten et kvarter i samme stilling, nemlig ventende på sin hulde herskerinde, var døg intet ord kommen over hans læber. Elise sad som på gløder. Hun kastede kåben af. — uh, hvor her er utålelig hedt! så nynnede hun lidt på den Vals, hun havde dandset med kammerjunkeren; døg hendes hjerte var langt fra at synge med. Hvorfor talte han døg ikke et eneste ord?... Denne taushed var dræbende! Hun rejste sig halvt op og greb i karmen. — mama, kommer mama ikke snart? Jeg fryser. — vil frøkenen ikke, at jeg skal hjælpe dem kåben på? sagde løjtnanten. Den iskolde, formelle tone fik Elise til at gyse. Hun lod som om hun ikke hørte det, satte sig atter tilbage i vognen og svøbte kåben om sig, thi nu frøs hun virkelig. Nu kom endelig Fru rosen. Brun hjalp hende op i vognen, satte sig selv lige overfor og nu rullede man hjem til „ Fuglevang “, det landsted, som Fru rosen udmærkede frem for det store gods, der lå en Fjerdingvei derfra, og som hun derfor havde sat loitnant brun, hendes specielle yndling, til forvalter af. Talen blev udelukkende ført mellem den gamle frue og forvalteren. — hør, min kære brun, begyndte den førstnævnte; jeg tror på ære de har forhekset os hele den omværende dameverden; man, påståer, at komtesse Schwalbe, vor kære kammerjunkers yngste søster, har en alvorlig passion for dem. Hør, min kære, det er rige folk; de skulle tænke derover, jeg forsikrer dem, de får ikke nej. — er fruen så vis derpå? Jeg har ikke mærket, at frøken Schwalbe har været venligere imod mig end mod alle de andre herrer, hvad i det hele taget intet vil sige. — nå, nå, min kære, har de intet set, da er det fordi de har deres øjne andre og farligere steder henne, end de egentlig burde. Havde Fru nosen kunnet se i mørke, ville hun have bemærket en hvi nødme og dito forlegenhed male sig i den unge mands ansigt. — hvorledes?... Jeg forstår ikke! udbrød han. — ja, for at tale rent ud, jeg mener, at de ikke burde fe slet så meget på min smukke søsterdatter; jeg har lidt tilovers for dem og en gammel venindes råd, ved de, bør man ikke foragte. Han drog et lettet suk. — o, nej, jeg takker dem også, nådige frue, sagde han med bevæget stemme. De er så inderlig god, at jeg vil høre alt hvad de siger deres omsorg for mig fylder mit hjerte med glæde -, men, og her hævede han sin bløde stemme, jeg vil aldrig tage en hustru som bringer mig formue; man har set hvad det fører til, og jeg ville aldrig kunne glemme, at jeg skyldte en kvinde min existents. — jeg vil svare dem en anden gang, hr. Brun; der er jo intet udkomme med dem i aften; men, som sagt, tænk over det. — Elise, sover du, mit barn, du er så stille? Intet svar påfulgte. — og dog er hun vågen, tænkte brun; hun vil ikke have hørt dette. Vejen fortsattes herefter i taushed. — men, Anna, hvad gør du dog der, de unge asparges tåle ikke at plyndres endnu. Hvormange gange har jeg ikke sagt dig, at du først må bede om tilladelse. Det var gartneren på „ Ellegård “, der vranten og bister hindrede en ung, spinkel pige i den formastelighed at afbryde de spæde planter. — å, hr. Gimbel, bliv ikke vred på mig, svarede hun uden at se op; men den unge frøken og fruen komme herned i dag, og de ved at frøkenen holder så meget af denne net. Det lille, milde ansigt hævede sig og så så inderligt på den strenge mand, at han vel ikke blev rørt — det blev Jakob Gimbel aldrig — men dog rystende på hovedet vendte sig bort, som ville han ikke se den skade, hun gjorde, og som han dog ikke ville afværge. Hun afskar da også en del og ilede hurtigt forbi ham med et sagte tak. — hm, hm! brummede han, jeg er en tosse, hverken værre eller bedre; fordi hun kan sætte sådanne øjne op, der stjæler sig lige ind i livet på en, siger man tak til og lader hende... men bi, jeg skal værge mig bedre en anden gang! Når alt kommer til alt er det egentlig alle fruentimmers maner, at se sødt før bryllupet; men bagefter, gud hjælpe os så! Et slag på skulderen vækkede den gode gartner. — hvad Pokker, Jakob, er de allerede kommen såvidt, at de tænker på bryllup? — ah, er det dem, hr. Forvalter?... Nej, det er så skam langt fra mine tanker, sagde Jakob, der dog, trods sin barske mine, rødmede let. Nej, den der engang er bleven bedraget, tager sig vel i agt; jeg er nu 40 år og jeg tænker, at vil gud det seer jeg mine 80 lige så ene som nu. — ja, men, Jakob, de bedrage da ikke alle! Der er dog også nogle gode imellem. — haha, lo Jakob bittert, der skal vi ha ' e det! Nej, det får ingen mig til at tro. — nu. så se da der, vil du også sige det om hende der? Brun pegede ud på vejen. Det var en yndig ssndagmorgen. Klokkerne kimede fra den nærliggende kirke og klang med andagtsfulde toner så smukt til de mange pyntede mennesker, der gik til guds hus, og alle måtte de jo forbi „ Ellegård “. Den kone, brun pegede ud på, eller rettere: det par, der gik, var også nok opmærksomhed værd. En høj, sværlemmet mand, med en tung, vaklende gang, gik der, støttet af og lænende sig til en lille, spinkel kone, med magre, fine træk. Hun gik så trofast ved hans side, med øjnene fæstede mod jorden, som ville hun forvisse sig om, at hendes sidemands fødder ikke afveg fra det jevne jordsmond; men måske det også var af en anden grund. Manden gik med fløvt åsyn og så ligegyldigt frem for sig; kun når hans blik fæstede sig på hans ledsagerinde, syntes det at få en smule liv. Hun så da op på ham igen, og der var både mod og varme i dette blik. Det gik kun langsomt, thi man så tydeligt, at manden mere slæbte sig afsted end han gik. — goddag,mor Grethe, goddag, Ivan, hvordan går det med helbreden? råbte brun over havegitteret. Konen rejste hovedet i vejret; en dyb rødme lagde sig over det blege ansigt. Manden vendte sig fløv om mod havelågen på „ Ellegård “ og tog huen langsomt af. hun nikkede så solvarmt over til ham med et: „ Tak, godt! “ Det var jo også den første hilsen i dag, ja, i mange, mange dage; thi alle egnens folk, der gik pyntede til kirke, veg jo fly tilbage for dem, ja, der var en svimlende afgrund mellem de pæne folk der gik og den gamle synder her med sin modige ledsagerinde, om hvem rigtignok ingen vidste noget ondt. Parret gik videre. Den hele mængde var allerede nået tilkirkedoren, hvor præsten, en ung, høj mand med milde træk, stod midt imellem dem. Man så rådvilde på hinanden; man vidste uden tvivl ikke, hvorfor hs. Høiærværdighed nølede med at træde ind i kirken. — hvor stakkelsmor Grethe har hårdt ved at få Ivan med!... Er der ingen af eder, der vil hjælpe hende? Han så med et prøvende blik på dem; men nogle slog øjnene ned, andre så rådvilde på hinanden og atter andre, hvis tanker fik udtryk i ord, hørtes mumle: — venter han da til tugthusfangen har vunden herop med sin kvinde? Og ikke få skarpe bemærkninger nåde præstens øre. — hvad i gør mod den ringeste af mine børn, det har i gjort imod mig! siger Herren. præsten udtalte disse ord med høj og lydelig stemme. En urolig mumlen hørtes. Da for pludselig en ung landsbypige frem. Hun var rigt klædt, med sølvspænder på sko og livbånd. Med blussende kinder og tindrende øjne ilede hun forbi præsten og ned mod de gående, uden at ændse de råb, de ængstelige forældre udstødte, og man hørte en kvinde græde højt. Men præsten var fulgt efter og. snart havde de nået parret. — lad mig hjælpe dig, Grethe!... Her er min arm, Ivan! udbrød præsten. Lad se om det ikke går bedre når vi er to!... Nå, hvordan går det så med fødderne? De er nok dårligere i dag? — gå tilbage til dine forældre, Ellen, vedblev præsten venligt, idet han henvendte sig til den unge pige; din moder klager sig. Jeg har nu set dit hjertelag og din kærlige villie. Gå, barn! Hun så ud, som skulle hun græde, men hun vendte dog om uden at mæle et ord, og da Ivan endelig havde nået op, blev han pladseret og gudstjenesten begyndte. Hele denne scene blev iagttaget af brun og gartneren, thi kirken lå ikke langt derfra og man kunne overse hele vejen. — det er en stadsmand, vor præst, begyndte gartneren. — å, jeg synes egentlig der var noget sygt i denne scene, ytrede en ungdommelig stemme bagved dem. Brun vendte sig hastig om. — ah, frøken!... For hvis vedkommende mener de? — å, for alles!... Denne præst har i sinde at blive populær, det feer man straks. Jeg gad se ham ene med disse foragtelige mennesker! Brun sendte hende et bittert, sønderknusende blik. — de, der selv ingen ædle tanker have, hylde dem sjælden hos andre! sagde han sagte. Frøkenen er en meget ung, meget uerfaren og meget streng dommer. — ja, jeg ved nok, at de og præsten er venner og beundrere af hinandens fuldkommenheder, svarede hun spydigt. En forunderlig støj asbrød hende. Enkelte høje skrig lød tydeligt over til dem fra kirken. Brun åbnede hastig havelågen og gik derover, medens Elise i åndeløs forfærdelse stirrede over imod det hellige hus. Kirkedøren stod vidt åben og en mængde mennesker strømmede ud deraf. Elise hørte forbittrede skrig og så de truende miner, hvormed man nærmede sig præsten der fattet og rolig, sljpndt noget bleg, stod midt på kirkegården, omringet af den rasende skare. — hvad anklage i mig da for? råbte han frejdig. Jeg ved vel, at jeg ikke lader eder i fred med al jer uret og ugudelighed. Gud har sat mig til at vogte eders sjæle. Jeg er eders hyrde og jeg taler sandhed til jer: i er sneverhjertede alle tilhobe og enhver tænker kun på sig selv. Jeg åbner eders øjne og eders hjerter for gud, hvorfor hade i mig da? — bort med ham! streg en rasende stemme. Han hovmoder sig over os, han har stillet tugthusfangen i den øverste stol, det tåle vi ikke, vi ere alle retskafne folk, ingen kan sige os noget på, vi ville ikke være i selskab med tyve og han forleder også vore børn til omgang med dem. — gud kan sige dig meget på, rige Lars Mikkelsen, sagde præsten uforfærdet hvem tog den fattige enkes lille arvelod fra hendes børn og lod de små komme i fattighuset for de usle skillinger, du havde lånt hendes mand? Og hvem jog stakkels Ivan fra sin gård og overlod ham til ned og elendighed, ja til vanære, andre end du?... Ve dem, fra hvem forargelsen kommer! Siger Herren. — ned med ham!... Ned med ham! Råbte den rasende Bonde og trængte sig frem imod præsten med opløftet hånd. — jeg er den rigeste mand i byen, vedblev han; jeg vil ikke tåle hans hån! Hvem vil hjælpe mig med at banke ham, den æreskænder! Han kastede udfordrende blikke til alle sider. Lars Mikkelsen var den rigeste og dertil den mest frygtede mand i byen og ingen ville gerne være uven med ham. Flere stillede sig derfor ved hans side. Den unge præst ventede rolig på angriberne; men da disse nærmede sig, slog som ved et trylleslag alle kvinderne sig i en kreds om deres sjælesørger. — hahaha, råbte bonden med hån; det er værge, som passer sig for ham, præst; nu troer han sig nok godt dækket! — nej, svarede denne, idet han brød kredsen og kækt stod lige overfor ham; slå i guds navn til, om du vil, her er jeg. I dette øjeblik var brun trængt ind til ham. — sig, råbte bonden nu, at du ikke oftere vil tage Ivan med herop, og vi er tilfredse. — nej, sagde præsten med højtidelig alvor, det kan jeg ikke, thi du er ej bedre end ham; i guds hus er alle lige, de sidste skulle være de første og de første de sidste! Hans øjne strålede den harmfuldt fnysende Bonde i møde. — jeg har medlidenhed med dig, rige Lars Mikkelsen! — din hund! streg bonden og et vældigt næveflag faldt ned mod den kjækkes hoved. Et hørt, hvinende skrig forkyndte, at slaget havde ramt, dog ikke præsten, thi i sidste øjeblik var en ung, rigt smykket pige hastig ilet frem, medens brun fra den anden side med lynets hurtighed havde trukket vennen til sig. Et voldsomt rørs opstod om pigen, der lå afmægtig på jorden og som viste sig at være Lars ' s egen datter, hvem præsten for to år siden havde konfirmeret og siden læst med. Den jamrende moder løftede datteren op og Lars Mikkelsen stod som bedøvet ved dette syn. Men de to, der vare tvistens æble, de stod et stykke derfra, Ivan med det samme ligegyldige træk, medens øjnene dog havde fået ligesom et bittert udtryk, Grethe med en angstfuld, dybt ydmyget mine, og de blege, sorgfulde. Øjne ømt fæstede på manden. De to holdt hinanden fast i hånden; som om de vare et eneste menneske delte de idmygelsen. pastor Holt var trådt hen til dem, medens hans øjne fulgte den unge pige, der så heltemodig havde ofret sig for ham; man var nemlig ifærd med at løfte hende op på vognen, og nogle minutter senere var Lars Mikkelsen kørt hjem med sin familie. Som efter fælles overenskomst trådte nu hele menigheden med deres præst i spidsen ind i kirken og gudstjenesten, som rige Lars Mikkelsens hovmod havde afbrudt så uhyggelig, blev fortsat. Pastor Holt talte mildt og varmt om guds kærlighed og nåde til alle sine fortabte børn, uden med et eneste ord at komme tilbage til det optrin, der havde fundet sted. Hans stemme var kun mere bevæget end ellers. Medens den uhyggelige scene foregik, ventede Elise ved lågen i ængstelig spænding. Jakob stød i nærheden af hende, og da optøjerne vare forbi, vendte Elise sig om imod ham med et lettende suk. — uh, sagde hun og rystede det smukke hoved, hvor var jeg angst!... Den stakkels Holt! — og jeg mente, frøkenen havde så meget imod ham før, sagde Jakob, der havde privilegium på, som et gammelt trofast tyende, at tale rent ud. — å, sagde hun let henkastet, det var bare for at drille brun lidt... Men hvad går der dog af dig, Jakob, hvordan har du det? Du seer jo ud, som om du var ret hjertelig vred på nogen. — godt! nikkede Jakob tankefuld. — du er ikke i godt humør i dag, mærker jeg! — nej, frsken! — hvad er der da i vejen? — frsken Elise! — Jakob så op med et på engang hårdt og underdanigt blik. — hvorfor er de så ond ved ham? Hvad har han gjort dem? Elise rødmede synligt. — hvilken ham mener du? — å, jeg behøver ikke at nævne hans navn, jeg seer, at frøkenen har forstået mig. — o, for hun op-, han er så fuldkommen, at det irriterer mig, jeg kan ikke se ham, uden at hver nerve dirrer i mig af vrede, misundelse, had eller hvad du vil kalde det. Hun havde tårer i øjnene og ansigtet fortrak sig i lidenskabelig smerte. — stakkels lille frsken! — hvad mener du med det? spurgte hun ophidset. — jeg har båret frøkenen på mine arme, da de ikke var større end som så; jeg har set dem vokse op så fager og smuk, at alle have glædet sig derover, ikke mindst Jakob, og dog er det til at græde tårer over, når man seer at den ydre skønhed så herligt har udviklet sig på den indres bekostning. — Jakob, hvad vover du at sige? Hun stampede med den lille fod i græsset og brast i gråd. Gartneren så lidt forbløffet på hende. — aldrig kan man da tale et fornuftigt ord med de kvindfolk, uden man får det oienvand med, mumlede han, vendte sig rolig om, tog et par drag af sin pibe, gav så det store pæretræ, hvorunder de stod, et blik og et nik, og så gik han langsomt op mod huset. Da han i dybe tanker kom forbi køkkenet, hørte han en voldsom støj derinde. — har man hørt mage?... Så det mener jomfru næsvis!... Hun kan være rolig, jeg har set noget i mine dage og jeg skulle tro, at jeg ikke er jaget fra herskabskjøkkenet endnu!... Bilder hun sig måske ind, at fordi gartneren går og seer mildt til hende, han derfor mener noget med det; sådan en i7-års pjanke, der hverken forstår det ene eller det andet! Efter denne syndflod af ord, som gamle jomfru jul, mangeårig regentinde i „ Ellegårds “ Køkken og kælder, med begge hænder i siden, udstedte, hørte man et voldsomt brag og et højt jammerskrig. Da Jakob ilsomt gik ind, så han jomfru jul med en forbløffet mine stå med en kobberhank i hånden, rød op over tindingerne, medens den lille. Anna sad på træstolen længere borte, bleg af smerte og bøjende sig ned over den ene fod. En hankeløs kobberpotte lå på gulvet og dens rygende indhold flød dampende hen over de røde sten, hvormed gulvet var belagt. Jomfru juls ansigt lysnede klarligt, da hun fik øje på Jakob Gimpel, og hun forsøgte uden tvivl at forsøde det arrigste åsyn, der nogensinde var set, ved et sukkersødt smil. — hvad er her flest? spurgte Jakob med streng stemme. — ak, min kære, det er som sædvanlig jomfru Annas påståelighed, der er skylden; hun ville absolut lave disse asparges til og da jeg så, at hun ikke forstod sig derpå, så ville jeg fortsætte, før at det ikke helt skulle blive ødelagt; men så blev jomfruen rasende og rev gryden fra mig; men det gik rigtignok ud over hende selv, sådant har man før sin næsvished og indbildskhed! Jomfru jul struttede af tilfredshed, da hun så det vrede, fortsrnede blik, gartneren kastede på den unge pige, som endnu ikke havde set op; farven var vel vekslet på hendes kind, men det var måske af harme over at jul omgik sandheden så konsekvent. Jakob gik bort; han havde trukket huen ned over det ene øre og så betænkelig frem før sig; men næppe var han ude af dsren, før jomfru jul for op. — nå, har de fået nok af at vise dem?... Jeg tænker at vor frsken vil blive tilfreds med deres forssg i kogekunsten! lo hun hånligt. Men Anna sad på sin stol uden at hsre; det stakkels barn, smerten havde overvældet hende; det blonde hoved lå mat ned mod brystet. Som jomfru jul netop bemærkede dette, hsrtes lette skridt. — hvad er hændet?... Å, min stakkels Anna! Frsken rosen ilede hen ad gulvet, så med et opbragt blik på den gamle husjomfru og lagde så både mildt og smt Annas hoved op til sig. Hun for gysende sammen, da hun opdagede den lemlæstede fod. — skaf mig fat i en af karlene, sagde hun med hård, myndig stemme til den forbløffede jomfru; og bed så vor kusk spænde for igen og holde sig parat, jeg kommer straks! Jomfruen gik. Elise så bevæget ned på den unge pige, trykkede de kolde hænder inden i sine, lagde det blege hoved bedre tilrette ved sit bryst, og tåre på tåre gled ned i Annas blonde hårfletninger; så tog hun to småbilletter op af sin lomme og foldede dem ud. — jo, jeg tænkte det nok, syntes hendes betydningsfulde blik at sige. Jeg vil dog se! „ Søde, kære, elskede moder! „ Jeg længes så inderligt efter dig; du „ må ikke være vred, fordi jeg er så svag, men „ jeg har næsten udgrædt mine tårer af hjemve. „ Ak, ingen er jo tilfreds med mig her, jeg seer „ ikke et eneste mildt smil mere. Din Anna er „ et fæhoved, en næsvis... Nej, jeg vil „ ikke være bitter, men, søde moder, jeg er „ så ulykkelig. Kan du ikke gøre noget for „ mig? Jomfru jul skænder altid, dog aldrig „ på din rare måde, så jeg får lyst til at „ kysse dig derfor; herskabet, min gode frøken „ og fruen, er altid på villaen, og jeg har „ kun jomfruen, gartneren og folkene at om „ gås; de sidste sige jeg er stolt, fordi jeg ikke „ kan finde mig i deres rå opfprsel, de kalde „ mig „ den fine jomfru “, og gartneren er en „ bøs, streng mand, som jeg næppe tør se til, ja, „ Moder må tro mig, når jeg siger, at jeg „ aldrig endnu har turdet se rigtig på ham; og „ så jomfruen, o, lille moder, jeg ville frejdig „ bære det hele, når blot et eneste smil fra „ Dig styrkede mig engang imellem, men uden „ Tilflugt til nogen kan jeg ikke bære det, „ nej, nej! „ Tænk på din Anna, søg om en anden „ Plads til hende i nærheden af dig; jeg vil „ ikke ligge dig til byrde, det er lige meget hvilken „ Plads det er, om den også er strengere end „ denne. „ Det er dog underligt, lille moder, men „ hver gang at Jakob Gimpel har været i kjskkenet „ eller i haven og han har talt til mig, så er „ Jomfruen altid værst imod mig; jeg tror hun „ må hade det menneske, siden hun kan blive „ så bister blot ved at se ham. Men nok om „ dem! Nu husker du, hvad jeg så inderlig „ beder om, hvis det skeer, så vil moder snart „ omfavne sin egen Anna. “ inden i dette brev lå et andet og mindre. „ Kære frsken rosen! „ Ieg sender dem min datters brev, jeg „ har som svar derpå skrevet et alvorligt, ja, „ næsten strengt brev til hende, som helt vil „ gengive hende kærligheden til sine pligter i „ Deres tjeneste; men, kære frøken, er det „ muligt at de, som er så mild og god, vil „ holde mit dyrebare barns mod oppe ved et „ venligt ord eller blik, så vær hjertelig takket „ af hendes moder. Karen torndal. “ Brevene vare næppe læste, før jomfru jul trådte ind, fulgt af en hvi Karl. — kom her, Frederik, tag hende på dine arme, sådan, bliv nu et øjeblik! Jomfru, vil de give mig nogle rå kartofler og kom få og hjælp mig med at rive. Jul adlyd med bittersød mine; men af håndens stødende bevægelse kunne man se, at villien just ikke var så god. Elise lagde de kølende omflag på, bandt noget af dette probate husmiddel i et tsrklæde og befalede karlen at følge med. Alt stete så kort og bestemt,

