Datasets:

bowphs

/

europarl_parallel

like 0

Fru formand, jeg vil kun sige nogle få ord. Jeg respekterer det ønske, Parlamentet har givet udtryk for, men jeg må også sige, at ingen må sætte spørgsmålstegn ved et folks selvbestemmelse, heller ikke Europa-Parlamentet. Dokumentet er uretfærdigt over for vores østrigske kolleger, såvel de nationale parlamentsmedlemmer som Europa-Parlamentets medlemmer, og det lugter langt væk af jalousi og politiske interesser, men også af forretning. Jeg tror ikke, at man får borgerne til at interessere sig for Europa ved at sende sådanne signaler. Vi har gjort Østrigs yderste højrefløj en gratis tjeneste. Jeg satte stor pris på de italienske radikale parlamentsmedlemmers holdning. Når jeg siger dette, vil jeg dog gerne understrege, at der er en klar og væsentlig historisk forskel mellem de liberale i Italien og de liberale i Østrig.

Jeg har i mange år i ord og gerning være engageret i den antifascistiske kamp og kampen for ligeberettigelse og kampen mod fremmedhad. Men det, der er sket i den sidste tid, først med det, der reelt var Ministerrådets trusler, så med hr. Prodis trusler mod den østrigske kommissær og sidst med denne beslutning, er noget, jeg ikke kan gå ind for. Jeg har ikke kunnet stemme for denne beslutning, selvom jeg er enig i mange af dens præmisser. Først og fremmest er der tale om en utrolig ildevarslende blanding af magt, arrogance og afmagt fra Den Europæiske Unions side. Ikke blot er disse vedtagelser i strid med traktaten og tildeler Unionens organer mere magt, end der tilkommer dem, men det værste er, at det vil have en kontraproduktiv effektiv. Det vil ikke svække hr. Haider og FPÖ, tværtimod, det vil styrke dem. Vi opnår det stik modsatte. Sådan bekæmper man ikke racisme og højredrejning.

Venstres medlemmer af Europa-Parlamentet lægger vægt på, at Parlamentet IKKE ved vedtagelsen i dag har støttet de 14 statsministres diplomatiske sanktioner over for Østrig. Derfor støttede Venstres medlemmer af Parlamentet den liberale beslutnings kraftige afstandtagen fra enhver form for fremmedhad i Østrig og andre steder. Vi lægger afgørende vægt på, at Amsterdam-traktatens nye bestemmelser om nødvendigt bliver brugt, således at et land, der i handling krænker grundlæggende borgerrettigheder med diskrimination og lign., bliver frataget stemmeret i EU' s ministerråd (artikel 7).

At Frihedspartiet kommer med i den østrigske regering, er en udvikling, som bestemt ikke gavner Den Europæiske Unions politiske situation. Slangen har lagt æg, og det er et af dem, vi nu desværre ser udklækket, det største på europæisk jord siden Anden Verdenskrig. Europa-Parlamentet og EU's regeringer bør sørge for den politiske isolering af en regering, der omfatter tilhængere af nazisme og fortalere for fremmedhad. Den Europæiske Union bærer et stort ansvar på sine skuldre - og det samme gør de to førende politiske retninger, socialdemokraterne og de kristelige demokrater - for med sin dogmatiske tilslutning til den hårde ØMU-finanspolitik, med opløsningen af velfærdsstaten, med glorificeringen af den ukontrollerede konkurrence har den skubbet brede samfundslag ud på sidelinjen og givet ekstremistiske højreorienterede demagoger som Haider mulighed for at rekruttere tilhængere til deres nynazistiske kurs.

Eftersom Europa-Parlamentets forretningsorden ikke tillader, at vi fremsætter vores eget beslutningsforslag mod Haiders parti samt alle de partier rundt omkring i Europa, der udspreder racistiske, fremmedfjendtlige og fremmedarbejderfjendtlige nederdrægtigheder, har vi stemt for kompromisforslaget uden at være for flere af dets præmisser eller udtryk. Vi ønsker blot at vise vores solidaritet med dem, der også i Østrig er imod det østrigske ekstreme højre og dets demagogi. Vores stemme er på ingen måde at betragte som en borgen for de partier, der underskriver dette kompromisforslag, eller deres aktuelle politik eller fremtidige holdning i tilfælde af, at det ekstreme højres trusler forværres. Nogle af de partier, der hævder at være republikanske og demokratiske, overtager af elskværdighed eller med fuldt overlæg i valgkampene det ekstreme højres demagogi om ikke andet så ved åbent eller i det skjulte at gøre fremmedarbejderne ansvarlige for arbejdsløsheden og gøre deres liv endnu vanskeligere. De underskrivende partier, der står eller har stået i spidsen for regeringerne i forskellige lande i Den Europæiske Union, har generelt deres del af ansvaret for, at det ekstreme højre har fået så stor indflydelse. De fører en politik, der på grund af partiernes hengivenhed over for arbejdsgivernes interesser ikke omfatter foranstaltninger, der kan udslette arbejdsløsheden og den elendighed, den fører med sig, og som således giver det ekstreme højres fremmedfjendtlige demagogi bedre vilkår.

Europa har så sandelig udstødt sit første politiske skrig i denne uge. Ved hurtigt og eftertrykkeligt at afvise Jörg Haiders fremmedfjendtlige og antieuropæiske partis deltagelse i den østrigske regering, hvilket her er sket for første gang siden Anden Verdenskrig, har Den Europæiske Union underskrevet sin politiske dåbsattest og bekræftet, at den ikke kun er et økonomisk og finansielt fællesskab, et stort marked, "de handlendes Europa". Det er en del af Unionens fremtid, der for øjeblikket står på spil, selve dens natur, dens sjæl. Europa-Parlamentet forstod som den første at give sin mening til kende. De Europæiske Socialdemokraters appel på foranledning af Olivier Duhamel vækkede folks bevidsthed og gav et bestemt og umiddelbart politisk svar på denne hidtil usete og utålelige situation. En bestemthed, som de 14 europæiske medlemsstater beviste ved enstemmigt og umiddelbart at fordømme risikoen for politisk udskridning i Østrig. Denne modige stillingtagen starter et nyt kapitel i den europæiske konstruktion. Tilbage til kilden, egentlig, for et fællesskab, der er bygget på viljen til at vende ryggen til en fortid fordærvet af had og udelukkelse og på de humanistiske værdier som åbenhed og tolerance. Europa har forstået at rejse hovedet for at fordømme det uacceptable. Men er Europa i stand til at holde hovedet højt uden at være i besiddelse af denne politiske viljes juridiske instrumenter - sanktionerne i artikel 7 i traktaterne er så godt som uanvendelige - over for truslen om systematisk blokering af hele dets institutionelle struktur? Det er dets troværdighed, der står på spil i dag, inden det i morgen modtager de unge endnu skrøbelige demokratier fra den tidligere østblok. Europa skal herefter omsætte sine ord til handling for over for alle at bekræfte sine genfundne ambitioner.

- (FR) I forbindelse med afstemningen om et fælles beslutningsforslag mod nynazisternes indtræden i en regering i Den Europæiske Union må jeg beklage, at kompromisteksten i høj grad mangler bestemthed. Jeg stemmer for den, for man kan ikke forestille sig, at Europa-Parlamentet efter den meget gode politiske debat i går ikke skulle tage stilling til spørgsmålet. Men personligt fortsætter jeg med at kæmpe mod det ekstreme højre, med at samle underskrifter for at kræve foranstaltninger, der kan gå så langt som til at udelukke Østrig, og med at arrangere en stor borgerdemonstration på lørdag kl. 15.00 i Lille. Fascismen, nynazismen er kræftsygdomme! Det urene dyr er vågnet! For mig er det udelukket, at vi lader dem udvikle sig og trives, uden at vi kæmper energisk imod. Europa er født af ønsket om fred, frihed og tolerance. Det tolererer under ingen omstændigheder fremmedfjendtlige, racistiske og antisemitiske ministre. Man skal ikke regne med, at jeg sidder tavs og ubevægelig hen.

Under gårsdagens forhandling i Europa-Parlamentet var nogle af medlemmerne bekymrede over, at vi blandede os i en medlemsstats indre anliggender. En sådan bekymring er uberettiget. Europa-Parlamentet har aldrig været sen til at kommentere udviklinger i medlemsstater, som den misbilliger. Vi har fordømt baskisk og irsk terrorisme, og vi har vendt os imod racisme og krænkelse af minoriteters rettigheder. Det er vores ansvar som parlament - og især som Den Europæiske Unions demokratisk valgte stemme - at kommentere den aktuelle politiske udvikling i Østrig, der er i modstrid med Europa-Parlamentets politik. Ved at fremsætte vores synspunkter forhindrer vi ikke et østrigsk parti i at danne en koalitionsregering. Ikke desto mindre advarer vi - som det er vores ret og pligt - på forhånd om, at en sådan beslutning vil få visse konsekvenser. Andre vil hævde, at vi bør vente med at træffe en afgørelse, indtil vi ser detaljerne i en sådan koalitionsaftale. Et sådant synspunkt er ikke alene en politisk falliterklæring, det er også farligt. Ved at indgå en aftale med Jörg Haider og hans parti vil de østrigske kristdemokrater med ét slag gøre højreekstremismen politisk respektabel og give den adgang til magten, hvilket vil blive udnyttet til at skaffe endnu større vælgeropbakning. Derfor skal Den Europæiske Union klart tilkendegive sin holdning til den aktuelle situation i Østrig.

Vi har stemt for den fælles beslutning for at udtrykke vores solidaritet med alle dem, der udsættes for fremmedhad og racisme. Vi har også stemt for beslutningen i protest imod den afskyelige politik, Jörg Haider står for. Vi er imidlertid meget kritiske over for de metoder, de 14 medlemslande har benyttet i dette spørgsmål. I beslutningen savnes en tydelig henvisning til respekten for medlemsstaternes nationale identitet og konstitutionelle traditioner i overensstemmelse med artikel 6 i traktaten. Der mangler også et punkt om EU's medansvar for den sociale og politiske udvikling i Europa og Østrig, der var en af forudsætningerne for Haiders valgfremgang. Højreekstremismen - nu som tidligere i Europas historie - er resultatet af utrygge sociale og økonomiske levevilkår. Den nedskæringspolitik, der fulgte i ØMU-tilpasningens spor, har været medvirkende til højreekstremismens fremgang. En radikal politik for tryghed og retfærdighed i de enkelte lande er den bedste garanti for en demokratisk udvikling i Europa.

Denne forklaring afgiver jeg på CSU-gruppens vegne. Det er utåleligt, at EU blander sig i en medlemsstats regeringsdannelse. Det tilkommer ikke EU. I stedet for ubegrundet at fordømme FPÖ og den østrigske regering, der er ved at blive dannet, er der først og fremmest behov for en kritisk undersøgelse og vurdering af regeringserklæringen og partiprogrammet og koalitionens politik. Først efter en sådan kritisk udredning af den fremtidige politik hos partierne, der i øjeblikket drøfter et regeringssamarbejde, er det muligt at afgøre, om denne regering strider imod den demokratiske ånd i Europa. Dette betyder ikke, at vi sympatiserer med Haider. CSU's repræsentanter i Europa-Parlamentet har på ingen måde sympati for FPÖ-lederen Haider. Som politikere må vi spørge os selv, hvorfor 27% af den østrigske befolkning ved valget i oktober 1999 stemte på et parti som FPÖ. Vi må søge årsagerne hertil og forsøge at eliminere de årsager, der fører til sådanne resultater. Kun en udredning af FPÖ's argumenter og politiske indhold kan forhindre en yderliggående politik i Østrig. Europa-Parlamentets beslutning derimod undersøger ikke grundene for det østrigske valgresultat til bunds og viser ikke nogen løsningsmulighed. Derfor går CSU's europagruppe imod beslutningen.

Det er med stor bekymring, at vi er vidne til styrkelsen af de ekstreme højrekræfter i Europa, især i Østrig, Tyskland, Frankrig, Belgien og Italien. Det er meget vigtigt at diskutere de dybere årsager og træffe de nødvendige foranstaltninger for at mindske dem. Når vi ved, at en forværring af de sociale uligheder, arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse vækker mistillid hos borgerne og danner gode betingelser for højrepopulisme, må de europæiske institutioner straks træffe de nødvendige foranstaltninger for at forhindre de racistiske og fremmedfjendske ideologiers fremmarch. Det fordrer en afgørende ændring af den nyliberale kapitalismes økonomiske og sociale politik, så der gives prioritet til skabelse af beskæftigelse af kvalitet og med rettigheder og gennemføres en politik, der satser på at styrke demokratiet i form af direkte deltagelse og uddannelse til medborgerskab med særligt henblik på de demokratiske værdier og solidaritet. Ligesom vi fordømmer og bekæmper det ekstreme højres idéer og handlinger, udtrykker vi vores solidaritet med det østrigske folk og støtter alle de kræfter, der kæmper for et udvidet demokrati, mod racisme og fremmedhad.

"Car il savait ce que cette foule en joie ignorait, et qu'on peut lire dans les livres, que le bacille de la peste ne meurt ni ne disparaît jamais, qu'il peut rester pendant des dizaines d'années endormi dans les meubles et le linge, qu'il attend patiemment dans les chambres, les caves, les malles, les mouchoirs et les paperasses, et que, peut-être, le jour viendrait où, pour le malheur et l'enseignement des hommes, la peste réveillerait ses rats et les enverrait mourir dans une cité heureuse." (Thi han vidste det, som denne glade forsamling ikke vidste, og som man kan læse i bøger, at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder, at den kan sove i mange år i møbler og linned, at den venter tålmodigt i kamre, kældre, kufferter, lommetørklæder og papirer, og at den dag måske kommer, hvor pesten til menneskenes skade og oplysning vågner sine rotter og sender dem ud for at dø i en lykkelig by.) Det er med disse ord, at Albert Camus som afslutning på en lang allegorisk beskrivelse af Orans indbyggeres vanskelige kamp mod pesten minder os om, at kampen mod nazismen, "den brune pest" som den blev kaldt dengang, ikke definitivt kan vindes. At racehadet, volden mod fremmede, angsten for og afvisningen af det ukendte til hver en tid kan dukke op til overfladen og dominere en hvilken som helst gruppe mennesker, fordi hadet, volden og angsten har rødder i det mest ækle i mennesket. Det er derfor, hændelserne i Østrig skal ses som tragiske. For første gang siden Anden Verdenskrig står et åbenlyst pronazistisk, racistisk og fremmedfjendtligt parti på tærsklen til magten i et europæisk land. Over for en sådan trussel, der i sig selv er en benægtelse af selve den grundlæggende idé bag den europæiske konstruktion, skal intet stå i vejen, hverken det juridiske ordkløveri om, hvad traktaten tillader og ikke tillader, de legitime spørgsmål om retten til at blande sig, den parodiske respekt for et formelt demokrati og især ikke den følelse af afmagt, der rammer os, når vi står ansigt til ansigt med en hændelse, som vi af al kraft og overbevisning afviser, men som vi ikke kan kontrollere. Som folkevalgt fra et fransk oversøisk departement, la Réunion, et område med krydsninger og blandinger, hvor befolkningen er blevet smeltet sammen gennem de seneste tre århundreder under skiftende indflydelse af europæere, sorte fra Afrika eller Madagaskar, soldater fra Indien, Pakistan eller måske endda Kina, føler jeg hver eneste dag den dybe sandhed i Saint-Exypéry's ord: "Si tu diffères de moi, mon frère, loin de me léser, tu m'enrichis!" (Min broder, du krænker mig ikke, hvis du er anderledes end jeg - du beriger mig!) Det er den menneskelige mangfoldighed, der er vores primære rigdom, og derfor skylder jeg mig selv at forfølge og fordømme alt det, der kan krænke den. Af alle disse grunde har jeg med bestemthed stemt for det beslutningsforslag, der er blevet fremlagt for Parlamentet, om dannelsen af regeringen i Østrig.

- (FR) Jörg Haiders fremgang og dannelsen af en regering mellem FPÖ og det konservative højre markerer den skrækkelige genopstandelse af et uhyre, som liberalismen har fostret. FPÖ's succes skyldes både de anseelsesattester, som højrepartierne og det østrigske socialdemokrati har udstedt, og deres politik, hvis sociale katastrofer har bygget rede for det ekstreme højres populisme. Beslutningsforslaget indeholder eventuelle diplomatiske foranstaltninger, der kan iværksættes for politisk set at isolere den ny regering, uden at sige et ord om de dybereliggende årsager til fascismens genopblussen. Denne kan forklares med den forvirring, der hersker blandt de befolkninger, der er ofre for herskernes penge, og med herskerklassens valg af at fremme et stærkt regime for at kunne køre spare- og afregulariseringspolitikkerne endnu længere ud. Vi skal gribe enhver lejlighed til at udtrykke vores solidaritet med de østrigske antifascister for at gå imod den fremmedfjendtlige diskurs fra en diktatorlærling, der længes tilbage til det tredje rige. Derfor stemmer vi for dette beslutningsforslag på trods af dets hykleriske henvisninger til en "europæisk demokratisk model", der mere ligner en fæstning, der forfølger, udviser og fængsler de illegale indvandrere, når den da ikke lige er ude efter de unge.

Jeg har netop stemt imod beslutningsforslaget om situationen i Østrig med henblik på en mulig regeringsdannelse mellem ÖVP og FPÖ. Jeg mener ikke, det er konstruktivt at ophøje Jörg Haider til "Europas bussemand" - eller værre endnu til nynazist og superracist. Naturligvis er jeg på ingen måde enig i de annoncerede udtalelser fra denne højrepopulist og fordømmer også fremmedfjendtlighed og enhver form for bagatellisering af hitlerregimet på det skarpeste. Jeg frygter imidlertid, at en udelukkende følelsesladet reaktion fra Europas side på det, der sker i Østrig, vil mangedoble Haiders tilhængerskare. EU må ikke give ham en PR-værdi, der er ubetalelig. FPÖ's styrke skyldes den hidtidige regerings svaghed. Det er Østrigs socialdemokrater først og fremmest skyld i. Først efter, at de uden held bad FPÖ om at tolerere en mindretalsregering og åbenbart forgæves tilbød Frihedspartiet ministerposter, begyndte SPÖ sin massive kampagne mod Haider. Deres truende tab af magten udmøntede sig ligefrem i en "heltemodig kamp for opretholdelsen af værdier" og en umiddelbart forestående "afgørelse mellem at være eller ikke være et demokrati". Dette er en fornærmelse mod vælgerne i mit naboland, som jeg ikke kan være med til. Vi tyske kristelige demokrater brugte en anden strategi i kampen mod ekstremister og adskilte os utvetydigt fra dem. Vi afslørede det manglende indhold hos REP'erne ("republikanerne"), der optrådte nationalistiske og fjendske over for fremmede og minoriteter. I dag er REP'erne ikke længere repræsenteret i de fleste kommunalråd. Den tyske vej er ingen garanti for, at denne yderliggående bevægelse ikke bliver styrket på ny. Den kan ikke overføres efter forgodtbefindende, da hver medlemsstat har sine egne betingelser. ÖVP (det østrigske folkeparti), der heller ikke på europæisk niveau er til at komme uden om længere, vover forsøget med en koalitionsregering blot for at få regeret Østrig. Det kan kun lykkes, hvis der indgås aftaler, der nødvendigvis må bygge på overholdelse af demokratiske grundværdier. Rådet har blandet sig utidigt uden at afvente resultaterne fra koalitionsforhandlingerne eller et regeringsprogram. Denne fordømmelse er lige så lidt acceptabel som den truende afbrydelse af de officielle forbindelser til Republikken Østrig. Til et sandt demokrati hører årvågenhed, og at man ikke er blind på det ene øje. Vi må gå offensivt frem med argumenter mod yderliggående både på højrefløjen og venstrefløjen. Jeg ville ønske, at der havde været samme skrappe europæiske protest, da socialisterne var parate til at gøre fælles sag med efterfølgerne af regimet i DDR, der foragtede og forfulgte mennesker. Siden har de dannet regeringer i de tyske delstater. Jeg tilslutter mig udtrykkeligt kommissær Prodis redegørelse under dagens møde. Han talte om den opgave, det er, ikke at isolere medlemsstater, men derimod at gøre alt for at binde dem til fælles europæiske værdier.

