text
stringlengths 3
37k
|
|---|
Hr. formand, udviklingen af en europæisk sikkerheds- og forsvarsdimension lader selvfølgelig ikke de tre lande, der sidste år blev medlemmer af NATO, nemlig Polen, Tjekkiet og Ungarn, upåvirkede. Som ansøgerlande til Den Europæiske Union ønsker de da også fra begyndelsen, det vil sige allerede nu, at blive fuldt involveret i dette interessante initiativ. Dette ønske opfyldte Rådet imidlertid ikke på sit topmøde i Helsinki i slutningen af sidste år. I den finske hovedstad lød der kun vage tilsagn om høring og samarbejde. Derfor spørger jeg den højtstående repræsentant, hr. Solana, i hvilken udstrækning Prag, Warszawa og Budapest indtil nu er eller vil blive inddraget i de europæiske militære krisestyringsplaner. Dette spørgsmål er så vigtigt i betragtning af den temmelig kritiske holdning i den polske lejr. Meget skarpt udtrykt lyder dette polske forbehold: Undgå amerikansk isolationisme og europæisk separatisme. Logisk nok formulerer den polske udenrigsminister, Bronislav Geremek, denne bekymring mere diplomatisk: "Opbygningen af en europæisk forsvarsdimension må ikke ske på bekostning af NATO's enhed. Denne europæiske forsvarsdimension tjener netop til at styrke NATO." Denne holdning deler vi fuldstændigt! Udenrigsminister Geremek er bestemt ikke den eneste autoritet blandt de nye NATO-medlemmer fra Central- og Østeuropa, som i dag er klar over, at han står uden for denne afgørende proces. F.eks. er den tjekkiske forsvarsminister enig med ham. I efteråret sidste år sagde han: "Europas sikkerhed kan ikke deles op. Den kan ikke begrænses til et lille antal lande, hvor de andre kun får lov at se på eller gennemføre beslutninger." De nævnte holdninger understreger mit spørgsmål til hr. Solana. Polakker har kun brug for fem ord til det: intet om os uden os! Hvad gør de nuværende EU-medlemsstater med denne rimelige anmodning fra ansøgerlande? |
Hr. formand, jeg vil også gerne takke for den højtstående repræsentants tilstedeværelse og hans velvilje til at besvare spørgsmålene fra medlemmerne under dette hans andet fremmøde, for under hans fremmøde i november - og det var bestemt ikke hr. Solanas skyld - var det ikke muligt, selvom det retfærdigvis må indrømmes, at han tog det ad notam og lovede at besvare de spørgsmål, der blev stillet af medlemmerne, så hurtigt som muligt. Jeg finder også, at det er rimeligt at anerkende den indsats, som hr. Solana lægger for dagen for at få en mere handlekraftig, mere synlig og mere sammenhængende udenrigs- og sikkerhedspolitik i Den Europæiske Union. Og i den forstand er jeg enig i de indlæg, som nogle af de kolleger, der har talt før mig, er kommet med om behovet for at få en helhedspolitik, som ikke kun forener de militære elementer, men også de civile, diplomatiske, humanitære og også de politimæssige, som hr. Solana omtalte. Det portugisiske formandskab har faktisk gjort store fremskridt ved at nedsætte en række midlertidige organer. Det har på rekordtid arrangeret dette uformelle Råd for forsvarsministrene og har påpeget en hel række milepæle på den lange march mod denne fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En af disse har været Rådet i Sintra, som jeg gerne vil stille hr. Solana nogle spørgsmål om. Dette Råd var baseret på to dokumenter. Et britisk dokument om headline goals, om de prioriterede mål, og et om de stående militære organer i Den Europæiske Union. Hr. Solana, jeg vil gerne spørge Dem, om De på Deres næste fremmøde i Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik vil være villig til sammen med hr. Patten, som jeg stiller samme spørgsmål, og med formanden for Rådet, som jeg anmoder Dem, hr. Solana, om også at overbringe denne anmodning, at komme med en grundig forklaring til medlemmerne af dette udvalg om indholdet i disse dokumenter, der er blevet behandlet på topmødet. Et andet spørgsmål, højtstående repræsentant, er at få at vide, i hvilket omfang De støtter de bemærkninger og kommentarer, som den franske forsvarsminister er kommet med om, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne afsætter 0,7% af BNP til forsvarsudgifter. Jeg vil gerne høre, hvad der er Deres mening, om De deler dette synspunkt, om De virkelig finder det nødvendigt med et mere beslutsomt bidrag fra medlemsstaterne inden for dette område. For det tredje vil jeg gerne vide, hvordan De vurderer "Crisex 2000"øvelserne, som netop er afsluttet, hvor Den Europæiske Union for første gang har taget del i en række initiativer sammen med NATO? Og for det fjerde og sidste, hr. Solana, vil jeg gerne vide, om De, hvis medlemsstaterne bad Dem om det, ville være villig til at være formand for det forsvarspolitiske udvalg og bibringe det al den erfaring, De besidder for øjeblikket som generalsekretær for Ministerrådet, som højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som generalsekretær for Vestunionen og som tidligere generalsekretær for NATO. |
Hr. højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som ordfører for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik vil jeg begrænse mit indlæg til spørgsmål inden for disse områder. De har hørt, hr. højtstående repræsentant, den ivrige kritik fra parlamentsmedlemmer, der ikke accepterer den forfærdelige situation i Kosovo og Tjetjenien eller andre steder. For mit vedkommende vil jeg ikke fortvivle. Og i dag anerkender jeg Deres anstrengelser for at opbygge en værdig europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, der ikke eksisterede før. Det er sandt, at man endnu er meget langt fra at opnå det ønskede mål, i hvert fald det mål jeg ønsker. Men Deres intense arbejde, mødernes hyppighed, Deres anstrengelser for en hurtig oprettelse af en styrke, Deres konkrete anstrengelser for at forebygge, kontrollere og stoppe kriser med civile og om nødvendigt militære midler tjener Dem til ære. Jeg vil gerne benytte mig af Deres tilstedeværelse blandt os til at stille Dem to spørgsmål i forbindelse med det, der skal ske. Det første med hensyn til Rådets kommende møder i juni og december - uden at medregne det ekstraordinære møde i Lissabon. Hvad er de væsentligste tiltag, som De håber at se udført under de næste topmøder? Og endelig, hvad har De mest brug for i forbindelse med de næste topmøder? Mit andet spørgsmål er anderledes, selvom det skal ses i sammenhæng med det foregående. Det vedrører den næste regeringskonference. Mener De ikke, at man på dagsordenen for den næste regeringskonference burde opføre spørgsmålet om den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik med henblik på at fuldføre traktaterne, hvis det viser sig, at disse i den nuværende form ikke muliggør en gennemførelse af en egentlig forsvarspolitik? Jeg mener, at formanden for Rådet bragte dette på bane under vores sidste møde den 24. februar. Hvad er Deres holdning på dette punkt? |
Hr. formand, Bosnien og Kosovo har rusket Europa vågen. Endelig er Den Europæiske Union klar over, at den ikke kan tillade sig altid at overlade det politiske og det militære initiativ til amerikanerne. Beslutningen om at oprette vores egen fredsbevarende styrke er udmærket. Hvis Europa imidlertid på afgørende tidspunkter vil kunne gribe ind militært, må der optages en fleksibilitetsklausul i traktaten. Hr. Solana kan spille en vigtig rolle. Han er ikke tosset. Bestemt ikke. Han er en ihærdig og kompetent mand. Men spørgsmålet er bare, om denne ophobning af opgaver ikke overstiger selv hans kompetence. Hr. Solana er foruden generalsekretær for Rådet også generalsekretær for WEU og desuden højtstående repræsentant for udenrigspolitikken. Ydermere er han også leder af afdelingen for planlægningen af politik og tidlig advarsel. Har han egentlig også tid til at sove? Set ud fra en demokratisk synsvinkel synes jeg, at denne ophobning af opgaver egentlig er uacceptabel. Så meget desto mere som hr. Solana naturligvis ikke er nogen demokratisk valgt politiker, men en højtstående tjenestemand, som ikke skal stå til regnskab for noget som helst parlament. Hans stilling risikerer at sætte kommissær Pattens stilling i skyggen, således som det egentlig igen i dag illustreres. Det ser ud til, at Kommissionen og Parlamentet kommer til at stå mere uden for, efterhånden som den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik tager mere form. Også dette synes jeg er uacceptabelt. Naturligvis skal der gøres alt for at gøre den europæiske politik mere effektiv, men dette må ikke føre til uønskede magtkoncentrationer. Solana skal holde Europa vågen, uden at han selv falder omkuld af træthed. |
Hr. formand, Den Europæiske Union er først og fremmest oprettet for fredens skyld. Jeg er glad for, at kommissær Patten og hr. Solana også gentagne gange har understreget dette. Vi har samtidig valgt en fælles, samlet udvikling gennem demokrati, kulturel mangfoldighed og tolerance. Men se nu, hvordan vi magtesløst ser på elendigheden i Tjetjenien og er ligeglade med krigene i Afrika, i så mange lande, som vi trods alt har forbindelser med, fordi de er forhenværende kolonier. Det er for en del vores AVS-partnere. Krigen er fortsættelsen af udartet underudvikling. I Kosovo greb vi ind med militære midler, efter at vi ikke havde været i stand til at forhindre denne krig i det tidligere Jugoslavien. Nu er vi ikke i stand til at overvåge freden. Derfor er Europa som Union ikke troværdig. Jeg tror ikke, hr. Solana, at vi kan genoprette denne troværdighed med militære midler. Vi repræsentanter for Den Europæiske Fri Alliance kommer alle sammen fra nationer og regioner, som aldrig har ført krig med udlandet, men altid har måttet forsvare sig mod dem, som kom for at undertrykke dem. Vi er meget skeptiske over for de planer, som De nu har med den hurtige oprettelse af en militær magt. Det er ikke, fordi vi skulle være imod et europæisk forsvar, men et europæisk forsvar må og kan kun være resultatet af en god, demokratisk beslutningsproces på det udenrigspolitiske område. Europa har i øjeblikket ikke nogen nævneværdig udenrigspolitik. Jeg tror næppe, at det nogensinde vil lykkes os på mellemstatsligt plan. Jeg synes, at det er alt for let at tro, at man bare kan samle militærpersonerne og alt militærets materiale, åh, det er jo egentlig sådan noget flot legetøj. Jeg er særdeles skeptisk, når kommissær Patten ikke på en lige så troværdig måde kan tilkendegive, at han er klar med en plan for forebyggelse, forebyggelse af yderligere udartning og underudvikling samt forebyggelse af konflikter i og uden for Europa. For vores grænser holder ikke op ved Middelhavets grænser. |
Hr. formand, jeg vil starte med besættelsen af Kosovo. Otte måneder efter indstillingen af NATO-bombardementerne står det klart, at de ikke fandt sted for at stoppe en etnisk udrensning, for at skabe fred og genoprette ro og orden, men for at splitte Jugoslavien yderligere, ændre grænserne og fremme den nye orden. I dag har vi, med NATO's besættelsestroppers medviden, for ikke at sige medvirken, en brutal etnisk udrensning af serbere og andre etniske grupper end den albansktalende. Alt dette er tegn på, at vi er på vej mod en ny række angreb på Jugoslavien, hvilket bekræftes af UCK's angreb på serberne i Mitrovica, forsøgene på at indlemme tre byer i det sydlige Serbien i Kosovo, arbejdet på at fremme Kosovos selvstændighedsproces, transporten via Grækenland - på trods af protester fra den græske befolkning - af 2.000 mænd til Kosovo samt intensiverede forsøg fra NATO's og Den Europæiske Unions side på at vælte Jugoslaviens legitime regering. Samtidig, på trods af hr. Solanas erklæringer om humanisme og fred, står det ud fra hans udtalelser i dag klart, at vi i henhold til de beslutninger, der blev truffet i Helsinki, står foran oprettelsen af en terroristisk hær, på nuværende tidspunkt bestående af 60.000 mand, som skal slå ned på alt, hvad der rører sig. Hr. Solanas udtalelser bekræfter vores opfattelse, nemlig at NATO også i et militariseret EU vil have overkommandoen. Det var jo også hr. Solana, der blev anbragt i denne position, han, som er generalsekretær for NATO og skyldig i den forbrydelse, der er begået mod Jugoslavien, den rette mand i den rette stilling, som netop nu er under anklage og risikerer at blive dømt som krigsforbryder. |
Hr. kommissær, hr. højtstående repræsentant, der er ingen tvivl om, at De er hurtig og effektiv, og at De har fremskyndet visse sager i betragtelig grad. Jeg undrer mig over - og jeg er overhovedet ikke enig i - de positive fortolkninger fra visse dele af pressen og nogle kolleger med hensyn til den retning, vi bevæger os i. Jeg mener, at i modsætning til den store ØMU-proces, som var en integreret proces i fællesskabsstrukturerne, er den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i dag desværre udelukkende en international procedure. Mit første spørgsmål, hr. højtstående repræsentant, hr. kommissær, er, om De sammen har udarbejdet strategier for i det mindste lidt efter lidt at nå til en proces, der på ny integrerer den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i fællesskabsprocessen. Det har taget os 15 år at skabe ØMU'en. Vi kan være 15 år om at skabe forsvars- og sikkerhedspolitikken og udenrigspolitikken, men det er nødvendigt, at processen er gennemsigtig. Jeg mener heller ikke, at man skal undervurdere - jeg stiller Dem her et spørgsmål - udenrigsministeriernes påvirkning og magt. Vi ved, hvilken magt de har opnået i løbet af disse 40 år med Fællesskabets opbygning. I dag ville de tabe alt til en fælles udenrigspolitik, og jeg tror, at de arbejder ud fra denne opfattelse. Endelig med hensyn til spørgsmålet om Kosovo - hr. Cohn-Bendit havde ret i at understrege dette punkt - mener jeg, at det er vigtigt, at Den Europæiske Union bekymrer sig om dette områdes endelige status. Uden denne status vil der kun være ustabilitet, mord og provokationer fra Beograds side, og det er nødvendigt, at Den Europæiske Union udtaler sig om dette så hurtigt som muligt. Endelig takker jeg hr. Poettering, fordi jeg tror, at Belgiens initiativer - for at sige det lige ud - begynder at virke. Jeg tror, at mange blandt de 14 andre medlemsstater ville have gode grunde til ikke at ville samarbejde på Den Europæiske Unions møder om f.eks. lovgivning. Fire år efter arrestationen af hr. Dutroux og hans medskyldige er der stadig ingen retssag, og vi ved stadig ikke, hvad der sker. Med hensyn til turisme ville der også være mange blandt disse 14 medlemsstater, der kunne sætte spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i f.eks. at fraråde forældre med små børn at holde ferie i Belgien. Derfor er det på høje tid, og jeg opfordrer hr. Solana og hr. Patten til dette, at man fortæller hr. Michel, at han måske overdriver en smule, og at dette til sidst kan ende med, hvilket jeg håber, at ramme ham selv. |
Hr. formand, jeg vil gerne ønske hr. Solana tillykke med denne 1. marts, hvor en række strukturer er trådt i kraft, som har at gøre med den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Men hvad mon han selv mener om det? I dokumenterne tales der om godt samarbejde med den højtstående repræsentant. De sagde selv for lidt siden, at De talte med dem til frokost, ja, det manglede bare, at De ikke talte med dem, og at der ikke var et godt samarbejde mellem Dem og de nye strukturer. Men lider De ikke under, at De ikke selv er formand og egentlig ikke selv udgør kernen deri? Jeg ville ønske, og jeg tror, det gælder mange i Parlamentet, at De udgjorde drivkraften på dette område og ikke risikerede til en vis grad at blive skubbet til side. Den højtstående repræsentant Solana og kommissær Patten har i de forløbne måneder, bl.a. under drøftelserne med NATO-Forsamlingen, forsøgt at nå frem til en afgrænsning mellem EU's og NATO's forsvarspolitik. Man får egentlig indtryk af, at de begge synes, at Petersberg-opgaverne egner sig til på længere sigt at blive anbragt under EU's forsvarspolitik. Også traktaterne peger i den retning, men traktaterne giver også mulighed for mere. De giver endnu større muligheder i retning af en mere generel forsvarspolitik, som i højere grad passer til den tidligere tale om integration af vores politik i en europæisk søjle. Gennem denne europæiske søjle i NATO kunne vi så udtale os. Jeg hører egentlig stadig mindre derom. Jeg har indtryk af, at Den Europæiske Union har reduceret sine ambitioner til Petersberg-opgaverne, idet hr. Patten tager ansvaret for de civile sager, inklusive korps af politi og tjenestemænd, som hurtigt kan sættes ind, og som han meget berettiget talte begejstret om, og hr. Solana har så ansvaret for de militære midler og den militære indsats, naturligvis sammen i et udmærket samarbejde. Det forekommer mig at være en selvfølge. Men er der egentlig ikke mere? Foregår der nu ikke noget, hvorom man siger: Hvad forsvarspolitikken angår, understreges NATO's rolle med hensyn til det kollektive forsvar meget kraftigt. Den europæiske søjle, ja, den fungerer egentlig ikke længere som sådan; Europa begrænser sig til Petersberg-opgaverne. Er det egentlig vores ønske at gøre det på en sådan måde? Der tales desuden om integration af Vestunionen i Den Europæiske Union, men der tales ikke længere om artikel V, som naturligvis øjeblikkeligt er involveret. Man taler om de større forsvarsopgaver og ikke blot om Petersberg. Fjernes dette? Der tales også samtidig generelt om forhøjelse af forsvarsbudgetterne. Jeg synes, at det er udmærket, men i denne opfordring skelnes der egentlig ikke skarpt mellem Petersberg-opgaver og større kollektive forsvarsopgaver. Jeg kunne godt tænke mig at vide: Hvordan mon tingene udvikler sig? Jeg vil gerne spørge de to herrer, hvordan de egentlig ser på det. Er det nødvendigt at lægge mere vægt på det i forbindelse med regeringskonferencen, eller kan det følge af sig selv af traktaterne? Jeg er glad for, at der her er opstået en mulighed for forsvarspolitik. Men hvis Tyrkiet tilbyder en brigade, skal vi så også give Tyrkiet ret til at være med til at træffe beslutning om denne politik? I Tyrkiet er der strukturelt "Haidere" i regeringen. Det forekommer mig mærkeligt. For det andet tilbyder også de baltiske lande sig. Kommer disse også til at deltage i vores forsvarspolitik? Det er i det mindste en meget interessant situation. |
Hr. højtstående repræsentant, De mindede på en effektiv måde om de fremskridt, vi har gjort på dette område fra mødet i Amsterdam og til mødet i Helsinki, samt om visse beslutninger, der allerede blev truffet efter mødet i Helsinki, f.eks. oprettelsen af de tre komitéer og beslutningen om netop at indføre et kontingent på 50.000-60.000 mand. Disse beslutninger blev også truffet for nylig på det uformelle møde i Sintra. Denne fremskyndelse gør dog afstanden mellem disse beslutninger og den igangværende regeringskonference endnu tydeligere. Jeg tror, at vi i den forbindelse skal nå frem til et fornuftigt kompromis mellem dem, der netop presser på for at lade denne politik blive en EU-politik, og dem, der mener, at disse fremskridt bør forblive en sag for regeringerne. Til de sidste vil jeg gerne sige, at de skal passe på, for denne politik har brug for en stærk demokratisk legitimation. Vi ved, hvor vigtig den offentlige mening er, når man griber ind på de områder, der hedder udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg vil derfor spørge Dem - naturligvis kun som en information - om De mener, at nogle af de følgende spørgsmål vil kunne tages op i reformen, nemlig den dobbelte struktur mellem Kommissionen og den højtstående repræsentant, der går i retning af en ny definition, samt en klar og ikke kunstig skelnen mellem civil og militær administration af konflikterne. Her kunne man f.eks. på nuværende tidspunkt tage højde for Kommissionens deltagelse i Den Politiske Komité, en styrkelse af Fællesskabets kompetence, når det gælder den ikkemilitære administration, oprettelsen af et Ministerråd bestående af forsvarsministrene, en samordning mellem traktaten om Den Europæiske Union, NATO's charter og WEU, EU's status som juridisk person, et styrket samarbejde også på dette område, parlamentarisk kontrol og sluttelig finansieringen. Mener De, at nogle af disse spørgsmål i det mindste kunne opføres på den igangværende konferences dagsorden? |
Hr. formand, hr. Solana, hr. Patten, kære kolleger, Rådets seneste skridt i forbindelse med den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er efter min mening en eklatant overtrædelse af princippet om demokratisk kontrol ved militære indsatser. Mens der er nedsat tre nye udvalg fra i dag, er den parlamentariske kontrol derimod fortsat fuldstændig uklar og åben. Det indrømmede det portugisiske formandskab. De derimod, hr. Solana, har ikke nævnt det med ét ord. Vi kræver derfor en omfattende deltagelse i sikkerhedsspørgsmål fra Europa-Parlamentets side i forbindelse med udvidelsen af dagsordenen for regeringskonferencen. Det andet minus ved mødet i Sintra er den kendsgerning, at der ganske vist er effektive militære beslutningsstrukturer nu, men at konceptet for ikkemilitær krisestyring derimod fortsat er fuldstændig uklart. Men for os har Den Europæiske Unions evne til ikkemilitær kriseforebyggelse høj prioritet, det betyder, at den har høj prioritet i dén rækkefølge, at den har høj prioritet i spørgsmålet om europæisk intervention, men også i forsyningen med ressourcer. Derfor skal der netop her ske en koncentration af forhøjelsen af midler inden for de ikkemilitære kapaciteter. Det har De, hr. Solana, heller ikke nævnt med ét ord i dag. Hvis De fastsætter 0,7% af de nationale budgetter til militær oprustning, spørger jeg mig selv, om det ikke er langt mere fornuftigt at indstille 10% af EU-budgettet til konfliktforebyggelse. Så kunne vi nemlig spare de 0,7% i de nationale budgetter til militære indsatser, hvilket jo er langt, langt mere. |
Hr. Solana, jeg sidder så tæt på Dem, at jeg kan se Deres ansigt. Jeg synes, De er blevet ældre, Deres ansigt er fyldt af rynker. Jeg bliver ked af det, når jeg ser på Dem, og jeg mister håbet, når jeg hører på Dem, på grund af det, De siger om soldaterlegene, som fru Maes talte om, og på grund af det, De ikke siger. De er kommet her, mens blodet flyder i Kosovo, og det siger De ikke et ord om. De, som har så stort et ansvar, for den etniske udrensning bruges som påskud til at udgyde blod under en anden etnisk udrensning i Kosovo. De er spanier og kommer fra et stort land, hr. Solana. Spanien var ikke Franco. Spanien bevarede sin enhed, beholdt Baskerlandet, Andalusien og Catalonien, og det var en fornuftig disposition. For der var ingen, der identificerede Spanien med Franco, og ingen, der legede med Spaniens enhed i en fascistisk diktators navn. I dag identificerer De Jugoslavien med Milosevic og leger med Vojvodina og med Montenegro, De leger med det sydlige Serbien og forårsager hele denne situation. Så hvis alle de planer, De har på papiret, ikke ledsages af rene politiske løsninger, der respekterer grænser og suverænitet og alle de demokratiske garantier, vil de føre til nye blodsudgydelser på Balkan. |
Hr. højtstående repræsentant, krigen i Kosovo og den efterfølgende krise har vist os, at den europæiske offentlighed er bevidst om, at man ikke længere må overlade forsvaret af de grundlæggende værdier, som har skabt Den Europæiske Union, til den amerikanske præsident, og at tiden er kommet til at dele byrden, den såkaldte burden sharing, som vores amerikanske venner ustandseligt har krævet, efter Europa er blevet en økonomisk stormagt. I det forløbne år har medlemsstaterne i Den Europæiske Union således helt naturligt besluttet at iværksætte konkrete foranstaltninger, der skulle styrke de væbnede styrkers aktionsmuligheder, og på det uformelle topmøde i Sintra, der blev afholdt i forgårs med Deres tilstedeværelse, understregedes netop de vigtigste retningslinjer i denne forbindelse. Jeg har to spørgsmål, og Deres kendskab til tingene og aktørerne bør gøre det muligt for Dem at svare tydeligt og således kaste lys over den kommende debat og arbejdet. Det første spørgsmål vedrører dannelsen af den styrke på 60.000 mand, der, som De sagde, kan oprettes til udførelsen af opgaver i forbindelse med bevarelse og styrkelse af freden, og som vedvarende kan løse disse opgaver, hvis der er behov herfor. Af hensyn til vores kollegers forståelse skal jeg her bemærke, at udgifterne hertil så skal deles med tre, en tredjedel til forberedelsen af opgaven, en tredjedel til at udføre den og en tredjedel til at komme sig efter de ofte hårde prøvelser, mandskab og materiel udsættes for. Dette forklarer, at de første tal, der blev oplyst i pressen, og som fastsatte styrkernes størrelse til ca. 200.000 mænd, er tæt på virkeligheden, hvilket kom som en overraskelse for de uindviede. Mit første spørgsmål vil være enkelt og måske mere direkte, hr. højtstående repræsentant, end de spørgsmål, mine kolleger har stillet. De kender det franske udtryk "uden penge, intet Schweiz". Mener De virkelig, at regeringerne i Den Europæiske Union er parate til at betale denne pris på et tidspunkt, hvor mange af dem - i hvert fald tilsyneladende - stadig vil modtage det, man for 10 år siden kaldte "Fredsdividenden". Mit andet spørgsmål er af mere teknisk karakter, men det er vigtigt for en så harmonisk overførelse som muligt af ansvar fra Den Atlantiske Alliance og WEU til Den Europæiske Union. De har oplyst over for os, at der på dette område oprettes tre udvalg: et politisk udvalg, et sikkerhedsudvalg og nu et militært udvalg. Dernæst har De nævnt forbindelserne med tredjelande, der er medlem af Den Atlantiske Alliance eller tilknyttet Vesteuropa, men som ikke er medlem af Den Europæiske Union. Kan De sige os, hr. højtstående repræsentant, i forbindelse med funktionen af de midlertidige institutioner, heraf den netop besluttede iværksættelse, hvilken status De forestiller Dem at give medlemmerne af NATO og de stater, der er tilknyttet WEU, og jeg gentager, som ikke endnu er medlemmer af Den Europæiske Union? Ville de f.eks. i det mindste kunne indtage en plads som observatører i de forskellige politiske udvalg, sikkerhedsudvalg eller i militære udvalg? De ved, at disse lande er bekymrede over risikoen for at blive isoleret, og jeg må sige, at jeg forstår deres lyst til at være med til færdiggørelsen af denne konstruktion. |
Hr. formand, højtstående repræsentant for FUSP, hr. Patten, jeg vil på vegne af min gruppe komme ind på et enkelt punkt, som ligger inden for den højtstående repræsentants og kommissærens ansvarsområde. Det er Tyrkiets kandidatur til en tiltrædelse af Den Europæiske Union. Min gruppe har enstemmigt bifaldet afgørelsen fra Helsinki om at give Tyrkiet mulighed for tiltrædelse under den forudsætning, at landet som enhver anden kandidat opfylder Københavnskriterierne. Min gruppe lægger stor vægt på, at Tyrkiet bringes nærmere opfyldelsen af disse kriterier. Vi har i den senere tid været bekymret over den politiske udvikling, som foregår i Tyrkiet, f.eks. anholdelsen af de tre borgmestre. Det går ikke i retning af en opfyldelse af kriterierne, men derimod i retning af en ikkeopfyldelse af kriterierne. Derfor mine spørgsmål, hr. Solana, der er rettet lige så meget mod hr. Patten: I hvilken form og efter hvilken plan bringes Tyrkiet nærmere EU efter beslutningen i Helsinki? Er der et opgavekatalog og en konkret tidsplan, som Tyrkiet efterhånden skal opfylde Københavnskriterierne, især de politiske kriterier, efter? Og hvilke kontrol- og overvågningsinstrumenter er der blevet opstillet af Rådet og frem for alt af Kommissionen til at overvåge denne proces vedrørende opfyldelse af kriterierne? |
Hr. formand, hr. generalsekretær for Rådet, som De nok forstår, har vi her i Parlamentet med stor interesse lyttet til den information, som De har givet os om resultatet af det uformelle møde mellem forsvarsministrene, som blev afholdt i Sintra, og dets betydning for den europæiske integrationsproces på sikkerheds- og forsvarsområdet. Jeg vil også takke for, at De har fortalt Parlamentet om den telefonsamtale, De har haft med hr. Álvaro Gil-Robles. Men på det udenrigspolitiske område er jeg i tvivl om, hvorvidt vi gør fremskridt med den fart, som omstændighederne kræver - som nogle af mine kolleger allerede har nævnt det i løbet af eftermiddagen - selvom jeg naturligvis ikke er uvidende om de vanskeligheder, De har. Jeg vil give Dem et eksempel: Under Europa-Parlamentets formandskabs nylige rundrejse i Mellemøsten, som De har nævnt, var de forskellige parter i konflikten enige om at kræve en mere aktiv tilstedeværelse af Den Europæiske Union i den fredsproces, der er blevet indledt i regionen. Finder De, hr. generalsekretær, at repræsentanterne for fællesskabsinstitutionerne og medlemsstaternes regeringer optræder så koordineret og afbalanceret, som man kan forvente af dem, der som os ønsker at mægle mellem konfliktens parter? Jeg tror, at Parlamentet er lidt i tvivl om det; jeg ved ikke, om De også er det. I denne forbindelse arbejder Europa-Parlamentet, som De nok ved, på et initiativ om at danne et fælles diplomatisk korps i Fællesskabet, som selvfølgelig ikke tilstræber at erstatte medlemsstaternes diplomatiske korps, men supplere dem og eventuelt bidrage til en bedre koordinering heraf. Jeg vil gerne, hr. højtstående repræsentant, bede Dem om en første reaktion på dette initiativ, naturligvis med forbehold af den mere detaljerede forklaring, De kan give os i Udenrigsudvalget. |
Hr. formand, jeg vil gerne fremsætte en række bemærkninger og stille spørgsmål om Balkan som led i opgavefordelingen i vores gruppe. Jeg er klar over, at vi belemrer den højtstående repræsentant med frygtelig mange spørgsmål om frygtelig mange emner. Det viser, hvor enormt det problem er, som hr. Solana har og vil få med at gøre. Vi har talt udførligt om Den Europæiske Unions fremtidige sikkerhedsstruktur. Vi har talt udførligt om nødvendigheden af at oprette en militær styrke på 60.000 mand. Det er lidt sørgeligt at tale derom, når vi åbenbart ikke er i stand til at finde tilstrækkeligt med politifolk til at gøre noget ved situationen i Kosovo. Jeg vil derfor også gerne fremsætte et par bemærkninger, ikke om den fremtidige sikkerhedsstruktur, men om sikkerheden nu i Balkanområdet. Koordinator Hombach og kommissær Patten arbejder hårdt på solidaritetspagten. I sidste uge meddelte hr. Hombach her i Parlamentet, at der nu foreligger planer og projekter, og at de ligger og venter på stabilitetspagten, Donau-konferencen, som finder sted i denne måned. For to uger siden talte vi også udførligt med kommissær Patten i Strasbourg om forbindelserne med Makedonien. Og det er alt sammen positive udviklinger i retning af Balkan. Hvilken konkret rolle vil den højtstående repræsentant selv spille? Hvad er hans bidrag til, at solidaritetspagten hurtigt videreudvikles gennem Donau-konferencen, for det skal der nu virkelig gøres noget ved? Vi venter på Den Europæiske Unions strategi med hensyn til Balkan, det vil sige den politiske udformning af stabilitetspagten. Hvilke yderligere politiske initiativer forudser den højtstående repræsentant fra EU's side? Men også mere praktisk: Hvordan mener han at kunne benytte den nye politiske situation i Kroatien til politisk fremgang i området? Jeg tænker i denne forbindelse frem for alt på den yderligere stabilisering i Bosnien. Vi må jo også kunne forlade området igen engang. Til gengæld har Kroatien efter min opfattelse ret til at vide, hvor landet står med hensyn til EU. Jeg mener, at den nye regering også kan være behjælpelig dermed i forbindelse med politikken over for Beograd. Til sidst lige en bemærkning om de lande, som ligger mere ude på sidelinjen af vores politik, Ukraine, Moldavien og Hviderusland. Hvad kan EU gøre for at bekæmpe de negative tendenser i disse lande? Vi ved alle sammen, at vi heller ikke på længere sigt kan trække os sikkert tilbage bag ved en mere udvidet Europæisk Unions grænser. |