1877_Gioerup_VildeSkud

Michael

Vilde Skud

Giørup

Gioerup

Vilde Skud

male

1877_Gioerup_VildeSkud.pdf

Michael

Giørup

dk

Vilde Skud

n

gothic

Z. Richter

KB

Indgår i første bind af serien Folkelige fortællinger

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. I præsteenkens hjem. Det var en søndag formiddag i begyndelsen af sommeren. Der var så stille i præsteenken Fru d åfelts lejlighed iskindergade; thi hun selv var i kirke, hendes søn sad inde på sit værelse og læste, og hendes datter var i begreb med at dække frokostbordet, at det kunne være færdigt, til moderen kom fra kirke. Ingeborgdåfelt var atten år gammel og havde et ansigt, ud af hvilket hjertensgodhed lyste. Hun var ingen fremtrædende skønhed, men jo længere man betragtede hende, desto smukkere syntes hun at blive. Håret var blondt, øjnene havde den dybe blå farve, som man træffer så sjældent, og på kinderne sås en fin rødme, der straks blev stærkere, når hendes sind blev en smule bevæget, således som i dette øjeblik, hvor hun var kommen, rigtignok kun højst ubetydeligt, til at brænde sin finger på svovlstikken, hun rev af, da hun tændte spiritussen under kedlen. Hun var af almindelig højde, men skank, og som hun nu stod der foran den skinnende kedel og så på sin finger, medens en solstråle pludselig banede sig vej gennem den skyklædte himmel til hendes sine kind, dannedes der et billede så smukt, at en kunstner vel kunne have fået lyst til at fastholde det på lærredet. Kedlen begyndte at snurre, messingkaffekanden var bleven sat frem, før at det kogende vand fra kedlen straks kunne blive skænket på den, frokostbordet var dækket, og Ingeborg gik nu hen til vinduet før at se efter moderen, men hun var endnu ikke til at øjne. Fra gaden hævede den unge piges blik sig op til himlen, den var igen bleven mørk, det så ud til regn, ja, måske til torden. Hun blev bekymret før moderen, der ikke havde taget paraply med, fordi vejret var klart, dengang hun gik til kirke. da vandet kogte, forlod Ingeborg vinduet før at tragte kaffen. Hun var næppe færdig hermed, før der blev ringet på. Ingeborg ilede ud og lukkede op; det var moderen, som kom fra kirke. Fru dåfelt var noget mindre end datteren, hvem hun for øvrigt, bortset fra alderen, lignede meget. Håret havde fået en grålig farve, og den slanke figur var bleven til en ret korpulent, hvorfor hun også straks ved sin indtrædelsæ i stuen udbrød: „ De trapper, de trapper! Jeg bliver ganske forpustet ved at gå op af dem. “ Datteren hjalp hende tøjet af og sagde, at kaffen var færdig. „ Hvor er Jørgen? “ spurgte moderen. „ Inde på sit værelse. Nu skal jeg kalde på ham. “ Jørgen dåfelt kunne være en fem og tyve år gammel; han lignede mere faderen, den afdøde præst, end moderen, ansigtstrækkene vare skarpere, øjet mørkere, og håret noget mindre blondt. Der var noget soldatermæssigt i hans holdning, skønt han ikke havde været soldat; han havde fra sin tidligste ungdom studeret og for et år siden taget juridisk embedseksamen. Han og Ingeborg vare Fru dåfelts eneste børn, hun havde vel haft flere, men de vare døde i en yngre alder og lå nu ovre på den stille jyske landsbykirkegård ved siden af faderenman satte sig til frokostbordet, og Jørgen spurgte: „ Hvorledes var prækenen i dag? “ „ Det var en ret dejlig præken, “ svarede moderen, „ den skulle du have hørt. Præsten talte om flere af de spørgsmål, der sætte vor tid i bevægelse, han talte om arbejderne. “ „ Hvad sagde han om dem? “ „ Han anførte det sted i Johannes andet brev, hvor der står: „ Giver agt på eder selv, af vi ikke skulle tabe, hvad vi have arbejdet, men må bekomme en fuld løn. “ Han bad os indstændigt om af give agt på os selv; thi hvad hjalp alt vort arbejde, når vi ikke arbejdede i Kristi lære, på den måtte alt arbejde bygges. Kristendommen var som guldhønen, den lægger hver dag et guldæg i vor sjæl, men dræbte vi hønen, lagde den ikke flere æg. Mange dræbte kristendommen, hvor mange arbejdede nutildags blot for af kunne nyde denne berdens goder. Og selv om de fik dem i fuldt mål, ville de derfor være lykkeligere end før? Nej, da ville de være bange for af miste dem ved døden. Man ville sende bud efter lægen, som ville sige, af, for af leve længe, måtte et ved arbejde og nydelser anstrengt legeme høre op med — af nyde, men det var jo alene derfor, af man havde arbejdet. Arbejderen, som var bleven rig, måtte for sin sundheds skyld ikke nyde, og han ville ikke igen tage fat på af arbejde, han mente, af det var han nu for rig til, og så blev livet som en gold ark, nej, det blev til et helvede; thi under hans uvirksomhed havde tanken ro til at fæste sig på en ting — døden, og bag døden — intet. Man måtte jo være tilmode som forbryderen, der skulle henrettes, kun vidste man ikke dagen, det ville ske på. “ „ Præsten har ret, “ sagde Jørgen, „ jeg er overbevist om, at vor tid mere end nogen anden tid tæller mænd og kvinder, som i stilhed nære skræk for døden. Men ikke alle ophøre dog med at fortsætte nydelsen, skønt det forkorter livet; thi de bruge nydelsen til dermed at overdøve frygten. Og nu den arbejder, som ikke når rigdom, ja, han nyder alligevel sin fortjeneste på sin måde, han lægger ikke noget op for den kommende tid. “ „ Men “, spurgte Ingeborg, „ er der ikke mange stakler, som i vor dyre tid ikke kunne lægge noget op? “ „ Ganske vist, “ svarede Jørgen, „ der er endogså mange, som ikke kunne fortjene det nødtørftige, og de er mest at beklage; thi de have ikke engang håbet at klynge sig til i deres elendighed. “ „ De stakler, “ sagde præstekonen, „ de have glemt eller tro ikke på Kristi dejlige ord: „ Salige ere i, som nu hungre; thi i skulle mættes. Salige er i, som nu græde; thi i skulle le. Salige er i, når menneskene hade eder, og når de udstøde eder, og bespotte eder og forskyde eders navne som onde for menneskets søns skyld. Glæder eder på den samme dag og jubler; thi se, eders løn er stor i himmelen. “ “ „ Den himmelske løn lægge vore socialister ingen vægt på, “ sagde Jørgen, „ de ville have lønnen straks, skønt det er samfundet umuligt og vil blive hvert samfund umuligt. “ „ Ja, ja, “ nikkede den gamle præstekone, „ de håbe på lighed her på jorden, hvor alt er skabt ulige, men de ville nok engang komme til at indse, at den sande lighed kun træffes udenfor kødets verden. “ „ For gud er vi alle lege, “ sagde Ingeborg. „ Netop hvad Ingeborg der siger, “ sagde Jørgen, „ lader mig formode, at der ligger et højere mål bag nutidens stærke lighedsråb, at kærligheden ul lighedsbegrebet vil blive så sandt og stærkt, at man vil hæve sig op til det rige, hvor det alene findes: guds rige. Men hvor er de mænd henne, som skulle fortælle arbejderne dette? “ „ Præsterne! “ udbrød Ingeborg. „ Må jeg spørge moder, “ spurgte Jørgen med et smil, „ var der mange arbejdere i kirke i dag? “ „ Jeg ved det ikke. “ „ Nej, du ved det ikke, fordi alle vare velklædte folk. Det kan være smukt, at man pynter sig, når man besøger guds hus, men man pynter sig på samme måde, som når man besøger tteatret. Netop dette afholder mangen arbejder fra at søge kirken; thi med theaterpynt kan hans fattige dragt ikke hamle op. Anderledes forholder det sig på landet, hvor man kender hinanden, og hvor dragten ikke gør manden. Man bygger nu små kirker i fattigkvartererne og tror derved at kunne drage den fattige til kirken, men jo mindre kirken er, desto mere falder den dårlige dragt i øjnene. Nej, man skal bygge store kirker, og man skal ikke åbne og lukke kirkerne som til en theaterforestilling, man skal lade dem stå åbne, for at, selvom der ikke er gudstjeneste, enhver kan gå ind og forrette sin andagt. Man råber på, at sognene her i København ere for store, det er fandt, man forlanger flere kirker, det er rigtigt, men hvorfor beflitter man sig ikke straks på at bøde på manglen ved at holde oftere gudstjeneste, ved at holde gudstjeneste hver dag, ja, ville det ikke være rigtigt at holde aftengudstjeneste, når arbejderne er komne hjem fra deres arbejde? “ „ Det ville være alt for strengt for præsterne? “ Indvendte moderen. „ Så ansæt flere præster, “ svarede sønnen, „ vørt samfund går sin opløsning i møde, såfremt folket ikke bliver et troende folk. Men gør man noget for at vække folket? Man administrerer præsteskabet på samme måde som man administrerer f. Eks. Hæren, og præsterne administrere menigheden som obersten administrerer bataillonen. For mangen arbejder er præsten en bataillonskommandeur i sort kjole. Derfor er det nu kommet så vidt som det er, og lader man de nuværende tilstande vedblive at bestå, aldrig ville da arbejderne søge præsterne, nej aldrig! “ „ Jeg ville have ønsket, at din salig fader havde hørt din tale, “ sagde moderen, „ han ville have viist dig, at alt netop er godt som det er, og at det alene er arbejdernes egen skyld, når de holde sig borte fra kirken. “ „ Og jeg vedbliver “ at påståe, “ sagde sønnen, „ at ikke den enkelte præst, men gejstligheden i det hele taget har sin del af skylden. “ „ Men, “ sagde Ingeborg, „ i en tid som vor må enhver, som tror, være præst. “ „ Rigtigt, “ svarede Jørgen, „ Enhver må om ikke være præst, så dog forkynder af guds ord, vi jurister med, “ tilføjede han med et smil. „ Det går aldrig an! “ råbte moderen, „ kun præsten kan være sjælehyrde. “ „ Her er ikke tale om præstens kirkelige embede, “ svarede sønnen, „ men omat følge bønnen i fader vor: til os komme dit rige! Har gud givet os ret til at forkynde ordet for os selv, har han herved givet os net til at forkynde ordet for alverden. Og kvinderne ville ikke være de dårligste arbejdere i Herrens vingård. “ „ Heri har du net, “ svarede Ingeborg. Der ringedes på, og Ingeborg gik ud for at lukke op. Det var den gangkone, som gik hos Fru dåfelt, der ikke holdt pige. „ Det var madam Jensen, “ sagde Ingeborg, da hun kom tilbage. „ Lad hende få en kop kaffe/ ' sagde præsfeenken, „ kald på hende, for at hun kan hente den. “ Ingeborg kaldte på madam Jensen. Det var en høj robust kone med ravnsort hår og et par mørke, spillende øjne. Der lå energi i hendes ansigt og hele væsen. Skønt det var søndag, var hun dog ikke pyntet, men dragten var ren og havde ikke det sjuskede præg, som man finder hos mange kvinder, der mene, at de kun behøve at være rene, når de er i deres bedste klæder. Men sjudfkethed i klædedragt enten i hjemmet eller ved arbejde er i reglen et bevis på, at der i de fleste henseender ikke er meget ved vedkommende kvinde. Hun lod øjnene løbe over frokostbordet, fæstede dem derefter på Fru dåfelt og sagde: „ Godmorgen, frue. “ „ Godmorgen, madam Jensen. De vil vel nok have en kop kaffe? “ „ Jeg siger så mange tak; jeg har været oppe siden i Morges klokken fem og gjort mit hus rent. “ „ Går de aldrig i kirke? “ spurgte fruen. „ Jeg gad nok vide, hvad jeg skulle der? “ „ Sådan må de ikke tale, “ sagde præstekonen, „ man går i kirke for at takke gud. “ „ Jeg har ikke noget at takke ham for, “ svarede madamen trodsigt. „ Men gud bevar os, “ sagde Fru dåfelt, „ ved de ikke, at de må takke gud for alt? “ „ Å, han bryder sig vel sagtens ikke meget om min tak. Hvad skal jeg desuden takke ham for? For slid og slæb fra morgen til aften? For en dårlig mand? For.... „ Er det ikke tak værd, at han har skabt dem, at de eksisterer som person med en udødelig sjæl? “ spurgte Jørgen. „ En udødelig sjæl? “ gentog konen og så på Jørgen med et spottende smil. „ Det er noget, som præsterne kunne bilde børn, men ikke voksne folk ind. “ „ Madam Jensen, de er en hedning! “ råbte fruen med forfærdelse. „ Hør engang, madam Jensen, “ sagde Jørgen, „ De har dog engang troet på gud og udødeligheden? “ „ Nej aldrig! “ „ Hvorledes! “ udbrød Jørgen, „ heller ikke dengang de blev konfirmeret? “ „ Å nej, jeg lod blot som jeg troede på, hvad præsten sagde. Jeg skal sige dem, min faderforfalte mig fra jeg var lille... ja, det bryder de dem måske ikke om at høre? “ „ Jovist, sagde Jørgen, „ hvad fortalte han? “ „ Han sagde, at var vidøde, så var vi døde, at det var løgn, hvad vi lærte i skolen om et liv efter dette, det var blot noget, som var blevet opfundet, for at smøre fattige folk om munden med, for at de med rolighed skulle sinde sig i deres skæbne og stole på bedre dage i et andet liv. “ „ Døde deres fader i den tro? “ spurgte fruen, som næsten rystede, ved hvad hun havde hørt. „ Ja, “ svarede madam Jensen roligt, „ han endte på almindeligheden og døde i den tro. “ „ Siden vi nu engang er komne til at tale om den slags ting, “ sagde Jørgen, „ vil jeg gerne spørge dem, om de er socialist? “ „ Naturligvis. Socialisterne er de eneste, som ville hjælpe fattige folk til deres ret. “ „ Ved cst gøre uret mod andre, “ svarede Jørgen. „ Hvad komme andre mig ved? “ spurgte madamen. „ Man har gjort uret mod fattige folk, nu må man finde sig i, at fattige folk engang vil have, at retten skal være lige for alle. — unskyld, at jeg har sagt dem min mening, mange have samme mening som jeg. “ Medens denne samtale førtes, havde Ingeborg med en bedrøvet mine smurt smørrebrød til madam Jensen. Hun satte brødet og kaffen på en lille bakke, som hun rakte til madamen, denne takkede og bortfjernede sig. Da hun var ude af stuen, udbrød præsteenken: „ Hun skal bort, jeg vil have en anden kone til at gå her. “ „ Madam Jensen, “ sagde Jørgen, „ har nu været her i et par år, og du har været tilfreds med hende. Skifter du hende, kan du få en anden, som er langt værre. “ „ Ja, men hun vil dog næppe blive nogen gudsbespotter, “ indvendte moderen, „ Hvem kan vide det? “ svarede Jørgen. „ Det er for øvrigt et tidens tegn, at hun talte så uforbeholdent. For et årstid siden ville hun ikke have gjort det, hun ville have genert sig; men den uforbeholdenhed, hvormed de socialistiske blade nu tale om alt, har givet de arbejdende klasser større dristighed, men tillige større åbenhjertethed. De franske filosofers fordømmeligt lærdomme have brugt 100 år for at nå de danske arbejdere; nu stå de på et standpunkt, som det dannede samfund længst har forladt som urigtig. “ „ Det er forfærdeligt! “ udbrød Fru dåfelt. „ Havde min salig mand levet, ville han have græmmet sig over en slig gudsbespottende tid. I hans pastorat vare alle gode, troende kristne, men der var rigtignok mange bondevenner i menigheden. “ „ De have intet med den sag at gøre, “ Sagde Jørgen smilende. „ Lader os beholde madam Jensen, “ sagde Ingeborg, „ hun er måske ikke så slem som hun selv gør sig, “ „ Ingeborg, gøs det da ikke i dig, da hun talte? “ spurgte moderen. „ Jo. Men det ville være endnu værre, dersom hunskulde dø i sin nuværende vankundighed, “ Svarede Ingeborg. „ Ved en venlig omgang og ved at tale med hende, få vi hende måske til sidst bragt til fornuft. “ „ Det tror jeg næppe, “ svarede Jørgen „ Men det er vor pligt at forsøge derpå “, udbrød Ingeborg med varme. „ Først igennem guds tugtelse lærer den slags folk at bøje sig for gud, “ sagde Jørgen, „ når gud tugter, når de fortvivlede gribe efter en redningsplanke og ingen kunne finde, træd da hjælpende til, og du vil ikke alene blive hørt, men også blive velsignet. “ „ Guds mildhed virker stærkere end hans tugt, “ sagde Ingeborg. „ Jeg vil ikke afholde dig fra din smukke gerning, “ svarede Jørgen og rejste sig, „ gid du må få held med dig. — hvad ville moder og du foretage eder resten af dagen? “ „ Vi gå vor sædvanlige aftentour, “ svarede Fru dåfelt, „ og agte ikke at askægge noget besøg. “ „ Du skal jo til prokurator strodtd “ spurgte Ingeborg. Jørgen var fuldmægtig panden ansete overretssagfører strodts kontor. „ Ja, jeg er inviteret til middag. “ „ Du kan sagtens, “ sagde moderen, „ Strodt boer i en villa med tilhørende have ved gamle Kongevej. Hvem der dog blot kunne ligge en månedstid på landet om sommeren! “ „ Vent, til jeg selv bliver overretsprvkurator, “ Udbrød sønnen leende, „ da håber jeg også at kunne købe mig en villa. “ Han gik tilbage til sit værelse for at skrive et indlæg i en domssag, moderen satte sig til at strikke, og Ingeborg gik ud i køkkenet for at hjælpe madam Jensen med maden, der altid blev lavet under Ingeborgs tilsyn, når moderen ikke selv havde lyst til at være tilstede. „ Mente de noget med, hvad de før sagde inde i stuen? “ spurgte Ingeborg madamen. „ Ja. Jeg siger altid min mening. “ „ De har gjort mig så bedrøvet. “ „ Men hvormed har jeg da bedrøvet dem? “ „ De har bedrøvet mig med, at de ikke tror på gud og det evige liv. “ „ Kan de virkelig blive bedrøvet over det? “ Spurgte madamen studsende. „ Ja; thi det viser, at de må være meget ulykkelig. “ „ Jeg forstår dem ikke og kommer vel aldrig til at forstå dem, “ sagde madamen, „ det kan jo også være det samme. — men jeg har nær glemt at sige dem tak for kaffen. “ Andet kapitel. Gade-eventyrop ad dagen var luften bleven lummer, og flere tordenbyger vare trukne over byen. Moder og søster beklagede, at Jørgen havde så dårligt vejr til sit besøg hos overretssagføreren. Henad aften klarede vejret dog lidt op, og solen skinnede i sin nedgang på den store by med dens huse, fabrikskorstene og paladser, men så kirketårne. Der lå en tåge over byen, det var Dunster fra gader, mørke gårde og rendestene, fremkaldte af fugtigheden og varmen, og disse grå Dunster dannede en stærk modsætning til de lette, luftige tåger, som udenfor byen svævede over de grønne Enge eller lå som et slør om de grønne, nysudsprungne skove. Det var jo søndag, og trods det dårlige vejr havde en stor del af byens befolkning været udenfor voldene for at more sig og trække frisk luft. Nu vendte de hjem til den beklumrede by. De lyse nætters halvmørke afløste “ efterhånden dagen, dunstskyen over byen blev tættere og mørkere, i gaderne kunne man ikke se, men lugte den. Der var ingen behagelig luft på Østergade, hvor lugten fra rendestenene blandedes med lugten fra josfekjældere, apotteker, urtekræmmerboutiker, stegekjældere og fra mange andre steder. Folk skyndte sig gennem gaden og droge først vejret friere, når de kom til kongens Nytorv. Medens mængden vandrede gennem Østergade til sit hjem, stod en ung, velklædt mand udenfor et hus i gaden og så op til den temmelig lave første sal, hvor et par unge, smilende pigeansigter for et øjeblik siden vare forsvundne fra de åbne vinduer. Han gik hen til den lukkede gadedør, ruskede i den, ringede på klokken, så påny op mod vinduerne og begyndte at råbe: „ Den smelter, Mathilde! Den smelter Mathilde! “ Dette råb kaldte dog ingen til vinduet, hvorfor den unge mand med endnu større eftertryk gentog: „ Den smelter, Mathilde! “ Nogle forbigående fandt sig kaldede til at gentage den unge mands meddelelse til Mathilde og at råbe: „ Den smelter, Mathilde! “ Snart genlød hele Østergade fra Amagertorv til kongens Nytorv af råbet: „ Den smelter, Mathilde! “ Det blev råbt af urtekræmmersvenden, der skyndte sig hjem til sit tagkammer for at få tilstrækkelig søvn, til han næste morgen tidligt skulle lukke boutiken op; det blev råbt af den adstadige gryn- og meelhandler, hans kone og deres fem børn, som også ville tage den fornøjelse med efter en frederiksbergtvur; det blev råbt af den unge handelsfuldmægtig, der fulgte sin kæreste hjem og ville give sig et flot væsen overfor hende, og det blev endelig endnu gentagne gange råbt af den unge mand, der først havde begyndt at råbe: „ Den smelter, Mathilde! Den smelter, Mathilde! “ En mand på noget over tredive år kom vandrende ned ad gaden på det modsatte fortoug. Han hørte råbet, men istemmede det ikke. Da han var kommen overfor det hus, udenfor hvilket den unge mand råbte på Mathilde, stod han stille. Hans klædedragt tydede ikke på, at han hørte til de bedrestillede i samfundet, men der var i hans hele holdning noget særegent, som fortalte, at han forstod at gøre sig gældende i sin egen kreds. På grund af det fugtige vejr havde han slukket sine mellembrnne bukser ned i et par langskaftede støvler, frakken og vesten vare af samme farve sombuxerne, og om halsen varder flot slynger et rødt silketørklæde. På hovedet bar han en kastet, ikke ulig den vore søofficerer bruge. Således var klædedragten. Ansigtet var prydet med kindskæg, dog ikke efter engelsk mode, panden var hø;, øjnene stikkende og livlige, næsen lige og smuk og munden vellystig. Personen var lidt over middelhøjde og godt bygget. Efter et øjeblik at have teet på den unge mand, gik han langsomt over gaden og spurgte: „ Hvad er det, der smelter? “ Den unge mand så på den spørgende, genkendte ham og sagde bekymret: „ Det er en jiskage. “ „ Hvordan fanden er du kommen til den? “ „ Seer du, herberg, jeg traf før to nysselige pigebørn på Købmagergade. De ville intet have at skaffe med mig, men jeg havde hørt hende, jeg syntes bedst om, blive kaldt Mathilde af den anden. Så fik jeg Mathilde til at le, det er et nysseligt pigebarn. Da vi kom hertil, hvor hun boer, tilbød jeg at hente en jiskage til begge pigebørnene; Mathilde sagde ja, jeg løb efter jiskagen, men da jeg kom tilbage, var gadedøren lukket. Jeg så et glimt af dem begge i vinduerne, jeg råbte til dem, at de skulle lukke gadedøren op for ellers smeltede jiskagerne, men den er ikke bleven lukket op, og det er synd for de dejlige kager. “ „ Lad mig se dem, “ sagde herberg, „ nå, sådan seejiskager ud. Jeg har aldrig set det tøjeri før. — hør, ja nsen, for at du ikke skal stå længere her og prostituere dig, vil jeg gøre dig den tjeneste at spise begge kagerne, og så kan du råbe op til Mathilde, at de er smeltede. “ „ Du må ikke spise dem, hun^tukker nok op. “ „ De er smeltede, “ svarede herberg med munden fuld af jiskage, „ og nu er du fri for at prostituere dig mere. “ „ Ja, men du skulle have set Mathilde, hun er ved gud nysselig. “ „ Å, lad hende rejse Pokker i vold. Følg med, der er blus i aften i „ Klossen “, der må vi ud, der er pigebørn, som er nysseligere end Mathilde, og som ikke lade sig traktere med jiskager, men med en toddy, som kan kradse. — kom, jeg trænger selv til en toddy for at få iskagerne optøede. “ Herberg stak sin arm under Jansens, og begge vandrede ad Vesterport til. Jansen var lidt over tyve år gammel, og et net menneske at se til. Ansigtstrækkene, i sig selv smukke, vare noget slappe på grund af for tidlige udsvævelser, men Jansen syntes af naturen at være udstyret med kræfter til at stå imod med, og nogen tids roligt liv ville sandsynligvis gengive hans kinder deres naturlige rødme. Det var øjensynligt, at han lagde vægt på at være velklædt, og hans næsten elegante dragt stak besynderligt af mod hans ledsagers gadestryger påklædning. Begge vare i samme livsstilling, de vare muursvende. „ Din Mathilde huer mig ikke, “ sagde herberg efter en kort pause, „ hun tjener velsagtens hos en storborger. “ „ Om så var? “ „ Nu ja, duede pigebarnet noget, sagde det ingenting, men det gør hun naturligvis ikke, og fortsatte du bekendtskabet, ville det ende med, at hun fik dig til at gå ind i Rimestads forening. Julius i anse », jeg vil sige dig noget; vi arbejde sammen, du er en rask fyr, der kan blive noget af dig, men du må følge mine råd. Du ved, hvem jeg ' er. Jeg hedder Thomas herberg, og den, som kender Thomas herberg, kender en brav Karl, der er medlem såvel af den social-demokratiske forening som af fagforeningen og af andre krabats foreninger og abonnent på „ Social-demokraten “ og „ Ravnen. “ „ Det samme er jeg. “ „ Javel. Men du er endnu for grøn til af gøre andet end vrøvl, det skal der jo også nogle til. “ „ Jeg skulle dog mene... “ begyndte Jansen fortrydelig. „ Nå, nå, vær bare ikke så forfængelig. Min mening er, af du kan blive til noget i verden. Men ikke mere herom. Iaften ville vi more os i „ Klossen “. Nå, du må hive dig og se af finde en anden Mathilde, som vil smelte. “ — de to unge piger, hvem Jansen med så stor udholdenhed fortalte, af jiskagen smeltede, havde først leet ad hans anstrengelser, men siden var navnlig den ene bleven alvorligere. Hun var kammerjomfru hos et herskab og frygtede for ikke af være hjemme i sin kondition inden klokken elleve. Såvidt man i sommeraftenens dæmring kunne se — og af dæmring er der ikke meget på Østergade — befandt de unge piger sig i en elegant udstyret lejlighed, der dog mere udmærkede sig ved ødsel luksus end ved smag, i det mindste ikke ved den ædle smag, der giver en dannet rigmands hus et så hyggeligt præg, og som næsten aldrig findes, hvor rigdommen ikke er forenet med dannelse. Grosserer Ferdinand Thessel, der både handlede on gros og en clotail, havde boutik og lager i stuen og beboede selv første sal. Han havde i de sidste år ikke alene beskæftiget sig med fin forretning, men også med børsspekulationer og hørte til en af byen mest ansete „ Grundere “. Foruden sit hus på Østergade ejede han et landsted på strandvejen, men var i år endnu ikke flyttet derud, fordi det skulle underkastes en reparation. Thessel og frue vare i dag tagne ud for at se, hvor langt arbejdet var skredet frem i dæn forløbne uge. Fruens søsterdatter, som var i grossererens hus, havde ikke været med, men i besøg hos en tante på Nørrebro. Der havde Anna, det var hendes navn, truffet en ung pige, som tidligere havde været stuepige hos tanten og nu tjente som kammerjomfru hos en frøken dåfelt i filosofgangen. De havde ledsaget hinanden til byen. På Købmagergade havde de mødt Jansen, der tiltalte dem, og hvem Mathilde Elbing, kammerjomfruen, ikke havde kunnet afholde sig fra at give et spydigt svar. Dette opfattedes imidlertid af Jansen som en opmuntring til at fortsætte sin kour. For at blive ham kvit var Mathilde gået op med Anna i dennes hjem. „ Hvad skal jeg dog gøre, frøkenkrøjer? “ Spurgte Mathilde. „ Det græsselige menneske hørte, at de kaldte mig Mathilde, og nu står han her udenfor og råber: den smelter, Mathilde! “ „ Hvorfor tog de mod hans tilbud at bringe os jiskager? “ „ Jeg ville have ham bort. Jeg troede, at han ville gå ind til konditoren på Kjøbmagergade efter jiskagerne, og så kunne vi imens forsvinde. Men han fulgte os lige hertil og gik så først efter iskagerne. De var dog så betænksom at lukke gadedøren. “ „ Den smelter, Mathilde! “ hørtes nede fra gaden. „ Min gud! Nu råber hele gaden: den smelter, Mathilde! “ sagde Mathilde fortvivlet. Anna brast i latter og svarede: „ De har ærligt fortjent det. De har nu lært, at det er en farlig morskab at svare en herre, som tiltaler os på gaden. — men jeg vil dog nødigt have, at de kommer forsildig hjem. “ Anna tittede bag gardinet ned på gaden, i det samme slog et taffeluhr i stuen halv elleve. Halv elleve! “ råbte Mathilde fortvivlet, „ og jeg skal være hjemme til klokken elleve! “ Den ellers overgivne pige havde tårer i øjnene. „ Nu tror jeg, at han går, “ sagde Anna. „ Gud være lovet! Vil frøknen så lukke mig ud? “ Anna, som ikke havde kastet sit overtøj, gik foran ned ad den mørke trappe, åbnede gadedøren og trådte med Mathilde ud på gaden. „ Jeg skal følge dem hjem, “ sagde Anna. „ De! “ råbte Mathilde forbavset. „ Det er før megen godhed. Hvorledes vil de komme tilbage? “ „ Jeg tager en drosche. “ „ Nej, nej, “ sagde Mathilde, „ jeg kan meget godt gå alene. “ „ Det kan de ikke “, svarede Anna med bestemthed, „ thi det ville være overmåde farligt, hvis de atter skulle møde ham med jiskagerne. Ere vi to, kunne vi nok klare os. “ „ Frøken, det er alt for megen godhed. “ For at undgå den store folkemængde, som bølgede gennem Østergade, Amagertorv og vimmelskaflet, gik de over højbro og ned forbi Thorvaldsens museum. Der var ikke et menneske, som antastede dem, og lykkeligt og vel nåde de filosofgangen og porten til det hus, hvor Mathildes herskab boede. „ Godnat og tak for følgeskab, “ sagde Mathilde, „ dog nej, jeg vil ikke forlade dem her; først vil jeg følge dem til en drosche. “ „ Er klokken ikke for mange? “ spurgte Anna. Hun så på sit ur, det viste elleve. „ Nej, nej, “ vedblev hun, „ jeg får at gå alene. Klokken er elleve. De må skynde dem op til deres herskab. “ Mathilde sagde godnat, og den gamle tunge port lukkede sig efter hende. Et øjeblik var Anna i tvivl, om hun ikke skulle gå hjem, men hun bestemte sig dog til atopsøge en drosche da himlen var bleven overtrukken med skyer, og det truede med regn. Hun tog vejen ad vesferport til, men var ikke kommen ret langt, før det begyndte at regne. Folk skyndte sig hjem, alt hvad de kunne, og de små børnevognes raslen på stenbroen blev så stærk, at den endogså overdøvede de større vognes rumlen. Af fortvivlelse over regnvejret brændte tivoli sit fyrværkeri af en time før tiden. Raketterne knaldede og stege tilvejrs, folk så efter dem og råbte å! Men pludselig blegnede raketternes strålende lys derved, at et lyn for over den skyfulde himmel, og kort efter lød et stærkt tordenskrald. Anna var kommen til Frederiksberggade uden at sinde en tom drosche. Hun og mange andre søgte ly for regnen i en åbentstående port. Her befandt hun sig snart i et broget, tætpakket selskab af alle samfundsklasser, over hvilke en ville skud. 2 lige udenfor porten stående gaslygte kastede sit skær. Hun stillede sig så nær som muligt til en ærbart udseende borgerfamilie, for at de tilstedeværendæ skulle antage, at hun hørte til den og således stod under borgerens beskyttelse. Inde i portens mørke baggrund fandtes et selskab, hvorfra der lød højrøstet latter og saftige vittigheder. Anna gøs for at blive trængt tilbage til disse støjende mennesker. Der var desværre udsigt hertil; thi flere og flere søgte ly i porten. „ Denne port, “ lød en maudfolkesiemme fra portens mørke, „ er en folkelig port, den er en socialistisk port, den skal være en socialistisk Republik, og jeg vil være dens præsident. “ „ Det siger de nok, Petersen, men mener det inte, “ lød en skingrende fruentimmerstemme. „ Jo så min salighed mener jeg det. Tror du ikke, at jeg godt kan være præsident? “ „ Å, han er krukkevarm! “ svarede fruentimmeret. „ Jeg kan være konge, om det skal være. “ „ Ja, ja, kong Petersen den første, “ sagde en anden mandfolkestemme. „ Med deres majestæts tillædelse ville vi nu istemme socialistmarchen. Den lyder godt i tordenvejr. “ Den sidste stemme begyndte at synge socialistmarchen, og de omstående stemmede i med. Under sangen hørtes en kvindestemme råbe: „ Gå væk, Petersen! “ „ Det hører med til generalbæssen, “ sagde Petersen og fortsatte sangen. Kvinden, som Petersen havde taget om livet, flygtede for ham; han forfulgte hende og ville påny slynge armen om hendes liv, men tog fejl i mørket og omfavnede Anna. Forfærdet udstødte hun et skrig. Den skikkelige borgermand, som frygtede for klammeri, trak sig bort fra Anna, der råbte: „ Er her da ingen, som vil beskytte mig? “ „ Det vil jeg! “ råbte en stemme fra den forreste del af porten. „ Slip denne dame! “ „ Nej jeg gør ikke. “ „ Gud, her bliver slagsmål! “ råbte et par madammer til deres mænd. „ Hvad er det dog for et selskab, vi er komne i? “ Anna anstrengte sig for at befrie sig fra den arm, der var slynget om hendes liv, men detlykledes hende ikke. Selskabet fra baggrunden havde skubbet sig frem til det sted, hvor hun stod; kvinderne, som instinktmæssigt følte, at Anna ikke hørte til „ deres slags “, toge parti for Petersen og spottede storborgerinden. „ Klem hende dygtigt! “ råbte en kvinde. „ Kys hende! kys hende! “ lød det i kor. Petersen bøjede sig ned over den ulykkelige Anna for at kysse hende. Da fik han i det samme et voldsomt slag af en knyttet næve mellem begge øjnene. Han slap Anna og tumlede tilbage. „ Det skal de få betalt! “ råbte han og styrtede sig mod Annas forsvarer. Denne gav sin modstander et nyt slag, ligeså velrettet som det første, men modtog samtidigt et slag af Petersen på sin venstre skulder. Damerne begyndte at skrige og at råbe på politi, som ikke var at se i den mennesketomme gade. Petersens fæller nærmede sig for at stå ham bi. Annas forsvarer så, at situationen ville blive kritisk, han greb den skælvende Anna om livet og retirerede med hende ud af porten. Fire slagsbrødre fulgte ham, og deres „ Damer “ trængte sig frem for at være vidne til storborgerens afbanlning. da kom netop to husarer gående forbi. De æmdsede ikke regnen, fordi de måtte være hjemme på deres kaserne til et bestemt klokkeslet. „ Hjælp denne dame og mig mod disse banditter! “ Råbte Annas ridder til dem. Husarerne standsede og vendte sig mod slagsbrødrene. „ Gå jer vej! “ råbte Petersen, „ ellers kunne i få en dragt prygl med. “ „ Det ville vi se på, “ sagde den ene Husar, „ Jens, skal vi tage et tag med de fyre? “ „ Lad gå, “ sagde Jens. Husarernes mellemkomst havde forårsaget en kort standsning i kampen. Anna så sig ængstelig om og fik heldigvis øje på en tom drosche. „ For guds skyld, hjælp mig i denne drosche! “ Sagde hun til sin forsvarer. Hurtigt ilede han med hende til drosken, hjalp hende op, sprang selv ind og sagde til kusken: „ Kør blot, kør, de skal siden få nærmere besked. “ Petersen og hans tre kammerater havde fået øje på, at deres bytte ville undflippe dem. De lode husarerne slå og nåde drosken, da den var begyndt at køre. Men kusken, som så, hvilke folk han havde for sig og nødigt ville i den offenlige politiret, piskede på sine heste, og drosken for afsted ud ad Vesterbro til. Forfølgerne standsede da og sendte en ladning uhøviske skældsord efter kusken. Anna sad i et hjørne af drosken og græd. Hendes ledsager havde ikke straks tid til at beskæftige