- (FR) Jeg har stemt imod det fælles beslutningsforslag vedrørende situationen i Østrig. Østrig er en fri, uafhængig og suveræn nation. Derfor kan hverken Rådet, Kommissionen eller Europa-Parlamentet blande sig i den interne organisation i en medlemsstat. Valget i Østrig var frit, regulært og demokratisk. Af denne grund er de europæiske institutioners indblanding i landets sager uacceptabel og i strid med EU-traktaten (artikel 7 i Amsterdam-traktaten). Disse samme institutioner har imidlertid ikke tøvet med at acceptere Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union, til trods for at dette lands overskridelser af menneskerettighederne er velkendt. Der er ikke sket noget i den stil i Østrig. Dette foregangstilfælde på initiativ af det portugisiske forsæde er bekymrende for Den Europæiske Unions fremtid. På den ene side afslører den politiske bandlysning af Østrig blot den konforme tankegangs foruroligende indflydelse, og på den anden side er det selve det demokratiske princip, der ødelægges, hvis regeringerne i Den Europæiske Unions medlemsstater først skal have ikke folkets tillid, men en godkendelse fra overnationale organer. Vil det under sådanne omstændigheder overhovedet kunne betale sig at afholde valg? Det er ikke sådan, man skaber optimale betingelser for, at de europæiske nationer kan leve harmonisk og samarbejde om en fælles fremtid.

Jeg stemmer imod det fælles beslutningsforslag om valgresultatet i Østrig og forslaget om at danne en koalitionsregering mellem ÖVP og FPÖ af tre grunde: for det første, fordi hverken de særskilte afstemninger eller de ændringsforslag, der kunne have givet større sammenhæng og en anden mening til teksten, er blevet vedtaget, for det andet, fordi det beslutningsforslag, der nu er blevet vedtaget, indeholder en selvmodsigelse: På den ene side anerkendes det i motiv D, at den vægt, der lægges på, at EU og dens institutioner skal fremme og forsvare de europæiske demokratiske værdier, implicerer, at man anerkender integriteten af det østrigske folks og den østrigske stats demokratiske og forfatningsmæssige rettigheder, og på den anden side tillader man sig at være enig i og sågar glæde sig over (punkt 4) det betimelige politiske budskab i det portugisiske formandskabs erklæring, der efter vores opfattelse ikke har været andet end en overilet, uheldig og urimelig indblanding i resultatet af den fri udøvelse af de demokratiske rettigheder og det østrigske folks og regerings forfatningsmæssige rettigheder, sådan ser vi faktisk på det, og det er den tredje grund til, at vi har stemt, som vi har gjort, fordi der ikke skal fældes dom over resultaterne af det østrigske folks frie og demokratiske udøvelse af valgretten. De skal respekteres eller i det mindste ikke dømmes på forhånd, således som det sker i dette tilfælde. Med den foreliggende beslutning og alle de andre lignende meningstilkendegivelser tager man nemlig ikke det mindste hensyn til den vilje, som vælgerkorpset i en af EU's medlemsstater har udtrykt, og man tolererer heller ikke (sjovt nok i tolerancens navn), at den regeringsdannelse, som dette resultat forårsagede, kommer i gang og får mulighed for i praksis at vise sine gentagne hensigtserklærnger og politiske målsætninger i forhold til ikke mindst de anklager, som rettes mod den. Beslutningen afstedkommer ydermere ganske dumt, at de, som man vil fordømme, gennem manipulation og offerrolle får styrket deres position, og endelig skabes der en særdeles alvorlig præcedens inden for EU selv, der kun kan føre til en øget underminering af det forhold af tillid og gensidig respekt, der skal findes mellem nationer og borgere, der gerne vil bevæge sig videre i en ånd af lighed og respekt for den nationale suverænitet ad en fælles vej, også hos os, der står diamentralt modsat de racistiske og fremmedfjendske holdninger, som breder sig over hele Europa, men som foretrækker at angribe dem ved målbevidst at angribe årsagerne.

Den afstemning, der netop er blevet afholdt i denne mødesal, er historisk, for det er første gang, vi med så megen bekymring debatterer den interne politiske situation i en af vores medlemsstater. Jeg mener, at det er et af de tilfælde, hvor spørgsmålet om principper og institutionelle regler udslettes. Jeg opmuntrer Rådet og dets formandskab til at fortsætte med at forsvare Unionens fundamentale værdier. Jeg opfordrer Kommissionen til at opføre sig mindre kujonagtigt. I kraft af dette beslutningsforslag påtager Parlamentet sig sit ansvar. Når det er sagt, skal det også siges, at det beslutningsforslag, vi har vedtaget i dag, i mine øjne er et minimum minimorum, det mindste vi kan gøre. Personligt har jeg talt for en endnu mere bestemt holdning og støttet ændringsforslagene 1, 4, 6, 7 og 8 samt det mundtlige ændringsforslag fremlagt af Den Socialdemokratiske Gruppe. Det er efter min mening altafgørende, at Rådet kun accepterer tekniske forbindelser med repræsentanter for den østrigske regering med medlemmer af FPÖ. Indlemmelsen af Jörg Haiders parti i en regeringskoalition trivialiserer det ekstreme højre i Europa og udgør et yderst alvorligt foregangstilfælde, der risikerer at få omfattende konsekvenser i andre af Unionens medlemsstater eller i ansøgerlandene. Det østrigske konservative parti påtager sig i denne forbindelse et historisk ansvar. Det er vores grundlæggende værdier, der står på spil, og som repræsentanter, der er demokratisk valgt af europæerne, har vi ikke noget valg. Vi skal - vores vælgere kræver det - afvise det uacceptable. For når barbariets spøgelse dukker frem, er manglende modstand lig med kapitulation.

Jeg undlod at stemme til vedtagelsen af beslutningen. Jeg fordømmer Jörg Haiders racistiske og xenofobiske linje. Jeg kan imidlertid ikke godkende, at en EU-institution foretager en politisk intervention i et medlemslands indenrigspolitik. Således kan jeg ikke godkende punkt 4 i den fælles beslutning, og kan ikke stemme for beslutningen, selvom det ville være en stemme mod den yderste højrefløj.

Det er indlysende, at de politiske ledere i Europa kan og bør reagere mod Haider og hans parti. De politiske ledere i Europa har ret til at give udtryk for deres opfattelse af den politiske udvikling i et andet medlemsland på samme måde som en statsminister kan udtale sig om racistiske politikere i en kommune. Erfaringerne fra Finland viser imidlertid, at antidemokratiske kræfter bedre bekæmpes gennem integrering end gennem isolation. Derfor stemte jeg imod punkt 2 i beslutningen. Det forudsætter imidlertid, at alle parter respekterer menneskerettighederne. EU-formandskabets "fælles reaktion" på regeringsdannelsen i Østrig er juridisk forkert. De 14 medlemslandes reaktion mangler hjemmel i traktaten. Vi skal heller ikke isolere de kræfter i Østrig, der ønsker at arbejde for menneskerettigheder. Trods disse indvendinger imod Rådets fremgangsmåde og min holdning om, at det er bedre at integrere end at isolere, så var det vigtigt klart at vise, hvor Europa-Parlamentet står i spørgsmål om racisme, hvorfor jeg stemte for beslutningen ved den endelige afstemning.

Hermed er afstemningstiden afsluttet.

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 12.25)

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 3. februar 2000, for genoptaget.

Protokollen fra mødet den 3. februar 2000 er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. Jeg kan forstå på jeres reaktion, at der er en del medlemmer, der ikke har modtaget denne protokol, og det er helt indlysende, at I ikke kan godkende en protokol, som I ikke har modtaget. Jeg foreslår derfor at vente med jeres godkendelse af protokollen til i morgen tidlig, da det er tydeligt, at I ikke har den, hvilket jeg undskylder. Godkendelsen af protokollen udsættes således.

Fru formand, til forretningsordenen. Her til morgen har BBC rapporteret, at et britisk medlem af Europa-Parlamentet, der har en ledende stilling inden for sin delegation, fortsat giver strategisk rådgivning til private klienter, men ikke anfører i registeret over medlemmernes økonomiske interesser, hvem disse klienter er. Europas befolkning har ret til at forvente, at deres repræsentanter holder offentlighedens interesser adskilt fra privat profit, men de kan kun være sikre på, at dette sker i alle tilfælde, hvis de fornødne oplysninger både er offentlige og let tilgængelige. Fru formand, eftersom kvæstorerne i øjeblikket er ved at se på disse spørgsmål, må jeg så anmode Dem om at benytte Deres indflydelse både til at sikre, at registeret over medlemmernes økonomiske interesser bliver ført ajour og modificeret, så det dækker tilfælde som dette, og frem for alt at det ikke blot er tilgængeligt for inspektion fra medlemmer af Europa-Parlamentet, men også bliver offentliggjort på Internettet?

Tak, hr. Davies. Jeg vil drøfte dette spørgsmål med Kvæstorkollegiet.

Fru formand, til forretningsordenen. Da dette er den første Skt. Valentinsdag i det nye årtusinde, håber jeg, De er enig med mig i, at det ville være passende for Europa-Parlamentet at markere denne dag ved fuldt ud at forpligte sig til at gøre noget ved hjertesygdommene, som er den største dræber i Den Europæiske Union. Jeg opfordrer medlemmerne til at skrive under på det forpligtende dokument, der bliver udarbejdet i dag på "Winning Hearts"konferencen om, at ethvert barn, der er født i det nye årtusinde, har ret til at leve til en alder af mindst 65 uden at blive udsat for hjerte-kar-sygdomme, som kan undgås. Glædelig Valentins Dag!

Fru formand, jeg tager ordet i henhold til artikel 9 i forretningsordenen og vil gerne komme ind på det samme punkt, som hr. Davies bragte op om de meget alvorlige beskyldninger, der blev fremsat i BBC her til morgen. Jeg ville være glad for en forsikring fra Dem om, at De vil beordre en undersøgelse for at sikre, at de to medlemmer, der blev nævnt i dette BBC-interview, ikke driver deres forretning fra Europa-Parlamentet eller fra deres parlamentskontorer, for det ville være meget alvorligt. Tidligere har de britiske konservatives dobbeltmoral bragt det engelske Underhus i vanry, og der er reel fare for, at en sådan adfærd ville have en lignende virkning på Europa-Parlamentet.

Tak, hr. Murphy. Som jeg sagde til hr. Davies, lover jeg allerede i aften at drøfte dette spørgsmål med kvæstorerne.

Fru formand, til forretningsordenen. Jeg har allerede skrevet til Dem ved flere lejligheder angående den måde, hvorpå spørgsmål til forretningsordenen bliver taget op her i Europa-Parlamentet. Jeg kunne godt lide at vide, hvilken artikel i forretningsordenen hr. Davies udtalte sig til. Hvorfor nævnte han ikke, at en af hans egne liberale kolleger også har en konsulentvirksomhed, som BBC er ved at se på? Er det meningen, at Europa-Parlamentet skal lade sin dagsorden afgøre af smudsreportager i et program, der baserer sine nyheder på løgne, eller skal vi tage fat på noget alvorligt arbejde og på de udfordringer, Europa står over for?

Kære kolleger. De kvæstorer, der undersøger denne sag, baserer sig selvfølgelig ikke udelukkende på, hvad de har hørt i radioen. De gør deres arbejde yderst grundigt.

Fru formand, jeg tror, at jeg taler på vegne af mange af mine kolleger i størstedelen af de politiske grupper, når jeg siger, at den meddelelse, som formanden for Kommissionen har sendt til Østrigs nye kansler for otte dage siden, har skabt uro. Var det virkelig nødvendigt i denne meddelelse at præcisere, og jeg citerer: "Jeg ønsker Dem al mulig succes", eller "Jeg tvivler ikke på, at De går i Deres forgængeres fodspor i kampen for friheden og demokratiet, samt i respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder", eller f.eks. "Jeg håber på et frugtbart og konstruktivt samarbejde"? Derfor, fru formand, vil jeg gerne bede hr. Prodi om i morgen at belyse, hvad han ønskede eller ikke ønskede at lægge i sine udtalelser, således at ingen under nogen omstændigheder kan udnytte denne mildest talt påfaldende og uheldige meddelelse, til og med mod hr. Prodis vilje, til yderligere at banalisere den farlige politiske proces, der foregår i Østrig.

Tak, hr. Wurtz. Jeg beder Dem, kære kolleger, om at lade være med at starte en debat. Det drejede sig om et ændringsforslag til dagsordenen. Hr. Wurtz, jeg gør opmærksom på, at vi i morgen skal mødes med hr. Prodi, der vil redegøre for Kommissionens arbejdsprogram. Det står Dem naturligvis frit for at udspørge ham under den spørgerunde, der finder sted efter redegørelsen, ligesom det står hr. Prodi frit for at svare Dem. Jeg foreslår derfor, at vi i morgen én gang for alle får kastet lys over dette spørgsmål, om De og hr. Prodi vil.

Fru formand, jeg beklager i høj grad, at jeg atter må ulejlige Dem med et punkt, som jeg to gange før har taget op her. Jeg har allerede sagt til Dem adskillige gange, at vi, jeg taler på mine nederlandske kollegers vegne, gerne vil have en nederlandsk tv-kanal. Der er nu i mellemtiden 28 kanaler her i Parlamentet, hvoraf to græske, én portugisisk, én finsk og én belgisk, men stadig ingen nederlandsk kanal, derimod syv engelske, seks tyske og seks franske. Jeg fik allerede i september tilsagn om, at der fra januar skulle være en nederlandsk tv-kanal. Nu er det februar, og der er stadig ingen kanal. Jeg vil gerne endnu en gang bede Dem om at gøre noget ved det. Jeg undrer mig over, hvilket middelalderligt bureaukrati der her forhindrer, at en nederlandsk kanal kan modtages via satellit.

Jeg er ked af det, fru Plooij-Van Gorsel, jeg var selv overbevist om, at problemet for længst var afklaret. Jeg har selvfølgelig hørt Deres gentagne spørgsmål om dette emne, og jeg tror, at fru Banotti har et svar til Dem. Jeg vil således med Deres tilladelse overlade ordet til fru Banotti under indlæg til protokollen for at svare Dem.

Fru formand, som min gode ven Elly vil vide, vil jeg gøre alt for at stille hende og mine nederlandske kolleger tilfreds. Som den kvæstor, der er ansvarlig for dette spørgsmål, vil jeg gerne forsikre Dem om, at vi har haft tekniske drøftelser om de forskellige tv- og radiokanaler, og jeg er allerede begyndt at skrive til kollegerne i denne forbindelse. Hvis det på nogen måde kan trøste hende, har irerne heller ikke fået deres kanal endnu. Der synes at være meget besværlige tekniske problemer, men vi arbejder helt bestemt på det. Tak, fordi De har givet mig denne mulighed for at gøre dette klart.

Jeg er ikke sikker på, at vores nederlandske kolleger føler sig beroliget af, at heller ikke vores irske kolleger kan modtage deres nationale tv-kanal. Jeg tror, at man må se på, hvad der kan gøres for, at alle kolleger får deres kanaler. Tak til fru Banotti samt de andre kvæstorer for den indsats, de vil gøre herfor.

Fru formand, jeg vil gerne sige til hr. Wurtz, at Kommissionen ikke ligger under for Bresjnev-doktrinens lære om begrænset suverænitet, og at vi, indtil det modsatte er bevist, ikke hører ind under artikel 6 og 7. Østrig er således i sin gode ret til at danne en regering, og formanden for Kommissionen er ligeledes i sin gode ret til, og har endog pligt til, at fremsætte sine bedste ønsker for Østrig. Hr. Wurtz skulle måske huske på, at det ikke er så længe siden, at kolleger fra hans eget parti, kommunistiske franske borgmestre, satte bulldozere ind mod franske indvandrerhjem.

Næste punkt på dagsordenen er behandling af det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110. a) Mødeperioden den 14.- 18. februar 2000 i Strasbourg Onsdag: Formanden. Under hensyntagen til at Rådet ikke kan være til stede onsdag aften, har flere grupper - Kristdemokraterne, Socialdemokraterne, De Liberale, De Grønne og Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe - anmodet om en forhandling under ét om Rådets redegørelse for udviklingen i det cypriotiske spørgsmål og betænkningen af hr. Brok om førtiltrædelsesstrategien for Cypern og Malta. De har ligeledes anmodet om at få rykket disse to punkter og betænkningen af hr. Swoboda frem på dagsordenen. Onsdagen kommer således til at se ud som følger: Rådets to redegørelser om sammenhængen mellem Unionens politikker og udviklingspolitikken samt om FN's møde om "Menneskerettigheder", efterfulgt af forhandlingen under ét om Cypern og derefter betænkninger af hr. Swoboda, hr. Corrie, fru Frassoni og hr. Knörr Borràs. Hvem ønsker at begrunde denne anmodning fra disse grupper? Eftersom ingen ønsker at komme med indlæg, sætter jeg denne anmodning under afstemning. (Forslaget vedtoges)Torsdag: Formanden. Jeg har flere ændringsforslag til de aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning. Med hensyn til menneskerettighederne har jeg to anmodninger om tilføjelser. Et fra De Liberale om et underpunkt, der hedder "Cambodja", og et andet fra De Grønne om et underpunkt, der hedder "Pinochet". Som De ved, kan punktet "Menneskerettigheder" ikke overstige fem emner. Ifølge den liste, der forefindes i det endelige forslag til dagsorden, indeholder punktet på nuværende tidspunkt fire emner. Vi kan altså højst planlægge et emne mere. Hvem ønsker at begrunde denne anmodning om et underpunkt om Cambodja fra De Liberale?

Fru formand, det er meget vigtigt for Den Liberale Gruppe, at der tales om situationen i Cambodja, og at det sker netop nu. Ikke blot på grund af det brev, som FN's generalsekretær Kofi Annan har skrevet til Cambodjas regering om endelig at træffe foranstaltninger med henblik på et særligt tribunal for at drage Khmer Rouge-lederne til ansvar, men også fordi Hun Sens regime, som åbenbart ikke er tilfreds med attentaterne på oppositionslederen Sam Raninsy, nu har fundet ud af, at dennes parlamentariske immunitet også skal ophæves, således at han på sædvanlig måde kan stilles for retten. Det internationale samfund har krævet, at de ansvarlige aflægger regnskab for, hvad der sker i Cambodja. Endelig har vi, i en af de største fiaskoer i forbindelse med observation ved valg, godkendt valget i Cambodja. Kun Europa-Parlamentet er kommet ud af det med nogen anseelse. Jeg tror, at også vi i Parlamentet nu må påtage os et ansvar og udtale os om situationen i Cambodja. (Forslaget vedtoges) Formanden. Underpunktet om Cambodja tilføjes således punktet "Menneskerettigheder", hvilket bevirker, at den efterfølgende anmodning om et underpunkt om "Pinochet" bortfalder. Derudover har jeg modtaget anmodninger om tilføjelser af nye punkter til den aktuelle og uopsættelige debat. Det drejer sig altså ikke længere om at tilføje emner til punktet "Menneskerettigheder", men om at tilføje nye punkter. Der foreligger tre anmodninger. Den første er fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, der gerne vil tilføje et nyt punkt, der hedder "Moratorium for dødsstraf i USA og Betty Beets-sagen". Den anden er fra De Liberale, der gerne vil tilføje et nyt punkt, der hedder "Pinochet-sagen", og den tredje er fra De Grønne, som gerne vil tilføje et nyt punkt, der hedder "Donau-miljøkatastrofen". Idet vi tager hensyn til tidsplanen, kan vi således tilføje yderligere to punkter, eftersom vi, som De ved, har planlagt en redegørelse fra Kommissionen om virksomhedsomstrukturering, og den aktuelle liste indeholder to punkter. Jeg vil starte med anmodningen fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe. (Forslaget forkastedes) Formanden. Vi går herefter over til De Liberales anmodning. Er der nogen, der vil begrunde denne anmodning?