Hr. Solana, det er blevet sagt flere gange her i Parlamentet, at det er bedre at forebygge end at gribe ind. Naturligvis er det bedre, men jeg kan ikke se, hvorfor Europa ikke skulle skaffe sig de instrumenter, der giver det mulighed for at gribe ind, når forebyggelsen er slået fejl. I dag er det dog netop forebyggelse, jeg gerne vil tale om. I Golfområdet er man ved at forberede et nyt krigsudbrud. Som De ved, har den irakiske regering afvist at tilslutte sig FN's resolution 1284, og i løbet af de næste 6-7 uger vil denne afvisning sandsynligvis føre til, at man nægter at give indrejsevisum til den komité, der skal kontrollere destruktionen af atomvåben, biologiske våben og kemiske våben. Såfremt dette bliver tilfældet, har USA's og Storbritanniens regeringer klart givet udtryk for, at de er parate til at træffe militære foranstaltninger. Et besøg i Irak samt møder med irakiske ledere og vigtige personer i den irakiske regering, navnlig hr. Tarek Aziz, har overbevist mig om, at der i virkeligheden er en mulighed for at overbevise den irakiske regering om at vise sin samarbejdsvilje, når det gælder gennemførelsen af resolution 1284. Det er dog nødvendigt, at de ansvarlige myndigheder i de vestlige lande siger klart og tydeligt, at lige så snart FN-komitéens mission er fuldført, vil embargoen blive ophævet, og man vil kunne genoptage de normale handelsforbindelser. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad Europa foretager sig, og hvad De foretager Dem, hr. Solana, eller hvad De har til hensigt at foretage Dem i den nærmeste fremtid for at afværge denne krigstrussel, som det er muligt at forebygge i dag - i morgen er det måske for sent. Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om det i den forbindelse ikke er muligt at gøre noget for at få den irakiske regering til at tage et humanitært skridt og give os nogle oplysninger om de 615 savnede fra Kuwait eller frigive dem, såfremt de bliver holdt fanget i Irak. |
Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, i Frankrig er der for øjeblikket en interessant debat om de udtalelser, premierministeren kom med under sit besøg i Israel. Debatten er interessant, fordi det handler om, hvem der er terrorist. Debatten er også interessant, fordi det handler om forholdet mellem ministerpræsidenten og statspræsidenten. Men jeg vil helt sikkert ikke blande mig i denne debat. Jeg spørger blot, hr. Solana, hvorfor man egentlig ikke spørger om, hvad den europæiske holdning er? Hvorfor kommer ingen egentlig på den idé at spørge om, hvad Europa mon mener om denne sag, for det burde da være det afgørende spørgsmål? Et stridspunkt mellem en premierminister og en statspræsident i en så vigtig sag, ved et arnested for konflikter så tæt på Europa, burde dog være irrelevant i betragtning af, at Europa samlet skal indtage én holdning. Derfor vil jeg også gerne spørge Dem, hvad De vil gøre i forbindelse med f.eks. Mellemøsten - desværre kommer freden ikke så hurtigt, som vi ønsker det, især ikke den vedvarende fred - for at fremlægge og gennemføre en europæisk holdning, for også at realisere gennemskuelighed i den europæiske holdning i dette vigtige område? Det er til dels en opgave for Kommissionen, men også en opgave, som De sikkert skal varetage. Det gælder især også for den meget vigtige dialog med den arabiske verden og med islam og for de forskellige arnesteder for konflikter. F.eks. er situationen i Vestsahara heller ikke uvæsentlig. Jeg mener derfor, at Den Europæiske Union - foruden militære komponenter, som jeg i høj grad vil understrege, især hvad angår freden i dette område, som ligger så tæt på os - bør indtage en klar og entydig holdning. Jeg håber, at De, når de andre vigtige spørgsmål er afklaret, også vil finde tid til at sørge for, at der bliver en fælles europæisk holdning. |
Mens vi sidder her, er hundreder af tusinder af mennesker i utrolig stor fare på grund af oversvømmelserne i Mozambique. Det er ikke noget, der lige er sket. Oversvømmelserne har varet i ugevis, og alligevel ser man først nu ud til at foretage en vurdering af behovet. Omfanget af praktisk bistand fra Fællesskabet og fra medlemsstaterne har været patetisk. Mange af os har længe advaret om, at Den Europæiske Union brugte for meget tid på sit potentielt skadelige og hovedsageligt politiske projekt med at indføre militære beslutningsstrukturer, hvor vi især skulle have koncentreret vores anstrengelser om at forbedre de civile instrumenter, navnlig for humanitære indsatser. Jeg anerkender hr. Pattens bestræbelser i denne retning, men det er en skam, at medlemsstaternes regeringer ikke har brugt lige så megen tid på at få styr på deres evne til at yde nødhjælp og humanitær bistand som på det farlige projekt med at oprette militære strukturer, der i sidste ende vil være en kopi af NATO's strukturer, og som vil undergrave disse. Naturligvis er der en sammenhæng mellem militære strukturer og humanitær bistand, og der er alvorlige militære mangler i mange europæiske landes væbnede styrker. Det har der været længe, men det er noget, der skal tages op inden for NATO. Jeg har endnu ikke hørt en overbevisende sikkerhedspolitisk forklaring på, hvor Den Europæiske Union har behov for at oprette selvstændige beslutningstagende enheder vedrørende anvendelse af militær magt uden for NATO's strukturer, medmindre formålet er at oprette instanser, der vil konkurrere med NATO. Når alt kommer til alt, er EU's medlemsstater enten fuldgyldige NATO-medlemmer eller deltager i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd. NATO er i første række europæisk. Endelig, hr. Solana, vil jeg gerne spørge Dem, hvorfor der er behov for den højt besungne enhed for politisk planlægning og hurtig varsling i Rådets sekretariat, når vi stadig bliver taget på sengen af endnu en humanitær katastrofe. |
Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. kommissær, med hensyn til krigen i Tjetjenien har vi alle bemærket den meget tilbageholdende og næsten magelige reaktion fra det internationale samfund generelt og fra Den Europæiske Union i særdeleshed. Imidlertid minder det, der er sket - og som endnu sker - i Tjetjenien om et folkemord. Hvad skal man ellers kalde den totale tilintetgørelse af en regional hovedstad med 400.000 indbyggere, ustandselige og voldsomme bombetogter mod steder, landsbyer og kvarterer, hvor nogle få kæmpende tjetjenere måske blander sig med den civile befolkning? Hvad skal man kalde de uhyggelige udskillelseslejre, der minder om koncentrationslejre, i hvilke befolkningen undergår de værste ydmygelser, og hvorfra raske mænd i alderen 15 til 65 sjældent slipper levende ud? Hvad skal man kalde voldtægterne, plyndringerne, afbrændingerne, deportationerne, den såkaldte oprydning, der minder om de værste episoder i Europas middelalder? Og hvad skal man sige om den mundkurv, de russiske og internationale journalister har fået på, og om forvisningen af de humanitære organisationer og alle internationale undersøgelsesudvalg på gerningsstederne? Hvis dette er real politic, hvis vi virkelig ikke råder over andre midler, så lad os i det mindste, hr. højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hr. kommissær - jeg spørger Dem begge - bruge de midler, vi har, nemlig støtteprogrammerne til Rusland. Krigen i Tjetjenien viser tydeligt, hvis der er behov for en demonstration, at pligten eller retten til indgriben stopper ved de stores grænser. Lad os sørge for, at hver eneste euro, der fremover bliver brugt i Den Russiske Føderation, bliver brugt til at lette lidelserne hos de befolkninger, der er ofre for krigen, og intet andet. |
- (EL) Hr. højtstående repræsentant, De har fortalt om de fremskridt, der er sket indtil nu med hensyn til beslutningerne fra Helsinki. Nogle af os her er ivrige tilhængere af oprettelsen af en rent europæisk sikkerhedsorganisation til at forsvare verdensfreden. Naturligvis anerkender vi den rolle, Sikkerhedsrådet spiller for bevarelsen af freden og sikkerheden i verden, og som også beskrives i Helsinki-beslutningerne. Vi gør dog opmærksom på, at De ikke har sagt noget om, at der inden for den seneste tid er blevet rejst tvivl om Sikkerhedsrådets rolle, som den beskrives i Helsinki. Spørgsmålet er: Eksisterer der en politisk vilje til, at denne mekanisme, som skal dække hele spektret af Petersberg-opgaverne, vil få en administrativ autonomi? Hvad med strukturerne? Er der på nogen måde sørget for, at hele ordningen kan få en sådan administrativ autonomi? Og hvad skal der for det andet ske med den europæiske våbenindustri, som i sidste instans indgår i de overordnede aktiviteter, der er knyttet til ordningen? Vil de eksisterende programmer fortsætte? Og hvis det bliver nødvendigt med en traktatændring, hvordan forestiller De Dem, at denne skal realiseres efter den rapport, som bliver fremlagt i Feira, og inddrages i den generelle proces med ændringen af traktatens institutionelle ramme, og hvordan forestiller De Dem, at dette skal knyttes sammen med et eventuelt system med kvalificeret flertal? Er der gjort nogen overvejelser i denne retning? Har spørgsmålet været drøftet? Og i hvilket omfang har samarbejdet mellem os og den ansvarlige kommissær givet konkrete resultater og skabt rammerne for en strategi for, hvordan dette system kan give reelle resultater i overensstemmelse med både Deres og kommissærens ønsker? |
Hr. formand, så vidt jeg husker fra mine studier af Europas historie, var Sintra-konventionen fra 1809 en kontroversiel fredsaftale, der formentlig forlængede snarere end forkortede napoleonskrigene og næsten kostede Hertugen af Wellington jobbet. Jeg håber ikke, at dette er et varsel for denne Sintra-aftale. Når det er sagt, vil jeg gerne lykønske den højtstående repræsentant med de fremskridt, der hidtil er sket. Men man må indrømme, at mange af de punkter, han var inde på, vedrører fremskridt med hensyn til institutionelle spørgsmål, og den virkelige prøve for den europæiske forsvarsidentitet bliver dens evne til at skabe muligheder og kapacitet snarere end smukt formulerede institutioner. Og i den forbindelse er jeg ikke sikker på, hvor langt vi er kommet med at udvide vores transportkapacitet, så vi kan indsætte disse 60.000 soldater, eller hvilke fremskridt vi har gjort med hensyn til vores selvstændige efterretningskapacitet, navnlig i lyset af de amerikanske udtalelser om, at USA ikke vil udlevere efterretningsoplysninger til europæerne, før vi kan tage vare på sikkerheden. Vi har alle hørt nogle af de rygter, der slipper ud fra Ministerrådets bygning i Bruxelles. Hvor langt skal vi gå med hensyn til at opnå en eller anden form for konvergens i vores forsvarsudgifter, da nogle medlemsstater bruger betydeligt mere end andre. Og nogle medlemsstater er ikke indstillet på mobilitet. Deres væbnede styrker er meget statiske og uegnede til denne form for krigsførelse. Jeg har også et spørgsmål til hr. Patten, og jeg vil gerne vide med hensyn til det konfliktforebyggende arbejde, vi skal i gang med, om det bliver muligt for os at se på de langsigtede konfliktfremkaldende situationer såsom miljøødelæggelse og vandmangel og derefter indarbejde dem i EU's generelle politikker, navnlig udviklingspolitikken, idet det ikke giver mening at forsøge at reagere hurtigt på noget, vi har haft flere år til at rette op på. Og endelig vil jeg gerne støtte fru Schroedters bemærkninger om, at der er behov for en parlamentarisk dimension i udviklingen på forsvarsområdet. Vi kan ikke bare overlade det til regeringerne. |
Jeg støtter fuldt ud de beslutninger, der blev taget i Sintra. De er et vigtigt skridt i retning af en egentlig europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Oprettelsen af midlertidige strukturer og de planer, der netop nu gennemføres for at tilvejebringe den militære kapacitet til at gennemføre EU's politiske målsætninger, er positive skridt i den rigtige retning. Erkendelsen af, at den militære styrke på 60.000 mand vil blive inddraget i både fredsskabende og fredsbevarende operationer, er ligeledes på sin plads. Men selvom hele denne udvikling er yderst velkommen, vil jeg gerne tage en sag op, som jeg tidligere har rejst her i Parlamentet. Jeg er ivrig efter at få at vide, hvor effektiv EU's enhed for politisk planlægning og hurtig varsling har været. Selvom kommissær Pattens erklæring senere i aften om den igangværende tragedie i Mozambique er velkommen, vil jeg gerne vide, om Enheden for Politisk Planlægning og Hurtig Varsling leverede forudgående informationer. Kan den højtstående repræsentant fortælle, hvorvidt denne enhed, som har fået kraftig støtte i det udvalg, som jeg selv og hr. Titley er medlemmer af, bidrog med tidlige oplysninger, analyser og en angivelse af de politiske planlægningsmuligheder, De kunne vælge. Jeg vil også gerne støtte hr. Titleys bemærkninger om, at Parlamentet også bør have en rolle på hele dette område. Hvis vi vil gennemføre vores ambitioner på det udenrigspolitiske område, er denne foregriben af begivenhederne og et beredskab over for alle slags kriser, navnlig af humanitær art, væsentlige forudsætninger. |
Da hr. Solana sidst talte i Parlamentet, var jeg yderst kritisk over for, at han stort set overhovedet ikke nævnte konfliktforebyggelse; og i dag taler han en hel del om konfliktforebyggelse, men har ikke fremsat noget som helst forslag om at tage det op på seriøs vis. Vi hører en masse stolte udtalelser om 60.000 soldater, der skal forberedes på 60 dage, så de kommer til at stå til rådighed i et helt år, men vi har i øjeblikket kriser i Europa og ved Europas grænser og andre steder, som Unionen på det skammeligste undlader at tage sig af. Det, vi har brug for, er 60.000 civile politifolk, der skal forsøge at håndtere disse situationer. Vi har ikke fået nogen oplysninger fra hr. Solana om, hvilke midler man vil bruge med hensyn til Rusland og Tjetjenien. Vi har ikke hørt noget fra hr. Solana om, hvilke diplomatiske midler han eller Den Europæiske Union anvender seriøst - alvorlige diplomatiske skridt - for at standse myrderierne i Tjetjenien. Vi har store huller i det, vi argumenterer for i princippet vedrørende menneskerettigheder. Vi kunne mønstre midlerne til at gribe ind i Kosovo, og nu er vi skyld i et frygteligt rod i Kosovo, fordi vi undlader at indsætte tilstrækkeligt med ressourcer, personale og mennesker til at håndtere situationen, og vi demonstrerer vores manglende evne til at gennemføre en reel konfliktforebyggelse. Så jeg vil gerne bede hr. Solana forklare Parlamentet Den Europæiske Unions holdning med hensyn til Tjetjenien. Hvad skal vi reelt gøre for at bringe denne skrækkelige situation til ophør? Vi har nogle midler, vi kan bruge over for Rusland, hvis vi vælger at bruge dem, men vi vælger ikke at bruge dem. |
Hr. formand, hr. højtstående repræsentant og hr. kommissær, jeg har to spørgsmål til Dem, hr. Solana: Hvordan vil De med troværdighed fortsætte med at uddybe et tættere forsvars- og militærsamarbejde, hvis medlemsstaterne ikke er parat til at leve op til fælles forpligtelser? Al ære for mødet, men det er resultaterne, som tæller. Jeg kunne også godt lide at vide, hvilken plan De har for at få regeringerne til at sørge for, at styrken på 60.000 mand bliver til virkelighed og ikke blot tal på et stykke papir. Hvis vi ser os omkring, er virkeligheden jo sådan, at FUSP risikerer at blive ved snakken. Tag f.eks. Tysklands forsvarsbesparelser - de er ikke kun til bekymring for forsvarsminister Scharping, men de berører også hele Europa. I mit eget hjemland, Sverige, er målsætningen og den solidariske forpligtelse 2.500 mand til EU-indsatser. Forsvarsmagten kan nu kun levere skønsmæssigt 1.500 mand, hvilket skyldes reducerede forsvarsplaner. Omregnet på alle EU-lande, hvilket ikke er urimeligt, hvis det ikke bliver taget op til fornyet overvejelse, har vi ikke 60.000 mand, men i bedste fald 35.000-40.000 i år 2003. Mit andet spørgsmål drejer sig om følgende: For nogle uger siden blev De åbenbart fejlciteret i tyske medier, hvilket blev rettet af Deres pressetjeneste. Jeg vil dog gerne vide baggrunden for dette, nemlig om De som højtstående repræsentant overhovedet har leget med tanken om at særbehandle Østrig i Deres hverv, og, hvis det er er tilfældet, på hvis mandat og med hvilket råderum De i så fald skulle handle. |
Det har været en meget lang spørgetid. Hr. van den Bos havde vist ret i, at jeg skal have en engels evner for at besvare så mange spørgsmål på så kort tid, men jeg vil prøve. Jeg vil prøve at gøre det, og jeg vil forsøge at besvare alle de spørgsmål, jeg er blevet stillet, et for et, selvom det medlem, der har stillet spørgsmålet, ikke længere er til stede eller er blevet træt på grund af det lange møde, fordi de havde vigtigere ting at gøre end at lytte. Men lad mig begynde med det første. Til hr. Poettering vil jeg gerne sige, at vi ikke forsøger at kopiere noget. Det er et spørgsmål, som mange af Parlamentets medlemmer har stillet. Vi forsøger ikke at kopiere noget. Vi forsøger at gøre mest muligt, så Den Europæiske Union får mulighed for at handle, når der opstår et behov, og samtidig vil den overordnede sikkerhed for Den Europæiske Union og de lande, der tilhører vores alliance, blive bevaret og sikret. Vi er ikke i færd med at skabe en europahær. Hvis nogen har sagt det, har vedkommende taget fejl. Vi er ikke i færd med at skabe en europahær. Vi er i færd med at skabe muligheder, således at vi i påkommende tilfælde i fællesskab kan undgå tragedier som dem, vi har oplevet for nylig. Det er meget vigtigt at tale om forebyggelse. Det er meget vigtigt. Jeg kan fortælle Dem, og De ved det allerede, at Unionen allerede har en evne til forebyggelse. Vi behøver ikke opfinde en sådan. Den findes allerede. Er ECHO ikke et forebyggelsesagentur? Er vores evne til at gribe ind ad diplomatiets vej ikke en forebyggende evne? Det, vi overhovedet ikke havde, var muligheden for at handle i den anden yderlighed af spektret af krisestyringsforanstaltninger. Den Europæiske Union vil til sidst blive den vigtigste gruppe af lande, der kan tage problemer med løsning af kriser op, lige fra humanitære kriser til indsættelse af militære styrker. I Mozambique, hvis det er nødvendigt, eller i Europas lande, hvis det er nødvendigt. Om ganske få dage vil det Eurocorps, som de europæiske lande har opbygget, blive indsat i Kosovo, ikke for at spadsere rundt, men for at forhindre folk i at slå hinanden ihjel. Og jeg vil gerne sige til min ven hr. Cohn-Bendit, at i dette øjeblik er 45.000 soldater fra vores land - ikke fra noget andet land - de fleste fra vores land - indsat i Kosovo, og hvorfor? For at forhindre folk i at slå hinanden ihjel. Tror De virkelig, at vi ved at indsætte soldater kan få folk, der har lidt i århundreder, til at ændre holdning? Tror De et øjeblik på, at fordi vi indsætter soldater, vil folks sjæl og sind ændre sig? Hvor mange århundreder vil det tage at ændre mentaliteten hos de lande, der har kæmpet mod hinanden rent moralsk, psykologisk og endda fysisk i årevis? Tror De virkelig, at vi ved at indsætte landtropper kan ændre folks holdning? Soldater kan forhindre folk i at slå hinanden ihjel, men de kan ikke garantere, at folk vil elske hinanden. Det ville være fantastisk, men den største gave for mig ville være at kunne indsætte europæiske tropper, der kunne få folk til at elske hinanden dér, hvor de tidligere dræbte hinanden. Desværre, selv med de evner, jeg har, selv med det antal medarbejdere, jeg formodes at have, selv med den begrænsede søvn, jeg får, er det umuligt. Men jeg vil fortælle Dem noget. Selvom vi indsatte politifolk, således som De har bedt om, ville det ikke løse hele problemet. Tror De virkelig, at politifolk fra FN-landene kunne løse problemerne i Mitrovica? Det, vi har brug for i øjeblikket, er stadig en indsættelse af militært personel, og andre steder har vi naturligvis brug for politifolk. Men har regeringerne kapacitet til at indsætte politifolk i det antal, der er påkrævet. Vi forsøger virkelig, men det er svært. Det militære personel i vores lande venter på en krise. Politifolkene i vores lande arbejder døgnet rundt, og for regeringerne er det undertiden svært at finde de rette politifolk at sætte ind. Vi har ikke brug for ubevæbnede politifolk eller færdselspoliti. Vi har brug for noget helt andet, der kan fungere som en slags mellemting mellem militær og politi, og det er en helt anden profil, der ikke findes i mange lande. De lande, der råder over sådanne styrker, indsætter dem, og jeg mener, at de gør, hvad de kan. Som De ved, arbejder hr. Patten og jeg selv meget, meget hårdt for at indsætte eller overtale landene til at indsætte så mange politifolk som muligt. Hr. Haarder spurgte om risikoen for splittelse mellem Den Europæiske Union og NATO. Jeg mener ikke, at det er nogen risiko. Jeg mener, at vi kan gøre ting, der er forenelige, og som er til gavn for alle. For os europæere vil det være en sammenhæng. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle glide fra hinanden eller blive splittet op eller ødelægge vores muligheder for at fortsætte samarbejdet. Men endnu en gang, vi forsøger ikke at skabe en europahær. At forklare hele Den Europæiske Unions udenrigspolitik på de 50 minutter, De har givet mig, ville være en næsten umulig opgave. I stedet vil jeg fortælle Dem om det seneste skridt, som efter min mening har været meget vigtigt i løbet af de seneste tre måneder, og jeg mener, at jeg har en forpligtelse til at fortælle Dem om alt dette. Har vi brug for at indsætte en slags civil styrke? De mennesker, der allerede er der i deres hvide uniformer, Den Europæiske Unions hvide uniform har været indsat i Bosnien i mange, mange år, og de er nu indsat i Kosovo. Den ansvarlige i FN er europæer og en god mand, Bernard Kouchner, som udfører et kæmpearbejde. Det er et andet eksempel på Europas engagement i freden i Kosovo. Jeg har ikke talt specifikt om Mellemøsten, men De ved, at vi kan bruge timer på at tale om dette. Jeg skal blot sige to ting. Trojkaen besøgte Mellemøsten i begyndelsen af året. Den besøgte alle lande i regionen og fik et klart indtryk af, hvad der foregår der. Desværre sker der i øjeblikket ikke fremskridt med hensyn til Syrien, selvom der er en vis mulighed for, at det vil ske i den nærmeste fremtid. Som De ved, er der problemer med det palæstinensiske spørgsmål i øjeblikket. Hvis der er lys for enden af tunnellen, kan der ske visse fremskridt, men i øjeblikket har jeg ingen gode nyheder til Dem. Den Europæiske Union og de europæiske lande gør deres bedste for at videreføre samarbejdet i fredsprocessen og tilbyder hjælp til alle parter, når det er nødvendigt for at gennemføre de aftaler, der vil blive indgået. Der bliver brug for den hjælp. Til den tid vil vi komme her og fremføre vores sag for at få hjælp, for i det budget, vi har i øjeblikket i Den Europæiske Union, har vi ikke penge til at løse de problemer, det bliver nødvendigt at løse, hvis man når frem til en aftale, en retfærdig aftale i denne region. Der er blevet stillet mange spørgsmål om min holdning til regeringskonferencen, sikkerhed, forsvar osv. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal besvare det spørgsmål. Som De ved, har regeringskonferencen en struktur med en begrænset dagsorden. Det er mit indtryk, at denne dagsorden vil blive udvidet med tiden, men det er sikkert blot min fornemmelse, en fornemmelse, som De sikkert deler med mig, men jeg er ikke i stand til at bekræfte dette eller slå det fast. Det er noget, som vil udvikle sig med tiden. Lad mig besvare de specifikke spørgsmål om erklæringen fra den franske forsvarsminister om 0,7. Han sagde ikke 0,7 med henvisning til forsvarsudgifterne. Hvis jeg har forstået det rigtigt, henviste han til forskning, og herunder militær forskning. Jeg mener, at dette er et mål, og landene må så afgøre, om de ønsker det eller ej. Med hensyn til Sintra-dokumenterne, som er ved at blive gjort færdige, har jeg ikke beføjelser til at diskutere det dokument, som den politiske komité arbejder med i øjeblikket, men De vil helt sikkert få mere at vide om det. Jeg vil være mere end villig til at samarbejde med den politiske komité i fremtidige krisesituationer. Med hensyn til spørgsmålet om artikel V, har vi to artikel V, som De ved. En artikel V for de lande, der tilhører alliancen, og en anden artikel V for de lande, der er med i WEU. WEU vil overføre sine aktiver, eller visse dele heraf, til Den Europæiske Union. Det er stadig uklart, hvad der skal ske med selve artikel V. Som De ved, er der lande i Den Europæiske Union, der ikke er parate, og de vil ikke acceptere, at artikel V, Bruxelles-artiklen, overføres til Den Europæiske Unions rammer, og derfor kan vi ikke gøre det. Hvis De ønsker at få forsvarsspørgsmål med på regeringskonferencen, vil det nok ikke være muligt at gå så langt som til at inddrage artikel V i Bruxelles-traktaten i regeringskonferencen. Hvor langt kommer vi med en fælles udenrigspolitik i de kommende år? Jeg ved det ikke. De stiller spørgsmålet til den forkerte - jeg ved det ikke. Jeg har gjort mig forskellige tanker om dette, men det er op til regeringskonferencen og dermed til de enkelte lande; det er regeringerne, der træffer beslutningerne; og derfor har jeg mine egne tanker, men jeg er sikker på, at det ikke vil være interessant for Dem at kende mine tanker. Det er langt vigtigere at se, hvad landet har gjort. Jeg vil gerne besvare nogle af hr. Morillons spørgsmål. Jeg ved, at han har været ekspert i disse spørgsmål i de mange, mange år, han har beskæftiget sig med dem. Jeg vil gerne sige, at vi ønsker at inddrage de lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, men medlemmer af alliancen, og som efterhånden vil blive medlemmer af Den Europæiske Union. Vi ønsker at inddrage dem i selve beslutningsprocessen, før den endelige beslutning om en operation træffes, og efterfølgende, når beslutningen er truffet, og hvis de ønsker at deltage i krisestyringsoperationen, behandler vi dem som ligestillede med samme rettigheder og samme forpligtelser som de øvrige lande. Hr. Galeote Quecedo spurgte om det diplomatiske korps i Den Europæiske Union. Det er noget, som mange gør sig tanker om. Jeg tror ikke, at det falder på plads i morgen. Efter den meningsudveksling, vi har haft med Kommissionen, er det en god idé at gå i den retning, men vi befinder os et godt stykke vej fra et egentligt diplomatisk korps. Samarbejde, at hjælpe så meget som muligt, det er en mulighed, men at gå hele vejen i den retning er nok desværre en fremtidsvision i øjeblikket. Der var flere spørgsmål om stabilitetspagten. Stabilitetspagten får en fremtrædende plads på dagsordenen sidst i marts på den første finansieringskonference, hvor man skal drøfte projekter. Den fungerer godt, og jeg håber virkelig, at det bliver en stor succes for landene i regionen og ligeledes for Den Europæiske Union. Den Europæiske Union er ikke den eneste bidragyder, men uden tvivl en væsentlig bidragyder. Jeg kæmpede mod diktatur i mange år, jeg led meget, jeg har været i fængsel, og jeg er meget, meget stolt af at være her for at forsvare Den Europæiske Union, det demokratiske Parlament og fortælle Dem, at vi er parat til at indsætte tropper ikke for at lave krig, men for at skabe fred. De er helt klar over, at man i Helsinki tog en meget vigtig beslutning, en meget vigtig beslutning vedrørende Tjetjenien. Stats- og regeringscheferne tog en vigtig beslutning. Vi var den eneste gruppe af lande, der tog en sådan beslutning. Vi besluttede ikke kun at bruge ord, men også handling, og vi tog to vigtige beslutninger vedrørende handel og humanitær bistand. Det gjorde vi dengang, og det fortsætter vi med. I morgen og i overmorgen vil Chris Patten og jeg selv mødes med hr. Ivanov og naturligvis formandskabet i Lissabon. Vi skal igen mødes med USA dagen efter, og så holder vi et trepartsmøde med USA, Den Europæiske Union og Rusland, hvor det første punkt på dagsordenen bliver Tjetjenien, som De nok kan forestille Dem. Vi gør, hvad vi kan. Vi har ikke lettet presset på dem, for vi er fuldt ud klar over den krise, der vil opstå, ikke blot i den nærmeste fremtid, men længere endnu, hvis Rusland ender med at udvikle sig i en retning, der ikke er til gavn for nogen. Vi ønsker et solidt, bilateralt forhold til Rusland. Det er meget vigtigt for Europa, men vi ønsker det med et Rusland, der forstår, at der er visse ting, man ikke gør. Det er det, vi har sagt, det er det, der har styret vores handlinger lige fra begyndelsen, og hvis De ser på den holdning, som hr. Patten og jeg selv har fastholdt lige fra begyndelsen, kan De se i protokollerne og se, at det, vi siger - det, jeg siger nu - er sandheden. Der blev sandsynligvis stillet mange flere spørgsmål. Jeg vil slutte nu - jeg vil ikke lægge beslag på mere af Deres tid - med at sige, at jeg er parat til at komme igen, så snart De ønsker det, men hvis det er muligt, vil jeg foretrække møder, hvor vi koncentrerer os om nogle bestemte emner, som vi så kan behandle grundigt, for ellers får vi så mange emner, så mange spørgsmål, at det bliver svært at behandle dem til bunds. Jeg er parat til det - det ved De, og jeg er virkelig parat til det, så snart det er nødvendigt. Lige nu vil jeg fortælle Dem noget meget vigtigt. Topmødet i Helsinki fandt sted i december, og stats- og regeringscheferne bad os gøre noget meget vigtigt for første gang. At skabe mulighederne og gøre en indsats for krisestyring også på det militære område. Jeg er stolt over at kunne fortælle Dem, at to måneder efter dette er vi gået i gang, og vi er på vej i den rigtige retning. Jeg mener, at Parlamentets medlemmer som repræsentanter for vores borgere bør være stolte af dette. |