1894_Schandorph_VilhelmVangsStudenteraar

Sophus

Vilhelm Vangs Studenterår

Schandorph

Schandorph

Vilhelm Vangs Studenteraar

male

1894_Schandorph_VilhelmVangsStudenteraar.pdf

Sophus

Schandorph

dk

Vilhelm Vangs Studenteraar

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I i. Klokken nærmede sig midnat. Det kunne konferensrådinde Vang se på det store gamle taffeluhr i Louis xv’s stil, skønt det stod i stærk dæmring på konsolen. Og konsolen var halvt dækket af to vinduesfags sammenløbende mørkerøde fløjlsgardiner. Fruen havde lidt løftet sine øjne fra bogen, hun læste i, hen mod den store Skive. Der var stille, dødsstille i den store dagligstue med de mange polstrede møbler, de tykke gulvtæpper, der løb op ad murene i støtte højde med tykke portierer for alle døre. Mørkerødt var den herskende farve. Ja, der var så tyst, at efterlyden af uhrets perpendikelslag durrede og dirrede for hendes øren, og hver gang en vogn rullede forbi udenfor på gaden, klirrede glasdupperne under den store gaslysekrone i loftet.. Når det skete, meddelte denne dirren sig til fruens lange, spinkle og smidige hånd, så bogen, hun holdt, bævede sagte. Hvert øjeblik lagde hun bogen fra sig på bordets leverfarvede fløjelstæppe, så på uret, lyttede med øret rettet mod fløjdøren til korridoren, tog så bogen igen. Man kan tænke sig, at den læsning ikke blev dreven med megen andagt. Tolv slag rungede snart fra uret med lang efterklang. ’ • fruen gjorde en bevægelse, som ville hun f rejse sig, greb om lampens høje, slanke skaft, men slap det igen med et lille suk, sank atter hen i lænestolen. Det var, som om de tolv slag havde gjort hende mat-resigneret som en kreditor, der sikkert har ventet penge til en bestemt termin og nu må vente til den næste. Atter lyttede hun: pst!... Lød der skridt på trappen?... Nej, ingen, ingen! Med bogen i hånden sad hun stirrende ud i den dæmrende, lyddæmpende stue, søgende efter noget, hun kunne se på, og optages en lille smule af under den pinefulde venten. Hun tog den kunstig udklippede skærm fra lampens kuppel. Det hvide lys strømmede ud i stuen. Hendes øjne mødte portrætet af hende selv, ligeoverfor på væggen, hvorfra det store flygel strakte sin sorte ibentræs hale langt ud i dæmringen. der sad hun: knæstykke i legemsstørrelse, i en sort Atlaskes kjole med enkelte røde fløjelssløjfer, med det mægtige koralsmykke over brystet, med det sortebrune hår højt opsat... Det var malet for over tyve år siden, efter at hun og hendes mand var komne hjem fra deres bryllupsrejse, fra Italien, Schweiz og Frankrig, med ung begejstring for al skønhed i natur og kunst. Hvor lo de brune øjne glad ud i verden med en underlig blid livslyst! Hvor blinkede det mørkebrune, stramme opsatte hår, med kraftig metalglans! Huden var gullig som nu, men sund og blød som på en Venus aftizian. Hånden, lige så spinkel, som nu, havde ikke som nu det lidt svulmende årenet, var ikke tør. Som i sund fugtighed klæbede den sig til kjolens atlask. Den lå muntert hvilende over knæet, halvåben, med rødt lys strålende ud fra hulningen. Busten var ej heller på billedet synderlig udviklet, men ungdommelige former tegnede sig dog gennem stoffet... Der ovre på den modsvarende væg mod vinduet hang som pendant et portræt af hendes mand. Han havde aldrig været smuk, var egenlig, fandt hun nu, kønnere som ældre end som yngre. Men rankt knejste den magre skikkelse i lænestolen; det meget lyse hår krusede sig stift og udfordrende op. En rask formet blød knebelsbart vajede ud til siderne; man kunne føle åndedrættets pust igennem den. Han sad med en Avis i hånden i sort Bonjour og lysegrå benklæder, og en kavstisk satire blinkede ud af de store, lyse øjne; de stærke næseboer på den uregelmæssige lille næse spilede sig ud, som vejrede de efter. Noget, der kunne give anledning til at sige noget hvast. Fruen sukkede dybere og hurtigere end før, rejste sig, gik fra portræt til portræt og dvælede længe og tankefuld ved beskuelsen. Det dirrede igen i uret. Hun blev vakt op af sine drømmerier derved, sagde højt og bestemt, da det eneste slag tonede og meldte halv ét. — ja nu går jeg i seng.... Hun hørte trin på trappen. Det var stærkt knirkende støvler. — nej, det kan ikke være Vilhelm — det må være min mand. Hun skyndte sig hen i den lænestol, hvori hun havde siddet hele tiden, tog bogen, lod som ingen ting. Hun hørte nøglen skure i låsen på døren ud til trappen, hørte døren åbnes, kendte sin mands, konferensrådens trin. Hun hørte ham tage overfrakken af og o o hænge den op på en knage i den store entrée, vidste ikke, om hun var glad eller ked over, at han kom. Ind trådte den høje magre mand i sin galauniform, de danske embedsmænds evindelige blå frakke, hos de højere stående meget tæt broderet på krave og opslag. Ved genskin fra lampelyset flammede partier af kravens guldbroderi op, som om der var sat en tændstik til. Om halsen sad kommandørordenens bånd som et futteral oven over det hvide slips. Korset hang ned foran på den mørke frakke, som på brystet bar andre skinnende dekorationer, udenlandske monarkers nådesbeviser. Nu var konferensrådens hår hvidt, men struttede ret kraftigt op om pande og tinding. Overskægget var ikke længere blødt og bevægeligt som på portrættet; det var stift og kort klippet lige som det øvrige skæg, der tæt bedækkede kinder og hage. Øjnene var mindre blanke på originalen end på billedet, men skælmen i dem syntes ikke helt død; syntes at kæmpe for sin tilværelse. han hilste venlig på sin frue, gik hen til hende og lod hånden glide hen over hendes gråsprængte, flammede hår. Hans guldbroderede opslag tindrede, som om det var tændt. — hvordan har du haft det, lille? — udmærket. Og har du moret dig godt? — tror du, man morer sig ved tafler på allerhøjeste sted? Nej det bedste er, at man har albuerum til begge sider og formelig skal anstrenge sig, hvis man vil tale med sine naboer. Jeg havde en idiot af rigsdagsmand på hver side. De åd, som de var betalte for det; jeg passede også min mad og mine seks vinglas... Vi fik en superb chateau margaux. Vil du for resten høre menuen? — tak... å nej. Konferensråd Vang lo småt? — å nej, den ene menu ligner den anden. Han gik hen og klappede igen sin hustrus hår. — av — av, sukkede hun. Hans ærmeopslags guldblade havde fået nogle af hendes hår ud af deres leje, så det gjorde ondt. — om forladelse, liscia, sagde han i en kælende tone... Det var også dumt, at jeg ikke straks tog det kram af... Nu skal jeg... Han rettede sine trin ind mod døren, der gik ind til husets andre værelser. — å... hvorfor? sagde fruen... Vi skal jo dog i seng... — som du vil, min ven! Gå du i seng... jeg kan ikke... jeg må af med det stramme stads... Så sætter jeg mig ind i min stue... læser... tænker... Men vil du i seng, lille liscia? — bliv så hellere her. Du kan jo godt ryge, hvis du vil. Konferensråd Vang forsvandt et øjeblik, kom så ind, afført sin stads, klædt i en brun fløjels jaquette, smed sig i en lænestol, så hen til sin hustru med smilende øjne og mund — et lidt grimaceret, lidt satyragtigt, lidt hånende, lidt selvbehageligt smil. — mon Vilhelm dog ikke snart kommer • hjem, sagde fruen. — søde liscia, du vil dog ikke til evig tid være goldamme for den lange dreng. Han kommer s’gu nok, sagde konferensråden og virrede med hovedet. — hans helbred er ikke stærk nok til natlige orgier, sagde fruen. — å, hvad... Ha, ha, ha! — hvad ler du af? — du, liscia, livet er dog en uendelig komedie — guddommelig vil jeg ikke kalde den — snarere bestialsk... Det skulle være et demokratisk selskab, det i aften. De mest folkelige størrelser listede sig som hunde nærmere og nærmere op mod de høje herskaber. Jeg så den demokratiske tillærte stolthed kæmpe ihærdig med den medfødte køternatur. Man nærmede sig tøvende, standsede med stolt blik hævet mod loftets kassetter, sukkede, løftede den folkelige uafhængige, protesterende brystkasse... bestandig i gang hen mod solene. Sideblik, misundelig skulende, gled ned på os dekorerede og uniformerede individers funklende bryster... og når så en af solene sænkede en stråle ned over en bondeknold, så vidste han ikke, hvor slavisk han skulle bukke. To af dem fik deres klodsede krop lavet til en vinkel på firsindstyve grader... Så sagde sådan en Bonde, en lang smilende, glat barberet staldkarl til sin ven, en rød, fedtglinsende sortneglet Karl, — en type på en herregårdskusk, minus skægget: hør du hans, når man lærer de folk at kende på en mere fortrolig manér, så er det s’gu rare folk. Jeg véd nu bestemt, at begge de to, både staldkarl og kusketypen, er indstillede til at blive riddere af dannebrog... Hvorfor ser du så dødningalvorlig ud, lille liscia? Hvad tænker du på? — du er jo kommandør af dannebrog foruden meget andet udenlandsk krimskrams, o n — ja kommandør og praeter plura. Ha, ha, ha. Ser du mit barn! Når man er embedsmand, så er man nødt til at være abekat til en vis grad og må trøste sig og sine nærmeste med en stadig satirisk protest. Ser du, liscia. Der gives premierlieutenanter, som er riddere af dannebrog. Da man bød Chr. Winther den dekoration, svarede han: jeg vil være kommandør, jeg, en gammel berømt digter, bærer ikke en dekoration, som enhver lieutenant kan få... Det var nu dumt, for samme digter var jo snart bleven kommandør og siden måske storkors. — men når en officer er kaptajn og ikke er dekoreret, så er der noget i vejen med ham. Når nu jeg har så mange dekorationer til pryd for min svulmende barm, så er' det bare et supplement til broderiet på krave og opslag. Det ene er en logisk konsekvens af det andet, det vil sige — her taler vi om den objektive logik. Det var længe siden, ikke siden de første ægteskabsår, at fruen havde hørt sin mand tale så. Da havde de leet i en lystig duet over hans frivole syn på tilværelsen. Nu svigtede Fru Vangs latter. Hun syntes ikke, at disse ord lå ret passende i den nogle og halvtredsindstyveårige mands mund. Hun virrede lidt med hovedet og sagde: — men hvorledes kan du holde den gerning ud og arbejde så flittig i den? Tænkte jeg som du, jeg tror, jeg måtte dø af sorg. — man dør ikke så let, liscia. Desuden — en sådan gerning er som vin, man beruser sig i. Man fordyber sig i en sag, drager de logiske konsekvenser af det en gang givne, morer sig, når perturbationerne kommer, søger at overvinde dem, overvinder den... det er som at vinde en hasarderet nolo i l’hombre. Man sætter igennem, hvad man vil. Selv om det kun gælder en sag om skident vands afledning... så glemmer man realiteten og o o o glæder sig over, at man har kunnet få façon på stoffet, over at man tilsyneladende har gavnet den del af menneskeheden, som har været forulæmpet af det skidne vand... det er, som når en digter har overvundet et genstridigt, ækelt stof... ja, som når Zola har nået et mægtigt resultat efter at have fordybet sig i kulgrubernes naturlige og menneskelige smuds og fået en storartet tragedie ud deraf som i « germinal »... Hvis det ellers er tilladeligt at sammenligne mit sjoverarbejde med et stort åndsværk, så vil jeg sige: det er morsomt at bruge sin formalistiske juridiske dannelse og i kraft af den erobre en stor part af livet... Naturligvis er loven, der laves, noget snavs, der om få år trænger til at forbedres på alle mulige punkter... Men lad syndfloden komme efter mig, som den franske konge sagde... Hør liscia, hvis jeg havde været en drømmer, en poet, en idealist... tror du så, at vi kunne have rejst det meste af Evropa rundt, at vi kunne have haft billeder, som vi har, at vi havde kunnet bo, som vi bor? De dekorationer, der dingler på min blå frakke, min broderede krave, betyder ikke andet, end at jeg har villet have, at min skønne hustru og jeg til en vis grad skulle leve i skønhed. — husk, hvor du i sin tid spottede magthaverne og lo ad konger og ministre? — tys, tys. Det gør jeg s’gu endnu, liscia. Har jeg tjent under nogen minister, uden at jeg har hvisket dig sagte i øret: han er en attrape... han forstår sig ikke mere på sagernes realitet end vor kokkepige. Siger du, hvad jeg nu siger, så sværger jeg på, at din beretning er løgn. Hør, min søde gamle liscia... Du ser jo formelig positiv-forarget ud i denne glade midnatsstund. Du er dog vel ikke bleven omvendt af en indre missionær? Herre gud, snakker jeg for frivolt på vore gamle dage? Ja, det må være den château margaux, der gør mig lyrisk... Gå op på kontoret. Spørg hele besætningen fra kontorcheferne ned til skriverne, om de nogensinde har set andet i mig end den på hele maskineriet orthodox troende. Må jeg da ikke have lov til at være kætter en stund efter midnat, i mit eget hjem, i en tête-à-tête med min gamle kammerat, liscia? Når jeg ellers er så korrekt og tilknappet... hvad? Fru Vang så op på sin mands portræt, så på originalen. Hun syntes, at den unge cand, juris og den gamle konferensråd Vang lignede hinanden så påfaldende i dette øjeblik. Hun så på sit eget portræt... hun genkendte sig selv som ung. Hun rejste sig brat, løb hen, omfavnede og kyssede sin mand. Han klappede hendes ranke Hals og sagde: — hvorfor er du nu så sød, liscia? — fordi... fordi. — du må have lidt meget for min skyld... for at gøre det godt for mig. — å... hvad! Lidt, mit barn? Jeg har sådan en dejlig evne til at lade være at lide. Skønt jeg ikke tror på meget, så må jeg tro på et liv efter dette, som. dog ikke kan være fordømt løgn fra ende til anden... Men lad os blot ikke blive pattetiske. Det er eftervirkningen af den forbandede likør til kaffen, som nu får mig til at være positiv. Gå så i seng, min ven! — jo straks, straks... Hør... kan du ikke høre?... Hør? — jo, der kommer en op ad trappen. — det er nogle underlige trin. — ja. Den opstigende synes at dingle fra den ene side af trappen til den anden og famle efter rækværket. — min ven!... Det skulle da ikke være Vilhelm? — nå — og hvad så? — så er han... — en smule anløben. Lad os bare ikke blande os i det. Gå i seng, liscia? Fruen lyttede efter de stolprende trin. Hun lagde hånden på sin mands arm. — hør, hør, hør... Han når aldrig op på fjerde sal. — il y a un dieu pour les ivrognes, sagde konferensråd Vang leende... God nat... Fruen gik til sit sovekammer til den ene side, konferensråden til sit på den anden side af opholdsværelserne. fruen havde et smukt stort sovekammer. En bred seng, lavet efter den franske type, stod på en lille forhøjning. Den havde efter fransk skik et omhæng, der fra en lille himmel for oven i to svage linjer bredte et storblomstret draperi over hovedgærde og fodende, og under dette draperi smilede sengetæppets rosenrøde silke ud gennem det dækkende, i stjernemønster hæklede overtræk, mens kniplingsmellemværket på hovedpuden med den udkikkende karmoisin-røde silke koket lokkede fruens hoved til hvile. Konferensrådinden glædede sig til sin indbydende seng, begyndte at løse sit store gråsprængte hår og at tage sine klæder af. Hun gad ikke se sig selv i det store psykespejl på pillen mellem de to vinduer. Uvilkårlig veg hun hen til siden, til den store w mahogny-servante. Over den var der lavet en slags baldakin hvor det kniplingsrandede hvide tøj hang i lignende former som omhænget på sengen. Men inde i et lille rum over servanten, som var omsluttet af draperiet hang et stort fotografi i en rokokoslynget nikkelramme. det forestillede ægteparrets eneste søn, Vilhelm. Der sad han på en stol, hårfager, rank i sædet som en page, fin med bløde træk, med moderens kønne hovedform, en lille fint bøjet næse, med faderens stærkt opstruttende hår, dog i det hele så kvindelig blid, så ubestemt i trækkene, med uskyldige øjne, sådan som hun kendte sin dreng, når han med hovedet i sin moders skød lyttede til hendes oplæsning af gamle digte og ny fortællinger. Konferensrådinde Vang brast i gråd. — å, min dreng, min egen søde lille dreng! sagde hun hulkende.... Villy, mumlede hun... Jeg må... Jeg må... op til min egen dreng. Hun så sig om, lyttede... Nej der kunne komme nogen på trappen. Hun turde ikke. Hun lagde sig da til ro, men sov ikke den nat. I. Det vangske hus var en ting for sig, meget forskelligt fra de fleste samtidige københavnske. den nuværende konferensråd og departementschef stammede fra en gammel embedsmandsfamilie. Blandt hans forfædre var der en stiftamtmand, en overpræsident, hans fader havde været generalkonsul i Algier, og der var han selv født. Han var eneste søn, arving til en respektabel formue, var som student i første halvdel af halvtreserne en flot dandy i klæder, i optræden, i de få ord, han mælede. Skønt spinkel og sart øvede han sit legeme. Han tog ridetimer i det kongelige ridehus hos den berider, der var mest en vogne. Lektion i fægtning og hugning hos en overvagtmester ved hestgarden. Men aldrig nærmede han sig de unge adelige herrer; det blev ved høflige, kolde hilsener. Han viste sig kun få gange i studentero o foreningen. Han erklærede en gang, da han efter et lørdagssold havde slået følge med et par kammerater, og de havde søgt ind i å Portas kafé på kongens Nytorv, at værre tobak havde han aldrig lugtet og værre punsch kunne der ikke skænkes på den sjofleste knejpe på Kristianshavn. — men talerne da? bemærkede en af kammeraterne... Den, som den ledende senior holdt for det enige Norden. Vang havde svaret: — hvis de tre riger bliver forenede, skal det glæde mig. Men sætter man sig sådant et mål, må man gøre sig midlerne klare. Hvilke midler har de herrer disponible? — ved tale og sang vækkes begejstringen hos folkene. — tror de? Tror de en eneste norsk eller dansk Bonde eller borger lytter til de taler og sange? Det høje aristokrati både her og i Sverig er imod sagen. Hvad aristokratiet mener her i Danmark, har vel for tiden ikke stort på sig, men i Sverig har det adskilligt at betyde. — men folkets vilje, kære? — de mener studenternes aspirationer — men de har kun såre lidt at gøre med folkets vilje, hvis folket overhovedet har nogen vilje, hvad jeg tvivler stærkt på. — ja så! Var det ikke folkets vilje, som skaffede os friheden i 1848? — såmænd var det ej. Det var et stykke ret intelligent København, der lavede det hele. Arbejdet er også derefter. Den frihed vil gå al kødets gang. Resultaterne vil blive lagt i saltlage i ministeriernes bureauer og miste al saft og kraft. Landet vil som før blive regeret derfra, og det er måske godt. — vi skal altså regeres af dum routine? — af routine.. ja.. om den er dum, véd hverken de eller jeg. Men routine, selv den åndløseste, er langt at foretrække for den barhalsede ltkyndighed. — de er rædsom reaktionær, allenfals ikke demokrat. — jeg ville gerne være det, hvis jeg kunne bringe kundskab og brød til de uvidende og hungrende. Men det kan jeg ikke. Jeg er vant til god mad og vin; min mave ville hverken kunne tåle melgrød eller sulevælling. For at være demokrat, må man være tarvelig, selvfornægtende, nøjsom. Men jeg kan ikke en gang forsage franske handsker, klæder af bedste sort.... Jeg lader altså demokratiet fare. — kun gennem et dansk demokrati vinder vi Slesvig og gør det dansk. Vang trak på skuldrene og sagde: — jeg tvivler stærkt på, at vi nogensinde når det mål... Skulle det ske ad demokratisk vej, så måtte vi slå ind på en halv revolutionær bondepolitik, hidse bønderne op mod godsejerne, bestikke de skrålende advokater, som nu præker slesvigholsteinisme. Har vi mod til det; tror de? — vor loyale og nationale embedsstand vil udrette meget. — Jes tvivler stærkt derpå. Blomsten af vor embedsstand tagær ikke mod de uriaso poster. Slesvigerne får kun det andet eller tredje bryg af embedskaffekjedlen, og i mændene er på sine steder lige forhadte af loyale som af insurgenter. — de tror ikke på ret meget — måske ikke en gang på en retfærdig guds styrelse i historien. Vang tyssede og sagde: — den Art problemers løsning ligger aldeles uden for min kompetence. Jeg har ikke talent til filosofi, og over for tteologiske spørgsmål er jeg absolut renonce, og siger med descartes: jeg holder mig til min ammes religion. Kristian Vang tog en glimrende juridisk eksamen. Professorerne var enige om, at hans « skriftlige » hørte til de bedste præstationer, de mindedes. Men det var ikke brug at give mere end laudabilis i flovedkarakter, så Kristian Vang måtte nøjes dermed. Der var dem, der mente, at nu lå den ✓ akademiske vej glat banet for den unge mand. En af professorerne udtalte sig derom til hans fader, som nåde at opleve sin søns triumf. Den forhenværende generalkonsul, som nu har titel af kammerherre, tog høflig mod beskeden og svarede, at hans søn havde sin fri vilje. Men hemmelig ønskede den gamle, at, hans søn ville modstå den lokkende sirenerøst, følge familiens skik og træde ind i strationen, hvor samme traditioner let og blødt ville bære ham op til de højeste spidser. Og sønnen ytrede til en kammerat, som spurgte ham, om han nu ville tage den juridiske doktorgrad og lægge an på en professorpost: — nej, nej. Skulle jeg være videnskabsmand, så måtte jeg ikke alene tænke konsekvent, hvad jeg håber, jeg gør nogenlunde; men jeg måtte hensynsløst udtale mine tanker. Så kunne jeg risikere at ende på ladegården, og martyriet ligger aldeles ikke for mig. Han kom altså ind i ministeriet, avancerede mægtigt. Thi han passede sine ting nøjagtigt. Hvad han leverede af skriftlige betænkninger, erkendtes af de overordnede at være af første rang. Han forøgede sin arvede formue ved sit giftermål. Hans hustru var datter af en kammerherre og garderoberst. Endnu, mens han var i begyndelsen af fyrrerne, var han departementschef med konferensråds rang, og en mængde dekorationer spækkede brystet på hans guldbroderede blå uniform og hans sorte kjole. Og ingen kunne sige, at konferensråd Vang havde snobbet sig op ved smiger og kryberi. Nej, hans overordnede havde i regelen været mere bange for ham end han for dem. Dette stilfærdige, altid tjenstmæssig rekte væsen, der ligesom højnedes af det klare, satiriske øje; denne sikkerhed overfor en ny ministers famlen; denne interesse for forretningernes rent formelle side og Holden sig fjernt fra realiteten, gav ham et eget relief. J ' o o Havde han gjort et arbejde under et ministerium og et ministerskifte forårsagede, at det blev lagt ad acta, og et helt nyt skulle gøres efter et helt modsat princip, så smilede Vang med sit fine smil og gjorde det sidste lige så godt som det første uden at kny. Kun hjemme hos sin « liscia », alene med hende gned han sig i hænderne og lo ad minister, rigsdag, administration og sagde: o o — ja> jeg el skam, skuespiller i en guddommelig komedie. Jeg har dog som salig kejser Augustus spillet min rolle godt. Andre frondører fra min tid er gledne ud i sandet som timelærere eller forfaldne subjekter. Men jeg har haft guderne med mig. Så var han jo en ret rig mand. Hvad risikerede Vang,' om han fik sin afsked? Han kunne måske blive en farlig modstander med lige skarp tunge og pen. På pungen kunne han jo ikke rammes. Han sad urokket i sædet. Konferensråd Vang indlod sig ikke på, hvad man kalder at føre hus. Han holdt kun to store middagsselskaber om året: for kolleger, over- og underordnede, for administrative embedsmænd, kongelige og kommunale, som hans stilling bragte ham i forhandlingsforhold til. Alle gæsterne var henrykte over middagens smagfulde arrangement, de gode vine, den elskværdige og fint dannede husfrue, den ugenerte konversation ved kaffen i rygeværelset. Rigtignok var værten noget tilknappet, for så vidt som man aldrig kunne få et alvorligt ord ud af ham. En københavnsk borgmester sagde: — ellers kan man så nemt klare en sag sådan efter en middag, men af konferensråden kan man ikke få andet ud end en slags brandere. Det er kun på sit kontor, at han er den alvorlige mand. Fru Vang så af og til nogle veninder til aften, men var de til stede, mødte hendes mand kun. ved måltidet og trak sig så straks tilbage. Hans hustru havde lært at tage ham, som han var, og han var altid fuld af de kærligste hensyn over for hende. Meget ofte bragte han hende en kostbar og fin blomst, en gang imellem en ring med en sjælden smuk sten, en broche med en smuk kamée; hun havde fuldstændig Carte blanche til indkøb af bøger, fotografier, illustrerede pragtværker og sligt. de fik kun den eneste dreng. Moderen elskede Vilhelm med nervøs skinsyge, led f. Eks. ikke, at hendes kousiner kælede for barnet. Efterhånden som drengen blev større, var moder og søn næsten ikke fra hinanden. Da han kom i skole, læste hun lektier med ham, lærte sig selv de græske bogstaver, forsøgte endog sine kræfter på mathematiken, hvad hun dog måtte opgive. Hendes mand gjorde hende mildt opmærksom på, at drengen jo både var lærenem og tilbøjelig til flid, at det ikke var gavnligt for hans åndelige selvo o o stændighed således at blive hjulpet, men fruen bad ham mindelig om at unde hende den glæde at følge drengens åndelige udvikling; han ville berøve hende den største fryd i livet, hvis han hindrede hende deri. Konferensråden svarede kun med et Kys på hendes hår og lod hende have sin vilje. Vilhelm Vang var alt for meget « skjørtedreng » Til at kunne forsvare sig i alles krig mod alle i en københavnsk stor skole. Hans moder udvirkede, at han blev taget ud af skolen i sit fjortende år; faderen gav sin indvilligelse med et skuldertræk. Vilhelm kom da på et dimissionskursus med fire andre knøse af fornem familie. Men han plejede ingen omgang' med dem. Så snart hans undervisningstid var forbi, ilede han hjem til sin moder. Han betroede hende alt, hvad der rørte sig i ham. Allerede i sit 15. År, mens han gik til konfirmation, sagde han en dag til hende: — moder, jeg kan ikke tro på, at Kristus har opvakt Lazarus eller enkens søn af nain fra de døde. Ellers ville disse opvakte jo have kunnet give andre efterretninger om tilstanden efter døden og givet svar på et af de største spørgmål. Fru Vang havde famlet efter et svar, ikke fundet noget og sagt: — vil du være god mod din moder, så ydmyg dig og tro, hvad der bliver lært dig. Når du bliver ældre, så kan du granske over sådanne ting, men nu må du ikke gøre det, min dreng. Hun fortalte sin mand denne sag. Han sagde: — det er meget godt klaret, lille liscia. Men da altergangsdagen kom, gjorde drengen alvorlig modstand, erklærede, at han ikke forstod præstens forklaring og sakramentets væsen og virkning. Igen bad moderen ham om at gå til alters for hendes skyld. Hun skulle gå med og bede sammen med ham og holde ham i hånden, mens han knælede for alteret. Vilhelm sagde: — jeg vil blive fortvivlet, hvis jeg gør det, moder. Thi er det sandt, hvad præsten har lært, så vil jeg blive en af dem, der æder og drikker sig til fordømmelse. Jeg tør ikke, jeg kan ikke. —; hvem har strøet tvivl ind i din sjæl, barn? — jeg har selv tænkt over det. — men tror du, lille Vilhelm, at din tanke er stærkere end det, millioner har hævdet igennem århundreder? — å, moder, lad mig være fri. Lad mig vente, til jeg kan forstå, hvad jeg gør. Der var en så usædvanlig eksaltation over drengen, at Fru Vang ikke turde trænge videre ind på ham. Hun henvendte sig til sin mand. Han sagde: — det er tidens luft. Det nytter ikke, at man tætter sine vinduer og døre. Det er galt at tvinge drengen. Lad det hele foreløbig drive over. Det er godt, han kom gennem konfirmationen. Det havde været en kedelig skandale, hvis han ikke var bleven konfirmeret. Denne sag skal jeg ordne med præsten. Præsten var enig med konferensråd Vang og mente, at når det unge menneske var vaklende i troen, så var det bedst at stille altergangen i bero. Han ønskede ikke en gang at tale med Vilhelm nu, da tvivlen var stærkt oppe i ham. Man måtte overlade det hele i guds hånd. Dermed var konferensråden tilfreds, og der blev aldrig mere talt om den ting. Drengen begyndte imidlertid at skrante. Moderen fik udvirket, at han blev sendt på landet til en herregård, som en fjern slægtning af hende ejede. Der voksede han sig rask, kom atter på et artiumskursus. Men han blev tyve år, før han blev student. Mens den ene af Vilhelms studerefæller, en Greve, fik anden karakter til studentereksamen, den anden, en baron, tredje, og den tredje, søn af en etatsråd og grosserer, gik rejekt, fik Vilhelm Vang første karakter med udmærkelse til stor glæde for hans moder og hans dimissor. Hans fader smilede venligt ved efterretningen og sagde: — det forbavser mig ikke, det ligger til familien. Det var ret, min dreng, at du holder ved dens gode traditioner. Naturligvis vil du studere Jus. — Ta, naturligvis, svarede sønnen. Han havde altid betragtet det som en selvfølge, at han måtte blive en højtstående embedsmand. en aften, da konferensråden var ene med fruen, flyttede han sin stol tæt hen til hendes: — hør du, min ven!.. Sidder du og Vilhelm altid sammen, når jeg er borte? — ja, min ven. Konferensråden fog hendes hånd, strakte den fladt langs bordpladen, så på, hvor smukt den hvidgule farve stod til de mange o o ringe med de ægte ædelstene, der spillede flammende i lyset, i dejlige farver og i stråler, som gnistrede om de slebne facetter; tog begge hendes hænder med et energisk tag, så fruen måtte undertrykke et nervøst overraskelses-skrig. konferensråden lo venligt og sagde: — liscia, du er lige så sød, som da du var tyve år. Fruen rejste sig, favnede og kyssede sin mand. Han blev ved at klappe hendes kinder og trykke sagte Kys på hendes øjenlåge, satte sig så og sagde: — hvad læser så du og Vilhelm? — du véd, min ven, at jeg elsker vore egne gamle digtere... at Vilhelm og jeg desuden har læst både Goethe og Schiller, lamartine og Victor Hugo... Men så har vi i de seneste tider læst de bøger, som her ligger. Konferensråd Vang så en høj stabel på guéridonens marmorplade af ikke indbundne bøger; en del af dem i gult omslag, som betegnede deres franske oprindelse. Han lo kort os' sagde: o o — i tyve! Dem har i stjålet inde fra mit værelse... Ja, ja børn! Måske havde jeg været for... for... hensynsfuld... Eller fej... til selv at give jer dem. Nu, da i har taget dem, så vasker jeg mine hænder som den hellige Pilatus... Ja, ja! Jeg vil ikke være torquemada og holde inkvisition... Nå... og så... Du og Vilhelm o o er blevne nogle forbandede ki'ættere?... Hvad? — ja, du må nu ikke le. Men disse bøger... * — nå... Død og pine, har i læst alle renans bøger om det ny testamente...? • — ja, vi har. — det var fa’en. Det er mere, end jeg har haft tålmodighed til. — jeg elsker renan.. Han lærer en at tvivle først for siden at blive fastere og bygge på en sikrere grund. Jeg beholder mit kristusbillede, som jeg ikke kan undvære, men billedet bliver mig mere menneskeligt, mere fortroligt. Guddomsskikkelsen stiger ned fra de store konkaer, som vi så i Italien, løsner sig fra guldgrunden, mosaiken får kød og blod. Må jeg bede om renans Jesus. — du er sød og kær, liscia. Nu skal jeg afsted... Men Vilhelm? — du, jeg er bange for, at han er kommen videre end jeg. Han taler om det guddommelige,... ja hvad ved jeg... det, der gennemtrænger tilværelsen fra Krystal... Gennem plante... Dyr... og til menneskene... han siger, at det guddommelige bliver til, efter hånden som verden udvikler sig... ja, at det guddommelige ikke er forud for det hele. — lad ham bare tænke, men sig ham, at han skal holde sine tanker for sig selv... Men oprigtig talt... og det er mit alvor... Råd ham til at leve lidt... syng til ham: se dig ud, svend vonved. Han er for meget af et stuebarn. Farvel, tak, fordi du tager dig så pænt af drengen. Jeg har så gu’ ikke tid. Konferensråden kyssede på fingeren og gik. — har du ingen kammerater? spurgte Fru Vang næste gang, hun så sin søn. — nej... — du må jo se mange på forelæsningerne. jeg kan ikke lide dem. — hør, min dreng! Husk på, at du er et mandfolk. — jeg kan ikke lide mandfolk. De er rå og plumpe. Fruen studsede. Der gik et angstens drag igennem hende. Hun frygtede, at hendes søn holdt for meget af kvinder på grund af den energiske udtalelse. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hvad de kalder karakterstyrke, tænkte hun, er kun underofficersstramhed og bondehalsstarrighed. Hun havde anet, klog og fordomsfri, som hun var, at der ville komme en tid, da hendes Vilhelm ville glide ud af sin moders arme for at søge arme, som favnede ham på en helt anden måde. Vilhelm forstod hendes spørgende øjne. Han rystede på hovedet, tog hendes kinder mellem sine hænder, kyssede hende på munden, lo og sagde: — mor, du har virkelig ingen rivalinde. Fru Vang var nu sikker på, at hendes frygt var uden grund. Hun åndede højt, mens hun klappede sønnens tætte hår. Iii. Foran Vilhelm Vang i rusavditoriet sad bestandig en svær student med et lysebrunt krøllet hår over en Hals kraftig og brutal som caracallas, hvis buste Vilhelm Vang kendte fra sin faders studereværelse. Han vidste ikke, hvad denne student hed; han kaldte ham for sig selv caracalla. Skægget fra kinderne stod ud til siderne oo i en vækst så kraftig som unge graner, plantede i gunstig jord. Stundom vendte samme caracalla sig så meget om på halv, at Vilhelm Vang så en uædel profil med kjødrig opstoppernæse, der. Dårlig kunne holde styr på lorgnetten, som af og til faldt ned i hans svulmende overskæg. Vilhelm Vang tænkte: hvor der boede en masse blod i den fyr! Inden professoren kom, fantaserede han om at stikke en dolk i hans brede ryg. Blodet måtte sprudle ud i høje strål

1895_Kindvig_WilliamOgElisabeth

J.P.H.