Fru formand, det er påfaldende, at Europa-Parlamentet indtil nu ikke har indtaget nogen holdning til den eventuelle løsladelse af Pinochet til trods for de internationale arrestordrer, som allerede er udfærdiget. Da den belgiske regerings appel ved en højere instans i sidste uge blev erklæret for antagelig, og da den egentlige beslutning endnu ikke er truffet, er det vigtigt, at Parlamentet omsider afgiver et alvorligt signal, et signal, som bør indebære, at ingen kan undslippe en retssag. Det er utænkeligt, at Europa-Parlamentet, som med rette lægger så stor vægt på respekten for menneskerettighederne, ikke skulle afgive en klar udtalelse herom.

Fru formand, dette er et emne, der er for alvorligt til, at det kan behandles som en hastesag i øjeblikket. For det første har Europa-Parlamentet allerede udtalt sig i spørgsmålet om general Pinochet, men desuden er der flere ting, man på nuværende tidspunkt bør huske på. Den første er, at dette er et spørgsmål, der er sub judice i flere europæiske lande, og jeg vil minde mine kolleger om, at der endnu ikke er et europæisk strafferetligt område og heller ikke en europæisk domsmyndighed. Vi går ind for Den Internationale Straffedomstol, men den eksisterer ikke endnu. For det andet er der nu en demokratisk valgt regering i Chile, ledet af Ricardo Núñez, hvis første erklæring har været, at alle, der har begået denne type forbrydelser, skal stilles for retten, og jeg vil minde om, at det chilenske retsvæsen, som er uafhængigt, er i gang med at gennemgå 60 sagsanlæg mod general Pinochet og hans forbrydelser mod menneskeheden. Jeg mener, at det er et emne, der er alvorligt nok til, at vi skal følge det, men ikke til, at vi behandler det ved uopsættelig forhandling. Vi går ind for, at retfærdigheden sker fyldest i denne sag, men vi mener ikke, at dette er den mest hensigtsmæssige procedure. (Forslaget forkastedes) Formanden. Den sidste anmodning er "Donau-miljøkatastrofen" fra De Grønne. Er der et medlem, der vil begrunde denne anmodning?

Fru formand, kære kolleger. Den ulykke, der er sket i en biflod til Donau, regnes af mange specialister for at have lige så alvorlige miljømæssige konsekvenser som Tjernobyl-ulykken. Dette berører ikke blot Rumænien, men også Jugoslavien, ja det berører faktisk hele Donaus afvandingsområde. Vi mener, at emnet er tilstrækkeligt alvorligt til, at Kommissionen må reagere hurtigt på denne situation, og jeg tror, at Parlamentet bliver nødt til at redegøre for og vedtage en beslutning om denne sag. (Forslaget vedtoges) Formanden. Stadig med hensyn til torsdag har PPE-gruppen anmodet om at fremrykke betænkningen af fru Cederschiöld om styrkelse af den strafferetlige beskyttelse mod falskmøntneri i forbindelse med indførelsen af euroen til sidste punkt på dagsordenen onsdag. Er der en kollega, der ønsker at begrunde denne anmodning fra PPE-gruppen?

Fru formand, jeg vil bare bede plenarforsamlingen om at støtte dette forslag, da der har været utrolig mange omrokeringer på denne ordførerliste. Det er et ganske kort anliggende, men det er ekstremt vigtigt, at det kommer igennem Parlamentet nu, og at der ikke opstår nogen forsinkelser. Det handler nemlig om forfalskning af euroen, hvilket er et meget presserende anliggende. Vi har forsøgt at gennemføre det. Jeg ville derfor være meget taknemmelig, hvis plenarforsamlingen ville støtte dette forslag. (Forslaget vedtoges) Fredag: Formanden. Fredag morgen har vi en mundtlig forespørgsel om de europæiske posttjenester, og De Europæiske Socialdemokraters Gruppe anmoder om, at beslutningsforslagene sættes under afstemning umiddelbart efter forhandlingerne, og ikke i Bruxelles som planlagt i det endelige forslag til dagsorden. Er der en kollega, der ønsker at begrunde denne anmodning fra PSE-gruppen?

Fru formand, jeg vil gerne, idet jeg undskylder mig over for min ven Enrique Barón, komme med en tilkendegivelse imod denne anmodning. Jeg er endda overrasket over, at den er blevet fremsat, for vi var nået til enighed herom efter en ordveksling på Formandskonferencen. Jeg mener, at det forslag, De har stillet, fru formand, om at adskille forhandlinger - fredag - fra afstemning - henlagt til et senere tidspunkt - er en fornuftig løsning af følgende grunde: Emnet berører ikke mindre end 1.800.000 lønmodtagere i EU. Vi har et direktiv, som ikke er forældet, men stammer fra 1997. Jeg mener, at det er at gå imod den ånd, som vi gerne vil tilføje debatten om de spørgsmål, der direkte vedrører arbejdsmarkedets parter, når man sådan i hast afgiver beslutning om fremtidige retningslinjer for et nyt direktiv uden at have haft tid til at rådføre sig med fagforeningerne eller forhandle med samtlige arbejdsmarkedets parter. Jeg taler således for at bibeholde arbejdsplanen, nemlig forhandlinger fredag og afstemning på et senere tidspunkt.

Fru formand, jeg skylder faktisk hr. Wurtz en forklaring, og den vil jeg give til hele Parlamentet. Vi var nået frem til den principaftale på Formandskonferencen. Jeg vidste på det tidspunkt ikke, at kommissæren, hr. Bolkestein, ville komme i næste uge for at tale om dette emne i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, og i min gruppe er spørgsmålet blevet diskuteret, og vi mener, at det på grund af den nuværende situation i hele processen med markedsintegration og deregulering på et så følsomt område er hensigtsmæssigt, at Parlamentet, hvad end det gør i fremtiden, fremkommer med en første udtalelse, for at kommissæren, hr. Bolkestein, kan notere sig den, og for at målrette debatten i næste uge.

Fru formand, jeg vil blot bede vores kollega Wurtz om at slå efter og læse, hvad det handler om. Det handler ikke om nogen indholdsmæssig diskussion, men om spørgsmålet: Hvornår vil Kommissionen, efter at den har haft halvandet år til det, være parat til at fremlægge direktivet? Det eneste, vi ønsker med beslutningen, er, at de lovede frister nu langt om længe overholdes, og i den forbindelse er det vigtigt, at vi handler så hurtigt som muligt. Derfor støtter jeg forslaget fra Socialdemokraterne om at foretage afstemningen på fredag. (Forslaget vedtoges)

Fru formand, Cederschiöld-betænkningen blev jo taget af dagsordenen for torsdag. Derfor burde vi have noget mere tid på torsdag. Da vi jo har meget travlt med de uopsættelige debatter om de mange emner, der skal drøftes på halvanden time, vil jeg blot spørge, om mødetjenesten ikke kan undersøge, om vi kan få en halv time mere til de uopsættelige debatter, således at der bliver taletid nok. Jeg synes i det hele taget, at måden, møderne har været forvaltet på i de sidste uger, har været meget kaotisk. Vi havde utrolig travlt, hvad angår taletiden, og pludselig havde vi en til halvanden time sidste torsdag, hvor der ikke var noget punkt på dagsordenen, og hvor vi måtte vente på afstemningen. På fredag har vi et enkelt emne. Det er da absurd. Jeg vil virkelig anmode om, at man undersøger måden, møderne forvaltes på.

Det er meget muligt. Lad os se, om vi kan forlænge debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål med en halv time, i betragtning af at betænkningen af fru Cederschiöld er taget af dagsordenen. Det er dét, og kun det, sagen drejer sig om.

Fru formand, jeg har et indlæg i forbindelse med et punkt på dagsordenen for onsdag, som De ikke har bekendtgjort. Jeg mener ikke, at der er nogen uenighed om, at Rådets redegørelse om det næste møde i FN's Menneskerettighedskommission ikke skal indeholde erklæringen om 50-året for Genève-konventionen, og at denne erklæring er blevet udsat til mødeperioden i marts, så den kan afgives på en passende og højtidelig måde. Det mener jeg, at der er enighed om.

Fru formand, her til eftermiddag blev der her i salen refereret til en række indslag i BBC-programmet Today i morges, hvori det blev hævdet, at visse af mine kolleger drev personlig lobbyvirksomhed eller på anden måde misbrugte deres stilling som medlemmer af Europa-Parlamentet. Det er alvorlige anklager. De er helt usandfærdige, ondskabsfulde, prægede af politiske fordomme og blev sendt, selvom man udmærket vidste, at de var forkerte. Vi er ved at tale med jurister om sagen. Registeret over mine kollegers økonomiske interesser er komplet. Hvis vi finder, at noget medlem af Europa-Parlamentet eller deres ansatte har samarbejdet med BBC om dette sludder, vil vi afsløre dem, så Parlamentet kan dadle dem, som de fortjener.

Hørt! Vi er helt enige. b) Mødeperioden den 1. og 2. marts 2000 i Bruxelles

Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0026/2000 af McCarthy for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne om retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende økonomisk og social revitalisering af kriseramte byer og bydele for at fremme en bæredygtig byudvikling, (Urban) (KOM(99) 477 - C5-0242/1999 - 1999/2177(COS)); A5-0028/2000 af Decourrière for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om udkast til Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne om fastsættelse af retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende transeuropæisk samarbejde til fremme af en harmonisk og afbalanceret udvikling inden for det europæiske område (Interreg) (KOM(1999) 479 - C5-0243/99 - 1999/2178(COS)); A5-0024/2000 af Procacci for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne om retningslinjer for EU-initiativet vedrørende udvikling af landdistrikterne (Leader+) (KOM(1999) 475 - C5-0259/99 - 1999/2185(COS)); A5-0034/2000 af Stenzel for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne om retningslinjer for EF-initiativprogrammer (CIP), for hvilke medlemsstaterne opfordres til at indsende støtteansøgninger i forbindelse med Equal-initiativet (KOM(1999) 476 - C5-0260/1999 - 1999/2186(COS)). Da fru McCarthy er en smule forsinket med sit fly, foreslår jeg, at vi først hører hr. Decourrière.

Fru formand, kære kolleger, de herrer kommissærer og medlemmer af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Jeg er blevet bedt om at udarbejde Europa-Parlamentets betænkning om programmet for fællesskabsinitiativet Interreg III. Under udvalgsgennemgangen har vi studeret mere end hundrede ændringsforslag, og indtil i dag er 17 ændringsforslag, hvoraf nogle allerede er forelagt Kommissionen, på ny blevet fremsat. Før vi går i gang med at forhandle om indholdet af den beslutning, jeg vil foreslå Dem, ønsker jeg at indvie Dem i, hvilke elementer jeg har taget med i mine overvejelser, elementer, der har haft indflydelse på mit arbejde som ordfører. Først vil jeg gerne minde jer om den rolle, fællesskabsinitiativet Interreg, der er grundlagt på princippet om transnationalitet og innovation, spiller. Dette program er drivkraft for udviklingssamarbejdet og den europæiske dimension. Interreg er ét af de fire fællesskabsinitiativer, som er programsat til perioden 2000-2006, og programmet råder over langt den største rammebevilling, det vil sige over 4,875 milliarder euro mod for øjeblikket 3,604 milliarder. Interreg-initiativet, der er skabt i 1990, udspringer af ønsket om at forberede de europæiske regioner til et Europa Uden Grænser inden for rammerne af en gennemførelse af det store enhedsmarked. Under reformen af strukturfondene fra 1994 og 1996 har CIP Interreg tilføjet nogle nye programdele, der skal fremme udviklingen af de transeuropæiske transport- og energiforsyningsnet. Disse programmer har opfordret til grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt samarbejde i EU ved at støtte en afbalanceret udvikling af Fællesskabets område. Interreg III-programmet, hvis retningslinjer Kommissionen i dag forelægger for os - i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1260/1999 om generelle bestemmelser om strukturfondene - fortsætter denne aktion. Programmet baserer sig på tre dele. Del A, der organiserer det grænseoverskridende samarbejde mellem de lokale organer i grænseregionerne, inden for og uden for EU, ud fra nogle fælles udviklingsstrategier, hvis iværksættelse beror på medlemsstaterne og lokale og regionale organer. Del B, der omhandler det transnationale samarbejde mellem nationale, regionale og lokale myndigheder i flere EU-medlemslande eller tiltrædelseslande inden for egnsudvikling, transportnet og miljø. Iværksættelsen af denne del hviler på medlemslande og nationale myndigheder. Samt del C, der organiserer det interregionale samarbejde mellem forskellige regioner i medlemslandene eller i tredjelande ved at sætte erfaringerne fra del A og B i system, samt et forskningssamarbejde inden for teknologisk udvikling, et emne, der skal defineres nærmere i samarbejde med Europa-Kommissionen, som leder iværksættelsen heraf. Det nye Interreg-program, som vi har fået forlagt, tager hensyn til de behov, som udvidelsen til COEL og til øregionerne og regionerne i Fællesskabets yderste periferi har medført. Kommissionen foreslår at fordele Interreg-bevillingerne som følger: 50-80% til del A, 6% til del C og resten til del B, det vil sige fra 14% til maximum 44%. Europa-Kommissionen udarbejder listen over støtteberettigede regioner under del A og B. Den har hovedsageligt støttet sig til listen over støtteberettigede regioner fra foregående programperiode. Regioner i Fællesskabets yderste periferi kan modtage støtte under del B. Kommissionen udarbejder en liste over prioritetsområder og ikkeudtømmende, støtteberettigede aktioner under del A, men udtømmende under del B. Den forbeholder sig ret til på et senere tidspunkt at foreslå emner til del C, som den finder vigtige for erfaringsudvekslingen og det styrkede regionssamarbejde. Godkendelsesproceduren for programmerne er fastsat i de generelle bestemmelser om strukturfondene. Forslagene opstilles af medlemsstaterne og forelægges Europa-Kommissionen til godkendelse, hvorefter Kommissionen undersøger deres overensstemmelse med de eksisterende, generelle retningslinjer. Disse forslag skal indeholde et vist antal elementer, en oversigt over strategier og grænseoverskridende eller transnationale prioriteter, en beskrivelse af de nødvendige iværksættelsesprocedurer og en vejledende finansieringsplan. Jeg tilhører det store flertal af parlamentsmedlemmer, der har stemt for at fortsætte EU-initiativprogrammet Interreg. Jeg beklager, at Parlamentet ikke er blevet informeret om evalueringen af det forrige program - hvorved vi kunne have opnået en optimal effektivitet i de nyiværksatte procedurer, men jeg er klar over problemerne ved dette foretagende. Jeg beklager ligeledes den ekstremt korte arbejdsplan, eftersom teksten er blevet gennemgået i Det Parlamentariske Udvalg den 24. november og 26. januar sidste år, og jeg beklager samtidig, at hverken regionerne eller de repræsentative regionale organisationer er blevet tilknyttet udarbejdelsen af programmet. Ved at støtte et grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt samarbejde er dette transversale instrument indbegrebet af en regionalpolitik af europæiske dimensioner, der støtter en harmonisk og afbalanceret egnsudvikling inden for EU.

Fru formand, ærede kolleger, ærede kommissærer, på konferencen om udvikling af landdistrikterne, der blev afholdt i Cork den 7.-9. november 1996, blev udvikling af landdistrikterne erklæret for en EU-prioritet, da den er væsentlig for landbruget, for at støtte dets eksistens og fortsatte udvikling, for at give landmændene et miljø med den nødvendige infrastruktur og de nødvendige tjenester, for at opnå en større respekt for miljøet og en bedre livskvalitet samt for at skabe differentiering og arbejdspladser. Det er derfor nødvendigt med en politik for integreret udvikling i alle Unionens landdistrikter, og den skal være centreret om følgende punkter: en integreret og multidisciplinær metode, en forenkling af de administrative procedurer, en forbedring af partnerskabet mellem EU-institutionerne og de nationale og lokale aktører samt miljøbeskyttelse. I programdokumentet Agenda 2000 fra 1998 definerede Kommissionen to nøgleprincipper, som politikken for udvikling af landdistrikter skal baseres på, nemlig anerkendelsen af landbrugets multifunktionelle rolle og behovet for en integreret strategi for de landdistrikter, der er under udvikling. Målet med det første princip er at skabe en ny pagt mellem landmanden og samfundet ved at gøre landmanden til forvalter af landdistrikterne og ved at sørge for, at samfundet bliver villigt til at betale for de miljøtjenester, som er nødvendige for at bevare landområdernes rekreative værdi. Det andet princip bygger på konstateringen af, at det efterhånden er en stor del af jobmulighederne i landdistrikterne, der ligger uden for den traditionelle landbrugssektor, og det er derfor nødvendigt at iværksætte et samlet udviklingsprogram, hvor politikkerne for udvikling af landdistrikter integreres i de sektorinddelte landbrugspolitikker. Udvikling af landdistrikterne bliver således en søjle i selve Fællesskabets landbrugspolitik. EU-initiativet Leader blev indledt i 1991 for at fremme en ny opadstigende indfaldsvinkel for udviklingen af landdistrikter og for at differentiere interventionerne og tilpasse dem til de lokale behov. Man satte sig følgende mål: at forbedre landområdernes udviklingspotentiale ved hjælp af lokale initiativer, at fremme erhvervelsen af viden inden for sektoren for udvikling af landdistrikter og at udbrede denne viden til andre landdistrikter. Leader I var rettet mod landdistrikter, som hørte under strukturfondenes mål 1 og 5b. Der deltog 217 lokale aktionsgrupper med en finansiering på 1.155 millioner euro. Leader II, hvis programperiode løb fra 1994-1999 - og som man desværre ikke har nogen samlet vurdering af endnu - var mere omfattende end Leader I. Der var nok mere end 800 støttemodtagere, og efter midlernes fordeling beløb de sig sandsynligvis til 4.000 millioner euro. Efter succesen med Leader I og Leader II besluttede Europa-Kommissionen i oktober 1999 at forlænge dette initiativ. For perioden 2000-2006 har man desværre kun fastsat et samlet bidrag på 2.020 millioner euro og en vejledende fordeling pr. medlemsstat. Leader +-initiativet adskiller sig fra de tidligere faser, da det denne gang er alle landdistrikterne, som er støtteberettigede. Det er desuden et mere ambitiøst initiativ, og det er bedre tilpasset til de udfordringer, landdistrikterne skal tage op. De vigtigste ændringer vedrører følgende aspekter: Alle landdistrikter kan nyde godt af Leader+, udvælgelseskriterierne for de lokale aktioner bliver strengere, og de lokale integrerede udviklingsplaner bliver prioriteret højt, idet man anvender informationsteknologien, forbedrer livskvaliteten og profilerer de lokale produkter. Jeg glæder mig således over initiativets videreførelse, fordi det, som jeg sagde før, fremhæver nogle nyskabende udviklingsstrategier, og fordi det er mere ambitiøst, selvom det stadig er nødvendigt at gøre kriterierne for de pågældende områder mere fleksible, så hverken de tætbefolkede eller de tyndtbefolkede landdistrikter bliver straffet. Netværkssystemet er efter min mening afgørende for udvekslingen af informationer og viden samt for gennemførelsen af fælles projekter mellem forskellige områder inden for Unionen, og jeg minder om, at det for at være fuldstændigt gennemført i øvrigt bør udnytte alle de eksisterende instrumenter, bl.a. informationscentrene. Jeg er enig med Kommissionen i, at en global støtte er at foretrække, men jeg understreger, at det er nødvendigt med en præcis og omhyggelig fastlæggelse af regnskabskravene til de nationale og regionale forvaltninger. Jeg beklager, at Leader ligesom de tre andre initiativer er blevet forelagt for Parlamentet med forsinkelse, og at dette vil forsinke hele proceduren. Endelig er jeg bekymret over det lille beløb, der er sat af, navnlig i betragtning af, at programmet denne gang er tilgængeligt for alle Unionens områder, og at det denne gang gælder et år mere end det tidligere Leader II-program. Jeg vil gerne takke Kommissionens tjenestegrene for deres velvilje og samarbejde, og jeg vil gerne takke kollegerne fra Landbrugsudvalget for det bidrag, de har givet med deres ændringsforslag.