Jeg er meget taknemmelig over at få denne mulighed for at bidrage til forhandlingen om den højtstående repræsentants erklæring. Jeg skal ikke holde længe på Parlamentet, men jeg vil gerne tage et par punkter op, og først, hvilket undertiden kan være ret farligt i et parlament, vil jeg henlede opmærksomheden på forholdet mellem retorik og realiteter. Det gjorde fru Pack i sine bemærkninger, og hun er parat til at træde en sti, som resten af os efter min mening bør være modige nok til at følge Jeg vil gerne selv komme med et par bemærkninger om dette spørgsmål. I sidste uge talte jeg på et utroligt interessant møde mellem medlemmer af NATO's parlamentariske forsamling og medlemmer her fra Parlamentet. Mange af Dem var til stede ved den lejlighed, og jeg mener, at man kan sige, at følelsen af skepsis hos mange af NATO-parlamentarikerne var så tyk, at man kunne skære i den, da vi talte om Europas ambitioner inden for FUSP. Det gjaldt især nogle af de tilstedeværende amerikanske delegerede, men også et par af de øvrige. Som jeg sagde i mine bemærkninger, havde jeg under mine samtaler med nogle af dem en følelse af, at de ikke vidste, om de skulle grine eller græde, og jeg ser det som en påmindelse til os alle om de mål, vi har opstillet for os selv, og de mål, vi skal nå i løbet af de kommende måneder og år, og i den henseende var den højtstående repræsentants bemærkninger i dag yderst opmuntrende. Vi er kommet et bemærkelsesværdigt langt stykke af vejen på bemærkelsesværdig kort tid, men der er stadig et godt stykke vej endnu, og i løbet af de kommende måneder og år vil vi f.eks. skulle tage stilling til de vanskelige spørgsmål om ressourcer. Mange vil påstå, at det eneste, vi behøver i Europa, er at udnytte de eksisterende ressourcer bedre, men jeg forventer en stadig mere udbredt diskussion i de enkelte medlemsstater om, hvorvidt det er nok, om det kan garantere den slags sikkerhedspolitik, som vi ønsker et større ansvar for i vores egen Union. Jeg vil blot sige et par ord om de ikkemilitære aspekter af vores sikkerhedspolitik, om konfliktforebyggelse og krisestyring. Helt korrekt har man i dag koncentreret sig om den militære side, men vi har heller ikke glemt den ikkemilitære side, og Mozambique minder os om, at det er vigtig at huske det. Inden topmødet i Lissabon vil vi forelægge Rådet vores forslag om hurtig indsats, således at vi kan yde bistand, hvor det er påkrævet, ikke med en horisont på måneder eller år, men på dage eller uger. Vi er i færd med at oprette et krisecenter i Kommissionen som det operationelle kontaktpunkt til krisecenteret i den højtstående repræsentants politiske enhed. Endvidere, og dette er for mig det vigtigste område af alle, et område, hvor vi går nye veje, vil vi, så snart vi har fremsat vores forslag til en hurtig reaktionsstyrke, ligeledes fremsætte forslag til overordnede ikkemilitære mål. Jeg gentager, at der her er tale om et nyt område, men det er meget vigtigt, at vi gør det af en række grunde, og politiindsatsen i Kosovo og politiindsatsen andre steder er det mest dramatiske og indlysende eksempel, og det er ikke blot den slags indsats, vi forbinder med den lokale politimand på gadehjørnet. Som barn håbede jeg altid, at jeg fik lov til at blive oppe lørdag aften og se et tv-program om en lokal politimand ved navn Dixon of Dock Green. Jeg har lige skrevet en rapport, før jeg begyndte i denne stilling, og det var en meget god rapport, kan jeg sige som svar til min ærede ven, om politiindsatsen i en del af mit eget land. Jeg kan huske, at jeg talte om lokalpoliti med nogle amerikanske politieksperter, hvor jeg spurgte "Hvad er efter Deres mening den ideelle lokale politibetjent", og svaret var "en sort bedstemor". Men den indfaldsvinkel til politiarbejde er desværre ikke det, der er brug for i Kosovo. Vi har væbnede styrker, vi har alle erfaring med uddannelse af lokale politifolk. Det, der er brug for under disse omstændigheder, er en mellemting mellem væbnede styrker og lokalpoliti. Vi har brug for nogen, der har evnen til at efterforske forbrydelser, men som har den yderligere evne til at håndtere meget vanskelige situationer i forbindelse med den offentlige orden. Det er den slags, vi må udvikle inden for Den Europæiske Union, og vi er nødt til at erkende, at det har ressourcemæssige konsekvenser. Så endnu en gang, retorik og realiteter. Hr. Titley henviste til konfliktforebyggelse i bred forstand og spurgte, hvilket intellektuelt bidrag vi ville komme med til forhandlingen. Jeg vil opfordre ham til at lytte til Radio 4 sidst i marts måned for at høre den første Reith-forelæsning, hvor kommissæren for Eksterne Forbindelser holder en fantastisk bevægende og overbevisende forelæsning om hele dette emne. Men måske skal jeg blot sige et par enkelte ting her i eftermiddag. Jeg tror, at der findes en tæt sammenhæng mellem undertrykkelse af menneskerettigheder, mellem undertrykkelse af Habeas Corpus, mellem undertrykkelse af alle de sædvanlige regler for forsvarlig forvaltning, mellem tyranni og mellem miljøødelæggelse. Alle disse ting hænger sammen. Vi taler om det komplekse økosystem, men der findes også et økosystem af værdier og politiske institutioner, der er lige så vigtigt og absolut nødvendigt, hvis vi skal forbedre levevilkårene for folk i lande som Mozambique og gøre livet lettere for folk tættere på os på Balkan. Så i de kommende måneder vil vi f.eks. udarbejde meddelelser fra Kommissionen, som vil få direkte indflydelse på hele spørgsmålet om konfliktforebyggelse eller krisestyring. Vi vil snart udarbejde en meddelelse om et spørgsmål, som Parlamentet nærer stærke følelser for, nemlig hvordan vi kan sikre, at overvågning af valghandlinger gennemføres så grundigt og fornuftigt som muligt uden at udhule integriteten hos de institutioner, der gennemfører valget. Vi vil udarbejde en meddelelse om antipersonelminer. Rent faktisk har brugen af følerudstyr, det arbejde, som er sket med hensyn til fjernelse af landminer, været en succes i Mozambique. Det er lykkedes at rydde spor fra landsbyer til grundskolerne. Så kan man forestille sig konsekvenserne af alle disse oversvømmelser på det seneste, hvor disse antipersonelminer er blevet flyttet rundt. Vi må i gang med det samme arbejde en gang til. Men vi skal se på sammenhængen mellem dette og vores politikker andetsteds. Vi må se på, hvad vi gør ved lagrene af antipersonelminer i Ukraine, i Moldova, de miljømæssige konsekvenser af at bortskaffe disse lagre, de økonomiske konsekvenser af at bortskaffe disse lagre, de politiske konsekvenser af at bortskaffe disse lagre. Så det, jeg gerne vil sige, er, at alle disse ting hænger tæt sammen. Vi har alle instrumenterne, vi har alle de instrumenter, vi behøver, men vi må samle dem langt mere effektivt end tidligere, og det er den udfordring, som den højtstående repræsentant og jeg selv står over for i løbet af de næste fire eller fem år. Nu håber jeg, at vi i forbindelse med disse udfordringer vil få støtte, som består af såvel tilstrækkelige ressourcer som fængende retorik. Vi ved alle, at der findes en række grunde bag udviklingen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og jeg vil nævne tre - Bosnien, Albanien og Kosovo. Her er tre grunde til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og vores evne til at udvikle en vellykket fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vil blive målt på, hvordan vi håndterer tingene på Balkan, og vi må ikke glemme, at der er en hel del af vores kritikere, en hel del amerikanske politikere, en hel del senatorer og kongresmedlemmer, der siger "Hvordan kan vi tage jer alvorligt med jeres fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, når I ikke engang kan løse problemer ved jeres egen bagdør". Så den store prøve for os bliver på Balkan, og jeg håber, at alle regeringscheferne, alle de prominente politikere i vores medlemsstater, som afgav store løfter på Balkan, som lovede Marshall-planer, som afgiver alle de andre løfter på Balkan, vil være til stede, når budgetmyndigheden beslutter, hvor meget vi skal bruge på Balkan. Jeg håber virkelig, at vi alle kan leve på en planet, der også er beboet af Det Europæiske Råd, Rådet (almindelige anliggender) og ØKOFIN. Alle samlet på den samme politiske planet for at sikre, at der er overensstemmelse mellem det, vi lover verden, og det, vi rent faktisk kan levere. I løbet af de sidste par måneder i denne stilling har jeg hørt løfter om, at vi vil gøre mere i Latinamerika. Jeg har hørt løfter om, at hvis der kommer en fredsaftale i Mellemøsten, vil vi være med til at betale for den. Jeg har hørt løfter om, at vi vil indføre en stabilitetspagt i det sydlige Kaukasus. Jeg har hørt løfter om, at vi vil sikre demokratiet i Indonesien ved at yde mere bistand til Indonesien. Hvor er substansen? Og det skal ikke opfattes som et bidrag til eventuelle politiske kontroverser på det seneste. Det er det spørgsmål, vi efter min mening må tage stilling til igen og igen i løbet af de kommende uger og måneder. En af grundene til, at jeg lægger så stor vægt på gennemførelsen af en effektiv reform af vores eksterne bistandsprogrammer, er, at jeg ikke ønsker fortsat at blive bragt i en situation, hvor man, når man stiller et spørgsmål som det om kløften mellem retorik og realiteter, får svaret "Nåh, men vi ved, at I ikke kører tingene effektivt, vi ved, at I ikke har brugt alle jeres midler, vi ved, at I har nogen penge tilbage i baglommen". Jeg ønsker, at vi får en situation, hvor vi kan sige "Sådan er det ikke mere. Vi kører tingene så effektivt og så grundigt, vi kan". Så kære medlemsstater, vi mener, at det er på tide, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan bygge bro mellem Rådets konklusioner, mellem metervis af kommunikéer, og det, vi rent faktisk kan levere i praksis, og jeg mener, at hvis vi kan gennemføre dette, bliver den højtstående repræsentants job betydeligt nemmere, og livsbetingelserne for en forfærdelig masse mennesker verden rundt vil blive betydeligt bedre. |
Mange tak, hr. Patten. Også tak, fordi De i forbindelse med dette meget vanskelige emne leverede eksempler på Deres britiske humor. Det gør også det hele lidt mere interessant. |
Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om kvinder i beslutningsprocessen. |
Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, Kvindernes Internationale Kampdag skal fejres som led i den proces, hvor kvinden indtager den plads, som hun i kraft af sin værdighed altid har haft ret til. Dagen skal således fejres af to fundamentale årsager: dels som en mindedag, hvor vi forholder os til kvindesagen historisk og til alle dem, der været en del af den, og hvor jeg retfærdigvis gerne særlig vil fremhæve kvindebevægelsen, dels som symbol for det perspektiv, som kampen for lige muligheder mellem mænd og kvinder rummer for fremtiden. Det er således ved at se bort fra det, der har stået i skyggen, at denne dag vil bidrage til, at mænd og kvinder ser hinanden som deres egen værdigheds kilde og mål, hvor det ikke så meget drejer sig om at helliggøre tiden som at befri den for fordomme. En sådan fejring er meningsfuld, fordi erindringen om fortiden giver styrke til at fjerne det kainsmærke, som kvinderne igennem årtusinder har båret i påtvunget fattigdom, ringere uddannelse, mindre fysisk styrke, der gør dem til lette ofre for ustraffet vold, påtvungen magtesløshed, et helbred udsat for moderskabets krav eller for vold eller sågar for seksuel udnyttelse, og under byrden af det ansvar, som samfundet pålægger dem for familien, økonomisk og arbejdsmæssig utryghed, manglende tid til sig selv og hele den komplekse objektgørelse, som de er offer for i massemedierne og i menneskehandel og seksuel udnyttelse, altså med andre ord hele den uendelige række af krænkede menneskerettigheder, som de udsættes for. Det gamle Grækenlands klarsyn har gjort det naturligt for os at sætte lighedstegn mellem lighed og retfærdighed. Aristoteles er utvetydig, når han siger, at den retfærdige overholder lovene og udøver lighed, ligesom den retfærdige får os til at overholde lovene og udøve lighed, mens den uretfærdige fører os ud i ulovligheder og ulighed. Voltaire advarer dog 2.000 år efter mod denne tilsyneladende forenklede tankegang ved at hævde, at lighed er den mest naturlige, men samtidig den mest håbløse sag, fordi mennesket, der overdriver alting, også vil gøre ulighederne større, hvis det kan. Det moderne samfund og det demokrati, som dette samfund bygger på, har som udgangspunkt forestillingen om en samfundskontrakt, en sammenslutning, der ifølge Rousseau med hele fællesskabets magt forsvarer og beskytter det enkelte samfundsmedlems person og ejendom, og den enkelte forener sig i kraft af denne sammenslutning med alle de andre, men adlyder alligevel kun sig selv og forbliver lige så fri som før. Fordi hver enkelt deltager fuldt og helt, står alle lige, og fordi alle står lige, har ingen interesse i at gøre sammenslutningen til en byrde for de andre. Vi ved imidlertid, at denne lighed for alle ikke gjaldt kvinderne, og i det postmoderne samfund må vi på grund af utilstrækkeligheden i Rousseaus samfundskontrakt søge en ny kontraktform, rigere og mere berigende, eftersom den vil være mere i samklang med den menneskelige naturs enhed og forskellighed i forholdet mand-kvinde. Vi skal nå frem til en ny kønssamfundskontrakt, men dette mål følger af selve demokratiet. Vi lever i en tid, hvor politik ikke tillægges samme værdi som før, hvor demokratierne lider under manglende politisk forpligtelse over for borgerne. Vi må forholde os hertil med udgangspunkt i det, som begrebsparret statsborgerskab-demokrati indebærer, et sæt begreber, der også i virkelighedens verden gensidigt betinger hinanden. At kvinderne er udelukket fra fuldt ud at kunne udøve deres borgerrettigheder er efter min opfattelse en af de afgørende årsager til demokratiets krise, og kun en politik, der sigter mod ligestilling mellem kønnene, kan bidrage til at vende denne udvikling. En sådan politik har paritet som mål, hvilket skal komme til udtryk i et paritært demokrati, en ny model, som virkeliggørelsen af den nye kønssamfundskontrakt skal munde ud i, og som er vejen - eller genvejen - til et samfund, hvor ingen er udstødt. Globaliseringen har forskellige konsekvenser for demokratiet og lægger op til en ny etik, da det er blevet tydeligt, at den personlige og sociale etik ikke mere rækker. Flygtighed, bevægelighed og hurtighed har definitivt sat sig igennem på et hidtil ukendt niveau: hele verden. Som begreb og virkelighed er det overnationale, det regionale og stammefællesskabet blevet en fast bestanddel af vores dagligdag, og dette stiller os over for problemer og udfordringer på en ofte meget drastisk måde. At vi er på vej mod den uigenkaldelige indførelse af demokrati på verdensplan synes ganske sikkert, men samtidig opdager vi, hvor omfattende de negative sociale følger af globaliseringen er for de svageste og således også for kvinderne, eftersom fattigdom først og fremmest rammer dem. Faktisk har større rigdom og magt betydet et større antal udstødte. Den teknologiske udvikling har ført til større arbejdsløshed. Globaliseringen af økonomien og finanssystemet har frataget statsmagten beføjelser, som den før havde, således at den nu ser sig bragt tilbage til en slags parallelmagt. Samtidig er der som følge af globaliseringen også sket en udbredelse af nomadetilværelsen, hvilket forværrer problemerne med social udstødelse, en nyt fænomen, der kommer oven i de andre, der allerede er nævnt. Udstødelsen har således mange sider, men den viser sig overalt og er en skamplet for vores samfund med de mål, som det har sat sig, og samfundet bliver i stedet set som et utilfredshedsdemokrati, der præges af udstødelse og manglende tilknytning samt af en social brændemærkning og diskvalificering uden lige i tid og rum. På baggrund af de forskellige medlemsstaters bestræbelser og bidrag skal det ekstraordinære topmøde, der under det portugisiske formandskab afholdes i Lissabon om temaet beskæftigelse, økonomiske reformer og social samhørighed mod et nyt Europa baseret på fornyelse og viden, søge at imødegå disse følger, som historien fortæller os altid er værre for kvinderne, herunder på de områder, der mest direkte har at gøre med dagens spørgsmål. Der skal derfor træffes foranstaltninger, som kan skaffe adgang til viden, til livslang uddannelse og til, at de forhindringer overvindes, der spærrer folk vejen til den teknologiske udvikling og alt det, som den indebærer. På denne måde skal den europæiske samfundsmodel fornys, således at beskæftigelsen og den sociale samhørighed styrkes. Der skal træffes foranstaltninger, der ændrer på den traditionelle udstødelse af kvinder på grund af det særlige ansvar, som kvinderne traditionelt har påtaget sig. Dette vil dog kun kunne lade sig gøre med en ny samfundskontrakt, hvor det strategiske omdrejningspunkt er, at familie- og arbejdsliv skal kunne forliges, og hvor "opgavedeling" er nøgleordet. Det er imidlertid inden for det politiske liv, at udstødelsen af kvinderne gør sig stærkest gældende. Derfor er dagens tema særdeles velvalgt, og det er meget afgørende for fremtiden, eftersom der jo allerede er blevet indført ligestilling rent juridisk. Kvindernes politiske tilstedeværelse er uundværlig, hvis de nuværende komplekse samfundsproblemer skal løses. Det er indlysende, at den manglende reelle ligestilling afslører de politiske strukturers manglende legitimitet og deres manglende repræsentativitet. Det viser også det utilstrækkelige i en ligestilling blot på det juridiske plan, der godt nok sikrer ligestilling som udgangspunkt, men som ikke formår at sikre dens gennemførelse i praksis. Den almengyldighed, som det moderne demokratis fædre hævdede i de tekster, som jeg før hentydede til, havde ikke til hensigt at omfatte kvinderne som borgere. Kvinderne blev ikke set som havende rettigheder. Eftersom et virkeligt demokrati forudsætter og indebærer alle borgeres lige deltagelse, betyder kønsforskellen en klar udvidelse af demokratiet, hvis denne indsigt tages alvorligt. Mennesket er dobbelt og kræver et system, hvor overvejelser og beslutninger gennemføres af mænd og kvinder på en ligeværdig måde. Ligestilling betyder ligeværdighed mellem mænd og kvinder i den sociale og politiske repræsentationsstruktur. At være kvinde er én af de to måder at være menneske på. At være kvinde eller at være mand er sider af menneskeheden, der adskiller, lige så meget som de forener, og de skaber derfor et evigt kreativt spil af modsætninger. Det paritære demokrati drager således fordel af denne kreativitet og medvirker til, at beslutningerne bliver rigtigere, mere retfærdige og mere rettet mod de problemer, de skal løse. Derfor tror jeg på paritet, den ny model for lighed mellem kønnene, der genindfører en ægte almengyldighed i det politisk organiserede samfundsliv. Beijingerklæringen udgør et historisk vendepunkt i den lange march, som vi i dag genkalder os. Derfor må den vurdering af den, som nu er i gang, ikke tjene som påskud til tilbageskridt. Det drejer sig ikke om en ny deklaration, men blot om, at de stater, der har underskrevet den, også opfylder den. Principperne i den må fastholdes, ligesom dens værdier og de mål, som den sigter mod at opnå. Den kan uddybes, men den må aldrig forvanskes. Det er den holdning, som EU må indtage. De konklusioner, som den europæiske vurderingsprocedure, der foregik i januar i Genève, er nået frem til, går i denne retning og bekræfter, at der skal ske implementering på alle 12 områder. Undervejs er også det femte fællesskabsprogram til ligestilling mellem mænd og kvinder 2001/2005. Det er indlysende, at gennemførelsen - og styrkelsen - af ligestillingspolitikken mellem mænd og kvinder i EU er helt nødvendig, fordi man trods de fremskridt og den indsats, der har fundet sted, også kan konstatere, at der stadig er betragtelig ulighed mellem mænd og kvinder på det økonomiske, politiske, sociale og generelle samfundsmæssige plan. Portugal ønsker som formandsland dette program alt mulig held og lykke, så der kan skabes et Europa med lige muligheder for alle. Som deres gensidige modsætninger udgør og strukturerer kvinder og mænd de samfund, som de lever i. Der er tale om en ny måde at se den offentlige og den private sfære på, et forslag til at bekæmpe den mistænksomhed, der gør sig gældende om politikerne og deres ageren, om et alternativ til at overvinde mistroen over for de demokratiske institutioners måde at fungere på og over for deres angivelige åbenhed og om en metode til at mindske den manglende tilknytning, som visse dele af befolkningen føler i forhold til de traditionelle politiske partier og deres måde at føre politik på. Politikken til fordel for ligestilling mellem kønnene medfører en gevinst for samfundet som helhed ved at være til gavn for såvel kvinder som mænd, hvad angår deres personlige, sociale og erhvervsmæssige mål, ved at bidrage afgørende til den samfundsmæssige udvikling, da den anerkender og befordrer de ressourcer, som begge køn rummer, ved at bidrage til en uddybelse af demokratiet, fordi beslutningsprocessen kommer tættere på vælgerne, ved at bringe nye og specifikt kvindelige værdier ind på den politiske arena og ved at bidrage til en højere livskvalitet og uddybning af demokratiet. En portugisisk tænker sammenfattede i 1922 sine overvejelser om lighedsspørgsmålet med at sige, at den nødvendige betingelse for lige rettigheder er lige magt. Jeg tror ikke, at nogen vil betvivle hans tankers klarsyn eller benægte, hvis de anerkender dem, at de udtrykker en del af demokratiets væsen. Lad os derfor opbygge det! Kun på dén måde kan vi hævde, at menneskeheden er en solidaritet, der strækker sig gennem historien. |
Hr. formand, for 200 år siden, under den franske revolution, blev en meget berømt kvinde, Olympe de Gouges, betragtet som gal og henrettet, fordi hun gik ind for lige rettigheder til mænd og kvinder. Europa har opnået meget i de 200 år, der er gået siden da. Det sidste århundrede kan opdeles i tre perioder. Den første var en periode karakteriseret af institutionelle ændringer, ændringer af retlige rammer, forfatningsmæssige landvindinger i alle medlemsstaterne, som var resultatet af kvindebevægelsens kamp, resultatet af de store beslutninger, der blev truffet af fremskridtsvenlige partier og resultatet af oplyste kvinders og mænds virke. Vi havde en anden periode, hvor de kvindelige forbilleder udmærkede sig. Kvinderne er overalt. De er statsministre, parlamentsmedlemmer, bankfolk, ministre, erhvervsfolk, læger, advokater, piloter og generaler. Nu befinder vi os i en tredje periode. En tredje periode, hvor der kræves en ændret sammensætning af de indflydelsesrige organer inden for politik og økonomi. Sammensætningen, den ændrede sammensætning, vil også medføre ændringer inden for de forskellige former for politik, politikker, som er nødsaget til at tage hensyn til begge køns værdier og livserfaringer. Mine damer og herrer, de to første måneder af det nye årtusinde har været præget af to vigtige begivenheder: den første er valget af Finlands præsident, fru Halonen. For første gang var der i Finland flere kvindelige kandidater end mandlige. Og det var en kvinde, der blev valgt. Den anden begivenhed er det, der sker i Frankrig. Frankrig har vedtaget en lov om lige repræsentation af mænd og kvinder, som er resultatet af den erklæring, der blev udarbejdet i april 1999 på konferencen om kvinder og mænd ved magten. Hermed forpligtes de relevante ministre til at iværksætte konkrete foranstaltninger og konkrete politikker, som vil ændre magtforholdene. Vi bør komplimentere premierminister Jospin, fordi han har sanktioneret denne forpligtelse på en så klar og utvetydig måde. Der er blevet sagt meget og ført mange former for politik i medlemsstaterne. Tallene taler for sig selv. Og tallene for Europa er stadig problematiske. 24% af regeringsmedlemmerne er kvinder, og i parlamenterne er gennemsnittet 22%, idet tallet svinger mellem 6% i nogle medlemsstater og ca. 40% i andre. Antallet af kvinder i udvalg med magtbeføjelser, udvalg, der udformer politik, er meget lille. Selv i lande som Tyskland og Belgien, som har konkrete lovmæssige krav vedrørende antallet af repræsentanter for de to køn, ligger kvindernes deltagelse i de forskellige udvalg ikke over 18%. Det, der er brug for, er fremme af konkrete politikker. Det er nødvendigt med et politisk mix, som omfatter langsigtede politiske forpligtelser, som man har fået i Sverige og Finland, hvor vi i dag har en repræsentation på 56% og 44% i de respektive regeringer. Det er nødvendigt med organisering og statistisk overvågning. Det er nødvendigt med kontrol og hensigtsmæssige strukturer, som passer til de enkelte områders kultur, mentalitet og særlige problemer. Og naturligvis er det nødvendigt med et budget til disse politikker, der kræver finansiel støtte. En forøgelse af antallet af kvinder, eller som den franske premierminister, hr. Jospin, udtrykte det, "forøgelsen af kvinders indflydelse i beslutningscentrene ...", er den bedste måde at forny politikken på, den bedste måde at ændre indfaldsvinklerne til problemerne på, den bedste måde, hvorpå man kan tilføre den politiske tanke nye idéer og nye erfaringer, som kvinderne kommer med via deres anderledes opvækst og livssyn. Et meget vigtigt element er det seneste initiativ fra det finske formandskab, der vedrører udviklingen af indikatorer, som registrerer og påviser kvindernes deltagelse i beslutningscentrene. Indikatorer, som omfatter de nationale parlamenter og de regionale og lokale selvstyreorganer og giver et udtømmende billede af kvindernes deltagelse i de enkelte medlemsstater. Jeg mener, at udarbejdelsen og forbedringen af statistiske data er et politisk spørgsmål af meget stor betydning, at muligheden for at opstille mål, sammenligne resultater og styrke vores arbejde er et politisk værktøj. Et sådant initiativ til systematisk overvågning indgår også i mit eget program, som jeg vil fremlægge som det femte program for kvinder. Mens medlemsstaternes lovgivningsmæssige foranstaltninger og forfatningsmæssige tiltag giver resultater inden for de politiske magtcentre, må vi gøre opmærksom på, at vi ikke ser de samme resultater i den private sektor. Den kontakt, jeg har haft til mange store europæiske og multinationale virksomheder i Europa, har vist tragiske resultater. Der findes virksomheder på europæisk plan, som har tusindvis af ansatte, ofte hundredetusinder af ansatte på verdensplan, men hvor kvindernes deltagelse på direktions- og ledelsesniveau ligger under 2%! Vi bør heller ikke have for lav deltagelse af kvinder i de økonomiske beslutningscentre. Også her gøres der en konkret indsats, som naturligvis ikke kan være af lovgivningsmæssig karakter, men som kan virke på grundlag af en udveksling af bedste praksis, og i hvert fald har min første kontakt med formænd og direktører for disse meget store virksomheder givet positive resultater. Som bekendt gør Kommissionen en indsats for at imødegå problemet inden for egne rækker. Der findes allerede en beslutning om en deltagelse på 40% af begge køn i alle grupper og programmer, som vedrører forskning og teknologisk udvikling. Dette er et tiltag, som blev godkendt i Deres egen institution i maj 1999, hvor man fremhævede nødvendigheden af kvinders deltagelse inden for forskning og teknologi. Vi er i Kommissionen nødsaget til at optræde som et konkret og klart eksempel, og der foregår et samarbejde med alle mine kolleger i Kommissionen, som det også ses i reformen af Kommissionen, hvorved kvindernes deltagelse kommer op på 40% i alle udvalg inden for Europa-Kommissionen. Der høres ofte indvendinger, som er iklædt en progressiv kappe, og som drejer sig om, hvorvidt der skal være bindende krav om kvinders deltagelse på magtplan. I en forbundsstat er der aldrig nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, om alle forbundets delstater skal komme til orde. Og på EU-plan ville man aldrig finde på at spørge, om de 15 medlemsstater eventuelt ikke skulle være repræsenteret i alle udvalg. Hvorfor er det så mærkeligt, og hvorfor er der nogen, der tager forbehold over for eksistensen af lovmæssige krav om halvdelen af befolkningens repræsentation. Her vil jeg gerne være helt kategorisk. Der bør ikke være nogen forbehold, absolut ingen forbehold, over for lovkravet om kvinders deltagelse i magtcentrene. (Bifald) Kvinderne udgør halvdelen af befolkningen, halvdelen af klodens drivkraft. Hvis kvinderne udelukkes fra indflydelse, vil det for det første betyde demokratisk underskud og for det andet en mangelfuld udnyttelse af de menneskelige ressourcer. Vi står foran en enestående udfordring, og tiden er inde til at tage den op: til at kæde økonomisk og politisk nytte samen med bevarelsen af de grundlæggende demokratiske principper. Jeg er optimistisk og tror, det vil lykkes os. Det er et kapløb med tiden. Der bør ikke være flere generationer af kvinder, som må blive på sidelinjen. Om nødvendigt må vi tage alle midler i brug for at presse tingene igennem. (Bifald) |
Hr. formand, jeg vil indlede mit indlæg med at takke ministeren, formanden for Rådet, for hendes deltagelse i denne debat og for hendes interessante indlæg om emnet. Jeg vil også gerne takke kommissæren, som har været her hos os, og for hendes ord til os. Generelt er vi i de forskellige politiske grupper enige i det let konstaterbare faktum om kvindernes underrepræsentation i beslutningsprocesserne, såvel inden for det politiske som inden for det økonomiske og sociale område. I dag er der ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at kvinder deltager i det politiske liv, i partierne og i institutionerne, men det er ikke nemt for os at blive enige om, hvordan denne deltagelse skal opnås. Den ligestilling mellem mænd og kvinder, som berører kvindernes liv mest, og dermed samfundet i al almindelighed, er ligestillingen på arbejdsmarkedet, såvel lige muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet - hvilket betyder lige muligheder for at forberede sig til det - som ligeløn for det samme arbejde, som der er blevet kæmpet for så ofte, og som alligevel er langt fra at være en realitet. Vi er sikre på, at kvindernes deltagelse i beslutningsprocessen vil være gavnlig for samfundet som helhed. Kvinder bidrager altid med andre synspunkter end mændene, hvilket er med til at berige og supplere det samlede overblik over de bedste løsninger på dagligdagens problemer, og som de personer, der som os deltager i aktiv politik, har forpligtet sig til at løse. Men vanskeligheden består i at finde den rigtige løsning, som gør det muligt at få en større andel af kvinder i de ledende stillinger og dermed i beslutningsprocessen. I nogle af Den Europæiske Unions lande har man ved lov vedtaget en ordning om obligatoriske kvoter, som øjeblikkeligt sikrer en mere afbalanceret tilstedeværelse af kvinder. Men det plejer ikke at være den bedste løsning, for der findes ikke altid tilstrækkelig mange kvinder, som er indstillet på at træde ind i en vanskelig og konkurrencepræget verden, som de finder er særdeles maskulin, fordi den traditionelt set har været forbeholdt mændene. Kvindernes deltagelse i de politiske partier er ikke på 50%, og det er den heller ikke arbejdsmæssigt og socialt set. Den ligger et godt stykke under, og det er denne grundlæggende deltagelse, vi burde tilskynde til for at fremme kvindernes tilstedeværelse. Der bør også være en klar og reel vilje til, at der er flere kvinder, som er i stand til og villige til at påtage sig ansvar og forpligtelse i det politiske liv, det vil sige i beslutningsprocessen. Hos Kristdemokraterne er der ikke en klar enighed om at støtte den obligatoriske kvoteordning. Nogle personer giver endog udtryk for, at de er imod. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at føle mig som en kvote, at tro, at jeg har et bestemt job, fordi jeg er født som kvinde. Sådan vil mænd aldrig føle, og det er en vigtig forskel. |