William Og Elisabeth

Kindvig

Kindvig

William Og Elisabeth

1895_Kindvig_WilliamOgElisabeth.pdf

Jens Peter Hansen

Kindvig

dk

William og Elisabeth

Fortælling

n

roman

Morsø Folkeblad

KB

Ikke i boghandel. Findes ikke på Rex: Nykøbing Mors står som en slags forlægger

pdftxt

nan

nan

O

Røgen fra skorstenspiberne stod lige op mod den blå himmel. Sundet lå glat og stille fra Sjælland over til Falster, — dog sås af og til en svævende, mørkeblå plet komme og forsvinde langt ude. Solens stråler faldt brændende hede ned over alt og borttog livsfriskheden alle vegne. — forunderligt, hvor sådan en rigtig varm sommerdag kan dvalebinde livet, nedtrykke alt i sløvhed. Selv naturen døsede. Og fiskerne stod ved havnen med hænderne dybt begravede i bukselommerne, — gabede, spyttede og — halvsov. Alt var stille, ikke et fuglepip hørtes. Nu kom en dreng bærende på en kurv, fyldt med flasker, hvis indhold skinnede brunt og fristende for enhver tør Hals, som han mødte på sin vej. Det så ikke ud til, at varmen generede ham det mindste, — i hvert fald var han ikke doven. Som han dér kom på bare fødder med bukserne smøgede op over knæerne, lignede han ret en stork. Hans ben var nemlig meget lange i forhold til hele hans størrelse. Han gik lige frem, ned mod fiskerne, der allerede begyndte at strække halsene op efter ølkurven. Pludselig gjorde han en svingning fra sin lige bane, langt;:d til siden. Det, der fik ham til at gå til siden, var en stor, gispende hund, som lå med udstrakte forben og tungen hængende langt ud af flaben. Hunden, der under normal varme var en fjende af mennesker og særlig af børn, var i dag så doven, at den ikke en gang gad gø. „ Jeg tror, drengen er tosset, hvor vil han hen? Denne vej med øllet, din tamp! “ råbte en brednæset fisker med en skærende rå tone i stemmen, som i det aller mindste udtrykte, at sådan en langbenet dreng i grunden ikke var noget menneske. Et øjeblik derefter stod hver mand med en tom flaske i hånden. „ Hør “, sagde den brednæsede fisker og fæstede sine grå, blodunderløbne øjne på drengen, „ gi’r du en frisk omgang, dreng? Du tjener jo penge som skidti — hva’? “ Drengen, der endnu ikke forstod sig på verdens lave ondskab, øjnede rimeligvis noget stort i disse opfordrende ord, eller det var måske nærmere af frygt for at falde i unåde, han begyndte at rode om i sine lommer, som gjaldt det livet. „ Ser i det “, råbte én, „ Jonas gi’r en omgang! Han er en Karl! “ „ Ja, Jonas er al tid en Pokkers Karl “, sagde en anden med et svedent grin. Jonas havde atter fået kurven på armen og var allerede på parten igen, da et ungt menneske, der hidtil havde stået tavs og tilsyneladende ubemærket, sprang til og holdt ham tilbage. „ Det skal du ikke gøre, min dreng “, sagde han, og hans stemme røbede en stærk og ærlig medfølelse for det troskyldige barn, dei- nu skulle have været brugt som legetøj for nogle usle, lavttænkende, rå mennesker. Den brednæsede fisker tillige med to andre, der syntes at være de førende, gav lydelig deres mishag til kende. „ Hvorfor lod du ham ikke gøre, hvad han ville “, sagde den ene — dog med en vis ærbødighed. den unge mand vendte sig imod dem. Han var spinkel og uanselig med et blegt, alvorligt ansigt, der var så fint og lille, at det med ære kunne sidde på en pige. Skøn var han egentlig ikke. Men som han stod dér med hævet hoved, var der noget i hans dybtliggende øjne, som gjorde sig gældende og fordrede tavshed. „ Hvorfor jeg ikke lod ham gøre, hvad han ville “, sagde han og bøjede sig for over; „ Du mener vel: hvad t ville? Hvorfor jeg ikke gjorde det? Fordi jeg ikke var nogen større 7 4 æsel, end jeg kunne blive oprørt ved at se den synd, som i stod i begreb med at udføre — endda med god vilje, uden så meget som at skamme jer “. „ Du ser al tid så mørkt på tingene “, sagde den brednæsede, idet han søgte at gøre sin stemme så mild som mulig. Den unge mand svarede ikke, men så drømmende hen for sig. Og der kom et skær af smærte over hans blege ansigt. Den stille, lummerhede sommerdag hældede mod sin ende. Solen kastede endnu nogle hendøende stråler over byen og smilede nok så polisk, ret som ville den sige: i dag kan jeg ikke brænde jer mere, men jeg kommer igen i morgen, mine venner — farvel. Dermed forsvandt den og efterlod sig kun et rødligt lysskær på horisonten. Men træernes blade raslede i den svale aftenvind, som var denne stund en befrielsens time. — op ad gaden, der fører fra den lille havn ved Vordingborg og kaldes Strandgade, gik den før omtalte unge mand. Hans gang var noget usikker, og det så ud til, at hans tanker var langt borte. Med ét kom der en feberilsk uro over ham, og de blege kinder rødmede stærkt. En ung pige kom gående på den modsatte side af gaden — ikke langt fra ham. Hendes store lyse øjne søgte hen til ham på en forunderlig kærlig, tiltalende måde. Det var disse strålende, milde øjekast, der virkede elektrisk på ham og nu fik ham til at standse. „ God aften, William “, sagde hun, idet hun kom hen imod ham. Hendes stemme var fin og blød som et barns. Han stod forlegen og pillede ved sin hat. „ God aften, frøken “, sagde han næsten hviskende uden at se på hende. Der var noget pinefuldt, som lagde sig om hans sjæl, hver gang han stod over for et sådant menneske. Det følte han for alvor — især over for hende. At han var åndelig beslægtet med disse mennesker, følte han dybt. Men samtidig kom tungsindets bitre stemme og hviskedee: ja, vel er der et åndeligt slægtskab imellem jer. Den følelse er ægte nok, og den er gensidig. Ti de samme harpestrenge, skaberen har lagt i deres sjæle, har han også lagt i din. Men du blev født uden for deres samfund, i lavere klasser. Se, det er forskellen, kløften, du ikke kan komme over. På en vis måde er du nok et barn af deres samfund, men kun et stifbarn, en askepot. Som deres virkelige, ægte Broder vil de aldrig holde af dig. En følelse har de vel til overs for dig, kun ikke den følelse, der fuldtud siger: du er vor Broder. Dette blev han overbevist om, hver gang de beklagede ham — uden dog at ville hjælpe ham. Nå, han kunne jo blive på sin plads. Nej, nej, der var han ikke hjemme i den forstand, at han kunne føle sig lykkelig. Der var også kun få, som forstod ham, — vel i grunden slet ingen. Og det er en ulykke for et menneskehjerte at være, hvor ingen forstår det. I virkeligheden ønskede han intet hellere end at løbe bort fra skomagerværksted, svende, mester, værktøj og det hele. Sådanne tanker og følelser gennemstrømmede ham i dette øjeblik. Den unge frøken, der vistnok ventede, han skulle sige noget, stod og legede med sin parasol. Det lod i midlertid til, at han stod i samme forventning over for hende. Men hvordan skulle hun nu få begyndt på det, hun helst ville tale om. Å, hvor tiet var svært i øjeblikket at finde en begyndelse. Hun så ned, hun så op. „ Det er godt vejr i aften “, sagde hun så. „ Ja “, svarede han åndsfraværende, og der indtrådte atter en trykkende tavshed. Da fløj der en hvid sommerfugl over deres hoveder, og den løste hendes tungebånd. „ Nej se “, råbte hun henrykt, „ en hvid sommerfugl! Den flyver mod himlen. — å, se! “ hun løb lidt ud mod den flagrende sommerfugl, der fjernede sig fra dem. „ William, hjælp mig at fange den. — så, nu er den borte! “ Han slog sine øjne op. De mødte hendes. Der var slægtskab i dette møde, han fornemmede det i sit hjerte. „ Lad den heller flyve “, sagde han, „ den vil jo bare hjem til solen “. „ Solen er gået ned “, henkastede hun smilende. „ Ja, for os “. Det sidste ord kom langsomt. ( han ville hellere have sagt: for mig ). „ Den, der lig sommerfuglen har fået vinger til at kunne hæve sig opad, kan al tid leve i solskin. — men enhver har nu ikke fået denne gave “. Hun kom et skridt nærmere til ham. „ Hvorfor kan de ikke se anderledes på livet, William, — al tid så mørkt! Kan de ikke være glad og lykkelig lige så godt som andre mennesker, fordi de nu en gang er bleven skomagersvend? — jo, såmænd kan de så! Bare de vil være tilfreds med deres stilling og ikke sige, at de ingen vinger har fået, — sådan en poetisk natur, som de er! “ Det randt med bitterhed i hans bryst han ville have sagt hende noget om, at han var født i andegården, at han fløj om som en fattig fugl, hvem ingen ville åbne deres rede for, hvem ingen ville kendes rigtig ved eller holde rigtig af. Men han tvang det i sig og svarede kun: „ Jo, vel har jeg fået vinger. Håbet gløder også i min sjæ1 men somme tider rives det op i sår, — ti jeg har ikke levet under klar himmel og solskin. Se, det er forskellen, frøken, det er forskellen! Somme lever under solen, andre under tordenskyer “. „ De er nu så dyb og god “, sagde hun, og hendes stemme blev så inderlig blid. „ Å, det er synd for dem, de er så fattig. De kunne blive til noget meddeævner og gaver, de har “. Der kom en sårende fornemmelse over hans følelser ved disse ord, som indeholdt beviset for, hvad han før havde tænkt: de har nok en følelse til overs for dig, men hjælpe dig vil de ikke — blot beklage dig, blot sige som så: det er en skam, du blev født uden for vort samfund. Hun vedblev: „ Jeg ville spørge dem om noget, •— når bare de ikke bliver vred “. „ Bliver vred... bliver vred på dem, Elisabet “, udbrød han, og der stod en blank tåre i hans øje. Men hun så den ikke. „ Hvorfor går de al tid i selskab med fiskerne? — der er vist mange rå mennesker imellem dem “, sagde hun noget frygtsomt. Han svarede ikke straks, men gik frem og tilbage foran hende. Så standsede han og så ind i hendes ansigt. „ Ja, rå mennesker er der iblandt dem. Det er sikkert nok. Men der er også mange, der holder meget af mig. Og hvor jeg mødes med kærlighed, der søger jeg hen. Jeg har også set flere af dem vove livet for at skaffe brødet til hustru og børn. Noget, der vidner om stor kærlighed og om, at der må være noget ægte godt på bunden af dem “. „ De bander vist gyseligt alle sammen “, indskød hun. „ Bander, — ja, det gør de. Det var bedre, om de ikke gjorde det. Men dette giver os ingen som helst ret til at dømme dem.' fordi man ser noget snavs ved et menneske, skal man ikke tro, at hele dette menneske er en snavs person. Tror de, frøken, dersom de var født, opvokset og opdraget blandt sådanne mennesker, tror de så, de undlod at bande? “ „ De bander da ikke “, sagde hun hastig for dog at vise, der kunne være undtagelser. „ Jeg... tro endelig ikke, jeg er bedre end de andre. Det er jeg slet ikke. De ville vide, hvorfor jeg søger fiskernes selskab. Dertil har jeg mange grunde, flere af disse har jeg allerede nævnt, nemlig: jeg har mødt noget hos dem, som har gjort mig godt: deres kærlighed, — og jeg har tillige øjnet noget stort og ophøjet hos mange af disse mennesker. Sådan noget må de virkelig ikke tro kan leve på steder, hvor gud slet ikke ånder. En sådan opofrelse er af gud, hvad enten den så udføres af det laveste fattiggårdslem eller af den fineste præst “. Hans kinder blussede, lians stemme var bleven høj og varm, og der lå en brændende glød i hans øje, som gjorde ham skøn. „ Ja, jeg mener jo da også, de har ret til guds rige lige så vel som vi andre “, indskød hun igen hastig for at gøre ham mildere. „ Ret til guds rige. — nej, det har ingen af os. Det skal skænkes os alle i nåde “. „ Det tror jeg forvist også “, sagde hun, „ skønt jeg ikke kan få det til at forliges med ordet retfærdighed “. „ Jeg forstår dem. De ser retfærdigheden som en skolemester med et ris i hånden, parat til at rev.se børnene, så snart de overtræder hans bud. Den opfattelse, synes mig ellers, er noget gammeldags. Prøv nu at se retfærdigheden som en fader, en barmhjærtig, kærlig fader med udbredte arme, — bedende, kaldende på sine i synd og laster vildfarne børn. Det er ham nok, at de vil høre ham, vende tilbage og kaste sig grædende i hans arme. Hvor stor forskel er der ikke på disse to: skolemesteren og faderen. Hvem af dem synes de nu er den retfærdigste? “ „ Faderen “. „ Ja, jeg skulle mene det. Jeg skulle tro, at den, der har det største hjerte, den stærkeste, reneste kærlighed er den bedste, og derfor også den retfærdigste “. Han tav. Efter et øjebliks stilhed spurgte hun: „ Har de talt med far siden den aften, de véd nok? “ „ Nej, jeg har ikke talt med ham siden den aften, han blev vred på mig, fordi jeg vovede at sige ham, hvad jeg mente “. Hun så på ham med sine milde, blå øjne: „ Å, de må slet ikke tro, han er vred på dem. — i morgen prædiker han kl. 9. Vil de så ikke.... “ Hun blev afbrudt, idet William fo’r op, som om der var noget, der brændte ham under fødderne, og kom hende et par skridt nærmere. „ Jeg har en gang sagt dem, hvorfor jeg ikke går i kirke. Over for den vil jeg være fri, hverken vil jeg puffes eller skydes derind. Jeg hader den ikke, jeg trodser den ikke, men jeg vil drages af den, vil jeg, før jeg går ind i den. — kirken, ja, den burde være mig et hjem, jeg har jo intet. Men heller ikke dér er lighed, heller ikke dér kan man lade være med at hykle. Hvorledes ville de føle dem til Pas under de høje hvælvinger, frøken, om de var i mit sted. Tror de så ikke, deres hjerte ville snøre sig sammen i brystet, når de stod iblandt alle disse mennesker, der slet ikke ville kendes ved dem med en eneste broderfølelse, hvor ikke en eneste kærlig tanke var til overs for dem, ikke et eneste m'klt bi;k rettet miod dem. — å, prøv det.... prøv det! “ Hans stemme skjalv i sindsbevægelse. Hun var kommen ham ganske nær. „ Hvor kan de dog tale sådan “, sagde hun så mderlig ømt, at han bittert angrede, hvad han havde sagt. „ De véd dog, vi holder så meget af dem alle sammen. — nu er det bleven mørkt. Farvel, wip‘am! “ Hun rakte sin ’’’le h.me hånd frem. „ Farvel “, sagde han med grådkvalt stemme og tog hendes hånd. Deres øjne mødtes, hans de tungsindige og hendes de kær1-'g deltagende. Det var i dette øjebl’k for ham, som hendes bløde hånd gled hen over hans syge, sårede hjærte, og sårene lægtes derved. Ti med kærlighed følger der lægedom. — da kom de bitre tanker igen. Han slap skyndsomt hendes hånd, og de s! 'ites. Længe stod han og så efter hende. Da hun var omtrent ude af sjne, nåde en lyd hans øre og fik ham til at vende sig oin til den modsatte side. Tys — det var et barns hulken. Den trængte skærende ind i hans hjerte og fordrev alle andre bekymringer. Snart stod han ved siden af en grædende pige, som lå nedbøjet mod de hårde stene med ansigtet helt skjult. „ Hvad græder du for, min lille pige? “ Hans stemme var kærlig og skjulte en dyb medfølelse. pigen holdt uvilkårlig op at græde og hævede hovedet. Hendes lille hjerte må vel have følt, at han, som stod ved siden af hende, ikke havde til hensigt at få tilfredsstillet sin nysgerrighed, ej heller stod han og hyklede med deltagelsens maske over sit tørre hverdagsansigt. Ti barnet er fintfølende og betror:kke sin sorg til den ukærlige. Hun fæstede to i tårer svømmende øjne på ham og hviskedee: „ Jeg har tabt... “ Gråden kom og kvalte stemmen. Han bøjede sig ned og lod sin hånd glide hen over- hendes våde kind. „ Stakkels pige, hvad har du tabt? “ „ En krone “, fremstammede hun. „ Ikke andet! “ udbrød han og tog sin portemonnæ frem. „ Jeg skal hjælpe dig, se her! “ Han holdt en krone hen for hende. Det var for tiden hele hans ejendom. Men det tænkte han rigtignok ikke på. Pigen var i et sprng oppe, stod nu med strålende øjne og så snart på ham og snart på kronen. Denne hjælp kom så uventet og pludselig, at den næsten overvældede hende. Vrr det også rigtigt? Kunne hun tro på det? jo, det var sandt! Og jublende glad og taknemlig løb hun op ad gaden med pengestykket fast trykket ind i sin ^lle hånd. Han gik noget frem og lænede sig op imod en lygtepæl. Lygtens svage rødlige skær faldt ned over ham, medens han drømmende så hen for sig. O, gud, hvor mange stakler var der ikke alene her i Vordingborg, som kunne hjælpes, blot der var kjæri;ghed nok. Kærlighed, hvor var den at finde? Han ledte jo selv efter den sande, den, der giver trøst. Endnu havde han ikke fundet den blandt mennesker, skønt hans bøn al tid var denne: hold af mig — ikke på skrømt, ikke halvt, men helt. Og dog alligevel? Var det ikke synd, som ban tænkte, over for hende — hende? Jo, han gjorde hende uret. Han følte hendes kærlige blik hvile bebrejdende på sig, hørte hende hviske inderlig bedrøvet: „ Hvor kan de dog tale sådan. Jeg holder så meget af dem “. Alligevel var der en kløft imellem dem, som han ikke kunne komme over, dette: at kalde hende sin, sin egen, var ham utillade1-gt. Han var Bonde, hun adel. Ja, så var det jo på skrømt alligevel. Så drev han op ad gaden, — langsomt, slæbende. Senere sad han oppe mellem ruinerne af Valdemars sunkne