Fru formand, ærede kolleger, min betænkning om Equal har karakter af en udtalelse som led i høringsproceduren vedrørende et nyt fællesskabsinitiativ, hvis formål er tværnationalt samarbejde til fremme af nye metoder til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn og uligheder mellem mænd og kvinder af enhver art på arbejdsmarkedet. Betænkningen var meget tidskrævende, fordi den også omfatter udtalelser fra fire andre udvalg - fra Industri-, Regional- og Kvindeudvalget samt Udvalget om Indre Anliggender. Dette fællesskabsinitiativ følger efter de to programmer Adapt og Employment og råder over et betydeligt mindre budget, nemlig ca. 2,8 milliarder euro. Initiativet forfølger en fuldstændig ny idé, nemlig at udvikle innovative beskæftigelsesmodeller som led i tværnationale udviklingspartnerskaber på geografisk eller sektorbestemt plan. Hensigten er klar: Der skal målrettet udvikles projekter på tværnationalt plan, projekter, der er orienteret mod de beskæftigelsespolitiske retningslinjer, altså beskæftigelsesegnethed, iværksætterkultur, tilpasningsevne og lige muligheder for mænd og kvinder. Denne målsætning skal virkelig hilses velkommen og møder også bred tilslutning i Parlamentet. Equal skal desuden kanaliseres til de nationale aktionsplaner for beskæftigelse eller gøre gennemførelsen af Equal kontrollerbar ved hjælp af disse aktionsplaner. Det er et vigtigt fællesskabsinitiativ, der sammen med de tre andre initiativer, Urban, Leader og Interreg, finansieres af strukturfondene. I min betænkning har jeg forsøgt at reducere de enorme administrative omkostninger og at udforme idéen om udviklingspartnerskaberne noget mere åbent og fleksibelt. Den tekniske bistand anser jeg for nødvendig, men på grund af problemer med de tidligere KFB'er skal det ikke føre til en nyoprettelse af KFB'er før Parlamentets beslutning og dermed forhindre overdragelsen af det politiske ansvar til teknisk bistand. Teknisk bistand er dog alligevel nødvendig. Der sættes også særlig fokus på udbredelsen af resultaterne og den gensidige uddannelse på baggrund af best practice og mainstreaming. Jeg har bestræbt mig på at sikre betænkningen den bredest mulige godkendelse. Dette har ført til en reduktion i antallet af ændringsforslag - fra over 100 i udvalget til 22 i plenarforsamlingen - og det har derfor også åbnet for talrige kompromismuligheder. I spørgsmålet om asylsøgere er der ligeledes opnået et kompromis. Jeg anmoder dog i denne forbindelse, fru formand, således at vi stadig kan udarbejde detaljerne her, om først at foretage afstemningen om Equal-betænkningen på onsdag i stedet for i morgen. Det er vigtigt for mig, at fællesskabsinitiativet kan begynde rettidigt, og at betænkningen får en overbevisende godkendelse, således at Kommissionen også bliver fastholdt i at tage hensyn til Europa-Parlamentets konstruktive forslag, for midlerne til Equal blev henlagt til reserverne af Europa-Parlamentet, således at parlamentsmedlemmernes forestillinger netop også kan finde udtryk i dette fællesskabsinitiativ. I den forbindelse er det også berettiget, hvis Europa-Parlamentet holder fast ved, at det først er muligt at foretage en ændring af de vigtigste emner efter en ny høring af Parlamentet. Equal, og det er min deciderede hensigt, skal leve op til sit navn. Det skal skabe lige muligheder for alle dårligt stillede i Den Europæiske Union. Det skal forhindre, at samfundet falder fra hinanden. Det skal forhindre, at udelukkelse hører til hverdagen. Alle skal have mulighed for at nyde godt af et fælles initiativ her, uanset hvilken alder og hvilket køn de har, og uanset hvorfra de kommer. Det er min hensigt, og jeg anmoder Parlamentet om at give denne betænkning en overbevisende godkendelse!

Fru formand, det er i sig selv en bedrift, at vi holder denne debat om det nye fællesskabsinitiativ Urban, og det er en bedrift, at jeg står her i aften, for Air France aflyste mit fly kl. 14.10 - men her er jeg! For nøjagtig et år siden, da Kommissionen fremlagde sine forslag om Agenda 2000, gav den Urban-initiativet kniven. Men vi politikere vidste, at der var solid støtte til at fortsætte dette initiativ ind i år 2000. Europa-Parlamentet kan derfor tage æren for en succesrig lobbykampagne for at få Urban på dagsordenen igen og få Kommissionen og Rådet til at ændre mening. Byudviklingspolitikken har altid været centralt placeret i EU-politikken. I min medlemsstat er vi f.eks. ved at udvikle en strategisk holdning i hvidbogen, og en regerings-taskforce vedrørende byudvikling er ved at se på byernes problemer. Når otte ud af 10 europæere bor i byområder, er det rigtigt, at vi hjælper vores dårligst stillede områder til at tage fat på de alt for velkendte problemer med nød, social udstødelse, arbejdsløshed, kriminalitet, narkotikamisbrug og alle de dermed forbundne problemer. F.eks. har fællesskabsinitiativet Urban været en enorm succes i min egen region, Manchester. Midler fra Urban er blevet investeret i et af de dårligst stillede områder i Det Forenede Kongerige, Moss Side. Millennium-ungdomsparkprojektet hjælper med til at få unge involveret i at udvikle deres eget byområde, og udover at støtte små virksomheder og socialpolitikken begynder vi nu at se fremskridt i et meget hårdt belastet byområde. Det arbejde, Urban-initiativet her beskæftigede sig med, blev så videreført i en større del af samfundet ved en aktiv kommunikations- og reklamekampagne i lokale supermarkeder og berømte britiske pubber. Det er en sådan god praksis, vi gerne vil se udstrakt til hele EU med hensyn til kommunikation og reklame. Hvad angår de særlige retningslinjer, som styrer dette initiativ, er de bredt defineret, så de giver plads til lokale og regionale forskelle. Vi er enige i, at de kun bør være vejledende, så der gives størst mulig fleksibilitet for at sikre, at vi sigter mod særlige programmer. I udvalget går vi ikke ind for at reducere antallet til 50. Vi går ind for en samlet reduktion, men vi mener, at det arbitrære antal 50 ikke er den afgørende faktor. I stedet bør vi gå efter projekter af god kvalitet, der kan virke som katalysatorer og tilvejebringe en ændring og fornyelse, tiltrække indre investeringer i form af lån og risikovillig kapital og således få en selvforstærkende effekt. Medlemsstaterne bør derfor kunne foreslå et rimeligt antal områder under det finansielle loft for deres tildelinger. Ved udpegelsen af lokale Urban-programmer må vi gøre brug af lokale indikatorer og statistik over fattigdom og sundhed for mere effektivt at kunne koncentrere os om de hårdest ramte områder. I Det Forenede Kongerige er det lokale indeks over underprivilegerede områder et godt eksempel på en almindeligt benyttet standard og statistik, der kan hjælpe med at bestemme ikke bare EU-programmer, men også national og regional bistand. Det må man anerkende som et redskab og en ressource i tilgift til EU-kriterierne. Jeg vil anmode Dem om at tage lokale indikatorer til hjælp, så vi kan gøre dette. Vores mest underprivilegerede byområder står over for en mangfoldighed af problemer: høj arbejdsløshed og ofte meget dårligt betalt og usikker beskæftigelse, fattigdom og social udstødelse. Ofte bliver disse problemer forværret af dårligt helbred og dårlige boligforhold samt narkotikamisbrug. Vi har derfor ustabile samfund, der er hjemsøgt af kriminalitet, narkotikahandel og bander. Det kendes kun alt for godt i mange af vores byområder. Alle disse komplicerede problemer underminerer livskvaliteten for vores bybefolkning, men vi har i disse områder alligevel et potentiale for at skabe vækst og velstand. Det er derfor, jeg igen i min betænkning har anmodet om, at aktioner under Urban-programmet ikke bare skal give en enkelt løsning på et enkelt problem, for disse områder har ikke enkelte "mono"problemer. I stedet bør man opmuntre byområderne til at fremlægge integrerede handlingsplaner for håndtering af deres særlige problemer og benytte EU-ressourcer som supplement til lokale initiativer. Jeg vil gerne se disse aktioner udstrakt til at dække sundhed og antidiskrimination, som der lægges op til i Amsterdam-traktaten. Fællesskabsinitiativet indebærer fællesskabsinvolvering. Nogle af dem, der mest aktivt og beslutsomt foreslår og virker for forandringer i vores byområder, er lokale beboere. Vi bør støtte dem, så de deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af projekterne under disse programmer. Den tidsplan, som er foreslået af Kommissionen, er derfor meget ambitiøs. Det er bedre at få kvalitetsprojekter med aktiv deltagelse af grupper fra lokalsamfundene end at få projekterne leveret til tiden, men uden lokal deltagelse. Kommissionen må naturligvis sørge for fuld åbenhed og gennemskuelighed angående udvælgelseskriterierne for de nye byudviklingsinitiativer, men den må også blotlægge de konsulentnetværk, der benyttes til at sikre udveksling af gode fremgangsmåder. Det er vigtigt af hensyn til gennemskuelighed og netværkenes generelle effektivitet. Endelig vil jeg gerne understrege, at vi har brug for lokal deltagelse for at kunne tage fat på de problemer, den postindustrielle by står over for. Vi må udnytte de arbejdsløses energi, de underudnyttede færdigheder hos de unge og erfaringerne hos de gamle for at få taget fat på disse problemer. Derved vil vi blive i stand til at erstatte fattigdom, afhængighed og fremmedgørelse med lighed, initiativrigdom og aktiv deltagelse. Det vil hjælpe os med at genopbygge EU's troværdighed og borgernes tillid til, at Europa får gjort noget på lokalt niveau for at løse lokale problemer.

Hr. formand, som ordføreren, fru McCarthy, allerede har gjort opmærksom på, kan Urban uden tvivl betragtes som en sejr for Europa-Parlamentet i forbindelse med den debat, der fandt sted sidste år om ændringen af forordningerne. Urban har som sagt det formål at fremme nogle nyskabende strategier, der kan skabe økonomisk og social fremgang i byområderne, også i betragtning af at 80% af den europæiske befolkning er samlet i byerne. At skabe et positivt bymiljø betyder på det socialpolitiske område, at der skal indføres en politik, som tager sigte på at skabe arbejdspladser på langt sigt, bekæmpelse af fattigdommen, støtteforanstaltninger til fordel for de lavtlønnede grupper og de ældre, strukturer til børn, etnisk integration og raceintegration, større muligheder for inddragelse, en målrettet sundhedspolitik, som omfatter foranstaltninger til forebyggelse af narkotikamisbrug, samt en fælles politik til forebyggelse af kriminalitet. I Kommissionens meddelelse tages der højde for nødvendigheden af at følge nogle indfaldsvinkler, der omfatter en hel række økonomiske og sociale infrastrukturforanstaltninger. Det skal dog bemærkes, at der foruden Urban også er forskellige andre fællesskabsinstrumenter på det sociale område, nemlig de nyskabende foranstaltninger i Socialfondens artikel 6, pilotprojekter - navnlig den nye forberedende aktion med en lokal indsats for beskæftigelsen, som Europa-Parlamentet netop har indført med budgettet for 2000 - Equal- og Interreg-initiativerne samt Socialfondens mainstreaming. Som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender understreger i sin udtalelse, er det således nødvendigt, at Kommissionen tager hensyn til den samordning, der skal foretages i denne sammenhæng, så man samtidig undgår en overlapning af projekterne og en dobbeltfinansiering. Selvom vi på den ene side mener, at styringskomitéerne skal sikre, at de forskellige interventioner supplerer hinanden og er i tråd med hinanden, opfordrer vi på den anden side også Kommissionen til at styrke informationsudvekslingen og koordineringen mellem Kommissionens berørte tjenestegrene. Som vi minder om i vores udtalelse, er det ikke kun en sådan koordinering, der er væsentlig, men også udvekslingen og udbredelsen af erfaringer og hensigtsmæssige fremgangsmåder.

Hr. formand, betydningen af dette initiativ bliver stadig større, efterhånden som de økonomiske og sociale problemer bliver større i de europæiske byer, og borgerne føler sig mere fremmedgjorte med hensyn til forvaltningen af deres by eller lokalområde. Til denne situation skal lægges den sociale reorganisering, der sker på grund af EU's udvidelse. Altså må vi i tide sørge for en økonomisk genoplivning og et socialt sammenhold i vores byer. Det er desuden påkrævet, at vi gør noget ved disse problemer, når man tænker på byernes anseelse i de omgivende områder samt deres historiske og kulturelle rolle. Men for at et sådant forsøg kan lykkes, kræver det, at man forpligter alle borgere til at deltage, og at man aktiverer de mindst aktive socialgrupper og de grupper, som især rammes af den økonomiske og sociale krise. Her vil vi gerne betone nødvendigheden af en lige deltagelse af kvinderne og de institutioner, der repræsenterer kvinderne, i planlægningen og realiseringen af programmerne i Urban-initiativet. Som Udvalg om Lige Muligheder vil vi også gerne betone nødvendigheden af, at man finansierer tiltag, der letter kvindernes erhvervsaktivitet, især til en harmonisering af de erhvervsmæssige og de familiære forpligtelser, samt i bredere forstand tiltag, som fremmer sammenholdet mellem generationerne og den sociale solidaritet. En effektiv anvendelse af dette initiativ kunne få en afsmittende karakter, for den kunne inspirere til lignende aktiviteter på regionalt og lokalt plan. Dets politiske betydning vil således blive endnu større, for kvinderne har behov for at føle resultaterne af den europæiske politik i deres dagligdag.

Hr. formand, i vores udvalg har vi bifaldet, at Kommissionen har foreslået en bedre integration af lokale fællesskaber og etniske mindretal samt øget sikkerhed og kriminalitetsforebyggelse som prioriteringer for Urban-programmet. Vi har anset det for nødvendigt i udvalget, at en økonomisk og social genoplivelse af byområderne skal gå hånd i hånd med skabelsen af en atmosfære af tolerance over for mindretal, således at foranstaltninger, der er velegnede til at reducere racisme og fremmedfjendtlighed, skal være en integreret bestanddel af de programmer, der finansieres inden for rammerne af Urban. Vi har betragtet en øget sikkerhedsfølelse hos borgerne og dermed bekæmpelse af hverdagskriminaliteten i byerne som en central opgave i forbindelse med genoplivelsen af byområderne. Vores udvalg har konstateret, at en innovativ og effektiv bekæmpelse og forebyggelse af kriminaliteten på kommunalt plan kræver differentierede foranstaltninger, herunder hører inddragelsen af kriminalitetsforebyggelse i byplanlægningen, foranstaltninger til forebyggelse af ungdomskriminalitet, reintegration af lovovertrædere samt modeller til et effektivt samarbejde mellem forskellige aktører på lokalt plan, f.eks. politi, retsvæsen eller sociale myndigheder. Som udvalg har vi vedtaget vores henstilling enstemmigt, da det var meget vigtigt for os at fortsætte netop med Urban - som blev gennemført med succes tidligere - fordi vi går ud fra, at det kun vil lykkes os med sådanne programmer i Den Europæiske Union, hvis vi på langt sigt opnår en fredelig sameksistens for alle indbyggere i Den Europæiske Union. Sådanne programmer er derfor hjerteligt velkomne.

Hvad angår det største af de fire fællesskabsinitiativer, Interreg III, vil jeg gerne gøre opmærksom på anliggenderne fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Det er nødvendigt, at der i betydeligt omfang også kan være tale om at støtte sociale foranstaltninger inden for rammerne af Interreg III. I betragtning af at 50% af arbejdsløsheden i Unionen hovedsageligt er strukturelt betinget, og i betragtning af den særligt følsomme situation i grænseområderne - jeg gør bare opmærksom på eventuelle uønskede migrationsbevægelser - er dette ikke kun fornuftigt, men også påkrævet. Nu synes de foranstaltninger, der fortjener støtte, og som fremgår af bilag II i målsætning A i denne henseende også at være særdeles lovende. Men der mangler faktisk helt og holdent bestemmelser for medlemsstaterne i Kommissionens meddelelse, bestemmelser, der indeholder disse integrerede tiltag i forbindelse med social- og beskæftigelsespolitiske aspekter. Jeg vil derfor især gerne gøre opmærksom på den øgede optagelse af erhvervsuddannelsesforanstaltninger, særlig i områder med stor langtidsledighed og ungdomsarbejdsløshed. Målsætning B bør ligeledes være åben over for beskæftigelsespolitiske støtteforanstaltninger, specielt i forbindelse med førtiltrædelsesstrategien for tiltrædelseskandidaterne. Hvad angår de beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, forekommer det mig helt generelt nødvendigt at besætte Den Blandede Samarbejdskommission regionalt, fordi den nødvendige sagkundskab og sagnærhed kun er til stede på regionalt plan netop for disse foranstaltninger, således at disse foranstaltninger ikke forsvinder i det abstrakte. At de administrative omkostninger i forbindelse med Interreg III - efter min mening - stadigvæk er for store, kan vi altid kritisere, man skal også altid kritisere det, selvom det næsten forekommer mig, som om dette er uundgåeligt i forbindelse med Kommissionens støtteprogrammer. Jeg vil dog gerne påpege, at det netop er fatalt her. Netop for beskæftigelsespolitikken bør vi tilstræbe så enkle foranstaltninger som muligt, således at den sociale dimension i dette EU igen får den betydning, som tilkommer det.

Hr. formand, Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme diskuterede bl.a. betænkningen om Leader+, og i den forbindelse var der enighed om at støtte decentraliseringen af forvaltningen af aktionerne, idet udvalget finder, at en sådan proces vil være effektiv, hvis to forudsætninger opfyldes: dels at de lokale aktionsgrupper repræsenterer lokalsamfundets generelle interesser, og dels at Kommissionen bruger sine kontrolmekanismer for at undgå, at de territoriale og lokale politiske kræfter anvender Leader+-ressourcerne til at opretholde magtfulde organisationer og civile grupper. Der anmodes om, at der i projekternes beslutningsorganer sikres en ligelig repræsentation af tre komponenter: de politiske repræsentanter og de offentlige myndigheder, virksomhederne og de økonomiske aktører og de sociale aktører, herunder fagforeninger og ikkestatslige organisationer. Og det understreges særligt, at der i alle disse organer skal være en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Desuden understreges det, at hovedformålet er at fremme bæredygtige udviklingsstrategier, hvis positive virkninger omfatter et geografisk område, der er meget større end de pågældende lokalsamfund, og det anses derfor for hensigtsmæssigt, at projekterne integreres i udviklingsprogrammerne, herunder mål 1 og 2, og i den fysiske planlægning i de regioner og lande, hvor de gennemføres. Udvalget udtrykker tilfredshed med, at alle Unionens landdistrikter er støtteberettigede under Leader+, men er dog af den opfattelse, at det er nødvendigt at koncentrere fællesskabsressourcerne i de mest ugunstigt stillede regioner for at lette den samfundsøkonomiske samhørighedsproces i Unionen, uden at staternes regeringer omdirigerer disse ressourcer til mål, der ikke har noget med samhørighed at gøre. Udvalget er af den opfattelse, at de projekter, der finansieres inden for rammerne af aktioner under punkt 1, bør udnytte det eksisterende udviklingspotentiel og især baseres på traditioner, lokal teknik og praksis, specialiseret produktion og vedvarende energi. Udvalget støtter Kommissionens forslag om at koncentrere aktionerne i begrænsede udvalgte områder og finder endvidere, at minimumsgrænsen for udvælgelse af et projekt i lyset af mange bebyggelsers spredte karakter i landdistrikterne bør reduceres til 10.000 indbyggere. Det anses for nødvendigt at koordinere målsætningerne for udvikling og instrumenterne til forvaltning af aktioner under punkt 2 og 3, der finansieres af Leader, med målsætningerne for de øvrige aktioner finansieret via andre fællesskabsprogrammer til fremme af samarbejde og partnerskab mellem regionerne og på internationalt plan som f.eks. Interreg, Sapard, Phare, Tacis og Meda inden for samme områder.