Hr. formand, jeg takker kommissæren og formanden for Rådet. I begyndelsen af dette århundrede frembragte den franske regering et glanslys, en ligestillingspolitisk knaldeffekt. For første gang skal valglister besættes paritetisk af mænd og kvinder. Dermed har regeringschefen, Jospin, også sendt et signal for Den Europæiske Union. Netop i dag tiltræder Finlands nyvalgte præsident, Tarja Halonen, sit embede. Kvinderne i Finland har her sendt et signal, idet de for første gang har sat en kvinde i spidsen for deres stat. Desværre er det ikke sådan overalt. I Grækenland er det mindre end 7% kvinder, der ønsker at stille op til næste valg. Også dér er der helt sikkert meget at indhente. De har ikke fulgt Rådets henstilling fra 1996 om en afbalanceret deltagelse af kvinder og om at eliminere underrepræsentationen af kvinder. Selvom kvinder også udgør flertallet i den europæiske befolkning, er de stadigvæk i høj grad udstødte. Hvis de har ambitioner om højere stillinger, støder de hurtigt panden mod en mur. Vi bør kæmpe for at gennembryde denne mur. I modsætning til den tidligere taler mener jeg - og her er min gruppe enig - at vi bør anvende kvoter, og det vil sige bindende kvoter, for kvinder har arbejdet hårdt. Kvinder har en fremragende uddannelse i Den Europæiske Union, vi har bevist teamånd og erhvervet beslutningsdygtighed og social kompetence. Bindende kvoter forudsætter også pålidelige data og må ikke isoleres fra noget samfundsmæssigt område. Vi har brug for denne nye samfundstraktat, vi har brug for kampen om magt, penge og fordeling af arbejdet, der skal falde ud til fordel for kvinderne. Jeg ser mig om, mændene kunne have støttet os godt i denne kamp. De er desværre også dårligt repræsenteret her. Jeg vil gerne have, at vi arbejder videre i forbindelse med aktionsplatformen fra Beijing, at vi skaber visionen om at gå fra kvindernes dag til kvindernes millennium. |
Hr. formand, jeg vil også gerne takke formanden for Rådet og kommissæren for nogle gode taler, som jeg synes giver håb for virkelig optimisme, ikke mindst på grund af den vilje og det engagement, som begge kvinder udstrålede. Jeg synes, det var et fremragende eksempel, kommissæren gav, da hun sagde, at man ikke havde drømt om, at de 15 lande ikke skulle være ligeligt repræsenteret, men at noget tilsvarende ikke gør sig gældende, når det drejer sig om at få kvinderne repræsenteret. Tydeligere kan det vel egentlig ikke siges, hvad det her drejer sig om. Jeg håber så, at kommissæren - men hun er jo ung og stærk - vil have den fornødne vedholdenhed til også at skabe de fornødne reformer i Kommissionen. Jeg er overbevist om, at det bliver hårdt arbejde, når det kommer til stykket. Hvis kommissæren spørger om støtte fra Parlamentet, kan hun i hvert fald regne med støtte fra Den Liberale Gruppes side. Vi er meget stærkt interesseret i, at der kommer ligestilling i Kommissionen, at man sikrer det fornødne beslutningsgrundlag, sådan at kommissæren kan komme igennem med sine ligestillingssynspunkter. Jeg vil godt sige til den portugisiske minister, at jeg er fuldstændig enig med hende i, at det drejer sig om, at man ikke kan få lige rettigheder uden lige magt. Dette er fuldstændig afgørende. Men man skal også huske på, at ingen frivilligt afgiver magt, og det gælder både mænd og kvinder. Mænd har aldrig ønsket at afgive magtpositioner, når de havde nogle, men det er også meget få kvinder, der har været villige til at afgive deres magtpositioner - her tænker jeg specielt på magtposition i forhold til børnene. I øvrigt vil jeg også sige, at dette også kan være en af grundene til, at der er så få mænd til stede her i dag. Vi vil selvfølgelig gerne have lov til at have denne debat mere eller mindre for os selv af samme magtpolitiske grunde. Det, jeg godt vil understrege med dette, er, at det drejer sig om afgivelse af magt fra begge sider. Kommissæren understreger, at det, der er brug for, er et politisk mix af en lang række forskellige ting, og hun nævnte navnlig Finland og Sverige. Jeg vil blot for orienteringens skyld sige, at hun også godt kunne have nævnt Danmark. Og det siger jeg selvfølgelig, fordi jeg kommer fra Danmark. Faktisk består den danske regering af 45% kvinder, og det er i realiteten en lille smule mere end i Finland. Vi har godt nok ingen kvindelig præsident, men til gengæld har vi en dronning, og det må vel i visse sammenhænge gøre det ud for det samme. Jeg vil godt komme ind på nogle af de punkter, kommissæren nævnte, nemlig spørgsmålet om de finansielle ressourcer. Det er helt nødvendigt, at vi accepterer, at det koster, hvis kvinderne skal have ligestilling i det korte forløb. I det korte forløb er det naturligvis nødvendigt, at vi også satser på at få børnene passet på forsvarlig vis og naturligvis også uddannet på forsvarlig vis. Så er der spørgsmålet om hensigtsmæssige strukturer. Man kunne godt spørge sig selv, om den traditionelle industrikultur har været særlig god, og derfor er jeg meget tilfreds med, at de portugisiske ministre deltager meget aktivt i Lissabon-konferencen, som jo bl.a. drejer sig om IT-udviklingen. Her tror jeg, at der er nogle ganske særlige muligheder for kvinderne, netop fordi der ikke er tale om hierarkiske, men om flade strukturer. Vi har i hvert fald i Danmark set en udvikling, der tyder på, at der kommer ganske mange kvindelige entreprenører. Der er to punkter, der ikke for alvor er nævnt, og som jeg godt lige vil nævne her til sidst. Det ene er spørgsmålet om mediernes påvirkning. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi undersøger, hvad det er for nogle stereotyper, medierne opbygger. Har vi et særligt problem her? Jeg må sige, at jeg ikke ved det præcist. Jeg har en mistanke om, at det er tilfældet, men jeg er ikke sikker. Det andet er udvidelsen. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi allerede nu understreger i forbindelse med udvidelsen, at der altså også her må stilles nogle krav til, at de nye lande lader sig repræsentere ved både mænd og kvinder, så de også på denne måde understøtter kvinderne i disse lande. |
Jeg vil også gerne takke formanden for Rådet og kommissæren for deres taler, og jeg er enig med kommissæren i, at det er på tide at omsætte de fine ord til handling. Vi ved alle, at kvinder er underrepræsenteret i beslutningsprocesser på alle niveauer, fordi statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Jeg er enig i, at det også er nødvendigt med en præcis statistik, fordi det først er, når tallene ændres, at vi ved, at vi er ved at løse problemerne. Den omtalte systematiske overvågning vil afsløre dette. Mainstreaming er en langsigtet forpligtelse og proces. I mellemtiden er der brug for en positiv indsats, hvilket medfører brug af kvoter og andre foranstaltninger. Vi kan lære af de nævnte succeshistorier, ikke kun ved at se på det faktiske antal valgte kvinder, men også ved at se på dets betydning for regeringsformen for dermed at illustrere, at alle nyder godt af et repræsentativt system. Jeg er glad for at kunne sige, at vi i mit hjemland Wales har 40% kvinder i nationalforsamlingen, hvilket er resultatet af positive særforanstaltninger fra de politiske partiers side. Men på den anden side er der kun fire kvindelige parlamentsmedlemmer fra Wales i Underhuset, hvilket kun svarer til 10%. Principerklæringer og sympatitilkendegivelser er således ikke tilstrækkeligt, fordi de ikke har virket. Hvis vi tror på princippet om lige repræsentation af kvinder og mænd i beslutningsprocessen, skal vi træffe de nødvendige foranstaltninger for at fremme et sådant princip. |
Hr. formand, ved den anden internationale socialistiske kvindekonference i København i 1910 blev det besluttet, at hovedkravet dengang, stemmeret for kvinder, skulle kobles sammen med hele kvindespørgsmålet, samt, hvilket også blev skrevet i resolutionen, at "kvindedagen skal have international karakter og forberedes godt". Det er også værd at nævne, at kvindedagen siden blev forbudt i alle de lande, hvor fascisme og racisme vandt frem i krigsårene og i mellemkrigsårene. I 1910 stod stemmeret for kvinder på dagsordenen. Nu fokuserer vi i dag på, hvordan vi kan få flere kvinder med i beslutningsprocessen. Kvinder er ikke et homogent kollektiv. Kvinder tilhører forskellige samfundsklasser. Kvinder har forskellige individuelle behov og interesser. Strukturelt og gennemgående gælder dog, at vi, uanset hvor vi befinder os, uanset klasse, race, religion, hjemme eller på arbejde, inden for alle samfundsområder, er underordnede mændene - med få individuelle undtagelser, skal man måske tilføje. I mit hjemland, Sverige, har flere politiske partier frivilligt indført kønskvotering til og i politiske forsamlinger i de seneste år. Dette har medført, at antallet af kvinder i den politiske beslutningsproces er steget, hvilket igen har givet muligheder for nye undersøgelser. Hvad sker der, når flere kvinder tager aktiv og lige del i den politiske beslutningsproces? Det, som det hidtil har vist, er, at dagsordenen har ændret sig - og når dagsordenen ændres, så ændrer beslutningstyperne sig naturligvis også. Når man taler om kønskvotering, dukker ordet kompetence altid automatisk op. Det interessante er, at kompetencekrav sjældent defineres. Det virker ofte, som om mænd i dag, præcis som før i tiden, altid besidder den mest udefinerede kompetence. At være mand skal altså være ensbetydende med at være mest kompetent. Dette synspunkt mener jeg er bevis på ufattelig stor inkompetence hos mange af dagens beslutningstagere. Vi har tidligere i år her i Parlamentet fremført kravet om at gøre den 8. marts til en international helligdag. Mens vi venter på, at det bliver gennemført, vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle socialistiske kvinder held og lykke med Women's World Marches, som starter til foråret på den internationale kvindedag. Det er et verdensomspændende projekt, som fokuserer på vold mod kvinder og fattigdom hos kvinder over hele verden. Til slut vil jeg sige, som kommissær Patten sagde, da han afsluttede den forrige forhandling, at den ideelle politibetjent ville være en farvet mormor. Det har vi ikke, men de findes! |
Hr. formand, kvindernes plads i politik er et vigtigt spørgsmål, der fortjener bedre end en politisk korrekt overbydning, som vi er vidner til. Der er ingen tvivl om, at kvinderne er alt for svagt repræsenteret i politik. Men det er ikke sikkert, at det alene er overvægten af mænd i partiapparaterne, der er ansvarlig herfor. I Frankrig er 95% af de folkevalgte byrådsmedlemmer. Størstedelen af dem er ikke tilknyttet et parti. Med hensyn til myndighederne i departementerne udgør de valgte uden partitilknytning - fra venstre- eller højrefløjen - tilsammen Frankrigs største parti. For at blive valgt som lokal politiker er det nok at ville det. Men adgangen til ansvar på nationalt niveau afhænger ofte af sådanne mandater. Vores gruppe ønsker at fremme den lige repræsentation af mænd og kvinder i Den Europæiske Union. Det er derfor, vi forkaster kvotepolitikken og den positive særbehandling, hvad enten det er til kvinders fordel eller i øvrigt til andre såkaldte sociale minoriteters fordel. Minoritetspolitikken er en trussel mod den sociale samhørighed og balancen i vores demokratiske model, fordi den negligerer den sammenknyttede enhed, som den menneskelige familie udgør, og i stedet fastsætter overfladiske delinger. Hvis vi på den ene side opretter kvoter for kvinder, hvorfor så ikke oprette kvoter for bestemte aldersgrupper eller etniske grupper, kvoter for katolikker, arbejdere, folk med briller. Oprettelsen af sociale kvoter til fordel for de mest udsatte grupper ville ikke være mere grotesk end oprettelsen af kvoter for kvinder. Med en sådan filosofi ville det ikke mere være nødvendigt at organisere hverken valg eller administrative udvælgelsesprøver. Man kunne nøjes med at sammensætte ministerier og forsamlinger gennem statistiske udregninger. Kvotepolitikken kan kun øge den manglende interesse for politik hos vælgerne ved endnu en gang at give dem en fornemmelse af, at de ikke har indflydelse. På den anden side er en sådan politik et tegn på en dyb ringeagt for kvinder. Kvinder opnår ikke adgang til politiske eller administrative funktioner ved hjælp af en fast mekanisme i en eller anden kvote, men derimod gennem anerkendelse af deres bedrifter og kompetencer. Har De, mine damer, så lidt stolthed, at De ville være parate til at indtage en ministerpost eller et embede som folkevalgt som følge af en matematisk tilfældighed i en kvote? Kvinder er vigtigere end kvoter. Vi kan kun forbedre kvinders kvantitative og kvalitative deltagelse i beslutningsprocessen ved at genoptage princippet om meritokrati. |
Hr. formand, ærede kolleger, De kender måske ordsproget "papir er taknemmeligt"? Det er som med menneskerettighederne, de er ofte blevet nedskrevet og formuleret, og alligevel er der mange områder, hvor de ikke overholdes. Jeg forholder mig altså absolut kritisk over for et stort antal af de dokumenter, der angår kvinders rettigheder. Til det principielle: Også i kvindepolitik kan der efter min mening kun findes løsninger rent partnerskabsmæssigt og i en partnerskabsmæssig selvforståelse. Kvindepolitik bør ikke udformes således, at kvinder nærmest modarbejder mænd, men således, at kvinder og mænd i fællesskab søger og finder samfundspolitiske løsninger. Til beslutningsforslaget fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder: Det forlanges, at der skal garanteres en afbalanceret fordeling mellem kvinder og mænd i EU-institutionerne. Forstår man derved indførelsen af en kvoteregel? Jeg selv er, netop som kvinde, imod en kvote, for jeg ønsker ikke at være et alibi, men at blive vurderet i kraft af mine præstationer og ikke i kraft af mit køn. Af erfaring ved jeg, at mange kvinder deler denne opfattelse. |
Fru minister, fru kommissær, alt det, De lige har sagt, er vældigt klart, selvom nogle mandlige kolleger, hvis der stadig er nogen tilbage i salen, måske har skåret tænder. Jeg ved, at der også er kvinder, der ikke vil høre tale om kvoter eller om positiv særbehandling, fordi de mener, at disse positive særbehandlinger er ydmygende og for altid vil følge dem i deres karriere. Men statistikkerne beviser det: Den positive særbehandling eller kvoterne har - når de ikke anvendes blindt og uden omtanke - medført en stigning af kvinder i beslutningsprocessen. Derfor er det berettiget at konstatere, at anvendelsen af kvoter - som en overgangsforanstaltning - bidrager til at skabe balance i mænds og kvinders deltagelse i navnlig det politiske liv. Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at minde kommissæren om visse krav og initiativer fra Europa-Parlamentet, som hendes forgænger ikke fulgte op på, og som ligger os mere på sinde end kvoterne. Først og fremmest drejer det sig om vores betænkning, der blev vedtaget sidste år i forbindelse med den internationale kvindedag i Strasbourg, hvori det kræves af Kommissionen, at den fremlægger et nyt ændringsforslag til direktivet af 1976 om gennemførelsen af princippet om ligestilling af mænd og kvinder. Efter Amsterdam-traktaten var der ikke længere grund til at opretholde den positive særbehandling sideordnet med en tolereret afvigelse fra princippet om ligestilling, som kun anerkender en individuel rettighed og ikke en samfundsmæssig rettighed, som på demokratisk vis vil realisere denne lighed. Som tingene står, vover ingen længere at anfægte, at retten til ligestilling mellem mænd og kvinder er en grundlæggende rettighed i et demokratisk samfund, der kræver, at ligebehandling og lige muligheder gennemføres ved hjælp af en række aktive foranstaltninger, herunder positiv særbehandling. De kan således gå i gang, fru kommissær. De behøver ikke at afvente en ny ændring af traktaten. Jeg tillader mig endnu en gang at minde om vores krav om en ændring af det utilstrækkelige og dårligt gennemførte direktiv af 1976 om lige behandling af selvstændige, herunder medhjælpende ægtefæller. Der er ikke foretaget nogen opfølgning på Deres betænkning, der enstemmigt foreslog en europæisk rammestatus for medhjælpende ægtefæller. Også i denne forbindelse har De bolden, fru kommissær. Tøv ikke med at sende den videre. |
Jeg vil gerne takke ministeren og kommissæren for deres indlæg og for de forpligtende redegørelser, de gav Europa-Parlamentet om et så vigtigt emne som det, vi drøfter i dag. Kvinders tilstedeværelse i beslutningsprocessen er først og fremmest et spørgsmål om demokrati. Det er nødvendigt, at alle borgere - såvel kvinder som mænd - kan identificere sig med og reelt føler sig repræsenteret af de valgte politikere og af lederne. Når man tænker på, at mere end halvdelen af befolkningen er kvinder, men at deres tilstedeværelse i beslutningsprocessen er meget mindre end mænds, er det klart, at vi stadig er langt fra et reelt demokrati. Det er dog også et spørgsmål om den politiske dagsorden, for ud over at udgøre et befolkningsflertal er kvinderne også den mest dynamiske del af samfundet. Det er nemlig dem, der i den største grad har bidraget til oprettelsen af nye virksomheder i Europa i de senere år, og procentvis er der flere unge kvinder end mænd, der finder et job med en såkaldt atypisk kontrakt. I mange af vores regioner er kvinderne det bærende element i den udviklingsmodel, der er forbundet med innovation, uddannelse, kvalifikationer og fleksibilitet. 90% af et udsnit af de kvinder, der arbejder i området omkring min by, Milano, har udtalt, at de ikke har tid nok til at gøre alt det, de skal i løbet af dagen. Kvinderne arbejder i gennemsnit 60 timer om ugen, hvilket er 20 timer mere end mændene. Den pris, som kvinderne betaler for at følge deres lyst til at spille en hovedrolle på alle felter, er syndromet med den manglende tid. Hvis det er sandt - og det er det - bør en god politik tage udgangspunkt heri for at finde nogle positive løsninger på disse problemer. Det er således nødvendigt at indføre nogle systematiske og dristige lovgivnings-, program- og interventionsinstrumenter, som er koordineret indbyrdes, for at medvirke til at skabe nogle nye ledende klasser inden for kultur, økonomi, samfund, institutioner og politik, nemlig klasser, der bærer præg af kvindelig moderniseringskvalitet. I Europa har vi gjort meget med hensyn til mange spørgsmål, men når det gælder en ligeligt fordelt repræsentation, er vi stadig langt fra målet. Jeg er enig med kommissæren i, at tiden er inde til, at både kvinder og mænd sætter deres præg på europæisk politik - på hele den europæiske politik - og at der således bliver gjort en afgørende indsats på dette område. |
Hr. formand, inden jeg kom over til mødet, så jeg finsk fjernsyn. Den finske hærs æreskompagni hilste den nye republikanske præsident med ordene: "Goddag fru republikanske præsident". De ved måske, at præsidenten i Finland ikke kun er leder af opinionen, men også er forsvarets øverstbefalende, hvorfor dette var en ganske interessant og historisk begivenhed. Under det finske formandskab udarbejdede man en rapport, som gav et billede af hele beslutningsprocessen, og med udgangspunkt i denne rapport håber jeg, at kommissionsmedlemmet rent faktisk foreslår nogle juridisk bindende foranstaltninger til forbedring af kvindernes stilling i beslutningsprocessen. Jeg vil opfordre Dem alle, ærede kvinder på højrefløjen, til at lytte til fru Lulling, for hun fortalte, hvorfor vi har brug for kvoter, og hun har om nogen af os tilstrækkelig erfaring fra det politiske liv. Til sidst vil jeg gerne sige, at det nu er væsentligt, at vi får dette spørgsmål op også på regeringskonferencen. Jeg appellerer til Dem, kære kolleger, lad være med i morgen at stemme for det forslag, hvori punkt 4 modereres, således at man ikke vil behandle demokratiet mellem kønnene på regeringskonferencen. |
Hr. formand, fru minister, fru kommissær, trods de fremskridt, der er opnået på lovgivningsområdet, og de beklagelser, som vi alle jævnligt fremkommer med om ulighed og forskelsbehandling på grund af køn, opretholder de forslag, som fremlægges til løsning på dette problem, stadig dets årsager, hvilket betyder, at der må en anden politik til på diverse områder, hvis kvinderne skal kunne deltage i beslutningsprocessen på lige fod. Vi ved, at det er det vanskeligste område, dels fordi det største ansvar for familien hviler på kvinderne, dels fordi der stadig findes fordomme og interesser, der forhindrer kvindernes faktiske deltagelse på de forskellige områder, hvor de afgørende beslutninger træffes. Sagen er så, at den beskedne deltagelse fra kvindernes side i det politiske liv og der, hvor vigtige beslutninger ellers tages, betyder et demokratisk underskud, der ikke er foreneligt med et ægte demokrati. Det er derfor helt afgørende, at de forskellige direktiver på ligestillingsområdet føres ud i livet, og at Rådet, Kommissionen og den enkelte medlemsstat virkelig efterlever de forpligtelser, som de har påtaget sig, herunder på konferencen i Beijing. |
Fru formand for Rådet, fru kommissær, jeg er medlem af Europa-Parlamentet for højrefløjen, men jeg fører den samme kamp som mine kolleger for at støtte og hjælpe kvindelige medborgere i mit land til at få adgang til magten og til beslutningsprocesserne, og dette skal ikke blot ske i det politiske miljø, men naturligvis i alle sektorer i samfundet. Jeg vil blot sige, at der er flere midler til at nå til målet, og selvom jeg er imod fænomenet kvoter, fordi jeg finder det nedværdigende for kvinderne, kommer jeg fra et land, der lige har indført ligestilling. Det er fuldstændig logisk, det giver mening! Der burde have eksisteret ligestilling længe, og eftersom kvinderne udgør mere end halvdelen af samfundet, forekommer det mig fuldstændigt naturligt, at de er repræsenteret med mindst 50% - hvis ikke mere - i beslutningsprocesserne og i det politiske miljø. Så jeg siger nej til diskriminerende foranstaltninger for at få kvinderne frem. Kvinderne vil vinde frem, fordi de er pragmatiske og fornuftige. Når jeg hører, at man kræver uddannelser for kvinder i politik, har jeg lyst til at sige: nej, for Guds skyld. Lad os fremme både mænds og kvinders uddannelse inden for politik, hvorfor kun kvinders? Det er at anerkende deres mindreværd. Men så vidt jeg ved, har vi aldrig følt os mindre værd i forhold til mændene og da slet ikke inden for politik. Så jeg mener, at vi skal føre hele denne kamp for at hjælpe vores kvindelige medborgere til en stilling i beslutningsprocessen og til ansvarsfulde stillinger i det politiske miljø, men jeg mener også, at dette kun kan lade sig gøre med en sand holdningsændring. Det er nødvendigt, at vi bliver tilstrækkeligt stærke alle sammen til at tvinge politikerne til at gennemtvinge kvinders deltagelse i den politiske beslutningsproces. |
Hr. formand, fru minister og fru kommissær, "Det halve af himmelen holdes oppe af kvinder", sagde en fremgangsrig mand engang. Men når det handler om vigtige beslutninger og prioriteringer, mangler kvindernes stemmer. Kvinder, der udgør mere end halvdelen af befolkningen, er stærkt underrepræsenterede på det politiske, økonomiske og sociale område. Dette er uacceptabelt i et demokrati! Ingen andre steder er kløften mellem de jure og de facto med hensyn til ligestilling større end i beslutningsprocessen. For at opnå balance kræves en konkret handlingsplan med en fastsat tidsplan. En vigtig del af en sådan plan er et benchmarkingsystem, som sikrer kvinders fulde deltagelse i magtstrukturer og beslutningsprocesser. Det glæder mig derfor, at kommissæren er positiv over for et sådant system. Jeg foreslår, at EU's målsætninger for kvinder i beslutningsprocessen bliver baseret på gennemsnittet af de tre mest fremgangsrige medlemsstater inden for hvert område med årlig rapportering fra medlemsstaterne. Denne rapportering skal derefter vurderes. Kvinder er de største ofre for overtrædelser af menneskerettighederne, f.eks. voldtægt, seksuelle overgreb, mishandling i hjemmet og handel med kvinder, men de er underrepræsenterede ved de retlige og lovgivende organer, som bedømmer disse forbrydelser. Det medfører, at forbrydelserne prioriteres lavt, og at gerningsmændene ofte ikke tiltales. Kvinder er de største ofre i væbnede konflikter, men er fraværende i fredsbevarende indsatser, konfliktløsning og genopbygningsarbejde. I resolutionen opfordrer vi derfor medlemsstaterne til at øge andelen af kvinder i alle aspekter af konfliktløsning og fredsbevarende handlinger. Kvinders deltagelse på lige fod i beslutningsprocessen er ikke kun et krav om social retfærdighed og demokrati, men det er også et must, hvis kvinders erfaringer og viden skal udnyttes fuldt ud. Ikke at udnytte kvinders kapacitet i beslutningsprocessen er et uacceptabelt spild. Kvinder skal ikke kun "holde den halve himmel oppe", men også have ret til at tage ansvar for beslutninger, som berører hele vores jord. |
Hr. formand, jeg vil gerne takke formandskabet og kommissæren for de fremragende indlæg, som de har holdt her i dag. Vi forventer os meget af Deres indsats. Vi tager hul på et årtusinde og et århundrede, som vi håber vil være afgørende for kvinderne og deres mulighed for at indtage positioner, hvor der træffes beslutninger. Vi ønsker, at denne mulighed indebærer afgørende ændringer for vores samfundsliv, at demokrati også betyder ligestilling mellem mænd og kvinder, og at kvinderne ikke udstødes hverken økonomisk eller socialt, således som det sker i dag. Vi ønsker også, at de værdier, som kvinderne sætter pris på, f.eks. fred, broderskab, lighed, retfærdighed, sikkerhed og miljøbeskyttelse, kommer til at være styrende for EU og gerne også for verden. Derfor må kvinderne have mulighed for at gribe ind over for ubevægeligheden i et samfund, der hidtil har været gennemtrængt af mændenes værdier. Vi ved af egen erfaring, at frihed og beslutningsmulighed ikke er noget, som man bare får tildelt. Det skal erobres. Lad os derfor fortsætte erobringen, og må dette nye århundrede give os sejren, ikke over mændene, ikke over nogen, den sejr, der betyder ligestilling mellem mænd og kvinder. Til det formål må vi ikke gå glip af flere lejligheder, og den store udfordring, som alle europæere - og kvinderne i særdeleshed - står over for, er den nye økonomi og den nye informationsteknologi. Topmødet i Lissabon, som finder sted sidst i denne måned, vedrører i særlig grad kvinderne. I Europa må der skabes mere beskæftigelse, for den er meget lavere end i USA og Japan. Der må således flere kvinder i arbejde, og dét i de nye jobs, som EU mangler. Jeg spørger derfor Rådet og Kommissionen om, hvilke forslag de agter at lægge frem på det næste topmøde i Lissabon, så den nye økonomi og det nye Europa, som vi ønsker at opbygge, endelig inddrager ligestillingen mellem mænd og kvinder. |
Hr. formand, fru kommissær, grunden til, at jeg var så glad for Deres indlæg, var, at De turde nævne de medlemsstater, hvor den politiske repræsentation af kvinder er en succes, f.eks. Finland, Frankrig og Sverige, men også at De turde nævne de medlemsstater, hvor det ikke går så godt, f.eks. mit eget land og f.eks. også Grækenland, som De glemte at nævne. Jeg har for øvrigt hørt, at der er risiko for, at overordentlig få kvinder optages på listerne ved det næste valg i Grækenland. Jeg synes, at dette er meget uheldigt. Jeg værdsatte dette, fordi jeg mener, at det er på høje tid, at vi her i de europæiske institutioner nævner konkrete midler, hvorved vi bedre kan få kvinder sat på den politiske dagsorden. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at Parlamentet fortsætter med at opfordre til kvoter, og at dette kommer til at stå åbenlyst i beslutningsforslaget. Jeg er selv et produkt af kvoter, fru kommissær. Jeg tror ikke, at nogen af mine kolleger her vil kunne bevise, at jeg af den grund er mindre kompetent. Meritokratiet er i en række af vores europæiske lande åbenbart stadig i den grad præget af mænd, at kvinder simpelthen ikke får en chance. I Den Europæiske Union har en række lande faktisk allerede indført kvoter, og De har selv henvist til Belgien, fru kommissær, hvor det ikke er så stor en succes. Det er heller ikke så mærkeligt, ikke fordi vi ikke kunne finde de nødvendige kandidater, fru Avilés Perea, men fordi nylig videnskabelig forskning foretaget af Kommissionen selv beviser, at kvoter faktisk kun har mening, hvis kvinder placeres rigtigt, det vil sige højt, på listerne. Det er grunden til, at vi skal diskutere kvoterne fornuftigt. Vores målsætning skal faktisk være et paritetisk demokrati som en ny social kontrakt, fru minister. Men lad os så også drage konklusionerne deraf. Det valgsystem, som svarer bedst til denne model, er lynlåssystemet, som anvendes frivilligt i Sverige. Jeg vil sige: Frivilligt, hvor det kan lade sig gøre, tvungent, hvor man er uvillig. Jeg håber, at optimal praksis i disse lande gennem denne benchmarking også kan fortsættes i det femte handlingsprogram, fru minister og fru kommissær, for jeg tror, at det er på tide, at vores partier forstår dette. |