tårne, drømte og sukkede. Ingen så ham. Kun vinden strøg sagte og mumlende omkring de gamle mure, fortællende; sagn fra længst forsvunden tid for hvem, som forstod den. Månen stod allerede højt på himlen og kastede et søvnigt, bleggult lys hen over slotsgravene. En stille fred hvilede over al naturen. Også han tik fred. Rundt om Vordingborg snor karolinegangen sig som et bånd langs med alle haverne. På denne gang er det ved aftenstid almindeligt, at folk spaserer ’for- at ryge cigarer, nyde livet og passiare, som man? siger. Her gik William en aften i tillige med en mand, der så ud til at være meget ung. Han ragede højt op over William, og der var noget løst og slapt over hele hans figur, som vidnede stærkt om en lømmel. Et temmeligt stort hoved med et lystigt ansigt på en lang Hals skuffede ikke denne forestilling. Ved at betragte ham nøjere ville et skarpsindigt øje dog snart opdage, at der lå en dyb hjærtensgodhed gemt på bunden af hans store, spillende øjne. Fra en cigar, der skiftevis sad i munden og mellem hans fingre, pustede han den ene store blå røgsky ud fra sig efter den anden. „ Ved du, hvad jeg hartænktpå, William? “ Spurgte han og strøg asken ganske let af cigaren med den lille finger. „ Nej, det kan jeg ikke så lige lugte “. Mr;,ser tdu “, vedblev den anden, „ dersom jeg varilitdit sted, ville jeg frem jil noget. Du kunne jo blive præst, skulle det være.. — bare du ikke så så mørkt på livet “..nder kom et fortrædeligt udtryk i Williams ansigt..,. „ Nå “, svarede han kort og så med en blandingr af foragt og bitterhed hen på sin ledsager. । r denne vedblev: „ Hvorfor søger du så meget selskab med fiskerne? — jeg forstår ikke, hvor så godt et menneske, som du er, kan finde sig til Pas imellem den slags pøbel, disse m sundelige sosialistskrålere “. William stillede sig foran ham. ^bægeret var1 fyldt. Han hævede hovedet og bøjede sig forover. I hans øje lå en glød, der blev stferkerø og mere brændende, da han begyndte at'tale; ob njmin kære: Volmar,1 du skulle tale lidt mindre' sårende’ dm” dine medmennesker eller ogsåa''’heltmtolde din mund.!det kunde1 gerne være; at’dissemennesker, du uden mindste hensya dønimér og henregner til pøbel, måske står gud1 og1 sandheden nærmere end mange præstesdriher?1'jeg siger: det 'kuiide være. rmen i fald de ikke gør det, var det dog bedre, om du talte lidt mindre strengt og lidt mere kærligt om dem. det ville allenfals klæde en præstesøn bedre end at spai ke til disse stakler, fordi de nu en gang ikke er nået op til at blive så gode og kristelige som han “. Volmar tyggede enden af sin cigar og gjorde nogle grimasser, som betød, at han blev ivrig. „ Du kan nu gerne forsvare dem så godt og dygtig, du vil, William. Ligegodt er der stor misundelse og råhed iblandt dem. Det må du også selv kunne se “. „ Ja—a, — vel kan jeg se, der er dårligdom iblandt dem. Men sådan noget kan man også få at se hos de højere stillede i samfundet. — ikke sandt? “ „ Det fortæller sosialisterne nu al tid “. „ Nej, det behøver man ikke at lade sig fortælle, det kan man se tydelige og klare beviser for, når man da ellers vil se dem. Men selv om det nu ikke var sådan, selv om det kun var blandt de fattige, lavere stillede, misundelsen gg råheden var rodfæstet, så siger jeg, er det en dårlig kristendom af dem, der sidder øverst, at sparke disse arme syndere ned i hovedet. Så længe barmhjærtigheden ikke er større oven fra, kan man ikke undre sig over, at der bliver mange sosialister. Det er en ganske naturlig ting------- “ Her afbrødes han af Volmar, som tog ham i armen med den ene hånd dg pegede ud mod engén efterven mørk genstand med ren anden. „ Hvad er det for noget, dei/ ligger henne ved grøften? “ ' William ska i den antydede retning og n opdagede gennem tusmørket den mørke genstand, der lignede et menneske. k „ Det er et menneske. — kom med! “ Han sprang ud på engen. Volmar kom bag efter ham. Formodningen var rigtig. Det var virkelig et menneske, der lå med ansigtet nedad mod jorden. William vendte hain, så ansigtet kom til at ligge opad mod månelyset. „ Han er fuld — fy! “ sagde Volmar og gjorde en grimasse. „ Ja, hvad skal vi gøre ved ham? “ spurgte William rådvild. „ Lad ham ligge og sove rusen dd, det svin “. Williams øjne begyndte at brænde, der var noget, han ville have sagt. Men han tvang det i sig og svarede blot: „ Nej, han skal ikke ligge her i nat. Min dreng! “ råbte han og viftede med hånden efter en lille fyr, der kom gående fra masnedsund. drengen kom dér hen. William rev et blad af sin lommebog, skæv noget defpak, gav så drengen det og bad ham aflevere det til vognmand Johnsen oppe i byen'. Kort tid derefter holdt vognmandens køretøj ud for ^stedet, t0. Den berusede.mand blev løftet op på vognen, og,dernæst kørt hjem. n.. b, /ht. William og Volmar vendte om og..vandrede tilbage fra karolinegangen. Stjernerne » blinkede i tusindtal over deres hoveder ( på; den blå, hvælvede himmel. Imellem disse små,', hindrende prikker stod månens runde, dvaske ansigt og smiskede, kastede sine svage. Lysstråler ned mellem de summende myg og lagde;‘| en„ bleg sølverkåbe ud over engen og kirkeskoven,, i denne belysning kom der en herre og to damer ud fra skoven, ivrigt passiarende. Herren — centrummet i selskabet — var lille, korpulent med et fedt, kvadratformet ansigt.,, dette( i.var atter smykket med et par tomme, indholdsløse øjne. Midt imellem disse formede næsen, sig lige nedad og endte i en lille, pudsig, opretstående top. Under denne sad et strittende overskæg og skjulte munden. Hagen præsenterede en lille fip, der gik ned i en lang spids. Han var i stadig bevægelse med arme og ben. Alle hans bestræbelser gik ud på; at være morsom og vittig, og kunne han ikke få damerne til at le af sine stokdumme indfald, så gjorde han det selv så godt, at ingen kunne være i mindste tvivl om, at det virkelig også var meget pudsigt.,0 „ Må jeg forære dem en lille blomst “, sagde han halvt med munden og halvt med næsen og satte eni tidsel op til næsen af damen på den venstre side. ' ' „ Uh! Uh! — Jepsen — den "stikker, den stikker!? skreg hun og fløj et par skridt tilbage. „ Ja, ikke sandt. Den er virkelig mageløs, den er sjælden. Synes de ikke? “ De ( sidste ord blev henvendté ‘ ’til damen på højre side, medens tidslen udén barmhjærtighed blev sat op til hendes ntesej' hun fløj et par skridt tilbage og havnede i armene på sin lidelsesfælle.^ ’ '-d f v?;'a: „ Nej se, tror ( jeg ikke, rman begynder at omfavne hinanden. Kom mi!; Marsch: 'bn, 'to, enjtohk r/- at t.vo r,i nsb in -.r: 5 byens store købmand,1' der rigtignok mere lignede l en lille1'épræuetednd,'! hav^ hu ^attér fået » Damerne’ på siden* af-lsig. ‘1° - er'det/'der sta'ar der hehife?n,er det ikke-volmar’? Er idet ikke præstens vdlmar'? “' spurgte? hanøbg’fofej&é9éfofødet^^^ til deh^anden.bum ebeghnnii go bote aibiimna and „ Jo, Volmar dr &a/-trden ene?* —11 dbt^var' dejligt^ men^hvein eiwkkmfen^ damén • påiddéii véhstre^ side' og ktiåsr'tiovedet frém » so « iten » knéjsbhde<&^^ tkoh ehaejlm„ Ja, hvénilér kaii^ hffm^lqtendé’jéjg^ ikkd. Jbp ’sffop titø a^ eh:synål, ^jég^-o^flef^r.-af-rnpr det er knagerne en skomagersvend! Det var ellers et meget dannet selskab, Volmar bar fået sig i aften “. „ En skomager “, sagde damen med svanehalsen. „ Føj! “ „ Fy! “ istemte den anden hviskende og halede i sin kavaller, „ lad os gå lidt længer til siden “. De var nu nået helt hen til Volmar og William, hvilken sidste uden at vide det havde været genstand for deres afsky. „ God aften, Volmar “, sagde de alle tre i kor. Købmanden tog sin hat af og bukkede meget dybt, satte atter hatten på hovedet — således at den hang ned over det venstre øre, for det skulle se noget kvikt ud. Ingen af dem lod til at kunne få øje på William, der stod bagved op til stakittet og følte sig som’ en udenførstående. Købmanden havde alligevel ikke tabt ham af syne. Hans øjne gjorde af og til en flygtig afstikker hen til ham, medens han samtidig stod og frådsede med sine selvbevidste, morsomme vittigheder. / ol,. „ Går de ikke med os, Volmar “, sagde han og trak.denne i ærmet. „ Jeg vil byde^dem en duftende rose til selskab. Den kan de sætte i knaphullet, tæt ved deres hjerte. De forstår vel 5 nok mit poetiske] sprog: jeg har to roser, som de ser, men ikke mere énd ét hjærte “. William trommede mod stakittet medfmgrene. Havde' jw tænkt højt, vilde’ månehave hørt ham sige': „ Det'"end hjerte, du har, er vist endda meget lille, min ven “. Volmar°; modtog ikke købmandens opfordring, men svarede kort, med en lille klang af foragt w,’jnej, jeg går ikke med, jeg har mit eget selskab “. \ rr efter giisse" Ord blev købmanden tilsyneladende'først opmærksom på William. Han stilledfer' sig hen foran ham, bukkede dybt og sagde1 med megen værdighed: „ Med forlov at spørge^" Er‘de" ikke doktor? “ nf williamj rykkede hårdt i stakittet. Hans kinder blev blussende røde af harme. Han kunne have^lyst til at slå denne abekat lige på; hans stoppede^ næse. Dog'undertvang han sinpfiarme øg'svårede studs: r.: ikke1 det, jeg véd af “.. ^8„ j8^déjhr vistnok en slags doktor. — er de’mké støvl&doktor? Jeg har netop en gammel skd^iféi1® hjdihihe, som har 'fået den revnende syge1^ obo'^nt 30 anralov tit o^ed gie mi oihm ’aifsfpdés1 han, idetf Williams, hånd lynsnar fo’r ob' fra stakittet." Denne' bevægelse efterfulgtes caf' ét. højt kilaslt^ det igen affødte et fra damerne.19 ^ben ene trillede® oin’bg besvimede, medens den anden skreg på politi, købmanden tabted aldeles, sitj; goder humør, tog,, til harens. Gevær og glemte forbavsende; fugtig. sine.tø, duftende roser. Kun hørte. nmn hans p vrede stemme gentage;.:„ Rå bølle,,.., sosialisf y?. Rå bølle. t... Volmar stod bøjet over den bisvimede frøken.^ der var kommen et alvorligt udtryk i hans ellers så lystige ansigt, ° „ Hvadpskal vi gøre ved hende “, sagde han, og stemmen ( tilkendegav kun alt før godt, hvor hjælpeløs han var over for dette spørgsmål^,. „ Naturligvis- lade hende ligge “, lød Williams stemme bagved. Men det var kun;en bidende.g spot, ’ han udtalte;;idet, han sigtede! til Volmars hensynsløshed.- over for den: berusede mand,-] selv kom lyan med et klæde, som. han havde. Gennemblødt i det dugvåde- græs,^pg badede omhyggelig den besvimede^ papde, dermed.,,idet, * varede ikke længe, før hun atter var. på benene. ^skrækkeligt “,,, sagdp. Km.^pg kly^ed^kig fasti^lpdep. ( anden..rpsp, y der hele tiden, hayd^.q kæmpet;mod, en jsfærk^ besyjnielse^.( derpå vendte de sig begge til Volmar og takkede ham, g for^kann qppiærksomhgd. ^qlmap parres.!£ompl^ yt^dp: p'o xnnaiiyf me^et>ij3au<ipf gjk,^ dem o£.jpøf^.£ay,ailør^å skyjjiøft-^^g,^, k^ø^nandep. generende optræden over for min ven dér, — han pegede på William — havde han kærlig fortjent det ørefigen, som blev tildelt ham. Denne unge mand, der kun er en fattig håndværker, må de, huske pakker: også et menneske med et hjerte, som banker jr. Og j det vil jeg sige dem, at « hans dannelse og begavelse er så stor, at, den kan opveje deres uheldige kavaliers mange.gange “. p Ml Mlrnm 1 j| roserne forsvandt.? Men William trykkede Volmars hånd. Og der i lå en dybtfølt tak gemt i Jette håndtryk-. Dette, at Volmar uforbeholdent togphans.farti^midt iblandt, sine egne,ligestillede,^^r ham jst^beyis for, at han virkelig havde en ærlig. Følelse til overs før ham. Kort tid efter denne begivenhed — en dag i juli måned 'élfsabet faders blomstedhave’ forå¥ etflfllé',^ fifndt/ ^grønmalet bord.jnrødeiirosea- tstodiill nogen frastand og prangede yndigt med udfoldede iblade,^medens de små,,.bimrnelblå-. forglemmigejer.' beskedne holdt q sigtede dogl bidrog disse små blomster ikke mindst til afgive hele den dejlige' havøj^t <paradisigk( udseéhde., i/blomsterdujftenj3tegf op.-;.ic,jdegiiyawae,n^ og jgjenpemkf^ dgn niedien i så,ren, så^risk,} afs^v ßt betrængt menridskehiy^jjljatt^,g k,,>,jpet.;9y( ar,'jme^ Elisabet drog sin ånde. Hendes øjne hvilede i en lille bog, der lå opslået foran hende på bordet, kun en kort stund så hun i bogen.; snart sank hænderne ned i skødet, og hendes øjne søgte drømmende ud mellem, de flagrende sommerfugle,. der kredsede om mellem hverandre lig små lette alfer — klædte i hvide og spraglede silkekjoler. Et lille frigjort hjærtesuk » trængte op fra hendes bryst og flygtede part-usynlige vinger højt over sommerfuglenej langt, langt bortt til ubekendte steder.;>i pludselig blev hun revet ud af sine’pfømme, idet Volmars stemme uventet lød bag ved hende. • 1 • j>; • [ 4p- „ Hvad læser du, søster?. Er det øhlenschlægers' tragedier? “ spurgte han.i, ' ' -; » N< det erø eventyr.,„ Nå, et eventyr. Hvad fortællepsuadet? “ „ Det; fortæller om en huémandssøn/l der vandt en.prinsesse “.,. L..,, » bnv ebognniq > » ^virkelig. Det' var just ikke dét"galéste “, - sagde Volmar og gav gig til at'-’ plukke bladene af Jen roseg hi dgåm;ii loismoih we "jmen Volmar, 'hvad gør du' dég?:odu øde læggerhjoimem ‘skjøhné rose1?’ éåbtø^teabet i bebrejdende b'og rejstei sig1 halvt'b’p fr’a stolen. Men 'bebrejdelsen kom' « forii!éeftt'? Déhtc stolte s rose vår omtrent blevén kiædt^ aft^bl’adéné lå. nok iså’; pænt foran Volmars føddei40<jlan stod og så på dem og opdagede nu først, hvad han havde gjort. J.v. el, „ Å, jeg dumrian “, sagde han ærgerlig, og vendte! sig om modj Elisabeth; „ Det -var denthusmandssøn, jeg tænkte på: kan du gætte,. På hvem jeg tænktø, det eventyr kunne passe? “: „ Nej, hvor skulle jeg kunne vide det “, svarede hun og slog øjnene ned imod jorden., „ Jeg forestillede mig; det kunne passe på William og så en til, som jeg ikke vil nævne. “. Han så vist på hende. En let rødme svævede over hendes ansigt og forsvandt igen. Hun så op på ham og sagde med et lille skælmsk smil om de rosenfarvede læber: „ Døt er altså prinsessen, du ikke vil op med “. '!r. „ Ja “, svarede han. atter, tankefuldt, medens. Hans fingre nappede et par blade af en anden;, rose..........:: --. r,. „ Men Volmar da!. Du ødelægger,fjo alle roserne “, råbte hun og truede efter jhampiqed hånden. s hf../,, ar: halm « „ Ja,' jeg er job et asen “,, sagde; han og; fængslede hånden i lommen for på den måden. At gøre den uskadelig,; omfdeniiskuldeøå lyst til at -gjore deres duMhederf: M nrh„ ebgøc „ Sig jmig*, vedblev han! øga spul atter, jfist-n/t på hende, „ holder du ikke-meget ( a£wiuiam?,;hvorfor spørger- du om- det “, svarede hun undvigende og11 vendte ansigtet? fra ham for at skjule en blussende rødme..w v „ Fordi 'jeg1 selv holder af ham -og har.mærket, at han holder inderlig iii'égét af:dig, søster? Han er en ærlig *sjæij udviklet,'rigp begavet og » dybtfølende —, netop som du. ’men'hanihar et tungt sind,* der tit rinder udrhåbløshed^ 'kjærlighed er det eneste, der kan læge det. G han trænger rigtig! til en hjælpsom, trofast hånd kcftnldin, et kærligt hjerte som dit, søster: o jeg Hilde bare sige dig ^dersom 'du virkelig holder'i af ham, så bekæmp endelig ikke denné kærlighed, fordi1*han ker1 lavere på stråæiend vi. Hans sjæl er høj{dg1ædelmn^oi eb mo limh dem! \ i1 „ men volmal’, du trænger højt ind i 'mine hemmeligheder “, afbrød Elisabet bebrejdende og så of> på*broderen nféd øjiie?rider7svøim±ede i tadrér.i; ’ le ebnlff urh k oboqqrm ommid „ Jeg gjorde det for at trøste og hjælpe dig “, ' svarede han' mildt' hg. giu ojp'ttd’håvé^angdd.-- *' elisabét i9blev 'siddferide.mién 4"randtap ned ad kinden og faldt som en klar,.funkténde perle riéd i imndestsujd^ lidt efter kom vol'mar igjøn/mh uob nnq iol nommod i nobnimh ohofegræ”' tevwillidmkføthnf^ nød t®ttvfer( ti aften “, sagde han. „ Han har b- forwigj'sdm hån sølv h&r-'lki'é^dfie^tså køiia du ‘vél kkam,dsøsfør?ddi » Q -mhlod,. olmod r,- ' u'derfkdm'ætrglimt' af ®fedé?tilf^ øjne. Hun nikkede bifaldende, lukkede derpå bogen sammen og gik op ad gangen tillige med broderen. Ved aftenstid sad Elisabet atter ved det grønmalede bord. Ved hendes side sad Volmar og tyggede som sædvanlig på en cigar. Lige over for ham på den modsatte side sad William, også han havde en cigar i mundpn. „ Lad os nu først høre det digt om Vordingborg “, sagde Volmar og pustede en blå røgsky ud foran sig, der blev hængende over bordet som en let tåge. William lagde cigaren fra sig, tog et sammenfoldet stykke papir frem og læste med blød, skælvende stemme: du sagnrige by med de grånende hår, med de stolte ruinér af Valdemars tårne, med dit tårn imod sky, hvor din saga udgår, og med sønner og døtre til friheden bårne, — du drog mig som barn til dit højbårno hjerte, mit yndlingssted var du i g-læde og smærte. — under tyngende kår end gud fader gav vår, ti da vågnede min ungdom i sjæl og i sind og i hjerte. Du sagnrige stad, ~}l’. ty ’ - 1:

1871_Juel_Zigeunerbarnet

Teckla

Zigeunerbarnet

Juel

Juel

Zigeunerbarnet

female

1871_Juel_Zigeunerbarnet.pdf

Teckla

Juel

anonym

dk

Zigeunerbarnet

Original Fortælling

n

gothic

S. Trier

KB

pdftxt

nan

nan

O

Hun blev født i en grotte i en af Norges smukkeste fjeldegne. Hendes forældre var zigeunere. Faderen døde kort før hendes fødsel, moderen, da hun var et halvt år. Ja, Mira var en fader- og moderløs lille pige. Skæbnen havde behandlet hende hårdt i begyndelsen af hendes liv; men skæbnen er et roer i Herrens hånd, han styrer dets kurs efter kompasset, jeg mener hans kærlige, barmhjertige villie. — dog til min fortælling! En aften, da en fattig Bonde gik over fjeldene for at skyde gjenvei, fandt han en døende kvinde med et lille barn presset op til sit bryst, stillet mod et nedstyrtet fjeldstykke. Barnet var Mira, senere kaldet Mira grotte, efter grotten, hun var født i; kvinden var hendes moder, der døde i bondens arme og efterlod Mira til hans fattigdom og hans svaghed. Årene gik, vort lille hittebarn voksede op lig en blomst om våren, til trods for mangel og sket behandling. Hendes plejeforældre vare fattige folk, som boede i en lille hytte højt oppe blandt fjeldene. Moderen var en hårdhjertet kvinde, der ofte drak mere end hun kunne tåle og så slog hun stakkels Mira, som hun 1 « hadede, fordi den fremmede zigeunerpige tog brødet ud af munden vå hendes egne børn, som hun sagde, stakkels Mira! Hendes eneste ven var lænkehunden, den elskede hun med al den kærlighed, hendes moder og søstre kastede vrag vå. Faderen var en god, men svag mand, som frygtede sin kone mere end selve djævelen, han var aldrig hjemme uden om aftenen, og da var han gerne så træt, eftersom han arbejdede strengt den hele dag, at han ikke havde kræfter eller mod til at skjendes med sin onde kone, var hun alt for siem mod Mira, nøjedes han med i en skarv tone at sige:. Hold mund, Lene! “ „ Hvad mener du, Erik? Er du fra forstanden? “ var gerne svaret, så skyndte stakkels Erik sig at putte piben i munden med et blik, som var han bange for et jordskælv, det var en smuk dag. Ret en dag, der varmer både de glade og de sorgfulde hjerter, solen med sine venlige stråler, den blå himmel med sit klare smil, sølvskyen, der gled som et udfoldet slør gennem luften, den milde vind, der kyssede træer og blomster, fuglene, der jublede glade, havet med dets bølger, klare som Krystal, alt åndede liv og lykke, som om sorgen aldrig kunne nå gennem solstrålerne. „ Men hvad i verden gør du der, du lede zigeunervige! “ Råbte Lene og truede ad Mira, der var knælet ned soran lænkehunden og delte sin frokost med den. „ Tror du, vi finde brødet på landevejen? Eller mener du måske, vi stjæle det? Hvad, du svarer ikke! — hvorfor stirrer du på mig med dine store sorte øjne, som om jeg var en djævel, du fæle hittebarn! Du............ “, men.... men.... “ » Men! Hvad mener du med dit men? “ „ Der var mit eget brød. Jeg har kun taget det fra mig selv. Og den var så sulten! — det er jeg også! “ hviskedee hun med et vemodigt blik. „ Men den er min ven, min eneste ven. “ „ Stille! Gid du ville tage din ven med dig og løbe væk, så langt, at jeg aldrig mere hørte din forhadte stemme. Bort mev dig! “ Mira rejste sig, „ Du har ret! “ sagde hun i en bestemt tone. „ Jeg vil gå langt, langt bort. Du er ikke min moder. Du har aldrig været en moder for mig. Jeg er, som folk sige, et faderog moderløst barn. Jeg ved det. Olava, Mathea og Kari ere ikke mine søstre, jeg er ene, ganske ene. “ — hun skjulte ansigtet i hænderne og græd heftigt. „ Der er ret, græd! Men jeg skal give dig noget at græde for, du store, dovne tøs, som intet fortjener til hjælp for dit ophold, skønt du er elleve år. Jeg skal lære dig at græde. “ Hun gik ind i hytten med en truende bevægelse. Elleve år? — ja Mira var allerede elleve år. Men hendes træk, der vare meget alvorlige og udtryksfulde, syntes mere at tilhøre en voksen kvinde end et barn. Det vekslende udtryk i hendes træk forrådte et hjerte fuldt af dybde, medens hendes smil mere mindede om den nedgående end den opstående sols stråler. Hendes hår var sort og hang i bløde lokker over Hals og skuldre. Munden friff og rød, tænderne hvide og ligesom perlerækker, og den klare brune hud fremkaldte tanken om det folk, hun stammede fra. „ Ja, jeg vil gå bort, langt bort! Jeg vil aldrig vende tilbage. “ Hun kastede et blik til døren, gennem hvilken Lene var forsvunden, og gik med bestemte skridt ovad vejen, der snoede sig over fjeldene. Stakkels lille! nu vandrer du ud i den vide, vide verden. — hvor fuglene sang lifligt! hvor blomsterne duftede; hvor fjeldene var smykket med dejligt friskt grønsvær og hvor smuk den lille pige så ud med de flagrende lokker, med kinden rødmende af vrede og de sorte øjne funklende bag de lange, sorte øjenhår. Verden er fuld af skønhed, og en gud over os alle. Men — der er altid et men i dette liv — vi stakkels mennesker kæmpe mangen hård strid før vi erkende det. Solen gik ned, aftenen kom; naturen syntes at hvile. Hvor hun var træt! Hendes små fødder kunne næppe bære hende. Hun satte sig på jorden og udbrød grædende: „ 0, min gud, jeg kan ikke mere! “ „ Se på hende! se på hende! “ hviskedee aftenvinden og susede hemmelighedsfuld omkring hende. „ Hun sover! ' sagde natten og udfoldede fine sorte vinger over det stakkels barn. „ Men hun vil snart vågne; thi Herren freder sine! “ Sang de gyldne stjerner, der holdt vagt. „ Hun vil snart vågne. “ Ja hun sov! Og hun drømte en dejlig drøm. Hun lå på jorden, netop der, hvor hun var salven i søvn, hendes hjerte bankede af sorg og frygt. Natten kom og hun havde intet ly. Hun var sulten og havde intet brød, hun var ene, ene i den vide verden. — men i samme øjeblik, hun fortvivlet strakte armene ud, blev hun løftet fra jorden og en blød stemme hviskedee: „ Du er frelst! “ Så kom der fred over hende, en stille, lykkelig fred, hendes hjerte bankede ikke mere af frygt, hun lukkede atter øjnene og læberne gjentoge som et svagt ekko: „ Jeg er frelst! “ Drømmen var forbi. Tanken blev indhyllet i et mørkt slør, hun sov, overvældet af sorg og træthed. Hun hørte ikke vognen, der nærmede sig. Hun så ikke den unge pige, billedet fra hendes drøm, som råbte ved at få øje på hende: „ Der ligger et barn og sover på den hårde jord! Lad os standse, frøken brede. “ Vognen standsede, og før den gamle dame kunne forhindre det, var hendes unge ledsagerinde sprunget ud og knælede foran den lille sovende med et medlidende blik. „ Min gud! “ udbrød damen i vognen. „ Hvad gør de der, frøken Adelheid? “ Den unge pige besvarede ikke udråbet. Hun vinkede ad tjeneren, som hurtig nærmede sig til frøken bredes store overraskelse og forargelse tog del sovende barn i fine arme og bar det til vognen, fulgt af frøken Adelheid. „ Kor guds skyld! hvad vil de med barnet? Hvorfor bærer Ola del herhen? ' „ Fordi den lille pige ville dø af sult og tørst, hvis vi lod hende blive på dette ubeboede sled. — del er godt, Ola, læg hende på bagsæder. Så, kør nu til! “ Hun salle sig med el glad smil ved siden af den gamle dame, som var så forskrækket, ai hun ikke kunne samle sine tanker, før de atter kørte op ad vejen. „ Gud forbarme sig! “ udbrød hun. „ Hvad i verden har de i sinde med dette barn? Seer de da ikke, det er en smudsig zigeunerunge? Hvor kan det falde dem ind al tage hende op i vognen! Jeg vil ikke tillade det. Ola, lad os standse! Hører du? Jeg vil ikke tillade den fæle, lille tingest at blive her. “ „ Vil ikke! “ sagde frøken Adelheid med et blik, der viste, hun var vant til at have sin villie. „ Kan de aldrig tale uden al sige „ Nej “ og „ jeg vil ikke “? Del er så trættende, så hårdt. “ „ Hvor de dog er lunefuld, “ svarede den gamle dame. „ Jeg kan ikke holde det ud! Al tage en smudsig zigeunerunge i vognen og lægge hende på bagsædet. Del er virkelig for galt. ' „ Kære frøken brede, er de kun vred, fordi den lille pige ligger på bagsæder? ' spurgte Adelheid med et skjelmsk smil. „ Nu, så kan de jo bytte med hende. Skal jeg hjælpe dem? “ Frøken brede svarede ikke. Hun svøbte shawlet tættere om sig, som var der et Skjold, der kunne beskytte hende mod alverdens pile. — kære læser. Tror du vor lille heltinde sov i al den tid? — nej! Men hun vidste ikke om hun sov eller var vågen, om hun drømte, eller del var virkelighed. De stemmede stemmer lød så lydeligt, hun kunne forstå hvert ord. Vognen rullede så let; hun følte dens mindste bevægelse, det var som lå hun i en vugge. Hun lod fine fingre glide over be Fløiels hynder. Hvor de vare bløde! Var det drøm eller virkelighed? Hun vidste ikke; men hun følte, hun var meget lykkelig, til trods for den gamle dames u blide ord. Hun havde ikke mod til al åbne øjnene af frygt for, at alt skulle forsvinde. Hun lukkede dem så fast, som ville hun aldrig mere åbne dem. Vognen vedblev at køre og lod skov og fjeld tilbage. Den gamle dame så ud, som var hun utilfreds med hele verden, medens hendes ledsagerinde syntes at glæde sig over alt, hvad der omgav hende. Det strålende ansigt og solen kappedes om, hvem beder var smukkest. Sommervinden legede med hendes gyldne lokker, medens hendes blik hvilede på Mira med barnlig glæde. De kom gennem skove, hvor træerne vare så høje, al de syntes at nå himlen; hvor grønsværet var bestrøet med tusinder af blomster. De kom over fjelde, hvor muntre bække snoede sig snaksomt mellem rifter og Spalter, hvor vandfald opfyldte luften med deres ensformige buldren. — Norge er et smukt land. Kender du det, kære læser? Har du været der? Har du indåndet dets friske luft? Har du set dets mægtige vandfald, der lig sølvfloder styrte ned fra de højeste fjeldtoppe? — har du hørt tordenen rulle gennem luften, hvert skrald gentaget fra fjeld til fjeld, til det hendøer i det fjerne? — eller har du været der en smuk sommerdag, når solen forgylder fjeldenes toppe og dens stråler som gyldne slanger glide gennem de alvorsfulde graners grene? „ Hvor smukt hammer titter frem mellem de grønne træer! “ Sagde frøken Adelheid og så med et kærligt blik på en hvid bygning, der lå på Toppen af et højt fjeld. „ Se, frøken brede! — men hvor kan jeg bilde mig ind, at deres opmærksomhed lader sig fængsle af et smukt landsfab! “ Hun smilte hånligt. Frøken brede gav intet svar, men pressede læberne tæt sammen, som ville hun tvinge dem til tavshed. Vognen kørte nu op ad det omtalte fjeld og drejede ind på vejen, der førte til den hvide bygning, frøken Adelheid havde kaldet hammer. Nu standsede den foran hoveddøren, hvortil en bred trappe førte op. „ Gud være lovet! “ udbrød den unge pige og ventede neppe på tjenerens hjælp for at springe ud.. Bring hende ind i huset, Ola! “ hun pegede på Mira, der lå ganske stille.. Nej! “ råbte frøken brede. „ Læg den lille brune tingest udenfor gården. “ „ Det bliver der intet af! “ sagde Adelheid bestemt. „ Ola skal lyde mig; jeg er hans frues niece. Bær hende ind i huset. Jeg tager ansvaret på mig. “ hun ilede opad trapperne med et stolt blik, medens Ola, der syntes at glæde sig over den gamle dames vrede / bar Mira, der endnu bestandigt manglede mod til at åbne sine øjne, ind i huset og smålo ved sig selv over frøken brede, som fulgte ham fljændende. „ Læg hende på sofaen! “ befalede frøken Adelheid, da de trådte ind i dagligstuen. „ Sover hun endnu? Hun må være meget træt, stakkels barn. “ Hun bøjede sig et øjeblik over Mira og forlod derpå værelset, fulgt af frøken brede med sit vrede blik og Ola med sit smilende ansigt. Mira var alene! Hun lyttede. Alt var stille. Hun åbnede øjnene. Hvor smukt der var! — hun gled ned ad sofaen og gik lydløst over gulvet, hun lod fin lille hånd stryge hen ad de prægtige møbler; derpå satte hun sig foran et opslået piano og lod fingrene glide over de hvide tangenter. „ Dim, dim, dim! “ Hun streg højt. Hun havde aldrig hørt eller set noget lignende. Hun troede det var trolddom. Hendes fingre giede op og ned, op og ned, til en hånd blev lagt på hendes skulder og en dyb stemme sagde: „ Hvad gør du der? “ Hun vendte sig og så til sin forundring en herre slå foran sig. Mira hørte ikke til de børn, der er frygtsomme. Da hendes forundring havde sat sig, så hun på den alvorlige herre med et blik, som ville hun læse hans tanker i hans træk. Og der var meget af læse, så meget, af hun ikke begreb det halve. „ Hvem er du? “ spurgre Herren med et strengt blik. „ Jeg er Mira, Mira grotte, “ svarede hun med en let gysen. „ Mira grotte? Det vil sige du er en lille zigeunersks, måske en tyv, der søger lejlighed til af stjæle. “ „ Nej, kære fader, hun er min plejedatter i “ sagde Adelheid, som netop trådte ind. „ Din plejedatter! En pige på femten år, som har en plejedatter! Tror du, du kan have en sådan? “ „ Ja, jeg både kan og vil, dersom du tillader det. Hvor gammel er vel du, som har en datter på femten år? — otte og tredive! så ung og har så gammel en datter som jeg. Så kan jeg også have denne lille pige til plejedatter. Hvis hun vil have mig til moder. Vil du, min lille fremmede? Vil du være min datter? “ Hun så på Mira med et kærligt blik. Mira nærmede sig, lagde sin hånd i den unge piges og svarede med blid stemme: „ Jeg vil være så lykkelig, hvis de vil holde af mig. “ „ Hører du, fader! Hvad siger du dertil? “ Hun omfavnede ham med et bedende blik. „ Hun har ret, den lille, “ svarede han med et kærligt smil. Nu var Miras zigeunerliv forbi. det var en kold aften. Sneen faldt i tætte flokke og stormen for hylende gennem gaderne. En vogn standsede foran et herskabeligt hus i Stockholm tjeneren sprang af og åbnede vogndøren. Et lille hoved kom til syne og en klar stemme sagde: „ Giv dette brev til frøken grotte, Thomas. Men skynd dig. “ „ Skal jeg vente på svar? “ „ Nej! “ Han lukkede døren og forsvandt gennem porten til det omtalte hus. „ En kold aften! “ udbrød damen og svøbte sin varme kåbe tættere om sig. „ Meget kold. “ Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene, som for at sove. Thomas viste sig atter ved døren. „ Jeg har leveret brevet. “ „ Godt, så kør videre! “ I et hyggeligt værelse sad en ung dame beskæftiget med et broderi. Af og til hævede hun hovedet og fæstede øjnene med et spørgende blik på uret. En tjener trådte ind med et brev i hånden. „ Fra grevinde cederskold! “ „ Tak, Ola. Venter tjeneren på svar? “ „ Nej, frøken. “ Ola forlod værelset og Mira, thi hende var det, åbnede brevet. medens hun gør sig bekendt med dets indhold, vil jeg benytte lejligheden til at beskrive hende nærmere for læserne. Da vi sidst så hende, var hun en lille pige på elleve år, ti var nu gået siden den tid og havde forvandlet hende til en smuk ung kvinde. Hendes fine træk, der havde været for udtryksfulde og alvorlige for et barn, vare nu komne til deres fulde ret hos den voksne pige og fortryllede alle ved deres ædle skønhed. Hendes store, sorte øjne med deres dybe, vemodige blik og hendes blide, klare stemme syntes at vinde alle hjerter. Hendes gang var let og bølgende og hendes ranke, bøjelige skikkelse elegant og fuld af ynde. Alle disse fortrin blev dobbelt sorhøiede ved hendes tilbageholdne væsen. Der var noget i hendes fremtræden, der tydelig viste, hvor lidet hun var sig alt dette bevidst, og hendes fordringer til andre vare kun små, medens hun selv ydede så meget, hvilket er det bedste tegn på et ædelt hjerte. — men til min forrælling! Vi ville kaste et blik over Miras skulder og se, hvad hun læser:. Min lille ven! Jeg kan se din forundring ved at modtage dette brev. — jeg har en nyhed at fortælle dig. Tænk, frøken brede er kommet til Stockholm og vil blive hos os i længere tid! Du må endelig aflægge os et besøg i morgen. Hun er blevet så forandret i de ti år, vi ikke have set hende, at jeg næppe kunne kende hende. Jeg fortalte hende om dig, hvor smuk du er blevet, hvor kærlig og god du er og hvor vi alle elske dig. hun undertrykke et suk og sagde efter gammel bane: „ Jeg tror det ikke. Grevinde cederskøld. Den smudsige lille zigeunerske. “ „ Men de skal selv se, “ sagde jeg triumferende. „ Det var en lykkelig sommer, der lokkede fader og mig op til Norge for at besøge tante Margarethe. Den skænkede fader en kærlig datter og mig en søster, som vi begge elske, fordi hun er så velsignet og god. “ „ Nå, nå! “ sagde hun og famlede med fingrene. Det bedste de tog var vor skikkelige Ola, ja, ham har vel deres fader endnu i sin tjeneste? Ja, lad os først se enden! Jeg har ingen tillid til hende. “ „ Nej, de kunne ikke lide Mira fra det første øjeblik, de så hende, “ sagde jeg. „ Og nu, da hun har gjort dem til en falsk profet, er hun vist ikke steget højere i deres gunst. “ — kære Mira! Du ved, jeg må sige min mening lige ud. Jeg har aldrig kunnet tilgive frøken brede hendes skette opførsel mod dig, da vi vare hos tante Margarethe, ligesom jeg ikke kan glemme, at hun fuldkomment har taget magten fra min kære, svage tante. Man fik et indtryk som frøken brede var herskerinde på hammer og tante hendes selskabsdame. Du kære tante Margarethe! Nu har jeg ikke set hende i ti år, og frøken bredes nærværelse har fremkaldt hendes billede så levende i mit minde, at jeg længes mere end nogensinde efter hende. Frøken brede havde et brev med til mig fra hende, hvori hun på det kærligste spørger til dig og indbyder os begge til at aflægge et besøg på hammer til sommer. hvis cederskøld tillader det, vil jeg også rejse derop og håber, du gør mig selskab. Men nu har jeg allerede skrevet så meget til min lille søster, at mine fingre gøre ondt, derfor farvel! Jeg venter dig i morgen. Kom ikke for sent, kom til frokost. Cederskøld beder mig hilse. Din Adelheid. “ Mira lagde brevet sammen. Et vemodigt smil spillede om hendes læber. Hun hviskedee tankefuldt: „ Gamle tider komme igen. „ En smudsig lille zigeunerfle! “ — ja, jeg husker ordene, som vare de prentede i mit hjerte. Mira, stakkels Mira! Du vil altid blive forfulgt af dette blege spøgelse. Ingen kan glemme, at mine forældre vare zigeunere. Ingen kan tilgive det. Ingen! Ingen! “ — „ Men hvad bryder jeg mig om hele verden, når blot han kunne glemme min ulykkelige fødsel. “ „ Vil han aldrig glemme det? “ — „ Nej, aldrig! Han er for stolt, og en mand som han, har ret til at være det. “ Mira skjulte ansigtet i hænderne og sukkede tungt. „ Hvor kan jeg forlange, man skal glemme min fødsel, står den ikke skrevet i mit ansigt? fremkalder ikke denne brune hud en hel legion zigeunere? — men jeg vil ikke skamme mig over mine forældre, gud velsigne dem. de er i himlen. Jeg har aldrig kendt dem, men jeg elsker dem alligevel. Ingen skal have ret til at krænke dem, ingen, uden at blive min fjende. “ hun rejste sig og gik op og ned ad gulvet, som for at bortjage al sorg fra sit hjerte. Det ringede. Mira for sammen og så mod døren med et ængsteligt blik. „ Godaften, barn! “ sagde en dyb, klangfuld stemme. „ Tager du dig en lille tur? “ „ Ja, “ svarede hun med et frygtsomt blik. „ Jeg går fra mine tanker. “ „ Fra dine tanker! Ere dine tanker da så sørgelige? Kan du aldrig være lykkelig, som andre piger på din alder? Jeg holder ikke af at høre dig tale på den måde. Vi have ikke ret til at være trætte af livet, selv om vi er ulykkelige, hvor meget mindre da, når vi kun have grund til at være tilfreds med vor skæbne. Hvor lidt skal jeg minde dig herom, Mira! Du må være utaknemmelig mod Herren, det er en stor synd. “ „ De misforstår mig, baron silgestrem! “ sagde Mira vemodigt. „ Jeg er ikke utaknemmelig mod Herren, men jeg føler så tydeligt, jeg er født til sorg. Det er vel ikke de ydre indtryk, der virke på mig, nej, jeg bærer en verden as sorg og kamp i mit eget hjerte. Dog tilgiv mig. Det er meget egoistisk at trætte dem med mine mørke tanker! Jeg har fået brev fra grevinde cederskøld, hvori hun inviterer mig til at komme derop i morgen. Frøken breds er kommet for at blive der en tid. “ — Mira betænkte sig et øjeblik og tilføjede ironisk: „ Hun længes naturligvis meget efter at se mig. “ „ Ah, det er det, der er i vejen! Nu forstår jeg min stolte, lille pige. Du kan aldrig glemme og endnu mindre tilgive, at frøken brede ikke syntes om dig, da du var et barn men hvor kan du tillade dit hjerte al bære et sådant nag. Selv til en frøken brede? — kom, sid ned og lad mig tale et alvorsord til dig. Jeg har set dybt i dit hjerte, mit barn, det er et bundløst hav, som selv den flinkeste sømand vil finde vanskelig » at lodde. Men jeg vidste ikke, du var i stand til at bære nag til nogen, dertil troede jeg dit hjerte var for rent, og det vil i sandhed gøre mig ondt, om jeg bliver skuffet i denne tro. Kærlighed er den eneste lidenskab, der har ret til al beherske en kvindes hjerte, enhver anden vil kaste skygge over dets renhed og tilintetgøre dets ædleste egenskaber. “ — „ Glem ikke dette barn! Jeg håber du vil tage hen og hilse på rføken brede i morgen, “ tilføjede han med et kærligt smil. „ O, de misforstår mig nu som altid! “ udbrød Mira med skælvende stemme og slog øjnene ned for at skjule de tårer, der formørkede dem „ De vil aldrig forstå mig. Jeg hrade hverken frøken brede eller nogen anden. Jeg har ikke et øjeblik tænkt på at afslå Adelheids indbydelse. Nej, jeg vil hilse på hende, selv om mit hjerte skulle briste, når hun seer på mig med fil foragtelige blik. “ „ Jeg forstår dig meget bedre, end du tror, “ svarede baron silgestrøm alvorligt. „ De? “ — spurgte Mira bittert. „ 0 nej! Ingen forstår ung, dej var jo umuligt, eftersom jeg ikke engang forstår mig selv. “ Baron silgestrøm tog stiltiende avisen. Mira græb fil broderi. Han læste og tænkte på Mira. Hun broderede og tænkte på ham. — næste morgen var mørk, kold og sneefuld. Mira stod tidlig op. Hun hørte ikke til syvsoverne. Hun stirrede på den grå himmel, den hvide gade og de mange fodgængere, der kom og gik lig travle beboere i en myretue og hun tænkte: „ Hvor den fattige må kæmpe for sit ophold! Og dog er jeg vis på, at ikke en eneste af disse stakler, der hver morgen må slå op for at tjene det daglige brød, er så utilfreds med livet, som min rige, gamle genbo. Se, der sidder han ved vinduet i fin store bløde lænestol, indsvøbt i uldtæpper! Han kan få alt hvad han ønsker af livets behageligheder, og han ønsker det ene efter det andet. Men al hang rigdom, alle hans opfyldte ønsker kunne ikke gøre ham lykkelig; thi han er syg, både på sjæl og legeme. “ „ Og jeg? — har jeg ret til at være sorgfuld? — nej! Jeg vil være glad, jeg vil være taknemmelig mod gud og mod den hele verden. “ Klokken halv tolv standsede baron stlgestrøms vogn udenfor grev cederskølds bolig. „ Godmorgen, kære Mira! Hvor du seer bleg ud. Du er ikke halv så smuk, som du plejer at være. Og jeg vil så gerne for alvor overraske frøken brede med din skønhed. Der kommer hun. Se blot hvor gammel hun er bleven. Sidst vi så hende, lignede hun en gammel ugle. Nu synes jeg, hun ligner et gulne! Pergament. “ Grevinde cederskøld var om mulig smukkere og lykkeligere end da vi første gang så hende som Adelheid silgestrøm. nu var hun fem og tyve år og så lykkelig, som en kone kan blive, der besidder så rettænkende, ædel og smuk en mands kærlighed, som grev cederskølds var. — Adelheid var også i høj grad rettænkende og kærlig. Men hun savnede den fine følelse, der forædlede enhver af hendes mands handlinger og gjorde ham så elsket af alle, der kjendle ham. Han sårede aldrig nogens følelse ved overlagte spørgsmål eller yttringer, medens hans kone ved sine tankeløse ord og alt for store oprigtighed næsten sårede enhver, der kom i hendes nærhed. Det var også det eneste, der nu og da gav anledning til små trætter mellem dem, idet han bebrejdede hende, at hun ikke tog mere hensyn til andres følelser, selv deres, hun holdt meget af. Men hun lo kun ad ham og svarede, idet hun kærligt omfavnede ham: „ Kære cederskøld, hvorfor fattede du da kærlighed til mig? Du kjendle jo mine fejl. — du behøver ikke at se så alvorlig på mig, jeg vil sige, hvad jeg føler lyst til, og du skal smile til mig, som du smilede — se, på mig, kære ven! — som du smilede, da du fangede mit unge, uerfarne hjerte. “ Og grev cederskøld måtte smile, mere af hendes yndige mine end af hendes ord. Således var grevinde cederskøld! Og hun sagde nu med et skjelmsk blik til frøken brede: „ Må jeg have den fornøjelse at forestille min søster Mira for dem. Jeg ved hvor kær de har hende, og hvor de har længtes efter at se hende. — nå, Mira, omfavn frøken brede. Kan du ikke se, hvor hun længes efter at skutte dig i sine arme? “ men Mira og frøken brede stod som lo statuer. Ingen af dem gav mindste tegn til liv. Var ikke grev cederskøld trådt ind og havde frelst dem fra denne ubehagelige stilling, var de sikkert, som loths hustru, bleven forvandlede til saltstøtter. Nu kom de igen tillive, og Adelheid gik tabt af den fornøjelse, hun havde ventet sig af deres første møde. „ Du skal sidde ved siden af frøken brede, “ sagde hun til Mira, da de trådte ind i spisestuen. „ Jeg må sørge for min kære, gamle gæsts tilfredshed. “ Frøken brede gav hende et bistert blik. Adelheid havde fornærmet hende dobbelt. Først ved at påtvinge hende Miras selskab, dernæst ved at hentyde til hendes alder. Hun hørte nemlig til de damer, der ikke ville være gamle. Frøken brede var en evighedsblomst. Ingen kunne mindes at have hørt hende erkende, hun var bleven ældre i de sidste lyve år. For hendes skyld stod tiden stille; hun blev aldrig ældre end fem og tredive. — kære læser, der er mange frøkner brede i denne verden. Måske du selv har en sådan i din familie? — da lykønsker jeg dig. Hun vil mangengang gøre dig besvær og mangengang få dig til at le. Frøken brede var meget høj; hendes store, grå øjne havde et skarpt udtryk, og hendes dragt var så forunderlig at det er umuligt at beskrive den i alle dens sammensætninger. Men udfaldet af del hele mindede om en regnbue, ikke på himlen, men på en flagermus. Hendes hår var hørgult og meget tyndt, hvilket hun søgte at lægge skjul på ved efter bedste evne at pille det ud i en bunke små krøller, mellem hvilke den lange, spidse næse sprang frem som en milepæl, der råbte: „ Stands! Ikke et skridt længer. “ „ Men hvad er det! “ spurgte en gammel oberst en ung digter, der netop stod ved siden af ham, da grevinde cederskøld for første gang viste sig i et selskab med sin underlige gæst. „ Er det en ugle, en flagermus eller en sommerfugl? ' „ Det er en kunstig sammensætning af dem alle tre, “ Svarede digteren og betragtede frøken brede gennem lorgnetten. „ Hendes ansigt hører til uglerne, legemet til flagermusene, og håret til sommerfuglene. “ Han havde ret. — „ Hvorledes har baron silgestrøm det? “ spurgte grev cederskøld Mira. „ Hvad seer de efter, frøken brede? Kan jeg ikke komme dem til hjælp? “. Nej tak! Jeg er vant til at hjælpe mig selv. I Norge have vi ikke en tjener på hver finger, som det lader til man bruger i Stockholm. Bi er ligefremme folk; meget ligefremme. “ „ Jeg vil langtfra modsige dem i den retning, “ sagde grevinde cederskøld med et smil. „ Folk i Norge er mere beskedne i deres fordringer, end vi her. Det er så naturligt, da vor hele opdragelse er så forskellig fra eders. Vi.... “ Her følte grev cederskøld sig foranlediget til at afbryde sin kone ved at sige: „ Kære Adelheid, det er bedre, du fortæller os lidt om koncerten i går. Er den unge sangerinde virkelig så smuk, som rygtet siger, og er hendes stemme så henrivende? “ „ Er det frøken søthsrberg, de taler om? “ spurgte Mira. „ Ja! “ „ Jeg fandt flet ikke, hun sang så godt, “ sagde frøken brede. „ Jeg har hert en ung dame i Christiania, som sang meget bedre end denne frøken Søtherberg. “ » Meget bedre! Nej, frøken brede, nu er de for flem. Tør jeg spørge, hvad denne ubekendte nattergal kalder sig? “ „ Hvad hun kalder sig? — hun bærer det navn, hun har arvet efter sin fader! “ „ Og det navn er? “ „ Det samme, som hendes bedstefader arvede efter sin fader. “ „ Ah, jeg forstår! — men kære frøken brede, de har ikke sagt et eneste ord om Mira! Hvad synes de om hende? Har hun ikke forandret sig meget? Se rigtig på hende! Kunne de genkende hende, da de trådte ind? “ „ Mira er stockbolms rose! “ sagde grev cederfløld, der holdt meget af den unge pige. „ Hun blomstrer i skyggen af fin egen beskedenhed. “ „ Men hvor kan du dog tale sådan! udbrød frøken brede harmfuld. „ Stockholms rose! Hvordan kan mi... “ Hun standsede, det var så fortroligt at kalde hende Mira og frøken? — det var for meget, den gamle dame kunne ikke få det over sine læber. Frøken? — del var jo at sætte zigeunerpigen på samme trin som sig selv. Umuligt! Frøken brede vedblev: » Hvor kan de sammenligne den unge pige her med en rose? En rose, som er rød eller hvid, og hun med sin gulbrune hud. Nej, de er så forskejllige som nat og dag. Og... “ Mira havde været tavs den hele tid, men hendes talende ansigt udtrykte tydelig, kvor dybt hun følte sig såret. Hun hørte ikke til de kvinder, der blive heftige ligeover for en fornærmelse, hendes våben bestod ikke i vrede ord, men i et blik, så alvorligt, så rent, at det måtte afvæbne selv en frøken brede. „ Og -.. “ længer kom den gode dame ikke, Miras blik traf hende i det samme. Hun standsede forlegent, som havde hun glemt, hvad hun ville sige. „ Nå, barn? “ spurgte baron silgestrøm, da Mira var kommet hjem og de mødtes ved middagsbordet. „ Hvad sagde så frøken brede til dig? Fornærmede hun dig? Jeg er vis på, du var forberedt derpå. “ „ Jeg! deri har de uret, baron silgestrøm. Jeg var alt andel end forberedt på de kolde, udtænkte fornærmelser, frøken brede overøste mig med. Men del er ikke værd at tale om. “, godt! Så lad mig i stedet for indbyde dig til at ledsage mig i operaen i aften. Frøken Søtherberg synger. Hun skal være en sangerinde af første rang. “ „ Tak, det glæder jeg mig inderlig! til. Grev cederskøld talte netop om hende i dag, og jeg har ikke kunnet undertrykke ønsket om al høre hende. “ „ Og hvorfor skulle du undertrykke del? Havde det ikke været mere naturlig!, om du havde sag! til mig, at du gerne ville høre hende? Vil du da aldrig lære at være oprigtig og ligefrem mød mig? Du ved, hvor gerne jeg opfylder dine små ønsker. Hvorfor kan du da ikke betro mig dem, som Adelheid gjorde, da hun var hjemme. “ „ Det ville næppe passe sig for mig, en fremmed, at gøre hvad grevinde cederskøld gjorde i sin egen faders hus. “ „ Så du kan aldrig glemme, du en gang har været fremmed i dette hus? thi jeg vil ikke tro, Mira, du efter ti Års ophold her endnu bestandig skulle føle dig som sådan. Det ville i al fald gøre mig meget ondt, da det jo ville vise mig, al min opførsel mod dig ikke har været, hvad den burde have vc^cek. “ „ For guds skyld, baron silgestrøm, sig ikke detl de, som har værer så kærlig, så... “. Mira, jeg beder dig! “ „ Nej, lad mig tale! Jeg... “ „ Stille, barn! Jeg vil ikke høre et ord mere. Der er Ola med kaffen. Vil du skænke mig en kop? “ Mira skænkede kaffen, som blev drukket i tavshed, hvorpå baron silgestrøm gik ud og Mira satte sig hen at spille og synge i halvmørket. Noget senere kom Ola ind med en lændi lampe. Mira rejste sig hurtigt. „ Er baron silgestrøm kommet hjem? “ „ Nej, frøken! men han kommer vist snart. Klokken er mange. “ Ola var den samme tjener, der for ti år tilbage bar Mira på grevinde cederskølos befaling hen til vognen, trods frøken bredes indsigelser. Derfor holdt han meget af den unge pige og syntes i sit stille sind, han havde så god ret til hende som nogen af de andre. Han nærmede sig nu på tåspidserne og sagde med en hemmelighedsfuld hvisken: „ Hun har været her! “ „ Hun! Hvem mener du, Ola? ' „ Hun har været her, frøken. Men... “ Her blev Ola afbrudt ved baron silgestrøms indtrædelse. „ Hvad betyder det, Mira! Er du endnu ikke påklædt til koncerten? Det er på den højeste tid. “ „ Jeg skal straks være færdig! “ sagde Mira og skyndte sig bort. „ Hun? — hun? — “ gentog den unge pige ved sig selv, da hun trådte ind i sit værelse. „ Hvem mener han med denne hun? — jeg vil ikke bryde mit hoved dermed! Det er bedre jeg skynder mig at blive færdig. Jeg kan altid få det at vide i morgen. “ Operahuset var fuldt. Da den unge sangerinde trådte ind på scenen blev hun modtaget med stormende bifald, der lidt efter lidt hendøde i tavs forventning. Der stod hun. De store, mørke øjne drømmende heftet på publikum. Det smukke hoved hævet; de sorte lokker let tilbagekastede, den slanke bøjelige skikkelse fuld af ynde og symmetri. Ru spillede orchestret ganske piano. Det drømmende udtryk i hendes øjne forvandledes til liv og varme. De smukke læber åbnede sig og en strøm af bløde, klokkerene toner fyldle luften. Mira sad bleg og skælvende. Hun vidste næppe selv hvorfor. Det var ikke blot indtrykket af frøken søcherbergs henrivende stemme, der bevægede hende i den grad, det var den unge sgngerindss hele ydre. Mira kendte hende, hun havde set hende hver dag i sit eget spejl. Frøken Søtherberg var hendes udtrykte billede. Baron silgestrøm berørte let hendes arm og hviskedee:. Hvad siger du til denne lighed? Er den ikke forbavsende? Det undrer mig, Adelheid ikke talte til dig derom. “ „ De glemmer, at hun er meget nærsynet. “ „ Det er forbavsende! “ Han så fra Mira til frøken Søtherberg, og fra frøken Søtherberg til Mira, som ville han sammenligne deres ansigter træk for træk. Men sange