Hr. formand, med hensyn til Equal-betænkningen vil jeg tale to minutter for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder og to minutter for Den Socialdemokratiske Gruppes repræsentation i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Fællesskabsinitiativet Equal, der har til formål at fremme nye instrumenter, som kan bekæmpe enhver form for diskrimination og uligheder, er blevet behandlet meget omhyggeligt af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder, når det gælder diskrimination af kvinder. Dette skyldes, at kønsdiskrimination er strukturel og horisontal, og eftersom kvinder ikke udgør en minoritet, men mere end halvdelen af verdens befolkning, er Udvalget om Kvinders Rettigheder af den opfattelse, at det måske var en fejl at medtage kønsdiskrimination blandt alle de andre former for diskrimination. Det ville efter vores mening være bedre at medtage kønsdiskrimination i et særligt afsnit i traktaten om lige muligheder for mænd og kvinder, hvilket ville være en logisk konsekvens af den nye centrale rolle, traktaten giver ligestilling mellem mænd og kvinder. Når det er sagt, glæder vi os dog over Kommissionens forslag, og vi mener, at ligestilling mellem mænd og kvinder bør gøres til en integreret del af alle beskæftigelsesstrategiens fire søjler og af emneområderne, idet det samtidig udgør en separat søjle. Hvad Equal-forslagene angår, mener vi, at man i fællesskabsinitiativernes programmer bør foretage en klar skelnen mellem de vigtigste aktioner, der tager sigte på at bekæmpe kønsdiskrimination og andre former for diskrimination, og at man bør følge en indfaldsvinkel, hvor man medtager ligestillingen mellem kønnene i alle Fællesskabets politikker. Man bør således understrege nødvendigheden af også at iværksætte nogle projekter, der ikke kun har til formål at fremme bekæmpelsen af kønsdiskrimination, men også at gøre det nemmere at forene arbejdslivet og familielivet. Mere generelt vil jeg sige, at der i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender var en meget stor diskussion om Stenzels betænkning, da den indfaldsvinkel, fru Stenzel foreslog, var vidt forskellig fra min gruppes indfaldsvinkel. Vi gav en meget positiv vurdering af Kommissionens forslag, idet vi dog forsøgte - for formålet er jo, at Europa-Parlamentet afgiver en udtalelse, der herefter får indflydelse på Kommissionens og Rådets vurderinger - at nå frem til nogle løsninger, der er enighed om, så betænkningen kan blive vedtaget af et bredt flertal. Nogle punkter var vanskeligere end andre. Det gjaldt f.eks. partnerskaberne, hvor jeg tror, at det er nødvendigt at finde et kompromis for at bekræfte og støtte Kommissionens forslag. Samtidig er det dog nødvendigt at bede Kommissionen om en vis fleksibilitet, så man kan medtage andre områder bagefter. Det er ligeledes nødvendigt at lade den tekniske bistand og forenklingen være nogle af de grundlæggende punkter. Set ud fra et politisk synspunkt var det vanskeligste emne asylansøgerne. Jeg vil gerne bruge et par sekunder på dette emne, da vi anser Kommissionens forslag for at være omfattende og positivt. Det tog os lang tid at nå frem til en definition på asylansøgerne, da dette er vanskeligt juridisk set, men jeg tror, at vi nu har fundet et kompromis med ordføreren - det håber jeg i det mindste - og når den betænkning, Parlamentet skal stemme om, ikke nævner noget om asylansøgerne, skal det forstås sådan, at Parlamentet støtter Kommissionens holdning. Vi ville aldrig have accepteret, at Parlamentet var bagud i forhold til det, Kommissionen allerede har foreslået. Sådan ser vi på det, og det vil jeg gerne understrege. Jeg er enig med ordføreren i, at der skal stemmes på onsdag, sådan som De har foreslået, hvilket stadig giver os tid til at finde alle de mulige løsninger, så Parlamentets betænkning måske er længere fremme end Kommissionens forslag, og i hvert fald ikke længere bagud end forslaget.

Ærede hr. formand, ærede ordfører, ærede kolleger, inden jeg kommer nærmere ind på Equal-betænkningen, vil jeg gerne sige noget principielt til de beskæftigelsesretningslinjer, som betænkningen er baseret på. De grundlæggende mål for en beskæftigelsespolitik i hele EU er bl.a. baseret på beskæftigelsesegnethed, iværksætterkultur og tilpasningsevne. Disse mål skal klart føre til, at arbejdstagere bliver gjort så nyttige og brugbare som muligt for erhvervslivet. Et initiativ, der virkelig ville nedbryde forskelsbehandling effektivt og på langt sigt, burde imidlertid have menneskets selvbestemmelse som mål. Kun på denne måde handler det ikke længere kun om økonomisk nytteværdi, men om ligeberettiget udformning af tilværelsen. Betænkningen af Stenzel har dog udviklet sig i en god retning, i det mindste i forbindelse med de fastlagte retningslinjer. Alle asylsøgere og flygtninge skal omfattes eksplicit af programmerne, hvilket dog burde være en selvfølge. Alligevel har De Konservative i udvalget stemt imod. Til dem stiller jeg følgende spørgsmål: Er det formålet med Deres politik at marginalisere folk? Hvilken idé gemmer der sig bag at forbyde mennesker arbejde, hvis de ønsker at arbejde? Står det ikke i dyb modsætning til søjlen "beskæftigelsesegnethed"? Det er også værd at nævne, at det handler om et mainstreamingprogram her, for der vil fortsat være en mangel, der hænger ved betænkningen. At kvinder bør have bedre muligheder på arbejdsmarkedet, idet der bygges flere børneinstitutioner, skal således især fremhæves. Den, der ubekymret lader mænd klatre op ad karrierens stige og kun bekymrer sig om institutionspladser uden at bekæmpe den ulige fordeling af det reproduktive arbejde, han og desværre også hun har ikke forstået, hvad mainstreaming er!

Hr. formand, mine ærede damer og herrer, Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har vedtaget den foreliggende udtalelse vedrørende Equal-betænkningen under sin afsluttende forhandling uden nej-stemmer og med én blank stemme. Det nævner jeg bevidst i starten af min redegørelse for at understrege, at der netop er en modsætning til Beskæftigelsesudvalget som korresponderende udvalg. Denne godkendelse af udtalelsen fra alle gruppers side er begrundet i de konklusioner, der beskæftiger sig med forbindelsen mellem regional- og trafikpolitiske samt turistmæssige spørgsmål og aspekterne bekæmpelse af forskelsbehandling og uligheder af enhver art på arbejdsmarkedet. Medlemmerne af Regionaludvalget ser naturligvis også en række kritiske momenter i Kommissionens forslag, for det første i den utilstrækkelige fastlæggelse af en tematisk orientering for aktiviteter i udviklingspartnerskaberne, for det andet i de strenge udvælgelseskriterier for vurderingen af projektforslag, som Kommissionen endnu mangler at udarbejde, og for det tredje i de administrationstekniske omkostninger, der frygtes at blive alt for høje i forbindelse med den styring af projekter, som Kommissionen og instanserne for teknisk bistand står for. Derfor skal der fastsættes et loft for administrative opgaver. Ud fra disse kritiske bemærkninger drog udvalget konklusioner. Vi lagde særlig vægt på forbindelsen mellem skabelsen af nye arbejdspladser for dårligt stillede og marginaliserede personer på det sociale område, inden for turismen samt i små og mellemstore virksomheder og støtten til oprettelse af nye virksomheder for små og mellemstore virksomheders vedkommende under hensyntagen til den nødvendige økonomiske strukturændring. Forbindelsen mellem aktiviteterne inden for rammerne af fællesskabsinitiativet og de europæiske beskæftigelsesinitiativer er et essentielt krav og en afgørende forudsætning for at nå frem til en opstilling af opgaver inden for Equal-programmet. Vi støtter udtrykkeligt det innovative tiltag til dannelse af internationale udviklingspartnerskaber og organisering af erfaringsudveksling på europæisk plan som en integreret bestanddel af Equal-programmet. Den særlige målsætning, opnåelsen af et europæisk udbytte, løfter det regionale samarbejde op på europæisk plan, idet samarbejdet mellem de mest forskelligartede regionale aktører bevares. Det er godt, og derfor er vi også gået ind for det.

Hr. formand, mine ærede damer og herrer, kære kolleger, i dag er det allerede blevet påpeget, at det første Urban-initiativ helt entydigt var en succes. At dette initiativ nu fortsættes inden for rammerne af Urban II, selvom det sker med færre midler, kan vi ene og alene takke engagerede medlemmer af Parlamentet for, især - så vidt jeg som nyt parlamentsmedlem har hørt - ordføreren, fru McCarthy. Jeg vil derfor gerne takke hende hjerteligt for denne indsats og naturligvis også for hendes betænkning om Urban II. Det nye ved Urban II-initiativet er, at det er blevet tilpasset små byer eller bydele. Det er vigtigt, fordi netop små byer ofte har dårligere muligheder for at få del i støttemidlerne. På den anden side kan de problemer, der fører til et stort behov for fornyelse, netop koncentreres særligt i sådanne byer og have tilsvarende stærkt negative følger. For at øge effektiviteten af de enkelte foranstaltninger blev antallet af projekter i forbindelse med Urban II begrænset til 50. Jeg anser det for vigtigt, at denne vilkårligt fastsatte talmæssige begrænsning ikke bevares for stift, men at det overlades til medlemsstaterne at afgøre, hvor mange projekter de vil opdele de til rådighed stående støttemidler på. Det gælder dog om at sørge for, at det netop i små medlemslande ikke fører til, at bykvarterer i storbyer igen får glæde af støtten. Dér ville Urban II blot være en dråbe i havet, give et tvivlsomt resultat og fordufte. Efter min mening er det også vigtigt ikke at udvide udvælgelseskriterierne for Urban II umådeligt meget og dermed udvande dem. Netop et strengt afgrænset kriteriekatalog er en forudsætning for, at de støttede projekter har modelkarakter, og at de vil kunne overføres til andre problembyer i fremtiden. Ud fra mine egne kommunalpolitiske erfaringer i en gammelindustrialiseret region med mange problemer vil jeg afslutningsvis bede Dem, kære kolleger, om at støtte især to punkter i betænkningen, som jeg anser for essentielle ud over de socialpolitiske aspekter. For det første er aspektet miljøbeskyttelse uomgængeligt for en bæredygtig byudvikling og bør derfor være en generel forudsætning for projektstøtten. For det andet skal forebyggelsen og bekæmpelsen af hverdagskriminalitet i byerne og af narkokriminalitet begynde på lokalt plan. De er uomgængelige i forbindelse med højnelsen af livskvaliteten i byerne og skal derfor også spille en central rolle i Urban II-initiativet.

Hr. formand, ærede ordførere, kære tilhørere, jeg takker ordførerne, som på kort tid har fået frembragt sagkyndige betænkninger. I min gruppe har man imidlertid kritiseret timingen af udvalgets forberedende arbejde. Betænkningerne kommer for sent, og desuden blev behandlingen, i hvert fald i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, gennemført i stor hast. Således gik man glip af en god lejlighed til at drøfte resultaterne af de tidligere programmer, den gode praksis og også manglerne. Vores gruppe understreger i forbindelse med Interreg-programmet den grænseoverskridende aktivitet og specielt det samarbejde, der orienterer sig ud over Unionens ydre grænser. Bl.a. Balkan- og Adriaterhavsområdet er vigtige områder, men efter min mening bør man heller ikke glemme det samarbejde, vi har med Rusland. Vores gruppe ønsker på ny at fremdrage kontrollen med fondenes anvendelse og betoner vigtigheden af en bedre koordinering af bl.a. Interreg-, Tacis-, Ispa- og Phare-programmerne. Denne koordinering mangler i øjeblikket, og Kommissionen er endnu ikke kommet med nogen præcise forslag til en forbedring af koordineringen. Her i Parlamentet forventer vi, at Kommissionen giver vores udvalg en nærmere udredning om sagen snarest muligt. Det er af afgørende betydning at få de lokale virksomheder, organisationer og andre iværksættere involverede i den praktiske indførelse af programmerne. Erfaringen viser, at samarbejdsinitiativer kræver bedre planlægning og nøjere kontrol, og generelt skal være mere succesfulde. Initiativerne er ofte blevet halvfærdige, og effektiviteten er druknet i administration og bureaukrati. Man må også kræve af samarbejdspartnerne, at de forpligter sig over for projekterne, og at de overholder deres del af aftalen. Vores gruppe reviderer nogle få ændringsforslag, som blev forkastet af udvalget. Jeg vil her også nævne Urban-betænkningen, hvor ordføreren i begrundelsen på fortrinlig vis har behandlet Kommissionens retningslinjer om et minimumsbeløb på 500 EUR pr. indbygger. Det vil ikke fungerer som et mekanisk mål, men må kunne tillempes efter de herskende forhold i målområdet. Dette er så væsentligt et aspekt, at det bør flyttes fra begrundelsen over til konklusionerne.

Hr. formand, kære kolleger, Interreg er en af de mest europæiske af alle strukturfonde. Projekter skal ikke kun fremmes i en region, i et land, men også i naboregioner i to eller flere lande. Desværre gælder det kun for en del af midlerne, nemlig kun for grænserne inden for EU. Men netop regionerne ved grænserne til tredjelande har brug for et fungerende instrument til grænseoverskridende samarbejde. Forordningen foregiver, at det også er sådan. Men det er ikke sådan. Det forholder sig således, at Kommissionen ikke har ændret forordningen i mange år, selvom Parlamentet har krævet det i lang tid. I praksis betyder det for den kommende tid for disse regioner, at det igen degraderes til en forfalden randområdestøtte. Parlamentet har siden 1996 krævet, at der oprettes en fælles fond for samarbejdet med tredjelandene for at udrydde vanskelighederne. Der er intet sket! Vanskelighederne fjernes på de berørte regioners regning. Parlamentet kræver her igen en forbedring og et grænseoverskridende samarbejde, og vi forventer, at der oprettes en fælles fond, og at forordningen endnu en gang ændres i samarbejde med de andre kommissærer. Vi ønsker et Europa for borgerne og ikke et Europa for bureaukrater!

Hr. formand, en tredjedel af Den Europæiske Unions penge anvendes på fonde til alle former for udviklingsformål. Min gruppe synes, at det er udmærket, hvis regioners, byers og befolkningsgruppers efterslæb derved indhentes, eller hvis sundheden og miljøet forbedres. Det er et spørgsmål om solidaritet og fremgang. Men uddelingen af stadig flere penge er ikke nogen garanti for, at pengene også anvendes stadig bedre. De kommuner og regioner, som modtager pengene, har i mellemtiden gjort nogle praktiske erfaringer. De konstaterer, at det er yderst vanskeligt at anvende pengene til de formål, hvor de har størst behov for dem. Alt, hvad der falder ind under økonomisk vækst og infrastruktur, bevilges i de fleste tilfælde mange penge, men sociale formål og miljøformål er ofte ikke sikre på godkendelse. Da der hersker stor usikkerhed om den måde, hvorpå regler fortolkes, hyrer kommuner og regioner i mellemtiden dyrt betalte bureauer. Disse sagkyndige får til opgave at foretage en vurdering af, i hvilket omfang Kommissionens tjenestemænd er rede til at godkende planerne. I nogle tilfælde har jeg indtryk af, at det ikke drejer sig om solidaritet eller om løsningen af de mest fortvivlende problemer, men om at opretholde velerhvervede interesser og om propaganda for Den Europæiske Unions velsignelser. At fremstille og male propagandaskilte, hvor der står, at det pågældende projekt samfinansieres af Den Europæiske Union, synes at være blevet det vigtigste mål. Der går for mange penge tabt til propaganda og konsulentfirmaer, til drøftelser og kontrol, og mange penge kommer tilbage til det land, som de kom fra. Efter den planlagte tiltrædelse af nye medlemsstater med 100 millioner indbyggere, hvis velfærdsniveau ligger på mellem en tredjedel og to tredjedele af gennemsnittet i Den Europæiske Unions nuværende medlemsstater, vil dette spild medføre endnu flere protester. I Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme var Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre enig med ordføreren for udtalelsen om Leader, hr. Nogueira Román. Med rette konstaterede denne, at det ikke er godt at sprede disse penge over alle landdistrikter. Når vi skal vælge mellem innovationsprojekter og koncentrering af pengene om indhentning af efterslæb, foretrækker vi det sidste, fordi dette bidrager mest til lighed. Innovation i områder, hvor det allerede går godt, er jo rentabel, og den finder også sted uden europæisk bidrag. Det andet punkt, som der lægges vægt på, er muligheden for regionale og kommunale myndigheders magtmisbrug og nepotisme. Hovedvægten lægges på lokale grupper, hvori myndigheder, nonprofitorganisationer og handelsvirksomheder samarbejder. Diskussionen drejede sig om den fordelingsnøgle, der skal anvendes. I den forbindelse drøftes bl.a. en variant, som minder om den nederlandske polder-model, det strukturelt organiserede samarbejde mellem myndigheder, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Lad os ikke glemme, at valg til kommunalbestyrelser og regionale parlamenter afholdes, for at hele befolkningen kan være repræsenteret. Egentlig burde det jo være sådan, at disse organer foretager en vurdering, idet de tager hensyn til fagbevægelsens og miljøbevægelsens ønsker. Min gruppe er ikke imod, at fagbevægelsen og miljøbevægelsen, hvis indflydelse i samfundet vi synes er vigtig, udtrykkeligt får tildelt en rolle. Det kan forhindre, at der på forhånd ses bort fra deres indflydelse på grund af kortsynet eller utilstrækkeligt demokratisk fungerende lokale myndigheder. Men den kendsgerning, at vi nu må være bange for magtmisbrug og nepotisme, viser, at demokratiet desværre endnu ikke fungerer optimalt. Det er en ulempe, at virksomheder får større indflydelse på grund af de valgte organers begrænsede rolle. Så længe økonomien ikke beror på demokratiske vurderinger af alles behov i stedet for på at opnå fortjeneste for få, er det tvivlsomt, om demokratiet fungerer bedre med selvstændige erhvervsdrivendes indflydelse end med kommunalbestyrelsers indflydelse. For os drejer det sig om: "ét menneske, én stemme" i stedet for "én aktie, én stemme".

Hr. formand, der er økonomiske grænser inden for Den Europæiske Union, og det indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital fungerer fuldt ud nu. Men hvis det indre marked skal fungere effektivt, og hvis den fælles valuta skal blive en succes, er det vigtigt, at alle regioner i Europa, som der er mere end 100 af, kan konkurrere på en rationel måde inden for dette meget spændende miljø. Nogle områder inden for Den Europæiske Union er økonomisk meget stærke og har en indkomst pr. indbygger, som ligger langt over gennemsnittet. Der er fattige regioner i Unionen, der har behov for bistand for at forbedre deres økonomier, så de kan konkurrere inden for Den Europæiske Unions struktur. Det er grunden til, at vi, når vi ser på EU's finansielle overslag for årene 1989-1993, og 1994-1999, kan konstatere, at en stor del af EU's budget blev hensat til administration af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling og Den Europæiske Socialfond. Mange regioner i Europa har stadig et dobbelt problem tilbage. For det første er der mangelen på tilstrækkelig infrastruktur i form af veje, faciliteter til behandling af vand og tilsvarende transportnetværk, og for det andet er der nødvendigheden af at få indført initiativer, der kan bekæmpe ungdoms- og langtidsarbejdsløshed, som er et stadigt socialt problem i mange dele af Europa, både i by og på land. Der må altid være vilje til at sikre, at vi ikke kun opbygger et Europa for byerne. Vi må også sikre, at der er jobskabelsesinitiativer, der kan fremme beskæftigelsesmulighederne i små og mellemstore virksomheder i Europas landdistrikter. De vigtigste aspekter af debatten her til aften drejer sig om, hvordan EU's initiativprogrammer skal fungere, nemlig det nye Interreg III-initiativ, Equal og Leader+-ordningerne. Mellem disse tre programmer må det klart påvises, at EU er besluttet på at fremme udviklingen på tværs af grænserne ved at bekæmpe problemerne med langtidsarbejdsløshed og styrke planerne for udvikling af landdistrikterne.