Hr. formand, også jeg vil gerne takke kommissæren og formanden for Rådet for deres udtømmende redegørelser og først og fremmest for deres forslag. Da det blev sagt, at mænd som oftest ikke deltager i drøftelser, der omhandler kvinders rettigheder, tænkte jeg, at jeg ville bidrage til dagens forhandling med et synspunkt, som stammer fra en mand, en nutidig politiker og intellektuel, nemlig Francis Fukuyama. I en artikel med overskriften "Hvis kvinderne regerede verden" hævder han, at hvis kvinder deltog mere i politik, ville det ganske givet føre til en verden, hvor vold var mindre anvendt. Athene, visdommens gudinde og krigsgudinde, var ganske vist antikkens kvindelige forbillede, men i vore dage kan den kvindelige indflydelse have en katalyserende indvirkning, som kan afskaffe militarismen og fremme freden. Der er således alvorlige grunde foruden den, der vedrører retfærdighed for begge køn, som taler for en retfærdig og lige fordeling af de offentlige embeder samt den politiske og økonomiske magt mellem mænd og kvinder. Kvinders liv er opfyldt af at give og beskytte liv og miljø, af dialog, forsoning, forståelse for forskellige synspunkter og løsning af konflikter med fredelige midler. Disse kvindelige værdier kan udgøre et alternativ til nutidens voldskultur og danne grundlag for en ny politisk kultur og et mere retfærdigt samfund med større velfærd. Derfor er regeringskonferencen nødsaget til i den nye traktat at indføre princippet om lige deltagelse af kvinder og mænd i alle Den Europæiske Unions organer og i alle demokratiske institutioner og politiske beslutningscentre i samtlige fællesskabsstater. |
Hr. formand, hvorfor skal kvinder have deres forholdsmæssige andel i den politiske beslutningsproces? Og hvordan skal vi gennemføre dette? At det skal ske, og hvorfor det skal ske, kan vi hurtigt blive enige om. Det er et krav om simpel retfærdighed og demokrati og dermed en forudsætning for politisk legitimitet. Men når vi skal besvare spørgsmålet hvordan, er vores opfattelser stærkt forskellige. Er oplysning, uddannelse og skabelse af praktiske forudsætninger tilstrækkeligt, eller skal vi foretage favorisering såsom kvoter i forbindelse med de politiske partiers kandidatlister? Og er det så statens, altså den lovgivende magts, opgave at gennemtvinge sådanne foranstaltninger i de politiske partier? Eller skal vi endog tænke på et system, hvor 50% af pladserne i valgte organer er forbeholdt kvinder? Denne diskussion, som føres i nogle dele af Europa og også her med det franske kampråb parité, drejer sig i virkeligheden om selve demokratiets grundlag og om den politiske betydning, som vi vil tilkende det at være kvinde. Efter min opfattelse skal den politiske kamp vedrøre politiske idéer og ikke seksuelle identiteter. Jeg er stor tilhænger af frivillige kvoter på kandidatlister, og uden disse ville jeg heller ikke selv have stået her. Jeg er ligesom fru Van Lancker et produkt af en sådan foranstaltning. Men efter min mening kan og må staten ikke med tvangsmidler blande sig i politiske partiers interne handlemåde med fare for, at demokratiet selv bliver offer for det. Med andre ord må de midler, som vi anvender for at få kvinder til at indtage deres retfærdige plads i det politiske demokrati, ikke føre til et system med seksuel apartheid. Dermed ville vi øve vold mod demokratiet. |
Hr. formand, jeg takker for påskønnelserne og de engagerede indlæg og holdninger, som er kommet til udtryk her i Europa-Parlamentet. Der er blevet diskuteret mere, end der er blevet rejst spørgsmål, og det tema, som er til debat, er blevet belyst fra flere sider. Vi anerkender enstemmigt, at det er en betingelse for at uddybe demokratiet, at kvinderne får større magt over beslutningerne, at de deltager mere i beslutningsprocesserne. Det er blevet anerkendt enstemmigt. Divergenserne har man kunnet konstatere, hvad angår måden, dette mål skal opnås på. Da der blev talt om kvoter, forekom det mig, at jeg hos nogle af medlemmerne hørte, at kvoter var et mål, som de ikke gik ind for. Kvoter er efter min opfattelse et middel og - som det blev sagt - kun af midlertidig karakter. Jeg kan fortælle, hvad der skete sidste år i Portugal, da man diskuterede loven om kvoter på valglisterne. Denne lov, som regeringen havde stillet forslag om, blev forkastet i Parlamentet, og alle de politiske ledere gav udtryk for, at kvoter ikke var nødvendige, fordi kvinderne og den kompetence, som de står for, helt naturligt var uundværlige for uddybningen af den demokratiske proces, af hvilken årsag listerne til det følgende valg ville afspejle, at kvindernes kompetence havde betydning. Listerne blev udfærdiget, valget blev afholdt, Parlamentet blev sammensat, og kun én gruppe, De Grønne, som består af kun to kvindelige parlamentsmedlemmer, opfyldte til overmål det, som alle havde forpligtet sig til. Det er den objektive virkelighed. Jeg tror ikke, at nogen i Europa-Parlamentet vil mene, at kvoter er noget positivt, men de er sandsynligvis en nødvendig fase i processen, ikke fordi mændene ikke anerkender kvindernes kompetence, men fordi de pladser, som skal være kvindernes, længe har været besat af mænd. Det er også vanskeligt at få fjernet dem fra listerne, der måske har følelsesmæssige forbindelser til hinanden. Det er et af problemerne. Der er imidlertid et andet problem, nemlig at kvinder sædvanligvis ikke interesserer sig for at deltage i politik. Det er indlysende, at kvinder har besvær med at interessere sig for at deltage i politik, når den tid, som de har til rådighed, er meget mindre end den, mændene har, og så længe den meget mandsdominerede måde, som de politiske partier er organiseret på, er påskud til, at tiden stadig ikke er den samme for mænd som for kvinder. Hvis et politisk parti har et møde om aftenen, og manden ikke kan nå hjem, fordi han skal deltage i det, fordi han er med i partiets styrende organer, så har vi dér et godt påskud til, at manden ikke kan nå hjem og tage del i det ansvar, som også han har for de huslige pligter. Så længe der ikke sker en ændring i, hvordan man deles om opgaverne, herunder også deles om ansvaret for familien, sker der selvfølgelig ingen ændringer, hvad angår kvindernes muligheder for at deltage i den politiske proces. Vi står således stadig over for problemer, til hvis årsager der skal findes løsninger. For at finde disse løsninger skal der imidlertid træffes foranstaltninger, der positivt kan bidrage til dem. Et medlem af Europa-Parlamentet har sagt, at dette problem ikke må betyde krig mellem kønnene. Jeg er enig i, at det ikke må være et spørgsmål om krig mellem mænd og kvinder, fordi mænd og kvinder, der tænker sig om, og som er ægte demokrater, er enige i, at man med rette kan hævde, at den nuværendee situation ikke er udtryk for et ægte repræsentativt demokrati. Jeg forstår derfor ikke, hvori problemet med kvoterne ligger, når de i princippet kun bruges som et middel i de lande, hvor kvindernes repræsentation er lav, når disse lovforslag vedtages i parlamenter, hvor mændene altså er i flertal. Hvis de vedtager disse love, er det, fordi der er enighed og ikke tvang eller krig mellem kønnene. Jeg mener, at alt det her skal analyseres nøje og diskuteres godt igennem. Vi må vide, om det kan svare sig, at vi stadig skal vente snesevis af år, indtil dette spørgsmål løser sig selv ad naturlig vej, fordi kvinderne faktisk i stigende grad deltager i kraft af højere uddannelse, universitetsuddannelse, og økonomisk og social kompetence, hvilket så ad naturlig vej vil ske engang i det tredje årtusinde, eller om vi i stedet allerede i dag - takket være brug af metoder som benchmarking og statistiske oplysninger - har redskaber til at vurdere, om en god praksis fører til positive resultater, og til at fremme opbygningen af det, som vi alle siger, vi går ind for: et demokratisk og pluralistisk samfund med en ligeværdig deltagelse fra mænd og kvinder. Der skal på de forskellige områder træffes alle slags afbalancerede og positive foranstaltninger, som respekterer personernes værdighed. I dag er det jo sådan, at kvindernes værdighed, særlige værdi, kompetence, verdensanskuelse og viden, deres særlige måde at være til på og deres særlige måde at erkende og handle på netop ikke inddrages, men tværtimod fuldstændig går til spilde i alle sociale, institutionelle, økonomiske og politiske sammenhænge. Formandskabet vil have alt mulig interesse i at støtte initiativer, der sigter på radikalt at ændre denne situation, også ved hjælp af midler, der kun benyttes i en periode, men som har vist, at de udgør den eneste måde til at opnå en jævnbyrdig repræsentation i beslutningsprocesserne. Formandskabet vil have alt mulig interesse og vil lægge hele sit engagement i at støtte disse fremgangsmåder, ikke som mål, men som midler. Vi råder i dag over talmateriale, der viser, hvordan det forholder sig, vi har tal, der afslører de enorme forskelle, der gør sig gældende på dette område mellem EU's medlemslande, og vi har således al nødvendig viden om tingenes tilstand. Vi har tilsyneladende også en enig anerkendelse af, at kvindernes deltagelse skal gøres større. Vi har midler til rådighed, som kan betyde en mere ligelig opgavedeling mellem mænd og kvinder både i deres private tilværelse og i arbejdslivet. Vi skal så bruge alle de midler til positiv handling, der er nødvendige for at få ændret den nuværende situation. |
Hr. formand, forhandlingen i dag drejer sig om magtorganernes sammensætning, om ændringen af magtsystemet i Europa. Vi befinder os i en ny periode med en temmelig perfekt institutionel ramme, med en betydelig deltagelse af kvinder inden for alle sektorer, både uddannelse, arbejde og kultur. Det problem, vi skal løse, drejer sig om, hvordan magtens sammensætning ændres. Debatten er yderst politisk. Der er to måder at gribe sagen an på. Den første går ind for politisk overtalelse. Lidt efter lidt vil alle blive overbevist om, at kvinder kan medvirke. Tre bemærkninger hertil: Den første er baseret på påstanden om, at kvinder er kompetente. Jeg kan gøre det, altså kan alle kvinder gøre det. Men hvad gør vi ved den kendsgerning, at kvinderne står uden for? Er vi kompetente, mens resten af den kvindelige befolkning er inkompetent? Man risikerer at se kvindelig arrogance i politik. Kvinder lever nemlig under forskellige betingelser. Fordi de har færre chancer. Fordi de har et andet uddannelsesniveau. Fordi de møder sociale hindringer. Fordi de aldrig har tid nok til at beskæftige sig med fælles anliggender. Den anden kommentar er, at vi må overbevise de politiske ledere. Det er ikke nødvendigt! De er alle overbevist! Der er ingen mandlige politikere, som ikke anerkender kvindernes deltagelse. Der er ingen partier, fra det yderste venstre til den yderste højrefløj, som ikke fremhæver nødvendigheden af kvinders deltagelse. I hvert fald i ord! For det tredje må vi vente og langsomt ændre på tingene. På kvindekonferencen i Beijing fremkom en interessant oplysning. Med det tempo, som kvindernes deltagelse udvikler sig i på globalt plan, vil det tage 2.300 år, før vi har ligestilling, hvad angår mænds og kvinders deltagelse. Og for Europas vedkommende, for Europa-Parlamentets vedkommende, hvor der er kvoter for kvinders deltagelse, vil det tage 25 år, før de to køn deltager på lige fod. Den anden måde at gribe det an på er med bindende lovkrav vedrørende kvinders deltagelse. Det er ikke nok bare at fastsætte kvoter. Tænk bare, hvis vi kunne lave om på århundreders historie med en lovbestemmelse. Derfor udtrykker vi os helt klart. Kvotering er et af elementerne, en af de politikker, som kræves for at få ændret situationen. Og til sidst vil jeg på spørgsmålet, om vi kan være stolte over at være produkter af kvoter, svare helt klart, at jeg ville være meget stolt over at være produkt af en kvote, for det ville betyde, at det var lykkedes mig at indføre kvoter i mit land, hvor kvindernes deltagelse ligger på 5%. |
Mange tak, fru Diamantopoulou. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget et beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen formiddag. |
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om oversvømmelserne i Mozambique. Jeg giver ordet til kommissær Patten på vegne af Kommissionen. |
Ligesom de ærede parlamentsmedlemmer følger også Kommissionen nødsituationen i Mozambique med stor deltagelse. De fortsatte voldsomme regnskyl i hele den sydafrikanske region kombineret med cyklonen Eline har forvoldt store skader på bygninger og infrastrukturen og fordrevet et stort antal mennesker. Angiveligt er omkring 800.000 mennesker påvirket af oversvømmelserne, og ca. 300.000 af disse har akut behov for fødevarehjælp og andre former for humanitær bistand. Adskillige mennesker har mistet livet, og der er mange forsvundne og sårede. Regeringen i Mozambique har anmodet om humanitær bistand fra tredjelande. Det internationale samfund - herunder USA, Schweiz, Sydafrika, Irland, Norge, Danmark, Italien, Sverige og Nederlandene - har til dato ydet betydelig bistand. Min kollega Poul Nielson er sammen med den portugisiske minister på vej til Mozambique i eftermiddag og i aften for at vurdere situationen. Hr. Nielson vil med glæde rapportere tilbage til Parlamentet om resultaterne af missionen. Inden jeg siger et par ord om den hidtidige bistand fra ECHO, vil jeg gerne komme med tre personlige kommentarer. For det første var jeg fra 1986 til 1989 minister for udviklingssamarbejde, og jeg knyttede mig specielt til befolkningen i Mozambique. På daværende tidspunkt kæmpede de bravt med store miljømæssige og politiske problemer samt med fattigdom og konsekvenserne af en blodig krig. Hvis et land nogensinde har fortjent hjælp fra donorer, så var det Mozambique. For det andet er denne opfattelse blevet bekræftet af de seneste års indsats i Mozambique for at opbygge en stærk og blomstrende økonomi og et stabilt samfund. For det tredje har vi brugt en stor del af eftermiddagen på at diskutere konfliktforebyggelse, hvordan man undgår kriser, og hvordan man kan gøre en mere effektiv indsats over for kriser. Vi har talt om, hvor vigtigt det er, at Kommissionen udvikler en række overordnede mål for en ikkemilitær indsats i kriser, og jeg vil sige, at hvis det nogensinde har været relevant, så er det i forbindelse med den aktuelle katastrofe i Mozambique. Jeg vil gerne rette blikket mod den hidtidige bistand. I sidste uge besluttede ECHO at bevilge 1 million euro i oversvømmelsesbistand. Af dette beløb skal 600.000 euro fordeles via spansk Røde Kors og 150.000 euro via MSF Luxembourg til operationer i Mozambique, og de resterende 250.000 euro skal tilfalde Botswana via tysk Røde Kors. Disse ngo'er vil tage fat på de mest presserende problemer med at flytte truede folk til mere sikre områder og tilvejebringe sundhedspleje, vand og dekontaminering. I øjeblikket arbejder ECHO på at bevilge yderligere 2 millioner euro i bistand. Dette beløb vil blive fordelt via UNICEF, Action Contre La Faim, COSV, Nuova Frontera og Vireaid, hvis deres endelige forslag godkendes. Disse ngo'er vil koncentrere indsatsen om vand og dekontaminering, afskærmning, plastikpresenninger, benzindunke, tæpper og lign. De vil koncentrere sig om genhusning af fordrevne personer, om forebyggelse af malaria, kolera og andre smitsomme sygdomme, om ekstra fødevarehjælp til underernærede samt børn i risikogrupper, om levering af markfrø og redskaber, om fødevaresikkerhed, om retablering af centrale dyresundhedsmæssige strukturer og om uddannelse af husdyravlere i landsbyerne. Vi vil overveje en tredje aktion på baggrund af kommissær Nielsons mission. Kommissionen forbereder også en mellemsigtet fællesskabsreaktion, der kombinerer ikkestatslig samfinansiering med Den Europæiske Udviklingsfonds aktioner for at hjælpe Mozambique med at håndtere krisen og genoptage den hurtige vækstrate, som landet har arbejdet så hårdt for. Denne indsats forventes at kunne genopbygge landet inden for en tidshorisont på tre til fire år. I sådanne situationer er vi alle opmærksomme på, at der skal ydes en langt større indsats for at forhindre katastrofer og handle hurtigt, når en katastrofe er uundgåelig. Jeg tror ikke, at jeg for indeværende kan bidrage yderligere til analysen af, hvad der gik galt, og hvad vi kan gøre bedre, men vi skal naturligvis lære af denne frygtelige katastrofe. Jeg gentager, at kommissær Nielson med glæde vil aflægge beretning til Parlamentet, når han vender tilbage fra Mozambique og katastrofeområdet. |
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Mozambique er et ungt afrikansk land, der har gjort en umådelig indsats for at overvinde de tilbageslag, som to årtiers borgerkrig havde medført, og for at tilpasse sig til demokrati. Den succes, som Mozambique har været, er resultatet af en indsats, som er blevet ydet ligeligt af landets regering, af oppositionen, men først og fremmest af det mozambiquiske folk. Men hele den indsats, der er blevet ydet i de seneste år, efter alle de vanskeligheder i forbindelse med fredsaftalerne, som vi alle kender, risikerer at gå tabt med den naturkatastrofe, der har ramt Mozambique de seneste uger. De opgørelser, som vi har fået om katastrofens omfang, er forfærdende, sådan som kommissæren har nævnt det: ca. en million hjemløse, mere end 100.000 på hustagene eller oppe i træerne, ventende på en helikopter, der kan redde dem, og allerede adskillige hundreder døde. EU og flere af medlemsstaterne, deriblandt min egen, har allerede ydet nødhjælp, måske med en vis forsinkelse, men de har gjort det, ligesom USA og flere lande i regionen, særlig Sydafrika. Lige nu har redningshelikoptere selvfølgelig førsteprioritet, og umiddelbart efter kommer fødevarehjælp og den øvrige katastrofehjælp. Disse oversvømmelser begyndte for tre uger siden, og hele verden er endelig begyndt at indse, hvad det er for en forfærdelig situation, som Mozambique oplever. Der er tusinder af mennesker, hvis liv hænger i en tynd tråd, og som snart vil dø, hvis ikke vi skaffer transportmidler, især fly, til at redde dem ud af den situation, som de befinder sig i. Det er uden for enhver tvivl det allervigtigste lige nu: redningstransport og katastrofehjælp, herunder fødevarehjælp. Jeg vil dog gerne understrege, at EU og resten af verden ikke kan nøjes med at bistå Mozambique med den akutte nødhjælp, som vi nu taler om. Man må også tænke på de ødelæggelser, som oversvømmelserne har forårsaget. Det må derfor allerede overvejes, hvordan der kan findes midler til genopbygningen af den infrastruktur, der er nu er blevet ødelagt, og uden hvilken Mozambique ikke kan genoptage den vej mod udvikling, der begyndte for nogle år siden, og som har set så lovende ud. Det er fundamentalt at få genopbygget infrastrukturen, for uden den er der ingen udvikling, og det er også tid for nogle af Mozambiques kreditorlande til at tænke på at godskrive eller nedsætte gælden. Hvis vi ikke gør noget nu, forskertser vi hele den indsats, der før er blevet ydet for at hjælpe Mozambique i dets udvikling. Jeg håber derfor, at det besøg i Mozambique, som hr. kommissær Nielson og repræsentanterne for det portugisiske formandskab for EU skal aflægge i denne uge, vil gøre det muligt at vurdere dette yderst vigtige spørgsmål på rette vis. |
Hr. formand, det er allerede blevet sagt, at Mozambique, efter en krig som hensatte landet i elendighed, nu står over for en naturkatastrofe af forfærdelige dimensioner. Uden at man på nuværende tidspunkt kan sige, hvor mange mennesker der er døde, så ved man godt, at ca. 80.000 er i umiddelbar fare for at drukne, og at 300.000 har mistet deres hjem og marker. De har behov for akut nødhjælp for at overleve, mælk, vand og telte. Senere vil der være behov for medicin for at undgå de epidemier, som allerede ser ud til at være begyndt, og for ressourcer til genopbygningen. Men den bistand, der er akut behov for, har vanskeligt ved at nå frem til trods for ngo'ernes indsats, for vejene, broerne og jernbanelinjerne er afskåret. Det er brug for helikoptere. Der er tilsyneladende kun fem til at få 80.000 mennesker ned fra træerne. Men de køretøjer, som bringer nødhjælpen ud, er for tunge. Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet har talt for fremme af forebyggelsen af naturkatastrofer - man har endog støttet konfliktforebyggelse - som det bedste middel til at hindre situationer som den, som befolkningen i Mozambique nu lider under. Jeg minder især om parlamentsmedlem Michel Rocards bestræbelser under den sidste valgperiode. Europa-Kommissionen har reageret ved allerede i 1994 at iværksætte et program til forebyggelse af katastrofer - Dipecho - som tilstræbte at være proaktivt og ud fra en regional tilnærmelse at hindre katastroferne eller i det mindste reducere deres følger for befolkningerne mest muligt. Men i Dipechos planer finder man overraskende nok ikke Afrika. Mozambique, som nu er offer for en forudsigelig katastrofe, var ikke med, ligesom den sult, som der nu meldes om i Etiopien, er forudsigelig. På Dipechos dagsorden finder man Sydøstasien, Mellemamerika og Caribien. Det er fornuftigt, og vi støtter det, men Afrika er ikke med, og vi spørger os selv, og vi spørger kommissæren - hvorfor ikke. Den Socialdemokratiske Gruppe har altid støttet Kommissionens humanitære bistandspolitik. Vi har altid støttet ECHO, dets politikker og aktioner, endog nogle som er blevet kritiseret af visse instanser, fordi vi mener, at solidariteten bør være et kendetegn ved Den Europæiske Unions aktioner uden for Fællesskabet. Med dette faste udgangspunkt finder vi også, at tidspunktet er kommet til på vegne af dem, der nu er ved at drukne i Mozambique, at kræve en forstærket indsats fra Kommissionens og medlemsstaternes side. Den million euro, der er rejst, er langt fra tilstrækkelig til at dække behovet, som af den mozambiquiske regering vurderes til 65 millioner dollars. Tiden er også inde til at bede om større effektivitet. Vi håber, at den debat, vi har haft først på eftermiddagen, kommissærens erkendelse af situationen i Mozambique og hr. Nielsons besøg betyder en større indsats fra alle sider for at hjælpe Mozambique. |
Hr. formand, situationen i Mozambique er uhyre presserende. Hver dag, hver time med længere udsættelse koster overordentligt mange menneskeliv. For at redde 10 tusinder af ofre er der kun få helikoptere til rådighed. Vandet fortsætter med at stige. Hungersnød og epidemier truer. Det ser ud, som om hele verden ser magtesløst til. Spørgsmålet er, om Kommissionen reagerer tilstrækkeligt alert? Det tvivler jeg ærligt talt på. Kommissær Nielson er i dag rejst dertil. For europæiske begreber måske hurtigt, men for nøden i Mozambique måske alligevel temmelig sent. Den Europæiske Union har i modsætning til en række medlemsstater hidtil kun lovet meget begrænset hjælp. Hvilke muligheder ser Kommissionen for hurtigt at tilbyde effektiv hjælp? Hvad kunne nødhjælpen og støtten til genopbygningen bestå i? Hvad kan kommissær Patten fortælle om den internationale koordinering indtil nu? Hvorfor var det ikke muligt at tilbyde redning tidligere med et større antal helikoptere? Det internationale samfund kunne bestemt også hjælpe Mozambique med en rundhåndet eftergivelse af gælden. Ikke blot fordi landet fører en forholdsvis god politik, men frem for alt fordi omfanget af den menneskelige elendighed gør dette absolut nødvendigt. |
Hr. formand, alle de beretninger og billeder, der når os, bevidner den tragedie, der har ramt Mozambique. Det er tusinder og atter tusinder af hjemløse, adskillige døde, mangel på mad og drikkevand, huse og afgrøder ødelagt. Og dét alt sammen i et land, der, netop fordi det et et af de fattigste på jorden, ikke har de midler, der skal til for at komme de mennesker, som er blevet ofre for katastrofen, til undsætning i tide. EU og EU's medlemsstater må derfor bistå Mozambique og dets befolkning hurtigt og massivt. Vi ved, at den dramatiske situation har fået det portugisiske formandskab og kommissær Nielson til at i dag at tage til Mozambique. Det glæder vi os over, men mere end deres tilstedeværelse gælder det om, at der i samarbejde med de mozambiquiske myndigheder straks bliver sat en handlingsplan i gang på kort og mellemlangt sigt, der kan sikre den bistand, som situationen kræver. Det var også i denne hensigt, og fordi en hurtig og massiv indsats er helt afgørende lige nu, at jeg i dag - inden hans afrejse - i min egenskab af formand for Udvalget om Udvikling og Samarbejde henvendte mig til kommissær Nielson for at anmode ham om et møde straks efter sin tilbagekomst, så han kan informere os om situationens udvikling og især om de nødforanstaltninger, som EU har sat og skal sætte i værk. Det er tusinder og atter tusinder af menneskeliv, der i øjeblikket står på spil, og kun den internationale solidaritet kan redde dem. Jeg vil gerne tro på, at EU vil vise sig i stand til at leve op til det, som mozambiquerne forventer af os. |
Hr. formand, jeg vil gerne først fremhæve, hvor belejlig og relevant denne debat om de ødelæggende oversvømmelser i Mozambique er. Disse oversvømmelser og storme har betydet tusinder og atter tusinder hjemløse, der har mistet alle deres ejendele, mennesker, der ikke kan vende tilbage til deres hjem efter stormene af den simple grund, at deres hjem og deres ejendele ikke findes mere, ikke mere er der, men er blevet skyllet bort af vandmasserne. Der er imidlertid, hr. formand, ærede medlemmer, et akut problem, nemlig at komme alle de mozambiquere til hjælp, der befinder sig i en desperat situation, mange i egentlig livsfare i deres oversvømmede landsbyer, og som håber på at blive reddet. I de fleste tilfælde kan disse mennesker kun reddes ad luftvejen med de helikoptere, som der er alt for få af på stedet. Som Mozambiques præsident har sagt det i sin dramatiske appel, kan hver dag, der går, betyde døden for mange mozambiquere. EU må derfor rejse midler hurtigt og effektivt, både kvantitativt og kvalitativt, og sætte disse midler ind hurtigt og præcist. Vi skal gøre det ikke blot ud fra elementær medmenneskelighed og solidaritet. Vi skal også gøre det - og straks - fordi vi ved, at Mozambique er et af de fattigste lande i verden, således at dets ressourcer til at afhjælpe denne tragedie og senere klare genopbygningen er praktisk talt ikke eksisterende. Vores forpligtelse har også en anden baggrund, nemlig det forhold, at Mozambique er et af de få afrikanske lande, der med demokratiske midler har overvundet en grusom borgerkrig, som hærgede det gennem mange år efter uafhængigheden. Ganske vist er Mozambiques demokratiske liv endnu langt fra fuldkomment, sådan som protesterne og uklarhederne omkring de seneste præsidentvalg viste, men i denne tragiske situation for landets befolkning kan vi kun give et effektivt og præcist svar på de appeller, som kommer fra de ansvarlige, både regering og opposition, der med ansvarsfølelse har formået at afstå fra vold som en måde til at løse deres mellemværender på. |
Hr. formand, hr. kommissær, ærede medlemmer, jeg vil gerne slutte mig til alle dem, der allerede her har opladt deres stemme for at hidkalde Parlamentets opmærksomhed - noget, der slet ikke har været nødvendigt, men som har skullet gøres - på den brutale tragedie, der lige nu rammer Mozambique. Jeg har her nogle tal, som jeg tror er de allernyeste: Der er allerede mere end 300 døde, 650.000 hjemløse, 2.400.000 afskåret fra omverdenen, 85.000, der har akut behov for at blive evakueret, nogle siddende oppe i træerne, andre på hustagene. Som det er blevet sagt, er det vigtigste helikoptere, det vigtigste, at nødhjælpen kommer hurtigt frem, for hvis det ikke sker, vil der efter den tragedie, som oversvømmelserne har forårsaget, følge yderligere en tragedie. Hvis befolkningen ikke kommes til undsætning, vil den dø af sult, af sygdomme og i oversvømmelserne. Dét er virkelig tragisk og tyngende for vores alle sammens samvittighed. Kommissæren sagde for lidt siden, at han var følelsesmæssigt forbundet med Mozambique, ligesom jeg selv er, og at han derfor særligt godt forstår, hvad det hele drejer sig om, hele den tragiske situation, som landet oplever. Jeg håber, at kommissær Nielsons og den portugisiske statssekretærs rejse vil give Parlamentet yderligere information om, hvordan situationen er, og om de behov, som det er mest påtrængende at imødekomme, så vi kan hjælpe Mozambiques befolkning, der virkelig fortjener det i sin kamp for udvikling. |
Jeg vil gerne takke kommissær Patten, fordi han med kort varsel er mødt op her i Parlamentet for at deltage i forhandlingen om dette meget alvorlige spørgsmål, og som tidligere nævnt er fjernsynsreportagerne fra den hårdt ramte Limpopodal i Mozambique ganske fortvivlende. Børn har mistet deres forældre, og utrøstelige og hjælpeløse familier er revet fra hinanden og har mistet alt. Men som andre har sagt, var det hele forudsagt og forudsigeligt, og den langsomme og utilstrækkelige - sørgeligt langsomme og sørgeligt utilstrækkelige - indsats bør nu erstattes af en seriøs investering i et katastrofeberedskab. Som kommissæren sagde, må der være basis for at etablere hurtige interventionsgrupper, der kan tiltræde i lignende krisesituationer, hvor vi ikke har det nødvendige strategiske eller logistiske overblik. Her til morgen var der syv helikoptere, og selvfølgelig arbejder de alle udelukkende i Gazaregionen. Floden Save giver også store problemer med oversvømmelse, men her har der endnu ikke været nogen hjælpearbejdere. 85% af arbejdet foregår inden for en time fra Maputu, så vi har i virkeligheden ikke et overblik over problemets omfang. Jeg vil også gerne fortælle kommissæren, at Europas borgere ønsker at vide, præcist hvad ECHO foretager sig. De fleste af os ville ikke prale med 3 millioner euro. Der er brug for langt flere midler, og jeg håber, at kommissæren vil vende tilbage med flere løfter samt forhåbentlig et forslag til en koordinering af indsatsen i området. Der er naturligvis også brug for en massiv luftbro med tonsvis af fødevarer, vandrensningsudstyr, telte, tæpper m.m. Er vi i virkeligheden klar til det næste nødhjælps- og genopbygningstrin, De nævner, som vil være meget ressourcekrævende? Er vi villige til at betale for disse ressourcer? Mozambique er selvfølgelig et af de fattigste lande i verden, men det er en af Afrikas store succeshistorier med hensyn til økonomisk vækst, fattigdomsbekæmpelse og demokratisering på trods af en stor gældsbyrde. Mozambique er et mønstereksempel, som nu vil lide voldsomt under følgerne af katastrofen. Nu må vi se, hvor langt Mozambiques udvikling sættes tilbage på grund af katastrofen, og det afhænger af kvaliteten og kvantiteten af det internationale nødhjælpsarbejde til det hårdt ramte land. |
Mange tak, fru Kinnock. Hr. Nogueira, jeg må sige til Dem, at vi noterer os Deres interesse og bekymring for dette spørgsmål, men Deres gruppe er ikke indskrevet i talerækken, og jeg skal overholde forretningsordenen. Forhandlingen er afsluttet. |
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0041/2000) af Katiforis for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens dokument EU-økonomien - oversigt 1999 (C5-0081/2000 - 2000/2046(COS)). |