1870_LundOC_ZittaEllerDomkirkensDatter

Ole

Zitta Eller Domkirkens Datter

Lund

Lund

Zitta Eller Domkirkens Datter

male

1870_LundOC_ZittaEllerDomkirkensDatter.pdf

Ole Christian

Lund

dk

Zitta eller Domkirkens Datter

En Fortælling fra Christian den Andens Tid

n

gothic

Chr. Steen & Søn

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første capitel. Sct. Lucii hjerneskal. Det var en stormfuld forårsaften, set. Hugos dag, i det Herrens år 1522 efter Christi Byro. Månen lyste mellem vidtomflakkende, sønderrevne skyer over sct. Lucii domkirke på Roeskilde kirkebakke, og i vildt oprør væltede issefjordens bølger sig ind under sct. Jørgens bjerg mod skibsbroen. Her vare endeel af Roeskilde borgere forsamlede, blandt hvilke byens skultus, hr. Søvren Nielsen, gjorde sig bemærket ved den høje, hvide stav, han ifølge Christian den andens nye politilov førte i hænderne. Han tilligemed alle de andre borgere syntes nfravendt at stirre ud mod et lille skib, der på vejen fra Abrahamstrup tumlede sig mellem de frådende bølger op ad fjorden mod Roeskilde. „ Kongen er ombord! “ udbrød den tykke, ærværdige skultus eller borgmester, idet han henvendte sig til en af sine meddommere i byens kammerret, hr. Niels Christensen; „ Gud og den hellige jomfru beskytte hans kongelige nåde, vor kære herre, “ vedblev han: „ gid han må komme frelst og fri i vor havn! “ „ Jeg ville sige: gud og den hellige Lucius stå ham bi “, indvendte den tiltalte øvrighedsperson; „ thi det er i dag firehundredeårsdagen efter den dag, på hvilken den hellige lucii hjerneskal gjorde sit store vidunder på vor strand. “ Nu indtrådte en panse, og begge de ærværdigeborgerfolk stirrede på ny ud mod den snekke, der krængede stærkt i bølgerne. Domkirkens porte åbnedes snart pludseligt oppe på kirkcbakken, og en procession stred med blus og fakler ud af den mægtige helligdom. I spidsen gik en diakon med et crucifix på en høj Stang, og efter ham en skare munke med viftende boxkerter. Derpå fulgte kordrenge, svingende de i lange kæder hængende røgelsekar, medens seks domherrer i deres røde kapper bagefter bare en katafalk, hvorpå den hellige lucii hjerneskal, indfattet i guld og beslåct med ædelstene, var henlagt. Under hjerncsfallen hvilede korsviis to af samme helgens knokler, overtrukne med sølv, kraftige og svære, som tvende sølvkøller. Denne katafalk omgaves med talrige lys og vaiende silkefaner, i hvilke rigt billedværk prangede. Bag katafalken sås en høj og myndig herre i hvid kåbe og perlebesat bispehue alvorligt at bevæge sig fremad. Denne mægtige skikkelse var hr. Lauge urne, episcopus roeskildensis, hvem en hel clerus af fakkelbærende klerke ledsagede. Processionen stred ned ad domkirkens trappe, begav sig derpå ned ad Kirkebakken mod stranden og skibsbroen. Da toget nåde brohovedet, greb bispen, der spejdende havde stirret ud efter den lille kongesnekke, sct. Lucii glimrende hjerneskal fra katafalken og satte den på enden af sin lange elfenbeensstav. Derpå strakte han hjerneskallen ud over issefjordens frådende bølger. Denne ceremonie havde i århundreder været gentagen hvert år på denne dag, dagen, på hvilken sct. Lucii hjerneskal i sin tid befriede issefjorden fra et frygteligt søuhyre. Dette søuhyre krævede efter sagnet en mand af hvert skib, der passerede fjorden. I sin nød henvendte man sig da til den pavelige stol i rom om hjælp. Paven sendte en af sine dyrebareste reliquier, hjerneskallen af den i rom for længst henrettede martyr, pave Lucius. Da hjerneskallen var ankommen hertil, bar man den, ligesom man i dag havde gjort, i procession ned til skibsbroen og holdt den udover havet i det øjeblik, da uhyret atter ville vælte et skib for at kræve sit offer. Men da uhyret så den hellige hjerneskal, dukkede det efter sagnet med et hyl under vandfladen og forsvandt for stedse fra issefjordens vover. Til tak for denne undergerning blev sct. Lucii hjerneskal beklædt med guld og ædelstene, og til erindring om hin begivenhed førtes den årlig i procession således, som det var sket denne aften, ned til stranden. I samme øjeblik som hr. Lauge urne nu strakte den hellige hjerneskal ud over de oprørte bølger, var det, som om stormen stillede af, og vejrets uhyre atter dukkede under vandet. Bølgeflagene blev svagere, og kongens snekke gled frelst ind i havnen. ankommen til skibsbroen begav hans nåde tilligemed dronningen og le kongelige børn sig straks til kongsgården i Roeskilde. På det nærliggende Haraldsborg havde hertug Frederik af Holsten-gottorp, kongens farbroder, allerede for et par dage siden holdt sit indtog tilligemed sin søn, Prinds Christian. Det hed sig, at forhandlinger af vigtighed svævede mellem de kongelige frænder, og at hertug Fredrik endelig havde bekvemmet sig til højtideligt her i Roeskilde at ville tage hertugdømmet Slesvig til Lehn af sin brodersøn, kong Christian. Denne hylding var således den nærmeste anledning til kongens nærværelse for øjeblikket i Roeskilde. Da dronningen og de kongelige børn tilvogns og kongen tilhest, ledsaget af et prægtigt følge, havde forladt skibsbroen, vendte den kirkelige procession atter tilbage til domkirken for at altersætte den hellige lucii guldbeslåede hjerneskal. andet capitel. Krystalskrinet. På højalteret i Roeskilde domkirke stod endnu i året 1522 det berømte krystalsfrin. Låget og sidestykkerne vare af slebent bjergkrystal, indfattet i tremmer af guld og besinnet med guldsøm; hankene vare af massivt sølv. Om dette skrin gik flere sagn. Nogle mente, at det var den ligkiste, hvori kong Valdemar Atterdags frille, Tovelille, blev ført omkring, førend hun endelig efter lang tids forløb stedtes til hvile. Andre mente, at dette skrin tidligere havde haft sin plads i set. Albani kirke i Odense og der opbevaret den kanoniserede Knud den helliges levninger. Hvorledes dette nu end forholdt sig, var det den almindelige mening på hin tid, at dette prægtige helgensfrin havde en undergørende kraft og en heldbringende indflydelse på de genstande, der gemtes deri. Da processionen atter var vendt tilbage til den festligt oplyste domkirke, og hr. Lauge urne med sin clerus alter havde betrådt højkoret, knælede en ung ridder, hr. Lauges søstersøn, Aksel banner, ned foran højalleret. Det var en kraftig bygget ingling med mørkt hår, og hvis store, funklende øjne med et udtryk af dristighed, parret med fromhed, hvilede ærefrygtsfuldt på krystalsfrinets helligdom. I dette havde hr. Lauge allerede tidligere på dagen i tillid til dets nndergjørende kraft nedlagt ridderens skærf, sporer og armsfinner, og da bispen nu havde tilendebragt ceremonierne med sct. Lucii hjerneskals henlæggelse i murpillernes skatkamre, åbnede han krystalsfrinets låg og udtog de consecrerede genstande. Aksel rejste sig i glad tillid til den lykke, der formentlig fra nu ville følge hans våben, spændte sporerne på sin fod, bandt skinnerne om sin arm og slyngede om sin skulder det axelskærf, hvori en kvindelig hånd havde indvirket roser og lilier og utallige med vårløv besatte øviste. Den værdige morbroder, hr. Biflop lange, formanede derpå den unge ridder til troskab mod hans fyrstelige herre, den tyveårige Prinds Christian af Holsten-gottorp, hvilket Aksels ærlige øje til fulde lovede. Da den mandige dngling således havde fået opfyldt et ønske, han længe havde næret, fjernede han sig fra koret, der på hine tider ved en mur var adsfildt fra den øvrige kirke. I denne vandrede nu Aksel om og frydede sit øje ved at betragte dens skønhed og højhed. Nogle kanniker fyldte derpå krystalsfrinet med duftende rosenblade, hvorefter hr. Lange greb sin emaillerte krumstav og lagde den højtideligt ned i krystalgjemmet, ligesom åren fordum nedlagde sin stav i pagtens ark, hvor den grønnedes og fik blomster. Lange urnes stav grønnedes også og bar modne mandler for den kirke, til hvis hyrde og beflytter han var sat; thi næst Absalon var og blev hr. Lauge den dygtigste biflop, der har siddet på Roeskilde bispestol. Da låget var lukket, og skrinet atter hensat på højalteret, forlod prælaten kirken tilligemed hele sin clerus. tredie capitel. Den hellige Agnes ' lam. Aksel banner havde imidlertid på sin vandring gennem kirken med en indre glæde beundret den fuldendte enhed, højhed og adel, der udtaler sig i alle den dejlige kattedrals linier og forhold. Han havde ved de talrige lys fulgt buernes dristige slyngninger snart i rundbue, snart i spidsbue og med forbavselse bemærket den grundmurede fasthed, der åbenbarer sig i hvælvingernes sammenstilling. Fra den nedre ende af kirken havde han gennem skibet skuet op mod højkoret og på dettes fritsvævende omgang med de slanke granitsøiler bemærket de spraglede farveskikkelser, der i korbuens halvkreds sprang frem på guldflammet grund. Selve det brede kirkeskib, der dengang var befriet for de kedelige stolestader og frembød en flisebelagt, fri flade af hele kirkens brede^ havde med sine talrige op til pillerne stillede altere vakt hans beundring. Greben af den hellige andagt,. Som enhver beskuer af denne majestætiske helligdom føler, stod han stille, hensunken i sine egne betragtninger, da et usædvanligt optrin vakte hans opmærksomhed. Efterat hr. Lange med sine kanniker havde forladt høikoret, blev han nemlig en flok lam vaer, der brægende nærmede sig kirkeskibets midte fra venstre sidegang. Det var den heilige Agnes ' lam. Af disse lams uld blev erkebispens pallinm og bispernes kåber spundne og tilvirkede. Blandt de små hvide lam, der alle havde røde bånd om halsen, hvori bang klingende sølvbjælder, bevægede en yndig pige sig fremad: i sin højre holdt hun en høj stav, på hvis endestykke en vimpel var befæstet, og med denne drev hun hjorden tilrette. Den unge ridder stod som lynslagen ved synet af denne pige, hvis lysegule lokker, opheftede i nakken med en sølvpil, uddragen af sanct Sebastians hjerte, og hvis himmelblå dragt, oversået med små guldnøgler, så godt passede til det hele præg af fromhed og jomfruelig blyhed, der hvilede over hendes personlighed. Et par stærkt tegnede øjenbryn, der noget mørkladne buede sig over de livlige øjne, antydede dog en charakteerstyrke, der ved given lejlighed ville kunne stå sin prøve. Med virksom Iver og tilsyneladende sorgløs jog hun i dette øjeblik lammene hen til det i midtskibet opstillede alter for den hellige Agnes. Her bestænkede en vikar af en kumme hendes hjord med helligt vievand. Efter at have lyst en velsignelse over den knælende pige og de brægende lam, trak munken sig tilbage. Pigen fæstede en stund sit store, dunkelblaue øje på den hellige Agnes ' billede, rejste sig så og drev derpå sin hjord ud af kirkens nordvestlige våbenhus for at tøjre de indviede lam på det nærliggende kirkevænge. Hun syntes ikke at bemærke Aksel, idet hun gik ham forbi; Aksel derimod fulgte med et beundrende, tilbedende blik hendes flanke skikkelse, til den forsvandt ude på kirkegården. „ Hvo var denne dejlige pige? “ udbrød han højt og lydeligt iden nu så tomme og ensomme kattedral. „ Domkirkens datter! “ lød det med stærk røst oppe fra omgangen, uden at Aksel kunne skelne, fra hvem røsten kom. „ Domkirkens datter “ gentog ekkoet fra hvælving til hvælving, medens det ene lys flukkedes efter det andet. Aksel ilede nu gennem højkorets slagstygger over „ Absalons bue “ halvt forfærdet tilbage til bispegården. „ Domkirkens datter! “ gentog ekkoet endnu en gang i en afkrog af kirken, men højtidelig stilhed hvilede snart atter under de hellige hvælvinger, til hvilke kun månen gennem de malede kirkeruder sendte et svagt og ubestemt lys. fjerde capitel. Sølvapostlene. I året 1522 havde sacristanen ved Roeskilde domkirke sin bolig i en tæt op til domkapitlet stødende hvælving, der ved en jernbeslagen dør stod i umiddelbar forbindelse med kirken. Her i et af de lave rum, hvori hans bolig var inddelt, sad sacristanen, Broder Rudolf, på samme tid, som Aksel banner førlod omgangen inde i koret. Broder Rudolf, der var en ung, noget bleg mand, syntes ivrigt sysselsat med billedværket i en afskrift afsaxogrammatici danmarkskrønnike, hvis tykke foliant under lampens blus lå opslagen på det svære egebord. Med hellig ild i det dybe, sorte øje betragtede den fromme munk de billeder, som han selv denne eftermiddag med spraglede farver havde malet på det gule pergament. På et stort, snørklet 8 sad hist en sort fugl med et gult næb, under et zirligt 6 hang røde jordbær mellem grønne blade. Et gyldent aks og en rød rose slyngede sig hist om et kors, og herom et sværd; helte og heltinder i brynier og med kroner strålede øjet i møde fra ethvert blad, medens lyrer og harper funklede i guld mellem de brogede billeder. Skriften selv var rød, zirlig og snørklet, som al munkeskriff endnu på den tid, og tog sig godt ud på de brede, gule pergamentsblade. et gennemtrængende skrig ude i kirken afbrød pludselig den klosterlige No. „ Zittas stemme! “ udbrød munken for sig selv, idet ban skyndsomt og beængstet rejste sig. I et Nn var den jernbeslagne dør ud til kirken åbnet, og idet munken trådte hen foran koret, bemærkede han en kvindelig skikkelse, der forgæves søgte at rejse sig fra et, som det syntes, pludseligt fald. „ Men hvad er der hændet dig, kære søster? “ spurgte den bestyrtede sacrisfan, idet han understøttede den vaklende pige, i hvem Aksel banner ville have genkendt domkirkens datter. Skælvende over hele sit sine, zartbyggede legeme pegede den ængstede pige blot op i højkoret uden at svare. Imellem dettes slagsfygger så nu Broder Rudolf en bleg og høj skikkelse bevæge sig i månelyset, iført en sort dragt, der i snit og mærke ganske lignede domherrernes sædvanlige korkåber med det hvide kors på slagets venstre side. „ Den gamle domherre! “ udbrød Broder Rudolf stærkt blegnende, og idet han uvilkårligt slog et kors i luften. „ Hans veje ville vi ikke krydse, “ tilhviskedee han den forundrede pige, „ Zitta! kære søster! Kom og lad os gå. “ Begge søskende fjernede sig nu bag de nærmeste piller og ilede hurtigt ind i sacrisfanboligen, medens den gamle øomherre oppe i høikoret nforstyrret og, som det syntes, meget ivrig fortsatfe sit hemmelighedsfulde arbejde. Efter at have udfoldet den sammenlagte altertavle, betragtede han en stund de tomme ibenholtsnischer. I disse havde tidligere de tolv berømte sølvapostle haft deres pladser. Estersagnet skulle kong Erik af Pommern ved sin flugt ud af riget have medtaget disse klenodier, hvorfor de nischer, hvorfra de vare borttagne, nu allerede i mangfoldige år havde henltået tomme. „ Den gamle øomherre “ Nikkede selvtilfreds og fremtog af et lønligt gemme i alterbordet nogle genstande, der blinkede stærkt i månelyset og som syntes at ligne børneslikkelser i en alder af et par år. Lydløst og ene i den gamle, højtidelige kattedral viklede han nu i nattens stilhed det ene sølvbarn ud af svøbet efter det andet og henstillede atter de genfundne apostle på deres gamle pladser i alternischerne. „ Det var da altså de tolv sølvapostle “, mumlede han. Til sidst fremdrog den gamle øomherre en christussigur af guld og stillede den i apostlenes bildte. „ ' Herren tog, Herren gav, Herrens navn være lovet! “ mumlede han atter for sig selv, idet han foldede altertavlen sammen. En sky gik i dette øjeblik for månen, og den gamle domherre forsvandt mellem højkorets piller. femte capitel. Den gamle domherre. „ Hvem er den gamle domherre? “ spurgte Zitta skælvende sin Broder, da de begge trådte ind i sacristanens bolig, „ er han en ånd, “ fortsatte hun sit spørgsmål, „ der fredløst færdes under disse hvælvinger, eller et levende menneske af kød og blod? “ „ Kannikerne og kirkens betjente “, svarede Broder Rudolf, „ mene, at han er en fredløs ånd, der spøger på sct. Lucii hellige fliser, men jeg tror, han er et virkeligt, lyslevende menneske, hvis veje jeg dog nødig vil krydse. “ „ Færdes han da ofte her i kirken? “ vedblev Zitta, hvis frygt dog nu noget havde sat sig. „ Ja! på den sildigere tid “, svarede broderen „ er han om natten oftere set af flere af domkirkens kanniker; også jeg tror engang før at have bemærket hans forunderlige, sammenfaldne skikkelse mellem kattedralens søjler. Da imidlertid ingen af kirkens skatte er blevne os berøvede, men tvertimod nogle endogså er blevne fuldstændiggjorte — og, som det synes, ved hans hånd, lader jeg ham fare i fred! “ „ Har denne gamle domherre nogensinde været medlem af domkapitlet her ved kirken? “ spurgte zifta nu ivrigt. „ Ja! “ svarede Rudolf, „ derfor bærer han endnu korkåben med det hvide ordenstegn. Sæt dig ned, kære søster! og jeg skal fortælle dig hans historie. Zifta tog nu plads tæt ved døren til sin egen celle, medens hendes Broder, sacristanen, igen satte sig i sin lænestol foran egebordet med den opslagne Saxo. „ Der var her ved domkirken “, begyndte rndolf, „ i kong hans ' tid en domherre ved navn Ebbe ulftand. Ansat som kapellan ved Catharine Nielsdatters kapel hist på den nordre side af kirken, beskyldtes han for at misbruge kapellets hvælving til udøvelse af kogleri og trolddom. Man ville ofte have set ham brænde lys her langt ud på natten, uden at det stod i forbindelse med kirkens tjeneste. Derimod mente man, at forbruget af disse mange lys og voxkerter hidrørte fra hans hemmelige astrologiske studier og stod i et lønligt sammenhæng med hans udøvelse af stjernetyderi og den sorte kunst. Han var almindelig anset for at dyrke disse vidensfaber med stor Iver, ligesom også hans forudsigelse om kong hans ' død og kong chrislierns fødsel bekræftede dette. Da det nu hændte sig, at en af kirkens andre dontherrer engang pludselig omkom ved om natten at betræde Ebbe ulftands festligt oplyste kapel og på sammes tærskel uden nogen anden synlig årsag styrtede død om, blev hr. Ebbe ulftand fængslet og tiltalt for trolddom. En vidtløftig hexeproees blev indledet imod ham, hvis udfald blev, at hr. Ebbe fradømtes sin domherrestol og hjemfaldt ifølge de gældende loves strenghed til bål og brand. Denne dom exeqveredes da også, men ikke på hr. Ebbe selv, der på en forunderlig måde må være undsluppen af domkirkens fængsler, men på hans billede. Dommen udførtes in ekli^is, “ vedblev munken, „ på en dukke, hvis hånd og hoved først blev afhugne; disse genstande opbevarer jeg endnu. “ Her rejste Broder Rudolf sig og gik hen til væggen, hvor han til Zittas overraskelse åbnede en lille jerndør til en skorstenspibe. „ Se her “, udbrød han, „ er beviserne for den gamle domherres frelse. Kannikerne mene hani brændt, men disse levninger røbe sagens sande sammenhæng. - Zitta blev nu, ved at kaste sit øje ind i det uhyggelige bur, en voxmaske og en udstoppet handske vaer, gjorte i den gamle domherres lignelse. „ Vor plejefader, den forrige sacristan her ved kirken “, sagde han, „ har opbevaret disse genstande til en amindelse om denne sære begivenhed. “ Zitta udtalte sig endnu engang om den store lighed mellem voxmasfen og den gamle domherres træk, hvorpå hun ønskede sin Broder et kærligt godnat. I den tilstødende celle blundede hun snart på sit jomfruelige leje under domkirkens vinger; der havde hun sin rede, ligesom svalen havde sin oppe under kirketagets arabesker. sjette kapitel. Domkirkens datter. Da Aksel banner den næste morgen vågnede i fin morbroder hr. Lange urnes biskoppelige gæsteseng, var det en dejlig, solklar forårsdag. Rafl sprang han op af lejet, iførte sig fine klæder, og med sit sværd og sin fjederhat i hånden ilede han ud på den åbne svale, der mod vest omgav det øverste stokværk af den gamle, gottiske bispegård. En vidtstrakt udsigt åbnede sig her over issefjorden og de tilgrænsende skove samt over til Haraldsborg, hvor hans herre Prinds Christian, som tidligere omtalt, boede. I forgrunden på Aksels venstre hånd løftede set. Lucii eller den hellige trefoldigheds kirke sine mangfoldige gavle og spir, medens Erik af Pommerns lille malmklokke, ophængt i tårnet over korskoret, klemtede til sjælemesse for den store dronning Margrethas evige ro. Solen kastede et mildt og livligt lys ud over det hele landflab, og Aksel glædede sig ved i den friske morgenluft at betragte disse smilende og dejlige omgivelser. Mindet om domkirkens datter fra den foregående aften havde endnu ikke forladt ham, da han pludselig troede at opdage hendes skikkelse lidt nedenfor Kirkebakken. Atter så han denne slanke vækst, der mindede om set. Lucii luftlette spir, atter denne hvide, fyldige barm, der lignede højkorets svnlmende Buer, og atter disse dejlige øjne, der flammede som alterlysene på sct. Lucii højalter. Let og yndig gik hun i det friske, dugbesprængte kirkevænge og vogtede med den høje, vimpelsmykte stav sine hvide lam omkring vældet af Hroars kilde. „ Hvad hedder denne dejlige pige? “ udbrød Aksel uvilkårligt og temmelig højt for sig selv uden at ane, at hans morbroder, den ærværdige hr. Lauge, befandt sig i hans nærhed. „ Zitta! “ svarede den kraftige bisp, og hvis du, min kære søstersøn, har lyst til at få lidt nærmere besked om hende, skal jeg fortælle dig et og andet; sæt dig ved min side! “ „ Morbroder! “ Stammede Aksel noget forlegen, idet han tog plads i det hngne stensæde, hr. Lauge havde ladet sætte på svalegangen, og i hvilket denne nu selv hvilede sin mægtige skikkelse. „ For seksten år siden “, tog bispen tilorde, „ vandrede jeg en morgen forbi domkirkens indgang. På den brede stentrappe, jnst der, hvor kong svend knælte hin dag, da bisfop Vilhelm fatte ham staven for brystet, for at formene ham indgangen, blev jeg en bylt vaer, der øiensynligen den foregående nat var henlagt på trappen. Jeg viklede pjalterne fra hverandre og fandt allerinderst et par tvillinger, svøbte i klude og Mos. Rystet ved synet af de hjælpeløse små forbarmede jeg mig over dem, tog dem til mig og satte dem i kost og pleje hos kirkens daværende portner og sacristan. Holdte over kattedralens ældgamle døbefond, fik den ene tvilling, der var en pige, navn af „ Zitta “, og den anden, der var en dreng, kaldte vi, -rudolf “. Børnene, der trivedes vel, voksede nu op under domkirkens vinger, legede under dens højalter og aflagde omsider kydskhedsløftet til dens hellige crucifixer. Zitta seer du i dette øjeblik vogte den hellige Agnes ' lam nede på kirkevænget, og Rudolf vil du under dit ophold her i Roeskilde let få anledning til at bemærke, da han daglig færdes i domkirkens hvælvinger som deres vogter og sacristan. Alle kirkens guldkar og klenodier er betroede til hans varetægt, ag alle kirkens altere og blomsterhaver forvaltes af Zitta. Af kannikerne benævnes disse søskende „ Kirkens børn “, og i særdeleshed færdes Zitta i deres kreds under navn af „ Domkirkens datter “. Aksel, der med bevægelse og deltagelse havde fulgt bispens fortælling, kastede et blik fuldt af vemodig ømhed ned på den unge pige, der med sine lysegule lokker og sin himmelblå kjortel så sorgløs færdedes nede på det sollyse kirkevænge om Hroars navnkundige væld. Hendes hvide lam med de røde bånd og de sølverne bjælder sprang i dette øjeblik legende omkring, medens hun selv syntes beskæftiget med at plukke violer. Han følte sig nimodståeligt fængslet af hendes skønhed, og i dette øjeblik glemte han alt andet over synet af domkirkens datter. Da syntes det pludseligt, som der kom stor uro over Zitta, medens hendes lam forvildede og forskrækkede lød omkring. Et råb som om hjælp hørtes snart fra den af angst skrigende pige, der i vild fortvivlelse vred sine hænder. „ Hvad er der på færde? “ udbrød bispen, „ kom og lad os gå ned til hende! “ og med disse ørd rejste den anseelige prælat sig og satte sin mægtige kæmpeskikkelse i bevægelse. Aksel, der i forvejen var sprungen ned af svalens trappe, ilte gennem bispegårdens have ud på vænget, hvor han først standsede foran den rødmende pige. „ Hvorfor græder i? “ spurgte han med en mild og noget brudt stemme. „ Et af mine lam er sprunget i brønden, “ svarede hun, idet hun pegede på Hroars kildespring, der vældede ud af den stensætning, der omsluttede kildens egenlige vandbeholdning i en dyb brønd. „ Altså et fortabt lam “, udbrød bispen, der imidlertid var kommen tilstede, „ trøst dig, min pige! At et lam tabes, kan hænde den bedste hyrde! “ Zitta syntes at beroliges noget ved bispens venlige tiltale og bukkede sig nu for atter at optage den hyrdestav, hun i sin fortvivlelse havde kastet i græsset. Men Aksel banner kom hende i forkøbet og overrakte hende med ridderlig artighed det kostelige klenodie. Staven var af elfenben og havde tidligere tilhørt hr. Lauges formand på Roeskilde bispestol, hr. Jens Jepsen, men var af den forsamlede clerus højtidelige » overrakt Zitta, for at hun dermed kunne vogte den hellige Agnes ' lam. Den krumbøjede hage var imidlertid skruet fra, og på det snørklede endestykke havde Zitta i barnlig glæde befæstet en lang, hvid vimpel, hvori der stod tegnet et rødt kors. Glad, men dog noget forlegen, modtog hun nu klenodiet af den unge ridders hånd, og da denne og bispen venligt fjernede sig, nejede hun dybt og rødmede stærkt. Hun så nu prælaten og ridderen skyndsomt ile op over Kirkebakken mod domkirken. Aksel banner vendte sig flere gange om, og hans fagre åsyn og ridderlige skikkelse bragte Zitta til rent at glemme det pux vobiscmw, bispen til assked havde tilsendt hende. Med den vimpelsmykte stav samlede hun nu atter resten af sine Lani om Hroars kildespring. Længe sad hun da tankefuld på løvehovedets metalmanke, hvorunder kilden med rislende bølger plaskende faldt ned i stenbassinet. syvende capitel. Knnd den stores krone. Da biskop lange og Aksel banner trådte ind i kirken gennem det nordre våbenhus, faldt dagslyset rigt gennem de mange spraglede vinduesruder ind i højkoret og legede under de korslagte hvælvingers røde og hvide krydsbånd. Højalteret stod i hine dage endnu i det indre hoikor der, hvor Christian den femtes og Frederik den fjerdes pragtfulde marmorkister sildigere blev henstillede. Et snørklet og kostbart messinggitter adskilte dette indre kor fra del ydre, hvor domherrernes trændskårne stole endnu befinde sig. Midt i dette ydre kor og altså foran det længere tilbage stående højalter hævede dronning Margrethas paradeseng sit udhugne marmorleie under en på søjler befæstet himmel. Hele dette ydre kor var så at sige et kapel til den store dronnings ære; thi i dets udskårne stolerækker toge munkene og domherrerne plads, når sjælemesserne daglig på en bestemt tid blev afsungne for hendes fred. Biskop lange viste Aksel de kostbare arabesker på paradesengens sider og dvælede længe ved den kongelige skikkelse, der hyllet i lange, hvide klæderligger udhuggen ovenpå sengen. Med sær forkærlighed udpegede den kunst- og historieelflende prælat billederne af Harald blåtand, svend Estridsen, biskop Vilhelm og dronning Margrethe Fredkulla, der i brogede farver af gult, rosenrødt, blåt og brunt stod malede på de piller af højkoret, i hvilke disse personers støv er indmuret. Selv havde den ærværdige bisp ladet billederne forsyne med inskriptioner, ligesom han også over Saxo grammatici nærliggende grav havde ladet sætte et epitaph. Dette og meget mere foreviste han Aksel. Som han nu der i sollyset stod midt i koret og forklarede den udskårne billedrække over munkestolene, strålede hans øje og åsyn af hellig begejstring, og syntes han ret for alvor at være kirkeherre i denne vidunderlige helligdom. Omsider gik han ind i det indre kor for at vise Aksel altertavlen, der ved den tililende Broder Rudolfs hjælp snart udfoldede sine sammenlagte billedtavler. Hvor stor var alles forbavselse, da de tolv den foregående nat opstillede sølvapostle strålede dem i møde fra de før så tomme jbenholtsnischer. » In nomina clowini! « udbrød den overraskede bisp, „ hvorfra er disse skatte komne? “ Broder Rudolf, der en tid i stum forbavselse havde bertragtet, hvorledes de spillende solstråler brød sig i apostelfigurernes sølvlegemer, udtalte nu sin formodning øm „ den gamle domherres “ Gerninger i den forsvundne nat. „ Denne gamle domherres skjul og færden her i kirken “, sagde hr. Lauge, » må vi ved lejlighed undersøge. “ En stærk larm nede i den modsatte ende af kirken afbrød i dette øjeblik bispen i videre forespørgsler. Under nøglernes raslen ådnede de brede, store kongeporte deres jernbeslagne fløje, og Aksel banner så nu sin herre, Prinds Christian af holsfen-gottorp, træde ind med et lidet følge. Bispen ilte skyndsomt den unge fyrste i møde, der dengang knap havde fyldt sit tyvende år. Hans ungdomsfriske og rasle, springfyragtige udseende var endnu dengang så vidt forskelligt fra den sildigere konges, Christian den tredies, alvorlige og fatte væsen. Høj og slank og med noget svære, men dog kongelige træk trådte den unge fyrste længer op i helligdommen, som han betragtede med synlig glæde og kærlighed. Efterat have udvekslet de første hilsener med bispen og sin tjener og ven, Aksel banner, begav han sig med hele følget op i høikoret. Her studsede han overrasket ved synet af den udfoldede altertavle og yttrede stor tilfredshed over generhvervelsen af de tolv sølvapostle, som man så længe havde anset for uigenkaldeligt tabte. „ Et andet klenodie skal efter sagnet opbevares i dette alter, “ udbrød prinsen, „ jeg mener Knud den stores krone, den, som bølgerne besprængte på havbredden, da kongen befalede dem at lade ham urørt! “ „ Ganske vist, min høje herre, “ svarede bispen, „ Kronen blev på den store Knuds befaling fort fra England hertil. “ Med disse ord åbnede den værdige prælat et lille skab øverst i altertavlen og fremtog en takket guldkrone, overstrøet med uregelmæssigt siddende smaragder. „ Hvor disse grønne ædelstene er forunderligt anbragte! “ udbrød prindsen, idet han drejede den funklende krone i sollyset. „ Efter sagnet, “ bemærkede bispen, „ sidde disse grønne stene, der fnnkle ligesom stænk af det friske, grønne hav, jnst på samme sted, hvor bølgernes dråber pidflede sig fast i guldkronens ring! “ „ Altså forstenede vanddråber “, sagde prinsen med et smil. „ Således går sagnet “, svarede bispen med et ærbødigt bnk. Prinsen satte i overgivent lune kronen på sit hoved, og den passede ham, som om den var smedet til hans tinding. Efter en lille panse udbrød han mere alvorlig: „ Kong Knud bar aldrig denne krone efter hin begivenhed på strandbredden; vi ville da ej heller formaste os til at bære den længær! “ Med ydmyg ærefrygt tog prinsen nu kronen af sit smukke, lokkede hoved og satte den om christusbilledets tinding inde i altertavlen. Derpå blev altertavlen atter lukket til, og hr. Lauge førte prinsen og hans følge videre om i kirken. ottende capitel. I sct. Birgittas kapel. Medens prinsen således vandrede om med sit følge i kirkens forskellige gange, havde en anseelig flok af nysgerrige tilhørere samlet sig om en gammel prædikestol i sanela Birgittas kapel. Dette kapel lå ligesom set. Laurentii kapel på kirkens nordre side, i venstre sidegang, og var dengang ligesom alle kirkens øvrige kapeller forsynet med altere og prædikestole. På hvælvingens kapper vare blomster og forunderlige fugle malede, og imellem disse sås i et hjørne en spidshuet, pukkelrygget djævel udfolde en pergamentsrulle, som han holdt fast med sine fødders dragekløer. I den ene hånd sås han at fastholde et blækhus, og med den anden skrev han smilende på pergamentet følgende indskrift: scribo tardentes et vana loquendo vagantes * ). Her i dette kapel og under denne djævels billede stod en karmelitermunk på prædikestolen, klædt i en simpel, sid kutte, der holdtes sammen om livet af et langt reb. Det var den bekendte Poul eliæsen eller som almuen nu kaldte ham „ Poul vendekåbe “. Først havde han talt den begyndende refor * ) jeg opskriver dem, der komme forsilde og føre dårlig tale. mations sag, men nu, som han stod der, ivrede han stærkt og med latterlige miner mod Luther, idet han på ægte katholsf Viis med heftige gebærder og tordnende røst sagte at blotte for mængden de vildfarelser, som Luthers discipel, magister Martin Reinhardt, efter hans formening havde forkyndt her i Danmark. Bemeldte magister Martin Reinhardt var af kong Christian den anden indkaldt her i riget og forkyndte netop for øjeblikket den nye lære i Nicolai kirke i København. Foranlediget heraf holdt ponl eliæsen just en tordnende tale, da den reformatorisk sindede, unge Prinds Chrisfian trådte ind i kapellet. Så ubemærket som muligt stillede denne sig tilligemed sit følge umiddelbart under prædikestolen, men dog langt nok fremme til, at han under foredraget kunne se og følge munkens latterlige gebærder. Et ungdommeligt, skjelmsk smil lejrede sig om prindsens mund, da karmelitermunken med et slag i prædikestolens pult udtalte den forsikkring, at Luther og alle hans tilhængere vare djævelen og den evige ild hjemfaldne. Prindsens øje faldt just på billedet over munkens hoved, og det var ham, som den lille puklede djævel med den spidse hue dyppede sin pen i blækhuset og indskrev ponl eliæsens navn på sin rulle blandt vana loquendo vagantes. Karmelitermunken sluttede nu af, medens en lydelig mishagsmumlen lød gennem forsamlingen. Med påtagen salvelse knælede den næsten latterlige hykler ned i prædikestolen for at forrette sut bøn, men tog sig ikke i agt for, at rebet fra hans beltested med sine lange ender faldt ned igennem en åbning eller ridse i bunden af den gamle prædikestol. Prinds Chrisfian, der som fortalt havde indtaget sin plads lige under prædikestolen, bemærkede straks rebet. Et ove