Hr. formand, temmelig mange byer i Den Europæiske Union kæmper med efterslæb. Der er ikke altid tilstrækkelige midler til rådighed inden for medlemsstaterne til at gribe dette effektivt an. Derfor er det hensigtsmæssigt, at Den Europæiske Union fortsat støtter medlemsstaterne og om nødvendigt supplerer inden for rammerne af Urban. Kommissionens forslag vedrørende Urban går ud på at foretage en nedskæring i de kommende syv år, både af fællesskabsbudgettet og af antallet af områder, der modtager støtte. Jeg må ligesom fru McCarthy konstatere, at antallet af områder er reduceret temmelig drastisk. En vis frihed for medlemsstaterne til inden for et bestemt budget selv at fastsætte antallet af projekter er ønskelig. For så vidt angår budgettet, er Urban som sagt til for at støtte og supplere den nationale politik. For at skabe ekstra midler, er det derfor efter min opfattelse fuldstændig logisk i første instans at se på medlemsstaterne og private långivere. Ændringsforslag 2 fra De Grønne kan derfor ligesom på udvalgsmødet ikke regne med vores støtte. Desuden mener jeg, at støtte til en by eller en bydel skal have en stimulerende virkning, i hvert fald når det drejer sig om fællesskabsbidrag. Strukturel støtte kunne skabe afhængighed af subsidier. Dermed skyder vi over målet. Til sidst lige en generel bemærkning om Interreg. Støtte til grænseoverskridende initiativer skal efter min opfattelse kun ydes, hvis regionerne også virkelig ønsker den. Ved gennemførelsen af projekter er det ligeledes vigtigt, at disse ikke er i strid med den almene fællesskabslovgivning. Ifølge Revisionsrettens beretning om 1998 er det ikke nogen indbildt risiko. Derfor har vi stillet et ændringsforslag med henblik på at undgå modstrid mellem almen politik og konkrete projekter.

Til at begynde med tillader jeg mig at udtrykke min overraskelse over de 14 rådsrepræsentanters forhastede fordømmelse af Østrig. Hr. formand, ærede kolleger, i forbindelse med reformen af strukturfondene sker der en koncentration af fællesskabsinitiativerne til i alt fire. Jeg hilser fortsættelsen og den prioriterede placering af Interreg velkommen. Det giver dog nogle problemer på grund af den forsinkede fremlæggelse af udkastet til retningslinjerne. Regionerne blev ikke integreret tilstrækkeligt i forberedelsen af retningslinjerne, selvom der ofte er blevet rykket for det i diskussionen om reformen af strukturfondene. Der er ikke nogen direkte overgang mellem Interreg II og III, hvilket medfører usikker planlægning og finansieringshuller i praksis. Det er en skam, for det skader i høj grad fornuftige projekter. Ved gennemførelsen af Interreg skal koordineringen og synkroniseringen med de øvrige berørte finansielle instrumenter sikres. Det er især vigtigt for at øge effektiviteten af de anvendte midler. Der opstår dog især problemer på grund af regelen om etårige budgetter og projektrelateret tildeling af midlerne, f.eks. fra Phare, i forhold til regelen om flerårige budgetter for Interreg-midler og den foranstaltningsrelaterede tildeling af midlerne. Det vil fremover give problemer i praksis, og jeg håber, at det trods alt er muligt at gennemføre Interreg på fornuftig vis.

Hr. formand, mine ærede damer og herrer, fællesskabsinitiativet Leader har stået sin prøve som instrument for tiltaget til en innovativ udvikling og pilotprojekter i og fra landdistrikterne. Derfor skal modtagelsen af netop dette fællesskabsinitiativ og den nye udgave i form af Leader+-programmet hilses meget velkommen. Det nye Leader+-program kan nu anvendes i alle landdistrikter i Den Europæiske Union, hvilket giver større muligheder for de projekter, der skal støttes. Det er vigtigt at koordinere Leader+ og de andre støttemuligheder i Den Europæiske Union, men det er lige så vigtigt at koordinere det med de andre former for national støtte. Vi skal undgå, at de forskellige former for støtte overlapper hinanden, og samtidig skal synergieffekterne kunne udnyttes. I den forstand skal målet med hensyn til en større kobling mellem de støtteberettigede Leader-områder indbyrdes også hilses meget velkommen. Landbruget er en af de bærende søjler i landdistrikterne, og det skal kunne deltage i Leader-initiativet, eller strukturændringerne i landbruget kan ledsages af Leader-initiativet, idet der opstår nye arbejdspladser i landdistrikterne. Der skal tages hensyn til alle økonomiske sammenhænge i landdistrikterne i Leader+-programmet, og kun ved fælles anstrengelser kan man opnå det optimale. Leader skal gennemføres i praksis nu. De operationelle programmer skal bevilges af Kommissionen så hurtigt som muligt, det vil sige en praktisk og effektiv håndtering af proceduren med indsendelse af ansøgninger og en hurtig afvikling af proceduren med godkendelse af ansøgninger. Der er fastsat fem måneder. Det forekommer mig lidt for lang tid. Man bør tilstræbe kortere tider her, for den, der har udarbejdet og afsluttet et projekt, vil også gerne i gang med at gennemføre det så hurtigt som muligt. Trods en stor glæde over den nye udformning af fællesskabsinitiativet Leader+ ligger der mig dog endnu en ting på sinde: EU-Kommissionen har i sin præsentation krævet et observationsorgan for Leader+-programmet uden at komme præcist ind på gennemførelsen af dette forslag. Det vil sige, at man kan stille følgende spørgsmål: Hvem skal arbejde der? Hvordan søger man efter disse folk? Hvorfra kommer de passende midler først og fremmest, og hvor skal dette observationsorgan placeres? Jeg mener ikke, at Leader+-programmet har en eneste pfenning tilovers til nye administrative opgaver, der jo alligevel naturligt skulle varetages af Kommissionen. Desuden viser erfaringerne på andre områder, hvor der er blevet oprettet observationsorganer, at disse foruden en tvivlsom skabelse af arbejdspladser ikke er til nogen større nytte. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at varetage sine kontrolopgaver direkte og selv og at arbejde for et godt forløb for Leader+-programmerne. Herunder hører netop også vurderingen og offentliggørelsen, hvilket jo også allerede er sket hidtil.

Hr. formand, størstedelen af de grænser, der gennem århundreder har delt Europa, er blevet trukket kunstigt og har dermed delt sammenhængende geografiske områder og skabt voldsomme uligheder, hvad angår afbalanceret udvikling og samhørighed. Vores indre grænser, eller det, der er tilbage af dem, skaber ikke længere krige, men de skaber stadigvæk økonomisk tilbageståenhed, sociale skel og kulturel adskillelse mellem befolkningerne i Europa. Fra institutionerne i Fællesskabets side er vi forpligtede til at arbejde for at overvinde disse grænser, som står i modsætning til den europæiske enhedsånd. Den økonomiske og sociale samhørighed, som vi kæmper for, konkretiseres gennem Interreg-initiativet i den territoriale samhørighed og integrationen af grænseområderne og af vores kontinents randområder. Interreg har lige fra starten været spiren til en ægte fysisk planlægningspolitik i EU og en virkelig polycentrisk opfattelse af det europæiske område. Europa-Parlamentet beklager blot i forbindelse med dette initiativ, at vi må vedtage en beslutning om det, når vi endnu ikke kender resultatet af evalueringen af Interreg II, men vi er klar over, at det ikke er hensigtsmæssigt at forhale iværksættelsen af denne tredje udgave yderligere, fordi det ville være en trussel imod flere af projekternes succes og fortsættelsen af projekter, som allerede er i gang, for Interregs succes er tydelig, og det har de lokale, regionale og nationale myndigheder, der har deltaget i samfinansierede projekter, givet udtryk for. At lære noget sammen, forbedre, dele projekter og god praksis, at forstå og tolerere hinanden, det er noget af den lære, som deltagerne i dette initiativ kan uddrage. Der er en hel række interessante spørgsmål i denne forbindelse, overvågningscenteret, princippet om koncentration ... Jeg vil gerne opholde mig ved forvaltningsorganerne. Det er nødvendigt at finde fælles, interregionale og tværnationale forvaltningsorganer med aktiv deltagelse af såvel lokale og regionale myndigheder som økonomiske og sociale aktører. Der må ikke være flere tilfælde af parallelle projekter på den ene og den anden side af grænsen. Vi skal skabe en grænseoverskridende kultur, og derfor er det nødvendigt at reformere det administrative samarbejde og med opfindsomhed overvinde de eksisterende hindringer, overvinde de vanskeligheder, som de enkelte medlemsstaters, regioners og kommuners forskellige grader af kompetence udgør. Det kan ikke være rigtigt, at et projekt ikke kan gennemføres på grund af kommunikationsvanskeligheder. Under udvalgsarbejdet har vi også konstateret, at der er vanskeligheder med at koordinere Interreg med de andre årlige eller halvårlige finansielle instrumenter, f.eks. Meda, Tacis eller Phare. I Parlamentets beslutningsforslag, er opmærksomheden rettet på disse vanskeligheder, og det indeholder forslag til Kommissionen, der kan løse dem, og fornuftige frister for indførelse af de nødvendige ændringer.

Hr. formand, grunden til, at jeg gerne vil bidrage til denne debat, er, at Urban-initiativet i særdeleshed i Irland har haft betydelig succes, og jeg er ivrig efter, at Den Europæiske Union skal yde endnu flere bidrag på dette område. Det er en sørgelig kendsgerning, at der er mange hundreder, om ikke tusinder, af lokalsamfund i Den Europæiske Union, der lider under svær fattigdom, og som er underprivilegerede. Selv i medlemsstater og byer, som er meget velstående, har vi et stort antal mennesker, der bor i ghettoer under forhold, hvor der er utilstrækkelige faciliteter, hvor uddannelsesmulighederne er meget dårlige, hvor den fysiske infrastruktur er underudviklet, og hvor der er masser af narkotika og lignende fænomener. Det forekommer mig, at hvis Den Europæiske Union skal demonstrere, at den har en rolle at spille med hensyn til at hjælpe sine borgere, må den yde bistand til medlemsstaterne for at vise, at Unionen arbejder for disse borgere og deres familier. Programmet har haft meget stor succes i Irland, og jeg ved, at det også har været tilfældet i andre lande. Det tog temmelig lang tid, før det kom ordentligt i gang dér, men det skyldtes, at det var nødvendigt at få de lokale til selv at udvikle disse programmer. Det er vigtigt, at de bruger deres initiativer og deres egen lokale ekspertise til udvikling af dette initiativ. Det ville være meget let at få disse programmer udviklet hurtigt og til tiden, hvis man indsatte eksperter udefra, men det ville underminere hele formålet med Urban-programmet. Jeg vil gerne sige en ting mere, før jeg slutter, nemlig at vi bør insistere på, at når der bevilges penge til udvikling af dette program, skal det ske inden for rammerne af en ordentlig Urban-udviklingspolitik. Det er desværre ikke tilfældet i Irland.

Jeg glæder mig over de originale initiativer i Equal-programmet og det mål at integrere grupper, der har været udsat for diskrimination, på arbejdsmarkedet. Udviklingspartnerskaberne er en vældig god idé, selvom de kun er på forsøgsstadiet. Men der er især to ting, som bekymrer mig med hensyn til udviklingspartnerskaberne. De bør være tilgængelige for mindre grupper, og det på en sådan måde, at de kan udarbejde, gennemføre og overvåge programmerne. Vi må have meget stor fleksibilitet inden for programmet. Jeg har også tidligere givet udtryk for, at det ligger mig på sinde, at man bruger et enkelt sprog og ikke fagsprog, så det bliver forståeligt for alle. Jeg er glad for at se, at det kom med i betænkningen, men jeg kan ikke tilslutte mig ændringsforslag 9, for det er virkelig ikke udtrykt i et enkelt sprog. Den anden ting, der ligger mig på sinde, er, at nogle grupper, som er udsat for diskrimination, har særlige problemer, f.eks. handicappedes adgang til arbejdspladsen. Der bør også være projekter, som specifikt tager fat på dette problem. Disse ting må man se på, mens man organiserer programmerne. Det agter jeg i hvert fald at gøre sammen med organisationer og grupper i min valgkreds i West Midlands. Jeg går nu over til det kontroversielle spørgsmål om asylansøgere og flygtninge. Selvom jeg ikke er tilhænger af, at de flygtninge, som får nægtet flygtningestatus og bliver truet med udvisning, får adgang til Equal, vil jeg støtte muligheden for, at alle andre asylansøgere og flygtninge kan få adgang. Det er kun rimeligt og retfærdigt, at de får samme adgang til Equal som alle andre.

Hr. formand, mine kære kolleger, med Leader-betænkningen er udviklingen af landdistrikter kommet til hæder og værdighed. Det sker ikke så ofte, og det er glædeligt, ikke mindst fordi Leader-programmerne har haft en nøgleposition i Unionens politik om udviklingen af landdistrikter. Jeg minder om, at disse programmer har været ikke blot strukturerende elementer i egnsudviklingen, men også nogle væsentlige instrumenter for den økonomiske og sociale sammenhæng i de ofte sårbare områder som f.eks. områder med ørkendannelse. Det skal understreges, at de lokale aktører har sat sig sammen, forhandlet og udarbejdet nogle projekter for at blive støtteberettigede under Leader-programmet. Derfor har disse programmer været nogle vigtige vektorer for Europas nærdemokrati og borgernes sunde dømmekraft. Og af samme grund skal Leader+-konceptet fastholde alle de positive aspekter fra de foregående programmer. Men et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor skal vi, efter 10 års succes med disse programmer, blive ved med at tildele Leader+ rollen som eksperimenterende? Er der ret mange andre europæiske programmer, der kan bryste sig af 800 yderst vellykkede, specifikke førstehåndserfaringer? Hvor længe endnu vil Kommissionen lade Leader forblive i denne rolle, i stedet for at lade programmet overgå til det generelle mainstreamingkoncept for udvikling i landdistrikter. Desuden stiller jeg mig tvivlende over for de snævre retningslinjer, som Kommissionen vil pålægge Leader+. I en tid, efter Seattle, hr. kommissær, hvor vi europæere kæmper om multifunktionaliteten i landdistrikternes udviklingsprojekter, hvorfor skal vi da føle os begrænset af nogle kriterier og være i besiddelse af fuldstændigt utilstrækkelige midler? Lyt til en økolog, når han siger, at forsigtighedsprincippet og den bæredygtige udvikling kræver langt mere differentierede og mangeartede tiltag. I denne henseende foreslår Kommissionen os at reducere de lokale aktionsgruppers samarbejdsaktioner til udelukkende at omfatte ansøgerlande til EU-udvidelsen. Det ville være bedre at gøre det, som Udvalget om Regionalpolitik forøvrigt også foreslår, nemlig at styrke samarbejdet mellem Leader+ og de europæiske samarbejds- og partnerskabsprogrammer som f.eks. Interreg, Phare, Sapard eller Meda. Det er uden tvivl udmærket at være solidarisk med Østeuropa, men det er ikke tilstrækkeligt. Vi må ikke svigte den tradition, der omfatter de sydlige lande og især landene omkring Middelhavet, og som allerede er etableret via de foregående programmer. Derfor kan vi, endnu en gang, understrege, at det, der mangler inden for landbruget og udviklingssamarbejdet i landdistrikterne, er medbestemmelse, der ville give os nogle reelle muligheder for at videreføre sådanne programmer, som kræver samarbejde og fleksibilitet.

Hr. formand, jeg har nogle ganske korte bemærkninger. Vi forhandler den nye programperiode og retningslinjerne for de fire fællesskabsinitiativer, uden at vi har en virkelig og fuldstændig evaluering af den foregående periode til vores rådighed. Det er yderst uheldigt. Programmerne og målene fremstilles som regel overdrevent ambitiøse, mens resultaterne ikke altid er tilstrækkelige, og ofte skaber den manglende åbenhed og planernes kompleksitet mange muligheder for en dårlig forvaltning eller endog for svig. De fællesskabsinitiativer, som vi forhandler, kan under visse omstændigheder komme til at spille en positiv rolle. Men det er nødvendigt, at de ikke underlægges mål og bestræbelser inden for en generel, negativ økonomi- og socialpolitik, men at de udvikler deres egen selvstændige rolle. En tilpasning f.eks. af Equal-initiativet til målene for beskæftigelsesgraden og fleksibiliteten i de arbejdsmæssige relationer omdanner initiativet til en ny udgave af de lokale overenskomster. Udvidelsen af Leader-initiativet til at gælde alle zoner i Unionen rummer fare for endnu større marginalisering af de dårligst stillede områder til fordel for de mere udviklede. Interreg-initiativet skal omfatte udvalgte områder med særlig vægt på grænseområderne, øerne, bjerg- og ikkebjerg regioner såsom Arta Amt i Grækenland, som desværre ikke er medtaget i Bilag I i udvalgets udtalelse.

Hr. formand, udvikling af landdistrikterne er blevet udpeget som et højt prioriteret område af Europa-Parlamentet og Kommissionen, og jeg vil gerne her i dag byde den ansvarlige kommissær, hr. Fischler, velkommen. Vores reaktion på nedgangen i landdistrikterne er kommet meget sent, men bedre sent end aldrig. Familiebrug bliver nu anerkendt som centrale for den europæiske landbrugsmodel, og det er et mål, man må tage fat på, i hvert fald inden for tidsrammerne i Agenda 2000. Efter min mening vil de næste fem år afgøre fremtiden for tusinder af marginale familiebrug. Vi bør alle gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre deres overlevelse. Som kommissæren ved, vil landbrug alene ikke være tilstrækkeligt til at sikre bæredygtighed for landdistrikterne. Derfor er det nødvendigt, at vi koordinerer alle politiske områder, som kan have en positiv indvirkning på udviklingen af landdistrikterne. I denne forbindelse har Leader etableret sig som et effektivt udviklingsinitiativ. Det giver mulighed for, at lokalsamfund kan finde frem til deres udviklingspotentiale og blive aktivt involverede i at løse disse problemer. Befolkningens frivillige deltagelse i udviklingen af programmerne er noget, som man ikke altid har fuld forståelse for. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at det i Leader er meget effektivt som en integrerende del af en bredere EU- og nationalpolitik. Afslutningsvis er jeg, selvom jeg glæder mig over Kommissionens godkendelse af Leader+, bekymret over den tid, der går mellem afslutningen af Leader II og påbegyndelsen af det nye program. Jeg vil opfordre Dem til at se alvorligt på dette problem. Et brud på kontinuiteten vil få alvorlige konsekvenser for programmet og bestemt have en ødelæggende virkning på frivillige såvel som professionelle deltagere.

Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer. Efter at være blevet bekendt med Kommissionens meddelelse vedrørende Interreg III-initiativet, og idet jeg gør opmærksom på, at jeg i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har deltaget i afstemningen om Decourrière-betænkningen, er jeg ikke blot opsat på eksplicit at forny vores principaftale i overensstemmelse med det foreliggende initiativ og, særligt inden for rammerne af Interreg III B, i overensstemmelse med Kommissionens anerkendelse af aktiviteter, der fremmer revitaliseringen af nedslidte landområder som følge af landbrugspriserne, en sektor, som utallige foreninger, især jagtforeninger, allerede har investeret meget i i mit hjemland. Jeg er også meget opsat på at støtte Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme i deres udtalelser, og i særlig høj grad når det drejer sig om at beklage den manglende integration af regionerne i den yderste periferi under programmets del A eller om f.eks. at gøre opmærksom på unøjagtigheden i iværksættelsesprocedurernes udvælgelseskriterier i del III C, og endelig når det drejer sig om at anmode om, at medlemmerne bliver tilknyttet Observationsorganet for Grænseoverskridende, Transregionalt og Interregionalt Samarbejde. Jeg vil desuden gerne udtrykke et stort forbehold over for den udbredte tendens til, i Kommissionens meddelelse i form af Interreg III og III B, udelukkende at forbinde miljøbeskyttelse med udviklingssamarbejdet i Natura 2000, som jeg ofte synes er et alt for abstrakt middel til forsvar for økosystemerne, hvorfra brugerne risikerer at blive udelukket eller stærkt afskårne. Til sidst vil jeg gerne understrege, idet jeg på forhånd beder Kommissionen og de implicerede Ministerråd om forståelse, at de folkevalgte fortjener en højere grad af information om de procedurer, der er forbundet med indførelsen af Interreg-akterne og af kommende, lignende initiativer. Endnu bedre ville det være, hvis de i højere grad indgik i udviklings- og iværksættelsesprocesserne for de omtalte programmer, da man ellers risikerer, at de får svært ved at definere og forsvare deres roller over for lokale organer, nationale myndigheder og borgere.

Hr. formand, for det første vil jeg gerne takke ordføreren for Equal-betænkningen, fru Stenzel, mange gange for alt det, hun har gjort for at sætte sig ind i hele dette vanskelige emne for os alle sammen. Equal er et meget vanskeligt program, fordi det forsøger at skabe sammenhæng mellem så mange gamle programmer og vil jo betragte disse på en ny måde, og det skal endda gøres med færre penge, end der var til rådighed i de forrige fonde. Det er en vanskelig opgave. Blot er antallet af personer, som berøres af disse programmer, ikke formindsket. Derfor er det meget vanskeligt at skabe en balance, ikke blot mellem de forskellige lande, ikke blot mellem de forskellige dele, men frem for alt også mellem de forskellige grupper, som nævnes i programmet, og det er egentlig det, der hidtil har beskæftiget os. Der fremsættes her og der bemærkninger om, at den ene gruppe skal have mere end den anden. Jeg har selv i særdeleshed beskæftiget mig med de handicappedes og de ældres stilling inden for programmets rammer, og jeg må sige, at man sommetider overhovedet ikke ville have været opmærksom på de ældres og de handicappedes stilling, hvis ikke Europa-Parlamentet havde beskæftiget sig intensivt dermed. Der er også nævnt nogle andre grupper, men det er frem for alt medlemsstaterne, der ligger på lur. Jeg kender f.eks. en medlemsstat, som vil bruge en betydelig del af hele programmet til én gruppe, nemlig flygtningene. Jeg vil derfor anmode kommissæren om at føre ordentligt tilsyn med, at der skabes ligevægt mellem disse forskellige grupper. Det må ikke være sådan, at en medlemsstat, som angiveligt påberåber sig subsidiaritet, kan sige, at alt går til én gruppe. Jeg tror, at dette skal overvåges strengt, for ellers får man netop det, som hr. Meijer i høj grad har advaret imod, nemlig at der vil opstå velerhvervede interesser, og at folk tror, at pengene er deres. Det er ikke rigtigt! De skal hver gang fordeles på ny. De skal være til innovative projekter, og det må ikke være sådan, at de fuldstændigt forsvinder i finansministerens pengekasser. Det er ikke meningen, og det er et vigtigt punkt, som vi her skal tage hensyn til. Jeg tror, at de øvrige problemer, som vi har haft inden for Parlamentets rammer, og som for en betydelig del skyldes, at det er så vanskeligt at foretage denne vurdering, kan løses. Hvad Kommissionen angår, håber jeg, at den vil kunne tilslutte sig det kompromis, som indgås her i Parlamentet, og som frem for alt sigter mod ligevægt. For at understrege dette - situationen er naturligvis lidt vanskelig - har Parlamentet for nemheds skyld og for en sikkerheds skyld foreløbig opført Equal-programmet i reserven, således at Parlamentet bagefter skal overbevises om den måde, hvorpå pengene kan anvendes. Jeg tror også, at det er godt. Parlaments stilling i hele denne procedure er lidt utydelig. Også i forretningsordenen er stillingen utydelig, og netop derfor er denne reserve overordentligt god.

Hr. formand, ærede medlemmer, det er et faktum hævet over enhver tvivl, at Interreg-initiativet styrker forsøget på at udvikle det økonomiske og sociale sammenhold inden for EU. Men jeg vil gerne betone den særlige betydning, som Interreg-initiativet har for Balkan, hvor den politiske udvikling og krigshandlingerne de seneste år har haft store økonomiske følger for nabolandene og især for mit land, Grækenland, som er det eneste medlemsland, der ligger på denne hårdt prøvede halvø. For Grækenland, for nabolandene Italien og Østrig, ja for hele Europa er den sociale og økonomiske genopretning af Balkan, som vil føre til politisk stabilitet, et spørgsmål af overordentlig stor betydning. Indtil i dag har visse af landene på Balkan fået finansiel bistand gennem Phare- og Obnova-programmerne, men skal de ikke have det i den nye programperiode? Når man tænker på udvidelsen og tager hensyn til, at der er blevet fastsat finansiel bistand gennem nye finansieringsmidler og forordninger, såsom Ispa og Sapard, må det være aldeles påkrævet at koordinere finansieringerne af de tre aspekter af Interreg-initiativet med de andre finansieringer til tredje lande. Vi hilser altså de relevante referencer i kapitel 7 i Europa-Kommissionens tekst om indførelse af generelle retningslinjer for Interreg-initiativet velkommen. Forsøgene på at koordinere og følgelig at effektivisere planlægningen skal gælde lige for alle programmerne. Jeg nævner dette, for i Meda-programmet var der i sidste periode visse problemer, som skal løses, så vi behandler alle de tredje lande ens, som deltager i dette program. Jeg vil gerne slutte af, hr. formand, med at konstatere, at der i den nye planlægning af zonerne for statssamarbejde ikke er taget hensyn til Middelhavslandenes geografiske egenart, som kunne retfærdiggøre skabelsen af en særlig zone for de kystnære områder og øerne. Vi beder altså Kommissionen om at tage særligt hensyn til spørgsmålet om samarbejde på havet og på øerne ved den kommende revision af zoneplanlægningen. Til sidst, hr. formand, vil jeg gerne påpege nødvendigheden af, at EU fastholder sådanne initiativer, som sigter på at fjerne ulighederne mellem vores regioner og på en harmonisk udvikling af dem. Og eftersom det i dag er Skt. Valentinsdag, foreslår jeg som gammel borgmester for en provinsby, at vi alle giver udtryk for vores kærlighed til de europæiske regioner, som har brug for denne kærlighed.

Hr. formand, kære kommissær Fischler, udviklingen på landet skal og kan tage højde for tre problemstillinger, nemlig bevarelse af arbejdspladser, landskabspleje og ikke mindst lokal kultur, for det er vigtigt! Kun hvis befolkningen kan blive på landet, er livskvaliteten på landet garanteret på langt sigt. Hvad flugten fra landet betyder, kan vi iagttage i nogle områder af Alperne, og følgerne er katastrofale! Men jeg advarer mod at bringe bykulturen ud på landet med disse programmer. Og vi bør heller ikke skabe afhængige strukturer, som altid er henvist til støtte. For at garantere denne bæredygtighed - i mellemtiden et slagord, som er blevet temmelig tomt, men vi forstår alle, hvad vi mener med det - kræver det bl.a. en forbindelse f.eks. mellem turisme og landbrug på landet. Investeringerne skal have en visionær retning. Unge, kreative hoveder skal tilknyttes landet. Hvis de alle sammen forsvinder, sker der ikke meget mere dér. Vi har ikke meget tilovers for princippet om lige fordeling uden hensyntagen til de forskellige forhold, og pilotprojekter skal så at sige skubbe til andre lignende projekter som laviner. Jeg plæderer for lukkede kredsløb, der skal støttes, og hvis Leader I og II eventuelt havde nogle mangler her og der, så var de alt i alt helt sikkert positive. Jeg vil anmode om, at man tænker på ikke kun at give dispensationer i nordiske lande, men også til bjergområder, Alperne, Pyrenæerne, Sierra Nevada, hvor jeg netop kommer fra, og det hvad indbyggertal og befolkningstæthed angår.

Hr. formand, jeg vil tale om Equal-betænkningen og især om flygtningepolitik. I forrige uge diskuterede vi den østrigske regeringsdannelse med stort engagement. I dag diskuterer vi allerede den østrigske koalitionsregerings flygtningepolitik, da Stenzel, som har udarbejdet Equal-betænkningen, jo repræsenterer det østrigske konservative regeringsparti og dens politik. Det mest opsigtsvækkende i hendes oprindelige betænkning var, at hun ville begrænse flygtningestøtten til den lille gruppe flygtninge, der er omfattet af Genève-konventionen, det vil sige såkaldte kvoteflygtninge eller FN-flygtninge. I virkeligheden er det de andre flygtninge, nemlig de, der står uden for kvoten og FN-støtten, der har det største behov for støtte. Udvalget forkastede dette diskriminerende forslag og besluttede, at alle flygtninge skal være omfattet af Equal-programmet på lige vilkår. En del af udvalget solidariserede sig imidlertid med Stenzels forslag og formuleringer. Det betyder efter min mening, at haiderpolitikken allerede kaster sin skygge over Parlamentet. Derfor er det af afgørende betydning, at plenarforsamlingen med størst muligt eftertryk slår fast, at alle flygtninge skal være omfattet af Equal-programmet. Til sidst vil jeg sige, at jeg havde visse betænkeligheder i forrige uge, da vi diskuterede regeringsdannelsen, men når det handler om at diskutere og kritisere den østrigske flygtningepolitik, har jeg ingen betænkeligheder. Jeg håber, at plenarforsamlingens engagement bliver lige så stort denne gang.

Hr. formand, under det sidste finansielle overslag i EU fra 1994 til 1999, da der var 13 forskellige initiativer i gang, var det grænseoverskridende program Interreg II et vigtigt initiativ. At den næste runde for strukturfondene 2000-2006 medtager Interreg-initiativet, er efter min mening en klar anerkendelse af den betydning, EU's medlemsstater tillægger det. Interreg I-programmet mellem 1989 og 1993 og Interreg II-programmet mellem 1994 og 1999 har været en perfekt succes, når det gælder om at fremme en voksende integration af den sociale og økonomiske udvikling mellem medlemsstater, der grænser op til hinanden. Jeg, der kommer fra grænseområdet i det nordvestlige Irland, har i årenes løb set den vigtige rolle, Interreg I og II har spillet, og jeg glæder mig over at kunne byde Interreg III velkommen. Kommissionen afsætter 67 millioner pund til Interreg III-programmet, som vil gå til fortsat udvikling af økonomiske projekter på tværs af grænserne mellem Republikken Irland og Nordirland. Den Europæiske Union har spillet en afgørende rolle ved udviklingen af grænselandsregionen i Irland i årenes løb. Med 80 millioner pund er Den Europæiske Union den største enkelte bidragyder til den internationale fond for Irland. Den Europæiske Union bidrager med 75% af freds- og forsoningsprogrammet. Alt i alt har både Interreg, den internationale fond for Irland og freds- og forsoningsprogrammet spillet en vigtig rolle i fredsprocessen.

Hr. formand, jeg vil gerne sige noget om Interreg. Jeg vil nøjes med at komme ind på visse kritiske punkter, og det er selvfølgelig også for ikke at overskride min taletid. Vi gik alle ind for at godkende dette program og udvide interventionsområderne - ud over det grænseoverskridende samarbejde - med hensyn til det tværnationale og tværregionale samarbejde. Vi er dog stadig klar over, at størstedelen af midlerne, nemlig mellem 50% og 80%, vil være forbeholdt det tværnationale samarbejde, nemlig Interreg III-programmets del A. Vi mener dog stadig, at det valg, man har truffet, nemlig at styrke de nuværende samarbejdsområder i denne del, når det gælder valget af støtteberettigede regioner, er forkert og selvmodsigende. Vi håber og ønsker, at Kommissionen vil hæfte sig ved dette og komme med en grundlæggende godkendelse af Parlamentets holdning og ikke bare med en formel anerkendelse. Det grænseoverskridende samarbejde vedrører stadig næsten udelukkende landgrænserne, og der, hvor der gøres nogle undtagelser for søgrænsernes vedkommende, er disse undtagelser ikke gennemsigtige, og de bærer ofte præg af kompensationer med andre dele af fællesskabspolitikkerne. Diskriminationen er yderst alvorlig for øerne, der befinder sig i en regional situation, hvor der udelukkende er søgrænser. Dette svarer til den diskrimination, man fortsat udøver ved at ignorere indholdet i traktatens artikel 158, når det gælder øregionerne og samhørighedspolitikkerne. Det er endnu alvorligere, at dette sker uden at tage hensyn til det nye forhold, der er opstået med den indfaldsvinkel, man følger med hensyn til udvidelsen med en region som Malta. Heraf følger de forslag, vi fremsætter om også at lade de støtteberettigede regioner omfatte Siciliens Nuts III-grænser til Malta samt alle Adriaterhavsregionernes grænser til Balkanlandene.

Hr. formand, hr. kommissær, mine kære kolleger, jeg vil gerne udtrykke min glæde over at konstatere, at regionerne i den yderste periferi, herunder de oversøiske franske departementer, er blevet genstand for en del opmærksomhed i Interreg III-initiativet, hvilket åbner nye perspektiver for deres samarbejde med lande i deres egne geografiske områder, selvom det er sandt, at man kunne have forventet sig mere, især med hensyn til adgangen til de forskellige dele. Vores regioner har gennem en længere periode, hvilket uden tvivl er et levn fra kolonitiden, haft deres blikke stift rettet mod deres europæiske metropoler, idet de ignorerede og endda foragtede deres nærmeste naboer. Denne periode er nu vel overstået. Vores regioner er blevet bevidste om deres tilhørsforhold til et miljø, som de er forbundet med ikke blot geografisk, men også via deres kultur og deres folks historie, hvilket får dem til at udtrykke et stærkt ønske om en dybere forankring i dette miljø. Men denne spirende bevidsthed er ikke blot knyttet til regionernes identitetsfølelse. Den udspringer også af en berettiget anerkendelse af vores aktiver. Således befinder La Réunion sig f.eks. på en handelsrute mellem de sydafrikanske og de sydøstasiatiske lande. Øen kan ikke tillade sig at isolere sig fra de regionale grupperinger, der foregår i dette område, medmindre den vil gå glip af en historisk chance, og det samme gælder for vores regioner i Caribien. Endelig er vi af den overbevisning, at vores unge vil kunne se en ende på den dramatiske arbejdsløshed, der tynger dem, hvis vi kan eksportere deres viden til nabolandene, en viden, de har tilegnet sig takket være de europæiske strukturfondes aktioner. Udnyttelsen af Interreg-bevillingerne kan udvikle vores regioner til egentlige EU-brohoveder til deres respektive, geografiske områder, hvorved EU tilføjes en planetarisk dimension. Jeg håber på, at Kommissionen, og i særdeleshed De, hr. kommissær, vil give dem mulighed for at yde en effektiv indsats.

Hr. formand, kære kommissærer, jeg glæder mig meget over muligheden for forøget samarbejde i Europa under Interreg, men jeg er bekymret for, at forslaget giver færre muligheder i denne henseende for det maritime end for andre områder. Jeg forstår Kommissionens egen bekymring for, at afstanden kan være skadelig for et effektivt samarbejde. Ikke desto mindre er der mange maritime områder, som der allerede er etableret forbindelse imellem. Forskellige lokale myndigheder rundt om Nordsøen giver et godt eksempel herpå. Interreg kunne udmærket give mulighed for en forøgelse af et sådant samarbejde. Som følge heraf vil jeg gerne have nogle små justeringer af retningslinjerne for at få indført lidt mere fleksibilitet og tage hensyn til de måder, hvorpå det maritime områdes interesser kan falde mellem streng A og streng B. Disse tilpasninger indbefatter undersøgelse af mulighederne for samarbejde mellem maritime områder og for at tillade større udvikling af praktiske og synlige projekter, herunder i særdeleshed infrastrukturprojekter. Sådanne foranstaltninger vil give kystområder og øer samme status som andre områder i EU. Jeg håber, de bliver vedtaget.

Hr. formand, vores gruppe glæder sig over den horisontale tendens i Equal-initiativet, så man, hvis man er britisk muslim og bliver fysisk handicappet, ikke længere skal vælge, hvilken form for diskrimination, man vil udsætte sig for i sin målgruppe. Man kan bruge sin ekspertise og erfaring til at løse problemerne i stedet for at blive defineret som et problem. Inden for de relevante organisationer er der masser af ekspertise, som fortjener at blive udbredt. Vi glæder os også over erkendelsen af behovet for evaluering og spredning af oplysninger om gode fremgangsmåder med henblik på en stramning af det tværnationale niveau. Derfor er vi, som andre har sagt, bekymrede over de ændringsforslag, der forsøger yderligere at udelukke nogle af samfundets mest udelukkede ved at tilstræbe en meget snæver definition af "flygtninge". Min gruppe vil ikke støtte disse ændringsforslag. Vi er også bekymrede over de mange ændringsforslag, som samtidig med at de forsøger at indføre større fleksibilitet, måske løber en risiko for at gøre det mindre klart, hvem der har ansvaret for forvaltningen af Equal-initiativet.

Hr. formand, det glæder mig at se, at Urban-initiativet er på vej til at udvikle sig i en mere fuldstændig retning, og at det forsøger at løse indbyrdes forbundne problemer. Og alligevel, hr. formand, er der en fare for spredning: Når vi jagter mange mål, er vi måske samlet set ineffektive. Hvert tilfælde af et kriseramt bydistrikt har naturligvis sine egne karakteristika. Men der er et fællespunkt, en fælles kerne, som samler sig omkring arbejdsløsheden, nedlæggelsen af de offentlige institutioner eller deres tilbagetog og udryddelsen af de små og mellemstore virksomheder, handelsmæssige og andre. Jeg ville ønske, at Urban-initiativet ville forsøge at gå i retning af at give svar på disse årsager til byernes kriser. Og her må der naturligvis være en samdrægtighed og en koordinering mellem den centrale politik og udviklingspolitikken, så også denne kan gå i en ny retning og samarbejde med målene for hvilke som helst Urban-initiativer, der måtte blive anvendt i vores lande, og ikke blot fremvise disse programmer som alibi for dens fravær.

Hr. formand, hr. kommissær, mine kære kolleger, mit indlæg begrænser sig til betænkningen af hr. Francis Decourrière. Programmet for fællesskabsinitiativet Interreg er et yderst vigtigt værktøj for udviklingssamarbejde og egnsudvikling inden for det europæiske territorium, i særdeleshed med henblik på en effektiv anerkendelse af forholdet mellem EU's centrum og periferi. Interreg skal således være et instrument, der fremmer Unionens territoriale sammenhold, hvis vi vil undgå et europæisk territorium med to eller tre forskellige hastigheder. Jeg mener, det er indlysende, at de regionale og lokale myndigheder samt disses repræsentative organer, Regionaludvalget og selvfølgelig Europa-Parlamentet burde have haft en helt klar tilknytning, på et så tidligt tidspunkt som muligt, til udviklingen af dette program. Men man må konstatere, at dette ikke har været tilfældet under Kommissionens udfærdigelse af sin meddelelse, der blev offentliggjort den 13. oktober sidste år. Selvom jeg er enig i de generelle retningslinjer i Interreg III, mener jeg, at det er yderst vigtigt at sørge for en bedre sammenhæng mellem dette program - der er finansieret af EFRU - og de andre Fonde for Samarbejde med Tredjelande, herunder især den Europæiske Udviklingsfond, der er rettet mod AVS-landene. I den forbindelse vil jeg gerne takke Udvalget for Regionalpolitik, Transport og Turisme for at have godkendt et af mine ændringsforslag, der tilføjer EUF til listen over disse fonde. Regionerne i Fællesskabets yderste periferi, og især de fire franske oversøiske regioner, skal kunne koordinere Interreg III og EUF for selv at kunne finansiere samarbejdsprojekter med deres AVS-naboer i de respektive geografiske områder. Derudover vil jeg gerne anmode Kommissionen om at genoverveje de ringe muligheder, man har givet øregionerne og regionerne i den yderste periferi ifølge de retningslinjer, der er blevet præsenteret i meddelelsen. Disse regioner skal have fuldt ud lige så mange fordele af Interreg III som resten af regionerne i Unionen, ikke mindst fordi man nu er fratrådt det EF-initiativ vedrørende regioner med meget perifær beliggenhed, der var tiltænkt dem. For at runde af vil jeg gerne beklage utilstrækkeligheden af de økonomiske bevillinger, der er tildelt del C, som omhandler det interregionale samarbejde, hvis værdiforøgelse for Fællesskabet ikke desto mindre er uomtvistelig.