Kommissionens dokument er en vurdering af den europæiske økonomis øjeblikkelige tilstand. Denne betegnes som lovende, specielt med hensyn til det aktuelle opsving i den økonomiske vækst, der forventes at ville reducere arbejdsløsheden til 8% senest i 2001. Efter ordførerens mening skal dette billede ses på baggrund af en lav vækst på blot 1,9% om året i 1990'erne på trods af, at der var tilfælde af højere vækstrater, som vi blot ikke kunne fastholde. Hvis vi ikke ønsker at gentage fortidens fejl, skal vi udnytte de aktuelle gode økonomiske resultater til at indføre en ny overgangspolitik med henblik på at skabe vedvarende højere vækstrater i vores økonomi. Det er udfordringen. Stillet over for denne udfordring anbefalede Kommissionen primært, at den økonomiske politik blot skal forlænge vores tidligere standpunkt om udelukkende at rette op på økonomiens monetære og skattemæssige grundlag, mens man, hvad det øvrige angår, skal skabe tillid på markederne, så de kan få lov til at udføre mirakler uden yderligere indblanding fra bevidste ulandseksperter. Ifølge ordføreren er det præcist den holdning, der tidligere har været problemet i Europa, ikke blot én gang, men flere gange. En sådan holdning indebærer en risiko for nedgang, hvilket ØKOFIN-Rådet diskuterer i øjeblikket. Holdningen kan også udløse en reaktion fra den amerikanske økonomi og medføre ændringer i oliepriserne og de langfristede EU-renter. Hvis nogle af disse risici har en negativ effekt, hvordan vil vi så svare igen? Med mere laissez faire, eller skal vi være bedre forberedte end under den seneste konjunkturnedgang? Jeg har foreslået, at Parlamentet anbefaler en aktivistisk økonomisk politik med to hovedbestanddele. Den ene går ud på at vedtage Kommissionens egen udmærkede økonometriske analyse og bede Rådet om at omdanne den til et handlingsprogram, der inddrager visse sammenkoblede og målbare målsætninger for beskæftigelse og øgede investeringer, der vil gøre vores politiske indsats med henblik på fuld beskæftigelse troværdig og praktisk gennemførlig. En central målsætning i et sådant program må være at hæve kapitaldannelsesinvesteringen fra de 19%, den er faldet til i løbet af det seneste årti, til mindst 23-24% af BNP både i den private og den offentlige sektor. Hvis den offentlige sektor skal kunne indtage den nødvendige førerstilling i investeringspolitikken, må Rådet nødvendigvis ofre nogle af sine allerhelligste køer. Det vil skulle revidere sin negative holdning til de transeuropæiske netværks store infrastrukturprogrammer, der alt for længe har samlet støv i skufferne, og tillade en passende finansiering gennem udstedelse af fællesskabsobligationer. Rådet vil også skulle acceptere en fortolkning af budgetunderskudsbegrebet, så regeringerne kan låne til investeringer uden at rage uklar med restriktionerne i stabilitetspagten. Dette var første søjle i min henstilling. Anden søjle omfattede en lang række strukturelle reformer, privatisering, dereguleringsforslag samt forslag om at lette overgangen til en vidensbaseret global økonomi, der som bekendt udgør rygraden i formandskabets forslag til topmødet i Lissabon. Ekspertudtalelser har gentagne gange fastslået, at strukturreformprogrammet kombineret med et ekspansivt program for investering og vækst vil kunne trække den europæiske økonomi i gang, mens ensidige politikker er dømt til at fejle. Desværre kunne mine kolleger i Folkepartiet med støtte fra De Liberale i økonomiudvalget ikke acceptere mit forslag. Det glæder mig, at de endelig efter fem års inkonsekvens endelig kan acceptere målsætningen om fuld beskæftigelse, men jeg må sige, at en simpel henvisning til fuld beskæftigelse uden konkrete programforslag smager for meget af hykleri, og at det ikke er tilstrækkeligt overbevisende til at tjene som det optimistiske politiske budskab, befolkningen har ventet så længe på. Det er bestemt ikke min opgave at dømme andres alliancer, men hvis Folkepartiet og De Liberale er så vilde efter at cementere deres alliance, så lad dem i det mindste foreslå noget positivt, der har en chance for at lykkes, i stedet for at præsentere de samme gamle floskler og tanker, der tidligere har fejlet, eller modsætte sig folks konkrete indsats blot for at opponere mod dem. Jeg mener, at Europa-Parlamentets politiske budskab bør være mere end blot et opkog af det neoklassiske økonomiske mantra. Noget mere solidt end en overgivelse til markedsøkonomiens skæbne, noget mere anstændigt end modstand mod realiseringen af pligttro mål. Betænkningen fra økonomiudvalget synder på alle tre områder. Medmindre Parlamentet gendanner den i sin oprindelige form og accepterer Socialdemokraternes genfremsatte ændringsforslag, må jeg tage det usædvanlige, men uundgåelige skridt, at bede mine socialdemokratiske kolleger og alle, der mener, at Parlamentet bør tale et meningsfyldt sprog, om at stemme imod betænkningen, der bærer mit navn, men som ikke længere er udtryk for mine tanker og idéer. |
Hr. formand, ærede kolleger, først vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig over den lidenskab, min ven, Giorgos Katiforis, stadig nærer for dette så vigtige emne så sent om aftenen. Jeg vil gerne følge hans opfordring, men først vil jeg begynde med analysen. Til at begynde med skal vi dog spørge os selv, hvilken kvalitet Den Europæiske Unions økonomiske politik har for øjeblikket, eller hvilken kvalitet de 11 medlemslandes økonomiske politik har, for det er det, det kommer an på i første omgang. Vi har i den forbindelse spurgt eksperter, og deres svar var meget interessant. Jeg tror dog, at de vigtigste dommere i forbindelse med, om nogen fører en god eller en dårlig økonomisk politik, for øjeblikket er de internationale finansmarkeder og det, der afspejles i vekselkurserne. Her konstaterer vi, at euroen er svag i forhold til dollaren, det vil sige, at de internationale finansmarkeder bedømmer den nuværende økonomiske politik i de 11 medlemslande i Den Europæiske Union, som har euroen som valuta, negativt. Hvorfor er det sådan? Skyldes det Den Europæiske Centralbank? Her må man sige klart nej. Den Europæiske Unions finansielle forfatning er god. Den Europæiske Centralbank råder over alle de instrumenter, der kan stå til rådighed for en centralbank. I spidsen af Den Europæiske Centralbank står overbevisende personligheder. Disse har også udført deres opgave med hensyn til at passe på prisstabiliteten, og den rentepolitik, de har ført, har præcist fulgt denne opgave. Altså kan det ikke skyldes Den Europæiske Centralbank. Skyldes det prognoserne for vækst og beskæftigelse i de kommende år? Prognoserne er ret gode. Den økonomiske vækst skønnes at blive 3% i forhold til 1,9% i 1990'erne. Der bliver en - om end langsom - tilbagegang i arbejdsløsheden. Prisstabiliteten i Den Europæiske Union er bedre i de 11 medlemslande end i USA. Vi har prisstabilitet, en inflationsrate på under 2%. Også de langfristede renter er lavere end i USA. Den egentlige grund til, at de europæiske lande får en dårlig karakter, er, at der er blevet taget for langsomt fat på de strukturreformer, der er nødvendige i Europa. Først fleksibiliteten på arbejdsmarkedet. Vi ser, at arbejdsløsheden er gået hurtigere tilbage i de lande, også i landene i Den Europæiske Union, som har udformet deres arbejdsmarked mere fleksibelt, end i andre lande. I nogle lande ligger arbejdsløsheden imidlertid på under 5%. Dernæst den store opgave med reformen af de sociale sikringssystemer og deres tilpasning til betingelserne på et europæisk hjemmemarked - også her ligger vi stadig langt tilbage i Europa. Derefter forbedringen af betingelserne for forskning og udvikling - her er der fjendtligheden over for teknikken i Den Europæiske Union, som sikkert virker som en hæmsko for forskning og udvikling i Den Europæiske Union. Så er der den kendsgerning, at beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret hos os i Europa, især for små og mellemstore virksomheders vedkommende - og de er særligt kreative - er for dyr og fungerer ikke tilstrækkeligt. Jeg tror også, at vi i forbindelse med elektroniske penge for øjeblikket er ved at forpasse de chancer, der allerede benyttes samtidig i andre lande, på den måde, at vi tilpasser rammebetingelserne for langsomt. Vi mangler også en rettidig tilpasning af vores uddannelsessystemer. Når det for øjeblikket kræves i f.eks. Tyskland, at der hentes elektrikere fra andre lande til Den Europæiske Union, viser det, at vores uddannelsessystemer har svigtet her, og at de ikke er blevet tilpasset rettidigt til informationssamfundets betingelser. Med andre ord: Det går for langsomt. Det går også for langsomt med tilpasningen i forbindelse med afskaffelsen af monopoler. Inden for telekommunikation er vi nået forholdsvis langt. Der er stadigvæk store mangler inden for postvæsenet, og også på energiområdet er der stadigvæk utrolig meget at gøre i forbindelse med afskaffelsen af monopoler. Der er især anledning til at frygte, at private monopoler træder i stedet for de gamle offentlige monopoler på nogle områder, hvilket ville betyde, at vi med hensyn til konkurrencen, med hensyn til det, som borgeren rent faktisk bruger, ville komme fra asken i ilden. Nu et par ord om den grundlæggende forskel i vores opfattelse og ordførerens opfattelse. Ordføreren tror på vækst og fremme af efterspørgselen. Han anser det for at være et universalmiddel. Det var - foruden mange emner, hvor vi slet ikke er så uenige - det mest iøjefaldende af det, som ordføreren har foreslået. Jeg mener ikke, at det er helt forkert, hvis man betegner hans holdning i dette spørgsmål som palæokeynesianisme. Vi er derimod af den opfattelse, at denne form for økonomisk politik ville være enøjet. At vi ikke kun bør holde øje med en genoplivelse af efterspørgselen, men samtidig også med udbudsbetingelserne og med de strukturreformer, som jeg lige har remset op. Dem skal vi tage fat på nu, for kun sådan kan vi klare os i den globale konkurrence. |
Hr. formand, på vegne af SPE-gruppen vil jeg gerne takke ordføreren for hans omfangsrige, meget vigtige og informative arbejde. Jeg vil gerne understrege endnu en gang, hvor vigtigt det var med de udførlige forhandlinger i udvalget med de eksperter, som heldigvis havde stillet sig til rådighed for Parlamentet. Disse eksperter har også udtrykkeligt understreget, hvor vigtigt det er også at fastsætte investeringsinitiativer, også at satse på efterspørgselsorienterede instrumenter. Jeg tror ikke, at det, som De, hr. von Wogau, her har betegnet som forældet keynesianisme, er det, der er ment hermed, for ingen ønsker at give afkald på stabilitet, ingen ønsker at give afkald på soliditet, men vi skal derimod finde et rigtigt policy mix i Den Europæiske Union. Herunder hører både udbuds- og efterspørgselsorienterede foranstaltninger. Vi ser det jo også i de andre lande i verden, som har større succes end f.eks. Deres hjemland, og hvor det netop har været praktiseret med succes i mange år. Jeg er heller ikke for pessimistisk med hensyn til udsigterne her i Den Europæiske Union. Endelig kan vi se, at konjunkturerne er steget betydeligt efter et års Økonomisk og Monetær Union i Den Europæiske Union. Med rette satser Kommissionens årsberetning på en positiv videreudvikling. Endelig er de verdensøkonomiske og verdenspolitiske rammebetingelser gunstige. De skal blot udnyttes. Vi skal langt om længe beslutte at koordinere det således, at vi faktisk organiserer synergieffekter, som i virkeligheden gør en bæredygtig vækst på højt niveau mulig for en længere periode. Jeg må sige, at sagen med euro-dollar-kursen ikke bekymrer mig, ikke kun fordi jeg ser et opskrivningspotentiale for euroen her, nej, men fordi euro-dollar-kursen giver det europæiske eksporterhverv en ekstra vækst og dermed har underbygget dets rolle som konjunkturmotor i en vigtig fase af den europæiske økonomiske udvikling. Jeg har allerede sagt, at Den Europæiske Union stadigvæk mangler en fælles vækststrategi, der bidrager til, at den gensidige afhængighed mellem EU's nationaløkonomier rent faktisk også kommer til sin ret, og at det indre marked kan udfolde sin optimale funktionsmåde. Det hænger ikke kun sammen med, at der stadigvæk mangler strukturreformer. Naturligvis er strukturreformer vigtige hos os. Men hvem har nogensinde beregnet den økonomiske vægt af disse strukturreformer således, at vi ved, hvad disse rent faktisk kan bidrage med, så der opnås vækst, investeringer og beskæftigelse? For så vidt kan vi ikke give afkald på organiseringen af vækst. Jeg synes, at det er en skam, at det stadigvæk ikke er alle aktører i den makroøkonomiske dialog, der kan indse nødvendigheden af en koordinering. Vi skal netop vide, at vi stadigvæk ikke er uafhængige af eksterne risici og stadigvæk heller ikke er uafhængige af interne risici for den europæiske vækst, for væksten i EU. Endelig viser f.eks. indikatorerne her hos os i Den Europæiske Union, at væksten og dens udsigter længe ikke har været så stabile som i 1980'erne. Det har også noget at gøre med tillid. Jeg mener ikke, at vi skal overlade dommen til de finansielle markeder, men vi skal sørge for, at der opstår større tillid til udviklingen i Den Europæiske Union både på forbruger- og produktionssiden. Fælleseuropæiske perspektiver kræver det også - det vil jeg ikke bestride - i forbindelse med udviklingen af lønpolitikken, der efter min mening i forvejen i EU er orienteret forbilledligt mod ECB's produktivitets- og prismålsætning. Det må ikke føre til en renationalisering af inflationsbekæmpelsen på medlemsstatsniveau, som det sker under indtryk af de stigende olie- og råstofpriser. Det er vigtigt for Den Europæiske Union og organiseringen af væksten med en uafhængig bedømmelse af den europæiske økonomiske politik. Vi har simpelthen brug for en årsberetning om Unionens økonomiske og sociale situation, således at det er muligt at føre en EU-politik med benchmarking og konkrete kvantitative og kvalitative tal og mål for investeringer og vækst. Det skal integreres i grundlaget for den økonomiske politik. Jeg mener, at en overtrædelse heraf i sidste ende også må følges af en detaljeret årsagsanalyse af de pågældende nationaløkonomier. Den gunstige konjunkturudvikling skal naturligvis med rette nu også anvendes til, at strukturmanglerne kan afhjælpes bedre ved hjælp af et vækstoverskud. Imidlertid bør vækstoverskuddet også udnyttes til investering i videnssamfundet, i forskning og udvikling, i den kostbare ressource mennesket. Initiativer som internetadgang i hver skole eller livslang kvalificering er et fornuftigt initiativ her, som også modstandere af statslige udgiftsprogrammer må godkende, således at der kan organiseres fremtidsevne og fuld beskæftigelse i Unionen. |
Hr. formand, mine damer og herrer, vores kollega Giorgos Katiforis' begejstring og overbevisning har forhindret ham i at gøre det, der er normalt, når en ordfører forelægger en betænkning, nemlig at forsvare den betænkning, han forelægger på plenarmødet. Det har han ikke gjort. Han har forsvaret sin holdning, men det var ikke den, der blev vedtaget af udvalget. Vi har klart forskellige synspunkter. Et af dem er, at vi finder, at vi kan have tillid til udviklingen i den europæiske økonomi. I går påpegede kommissær Solbes for os i et indlæg i Økonomiudvalget, at prognoserne for den europæiske økonomi for i år og næste år faktisk er fremragende. Ja, ikke nok med det, der blev nævnt eksempler på nogle medlemsstater, hvis problem er, hvad de skal gøre med det offentlige overskud. De problemer, der blev bragt op, er f.eks. at vælge mellem at nedsætte skatterne eller reducere det offentlige underskud, selvfølgelig for at hindre en prisstigning eller - så vi forstår hinanden - at opbygge en særlig reserve til at klare de mulige farer for den sociale bistand på grund af den demografiske udvikling i Den Europæiske Union. Vi er tilbøjelige til at tro, at der er en solid basis for denne økonomiske vækst i Unionen, nu og i de kommende år, og at vi skal tage i betragtning, at vi er med i en åben, globaliseret og meget konkurrencepræget økonomi. Hvis vi ønsker at indhente USA's lederskab eller endog overtage det, så er det, man skal gøre, at undgå den interventionspolitik, som hr. Katiforis indledningsvis foreslog, at undgå en for stor intervention fra det offentliges side ved opbygningen af infrastrukturer. På den anden side har medlemsstaterne modsat sig at bidrage med flere midler, da vi diskuterede Agenda 200, hvilket altså betyder, at vi på europæisk plan ikke vil råde over ret meget i de kommende år. Til gengæld understreger vi behovet for at blive ved med at udbygge og opbygge det indre marked i Europa, som stadig har alvorlige mangler. Der er stadig sektorer, f.eks. luftfarten, energisektoren, telekommunikationssektoren, hvor det viser sig, at de omkostninger, som vores virksomheder skal bære, stadig er meget høje, hvis vi sammenligner enhedsomkostningen i forhold til USA og andre lande, der er lige så konkurrencedygtige på internationalt plan. Denne betænkning indeholder en oplysning ifølge hvilken, de administrative omkostninger for at oprette et nyt firma er 500 euro i USA og i gennemsnit 1.600 i Den Europæiske Union. Der er altså stadig for meget bureaukrati og for meget intervention. Vi finder, at det er ved til punkt og prikke at opfylde de aftaler, der fastsættes i de programmer, som følger op på stabilitetspagten, og ved at blive ved med at arbejde hen mod et marked med stadig færre hindringer på alle niveauer, at vi når op på det niveau for konkurrencedygtighed, som Den Europæiske Union behøver. |
Hr. formand, kære kolleger, den passion, som de foregående talere tillægger hr. Katiforis, havde i mine ører ikke andet formål end at få Parlamentet til at leve op til forventningerne hos de mere end 10 millioner arbejdsløse, udstødte og dårligt stillede i Den Europæiske Union. Formålet med at henvende sig til Europa-Parlamentet var at give de europæiske folk håb. Der er økonomisk opsving, ja, men dette medfører kun en ubetydelig nedgang i arbejdsløsheden i Europa. PPE-DE og De Liberales stemmer har i høj grad nedtonet eller ligefrem vendt rundt på hans budskab. Det er grunden til, at vi ikke har stemt for betænkningen, som blev ændret af dem på trods af vores anstrengelser, og vi vil ikke stemme for den i dens nuværende udformning. Hvad er minimumskravene for, at vi stemmer for denne betænkning? For det første skal det bekræftes, at der er plads til et Europa i vækst, men et bæredygtigt Europa i vækst, der navnlig overholder de forpligtelser, Den Europæiske Union indgik på konferencerne i Kyoto og Buenos Aires. Der skal løses enorme opgaver for at overholde vores forpligtelser fra nu af og frem til det skæbnesvangre år 2008, hvor vi bør være nået ned på 1990-niveau med hensyn til udslip af drivhusgas. Der skal udføres et enormt stykke arbejde inden for transport, energi og endda med henblik på at erstatte kørsel med kommunikation på Internettet. For det andet er selv en vækst på 3 eller 4%, som forekommer os fuldt ud muligt, ikke tilstrækkelig til at nedsætte arbejdsløsheden, hvis væksten ikke medfører en udvidelse af antallet af arbejdspladser. Og det skal siges meget klart, at dette opnås gennem flere ydelser, flere systemer inden for den tertiære sektor og en yderligere reducering af den gennemsnitlige arbejdstid, uanset hvilke metoder vi anvender for at nå dertil. For det tredje er vi helt enige i, at vi må ændre relationerne på arbejdsmarkedet i Europa, men for os vil dette klart sige, at man skal bevare og forstærke den menneskelige kapital. Erfaringsmæssigt ved vi i Europa, at hvor lønnen er lavest og lønforholdene mest fleksible, er arbejdsløsheden højest, og hvor lønnen er højest og arbejdsmarkedet bedst reguleret, er arbejdsløshedsprocenten lavest. |
Hr. formand, jeg tror ikke, det er håb, men snarere dyb skuffelse, denne politik vækker hos de europæiske arbejdstagere. Det beslutningsforslag, som vores udvalg har vedtaget, beviser, at ikke kun Europa-Kommissionen, ØKOFIN-Rådet og ECB, men også Europa-Parlamentet er fortaler for og tilhænger af en stærkt neoliberalistisk økonomisk og social politik, som har ophobet kolossale negative konsekvenser for arbejdstagernes og andre brede befolkningslags leve- og arbejdsvilkår i EU's medlemslande. Udvalget forkastede højlydt alle ordførerens forsøg på med redegørelsen i sin betænkning at tilføre debatten om den økonomiske situation i EU en anden dimension og sende nogle af de signaler til Kommissionen og Rådet, som Europa-Parlamentet som et folkevalgt parlament burde opfange fra EU's befolkninger. Selv det positive bidrag fra de internationale økonomiske institutter og de eksperter på meget højt niveau, som havde gjort rede for problemstillingen og var kommet med idéer, fik en dårlig modtagelse. Med dette beslutningsforslag påtager Parlamentet sig et stort ansvar over for de befolkninger, der har valgt det, når det støtter en yderligtgående neoliberalistisk økonomisk og social politik, en politik, som fremmer privatiseringen af alt, som er i stærk opposition til alt, hvad der er offentligt, som kuldkaster arbejdstagernes arbejdsmæssige, lønmæssige, sociale og sikringsmæssige rettigheder, indfører en benhård finanspolitik med stærke befolkningsfjendtlige og asociale kendetegn og fungerer som repræsentant for arbejdsgiverne, når det kræver endnu større fleksibilitet og beskæftigelsesegnethed af arbejdstagerne, hvis de vil have et arbejde. Vores gruppe går kategorisk imod denne holdning og vil på denne baggrund ikke stemme for beslutningsforslaget. Den stemmer imod. |
Hr. formand, Kommissionens dokument om Den Europæiske Unions økonomi i 1999 forekommer os i høj grad at være udarbejdet i kancellisprog, og det viser dårligt nok, hvorfor vores præstationer i fortvivlende grad stadig er mindre end det resultat, som de enorme menneskelige ressourcer i Europa kunne muliggøre. Det er da rart at konstatere, at den fastsatte vækst på 3% for 2000, som kunne forekomme urealistisk, da Kommissionen forudså den i november 1999, i dag har gode chancer for at blive virkelighed og dette på trods af en fortsat inflation, eftersom toppen på 2% for eurozonen i januar trods alt fortsat er ubetydelig i forhold til tidligere. Men man har indtryk af, at denne vækst, der først og fremmest skyldes USA's præstationer og dernæst en vækst i produktionen i den nye økonomi gennem nye informations- og kommunikationsteknologier, fremmes af det almindelige verdensmarked på trods af vores svagheder. Vi er godt klar over disse svagheder, og problemerne skal løses straks, f.eks. de strukturelle stivheder og store obligatoriske bidrag. Men lad os ikke glemme, at der netop er blevet tilføjet endnu en svaghed - en ny svaghed - med den fælles mønt. Således pålægger sammenslutningen af de monetære politikker og den gradvise tilnærmelse af andre politikker de forskellige lande i eurozonen ekstra stivheder ved at tvinge en adfærd, som ikke nødvendigvis er tilpasset til deres strukturer og deres respektive konjunkturer, ned over dem. Denne sammenslutning anses som noget positivt i Kommissionens rapport. Men i virkeligheden kan det ikke udelukkes, at den fører til en samlet situation, som ikke er optimal. Hvis man hertil lægger det mærkværdige med hensyn til en fælles mønt, som ikke er skabt af en stat, der selv er skabt af et folk, kan man nemt forklare det, der forbliver det store mysterium med hensyn til den manglende tiltro til euroen. Det er sandt, at man tog godt mod den fælles mønts svagheder i den første tid i 1999, eftersom den ville fremme væksten på en måde, man ikke turde håbe på, men man kan ikke for evigt skjule, at den i virkeligheden er symbolet på dårlige politikker og dårlige funktionsbetingelser. |
Hr. formand, det foreliggende forslag til beslutning er omstridt; i betragtning af det emne, det vedrører, kan det ikke overraske særligt meget. Økonomer er nu engang ikke så enige, i hvert fald ikke når det drejer sig om fremtiden. Ordførerens ubekymrede opfordring til en større økonomisk vækst forekommer at være en tiltrækkende måde at løse den høje arbejdsløshed på. Men i virkeligheden er det kortsigtet politik. Selvom han opfordrer til bæredygtig vækst, har dette intet at gøre med bæredygtighed. Når vi tager hensyn til økologiske og demografiske udviklinger, burde vi netop tilskynde medlemsstaterne til selektiv økonomisk vækst. Flere investeringer samt større produktion og forbrug skaber kun kortvarig velfærd. Forbruget af knappe råstoffer og energi skal reduceres væsentligt. Andre prioriteter er afbetalingen af høj statsgæld og omstruktureringen af pensionssystemer. Hvis medlemsstaterne ikke gør noget ved dette, er der i fremtiden endnu færre midler til sundhedsvæsen, undervisning og andre vigtige offentlige sektorer. En opfordring til, at medlemsstaterne fører en mere aktiv politik, virker meget mærkværdig. Den tager ikke hensyn til de seneste beretninger fra Eurostat om den stigende inflation, som i mellemtiden beløber sig til 2%, det maksimalt tilladelige. Den, som alligevel vil have højere offentlige udgifter, behøver ved gennemførelsen heraf ikke vente længe på Den Europæiske Centralbanks næste renteforhøjelse. Hvad staten så kan skabe af job, tilintetgøres igen af den ugunstige udvikling for navnlig de små og mellemstore virksomheder. Den høje arbejdsløshed i Den Europæiske Union bekymrer os alle sammen, i hvert fald nu hvor den faldende tendens ikke synes at fortsætte. Fremme af beskæftigelsen er imidlertid en langvarig sag, en strukturel politik. Det er først og fremmest medlemsstaterne, der har til opgave at føre en god politik. Men så skal de også have rigelige muligheder for det. Usmidighed ved at pålægge sociale konvergenskriterier og andre EU-retningslinjer bidrager bestemt ikke til den ønskede jobvækst. En forskydning af skattetrykket fra arbejde over på forbrug af råstoffer og mineraler yder netop et bæredygtigt bidrag. |
Hr. formand, fornærmet over de 14 medlemsstaters ubegrundede fordømmelse af Østrig tager jeg nu stilling til Katiforis-betænkningen. Vi mangler stadigvæk optimisme og tro i Europa, så vi i virkeligheden kan tænke på en positiv økonomisk udvikling. Grundene hertil er efter min mening mangfoldige. Vi har præstationshæmmende styringssystemer i Europa. Den gennemsnitlige indkomstskattesats er på over 50% i Europa. Reagan-regeringen beviste i 1980'erne med et meget modigt skridt, at en meget kraftig skattereduktion, nemlig fra 70% til 28%, sanerede USA's budget effektivt. Skatteprovenuet for de personer, der tjener mest, faldt heller ikke ved denne reduktion, tværtimod. I 1984 steg skatteprovenuet faktisk i forhold til 1980 fra 17,6% til 25,6%, relateret til skatteprovenuet for de personer, der tjener mest. Også vi i Europa bør finde mod til at indføre et lavskattesystem. Ud over denne grund er der imidlertid også andre områder, som er afgørende for vores endnu ikke særligt positive økonomiske udvikling. Mængden af love i Europa, de alt for komplicerede love, har ført til et bureaukrati, som i sidste ende betyder, at etablering af virksomheder varer 11 uger hos os og halvanden uge i USA. Rundspørger på europæiske universiteter har vist, at 60% af de studerende ønsker beskæftigelse inden for det offentlige og kun 40% inden for det private. Vi har brug for mere konkurrence i Europa, og det især i forbindelse med ny teknologi, således at mål som fuld beskæftigelse og vækst sikres effektivt. |
Hr. formand, koordineringen af den økonomiske politik med den monetære politik gør uden tvivl fremskridt. Afgørende for den europæiske økonomi er et mere fleksibelt arbejdsmarked, ny teknologi, erobring af markedsnicher og bedre rammebetingelser for etablering af innovative og kreative virksomheder. I den monetære politik handler det om afbalancerede budgetter, en lav inflationsrate og udviklingen af en stabilitetskultur. Her svarer arbejdsgivernes og arbejdstagernes interesser nøjagtig til hinanden. En synkronisering af den økonomiske og monetære politik med socialpolitikken inklusive fælles kvantitative mål kan dog ikke gennemføres for øjeblikket. Vi PPE-medlemmer i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har flere gange understreget, at medlemsstaternes årlige aktivitetsrapporter i det mindste forekommer mere aktuelle, selvom de stadigvæk udgives separat. Et første, men afgørende skridt ville være at etablere konvergens i socialpolitikken. Herunder hører en benchmarkingprocedure med udveksling af sammenlignelige data, med en øget orientering af handlingsplanerne i forbindelse med bekæmpelsen af social udstødelse og fattigdom. Opstramningen af de forskellige procedurer fra Cardiff, Luxembourg og Köln er lige så velplaceret. Jeg håber blot, at det ikke fører til en fjerde, nemlig en såkaldt lissabonmetode. Etiketter har vi nok af, men indhold har vi for lidt af. Der kræves forenkling i stedet for komplicering. Til forbedring af de sociale forhold hører kvalitative bestræbelser som flere uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder for at opnå en bedre beskæftigelsesevne, en rimelig social beskyttelse og arbejdstagernes andel i overskud og kapital. Det er nødvendigt at vurdere de årlige frem- eller tilbageskridt i medlemsstaterne i kampen mod arbejdsløshed og tilsvarende at styre kontra. Europa-Parlamentet skal i højere grad deltage i denne proces. Der er taget hul på det, fra beskæftigelsesugen i november over integreringen af arbejdsmarkedets parter og ngo'erne frem til vores debatter i plenarforsamlingen i al offentlighed. |
Hr. formand, jeg vil gerne først ønske min kollega hr. Giorgos Katiforis tillykke med den betænkning, som han har fremlagt. Ikke den i dag, men den i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, for det drejer sig ud fra et politisk synspunkt om to vidt forskellige betænkninger. I store træk kan vi sige, at den første betænkning er en venstreorienteret betænkning med sociale hensyn ved siden af de økonomiske problemer, mens den betænkning, der nu kommer os i hænde, og som hr. Giorgos Katiforis har afstået fra at forsvare - og dét synes jeg han gør ret i - er en hybrid, hvor de vigtigste konklusioner baseret på sociale hensyn er fjernet. Hvad er det så, som hr. Giorgos Katiforis havde lagt frem, og hvad er det, der er blevet fjernet fra betænkningen? Han lagde en ambitiøs betænkning frem, han foreslog et optimistisk Europa, der ville opstille kvantitative mål for de resultater, som skulle nås. Europa har haft fremgang gennem tiltag med kvantitative mål. Hvorfor har man så fjernet forslaget om, at Europas aktive befolkning skal nå op på 75% af den samlede befolkning, når vi nu har et niveau på ca. 60%? En aktiv befolkning på 60% er meget lidt, når man sammenligner med Japan eller USA, og vi kan ikke producere det samme som disse lande med en så lav beskæftigelsesprocent. Vi må derfor øge beskæftigelsen ved hjælp af konkurrencedygtige arbejdspladser. Således som det er blevet formuleret for topmødet i Lissabon, skal vi skabe videnskabeligt uddannet arbejdskraft til de nye teknologier. Vi må også have øget investeringsrytmen ganske væsentligt. Hr. Wogaus krav om, at arbejdskraften skal være mere fleksibel, er et argument, som vi kender udmærket. Heroverfor vil jeg gerne fremføre det portugisiske eksempel, hvor arbejdsmarkedets love ikke er fleksible, men hvor arbejdsløsheden er under 5% - og er blevet stadig mindre gennem de seneste år - fordi investeringerne stiger (med støtte fra EU, selvfølgelig) i en meget kraftigere rytme end i de andre EU-lande. Derfor vil vi have et Europa med økonomisk vækst, men med sociale hensyn. |