1896_ClaussenS_Valfart

Sophus

Valfart

Claussen

Claussen

Valfart

male

nan

nan

O

Det er ikke godt at skulle begynde med en løgn. Og det, hvormed denne italienske rejse må begynde, er en kron-løgn — en løgn så grundig, at jeg ved en ung mand, som endnu blusser af skam over den og tit og ofte ønsker, at hans strube havde lukket sig for evig, efter at han første gang havde udtalt denne løgn. Thi den unge mand var i visse ting stolt: han var vant til at sige sandhed. Men det hændte ham, at han en gang blev revet løs fra de små, snævre mennesker, mellem hvilke han fandt sine daglige bekymringer og sit sikre udkomme, for at hensættes til en fri, uhyre verden, hvor solen skinnede rigere, og hvor det utrolige pludselig var muligt. Og der traf han midt under en lykkelig fest, i et så udvalgt selskab, at han havde glemt al forsigtighed — en forfængelig, ung kvinde. Det var langt borte fra det påpasselige Danmark, i det frie, moderne Paris, mellem lutter fremmede, der ikke kunne udtale hans simple, danske navn og derfor kaldte ham Silvio. —- hvad betyder det, om navnet klinger fremmed? hans genvordigheder er sandfærdige nok. Straks begyndte Silvio at lyve. Men det, han siden med bitter spot kaldte sin kron-løgn — det var den gang kronings-løgne. Bliv ikke vred på Silvio for et lille ordspil. Den slugvorne elsker mad, skøgen elsker penge, folket og folkets ordgydere elsker kendsgærninger, hele verden holder af det, man kan omfatte og nyde med sine to håndflader. Men Silvio, der ikke var som den hele verden, Silvio, der godt vidste, hvor løgnagtige og forgængelige alle kødelige kendsgærninger er, Silvio kunne kaste sin kærlighed på et ord, ikke som tossen, men som den, der har sandfærdighed kær. Silvio traf en forfængelig, ung kvinde, og da han så i hendes dybe, smigrende øjne, var det som hans livs kroningsfest. Han troede ikke mere på den ydre nødvendighed. i disse to øjne havde han omsider opdaget, at sjælen er uendelig som en stjærnehimmel, at rummet og tingenes hårde skal kun er indbildninger, tomme og letgennemtrængelige for den, der ejer den rette, den mandige indbildning. Verden er ikke mere krinklet, end at man kan spidde den på en tanke. Han troede pludselig, at han kunne se igennem et par kvindeøjne som igennem et klart vand. Og da han havde evnen til at læse rigtigt i disse dobbeltbundede øjne, skulle han også kunne befale over dem. Når han tog sit hoved mellem sine to hænder og begærede at huskes af hende, ville han til enhver tid — om hun sov eller var vågen, om hun var nær ham eller langt i det fjerne — kunne nå hende med sin tanke. Han så smilende på hende og sagde: » Jeg har bygget en himinelbro mellem min inderste tanke og baggrunden af disse to øjne. Jeg er ingen stjærnetyder eller unyttig poet, heller ingen dybsindig filosof. Jeg er kun Silvio, en ung ingeniør og brobygger, der ønsker at ophænge jærnbroer som dristige stormstiger over alle stejle afgrunde. « Og Silvio greb hendes hånd, der lå planløst foran hende på borddugen, knugede den så stærkt, at det gjorde ondt. » Må jeg tale frit ud? « spurgte han. Og altid svarede hun: » Tal kun «. Så lo han og løftede sin hånd over den unge, franske kvindes pande som til velsignelse. » Jeg vil rede deres brudeseng på en klode. Når jeg handler på deres vegne, har jeg almagt. De skal bo i himmelrummet og have mandoliner på alle væggene. « han vidste ikke helt nøjagtigt, på hvilken klode eller i hvilken tid, han selv befandt sig, om han virkelig var i Paris ved et nytårsselskab, eller om han var med ved et nu længst forglemt gæstebud i ekbatana. Her — sad han bænket ved gæstebudet mellem de viseste mænd og de sjældneste kvinder, og da bægrene og hjærterne var fyldte til randen — i det øjeblik, da festen allerede syntes fuldkommen — begyndte luften uventet at genlyde af nyt bifald, og én efter én i en lang rækkefølge opdukkede de forsinkede kongedøtre, som ikke før havde kunnet pryde taflet med deres nærhed. De bøjede hilsende hovedet og tog plads i stilhed, én efter én — ekbatanas kongedøtre. Silvio havde trukket sin stol hen til den unge kvinde, han sad til bords med. De ringeagtede begge de medindbudnes nysgærrighed, så at de midt for alles blikke kom hinanden nærmere, end hvis de havde været alene. De så hinanden lige i øjnene. Og de var så stolt og fuldt ud mennesker, at der var intet, de ikke kunne sige hinanden. » Jeg lover, at jeg altid skal tale til dem så hensynsløst som nu, « sagde den unge, danske ingeniør, mens han med egne hænder dristig plantede nogle blomster i den for fængelige kvindes hår. » Skønt de er den yndigste og jomfrueligste skabning ved denne fest: til dem kan jeg sige alt. En mørk og kølig ranke slynger sig stedse om vore ord, en bred, mangedobbelt ranke, som altid sætter tingene hver på deres plads. Gid de i deres liv ingensinde må vågne af denne aftens højmodige rus. Fra nu af skal de lukke portene for ædruelighedens djævel. « Og Silvio tænkte, da hans fod rørte ved hendes kyske fod og hans hånd ved hendes hænder, at intet kærtegn længer er uværdig mønt, når det er kongedøtres hænder, kongedatres fod, man kærtegner. » Fra i aften elsker jeg kun kongedatre, « tænkte Silvio. Hendes øjne samtykkede til alle hans ord. Og den lette berøring af deres klæder lod hun så upåagtet, som var deres hænder og fødder trolovede. » Vi er gudernes børn, « sagde Silvio. » Mod os har djævelen på forhånd tabt enhver proces. Célimène, min elskede, de ligner en stedsegrøn myrtehæk med små, tætte, mangedobbelte kviste. I morgen vil jeg være helt smykket med usynlige myrter. min søster og elskerinde — du mit hjertes hæder — jeg omfavner dig. « Og idet han sagde: » Jeg omfavner dig, « Flyttede han sig netop langt fra hende for på den måde at omfavne hende bedre. Hun talte ham frisk i mode og blev ham ingensinde svaret skyldig..... En temmelig gammel dame, der var mærket af tidens klør, så at hun uegeniwttig kunne optræde som rådgiverske for ulgdommen, en temmelig gammel dame sagde c « samme aften til den forfængelige, unge pfc: » Hvad vil du tale med ham for....? • er han egentlig så morsom? Wja han ser ganske original ud.................... Y )g så er han frygtsom og fræk på samme tid. Han er naturligvis lykkelig ved at udgyde sig for dig.........det klæder ham at være velopdragen... Jeg må i dette tilfælde rose hans gode smag... Til daglig nøjes han vist med mindre. « I den samme nat gik Silvio hjem gennem Parises gader, forfulgt af vinden, der trængte gennem marv og ben. Han standsede og omfavnede de iskolde træer, mens han lovede sig selv, at han fra nu af aldrig ville nøjes med mindre end den unge pige. En fontæne, der var behængt med et langt skæg af is, antog for ham hendes skikkelse, hendes dejlige, unge skikkelse, halvt af adel og halvt af guddommelig ungdom. Og han troede at høre hendes hjertes friskblussende pulsslag — som om hans veninde stod her i køligheden, en strømmende kilde, og udgræd venlighed over ham. Da en flok unge venner mødte ham, beværtede han dem i det nærmeste værtshus. De så med stille forundring, at han knuste sit glas mod marmor-bordpladen. Han havde drukket en hemmelig skål for den unge pige. Og i tavshed, imens han knuste glasset, sammenlignede han sig selv med dette glas: han ville ikke tåle, at nogen siden skulle drikke deraf. Da han bagefter kom til Seinen, standsede han med.ét og stampede i jorden; thi han så for sig sin veninde som flodens gudinde med åkander i håret. » Floden seine, « sagde han og stampede — seine fleuve. Og under en lygte, lænet til kanten af en bro skrev han med en blyant en nytårshilsen til hende: så vandrer vi over årets bro én for én og to og to. har du en ven, da bi ham efter, stands i trængslen og bind din sko. Forhast dig ikke. Erfaring bekræfter: lykken er god mod den, som har ro til at binde sit skobånd, at smile, vente og omgås skikkelig sine bekendte. ved mangen fest senere stod célimène midt i salene og rakte ham ubekymret begge sine hænder. Hun så ud, som skulle hun synke til hans bryst, men hun lagde altid sine to fingre på munden og nægtede ham, at det var kærlighed. Alt, alt, kun ikke dette — det usigeligste ord. Og han beundrede denne rødmende, stolte mund, som ikke ville tilplette deres kærlighed med ord. Silvio smilte. » De elsker mig, célimène. Og jeg elsker dem med deres dobbeltbundede øjne og med al deres dobbelthed — mundens kløverblad, kruset og fyldigt, sødtduftende, fint og kysk som en dugget, nordisk morgen. Kløveren har kun tre blade. Men er lykken med en, finder man kløver med fire. Célimène, de er min lykkes firkløver. Gør ende på det skin, der endnu skiller os ad. De vil selv blive lykkelig. « Med ansigtet strålende af ømhed, men med panden rolig hævet rystede den unge pige to gange eftertænksomt sin ubetvungne nakke. » Non, non, non! « sagde hun » Nej—nej! Jeg tror ikke, at det ville være lykke. « » Du min retskafne elskede, mit hjertes hæder, célimène, « sagde Silvio og lagde — uden at vide det — hånden mod sit bryst. » Jeg river dig bort fra de vinterlige steder og tomme glæder. Og du følger mig et sted hen, hvor der er forår og stille bække, pinsesol og myrter. « Og uden at vide det lagde også hun fingerspidserne til sit bryst og smilte ved at fornemme sit eget pulsslag. Men hun rystede hårdnakket og grublende på hovedet. » Nej, nej, nej. Det er desuden ikke årstiden. Nej, nej, nej — elskede. « ( hun vidste slet ikke af, at hun kaldte ham elskede. ) en temmelig gammel dame, et af tiden tilkradset pergament, en temmelig gammel dame tog den uforsigtige célimène i armen: » Alle mennesker lægger mærke til jer. « Men den unge pige så sig uforfærdet om i salen og sagde som et uskyldigt barn, helt fortrædiget af afbrydelsen: » Lad os tale nu! Ellers får vi jo ikke sagt det alt sammen. « der var ikke ende på Silvios fryd og ulykke. Hun vidste med alt, hvad hun foretog sig, at forpligte ham til at blive og elske hende. Men en aften blev han mistænksom — utålmodig efter kendsgærninger. Og den forfængelige, unge kvinde, som måtte stille ham tilfreds, mens hun et øjeblik talte med sine beundrere, trak sine lange handsker af og bad ham opbevare dem for hende. Den nat gik Silvio atter alene og omfavnede sine ufølsomme brødre, træerne, mens han græd céliménes lange, trøsterige handsker fulde af salte tårer. Ved en bygning med grå, middelalderlige mure standsede han pludselig. Hvilken tid at have levet i, tænkte han — fejdernes, klostrenes og de gamle lensherrers tid. At bygge broer og rejse stormstiger til en fæstning på en høj alp! Med matematisk, guddommelig ingeniørkunst at skalle en sådan ørnerede ned fra klippen, bortføre borgfrøkenen, der ikke forlanger noget bedre. Men når den Borg, man belejrer, kun er en lille, selvstændig skønjomfru, når det slot, man vil bestige med blus og Brande, er et af tusind hensyn omringet, uindtageligt pigesind — hvad nytter det da at være Silvio — en fattig brobygger og ingeniør ( eller Napoleon og hanrej )? Her hjælper ikke sværd og brand, intet blændværk og intet fuskeri. Her skal aritmetiken være guddommelig rigtig — eller man dør som fortjent. Havde Silvio manglet den guddommelig rette beregning, den store sjæl, den fulde menneskelighed? Havde hans tanke ikke gennemtrængt tingenes indvolde? eller.......... Han standsede og stampede i jorden. Eller var célimène en forfængelig kvinde, der ikke kunne leve uden en sukkende elsker ved sin dør? Behøvede hun — for at udfylde sin egen klamme tomhed og sætte kronen på sin ørkesløshed — at en mand, hvis hjærte var rigere end hendes, hulkede hendes navn fattig og ensom og bed sig i tungen af skam over at være forsmået? det var forbi med Silvios løgne. En dag skrev han til célimène og forlangte at elskes på menneskevis. Han, der havde foragtet, hvad man kan fange med sine to hænder, og beundret hende som en forbundsfælle i sin foragt, han higede nu kun efter noget håndgribeligt; han ville give alle høje stjærner og evige løgne for en kendsgætning. Men nu var det just dette, som célimène ikke ville. Det blev altså uundgåeligt: Silvio måtte skifte opholdssted. Hans tanker var blevne ham selv uværdige. Midt i de alvorligste øjeblikke greb man ham i ikke at tænke på den skønne célimènes ærefulde slægt, hvidarmede uskyld og skarpsindige ånd, men at fable om frøken célimènes små, sorte strømper. Den skønne célimène var bleven ham for jordisk elskelig. Og når et menneske fra sine storslåede synsmåder og sine umådelige løgne falder tilbage og finder hvile og trøst i sin ganske dagligdags simpelhed, da må det menneske ud at rejse. straks optrådte der hos Silvio en engel fra himlen, i skikkelse af en tysk frue, med en rund sum penge og en officiel skrivelse, i følge hvilken han bemyndigedes til at rejse og studere og bagefter at skrive en afhandling, der skulle hedde: » Nogle af de ældste broer i Italien «. » Rejs til Italien, « sagde hun. » Nyd, adspred dem, og brug deres øjne. Ikke til Venedig. Lagunerne er så melankoliserende. Rejs til Florens, til rom. « Og den lille, forfængelige célimène kom dagen efter til ham og sagde opmuntrende: » De rejser til Italien for at se på gamle broer. Hvor jeg misunder dem! Jeg havde selv lyst til at se Italien. « Altså forlod Silvio Paris og célimènes dobbeltbundede øjne og célimènes små, hvide hænder og célimènes små, sorte strømper. Man tror undertiden, at man for resten af sine dage skal slå rod ved en af livets rolige biveje —- en villa, en have, en svanedam! — og pludselig befinder man sig på verdenslandevejen i nattoget london—paris —rom. Den lille, søde løgnerske var selv på banegården for at sige ham farvel. Hun tittede nysgærrigt ind i kupéen og sagde som sædvanligt ord, der skulle forurolige og synes betydningsfulde. » Jeg kommer vistnok til Florens. « men Silvio var træt — han slog døren op og sagde kun: » Så kom med mig! « » Det turde jeg gerne, « sagde célimène. Hun syntes besluttet. Men Silvio trak tvivlende på skuldrene. Og konduktøren smækkede døren i. » Skriv til mig, og jeg skal skrive til dem, « sagde hun. Toget rullede bort fra lysstaden Paris, bort fra den skønne célimène, ud i tågen og mørket. De sidste lygter sprang forbi kupévinduet. Alle hjul snurrede og snurrede. » Det er dog godt, « tænkte Silvio, som nu var ladt alene på hovedlandevejen, i nattoget london—paris—rom. » Det er dog godt, at man kan gå frit om i gaderne, at man endnu kan føle sig som en oprører, der tør råbe ind ad vinduerne til folk, at de har bygget deres pragtfulde huse af løgn og spindelvæv........ Spindelvæv! Men her sejler jeg selv som et spindelvæv for vinden. Ak, hvorfor måtte jeg ikke elske célimène? Hendes alvorsminer i det hvide ansigt var så fromme, hendes hvide hænder så venlige, ja selv hendes små, sorte strømper så ud, som om de slet intet ondt havde gjort. Hvorfor måtte jeg ikke beholde célimène, der ville have elsket mig så meget, som hun kunne? — hvorfor måtte jeg ikke have lov til her i livet at nøjes med célimène? « Lyon! Lyon! Iltoget førte ham stadig længere bort over Frankrigs mørke sletter. » Hun vil skrive til mig. I alle byer i Italien skal min første vandring være til posthuset for at hente brevene med hendes store, klare skrifttræk på det silkeagtige papir. Hvorfor « — tænkte Silvio — » kunne vi ikke vandre sammen til alle posthusene i alle Italiens byer for at nedlægge brevene med min lille, strenge céliménes store, klare skrifttræk og for at modtage brevene fra hendes misundelige slægt? « I nattoget london—paris—rom nåde Silvio, ingeniøren og brobyggeren, hen ad morgen de svejtsiske alpelandskaber. Toget, der bruste frem i halvmørke, vuggede og skumplede, som om vognene gennem hver bevægelse meddelte ham pulsslaget fra den sovende jord — den dunkle jord, hvor hver busk, hvert lille dyr, hvert menneske nu slumrede så trygt som hans unge veninde i hendes rolige gade i Paris. Silvio tog blyant frem og nedskrev nogle ord til hende: » De skulle vide, hvor stolt midt i det larmende Paris og nu midt i min kære landflygtighed blodet strømmer igennem mit hjertes kamre. Mit hoved er en sølvrangle med lutter lystige tanker. Det er, som var jeg lægt for en lang, tung sygdom, hvis bly lige fra min fødsel har hvilet på mine lemmer. Bønhør mig eller ikke! Gift dem, hvis de er rigtig dum! Men når jeg om et øjeblik omfavner Italiens jord og hvisker deres navn i ensomhed, da ved jeg, at de er min for alle tider, at de aldrig finder hjem før i landflygtigheden hos mig. « alpetinderne med sne i håret, alpetinderne som rødmende sæterpiger med hvide nathuer, erindrede Silvio om den franske hærs umådelige besvær, da general Bonaparte for første gang førte sine tropper over de vinterlige, kamme og ene drømte om sin fjerne Josefine. Den ensomme Silvio havde med grådig hu læst de breve, som den ubekendte general Bonaparte tilsendte Josefine, da han havde efterladt sin skønne, ustadige veninde i Paris og som syvogtyveårig feltherre foretog sit allerførste felttog. Det var før alpebestigningen og sejrene i Italien; alle hans tanker var blevne tilbage i den store hovedstad, og hans hjerte, fuldt af gråd og mismod, var ikke der, hvor han slæbte sin fod. » Jeg selv lever ikke i dette telt « — skrev den ubekendte general — » eller i denne lejr, disse rådslagninger, hvor jeg og jeg og jeg hvert minut må træffe afgørelser, der ikke angår mig. Det forundrer mig bestandig, at Frankrigs frelse kan afhænge deraf. Jeg savner indtil fortærelse aftnerne i Paris, og når jeg underskriver den alvorligste beslutning, er mine tanker hundrede mile borte. « I grå ligegyldighed for alt ydre lod han sine soldater slæbe kanonerne over bjærgene, og bestandig med den skønne Josefine i hjertet, bestandig skrivende til den skønne Josefine vandt han slagene ved Lodi og Marengo. » Om hun ikke havde indgydt ham denne ligegyldighed for medgang eller undergang, « Tænkte Silvio, — » ville han da have vundet slagene ved Lodi og Marengo? Og hvis han havde tænkt mere på sejrene og fjenderne end på Fru Josefine, mon da jeg, Silvio, ville have tænkt en time på Napoleon Bonaparte? Men han var et menneske, som også jeg, et stakkels, sondersplittet menneske, der var nødt til at slæbe sit legeme ad lange, tomme veje, over sjælløse forhindringer, som han så dybt hadede, at han måtte overvinde dem. Om han havde været noget andet — noget større måske, et slags basun for nationens heltemod — jeg ville i mit allerinderste jeg have ringeagtet ham. Men jeg skænker ham som frit menneske min beundring, fordi han i intet var mindre menneske end jeg, fordi han, slæbende som en soldat på mine egne svagheder, dog nåde det højeste. Og derfor kan jeg tåle hans uopnåede storhed, derfor kan jeg glædes over ham: fordi mit mod, min vilje, mine planer i deres udspring ikke er ringere end hans. Fordi også jeg er hans oprindelig jævnbyrdige. « ekbåtana. Jeg husker den vår, da mit hjerte i Kim undfangede drømmen og søgte et rim, hvis glans skulle synke, jeg ved ej hvorfra, som når solen gik ned i ekbåtana. En spotter gav mig med lærdom at ane, at vægten på ordet var ekbatåne. Den traurige tosse, han ved ej da, at hjertet det elsker ekbåtana. Byen med tusind henslængte terrasser, løngange, svimlende mure — som passer der bagest i Persien, hvor rosen er fra, begravet i minder — ekbåtana! Hin fjerne vår, da min sjæl lå i Kim og drømte umulige roser og rim, er svunden, skønt luften var lys også da, som den sol, der forsvandt bag ekbåtana. Men drømmen har rejst sig en vår i Paris, da verden blev dyb og assyrisk og vis, som blødte den yppigste oldtid endda... Jeg har levet en dag i ekbåtana. Min sjæl har flydt som en Syrings af toner, til solfaldet farvede parkernes kroner og hjertet sov ind i sin højhed — som fra en solnedgang over ekbåtana. Men folkets sæder? den stoltes bedrift? Hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra? En rædsel, et vanvid i kileskrift på dit dronningelegem — ekbåtana. Men rosen, det dyreste, verden har drømt, al livets vellyst — hvad var den da? Et tegn kun, en blomst, som blev givet på skrømt ved en kongelig fest i ekbåtana. Da blev jeg tålmodig og stolt. Jeg har drømt en dybere lykke, end nogen har tømt. Lad syndflodens vande mig bære herfra — jeg har levet en dag i ekbåtana. i højere end Alperne — dybere end Middelhavet » Piemont i sin sneklædning « - fortæller Silvio — » lignede en kage med flødeskum, da jeg med iltoget fra Paris havde boret mig igennem mønt cenis og nu en januarmorgen. Susede hen over sletterne i retning af Torino for at udfolde min ønskekappe i sangens og solens land. Mon sneen i Italien smælter ved en højere varmegrad end sneen i mere nordlige byer som Paris og København? —tænkte jeg, thi himlen var klar, solen og luften i denne sneslette ganske sommerlig. De rødkalkede huse glødede af varmt lys som i en forårsdrøm, og den dunkle vin i en halmomflettet, let flaske med en lang Hals var mørkere, sødligere og fyldigere end rødvin ellers: — den kyssede mig lige i hjertet som en ung elskerinde fra sangens og sommerens land med sorte øjne og varme, usvigelige læber. i denne vin, som jeg købte på den første station syd for Alperne, sluttede jeg pagt med Italien. Og jo længer jeg kom mod syd, des mere ildnedes jeg af vinen og solen, des mere glemte jeg vinteren bag mig. Å de nordlige byer, disse vinterhovedstæder, de ophidser og slider nerverne. Hvor bleg og træt hun lå, den unge englænderinde der på den modsatte hynde i min kupé. Min tilfældige rejsefælle. Hun lignede i sin forfrosne ungdom, indsvøbt i en piæd, et knippe halvvisne blomster, og det var, som om hun, for at leve på ny, behøvede al den sundhed, hjærtefylde og rødme, der sejrrig smilte ud fra det snedækte Italien. Å de nordiske byer, vinterhovedstæderne med deres åndelige uro, deres kunstig opvarmede saloner, deres hastige drosker, deres førsteforestillinger, dette hvirvlende, uvirkelige liv, med lutter blændværksværdier — de fortærer menneskene indvendig fra. De herlige, nordiske byer! Også mig havde de jo givet et lille fængslende tilfælde af moderne selvfortærelse, kultur-nevrose, som var skyld i, at jeg havde boret mig igennem mønt cenis og på min ønskekappe suste hen over Lombardiets sletter. Den englænderinde der — var hun en lidelsessøster? Hvem ved? Og hvorfor ulejliger jeg mig med hende? —thi lige fra Paris til Genova ulejligede jeg mig næppe med at se på hende? Jeg havde jo mit eget » interessante tilfælde « At beskæftige mig med. På den store banegård, hvor jeg i aftes havde taget afsked med et smil og to øjne, som fulgte mig alle vegne, bad jeg min veninde at rejse med. Men hun blev i Paris — Paris lumière — og jeg sagde spottende til hende, at jeg rejste ud i verden for at opsøge » sydligere og lascivere folkefærd. «... Mens jeg nu i Lombardiet satte den lille, halmomflettede fogliette for munden og drak den italienske vin, gentog jeg for mig selv: at min veninde var » sød som skyggen af et vintræ. « Men hun havde ladet mig alene med mit interessante tilfælde, og jeg tænkte for alvor på, at jeg, hellere end at rejse verden rundt med en naragtig, mislykket kærlighed, burde gå til Sicilien, hvor der var bønderopror og agrariske mord og slå mig sammen med rebellerne mod Italiens elendige førere for — i mangel af bedre — at møde en kugle, der træffer det rette sted. Jeg gjorde det ikke — kom aldrig til Sicilien. Men jeg er så skamfuld derover, at jeg nok gør det næste gang, når jeg har hjærte og lever overfyldt af forsmåelsens latterlige forsmædelighed. Å de nordiske byer, vinterens herlige hovedstæder, kun med et sygt hjerte river man sig løs fra dem. Mit hjerte havde endelig blomstret på ny.... Men der var faldet sne på alle mine roser..... Jeg ville ikke, at den sne skulle smælte. Men jo længer mod syd, des mere rødmede og blånede luften. Det var som om et forårshav slog sammen over mit hoved; som begravede jeg mig i bunden af et uhyre blomsterbæger og dér, mellem disse blå og rødgyldne lys, genfandt min strenge elskede, som kyssede mig i varm og ærlig kærlighed. Og Middelhavet begyndte i horisonten at blåne mere og mere. « iNitupiNit==N år maN i éN Nat har lagt fraNkrig bag sig, har gennemfaret norditaliens vestlige hjørne og på en eneste lang morgen indsuget alt landets lys — når man har sovet en nat i det stolte, gråhvide Genova, en storby for skippere og søfarere, i et redeligt hotel, der dog var et palads, har set palmer, der voksede i baljer, og genoveserinder, der sværmede gennem mængden i fantasidragter med maske for næsen ( thi det var sidst i januar og lige før karnevalsmåneden ) — når man med berusede lunger og øjne har fornummet Middelhavet, som ligger der åbent, forårståget og fuld af søbriser — og når man har købt sig en fransk-italiensk læsebog for at stave sig ind i det fremmede sprog, mens man allerede den næste dag befinder sig i iltoget, genova-florens — da er man, som Silvio, lidt fortumlet og uberegnelig. » Italien « — tænkte han — » ligner en uhyre ruin, alt for kostbar til at ejes af nogen, hvorfor man endnu tillader de stakkels sønner af alt for berømte forfædre at drive om i dets buegange og bo imellem dets øde mure. « Silvio kørte langs den sollyse, lunefulde, liguriske kyst, gennem bjærge og forbi høje huse, der var bemalte med billeder udvendig. Til højre for sig havde han stadig det forårstågede Middelhav som en drøm i sjælens baggrund — en blå horisont bag ordene i et digt. » I Italien bor alle mennesker i paladser og er fattige som kirkerotter. Lutter fattige og ædle kvinder, fattige og ædle ynglinge. Og jeg fattige kirkerotte « — tænkte Silvio — » jeg skal nu virkelig se Italien, jeg er i Italien. Jeg skal i disse paladser hilse på mine italienske brødre og søstre — et smilende, ejendomsløst folkefærd, der lever fra hånden i munden og tror godt om sig selv og alle mennesker. Hvor det er smukt at tro godt om sig selv og om andre. Da italienerne for det meste er temmelig slunkne og forsultede, sker det endnu af og til, at de i mørke på en ensom vej beder en tilfældig forbirejsende om pengene eller livet. Ja. Men det sker altid under åben himmel, når lykken bogstavelig byder sig til af sig selv — på landeveje eller på afsides steder i byernes udkanter, hvor man ikke behøver at komme, hvis man ikke med overlæg vil undlives. » En omgang knive, « una coltellata, således hedder et knivstik på deres flotte sprog. Men de er uskyldige, glade og gæstfri, og hjemme i deres private paladser hverken plyndrer eller myrder de. Et stuemord, det hører til i Nordens uhygge, i vinterhovedstæderne. I sangens og solens land findes kun rigtige stratenrøvere og politiske forbrydere. Så og så mange knivstik årlig og dernæst et attentat på crispi, på førsteministeren, som altid kommer godt fra det og øjeblikkelig kører hen i rigsdagen og forlanger nye undtagelseslove mod fædrelandets fjender —.... Dette er virkelig Italien. « ude bag vinduet fløj italienske byer og bjærge forbi. Silvio tænkte: » Jeg er ikke mere Silvio, der kan plages, mishandles, dødsdommes af en lille pige i Paris. Jeg er Silvio, en verdensborger, og skal dømmes efter romerretten. « Bestandig nye byer og bjærge. Å hvor langt bedre var det ikke at elske et helt land end at elske en lille kvinde! Se disse italienske landskaber: for neden den dyrkede jord, brun og frugtbar, for oven den rensende luft som et fint skønhedsslør. Hvor godt det hele passer sammen: de mennesker, der taler, og de lærker, der kvidrer i landet. Og der er i naturen plads til alt: en feltherre i spidsen for sine dragoner eller en lille pige i skyggen af et træ, den jordkære livsjubel, tryg og hjemlig som en fugletrille fra en græstue, og den besjælede, grænseløse længsel. Blot man forstår at se på markerne og skyerne, bjærgene og solnedgangen som et eneste billede! At elske træer og floder og mennesker som et broderskab af levende. Hvilke elskere de har været: den ungdom, som drømte om at oprejse Italiens enhed derovre fra det fjerne Sardinien på et sejerstog gennem Milano, Florens og rom. Hvilke elskere det har været, de brobyggere, som ud fra kongeriget Sardinien og Piemont spændte alle Italiens splittede pontoner sammen til en eneste frihedsbro, så at de elskværdige italienere, der i mange århundreder havde for skik at slæbe vadsækken for alle mulige udlændinge, omsider en dag kunne træde sammen på montecitorio i rom: eviva Italia! Eviva! — småtteri forsvinder overfor et sådant broderskab. Man behøver for eksempel ikke mere at betale told på grænsen af ligurien og derefter på grænsen af Toscana. Disse elskere og brobyggere gjorde ende på embedsmæssig! Vrøvl ( vrøvl er altid et embede ).... Og med alt dette er italienerne den dag i dag så fattige som nogensinde — uhelbredelig fattige. » Hvor jeg i grunden elsker fattige folk, « Tænkte Silvio. » De fryser om vinteren og har en evig hjemve efter solen. « Imidlertid gennemfør han de mange tunneler, der er mellem Genova og Florens i det allerbedste rejseselskab, sammen med den danske konsul i Genova og hans danske frue, der begge var så unge af år og dog så glatte og forfarne i at omgås verden som nogen, hvem det har været givet at befare hovedlandevejen mellem Paris og rom i laksko. Med høflighed havde de modtaget en misundelsesværdig, der kom lige fra Paris. Og høfligheden mod den velklædte landsmand var stegen til venskab, da Silvio fortalte, at han rejste med offenligt mandat i lommen for at skrive et værk om » Nogle af de ældste broer i Italien «. For at påskønne den nye gæst bad de ham rejse i kupé sammen med dem, ja mere end dette: konsulen gjorde ham delagtig i sin morskab over to medrejsende socialistførere, der også kom fra Genova, og som ved hele deres opførsel krænkede de selskabelige former. Med smilende og dannet opmærksomhed hørte konsulen og konsulinden på, hvad Silvio sagde, og undrede sig ærbødigt over, at han for at opsøge det fattige Italien havde forladt det stolte Paris, hvorom han fortalte dem så fængslende anekdoter. Men Silvio, der hvert øjeblik nikkede ud gennem togvinduet til en eller anden forbavset italiener, sagde: » Jeg holder af fattige folk. Jeg har i mit hjerte en rent naragtig forkærlighed for fattige folk. Jeg mener ikke dermed den luvslidte og udslidte fattigdom, den forsørgelsesberettigede armod, der gør sin daglige pligt for hver fyraften at vende hjem til en udhungret ægtefælle og en flok udhungrede børn. Jeg holder også af fattige, unge mænd og kvinder, jeg holder af alle fattige; de har så nye og redebonne hjerter, at der med dem endnu kan udrettes noget i denne håbforladte verden. I går Morges, da jeg passerede Alperne, tænkte jeg på en sådan fattig fyr, på Napoleon som » lille korporal, « der endnu ikke havde været i slag, endnu slet ikke udmærket sig og altså kun havde almindelige og tarvelige følelser. Han havde den tro og den bitterhed, som er fælles for så mange ubemærkede, unge mænd. Intet videre. Og det var det store, det var netop det guddommelige hos ham — forvandlingsøjeblikket! — man kan sætte ære i at gå med manchetknapper, der er købte i den eleganteste butik på de store bulevarder ( Silvio smøgte sine ærmer lidt op og viste et par originale knapper ). Man kan også sætte sin ære i, at man ikke vil være mindre elendig, ikke mindre tarvelig af hjerte og attrå, ikke mindre lav end den stakkels, simple menneskehed, at kysse den ydmyge jord, hvortil vi er bundne med fælles menneskelig nødvendighed — for en dag at kunne forvandle tingene, vise dem så store og skønne, som de virkelig er. Jeg holder af fattige folk. De sover nogle trappetrin nærmere ved guderne og de evige magter. « smilende hørte konsulen på Silvios tale og ønskede endnu en gang at se manchetknapperne. Silvio bad om at måtte forære konsulen dem. Han havde købt dem for at pynte sig, da han selv var gået glip af en stor lykke — sagde han — og de burde tilhøre en mand, der elskede lykken. Han sad længe tavs og stirrede ud på Middelhavet. Og med alvor og hemmelig stor pietet tyggede han nogle chokoladepastiller, som den tyske dame i Paris skæmtvis havde overbragt ham i en bonbonæske, hvor pengene lå gemte på bunden. I det første indtryks forvirrethed forekom Italien ham et land helt af marzipan og chokolade. Og han tænkte, at var der mange i verden som denne tyske dame, ville opopfrelse og store egenskaber få lov at blomstre, og smuds og smålighed ville uddø i Paris, ja selv i København. » Jeg er ikke Silvio, den stakkes Silvio i Paris « — gentog han lykkelig — » jeg er Silvio, en romersk borger. «............konsulen var en stadig høflig mand. Hans private spot — på dansk — hindrede ham ikke i at vise de to medrejsende arbejderførere de mest smigrende hensyn på italiensk. Også da en smuk italienerinde skulle forlade kupéen, var han til rede og rakte hende hendes rejsepiæd. og hun nejede sirlig og takkede: » Grazia. « Dette første ord, Silvio forstod af sproget, havde en storslået pragt, som var takken højere end Alperne og dybere end middel- havet. Toscanas elever. På veje, månegrå, under de natlige pinjer, holà! der er folkeliv. Da strømmer den gammeldags fløjte, da klinger der zither til sang. Piberdrengen fra Florens og florentinerdrengen