Hr. formand, mit udgangspunkt er Equal-betænkningen og ligestilling mellem mænd og kvinder, selvom jeg må indrømme, at det indimellem er træls at tale om dette spørgsmål, som har gentagelsens karakter, i hvert fald når man er i min alder. Men desværre er det nødvendigt atter at påpege, at vi ikke har ligestilling. Men måske kan et gennembrud her føre til ændringer på andre områder. For mig betyder ligestilling nemlig ikke, at begge parter i et ægteskab arbejder hele tiden og overlader børnene til nanny, alias en indvandrer, der ikke har fået en chance for at få et andet job. Så er vi ikke kommet et skridt videre siden solkongernes tid. Nej, ligestilling er, at vi alle deltager i både arbejdslivet og familielivet. Udviklingen går desværre ikke i den retning, tværtimod. Jeg synes derfor, punkt 7 indeholder noget meget centralt. Her står nemlig: "Equal vil blive anvendt som forsøgslaboratorium for udvikling og formidling af nye metoder til gennemførelse af beskæftigelsespolitikker". Man må håbe, det lykkes. Og hr. formand, jeg vil til forretningsordenen blot sige, at hvis jeg ikke er her, når Kommissionen svarer - ikke fordi jeg har stillet nogle specifikke spørgsmål, men jeg vil dog håbe, at Kommissionen har hørt efter - så er det, fordi der samtidig med denne debat foregår et møde i Udvalget for Kvinderettigheder om kvinder i beslutningsprocessen.

Hr. formand, mine ærede damer og herrer, de, der beskæftiger sig med landdistrikterne, ved, at Leader-programmet, både Leader I og Leader II - og forhåbentlig også Leader+ - hører til de succeshistorier, som Den Europæiske Union har skabt ved hjælp af sine programmer. Det var også så vellykket, fordi den grundlæggende udformning af Leader-programmerne bevirkede et meget stort antal aktiviteter i den berørte befolkning. Jeg er glad for, at den grundlæggende idé ved Leader+ også er blevet bevaret ved dette grundkoncept. Der er imidlertid et problem, som vi må beskæftige os med i fællesskab. Da Leader er et slags værksted med et bottom up-koncept, er der blevet udviklet enormt mange idéer i de forløbne år på baggrund af Leader I og II, som på et eller andet tidspunkt selvfølgelig ikke længere er så nye og vellykkede. Og på grund af resultatet annulleres de selvfølgelig på et tidspunkt fra Leader ved denne grundidé. Derfor skal vi for de gode Leader-projekters vedkommende sørge for, at det, som har vist sig at være fremragende, ikke pludselig afbrydes, men at de idéer, som har stået deres prøve, på et eller andet tidspunkt overføres til de normale programmer som en sikker og positiv bestanddel af støtten til landdistrikterne. Det er jo også den grundlæggende idé, nemlig at afprøve noget nyt med idéer i Leader, at realisere nye idéer i landdistrikterne sammen med de implicerede på stedet, med de kommunale forbund på stedet, med mange ngo'er, med kirkerne, med alle, der har hjulpet til. Her skal vi sørge for, at de gode ting, der er rigtig fremragende, på en eller anden måde overføres til politikken vedrørende landdistrikter som en sikker bestanddel af et fornuftigt arbejde. Min anmodning til Kommissionen: Vær opmærksom på, at de organisationer og dele af befolkningen, som inddrages, også virkelig accepteres. Ikke således, at man forsøger at tilsidesætte den ene eller den anden organisation lidt, som etableres netop for at bringe en ny idé på bane, og som endnu ikke er så kendt - og det hvad enten det eventuelt skyldes lokal eller regional, officiel politik. Hold fast ved de positive erfaringer, som Leader hidtil har vist. Det er af og til i begyndelsen lidt som at skubbe skyerne, når man siger, at det er for idealistisk tænkt. Og under arbejdet, under skabelsen udkrystalliserer der sig så noget, om hvilket den officielle politik - også vi fra vores niveau - slet ikke havde forestillet sig, hvor godt det pludselig modnes. Det var charmen ved Leader, og den må ikke gå tabt, tak!

Hr. formand, jeg glæder mig over Equal-initiativet og betænkningen, der understreger nødvendigheden af at skelne mellem initiativer, der skal bekæmpe diskrimination mod kvinder, og initiativer, der skal bekæmpe diskrimination mod mindretalsgrupper. Kvinder er ikke noget mindretal og udsættes ofte for dobbelt diskrimination som medlemmer af mindretalsgrupper såvel som på grund af deres køn. Derfor er der brug for særlige initiativer for kvinder såvel som mainstreaming. Betænkningen tager fat på dette og foreslår initiativer til integration for at opnå lighed mellem mænd og kvinder på alle områder af arbejdslivet. Den erkender også vigtigheden af at arbejde sammen med lokale og regionale organer, der er tættest på de pågældende, så det kan hjælpe med til at sikre, at alle projekternes resultater mainstreames. Involveringen af frivillige grupper og foreninger vil også være en væsentlig bestanddel af Equal-initiativet og projekterne. Udviklingspartnerskaberne inden for de tematiske områder, der nævnes i ændringsforslag 22, vil sætte endog de små organisationer i stand til at spille en rolle i Equal-initiativet. Min gruppe vil støtte ændringsforslag 22.

Hr. formand, ærede kolleger, den betænkning, vi drøfter her i Parlamentet i dag, er uden tvivl meget vidtrækkende. Ud over de målsætninger, der forfølges i fællesskabsinitiativet Interreg for programperioden 2000-2006, er dette initiativs styrke den merværdi, det udgør, når det gælder EU's efterhånden nært forestående udvidelse med de nye østeuropæiske lande og middelhavslande. Det er netop med henblik på denne udvidelse, at EU efter min opfattelse bør bestræbe sig kraftigt på at mindske de regionale uligheder og gøre en ende på isoleringen af grænseområderne. Det skal nemlig understreges, at disse områder kommer til at spille en vigtig rolle, da de kommer til at støde op til de ansøgerlande, der bliver optaget i Unionen. Netop i den henseende har jeg fremsat nogle ændringsforslag, som jeg anser for at være yderst vigtige, og som Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har overtaget. Disse ændringsforslag tager sigte på også at lade de områder, der har adgang til det grænseoverskridende samarbejde, omfatte alle Adriaterhavsregionerne samt de sicilianske provinser, som grænser op til Malta - der er et ansøgerland - og som af uforståelige årsager ikke er medtaget i del A, bilag 1, i dag. Jeg stoler på, at kommissær Barnier og formanden for Europa-Kommissionen tager behørigt højde for Parlamentets holdning på dette område, i overensstemmelse med adfærdskodeksen. Det er af afgørende interesse for hele Europa, at man styrker samarbejdet med ansøgerlandene og gør en indsats for at støtte grænseregionerne. Endelig er det efter min mening ønskeligt, at man forsøger at skabe en bedre koordinering mellem Interreg-initiativet og de allerede eksisterende fællesskabsprogrammer af udenrigspolitisk betydning, så man skaber en større integration og udarbejder nogle fælles programmer.

Hr. formand, mine herrer kommissærer, mine kære kolleger. Leader I var en veritabel succes, især takket være den store fleksibilitet i den administrative ledelse mellem Kommissionen og de lokale aktører. Jeg synes, det er beklageligt, at Kommissionen ikke har opstillet samme regnestykke for Leader II, nemlig et regnestykke over kvaliteten i projekterne, kvantiteten af opbrugte bevillinger og især over visse lokale aktørers demobilisering over for de administrative og økonomiske vanskeligheder, de er stødt på. Jeg er dog glad for, at man inden for rammerne af Leader+ har investeret nye midler til støtte for landdistrikterne i udviklingen af deres potentielle egenskaber og i iværksættelsen af programmer for det lokale og bæredygtige udviklingssamarbejde. Jeg synes, det er vigtigt at lægge særlig vægt på forsøg med nye former for værdifastsættelse af vores natur- og kulturarv, og på at styrke de finansielle miljøer til fordel for beskæftigelsen. Jeg mener, at det er værd at overveje, at denne positive erfaringsudveksling omkring udviklingssamarbejde også kan bruges inden for rammerne af et transnationalt samarbejde. Det er interessant at notere sig, at alle landdistrikter kan blive støtteberettigede under Leader II. Men selvom medlemsstaternes muligheder for at udpege nogle områder inden for rammerne af dette initiativ fortsat står åbne, må Kommissionen ikke desto mindre sørge for en vis koncentrering af midlerne og for en prioritering af projekter i de mindre begunstigede områder. Det er naturligvis nødvendigt med nogle gennemskuelige udvælgelseskriterier for projekterne og for de lokale aktionsgrupper. Og jeg synes også, der er grund til at sørge for, at staternes eller de lokale kommuners finansieringkredse ikke længere er skyld i betalingsforsinkelser, der har været årsag til visse lokale aktionsgruppers økonomiske konkurs under Leader II-programmet.

Hr. formand, som medlem fra en region i den yderste periferi, må jeg sige, at dette er en meget speciel eftermiddag, hvad angår regionalpolitik, og det er den, fordi der forhandles om to fællesskabsinitiativer, nemlig Urban og Interreg. Jeg vil minde om, at formålet med disse initiativer er for Urbans vedkommende at forbedre livskvaliteten for de borgere, der lever i bydelene i forskellige europæiske byer, og for Interregs at fremme samhørigheden og anerkende Den Europæiske Unions regioners mangfoldighed og potentielle egenskaber, især i forbindelse med inddragelsen af regionerne i den yderste periferi i del B og C. Vi beklager, ligesom ordføreren, at de er blevet udelukket fra del IIIA. Vi mener, at det i forbindelse med Interreg er på sin plads at nævne oprettelsen af et europæisk overvågningscenter med henblik på samarbejde. Tak til ordførerne, særligt hr. Decourrière, for deres regionale forståelse og for deres accept af vores ændringsforslag. Jeg håber, at kommissæren vil acceptere det forslag, som vi fremsætter for ham.

Hr. formand, ud af de forskellige initiativer, som vi behandler i eftermiddag, vil jeg udelukkende beskæftige mig med ét, nemlig Urban-programmet. Det er rigtigt, at vi i dag forhandler om dette program, fordi Europa-Parlamentet stædigt holdt fast ved, at dette initiativ skulle bevares. Det var Kommissionens forslag at sløjfe det sammen med andre initiativer, men Parlamentets forslag og Kommissionens egen fornuft i sin tid gjorde, at Urban-initiativet blev bibeholdt. Det mener jeg, at vi kan være tilfredse med. Men hvilke argumenter havde Kommissionen, nærmere betegnet kommissæren, fru Monika Wulf-Mathies, og generaldirektøren, hr. Eneko Landaburu, for, at Urban-programmet ikke skulle eksistere? Deres argument var tungtvejende. Byproblematikken er så vigtig, at vi ikke kan begrænse og næsten nedvurdere den med et program, der har et meget begrænset budget. Nu har vi programmet, og derfor mener jeg, at vi har opnået noget vigtigt, det kendetegn for Den Europæiske Union, som Urban er. Men jeg ville gerne henvende mig til kommissær Barnier for at støtte kommissærens og generaldirektørens argumentation, for jeg mener, at de havde helt ret. Byernes problemer skal være et meget vigtigere element i strukturfondene. Det budget, som vores byer - hvor 80% af den europæiske befolkning bor, og som indeholder en stor del af Europas gode og dårlige sider - har behov for, kræver efter min mening netop, at der tages hensyn til den europæiske dimension, og at dette Urban-program ikke bliver en undskyldning for ikke at lave en dybtgående analyse, ikke at prioritere, og derfor ikke at indføre umådeligt meget større budgetbevillinger til programmer, der har betydning for byerne, gennem alle de europæiske fonde. Derfor mener jeg, at det er unødvendigt at nævne antallet af faktorer, der kræver denne investering i byområderne, faktorer, som er på dagsordenen, og jeg vil sige til kommissæren, at vi håber på hans forståelse i den sammenhæng.

Når man glæder sig over den holdning, man finder i det nye Equal-initiativ, der spænder over flere sektorer, er det afgørende, at programmet tager fat på de særlige former for diskrimination, der i særdeleshed er til ugunst for handicappede, såsom fysiske barrierer på arbejdspladsen, der påvirker dem, som har begrænset mobilitet, visuelle informationssystemer, der udelukker blinde, arbejdssystemer, der effektivt lukker døren for folk med indlæringsvanskeligheder eller med mentale problemer. Handicaporganisationer og ikkehandicappede repræsentanter for handicappede må have rimelig indflydelse på hvert trin af beslutningsprocessen. Det er grunden til, at Europa-Parlamentet har formuleret punkt 10 og 15 i beslutningsforslaget for at sikre, at medlemsstaterne ikke kan ignorere nogen enkelt målgruppe. Alt for ofte er handicappede blevet udeladt af listen. Eftersom handicappede ikke danner en ensartet gruppe - f.eks. er der mange døve, der ser sig selv som et sprogligt mindretal, hvis sprog og kultur man nægter at respektere - er det nødvendigt som udtrykt i punkt 9 at gøre det muligt at definere nogle partnerskaber, der gælder for et særligt handicap eller en tilsvarende gruppe. Equal er også fortsat af afgørende betydning for regioner som min i det østlige England, der ligger uden for de største fonde, der vedrører mål 1. Vi har en ekstra tilskyndelse til at tage fat på finansiering af fællesskabsinitiativer og kan fremvise udmærkede resultater. Tidligere Adapt-projekter strækker sig fra Core-projektet, der har udviklet nye forsyningskæder til bilindustrien i Bedfordshire, til projekter, der hæver standarden på små virksomheder i Hertfordshire i Essex. Vi har oplevet, at Now-projektet hjalp 70 kvinder i Suffolk med igen at få arbejde, og mange af dem kunne komme og dele deres erfaringer direkte med os i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Equal er stadig vigtig for os, for det er netop i de forholdsvis mere velstående regioner, at man mister arbejdspladser, der kræver færre kvalifikationer, og som kan være et vigtigt første mål for dem, der diskrimineres på arbejdsmarkedet. Endelig et ord om Interreg. Det er virkelig noget sludder, at de partnerskaber, der blev etableret i 1994, nu bliver forlænget, så nye interregionale forbindelser bliver udelukket. I denne periode har havnene i Great Yarmouth og Harwich på Essex-Suffolk-Norfolk-kysten etableret vigtige nye transportforbindelser og økonomiske forbindelser med partnere i Nederlandene. Jeg opfordrer Europa-Parlamentet til at støtte vores ændringsforslag 2, der vil sikre fleksibilitet, således at nye områder, særlig ved kysterne, kan komme med.

Hr. formand, ærede Kommission, mine ærede damer og herrer, hr. formand, jeg vil gerne gøre én ting klart til orientering: Forbundskansler Schüssels regering fortsætter den flygtningepolitik, som den tidligere socialdemokratiske regering under forbundskansler Klima førte. Der sker ikke nogen ændring af flygtningepolitikken i Østrig! Landdistrikterne udgør over 80% af EU's areal, og 25% af befolkningen lever her. Som landmand og parlamentsmedlem har jeg altid bestræbt mig på ikke at se landbruget separat, men landdistrikterne samlet. Jeg lægger særlig vægt på et integreret initiativ i forbindelse med udviklingen af landdistrikter, da jeg er overbevist om, at det kun er et tæt samarbejde mellem alle erhvervsgrupper og alle mennesker i landdistrikterne, der gør det muligt at opnå aktive og attraktive udfoldelsesmuligheder for alle, med andre ord: multifunktionalitet i landdistrikterne. Jeg hilser det nye Leader+-program velkommen, især på grund af dets omfattende karakter. Det vil fremover være muligt at have programmer, ikke kun i de enkelte støtteberettigede områder, men i alle regioner af EU. Dette horisontale tiltag er fornuftigt, da programmerne for udvikling af landdistrikterne også udvikles på denne måde. Finansieringen vil fremover ikke længere ske fra tre fonde, men kun fra EUGFL. Det vil derfor blive nødvendigt at øge programmernes kvalitet, for EUGFL skal være et effektivt finansielt instrument. Større præcision ved udvælgelsen vil føre til større effektivitet, for pengene skal ikke bare ødsles bort. Jeg vil især gerne fremhæve det punkt, som omhandler et tiltag til en integreret og miljøvenlig udviklingsstrategi. På dette område ligger der fremover et stort beskæftigelsespotentiale i landdistrikterne, og det skal udnyttes af os, hvis vi ønsker at vise folk på landet et perspektiv. Derfor er en politik vedrørende landdistrikterne mere end blot en politik for landmændene. Leader+ skal supplere allerede eksisterende programmer, forhindre overlapninger og dobbeltfinansiering og således bidrage til en så omfattende udvikling som muligt. På denne måde kan Leader+ sammen med programmerne i forordning 1257/99 endnu bedre understrege den anden søjle i den fælles landbrugspolitik og give en så god virkning som muligt for alle landdistrikter.

Hr. formand, ærede kolleger, jeg er ikke altid stolt over Parlamentets geskæftighed, men Urban-programmet er et af de bedste eksemplet på vores arbejde, da det blev skabt netop på Parlamentets initiativ. Kommissionen ville have fjernet Urban, men denne gang trak Parlamentet det længste strå. Det er godt, at Urban fortsætter, da det på lokalt plan har opnået gode resultater. De europæiske byområders problemer bliver stadig værre. Til alt held er vi nu enige med Kommissionen. Størstedelen af Europas befolkning bor i byerne. Deres problemer er nogle af regionalpolitikkens vigtigste og mest komplicerede spørgsmål. Risikoen for udstødelse er stor. I mange franske og engelske byer er der allerede slum, som medfører mange problemer. Ingen af os ønsker sydamerikanske favelaer i Europa. Vi må handle nu, inden det er for sent. Byerne har også afgørende betydning for Europas økonomi. Vi vender altid tilbage til det samme europæiske grundproblem: Vores økonomi er hverken tilstrækkelig for individet eller tilstrækkelig dynamisk. Økonomien skal være stærk, for at vi kan hjælpe vores medmennesker og vores omgivelser. Dette er ikke politik, men livets simple logik. Det er godt, at der er fokus på forbrug, for ved skyderi på må og få forsvinder krudtet som spurveflokke for alle vinde. Nu må vi koncentrere os om at løse problemerne i de små og mellemstore byer, for de har ikke tilstrækkelige ressourcer. Således kan vi også sætte yderligere skub i tingene i de omkringliggende landdistrikter. Ofte glemmer man, at byernes og landdistrikternes problemer i virkeligheden går hånd i hånd. Grundlaget for det hele er, at vi burde anspore til individuel innovation og foretagsomhed, da gruppehandling, der startes af et individ, reformerer et område indefra. At bevilge støtte uden en bærende økonomi er som at bære vand til brønden: Et stykke tid er der nok at drikke, men i morgen er brønden atter tom.