Hr. formand, jeg kan forstå, at Katiforis har svært ved argumentationen, men efter min mening er dette en god betænkning med en fornuftig analyse. Man siger, at det går bedre for Europa, men når dette er sagt, må vi alligevel være klar over, at der fortsat er store forskelle mellem de enkelte medlemslande. Europas store problem er stadigvæk arbejdsløsheden. Man kan efter min mening ikke sige, at det går godt for Europa, når mellem 16 og 17 millioner europæere ikke har noget arbejde. Hvorfor vokser Europa ikke tilstrækkeligt? Hvorfor er euroen så meget svagere end dollaren? Jeg mener ikke, at vi skal hente al inspiration fra USA, men, hr. Katiforis, jeg er overbevist om, at vi faktisk kan lære en del af dem, f.eks. om færre regler på arbejdsmarkedet, om lavere omkostninger til arbejdskraft, om lavere skatter eller om muligheden for at starte virksomhed. Der er et andet virksomhedsklima i USA end i Europa. Vi har hørt om omkostningerne og bureaukratiet, at det koster 1.600 euro i Europa, men kun 500 euro i USA, at det tager 11 uger at starte en virksomhed i EU, men kun halvanden uge i USA. Det kan ikke fortsætte på denne måde! Det tror jeg, at Katiforis også forstår. Europa skal blive mere konkurrencedygtigt. I et meget interessant bilag til denne betænkning fremhæver Richard Layard nogle lande som forbilleder, nemlig Storbritannien, Nederlandene og Danmark, hvor afhængigheden af overførselsindkomster er reduceret, og arbejdsløsheden er faldet. Layard nævner specielt problemerne for de langtidsledige. Det er med hensyn til dette, at vi adskiller os fra USA. I Europa betaler vi folk for ikke at lave noget - det gør man ikke i USA. Derfor er der brug for en anden form for politik, ikke den amerikanske politik i alle forhold, men Europa har brug for en politik, som fjerner os fra afhængighed af overførselsindkomster, en politik, som indebærer, at mennesker får mulighed for at få en god uddannelse, som passer til de nye job, at det bliver lettere at starte virksomhed, at virksomhedsklimaet bliver bedre, og at nye teknikker og idéer udnyttes fuldt ud. Vi europæere kan, hvis vi europæere får chancen. Det synes jeg, at vi får med denne betænkning! |
Hr. formand, jeg vil som så mange andre takke Katiforis for en interessant betænkning. Når jeg læser betænkningen og ser det billede af EU's økonomi, som beskrives i betænkningen, synes jeg, at det er et meget bekymrende billede. Investeringsniveauerne er for lave, arbejdsløsheden er fortsat alt for høj, og væksten er ikke stor nok. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at euroen fortsat taber terræn til andre valutaer til trods for, at der går rygter om, at Den Europæiske Centralbank hemmeligt foretager støtteopkøb af euro. Ordføreren konstaterer, at stabilitet ikke er et mål i sig selv, hvilket jeg er enig i. Der tales alt for meget om stabilitet, konvergens og samordning, men alt for lidt om de faktorer, som skaber innovation og udvikling. For mig virker ØMU-samarbejdet som en tung kolos, der har svært ved at følge med i den pulserende økonomi. Mine konklusioner af dette adskiller sig dog helt fra de forrige taleres konklusioner. Jeg tror, at man skal satse på de menneskelige ressourcer, dels gennem en makropolitik, som skaber efterspørgsel og nye jobmuligheder, dels - måske frem for alt - ved at satse på foranstaltninger ude på arbejdspladsen som uddannelse, demokrati på arbejdspladsen og gode sociale forhold. Hvad dette angår, ser jeg nemlig ØMU-projektets største svaghed. Man kan nemlig ikke som en anden baron von Münchhausen løfte de europæiske økonomier oppefra. I stedet skal man mobilisere det arbejdende folk og befolkningerne ude i medlemslandene. |
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg har det indtryk, at mange af de foregående talere ikke har læst betænkningen om EU-økonomien - oversigt 1999 fuldstændigt og bevidst ikke har villet lytte til gruppeordfører, Karl von Wogau, for det dokument, som vi debatterer i dag, og hvorom der er udarbejdet en betænkning, refererer til succesoplevelsen ved indførelsen af euroen. Den gør opmærksom på problemerne i 1999, hvor der trods vanskeligheder kunne noteres valutastabilitet, prisstabilitet, øget beskæftigelse og begyndende opsving, og hvor et fald i arbejdsløsheden begyndte. Den gør opmærksom på et begyndende opsving på længere sigt, og den gør opmærksom på perspektiver og nødvendige foranstaltninger, som Karl von Wogau også kom med tilføjelser til. Jeg er glad for hårdheden i denne diskussion, fordi den også understreger, at der er forskellige tilgange til den økonomiske politik. Vi ønsker at fortsætte ad den vellykkede europæiske vej med vækst og beskæftigelse og et fungerende indre marked og at fremskynde og supplere dette med nødvendige foranstaltninger. De venstreorienterede i Parlamentet ønsker ikke at fortsætte ad denne vej, de dramatiserer derimod tingene således, at de siger: Vi har brug for indblanding fra statens side, ikke for en fortsættelse og styrkelse af markedsøkonomien. Indblandingen fra statens side har altid ført til en større gældsstiftelse, og den større gældsstiftelse har altid skadet vækst og beskæftigelse samt den sociale retfærdighed. Det er den diskussion, vi fører her. Jeg vil gerne sige til Dem i den forbindelse, at vi ønsker mere frihed og mindre stat. Vækst og beskæftigelse skabes ved hjælp af virksomheder med gode rammebetingelser og ikke ved hjælp af indblanding fra statens side! |
Hr. formand, hr. Karas, jeg vil svare Dem straks. Også Socialdemokraterne i Parlamentet ønsker det indre marked. Også vi kæmper og argumenterer for euroen, men vi ønsker social markedsøkonomi, og vi ønsker ingen markedsøkonomi, som den praktiseres i USA. Parlamentet har i hvert fald hidtil med få undtagelser været enig i, at USA ikke er vores forbillede, men at vi ønsker at gå en anden vej i Europa. Derfor beklager jeg, at vi sandsynligvis ikke når til enighed. Det har vist sig, hr. Mann, at det ikke er tilstrækkeligt at afgive smukke appeller og at stille krav, men at vi derimod har brug for kvantificerbare mål. Denne metode har stået sin prøve i forbindelse med euroen, og den viser for øjeblikket, hvad den duer til i forbindelse med foranstaltningerne mod ungdomsarbejdsløshed. Alle 15 lande har arbejdet på særlige foranstaltninger, og det vil også være nødvendigt generelt. Vi forventer ligeledes, at der fremover føres en mere udførlig debat om beskæftigelsespolitikken i medlemsstaterne med arbejdsmarkedets parter, med de regionale partere, med de ansvarlige på stedet - det er nemlig ikke tilfældet endnu - og vi forventer selvfølgelig - her er vi igen enige - en socialpolitisk konvergens, selvfølgelig sammen med aspektet modernisering af de sociale systemer. Men når hr. von Wogau siger, at vi er langt bagud i Europa med reformen, spørger jeg mig selv om følgende: Hvem sammenligner han os med? Da vel ikke med Japan? Og det amerikanske system er da vel heller ikke Deres alvor? Se på sundhedssystemet dér. Intet sted i Europa er det så dyrt som i USA og så elendigt. Og vi ønsker naturligvis også at give kvinder muligheder på arbejdsmarkedet. Heller ikke det er endnu tilstrækkeligt integreret i de beskæftigelsespolitiske muligheder. Til sidst giver jeg Dem ret på ét punkt, nemlig hvad kvalificering angår. Det er virkelig en mangel, at Tyskland er nødt til at hente eksperter fra Asien og Indien. Denne kvalificering, disse muligheder for uddannelse skulle vi have udnyttet for mange år siden! Men i de sidste 16 år har man desværre sovet i timen i Tyskland på dette punkt! |
Hr. formand, Den Europæiske Unions økonomiske status set fra arbejdstagernes synspunkt er 18 millioner arbejdsløse, en udbredelse af nød, lave lønninger og forværrede arbejdsforhold. Kommissionen er kynisk nok til at anse ændringen i lønningerne som et positivt element, selvom der alene i Frankrig er mere end 3 millioner arbejdstagere, der modtager en løn, der ligger tæt på fattigdomsgrænsen, og som næsten har lige så ringe livsvilkår som de 3 millioner andre, der holdes i arbejdsløshed af en syg økonomi. Men De taler aldrig om at ændre aktionærernes indkomster, der som udgangspunkt er uendeligt meget højere, og som vokser skandaløst år for år. Deres status er alle disse store trusts, der nedlægger arbejdspladser, selvom deres profit er høj, som ofte afskediger folk blot for at få aktierne til at stige på børsen. 11.000 nedlagte arbejdspladser hos Hoechst og Rhône-Poulenc, 22.000 hos Unilever, 10.000 hos ABB/Alstom Power, for slet ikke at tale om alle de andre. Den økonomiske vækst, som De roser Dem selv for, er kun til gavn for en heldigt stillet minoritet, for ejerne og aktionærerne i de store industri- og bankkoncerner. Men tag Dem i agt for, at de arbejdere og arbejdsløse, over for hvem man hele tiden gentager, at det går bedre og bedre, selvom de kan konstatere, at deres livsvilkår ikke forbedres, men tværtimod forværres, ikke igen griber til andre metoder. |
Vi står over for en meget vigtig ideologisk kamp i Europa. Det synes jeg, at denne forhandling har vist. Det største politiske skel har klart vist sig i aften, og det kommer ikke som nogen overraskelse, at spørgsmålet har polariseret forhandlingen i et Parlament, der er kendt for konsensus og for at forme sin egen politik, og det glæder mig at se de tydelige meningsforskelle, fordi denne betænkning er temmelig radikal. Betænkningen er en alarmklokke for Europa. Betænkningen foreslår radikale foranstaltninger, der i princippet vil gøre det lettere at ansætte folk. Så enkelt er det. Vi har alarmerende høje arbejdsløshedstal i Europa, fordi det i mange tilfælde er for vanskeligt at ansætte folk på grund af bureaukrati, regler og manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Dette er den eneste rigtige fremgangsmåde, fordi man bedst skaber social retfærdighed - og det er trods alt det, vi alle ønsker - ved at skabe velstand, muligheder og job. Denne betænkning signalerer meget klart, hvordan man bedst gør det, for Europa er nødt til at vågne op. Man kan ikke skabe flere job gennem offentligt forbrug alene. Man kan ikke skabe job ved at indføre bestemmelser om at reducere arbejdstiden, som om job var en kage, som man kan skære i stykker og fordele mellem folk. Sådan fungerer den virkelige verden ganske enkelt ikke. Ønsker De, at Europa skal stå tilbage med stagnation, arbejdsløshed, statsvælde og korporatisme, skal De blot stemme imod denne betænkning i morgen. Men ønsker De, at Europa skal have fremgang og begynde at give noget til Europas befolkning, så vil jeg opfordre Dem alle til at støtte betænkningen, fordi den vil skabe nye job og muligheder, og det er den eneste måde at gøre det på. |
Hr. formand, ærede kolleger, betænkningen af Giorgos Katiforis havde i sin oprindelige udgave den store fordel, at den på baggrund af de præcise betragtninger i Kommissionens beretning om den økonomiske situation i Europa kom med nogle stærke angivelser om en EU-strategi, der kunne skabe kontinuitet og stabilitet i de udsigter til en bæredygtig udvikling, der tegner sig i 2000 for alle landene på vores kontinent. Disse angivelser drejede sig om nødvendigheden af en reel samordning af EU's økonomiske politikker samt om opgivelsen af den separate forvaltning af de økonomiske politikker og socialpolitikker, der hidtil har udgjort en alvorlig hindring for fastlæggelsen af en sammenhængende strategi, hvor man bekæmper arbejdsløsheden og bevæger sig i retning af fuld beskæftigelse. Det er dette tomrum i forvaltningen af Europas økonomi, der i det mindste delvist er skyld i euroens svækkelse, kære hr. von Wogau. Angivelserne i betænkningen vedrørte desuden oprettelsen af et fælles europæisk forskningsområde og indsatsen i alle EU-landene for at skabe ensartede foranstaltninger med hensyn til forskning, livslang uddannelse og beskæftigelsesmuligheder, idet man går bort fra enhver form for illoyal skattekonkurrence mellem medlemsstaterne. Endelig gentog de med aktuelle ord de forslag, der var medtaget i Delors' hvidbog, om at fremme et europæisk projekt med det formål at oprette et fælles net for infrastruktur og tjenester. Disse angivelser, som i stor udstrækning er i tråd med retningslinjerne i det portugisiske formandskabs programdokument, der således vil blive drøftet på topmødet i Lissabon, blev forkastet eller forvansket i Parlamentets Udvalg om Økonomi og Valutaspørgsmål af et flertal, som udelukkende fandt et midlertidigt flertal ved at stå sammen om deres ideologiske aversion mod en Europæisk Union, der bygger på overensstemmelse mellem de nationale politikker og ikke bare på en samling af markederne. Hr. formand, vores Parlament, der ved mange lejligheder har forstået at give udtryk for en stærk europæisk tankegang, bør i dette tilfælde vise, at det er i stand til at opnå flertal for en politisk union i Europa, der kan imødegå svaghederne og nederlagene på markederne. |
Hr. formand, mine ærede damer og herrer, jeg er imidlertid ikke længere så sikker på, om vi alle har læst den samme betænkning. Efter min mening var det på høje tid, at næsten alle foranstaltninger i forbindelse med den proaktive økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken blev annulleret fra hr. Katiforis' forslag til betænkning. Hans navn står ganske vist stadigvæk derpå, men der er ikke længere noget kvalitetssegl fra vores ærede kollega på betænkningen. Jeg mener, at der mod en sådan - lad mig betegne det som vildfarelse - ulykkelig koalition i Økonomiudvalget, at der mod en sådan vildfarelse allerede taler de objektive data, som Kommissionen selv har fremlagt. Vi har en såkaldt beskæftigelsesreserve i Den Europæiske Union, ikke på 15 millioner, men på 30 millioner mennesker, som gerne vil deltage, som gerne vil være med. Dette såkaldte beskæftigelseshul koster ifølge Kommissionen hvert år Den Europæiske Union 12-20% af dets bruttonationalprodukt. I en sådan situation handler det ikke om ideologiske spørgsmål som mere eller mindre stat. I en sådan situation handler det om alles koncentrerede bestræbelser på at fjerne et sådant misforhold og at iværksætte proaktive koncepter. Der er et godt bevis på rigtigheden i denne tese. De kolleger, der stemte imod Katiforis-betænkningen i den oprindelige form i Økonomiudvalget, opfordrer jeg til at se på, hvad Kommissionen selv forelagde af forslag sidste mandag på det ekstraordinære topmøde i Lissabon! Hvad finder De i det såkaldte Prodi-papir? Hvis De læser forslagene - hr. Karas, jeg har også læst dem - hvis De følger dem opmærksomt, hr. von Wogau - hr. Gasòliba i Böhm er her desværre ikke længere - vil De finde det, som De har stemt imod, nemlig konkrete mål til forhøjelse af erhvervskvoten til 70% frem til 2010. Dette er ikke andet end katiforislogik. De vil finde konkrete mål til reduktion af arbejdsløshedskvoten til 4%. Giorgos Katiforis ønskede intet andet i de oprindelige formuleringer i sin betænkning. De vil finde en klar udtalelse om, at fuld beskæftigelse ikke er ét emne blandt mange, men derimod det centrale emne i den europæiske økonomiske politik. Vi ønsker ikke andet med vores ændringsforslag. Derfor ønsker vi bred opbakning fra Parlamentet, fordi Parlamentet ikke skal komme bagud med hensyn til det, Kommissionen allerede har erkendt for Portugals vedkommende. |
Hr. formand, kolleger, betænkningen af Katiforis er spændende. I sin oprindelige form viser den vejen for en fornyet økonomisk politik, som sigter på mere end blot stramning og balance. Nu er EU jo endelig i en situation, som indebærer, at vi kan opnå høj vækst og for alvor tage kampen mod arbejdsløsheden op uden at sætte mål som prisstabilitet og budgetbalance på spil. Derfor er det trist, at PPE-DE og ELDR i udvalget stemte de forslag ned, som tager kampen mod arbejdsløsheden alvorligt. Forhandlingen og afstemningen her i plenum bør ændre dette. Det er dog glædeligt, at der blev opnået enighed om nogle af de strategisk vigtige forslag, nemlig at Unionens økonomiske politik bør prioritere investeringer bl.a. for at integrere alle unionsborgere i informationssamfundet, hvilket kan få stor betydning også økonomisk. Jeg tænker også på vigtigheden af at styrke de transeuropæiske netværks forbindelser til kandidatlandene både med hensyn til fysiske transporter og IT-infrastruktur. Dette er vigtigt for tilvæksten, men også for at undgå kløfter mellem mennesker både inden for EU og over for kandidatlandene. Kandidatlandene må ikke halte bagefter, men de skal blive en del af ambitionen om, at EU skal være førende i verden på kommunikationsområdet. Det kræver, at samfundet tager ansvar for en hurtig og kraftig udbygning af moderne IT-infrastruktur, som også når ud til små virksomheder, fattige egne og almindelige borgere. Den chance har vi nu. Lad os gribe den! |
Hr. formand, fordelen ved først at tale i slutningen af en sådan forhandling er, at man kan reagere på, hvad de foregående talere har sagt. Jeg vil gerne sige, at jeg absolut ikke er enig med fru Villiers i, at denne forhandling er så interessant. Jeg tror, at Europa-Parlamentet absolut ikke gør sig selv en god tjeneste ved kun at tænke i gamle kategorier og give udtryk for gamle politiske strømninger og opfattelser. Det ville have været meget bedre, hvis vi havde forsøgt at nå frem til kompromiser og udvikle en fælles opfattelse. Jeg tror, at Europa-Parlamentet på denne måde sætter sig selv uden for diskussionen netop på et tidspunkt, hvor der er en meget interessant udvikling i gang i Den Europæiske Union, hvor der meget mere tydeligt udarbejdes en socioøkonomisk plan og en meget bred plan. Det portugisiske formandskab har forelagt en temmelig bred dagsorden for det ekstra topmøde i Lissabon. Kommissionen har gjort det i sin femårsplan ved også at nævne en af de fire prioriteter. Også det kommissionsdokument, som nu er udarbejdet med henblik på topmødet i Lissabon, griber netop sagen bredt an på flere områder. Jeg synes, at det netop er en god udvikling, at sagen nu gribes an på denne brede socioøkonomiske måde i Den Europæiske Union, også fordi det er denne økonomiske helhed, som udformer politik. Jeg tror ikke, at Europa-Parlamentet vil kunne spille nogen særlig rolle i Lissabon, men heller ikke i det kommende forum i juni, hvortil vi er inviteret, men hvilke holdninger skal vi bidrage med der? Skal vi kun fortælle, at vi stadig er fastgroede i de gamle politiske modsætninger, som der er? |
Hr. formand, mine damer og herrer. Først vil jeg gerne takke Parlamentet for det udførte arbejde. Jeg finder, at der er blevet arbejdet seriøst og indgående. Det er rigtigt, at eksperthøringerne og udvalgsforhandlingerne har gjort det muligt for os at få yderligere oplysninger af høj kvalitet. Det er også rigtigt, at vi under forhandlingen her i eftermiddag har kunnet fornemme nogle vigtige uoverensstemmelser med hensyn til de mulige politikker. Men jeg fornemmer dog også nogle konsensuselementer. Jeg tror, at vi alle er enige i, at den økonomiske konjunktur for øjeblikket er god. Vi er enige i at forsøge at komme videre og udnytte dette øjeblik til at forbedre forholdene, til at opnå en klar beskæftigelsesfremgang. Jeg vil gerne komme med en hurtig kommentar til disse spørgsmål for derefter at fokusere på det sidste, som forekommer mig at være det væsentligste under dagens forhandling. I går - nogle af Dem har allerede kommenteret det - omtalte Økonomiudvalget forbedringen i den økonomiske situation i Europa. På nuværende tidspunkt er der baggrund for at tro, at denne forbedring, som vi allerede fremhævede i overslagene i november måned, kan give os endnu bedre resultater end de oprindeligt forudsete. Væksten i beskæftigelsen er stadig god. Det er rigtigt, at vi finder, at inflationen, til trods for tallene fra i går, er et forhold, der skal holdes øje med - vi er nået op på 2% i de sidste tal fra december - men det er ikke mindre rigtigt, at den underliggende inflation gør det klart for os, at inflationspresset skyldes nogle meget individuelle forhold som f.eks. stigningen i olieprisen og naturligvis kursudviklingen. Da vi forelagde vores rapport, henviste vi allerede til nogle af de risici, der kunne true væksten. Vi fremhævede grundlæggende muligheden for vanskeligheder i forbindelse med den amerikanske vækst, og dermed i andre egne af verden, og et vis fornyet inflation. En situation med fornyet inflation kan få særlig betydning, hvis den ender med at skabe omkostningsinflation, derfor taler vi altid om behovet for en lønpolitik, der er forenelig med de definitioner på inflation, som vi ønsker at komme med. Parlamentet har i sine analyser fremhævet et andet forhold: udviklingen i risikoen på børsmarkederne. Fra Kommissionens synspunkt er det betydningsfuldt, selvom vi ikke finder, at problemet er substantielt. Under alle omstændigheder vil jeg gerne fremhæve, at vi på nuværende tidspunkt har nogle fremragende muligheder for at gøre nogle ting. Jeg tror, at vi alle er enige i, at der efter et årti med en meget svag vækst og en uacceptabel arbejdsløshed er flere ting at gøre. Der er behov for offentlig og privat investering. Vores forsknings- og udviklingsniveau er for lavt i sammenligning med vores konkurrenters, og vi har en lav beskæftigelsesgrad, der bl.a. afspejler skævhederne på vores arbejdsmarked. Vores målsætning bør derfor være at få dette økonomiske opsving til at vare ved og skabe kraftig vækst og beskæftigelse. Jobskabelse er stadig Kommissionens grundlæggende målsætning, sådan som det afspejles i Prodis dokument, som er blevet sendt til topmødet i Lissabon med henblik på forhandling, i den forstand at vi satser på fuld beskæftigelse på mellemlangt sigt. Hvilken politik skal vi forsøge at iværksætte for at nå disse mål? Efter vores mening befinder Unionen sig i en situation med økonomisk opsving, men der er stadig uudnyttet produktionskapacitet. Ikke kun udnyttelsen af den fysiske kapital, men også, og især, af de nye områder for beskæftigelse. Det policy mix, vi ønsker at iværksætte, skulle netop gøre det muligt at anvende denne kapacitet fuldt ud. Vi skal definere en makroøkonomisk politik, som støtter væksten. Det er sandt, at det ikke drejer sig om en ekspansiv politik om vækst for vækstens skyld; det er simpelthen en budgetpolitik, som kan være kohærent med prisstabiliteten, men som ydermere gør det muligt for os at føre en passende pengepolitik, som fremmer væksten. Og dette policy mix vil uden tvivl være godt for investeringen og vil fremme væksten. Unionens mulige vækst skal efter vores mening tage særlig hensyn til visse faktorer. Jeg tror, at vi for størstedelens vedkommende er enige i den analyse, som er gennemført af Parlamentet. For det første er det absolut nødvendigt at fremme den private investering. Unionen skal medvirke til at fremme virksomhedsånden og skabe beskæftigelse ad denne vej, men man må ikke glemme den offentlige investering. Den offentlige investering har i høj grad betalt gildet i de sidste år, og en forbedring af de offentlige finanser bør helt klart tillade os en forbedring af den offentlige investering, som dog skal ske med respekt for vores forpligtelser om skattemæssig konsolidering. Fremover bør vi satse stort på forskning og udvikling og på de menneskelige ressourcer. Det er to af de store udfordringer, vi har i Lissabon. Vi finder, at det er afgørende at komme videre med disse udfordringer med kvantificerede mål, med specifikke definitioner, som til sidst vil gøre det, vi alle ønsker, muligt: Nogle klare produktivitetsforbedringer, som vil gøre det muligt at få større vækst i vores samfund, med en vækst i beskæftigelsen som kan formindske de sidste års efterslæb. Det er den politik, som vi som Kommission har kæmpet for, og som vi vil blive ved med at kæmpe for i Lissabon. |
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0038/2000 af Attwooll for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af en EF-ramme for indsamling og forvaltning af fiskeridata, der er nødvendige til gennemførelse af den fælles fiskeripolitik (KOM(1999) 541 - C5-0302/1999 - 1999/0218(CNS)); A5-0037/2000 af Attwooll for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets beslutning om Fællesskabets medfinansiering af udgifter, som medlemsstaterne afholder til indsamling af data, og finansiering af undersøgelser og pilotprojekter til støtte for den fælles fiskeripolitik (KOM(1999) 551 - C5-0303/1999 - 1999/0224(CNS)). |
Både forslaget til Rådets forordning om indsamling og forvaltning af fiskeridata og forslaget til Rådets beslutning om Fællesskabets medfinansiering er meget kærkomment. Det samme gælder for en forhandling under ét om forslagene, da man kun fuldt ud kan forstå den ene i lyset af den anden. Jeg kan forstå, at de har været undervejs i ca. fem år. Med den kommende omlægning af den fælles fiskeripolitik i 2002 er det vigtigt, at der nu sker hastige fremskridt. For at starte med Rådets forordning indfører den bestemmelser om, at medlemsstater skal indsamle flere data vedrørende fiskeri end krævet ifølge tidligere forordninger. Det drejer sig om både biologiske og økonomiske oplysninger. Forslaget indfører også bestemmelser om, at medlemsstaterne skal præsentere sådanne data i aggregeret form. Forordningen vil blive fulgt op af en gennemførelsesforordning med nærmere bestemmelser om, hvilke nye data der skal indsamles, og hvad der skal aggregeres fra disse og eksisterende data. Gennemførelsesforordningen vil fastlægge et minimalt fællesskabsprogram og et udvidet fællesskabsprogram. Disse programmer dækker ikke alle potentielle data, men de vil være selektive, f.eks. efter type eller fiskebestand. Forslaget til Rådets beslutning gør det muligt for Fællesskabet at medfinansiere medlemsstaternes udgifter til indsamling og forvaltning af data. Det gør det også muligt for Kommissionen selv at finansiere undersøgelser og pilotprojekter. Den eneste åbenlyse sanktion over for medlemsstater, der ikke opfylder alle bestemmelserne vedrørende beslutningens minimale programmer, er, at de ikke vil være berettiget til støtte under det udvidede program. Udvalget overvejede to centrale spørgsmål i forbindelse med forslaget. Det første handler om Kommissionens deltagelse. Ifølge det oprindelige forslag skulle de indsamlede oplysninger blot overføres til internationale organisationer, og Kommissionen ville kun få en kopi, hvis den bad om det. Da Fællesskabet imidlertid finansierer projektet, fandt man det passende, at den også fik et direkte udbytte af sine investeringer. Ifølge ændringsforslag 6 bevarer medlemsstaterne således retten til at overføre data til internationale organisationer, men samtidig skal der også hvert år indsendes data til Kommissionen. Denne ændring træffes samtidig med ændringsforslag 1, 4 og 7. Ændringsforslag 1 præciserer, at skønt de pågældende data skal være videnskabeligt underbyggede, indsamles de med henblik på beslutningstagning. Ændringsforslag 4 gør det klart, at målet med denne øvelse er en generel evaluering af fiskeressourcerne. Ændringsforslag 7 bestemmer, at Kommissionen hvert år skal forelægge en rapport om anvendelsen af de data, der er indsamlet i henhold til forordningen. Dette ændringsforslag skal også styrke processen med tidligere og hyppigere tilbagerapportering til Kommissionen om udviklingen af dataindsamlingsprogrammet som helhed. Det andet centrale spørgsmål handlede om området for dataindsamlinger under forordningen. Hvad angår økonomiske data, er der to ændringer ifølge ændringsforslag 2. Den ene ændring skal sikre, at de ønskede data ikke er mere detaljerede end nødvendigt for formålet. Den anden ændring erstatter en henvisning til salgsprovenu og andre indtægter, tilskud, rentebeløb osv., med en henvisning til omfanget af salget. Uden disse ændringer vil medlemsstaterne skulle afholde alt for store udgifter i forbindelse med dataindsamling, og der vil også være store problemer med fortrolighed. I overensstemmelse med disse ændringer sletter ændringsforslag 5 en reference til regnskabsposter. Hvad angår miljødata, tales der i det oprindelige forslag kun om biologiske og økonomiske oplysninger. Kommissionen har imidlertid gjort det klart, at den selv agter at gennemføre bredere miljømæssige undersøgelser og pilotaktioner. Den har også præciseret, hvorfor den ønsker at udvide området for medlemsstaternes dataindsamling på et senere tidspunkt. Ændringsforslag 3 bringer data, der er nødvendige for at overvåge ændringer i vandøkosystemer, ind under den aktuelle forordnings virkefelt. Det vil lette indførelsen af en ny forordning om miljødata og måske endda overflødiggøre den. Det skal understreges, at dette ændringsforslag ikke på nogen måde forpligter Kommissionen til at indsamle sådanne data under de minimale eller udvidede programmer. Det giver blot Kommissionen mulighed herfor, hvis den skulle ønske det. Som allerede nævnt består forslaget til Rådets beslutning af to dele. Første del handler om finansiering af medlemsstaternes gennemførelse af fællesskabsprogrammerne. Anden del giver Kommissionen mulighed for selv at finansiere undersøgelser og pilotprojekter. Der er to mindre ændringsforslag. Ændringsforslag 2 skal sikre, at medfinansiering til medlemsstaterne ikke blot kan dække omkostninger i forbindelse med indsamling af data, men også omkostninger til forvaltning, kompilering, aggregering osv. Ændringsforslag 3 og 6 skal udjævne tidsforløbet, idet medlemsstaterne først kender programmernes omfang, når gennemførelsesforordningen er på plads. Disse ændringsforslag bringer også tidsforløbet på linje med datoerne og forordningen. Ændringsforslag 4 og 5 skal sikre en fortsat fremsendelse af finansielle oplysninger til budgetmyndigheden. Vigtigere er det, at Fiskeriudvalget under ændringsforslag 1 accepterer Budgetudvalgets henstilling om, at finansiering skal høre ind under rubrik 1b i stedet for rubrik 3 i de finansielle overslag. Skønt Kommissionen i sit foreløbige budgetforslag opførte bevillingerne under rubrik 3 (Interne politikker), oprettede Parlamentet en ny budgetkonto B1-500 til finansiering af de aktuelle foranstaltninger. Det sikrer, at de nødvendige ressourcer fortsat vil være til rådighed. |
Hr. formand, jeg tror, at vi er helt enige med den udtalelse, som fru Attwooll kommer med i begyndelsen af sin fremragende betænkning om, at disse to forslag fra Kommissionen, som går ud på at få et bedre kendskab til den videnskabelige og samfundsøkonomiske situation inden for fiskerisektoren, kommer på et kritisk tidspunkt. Den omfattende indsamling af data, der foreslås, og en passende behandling heraf er meget værdifuldt for at kunne foretage en mere stringent revision af den fælles fiskeripolitik. Forudsat - naturligvis - at man ender med at have dataene. For som vores ordfører så rigtigt påpeger, har Kommissionens forslag ikke nogen bindende virkning over for medlemsstaterne. Om man fremsender data eller ej er fuldstændig frivilligt, og hvis man ikke fremsender nogle, vil det blot betyde, at man ikke får en vis økonomisk kompensation, som desuden heller ikke er særlig høj. Med den erfaring vi har med indsendelse af data i fiskerisektoren - og jeg henviser til rapporterne om opfyldelsen af FUP - tror jeg, at vi i stedet for at få en komplet oversigt over sektorens situation vil komme til at stå med et forvirret billede, hvor nogle medlemsstater f.eks. vil komme med videnskabelige data, men ikke om beskæftigelsen, mens andre vil indsende data om beskæftigelsen, men ikke om ressourcesituationen, afhængig af om de kan - eller vil - få indsamlet disse data og viderebringe dem. Og jeg er naturligvis også bange for, at der vil være en og anden, som foretrækker ikke at få nogen finansiering, hvis han hermed kan skjule sin dårlige forvaltning, hvilket vi har set selv i de tilfælde, hvor indsendelsen af nævnte data er obligatorisk, som i det omtalte tilfælde med FUP. Idet det er sig bevidst om denne mangel - som forekommer mig alvorlig - så forbedrer Fiskeriudvalgets betænkning forslaget på nogle interessante områder, især med ordførerens forslag om mere fornuftige indsendelsesfrister og anmodning om, at der skal ske en opfølgning fra Kommissionens side. Fra min gruppes side har vi medtaget noget, som jeg finder er to rimelige anmodninger. For det første at data fra undersøgelser og prøveudtagninger bruges i stedet for en række data, hvis indsamling nemt kan blive uendelig; for det andet at man fra Kommissionens forslag fjerner de data, der specifikt vedrører virksomhedernes skatteforhold, idet man desuden skal være opmærksom på, at disse data om skatteforhold ikke hører under Fællesskabets kompetence. Men jeg finder trods alt, at betænkningen kommer meget belejligt, og jeg anmoder på vegne af min gruppe om, at den bliver vedtaget. |
Hr. formand, mine damer og herrer, ærede kolleger, de første fælles bestemmelser i fiskerisektoren blev allerede udstedt i 1970. I løbet af årene har Kommissionen igen og igen fremlagt meddelelser om situationen på markedet for fiskeriprodukter over for Rådet og Europa-Parlamentet. Formålet var at debattere fremtidsmulighederne for en bæredygtig europæisk fiskeripolitik inden for produktion, handel, markedsføring og på forskellige andre områder og dermed bestemme indholdet på ny. Stikord som konkurrence, produktionssikkerhed, produktionskvalitet og andre kan jeg kun nævne kort her. Betænkningen, som jeg bifalder, giver også udtryk for den konklusion, at Kommissionen endnu er meget langt fra sin plan om at udvikle en bæredygtig fiskeripolitik. Nogle artikler og ændringsforslag gør opmærksom på de vanskeligheder, som endnu ikke er løst. Gennemførelsesforordningen vil klarlægge nogle af dem. Jeg bifalder også alle de vurderinger, der peger på, at de 265.000 fiskere, der arbejder i EF, som ofte bor i fjerntliggende kystområder, som arbejder på den nederste grænse af et mål 1-område og sikrer deres indkomst, stadigvæk ikke er godt rustet til oprettelsen af et ensartet indre marked ved åbningen af verdenshandelsmarkedet. Jeg vil i den forbindelse også gerne gøre opmærksom på strukturproblemerne på dambrugsområdet og på spørgsmålet om dets indordning under landbruget. Uden at kunne gå nærmere ind på den nuværende gråzone vil jeg foreslå, at der også her træffes klare afgørelser med en ny fiskeripolitik. |
Først vil jeg gerne lykønske fru Attwooll med udarbejdelsen og præsentationen af hendes betænkning. Jeg glæder mig over oprettelsen af fællesskabsrammer for indsamling og forvaltning af fiskeridata, hvilket jeg finder helt afgørende for en ordentlig vurdering af bestanden af de forskellige fisketyper. Det er selvfølgelig vigtigt, at der både indsamles biologiske og økonomiske data, og at oplysningerne fra de forskellige medlemsstater standardiseres og tilgodeser de internationale bestemmelser på området, sådan som ordføreren nævner i betænkningen. Jeg glæder mig over muligheden for finansiering af nationale programmer og hensynet til bestemmelserne vedrørende de minimale programmer. Jeg er enig i forslagene om, at oplysninger til internationale organisationer også skal sendes til Kommissionen. Ellers vil man modarbejde formålet med at indsamle og sammenligne data, og hvis oplysningerne ikke er tilgængelige, vil man fortsat være nødt til at følge forsigtighedsprincippet. Solide og faktuelle oplysninger er helt klart i industriens interesse. Jeg mener, at strømlinede oplysninger vil være til stor gavn for beslutningstagerne og deres rådgivere, og at de vil medvirke til at sikre et mere bæredygtigt fiskeri, som vil bevare job i de dele af Unionen, hvor der ikke findes andre beskæftigelsesmuligheder. Jeg er glad for at kunne sige, at man i mit hjemland arbejder på at udvikle de nærmere bestemmelser, logistikken og brugen af oplysninger under hensyntagen til industriens og beslutningstagernes ressourcer, og vores gruppe har ingen problemer med at støtte disse betænkninger. |
Hr. formand, bag denne ærlige betænkning af fru Attwooll, som vi stemmer for, dukker den europæiske fiskeripolitik op, og den er ikke let at forvalte, fordi man naturligvis ikke i et hav, der er kæmpestort og uden grænser, kan bestemme, hvor fiskene svømmer hen. Vi forsøger at indramme en stykøkonomi og skaber således uretfærdigheder. Således er det en god ting at undgå en udtømning af skrøbelige ressourcer, men hvad gavner det, at Europa begrænser sine fangster, hvis fangsterne stiger globalt? Hvad gavner det, at vi forbyder drivgarn ved øen Yeu eller andre steder, hvis Japan, Korea eller Tunesien anvender dette og lander fisk hos os, som er fanget på ulovlig vis? Til hvilken gavn ødelægger man den franske fiskeriflåde - f.eks. i Sète eller andre steder - hvis Frankrig hvert år må importere for 2 milliarder euro fisk, der er fisket og landet, mens man forbyder vores egne fiskere at fiske. Desuden er fisks bevægelse at sammenligne med CO2 eller bevægelsen af kapital, den er ikke europæisk, men global. Derfor er det nu Bruxelles, som har villet ødelægge nationerne under påskud af, at de var utidssvarende, der er utidssvarende med hensyn til forvaltning af en global ressource. I lighed med fru Attwooll siger jeg ja til indsamling af videnskabelige oplysninger, ja til en retfærdig kontrol på betingelse af, at den ikke varierer alt efter, om myndighederne er strenge eller eftergivende, ja til en belyst forvaltning foretaget af havvidenskabsfolk som professor Aubert eller andre, der i øvrigt vil gøre det muligt at afdække de grundlæggende problemer, der ikke har så meget at gøre med det industrielle fiskeri - selvom det spiller en alvorlig og negativ rolle - men mere med plankton og de store undervandsfloder med varme eller kolde masser, og som har en meget større indflydelse end den menneskelige påvirkning. Men lad os for at oplyse beslutningstagerne lave ærlig forskning uden bagtanker om at lade Den Europæiske Union finansiere forskellige påskud til at destruere vores fiskerbåde. For hvis vi skal bevare fiskebestanden, må vi også bevare havnene og fiskerne. I stedet for altid at rende efter USA, som det er sket i forbindelse med Seattle, Kosovo og Irak, kunne Bruxelles' Europa måske foreslå, at Europa - ud over de internationale fiskeriorganisationer, som findes i Nordatlanten og Stillehavet, og ud over bestemmelser om tun, torsk eller andre ting - tager initiativ til en verdenskonference om fiskeri, en slags Montego Bay om fiskeressourcer, og så kunne man peruvianerne, japanerne, canadierne, russerne og europæerne imellem på videnskabelig vis forvalte havressourcerne, der er menneskehedens fælles rigdom. Dette ville være en god form for globalisering i forhold til den dårlige form, som praktiseres gennem frihandelszonerne og andre af OECD's faux amis. |
Hr. formand, hr. kommissær, for at kunne føre en troværdig fiskeripolitik må Kommissionen råde over så fuldstændige og pålidelige data som muligt om fiskeressourcer og fiskerflåden. Med henblik på indsamlingen af disse data er Kommissionen afhængig af medlemsstaterne. EU-rammer for indsamlingen af disse data skaber nogen struktur deri og øger tilgængeligheden med henblik på videnskabelig evaluering. Spørgsmålet er imidlertid, om medlemsstaterne under denne nye ordning nu også er rede til at stille de nødvendige data til rådighed på det ønskede tidspunkt. I Kommissionens forslag mangler der effektive sanktioner og/eller incitamenter til at tilskynde medlemsstaterne til en mere seriøs måde at gribe sagen an på. Kan vi endvidere have tilstrækkelig tillid til disse oplysninger? Hvor pålidelige er dataene om fangst, så længe der stadig landes store mængder fisk illegalt, således som de britiske fiskeres leder David Cox for nylig erkendte i Fishing News. Og hvad så med dataene om flådekapaciteten? I anledning af kritik fra Revisionsretten vedtog Parlamentet i januar med stort flertal mit ændringsforslag til betænkningen af Cunha. Dette ændringsforslag anmoder om en uafhængig kontrol af dataene om flådekapaciteten. Jeg vil gerne af Kommissionen have at vide, hvad den har gjort med denne anbefaling, som Det Rådgivende Udvalg også støtter. Endelig er gennemgribende beslutninger sommetider frem for alt baseret på biologers anbefalinger. Det er derfor meget vigtigt at forbedre de biologiske forudsigelsers nøjagtighed. I den forbindelse tænker jeg på attestering af udarbejdelsen af anbefalinger. Desuden skal Kommissionen sørge for tilstrækkeligt mange finansielle midler til undersøgelsen af ressourcerne. Det er ligeledes tilrådeligt, at fiskernes kendskab og erfaring inddrages mere ved udarbejdelsen af de biologiske anbefalinger. |
Den nordirske fiskeindustri har modtaget mange hårde slag fra Unionen. Fiskerne har set deres egne farvande blive berøvet af andre, mens de har skullet indstille fiskeriet og trække deres egne både på land. De nylige afgørelser vedrørende torskekvoterne for Det Irske Hav er endnu et hårdt slag, der meget vel kan blive dræbende for den nordirske fiskeindustri. Jeg kan se, at kommissæren smiler, men jeg taler på vegne af alle de politiske partier i Nordirland, der trods deres forskelligheder er enige i dette spørgsmål. Den Europæiske Union skal vide, at når man træffer så drastiske beslutninger vedrørende fiskeressourcerne og uden videre blankt afviser modstridende videnskabelige oplysninger fra fiskerne selv, så kan det kun give alvorlige problemer med de fiskere, der ikke bliver hørt. Under et besøg i Bruxelles for nylig blev disse nordirske fiskeres repræsentanter trods de nødvendige godkendelser truet med bortvisning fra et møde, da de forsøgte at fremføre en særdeles velforberedt sag. Det er skandaløst, og deres sag bør høres. Det bør føres til protokols, og jeg vil gerne have det ført til protokols i dag. Jeg deltog i det møde, hvor videnskabsfolkene fortalte os, at kuller snart vil forsvinde helt fra Det Irske Hav. På netop det tidspunkt registrerede man en stor stigning i antallet af kuller i Det Irske Hav, så videnskabsfolkene kan tage fejl. Som sagt står alle nordirske partier sammen i dette spørgsmål, og de ansvarlige for torskekvoterne bør tage beslutningen op til fornyet overvejelse, idet den ikke bevarer fiskebestanden, men ruinerer de nordirske fiskere, hvilket vil påvirke alle Unionens fiskere. |
Hr. formand, betænkningerne af vores kollega, fru Attwooll, er meget vigtige, ligesom det at kunne råde over det størst mulige antal data om fiskerisektorerne i medlemsstaterne, ikke mindst når Kommissionens forpligtelse til at udarbejde en rapport om den fælles fiskeripolitik i år 2002 står lige for døren. Den kendsgerning, at disse forpligtelser til ajourføring og indsendelse af data er helt frivillige og drejer sig om data og sektorer, der er indbyrdes meget forskellige, kan imidlertid fordreje det endelige mål med Kommissionens forslag. Det kom - som det allerede er blevet påpeget her - til udtryk inden for rammerne af FUP, hvor man kunne se, at det blev til stor skade for de lande, som opfyldte dem til punkt og prikke og sendte de pågældende data til Kommissionen, i forhold til dem, der ikke opfyldte forpligtelsen, eller som simpelthen ikke indsendte dem. Det er nødvendigt at påpege, at ikke alle medlemsstaterne råder over den samme mængde data. Nogle har forskellige sektorer, og på grund af omfanget af de oplysninger, de skal indsende, kunne det komme dem til skade i forhold til dem, der ikke har så mange, hvis man giver dem de samme frister. Det er derfor efter vores opfattelse nødvendigt at kunne variere disse indsendelsesfrister. Mange af disse data er desuden af fortrolig karakter, som det også er blevet understreget her, da de berører selve konkurrencedygtigheden i de involverede sektorer og virksomheder. Det er derfor nødvendigt at optræde med største forsigtighed på dette område og sikre fortroligheden af disse oplysninger. Nogle af dem er uhensigtsmæssige, som det også er blevet påvist, f.eks. dem der vedrører virksomhedernes skatteforhold. Under alle omstændigheder, og eftersom jeg ikke vil udbrede mig meget, hr. formand, vil jeg, da jeg er klar over problemerne med tiden, lykønske vores ordfører, fru Attwooll, for det vigtige arbejde, hun har udført i vores udvalg. |
Jeg vil også lykønske fru Attwooll og sige, at jeg er enig i det meste af det, hun har sagt. Jeg ser det som en svaghed i forslaget, at der ikke er obligatorisk rapportering i alle medlemsstater. Jeg kan ikke forstå forslaget om at indføre en forordning, der gør det muligt for nogle medlemsstater at undgå sanktioner, og jeg kan heller ikke forstå, at der i Den Europæiske Union, hvor vi kun er 50% selvforsynende med fisk til vores indenlandske forbrug, findes meget følsomme oplysninger, og at de nødvendige rapporter kan bringe nogle staters eller fiskerisamfunds nationale eller regionale interesser i fare. I lyset af den kommende omlægning af den fælles fiskeripolitik i 2002 finder jeg det vigtigt, at vi får flest mulige oplysninger, økonomiske såvel som biologiske. Tidligere har nogen fortalt mig, at jeg har forsvaret Kommissionens beslutninger. Det er ikke særlig let i Unionens kystområder at forsvare Den Europæiske Union på hele fiskeriområdet, men jeg har forsvaret den, fordi beslutningerne er truffet på baggrund af gode videnskabelige oplysninger. Når jeg ser nærmere på oplysningerne, er det faktisk en kaotisk samling skrabsammen, og der viser sig ikke noget klart økonomisk og biologisk billede. Uden et sådant billede er det umuligt at træffe fornuftige beslutninger om politikkens fremtid om to år. Det er ikke let, og jeg taler nok på vegne af alle i min valgkreds, der også ligger i et kystområde, når jeg siger, at de er enige om én ting, nemlig at Den Europæiske Union er kilden til alle deres problemer og besværligheder. Jeg er ikke enig med dem, men jeg mener, at vi får dårlige beslutninger, hvis ikke vi baserer vores oplysninger og vores beslutninger på gode videnskabelige oplysninger, og hvis ikke alle har samme pligt til at levere sådanne oplysninger. |
Hr. formand, hr. kommissær, man kan kun være enig i, at det er hensigtsmæssigt med en kvantitativ og kvalitativ implementering af dataene om fiskerisektoren, ikke mindst med henblik på reformen af den fælles fiskeripolitik i 2002. Vi er også enige i, at der bør stilles EU-midler til rådighed til finansieringen af disse aktiviteter. En fælles fiskeripolitik skal på bedst mulige måde forene kravene om arternes bevarelse og forvaltningen af ressourcerne med de økonomiske og markedsmæssige krav. Til dette formål er det nødvendigt med nogle forenelige, ensartede og mere omfattende data, og hvis de indsamles og fortolkes korrekt, forventer vi, at de vil give os flere generelle oplysninger om Unionens fiskerisektor. Vi forventer dog også, at særprægene, forskellene, de forskellige situationer og fiskeritraditioner bliver bedre kendt og udnyttet i stedet for at blive ignoreret, lide skade eller ligefrem blive fjernet - sådan som det nogle gange er sket - med en misforstået harmonisering af fiskeripolitikkerne. Som eksempel kan jeg nævne Middelhavet og mit lands fiskeri i dette hav. Efter flere år, hvor den fælles fiskeripolitik for Middelhavet var begrænset til forordninger om markedsføring og virksomhedsstøtte, indførte man med forordning nr. 1626 endelig en ansvarlig fiskeripolitik med foranstaltninger til beskyttelse af fiskeressourcernes sårbarhed for at sikre en varig anvendelse af disse ressourcer. Det er en prisværdig målsætning, hvis gennemførelse dog undertiden har medført en fornægtelse af de biologiske særpræg hos Middelhavets fiskearter. En senere forordning, nemlig nr. 1448, der er fra 1999 - hvilket ikke er tilfældigt - gav mulighed for nogle undtagelser, navnlig med hensyn til det såkaldte særlige fiskeri. Denne forlængelse udløber snart, helt nøjagtigt den 31. maj i år, og Kommissionen skal så fremsætte et nyt forslag. Vi håber, at der ved fremsættelsen af dette forslag bliver taget hensyn til, at dette fiskerisystem er af afgørende betydning for økonomien i meget store maritime områder i Italien, og at det af de hidtil indsamlede videnskabelige data fremgår, at der er en vis bæredygtighed med hensyn til den biologiske effekt. |
Hr. formand, mine damer og herrer, kære parlamentsmedlemmer, jeg vil også gerne starte med at takke Dem hjerteligt, fru Attwooll, for Deres betænkning, men jeg vil også gerne takke Dem alle, mine damer og herrer, for Deres store interesse og også for den støtte, som De har vist de to forslag fra Kommissionen. Én ting står fast: Der er ingen fælles fiskeripolitik, hvis vi ikke har noget fælles datagrundlag herfor. Pålidelige og fuldstændige data er en grundlæggende forudsætning for en troværdig fiskeriforvaltning og endnu mere for skabelsen af det, som vi konstant kalder level playing field. Først nogle bemærkninger til den første betænkning. Jeg forstår udmærket Deres tanke, som kommer til udtryk i ændringsforslaget, om også at inddrage økologiske data. Jeg kan dog kun støtte indsamlingen af sådanne data, hvis der skabes en klar ramme for dataene og især, hvis de nødvendige ekstra budgetmidler stilles til rådighed. Til ændringsforslag 2 vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi tillægger indsamlingen af økonomiske data stor betydning. Men hvis vi accepterede Deres ændringsforslag og ikke indsamlede data vedrørende indtægterne af fangsterne, men kun vedrørende omfanget af fangsterne, ville det egentlig svække forslaget, for vi har brug for data om indtægterne for især at kunne bedømme fiskernes økonomiske situation. På den anden side bifalder vi dog Deres forslag om, at der bør indhentes mere præcise tal om beskæftigelsessituationen. Til ændringsforslag 6, nemlig om automatisk at sende alle registrerede data til Kommissionen, vil jeg gerne sige, at Kommissionen i forvejen får alle nødvendige data på Deres anmodning. Det giver ingen mening at oprette en central database i Bruxelles, når der er brug for mange af disse data i forbindelse med internationale møder langt væk fra Bruxelles. Sikre og fortrolige procedurer til videresendelse af videnskabelige og tekniske data bør bevares, fordi de fungerer godt. Deres ændringsforslag 7 i den første betænkning og 6 i den anden betænkning kan jeg acceptere delvist. Jeg synes absolut, at det er en god idé, hvis vi i vores rapport til Parlamentet og Rådet også fremlægger vores erfaringer med anvendelsen af de indsamlede data. Jeg er også enig med Dem i, at vi på baggrund af den fælles fiskeripolitik forelægger en første rapport i rette tid efter 2002. Nu til den anden betænkning af Attwooll. I ændringsforslag 1 foreslår De at gennemføre finansieringen fra rubrik 1b og ikke fra rubrik 3 i Fællesskabets budget. I rubrik 3 er kontrol- og informationsudgifterne i forbindelse med fiskeriet imidlertid også indeholdt. Jeg mener derfor, at den dataindsamling, der jo i sidste ende også tjener til kontrol, ligeledes hører til i denne rubrik. Dette spørgsmål er dog ikke endeligt afgjort endnu. Det skal diskuteres videre i april i forbindelse med udkastet til budget for 2001. Ændringsforslag 4 og 5, ifølge hvilke Kommissionen skal videresende alle finansielle rapporter og også alle situationsrapporter fra medlemsstaterne, forekommer mig at være overflødige, for vi har jo forpligtet os til at forberede en rapport om vurdering af medlemsstaternes foranstaltninger, og denne rapport vil indeholde en vurdering af hele dataregistreringssystemet. Andre ændringsforslag vedrører den tidsplan, som vi har foreslået. Jeg kan kun godkende disse ændringsforslag. De frister, som vi oprindeligt foreslog i vores forslag, gik ud fra en tidligere godkendelse af forslagene og er ikke længere realistiske. Kommissionen vil i samarbejde med Rådet sørge for, at der fastlægges en realistisk tidsplan. Jeg skal dog understrege, at vi skal overholde stramme frister, og at det f.eks. vil være udelukket at garantere frister på seks måneder for fremlæggelse af dataindsamlingsprogrammer. De øvrige ændringsforslag bidrager til klarhed i ordlyden og accepteres fuldt ud af Kommissionen. |
Mange tak, hr. kommissær Fischler. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. |
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0036/2000) af Hudghton for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 93/53/EØF om minimumsfællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse fiskesygdomme (KOM(1999) 437 - C5-0168/1999 - 1999/0191(CNS)). |
Infektiøs lakseanæmi er en smitsom virussygdom, der først blev registreret i Norge i 1984 og senere i Canada i 1986. Den første forekomst i Den Europæiske Union var i Skotland i maj 1998. Skønt viruset er fundet hos andre fiskearter, har selve sygdommen hidtil kun vist sig hos laks. Viruset kan ikke overleve ved temperaturer over 25 grader Celsius, og videnskabsfolkene er derfor enige om, at det ikke udgør nogen fare for menneskets sundhed, da det ganske enkelt ikke kan overleve i varmblodede væsener. Den skotske lakseindustri er den største i Den Europæiske Union, og den er spredt over nogle af Europas mest perifert beliggende samfund. Den giver arbejde til ca. 6.500 mennesker og har en årlig omsætning på ca. 800 millioner euro. Derfor har spørgsmålet naturligvis særlig betydning for Skotland, men det er meget vigtigt for alle dele af Europa, at sygdommen bringes under kontrol og om muligt udryddes. Det nuværende direktiv om fiskesygdomme forbyder anvendelse af vaccine og kræver, at alle fisk i et smittet brug aflives, uanset om de er angrebet af sygdommen eller ej. Formålet med at vedtage den aktuelle ordning var at udrydde ISA hurtigst muligt. I virkeligheden har den tvungne aflivningspolitik hverken kunnet kontrollere eller udrydde ISA, og mens den ikke har kunnet leve op til målsætningen, har den aktuelle politik haft en ødelæggende økonomisk effekt på industrien, uden at der er udbetalt erstatning og uden mulighed for dækning via en erhvervsmæssig forsikring. Der er foreslået to ændringer. Den første vil tillade brugen af vaccine som et våben i denne kamp. Det er en nødvendig ændring, der skal ledsages af en forpligtelse på fællesskabsniveau om at iværksætte og finansiere forskning med henblik på udvikling af en effektiv vaccine. Den anden ændring vil gøre det muligt med en gradvis fjernelse af fisk fra smittede brug på baggrund af problemets omfang i de pågældende brug. Denne fremgangsmåde har vist sig meget effektiv i Norge, hvor antallet af nye tilfælde af ISA er faldet til en håndfuld om året sammenlignet med 80-90 nye tilfælde om året, da sygdommen var mest udbredt i starten af 1990'erne. Jeg støtter derfor Kommissionens foreslåede ændringer, og jeg opfordrer til, at de hurtigt vedtages og gennemføres. Jeg fremhæver også spørgsmålet om kompensation og opfordrer til en ændring af Rådets beslutning 90/424/EØF for specifikt at få infektiøs lakseanæmi opført på den vedlagte sygdomsliste, så der kan udbetales kompensation med 50% fra Kommissionen og 50% fra den pågældende medlemsstat. Jeg takker mine kolleger i Fiskeriudvalget for deres overvældende støtte til min betænkning, og jeg takker specielt mine skotske kolleger i udvalget for deres bidrag til hele denne proces. Jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 7 til 13, der på det kraftigste blev afvist af Fiskeriudvalget. Det meste af indholdet i disse ændringsforslag er enten overflødigt eller allerede indeholdt i min tekst. Jeg har således f.eks. gjort opmærksom på behovet for at undersøge omfanget og effekten af interaktionen mellem opdrættede og vilde laks, behovet for at undersøge oprindelsen til ISA samt behovet for en større undersøgelse af virusets forekomst i vilde bestande. Disse ændringsforslag fra den grønne del af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance skal tjene som begrundelse for ændringsforslag 13. Dette ændringsforslag er helt uacceptabelt og upassende, idet det ikke blot søger at bibeholde kravet om øjeblikkelig tvungen aflivning af alle fisk, men også søger at hindre, at fisk - uanset om de er smittet eller ej - fra et inficeret brug kan sælges, og jeg må understrege, at der ikke sælges syge fisk under den gældende politik. Det er der ingen forslag om at ændre, og under den foreslåede nye ordning bliver der heller ikke tale om at sælge syge fisk. I ændringsforslag 7 til 13 tages der ganske enkelt ikke hensyn til virkeligheden, således som den afspejles i de markant forskellige statistiske oplysninger fra Skotland og Norge. I Skotland har vi håndhævet en meget streng ordning, der ikke har levet op til målsætningen. I Norge, hvor man har meget længere erfaring med sygdommen, afskaffede man 100% aflivning for nogle år siden, og man har truffet en lang række foranstaltninger, der har forbedret situationen betydeligt. Det er i vores interesse at sikre, at vi også i Skotland begrænser ISA og hindrer en yderligere spredning. I sidste uge blev der i Skotland offentliggjort en rapport fra en arbejdsgruppe om ISA med deltagelse af regeringen og industrien. Dette omfattende dokument tager hensyn til en lang række mulige risici og anbefaler en indsats på områder såsom overførsel fra sted til sted, sikkerhedsforanstaltninger for at begrænse udslip, behandling af affald og spildevand, detektions- og diagnosticeringsmetoder, faring og braklægning, desinfektionsbehandling af udstyr osv. Nogle af disse foranstaltninger kan og vil straks blive gennemført af de lokale myndigheder med deres eksisterende beføjelser, og andre vil blive transformeret til adfærdskodekser. De vil alle være gavnlige, ikke blot i forhold til ISA, men også med henblik på at skabe bedre standarder inden for akvakultur i almindelighed, hvor det er nødvendigt. Hvis De, mine kære kolleger, stemmer for min betænkning i sin helhed, sådan som Fiskeriudvalget har godkendt den, vil det være en meget vigtig del af en mere omfattende ISA-kontrolpakke, der tager udgangspunkt i den virkelige situation i Skotland samt erfaringerne fra andres succes. |
Jeg lykønsker hr. Hudghton og støtter fuldt ud hans betænkning, og jeg vil opfordre de ærede parlamentsmedlemmer til at gøre det samme. Som han sagde, har fiskeopdræt afgørende betydning for beskæftigelsen i fjerntliggende egne af Skotlands landdistrikter, og på et tidspunkt, hvor Skotlands landdistrikter lider under den værste lavkonjunktur i mere end 100 år, giver akvakulturindustrien en vigtig saltvandsindsprøjtning til landdistrikternes økonomi, og tusindvis af job afhænger direkte eller indirekte af denne industri. Som nævnt produceres der nu mere end 85.000 ton laks på de skotske akvakulturbrug i en industri med en årlig omsætning på mere end 800 millioner euro. Skønt ISA første gang blev registreret i Skotland for bare to år siden, har sygdommen spredt sig direkte til 29 brug, og ca. 240 andre brug er berørt på en eller anden måde. Vilde laks, ørreder og ål er bærere af sygdommen, der synes at være endemisk selv i det større havmiljø. Men trods De Grønnes rædselsberetninger må det understreges, at ISA under ingen omstændigheder kan overføres til mennesker, og jeg vil gentage hr. Hudghtons bemærkning om, at viruset ikke kan overleve, hvis temperaturen er over 25 grader Celsius - hvilket er tilfældet for menneskets kropstemperatur - da det er et virus, som kun rammer koldtvandsarter. Hos de inficerede fisk kan det imidlertid betyde alvorlige vægttab og tidlig død i fremskredne tilfælde, og det har derfor haft stor økonomisk betydning for hele den skotske akvakultursektor, idet industrien har mistet 60-70 millioner euro som følge af for tidlig slagtning og andre udryddelsesforanstaltninger. Hr. formand, denne betænkning indeholder således en række opmuntrende forslag til forbedring af britiske og andre myndigheders håndtering af sygdommen. Ved at anbefale en ordning om isolering og gradvis aflivning i lighed med det vellykkede norske system, søger ordføreren at indføre en mere fleksibel strategi over for sygdommen, hvilket vil skabe tillid, ikke mindst i forsikringssektoren, der hidtil har afholdt sig fra at udbetale erstatning på grund af politikken med tvungen aflivning. Ved at anbefale en større forskningsindsats og brugen af vaccine for at kontrollere og udrydde ISA beroliger ordføreren også den farmaceutiske industri, der hidtil ikke har haft noget incitament til at investere i udviklingen af en vaccine. Jeg giver derfor mine varmeste anbefalinger og håber, at Parlamentet vil støtte denne udmærkede betænkning. |
Jeg vil gerne takke ordføreren hr. Hudghton, også for denne betænkning. Den skotske lakseindustri er den største i Den Europæiske Union, og den tegner sig for 90% af den britiske akvakulturindustri. Industrien er spredt over nogle af Europas mest perifert beliggende samfund, og den er en økonomisk livline til disse samfund. Nye tal viser, at industrien har en årlig omsætning på 800 millioner euro og giver beskæftigelse til 6.500 mennesker. Jeg synes, at denne betænkning opstiller en god metode til håndtering af infektiøs lakseanæmi, der er både praktisk anvendelig, realistisk og gennemførlig. Norge er et godt eksempel på effektiviteten i denne fremgangsmåde. Hvad angår ændringsforslagene, går jeg imod ændringsforslagene fra hr. Hudghtons kolleger fra De Grønne - det vil sige nummer 7-13 - ikke fordi jeg ikke tænker på risikoen for menneskets sundhed, men fordi det er videnskabeligt bevist, at viruset ikke kan overleve temperaturer på over 25 grader Celsius, og ifølge lægevidenskaben er mennesker med en sådan temperatur døde. Et ordsprog siger, at de døde ikke sladrer, og jeg er sikker på, at de ikke spiser fisk, men det gør jeg, og jeg ser frem til gennemførelsen af denne betænkning. |
Subsets and Splits